20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/1

Ordfører:

José María ZUFIAUR NARVAIZA

1.1.

EØSU er enigt i, at den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) fra 2003 bør revideres for at svare til en international situation, som har ændret sig væsentligt. I sin egenskab af rådgivende organ for de europæiske institutioner samt repræsentant for det organiserede civilsamfund anser EØSU det endvidere for absolut nødvendigt, at det høres i forbindelse med udarbejdelsen af den nye strategi, og at civilsamfundet inddrages på struktureret vis. Efter EØSU's mening vil det være nødvendigt at foretage hyppigere revisioner af den samlede strategi. For eksempel hvert femte år og sammenfaldende med Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperioder.

1.2.

EU står over for en krise, hvis vigtigste karakteristika er social opløsning, gensidig afhængighed, svage institutioner og ulighed på alle fronter. Vi er gået ind i en æra, hvor social udstødelse er en afgørende konfliktskabende faktor, som militær indgriben helt klart kommer til kort over for.

1.3.

Den omsiggribende geopolitiske og geoøkonomiske konkurrence og visse magters insisteren på at dele verden op i indflydelsessfærer indvirker på den europæiske strategiske model baseret på samarbejde og positiv konditionalitet, hvilket gør det nødvendigt at tilpasse den.

1.4.

I en så kompleks international situation vil europæerne efter EØSU's mening kun være i stand til at værne om deres værdier og interesser ved at tage udgangspunkt i mere sammenhængende mål, politikker og midler. Den europæiske udenrigspolitik begynder på hjemmefronten, eftersom der er en uløselig sammenhæng mellem de interne og eksterne politikker.

1.5.

De europæiske borgere vil kun kunne overvinde deres nuværende skepsis, føle sig som europæere og bakke op om Unionen, hvis EU ændrer kurs og positionerer sig som fortaler for deres sikkerhed, frihed og velfærd — som forsvarer for lighed — i Europa og i resten af verden.

1.6.

Den europæiske integration må forstærkes, for at EU kan tage føringen i en globaliseret verden, træffe beslutninger, som kan genoplive begejstringen for det europæiske projekt og for en ny social kontrakt, og tage kampen op mod det demokratiske underskud.

1.7.

Udenrigspolitikken og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, som bør have flere midler stillet til rådighed, kræver, at der bruges mere fleksible — og bedre koordinerede — arbejdsmetoder mellem medlemsstaterne og de europæiske institutioner.

1.8.

EU's forsvar kræver bedre koordinering og fælles planlægning med det sigte at gå i retning af en europæisk forsvarsunion. Derfor er det nødvendigt, at EU øger finansieringen og udvikler den europæiske forsvarsindustri samt undgår dobbeltudgifter ved hjælp af initiativer til sammenlægning og deling. Ligeledes er bedre styring og en sammenhængende institutionel struktur såvel som fremme af store fælles projekter af afgørende betydning. Alt dette må ikke berøre de Transatlantiske Forbindelser og det tætte samarbejde med alliancer og organisationer, som de fleste EU-lande er medlemmer af, såsom NATO.

1.9

Efter EØSU's mening bør prioriteterne for den nye samlede strategi være følgende: a) styrkelse af kandidatlandenes, navnlig landene på Vestbalkans, vej mod EU-tiltrædelse og stabilisering af situationen i EU's østlige og sydlige nabolande, herunder gennem håndtering af migrations- og flygtningestrømme, b) fremme af en mere handlekraftig, effektiv og synlig europæisk fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), understøttet af en stærk og mere tydeligt defineret teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar, c) styrkelse af et effektivt og reformeret multilateralt system for sikkerhedsmæssig, socioøkonomisk og udviklingsorienteret styring og d) fremme af handel og investeringer. Disse prioriteter bør endvidere være underlagt to tværgående principper: bæredygtig udvikling generelt og styrkelse af civilsamfundets organisationer.

1.10.

Med sit traditionelle forebyggende og multilaterale diplomati bør EU være en normgivende og konstruktiv magt, som fremmer inklusive styreformer og slår til lyd for vækstøkonomiernes deltagelse i de multilaterale institutioner.

1.11.

EU, som blev dannet for at konsolidere freden i Europa, bør som primært mål i den overordnede strategi have opretholdelse og promovering af fred. I denne henseende er sikkerheds- og forsvarspolitikken, den diplomatiske aktivitet og civilsamfundets rolle af grundlæggende betydning.

1.12.

I forbindelse med flygtningekrisen anser EØSU det for absolut nødvendigt, at EU udarbejder en fælles flygtninge-, asyl- og indvandringspolitik, som skal gennemføres af en EU-institution, hvilket vil sikre, at medlemsstaterne påtager sig deres ansvar i fællesskab og i et rimeligt og solidarisk omfang.

1.13.

Efter EØSU's mening bør der også foretages ændringer i systemet for tildeling af EU-midler til udvikling, så de bliver mere fleksible, polyvalente og afpassede efter de faktiske forhold.

1.14.

Der er en række mega-handelsaftaler, som er under forhandling eller ratificering, og som ud over deres rent handelsmæssige aspekter har en ubestridelig geopolitisk dimension. Håndtering af de geopolitiske konsekvenser af denne type aftaler, styrkelse af EU's multilaterale forbindelser og undgåelse af spændinger mellem handelsblokke vil være et hovedelement i EU's fremtidige samlede strategi. Endvidere vil det i lyset af disse aftalers indvirkning på borgernes dagligdag efter EØSU's opfattelse være nødvendigt, at strategien forholder sig til de krav og betænkeligheder, som fremføres af civilsamfundet og offentligheden i almindelighed.

1.15.

Styrkelsen af civilsamfundet, dets aktiviteter og indsats parallelt med den diplomatiske indsats er efter EØSU's mening af afgørende betydning for gennemførelsen af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Følgelig går EØSU ind for, at dette element udtrykkeligt tilføjes til de prioriterede mål for FUSP.

1.16.

Vi mener, at EØSU som rådgivende organ for EU's institutioner og repræsentant for alle de vigtigste civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne har de bedste forudsætninger for at være en vigtig medspiller for de EU-institutioner, der er involveret i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, navnlig Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen.

1.17.

Med dette for øje foreslår EØSU at gennemgå disse prioriteter i fællesskab og undersøge, hvorledes der kan formaliseres et samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten og EØSU.

1.18.

EØSU tilbyder at bistå EU-Udenrigstjenesten ved udarbejdelsen af en evalueringsrapport om civilsamfundets nuværende deltagelse i den europæiske udenrigspolitik.

1.19.

Vi foreslår, at der i overværelse af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik afholdes en årlig høring i EØSU med deltagelse af de vigtigste europæiske civilsamfundsorganisationer.

2.1.

EØSU påpeger, at der er behov for en strategi, som samler alle instrumenter for EU's eksterne aktiviteter, herunder på sikkerheds- og forsvarsområdet, inden for en overordnet, sammenhængende og tidssvarende ramme. Derfor er der behov for ændringer med hensyn til de eksterne aktiviteters mål, prioriteter, interesser og instrumenter ud fra et helhedsperspektiv, så man kan komme ud over snævre tilgange og enkeltstaters fodslæb samt styrke koordinering og fleksibilitet (1)  (2).

2.2.

Trods de betydelige fremskridt, der er gjort inden for forskellige aspekter af millenniumudviklingsmålene, tyder andre fænomener — Vestens aftagende betydning, de nye vækstøkonomiers konsolidering, informationsteknologiernes stigende indvirkning, de demografiske tendenser samt den større ulighed — på fremkomsten af en mere kompleks international geopolitisk situation, som vil hæmme udviklingen af en regel- og værdibaseret model, som kendetegner åbne samfund. Hertil kommer, at de multilaterale institutioner ikke har tilpasset sig den nye multipolære verden. Som følge heraf sker der en udhuling af de internationale standarder, samtidig med at synet på geopolitikkens betydning ændrer sig. Med stadigt flere aktører, herunder ikke-statslige aktører og multinationale virksomheder, og udviklingen af disruptive teknologier bliver det sværere at udforme en strategisk dagsorden og forvalte komplekse miljøer.

2.3.

De mest påtrængende udfordringer, som EU står over for er: forvaltningen af migrationsstrømmene, beskyttelsen af kontinentet mod terrortrusler og afværgningen af militære og cyberrelaterede angreb mod EU-medlemsstaterne. De andre udfordringer, trusler og farer er nu i bund og grund globale: klimaændringer, finansielle og økonomiske kriser, skatteunddragelse, korruption, organiseret kriminalitet, pandemier, humanitære kriser osv. EU har en rolle at spille i dem alle. FUSP er nødt til at blive omdannet til et meget mere effektivt redskab end i dag for at forsvare EU's og medlemsstaternes interesser, hvilket på sin side er afgørende, hvis man vil opnå, at medlemsstaterne begynder at udvise et meget større engagement i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som den højtstående repræsentant/næstformanden har påpeget, har vi brug for en proaktiv strategi for at beskytte vores interesser uden at forglemme, at det er en integreret del af vores interesser at fremme vores værdier.

2.4.

Der er sket to væsentlige strukturelle ændringer af situationen siden strategien fra 2003.

2.4.1.

For det første står vi over for en krise, hvis vigtigste karakteristika er social opløsning, gensidig afhængighed, svage institutioner og ulighed på alle fronter. I dag indebærer globaliseringen nærhed, synlighed og befolkningstæthed. Uligheden er blevet en global parameter. Disse stærke sociale kontraster ligger til grund for de massive migrationsstrømme. Og denne verden, som er stadig mere forbundet og præget af ekstreme uligheder, er en kilde til ustabilitet og usikkerhed. Vi er gået ind i en æra med konflikter udløst af social udstødelse, som militær indgriben helt klart kommer til kort over for. Vi står over for et globalt samfundsmæssigt spørgsmål, som det er nødvendigt at analysere og reagere på, som man gjorde i det nittende og tyvende århundrede i de europæiske nationalstater, og på internationalt plan med Philadelphia-deklarationen af 1944. Til dette formål vil der være brug for regulerings-, solidaritets- og samarbejdspolitikker.

2.4.2.

For det andet har den geopolitiske konkurrence igen fået større betydning, og det gælder ikke kun i det europæiske naboskabsområde. Vores geografiske beliggenhed er bestemmende for vores situation. Konflikterne i f.eks. Ukraine, Syrien, Irak, Libyen og Sahel rammer os direkte med hensyn til handel, jihad-terrorisme, energiforsyning og flygtningestrømme. Dette har indvirkning på den europæiske strategiske model, som er baseret på samarbejde og positiv konditionalitet.

2.4.3.

Den nuværende strategis udsagn om, at »Den bedste beskyttelse af vor sikkerhed er en verden bestående af demokratiske stater med god regeringsførelse« har stadig gyldighed. Men strategien har vist sig at have en række svagheder: 1) Dette princip har generelt ikke givet de forventede resultater, bortset fra nogle enkelte tilfælde med særlig tilknytning til EU-tiltrædelsesprocessen. 2) Der findes andre holdninger, som med udgangspunkt i specifikke religiøse tolkninger — f.eks. den selvudråbte Islamisk Stat — eller i en særlig autoritær nationalisme — såsom Rusland, Kina (stormagter med direkte indflydelse på EU's udvidede naboskabsområde) — følger en geopolitisk strategi baseret på interessesfærer. 3) Ofte har man ikke taget i betragtning, hvor forskelligartede de lande er, som EU har søgt at etablere partnerskaber med. 4) I mange tilfælde har der været uoverensstemmelse mellem EU's principper og den politik, som i praksis er blevet ført. 5) Man har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at demokrati og retsstat ikke kan indføres udefra, men skal udvikle sig indefra.

2.5.

For at forsvare sine universelle principper og værdier er EU nødt til at tilpasse sin strategi for at fremme dem mere effektivt ved hjælp af det, som EU-Udenrigstjenesten har kaldt en »pragmatisk idealisme«.

3.1.

Det er alment accepteret, at udenrigspolitik er en forlængelse af den interne politik. For at være effektive skal de derfor forfølge de samme mål, være integrerede og koordinerede, og i deres centrale, fælles aspekter må de ikke afvige fra hinanden. Det er EØSU's opfattelse, at de to hovedsøjler i en samlet strategi for EU's udenrigspolitik skal opbygges på hjemmeplan.

3.1.1.

Den første søjle har at gøre med de faktorer, som gør EU attraktiv i verdens øjne: dets levevis, som er baseret på frihed, menneskerettigheder og social samhørighed i hele befolkningen. Det forekommer ikke realistisk at udtænke en mere struktureret, fælles og effektiv udenrigspolitik for EU uden at gøre noget ved de økonomiske og sociale uligheder mellem EU's medlemsstater, svækkelsen af EU's sociale model, tegnene på manglende solidaritet og mistillid, retræten til nationale interesser, vanskelighederne med at træffe fælles beslutninger, borgernes stigende skepsis og udbredelsen af populistiske, fremmedfjendske og eurofobiske bevægelser. Den europæiske integration må derfor forstærkes, hvilket sandsynligvis gøres bedst ved at ty til det forstærkede samarbejde, som er fastsat i traktaterne. Kun på denne måde kan EU tage føringen i en globaliseret verden, træffe beslutninger, som kan genoplive begejstringen for det europæiske projekt og for en ny social kontrakt, og sætte lighedstegn mellem beslutningstagning og demokrati.

3.1.2.

Den anden søjle vedrører øget europæisk integration og indførelsen af fælles politikker og handlingsmuligheder på områder såsom migrationsstrømme, energiforsyning, klimaændringer, international terrorisme, fødevaresikkerhed, handelspolitik, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, en effektiv europæisk investeringsplan og jobskabelse, en europæisk social dimension og fuldendelse af det indre marked. De europæiske borgere vil kun kunne overvinde deres nuværende skepsis, føle sig som europæere og bakke op om Unionen, hvis EU ændrer kurs og positionerer sig som fortaler for deres sikkerhed, frihed og velfærd — som forsvarer for lighed — i Europa og i resten af verden.

3.2.

EØSU ser det som en prioritet for EU at finpudse EU's indre marked — industripolitikken, det finansielle system, politikken for telekommunikation og transport, de digitale teknologier og forsvarsindustrien. Ligeledes bør udenrigspolitikken behandle stadig flere spørgsmål, som har med andre EU-politikker at gøre, herunder social- og arbejdsmarkedspolitikker, miljøpolitik, energipolitik, digital politik, transportpolitik, økonomisk politik og industripolitik. På samme måde bør vi definere en langsigtet vision, hvori den eksterne økonomiske politik er en hovedsøjle med det mål at fremme handel og investeringer. Desuden er det meget vigtigt at have en fælles energipolitik og en ligeledes fælles migrations- og asylpolitik.

3.3.

I den nye globale geostrategiske konstellation har EU ikke andet valg end at udvikle sine sikkerheds- og forsvarspolitiske kapaciteter. Dette kræver nødvendigvis en mere integreret udenrigspolitik — medlemsstaterne spiller er stadig mindre rolle på internationalt plan — og en fælles optræden til gavn for alle, hvilket indebærer et større råderum for den europæiske forsvarspolitik. Alt dette forudsætter på sin side en meget bredere tilgang til sikkerhed og forsvar end ren magtanvendelse. I den forbindelse skal det dog også understreges, at meningen med en forsvarspolitik er, at den skal bruges forebyggende, og at den ud over at have en afskrækkende funktion også har til formål at være den sidste udvej, når de vitale interesser og beskyttelsesansvaret ikke kan udøves på anden måde. Dette kræver flere ressourcer og en bedre udnyttelse af dem. Skønt EU har 28 forskellige militære strukturer, udgør de midler, der afsættes hertil, 40 % af USA's forsvarsbudget. Hertil skal bl.a. føjes betydelige overlapninger og en ringe udvikling af forsvarsindustrien, hvilket kræver øget finansiering og fælles planlægnings- og kontrolværktøjer. EU's regeringer og borgere bør være bevidste om, at sikkerhed, velfærd og frihed er uadskillelige. En større strategisk autonomi for EU på forsvarsområdet må dog ikke være uforenelig med eller stride mod de Transatlantiske Forbindelser og samarbejdet med alliancer og organisationer, som de fleste EU-lande er medlemmer af, herunder især NATO, som fortsat er grundlaget for deres kollektive forsvar.

3.4.

Den europæiske forsvarspolitik bør koncentrere sig om to grundlæggende områder: 1) Den nuværende geopolitik, der går ud på, at EU som formidler af sikkerhed uden for dets grænser koncentrerer sig om det udvidede naboskabsområde ved siden af støtten til menneskerettigheder og bidraget til udvikling af nabolandene. 2) Fremme af fri adgang til globale offentlige goder og til en regelbaseret verdensorden.

3.5.

EU's forsvarsindustri bør spille en vigtig rolle, når det gælder opnåelse af strategisk uafhængighed for EU. Dens konkurrenceevne er en værdi, som rækker langt ud over den private sektors interesser. Fragmenteringen af forsvarsindustrien bør overvindes. Hvis denne proces skal lykkes, må man gribe til en række nøgleinstrumenter såsom iværksættelse af samarbejdsprojekter, bevilling af tilstrækkelige midler til den kommende forberedende aktion (3) og oprettelse af en særlig budgetpost i den næste flerårige finansielle ramme.

3.6.

Ideen om, at stabiliteten i EU's reelle naboskabsområde — naboerne og deres naboer — er en absolut forudsætning for EU's egen stabilitet, har direkte gyldighed for terrortruslen fra den selvudråbte Islamisk Stat. Dette vil f.eks. sige, at det er et ansvar, som direkte vedrører EU, at finde en politisk løsning på krigen i Syrien, fordi man derigennem tager fat på en af årsagerne til problemet. Dette indebærer også en forbedring af koordineringsindsatsen i terrorbekæmpelsen og efterretningsvirksomheden. Øget informationsudveksling mellem medlemsstaterne burde være et absolut krav, herunder oprettelse af en europæisk efterretningstjeneste. Desuden er det nødvendigt at udarbejde en global strategi for terrorbekæmpelse, som kan analysere dens årsager, forhindre konfrontation mellem religiøse opfattelser og i stedet få lokalsamfund med forskellig tro til at samarbejde om at bekæmpe den terroristiske fanatisme. Det er særlig vigtigt at støtte den arabisk-muslimske verden (der er hårdest ramt af angrebene fra Islamisk Stat, som ikke fortjener sit navn), for at den kan rejse sig mod denne trussel fra dens egen midte. Ligeledes bør indsatsen mod våbensalg og -smugling og finansieringskilderne indgå i en europæisk terrorbekæmpelsesstrategi. Forbindelserne mellem civilsamfundet og EU's udvidede naboskabsområde kan spille en positiv rolle i denne sammenhæng.

3.7.

Der bør være større fleksibilitet i EU's eksterne aktiviteter. En større grad af fleksibilitet må ikke medføre fragmentering, men bør opnås ved at gøre fuld brug af de instrumenter, der er fastlagt i TEU og TEUF. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne gør mere brug af konstruktiv stemmeafståelse i Rådet vedrørende FUSP og FSFP. For så vidt angår styrkelsen af den internationale sikkerhed påpeger EØSU atter nødvendigheden af at værne om visse værdier på det udenrigspolitiske område, især overholdelsen af De Forenede Nationers pagt. Dog vil det — når de eksisterende instrumenter ikke giver mulighed for at finde en tilfredsstillende løsning — være nødvendigt at nedsætte ad hoc-grupper med deltagelse af den højtstående repræsentant eller i mangel heraf andre organer under EU-institutionerne, for at enstemmighedsprincippet ikke skal lamme EU's udenrigspolitiske handlemuligheder. Netværket for Grønt Diplomati, som oprindeligt blev etableret med det formål at fremme integrationen af miljømålsætninger i EU's eksterne forbindelser, og som spillede en vigtig rolle med hensyn til at mobilisere og koordinere EU's diplomatiske tiltag forud for COP21, kan tjene som en model for andre netværk.

3.8.

EU bør ikke vente til den næste krise, før det udruster sig med flere udenrigspolitiske ressourcer. De bør være afstemt efter målene og ikke svinge væsentligt afhængigt af konjunkturen. En passende planlægning bør indkredse de områder, hvor EU har for få ressourcer. På denne måde vil man undgå den reaktive handlemåde i forskellige kriser, som har præget EU's optræden udadtil gennem de seneste år. Det er nødvendigt, at der på EU's budget afsættes flere midler til EU's eksterne aktiviteter, især på områderne humanitær bistand, migration, udvikling, uddannelse, bekæmpelse af terrorisme, diplomati og styrkelse af det organiserede civilsamfund.

4.1.

EØSU mener, at den nye strategi kræver en revision af den analyse af den internationale situation, som EU har anvendt, og af den rolle, som det agter at spille i fremtiden. Det er af vital betydning at finde nye tilgange, som bygger på det aktive engagement i ligestilling mellem borgerne med hensyn til sikkerhed, frihed og velfærd, og det er vigtigt at fremhæve de stærke sider, som EU råder over. EU har blandt andet verdens største indre marked, en aktiv handelspolitik, en politik for samarbejde og humanitær bistand med verdens største budget, en levevis baseret på respekt for retsstaten og de demokratiske principper, en samfundsmodel baseret på økonomisk og social samhørighed og en bæredygtig udviklingsmodel baseret på bekæmpelse af ulighed samt miljøbeskyttelse, herunder ambitiøse mål for klimapolitikken.

4.2.

Manglen på indre samhørighed og politisk vilje har længe begrænset EU's rolle i verden. EU ønsker ikke at blive en supermagt, men blot at udøve sin indflydelse mere effektivt. EU bør derfor koncentrere sig om områder, hvor dets indsats bidrager med en merværdi og kan have en større effekt, især i sit nærområde og i internationale institutioner såsom De Forenede Nationer, IMF, Verdensbanken og G20, hvor koordineringen mellem medlemsstaterne er ringe, hvilket begrænser mulighederne for at øve indflydelse. EØSU glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forslag fra oktober 2015 om en samlet repræsentation af euroområdet i IMF og andre internationale organisationer.

4.3.

EU bør fortsætte sit traditionelle forebyggende og multilaterale diplomati med henblik på at blive en normgivende og konstruktiv magt. Forsvaret for en regelbaseret og åben verdensorden er et grundlæggende aspekt af EU's identitet på den internationale scene. Som en vigtig handelsmagt nyder EU godt af en forbundet verden, hvad enten det drejer sig om energi, finanser, cyberspace eller søveje (omkring 90 % af EU's eksterne handel foregår ad søvejen). Nuklear sikkerhed og energisikkerhed bør fortsat være i fokus.

4.4.

EU bør også fortsætte samarbejdet med de forskellige regionale integrationsprocesser såsom ECOWAS, ASEAN og Mercosur.

4.5.

Ligeledes bør EU arbejde for demokratiske og inklusive styreformer ved at fremme vækstøkonomiernes deltagelse i de multilaterale institutioner med det mål at lette spændinger på fredelig vis og modvirke oprettelsen af alternative styringsmekanismer eller mekanismer, som er fjendtligt indstillede over for de nuværende.

4.6.

EU bør værne om sine værdier og principper, menneskerettighedernes universelle og udelelige karakter, bekæmpelse af dødsstraf og vold mod kvinder og piger samt beskyttelse af mennesker med forskellige seksuelle identiteter (LGBTI). EU bør således basere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på den sociale model, som er dets kendetegn og grundlaget for dets sikkerhed, frihed og velfærd.

5.1.

I det igangværende arbejde med at udarbejde den samlede strategi bør man tage klart hensyn til betydningen af Europas østlige og sydlige nabolande for Europas egen sikkerhed og velstand og give EU større gennemslagskraft og indflydelse på afgørende udviklinger i disse områder, også hvad angår håndtering og regulering af migrations- og flygtningestrømme. Disse prioriteter bør endvidere være underlagt to tværgående principper: bæredygtig udvikling og styrkelse af civilsamfundets organisationer (4)  (5).

5.2.

Det udvidede eller strategiske naboskabsområde (fra Sahel til Golfen og fra Centralasien til Arktis) er det område, som har størst betydning ikke kun for EU's optræden udadtil, men også for medlemsstaternes interne dimension. Dette område oplever i dag en dybtgående social og institutionel opløsning, som er udløst af mange forskellige omstændigheder såsom væbnede konflikter, tvangsfordrivelser, international terrorisme, de statslige strukturers sammenbrud, korruption, organiseret kriminalitet, tilbagevenden til autoritære styreformer, som det er tilfældet med Tyrkiet, en provokerende fremfærd fra magter som Rusland samt militære eller hybride aggressioner. Denne situation medfører på langt sigt alvorlige strukturelle udfordringer og har en stærk indvirkning på EU.

5.3.

Stillet over for disse nedslående realiteter bør EU påtage sig et større ansvar for at forbedre den økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige situation i naboskabsområdet. EU bør ikke opgive at forsvare demokratiet, retsstaten og de grundlæggende menneskerettigheder og sociale rettigheder — hvoriblandt findes foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger — i naboskabsområdet, hvor det er afgørende at støtte det lokale civilsamfund, herunder arbejdsmarkedets parter, og bevare deres uafhængighed.

5.4.

