19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/1

Hovedordfører:

Dumitru FORNEA

Medhovedordfører:

Renata EISENVORTOVÁ

1.1.

Under energiomstillingen hen imod en lavemissionsøkonomi står EU's energisystem over for en periode med gennemgribende teknologiske, økonomiske og sociale ændringer, der vil påvirke mange energisektorer, herunder kulindustrien og dermed kulmineregionerne i EU.

1.2.

I nogle medlemsstater er de indenlandske sten- og brunkul stadig vigtige for produktionen af el og varme. De bidrager til en sikker og prismæssigt overkommelig energiforsyning, økonomisk konkurrenceevne og spiller en stabiliserende rolle i energisystemet, både teknisk og økonomisk.

1.3.

Imidlertid må de aktive kulmineregioner forberede sig på udfasningen af kulproduktionen for at være i overensstemmelse med EU's energi- og klimapolitiske beslutninger om anvendelsen af fossile brændstoffer eller af økonomiske årsager.

1.4.

Fremtiden for regioner, der i øjeblikket er afhængige af brugen af kul, og kommende levevilkår i disse må indgå i den fremadrettede planlægning over to generationer, dvs. 25-50 år. Udfasning af brugen af kul til energiformål i disse regioner må ikke føre til stagnation. I lyset af deres økonomiske og sociale potentiale skal disse regioner inddrages i gennemførelsen af EU's energi- og klimapolitik. Bæredygtig udvikling i disse regioner skal opnås gennem en garanteret politisk, civil og social dialog, som skal sørge for, at der findes planer for omstillingen på nationalt, industri- og virksomhedsniveau.

1.5.

For at fastholde energiforsyningssikkerhed, en konkurrencedygtig industri, miljøbeskyttelse, overholdelse af tilsagnene om reduktion af drivhusgasemissioner og den sociale samhørighed i kulmineregionerne anbefaler EØSU en »Plan for støtte til de samfund og regioner, der er afhængige af kulproduktion« (»planen«), som skal tage hånd om kulindustriens omstruktureringsproblemer under energiomstillingen, således at kulmineregionerne kan tilpasse sig forandringerne.

1.6.

Planen kan udarbejdes af en rådgivende gruppe i samarbejde med Kommissionen og Europa-Parlamentet. Medlemmerne af denne rådgivende gruppe bør være repræsentanter for mineregioner, fagforeninger, NGO'er, F&U og kulindustrien.

1.7.

Planen bør baseres på tre søjler: i) en politisk, civil og social dialog; ii) økonomiske, sociale og miljørelaterede investeringer og iii) investeringer i uddannelse, erhvervsuddannelse, forskning og udvikling, innovation og kultur.

1.8.

Planen bør tilskynde regioner til at forandre sig, stimulere innovativ udvikling, bevare attraktive rammevilkår med hensyn til investeringer og skabe muligheder for beskæftigelse og et værdigt liv. I denne omstillingsproces er det nødvendigt fuldt ud at udnytte mineregionernes knowhow og potentiale.

1.9.

Regionale myndigheder, medlemsstaternes regeringer og EU's institutioner må engagere sig i energiomstillingen og den relaterede omstrukturering af kulmineregionerne.

1.10.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget har den nødvendige erfaring til at indgå i denne proces på både europæisk og nationalt plan. De er også i stand til at skabe en effektiv ramme for den politiske, sociale og civile dialog, der er nødvendig til høring af borgerne i kulmineregionerne.

1.11.

I forbindelse med energiomstillingen er en af de største bekymringer for EU's kulmineregioner opstillingen af en passende institutionel og politisk ramme, der kan sætte skub i de offentlige og private investeringer, der vil være nødvendige i de kommende år.

2.1.

I det forgangne årti har EU oplevet store forandringer i sit energisystem. EU er på vej mod en lavemissionsøkonomi og opfyldelse af sine mål for drivhusgasemissioner, energieffektivitet og vedvarende energikilder som svar på sine »20-20-20«-mål. I 2014 godkendte EU 2030-rammen for klima- og energipolitikken med en 40 % reduktion af drivhusgasemissionerne, mindst 27 % vedvarende energi i det samlede energiforbrug og en forbedring af energieffektiviteten på 27 %. Disse midtvejsmål skal hjælpe EU til at opfylde sit langsigtede mål for nedbringelse af drivhusgasemissioner inden 2050 med en reduktion på 80-95 % af drivhusgasemissionerne.

2.2.

EU's energisystem bevæger sig derfor væk fra en æra præget af fossile brændstoffer og elproduktion fra store centrale kraftværker i retning af elproduktion fra vedvarende energikilder og decentrale værker, samtidig med at de muligheder, der findes gennem øget energieffektivitet og bedre styring af energiefterspørgslen, maksimeres.

2.3.

Energiomstillingen og EU's ambitiøse klimapolitik fik stærk støtte i projektet vedrørende energiunionen og stor opbakning efter Parisaftalen, som sender et klart signal om at reducere emissionerne tilstrækkeligt til at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning på under den aftalte 2 oC-grænse inden slutningen af dette århundrede.

2.4.

For at stabilisere klimaet er der brug for vidtrækkende ændringer i energisystemerne i alle økonomiske sektorer (1).

2.5.

Energiomstillingen omfatter teknologiske, forskningsrelaterede, samfundsmæssige, kulturelle, økonomiske og miljømæssige aspekter, og det står klart, at dette forudsætter en mere aktiv rolle for enkeltpersoner og lokalsamfund. Processen kræver en særlig fokus på forskning og udvikling, da den skaber nye udfordringer for energisystemet og industrisektorerne, der er nødt til at reagere og tilpasse sig denne situation.

3.1.

Kulindustrien er en af de sektorer, der er stærkt påvirket af energiomstillingen. I flere hundrede år har kul været centrum for den industrielle og samfundsmæssige udvikling i Europa og resten af verden. Den Europæiske Union selv blev oprettet ud fra et politisk ønske om at sammenlægge ressourcerne for kul- og stålproduktion i de første seks stiftende medlemsstater (2).

3.2.

De nuværende bekymringer omkring miljøbeskyttelse, klimaændringer og menneskers sundhed  (3), har resulteret i en række politiske og samfundsmæssige tilgange, som sætter spørgsmålstegn ved behovet for fortsat anvendelse af kul og andre fossile brændstoffer til produktion af elektricitet og varme.

3.3.

Med denne nye politiske tilgang synes kuls dage at være talte, på trods af det faktum at mere end en fjerdedel af EU's elektricitet for nærværende stadig produceres af 280 kulfyrede elværker i 22 lande. Kun seks lande bruger ikke kulkraftværker: Cypern, Estland, Letland, Litauen, Luxembourg og Malta (4).

3.4.

Mens tanken om at udfase kul fra energimixet lader til at være almindeligt accepteret i de medlemsstater, der ikke udnytter indenlandsk kul, er det samme ikke tilfældet i EU's kulmineregioner, hvor kulindustrien giver direkte beskæftigelse til 240 000 arbejdstagere. Når arbejdspladser i sektoren for mineudstyr, andre arbejdspladser i forsyningskæden og indirekte arbejdspladser medregnes, understøtter industrien tæt ved 1 mio. arbejdspladser, hvoraf mange befinder sig i regioner med kun få andre beskæftigelsesmuligheder (5).

3.5.

Seks medlemsstater udvinder stenkul: Tjekkiet, Tyskland, Polen, Rumænien, Spanien og Det Forenede Kongerige. Ti medlemsstater udvinder brunkul som et konkurrencedygtigt brændstof til elproduktion: Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Spanien.

3.6.

I disse lande spiller de indenlandske sten- og brunkul en vigtig rolle for forsyningssikkerheden og bidrager dermed til at opnå energiforsyningssikkerhed i EU og reducere den store afhængighed af import. Som påpeget i den europæiske energisikkerhedsstrategi (6), lyder EU's eksterne energiregning på over 1 mia. EUR om dagen. I 2013 udgjorde den samlede regning ca. 400 mia. EUR, dvs. mere end en femtedel af EU's samlede import. Det var nødvendigt at importere 90 % af råolien, 66 % af naturgassen, 42 % af den faste brændsel og 40 % af det nukleare brændsel. I nogle EU-medlemsstater med en stor indenlandsk kulproduktion, f.eks. Tyskland og Tjekkiet, produceres 50 % af elektriciteten på kulfyrede kraftværker. I Polen ligger denne andel på over 80 %.

3.7.

Samtidig med at den bruges i elproduktionen, anvendes kul til mange andre formål. Kul anvendes til cementfremstilling og kan omdannes til flydende brændstoffer. Andre aftagere af kul er stålværker, raffinaderier, papirproducenter, den kemiske og farmaceutiske industri og fødevareindustrien.

3.8.

Kul er også en væsentlig bestanddel i fremstillingen af specialiserede produkter som f.eks. aktivt kul, der anvendes i filtre eller kulfiber anvendt i luft- og rumfartsindustrien, ingeniørvidenskab, militæret mv. Industrielle processer står til rådighed til fremstilling af syntetiske brændstoffer eller basale kemikalier, som efterspørges af industrien, som f.eks. methanol. På grundlag af methanol er det muligt at fremstille en lang række petrokemikalier, som nu fremstilles på basis af andre fossile brændstoffer.

3.9.

For at nå målet om en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimaforandringspolitik må EU's energisektorer arbejde seriøst og intenst på den nødvendige energiomstilling. Kulindustrien skal fokusere på en mere effektiv og renere udnyttelse og udvikle alternative anvendelser for kul. EU bør derfor afsætte de nødvendige midler til forskning og udvikling i kulkemi.

4.1.

Selvom kul forventes udfaset i EU på et tidspunkt i fremtiden vil kul stadig blive anvendt i nogle lande og mineregioner i de kommende årtier. I henhold til Lissabontraktaten har medlemsstaterne ret til at udnytte deres egne energiressourcer og til at fastlægge kombinationen af energikilder, velvidende, at der ikke bør være nogen subsidier til energiproduktion og under hensyntagen til alle forpligtelser vedrørende klimaændringer. Kulindustrien må imidlertid reagere på den igangværende energiomstilling, bevægelsen i retning af en lavemissionsøkonomi og især dekarboniseringsmålet ved at benytte alle disponible foranstaltninger og teknikker til en mindre skadelig og mere effektiv anvendelse af kul. I den henseende er det værd at nævne adskillige hensigtsmæssige instrumenter, som har bevist deres værd: effektivitetsstigninger, fleksibilitet og kraftvarmeproduktion.

4.2.

Idet elproduktionen tegner sig for størstedelen af det anvendte kul er større effektivitet et vigtigt instrument for mindre forurenende anvendelse af kul. Med høj effektivitet kan der fremstilles mere elektricitet pr. ton kul og CO2-emissionerne kan reduceres med 30 % eller mere. Der findes gode eksempler på kulfyrede kraftværker med høj effektivitet i Tyskland, som arbejder med optimeret systemteknologi. Disse kulfyrede kraftværker er også yderst fleksible og kan øge eller mindske produktionen hurtigt, således at de kan støtte de fluktuerende vedvarende energikilder.

4.3.

Kraftvarmeproduktion (kombineret varme- og elproduktion) er en effektiv form for elproduktion, der giver væsentlige fordele med hensyn til både energi og miljø. Konventionelle kraftværker udleder spildvarme i miljøet. Kraftvarmeværker opsamler denne varme og udnytter den, hvilket betyder en mere effektiv udnyttelse af brændstofferne. EU producerer i dag 11,7 % af sin elektricitet ved kraftvarmeproduktion (7).

4.4.

På mellemlang sigt er der håb om, at CO2-opsamling og lagring (CCS) kan spille en rolle i den kulstoffri økonomi. De eksisterende processer skal forbedres i stor skala, infrastruktur og oplagring skal optimeres og konkurrenceevnen for elektricitet fra kulfyrede kraftværker med CCS skal være klar, inden der træffes foranstaltninger til at stille krav om CCS. Der bør gennemføres en cost-benefit- og miljøanalyse.

4.5.

I forbindelse med vurderingen af en effektiv og mindre forurenende anvendelse af kul bør alternative anvendelser af kul også nævnes, f.eks. kullikvefaktion. Kul kan omdannes til flydende brændstof — benzin, diesel og jetbrændstof eller petrokemiske produkter. Teknologierne findes, men investeringer og driftsomkostninger må tages i betragtning.

5.1.1.

Kulregionerne er traditionelle industriområder, hvor industrialiseringen var forbundet med udnyttelsen af de lokale mineralressourcer. Regionerne er derfor historisk set tæt knyttet til de traditionelle sektorer i økonomien, hvor den tunge metalindustri, den kemiske industri og energisektoren spiller en vigtig rolle. Disse sektorer og virksomheder har været udsat for hurtige forandringer i de eksterne rammevilkår (markedsvilkår, konkurrence, kunder, teknologier) og grundlæggende interne ændringer (ejerskifte, ændringer i ejernes mål og kapitalgrundlag) i de seneste år.

5.1.2.

Udover de store forandringer har nogle traditionelle industrier oplevet stagnation, tilbagetrækning fra regionen eller endog udfasninger. I nogle regioner var de europæiske kul ikke i stand til at konkurrere med importeret kul og andre fossile energikilder, hvilket resulterede i en dramatisk nedgang i kulproduktionen. Et eksempel: for 100 år siden producerede UK ca. 300 mio. tons kul hvert år, og sektoren beskæftigede over 1 million minearbejdere. Afindustrialisering har medført tab af arbejdspladser, men alligevel er kuludvindende virksomheder fortsat blandt nogle af de største arbejdsgivere i en række regioner. Udfasning eller fuldstændig ophør af kulmineselskabernes aktiviteter har derfor alvorlige følgevirkninger for de berørte regioner. Denne situation har haft stor indvirkning på små og mellemstore virksomheder, der er forbundet med mineselskaber.

5.1.3.

I mange lande er kulregioner kendetegnet ved en højere arbejdsløshed end det nationale gennemsnit og langtidsledighed. Det bliver således vanskeligt for afskedigede minearbejdere at finde nye job. Fattigdom, stagnation og faldende levestandard samt antallet af socialt udstødte områder og personer øges dermed.

5.1.4.

Det største problem forårsaget af den stigende arbejdsløshed er den manglende balance i udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Med andre ord er der på trods af den høje arbejdsløshed en klar efterspørgsel efter arbejdskraft, men der efterspørges kvalifikationer, der opfylder arbejdsmarkedets krav. Uddannelsesprofilen for tidligere minearbejdere, hvor manuelle færdigheder er fremherskende, er ikke fuldt forenelige med arbejdsmarkedets behov, hvad angår det erhvervsmæssige aspekt (kvalifikationer) og det personlige aspekt (motivation). Når et stort antal minearbejdere afskediges ved lukningen af en mine, forsvinder mange arbejdspladser stort set fra den ene dag til den anden, og dette kan forårsage store lokale chok.

5.1.5.

Minearbejdere udviser også en meget mindre udviklet iværksætterkultur og beskeden lyst til at bevæge sig ind på nye erhvervsområder. Deres mangel på entusiasme for selvstændig virksomhed skyldes den langvarige påvirkning fra store og magtfulde mineselskaber, der fremmede en arbejdstagerkultur blandt deres ansatte, herunder en modvilje mod at løbe risici. Denne tendens kan imidlertid også ses mere generelt. Selv universitetsstuderende foretrækker et ansættelsesforhold efter endt uddannelse.

5.1.6.

Situationen forværres ofte af manglen på lovende beskæftigelses- og karrieremuligheder, ugunstige vilkår for udøvelsen af selvstændig virksomhed, lav økonomisk levedygtighed og dårlige innovationsresultater, hvilket hænger sammen med den svage rolle som videnskab, forskning og udvikling spiller. Den offentlige F&U-kapacitet er ikke tilstrækkeligt udviklet overalt, og overførsel af viden og applikationer til erhvervslivet fungerer ikke tilfredsstillende. Det er også grunden til, at den økonomiske omstilling er krævende og vanskelig og ikke giver resultat i alle tilfælde.

5.2.1.

I EU's kulproducerende lande er omstruktureringer ofte foregået som reaktion på kriser uden det nødvendige politiske engagement. Det har haft dramatiske konsekvenser for livskvaliteten for de mennesker, der lever i minedriftsområderne. Enhver reduktion af kulproduktionen risikerer at skabe øget arbejdsløshed, navnlig i mineregioner, der gennemgår en langvarig strukturel nedgang. Mange tidligere minearbejdere og arbejdstagere fra virksomheder med forbindelse til minedrift kan imødese langtidsarbejdsløshed eller i mange tilfælde permanent arbejdsløshed, hvilket forstærker fattigdommen.

5.2.2.

Desværre har de relevante europæiske og nationale myndigheder med få undtagelser hidtil ført en »strudsepolitik« med hensyn til klimapolitikkernes forventede indvirkning på kulindustrien og undgået ethvert engagement i de relevante civile og sociale dialoger med arbejdstagere og borgere i minesamfundene. Erfaringerne med tidligere omstruktureringer, der blev foretaget på grundlag af populistiske politiske løfter, som i sidste ende ikke gav sig udslag i konkrete foranstaltninger til økonomisk genopretning af disse samfund, afspejler sig stadig i en øget mistro blandt arbejdstagerne til myndighedernes evne til effektivt at tackle de industrielle omstruktureringer.

5.2.3.

Samtidig kan der observeres en lav grad af empati og en mangel på reel forståelse for mineregionernes problemer på europæisk og nationalt plan. Der er en klar tendens til overdreven politisering af debatten om minedriftens fremtid i forbindelse med klimapolitikkerne, navnlig i de kulmineregioner, hvor kuludvindingsaktiviteterne ikke kræver statsstøtte, men også i mineregioner, hvor kulindustrien allerede befinder sig i en smertefuld omstruktureringsproces. Politikerne undgår emnet, fordi omstillingsforanstaltningerne hen imod en ny regional profil ikke umiddelbart sikrer stemmer i valgregi, er upopulære og først viser resultater efter flere årtier.

5.2.4.

Idet der er en klar forbindelse mellem udfasning af kul og klimapolitikken, må et element i EU's politik for gennemførelse af klimamålsætninger være at hjælpe de regioner, som rammes af strukturelle ændringer, dvs. kulmineregioner.

5.2.5.

Der opstår ofte situationer, hvor lokale myndigheder ikke har den fornødne finansielle og administrative kapacitet til at garantere projekter og forvalte dem i henhold til de specifikke krav, der stilles af Kommissionen og de nationale myndigheder, hvilket er årsagen til, at EU's fonde skaber forholdsvis beskedne resultater i form af muligheder og livskvalitet for borgerne i kulminesamfund.

5.3.1.

En »retfærdig omstilling« (8) for minesamfundene kan sikres, hvis de nationale og europæiske myndigheder kan udarbejde en rettidig og fokuseret plan med foranstaltninger til at: sikre rimelige lønninger og jobsikkerhed for de involverede arbejdstagere, lette erhvervsuddannelse, udvikling af kompetencer og omplacering med anstændige beskæftigelsesalternativer, respektere menneskerettigheder og garantere sociale beskyttelsesforanstaltninger, herunder pensioner til støtte for borgerne i omstillingsfasen, samt sikre investeringer i lokalområdets genopretning, herunder minelukninger og genanvendelse af mineanlæg, eller bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser i tilknytning til energiomstillingen.

5.3.2.

Disse regioner har derfor behov for akut finansiel og videnskabelig støtte, ikke blot så de kan udvikle sig hen imod en ny økonomisk og social model, men også til inden for en rimelig tidsramme at forvalte de mange risici for menneskers sundhed og miljøet, der er forbundet med aktuel og historisk minedrift. I den forbindelse skal medlemsstaternes organer og myndigheder med ansvar for geologiske undersøgelser, herunder minelukninger og restaurering, samarbejde om at indsamle og opbevare mineral- og minedata og kortlægge de vigtigste risici, der er forbundet med tidligere minedrift, minelukninger eller bevarelse af miner.

5.3.3.

Fremtiden for regioner, der i øjeblikket er afhængige af brugen af kul, og kommende levevilkår i disse må indgå i den fremadrettede planlægning over to generationer, dvs. 25-50 år. Udfasning af brugen af kul til energiformål i disse regioner må ikke føre til stagnation. I lyset af deres økonomiske og sociale potentiale skal disse regioner inddrages i gennemførelsen af EU's energi- og klimapolitik. Bæredygtig udvikling i disse regioner skal opnås gennem en garanteret politisk, civil og social dialog, som skal sørge for, at der findes planer for omstillingen på nationalt, industri- og virksomhedsplan.

5.3.4.

Den faldende evne til at tiltrække nye uden- og indenlandske investorer bør også imødegås. Udover utilstrækkelige færdigheder hos arbejdsstyrken reduceres tiltrækningskraften som følge af en mangel på passende og veludstyrede erhvervsområder og store strategiske industrizoner.

5.3.5.

Situationen er således ikke let for tidligere minearbejdere i kulregioner. Fremsynede repræsentanter for kulregioner bør appellere til deres nationale regeringer og sammen bør de forberede kulregionernes omstrukturering og udvikling i god tid før planlagte nedskæringer i eller udfasning af kulminedriften.

5.3.6.

Regionale myndigheder, medlemsstaternes regeringer og EU's institutioner må engagere sig i energiomstillingen og den relaterede omstrukturering af kulmineregionerne.

5.3.7.

Kulregionerne har ikke desto mindre et betydeligt potentiale for både omstrukturering og udvikling. Der bør udarbejdes en række udviklingsforanstaltninger, herunder fremme af F&U under innovative rammevilkår og opbakning til de traditionelle sektorer, der har overlevet i kulregioner, samt nye ekspanderende sektorer.

5.3.8.

Den eksisterende energiinfrastruktur og de kvalificerede menneskelige ressourcer fra kulmineregionerne skal udnyttes fuldt ud. I den forbindelse bør fremme af offentlige og private investeringer være blandt de foranstaltninger, der støttes. Eksisterende virksomheder og andre markedsaktører må investere kraftigt i nye produktionsanlæg, herunder anlæg til produktion af vedvarende energi.

5.3.9.

Feasibilityundersøgelser kan eventuelt vise, at nogle kulmineregioner ikke kun har et stort potentiale for produktion af sol-, vind- eller geotermisk energi, men at de også har bedre forudsætninger for at opfylde andre betingelser for investering i og anvendelse af grønne energiteknologier: let at finde plads til nye produktionsfaciliteter, kvalificerede menneskelige ressourcer eller vilje til omskoling, lokale myndigheder, der kender til udfordringerne i energisektoren, og lokalsamfund, der er vant til industrielle projekter.

5.3.10.

De nuværende mineselskaber ejer eller har koncession på betydelige arealer og/eller hundredvis af kilometer af minegange, som kan bruges i energiomstillingen. Desuden har de fleste enheder inden for minedrift en pålidelig sammenkobling med de regionale og nationale netværk til energitransport.

5.3.11.

For at udløse yderligere investeringer fra den private sektor, som spiller en central rolle, har de europæiske struktur- og innovationsfonde (ESI) specifikt øremærket mindst 27 mia. EUR til investeringer i lavemissionsøkonomien, herunder energieffektivitet. Mindst 12 %, 15 % eller 20 % af den nationale tildeling fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) skal anvendes til at støtte overgangen til en lavemissionsøkonomi i alle sektorer i henholdsvis mindre udviklede regioner, overgangsregioner og mere udviklede regioner i EU. Hvis Samhørighedsfonden anvendes til sådanne investeringer, stiger andelen til 15 % for mindre udviklede regioner (9).

5.3.12.

EU-midlerne kan delvist bistå minesamfundene i deres bestræbelser i retning af økonomisk diversificering og energiomstilling, men en stor del af investeringerne i økonomisk udvikling skal komme fra de berørte medlemsstaters offentlige midler eller gennem nye private investeringer.

5.3.13.

Ovennævnte aspekter skal tages i betragtning ved udformningen af foranstaltninger til støtte for de berørte minedriftsregioner i den uundgåelige energiomstilling og økonomiske diversificering, og arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og befolkningen i almindelighed i disse regioner skal inddrages i kortlægningen af nye udviklingsmuligheder for deres lokalsamfund.

5.3.14.

En »Plan for støtte til de samfund og regioner, der er afhængige af kulproduktion« bør tilskynde regionerne til at realisere omstillingen, stimulere innovativ udvikling, fastholde attraktive rammevilkår for investeringer og skabe muligheder for beskæftigelse og et værdigt liv.

5.3.15.

»Planen« kan udarbejdes af en rådgivende gruppe i samarbejde med Kommissionen og Europa-Parlamentet. Medlemmerne af denne rådgivende gruppe bør være repræsentanter for mineregioner, fagforeninger, NGO'er, F&U og kulindustrien.

5.3.16.

Planen for støtte til de samfund og regioner, der er afhængige af kulproduktion, bør baseres på tre søjler:

5.4.1

Fremtiden for de europæiske kulmineregioner vil bevæge sig i to retninger. I nogle kulmineregioner kan der forventes en hurtig eller endda brat udfasning af kulproduktionen, mens den i andre regioner kan fortsætte i adskillige årtier.

5.4.2.

I det første tilfælde kan udfasningen være en følge af den økonomiske og markedsmæssige situation, som er kompliceret, navnlig for den europæiske stenkulsindustri, der konkurrerer med meget lave priser på importeret kul. Dette gør livet meget vanskeligt, selv for de miner som indtil for nylig var rentable. I nogle regioner kan regeringen eller selskaberne beslutte at lukke miner i overensstemmelse med Lissabontraktaten og EU-medlemsstaternes ret til selv at bestemme deres energimiks.

5.4.3.

For disse regioner vil det være nyttigt hurtigt at oprette et socialt program baseret på bedste praksis fra forskellige kulproducerende lande i EU, der har erfaring med udfasning af kul, eller som forbereder en sådan udfasning. I den henseende kan de tyske erfaringer være nyttige: i Tyskland vil stenkulsminedriften som planlagt blive indstillet i 2018. Der er mange andre tidligere kulmineregioner, f.eks. Det Forenede Kongerige, Frankrig, Nederlandene og Belgien, der alle har værdifuld erfaring på området.

5.4.4.

I regioner, hvor kulproduktionen forventes at fortsætte på længere sigt, bør der først og fremmest fokuseres på en effektiv og mindre skadelig anvendelse af denne kul. I tilfælde af kul, der anvendes til elproduktion, vil det fortsat være en prioritet at nedbringe emissionerne. EU har instrumenter til sikring af dette: den reviderede emissionshandelsordning, som forudsætter nul CO2-emissioner senest i 2058, direktivet om industrielle emissioner og det nye BAT-referencedokument for store fyringsanlæg, der snart er færdigt.

5.4.5.

I strategien for kulmineregioner med en fremtid på længere sigt vil forskning og udvikling spille en yderst vigtig rolle: yderligere forøgelser af kraftværkernes effektivitet vil resultere i større emissionsreduktioner og et lavere brændselsforbrug. En øget fleksibilitet hos kraftværkerne kan medvirke til at støtte de fluktuerende vedvarende energikilder. Udover rene kulteknologier eller anvendelse og lagring af CO2, bør alternative anvendelser af kul tages i betragtning.

