30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/1

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/2

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 8. oktober 2013, Stichting Greenpeace Nederland og PAN Europe mod Kommissionen (T-545/11, EU:T:2013:523), ophæves.

2)

Sag T-545/11 hjemvises til Retten.

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/3

1)

Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF skal fortolkes således, at den omstændighed, at ansøgeren om en markedsføringsgodkendelse til et plantebeskyttelsesmiddel eller et biocidholdigt produkt ikke i forbindelse med proceduren for opnåelse af denne godkendelse har anmodet om, at de oplysninger, der er fremlagt i forbindelse med denne procedure, behandles fortroligt i henhold til artikel 14 i Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter, eller artikel 33, stk. 4, og artikel 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, ikke er til hinder for, at den kompetente myndighed, der efter afslutningen af den nævnte procedure får forelagt en anmodning om adgang til disse oplysninger, indgivet af tredjemand på grundlag af direktiv 2003/4, undersøger den nævnte ansøgers indsigelse mod denne anmodning om adgang til oplysningerne og i givet fald afslår den under henvisning til dette direktivs artikel 4, stk. 2, første afsnit, litra d), med den begrundelse, at udbredelsen af de nævnte oplysninger vil skade beskyttelsen af forretnings- eller fabrikshemmeligheder.

2)

Artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2003/4 skal fortolkes således, at:

3)

Artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2003/4 skal fortolkes således, at i tilfælde af en anmodning om adgang til oplysninger om emissioner til miljøet, hvor udleveringen vil være til skade for en af de interesser, der er omfattet af dette direktivs artikel 4, stk. 2, første afsnit, litra a), d) og f)-h), skal alene de relevante oplysninger, der kan uddrages af kilden til oplysningerne, og som vedrører emissioner til miljøet, udleveres, hvis det er muligt at adskille disse oplysninger fra andre oplysninger i den nævnte kilde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/4

1)

Kongeriget Spanien har med hensyn til perioden forud for den 29. juli 2008 tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 4, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, og med hensyn til perioden efter denne dato tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet det ikke har truffet de egnede foranstaltninger med henblik på i det særligt beskyttede område »Campiñas de Sevilla« at undgå forringelse af de naturlige levesteder og arternes levesteder samt forstyrrelse af de arter, for hvilke dette område er udpeget.

2)

I øvrigt frifindes Kongeriget Spanien.

3)

Europa-Kommissionen og Kongeriget Spanien bærer hver deres egne omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/5

1)

Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at:

2)

Artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at:

3)

Artikel 34, stk. 1, i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 17. juli 1995 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs vegne ved Rådets og Kommissionens afgørelse 98/238/EF/EKSF af 26. januar 1998, skal fortolkes således, at:

4)

Artikel 31 i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side, undertegnet i Luxembourg den 17. juni 2002 og godkendt på vegne af Det Europæiske Fællesskab ved Rådets afgørelse 2006/356/EF af 14. februar 2006, skal fortolkes således, at:

5)

Hvad angår konsekvenserne for hovedsagen af fortolkningen af artikel 63 TEUF — 65 TEUF og Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side samt Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side:

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/7

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/8

1)

Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, idet den ikke har sikret sekundær rensning eller tilsvarende rensning af byspildevandet fra byområderne Goyave, Bastelica, Morne-à-l’Eau, Aiguilles-Château-Ville Vieille, Borgo-Nord, Isola, Plombières-les-Bains, Saint-Céré, Vincey, Etueffont samt Volx og Villeneuve, dels for samtlige udledninger med hensyn til byområder med mellem 10 000 og 15 000 personækvivalenter, dels for udledninger til ferskvand og flodmundinger med hensyn til byområder med mellem 2 000 og 10 000 personækvivalenter.

2)

I øvrigt frifindes Den Franske Republik.

3)

Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/9

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/10

1)

Appellerne forkastes.

2)

Ackermann Saatzucht GmbH & Co.KG, Böhm-Nordkartoffel Agrarproduktion GmbH & Co. OHG, Deutsche Saatveredelung AG, Ernst Benary, Samenzucht GmbH, Freiherr Von Moreau Saatzucht GmbH, Hybro Saatzucht GmbH & Co. KG, Klemm + Sohn GmbH & Co. KG, KWS Saat AG, Norddeutsche Pflanzenzucht Hans-Georg Lembke KG, Nordsaat Saatzuchts GmbH, M. Peter Franck-Oberaspach, P. H. Petersen Saatzucht Lundsgaard GmbH, Saatzucht Streng — Engelen GmbH & Co. KG, Saka Pflanzenzucht GmbH & Co. KG, Strube Research GmbH & Co. KG, Gartenbau und Spezialkulturen Westhoff GbR, W. von Borries-Eckendorf GmbH & Co. KG, ABZ Aardbeien Uit Zaad Holding BV, Agriom BV, Agrisemen BV, Anthura BV, Barenbrug Holding BV, De Bolster BV, Evanthia BV, Gebr. Vletter & Den Haan VOF, Hilverda Kooij BV, Holland-Select BV, Könst Breeding BV, Koninklijke Van Zanten BV, Kweek- en Researchbedrijf Agirco BV, Kwekerij de Wester-Bouwing BV, Limgroup BV og Ontwikkelingsmaatschappij Het Idee BV betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/11

1)

Artikel 2 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at en national lovgivning, der inden for rammerne af en erhvervstilknyttet pensionsordning underlægger retten for medlemmernes længstlevende registrerede partnere til en efterladteydelse en betingelse om, at det registrerede partnerskab er indgået, inden medlemmet er fyldt 60 år, selv om den nationale lovgivning ikke gav det pågældende medlem mulighed for at indgå registreret partnerskab, før denne aldersgrænse blev nået, ikke udgør forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

2)

Artikel 2 og artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der inden for rammerne af en erhvervstilknyttet pensionsordning underlægger retten for medlemmernes længstlevende registrerede partnere til en efterladteydelse en betingelse om, at det registrerede partnerskab er indgået, inden medlemmet er fyldt 60 år, selv om den nationale lovgivning ikke gav medlemmet mulighed for at indgå registreret partnerskab, før denne aldersgrænse blev nået, ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder.

3)

Artikel 2 og artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke kan udgøre forskelsbehandling på grund af den kombinerede virkning af seksuel orientering og alder, når denne lovgivning ikke udgør forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller alder isoleret set.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/12

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/12

1)

Appellen forkastes.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/13

1)

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 24. september 2015, Klement mod KHIM — Bullerjan (formen på en ovn) (T-211/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:688), ophæves.

2)

Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/13

1)

Bilag I, punkt 7, litra c), til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet kan ikke fortolkes således, at denne bestemmelse omfatter et vejprojekt, der, selv om det, som det i hovedsagen omhandlede, vedrører en strækning på mindre end 10 km, består i en udvidelse af eller et anlægsarbejde på en eksisterende vej med mindst fire kørebaner.

