15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/1

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/2

—

der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Canada om en strategisk partnerskabsaftale,

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler (1),

—

der henviser til sine seneste beslutninger om forbindelserne med Canada, navnlig beslutning af 5. maj 2010 om topmødet i 2010 mellem EU og Canada (2), beslutning af 8. juni 2011 om handelsforbindelserne mellem EU og Canada (3) og beslutning af 13. juni 2013 om EU's rolle i fremme af et bredere transatlantisk partnerskab (4),

—

der henviser til rammeaftalen af 1976 om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Canada (5),

—

der henviser til erklæringen af 1990 om transatlantiske forbindelser mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada,

—

der henviser til den fælles politiske erklæring og fælles handlingsplan af 1996,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om forbindelserne mellem EU og Canada (COM(2003)0266),

—

der henviser til partnerskabsagendaen af 2004 mellem EU og Canada,

—

der henviser til rapporten fra 2011 til Det Blandede Samarbejdsudvalg mellem EU og Canada,

—

der henviser til resultaterne fra det interparlamentariske møde af april 2013 mellem EU og Canada,

—

der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 90, stk. 4, og artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0407/2013),

A.

der henviser til, at forbindelserne mellem EU og Canada er historiske, stærke og bygget på fælles interesser og værdier; der henviser til, at de fælles demokratiske værdier og beskyttelse af menneskerettighederne bør danne et centralt grundlag for enhver aftale mellem de to parter med sigte på at opstille en ramme for dette forhold;

B.

der henviser til, at EU og Canada har lang tradition for at føre omfattende politisk og økonomisk samarbejde, hvilket formelt går tilbage til 1976, da EU underskrev en rammeaftale med Canada, den første med et OECD-land; der henviser til, at denne aftale igennem en længere periode har fremstået som en hensigtsmæssig ramme til at udvide forbindelserne, styrke den politiske associering og fremme samarbejdet;

C.

der henviser til, at Canada er et konsolideret parlamentarisk demokrati; der henviser til, at Canada har demokratiske værdier og principper, der ligner EU's;

D.

der henviser til, at den strategiske partnerskabsaftale, som der i øjeblikket forhandles om, vil opdatere og stimulere forholdet mellem EU og Canada og betragteligt hjælpe til at udbygge politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser og forbedre samarbejdet med landet på mange områder; der henviser til, at aftalen kodificerer EU’s og Canadas status som strategiske partnere;

E.

der henviser til, at den strategiske partnerskabsaftale ud over at forbedre de institutionelle strukturer for forbindelserne sideløbende med den omfattende økonomiske og handelsmæssige aftale tillige giver Europas og Canadas indbyggere mærkbare fordele og muligheder, så længe alle interessenter inddrages i processen; der henviser til, at markedernes åbning og reguleringssamarbejdet forventes at skabe væsentlig økonomisk gevinst og have en positiv indvirkning på beskæftigelsen for både Canadas og EU’s vedkommende samt i lyset af et bredere transatlantisk partnerskab og den eksisterende NAFTA-ramme muligvis at føre til etableringen af et transatlantisk marked, hvilket er en situation, der kommer alle involverede aktører til gode, så længe de nuværende sociale og miljømæssige standarder ikke reduceres;

F.

der henviser til, at de fordele og muligheder, der opstår gennem en intensivering af forbindelserne mellem EU og Canada, bør kanaliseres ligeligt ud blandt alle europæiske og canadiske befolkningsgrupper afhængig af deres leveforhold og krav; der henviser til, at der bør tages højde for de forskellige økonomiske og erhvervsmæssige forhold i såvel EU som Canada, og at der skal sikres en bæredygtig og ansvarlig udnyttelse af ressourcerne;

G.

der henviser til, at formanden for kommissionen og den canadiske premierminister den 18. oktober 2013 indgik en politisk aftale om de centrale elementer i en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale, mens forhandlingerne om den strategiske partnerskabsaftale stadig pågår; der henviser til, at den omfattende økonomiske og handelsmæssige aftale og den strategiske partnerskabsaftale supplerer hinanden med hensyn til at styrke forholdet mellem Canada og EU;

H.

der henviser til, at der sideløbende med forhandlingerne om den strategiske partnerskabsaftale er blevet forhandlet om en PNR-aftale mellem EU og Canada, som skal styrke forholdet også på området for terrorbekæmpelse og sikre hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger mod uforholdsmæssig anvendelse af profilanalyser baseret på tilbageholdelse af oplysninger om EU-passagerer;

I.

der henviser til, at Canada formelt trak sig fra Kyotoprotokollen i 2011; der henviser til, at EU gentagne gange opfordrede Canada til at nedbringe sine drivhusgasemissioner i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser;

J.

der henviser til, at spørgsmålet om fuld visumfritagelse bør løses hurtigt, så det sikres, at personer og virksomheder fra alle EU's medlemsstater, herunder Rumænien og Bulgarien, har lige samarbejdsmuligheder med deres canadiske modparter;

K.

der henviser til, at det strategiske partnerskab mellem EU og Canada bør behørigt afspejles i internationale fora og organisationer; der henviser til, at det Arktiske Råds beslutning med opbakning fra Canada vedrørende EU-observatørstatus i denne forbindelse er beklagelig; der henviser til, at EU har forpligtet sig til at samarbejde med de canadiske myndigheder om at løse dette problem;

1.

retter følgende henstillinger til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil:

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, medlemsstaterne og Canadas regering og parlament.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/5

—

der henviser til den konsultative rapport fra juli 2012 fra Udvalget om betalings- og clearingssystemer (CPSS) og Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) med titlen »Recovery and Resolution of financial Market Infrastructures«,

—

der henviser til CPSS-IOSCO's konsultative rapport fra august 2013 med titlen »Recovery of financial market infrastructures«,

—

der henviser til rapporter fra Den Internationale Forsikringstilsynsorganisation (IAIS) fra juli 2013 med titlen »Global Systemically Important Insurers: Initial Assessment Methodology« og »Global Systemically Important Insurers: Policy Measures«,

—

der henviser til publikationen af 18. juli 2013 fra Rådet for Finansiel Stabilitet med titlen »Global systemically important insurers (G-SIIs) and the policy measures that will apply to them« (1);

—

der henviser til den konsultative rapport fra Rådet for Finansiel Stabilitet fra august 2013 med titlen »Application of the Key Attributes of Effective Resolution Regimes to Non-Bank Financial Institutions«,

—

der henviser til, at den høring, som Kommissionens tjenestegrenes gennemførte, om et muligt regelsæt for genopretning og afvikling af andre finansieringsinstitutter end banker,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR) (2),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler (CSD'er) samt om ændring af direktiv 98/26/EF (CSDR),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (COM(2012)0280) (BRRD) og til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget herom (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0343/2013),

A.

der henviser til, at vurderingerne af den finansielle markedsinfrastruktur nu er indeholdt i IMF's og Verdensbankens handlingsplan for finansielle tjenesteydelser;

B.

der henviser til, at effektive genopretnings- og afviklingsplaner er afgørende for at forbedre stabiliteten af finansielle sektor uden for bankerne globalt;

C.

der henviser til, at den finansielle markedsinfrastruktur er kendetegnet ved sin vidt forskelligartede organisatoriske natur, hvorfor det for at lette tilvejebringelsen af egnede genopretnings- og frem for alt afviklingsplaner er nødvendigt at foretage en sondring på grundlag af organisationsmodel, geografisk dækning og forretningsmodel;

D.

der henviser til, at selv om EMIR og CSDR (forordningen om værdipapircentraler) sigter mod at reducere systemiske risici gennem en velreguleret markedsinfrastruktur, er der fortsat sandsynlighed for utilsigtede konsekvenser;

E.

der henviser til, at mens obligatorisk central clearing bidrager positivt til at mindske de finansielle markeders overordnede systemiske risici, har den også øget koncentrationen af systemiske risici i centrale modparter (CCP'er), og minder om, at alle CCP'er er systemisk vigtige på deres egne markeder;

F.

der henviser til, at de største clearingmedlemmer typisk deltager i mere end én CCP, hvilket betyder, at hvis én CCP misligholdes, kan de andre ligeledes forventes at få problemer;

G.

der henviser til, at hvis CCP'ers medlemmer laver mange fejl, får det ødelæggende konsekvenser ikke blot for deltagere på det finansielle marked, men også for de pågældende samfund som helhed;

H.

der henviser til, at begrundelsen for at anvende en CCP er at reducere modpartsrisici ved at marginberegne produkterne korrekt, inden de cleares centralt, således at en modparts misligholdelse ikke berører resten af markedet;

I.

der henviser til, at risikostyringsprocedurer viser, at CCP'er reducerer modpartsrisiko og usikkerhed og forhindrer afsmittende virkninger;

J.

der henviser til, at EMIR ikke fuldt ud afhjælper de risici, der opstår, hvis en CCP har fejlvurderet marginkravene for en hel produktkategori;

K.

der henviser til, at CCP'er kan have incitamenter til at anvende lavere marginer for at tiltrække kunder, navnlig i forbindelse med indførelsen af nye produkter eller aktivklasser; der henviser til, at der fortsat er behov for at vurdere effektiviteten af misligholdelsesfonde opdelt efter produkt eller aktivklasse;

L.

der henviser til, at et produkts risiko for cross-margining (porteføljers marginberegning) ved hjælp af afgrænsning af aktiver inden for CCP's misligholdelsesfond endnu ikke er undersøgt, og hvilket derfor betyder, at selv hvis mindskede sikkerhedsstillelseskrav reducerer omkostningerne på kort sigt, må anvendelsen af cross-margining ikke true en CCP's evne til at sikre en korrekt risikostyring, hvorfor VaR-analysernes begrænsninger bør anerkendes;

M.

der henviser til, at en af de vigtige fordele, som kunderne opnår fra clearingmedlemmerne, skal ses i forhold til den »brandmur«, der er rejst omkring modpartsrisici, og som finder anvendelse på såvel CCP'en som øvrige clearingmedlemmer;

N.

der henviser til, at EU's internationale værdipapircentraler udgør globale systemisk vigtige institutioner, idet de fungerer som formidlere på markedet for euroobligationer og i øjeblikket opererer med banklicenser;

O.

der henviser til, at central clearing har øget behovet for forvaltning af sikkerhedsstillelse og beslægtede tjenester, som på nuværende tidspunkt forvaltes af CSD'er og depotbanker;

P.

der henviser til, at den forestående indførelse af Target2Securities har fået CSD'erne til at udforske nye tjenester;

Q.

der henviser til, at de almindelige insolvensordninger ikke tilvejebringer et fuldstændigt regelsæt for håndtering af en kundes aktiver, hvis en CSD misligholdes, inden værdipapirlovgivningen er gennemført;

R.

der henviser til, at IAIS i juli 2013 rapporterede om de globalt systemiske forsikringsselskaber og konkluderede, at mens den traditionelle forsikringsforretningsmodel har vist sig at være væsentlig mindre følsom under finanskriser end bankernes model, kan store, tæt forbundne, grænseoverskridende forsikringsselskaber, især dem, der har betydelige aktiviteter uden for traditionel tegningsgaranti såsom kredit- og investeringsgarantier, ikke desto mindre udgøre en væsentlig systemisk risiko; der henviser til, at FSB på grundlag af IAIS-vurderingsmetoden har identificeret ni store forsikringsselskaber som værende systemiske, hvoraf fem har hovedsæde i Unionen;

S.

der henviser til, at selv om den systemiske risiko, der er forbundet med en misligholdende kapitalforvalter, ikke er så udtalt som hos en kritisk markedsinfrastruktur, kan kapitalforvalterens forretningsmodel få større systemisk betydning, efterhånden som den udvikler sig, hvilket FSB har påvist i sit arbejde med skyggebanker;

1.

opfordrer Kommissionen til at prioritere genopretningen og afviklingen af CCP'er, og når den vurderer, om det er hensigtsmæssigt at udvikle tilsvarende lovgivning til andre øvrige finansielle institutioner, at skelne behørigt mellem dem og tage tilstrækkeligt hensyn til dem, som potentielt kan påføre økonomien systemiske risici;

2.

understreger betydningen af EU-lovgivning i henhold til de internationalt aftalte principper, som er vedtaget i CPSS-IOSCO, FSB og IAIS;

3.

understreger betydningen af klare bestemmelser for en »interventionsskala« i alle genopretningsbestemmelser for institutioner uden for banksektoren, hvorunder kompetente myndigheder overvåger behørigt udformede indikatorer for finansiel sundhed og har beføjelse til at gribe tidligt ind i tilfælde af finansielt stress for en enhed og kræve, at den træffer afhjælpende foranstaltninger i henhold til en på forhånd godkendt genopretningsplan for at afværge den potentielt ødelæggende sidste udvej bestående af en sådan enheds afvikling;

4.

mener, at institutioner uden for banksektoren selv bør udvikle omfattende og betydelige genopretningsplaner, der identificerer kritiske aktiviteter og tjenester, og udvikle de strategier og foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre den fortsatte levering af kritiske aktiviteter og tjenester, og at disse genopretningsplaner bør revideres af den relevante tilsynsmyndighed; mener, at tilsynsmyndigheden bør kunne anmode om ændringer i genopretningsplanen og bør lede og høre afviklingsmyndigheden, der, hvis det ikke er den samme, kan rette henstillinger til den tilsynsførende;

5.

mener, at tilsynsmyndigheder bør have bemyndigelse til at gribe ind af hensyn til den finansielle stabilitet og kræve gennemførelse af dele af genopretningsplaner, der endnu ikke er blevet aktiveret, eller om nødvendigt træffe andre foranstaltninger; mener, at myndighederne dog også bør være opmærksomme på risikoen for at skabe usikkerhed på markedet under forhold, der allerede er stressede;

6.

mener, at afviklings- og tilsynsmyndighederne i hvert land dog bør tilstræbe at samarbejde og holde hinanden informerede;

7.

mener, at der for koncerner med enheder i forskellige jurisdiktioner bør aftales en koncernafviklingsplan mellem forskellige afviklingsmyndigheder, og at disse planer bør baseres på formodningen om samarbejde mellem myndighederne i forskellige jurisdiktioner;

8.

mener, at afviklingsforanstaltninger bør skelne mellem forskellige tjenester og aktiviteter, som den pågældende institution i den finansielle markedsinfrastruktur har godkendelse til at levere eller udføre;

9.

understreger behovet for at undgå konflikter med genopretnings- og afviklingsplanerne og den eksisterende lovgivning, navnlig direktivet om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse (FCAD) og forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR), idet de vil kunne forhindre udøvelsen af CCP'ers og CSD'ers genopretnings- og afviklingsbeføjelser eller forhindre dem i at være effektive;

10.

understreger det presserende behov i forbindelse med vurderingen af specifikke afviklingsordningers relevans for markedsinfrastruktur, finansielle institutioner og enheder i skyggebanksystemet for udvikling af værktøjer til effektiv tilnærmet realtidsovervågning af beholdningen og strømmen af finansielle risici inden for og på tværs af virksomhedsmæssige, sektormæssige og nationale grænser i Unionen og mellem Unionen og andre globale regioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at de relevante data, der er indgivet i henhold til lovgivningen om bankvæsen, forsikring og markedsinfrastruktur, anvendes effektivt til dette formål af ESRB, ESA'erne og andre kompetente myndigheder;

11.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at CCP'er har en styringsstrategi for alle produkter, der cleares af CCP'en, hvilket skal ses som led i en større genopretningsplan godkendt af tilsynsmyndigheden med et særligt fokus på de produkter, der udpeges til central clearing, da der er en større sandsynlighed for risikokoncentration i disse tilfælde;

12.

understreger betydningen af at overvåge de risici for CCP'er, der følger af koncentrationen af clearingmedlemmer, og opfordrer tilsynsmyndighederne til at underrette EBA om de 10 største clearingmedlemmer inden for hver enkelt CCP, således at risici såsom indbyrdes forbindelser, afsmitning og muligheden for misligholdelse hos mere end én CCP ad gangen kan overvåges og vurderes centralt;

13.

opfordrer Kommissionen til at udvikle værktøjer til vurdering af intradagsrisikoen for CCP'er for at sikre, at deres intradagsmidler i kommercielle banker til bankkontoforvaltning og betalingstjenester ikke overstiger de på forhånd fastsatte grænser, som ellers kan true CCP'ens funktion;

14.

mener, at begrebet default waterfall som fastsat i EMIR bør respekteres for at fastholde incitamentet til god forvaltning af CCP'er, således at CCP'ers forudfinansierede egne finansielle midler opbruges, inden de ikke-misligholdende medlemmers bidrag til misligholdelsesfonden anvendes;

15.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at CCP'er handler i almenhedens interesse og vælger deres forretningsstrategier i henhold dertil for i væsentlig grad at reducere sandsynligheden for at igangsætte genopretnings- og afviklingsscenarier;

16.

opfordrer Kommissionen til at anerkende, at selv om målet med afgrænsning af aktivklasser inden for CCP's misligholdelsesfond er at begrænse afsmitning, er det uklart, hvorvidt en sådan afgrænsning er tilstrækkelig til at begrænse denne afsmitning i praksis, eftersom kommercielle incitamenter i forbindelse med cross-margining kan øge risikoen i systemet; opfordrer Kommissionen til at foreslå yderligere foranstaltninger for at minimere denne afsmitningsrisiko;

17.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der indføres sunde principper såvel for kontraktforhold mellem en CCP og dennes clearingmedlemmer som for måden, hvorpå clearingmedlemmer kan overføre tab til deres kunder, således at clearingmedlemmernes misligholdelsesfond opbruges, inden tab fra et misligholdende clearingmedlem kan overføres til kunden som led i en gennemsigtig procedure til allokering af tab;

18.

mener, at ethvert kontraktforhold mellem en CCP og dens clearingmedlemmer bør skelne mellem tab, der er forårsaget af et medlems misligholdelse, og tab, der skyldes andre årsager som f.eks. er opstået som følge af CCP's dårlige investeringsvalg; opfordrer Kommissionen til at sikre, at CCP's risikoudvalg underrettes fuldt ud om CCP's investeringer for at bevare en passende overvågning; mener, at genopretningsværktøjer såsom suspension af udbytter og betaling af variabel aflønning eller frivillig omstrukturering af passiver via ombytning af gæld mod aktier bør anses for de mest passende værktøjer at bruge under disse omstændigheder;

19.

mener, at alle CCP'er bør indføre omfattende genopretningsordninger, der giver større beskyttelse end de midler og ressourcer, som EMIR kræver; mener, at disse genopretningsplaner bør give beskyttelse mod alle forudsigelige forhold og bør medtages og offentliggøres som en del af CCP's regler;

20.

mener, at skillelinjen mellem en CCP's genopretning og afvikling er, når default waterfall er opbrugt, og CCP'ens tabsabsorberingskapacitet er udtømt; mener, at tilsynsmyndigheden på dette tidspunkt aktivt bør overveje at fjerne CCP'ens bestyrelse og overveje at overføre kritiske tjenester eller overdrage driftskontrollen over CCP'en til anden tjenesteyder; mener, at afviklingsmyndighederne bør råde over den nødvendige skønsbeføjelse og et vist spillerum for at vurdere situationen, hvilket gør det muligt for dem at begrunde deres beslutninger;

21.

mener, at afviklingsmyndigheder ved udøvelsen af disse skønsbeføjelser bør anvende følgende meget specifikke kriterier:

22.

understreger behovet for at behandle »tjenestekontinuitet« som et centralt afviklingsmål;

23.

understreger, at clearingmedlemmernes deltagelse i allokeringen af tab forud for CCP'ens bestyrelsens afgang ikke må involvere direkte eller indirekte kunders penge eller aktiver, idet afviklingsmyndigheden, når den er ansvarlig, kan anvende afviklingsredskaber for allokering af tab såsom variationsmargin, nedbringelse eller genetablering af misligholdelsesfonden fra ikke-misligholdende clearingmedlemmer i henhold til afviklingsplanen så nøje som muligt;

24.

