25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/1

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/2

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 2, 3, 4, 6, 7 og 21,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 2, 3, 4, 18 og 19,

—

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,

—

der henviser til FN's relevante menneskerettighedsinstrumenter, særlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 16. december 1966, den europæiske konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 10. december 1984 og de relevante tilhørende protokoller og til Den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding af 20. december 2006,

—

der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme i følgende sager: al-Nashiri mod Polen, Abu Zubaydah mod Litauen, Husayn (Abu Zubaydah) mod Polen, el-Masri mod Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Nasr og Ghali mod Italien samt al-Nashiri mod Rumænien,

—

der henviser til den italienske domstolsafgørelse, der dømte 22 CIA-agenter, én militærpilot og to italienske agenter in absentia til fængselsstraffe over deres rolle i bortførelsen i 2003 af imamen i Milano, Abu Omar,

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger på grundlag af det midlertidige udvalgs interimsbetænkning (1),

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2007 om CIA's påståede brug af europæiske lande i forbindelse med transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (2),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger: opfølgning på TDIP-udvalgets betænkning (3),

—

der henviser til sin beslutning af 10. oktober 2013 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (4),

—

der henviser til det amerikanske senats efterretningsudvalgs (Senate Select Committee on Intelligence — SSCI) undersøgelse af CIA's tilbageholdelses- og afhøringsprogram og dets anvendelse af forskellige former for tortur på fanger mellem 2001 og 2006,

—

der henviser til sine beslutninger om Guantánamo, hvoraf den seneste er beslutning af 23. maj 2013 om Guantánamo: sultestrejke blandt fangerne (5),

—

der henviser til Rådets konklusioner om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet og om Kommissionens beretning for 2013 om anvendelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Luxembourg, den 5.-6. juni 2014),

—

der henviser til sin beslutning af 27. februar 2014 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2012) (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 3. februar 2014 om bekæmpelse af korruption i EU (COM(2014)0038),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender (7),

—

der henviser til direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at respekten for de grundlæggende rettigheder udgør et element af afgørende betydning i vellykkede terrorbekæmpelsespolitikker;

B.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har fordømt CIA's program med hemmelige tilbageholdelser og ekstraordinære overførsler, der har medført adskillige krænkelser af menneskerettighederne, herunder anvendelse af tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling, bortførelse, hemmelig tilbageholdelse, tilbageholdelse uden rettergang samt overtrædelser af princippet om non-refoulement;

C.

der henviser til, at den nationale sikkerhedspolitik og terrorbekæmpelsespolitikken, på trods af deres særlige karakter, ikke er undtaget fra princippet om ansvarlighed, og at der ikke må være straffrihed for krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne;

D.

der henviser til, at ansvarlighed for ekstraordinære overførsler, bortførelser, ulovlige hemmelige tilbageholdelser og tortur er afgørende for at beskytte og fremme menneskerettighederne effektivt i EU's interne og eksterne politikker samt for at sikre lovlige og effektive sikkerhedspolitikker baseret på retsstatsprincippet;

E.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret til en fuldstændig undersøgelse af EU-medlemsstaters samarbejde med CIA's program med hemmelige tilbageholdelser og ekstraordinære overførsler;

F.

der henviser til, at det tidligere Parlament i ovennævnte beslutning af 10. oktober 2013 opfordrede det nuværende Parlament til fortsat at opfylde og gennemføre mandatet fra Det Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger og følgelig sikre, at der følges op på dets henstillinger, undersøge nye elementer, der kan fremkomme, og fuldt ud at anvende og udvikle dets undersøgelsesret;

G.

der henviser til, at rapporten fra det amerikanske senats efterretningsudvalg afslører nye forhold, der styrker påstande om, at en række EU-medlemsstater, deres myndigheder og embedsmænd samt ansatte i deres sikkerheds- og efterretningstjenester var medskyldige i CIA's program med hemmelige tilbageholdelser og ekstraordinære overførsler, nogle gange ved hjælp af korruption baseret på de betydelige beløb, som CIA stillede til rådighed til gengæld for deres samarbejde;

H.

der henviser til, at rapporten fra det amerikanske senats efterretningsudvalg tilbageviser CIA's påstande om, at der gennem tortur blev afdækket oplysninger, som ikke kunne have været indsamlet ved hjælp af traditionelle, ikke-voldelige forhørsteknikker;

I.

der henviser til, at der pågår en åben straffesag om torturen på Guantánamo-flådebasen (sag nr. 150/09 ved den spanske centraldomstol nr. 5 (Juzgado Central No 5)) under Kongeriget Spaniens nationale domstol (Audiencia Nacional);

J.

der henviser til, at USA's præsident Barack Obama forpligtede sig til senest i januar 2010 at lukke tilbageholdelsesfaciliteten i Guantánamo Bay, som er et fængsel, der rummer 122 fanger, som der ikke er blevet rejst formel strafferetlig tiltale mod ved en strafferetlig domstol, herunder 54, som er officielt godkendt til løsladelse;

K.

der henviser til, at hjælpen fra EU’s medlemsstater med hensyn til at genbosætte nogle af fangerne fra Guantánamo Bay har været langsom og begrænset;

1.

glæder sig over det amerikanske senats efterretningsudvalgs beslutning om at offentliggøre sammendraget af sin rapport om CIA's tilbageholdelses- og afhøringsprogram; opfordrer til offentliggørelse af rapporten i sin helhed, uden overdrevne og unødvendige overstregninger;

2.

udtrykker sin dybe fordømmelse af de grusomme forhørsmetoder, der kendetegnede disse ulovlige terrorbekæmpelsesoperationer; fremhæver det amerikanske Senats grundlæggende konklusion, at de voldelige metoder, der blev anvendt af CIA, ikke medførte efterretninger, der forhindrede yderligere terrorhandlinger; minder om sin absolutte fordømmelse af tortur;

3.

mener, at den fremherskende straffrihed i forbindelse med CIA-programmerne har muliggjort en fortsættelse af krænkelserne af de grundlæggende rettigheder, hvilket blev yderligere tydeliggjort i forbindelse med de masseovervågningsprogrammer, der blev gennemført af det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (National Security Agency) og efterretningstjenesterne i forskellige EU-medlemsstater;

4.

opfordrer USA til at efterforske og retsforfølge de mange krænkelser af menneskerettighederne som følge af CIA-programmet for overførsler og hemmelige tilbageholdelser og til at samarbejde med alle anmodninger fra EU-medlemsstater om oplysninger, udlevering eller effektive retsmidler for ofre i forbindelse med CIA-programmet;

5.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne til at undersøge påstandene om, at der var hemmelige fængsler på deres territorium, hvor folk blev tilbageholdt som led i CIA-programmet, og til at retsforfølge de involverede i disse operationer under hensyntagen til alle de nye beviser, der er kommet for dagens lys;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at foretage en fuldstændig undersøgelse af de nylige påstande om, at ulovlig overførsel, tilbageholdelse og tortur fandt sted på deres område, samt at retsforfølge de ansvarlige;

7.

udtrykker bekymring over de hindringer, som de nationale parlamentariske og retlige undersøgelser af visse medlemsstaters involvering i CIA-programmet har været udsat for, over misbrug af påberåbelse af statshemmeligheder og uberettiget klassificering af dokumenter, som har medført, at straffesager er bragt til ophør, hvilket de facto betyder straffrihed for gerningsmændene bag menneskerettighedskrænkelser;

8.

opfordrer til, at resultaterne af de eksisterende undersøgelser vedrørende medlemsstaternes involvering i CIA-programmet, især Chilcot-undersøgelsen, offentliggøres uden yderligere forsinkelse;

9.

opfordrer til vedtagelse af en intern EU-strategi for grundlæggende rettigheder og opfordrer Kommissionen til at foreslå vedtagelse af en sådan strategi og en relateret handlingsplan;

10.

pålægger Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i samarbejde med Udenrigsudvalget, og navnlig dets Underudvalg om Menneskerettigheder, at genoptage sin undersøgelse om »CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger« og til at rapportere til plenarforsamlingen inden for et år ved at:

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/6

—

der henviser til artikel 2, 3, 6, 7 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til artikel 4, 16, 20, 67, 68, 70, 71, 72, 75, 82, 83, 84, 85, 86, 87 og 88 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 6, 7, 8, artikel 10, stk. 1, artikel 11, 12, 21, 47-50, 52 og 53,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. juni 2014 om den endelige gennemførelsesrapport om EU's strategi for den indre sikkerhed 2010-2014 (COM(2014)0365),

—

der henviser til Europols rapport om terrorsituationen og terrortendenser i EU (TE-SAT) 2014,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution af 24. september 2014 om trusler mod international fred og sikkerhed som følge af terroraktioner (resolution 2178 (2014)),

—

der henviser til strategien for EU's indre sikkerhed, som blev vedtaget af Rådet den 25. februar 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om EU's terrorbekæmpelsespolitik: vigtigste resultater og fremtidige udfordringer (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af 24. april 2009 om problemer i forbindelse med profilanalyser, især på grundlag af etnisk tilhørsforhold og race og i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, retshåndhævelse, indvandring, told og grænsekontrol (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om den anden årsrapport om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed (3),

—

der henviser til Europols trusselsvurdering af organiseret internetkriminalitet »Internet Organised Crime Threat Assessment (iOCTA) for 2014«,

—

der henviser til Europols trusselsvurdering om alvorlig og organiseret kriminalitet (SOCTA) 2013 (»EU Serious and Organised Crime Threat Assessment«),

—

der henviser til drøftelserne i plenarforsamlingen den 28. januar 2015 om foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme,

—

der henviser til det uformelle møde i Rådet for Retlige og Indre Anliggender i Riga den 29. og 30. januar 2015,

—

der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om fornyelse af strategien for EU's indre sikkerhed (4),

—

der henviser til erklæringen fra det uformelle møde i Rådet for Retlige og Indre Anliggender den 11. januar 2015,

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet for Retlige og Indre Anliggender af 9. oktober 2014 og 5. december 2014,

—

der henviser til rapporten fra EU-antiterrorkoordinatoren til Det Europæiske Råd af 24. november 2014 (15799/14),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsprogram for 2015 som offentliggjort den 16. december 2014 (COM(2014)0910,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. januar 2014 med titlen »Forebyggelse af radikalisering, der kan munde ud i terrorisme og voldelig ekstremisme: Styrkelse af EU's indsats« (COM(2013)0941),

—

der henviser til udtalelse fra Artikel 29-Gruppen vedrørende Beskyttelse af Personoplysninger om anvendelse af nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet og databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet (udtalelse 01/2014),

—

der henviser til Domstolens dom af 8. april 2014 i de forenede sager C-293/12 og C-594/12, Digital Rights Ireland Ltd og Seitlinger m.fl., og til udtalelsen fra Parlamentets Juridiske Tjeneste om fortolkningen af denne dom,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at terrorisme og voldelig ekstremisme er blandt de største trusler mod vores sikkerhed og frihedsrettigheder;

B.

der henviser til, at de nylige, tragiske hændelser i Paris stod som en påmindelse om, at Den Europæiske Union står over for en vedvarende og voksende terrortrussel, der i løbet af det seneste årti har ramt adskillige af dens medlemsstater hårdt med angreb ikke alene rettet mod mennesker men også mod de værdier og friheder, som Unionen hviler på;

C.

der henviser til, at sikkerhed er en af de rettigheder, der er garanteret i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at grundlæggende rettigheder, borgerrettigheder og proportionalitet udgør et element af afgørende betydning i vellykkede terrorbekæmpelsespolitikker;

D.

der henviser til, at forebyggelsesstrategier til bekæmpelse af terrorisme bør hvile på en mangesidet tilgang med det formål direkte at imødegå forberedelsen af angreb på EU's område, men at den også indbefatte nødvendigheden af at tage fat på de grundlæggende årsager til terrorisme; der henviser til, at terrorisme er en global trussel, som skal bekæmpes på lokalt, nationalt, europæisk og globalt niveau for at styrke borgernes sikkerhed, forsvare de grundlæggende værdier frihed, demokrati og menneskerettigheder og værne om folkeretten;

E.

der henviser til, at den række af alvorlige terrorangreb på europæisk jord siden 11. september 2001, senest i januar 2015, har haft betydelig indvirkning på EU-borgernes og de i EU bosiddende personers følelse af sikkerhed; der henviser til, at sikkerhedssituationen i Europa har ændret sig drastisk i de senere år som følge af nye konflikter og omvæltninger i EU's umiddelbare nabolag, de nye teknologiers hurtige udvikling og den bekymrende stigende radikalisering, der fører til vold og terror både i EU og i nabolandene;

F.

der henviser til, at udbredelsen af terrorpropaganda fremmes gennem brug af internettet og de sociale medier; der henviser til, at cyberterrorisme sætter terrorgrupper i stand til at etablere og vedligeholde forbindelser uden fysiske forhindringer i form af grænser og således reducerer behovet for baser eller fristeder i forskellige lande;

G.

der henviser til, at EU står over for en alvorlig og voksende trussel fra de såkaldte »udenlandske krigere«, dvs. enkeltpersoner, der rejser til et andet land end det, hvor de har bopæl eller statsborgerskab, med det formål at udføre, planlægge eller forberede terrorhandlinger eller give eller modtage terroristtræning, bl.a. i forbindelse med væbnede konflikter; der henviser til, at skønsmæssigt 3 500 — 5 000 statsborgere fra EU-lande har forladt deres hjem for at blive udenlandske krigere i forbindelse med udbruddet af krigen og volden i Syrien, Irak og Libyen, hvilket udgør en enorm udfordring for EU-borgernes sikkerhed;

1.

fordømmer i de stærkeste vendinger grusomhederne i Paris og udtrykker på ny sin dybeste medfølelse med det franske folk og ofrenes familier; står sammen i den globale kamp mod terrorisme og angrebet på vores demokratiske værdier og frihedsrettigheder;

2.

fordømmer stærkt og kategorisk alle terrorhandlinger, tilskyndelse til terrorisme, glorificering af dem, der er involveret i terrorisme, og støtte til ekstremistiske voldelige ideologier, hvor i verden de end finder sted eller finder opbakning; understreger, at der ikke kan være frihed uden sikkerhed eller sikkerhed uden frihed;

3.

noterer sig med bekymring det hurtigt voksende antal EU-borgere, der rejser til konfliktområder for at slutte sig til terrororganisationer og derefter vender tilbage til EU's område, hvorved de udgør en risiko for EU's indre sikkerhed og andre EU-borgeres liv; anmoder Kommissionen om at foreslå en klar, fælles definition af »udenlandske krigere fra EU« for at øge retssikkerheden;

4.

understreger behovet for mere specialiserede foranstaltninger til bekæmpelse af problemet med EU-borgere, der rejser til udlandet for at kæmpe for terrororganisationer; bekræfter, at mens retsforfølgelse er mulig i visse tilfælde, bør der anvendes andre foranstaltninger til at forebygge radikalisering, forhindre europæiske og andre udenlandske krigere i at rejse og tage sig af dem, der vender tilbage; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at udvikle bedste praksis baseret på de medlemsstater, der har vedtaget vellykkede strategier, handlingsplaner og programmer på dette område;

5.

fremhæver, at bekæmpelsen af den trussel, som terrorisme udgør i almindelighed, kræver en terrorbekæmpelsesstrategi, der er baseret på en indsats på flere niveauer, og som samlet set tager fat på underliggende faktorer såsom radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme, f.eks. ved at udvikle social samhørighed og rummelighed, politisk og religiøs tolerance, forebygge ghettodannelse, analysere og modarbejde online-opfordringer til at begå terrorhandlinger, hindre udrejse for at slutte sig til terrororganisationer, forebygge og inddæmme rekruttering til og deltagelse i væbnede konflikter, indstille økonomisk støtte til terrororganisationer og enkeltpersoner, som ønsker at slutte sig til disse, sikre konsekvent retsforfølgelse, hvor det er nødvendigt, og give de retshåndhævende myndigheder hensigtsmæssige redskaber, så de kan udføre deres opgaver under fuld efterlevelse af de grundlæggende rettigheder;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at investere i ordninger, der behandler de grundlæggende årsager til radikalisering, herunder uddannelsesprogrammer, der fremmer integration, social inklusion, dialog, deltagelse, lighed, tolerance og forståelse mellem forskellige kulturer og religioner, samt rehabiliteringsprogrammer;