5.4.6.

Selv i områder med mere langsigtede perspektiver for kulminedrift, bør man imidlertid prioritere at forberede afslutningen af kulminedrift og omstruktureringen af de berørte kulmineregioner.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/10

Ordfører:

Raymond HENCKS

1.1.

EØSU glæder sig over vedtagelsen af Parisaftalen ved den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaforandringer (COP21) samt over de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) fra EU og dets medlemsstater, som forpligter sig til at reducere de nationale drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 og med 80-95 % inden 2050 i forhold til niveauet i 1990.

1.2.

Udvalget bifalder endvidere, at dette mål skal nås i fællesskab og gennem delt ansvar mellem EU og medlemsstaterne, samt at der offentliggøres nye INDC hvert femte år.

1.3.

Hvad transportområdet angår er der ingen tvivl om, at målet om at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 60 % i forhold til emissionsniveauet i 1990 er yderst ambitiøst, og at det kræver en stor indsats at nå det. Selv om beslutningen om fordelingen af indsatsen i den indeværende periode og frem til 2020 (beslutning 406/2009) og den kommende beslutning for perioden 2020-2030 giver medlemsstaterne fuldstændigt frie hænder med hensyn til, hvilke sektorer i de forskellige lande der skal forpligtes til at reducere deres udledninger, foreslår Kommissionen ikke desto mindre, at man, hvis der er brug for en yderligere indsats, anvender de internationale kvoter og undgår yderligere forpligtelser for de sektorer, som ikke er omfattet af ETS (COM(2015) 81). Kommissionen vurderer endvidere i forhold til transportsektoren, at »der kan reduceres yderligere i de øvrige økonomiske sektorer« (KOM(2011) 144). Målet om at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra transport med 60 % kan dermed stadig betragtes som værende aktuelt og foreneligt med EU's overordnede mål i forbindelse med COP21, hvis ellers de tilknyttede tiltag og initiativer sættes i værk hurtigst muligt og med fast hånd.

1.4.

Dette fritager dog ikke EU og medlemsstaterne fra at revurdere de forskellige tiltag og initiativer, der er iværksat eller planlagt i hvidbogen om transport (KOM(2011) 144 final) og i køreplanen for en rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion (COM(2015) 80 final), med hensyn til deres effektivitet, gennemførlighed og ikke mindst i forhold til målet om en dekarbonisering af transportsektoren og — i forbindelse med revisionen af hvidbogen om transport, der forventes at finde sted i 2016 — revidere tiltagene og initiativerne og/eller tilføje nye, uden at dette dog må komme EU's konkurrenceevne til skade. Nogle tiltag og initiativer vil være af lovgivningsmæssig art, men de fleste bør baseres på frivillige bidrag fra medlemsstaterne og bør tage sigte på at ændre adfærd eller vaner. Kun sådan opnås der succes.

1.5.

EØSU henleder også opmærksomheden på betydningen af de foranstaltninger, der er blevet planlagt af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) med henblik på at oprette et globalt system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, og af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med det formål at overvåge emissionerne fra søtransport, og opfordrer til ambitiøse resultater i forbindelse med de igangværende forhandlinger med disse organisationer.

1.6.

Udvalget understreger, at princippet om, at forureneren betaler, især i afsidesbeliggende land-, bjerg- og øområder, bør anvendes fleksibelt for at undgå, at virkningerne er omvendt proportionale med omkostningerne, og for at bevare dets nytteværdi som middel til at påvirke valg om planlægning af transportforretninger, samtidig med at enhver form for illoyal konkurrence mellem de forskellige transportformer udryddes. EØSU anbefaler at undersøge mulighederne for en overordnet tilrettelæggelse af transporten i landdistrikter i regionerne med henblik på at opfylde kravene i COP21-aftalen og imødekomme udsatte personers behov.

1.7.

Under alle omstændigheder vil princippet om, at forureneren betaler, ikke være tilstrækkeligt til at sikre omstillingen til et lavemissionssamfund. Det betyder, at supplerende foranstaltninger såsom øget energieffektivitet, elektromobilitet, samkørsel og samordning af transportformer, udvikling af alternative energikilder, udarbejdelse af kvalitetsstandarder for miljøet samt frem for alt fremme af den offentlige transport er så meget desto vigtigere.

1.8.

Hvad angår bioenergi, er der brug for løbende tiltag med henblik på en større reduktion af udledningen af drivhusgasser og for at forhindre ændringer i arealanvendelsen. Den energimæssige udnyttelse af rest-, bi- og affaldsprodukter til brændstoffremstilling bør derfor fremmes yderligere. Der er stadig et vist potentiale inden for vejgodstransport, luftfart og søtransport, men biobrændstoffer er ikke en løsning, der kan stå alene, og de fritager os ikke for at udvikle og fremme løsninger, der har til formål at erstatte forbrændingsmotoren med elektromobilitet og/eller brintteknologier eller andre alternative og bæredygtige energikilder.

Endelig handler det ikke om at bremse mobiliteten som sådan, men om at reducere motoriseret transport af enkeltpersoner, så snart der findes et reelt alternativ, og fremme den kollektive transport til fordel for miljøet og med henblik på at undgå, at byerne kvæles i trafik.

1.9.

Afvikling af investeringer i forurenende aktiviteter kan ikke kun være regeringernes ansvar og kommer ikke til at ske uden oplysning og mobilisering af hele transportkæden (fabrikanter, transportvirksomheder, brugere) gennem lovgivningsmæssige foranstaltninger, tilskyndende og måske endda afskrækkende foranstaltninger. Kapacitetsopbygning, teknisk bistand og lettere adgang til finansiering på lokalt og nationalt plan er af afgørende betydning for overgangen til et kulstoffattigt transportsystem. Den Europæiske Unions investeringsprogrammer skal således, samtidig med at alle transportformer integreres, give prioritet til de mest klimaeffektive projekter ved anvendelse af evalueringskriterier, der er i overensstemmelse med konklusionerne på COP21.

1.10.

Den stærke mobilisering af civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med COP21 bør følges op med henblik på at styrke en borgerbevægelse for klimaretfærdighed og afvikling af investeringer i forurenende aktiviteter.

1.11.

EØSU anbefaler derfor som anført i udvalgets sonderende udtalelse af 11. juli 2012»Transporthvidbog: Civilsamfundets tilslutning og deltagelse« (CESE 1598/2012), at man indgår i en deltagelsesbaseret dialog med civilsamfundet.

2.1.

De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (som COP21 fra 2015 vedrører) begrænsede sig til at stabilisere drivhusgaskoncentrationen (den vigtigste drivhusgas i transportsektoren er kuldioxid (CO2), som udsendes i forbindelse med produktion af elektricitet og i forbindelse med produktion og forbrug af brændstoffer) i atmosfæren på et niveau, som vil forhindre farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet. Parisaftalen af 12. december 2015 forpligter imidlertid for første gang alle 195 parter, som har underskrevet førnævnte rammekonvention, til at fremskynde reduktionen af drivhusgasemissioner med henblik på at nå de langsigtede mål om (frem mod 2100) at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på et godt stykke under 2 oC over det førindustrielle niveau og fortsætte indsatsen for at begrænse stigningen til 1,5 oC, i modsætning til den nuværende udvikling hen imod en temperaturstigning på 3 oC inden udgangen af det 21. århundrede.

2.2.

Når ovennævnte aftale er blevet ratificeret, skal de parter, der har underskrevet den, forpligte sig til og indberette de tilsigtede nationalt bestemte bidrag ifølge programmer, der dækker perioder på fem år, så man kan nå slutmålet.

2.3.

Parisaftalen forventes at træde i kraft i 2020, hvis mindst 55 stater, som tilsammen står for mindst 55 % af de globale drivhusgasemissioner, har ratificeret den. Det udelukker ikke muligheden for, hvilket i øvrigt anbefales på det kraftigste, at man gennemfører den, inden den er trådt i kraft.

2.4.

EU og EU's medlemsstater aftalte den 6. marts 2015 i overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner af 23. og 24. oktober 2014 et bindende mål om en nedbringelse af de nationale drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 og 80-95 % inden 2050.

2.5.

Ifølge ovennævnte konklusioner skal EU og medlemsstaterne i fællesskab nå målet gennem reduktioner i sektorerne i og uden for emissionshandelsordningen på henholdsvis 43 % og 30 % senest i 2030 (i forhold til 2005) og gennem en indsats præget af rimelighed og solidaritet.

3.1.

Allerede i sin hvidbog om transport fra 2011 (COM(2011) 144 final) opfordrede Kommissionen indtrængende til at reducere udledningen af drivhusgasser betragteligt for at holde klimaforandringerne under 2 oC. Samtidig gjorde Kommissionen opmærksom på, at det er afgørende at nedbringe udledningen af drivhusgasser inden for transport med mindst 60 % i forhold til 1990-niveauet, og konstaterede, at »der kan reduceres yderligere i de øvrige økonomiske sektorer«.

3.2.

Transport bærer ansvaret for ca. en fjerdedel af EU's drivhusgasemissioner: 12,7 % af de samlede emissioner fra transport kommer fra luftfart, 13,5 % fra søtransport, 0,7 % fra jernbanetransport, 1,8 % fra transport ad de indre vandveje og 71,3 % fra vejtransport (2008). En transportforms miljøpåvirkning er imidlertid ikke kun en følge af de direkte emissioner, men afhænger også af de indirekte emissioner, som navnlig stammer fra produktionen af den energi, der er brug for til transporten.

3.3.

Globalt set stiger CO2-emissionerne i transportsektoren kraftigere end i nogen anden industrisektor. I EU tegner transportsektoren sig for den næststørste emission af drivhusgasser. Desuden tegner luftfarts- og søfartssektoren sig for den hurtigste vækst i emissionerne, og disse sektorer er ikke omfattet af Parisaftalen.

3.4.

Hvidbogen om transport fra 2011 konstaterer, at EU's transportsystem stadig ikke er bæredygtigt, og for at rette op på dette foreslås det at:

3.5.

I hvidbogen om transport foreslår Kommissionen, ligesom i køreplanen for en rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion, forskellige foranstaltninger med henblik på at udvikle en kulstoffattig transportsektor.

3.6.

De foreslåede foranstaltninger omfatter strengere CO2-emissionsstandarder for personbiler og varevogne i perioden efter 2020, foranstaltninger til forbedring af brændstoffernes effektivitet og nedbringelse af de tunge køretøjers emissioner samt en bedre styring af trafikken. Der bør tilskyndes til afgiftssystemer på vejene baseret på »forureneren betaler«-princippet og »brugeren betaler«-princippet samt udbredelse af alternative brændstoffer, herunder elektromobilitet, under særlig hensyntagen til behovet for etablering af egnede infrastrukturer.

4.1.

Når ovennævnte aftale er blevet ratificeret (senest d. 21. april 2017), skal de parter, der har underskrevet den, forpligte sig til og indberette de tilsigtede nationalt bestemte bidrag ifølge programmer, der dækker perioder på fem år, så man kan nå slutmålet.

4.2.

Den Europæiske Union kan i henhold til artikel 4, stk. 16, i Parisaftalen handle i fællesskab med medlemsstaterne inden for rammerne af et delt ansvar, og skal meddele Parisaftalens sekretariat, hvilket emissionsniveau der er tildelt de enkelte medlemsstater.

4.3.

Ifølge Parisaftalens artikel 4, stk. 9, og beslutning 1/CP.21 skal bidragene, der er fastsat i henhold til en tidsplan frem til 2030, indberettes eller opdateres senest i 2020, og dette skal gentages hvert femte år inden for rammerne af en strategi for en kulstoffattig udvikling frem til 2050. Bidragene skal hver især indebære en forbedring i forhold til det foregående bidrag (artikel 4, stk. 3).

4.4.

På trods af at EU allerede har fastsat mål og bidrag frem til 2030 og 2050, er det dog en kendsgerning, at niveauet for de samlede emissioner (alle økonomiske sektorer), som anslået af COP21 på grundlag af de nationale bidrag frem til 2030 (55 gigatons), er utilstrækkeligt i forhold til målet om at holde temperaturstigningen under 2 oC. Det er derfor påkrævet med en supplerende indsats med henblik på at mindske emissionerne til 40 gigatons.

4.5.

Selv om beslutningen om fordelingen af indsatsen i den indeværende periode og frem til 2020 (beslutning 406/2009) og den kommende beslutning for perioden 2020-2030 giver medlemsstaterne fuldstændigt frie hænder med hensyn til, hvilke sektorer i de forskellige lande der skal forpligtes til at reducere deres udledninger, foreslår Kommissionen i sin meddelelse »Parisprotokollen — En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020« (COM(2015) 81 final) at anvende de internationale kvoter og undgå yderligere forpligtelser for de sektorer, som ikke er omfattet af ETS, hvis der er brug for en yderligere indsats. EØSU støtter denne holdning (udtalelse NAT 665/2015). Desuden påpegede Kommissionen i hvidbogen om transport, at »der kan reduceres yderligere i de øvrige økonomiske sektorer«.

4.6.

I lyset af ovenstående og eftersom det allerede et godt stykke tid inden konferencen i Paris blev besluttet at reducere udledningen af drivhusgasser i transportsektoren med omkring 60 % med henblik på at holde klimaforandringerne under 2 oC, mener EØSU, at målet om en reduktion på 60 % stadig er aktuelt og i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet på COP21.

4.7.

Endelig skal det bemærkes, at EU's indsats inden for ICAO med henblik på at oprette et globalt system for handel med kvoter med drivhusgasemissioner fra luftfarten, og inden for IMO vedrørende søtransportsektorens forpligtelse til at gøre regnskab for sin udledning af drivhusgasser, ikke er en del af de tilsigtede nationalt bestemte bidrag. EU bør fremme ambitiøse resultater i forbindelse med de igangværende forhandlinger med ICAO og IMO.

5.1.

EØSU konstaterer således, at der er stor sammenhæng mellem EU's tilsigtede nationalt bestemte bidrag og de mål, der er fastlagt i forskellige meddelelser fra Kommissionen om klimapolitiske foranstaltninger i forbindelse med transport. Det er imidlertid nødvendigt at få iværksat de 40 tiltag og 131 initiativer i hvidbogen om transport med fast hånd og så hurtigt som muligt.

5.2.

I forbindelse med Kommissionens bebudede revision af hvidbogen om transport i 2016 bør denne hvidbogs foranstaltninger vedrørende reduktion af udledningen af drivhusgasser ikke desto mindre revurderes i lyset af EU's tilsigtede nationalt bestemte bidrag og de mål, der er defineret i pakken om Energiunionen (1).

5.3.

Det handler om at evaluere de forskellige initiativer fra hvidbogen om transport og pakken om Energiunionen i forhold til deres effektivitet, deres gennemførlighed og mere specifikt i forhold til målsætningen om dekarbonisering af transporten, med det formål at forbedre dem og/eller tilføje nye. Nogle tiltag og initiativer vil være af lovgivningsmæssig art, men de fleste bør baseres på frivillige bidrag fra medlemsstaterne og bør tage sigte på at ændre adfærd eller vaner. Kun sådan opnås der succes.

5.4.

Omstillingen til en kulstoffattig transportsektor indebærer følgende udfordringer:

Passende transportrelaterede tiltag for at begrænse emissionerne på nationalt og subnationalt plan kunne bringe byerne på rette kurs mod en halvering af emissionerne inden 2050 sammenlignet med en uændret situation. Isolerede løsninger, som allerede eksisterer, bør indarbejdes i strategiske mobilitetsplanlægningspolitikker, som giver mulighed for bedre koordinering mellem byplanlægnings- og transportpolitikker. Kapacitetsopbygning, teknisk bistand og lettere adgang til finansiering på lokalt og nationalt plan er af afgørende betydning for opnåelsen af disse mål.

5.5.

Connecting Europe-faciliteten, strukturfondene og Samhørighedsfonden, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer samt andre EU-programmer til støtte for transportinvesteringer i deres finansiering af projekter skal give forrang til de mest klimaeffektive projekter. Samtidig skal de forskellige transportformer integreres for at skabe et europæisk transportnet. Kriterierne til vurdering af ansøgninger om finansiering skal indeholde eksplicitte henvisninger til principper svarende til COP21-konklusionerne.

5.6.

Fordelingen af bestræbelserne mellem medlemsstaterne og mellem de sektorer, der er omfattet af ETS, og de sektorer, der ikke er omfattet af ETS, herunder transportsektoren, bliver et nøgleelement for gennemførelsen af EU's tilsigtede nationalt bestemte bidrag og bør ligeledes stemme overens med EU's strategiske målsætninger. Fordelingen bør tage højde for Det Europæiske Råds konklusioner fra oktober 2014 med henblik på at nå frem til et afbalanceret resultat under hensyntagen til effektiviteten set i forhold til udgifter og konkurrenceevne. Disse parametre bør have en fremtrædende plads ved beslutningen om indsatsen i perioden 2020-2030, som bliver truffet i 2016 (COM(2015) 80, bilag 1), samtidig med at der drages omsorg for at fastholde EU's konkurrenceevne.

5.7.

Ovennævnte revision af hvidbogen bør i øvrigt omfatte særlige foranstaltninger rettet mod at sætte gang i en bred debat med civilsamfundet, da en social accept af foranstaltninger, som ind imellem er lidet populære, har afgørende betydning, idet alle tiltagene vil være ineffektive, hvis dem, de retter sig imod, ikke kan identificere sig med processen. Den stærke mobilisering af civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med COP21 bør derfor følges op med henblik på at styrke en borgerbevægelse for klimaretfærdighed og afvikling af investeringer i forurenende aktiviteter.

5.8.

Initiativer såsom »Global Fuel Economy Initiative« (GFEI), der samler lande, som har forpligtet sig til at udvikle politikker og lovgivning om køretøjers energieffektivitet, eller Pariserklæringen om »Electro-Mobility and Climate Change & Call to Action«, som bygger på forpligtelser vedrørende flere hundrede afgørende tiltag til bæredygtig elektrificering af transport, »MobiliseYourCity«, som har til formål at bistå byer, udviklingslande og nye vækstlande med at udvikle og gennemføre planer for bæredygtig bytrafik og nationale bytransportpolitikker, eller »Global Green Freight Action Plan« bør fremmes og udbygges.

5.9.

Som EØSU allerede tidligere har påpeget (2), er det nødvendigt med en god organisatorisk og proceduremæssig struktur, hvis deltagelsesbaseret forvaltning skal fungere effektivt og nå de ønskede mål. Inddragelsen af interessenter i den langsigtede bæredygtige udvikling fungerer bedst, hvis den organiseres som en kontinuerlig og integrerende proces frem for som ad hoc-inddragelse eller enkeltstående inddragelse.

5.10.

EØSU har besluttet at oprette et europæisk civilsamfundsforum for bæredygtig udvikling, som kan danne en struktureret og uafhængig ramme for civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af de horisontale spørgsmål i forbindelse med 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og navnlig dens mål nr. 13 (hurtigt at gøre en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne og deres konsekvenser). Med hensyn til spørgsmål vedrørende transportsektoren bør man anvende den deltagelsesbaserede dialog, der styres af EØSU, og som tager sigte på at gennemføre hvidbogen om transportpolitik fra 2011.

5.11.

EØSU er også i færd med at udarbejde en udtalelse (NAT/684) om etablering af en koalition mellem civilsamfundet og subnationale myndigheder til sikring af overholdelsen af Parisaftalens forpligtelser. Parisaftalen bør ikke føre til endnu en platform for indgåelse af forpligtelser, men i stedet skabe en omfattende ramme for langfristet koordinering af ikke-statslige og statslige foranstaltninger. Civilsamfundets rolle i gennemførelsen af tilsagnene er helt afgørende.

5.12.

Afvikling af investeringer i forurenende aktiviteter kan ikke kun være regeringernes ansvar og kommer ikke til at ske uden oplysning og mobilisering af hele transportkæden (fabrikanter, transportvirksomheder, brugere) gennem lovgivningsmæssige foranstaltninger, tilskyndende og måske endda afskrækkende foranstaltninger.

5.13.

Den strategi med frivillige forpligtelser, som er blevet valgt i forbindelse med COP21, begrænser sig til, at de enkelte lande skal angive ikkebindende tilsagn, mens indførelse af en bindende standard for emissioner ganske afgjort ville være en mere effektiv strategi, hvis man skal nå det resultat, der ønskes i Parisaftalen. Ikke desto mindre vil den fordeling af indsatsen for 2020-2030 inden for EU, som fremgår af punkt 5.5 ovenfor, styrke de indgåede forpligtelser.

6.1.

Ifølge Lissabontraktaten (jf. TEUF: artikel 191, stk. 2) er EU's miljøpolitik baseret på forsigtighedsprincippet og på princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden samt princippet om, at forureneren betaler.

6.2.

Formålet er, at forurenerne skal betale prisen for de miljøskader, de er ansvarlige for. I de forskellige medlemsstater indgår kulstofprisen imidlertid på meget forskellig vis i klimapolitikkerne. Der er en overvægt af tilfælde, hvor den tager form af skatter og afgifter, som imidlertid først og fremmest påvirker købekraften hos de dårligst stillede husholdninger og beskæftigelsen.

6.3.

Ifølge hvidbogen om transport bør priser og afgifter omstruktureres for at tage bedre hensyn til principperne om, at »forureneren betaler« og »brugeren betaler«.

6.4.

Den tilgang, Kommissionen har udtænkt, er baseret på et system, hvor forureneren betaler, og på de muligheder, som vejafgifter indebærer som et middel til at finansiere opbygning og vedligeholdelse af infrastrukturer. Dette system har til formål at fremme bæredygtige transportformer, ved at de eksterne omkostninger internaliseres, ligesom finansieringen sikres.

6.5.

Imidlertid findes der i Unionen et kludetæppe af forskellige ordninger, der ikke hænger sammen, og som består af elektroniske bompenge, vignetter, trængselsafgifter og kilometerafgifter, der beregnes ved hjælp af satellitter (GNSS). Desuden finder fællesskabsreglerne for vejtransportafgifter for tunge køretøjer (eurovignetdirektivet) efterhånden kun anvendelse i fire medlemsstater, mens de øvrige medlemsstater end ikke opkræver vejafgifter. Denne situation rejser en række alvorlige spørgsmål i forhold til udviklingen af det indre marked og for borgerne med negative konsekvenser for den økonomiske vækst og en voksende social ulighed i en lang række medlemsstater. Det, at der ikke opkræves afgifter for anvendelsen af vejnettet (for ikke at tale om omkostninger i form af negative miljøvirkninger), kan have betydning for konkurrencevilkårene i forhold til jernbanetransport dér, hvor der er en togtjeneste til rådighed.

6.6.

I forbindelse med en EU-ordning for vejafgifter er det imidlertid vigtigt, at der er en vis fleksibilitet, så der kan tages hensyn til randområder og afsidesbeliggende land-, bjerg- og øområder, der er tyndt befolkede og ikke har nogen reelle alternativer til vejtransport, hvorfor eksternalisering af de eksterne omkostninger vil være uden virkning på adfærden og transportplanlægningen og blot skade disse områders konkurrenceevne. Den økonomiske og sociale trivsel i landdistrikterne afhænger både af et omkostningseffektivt og miljøvenligt transportsystem. Som et middel til at begrænse transportemissionerne har nogle regeringer indført forskellige former for CO2-afgifter, som ikke har formået at begrænse emissionerne fra transportsektoren, men som har øget omkostningerne for familier betragteligt, især i landdistrikter, fjerntliggende områder og bjergområder.

6.7.

Ifølge transportkommissæren forventer Kommissionen hen imod slutningen af 2016 at fremlægge forslag om en europæisk ordning for lastbiler og personbiler med ensartede regler for opkrævning af vejafgifter i alle EU's medlemsstater, som udelukkende skal være baseret på antallet af kørte kilometer.

6.1.

ESØU glæder sig over Kommissionens hensigt om at harmonisere en ordning på EU-niveau for vejafgifter baseret på princippet om, at forureneren betaler, men tror ikke på, at internaliseringsaspektet af afgifterne vil være tilstrækkeligt til at munde ud i en bæredygtig transportpolitik, hvormed man kan overholde de tilsagn, der blev givet i forbindelse med COP21. Dette kræver supplerende foranstaltninger såsom øget energieffektivitet, elektromobilitet, samkørsel og samordning af transportformer, udvikling af alternative energikilder, udarbejdelse af kvalitetsstandarder for miljøet samt frem for alt fremme af den offentlige transport.

6.9.

En anden foranstaltning kunne være en kulstofpris baseret på økonomiske og sociale kriterier. En oliepris, der, som det er tilfældet i dag, er for lav, sender bestemt ikke et signal til alle transportaktører om at ændre adfærd og træffe foranstaltninger rettet mod at mindske deres energiforbrug. Strengere normer og standarder vedrørende brændstoffer, energieffektivitet, computerbaseret forvaltning af trafikken og udvikling af alternative brændstoffer kan imidlertid åbne mulighed for en reduktion af emissionerne, uden af den grund at påvirke konkurrenceevnen i negativ retning.

7.1.

EØSU betoner, at det er absolut nødvendigt med en samordnet aktiv industripolitik og forskning og udvikling (F&U) for at understøtte omstillingen til en lavemissionsøkonomi. Med henblik på at forene den uundgåelige stigning i transporten med en nedgang i mængden af forurenende emissioner kræves der en uformindsket F&U-indsats.

7.2.

Køreplanen for transportområdet lader forstå, at det vil være nødvendigt at fortsætte udviklingen af biobrændstoffer, navnlig når det gælder luftfartsområdet og de tunge køretøjer. Samtidig gøres der opmærksom på, at problemer forbundet med fødevaresikkerhed og miljø er knyttet til udviklingen af biobrændstoffer, og det understreges, at det er vigtigt at udvikle mere bæredygtige anden- og tredjegenerationsbiobrændstoffer.

7.3.

Hvad angår bioenergi, er der brug for løbende tiltag med henblik på en større reduktion af udledningen af drivhusgasser og for at forhindre ændringer i arealanvendelsen. Den energimæssige udnyttelse af rest-, bi- og affaldsprodukter til brændstoffremstilling bør derfor fremmes yderligere. Der er stadig et vist potentiale inden for vejgodstransport, luftfart og søtransport, men biobrændstoffer er ikke en løsning, der kan stå alene, og de fritager os ikke for at udvikle og fremme løsninger, der har til formål at erstatte forbrændingsmotoren med elektromobilitet og/eller brintteknologier eller andre alternative og bæredygtige energikilder.

7.4.

Omstillingen til elektrisk mobilitet bør ledsages af en omstilling til biler på delebasis. Man bør imidlertid være klar over, at selv med en fuldstændig omstilling til motorer, der kører på bæredygtige brændstoffer, er risikoen for, at byerne kvæles i trafik, stadig aktuel, så længe den kollektive transport og effektive distributionssystemer ikke bliver hovedreglen, snarere end undtagelsen.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/17

Ordfører:

Emmanuelle BUTAUD-STUBBS

1.1.