mener, at hvis afviklingsmyndigheden var i stand til at sætte en stopper for retten til førtidig opsigelse, således at en CCP kan sættes på pause i højst to dage, vil dette gøre det muligt markedet for at revurdere kontrakternes prisforhold, hvilket vil resultere i en mere hensigtsmæssig risikospredning; minder om, at tilgængeligheden og udøvelsen af en sådan beføjelse nøje bør overvejes, for at den som minimum er betinget af, at afviklingsmyndigheden fastlægger, at pålægningen af et stop er nødvendig med henblik på finansiel stabilitet under hensyntagen til afviklingsmålene, samspil med relevante bankordninger eller andre afviklingsordninger, som er gældende for clearingmedlemmer, CCP'ens misligholdelse og risikostyring og indvirkningen på hver af CCP'ens markeder, clearingdeltagere og de finansielle markeder generelt; mener, at dette nødvendigvis vil blive ledsaget af beføjelsen til at øge clearingforpligtelsen som en sidste udvej, efter at det som minimum er blevet undersøgt, om en anden CCP på kort sigt kan levere clearingen;

25.

anerkender, at CCP'er har clearingmedlemmer fra et stort antal lande; mener derfor, at et CCP-regelsæt for afvikling først være trådt i kraft, når det er trådt i kraft i alle de involverede jurisdiktioner; mener, at nationale regelsæt for insolvens derfor skal opdateres, for at de tager højde for den nye europæiske afviklingsordning;

26.

mener, at centrale modparter med en banklicens bør underlægges en central modpartsspecifik ordning og ikke den foreslåede ordning for genopretning og afvikling af banker i direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRR); minder om, at det i den henseende er særligt bekymrende, at den foreslåede ordning for banker ville kræve, at de var i besiddelse af et samlet beløb for gælden, der kan stilles som sikkerhed; mener, at en sådan beføjelse ville være upassende for centrale modparter med en banklicens, fordi de ikke er tilbøjelige til at udstede sådanne gældsinstrumenter;

27.

understreger, at det er CSD'ers ansvar at garantere, at genopretningsplanen sikrer rimelig operationel kontinuitet i krisescenarier, hvilket betyder, at selv hvis øvrige dele af forretningsaktiviteterne afvikles, kan de primære afviklingsfunktioner såvel som CSD's andre kernetjenester fortsat udføres af CSD'en eller en eksisterende tredjepartstjenesteyder, som er godkendt under CSDR;

28.

opfordrer til, såfremt der ikke foreligger et separat lovforslag, at der i forordningen om værdipapircentraler (CSDR) indarbejdes et krav om, at de nationale kompetente myndigheder sikrer oprettelsen af passende genopretnings- og afviklingsplaner i overensstemmelse med FSB's og CPSS-IOSCO's internationale standarder for alle CSD'er, herunder henvisninger til artikler i BRR, der bør finde anvendelse på de CSD'er, der drives i henhold til en banklicens;

29.

opfordrer medlemsstaterne til i mangel af en værdipapirlovgivning at udvikle og koordinere deres eksisterende administrative ordninger vedrørende CSD'er med henblik på at forbedre retssikkerheden samt fastholde operationel kontinuitet i krisetider, navnlig ved at sikre adgang til CSD'ens registre, registreringer eller konti, således at afviklingsmyndigheden eller den nationale kompetente myndighed let kan identificere aktivernes ejere;

30.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at forslaget til et regelsæt for genopretning og afvikling for CSD'er — så vidt muligt — sikrer CSD'ernes kontinuitet under genopretningen og afviklingen;

31.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at forslaget til et regelsæt for genopretning og afvikling for CSD'er garanterer kontinuiteten af CSD'ernes lovgivningsmæssige rammer, navnlig ved at overholde direktivet om endelig afregning, ordninger for levering mod betaling, driften af ethvert CSD-link og aftaler med kritiske tjenesteydere under genopretningen og afviklingen;

32.

bemærker, at EU i mange år har haft en tilsynsregulering for forsikring; understreger vigtigheden af medlemsstaternes ensartede og konvergerende tilgang hen imod gennemførelsen af Solvens II-direktivet inden for en rimelig som fastsat i Omnibus II; opfordrer til, at forhandlingerne om Omnibus II afsluttes, således at niveau to og tre i Solvens II kan afsluttes rettidigt, således at man dermed kan minimere sandsynligheden for, at afviklingsmyndighederne skal gribe ind;

33.

opfordrer Kommissionen til nøje at tage hensyn til IAIS's indsats på området for genopretning og afvikling af forsikringsselskaber samt anskue den i forbindelse med niveau to i Solvens II, lovgivningen for finansielle konglomerater og forsikringsmæglingsdirektivet og arbejde med internationale partnere for at følge den tidsplan, som FSB har udarbejdet for at gennemføre de politiske anbefalinger, herunder krav om systemiske forsikringsselskabers indførsel af genopretnings- og afviklingsplaner og vurderingerne af opløsningsevne, udvidet koncerntilsyn og større krav til tabsabsorption; erkender, at den langsigtede karakter af forsikringsforpligtelser, forskellige tidsplaner, de lange afviklingsperioder og den erhvervsmæssig karakter af forsikring sammenlignet med bankvirksomhed sammen med de værktøjer, der er tilgængelige for tilsynsmyndigheder, allerede giver mulighed for effektive afviklingspraksisser; mener, at fokus derfor bør være på genopretning;

34.

beklager, at IAIS og FSB har udsat offentliggørelsen af retningslinjer for vurderingen af den systemiske status af og de politiske anbefalinger for genforsikringsselskaber indtil juli 2014; opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at gennemgå den systemiske risiko ved genforsikringsselskaber, især med hensyn til dens centrale rolle for forsikringsrisikostyring, deres høje grad af indbyrdes forbindelser og ringe substituerbarhed;

35.

opfordrer Kommissionen til nøje at vurdere, hvorvidt kapitalforvaltere bør udpeges som systemisk vigtige under hensyntagen til deres omfanget af deres aktivitet og ved at anvende et omfattende sæt indikatorer som f.eks.: størrelse, forretningsmodel, geografisk dækning, risikoprofil, kreditværdighed, om de handler for egen regning og er underlagt krav om adskillelse af deres kunders aktiver såvel som andre relevante faktorer;

36.

bemærker, at kunders aktiver holdes adskilt og opbevares i depotinstitutioner, og at muligheden for, at disse aktiver kan overføres til en anden kapitalforvalter, derfor er en væsentlig sikring;

37.

mener, at en effektiv værdipapirlovgivning kan afhjælpe mange af de problemer, der opstår som følge af en større grænseoverskridende kapitalforvalters misligholdelse;

38.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde med de relevante internationale finansielle tilsynsorganer og -myndigheder for at påvise svagheder i globale systemisk vigtige betalingssystemer samt i de gældende ordninger med henblik på at sikre tjenestekontinuitet i tilfælde af misligholdelse;

39.

mener, at eftersom betalingssystemer står i centrum for alle overførsler af likvide midler, er det klart, at en markedsforstyrrelse i et sådant system ville have en væsentlig afsmitning på andre aktører på det finansielle marked; bemærker, at direktivet om endelig afregning fra 1998 allerede sigter mod at begrænse mulige risici i betalingssystemer, men mener, at det dog ikke i tilstrækkelig grad behandler genopretning og afvikling, og at der skal udarbejdes specifikke bestemmelser for at give betalingssystemer mulighed for at reagere tilstrækkeligt på ugunstige omstændigheder;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/12

—

der henviser til afsnit XIX, artikel 189 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), da den omhandler politikken for forskning og teknologisk udvikling og rumpolitikken og med særlig henvisning til, at Unionen udarbejder en europæisk rumpolitik for at fremme det videnskabelige og tekniske fremskridt, industriens konkurrenceevne og gennemførelsen af sine politikker,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. februar 2013 med titlen »EU's politik for rumindustrien« (COM(2013)0108),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2010 med titlen »En integreret industripolitik for en globaliseret verden — Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed« (COM(2010)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012»En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning« (COM(2012)0582),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. april 2011 med titlen »En EU-rumstrategi til gavn for borgerne« (COM(2011)0152),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. november 2012 med titlen »Etablering af relevante forbindelser mellem EU og Den Europæiske Rumorganisation« (COM(2012)0671),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2004/578/EF af 29. april 2004 om indgåelse af rammeaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Europæiske Rumorganisation (1),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. oktober 2010, 31. maj 2011, 2. december 2011 og 30. maj 2013,

—

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2012 om en EU-rumstrategi til gavn for borgerne (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0338/2013),

A.

der henviser til, at artikel 189 i TEUF udtrykkeligt tildeler EU opgaven at udarbejde en europæisk rumpolitik med henblik på at fremme det videnskabelige og tekniske fremskridt, industriens konkurrenceevne og gennemførelsen af EU-politikkerne;

B.

der henviser til, at EU-medlemsstaternes nationale politiske vægt med henblik på at den stadig større konkurrence fra nye rumfartsnationer såsom Kina og Indien ikke længere er nok til at tage de fremtidige udfordringer op i denne sektor;

C.

der henviser til, at rumpolitikken er et centralt element i Europa 2020-strategien;

D.

der henviser til, at utallige tjenester, som borgerne benytter sig af i dagligdagen, er direkte eller indirekte afhængige af rumfarten, f.eks. fjernsyn, højhastighedsinternet, navigationssystemer og det EU-dækkende automatiske nødopkaldssystem eCall;

E.

der henviser til, at den europæiske rumindustri genererer en samlet omsætning på 6,5 milliarder EUR og beskæftiger mere end 34 500 højtuddannede personer på fuldtidsbasis, og henviser til, at under den nuværende økonomiske krise bør betydningen af denne sektor som en sektor med høj vækst og innovationspotentiale og som en sektor, der skaber job med stor merværdi, udnyttes bedre;

F.

der henviser til, at der stadigvæk ikke er nogen tilstrækkelig koordinering af foranstaltningerne inden for rumfartspolitikken mellem EU, medlemsstaterne og Den Europæiske Rumorganisation (ESA), hvilket har haft til følge, at samme strukturer er opstået flere steder, og at synergieffekter ikke udnyttes tilstrækkeligt; understreger, at indførelsen af en klar governance-ramme i rumsektoren ville betyde store effektiviseringsbesparelser;

G.

der henviser til, at ESA som en mellemstatslig organisation ikke har nogen formelle forbindelser til Europa-Parlamentet og dermed heller ikke har den direkte tilbagekobling til borgerne, som ellers findes inden for alle Unionens politikområder;

H.

der henviser til, at rumfartsindustrien er en investeringsintensiv industri med usædvanligt lange udviklingscyklusser, og at planlægningssikkerhed derfor spiller en afgørende rolle for denne industri; der henviser til, at den synlighed, dette afstedkommer, vil drage stor fordel af, at der er en stabil lovgivningsramme og en klar governance-ramme;

I.

der henviser til, at driften af et europæisk opsendelsessystem kan yde et bidrag til at sikre uafhængig adgang til rummet;

J.

der henviser til, at EU for tiden er afhængig af ikkeeuropæiske militære globale satellitnavigationssystemer (GNSS), og Galileo blev udformet og udviklet og vil forblive under civil kontrol;

K.

der henviser til, at kommercielt salg spiller en langt vigtigere rolle for den europæiske rumfartssektor end for dens største internationale konkurrenter;

L.

der henviser til, at satellitbaserede tjenesteydelser med hensyn til formidling af oplysninger spiller en stor rolle for vækstsektorerne i det digitale samfund og bidrager til at nå målene på EU's digitale dagsorden;

M.

der henviser til, at markedet for satellitnavigations- og overvågningstjenester ifølge ekspertskøn kan nå en volumen på 300 milliarder USD om ti år, og at mellem 6 % og 7 % af de vestlige EU-medlemsstaters BNP allerede i dag er afhængige af satellitnavigation;

N.

der henviser til, at det bliver vigtigere og vigtigere at stemme af med hinanden internationalt, hvordan spektret udnyttes, og det på grund af den stigende efterspørgsel efter trådløse kommunikationsmuligheder og bølgeudbredelsens fysiske egenskaber samt den deraf følgende mangel på radiofrekvenser;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om EU’s politik for rumindustrien; er af den opfattelse, at Kommissionen bør koncentrere sig om nogle få af de foranstaltninger for rumindustripolitikken, der nævnes i denne meddelelse, for at der også reelt opnås en udnyttelse af vækstpotentialet i rumsektoren;

2.

understreger, at alle aktører, der er involveret i styringen af EU's fremtidige rumfartspolitikker, herunder Kommissionen, Det Europæiske GNSS-agentur, ESA, nationale agenturer og specialiserede agenturer såsom EUMETSAT, skal være indbyrdes forbundet og fungere på lang sigt;

3.

mener, at de nationale agenturer kan fremsætte konkrete forslag i denne retning, således at Kommissionen kan strømline forslag fra medlemsstaterne og definere en EU-vision;

4.

understreger, at Kommissionen hurtigst muligt skal udarbejde en klar køreplan for GMES/Copernicus og for udviklingen og idriftsættelsen af de forskellige sentinel-satellitter og den lovgivningsmæssige og operationelle ramme, der er foreslået til dette komplekse system;

5.

støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at træffe foranstaltninger til at udvikle en sammenhængende EU-lovgivningsramme for rumfarten; går ind for skabelsen af et ægte indre EU-marked for rumprodukter og rumbaserede tjenesteydelser; anser det for vigtigt, at politik bør udformes og udvikles, uden at dens gennemførelse har en negativ indvirkning på eller forvrider de handelsmæssige markedsvilkår; bemærker, at konkurrencemæssig neutralitet og gennemsigtighed begge er hjørnesten i udviklingen af en europæisk rumpolitik;

6.

konstaterer, at der hidtil ikke har været nogen horisontal tilgang fra Kommissionen side til at forankre rumpolitikken og dens mål i Unionens forskellige politikområder; opfordrer Kommissionen til fremover at gøre dette ved at tage rumpolitikken i betragtning inden for politikområder såsom telekommunikation, trafik, miljø, landbrug, sikkerhed og kultur;

7.

glæder sig over erklæringen fra Kommissionen om, at rumbaseret telekommunikation, navigation og jordobservation giver EU strategisk vigtig viden, der understøtter dets eksterne forbindelser inden for udviklingsbistand og humanitær bistand;

8.

opfordrer Kommissionen til at opprioritere følgende temaområder: institutionelle spørgsmål, Galileo og Copernicus, rumindustrien som vækstmotor og beskæftigelsesinstrument, konsekvensvurdering af rumrelaterede aktiviteter, uafhængig adgang til rummet, F&U's rolle, satellitkommunikation, rumovervågning og -sporing og rumaffald;

9.

støtter Kommissionens synspunkt om, at mange rumsystemers komponenter har dobbelt anvendelse eller er af militær karakter og derfor er omfattet af direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for Fællesskabet (3), som ændret ved direktiv 2012/47/EU af 14. december 2012 for så vidt angår listen over forsvarsrelaterede produkter, Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 af 5. maj 2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (4) eller den fælles holdning om våbeneksport; bifalder forslaget i meddelelsen om, at der inden udgangen af 2013 udarbejdes en formel rapport til Parlamentet om ordningen for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Rådets Gruppe vedrørende Eksport af Konventionelle Våben (COARM) til at afklare, hvilke lovgivningsmæssige rammer der skal gælde for hvilken kategori af varer og teknologi;

10.

anerkender de succeser, som ESA har opnået for Europa inden for rumfarten i de forløbne årtier, og opfordrer de resterende medlemsstater, der ikke er medlemmer af ESA, til at overveje tiltrædelse og øget samarbejde; må dog konstatere, at yderligere operationel effektivitet såvel som politisk koordinering og ansvarlighed på lang sigt kun kan opnås ved, at ESA og EU arbejder tættere sammen på en måde, der bl.a. gør det det muligt at undgå dobbeltarbejde og overlapning; opfordrer Kommissionen til at foretage en særdeles omhyggelig undersøgelse af, om ESA fremover kan indgå i Unionens governance-strukturer, f.eks. som en mellemstatslig organisation, i hvilken forbindelse det dog ikke anses for hensigtsmæssigt at ændre ESA til et EU-agentur;

11.

går ind for, at EU i mellemtiden i tæt samarbejde med ESA i højere grad i bør koordinere medlemsstaternes rumpolitik og –programmer, for således at få en ægte europæisk tilgang dertil, mens det sikres, at ESA's og dets medlemsstaters interesser respekteres; konstaterer, at rumindustrien kun med en europæisk tilgang kan bringes i stand til ikke kun at blive konkurrencedygtig, men også at blive ved med at være det;

12.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ESA til at oprette en form for koordineringsgruppe, hvis medlemmer på regelmæssige møder afstemmer strategier og foranstaltninger på rumfartsområdet efter hinanden for at undgå overlappende strukturer og for at udvikle en fælles tilgang til internationale spørgsmål og fora;

13.

bemærker, at enhver stigning i anvendelsen af rumaktiver til militære formål ikke må reducere eller begrænse den civile anvendelse og eventuelle fremtidige civile anvendelsesmuligheder; opfordrer medlemsstaterne og den højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen til at iværksætte en gennemgang af den nu forældede traktat fra 1967 om det ydre rum eller til at udforme et nyt regelsæt, som tager højde for de teknologiske fremskridt siden 1960'erne;

14.

understreger, at færdiggørelsen af det europæiske satellitnavigationssystem Galileo og fortsættelsen af det europæiske jordovervågningsprogram Copernicus skal have førsteprioritet som den europæiske rumpolitiks flagskibsprogrammer, for at de første Galileo-tjenester også reelt kan stilles til rådighed for borgerne i 2014;

15.

understreger, at Egnos er det første operationelle europæiske GNSS-program; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og gennemføre brugen af Egnos på forskellige områder såsom transport;

16.

beklager, at der tidligere er forekommet forsinkelser i udarbejdelsen af det europæiske satellitnavigationsprogram Galileo; hilser velkommen, at der i mellemtiden er bragt fire satellitter i omløb om jorden; fremhæver, at fordelene ved og nytteværdien af i særdeleshed Galileo og i almindelighed den europæiske rumindustri skal formidles bedre til samfundet, og opfordrer Kommissionen til i forbindelse med fremtidige opsendelser af Galileo-satelliter at organisere højtprofilerede offentlige begivenheder i EU's hovedstæder til fremme af Galileo og dets anvendelsesmuligheder;

17.

understreger, at EU er nødt til at informere personer, tiltrække fremtidige ingeniører, sprede information om EU's satellitnavigation samt foreslå en række incitamenter til alle brugere med henblik på at anvende Galileo- og Egnos-baserede teknologier;

18.

er overbevist om, at målet med en fuld operativ kapacitet baseret på en konstellation af 27 satellitter plus et passende antal reservesatellitter og en tilstrækkelig jordinfrastruktur er en forudsætning for, at Galileo bringer merværdi, især med hensyn til høj præcision og uafbrudt service, og dermed bringer flere økonomiske og samfundsmæssige fordele;

19.

beklager, at ikke hele EU på nuværende tidspunkt er dækket af Egnos-systemet, og opfordrer til, at systemet udvides til det sydlige, østlige og sydøstlige Europa for således at udbrede dets anvendelse til hele Europa;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at holde Parlamentet underrettet om planer om at anvende Copernicus-programmet og Galileo-programmets statsregulerede tjeneste til støtte for FSFP-missioner og -operationer;

21.

konstaterer, at SVM'er (ikke kun, men alligevel især SMV’er) har brug for en form for initiativfremmende finansiering fra det offentlige, således at de har tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed til langsigtede investeringer i forskning og udvikling; er overbevist om, at man ved hjælp af offentlig finansiering og eksistensen af offentlige aftagere af produkter og tjenesteydelser fra rumindustrien kan fremme innovation og dermed kan skabe vækst og arbejdspladser;

22.