2)

Bilag I, punkt, 7, litra b), til direktiv 2011/92 skal fortolkes således, at »motortrafikveje« som omhandlet i denne bestemmelse er veje, hvis tekniske karakteristika er dem, der indeholdes i den definition, der er givet i bilag II, punkt II.3, til aftalen om internationale hovedtrafikårer (ECE), undertegnet i Geneve den 15. november 1975, selv om disse veje ikke er en del af det net af internationale hovedtrafikårer, der er reguleret af denne aftale eller er beliggende i byområde.

3)

Begrebet »anlæg« som omhandlet i bilag I, punkt 7, litra b), til direktiv 2011/92 skal fortolkes således, at det vedrører opførelse af tidligere ikke-eksisterende bygninger eller fysisk ændring af allerede eksisterende anlæg. Med henblik på at vurdere, om en sådan ændring på grund af dens omfang og karakter kan anses for at svare til et sådant anlæg, tilkommer det den forelæggende ret at tage hensyn til alle det pågældende anlægsarbejdes karakteristika og ikke blot til dets længde eller til bevarelsen af den eksisterende linjeføring.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/14

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/15

1)

Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 16, stk. 1 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF, idet det ikke har indført et nationalt elektronisk register over vejtransportvirksomheder, som fuldt ud er i overensstemmelse med og sammenkoblet med de øvrige medlemsstaters nationale elektroniske registre.

2)

Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/15

1)

Skal artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1) fortolkes således, at undgåeligheden kun refererer til de usædvanlige omstændigheders indtræden, eller refererer den også til følgerne af de usædvanlige omstændigheder, nemlig aflysningen eller den lange forsinkelse?

2)

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at undgåeligheden refererer til forsinkelsen: Når det fly, som befinder sig på den foregående flyvning, er berørt af de usædvanlige omstændigheder, skal det transporterende luftfartsselskab da allerede efter de usædvanlige omstændigheders indtræden på den foregående flyvning forsøge at skaffe et erstatningsfly, eller kan selskabet vente, til det står fast, at de usædvanlige omstændigheder vil føre til en væsentlig forsinkelse i den efterfølgende flyvning?

3)

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at undgåeligheden refererer til forsinkelsen: Er det urimeligt at forlange booking af en subcharter, hvis omkostningerne hertil er tre gange så høje som omkostningerne til den egentlige flyvning?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/16

1)

Skal artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1) fortolkes således, at undgåeligheden kun refererer til de usædvanlige omstændigheders indtræden, eller refererer den også til følgerne af de usædvanlige omstændigheder, nemlig aflysningen eller den lange forsinkelse?

2)

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at undgåeligheden refererer til forsinkelsen: Når det fly, som befinder sig på den foregående flyvning, er berørt af de usædvanlige omstændigheder, skal det transporterende luftfartsselskab da allerede efter de usædvanlige omstændigheders indtræden på den foregående flyvning forsøge at skaffe et erstatningsfly, eller kan selskabet vente, til det står fast, at de usædvanlige omstændigheder vil føre til en væsentlig forsinkelse i den efterfølgende flyvning?

3)

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at undgåeligheden refererer til forsinkelsen: Er det urimeligt at forlange booking af en subcharter, hvis omkostningerne hertil er tre gange så høje som omkostningerne til den egentlige flyvning?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/17

1)

Tillader bestemmelserne i artikel 28 ff. i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (1) , som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16. november 2000 (2), at en aftalt afregningspris, der består af et tidligere faktureret og anmeldt beløb, samt en standardregulering, der foretages efter udløbet af opgørelsesperioden, lægges til grund som toldværdi ved anvendelse af en fordelingsnøgle, uanset om der ved opgørelsesperiodens udløb skal ske debitering eller kreditering af parterne?

2)

I bekræftende fald:

Kan toldværdien henholdsvis kontrolleres eller fastsættes ved hjælp af forenklede metoder, såfremt resultaterne af efterfølgende reguleringer af afregningsprisen (såvel i opadgående som nedadgående retning) skal anerkendes?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/17

1)

Skal artikel 7, nr. 1), litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) fortolkes således, at udtrykket »sager om kontraktforhold« også omfatter et krav på kompensation i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (2), der fremsættes over for et transporterende luftfartsselskab, som ikke er den pågældende flypassagers medkontrahent?

2)

Såfremt artikel 7, nr. 1), i forordning (EU) nr. 1215/2012 finder anvendelse:

Skal en flypassagers endelige bestemmelsessted ved en personbefordring på to flyvninger uden nævneværdigt ophold i omstigningslufthavnen også anses for at være opfyldelsesstedet i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning (EU) nr. 1215/2012, når det fremsatte krav om kompensation i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 261/2004 støttes på en forstyrrelse af flytrafikken, der er indtrådt på den første delstrækning, og kravet rettes imod det luftfartsselskab, der udførte den første flyvning, men som ikke er kontrahent i transportaftalen?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/18

1)

Skal artikel 5, nr. 1), litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 22/2001 af 22. december om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) fortolkes således, at udtrykket »sager om kontraktforhold« også omfatter et krav på kompensation i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 296/91 (2), der fremsættes over for et transporterende luftfartsselskab, som ikke er den pågældende flypassagers medkontrahent?

2)

Såfremt artikel 5, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001 finder anvendelse:

Skal en flypassagers endelige bestemmelsessted ved en personbefordring på to flyvninger uden nævneværdigt ophold i omstigningslufthavnen også anses for at være opfyldelsesstedet i henhold til artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning (EF) nr. 44/2001, når det fremsatte krav om kompensation i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 261/2004 støttes på en forstyrrelse af flytrafikken, der er indtrådt på den første delstrækning, og kravet rettes imod det luftfartsselskab, der udførte den første flyvning, men som ikke er kontrahent i transportaftalen?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/18

—

årsregnskabet skal give et pålideligt billede af selskabets aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultatet (direktivets artikel 2, stk. 3)

—

hensættelser til omkostninger, herunder uforudsete udgifter, har til formål at dække tab eller gæld, hvis karakter er klart defineret, og som på statustidspunktet enten anses for sandsynlige eller sikre, men som er ubestemmelige med hensyn til deres størrelse eller tidspunktet for deres afholdelse (direktivets artikel 20, stk. 1)

—

værdiansættelsen skal i alle tilfælde ske under udvisning af behørig forsigtighed og især:

—

der skal tages hensyn til indtægter og udgifter vedrørende det år, som regnskabet omfatter, uden hensyn til det tidspunkt hvor disse indtægter indgår eller udgifter udbetales [direktivets artikel 31, stk. 1, litra d)]

—

aktiv- og passivposternes bestanddele skal værdiansættes hver for sig [direktivets artikel 31, stk. 1, litra e)],

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/19

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/20

1)

Kan den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 (1), henset til denne forordnings artikel 63 og 7, formålet med og indholdet af forordningen og personers og arbejdstagers frie bevægelighed forstås således, at en ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af en ydelse ved arbejdsløshed i princippet afslås, med mindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv opfattelse på grundlag af sagens konkrete omstændigheder, herunder eksempelvis at der foreligger en konkret og beviselig udsigt til arbejde, ikke med rimelighed kan nægtes?