Ordentligt arbejde i globale forsyningskæder som f.eks. beklædningstekstiler og fodtøj, elektronik, mineraler og inden for agroindustrien er et grundlæggende spørgsmål for alle offentlige og private aktører, der er involveret på nationalt og internationalt plan i forvaltningen af forsyningskæder.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har tilpasset sin interne arbejdsgang for at kunne afgive sin udtalelse inden den 105. Internationale Arbejdskonference i Genève om spørgsmålet om ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder.

EØSU anbefaler

1.3.

At Kommissionen vedtager en omfattende og ambitiøs strategi for med alle sine interne (adgang til EU-udbud, mærkning osv.) og eksterne politikker (handel, udvikling, naboskabspolitik mv.) at befordre ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder.

1.4.

At vedtage et fælles sprog, fastlægge fælles definitioner og foretage en vurdering af de statistiske data fra de forskellige interessenter: OECD, ILO, Kommissionen, Verdensbanken og IMF (1) for at undgå forvirring og fejlfortolkninger og for at kunne udarbejde en sammenhængende politik for de offentlige organer, der er involveret i kraft af deres respektive kompetenceområder.

1.5.

Under hensyntagen til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne er vi nødt til at anerkende og fremme den bedste praksis og de initiativer, der ligger i den eksisterende »værktøjskasse«: OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, OECD's due diligence-retningslinjer for de forskellige sektorer (tekstil og beklædning, mineraler, landbrug og finans), handelsbistand, finansielle skadeserstatningsordninger, adfærdskodekser, mærker, standarder og selvevalueringsredskaber. Målet er gradvist at indføre en konsekvent og bæredygtig politik for ansvarlig forvaltning af globale forsyningskæder.

1.6.

At fremme praktiske og hensigtsmæssige, risikobaserede tilgange, som tager højde for den globale værdikædes og de globale forsyningskæders særlige karakter (lineær eller modulær, enkel eller kompleks, kort eller lang organisationsstruktur).

1.7.

Med udgangspunkt i eksisterende praksis at fremme flerpartsmodeller, der inddrager offentlige og private aktører, arbejdsmarkedets parter, NGO'er, eksperter o.a. for at udvikle den bedste kombination af foranstaltninger inspireret af OECD’s retningslinjer med henblik på at kortlægge, forebygge og mindske risici samt at formidle og rapportere om handlingsplanen. Handlingsplanernes foranstaltninger kan omfatte både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger, bedste praksis, finansielle incitamenter, adgang til videreuddannelse og kapacitetsopbygning for den sociale dialog og fagforeningerne.

1.8.

At presse på for gennemførelse af konkrete overvejelser om, hvilke gennemsigtighedsværktøjer der kan anvendes til at informere de endelige forbrugere om de produktionsrelaterede sociale omstændigheder.

1.9.

At ILO's muligheder for at spille en aktiv rolle i at sikre ordentligt arbejde i hele den globale forsyningskæde behandles på den forestående ILO-konference, og at der i den forbindelse ses nærmere på mulighederne for at udvikle og på sigt indføre passende og relevante instrumenter, der med alle interessenters aktive engagement vil bidrage til en effektiv forbedring af arbejdsvilkårene.

2.1.1.

Global værdikæde: Dette begreb dukkede op i midten af 90’erne og betegner »samtlige de aktiviteter, der er nødvendige for at bringe et produkt fra udformning, design, indkøb af råmaterialer og mellemprodukter, markedsføring, distribution og produktservice til den endelige forbruger« (2).

Det er meningen, at globale værdikæder skal sikre »procesforbedring« (producenten indfører mere avanceret teknologi for at øge effektiviteten) og »funktionel forbedring« (producentens evne til at udvikle færdigheder inden for design, branding og markedsføring). En række eksempler viser imidlertid, at dette ikke er tilfældet.

Eftersom den stigende handel og de øgede investeringer, der foregår på verdensplan, finder sted gennem globale værdikæder, og eftersom outsourcing og ledende virksomheders grænseoverskridende koordinering af den globale produktion har betydelige sociale virkninger, befinder spørgsmålet om at sikre en bæredygtig og ansvarlig forvaltning af de globale forsyningskæder sig øverst på den internationale dagsorden (OECD, ILO, G7, G20, EU og FN). Nogle af virkningerne er positive, f.eks. bedre betalte job, flere kvinder i arbejde, skabelse af nye arbejdspladser, kompetenceudvikling og spredning af viden og teknologi. Andre giver anledning til bekymring, f.eks. usikre ansættelsesforhold, dårlige arbejdsvilkår (også hvad angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen), manglende sociale rettigheder (herunder manglende socialsikringsdækning) og krænkelse af menneskerettigheder og grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Dette fører til udvikling og gennemførelse af forskellige instrumenter på nationalt og internationalt plan, som f.eks. ILO’s konventioner, OECD’s retningslinjer og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (se også punkt 2.3.3), til politikrammer, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (3) og Addis Abeba-handlingsplanen for Udviklingsfinansiering (4), der skal befordre respekten for arbejdsstandarder og fremme ordentligt arbejde, og til videreudvikling af handel, investeringer, den private sektor og forsyningskæder.

2.1.2.

Global forsyningskæde: en global forsyningskæde består af indbyrdes forbundne organisationer, ressourcer og processer, som skaber og leverer produkter og tjenesteydelser til slutkunder. Den omfatter som sådan den del af en global værdikæde, der vedrører indkøb, men ikke udformning eller distribution af en vare eller en tjenesteydelse.

2.1.3.

Ordentligt arbejde: et begreb, som er fastlagt af ILO’s medlemmer og vedtaget af ILC i erklæringen om social retfærdighed som led i en retfærdig globalisering (5) — dækker nationale og lokale programmer, som er iværksat for at opnå fire strategiske mål:

Som internationalt organ, der fastsætter standarder, har ILO vedtaget en række konventioner, der er relevante for globale forsyningskæder. Blandt disse er grundlæggende arbejdsstandarder (dvs. fremme af foreningsfrihed og retten til kollektive overenskomstforhandlinger, fremme af ikkeforskelsbehandling på arbejdspladsen og forbud mod tvangsarbejde og børnearbejde) samt konventioner inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdstilsyn m.m. De lande, der ratificerer konventionerne, er forpligtede til at bringe deres lovgivning og praksis i overensstemmelse med konventionerne. Endvidere er alle ILO-medlemsstater i kraft af ILO-erklæringen fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen (6) forpligtede til at respektere og til i deres lovgivning og praksis at gennemføre de grundlæggende arbejdsstandarder, selv om de ikke har ratificeret de pågældende konventioner.

2.2.1.

De globale værdikæders vægt i verdenshandelen er øget hurtigt og udgør ifølge WTO, OECD, ILO og UNCTAD 2013 (7) mellem 60 % og 80 % af den internationale handel, og tegner sig på globalt plan for over 20 % af arbejdspladserne (8). De sektorer, som er berørt af den indbyrdes forbindelse mellem organisatoriske komponenter såsom udformning, produktion, distribution og forbrug, der er styret af multinationale selskaber, omfatter landbrug, industri (bl.a. bilindustrien, luftfart, beklædningstekstiler, legetøj, elektronik) og serviceydelser (bl.a. callcentre og informationsteknologi).

2.2.2.

Disse globale værdikæder har endvidere forskellig form og struktur: nogle er ret korte (kun få aktiviteter), mens andre er længere og indebærer økonomiske, sociale og finansielle forbindelser mellem virksomheder, der er etableret i en lang række forskellige og fjerntliggende lande (USA, EU-lande og asiatiske lande). Ifølge Gary Gereffi (9) er der tre dominerende forvaltningsformer inden for globale værdikæder: køberstyrede, omkostningsstyrede (den mest almindelige form — forekommer i globale værdikæder inden for beklædning og fodtøj) og producentstyrede (hvor leverandørerne i udviklingslandene har visse teknologiske kompetencer, herunder design og innovation (elektronik)).

2.2.3.

De globale forsyningskæder, som er en bestanddel af de globale værdikæder, tager udgangspunkt i forbindelsen mellem købere og leverandører og potentielle underleverandører. Denne »kæde« kan antage forskellige former: vertikalt integreret bunden kæde, modulbaseret kædeforvaltning (hovedleverandørerne kan handle uafhængigt af den ledende virksomhed) eller markedskæde for råvaremarkederne.

2.3.1.

EU definerer virksomhedernes sociale ansvar som »virksomhedernes ansvar for deres indflydelse på samfundet« (10).

2.3.2.

I lyset af en række problemer, der er opstået i de sidste tyve år, især inden for sektorer som elektronik, sportsartikler og beklædning, er følgende faktorer blevet udpeget, især af OECD, som værende af central betydning for, at et multinationalt selskab som ledende virksomhed kan sikre en bæredygtig forvaltning af sin globale værdikæde eller globale forsyningskæde:

2.3.3.

En lang række forskellige aktører, herunder offentlige og private, europæiske og internationale organisationer og organer, beskæftiger sig i øjeblikket med disse spørgsmål, navnlig i lyset af Rana Plaza-dramaet i Bangladesh, som dræbte over 1 100 ansatte i 2013:

Forskellige private initiativer er blevet iværksat på enten permanent eller midlertidig basis, f.eks. til forbedring af sundhed og sikkerhed i beklædningsfabrikker i Bangladesh efter Rana Plaza-katastrofen (Bangladesh-aftalen om brand- og bygningssikkerhed) (20).

2.3.4.

Alle disse offentlige og private aktører beskæftiger sig med udvikling og gennemførelse af forskellige værktøjer og instrumenter, der skal forbedre arbejdsvilkårene og rettighederne på arbejdspladsen:

3.1.1.

Globale forsyningskæder inden for beklædnings- og fodtøjsindustrien omfatter en række forskellige aktører og produktionsprocesser. Asien-Stillehavsregionen tegnede sig for 601 mia. USD i global eksport af beklædningsgenstande, tekstiler og fodtøj, hvilket repræsenterer 60 % af den samlede verdenshandel, og Kina har den største andel. Lande som Bangladesh og Cambodja øgede deres specialisering i fremstilling og eksport af beklædningsgenstande og fodtøj med henholdsvis 89,2 % og 77,4 % af den samlede vareeksport i 2014 (22). Dette skyldes hovedsagelig den kraftige stigning i lønningerne i den kinesiske beklædnings- og tekstilindustri, som fik internationale købere til at søge nye leverandører i Asien.

Ifølge ILO (23) var den gennemsnitlige indtjening i 2014 mindre end 200 USD om måneden i de fleste lande. Der er en månedlig mindsteløn for ufaglærte tekstilarbejdere i Kina (op til 297 USD), Filippinerne, Malaysia, Indonesien (247 USD), Thailand, Vietnam (145 USD), Indien (136 USD), Cambodja (128 USD), Pakistan (119 USD), Bangladesh (71 USD) og Sri Lanka (66 USD).

De største risici er manglen på en eksistenssikrende løn, tvangs- og børnearbejde, dårlige arbejdsmarkedsrelationer på grund af ringe beskyttelse af foreningsfriheden og begrænsede kollektive overenskomstforhandlinger, dårlig sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, utilstrækkelige arbejdstilsyn, underudviklede arbejdsskadeordninger, vandforurening, eksponering for kemiske stoffer, og udnyttelse af den kvindelige arbejdsstyrke.

3.1.2.

Den 24. april 2013 kostede sammenstyrtningen af Rana Plaza-bygningen i Bangladesh, der blev brugt af tekstilfabrikker, 1 136 arbejdstagere, hovedsagelig kvinder, livet. Ulykkens omfang, som skyldtes meget ringe vedligeholdelse af bygningen og manglen på brandudgange, har ført til en usædvanlig høj grad af mobilisering af regeringer (EU og dets medlemsstater, USA, Canada, Norge), internationale organisationer (ILO, OECD og Verdensbanken), internationale og lokale aktører med en ambitiøs pakke af foranstaltninger, der skal tilskynde til nationale kortsigtede foranstaltninger (erstatning til ofrenes familier, inspektion af beklædningsfabrikker og afhjælpende foranstaltninger, nye revisionsmetoder, revision af arbejdsmarkedslovgivningen), nationale mellemsigtede foranstaltninger (f.eks. udvikling af uafhængige fagforeninger og styrkede arbejdstilsyn) og systematiske foranstaltninger for at fremme ansvarlig forvaltning af de globale forsyningskæder.

3.1.3.

OECD er i færd med at udarbejde due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren.

3.1.4.

ILO gennemfører i samarbejde med internationale donorer, regeringer, arbejdstagere og arbejdsgivere projekter i beklædningssektoren (bl.a. i Asien), som har til formål at øge adgangen til oplysninger om løn, arbejdsforhold og arbejdsmarkedsrelationer for at forbedre kvaliteten af den sociale dialog om arbejdsstandarder, styrkelse af arbejdsmarkedsparternes kapacitet og mekanismerne for kollektive overenskomstforhandlinger samt sikring af arbejdstagerrettigheder på fabrikkerne (25).

3.1.5.

Kommissionen arbejder på et flagskibsinitiativ om en bæredygtig beklædningsforsyningskæde, herunder fælles planlægning, koordineret finansiering, fælles gennemførelse af programmer, bevidstgørelse af forbrugerne m.m.

3.1.6.

EU's arbejdsmarkedsparter i tekstil- og beklædningssektoren har udviklet et fælles initiativ, der støttes af Europa-Kommissionen og omfatter et VSA-risikovurderingsværktøj, der er relevant for globale forsyningskæder. De er i øjeblikket i gang med at færdiggøre det med henblik på formidling til SMV'er og andre interessenter.

3.1.7.

Det nederlandske EU-formandskab agter at undersøge, hvordan der kan opnås øget synergi mellem EU's udviklings- og handelspolitik med henblik på at fremme de globale forsyningskæders bæredygtighed.

3.1.8.

Den tyske forbundsminister for økonomi, samarbejde og udvikling, Gerd Müller, har oprettet en særlig alliance for »bæredygtige tekstiler« med deltagelse af de vigtigste partnere. På det seneste G7-møde gav han en meget konkret opsummering af situationen: »Det ville koste en euro at tage et ansvar, en enkelt euro pr. kjole, jakke eller bukser for at sikre, at hårdt arbejde i Bangladesh, Cambodja eller Afrika lønner sig, og at børn og syersker sikres livsmuligheder« (26).

3.1.9.

Med hensyn til udveksling af bedste praksis er der indhentet hjælp og erfaring fra et stigende antal private initiativer. Blandt disse er ICS (Initiative Clause Sociale) med 22 større detailvirksomheder, herunder Monoprix, Carrefour og Casino, hvis omsætning er på over 243 mia. EUR, og som bruger de samme metoder i deres sociale revisioner, og BSCI (Business Social Compliance Initiative), der blev lanceret i 2003 af FTA (Foreign Trade Association) med hovedkontor i Bruxelles og over 1 700 deltagende detailhandlere og importører fra 36 lande, som har forretningsforbindelser med 30 000 fabrikker.

3.2.1.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Sturgeon og Kawakami (27) forekommer værdien af mellemprodukter i beklædningsindustrien at være langt mindre end værdien af sådanne produkter i elektronik- og bilindustrien.

3.2.2.

Elektronikbranchens globale værdikæde er en af de vigtigste i varesektoren og tegnede sig i 2006 for over 17 % af alle producerede mellemprodukter sammenlignet med 2,7 % for kemikalier og plast og 1,9 % for flydele. De to førende lande i eksport af delprodukter inden for elektronik er Kina/Hongkong og De Forenede Stater.

3.2.3.

De tre faste aktører, der styrer »værdikædernes modularitet« er følgende:

Denne specifikke værdikædes modularitet ligger i kodificeringen og standardiseringen af centrale driftsprocesser som f.eks. computer-aided design, produktionsplanlægning og lager- og logistikkontrol.

3.2.4.

Forbrugerelektronik er kendetegnet ved korte produktlevetider, fra 3 til 18 måneder, og produkterne når hurtigt enden på deres livscyklus. Som følge heraf må leverandører af disse produkter kunne præstere en stadig hurtigere markedsføring. Da Apple iPhone f.eks. blev indført i 2007 var markedsføringstiden seks måneder. I 2012 var den skrumpet ind til mindre end to uger (28). For producenter og arbejdstagere er dette en udfordring, og der er behov for at udvikle og gennemføre løsninger herpå.

Mens der i nogle virksomheder er indgået aftaler om overtidsarbejde eller skifteholdsarbejde i højsæsonen og om at kompensere herfor i løbet af resten af året, er der i andre tale om en væsentlig stigning i midlertidige kontrakter og ansættelse af vikarer og migranter (f.eks. var 60 % af arbejdsstyrken i den mexicanske elektronikindustri i 2009 midlertidigt ansatte vikarer, og denne andel steg til 90 % i højsæsonen) (29). Dette fører ofte til begrænsede arbejdstagerrettigheder, f.eks. lavere lønninger, manglende socialsikringsdækning eller forbud mod at melde sig ind i en fagforening. Løsninger kunne ud over national lovgivning findes i aftaler på virksomhedsniveau samt en bedre koordinering og udveksling af oplysninger mellem købere og leverandører for at muliggøre en bedre produktionsplanlægning og benyttelse af fastansatte arbejdstagere snarere end midlertidigt ansatte.

3.2.5.

Spørgsmålene om respekt for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder hænger i elektronikbranchen også sammen med problemet med udvinding af mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder såsom Afrikas store søer (30). Som opfølgning på vedtagelsen af en amerikansk lov (Dodd-Frank-loven) forelagde Kommissionen i 2014 et forslag til forordning om en selvcertificeringsordning for importører af tin, tantal, wolfram og guld til EU's marked med henblik på at sikre, at provenuet fra udvinding af og handel med disse mineraler ikke støtter lokale væbnede konflikter. Behørig omhu, ledsaget af andre foranstaltninger, bør imidlertid kunne bidrage til gennemsigtighed i forsyningskæden og have en positiv indvirkning på jobskabelse og arbejdsbetingelser i miner, f.eks. sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt indkomstniveau, og kunne medvirke til formalisering af ansættelsesforholdene. Dette ville også muliggøre fortsat indkøb i Afrika fremfor andre regioner i verden, som ikke er berørt af den pågældende konflikt (31).

3.2.6.

OECD har udviklet due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder (32).

3.3.1.

EØSU vil også gerne understrege, at globale værdikæder og forsyningskæder i andre sektorer såsom tjenesteydelser og agroindustrien vil stå over for problemer med arbejdsvilkår, navnlig sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

3.3.2.

ILO's støtte af ordentligt arbejde i landdistriktsøkonomien (33) sætter fokus på 3 prioriterede indsatsområder: ordentligt arbejde til dårligt stillede, marginaliserede og sårbare landbefolkninger, ordentligt arbejde til landarbejdere i forsyningskæder, ordentligt arbejde til plantagearbejdere.

—

Regeringer har ansvaret for at udarbejde, gennemføre og håndhæve den nationale arbejds- og sociallovgivning, for at ratificere og sikre effektiv gennemførelse af ILO's konventioner, og er, i EU-landenes tilfælde, også ansvarlige for at omsætte og gennemføre EU-direktiver. Det er endvidere deres pligt at stille samtlige administrative og finansielle ressourcer til rådighed, herunder arbejdstilsyn, for at sikre overholdelse af lovgivningsrammen.

—

Internationale organisationer sætter standarder og udvikler globale initiativer med henblik på at fremme internationale arbejdsstandarder og en ansvarlig virksomhedsadfærd. I den sammenhæng giver dokumenter som f.eks. FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (FN's ramme for »beskyttelse, overholdelse og afhjælpning«) retningslinjer for de centrale aktørers roller og ansvar.

—

Arbejdsmarkedets parter opfordres til at indgå i og fremme en social dialog om arbejdsstandarder og arbejdsvilkår, både på sektorniveau og i en grænseoverskridende sammenhæng, og regeringerne bør fremme og effektivt beskytte foreningsfriheden og de kollektive overenskomstforhandlinger.

—

Multinationale selskaber bør overholde de love, der gælder i de lande, hvor de driver virksomhed. De opfordres endvidere til at forpligte sig til en VSA- og due diligence-tilgang.

—

NGO'er supplerer andre aktørers indsats og spiller en nøglerolle i bevidstgørelsen om arbejdstagerrettigheder og i anmeldelsen af misbrug.

I betragtning af den kompleksitet og de kolossale risici, der klart er forbundet med disse centrale aktørers virksomhed, slår EØSU til lyd for strukturerede, gennemsigtige og inklusive interessentplatforme til løsning af komplekse spørgsmål.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/28

Ordfører:

Ariane RODERT

Medordfører:

Oliver RÖPKE

1.1.

Europa står over for en række komplekse udfordringer, der kræver nye sociale og økonomiske modeller. For at skabe fremdrift, vækst og velfærd i Europa skal der ske en ændring hen imod en innovationsbaseret økonomi.

1.2.

I den forbindelse har innovative koncepter og økonomiske forretningsmodeller set dagens lys, og det vidner om et skift fra traditionel innovation til en innovation, der baserer sig på tekniske, miljømæssige og sociale aspekter med fokus på menneskers tilværelse og trivsel.

1.3.

EØSU opfordrer på denne baggrund Kommissionen til at skabe en politisk ramme, der understøtter de nye opblomstrende økonomiske forretningsmodeller. Det skal ske ved at anerkende, sammenkoble og fremme centrale koncepter for virksomhedsmodellerne, der bygger på teorier om fælles værdi, kollektiv indvirkning, effektmåling, helixpartnerskab og social innovation.

1.4.

Den politiske ramme skal skabe et fremmende klima ved at fjerne hindringer og videreudvikle de traditionelle forretningskoncepter. Områder, der bør inddrages, er offentlige indkøb, innovationsfremmende lovgivning, skræddersyede finansielle instrumenter, bedre målretning af strukturfondenes støtte, mulige skatteincitamenter, uddannelse, støtte og opgradering af færdigheder, sidstnævnte med særligt fokus på digitalisering og robotisering.

1.5.

Det er af afgørende betydning, at medlemsstaterne og EU-institutionerne fuldt ud anerkender og styrker »mere retfærdige« forretningsmodeller med fokus på innovation inden for social udvikling ved at integrere målinger af den sociale indvirkning parallelt med indberetningen af økonomiske fremskridt.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre en fuld integration af principperne fra den sociale investeringspakke og sammenhængen til social innovation i forbindelse med udviklingen af en europæisk søjle for sociale rettigheder. Mange af de nye forretningsmodeller er netop et konkret resultat af disse principper.

1.7.

Medlemsstaterne og Kommissionen skal sikre, at der sker en fuld mainstreaming af den sociale innovation i innovationsprogrammerne. EU-støtte til social innovation, f.eks. under Horisont 2020, skal udnyttes i fuldt omfang og evalueres ud fra teknisk adoption (hos de enkelte interessenter) og politisk effekt.

1.8.

Medlemsstaterne og EU-institutionerne skal indarbejde innovationsprincipperne fast i erhvervspolitikken for at sikre en fremmende kultur, der både udvikler, integrerer, belønner og udbreder innovation. Eksperimentvillighed, nye partnerskabskonstellationer og en større forståelse for værdiskabelse i samfundet udgør vigtige elementer i denne kultur.

1.9.

EU skal i højere grad fokusere på at støtte og beskytte SMV'er, herunder navnlig socialøkonomiske virksomheder, mikrovirksomheder og familievirksomheder samt alle typer nye virksomheder, der opstår ud af initiativer under innovationspolitikken. Målet er at forbedre betingelserne for bæredygtighed og duplikering/genskabelse i en anden målestok.

1.10.

De nye innovative forretningsmodeller skal integreres fuldt ud i de politiske initiativer i forbindelse med den fjerde industrielle revolution og de politikker, der hører herunder, f.eks. vedrørende cirkulær økonomi, deleøkonomi og funktionsøkonomi. Det skal ske ved at tilskynde til tilpasning af alle eksisterende virksomheder og modeller, ved at støtte nye og ukonventionelle virksomhedsformer, ved at skabe nye relationer og ved at fremme tilpassede samarbejdsmodeller.

1.11.

EØSU opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den kommende revision af strategien for det indre marked, som vil blive gennemført i 2017, fuldt ud at inddrage disse nye virksomhedsmodeller og foreslå nye tiltag på området.

1.12.

For alle virksomheder — og dermed også de nye forretningsmodeller — gælder det, at det er vigtigt, at principperne om anstændigt arbejde, medarbejdernes sociale rettigheder og arbejdsmarkedspartnernes rolle respekteres fuldt ud.

2.1.

Et nyt samfundsmæssigt landskab vinder hurtigt frem i Europa. Derfor er der brug for nye sociale og økonomiske modeller til omstrukturering af Europa til en moderne økonomi, der er konkurrencedygtig på globalt plan.

2.2.

Der skal en ny tænkemåde til i forhold til innovation for at kunne skabe vækst og fremskridt, social samhørighed og velfærd. Innovationen og forskningen i hele verden har taget denne tænkemåde til sig. Det samme gælder for mange virksomheder, der nu sigter mod social, miljømæssig og økonomisk vækst og gennemslagskraft. Samtidig udviser forbrugerne både forventninger og efterspørgsel efter en sådan tænkemåde. Fremkomsten af initiativer såsom kollaborative, cirkulære og deleøkonomier er tydeligt med til at styrke denne udvikling. Disse initiativer har det til fælles, at de tager udgangspunkt i et nyt værdisæt og har til formål at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, der kombinerer teknisk, miljømæssig og social innovation.

2.3.

Formålet med denne udtalelse er at undersøge nogle nye koncepter, der er afgørende for, at innovation kan fungere som drivkraft for nye økonomiske modeller. Udtalelsen bruger navnlig socialøkonomiske virksomheder som eksempel. Udtalelsen bygger på EØSU's tidligere stillingtagen på området og navnlig på det arbejde, der blev udført i forbindelse med EØSU-projektet om sociale virksomheder (1). Udtalelsen behandler ikke koncepter som kredsløbs-, kollaborativ, funktions- eller deleøkonomi, innovation eller SMV-politik. Disse uddybes i andre relaterede EØSU-udtalelser.

3.1.1.

Europa står over for en række komplekse samfundsmæssige udfordringer, som de eksisterende systemer ikke har kunnet tackle. Dette er tegn på et paradigmeskifte, som kræver en ny tænkemåde og innovative løsninger. Der henvises ofte til disse innovationer som sociale eller samfundsmæssige innovationer. »Social innovation er social i både mål og midler. Hertil kan føjes følgende: I praksis kan sociale innovationer defineres som nye idéer (produkter, tjenesteydelser, modeller), der sammen dækker de sociale behov (mere effektivt end andre løsninger) og skaber nye sociale relationer eller samarbejdsformer. Med andre ord er innovationer ikke kun godt for samfundet. De øger også samfundets handlemuligheder« (2). Der opstår sociale innovationer i alle sektorer. Det er på ingen måde noget nyt, men fællestrækket er, at de alle med tiden fører til en systemisk forandring.