EØSU glæder sig over, at EU's naboskabspolitik bliver revideret, og at det fastslås, at der er en sammenhæng mellem ustabilitet, fattigdom, ulighed og mangel på muligheder, som kan øge modtageligheden over for radikalisering. I denne henseende kan den eksterne indsats skabe synergier ved at kombinere sikkerhed, udvikling og handel. For at nå dette mål er det afgørende at få bugt med krænkelserne af foreningsfriheden og retten til frit at organisere sig for arbejdsgivere, arbejdstagere og organisationer i den tredje sektor. Det er også vigtigt at styrke instrumenterne for tidlig varsling for at forebygge eventuelle fremtidige kriser.

5.5.

EØSU opfordrer til opretholdelse af en håndfast, men ikke restriktiv kurs på området udvidelse og liberalisering af visumudstedelsen baseret på kontrollerbare reformer.

5.6.

Nært forbundet med EU's naboskabsområde er det afrikanske kontinent, som efter EØSU's mening bør være det andet prioriterede geografiske område for EU's udenrigspolitik. Grunden hertil er ikke alene, at en stor del af udfordringerne hidrører herfra, men også at der er muligheder for partnerskaber, som kan bidrage til økonomisk udvikling og global styring (6). 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og klimaaftalen fra Paris rummer klare muligheder for at etablere og styrke partnerskaber med Afrika.

5.7.

Geopolitisk set kræver stabiliteten i vores udvidede naboskabsområde ligeledes, at vi må bekymre os om de stormagter, som har størst indflydelse herpå, dvs. især Rusland og Kina. Ruslands nye selvsikre fremfærd og Kinas »One Belt, One Road«-politik (massive investeringer i tilslutningsinfrastruktur) gør det mere end nogensinde før nødvendigt, at EU optræder med én stemme over for disse to magter i stedet for med 28.

5.8.

I forbindelse med flygtningekrisen anser EØSU det for absolut nødvendigt, at EU udarbejder en fælles asyl- og flygtningepolitik, som skal gennemføres af en EU-institution, hvilket vil sikre, at medlemsstaterne påtager sig deres ansvar i fællesskab og i et rimeligt og solidarisk omfang. At styrke kanalerne for lovlig migration er absolut nødvendigt både for at imødekomme efterspørgslen efter beskæftigelse og give beskyttelse, dække behovet for migranter i EU som følge af det aftagende befolkningstal samt forhindre menneskesmugling. Det er også afgørende, at folkeretten og EU-retten bliver respekteret, at EU reagerer på den humanitære krise, som har ramt de personer, der allerede befinder på EU's område, at der afsættes flere midler til beskyttelse af de fælles grænser og til redning og undsætning til havs og at Den Europæiske Grænse- og Kystvagt bliver oprettet som foreslået af Kommissionen.

6.1.

EU bør afstemme sine interne og eksterne politikker til målene for 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. I sin udviklingspolitik bør EU lægge særlig vægt på handlingsplanen fra Addis Abeba. Klimaaftalen fra Paris har vist, at verden uvægerligt bevæger sig i retning af en grøn økonomi — en proces, hvor EU spiller en banebrydende rolle.

6.2.

EØSU bifalder bestræbelserne på at omdirigere den officielle udviklingsbistand (ODA) til de mindst udviklede lande (LDC-landene), finansieringen af den nye aftale for skrøbelige stater, den strategiske evaluering af støtten til ligestilling mellem kønnene, afsættelsen af flere midler til beskyttelse af biodiversiteten, EIB's forpligtelser i kampen mod klimaændringer og den finansielle støtte til udviklingslande på 100 mia. USD om året i 2020, som man forpligtede sig til i Parisaftalen.

6.3.

Den økonomiske dimension af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik bør styrkes og ikke begrænses til rent handelsmæssige aspekter. Det er ligeledes nødvendigt at støtte uddannelse, innovation og iværksætterånd, eftersom stabiliseringen af vores nabolande forudsætter økonomisk og social udvikling. Lande som Tunesien, Libanon og Jordan m.fl. bør nyde godt af en udviklingsplan for at styrke deres økonomi. Der er muligheder for gensidige fordele ved at bistå tredjelande med at overgå til kulstoffattige økonomier, bl.a. gennem en effektiv teknologioverførsel og samarbejde.

6.4.

EØSU bemærker, at klimaændringer er en medvirkende faktor til migration som følge af statsskrøbelighed, manglende sikkerhed og ressourceknaphed. EU må støtte udviklingslandene, især de mest sårbare af dem, og hjælpe dem med at skifte direkte over til kulstoffattig økonomier og styrke deres klimaresistens.

6.5.

EØSU understreger, at målet om, at mindst 0,7 % af BNI skal gå til den officielle udviklingsbistand, bør prioriteres trods de nuværende budgetstramninger i mange medlemsstater. Det er også nødvendigt at styrke sammenhængen mellem udviklingspolitikkerne og fremme koordineringen mellem medlemsstaterne og EU's institutioner (7).

6.6.

Det er absolut nødvendigt at inddrage alle typer aktører i forbindelse med finansieringen af de bæredygtige udviklingsmål, herunder civilsamfundet og institutioner for udviklingsfinansiering. Desuden må arbejdsmarkedets parter i højere grad inddrages i forvaltningen af projekter (8).

6.7.

Efter EØSU's mening bør der også foretages ændringer i systemet for tildeling af EU-midler til udvikling, så de bliver mere fleksible, polyvalente og afpassede efter de faktiske forhold. Det vil således være nødvendigt at indføre foranstaltninger som f.eks. »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler, nødhjælpsbevillinger og ibrugtagning af den »værktøjskasse«, der er fastlagt i den strukturerede dialog (9).

7.1.

EØSU støtter frihandel, som er en af EU's hjørnestene. Samtidig peger det på nødvendigheden af at tage hensyn til styrkeforskelle mellem forhandlingsparterne, respekt for grundlæggende arbejdstagerrettigheder og miljøbestemmelser. Udvalget støtter fortsat den multilaterale tilgang til WTO's handelsregulering. Efter EØSU's mening bør de mest repræsentative civilsamfundsorganisationers deltagelse i udarbejdelsen af associeringsaftaler, hvad enten den er rådgivende eller direkte, tages op til grundig fornyet overvejelse (10).

7.2

Mega-handelsaftalerne som f.eks. TTP, CETA, TTIP, frihandelsaftalerne med Japan og Indien, samt RCEP har ud over deres rent handelsmæssige aspekter antaget en ubestridelig geopolitisk dimension. De tiltrækker sig en stigende interesse fra civilsamfundets side, for så vidt som de vedrører regler og standarder med en betydelig indvirkning på deres dagligdag. Dette er i forbindelse med den demokratiske beslutningsproces især relevant i henseende til følgerne af mekanismerne for tvistbilæggelse mellem investorer og stater og udvalgene for lovgivningsmæssigt samarbejde.

7.3.

Udfordringen for EU på dette område består i, at det — samtidig med at der åbnes økonomiske og geostrategiske perspektiver — skal sikre de europæiske normer og standarder, de offentlige tjenester og bevarelsen af grundlæggende politiske reguleringsområder såsom sundhedsbestemmelser, arbejdsregler og miljøstandarder (11). EØSU går ligesom civilsamfundet ind for, at beskyttelsen af investorer skal varetages af de almindelige domstole eller i mangel heraf af en uafhængig international domstol oprettet af De Forenede Nationer. Desuden kræves reel deltagelse i aftalerne fra det organiserede civilsamfunds side, ledsaget af gennemsigtig information i realtid både om forhandlingerne og de afgørelser, der berører civilsamfundet (12).

8.1.

I EØSU's øjne er det organiserede civilsamfund en af demokratiets hjørnestene. Et civilsamfund med frihed og rettigheder, med stærke arbejdsmarkedsparter, med reel deltagelse i beslutningstagningen og med institutionel anerkendelse er afgørende for at få adgang til demokrati og konsolidere det, undgå autoritære magtskifter, fremme økonomisk udvikling og social samhørighed, skabe fred, kæmpe for ligestilling i dens forskellige former, fremme og muliggøre en bæredygtig udviklingsmodel og berige de demokratiske institutioner. For at udvikle tættere forbindelser med civilsamfundet i andre lande og regioner i verden er det også vigtigt parallelt med diplomatiet at gøre en indsats, som kan bygge bro mellem historiske, kulturelle, religiøse og globale mål.

8.2.

Følgelig går EØSU ind for, at dette element udtrykkeligt tilføjes til de prioriterede mål for FUSP. Med henblik på en sådan styrkelse kan der anvendes forskellige midler såsom fonde for samarbejde og fremme af menneskerettigheder; diplomatiske tiltag og krav; civilsamfundets reelle og effektive deltagelse — som rådgiver og ikke kun »tilhører« — i handels- eller associeringsaftaler som en part heri og med kompetence vedrørende alle dele af aftalen; styrkelse af den politiske indsats for, at europæiske virksomheder i andre lande eller regioner overholder ILO's grundlæggende konventioner og fører den politik for virksomhedernes sociale ansvar, som EU er fortaler for.

8.3.

Med dette for øje anser EØSU det for nødvendigt, at FUSP inddrager EU's organiserede civilsamfund i fastlæggelsen og gennemførelsen af sine mål og prioriteter. EØSU mener, at civilsamfundets rolle kan forbedres ved at:

9.1.

Vi mener, at EØSU som rådgivende organ for EU's institutioner og repræsentant for alle de vigtigste civilsamfundsorganisationer i EU's medlemsstater har de bedste forudsætninger for at være en vigtig medspiller for EU-Udenrigstjenesten og Europa-Kommissionen med henblik på at styrke og videreudvikle en effektiv fælles EU-udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette synspunkt underbygges af EØSU's trepartssammensætning, helhedsperspektiv, brede erfaring og forbindelser med civilsamfundet i andre dele af verden, som for det meste er baseret på mandater nedfældet i internationale aftaler af forskellig art, som EU har underskrevet: associeringsaftaler, strategiske partnerskaber, frihandelsaftaler, aftaler med kandidatlande (13).

9.1.1.

Vi foreslår, at der i overværelse af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik afholdes en årlig høring i EØSU med deltagelse af de vigtigste europæiske civilsamfundsorganisationer.

9.2.

EØSU mener, at det vil være nyttigt at oprette en strategisk forbindelse med EU-Udenrigstjenesten ud fra den overbevisning — som deles af begge parter — at civilsamfundet har en vigtig rolle at spille i EU's udenrigspolitik, især når det gælder opfyldelse af visse prioriterede mål. Med dette for øje foreslår EØSU at gennemgå disse prioriteter i fællesskab og undersøge, hvorledes der kan formaliseres et samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten og EØSU.

9.3.

EØSU kan bistå EU-Udenrigstjenesten ved udarbejdelsen af en evalueringsrapport om civilsamfundets nuværende deltagelse i den europæiske udenrigspolitik.

9.4.

På området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil EØSU intensivere sit samarbejde med De Forenede Nationers organisationer såsom ILO og FAO.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/11

Ordfører:

Laura GONZÁLEZ DE TXABARRI ETXANIZ

Medordfører:

Dorthe ANDERSEN

1.1.

EØSU mener, at såvel Kommissionen som medlemsstaterne i den nuværende situation bør gøre en særlig indsats for at garantere og fremme arbejdstagernes frie bevægelighed i EU ved at afskaffe enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og ved at undlade urimelige begrænsninger for arbejdstagerne såvel som for virksomhederne, eftersom disse rettigheder er grundlæggende friheder, som er stadfæstede i EUF-traktaten og et af de mest værdsatte fremskridt i den europæiske opbygning. EØSU støtter initiativer, som kan tilskynde til og fremme en fair arbejdskraftmobilitet inden for EU, hvilket ligger på linje med det nederlandske formandskabs udtalelser og Kommissionens mål om at fremme mobiliteten.

1.2.

Arbejdskraftmobilitet kan — forudsat at den udøves på retfærdige vilkår og er resultat af et tilvalg — vise sig at være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed. Arbejdskraftmobilitet er en hjørnesten i det indre marked og kan bidrage til at bringe beskæftigelsesmuligheder og velstand til EU's borgere og virksomheder. Mobilitet kan udgøre et vigtigt element i opnåelsen af EU's mål om beskæftigelse og økonomisk vækst ved at bidrage til at udjævne forskellene i medlemsstaternes beskæftigelsesniveau og bringe arbejdskraften og kompetencerne derhen, hvor der er brug for den. Mobiliteten kan bane vej for en bedre allokering af de menneskelige ressourcer og fremme overførslen af viden, innovation og kompetenceudvikling, hvilket er vigtigt i en verden af teknologisk udvikling. Samtidig kan mobiliteten bidrage til at afbøde følgerne af arbejdsstyrkens aldring i værtslandet.

1.3.

Arbejdskraftmobilitet kan også i visse tilfælde og visse sektorer medføre den såkaldte »hjerneflugt«, hvor navnlig unge fra lande med stor arbejdsløshed flytter for at søge beskæftigelse eller bedre jobmuligheder. Samtidig må det undgås, at den positive værdi af den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke svækkes eller drages i tvivl som følge af en ubegrundet frygt for diverse former for misbrug.

1.4.

For at undgå disse situationer opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde hen imod økonomiske politikker, som sigter mod at styrke væksten og produktiviteten samt skabe kvalitetsbeskæftigelse i alle medlemsstater for at forbedre levevilkårene for alle EU-borgere.

1.5.

En fair mobilitet forudsætter respekt for principperne om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet i overensstemmelse med gældende EU-ret for vandrende EU-arbejdstagere, som udøver retten til fri bevægelighed, og som er omfattet af de arbejdsvilkår og regler for lønfastsættelse, som gælder i værtslandet, med fuld respekt for de nationale systemer for overenskomster og arbejdsrelationer.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med arbejdsmarkedets parter at tage alle nødvendige spørgsmål vedrørende udstationerede arbejdstagere op for at forhindre unfair praksis, som fører til social dumping. Endvidere skal ethvert nyt tiltag på EU-plan respektere de nationale kompetencer vedrørende kollektive forhandlinger og de forskellige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne.

1.7.

Hvad angår grænseoverskridende arbejdstagere/grænsearbejdere anser EØSU det for nødvendigt at overvåge situationen og indsamle data på EU-niveau for at fjerne eventuelle hindringer og sikre disse arbejdstagere en fri og fair bevægelighed.

1.8.

EØSU anmoder Kommissionen om, at den i overensstemmelse med sin erklærede vilje til at afskaffe social dumping og misbrug ikke giver mulighed for, at andre initiativer vedrørende det indre marked netop baner vej for en sådan praksis.

1.9.

Arbejdstilsynet har en afgørende rolle at spille for sikringen af en fair mobilitet. For at dette kan blive muligt, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at stille tilstrækkeligt med kompetencer, personale og ressourcer til rådighed for de nationale arbejdstilsyn og de myndigheder, som fører tilsyn med arbejdsmarkedet, samtidig med at udvalget støtter en styrkelse af de europæiske grænseoverskridende tilsyn med arbejdsmarkedet, herunder en forbedring af den grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner.

1.10.

EØSU støtter forenklingen af reglerne for koordinering af socialsikringssystemerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne om deres anvendelse. og understreger, at en revision af forordning (EF) nr. 883/2004 (1) under alle omstændigheder skal respektere princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere, så det undgås, at de mister erhvervede rettigheder eller står uden rettigheder, når de bevæger sig til en anden medlemsstat for at arbejde.

2.1.

Det nederlandske formandskab har anmodet EØSU om at udarbejde en udtalelse om mere fair arbejdskraftmobilitet i EU, idet det i sine prioriteter har angivet, at arbejdstagernes mobilitet kan øge den økonomiske vækst og beskæftigelsen, men at der skal tages hånd om de negative aspekter for at sikre øget støtte i befolkningerne til den fri bevægelighed for arbejdstagere.

2.2.

Arbejdstagernes frie bevægelighed er en af det indre markeds grundlæggende friheder og en af grundpillerne i den europæiske integrationsproces. Samtidig er det et af de resultater, EU-borgerne værdsætter højest. Det indre marked, som har udviklet sig på grundlag af den frie bevægelighed, har bidraget til at skabe økonomisk vækst, beskæftigelse og muligheder for borgerne, arbejdstagerne og virksomhederne. Arbejdskraftmobilitet kan, hvis udøvet frivilligt og på retfærdige vilkår, være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed, og den bør derfor fremmes ved så vidt muligt at fjerne hindringerne herfor. Illoyal konkurrence og forskelsbehandling af arbejdstagerne på det indre marked kan ikke accepteres.

2.3.

Arbejdskraftmobilitet kan også være forbundet med en række ulemper, som det er nødvendigt at forholde sig til for at minimere risiciene og sørge for, at både arbejdstagere og virksomheder kan drage fuld nytte af de muligheder, som denne mobilitet giver.

2.4.

EU arbejder for at stimulere fair arbejdskraftmobilitet i Europa ved at fjerne de barrierer, der hindrer den. Kommissionen har i sit arbejdsprogram for 2016 meddelt, at man vil fremlægge forslag om arbejdskraftmobilitet for at bekæmpe »misbrug ved hjælp af bedre håndhævelse og koordinering af socialsikringssystemer«, ligesom man vil »forelægge en målrettet revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere (2) for at forhindre unfair praksis, som fører til social dumping og hjerneflugt, ved at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted« og fremme arbejdskraftmobiliteten i EU.

2.5.

Formålet med denne udtalelse er at behandle de forskellige aspekter, der er forbundet med arbejdskraftmobilitet på arbejdsmarkeder, som stadig er karakteriseret af høj arbejdsløshed, og som undergår store forandringer på et bagtæppe af globalisering, sociale ændringer og teknologisk innovation.

2.6.

Efter flere tiår med en meget begrænset intern mobilitet i EU har EU's udvidelse, den krise, som startede i 2008, og den stigende arbejdsløshed udvirket en øget mobilitet blandt arbejdstagere. I 2014 var der omkring 15 millioner vandrende arbejdstagere i EU mod knap 12 millioner i 2006 (3). Samme år var der 8,3 millioner vandrende arbejdstagere i den arbejdsdygtige alder, som arbejdede og boede i en anden medlemssat, svarende til 3,4 % af den samlede arbejdsstyrke. Derudover var der 1,6 millioner, som boede i ét land, men arbejdede i et andet (grænsearbejdere) (4).

2.7.

Imidlertid sættes der i disse tider spørgsmålstegn ved borgernes og arbejdstagernes frie bevægelighed i EU som følge af forskellige faktorer. EØSU er betænkelighed ved denne udvikling. Såvel de restriktioner i forhold til Schengenområdet, som visse medlemsstater er ved at indføre på grund af flygtningetilstrømningen (5), som de undtagelser fra ligebehandling af migrerende EU-arbejdstagere, som blev aftalt med Storbritannien på Det Europæiske Råds møde den 18.-19. februar 2016 (6), kunne gå ud over et af de mest værdsatte resultater af den europæiske integrationsproces.

2.8.

Arbejdstagernes frie bevægelighed og afskaffelse af enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er grundlæggende principper, som er stadfæstet i EUF-traktaten, og som skal garanteres og fremmes. Endvidere er Schengenområdet et centralt element i den europæiske integrationsproces og for, at økonomien kan fungere hensigtsmæssigt. Det bør være en prioritet og en forpligtelse for EU og medlemsstaterne at sikre, at grænserne forbliver åbne, og at borgerne kan bevæge sig og leve og arbejde på lige vilkår i en hvilken som helst medlemsstat.

2.9.

Da dette særligt berører arbejdstagerne og virksomhederne, bør Kommissionen rådføre sig med arbejdsmarkedets parter både på sektorplan og på tværs af sektorerne om nødvendigheden af ethvert initiativ på dette område og om dets mulige indhold. Endvidere skal ethvert nyt tiltag på EU-plan respektere de nationale kompetencer vedrørende kollektive forhandlinger og de forskellige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne.

3.1.

Arbejdstagernes frie bevægelighed er indskrevet i artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og i artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 20, 26, 45 og 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette indebærer, at enhver i nationalitetsbegrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår er forbudt. Hermed gives der adgang til rettigheder vedrørende mobilitet og ophold samt økonomiske og sociale rettigheder, hvis grundlæggende regler er indeholdt i direktiv 2004/38/EF om retten til frit at færdes og opholde sig i EU (7) og direktiv 2014/54/EU om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til at arbejde i en anden medlemsstat (8).

3.2.

Arbejdstagernes frie bevægelighed gør det muligt for borgere at flytte frit og bosætte sig i en af medlemsstaterne med henblik på at udføre et arbejde i den pågældende stat i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, som gælder for indenlandske arbejdstagere. Den omfatter således den frie bevægelighed som sådan samt retten til ligebehandling i forbindelse med blandt andet beskæftigelse, sociale tjenester, uddannelse og erhvervsuddannelse.

3.3.

Arbejdskraftmobilitet kan, hvis udøvet frivilligt og på retfærdige vilkår, være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed. Arbejdskraftens mobilitet kan være en god mulighed for borgernes og arbejdstagernes personlige, økonomiske og sociale udvikling, hvorfor den bør fremmes.

3.4.

Mobilitet er en central faktor for beskæftigelsesegnetheden og for udvikling af talenter og kan være et middel til at håndtere forskelle i beskæftigelsesniveauet i de forskellige medlemsstater, idet den kan bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i produktionsområderne og udnytte arbejdstagernes færdigheder bedre. Mobilitet giver arbejdstagerne øgede jobmuligheder og arbejdsgiverne flere muligheder i deres søgning efter talenter, og kan således udgøre et vigtigt element i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger om beskæftigelse og økonomisk vækst.

3.5.

Arbejdskraftmobilitet kan endvidere fremme videnoverførsel, innovation og udvikling af menneskelig kapital, hvilket er vigtigt i en situation med hastige teknologiske ændringer og globalisering. Under de rette betingelser bør fair arbejdskraftmobilitet kunne føre til øget interaktion mellem EU's borgere, som vil få øget kendskab til hinanden og acceptere hinanden bedre, hvilket vil bidrage til et mere tolerant og inklusivt samfund.

3.6.

Vi kan imidlertid ikke se bort fra, at arbejdskraftmobilitet også indebærer en række ulemper. Europæiske arbejdstagere, som arbejder i en anden medlemsstat, er undertiden og af forskellige grunde mere udsat for dårlig behandling og diskrimination på områder som social sikring, arbejdsvilkår og løn, adgang til sociale ydelser og uddannelse, skatteforhold osv., hvilket alt sammen også kan føre til konkurrenceforvridning mellem virksomheder, navnlig i arbejdskraftintensive sektorer som f.eks. bygge- og anlægssektoren, der har en høj koncentration af meget små virksomheder. Mobilitet kan også føre til opsplitning af familier og vanskeligheder ved at blive integreret i et andet land som følge af sproglige, kulturelle og andre barrierer. EØSU har udarbejdet en række udtalelser om, hvor vigtigt det er at fremme mobiliteten inden for EU og fjerne disse forhindringer (9).

3.7.

De dårlige økonomiske udsigter, høje arbejdsløshedstal og manglende jobmuligheder, der fortsat gør sig gældende i nogle EU-lande, har fået nogle arbejdstagere, især unge, til at søge arbejde eller bedre løn- og arbejdsvilkår i andre lande. Dette kan have en positiv side, i og med at det giver unge mulighed for at arbejde i et andet land og dermed høste erfaring og udvikle deres færdigheder i stedet for at være arbejdsløse i deres oprindelsesland. Hertil kommer, at den erfaring, de har opnået, vil gavne deres land, når de vender tilbage. På den anden side kan mobiliteten føre til »hjerneflugt« og forværre konsekvenserne af befolkningsaldringen i deres oprindelsesland.

3.8.

Desuden kan en høj mobilitet give store udfordringer og skabe spændinger på arbejdsmarkedet i værtslandene, især hvis den økonomiske situation ikke sikrer en passende grad af vækst og jobskabelse, som kan afværge en stigende arbejdsløshed.

3.9.

Det er en afgørende forudsætning for at optimere fordelene ved arbejdskraftmobilitet i EU og samtidig mindske risiciene herved og sætte såvel arbejdstagerne som virksomhederne i stand til at udnytte dens muligheder fuldt ud, at man arbejder hen imod beskæftigelsespolitikker, som sigter mod at styrke væksten, produktiviteten og jobskabelsen, og som giver mulighed for at forbedre levevilkårene i alle lande.

3.10.

Den almindelige opfattelse i nogle lande af, at arbejdskraftmobilitet kan skabe social og lønmæssig konkurrence, kan sammen med den ubegrundede formodning, at de vandrende arbejdstagere misbruger offentlige og sociale tjenesteydelser — den såkaldte »sociale turisme« — bidrage til at give næring til en fjendtlig holdning over for arbejdskraftmobiliteten. Over for denne opfattelse konkluderer forskellige undersøgelser, at der ikke findes evidens for, at en vigtig årsag til arbejdskraftmobilitet skulle være muligheden for mere generøse sociale ydelser i visse medlemsstater sammenlignet med oprindelseslandene. Dette bakkes op af den mere begrænsede brug af disse ydelser blandt EU's interne vandrende arbejdstagere set i forhold til de pågældende landes egne statsborgere. I de tilfælde, hvor de gør mere udstrakt brug af visse ydelser, skyldes det specifikke socioøkonomiske omstændigheder, som gør sig gældende for vandrende arbejdstagere (10). Undersøgelser viser, at de sociale ydelser har en minimal indvirkning på mobiliteten, idet landets arbejdsløshed eller lønniveau er meget mere afgørende (11).

