23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/1

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/2

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, især afsnit XVII, XVIII og XIX heri,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (1),

—

der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed (2),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om Kommissionens femte samhørighedsrapport og strategien for samhørighedspolitikken efter 2013 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om status og fremtidige synergivirkninger med henblik på øget effektivitet mellem EFRU og andre strukturfonde (4),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's samhørigheds- og regionalpolitik efter 2013 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne og EU2020-målene (6),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om gennemførelsen af synergivirkninger af midler øremærket til forskning og innovation i forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling i byer og regioner samt i medlemsstaterne og i EU (7),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (COM(2011)0615),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (COM(2011)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen »Europa 2020-flagskibsinitiativ — Innovation i EU« (COM(2010)0546),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2010 med titlen »Konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid« (COM(2010)0642),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen »Regionalpolitikkens bidrag til intelligent vækst i Europa 2020« (COM(2010)0553),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer af marts 2012 »Guide to Research and Innovation Strategies for Smart Specialisations (RIS 3)« (retningslinjer for forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering),

—

der henviser til OECD's »Report on innovation driven-growth in regions: the role of smart specialisation« (rapport om innovationsdrevet vækst i regionerne: den intelligente specialiserings rolle) af december 2012,

—

der henviser til undersøgelse udgivet af Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker af december 2012 »Ex-ante conditionalities in cohesion policy« (forhåndsbetingelser i samhørighedspolitikken),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. marts 2013 med titlen »Status over Innovation i EU 2012 — hurtigere forandring« (COM(2013)0149),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2013 med titlen »Måling af innovationsresultater i Europa: en ny indikator« (COM(2013)0624),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0462/2013),

A.

der henviser til, at EU netop i disse tider med økonomisk, finansiel og social krise skal forstærke sine bestræbelser på at gennemføre innovationsunionen og skabe bæredygtig økonomisk vækst, og at de disponible midler hertil på grund af den anstrengte budgetmæssige situation i mange medlemsstater og i regionerne og på EU-plan er begrænsede og derfor skal anvendes særlig effektivt;

B.

der henviser til, at »strategi for intelligent specialisering« betegner de nationale eller regionale innovationsstrategier, der opstiller prioriteter for at opbygge en konkurrencemæssig fordel ved at udvikle og matche egne styrker inden for forskning og innovation med erhvervslivets behov for at udnytte nye muligheder og markedsudviklinger på en sammenhængende måde og samtidig undgå overlapning og opsplitning af indsatsen, herunder strategier, som kan tage form af eller være inkluderet i de nationale eller regionale strategiske politikrammer for forskning og innovation (8);

C.

der henviser til, at fremme af forskning, teknologisk udvikling og innovation er et af målene for samhørighedspolitikken, der er omfattet af den obligatoriske tematiske koncentration under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for perioden 2014-2020;

D.

der henviser til, at medlemsstaterne for programmeringsperioden 2014-2020 for første gang har pligt til at udarbejde en forsknings- og innovationsstrategi, hvormed den regionale innovationskraft skal styrkes, og udgifterne på områderne for forskning, udvikling og innovation skal koordineres stærkere (9);

E.

der henviser til, at regionerne i den forbindelse skal koncentrere sig om en begrænset række prioriteter, som skal tage hensyn til deres individuelle styrker og svagheder, og at de i deres egenskab af innovationsmotorer skal henholdsvis fremme og videreudvikle den regionale økonomi på en bæredygtig måde;

F.

der henviser til, at regionerne skal udarbejde en sådan strategi for intelligent specialisering gennem kritisk selvanalyse og i snævert samarbejde med civilsamfundet og aktører, der omfatter forskningscentre, universiteter og højere læreanstalter og virksomheder (10);

G.

der henviser til, at målet med strategien er at skabe de størst mulige synergieffekter for samtlige instrumenter og investeringer på området for forskning, udvikling og innovation og især forstærke synergieffekterne mellem Horisont 2020 og strukturfondene, netop for at slå bro over innovationskløfterne mellem regionerne;

H.

der henviser til, at regionerne endvidere skal udarbejde en investeringsplan for alle de regionale og nationale midler samt EU-midler, som står til rådighed for forskning, udvikling og innovation, og i den forbindelse også skal redegøre for, hvordan private investeringer yderligere bør stimuleres, og hvordan de i de kommende år bør bruges til at gennemføre EU's prioriteter på området forskning, udvikling og innovation;

I.

der henviser til, at partnerskabsaftaler og operationelle programmer skal indeholde et resumé af en sådan strategi eller som minimum en gennemførelsesplan;

J.

der henviser til, at hvis disse forhåndsbetingelser ikke er til stede, kan Kommissionen udsætte de foreløbige betalinger af EFRU-midler til det tematiske mål om at styrke forskning, udvikling og innovation;

K.

der henviser til, at regionerne bør indrømmes en vis fleksibilitet med hensyn til fastsættelse af modaliteterne for opfyldelse af forhåndsbetingelserne, da regional politik i sagens natur er karakteriseret ved forvaltning på flere myndighedsniveauer;

L.

der henviser til, at regionerne ikke kun internt skal integreres mere, men deres indbyrdes samarbejde skal også forstærkes, for at de kan blive mere konkurrencedygtige på verdensplan;

1.

anerkender, at strategien for intelligent specialisering indebærer en dynamisk og langsigtet proces, hvor aktørerne bliver stadig mere kompetente, og at denne proces også bør fortsættes i den kommende programmeringsperiode og ud over den;

2.

mener, at uanset om forhåndsbetingelserne er opfyldt, vil udviklingen af en sådan strategi på grund af den koordinerede indsats og den intensive fokus på strategiens innovationspotentiale på mellemlang og lang sigt være en stor fordel og skabe gennemslagskraft for regionens forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter;

3.

appellerer til regionerne om ikke kun at se deres juridiske forpligtelser, men også de muligheder, som en sådan strategi frembyder; opfordrer derfor alle regioner og medlemsstater til, i det omfang det ikke allerede er sket, at fremskynde udarbejdelsen af deres strategi for intelligent specialisering og ikke risikere forsinkelser for modtagelsen af EU-midler til de relevante operationelle programmer som følge af manglen på en sådan strategi;

4.

anerkender, at der er behov for information i regionerne, og fremhæver derfor betydningen af rådgivningen og støtten fra DG Regio, DG RTD, andre berørte generaldirektorater og platformen i Sevilla (11), og opfordrer dem til at optrappe deres aktiviteter yderligere; appellerer til regionerne om at udnytte platformen mere intensivt; går ind for gennemførelsen af omfattende lokale oplysningskampagner om strategierne for intelligent specialisering, så aktørerne og civilsamfundet kan deltage;

5.

opfordrer Kommissionen til at bistå regionerne med at opbygge det planlagte overvågningssystem effektivt med brug af betydningsfulde indikatorer og i den forbindelse navnlig levere datamateriale til sammenligninger på EU-plan og internationalt;

6.

understreger, at regionerne er meget forskellige, hvad angår deres udviklingsniveauer, og har vidt forskellige styrker og svagheder; opfordrer derfor regionerne til at foretage deres egne rette valg af handlinger ved at fokusere på en styrkelse af deres egne regionale egenskaber, potentiale og konkurrencefordele og ikke blot kopiere andre regioners vellykkede strategier;

7.

understreger, at regioner i forbindelse med åbningen af nye markeder kan tilstræbe at blive foregangsmænd, hvad angår nye teknologier, men at de alternativt også kan bygge videre på og altså diversificere den viden, de færdigheder og kompetencer, som allerede eksisterer, i beslægtede aktiviteter, hvis man derved opnår den største videnoverførsel (»related diversity«);

8.

understreger, at for at øge den regionale økonomiske styrke er det vigtigt ikke kun at fokusere udelukkende på individuelle konkurrencefordele men også på at skabe en værdikæde, der forbinder alle leddene i udvikling og produktion fra grundforskning over brugerorienteret forskning og teknologioverførsel til konkret anvendelige produkter og start af nye virksomheder;

9.

tilskynder regionerne til at investere i tværfaglige og tværteknologiske aktiviteter, som kan fremkalde tværgående effekter (»cross-cutting links«) i hele regionens økonomi, således at en så bred vifte af virksomheder som mulig kan bidrage til og drage nytte af skabelsen af vækst og arbejdspladser; tilskynder i denne forbindelse regionerne til navnlig at udnytte og fremme potentialet i alle former for små og mellemstore virksomheder, der per definition er mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (12), da de er regionale innovationsmotorer og derfor er af central betydning for økonomien i hver region;

10.

er af den opfattelse, at regionerne ved valget af prioriteter ud over at styrke deres innovationssystemer med henblik på at forøge konkurrenceevnen og værdiskabelsen også skal træffe foranstaltninger for at tackle de strukturelle og samfundsmæssige udfordringer i samfundet såsom arbejdsløshed, fattigdom, energisikkerhed og den demografiske ændring;

11.

opfordrer regionerne til ikke kun at fokusere på den teknologiorienterede innovation, men lægge det bredest mulige innovationsbegreb til grund for strategien; anbefaler i den forbindelse ikke kun at se på innovationer inden for hightechområdet, men også »lowtech« eller endda »nontech«, f.eks. optimering af processer og organisatoriske ændringer; peger i den forbindelse udtrykkeligt på social og økologisk innovation; understreger, at innovationsstrategiernes mål bør være stimulering af praksisorienterede innovationer;

12.

erkender, at prioriteringen er en følsom proces, som regionerne iværksætter; mener derfor, at indførelsen af et tilsynssystem vil give regionerne en mulighed til at tage deres strategier op til fornyet overvejelse; mener, at allerede valget af effektive resultatorienterede indikatorer og kvaliteten af samarbejdet med de relevante aktører har afgørende betydning for et vellykket resultat af strategien for intelligent specialisering og mindsker risikoen for, at prioriteringen kan medføre uheldige udviklinger;

13.

er af den opfattelse, at kvaliteten i samarbejdet mellem forvaltningen og de relevante aktører i regionen har afgørende indflydelse på succesen for strategien i RIS3 og klart formindsker risikoen for uheldige udviklinger i forbindelse med prioriteringen;

14.

understreger i den forbindelse betydningen af en høring blandt virksomhederne, navnlig de små og mellemstore, da man kun kan opnå succes med en »innovationsvision«, hvis virksomhederne også har det nødvendige potentiale til gennemførelsen heraf;

15.

understreger i den forbindelse, at det er nødvendigt at genoverveje traditionelle høringsforløb og i givet fald udvide gruppen af høringspartnere for ikke at overse fremtidige innovationsmotorer; opfordrer i den forbindelse til navnlig også at inddrage fremtidige iværksættere;

16.

præciserer, at det her af ejerskabs- og oplysningsårsager er af grundlæggende betydning at have den tættest mulige inddragelse af lokale og regionale beslutningstagere, universiteterne, forsknings- og innovationscentrene, virksomhederne og aktører fra civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter for at få udviklet en fælles vision;

17.

understreger derfor, at et tæt samarbejde inden for videnstrekanten har stor betydning for videnoverførslen, sådan som det eksempelvis sker inden for Det Europæiske Institut for Forskning og Innovation eller i regionale innovationsklynger og innovationscentre; understreger i den forbindelse vigtigheden af at »investere i hoveder«;

18.

opfordrer de offentlige og private interessenter til at udnytte de mange muligheder for at finansiere sådanne aktiviteter under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for perioden 2014-2020, herunder ved at støtte oprettelsen af regionale innovationsinkubatorer og udvikle forbindelser og synergier mellem universiteter, andre forskningscentre og videregående uddannelsesinstitutioner, innovative og kreative iværksættere og virksomheder, udbydere af virksomhedstjenester og investorer, som det f.eks. er tilfældet i de kreative og kulturelle industrier;

19.

er af den opfattelse, at med henblik på denne proces bør de passende strukturer og en effektiv forvaltning være på plads, og de forvaltende myndigheder og ministerierne skal etablere en samarbejdskultur både indbyrdes og i kontakten med virksomheder og andre aktører; opfordrer de regionale og nationale beslutningstagere og myndigheder til at modernisere deres interne arbejdsprocesser svarende til kravene til den nye »udforskning af potentialet for iværksættere« og navnlig indgå i en styrket løbende dialog med de relevante aktører; opfordrer SMV'er, navnlig i regioner med en høj andel af disse virksomheder, til at samarbejde via hensigtsmæssige platforme for at styrke deres rolle i den intelligente specialiseringsproces; anbefaler, at de tilgængelige ressourcer til kapacitetsopbygning om nødvendigt bør anvendes til yderligere styrkelse af administrationer og aktører;

20.

mener, at alle myndigheder og aktører, der er berørt på regionalt plan, om nødvendigt bør tilbydes uddannelse og seminarer af høj kvalitet med fokus på spørgsmål, som har relation til forberedelsen og gennemførelsen af strategier for intelligent specialisering;

21.

bifalder de af Kommissionen og EU's lovgivende myndighed opnåede resultater i bestræbelserne på at forbedre rammebetingelserne for synergier mellem de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) og andre EU-programmer, som f.eks. Cosme og navnlig Horisont 2020, eksempelvis gennem harmoniserede enhedssatser eller en kombineret støtte (13);

22.

opfordrer indtrængende regionerne til fuldt ud at udnytte samtlige støtte-, samarbejds- og investeringsmuligheder, såsom forudgående og efterfølgende foranstaltninger (»upstream and downstream actions« (14)), med det formål at fremme synergier mellem ESIF'er og Horisont 2020 og derved slå bro over innovationskløfterne mellem regionerne;

23.

opfordrer i denne forbindelse de regioner med et efterslæb med hensyn til opbygningen af forskningsinfrastruktur og -kapacitet til at fremme samarbejdet med førende forskningsinstitutioner under mottoet »teaming/twinning for excellence«, så de på egen hånd kan opbygge ekspertisecentre, som fremover kommer hele den regionale økonomi til gode;

24.

appellerer til regionerne om som led i strategien at beskæftige sig intensivt med spørgsmålet om, hvordan investeringer i den private sektor kan stimuleres, da der her stadig er betydelige muligheder for at udvikle investeringspotentialet inden for området forskning, udvikling og innovation;

25.

opfordrer alle de regionale og nationale aktører, som har ansvaret for udarbejdelsen og gennemførelsen af strategien i RIS3, køreplanen for Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer (ESFRI), ESIF-fondene og Horisont 2020, til at arbejde tættere sammen omkring planlægningen og koordineringen og om nødvendigt udvikle velegnede strukturer (15) for at opbygge netværk mellem de forskellige niveauer for statslige aktiviteter; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om sådanne strukturer;

26.

tilskynder DG Regio og DG RTD til ikke at slække på deres bestræbelser for at gøre programmerne forenelige, så der kan skabes synergier; fremhæver, at der bør ydes fælles støtte til de nationale og regionale myndigheder for at bistå dem med at udarbejde og gennemføre deres strategier; forventer, at DG Regio og RTD optrapper deres samarbejde i denne henseende, navnlig ved at udstede vejledende dokumenter til de involverede aktører;

27.

glæder sig over alle bestræbelser på at udvide rådgivningstjenester; er af den opfattelse, at det vil være nyttigt, hvis de potentielle modtagere af midlerne fra Horisont 2020-programmet samt relevante rådgivningsorganer ligeledes inddrages på passende måde i denne udveksling;

28.

opfordrer regionerne til ikke kun at forbedre de interne relationer mellem deres uddannelses- og forskningsinstitutioner, virksomheder og administration, men også indgå alliancer med andre regioner for at supplere deres egen værdikæde;

29.

understreger, at der vil opstå flere muligheder, hvis der skabes et tæt samarbejde mellem VIF-partnerne (videns- og innovationsfællesskaberne) i regionerne og de myndigheder og organisationer, der er involveret i udformningen og gennemførelsen af strategierne for intelligent specialisering (RIS3), jf. bilag IV i COM(2011)0615, 2011/0276(COD), C7-0335/2011, herunder partnerskab med regioner, der er værter for de eksisterende og potentielle samhusningscentre, f.eks. regionale gennemførelses- og innovationsfællesskaber (RIC'er);

30.

mener, at det er afgørende, at strategier for regional specialisering bidrager til oprettelsen af nye europæiske ekspertisenetværk inden for forskellige erhvervssektorer og således bidrager til at styrke konkurrenceevnen og EU's internationale rolle;

31.

er af den opfattelse, at både regionerne med deres økonomiske potentiale lokalt og EU selv kan drage kolossal nytte af denne overførsel af viden og teknologi ved et samarbejde mellem de forskellige regioner; henviser i den henseende til de meget succesfulde eksempler på samarbejde, f.eks. initiativet »Videnbaserede regioner«;

32.

gør opmærksom på, at mange regioner stadig viger tilbage for den komplekse indsats i forbindelse med analyse og koordinering; tilskynder derfor regionerne til at gøre brug af den mulighed, der er givet i lovgivningen, nemlig at investere op til 15 % af programmidlerne uden for programmets anvendelsesområde (16);

33.

understreger, at grænseområder ofte står over for udfordringer, der er af samme karakter på begge sider af grænsen som følge af fælles territoriale forhold; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne samt de lokale og regionale myndigheder til at udarbejde grænseoverskridende strategier for intelligent specialisering og grænseoverskridende klynger ved hjælp af midler fra det europæiske territoriale samarbejde;

34.

bifalder de løsningsmodeller, der ligger i den fælles strategiske ramme inden for området for territorialt samarbejde (17); bifalder også enhver anden form for »internationalisering i det små« fra regionernes og deres aktørers side;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/9

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF, 2008/1/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006 (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. marts 2013 om fremtiden for CO2-opsamling og -lagring i Europa (COM(2013)0180),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013 med titlen »En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030« (COM(2013)0169),

—

der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0430/2013),

A.

der henviser til, at CO2-opsamling og -lagring (CCS) er en lovende teknologi, der kan være det eneste middel til at opnå betragtelig nedbringelse af CO2-emissionerne fra industrimæssige kilder og har potentiale til væsentligt at nedbringe CO2-emissionerne fra kraftværker, hvor der fyres med fossile brændstoffer, men at den stadig kræver investeringer og demonstration i industriel målestok for at fremme innovation og sænke omkostningerne samt for at få bekræftet, at den er sikker for miljøet;

B.

der henviser til, at Det Internationale Energiagentur forventer, at fossile brændstoffer fortsat vil udgøre 75 % af det globale energimix i 2030, og antager, at CCS er nødvendig for at levere næsten 20 % af de CO2-reduktioner, der skal være opnået inden 2050, og fastholder, at der, hvis CCS ikke tages i anvendelse, vil være brug for yderligere 40 % i elektricitetsinvesteringer for at forhindre en temperaturstigning på over 2o C;

C.

der henviser til, at CCS er den eneste teknologi, som kan tilvejebringe betragtelige CO2-reduktioner fra større industrisektorer, herunder stål- og cementindustrien samt kemikalieindustrien og olieraffinaderier, og som kombineret med anvendelsen af biomasse til elproduktion har potentiale til at fremme en nettoreduktion af CO2-emissionerne;

D.