3.1.2.

Inden for den akademiske verden indbefatter innovation p.t. mere end blot en teknisk udvikling. Forskere er i dag enige om, at innovation og forskning også bliver nødt til at basere sig på tekniske, miljømæssige og sociale aspekter. Social, digital og teknisk innovation hænger uløseligt sammen. Den digitale teknologi fungerer i den sammenhæng som værktøj til at styrke delementaliteten og hjælpe mennesker til handling, mens den sociale innovation udgør hovedmålet.

3.1.3.

Social innovation adskiller sig fra teknisk innovation, idet den er behovsorienteret og ofte har til formål at reagere på en udfordring i samfundet eller har fokus på en specifik brugergruppe, samtidig med at den tager hensyn til sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter. De mest succesfulde sociale innovationer indebærer en holistisk tankegang, hvilket i sidste ende medfører en systemisk forandring frem for en reaktion på et enkeltstående problem eller emne.

3.1.4.

Den sociale innovation bygger på etik, ideologi eller almen interesse. Det ses i den rolle, civilsamfundet indtager i dag og har indtaget rent historisk i forbindelse med udviklingen af velfærdssystemerne. Social innovation er muligvis et nyt koncept, men har rent faktisk eksisteret i lang tid.

3.1.5.

Den bygger på en åben kommunikation og en fælles problemløsning ved at inddrage forskellige interessenter og praksisser som katalysator for nye løsninger. Den sociale innovation nedbryder de mure, der skiller sektorerne fra markederne, og erstatter konkurrencetankegangen med kollaborative og langsigtede partnerskabsløsninger. Den handler om at dele og er forbundet med open source-bevægelsen, samtidig med at den følger en ikkekonkurrencepræget tilgang.

3.1.6.

Social innovation skaber en grundlæggende grænse for Europa og styrker en reel social markedsøkonomi i henhold til artikel 2 i Lissabontraktaten. Det er dog kun muligt at opnå dette, hvis der med innovationen sigtes mod mål som inklusion og ligestilling. Det er omvendt med til at styrke den samfundsmæssige innovation yderligere.

3.2.1.

Der er opstået en bevidsthed om, at en bredere og mere nuanceret tolkning af konceptet værdiskabelse — økonomisk, socialt og miljømæssigt — er nøglen til en attraktiv virksomhedscase. Det faktum, at skabelsen eller styrkelsen af den økonomiske gevinst bygger på større social og miljømæssig værdi, viser helt klart, at den økonomiske vækst har en tæt sammenhæng med de sociale og miljømæssige fremskridt. Dette omtales som skabelsen af fælles værdi — et koncept, der er blevet undersøgt af en lang række forskere (3).

3.2.2.

Nøglen til denne strategi er et skifte fra en standard, hvor man optimerer kortsigtede økonomiske resultater, hen imod skabelse af økonomisk værdi på en måde, så der også skabes social fremgang og samfundsmæssig værdi. Fælles værdi kan i høj grad være drivkraft for den næste innovationsbølge og vækst i produktiviteten inden for den globale økonomi.

3.2.3.

Det kræver incitamentskabende investeringsformer, navnlig til støtte for en mere participatorisk, demokratisk og inklusiv økonomi, at styrke en reel social markedsøkonomi. Det kræver et komplet finansielt økosystem, hvor det især er interessant at overveje hybridkapital og blandet kapital. Emnet er tidligere behandlet af EØSU (4).

3.2.4.

At følge logikken bag den fælles værdi betyder, at værdiskabelse ikke længere udgør en overførsel af eksisterende værdi, men i stedet en stigning i den generelle sociale, miljømæssige og økonomiske værdi. Den fremhæver endvidere, at markedet ikke alene defineres i et økonomisk lys, men ligeledes tager højde for sociale og miljømæssige aspekter. En nøglekomponent er, at den fælles værdi bygger på den styrke og de forskelle, der ligger i den private og civilsamfundsmæssige sektor, idet der anvendes en medskabelsesmodel, der i sidste ende sikrer markedsvækst og -dannelse.

3.3.1.

At stå over for komplekse samfundsmæssige udfordringer kræver ofte et tæt samarbejde mellem regeringen, markedet og civilsamfundet for at kunne udvikle effektive løsninger. Dette partnerskab bygger på en omfattende forståelse af den enkelte interessents udsigter, på en hurtig beslutningsproces og på empati.

3.3.2.

Der er store fordele forbundet med samarbejde, medskabelse og tværfaglig innovation set i lyset af den måde, hvorpå samfundet tidligere har hånderet samfundsmæssige problemstillinger. Det er altafgørende at samle interessenterne på et tidligt stadie for i fællesskab at kunne fastlægge et fælles samfundsmæssigt mål og bane vejen frem.

3.3.3.

Det er vigtigt at bemærke, at da innovation ofte opstår i en lokal kontekst i tæt tilknytning til de reelle behov, skal fokus og støtte rettes mod alle dele af samfundet. Der ligger et stort potentiale i at indsamle og videreformidle de lokale erfaringer, som ofte vil kunne genbruges og skaleres op eller ned i andre regioner og lande.

3.4.1.

Som nævnt kræver omfattende sociale forandringer en bred tværfaglig koordinering, tilpasning og partnerskab. Den kollektive indvirkning skal endvidere være resultat heraf.

3.4.2.

Kollektiv indvirkning bygger på en gruppe centrale interessenters engagement på tværs af brancher med fokus på en fælles dagsorden til løsning af et specifikt socialt eller samfundsmæssigt problem. Derudover omfatter den en centraliseret infrastruktur, dedikerede medarbejdere, en struktureret proces, fælles målinger, løbende kommunikation og gensidigt forstærkede aktiviteter blandt alle deltagere. En følge af den bedre tværfaglige koordinering — og ikke af de individuelle organisationer — er omfattende sociale forandringer.

3.5.1.

Hvis innovationskonceptet skal omfatte både tekniske, sociale og miljømæssige aspekter, skal fremskridtene måles på en anden måde. EØSU har tidligere behandlet en række emner (måling af social indvirkning (5) og en økonomi for almenvellet (6)), hvor det tydeligt fremgik, at der er brug for større fokus på resultater og indberetning.

3.5.2.

Standarden for resultatmåling har i lang tid været økonomiske indikatorer. Men den øgede forekomst af hybride innovationsskabende strukturer nødvendiggør et sæt nye og holistiske indikatorer til måling af sociale, miljømæssige og økonomiske indvirkninger.

3.5.3.

Brugen af principperne om måling af social indvirkning indebærer en interessenttilgang, en fælles forståelse og definition af nøgleresultaterne samt en fælles indikatorramme. Herved bliver det nemmere at fastslå den værdi, der reelt er blevet skabt. Fokus skal gå fra en økonomisk indberetningsform til måling af faktorer som socialt input, output, resultater og indvirkning. Det er vigtigt, at interessenterne har en ensartet forståelse af disse koncepter, idet de både finder anvendelse i innovationsrelaterede og økonomiske kontekster.

3.6.1.

Den sociale og tekniske innovation kan have en enorm indvirkning på arbejdstilrettelæggelsen og arbejdstagernes arbejdsforhold. En øget individualisering samt større selvstændighed og fleksibilitet i arbejdsmarkedsrelationerne må ikke bevirke en forringelse af den sociale beskyttelse. De innovative modellers succes afhænger af en fortsat sikring af principperne om anstændigt arbejde — selv i et forandret miljø (7).

3.6.2.

Innovation går udelukkende hånd i hånd med de generelle sociale fremskridt, hvis alle interessenter inddrages og får gavn af dem, hvis merværdien bliver fordelt på retfærdig vis, og hvis de sociale rettigheder ikke undermineres. Arbejdstagerne skal fortsat sikres en social beskyttelse — selv under forandrede betingelser.

3.6.3.

Det samme gælder for arbejdstagernes individuelle sociale rettigheder, navnlig arbejdsvilkårene og lønningerne. Innovative modeller og digitalisering fører navnlig ofte til en højere individualiseringsgrad på arbejdspladsen og er til fare for de sociale standarder. Bæredygtige innovative modeller skal respektere arbejdstagernes rettigheder og deres arbejdsvilkår — selv i en arbejdsverden under forandring.

3.6.4.

De nye innovative virksomhedsmodeller skal fremme arbejdstagernes fælles rettigheder, deres praktiske gennemførelse og arbejdsmarkedsparternes rolle. Arbejdsmarkedsparterne, de kollektive aftaler og arbejdstagernes deltagelse er ofte kilder til innovation, da de skaber de nødvendige rammebetingelser.

3.6.5.

Den sociale dialog og de omfattende kollektive aftaler bør fortsat styrkes, idet de ligeledes kan bidrage til at forbedre rammebetingelserne for overgangen til innovative virksomhedsmodeller. Det har tidligere været nødvendigt jævnligt at tilpasse de »sociale spilleregler« til de nye tekniske og sociale udviklinger. Dette gælder også for fremtiden. Et eksempel er arbejdsfordeling (f.eks. nedsat arbejdstid).

4.1.

EØSU støtter behovet for at anerkende og styrke fuld mangfoldighed og pluraliteten i de virksomheder og virksomhedsmodeller, der tilsammen udgør det indre marked (8). EØSU har særlig erfaring med de socialøkonomiske virksomheder. Socialøkonomiske virksomheder og sociale iværksættere omfatter flere af de koncepter, der er nævnt tidligere, og er gode eksempler på de hybride virksomhedsmodeller, der vinder frem i Europa.

4.2.

Der findes over 2 millioner socialøkonomiske virksomheder i Europa, og de bidrager med 10 % af BNP. I mange medlemsstater er sektoren imidlertid ny og underudviklet og udgør dermed et stort udviklingspotentiale. Civilsamfundet og den sociale økonomi er tæt forbundne og har igennem innovation bidraget til betydelige systemiske forandringer i samfundet på områder såsom børnepasning, hospitaler, styrkelse af den personlige autonomi og det uafhængige liv hos ældre og personer med handicap, balance mellem arbejds- og familieliv, integration på arbejdspladsen og boligområdet (det sociale) samt flere videnskabelige opdagelser eller opfindelser.

4.3.

Med fokus på en konkret brugergruppe, et uopfyldt samfundsmæssigt behov eller »manglende led« i samfundet eksperimenterer socialøkonomiske virksomheder med og finder frem til innovative løsninger, samtidig med at de spiller en rolle i de økonomiske aktiviteter. De geninvesterer indtjeningen for at opfylde deres samfundsmæssige mission og styrke effekten af aktiviteterne. Der er sat fornyet fokus på de socialøkonomiske virksomheder, og de udgør en interessant løsning på grund af deres dobbelte værdiskabelse: socialt via deres aktiviteter (social samhørighed eller inklusion) og økonomisk (via handel, virksomhedsoprettelse og beskæftigelse).

4.3.1.

Muligheden for at fremme innovationen og kreativiteten afhænger af den enkelte interessent samt af adfærd og holdninger. Det er derfor af afgørende betydning ikke blot at styrke sektoren for de socialøkonomiske virksomheder, men også at sikre en åben tilgang til andre nye og anderledes modeller. Der skal skabes en kultur, som fremmer samarbejde og fælles værdier. Dette princip har bl.a. fra start af været en del af socialøkonomien. Det har vist sig, at de socialøkonomiske virksomheder skaber nye markedsmuligheder gennem deres innovative tiltag. Derfor skal opmærksomheden især henledes på beskyttelsen af disse enheder med henblik på den fortsatte udvikling.

4.3.2.

Det bør i den sammenhæng særligt bemærkes, at undersøgelser viser, at kvinder er repræsenterede med en større andel i de socialøkonomiske virksomheder end i traditionelle virksomheder. Derudover viser undersøgelser om emnet, baseret på kønsopdelte data, at der i nogle europæiske lande er flere kvindelige sociale iværksættere end mandlige. Undersøgelserne peger derudover også på, at kvindelige sociale iværksættere er mere innovative end mandlige sociale iværksættere, samtidig med at de bruger færre midler på innovation (9). Undersøgelserne fastslår, at det er et vigtigt udviklingsområde med særligt fokus på at støtte kvindelige sociale iværksættere.

5.1.

Nye og innovative virksomhedsmodeller, f.eks. socialøkonomiske virksomheder, indgår i den almindelige økonomi og er ikke i modstrid med andre virksomhedsmodeller. Da det samfundsmæssige landskab i Europa er under forandring, skal der fokuseres på at fastholde alle former for innovation, der skaber nye virksomhedsmodeller. De nye modeller bygger på mange af de koncepter, der er gennemgået i kapitel 3, men de fleste af de eksisterende programmer til støtte, udvikling og opstart af virksomhed samt andre nødvendige betingelser såsom lovgivning og finansielle instrumenter er ofte mangelfulde med hensyn til at støtte disse forskelligartede virksomhedsmodeller, og det skyldes, at både politik og støtteprogrammer i dag fortsat hovedsageligt er udviklet til mere traditionelle virksomhedsmodeller og en standardiseret virksomhedslogik. For at sikre en solid støtte til alle de nye og mangfoldige virksomhedsmodeller, der spirer frem i Europa, skal følgende elementer inddrages.

5.1.1.

EØSU opfordrer i forbindelse med de socialøkonomiske virksomheder aktivt til et fuldt økosystem, der specifikt er tilpasset de unikke kendetegn ved denne særlige virksomhedsmodel (10). På samme måde skal der udvikles økosystemer til andre nye hybride virksomhedskoncepter. Derudover skal de eksisterende støttemuligheder opdateres og tilpasses, så de understøtter de nye modeller og samtidig støtter de eksisterende virksomheder i at tilpasse sig og implementere de nye tendenser. Det ideelle økosystem skal omfatte elementer som et skræddersyet finansielt økosystem med hybride kapitalløsninger, bedre indkøbsformer, skræddersyet forretningsudviklingsstøtte og måling af den samfundsmæssige effekt. Det er afgørende for at støtte udviklingen af og bæredygtigheden i de enkelte virksomhedsmodeller.

5.1.2.

Innovation er ikke længere lineær. Kombinationen af teknisk, miljømæssig og social innovation er afgørende for at kunne identificere fremtidige løsninger. For at kunne integrere disse koncepter hele vejen rundt skal der skabes en ny forståelse for en resultat- eller indvirkningsorienteret fremskridtsindberetning. I den forbindelse spiller navnlig to komponenter en vigtig rolle: skabelsen af fælles værdi og trefoldige resultater (idet de sociale, miljømæssige og økonomiske fremskridt er lige vigtige). Ved at anerkende den samlede værdi via den fælles indvirkning af de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter vil der hurtigt opstå nye former for hybride virksomheder. Den fælles værdi befinder sig stadig på et tidligt stadie. Der er derfor brug for ledere, der kan udvikle nye kompetencer og viden, og regeringer, der kan lære, hvordan de kan lovgive på en måde, der sikrer og ikke hindrer den fælles værdi.

5.1.3.

De finansielle markeder spiller en nøglerolle for en korrekt ressourcetildeling i samfundet. Deres øgede kortsigtede fokus er dog en direkte hindring for kravet om at opfylde samfundets langsigtede behov som anført i en række rapporter (11). Virksomheder skal have plads til at investere i fremtiden med henblik på at skabe værdi for investorer og samfundet som helhed. Dette kræver nye systemer, der belønner langsigtet investoradfærd. Et vigtigt element i den forbindelse er de offentlige finansieringer — ofte i form af blandede kapitalløsninger — idet disse hyppigt styrker virksomhedsudviklingen.

5.1.4.

Den innovationsvenlige kultur skal løbende understøttes, for at innovationen kan fungere som drivkraft for nye økonomiske modeller. Der skal ydes incitamenter til forsøgsordninger, der både hilser succes og nederlag velkommen (som led i læringsprocessen), idet dette er vigtigt for at kunne skabe en innovationskultur i Europa. Uden at udgøre en barriere for innovation skal forsigtighedsprincippet og innovationsprincippet supplere hinanden, således at effekten af nye love og bestemmelser på innovationen tages i betragtning. Udgangspunktet er i den forbindelse udvikling af processer og systemer omkring partnerskabskonceptet ved at inddrage nøgleinteressenter (fremme af åbne fora, dialogrum og samarbejdsmøder). Sådanne tiltag har allerede kunnet ses forskellige steder i Europa, og de kan nemt videreudvikles, deles og udbredes (12).

5.2.

Afgørende for at styrke oprettelsen af nye virksomheder i Europa er den politiske vilje og ejerskab. Det er vigtigt, at der bliver udarbejdet sammenhængende politiske dagsordener på EU- og medlemsstatsniveau, hvis mål er at støtte de forskellige økonomiske modeller. Det er klart, at der for at kunne skabe vækst og velfærd i Europa skal ske en ændring hen imod en innovationsbaseret økonomi og et innovationsbaseret samfund. Lovgivningen og politikkerne inden for det indre marked skal således styrkes på en hensigtsmæssig måde. I 2017 undergår strategien for det indre marked en revision. Dette er en mulighed for at gribe fat i nye foranstaltninger på området.

5.2.1.

Som følge af betoningen af fælles værdier og trefoldige resultater er det afgørende med en passende og vedvarende støtte til grundlæggende og anvendt forskning som startskud på den fremtidige innovation. Derudover skal de nye virksomhedsmodellers aktiviteter registreres rent statistisk for at kunne yde den mest hensigtsmæssige politiske støtte.

5.2.2.

Det er vigtigt, at opmærksomheden øges omkring de forskellige innovations- og innovatørformer. De socialøkonomiske virksomheder og civilsamfundet ser ofte ikke sig selv som innovatører. Ved at øge synligheden af den sociale innovation og sikre, at den anerkendes gennem en eksplicit værdisættelse af dens omfattende bidrag til samfundet, tilskyndes der til mere innovation på tværs af sektorerne.

5.2.3.

EU spiller forsat en central rolle i forbindelse med registreringen og delingen af nye initiativer. Ved at styrke et fremmende klima og sikre en række vigtige politiske initiativer bliver det reelt muligt at opfange de nye tendenser. Kommissionen har gode forudsætninger for at kunne styrke denne udveksling af bedste praksis og kopierbare modeller.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/36

Ordfører:

Jorge PEGADO LIZ

1.1.

I forlængelse af det nederlandske formandskabs anmodning til EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om emnet »Deleøkonomi og selvregulering« fremlægger udvalget nu efter afslutningen af sit arbejde sin udtalelse, som indeholder følgende konklusioner.

1.2.

EØSU har allerede i flere af sine udtalelser — som denne naturligvis bygger videre på — behandlet flere aspekter af dette fænomen under de forskellige betegnelser, som det alt efter sprog og tilgange er kendt under.

1.3.

Nu vil EØSU i overensstemmelse med ovennævnte anmodning søge at formulere en definition af deleøkonomiens særlige kendetegn, herunder de økonomiske fremgangsmåder, som fremgår af dens betegnelse. Endvidere vil udvalget se nærmere på, hvordan denne økonomiske og sociale praksis bør beskyttes af lovgivningen, på hvilken måde og med hvilke midler, især om der bør anvendes selv- eller samregulering.

1.4.

Med sin tiltagende sociale og økonomiske betydning har deleøkonomien vundet frem siden årtusindskiftet med udbredelsen af internettet og de sociale netværk. Dog er der ikke tale om en gensidig bytteøkonomi — lige så gammel som menneskeheden selv — men snarere om en »ikke-gensidig prosocial adfærd« eller nærmere bestemt »den handling eller proces at dele noget, som vi ejer, med andre og lade dem bruge det, og/eller den handling eller proces at modtage noget fra andre til eget brug«.

1.5.

Det vigtigste er imidlertid ikke at give en definition, som dog vil blive forsøgt, men at definere, hvad der især kendetegner deleøkonomien, nemlig at den:

1.6.

Denne karakterisering, som støttes af et forholdsvis alment anerkendt koncept, gør det muligt at definere denne type økonomiske relationer og skelne mellem aktiviteter, som reelt henhører under deleøkonomien og bør være omfattet af en særlig ordning, og andre aktiviteter, som undertiden benytter betegnelsen deleøkonomi uretmæssigt blot for at omgå en regulering, som de bør være omfattet af, hvilket Uber er et aktuelt eksempel på. En mere præcis afgrænsning af udtrykket »deling« og »platformbaseret« vil kunne give et bedre grundlag for den politiske beslutningstagning og en mere hensigtsmæssig regulering.

1.7.

Endvidere fremhæves den stigende økonomiske betydning af deleøkonomiens forskellige aktiviteter, som nu tegner sig for en væsentlig omsætning i Europa og resten af verden. Derudover har deleøkonomien en social og miljømæssig dimension, som har potentiale til at knytte solidaritetsbånd mellem borgerne, puste nyt liv i den lokale økonomi, skabe beskæftigelse, rationalisere familiernes forbrug gennem fælles brug af visse goder, mindske energifodaftrykket og tilskynde til et mere ansvarligt og bæredygtigt forbrug. I punkt 5.2 nævnes nogle vigtige eksempler.

1.8.

På denne baggrund opfordrer EØSU atter Kommissionen til at træffe alle de foranstaltninger af politisk karakter, som er nødvendige for, at deleøkonomiens mange forskellige former og fremgangsmåder kan få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid på EU-plan og i medlemsstaterne.

1.9.

EØSU henleder også opmærksomheden på nødvendigheden af, at disse nye forretningsmodeller overholder den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen og navnlig garanterer arbejdstagernes rettigheder, en passende beskatning, databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred, sociale rettigheder, fair konkurrence samt bekæmpelse af monopoler og konkurrenceforvridende praksis og sikrer, at platformene bærer ansvaret i de transaktioner, der aftales mellem parterne, og for lovligheden af deres tilbud. Frem for alt skal disse forretningsmodeller beskytte rettighederne for alle aktører i deleøkonomien, herunder »prosumenterne«. Alt dette skal opnås ved at tilpasse den gældende EU-lovgivning om forbrugernes rettigheder, især lovgivningen om urimelige kontraktvilkår, illoyal handelspraksis, sundhed og sikkerhed samt elektronisk handel, til disse relationer.

1.10.

Derfor mener EØSU, at EU — og naturligvis medlemsstaterne forsamlet i Rådet under det nederlandske formandskab — hurtigst muligt bør fastlægge en klar og gennemsigtig lovramme, inden for hvilke disse aktiviteter kan udvikles og trives på europæisk område, som nærmere beskrevet i punkt 8.2.4. Kommissionen opfordres til snarest at offentliggøre den ventede dagsorden for deleøkonomien eller den kollaborative økonomi, som er forsinket.

1.11.

I denne dagsorden bør det klart defineres, hvilken rolle selv- og samregulering skal spille i overensstemmelse med de principper og ordninger, som EØSU for længst har peget på i udtalelser og informationsrapporter om disse aspekter. De bekræftes hermed og har stadig gyldighed i nærværende udtalelse.

2.1.

Det nederlandske formandskab har i et brev fra ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om »Sharing economy and self-regulation« uden at give nogen retningslinjer eller formulere nogen spørgsmål.

2.2.

Deleøkonomi er et højst kontroversielt og aktuelt emne både hvad angår definitionen af fænomenet, de forskellige begreber, det dækker over, samt fremgangsmåder og følgevirkninger.

2.3.

Der er utallige fremgangsmåder, som i de seneste år har givet sig ud for at tilhøre deleøkonomien, og der er allerede skrevet uendeligt meget om dette emne.

2.4.

Det kan derfor ikke undre, at EØSU, som altid er opmærksom på, hvad der rører sig i civilsamfundet, allerede i flere af sine udtalelser, som denne bygger naturligt videre på (1), og hvis generelle filosofi overtages og udvikles, har taget forskud på behandlingen af flere aspekter af dette fænomen under de forskellige betegnelser, som det alt efter sprog og tilgange er kendt under.

2.5.

Formålet med denne udtalelse er at imødekomme anmodningen fra det nederlandske formandskab ved at søge at formulere en definition af deleøkonomiens særlige karakteristika, så den kan behandles som et selvstændigt fænomen med sin egen økonomiske praksis, som fremgår af dens navn. Endvidere vil udvalget se nærmere på, om og hvordan denne økonomiske og sociale praksis bør beskyttes af lovgivningen, på hvilken måde og med hvilke midler, især om der bør anvendes selv- eller samregulering.

3.1.

Praktiseringen af visse former for deleøkonomi stammer endog fra før begrebet opstod og har rod i indstillingen til det at »have« versus det at »være«, som grundlæggende udspringer af ideen om, at »du er ikke, hvad du ejer«, men »hvad du har adgang til«.

3.2.

Det er klart, at en vis form for deleøkonomi er lige så gammel som menneskeheden selv og historisk set har rod i de primitive samfunds »bytteøkonomi«. Efterhånden blev denne afløst af pengeøkonomien, hvor den, der har penge, har mulighed for at købe og dermed besidde.

3.3.

Den deleøkonomi, som med sin tiltagende sociale og økonomiske betydning, har vundet frem siden årtusindskiftet med udbredelsen af internettet og de sociale netværk, er ikke en gensidig bytteøkonomi, men snarere en »ikke-gensidig prosocial adfærd« eller nærmere bestemt »den handling eller proces at dele noget, som vi ejer, med andre og lade dem bruge det, og/eller den handling eller proces at modtage noget fra andre til eget brug«. Således er deleøkonomien inspireret af forskellige idestrømninger såsom fri og gratis adgang for alle til viden, funktionalitetsøkonomien eller gaveøkonomien (Gift Economy), som går ud på at bytte uden at have gevinst for øje. Til forskel fra den rene bytteøkonomi er deleøkonomien baseret på ideen om modydelse af enten monetær eller ikke-monetær art.

4.1.

Det er nødvendigt at tage udgangspunkt i dette begreb for at afgrænse det specifikke område, som udgøres af deleøkonomien i dens forskellige former, og fastlægge, hvilke karakteristika dens forskellige fremgangsmåder bør have, så det bliver muligt at skelne dem fra andre økonomiske aktiviteter på markedet.

4.2.

Først og fremmest er det vigtigste, fælles kendetegn ved disse fremgangsmåder, at de hverken giver ejerskab til goderne eller medejerskab, men at man deles om at bruge eller benytte sig af dem.

4.3.

Endvidere er det afgørende at råde over en platform, som formidler kontakten, især via elektroniske medier (en browser eller en applikation), en stor mængde goder eller tjenester og et stort antal brugere.

4.4.

Et fælles og karakteristisk mål for denne aktivitetstype er bedre udnyttelse (idling capacity) af de pågældende goder eller tjenester ved at deles om dem.

4.5.

Det er også vigtigt, at de endelige aftaleparter i denne forretningsmodel er »ligestillede« (peer-to-peer, P2P), og at der aldrig er tale om kontraktforhold mellem virksomheder og forbrugere (business-to-consumer, B2C), hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, herunder selskaber (f.eks. kan et selskab sammen med et andet selskab deles om brugen af en bilpark eller reproduktionsudstyr). Dog kan man ikke udelukke muligheden for, at en gruppe af »ligestillede« opretter en egentlig »forretning«.