7.

henviser med stor bekymring til radikaliseringsfænomenet i fængslerne, og opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om dette problem; fastholder, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod fængslerne og forholdene i disse, med målrettede foranstaltninger til bekæmpelse af radikaliseringen i dette miljø; opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere for at forbedre fængslernes forvaltningssystemer og dermed gøre det lettere at spore fanger, der er involveret i forberedelse af terrorhandlinger, og at overvåge og forebygge radikaliseringsprocesser og oprette specifikke afradikaliseringsprogrammer;

8.

fremhæver det presserende behov for at intensivere forebyggelsen af radikalisering og til at udarbejde afradikaliseringsprogrammer ved at styrke og indgå i dialog med fællesskaberne og civilsamfundet på nationalt og lokalt niveau med henblik på at standse udbredelsen af ekstremistiske ideologier; opfordrer Kommissionen til at styrke netværket til bevidstgørelse om radikalisering (Radicalisation Awareness Network (RAN)), som samler alle de aktører, der er involveret i at udvikle antiradikaliseringskampagner og oprette afradikaliseringsstrukturer og -processer for hjemvendte udenlandske krigere, og til direkte at udfordre ekstremistiske ideologier ved at tilvejebringe positive alternativer;

9.

støtter vedtagelsen af en europæisk strategi for bekæmpelse af terrorpropaganda, radikale netværk og onlinerekruttering, der bygger på de bestræbelser, der allerede er gjort, og de initiativer, der allerede er taget på et mellemstatsligt og frivilligt grundlag med henblik på yderligere udveksling af bedste praksis og succesfulde metoder på dette område;

10.

opfordrer til vedtagelse af en holdning fra Rådet om nationale strategier til forebyggelse af radikalisering, der vil imødegå den brede vifte af underliggende faktorer for radikalisering og rette henstillinger til medlemsstaterne om skabelse af udtrædelses-, rehabiliterings- og afradikaliseringsprogrammer;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre optimal brug af de eksisterende platformer, databaser og advarselssystemer på europæisk plan, såsom Schengen-informationssystemet og Advanced Passenger Information System (APIS);

12.

fremhæver, at den frie bevægelighed inden for Schengen-området er en af de vigtigste frihedsrettigheder i Den Europæiske Union, og udelukker derfor ethvert forslag om at suspendere Schengen-systemet; opfordrer i stedet medlemsstaterne til at stramme de eksisterende regler, som allerede omfatter muligheden for at indføre midlertidig dokumentkontrol, og til at gøre bedre brug af SIS II-systemet; påpeger, at enkeltpersoner, der krydser de ydre grænser, allerede kan underkastes en række målrettede kontroller;

13.

forpligter sig til at arbejde for en endelig vedtagelse af et EU-direktiv om PNR-oplysninger inden årets udgang; opfordrer derfor Kommissionen til at redegøre for konsekvenserne af Domstolens dom om datalagringsdirektivet (5) og dennes mulige følger for EU-direktivet om PNR-oplysninger; opfordrer Rådet til at gøre fremskridt vedrørende databeskyttelsespakken, så trilogerne — om EU-direktivet om PNR-oplysninger og databeskyttelsespakken — kunne afholdes sideløbende; opfordrer Kommissionen til at indbyde uafhængige eksperter fra de retshåndhævende myndigheder og sikkerheds-og efterretningstjenesterne og repræsentanter for artikel 29-Gruppen til at bidrage med synspunkter og principielle betragtninger i lyset af sikkerhedsbehovene, hvad angår nødvendighed og proportionalitet i forbindelse med PNR;

14.

opfordrer Kommissionen til straks og derefter med jævne mellemrum at evaluere de nuværende instrumenter og foretage en tilsvarende vurdering af de tilbageværende huller i kampen mod terrorisme, idet Det Europæiske Råd regelmæssigt skal vurdere truslerne mod Unionen for at sætte denne og dens medlemsstater i stand til at træffe effektive foranstaltninger; opfordrer Kommissionen og Rådet til at støtte en ny køreplan for bekæmpelse af terrorisme, der resulterer i en effektiv reaktion på eksisterende trusler og sikrer effektiv sikkerhed for alle, idet den garanterer de rettigheder og friheder, som er de grundlæggende principper for det europæiske projekt;

15.

fremhæver, at et væsentligt element i bekæmpelsen af terrorisme nødvendigvis må være integrerede politikker til beskyttelse af og støtte til ofrene og deres familier; opfordrer alle medlemsstaterne til behørigt at gennemføre direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse;

16.

mener, at bekæmpelsen af handel med skydevåben bør være en prioriteret opgave for EU i bekæmpelsen af alvorlig og organiseret international kriminalitet; mener især, at samarbejdet må styrkes yderligere med hensyn til informationsudvekslingsmekanismer og sporbarhed og tilintetgørelse af forbudte våben; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at evaluere de eksisterende EU-regler om handel med ulovlige skydevåben og eksplosive anordninger i tilknytning til organiseret kriminalitet;

17.

bifalder den kommende vedtagelse på europæisk plan af en opdateret retsramme for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, som er et afgørende skridt, der skal gennemføres på alle planer for at sikre dens effektivitet og således bekæmpe en væsentlig finansieringskilde for terrororganisationer;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at optrappe deres retlige samarbejde på grundlag af de tilgængelige EU-instrumenter såsom ECRIS, den europæiske arrestordre og den europæiske efterforskningskendelse;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at forebygge terrormistænktes bevægelser ved at styrke kontrollen ved de ydre grænser, kontrollere rejsedokumenter mere systematisk og effektivt bekæmpe ulovlig våbenhandel og svigagtig anvendelse af andres identitet, samt ved at identificere risikoområder;

20.

noterer sig med bekymring, at terrororganisationerne i stigende grad anvender internettet og kommunikationsteknologierne til at kommunikere, planlægge angreb og udsprede propaganda; anmoder om, at internetvirksomheder og de sociale medier samarbejder med regeringerne og de retshåndhævende myndigheder for at bekæmpe dette problem samtidig med, at de sikrer løbende overholdelse af de generelle principper om udtryksfrihed og privatlivets fred; understreger, at foranstaltningerne til begrænsning af brug og spredning af oplysninger på internettet i terrorbekæmpelsesøjemed skal være nødvendige og forholdsmæssige;

21.

gentager, at al dataindsamling og -udveksling, herunder af EU-agenturer såsom Europol, bør være i overensstemmelse med EU-lovgivningen og national lovgivning og baseret på en sammenhængende databeskyttelsesramme, der giver juridisk bindende standarder for beskyttelse af personoplysninger på EU-plan;

22.

opfordrer kraftigt til bedre informationsudveksling mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder og EU-agenturerne; fremhæver desuden behovet for at forbedre, intensivere og fremskynde en global informationsudveksling om retshåndhævelse; opfordrer til et mere effektivt operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelandene gennem øget brug af sådanne værdifulde instrumenter som fælles efterforskningshold, programmer til sporing af finansiering af terrorisme og PNR-oplysningsordninger samt hurtigere og mere effektiv deling af relevante data og oplysninger inden for grænserne af en passende databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred;

23.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at foretage en omfattende evaluering af EU's foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og relaterede foranstaltninger, især hvad angår gennemførelsen heraf i medlemsstaternes lovgivning og praksis og niveauet for deres samarbejde med EU-agenturer på området, navnlig Europol og Eurojust, til at foretage en tilsvarende vurdering af de tilbageværende huller under anvendelse af proceduren i artikel 70 i TEUF og til at indføre denne evalueringsproces som en del af den europæiske dagsorden om sikkerhed;

24.

understreger, at der er nødvendigt, at europæiske agenturer og nationale retshåndhævende myndigheder bekæmper terroristorganisationernes primære indtægtskilder, herunder hvidvaskning af penge, menneskehandel og ulovlig våbenhandel; opfordrer i denne henseende til, at EU-lovgivningen gennemføres fuldt ud på dette område for at tilvejebringe en koordineret tilgang for hele EU; bemærker, at medlemsstaterne kun videregiver 50 % af deres oplysninger om terrorisme og organiseret kriminalitet til Europol og Eurojust;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedre brug af Europols enestående kapacitet ved at sikre, at deres nationale enheder forsyner Europol med relevante oplysninger på en mere systematisk og rutinemæssig måde; støtter endvidere oprettelse af en europæisk platform til bekæmpelse af terrorisme inden for Europol med henblik på at maksimere dets kapacitet på det operationelle og tekniske område og med hensyn til udveksling af efterretninger;

26.

understreger, at det er nødvendigt at gøre de strafferetlige reaktionsmuligheder mere effektive og koordinere dem bedre gennem Eurojust, at harmonisere kriminaliseringen af lovovertrædelser i forbindelse med udenlandske krigere i hele EU for at tilvejebringe et lovmæssigt grundlag og fremme samarbejdet på tværs af grænserne, for at undgå huller i retsforfølgningen og for at leve op til de praktiske og retlige udfordringer ved indsamling og anerkendelse af bevismidler i terrorsager, ved at opdatere rammeafgørelse 2008/919/RIA;

27.

opfordrer til et stærkere demokratisk og retsligt tilsyn med terrorbekæmpelsespolitikker og efterretningsarbejdet inden for EU med fuldstændig uafhængig demokratisk kontrol og insisterer på, at sikkerhedsarbejdet bør være i nøje overensstemmelse med folkeretten;

28.

opfordrer EU til aktivt at fremme et globalt partnerskab mod terrorisme og til at arbejde tæt sammen med regionale aktører såsom Den Afrikanske Union, Golfstaternes Samarbejdsråd og Den Arabiske Liga, navnlig Syriens og Iraks nabolande, og de lande, der er hårdt ramt af konflikten, såsom Jordan, Libanon og Tyrkiet, samt med FN og især FN's Komité for Bekæmpelse af Terrorisme; opfordrer i denne henseende til øget dialog mellem udviklings- og sikkerhedseksperter mellem EU og disse lande;

29.

understreger navnlig, at det er nødvendigt, at EU og dets medlemsstater og partnerlande baserer deres strategi for bekæmpelse af international terrorisme på retsstatsprincippet og respekt for de grundlæggende rettigheder; understreger endvidere, at Unionens aktioner udadtil til bekæmpelse af international terrorisme i første omgang bør sigte mod at forhindre, modarbejde og retsforfølge terrorisme;

30.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at vedtage en EU-strategi udadtil for bekæmpelse af international terrorisme med henblik på at bekæmpe kilderne til international terrorisme og integrere kampen mod terrorisme; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udvikle en samarbejdsstrategi til bekæmpelse af terrorisme med tredjelande og samtidig sikre, at menneskerettighedsstandarderne respekteres;

31.

opfordrer EU til at revidere sin strategi over for det sydlige Middelhavsområde som led i den aktuelle revision af den europæiske naboskabspolitik og fokusere på at støtte de lande og aktører, der reelt engagerer sig i fælles værdier og reformer;

32.

fremhæver nødvendigheden af at fokusere på at forhindre og bekæmpe radikalisering i handlingsplanerne og de politiske dialoger mellem EU og dets partnerlande, bl.a. ved at øge det internationale samarbejde, gøre brug af eksisterende programmer og kapaciteter og samarbejde med civilsamfundsaktører i lande, der er relevante i bekæmpelsen af terrorisme og ekstremistisk propaganda på internettet og via andre kommunikationsmidler;

33.

understreger, at en samlet EU-strategi for anti-terrorforanstaltninger også skal gøre fuldt brug af EU's udenrigs- og udviklingspolitik med henblik på at bekæmpe fattigdom, forskelsbehandling og marginalisering, bekæmpe korruption og fremme god forvaltningsskik samt forebygge og løse konflikter, hvilket alt sammen bidrager til at marginalisere visse grupper og samfundslag og dermed gøre dem mere sårbare over for propaganda fra ekstremistiske grupper;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/12

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2005 om informationssamfundet (1),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse (2),

—

der henviser til sin beslutning af 17. januar 2008 om det andet Internet Governance Forum (3),

—

der henviser til Genève-principerklæringen og handlingsplanen fra verdenstopmødet om informationssamfundet (WSIS), der blev vedtaget i Genève den 12. december 2003,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Mod et globalt partnerskab i informationssamfundet: Omsætning af Genève-principperne i handling« (COM(2004)0480),

—

der henviser til Tunis-engagementet og -dagsordenen for informationssamfundet, vedtaget i Tunis den 18. november 2005,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til opfølgning af WSIS-mødet i 2006 (COM(2006)0181),

—

der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om forvaltning af internettet: de næste skridt (4),

—

der henviser til erklæringen fra NETmundial-flerpartsmødet, der blev fremlagt den 24. april 2014,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Internetpolitik og -forvaltning — EU's rolle i udformningen af fremtidens internetforvaltning« (COM(2014)0072),

—

der henviser til den fælles erklæring fra EU's delegation til det Internet Governance Forum, der blev afholdt den 2.-5. september 2014 i Istanbul,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at formålet med Internet Governance Forum (IGF) er at gennemføre mandatet fra verdenstopmødet om informationssamfundet (WSIS) med hensyn til indkaldelse af fora med henblik på en demokratisk, gennemsigtig og politisk dialog mellem interessenter;

B.

der henviser til, at IGF’s primære rolle og funktion er at drøfte en lang række spørgsmål i forbindelse med internetforvaltning og i givet fald at komme med henstillinger til det internationale samfund;

C.

der henviser til, at FN's Generalforsamling den 20. december 2010 besluttede at forlænge IGF’s mandat med yderligere fem år;

D.

der henviser til, at FN’s Generalforsamling i 2015 vil drøfte og træffe afgørelse om en yderligere forlængelse af IGF's mandat;

E.

der henviser til, at Parlamentet sendte en ad hoc-delegation til WSIS i 2005 og siden da har sendt en delegation til hvert årligt møde i IGF;

F.

der henviser til, at de ad hoc-delegationer, som Parlamentet har udsendt, i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen har spillet en afgørende rolle med hensyn til fremme af europæiske værdier og samspillet med civilsamfundets organisationer og nationale parlamenters repræsentanter, der har deltaget i disse arrangementer;

G.

der henviser til, at Den Europæiske Unions prioriteringer i løbet af det niende IGF, der blev afholdt i september 2014 med det overordnede tema »Forbindelse af kontinenter for en forbedret flerpartsforvaltning af internettet«, var en global udvidelse af internetadgangen, vedligeholdelse af internettet som en global, åben og fælles ressource, ikke-diskriminerende adgang til viden, større ansvarlighed og gennemsigtighed i flerpartsmodellen for internetforvaltning, afvisning af ideen om et statskontrolleret internet og erkendelse af, at vores grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder ikke er til forhandling og skal beskyttes online;

H.

der henviser til, at EU’s transport-, telekommunikations- og energiministre den 27. november 2014 godkendte Rådets konklusioner, der understreger betydningen af en koordineret europæisk holdning til internetforvaltning og af støtte til at styrke IGF som flerpartsplatform;

I.

der henviser til, at National Telecommunications and Information Administration (NTIA) under USA's handelsministerium i marts 2014 meddelte, at den havde til hensigt at overdrage de funktioner, som Internet Assigned Numbers Authority (IANA) varetager vedrørende tilsyn med internettet, til det globale flerpartssamfund inden udløbet af den nuværende kontrakt mellem NTIA og Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN) i september 2015; der henviser til, at der skal findes en afbalanceret løsning på denne overdragelse i tide, og at den bør føre til et system, der ikke kan blive genstand for overtagelse og manipulation, således at der fortsat kan sikres et stabilt internet;

J.

der henviser til, at der på globale NETmundial-flerpartsmøde om fremtiden for internetforvaltning i april 2014 blev udarbejdet et sæt principper for internetforvaltning og en køreplan for den fremtidige udvikling af internettets økosystem;

K.

der henviser til, at vækst, der er forbundet med internetøkonomien, ifølge beregninger ligger på næsten 11 % i EU, og at dens bidrag til BNP forventes at stige fra 3,8 % i 2010 til 5,7 % i 2016;