der henviser til, at anvendelsen af CCS på grundlag af de aktuelle niveauer og prognoserne for brugen af fossile brændstoffer er afgørende for at opfylde målsætningen om at holde stigningen i de globale temperaturer på under 2 oC;

E.

der henviser til, at udvikling af CCS bør anses for en strategi, der supplerer udviklingen af vedvarende energi i forbindelse med overgangen til en lavemissionsøkonomi;

F.

der henviser til, at EU's regeringschefer i 2007 havde sat sig som mål at have hele 12 CO2 -opsamlings- og -lagringsanlæg i drift inden 2015, men at dette mål nu ikke kan nås, fordi anlæggenes økonomiske levedygtighed afhænger af en høj kulstofpris;

G.

der henviser til, at udviklingen af denne teknologi ikke må være et incitament til at øge andelen af kraftværker, der anvender fossile brændstoffer;

H.

der henviser til, at EU er ved at miste sit teknologiske forspring inden for CCS — der er for øjeblikket kun planer om at gennemføre ét projekt med NER300-finansiering, og projekter under det europæiske genopretningsprogram for energiområdet er blevet nedlagt eller udsat — og i dag ikke råder over nogen effektiv strategi til fremme af udviklingen af CCS-flagskibsprojekter;

I.

der henviser til, at den brede befolkning altid bør gives et fuldstændigt og klart billede af fordelene og de mulige risici ved CCS, før der udvikles projekter i kommerciel målestok;

1.

anerkender, at udvikling af CCS har potentiale til at gøre det muligt for EU at nå sine lavemissionsmål med så lave omkostninger som muligt, og at dette er nødvendigt navnlig for at dekarbonisere industrier, der udsender store mængder CO2; mener, at det også kan bidrage til diversiteten og sikkerheden af energiforsyningerne, samtidig med at man bevarer og skaber muligheder for beskæftigelse; fastholder, at der er et akut behov for at udvikle en række CCS-flagskibsprojekter, der omfatter hele kæden, for at identificere de bedste og økonomisk mest fordelagtige løsninger, og opfordrer Kommissionen til at opstille mål for at opfylde disse målsætninger; skønner, at der på baggrund af de betragtelige investeringer, der kræves, er behov for instrumenter ud over EU's emissionshandelssystem (ETS) for at fremme forskning og teknisk hensigtsmæssig og sikker anvendelse af CCS;

2.

mener, at det — selv om CCS kan være en del af løsningen på at nå målene om at begrænse drivhusgasemissionerne — ville være endnu bedre, hvis medlemsstaterne kunne nå disse mål uden at anvende CCS;

3.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til CCS-udvikling, ikke alene i forbindelse med kul- og gasbaseret energiproduktion men også i en række industrisektorer såsom kemi-, metal-, jern- og stålindustrien samt cementfabrikker og raffinaderier; insisterer på, at Kommissionen bør tage fat på spørgsmålet om udvikling af CCS inden for klima- og energirammen for 2030, og at den bør fremsætte forslag til at fremme tidlig bygning af CCS-flagskibsprojekter;

4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage vidtrækkende foranstaltninger til fremme af internationalt samarbejde og til stimulering af teknologier til afbødning af virkningerne af klimaændringer med det formål at lede vækstøkonomierne i retning af udviklingsmæssige alternativer, der er mindre kulstofintensive, herunder f.eks. CCS;

5.

mener, at stålhandlingsplanen især bør understrege behovet for at udvikle CCS-flagskibsprojekter inden for denne sektor;

6.

anerkender, at udvikling af CCS ikke kan lade sig gøre uden støtte fra medlemsstaterne og private investorer, og at førstnævnte har eneret og suveræn ret til at tilskynde til eller forhindre anvendelsen heraf; bemærker, at selvom visse medlemsstater har givet udtryk for, at de ikke forventer, at CCS vil spille en rolle i deres emissionsreduktionsstrategier, bør dette ikke afskrække andre fra at tage initiativer, hvis de mener, at denne teknologi kan spille en effektiv rolle i deres overgang til en lavemissionsøkonomi;

7.

minder Kommissionen om, at Parlamentet har efterlyst lovgivning, der kræver, at alle medlemsstater fremlægger en lavkulstofstrategi for 2050; foreslår, at disse nationale køreplaner opdateres med fem års mellemrum; forventer, at de angiver, hvorvidt og hvordan CCS skal udvikles af de pågældende medlemsstater;

8.

opfordrer Kommissionen til at foreslå at pålægge medlemsstaterne at udarbejde og offentliggøre nationale lavemissionskøreplaner forud for konferencen om De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer i 2015;

9.

understreger — i mangel af en høj kulstofpris — at medlemsstater, der ønsker at fremme udvikling af CCS, har en central rolle at spille med hensyn til at sørge for en gennemsigtig indtægtsstrøm og anden finansiel støtte, der måtte være nødvendig for at sikre bygning og drift af flagskibsprojekter, samtidig med at operatører, som har pioneromkostninger, får mulighed for at sikre et afkast af deres investeringer; bemærker, at passende lovgivningsforanstaltninger også kan være nødvendige, hvis CCS skal udvikles på kommerciel basis; erkender nødvendigheden af at overholde miljøsikkerhedsstandarderne;

10.

opfordrer Kommissionen til at overveje at skabe en EU-investeringsfond for industriinnovation til understøttelse af udviklingen af innovative klimavenlige teknologier, herunder CCS-flagskibsprojekter, andre innovative lavemissionsteknologier og foranstaltninger til nedbringelse af CO2-emissioner fra energiintensive industrier og deres processer; mener, at dette vil kunne finansieres fra salget af EU ETS-kvoter; understreger, at dette ikke bør føre til en ny bebyrdelse af EU-budgettet; erkender, at der ved udformningen af parametrene for anvendelsen af en sådan fond bør tages hensyn til erfaringerne fra begrænsningerne og den manglende fleksibilitet i NER300-finansieringsmekanismen;

11.

mener, at der kun bør fastlægges rammer for CCS-politikker og -strategier, hvis der foreligger velfunderede beviser på den positive indvirkning, de vil have på miljøet, EU-industriens stabilitet, beskæftigelsen i EU og på at gøre energipriserne overkommelige for borgerne og erhvervslivet;

12.

mener, at CCS-støtte på længere sigt principielt skal hentes fra et passende CO2-prissignal; foreslår, at Kommissionen fremmer drøftelser om forskellige muligheder ved at foretage en analyse af systemer, der kræver køb af CCS-certifikater, der dokumenterer de CO2-emissioner, der undgås — ved lagring eller behandling — i forhold til den mængde CO2, der er indeholdt i de fossile brændstoffer, der sendes på markedet;

13.

anmoder om, at Kommissionen udarbejder retningslinjer for medlemsstaterne vedrørende forskellige finansielle mekanismer og andre mekanismer, som de kan anvende til at understøtte og fremme udvikling af CCS og få adgang til støttemidler fra EU-budgettet;

14.

noterer sig Den Europæiske Investeringsbanks afgørelse om at forbyde udlån til bygning af kuldrevne kraftværker, der ville udsende mere end 550 g CO2/kWh; understreger, at det uden finansiel støtte til udvikling af CCS vil være afgørende at indføre strenge emissionsnormer;

15.

mener, at Kommissionen burde overveje, hvordan EU's Kul- og Stålforskningsfond kan udnyttes til at støtte prækommerciel demonstration af CCS i disse industrisektorer;

16.

glæder sig over den norske regerings tilskyndelse til at gennemføre CCS-projekter i EU og udtrykker ønske om, at der under forhandlingerne om den næste programmeringsperiode anmodes om finansiel støtte til CCS-flagskibsprojekter;

17.

anmoder om, at Kommissionen vurderer fordelene ved at vedtage og udvikle CCS-pilotprojektet Ciuden i Spanien, som har modtaget omkring 100 mio. EUR i støtte fra EU-midler som europæisk testfacilitet for teknologi til opsamling og indlandslagring af CO2;

18.

anerkender, at der kan opnås væsentlige økonomiske besparelser ved at oprette CCS-klynger af industrianlæg, der betjenes af fælles rørledninger eller andre systemer til transport af CO2; mener, at anlægsoperatører generelt ikke kan forventes at tage hensyn til de fremtidige krav fra andre anlæg, og at store investeringer såsom f.eks. forbindelsesledninger, der er beregnet på eventuelt at transportere CO2 fra adskillige kilder, derfor vil kunne udvikles gennem offentlig-private partnerskaber; understreger, at medlemsstater, der ønsker at udvikle CCS, kan have en direkte rolle at spille med hensyn til at stille CCS-transport til rådighed og bestemme den oplagringsinfrastruktur, der er til rådighed;

19.

opfordrer til et tættere samarbejde med USA og Canada i form af udveksling af ekspertise og god praksis i lyset af CCS-aktiviteter, der foregår inden for rammerne af dialogen mellem USA og Canada om ren energi;

20.

fastholder, at nye lavkulstofteknologier bør betragtes som et supplement til hinanden og ikke som værende i indbyrdes konkurrence; understreger, at både vedvarende energi og CCS har roller at spille i EU's fremtidige energimix, og at sidstnævnte ikke bør være på bekostning af opfyldelsen af EU's bindende målsætninger vedrørende udvikling af vedvarende energi; opfordrer til, at der foreslås foranstaltninger til at fremme brugen af begge teknologier inden for klima- og energirammen for 2030;

21.

understreger, at Europas geologi kan byde på en overflod af potentielle steder for permanent binding af store mængder CO2, ikke mindst under Nordsøen fjernt fra menneskeligt befolkede områder; støtter EU-foranstaltninger og midler til at etablere en fælles definition af et lagringsanlægs beskaffenhed, identificere egnede lagringsanlæg overalt i Europa, udvikle pilotprojekter og forberede lagringsanlæg til oplagring i kommerciel målestok på de medlemsstaters område, der støtter denne udvikling;

22.

opfordrer Kommissionen til at fremme udformningen af et europæisk atlas over potentielle CO2-lagringsanlæg;

23.

anerkender, at Londonprotokollens artikel 6 er blevet ændret, så den ikke længere behøver at udgøre en hindring for den grænseoverskridende transport af CO2 med henblik på binding; bemærker dog, at ratificeringen af denne ændring kan tage mange år; opfordrer Kommissionen til at angive nærmere, om der er omstændigheder, hvorunder den vil tillade grænseoverskridende overførsel af CO2, inden protokollen er ratificeret;

24.

anerkender den bekymring, som visse potentielle CCS-udviklere nærer for, at de krav og ansvar, der er pålagt dem, hvad angår den geologiske lagring af CO2 i anlæg, der er godkendt af medlemsstaterne, er umulige at fastslå omfanget af og uforholdsmæssigt store; minder dog om den erstatningsansvarsordning, der er fastsat i direktivet om geologisk lagring af CO2 (CCS-direktivet), og de forpligtelser, der påfalder indehavere af en lagringstilladelse;

25.

erkender fuldt ud, at ethvert utilsigtet udslip af CO2 fra et lagringsanlæg skal forhindres og projektets miljøsikkerhed beskyttes i henhold til artikel 1 i CCS-direktivet; opfordrer Kommissionen til at yde vejledning med hensyn til, hvor detaljeret foranstaltningerne til efterlevelse bør fastlægges på forhånd gennem forhandlinger mellem potentielle operatører og de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat;

26.

påpeger, at CCS-direktivet giver medlemsstaterne udstrakt spillerum til at bestemme, hvor stor finansiel sikkerhed CCS-operatørerne skal stille, og hvor lang tid der skal forløbe, inden ansvaret for et nedlagt lagringsanlæg overdrages til den kompetente myndighed; foreslår, at medlemsstater, der arbejder på at fremme CCS-udvikling, vil være nødt til i højere grad at optræde som iværksættere og påtage sig en større del af ansvaret, end de tidligere har gjort;

27.

opfordrer Kommissionen til at revidere sine vejledninger til CCS-direktivet for at tydeliggøre disse punkter;

28.

mener, at CCS-direktivets krav om, at operatørerne i tilfælde af CO2-udslip skal returnere deres kvoter, ikke tager hensyn til de bekostelige foranstaltninger, der kræves til afhjælpning af problemet; frygter, at denne forpligtelse lægger en yderligere hindring i vejen for udvikling af CCS; opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision i sin evaluering af CCS-direktivet;

29.

fastholder, at det ikke længere er acceptabelt at investere i kraftværker eller industrianlæg, der sandsynligvis vil udsende store mængder af CO2, uden hensyn til, hvordan disse emissioner vil kunne sænkes i fremtiden;

30.

understreger, at den europæiske befolkning ifølge en eurobarometerundersøgelse stort set ikke ved noget om CCS, men at de, der er informeret, med større sandsynlighed vil støtte CCS; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres kommunikations for at øge offentlighedens bevidsthed om CCS og mener, at en bredere forståelse af CCS er afgørende for offentlighedens accept og dermed også for leveringen af CCS;

31.

bemærker, at medlemsstaterne har lov til at evaluere CCS-direktivets bestemmelser, der kræver, at der skal foretages en evaluering af opsamlings-, transport- og lagringskapacitet, inden der udstedes driftstilladelser til kraftværker, på forskellig vis;

32.

opfordrer Kommissionen til at foreslå, at det kan være en betingelse i de medlemsstater, der har besluttet at gøre brug af CCS-teknologi, for opførelsen af anlæg, at der træffes passende forberedelser til CCS-implementeringen eller til andre foranstaltninger til betragtelig nedbringelse af CO2-emissioner for alle nye kraftværker baseret på fossile og industrianlæg med emissioner, der er højere end en vedtaget grænse, undtagen brændstoffer hvis der er tale om meget høj elefterspørgsel, eller hvis en medlemsstat har efterkommet et lovgivningskrav om at offentliggøre en køreplan, der angiver, hvordan denne medlemsstat vil nå sine CO2-reduktionsmål for 2050 uden anvendelse af CCS;

33.

opfordrer Kommissionen til at undersøge og forelægge en rapport om, hvilke CCS-niveauer der bør fastlægges inden bestemte mærkedatoer, f.eks. 2030, hvis CCS skal kunne yde et væsentligt bidrag til 2050-emissionsreduktionsmålene;

34.

bifalder de forskellige initiativer til at anvende CO2 på måder, der generelt nedbringer udslippet i atmosfæren og skaber alternative produkter såsom bæredygtige brændstoffer til transport; opfordrer navnlig til, at Kommissionen snarest evaluerer potentialet for sikker brug af CO2 til at øge genvinding af olie og gas i EU;

35.

ålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/14

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2012 om en handlingsplan for e-sundhed 2012-2020 — et innovativt sundhedsvæsen i det 21. århundrede (COM(2012)0736),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. april 2004 om e-sundhed — et bedre sundhedsvæsen for Europas borgere: En handlingsplan for et europæisk e-sundhedsområde (COM(2004)0356),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 2. juli 2008 om grænseoverskridende interoperabilitet mellem elektroniske patientjournalsystemer (2008/594/EF),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. november 2008 om telemedicin til gavn for patienter, sundhedssystemer og samfundet (COM(2008)0689),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser,

—

der henviser til EU-undersøgelsen »European countries on their journey towards national eHealth infrastructures« (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Regionaludviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0443/2013),

A.

der henviser til, at lige adgang til et universelt sundhedsvæsen af høj kvalitet er en internationalt anerkendt grundlæggende rettighed, især i EU;

B.

der henviser til, at der i mange tilfælde er begrænset adgang til sundhedssystemer på grund af finansielle eller regionale årsager (f.eks. i tyndt befolkede områder), og at e-sundhed kan spille en vigtig rolle for at afhjælpe disse uligheder på sundhedsområdet;

C.

der henviser til, at patienternes tillid til de sundhedstjenester, der tilbydes, er af afgørende betydning for at sikre et sundhedsvæsen af høj kvalitet;

D.

der henviser til, at det i artikel 168 i TEUF fastsættes, at Unionens indsats, der skal være et supplement til de nationale politikker, bør rettes mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme og fremme menneskers sundhed samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed;

E.

der henviser til, at EU's indsats på e-sundhedsområdet derfor består i at hjælpe alle kompetente myndigheder på lokalt, regionalt, nationalt eller statsligt plan med at samordne deres indsats nationalt og på tværs af grænserne og støtte deres bestræbelser på områder, hvor EU's tiltag kan tilføre en merværdi, med henblik på at øge borgernes livskvalitet;

F.

der henviser til, at den økonomiske tilbagegang indebærer nedskæringer i nationale sundhedsbudgetter, hvilket igen betyder, at der skal findes løsninger for at øge sundhedssystemernes effektivitet og dermed sikre deres bæredygtighed;

G.

der henviser til, at e-sundhed bør udgøre en omkostningseffektiv og effektiv foranstaltning til levering af sundhedstjenester til patienter, og samtidig tage sigte på at minimere deres udgifter til lægebehandling uden at lægge en urimelig byrde på de eksisterende nationale sundhedssystemer;

H.

der henviser til, at uligheder som følge af den digitale kløft vil blive udvidet til også at omfatte uligheder på sundhedsområdet, hvis adgangen til højhastighedsinternet ikke forbedres i takt med, at e-sundhedstjenesterne udvides;

I.

der henviser til, at de forskellige organisatoriske og kulturelle tilgange til leveringen af sundhedsydelser varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket er af stor betydning, især hvad angår tilskyndelse til innovation;

J.

der henviser til, at vi står over for mange grænseoverskridende sundhedsproblemer;

K.

der henviser til borgernes stigende mobilitet inden for sundhedssystemerne i deres eget land og til, at det nu er mere almindeligt for nogle borgere at modtage lægebehandling uden for deres bopælsland;

L.

der henviser til, det i artikel 4, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser er fastsat, at EU-tiltag ikke berører medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende brug af sprog;

M.

der henviser til, at det ikke er til megen gavn for patienterne at gennemgå unødvendige gentagelser af kliniske prøver, når resultaterne af sådanne allerede fremgår af deres patientjournaler, som sundhedspersonale, der behandler patienten andetsteds, har adgang til;

N.

der henviser til, at informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) er nået så langt i deres udvikling, at de kan anvendes i e-sundhedssystemer, og at der er gjort positive erfaringer i flere af EU's medlemsstater og andre lande i verden, som medfører mange fordele, navnlig på nationalt plan som en mekanisme til styrkelse af patientsikkerheden, fremme af en holistisk tilgang til den enkelte patient, udvikling af individualiseret lægebehandling og øget effektiviteten — og dermed bæredygtigheden — i sundhedssystemerne;

O.

der henviser til, at der imidlertid er brug for yderligere investering i forskning, udvikling, evaluering og overvågning for at sikre, at e-sundhedssystemerne (herunder mobile applikationer) giver positive resultater;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre et samarbejde mellem ikt-teknikerne, forbrugerne, patienterne, de frivillige plejere, erhvervsaktive inden for sundhedssektoren i almindelighed og læger i særdeleshed samt de offentlige sundhedsmyndigheder;

Q.

der henviser til, at vellykkede e-sundhedsinitiativer og -projekter som f.eks. epSOS og initiativet »Virtual Physiological Human« har vist e-sundhedsløsningernes store værdi;

R.