4.1.1.

På samme måde er det nødvendigt at nedbryde administrative, institutionelle og sproglige barrierer, som fortsat hæmmer arbejdskraftmobiliteten, gennem konkrete foranstaltninger i form af f.eks. informering og rådgivning af vandrende arbejdstagere i samarbejde med EURES-netværket og det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger, initiativer til forbedring af de sproglige færdigheder, anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer osv. på linje med forslag, som har været fremsat i tidligere udtalelser fra EØSU (12).

4.1.2.

En fair arbejdskraftmobilitet skal endvidere være ledsaget af foranstaltninger, der garanterer vækst og jobskabelse i alle EU-lande for at undgå, at forskellene mellem dem bliver større, og for at sikre, at alle får gavn af mobiliteten.

4.1.3.

Kun under disse omstændigheder er det muligt at sikre en fair arbejdskraftmobilitet som en positiv mulighed for arbejdstagere og ikke som et valg, de tvinges til at træffe.

4.2.1.

Udstationerede arbejdstagere hører under en anden lovgivning, idet de ikke gør brug af retten til fri bevægelighed. Det er derimod arbejdsgiveren, som benytter sig af retten til fri udveksling af tjenesteydelser ved midlertidigt at sende medarbejdere til et andet land. Både arbejdsgiveren og arbejdstageren drager fordel af, at det kontraktmæssige arbejdssted ikke skal ændres, og deres sociale bidrag kan forblive i oprindelseslandet.

4.2.2.

De retlige rammer om disse udstationerede arbejdstagere er indeholdt i direktiv 96/71/EF (13) og i direktiv 2014/67/EU (14) om gennemførelse af reglerne om udstationering af arbejdstagere, som blev vedtaget i maj 2014.

4.2.3.

Selv om der ikke eksisterer officielle statistikker over udstationerede arbejdstageres lønninger, konstateres det i en rapport bestilt af Kommissionen (15), at de i bygge- og transportsektoren modtager lønninger, som er op til 50 % lavere end de lønninger, der gives til lokale arbejdstagere. Disse forskelle kan forklares med, at reglerne om mindsteløn ikke overholdes korrekt samt andre forhold såsom tendensen til at indplacere udstationerede arbejdstagere på et lavt trin i den overenskomstmæssige klassificering. Lignende, omend mindre forskelle kan iagttages i andre produktionssektorer, som varierer fra land til land. Det skal understreges, at informationskilderne er meget forskellige: arbejdstilsyn, rapporter fra fagforeninger og fra arbejdsgiverorganisationer, pressen (16).

4.2.4.

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) har behandlet spørgsmålet om, hvilken løn udstationerede arbejdstagere har krav på, og dens retspraksis har affødt store kontroverser. Den situation førte til, at Kommissionen udarbejdede direktiv 2014/67/EU (17) med henblik på en mere effektiv bekæmpelse af svig og misbrug af udstationering af arbejdstagere. Medlemsstaterne har indtil den 18. juni 2016 til at omsætte gennemførelsesdirektivet. EØSU har allerede udtalt, at dette direktiv — omend det er et skridt i retning af at styrke det indre markeds sociale dimension — ikke er tilstrækkeligt til at opfylde udvalgets forventninger (18).

4.2.5.

Inden for rammerne af lovpakken om arbejdskraftmobilitet bebudede Kommissionen en specifik revision af udstationeringsdirektivet for at »forhindre unfair praksis, som fører til social dumping og hjerneflugt, ved at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted« (19). Den 8. marts offentliggjorde den sit forslag til revision af direktivet (20) forud for fremlæggelsen af pakken om arbejdskraftmobilitet og inden udløbet af fristen for omsætning af gennemførelsesdirektivet. EØSU vil behandle alle spørgsmål i den forbindelse i en særlig udtalelse om Kommissionens forslag.

4.2.6.

Under alle omstændigheder noterer EØSU sig med interesse Kommissionens erklærede hensigt om at sætte en stopper for social dumping. EØSU gentager sine bemærkninger fra sin udtalelse SOC/460, hvori det fremhævede »vigtigheden af at sikre beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og respektere medlemsstaternes forskellige arbejdsmarkedsmodeller samt bekæmpe social dumping og uretfærdig konkurrence«. Det er vigtigt — også i fremtiden — at finde den rette balance mellem behovet for at fremme friheden til at levere tjenesteydelser og behovet for at beskytte udstationerede arbejdstageres rettigheder. EØSU vil vende tilbage til dette spørgsmål.

4.2.7.

EØSU anmoder Kommissionen om, at den i overensstemmelse med sin erklærede vilje til at afskaffe social dumping og misbrug ikke giver mulighed for, at andre initiativer vedrørende det indre marked netop baner vej for en sådan praksis.

4.4.1.

EØSU finder, at det nationale arbejdstilsyn bør spille en afgørende rolle i kampen mod skuffeselskaber, underbetaling og sort arbejde og dermed bidrage til, at europæiske vandrende og udstationerede arbejdstageres rettigheder overholdes og efterleves, og at misbrug forhindres. Dette vil endvidere gøre det muligt at forhindre konkurrenceforvridning mellem virksomheder.

4.4.2.

Den mangel på kontrol, der er i visse lande, det være sig i fravær af en passende arbejdstilsynsstruktur, utilstrækkelige kompetencer, mangel på relevant ekspertise eller på grund af utilstrækkelige ressourcer, befordrer misbruget. Arbejdstilsynet og andre myndigheder, som fører tilsyn med arbejdsmarkedet, kan kun fungere effektivt, hvis de finansieres tilstrækkeligt og råder over tilstrækkeligt personale med den rette uddannelse. I den forbindelse er det nødvendigt med EU-regler, herunder en forbedring af den grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner, samt støtte til medlemsstater, der har problemer med at oprette den pågældende infrastruktur.

4.4.3.

Kombineret med dette kan forbedringen af grænseoverskridende EU-arbejdstilsynsværktøjer som foreslået i Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2014 (21) bidrage til at konstatere og bekæmpe tilfælde af social dumping, navnlig gennem identificering af skuffeselskaber.

4.4.4.

Dette ville være helt på linje med den nyetablerede europæiske platform til bekæmpelse af sort arbejde.

4.5.1.

EØSU støtter forenklingen af reglerne for koordinering af socialsikringssystemerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne om deres anvendelse. og understreger, at en revision af forordning (EF) nr. 883/2004 under alle omstændigheder skal respektere princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere, så det undgås, at de mister erhvervede rettigheder eller står uden rettigheder, når de bevæger sig til en anden medlemsstat for at arbejde.

4.5.2.

For at sikre fair mobilitet er det endvidere nødvendigt at garantere overførsel af vandrende arbejdstageres sociale rettigheder, både for dem, der flytter for at arbejde i et andet land, og for dem, der vender tilbage til deres oprindelsesland efter at have arbejdet i et andet land.

4.5.3.

Med henblik på at lette den frie bevægelighed for personer og fremme arbejdskraftmobiliteten er der i EU udviklet en metode til koordinering af de sociale sikringsordninger, som har til formål at regulere relationerne mellem nationale systemer uden at ændre indholdet af medlemsstaternes lovgivninger.

4.5.4.

I forlængelse af traktaterne indførtes bestemmelser om koordinering af sociale sikringsordninger, bl.a. forordning (EØF) nr. 1408/1971 (basisforordning) og forordning (EØF) nr. 574/72 (gennemførelsesforordning), senere erstattet af forordning (EF) nr. 883/2004 (basisforordning) og forordning (EF) nr. 987/2009 (22) (gennemførelsesforordning). Der foregår i øjeblikket en revision af forordning (EF) nr. 883/2004

4.5.5.

EØSU vil udarbejde en detaljeret rapport, så snart Kommissionen fremlægger forslaget til revision af forordning (EF) nr. 883/2004. Som allerede anført i en tidligere udtalelse bør lovgivningsrammen tilpasses de skiftende forhold på arbejdsmarkedet, nye former for beskæftigelse, og navnlig nye former for mobilitet (23).

4.5.6.

EØSU mener, at principperne om ligebehandling, sammenlægning af dækningsperioder, mulighed for overførsel af ydelser og fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse (ensartethedsprincippet), er af grundlæggende betydning for den frie bevægelighed for arbejdstagere og bør sikres i enhver fremtidig revision af forordning (EF) nr. 883/2004.

4.5.7.

Hvad angår den frie bevægelighed for jobsøgende i et andet land, noterer EØSU sig kommissær Thyssens erklæring den 13. november 2015 i Dublin: »De jobsøgendes ret til fri bevægelighed skal efter vores opfattelse opretholdes — navnlig i lyset af medlemsstaternes meget forskellige arbejdsløshedstal, men det er vigtigt, at det ikke sker på bekostning af værtslandets socialsikringssystem. På den baggrund ønsker vi at gøre det muligt for en person, der er blevet arbejdsløs, at tage sin arbejdsløshedsunderstøttelse til et andet land, hvor han måske vil have bedre muligheder for at finde arbejde. I dag er dette allerede muligt i en periode på 3 måneder.« Kommissionen ønsker at forlænge perioden til 6 måneder.

4.5.8.

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 er komplekse og fordrer derfor et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder for at sikre, at forskellige i nationale regler ikke besværliggør den frie bevægelighed, samt så klare informationer som muligt, så de potentielle modtagere af ydelserne samt virksomhederne kender deres rettigheder og forpligtelser. Endvidere bør anvendelsen af elektroniske medier styrkes, og samarbejdet mellem medlemsstaterne må forbedres med henblik på at minimere de oplysningskrav, der stilles til arbejdstagerne og virksomhederne.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/19

Ordfører:

Christa SCHWENG

Medordfører:

Panagiotis GKOFAS

2.1.

EØSU er overbevist om, at integration er nødvendig for vore samfund, hvis vi vil bevare den sociale samhørighed.

2.2.

Ifølge EØSU skal et fælles europæisk asylsystem og en dybtgående reform af Dublinforordningen samt en europæisk plan for migration gennemføres snarest for at være effektiv og genskabe tilliden til vore samfundsværdier.

2.3.

EØSU understreger, at integration er en tovejsproces. Bedste praksis inden for integrationspolitikker omfatter ikke kun flygtninge, men også lokale borgere. En sådan tilgang er afgørende for accepten af integrationsforanstaltninger. Medier, lokale myndigheder, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og NGO'er spiller alle en vigtig rolle i denne proces. For at skabe et positivt klima omkring flygtninge i modtagerlandene — især i tider med ringe udsigt til økonomisk vækst og stramme arbejdsmarkeder i visse lande — bør der træffes integrationsforanstaltninger og foretages sociale investeringer for lokalbefolkningen såvel som for flygtningene, der dækker begge målgruppers særlige behov.

2.4.

Sprogundervisning bør påbegyndes kort efter registreringen, hvis beslutningen om asyl kan forventes at få et positivt resultat. Undervisningen bør også omfatte grundlæggende information om værdier, kulturer og processer samt identifikation af færdigheder og kvalifikationer. Cedefop kan medvirke til at udvikle metoder til at identificere færdigheder erhvervet i oprindelseslandet.

2.5.

EØSU opfordrer til at være særlig opmærksom på de mindreårige, især de uledsagede, der ofte er traumatiserede og har brug for socialpædagogisk støtte. Man skal sørge for en hurtig integration i skolesystemet eller vejledning i mulighederne for faglig efteruddannelse.

2.6.

EØSU understreger, at flygtninge skal have adgang til information om rettigheder og pligter både i værtssamfundet generelt og på arbejdsmarkedet i særdeleshed. Flygtninge skal behandles som de lokale borgere på arbejdsmarkedet for at undgå unfair konkurrence, social dumping og løndumping.

2.7.

EØSU roser på ny den solidaritet, som dele af civilsamfundet, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, privatpersoner og virksomheder, navnlig mikrovirksomheder og små håndværksvirksomheder, der frivilligt har hjulpet asylansøgere, har udvist. EØSU understreger betydningen af at beskytte og støtte sådanne individuelle ordninger gennem passende incitamenter, ikke mindst i forbindelse med humanitære nødsituationer, og på den måde fremme solidaritet i civilsamfundet.

2.8.

EØSU understreger, at det er nødvendigt, at EU baserer sin umiddelbare håndtering af situationen på princippet om solidaritet og en rimelig fordeling af ansvar og omkostninger som anført i artikel 80 i EUF-traktaten.

2.9.

Medlemsstaterne og EU's kompetente myndigheder, herunder i transitlandene, bør samarbejde med civilsamfundsorganisationer om overvågning, ajourføring af dataoplysninger og koordinationsaktiviteter med henblik på en mere effektiv fælles EU-asylpolitik. Fælles, harmoniserede og up-to-date statistiske systemer bør udvikles med henblik på fastlæggelsen af EU's og medlemsstaternes politiske valgmuligheder.

2.10.

Hvis integrationen af flygtninge skal lykkes på vedvarende vis er der gennem Juncker-planen med mere brug for en forstærket indsats i form af investeringer til fremme af vækst og beskæftigelse. Yderligere investeringer i integrationsforanstaltninger og sociale investeringer bør stilles til rådighed for både lokalbefolkningen og flygtningene med henblik på at opfylde de enkelte målgruppers behov. EØSU har noteret sig de potentielt positive virkninger for de offentlige finanser af en skat på finansielle transaktioner, der sikrer et mere rimeligt bidrag fra den finansielle sektor. På grund af de ekstraordinære omstændigheder og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten bør ekstraudgifterne til at huse flygtninge efter grundige undersøgelser ikke medregnes i medlemsstaternes offentlige underskud. Investering i integrationsforanstaltninger er bekostelig på kort og mellemlang sigt, men bør ses som en investering i mennesker, som vil kunne betale sig på langt sigt. En vellykket integration er vejen til social samhørighed, økonomisk vækst og jobskabelse. Ligeledes bør Asyl-, Migrations- og Integrationsfondens såvel som Den Europæiske Socialfonds økonomiske midler øges i passende omfang, især i medlemsstater, der til overmål har opfyldt deres flygtningekvote, for at opnå en bedre samfinansiering af flygtningeintegrationsforanstaltningerne.

3.1.

Konflikten i Mellemøsten har forårsaget en tilstrømning af flygtninge til Europa, der ikke tidligere er set. Mennesker fra krigsplagede lande er ankommet sammen med mennesker, der har ønsket at forlade deres land af økonomiske grunde. Alle europæiske lande har underskrevet Genèvekonventionen om flygtninge fra 1951, som tildeler flygtninge basale rettigheder for at beskytte denne sårbare gruppe. I lyset af det store antal mennesker og for at overholde Genèvekonventionen og generelle principper bag menneskerettighederne er det vigtigt klart at skelne mellem økonomiske migranter og flygtninge, dvs. personer med behov for beskyttelsesstatus (først og fremmest asyl eller subsidiær beskyttelse).

3.2.

Mens det er fuldt ud forståeligt set ud fra det enkelte individs synsvinkel, at personer forlader deres land for at finde bedre økonomiske vilkår et andet sted, kræver den nuværende situation og samfundsklimaet i de fleste medlemsstater en sådan klar sondring. Økonomiske migranter må vende tilbage til deres oprindelseslande, hvis de ansøger om beskyttelsesstatus på et uberettiget grundlag. EU's handlingsplan for tilbagesendelse og tilbagesendelseshåndbogen bør følges af medlemsstaterne i de tilfælde, hvor ansøgningen om international beskyttelse afvises.

3.3.

Dette forudsætter et fælles europæisk asylsystem med effektiv bevogtning af de ydre grænser, ordentlig registrering ved de såkaldte hotspots, hurtig behandling af asylansøgninger og, når der ikke tildeles international beskyttelsesstatus som følge af afslag på asylansøgningen, tilbagesendelse til oprindelseslandet eller til et tredjeland, som der er indgået en tilbagetagelsesaftale med. Man kunne også som et betydningsfuldt og effektivt tiltag etablere hotspots for registrering og asylansøgninger i tredjelande, der grænser op til og har aftaler om migrationspolitik med EU.

3.4.

De hændelser, der fandt sted i sidste halvdel af 2015, har vist, at statsborgere fra tredjelande ofte kommer til Europa med falske forventninger og et rosenrødt billede af livet i EU, som normalt stammer fra menneskesmuglere. Når de konfronteres med virkeligheden, er reaktionen hos disse statsborgere fra tredjelande skuffelse, og det ender i nogle tilfælde med frivillig hjemrejse. Deltagere i et frivilligt tilbagesendelsesprogram kan bidrage til udbredelse af et mere realistisk billede af livet i Europa blandt borgerne i deres hjemlande, hvilket kan afholde andre fra at begive sig ud på en farlig rejse til Europa.

3.5.

Bortset fra behovet for at gøre det fælles europæiske asylsystem fuldt ud operationelt, at etablere en holdbar og rimelig fordeling af ansvar og omkostninger og at reducere presset på det nuværende asylsystem vil det blive nødvendigt hurtigt at vedtage en ny europæisk tilgang til migration og en dybtgående reform af Dublinforordningen, der kan klare udfordringer på både kort og langt sigt — en reform, som Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har bebudet kan ventes i første kvartal af 2016. EØSU vil udtrykke sine synspunkter herom i en selvstændig udtalelse.

3.6.

I den resolution om flygtninge, som EØSU vedtog i december 2015, understregede udvalget, at »den nuværende situation fordrer, at EU opretter sikre humanitære korridorer for flygtninge fra lande, som er berørt af krig og truet af terrorisme, og at dette skal ske i samarbejde med de lande, hvor disse flygtninge er mest koncentreret«. EØSU bekræfter, at registreringsprocessen bør finde sted allerede uden for EU.

3.7.

Krig, klimaforandringer og manglende fremtidsudsigter i tredjelande kan resultere i en fortsat og måske endda øget tilstrømning af flygtninge og migranter. Generelt at begrænse de faktorer, som fører til migration, er en global udfordring. Denne udtalelse handler dog kun om integration af personer, der har fået eller søger om beskyttelsesstatus.

4.1.

Det nederlandske formandskab ønsker at vide, om man kan lære af integrationserfaringer fra tidligere kriser, som har skabt store flygtningestrømme. EØSU konkluderer, at den nuværende flygtningekrise ikke kan sammenlignes med tidligere flygtningekriser, for det første på grund af antallet af mennesker, der er på flugt — flere end 900 000 migranter ankom til Europa via Grækenland i 2015 — og for det andet på grund af den hastige udvikling, der skaber usikkerhed i lokalbefolkningen. Sammenligner man f.eks. med situationen i Østrig, hvortil 90 000 flygtninge kom i begyndelsen af 90'erne på flugt fra krigen i det tidligere Jugoslavien, ses forskellene tydeligt: Folk fra Bosnien havde ofte familiemedlemmer i Østrig eller havde tidligere arbejdet dér. De kvalifikationer, som flygtningene havde erhvervet i oprindelseslandet, var af umiddelbar værdi for de østrigske virksomheder, og kvinder var vant til at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet. Dette øgede familieindkomsten og gjorde familierne mere mobile, hvilket forhindrede dannelsen af særligt udpegede områder og befordrede et bedre socialt mix i skoler og på arbejdsmarkedet.

4.2.

Erfaringerne fra situationen i 90'erne er ikke fuldt sammenlignelige med situationen i dag. Nu ankommer der mennesker med meget forskelligartede baggrunde: Nogle har en akademisk baggrund, der kan sammenlignes med en tilsvarende europæisk, andre har en uddannelse, der ikke umiddelbart kan bruges i Europa, og så er der dem, der kun har meget lidt uddannelse, og mange kvinder, der aldrig har været ude på arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at befolkningen i modtagerlandene stadig lider under eftervirkningerne af den økonomiske krise og derfor har tendens til at være temmelig reserverede over for udlændinge, der er konkurrenter på arbejdsmarkedet.

5.1.

Ifølge UNHCR er der ikke enighed om en definition af integration af migranter i udviklede lande, ligesom der ikke er nogen formel definition heraf i international flygtningelovgivning. En bred opfattelse af integration som værende processuel, individuel og tovejs lægges til grund for mange regeringers og forskeres forsøg på at definere, hvad integration er eller hvordan et integreret samfund ser ud.

5.2.

Centralt i UNHCR's definition er, at integration som begreb skal ses som en proces, der går begge veje, og at dette forudsætter »tilpasning« fra den ene part og en »imødekommende holdning« fra den anden part. Det kræver vel at mærke ikke, at flygtningen skal opgive sin kulturelle identitet. Integration er således ikke det samme som assimilation (1). Denne definition falder godt i tråd med EØSU's holdning (2).

5.3.

EØSU har fremhævet, at det er nødvendigt at forbinde integration med de værdier og principper, der fastlægges i traktaten, med chartret om de grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention, Europa 2020-dagsordenen, beskæftigelsespolitikken og den sociale og arbejdsmarkedsmæssige dagsorden. Det er efter EØSU's mening vigtigt at nævne dette på baggrund af den værdikrise, der findes i visse sociale og politiske sektorer i Europa. Integration og økonomisk og social samhørighed er to sider af samme sag (3). Ved at sikre anstændige levevilkår og fremtidsudsigter for alle fremmer man accept af integrationsforanstaltninger.

5.4.

De fælles grundprincipper for politikken for integration af indvandrere (2004) og gennemførelsesmetoden til denne samt den fælles dagsorden for integration (2005) er det grundlag, som integration i EU er formuleret på. Ifølge dette omfatter integration følgende:

5.5.

Selv om disse principper ikke skelner mellem integration af migranter og integration af flygtninge betragter EØSU dem som et grundlag for integrationen af flygtninge. På grund af det store antal mennesker, som kommer til Europa, er det dog nødvendigt med en ekstra indsats med hensyn til sprogundervisning, boliganvisning og integration på arbejdsmarkedet.

5.6.

For at skabe et positivt klima omkring flygtninge i modtagerlandene — især i tider med ringe udsigt til økonomisk vækst og stramme arbejdsmarkeder i visse lande — bør der træffes integrationsforanstaltninger og foretages sociale investeringer for både lokalbefolkningen og flygtningene, der dækker begge målgruppers særlige behov. EØSU har fremhævet betydningen af at sammenkoble og strømline socialpolitiske målsætninger i forbindelse med integration (4).

5.7.

EØSU er overbevist om, at integration af flygtninge er absolut nødvendig for vore samfund, hvis vi vil bevare den sociale samhørighed. Manglende integration kan føre til parallelsamfund, som kan destabilisere modtagerlandene. Det er derfor i vores egen interesse at lancere integrationsforanstaltninger på et meget tidligt tidspunkt. Medierne skal tilskyndes til at erkende integrationens betydning og den rolle, de selv spiller for at skabe et positivt samfundsklima og politisk klima.

5.8

Den demografiske udvikling i de fleste europæiske lande viser et fald i den erhvervsaktive del af befolkning. For at opretholde vore sociale systemer til kommende generationer må integration på arbejdsmarkedet af hele arbejdstyrken — uanset f.eks. køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller (etnisk) oprindelse — blive en prioritet. Investering i integrationsforanstaltninger er bekostelig på kort og mellemlang sigt, men bør ses som en investering i mennesker, som vil kunne betale sig på langt sigt. En vellykket integration er vejen til social samhørighed, økonomisk vækst og jobskabelse.

5.9.

Det lokale niveau har en afgørende rolle at spille i forbindelse med integration, da det er dér, folk bor sammen og hvor manglende integration først viser sig. Lokalsamfundene bør give råd og vejledning om, hvilke integrationsforanstaltninger der virker, f.eks. ved at invitere flygtninge til at deltage i frivillige lokale organisationer (såsom fagforeninger, NGO'er, brandværn og sportsklubber).

5.10.

Kommissionens websted om integration (5) rummer en rigdom af oplysninger med eksempler på integration. Eksempler på bedste praksis kan findes ved hjælp af søgefiltre som f.eks. land, integrationsområde og målgruppe. Webstedet bør fremmes yderligere til inspiration for medlemsstater, lokale myndigheder, NGO'er og arbejdsmarkedspartnerne, når det gælder integrationsaktiviteter.

5.11.

På grundlag af et forslag fra EØSU er der allerede etableret et struktureret samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer, EØSU og Kommissionen via det europæiske migrationsforum, der tager sig af alle spørgsmål med relation til migration, asyl og integration. Det kunne desuden være nyttigt at udvide mandatet for Det Rådgivende Udvalg for Arbejdskraftens Frie Bevægelighed til også at omfatte integration af flygtninge, eftersom dette organ bruges af regeringerne til at diskutere og udveksle idéer med arbejdsmarkedets parter. Dette udvalg kunne blive endnu et sted for udveksling af bedste praksis.

6.1.