I benægtende fald:

2)

Hvorledes skal medlemsstaterne da forstå den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/20

1)

Skal arveretsforordningens (1) artikel 1, stk. 1, fortolkes således, at forordningens anvendelsesområde (»arv«) tillige omfatter bestemmelser i national ret, der som § 1371, stk. 1, i den tyske Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog, herefter »BGB«) regulerer formueretlige spørgsmål efter en ægtefælles død gennem forhøjelse af den anden ægtefælles legale arvelod?

2)

Såfremt spørgsmål 1) besvares benægtende, skal arveretsforordningens artikel 68, litra l), jf. artikel 67, stk. 1, da fortolkes således, at den overlevende ægtefælles arvelod, også for det tilfælde at denne for en brøkdels vedkommende skyldes en forhøjelse i henhold til en formueretlig bestemmelse som BGB’s § 1371, stk. 1, i det hele kan registreres i det europæiske arvebevis?

Såfremt dette principielt må besvares benægtende, kan det imidlertid undtagelsesvist besvares bekræftende for så vidt angår faktiske omstændigheder, hvorunder

3)

Såfremt såvel spørgsmål 1 som spørgsmål 2 i det hele skal besvares benægtende, skal arveretsforordningens artikel 68, litra l), da fortolkes således, at den efterlevende ægtefælles arvelod, som forhøjet som følge af den formueretlige ordning, i det hele kan registreres i det europæiske arvebevis — men på grund af forhøjelsen kun til orientering?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/21

1)

Med henblik på anvendelse af ækvivalensprincippet mellem midlertidigt ansatte og personer, der er i tidsubegrænset ansættelse, skal ophør af ansættelseskontrakten på grund af »objektive omstændigheder [circunstancias objetivas]« i henhold til ET’s artikel 49, stk. 1, litra c), og ophør af »objektive grunde [causas objetivas]« i henhold til ET’s artikel 52, da anses for at være »sammenlignelige situationer«, således at forskellen på godtgørelsen i det ene og det andet tilfælde udgør en ulige behandling af midlertidigt og tidsubegrænset ansatte, der er ulovlig i henhold til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

2)

Hvis dette er tilfældet, kan da de socialpolitiske formål, der lå til grund for indførelsen af en deltidskontrakt, ligeledes begrunde en forskelsbehandling i henhold til den nævnte rammeaftales § 4, stk. 1, når der udbetales en mindre gunstig godtgørelse i forbindelse med ophøret af et ansættelsesforhold, og det står arbejdsgiveren frit for at vælge, om deltidskontrakten skal være tidsbegrænset?

3)

Såfremt det antages, at der ikke foreligger nogen rimelig begrundelse i henhold til § 4, stk. 1, skal direktiv 1999/70, med henblik på at sikre dette direktivs effektive virkning, da fortolkes således, at den ulige behandling af midlertidigt ansatte og fastansatte i henhold til den nævnte spanske lovgivning i forbindelse med en godtgørelse for kontraktens ophør udgør en forskelsbehandling, der er ulovlig i henhold til chartrets artikel 21, idet den er i strid med ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der udgør en del af EU-rettens grundlæggende principper?

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/22

—

Rettens dom i sag T-460/13 ophæves, for så vidt som den frifinder Europa-Kommissionen i det søgsmål, som appellanterne har anlagt med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 19. juni 2013 i sag COMP/39226 — Lundbeck (citalopram), hvorved det blev fastslået, at der forelå en overtrædelse på grund af formålet af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 53 EØS, for så vidt som den vedrører appellanterne.

—

Afgørelsens artikel 1, stk. 4, annulleres, for så vidt som den vedrører appellanterne.

—

Afgørelsens artikel 2, stk. 4, annulleres, for så vidt som appellanterne herved pålægges bøder, eller subsidiært nedsættes bødebeløbet.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes sagsomkostninger og andre omkostninger og udgifter i forbindelse med denne sag, og der træffes bestemmelse om enhver anden foranstaltning, som Domstolen måtte finde passende.

1.

Retten foretog en urigtig anvendelse af det kriterium til påvisning af en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF »på grund af formålet«, der blev opstillet af Den Europæiske Unions Domstol (herefter »EU-Domstolen«) i Cartes Bancaires mod Kommissionen, C-67/13 P, ECLI:EU:C:2014:2204 (herefter »Cartes Bancaires-dommen«). Aftalen mellem appellanterne og H. Lundbeck A/S (herefter »Lundbeck«), der trådte i kraft den 16. juni 2002 (herefter »aftalen«), var ikke i kraft af selve sin karakter skadelig for konkurrencen. Dens formål var umiddelbart at bilægge en patenttvist mellem appellanterne og Lundbeck. En stillingtagen til, hvorvidt aftalen faktisk var skadelig for konkurrencen, krævede at Kommissionen undersøgte dens virkninger.

2.

Retten foretog en åbenbar urigtig gengivelse af beviserne i sine sagsakter, da den fastslog, at der på tidspunktet for indgåelsen af aftalen forelå en materiel »potentiel konkurrence« mellem appellanterne og Lundbeck. Kommissionen var forpligtet til objektivt at påvise, at appellanterne havde en realistisk og konkret mulighed for at indtræde på markedet på en økonomisk rentabel måde. Bevismaterialet dokumenterede, at (a) en sådan indtræden forud for aftalens udløb ikke var en realistisk eller konkret mulighed, hverken objektivt eller i henseende til økonomisk rentabilitet, og at (b) appellanterne i de forhandlinger, der førte til aftalen, ikke havde noget incitament til at være sandfærdige med hensyn til deres villighed til at indtræde på markedet, og at de vildledte Lundbeck til at indvillige i både at levere sine egne produkter til appellanterne til en nedsat pris og til at foretage en betaling til appellanterne. Dette gjorde det faktisk muligt for appellanterne umiddelbart at indtræde på markedet, hvilket de åbenbart ikke ellers kunne have gjort. Retten undlod at tage hensyn til den afgørende forskel mellem appellanterne og de øvrige generiske fabrikanter, der indgik aftaler med Lundbeck, som består i, at appellanterne ikke havde nogen realistisk og konkret mulighed for at opnå en markedsføringstilladelse inden for aftalens tidsramme.

3.