der henviser til, at databaserne (f.eks. cloud computing) og deres placering og lagring spiller en vigtig rolle; der henviser til, at sikkerheden i relation til databaserne bør prioriteres;

S.

der henviser til, at lovgivning om de retlige aspekter og aspekterne vedrørende databeskyttelse på e-sundhedsområdet bør opprioriteres; der henviser til, at eftersom patienternes sundhedsdata er meget følsomme oplysninger, er det nødvendigt at sikre en passende balance mellem databeskyttelse og adgang til data og at skabe klarhed med hensyn til ansvaret;

T.

der henviser til, at der er behov for lovgivningsmæssige rammer for e-sundhed i alle medlemsstater;

U.

der henviser til, at der er behov for EU-retningslinjer for erhvervsudøvende i sundhedssektoren om korrekt anvendelse af patientoplysninger;

V.

der henviser til, at det er nødvendigt at skabe standarder for hele EU for udformningen af e-sundhedssystemerne og gøre dem interoperable medlemsstaterne imellem for at sikre deres effektivitet på EU-plan på tværs af grænserne og desuden sikre, at de forskellig standardiseringstiltag kun har til formål at sikre interoperabilitet og ikke resulterer i, at en enkelt aktør få en monopollignende stilling;

W.

der henviser til, at ikke alle borgere og erhvervsudøvende i sundhedssektoren har mulighed for at anvende it-værktøjer eller har de nødvendige færdigheder til at udnytte fordelene ved e-sundhedsydelser;

X.

der henviser til, at for at formidle den nødvendige viden og de nødvendige kvalifikationer til samtlige aktører med henblik på deltagelse i e-sundhed bør

Y.

der henviser til, at kvinder som følge af en længere forventet levetid og kønsbestemt sårbarhed over for visse sygdomme rammes af kroniske og invaliderende sygdomme i højere grad end mænd;

Z.

der henviser til, at patienter med kroniske lidelser har behov for en tværfaglig tilgang;

AA.

der henviser til, at det med e-sundhedsløsninger navnlig er muligt at forbedre kroniske patienters velbefindende, da det er lettere at behandle dem i hjemmet;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om handlingsplanen for e-sundhed 2012-2020 — et innovativt sundhedsvæsen i det 21. århundrede, som er en ajourføring af den handlingsplan for e-sundhed, der blev vedtaget i 2004, og som iværksætter yderligere aktioner, navnlig hvad angår bedre adgang til sundhedsydelser, lavere sundhedsomkostninger og større lighed blandt EU-borgere; opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde for en generel indførelse af e-sundhed i hele EU;

2.

mener, at e-sundhed trods alle sine ufuldkommenheder har et stort potentiale og kan være til nytte for de erhvervsudøvende i sundhedssektoren, patienterne og frivillige plejere og de kompetente myndigheder selv;

3.

peger på mulighederne for, at der i e-sundhedsapplikationer tages højde for decentraliserede sundhedspolitikker på regionalt eller lokalt plan og tilpasning af sundhedspolitikkerne til de lokale behov og forskelle;

4.

mener, det er vigtigt at tilvejebringe de redskaber, der er nødvendige for at udnytte offentlige realtidsdata med henblik på at få en bedre forståelse af forholdet mellem fordele og risici, forudsige uønskede hændelser og forbedre effektiviteten af medicinsk teknologivurdering;

5.

understreger, at e-sundhedsapplikationer bør være tilgængelige for alle, og at tilgængelighed bør være et obligatorisk krav ved udvikling af produkter eller softwareapplikationer for at undgå uligheder med hensyn til adgang;

6.

henstiller, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at lukke den digitale kløft mellem de forskellige regioner i medlemsstaterne og for at sikre, at adgang til og brug af e-sundhedstjenester af god kvalitet ikke bliver en kilde til social og geografisk ulighed, således at alle EU-borgere får lige stor gavn heraf, herunder også patienter, der ellers vil være udelukket fra eller underprioriteret af de nationale sundhedssystemer;

7.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre lige adgang for kvinder inden for e-sundhedsområdet, ikke kun som patienter men også som plejepersonale (betalt eller frivilligt), ikt-specialister og politiske beslutningstagere; understreger, at kvinder bør inddrages på alle niveauer i sundhedssektoren gennem hele deres liv;

8.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til og fremme e-sundhedstjenester til (uformelle) plejende pårørende, for at støtte dem i deres ofte tunge omsorgsopgaver og give dem mulighed for at yde den bedst mulige pleje;

9.

påpeger, at det er af afgørende betydning, at de erhvervsudøvende i sundhedssektoren tilegner sig en »e-sundhedskultur«, ligesom det er vigtigt at skabe forudsætningerne for patienternes medindflydelse på og tillid til e-sundhed;

10.

understreger det vigtige i at styrke de erhvervsudøvende i sundhedssektorens og patienternes rolle i udviklingen og gennemførelsen af handlingsplanen for e-sundhed;

11.

understreger især nødvendigheden af at sikre, at patienterne får mulighed for at konsultere og anvende oplysningerne om deres helbred; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at patienterne har en grundlæggende viden om sundhed for at sikre en effektiv gennemførelse af e-sundhedsværktøjer;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på digitale færdigheder og teknisk uddannelse med henblik på at sikre, at e-sundhedsværktøjer, især telemedicin, virkelig er effektive og tilgængelige for hele befolkningen;

13.

finder de foreslåede nedskæringer af Connecting Europe-faciliteten for bredbåndstjenester og digitale tjenester dybt beklagelige, navnlig i lyset af de aktuelle konkurrencemæssige problemer i EU; håber, at finansieringen af dette område under Horisont 2020 vil blive fastholdt; tilskynder lokale og regionale myndigheder til at gøre effektiv brug af EU-midler til at finansiere e-sundhed uden samtidig at mindske støtten til traditionelle sundhedsydelser eller eksempelvis lukke kommunale hospitaler, og til at dele viden om sundhedskompetencer;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bidrage med de nødvendige økonomiske, menneskelige og materielle midler for at sikre, at adgangen til og brugen af e-sundhedsydelserne ikke øger de territoriale uligheder, som allerede indvirker på adgangen til de eksisterende ikt-tjenesteydelser;

15.

opfordrer især de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte EU's strukturfonde til at forbedre internetforbindelserne og mindske den digitale kløft;

16.

opfordrer Kommissionen til at støtte disse bestræbelser gennem den digitale dagsorden for Europa, fremme anvendelsen af midlerne til dette formål og samtidig opstille klare retningslinjer for finansieringen for at sikre direkte støtte til ikt og sundhedssektoren samt til at indgå i en yderligere dialog med teleoperatører og fremme etableringen af bredbånd;

17.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle nye e-sundhedsværktøjer, der er tilgængelige og brugervenlige for ældre og handicappede;

18.

opfordrer Kommissionen til at fremme e-sundhedsløsninger til isolerede kvinder, ikke kun dem, der bor i fjerntliggende områder, men også bevægelseshæmmede kvinder, der ikke har den mobilitet og/eller det (sociale) støttenetværk, der er nødvendigt for at bevare deres helbred og velvære;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at spille en større rolle i at bringe forskellige aktører sammen med henblik på at udveksle erfaringer og bedste praksis;

20.

opfordrer i lyset at disse betragtninger til etablering af en platform for forskningssamarbejde blandt patienter, den akademiske verden, industrien og sundhedspersonalet for at sikre, at der fastlægges en effektiv og altomfattende e-sundhedspolitik;

21.

påpeger, at udviklingen af e-sundhedsapplikationer, herunder brug og genbrug af sundhedsdata, kræver foranstaltninger vedrørende fortrolighed, databeskyttelse, ansvar og refusion for at sikre, at følsomme data beskyttes imod hacking, ulovligt salg af data eller andre former for misbrug; glæder sig i denne forbindelse over, at Kommissionen har til hensigt at iværksætte en undersøgelse vedrørende de juridiske aspekter af e-sundhedsydelser;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremsætte retningslinjer og lovforslag, som lukker de nuværende huller i lovgivningen, især vedrørende ansvar og hæftelse, således at e-sundhedssystemet kan anvendes effektivt på EU-plan;

23.

opfordrer især Kommissionen og medlemsstaterne til at opstille retningslinjer for og vedtage lovgivning om de retlige aspekter og databeskyttelse på e-sundhedsområdet, navnlig lovgivning, der giver mulighed for at sikre udveksling, behandling og analyse af data og sikre balancen mellem databeskyttelse og adgang til data;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for god forvaltningsskik i forbindelse med foranstaltninger vedrørende sundhedsdata på internettet;

25.

understreger behovet for, at læger, andre erhvervsudøvende i sundhedssektoren, patienter og uformelle plejere modtager løbende og specialiseret bistand og uddannelse i e-sundhed med henblik på at hjælpe dem med at udvikle deres digitale færdigheder og således fuldt ud udnytte fordelene ved e-sundhedsydelser, så længe de sociale og geografiske uligheder ikke øges;

26.

mener, at bistand og uddannelse bør prioritere:

27.

henstiller, at både holdningerne blandt læger og andre erhvervsudøvende i sundhedsvæsenet såvel som patientsammenslutningerne tages i betragtning, ikke blot i forbindelse med udviklingen af e-sundhedsapplikationer, men ligeledes i evalueringen og opfølgningen heraf;

28.

understreger vigtigheden af at bevare en menneskelig dimension i sundhedsvæsenet, specielt i betragtning af den aldrende befolkning, hvorfor det bliver stadig mere vanskeligt at skelne mellem det medicinske og det sociale aspekt; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at e-sundhedsteknologierne ikke bliver en erstatning for forhold baseret på tillid mellem patienterne og deres (sundheds-) behandlere;

29.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at iværksætte oplysnings- og it-uddannelseskampagner om e-sundhed (under hensyntagen til de sociale og geografiske uligheder) for at afhjælpe manglen på viden og tillid blandt patienter, borgere og erhvervsudøvende i sundhedssektoren; mener, at disse kampagner bør være tilpasset den samfundsgruppe, som de henvender sig til, idet velinformerede borgere og deres aktive deltagelse er en forudsætning for en god udvikling af de nye modeller for sundhedspleje;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at forstærke deres samarbejde inden for e-sundhed på nationalt og regionalt plan samt på tværs af grænserne, således at de lande, som er længst fremme på dette område, kan videregive deres viden til de øvrige;

31.

anmoder medlemsstaterne om at dele deres erfaringer, viden og bedste praksis og samarbejde indbyrdes, med Kommissionen og med interessenter for derved at effektivisere patientfokuserede e-sundhedssystemer;

32.

understreger, at medlemsstaterne bør videreføre deres samarbejde ved hjælp af elektroniske platforme, hvor de kan udveksle oplysninger om bedste praksis med hensyn til e-sundhedssystemer og -løsninger, og at både Kommissionen og medlemsstaterne i denne sammenhæng bør støtte forbindelsen mellem de forskellige e-sundhedsprojekter i EU;

33.

understreger potentialet i forbindelse med applikationer til mobile enheder til patienter, navnlig patienter med kroniske lidelser, og opfordrer til udvikling af nyttige, specifikt sundhedsorienterede applikationer med lægevidenskabeligt verificeret indhold;

34.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan for »m-sundhed« for mobile anordninger, som omfatter retningslinjer om markedsovervågning af m-sundhedsapplikationer for at sikre databeskyttelse og de fremlagte sundhedsoplysningers pålidelighed samt garantere, at disse applikationer udvikles under passende lægefaglig kontrol;

35.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastsætte bestemmelser for it-sundhedsrelaterede applikationer til mobile apparater med henblik på at sikre pålideligheden af de oplysninger, de transmitterer, og afhjælpe den manglende juridiske klarhed og gennemsigtighed, hvad angår anvendelsen af oplysninger, der er indsamlet ved hjælp af disse apparater;

36.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte arbejdet med pilotprojekter, såsom projektet epSOS, »Renewing health« og/eller initiativet »Virtual Physiological Human« med det formål at opbygge interoperabilitet på europæisk plan og fortsat støtte innovative løsninger for personfokuseret pleje, herunder avanceret modellering og simulering, som er påkrævet for at opfylde målsætningen om prædiktiv og individualiseret medicin;

37.

understreger, at forvaltningen af sundhedssystemerne hører under medlemsstaternes kompetence; opfordrer dog indtrængende Kommissionen til at fortsætte samarbejdet med både erhvervsudøvende i sundhedssektoren, patientorganisationer, andre centrale interessenter og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i forbindelse med udformningen af sine politikker og løsningen af spørgsmål om modstridende prioriteter inden for e-sundhed under hensyntagen til, at hovedformålet er at sikre patienterne adgang til et effektivt og økonomisk overkommeligt sundhedssystem;

38.

understreger, at e-sundhed skaber nye arbejdspladser inden for medicin-, forsknings- og sundhedsrelaterede tjenester og henstiller i denne sammenhæng, at Kommissionen opfordrer de nationale myndigheder til at anvende EU-midler til at finansiere programmer vedrørende e-sundhed og grænseoverskridende sundhedstrusler;

39.

opfordrer medlemsstaterne til — eftersom handlingsplanen for e-sundhed sigter på at skabe nye jobmuligheder inden for forskning, sundhed og lægefaglig virksomhed og ikt-sektoren — at være særligt opmærksomme på kønsbalancen i forbindelse med uddannelse, oplæring og ansættelse inden for alle disse sektorer;

40.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om udviklingen af bæredygtige finansieringsmodeller for e-sundhedstjenester inden for de nationale sundhedsbudgetter og at høre andre interessenter, f.eks. sygesikringsfonde, nationale sundhedsinstitutioner, erhvervsaktive inden for sundhedssektoren og patientsammenslutninger, i denne sammenhæng;

41.

understreger, at innovationer inden for e-sundhed skaber virksomhedsmuligheder og bidrager til fremtidig vækst;

42.

understreger, at det er nødvendigt at øge forskningen i e-sundhedssystemer, dog uden at omkostningerne ved forskningen lægges direkte oven i omkostningerne for tjenesteydelsen;

43.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at afsætte midler til e-sundhed inden for rammeprogrammerne for forskning og udvikling;

44.

understreger nødvendigheden af at sikre SMV'er passende støtte med henblik på at sikre fælles spilleregler inden for e-sundhedssektoren og fremme SMV'ers markedsadgang på dette område og sikre, at de bidrager til den sociale og territoriale samhørighed;

45.

opfordrer Kommissionen til at støtte og fremme projekter lanceret af små og store virksomheder, der er beskæftiget med e-sundhed, ved at udarbejde retningslinjer for markedet for e-sundhed og fremme samarbejdet mellem SMV'er på den ene side og interessenter, forskningsorganer og sygesikringsordninger på den anden side for at muliggøre innovative løsninger for sundhedstjenesteydere;

46.

understreger behovet for gennemsigtighed og konkurrence i forbindelse med SMV'ers udvikling af ikt-værktøjer for at sikre rimelige priser for e-sundhedsværktøjer;

47.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle standarder for data med henblik på indsamling, udveksling og indberetning af data om grænseoverskridende sundhedsrelaterede spørgsmål;

48.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med patienter og andre relevante interessenter med henblik på at identificere e-sundhedsværktøjer og -modeller, der kan støtte gennemførelsen og udviklingen af artikel 12 i direktiv 2011/24/EU, som omhandler udviklingen af de europæiske referencenetværk mellem sundhedstjenesteydere og ekspertisecentre;

49.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte arbejdet med gennemførelsen af artikel 14 i direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, der har til formål at indføre et e-sundhedsnetværk;

50.

opfordrer Kommissionen til at tilbyde alle regionale myndigheder, der har kompetencer inden for e-sundhedsapplikationer, medlemskab af e-sundhedsnetværket, som er oprettet i henhold til direktiv 2011/24/EU;

51.

understreger behovet for etiske regler for grænseoverskridende aktiviteter med forbehold af subsidiaritetsprincippet;

52.

understreger, at det er af afgørende betydning for patienter at kunne få adgang til deres personlige sundhedsoplysninger; påpeger, at patienter, efter at have givet forudgående samtykke til anvendelse af disse data, altid bør informeres på en klar og gennemsigtig måde om behandlingen heraf;

53.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende bestemmelserne om behandling af personlige helbredsoplysninger, der er omhandlet i forslaget til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, når forordningen er trådt i kraft;

54.

understreger nødvendigheden af at anvende internationale standarder både til udformningen af informationsmodeller og til udvekslingen heraf i alle medlemsstater, samt udvikle internationale regler for e-sundhedsprofessioner og harmonisere definitionerne;

55.

bifalder i denne sammenhæng det løbende samarbejde med WHO og OECD;

56.

bifalder samarbejdet mellem EU og USA om e-sundhed, der er karakteriseret ved et løbende samarbejde, bl.a. inden for rammerne af hensigtserklæringen om samarbejde omkring informations- og kommunikationsteknologier inden for sundhed, og navnlig den tilhørende køreplan, der er udviklet i fællesskab, om udvikling af internationalt anerkendte interoperabilitetsstandarder og specifikationer for gennemførelse af interoperabilitet i elektroniske sundhedsdatasystemer;

57.

understreger nødvendigheden af at sikre teknisk standardisering og interoperabilitet i forbindelse med ikt-baserede løsninger og dataudveksling på alle niveauer inden for de europæiske sundhedssystemer og samtidig udvikle retningslinjer for disse systemers interoperabilitet på EU-plan;

58.

understreger betydningen af at sikre interoperabilitet mellem de softwareapplikationer, som anvendes af henholdsvis patienter og læger, for at opnå bedre resultater og forbedre kommunikationen;

59.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at foreslå en interoperabilitetsramme for e-sundhed inden 2015 og ser det som et meget vigtigt skridt hen imod en styrkelse af patienternes indflydelse inden for e-sundhed; anser det for vigtigt, at denne ramme omfatter oprettelsen af standardiseret rapportering i patientjournaler såvel som støtte til udvikling af medicinsk udstyr med den egenskab automatisk at kunne lagre patientjournaler elektronisk;

60.

fremhæver behovet for at sikre, at den kulturelle og sproglige mangfoldighed i EU respekteres fuldt ud med hensyn til den tekniske standardisering og interoperabilitet i de europæiske sundhedssystemer;

61.

anmoder om, at udviklingen af værktøjer til e-sundhed ikke udelukkende styres af teknologiske og økonomiske interesser, men at den ligeledes baseres på værktøjernes effektivitet og anvendelighed til forbedring af sundhed og livskvalitet, og at værktøjerne primært udvikles med det formål at tjene patienternes interesser, herunder ældre og handicappede patienter;

62.

opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at insistere på kønsbalancens betydning i forbindelse med fremme af denne plan;

63.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme en tilgang til sundhedspleje og medicin, der inddrager kønsaspektet, og til at tage hensyn til kvinders og pigers særlige behov som modtagere af sundhedsydelser under gennemførelsen af handlingsplanen for e-sundhed;

64.

understreger betydningen af globale undersøgelser i forbindelse med dokumentationsopbygning inden for e-sundhed;

65.

henstiller, at medlemsstaterne og Kommissionen med bistand fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) indsamler data fordelt på køn fra de foreløbige undersøgelser om tilgængeligheden og virkningen af e-sundhedssystemer og værktøjer, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til udveksling af bedste praksis vedrørende gennemførelsen af e-sundhed;

66.

minder om behovet for, at den fremtidige handlingsplan for e-sundhed sikrer følgende hovedprincipper:

67.

opfordrer Kommissionen til hvert andet år at offentliggøre en oversigt over fremskridt inden for gennemførelsen af handlingsplanen for e-sundhed i de enkelte medlemsstater, der viser, hvordan dette værktøj er blevet ændret på en innovativ måde med henblik på at forsyne borgerne med et effektivt sundhedssystem af høj kvalitet, og til i lyset heraf at fastsætte indikatorer på nationalt og EU-plan til at måle succesen og indvirkningen af de planlagte tiltag, idet der især tages hensyn til potentiel diskrimination eller uligheder i forbindelse med adgang, der kan påvirke forbrugere og patienter.

