10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/1

10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/2

—

der henviser til FN's og Afrikas centrale menneskerettighedskonventioner og –traktater, herunder det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—

der henviser til konventionen om fjernelse af alle former for forskelsbehandling af kvinder og den frivillige protokol hertil,

—

der henviser til protokollen om kvinders rettigheder i Afrika, der er knyttet som bilag til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—

der henviser til Romstatutten, som blev underskrevet den 17. juli 1998 og trådte i kraft den 1. juli 2002,

—

der henviser til Cotonouaftalerne underskrevet den 23. juni 2000 og ændret den 22. juni 2010,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 25. juni 2012 om EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati samt til Rådets afgørelse af 25. juli 2012 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder (1) og af 18. marts 2013 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel (2), navnlig menneskerettighedsartiklerne i hans mandat,

—

der henviser til Rådets konklusioner om Sahel, især Mali, herunder konklusionerne af 21. marts 2011 om EU-strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel og de nylige konklusioner af 17. og 31. januar, 18. februar, 22. april, 27. maj og 24. juni 2013,

—

der henviser til FN's erklæring om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter og til Sikkerhedsrådets resolution 1325(2000) og 1820(2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2011 om EU-indikatorer for den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325(2000) og 1820(2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner og rapporterne fra FN's generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder om Sahel, især Mali,

—

der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 14. juni 2013 til FN's Sikkerhedsråd om situationen i Sahel-regionen og til den tilhørende integrerede FN-strategi for Sahel,

—

der henviser til FN's rapport om menneskelig udvikling (Human Development Report) for 2013,

—

der henviser til Europa-Kommissionens humanitære gennemførelsesplaner for Sahel,

—

der henviser til de fælles konklusioner fra den internationale donorkonference »Sammen om et nyt Mali«, der blev afholdt den 15. maj 2013 i Bruxelles,

—

der henviser til konferencen på højt plan om kvindelige ledere i Sahel, der blev afholdt den 9. april 2013 i Bruxelles på foranledning af EU, den særlige udsending for FN's generalsekretær i Sahel og FN's agentur for kvinder,

—

der henviser til EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015),

—

der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 8. april 2013 til FN's Sikkerhedsråd om Vestsahara, navnlig dens henvisning til den indbyrdes sammenkobling mellem Vestsahara og situationen i Sahel; der henviser til strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen fra EU-Udenrigstjenesten, navnlig konstateringen af, at problemerne i Sahel er grænseoverskridende og tæt forbundne, og at kun en regional og holistisk tilgang, der ligeledes inddrager Maghrebs nabostater, kan sikre fremskridt i regionen,

—

der henviser til rapporten af 28. februar 2013 fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf om hans mission til Marokko, herunder Vestsahara,

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i Vestsahara (3),

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati (4),

—

der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 om den 22. samling i FN's Menneskerettighedsråd (5),

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om Parlamentets holdning med henblik på den 19. samling i FN's Menneskerettighedsråd (6),

—

der henviser til årsrapporten om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet, der blev vedtaget af Rådet den 4. oktober 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0325/2013),

A.

der henviser til, at Sahel er en af verdens fattigste regioner, som står over for alvorlige problemer med menneskerettighederne, retsstatsprincippet, sikkerhed og væbnet konflikt såvel som økonomisk og social udvikling; der henviser til, at den ekstreme fattigdom i regionen afspejles i FN's Human Development Index for 2012, hvor Niger (nr. 186), Tchad (nr. 184), Burkina Faso (nr. 183) og Mali (nr. 182) er rangeret blandt de seks mindst udviklede lande i verden;

B.

der henviser til, at et af regionens særlige kendetegn er den afsmittende virkning, der i sagens natur medfører fælles udfordringer på menneskerettighedsområdet i hele Sahel, navnlig på grund af politisk ustabilitet, fattigdom og usikre grænser; der henviser til, at disse kendetegn understreger behovet for en velkoordineret og holistisk tilgang til hele den miljømæssige og geografiske definition af Sahel-regionen;

C.

der henviser til, at det er en afgørende udfordring for Sahel-staterne at indføre demokrati, fred og god regeringsførelse; der henviser til, at staterne må gå i gang med at fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, udrydde forskelsbehandling af kvinder og minoriteter og fremme uddannelse og etnisk forsoning;

D.

der henviser til, at rækkevidden af denne beslutning omfatter de lande, der er identificeret i EU's Sahelstrategi, i særdeleshed Mauretanien, Mali, Niger og relevante dele af Burkina Faso og Tchad; der henviser til, at den bredere geografiske og miljømæssige definition af Sahel også har afgørende betydning for regionens fælles udfordringer på menneskerettighedsområdet, der følger af konflikter og forskellige svigt vedrørende menneskers sikkerhed, herunder i svagt funderede stater; der henviser til, at denne betænkning ligeledes vil omhandle menneskerettighedssituationen i det ikke-selvstyrende område Vestsahara og Tindouf-lejrene;

E.

der henviser til, at mødredødeligheden i Mali, der anslås til at være 1 100 dødsfald per 100 000 levendefødte børn, er den højeste i verden ifølge FN's data; der henviser til, at FN's Human Development Report for 2013 udpeger Niger og Mali som lande med specielt høj dødelighed blandt børn under fem år, som kommer op over 200 dødsfald per 1 000 levendefødte, når mødrene ikke har nogen form for uddannelse; der henviser til, at Verdensbanken skønner, at indskrivningen i grundskolen i Niger og Mali er blandt de laveste i verden med hhv. 62 % og 63 %; der henviser til, at FN skønner, at omkring 18 millioner mennesker var ramt af den alvorlige fødevare- og ernæringskrise i 2012 i Sahel og Vestafrika; der henviser til, at Kommissionen skønner, at 10,3 millioner mennesker i området stadig står over for manglende fødevareforsyningssikkerhed, hvoraf 4,2 millioner er maliere, og hvor 1,4 millioner børn under fem år er i risiko for alvorlig akut underernæring og 3,1 million i risiko for moderat akut underernæring; der henviser til, at Kommissionen har haft afgørende betydning for etablering af EU's globale alliance til styrkelse af resiliens (AGIR Sahel) og har givet tilsagn om 517 mio euro i humanitær hjælp og udviklingsbistand for 2012-2013,

F.

der henviser til, at dele af befolkningen i disse lande ikke har adgang til sundhedspleje, at den lider af talrige endemiske sygdomme som f.eks. kolera, meningitis, mæslinger og hiv/aids; der henviser til, at antallet af dødsfald som følge af hiv/aids er højt og i Tchad ligger på 11 000 dødsfald om året, i Burkina-Faso på 7 100 dødsfald om året, i Mali på 4 400 dødsfald om året og i Niger på 4 300 dødsfald om året;

G.

der henviser til, at landene i Sahel-regionen er rige på naturressourcer, navnlig olie, guld og uran, men at indtægterne fra udvindingen heraf ikke kanaliseres tilbage i den lokale økonomi i tilstrækkeligt omfang til at give disse lande mulighed for udvikling;

H.

der henviser til, at borgerkrige eller etniske konflikter medfører fordrivelse af befolkningen og anbringelse af den i flygtningelejre som f.eks. Mentao i Burkina-Faso, Mangaize i Niger, M'Bera i Mauretanien og Breijing i Tchad; der henviser til, at levevilkårene og hygiejneforholdene i disse lejre er elendige;

I.

der henviser til, at der i de sidste 20 år regelmæssigt er blevet afholdt valg i Mali; der henviser til, at Mali inden statskuppet blev betragtet som en relativ succeshistorie for demokratiet i Afrika;

J.

der henviser til, at krisen i Mali har mange årsager og ikke blot kan reduceres til en etnisk konflikt; der henviser til, at tuaregernes utilfredshed og ønsket om uafhængighed eller større selvstyre i det nordlige Mali imidlertid er blevet udnyttet af bevæbnede jihad-grupper, som i begyndelsen af 2012 allierede sig med og sidenhen fordrev den sekulære Nationalbevægelse til Befrielse af Azawad som led i deres oprør; der henviser til, at disse grupper, især Ansar Dine, Al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (AQIM) og Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (MUJAO), har draget yderligere fordel af den ustabilitet, der opstod i forbindelse med det efterfølgende kup i Bamako, samt af den øgede regionale ustabilitet som følge af ukontrollerede arsenaler i Libyen; der henviser til, at den overhængende eksistenstrussel mod selve staten Mali kombineret med de systematiske menneskerettighedskrænkelser i nord fremskyndede de franske, afrikanske og FN-styrkers væbnede indgriben for at sætte en stopper for ekstremistgruppernes overgreb og overtrædelse af menneskerettighederne og for at genskabe demokratiet, retsstaten og den maliske stats myndighed samt for at genetablere respekten for menneskerettighederne; der henviser til, at den maliske regering den 18. juni 2013 undertegnede en foreløbig fredsaftale med oprørsstyrkerne; der henviser til, at situationen i Mali kræver en reaktion, der går videre end at afbøde sikkerhedstrusler, herunder en langsigtet indsats fra det internationale samfunds side og en beslutsom indsats for at leve op til dybt forankrede politiske, udviklingsmæssige og humanitære udfordringer;

K.

der henviser til, at tilstedeværelsen af terrorgrupper i Sahel-regionen medfører stor sikkerhedsmæssig ustabilitet i regionen som følge af gidseltagninger og attentater; der henviser til, at Sahel er et transitområde for ulovlig handel med narkotika, der drives af kriminelle grupper fra Latinamerika; der henviser til, at narkotikahandlerne ofte er knyttet til terrorgrupper, som yder dem sikkerhed under transit; der henviser til, at disse narkotikahandlere er en kilde til ustabilitet både i Sahel og i EU, som ofte er slutdestinationen for denne handel;

L.

der henviser til, at regeringerne i Sahel-regionen bør inddrage de berørte lokalbefolkninger for at finde en varig løsning på krisen; der henviser til, at kvinder især kan bidrage til at løse krisen i Sahel, og at deres deltagelse er en nødvendig forudsætning for at opnå langsigtet stabilitet; der henviser til, at bekæmpelse af straffrihed, herunder for kønsbestemt vold under en konflikt, er afgørende for at sikre stabilitet i regionen og opbygge varig fred;

M.

der henviser til, at EU har haft øget fokus på Sahel, sådan som det fremgår af vedtagelsen af EU's strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen i 2011, iværksættelsen af EU's FSFP-kapacitetsopbygningsmission (EUCAP Sahel Niger) i juli 2012 samt EU’s udannelsesmission (EUTM) i Mali i februar 2013 og udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for Sahel; der henviser til, at mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel, som blev vedtaget den 18. marts 2013, indeholder en stærk menneskerettighedskomponent;

N.

der henviser til, at komplekse og indbyrdes afhængige problemstillinger kræver en samlet, koordineret tilgang, som gør brug af alle relevante EU-instrumenter og EU-politikker, der knytter EU's mål for krisestyring, sikkerhedssektoren, udviklingssamarbejde og miljømæssig bæredygtighed til EU's indsats inden for menneskerettigheder, demokratistøtte og retsstat; der henviser til, at en samlet strategi for regionen bør omfatte en effektiv koordinering mellem Unionens højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen, de relevante kommissærer, herunder kommissæren for udvikling og humanitær hjælp, EU-Udenrigstjenesten, Den Europæiske Unions særlige repræsentanter, herunder den særlige repræsentant for menneskerettigheder og den særlige repræsentant for Sahel, EU's antiterrorkoordinator samt EU-medlemsstaterne; der henviser til, at en effektiv løsning på den nuværende krise skal omfatte økonomiske og sociale politikker, som sigter mod at øge befolkningens levestandard;

O.

der henviser til, at EU’s politikker bør have særligt fokus på udvikling af landdistrikter og landbrug for at sikre fødevareforsyningssikkerhed som et bidrag til en bæredygtig socioøkonomisk udvikling i Afrika syd for Sahara; der henviser til, at Kommissionen i partnerskab med bl.a. FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (UNOCHA), FN’s Børnefond (UNICEF), FN’s Højkommissariat for flygtninge (UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet (WFP) har taget initiativ til AGIR Sahel, der har til formål at øge det tværorganisatoriske samarbejde som led i EU's samlede strategi til løsning af fødevarekrisen i Sahel; der henviser til, at partnerne har fastsat et mindstekrav til investeringer på 750 mio. EUR med henblik på at udvikle et socialt sikkerhedsnet til beskyttelse af de mest sårbare, hvis eller når tørken rammer igen i fremtiden;

P.