Under alle omstændigheder burde appellanterne ikke være blevet pålagt nogen sanktion. På tidspunktet for indgåelsen af aftalen blev en sådan aftale ikke i henhold til Kommissionens retningslinjer anset for at udgøre en overtrædelse »på grund af formålet«. Der var tale om en ikke tidligere belyst situation, hvor Lundbeck umiddelbart var beskyttet imod konkurrence i form af sine patenter og lovgivningsmæssige barrierer, og hvor appellanterne faktisk forbedrede deres evne til at konkurrere med Lundbeck på det relevante marked ved at opnå leverancer af Lundbecks produkt til nedsat pris, som appellanterne kunne etikettere som deres egne. Ved den appellanterne pålagte sanktion blev der set bort fra, at der var tale om en overtrædelse, som ikke tidligere var blevet belyst, samt Kommissionens urimeligt lange sagsbehandlingstid: Der kunne let være givet appellanterne meddelelse om undersøgelsen mere end fem år forud for den faktiske meddelelse.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/23

—

Dommen ophæves, eller der træffes anden rimelig bestemmelse.

1.

Første anbringende. Retten har ikke påvist, at de mindelige aftaler udgør overtrædelser »på grund af formålet« som omhandlet i Cartes Bancaires-dommen. Navnlig har Retten ikke redegjort for, hvorledes de mindelige aftaler i sig selv afslører en tilstrækkelig grad af skade for konkurrencen til, at det er ufornødent at vurdere deres faktiske og potentielle virkninger. I stedet har Retten udtrykt tvivl og usikkerhed i forhold til kritiske punkter i analysen af de mindelige aftaler.

2.

Andet anbringende. Det bevismateriale, der ligger til grund for Rettens konklusioner, opfylder ikke det krav om nøjagtigt, pålideligt, konsekvent og omfattende bevismateriale, som Domstolen har identificeret som nødvendigt for at løfte bevisbyrden i forhold til en overtrædelse »på grund af formålet«.

3.

Tredje anbringende. Retten vender bevisbyrden, når den som betingelse for Generics (UK)’s forfægtelse af de mindelige aftalers lovlighed pålægger dette selskab et krav om at godtgøre, at en tvist bestemt ville være blevet en følge i tilfælde af en lancering med risiko, og at Generics (UK) bestemt ville have tabt tvisten.

4.

Fjerde anbringende. Retten undlod at foretage en fuld efterprøvelse af Kommissionens afvisning af anvendeligheden af artikel 101, stk. 3, TEUF.

5.

Femte anbringende. Retten begik en retlig fejl, idet den anvendte sin beføjelse til domstolskontrol ultra vires, da den fastslog en ny overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, som ikke var angivet i afgørelsen, og ved at sætte sine egne konklusioner i stedet for Kommissionens.

6.

Sjette anbringende. Retten identificerede ikke klare, præcise og konsekvente beviser til støtte for en afgørelse om, at Generics (UK) begik den påståede overtrædelse forsætligt eller uagtsomt, som krævet i henhold til artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/24

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser, som omhandlet i artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118/EF (1), idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, hvorefter olieprodukter kan gøres tilgængelige uden pålæggelse af punktafgift på selskabet Hellenic Duty Free Shops SA’s tankstationer ved grænseovergangene i Kipoi ved floden Evros, Kakavia og Evzonoi, der alle er beliggende i områder, der grænser op til tredjelande — nærmere bestemt Tyrkiet, Albanien og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Ifølge den begrundede udtalelse, som Kommissionen sendte til de græske myndigheder den 1. september 2014, har Grækenland, idet denne medlemsstat har tilladt, at olieprodukter gøres tilgængelige på selskabet Hellenic Duty Free Shops SA’s tankstationer ved grænseovergangene i Kipoi ved floden Evros, Kakavia og Evzonoi uden pålæggelse af punktafgift, tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter, eftersom den ikke anser en sådan tilgængeliggørelse for at udgøre en faktisk overgang til forbrug. Direkte levering af brændstof til køretøjer på de nævnte tankstationer udgør en overgang til forbrug og skal pålægges punktafgift.

2.

De tilfælde, hvor princippet om, at afgiften forfalder i den medlemsstat, hvor overgangen til forbrug finder sted, fraviges, er udtrykkeligt angivet af EU-lovgiver. Anvendelse af forenklede procedurer for eksport til et tredjeland på en situation, hvor punktafgiftspligtige olieprodukter gøres tilgængelige, er i strid med direktiv 2008/118, eftersom den ikke er omfattet af nogen af dets relevante bestemmelser.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/25

—

Dommen ophæves helt eller delvist.

—

Afgørelsen annulleres, for så vidt som den angår appellanterne, eller subsidiært ophæves de bøder, der i henhold til afgørelsen er blevet pålagt appellanterne, eller mere subsidiært nedsættes de bøder, der i henhold til afgørelsen er blevet pålagt appellanterne, betydeligt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes sagsomkostninger og andre omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

—

Om nødvendigt hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling i overensstemmelse med Domstolens dom.

—

Domstolen træffer enhver anden foranstaltning, som den måtte finde passende.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/26

—

Dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-346/14 ophæves i det omfang, der fremgår af appelskriftet, navnlig domskonklusionens punkt 2 og 4.

—

Appellanten gives medhold i sine påstande for Retten i det omfang, der fremgår nedenfor, navnlig annulleres:

for så vidt som disse foranstaltninger vedrører appellanten.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appelsagens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med annullationspåstanden i anmodningen om tilpasning af påstandene.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at opførelseskriteriet i artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2014/119/FUSP, som ændret ved den anden ændringsafgørelse, er forenelig med målene med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union. Retten så bort fra, at den påstående uretmæssige tilegnelse af statsmidler i det mindste skal være genstand for en igangværende retsforfølgning eller andre retslige skridt i det pågældende land under omstændigheder, hvor der, som i den foreliggende sag, er pålidelig dokumentation for, at det pågældende land ikke sammenhængende og tilstrækkeligt har vist at kunne overholde de grundlæggende principper for menneskerettigheder eller retsstatsprincippet.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, (1) da den ikke konkluderede, at der var pålidelig dokumentation for, at Ukraine ikke sammenhængende og tilstrækkeligt overholder menneskerettighederne eller retsstatsprincippet, og (2) da den beskrev visse ukrainske myndigheder, hvis dokumentation Rådet for Den Europæiske Union var afhængig af, som værende en »høj retslig myndighed«. Endvidere begik Retten en fejl ved ikke at angive nogen begrundelse for sine synspunkter vedrørende (1) og (2).

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl (1) da den fastslog, at opførelsen af appellantens navn på listen på grundlag af en skrivelse af 10. oktober 2014 fra de ukrainske myndigheder, er i overensstemmelse med opførelseskriteriet, og (2) da den fastlog, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til opførelsen af appellanten på listen.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/27

—

Dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-348/14 ophæves i det omfang, der fremgår af appelskriftet, navnlig domskonklusionens punkt 2 og 4.