68.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og medlemsstaterne.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/22

—

der henviser til den fempunkts-handlingsplan (1), som Kommissionen fremlagde i marts 2013 efter afsløringen af et omfattende netværk af svindlere, der solgte hestekød som oksekød,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF samt Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004,

—

der henviser til forslag til forordning om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på anvendelsen af fødevare- og foderstoflovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed, planteformeringsmateriale og plantebeskyttelsesmidler (COM(2013)0265),

—

der henviser til Den Europæiske Revisionsrets beretning af 11. oktober 2012 om håndtering af interessekonflikter i fire EU-agenturer;

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0434/2013),

A.

der henviser til, at de generelle principper i EU's fødevarelovgivning i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 178/2002 forbyder markedsføring af farlige fødevarer samt svigagtige fremgangsmåder, fødevareforfalskning eller enhver anden praksis, der kan vildlede forbrugeren;

B.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer og forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne fastsætter nærmere bestemmelser i forbindelse med forbuddet mod vildledende reklame- og mærkningspraksis;

C.

der henviser til, at EU-regelsættet for fødevaresikkerhed og fødevarekæden har givet forbrugerne i EU et højt niveau af fødevaresikkerhed indtil nu; der henviser til, at den nuværende lovgivning dog fortsat er skrøbelig og ikke altid pålidelig, og at der derfor er behov for forbedringer på området;

D.

der henviser til, at de seneste sager med fødevaresvig samtidig har været til skade for forbrugernes tillid til fødevarekæden, hvilket har en negativ indvirkning på fødevaresektoren, da disse skandaler beskadiger imaget af denne centrale sektor i EU's økonomi; der henviser til, at det er af afgørende betydning at genoprette forbrugertilliden til europæiske landbrugsvarer både i og uden for EU; understreger imidlertid, at langt størstedelen af de europæiske landbrugsfødevarer er af fremragende kvalitet og derfor fortjener international anerkendelse;

E.

der henviser til, at gennemsigtighed er et centralt element i Kommissionens og medlemsstaternes tilgang til kontrol af fødevaresikkerhed;

F.

der henviser til, at landbrugsfødevaresektoren er en af de største økonomiske sektorer i EU, idet den tegner sig for 48 millioner arbejdspladser og omsætter for 715 mia. EUR på årsbasis;

G.

der henviser til, at enkeltsager med fødevaresvig har en negativ indvirkning på hele landbrugsfødevaresektorens image;

H.

der henviser til, at EU’s fødevarelovgivning er meget detaljeret inden for fødevaresikkerhed og omfatter kontroller og undersøgelser for restkoncentrationer og anden forurening af fødevarer og foder, men at der ikke er etableret et regelsæt, der er særligt målrettet fødevaresvig, andet end den generelle bestemmelse om, at forbrugerne ikke må vildledes;

I.

der henviser til, at problemerne også ligger i gennemførelsen af den nuværende lovgivning, og at der er et behov for en mere effektiv offentlig kontrol med fødevarer af animalsk oprindelse på alle niveauer i fødevarekæden;

J.

der henviser til, at der ikke findes statistikker over forekomsten af fødevaresvig i EU, og at Kommissionen først for nylig har identificeret fødevaresvig som et nyt indsatsområde;

K.

der henviser til, at de seneste svindelsager f.eks. omfatter markedsføring af hestekød som oksekød, markedsføring af hestekød behandlet med phenylbutazon som spiseligt hestekød, markedsføring af almindelig mel som økologisk mel, af burhønseæg som økologiske æg, af vejsalt som fødevaresalt, og at der er brugt alkohol blandet med metanol i spiritus, dioxinforurenet fedt ved fremstillingen af dyrefoder og fejlmærkning af fiskearter og fiskeprodukter;

L.

der henviser til, at fødevaresvindel generelt opstår, når potentialet og fristelsen er høj, og der er begrænsede risici for at blive fanget samt milde sanktioner;

M.

der henviser til, at fødevareforsyningskæden ofte er lang og kompleks og involverer mange fødevarevirksomheder og andre parter; der henviser til, at forbrugerne i stigende grad er uvidende om, hvordan deres fødevarer produceres, og at individuelle fødevarevirksomheder ikke altid har — og ikke er forpligtet til at have — et overblik over hele produktkæden;

N.

der henviser til, at den meget omfattende svindel med retter med hestekød i hele Europa er et symptom på et ukontrollabelt globaliseret forsyningssystem, et produktionssystem med landbrugsfødevarer til meget lave priser og en ufuldstændig mærkningsordning;

O.

der henviser til, at erhvervsdrivende og mellemmænd i fødevarekæden ikke altid er registreret og certificeret som fødevarevirksomheder; der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne ofte er usikre på, hvor mange ikke-registrerede erhvervsdrivende er aktive;

P.

der henviser til, at fødevarevirksomheder undertiden lukkes af de nationale kompetente myndigheder efter at være dømt for alvorlige tilfælde af fødevaresvig; der henviser til, at disse virksomheder hurtigt bliver registreret andetsteds og fortsætter deres virksomhed som før; der henviser til, at informationsudveksling mellem medlemsstaterne om dømte svigagtige virksomheder ville forbedre overvågningen af disse virksomheder for at forhindre dem i at påbegynde nye svigagtige aktiviteter;

Q.

der henviser til, at ansvaret for at gennemføre og håndhæve EU’s fødevarelovgivning ligger hos medlemsstaterne, og håndhævelse og kontrol er således hovedsaglig begrænset til det nationale niveau, hvilket har medført, at et overblik over hele EU på tværs af grænserne er begrænset eller ikke-eksisterende;

R.

der henviser til, at nationale myndigheder har en tendens til at fokusere deres kontrol på fødevaresikkerhed og ikke prioriterer fødevaresvig, ofte på grund af manglende kapacitet og ressourcer.

S.

der henviser til, at de kompetente myndigheder i nogle medlemsstater har politienheder, der er specialiseret i bekæmpelse af fødevaresvig; der henviser til, at kontrollen i nogle medlemsstater delvist uddelegeres til private kontrolorganer; der henviser til, at i andre medlemsstaters foretages kontrollen udelukkende af de kompetente myndigheder;

T.

der henviser til, at systemet til hurtig varsling for fødevarer og foder er et nyttigt værktøj for hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen, et eksempel herpå er den seneste sag om svindel med hestekød;

U.

der henviser til, at Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor (FVO) er ansvarlig for at kontrollere overholdelsen af EU's krav til fødevaresikkerhed og kvalitet, og at dets kontrolbesøg typisk anmeldes på forhånd og forberedes i samarbejde med de kompetente myndigheder; der henviser til, at antallet af årlige kontrolbesøg er bestemt af FVO's begrænsede kapacitet; der henviser til, at FVO har tilkendegivet, at det ikke på nuværende tidspunkt er udstyret eller uddannet til at fokusere på fødevaresvig;

V.

der henviser til, at advarsler om stigningen i antallet af hesteslagtninger i nogle EU-medlemsstater blev fuldstændig ignoreret af de kompetente myndigheder, navnlig af FVO;

W.

der henviser til, at Europol har observeret en stigning i antallet af tilfælde af fødevaresvig og forventer, at denne tendens fortsætter, sammen med kriminelle organisationers stigende indblanding i fødevaresvig;

X.

der henviser til, at Europols informationssystem kan bruges af medlemsstaterne til at udveksle oplysninger om efterforskninger på tværs af grænserne; der henviser til, at Europol kun kan bistå medlemsstaterne med sin ekspertise, analytiske redskaber og databaser på deres anmodning, der henviser til, at medlemsstaterne oprindeligt var tilbageholdende med at arbejde med Europol i tilfældet med svindlen med hestekød;

Y.

der henviser til, at Europol siden 2011med succes har gennemført flere OPSON-operationer om falske og underlødige fødevarer; der henviser til, at Europol samarbejder med Interpol, medlemsstaternes myndigheder, lande uden for EU samt private partnere i udførelsen af disse operationer;

Z.

der henviser til, at mærkning af oprindelsesland eller kødets og kødprodukters oprindelsesland ikke i sig selv forhindrer svig; der henviser til, at en fødevares oprindelse i nogle tilfælde delvist bestemmer prisen på fødevaren;

AA.

der henviser til, at de frihandelsaftaler, som EU i øjeblikket påtænker at indgå, kan føre til en svækkelse af EU-lovgivningen om fødevarekontrol;

AB.

der henviser til, at der bør gøres en fornyet indsats for at forstå svigen i lyset af en økonomisk situation, der er præget af den globale finanskrise og den sociale dumping både inden for og uden for EU;

AC.

der henviser til, at praksis inden for handel tjener til at skabe et kapløb mod bunden, hvad angår kvalitet, sikkerhed og gennemsigtighed, og har indvirkning på avancer i hele sektoren;

AD.

der henviser til, at praksis inden for distribution, herunder brugen af mellemhandlere, er kilder til destabilisering af produktionsmarkederne, da de reducerer fabrikanternes avancer;

1.

beklager, at bekæmpelse af fødevaresvig er et relativt nyt emne på den europæiske dagsorden, og at det aldrig tidligere har været en vigtig prioritet for lovgivning og håndhævelse på EU-plan;

2.

udtrykker sin bekymring over den potentielle indvirkning, som fødevaresvig har på forbrugernes tillid, fødevaresikkerhed, fødevarekædens funktionsmåde og stabiliteten af landbrugspriserne, samt understreger vigtigheden af hurtigt at genoprette de europæiske forbrugeres tillid;

3.

opfordrer derfor Kommissionen til at give fødevaresvig den fulde opmærksomhed, som den kræver, og til at tage alle nødvendige skridt til at gøre forebyggelse og bekæmpelse af fødevaresvig til en integreret del af EU-politikken;

4.

understreger, at der er behov for at få yderligere indsigt i omfanget, hyppigheden og typerne af fødevaresvig i EU; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til systematisk at indsamle data om tilfælde af svig og til at udveksle bedste praksis til at identificere og bekæmpe fødevaresvig;

5.

bemærker, at EU-lovgivningen ikke i øjeblikket indeholder en definition på fødevaresvig, og at medlemsstaterne benytter forskellige fremgangsmåder i definitionen på dette; anser en ensartet definition for at være afgørende for udviklingen af en europæisk strategi til bekæmpelse af fødevaresvig; understreger behovet for hurtigt at vedtage en harmoniseret definition på EU-plan baseret på drøftelser med medlemsstaterne, relevante interessenter og eksperter, herunder elementer såsom manglende overholdelse af fødevarelovgivningen og/eller vildledning af forbrugeren (herunder udeladelse af produktinformation), hensigt og potentiel økonomisk gevinst og/eller konkurrencemæssig fordel;

6.

understreger, at EU's indre marked er af en sådan art, at fødevaresvig i mange tilfælde strækker sig ud over medlemsstaternes grænser og bliver en trussel mod alle europæiske borgeres sundhed;

7.

bemærker, at de seneste sager om fødevaresvig har afsløret forskellige typer af svig såsom udskiftning af centrale ingredienser med alternativer, der er billigere eller af dårligere kvalitet, forkert mærkning af de dyrearter, der anvendes i kød- eller fiskeprodukter, forkert mærkning af vægt, salg af almindelige fødevarer som økologiske, den misvisende brug af kvalitetslogoer, der betegner oprindelse eller dyrevelfærd, mærkning af akvakulturfisk som fisk fanget i naturen eller markedsføringen af en ringere fiskeart som en bedre kategori eller med en dyrere arts navn samt forfalskning og markedsføring af fødevarer, der har overskredet deres »sidste anvendelsesdato«;

8.

påpeger, at fødevarer, som ofte er genstand for svigagtige aktiviteter, omfatter olivenolie, fisk, økologiske produkter, korn, honning, kaffe, te, krydderier, vin, visse frugtsafter, mælk og kød;

9.

er bekymret over signaler, der indikerer, at antallet af tilfælde er stigende, og at fødevaresvig er en stigende tendens, som afspejler en strukturel svaghed i fødevarekæden;

10.

bemærker, at fødevaresvig generelt opstår, når den potentielle økonomiske gevinst er høj, og risikoen for at blive fanget er lille; finder det uacceptabelt, at det er lukrativt at begå fødevaresvig i EU, og at chancerne for at blive fanget er relativt små;

11.

peger på fødevarekædens kompleksitet og det forhold, at den går på tværs af grænserne, medens kontroller, sanktioner og håndhævelser overvejende er af national, karakter, hvilket er en situation, som menes at øge risikoen for fødevaresvig; mener, at en bedre sporbarhed af ingredienser og produkter i hele fødevarekæden ville hjælpe med at bekæmpe svig;

12.

understreger behovet for at lægge stor vægt på kontrol med importerede varer fra tredjelande og deres overholdelse af EU-standarder for fødevare- og fodersikkerhed;

13.

henleder også opmærksomheden på, at der ofte nævnes andre faktorer, der kan bidrage til fødevaresvig, såsom den aktuelle økonomiske krise, de budgetstramninger, der påvirker kontrolagenturer, og det pres som detailsektoren og andre udøver for at få produceret stadig billigere madvarer;

14.

bifalder Kommissionens afgørelse om at oprette et team for bekæmpelse af fødevaresvig og anerkender Europols indsats i kampen mod fødevaresvig; opfordrer Kommissionen til at overveje udviklingen af et EU-referencelaboratorium (EURL) for fødevarers ægthed;

15.

bifalder Kommissionens plan om at organisere en konference om fødevaresvig i 2014 for at øge bevidstheden hos relevante aktører;

16.

er overbevist om, at uanmeldte, uafhængige inspektioner er afgørende for at sikre en effektiv gennemførelse af fødevaresikkerhed og mærkningsstandarder; mener derfor, at uanmeldte inspektioner bør være normen;

17.

opfordrer Kommissionen til at udvide FVO's undersøgelser til at medtage fødevaresvig; mener, at FVO og medlemsstaterne bør benytte regelmæssige, uafhængige og obligatoriske uanmeldte kontroller for at afsløre tilsigtede bedragerier og sikre tilslutning til de højeste standarder inden for fødevaresikkerhed; mener, at det er vigtigt at have en gennemsigtig tilgang til, hvordan offentlig kontrol og inspektion udføres og til at offentliggøre rapporterne/resultaterne af kontrol og inspektioner af fødevarevirksomheder med henblik på at genskabe og fastholde forbrugernes tillid;

18.

beklager, at FVO's rapporter og undersøgelser har haft begrænset synlighed og i ringe omfang er blevet fulgt op af Kommissionen og medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at følge mere energisk op på rapporter og henstillinger fra FVO;

19.

opfordrer budgetmyndigheden til at øge kapacitet og ressourcer hos FVO og Kommissionens team for bekæmpelse af fødevaresvig;

20.

udtrykker bekymring over nedskæringen af EU-støtten til de organer, der udfører disse centrale overvågningsopgaver;

21.

opfordrer medlemsstaterne og de europæiske regioner til at give kontrolorganerne tilstrækkelige personalemæssige, finansielle og tekniske ressourcer;

22.

understreger, at effektive kontrolforanstaltninger og inspektioner bør foretages sådan, at der ikke bliver tale om unødige administrative byrder for SMV’er;

23.

foreslår at holde en årlig høring af FVO i Parlamentets ENVI-udvalg for at diskutere afsluttede og fremtidige undersøgelser, før FVO vedtager sit arbejdsprogram for det følgende år;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der handles og reageres korrekt på de spørgsmål, som FVO har stillet;

25.

bemærker, at eventuelle ændringer i processen for gennemgang og prioritering af FVO's arbejdsprogram ikke må ændre den juridiske proces for vedtagelsen af FVO's arbejdsprogrammer;

26.

opfordrer mere specifikt Kommissionen og medlemsstaterne til at følge op på resultaterne af FVO's undersøgelser om falske registreringer af medicinsk behandling af dyr til slagtning med henblik på eksport til EU og til at forhindre, at kød og andre animalske produkter fra tredjelande, som ikke kan garanteres at opfylde EU's krav til fødevaresikkerhed, bringes i omsætning i EU;

27.

bemærker, at medlemsstaterne ofte kæmper for at kunne retsforfølge svigagtige fødevarevirksomheder, der driver handel på tværs af EU’s grænser, på grund af spørgsmålet om jurisdiktion; beklager, at medlemsstaterne ikke systematisk samarbejder med Europol i tilfælde af fødevaresvig på tværs af grænserne, men arbejder bilateralt;

28.

anerkender betydningen af whistleblowers for at afdække svigagtige fremgangsmåder i fødevaresektoren; opfordrer medlemsstaterne til at skabe de rette betingelser for, at whistleblowers har mulighed for at anmelde skadelig praksis sikkert og anonymt;

29.

mener, at de nationale kompetente myndigheder skal informere offentligheden i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt, om tilbagekaldelser af produkter og andre tiltag, der træffes af de kompetente myndigheder i sager om fødevaresvig;

30.

mener, at offentlig kontrol ikke kun bør fokusere på fødevaresikkerhed, men også på forebyggelse af svindel og risikoen for, at forbrugerne bliver vildledt; bifalder, at Kommissionens forslag om en gennemgang af den officielle kontrol omfatter kontrol i forbindelse med fødevaresvig, når de kompetente myndigheder har grund til at mistænke en virksomhed for svigagtig adfærd;

31.

bemærker, at nogle medlemsstater delvist uddelegerer kontrollen til private kontrolorganer; understreger, at medlemsstaternes kompetente myndigheder altid skal overvåge kontrolsystemer og verificere, certificere og granske alle private kontrolsystemer for at sikre, at de overholder nationale og internationale standarder om at gøre deres resultater tilgængelige for offentlige agenturer;

32.

afviser alle planer om at delegere kontrolopgaver fra de offentlige myndigheder til erhvervsdrivende;

33.

mener, at de erhvervsdrivendes rolle og de lovgivningsmæssige rammer for business-to-business-salg bør præciseres;

34.

mener, at alle kommercielle aktører, som forarbejder, handler med eller opbevarer råvarer, levnedsmiddelingredienser eller produkter i fødevarekæden, herunder handlende med og ejere af frysehuse, bør registreres som fødevarevirksomheder og være underlagt kontrol;

35.

mener, at aktører i fødevarebranchen bør være i stand til at oplyse, hvor de fødevarer eller ingredienser, der anvendes, stammer fra, hvilket betyder, at hver enkel fødevarevirksomhed i produktionskæden bærer sin del af ansvaret for slutproduktet;