der henviser til, at krænkelserne af menneskerettighederne og den politiske, miljømæssige, udviklingsmæssige og humanitære krise i Sahel-regionen især berører kvinder, der ofte er udsat for forskelsbehandling, usædvanlig fysisk og menneskelig usikkerhed, kronisk fattigdom og marginalisering; der henviser til, at ligestilling mellem kønnene, styrkelse af kvindernes økonomiske og politiske status, fremme af ligestilling mellem kønnene og beskyttelse af kvinders rettigheder er afgørende for at mindske fattigdom og fremme bæredygtig udvikling; der henviser til, at et mere og mere restriktivt socialt miljø begrænser kvindernes mobilitet og produktivitet og i sidste ende deres evne til at kunne fungere som effektive ledere og forkæmpere for kvinders rettigheder; der henviser til, at kvinderne i Sahel-regionen udgør hovedparten af små langbrugere, og at de alligevel er dårligt stillet med hensyn til ejendomsretten til jorden; der henviser til, at denne mangel på ejendomsret til jorden bidrager til fattigdom blandt kvinder; der henviser til, at undersøgelser viser, at der kan opnås en række positive resultater, hvis kvinder uddannes og kan tjene og bestemme over en indtægt, f.eks. at mødre- og børnedødeligheden falder, kvinders og børns sundhed og ernæring forbedres, landbrugets produktivitet stiger, klimaændringer kan afbødes, befolkningstilvæksten reduceres, økonomien vokser, og fattigdomsspiralen brydes,

Q.

der henviser til, at mere end 100 regeringer, internationale agenturer og ngo'er på topmødet i London i juli 2012 satte sig som mål at investere yderligere fire milliarder dollars inden 2020 for at øge antallet af kvinder, der anvender prævention, med 120 millioner i de 69 fattigste lande i verden, som indbefatter Sahel-staterne; der henviser til, at denne finansiering lægges oven i de nuværende ti mia. USD;

R.

der henviser til, at landene i Sahel har undertegnet Cotonouaftalen; der henviser til, at partnerskabet med EU er baseret på i fællesskab aftalte bestemmelser om menneskerettigheder og god regeringsførelse og omfatter udviklingsstøtte, god regeringsførelse, fremme af menneskerettigheder og humanitær bistand;

S.

der henviser til, at EU's samarbejde med Den Afrikanske Union (AU), Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Den Arabiske Maghreb-Union, regionale menneskerettighedsinstitutioner og FN's menneskerettighedsorganer og civilsamfundsorganisationer fortsat er en forudsætning for, at man på produktiv vis kan tilskynde til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne i Sahel;

T.

der henviser til, at FN’s generalsekretær den 14. juni 2013 i sin rapport til FN’s Sikkerhedsråd foreslog, at der blev vedtaget en integreret strategi for Sahel baseret på tre strategiske mål, nemlig styrkelse af den inklusive og effektive forvaltning i hele regionen, etablering af nationale og regionale sikkerhedsmekanismer til håndtering af grænseoverskridende trusler samt integration af humanitære udviklingsplaner og interventioner med henblik på langsigtet modstandsdygtighed;

U.

der henviser til, at en våbenstilstand i Vestsahara mellem den marokkanske regering og Polisario-fronten har været gældende siden 1991; der henviser til, at FN anser Vestsahara for at være et ikke-selvstyrende område; der henviser til, at Den Demokratiske Arabiske Republik Sahara (DARS) er fuldgyldigt medlem af AU og i øjeblikket er anerkendt af mere end 35 FN-stater, men ikke af FN som helhed eller af nogen EU-medlemsstat; der henviser til, at Marokko er retligt forpligtet til at stå til regnskab for den udøvelse af den administrative magt, som landet faktisk udøver over Vestsaharas område og befolkning; der henviser til, at FN under Sikkerhedsrådets myndighed fungerer som mægler for at finde en løsning på konflikten; der henviser til, at der ifølge FN's generalsekretær ikke er gjort noget fremskridt med de grundlæggende spørgsmål omkring områdets fremtidige status; der henviser til, at en folkeafstemning om Vestsaharas status, som der første gang opnåedes principiel enighed om i 1988, endnu ikke har fundet sted;

V.

der henviser til, at Marokko har undertegnet og ratificeret en række internationale traktater om menneskerettigheder, såsom den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), konventionen mod tortur (CAT), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere;

W.

der henviser til, at Sikkerhedsrådets med resolution 1754(2007), 1783(2007) , 1871(2009), 1920(2010), 1979(2011), 2044(2012) og 2099(2013) har opfordret nabolandene til at samarbejde fuldt ud med FN og med hinanden og til at øge deres engagement i at bringe situationen ud af det nuværende dødvande og nå frem til en politisk løsning;

X.

der henviser til, at flygtningelejrene nær Tindouf i Algeriet, som første gang blev oprettet for 37 år siden, er de lejre i verden, der har eksisteret næstlængst; der henviser til, at et politisk dødvande udelukker ethvert realistisk håb om, at de nedlægges, eller at beboerne genhuses eller hjemsendes i nær fremtid;

Y.

der henviser til, at både den marokkanske regering og Polisario-fronten er blevet beskyldt for menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at FN's mission for folkeafstemning i Vestsahara (MINURSO) ikke har nogen menneskerettighedsdimension i sit mandat, og som ikke har nogen mekanisme, der gør det muligt at indberette påståede menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråds resolution 2099 af 25. april 2013 har forlænget MINURSO’s mandat; der henviser til, at rapporten fra FN's generalsekretær af 8. april 2013 indeholder et afsnit på tre sider om menneskerettigheder; der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråd og EU-medlemsstaterne i FN's Sikkerhedsråd undlod at støtte et forslag fra USA om at give MINURSO et menneskerettighedsmandat, hvilket førte til folkelige demonstrationer i Vestsahara;

1.

giver udtryk for dyb bekymring over menneskerettighedssituationen i Sahel-regionen, som er blevet forværret af adskillige kriser på det politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige område; understreger, at dybt sammenfiltrede udfordringer kræver en integreret og samlet politisk reaktion og en politisk løsning, der omfatter de forskellige parter i konflikten;

2.

konstaterer, at menneskerettighedssituationen i Sahel har fået større international opmærksomhed som følge af den væbnede konflikt i Mali og de franske, afrikanske og FN-styrkers intervention; erkender, at denne konflikt har skabt særlige problemer i dette land og har forværret de strukturelle udfordringer, der allerede fandtes i Mali og andre steder i regionen som f.eks. i Libyen; understreger dog, at de umiddelbare problemer i Mali ikke bør aflede opmærksomheden fra de kroniske og vidt udbredte problemer, der har alvorlig indvirkning på menneskerettighederne i resten af Sahel, i særdeleshed organiseret kriminalitet, slaveri og menneskehandel, ulovlig våben- og narkohandel, jihad-ekstremisme og radikalisering, svag regeringsførelse og institutionel korruption samt systemisk og udmarvende fattigdom, børnesoldater og diskrimination mod kvinder;

3.

minder om, at den manglende grænsekontrol er et afgørende træk ved landene i regionen; understreger, at den omstændighed, at forværringen af situationen i Sahel-regionen hænger nøje sammen med den massive udbredelse af våben i det nordlige Mali i kølvandet på krigen i Libyen, medens libyske oprørere rutinemæssigt er blevet afvæbnet ved grænsen til andre lande i regionen; gentager sin opfordring til, at der indføres lovgivning om og kraftig kontrol med våbensalget for at undgå, at medlemsstaterne bidrager til en spredning af konflikten;

4.

glæder sig over den øgede opmærksomhed på menneskerettigheder i EU's politik; bemærker, at FN har udarbejdet en sammenhængende strategi for Sahel med en stærk menneskerettighedsdimension; minder om, at EU og landene i Sahel som signatarer af Cotonouaftalen har påtaget sig gensidige forpligtelser til at værne om menneskerettighederne og de demokratiske principper på grundlag af retsstatsprincippet og gennemsigtig, ansvarlig regeringsførelse; minder om, at landene i Sahel-regionen er parter i størstedelen af de internationale traktater om beskyttelse af menneskerettigheder, kvinders rettigheder og børns rettigheder;

5.

understreger EU's vigtige rolle som verdens største donor i forhold til de udviklingsmæssige udfordringer, som Sahel-regionen står over for; understreger betydningen af at inddrage de øvrige internationale aktører med henblik på at udrydde fattigdom og sult, fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og reducere børnedødeligheden i overensstemmelse med årtusindudviklingsmålene;

6.

anser menneskerettighedssituationen i Mali for at være særligt akut, idet der er rapporter om, at væbnede tuareg-oprørere og jihad-grupper foretager alvorlige menneskerettighedskrænkelser i det nordlige Mali; bemærker, at de påståede forbrydelser omfatter massevoldtægt, tortur, lemlæstelse og grusom behandling, herunder amputation og offentlig piskning, offentlig stening for utroskab, etnisk baseret vold, forsøg på etnisk udrensning, udenretslige og summariske henrettelser af fanger, massakre på maliske soldater, ulovlige arrestationer og anholdelser og domsafsigelser uden behørig rettergang, tvangsægteskaber og seksuelt slaveri, angreb, der bevidst rettes mod kulturelle genstande/steder, samt ødelæggelse og plyndring af ejendom; er dybt bekymret over de nye tendenser og teknikker inden for terror og kriminalitet, herunder selvmordsbombere, kidnapning, gidseltagning og brug af børn som menneskelige skjolde; bemærker, at der siden januar 2013 også har været en række rapporter om menneskerettighedskrænkelser udført af medlemmer af de maliske sikkerhedsstyrker og i mindre omfang af private vagtværn mod jihadister eller dem, der formodes at have samarbejdet med oprørsgrupper; bemærker, at disse angreb ofte er rettet mod tuareger, det arabiske lokalsamfund og peul-befolkningen, og at hæren ofte er blevet beskyldt for etnisk baserede gengældelsesaktioner; giver udtryk for dyb bekymring over, at påståede lovovertrædelser omfatter tortur og umenneskelig behandling, tvungne forsvindinger og udenretslige og summariske henrettelser af fanger og civile; er endvidere bekymret over beretningerne fra det sydlige Mali om drab, forsvindinger og tortur begået af de militære sikkerhedsstyrker, der er loyale over for Touré-regimet før kuppet; bemærker ligeledes de alarmerende rapporter om brug af landminer, der dræber og lemlæster den maliske civilbefolkning, herunder børn; opfordrer de krigsførende parter til at indstille brugen af landminer og til at samarbejde med de regionale og internationale aktører med henblik på at sikre en hurtig, effektiv og fuldstændig fjernelse af denne form for våben;

7.

glæder sig over den fredsaftale, der blev undertegnet i Mali den 18. juni 2013, med henblik på at bane vejen for det vellykkede præsidentvalg og for fredsforhandlinger mellem de maliske myndigheder og de væbnede oprørsgrupper i det nordlige Mali, og glæder sig over, at alle de underskrivende parter har lovet at sætte en stopper for enhver form for menneskerettighedskrænkelser; bifalder deres vilje til enhed, dialog og genoprettelse af den forfatningsmæssige orden; erkender imidlertid, at dette er en foreløbig aftale, der skal følges op af handling på begge sider for at bringe konflikten til endeligt ophør; opfordrer indtrængende de maliske myndigheder og deres internationale partnere til at holde nøje øje med de nye mønstre i menneskerettighedskrænkelserne, især de gengældelsesaktioner baseret på etnicitet, som er opstået siden generobringen af visse dele af det nordlige Mali, og som kan være en alvorlig hindring for fredsskabelse og forsoning, hvis ikke der gøres noget ved dem; glæder sig i denne forbindelse over den maliske regerings oprettelse af enheder til overvågning af hærens væbnede operationer i den nordlige del af landet og iværksættelsen af undersøgelser af de påståede menneskerettighedskrænkelser, der tilskrives visse elementer i de maliske væbnede styrker; opfordrer de væbnede styrker til at udvise professionalisme, når de konsoliderer sig i de områder, der tidligere var i oprørernes magt; opfordrer desuden den maliske regering til at forstærke sine bestræbelser på at fremme indberetningen af krænkelser både i forbindelse med de nuværende operationer og eventuelle fremtidige offensiver, herunder gennem støtte til den nationale kommission for menneskerettigheder, og til at respektere reglerne om behørig behandling, når mistænkte militante personer afhøres; gentager sin fordømmelse af de indberettede grusomheder, der begås mod civilbefolkningen, fanger og soldater; minder om, at anklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC) har fastslået, at der er rimeligt grundlag for at formode, at de grusomheder, der er begået under konflikten i Mali, kan udgøre krigsforbrydelser; mener desuden, at nogle af grusomhederne kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;

8.

bemærker med stor bekymring, at en yderligere årsag til den eskalerende destabilisering i Mali er det stigende omfang af korruption, hvilket bevirker, at befolkningen i nord, herunder tuareger, songhaiere, arabere og andre grupper udelukkes fra international bistand; understreger, at en af de farligste følger af korruption er den kulturelle og etniske opdeling mellem det nordlige og sydlige Mali;