—

Appellanten gives medhold i sine påstande for Retten i det omfang, der fremgår nedenfor, navnlig annulleres:

for så vidt som disse foranstaltninger vedrører appellanten.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appelsagens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med annullationspåstanden i anmodningen om tilpasning af påstandene.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at opførelseskriteriet i artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2014/119/FUSP, som ændret ved den anden ændringsafgørelse, er forenelig med målene med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union. Retten så bort fra, at den påstående uretmæssige tilegnelse af statsmidler i det mindste skal være genstand for en igangværende retsforfølgning eller andre retslige skridt i det pågældende land under omstændigheder, hvor der, som i den foreliggende sag, er pålidelig dokumentation for, at det pågældende land ikke sammenhængende og tilstrækkeligt har vist at kunne overholde de grundlæggende principper for menneskerettigheder eller retsstatsprincippet.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, (1) da den ikke konkluderede, at der var pålidelig dokumentation for, at Ukraine ikke sammenhængende og tilstrækkeligt overholder menneskerettighederne eller retsstatsprincippet, og (2) da den beskrev visse ukrainske myndigheder, hvis dokumentation Rådet for Den Europæiske Union var afhængig af, som værende en »høj retslig myndighed«. Endvidere begik Retten en fejl ved ikke at angive nogen begrundelse for sine synspunkter vedrørende (1) og (2).

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl (1) da den fastslog, at opførelsen af appellantens navn på listen på grundlag af en skrivelse af 30. december 2014 fra de ukrainske myndigheder, er i overensstemmelse med opførelseskriteriet, og (2) da den fastlog, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til opførelsen af appellanten på listen.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/28

—

Rettens dom af 14. september 2016 i National Iranian Tanker Company mod Rådet for Den Europæiske Union (sag T-207/15) ophæves.

—

Der træffes afgørelse i sagen, herunder navnlig:

—

Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger i nærværende sag og omkostningerne afholdt i første instans.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådets afgørelse (FUSP) 2015/236 af 12. februar 2015 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/230 af 12. februar 2015 ikke tilsidesatte princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om retskraft eller retten til effektive retsmidler i henhold til EU-chartrets artikel 47.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at kriteriet for udpegelse var opfyldt vedrørende appellanten.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at indgrebet i appellantens grundlæggende rettigheder var forholdsmæssigt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Retten begik en fejl ved at forkaste appellantens subsidiære argument om, at en vid fortolkning af udpegelseskriteriet ville gøre det uforholdsmæssigt.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/29

—

Rettens dom af 8. september 2016 i sag T-467/13 ophæves, og/eller artikel 1, 2 og 3 i Kommissionens afgørelse C(2013) 3803 final af 19. juni 2013 i sag AT.39226-Lundbeck annulleres, for så vidt som de vedrører Arrow, eller

—

mere subsidiært ophæves Rettens dom af 8. september 2016 i sag T-467/13, og sagen hjemvises til Retten, eller

—

mest subsidiært ophæves Rettens dom af 8. september 2016 i sag T-467/13, for så vidt som dommen opretholdt den bøde, der blev pålagt Arrow i henhold til artikel 2 i Kommissionens afgørelse C(2013) 3803 final i forhold til UK-aftalen og den danske aftale, eller størrelsen af denne bøde nedsættes, og

—

Kommissionen tilpligtes at betale Arrows omkostninger.

1.

Første anbringende: Retten pålagde Arrow bevisbyrden og fritog Kommissionen for dens forpligtelse til at påvise forekomsten af en potentiel konkurrence.

2.

Andet anbringende: Retten begik en fejl ved ud fra en række hypoteser at udlede, at der bestod en potentiel konkurrence, hvilket var i modstrid med princippet om, at potentiel konkurrence kræver, at der foreligger en realistisk og konkret mulighed for en indtræden.

3.

Tredje anbringende: Retten tillagde Lundbecks hensigt for stor vægt og fejlvurderede den bevismæssige betydning af faktiske omstændigheder, der indtraf efter, at aftalerne var underskrevet.

4.

Fjerde anbringende: Retten tog ikke hensyn til relevansen og indvirkningen af den af den engelske domstol afsagte Paroxetine-dom.

5.

Femte anbringende: Ud fra det forhold, at Arrow havde taget skridt til at forberede en indtræden på markedet, udledte Retten med urette, at der bestod en potentiel konkurrence.

6.

Sjette anbringende: Retten begik en fejl ved at anvende en formodning om foreløbig ugyldighed og ikke-krænkelse på Lundbecks patenter.

1.

Første anbringende: Retten så bort fra det forhold, at en aftale, der »blot er i stand til« at begrænse konkurrencen, ikke er en overtrædelse på grund af formålet.

2.

Andet anbringende: Retten foretog en fejlagtig kategorisering af aftalerne som værende i det væsentlige aftaler om udelukkelse fra markedet.

3.

Tredje anbringende: Retten konkluderede med urette, at Kommissionen kunne påvise aftalernes konkurrencebegrænsende formål uden at behøve at tage hensyn til den situation, der ville have gjort sig gældende i aftalernes fravær.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/31

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-111/14, Unitec Bio SA mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt af sagsøgeren i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante argentinske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet, til at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tog hensyn til, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ første anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/32

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-139/14, PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante indonesiske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Indonesien som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgerne i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tiltrådte, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgerne i første instans’ sjette anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgerne i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/33

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-121/14, PT Pelita Agung Agrindustri mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante indonesiske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Indonesien som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tiltrådte, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ andet anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/34

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-120/14, PT Ciliandra Perkasa mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante indonesiske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Indonesien som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tiltrådte, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ tredje anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/35

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-180/14, PT Perindustrian dan Perdagangan Musim Semi Mas (PT Musim Mas) mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante indonesiske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Indonesien som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tiltrådte, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ andet anbringendes andet led, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/36

—

Retten dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sagerne T-112/14 — T-116/14 og T-119/14, Molinos Río de la Plata SA m.fl. mod Rådet for Den Europæiske Unionen, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålene anlagt i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante argentinske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgerne i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten tog hensyn til, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgerne i første instans’ første anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgerne i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/37

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-117/14, Cargill SACI mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt af sagsøgeren i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser til at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante argentinske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten har taget hensyn til, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ første anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/38

—

Rettens dom af 15. september 2016, som blev meddelt Rådet den 16. september 2016, i sag T-118/14, LDC Argentina SA m.fl. mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Frifindelse i søgsmålet anlagt af sagsøgeren i første instans med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betales sagens omkostninger i såvel første instans som under appellen.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse.

—

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appellen udsættes.

1.

For det første anvendte Retten et urigtigt retligt kriterium, da den vurderede, om Rådet havde beviser for at fastslå, at de nationale priser på råmaterialer, som fremgik af de undersøgte, relevante argentinske eksportører, blev tilstrækkeligt fordrejet til, at det kunne begrundes at se bort fra dem og benytte den i grundforordningens (1) artikel 2, stk. 5, andet afsnit, fastsatte metode. Herved pålagde Retten institutionen en bevisbyrde, der var for streng.

2.

For det andet er Rettens konstatering af, at de af institutionerne fremførte beviser ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina som følge af DEA-ordningen, utilstrækkeligt begrundet.

3.