gentager, at EU ikke må forsømme lejligheden til at udvikle downstream-markedet for satellitnavigationstjenester, og understreger vigtigheden af en handlingsplan for det europæiske GNSS-agentur med henblik på at udvide GNSS-markedet, hvilket er afgørende for EU-økonomiens fremtid;

23.

minder om, at nye anvendelser af satellitnavigation kan øge sikkerheden, effektiviteten og pålideligheden inden for luftfarts-, søfarts-, vej- og landbrugssektorerne, trafiksikkerhed, betalingsopkrævninger, trafik- og parkeringsforvaltning, flådeforvaltning, nødopkald, sporing af varer, onlinebooking, sikkerhed for skibstrafik, digitale fartskrivere, dyretransport og bæredygtige arealer;

24.

bemærker, at det i meddelelsen nævnes, at 60 % af al elektronik om bord på europæiske satellitter i øjeblikket er importeret fra USA; opfordrer til et initiativ om, hvordan man i denne forbindelse beskytter følsomme eller personlige data og til anvendelse af den aktuelle procedure for offentlige indkøb for så vidt muligt at sikre, at indkøb af ruminfrastruktur fra medlemsstaterne anvendes som en yderligere drivkraft for vækst inden for sektoren;

25.

opfordrer endvidere Kommissionen, ESA, EDA og medlemsstaterne til at identificere kritiske teknologier inden for rammerne af den fælles europæiske proces for uafhængighed og til at udvikle alternativer, der er mindre afhængige af tredjelande; minder om risikoen for, at USA i tilfælde af uenighed kan lukke europæiske ruminfrastrukturer ned eller blokere dem;

26.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamenter for den europæiske industri til på europæisk plan at udvikle komponenter til rumfarten for således at mindske afhængigheden af import fra tredjelande;

27.

bemærker, at virksomheder uden for rumsektoren kan have gavn af produkter, som er et resultat af rumforskningen; opfordrer derfor alle interessenter til at opbygge en udveksling mellem aktører inden for og uden for rumindustrien og til på partnerskabsbasis at arbejde på at udvikle teknologier, der kan føre til banebrydende innovation til gavn for samfundet; understreger værdien af bedre offentliggørelse af konkrete fordele, som rumfartsindustrien kan tilføre europæerne i deres dagligdag;

28.

betoner, at der især i sektoren for rumbaserede tjenesteydelser og robotteknik åbner sig mangeartede markedsmuligheder, først og fremmest for SMV’er;

29.

understreger, at autonome og intelligente robotsystemer er teknologier af central betydning for den videre udforskning af rummet; minder i lyset af dette om effektiv udnyttelse af europæiske midler fra Horisont 2020, især til markedsnære aktiviteter;

30.

fremhæver, at en passende pulje af højtkvalificerede ansatte er afgørende for en konkurrencedygtig europæisk rumindustri; opfordrer derfor alle berørte parter til at intensivere samarbejdet mellem universiteter og industrien og tilskynde unge talenter, især kvindelige talenter, til at forpligte sig over for denne sektor (f.eks. ved oprettelsen af nationale uddannelsesprogrammer såvel som udvælgelsesprøver for europæiske og ikkeeuropæiske forskere); bemærker desuden, at man ikke kan komme udenom at skulle tiltrække talenter fra tredjelande (herunder ved at tiltrække europæiske talenter tilbage);

31.

fremhæver, at det er af stor betydning at have adgang til rummet for alle medlemsstater og til kommercielt salg for den europæiske rumsektor; gør samtidig opmærksom på, at adgangen til de institutionelle markeder i tredjelande stadigvæk er delvist lukket for det europæiske erhvervsliv; fremhæver, at det er vigtigt for det europæiske erhvervsliv at have lige udgangsvilkår på internationalt plan; opfordrer derfor Kommissionen til i forbindelse med handelsaftaler (f.eks. det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab) at få skabt gensidighed, lige muligheder og retfærdige konkurrencevilkår;

32.

understreger, at det er vigtigt for den uafhængige adgang til rummet, at der udvikles og drives europæiske løfteraketter; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med ESA på lang sigt at sikre opretholdelse og udbygning af et europæisk løfteraketsystem og en raketopsendelsestjeneste;

33.

er af den opfattelse, at den europæiske rumindustri bør benytte sig af eksisterende europæisk ruminfrastruktur, som delvist er blevet finansieret af offentlige midler;

34.

glæder sig over, at der også i det nye forskningsrammeprogram Horisont 2020 skal investeres 1,5 mia. EUR i forskning og innovation inden for rumfart; opfordrer Kommissionen til derudover inden for rammerne af Horisont 2020 at afsætte en del af budgettet til forskning i og udvikling af satellitkommunikationens anvendelsesmuligheder;

35.

er af den opfattelse, at det især inden for forskningsaktiviteterne er nødvendigt med en stærkere koordinering mellem EU, ESA og medlemsstaterne; opfordrer de tre aktører til at udarbejde en fælles forskningskøreplan for perioden indtil 2020 og til at fastlægge prioriteter og mål for rumpolitikken, som skal nås i fællesskab, således at de berørte parter, navnlig fra erhvervslivet, får garanti for planlægningssikkerhed; fremhæver vigtigheden af forskningssamarbejde med tredjelande;

36.

understreger, at udviklingen af GNSS-applikationer og -tjenester er af væsentlig betydning for at sikre, at de infrastrukturinvesteringer, som Galileo medfører, udnyttes fuldt ud, og at Galileo-systemets kapacitet udvikles til fulde; understreger behovet for at sikre, at den passende finansiering ydes til forskning og udvikling med henblik på GNSS og til dennes gennemførelse; beklager, at nedbringelsen af midler afsat til forskning og innovation vedrørende applikationer baseret på Egnos og Galileo i væsentlig grad forsinker det teknologiske fremskridt og væksten i den industrielle kapacitet såvel som en miljømæssig effektiv gennemførelse heraf i EU, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at indføre mekanismer, der gør det lettere for SMV'er at få adgang til finansiering;

37.

bemærker, at udviklingen af innovative produkter i Europa bremses af forskellige forhindringer; minder derfor Kommissionen om, at der er et uudnyttet marked for kommerciel udnyttelse af rumbaserede data, der genereres af jordovervågnings- og satellitprogrammer; opfordrer Kommissionen til at foretage en undersøgelse for at identificere disse forhindringer (såsom: ansvar for skader forvoldt af rumgenstande/-affald, usikkerhed med hensyn til adgang til tjenesteydelser, sikkerheds- og databeskyttelsesmæssige betænkeligheder, manglende bevidsthed om potentialet og manglende interoperabilitet) og at fremkomme med mulige løsningsforslag til at komme ind på disse markeder;

38.

betoner, at satellitkommunikation indtager en vigtig rolle i den europæiske rumindustri, da ordrerne fra denne sektor sikrer vedvarende udnyttelse af rumfærgerne og løfteraketterne og dermed bidrager til opfyldelse af målet om, at EU skal have uafhængig adgang til rummet; henviser i lyset heraf ligeledes til den rolle, som den uafhængige anvendelse af allerede eksisterende satellitters overskydende kapacitet (såkaldte hosted payloads) spiller ved opsendelse af forretningsmæssige satellitter, som kan benyttes til afprøvning af nye produkter og teknologier i rummet og således hjælper med at mindske omkostningerne og den tid, der kræves for at kunne tilbyde nye tjenester;

39.

fremhæver, at satellitkommunikation er en effektiv mulighed for også at forsyne de personer i erhvervslivet og samfundet med multimedietjenester, som man hidtil ikke har kunnet nå ud til ved hjælp af jordbaserede teknologier;

40.

understreger, at satellitnet til levering af bredbåndstilslutning overalt i EU, navnlig i fjertliggende egne, bidrager til opfyldelse af målene for EU’s digitale dagsorden; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at der under henvisning til teknologisk neutralitet tages passende hensyn til satellitbaseret internet i det mix af teknologier, der skal anvendes til at udvide bredbåndstilslutningen, f.eks., i EU's samhørighedspolitik;

41.

bemærker, at satellitkommunikation får en stadig vigtigere logistisk funktion i krisesituationer, f.eks. ved naturkatastrofer, eller til bevarelse af den indre sikkerhed, da data- og kommunikationsforbindelser er uundværlige i situationer, hvor der ikke er nogen jordbaseret infrastruktur, eller hvor den er blevet ødelagt;

42.

opfordrer derfor Kommissionen til at analysere, hvad der aktuelt er til rådighed af radiofrekvenser til satellitkommunikation, og hvad det fremtidige behov vil være, og til ved den kommende verdenskonference for radiokommunikation at sørge for, at EU’s og satellitkomunikationsindustriens interesser tilgodeses på passende vis ved tildelingen af globale og regionale radiofrekvenser;

43.

er af den opfattelse, at innovationspotentialet inden for satellitkommunikation stadigvæk slet ikke er udnyttet til fulde; gør opmærksom på mulighederne i de nyeste teknologier, f.eks. »Laser Communication Terminals« (LCT) og »High Throughput Satellites« (HTS), med henblik på opfyldelse af behovet for stadig kraftigere dataudveksling med stadig højere datahastigheder;

44.

understreger, at Europa kun kan opretholde sit teknologiske forspring inden for satellitkommunikation, hvis forskningsbestræbelserne på dette område fortsættes på europæisk plan;

45.

fremhæver, at rumbaserede infrastrukturer er rygraden i mange forskellige tjenesteydelser, som erhvervslivet og samfundet gør brug af i dagligdagen; gør opmærksom på, at et udfald i disse infrastrukturer, f.eks. på grund af sammenstød mellem satellitter og andre rumobjekter eller rumaffald, kunne have en negativ indvirkning på virksomhedernes og borgernes sikkerhed;

46.

slår fast, at rumaffald er et stigende problem; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde for en global governance for rummet; opfordrer samtidig Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats for, at tredjelande underskriver den adfærdskodeks for aktiviteterne det ydre rum, som er udarbejdet af EU gennem alle diplomatiske kanaler;

47.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at støtte etableringen af det støtteprogram for overvågning og sporing i rummet, der blev foreslået først på året, på europæisk plan for at sikre en større uafhængighed af de institutioner i USA, som udsender kollissionsadvarsler;

48.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/19

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2012 udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa (COM(2012)0529) og det dertil knyttede arbejdsdokument,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2010 om en digital dagsorden for Europa (COM(2010)0245),

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af 14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram,

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse) (COM(2012)0011), fremlagt af Kommissionen den 25. januar 2012,

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (COM(2011)0665), fremlagt af Kommissionen den 19. oktober 2011,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse,

—

der henviser til arbejdet i Det Europæiske Institut for Telestandarder (ETSI) med kortlægning af cloud-standarder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og til udtalelser fra Retsudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Det Indre Marked og Forbruger beskyttelse (A7-0353/2013),

A.

der henviser til, at de forskellige former for fjerndatabehandlingstjenester, der nu er almindeligt kendt som »cloud computing«, ikke er nye, men at cloud computing-teknologiens omfang, ydeevne og indhold udgør et væsentligt fremskridt inden for informations- og kommunikationsteknologi (ikt);

B.

der henviser til, at cloud computing ikke desto mindre har vakt opmærksomhed i de senere år på grund af udviklingen af nye og innovative forretningsmodeller i større skala, cloud-udbydernes omfattende salgsfremstød, teknologisk innovation og forbedrede muligheder inden for databehandling, lavere priser og højhastighedskommunikation såvel som de potentielle økonomiske og effektivitetsmæssige fordele, bl.a. med hensyn til energiforbrug, som cloud-tjenester tilbyder alle brugere;

C.

der henviser til, at anvendelse og udvikling af cloud-tjenester i tyndtbefolkede og fjerntliggende områder kan bidrage til at mindske deres isolation men samtidig forårsage meget alvorlige problemer som følge af den manglende nødvendige infrastruktur;

D.

der henviser til, at fordelene for sælger af cloud-tjenester bl.a. består i tjenestegebyrer, monetisering af underudnyttet og overskydende edb-kapacitet, stordriftsfordele, muligheden for et fast kundegrundlag (den såkaldte indlåsningseffekt), og sekundær udnyttelse af kundeoplysninger, f.eks. i forbindelse med reklamer, under behørig hensyntagen til kravene om beskyttelse og hemmeligholdelse af personoplysninger; der henviser til, at en indlåsningseffekt kan have konkurrencemæssige ulemper, som dog kan tackles gennem rimelige standardiseringsforanstaltninger og større gennemsigtighed i licensaftaler om intellektuelle ejendomsrettigheder;

E.

der henviser til, at forbrugernes fordele ved cloud-tjenester omfatter potentielt lavere omkostninger, adgang overalt, bekvemmelighed, pålidelighed, skalerbarhed og sikkerhed;

F.

der henviser til, at cloud computing også indebærer risici for forbrugerne, navnlig med hensyn til følsomme data, hvilket brugerne skal være opmærksomme på der henviser til, at myndighederne i det land, hvor behandlingen af cloud-data foregår, har adgang til disse data; der henviser til, at Kommissionen bør tage højde for dette, når den fremsætter forslag og afgiver henstillinger vedrørende cloud computing;

G.

der henviser til, at cloud-tjenester pålægger brugerne at videregive oplysninger til udbyderen af cloud-lageret, som er en tredjepart, hvilket rejser spørgsmål vedrørende den fortsatte kontrol med og adgang til den enkelte brugers oplysninger samt beskyttelsen af oplysningerne mod selve udbyderen, andre brugere af samme tjeneste og andre parter; der henviser til, at nogle af problemerne i denne forbindelse kunne løses ved at fremme tjenester, hvor kun brugeren, og ikke udbyderen af cloud-lageret, har adgang til brugerens oplysninger;

H.

der henviser til, at den øgede brug af cloud-tjenester, der leveres af et begrænset antal større udbydere, betyder, at stadig flere oplysninger samles i hænderne på disse udbydere, hvilket ikke kun øger deres effektivitet, men også risikoen for katastrofale tab af oplysninger, ved centraliserede fejlpunkter, der kan underminere internettets stabilitet, og for tredjeparts adgang til oplysninger;

I.

der henviser til, at det ansvar og de pligter, der påhviler alle involverede parter i cloud computing-tjenesterne, bør præciseres, navnlig hvad angår sikkerhed og overholdelse af databeskyttelseskrav;

J.

der henviser til, at markedet for cloud-tjenester synes at være opdelt mellem private forbrugere og erhvervskunder;

K.

der henviser til, at standardiserede cloud-tjenester, hvis de opfylder brugerens særlige behov, kan være et fordelagtigt middel for erhvervskunder til omlægning af kapitalomkostninger til driftsudgifter og kan muliggøre hurtig adgang til og skalering af yderligere lagrings- og behandlingskapacitet;

L.

der henviser til, at det forhold, at navnlig udbydere af styresystemer til forskellige typer af forbrugerudstyr i stigende grad anvender standardindstillinger osv. til at få forbrugere til at anvende proprietære cloud-tjenester, for forbrugerne betyder, at disse udbydere skaber et fast kundegrundlag og samler brugernes oplysninger;

M.

der henviser til, at brugen af eksterne cloud-tjenester i den offentlige sektor skal afvejes nøje med en øget risiko vedrørende borgernes oplysninger og med garanti for ydelse af offentlige tjenester;

N.

der henviser til, at indførelsen af cloud-tjenester ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt betyder, at ansvaret for at sikre beskyttelsen af den enkelte brugers oplysninger flyttes fra tjenestebrugeren til tjenesteudbyderen, hvilket øger behovet for at sikre, at tjenesteudbyderne har den retlige evne til at levere sikre og robuste kommunikationsløsninger;

O.

der henviser til, at udviklingen af cloud-tjenester vil øge mængden af transmitterede data og efterspørgslen efter båndbredde, højere uploadhastigheder og større udbredelse af højhastighedsbredbånd;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt at opfylde målene i Europas digitale dagsorden, navnlig målene for anvendelse af og lige adgang til bredbånd, grænseoverskridende offentlige tjenester og forskning og innovation, hvis Europa i fuld udstrækning skal kunne udnytte fordelene ved cloud computing;

Q.

der henviser til, at der har været tilfælde for nylig af brud på sikkerheden, navnlig PRISM-spionskandalen;

R.

der henviser til manglen på serverfarme på europæisk territorium;

S.

der henviser til, at det digitale indre marked er en faktor af afgørende betydning for at opfylde målene i EU 2020-strategien, som vil betyde en væsentlig styrkelse af indsatsen for at nå målene i akten for det indre marked og for at reagere på den økonomiske og finansielle krise i EU;

T.

der henviser til, at bredbåndsdækning overalt i EU, universel og lige adgang til internettjenester for alle borgere og en garanti for netværksneutralitet er en væsentlig forudsætning for at udvikle et europæisk cloud-system;

U.

der henviser til, at Connecting Europe-faciliteten blandt andet har til formål at øge anvendelsen af bredbånd i Europa;

V.

der henviser til, at cloud computing skulle stimulere SMV'ernes integration takket være reduktionen af hindringerne for at komme ind på markedet (f.eks. reduktion i omkostningerne ved it-infrastruktur);

W.

der henviser til, at det er af afgørende betydning for det europæiske cloud-system, at de europæiske retsstandarder for databeskyttelse garanteres;

X.

der henviser til, at udviklingen af cloud computing burde bidrage til at fremme kreativiteten til gavn for både rettighedshavere og brugere; der desuden henviser til, at skævheder på det indre marked derved burde undgås, og at forbrugernes og erhvervslivets tillid til cloud computing burde styrkes;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa og godkender Kommissionens hensigt om at udvikle en sammenhængende tilgang til cloud-tjenester, men mener samtidig, at de ville have været mere hensigtsmæssigt med en retsakt på visse områder for at nå den ambitiøse målsætning med strategien;

2.

understreger, at politikker, der muliggør en sikker kommunikationsinfrastruktur med høj kapacitet, er af afgørende betydning for alle tjenester, der er baseret på kommunikation, herunder cloud-tjenester, men påpeger, at støtten til etablering af bredbånd, da budgettet for Connecting Europe-faciliteten er begrænset, skal suppleres med midler fra andre EU-programmer og -initiativer, herunder de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF);

3.

understreger, at cloud-tjenester skal sikre et sikkerheds- og pålidelighedsniveau, der står i et rimeligt forhold til de øgede risici, som opstår i forbindelse med, at der overføres data og oplysninger til et begrænset antal udbydere;

4.

understreger, at Unionens lovgivning bør være neutral og med undtagelse af tvingende almene hensyn ikke bør udformes for at fremme eller hindre bestemte lovlige forretningsmodeller eller -tjenester;

5.

understreger, at en strategi for cloud computing bør omfatte indirekte aspekter, såsom datacentrenes energiforbrug og relaterede miljøspørgsmål;

6.

fremhæver de mange muligheder ved at have adgang til data fra samtlige apparater, der er koblet til internet;

7.

understreger EU's åbenlyse interesse i af følgende to årsager at have flere serverfarme på eget territorium: det industripolitiske hensyn, idet det vil sikre større synergi med målene om etablering af Next Generation Access Networks (NGA) i overensstemmelse med den digitale dagsorden, og databeskyttelseshensynet, idet det vil højne tilliden ved at sikre EU's overhøjhed over serverne;

8.

understreger vigtigheden af digitale kompetencer hos alle borgere og opfordrer medlemsstaterne til at udvikle idéer til, hvordan man kan fremme sikker brug af internettet, herunder cloud computing;

9.

betoner, at »skyen« i betragtning af dens økonomiske potentiale til at øge Europas globale konkurrenceevne kan blive et virkningsfuldt instrument til at fremme vækst og beskæftigelse;

10.

understreger derfor, at udviklingen af cloud-tjenester i mangel af en velfungerende bredbåndsinfrastruktur risikerer at udvide den digitale kløft mellem by og land, hvilket vil gøre det stadig vanskeligere at opnå territorial samhørighed og regional økonomisk vækst;

11.