L.

der henviser til, at internettet udgør en hjørnesten for det digitale indre marked og fremmer bl.a. innovation, vækst, handel, demokrati, kulturel mangfoldighed og menneskerettigheder;

M.

der henviser til, at alle de rettigheder og frihedsrettigheder, som borgere har offline, også bør gælde online i et åbent internet;

1.

opfordrer FN's Generalforsamling til at forny IGF’s mandat og styrke dets ressourcer og flerpartsmodellen for internetforvaltning;

2.

bemærker, at IGF ikke skal vedtage officielle konklusioner, men mener imidlertid, at EU bør støtte denne proces og styrke virkningen af disse udvekslinger i politiske drøftelser, idet det giver et positivt og konkret grundlag for at udforme internettets fremtid ud fra en flerpartstilgang;

3.

opfordrer medlemsstaterne og de berørte EU-institutioner til fortsat at sætte IGF højt på deres dagsordener og fortsætte deres støtte til IGF og dets sekretariat og bidrage til udviklingen af en effektiv og uafhængig organisation, der er i stand til at udøve sit mandat og bidrage til den model for internetforvaltning, der er under udvikling;

4.

understreger, at Parlamentet fortsat bør deltage i kommende IGF-møder med en større delegation for at bidrage effektivt til at udarbejde en EU-strategi om internetforvaltning sammen med medlemsstaterne og Kommissionen;

5.

understreger behovet for at forbedre internetadgangen i hele verden; fremhæver, at IGF bør øge omfanget af alle interessenters inddragelse;

6.

understreger, at det er stor tilhænger af flerpartsmodellen for internetforvaltning; opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og alle relevante interessenter til yderligere at styrke modellens bæredygtighed ved at gøre aktørerne og processerne på nationalt, regionalt og internationalt plan mere rummelige, gennemsigtige og ansvarlige;

7.

fremhæver betydningen af at færdiggøre globaliseringen af internettets kernefunktioner og organisationer; glæder sig over, at USA's regering i marts 2014 forpligtede sig til at overdrage ledelsen af IANA's funktioner; understreger betydningen af fuld ansvarlighed og gennemsigtighed i forbindelse med ICANN;

8.

understreger, at der findes en fastlagt frist for afslutning af forhandlingerne om IANA's funktioner, der vil sikre en langsigtet løsning for internettets stabilitet og sikkerhed, idet den nuværende aftale mellem ICANN og USA's regering om tilsyn med IANA's funktion udløber i september 2015;

9.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge deres bestræbelser på at støtte, at denne nye aftale indgås i rette tid;

10.

opfordrer de berørte EU-institutioner til at foreslå EU selv som en første international partner til ICANN med hensyn til IANA's funktioner, bl.a. en rolle på lige fod med USA og andre stater i bekræftelsen af tilsagn, som i øjeblikket regulerer IANA's tjenester; mener, at dette er et væsentligt skridt i retning af at sikre ICANN's fulde neutralitet;

11.

understreger, at der allerede kan tages ved lære af de frugtbare drøftelser, som hidtil har fundet sted i forbindelse med IGF, og på hvilke der kan følges op, navnlig om lovgivningsmæssige aspekter ved elektronisk kommunikation og spørgsmål om datasikkerhed og privatlivets fred; mener, at der er behov for yderligere drøftelser i IGF om spørgsmål vedrørende it-sikkerhed og it-kriminalitet, som varierer lige fra løsninger til at forbedre sikkerheden i kritiske infrastrukturer til tilvejebringelse af hensigtsmæssige redskaber for sikker kommunikation til enkeltpersoner og små virksomheder, navnlig e-autentificering og kryptering; understreger behovet for at sikre et åbent og uafhængigt internet som en global og fælles ressource sammen med en ikke-diskriminerende adgang til viden i fremtiden på grundlag af interessenternes initiativer og behov og ytringsfrihed;

12.

understreger, at det er af afgørende betydning at fortsætte bestræbelserne på at sikre retlig beskyttelse af netneutralitet, som er en nødvendig forudsætning for at sikre informations- og ytringsfrihed, sætte skub i væksten og jobskabelsen ved at udvikle innovation og forretningsmuligheder forbundet med internettet og fremme og sikre kulturel og sproglig mangfoldighed;

13.

understreger, at grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder ikke er til forhandling og skal beskyttes både online og offline; beklager, at visse stater forsøger at begrænse deres borgeres forbindelser med resten af verden ved hjælp af censur og andre restriktioner; afviser på det kraftigste ideen om et statskontrolleret internet og masseovervågning af internettet;

14.

understreger den økonomiske og sociale betydning af retten til privatliv på internettet og brugeres kontrol med deres personoplysninger; mener, at sådanne rettigheder er af grundlæggende betydning for demokrati, et åbent og neutralt internet og lige konkurrencevilkår for virksomheder på internettet;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaterne og de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/15

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (1) (fødevareinformationsforordningen) og navnlig artikel 26, stk. 6 og 7, i denne forordning,

—

der henviser til Kommissionens rapport af 17. december 2013 om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens (COM(2013)0755) og det dertil hørende arbejdsdokument fra Kommissionen af 17. december 2013 om oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens: forbrugernes holdning, mulighederne for gennemførelse af forskellige scenarier og konsekvensanalyse (SWD(2013)0437),

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1337/2013 af 13. december 2013 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 hvad angår angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for fersk, kølet eller frosset svine-, fåre- og gedekød samt fjerkræ (2),

—

der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014 om ovenstående forslag til Kommissionens gennemførelsesforordning af 13. december 2013 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 14. januar 2014 om fødevarekrisen, svindel i fødevarekæden og kontrollen heraf (4),

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om mærkning af oprindelsesland for kød i forarbejdede fødevarer (O-000091/2014 — B8-0101/2015),

—

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at artikel 26, stk. 6, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne pålægger Kommissionen at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens senest den 13. december 2013;

B.

der henviser til, at det i artikel 26, stk. 7, i ovennævnte forordning fastsættes, at rapporten bl.a. skal behandle forbrugernes behov for at blive informeret, gennemførligheden af en obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed og indeholde en analyse af omkostninger og fordele ved at indføre sådanne foranstaltninger, og at det endvidere fastsættes, at rapporten kan ledsages af forslag om ændring af de relevante EU-bestemmelser;

C.

der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse hermed den 17. december 2013 offentliggjorde sin rapport om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens og et dertil hørende arbejdsdokument om oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens: forbrugernes holdning, mulighederne for gennemførelse af forskellige scenarier og konsekvensanalyse;

D.

der henviser til, at 30-50 % (afhængigt at den enkelte medlemsstat) af den samlede mængde kød fra slagtedyr vurderes at blive forarbejdet til kød, der indgår som ingrediens i levnedsmidler, mest i hakket kød, kødvarer og kødprodukter;

E.

der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har fremsat eventuelle opfølgende lovforslag, idet den konkluderer, at der vil blive foretaget yderligere foranstaltninger efter drøftelser i Parlamentet og Rådet;

F.

der henviser til, at de eksisterende sporingssystemer i EU, ifølge ovennævnte Kommissionsrapport om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens, ikke er tilstrækkelige til at formidle oprindelsesoplysningerne igennem fødevarekæden;

G.

der henviser til, at det i artikel 26, stk. 2, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne fastsættes, at angivelse af oprindelsesland eller herkomststed er obligatorisk i de tilfælde, hvor undladelse af at give denne oplysning ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til fødevarens egentlige oprindelsesland eller herkomststed, navnlig hvis de oplysninger, der ledsager fødevaren, eller etiketten som helhed ellers ville antyde, at fødevaren har et andet oprindelsesland eller herkomststed;

H.

der henviser til, at konsekvensanalysen, der underbyggede forordningen om fødevareinformation til forbrugerne indikerede, at køds oprindelse tilsyneladende er forbrugernes primære bekymring i hele EU (5);

I.

der henviser til, at kødbaserede fødevarer ifølge Food Chain Evaluation Consortiums forbrugerundersøgelse fra 2013 scorede højest blandt de forskellige fødevaregrupper, der var omfattet af undersøgelsen, for så vidt angår interessen for oprindelsesmærkning; der henviser til, at undersøgelsens resultater på baggrund af en mere målrettet undersøgelse af forskellige typer forarbejdede kødbaserede produkter indikerer, at over 90 % af de adspurgte forbrugere anser det for vigtigt, at der er mærket med oprindelse;

1.

bemærker, at angivelse af oprindelse blev obligatorisk for uforarbejdet oksekød og oksekødsprodukter i Unionen som følge af bovin spongiform encephalopathi (BSE)-krisen (6), og at EU's bestemmelser om mærkning af oksekød har været gældende siden den 1. januar 2002; bemærker, at disse mærkningskrav allerede omfatter, føde-, opdræts- og slagtested;

2.

mener, at ovennævnte krav, der gælder for uforarbejdet oksekød og oksekødsprodukter, har skærpet forbrugernes forventninger om oprindelsesmærkning af andre typer frisk kød, som der er et stort forbrug af i Unionen, og kød anvendt som ingrediens i forarbejdede fødevarer;

3.

bemærker, at det i betragtning 31 i fødevareinformationsforordningen understreges, at køds oprindelse er af stor betydning for forbrugerne, og at forbrugerne derfor forventer at blive ordentligt orienteret om kødets oprindelsesland; påpeger desuden, at det i betragtning 31 fastsættes, at obligatoriske mærkningskrav bør tage hensyn til proportionalitetsprincippet og den administrative byrde for fødevarevirksomhedsledere og håndhævende myndigheder;

4.

betoner, at 90 % af virksomhederne i kødforarbejdningssektoren er SMV'er; fremhæver den særlige rolle, SMV'er spiller i skabelsen af vækst og arbejdspladser, deres bidrag til en konkurrencedygtig europæisk økonomi og deres engagement i sikre fødevarer af høj kvalitet; mener, at det er afgørende at skabe lige vilkår for aktørerne i sektoren;

5.

bekræfter sin bekymring over de mulige konsekvenser af fødevaresvig for fødevaresikkerheden, forbrugernes sundhed, deres tillid, fødevarekædens funktionsmåde og stabiliteten af landbrugspriserne, og understreger betydningen af at prioritere at gribe ind over for fødevaresvindel og dermed hurtigt at genskabe de europæiske forbrugeres tillid;

6.

mener ikke, at mærkning af oprindelsesland eller -sted for kød og kødprodukter i sig selv forhindrer svig, men at et strengt sporingssystem bidrager til at opdage eventuelle overtrædelser af reglerne og gribe ind over for dem; bemærker, at de seneste fødevareskandaler, herunder anvendelsen af hestekød i stedet for oksekød, har vist, at forbrugerne ønsker skærpede regler om sporbarhed og forbrugeroplysning; påpeger, at strengere regler om sporbarhed også ville gøre myndighederne i stand til at undersøge sager om fødevaresvig mere effektivt;

7.

fremhæver vigtigheden af at tage hestekød i betragtning i forbindelse med kød anvendt som ingrediens i forarbejdede fødevarer, på linje med oksekød og kød fra svin, får, geder og fjerkræ, da det udgør en betydelig del af det kød, der anvendes i forarbejdet kød;

8.

fremhæver endvidere, at det i Kommissionens egen rapport anerkendes, at over 90 % af forbrugerrespondenterne anser det for vigtigt at oprindelsesmærke kød i forarbejdede fødevareprodukter (7); bemærker, at dette er en af adskillige faktorer, der kan påvirke forbrugernes adfærd;

9.

mener, at oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens i fødevarer vil bidrage til at sikre bedre sporbarhed i hele fødevarekæden, mere stabile relationer mellem kødleverandører og forarbejdningsvirksomheder og forøget årvågenhed, når fødevarevirksomhedsledere vælger deres leverandører og produkter;

10.

mener, at fødevaremærkning bør tage hensyn til oplysningernes gennemsigtighed og læsbarhed for forbrugerne, samtidig med at den gør det muligt for europæiske virksomheder at operere på en økonomisk rentabel måde under forhold, der er acceptable for forbrugernes købekraft;

11.

påpeger, at resultaterne af en undersøgelse, som en fransk forbrugerorganisation har foretaget, for prisindvirkningernes vedkommende afviger kraftigt fra konklusionerne i Kommissionens rapport om omkostningerne ved at indføre mærkning med oprindelsesland; anbefaler at sagen undersøges nærmere med henblik på at få et klarere billede af de potentielle prisindvirkninger, forudsat at en sådan undersøgelse foretages i samarbejde med forbrugerorganisationer, og forudsat at den ikke vil forsinke de lovgivningsmæssige forslag;

12.

bemærker, at mærkning med oprindelsesland vil blive obligatorisk for uforarbejdet kød fra svin, får, geder og fjerkræ fra og med april 2015; der henviser til, at der må tages hensyn til dette, når det vurderes, hvad det vil koste at give oprindelsesoplysninger for disse typer kød, når de anvendes som ingrediens;

13.

bemærker, at de nuværende frivillige oprindelsesoplysninger kan give vildledende oplysninger til forbrugerne;

14.

opfordrer Kommissionen til at revurdere sådanne frivillige ordninger om oprindelsesmærkning og foreslå klare, ensartede, harmoniserede og retsgyldige regler, når producenter beslutter at indføre frivillig oprindelsesmærkning;

15.

bemærker endvidere, at et krav om mærkning med et EU-/ikke-EU-mærke ganske vist, som anført i Kommissionens rapport, ville være et billigere alternativ, men påpeger, at forskning, som Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) har gennemført i flere medlemsstater, har vist, at dette ikke ville være en acceptabel løsning for forbrugerne (8);

16.

mener, at Kommissionen bør gennemføre en nærmere undersøgelse af visse europæiske forhandleres og producenters praksis (som allerede er temmelig udbredt) med at oprindelsesmærke kød i forarbejdede fødevarer og aflægge rapport om sine konklusioner;

17.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at tage alle nødvendige skridt til at gøre forebyggelse og bekæmpelse af fødevaresvig til en integreret del af EU-politikken og at tage sig af strukturelle svagheder inden for hele fødevarekæden, navnlig gennem øget og forstærket kontrol;

18.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage en gennemførelsesretsakt vedrørende anvendelsen af artikel 26, stk. 3, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne, som omhandler angivelse af de primære ingrediensers oprindelsesland, hvis ikke dette er det samme som fødevarens;

19.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at følge op på sin rapport med lovgivningsforslag, der gør det obligatorisk at angive oprindelsen af kød i forarbejdede fødevarer med henblik på at sikre mere gennemsigtighed gennem hele fødevarekæden og informere de europæiske forbrugere bedre, under hensyntagen til sine konsekvensanalyser, og uden at der pålægges urimeligt store omkostninger og administrative byrder;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/19

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1) (Cotonouaftalen) og ændret første gang i Luxembourg den 25. juni 2005 (2) og anden gang i Ouagadougou den 22. juni 2010 (3),

—

der henviser til sin holdning af 13. juni 2013 om udkast til Rådets afgørelse om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen om ændring for anden gang af partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, som ændret første gang i Luxembourg den 25. juni 2005 (4),

—

der henviser til forretningsordenen for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU som vedtaget den 3. april 2003 (5) og senest ændret i Addis Abeba (Etiopien) den 27. november 2013 (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020 (7),

—

der henviser til sin holdning af 11. december 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (8),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (11. Europæiske Udviklingsfond) (9),

—

der henviser til sin beslutning af 3. april 2014 om decharge for gennemførelsen af budgettet for 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2012 (10) og til sin afgørelse af 3. april 2014 om afslutningen af regnskaberne for 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2012 (11) samt til sin beslutning af 3. april 2014 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2012 (12),

—

der henviser til de beslutninger, Den Blandede Parlamentariske Forsamling vedtog den 27. november 2013 om: overholdelse af retsstatsprincippet og betydningen af et upartisk og uafhængigt retsvæsen, Syd-Syd-samarbejde og trekantssamarbejde: muligheder og udfordringer for AVS-landene, den sociale og miljømæssige virkning af pastoralisme i AVS-landene og sikkerhed i De Store Søers Område,