For det tredje er den appellerede doms konklusion, hvorved antidumpingtolden blev annulleret, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren i første instans, uforholdsmæssig i forhold til den eneste annullationsgrund, som Retten har taget hensyn til, og giver den fastslåede ulovlighed unødvendige virkninger.

4.

Rådet vil godtgøre, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, som påvirker dens gyldighed. Derudover har Rådet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgeren i første instans’ første anbringende, er tilstrækkeligt godtgjort til, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse om denne påstand og frifinde Rådet.

5.

Det er derfor Rådets opfattelse, at den appellerede dom skal ophæves, og at det skal frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede forordning, nedlagt af sagsøgeren i første instans.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/39

—

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist.

—

Afgørelsen annulleres helt eller delvist.

—

Bøden ophæves eller nedsættes væsentligt.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse i overensstemmelse med Domstolens dom.

—

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag såvel som i sagen for Retten.

1)

Retten anvendte en forkert retlig standard til at bedømme, hvorvidt Alpharma var en potentiel konkurrent i den sammenhæng, hvor dets produkter krænkede Lundbecks patenter. Da der ikke forelå beviser, der godtgjorde, at Lundbecks patenter var svage, må patenterne formodes at være gyldige, og en indtræden med et patentkrænkende produkt at være ulovlig.

2)

Til trods for, at Retten anerkendte, at Alpharma først kort før den mindelige løsning erfarede, at Lundbecks patent ville blive tildelt, og at dets produkter krænkede Lundbecks patenter, undlod den at vurdere, hvorvidt Kommissionen havde bevist, at en indtræden af Alpharma forblev en økonomisk rentabel strategi i lyset af disse yderligere barrierer for en indtræden. I stedet støttede Retten sig på bevismateriale, der ikke var angivet i afgørelsen, og pålagde ukorrekt appellanterne bevisbyrden i forhold til at afkræfte Kommissionens udsagn om, at Alpharma var en potentiel konkurrent.

3)

Retten anvendte en forkert retlig standard til at vurdere, hvorvidt den mindelige aftale udgjorde en konkurrencebegrænsning »på grund af formålet«, idet den undlod at bedømme, hvorvidt Kommissionen havde godtgjort, at den mindelige aftale med en tilstrækkelig sandsynlighed ville have negative virkninger, og undlod at tage hensyn til den omstændighed, at Kommissionen ikke havde nogen forudgående erfaring med denne type af mindelig løsning på patentområdet.

4)

Retten undlod at vurdere, hvorvidt Kommissionen havde bevist sit udsagn om, at begrænsningen i den mindelige aftale gik ud over anvendelsesområdet for Lundbecks patenter.

5)

Retten anvendte en forkert retlig standard ved vurderingen af, hvorvidt varigheden af Kommissionens undersøgelse var urimeligt lang og tilsidesatte appellanternes ret til forsvar.

6)

Retten begik en fejl, da den opretholdt Kommissionens beslutning om at rette afgørelsen til Zoetis (nu Alpharma LLC), men ikke til Merck Generics Holding GmbH, til trods for, at Kommissionen ikke i afgørelsen gav noget grundlag for at sondre mellem disse to selskabers situationer.

7)

Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at retstilstanden på tidspunktet for indgåelsen af den mindelige aftale var tilstrækkeligt klar til, at appellanterne utvetydigt kunne konstatere, hvad deres rettigheder og forpligtelser var, og handle derefter.

8)

Retten begik en fejl, da den opretholdt afgørelsen til trods for Kommissionens klare undladelse af ved fastsættelsen af bøden at tage hensyn til den påståede overtrædelses grovhed, som krævet i henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (1).

9)

Retten anvendte en forkert retlig standard ved fastlæggelsen af det relevante år for beregningen af loftet på 10 % for niveauet for den bøde, der blev pålagt A.L. Industrier.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/40

—

Domskonklusionens punkt 1 ophæves.

—

Afgørelsens artikel 1, stk. 1, artikel 2, stk. 1, artikel 3 og artikel 4 annulleres, for så vidt som disse er rettet til Merck.

—

Subsidiært ophæves eller nedsættes den Merck pålagte sanktion.

—

Domskonklusionens punkt 2 ophæves, og Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale Mercks omkostninger i forbindelse med både sagen i første instans og denne appel.

1.

Appellanten har med sit første appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at de mindelige patentaftaler der blev indgået mellem Generics (UK) (herefter »GUK«) og Lundbeck, havde et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF:

2.

Appellanten har med sit andet appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at konkludere, at GUK og Lundbeck på tidspunktet for indgåelsen af de mindelige patentaftaler var potentielle konkurrenter:

3.

Appellanten har med sit tredje appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at opretholde den bøde, som Kommissionen havde pålagt appellanten:

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/42

1)

Sagen afvises, for så vidt som den vedrører annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 14/2007 af 10. januar 2007 om 74. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001, for så vidt som den vedrører Mohammed Al-Ghabra.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Mohammed Al-Ghabra bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

4)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Rådet for Den Europæiske Union bærer deres egne omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/43

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

European Dynamics Luxembourg SA og Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/43

1)

Artikel 2, stk. 1, litra e), i Kommissionens afgørelse C(2014) 9295 final af 10. december 2014 om en procedure efter [artikel 101 TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (AT.39780 — Konvolutter) annulleres.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/44

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

PAL-Bullermann GmbH betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/45

1)

Afgørelsen truffet den 16. juli 2015 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2755/2014–5) vedrørende en indsigelsessag mellem Ramón Guiral Broto og Gastro & Soul GmbH annulleres.

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

3)

EUIPO og Guiral Broto bærer hver deres egne omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/45

1)

Afgørelse truffet den 16. juli 2015 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1888/2014-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Ramón Guiral Broto og Gastro & Soul GmbH annulleres.

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

3)

EUIPO og Guiral Broto afholder hver deres egne omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/46

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Puro Italian Style SpA bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/46

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Scorpio Poland betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/47

1)

Den afgørelse, der blev truffet den 4. november 2015 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1813/2014-2), annulleres.

2)

Den indsigelse, der er blevet rejst af Mueloliva, SL, mod den internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, for ordmærket FONTOLIVA, som Sovena Portugal — Consumer Goods SA har ansøgt om, forkastes.

3)

I øvrigt frifindes EUIPO.

4)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Sovena Portugal — Consumer Goods har afholdt i forbindelse med sagen for Retten.