9.

bemærker med stor bekymring, at UNHCR anslår, at der er næsten 300 000 internt fordrevne i Mali ud over de mere end 175 000 flygtninge i nabolandene Burkina Faso, Niger, Mauretanien og i mindre omfang Algeriet; kræver en øjeblikkelig indsats i de flygtningelejre og de dele af det nordlige Mali, der efter sigende er ramt af kolera, ekstrem stor fødevareusikkerhed og alarmerende høj børnedødelighed, der langt overstiger tallene i regionen som helhed som følge af underernæring og manglende adgang til rent vand og sundhedspleje; opfordrer de internationale donorer til hurtigt at leve op til deres økonomiske forpligtelser og straks indsamle de 290 mio. dollars, der mangler for, at UNHCR kan afhjælpe den alvorlige fødevarekrise, der i øjeblikket berører 3,4 mio. maliere; understreger vigtigheden af at garantere flygtningenes og de internt fordrevnes sikkerhed og lette deres tilbagevenden til deres egne lokalsamfund under velordnede forhold som et af de centrale elementer i en national forsoning;

10.

henleder opmærksomheden på kvinders lidelser under den nylige konflikt i Mali; fordømmer navnlig brugen af bortførelser og voldtægter som krigsvåben; forventer, at EU og Malis andre internationale partnere samarbejder tæt med de maliske myndigheder om at gennemføre de forpligtelser, der er forbundet med FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 og med EU's overordnede strategi; understreger betydningen af at etablere retlige overgangsmekanismer til ophævelse af straffrihed for udøvere af kønsbaseret vold;

11.

opfordrer EU og Sahel-landene til fuldt ud at gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolutioner: resolution nr. 1325 om kvinder, fred og sikkerhed, hvori der opfordres til, at kvinder deltager i alle aspekter og på alle niveauer af konfliktløsningen, resolution nr. 1820 om seksuelle overgreb i konfliktsituationer og post-konfliktsituationer samt efterfølgende resolutioner nr. 1888, 1889 og 1960, som bygger på ovennævnte resolutioner; opfordrer i denne forbindelse til, at der lægges vægt på kvinders deltagelse i fredsforhandlingerne, og at denne sikres, samt at det anerkendes, at der er behov for at inddrage kønsperspektivet i konfliktforebyggelsen, de fredsbevarende operationer, den humanitære bistand og genopbygningen efter konflikter; tager afstand fra de ekstreme lidelser, som kvinder udsættes for på grund af deres køn i lande, der er i krig; fastholder, at disse handlinger, herunder soldaters voldtægt af piger, tvunget prostitution, tvangsbefrugtning af kvinder, sexslaveri, voldtægt og seksuel chikane og samtykkende bortførsel (via forførelse) er forbrydelser, som ikke må ignoreres; understreger, at EU skal behandle dem som grundlæggende problemer, som der skal tages hensyn til; understreger, at det er helt afgørende at sikre kvinder og piger, der er blevet voldtaget i væbnede konflikter, adgang til abort;

12.

påpeger, at kvinder ofte udsættes for forskelsbehandling, hvad angår anerkendelse af deres kamp for fred; minder om, at kvinderne, i de tilfælde hvor de jævnligt deltager i konfliktløsning og fredsskabende aktiviteter, spiller en afgørende rolle i fredsforhandlingerne og dermed øger omfanget af genopbygningen, rehabiliteringen og de fredsskabende aktiviteter; tilskynder derfor til, at kvinder deltager i enhver national, regional og international forsoningsproces for Mali, især for den nordlige del af landet; kræver, at de nationale handlingsplaner inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1325 revideres med jævne mellemrum, og at topprioriteterne ajourføres regelmæssigt;

13.

finder de alvorlige overgreb og brutale voldshandlinger, der er begået mod børn i Mali, afskyelige, herunder den veldokumenterede rekruttering og brug af børnesoldater i næsten alle de væbnede grupper, der opererer nordpå, herunder i regeringsstyrkerne; fremhæver betydningen af at afsætte tilstrækkelige ressourcer til opgaverne med at demobilisere og rehabilitere børnesoldater; glæder sig i denne forbindelse over det forslag til en aftale, der er ved at blive udarbejdet mellem den maliske regering og FN vedrørende overdragelse af børnesoldater, der er tilknyttet de væbnede grupper, til FN's repræsentanter, og hilser UNICEF’s foranstaltninger til resocialisering af disse børn velkommen; er dybt bekymret over resultaterne af FN's seneste rapport om børn og væbnede konflikter, som understreger, hvordan karakteren af konflikten i Mali og den taktik, der anvendes, skaber hidtil usete trusler mod børn; fordømmer i de skarpest mulige vendinger drab og lemlæstelse af børn, voldtægt og den seksuelle vold, tvangsægteskaber, bortførelser og de angreb mod skoler og hospitaler samt begrænsninger i pigers adgang til uddannelse, som har fundet sted under konflikten i Mali; bemærker, at mange skoler i det nordlige Mali endnu ikke er genåbnet, og opfordrer indtrængende til hurtig indgriben med henblik herpå; henleder opmærksomheden på eksemplerne på, at børn, der er født som følge af voldtægt i den nordlige del af Mali, efterlades, som en bekymrende tendens, som det er nødvendigt at finde en løsning på straks; udtrykker endvidere alvorlig bekymring over beretninger om børn, der frihedsberøves sammen med voksne og afhøres uden behørig beskyttelse; glæder sig i den forbindelse over FN's Sikkerhedsråds målsætning om at sikre særlig beskyttelse for kvinder og børn i væbnede konflikter;

14.

opfordrer alle landene i Sahel-regionen til at engagere sig i en forebyggelses- og beskyttelsespolitik for at undgå, at børn med tvang indrulleres i væbnede grupper; opfordrer disse lande til ikke at indrullere dem i den almindelige hær og dømme alle, der gør sig skyldige i krigsforbrydelser;

15.

tager skarpt afstand fra forsøget på at udslette det nordlige Malis kulturarv, hvor væbnede grupper har ødelagt ældgamle sufi-helligdomme i Timbuktu og Gao samt ca. 4 200 ældgamle skrifter, etnisk ceremonielle dogonmasker og kulturcentre (togunas) i Douentza samt biblioteker i Kidal og andre steder; mener, at den kulturskænding, der er foregået i det nordlige Mali, udgør en krigsforbrydelse; bifalder og opfordrer til EU-støtte til UNESCO's handlingsplan for genopbygning af kulturarv og beskyttelse af ældgamle skrifter i Mali;

16.

glæder sig over den franske militæroperation »Serval«, som blev indledt den 11. januar 2013 samt dennes forpligtelse til at sikre suverænitet, enhed og territorial integritet i Mali som et første skridt i retning af genopbygning og demokratisering af Mali; glæder sig følgelig over FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 2100 af 25. april 2013 og dens stærke fokus på menneskerettigheder samt over instruksen i mandatet for FN's integrerede flerdimensionale stabiliseringsmission i Mali (MINUSMA) om at overvåge, bidrage til at undersøge og rapportere til Sikkerhedsrådet om eventuelle overgreb eller krænkelser af menneskerettighederne eller overtrædelser af den humanitære folkeret; ser med tilfredshed på inkorporeringen af en menneskerettighedsuddannelseskomponent i EU's FSFP-uddannelsesmission (EUTM) i Mali;

17.

støtter den internationale støttemission i Mali og MINUSMA-missionen, som har afløst den den 1. juli 2013, samt EUCAP Sahel-missionen; ser med tilfredshed på forslaget fra FN's generalsekretær af 14. juni 2013 om at etablere en integreret FN-strategi for Sahel, som skal behandle alle aspekter ved krisen såsom forbedret regeringsførelse, bekæmpelse af kriminalitet (ulovlig handel med narko, mennesker, våben og cigaretter, hvidvaskning af penge) og bekæmpelse af terrorisme samt humanitær bistand; glæder sig især over målsætningerne for denne strategi, der har til formål at styrke en effektiv og global samfundsregulering i hele regionen, samt at integrere humanitære udviklingsplaner og interventioner med henblik på langsigtet modstandsdygtighed;

18.

glæder sig over betydningen af den afrikansk ledede internationale støttemission i Mali (AFISMA), som har dannet grundlag for MINUSMA; glæder sig desuden over det betydelige afrikanske troppekontingent i MINUSMA-missionen, og navnlig AU's beslutning om at udsende menneskerettighedsobservatører som en del heraf; håber, at begge missioner vil fortsætte deres tilstedeværelse i de afrikanske operationer; glæder sig over, at både Malis myndigheder og de væbnede grupper i den foreløbige fredsaftale har lovet at fremme udstationering af observatører; glæder sig over, at der er ankommet observatører til Gao og Timbuktu og håber, at det snart vil være muligt at udstationere observatører i Kidal, for at understrege betydningen af at undersøge de beskyldninger om menneskerettighedskrænkelser i nord, der fremsættes af alle parter i konflikten i Mali; glæder sig ligeledes over Europa-Kommissionens støtte til sådanne observatører og dens bestræbelser på at uddanne og anvende yderligere lokale og regionale civilsamfundsobservatører under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder; opfordrer indtrængende EU til at tage ved lære af disse erfaringer og i samarbejde med de nationale og lokale aktører i det maliske civilsamfund undersøge passende måder, hvorpå man kan have puljer af uddannede eksperter til rådighed, som hurtigt vil kunne sendes i felten i hastesituationer for om nødvendigt at yde professionel rådgivning til EU's politiske beslutningstagere;

19.

henleder opmærksomheden på det presserende behov for at sikre overholdelsen af de internationale menneskerettighedsinstrumenter og folkeretten i situationer med væbnet konflikt; opfordrer den højtstående repræsentant til at tage ved lære af de tragiske begivenheder i Mali og andre nylige konflikter med henblik på at revidere EU's retningslinjer for den humanitære folkeret, sikre en mere effektiv gennemførelse af disse retningslinjer og støtte det igangværende initiativ fra Den Internationale Røde Kors Komité og den schweiziske regering vedrørende reform af den nuværende internationale forvaltningsramme for den humanitære folkeret;

20.

glæder sig over konklusionerne fra den internationale donorkonference »Sammen om et nyt Mali«, der blev afholdt den 15. maj 2013; understreger, at donorerne har givet tilsagn om at give 3,25 mia. EUR til Mali i de kommende to år, idet EU går forrest med tilsagn om 520 mio. EUR; roser den maliske regerings plan for bæredygtig genopretning af Mali; glæder sig over den særlige opmærksomhed, der blev tillagt gennemsigtigheden i de offentlige regnskaber og i udvindingsindustriernes regnskaber; støtter den maliske regerings godkendelse af lovforslaget om bekæmpelse af ulovlig berigelse og understreger vigtigheden af at opfylde donorkonferencens tilsagn om nøje at overvåge, at loven anvendes systematisk, når den er vedtaget; beklager, at konferencens konklusioner ikke afspejler EU's erklærede vilje til at arbejde hen imod en rettighedsbaseret tilgang i udviklingssamarbejdet; opfordrer EU og dets internationale partnere til at opfylde deres gensidige forpligtelser som led i en effektiv og samordnet opfølgning på konferencen; gentager, at det er nødvendigt at sammenknytte bistand med institutionelle reformer og mærkbar social og politisk udvikling; roser endvidere den konstruktive inddragelse af regionale aktører; kræver i lyset af den udbredte korruption blandt de maliske myndigheder, at der indføres alle de nødvendige garantier og kontroller for at sikre, at de udbetalte beløb rent faktisk kommer den maliske befolkning til gode hurtigst muligt;

21.

gentager betydningen af EU's menneskerettighedsklausul i alle aftaler med tredjelande, herunder lande i Sahel-regionen; mener, at klausulen er et af EU's mest effektive instrumenter, der ikke blot kan afføde en bæredygtig udvikling i de mindst udviklede lande, men også behørig respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne i disse lande;

22.

anser bekæmpelse af straffrihed, tilvejebringelse af klagemuligheder for ofre og retsforfølgelse af alle gerningsmænd til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, uanset deres tilhørsforhold og status, herunder i forbindelse med kønsbaseret vold i konflikter, hvilket er en krænkelse af kvinders værdighed, for at være afgørende for at sikre holdbar fred og stabilitet i Mali; bifalder derfor, at den maliske regering har overført sagen til Den Internationale Straffedomstol (ICC), og at anklageren for ICC har indledt en formel undersøgelse, og bifalder den maliske regerings og oprørsgruppernes erklærede accept, i artikel 18 i den foreløbige fredsaftale, af en international undersøgelseskommission, der skal undersøge påståede krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne samt krænkelser af den internationale ret og den humanitære ret overalt i Mali; opfordrer EU og andre af Malis internationale partnere til at prioritere spørgsmålet om straffrihed under fredsforhandlinger, til at hjælpe regeringen med at opfylde sin målsætning om at undersøge og retsforfølge gerningsmænd til misbrug og om gennemførelse af bestemmelserne i den foreløbige fredsaftale samt til at sikre, at gerningsmænd til seksuel vold bliver retsforfulgt; gentager, at dette skal omfatte forbrydelser og grusomheder begået af alle parter;

23.