fremhæver, at Unionen står over for adskillige kombinerede hindringer for væksten i BNP på et tidspunkt, hvor mulighederne for at stimulere væksten gennem offentlige midler er begrænset af omfattende gældsætning og store budgetunderskud, og opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at mobilisere enhver mulig form for vækstfremme; bemærker, at cloud computing kan medføre en tilbundsgående udvikling i alle økonomiske sektorer, navnlig inden for områder som sundhedspleje, energi, offentlige tjenesteydelser og uddannelse;

12.

understreger, at arbejdsløsheden, herunder ungdoms- og langtidsarbejdsløsheden, har nået et uacceptabelt højt niveau i Europa og sandsynligvis vil forblive høj i den nærmeste fremtid, og at der er behov for en målrettet og hurtig indsats på alle politiske niveauer; bemærker, at en indsats for e-færdigheder og digital uddannelse i forbindelse med udviklingen af cloud computing derfor kan være yderst vigtig for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, navnlig blandt unge;

13.

understreger behovet for at styrke brugernes e-færdigheder og for uddannelse for at vise dem fordelene ved cloud computing; minder om nødvendigheden af at etablere flere kvalifikationsordninger for specialister, der administrerer cloud computing-tjenester;

14.

fremhæver, at SMV'er er centrale i EU's økonomi, og at der er behov for en større indsats for at fremme EU's SMV'ers globale konkurrenceevne og etablere det bedst mulige miljø for udbredelse af ny lovende teknologi, såsom cloud computing, som kan have en betydelig indvirkning på EU-virksomhedernes konkurrenceevne;

15.

fastholder cloud computing-tjenesternes positive virkninger for små og mellemstore virksomheder og navnlig virksomheder i fjerntliggende områder eller de yderste randområder, da sådanne tjenester kan bidrage til at nedbringe de små og mellemstore virksomheders faste omkostninger ved at skabe mulighed for leje af edb-behandlings og -lagerkapacitet, og opfordrer Kommissionen til at overveje en passende ramme, der vil gøre det muligt for SMV'er at øge deres vækst og produktivitet, idet SMV'er kan drage fordel af reducerede startomkostninger og bedre adgang til analyseværktøjer;

16.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at informere navnlig små og mellemstore virksomheder om det økonomiske potentiale ved cloud computing;

17.

påpeger, at Europa bør udnytte, at denne teknologi befinder sig på et relativt tidligt stadium, og arbejde på at udvikle den for at kunne udnytte de stordriftsfordele, som denne teknologi forventes at give, og derved sætte nyt skub i økonomien, navnlig i ikt-sektoren;

18.

understreger, at det indre marked bør forblive åbent for alle udbydere, der overholder EU-lovgivningen, eftersom den frie globale udveksling af tjenester og oplysninger øger den europæiske industris konkurrenceevne og muligheder og gavner EU-borgerne;

19.

beklager tegnene på omfattende, udbredt og vilkårlig statslig adgang til de oplysninger om Unionens brugere, som lagres i »tredjelandsskyer«, og opfordrer cloud-tjenesteudbyderne til at være åbne omkring, hvordan de administrerer de oplysninger, som forbrugerne stiller til rådighed for dem gennem brug af cloud-tjenester;

20.

insisterer på, at Kommissionen med henblik på at modvirke risikoen for udenlandske regeringers direkte eller indirekte adgang til oplysninger i tilfælde, hvor en sådan adgang ikke er tilladt i henhold til EU-lovgivningen, skal:

21.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at oprette et EU-dækkende certificeringssystem, der kan give udviklere og udbydere af cloud computing-tjenester incitament til at investere i en bedre beskyttelse af privatlivets fred;

22.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med erhvervet i EU og andre interesserede parter at identificere de områder, hvor en særlig EU-tilgang især ville være attraktiv på verdensplan;

23.

fremhæver betydningen af at sikre et konkurrencedygtigt og gennemsigtigt EU-marked med henblik på at tilbyde alle EU's brugere sikre, bæredygtige og pålidelige tjenester til en overkommelig pris; opfordrer til indførelse af en enkel, gennemsigtig metode til identificering af sikkerhedshuller, således at tjenesteudbyderne på det europæiske marked har et tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt incitament til at lukke sådanne huller;

24.

understreger, at alle cloud-udbydere i Unionen skal konkurrere på lige fod og være omfattet af de samme regler;

25.

understreger, at den offentlige sektors ibrugtagning af cloud-tjenester vil kunne reducere omkostningerne for offentlig forvaltning og sikre mere effektive tjenesteydelser til borgerne, mens den digitale løftestangseffekt for alle økonomiens sektorer vil være højst fordelagtig; påpeger, at den private sektor også kan udnytte disse cloud-tjenester til indkøb af innovative løsninger;

26.

opfordrer de offentlige forvaltninger til at overveje sikre og pålidelige cloud-tjenester i forbindelse med it-indkøb, men understreger samtidig deres særlige forpligtelser med hensyn til beskyttelse af oplysninger om borgerne, adgang og tjenesternes kontinuitet;

27.

opfordrer navnlig Kommissionen til at overveje at gøre brug af cloud-tjenester, hvor det er relevant, med henblik på at være et eksempel for andre;

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde arbejdet i det europæiske cloud-partnerskab;

29.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre cloud computing til en prioritering for forsknings- og udviklingsprogrammer og fremme det både i den offentlige forvaltning som en innovativ e-forvaltningsløsning i borgernes interesse og i den private sektor som et innovativt redskab til forretningsudvikling;

30.

understreger, at offentlige myndigheders, herunder retshåndhævende myndigheders og EU-institutioners, anvendelse af cloud-tjenester kræver særlig hensyntagen og koordinering mellem medlemsstaterne; fremhæver, at dataintegritet og -sikkerhed skal garanteres, og at uautoriseret adgang, herunder for udenlandske regeringer og deres efterretningstjenester uden et retsgrundlag i Fællesskabslovgivningen eller en medlemsstats lovgivning, skal forhindres; understreger, at dette også gælder for særlige databehandlingsaktiviteter, der udføres af visse vigtige ikke-statslige tjenester, navnlig behandling af særlige kategorier af personoplysninger, som f.eks. banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde, skoler og hospitaler; understreger endvidere, at ovennævnte navnlig er vigtigt i forbindelse med dataoverførsler (uden for Den Europæiske Union mellem forskellige jurisdiktioner); mener derfor, at offentlige myndigheder såvel som ikke-statslige tjenester og den private sektor i så høj grad som muligt bør anvende europæiske cloud-tjenesteudbydere, når de behandler følsomme oplysninger, indtil der er indført tilfredsstillende globale regler om databeskyttelse til sikring af følsomme oplysninger og databaser, som forvaltes af offentlige myndigheder;

31.

opfordrer Kommissionen til at gå i spidsen for at indføre standarder og specifikationer, der støtter databeskyttelsesvenlige, pålidelige, fult ud interoperable, sikre og energieffektive cloud-tjenester som en integreret del af en fremtidig europæisk industripolitik; understreger, at pålidelighed, sikkerhed og beskyttelse af data er påkrævet af hensyn til forbrugertilliden og konkurrenceevnen;

32.

understreger, at standarder er baseret på eksempler på bedste praksis;

33.

insisterer på, at standarderne bør muliggøre nem og fuldstændig overførsel af tjenester og en høj grad af interoperabilitet mellem cloud-tjenesterne for at øge og ikke begrænse konkurrenceevnen;

34.

glæder sig over kortlægningen af standarder, som er blevet overdraget til ETSI, og understreger betydningen af en fortsat åben og gennemsigtig proces;

35.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at forbrugerudstyr ikke anvender cloud-tjenester som standardindstilling eller er begrænset til en specifik cloud-tjenesteudbyder;

36.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle handelsaftaler mellem telekommunikationsoperatører og cloud-udbydere er i fuld overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning og giver forbrugerne mulighed for at få fuld adgang til alle cloud-tjenester ved anvendelse af internetforbindelser, der udbydes af en hvilken som helst telekommunikationsoperatør;

37.

minder Kommissionen om, at den endnu ikke har udbyttet muligheden i direktiv 1999/5/EF (RTTE-direktivet) for at stille krav om, at udstyret skal omfatte sikkerhedsforanstaltninger til at sikre beskyttelsen af brugernes oplysninger;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge forbrugernes bevidsthed om de risici, der er forbundet med brugen af cloud-tjenester;

39.

opfordrer kommissionen til at sikre, at forbrugerne, inden de tilskyndes til at acceptere eller på anden vis tilbydes en cloud-tjeneste, får de nødvendige oplysninger, navnlig om, hvilken domstolskompetence de data, der er gemt i disse cloud-tjenester, hører under, for at kunne træffe et kvalificeret valg;

40.

understreger, at disse oplysninger bør identificere den endelige udbyder af tjenesten og beskrive, hvordan tjenesten finansieres; understreger endvidere, at brugeren i tilfælde af, at tjenesten finansieres, ved at brugerens oplysninger anvendes til reklameformål eller ved at gøre det muligt for andre at anvende oplysningerne til reklameformål, bør oplyses herom;

41.

understreger, at oplysningerne bør fremlægges i et standardiseret, bærbart, let tilgængeligt og sammenligneligt format;

42.

opfordrer Kommissionen til at finde passende foranstaltninger til fastlæggelse af et minimumsniveau for forbrugerrettigheder i forhold til cloud-tjenester omfattende spørgsmål som databeskyttelse, datalagring i tredjelande, ansvar for datatab og andre forhold af væsentlig interesse for forbrugerne;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage konkrete foranstaltninger vedrørende anvendelse og fremme af cloud computing i forbindelse med åben adgang og åbne undervisningsressourcer;

44.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage skridt til en yderligere harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger med henblik på at undgå forvirring omkring domstolskompetence og opsplitning samt for at sikre gennemsigtighed på det digitale indre marked;

45.

opfordrer Kommissionen til at revidere anden EU-lovgivning for at fjerne huller i tilknytning til cloud computing; opfordrer navnlig til en præcisering af ordningen for intellektuelle ejendomsrettigheder og en gennemgang af direktivet om urimelig handelspraksis, direktivet om urimelige kontraktvilkår og direktivet om elektronisk handel, som er de mest relevante EU-retsakter, der finder anvendelse på cloud computing;

46.

opfordrer Kommissionen til at fastsætte en klar retlig ramme for det ophavsretlige indhold i skyen, navnlig med hensyn til bestemmelser om licenser;

47.

anerkender, at indførelsen af lagring af ophavsretligt beskyttet materiale i cloud computing-tjenester ikke bør skade europæiske rettighedshaveres ret til at modtage en rimelig kompensation for anvendelsen af deres værker, men spørger sig selv, hvorvidt disse tjenester kan sidestilles med traditionelle og digitale lagringsmedier og -udstyr;

48.

opfordrer Kommissionen til at undersøge de forskellige typer af cloud computing-tjenester, hvordan cloud-lagringen af ophavsretligt beskyttet materiale påvirker systemer til opkrævning af royalties, og mere specifikt hvordan privatkopieringsafgifter, der er relevante for visse typer af cloud computing-tjenester, pålægges;

49.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de interesserede parter at fremme udviklingen af decentraliserede tjenester baseret på free and open-source software (FOSS), der vil bidrage til at harmonisere praksis blandt cloud-tjenesteudbydere og gøre det muligt for europæiske borgere at genvinde kontrollen over deres personlige oplysninger, f.eks. ved hjælp af »point-to-point« kryptering;

50.

understreger, at aftaler på grund af usikkerheder med hensyn til gældende lov og domstolskompetence er det vigtigste redskab til etablering af forbindelser mellem cloud-tjenesteudbydere og deres kunder, hvorfor der er et klart behov for fælles europæiske retningslinjer på dette område;

51.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne om udviklingen af modeller for bedste europæiske praksis for aftaler, eller »standardaftaler«, der vil sikre fuldstændig gennemsigtighed ved at opstille alle vilkår og betingelser i et meget klart format;

52.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med interessenterne at udvikle frivillige certificeringsordninger til udbydersikkerhedssystemer, som vil bidrage til at harmonisere praksis blandt cloud-tjenesteudbydere, og som vil gøre kunderne mere bevidste om, hvad de bør forvente af deres cloud-tjenesteudbydere;

53.

understreger, at de europæiske forbrugere på grund af problemerne med domstolskompetence sandsynligvis ikke i praksis vil kunne anlægge sag mod cloud-tjenesteudbydere i andre jurisdiktioner; opfordrer derfor Kommissionen til at skabe tilstrækkelige klagemuligheder inden for forbrugertjenester, da der er en stor ubalance i magtfordelingen mellem forbrugerne og udbyderne af cloud computing-tjenester;

54.

opfordrer Kommissionen til at sikre en hurtig gennemførelse af alternativ tvistbilæggelse og onlinetvistbilæggelse samt til at sikre, at forbrugerne råder over tilstrækkelige midler til kollektivt søgsmål i forbindelse med brud på sikkerheden og krænkelse af privatlivets fred samt ulovlige aftalebestemmelser for cloud-tjenester;

55.

beklager den nuværende mangel på effektive retsmidler for brugere, hvis aftaler ikke bliver overholdt;

56.

opfordrer til, at forbrugeroplysning behandlingen af personoplysninger systematisk medtages i kontraktforslaget, og at der gøres obligatorisk, at ændringer i kontraktvilkårene kun kan ske med brugerens samtykke;

57.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af drøftelserne i dens ekspertgruppe at stille krav om, at cloud-udbydere medtager visse nøglebestemmelser i aftalerne for at sikre tjenesternes kvalitet, for eksempel en forpligtelse til om nødvendigt at opdatere software og hardware, fastlægge, hvad der sker, hvis data går tabt, og at fastlægge, hvor lang tid det vil tage at løse et problem, eller hvor hurtigt krænkende materiale kan fjernes fra en cloud-tjeneste, i tilfælde af at cloud-kunden anmoder herom;

58.

minder om, at en cloud-udbyder, når denne anvender data til et andet formål end det, der er aftalt i serviceaftalen, eller videreformidler dem eller anvender dem på en måde, der er i strid med aftalens bestemmelser, skal anses for at være registeransvarlig og skal drages til ansvar for de overtrædelser og krænkelser, der har fundet sted;

59.

understreger, at parternes forpligtelser og rettigheder vedrørende cloud-udbyderes behandling af personoplysninger skal fremgå på en klar og gennemsigtig måde af aftaler om cloud-tjenester; påpeger, at de aftalemæssige ordninger ikke medfører et afkald på garantier, rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger i EU's databeskyttelseslovgivning opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille forslag til at genoprette balancen mellem cloud-tjenesteudbydere og deres kunder for så vidt angår de vilkår og betingelser, der anvendes til cloud-tjenester, herunder:

60.

understreger, at der er behov for, at cloud-tjenesteudbyderens rolle i henhold til den nuværende EU-lovgivning fastlægges fra sag til sag, eftersom udbydere både kan være registerførere og registeransvarlige; opfordrer til forbedring af vilkår og betingelser for alle brugere gennem udvikling af modeller for international bedste praksis for kontrakter og præcisering af, hvor tjenesteudbyderen skal lagre data og i henhold til hvilket EU-lovgivningsområde;

61.

understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod de situationer, hvor ubalancen i kontraktsituationen mellem kunden og cloud-udbyderen fører til, at kunden indgår et kontraktforhold, hvor der skrives under på standardtjenester og en kontrakt, i hvilken udbyderen definerer formål, betingelser og metode for behandlingen (6); understreger, at cloud-udbyderen i sådanne situationer skal regnes for registeransvarlig og bærer ansvaret i fællesskab med kunden;

62.

mener, at adgang til et sikkert internet er enhver borgers grundlæggende rettighed, og at cloud computing fortsat kommer til at spille en vigtig rolle i den forbindelse; gentager derfor sin opfordring til Kommissionen og Rådet til utvetydigt at anerkende digitale frihedsrettigheder som grundlæggende rettigheder og som ufravigelige forudsætninger for, at en person kan siges at være omfattet af de universelle menneskerettigheder;

63.

gentager, at graden af databeskyttelse i et cloud computing-miljø som hovedregel ikke må være lavere end det, der kræves i enhver anden databehandlingskontekst;

64.

understreger, at EU's databeskyttelseslovgivning, idet den er teknologisk neutral, allerede i dag finder fuld anvendelse på de cloud computing-tjenester, der opererer i EU, og således skal respekteres fuldt ud; understreger, at der bør tages højde for Artikel 29-Gruppens udtalelse om cloud computing (7), idet denne udstikker retningslinjer for anvendelsen af principperne bag og bestemmelserne i EU's databeskyttelseslovgivning i forhold til cloud-tjenester, såsom registeransvarlig/registerfører, formålsafgrænsning, forholdsmæssighed, dataintegritet og -sikkerhed, ansvarsfordeling, brud på datasikkerheden og internationale overførsler; understreger behovet for at lukke eventuelle huller i beskyttelsen, hvad angår cloud computing i den igangværende revision af EU's retlige ramme for databeskyttelse, der er baseret på yderligere vejledning fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) og Artikel 29-Gruppen;

65.

udtrykker alvorlig bekymring over den seneste afsløring af overvågningsprogrammer under amerikanske National Security Agency og andre sådanne programmer, der drives af efterretningsbureauer i forskellige medlemsstater, eftersom de, hvis de hidtil tilgængelige oplysninger bliver bekræftet, kan udgøre en alvorlig krænkelse af den grundlæggende ret til privatlivets fred og databeskyttelse, der tilkommer EU-borgerne og fastboende i EU, og af retten til et privatliv og et familieliv samt til kommunikationshemmelighed, uskyldsformodning, ytringsfrihed, informationsfrihed og fri erhvervsudøvelse;

66.

gentager og udtrykker sin alvorlige bekymring over den obligatoriske direkte videregivelse til tredjelandsmyndigheder af EU-personoplysninger og oplysninger, der behandles som en del af cloud-aftaler, som er pålagt cloud-udbydere, der er underlagt lovgivning i tredjelande eller anvender servere, der er placeret i tredjelande, til opbevaring, og om direkte fjernadgang til personoplysninger og oplysninger, der behandles af tredjelandes retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester;

67.

beklager, at denne adgang sædvanligvis opnås ved tredjelandsmyndighedernes direkte håndhævelse af deres egen lovgivning uden at gøre brug af de internationale instrumenter, der er blevet oprettet vedrørende retligt samarbejde, såsom aftaler om gensidig retshjælp (MLA), eller andre former for juridisk samarbejde;

68.

understreger, at en sådan praksis rejser spørgsmål om tillid for så vidt angår udbydere af cloud-tjenester og online-tjenester i lande uden for EU, og hvad angår tredjelande, der ikke er afhængige af internationale instrumenter for lovligt og retligt samarbejde;

69.

forventer, at Kommissionen og Rådet træffer de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe denne situation og sikre respekten for EU-borgernes grundlæggende rettigheder;

70.

minder om, at alle virksomheder, der leverer tjenesteydelser i EU, skal overholde EU-retten uden undtagelser og er ansvarlige for eventuelle overtrædelser;

71.

understreger, at cloud-tjenester, der hører under tredjelandes jurisdiktion, bør give brugere, der befinder sig i EU, en klar og tydelig advarsel om, at deres personoplysninger risikerer at blive udsat for overvågning af tredjelandes retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester efter hemmelige ordrer eller påbud, eventuelt efterfulgt af en anmodning til den registrerede om at give sit eksplicitte samtykke til behandling af vedkommendes personoplysninger;

72.

opfordrer indtrængende Kommissionen til under forhandlinger om internationale aftaler, der vedrører behandling af personoplysninger, at være særlig opmærksom på de risici og problemer, som cloud computing kan udgøre for de grundlæggende rettigheder, og navnlig, men ikke udelukkende, retten til privatlivets fred og til beskyttelsen af personoplysninger som fastsat i artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at notere sig forhandlingspartnerens nationale regler vedrørende retshåndhævende myndigheders og efterretningstjenesters adgang til personoplysninger, der behandles via cloud computing-tjenester, navnlig gennem krav om, at retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester kun kan få adgang efter behørig domstolsbehandling og på et utvetydigt retsgrundlag, samt krav om at præcisere de nøjagtige betingelser for adgang, de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med udlevering af data, enkeltpersoners rettigheder såvel som regler for tilsyn og for en effektiv klagemekanisme;