5)

EUIPO og Mueloliva bærer hver halvdelen af de nødvendige omkostninger, som Sovena Portugal — Consumer Goods har afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret ved EUIPO.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/48

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

APAX Partners LLP bærer sine egne omkostninger og betaler de af APAX Partners Midmarket afholdte omkostninger, herunder nødvendige omkostninger afholdt af APAX Partners Midmarket i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret ved EUIPO.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/48

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Grid applications GmbH betaler sagens omkostninger.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/49

—

Decision fra Single Resolution Boards SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 (»Decision of the Executive Session of the Board of 15 April 2016 on the 2016 ex-ante contributions to the Single Resolution Fund (SRB/ES/SRF/2016/06)«) og Decision fra Single Resolution Boards SRB/ES/SRF/2016/13 af 20. maj 2016 (»Decision of the Executive Session of the Board of 20 May 2016 on the adjustment of the 2016 ex-ante contributions to the Single Resolution Fund supplementing the Decision of the Executive Session of the Board of 15 April 2016 on the 2016 ex-ante contributions to the Single Resolution Fund (SRB/ES/SRF/2016/13)«) annulleres, idet det mindste i det omfang disse Decisions vedrører sagsøgeren.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Første anbringende om, at der foreligger en åbenbar tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af en manglende (fuldstændig) bekendtgørelse af de anfægtede afgørelser.

—

Andet anbringende om, at der foreligger en åbenbar tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af en manglende begrundelse for de anfægtede afgørelser.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/49

—

Afgørelsen af 10. august 2016, hvorved udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøven EPSO/AST-SC/03/15 udelukkede sagsøgeren fra den nævnte udvælgelsesprøve, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende er, at udvælgelseskomitéen anlagde forskellige åbenlyst urigtige skøn i forbindelse med bedømmelsen af sagsøgerens erhvervserfaring.

2.

Andet anbringende, som fremsættes subsidiært, er, at den anfægtede afgørelse er mangelfuldt begrundet og at sagsøgeren ikke er blevet gjort bekendt med de udvælgelseskriterier, der er fastlagt af udvælgelseskomitéen.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/50

—

Det anerkendes, at annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling i overensstemmelse med artikel 263 TEUF og i henhold til artikel 264 TEUF.

—

Afgørelse C(2016) 5054 af 9. august 2016 annulleres i overensstemmelse med artikel 263 TEUF, for så vidt som den fastslår, at den i klagen beskrevne foranstaltning ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

—

Afgørelse C(2016) 5054 af 9. august 2016 annulleres i overensstemmelse med artikel 263 TEUF, for så vidt som den fastslår, at, selv om den i klagen beskrevne foranstaltning udgør statsstøtte, er den forenelig med det indre marked som omhandlet artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om manglende begrundelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at afgørelsen er behæftet med en begrundelsesmangel, eftersom det heri fastslås, at, selv om foranstaltningen udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er den forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, uden at denne konklusion begrundes.

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren er af den opfattelse, at afgørelsen er behæftet med en et urigtigt skøn for så vidt angår støtteforanstaltningens påvirkning af konkurrencen og af samhandlen mellem medlemsstaterne, for så vidt som grundene til, at Kommissionen fastslog, at den pågældende støtteforanstaltnings påvirkning af samhandlen mellem medlemsstaterne blot er hypotetisk eller angivelig, og at den, såfremt den foreligger, kun er marginal, ikke er understøttede og i praksis svarer til et meget stort antal detaljerede, analoge statsstøtteforanstaltninger ikke alene i Tomar-regionen, men i hele landet med den hermed uløseligt forbundne virkning, at den afskrækker nationale investeringer og investeringer fra andre medlemsstater.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen i) ikke med den nødvendige omhu og objektivt undersøgte, om den omhandlede støtte kunne påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne, ii) ikke tog hensyn til, at der ikke forelå en nedre grænse eller en minimumsprocentdel for, hvornår det som udgangspunkt kan antages, at samhandlen mellem medlemsstaterne ikke påvirkes, iii) ikke tog hensyn til, at en undergravning af samhandlen mellem medlemsstaterne ikke afhænger af, om de leverede ydelser er lokale eller regionale, eller af omfanget af den pågældende virksomhed, iv) ikke i tilstrækkelig grad understregede, at når en af staten ydet støtte styrker en virksomheds stilling i forhold til andre konkurrerende virksomheder, skal det antages, at de virksomheder, som er i konkurrence med den begunstigede virksomhed, er underlagt mindre gunstige vilkår med hensyn til at finansiere nye investeringer i denne stat.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/51

—

Kommissionens afgørelse af 1. september 2016, hvorved en ændring af den tyske lov om foranstaltninger til fremme af tysk film i sin syvende udgave erklæres forenelig med det indre marked (1), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester (2).

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 110 TEUF.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 56 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 49 TEUF.

5.

Femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF.

6.

Sjette anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/52

—

Kommissionens afgørelse af 11. januar 2016 om skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN) iværksat af Kongeriget Belgien, annulleres (1).

—

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 2-4.

—

Under alle omstændigheder annulleres afgørelsens artikel 2-4, for så vidt som disse artikler (a) anordner tilbagesøgning fra andre enheder end de enheder, der har fået udstedt en »forhåndsafgørelse om skattefritagelse for overskydende fortjeneste« som fastsat i afgørelsen, og (b) anordner tilbagesøgning af et beløb, der svarer til modtagerens skattebesparelse, uden at Belgien har kunnet tage hensyn til andre skattemyndigheders faktiske opjustering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, overskridelse af beføjelser og manglende angivelse af en fyldestgørende begrundelse, for så vidt som det i afgørelsen fastslås, at der foreligger en støtteordning.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og af begrundelsespligten samt en åbenbart urigtig vurdering, for så vidt som afgørelsen kvalificerer den angivelige støtteordning som en selektiv fordel.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og af begrundelsespligten samt en åbenbart urigtig vurdering, for så vidt som afgørelsen fastslår, at den angivelige ordning indebærer en fordel.

4.

Fjerde anbringende, som er fremsat subsidiært, om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, af den berettigede forventning og af proportionalitetsprincippet, samt om en åbenbart urigtig vurdering, overskridelse af beføjelser og manglende angivelse af en fyldestgørende begrundelse, for så vidt som afgørelsen tilpligter Belgien at tilbagesøge støtten.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/53

—

Den af Europa-Kommissionen trufne afgørelse af 19. september 2016 om ikke at vælge sagsøgerens bud og om tildeling af kontrakt nr. OIB.02/PO/2016/012/703 til sammenslutningen RIDEAUPRESS ITLINE annulleres.

—

Der gives sagsøgeren medhold i erstatningspåstanden. Følgelig tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren hovedstolen på 387 500 EUR i erstatning for det lidte tab som følge af tabet af kontrakten med tillæg af mora- og procesrenter efter den lovbestemte sats, indtil der sker fuld betaling.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til god forvaltning og af gennemsigtighedsprincippet, for så vidt som Kommissionen til trods for sagsøgerens gentagne anmodninger ikke oplyste sagsøgeren om den særlige tekniske karakter af den valgte tilbudsgivers produkter eller om resultaterne af analyserapporten vedrørende de bud og stikprøver, som sagsøgeren havde tilsendt Kommissionen.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet og af princippet om ligebehandling af tilbudsgiverne såvel ved udarbejdelsen af udbudsbetingelserne som ved Kommissionens vurdering af tilbudsgivernes bud. Sagsøgeren har navnlig foreholdt Kommissionen følgende:

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/54

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 19. september 2016 om statsstøtte SA.44351 (2016/C) (ex 2016/NN) — Polen — Polsk afgift i detailsektoren, bekendtgjort under nr. K(2016) 5596.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om en fejlagtig kvalificering af den polske afgift i detailsektoren som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF som følge af et åbenbart fejlagtigt skøn vedrørende betingelsen om selektivitet.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og af proportionalitetsprincippet, idet der blev udstedt påbud om øjeblikkelig indstilling af anvendelsen af de progressive afgiftssatser for den polske afgift i detailsektoren

3.