4.6.

Følgende graf illustrerer forskellene mellem de nævnte forretningsmodeller:

4.7.

Denne type forretning forudsætter en kompleks treparts-aftaleform, som kommer til udtryk i de kontraktmæssige forbindelser mellem ejerne af goderne eller tjenesteyderne og den enhed, som forvalter platformen; mellem brugerne og den enhed, som formidler transaktionen på platformen, evt. mod betaling; og indbyrdes mellem brugerne af platformen med henblik på de pågældende ydelser.

4.8.

Derfor anses nedenstående ikke at være specielt karakteristisk eller specifikt for deleøkonomien:

5.1.

De begrænsninger, der er sat for længden af denne udtalelse, tillader ikke en lang beskrivelse og endnu mindre en indgående drøftelse af en lang række situationer, som påstås at henhøre under deleøkonomien.

5.2.

Nogle fortjener dog at blive nævnt for at illustrere emnet for udtalelsen.

5.2.1.

I sektoren for boligudlejning skal fremhæves Airbnb, Rentalia, Homeaway, Couchsurfing og Bedycasa, som er platforme, hvor boligejere kan lade sig registrere med henblik på midlertidig udlejning af et værelse eller hele huset. Det er også muligt for hostels, vandrerhjem og andre ferieboliger at udbyde deres faciliteter på disse platforme. I betragtning af, hvor let enhver kan lade sin faste ejendom indgå i disse netværk med henblik på deling, hvortil kommer den fortjeneste, som ejerne opnår herved, har den store vækst i antallet af boliger i dette segment ført til samarbejdsaftaler om skatteopkrævning mellem platformene og skattemyndighederne navnlig i Paris og Amsterdam. I Amsterdam, Barcelona, London og Berlin er der indført en ordning med obligatorisk registrering af disse boliger og regler for tidsmæssig begrænsning for at beskytte den langfristede udlejning og forhindre, at huslejerne stiger.

5.2.2.

I transportsektoren kan nævnes Blablacar, Umcoche, Liftshare og Karzoo, som er applikationer, der gør det muligt for private bilejere at registrere sig med henblik på at dele de frie sæder i deres biler (carpooling). På nogle af disse platforme kan rejseudgifterne deles, men det er ikke tilladt at kræve betaling med gevinst for øje. Uber er imidlertid et tilfælde, som bør holdes adskilt, fordi det er en aktivitet, der dels tilbyder deling af privatbiler (UberPop — forbudt i næsten hele EU), dels giver mulighed for at rekvirere en rejsetjenesteydelse udført af erhvervschauffører (Uberblack og UberX — som nogenlunde svarer til traditionelle taxavirksomheder). Der kan ikke gives nogen klar karakterisering af Uber, eftersom virksomhedens forretningsmodel ikke er gennemsigtig, og det diskuteres også, om Uber-chaufførerne er ansatte i virksomheden (2). Denne form for tjeneste har givet anledning til undertiden voldelige demonstrationer og endog retssager mere eller mindre over hele Europa. Kun England og Estland har en lovgivning, som har legaliseret disse tjenester, og nu afventes EU-Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, som en domstol i Barcelona og Bruxelles har indgivet for at få afklaret denne aktivitets karakter (3).

5.2.3.

Eksempler på kollaborativ finansiering er lånefinansiering mod betaling af renter såsom Zopa og Auxmoney; kapitalfinansiering mod kapitalandel i den oprettede virksomhed såsom Fundedbyme og Crowdcube; finansiering mod en »belønning« såsom Kickstarter eller Indiegogo og endelig gavefinansiering, hvor der ikke gives nogen som helst modydelse for de indbetalte beløb.

6.1.

Som det ofte sker — især når metoden er induktiv — er arbejdet med at definere et begreb ikke en lineær proces, for det tager tid, før et begreb bundfældes, og der opnås en fælles forståelse af dets betydning. Dette gælder også begrebet »deleøkonomi«, der ved siden af andre udtryk optræder i massemedierne som »social eller solidarisk økonomi«, »cirkulær økonomi«, »funktionel økonomi«, »grøn økonomi«, »blå økonomi«, »løsningsøkonomi«, »horisontal økonomi«, »on demand-økonomi«, »platformøkonomi« og »opgaveøkonomi (Gig Economy)«.

6.2.

Derfor foretrækker nogle forfattere end ikke at forsøge på at give en definition af frygt for, at den ikke er tilstrækkeligt bred eller ikke afgrænser emnet korrekt.

6.3.

I EØSU's udtalelser er der aldrig gjort forsøg på en definition trods de utallige henvisninger til dette begreb. Heller ikke Regionsudvalgets udtalelse (4) vover at give en definition, omend den indeholder en forsøgsvis klassificering i to hovedkategorier og fire former. Endelig foretrækker Kommissionen i sin nylige meddelelse — Opgradering af det indre marked: flere muligheder for borgerne og virksomhederne (5) — at anvende begrebet »kollaborativ økonomi«, der opfattes som et synonym, men i stedet for at give en definition nøjes Kommissionen med at nævne fordelene for nogle berørte parter (forbrugere, arbejdstagere) og pege på denne økonomis betydning for produktiviteten og bæredygtigheden, og den lover en europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi i 2016. Fra Europa-Parlamentets side er der hidtil ikke kommet noget vægtigt bidrag bortset fra beslutningen af 21.12.2015»På vej mod en akt for det digitale indre marked« (6), nogle studier af høj kvalitet og briefinger om specifikke emner. Imidlertid er der ingen af disse dokumenter, som indeholder en undersøgelse af konsekvenserne, hvad angår beskæftigelse og vækst.

6.4.

Da der allerede foreligger så mange definitioner, skulle det ikke være nødvendigt at opfinde en ny, for der må være én, som mange kan tilslutte sig. I denne udtalelse anvendes således Botsman & Rogers definition af deleøkonomi: »economic system based on sharing underused assets or services, for free or for a fee, directly from individuals« (et økonomisk system baseret på deling af underudnyttede aktiver eller tjenester, gratis eller mod betaling, direkte mellem private) via online-platforme. En mere præcis afgrænsning af udtrykket »deling«, dvs. »ikke med gevinst for øje«, og »via online-platforme« vil kunne give et bedre grundlag for politisk beslutningstagning og en mere hensigtsmæssig regulering.

6.5.

Denne definition er tilstrækkeligt bred til at omfatte så forskelligartede områder som produktion, forbrug, finansiering (crowdfunding) og endog videnområdet og muliggør en underopdeling i fire forholdsvis selvstændige områder: kollaborativt forbrug; kollaborativ uddannelse, videreuddannelse og viden; kollaborativ finansiering; og kollaborativ produktion (7).

6.6.

Denne definition gør det også muligt at udskille forretningsmodeller, som under dække af deleøkonomi i virkeligheden alene sigter mod profit, og som repræsenterer B2C-modeller. Denne konklusion kan danne grundlag for en analyse af den måde, hvorpå disse platforme fungerer (ikke altid gennemsigtige), og det er muligt at finde eksempler på virkelig deleøkonomi, hvor de relationer, der etableres via platformene, repræsenterer P2P-modeller, og hvor deres eneste rolle er at muliggøre kontakt mellem ligestillede parter. Dog findes der også eksempler på virksomheder, som under foregivende af at være en P2P-platform i den grad intervenerer i transaktionerne ved at opkræve gebyrer, modtage betalinger og levere accessoriske ydelser, at de ikke bør behandles som værende en del af deleøkonomien, men derimod som B2C-tjenesteydere med alt, hvad deraf følger.

6.7.

Endvidere giver denne definition mulighed for at udelukke visse former for aktivitet, der ellers kunne opfattes som en del af deleøkonomien, herunder:

7.1.

Selv i mangel af en helt klar definition af begrebets anvendelsesområde er der gennemført en lang række undersøgelser og rundspørger for at fastslå fænomenets økonomiske betydning i EU og resten af verden.

7.2.

Der er ingen tvivl om, at de deleøkonomiske initiativer har vundet stadig større udbredelse i de seneste år og netop i disse krisetider og som reaktion herpå. Der er registreret over 1 000 initiativer på internetstedet www.collaborativeconsumption.com.

7.3.

Ifølge Kommissionens skøn er omsætningen på verdensplan for den del af økonomien, som går under betegnelsen deleøkonomi, steget til 3,5 milliarder USD i 2013, hvilket svarer til en årlig vækst på 25 %. I dag menes omsætningen at ligge på 20 mia. USD. Prognoserne fra PricewaterhouseCoopers (PwC) tyder på en meget markant vækst indtil 2025 (8).

7.4.

Ud over at skabe økonomisk værdi har deleøkonomien i sin sociale og miljømæssige dimension potentiale til at knytte solidaritetsbånd mellem borgerne, puste nyt liv i den lokale økonomi, skabe beskæftigelse, rationalisere familiernes forbrug gennem fælles brug af visse goder, mindske energifodaftrykket og tilskynde til et mere ansvarligt og bæredygtigt forbrug.

7.5.

EØSU mener, at denne type økonomi »repræsenterer […] en nyskabelse, som indebærer, at den produktionsbaserede økonomi på en økonomisk, socialt og miljømæssigt fordelagtig måde suppleres [af den forbrugsbaserede økonomi]«, og at den samtidig »rummer […] en løsning på den økonomiske og finansielle krise« (9).

7.6.

Derfor har EØSU ikke tøvet med at opfordre Kommissionen til at træffe alle de foranstaltninger af politisk karakter, som er nødvendige for, at deleøkonomiens mange forskellige former og fremgangsmåder kan få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid på EU-plan og i medlemsstaterne. Nærværende udtalelse bygger på de standpunkter, som EØSU tidligere har indtaget om disse aspekter, hvortil der udtrykkeligt henvises. Når dette er sagt, skal det dog understreges, at de nye forretningsmodeller, som platformene udgør, rejser presserende spørgsmål vedrørende anvendelsen af den nationale lovgivning, sikringen af arbejdstagernes rettigheder, sikringen af en passende beskatning osv. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage disse spørgsmål op, hvis man ønsker, at de sociale fordele ved disse forretningsmodeller skal blive en realitet.

7.7.

Det er også vigtigt, at der hurtigst muligt fastlægges definitioner og retningslinjer på EU-plan, eftersom nogle medlemsstater allerede er i gang med hver for sig at udforme deres egne politikker i lyset af EU-institutionernes træghed og tydeligvis uafklarede holdning.

8.1.1.

Som enhver anden aktivitet, der skaber relationer mellem mennesker med hver deres — eventuelt modstridende — interesser, er deleøkonomien underlagt lovgivningen og reguleringen af de pågældende interesser. Den holdning, at deleøkonomien skal være et område »uden lovgivning«, hvor friheden råder uden nogen hindringer eller begrænsninger, alene baseret på tillid og den naturlige godhed (i stil med Rousseaus »ædle vilde«), anses derfor for at være ganske useriøs.

8.1.2.

EØSU har altid og med eftertryk været fortaler for, at enhver økonomisk aktivitet bør omfattes af lovgivningen, men udvalget har også holdt på, at denne regulering kan være af forskellig art og skal være sammenhængende.

8.1.3.

I sin seneste udtalelse om betydningen af selvregulering og samregulering i EU (10), hvis indhold der her henvises til, har EØSU navnlig slået til lyd for, at »selvregulering og samregulering« i deres egenskab af »mekanismer — spontane eller tilskyndede — til regulering af økonomiske og sociale interesser eller handelsmæssige relationer og fremgangsmåder blandt de forskellige økonomiske aktører« bør betragtes som vigtige komplementære eller supplerende instrumenter, men aldrig som et alternativ til den øvrige lovgivning (hard law), hvis gyldighed afhænger af, at »dets form og anvendelsesområde defineres af udtrykkelige og bindende retsregler med retsgyldighed på både nationalt og EU-plan. Samtidig skal disse instrumenters egenart respekteres, herunder især den frivillige aftale mellem parterne«.

8.2.1.

Når rent spontane fremgangsmåder mellem private får karakter af en økonomisk aktivitet, og parternes gensidige rettigheder og forpligtelser antager en kontraktmæssig karakter, bør de som følge heraf være underlagt en regulering på nationalt eller EU-plan, der kan skabe lovlige rammer for de forskellige parters rettigheder og forpligtelser.

8.2.2.

Det er en kendsgerning, at kompleksiteten af de relationer, som kendetegner dette fænomen, og som er beskrevet ovenfor i punkt 4.7, berettiger til fastlæggelse af en retlig ramme, som aktørerne bør holde sig inden for, navnlig når de pågældende aktiviteter viser sig at have en hybrid karakter, som det er tilfældet med freemium og donationware, og som blev klart påvist i tilfældet med geocaching.

8.2.3.

I betragtning af, at fænomenet i dag, i kraft af sin natur, klart overskrider medlemsstaternes grænser, bør EU med henblik på sit fælles og integrerede indre marked fastlægge den retlige ramme, som bør gælde for disse aktiviteter, når de udøves tværs over grænserne. Manglen herpå har allerede udløst en række forskelligartede og modstridende holdninger i medlemsstaterne i visse konkrete tilfælde (f.eks. Uber) i lighed med, hvad der sker i USA.

8.2.4.

En sådan retlig ramme må især omfatte følgende prioriterede områder:

8.3.1.

På EU-plan, som er det eneste relevante for denne udtalelse, bør institutionerne — begyndende med Kommissionen i kraft af dens initiativret, men også Rådet og Europa-Parlamentet — sætte sig for hurtigst muligt at få vedtaget en lovramme, som præcist definerer anvendelsesområdet og de vilkår, der bør gælde for denne aktivitet. Naturligvis bør foranstaltningerne tilpasses de forskellige former for deleøkonomi.

8.3.2.

Denne lovramme bør først og fremmest baseres på de fælles principper for hensyntagen til almenvellet og den offentlige orden, der bør være obligatoriske for aktørerne i disse forskellige former for økonomisk aktivitet og især på de områder, der er nævnt i punkt 8.2.4.

8.3.3.

Dog bør der, som EØSU altid har sagt, sideløbende og samtidig hermed levnes plads til selv- og samregulering. Faktisk står vi her over for et eksemplarisk tilfælde, hvor man kan anvende såkaldt »shared regulation« — hvilket for nylig blev påpeget af Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce (RSA) i London — eller adfærdskodeksmodellen udarbejdet af Sharing Economy UK (SEUK) (12).

8.4.1.

Det har altid været EØSU's opfattelse, at det ikke bør være EU-institutionerne eller de nationale myndigheder, som fastlægger indholdet af kodekserne for selvregulering, hvis udarbejdelse helt bør overlades til parterne selv, medmindre målet er at opnå en bindende anerkendelse mellem parterne.

8.4.2.

Hvis man ønsker sådanne aftaler anerkendt »som ledsagende reguleringsinstrument i det pågældende retssystem«, mener EØSU som anført i førnævnte udtalelse, at et sådant instrument i EU »bør indeholde klare bestemmelser om kriterierne for anerkendelsen af dets retsgyldighed, de styrende principper og dets begrænsninger«. Dette gælder også fuldt ud for deleøkonomien, som ikke bør være nogen undtagelse.

8.4.3.

EØSU beklager, at Rådet, Parlamentet og Kommissionen ikke har benyttet den nye interinstitutionelle aftale, der blev vedtaget den 13. april 2016, til at foretage de forbedringer af den tidligere aftale på området selv- og samregulering, som EØSU anbefalede i sin udtalelse om dette emne. Udvalget beklager også, at selv- og samregulering kun nævnes i forbifarten i pakken om bedre regulering, hvori der i en fodnote henvises til principperne for en bedre udnyttelse heraf og til CoP-platformen (Pilot Community of Practice for better self and co-regulation), og fremsættes nogle spredte bemærkninger i »Guidelines« og »Toolbox«.

8.4.4.

Hvis der er noget område, hvor fastlæggelsen af ovennævnte parametre er særlig nødvendig for at sikre troværdighed og tillid fra brugernes side, så er det utvivlsomt deleøkonomien, som kunne have stor gavn af solide rammer for ansvarlig selv- og samregulering på EU-plan.

8.4.5.

ØSU ser således frem til Kommissionens bebudede europæiske dagsorden for den kollaborative økonomi og opfordrer allerede nu Kommissionen til ikke at forbigå aspekterne vedrørende reguleringen af denne aktivitet og den rolle, som selv- og samregulering bør spille på dette område.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/45

Ordfører:

Denis MEYNENT

1.1.

Udvalget minder om, at det primære mål med Refit-programmet (1) er at forbedre kvaliteten og effektiviteten af den europæiske lovgivning og udarbejde enkle, letforståelige og sammenhængende retsforskrifter, uden at det berører de fastlagte, strategiske målsætninger eller opnås på bekostning af borgernes beskyttelse, forbrugere, arbejdstagere, den sociale dialog eller miljøet.

1.2.

Den europæiske lovgivning er en væsentlig faktor for integration, der ikke bør opfattes som en byrde eller en omkostning, der skal nedbringes. En vel afpasset lovgivning er tvært imod en faktor for retlig beskyttelse, fremme og sikkerhed for alle berørte parter og europæiske borgere.

1.3.

Konsekvensanalyser for alle nye lovgivningsforslag skal integreres og give de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner, herunder for SMV'er, hele deres berettigede betydning. Udvalget slår til lyd for, at Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen kan nå til enighed om en fælles metodologi vedrørende konsekvensanalyser, som også kan inspirere EØSU og Regionsudvalget (RU).

1.4.

Den offentlige høringsproces såvel som høringer af eksperter og aktører skal være så åben som muligt, men kan ikke erstatte høringer af arbejdsmarkedets parter og af EØSU.

1.5.

Udvalget anmoder Kommissionen om at lade sin resultattavle omfatte en årlig vurdering af de vigtigste omkostninger og fordele ved Refit-programmets foranstaltninger på både kvantitativt og kvalitativt plan, herunder niveauet og kvaliteten af beskæftigelse samt social og miljømæssig beskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

1.6.

Beslutningsprocessen bør forblive så gnidningsløs og relevant som mulig. Ingen af de organer og filtre, der er blevet oprettet for at kontrollere, at beslutningstagningen er velbegrundet, kan svække den politiske beslutningstagning, der bør forblive suveræn. I denne sammenhæng skal der kæmpes imod bureaukratiseringen af beslutningsprocessen.

1.7.

EØSU noterer sig oprettelsen af Refit-platformen, som navnlig har til opgave at arbejde for en mere effektiv lovgivning og en forenkling af de administrative regler. Udvalget understreger, at platformen bør indskrænke sig til at undersøge et begrænset antal emner og ikke kan træde i stedet for medlovgiverne og de i traktaterne fastsatte obligatoriske høringer af EØSU — hvis arbejde er af en anden natur — og af arbejdsmarkedets parter. Udvalget opfordrer Kommissionen til at offentliggøre kriterierne for forhåndsudvælgelse af de forslag, der fremsættes til platformen, samt sikre, at de er afbalancerede, og at det fremgår helt klart, hvordan der følges op på platformens henstillinger, så det er muligt at spore de forskellige påvirkninger.

1.8.

Med hensyn til platformens repræsentativitet mener udvalget, at tildelingen af to supplerende pladser ville gøre det muligt fuldt ud at respektere institutionens mandat og således afspejle det civilsamfund, det har til opgave at repræsentere. Udvalget bemærker i øvrigt den manglende, fælleseuropæiske repræsentation af mikrovirksomheder og af små og mellemstore virksomheder i platformens »gruppe af interessenter«, og anmoder om, at der bliver rådet bod herpå snarest muligst.

1.9.

EØSU, som nyder godt af en direkte kontakt med virkelighedens verden, et omfattende netværk af nationale organisationer og sine medlemmers ekspertise, er godt placeret for at kunne yde et betydeligt bidrag til de konsekvensanalyser, der gennemføres på europæisk plan. EØSU agter at prioritere efterfølgende og kvalitative vurderinger, som kan danne et overblik over virkningen af et lovgivningstiltag eller en EU-politik samt formidle, hvordan de økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter i EU har oplevet og opfattet forholdene.

1.10.

Når det drejer sig om gennemførelse af visse direktiver, ønsker EØSU at yde et særligt bidrag til Europa-Parlamentets initiativbetænkning om årsrapporten angående EU-medlemsstaternes gennemførelse af den europæiske lovgivning, ved at sætte fokus på medlemsstaternes tilføjelser under gennemførelsen.

1.11.

EØSU opfordrer til at gøre Refit-programmet til en øvelse, der fungerer begge veje, dvs. som ikke foregriber den retning, lovgivningen skal tage: validering, tilføjelse, supplement, ændring eller afskaffelse af en retsakt.

1.12.

Udvalget kan ikke acceptere at deltage i gennemførelsen af en målrettet reducering af EU-retten på grundlag af en kvantitativ analyse, uden at det på forhånd vurderes, hvilke følger det får for social-, miljø- og forbrugerbeskyttelsen.

1.13.

EØSU bakker op om en mere stringent, efterfølgende vurdering af EU-lovgivningens virkninger i forbindelse med EU's politikcyklus, navnlig med hensyn til de forventede følgevirkninger for væksten og beskæftigelsen, som beskrevet i den konsekvensanalyse, der ledsagede det oprindelige lovgivningsforslag. De efterfølgende analyser bør gennemføres på pluralistisk vis en rimelig tid efter fristen for omsætning til national lovgivning.

2.1.

EØSU minder om, at lovgivningen er afgørende for at nå traktatens målsætninger samt for at skabe betingelserne for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, der kommer borgere, virksomheder og arbejdstagere til gavn (2). Lovgivningen bidrager desuden til at øge velfærden, varetage almenvellets interesser og grundlæggende rettigheder, fremme et højt socialt og miljømæssigt beskyttelsesniveau, og sikre større forudsigelighed og retssikkerhed. Den bør forhindre konkurrenceforvridning og social dumping.

2.2.

EØSU glæder sig derfor over, at næstformanden Frans Timmermans gentagne gange har mindet om, at Refit-programmet ikke burde føre til en deregulering af EU-retten eller resultere i en indskrænkning af social og miljømæssig beskyttelse såvel som beskyttelse af grundlæggende rettigheder (3).

2.3.

EØSU mener, at lovgivningen genererer omkostninger og administrative byrder, der kan vise sig at være belastende og unødvendige, men også udgøre betragtelige fordele for borgere, virksomheder og offentlige myndigheder. Udvalget minder om, at en intelligent lovgivning altid bør efterstræbe en reel merværdi. EU-reglerne skal, hvor det er muligt, fjerne byrder frem for at skabe flere.

2.4.

EØSU mener, at aftalen om bedre lovgivning bør efterstræbe det mest passende svar for at udbygge virkeliggørelsen af det EU’s indre marked: målrettet harmonisering, relevant anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på ikke-harmoniserede områder, samregulering, selvregulering og standardisering. Udvalget minder i denne forbindelse om, at en målrettet og intelligent lovgivning bidrager til at overvinde hindringerne for det indre markeds funktion. En standardisering af de 28 nationale lovgivninger udgør, for europæiske virksomheder og borgere, en vigtig kilde til forenkling og reduktion af regelbyrden såvel som den administrative byrde.

2.5.

Udvalget minder om, at det primære mål med Refit-programmet er at forbedre kvaliteten og effektiviteten af den europæiske lovgivning og udarbejde enkle, letforståelige og sammenhængende retsforskrifter, uden at det berører de fastlagte, strategiske målsætninger eller opnås på bekostning af beskyttelsen af borgere, forbrugere, arbejdstagere, den sociale dialog eller miljøet.

2.6.

Udvalget lægger stor vægt på, at lovgivningen og den dermed forbundne byrde er nyttig, at de endelige fordele opvejer omkostningerne, og at lovgivningen er proportionel og sikrer en tilstrækkelig juridisk sikkerhed.

2.7.1.

EØSU noterer sig undertegnelsen af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning indgået mellem de tre institutioner den 13. april 2016.

2.7.2.

Udvalget bifalder navnlig den kendsgerning, at de tre institutioner har anerkendt konsekvensanalyseordningen som et redskab til at træffe velovervejede beslutninger, men som ikke træder i stedet for politiske beslutninger (4).

2.7.3.

EØSU bifalder, at Kommissionen i sine integrerede, afbalancerede og pluralistiske konsekvensanalyser inkluderer alternative løsninger angående omkostningerne ved ikke at have et integreret europæisk marked og de forskellige muligheders indvirkning på konkurrenceevnen, men også om forslagenes konsekvenser for SMV’er og mikrovirksomheder, såvel som den digitale og territoriale dimension (5).

2.7.4.

Udvalget bifalder, at Kommissionen kan gennemføre sin konsekvensanalyse på eget initiativ eller på anmodning fra Europa-Parlamentet eller Rådet, men beklager, at hver institution er ene om at bestemme, hvordan den tilrettelægger sit evalueringsarbejde. Udvalget slår til lyd for, at de tre institutioner enes om en fælles metodologi vedrørende konsekvensanalyser, som også kan inspirere EØSU og RU til deres egne ændringer.

2.7.5.

Efter EØSU’s opfattelse bør konsekvensanalyserne udføres inden for de europæiske institutioner. Hvis det imidlertid af særlige grunde overvejes at anmode private konsulenter om at foretage analysen, insisterer EØSU på, at:

2.8.1.

Udvalget mener, at høringen af interessenter og eksperter ikke bør træde i stedet for hverken høringen af arbejdsmarkedets parter, EØSU og Regionsudvalget, der finder sted på præcise tidspunkter i lovgivningsprocessen og inden for de i EUF-traktaten fastsatte grænser, eller de eksisterende høringer på nationalt plan, som bør baseres på en styrket deltagelse af arbejdsmarkedets parter. Udvalget understreger, at en passende kortlægning af de berørte parter er afgørende for en god repræsentativitet af aktørerne og for kvaliteten af høringsproceduren, og opfordrer Kommissionen til at bygge på det fælles åbenhedsregister.

2.8.2.

Udvalget anmoder om, at høringen finder sted, uden at dette berører den strukturerede dialog med civilsamfundet (EUF-traktatens artikel 11, stk. 2) eller høringer, der foregår inden for specifikke rammer, såsom høring af arbejdsmarkedets parter som led i den sociale dialog (arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne) (EUF-traktatens artikel 154), eller høring af rådgivende organer, såsom Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EUF-traktatens artikel 304).

2.8.3.

EØSU understreger, at en god fordeling — geografisk eller efter målgruppe — med mere opmærksomhed til underrepræsenterede grupper bør sikres i førnævnte kortlægning af de berørte parter. En begrundet vægtningsmekanisme skal anvendes i forbindelse med analysen af reaktionerne på høringer (6).

2.9.1.

EØSU noterer sig de overordnede mål i Refit-programmet, som Kommissionen har udarbejdet, og henviser navnlig til sine udtalelser (7) om programmet om »bedre lovgivning« og om »intelligent lovgivning«. Efter EØSU's opfattelse dispenserer intelligent lovgivning ikke fra at overholde lovgivningen om beskyttelse af borgere, forbrugere og arbejdstagere, standarderne for ligestilling mellem kvinder og mænd og miljøstandarderne og må ikke kunne hindre forbedringer. Intelligent lovgivning skal også respektere den traktatfæstede sociale dimension af det indre marked, navnlig i forbindelse med implementeringen af aftaler forhandlet inden for rammerne af den europæiske sociale dialog.