23. glæder sig over den maliske regerings oprettelse af en national kommission for dialog og forsoning den 6. marts 2013, som skal fungere i en periode på to år; fastholder, at den nationale kommissionen skal være så bredt repræsenteret som muligt og bør kunne fremvise praktiske resultater snarest muligt; glæder sig i denne forbindelse navnlig over den nationale kommissions brede sammensætning, hvilket afspejler sig i dens næstformænd og kan ses som et tilsagn om at sikre inddragelse og pluralitet i den politiske proces; bemærker, at den nationale kommission har fået til opgave at dokumentere overtrædelser af menneskerettighederne, som har fundet sted efter konfliktens start, tilskynder endvidere Kommissionen til at kulegrave, hvilke omstændigheder der gav anledning til den maliske krise, til åbent og udtømmende at undersøge påstande om overgreb og diskriminering over for Tuareg-samfund siden Malis uafhængighed, og til at fremsætte anbefalinger vedrørende meningsfulde forbedringer; glæder sig endvidere over den maliske regerings udnævnelse af en udsending, der skal fortsætte dialogen med de væbnede grupper i landets nordlige del; udtrykker i den forbindelse det oprigtige håb, at situationen i Mali i perioden efter valget vil fremme en udvidet dialog og styrke tilliden mellem samfundene som en forudsætning for fred og stabilitet, og at alle maliske samfundsgrupper vil forpligte sig til at opdrage børn til gensidig tolerance og respekt; opfordrer EU og dets partnere i det internationale samfund til fuldt ud at støtte den nationale forsoningsproces og processen med en inklusiv dialog;

24.

understreger, at de forskellige konflikter i Sahel-regionen har medført øgede befolkningsbevægelser, selv internt i landene, og en stigning i antallet af flygtninge; udtrykker dyb bekymring over de mange flygtningekriser og flygtningenes situation i regionen, herunder mange, der ikke har forbindelse med krisen i Mali; henleder især opmærksomheden på de tusinder af Darfur-flygtninge i det østlige Tchad og de tchadiske repatrierede fra Darfur, der mangler rent vand, egnede nødly og fyldestgørende sundhedspleje, og bemærker, at det semiaride klima risikerer at øge konkurrencen om ressourcerne med værtsbefolkningen og dermed også mulighederne for ustabilitet; henleder desuden opmærksomheden på situationen for mange tusinder af flygtninge fra Den Centralafrikanske Republik i det sydlige Tchad, hvor oversvømmelse truer hjem og landbrug; gentager i denne forbindelse UNHCR's opfordring til at øge den finansielle og logistiske støtte til Tchads sikkerhedsstyrker, som beskytter lejrene, specielt i lyset af rapporterede angreb på humanitære bygningskomplekser; er endvidere bekymret over dem i Niger, der flygter fra de nylige kamphandlinger i det nordlige Nigeria; opfordrer det internationale samfund i almindelighed til at øge andelen af hjælp til flygtningelejre i Sahel, hvor dette er nødvendigt, og bidrage til at undgå yderligere humanitære kriser blandt regionens flygtningebefolkning; efterlyser koordinering af politikkerne til fordel for flygtninge mellem Unionen, Sahel-landene, FN's flygtningehøjkommissariat, Den Afrikanske Union og Ecowas, der giver mulighed for at modtage flygtninge og garanterer sikkerheden for de mest sårbare grupper og omfatter selvforsyningsprogrammer; tilskynder værtslandene til at samarbejde med FN og andre aktører for navnlig at forbedre adgangen til nødly, sanitære installationer, sundhedspleje, vand, ernæring og uddannelse og beskytte udsatte børn; minder om, at det ud over at sikre modtagelse og beskyttelse vil være hensigtsmæssigt at gøre en indsats for at øge den økonomiske sikkerhed og forbindelserne mellem adskilte familier for flygtninge og internt fordrevne personer samt at forbedre dokumentationen for flygtning, således at de i videst muligt omfang kan vende tilbage til de regioner, de stammer fra;

25.

opfordrer staterne og de regionale og lokale myndigheder til at gennemføre sikkerhedspolitikker for flygtninge og bekæmpe ulovlig handel med narkotika, våben, mennesker og varer samt terrorisme, vold mod kvinder, udnyttelse samt ulovlig handel med narko, våben og varer og menneskehandel;

26.

mener, at de aktuelle menneskerettighedsudfordringer i Sahel ikke kan adskilles fra en generel forvaltningsmæssig krise, som omfatter udbredt korruption i den offentlige administration, svag levering af basale serviceydelser, ringe gennemførelse af sociale og økonomiske rettigheder og, navnlig i de enorme og ofte tyndt befolkede områder i Sahara, alvorlige udfordringer med opretholdelsen af retsstatsforhold og effektiv grænsekontrol; beklager, at legitimiteten af regionens institutioner og politiske systemer lider skade som følge heraf; frygter risikoen for yderligere konflikter eller uro i fremtiden, hvis sådanne problemer ikke tackles i tilstrækkeligt omfang; minder om, at befolkningernes adgang til landenes naturressourcer, uddannelse, sundhed og offentlige tjenester er grundlæggende rettigheder, som skal realiseres på en effektiv måde for at sikre en bæredygtig løsning på ustabiliteten i regionen;

27.

bemærker med stor bekymring den rolle, disse faktorer spiller med hensyn til at fremme den voldsomme regionale stigning i international organiseret kriminalitet og terrornetværk; fremhæver den alvorlige trussel, de udgør mod menneskerettighederne og den regionale stabilitet, regeringsførelse og retsstaten og dermed udviklingsperspektiverne og nødvendigheden af at gøre front imod sådanne trusler til gavn for befolkningerne i Sahel; udtrykker særlig bekymring over de store »smuglerkorridorer«, som nyder godt af den manglende grænsekontrol og går tværs over Afrika fra vest til øst og fra syd til nord fra Vestafrikas kyst, hvor der transporteres skydevåben, narkotika, cigaretter, olie, forfalskede lægemidler og mennesker; henleder opmærksomheden på indvirkningen af disse aktiviteter på regionen som helhed og på EU, som er et mål for en stor del af den ulovlige trafik; gør opmærksom på den nylige Sahel-rapport fra FN's generalsekretær, hvori det konkluderedes, at de historiske handelsruter på tværs af Sahel er de mest sårbare for terrornetværk og kriminelle netværk; glæder sig over Sahel-landenes indsats for at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet, især med hensyn til den intensive ulovlige våbenhandel, og opfordrer dem til at intensivere den regionale koordinering og det regionale samarbejde, til at øge indsatsen for at sikre deres fælles landegrænser og inddrage CEDEAO i dette arbejde; tilskynder yderligere disse stater til sammen med FN og andre internationale aktører og partnere at udvikle en integreret strategi til bekæmpelse af smugling, herunder indsamling og analyse af data, retsforfølgning og straf af smuglere og foranstaltninger til rehabilitering og social integrering af alle dem, hovedsagelig kvinder og piger, der er ofre for menneskehandel; opfordrer indtrængende lederne i Sahel-landene til at samarbejde for at styrke retshåndhævelsessystemerne med henblik på at udrydde alle former for ulovlig handel, men især menneskehandel, der påvirker nogle af de yngste og fattigste kvinder i regionen;

28.

bemærker, at Sahel risikerer yderligere destabilisering som følge af spredningen af konventionelle våben, der stammer fra Libyen, og andre virkninger af situationen i Libyen; understreger, at ustabilitet og dårlig forvaltning i Libyen forværrer den regionale våbensmugling og spredningen af håndvåben og lette våben (SALW), narkohandlen og den ulovlige handel;

29.

fordømmer den øgede forekomst af bortførelser og gidseltagninger i regionen, som har vist sig at være yderst lukrative for grupper af kriminelle og terrorister; glæder sig over arbejdet i FN's Menneskerettighedsråds rådgivende gruppe om den indvirkning, terroristers gidseltagninger har på menneskerettighederne; opfordrer til et langt større samarbejde mellem Sahel-regeringerne og regeringerne i nøglelande i regionen, såsom Algeriet, Libyen, Marokko og Sudan, og med EU og andre supranationale organer for at sikre en effektiv og koordineret respons på disse problemer fra politiske institutioners og sikkerheds- og domstolsinstitutioners side;

30.

minder om, at terrorgruppernes aktioner ikke kender til grænser, og at der er forbindelser mellem de forskellige organisationer; minder om, at gruppen Boko Haram er vidt udbredt i Nigeria og truer stabiliteten i Niger, gruppen AQMI ledes af tre algiere (bou Zeid, Yahya Abou Al-Hammam og Mokhtar Belmokhtar) og forsøger at destabilisere det sydlige Algeriet; glæder sig over Den Europæiske Unions grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, der har til formål at sikre de libyske grænser; opfordrer således landene i Sahel-regionen til at koordinere deres indsats for at sikre hele regionen begyndende med grænserne, til at intensivere samarbejdet i bekæmpelsen af terror med de berørte lande, herunder Algeriet, Nigeria, Marokko og Libyen; opfordrer EU, AU og ECOWAS samt det internationale samfund til at yde al den støtte i form af tekniske, materielle og menneskelige ressourcer, som landene i Sahel-regionen har behov for;

31.

advarer mod en opfattet spredning af ekstremisme i landene i det arabiske forår — Tunesien, Egypten og Libyen — og opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at udvise lederskab i samarbejdet med disse landes regeringer, institutioner og civilsamfundsorganisationer, således at en ægte demokratisk overgangsproces støttes, og man dermed samtidig sikrer, at de konfliktudsatte naboregioner, og navnlig Sahel, stabiliseres;

32.

opfordrer landene i Sahel-regionen til at indgå i et tæt samarbejde med Senegal, Guinea-Bissau og Ghana, som er transithavne for narkotika fra kriminelle latinamerikanske grupper, der er bestemt for Europa; opfordrer EU til at støtte landene i Sahel-regionen i kampen mod denne handel;

33.

finder det derfor afgørende at tilskynde til reform af de institutioner, der er ansvarlige for retsvæsen, sikkerhed og basale serviceydelser i Sahel-landene, for at hjælpe dem med at genoprette retsstaten og skabe bedre betingelser for en demokratisk overgang, menneskerettighederne, bæredygtig udvikling og institutionel legitimitet; tilskynder regeringerne i Sahel til at fortsætte decentraliseringsprocessen, overføre mere magt og flere ressourcer til lokale myndigheder og øge deres kapacitet, legitimitet og ansvarlighed; fremhæver navnlig betydningen af klare ansvarsstrukturer for at fremme effektivitet og gennemsigtighed og opfordrer EU til at samarbejde med lokale myndigheder om at styrke mekanismerne til civil kontrol og styrke initiativer til bekæmpelse af korruption; henleder endvidere opmærksomheden på nødvendigheden — som nævnt i FN's nye integrerede strategi for Sahel — af at støtte styrkelsen af internt og eksternt tilsyn samt integritetsbeskyttelsesmekanismer for retshåndhævelsespersonale, medlemmer af domstolene og retsfunktionærer;

34.

påpeger, at det navnlig i Mali er altafgørende at sikre tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer for justitsministeriet og professionel uddannelse af dettes personale; opfordrer indtrængende regeringerne i landene i Sahel-regionen til at respektere retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed, fordi dette er grundlæggende garantier for demokrati og retsstatsforhold; kræver, at landene fortsætter deres bestræbelser på at forbedre uddannelse af retsvæsenets aktører; opfordrer EU til at støtte ngo-projekter, der har til formål at øge bevidstheden om menneskerettigheder hos retsvæsenets aktører; tilskynder desuden de maliske myndigheder til at retsforfølge embedsmænd, der er involveret i korruption og organiseret kriminalitet, som afgørende foranstaltninger til genoprettelse af tilliden og begrænsning af muligheden for fremtidig ustabilitet; bemærker, at den organiserede kriminalitet medfører en udbredt korruption i alle samfundets lag; opfordrer således landene i Sahel-regionen til kraftigt at fordømme alle former for korruption;

35.