—

der henviser til de beslutninger, Den Blandede Parlamentariske Forsamling vedtog den 19. juni 2013 om: de nye farer, som militærkup udgør for demokratiet og den politiske stabilitet i AVS-landene, samt det internationale samfunds rolle, økonomiske partnerskabsaftaler — de næste skridt, menneskelige ressourcer inden for sundhedssektoren i AVS-landene, situationen i Republikken Guinea og situationen i Den Centralafrikanske Republik;

—

der henviser til de beslutninger, Den Blandede Parlamentariske Forsamling vedtog den 29. november 2012 om: den politiske og humanitære krise i Somalia: udfordringerne for EU og AVS-Gruppen, ikt-baserede iværksætteraktiviteter og deres indvirkning på udviklingen i AVS-landene samt vigtigheden af adgang til energi for bæredygtig økonomisk udvikling og virkeliggørelsen af 2015-målene,

—

der henviser til de beslutninger, Den Blandede Parlamentariske Forsamling vedtog den 30. maj 2012 om: de politiske konsekvenser af konflikten i Libyen for AVS-nabolandene og EU-staterne, prisudsving, de globale markeder for landbrugsprodukter, deres funktion og indvirkning på fødevaresikkerheden i AVS-landene, samt de sociale og miljømæssige konsekvenser af minedrift i AVS-lande,

—

der henviser til kommunikéet vedtaget den 19. juli 2013 i Abuja (Nigeria) i forbindelse med det regionale møde for AVS Vestafrika (13),

—

der henviser til kommunikéet vedtaget den 16. februar 2013 i Santo Domingo (Den Dominikanske Republik) i forbindelse med det regionale møde for AVS Vestindien (14),

—

der henviser til kommunikéet vedtaget den 20. juli 2012 i Apia (Samoa) i forbindelse med det regionale møde for AVS Stillehavsområdet (15),

—

der henviser til kommunikéet vedtaget den 24. februar 2012 i Lusaka (Zambia) i forbindelse med det regionale møde for AVS Det Sydlige Afrika (16),

—

der henviser til adfærdskodeksen, som blev vedtaget den 19. juni 2013, for medlemmer af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, der deltager i valgobservationsdelegationer,

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring af 18. september 2000, hvor 2015-målene fastsættes som målsætninger, der er opstillet af det internationale samfund i fællesskab med henblik på udryddelse af fattigdom,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A8-0012/2015),

A.

der henviser til, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har en unik status, idet den er den eneste multilaterale interparlamentariske forsamling, der er oprettet som led i en international aftale, Cotonouaftalen;

B.

der henviser til, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har udviklet sig til en ægte parlamentarisk forsamling, der tilvejebringer et forum for en åben og ligefrem drøftelse af spørgsmål, som er centrale for udviklingssamarbejde, og yder et væsentligt bidrag til det jævnbyrdige partnerskab mellem AVS-landene og EU;

C.

der henviser til, at Cotonouaftalen mellem medlemmerne af Gruppen af AVS-stater og EU er centreret omkring målet om at mindske, og i sidste ende udrydde, fattigdom; der henviser til, at samarbejdet også bør bidrage til bæredygtig økonomisk udvikling, som er et grundlag for varig fred og sikkerhed og den demokratiske og politiske stabilitet i AVS-landene;

D.

der henviser til, at der blev organiseret undersøgelsesmissioner i 2013 — til Mali for at opnå en bedre forståelse af den skrøbelige situation i landet, til Liberia for at bidrage til den politiske dialog som fastsat i artikel 8 i Cotonouaftalen og til Haiti for at kontrollere genopbygningen og den politiske situation;

E.

der henviser til, at der efter Forsamlingens vedtagelse af en adfærdskodeks for de medlemmer, der deltager i valgobservationsmissioner, er skabt en ny dynamik, der bidrager til merværdi, som det er tilfældet med Den Blandede Parlamentariske Forsamlings fælles missioner til præsidentvalget i Mali og parlamentsvalget og anden runde af præsidentvalget i Madagaskar;

F.

der henviser til, at ændringen af Cotonoupartnerskabsaftalen i 2010 styrkede Den Blandede Parlamentariske Forsamlings rolle og dens regionale dimension;

G.

der henviser til, at der bør sikres en fuldstændig inddragelse af Den Blandede Parlamentariske Forsamling i rammen for den politiske dialog, der føres i overensstemmelse med artikel 8 i Cotonouaftalen;

H.

der henviser til, at det vil være vigtigt at tilskynde til en regelmæssig uformel dialog på grundlag af solide analyser med forskellige kategorier af relevante officielle og uofficielle aktører inden for AVS-EU's cirkler (Den Blandede Parlamentariske Forsamling, AVS-EU-Ministerrådet, dialogerne i AVS-EU-regi med den private sektor og civilsamfundet) og inden for andre cirkler, som ikke har nogen direkte interesse i AVS-EU-verdenen;

I.

der henviser til, at næsten alle Den Blandede Parlamentariske Forsamlings europæiske samlinger i perioden 2003-2013 i princippet har fundet sted i det land, der havde det roterende formandskab for EU-Rådet; der henviser til, at de roterende formandskaber er forpligtet til at efterleve de tilsagn, der er givet under Cotonouaftalen i denne henseende;

J.

der henviser til, at BRIKS-landenes (Brasiliens, Ruslands, Indiens, Kinas og Sydafrikas) og andre vækstøkonomiers hastigt stigende indflydelse på globalt plan og i AVS-landene og -regionerne har voksende betydning for Gruppen af AVS-lande og den aktuelle status for forbindelserne mellem AVS og EU;

K.

der henviser til, at akkrediterede parlamentariske assistenter ifølge de nye regler for tjenesterejser, som Europa-Parlamentets Præsidium har vedtaget, ikke længere kan bistå medlemmerne under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger, hvilket har en betydelig indvirkning på det parlamentariske arbejde;

1.

glæder sig over, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling som en af de fælles institutioner under Cotonouaftalen fortsat tilvejebringer en ramme for en åben, demokratisk og omfattende dialog mellem medlemmer af Europa-Parlamentet og parlamentarikere fra AVS-landene om gennemførelsen af denne aftale, herunder kontrol med udviklingssamarbejdet under EUF samt indgåelse og gennemførelse af ØPA'er; glæder sig over, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling evner at være et forum, hvor vanskelige og kontroversielle emner kan drøftes åbent og uden omsvøb; opfordrer derfor til, at den kommende aftale, der skal erstatte Cotonouaftalen, kommer til at indeholde udtrykkelig omtale af ikke-forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet, som Europa-Parlamentet mange gange har krævet;

2.

understreger, at det er nødvendigt at styrke den politiske dialog, og fremhæver i denne forbindelse Den Blandede Parlamentariske Forsamlings rolle med hensyn til at fremme og forsvare de principper, der er fastsat i Cotonouaftalens artikel 9, navnlig dem der vedrører retsstatsforhold og god regeringsførelse;

3.

fremhæver merværdien af at holde Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger i de EU-medlemsstater, der har det roterende rådsformandskab, og mener, at dette rotationsprincip bør fastholdes fremover; udtrykker bekymring over de uheldige omstændigheder, der førte til, at det irske formandskab ikke var vært for den 25. samling; roser imidlertid Danmarks regering for at indvilge i at være vært for den yderst vellykkede 23. samling i Horsens, hvor der blev skabt kulturelle og uddannelsesmæssige forbindelser mellem borgerne i Horsens og delegerede fra AVS-landene; beklager dybt den manglende interesse, som nogle EU-medlemsstater, der har haft eller forventes at få det roterende rådsformandskab i fremtiden, har udvist med hensyn til at være værter for Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger; opfordrer alle EU-medlemsstater, der har det roterende rådsformandskab, til at engagere sig mere indgående i forberedelserne til, organiseringen af og værtsskabet for Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger;

4.

fremhæver betydningen af Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger og møderne i de stående udvalg, men beklager, at der ofte har været ulige deltagelse af EU-medlemmer og AVS-medlemmer, og er bekymret over den faldende deltagelse af EP-medlemmer, især under afstemningerne; bemærker, at der har været en mere ligelig deltagelse i missioner, som f.eks. de regionale møder, og håber, at disse eksempler vil blive fulgt ved fremtidige samlinger i Den Blandede Parlamentariske Forsamling, som finder sted i Bruxelles;

5.

minder om det tilsagn, som den tidligere næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant gav om, at EU-Rådet bør være repræsenteret på ministerniveau ved Forsamlingens samlinger, og opfordrer den nye næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant til at respektere dette tilsagn;

6.

minder om AVS-EU-Ministerrådets forpligtelse til at forelægge en årsberetning for Forsamlingen om gennemførelsen af Cotonouaftalen, som bør indeholde elementer vedrørende politiske, socioøkonomiske og miljømæssige resultater, i stedet for blot at være en simpel redegørelse for de afholdte samlinger;

7.

minder om, at de fælles institutioner i henhold til artikel 14 i den ændrede Cotonouaftale skal bestræbe sig på at tilsikre samordning, sammenhæng og komplementaritet samt en effektiv og gensidig informationsstrøm; er af den opfattelse, at ligesom Europa-Parlamentets formand indbydes til møderne i Det Europæiske Råd, bør de to formænd for Den Blandede Parlamentariske Forsamling have mulighed for at deltage i møderne i AVS-EU-Ministerrådet; anmoder næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant om yderligere at forbedre det eksisterende samarbejde og sørge for, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling indbydes til at deltage i det næste AVS-EU-Ministerrådsmøde;

8.

fremhæver den afgørende rolle, som AVS-landenes nationale parlamenter, lokale myndigheder og ikke-statslige aktører spiller i de forberedende faser og overvågningen af landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter og gennemførelsen af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF); opfordrer Kommissionen og AVS-landenes regeringer til at sikre deres deltagelse ved i rette tid at forsyne AVS-landenes parlamenter med al til rådighed værende information og bistå dem med at udøve demokratisk kontrol, navnlig gennem kapacitetsopbygning;

9.

bemærker det arbejde, der udføres i arbejdsgrupperne under Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg om kontrol i forbindelse med vurdering og overvågning af programmeringsdokumenterne for AVS-lande og -regioner under den 11. Europæiske Udviklingsfond, og efterlyser en procedure for afrapportering til Den Blandede Parlamentariske Forsamling om resultaterne af denne proces;

10.

roser Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Præsidium for, at det udvider sit arbejde til at række ud over rent administrative opgaver og også anvender sine møder til politiske drøftelser ved på dagsordenerne for sine møder i Bruxelles og Addis Abeba at medtage væsentlige spørgsmål af fælles interesse, som f.eks. »de fremtidige forbindelser mellem AVS og EU efter 2020«; anmoder om, at denne praksis videreføres fremover;

11.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Præsidium til at udvikle en mere strategisk orientering i relation til Forsamlingens arbejdsprogram og de stående udvalgs valg af betænkninger, således at det sikres, at betænkningerne er nært forbundne med Den Blandede Parlamentariske Forsamlings strategiske mål og navnlig bidrager til forhandlingerne om udviklingsrammen for perioden efter 2015 og forbindelserne mellem EU og AVS efter 2020;

12.

udtrykker på ny sin dybeste bekymring over forværringen af den politiske og humanitære situation i flere AVS-lande og -regioner, herunder de interne og eksterne eftervirkninger af sådanne situationer på forskellige niveauer, og giver udtryk for solidaritet med de berørte befolkninger; opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at overvåge situationen i de AVS-lande, der befinder sig i krisesituationer, til at være mere opmærksom på skrøbelige stater og til at kræve, at AVS- og EU-staterne bekæmper udbruddet af ebolavirus i Vestafrika på en koordineret måde;

13.

glæder sig over Den Blandede Parlamentariske Forsamlings stadig mere parlamentariske — og dermed politiske — karakter og den stadig mere aktive rolle, som dens medlemmer spiller, samt den forbedrede kvalitet af Forsamlingens drøftelser, som yder et afgørende bidrag til AVS-EU-partnerskabet; opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at styrke dialogen om menneskerettighederne i overensstemmelse med FN-erklæringen om menneskerettighederne og Cotonouaftalen og sætte denne dialog på Forsamlingens dagsorden som et fast tilbagevendende punkt;

14.

henleder opmærksomheden på, at drøftelsen om forbindelserne mellem AVS og EU efter 2020 og AVS-Gruppens fremtid er i gang, og understreger vigtigheden af den rolle, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør spille i denne proces; fremhæver i denne forbindelse behovet for et omfattende og forstærket fælles parlamentarisk tilsyn, uafhængigt af det endelige resultat; understreger, at en eventuel kommende aftale, der skal træde i stedet for Cotonouaftalen, bør indeholde udtrykkelig omtale af ikke-forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet, som Europa-Parlamentet mange gange har krævet;

15.

giver på ny udtryk for sin dybe bekymring over, at der i nogle AVS-lande vedtages og drøftes lovgivning, der yderligere kriminaliserer homoseksualitet; opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at sætte dette på dagsordenen for dens drøftelser; kræver en styrkelse af princippet om de ufravigelige menneskerettighedsklausuler og sanktionerne i tilfælde af manglende overholdelse, bl.a. med hensyn til forskelsbehandling på grund af køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering eller kønsidentitet samt forskelsbehandling af hiv/aids-ramte;

16.

mener, at drøftelserne om, hvad der skal ske efter Cotonou, bør være en anledning til grundigt at analysere både fiaskoer og succeser for den nuværende aftale med hensyn til bæredygtig socioøkonomisk udvikling i AVS-landene; mener desuden, at enhver form for fremtidigt udviklingssamarbejde og økonomisk samarbejde mellem AVS og EU såvel som handels- og investeringsordninger bør sikre, at intet AVS-lands situation forringes;

17.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Præsidium til blandt Forsamlingens medlemmer at udpege to faste ordførere for udviklingsvenlig politikkohærens til at arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentets faste ordfører og til at udarbejde en halvårlig rapport om gennemførelsen af artikel 12 i den reviderede Cotonouaftale;

18.

mener, at der sideløbende med Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger bør holdes møder med civilsamfundsorganisationer, der er aktive i de pågældende lande, med det formål at skabe en bredere vision og drage nytte af deres erfaringsbase og aktiviteter og fremhæve bedste praksis med henblik på at knytte tættere bånd til disse organisationer;

19.

fastholder, at ØPA'er med AVS-lande bør tjene udviklingsmål, der afspejler både nationale og regionale interesser og AVS-befolkningernes behov, med henblik på at mindske fattigdom, nå 2015-målene og sikre respekt for grundlæggende menneskerettigheder, herunder socioøkonomiske rettigheder såsom retten til mad eller retten til adgang til grundlæggende offentlige tjenester;

20.

anmoder Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om at udvikle en fælles tilgang til fastlæggelsen af den fremtidige udviklingsramme for perioden efter 2015; tilskynder Den Blandede Parlamentariske Forsamlings medlemmer til at engagere sig i forhandlingerne om de nye mål for bæredygtig udvikling;

21.

glæder sig over, at der i 2012 og 2013 blev afholdt vellykkede regionale møder, som fastsat i Cotonouaftalen og Den Blandede Parlamentariske Forsamlings forretningsorden; anerkender, at disse møder muliggør en oprigtig udveksling af synspunkter vedrørende regionale spørgsmål, herunder konfliktforebyggelse og konfliktløsning, regional integration og regionalt samarbejde samt forhandlingerne om WTO-kompatible økonomiske partnerskabsaftaler; roser arrangørerne af de vellykkede møder i Nigeria, Den Dominikanske Republik, Samoa og Zambia;

22.

fremhæver betydningen af de workshops, der er arrangeret i forbindelse med Den Blandede Parlamentariske Forsamlings møder, og som komplementerer drøftelserne i plenum; anmoder Præsidiet, som er ansvarligt for at overvåge opfølgningen på Forsamlingens beslutninger og afgørelser, om at forstærke sin rolle og følge op med formanden og ordføreren for det relevante stående udvalg;

23.

ser med tilfredshed på deltagelsen af Europa-Parlamentets medformand for Den Blandede Parlamentariske Forsamling i uformelle møder for EU's udviklingsministre og i det syvende topmøde for AVS-landenes stats- og regeringschefer;