2.9.2.

EØSU bemærker, at Kommissionen søger at forbedre processen og kvaliteten af de foranstaltninger, der har til formål at sikre en optimal gennemførelse.

2.9.3.

Udvalget anmoder Kommissionen om at lade sin resultattavle omfatte en årlig vurdering af de vigtigste omkostninger og fordele ved Refit-programmets foranstaltninger på både kvantitativt og kvalitativt plan, herunder niveauet og kvaliteten af beskæftigelse samt social og miljømæssig beskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

2.9.4.

EØSU påpeger, at en bedre regulering hverken kan eller bør stå i stedet for politiske beslutninger.

2.10.1.

EØSU noterer sig oprettelsen af Refit-platformen, som udvalget deltager i, og som skal analysere forslagene til nedbringelse af de unødige administrative og lovgivningsmæssige byrder og til fremme af gennemførelsen af den europæiske lovgivning i medlemsstaterne. Udvalget bemærker, at de områder, der hører ind under den sociale dialog og arbejdsmarkedsparternes kompetence, er udeladt fra platformens opgaver.

2.10.2.

EØSU konstaterer dog, at platformen bør:

2.10.3.

EØSU forventer desuden, at:

2.10.4.

EØSU henleder opmærksomheden på, at det store antal deltagere på denne platform, aktørernes meget afvekslende karakter (medlemsstater, arbejdsmarkedets parter, NGO’er, repræsentanter for civilsamfundet), de yderst brede emner på dagsordenen, såvel som mødernes begrænsede hyppighed ikke virker fremmende for at skabe indgående drøftelser om de forslag, som platformen tager op.

2.11.1.

EØSU understreger i denne forbindelse, at det kun råder over en enkelt plads og deltager i arbejdet på grundlag af en ordning med rotation mellem sine tre grupper, skønt det er et organ, der er oprettet under de europæiske traktater, og som er repræsentativt for mangfoldigheden i EU.

2.11.2.

Udvalget mener derfor, at tildelingen af to supplerende pladser ville gøre det muligt at respektere institutionens tredelte struktur og dens mandat og således afspejle det civilsamfund, udvalget har fået mandat til at repræsentere.

2.11.3.

Udvalget bemærker den manglende, fælleseuropæiske repræsentation af mikrovirksomheder og af små og mellemstore virksomheder i platformens »gruppe af interessenter«, og anmoder om, at der bliver rådet bod herpå snarest muligst.

2.12.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til:

3.1.1.

Udvalget minder om, at det skal betragtes som en fuldgyldig, institutionel partner, og ikke som en underkategori af interessenter med utallige forskellige og modstridende interesser.

3.1.2.

Udvalget påpeger, at det med sin direkte kontakt til virkelighedens verden, sit omfattende netværk af nationale organisationer og sine medlemmers ekspertise er godt placeret for at kunne yde et betydeligt bidrag til denne konsekvensanalyse.

3.1.3.

Udvalget understreger, at evalueringsarbejdet vil styrke dets forbindelser med de forskellige civilsamfundsorganisationer og fremme dets rolle som bro mellem institutionerne og repræsentanterne for civilsamfundet.

3.1.4.

EØSU oplyser, at udvalgets kommende evaluering vil blive udtrykt i form af henstillinger om politikken, og at disse vil sætte fokus på de mest betydelige virkninger af den undersøgte politik på civilsamfundet og foreslå den bedste vej fremad.

3.1.5.

EØSU understreger, at det vil prioritere efterfølgende og kvalitative vurderinger, som kan danne et overblik over virkningen af et lovgivningstiltag eller en EU-politik samt formidle, hvordan de økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter i EU har oplevet og opfattet forholdene.

3.1.6.

EØSU er af den opfattelse, at Kommissionens og Europa-Parlamentets efterfølgende vurderinger, som EØSU vil bidrage til, bør danne grundlag for ændringer af eksisterende lovgivning eller ny lovgivning, som udvalget vil blive hørt om.

3.1.7.

Udvalget glæder sig over at kunne tage fuld del i lovgivningscyklussen og øge mulighederne for at bidrage til fastlæggelsen af EU's fremtidige politiske strategier.

3.2.1.

I forbindelse med gennemførelsen af direktiver i national ret tilføjer medlemsstaterne til tider elementer helt uden tilknytning til den pågældende EU-lovgivning. Udvalget mener derfor, at sådanne tilføjelser bør fremhæves tydeligt, enten i retsakten eller gennemførelsesdokumenterne, eller i de vedrørende dokumenter (8). I denne forbindelse mener EØSU, at begrebet »forkromning«, der refererer til »overregulering«, er et udtryk, der bør undgås, da det fordømmer visse nationale praksisser og udelukker en differentieret og fleksibel tilgang.

3.2.2.

EØSU mener, at i tilfælde af minimumsharmonisering, bør medlemsstaterne i deres nationale lovgivning fortsat kunne fastsætte bestemmelser, der har til formål at fremme beskæftigelsen, forbedrede livs- og arbejdsforhold, en passende social beskyttelse, et varigt højt beskæftigelsesniveau, bekæmpelse af social udstødelse (9), fremme og udvikling af SMV'er, såvel som et højt sundheds- eller forbrugerbeskyttelsesniveau (10) og beskyttelse inden for miljøområdet (11), uden dog at forårsage unødige reguleringsmæssige eller administrative hindringer, og at det derfor er vigtigt at privilegere forordninger snarere end direktiver, hvor dette er muligt.

3.2.3.

EØSU konstaterer, at bestræbelserne på at sikre maksimal harmonisering i lovforslag ofte fører til en bred vifte af undtagelser og fritagelser, med det resultat, at yderligere hindringer for det indre marked skabes og »legitimeres«.

3.2.4.

EØSU mener at kunne spille en nyttig mæglerrolle mellem lovgivere og brugere af EU-lovgivningen og yde et særligt bidrag til Europa-Parlamentets initiativbetænkning om årsrapporten angående EU-medlemsstaternes gennemførelse af den europæiske lovgivning, ved at sætte fokus på medlemsstaternes tilføjelser under gennemførelsen. Udvalget mener i den henseende, at undersøgelsen fra Observatoriet for Det Indre Marked om »Tjenesteydelsesdirektivets følger for byggesektoren« (12), så vel som undersøgelsen fra Arbejdsmarkedsobservatoriet om arbejdsløshed blandt unge (13), for nu kun at nævne to eksempler, kunne vise sig at være hensigtsmæssige på metodologisk plan.

3.3.1.

EØSU opfordrer til at gøre Refit-programmet til en øvelse, der fungerer begge veje, dvs. som ikke foregriber den retning, lovgivningen skal tage: tilføjelse, supplement, ændring eller afskaffelse af en retsakt.

3.3.2.

EØSU er enig i, at Kommissionen løbende foretager en »sortering« og en revision af EU-retten, navnlig ved at undersøge relevansen og merværdien af EU’s lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige retsakter.

3.3.3.

EØSU er af den opfattelse, at konsekvensanalysernes integrerede og holistiske karakter er afgørende, og at Kommissionen ikke kun bør fokusere på konkurrenceevnedimensionen. Udvalget mener, at det er vigtigt at tage højde for merværdien af EU's intervention, og at cost-benefit-analysen bør tage hensyn til alle aspekter, herunder hvad det vil koste ikke at træffe nogen foranstaltninger.

3.3.4.1.

EØSU mener, at de mange kriterier for konsekvensanalysen ikke må medføre, at Kommissionen undlader at handle eller afviser et initiativ med den begrundelse, at et eller flere kriterier ikke var opfyldte. Udvalget mener følgeligt, at Kommissionen bør vægte kriterierne i forhold til hinanden, og at det store antal kriterier ikke må resultere i en slags bureaukratisering af beslutningsprocessen og i en »lovgivningsmæssig afholdenhed«.

3.3.4.2.

EØSU lægger særligt vægt på »Tænk småt først«-princippet og »SMV-testen«, navnlig som led i sin udtalelse om »Small Business Act« (14), men finder det ikke hensigtsmæssigt, at mikrovirksomheder har principielle generelle fritagelser, og at det ville være mere passende, at de i lovgivningsforslag bliver behandlet individuelt efter en grundig konsekvensanalyse.

3.3.4.3.

Udvalget er enig i, at Kommissionens forslag ledsages af en omhyggelig konsekvensanalyse med udgangspunkt i evidensbaserede data, men understreger, at det påhviler EU-lovgiveren at udøve sin skønsbeføjelse, samtidig med at der sikres en vis balance mellem beskyttelse af, på den ene side, menneskers sundhed, miljøet og forbrugerrettigheder, og på den anden, af de erhvervsdrivendes økonomiske interesser, i bestræbelserne på at nå det traktatfæstede mål om sikring af et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet (15).

3.3.4.4.

EØSU påpeger, at denne øvelse ligeledes kan gå ud på at kvantificere regelbyrden og den administrative byrde, forudsat at øvelsen:

3.3.4.5.

Udvalget kan ikke acceptere at deltage i gennemførelsen af en målrettet reducering af EU-retten på grundlag af en kvantitativ analyse, uden at det på forhånd vurderes, hvilke følger det får for social-, miljø- og forbrugerbeskyttelsen.

3.3.4.6.

Med hensyn til evalueringen af kumulerede omkostninger påpeger udvalget, at når Kommissionen foretager forudgående og efterfølgende konsekvensanalyser af en del af EU-lovgivningen, bør den tage højde for det faktum, at nye omkostninger føjer sig til de eksisterende overholdelses- og gennemførelsesomkostninger. Udvalget erkender, at evalueringen af de kumulerede omkostninger tilstræber at beregne de finansielle omkostninger, der belaster lovgivningen for en bestemt sektor, men påpeger, at samme evaluering ikke må kunne fritage en sektor helt eller delvist.

3.3.5.1.

Det bekymrer EØSU, at debatten indledes i en stadigt tidligere fase af processen, før medlovgivere og arbejdsmarkedets parter inddrages, hvorfor disse risikerer at føle sig sat ud af spil i en debat, der allerede har fundet sted uden dem.

3.3.6.1.

Udvalget anser efterfølgende evalueringer for mindst lige så vigtige som forhåndsevalueringer og anmoder i denne sammenhæng Kommissionen om at præsentere en metodologisk vejledning om kriterierne for bæredygtig udvikling.

3.3.6.2.

EØSU bakker op om en mere stringent, efterfølgende vurdering af EU-lovgivningens virkninger i forbindelse med EU's politikcyklus, navnlig med hensyn til de forventede følgevirkninger for væksten og beskæftigelsen, som beskrevet i den konsekvensanalyse, der ledsagede det oprindelige lovgivningsforslag.

3.3.6.3.

Udvalget mener, at de efterfølgende analyser bør gennemføres på pluralistisk vis en rimelig tid efter fristen for omsættelse til national lovgivning.

3.3.6.4.

EØSU mener, at efterfølgende evalueringer udgør vigtige analyseværktøjer, og at de konklusioner, der udledes heraf, kan indgå direkte i en konsekvensanalyse med henblik på revision af en retsakt.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/54

Ordfører:

Kathleen WALKER SHAW

1.1.

Ændringerne i arbejds- og beskæftigelsesforhold er inde i en rivende udvikling. Udfordringen for EU er nu at tilskynde til innovation, teknologisk udvikling og kreativitet for at skabe positive resultater for en bæredygtig og konkurrencedygtig social markedsøkonomi. Det er nødvendigt at undersøge forandringernes indvirkning på arbejdsmarkedet, standarderne, økonomien, skatte- og socialsikringssystemerne og lønnen som leveunderlag. At skabe lige muligheder og en retfærdig digital økonomi for såvel arbejdstagere som virksomheder i alle sektorer og af enhver størrelse og at øge de digitale færdigheder er blandt vor tids største udfordringer. Europa og de europæiske arbejdsmarkedspartere har afgørende betydning for at sikre, at denne proces fører til et positivt, fair og holdbart resultat og at der tages fat på gråzoner i rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger.

1.2.

EØSU betragter det som en prioritet at beskytte kvaliteten og den finansielle bæredygtighed af de sociale velfærdssystemer i hele EU og anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne i samråd med arbejdsmarkedets parter iværksætter undersøgelser af bedste praksis som grundlag for at udvikle sociale velfærdsmodeller, der tilpasses, så de dækker mere fleksible former for beskæftigelse og sikrer, at hele arbejdsstyrken — herunder selvstændige arbejdstagere, der falder uden for det traditionelle velfærdssystem — er omfattet af en social beskyttelse på passende niveau. Dette bør tages med i betragtning i forbindelse med udviklingen af en EU-søjle for sociale rettigheder. Det er glædeligt, at EØSU vil behandle dette spørgsmål i en særskilt udtalelse.

1.3.

EØSU anbefaler yderligere analyse af forandringernes indvirkning på kvalifikationer samt en vurdering af arbejdstagernes tilbud om livslang læring, omskoling og videreuddannelse under disse nye forhold for at undgå, at disse nyskabelser får en forringende virkning og en negativ indvirkning på kvalifikationer og for at sikre bedre beskæftigelsesmuligheder. Det bør være en prioritet i EU at fremme og øge de digitale færdigheder hos alle.

1.4.

EØSU mener, at der på EU-niveau er behov for flere oplysninger om og undersøgelser af udbredelsen af »crowd employment«, crowd-arbejdstagernes kendetegn, de forskellige nye arbejdsformer som ansættelse uden fast timetal og »on-demand«-kontrakter, nye professioner, civilretlige kontrakter, størrelsen af »platformøkonomien«», om de sektorer, den opererer i, samt om dens geografiske fordeling i EU. Dette vil være nyttigt i forbindelse med vurderingen af behovene hos virksomheder og arbejdstagere, der bruger disse former for beskæftigelse.

1.5.

Der bør føres statistikker om denne udvikling mere rutinemæssigt via undersøgelser af den europæiske arbejdsstyrke og via arbejdsmarkedsrapporter, der fastlægger bedste praksis, hvor en sådan findes. Det vil således være muligt at overvåge indvirkningen af de nye former for arbejds- og beskæftigelsesforhold på arbejdsmarkedet og økonomien samt vurdere deres bidrag til skabelsen af bæredygtig vækst og kvalitetsbeskæftigelse og bruge det som input til udarbejdelsen af EU's beskæftigelsespolitik, herunder i det europæiske semester og Europa 2020-strategien. Horisont 2020 og andre relevante EU-midler bør finansiere dette undersøgelsesarbejde.

1.6.

Der kræves desuden tidsseriedata for at fastslå, hvilke konsekvenser de nye beskæftigelsesformer har på sigt gennem livet, og fastlægge deres indvirkning på arbejdets bæredygtighed i alle livets faser (1)? Det er også vigtigt at fastlægge, i hvilket omfang de er kønsspecifikke eller forbundet med andre demografiske variabler (såsom alder, handicap, etnisk baggrund og migrantstatus).

1.7.

Der er et presserende behov for at afklare de nye arbejdsmarkedsformidleres (f.eks. onlineplatformes) juridiske status, så de kan identificeres i de officielle statistikker, og så man kan følge deres vækst samt de standarder, forpligtelser, ansvarsområder og forretningsgange, der skal gælde, og hvilke tilsynsmyndigheder der bør være ansvarlige for inspektion og håndhævelse, samtidig med at det anerkendes, at disse platforme kan være en kilde til innovation, beskæftigelsesmuligheder og økonomisk vækst.

1.8.

EØSU bemærker, at Kommissionen nu har lagt direktivet om den skriftlige erklæring (2) ud til høring og forventer, at forslagene vil omhandle de nye beskæftigelsesforhold, hvis Kommissionen beslutter sig for at revidere denne lovgivning. Udvalget håber især, at der vil blive foretaget præciseringer med hensyn til nye former for beskæftigelsesforhold og arbejde, samtidig med at der tages hensyn til SMV'ernes behov. Det kan desuden overvejes at udvide anvendelsesområdet til også at omfatte »arbejdstagere«, at afgive skriftlige erklæringer fra dag ét og fastlægge et minimumsantal timer for at dæmme op for ansættelser uden et fast timetal.

1.9.

EØSU mener, at der i forbindelse med onlineplatforme, crowdsourcing, selvstændigt økonomisk afhængigt arbejde og andre nye former for selvstændigt arbejde er brug for at behandle spørgsmål vedrørende regulering af formidlerens aktiviteter, erstatningsansvar for ulykker, skader og manglende service for at beskytte arbejdstagerne, forbrugerne og den brede offentlighed. Der er behov for en nærmere præcisering af anvendelsen af den eksisterende EU-lovgivning om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i forbindelse med disse nye former for beskæftigelse, af procedurerne for håndtering af overtrædelser af EU-lovgivningen samt af ansvaret for tilsyn, arbejdstager- og forbrugerforsikring og offentlig ansvarsforsikring.

1.10.

Arbejdstilsynene bør inden for deres kompetenceområde tildeles en rolle, der dækker disse beskæftigelsesformer, i overensstemmelse med national praksis, og arbejdstilsynsinspektørerne bør tilbydes de nødvendige ressourcer og kompetencer samt den nødvendige uddannelse. Udviklingen af partnerskaber med fagforeninger, forbrugerorganisationer og andre repræsentative sammenslutninger kan være nyttige, når der skal tages hensyn til befolkningen og indgives klager. Udveksling af bedste praksis er et vigtigt led i denne proces.

1.11.

Man bør også undersøge indvirkningen på de kollektive overenskomsters dækning i ramte sektorer, idet mange arbejdstagere vil kunne placeres uden for de kollektive overenskomstforhandlingers strukturer og fagforeningsrepræsentation. EØSU frygter, at der kan drages tvivl om den ret, som arbejdstagere, der betragtes som selvstændige, har til frit at slutte sig sammen, idet dette kan betragtes som karteldannelse, hvilket risikerer at være i strid med EU's regler om konkurrencebegrænsende metoder. Sådanne problemer, der kan underminere denne grundlæggende ret, skal tages op og løses. Der er brug for vejledning om anvendelsen af konkurrencereglerne for selvstændige erhvervsdrivende, der befinder sig i en arbejdstagerlignende situation. I denne forbindelse kan ILO's opfattelse af begrebet »arbejdstager« give en bedre forståelse af, hvordan de grundlæggende principper og rettigheder gælder på arbejdet (3), og som EU's konkurrenceregler ikke må hindre — end det mere snævert definerede begreb »lønmodtager«.

1.12.

EØSU opfordrer til en undersøgelse af den kontraktmæssige status for crowd-arbejdstagere og andre nye former for arbejde og beskæftigelse, samt af formidlernes forpligtelser, idet der tages hensyn til sådanne arbejdstageres mulighed for at forhandle eller fastsætte løn, arbejdstid og -vilkår, ferie, pension, rettigheder i forbindelse med barsel, arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og andre beskæftigelsesmæssige rettigheder og beskytte de frembragte intellektuelle ejendomsrettigheder. Der er også brug for retningslinjer, som kan afklare eventuelle gråzoner i forbindelse med beskæftigelsesstatussen, for så vidt angår beskatning og social sikring.

1.13.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, OECD og ILO samarbejder med arbejdsmarkedets parter om at udvikle passende bestemmelser vedrørende anstændige arbejdsvilkår og beskyttelse af onlinearbejdstagere og arbejdstagere under andre nye forhold. Efter EØSU's mening vil det være en fordel at udvikle en tilgang på EU-niveau, selv om de fleste foranstaltninger vil skulle gennemføres i medlemsstaterne, i sektorerne eller på arbejdspladserne.

1.14.

Det er vigtigt, at Kommissionen planlægger sin beskæftigelsespolitiske dagsorden på en måde, så den understøtter den digitale omstilling af de europæiske vore økonomier og arbejdsmarkeder, hvilket de europæiske arbejdsmarkedspartere også har gjort opmærksom på. Den bør samtidig sigte mod at maksimere de beskæftigelsesmuligheder af høj kvalitet, som digitaliseringen af de europæiske økonomier kan føre med sig. Arbejdsmarkedspolitikker bør desuden sigte mod at beskytte og omskole/videreuddanne de personer, der bliver omfattet af digitaliseringen. EØSU anbefaler at indføre reelle rettigheder og reel beskyttelse, overvågning og håndhævelse for at undgå at øge de voksende indkomstuligheder yderligere og reducere den disponible indkomst samt for at sikre det bæredygtige potentiale for økonomisk vækst i hele EU.

1.15.

EØSU foreslår Kommissionen at overveje, hvordan de europæiske platforme kan udvikles på en sådan måde, at den værdi, der skabes, forbliver i de lokale økonomier, ved at udnytte Europas rige tradition for gensidighed og samarbejde, hvad angår arbejdsmarkedskoordinering, som ofte foregår på lokalt plan og med aktiv medvirken fra fagforeninger, lokale arbejdsgivere og nationale foreninger for selvstændige. Det vil være vigtigt at overveje foranstaltninger, som kan hjælpe virksomheder med at skabe bæredygtige kvalitetsjob ved at yde støtte ud over den indledende »opstartsfase« og frem til ekspansionsfasen, hvor mange nye virksomheder i dag mangler adgang til finansiering.

2.1.

Den hurtige udvikling af teknologier kombineret med andre økonomiske og samfundsmæssige forandringer har medført adskillige nye former for arbejds- og beskæftigelsesforhold, som ændrer arbejdsmarkedet og gør det endnu mere komplekst. Innovation og kreativitet er vigtige drivkræfter for en bæredygtig og konkurrencedygtig social markedsøkonomi. Det er af afgørende betydning at sikre en balance mellem fremme af udviklingens økonomiske og sociale fordele og ydelse af de nødvendige garantier for arbejdstagerne, forbrugerne og virksomhederne, samtidig med at det forhindres, at disse kan misbruges til at omgå en fair praksis på arbejdsmarkedet.

2.2.

Med de nye former for beskæftigelse kan der skabes jobmuligheder, og arbejdsmarkederne kan fungere mere gnidningsløst og give både arbejdstagere og arbejdsgivere større fleksibilitet, idet arbejdstagerne opnår mere autonomi og arbejdspladserne bedre tilpasningsevne, kompetenceudvikling fremmes og der bliver bedre mulighed for at skabe en positiv balance mellem arbejde og privatliv. Samtidig er det vigtigt så vidt muligt at fremme beskæftigelse af høj kvalitet, den sociale dialog og strukturerne for kollektive overenskomstforhandlinger samt at tackle enhver form for manglende klarhed om arbejdsgivernes og arbejdstagernes rettigheder og forpligtelser. Det er også vigtigt at fokusere på arbejdstagernes beskæftigelsesstatus, erstatningsansvar for ulykker, forsikringer og faglige ansvarlighed samt anvendelsen af beskatning, social beskyttelse og andre bestemmelser. En omfattende undersøgelse af det eksisterende arbejdsmarkeds og de gældende socialsikringssystemers evne til at håndtere denne udvikling er nødvendig for at undgå større indkomstuligheder og for at sikre, at befolkningen kan bevare en anstændig og pålidelig indkomst samt forene arbejde og familieliv.

2.3.

EØSU har behandlet disse nylige forandringer i en række udtalelser (4), som har været nyttige i forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse. I Nederlandene og Slovakiet, hvis formandskaber har anmodet om denne sonderende udtalelse, udgør den atypiske beskæftigelse tæt på henholdsvis 60 % og 20 % (5).

2.4.

De seneste rapporter fra Eurofound (6) og ILO (7) har bidraget til at kortlægge overgangen fra traditionelle ansættelsesforhold til de mere atypiske former for beskæftigelse i løbet af det seneste årti. ILO har anført, at »de igangværende ændringer af beskæftigelsesforholdene har væsentlige økonomiske og sociale konsekvenser. De bidrager til det voksende misforhold mellem arbejdsindkomster og produktivitet og kan forøge indkomstulighederne« (8). Ifølge ILO (9) er kun omkring en fjerdedel (26,4 %) af arbejdstagerne — i de lande, hvor data er tilgængelige, hvilket dækker ca. 84 % af den samlede beskæftigelse — beskæftiget med en permanent kontrakt, mens mere end tre fjerdedele af arbejdstagerne er beskæftiget med en permanent kontrakt i højindkomstlande. Selvom standardbeskæftigelsesmodellen nu er mindre dominerende, udgør den stadig en vigtig del af den europæiske arbejdsmarkedsmodel. Det understreges, hvor vigtigt det er for regeringerne, EU-institutionerne og arbejdsmarkedets parter at identificere og definere de nye beskæftigelsesformer, udvikle og tilpasse politikker og lovgivning med henblik på at styre ændringerne og sikre positive resultater, der garanterer en gunstig politik og gunstige reguleringsmæssige rammer, som værner om virksomhedernes interesser og beskytter arbejdstagerne, uanset hvilken beskæftigelsesform der er tale om.

3.1.

De europæiske økonomier har oplevet flere nye former for beskæftigelsespraksis, som på den ene side udfordrer den traditionelle norm om et fast fuldtidsjob med faste arbejdstider, overenskomstmæssige rettigheder og fordele samt fuld optagelse i de nationale sociale beskyttelsessystemer, men på den anden side kan føre til øget jobskabelse og flere innovative måder at arbejde på, og det er vigtigt at sikre, at disse jobs bliver af en høj kvalitet i tråd med de nye forretningsmodeller. Nogle af disse former hænger sammen med globaliseringen, digitaliseringen og de ændrede produktionsmønstre, såsom udlicitering af arbejde, der tidligere blev udført internt — nogle med indførelse af ny praksis i virksomhederne og andre med helt nye beskæftigelsesmodeller.

3.2.

Nye former for beskæftigelse kan give borgerne nye muligheder for at etablere sig som iværksættere og påtage sig arbejde, som tidligere var utilgængeligt for dem, eller for at komme ud af den sorte økonomi, som sort arbejde medfører. Undersøgelser af iværksætteres bevæggrunde viser, at flere mennesker starter egen virksomhed af positive årsager (f.eks. for at få mest muligt ud af en god idé) end af negative årsager (f.eks. fordi de ikke har andre beskæftigelsesmuligheder) (10).

3.3.

Nye beskæftigelsesforhold omfatter ansættelse uden et fast timetal, vikarkontrakter, fly-time only-kontrakter, minijob, portfolioarbejde, voucherbaseret arbejde, civilretlige kontrakter og jobdelingsordninger. Dette ledsages af en række kontraktformer, som indebærer, at arbejdet organiseres gennem formidlere, herunder »paraplyselskaber«, »formidlingsbureauer for selvstændige«, »formidlingsbureauer for delt beskæftigelse« og online-»crowdsourcing«-platforme. I forbindelse med mange af disse former benævnes arbejdstagerne uafhængige kontrahenter, »associerede«, »opgaveløsere« og »partnere«, eller der anvendes anden terminologi, som nogle gange maskerer deres beskæftigelsesmæssige status. Selv om sådant arbejde ofte anses for at være selvstændig virksomhed, opfylder en del af det ikke de kriterier, der forbindes med reel selvstændig virksomhed, f.eks. muligheden for at definere opgaver, fastsætte lønsatser og være indehaver af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der frembringes. I nogle sektorer er periodisk, lejlighedsvis eller sæsonbestemt arbejde typisk f.eks. inden for turisme, catering og landbrug, og her er der brug for en vis fleksibilitet både hos arbejdsgiver og arbejdstager. Uanset om sådant arbejde administreres af et bureau eller individuelt, er der brug for regulering af denne type kontrakter for at undgå problemer med sort arbejde.