36.

anerkender vigtigheden af klar og gennemsigtig mærkning af business-to-business og af business-to-consumer og opfordrer Kommissionen til at revidere EU's fødevarelovgivning på dette område for at mindske risikoen for fødevaresvig;

37.

opfordrer til større bevidsthed og forbedret overvågning af business-to-business og business-to-consumer mærkning af frosne fødevarer; opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag om obligatorisk mærkning af kød og fisk, der angiver, om kød og fisk har været frosset, hvor mange gange det har været frosset og hvor længe;

38.

mener, at selv om det ikke i sig selv er et redskab til bekæmpelse af svig på fødevareområdet, er mærkning af oprindelseslandet med til at sikre en bedre sporbarhed i hele fødevareforsyningskæden, mere stabile relationer mellem kødleverandører og forarbejdningsvirksomheder, øget omhu, når fødevarevirksomheder vælger deres leverandører og produkter, samt mere pålidelig information til forbrugerne og på den måde genoprette forbrugernes tillid;

39.

minder om, at forordning (EU) nr. 1169/2011 fastsætter, at Kommissionen i december 2013 vil vedtage gennemførelsesretsakter vedrørende obligatorisk mærkning af oprindelsesland, mærkning af kød fra svin, får, geder og fjerkræ samt frivillig mærkning af fødevarer efter en konsekvensanalyse;

40.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at fremlægge disse gennemførelsesbestemmelser om mærkning af fersk kød fra svin, får, geder og fjerkræ og lade sig inspirere af de regler, der allerede gælder for uforarbejdet okse- og kalvekød, og sikre, at forbrugerne informeres om, hvor dyrene er født, opdrættet og slagtet, samtidig med at der tages hensyn til eksisterende nationale og regionale systemer til angivelse af kødets oprindelse;

41.

minder endvidere om, at Europa-Parlamentet tidligere har opfordret til oprindelsesmærkning for kød i forarbejdede fødevarer, og at Kommissionen arbejder på en rapport om obligatorisk oprindelsesmærkning for kød anvendt som ingrediens; opfordrer Kommissionen til hurtigt at forelægge sin rapport og følge op med lovgivningsforslag, der gør angivelsen af oprindelsen af kød i forarbejdede fødevarer obligatorisk, samtidig med, at der tages hensyn til konsekvensanalyserne, og der undgås for store omkostninger og administrative byrder;

42.

opfordrer til bedre mærkning af forarbejdede produkter, der indeholder fisk, især med hensyn til oprindelsen af fisk og de anvendte fangstmetoder;

43.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde sine bestræbelser sammen med interessenter og medlemsstaterne for at undersøge mulighederne og behovet for at indføre elektroniske certificeringssystemer i fødevarekæden, hvilket kan reducere sandsynligheden for svig baseret på papircertifikater;

44.

anmoder om, at Kommissionen opretter et centraliseret europæisk register for hestepas for at forhindre svigagtig udstedelse af duplikatpas;

45.

udtrykker bekymring over manglen på en europæisk lovgivningsmæssig ramme for kød fra klonede dyr;

46.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en metode til sporing og identificering af kød fra klonede dyr; for eksempel ved at etablere en international database, der indeholder genetisk information om klonede dyr;

47.

finder det værdifuldt, at sektoren som et supplement og ikke for at udskifte ordningen med officiel kontrol af fødevaresektoren selv proaktivt udvikler og anvender initiativer til bekæmpelse af svig, såsom kontrol af produktintegritet, selvovervågning, analyse, produktsporingsplaner, kontroller samt certificering og hilser igangværende initiativer som det globale fødevaresikkerhedsinitiativ og fødevaresvigsinitiativet fra Michigan State University velkommen;

48.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at indføre en retlig forpligtelse for fødevarevirksomheder til at rapportere til de kompetente myndigheder om forekomsten af tilfælde af fødevaresvig;

49.

mener, at detailsektoren har et særligt ansvar for at sikre fødevarers integritet og til at kræve en tryg og sikker forsyningskæde af sine leverandører; mener, at det er forhandleres ansvar i det mindste at kontrollere den formelle overholdelse af mærkningsreglerne; beklager detailhandelens og andre fødevarevirksomheders pres på primære producenter om at producere stadigt billigere, ofte på bekostning af fødevares ellers ingrediensers kvalitet;

50.

bemærker, at fødevarevirksomheder på nuværende tidspunkt ikke altid kender kilden til de ingredienser, de bruger; bemærker i den forbindelse, at korte forsyningskæder (lokale og regionale), kan sikre større gennemsigtighed og erstatte de lange og komplicerede forsyningskæder, som har spillet en vigtig rolle i krisen med fødevaresvig;

51.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte lovforslag i henhold til forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer til en mærkning af »lokal markedsføring og direkte salg« til at fremme de pågældende markeder og hjælpe landmændene med at tilføje værdi til deres produkter;

52.

opfordrer Kommissionen til i henhold til artikel 7 og 17 i forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne at retsforfølge og forhindre markedsføring af de produkter, der fortsat er på markedet under et bevidst urigtigt eller misvisende navn, da dette også skal betragtes som en form for fødevaresvig;

53.

er overbevist om, at det er nødvendigt med en holdningsændring hos de kompetente myndigheder, således at de skifter fra en administrativ og veterinær tilgang til en tilgang, der er mere orienteret mod politiarbejde og baseret på erfaringerne fra den danske Fødevarestyrelses rejsehold samt Arma dei Carabinieri og Guardia di Finanza i Italien; understreger, at en sådan fremgangsmåde afhænger af, om udpegede domstole bemandes af dommere med ekspertise i fødevarelovgivning;

54.

understreger, at gennemførelsen af kontroller bør være risikobaseret og omfatte udvikling af risikoprofiler og sårbarhedsvurderinger for hver enkelt forsyningskæde og fødevare ved at trækker på de igangværende videnskabelige undersøgelser, som kombinerer viden inden for områderne fødevarers ægthed og kriminologi, såsom forskning udført af VU University Amsterdam og University of Wageningen;

55.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at stimulere europæiske og nationale forsknings- og udviklingsprogrammer yderligere til at udvikle og implementere teknologier og metoder, der kan anvendes til at afsløre fødevaresvig, såsom sensorteknologi, dataanalyse og fingeraftryk af produkter, og at lette, at der bliver prøver tilgængelige i handlen på kort sigt; anerkender de eksisterende europæiske forskningsprojekter om fødevareintegritet og -ægthed, såsom TRACE og AuthenticFood;

56.

henstiller til, at FVO og de nationale myndigheder medtager såkaldte massebalancekontroller af input-, output- og affaldsstrømme i deres undersøgelser;

57.

opfordrer indtrængende til en forbedring af koordineringen og kommunikationen mellem de nationale myndigheder med ansvar for at efterforske fødevaresvig, således at medlemsstaterne hjælpes til at intensivere deres bestræbelser på at bekæmpe dette problem; opfordrer derfor Kommissionen til så hurtigt som muligt at indføre et elektronisk system, der er baseret på det eksisterende hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), sådan som Kommissionen har foreslået for at muliggøre hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen i tilfælde af fødevaresvig; opfordrer til offentliggørelse af årlige rapporter, der beskriver tilfælde af svig, som er blevet afsløret, i lighed med rapporterne fra RASFF;

58.

opfordrer til, at der oprettes et netværk mod fødevaresvig, der kan forbedre koordinationen mellem de kompetente europæiske organer (Europol, Eurojust, FVO) for at fødevaresvig kan forebygges og afsløres mere effektivt;

59.

foreslår at indføre DNA-prøver som en standardprocedure til bestemmelse af arter, navnlig vedrørende kød- og fiskeprodukter, og at etablere en central DNA-database til dette formål;

60.

opfordrer Kommissionen til at håndtere huller i de eksisterende regler for fødevaresikkerhed og sporbarhed i forbindelse med import af fødevarer fra tredjeparter, der indebærer en højere risiko for fødevaresvig;

61.

insisterer på, at de frihandelsaftaler, der forhandles af EU, ikke må give anledning til ændringer i europæisk lovgivning om fødevaresikkerhed eller neddrosling af kontrollen med håndhævelsen af denne lovgivning;

62.

mener, at resultaterne af kontrollen bør offentliggøres på en måde, der er let tilgængelig og forståelig for forbrugerne, f.eks. i form af en vurderingsordning; er overbevist om, at det ville hjælpe forbrugerne med at træffe valg og også give fødevarevirksomhederne incitamenter til at handle korrekt;

63.

bifalder Kommissionens forslag om at styrke sanktionerne for i det mindste at opveje den forventede økonomiske gevinst, der søges gennem overtrædelse, men anser dette for ikke at være afskrækkende nok; mener, at medlemsstaterne bør indføre sanktioner for fødevaresvig, der er på mindst det dobbelte beløb af den forventede økonomiske gevinst, der forsøges at opnås gennem den svigagtige aktivitet; skønner det nødvendigt, som et ekstra afskrækkende middel, at medlemsstaterne fastsætter endnu højere straffe, herunder strafferetlige sanktioner, for svigagtige tilfælde, hvor den offentlige sundhed bevidst bringes i fare, eller i tilfælde af svindel med produkter rettet mod sårbare forbrugere; og foreslår endvidere, at fødevarevirksomhedens registrering bliver inddraget i tilfælde af gentagne overtrædelser;

64.

beklager, at Kommissionen ikke har et overblik over de forskellige nationale sanktionssystemer for fødevaresvig og over, hvordan disse sanktionsmuligheder, der er baseret på EU-lovgivningen, fungerer; opfordrer Kommissionen til at opnå et sådant overblik snarest muligt;

65.

opfordrer til, at der bliver taget større hensyn til dyrevelfærd og til, at der indføres strengere sanktioner, hvis reglerne ikke overholdes:

66.

opfordrer Kommissionen til at indsamle data fra medlemsstaterne og til at rapportere om forskellige ordninger i medlemsstaterne for så vidt angår typen og niveauet af sanktioner for lovovertrædelser i forbindelse med fødevaresvig, og hvordan sanktionsmulighederne fungerer;

67.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at overveje andre metoder, der har til formål at forebygge og modvirke fødevaresvig, såsom et europæisk register over dømte svigagtige fødevarevirksomheder, hvor deres navne og overtrædelse fremgår;

68.

opfordrer til at udvide de hidtidige sporingssystemer og til at sikre en konsekvent gennemførelse af den i EU’s basisforordning (EF) nr. 178/2002 fastsatte trinløse sporbarhed, som omfatter fødevarer og foder samt dyr og alle andre stoffer, som er beregnet til eller kan forventes at blive anvendt i fødevare- eller foderproduktionen; opfordrer til, at hele fødevarekæden i Europa, herunder alle faser af produktion, forarbejdning og salg, er fuldstændig kontrollerbar og gennemsigtig med henblik på hurtig identificering af svigagtige fødevareprodukter;

69.

anbefaler, at alle undersøgelseslaboratorierne og laboratoriepersonalet pålægges en forpligtelse til at anmelde alle resultater af fødevare- og fodermiddelanalyser, der tyder på, at der kan være forekommet svindel, direkte til den kompetente tilsynsmyndighed;

70.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/31

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig præamblen og artikel 3 og 6,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 6, 9, 145, 151, 152, 153, 154, 156, 159 og 168,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 3, 27, 31, 32 og 33,

—

der henviser til den europæiske socialpagt af 3. maj 1996, særlig afsnit I og afsnit II og artikel 3,

—

der henviser til ILO's grundlæggende arbejdsstandarder, ILO's konventioner og anbefalinger angående arbejdsforvaltning og arbejdstilsyn (konvention nr. 81 og nr. 129), der udgør en international reference, når det drejer sig om at sikre gennemførelse af de retlige bestemmelser om arbejdsvilkår og beskyttelse af arbejdstagere,

—

der henviser til ILO's konvention nr. 143 om vandrende arbejdstagere (1975) og ILO's supplerende bestemmelser om vandrende arbejdstagere, hvorefter der bør vedtages alle nødvendige og passende foranstaltninger for at sætte en stopper for ulovlig indvandring med henblik på beskæftigelse samt ulovlig ansættelse af indvandrere; der endvidere henviser til bestemmelserne, der sigter på at gennemføre administrative, civil- og strafferetlige sanktioner for ulovlig ansættelse af vandrende arbejdstagere,

—

der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde,

—

der henviser til ILO's konventioner og henstillinger på området for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1338/2008 af 16. december 2008 om fællesskabsstatistikker over folkesundhed og arbejdsmiljø (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (rammedirektiv) (2) og til dets særdirektiver,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (3),

—

der henviser til resolutionen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaterne, vedtaget på Rådets møde den 22. april 1999, om en adfærdskodeks for bedre samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder om bekæmpelse af grænseoverskridende bedrageri i forbindelse med sociale sikringsydelser og -bidrag samt sort arbejde og om grænseoverskridende tilrådighedsstillelse af arbejdstagere (4),

—

der henviser til Rådets direktiv 1999/85/EF af 22. oktober 1999 om ændring af direktiv 77/388/EØF, for så vidt angår muligheden for forsøgsvis at anvende en nedsat momssats for arbejdskraftintensive tjenesteydelser (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2007 benævnt »Øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde« (COM(2007)0628),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2007 om resultatet af den offentlige høring om Kommissionens grønbog »Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer« (COM(2007)0627),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 benævnt »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020) og til dens primære formål om at øge beskæftigelsesfrekvensen til 75 % inden udgangen af dette årti i Den Europæiske Union,

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (7),

—

der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde (8),

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle (9),

—

der henviser til sin beslutning af 11. juli 2007 om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer (10),

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere (11),

—

der henviser til sin beslutning af 26. marts 2009 om socialt ansvar hos underleverandører i produktionskæder (12),

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2013 om arbejdsvilkår og standarder for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen efter de nylige fabriksbrande og sammenstyrtning af bygninger i Bangladesh (13),

—

der henviser til de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2008-2010) (COM(2007)0803),

—

der henviser til Rådets henstilling af 22. december 1995 om harmonisering af midlerne til bekæmpelse af ulovlig indvandring og ulovlig beskæftigelse (14),

—

der henviser til Rådets henstilling af 27. september 1996 om bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere (15),

—

der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) om bekæmpelse af sort arbejde i EU,

—

der henviser til det særlige Eurobarometer om sort arbejde,

—

der henviser til undersøgelsen »ICENUW — Implementing Cooperation in a European Network against undeclared work« (2010),

—

der henviser til undersøgelsen »CIBELES: Convergence of Inspectorates building a European Level Enforcement System«,

—

der henviser til undersøgelsen om indirekte målemetoder for sort arbejde i EU (2010),

—

der henviser til undersøgelsen om gennemførlighed af oprettelsen af en europæisk platform for samarbejde mellem arbejdstilsyn og andre relevante overvågnings- og håndhævelsesorganer med henblik på at forebygge og bekæmpe sort arbejde (2010, Regioplan),

—

der henviser til Domstolens dom af 19. december 2012, C-577/10, Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0458/2013),

A.

der henviser til, at arbejdstilsyn spiller en væsentlig rolle for beskyttelse af arbejdstagerrettigheder, sikring af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, bekæmpelse af et usikkert arbejdsmiljø, forebyggelse af overtrædelse af bestemmelser om arbejdsbeskyttelse og for fremme af en retfærdig og socialt ansvarlig økonomisk vækst, idet det bidrager til at sikre, at der rent faktisk udbetales løn, at socialsikringsbidrag bliver ydet, således at skatteindtægter og socialsikringskassernes indtægter bliver forhøjet, og det samtidig sikres, at arbejdstagerne er dækket i forbindelse med sygdom, ulykker på arbejdspladsen og pension;

B.

der henviser til, at medlemsstaterne anvender en række modeller til gennemførelse af forskellige specifikke tilsynskontroller på arbejdspladsen;

C.

der henviser til det stigende behov for arbejdstilsyn i forbindelse med udstationering af arbejdstagere i hele Europa;

D.

der henviser til, at arbejdstilsyn spiller en central rolle i sikringen af, at rettigheder udøves ved at sørge for, at lovgivningen overholdes, de involverede er bekendt med deres rettigheder og forpligtelser, og at ulykker samt misbrug kan forebygges;

E.

der henviser til, at arbejdstilsyn i SMV'er og på små arbejdspladser bør styrkes;

F.

der henviser til, at multinationale virksomheders ansvar for arbejdsvilkår, liv og sundhed for de arbejdstagere, der producerer varerne og leverer tjenesteydelserne, ikke må standse ved butiksdøren eller fabriksporten og heller ikke kan sikres alene gennem aftaler om virksomhedernes sociale ansvar;

G.

der henviser til, at udlicitering af arbejde via underleveranceaftaler og midlertidigt vikararbejde ofte omfatter mindre kvalificeret arbejdskraft og løsere beskæftigelsesforhold, hvilket gør det vanskeligere at fastlægge ansvaret i forbindelse med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

H.

der henviser til, at sort arbejde har negative indvirkninger på medlemsstaternes økonomier og den europæiske sociale models finansielle bæredygtighed, undergraver finansieringen og fordelingen af sociale ydelser og offentlige tjenester og tvinger de berørte personer ud i usikkerhed, sårbarhed og fattigdom, både på arbejdspladsen og i deres alderdom;

I.

der henviser til, at arbejdstilsyn spiller en væsentlig rolle for beskyttelse af arbejdstagerrettigheder, forebyggelse af misbrug og fremme af en økonomisk og social udvikling;

J.

der henviser til, at der som følge af den økonomiske krise hviler en større arbejdsbyrde og et større pres på arbejdstagerne, især gennem ændringer af arbejdstiden, og at der derfor skal ydes en større indsats for at overvåge arbejdsvilkår;

K.

der henviser til, at der hele tiden opstår nye former for ansættelsesforhold, som det bliver stadigt vanskeligere at dække med den eksisterende lovgivning;

L.

der henviser til, at illegalt ansatte arbejdstagere lider under sekundære negative følger som mangel på adgang til oplysninger, bedriftssundhedstjenester og uddannelse og det psykiske pres på grund af frygten for uheld eller pågribelse, hvilket igen indvirker på virksomhedernes produktivitet og økonomien som helhed, samt langsigtede konsekvenser, f.eks. manglende ret til folkepension eller meget lave pensionsydelser, som medfører større risiko for fattigdom;

M.

der henviser til, at sort arbejde forvrider konkurrencen på det indre marked, da det muliggør, at visse virksomheder driver illoyal konkurrence over for andre virksomheder;

N.

der henviser til, at konsolideringen af et reelt indre marked og udryddelsen af enhver form for social dumping er tæt forbundne;

O.

der henviser til, at sort arbejde i øjeblikket udgør 18,8 % af BNP i EU-27 og i visse lande over 30 % af BNP;

P.

der henviser til, at tilfælde af sort arbejde, bl.a. på grund af krisen, stadigvæk er på fremmarch i mange medlemsstater;

Q.

der henviser til, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger vedrørende rapportering af uregelmæssigheder for at fremme afsløringen af misbrug og sikre informanten beskyttelse, og der henviser til, at EU og medlemsstaterne har pligt til at beskytte informanterne fuldt ud;