Asylansøgere, der kommer til Europa efter en (som regel) udmattende og ofte traumatiserende rejse har frem for alt behov for et sted at bo og hvile ud. Denne tid bør myndighederne anvende til at registrere dem ordentligt og foretage en løselig vurdering af, om de har chance for at opnå flygtningestatus. I så fald bør integrationsforanstaltningerne igangsættes fra et meget tidligt tidspunkt. Ifølge nyere forskning udført af Verdenssundhedsorganisationen er der er behov for særlig medicinsk behandling af flygtninge, som har udviklet post-traumatisk stresssyndrom, da dette ofte er en stor barriere for integration.

6.2.

Integration er utænkeligt uden som et minimum at have et grundlæggende kendskab til modtagerlandets sprog. Sprogundervisning bør derfor påbegyndes så tidligt som muligt i asylproceduren. Dette kræver etablering af nye strukturer og en bedre interessentledelse for at klare det store antal asylansøgere. Sprogkurser bør også anvendes til at gøre asylansøgere bekendt med modtagerlandets værdier (f.eks. ligebehandling af mænd og kvinder, ytringsfrihed, forbud mod vold i hjemmet) og kultur. Kurserne kan desuden bruges til at bibringe asylansøgerne grundlæggende vejledning i, hvilke organisationer, institutioner og oplysninger de kan ty til, hvis der opstår problemer. Asylansøgere kommer ofte fra meget forskellige kulturer. Handlinger, der udspringer af manglende kendskab til modtagerlandenes grundlæggende værdier, rettigheder og pligter kan skade integrationen.

6.3.

Flygtningebørn bør hurtigst muligt sættes i en skole med lokale børn og modtage støtte til at lære det nationale sprog. Mindreårige, især de uledsagede, der ofte er traumatiserede, bør tildeles særlig opmærksomhed. For dem, der som følge af deres alder ikke længere kan gå i skole, bør der udformes særlige tilbud for at forebygge frustrationer. Medlemsstater bør være opmærksomme på, at traumatiserede børn og uledsagede mindreårige har særlige behov, og tilbyde dem socialpædagogisk støtte (f.eks. forsøger man i Wien at placere uledsagede børn i plejefamilier inden for de eksisterende ordninger).

6.4.

Tidlig identifikation og klassifikation af eksamensbeviser, færdigheder og kvalifikationer er vigtig med henblik på at garantere en hurtig integration på arbejdsmarkedet. Allerede i begyndelsen af asylproceduren bør asylsøgerens faglige færdigheder og kvalifikationer kortlægges gennem inddragelse af arbejdsmarkedseksperter. Disse aspekter kommer man ikke uden om i forbindelse med målrettet sprogfremme, igangsættelse af et kursusforløb, anerkendelse af faglige kvalifikationer, bibringelse af de nødvendige sekundære kvalifikationer og effektive indkøb af passende materiel. Identifikation af færdigheder kan dog være en meget vanskelig proces. Mange flygtninge har ikke fået deres personlige dokumenter med og dermed heller ikke deres diplomer og eksamensbeviser som dokumentation for deres kvalifikationer. De enkelte medlemsstater udvikler forskellige metoder til at teste færdigheder og kompetencer (f.eks. Tyskland og Østrig). Cedefop kunne oprette en platform for gensidig udveksling af erfaringer og bedste praksis på dette område.

6.5.

Asylprocedurer tager ofte meget lang tid og bringer asylansøgeren i en tilstand af usikkerhed. Lange perioder, hvor asylansøgerne er ude af stand til at leve et liv, de selv bestemmer over, kan føre til psykisk og social ustabilitet, manglende tro på sig selv og et afhængighedssyndrom, som kan være til gene for jobmulighederne også efter anerkendelse som flygtning. Børn rammes endnu hårdere, eftersom de har brug for et stabilt miljø. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til hurtigst muligt at træffe beslutning i asylsager. Ifølge OECD's undersøgelse (6) vedrørende integrationsstøtte til asylansøgere er asylprocedurens varighed kortest i Grækenland, Belgien og Danmark og omfatter sprogundervisning kombineret med voksenuddannelse og jobrelateret efteruddannelse.

6.6.

Af hensyn til den anslåede økonomiske vækst og situationen på arbejdsmarkedet kan landene forsøge sig med foranstaltninger til at nedbringe ventetiderne for adgang til arbejdsmarkedet. Tyskland og Ungarn har allerede nedbragt ventetiderne for adgang til arbejde, og Finland, Belgien og Luxembourg har ligeledes taget visse skridt i den retning. Retfærdig, gennemsigtig og rimelig regulering vedrørende tildeling af adgang til arbejdsmarkedet for asylansøgere forebygger sort arbejde og øger de lokale borgeres accept. Samtidig bør personer med beskyttelsesstatus have mulighed for at blive i værtslandet, hvis de er integreret på arbejdsmarkedet eller i værtssamfundet. Asylansøgere skal informeres om, at deres adgang til arbejdsmarkedet afhænger af det land, hvor de søger om asyl. Uvidende om dette forhold rejser nogle til andre medlemsstater for at finde arbejde. Derved befinder de sig i en ulovlig situation, som nemt kunne være undgået med den rette information.

6.7.

Boliganvisning er meget vigtig for integrationen: Modtagelsescentre opfylder det umiddelbare behov for et sted at bo (og ofte for en længere periode end oprindeligt planlagt), men ophold af længere varighed gør integrationen sværere. I Østrig har man iværksat »Kosmopolis«-projektet med henblik på indkvartering i private boliger. I et nybygget kvarter er et vist antal lejligheder øremærket til flygtninge, der allerede er i arbejde. For at undgå misforståelser mellem flygtninge og andre beboere er der etableret et informationscenter i nærheden. I Portugal har en protokol mellem Lissabon kommune og portugisiske NGO'er gjort det muligt at finde boliger til flygtningene og adgang til kommunens uddannelses-, efteruddannelses- og arbejdsmarkedsintegrationstjenester (7).

6.8.

Når der foreligger en positiv beslutning om flygtningestatus, må den pågældende flygtning selv ud og finde en bolig. Dette er ofte en meget vanskelig periode, da støtten fra staten hører op, og flygtningen skal finde arbejde på lige fod med modtagerlandets borgere.

6.9.

Den offentlige arbejdsformidling spiller en særlig rolle i den forbindelse. Den bør frem for alt aktivt varetage sin funktion som formidler af bæredygtig beskæftigelse. Men den skal også beslutte, hvilke yderligere kvalifikationer flygtningen kan have brug for at erhverve, for at han/hun kan få succes på arbejdsmarkedet. Det er værd at bemærke og tage med i betragtning, at efter fire års ophold har kun 25 % af flygtningene fundet arbejde, og at selv efter det 10. år er andelen kun omkring 50 % (8). Man kunne eventuelt indgå en individuel integrationskontrakt med den enkelte asylansøger, der indeholder relevante tiltag (ekstra efteruddannelse, antallet af ansøgninger osv.) med henblik på en fuldstændig integration på arbejdsmarkedet. EØSU understreger, at flygtninge skal behandles som de lokale borgere på arbejdsmarkedet for at undgå unfair konkurrence, social dumping og løndumping. Hvis der ikke er mulighed for at finde et job til en flygtning inden for en rimelig tid kunne tilbud om frivilligt arbejde i lokalsamfundet være et godt alternativ. Det kunne understøtte erhvervelsen af bedre sprogkundskaber og hjælpe flygtningen med at blive integreret i samfundet.

6.10.

Et godt eksempel er, at Tyskland for nylig har besluttet at indføre særlige ID-kort til asylansøgere. Efter førstegangsregistreringen bliver kortet det centrale og obligatoriske identifikationsmiddel, der er knyttet til en central database og indeholder information om f.eks. en persons uddannelsesmæssige baggrund og faglige erfaring.

6.11.

Ligesom i den lokale befolkning er der blandt flygtningene personer, der har lyst og kvalifikationer til at blive iværksættere. De bør modtage information og vejledning om, hvordan man starter en virksomhed op og bliver arbejdsgiver.

6.12.

Det debatteres i øjeblikket i Tyskland og Slovakiet, hvordan flygtninge med høje kvalifikationer i fag, hvor der er mangel på folk, kan ledes ind på arbejdsmarkedet via en »fast track«-procedure.

6.13.

Flygtninge skal bruge oplysninger om arbejdsmarkedet generelt, om muligheder for efteruddannelse og om ledige jobs. Da en stor procentdel af flygtningene typisk er i studiealderen, dvs. mellem 16 og 25, må der gives grundlæggende information eller forberedende kurser inden for forskellige fagområder, inden den egentlige efteruddannelse kan begynde. I Tyskland har handels- og industrikamrene iværksat initiativer, der skal bistå i forbindelse med praktikophold, f.eks. i form af interviews à la »speed dating«. De tyske handels- og industrikamre hjælper virksomheder med at oparbejde kvalifikationer og levere efteruddannelse til flygtninge via »Commitment to training«-projektet. De forsøger også at tiltrække frivillige sponsorer til at tage sig af flygtninge og virksomheder gennem rådgivning til begge sider. Handels- og industrikamrene støtter også flygtninge, der ønsker at starte deres egne virksomheder.

6.14.

I Østrig er der startet et projekt, som sigter mod at tildele ledige lærlingepladser til unge flygtninge med støtte fra den offentlige arbejdsformidling og coaches. En praktikperiode kan gå forud for en formel lærlingekontrakt. De østrigske jernbaner (ÖBB) har desuden igangsat et projekt med titlen »Mangfoldighedens muligheder« (»Diversität als Chance«), gennem hvilket 50 uledsagede flygtninge mellem 15 og 17 år tilbydes lærepladser.

6.15.

For at lette integrationen af højt kvalificerede migranter har det østrigske forbundshandelskammer udviklet programmet »mentorordning for migranter«, som også er blevet udstrakt til højt kvalificerede flygtninge. Mentorer er mennesker, der er godt integreret på det østrigske arbejdsmarked og som støtter migranterne i deres jobsøgning ved at skaffe oplysninger eller ligefrem give adgang til deres egne faglige netværk. Dette program hjælper også med at forebygge kulturelle misforståelser.

6.16.

I flere medlemsstater tager såkaldte flygtningevenner sig af flygtninge. De engagerer sig på frivillig basis i en mangfoldighed af organisationer og mødes regelmæssigt med en flygtning for at skabe personlige relationer. Dette er så meget desto vigtigere, som et stort antal flygtninge er uledsagede mindreårige, der er rejst fra deres familier i hjemlandet. Flygtningevennerne kan også fungere som ambassadører, der forbedrer billedet af flygtninge i det pågældende land.

6.17.

Arbejdsmarkedsorganisationer i visse medlemsstater (f.eks. Spanien, Frankrig, Tyskland, Tjekkiet og Østrig) har opfordret deres respektive regeringer til at arbejde mere effektivt med integration af flygtninge. I Spanien indføjede man en ny foranstaltning specielt rettet mod integration af flygtninge på arbejdsmarkedet i den årlige beskæftigelsesplans politikker.

6.18.

Danmark anvender en såkaldt »trappemodel« for integration af flygtninge på arbejdsmarkedet: på første trin identificeres den enkelte flygtnings kompetencer (4-8 uger) og der gives danskundervisning. På andet trin (26-52 uger) anbringes flygtningen som praktikant i en virksomhed (uden udgifter for arbejdsgiveren) og der gives yderligere danskundervisning. Herefter er flygtningen klar til at tage et job med løntilskud. Effektiv implementering af sådanne modeller bør stimulere skabelsen af nye beskæftigelsesmuligheder og forebygge »crowding out« af lokale arbejdstagere (ingen svingdørseffekt).

6.19.

For at garantere en fair konkurrence skal arbejdsvilkårene, herunder lønninger, overholdes fuldt ud uanset hvilken nationalitet eller status en arbejdstager har (lex loci laboris). Medlemsstater må sikre effektive foranstaltninger, mekanismer og administrativ kapacitet til at håndhæve det. Fagforeninger støtter arbejdstagere, der er flygtninge eller migranter uden dokumentation, med at kræve deres ret (»École des solidarités« — Belgien, »UNDOK« – Østrig).

7.1.

EØSU pointerer, at enhver foranstaltning skal ledsages af en passende finansiering for at have vedvarende positiv effekt på vores samfund. Hvis integrationen af flygtninge skal lykkes på vedvarende vis er der gennem Juncker-planen med mere brug for en forstærket indsats i form af investeringer til fremme af vækst og beskæftigelse. Yderligere investeringer i integrationsforanstaltninger og sociale investeringer bør stilles til rådighed for både lokalbefolkningen og flygtningene med henblik på at opfylde de enkelte målgruppers behov. EØSU har noteret sig de potentielt positive virkninger for de offentlige finanser af en skat på finansielle transaktioner, der sikrer et mere rimeligt bidrag fra den finansielle sektor. På grund af de ekstraordinære omstændigheder og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten bør ekstraudgifterne til at huse flygtninge efter grundige undersøgelser ikke medregnes i medlemsstaternes offentlige underskud (9).

7.2.

Medlemsstater, der tager sig af den første modtagelse, såsom Italien, Malta, Spanien og Grækenland bør modtage direkte økonomisk bistand for hver flygtning eller migrant, så de præcist og hurtigst kan behandle asylansøgninger og sørge for hjemtransport, hvis kriterierne for tildeling af asyl ikke er opfyldt. Medlemsstater, der påtager sig et ansvar for at integrere flere flygtninge i deres samfund, end solidaritetsprincippet egentlig kræver, bør også kunne regne med økonomisk støtte fra EU.

7.3.

Asyl-, Migrations- og Integrationsfondens økonomiske midler bør øges for bedre at kunne samfinansiere integration af flygtninge med medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår programmer, der gennemføres af lokale myndigheder og NGO'er. Også Den Europæiske Socialfond bør tildeles tilstrækkelige øgede midler til fremme af social integration af flygtninge, ligebehandling af kvinder, virksomhedsstøtte og inklusion af flygtninge på arbejdsmarkedet, hvilket kræver dialog og samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Desuden bør Den Europæiske Fond for Regionaludvikling tilføre ekstra midler til byområder, der gennemfører de nødvendige ordninger for modtagelse og integration af flygtninge.

7.4.

Det skal undersøges, om der kan etableres et internationalt samarbejde om finansiering af integration af flygtninge, særlig samarbejde med UNHCR og Den Internationale Organisation for Migration.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/28

Ordfører:

Vitas MAČIULIS

1.1.

Energi og international politik hænger uløseligt sammen, og energi står for øjeblikket øverst på EU's dagsorden. Da nogle internationale aktører forsøger at bruge energi som redskab til opnåelse af politiske mål, er det i EU-borgernes interesse, at EU fortsat har stort fokus på energispørgsmålene.

1.1.1.

Tre faktorer er altafgørende i forhold til den eksterne dimension af energi: diversificering, »at vi taler med én stemme« og et godt udviklet internt energisystem.

1.2.

Diversificering af EU’s energikilder, leverandører og transportveje er vigtig for den eksterne energipolitik. Som fremhævet i EU’s strategi for energiunionen er en af EU's største udfordringer, at over halvdelen af den energi, der forbruges, er importeret energi, som skal garanteres ved hjælp af bestemte handelspolitikker.

1.2.1.

Gruppen af energiimportpartnere skal udvides ved hele tiden at være på udkig efter og indgå i dialoger med nye, pålidelige og stabile energileverandører.

1.2.2.

Nye, store infrastrukturprojekter, der skal medvirke til opfyldelsen af diversificeringsmålet, bør opfylde målsætningerne i strategien for energiunionen og være i fuld overensstemmelse med den gældende EU-ret. De bør også være fuldt ud sammenhængende med målet om at oprette et decentralt energisystem, hvor vedvarende energikilder spiller en afgørende rolle.

1.2.3.

Samarbejde mellem repræsentanter for private og politiske sektorer bør fremmes for at finde de mest velegnede metoder og partnere til udvikling af energi med eksterne partnere. Målene om energisikkerhed og -bæredygtighed bør altid tages i betragtning.

1.3.

Trods det, at medlemsstaterne har forskellige energimiks, energiimportstrukturer og traditionelle partnere, bør det tilstræbes »at tale med én stemme«. En fælles holdning internt i EU er afgørende for en stærk position udadtil.

1.3.1.

EØSU opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at koordinere deres individuelle interesser på energiområdet og til stadighed bevare den gensidige solidaritet og gennemsigtighed.

1.3.2.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag af 16. februar 2016 om styrkelse af den eksisterende mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler og ikkebindende instrumenter.

1.3.3.

Et vigtigt element i EU’s eksterne energipolitik bør være fælles standarder for miljø- og atomsikkerhed i de energiprojekter, der gennemføres i EU's nabolande. Køb af energi fra lande, som ikke overholder disse standarder, bør begrænses.

1.4.

Et robust internt energisystem er det vigtigste instrument til mindskelse af påvirkninger udefra: en af grundpillerne i energiunionen er etableringen af et velfungerende og gennemsigtigt indre energimarked i EU. Det ville kunne omsættes direkte til en mere effektiv EU-strategi for eksterne energispørgsmål.

1.4.1.

Alle de nødvendige dele af energiinfrastrukturen skal etableres, så det bliver muligt at optimere og strømline importen af energi til EU.

1.4.2.

EØSU understreger behovet for fuld integration af alle medlemsstaters energinet og -systemer i EU’s indre marked og sikre, at de er fuldt ud synkroniserede.

1.4.3.

EU's energiproducenters konkurrenceevne skal bevares ved at sikre lige konkurrencevilkår for europæiske og ikkeeuropæiske energiproducenter.

1.4.4.

EØSU mener, at udformningen og gennemførelsen af EU's eksterne energipolitik bør tage hensyn til, at industrierne i EU, især de energiintensive industrier, har behov for at have adgang til en konkurrencedygtig, stabil og forudsigelig energiforsyning, så de kan operere på lige vilkår med deres internationale konkurrenter.

1.5.

En fremtidsorienteret energipolitik, som vil medvirke til at opfylde EU's eksterne mål, herunder målene under COP21-aftalen, bør først og fremmest baseres på en systematisk hensyntagen til målene i EU's klimapolitik og til det internationale samfunds samlede indsats for at begrænse klimaændringerne, navnlig gennem udviklingen af tre nøglefaktorer: vedvarende energikilder, energieffektivitet og forskning og udvikling.

1.5.1.

Vedvarende energi er helt afgørende for at øge energiforsyningssikkerheden og reducere importafhængigheden.

1.5.2.

EU bør gøre sit yderste for at bevare sin førerposition på området.

1.5.3.

Energieffektivitet er en af de væsentligste faktorer i indsatsen for at nedbringe EU's energiforbrug og dermed også energiimporten. Det følger deraf, at det er afgørende at mindske privates og erhvervsdrivendes energiudgifter.

1.6.

Forskning og udvikling skal tilføres tilstrækkelige ressourcer, da det vil øge effektiviteten og mindske omkostningerne til energiproduktion. I denne sammenhæng er det internationale samarbejde naturligvis også en vigtig faktor.

1.7.

Da energi bør være overkommelig i pris for forbrugerne og fremme industriens konkurrenceevne, opfordrer EØSU Kommissionen og de nationale regeringer til en bred inddragelse af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationer. EØSU anmoder derfor om, at der indledes en europæisk energidialog og afholdes et europæisk energiforum med deltagelse af alle berørte aktører. Dette er af største vigtighed for udviklingen af en intelligent, effektiv og bæredygtig ekstern energipolitik.

1.7.1.

EØSU er nødt til at mobilisere sine internationale organer, med henblik på at de kan spille en aktiv rolle i udviklingen af en effektiv og modstandsdygtig ekstern energipolitik for EU.

2.1.

Energi er først for nylig blevet et varmt emne i de politiske debatter i EU og rykket øverst på Kommissionens dagsorden. EØSU beskæftiger sig også aktivt med den eksterne dimension af energi og har allerede afgivet en række udtalelser om emnet (1).

2.2.

På baggrund af EU's stigende afhængighed af importeret energi, navnlig olie og gas, er den eksterne dimension af EU's energipolitik efterhånden afgørende for at sikre stabile energiforsyninger.

2.2.1.

Over halvdelen (53,2 %) af EU's interne bruttoenergiforbrug dækkes af importeret energi. EU importerer 44,2 % faste brændstoffer (hvoraf over halvdelen er stenkul), 87,4 % råolie og afledte produkter og 65,3 % naturgas (Eurostat data, 2013).

2.2.2.

Tallene illustrerer med tydelighed EU's afhængighed af handel med tredjelandsleverandører. Derfor kan upålidelige og ustabile leverandører eller dårligt vedligeholdt infrastruktur udgøre en alvorlig trussel mod energiforsyningssikkerheden i hele EU.

3.1.

EU bør søge efter nye muligheder for samarbejde og styrke de eksisterende energipartnerskaber med tredjelande for så vidt angår diversificeringen af kilder, leverandører og transportveje.

3.2.

Rusland vil højst sandsynligt også i den nærmeste fremtid levere størstedelen af den importerede energi til EU. Det gælder navnlig rørledningsgas.

3.2.1.

EU er Ruslands største energieksportmarked og en meget pålidelig aftager, og for Rusland er det en høj prioritet som minimum at bevare den fordelagtige position på EU's energimarked.

3.2.2.

Nord Stream II-rørledningsprojektet er for øjeblikket et af de allervigtigste punkter på Ruslands energidagsorden, idet formålet med projektet er at øge eksporten af naturgas til EU. I EU er der blevet udtrykt bekymring for, om projektet kan være i modstrid med EU's strategi for energiunionen om diversificering af gasforsyningen. EØSU ser det som Kommissionens vigtigste opgave at foretage en tilbundsgående evaluering af Nord Stream II-projektet og dets overensstemmelse med EU-retten, herunder den tredje energipakke, samt målsætningerne i strategien for energiunionen, navnlig diversificeringen af energikilder, -leverandører og -transportveje.

3.2.3.

Alle medlemsstaters interesser skal tages i betragtning, når EU udarbejder en fælles holdning til Nord Stream II. De handelsmæssige aspekter af projektet må ikke som eneste faktor lægges til grund for en beslutning, især da Rusland synes at bruge energi som et redskab til at opnå geopolitiske mål.

3.3.

En værdifuld partner for EU i international sammenhæng er Norge, som bl.a. på energiområdet har samme politiske prioriteter som EU. Norge har underskrevet aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og er dermed en del af EU's indre marked.

3.3.1.

Den nordiske dimension forventes at få en øget betydning, og det samme gælder samarbejdet i de nordlige områder vedrørende olie- og gasfelter i Det Arktiske Ocean. Imidlertid bør der være særlig fokus på områdets skrøbelige miljø, når og hvis virksomhederne virkelig begynder at undersøge mulighederne i ressourceforekomsterne i området.

3.4

EU's samarbejde med energipartnere i det sydlige og østlige Middelhavsområde er for nylig blevet styrket med etableringen af regionale platforme vedrørende gas, elektricitet, vedvarende energi og energieffektivitet. Disse platforme forventes at få afgørende betydning for at fremme og udbygge samarbejdet på energiområdet.

3.5.

EU betragter Centralasien som en strategisk vigtig region med store forekomster af energiressourcer og ønsker derfor at etablere et langsigtet og stabilt samarbejde. Det fremgår af Udenrigsrådets konklusioner om EU-strategien for Centralasien vedtaget den 22. juni 2015, at EU ønsker et udvidet energisamarbejde, der gensidigt kan bidrage til energiforsyningssikkerheden.

3.6.

En forbindelse mellem området omkring Det Kaspiske Hav og EU-markedet via den sydlige gaskorridor vil åbne nye muligheder for handel med naturgas og bidrage til opfyldelsen af EU's mål om diversificering. Den transanatolske naturgasrørledning (TANAP) bliver en central del af forsyningsledningen sammen med den transadriatiske rørledning (TAP).

3.7.

Energiforbindelserne med USA prioriteres stadig højere i EU, hvilket afspejles i EU-USA Energirådet. Gaspriserne i USA er i øjeblikket lave som følge af produktion af ukonventionel gas. EU bør benytte lejligheden til at fremme udviklingen af den transatlantiske handel med flydende naturgas (LNG), da dette i høj grad vil medvirke til at diversificere energiforsyningen.

3.7.1.

Det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) kan blive et vigtigt redskab til fremme af bl.a. den transatlantiske energiforsyningssikkerhed. EØSU opfordrer parterne til at gøre deres yderste for at løse aftalens udeståender vedrørende energi.

3.8.

EU's energiforsyningssikkerhed er i høj grad afhængig af energisituationen i nabolandene, og EU bør derfor fortsætte det tætte samarbejde med nabolandene og udvide omfanget af det gensidigt fordelagtige samarbejde.

3.8.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til yderligere at styrke Energifællesskabet, navnlig med hensyn til implementering af energifællesskabsrettens bestemmelser for så vidt angår kontraherende parter (2).

3.8.2.

Energifællesskabets primære målsætning er en udvidelse af EU's indre energimarked. EU skal fortsat styrke samarbejdet med nabolandene og deres civilsamfund med det formål at etablere et reelt fælleseuropæisk energimarked. EØSU bakker op om Kommissionens forslag til forordning om forsyningssikkerhed, der direkte inddrager landene i Energifællesskabet.