glæder sig over den vægt, der i FN's nye integrerede strategi for Sahel, lægges på nødvendigheden af at udforme og støtte sandhedssøgende processer, nationale høringer om retsopgør efter regimeskift, retslige ansvarlighedsmekanismer og erstatningsprogrammer, herunder for ofre for seksuel vold; opfordrer EU til at samarbejde med relevante FN-organer for at bistå Sahel-regeringerne med at gennemføre disse reformer;

36.

bifalder aftalen mellem Senegal og Den Afrikanske Union om oprettelse af en særdomstol til retsforfølgning af tidligere præsident, Hissène Habré, for retten for krigsforbrydelser, tortur og forbrydelser mod menneskeheden samt aftalen mellem Senegals og Tchads regeringer om at give senegalesiske dommere tilladelse til at foretage undersøgelser i Tchad; tilskynder kraftigt de politiske beslutningstagere i de forskellige lande i regionen og alle de offentlige myndigheder til hurtigt at konkretisere og iværksætte denne beslutsomhed med hensyn til at få gjort en ende på straffrihedskulturen for mistænkte krigsforbrydere og menneskerettighedskrænkere i Tchad og andre steder i regionen; bemærker i denne forbindelse, at Tchad er det eneste Sahel-land, som endnu ikke har undertegnet protokollen til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og om oprettelsen af Den Afrikanske Menneskerettighedsdomstol; tilskynder Tchad til at gøre dette som et stærkt signal om dets vilje til at straffe systemiske menneskerettighedskrænkelser og sikre ofrene klageadgang; beklager desuden Burkina Fasos nylige lov, der giver amnesti til statsledere; frygter, at dette sender det forkerte signal til overtrædere af menneskerettigheder i regionen og strider mod ånden i indsatsen mod straffrihed;

37.

er tilfreds med den fredelige løsning på grænsestriden mellem Niger og Burkina-Faso, som havde indbragt spørgsmålet for den internationale domstol, der traf afgørelse den 16. april 2013, og opfordrer landene i regionen til at følge dette eksempel;

38.

opfordrer landene i Sahel-regionen til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC), så denne frit og på en upartisk måde kan gennemføre undersøgelser; opfordrer landene til at gennemføre internationale arrestordrer udstedt af Den Internationale Straffedomstol og til at træffe beslutning med hele den fornødne hurtighed; foreslår, at FN bistår landene i Sahel-regionen med at indføre upartiske og uafhængige retsinstanser, som skal pådømme personer, der begår international kriminalitet, i stil med Den Særlige Domstol for Sierra Leone; bemærker, at Mauretanien er det eneste Sahel-land — og et af de meget få afrikanske lande — der ikke har tiltrådt ICC's Romstatut; tilskynder det til at gøre dette som et stærkt signal om at forkaste straffrihedskulturen; understreger i denne sammenhæng betydningen af at udvikle en EU-politik om retsopgør efter regimeskift som nærmere anført i EU's handlingsplan om menneskerettigheder;

39.

kræver, at alle lande i regionen hurtigt gør noget ved de vedholdende rapporter om, at der angiveligt forekommer vilkårlige arrestationer, mishandling og overgreb, selv om lovgivningen forbyder sådan praksis; udtrykker særlig bekymring over rapporterne om tortur i tilbageholdelsescentre og vilkårlig arrestation af tusinder af migranter i Mauretanien samt myndighedernes afslag på efter to år at oplyse de dømte fangers familier om, hvor de dømte befinder sig; er desuden foruroliget over rapporter i Tchad om udbredt mishandling under tilbageholdelse, tilbageholdelse uden rettergang og hundreder af tvangsforflyttelser i N'Djamena, ud over fangers tvangsforsvinding; påpeger, at tvangsforsvinding betragtes som en krigsforbrydelse i henhold til Romstatutten; fordømmer rapporterne om ekstremt dårlige vilkår i nogle af regionens fængsler, navnlig i Tchad og Mali, som mangler basal sundhedspleje og påfører de indsatte store lidelser; opfordrer landene til at forbedre levevilkårene for fanger, og navnlig til at garantere de mest sårbare gruppers — mindreårige og kvinder — sikkerhed; henleder endvidere opmærksomheden på de seneste dødsdomme afsagt af maliske domstole for forbrydelser, herunder røveri, deltagelse i en kriminel organisation og ulovlig besiddelse af skydevåben;

40.

understreger, at det stærkt påkrævede behov for at skabe sikkerhed i den aktuelle Mali-konflikt ikke rører ved det forhold, at inklusiv national dialog, god regeringsførelse og demokratiske reformer i hele regionen bør have forrang som drivkraft bag politisk stabilitet og bæredygtighed; bemærker, at disse spørgsmål er uløseligt forbundet med forbedringer på udviklings- og menneskerettighedsområdet; opfordrer indtrængende alle parter i Mali til at tjene som eksempel for resten af regionen med hensyn til opfyldelsen af disse mål;

41.

støtter tilsagnet i FN's Sikkerhedsråds resolution om at hjælpe overgangsmyndighederne i Mali med at gennemføre køreplanen for fuldstændig genoprettelse af den forfatningsmæssige orden, demokratisk regeringsførelse og national enhed som et væsentligt fundament i den overordnede fredsproces; anser det for afgørende, at der skabes betingelser, som er befordrende for afholdelsen af frie, fair og demokratiske valg i overensstemmelse med internationale standarder; understreger, at det er nødvendigt at overvinde udfordringerne med hensyn til afstemningsreglerne i lejrene for internt fordrevne og flygtninge for at forhindre yderligere politisk marginalisering; opfordrer til, at den maliske regering og dens internationale partnere skrider til øjeblikkelig handling i denne henseende; glæder sig over den aftale, der blev undertegnet mellem den maliske regering og Tuareg-oprørerne, og som baner vejen for, at den maliske hær og forvaltning kan vende tilbage i den nordlige del af landet, og som fjernede en væsentlig hindring for afholdelsen af præsidentvalget i juli; understreger, at det er nødvendigt at sikre, at kvinder trygt kan deltage i valgproceduren;

42.

glæder sig over anvendelsen af en EU-valgobservationsmission (EOM) ved valget i Mali; minder imidlertid om nødvendigheden af, at EU-Udenrigstjenesten sikrer en passende opfølgning på valgobservationsmissionens anbefalinger, og at disse integreres mere bredt i EU-politikken; mener navnlig, at valgobservationsmissionen kunne tilføje valg i Sahel en merværdi ved muligheden for at overvåge aspekter af menneskerettighederne og rapportere tilbage til EU-delegationerne for om nødvendigt at udløse passende foranstaltninger;

43.

opfordrer den maliske regering og det internationale samfund til at tage ved lære af overgangen til demokrati i Niger og dets forfatningsproces i 2010-2011, navnlig hvad angår de grundige høringer af civilsamfundet og andre aktører, indsatsen for at fremme kvinders deltagelse i politik som kandidater og støtten til, at civilsamfundspartnere kunne gennemføre valgobservation, vælgeroplysning og aktiviteter; understreger betydningen for hele Sahel-regionen af fortsat støtte til Niger for at befæste borgernes tillid til det demokratiske system og for at følge op på den nye forfatnings krav om øget gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption i forvaltningen af udvindingsindustrierne, herunder ved at offentliggøre alle større minekontrakter og oplysninger om indtægterne fra disse;

44.

beklager dybt begrænsninger i ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Sahel; udtrykker særlig bekymring over rapporter i Tchad om chikane, intimidering og arrestation af journalister, politiske modstandere, fagforeningsfolk, fremtrædende skikkelser inden for kirken og andre civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere; udtrykker endvidere bekymring over arrestationen af og påstået vold mod fredelige demonstranter i Mauretanien og de påståede forsøg på at bringe oppositionen i Mali til tavshed, herunder gennem arrestation af journalister og politiske modstandere og censurering af medier; understreger i denne forbindelse betydningen i Sahel af støtte til menneskerettighedsforkæmpere, et uafhængigt civilsamfund, herunder kvindeforeninger, og frie medier som nøglespillere i et demokratisk samfundsliv, navnlig når der skal være valg; glæder sig over en positiv udvikling med hensyn til ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed andre steder i regionen og tilskynder EU til at samarbejde med lokale partnere for fortsat at tilskynde til forbedringer; opfordrer endvidere EU til at tilskynde til og bistå med en kortlægning af civilsamfundet som basis for en mere effektiv støtte; anbefaler, at EU bistår civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere såvel strategisk som finansielt, idet der indledes en langsigtet udveksling, herunder gennem de relevante EU-delegationer;

45.

mener, at beskyttelse og fremme af ytringsfriheden er væsentlig for udviklingen at et aktivt og engageret civilsamfund, som kan yde et ægte bidrag til udviklingen i hele regionen; fordømmer i denne forbindelse ethvert forsøg på censurering og intimidering af journalister og menneskerettighedsaktivister og udøvelse af enhver form for direkte eller indirekte pres på private eller statslige medier;

46.

opfordrer landene i Sahel til at sætte en stopper for vilkårlige arrestationer og skræmmekampagner over for pressen og medierne, menneskerettighedsforsvarere eller medlemmer af oppositionen; opfordrer landene i Sahel-Sahara-området, herunder landene i Nordafrika, til fuldt ud at respektere fredelige gruppers ytringsfrihed og frihed til at demonstrere; opfordrer de retlige myndigheder til at dømme fængslede oppositionsmedlemmer i overensstemmelse med gældende ret og efter en retfærdig retssag; kræver, at landene i Sahel-regionen fremmer et flerpartisystem og tillader politiske partier, der respekterer retsstaten, at stille op til valg uden frygt for repressalier og tillader befolkningen at deltage i valgene;

47.

bekræfter, at der er en tæt forbindelse mellem menneskers sikkerhed og udviklingen i Sahel-landene som defineret i strategien for EU-strategien for sikkerhed og udvikling i Sahelregionen fra 2011; understreger betydningen af stabilitet med hensyn til sikkerhed, økonomi, politik, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, hvis udviklingspolitikken i Sahel-regionen skal blive en vedvarende succes; minder imidlertid om, at det for at skabe sikkerhed i regionen er uomgængeligt at investere i udviklingsbistanden, således at befolkningen råder over tilstrækkelige ressourcer til at styrke stabiliteten i området; mener, at dette i vidt omfang vil gøre det muligt at undgå ulovlig handel og ulovlige operationer, der skyldes ekstrem fattigdom og mangel på midler og perspektiver;

48.

bemærker med behørig alvor den ekstreme og vidt udbredte fattigdom i hele Sahel, navnlig i Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, men også i Mauretanien; erkender fattigdommens ødelæggende virkning for udsigten til at effektuere menneskerettighederne; bemærker, at fattigdom og underudvikling rammer kvinder og piger uforholdsmæssigt hårdt, og udtrykker dyb bekymring over de høje dødelighedsrater i regionen for mødre og børn under fem år; fremhæver det omvendte forhold mellem mødrenes uddannelsesniveau og børnedødeligheden; påpeger derfor betydningen af at fremme pigers skolegang; påpeger, at FN har påvist lavere dødelighedsrater blandt mødre med længere uddannelse, og at dette fungerer som en kraftig appel om tilgængelig uddannelse for alle; påpeger, at hastig befolkningstilvækst, ofte med årlige rater på over 3 %, lægger yderligere pres på regeringers evne til at værne om selv de mest basale økonomiske og sociale rettigheder; henviser til, at det derfor er nødvendigt at øge adgangen til sundhedsydelser, navnlig vedrørende seksuelle og reproduktive rettigheder, idet der åbnes adgang til familieplanlægningstjenester;

49.

understreger, at udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed er indbyrdes forbundne i Sahel; gentager sin støtte til den menneskerettighedsbaserede tilgang og til demokratisk ejerskab i udviklingssamarbejde baseret på udnyttelse af lokal deltagelse og viden til at opfylde udviklingsmålene på stedet samt til stærke, effektive og uafhængige opfølgningsmekanismer, som involverer parlamenter, andre virkeligt repræsentative organer og civilsamfundet på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan; minder om og støtter EU's tilsagn om at gennemføre en menneskerettighedstilgang til sit udviklingssamarbejde, således som det også er anført i EU's strategi om menneskerettigheder og dets handlingsplan;

50.

minder om behovet for at gøre udviklingsbistanden til landene betinget af, at de respekterer de grundlæggende rettigheder; bekræfter endnu en gang, at en effektiv allokering af midler i form af europæisk udviklingsbistand kræver, at Unionen har mulighed for effektivt at kontrollere anvendelsen af disse midler og sikre sig, at de ikke anvendes til andre formål end dem, de oprindeligt er afsat til; fastslår endnu en gang behovet for effektivt at fremme menneskerettighederne og for at forbedre sammenhængen mellem Unionens interne og eksterne politikker i overensstemmelse med EU's mål på udviklingsområdet;