3.4.

Det er vigtigt at skelne mellem reelle iværksættere, selvstændigt erhvervsdrivende og de nye former for afhængigt arbejde for egen regning samt at sikre arbejdets kvalitet. Selv for arbejdstagere med formelle ansættelseskontrakter gør udviklingen i arbejdets tilrettelæggelse op med de traditionelle arbejdstider, hvilket påvirker tempo og indkomstsikkerhed i forbindelse med opgavebaserede vurderinger og projektbaseret arbejde. Mange arbejdspladser såsom callcentre har haft succes med social dialog og kollektive forhandlinger med henblik på at udbedre gråzoner og forbedre arbejdsvilkårene.

4.1.

Digitaliseringen kan øge produktiviteten og fleksibiliteten i de eksisterende virksomheder og danne grundlag for nye industrier og nybeskæftigelse, hvilket vil bidrage til Europas vækst og konkurrenceevne. Hvis den håndteres effektivt, spiller den også en vigtig rolle for udviklingen af den sociale markedsøkonomi, for en bedre balance mellem arbejde og privatliv og for mindskelse af ulighederne mellem kønnene i forbindelse med beskæftigelse og social sikring. Den nyligt vedtagne fælles erklæring fra EFS, BusinessEurope, CEEP og UEAPME er en nyttig reference i forbindelse med dette spørgsmål (11).

4.2.

Digitaliseringen har haft stor indvirkning på tilrettelæggelsen af arbejde og beskæftigelse, hvilket berettiger yderligere politisk opmærksomhed og styring. Den har også ændret forbrugerrelationer og givet let adgang til varer og tjenesteydelser. Forbrugertilfredsheden er høj, men der er også en vis bekymring for dettes indflydelse på økonomien, og der er behov for forbedringer med henblik på effektive klagemekanismer. Proaktive politikker på EU- og nationalt plan skal sikre, at digitaliseringens potentiale kan udnyttes, samtidig med at dens faldgruber undgås (12).

4.3.

En meget stor del af befolkningen har adgang til internettet fra mange forskellige steder og kan i princippet kontaktes på et hvilket som helst tidspunkt og et hvilket som helst sted til arbejdsrelaterede formål, hvilket har ført til en højere grad af skiftende arbejdssteder og nedbrydning af rumlige og tidsmæssige grænser mellem arbejde og privatliv. Denne fleksibilitet kan gavne både virksomheder og arbejdstagere, hvis begge parters interesser respekteres. Der er brug for yderligere undersøgelser af, hvorvidt og i hvilket omfang arbejdstagernes privat- og familieliv har behov for yderligere beskyttelse i tider med digital og mobil kommunikation overalt, og hvilke foranstaltninger der i givet fald vil være hensigtsmæssige på nationalt plan og på EU-plan for at begrænse den altomfattende disponibilitet og tilgængelighed (13).

4.4.

Udbredelsen af IKT-færdigheder og fortroligheden med standardsoftware og globale sprog har medvirket til at give arbejdsgiverne mulighed for at udnytte de globale arbejdsmarkeder for udliciteret arbejde. Dette giver de europæiske borgere mulighed for at arbejde for globale kunder uanset placering, men medfører også en fare for illoyal konkurrence for virksomheder og arbejdstagere, idet de skal konkurrere om disse job, som måske ikke lever op til centrale ILO-arbejdsstandarder eller garanterer et anstændigt arbejde, med virksomheder og arbejdstagere fra lavtlønsøkonomier.

5.1.

Den teknologiske udvikling kan fremme kompetenceudviklingen, men kan også have potentiale til at gøre arbejdstagere i traditionelle job mindre faglærte. Virkningerne af disse kvalificeringsforandringer og en evaluering af arbejdstagernes tilbud om livslang læring, omskoling og videreuddannelse under disse nye forhold må overvejes. Virksomheder, der samarbejder med fagforeninger, Cedefop og myndighedsniveauer, bør sikre, at der udvikles færdigheder, så de kan leve op til kravene på et arbejdsmarked i forandring. Effektiv brug af Den Europæiske Socialfond og andre ressourcer i håndteringen af disse udfordringer er afgørende.

5.2.

Det er en vigtig udfordring at sikre, at folk har de færdigheder, der kræves for at gøre fremskridt i job af høj kvalitet i lyset af de ændrede arbejdsmarkeder og bør sættes i centrum for EU's fremtidige dagsorden for kvalifikationer. En vurdering af, hvordan man bedst kan tilpasse kvalifikationer og en opskalering af digitale færdigheder for alle bør være en prioritet for EU-institutioner og offentlige myndigheder med aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter på alle niveauer. EØSU gør opmærksom på, at dette allerede udgør et engagement i arbejdsprogrammet for den sociale dialog i EU i perioden 2015-2017.

6.1.

Der mangler pålidelige statistikker om disse forhold. Der er brug for oplysninger om udbredelsen af »crowd employment«, crowd-arbejdstagernes kendetegn, de forskellige former for selvstændigt arbejde, økonomisk afhængigt selvstændigt arbejde, proformaselvstændigt arbejde og usikre ansættelsesforhold og om størrelsen af »platformøkonomien«, de sektorer, den opererer i, og dens geografiske fordeling med sammenligning af EU's position i den globale sammenhæng.

6.2.

Der er også brug for statistikker, som gør det muligt at overvåge indvirkningen af de nye former for beskæftigelsesforhold på arbejdsmarkedet, polariseringen af arbejdet, indtægterne og økonomien og at levere input til EU's beskæftigelsespolitik, herunder det europæiske semester og Europa 2020-strategien.

6.3.

Der er desuden brug for tidsseriedata til at fastslå, hvilke konsekvenser de nye former for beskæftigelse har på sigt gennem livet, til at fastlægge deres indvirkning på arbejdets bæredygtighed i alle livets faser og til at konstatere, i hvilket omfang de er kønsspecifikke eller forbundet med andre demografiske variabler (såsom alder, handicap, etnisk baggrund og migrantstatus). Man bør også undersøge indvirkningen på de kollektive overenskomsters dækning i de hårdest ramte sektorer, idet mange arbejdstagere, som ønsker dækning, vil kunne placeres uden for de kollektive overenskomstforhandlingers strukturer og fagforeningsrepræsentation.

6.4.

Horisont 2020 og andre relevante EU-midler bør støtte dette undersøgelsesarbejde.

7.1.

De nye former for beskæftigelse udvikler sig så hurtigt, at kontraktforholdene ikke kan følge med, og derfor er vi nødt til at se på deres retsstilling. Der er et presserende behov for at afklare arbejdsmarkedsformidlernes og onlineplatformenes status, så de kan identificeres i de officielle statistikker, og så man kan følge deres vækst samt de standarder, forpligtelser, ansvarsområder og forretningsgange, der skal gælde, og hvilke tilsynsmyndigheder der bør være ansvarlige for inspektion og håndhævelse. Forskelle i begreber og definitioner af arbejdstager, lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende og praktikant i EU komplicerer vurderingerne yderligere.

7.2.

EØSU bemærker, at Kommissionen nu har lagt direktivet om den skriftlige erklæring (14) ud til høring og forventer, at de nye beskæftigelsesformer vil være omfattet af lovgivningen.

7.3.

Onlineplatformene vokser hastigt med overvejende positive virkninger for økonomi, beskæftigelse og innovation, men i nogle tilfælde foregår udviklingen af dem i et omfang, der risikerer at skabe monopoler med potentiale til at fordreje markedet og skabe illoyal konkurrence. Deleøkonomi og andre nye beskæftigelsesmodeller må ikke misbruges til at undgå at betale en anstændig løn, overholde skattemæssige forpligtelser og forpligtelser vedrørende social sikring og garantere andre beskæftigelsesmæssige rettigheder og betingelser, fordi de unddrager sig de regler, som gælder for offline-virksomheder, og vælter udgifterne over på brugerne og arbejdstagerne. Dette risikerer at stille virksomheder og arbejdstagere i andre sektorer ringere ved at underminere aftalte standarder og lige konkurrencevilkår.

8.1.

Offsite-beskæftigelse kan indebære risici for arbejdstagernes, deres kunders og den brede offentligheds sundhed og sikkerhed. Arbejdet kan udføres i det offentlige rum eller i private boliger med anvendelse af farlige materialer og udstyr uden passende instrukser og beskyttelsesbeklædning. Ansvaret for forsikring, certificering og professionelt ansvar kan være uklart. Onlinearbejdstagere kan udføre intensivt skærmarbejde i uegnede miljøer og anvender inventar og udstyr, der ikke opfylder de ergonomiske standarder.

8.2.

Spørgsmålet om ansvar for sikkerhed og ulykker er en gråzone i relation til nogle onlineplatforme og skal afklares for at beskytte arbejdstagere, kunder og den brede offentlighed.

8.3.

Under høringen i tilknytning til denne udtalelse (15) blev der henvist til andre forhold, som bør undersøges, herunder udmattelse på grund af lange og uregulerede arbejdstider, stress som følge af arbejdets og indkomstens uforudsigelige karakter, manglende betaling for afvist arbejde, en dårlig kundevurdering, som ikke kan anfægtes, deaktivering fra platformen eller kontrakten, udfordringer med at forvalte plejearbejde uden en klar tidsplan, social isolation og kombinerede virkninger af samspillet mellem flere job.

8.4.

Der er behov for at afklare, hvor vidt disse nye former for beskæftigelse er beskyttet af de eksisterende EU-bestemmelser og de nationale bestemmelser om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og af procedurerne for håndtering af overtrædelser af EU-lovgivningen samt af ansvaret for tilsyn, arbejdstager- og forbrugerforsikring og offentlig ansvarsforsikring. EU-OSHA i Bilbao kan bidrage til forskning og analyse på dette område.

8.5.

Arbejdstilsynene bør inden for deres kompetenceområde tildeles en rolle, der dækker disse beskæftigelsesformer, i overensstemmelse med national praksis, og arbejdstilsynsinspektørerne bør tilbydes de nødvendige ressourcer og kompetencer samt den nødvendige uddannelse for at sikre, at de er effektive. Udviklingen af partnerskaber med fagforeninger, forbrugerorganisationer og andre repræsentative sammenslutninger kan være nyttige, når der skal tages hensyn til befolkningen eller indgives klager.

9.1.

De nye beskæftigelsesformer påvirker en bred og forskelligartet vifte af erhverv, der omfatter arbejde, som tidligere hørte under den uformelle økonomi, freelancearbejde og arbejde, som normalt udføres af direkte ansatte. De nye formers indførelse kan skabe situationer, hvor identiske opgaver udføres inden for identiske rammer af arbejdstagere med forskellig status, hvilket skaber uligheder med hensyn til beskyttelse, rettigheder og lønninger.

9.2.

Nye formidlere i beskæftigelsesforholdet indebærer i nogle tilfælde manglende gennemsigtighed i forholdet mellem parterne, hvilket har besværliggjort individuelle forhandlinger af beskæftigelsesvilkår og begrænset arbejdstagernes adgang til kollektive overenskomstforhandlinger.

9.3.

Der er rejst spørgsmål om, hvem der bør betragtes som arbejdsgiver og om, hvordan selvstændige erhvervsdrivende skal defineres, herunder den juridiske definition og det fælles sanktionssystem for ulovlig formidling af arbejdskraft og mere alvorlige former for udnyttelse. Der findes mange forskellige beskæftigelsesmodeller på onlineplatforme. For eksempel tilbyder visse platforme arbejdstagerne status som ansat med henblik på at opnå bedre kvalitet og mindre udskiftning (16). Arbejdstagerstatus udgør en indgangsportal til andre beskæftigelsesmæssige rettigheder. Der kan rejses tvivl om den ret, som arbejdstagere, der betragtes som selvstændige, har til frit at slutte sig sammen, idet dette kan betragtes som karteldannelse, hvilket er i strid med EU's regler om konkurrencebegrænsende metoder. Der bør tages hånd om dette problem, især i situationer, hvor arbejdstagere i praksis er selvstændige, men ikke selv kan fastlægge opgaver og lønninger.

9.4.

EØSU opfordrer til en undersøgelse af beskæftigelsesstatussen for crowd-arbejdstagere og andre nye former for beskæftigelsesforhold, idet der ses nærmere på deres mulighed for at forhandle vilkår, betalingsmåden (og hvem der bestemmer denne) og frembragte intellektuelle ejendomsrettigheder. Undersøgelsen bør sigte mod at opstille retningslinjer for medlemsstaterne, som sætter disse i stand til i henhold til den nationale praksis at afklare arbejdstagernes skattemæssige status, deres forsikrings- og beskæftigelsesstatus og platformenes forpligtelser med hensyn til arbejdstid, løn, ferie, pension, rettigheder i forbindelse med barsel, arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og andre beskæftigelsesmæssige rettigheder.

10.1.

Der er behov for en afklaring af en række spørgsmål vedrørende rettighederne for crowd-arbejdstagere og andre arbejdstagere i usikre og varierende beskæftigelsesforhold, herunder:

10.1.

Kommissionen, OECD og ILO bør samarbejde med arbejdsmarkedets parter om at udvikle passende bestemmelser vedrørende anstændige arbejdsvilkår og beskyttelse af onlinearbejdstagere og arbejdstagere under andre nye forhold. Efter EØSU's mening vil det være en fordel at udvikle en tilgang på EU niveau, selv om de fleste foranstaltninger vil skulle gennemføres i medlemsstaterne, i sektorerne eller på arbejdspladserne.

10.1.

Fagforeninger og foreninger for selvstændige er på det seneste begyndt at mødes for at udarbejde anbefalinger med henblik på bedre løsninger og dækning i henseende til social beskyttelse og sociale goder.

11.1.

De nye former for beskæftigelsesforhold er ikke begrænset til manuelle job, der kun kræver få kvalifikationer, eller til job i servicesektoren. Ansættelse uden et fast timetal og andre former for »on demand«-arbejde spredes nu også til højt betalte og højtkvalificerede job, bl.a. forelæsere, piloter og arbejdstagere i sundhedssektoren og andre arbejdstagere i den offentlige sektor, hvilket risikerer at udhule indkomstpotentialet og beskæftigelsessikkerheden.

11.2.

Muligheden for at udføre meget IKT- og mediebaseret arbejde og mange tjenesteydelser overalt i verden skaber urimelig konkurrence for virksomheder og arbejdstagere, idet denne type arbejde i stigende grad flyttes til lavtlønsøkonomier og dermed nedbringer de kollektivt forhandlede satser.

11.3.

Forskning (17) har vist, at digitalisering polariserer beskæftigelsen mellem højtuddannede godt betalte og lavtuddannede lavtlønnede, og at det er gruppen af mellemkvalificerede arbejdstagere med mellemindkomst inden for bankvæsen, forsikring og administration, der mærker konsekvenserne af et i stigende grad ulige arbejdsmarked. Mange er tvunget til at tage flere job for at opnå en løn, de kan leve af. Nogle af disse selvstændige arbejdstagere er dog højt kvalificerede og erfarne fagfolk, som i høj grad er bevidste om deres markedsposition, ved, hvad de er værd, og ønsker at drive virksomhed for egen regning eller bruger deres selvstændige arbejde til at diversificere deres indtægter, ser det som en mulighed, de kan falde tilbage på, hvis de mister deres hovedindtægtskilde, eller det er en passion, de kan tjene penge på, og som åbner nye karriere- eller forretningsmuligheder — alle disse situationer eksisterer, og det er nødvendigt at sikre rettigheder og beskyttelse for dem alle.

11.4.

Visse nye former for beskæftigelse har været drevet af et ønske om at undgå de omkostninger og forpligtelser, der følger med mere standardiserede former for beskæftigelse. Der er risiko for, at mange nye former for beskæftigelsesforhold vil medføre en nedadgående spiral med hensyn til løn- og arbejdsvilkår, hvis der ikke indføres reelle rettigheder og reel beskyttelse, overvågning og håndhævelse, og for, at de vil øge de voksende indkomstsuligheder yderligere, reducere den disponible indkomst og undertrykke efterspørgslen efter og potentialet for økonomisk vækst i hele EU samt medføre yderligere langsigtede makroøkonomiske udfordringer. Sådanne arbejdstageres mulighed til at fastsætte niveauet for løn og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster er afgørende for at opretholde en løn, de kan leve af.

11.5.

I forbindelse med de nye former for beskæftigelse er betalingen ofte baseret på afslutning af bestemte opgaver snarere end timesatser. Princippet om en rimelig løn bør fastholdes i alle disse situationer, og alle relevante aspekter af lønnen, såsom kvaliteten af det frembragte arbejde og kompensation for arbejdstid, bør tages i betragtning (18).

11.6.

Da der er forskel på familiestøtte og velfærdssystemer rundt om i EU, er det vigtigt at vurdere de nye beskæftigelsesformers indvirkning på finansieringen af familiestøttepolitikkerne, da en enkelt løn måske ikke nok til at forsørge en familie med børn.

11.7.

Lønrelaterede spørgsmål kan ikke adskilles fra den problematiske grænseflade mellem lønninger og skat/social beskyttelse og socialsikringssystemer i mindre klart definerede beskæftigelsesforhold. Som tidligere nævnt er klarhed om, hvem arbejdsgiveren er, og arbejdstagerens status afgørende.

12.1.

EØSU anerkender mangfoldigheden af systemer i medlemsstaterne og mener, at forskningen er nødvendig for at udvikle sociale velfærdsmodeller, der tilpasses til at dække mere fleksible arbejdsmarkeder og sikre en bæredygtig indkomst, der rækker til en værdig tilværelse. Dette bør tages med i betragtning i forbindelse med udviklingen af en EU-søjle for sociale rettigheder. Det er glædeligt, at EØSU vil behandle dette spørgsmål i en særskilt udtalelse.

12.2.

Da arbejdsmarkederne bliver stadig mere flydende, og en voksende del af arbejdstagerne ikke på forhånd ved, hvornår og hvor de skal arbejde, er der i stigende grad uoverensstemmelse med de nationale sociale beskyttelsessystemer, som bygger på den antagelse, at der klart kan sondres mellem det at være »arbejdstager« og »arbejdsløs«. Sådanne uoverensstemmelser gavner hverken virksomhederne eller arbejdstagerne.

12.3.

Det kan være tilfældet, at en stigende del af arbejdsstyrken ikke bidrager til og ikke drager fordel af de veletablerede sociale sikringsordninger såsom arbejdsløsheds-, syge- og pensionsforsikring. Dette emne er allerede genstand for debat mellem arbejdsmarkedets parter og regeringerne i visse medlemsstater, hvor arbejdsmarkedets parter er vigtige aktører, men skal udvides til at omfatte hele EU og inddrage lokale myndigheder, øvrige civilsamfundsaktører, sammenslutninger og leverandører med henblik på at fastlægge bæredygtige og holdbare politiske foranstaltninger, lovgivning og supplerende tiltag, der sikrer et passende niveau af social beskyttelse for hele arbejdsstyrken — herunder selvstændige erhvervsdrivende, crowd-arbejdstagere og arbejdstagere i deleøkonomien.

12.4.

EØSU erkender, at der er væsentlige forskelle på medlemsstaternes velfærdssystemer. Der er et klart behov for at undersøge velfærdssystemernes evne til at håndtere udfordringerne i den nye udvikling i økonomien og på arbejdsmarkedet, og efter EØSU’s opfattelse er det vigtigt at tilvejebringe indtægter og forbedre den overordnede kvalitet, pålideligheden, tilgængeligheden og effektiviteten af skatte- og velfærdsordningerne i hele EU, hvilket i mange medlemsstater i øjeblikket afhænger af en høj standardbeskæftigelse og de dertil knyttede bidrag. Et sådant tab af effektivitet ville udgøre en trussel for strukturen i den europæiske sociale model og i den sociale markedsøkonomi, som er baseret på stærk offentlig deltagelse i finansieringen og leveringen af tjenesteydelser af almen interesse og effektive sociale sikkerhedsnet.

12.5.

Skattesystemerne og de sociale beskyttelsessystemer må undersøges grundigt for at sikre passende beskatningsniveauer og sociale bidrag for alle indkomstformer, uanset om disse stammer fra traditionelt organiserede sektorer eller dele-/platformøkonomien. Efter EØSU’s mening kunne disse platformes rolle, hvor det er relevant, afklares i bestemmelser og lovgivning, der definerer beskyttelse for både arbejdstagere og selvstændige, herunder personer, der er omfattet af det sociale beskyttelsessystem, både med hensyn til regulering og bidrag. EU bør tilskynde til og koordinere reformer på medlemsstatsniveau, baseret på bedste praksis.

13.1.

Onlineplatforme er en nyskabelse, som allerede er en realitet i Europa. På nuværende tidspunkt er mange af disse imidlertid baseret uden for EU, hvilket bevirker, at hver transaktion i EU beskæres væsentligt, nogle gange med 25 % af værdien, og der er ofte tale om udlicitering. Platformene kan i begrænset omfang eller i visse tilfælde helt undlade at betale skat eller bidrag til uddannelse, infrastruktur og offentlige tjenesteydelser på de steder, hvor de opererer i Europa. Hvis arbejdstagerne reelt ikke er selvstændige, kan der forekomme forskelle i udbetalinger af skat, pension eller ydelser fra andre sociale beskyttelsesordninger. Der er behov for en vurdering af deres indvirkning på og bidrag til skabelsen af bæredygtige job og vækst i EU.

13.2.

Kommissionen bør overveje, hvordan udviklingen af de europæiske platforme kan fremmes på en sådan måde, at den værdi, der skabes, forbliver i de lokale økonomier, ved at udnytte Europas rige tradition for gensidighed og samarbejde, hvad angår arbejdsmarkedskoordinering, som ofte udføres på lokalt plan og med aktiv medvirken fra fagforeninger og lokale arbejdsgivere. Det vil være vigtigt at overveje foranstaltninger, som kan hjælpe virksomheder med at skabe bæredygtige kvalitetsjob ved at yde støtte ud over den indledende »opstartsfase« og frem til ekspansionsfasen, som mange nye virksomheder nu mangler støtte til.

19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/64

Ordfører:

Mindaugas MACIULEVIČIUS

1.1.

I erkendelse af det presserende behov for at gribe ind over for de mange økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af fødevareproduktion og -forbrug opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en klar EU-politik og handlingsplan for etablering af et bæredygtigt, robust, sundt, fair og klimavenligt fødevaresystem, der fremmer samarbejdet og den gensidige forståelse mellem alle aktører i fødevareforsyningskæden. Der skal være garanti for en bedre sammenhæng mellem og integration af fødevarerelaterede politiske målsætninger og instrumenter (f.eks. om landbrug, miljø, sundhed, klima, beskæftigelse osv.) under hensyntagen til de tre aspekter af bæredygtighed.

1.2.

En overgang til mere bæredygtige fødevaresystemer i alle stadier fra produktion til forbrug er påkrævet: producenterne skal producere mere mad og samtidig mindske miljøbelastningen, mens forbrugerne skal tilskyndes til at vælge en nærende og sund kost med et mindre CO2-fodaftryk. EU bør intensivere bestræbelserne for at gennemføre FN's mål for bæredygtig udvikling, da de udgør et vigtigt grundlag for en fælles indsats for, at verden kan brødfødes på en måde, der er bæredygtig, senest i 2030.

1.3.

EØSU erkender, at der ikke findes ét enkelt fødevareproduktionssystem, som uden risiko vil kunne brødføde hele verden, men en kombination af forskellige konventionelle, innovative og agroøkologiske metoder vil kunne bidrage til i højere grad at modvirke konsekvenserne for miljøet og klimaet af de nuværende fødevareproduktionssystemer. Især vil en blanding af præcisionslandbrug, der involverer videreudvikling af IKT- og satellitsystemer, og agroøkologi kunne supplere det konventionelle landbrug ved at fastlægge et sæt af principper og metoder, der tager sigte på at øge bæredygtigheden af landbrugssystemerne, som f. eks. bedre udnyttelse af biomasse, forbedret lagring og mobilisering af biomasse, tilvejebringelse af gunstige jordbundsforhold, fremme af diversificering af afgrøder og minimering af brugen af pesticider. Yderligere fremme af lukkede landbrugsmodeller vil kunne resultere i et landbrug, hvor der ikke anvendes fossile brændstoffer. Med reformen af den fælles landbrugspolitik er der blevet indført en kombination af foranstaltninger (forgrønnelse, ordninger for miljø- og klimavenligt landbrug osv.), der kan ses som et skridt i den rigtige retning.

1.4.

En stabil og rimelig indkomst for alle aktører i fødevareforsyningskæden er nødvendig for at sikre yderligere bæredygtige og stabile investeringer i miljøvenlige landbrugsteknologier og klimavenlige teknikker.

1.5.

Forebyggelse og mindskelse af fødevarespild er et fælles ansvar for alle aktører i fødevarekæden. EØSU bifalder Kommissionens planer i pakken om den cirkulære økonomi om at etablere en platform for interessenter til at hjælpe med at udforme de nødvendige foranstaltninger og udveksle bedste praksis inden for forebyggelse og mindskelse af fødevarespild. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan hierarkiet for fødevareanvendelse anvendes i praksis i medlemsstaterne, og i den forbindelse bl.a. se på om økonomiske incitamenter sender forvirrende signaler til virksomhederne. EØSU understøtter en effektiv anvendelse af affaldshierarkiet og opfordrer tillige til en revision af forordning (EF) nr. 1069/2009, så fødevarer, der ikke er egnet til konsum, kan anvendes til dyrefoder, hvis det er sikkert at gøre det.

1.6.

Valg af bæredygtige fødevarer skal fremmes ved at øge udbuddet og adgangen for forbrugerne. Forbruget af bæredygtige fødevarer bør opmuntres ved at skabe en stærkere markedsefterspørgsel ved hjælp af grønne offentlige indkøb og andre tilgange. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at revidere de nationale kostråd, så de afspejler bæredygtighed og støtter madkundskab i skolernes læreplaner. EU bør også fremme oprindelsesmærkning, udviklingen af mærkning, der tydeligt viser fødevarernes bæredygtighed, samt i hele EU fremme visuelle reklamekampagner for sundere mad og spisevaner.

1.7.

Sammen med specifikke forsknings- og innovationsprogrammer bør EU’s politikker kombineret med økonomiske incitamenter for fødevareproducenter:

1.8.