3.9.

EU må gribe den mulighed, der følger af, at de internationale sanktioner mod Iran er blevet ophævet, og genetablere energiforbindelserne, da Iran potentielt kan bidrage til diversificeringen af EU's energiforsyningskilder.

3.10.

EU bør ligeledes fremskynde og styrke indsatsen for at opbygge stabile partnerskaber med så forskellige, men vigtige tredjelande som Canada, Tyrkiet og Algeriet. EØSU er positiv over for de energidialoger på højt plan, der blev indledt med disse lande i 2015.

3.11.

Energiaspektet bør behørigt afspejles i handelsaftaler med tredjelande. Derudover skal energiaftaler med leverandører fra tredjelande være i fuld overensstemmelse med EU's love og bestemmelser samt principper for energisikkerhed.

4.1.

Den 20. juli 2015 godkendte Udenrigsrådet Handlingsplanen for energidiplomati, der skal understøtte Energiunionens eksterne dimension. Målet med planen er at styrke de fælles budskaber, så EU »taler med én stemme« i vigtige energispørgsmål og opfylder energimålsætningerne i et solidarisk samarbejde i alles interesse, så vi ikke ser en gennationalisering af energipolitikker.

4.1.1.

De primære elementer i Handlingsplanen for energidiplomati omfatter diplomatisk støtte til diversificering af energikilder, -leverandører og -transportveje, øget samarbejde med transitlande (især Ukraine) og andre vigtige tredjelande som energipartnere, en yderligere styrkelse af Energifællesskabet og videreførelse af EU's strategiske engagement i multilaterale initiativer på energiområdet.

4.2.

En mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler blev etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse af 25. oktober 2012 med det formål at sikre, at aftalerne er juridisk klare og gennemsigtige samt i overensstemmelse med EU-retten. I februar 2016 fremsatte Kommissionen et forslag om styrkelse af den eksisterende mekanisme.

4.2.1.

EØSU støtter indsatsen for at sikre overholdelse af retsreglerne og gennemsigtighed i EU’s aftaler med tredjeparter (3) og vil derfor også støtte en udvidelse af den eksisterende mekanisme til udveksling af oplysninger.

4.3.

EU bør fortsat have fokus på fremme og løbende forbedring af standarderne for miljø- og nuklear sikkerhed i tredjelande.

4.3.1.

Især bør der være fokus på de kernekraftværker, der opføres tæt på EU's grænser i tredjelande (f.eks. Astraviec kernekraftværket i Hviderusland, der viste sig ikke at overholde Espookonventionens regler). EU bør over for tredjeparter understrege vigtigheden af at garantere den generelle sikkerhed ved den slags projekter i overensstemmelse med Den Internationale Atomenergiorganisations konvention om nuklear sikkerhed samt andre relevante, internationale aftaler. Kommissionen bør optrappe bestræbelserne for at sikre, at lande, der har accepteret at gennemføre nukleare sikkerhedsstresstest i overensstemmelse med EU's regler, hurtigst muligt opfylder denne forpligtelse. Desuden bør usikre kraftværker få begrænset deres energimæssige adgang til EU.

5.1.

Et robust internt energisystem kan direkte omsættes til en stærk stilling udadtil. EU bør derfor sigte mod at strømline tilgangen til EU-anliggender internt i EU.

5.2.

Strategien for energiunionen er et højt prioriteret initiativ, der har til formål at konsolidere en fælles EU-tilgang til energiudfordringerne. Da energisikkerhed er en forudsætning for økonomisk og social velstand i EU, bliver det et fælles ansvar for medlemsstaterne, energiproducenterne, forbrugerne, transitlandene og det internationale samfund, som alle er aktører på de moderne globaliserede energimarkeder.

5.2.1.

En vigtig søjle i energiunionen er at forbedre sammenkoblingerne mellem medlemsstaterne og den fulde gennemførelse af EU-regelsættet for det indre energimarked. En fuld integration af EU's indre marked vil øge konkurrencen blandt energileverandørerne, hvilket vil give sig udslag i mere favorable priser til slutforbrugerne.

5.2.2.

I takt med, at LNG bliver stadig mere udbredt rundt omkring i verden, åbner der sig nye muligheder for, at EU kan diversificere sin gasforsyning. Derfor bør LNG-infrastrukturen i EU styrkes og udbygges. EØSU er yderst positivt over for den strategi for flydende naturgas og lagring heraf, som Kommissionen vedtog i februar 2016.

5.2.3.

En fuldstændig integration i EU vil betyde, at der ikke længere vil være »energienklaver«. EØSU understreger behovet for en fuld integration af energinettene og -systemerne i alle medlemsstater i EU's indre marked, både ved at udvikle en fysisk infrastruktur til sammenkobling af nettene og endeligt løse problemet med synkronisering i de tre baltiske lande (4), da driften af deres elsystem for øjeblikket afhænger af en tredjelandsoperatør (Rusland).

5.2.4.

EU's energiproducenters konkurrenceevne skal bevares. Der skal være lige konkurrencevilkår for europæiske og ikkeeuropæiske energiproducenter for at sikre, at alle aktører på energimarkedet overholder EU's konkurrenceregler.

6.1.

Vedvarende energikilder skaber direkte muligheder for EU, ikke kun for at reducere afhængigheden af importerede, fossile brændstoffer, men også for at gøre EU's egen energiproduktion mere bæredygtig. EØSU erkender, at udviklingen af vedvarende energikilder er et af de områder, der skal satses allermest på, for at opnå større energiforsyningssikkerhed i fremtiden. EU bør imidlertid ikke sætte sin lid til tidligere successer og bør gøre sit yderste for at bevare sin førerposition på området. Endvidere bør EU's tjenestemænd tilskynde tredjelande til at fastlægge ambitiøse mål for vedvarende energi.

6.1.1.

EU ser allerede længere frem end 2020 og har fastlagt endnu mere ambitiøse mål for 2030. Et fælles mål om mindst 27 % energi fra vedvarende energikilder kræver, at medlemsstaterne intensiverer samarbejdet på regionalt plan og dermed sikrer en yderligere konsolidering af EU’s energisektor.

6.1.2.

Med henblik på at modvirke klimaændringerne glæder EØSU sig over COP21-aftalen og EU's tilsagn i klima- og energirammen om at nedbringe drivhusgasudledningen med mindst 40 % (i forhold til 1990-niveauerne) inden 2030. EU bør ikke blot opfordre sine partnere til at være aktive på dette område, men også om nødvendigt yde praktisk hjælp.

6.1.3.

Decentraliseret energiproduktion og energikooperativer kan bidrage til opfyldelsen af EU's klima- og energimål. Bredere dele af samfundet kan på den måde bidrage til energiuafhængigheden og -sikkerheden i de enkelte lande og EU som hele. Derfor bør bedste praksis inden for omkostningseffektiv egenproduktion og egetforbrug fastlægges.

6.2.

Energieffektivitet kan tillige bidrage direkte til at nedbringe EU's store import af energi. Et mål om en forbedring af energieffektiviteten med mindst 27 % (det samme som for vedvarende kilder) inden 2030 er vedtaget for hele EU, og Kommissionen gør en stor indsats for at implementere princippet om »energieffektivitet først«. Derudover vil Energiunionen fortsat sikre lettere adgang til finansiering af energieffektiviseringstiltag, navnlig i transport- og byggesektoren, og tilskynde medlemsstaterne til at prioritere energieffektivitet højt i deres nationale politikker.

6.3.

Øremærkning af tilstrækkelige ressourcer til forskning og udvikling bliver helt afgørende for at fortsætte de teknologiske fremskridt inden for energiproduktion og intelligent distribution. Det gælder især vedvarende energi, hvor målet er at gøre produktionen omkostningsvenlig og pålidelig. Desuden bør udviklingen af spydspidsteknologier såsom anvendelse af brint, brændselsceller og kernefusion inden for energiproduktionen, fortsættes.

6.4.

EØSU opfordrer EU til at gå i front med hensyn til at finde bæredygtige løsninger på energiproblemerne i udviklingslandene gennem politikker og initiativer, der skal sikre udvidet økonomisk, teknisk og juridisk bistand. Det udvidede samarbejde med udviklingslande bør først og fremmest være i form af støtte til uddannelse inden for relevante områder.

7.1.

Da forbrugerne har en forventning om, at energi skal være tilgængelig og fremme industriens konkurrenceevne, opfordrer EØSU Kommissionen og de nationale regeringer til at inddrage civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationer i energianliggender og føre en løbende og åben dialog. Dette vil i høj grad fremme en bedre forståelse af de aktuelle energirelaterede problemstillinger.

7.1.1.

Energifattigdom er et globalt anliggende, der uundgåeligt må indgå i både EU's interne og eksterne energipolitik. De lande, der er mest truede, skal gives en hjælpende hånd.

7.2.

Civilsamfundet bør udvise et større initiativ i forbindelse med udviklingen af energipolitikker. EØSU bifalder den fælles erklæring om energi underskrevet af civilsamfundsplatformen EU-Ukraine (CSP) den 11. februar 2016, der har til formål at styrke civilsamfundets rolle og udarbejde anbefalinger til retsforskrifter til de relevante myndigheder.

7.2.1.

Energi må blive et punkt på dagsordenen til EØSU's internationale møder samt et vigtigt emne i debatten med civilsamfundet i partnerlandene.

1)

EØSU's udtalelse om »Civilsamfundets bidrag til revisionen af EU's strategi for Centralasien«, EUT C 242 af 23.7.2015, s. 1.

2)

EØSU's udtalelse om »En strategisk ramme for energiunionen«, EUT C 383 af 17.11.2015, s. 84.

3)

EØSU’s udtalelse om »Energi — en faktor for udvikling og styrkelse af tiltrædelsesprocessen i det vestlige Balkan«, EUT C 32 af 28.1.2016. s. 8.

4)

EØSU’s udtalelse om »Sikring af vigtig import til EU ved hjælp af EU's gældende handelspolitik og andre dertil knyttede politikker«, EUT C 67 af 6.3.2014, s. 47.

5)

EØSU’s udtalelse om »Mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet«, EUT C 68 af 6.3.2012, s. 65.

6)

EØSU’s udtalelse om »Civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af et fremtidigt europæisk energifællesskab«, EUT C 68 af 6.3.2012, s. 15.

7)

EØSU’s udtalelse om »Den eksterne dimension af EU’s energipolitik«, EUT C 182 af 4.8.2009, s. 8.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/35

Ordfører:

Milena ANGELOVA

1.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens erklærede formål med at udgive denne grønbog og det faktum, at Kommissionen er på rette spor og har et ambitiøst program for gennemførelsen af handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion (1).

1.2.

EØSU støtter Kommissionens idé om at bestræbe sig på at lette den grænseoverskridende udbredelse af finansielle tjenesteydelser i detailleddet og forbrugernes muligheder for at skifte udbyder. Sådanne foranstaltninger bør sikre en mere konkurrencepræget markedsstruktur og gøre de finansielle tjenester mere forbrugervenlige, herunder ved at fremme adgangen til udenretslige klagemuligheder i medlemsstaterne (2).

1.3.

EØSU bifalder Kommissionens tilgang i grønbogen, der er møntet på at søge passende politikker til at stimulere begge sider af detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser: udbud og efterspørgsel.

1.4.

EØSU støtter tanken om, at forbrugerne så vidt muligt bør have mulighed for at sammenligne forskellige produkter, så de kan træffe et informeret valg. I den forbindelse støtter EØSU fuldt ud direktivet om markeder for finansielle instrumenter (МiFID II) — samtidig med at EØSU stadig forbereder sin udtalelse om de nyligt foreslåede revisioner (3) — og forordningen om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer, som kræver bedre gennemsigtighed og videregivelse af oplysninger (4).

1.5.

Et af målene i grønbogen er at reducere markedsfragmenteringen inden for de finansielle tjenesteydelser i detailleddet. I den forbindelse ønsker EØSU at påpege, at der ikke findes nogen absolut pålidelig dokumentation for, at prisforskellene kun skyldes et markedssvigt i EU. Nationale og lokale faktorer påvirker også priserne på varer og tjenesteydelser, og gør dermed prisharmoniseringen mellem medlemsstaterne vanskeligere. For eksempel kan præmien for en bilforsikring i en medlemsstat og en tilsvarende præmie i en anden medlemsstat være helt forskellig på grund af skadesprocenten, som er baseret på antallet af trafikulykker eller antal tilfælde af bedrageri i hvert af disse lande. Tilsvarende kan renterne på forbrugerlån variere mellem medlemsstaterne alt afhængig af deres niveau for uerholdelige fordringer. Sådanne lokale faktorer henvises der med rette til i grønbogen, men de fortjener yderligere analyse. EØSU afventer derfor ivrigt resultaterne fra høringen og opfordrer Kommissionen til at søge yderligere dokumentation for den utilstrækkelige konkurrence og tydeligere årsager til forklaring af de påviste prisforskelle. Kommissionen bør også gå videre med denne undersøgelse i den konsekvensanalyse, der skal udføres forud for de forventede lovforslag.

1.6.

Samtidig ønsker EØSU at understrege, at mange af de problemer, der er fremhævet i grønbogen fra 2007 om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (5), stadig er gyldige — otte år senere — i den nuværende grønbog. EØSU tilsluttede sig generelt den tidligere grønbog (6) og roste de tiltag, der var blevet iværksat for at finde nogle praktiske løsninger (7). På trods af enkelte positive resultater har fremskridtene været begrænsede, og problemerne vedrørende etableringen af et velfungerende indre marked for finansielle tjenesteydelser i detailleddet består. Efter EØSU's opfattelse bør resultaterne fra høringerne om grønbogen denne gang omsættes til et mere ambitiøst program, der kan afhjælpe de langvarige problemer.

1.7.

Grønbogen tager højde for en bred vifte af finansielle produkter, hvor større udvalg og flere muligheder ikke kan indføres på samme tid for alle produkters vedkommende. Der vil selvfølgelig være behov for forskellige prioriteringer og tidsrammer. EØSU foreslår, at resultaterne fra høringsprocessen fortrinsvist anvendes på enklere produkter, hvor de lokale faktorer har forholdsvis mindre betydning. På den måde vil processen med at skabe et indre marked for finansielle produkter vinde momentum og tillid. Eksempler på sådanne produkter kunne være betalingstjenester, fælleseuropæiske pensionsprodukter, opsparingskonti, bil- og livsforsikringer. Et af de første skridt kunne være anvendelsen af bonus malus-systemet for bilforsikringer på tværs af alle medlemsstater, hvilket vil mindske betydningen af lokale faktorer og skabe en nøje sammenhæng mellem forsikringspræmierne og den enkeltes profil. Produkter såsom realkreditlån, forbrugslån, erhvervsforsikring og kapitalforvaltning bør følge efter inden for tidsrammen.

1.8.

Mens grønbogen hovedsageligt fokuserer på de digitale teknologier, ser EØSU to vigtige faktorer for en øget grænseoverskridende efterspørgsel af produkter, som også bør tages i betragtning:

1.9.

EØSU mener, det er bydende nødvendigt at gøre alt for at undgå genåbning af de direktiver (f.eks. direktivet om betalingstjenester 2 og realkreditdirektivet (9)), som netop er vedtaget. Der skal afsættes tid til, at foranstaltningerne kan finde effektiv anvendelse, og nye regulerende foranstaltninger skal indføres med forsigtighed, så de finansielle markeder ikke overreguleres.

2.1.

Kommissionen offentliggjorde grønbogen i forbindelse med handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion (10) for at undersøge, hvordan det europæiske marked for finansielle tjenesteydelser i detailleddet — dvs. forsikring, lån, betalinger, anfordringskonti og opsparingskonti og andre investeringsprodukter i detailleddet — kan blive yderligere åbnet op og give bedre resultater for forbrugerne og virksomhederne, samtidig med at der bibeholdes en passende grad af forbruger- og investorbeskyttelse på både europæisk og nationalt plan.

2.2.

I grønbogen er man meget optaget af at reagere på udfordringerne ved digitaliseringen, som kan bidrage til at nedbringe priserne og forbedre produkternes sammenlignelighed, hvorved forbrugerne får bedre forudsætninger for at træffe finansielle valg. I det lange løb bør digitaliseringen give virksomhederne mulighed for at gøre deres produkter tilgængelige overalt i EU, hvorved EU's indre marked bringes tættere på virkeligheden.

2.3.

Et andet vigtigt spørgsmål, som bliver rejst i grønbogen, er, hvordan man opbygger tillid, da det er afgørende for udbygningen af det indre marked for finansielle detailtjenester. For at nå disse mål fokuseres der i dokumentet på, hvordan man gør tjenesteydelser og varer mere forståelige.

2.4.

Grønbogen udforsker også, hvordan det indre marked for finansielle tjenesteydelser kan støttes med henblik på at skabe håndgribelige forbedringer i EU-borgernes liv og nye markedsmuligheder for leverandørerne, således at væksten i den europæiske økonomi og jobskabelsen understøttes.

3.1.

EØSU mener, at den fragmentering af markederne for finansielle tjenesteydelser i detailleddet, der understreges i grønbogen, skyldes de nationale og lokale faktorers samlede påvirkning af priserne på varer og tjenesteydelser (juridiske og lovgivningsmæssige krav, kulturelle særpræg og arten af de offentlige sociale beskyttelsessystemer) samt de markedsmæssige udfordringer på både efterspørgsels- og udbudssiden. Sidstnævnte der skal løses i fremtiden.

3.2.

De største udfordringer på udbudssiden er:

3.3.

De største udfordringer på efterspørgselssiden er:

3.4.

EØSU tager endvidere til efterretning, at udviklingen i digitaliseringen skaber nye rammevilkår og i betydelig grad udvider mulighederne for at levere nye tjenester og øgede grænseoverskridende aktiviteter. Det må imidlertid omhyggeligt sikres, at digitale fremskridt ikke bruges til at vildlede forbrugeren ved at give oplysninger om finansielle tjenesteydelser, der er for komplicerede, er irrelevante eller vanskelige at sammenligne

3.5.

EØSU påpeger, at borgernes finansielle forståelse stadig varierer meget fra sted til sted og er relativt lav sammenlignet med andre udviklede lande som USA, Australien og Canada (12). Den finansielle rådgivning før salg er ikke ordentligt reguleret og garanterer ikke, at kunderne vælger de mest hensigtsmæssige produkter, og de professionelle finansielle rådgivningstjenester er utilstrækkeligt udviklede set i forhold til nogle tredjelande.

3.6.

Nye teknologier og øget udbud — herunder grænseoverskridende udbud — skaber muligheder, men de frembyder også visse potentielle risici. De kan føre til høje gældsniveauer, misligholdelse af realkreditlån og flere tilfælde af insolvens, hvis forbrugerne mangler den nødvendige finansielle viden. Forbrugere, der køber forsikrings- og pensionsprodukter online, kan være i fare, fordi de ofte ikke undersøger nok og kan undertegne kontrakter uden at vide det (13). De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor sikre, at virksomheder, der sælger produkter online, opfylder en »rådgivningspligt« for at beskytte forbrugerne. Der er rigeligt med argumenter, der påviser vigtigheden af finansiel uddannelse og ordentlig rådgivning.

3.7.

Forbrugere, der ikke forstår begrebet renters rente, akkumulerer større gæld og betaler højere renter og transaktionsomkostninger (14), mens dem med økonomisk viden planlægger bedre, sparer mere op til pension (15) og diversificerer finansielle risici (16). Det samme gælder på makroøkonomisk niveau, hvor det kan konstateres, at finansiel forståelse har en stærk gavnlig virkning på den nationale opsparing og velstandsakkumulering (17). Med henblik herpå anbefales det kraftigt, at der kommer en klarere sondring mellem aktiviteter inden for markedsføring af produkter og aktiviteter vedrørende salg af produkter, især i tilfælde hvor der ydes rådgivning. Rådgivningen bør under ingen omstændigheder anvendes som et markedsføringsredskab og rådgivere bør være helt uafhængige. De oplysninger, der gives før kontraktunderskrivelse, bør forklares og præsenteres på en klar og omfattende måde. EØSU er overbevist om, at der for at genoprette tilliden til markederne for finansielle tjenesteydelser, øge de grænseoverskridende aktiviteter og forbedre de finansielle produkters portabilitet kræves målrettede foranstaltninger for at uddanne individuelle investorer og forbedre den økonomiske rådgivning.

4.1.1.

Grønbogen indeholder spørgsmål vedrørende forskellige bank- og ikke-bankprodukter og -tjenesteydelser, men der er betydelige forskelle mellem de vigtigste transaktionsprodukter (såsom anfordringskonti eller aftaleindskud) og kontraktlige produkter (såsom realkreditlån eller opsparings- og investeringsprodukter). Hvad angår opsparings- og investeringsprodukter, vil visse andre EU-retsakter (såsom МiFID og initiativet for etablering af en kapitalmarkedsunion) have en effekt på markedet, når de træder i kraft.

4.1.2.

For alle de produkter, der diskuteres i grønbogen, har den grænseoverskridende levering potentiale til at øge konkurrencen på de nationale markeder. Men produkterne med det største potentiale i denne fase er uden tvivl pensions- og investeringsprodukter. Kommissionens resultattavlesystem rangerer markedet for disse produkter som det dårligste af 31 forbrugermarkeder (18). De tilbudte pensionsprodukter er kendetegnet ved lokal tilknytning og høje gebyrer. Når inflation, administrationsgebyrer og supplerende betalinger tages med i beregningen, giver disse produkter ofte negative reelle afkast og dårligere resultater end de relevante markedsindekser (19). Derfor støtter EØSU i høj grad et indre marked for pensionsprodukter og mere specifikt udvikling af et europæisk personligt pensionsprodukt (20), der vil føre til øgede stordriftsfordele, lavere priser og flere valgmuligheder for forbrugerne.

4.1.3.

Med hensyn til forsikringsprodukter er nogle af disse meget portable, såsom livsforsikringsprodukter, hvor kunden er beskyttet, selv når vedkommende bevæger sig uden for de lokale grænser. Men andre indeholder elementer, der er lokalt reguleret og kræver tilpasninger, når virksomhederne forsøger at distribuere dem i forskellige lande. Artikel 11 i direktivet om forsikringsdistribution (omarbejdning) (21) fastsætter, at medlemsstaterne skal etablere ét centralt kontaktpunkt, som er ansvarligt for at formidle oplysninger om reglerne vedrørende »almene hensyn« i deres respektive medlemsstat, og tildeler EIOPA ansvaret for på sin hjemmeside at inkludere hyperlinks til de kompetente myndigheders hjemmesider, hvor oplysninger om disse regler vedrørende »almene hensyn« offentliggøres. Endvidere vil fuld grænseoverskridende levering stadig ikke være mulig — eller ønskelig — på grund de faktiske behov hos kunden, som produkterne opfylder, og på grund af forskelle i adfærd og risikofaktorer, der påvirker produktforholdene. EØSU bifalder løsninger, der bidrager til at begrænse manglen på portabilitet for produkterne, og anbefaler, at man i nogle tilfælde i det mindste finder delvise løsninger, såsom muligheden for, at forsikringstagerne kun betaler for forskellene mellem højere og lavere dækninger i forskellige medlemsstater.

4.1.4.

De største hindringer på udbudssiden er anført i punkt 3.2. For at overvinde disse er det nødvendigt:

4.1.5.

De største hindringer på efterspørgselssiden er anført i punkt 3.3.

4.1.6.

Takket være nye teknologier og i særdeleshed digitaliseringen er det muligt for første gang at skabe et reelt gennembrud inden for den grænseoverskridende levering af finansielle produkter. De kan spille en betydelig rolle i at skaffe flere og bedre oplysninger, øge produktgennemsigtigheden og -sammenligneligheden og identificere kunderne. De vil også kunne tilbyde omkostningsbesparende fordele ved at fjerne behovet for at opretholde fysiske kontaktpunkter. Men de kan ikke erstatte fjernelsen af andre vigtige hindringer, såsom den ulige grad af harmonisering af retlige ordninger og forbrugerbeskyttelse.

4.1.7.

Der kan ikke være tvivl om, at der fremover stadig vil være personer, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at bruge de digitale teknologier. Dette bør ikke modvirke bestræbelserne på at fremme brugen af sådanne teknologier i leveringen af finansielle produkter. Dette skyldes for det første, at de traditionelle midler til at levere sådanne produkter fortsat vil eksistere i lang tid, og for det andet, at sådanne personer kan få adgang til en bredere vifte af produkter på basis af velregulerede finansielle rådgivningstjenester.

4.1.8.

Den udbredte anvendelse af de digitale teknologier vil utvivlsomt skabe visse udfordringer for informationssikkerheden og data- og forbrugerbeskyttelsen. Sammen med de forskellige bestemmelser for levering af — og efterspørgsel efter — finansielle produkter ved hjælp af sådanne teknologier bør der derfor gennemføres en vurdering af risiciene forbundet med disse udfordringer, og der skal foreslås måder at reducere dem på.

4.1.9.