R.

der henviser til, at 168 000 europæiske borgere hvert år dør som følge af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, og at 7 mio. kommer til skade ved arbejdsulykker (16);

S.

der henviser til, at forebyggelse af risici er et centralt element for at nedbringe antallet af arbejdsrelaterede ulykker og sygdom; der henviser til, at god forvaltning af sundheds- og sikkerhedsforhold på arbejdspladsen har en positiv virkning på både nationalt og europæisk niveau samt for virksomhederne;

T.

der henviser til, at tilsynsordninger i større eller mindre udstrækning mangler tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at kunne foretage effektive arbejdstilsyn; der henviser til, at der som følge heraf er mangel på strategisk personaleplanlægning i forbindelse med arbejdstilsyn i EU, et konstant fald i antallet af ansatte i mange lande, og samtidig bliver arbejdsinspektørernes arbejde hele tiden mere komplekst;

U.

der henviser til, at en fragmentering af arbejdsmarkedet sammen med den ukontrollerede, uregulerede udbredelse af visse beskæftigelsesformer i visse medlemsstater trækker lønningerne væsentligt ned og derved skaber omstændigheder, der sandsynligvis forværrer problemet med sort arbejde i en yderligere grad;

V.

der henviser til, at de sektorer, hvor sort arbejde er mest udbredt, såsom sektorerne for byggeri, sikkerhed, rengøring og husarbejde samt logi og forplejning, har en høj arbejdsintensitet og er kendetegnet ved usikre arbejds- og lønvilkår;

W.

der henviser til, at der er en tæt forbindelse mellem ulovlig indvandring og sort arbejde, eftersom personer, der er illegalt bosiddende i Europa, ikke må udøve lønnet beskæftigelse og dermed ikke er dækket af nogen beskyttelsesordning;

X.

der henviser til, at arbejdstagere, som udfører sort arbejde, ikke har nogen social-, syge- eller ulykkesforsikring og dermed er udsat for en øget risiko for personlige økonomiske tab;

Y.

der henviser til, at arbejdstilsynene i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser og ansættelsesforhold er et tværnationalt anliggende, og at der ikke er tilstrækkelig adgang til data på tværs af landegrænserne;

Z.

der henviser til, at mange arbejdstagere ofte ikke udfører sort arbejde frivilligt, men er blevet presset til det;

1.

fremhæver, at selv om arbejdstilsyn er en offentlig tjenesteopgave, som kun bør udføres af uafhængige offentlige organer, bør dette ikke udelukke, at arbejdstilsynsmyndigheder assisteres af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter; mener, at der skal gives garanti for uafhængigheden inden for ydelser for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i forhold til arbejdsgiveren; mener, for så vidt angår sundhed på arbejdspladsen, at det kun er uafhængige fagfolk på sundheds- og sikkerhedsområdet, der kan tage hånd om advarsler, råd, sundhedsekspertise og tilvejebringelse af sundhedsvejledninger; anser det for beklageligt, at forvaltningen af bedriftssundhedstjenester i visse medlemsstater stadig udføres af arbejdsgiverforeninger; påpeger, at tilsyn og overvågning af sundhed på arbejdspladsen skal udføres af uafhængige inspektører, der er uddannet på sundheds- og sikkerhedsområdet;

2.

understreger betydningen af at udarbejde nationale handlingsplaner for at styrke arbejdstilsynsordningerne og for at finansiere disse gennem de europæiske strukturfonde i betragtning af den merværdi, som effektive arbejdstilsyn medfører med hensyn til at støtte den sociale samhørighed og generelt at konsolidere retfærdighed på arbejdspladsen;

3.

påpeger, at arbejdstilsynsmyndigheder indtager en afgørende rolle for forebyggelse og overvågning og også bidrager til at forbedre tilvejebringelse af ekspertise og oplysninger på virksomhedsniveau; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge medarbejderantallet for og de tilgængelige ressourcer til deres arbejdstilsynsmyndigheder og nå målet om en inspektør for hver 10 000 arbejdstagere, som det anbefales af ILO, samt til at skærpe sanktionerne mod virksomheder, der ikke opfylder deres forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder (løn, arbejdstid og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen); mener, at sanktionerne i disse tilfælde skal være effektive, forholdsmæssige og have en afskrækkende virkning;

4.

påpeger, at alle kategorier af arbejdstagere, ansatte eller selvstændige erhvervsdrivende uanset deres status, ansættelsesforhold eller oprindelse hører under de nationale tilsynsmyndigheders ansvarsområde og skal være underlagt det samme beskyttelsesniveau; understreger, at forsøg på at begrænse omfanget af arbejdstilsyn kan have negative konsekvenser for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed samt deres rettigheder;

5.

understreger behovet for at styrke de nationale arbejdstilsyns rolle, stille uddannelse til rådighed for deres overordnede personale og koordinere deres ansvar for derved at imødekomme de nye tilsynsudfordringer på vellykket vis;

6.

er af den opfattelse, at arbejdstilsyn kun kan fungere effektivt, hvis de relevante myndigheder finansieres tilstrækkeligt og råder over tilstrækkeligt personale; udtrykker bekymring over, at tilsynsmyndighederne i medlemsstaterne er underbemandet, og over manglen på efteruddannelse, navnlig inden for europæiske spørgsmål; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres arbejdstilsynsordninger, da dette bør være en vigtig del af de nationale planer til at tackle den økonomiske krise; påpeger, at arbejdstilsyn spiller en vigtig rolle med hensyn til at kontrollere, at den gældende lovgivning er fuldt ud gennemført samt med hensyn til at sikre, at især udsatte arbejdstagere er dækket og beskyttet;

7.

påpeger behovet for en harmoniseret uddannelse af arbejdsinspektører og andre aktører på dette område for at stramme håndhævelsen af EU's arbejdsmarkedslovgivning;

8.

understreger, at de økonomiske reformer, som der bliver foretaget i visse medlemsstater, under ingen omstændigheder må føre til en reduktion af de menneskelige ressourcer, finansieringen af og den materielle og tekniske infrastruktur hos arbejdstilsynene;

9.

påpeger, at retlige forpligtelser og de ansattes krav lader til at være de to vigtigste årsager til, at arbejdsgiverne indfører forebyggelsespolitikker (17);

10.

mener, at det er umuligt at beskytte arbejdstagerne tilstrækkeligt uden at foretage en passende risikovurdering; slår til lyd for at hjælpe SMV'er med at etablere politikker om risikoforebyggelse; understreger den positive rolle, som enkelt udformede, omkostningsfrie og målrettede initiativer spiller, såsom det interaktive risikoanalyseredskab (OiRA), som er udviklet af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA);

11.

minder medlemsstaterne om, at de alle har undertegnet og ratificeret ILO-konvention nr. 81 om arbejdstilsyn; opfordrer dem tilsvarende til at gennemføre konventionens principper;

12.

understreger, at arbejdstilsyn ligeledes er effektive, hvis de gennemføres uanmeldt, gentagne gange i form af stikprøver; påpeger, at effektive sanktioner skal være udformet sådan, at de sikrer, at arbejdsgivere ikke opnår nogen fortjeneste ved at omgå eksisterende lønoverenskomster eller lovgivning og bestemmelser;

13.

påpeger, at resultaterne af arbejdstilsyn skal ledsages af klare handlingsfrister, således at misbrug hurtigt kan forebygges og ofrene kan beskyttes på et tidligt stadie;

14.

påpeger, at arbejdsinspektørerne i medlemsstaterne skal have ret til at foretage tilsyn på stedet, benytte intelligente kontrolinstrumenter og arbejde koordineret med alle relevante myndigheder samt råde over hensigtsmæssige kompetenceområder og arbejde uafhængigt;

15.

opfordrer medlemsstaterne til, at de i tilfælde, hvor arbejdsinspektører konstaterer misbrug, eller hvis informanterne henleder arbejdsinspektørernes opmærksomhed på misbrugstilfælde, beskytter de pågældende arbejdstagere samt eventuelt involverede informanter og giver dem mulighed for omkostningsfrit at gøre krav på deres rettigheder; påpeger, at foranstaltninger i denne forbindelse som eksempelvis direkte eller kollektiv søgsmålsret er effektive metoder til at beskytte de berørte personer og informanter; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til beskyttelse af informanter og deres familier for at lette afsløringen af misbrug; understreger, at det er vigtigt, at vandrende arbejdstagere i ulovlige omstændigheder beskyttes, og at der bør fokuseres på dette område; minder i denne sammenhæng medlemsstaterne om ILO's konvention (nr. 143) om vandrende arbejdstagere (supplerende bestemmelser) fra 1975;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at håndhæve retlige bestemmelser med sanktioner, der står i forhold til overtrædelsens alvor, og til på afskrækkende vis at sanktionere manglende overholdelse af arbejdsvilkår; understreger, at forskningen tydeligt har vist, at den største indvirkning med hensyn til at forbedre arbejdsvilkårene opnås gennem solide, velkoordinerede forebyggelsesforanstaltninger og tilsyn på et tidligt stadie, bl.a. ved at stille oplysninger til rådighed for arbejdsgiverne og rådgive dem eller ved at registrere sort arbejdskraft med tilbagevirkende kraft;

17.

påpeger, at en elektronisk sammenkobling af alle relevante sociale sikkerhedsmyndigheder i lighed med den belgiske »Crossroads Bank for Social Security« (18), som letter dataudveksling mellem dem, er et nyttigt instrument for at give nationale arbejdstilsyn adgang til de oplysninger, som er nødvendige for dem i tilsynsøjemed;

18.

fremhæver, at arbejdstilsyn står over for visse udfordringer med hensyn til tilsyn hvad angår vandrende og udstationerede arbejdstagere fra EU og tredjelande; understreger, at det er vigtigt, hvis arbejdstilsynene skal være effektive, at de er tilstrækkeligt informeret om situationer med høj risiko for manglende overholdelse; påpeger, at elektroniske systemer på nationalt niveau med henblik på obligatorisk forhåndsregistrering af udenlandske arbejdstagere via arbejdsgiverne kan forenkle opgaverne i forbindelse med arbejdstilsyn betragteligt;

19.

påpeger, at arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle i overensstemmelse med national lovgivning og praksis i bestræbelserne på at sikre, at de gældende bestemmelser overholdes; anmoder medlemsstaterne om at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages i udformningen og udarbejdelsen af nationale arbejdstilsynsplaner og af selve arbejdstilsynene;

20.

tilskynder til, at der etableres yderligere sektorspecifikke tilsyn med deltagelse af de tre parter regeringen, arbejdstagere og arbejdsgivere, og til, at de skal gennemføres som et pilotinitiativ i de medlemsstater med de højeste niveauer af sort arbejde;

21.

bemærker, at der gennemføres færre arbejdstilsyn i landområderne; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at landområderne er tilstrækkeligt dækket;

22.

henviser til, at det er almindeligt, at arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter sammenlignet med fastansatte arbejdstagere er underlagt mindre tilstrækkelige arbejdsvilkår; anfører, at for at opnå en tilstrækkelig kontrol af tidsbegrænsede ansættelsesforhold skal tilsynspersonernes rettigheder udvides til tilsyn med virksomheder, der beskæftiger kontraktansat personale, og tilsynene skal omfatte overholdelse af tarifordninger og arbejdsvilkår samt anvendelsen af mindsteløn, hvor det er påkrævet i henhold til medlemsstaternes lovgivning eller nationale kollektive overenskomster; insisterer på, at der i den private og offentlige sektor lægges lige stor vægt på forebyggelse af sundheds- og sikkerhedsproblemer på arbejdspladsen; påpeger, at overholdelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling er obligatorisk; påpeger, at det skal være muligt for arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter at gøre sig bekendt med deres rettigheder, herunder vedrørende udbetalingsniveauer, på en onlineportal eller et websted;

23.

udtrykker sin bekymring over situationen for sæsonarbejdere inden for landbruget, som for de flestes vedkommende er fra tredjelande; mener, at arbejdstilsyn øges i denne sektor; påpeger, at beskæftigelse i nævnte sektor i stor udstrækning er karakteriseret ved at være en blanding af registreret og ikke-registreret erhvervsaktivitet;

24.

påpeger, at selv om arbejdstagere, som leverer tjenesteydelser i hjemmet, ofte arbejder sort eller har færre rettigheder end andre arbejdstagere, hører dette forhold i mange tilfælde ofte ikke under de nationale tilsynsmyndigheders kompetenceområde; opfordrer medlemsstaterne til at ratificere ILO's konvention nr. 189 og i tråd med denne konvention udvikle og gennemføre foranstaltninger med hensyn til arbejdstilsyn, håndhævelse og sanktioner med behørig respekt for de særlige karakteristika for husarbejde i overensstemmelse med nationale love og bestemmelser; påpeger, at vilkårene for adgang til private hjem med behørig respekt for privatlivets fred bør tydeliggøres i disse foranstaltninger i overensstemmelse med nationale love og bestemmelser;

25.

henleder opmærksomheden på den særlige situation for hjemmearbejdere og telearbejdere, der i arbejdstiden i hjemmet eller uden for den regulære arbejdsplads også kan være genstand for arbejdsretligt misbrug, såfremt arbejdsgiverne undlader at overholde deres retlige forpligtelser over for disse arbejdstagere;

26.

understreger, at der bør rettes særlig opmærksomhed på transportsektoren, som på grund af det mobile aspekt kan skabe yderligere udfordringer for arbejdstilsyn; opfordrer til, at arbejdstilsynene udstyres med tilstrækkelige ressourcer for at foretage effektive tilsyn i denne sektor;

27.

beklager, at fænomenet med proformaselvstændige er problematisk højt, navnlig i bygge- og kødforarbejdningssektoren, herunder i forbindelse med udstationering af arbejdstagere; opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende tilsynsforanstaltninger til bekæmpelse af proformaselvstændighed, f.eks. ved at fastlægge kriterier til at fastslå, hvornår der er tale om beskæftigelse, således at arbejdsinspektørerne kan skelne mellem proformaselvstændighed og legitim selvstændig beskæftigelse; påpeger, for så vidt angår forebyggelse af proformaselvstændighed, at der bør træffes foranstaltninger, der sikrer, at medlemsstaterne kan indføre mere vidtrækkende krav eller kontrolforanstaltninger;

28.

henstiller til de nationale arbejdstilsynsmyndigheder og andre relevante myndigheder at udarbejde en handlingsplan til bekæmpelse af sort arbejde, som afdækker alle former for overtrædelser, som vedrører lønnet beskæftigelse og selvstændig erhvervsvirksomhed; understreger, at sort arbejde kan underminere EU's mulighed for at nå sine beskæftigelsesmål for flere og bedre arbejdspladser og større vækst, hvis problemet ikke løses ordentligt;

29.

udtrykker stor bekymring over den ekstreme sårbarhed, som vandrende arbejdstagere med illegal eller uautoriseret status står overfor, idet de risikerer at blive udnyttet gennem sort arbejde med lave standarder, lav løn og lang arbejdstid i et usikkert arbejdsmiljø; understreger, at ethvert samarbejde mellem arbejdstilsynene og indvandringsmyndighederne bør være begrænset til identifikation af skruppelløse arbejdsgivere og bør ikke give anledning til sanktioner over for eller udvisning af de berørte vandrende arbejdstagere, eftersom dette faktisk ville underminere bestræbelserne på at tackle problemet med sort arbejde;

30.

mener, at i tilfælde, hvor nationale arbejdstilsyn er ansvarlige for at tage hånd om vandrende og udstationerede arbejdstagere, bør uddannelsesprogrammerne for tilsynspersoner indeholde specifikke moduler om disse spørgsmål samt om sort arbejde og menneskehandel, da disse spørgsmål er tæt forbundet, og bør ligeledes indeholde sprogmoduler, hvor det er relevant;

31.

mener, at sanktioner kun er effektive, hvis arbejdsgivere ikke opnår nogen fortjeneste af at beskæftige sort arbejdskraft, eftersom de i tilfælde heraf ville kunne miste væsentligt mere end omkostningerne ved at beskæftige registrerede arbejdstagere;

32.

anerkender, at der er en stigende tendens til proformaselvstændighed, outsourcing og underentrepriser, som kan føre til flere usikre arbejdspladser og yderligere forværring af det allerede lave beskyttelsesniveau for uregistrerede arbejdstagere; mener, at ordninger med solidarisk hæftelse for hovedentreprenører kunne udgøre et nyttigt instrument til at sikre, at arbejdsstandarder i stigende grad overholdes gennem hele produktionsprocessen, og at det bør tages op til overvejelse at indføre disse ordninger i alle medlemsstater, samtidig med at det anerkendes, at arbejdsinspektørernes tilsyn fortsat er vigtige;

33.

henleder opmærksomheden på problemet med gennemførelse af bestemmelser om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i tilfælde, hvor arbejdstagere udfører ikke-registrerede aktiviteter; understreger, at beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er en rettighed for enhver arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, og at en bedre gennemførelse af de gældende bestemmelser vil underbygge denne rettighed; foreslår, at medlemsstaterne undersøger muligheden for at tilbyde alle arbejdstagere fortrolige og gratis lægeundersøgelser, der gennemføres en gang om året eller en gang pr. kontrakt, for at sikre dem et minimum af beskyttelse;

34.

støtter en skærpelse af sanktionerne mod virksomheder, som undlader at overholde deres forpligtelser vedrørende arbejdstageres grundlæggende rettigheder, og er af den opfattelse, at disse sanktioner skal have en tilstrækkelig præventiv og afskrækkende virkning, således at arbejdsgivere under ingen omstændigheder kan opnå nogen fortjeneste ved omgåelse af de gældende bestemmelser om beskæftigelse og sundhedsbeskyttelse; opfordrer medlemsstaterne til i deres sanktionsordninger at overveje at fastsætte bøden i forhold til skaden og at sikre, at den ligger over den fortjeneste, der er opnået gennem omgåelsen;

35.

påpeger, at der i Europa 2020-strategien gøres opmærksom på, at der er behov for flere kvinder på arbejdsmarkedet, og mener, at arbejdsinspektørerne bør have viden om både kvinders og mænds arbejdsvilkår;

36.

anmoder om, at disse sanktioner også gælder for virksomheder, der sortlister arbejdstagere som følge af deres aktiviteter i fagforeninger eller som sundheds- og sikkerhedsrepræsentanter;

37.

opfordrer til, at de nationale arbejdstilsynsmyndigheder støttes i gennemførelsen af en effektiv arbejdsbeskyttelsesordning på virksomhedsniveau, navnlig i små og mellemstore virksomheder; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at tilsynene i øget grad er rettet mod at finde praktiske og gennemførlige løsninger i forbindelse med sundheds- og sikkerhedsmangler på arbejdspladsen;

38.

støtter det nyttige arbejde, som Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC) udfører for at bringe de nationale kulturer tættere på hinanden; opfordrer til at styrke udvalgets ressourcer og beføjelser; opfordrer til et tættere samarbejde mellem SLIC og det rådgivende Luxembourg-udvalg; mener, at Kommissionens Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen regelmæssigt bør underrettes om udviklingerne i medlemsstaterne med hensyn til arbejdstilsyn og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

39.