51.

opfordrer Kommissionen til på grundlag af de på forhånd påviste behov hos befolkningen at anvende følgende udviklingsmidler i Sahelregionen: Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, Den Europæiske Udviklingsfond, instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og midler for Sahels modstandskraft;

52.

opfordrer EU til at støtte alle de foranstaltninger, som landene i Sahel, ngo'er og civilsamfundet træffer for at forbedre adgangen til sundhedspleje, særlig for de mest sårbare befolkningsgrupper; opfordrer de internationale aktører til at fortsætte kampen mod hiv/aids, tuberkulose, malaria og meningitis, der er årsag til talrige dødsfald; understreger, at det er nødvendigt at udarbejde og gennemføre sundhedsprogrammer for at styrke sundhedssystemerne, i betragtning af at den globale finansielle krise har undermineret fremskridtene i forbindelse med hiv/aids, tuberkulose, malaria og andre sygdomme. minder om, at nogle befolkningsgrupper i Sahel er nomader, og det er vanskeligt for dem at få adgang til sundhedspleje; opfordrer til at støtte bevidstgørelses- og sundhedsuddannelseskampagner;

53.

fordømmer, at budgetnedskæringerne på områder som fødevaresikkerhed, sundhed og uddannelse, der udgør nøglefaktorer for at kunne opfylde 2015-målene, bidrager til at forværre fødevarekrisen og den humanitære krise, der er brudt ud i Sahel-regionen; understreger, at strukturelle interventioner inden for landbrug, fødevaresikkerhed og ernæring samt konkrete foranstaltninger til at bekæmpe fænomenet tilraning af jord er afgørende for at fremme inklusiv og bæredygtig vækst og forhindre, at der år efter år opstår fødevarekriser i Sahel-regionen;

54.

er af den opfattelse, at politisk ustabilitet i Sahel-regionen kombineret med voldsom tørke, som rammer millioner af mennesker, udgør en alvorlig trussel mod demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne og de sociale rettigheder, hvilket har negativ indflydelse på befolkningens muligheder for et anstændigt eksistensgrundlag; minder om, at retsstaten, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne er afgørende for stabiliteten i landene samt sikkerheden og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder;

55.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til sammen med civilsamfundet at iværksætte effektive sikkerhedsforhold og sikre respekt for menneskerettighederne internt i Sahel-landene og ved deres grænser med henblik på optimal udvikling af udviklingspolitikker og politikker med relation til den humanitære bistand;

56.

opfordrer Sahel-landenes regeringer til at tackle krisens underliggende årsager ved hjælp af en bæredygtig økonomisk udviklingsstrategi, der gør noget ved borgernes politiske, økonomiske og sociale bekymringer, som f.eks. adgangen til fødevarer, uddannelse, sundhedspleje, beskæftigelse, boliger, omfordeling af velstand, anstændige eksistensgrundlag etc.;

57.

understreger nødvendigheden af at bekæmpe korruption for at øge den institutionelle legitimitet og tackle de voksende udfordringer mod udvikling og menneskerettigheder i regionen; bemærker, at adgangen til basale sundhedsydelser og uddannelse er blevet alvorligt hæmmet af forskellige former for korruption; understreger endvidere betydningen af et frit, organiseret civilsamfund og frie medier for at overvåge og rapportere om misbrug;

58.

konstaterer, at kvinders rolle er afgørende for udviklingen i Sahel-regionen, især for så vidt angår ernæring, fødevaresikkerhed og produktion af fødevarer, idet kvinderne har det primære ansvar inden for landbrug, selv om det stadig næsten aldrig er muligt for dem at eje den jord, som de dyrker; anmoder Kommissionen om at anerkende den afgørende rolle, som kvinderne spiller for fødevare- og ernæringssikkerheden som landbrugere med små bedrifter, og om at investere i programmer, der særligt støtter dem; fastholder, at EU's strategi også bør fokusere på aktioner til at sikre, at de mest sårbare, især i landområderne, kan drage fordel af mulighederne for en landbrugsfaglig uddannelse, ernæringsoplysning, et godt helbred og gode arbejdsvilkår samt et sikkerhedsnet, hvis der er behov for det; understreger, at landbrugere med små bedrifter, især kvinderne, hvis de ikke blot skal blive bæredygtige, men ligeledes udvikle deres produktionskapacitet, skal have større adgang til mikrokredit til investering i forbedret såsæd, gødning og bedre vandingsmekanismer samt de nødvendige redskaber til at beskytte deres høst mod skadedyr og sygdomme;

59.

fremhæver, at det er påtrængende nødvendigt med humanitær EU-bistand, der kan bidrage til gennemførelsen af 2015-målene; understreger vigtigheden af målet om at forbedre mødres sundhed for at reducere mødredødeligheden og opnå lige adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og familieplanlægning; understreger betydningen af uddannelse i og bevidstgørelse om seksuel og reproduktiv sundhed som en helt nødvendig del af kvindernes sundhedsdagsorden;

60.

bemærker, at der er foruroligende tegn på, at Sahel-regionen som helhed vil blive ramt af en alvorlige fødevare- og ernæringskrise i år, og opfordrer Kommissionen til at sørge for tilstrækkelige økonomiske midler til humanitær bistand til denne region;

61.

understreger de presserende problemer i form af hungersnød, tørke, vedvarende sult og den nationale regerings manglende evne til at sikre en basal fødevaresikkerhed, som er medvirkende til lokal desillusionering; bekræfter på ny behovet for at forbedre den nationale regerings evne til at sikre fødevaresikkerheden gennem øget finansiering og politisk støtte til AGIR Sahel-initiativet, også som en regional og integreret tilgang til at tackle hovedårsagen til fødevaresikkerhed;

62.

opfordrer Unionen til i samarbejde med Sahel-landene at gennemføre prioriterede udviklingspolitikker, der er baseret på menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, med henblik på at afbøde fødevarekrisen og problemerne med underernæring og sult samt for at kunne modstå tørke og bekæmpe naturkatastrofer; opfordrer Kommissionen til at gøre optimal brug af de midler, der er afsat til kampen mod underernæring (123,5 mio euro i 2012), i overensstemmelse med disse prioriterede politikker for at dække den berørte befolknings behov og støtte udvikling af den lokale kapacitet i disse lande med henblik på at sikre en positiv virkningen af bistanden;

63.

minder om, at det er nødvendigt med et langsigtet engagement for at opbygge Sahels modstandsdygtighed mod tørke og således undgå de tilbagevendende fødevarekriser og tilflugten til massiv humanitær bistand, hver gang der opstår en ny tørkeperiode; understreger, at dette engagement kræver et vedvarende partnerskab mellem regeringer, regionale institutioner, donorer og finansielle institutioner, med AGIR Sahel-initiativet, der er iværksat af Den Europæiske Union har iværksat, som forbillede;

64.

bemærker med særlig bekymring, at adgang til drikkevand stadig udgør et problem i hele Sahel-regionen; gentager, at hovedvægten bør lægges på at opfylde de grundlæggende behov hos befolkningen i dette område for at sikre udviklingen i regionen; understreger, at en stor del af den udviklingsbistand, som EU yder, bør tjene til at afhjælpe dette problem; glæder sig i denne forbindelse over alle internationale initiativer, som sigter mod at reducere vandknapheden i Sahel-regionen;

65.

understreger, at der er behov for en langsigtet tilgang baseret på adgang til uddannelse for alle for at forbedre dagligdagen for Sahels indbyggere og understøtte udviklingen i en region, der vil have 150 millioner mennesker i 2040;

66.

tilskynder Sahel-landene og de regionale aktører til sammen med FN at mobilisere nye udviklingsressourcer; glæder sig over de høringer, som FN's generalsekretærs særlige udsending for Sahel har indledt med Den Afrikanske Udviklingsbank, og anbefaler, at disse høringer udvides til Verdensbanken og andre internationale finansieringsinstitutter med henblik på at oprette en Sahel-aktionsfond; bifalder denne foreslåede fonds integrerede platform for ressourcer, der koordinerer regionale udviklingsprojekter med Sahel-landenes særlige behov; tilskynder EU til at tilpasse og koordinere sin egen strategi i overensstemmelse hermed;

67.

udtrykker bekymring over den generelle situation med hensyn til uranbrydning i Sahel, specielt i lyset af MUJAO's angreb på en mine i Arlit i det nordlige Niger den 23. maj 2013; understreger, at større brud på sikkerheden omkring Nigers uranminer kunne vise sig katastrofale for de lokale befolkninger og den regionale stabilitet, og opfordrer derfor til, at de nigerske myndigheder og deres internationale partnere tillægger sikkerheden den allerstørste opmærksomhed; gør desuden opmærksom på betydningen af at sikre sikkerheden i forbindelse med uranudvinding; opfordrer endvidere mineselskaberne til at sikre, at uran udvindes på en ansvarlig måde med lokalsamfundenes fulde samtykke og med et minimum af skadelige følger for nærboende befolkninger og deres miljø;

68.

bemærker med behørig alvor de hyppige fødevare- og ernæringskriser og andre humanitære katastrofer i Sahel-regionen og deres indvirkning på de mest grundlæggende menneskerettigheder; glæder sig over, at EU og dets medlemsstater har involveret sig kraftigt i den humanitære kriseindsats i Sahel; understreger, at det er af afgørende betydning at afhjælpe den manglende fødevareforsyningssikkerhed for både at kunne fremme freden og styrke menneskerettighederne; mener, at lokal produktion og lokalt ejerskab bør stimuleres med dette formål for øje, og at såvel distributionsnetværket som ressourcemobiliteten bør udvides; bemærker, at Europa-Kommissionens bistand i 2012 til fødevare- og ernæringskriser var på 338 mio. EUR, hvoraf 174 mio. EUR blev afsat til humanitær nødhjælp; bemærker, at GD ECHO har mobiliseret 172 mio. EUR i humanitær bistand, hvoraf 58 mio. EUR er blevet anvendt i Mali;

69.

opfordrer Unionen til at fortsætte og intensivere sine bestræbelser på at styrke den humanitære bistand til Sahel, til at sikre nøje koordinering mellem internationale humanitære bistandsorganisationer, civilsamfundet, lokale og regionale myndigheder og regeringer, til at mobilisere de nødvendige ressourcer fra den 10. EUF (660 mio euro for 2007-2013) og fra fonden Fonds pour l'Alliance globale pour l'initiative Résilience — AGIR Sahel (172 mio euro for 2012); glæder sig over det budget på 1,5 mio. EUR, der er afsat til AGIR-Sahel inden for rammerne af den 11. EUF for at forbedre Sahel-landenes modstandsdygtighed;

70.

understreger behovet for, at alle Sahel-lande gennemfører politikker for grundlæggende social infrastruktur og grundlæggende netværkspolitikker (sanitære faciliteter, sundhedspersonale, transport og telekommunikation) i Sahel-regionen med henblik på neutral, universel og ubegrænset samt korrekt og effektiv levering af humanitær bistand; forventer af staterne samt de lokale og regionale myndigheder, at disse netværk bevares og gøres tilgængelige;

71.

fordømmer i de stærkest mulige vendinger det slaveri, der — ofte bestemt ved arv — finder sted i Mauretanien, og som angiveligt berører et betragteligt mindretal af befolkningen bemærker, at slaveri optræder i et rigidt kastesystem og stadig forekommer på trods af landets officielle afskaffelse af slaveri i 1981 og den eksplicitte kriminalisering heraf i 2007; udtrykker sin dybe bekymring over, at denne praksis antager en institutionaliseret karakter helt ind i kredse i den offentlige administration; bemærker endvidere den mauretanske regerings ekstreme utilbøjelighed til at erkende, at slaveri stadig findes i vid udstrækning, og at der så vidt vides til dato kun har været én retssag mod en slaveejer, som er endt med domfældelse; opfordrer indtrængende den mauretanske regering til at leve op til sine nationale og internationale retlige forpligtelser til effektivt at bringe alle former for slaveri til ophør og til at udstede antislaverilove, der bl.a. indeholder erstatningsprocedurer; opfordrer endvidere indtrængende den mauretanske regering til at holde op med at chikanere og sågar fængsle civilsamfundsaktivister, der fører kampagner for at få standset slaveri, herunder med anklager om apostasi; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at støtte det arbejde, der udføres af Mauretanien og af internationale antislaveriorganisationer, herunder af FN's særlige rapportør om moderne former for slaveri og Den Internationale Arbejdsorganisation;

72.