Der findes ikke nogen almindeligt accepteret definition på sikre, enkle og forståelige finansielle produkter. Den generelle opfattelse er, at sådanne produkter bør være kendetegnet ved prisgennemsigtighed, hensigtsmæssighed og forståelighed på brugerens sprog med henblik på effektiv kommunikation, muligheder for sammenligning med lignende produkter, klarhed og enkle resultater. Dette er ikke let at opnå i så kompleks en verden som de finansielle markeder.

4.1.10.

Produkter med disse egenskaber er i snæver forstand sjældent tilgængelige på markederne, og som et resultat heraf har forbrugerne ikke let adgang til dem. Dette gælder både for lande med veludviklede finansielle markeder og for lande med mindre udviklede markeder. Den mangfoldighed af produkter, der findes i nogle medlemsstater, gør ikke nødvendigvis tingene lettere for forbrugerne, fordi den kan føre til forvirring, vanskeligheder ved at træffe en beslutning, og til at der træffes det forkerte valg.

4.1.11.

Der kan gives adgang til sådanne produkter ved at etablere en grundlæggende klasse af finansielle produkter (22) på europæisk plan, som opfylder specifikke standardiserede krav afhængigt af de behov, de er målrettet til at opfylde. De bør være certificerede og forsynet med et særligt navn for at være let genkendelige for forbrugerne. En sådan klasse kan omfatte almindelige produkter såsom forskellige opsparingskonti og tidsbegrænset livsforsikring. Den relativt store grænseoverskridende markedsføring af UCITS (kollektive investeringsenheder) giver grund til at forvente, at europæiske personlige pensionsprodukter kunne oprettes på grundlag af UCITS-succesfaktorerne og indgå i den samme klasse. Eksistensen af en sådan klasse af produkter vil øge tilliden til de finansielle markeder.

4.1.12.

I mange lande er der blevet observeret »overregulering« (23), forskellige fortolkninger af EU-lovgivningen, forsinkelser i harmoniseringen, forskelle i gennemførelsen af EU-lovgivningen i national lovgivning samt forskelle i den konkrete anvendelse, hvilket har ført til overdrevent høje administrative krav og barrierer. Alle disse forhold skaber hindringer for integrationen og har en negativ indvirkning på forbrugernes tillid.

4.1.13.

De europæiske tilsynsmyndigheder er ansvarlige for forbrugerbeskyttelse. EØSU tilskynder til gennemførelse af denne opgave i overensstemmelse med følgende principper:

4.1.14.

Endelig bør de europæiske tilsynsmyndigheder altid favorisere de praksisser, der er til størst fordel for kunderne. Følgende bør prioriteres:

4.1.15.

Grønbogen kommer godt i dybden med de nuværende fremherskende tendenser, nemlig svag grænseoverskridende konkurrence inden for de finansielle tjenesteydelser i detailleddet og begrænset udvalg af finansielle produkter til forbrugerne.

4.2.1.1.

Bedre information til kunderne og hjælp til at skifte leverandør

4.2.1.1.1.

En styrket finansiel forståelse og adgang til finansiel rådgivning har uden tvivl afgørende betydning. Forbrugerne skal ikke blot have tilgængelige oplysninger, men også være i stand til at forstå dem eller have adgang til passende finansielle rådgivningstjenester af høj kvalitet.

4.2.1.2.

På trods af den stigende tendens blandt forbrugerne til at bruge digitale tjenester til at indhente oplysninger foretrækker en betydelig del af dem stadig personlig kontakt, især når de forhandler om produkter. I betragtning af forbrugernes nuværende viden, adfærd og præferencer kan bankerne dog overveje mere egnede kanaler til at øge forbrugernes viden om finansielle tjenesteydelser — f.eks. en forbrugerhjemmeside, der dækker hele EU. Kilderne til finansiering af et sådant websted bør drøftes yderligere, men der kan være tale om en fælles indsats, der gøres af de nationale regeringer, lokale myndigheder og markedsaktører. Når der oprettes en sådan mulighed, bør der tages hensyn til, at redskaberne til forsikringssammenligning først og fremmest skal ses på baggrund af en national kulturel forståelse. Det vil derfor være vanskeligt for en paneuropæisk forsikringssammenligningstjeneste effektivt at tage hensyn til diversiteten af brugere/klienter i Europa, navnlig når det gælder sammenligning af den risiko, der skal dækkes, som forekommer i en kulturel, retlig, skattemæssig, social og anden sammenhæng på nationalt og lokalt plan.

4.2.1.2.1.

EØSU støtter bestræbelserne på at gøre markedet mere effektivt, fleksibelt og gennemsigtigt og bakker op om de nuværende reguleringsmæssige initiativers fokus på bedre forbrugerbeskyttelse. Udvalget mener, at kvaliteten af de tjenester, der ledsager leveringen af de finansielle tjenesteydelser, endvidere kunne forbedres ved hjælp af en bedre udnyttelse af fordelene ved digitalisering og ved at udnytte potentialet hos de forskellige formidlere med veluddannet og kvalificeret personale og en passende metode til at levere komplette, objektive og sammenlignelige oplysninger til brug for forbrugernes valg.

4.2.1.2.2.

De fremlagte oplysninger skal være præcise, forståelige og relevante for brugerne. At overdænge forbrugere med information bør undgås, det samme gælder oversimplificering af virkeligheden for at betone bedre afkast. Et godt eksempel her er den praksis for at skifte leverandør af finansielle tjenesteydelser, der findes i Det Forenede Kongerige, hvor korrektheden af skiftet mellem den afsendende og modtagende bank garanteres af en uafhængig tredjepart, som sikrer, at skiftet sker på en enkel og gennemsigtig måde og inden for syv arbejdsdage. En anden god praksis er portabiliteten af realkreditlån i Italien, der blev indført i 2006 (25).

4.2.1.3.

Bekæmpelse af komplekse og uoverkommeligt høje gebyrer for udenlandske transaktioner

4.2.1.4.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 (26) har allerede afskaffet forskellene i gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro set i forhold til tilsvarende betalinger i euro på nationalt plan. Der kan gennemføres en ad hoc-vurdering for at undersøge, hvorvidt anvendelsen af denne bestemmelse på alle valutaer i EU (dvs. harmonisering af grænseoverskridende og indenlandske gebyrer for en betaling, der foretages i en given valuta) vil give mening og være til gavn for forbrugerne. Hvad angår oplysningerne til betalingstjenestebrugerne skal betalingstjenesteudbyderne under den nye PSD2 (27) informere kunden — betalingstjenestebrugeren — om alle gebyrer, der skal betales til betalingstjenesteudbyderen, samt den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der vil gælde for betalingstransaktionen, hvis der foretages en valutaomregning, inden kunden bindes af en kontrakt eller et tilbud. Når transaktionen er gennemført indeholder PSD2 lignende bestemmelser vedrørende den information, som betalingstjenesteudbyderen skal give betaler og betalingsmodtager. EØSU mener ikke, at der er behov for yderligere foranstaltninger, idet PSD2 allerede indeholder klare gennemsigtighedskrav for udbydere af betalingstjenester. Desuden kan anvendelsen af forordning (EF) nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger udvides til at omfatte andre valutaer i EU, der står uden for euroområdet.

4.2.1.5.

EØSU mener, at PSD2 fastsætter klare krav om gennemsigtighed, så både betalere og betalingsmodtagere holdes behørigt underrettet, om den vekselkurs der finder anvendelse forud for og efter, at der er foretaget en grænseoverskridende transaktion. Dette direktiv skal være gennemført i national lovgivning senest den 13. januar 2018, hvorfor der ikke er behov for yderligere foranstaltninger.

4.2.2.1.

For forsikringsselskaberne er bopælen af betydning, fordi:

Lokale faktorer såsom klima eller seismografi må tages i betragtning, når der skal træffes beslutning om for eksempel vilkårene for og prisfastsættelsen af indboforsikring. Uden en vis kritisk masse er det umuligt at levere tjenesteydelser på et fornuftigt grundlag. Aktuarmæssige modeller opererer med en høj fejlmargen, når antallet af hændelser, der anvendes til beregninger, ikke er højt nok. Når der endvidere afdækkes risici gennem genforsikring, prissætter genforsikringsmodellerne afdækningen forskelligt alt efter lokalitet.

4.2.2.2.

Stigende portabilitet for produkter

4.2.2.2.1.

Generelt vil forsikringsprodukter, der betaler en godtgørelse eller foretager en simpel udbetaling, være mere portable end dem, der leverer en tjeneste eller håndterer skadesanmeldelser.

4.2.2.2.2.

Livsforsikringsprodukter er allerede portable til en vis grad i den forstand, at kunden er omfattet, når han rejser i udlandet, undtagen i visse tilfælde, hvis han rejser til højrisikolande. Lokal livsforsikring giver ham også dækning, uanset hvor han befinder sig. Men tilbage står det tilfælde, hvor en forsikringstager flytter til et andet land, ikke som midlertidigt rejsende, men som borger med fast bopæl. I en sådan situation bør vedkommende fortsat kunne have sin forsikring, såfremt præmien eller dækningen af forsikringen tilpasses. Der er tale om tilfælde, hvor der som led i forsikringsprodukterne udbetales en bestemt pengesum.

4.2.2.2.3.

Andre forsikringsprodukter er i sig selv ikke nemme at gøre portable, fordi deres vilkår er uløseligt knyttet til forhold i landet. Med hensyn til sundhedsforsikringer er produktudformningen og prisfastsættelsen temmelig afhængig af dækningen i det enkelte lands offentlige sundhedssystem.

4.2.2.2.4.

I tilknytning hertil er der også et spørgsmål om skala: Det er teoretisk muligt at tilpasse produktet specifikt til kunden og de faktiske forhold, som han oplever, når han bor i udlandet, men det vil betyde, at der gives afkald på mulighederne for at opnå stordriftsfordele. Produktet vil blive alt for skræddersyet til hans sag og den virksomhed, der leverer produktet vil være mindre konkurrencedygtig end egentlige lokale udbydere. Den bedste løsning her ville være at fremme samarbejdet mellem forsikringsselskaber med en tilstedeværelse i forskellige europæiske lande.

4.2.2.3.

Et andet eksempel på forsikringsprodukter, der leverer tjenester, er indbo- og bilforsikring. De produkter, som tilbyder reparation af skader eller som beskæftiger sig med bilulykker, kræver, at forsikringsselskabet har aftaler med serviceudbydere over hele landet, hvilket kræver et vist omfang, hvis det skal være kommercielt levedygtigt. En mulig løsning er imidlertid at fremme samarbejdet med lokale (forsikrings-) virksomheder om at tilbyde denne service i andre lande.

4.2.2.4.

Fremme af adgangen til og anerkendelsen af erhvervsansvarsforsikringer på tværs af grænserne

16.

4.2.3.

En måde at give adgang til obligatorisk erhvervsansvarsforsikring på tværs af grænserne på ville være at harmonisere de obligatoriske erhvervsansvarsforsikringsbeløb og -betingelser.

4.2.3.1.

Tilstrækkelig tiltro og tillid er en forudsætning for, at aktørerne kan nyde godt af mulighederne andre steder i Europa

4.2.3.2.

Fremme af adgangen til og anerkendelsen af erhvervsansvarsforsikringer på tværs af grænserne

4.2.3.2.1.

EØSU mener, at uafhængige websteder, der formidler oplysninger og giver mulighed for at sammenligne de specifikke varer og tjenester, der udbydes af forskellige tjenesteudbydere i de enkelte medlemsstater, kan udgøre en god mulighed for at øge bevidstheden. Udvalget støtter i høj grad idéen om en specialdesignet officiel hjemmeside, som kan støttes af enten en administrator tildelt på det lovgivningsmæssige plan, og hvor udbyderne har pligt til selv at opdatere oplysningerne inden for bestemte tidsintervaller, eller af et netværk, der oprettes af forbrugerorganisationer i medlemsstaterne. Forskellige websteder kan også forbindes i et decentralt, indbyrdes forbundet system.

Når digitale løsninger anvendes til sammenligning, skal platformene give klare oplysninger med henblik på sammenligningen af tilsvarende produkter og de risici, forbrugerne kan støde på, når de bruger dem. Når der er flere forskelle end platformen kan sammenligne (platformenes hovedfokus er normalt pris), bør de egenskaber, som ikke sammenlignes, være klart angivet. Alle væsentlige betingelser for produktdifferentiering bør også medtages. Forbrugerne bør klart advares om de potentielle risici ved at bruge sammenligningsplatforme (f.eks. indsamling af deres personoplysninger).

4.2.3.2.2.

Sammenligningen bør omfatte de væsentligste parametre og bør ikke være vildledende. Anvendelse af personoplysninger bør begrænses til det absolutte minimum, der er nødvendigt, for at kunne tilbyde forbrugerne fordele, mens oplysninger bør gives på en måde, der er klar og let at forstå.

4.2.3.3.

Forbedring af erstatning i finansielle tjenesteydelser i detailleddet

4.2.3.3.1.

Udenretslig bilæggelse af tvister er en væsentligt mere fleksibel procedure end retssager: Billigere, hurtigere og med langt færre formaliteter. En sådan procedure er særlig nyttig internationalt og i betragtning af den ønskede stigning i grænseoverskridende levering af — og efterspørgsel efter — finansielle tjenesteydelser, bør FIN-NET få en større rolle. Forbrugernes bevidsthed om, hvad FIN-NET har at tilbyde, er desværre forholdsvis lav på dette tidspunkt, og der bør træffes foranstaltninger til at forbedre dette aspekt. Desuden er det ikke alle EU-medlemsstater — kun 22 ud af 28 — der er medlemmer af FIN-NET (29). Hvis denne situation fortsætter, vil det naturligvis ikke være muligt at bruge FIN-NET som en infrastruktur, der kan lette opbygningen af et indre marked for finansielle tjenesteydelser. Som sådan bør mulighederne for lovgivningsmæssige krav i den henseende overvejes nøje.

4.2.3.3.2.

I de fleste tilfælde er der ikke en sådan adgang. Begrebet uhensigtsmæssigt salg er stadig i vid udstrækning ikke forstået, og det er ikke praktisk anvendt på grund af dets uklare formulering og den manglende erfaring hos tilsynsmyndighederne (30). Mange steder er de test, der anvendes til bestemmelse af, om de finansielle produkter er egnede til kunderne formelle og resulterer ikke i en udvælgelse af de mest egnede produkter.

4.2.3.3.3.

Det er muligt at sikre adgang til finansiel kompensation, hvis der indføres en enkelt, præcis og praktisk definition af »uhensigtsmæssigt salg«, og en europæisk reguleringspraksis håndhæves for at sanktionere sådanne salg (31).

4.2.3.4.

Beskyttelse af ofre for insolvente bilforsikringsselskaber

4.2.3.5.

Der er et eksempel på bedste praksis fra Spanien. Det spanske selskab »Consorcio de Compensación de Seguros« optræder som forsikringsselskab i tilfælde af, at der ikke er noget forsikringsselskab, der påtager sig risikoen eller i mangel af et forsikringsselskab — i tilfælde af insolvens, for eksempel, og altid subsidiært. Dette selskabs garanti gælder kun for spanske selskaber. For at sikre, at ofre for bilulykker er dækket på samme niveau, vil Kommissionen være nødt til at kræve en tilsvarende garantiordning i alle medlemsstater. Det kan overvejes at udvide et lignende instrument på europæisk plan til lande, hvor det ikke eksisterer.

4.2.3.6.

Stigende gennemsigtighed og sammenlignelighed i tillægsforsikringer

4.2.3.6.1.

Det nye forsikringsdistributionsdirektiv (32) har styrket kravene om gennemsigtighed i oplysningerne for forsikringsdistributører, herunder — om end med visse begrænsninger (tærskel) — for tilknyttede forsikringsmæglere. Desuden forpligtede fem store biludlejningsfirmaer sig i 2015 til at forbedre deres hjemmesider for bedre at informere forbrugerne om fravalgsmuligheder og forsikringsprodukter. Det er gode fremskridt. Medlemsstaterne har indtil 23. februar 2018 til at gennemføre direktivet om forsikringsdistribution, og det er således for tidligt at sige, om der er behov for yderligere foranstaltninger. Samtidig forekommer det tilrådeligt for Kommissionen at overvåge, om biludlejningsfirmaernes forpligtelser er opfyldt, hvilket ikke kun handler om forsikringsprodukter, og at overveje yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden og for at forhindre skade for forbrugerne.

4.2.3.6.2.

I biludlejningssektoren er det vigtigt at tage hensyn til, at kravene i tillægsforsikringsprodukter ofte er differentieret afhængig af risikoprofilen for lejeren (som regel knyttet til en kreditkortsgrænse) eller afhængig af antallet af anmeldte skader eller andre markedskarakteristika i medlemsstaten. Under alle omstændigheder er oplysninger før aftaleindgåelsen og bestræbelser på at gøre forskellige tilbud sammenlignelige vigtige for forbrugerne, og det vil derfor være tilrådeligt at vente, indtil kravene i dette direktiv er helt på plads for at analysere, om der er behov for yderligere foranstaltninger.

4.3.1.1.

Hjælp til virksomhederne med bedre udnyttelse af digitaliseringen

4.3.1.1.1.

EØSU bifalder fremme af innovative digitale finansielle tjenesteydelser i hele Europa. Udvalget indrømmer dog, at bankerne er de største udbydere af finansielle tjenester, og de skal også tilskyndes til aktivt at udnytte de muligheder, som den digitale revolution tilbyder. Med henblik herpå skal de være underlagt de samme regler som deres konkurrenter, som leverer tilsvarende tjenesteydelser, hvilket nødvendiggør en gennemgang af de vigtigste lag af bankreguleringer på en lang række områder, så der skabes lige konkurrencevilkår vedrørende:

4.3.1.2.

Fremme af elektronisk underskrift og identitetsverificering

4.3.1.2.1.

Der er stadig forskel på elektroniske identifikationsforskrifter og kravene vedrørende kend-din-kunde og bekæmpelse af hvidvaskning af penge. De gældende regler kræver personlig identifikation og personlige evalueringer, der skal foretages, før kunderne kan accepteres på permanent basis. Sådanne krav begrænser udviklingen af fuldt digitale finansielle tjenesteydelser, tilføjer væsentlige barrierer for tilkomsten af nye forbrugere og øger omkostningerne.

4.3.1.2.2.

Der er behov for yderligere foranstaltninger for at afhjælpe manglen på en europæisk mekanisme for elektronisk identifikation og signaturer grundet forskelle i national praksis. Selv om reglerne fastsætter fælles standarder for digitale signaturer i medlemsstaterne, så hindrer den måde, hvorpå de anvendes på nationalt plan af de lokale aktører, den grænseoverskridende anerkendelse af digitale signaturer. Lokale digitale aktører er ikke indbyrdes forbundne, og det begrænser deres evne til at tilbyde EU's forbrugere fuldt digitaliserede finansielle tjenesteydelser.

4.3.1.2.3.

Ja, handling er nødvendig med hensyn til:

4.3.1.3.

Forbedret adgang til og anvendelighed af finansielle data

4.3.1.3.1.

Selv om der er generel enighed om aspekter af en kundes økonomiske forhold, der bør anvendes til at vurdere kreditværdighed, bruger långivere deres egne ekspertvurderinger og interne metoder til at vurdere og styre hvert enkelt tilfælde. Derfor bør initiativer undgås, der forpligter banker eller andre kreditinstitutter til at dele behandlede oplysninger, som de får om deres kunders kreditværdighed. Samtidig kunne rå (uforarbejdede) data blive delt — med tilladelse fra kunden og i overensstemmelse med EU-standarder for databeskyttelse. Dette ville forbedre sammenligneligheden af kreditværdighedsvurderingen.

4.3.1.3.2.

Finansielle institutioner gør en indsats for at blive mere fortrolige med forbrugernes adfærd, så de kan diversificere og tilpasse deres produkter og tjenester mere succesfuldt. Der er ingen klare regler for, hvordan de indsamlede data bør bruges, selv når forbrugerne har givet deres samtykke. EØSU mener, at det ville være godt at skabe større klarhed om anvendelsen af reglerne på dette område for at sikre forbrugerbeskyttelsen og på samme tid sikre, at forbrugerne kan få gavn af finansielle innovationer.

4.3.1.3.3.

Forsikringshistorier indeholder følsomme personoplysninger fra kunder. Indboforsikringsselskabet kan ikke overføre denne viden til andre interessenter, men kun til den faktiske kunde. Det er op til kunden at tilvejebringe denne historie i et nyt forsikringsselskab. Dette er ikke ensbetydende med, at det skaber en barriere for grænseoverskridende tjenesteydelser, da kunden kan tage sin historie til et land, som han måske foretrækker. Samtidig bør Kommissionen, bistået af EIOPA, undersøge metoder til at fremme standardisering af udvekslingen af skadeshistorier mellem forsikringsselskaber og accept af bonus-malus-systemer.

4.3.1.4.

Befordring af leveringen af eftersalgsservice

4.3.1.4.1.

Eftersalgsservice i en anden medlemsstat bør ikke afvige fra den i det land, hvor de pågældende produkter er tilgængelige. Det betyder, at det pågældende produkt og relaterede tjenester efter kontraktindgåelsen bør betragtes som en enhed for grænseoverskridende levering af finansielle produkter. Anvendelsen af dette princip skal sikres, ellers vil forbrugerne have ulige forhold. Det er vigtigt, at de relevante tilsynsmyndigheder overvåger anvendelsen af dette princip.

4.3.1.4.2.

Platforme til støtte for virksomheder (firmaer) i at tilbyde deres produkter på tværs af grænserne bør også omfatte sektioner for eftersalgsservice. En praktisk måde for en sådan eftersalgsservice at blive tilbudt på er ved at tilskynde virksomheder til at danne grupper og arbejde sammen for at få et tilstrækkeligt omfang af forretninger.

4.3.1.5.

I retning af en harmonisering af procedurerne for personlig insolvens, ejendomsvurdering og håndhævelse af sikkerhedsstillelse

4.3.1.5.1.

Det største problem på dette område vedrører tvungen inddrivelse af gæld i tilfælde af låntagere som ikke opfylder deres kreditaftaleforpligtelser. I lyset af dette, anser långivere på nuværende tidspunkt ikke grænseoverskridende realkreditudlån som en attraktiv forretningsmulighed, så yderligere handling er nødvendig for at stimulere det indre EU-marked på dette område.

4.3.1.5.2.

Realkreditlån og almene lån er blandt de finansielle produkter, hvis markedsføring på tværs af grænserne står over for adskillige hindringer, som er vanskelige at overvinde. Set ud fra hele spektret af finansielle tjenesteydelser er det sandsynligt, at det vil være disse produkter, hvor det tager længst tid at overvinde barriererne. Derfor er det på dette tidspunkt bedre at fokusere de indledende bestræbelser på andre finansielle tjenesteydelser i detailleddet, hvor der er færre barrierer, og hvor der kan samles praktisk erfaring og skabes fremdrift gennem en aktiv indsats.

4.3.2.

4.3.2.1.

Lettere for virksomhederne at overholde lovkrav, der gælder i andre medlemsstater

4.3.2.1.1.

Anvendelsen af EU-lovgivningen på mange områder — såsom, men ikke udelukkende ved udbud af investeringsprodukter — er inkonsekvent og selvmodsigende i de forskellige medlemsstater. Som et resultat heraf skal de nationale myndigheder bidrage til at fjerne »overregulering«.

Et andet godt initiativ er Solvit-netværket, der giver virksomheder på EU-plan støtte, når de støder på problemer med de offentlige myndigheder, der ikke anvender EU-lovgivningen korrekt. »Kvikskranker« yder bistand til virksomhederne om deres forpligtelser, når de leverer tjenesteydelser på tværs af grænserne (33).

4.3.2.1.2.

Med henblik på den bedst mulige udnyttelse af erfaringerne fra Solvit giver det mening, at der arbejdes for at nå frem til en løsning, der specifikt er rettet mod finansielle produkter, bedre samarbejde og koordinering mellem nationale tilsynsmyndigheder, herunder hjælp fra tilsynsmyndighederne, til at innovative virksomheder kan forstå deres forpligtelser.

4.3.2.2.

Fuld udnyttelse af etableringsfriheden

For forsikringsselskaberne er en lokal tilstedeværelse ofte nødvendig for at få bedre kendskab til den stedlige risiko og til de forbrugere, der skal dækkes. Det er derfor vigtigt for forsikringsselskaber, herunder gensidige forsikringsselskaber, at de frit kan etablere sig. Manglen på en europæisk anerkendelse af socialøkonomiske virksomheder, herunder gensidige forsikringsselskaber, forhindrer etableringen af denne type virksomheder i medlemsstater, der ikke anerkender dem, hvilket bremser deres grænseoverskridende udvikling samt udviklingen af markederne og konkurrencen. EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne til at presse på for at sikre anerkendelse på EU-plan af den gensidige model.

4.3.2.3.

Oprettelse af autonome eller mere harmoniserede EU-ordninger

4.3.2.3.1.

Med hensyn til grænseoverskridende distribution bør følgende spørgsmål undersøges:

4.3.2.3.2.