Tredje anbringende om en mangelfuld og utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/55

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 21. september 2016 annulleres.

—

Det fastslås, at den støtte, der er udbetalt til CABAB af EFRU, den franske stat, Conseil régional d’Aquitaine og Conseil général des Pyrénées Atlantiques, er ulovlig og uforenelig med det indre marked.

—

Det pålægges den franske stat, Conseil régional d’Aquitaine og Conseil général des Pyrénées Atlantiques, decentraliserede statsenheder, samt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) at tilbagesøge den ulovligt udbetalte støtte med lovbestemte renter regnet fra tidspunktet, hvor støtten blev stillet til rådighed.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder advokatomkostningerne op til EUR 5 000.

1.

Første anbringende vedrører den interne ulovlighed af Europa-Kommissionens afgørelse.

2.

Andet anbringende vedrører den manglende rapportering om den finansiering til projektet »Technocité«, der blev foretaget af EFRU, Den Franske Republik, Conseil régional d’Aquitaine og Conseil général des Pyrénées Atlantiques til fordel for Communauté d’agglomération Côte-Basque-Adour (CABAB).

3.

Tredje anbringende vedrører finansieringens uforenelighed med det indre marked.

4.

Fjerde anbringende vedrører den manglende opfyldelse af betingelserne for tildeling af finansieringen.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/56

—

ECHA’s afgørelse nr. SME (2016) 5150 af 15. november 2016, hvorved det bestemmes, at FERTISAC S.L. ikke opfylder betingelserne for at kunne drage fordel af den nedsættelse af afgifter, der er fastsat for mellemstore virksomheder, og pålægges en administrativ afgift, annulleres.

—

ECHA’s faktura nr. 10060160 af 15. november 2016 udstedt på grundlag af ECHA’s afgørelse nr. SME (2016) 5150 på et beløb svarende til forskellen mellem den af FERTISAC S.L. betalte afgift og den afgift, der opkræves af en stor virksomhed, annulleres.

—

ECHA’s faktura nr. 10060161 af 15. november 2016, der fastsætter den administrative afgift i henhold til ECHA’s afgørelse nr. SME (2016) 5150, annulleres.

—

ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det første anbringende vedrører en fejlagtig kvalificering af FERTISAC S.L. som en stor virksomhed.

Der er to tærskler for kvalificering af en SMV’er. Der er ikke tale om at skulle overstige kun én af tærsklerne (således som det fremgår af ECHA’s afgørelse, idet denne alene anvender den ene af dem: den årlige omsætning), hvorved der klart ikke tages hensyn til den første betingelse, dvs. antallet af personer, hvortil der klart er knyttet et »og«. FERTISAC S.L. har på intet tidspunkt overskredet tærsklen på 250 personer.

2.

Det andet anbringende vedrører sagsøgtes fejlagtige fortolkning af henstilling nr. 2003/361.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/57

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.29769 (2013) (ex 2013/NN) iværksat af Spanien til fordel for visse fodboldklubber.

—

Subsidiært annulleres denne afgørelses artikel 4 og 5.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 107 TEUF og 108 TEUF, samt artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), for så vidt som argumentationen i den anfægtede afgørelse er støttet på en national lovgivning, som begrænser etableringsfriheden.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som den (i) ikke har undersøgt de gældende fradrag på grundlag af beskatningssatsen for hver sats og enhed; (ii) ikke fremstår upartisk ved at søge bebyrdende og afkræftende beviser, og dermed (iii) retsstridigt har fastslået, at der foreligger en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse har tilsidesat (i) princippet om den berettigede forventning, idet den pålagde tilbagesøgning af den angivelige støtte, henset til at FC Barcelona i betragtning af de spanske myndigheders adfærd og procedurens varighed havde en berettiget forventning om, at den skatteordning, den var underlagt, var lovlig; og (ii) det grundlægende krav om retssikkerhed.

4.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som den ikke tager hensyn til, at støtten er berettiget ved skatteordningens indre opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 21-23 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9), for så vidt som den pålægger tilbagesøgning af en eksisterende støtte og ikke overholder proceduren for denne type støtte.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/58

—

Den Europæiske Union og/eller Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) tilpligtes at kompensere de beløb, der er anført i stævningen, svarende til det tab, som sagsøgerne har lidt på grund af deres ulovlige deltagelse i omlægningen af den græske statsgæld, der skyldtes aktiveringen af de senere vedtagne klausuler om kollektiv optræden.

—

Subsidiært tilpligtes EU og/eller Den Europæiske Centralbank (ECB) at kompensere sagsøgerne for de beløb, der er anført i stævningen, svarende til det tab, som sagsøgerne har lidt på grund af den ulovlige udelukkelse af kreditorerne i Grækenlands offentlige sektor fra omlægningen af den græske statsgæld.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes ECB at kompensere sagsøgerne for de tab, der for hver sagsøger er anført i stævningen, og som hidrører fra den ulovlige udelukkelse af ESCB fra omlægningen af den græske statsgæld.

—

ECB og/eller EU tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om at Unionens og/eller ECB’S og ESBC’S handlinger overskred deres beføjelser (ultra vires) og var i strid med artikel 120 TEUF — 126 TEUF, 127 TEUF og 352, stk. 1, TEUF.

2.

Andet anbringende om at ECB’s og ESCB’s handlinger vedrørende særligt ESCB’s udelukkelse fra omlægningen tilsidesætter artikel 123 TEUF.

3.

Tredje anbringende om at EU’s og/eller ECB’s og ESCB’s handlinger tilsidesætter sagsøgernes ejendomsret i henhold til artikel 17 i chartret om grundlæggende rettigheder.

4.

Fjerde anbringende om at EU’s og/eller ECB’s og ESCB’s handlinger tilsidesætter den frie bevægelighed for kapital i henhold til artikel 63 TEUF.

5.

Femte anbringende om at EU’s og/eller ECB’s og ESCB’s handlinger tilsidesætter sagsøgernes ret til ligebehandling i henhold til artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder.

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/58

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres, idet det omtvistede varemærke erklæres ugyldigt for alle de varer og tjenesteydelser, for hvilke det ikke blev erklæret ugyldigt ved den anfægtede afgørelse, med undtagelse af vareemballering og -opmagasinering (klasse 39), organisering af rejser (klasse 39) og slukningsapparater (klasse 9).

—

EUIPO og Repower AG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 75, i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med artikel 296 TEUF.