73.

understreger sin alvorlige bekymring vedrørende det arbejde, der udføres i Europarådets komité for konventionen om it-kriminalitet med henblik på at udarbejde en tillægsprotokol for fortolkning af artikel 32 i konventionen om it-kriminalitet af 23. november 2001 vedrørende grænseoverskridende adgang til lagrede computerdata med samtykke eller offentligt tilgængelige data (8) med henblik på at fremme en effektiv brug og gennemførelse heraf set i lyset af den retlige, politiske og teknologiske udvikling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, i betragtning af den kommende drøftelse i Europarådets Ministerkomité, at sikre foreneligheden af bestemmelsen i artikel 32 i konventionen om it-kriminalitet og dens fortolkning i medlemsstaterne, med de grundlæggende rettigheder, herunder databeskyttelse og især bestemmelserne om grænseoverskridende strømme af personoplysninger, som er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, EU's databeskyttelsesregler, den europæiske menneskerettighedskonvention og Europarådets Konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med automatisk databehandling af personoplysninger (»konvention 108«), som er retligt bindende for medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på det bestemteste at afvise enhver foranstaltning, der ville bringe håndhævelsen af disse rettigheder i fare; er foruroliget over det faktum, at hvis en sådan tillægsprotokol godkendes, kan gennemførelsen resultere i, at retshåndhævende myndigheder får uhindret fjernadgang til servere og computersystemer i andre jurisdiktioner uden anvendelse af aftaler om gensidig retshjælp (MLA) og andre instrumenter for retligt samarbejde, som er udarbejdet med henblik på at garantere de grundlæggende rettigheder for den enkelte, herunder databeskyttelse og retfærdig rettergang;

74.

understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod små og mellemstore virksomheder, som i stigende grad er afhængige af cloud computing-teknologi, når de behandler personoplysninger, og som måske ikke altid har ressourcer eller ekspertise til i tilstrækkelig grad at tage hånd om sikkerhedsproblemer;

75.

understreger, at den registeransvarliges og registerførerens kvalifikationer bør afspejles på passende vis i den reelle grad af kontrol, som de har over hjælpemidlerne til behandling, således at ansvaret for beskyttelse af personoplysninger ved brug af cloud computing fordeles klart;

76.

understreger, at der fuldt ud skal tages hensyn til samtlige principper i EU's databeskyttelseslov, såsom rimelighed og lovlighed, formålsafgrænsning, forholdsmæssighed, rigtighed og afgrænsning af opbevaringsperioden for data ved cloud computing-tjenesteudbyderes behandling af personoplysninger;

77.

understreger vigtigheden af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende administrative sanktioner, der kan pålægges i tilfælde af, at cloud computing-tjenester ikke overholder EU's databeskyttelsesstandarder;

78.

understreger, at hver enkelt cloud computing-tjenestes indvirkning på databeskyttelsen er nødt til at blive vurderet på ad hoc-basis for at fastlægge de mest velegnede sikkerhedsforanstaltninger, der skal indføres;

79.

understreger, at en europæisk cloud-tjenesteudbyder altid skal agere i overensstemmelse med EU's databeskyttelseslov, selv hvis dette strider imod de instruktioner, der er givet af en kunde eller en registeransvarlig, der er etableret i et tredjeland, eller hvis de pågældende registrerede (udelukkende) er bosat i tredjelande;

80.

understreger behovet for at tage hånd om de udfordringer, som cloud computing skaber på internationalt niveau, navnlig angående regeringers efterretningsovervågning og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger;

81.

understreger, at EU-borgere, der udsættes for tredjelandsmyndigheders efterretningsovervågning, som minimum skal kunne drage fordel af de samme sikkerhedsforanstaltninger og retsmidler som borgere i de pågældende tredjelande;

82.

beklager den tilgang, Kommissionen har i sin meddelelse, som undlader at nævne risici og udfordringer i forbindelse med cloud computing, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte sit arbejde vedrørende cloud computing ved at udvikle en mere holistisk meddelelse om cloud computing, der tager højde for alle berørte parters interesser, og som foruden en henvisning til den selvfølgelige overholdelse af de grundlæggende rettigheder og de databeskyttelsesretlige forpligtelser mindst indeholder følgende:

83.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at revidere Safe harbour-aftalen mellem EU og USA for at tilpasse den til den teknologiske udvikling, navnlig med hensyn til aspekter forbundet med cloud computing;

84.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/30

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 23. april 2013 om evalueringsrapporten om Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor (SWD(2013)0152),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2010 med titlen »En digital dagsorden for Europa« (COM(2010)0245),

—

der henviser til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu (1),

—

der henviser til rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0378/2013),

A.

der henviser til, at BEREC blev oprettet for at bidrage til udformningen af tekniske og politiske retningslinjer for fuldstændiggørelsen af det indre marked med det dobbelte formål at give lovgiverne størst mulig uafhængighed og gøre deres gennemførelse af rammebestemmelserne mere konsekvent i hele EU;

B.

der henviser til, at evalueringsrapporten påskønner og anerkender værdien af BEREC og BEREC-kontoret, navnlig i forbindelse med artikel 7- og 7a-procedurerne samt på områderne netneutralitet og international roaming;

C.

der henviser til, at der kun er gået kort tid, siden BEREC og BEREC-kontoret blev oprettet;

D.

der henviser til, at gennemførelsen af det indre marked er en fortløbende proces, som bedst understøttes ved at højne kvaliteten af reguleringen på tværs af de enkelte nationale markeder, og at den mest solide og holdbare måde at opnå dette på (hvor det sikres, at de reguleringsmæssige afgørelser opfattes som legitime på de nationale markeder) er via den bottom-up-metode, BEREC på nuværende tidspunkt står for;

E.

der påpeger, at BEREC kun kan fungere effektivt, hvis dets uafhængighed af medlemsstaterne og EU-institutionerne er garanteret;

F.

der påpeger, at nationale hensyn kan komplicere processen med at fastlægge fælles holdninger og dermed gøre det vanskeligere at opnå enighed;

G.

der fremhæver, at BEREC spiller en vigtig rolle for at sikre en mere sammenhængende anvendelse af EU's rammebestemmelser i alle medlemsstater, hvilket er en forudsætning for en vellykket udvikling af et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester;

H.

der påpeger, at de seneste initiativer, som er truffet på nationalt plan, især med hensyn til udgiftsrevisioner, kan berøre implementeringen af uafhængighedsprincippet;

I.

der påpeger, at de nationale tilsynsmyndigheder ikke er homogene, men undertiden har vidt forskellige beføjelser i deres hjemlande, hvor nogle kun beskæftiger sig med markedsregulering, mens andre også arbejder med netsikkerhed, privatlivets fred, domæneregistrering samt frekvens- og brugertjenester;

J.

der påpeger, at BEREC-kontoret på nuværende tidspunkt muligvis ikke bruges optimalt;

K.

der henviser til, at nogle af EU-agenturer, der har hjemsted i andre lande, også har et satellitkontor i Bruxelles;

L.

der påpeger, at de fleste af ekspertgruppens møder blev afholdt i Bruxelles eller under en national tilsynsmyndigheds værtskab, samt at man i større omfang bør gøre brug af videokonferencer;

M.

der henviser til, at et af de vigtigste mål for det indre marked for elektronisk kommunikation er at skabe fordele for forbrugerne;

N.

der finder, at de beslutninger, som BEREC træffer på europæisk plan, bør skabe europæisk merværdi;

1.

mener, at evalueringsrapporten ud fra en overordnet betragtning er relevant og afbalanceret;

2.

mener, at det nødvendige samarbejde samt koordineringen og de mere uformelle aspekter af forvaltningen har brug for tid for at kunne gøre størst mulig fyldest;

3.

mener, at der stadig er plads til forbedringer i driften af BEREC og BEREC-kontoret, men erkender, at der kun er begrænsede ressourcer til rådighed; understreger dog, at anvendelsen af de nye artikel 7- og 7a-procedurer i direktiv 2009/140/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester har fungeret godt og dermed berettiger den tostrengede opbygning;

4.

understreger, at BEREC er det mindste EU-agentur med et EU-budgetbidrag på kun 3 768 696 EUR og 16 godkendte stillinger i henhold til EU-budgettet i 2013, som primært yder administrativ støtte til BEREC-strukturen, der består af de nationale tilsynsmyndigheder;

5.

minder om, at Budgetudvalget i sin udtalelse af 29. maj 2008 om forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation (COM(2007)0699 — C6-0428/2007 — 2007/0249(COD)) forkastede oprettelsen af et nyt agentur;

6.

mener, at de nationale tilsynsmyndigheder spiller en vigtig rolle inden for reguleringssystemet, eftersom de nationale markeder har fundamentalt forskellige nettopologier og også adskiller sig med hensyn til forbrugernes efterspørgselsmønstre, befolkningens sammensætning etc.; understreger, at tilstedeværelsen af uafhængige og sektorspecifikke tilsynsmyndigheder med tilstrækkelige ressourcer er en forudsætning for at opnå et struktureret samarbejde inden for EU og derigennem et velfungerende indre marked;

7.

mener, at BEREC spiller en afgørende rolle som den enhed inden for reguleringssystemet, der har til opgave udligne forskellene mellem de faktiske og de reguleringsmæssige forhold på nationalt plan med henblik på at gennemføre det indre marked for elektronisk kommunikation;

8.

henstiller, at BEREC's rolle, navnlig i relation til de nationale tilsynsmyndigheder, defineres bedre samt styrkes ved at udvide dets ansvarsområder, således at det bliver lettere at fastlægge fælles holdninger med henblik på at styrke indre marked-strategien, herunder ved at evaluere effektiviteten af det nuværende samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen inden for artikel 7/7a-procedurerne;

9.

mener, at en øget harmonisering af de opgaver, der udføres af de nationale tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne, således at de alle har beføjelser inden for relevante aspekter, der direkte vedrører sikkerhed og modstandsdygtighed på det indre marked for elektronisk kommunikation, kan bidrage til at forbedre BEREC's funktionsmåde og forudsigeligheden for markedsaktørerne;

10.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed styrkes, ikke svækkes, da dette er den eneste måde, hvorpå BEREC's overordnede uafhængighed kan sikres;

11.

mener, at BEREC's og BEREC-kontorets roller og struktur bør tilpasses efter graden af gennemførelse af det indre marked for elektronisk kommunikation;

12.

opfordrer Kommissionen til at sikre BEREC's uafhængighed af EU-institutionerne i forbindelse med fremtidige forslag vedrørende BEREC's virkefelt og formål;

13.

mener, at BEREC skal handle i de europæiske borgeres interesse, og at dets ansvarlighed over for Europa-Parlamentet, som den eneste institution, som er direkte valgt til at repræsentere de europæiske borgeres interesser, bør styrkes;

14.

henstiller, at BEREC styrker sin interne ansvarlighed ved klart at definere sine mål i sit årlige arbejdsprogram og fremlægge sine resultater og fremskridt i forhold til disse mål i sin årsberetning;

15.

anser det for overordentligt vigtigt for sammenhængen og konsekvensen i BEREC's aktiviteter, at dets opgaver prioriteres bedre, og at der i højere grad kommunikeres med alle interessenter under udarbejdelsen af det årlige arbejdsprogram;

16.

mener, at BEREC bør have større margen til at træffe strategiske beslutninger, hvilket bl.a. indebærer, at BEREC skal udarbejde egne analyser og undersøgelser som grundlag for sådanne beslutninger, således at beslutningsprocessen bliver mere top-down og uafhængig;

17.

understreger, at BEREC mere systematisk bør inddrages som rådgiver under udarbejdelsen af lovforslag, der berører den elektroniske kommunikationssektor;

18.

finder, at BEREC's kommunikation udadtil bør tydeliggøres og forbedres med henblik på at opmuntre til inddragelse af interessenter i den politiske beslutningstagning på alle niveauer;

19.

henstiller, at rollen for Gruppen af Uafhængige Regulatorer (IRG) i Bruxelles formaliseres, idet det sikres, at dette ikke griber ind i BEREC-kontorets opgaver;

20.

henstiller, at man i højere grad anvender telearbejde, videokonferencer og andre teknikker til fjernarbejde, der kan gøre det muligt at anvende elektronisk kommunikation og derved mindske udgifterne og forbedre CO2-fodaftrykket;

21.

henstiller, at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder;

22.

mener, at BEREC-kontorets placering ikke hindrer det i at følge med i det daglige arbejde i EU-institutionerne inden for elektronisk kommunikation, som er et spørgsmål af særlig interesse for BEREC, og at det heller ikke vil udgøre en hæmsko for den effektive udnyttelse af BEREC-kontoret, forudsat at man gør øget brug af elektroniske kommunikationsstrategier;

23.

mener, at BEREC-kontorets arbejdsopgaver bør revideres, styrkes og defineres mere præcist under særlig hensyntagen til resultaterne af den kommende audit af BEREC på dette område;

24.

henstiller, at der foretages de nødvendige ændringer og afsættes de nødvendige midler for at gøre det muligt for BEREC-kontoret at støtte BEREC's kernefunktioner mere effektivt frem for blot at yde administrativ støtte;

25.

mener, at enhver diskussion om BEREC-kontoret placering bør tage udgangspunkt i behovet for at styrke dets uafhængighed i forhold til EU-institutionerne og medlemsstaterne, samtidig med at man tilgodeser princippet om en ligelig fordeling af hjemsteder for institutioner, agenturer og andre enheder;

26.

mener, at der er behov for øget konsolidering for at sætte aktørerne i stand til at udnytte stordriftsfordele mere optimalt, og at BEREC bør have en fremtrædende rolle i denne proces;

27.

finder, at der er behov for klare og stabile lovgivningsmæssige rammer med henblik på at opnå et bedre indre marked, som kan give mere konkurrence og bedre service for forbrugerne;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/33

—

der henviser til forslag til Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald (COM(2013)0502),

—

der henviser til Det Fælles Forskningscenters videnskabelige og tekniske rapport med titlen »End-of-waste criteria for waste paper: technical proposals«, der blev offentliggjort i marts 2011,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald og om ophævelse af visse direktiver (1), særlig artikel 6, stk. 1,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald (2), særlig artikel 49,

—

der henviser til Kommissionens afgørelse 2011/753/EU om fastlæggelse af regler og beregningsmetoder med henblik på at kontrollere overholdelse af de mål, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (3), særlig artikel 2, stk. 2,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011»Flagskibsinitiativet — Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien« (COM(2011)0021),

—

der henviser til udtalelse af 9. juli 2012 fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 39 i direktiv 2008/98/EF,

—

der henviser til artikel 5a, stk. 4, litra e), i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 88, stk. 2 og 3, og stk. 4, litra c),

A.

der henviser til, at fastlæggelse af kriterier for affaldsfasens ophør i overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF kan være et vigtigt redskab til at fremme genanvendelse og et marked for sekundære råvarer og dermed kan forbedre ressourceeffektiviteten;

B.

der henviser til, at det i forslaget til Rådets forordning fastsættes, at returpapir med en ikke-papirkomponent på højst 1,5 tørvægtsprocent ophører med at være affald, når det er bestemt til udvinding af papirfibre til papirfremstilling og opfylder visse yderligere kriterier;

C.

der henviser til, at multimaterialepapir med et indhold af ikke-papirkomponenter på over 30 tørvægtsprocent som helhed anses for at være en ikke-papirkomponent; der henviser til, at en typisk beholder af multimaterialepapir højst indeholder 30 % ikke-papirkomponenter (24 % polyetylen, 6 % aluminium) og dermed ikke vil anses for at være en ikke-papirkomponent; der henviser til, at returpapirstrømme som følge heraf kan indeholde et ubegrænset antal beholdere af multimaterialepapir (med deres tilhørende høje indhold af ikke-papirkomponenter såvel som ikke ubetydeligt restindhold af væsker, fødevarer og andet organisk materiale) og ikke længere vil anses for at være affald, men derimod et produkt;

D.

der henviser til, at »genanvendelse« i henhold til artikel 3, nr. 17), i direktiv 2008/98/EF defineres som »enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål«;

E.

der henviser til, at affaldsfasen i udkastet til forordning ophører, når returpapiret er bestemt til udvinding af papirfibre til papirfremstilling, hvilket placerer affaldsfasens ophør før den faktiske omforarbejdning på en papirfabrik; der henviser til, at dette er i strid med den gældende definition på »genanvendelse«, som stiller krav om omforarbejdning af affaldsmaterialer;

F.

der henviser til, at et sådant affaldsmateriale efter indsamling og sortering kun er blevet forbehandlet (ikke omforarbejdet) og ikke kan anvendes uden yderligere omforarbejdning;

G.

der henviser til, at der, såfremt affaldsfasens ophør placeres inden omforarbejdningen rent faktisk har fundet sted, ville opstå problemer i forbindelse med en stor mængde af den gældende fællesskabslovgivning om f.eks. miljømærkning, offentlige udbud, miljøvenligt design og REACH, hvor »genanvendelse« hidtil har været anvendt i betydningen af den operation, der resulterer i et genanvendelsesprodukt, der er klart til brug, og til, at det desuden er i strid med artikel 2, stk. 2, i Kommissionens afgørelse nr. 2011/753/EU, hvor der klart skelnes mellem forbehandling og endelig genanvendelse;

H.

der henviser til, at visse særlige former for affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF ophører med at være affald, når det har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder en genanvendelsesoperation, og opfylder de særlige kriterier, der udarbejdes i henhold til de betingelser, der er fastsat i samme artikel; der henviser til, at disse betingelser omfatter: a) at stoffet eller genstanden er i overensstemmelse med gældende lovgivning og normer for produkter (artikel 6, stk. 1, litra c)), og b) at anvendelsen af stoffet eller genstanden ikke får generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed (artikel 6, stk. 1, litra d);

I.

der henviser til, at grænseværdien for ikke-papirkomponenter på 1,5 % er baseret på europæisk standard EN 643; der henviser til, at denne standard ifølge undersøgelsen fra Det Fælles Forskningscenter udgør et centralt element i handelen med returpapir, og at den opstiller en liste over standardaffaldsgrader på EU-plan; der henviser til, at det er klart i strid med artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF at basere fastlæggelsen af kriterier for affaldsfasens ophør på denne standard, idet der i den nævnte artikel tydeligt henvises til »normer vedrørende produkter« og ikke til normer vedrørende affald;

J.

der henviser til, at relevante standarder for papirvarer såsom ISO 1762 for uorganiske urenheder, ISO 5350/1 og 5350/2 for synligt snavs og ISO 624 for ekstrakter (kulhydrater med lav molekylvægt) stiller krav om en renhedsgrad på 1 ppm, dvs. 15 000 gange lavere end den foreslåede renhedsgrad;

K.

der henviser til, at medtagelse af multimaterialepapir er i strid med den tydelige henstilling fra undersøgelsen fra Det Fælles Forskningscenter om at udelukke flerlagsreturpapir fra anvendelsesområdet for kriterierne for affaldsfasens ophør på grund af de øgede iboende miljørisici, der er forbundet hermed, såfremt materialet eksporteres, navnlig ud af EU;

L.

der henviser til, at det som anført i artikel 49, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006 i tilfælde af eksport fra EU påhviler den kompetente afsendelsesmyndighed i EU at kræve og bestræbe sig på at sikre, at eksporteret affald håndteres på en miljømæssigt forsvarlig måde i bestemmelsestredjelandet, blandt andet ved at kunne godtgøre, at det anlæg, der modtager affaldet, drives i overensstemmelse med standarder for menneskers sundhed og miljøbeskyttelse, som i store træk svarer til de standarder, der er fastlagt i EU-lovgivningen;

M.