Placeringen af risiko er sædvanligvis det sted den forsikrede har bolig, med visse undtagelser i tilfælde af fast ejendom, hvor det er placeringen af bygningen. Dette princip er normalt standardiseret på verdensplan, og det har juridiske og skattemæssige konsekvenser for de involverede parter. EØSU mener, at princippet om placering af risiko i forsikring er egnet til formålet. Udvalget forstår imidlertid, at reglerne om »almene hensyn« må revideres, da de giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage lovgivning, der hindrer distribution af forsikringsprodukter over grænserne.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/51

Ordfører:

Denis MEYNENT

1.1.

EØSU beklager, at Kommissionen i sin meddelelse ikke fremsætter mere konkrete forslag og nøjes med at opliste ideer uden at forholde sig til disse, hvilket er skadeligt for den gode strukturering af debatten.

1.2.

Ophavsretten er fortsat et fundamentalt middel til beskyttelse og rimelig aflønning af forfattere og aktører i udbredelsen af værker og forestillinger via digitale, indbyrdes forbundne netværk.

1.3.

Udvalget anmoder om en hurtig ratificering af Marrakechtraktaten. Undtagelserne med hensyn til uddannelse, videnskabelig forskning og vidensdeling bør også prioriteres. Udvalget udtrykker ligeledes støtte til digitaliseringen af forældreløse værker.

1.4.

EØSU finder, at en europæisk standardisering med hensyn til privatkopiering er mulig og ønskelig. En betydelig del af de indtægter, der stammer fra afgiften på privatkopiering, burde gå til finansiering af de litterære og kunstneriske frembringelser og fremme af kulturel diversitet og til eksempelvis almene uddannelses- og forskningsgoder.

1.5.

EØSU anbefaler, at der indføres en juridisk ramme, som både fremmer frembringelsen af værker, der er beskyttet af ophavsret, og nye licensmodellers og nye forretningsmodellers bidrag til skabelsen af et europæisk indre marked, uden at det går ud over forfatteres og skaberes aftalefrihed og ret til fuldt ud at nyde godt af frugterne af deres arbejde.

1.6.

EØSU finder, at en forordning er det bedste instrument til skabelsen af det digitale indre marked. Den eksisterende lovgivning bør ligeledes konsolideres.

1.7.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre dybdegående undersøgelser af de forretningsmodeller, der er forbundet med frie licenser, af deres nuværende og potentielle økonomiske betydning, af de indtægter og arbejdspladser, som de kunne skabe på forskellige områder, samt af de eventuelle retlige forslag, som ville være relevante for deres fremme og anvendelse.

1.8.

EØSU vurderer, at den kulturelle diversitet i Europa er hjertet i den europæiske identitet, og at den skal støttes og fremmes blandt medlemsstaterne.

1.9.

Som led i bekæmpelsen af krænkelser af ophavsretten er det fortrinsvis erhvervsmæssige krænkelser, der bør bringes til ophør og pålægges sanktioner. Samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem retshåndhævende myndigheder og retslige myndigheder i medlemsstaterne er uundværlige i denne henseende.

1.10.

Den værdioverførsel i online-miljøet, der aktuelt favoriserer selvproklamerede formidlere, som ikke bekymrer sig om kunstnernes samtykke og ret til vederlag, er et problem, der bør tages op.

2.1.

Hensigten med handlingsplanen, der er genstand for udtalelsen, er at modernisere de europæiske regler om ophavsret. I sin meddelelse opstiller Kommissionen de vigtigste elementer med henblik på at konkretisere sin strategi for et digitalt indre marked: udvidelse af adgangen til indhold i hele EU, inkludering af undtagelser til ophavsretten, skabelse af et mere retfærdigt marked og bekæmpelse af kommerciel piratkopiering, samtidig med at der opfordres til en standardisering af ophavsretten på længere sigt.

2.2.

Meddelelsen beskriver bl.a. et forslag til forordning om grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester (1), som skal give de europæiske forbrugere nye rettigheder, og som skulle blive en realitet i 2017, hvilket også er det år, hvor roamingafgifterne afskaffes i EU.

3.1.

De digitale bevægelser mellem EU-landene er meget begrænsede (4 % af det samlede tal), mens størstedelen af de digitale tjenester findes i USA, og resten af bevægelserne sker inden for landegrænserne. I øjeblikket er det digitale, indre europæiske marked meget lidt udviklet. Forhindringerne består og er især en barriere for kulturelle udvekslinger for talrige europæiske, sproglige mindretal, som findes på begge sider af flere nationale grænser.

3.2.

Formanden for Kommissionen har i sit program »En ny start for Europa« (2) prioriteret realiseringen af et stort forbundet digitalt marked for alle medlemsstaterne i EU og uden national diskrimination.

3.3.

Ophavsret er den retlige grundpille i kunstnerisk skabelse og udgør grundlaget for betaling af forfattere, skabere, fortolkere og andre rettighedshavere, og mere generelt for økosystemet af kulturelle og kreative aktiviteter og industrier. Ophavsretten er en territorial rettighed, som er forskellig fra en medlemsstat til en anden. Overalt giver denne rettighed eksklusive og betydelige rettigheder til rettighedshaverne, som ikke kun modtager godtgørelser for licenserne, men tilmed også for den simple mulighed, at værket kan kopieres på andre medier eller overdrages til en tredjemand af licensindehaveren, uden at det skal bevises, at en sådan kopiering faktisk har fundet sted (afgift på privatkopiering og beskatning af tomme medier, som kan bruges til ulovlig kopiering). Der findes endog strafferetlige kvalifikationer for handlinger, som endda kan være udført i god tro og på ærlig vis fra brugernes side, i modsætning til andre lande, hvor sådanne handlinger er tilladte.

3.4.

Undtagelserne og begrænsningerne for ophavsretten er minimale i alle medlemsstaterne. Ophavsretten, som så dagens lys i en tid, hvor man trykte på papir, og som var udformet til datidens teknologier — først bogudgivelser og siden udgivelse af aviser og blade og musikindspilning — er ikke længere på omgangshøjde med den digitale tidsalder og dens indbyrdes forbundne bredbåndsnet, som konstant udvikler sig, og den bør derfor præciseres. På andre områder som de nye måder for adgang til musik og audiovisuelle frembringelser er det blevet stadig mere kompliceret at administrere rettighederne på grund af fragmenteringen af repertoiret, som skulle blive løst med det nye direktiv om kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder (3). Fra grammofonplader til DVD'er skete der næsten ingen ændringer med hensyn til distribution og udlån af værker. De nye teknologier har fuldstændigt ændret denne model, og næsten alle butikker med salg af CD'er og DVD'er er forsvundet til fordel for nye former for distribution eller digitalt onlineudlån. Det samme gælder for biografer, TV og alle kunstformer, der kan lægges online.

3.5.

Det forhold, at de gældende regler nærmest ikke har udviklet sig, forhindrer, at alle de potentielle muligheder, som ligger i digitaliseringen af værker og immaterielle frembringelser samt deres udbredelse på internettet, der hurtigt udvikler sig og spredes, kan udnyttes fuldt ud.

4.1.

EØSU beklager, at Kommissionen i sin meddelelse ikke fremsætter mere konkrete forslag og nøjes med at opliste ideer uden at forholde sig til disse, hvilket er skadeligt for den gode strukturering af debatten.

4.2.

I sin udtalelse af 26. oktober 2006 (4) anmodede EØSU bl.a. Kommissionen om at fremsætte forslag om fremme og beskyttelse af frie licenser, især LGPL-licensen til teknisk dokumentation, eller »Creative Commons« til litterære og kunstneriske værker. Men på trods af vigtigheden af dette emne — størstedelen af servere og serverfarme i verden fungerer under frie licenser, såsom Debian eller GPL til GNU/Linux — må det konstateres, at ingen forslag i denne henseende er blevet fremsat af Kommissionen siden da.

4.3.

Dette er skadeligt for udviklingen af bevægeligheden af oplysninger og tjenester på tværs af grænserne på EU's indre marked. »Creative Commons« og det offentlige domæne udgør nemlig de nye universelle territorier, som digitaliseringen og de indbyrdes forbundne netværk har medført, samtidig med at fragmenteringen af reglerne skaber lige så mange forhindringer for udvekslinger på tværs af grænserne som grænsehindringerne.

4.4.

Reglerne skal åbne op for, at internettets fantastiske muligheder kan udnyttes af forfattere og skabere på den ene side og brugerne på den anden side i stedet for at lægge bånd på og begrænse dem. Den europæiske lovgivning bør bane vej for, at der fjernes et maksimum af forhindringer for udvekslinger på tværs af grænser i forhold til minoritetssprog i EU og for at lette adgangen til tjenester og værker.

4.5.

I stedet for at frygte disse nye udviklingstendenser bør rettighedshaverne snarere gribe mulighederne. Fri betyder ikke automatisk gratis, og fri software muliggør eksempelvis en anden forretningsmodel, som er baseret på tjenesten, og som skaber arbejdspladser, i modsætning til visse nuværende praksisser, som sætter indehaverens indtægt og dennes juridiske beskyttelse i centrum.

4.6.

EØSU opfordrer endnu engang Kommissionen til at gennemføre dybdegående undersøgelser af forretningsmodellerne i forbindelse med frie licenser, af deres nuværende og potentielle økonomiske betydning, af de indtægter og arbejdspladser, som de kunne skabe på forskellige områder, samt af de eventuelle retlige forslag, som ville være relevante for deres fremme og anvendelse.

4.7.

De forsøg med eksempelvis videnskabelige publikationer, sammenfatninger af gennemførte undersøgelser med offentlig støtte, rækker af universitetsforelæsninger som kompensation for de uforholdsmæssige udgifter til højere uddannelse i visse lande, alle de kurser, der udbydes af MIT, som alle er lagt online under fri licens, fortjener stor opmærksomhed og skal undersøges med henblik på deres mulige anvendelighed i EU (MOOC). I dette perspektiv bliver de højere uddannelser og kulturen fælles goder, som favoriserer realiseringen af det videnssamfund, som vi ønsker, at EU skal udvikles til.

4.8.

Produktionsmåden ændres, og immaterielle varer og tjenester, som distribueres gennem indbyrdes forbundne netværk, skaber en ny horisont for den økonomiske udvikling og for skabelsen af arbejdspladser og nytænkende virksomheder. Forbrugsmønstrene er begyndt at ændre sig, og disse nye mønstre vinder hurtigt indpas. Men vi bliver nødt til at se klart: på trods af dette eksisterer det europæiske indre marked i forhold til de nuværende udbydere af immaterielle tjenester endnu ikke. Dette skyldes først og fremmest de kulturelle præferencer og sædvaner, der varierer medlemsstaterne imellem, det sprog, der tales af forbrugerne, og fragmenteringen af ophavsretten, som hverken letter udviklingen af det europæiske marked eller skabelsen af multiterritoriale, endsige europæiske licenser.

4.9.

EØSU anbefaler, at der indføres en juridisk ramme, som både fremmer frembringelsen af værker, der er beskyttet af ophavsret, og nye licensmodellers og nye forretningsmodellers bidrag til skabelsen af et europæisk indre marked, uden at det går ud over forfatteres og skaberes aftalefrihed og ret til fuldt ud at nyde godt af frugterne af deres arbejde. Disse nye modeller kan udvikles sideløbende med de modeller, der findes i WIPO-traktaterne. Dette spørgsmål bør indgå i den digitale strategi, som Kommissionen annoncerede i maj 2015, og i den foreliggende plan for moderniseringen af ophavsretten.

4.10.

En anden hindring er undtagelserne. EØSU anmoder medlemsstaterne om hurtigst muligt at ratificere Marrakechtraktaten, som indfører en undtagelse for blinde eller synshæmmede personer. EU har underskrevet denne traktat, men kun medlemsstaterne kan ratificere den individuelt med henblik på dens ikrafttrædelse. EØSU anbefaler Kommissionen at følge Europa-Parlamentets anbefaling af 9. juli 2015 og tilskynde medlemsstaterne til hurtigst muligt at ratificere denne vigtige traktat, som var meget svær at forhandle færdig pga. visse parters defensive holdninger. Desuden anmoder EØSU indtrængende Det Europæiske Råd om at sætte alt ind på at fremskynde ratificeringsprocessen.

4.11.

Produktionen af værker, som er tilgængelige for blinde eller synshæmmede personer, bør også styrkes, da mere end 95 % af bøgerne på nuværende tidspunkt ikke er tilgængelige for dem.

4.12.

Andre undtagelser, der er forbundet med den digitale og netværkenes tidsalder, bør tages i betragtning, især hvad angår den offentlige forskning, universitetsbibliotekers og offentlige bibliotekers digitalisering af litterære værker, som hører under det offentlige domæne, eller som er forældreløse, udlån af digitale bøger og af audio- og videomedier, i betragtning af den hurtige vækst af e-læsere og de mange og forskelligartede nye medier. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at visse højteknologiske industrier forsøger at genvinde beskyttelse af, hvad der allerede er offentligt eje, ved at begrænse adgang for kommercielle strategier.

4.13.

Geografiske områderestriktioner udgør også en hindring for udbredelsen af værker. Dette påvirker alle potentielle brugere, men især de talrige sproglige minoriteter i EU, som følge af forskelle mellem Europas politiske og sproglige landkort, som er et resultat af den historiske arv og krige i det 19. og 20. århundrede. Stigningen i de populistiske og nationalistiske diskurser gør det politisk påtrængende at løse problemet. Den europæiske pagt om regionale sprog er i vid udstrækning blevet ratificeret, men eksempelvis er den kulturelle indvirkning af TV-udsendelser på regionale sprog kraftigt reduceret pga. de nuværende forhindringer.

4.14.

EØSU vurderer, at den kulturelle diversitet i Europa er hjertet i den europæiske identitet, og at den skal støttes og fremmes blandt medlemsstaterne.

4.15.

EØSU mener, at disse spørgsmål er helt centrale, og opfordrer Kommissionen til at tage dets forslag i betragtning, som ikke er i strid med de internationale traktater om ophavsret, og som kan åbne nye døre for gennemførelsen af et digitalt indre marked i EU.

5.1.

Der er i en meget nær fremtid behov for betydelige ændringer med henvisning til strategien med 16 initiativer offentliggjort i maj 2015 og ovenstående generelle bemærkninger, som lægger op til et nyt stort initiativ til promovering af fælles goder, interoperabilitet og relationer på tværs af grænserne og frie licenser. EØSU anerkender i sine udtalelser om digitale aftalerettigheder (INT/775) og deleøkonomi og selvregulering (INT/779) den store betydning, ophavsretten har for en hensigtsmæssig definition af interessenternes rettigheder i forbindelse med digitale kontrakter og deleøkonomi.

5.2.

EØSU konstaterer med interesse, at Kommissionen klart siger, at ophavsretsreglerne i EU skal tilpasses, således at alle aktører på markedet og alle borgere kan nyde godt af det potentiale, som disse nye vilkår tilbyder, og at der er behov for en mere europæisk juridisk ramme for at takle fragmenteringen og vanskelighederne på et funktionelt indre marked. Udvalget er enig i dette mål, men bemærker, at regeringerne indtager en defensiv position, hvor territorialitetsprincippet ses som det eneste middel til at garantere finansieringen af det kunstneriske værk. Der findes andre midler, og disse skal undersøges, idet dørene ikke bør lukkes, før alternativerne i det mindste er blevet objektivt undersøgt.

5.3.

Udvalget mener ikke, at stilstand og vægring mod ændringer med hensyn til ophavsretten kan være et svar på de hurtige teknologiske fremskridt og innovationer inden for tjenester og distribution, som uundgåeligt opstår og udvikler sig med udviklingen af internettet og bredbånd. Udvalget er enig med Kommissionen i, at ophavsretsreglerne bør tilpasses »til den nye teknologiske virkelighed, hvor dette kræves, så de kan fortsætte med at opfylde deres formål.«

5.4.

Realiteten er mangefacetteret og kan i endnu højere grad blive det i fremtiden, hvad angår de undtagelser, der er tæt forbundet med undervisning, forskning og adgang til viden. Dette kan spænde fra den simple brug til illustrationsformål til, at værker, bøger eller kurser i undervisningsøjemed — i praksis om ikke i juridisk forstand — stilles ubegrænset til rådighed.

5.5.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (5) om ophavsret indeholder en liste over undtagelserne. Gennemførelsen og udviklingen af de enkelte dele af listen bør debatteres i overensstemmelse med praksisserne for deltagelsesdemokratiet for at fremme individuelle og kollektive meninger, og for at opnå en konsistent og standardiseret europæisk lovgivning for undtagelser, som skal være præcise og veldefinerede for at være lettere anvendelige. EØSU er enig med Kommissionen i, at undtagelserne med hensyn til undervisning, videnskabelig forskning og vidensdeling bør have fortrinsret. På samme tid skal der for at forberede fremtiden igangsættes en undersøgelse af andre fælles goder.

5.6.

EØSU finder, at en europæisk standardisering med hensyn til privatkopiering er mulig og ønskelig. EØSU støtter Kommissionens arbejde i denne henseende, og dette hurtigst muligt, da de nationale forskelle er en betydelig forhindring for det indre marked for elektroniske varer på et tidspunkt, hvor nye medier er kommet frem. Kohærens er en nødvendig forudsætning for den frie bevægelse af de varer, hvori disse medier indgår. Fordelingen af indtægter fra afgiften på disse medier skal tage hensyn til det faktum, at størstedelen af disse medier ikke er bestemt til kopiering af værker, der er beskyttet af ophavsret. En betydelig del af indtægterne skal følgelig, som det allerede er tilfældet i visse lande, rettes imod finansiering af det kunstneriske værk og fremme af kulturel diversitet og imod eksempelvis almene uddannelses- og forskningsgoder.

5.7.

Udvalget er overbevist om, at neutralitetsprincippet skal forblive en uadskillelig del af internettet for at garantere en streng ligestilling mellem forbrugerne uafhængigt af deres økonomiske magt. Neutralitet er et grundlæggende princip for internettet, som garanterer, at teleudbyderne ikke gør forskel på deres brugeres kommunikation, men blot er formidlere af information. Dette princip tillader, at alle brugere, uanset deres ressourcer, kan få adgang til det samme netværk i sin helhed. Denne definition og en bekræftelse på beskyttelsen af denne neutralitet bør fremgå tydeligt af den europæiske lovgivning.

5.8.

Som led i bekæmpelsen af krænkelser af ophavsretten er det fortrinsvis erhvervsmæssige krænkelser, der bør bringes til ophør og pålægges sanktioner, idet disse fratager forfatterne en stor del af deres indtægter. Udvalget har allerede mange gange udtalt sig om problemerne med bekæmpelsen af forfalskninger af varer og alle former for krænkelser af ophavsretten og de forbundne rettigheder. Udvalget henviser derfor til sine tidligere udtalelser, som stadig er fuldt gyldige (6).

5.9.

Ophavsretten er fortsat et fundamentalt middel til beskyttelse af forfattere og aktører i udbredelsen af værker og forestillinger via digitale indbyrdes forbundne netværk. Ophavsretten skal udvikle sig, så den kan tilpasse sig de meget hurtige teknologiske omvæltninger og innovationer med hensyn til distribution og tjenester. Denne modernisering skal ske inden for en ramme, som sikrer skaberes og udøvende kunstneres rettigheder, en rimelig aflønning af deres kreative arbejde, deres inddragelse i værkernes kommercielle succes og opretholdelsen af et højt beskyttelses- og finansieringsniveau for værkerne. Særligt bør den juridiske status for onlineplatforme, der tilbyder tjenester baseret på ophavsrettigheder, tages op til revision. Skønt de i dag udgør brugernes primære vej til adgang til onlineindhold, hævder tjenesteplatformene kun at være tekniske formidlere og nægter med den begrundelse at aflønne indholdsskaberne. Dette undergraver markedets effektivitet, fordrejer konkurrencevilkårene og forringer det kulturelle onlineindholds samlede værdi.

5.10.

Vægringen mod tilpasninger til internettets globale karakter, til bredbånd og til forbrugernes nye forventninger risikerer at forringe værdien af en rettighed, der er nyttig til fremme af intellektuelle værker og deres udbredelse. Det er imidlertid nødvendigt at acceptere undtagelser, som er begrundede af andre interessenters rettigheder, hvis samfundsmæssige behov er under udvikling, eksempelvis handicappede, studerende eller offentlige biblioteker. Andre tiltag som led i den fortsatte »europæisering« af ophavsretten og forbundne rettigheder er nødvendige fra medlemsstaternes side, som i realiteten ligger inde med de vigtigste juridiske nøgler til fremtidige ændringer.

5.11.

EØSU finder, at en forordning er det bedste instrument til skabelsen af det digitale indre marked, da nationale lovgivningers diversitet helt åbenlyst udgør en næsten total blokering, som det er nødvendigt at takle gennem dialog mellem alle interessenter uden diskrimination, herunder repræsentanter for softwarelicenser og frit indhold og de nye tjenester og forretningsmodeller, som udspringer heraf. Analysen af forhindringerne for multiterritoriale licenser og metoderne til at takle disse skal også uddybes.

5.12.

Divergerende interesser og fordommene med hensyn til ophavsretten er så stærke, at det måske kun er muligt at gå frem skridt for skridt med udgangspunkt i en nøje vurdering og proportionelle tiltag. Men alt bør gøres for endeligt at træde ind i videns- og informationssamfundet, som er det eneste, der kan få Europa ud af den stagnation og krise, som bringer selve de europæiske idealer i fare. Den almene interesse bør have fortrinsret for særinteresser i en social økonomi på et dynamisk marked.

20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/57

Ordfører:

Jorge PEGADO LIZ

1.1.

EØSU er enigt i, at en række af de spørgsmål, der tages op i Kommissionens meddelelse (COM(2015) 633 final), nu trænger til at blive reguleret. Dette gælder navnlig de områder, som er behandlet i forslaget til direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold.

1.2.

Ikke desto mindre er der efter EØSU's mening andre faktorer, som udpeges i det følgende, der er langt vigtigere end reguleringen af aftalerettigheder i aftaler om onlinesalg af løsøregenstande. De er mere afgørende og vigtige for de mål, som Kommissionen opstiller med hensyn til at skabe et digitalt indre marked, og udgør større hindringer for udviklingen af den grænseoverskridende handel.

1.3.

Endvidere er EØSU for så vidt angår de omhandlede aspekter ikke enigt i det retsgrundlag, som Kommissionen henviser til, og foreslår derimod artikel 169 i TEUF.

1.4.

Heraf følger, at de foranstaltninger, den vedtager, i princippet bør baseres på direktiver om minimumsharmonisering, i henhold til stk. 2, litra a), og stk. 4, i denne artikel, som det er almindeligt anerkendt af EU-lovgiveren.

1.5.

EØSU mener, at reguleringen af disse områder i to direktiver i stedet for i ét enkelt instrument kun kan accepteres, fordi det er presserende og hensigtsmæssigt at regulere onlinehandel med digitalt indhold.

1.6.

Udvalget mener heller ikke, at der er tilstrækkeligt gode grunde til at vælge den målrettede fulde harmonisering i stedet for andre modeller som f.eks. standardaftaler certificeret af et EU-garantimærke eller en minimumsharmonisering i henhold til artikel 169 i TEUF.

1.7.

For så vidt angår de aspekter, der nu er reguleret separat i forslaget vedrørende aftaler om onlinesalg af varer, ville det efter udvalgets mening være mere korrekt at regulere disse sammen med revisionen af direktiv 1999/44/EF, som omfatter disse aspekter i et af sine kapitler, i forbindelse med REFIT-øvelsen vedrørende forbrugerlovgivningen.

1.8.

Hertil kommer, at Kommissionen med forslaget vedrørende onlinesalg af varer skaber to systemer, således at online- og offlinesalg af varer bliver behandlet forskelligt, hvilket er uacceptabelt.

1.9.

Hvis Kommissionen fastholder sin hensigt i den nuværende form, vil EØSU foreslå en række forbedringer af artiklerne i forslagene for ikke at svække forbrugernes rettigheder ved effektivt at sikre et højt niveau af beskyttelse som foreskrevet i TEUF.

1.10.

Udvalget vil især fokusere på reguleringen af salg af digitalt indhold, som det anser for at have prioritet, og af pragmatiske grunde accepterer det den model med målrettet maksimal harmonisering, som Kommissionen foreslår.

1.11.

Det er imidlertid især her, man støder på utilstrækkelig forudseenhed og reguleringsmæssige mangler, som er uforenelige med en maksimal harmonisering med deraf følgende uoverstigelige vanskeligheder for gennemførelsen og anvendelsen i medlemsstaterne, hvilket der søges rettet op på med en række konkrete forslag.

2.1.

Med den foreliggende meddelelse har Kommissionen taget det første skridt i gennemførelsen af strategien for det digitale indre marked for Europa (1) og konkretiserer hermed et af de vigtigste tiltag i sit arbejdsprogram for 2015 (2). Forslaget har til formål at sikre »bedre adgang til onlinevarer og tjenesteydelser for forbrugere og virksomheder på tværs af grænserne i Europa« og består af følgende to retsakter:

2.2.