mener, at disse sundheds- og sikkerhedsaspekter ligeledes bør tages i betragtning i den kommende EU-strategi om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen; opfordrer til, at arbejdstilsynene intensiverer målrettede forebyggelses- og uddannelsesinitiativer, der tager sigte på at øge bevidstheden om sundheds- og sikkerhedsregler og -procedurer blandt borgerne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen af REACH, navnlig udskiftningen af de kemiske produkter, der giver størst anledning til bekymring; mener, at arbejdsrelaterede sygdomme bør tages i betragtning i forbindelse med prioriteringen af disse stoffer;

40.

mener, at et effektivt samarbejde mellem de nationale myndigheder og arbejdsmarkedets parter er væsentligt i bestræbelserne på at sætte en stopper for social dumping og sikre en loyal konkurrence på det indre marked; hilser Kommissionens initiativ til oprettelse af en europæisk platform for arbejdsinspektører velkommen; opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at etablere en europæisk platform for arbejdsinspektører om sort arbejde inden for Eurofound med det formål — som en supplerende opgave for agenturet — at tilrettelægge platformens arbejde og lette udvekslingen af erfaringer og god praksis, stille opdaterede, objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger til rådighed, fremme det grænseoverskridende samarbejde og identificere og registrere postkasseselskaber og lignende aktiviteter;

41.

anmoder Kommissionen om i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og de relevante nationale myndigheder med forbehold af nærhedsprincippet at afsætte tilstrækkelige menneskelige ressourcer til grænseoverskridende anliggender vedrørende overtrædelse af bestemmelser om jobbeskyttelse og sort arbejde — med blandt andet det formål at identificere postkasseselskaber og kontrollere grænseoverskridende leverandører af tjenesteydelser — og om at udvikle videreuddannelsesprogrammer i hele EU for arbejdstilsyn, som beskæftiger sig med udfordringer såsom proformaselvstændighed og udstationering, kortlægning af nye metoder til at omgå bestemmelserne og organisering af grænseoverskridende tilsyn; henstiller derudover til de nationale arbejdstilsyn lejlighedsvist at foretage fælles grænseoverskridende tilsyn, navnlig i områder tæt på grænseområder;

42.

opfordrer Kommissionen til at undersøge fordelene ved at indføre og, såfremt det synes hensigtsmæssigt, at gøre et europæisk socialsikringskort, der er sikret mod forfalskning, eller et andet elektronisk dokument på tværs af EU tilgængeligt, hvorpå alle nødvendige oplysninger til kontrol af personens ansættelsesforhold kan gemmes som f.eks. oplysninger om hans eller hendes socialsikringsstatus og arbejdstider, og som er underlagt strenge databeskyttelsesbestemmelser, navnlig for så vidt der behandles integritetsfølsomme personoplysninger; understreger derfor betydningen af, at konsekvenserne for beskyttelsen af privatlivets fred analyseres omhyggeligt før og under indførelsen af dette kort;

43.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre et pilotprojekt for en europæisk mekanisme for tidlig varsling ved overtrædelse af bestemmelser om beskyttelse af arbejdstagere og tilfælde af sort arbejde, som ville fremme en hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og ville blive ledsaget af en sort liste, for at forhindre overtrædelse af bestemmelserne om beskyttelse af arbejdstagere mere effektivt på et tidligt tidspunkt; henviser til, at denne ordning for tidlig varsling kan udformes efter samme retningslinjer som den eksisterende europæiske ordning for hurtig varsling for forbrugerbeskyttelse (RAPEX); understreger, at overtrædelser af bestemmelserne skal dokumenteres nøjagtigt gennem en systematisk registrering af tilsynsresultaterne for målrettet at kunne træffe foranstaltninger mod overtrædelser;

44.

er af den opfattelse, at et øget samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne i bekæmpelsen af ikke-registreret erhvervsaktivitet kan udgøre en betydelig europæisk merværdi; fremhæver, at dette ville være en nyttig metode til at underbygge EU's lovgivningsinitiativer på området for sort arbejde, fremme udveksling af bedste praksis og forbedre koordineringen mellem arbejdstilsyn fra forskellige lande;

45.

henviser til, at nationale tilsynsmyndigheders tilsynsrettigheder i udenlandske virksomheder i visse grænseoverskridende situationer er yderst begrænsede, og at dette har udgjort en trussel mod beskyttelsen af arbejdstagere og lige vilkår; opfordrer til, at arbejdstageres udstationeringsoplysninger, såsom A1-udstationeringsattester, ikke behandles med tilbagevirkende kraft, og at de registreres i et EU-dækkende register, som supplerer eksisterende nationale registre og stilles til rådighed for myndighederne i hele EU for på nationalt niveau at lette tilsyn med ansættelsesforhold for udstationerede arbejdstagere på flere sprog; mener, at en mere effektiv grænseoverskridende udveksling af oplysninger mellem de forskellige kompetente myndigheder i denne forbindelse er yderst vigtig; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at arbejdstilsynene fuldt ud kan udøve deres ret til ikke-diskriminerende uafhængige tilsyn i grænseoverskridende situationer uanset virksomhedens hjemsted;

46.

påpeger i forbindelse med håndhævelsesdirektivet om udstationering af arbejdstagere, at dokumenter skal oversættes uanset deres længde, hvis det kræves i forbindelse med et tilsyn;

47.

understreger, at gældende direktiver på social- og beskæftigelsesområdet ikke i tilstrækkeligt omfang fremhæver aspektet om bedre gennemførelse af og rollen for arbejdstilsyn; anser det for nødvendigt nøje at undersøge gældende direktiver og i givet fald gennemgå disse, og at håndhævelsesaspektet bør behandles på bedre vis i den europæiske arbejdsret; bifalder i denne sammenhæng Kommissionens foreslåede minimumsstandarder for tilsyn i direktiver vedrørende visse grupper af arbejdstagere; understreger, at der skal tages højde for arbejdstilsyns og arbejdsmarkedets parters rolle i anliggender på socialsikrings- og beskæftigelsesområdet på en sådan måde, at der sikres en effektiv beskyttelse;

48.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at fremme frivillig indførelse af højere arbejdsstandarder for virksomheder ved at etablere en ordning med gratis »social mærkning«, som anerkendes på nationalt eller europæisk niveau;

49.

påpeger, at der i visse medlemsstater findes børn under 14 år, som har erhvervsarbejde; anser det for nødvendigt at styrke rollen for arbejdsinspektører og fremme kampagner mod børnearbejde; opfordrer Kommissionen til at indføre specifikke tilsyns- og overvågningskampagner på EU-plan med fokus på unges, navnlig unge indvandreres, arbejdsvilkår;

50.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at proceduremæssige rettigheder og håndhævelsesrettigheder som dem, der er fastsat i forslaget til et direktiv om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed, er til rådighed for alle arbejdstagere;

51.

anser det i forbindelse med vandrende arbejdstagere for vigtigt, at nationale arbejdstilsyn og i givet fald arbejdstagerorganisationer bør sættes i stand til at foretage tilsyn i alle de tilfælde, hvor de skønner det nødvendigt; bemærker, at medlemsstaterne skal sikre, at der indføres effektive kontroller og tilsynsmekanismer på deres område for at kontrollere og overvåge, at bestemmelser og regler, der er fastlagt i de relevante direktiver, overholdes;

52.

opfordrer Kommissionen til at udforme og forsyne medlemsstaterne med retningslinjer om bedste praksis og forstærke samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem dem, således at de kan føre mere effektivt tilsyn og opnå bedre kontrol med arbejdsformidlingernes aktiviteter; påpeger, at medlemsstaterne bør øge deres omfattende tilsyn med vikarbureauer og bør overveje at indføre foranstaltninger, således at disse virksomheder underlægges krav til certificering og registrering;

53.

opfordrer Kommissionen til under forbehold af nærhedsprincippet at foreslå en grønbog, hvori der ydes støtte til arbejdsinspektørers rolle og fastlægges europæiske arbejdstilsynsstandarder og harmoniserede uddannelseskrav på dette område, samtidig med at der tages hensyn til forskellene mellem de nationale arbejdsmarkeder;

54.

opfordrer Kommissionen til at kortlægge bedre metoder til at tackle tilfælde af social dumping i EU og til at foreslå hensigtsmæssige instrumenter i denne forbindelse;

55.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter i medlemsstaterne.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/41

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 3, stk.3,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. december 2012 om »Handlingsplan: Selskabsret og corporate governance i EU — en tidssvarende lovramme for mere engagerede aktionærer og bæredygtige virksomheder« (COM(2012)0740),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2002 om »Rammerne for fremme af lønmodtagernes andel i kapitalen« (COM(2002)0364) og Parlamentets beslutning af 5. juni 2003 herom (1),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 21. oktober 2010 om »Arbejdstagernes finansielle deltagelse inden for EU« (2),

—

der henviser til undersøgelse om »Medarbejdernes finansielle deltagelse i virksomhedernes overskud« (3) rekvireret af Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og offentliggjort i september 2012,

—

der henviser til PEPPER IV-rapporten med titlen »Benchmarking of employee participation in profits and enterprise results in the member and candidate Countries of the European Union«, som blev offentliggjort i oktober 2009 af Freie Universiät Berlin,

—

der henviser til PEPPER III-rapporten med titlen »Promotion of employee participation in profits and enterprise results in the New Member and Candidate Countries of the European Union«, som blev offentliggjort i juni 2006 af Freie Universität Berlin,

—

der henviser til Kommissionens PEPPER II-rapport af 8. januar 1997 med titlen »Fremme af lønmodtagernes andel i overskud og virksomhedens resultater (herunder besiddelse af kapitalandele) i medlemsstaterne« (COM(1996)0697),

—

der henviser til PEPPER I-rapporten med titlen »Promotion of employee participation in profits and enterprise results«, som blev offentliggjort i marts 1991 af Kommissionen og Det Europæiske Universitetsinstitut,

—

der henviser til Kommissionens pilotprojekt om »Fremme af medarbejderejerskab og medarbejderdeltagelse« (4),

—

der henviser til rapporten af 18. december 2003 fra gruppen af uafhængige eksperter på højt niveau om tværnationale hindringer for væksten i forbindelse med arbejdstagernes finansielle deltagelse i tværnationale virksomheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 med titlen »Akten for det indre marked II — Sammen om fornyet vækst« (COM(2012)0573),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. marts 2006 med titlen »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program for vækst og beskæftigelse — Overdragelse af virksomheder — Kontinuitet og en ny start« (COM(2006)0117),

—

der henviser til sin beslutning af 15. januar 2013 om information og høring af arbejdstagere, foregribelse og styring af omstruktureringer (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0465/2013),

A.

der henviser til, at ordninger vedrørende arbejdstagernes finansielle deltagelse (AFD) kan tilbyde direkte økonomiske fordele, som rækker ud over overenskomstmæssige basisgodtgørelsesstrukturer, gennem:

B.

der henviser til, at arbejdstagerne løber en dobbelt risiko, når deres arbejdsgiver berøres af en krise: De risikerer på den ene side at miste deres job og indkomst og på den anden side at miste den kapital, de har investeret i virksomheden;

C.

der henviser til, at virksomhederne kan vælge mellem tre primære AFD-modeller: overskudsdeling (kontant udlodning, tidsforskudt udlodning eller i form af aktier), individuel medarbejderejerskab (medarbejderaktier eller aktieoptioner) og medarbejderaktieordninger; der henviser til, at AFD kan ske i form af aktier eller kontanter;

D.

der henviser til, at den mest hensigtsmæssige AFD-model ofte vil afhænge af virksomhedens størrelse og status, navnlig hvorvidt den er børsnoteret eller ej;

E.

der henviser til, at AFD, navnlig i form af medarbejderaktieordninger eller medejerskab, kan fungere som en stødpude, som gør det muligt at lade bonusser eller andre former for supplerende betalinger eller belønninger forvalte af tredjeparter i fonde, hvorved virksomhedens hovedaktionærer kan sprede investeringsrisikoen og sikre, at arbejdstagerne har en opsparet aktieportefølje;

F.

der henviser til, at arbejdstagernes finansielle deltagelse i virksomhederne indebærer flere mulige risici for arbejdstagerne; der henviser til, at arbejdstagernes finansielle deltagelse ikke må anvendes til at tilsidesætte arbejdsmarkedslovgivningen, forringe arbejdstagernes sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder eller presse i retning af mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet;

G.

der henviser til, at medarbejderne, hvis de af virksomhedens ejere får »buy-out«-optioner og således kan overtage en virksomhed, der befinder sig i finansielle vanskeligheder, kunne forsøge at sikre deres egne arbejdspladser, og at denne procedure kan reducere uvished omkring bevarelsen af deres arbejdspladser, når der er muligheder for købstilbud fra andre virksomheder; der henviser til, at medarbejderejerskab også kan afhjælpe problemer i forbindelse med generationsskifte, da virksomheden ofte nedlægges eller sælges for eventuelt at blive saneret eller nedlagt, hvis det ikke er muligt at gennemføre et generationsskifte; der henviser til, at dette især er gavnligt for SMV’er og mikrovirksomheder med hensyn til at sikre fortsat bæredygtig økonomisk aktivitet; der henviser til, at det kun er muligt at opnå disse fordele i kombination med medarbejderdeltagelse;

H.

der henviser til, at medarbejderaktieordninger er et eksempel på en effektiv »buy-out«-model for medarbejdere i ikke-børsnoterede selskaber, hvor der anvendes en mellemliggende enhed til at erhverve aktier på vegne af medarbejderne; der henviser til, at medarbejderne ikke udsættes for en øget risiko, da erhvervelsen finansieres af en overskudsdelingsordning eller af et lån, der tilbagebetales af en overskudsdelingsordning, som ligger ud over medarbejdernes løn;

I.

der henviser til, at den spanske Sociedades Laborales-ordning er et eksempel på bedste praksis for en AFD-ordning for mikrovirksomheder; der henviser til, at det endvidere giver de arbejdsløse mulighed for at vælge at modtage deres arbejdsløshedsunderstøttelse som et fast beløb med henblik på at starte en ny virksomhed eller at tilføre en eksisterende virksomhed ny kapital;

J.

der henviser til, at AFD mindsker kortsigtethed og fremmer bæredygtighed og langsigtethed i forbindelse med virksomhedsledernes strategiske beslutningstagning og kan øge medarbejdernes interesse i en længerevarende tilknytning og i at søge innovative løsninger i produktionsprocesserne; der henviser til, at AFD således kan skabe stabilitet, udvikling og vækst, samtidig med at det reducerer risikoen for overekspansion, som kan medføre tab af arbejdspladser; mener, at disse virkninger kan fremmes af stabile og velfungerende praksisser med medarbejderinddragelse;

K.

der henviser til, at AFD-ordninger tilskynder til investering i uddannelsen af arbejdstagerne, hvilket øger sandsynligheden for, at virksomheden kan fastholde kvalificerede arbejdstagere på lang sigt;

L.

der henviser til, at medarbejdernes finansielle deltagelse i deres virksomheders overskud og, hvor det er hensigtsmæssig, deres dertil hørende deltagelse i beslutningsprocessen kan medvirke til at øge medarbejdernes jobtilfredshed og samlede præstation og motivation; der henviser til, at sådanne ordninger endvidere tilskynder medarbejderne til at udvikle en følelse af ejerskab og en bedre forståelse for deres virksomhed samt til at øge den gensidige respekt mellem arbejdsgivere og medarbejdere;

M.

der henviser til, at tilskyndelse af medarbejderne til at udvikle en følelse af ejerskab og ansvar øger deres følelse af inklusion og sandsynligheden for, at deres arbejdsgivere vil arbejde aktivt sammen med dem og forstå deres bekymringer, perspektiver og ideer;

N.

der henviser til, at indførelse af AFD kan medvirke til at øge produktiviteten, forbedre resultaterne, understøtte den indbyrdes tilnærmelse af medarbejdernes og aktionærernes interesser og tiltrække og fastholde nøglemedarbejdere;

O.

der henviser til, at medarbejderdeltagelse i virksomhedsledelser gennem stemmerettigheder, retten til at være til stede eller andre former for styring kan forbedre informationsstrømmen og give medarbejderne en bedre forståelse af den situation, som deres virksomhed befinder sig i, når den står over for udfordringer, og større muligheder for at opnå belønninger, når det går virksomheden godt;

P.

der henviser til, at i forbindelse med AFD-modeller, der anvender en mellemliggende enhed, kan denne enhed udøve stemmeretten eller andre former for styring på vegne af medarbejderne og dermed give mulighed for kollektiv repræsentation;

Q.

der henviser til, at AFD-ordninger kan spille en betydelig rolle med hensyn til yderligere at inddrage arbejdstagerne i hørings- og beslutningstagningsprocesser i forbindelse med omstruktureringer;

R.

der henviser til, at AFD berøres af nationale beskatningsregler og til, at det ikke er hensigtsmæssigt at udvikle en omfattende »one size fits all«-model for AFD på EU-plan; der henviser til, at AFD skal være nøje gennemtænkt fra den enkelte virksomheds og dens arbejdstageres side samt tage behørig hensyn til den bredere nationale og sektorielle kontekst; der henviser til, at en række grundlæggende retningslinjer ville kunne bidrage til at vinde offentlighedens tillid og til, at AFD lever op til sine målsætninger;

S.

der henviser til, at AFD-ordninger ikke nødvendigvis er egnede for alle virksomheder eller arbejdstagere, og at indførelsen af sådanne ordninger derfor bør gøres til genstand for nøje forudgående overvejelser;

1.

opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for de tværnationale hindringer for såvel virksomheder, der tilbyder AFD-ordninger i adskillige medlemsstater, som for arbejdstagere, for hvem dobbeltbeskatning kan repræsentere en tilsidesættelse af retten til fri bevægelighed;

2.

påpeger forskellene mellem medlemsstaterne hvad angår obligatoriske socialsikringsbidrag, der betales over indkomsten, i forbindelse med finansiel deltagelse;

3.

understreger, at det i nogle tilfælde ville være en fordel, hvis der kunne opnås konvergens mellem de eksisterende AFD-ordninger og de nationale lovgivninger vedrørende disse, således at arbejdsgivere i fremtiden kan tilbyde ordninger i samme eller lignende udformninger i alle medlemsstater, hvor de har medarbejdere;

4.

insisterer på, at manglen på information om eksisterende ordninger for medarbejderdeltagelse kan imødegås ved hjælp af mere, sammenlignelig information på internationalt plan, hvilket ville mindske omkostningerne for såvel større virksomheder som for SMV'er og dermed gøre det muligt for disse at tilbyde ordninger for medarbejderdeltagelse, som opfylder deres særlige behov;

5.

fremhæver manglen på nationale lovgivningsforanstaltninger, som støtter udviklingen af AFD-ordninger; noterer sig i denne sammenhæng forskellen mellem EU-15 (6)- og EU-13 (7)-medlemsstaterne for så vidt angår niveauet for deltagelse i AFD-ordninger; anerkender sammenhængen mellem indførelsen af lovgivningsforanstaltninger på nationalt plan til støtte for AFD-ordninger og antallet af medarbejdere, der deltager i sådanne ordninger (8);

6.