der henviser til, at returpapir, herunder multimaterialereturpapir, såfremt det får status af ikke at være affald, inden det overhovedet er undergået en behørig genanvendelsesoperation, frit vil kunne handles på de globale markeder, og at sikkerhedsforanstaltningerne i forordningen om overførsel af affald, for så vidt angår miljømæssigt forsvarlig håndtering, ikke længere vil finde anvendelse; der henviser til, at undtagelse af affaldsstrømme med et højt indhold af ikke-papirkomponenter — som desuden i betydeligt omfang vil kunne overstige grænseværdien på 1,5 % på grund af den manglende medregning af multimaterialepapir — fra kravene i forordningen om overførsel af affald indebærer en klar risiko for overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF om, at anvendelsen af det pågældende stof eller den pågældende genstand ikke må få generelle negative indvirkninger på miljøet;

N.

der henviser til, at det håndteringssystem, der foreslås for at bevise opfyldelse af kriterierne i artikel 3 i udkastet til Rådets forordning og navnlig bestemmelsen om, at ikke-papirmaterialer i sendinger af multimaterialepapir skal være bestemt til nyttiggørelse, sandsynligvis er næsten umulig at gennemføre for affald, der er ophørt med at være affald og dermed handles frit, muligvis skifter ejer mange gange og i hvert fald ikke længere kræver en miljømæssig forsvarlig behandling af det pågældende materiale;

O.

der henviser til, at fremme af den globale handel med denne type af papir, som hævdes ikke længere at være affald, gennem omgåelse af miljømæssige og sundhedsmæssige beskyttelsesforanstaltninger ikke alene vil have en yderligere negativ indvirkning på miljøet under transporten, men også vil kunne føre til et fald i papirgenanvendelsesprocenten i Europa på grund af nedgang i det til rådighed værende returpapir, således at papirproducenter eventuelt vil være nødt til i hvert fald til dels at gå over til en papirfremstilling i Europa, der i højere grad er baseret på nye fibre, med en højere energitilførsel og tilsvarende højere CO2-emissioner, hvilket igen vil være i strid med kravet om at undgå generelle negative indvirkninger på miljøet;

P.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse om »et ressourceeffektivt Europa« indeholder en strategi om at gøre EU til en »industriel symbiose« baseret på et genanvendelsessamfund med det formål at begrænse affaldsproduktionen og udnytte affald som en ressource; der henviser til, at der er risiko for, at yderligere forbedringer af genanvendelsesprocenterne i EU kan blive alvorligt undergravet af de foreslåede kriterier for affaldsfasens ophør, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF;

1.

modsætter sig vedtagelse af udkastet til Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF om affald;

2.

mener, at udkastet til Rådets forordning er uforeneligt med basisretsaktens formål og indhold;

3.

mener, at udkastet til Rådets til forordning overskrider de gennemførelsesbeføjelser, som Kommissionen har fået tillagt i henhold til basisretsakten;

4.

mener, at Kommissionen ikke på behørig vis har vurderet virkningerne af udkastet til forordning, for så vidt angår papirgenanvendelse, på værdikæden for papiraffald, på overførsel af papiraffald og på de almene miljøvirkninger af udkastet til forordning; tilskynder Kommissionen til at genoverveje udkastet til forordning og forbedre de foreslåede kriterier for affaldsfasens ophør i lyset af de indsigelser, der rejses i denne beslutning;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/36

—

der henviser til chartret om grundlæggende rettigheder, især artikel 1, 14, 15, 21, 23, 24, 25, 34 og 35,

—

der henviser til international lovgivning på menneskerettighedsområdet, navnlig den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN's erklæring fra 1992 vedrørende rettigheder for personer, der tilhører nationale eller etniske, religiøse og sproglige mindretal, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og FN's konvention om barnets rettigheder,

—

der henviser til europæiske konventioner til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), den europæiske socialpagt og dermed forbundne henstillinger fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder, Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

—

der henviser til artikel 2, 3 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union og til artikel 8, 9 og 10 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020 (COM(2011)0173) og Det Europæiske Råds konklusioner af 24. juni 2011,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om første trin i gennemførelsen af EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration (COM(2012)0226),

—

der henviser til forslag til Rådets henstilling om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne (COM(2013)0460),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om skridt fremad i gennemførelsen af de nationale strategier for romaernes integration (COM(2013)0454),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2),

—

der henviser til Kommissionens forslag om Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (COM(2008)0426),

—

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om romakvinders situation i EU (3),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om EU's strategi for integration af romaer (4),

—

der henviser til analysen af resultaterne af den kønsspecifikke romaundersøgelse udarbejdet af EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) efter anmodning på grundlag af artikel 126,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0349/2013),

A.

der henviser til, at strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 kræver, at Kommissionen støtter »fremme af ligestilling mellem kønnene ved gennemførelsen af alle aspekter af og flagskibsinitiativer i Europa 2020-strategien«, og til, at Rådets konklusioner om en EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration (de nationale romaintegrationsstrategier) kræver, at der skal »anlægges et ligestillingsperspektiv i alle politikker og foranstaltninger til fremme af romaernes integration«;

B.

der henviser til, at romakvinder ofte udsættes for mangeartet og tværsektoriel forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse — i mere intenst omfang end det er tilfældet for romamænd eller ikke-romaer — og at de har begrænset adgang til beskæftigelse, uddannelse, sundhed, sociale ydelser og beslutningstagning; der henviser til, at romakvinder tit er ofre for racisme, fordomme og stereotype forestillinger, som har en negativ indvirkning på deres konkrete integration;

C.

der henviser til, at romakvinder er underlagt patriarkalske, chauvinistiske traditioner, som forhindrer dem i at udøve deres valgfrihed inden for grundlæggende aspekter af deres liv, såsom uddannelse, arbejde, seksuel og reproduktiv sundhed og endda ægteskab; der henviser til, at henvisningen til traditioner ikke kan retfærdiggøre forskelsbehandling af romakvinder, men at dette problem skal løses med respekt for tradition og mangfoldighed;

D.

der henviser til, at romakvinder har en større risiko for fattigdom end romamænd, og til, at romafamilier med fire børn eller derover har den største fattigdomsrisiko i EU;

E.

der henviser til, at de almindeligt anvendte indikatorer sædvanligvis udelader problemer som fattigdom blandt erhvervsaktive, energifattigdom, vold mod kvinder og piger, fattigdom i store familier og hos enlige forsørgere samt social udstødelse af kvinder;

F.

der henviser til, at ældre romakvinder i større grad risikerer fattigdom, fordi de fleste af dem har arbejdet i den uformelle økonomi uden løn og uden at være omfattet af en social sikringsordning;

G.

der henviser til, at et overvældende flertal af de voksne romaer, der er kategoriseret som »inaktive«, er kvinder, og at andelen af romakvinder i den erhvervsaktive alder i lønnet beskæftigelse — til dels på grund af den traditionelle arbejdsdeling mellem kvinder og mænd og dels som følge af den racisme og sexisme, der findes på de europæiske arbejdsmarkeder — kun er omkring halv så stor som andelen af romamænd, og at det samme gælder andelene for selvstændigt erhvervsdrivende;

H.

der henviser til, at data fra alle lande viser, at romakvinder er udsat for alvorlig udstødelse på beskæftigelsesområdet såvel som diskrimination på arbejdspladsen, både når de søger arbejde og når de er i arbejde; der henviser til, at romakvinderne også stadig lider under udstødelse fra den formelle økonomi og er hæmmet af begrænsede uddannelsesmuligheder, dårlige boligforhold, utilstrækkelig sundhedspleje, traditionelle kønsroller og en generel marginalisering såvel som diskrimination fra flertalssamfundenes side; der henviser til, at de nationale rapporter om gennemførelsen af EU-rammen for de nationale romaintegrationsstrategier endnu ikke har tilstrækkeligt fokus på ligestillingen mellem kønnene;

I.

der henviser til, at det er betydeligt hårdere for både mødre med store familier og enlige mødre i ugunstigt stillede landområder at arbejde et stykke væk fra deres hjem og familie;

J.

der henviser til, at romakvinder klarer sig betydeligt ringere end både romamænd og andre kvinder med hensyn til at lære at læse og tage en uddannelse, og til, at flertallet af romapiger går ud af skolen tidligt, samt at en betydelig andel af dem aldrig har gået i skole;

K.

der henviser til, at den økonomiske krise har haft en negativ indflydelse på romakvindernes sundhed og velfærd og således har forværret deres i forvejen langvarige uacceptable situation, idet mere end en fjerdedel af romakvinderne begrænses af helbredsmæssige problemer under udførelsen af deres daglige aktiviteter;

L.

der henviser til, at manglen på respekt for omfattende seksuelle og reproduktive rettigheder, inklusive adgang til prævention, svangerskabsforebyggelse, står i vejen for en styrkelse af romakvindernes stilling og ligestillingen mellem kønnene og fører til uventede graviditeter, herunder blandt teenagere, hvad der skader kvindernes og pigernes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder; der henviser til, at fødsler i en meget ung alder og fraværet af svangerskabsforebyggelse hovedsagelig skyldes manglen på hensigtsmæssig adgang til de sociale tjenesteydelser og utilstrækkelige sundhedsstrukturer, der ikke tager højde for romakvindernes behov;

M.

der henviser til, at romakvinder som følge af deres socioøkonomisk lave status og den forskelsbehandling, de oplever at være udsat for inden for sundhedsplejen, ikke er bevidste om de fleste af deres rettigheder og i langt mindre grad end flertallet af befolkningen gør brug af sundhedsydelser;

N.

der henviser til, at romakvinder og -piger i uforholdsmæssig høj grad rammes af en række sygdomme — herunder hiv/aids –, men at forebyggelsesprogrammer for dem generelt prioriteres lavt og underfinansieres, og at adgangen til screeninger fortsat er ringe;

O.

der henviser til, at ekstrem fattigdom, ulighed mellem kønnene og intern forskelsbehandling gør, at romakvinder i højere grad udsættes for menneskehandel, prostitution, vold i hjemmet og udnyttelse, og samtidig står over for flere forhindringer i opnåelsen af beskyttelse;

P.

der henviser til, at et stort antal romakvinder har været udsat for vold i hjemmet begået af deres mænd, svigerfamilie eller andre familiemedlemmer; der henviser til, at hovedparten af den vold og de menneskerettighedskrænkelser, der begås mod romakvinder, ikke rapporteres, fordi vold mod kvinder stadig er accepteret i patriarkalske samfund som en lovlig form for magtudøvelse, såvel som fordi gerningsmændene bag vold mod kvinder sjældent stilles til ansvar for deres handlinger, hvilket afholder kvinderne fra at søge hjælp i retssystemet;

Q.

der henviser til, at der regelmæssigt begås vold mod romakvinder af myndighederne i alle EU-medlemsstater som en indgroet form for forskelsbehandling og som er en klar overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, der antager forskellige former, såsom indsamling og lagring af data i registre om romaer, herunder børn, udelukkende baseret på etnisk oprindelse, eller udsættelse af hundredevis af personer uden tilstrækkelig, alternativ genhusning eller støtte, hvilket er en beskæmmende og hensynsløs fremgangsmåde, der udgør en fuldstændig tilsidesættelse af medlemsstaternes internationale menneskerettighedsforpligtelser;

R.

der henviser til, at alle EU's institutioner og medlemsstater er ansvarlige for at bekæmpe volden mod kvinder og piger og ligeledes for at gøre ende på straffriheden og retsforfølge gerningsmænd til hadforbrydelser, hadefuld tale, diskriminering og vold mod romakvinder og -piger;

S.

der henviser til, at Rådets direktiv 2000/43/EF forbyder forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse; der henviser til, at Kommissionen har indledt omkring 30 traktatbrudsprocedurer mod EU-medlemsstater for ikke i tilstrækkeligt omfang at gennemføre ligebehandlingsdirektivet i national lovgivning;

1.

der henviser til, at de nationale romaintegrationsstrategier skal sætte fokus på at forbedre romakvindernes stilling, så de sættes i stand til at styre deres eget liv ved at blive synlige formidlere af forandring inden for deres lokalsamfund og til at komme til orde således, at de kan influere politikker og programmer, der berører dem, såvel som sætte fokus på at styrke romakvindernes socioøkonomiske modstandskraft, dvs. deres evne til at tilpasse sig de hastigt forandrende økonomiske forhold, ved at foretage opsparinger og forebygge nedslidning af aktiver;

2.

bifalder Kommissionens statusrapport fra 2012 (5) og forslag til Rådets henstilling af 26. juni 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne (6), med særligt fokus på adgang til beskæftigelse, bolig, uddannelse og sundhedspleje, hvorved medlemsstaterne opfordres til at indføre positive foranstaltninger og til at harmonisere strategierne for romaernes integration i deres kamp mod fattigdom og social udstødelse;

3.

opfordrer de medlemsstater, der endvidere har modtaget landespecifikke henstillinger under det europæiske semester om romarelaterede spørgsmål, til at gennemføre dem hurtigt og til at bekæmpe forskelsbehandling, herunder på arbejdspladsen, til at inddrage civilsamfundet, herunder romaorganisationer, i beslutningsprocessen og til ikke blot at afsætte EU-midler, men også nationale midler og andre midler for at opfylde forpligtelserne i deres nationale romaintegrationsstrategier;

4.

beklager, at beslutningstagere på EU- og medlemsstatsplan — trods Parlamentets vedtagelse i 2006 af beslutningen om romakvinders situation og Rådets 10 fælles grundprincipper for integration af romaer, hvor et af principperne vedrører bevidsthed om kønsspørgsmålet — i praksis stadig ikke har taget hånd om romakvinders og ikke-bofaste kvinders sårbare situation;

5.

understreger, at effektiviteten af EU-rammen for de nationale romaintegrationsstrategier kan øges væsentligt ved en øget inddragelse af Kommissionen, på baggrund af dens muligheder for at forbedre kvaliteten af forordninger og andre instrumenter, tilskynde til større sammenhæng i politikkerne og fremme EU-rammens overordnede mål;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde nationale handlingsplaner på de fire nøgleområder: sundhed, boliger, beskæftigelse og uddannelse med specificering af målsætninger og mål, finansiering, indikatorer og tidsramme; og opfordrer til evaluering af fremskridtene ved at måle resultaterne af gennemførelsen;

7.

opfordrer medlemsstaternes regeringer og lokale myndigheder til at inddrage romakvinders organisationer, roma-ngo’er og relevante interessehavere i udarbejdelsen, implementeringen, evalueringen af og tilsynet med de nationale romaintegrationsstrategier for og til at skabe forbindelse mellem ligestillingsorganer, kvinderetsorganisationer og sociale integrationspolitikker; opfordrer endvidere Kommissionen til at tage hånd om ligestillingen mellem kønnene på konsekvent vis i forbindelse med gennemførelsen af EU 2020-strategien og de nationale reformprogrammer;

8.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en »faseoversigt« for romaintegrationsprocessen i EU med angivelse af resultater, målsætninger, de specifikke foranstaltninger truffet for at opfylde disse målsætninger, den aktuelle status for gennemførelsesforanstaltningerne og de næste skridt;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe territorial adskillelse, tvangsudsættelser og hjemløshed, som romamænd og -kvinder udsættes for, og til at etablere effektive og gennemsigtige boligpolitikker;

10.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at romakvinders og -børns grundlæggende rettigheder overholdes, og til — bl.a. gennem bevidstgørelseskampagner — at sikre, at romakvinder og -piger gøres bevidste om deres rettigheder i henhold til den eksisterende nationale lovgivning om kønsligestilling og forskelsbehandling, og til yderligere at bekæmpe patriarkalske og sexistiske traditioner;

11.

opfordrer Kommissionen til at specificere den institutionelle fordeling af opgaver og ansvarsområder blandt de involverede organisationer, fora og organer og til klart at definere disse interessehaveres roller — såsom EU's romataskforce, netværket af nationale kontaktpunkter, den europæiske romaplatform, Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder og agenturets ad hoc-arbejdsgruppe om integration af romaer — i forbindelse med styring, kontrol og samordning af EU-rammen for de nationale romaintegrationsstrategier;

12.

opfordrer Kommissionen til at støtte de nationale romaintegrationsstrategier ved at finde fælles, sammenlignelige og pålidelige indikatorer og ved at udvikle et panel med indikatorer for romaintegration i EU, således at der fremkommer klare og entydige data, som kan bruges til måling af fremskridt, og som kan imødekomme kravene til effektiv overvågning;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at spareforanstaltningerne ikke uforholdsmæssigt rammer romakvinder og ikke-bofaste kvinder, og at budgetafgørelser er understøttet af menneskerettighedsprincipperne;

14.

opfordrer Kommissionen til indtrængende at bede medlemsstaterne om i deres nationale strategier for de vigtigste prioriterede områder at fremlægge resultatindikatorer, referenceniveauer og overordnede numeriske mål, som kan bruges til måling af fremskridt;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at opdelte data vedrørende køn og etnicitet indsamles af alle forvaltninger og anvendes som input i politikfastsættelsen; gør opmærksom på, at indsamling af data skal udføres i overensstemmelse med menneskerettighedsprincipperne;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at tilsikre overensstemmelse mellem deres nationale politikforpligtelser og afsættelsen af tilstrækkelige økonomiske ressourcer til gennemførelsen af de nationale romaintegrationsstrategier og til at afspejle integrationsstrategierne i de nationale budgetpolitikker;

17.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere en egnet ramme for høringer, peerlæring og erfaringsdeling mellem politikere og romaorganisationer og at indlede en struktureret dialog for at inddrage romaorganisationer og ngo'er i planlægning, gennemførelse, overvågning og evaluering af strategierne for integration af romaer på EU-plan og på nationalt og lokalt plan;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre lighed i borgerrettighederne og i adgangen til sundhedstjenester, uddannelse, beskæftigelse og boliger på en måde, der respekterer menneskerettighederne, er ikke-diskriminerende og forenelig med nomadeliv, hvor det er relevant;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at inkludere instrumenterne til integrerede territoriale investeringer og lokalsamfundsstyret lokaludvikling i deres partnerskabskontrakter, til at mobilisere disse i forbindelse med underudviklede mikroregioner og ugunstigt stillede områder samt til at inkludere lokalsamfundsstyret lokaludvikling i det sæt af operationelle programmer, der skal udvikles;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der i alle medlemsstaterne vedtages og gennemføres en specifik og helhedsorienteret lovgivning til bekæmpelse af diskrimination i tråd med internationale standarder og EU-standarder, og dermed sikre, at organer til bekæmpelse af diskrimination klædes på til at fremme ligebehandlings- og klagemekanismer, som er tilgængelige for romakvinder og -piger;

21.

opfordrer medlemsstaterne til i de nationale strategier at lægge større vægt på de territoriale aspekter i den sociale integration og at fokusere på de dårligst stillede mikroregioner ved brug af komplekse og integrerede udviklingsprogrammer;

22.

opfordrer medlemsstaterne til desuden at have fokus på den urbane dimension af samhørighedspolitikken, med særlig opmærksomhed rettet mod byer, som i uforholdsmæssig høj grad rammes sociale ubalancer, såsom arbejdsløshed, social udstødelse og polarisering, og hjælpe dem med at udvikle infrastrukturen, så de kan udnytte deres potentielle bidrag til økonomisk vækst og styrke forbindelserne mellem by og land med henblik på fremme af integrerende udvikling;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke kønsaspektet i forbindelse med gennemførelsen af deres nationale romaintegrationsstrategier, ved at anlægge et ligestillingsperspektiv på alle politikker og praksisser, der berører romakvinder, og til at koble gennemførelsen af disse sammen med eksisterende ligestillingsstrategier, navnlig ved at udjævne forskellene i løn og pension mellem mænd og kvinder i romasamfundene, såvel som ved at gøre udryddelse af vold mod kvinder og piger til udtrykkelige mål og tage skridt i denne henseende;