Kommissionen erkender, at de centrale aspekter ved både levering af digitalt indhold og onlinesalg af varer set ud fra et systematisk synspunkt er nært knyttet til forbrugerkøbsdirektivet (3), og understreger således, at de er »så sammenhængende som muligt«. Den forklarer dog, at den besluttede »at vedtage to retsakter«, eftersom »det digitale indholds særlige karakter kræver, at flere af bestemmelserne udformes anderledes end bestemmelserne for varer« og at »det digitale indholds hurtige teknologiske og kommercielle udvikling vil (…) kræve, at direktivets anvendelse gennemgås«, hvilket er grunden til, at bestemmelserne »alle er indarbejdet i en enkelt retsakt, nemlig direktivet om levering af digitalt indhold«.

2.3.

Med disse to forslag vil Kommissionen opnå fem mål:

2.4.

Kommissionen mener, at »målrettet« harmonisering er den bedst egnede metode i begge tilfælde. Der vil blive gennemført en fuldstændig harmonisering af de aftaleretlige bestemmelser for levering af digitalt indhold og onlinesalg af varer og af parternes ufravigelige rettigheder og pligter i henhold til en aftale om levering af digitalt indhold og onlinesalg af varer. Harmoniseringen omfatter næsten alle direktivets bestemmelser bortset fra »bestemmelserne om aftalers indgåelse, gyldighed og virkning, herunder konsekvenserne af at bringe en aftale til ophør« (artikel 1, stk. 4, i forslaget til direktiv om fjernsalg), og visse aspekter af dets gennemførelse.

2.5.

Kommissionen begrænser udtrykkeligt anvendelsesområdet til de aftaleretlige bestemmelser i samspillet mellem virksomheder og forbrugere, da der som nævnt i konsekvensanalysen (s. 23) ikke er belæg for at antage, at forskelle i de aftaleretlige bestemmelser forhindrer virksomhederne i EU i at købe online i andre medlemsstater. Kommissionen erkender, at SMV'er, der er den svageste part i en forhandlingssituation, også støder på problemer af aftaleretlig art, især når de bruger digitalt indhold. Kommissionen har imidlertid besluttet at behandle dette område i forbindelse med andre initiativer, der indgår i strategien for det digitale indre marked. Her vil den tage hensyn til interesserede parters og medlemsstaternes holdninger.

2.6.

For så vidt angår den valgte retsakt, begrunder Kommissionen valget af et direktiv i stedet for en forordning med, at direktiver er mere hensigtsmæssige, fordi de giver medlemsstaterne mulighed for at tilpasse gennemførelsen til deres nationale lovgivning. I Kommissionens øjne vil denne tilgang sammen med en målrettet fuld harmonisering af obligatoriske forbrugerrettigheder sikre den rette balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på EU-plan og flere muligheder for virksomhederne.

2.7.

Ifølge Kommissionen kan den økonomiske begrundelse for disse direktiver baseres på en række antagelser, såsom:

2.8.

For at opnå disse erklærede resultater er disse to direktivforslag dog ikke tilstrækkelige. De indgår i en større pakke af foranstaltninger, hvoraf Kommissionen fremhæver:

2.9.

Endelig påpeger Kommissionen betydningen af at »reagere nu«, inden det er for sent, for så vidt som enhver forsinkelse vedrørende digitalt indhold skaber en risiko for, at der indføres nationale bestemmelser, som kan føre til en opsplitning af det indre marked og lægge hindringer i vejen for både forbrugere og leverandører i grænseoverskridende transaktioner.

3.1.

Det skulle angiveligt være i den vedlagte konsekvensanalyse, at man finder de økonomiske og holdningsmæssige argumenter for, at der kan påvises en sammenhæng mellem det foreslåede lovgivningstiltag og en vækst i e-handelen og dens afsmitning på væksten i Europa. En indgående analyse viser dog ikke klart og utvetydigt, og at de tal, som analysen baseres på og når frem til, er helt og aldeles pålidelige, at de ikke påvirkes af andre faktorer, og at andre alternativer ikke ville give bedre resultater.

3.1.1.

Selv om man godtager de statistiske data, der tages udgangspunkt i, og ifølge hvilke 62 % (s. 10) af de europæiske erhvervsdrivende, svarende til over 122 000 virksomheder, og over 13,5 % (s. 13) af forbrugerne, dvs. mellem 8 og 13 millioner forbrugere, altså tilsammen 70 millioner, ville begynde at handle online tværs over grænserne, hvis de påståede hindringer og direkte ekstraomkostninger ved den nuværende retlige ramme blev fjernet, kan man ikke med sikkerhed fastslå omfanget af væksten i e-handelen og anslå, at denne nødvendigvis og i sig selv vil medføre en vækst i EU's BNP på 0,03 %, svarende til ca. 4 mia. EUR. Derimod kan det med sikkerhed fastslås, at det i gennemsnit vil koste hver enkelt virksomhed 7 000 EUR at tilpasse de nuværende kontraktinstrumenter til den nye ordning.

3.1.2.

Endvidere indeholder analysen ikke en behørigt kvantificeret evaluering af, hvorvidt andre faktorer — såsom sprogspørgsmålet eller skattesystemerne, kvaliteten og tilgængeligheden af højhastighedstjenester, risikoen for svig, omkostningerne ved sagsanlæg, sikkerheden i forbindelse med betalingsmidler, godkendelsen af sælgernes identitet og hæderlighed eller den manglende tillid til retslige eller udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer — ikke fortsat vil have en afgørende indvirkning på valget af at handle online på tværs af grænserne, måske endda mere end den nuværende retlige ramme (jf. p.7 ff. og s. 18 ff. i konsekvensanalysen).

3.1.2.1.

Af særlig betydning i denne forbindelse og således omtalt i alle undersøgelser bestilt af Kommissionen er forsinkelserne i gennemførelsen samt vanskelighederne med anvendelsen og ineffektiviteten af visse alternative tvistbilæggelsessystemer, der er indført ved direktiv 2013/11/EU (5). Dette hænger ofte sammen med manglen på finansielle midler i visse medlemsstater og i endnu højere grad med det åbenbart inoperative OTB-system, som blev indført ved forordning (EU) nr. 524/2013 (6) og trådte i kraft den 15. februar 2016, og som viser sig at være afgørende for et velfungerende digitalt indre marked.

3.1.3.

Der kastes heller ikke lys over, hvilken vægt der tillægges elasticiteten i udbud og efterspørgsel i beregningen af markedsmætningen under optimale konkurrenceforhold, hvilket under alle omstændigheder — selv om det er en rent teoretisk hypotese — er afgørende for modellens troværdighed. Analysen kommer heller ikke ind på de eksterne faktorer i tilknytning til den makroøkonomiske politik, som indvirker direkte på forbrugernes købsbeslutninger, såsom følgerne af sparepolitikkerne sammenlignet med keynesianske vækstpolitikker baseret på forbrug og investeringer.

3.1.4.

Endelig bliver den foreslåede model fremhævet i Kommissionens vurdering uden passende hensyntagen til de økonomiske konsekvenser af de fire andre mulige modeller (konsekvensanalysen s. 23 ff.), som ligeledes ville bidrage til at fjerne disse hindringer og dermed give mulighed for en sammenlignende analyse, især model 5 — en frivillig europæisk standardaftale kombineret med et EU-garantimærke (s. 25) på trods af, at den er et enkelt og billigt alternativ med begrænsede administrative byrder (s. 38 ff.). Det er med andre ord den model, som svarer bedst til principperne for pakken om »Bedre regulering« (7) og for REFIT (8)-programmet, og som fik støtte under de forberedende høringer.

3.2.

Valget af direktiver om maksimal harmonisering forekommer heller ikke for at være ordentligt begrundet. EØSU har generelt lagt sig fast på, at det foretrækker vedtagelse af forordninger, der er så detaljerede som nødvendigt, når det drejer sig om at harmonisere områder, som grundlæggende vedrører det indre markeds funktion, men det har også givet udtryk for, at det på områder, som især vedrører forbrugerrettigheder, foretrækker direktiver om minimumsharmonisering, således som det i øvrigt følger af den udtrykkelige bestemmelse i TEUF (artikel 169, stk. 4).

3.2.1.

Derimod har EØSU gentagne gange udtalt sig imod Kommissionens fremherskende tendens gennem de seneste år til at vedtage direktiver om maksimal harmonisering, som har givet et lavt beskyttelsesniveau og ikke tilgodeset de erhvervsdrivendes interesser godt nok (9).

3.2.2.

I det foreliggende tilfælde er der en hel række spørgsmål, som direktiverne ikke omhandler, og som det er vigtigt at harmonisere, såsom muligheden for mindreårige til at indgå aftaler i det digitale miljø (som i den seneste version af databeskyttelsesdirektivet ligger mellem 13 og 16 år), definitionen af specifikke kategorier af urimelige aftalevilkår i onlineaftaler, som ikke er medtaget i direktiv 93/13/EØF (10), den nye praksis med en »betal nu«-knap (pay now) på nogle sociale netværks sider, uden at man bliver videresendt til en ansvarlig platforms side, samt den ønskelige medtagelse af en standardklausul om samregulering.

3.3.

Valget af to direktiver i stedet for ét forekommer heller ikke velbegrundet, da dette fordobler antallet af bestemmelser til ingen nytte, medfører en større gennemførelsesindsats for at være i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters nationale bestemmelser og kræver et større fortolkningsarbejde, som man helt kunne undgå, hvis man tog udgangspunkt i direktivet om onlinesalg af materielle varer og indføjede de særlige bestemmelser om salg af immaterielle goder som undtagelser fra den generelle ordning, idet der knap kan skelnes mellem en fysisk vare og et digitalt indhold, især når de er kædet sammen.

3.4.

Ifølge Kommissionen blev valget af instrument foretaget på grundlag af 189 svar indsamlet gennem en høring af alle kategorier af interessenter fra hele EU, en høring af en gruppe sammensat af 22 organisationer, som repræsenterede en bred vifte af interesser og mødtes syv gange, seminarer med medlemsstaterne og møder med de nationale retshåndhævende myndigheder i Udvalget for Gennemførelse af Forordningen om Forbrugerbeskyttelsessamarbejde og med de nationale myndigheder med ansvar for forbrugerpolitik (nærmere bestemt mødet i nettet om forbrugerpolitik i maj 2015), som efterfølgende anfægtede gyldigheden af dette udsnit af adspurgte med henvisning til dets begrænsede omfang (11).

3.4.1.

Ifølge de nu kendte og offentliggjorte resultater (12) er der dog ikke et klart flertal for den valgte model: Forbrugerorganisationerne er klart imod enhver form for anvendelse af sælgers lov, mens de fleste brancheorganisationer og nogle forskere går ind for denne model. For deres part stiller de fleste medlemsstater spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en ny lovgivning om fjernsalg (som i forvejen omfattede onlinesalg) og navnlig ved egnetheden af de to direktiver i betragtning af vanskeligheden ved at uddrage præcise og klart definerede retningslinjer. Umiddelbart skulle man efter en objektiv analyse af høringssvarene tro, at der blandt erhvervsdrivende og forbrugere er generel konsensus om at foretrække model 5, især fordi det er den model, som vil indebære færrest omkostninger for de erhvervsdrivende. Naturligvis afhænger denne konsensus af bestemmelserne i de respektive standardaftaler, som skal vedtages af sektoren, og af i hvor høj grad EU-garantimærket bliver brugt og accepteret af EU's virksomheder.

3.5.

Endelig skal det nævnes, at EØSU har udtalt sig indgående om spørgsmålet om forbrugernes rettigheder i det digitale miljø i flere af sine udtalelser og har fastlagt den grundlæggende holdning, at de samme rettigheder, som anerkendes i et »offline« miljø i den fysiske verden (aftaler ansigt til ansigt), bør være i overensstemmelse med onlineuniverset, hvor der dog kan gøre sig særlige forhold gældende under passende hensyn til handel med digitalt indhold (immaterielle tjenester) — altid med målet om en styrkelse og ikke en begrænsning eller svækkelse. Med forslaget vedrørende onlinesalg af materielle varer har Kommissionen skabt to systemer, hvor salget af varer henholdsvis online og offline bliver behandlet forskelligt, hvilket er uacceptabelt.

4.1.

Ovenstående bemærkninger betyder dog ikke, at EØSU ikke er ganske enigt i, at det er nødvendigt og nyttigt at regulere en række af de områder, der er omhandlet i de to foreliggende forslag til direktiv, især hvad angår onlinesalg af digitalt indhold. Når det gælder onlinesalg salg af materielle varer, anbefaler EØSU, at der træffes foranstaltninger til sin tid inden for REFIT-programmets rammer. Af pladshensyn vedrører de bemærkninger, der nu fremsættes til hvert af de to forslag, kun de punkter i artiklerne, som EØSU er uenigt i.

4.2.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om onlinesalg og andre former for fjernsalg af varer (COM(2015) 635 final — 2015/0288 (COD))

4.2.1.

Hvad angår retsgrundlaget, mener forbrugernes repræsentanter i EØSU såvel som hovedparten af udvalgets medlemmer i tråd med EØSU's tidligere udtalelser, at dette snarere bør være artikel 169, stk. 2, i TEUF, eftersom der grundlæggende er tale om fastlæggelse af forbrugernes rettigheder og om beskyttelsen og forsvaret af dem, og ikke kun om gennemførelsen af det indre marked. Nogle medlemmer af EØSU, især brancheorganisationernes repræsentanter, som lægger vægten på gennemførelsen af det indre marked, er enige med Kommissionen.

4.2.2.

Når der nu er valgt et direktiv, mener EØSU, at det burde tilsigte en minimumsharmonisering med det nuværende direktiv om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (direktiv 1999/44/EF) som model, da den valgte løsning fører til yderligere »fragmentering«, mindre retssikkerhed og to kategorier af beskyttelse. De »forbedringer«, der nu indføres, bør også gælde for forbrugerkøb i den »fysiske verden«.

4.2.3.

På baggrund af den komplekse lovgivning på forbrugerbeskyttelsesområdet indgår forslaget i et samspil med en række andre regler og supplerer dem (13), hvilket dog betyder, at det vil kræve en overflødig og vanskelig fortolkningsindsats i strid med den gode praksis i pakken om »bedre lovgivning« og skabe yderligere vanskeligheder for gennemførelsen i overensstemmelse med gældende national lovgivning, som har gennemført og suppleret disse EU-bestemmelser, og som er forskellige fra den ene medlemsstat til den anden.

4.2.4.

Derfor ville EØSU foretrække, at bestemmelserne i dette forslag til direktiv blev indpasset i revisionen af direktiv 1999/44/EF inden for rammerne af REFIT-programmet.

4.2.5.

Der foreslås i det følgende nogle konkrete ændringer til visse bestemmelser i forslaget:

1.

Begrebet »handelsmæssig garanti« bør også omfatte andre former for kompensation, da de ellers ikke vil være omfattet af bestemmelserne i artikel 15.

2.

Begrebet »løsøregenstand« er ikke defineret positivt, hvilket giver anledning til forskellige fortolkninger i medlemsstaterne.

3.

Andre typer produkter, som er omfattet af en særlig lovgivning, er heller ikke undtaget. Dette gælder f.eks. lægemidler og medicinsk udstyr, som er undtaget fra anvendelsen af andre forbrugerbeskyttelsesregler.

4.

Det står ikke klart, om onlineplatforme vil kunne betragtes som »sælgere«.

5.

Begrebet »producent« er heller ikke defineret for så vidt angår dennes direkte hæftelse over for forbrugeren i henhold til artikel 16.

1.

Kriteriet »levetid« bør også medtages (14), da den har betydning for garantiens gyldighedsperiode.

2.

Definitionen af kravene til varens overensstemmelse med aftalen bør formuleres negativt, således at forbrugeren udtrykkeligt fritages for at skulle bevise, at varen ikke er i overensstemmelse med aftalen, hvilket påhviler sælger.

3.

Formuleringen af undtagelserne i artiklen skaber en situation med generel ansvarsfritagelse for sælger, som i så fald ikke hæfter over for forbrugeren, hvorved sælger mister regresretten (anvendes i tilfælde VW).

1.

I slutningen af stk. 2 tilføjes: »… undtagen i tilfælde, hvor installationen er særlig kompliceret og der efter aftale med sælger er fastsat en længere frist«.

2.

De rettigheder, der fastlægges i dette forslag i forhold til sælger, bør også gælde for enhver besidder, som er i god tro.

1.

Artiklen omfatter ikke som den første mulighed en bestemmelse om, at varen kan returneres omgående mod tilbagebetaling af købesummen, hvilket er i modstrid med forbrugernes rettigheder i flere medlemsstater, med væsentlige forskelle (Grækenland, Portugal, Irland, Det Forenede Kongerige, Danmark, Litauen).

2.

Udtrykket »inden for rimelig tid« er subjektivt og åbner op for en forskelligartet gennemførelse af denne centrale bestemmelse, hvilket er uforeneligt med en maksimal harmonisering. Eksempelvis er fristen i lande som Bulgarien, Frankrig, Portugal og Luxembourg 30 dage, mens den i Ungarn, Rumænien, Grækenland og Estland er 15 dage. Bestemmelsen bør fastsætte en frist svarende til den maksimale frist, der praktiseres i nogle EU-lande, nemlig 15 dage.

3.

Udtrykket »umuligt« i stk. 3, litra a), bør erstattes med »teknologisk umuligt«.

4.

Ligeledes er udtrykket »uden væsentlig ulempe« også subjektivt og bør udgå eller erstattes af formuleringen i østrigsk lov: »med mindst mulig ulempe« og ledsages af muligheden for, at forbrugeren midlertidigt kan få stillet en erstatningsvare til rådighed, indtil reparationen er afsluttet.

5.

Kommissionens forslag tager ikke hensyn til, at producenterne i henhold til national lov i flere lande (Frankrig, Malta, Grækenland, Rumænien, Portugal og Slovenien) er forpligtede til i hele produktets forventede levetid at have et passende reservedelslager eller inden for rimelig tid at levere reservedele til sælger. Dette hænger sammen med spørgsmålet om indbygget forældelse og garantiperioden for den udskiftede del.

6.

Kommissionen bør fastlægge sælgers pligt til midlertidigt at stille en erstatningsvare til rådighed.

1.

Kommissionens forslag giver heller ikke mulighed for suspension af den lovfæstede garantiperiode i tilfælde af omlevering eller reparation, hvilket er tilfældet i de fleste nationale lovgivninger. Det samme kan siges om mægling, voldgift eller sagsanlæg.

2.

Ved omlevering bør erstatningsvaren være omfattet af en ny garantiperiode, som træder i kraft ved leveringen.

1.

Udtrykket »væsentlig« bør udgå af ovennævnte grunde.

2.

I tilfælde af »gentagne« mangler bør forbrugeren automatisk have ret til at bringe aftalen til ophør.

1.

Det er højst angribeligt, at forbrugeren forpligtes til at betale for brug, ødelæggelse eller bortkomst af varen, hvis aftalen bringes til ophør.

2.

Desuden har Domstolen allerede fastslået, at hvis forbrugeren gør brug af retten til omlevering, kan denne ikke afkræves betaling for brug af det mangelfulde produkt (Quelle-sagen (15)).

3.

Det er ikke klart, hvilket beløb der skal tilbagebetales, når der er købt flere varer til en samlet pris, som ikke specificeres.

1.

I stk. 1 tilføjes et nyt litra d): andre garantier, som sælger tilbyder på vegne af tredjemænd med det formål at yde en garanti (udstyrsgaranti, garantier knyttet til et mærke osv.).

2.

Der bør også oplyses om muligheden for at overdrage den handelsmæssige garanti til tredjemænd.

1.

Den manglende harmonisering af dette aspekt er en væsentlig kilde til afvigelser i gennemførelsen af direktivet til stor skade for handelen.

2.

Artiklen bør fastsætte, at en fabrikant hæfter direkte og solidarisk over for forbrugeren, hvis denne vælger afhjælpning i form af reparation eller omlevering af varen.

3.

Det bør også fastsættes, at en sælger, som rejser krav mod producenten, er berettiget til det fulde beløb af de afholdte udgifter.

4.

Ligesom i ovennævnte tilfælde bør der fastsættes solidarisk hæftelse for onlineplatforme, hvor forbrugerne køber varer.

4.3.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold (COM(2015) 634 final — 2015/0287 (COD))

4.3.1.

Som Kommissionen selv gør opmærksom på, vedrører baggrunden for forslaget, indhentningen af ekspertbistand og konsekvensanalyserne begge forslag, idet de er udformet som en pakke med fælles mål. EØSU vil derfor afholde sig fra at gentage generelle spørgsmål, der er fælles for begge forslag og indskrænke sig til bemærkninger vedrørende specifikke aspekter. Det skal dog straks bemærkes, at forslaget generelt fortjener principiel opbakning fra EØSU, navnlig hvad angår:

4.3.2.

I det følgende foreslås en række konkrete ændringer til nogle af forslagets bestemmelser, som udgøres af 24 artikler (og ikke i 20, som det fejlagtigt er anført i flere versioner, punkt 5):

1.

EØSU kan acceptere, at betalingen foretages i form af naturalydelser (»en anden modydelse end penge«), forudsat at dette begreb defineres præcist mht. indhold. Hvis der er tale om udlevering af personlige oplysninger eller andre data, skal det fastsættes, hvilke, på hvilke betingelser og under hvilke omstændigheder.

2.

Det vil også være nødvendigt at afklare, om visse tjenester såsom betalings-TV er omfattet, og det gælder også Google og Facebook Messenger, og hvorvidt visse fysiske adgangsplatforme eller tingenes internet falder ind under materielle eller immaterielle goder.

3.

Det er ikke klart, om udelukkelsen i stk. 5, litra a), også gælder sundhedspleje, pengespil og finansielle tjenesteydelser. Dette spørgsmål kræver yderligere afklaring for at undgå retlig usikkerhed.

4.

Det er ikke klart, om dette anvendelsesområde også omfatter såkaldt »skjult betaling«, dvs. tjenester, som ydes gratis, men hvortil der er knyttet andre tjenesteydelser, for hvilke der kræves betaling.

5.

Anvendelsesområdet vedrørende oplysninger, som det er nødvendigt at behandle, i artikel 3, stk. 4, bør ikke kun omfatte opfyldelsen af aftalen, men også »indgåelsen af aftalen«. Tilladelsen til behandling af disse oplysninger bør gives i henhold til lovgivningen om personoplysninger.

6.

Det er også afgørende at få afklaret forskellen mellem henholdsvis produkter og tjenesteydelser, der leveres online, og dem, der er fuldstændigt indbygget i en fysisk genstand, som det er tilfældet med den såkaldte »kropsnære teknologi« (wearables) eller med tingenes internet, hvor håndteringen foregår digitalt, hvilket dog ikke udelukker eksistensen af en fysisk genstand som udgangspunkt herfor.

7.

Det bør klart fastslås tjenesteydelser, der udbydes af datacentre, herunder især de såkaldte cloud computing-tjenester, skal være klart defineret i nærværende forslag, uanset om de er gratis eller underlagt en modydelse, idet de ofte er knyttet til andre tjenester eller produkter, som leveres til forbrugerne. Ellers risikerer man, at de kan falde uden for direktivets anvendelsesområde.

8.

Det er også nødvendigt at få afklaret, om kombinationen af digitale indholdstjenester og kommunikationstjenester som f.eks. Facebook Messenger eller Google Hangout er omfattet af dette instrument, eftersom disse produkter for indeværende ikke er reguleret af direktiv 2002/21/EF om elektroniske kommunikationstjenester, og det har været fremført, at nogle af disse tjenester bør betragtes som elektroniske kommunikationstjenester og omfattes af en bedre forbrugerbeskyttelse.

9.

Der skelnes heller ikke klart mellem situationer, hvor de opgivne personoplysninger kun tjener til at opfylde aftalen, og situationer, hvor de tjener til at opfylde lovgivningsmæssige krav. Derfor foreslår EØSU for en sikkerheds skyld, at direktivet anvendes på alle tjenesteydelser, der leveres med opgivelse af personoplysninger, og at man kun udelukker de tjenester, hvor leverandøren udtrykkeligt godtgør, at personoplysningerne blot tjener til at opfylde aftalen eller lovgivningsmæssige krav.

10.

Endvidere vil det stadig mht. stk. 4 være nødvendigt at afklare, hvornår personoplysninger kræves oplyst med henblik på at opfylde aftalen eller lovgivningsmæssige krav, når det tages i betragtning, at personoplysninger i andre sektorer såsom telekommunikation og energi — omend det er tilladt at få dem oplyst for at opfylde aftalen — ofte bliver brugt i virksomhedernes egne markedsføringskampagner. Navnlig må det afklares, om indsamlingen af personoplysninger vedrører andre modydelser end penge.

1.

I stk. 1 slettes »hvor det er relevant«.

2.

I stk. 1, litra b), efter udtrykket »som forbrugeren ønsker, at det skal kunne anvendes til« tilføjes »eller med rette forventer, at det kan anvendes til«.

3.

I stk. 2, litra b), slettes »(hvis relevant)«.

1.

I stk. 2, litra b), erstattes udtrykket »… skal leverandøren træffe alle forventelige forholdsregler for at afholde sig fra« med »… skal leverandøren afholde sig fra«.

2.

Litra c), d) og e), henhører under copyrightbestemmelser, som endnu ikke foreligger.