konstaterer med stor bekymring, at slaveri er et vedvarende fænomen i den øvrige Sahel-region, hvor et stort antal mennesker lever i gældsslaveri i Mali, Niger og andre steder; opfordrer indtrængende de ansvarlige nationale og internationale myndigheder til at skride til handling i denne henseende ved at overvåge gennemførelsen af den eksisterende lovgivning, der forbyder og kriminaliserer slaveri, med særligt fokus på kvinders og pigers stilling og sårbarhed; tilskynder myndighederne til at udvikle programmer, som bl.a. hjælper med rehabilitering og reintegration af ofre, dataindsamling og organisering af oplysningskampagner, idet slaveri af mange betragtes som en naturlig tilstand, og dette sociale hierarki er forankret i kulturen; tilskynder de lokale myndigheder til at udvikle strategier og programmer, der tager sigte på at integrere tidligere slaver i samfundet ved at sikre dem subsistensmidler og en passende adgang til arbejde;

73.

udtrykker bekymring over krænkelsen af børns grundlæggende rettigheder i Sahel, herunder navnlig kønsbaseret vold og forskelsbehandling, udbredt børnearbejde, påstået tilbageholdelse af mindreårige i fængsler for voksne i Mauretanien, Mali og andre steder og Tchads rekruttering af børnesoldater i landets regulære hær; opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med Sahel-landenes regeringer for at sikre, at disse former for praksis udryddes;

74.

giver udtryk for dyb bekymring over beviser på børnearbejde i guldminer, landbrug, skovbrug og andre økonomiske sektorer i Mali, som angiveligt involverer børn helt ned til seksårsalderen bemærker, bemærker, at den gældende lovgivning i Sahel-staterne forbyder børnearbejde, bemærker også, at arbejdet i guldminer er særligt farligt; opfordrer derfor de maliske myndigheder til at gennemføre de politiske forslag i landets handlingsplan for bekæmpelse af børnearbejde (PANETEM) fra juni 2011 og til mere aktivt at fremme uddannelse for alle; opfordrer EU til at samarbejde med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og andre nationale og internationale organisationer om helt at udrydde børnearbejde i Mali; opfordrer alle Sahel-staterne til at bekæmpe børnearbejde og fremme uddannelse;

75.

bemærker med stor bekymring, at der ifølge ngo'ers statistikker er mere end 3 mio. børn under 17 år, der arbejder i Mali; beklager denne situation, navnlig fordi dette betyder, at færre går i skole og færre kan læse og skrive;

76.

påpeger, at EU støtter principperne i Kimberley-processen, gennemfører EU-handlingsplanen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) og bestræber sig på i det hele taget at fremme respekten for de grundlæggende internationale standarder for social sikring, arbejde og miljø samt virksomhedernes sociale ansvar; opfordrer EU og Sahel-staterne til at overveje en sporbarhedsproces for guld i lighed med Kimberley-processen for diamanter; understreger nødvendigheden af, at europæiske virksomheder, som har datterselskaber i regionen, sikrer respekten for disse grundlæggende standarder og for de internationale retningslinjer med hensyn til virksomhedernes sociale ansvar; påpeger, at EU i den nærmeste fremtid vil gennemføre princippet om landerapportering;

77.

er dybt foruroliget over rapporter om bortførelse af børn med henblik på opkrævning af løsesummer og salg i Tchad samt andre lande i regionen; bemærker, at børn handles både internt og til udlandet med henblik på tvangsarbejde, tvangsægteskab og seksuel udnyttelse; bemærker endvidere, at børn i visse tilfælde er blevet bortført og solgt til internationale adoptionsbureauer;

78.

henstiller til landene i Sahel-regionen at fremme adgangen til uddannelse for alle børn, både drenge og piger, og for nomadebefolkningerne uden forskelsbehandling på grundlag af race, kaste eller etnisk tilhørsforhold; opfordrer Sahel-staterne til at fremme politikker for erhvervsuddannelse, adgang til videregående uddannelse og beskæftigelse og derigennem give de unge i Sahel-regionen fremtidsudsigter, så de ikke fristes af terrorgrupperne; opfordrer indtrængende til at sikre, at børns levevilkår i skolerne opfylder mindstekravene med hensyn til hygiejne, sikkerhed og værdighed, og at børn ikke bliver mishandlet eller brugt til tiggeri af deres værge;

79.

opfordrer til iværksættelse og opfølgning af effektive sundheds- og uddannelsespolitikker for de mest sårbare befolkningsgrupper såsom kvinder og børn med henblik på at nå 2015-målene: grundskoleuddannelse til alle, forbedring af mødres sundhed og sundhedspleje for alle, bekæmpelse af hiv/aids og alle infektionssygdomme; opfordrer Den Europæiske Union til inden for rammerne af den 11. EUF at gøre de unge til en prioritet i sine foranstaltninger i Sahel-regionen og til at udvikle en ambitiøs politik på uddannelsesområdet; minder om betydningen af politikker, der har til formål at forbedre kvinders forhold og adgangen til beskæftigelse;

80.

anerkender den vigtige rolle, som kvinder spiller i forbindelse med stabilisering og udvikling af Sahel, og opfordrer til at styrke deres indflydelse i forbindelse med konfliktforebyggelse, fredsbevarende og fredsskabende foranstaltninger samt på det sikkerhedsmæssige og politiske område og i forbindelse med økonomisk udvikling; opfordrer udviklingspartnerne til at yde finansiel støtte til projekter, der specifikt har til formål at styrke kvinders indflydelse og stilling i regionen;

81.

udtrykker bekymring over den diskrimination, kvinder og piger i en stor del af Sahel-regionen udsættes for, som blandt andet giver sig udslag i tvangsægteskaber, børneægteskaber, seksuel udnyttelse, utilstrækkelig uddannelse, udbredt kvindelig kønslemlæstelse, herunder faraonisk omskæring (infibulation), samt sædvanepraksis som sororat eller levirat, såvel som i forbindelse med adgang til uddannelse, job med rettigheder og sundhedspleje; opfordrer til, at der indføres politikker til forsvar for menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene i samarbejde med alle de lokale aktører inden for udvikling, navnlig med henblik på overholdelse, beskyttelse og fremme af kvinders rettigheder, herunder seksuelle og reproduktive rettigheder, uden forskelsbehandling på grundlag af race kaste, alder, etnisk eller religiøst tilhørsforhold, ægteskabelig status eller oprindelse og uanset, om den pågældende har indvandrerstatus eller ej; understreger, at der er behov for en øget indsats for at sikre, at reformerne vedrørende regeringsførelse og retsstaten imødekommer kvindernes særlige behov;

82.

opfordrer Sahel-landene til at vedtage love og konkrete foranstaltninger, der forbyder og fastsætter sanktioner for alle former for vold imod kvinder, herunder vold i hjemmet, seksuel vold og seksuel chikane samt skadelige traditionelle skikke, såsom kvindelig kønslemlæstelse og tvangsægteskaber, især for mindreårige pigers vedkommende; understreger vigtigheden af at beskytte ofrene, yde særlige tjenesteydelser og bekæmpe voldsmændenes straffrihed samt sikre, at sådanne forbrydelser efterforskes effektivt, at gerningsmændene retsforfølges og straffes effektivt, og at alle kvinder har fuld adgang til retfærdighed uden nogen form for forskelsbehandling på grund af religiøs overbevisning eller etnisk oprindelse; understreger, at vold i hjemmet ikke er et privat familieanliggende, og at undskyldninger for vold, der er rodfæstet i kulturelle eller religiøse overbevisninger, ej heller er acceptable;

83.

opfordrer Sahel-landene til at revidere deres love om kvinder og ejendomsret; understreger vigtigheden af kvinders ejendomsret til jord, som de dyrker og lever på;

84.

opfordrer indtrængende det internationale samfund til at afsætte flere midler til fremme af kvinders rettigheder og indflydelse i regionen; glæder sig over bestræbelserne i Den Afrikanske Union til fordel for kvinders rettigheder og minder om ECOWAS' centrale rolle for stabiliteten i regionen; opfordrer Sahel-landene til at intensivere deres samarbejde med henblik på at lancere oplysningskampagner for kvinders rettigheder sammen med ngo'er, civilsamfundet, FN og EU; opfordrer EU til at samarbejde med regionale aktører om at fremme undervisning af piger og støtte foranstaltninger, der kan fremme kvinders økonomiske sikkerhed og potentiale, hvilket er en nøgle til at styrke kvinders stilling socialt, politisk og økonomisk; tilskynder desuden til politisk fokus på at forbedre sundhedsydelser til kvinder;

85.

opfordrer desuden Sahel-landene til at sikre, at alle piger registreres ved fødslen og efterfølgende modtager en grundskoleuddannelse;

86.

opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Rådet til i højere grad at tilskynde flere lande i regionen til at træffe eksplicitte foranstaltninger i deres lovgivninger og fremme programmer for at sikre kvinders og pigers rettigheder, navnlig adgang til offentlige tjenesteydelser, herunder uddannelses- og sundhedsvæsenet og især seksuelle og reproduktive sundhedsydelser, og sikre lån til fødevarer, jord og produktionsmidler, særlig i landområderne, samt adgang til sundhedspleje og retsvæsen med henblik på at styrke kvinders økonomiske selvstændighed og uafhængighed ved at hjælpe dem igennem overgangen fra den uformelle til formelle sektor samt deltagelse i den politiske og økonomiske beslutningsproces og standsning af alle former for vold mod piger og kvinder, herunder udryddelse af tidlige tvangsægteskaber og den barbariske praksis med kvindelig kønslemlæstelse;

87.

anmoder henholdsvis EU's særlige repræsentanter for Sahel og for menneskerettigheder om at udvikle fælles aktioner for bedre at sikre kvinders rettigheder i regionen navnlig ved at bekæmpe straffrihed for kønsbaseret vold og alle andre former for vold, som berører kvinders værdighed; insisterer på, at Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og partnerstaterne gør kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene til en prioritet i de bilaterale bistandsprogrammer, og at de tilvejebringer bæredygtig og pålidelig finansiering af initiativer til fremme af kvinders selvstændighed og ligestilling mellem kønnene; fordømmer især anvendelsen af vold, som udgør den største hindring for, at kvinder kan nyde social og økonomisk frihed; understreger, at politik til fremme af lighed mellem kønnene bør betragtes som et overordnet spørgsmål;

88.

glæder sig over den retlige status for parforhold mellem to personer af samme køn i Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, som for mænds vedkommende i princippet straffes med døden ved offentlig stening, men bemærker, at der ikke findes dokumenterede beretninger om, at denne straf nogensinde er blevet anvendt; beklager imidlertid, at der stadig er diskrimination fra samfundets side; udtrykker dyb bekymring over anvendelsen af bestemmelser vedrørende »offentlig usømmelighed« og bestemmelser, der forbyder sammenslutninger med »et umoralsk formål« i forbindelse med LGBT-fællesskabet i Mali og i regionen som helhed; håber, at de, der blev undertrykt under oprøret i det nordlige Mali, kan blive trygt reintegreret i deres lokalsamfund; giver udtryk for dyb bekymring over den fortsatte kriminalisering af LGBT-forhold i Mauretanien, som for mænds vedkommende i princippet straffes med døden ved offentlig stening, bemærker imidlertid, at der ikke findes dokumenterede beretninger om, at denne straf nogensinde er blevet anvendt; opfordrer indtrængende den mauretanske regering til ikke desto mindre at samarbejde med civilsamfundet om at ændre landets lovgivning og bidrage til at forbedre LGBT-borgernes liv;

89.

mener, at en rettighedsbaseret tilgang til tuareg-folkets situation og udvikling, som oprigtigt tager fat på de historiske ankepunkter, er afgørende for fred og udvikling i Sahel-regionen, selv om tuaregerne også lever i områder med andre etniske grupper; glæder sig over udviklingen i Niger på dette område, men opfordrer indtrængende alle lande med betydelige tuareg-befolkningsgrupper, herunder lande uden for Sahel som Algeriet og Libyen, til at samarbejde med repræsentanter for lokalsamfundene om både politisk og institutionelt at få løst problemerne med underudvikling og fjendskab; bemærker endvidere mangfoldigheden af kulturer i Sahel; mener desuden, at alle disse befolkningsgrupper bør have mulighed for at genfinde den fredelige sameksistens; tilskynder regionens regeringer til at inddrage dem alle i sociale og politiske drøftelser samt i beslutningsprocesserne;

90.

bifalder udnævnelsen af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel og det stærke menneskerettighedselement i hans mandat; forventer, at den nye særlige repræsentant for Sahel samarbejder med Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed, Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) samt med menneskerettighedsforkæmpere og -observatører i regionen om at fremme respekten for menneskerettighederne og den humanitære folkeret; opfordrer til en hensigtsmæssig koordinering mellem EU's særlige repræsentant (EUSR) for Sahel med især EU's særlige repræsentant for det sydlige Middelhavsområde og ligeledes med den særlige repræsentant for Afrikas Horn, eftersom kriser i Afrika har store regionale følger samt har tendens til at have en afsmittende virkning og til at omfatte geostrategiske overvejelser; tilskynder i denne forbindelse EU til at lægge stor vægt på at sikre en effektiv koordinering af alle EU's indsatser i Afrika, navnlig inden for krisestyring og indsatser efter konflikter, og opfordrer derfor EU's højtstående repræsentant til at sikre denne koordinering;