24.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre sig, at specifikke foranstaltninger vedrørende kvinders rettigheder og integration af kønsaspektet omfattes af de nationale romaintegrationsstrategier, således at disse tager hensyn til et sådant perspektiv og til den rådende situation med mangeartet og tværsektoriel forskelsbehandling, som romakvinder udsættes for, især vedrørende beskæftigelse, sundhed, bolig og uddannelse, og til, at vurderingen og den årlige overvågning, der foretages af Kommissionen, især i FRA’s regi, tager kvinders rettigheder og ligestillingsperspektivet i betragtning inden for hver sektion af de nationale romaintegrationsstrategier; anmoder om, at disse undersøgelsesresultater forelægges Europa-Parlamentet;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de nationale romaintegrationsstrategier afspejler romakvindernes specifikke rettigheder og behov, og til at udvikle konkrete indikatorer for gennemførelse, opfølgning og overvågning heraf, baseret på eksempelvis FN’s udviklingsprograms kønsspecifikke udviklingsindeks (GDI), der belyser aspekter såsom langt og sundt liv, viden og anstændig levestandard, og GEM-målingen af kønsrelateret indflydelse, som omfatter politisk deltagelse og beslutningstagning, økonomisk deltagelse og beslutningstagning og magt over økonomiske ressourcer, opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende kønsbudgettering som et af redskaberne til indarbejdelse af ligestillingsprincippet;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en national overvågnings- og evalueringsramme for de nationale romaintegrationsstrategier, som inddrager aspekter såsom budgetovervågning og andre former for overvågning i civilsamfundets regi (udført af nationale ngo'er, ngo-netværk eller paraplyorganisationer), ekspertvurderinger (udført af uafhængige eksperter med dokumenteret ekspertise på området) og administrativt tilsyn;

27.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udføre kønsspecifikke konsekvensanalyser, når de udarbejder konkrete foranstaltninger inden for rammerne af deres nationale romaintegrationsstrategier;

28.

opfordrer Kommissionen til at indføre mere effektive redskaber til måling af romakvinders faktiske socioøkonomiske situation, eksempelvis ved at medtage kvantificering af værdien af »hverdagens økonomi« og anerkendelse af den uformelle økonomi i dens projekt »Hinsides BNP«; opfordrer derudover Kommissionen til at udvikle og overvåge kønsspecifikke indikatorer for både de nationale romaintegrationsstrategier og sociale integrationspolitikker;

29.

opfordrer medlemsstaternes ngo'er på området til at udarbejde skræddersyede handlingsplaner, der sigter mod at støtte kvinder og unge med at søge og finde arbejde, til at sørge for psykologisk rådgivning, der kan motivere romaer til at deltage i uddannelse og erhvervspraktik, men også til at indkredse egne personlige færdigheder og evner for bedre at kunne integrere sig socialt på arbejdsmarkedet; til at tilbyde mægling mellem på den ene side udbydere af kompetencegivende uddannelser/efteruddannelseskurser og arbejdsgivere og på den anden side romakvinder/romabefolkninger; til at stimulere romakvinder og -piger til at indgå i uddannelsesforløb ved at tildele dem tilskud og stipendier under overholdelse af princippet om lige muligheder, på baggrund af det forhold, at piger bliver gift i en yngre alder end drenge;

30.

opfordrer medlemsstaterne til udtrykkeligt at rette deres foranstaltninger mod romakvinder i ekstrem socioøkonomisk fattigdom og til samtidig at rette fokus mod risikogrupper ved at forebygge og bekæmpe forarmelse;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet og synligheden af programmer for romaer og ikke-bofaste samfund og af støttemodtagende romaer og ikke-bofaste personer, herunder specifik støtte til organisationer for ikke-bofaste samfund og romaorganisationer, der arbejder for at styrke kvindernes stilling og ngo'ernes adgang til strukturfondene;

32.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle finansielle mekanismer til støtte for civilsamfundets og lokalsamfundets tilsyn med den sociale integrationspolitik, initiativer og projekter vedrørende romakvinder og ikke-bofaste kvinder;

33.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre reduktion af børnefattigdom som et mål i EU’s proces til inklusion af romaer, og til generelt at indarbejde børns rettigheder i foranstaltninger til social integration, til at overvåge fremskridt for så vidt angår børnefattigdom og til at identificere og udvikle prioriterede tiltag på området;

34.

understreger, at forebyggelse af marginalisering skal finde sted lige fra barndommen; mener, at det er vigtigt at anvende en tilgang, der er rettet mod forskellige generationer af kvinder, for at bringe videreførelsen af fattigdom mellem generationerne til ophør;

35.

opfordrer medlemsstaterne til i deres nationale romaintegrationsstrategier at medtage skræddersyede programmer til aktiv integration af romakvinder på arbejdsmarkedet ved at sikre adgangen til uddannelsesprogrammer af høj kvalitet for romakvinder og -piger og ved at stille livslang læring til rådighed, så de kan opnå kvalifikationer, der kan bruges på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde kapacitetsopbygning og styrkelse af romakvindernes stilling som et horisontalt mål i alle prioriterede dele af de nationale romaintegrationsstrategier såvel som til at fremme politisk inddragende politikker gennem støtte til romakvinders aktive deltagelse på lokalt, national og europæisk niveau;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere foranstaltninger til positiv særbehandling for at lette romaers adgang til stillinger i den offentlige administration;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle særlige foranstaltninger for store familier (med fire børn eller flere) og eneforsørgere for at gøre adgangen til arbejdsmarkedet nemmere, med overvejelse af skræddersyede velfærdsordninger, udvide børnepasningsfaciliteterne og sikre, at romabørn integreres i de lokale skoler og børnepasningsfaciliteter og har fuld og lige adgang til obligatorisk skolegang, for dermed at imødegå social udstødelse og ghettodannelse;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre lige adgang til god og økonomisk overkommelig børnepasning, god grundskoleundervisning, børneudviklingsydelser og forældrepartnerskabsbaseret undervisning for romabørn, til at genindføre Barcelona-målene for børnepasning og til at udvikle tilgængelige, økonomisk overkommelige og velfungerende plejeydelser gennem hele livsforløbet;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre afskedigelse af ansatte under graviditeten eller efter barnets fødsel, og til at overveje at anerkende opdragelse af børn som en periode, der tæller med ved beregningen af pensionsrettigheder;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge hindringerne for selvstændig beskæftigelse blandt romakvinder, at muliggøre tilgængelig, hurtig og økonomisk overkommelig registrering af kvindelige roma-iværksættere og til at udvikle mikrolånsordninger målrettet mod opstart af små virksomheder og iværksættere med enkle, iværksættervenlige administrative procedurer, herunder teknisk bistand og støtteforanstaltninger og særlige tilladelser, der anerkender en række sæsonbetingende eller midlertidige jobs som »betalt arbejde«, der bidrager til betaling af social forsikring; opfordrer endvidere medlemsstaterne og de lokale myndigheder til at tage den europæiske mikrofinansieringsfacilitet til fordel for beskæftigelse og social integration i anvendelse;

41.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle målrettede integrationsforanstaltninger inden for arbejdsløshedsrelateret støtte (omskoling, jobskabelse og jobanvisning med løntilskud, socialforsikringstilskud, skattefradrag osv.), i stedet for det nuværende, nærmest enøjede fokus på offentlige arbejdsprogrammer;

42.

opfordrer til at støtte og fremme romabefolkningens integration på arbejdsmarkedet; konstaterer, at der med henblik på at differentiere arbejdsforvaltningstjenester og -foranstaltninger og at udvikle vejledningsprocesser er behov for assisterende medarbejdere og sagsbehandlere med romabaggrund;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette et specifikt uddannelsesspecifik mentor- og støttesystem via lokalsamfundsbaseret uddannelse og sociale tjenester fra tidlig barndom til universitetsniveau for unge romaer, med særlig opmærksomhed rettet mod kønsaspektet;

44.

anmoder medlemsstaterne om fuldt ud at udnytte mulighederne i strukturfondene, navnlig Den Europæiske Socialfond (ESF), for at forbedre både uddannelses- og beskæftigelsesudsigterne for romaer, således at de får reel mulighed for social inddragelse og for at undslippe de vedvarende høje fattigdomsrater; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til regelmæssigt at overvåge fremskridt, især med hensyn til akademisk uddannelse og erhvervsuddannelse for unge romaer, navnlig kvinder;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe stereotype forestillinger i den hensigt at afværge bandlysning af denne etniske gruppe, da dette ellers medvirker til at afholde arbejdsgivere fra at ansætte romaer og fører til diskriminerende behandling i den offentlige forvaltning og i skolerne og dermed får negative konsekvenser for forholdet til myndighederne og i jobsøgning;

46.

gentager, at der indgår et væsentligt kønsaspekt i uddannelseskløften inden for romabefolkningen, eftersom den gennemsnitlige grad af alfabetisme er på 68 % for romakvinder i sammenligning med 81 % for romamænd, og at indskrivningsfrekvensen for grundskoleforløb kun er på 64 % blandt romapiger, og en sådan kløft ses ligeledes i indskrivningsfrekvensen for erhvervsuddannelser; bemærker dog, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne i disse statistikker;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde konkrete programmer, der skal sikre, at romapiger og unge romakvinder bliver i uddannelsesforløbet, fra grundskole over gymnasialt niveau til videregående uddannelse, og desuden etablere særlige foranstaltninger for unge mødre og piger, der forlader skolen tidligt, navnlig med henblik på at støtte et uafbrudt skoleforløb, give tilskud til deres indtræden på arbejdsmarkedet og til at sørge for uddannelse på arbejdspladsen; opfordrer endvidere medlemsstaterne og Kommissionen til at tage hensyn til disse foranstaltninger i forbindelse med samordning og evaluering af de nationale romaintegrationsstrategier;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle strategier til bekæmpelse af diskrimination med henblik på at forebygge og at fordømme racistisk adfærd inden for de offentlige tjenester og navnlig på arbejdsmarkedet og dermed sikre en konsekvent respekt omkring romaers rettigheder på arbejdsmarkedet;

49.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere ressourcer i at tiltrække »utraditionelle studerende« til at fortsætte deres uddannelse og til at støtte ngo'er og programmer, med hvilke målet er at højne integrationen af utraditionelle studerende gennem uddannelse og voksenuddannelsesprogrammer;

50.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme netværk for romastuderende, til at tilskynde til solidaritet mellem dem og til at fremme synligheden af succeshistorier og til at afhjælpe romastuderendes isolation;

51.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde romafamilierne til at deltage i skolerelaterede aktiviteter, til at vurdere de uddannelsesinstitutioner, hvor romabørn og -unge modtager undervisning, og til at foretage alle de nødvendige ændringer for at sikre alles integration i uddannelsessystemet og gennemførelse af skoleforløbet; påpeger, at specifikke foranstaltninger bør målrettes romapiger og baseres på succeshistorier, der er blevet valideret af akademiske kredse;

52.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at afsætte midler til at bygge skoler, børnehaver og vuggestuer med flere pladser, således at romabørn kan gå i klasser med andre børn uden at blive diskrimineret og skubbet ud af uddannelsessystemet eller afvist af lærerne på grund af deres etniske oprindelse;

53.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre systematiske uddannelsesprogrammer om kønssensitivitet og kulturelle særegenheder for leverandører af sociale tjenesteydelser og sundhedspleje;

54.

fremhæver, at uddannelse af romapiger bidrager til at forbedre tilværelsen for romaer på mange måder, da det blandt andet er en afgørende betingelse for at øge beskæftigelsesegnetheden blandt romakvinder og derved gøre det nemmere for dem at komme ind på arbejdsmarkedet og sikre indkomstgaranti, og desuden er essentielt for at overvinde fattigdom og social udstødelse; konstaterer endvidere, at en forbedring af undervisernes kendskab til romakulturen hjælper med at nedbringe risikoen for udstødelse; anmoder som følge deraf medlemsstaterne om at bekæmpe adskillelse, sikre mere inklusiv og tilgængelig uddannelse og kulturelt sensitive undervisningsmetoder med inddragelse af skolemedarbejdere med romabaggrund og forældre og om samtidig at prioritere forbedringen af arbejdskvalifikationer for at tilpasse dem efterspørgslen på arbejdsmarkedet;

55.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre romakvinder til en udtrykkelig målgruppe for deres sundhedsinitiativer, navnlig med hensyn til sygdomme, der er stærkt forbundet med kvinders hormonelle system og/eller fattigdom, f.eks. osteoporose, muskel- og knogleproblemer og sygdomme i centralnervesystemet; opfordrer dem endvidere kraftigt til at give fuld adgang til screening for bryst- og livmoderhalskræft — herunder vaccination mod humane papillomavira — og til at bestræbe sig på at iværksætte sundhedspleje for gravide kvinder allerede i de første tre måneder af graviditeten;

56.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre adgang til sundhed, navnlig via romakvinders ngo’er i udformningen, implementeringen og evalueringen af sundhedspleje og til at sikre, at romakvinder og -piger kan træffe deres egne valg om seksualitet, sundhed og moderskab, ved at fremme familieplanlægning, adgang til hele spektret af seksual- og reproduktionsrelaterede sundhedsydelser og til seksualundervisning, og til at beskytte børn og unge mod seksuelt misbrug og tidlige ægteskaber, forebygge børne- og mødredødelighed og fænomenet tvangssterilisation;

57.

opfordrer medlemsstaterne til at lette og fremme romasamfundenes deltagelse med ligelig kønsfordeling i udarbejdelse, gennemførelse, overvågning og evaluering af programmer til sygdomsforebyggelse, behandling, pleje og støtte, såvel som i nedbringelse af stigmatisering og diskrimination i sundhedssystemet;

58.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at udvikle og anvende politikker, som sikrer, at alle romakvinder, også de, som tilhører de mest marginaliserede grupper, har adgang til primær sundhedspleje både i presserende situationer og til forebyggelse; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at organisere uddannelsesinitiativer, som skal være rettet mod de ansatte i sundhedssektoren, med henblik på at udrydde fordommene mod romaer;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge, forbyde og retsforfølge direkte og indirekte diskrimination af romakvinder, der gør brug af deres grundlæggende rettigheder og af offentlige tjenesteydelser, og til at forebygge yderligere diskrimination; understreger vigtigheden af at gennemføre bevidstgørelseskampagner til bekæmpelse af diskrimination og racistiske stereotype kønsopfattelser om romaer og navnlig romakvinder;

60.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at inkludere romaer og i særdeleshed romakvinder som specifik målgruppe i de operationelle programmer og i programmerne for udvikling af landdistrikter i den kommende programmeringsperiode;

61.

opfordrer Kommissionen til at udsende en evalueringsrapport om gennemførelse af Rådets direktiv 2000/43/EF i hver medlemsstat; opfordrer ligeledes Kommissionen til at udarbejde specifikke henstillinger til hver enkelt medlemsstat med henblik på også at inkludere kønsaspektet inden for direktivets rammer;

62.

opfordrer Rådet til at nå frem til en aftale om EU's ligebehandlingsdirektiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering for at sikre, at alle grundlag såvel som former for diskrimination ulovliggøres på alle aspekter af tilværelsen; opfordrer ligeledes alle EU's institutioner til at sikre, at tværsektorielle former for diskrimination omfattes af dette direktiv;

63.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe alle former for vold mod kvinder, såsom vold i hjemmet, seksuel udnyttelse og menneskehandel med særlig fokus på romakvinder, og til at støtte ofrene ved at inkludere specifikke målsætninger til imødegåelse af handel med romakvinder i de nationale romaintegrationsstrategier og sikre ordentlige ressourcer til offentlige tjenesteydelser på dette område og ved at yde bistand, herunder via det almindelige system, f.eks. inden for sundhed, beskæftigelse og uddannelse; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte staternes og civilsamfundenes initiativer til løsning af disse problemer, samtidig med at der værnes om ofrenes grundlæggende rettigheder;

64.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde med romakvinder om at opstille strategier for at styrke deres stilling, hvori kvindernes tværsektorielle identitet anerkendes, samt at fremme aktiviteter, der modarbejder stereotype kønsopfattelser, målrettet mod kvinder og mænd, piger og drenge;

65.

påpeger, at arrangerede ægteskaber, barneægteskaber og tvangsægteskaber stadig er almindeligt udbredt som »traditionel praksis«, og understreger, at denne praksis er en krænkelse af menneskerettighederne, som ikke alene har alvorlige konsekvenser for romapigernes helbred og øger deres risiko for komplikationer under graviditet og når de føder, men som også fører til, at pigerne potentielt udsættes for seksuelt misbrug og udnyttelse, og til, at de forhindres i at udnytte deres uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder;

66.

opfordrer medlemsstaterne til at ratificere og gennemføre Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel og til at gennemføre bestemmelserne i direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor (7) fuldt ud i national ret, især ved at styrke identifikation, beskyttelse og hjælp til ofrene og med særlig vægt på børn;

67.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om europæiske løsninger på romaernes problemer, idet der tages hensyn til disses ret til fri bevægelighed som europæiske borgere og behovet for samarbejde mellem medlemsstaterne for at løse de problemer, som denne etniske gruppe står over for;

68.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme udvekslingen af information og viden om god praksis i forbindelse med integration af romakvinder på alle samfundets områder;

69.

anbefaler, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at standse praksis med arrangerede ægteskaber for unge romakvinder, hvilket er en hån mod deres værdighed;

70.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at tage hånd om ældre romakvinders behov, eftersom de er en af de mest sårbare grupper og mangler utilstrækkelig indkomst og har behov for adgang til sundhedsydelser og langtidspleje, når de bliver ældre;

71.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte en helhedsorienteret strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder, som Parlamentet har anmodet om i adskillige beslutninger; opfordrer Kommissionen til at sørge for retlige instrumenter, herunder et direktiv om bekæmpelse af kønsbetinget vold;

72.

opfordrer til, at romaernes sprog og kultur nyder udvikling og fremme, til opbygning af administrative strukturer for romaanliggender, til en styrkelse af politikken vedrørende romabefolkningen og implementeringen heraf og til øget deltagelse i det internationale samarbejde vedrørende romaspørgsmål;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/45

—

der henviser til sin beslutning af 13. juni 2012 om situationen i Sudan og Sydsudan (1),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det 4. forum på højt niveau om bistandseffektivitet (3),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om udviklingsperspektiver for freds- og nationsopbygning efter konflikter (4),

—

der henviser til Udviklingsudvalgets undersøgelsesmission til Sydsudan i juli 2011,

—

der henviser til den endelige rapport fra Den Europæiske Unions valgobservationsmission om folkeafstemningen i det sydlige Sudan den 9.-15. januar 2011 (5),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-staterne) og Den Europæiske Union og dens medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (6) og første gang ændret i Luxembourg den 25. juni 2005 (7), og igen ændret i Ouagadougou den 22. juni 2010 (8),

—

der henviser til erklæringen fra formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling om situationen i Sudan og Sydsudan udstedt i Horsens (Danmark) i maj 2012 (9),

—

der henviser til EU's og dets medlemsstaters erklæring af 9. juli 2011 i anledning af Republikken Sydsudans uafhængighed (10),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juli 2013 om Sudan og Sydsudan (11),

—

der henviser til erklæring af 5. juli 2012 fra Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen, om Sudan og Sydsudan (12),

—

der henviser til den humanitære gennemførelsesplan (Humanitarian Implementation Plan — HIP) for Sudan og Sydsudan for 2013 fra Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og ændringen heraf (13),

—

der henviser til erklæringerne af 18. juni 2013 fra talsmanden for den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om det dødelige angreb på et medlem af De Forenede Nationers midlertidige sikkerhedsstyrke for Abyei (UNISFA) i det sydlige Kordofan (14); af 1. maj 2013 om konflikten i Sydkordofan og Blå Nil (15); og af 8. januar 2013 om den nylige lukning af civilsamfundsorganisationers kontorer i Sudan (16),

—

der henviser til den erklæring, der blev udsendt lokalt af EU-delegationen den 25. juli 2013, efter præsidentens afskedigelse af hele Republikken Sydsudans regering (17),

—

der henviser til Dilierklæringen: »en ny vision for fredsopbygning og statsopbygning« af 10. april 2010 (18),

—

der henviser til »New Deal«, aftalen om engagement i struktursvage stater, der blev forelagt på Det Fjerde Forum på Højt Plan om Bistandseffektivitet, der blev holdt i Busan i december 2011 (19),