24.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin praksis med at levere skriftlige svar forud for de forespørgsler til mundtlig besvarelse, der stilles under Forsamlingens samlinger;

25.

opfordrer stater, der endnu ikke har gjort det, til at ratificere den reviderede Cotonouaftale;

26.

roser kommissær Piebalgs for hans engagerede deltagelse i Forsamlingens arbejde og den høje kvalitet af hans bidrag;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-EU-Ministerrådet, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Præsidium samt regeringerne og parlamenterne i Danmark, Surinam, Irland og Etiopien.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/25

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Burundi, især beslutningen af 18. september 2014 om Burundi, navnlig sagen om Pierre Claver Mbonimpa (1),

—

der henviser til Cotonou-aftalen,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds erklæring af 10. april 2014 om situationen i Burundi,

—

der henviser til Arusha-freds- og forsoningsaftalen,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juli 2014 om De Store Søers område,

—

der henviser til rapporterne fra FN's kontor i Burundi (BNUB),

—

der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og vedrørende ytringsfrihed samt til Rådets konklusioner fra juni 2014, hvori det forpligtede sig til at om at intensivere arbejdet vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

—

der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

—

der henviser til udtalelsen af 25. april 2013 fra den nationale rådgivende kommission for menneskerettighederne (CNCDH),

—

der henviser til erklæringen fra EU's delegation til Burundi af 10. september 2014,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at de burundiske myndigheder den 20. januar 2015 arresterede og tilbageholdt menneskerettighedsforkæmperen Bob Rugurika, direktør for Radio Publique Africaine (RPA), efter at han havde nægtet at afsløre sine kilder nogle dage efter, at hans radiostation havde sendt en række dybdeborende reportager om drabene i september 2014 af tre ældre italienske nonner, Lucia Pulici, Olga Raschietti og Bernadetta Boggian, i Kamenge, en by nord for Bujumbura;

B.

der henviser til, at udsendelserne indeholdt beskyldninger om, at højtstående efterretningsofficerer, der var blevet tilbudt retten til at kommentere inden udsendelser, havde været involveret i drabene;

C.

der henviser til, at de burundiske myndigheder ikke har fremlagt noget bevis, der begrunder tilbageholdelsen af Bob Rugurika for »brud på den offentlige solidaritet, overtrædelse af tavspligt, støtte til en kriminel og meddelagtighed i mord«; der henviser til, at denne arrestation udgør en del af regeringens angreb på ytringsfriheden, der er rettet mod journalister, aktivister og medlemmer af politiske partier; der henviser til, at sådanne angreb er taget til i styrke i tiden op til valget, der skal afholdes i Burundi i maj og juni 2015;

D.

der henviser til, at den internationale menneskerettighedslovgivning, herunder det afrikanske charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der begge er ratificeret af Burundi, tydeligt fastslår, at varetægtsfængsling bør baseres på en troværdig og juridisk begrundet sigtelse; der henviser til, at de burundiske myndigheder ikke har fremlagt noget bevis for, at det er nødvendigt at tilbageholde Bob Rugurika;

E.

der henviser til, at det ikke er første gang, at Burundis regering forsøger at forhindre medierne og menneskerettighedsgrupper i at offentliggøre følsomme oplysninger og rapportere om påståede statslige overgreb; der henviser til, at journalister på trods af den vedvarende chikane ikke er veget tilbage fra at dokumentere og rapportere om kontroversielle emner, blandt dem. Pierre Claver Mbonimpa, der er en førende menneskerettighedsforkæmper, der blev arresteret maj 2014 for bemærkninger fremsat i Radio Publique Africaine, og som senere blev løsladt, selv om anklagerne mod ham ikke er frafaldet;

F.

der henviser til, at Burundi i juni 2013 vedtog en restriktiv presselov, der begrænser mediefrihed og de emner, som journalister har lov til at rapportere om, og som potentielt kriminaliserer rapportering om emner, som f.eks. den offentlige orden og sikkerhed; der henviser til, at Burundis journalistforbund har indbragt sagen for Den Østafrikanske Domstol;

G.

der henviser til, at vedtagelsen af en række restriktive love i tiden op til valget i 2015, herunder medieloven fra april 2013, har forværret den chikane og de trusler, som journalister og andre, hvis kritiske røster fordømmer politiske mord, korruption og dårlig forvaltning af landet, har været udsat for siden 2010;

H.

der henviser til, at Burundi er placeret på plads 142 ud af 180 lande i Journalister uden Grænsers pressefrihedsindeks for 2014;

I.

der henviser til, at den særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere i Afrika, Reine Alapini-Gansou, har fordømt denne arrestation og krævet øjeblikkelig løsladelse af Bob Rugurika, og har mindet de burundiske myndigheder om det ansvar, der er opstået som følge af erklæringen om principperne om ytringsfrihed i Afrika og af Kigali- og Grand Bayerklæringen;

J.

der henviser til, at retten til ytringsfrihed er garanteret af den burundiske forfatning og af internationale og regionale aftaler ratificeret af Burundi og er også en del af den nationale strategi for god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption; retten til ytringsfriheden er endvidere en væsentlig forudsætning for afholdelsen af frie og retfærdige valg i 2015, og for at resultaterne heraf kan accepteres af alle deltagere;

K.

der henviser til, at en fri, retfærdig, gennemsigtig og fredelig valgproces i 2015 vil gøre det muligt for landet, der stadig befinder sig i en postkonfliktsituation, at komme ud af det politiske dødvande, der blev skabt af valgprocessen i 2010;

L.

der henviser til, at EU-repræsentanter — i tilslutning til Parlamentets beslutning af 18. september 2014, og navnlig henvisningen heri til artikel 96 i Cotonoupartnerskabsaftalen — har insisteret på behovet for inkluderende deltagelse i valgprocessen af alle politiske kræfter i landet i overensstemmelse med køreplanen og adfærdskodeksen;

M.

der henviser til, at Burundis regering har bekræftet sin forpligtelse til at handle for at sikre, at forhandlingerne med alle politiske kræfter i landet respekterer de to ovennævnte dokumenter, og har gentaget sin anmodning til EU og dets medlemsstater om at yde materiel og finansiel støtte til den igangværende valgproces og sende observatører til Burundi før, under og efter valget;

N.

der henviser til, at EU for nylig bevilgede Burundi 432 mio. EUR fra den Europæiske Udviklingsfond 2014-2020 som bistand til forbedring af blandt andet regeringsførelsen og civilsamfundet;

O.

der henviser til, at Burundi i øjeblikket oplever sin værste politiske krise siden afslutningen på den 12-årige borgerkrig i landet i 2005, og henviser til, at dette ikke blot er en trussel mod landets interne stabilitet, men også mod stabiliteten i nabolandene i en allerede urolig del af Afrika;

1.

fordømmer den uberettigede tilbageholdelse af Bob Rugurika og kræver hans øjeblikkelige og ubetingede løsladelse; opfordrer samtidigt myndighederne til at forsætte deres efterforskning af de tragiske drab af de tre italienske nonner og drage de ansvarlige til ansvar; opfordrer ligeledes til gennemførelsen af en uafhængig undersøgelse af drabet på de tre nonner;

2.

fordømmer alle krænkelser af menneskerettighederne i Burundi og indførelsen af restriktive love forud for landets præsident- og parlamentsvalg i 2015, især de love, der har en skadelig indvirkning på oppositionen, medierne og civilsamfundet ved at begrænse ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden;

3.

opfordrer de burundiske myndigheder til at sikre en passende og rimelig balance mellem mediefriheden, herunder frihed til journalister til at undersøge og rapportere om forbrydelser, og behovet for at sikre integriteten af efterforskningen i kriminalsager;

4.

opfordrer Burundis regering til at tillade en reel og åben politisk debat i tiden op til valget i 2015, og til at respektere køreplanen og adfærdskodeks, der er forhandlet i FN-regi og undertegnet af alle de politiske ledere i Burundi; minder om, at det i Burundis fatning hedder: »Præsidenten for republikken vælges for en femårig periode og kan genvælges én gang. Ingen kan bestride embedet som præsident i mere end to perioder«;

5.

opfordrer Burundis regering til at respektere tidsplanen for valget og inddrage oppositionspartierne i overvågningen af valget, herunder fasen med delvis registrering af nye vælgere, som aftalt mellem den uafhængige nationale valgkommission (CENI) og de politiske partier på evalueringsmødet den 29.-30. januar 2015 om registreringen af vælgere;

6.

udtrykker dyb bekymring over indblandingen fra regeringen i den interne ledelse af oppositionspartierne, den manglende frihed for disse partier til at føre valgkamp og retsvæsenets stigende tendens til at udelukke oppositionsledere fra valgprocessen;

7.

opfordrer indtrængende den burundiske regering til at træffe foranstaltninger til kontrol af ungdomsafdelingen af CNDD-FDD og forhindre den i at intimidere og overfalde formodede modstandere, og til at drage omsorg for, at de ansvarlige for disse overgreb stilles til ansvar; opfordrer til en uafhængig, international undersøgelse af anklagerne om, at CNDD-FDD bevæbner og træner sin ungdomsafdeling; opfordrer indtrængende lederne af oppositionspartierne til at forhindre, at der øves vold mod deres modstandere;

8.

understreger vigtigheden af at respektere adfærdskodeksen for valgspørgsmål (Code de bonne conduite en matière électorale) og den valgkøreplan, som ved FN-mægling blev undertegnet af de politiske aktører i 2013 og støtter fuldt FN og det internationale samfund i udførelsen af arbejdet for at forhindre yderligere eskalering af den politiske vold i tiden op til valget i 2015 og bistå med at genskabe sikkerhed og fred på lang sigt;

9.

opfordrer alle de parter, der er involveret i valgprocessen, herunder de organer, der tilrettelægger valget, og sikkerhedstjenesterne, til at respektere forpligtelserne i henhold til Arusha-aftalen, og minder om, at denne aftale bragte borgerkrigen til ophør og er grundlaget for Burundis forfatning;

10.

understreger den ledende rolle, som EU bør spille i overvågningen af situationen forud for valget med henblik på at undgå enhver tilsidesættelse af forpligtelser, hvilket kunne få alvorlige følger for både demokratiseringsprocessen og freden og sikkerheden i Burundi og i hele De Store Søers Område;

11.

gentager, at Burundi er forpligtet af menneskerettighedsklausulen i Cotonou-aftalen, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder til at respektere de universelle menneskerettigheder, herunder ytringsfriheden; opfordrer den burundiske regering til at muliggøre reel og åben politisk debat forud for valget i 2015 uden frygt for intimidering ved at afholde sig fra indblanding i oppositionspartiernes interne ledelse, fra at indføre restriktioner på alle partiernes valgkampagne — især i landdistrikter –, og fra at udnytte retsvæsenet til at udelukke politiske modstandere;

12.

opfordrer Kommissionen, næstformanden/den højtstående repræsentant og medlemsstaterne til fortsat at arbejde hen imod en klar og principfast EU-politik over for Burundi, som sætter fokus på de vedvarende alvorlige menneskerettighedskrænkelser, i tråd med EU's strategiske rammer for menneskerettigheder; opfordrer Kommissionen til at overveje at iværksætte høringer med Burundi, jf. artikel 96 i Cotonou-aftalen, med henblik på en eventuel suspension fra aftalen og til at træffe enhver hensigtsmæssig foranstaltning, mens disse høringer pågår;

13.

opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at anvende den forstærkede politiske dialog i henhold til artikel 8 i Cotonou-partnerskabsaftalen med Burundis regering og konkret drøfte indskrænkningen af det politiske rum i Burundi samt etablere klare og konkrete benchmarks for at måle udviklingen og en strategi med henblik på at reagere på den;

14.

opfordrer Burundis regering, oppositionspartiernes ledere og civilsamfundsaktivisterne til at gøre deres yderste for at støtte Freds- og Forsoningskommissionen (PRC) på demokratisk og gennemsigtig vis med henblik på at afklare spørgsmålet om fortidens forbrydelser og tage skridt til at forberede fremtiden;

15.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at frigive de midler, der er nødvendige for at dække de humanitære behov i denne del af verden, og til at arbejde sammen med FN's organer, navnlig omkring problemet med kronisk fejlernæring;

16.

opfordrer Kommissionen til forbindelse med fordelingen af støtte i perioden 2014-2020 at prioritere de ngo’er og internationale organisationer, der arbejder direkte med befolkningen, og lægge pres på Burundis regering for at få den til at gennemføre de reformer, der er nødvendige for en konsolidering af staten;

17.

pålægger sin formand at fremsende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Burundis regering og regeringerne i landene i De Store Søers Område, Den Afrikanske Union, FN ' s generalsekretær, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/29

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Saudi-Arabien, navnlig beslutningerne om menneskerettigheder og særlig beslutning af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika (1),

—

der henviser til redegørelse af 9. januar 2015 fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini,

—

der henviser til redegørelsen fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, med en appel til de saudiarabiske myndigheder om at bringe afstraffelsen af Raif Badawi til ophør,

—

der henviser til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og til artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

—

der henviser til FN’s konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

—

der henviser til det arabiske charter om menneskerettigheder, som Saudi-Arabien ratificerede i 2009, og som i artikel 32, stk. 1, garanterer retten til information og til menings- og ytringsfrihed og i artikel 8 forbyder fysisk eller psykisk tortur eller grusom, nedværdigende, ydmygende eller umenneskelig behandling,

—

der henviser til EU's retningslinjer om tortur og mishandling og om menneskerettighedsforkæmpere,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at Raif Badawi, der er blogger og menneskerettighedsaktivist, blev tiltalt for apostasi og af kriminalretten i Jeddah i maj 2014 blev idømt en straf på 10 års fængsel, 1 000 piskeslag og en bøde på 1 million SAR (228 000 EUR) efter at have oprettet webstedet »Free Saudi Liberals Network« som et forum for social, politisk og religiøs debat, hvilket blev betragtet som en hån mod islam; der henviser til, at Raif Badawi ifølge dommen også har forbud mod at bruge medier og mod at rejse i udlandet i 10 år efter sin løsladelse fra fængslet;

B.

der henviser til, at Raif Badawi den 9. januar 2015 modtog de første 50 piskeslag foran al-Jafali-moskéen i Jeddah — en afstraffelse, der resulterede i så dybe sår, at lægerne ved en efterfølgende lægeundersøgelse på en fængselsklinik konstaterede, at han ikke ville være i stand til at tåle en ny runde med piskeslag;

C.

der henviser til, at retsafgørelser, som opererer med fysisk afstraffelse, herunder piskning, er strengt forbudt i henhold til internationale menneskerettighedsinstrumenter, herunder FN's konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som Saudi-Arabien har ratificeret;

D.

der henviser til, at Raif Badawis advokat, den fremtrædende menneskerettighedsforkæmper Waleed Abu al-Khair, den 6. juli 2014 af den særlige kriminalret blev idømt 15 års fængsel efterfulgt af et 15-årigt rejseforbud som straf for at have oprettet menneskerettighedsorganisationen »Monitor of Human Rights in Saudi Arabia«;

E.

der henviser til, at Raif Badawis sag kun er en ud af mange sager, hvor der er blevet brugt strenge domme og chikane over for saudiarabiske menneskerettighedsaktivister og andre reformtilhængere, som er blevet forfulgt for at tilkendegive deres synspunkter og i flere tilfælde er blevet dømt ved procedurer, der ikke opfylder de internationale standarder for en retfærdig rettergang, hvilket blev bekræftet af FN's tidligere højkommissær for menneskerettigheder i juli 2014;

F.

der henviser til, at Saudi-Arabien har et livligt miljø af onlineaktivister og det højeste antal Twitter-brugere i Mellemøsten; der henviser til, at internettet imidlertid er underlagt streng censur, således at tusindvis af websteder er blokeret, og der kræves en tilladelse fra informationsministeriet for at oprette nye blogs og websteder; der henviser til, at Saudi-Arabien står på en liste over internettets fjender, som er udarbejdet af organisationen »Reporters Without Borders« (Journalister uden Grænser), fordi de saudiarabiske medier og internettet er underlagt censur, og personer, der kritiserer regeringen eller religionen, bliver straffet;

G.