understreger, at det er nødvendigt med mere gennemsigtighed i de nationale ordninger for medarbejderejerskab og navnlig i beregningen af det faktiske skattetryk rundt om i EU-28 for at undgå dobbeltbeskatning og forskelsbehandling;

7.

bemærker, at en ramme for en europæisk model for medarbejderejerskab ikke bør have forrang for nationale beskatningsregler;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for skatteincitamenter, på linje med principperne for bedste praksis, når de fremmer ordninger for medarbejderejerskab;

9.

påpeger, at nøje målrettede skatteincitamenter kan øge medarbejdernes finansielle ejerskab i de forskellige medlemsstater og endog bidrage til økonomisk vækst;

10.

mener derfor, at Kommissionen bør forelægge retningslinjer om beskatningen af AFD;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at indføre passende foranstaltninger med henblik på at tilskynde virksomheder til frivilligt at udvikle og tilbyde AFD-ordninger, som er åbne for alle medarbejdere på en ikke-diskriminerede måde og tager hensyn til SMV’ernes og mikrovirksomhedernes særlige situation; opfordrer medlemsstaterne til at øge udvekslingen af bedste praksis i denne henseende;

12.

mener, at AFD også kan udgøre en form for bonus for arbejdstageren gennem kapitalandele eller særlige obligationer, alt efter det anvendte finansieringsprodukt og selskabsformen;

13.

mener, at enhver foranstaltning vedrørende arbejdstagernes finansielle deltagelse i virksomheders overskud skal være bæredygtig på lang sigt og bygge på principper om frivillig deltagelse, ligestilling mellem arbejdstagerne og behørig omhu, især for SMV'ers vedkommende; understreger, at selv om EU anerkender nytten af AFD-ordninger, så henhører dette område ikke under Unionens kompetencer;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad og i overensstemmelse med national lovgivning og praksis at inddrage arbejdsmarkedets parter, medarbejderejerskabsorganisationer og andre berørte parter i en dialog mellem de politiske beslutningstagere og arbejdsmarkedets parter på de relevante niveauer, samtidig med at arbejdsmarkedsparternes selvstændighed i forbindelse med de kollektive overenskomstforhandlinger respekteres, således at eksisterende eksempler på bedste praksis kan tages i betragtning i forbindelse med udviklingen af nationale politikker, som har til formål at gøre det lettere for virksomheder at gennemføre AFD-ordninger;

15.

imødeser resultaterne af pilotprojektet, navnlig udviklingen af et virtuelt AFD-center og CETREPS til beregning af effektive skattesatser; anmoder Kommissionen om i lyset af dette pilotprojekt at tilbyde medlemsstaterne ideer vedrørende mekanismer for deltagelse;

16.

ser med interesse på muligheden for en frivillig »29. ordning« som en frivillig fælles lovgivningsmæssig ramme, som er åben for arbejdsgivere i hele EU, som respekterer medlemsstaternes beføjelser med hensyn til skatte- og arbejdsmarkedslovgivningen, for så vidt angår:

17.

mener, at en konsekvensanalyse af en »29. ordning« vil bidrage til at vurdere mulighederne for at skabe lige vilkår og undgå hindringer for virksomheders internationalisering;

18.

påpeger, at medarbejderejerskab fremmer social samhørighed, hvilket er stærkt tiltrængt, og er et vigtigt bidrag til en bæredygtig virksomhedsledelse; understreger ikke desto mindre, at der bør udvises forsigtighed med fremme af ejerskabsordninger, idet lønninger ikke bør erstattes af overskudsdelingsordninger;

19.

anmoder derfor Kommissionen og de relevante aktører om at fortsætte med at slå til lyd for at overholde »byggeklodstilgangen«;

20.

tilskynder Kommissionen til at fremlægge en uafhængig konsekvensanalyse om en sådan »29. ordning« for AFD og forventer, at der vil være oplysninger herom i Kommissionens interimsrapport;

21.

opfordrer Kommissionen til efter offentliggørelsen af den uafhængige konsekvensanalyse og i samarbejde med medarbejderejerskabsorganisationer, medlemsstaterne og, når det er relevant, arbejdsmarkedets parter at overveje at udvikle et sæt retningslinjer vedrørende de grundlæggende principper for vellykkede AFD-ordninger, som omfatter følgende elementer:

22.

bemærker, at en lønpolitik, der opmuntrer til en alt for risikabel adfærd, kan undergrave en sund og effektiv forvaltning af kreditinstitutter, investeringsfonde og andre virksomheder i den finansielle sektor, hvilket blev påpeget før finanskrisen;

23.

tilskynder arbejdsmarkedets parter til fortsat samarbejde med henblik på at udvikle nye muligheder for og innovation af AFD på de relevante niveauer;

24.

mener, at arbejdsgivere for at fremme finansiel deltagelse med det formål at skabe en ny form for selskabsfinansiering og give arbejdstagerne mulighed for at få en tættere tilknytning til den virksomhed, der beskæftiger dem, bør have mulighed for at tilbyde deres medarbejdere at tegne kapitalandele eller særligt udstedte gældsbeviser (bonds); mener, at tegningen af kapitalandele bør være frivillig for de ansatte, uanset om de agerer som enkeltpersoner eller som gruppe, samt for virksomheden;

25.

erkender, at virksomhedsoverdragelse, finansieringsbehov, fastholdelse af medarbejdere og andre karakteristiske problemer i SMV'er kan lettes gennem planer for medarbejderejerskab; mener, at ordninger for medarbejderejerskab i små virksomheder og mikrovirksomheder kan kombineres med arbejdsmarkedsforanstaltninger såsom arbejdsløshedsunderstøttelse og dermed bidrage til at bringe arbejdsløse i arbejde igen;

26.

bemærker, at der er mangel på information om og uddannelse i mulige ordninger for medarbejdstagerejerskab, særlig blandt SMV'er; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres oplysningskampagner og fremme udbredelsen af bedste praksis-ordninger på tværs af medlemsstaternes grænser;

27.

tilskynder medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, medarbejderejerskabsorganisationer og Kommissionen at anvende eksisterende fælles informationsportaler — kvikskranker — som er tilgængelige for arbejdsgivere og arbejdstagere, eller til at udvikle nye, med henblik på at forklare fordelene og risiciene ved AFD, oplyse om de nationale incitamenter, der er til rådighed, og de forskellige modeller, der findes, således at arbejdstagerne og medarbejderne får mulighed for at foretage en informeret vurdering af AFD-ordningerne og finde den bedste løsning med henblik på at indgå aftaler på virksomhedsniveau og for bedre at kunne vurdere de muligheder, de har til rådighed, og de udfordringer, der er forbundet med at indgå i en AFD-ordning; foreslår, at kvikskrankerne tilknyttes eller indgår i eksisterende kompetente organer eller myndigheder på nationalt plan;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

23.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 482/48

—

der henviser til artikel 3, stk. 3, og artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til artikel 9, 53 og 151-157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 5, 15, 16, 27, 31, 34, 35 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til artikel 1, 2, 3, 4, 11, 12, 13, 19 og 23 i den europæiske socialpagt (revideret),

—

der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) konvention nr. 102 (1952) om minimumsnormer for social tryghed,

—

der henviser til ILO's konvention nr. 117 (1962) om socialpolitik (grundlæggende mål og normer),

—

der henviser til ILO's konvention nr. 121 (1964) om ydelser i anledning af tilskadekomst under arbejdet, konvention nr. 128 (1967) om ydelser ved invaliditet, alderdom samt til efterladte, konvention nr. 130 (1969) om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom, konvention nr. 168 (1988) om beskæftigelsesfremme og social sikring og konvention nr. 183 (2000) om revision af konventionen om moderskabsbeskyttelse,

—

der henviser til ILO's henstilling fra 2012 om social mindstebeskyttelse på nationalt plan,

—

der henviser til ILO's rapport med titlen »Social sikring i verden 2010-2011: Social dækning i krisetider og derefter« (1),

—

der henviser til ILO's rapport fra november 2003 med titlen »Social protection: A life cycle continuum investment for social justice, poverty reduction and development« (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af Rådets direktiv 86/613/EØF (4),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (5),

—

der henviser til Rådets henstilling af 24. juni 1992 om fælles kriterier i forbindelse med sikring af tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialbeskyttelsesordninger (92/441/EØF) (6),

—

der henviser til Rådets henstilling af 27. juli 1992 om overensstemmelse mellem målene og politikken for social beskyttelse (92/442/EØF) (7),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 17. december 1999 om styrkelse af samarbejdet om modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse (8),

—

der henviser til rapporten af 10. februar 2011 fra Udvalget for Social Beskyttelse med evalueringen af Europa 2020-strategiens sociale dimension (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. februar 2012 med titlen »Hvidbog — En dagsorden for tilstrækkelige, sikre og bæredygtige pensioner« (COM(2012)0055),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 8. januar 2013 om beskæftigelse og social udvikling i Europa 2012 (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. august 2012 med titlen »Social sikring i Den Europæiske Unions udviklingssamarbejde« (COM(2012)0446),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 22. november 2006 om »Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer« (COM(2006)0708),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 29. april 2010 om »Nye tendenser inden for selvstændigt arbejde, særligt for så vidt angår økonomisk afhængigt selvstændigt arbejde« (11),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 21. marts 2013 om misbrug af selvstændige erhvervsdrivendes status (12),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2008 vedrørende Kommissionens henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (COM(2008)0639), og sin beslutning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (13),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2009 (COM(2009)0545) og sin beslutning af 20. maj 2010 om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (14),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om atypiske arbejdskontrakter, jobsikkerhed, flexicurity og nye former for arbejdsmarkedsdialog (15),

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2006 om social sikring og social integration (16),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (17),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2013 om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed: mulige udveje (18),

—

der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde (19),

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle (20),

—

der henviser til sin beslutning af 11. juli 2007 om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer (21),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om fremtiden for socialydelser af almen interesse (22),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2011 om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (23),

—

der henviser til sin beslutning af 21. maj 2013 om »En dagsorden for tilstrækkelige, sikre og bæredygtige pensioner« (24),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juni 2013 om meddelelse fra Kommissionen: »Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020« (25),

—

der henviser til studien fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender af maj 2013 om økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstageres socialsikringsrettigheder (26),

—

der henviser til individualiseret rapport fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) af 2013 med titlen »Selvstændig eller ikke selvstændig? Økonomisk afhængige arbejdstageres levevilkår« (27),

—

der henviser til rapport fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene af 2. marts 2009 med titlen »Selvstændige arbejdstagere: forbindelser mellem arbejdsmarkedets parter og arbejdsvilkår« (28),

—

der henviser til sammenlignende rapport fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene af april 2013 med titlen »Arbejdsmarkedets parter og deres inddragelse i ordningerne for arbejdsløshedsunderstøttelse i Europa« (29),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0459/2013),

A.

der påpeger, at adgang til social sikring er en grundlæggende ret, der i overensstemmelse med EU-lovgivningen, national lovgivning og praksis er et centralt element i den europæiske socialmodel; der henviser til, at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har vedtaget henstillinger om social mindstebeskyttelse på nationalt plan med henblik på at sikre alle borgeres grundlæggende ret til social sikring og en levestandard, der er i overensstemmelse med den menneskelige værdighed;

B.

der henviser til, at social sikring er en national kompetence, som koordineres på EU-plan;

C.

der henviser til, at social sikring letter tilpasningen til ændringer på arbejdsmarkedet, bekæmper fattigdom og social udstødelse, sikrer integration på arbejdsmarkedet og investerer i menneskelige ressourcer; der påpeger, at social sikring spiller en stabiliserende rolle for økonomien og har en anticyklisk funktion, der kan sætte skub i den indenlandske efterspørgsel og det indenlandske forbrug;

D.

der henviser til, at visse medlemsstater for at overvinde krisen har foretaget alvorlige nedskæringer i de offentlige udgifter, samtidig med at behovet for social sikring er steget som reaktion på stigningen i arbejdsløsheden; der henviser til, at de nationale socialsikringsbudgetter er blevet yderligere belastet, da bidragene er faldet efter omfattende tab af arbejdspladser eller lønnedskæringer, således at der er opstået en reel trussel mod den europæiske socialmodel;

E.

der understreger, at socialsikringsdækningen i visse medlemsstater er utilstrækkelig og kunne forbedres; der konstaterer, at der fortsat forekommer misbrug af sårbare arbejdstagere i EU;

F.

der henviser til, at mens størstedelen af de traditionelle socialsikringsmodeller og navnlig socialsikringssystemerne og de arbejdsretlige systemer er udformet med henblik på at sikre de sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder for personer i beskæftigelse, er der med de nye former for beskæftigelse, der dukker op, og med et stigende antal selvstændige fare for, at nye grupper af arbejdstagere kan opleve et fald i det sociale beskyttelsesniveau;

G.

der henviser til, at kvinder, der vælger at blive iværksættere, oftere end mænd nævner en bedre balance mellem arbejde og privatliv og/eller økonomisk nødvendighed som den vigtigste motivation for deres beslutning;

H.

der henviser til, at selvstændige kvinder er i mindretal blandt de selvstændige arbejdstagere, men at de har en højere sandsynlighed for at blive ramt af fattigdom;

I.

der henviser til, at manglende adgang til tilstrækkelige pensionsrettigheder, sygedagpenge, betalt ferie og andre former for social sikring for selvstændige erhvervsdrivende forværrer de kønsbestemte lønforskelle for selvstændige kvinder, især efter pensionering;

J.

der henviser til, at et stigende antal af de personer, der er selvstændige eller kun har lidt arbejde eller arbejde, der er dårligt lønnet, især kvinder, falder under fattigdomsgrænsen, men ikke er officielt registreret som arbejdsløse;

K.

der understreger, at det kunne være nyttigt klart at definere, hvad der forstås ved maskeret selvstændig erhvervsvirksomhed, og forebygge et eventuelt misbrug for at hindre krænkelser af arbejdstagernes sociale rettigheder, konkurrenceforvridninger og risikoen for social dumping;

L.

der vurderer, at fænomenet med de »falske« selvstændige udgør en vigtig og svært påviselig form for delvis bidragsunddragelse, der underminerer pensionssystemernes bæredygtighed og tilstrækkelighed, idet afgørende midler mistes;

M.

vurderer, at den særdeles høje arbejdsløshed i mange medlemsstater i kombination med de konstante nedskæringer i lønomkostningerne (reduktion i enhedslønomkostninger) skaber tendenser eller praksis på de nationale arbejdsmarkeder, der fremmer en yderligere udvikling og udbredelse af fænomenet med »falske« selvstændige;

N.

der påpeger, at udviklingen i arbejdsvilkårene for de økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere ikke er væsensforskellig fra udviklingen i traditionelle arbejdstageres arbejdsvilkår, og at førstnævnte gruppes ret til social sikring og beskæftigelsesmæssige rettigheder derfor i højere grad burde svare til traditionelle arbejdstageres rettigheder, hvor det er hensigtsmæssigt;

O.

der henviser til, at der mangler pålidelige, nøjagtige og sammenlignelige oplysninger og data om situationen, arbejdsvilkår og sociale sikringsordninger med henblik på at kombinere arbejde og pleje for selvstændige erhvervsdrivende;

P.

der henviser til, at selvstændig beskæftigelse i 2012 udgjorde over 15 % af den samlede beskæftigelse i EU, mens selvstændig beskæftigelse i visse tilfælde ikke er den foretrukne løsning for den pågældende person, men snarere en nødvendighed på grund af mangel på andre jobmuligheder eller tilstrækkeligt fleksible arbejdsordninger for at kombinere arbejde og pleje for selvstændige; der henviser til, at det i mange medlemsstater er vanskeligt for selvstændige at opnå tilstrækkelige pensionsrettigheder, hvilket øger de pågældendes risiko for fremtidig fattigdom; der henviser til, at økonomisk afhængige selvstændige sjældent er organiseret i eller repræsenteret af fagforeninger, selv om de sandsynligvis er mere udsatte for arbejdstidsmisbrug og andre former for misbrug;

1.

understreger, at der er nødvendigt permanent at udvikle og modernisere socialsikringssystemerne på medlemsstatsniveau for at sikre en pålidelig, holdbar og tilstrækkelig social beskyttelse for alle, der bygger på principperne om universel adgang og ikkeforskelsbehandling og på evnen til at reagere fleksibelt på den demografiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet;

2.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en forsvarlig og bæredygtig langsigtet finansiering af socialsikringssystemerne, navnlig i økonomiske krisetider, og til at udvikle den forebyggende gren af de sociale sikringssystemer og lægge større vægt på aktiveringsforanstaltninger, uden at det må glemmes, at et af de vigtigste aspekter af sociale investeringer er, at de gør det muligt at forene sociale og økonomiske mål og på lang sigt kan bidrage til at bevare og udvikle økonomien; mener i denne forbindelse, at sociale investeringer bør betragtes som netop det — investeringer snarere end udgifter;

3.

henleder opmærksomheden på, at aldrende befolkninger, lave fødselsrater og arbejdsmarkeder i forandring i visse medlemsstater kan bevirke, at det haster mere med reformer af socialsikringssystemerne, herunder pensioner, for at garantere deres bæredygtighed; understreger det forhold, at kvinder oftere end mænd afbryder deres karriere eller har deltidsbeskæftigelse for at kunne passe børn eller andre personer, over for hvem der består forsørgerpligt, hvilket kan have en negativ indvirkning på deres pension og gør, at de har større risiko for fattigdom; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at medtage disse karriereafbrydelser som forsikringsperioder ved fastsættelse og beregning af pensionsrettigheder; understreger, at reformerne bør inddrage arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national ret og praksis og relevante interessenter og bør formidles ordentligt til borgerne;

4.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en social beskyttelse på nationalt plan, der omfatter en rimelig indkomst fastsat af hvert land og sikrer adgang til grundlæggende sociale ydelser navnlig ved sygdom, arbejdsløshed, moderskab, invaliditet og pensionering m.m. for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i medlemsstaterne; tilskynder medlemsstaterne til at udforme strategier for udvikling af den sociale sikring i overensstemmelse med forslagene fra ILO;

5.

understreger, at en effektiv social beskyttelse af tilstrækkelig høj kvalitet bør baseres på foranstaltninger til fremme af arbejdsmarkedsdeltagelsen, hvilket bidrager til at forbedre sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen og øge produktiviteten, hvilket udgør en afgørende konkurrencefordel; understreger, at en nedsættelse af det sociale beskyttelsesniveau ikke bør betragtes som en løsning, der baner vejen for øget beskæftigelse;

6.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende har adgang til livslang læring ved at omfordele eksisterende EU-midler og nationale midler, så de ikke kun omfatter arbejdstagere med tidsubegrænsede kontrakter, men alle arbejdstagere — herunder selvstændige — uanset deres kontrakttype;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre en større indsats for at gennemføre strukturreformer og foranstaltninger med henblik på at skabe arbejdspladser til unge og sikre, at unge arbejdstagere ikke forskelsbehandles ved, at deres rettigheder med hensyn til sociale sikringsydelser begrænses; opfordrer også medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at sørge for tilstrækkelig social sikring til unge, der deltager i programmer med praktikophold eller lærlingeuddannelser for at opnå erhvervserfaring;

8.