—

der henviser til OECD's rapport fra 2011 »International Engagement in Fragile States — Republic of South Sudan« (internationalt engagement i struktursvage stater — Republikken Sydsudan) (20),

—

der henviser til Verdensbankens rapport om udviklingen i verden ("World Development Report 2011: »Conflict, Security, and Development« (21)),

—

der henviser til rapporten fra Den Afrikanske Unions gennemførelsespanel på højt plan (African Union High-Level Implementation Panel — AUHIP) om Sudan og Sydsudan), der blev offentliggjort den 31. juli 2013 (22),

—

der henviser til erklæring af 8. marts 2013 fra talsmanden for FN's generalsekretær om oprettelsen af en sikker demilitariseret grænsezone mellem Sudan og Sydsudan og aktivering af den fælles mekanisme for verifikation og overvågning af grænsen (»Joint Border Verification and Monitoring Mechanism«) (23),

—

der henviser til resolutionen »Technical assistance and capacity building for South Sudan in the field of human rights«, der blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd den 27. juni 2013 (A/HRC/21/L.7/Rev.1),

—

der henviser til rammeaftalen om de politiske og sikkerhedsmæssige ordninger for Blå Nil og staterne i Kordofan-provinsen, undertegnet den 28. juni 2011 (24),

—

der henviser til konklusionerne i rapporterne fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, der blev forelagt for Menneskerettighedsrådet på dets 21. og 23. møde (25),

—

der henviser til de aftaler, der blev indgået i Addis Ababa mellem Republikken Sudan og Republikken Sydsudan den 27. september 2012 (26),

—

der henviser til Amnesty Internationals rapport fra 2013 om menneskerettighedssituationen i Sydsudan (27),

—

der henviser til Human rights Watch-rapporten »This old man can feed us, you will marry him« (28),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og til udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0380/2013),

A.

der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1996 (2011) bifaldt oprettelsen af Republikken Sydsudan den 9. juli 2011, og at FN's Generalforsamling den 14. juli 2011 vedtog at optage Sydsudan som medlemsstat (A/RES/65/308);

B.

der henviser til, at der kun ved hjælp af en samlet tilgang kan tages fat på det bælte af usikkerhed, underudvikling og ringe regeringsførelse, der går tværs gennem Sahel til Afrikas Horn;

C.

der henviser til, at det nyligt skabte Sydsudan også er et af de fattigste lande i verden med 50 % af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen; der henviser til, at landet efter at være kommet ud af en krig og ligger i en ustabil region er i fare for at bryde sammen, hvis ikke det internationale samfund og de lokale aktører samarbejder om at udvikle en fælles strategi, der kan gøre det til en demokratisk og inklusiv stat;

D.

der henviser til, at der er iværksat visse foranstaltninger til en reform af sikkerhedssektoren (SSR), såsom oprettelsen af den nationale sydsudanesiske polititjeneste (SSNPS), det nationale råd for sikkerhed og afvæbning (SCND) samt rådet for demobilisering og reintegration (DDR);

E.

der henviser til, at den nye stat Sydsudans velstand og levedygtighed i stor udstrækning afhænger af konstruktive og fredelige forbindelser med alle nabolande, især Republikken Sudan, og af disse to landes evne til at gøre en ende på deres stridigheder og til at enes om og gennemføre holdbare løsninger, især hvad angår grænsekonflikter, olieindtægter, Abyeis endelige status, statsgælden og spørgsmålet om statsborgerskab;

F.

der henviser til, at opbygning af en stat og overvindelse af struktursvaghed kræver et langsigtet perspektiv og et holdbart, pålideligt og stabilt engagement fra det internationale samfunds side;

G.

der henviser til, at Sydsudan, selvom det står over for et stort antal alvorlige udfordringer, har gjort væsentlige fremskridt i forhold til de centrale udviklingsindikatorer, siden fredsaftalen (»Comprehensive Peace Agreement«) fra 2005 trådte i kraft, herunder en seksdobling af antallet af indskrivninger i underskolen, et fald på 25 % i børnedødeligheden og oprettelse af vigtige statslige institutioner på forbunds- og delstatsniveau;

H.

der henviser til, at børn er de første ofre for urolighederne og konflikterne i Sydsudan; der henviser til de væbnede gruppers seksuelle mishandling af børn og kvinder samt rekruttering af børn;

I.

der henviser til, at den demokratiske genopbygning får et bredere perspektiv, når flere kvinder involveres i konfliktløsningsprocesser og politisk beslutningstagning;

J.

der henviser til, at Sydsudans store afhængighed af olieproduktion, der tegner sig for omkring 88 % af de nationale indtægter, og som for øjeblikket, hvad eksporten angår, er totalt afhængig af Republikken Sudan; der henviser til, at denne alt for store afhængighed ikke alene er en trussel mod landets økonomi men også tjener som et middel til at lægge pres på det nye land og dermed skaber yderligere spændinger og endda konflikter mellem de etniske grupper, som det har vist sig gennem de sidste to år; der henviser til, at Sydsudan har indgået aftaler med nabolandene Kenya, Etiopien og Djibouti om at undersøge mulighederne for at anlægge to rørledninger, der forbinder dets oliefelter med Adenbugten og Det Indiske Ocean;

K.

der henviser til, at olieproduktionen i over et år har været afbrudt af den sydsudanske regering, samt at olieledningerne i Sudan har været lukkede, hvilket har betydet, at Sydsudan har været afskåret fra sine hovedindtægter, hvorved landet er blevet kastet ud i en alvorlig finanskrise fulgt af en periode med hård økonomisk stramning, der stadig varer ved;

L.

der henviser til, at ressourcestyringsindekset (»Resource Governance Index«) for 2013, skønt det anerkender en »ambitiøs retsramme udformet til at fremme gennemsigtig styring af oliesektoren«, placerer Sydsudan som nr. 50 ud af 58 lande, fordi dets myndigheder ikke har udsendt oplysninger om sektoren og etableret effektive overvågnings- og revisionsmekanismer;

M.

der henviser til, at det internationale samfund i væsentlig grad har understøttet Sydsudans uafhængighed og levedygtighed og dets økonomiske og sociale udvikling politisk og materielt, og til, at EU har spillet en meget positiv rolle i denne forbindelse; der henviser til, at EU og dets medlemsstater i anledning af Sydsudans uafhængighed forpligtede sig til at udvikle et tæt og langsigtet partnerskab med Republikken Sydsudan og dens befolkning;

N.

der henviser til, at Rådet den 23. maj 2011 godkendte en finansieringspakke på 200 millioner euro til Sydsudan, der stillede midlerne til rådighed til EU's bidrag til det fælles landestrategidokument (»Response Strategy«) for Sydsudan 2011-2013;

O.

der henviser til, at det internationale samfund og de internationale humanitære organisationer i høj grad har reageret på nødvendigheden af at lette befolkningens lidelser i området, på trods af at oprørsgrupper og den sudanske regering har nægtet dem adgang til visse regioner, og at EU til dette formål har ydet og fortsat yder omfattende humanitær bistand, herunder 110 millioner euro alene i 2012;

P.

der henviser til, at perspektiverne for en mere langsigtet udvikling og statsopbygning i Sydsudan er uløseligt forbundet med den regionale gensidige afhængighed på Afrikas Horn — ikke mindst med hensyn til en løsning på sikkerhedsproblemerne i forholdet til nabolandet Sudan (herunder regionerne Darfur, Kurdofan og Blå Nil), og investeringer i økonomisk integration med andre regionale partnere;

Q.

der henviser til, at Sydsudan er et af de allerførste lande, hvor fælles planlægning mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Kommissionen og EU-medlemsstaterne i overensstemmelse med udviklingsplanen for Sydsudan er blevet gennemført i praksis i form af et fælles EU-landestrategidokument, der blev vedtaget i december 2011, og som omfattede et beløb på i alt 830 millioner euro i udviklingsbistand;

R.

der henviser til, at Sydsudan endnu ikke er tiltrådt Cotonouaftalen, idet Sydsudans regering har givet udtryk for frygt for eventuelle følger for dets forbindelser med Republikken Sudan; der henviser til, at tiltrædelse af Cotonouaftalen ikke ville forpligte Sydsudan til omgående at tiltræde Romstatutten; der henviser til, at denne tøven med at tiltræde Cotonouaftalen fører til problemer med planlægningen af EU-bistanden fra 2014 og fremover under den 11. Europæiske Udviklingsfond, som potentielt kunne resultere i, at Sydsudan går glip af midler ikke alene, hvad angår nationale tildelinger, men også hvad angår midler fra regionalfondene og omfattende finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank, som ville forbedre landets infrastruktur og regionale økonomiske integration; der henviser til, at Sydsudan ved at ratificere Cotonouaftalen også kunne forbedre landets evne til at tiltrække europæiske investeringer inden for den private sektor; der henviser til, at de yderligere lånefaciliteter, som Sydsudan kunne få adgang til efter en tiltrædelse af Cotonouaftalen, på tilsvarende vis kunne bidrage til implementeringen af Addis Ababa-aftalerne;

S.

der henviser til, at Rådet i august 2010 udnævnte Rosalind Marsden til Den Europæiske Unions Særlige Repræsentant (EUSR) for Sudan og derefter har udvidet og forlænget hendes mandat, men at det i juni 2013 kun gik med til en fire måneders forlængelse frem til 31. oktober 2013, idet dette mandat skal sammenlægges med EUSR's mandat for Afrikas Horn, til trods for at hun har gjort et fremragende arbejde og spillet en vigtig rolle med henblik på optimal udnyttelse af EU's forskellige instrumenter og deres indflydelse på udviklingen i regionen; der henviser til, at EU uden en sådan særlig repræsentant for Sudan/Sydsudan ville blive kørt ud på et sidespor i forbindelse med internationale forhandlinger og tiltag;

T.

der henviser til, at Den Europæiske union har ydet støtte til Den Afrikanske Unions højniveaupanel, som har den tidligere sydafrikanske præsident Thabo Mbesi til formand, og til FN-missionerne, navnlig De Forenede Nationers mission i Sudan (UNMIS), De Forenede Nationers mission i Sydsudan (UNMISS), FN's og Den Afrikanske Unions fælles mission i Darfour (UNAMID) samt FN's midlertidige sikkerhedsstyrke i Abyei (UNISFA);

U.

der henviser til, at der blev formuleret en ny aftale om engagement i struktursvage stater (»New Deal for Engagement in Fragile States«) af G7+- gruppen (herunder Sydsudan) og den Internationale Dialog om Fredsopbygning og Statsopbygning (»International Dialogue on Peace Building and State Building«– IDPS), som derefter blev støttet af EU sammen med 36 lande på det fjerde forum på højt plan om bistandseffektivitet i Busan i december 2011;

V.

der henviser til, at der blev holdt et forum om økonomisk partnerskab i Washington, hvor det blev bebudet, at der ville blive oprettet en ny kompaktaftale (»New Deal Compact«) for at afstikke rammerne for et nyt internationalt engagement til understøttelse af udviklingen i Sydsudan;

W.

der henviser til, at de eksterne bestræbelser, der gøres med hensyn til statsopbygning og udvikling, kun kan krones med held, hvis Sydsudans ledere bestræber sig på og er i stand til at udvikle en ansvarlig, hurtigtreagerende og inklusiv ledelse og modarbejder kortsigtede eller egennyttige interesser; der henviser til, at Sydsudan endnu ikke er blevet inkluderet i de fleste forvaltningsindikatorer, og at der fortsat foreligger meget få kvantitative oplysninger om omfanget af korruption i landet; der henviser til, at såvel det private som det offentlige internationale samfund ikke tolererer korruption og derfor skal sikre, at ydelsen af bistand eller investeringer ikke medfører eller ansporer til skadelig praksis;

X.

der henviser til, at der mangler et socialt sikkerhedsnet, og at adgangen til serviceydelser såsom sundhedspleje, elektricitet og vand fortsat er yderst begrænset; der henviser til, at det ifølge nogle skøn kun er en tredjedel af befolkningen, der har adgang til rent vand, og til, at problemer med adgang til vand har skærpet konflikter i lokalsamfundene;

Y.

der henviser til, at sydsudanske kvinder og piger har verdens højeste dødelighed blandt mødre, og at en ud af syv kvinder i Sydsudan vil dø under eller umiddelbart efter nedkomst (29); der henviser til, at den største årsag til dødelighed blandt mødre er infektioner og/eller blødninger, og til at der i Sydsudan er alvorlig mangel på basalt lægeudstyr og kvalificerede sygeplejersker og jordemødre;

Z.

der henviser til, at det anslås, at 48 % af piger i alderen 15-19 år tvangsgiftes i Sydsudan og til, at 12-årige piger efter sigende også skulle være blevet tvangsgiftet, hvilket direkte påvirker pigernes skolegang, idet kun 39 % af eleverne i underskolen og 30 % i overbygningen er piger;

AA.

der henviser til, at den overbevisning, at piger er deres fars eller ægtemands ejendom, er en dybt forankret del af det medgiftssystem, der eksisterer i Sydsudan;

AB.

der henviser til, at vold i hjemmet anses for en rodfæstet social norm i hele Sydsudan og til, at 82 % af kvinderne og 81 % af mændene mener, at en kvinde bør tolerere vold i hjemmet og holde problemet inden for familien (30);

AC.

der henviser til, at analfabetismen skønnes til at ligge på over 80 % af befolkningen (landet har verdens højeste analfabetisme blandt kvinder), mens kun 25 % af alle skoleelever er piger, og at andelen af kvinder, der har adgang til uddannelse, dermed er den laveste i verden; der henviser til, at der er mangel på lærere;

AD.

der henviser til den store lærermangel og det presserende behov for erhvervsuddannelser samt uddannelsesinstitutioner, der kan uddanne en kvalificeret arbejdsstyrke;

AE.

der henviser til, at de vidtstrakte landbrugsarealer i Sydsudan betyder, at landbruget ikke alene har et stort potentiale, hvad angår rentable forretninger samt lokale beskæftigelsesmuligheder i landet, men at det ligeledes vil kunne bidrage til at afhjælpe fødevaremangler i selve Sydsudan og på længere sigt også dække nabolandenes behov;

AF.

der henviser til, at kvinder spiller en central rolle for nedbringelse af fødevare- og ernæringsusikkerheden og kan bistå med at øge landbrugets produktivitet;

AG.

der henviser til, at Sydsudan så godt som ikke råder over infrastrukturer for vej- eller jernbanetransport eller transport ad indre vandveje; der henviser til, at det er nødvendigt at udvikle disse infrastrukturer for at sætte skub i landets økonomiske vækst såvel som handel, markedsadgang og jobskabelse;

AH.

der henviser til, at der ifølge skøn stadig ligger flere millioner personellandminer og ueksploderet ammunition begravet i Sydsudan efter borgerkrigen;

AI.

der henviser til, at den indre sikkerhed fortsat er en af de største udfordringer for Sydsudan, idet adskillige konflikter med lav intensitet bevirker en alvorlig humanitær situation; der henviser til, at der gentagne gange er blevet berettet om krænkelser begået af de sydsudanesiske sikkerhedsstyrkers side, herunder udenretslige henrettelser, voldtægt og tortur under kampagner for afvæbning af civilbefolkningen; der henviser til, at bestræbelserne efter 2005 på området for demobilisering, nedrustning og genintegration er gået i stå, og at der mangler en acceptabel pensionsordning for veteraner;

AJ.

der henviser til, at befolkningen står over for en stor risiko for fødevareusikkerhed, som allerede i år har ramt 4,1 mio. sydsudanesere; der henviser til den meget begrænsede adgang til sundhedstjenester, manglen på personale og medicinsk udstyr og de humanitære behov hos de mennesker, der er fordrevet af konflikterne; der henviser til børnedødeligheden blandt børn under fem år og mødredødeligheden, som er den største i verden;

AK.

der henviser til, at Sydsudan i 2013 er faldet 12 placeringer i Journalister uden Grænsers pressefrihedsindeks og nu ligger som nummer 124 ud af de 180 lande på listen;

AL.

der henviser til, at holdbar langsigtet stabilitet på Afrikas Horn kun kan opbygges ved hjælp af stærke demokratiske institutioner, en passende rolle og et passende rum for civilsamfundet, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, navnlig for ytringsfriheden, samt solide økonomiske udsigter for samfundet generelt; der henviser til, at adskillelsen af Sudan og Sydsudan angiveligt har ført til en religiøs konflikt; der henviser til, at et antal personer er flygtet fra Sudan til det overvejende kristne Sydsudan; der henviser til, at antallet af flygtninge fra Sudan til Sydsudan i juni 2013 blev anslået til 263 000 (31);

AM.

der henviser til, at journalister ofte er blevet truet, arresteret eller tilbageholdt uden sigtelse; der henviser til, at der er rapporteret om sikkerhedsstyrker, der har chikaneret og illegalt tilbageholdt journalister; der henviser til, at de sydsudanske myndigheder ikke har foretaget omgående, effektiv og upartisk efterforskning af angreb på journalister eller i sager såsom drabet på regeringskritikeren og journalisten Isaiah Abraham;

AN.

der henviser til, at svaghederne i retssystemet er medvirkende årsag til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at der inden for det juridiske erhverv er et klart behov for specialuddannelse vedrørende menneskerettigheder; der henviser til, at det for at behandle straffrihed er nødvendigt at skabe større viden om centrale instrumenter vedrørende menneskerettigheder, hvilket vil bidrage til anvendelsen deraf; der henviser til, at der næsten er total mangel på retshjælp i det strafferetlige system;

AO.

der henviser til, at engelsk er officielt sprog i Sydsudan, men at det ikke tales af den overvejende analfabetiske sydsudanske befolkning; der henviser til, at engelsk er det dominerende sprog i den offentlige administration, retssystemet, private virksomheder og i landets største medier; der henviser til, at der i Sydsudan tales over 60 sprog og dialekter af de forskellige etniske grupper, som landet består af; der henviser til, at sproget har afgørende betydning for den nationale samhørighed, og at en fyldestgørende sprogpolitik derfor er vigtig;

AP.

der henviser til, at Sydsudan vil fortsætte med at anvende dødsstraf, med mindre der indføjes ændringer i landets forfatning;

AQ.

der henviser til, at den store udbredelse af børneægteskaber — I Sydsudan er næsten halvdelen af alle piger i alderen mellem 15 og 19 år gift — skaber et miljø, hvor de i højere grad er udsat for fysiske, seksuelle, psykiske og økonomiske overgreb;

AR.

der henviser til, at kvinders lige deltagelse i det offentlige rum er en forfatningssikret rettighed, hvilket understøttes af en kvote på 25 %; der henviser til, at der kun er sket små fremskridt med hensyn til at øge kvinders deltagelse i den offentlige sektor på trods af den sydsudanske regerings løfter på området; der henviser til, at et effektivt engagement fra kvinder i Sydsudan i forbindelse med fredsskabelse, forvaltning og økonomisk udvikling kan bidrage til at konsolidere freden og sikkerheden i landet;

1.

bifalder de nylige tegn på en lettelse af spændingerne mellem Sydsudans og Republikken Sudans regeringer, som kom til udtryk under den sydsudanesiske præsidents besøg i Republikken Sudan i begyndelsen af september 2013, og de erklæringer om god vilje, der blev fremsat af begge parter ved denne lejlighed; understreger, at begge landes økonomiske og sociale udvikling i høj grad afhænger af fredelige og samarbejdsprægede forbindelser mellem de to lande;

2.

opfordrer begge landes regeringer og det internationale samfund til at fortsætte og intensivere bestræbelserne på at få afklaret de spørgsmål, der stadig mangler at blive løst, efter at den omfattende fredsaftale fra 2005 er udløbet, og Sydsudan opnåede uafhængighed i juli 2011, idet disse stadig er en hindring for gode naboskabsforbindelser, og opfordrer dem til at afstå fra brug af trusler og militærmagt samt fra at understøtte irregulære væbnede styrker i regionen;