der henviser til, at ytrings-, presse- og mediefrihed såvel online som offline er en afgørende forudsætning og katalysator for demokratisering, reformer og kontrolbeføjelser;

H.

der henviser til, at det saudiarabiske politiske og sociale system — trods gennemførelsen af en række forsigtige reformer i den afdøde kong Abdullahs regeringstid — er og bliver dybt udemokratisk, og konstaterer, at kvinder samt shiamuslimer er andenrangsborgere, at der diskrimineres groft over for landets store udenlandske arbejdsstyrke, og at alle systemkritikere underkues på det strengeste;

I.

der henviser til, at henrettelser finder sted i et antal og et tempo, der må give anledning til dyb bekymring; der henviser til, at 87 mennesker blev henrettet i 2014, for størstedelens vedkommende ved offentlig halshugning; der henviser til, at mindst 21 mennesker er blevet henrettet siden begyndelsen af 2015; der henviser til, at der ifølge kilder blev henrettet 423 mennesker mellem 2007 og 2012; der henviser til, at der er dødsstraf for en lang række forbrydelser;

J.

der henviser til, at Kongeriget Saudi-Arabien er en indflydelsesrig politisk, økonomisk, kulturel og religiøs aktør i Mellemøsten og den islamiske verden og medstifter og førende medlem af Golfsamarbejdsrådet og G-20;

K.

der henviser til, at Saudi-Arabien i november 2013 blev valgt som medlem af FN's Menneskerettighedsråd for en 3-årig periode;

L.

der henviser til, at den såkaldte Islamiske Stat og Saudi-Arabien benytter nærmest identiske former for afstraffelse for en lang række forbrydelser, bl.a. dødsstraf for blasfemi, drab, homoseksuelle handlinger, tyveri eller landsforræderi, henrettelse ved stening for ægteskabsbrud og amputation af hænder og fødder for røveri;

M.

der henviser til, at Saudi-Arabien spiller en ledende rolle i forhold til at finansiere, formidle og fremme en særlig streng fortolkning af islam i hele verden; der henviser til, at den mest sekteriske udlægning af islam har givet inspiration til terrororganisationer som den såkaldte Islamiske Stat og al-Qaeda;

N.

der henviser til, at de saudiarabiske myndigheder hævder, at de er medlemsstaternes partner, navnlig i den globale bekæmpelse af terror; der henviser til, at en ny terrorbekæmpelseslov, som blev vedtaget i januar 2014, indeholder bestemmelser om, at alle afvigende meningstilkendegivelser eller uafhængige foreninger kan tolkes som terrorforbrydelser;

1.

fordømmer på det skarpeste piskningen af Raif Badawi som en grusom og chokerende handling fra de saudiarabiske myndigheders side; opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at afstå fra yderligere piskning af Raif Badawi og til at løslade ham omgående og betingelsesløst, eftersom han må betragtes som en samvittighedsfange, der udelukkende er blevet tilbageholdt og dømt for at udøve sin ret til ytringsfrihed; opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at sikre, at hans domfældelse og straf, herunder rejseforbuddet, annulleres;

2.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at sikre, at Raif Badawi beskyttes mod tortur og andre former for mishandling og får al den lægebehandling, som han måtte have brug for, samt omgående og regelmæssig adgang til sin familie og advokater efter eget valg;

3.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til betingelsesløst at frigive Raif Badawis advokat og alle menneskerettighedsforkæmpere og andre samvittighedsfanger, der er blevet tilbageholdt og dømt for blot at udøve deres ret til ytringsfrihed;

4.

fordømmer på det bestemteste alle former for fysisk afstraffelse som en uacceptabel og nedværdigende behandling, der strider mod den menneskelige værdighed, og er foruroliget over statslig brug af piskning, som efter Parlamentets klare opfattelse bør være strengt forbudt; opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at respektere forbuddet mod tortur, der navnlig er indeholdt i FN's konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf — en konvention, som Saudi-Arabien har undertegnet og ratificeret; opfordrer Saudi-Arabien til at undertegne den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

5.

fremhæver, at Saudi-Arabien har iværksat en retslig reformproces med henblik på at styrke mulighederne for en forbedret beskyttelse af individuelle rettigheder, men er fortsat dybt foruroliget over menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien, der stadig må regnes blandt de mest undertrykkende lande i verden; betragter Raif Badawis sag som et symbol på angrebet på ytringsfrihed og fredelig systemkritik i landet og, i bredere forstand, som et symbol på den intolerance og den yderligtgående fortolkning af islamisk ret, der kendetegner kongeriget;

6.

opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at afskaffe den særlige kriminalret, der blev oprettet i 2008 til behandling af terrorsager, men i voksende omfang benyttes til at retsforfølge fredelige systemkritikere ud fra tilsyneladende politisk motiverede anklagepunkter i sager, der krænker den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang;

7.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at tillade en uafhængig presse og uafhængige medier samt sikre ytringsfrihed, foreningsfrihed og retten til at deltage i fredelige forsamlinger for alle indbyggere i Saudi-Arabien; tager afstand fra undertrykkelsen af aktivister og demonstranter i forbindelse med fredelige demonstrationer; understreger, at det er en ufravigelig ret at foretage fredelig promovering af grundlæggende rettigheder eller fremsætte kritiske bemærkninger i de sociale medier;

8.

erindrer de saudiarabiske ledere om, at Saudi-Arabien gav tilsagn om at opretholde de højeste standarder til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder, da landet søgte og opnåede medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd i 2013;

9.

mener, at Saudi-Arabien ville være en mere troværdig og effektiv partner i bekæmpelsen af terrororganisationer som f.eks. den såkaldte Islamiske Stat og al-Qaeda, hvis landet ikke benyttede sig af anakronistiske og ekstremistiske praksisser som f.eks. offentlige halshugninger, stening og andre former for tortur, der også benyttes af IS;

10.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til aktivt og kreativt at støtte grupper og enkeltpersoner fra civilsamfundet, der kæmper for at forsvare menneskerettighederne i Saudi-Arabien, bl.a. ved at arrangere fængselsbesøg, overvåge retssager og fremsætte offentlige erklæringer;

11.

pålægger Delegationen for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø at rejse spørgsmålet om Raif Badawi og andre samvittighedsfanger i forbindelse med sit kommende besøg i Saudi-Arabien og at melde tilbage til Underudvalget om Menneskerettigheder;

12.

opfordrer EU og EU-medlemsstaterne til at tage forholdet til Saudi-Arabien op til fornyet overvejelse på en sådan måde, at det fortsat er muligt at varetage EU's økonomiske, energipolitiske og sikkerhedsmæssige interesser uden at undergrave troværdigheden af EU's centrale forpligtelser på menneskerettighedsområdet;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-Udenrigstjenesten, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, Hans Majestæt Kong Salman bin Abdulaziz, Kongeriget Saudi-Arabiens regering og generalsekretæren for Kongeriget Saudi-Arabiens center for national dialog.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/32

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2007 om forsvundne personer i Cypern (1),

—

der henviser til de relevante rapporter fra FN’s generalsekretær (2), resolutioner fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (3) og internationale initiativer til at undersøge, hvad der er sket med forsvundne personer i Cypern (4),

—

der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ECHR’s domme af 10. maj 2001 (5) og 10. januar 2008 (6) om forsvundne personer i Cypern og dommen af 12. maj 2014 fra ECHR’s Store Afdeling i sagen Cypern mod Tyrkiet,

—

der henviser til sin beslutning af 18. juni 2008 om forsvundne personer i Cypern (7),

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0139/2008),

—

der henviser til sin erklæring af 9. juni 2011 om arbejdet i Komitéen for Forsvundne Personer på Cypern,

—

der henviser til den internationale humanitære folkeret, herunder såvel aftale- som sædvaneret, om forsvundne personer,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Tyrkiet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at landsbyen Ashia den 14. august 1974 blev bombarderet af det tyrkiske luftvåben, at den tyrkiske hær den 21. august 1974 gennemtvang masseevakueringer, og at den endelige fjernelse af alle landsbyens indbyggere fandt sted den 28. august 1974;

B.

der henviser til, at i alt 106 personer fra landsbyen Ashia i alderen 1184 forsvandt i 1974;

C.

der henviser til, at Komitéen for Forsvundne Personer på Cypern (CMP) i foråret 2009 foretog en eftersøgning i området ved Ornithi, en landsby beliggende 4 km vest for Ashia-landsbyen, hvor der blev fundet fire gravpladser, herunder to brønde, der var anvendt som massegrave; der henviser til, at DNA-analyser har bekræftet, at de indeholdt resterne af nogle af de 71 civile, som forsvandt i Ashia den 21. august 1974 som anført ovenfor;

D.

der henviser til, at de foreliggende beviser tyder på, at de to massegrave tidligere havde været åbnet, og at deres indhold bevidst var blevet fjernet og flyttet til et ukendt sted;

E.

der henviser til, at familierne til de forsvundne fortsat undergår stor smerte og lidelse efter i årtier at have levet i uvished om deres elskede slægtninges skæbne, og at der derfor bør gøres alt for at fremskynde CMP’s efterforskning;

F.

der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at der med hensyn til de forsvundne græskcyprioter og deres pårørende har været tale om: en vedvarende overtrædelse af konventionens artikel 2 (retten til liv) på grund af de tyrkiske myndigheders undladelse af at foretage en effektiv efterforskning af skæbnen og opholdsstedet for de græskcyprioter, der forsvandt under livstruende omstændigheder; en vedvarende overtrædelse af konventionens artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed) på grund af de tyrkiske myndigheders undladelse af at foretage en effektiv efterforskning af skæbnen og opholdsstedet for de græskcyprioter, for hvem der var rimelig grund til at antage, at de befandt sig i tyrkisk varetægt på tidspunktet for deres forsvinden; og en vedvarende overtrædelse af konventionens artikel 5 (forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling), fordi de tyrkiske myndigheders tavshed over for slægtningenes reelle bekymringer nåede et så alvorligt niveau, at det kun kunne betegnes som umenneskelig behandling;

G.

der påpeger, at de sager, hvor kun dele af skelettet af forsvundne personer har kunnet udleveres til begravelse, ikke kan betragtes som afsluttet, før alle identificerbare rester af alle forsvundne personer er fundet;

H.

der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at Tyrkiet som de facto-besættelsesmagt i den nordlige del af Cypern er forpligtet til at efterforske de forsvundnes skæbne og opholdssted og lette CMP’s arbejde;

I.

der henviser til, at problemet med forsvundne personer er et humanitært anliggende, som udspringer af de forsvundne personers slægtninges ret til at kende deres skæbne;

J.

der henviser til, at den tragiske historie med forsvundne personer i Cypern tog sin begyndelse i 1964, hvor et begrænset antal personer fra begge samfund forsvandt, og nåede sit højdepunkt med næsten 2 000 forsvundne efter den tyrkiske militære invasion i 1974, som fortsat holder øen opdelt;

K.

der henviser til, at i alt 2 001 cyprioter, heraf 1 508 græskcyprioter og 493 tyrkiskcyprioter, nu har været savnet i flere årtier;

1.

fordømmer den flytning, der fandt sted i Ornithi, og andre tilsvarende handlinger som udtryk for stærk respektløshed over for de forsvundne og en grov krænkelse af deres familiers ret til at få endelig vished for de faktiske omstændigheder omkring deres kæres død; udtrykker sin medfølelse med alle de familier til forsvundne, som fortsat lever i uvished;

2.

understreger, at flytning af ligrester og lignende handlinger i høj grad kan lægge hindringer i vejen for og komplicere den krævende og vanskelige opgave med at efterforske skæbnen for alle de personer, der er forsvundet i Cypern;

3.

fremhæver den presserende karakter, som denne sag har for de savnedes familier, nu hvor der er gået 41 år siden deres forsvinden, og understreger, at det inden længe vil være for sent at finde dem, fordi vidner og slægtninge afgår ved døden; opfordrer til en øjeblikkelig og fuldstændig fastslåelse af de forsvundne personers skæbne;

4.

udtrykker sin påskønnelse af CMP’s indsats og fremhæver vigtigheden af at forstærke dets arbejde, eftersom halvdelen af alle de forsvundne fortsat ikke er lokaliseret, ligesom over to tredjedele stadig ikke er identificeret;

5.

understreger, at arbejdet i CMP afhænger af, at alle berørte parter yder fuld støtte og samarbejder, og glæder sig i denne forbindelse over de midler, som EU har stillet til rådighed, og opfordrer til, at støtten opretholdes;

6.

bemærker, at CMP har rettet en indtrængende appel til alle, der ligger inde med oplysninger om mulige gravpladser, om at kontakte CMP’s efterforskere; opfordrer Tyrkiet og dets regering til straks at ophøre med at fjerne ligrester fra massegravene og til at overholde folkeretten, den humanitære folkeret og ECHR’s domme samt i den forbindelse lette arbejdet for trepartskomitéen CMP ved at give den fuld adgang til militære arkiver og militære områder med henblik på ekshumering; opfordrer Tyrkiet til fuldt ud at opfylde den forpligtelse, som ECHR-dommen pålægger det til at yde erstatning til de forsvundne personers familier;

7.

opfordrer Tyrkiet til, uden forhalingsforsøg, at give adgang til zoner, der er blevet defineret som militære, og inden for hvilke der påstås at befinde sig grave med forsvundne personer; understreger, at det tyrkiske militær bør udlevere og dele gamle militære kort og give fuld adgang til sine arkiver for at lette eftersøgningen efter stadig uoplyste gravsteder;

8.

opfordrer indtrængende alle EU-medlemsstater til hurtigst muligt at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding og opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at støtte arbejdet i FN’s Komité om Tvungne Forsvindinger, der er nedsat i henhold til den nævnte konvention;

9.

opfordrer alle berørte parter samt alle, der er i besiddelse af eller vil være i stand at tilvejebringe oplysninger eller beviser baseret på personligt kendskab, arkiver, militære indberetninger eller optegnelser fra detentionscentre, til omgående at give disse videre til CMP;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt Tyrkiets regering og parlament, og minder om, at enhver stat i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention har en ubetinget forpligtelse til at efterkomme endelige domme i sager, som den har været part i.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/35

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak og Syrien,

—

der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Irak/Syrien, særlig af 15. december 2014,

—

der henviser til Rådets konklusioner om Irak og Syrien af 30. august 2014,

—

der henviser til de erklæringer om Irak og Syrien, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat,

—

der henviser til den fælles erklæring af 6. februar 2015 af den højtstående repræsentant og Kommissionen om elementer for en EU-regional strategi for Syrien og Irak og Daesh-truslen,

—

der henviser til FN' s Sikkerhedsråds resolutioner 2139 (2014), 2165 (2014) og 2170 (2014) og FN's Menneskerettighedsråds resolution S-22/1,

—

der henviser til rapporten af 14. november 2014 fra FN's uafhængige internationale undersøgelseskommissions vedrørende Den Syriske Arabiske Republik med titlen »Rule of Terror: Living under ISIS in Syria« (Terrorstyre: At leve under ISIS i Syrien),

—

der henviser til de afsluttende bemærkninger om de kombinerede anden til fjerde periodiske rapporter om Irak, der blev offentliggjort af FN's Komité for Barnets Rettigheder den 4. februar 2015,

—

der henviser til FN's generalsekretærs udtalelser om Irak og Syrien,

—

der henviser til de seneste udtalelser fra FN's Højkommissær for Flygtninge, António Guterres, om situationen for syriske og irakiske flygtninge,

—

der henviser til erklæringen fra NATO-topmødet af 5. september 2014,

—

der henviser til EU’s retningslinjer om den humanitære folkeret, menneskerettighedsforkæmpere og om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

—

der henviser til konklusionerne fra den internationale konference om fred og sikkerhed i Irak, der afholdtes i Paris den 15. september 2014,

—

der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side og til sin holdning af 17. januar 2013 om denne aftale (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at den aktuelle voldelige krise i Syrien, som er et resultat af Assad-regimets og terroristers vold, har medført en humanitær krise af et omfang uden historisk fortilfælde, med over 200 000 dræbte, størsteparten civile, over 7,6 millioner internt fordrevne mennesker og over 12,2 millioner syrere i selve Syrien med desperat behov for hjælp; der henviser til, at 211 500 mennesker stadig er belejrede — 185 000 af regeringsstyrker og 26 500 af oppositionsstyrker; der henviser til, at over 3,8 millioner syrere er flygtet fra deres land, primært til Libanon (1 160 468 flygtninge), Tyrkiet (1 623 839) Jordan (621 773) og Egypten/Nordafrika (160 772);