En overgang til bæredygtige fødevaresystemer kræver en vidtspændende fødevarepolitik, som kompletteres af en bredt anlagt bioøkonomistrategi, og ikke blot en landbrugspolitik. Frem for en polariserende debat er der behov for at tænke på tværs af sektorer og få Kommissionens generaldirektorater, en lang række forskellige ministerier og institutioner i medlemsstaterne, lokale og regionale myndigheder og interessenter i alle faser af fødevaresystemerne til at samarbejde om at tackle de indbyrdes sammenhængende udfordringer, der belyses i denne udtalelse. EØSU håber på en erkendelse af, at fødevareproduktion og fødevareforbrug er indbyrdes afhængige, og at der vil blive udformet en passende europæisk strategi omfattende forskellige private initiativer, som vil sikre, at udviklingen går i retning af bæredygtighed, sundhed og robusthed. Den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik vil dog også spille en vigtig rolle i EU i fremtiden.

2.1.

EØSU udarbejder denne udtalelse efter anmodning fra det nederlandske EU-formandskab med det formål at belyse den stigende bekymring i civilsamfundet over de miljømæssige, sundhedsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser af fødevareproduktion og -forbrug og de dertil knyttede udfordringer med at brødføde Jordens voksende befolkning i en verden med begrænsede ressourcer. Fødevarer spiller en central rolle i vores samfund. De er afhængige af og påvirker naturressourcerne, har indvirkning på folkesundheden og er af afgørende betydning for den europæiske økonomi, da fødevaresektoren er EU's største sektor målt på beskæftigelse og andel af BNP.

2.2.

Ifølge ekspertpanelet på højt plan om fødevaresikkerhed og ernæring under Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed er definitionen på et bæredygtigt fødevaresystem: et fødevaresystem, der leverer fødevaresikkerhed og ernæring til alle på en sådan måde, at det økonomiske, sociale og miljømæssige grundlag for at skabe fødevaresikkerhed og ernæring til fremtidige generationer ikke kompromitteres (1). Overgangen til mere robuste og bæredygtige fødevaresystemer vedrører derfor alle de indbyrdes afhængige og forbundne aktiviteter, der indgår i produktion, forarbejdning, transport, opbevaring, markedsføring og forbrug af fødevarer. Det anerkendes også, at de globale tendenser inden for forbruget spiller en rolle i forhold til, hvordan og hvilke fødevarer der produceres.

2.3.

EØSU vil anlægge en helhedsorienteret tilgang til behandlingen af spørgsmålet om bæredygtige fødevaresystemer og overvejende fokusere på EU, men dog også se på de eksterne konsekvenser, eftersom EU er den største eksportør og importør af landbrugs- og fødevareprodukter i verden.

2.4.

En meddelelse om bæredygtige fødevarer var forventet i 2014, men blev senere trukket tilbage fra Kommissionens arbejdsprogram. EU's handlingsplan for den cirkulære økonomi fra december 2015 tog fat på nogle af spørgsmålene, og mindskelse af fødevarespildet er medtaget som en hovedprioritet, hvilket afspejler den forpligtelse, som EU og medlemsstaterne indgik i forbindelse med FN's 2030-mål om bæredygtig udvikling om at halvere fødevarespildet pr. indbygger i detailhandlen og på forbrugerniveau og mindske fødevaretabet i produktions- og distributionsleddet (mål 12.3).

3.1.

FN's internationale ressourcepanel peger på fødevareproduktion som den sektor, der målt på ressourceforbrug på verdensplan, afsætter det største fodaftryk på miljøet  (2) — i EU er fodaftrykket dog meget mindre. Fødevaresystemerne bruger mange naturressourcer, herunder jordarealer, jordbund, vand, fosfor og energi, til produktion af kvælstofgødning, forarbejdning, emballering, transport og køling. Ikke overraskende har de derfor også konsekvenser for miljøet på verdensplan i form af bl.a. tab af biodiversitet, skovrydning, jordforringelse, vand- og luftforurening og drivhusgasudledningen. Det vedvarende tab af landbrugets biodiversitet på bedriftsniveau er fortsat en kilde til alvorlig bekymring (3). På verdensplan udnyttes de fleste fiskeriområder maksimalt, eller der overfiskes. En hensigtsmæssig og bæredygtig forvaltning af alle disse ressourcer er derfor nødvendig for at sikre den fortsatte forsyning af sunde og billige fødevarer.

3.2.

På verdensplan går en tredjedel af de producerede fødevarer til konsum tabt, eller de spildes, hvilket svarer til op til 1,6 mia. tons mad og 8 % af de globale drivhusgasemissioner (4). Produktion af mad, som ikke bliver spist, bidrager med mere end 20 % af det globale pres på biodiversiteten og optager næsten 30 % af verdens landbrugsjord.

3.3.

Årligt går ca. 100 mio. tons fødevarer til spilde (5) i EU; et tal, der forventes at stige med 20 % frem mod 2020, hvis der ikke gribes forebyggende ind. I Europa går der fødevarer til spilde i hele forsyningskæden med et anslået spild i husholdningerne på 46 % (6). Det skal bemærkes, at detail- og fremstillingssektorerne har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at forbedre forebyggelsen og mindskelsen af fødevarespildet i de senere år. Indsatsen for at øge bæredygtigheden i produktions- og forsyningskæden giver ikke meget mening, hvis der ikke også for alvor sættes ind for at mindske spildet.

3.4.

På nuværende tidspunkt ved vi meget lidt om mængden af fødevarer, der går tabt og til spilde på bedriftsniveau (7). Fødevarer kan f.eks. gå tabt og til spilde på grund af manglende modernisering af bedrifter, annullerede ordrer og udsvingene i råvarepriserne, hvilket fører til, at afgrøder pløjes ned, når det økonomisk ikke kan betale sig at høste dem (men i det mindste har dette en positiv indvirkning på miljøet, da det bidrager til at forbedre jordens indhold af organiske stoffer), eller at fødevarer, som ikke kan sælges, dumpes eller komposteres. En anden væsentlig — og tiltagende — udfordring er klimaændringernes store indvirkning på vejrholdene og udbrud af mulige sygdomme. Hvis vi medregner disse faktorer, er der meget, der på årsbasis kan betragtes som fødevarespild. Sammenlignet med resten af verden har EU været meget aktiv på dette område og bør derfor fremme udbredelsen af den gode praksis og den viden, der findes på området i EU.

3.5.

Fødevaresystemerne er en af årsagerne til klimaændringerne, og de vil også blive væsentligt berørt af dem (8). Klimaændringerne vil få konsekvenser for adgangen til grundlæggende naturressourcer (vand, jord), hvilket igen vil resultere i væsentligt ændrede betingelser for fødevareproduktionen og den industrielle produktion i visse områder (9). Ekstreme klimatiske forhold, såsom oversvømmelser, tørke, skovbrande og kraftig blæst, samt den klimabetingede spredning af plante- og dyresygdomme, påvirker allerede fødevareproduktionen og vil gøre det endnu mere i fremtiden.

3.6.

I verden i dag forekommer der underernæring, samtidig med at konsekvenserne af alt for rigelige mængder mad slår igennem andre steder i verden. Omkring 795 mio. mennesker sulter, mens antallet af overvægtige/fede voksne er på mere end 1,4 mia. på verdensplan svarende til ca. 30 % af den samlede voksne befolkning, og samtidig ses en kraftig stigning i sygdomme som følge af fedme i både udviklingslande og udviklede lande (10). Disse tal viser dybe ubalancer i den måde, hvorpå fødevarer produceres, distribueres og forbruges. Befolkningstilvækst og en forventet stigning på 82 % i det globale kødforbrug frem til 2050 vil forværre begge problemer (11). Mens lande overalt i verden i de sidste 20 år er blevet mere urbaniserede, og deres økonomier er vokset, har spisevanerne ændret sig, der har ført til ændringer af produktionen og forbruget af fødevarer. Udviklingen på verdensplan går i retning af, at vi spiser mere sammensatte produkter, mere kød og flere mælkeprodukter, mere sukker og flere sukkerholdige drikkevarer (12). Samtidig har flere mennesker en stillesiddende livsstil, som bidrager til manglende fysisk aktivitet.

3.7.

Husdyr spiller en vigtig og afgørende rolle i fødevaresystemerne som en kilde af høj kvalitet til protein og andre næringsstoffer såsom vitaminer og mineraler. Husdyr spiller også en væsentlig rolle i den enkelte bedrifts og det regionale næringsstofkredsløb samt i forbindelse med beskyttelsen af åbne og diversificerede landskaber, permanente græsarealer, delvis naturlige levesteder og bevarelse af biodiversitet. De sikrer mennesker en indkomst, aktiver og et levebrød. Samtidig har EU store landbrugsarealer, der i praksis kun er egnet til afgræsning med husdyr. Men i de sidste 50 år er den globale kød- og ægproduktion mere end firedoblet, og mælkeproduktionen er mere end fordoblet. I samme periode er verdens befolkning kun blevet fordoblet (13). Det skal bemærkes, at efterspørgslens sammensætning også har ændret sig, og at den øgede produktion af kød, mælk og æg hænger sammen med stigende indkomster, hvorimod priserne er forblevet lave.

3.8.

Hvis man indregner plantebaserede fødevarer dyrket til mennesker, plantebaserede foderprodukter til husdyr og plantebaserede afgrøder, der bruges til såning og industrielle formål som f. eks. biobrændstof, så produceres der i verden i øjeblikket halvanden gang mere mad, end der er behov for til at brødføde den nuværende befolkning, og sandsynligvis nok til at brødføde verdens befolkning i 2050. Alligevel skaber det aktuelle omfang af fødevarespild på verdensplan og produktionen af animalsk foder til at imødekomme det stigende kødforbrug et behov for en markant forøgelse af fødevareproduktionen. Hvis verdens befolkning fra og med 2050 skal kunne brødfødes på en måde, der er bæredygtig, kræver det en kombination af produktivitets- og optimeringsgevinster på eksisterende landbrugsarealer og i eksisterende fiskeriområder, som er forenelig med miljøstabilitet og -kvalitet, med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og med social retfærdighed, og tillige en forskydning i retning af en bæredygtig kost og en vedvarende reduktion af fødevaretab og madspild.

3.9.

Stigende og svingende priser på landbrugsprodukter og rå- og hjælpestoffer til landbruget har i det sidste årti lagt pres på fødevaresikkerheden og fødevaresystemets robusthed og skabt alvorlig bekymring for både forbrugere og producenter. På den ene side er høje slutpriser ikke blevet omsat til større indtjening for fødevareproducenterne, tværtimod er disse faldet eller stagneret, hvilket trykker arbejdskraftfaktoren ned og truer indkomststabiliteten for alle aktører. På den anden side har den økonomiske krise udhulet forbrugernes købekraft. En stabil og rimelig indkomst for alle aktører i fødevareforsyningskæden er nødvendig for at sikre yderligere bæredygtige og stabile investeringer i miljøvenlige landbrugsteknologier og klimavenlige teknikker.

3.10.

Den seneste udvikling på landbrugsmarkederne, især i mejerisektoren, giver nogle klare eksempler på sådanne potentielle skævheder, hvor årsagen ikke kun er overforsyning af markedet, men også politisk motiverede forbud på tidligere eksportmarkeder. Fremtidig stabilitet vil i høj grad afhænge af forsyningsgrundlagets modstandsdygtighed over for chok, hvor klimaændringerne er den mest fremtrædende. Diversificering af bedrifter, innovativ finansiering, indkomstforsikringsordninger og andre innovative markedsforvaltningsinstrumenter, der kan yde beskyttelse mod klimaet eller uro på markedet, bør kraftigt fremmes af EU's politikker.

3.11.

De sociale og omfordelingsmæssige konsekvenser af fødevarepriserne må anskues både fra en producent- og forbrugersynsvinkel. I dag har mange forbrugere ikke råd til at betale for fødevarer af den bedste kvalitet. I de senere år har styrkeforholdene i fødevareforsyningskæden ændret sig, idet der er sket en gradvis koncentration af fødevareproducenter og detailhandlere på markedet og dermed en forskydning i forhandlingsstyrke, hvilket fortrinsvis er til fordel for detailhandelen og til skade for primærproducenterne. Dette spørgsmål vil blive behandlet i en separat udtalelse fra EØSU om »mere fair forsyningskæder for fødevarer«.

3.12.

Da fokus i verdenshandelen i stadig højere grad retter sig mod bilaterale eller megaregionale forhandlinger, fordi WTO’s Doharunde ikke er blevet afsluttet, er det afgørende vigtigt at tage fuldt hensyn til konsekvenserne for miljøet og klimaet, fødevarekvalitet og sundhedsstandarder, de mere generelle sundheds- og plantesundhedsstandarder (SPS) samt produktionsprocessen (det »industrielle økosystem«, som udgøres af produktionen, arbejdsforholdene, produktionens kulturelle baggrund og arbejdsmarkedsrelationerne). For EU er det absolut nødvendigt, at enhver udflytning af fødevareproduktion til tredjelande forhindres, hvis den eneste årsag eller hovedårsagen hertil er mindre skrappe juridiske regler for fødevareproduktion end i EU. EU's politikker har en afgørende rolle at spille på verdensplan ved at tilskynde til sikker og sund produktion af fødevarer og forbyde import af fødevarer, der ikke overholder SPS eller de europæiske standarder for fødevaresikkerhed.

3.13.

Gennem de sidste 140 år har producentkooperativer klart vist, at de er mere modstandsdygtige over for turbulens på landbrugsmarkederne, og de er en medvirkende faktor i at modvirke udflytninger af landbrugsproduktionen. Derfor er yderligere, og endda stærkere, sektor- og regionsorienteret fremme af samarbejde mellem producenter og især små kooperativer helt afgørende. Især bør der fokuseres på de sektorer og regioner, hvor samarbejdet er meget begrænset.

4.1.

Hvis miljøbelastningen fra landbrug, akvakultur og fiskeri, herunder udledningen af drivhusgasser, skal mindskes, forudsætter det en omlægning af den måde, fødevarer produceres på. Der skal indføres mere bæredygtige metoder for at standse udtømningen af naturressourcerne, og der er behov for tilpasnings- og -modvirkningsforanstaltninger over for klimaændringerne. Flere tiltag vil kunne gavne produktiviteten og samtidig øge den miljømæssige bæredygtighed og robustheden over for klimaændringer, såsom en forøgelse af mangfoldigheden af plantesorter og dyreracer, forbedring af kvægbestanden gennem avl, planteavl, forbedring af funktionaliteten af landbrugsøkosystemerne og vandforvaltningen, anvendelse af forskning og innovation, optimering af jordbundsfunktioner, bedre muligheder for overførsel af viden og uddannelse samt fremme af teknologiske forandringer gennem investeringsstøtte. En videreudvikling af EU's satellitsystemer og store datacentre bør fremmes med henblik på at muliggøre tidlig opdagelse og forebyggelse af og beredskab ved ekstreme vejrforhold og forskellige sygdomme. Præcisionslandbrug bør ligeledes fremmes.

4.2.

Det er tillige vigtigt at holde fast i familielandbrugsmodellen i Europa, hvilket kræver tilskyndelse til generationsfornyelse på gårdene for at være på forkant med den aldrende befolkning. Dette vil have positive virkninger for jobskabelsen i landdistrikter. Det er også vigtigt at kunne bibeholde en diversificeret landbrugsproduktion i alle regioner i EU. Opmærksomheden skal især rettes mod ugunstigt stillede landbrugsregioner. Det skal erkendes, at der er forskellige typer landbrugsbedrifter og med henblik derpå bør der indføres særlige målrettede værktøjer.

4.3.

I de seneste år er fødevareforsyningskæderne blevet omlagt med det formål at genskabe forbindelsen mellem producenter og forbrugere og gøre landbrugs- og fødevareproduktionen lokal. Ændringerne omfatter lokalsamfundsstøttet landbrug, korte forsyningskæder, alternative fødevarenetværk, lokale landbrugssystemer og direkte salg. Selv om sektoren er forholdsvis lille, bør den fremmes yderligere, da salget af frisk, god og sund mad fra lokalområdet har en meget positiv effekt i både social og økonomisk henseende. SMV’er er desuden vigtige bidragydere på dette område. Bykommunernes særlige rolle bør fremhæves, da der skal være den nødvendige infrastruktur og foretages passende investeringer i byområder for at gøre det lettere for producenterne at sælge direkte. God praksis i den private sektor bør også fremmes, f.eks. når denne type infrastruktur etableres på privat initiativ af lokale shoppingcentre.

4.4.

For at stimulere en mere ressourceeffektiv fødevareproduktion indførtes med reformen af den fælles landbrugspolitik en kombination af foranstaltninger, herunder obligatorisk forgrønnelse, miljøvenlige landbrugsordninger, ligesom der var bred opbakning fra bedriftsrådgivningsordningen og anvendt forskning til at løse problemerne med fødevaresikkerhed, klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne på en måde, der også bevarer landskaber og opretholder det økonomiske liv i landdistrikterne. Dette kan ses som et vigtigt skridt i den rigtige retning, men implementeringen både hvad angår bureaukrati og gevinster kunne forbedres.

4.5.

Hvad angår fiskerikæden er det vigtigt at sikre den rette balance mellem sundt og bæredygtigt, da fisk i kosten er sundt, men for stort et pres på fiskeriområder ofte er i diametral modsætning til økologisk bæredygtighed. Reformen af den fælles fiskeripolitik i 2013 burde medvirke til en mere effektiv udnyttelse af fiskeressourcerne, især i kraft af de bindende mål for maksimalt bæredygtigt udbytte, der er fastlagt for alle europæiske fiskebestande. Bæredygtig udvikling af akvakulturmodeller offshore og på land er også vigtig.

4.6.

I pakken for den cirkulære økonomi slås det fast, at EU og medlemsstaterne forpligter sig til at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling (mål 12.3) om, at fødevarespildet skal være halveret i 2030. For at fremme opfyldelsen af dette mål bør hierarkiet for fødevareanvendelse være et vejledende princip for forvaltningen af fødevareressourcerne, og økonomiske incitamenter bør støtte dette i alle relevante EU-politikker. Derved undgår man den nuværende situation, hvor det ofte er billigere at deponere spiselig mad, end det er at forberede og levere fødevarer til fødevarebanker.

4.7.

Bæredygtig forvaltning af ressourcerne kræver også en øget indsats for at genbruge overskydende mængder, så de bevarer den højest mulige værdi. Ny forskning, der sammenligner omkostningerne til forberedelse af fødevarer med henblik på videredistribution, dyrefoder, anaerob nedbrydning og deponering i EU28, vil være en hjælp til at identificere den rolle, økonomiske incitamenter spiller for en korrekt anvendelse af EU's affaldshierarki. Fødevaredonation fra restaurations- og hotelbranchen er fortsat problemfyldt, og lovgivningen på området er svær at forstå. Det er et vigtigt område, hvor europæiske retningslinjer, som formidles bredt til restaurations- og hotelbranchen, vil være særdeles nyttige.

4.8.

I pakken om den cirkulære økonomi peges der også på behovet for at tydeliggøre den aktuelle vejledning vedrørende brugen af fødevarer, der ikke er egnet til konsum, som dyrefoder. Solid lovgivning for nye teknologier til sterilisering af fødevareaffald på et centraliseret industrielt niveau vil kunne garantere den mikrobiologiske sikkerhed for dyrefoder og samtidig skabe nye arbejdspladser og investeringsmuligheder og høste miljøfordelene ved en mere effektiv anvendelse af affaldshierarkiet.

4.9.

Da forbrugeroplysning og -accept er af den allerstørste betydning, efterlyses undervisningsmateriale om fødevarer, fødevarers bæredygtighed og fødevarespil med henblik på en bedre udnyttelse af fødevarer og fremme af systematiske adfærdsændringer. Der findes allerede moduler for folkeskoler, gymnasier, universiteter og specialiserede programmer i landbrugs- og produktionssektorerne og i restaurations- og hotelbranchen, der bygger på en bred vifte af god praksis.

4.10.

EU har i en række år været proaktiv med hensyn til at fremme aktiviteter, der kan mindske fødevarespildet. EU’s foregangsrolle med hensyn til realiseringen af mål 12.3, f.eks. ved at udbrede god europæisk praksis og knowhow, vil blive afgørende for målets opfyldelse på globalt plan.

4.11.

Konsekvenserne af klimaændringerne indvirker på alle aspekter af fødevaresikkerhed — ikke kun udbytte og afgrøder, men også på landmændenes helbred, spredning af skadedyr og sygdomme, tab af biodiversitet, indkomstusikkerhed, vandkvalitet osv. Tab af agerjord som følge af forringelse af jordbunden og urbanisering af landbrugsjord er også potentielle problemområder. Det er derfor vigtigt at holde fast i, at jord først og fremmest skal bruges til fødevareproduktion. Institutioner og den private sektor spiller en afgørende rolle i at sikre fødevaresystemernes robusthed, f.eks. ved at styrke de sociale sikringssystemer for at afbøde chok for husholdninger og sikre fortsatte investeringer i lavemissionsteknologier i landbrugs- og fødevaresektorerne. De er også afgørende for en bedre differentiering af afgrøder og udvikling af genetiske ressourcer, investeringer i et modstandsdygtigt landbrug både på og uden for bedrifterne og ibrugtagning af systemer for bedre at kunne håndtere de klimarelaterede risici.

4.12.

I betragtning af det økonomiske aspekt af bæredygtighed er Kommissionen og medlemsstaterne nødt til at overveje mulighederne for såvel modvirkning som lagring og samtidig tilbyde alle former for økonomisk støtte til gennemførelsen og fremme innovative mekanismer for samarbejde i offentlig-private partnerskaber. Yderligere indikatorer for gevinster i landbrugsproduktionen, eksisterende jord, kostvaner, fødevaretab og madspild ville fuldende billedet af fødevaresystemernes indflydelse på klimaændringerne.

4.13.

Valg af sunde fødevarer er ofte et bæredygtigt valg (14), særligt hvis de indgår i en varieret kost, Hvis man f.eks. spiser flere sæsonbestemte, lokale og forskelligartede plantebaserede fødevarer er det godt både for sundheden og miljøet. Sundere spisevaner mindsker også risikoen for kroniske sygdomme, sundhedsudgifterne og tabet af arbejdsproduktivitet i økonomien. Der er behov for nogle principper for udviklingen af sunde og bæredygtige kostråd, hvilket er et spørgsmål, der kan overlades til medlemsstaterne. Kostråd og retningslinjer for indkøb vedtaget af offentlige institutioner, såsom skoler og hospitaler, har direkte indvirkning på forbruget. Det er også værd at gøre opmærksom på, at kostvanerne er ved at ændre sig på verdensplan, og på EU's rolle med hensyn til at skabe en positiv standard for bæredygtige kostvaner. En »fleksitarisk« tilgang til mindskelse af kødforbruget mindst én gang om ugen, sådan som det er tilfældet Nederlandene, kan betragtes som et godt eksempel i denne henseende.

4.14.

Initiativer som EU's skolemadordning, som omfatter ernæringsrådgivning og udlevering af nærende produkter, bidrager til en mere varieret kost. Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til at skabe incitamenter for et sundt og bæredygtigt forbrug. Der bør iværksættes visuelle reklamekampagner for sund mad i hele EU, hvilket også kan være en god metode til at booste det lokale forbrug, når der er turbulens på de globale markeder.

4.15.

Da forbrugerne er blevet mere og mere vant til at købe fødevarer billigt, bør der igen være fokus på den reelle værdi af fødevarer. Lavprisprodukter medregner ikke eksterne faktorer, såsom omkostningerne til vandbehandling. I skolen skal der som nævnt ovenfor oplyses om fødevarer, ligesom eleverne skal bibringes en forståelse af sunde spisevaner og grundlæggende madlavningsfærdigheder, der giver grundlaget for et godt helbred i kraft af hjemmelavede måltider, der er i tråd med kostrådene, og for at mindske fødevarespildet.

4.16.

Det bemærkes, at det nederlandske ministerium for sundhed, velfærd og sport har taget initiativ til en aftale om forbedring af fødevarernes sammensætning med producenter, detailhandlere og brancheforeninger inden for catering og restaurations- og hotelbranchen med det formål at gøre produkterne sundere og gøre det sunde valg til det letteste valg. Denne aftale indeholder ambitiøse mål om gradvis mindskelse af salt, mættet fedt og kalorier i fødevarer frem mod 2020, således at mærkbare ændringer i smagen reduceres til et minimum (15). I denne udtalelse opfordres til gennemførelse af EU-rammerne for nationale initiativer vedrørende udvalgte næringsstoffer, dvs. det nyligt vedtagne bilag om tilsat sukker.

4.17.

Produktudvikling, markedsudvikling og etablering af vigtige partnerskaber kan være en hjælp til at gøre det både lettere og mere attraktivt at træffe sundere og mere bæredygtige valg. Industrien og civilsamfundet bør undersøge og udnytte mulighederne for at øge forbruget af årstidens lokale frugt og grøntsager samt andre produkter med et naturligt højt fiberindhold, såsom fuldkornsfødevarer og bælgfrugter. FN har udnævnt 2016 til internationalt bælgfrugtår, hvilket er en start.

4.18.

En tydelig mærkningsordning med angivelse af fødevarernes oprindelse, produktionsmetoder og næringsværdi vil gøre forbrugernes valg lettere. Sporbarhed er også meget vigtigt for både fødevareproducenter og forbrugere som garanti for fødevaresikkerheden. En enkel, let forståelig etiket om »fødevarens bæredygtighed« bør overvejes, og Kommissionen bør vurdere gennemførligheden heraf. Der bør lægges større vægt på teknologier som mobile apps, og forbrugeroplysningstavler med al den nødvendige information og fuld sporbarhed bør i højere grad tages i brug i detailsektoren.

4.19.

For at løse mange af udfordringerne forbundet med den globale fødevare- og ernæringssikkerhed er der behov for forskning, der kan frembringe viden, fostre innovation, gå i dialog med borgerne og hjælpe med til at forme et mere bæredygtigt fødevaresystem. Betydelige midler er afsat til dette formål i EU's forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020, og det tidligere syvende rammeprogram. Men forskning inden for kost, fødevaretab og madspild er ikke blevet tilstrækkeligt belyst og kræver en større indsats. EØSU støtter kraftigt Kommissionens initiativ til en langsigtet strategi for europæisk landbrugsforskning og -innovation og ligeledes den nylige ambitiøse beslutning i Generaldirektoratet for Forskning og Innovation om at udarbejde en omfattende strategi for et europæisk forskningsområde inden for fødevarer. Europa kan også fremme en overgang til bæredygtig ernæring og reduktion af fødevaretabet og madspildet i andre regioner i verden via SWITCH programmet (16).

4.20.

EU's videnskabelige styringskomité for Milan Expo 2015 identificerede udfordringer for forskningen inden for syv overordnede områder og fremhævede vigtigheden af at fremme systemmetoder og investere i tværfaglig forskning. Det blev endvidere anbefalet at etablere et internationalt panel om fødevare- og ernæringssikkerhed, hvilket vil være et klart skridt i retning af at fremme en tværfaglig og tværsektoriel tilgang.