B.

der henviser til, at den humanitære situation i Irak, der skyldes den aktuelle konflikt og volden og undertrykkelsen fra terrororganisationen Islamisk Stat (ISIL/Daesh), fortsat forværres, og til, at over 5,2 millioner mennesker har påtrængende behov for humanitær bistand, og at over 2,1 millioner irakere er internt fordrevne; der henviser til, at der lever 3,6 millioner mennesker i områder, der kontrolleres af ISIL/Daesh, hvoraf 2,2 millioner har akut brug for hjælp, og henviser til, at disse mennesker er særlig vanskelige at nå frem til; der henviser til, at der i Irak også befinder sig 233 000 syriske flygtninge;

C.

der henviser til, at mange flygtninge og internt fordrevne personer ikke er registreret, hvilket afskærer ikke-registrerede befolkningsgrupper fra en meget nødvendig humanitær hjælp og grundlæggende beskyttelsesforanstaltninger;

D.

der henviser til, at terrororganisationen ISIL/Daesh har erobret dele af det nordvestlige Irak ved at anvende brutal og vilkårlig vold, herunder Iraks andenstørste by Mosul, og henviser til, at erobringerne blev efterfulgt af summariske henrettelser af irakiske borgere, indførelse af en barsk fortolkning af sharia-loven, ødelæggelsen af shiitiske, sufistiske, sunnitiske, yazidiske, kurdiske og kristne religiøse bygninger og helligdomme og barbariske grusomheder mod civilbefolkningen, hvad der i særlig grad har berørt kvinder og børn;

E.

der henviser til, at tidligere Ba'ath-militært personale fra den irakiske hær har tilsluttet sig ISIL/Daesh, og til, at hæren selv er plaget af udbredt korruption og politisk indblanding, hvilket besværliggør dens evne til effektivt at imødegå ISIL/Daesh;

F.

der henviser til, at ISIL/Daesh har oprettet ulovlige såkaldte sharia-domstole på det territorium, som den kontrollerer, og at disse domstole har foretaget grusomme og inhumane afstraffelser af mænd, kvinder og børn; der henviser til, at ISIL/Daesh har offentliggjort en straffelov for forbrydelser, som straffes med amputering, stening og korsfæstelse; der henviser til, at de, der straffes, beskyldes for at have overtrådt gruppens ekstremistiske fortolkninger af islamisk sharia-lov eller mistænkes for illoyalitet;

G.

der henviser til, at ISIL/Daesh har iværksat systematiske aktioner til etnisk udrensning i Nordirak og Syrien og har begået krigsforbrydelser og voldsomme krænkelser af den humanitære folkeret, herunder summariske massedrab og bortførelser, mod etniske og religiøse mindretal; der henviser til, at FN allerede har rapporteret om målrettede drab, tvangskonvertering, bortførelser, voldtægt, smugling og bortførelse af kvinder, kvinder og børn i slaveri, rekruttering af børn til selvmordsbomber, seksuel og fysisk mishandling samt tortur; der henviser til, at ISIL/Daesh har begået overgreb mod etniske og religiøse mindretal, herunder kristne, kurdere, yazidier, turkmenere, shabaker, kakaier, sabæere og shiiter samt mod mange arabere og sunni-muslimer;

H.

der henviser til, at ISIL/Daesh-krigere ifølge en rapport fra FN's Komité for Barnets Rettigheder offentliggjort den 4. februar 2015 sælger bortførte børn som sexslaver og myrder andre børn, bl.a. ved at korsfæste dem eller begrave dem levende; der henviser til, at de fleste flygtningebørn og fordrevne børn ikke har adgang til uddannelse;

I.

der henviser til, at et stort antal kvinder er blevet dræbt eller bortført af ISIL/Daesh i Syrien og Irak; der henviser til, at disse bortførte kvinder og piger ifølge forlydender er blevet udsat for voldtægt eller seksuelt misbrug, tvunget til at indgå ægteskab med krigere eller solgt som sexslaver; der henviser til, at flere kvinder er blevet solgt som slaver for så lidt som 25 USD; der henviser til, at særligt yazidi-kvinder i Irak er blevet forfulgt på denne måde; der henviser til, at der er en klar mangel på ydelser inden for integreret seksuel og reproduktiv sundhed og seksuel og kønsbestemt vold;

J.

der henviser til, at uddannede, professionelle kvinder — og især kvinder, der har stillet op til valg som kandidater til offentlige embeder — synes at være i fare; der henviser til, at mindst tre kvindelige advokater ifølge forlydender skulle være blevet henrettet og fire læger for nylig dræbt i det centrale Mosul; der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) til marts 2015 forventes at fremlægge en rapport for Menneskerettighedsrådet med beviser for menneskerettighedsovertrædelserne begået af ISIL/Daesh i Irak; der henviser til, at frafaldne er blevet efterstræbt og udsat for umenneskelig vold;

K.

der henviser til, at LTGB-personer udsættes for vold og myrderier begået af ISIL/Daesh, hvilket er gået fuldstændig ustraffet hen; der henviser til, at LGBT-personer i regionen er i en særligt sårbar situation, fordi de kun kan gøre sig håb om begrænset støtte fra familie og lokalsamfund og begrænset beskyttelse fra myndighedernes side, og at de fortsat er i fare i flygtningemiljøer eller i visse værtssamfund;

L.

der henviser til, at en meget tiltrængt specifik psykologisk hjælp til konfliktens ofre, herunder voldtægtsofre, ikke er til rådighed;

M.

der henviser til, at FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har anført, at næsten 50 % af alle syrere har mistet deres hjem, og at 40 % af flygtningene er tvunget til at leve under kummerlige forhold; der henviser til, at tre ud af fire syrere ifølge FN lever i fattigdom, og at arbejdsløsheden er over 50 %; der henviser til, at to tredjedele af de syriske flygtninge i Jordan lever under fattigdomsgrænsen, og at 55 % af flygtningene i Libanon bor i kummerlige nødly; der henviser til, at volden mod og diskriminationen af flygtningene er tiltaget i værtslandene;

N.

der henviser til, at vintervejret i Mellemøsten er særlig strengt for tiden, og at UNHCR har intensiveret sin vinterbistand ved at iværksætte en vinterplan til 206 mio. USD for at hjælpe millioner af udsatte mennesker i regionen; der henviser til, at mange flygtninge på trods af indsatsen er tvunget til at bo i ufærdige bygninger og utilstrækkelige nødly, hvor de er udsat for frosttemperaturer, kraftig sne og stærk vind; der henviser til, at ca. 740 000 internt fordrevne irakere lever i kummerlige nødly, og at UNHCR træffer foranstaltninger til at give 600 000 af de fordrevne personer vinterbistand i Irak;

O.

der henviser til, at når temperaturen stiger, øges risikoen for epidemier som følge af ringe sanitære forhold og den begrænsede adgang til sikkert drikkevand, særligt i bofællesskaber og uformelle bebyggelser;

P.

der henviser til, at UNICEF leverer vinterbistand i Syrien, Irak, Libanon, Jordan og Tyrkiet til 916 000 af de 1,3 millioner børn, der udgør målgruppen; der henviser til, at UNICEF og Verdensfødevareprogrammet (WFP) i januar 2015 lancerede en vinterkampagne for kontanthjælp i januar for at give 41 000 udsatte flygtningebørn i lejrene i Za’atari og Azraq 14 jordanske dinarer for at give deres familie mulighed for at købe vintertøj til dem;

Q.

der henviser til, at WFP den 1. december 2014 var nødt til midlertidigt at suspendere en afgørende fødevareordning for over 1,7 millioner syriske flygtninge på grund af en international finansieringskrise; der henviser til, at WFP rejste 88 millioner USD efter en indtrængende appel og kunne yde fødevarebistand til flygtningene i Libanon, Jordan, Egypten og Tyrkiet; der henviser til, at WFP skønner, at 2,8 millioner mennesker i Irak aktuelt har behov for fødevarebistand; der henviser til, at WFP alene krævede 214,5 mio. USD akut til sine operationer i Syrien og regionen, hvoraf 112,6 mio. USD var nødvendige for at opfylde behovet for bistand i løbet af de næste fire måneder;

R.

der henviser til, at konfliktens parter har udnyttet kollektiv afstraffelse som et krigsvåben og har stjålet og på ulovlig vis handlet med nødhjælpsprodukter og dermed krænket Genèvekonventionerne;

S.

der henviser til, at omkring 276 000 flygtninge ifølge Kommissionen har forsøgt at slippe ulovligt ind i EU, hvoraf størstedelen foretog den farlige rejse over Middelhavet; der henviser til, at næsten 2 % af flygtningene ifølge internationale organisationer druknede under rejsen; der henviser til, at kriminelle organisationer transporterer flygtninge i »spøgelsesbåde«, der styrer mod EU på automatpilot; der henviser til, at der blev afholdt en genhusningskonference i Genève den 9. december 2014, hvor regeringerne forpligtede sig til at tage imod 100 000 syriske flygtninge; der henviser til, at bidragene ifølge UNHCR stadig vil være utilstrækkelige i forhold til genhusningsbehovene i regionen;

T.

der henviser til, at EU og medlemsstaterne har mobiliseret 3,3 mia. EUR til nødhjælps- og genopbygningsbistand til syrere i deres land og til flygtninge og deres værtslande; der henviser til, at EU og medlemsstaterne i 2014 alene var den næststørste humanitære donor til Irak med 163 mio. EUR; der henviser til, at EU's civilbeskyttelsesmekanisme blev aktiveret på anmodning af den irakiske regering; der henviser til, at EU har haft flere udgifter, end det regnede med, til at opfylde humanitære behov, og henviser til, at den finansiering, som adskillige EU-medlemsstater har forpligtet sig til, ikke altid efterfølgende er blevet udbetalt;

U.

der henviser til, at det internationale samfund på trods af de mange appeller ikke formår at opfylde behovene blandt syrerne og irakerne og de lande, der huser flygtningene; der henviser til, at FN's operationer ifølge Kyung-wha Kang, FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, lider under manglende finansiering, idet der kun er modtaget 39 % af de krævede 2,3 mia. USD; der henviser til, at UNHCR har meddelt, at nødhjælpsarbejdet fortsat er af højeste prioritet, men at det er yderst vanskeligt at operere i områderne for at yde civile og flygtninge den hjælp, de har brug for; der henviser til, at FN-organisationer, der driver humanitære programmer, skal sikre en mere integreret og omkostningseffektiv reaktion på alle de berørte befolkningsgruppers behov;

V.

der henviser til, at det internationale samfund må yde en forholdsmæssig respons på den militære indsats med det formål at mindske lidelserne for de civile, der er fanget i konflikten; der henviser til, at der vil være behov for retfærdighed og forsoning som et element i foranstaltninger som opfølgning på konflikten og som et skridt i retning af opbygningen af et inklusivt, repræsentativt og demokratisk styre;

W.

der henviser til, at visse medlemsstater tilbyder udstyr og oplæringsbistand til de legitime irakiske styrker og de kurdisker peshmerga-krigere; der henviser til, at nogle medlemsstater deltager direkte i de militære aktioner udført af koalitionen mod ISIL/Daesh;

1.

fordømmer på det kraftigste de rystende, systematiske og omfattende menneskerettighedsovergreb og -krænkelser, som Assad-regimet, ISIL/Daesh-terrorister og andre djihadister har begået i Irak og Syrien, herunder drab på gidsler, alle former for vold mod personer på grundlag af deres religiøse og etniske tilhørsforhold og vold mod kvinder og LGBTI-personer; understreger endnu engang, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed; beklager dybt oprettelsen af illegitime såkaldte sharia-domstole på det territorium, der er under ISIL/Daeshs kontrol; minder om sin absolutte fordømmelse af tortur; udtrykker sin dybeste medfølelse med ofrene for de grusomheder, der er blevet begået af Assad-regimet, ISIL/Daesh-terroristerne og andre djihad-grupper, og kræver øjeblikkelig løsladelse af alle gidsler; fordømmer på det kraftigste ISIL/Daeshs misbrug af børn;

2.

giver udtryk for voksende bekymring over den stadig forværring af den humanitære situation og menneskerettighedssituationen i Syrien og Irak og overtrædelserne af den humanitære folkeret, ikke mindst i forbindelse med ISIL/Daesh-oprøret;

3.

understreger, at den vedvarende krig i Syrien og denne nye trussel fra ISIL/Daesh udgør en alvorlig fare for befolkningen i Irak og Syrien og for Mellemøsten generelt; opfordrer EU til at fremlægge og implementere en omfattende regional strategi for nedkæmpning af ISIL/Daesh og til at bidrage til den fælles indsats for at afhjælpe den humanitære krise og finde en afslutning på konflikten i Syrien og Irak; minder om, at der er brug for en sammenhængende respons for at koordinere alle aspekter af indsatsen og støtte værtslandene, herunder med sikkerheds-, humanitær, udviklings- og makroøkonomisk bistand; finder den rolle prisværdig, som nabolandende har udfyldt ved at modtage flygtninge; understreger, at EU har behov for en strategi, der kan supplere de aktiviteter, der foretages af FN og koalitionen mod ISIL/Daesh, og som sigter mod at inddrage regionale partnere med henblik på at tage fat på finansieringen af terrorismen, våbenforsyningen og strømmen af udenlandske krigere;

4.

understreger, at de forskellige etniske og religiøse mindretalsgrupper har levet i fred i årtier i Mellemøsten;

5.

støtter den globale indsats mod ISIL/Daesh og glæder sig over, at koalitionens partnere har forpligtet sig til at samarbejde under en fælles, mangesidet og langsigtet strategi for at besejre ISIL/Daesh; tilslutter sig den jordanske konges faste vilje til at bekæmpe ISIL/Daesh; glæder sig over, at ISIL/Daesh blev besejret i den syriske by Kobane; understreger, at støtte med henblik på at sætte landene i regionen i stand til at bekæmpe voldelig ekstremisme kombineret med redskaber til at hindre finansiering af terrorisme bør indgå i denne strategi; understreger i denne forbindelse, at ethvert militært felttog til befrielsen af områder, der kontrolleres af ISIL/Daesh, på det strengeste bør respektere den humanitære folkeret og international ret om menneskerettigheder i den hensigt at undgå yderligere tab af menneskeliv og at give næring til ekstremisternes dagsorden, samt til at forhindre nye strømme af flygtninge og internt fordrevne;

6.

fordømmer ISIL/Daeshs og tilknyttede gruppers anvendelse og udnyttelse af oliefelter og den tilhørende infrastruktur, hvormed ISIL/Daesh skaffer sig store indtægter, og opfordrer alle stater til at håndhæve FN's Sikkerhedsråds resolution 2161 (2014) og 2170 (2014), som fordømmer al handel, det være sig direkte eller indirekte, med ISIL/Daesh og tilknyttede grupper;

7.

understreger betydningen af at beskytte civile inden for rammerne af dets omfattende regionale strategi og nødvendigheden af at holde den humanitære indsats og den militære indsats/terrorbekæmpelsesindsatsen adskilt; fremhæver den indbyrdes forbindelse mellem konflikt og humanitær lidelse og radikalisering;

8.

mener, at en sejr over den ekstremistiske terrortrussel, som vinder terræn i hele Mellemøsten og Nordafrika og uden for regionen, er afgørende for at kunne bekæmpe terrorisme internt i EU, eftersom dens fremtog faktisk giver næring til den hjemlige radikalisering;

9.

gentager sin bekymring over, at tusindvis af udenlandske krigere, herunder borgere fra EU-medlemsstater, har sluttet sig til ISIL/Daesh-oprøret; opfordrer medlemsstaterne til i tråd med FN's Sikkerhedsråds resolution 2170 (2014) at træffe passende foranstaltninger for at forhindre krigere i at rejse ud fra deres territorier og til at udarbejde en fælles strategi for sikkerhedstjenesterne og EU-agenturerne vedrørende overvågning og kontrol af djihad-krigere; opfordrer til samarbejde inden for EU og på internationalt plan med det mål for øje at tage hensigtsmæssige retlige skridt over for individer, der mistænkes for at være involveret i terrorhandlinger; opfordrer medlemsstaterne til at intensivere samarbejdet og udvekslingen af oplysninger indbyrdes samt med EU-organer;

10.

glæder sig over EU’s nye strategi om elementer til en regional EU-strategi for Syrien og Irak samt truslen fra Daesh, navnlig pakken på 1 mia. EUR til hjælp til at genoprette fred og sikkerhed, som i henhold til den højtstående repræsentant »alt for længe har været hærget af terrorisme og vold«;

11.

opfordrer det internationale samfund til at yde mere humanitær hjælp og bistand til mennesker, der er påvirket af krisen i Irak og Syrien; opfordrer EU til at overveje at tage initiativ til at indkalde til en donorkonference; glæder sig over forpligtelserne fra EU-medlemsstaterne, som er den største donor af finansiel støtte, og over deres tilsagn for fremtiden; opfordrer EU til at lægge pres på alle donorer for få dem til at indfri deres løfter og opfylde deres forpligtelser hurtigst muligt; opfordrer til at øge EU's bidrag til FN's humanitære programmer, og opfordrer EU til at styrke sit samarbejde med internationale organisationer;

12.

understreger, at lindring af lidelserne for millioner af syrere og irakere, der har behov for basale varer og ydelser, i betragtning af krisens hidtil usete omfang bør være en prioritet for EU og det internationale samfund som helhed; fordømmer den konsekvente modarbejdelse af forsøgene på at levere nødhjælp, og opfordrer alle parter i konflikten til at respektere menneskerettighederne og lette fremførslen af nødhjælp og humanitær bistand gennem alle tænkelige kanaler, herunder på tværs af grænser og konfliktlinjer, og til at garantere sikkerheden for alle lægehold og nødhjælpsarbejdere i overensstemmelse med de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd;

13.

opfordrer alle konfliktens parter til at overholde den humanitære folkeret og sikre, at civile beskyttes, har uhindret adgang til lægehjælp og humanitær bistand, og at de er i stand til sikkert og værdigt at forlade de områder, der er berørt af vold;

14.

er overbevist om, at umiddelbar humanitær bistand og beskyttelse skal være en integreret del af langsigtede strategier til at afbøde de menneskelige lidelser, som konflikten afstedkommer, og til at støtte de socioøkonomiske rettigheder og indkomstmulighederne for hjemvendte personer, internt fordrevne personer og flygtninge, herunder kvinder, for at sikre styrket ledelse og større deltagelse med henblik på at sætte dem i stand til at vælge bæredygtige løsninger, der svarer til deres behov; er af den opfattelse, at der er nødvendigt at håndtere de specifikke risici og særlige behov blandt forskellige grupper af kvinder og børn, som udsættes for flere og indbyrdes forbundne former for forskelsbehandling;

15.

opfordrer Kommissionen og EU's medlemsstater til at vedtage omgående særlige foranstaltninger for at forbedre situationen for kvinder og piger i Irak og Syrien og for at sikre deres frihed og respekt for deres mest grundlæggende rettigheder, og til at træffe foranstaltninger for at forhindre udnyttelse, misbrug og vold mod kvinder og børn, især tvangsægteskab for piger; er især bekymret over stigningen i alle former for vold mod kvinder, der bliver fængslet, voldtaget, seksuelt misbrugt og solgt af ISIL/Daesh-medlemmer;

16.

opfordrer indtrængende til at forny fokus på adgang til uddannelse, skræddersyede og specifikke behov, der opstår under den aktuelle konflikt;

17.

opfordrer EU og medlemsstater til at gøre fuldt brug af EU-retningslinjerne til at fremme og beskytte alle lesbiske, homo-, trans- og interseksuelles mulighed for at hævde deres rettigheder i Irak og Syrien;

18.

opfordrer de internationale humanitære hjælpeorganisationer, der arbejder i Irak og Syrien, herunder FN-agenturer, til at øge fremførslen af lægehjælp og rådgivning, herunder psykologbehandling og støtte, til fordrevne mennesker, som er flygtet fra ISIL/Daeshs fremtrængen, og tage særlig hensyn til behovene hos de mest udsatte befolkningsgrupper, dvs. overlevende efter seksuel vold, og børn; opfordrer til, at der stilles finansiel bistand til rådighed og til oprettelse af programmer, der på omfattende vis imødekommer de lægehjælpsmæssige/psykologiske og sociale behov blandt personer, der har overlevet kønsbaseret vold i den igangværende konflikt;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde behandlingen af visumansøgninger fra det voksende antal flygtninge, der flygter fra de konfliktramte områder; opfordrer EU til at drøfte spørgsmålet om de ofte livsfarlige rejser over Middelhavet og gennemføre en koordineret strategi for at redde liv og yde støtte til de medlemsstater, der er hårdest belastet af det store antal ulovlige indvandrere og asylansøgere, der søger i land på deres kyster;

20.

gentager sin allerkraftigste fordømmelse af de forbrydelser, der er begået af det syriske regime mod dets egen befolkning, herunder brugen af kemiske våben, brandbomber mod civile, vilkårlige massetilbageholdelser og belejringsstrategien til udsultning af befolkningen, så den underkaster sig;

21.

henleder opmærksomheden på den utilstrækkelige reaktion på ustabiliteten i Syrien, der har gjort det muligt for ISIL/Daesh at vokse sig stærk; udtrykker bekymring over den tiltagende deltagelse af ekstremistiske islamistiske grupper og udenlandske krigere i konflikten i Syrien; understreger, at en varig løsning kræver en politisk omstilling gennem en syrisk-ledet, inklusiv politisk proces baseret på Genève-kommunikeet af juni 2012, med støtte fra det internationale samfund; opfordrer EU til at tage initiativ til en diplomatisk indsats med henblik herpå; glæder sig over og støtter den arbejde, der er udført af FN's særlige udsending om Syrien, Staffan de Mistura, og hans bestræbelser på at udvirke en indstilling af de hårde kampe i bycentre, herunder Aleppo;

22.

opfordrer alle de regionale aktører til at bidrage til bestræbelserne på at fremme stabiliteten i Irak og Syrien;

23.

opfordrer den nye irakiske ledelse til at opfylde sin forpligtelse til at sikre en inklusiv regering, som repræsenterer de legitime interesser og tager hånd om de alvorlige humanitære behov hos alle irakere; opfordrer de irakiske myndigheder og det internationale samfund til at forebygge, at der tages hævn over den sunni-muslimske befolkning i de områder, der i dag kontrolleres af ISIL/Daesh, når disse områder bliver befriet fra ISIL/Daesh; understreger, at Iraks enhed, suverænitet og territoriale integritet er af afgørende betydning for at opnå stabilitet og økonomisk udvikling i landet og i regionen;

24.

glæder sig over den indsats, som Kommissionens Generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse, ECHO's kontor i Erbil, hovedstaden i Kurdistanregionen i Irak, har gjort for at afhjælpe den humanitære situation i regionen; understreger, at der er behov for mere og bedre koordinering mellem ECHO og Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling (DEVCO), for at kunne bistå de nødlidende befolkninger på den bedst mulige og mest effektive måde;

25.

glæder sig over meddelelserne fra den højtstående repræsentant Federica Morgherini vedrørende oprettelsen af et EU-kontor i Erbil, og opfordrer til åbning af dette kontor med henblik på at gøre EU's indsats på stedet mere effektiv og synlig og bl.a. sikre en bedre koordinering af humanitær bistand og udviklingsbistand; opfordrer til styrkelse af EU-kontoret i Gaziantep i Tyrkiet;

26.

tilslutter sig anmodningen fra Menneskerettighedsrådet til OHCHR om hurtigst muligt at sende en mission til Irak for at efterforske overtrædelser af international menneskerettighedslov begået af ISIL/Daesh og tilknyttede terrorgrupper og fastslå kendsgerningerne og omstændighederne ved disse overtrædelser i den hensigt at forhindre, at de går ustraffede hen, og sikre, at ansvaret placeres;

27.

er fortsat overbevist om, at der ikke kan skabes varig fred i Syrien og Irak, hvis ingen bliver draget til ansvar for de forbrydelser, der er begået af alle parter under konflikten, herunder især religiøst eller etnisk begrundede forbrydelser; gentager sit krav om, at personer mistænkt for forbrydelser mod menneskeheden i Syrien og Irak overdrages til Den Internationale Straffedomstol, og støtter alle initiativer i denne henseende, f.eks. gennem FN's Sikkerhedsråd;

28.

anmoder om lige ansvarlighedsforanstaltninger for alle parter i konflikten og adgang til juridisk bistand for alle ofre for de vidt udbredte krænkelser; mener, at det er af afgørende betydning at sikre beskyttelse af civile, som er fanget af volden og ikke kan nå ud i sikkerhed eller som ikke kan få adgang til livsvigtig humanitær bistand;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den irakiske regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, den regionale regering i Kurdistan, De Forenede Nationers generalsekretær, De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd og samtlige parter i konflikten i Syrien.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/42

—

der henviser til Formandskonferencens forslag,

—

der henviser til Kommissionens beslutning om at undersøge praksis vedrørende afgørelser i skattespørgsmål på baggrund af EU's statsstøtteregler i alle medlemsstater,

—

der henviser til, at medlemsstaterne i medfør af EU's skatteregler er forpligtede til ved spontan udveksling at meddele de andre medlemsstater oplysninger om afgørelser i skattespørgsmål, især hvis der kan være tale om et tab af skatteindtægter i en anden medlemsstat, eller hvis der opstår en skattebesparelse som følge af kunstige overførsler af overskud inden for en koncern,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 197,

1.

vedtager at nedsætte et særligt udvalg om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning med henblik på at undersøge praksis for så vidt angår anvendelsen af EU's statsstøtte- og skattelovgivning i forbindelse med afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, som træffes af medlemsstaterne, såfremt en sådan praksis viser sig at kunne tilskrives en medlemsstat eller Kommissionen;

2.

vedtager, at det særlige udvalg får følgende sagsområder:

3.

vedtager, at det særlige udvalg skal bestå af 45 medlemmer;

4.

vedtager, at det særlige udvalgs funktionsperiode er på 6 måneder fra datoen for vedtagelse af denne afgørelse;

5.

finder det passende, at det særlige udvalg fremlægger en betænkning, der er udarbejdet af to medordførere.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/44

—

der henviser til akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet (1),

—

der henviser til sin afgørelse af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (2), navnlig artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1,

—

der henviser til Rådets direktiv 93/109/EF af 6. december 1993 om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere (3),

—

der henviser til EU-Domstolens domme af 7. juli 2005 og 30. april 2009 (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 3, 4 og 11 og bilag I,

—

der henviser til de officielle meddelelser fra medlemsstaternes ansvarlige myndigheder om resultatet af valget til Europa-Parlamentet,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0013/2015),

A.

der henviser til, at det fastsættes i artikel 7, stk. 1 og 2, i akten af 20. september 1976, hvilke hverv der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet;

B.

der henviser til, at medlemmerne i henhold til forretningsordenens artikel 11 og bilag I er forpligtet til at give nøjagtige oplysninger om deres erhverv samt alle andre funktioner og aktiviteter, de udfører mod vederlag;

C.

der henviser til, at alle medlemsstater har meddelt Europa-Parlamentet navnene på de valgte kandidater, men at nogle af dem endnu ikke eller med forsinkelse har meddelt listen over eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt, som fastsat i forretningsordenens artikel 3, stk. 4;

D.

der henviser til, at nogle medlemsstater i første omgang kun meddelte navnene på nogle af de valgte kandidater og først senere navnene på resten;

E.

der henviser til, at nogle medlemsstater er i færd med at behandle indsigelser mod valget af visse medlemmer på grundlag af gældende national lovgivning, og at disse procedurer vil kunne føre til, at valget af de pågældende medlemmer annulleres;

F.

der henviser til, at Parlamentet ifølge artikel 12 i akten af 20. september 1976 udelukkende træffer afgørelse om indsigelser mod gyldigheden af sine medlemmers mandat i tilfælde, hvor akten er blevet krænket, men ikke tager stilling til eventuelle krænkelser af de nationale valglove, som der henvises til i akten;

G.

der henviser til, at Parlamentet med henblik på prøvelse af valget af sine medlemmer i overensstemmelse med artikel 12 i akten fra 1976 skal tage de valgresultater, der er officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning uden nogen skønsbeføjelser i dette spørgsmål; der henviser til, at denne bestemmelse dog ikke er til hinder for, at Parlamentet i givet fald rapporterer om tilfælde, hvor nationale valgregler, som resultatet er baseret på, muligvis er uforenelige med EU-retten;

H.

der henviser til, at visse medlemsstaters statsborgere, der har boet i et andet land i en bestemt periode, kan fratages retten til at stemme i deres hjemland (fortabelse af valgretten); der henviser til, at dette i bestemte tilfælde også kan indebære en fortabelse af valgbarhed;

I.

der henviser til, at valgkommissionen i Det Forenede Kongerige har rapporteret, at et antal statsborgere fra andre medlemsstater, der er bosiddende i Det Forenede Kongerige, ikke kunne udøve deres stemmeret ved det sidste valg til Europa-Parlamentet;

1.

erklærer med forbehold af de ansvarlige myndigheders eventuelle afgørelser i de medlemsstater, hvor der er gjort indsigelse mod valgresultatet, mandatet gyldigt for de af Europa-Parlamentets medlemmer, der er omfattet af bilaget til denne afgørelse, hvis valg er meddelt af de ansvarlige nationale myndigheder, og som skriftligt har afgivet erklæringer på grundlag af artikel 7, stk. 1 og 2, i akten af 20. september 1976 og forretningsordenens bilag I;

2.

gentager anmodningen til de nationale myndigheder om at meddele Parlamentet navnene på de valgte kandidater samt navnene på deres eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt;

3.

anmoder medlemsstaternes ansvarlige myndigheder om snarest at afslutte behandlingen af de indsigelser, de har modtaget, og underrette Parlamentet om resultatet heraf;

4.

finder, at fortabelse af valgretten er ensbetydende med at straffe statsborgere, der har gjort brug af retten til fri bevægelighed inden for EU (artikel 20, stk. 2, litras a), i TEUF), ved at nægte dem deres valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet i deres bopælsmedlemsstat (artikel 20, stk. 2, litra b), i TEUF), og krænker princippet om direkte valg (artikel 14, stk. 3, i TEU og artikel 1, stk. 3, i akten fra 1976); finder, at en fortabelse af valgretten til Europa-Parlamentet ikke må finde sted under nogen omstændigheder, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at ingen medlemsstater giver mulighed herfor;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at forenkle registreringsformaliteterne i forbindelse med deltagelse af statsborgere fra andre medlemsstater i valget til Europa-Parlamentet, enten som vælgere eller som kandidater, især ved at fjerne unødvendige administrative hindringer, således at de rettigheder, der er omhandlet i 20, stk. 2, litra a) og b), i TEUF, sikres i praksis; anmoder Kommissionen om at sikre, at praksis i medlemsstaterne er i overensstemmelse med EU-retten;

6.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse til de ansvarlige nationale myndigheder og medlemsstaternes parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/85

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0308),

—

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0011/2014),

—

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 10. december 2014 (1),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0031/2014),

A.

der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/87

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0317),

—

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0017/2014),

—

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 10. december 2014 (1),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0033/2014),

A.

der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/88

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0318),

—

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0016/2014),

—

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0032/2014),

A.

der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/89

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0321),

—

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0012/2014),

—

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 10. december 2014 (1),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0040/2014),

A.

der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/90

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0322),

—

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0013/2014),

—

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 10. december 2014 (1),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0035/2014),

A.

der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

25.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/91

—

der henviser til forslag til Rådets afgørelse (COM(2011)0904),

—

der henviser til artikel 38, stk. 4, i Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser,

—

der henviser til artikel 81, stk. 3, samt artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0263/2014),

—

der henviser til udtalelse fra Domstolen af 14. oktober 2014,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 59 og artikel 108, stk. 7,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0007/2015),