91.

understreger vigtigheden af at gennemføre EU's forpligtelser på det menneskerettighedspolitiske område, herunder dets retningslinjer om børn i væbnede konflikter, om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret samt for beskyttelse af civile inden for rammerne af FSFP-missioner og –operationer såvel som EU's omfattende strategi for gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed, herunder ved at overvåge og rapportere om udviklingen i denne henseende;

92.

beklager, at fremme af ligestilling mellem kønnene, kvinders situation og beskyttelse af deres rettigheder hverken nævnes i EU's strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen, der blev vedtaget den 21. marts 2011, eller i konklusionerne vedrørende denne strategi, som blev vedtaget af Rådet for Udenrigsanliggender den 23. marts 2012;

93.

glæder sig over de strategiske indsatsområder i EU's Sahelstrategi, herunder støtte til og fremme af god regeringsførelse og intern konfliktløsning; mener imidlertid, at strategien stadig ikke i tilstrækkelig grad integrerer menneskerettighederne, retsstatsprincippet, effektiv økonomisk forvaltning og effektive foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og demokratistøtte som centrale elementer, der skal understøtte den sammenhæng mellem udvikling og sikkerhed, som står i centrum for den; opfordrer indtrængende EU-institutionerne til i nærmeste fremtid at revidere strategien ved at medtage konkrete forslag til:

94.

anbefaler, at EU overvejer muligheden af målrettede sanktioner gennem fastfrysning af aktiver, visumforbud eller andre instrumenter rettet mod de groveste krænkere af menneskerettighederne, både i Mali og andre steder i regionen;

95.

glæder sig over FN's generalsekretærs seneste rapport om situationen i Sahel; bemærker »fire ad gangen«-metoden, der har til formål at styrke staten, sikkerheden, de humanitære krav og udviklingen som led i en integreret strategi; glæder sig i særdeleshed over den stærke menneskerettighedsdimension i strategien og opfordrer EU til fortsat at støtte den; anbefaler endvidere fokuseringen i FN's integrerede strategi på opbygning af deltagelse, støtte til lokal og regional regeringsførelse, styrkelse af den sociale og sikkerhedsmæssige samhørighed, udvikling af varslingssystemer med henblik på fremtidige trusler og navnlig styrkelse eller konsolidering af nationale og regionale menneskerettighedsmekanismer; tilskynder EU til i koordination og harmoni med FN at anlægge en tilsvarende holistisk tilgang til bæredygtighed, sikkerhed, humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer og menneskerettigheder på en sådan måde, at man anerkender den grundlæggende tværnationale, grænseoverskridende og sammenviklede karakter af udfordringerne i Sahel;

96.

understreger den fortsatte afgørende betydning af, at EU i stigende grad går i dialog med afrikanske regionale aktører, såsom AU, ECOWAS, Den Arabiske Maghrebunion og de afrikanske regionale menneskerettighedsinstrumenter for at skabe holdbare fremskridt for menneskerettigheds- og demokratiinitiativer i Sahel; opfordrer nabostater såsom Senegal, Algeriet og Marokko til at bidrage til lederskabet og hjælpe med at skabe en reel regional dynamik, som virkelig kan fremme den økonomiske udvikling og menneskerettighederne i regionen; anerkender endeligt, at varige løsninger på Sahels problemer skal komme fra regionen selv, og at befolkningen der skal have fuldt ejerskab til dem; opfordrer ikke desto mindre EU til at fortsætte sit engagement i at arbejde med og hjælpe partnerne i Sahel med alle til rådighed stående og hensigtsmæssige midler for at forbedre livskvaliteten for regionens befolkning og styrke forbindelserne med deres demokratiske regeringer;

97.

glæder sig over og gør sig til talsmand for FN's Generalsekretærs rapport fra april 2013 om situationen i Vestsahara, hvori det understreges, at det er »af afgørende betydning at sætte ind over for konflikten i Vestsahara som en del af en bredere strategi for Sahel«, samt at »menneskerettighedsproblematikken fortsat er vigtig for at opnå en løsning på konflikten«; bemærker endvidere, at de forskellige konflikter i Sahel og navnlig tilstedeværelsen af terrorgrupper som AQMI i det nordlige Mali og det sydlige Algeriet er faktorer, der indebærer en risiko for destabilisering i Vestsahara og i regionen generelt; bemærker desuden konfliktens negative indflydelse på den regionale integration, som burde omfatte Marokko og Algeriet, og som kunne give betydelige muligheder for demokratisering og økonomisk udvikling, hvorved befolkningens sikkerhed overalt i Sahel og Sahara kunne styrkes;

98.

bekræfter på ny sin støtte til FN-resolutionerne om Vestsahara; opfordrer til fuld respekt for den vestsaharanske befolknings menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder foreningsfrihed, ytringsfrihed og retten til at demonstrere fredeligt;

99.

understreger, at det er nødvendigt at gøre noget ved behovet for menneskerettigheder i Vestsahara og Tindouf-lejrene, uden at der forventes nogen endelig politisk løsning eller udtrykkes holdninger vedrørende en sådan løsning; gentager dog, at selvbestemmelse er en grundlæggende menneskerettighed, som fastsat i artikel 1 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; fremhæver ligeledes, at territorial integritet er et internationalt retsprincip; minder endvidere om FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1754(2007), hvori parterne indtrængende opfordres til at indlede forhandlinger i god tro uden forhåndsbetingelser »med henblik på at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der kan bane vejen for selvbestemmelse for befolkningen i Vestsahara«; gentager denne opfordring til Marokko og Polisario-fronten til at fortsætte forhandlingerne om en fredelig løsning på konflikten og gentager, at den vestsaharanske befolkning har ret til selvbestemmelse; understreger de muligheder, der udspringer af den proces med politiske og demokratiske reformer, som er indledt i Marokko, idet der gøres opmærksom på de stærkere forpligtelser, som disse reformer kræver for at sikre respekt for og håndhæve menneskerettighederne især i Vestsahara; er bange for, at udskydelsen i 25 år af afholdelsen af en folkeafstemning eller opnåelsen af enhver anden form for politisk forhandlingsløsning, der er acceptabel for alle parter, øger vestsaharanernes fremmedgørelse og risikoen for vold, især blandt de unge; opfordrer Den Europæiske Union til at involvere sig mere og støtte FN i at tilskynde parterne til at genoptage de direkte forhandlinger med henblik på en fredelig og varig løsning på konflikten;

100.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til — eftersom den politiske løsning på konflikten i Vestsahara, forsoningen og menneskerettighedssituationen hænger tæt sammen — at være mere aktive i løsningen på konflikten i Vestsahara, ikke kun ved at støtte forhandlingerne i FN, men også ved at udnytte sine forskellige udenrigspolitiske instrumenter (f.eks. styrkelse af overvågningen med og bevidstheden om menneskerettighederne blandt politi og sikkerhedsstyrker, støtte til demokratiske reformer, herunder decentralisering, bekæmpelse af diskrimination i regionen) for at fremme den hårdt tiltrængte tillidsskabelse mellem konfliktens parter;

101.

giver udtryk for dyb bekymring over den nylige rapport fra FN's særlige rapportør om tortur, som har fundet beviser for, at marokkanske embedsmænd har tilbageholdt personer af politiske grunde, udsat vestsaharanske fængselsindsatte for tortur og voldtægt, bortført demonstranter og efterladt dem i ørkenen for at skræmme dem og hyppigt og bevidst har angrebet fortalere for uafhængighed, også i deres hjem; bemærker endvidere de udbredte påstande om tvungne forsvindinger og uretfærdige retssager; henleder navnlig opmærksomheden på rydningen af Gdeim Izik-protestlejren i november 2010, hvor omfattende voldshandlinger krævede 13 menneskeliv, og den efterfølgende retssag mod 25 vestsaharanere, hvoraf mange er kendte menneskerettighedsaktivister, i februar 2013; noterer sig, at Marokko fastholder, at der var tale om en retfærdig rettergang og en behørig proces, såvel som nogle internationale observatørers positive konklusioner, men erindrer også om, at FN's særlige rapportør om tortur var betænkelig ved anvendelsen af en militær domstol, påstandene om tortur og de marokkanske myndigheders undladelse af at efterforske disse påstande; noterer sig nogle ngo'ers og menneskerettighedsobservatørers konklusioner angående sagens angiveligt politisk funderede retsforfølgning, utilstrækkelige beviser og alt for hårde domme, hvor 20 personer blev dømt til mellem 20 års og livsvarigt fængsel; glæder sig derfor over den marokkanske regerings tilslutning til henstillingen fra Det Nationale Menneskerettighedsråd (CNDH) om ikke at lade civile dømme af militærdomstole; opfordrer indtrængende den marokkanske regering til at garantere, at dette bliver omsat til realiteter; beklager samtidigt, at denne beslutning ikke vil få virkning for dem, der allerede er dømt; opfordrer desuden indtrængende den marokkanske regering til at gennemføre samtlige henstillinger i FN’s og CNDH’s rapporter og til fortsat at udvikle en menneskeretttighedskultur; opfordrer i denne forbindelse de marokkanske myndigheder til øjeblikkelig at løslade alle vestsaharanske politiske fanger, til at samarbejde med civilsamfundet og andre aktører om at sikre gennemsigtighed og retfærdighed i landets retsprocedurer og til at undersøge og retsforfølge offentligt ansatte sikkerhedsfolk, som beskyldes for at have været involveret i vilkårlige tilbageholdelser, tortur og andre former for magtmisbrug;

102.

fordømmer krænkelserne af menneskerettighederne, som de saharianske kvinder udsættes for især i form af chikane og seksuel vold,;

103.

gentager de bekymringer, der blev givet udtryk for i den uofficielt lækkede OHCHR-rapport fra 2006 om begrænsninger af ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Vestsahara; noterer sig, at Marokko hævder at tillade sit-in-demonstrationer og andre protestaktioner; beklager Marokkos åbenlyse institutionelle obstruktion af ngo'er, der går ind for uafhængighed, ved at forhindre, at de kan blive lovligt registreret og dermed anerkendt, hvilket er nødvendigt for, at de kan fungere effektivt i deres respektive samfund; fordømmer de ofte strenge straffe for at »undergrave Marokkos territoriale integritet« — en lovgivningsmæssig foranstaltning, der angiveligt benyttes til at få ram på vestsaharanere, der fredeligt advokerer for uafhængighed; minder om, at FN's uafhængige ekspert i kulturelle rettigheder har konkluderet, at de marokkanske myndigheder undertrykker visse aspekter af den vestsaharanske kultur; gentager opfordringen fra FN's uafhængige ekspert til at ophæve sådanne foranstaltninger og fremme fuldstændig kulturel mangfoldighed; glæder sig i denne forbindelse over de bestemmelser om respekt for kulturelle rettigheder, som er blevet medtaget i den nye marokkanske forfatning; glæder sig over oprettelsen af en særlig vestsaharisk tv-station; tilskynder kraftigt til, at disse bestemmelser gennemføres fuldstændigt;

104.

beklager dybt Marokkos udvisning af en delegation bestående af fire medlemmer af Europa-Parlamentet onsdag den 6. marts 2013; bemærker, at formålet med delegationsrejsen var at besøge områderne i Vestsahara, at stille spørgsmål om menneskerettighedssituationen og mødes med repræsentanter for MINURSO; beklager dybt de marokkanske myndigheders optræden og kræver, at Kongeriget Marokko tillader fri adgang og fri bevægelighed i Vestsahara for uafhængige observatører, parlamentsmedlemmer, pressen og humanitære organisationer;

105.

erindrer om, at FN's Projektkontor organ (UNOPS) er bekymret over, at Vestsahara fortsat er et af verdens mest minerede områder; bemærker, at landminer i Vestsahara på tragisk vis har forårsaget mindst 2 500 døde og tilskadekomne siden 1975, stadig er en trussel for tusindvis af vestsaharanske nomader og udgør en væsentlig hindring for løsningen af den vestsaharanske strid og flygtningesituationen; roser derfor det arbejde, der udføres af MINURSO, den kongelige marokkanske hær, Polisario-fronten, Landmine Action og andre for at kortlægge og rydde de berørte områder; glæder sig over, at Polisario-fronten har undertegnet Geneva Call’s appel om forbud mod personelminer; tilskynder alle aktører til at gøre deres yderste for at oplyse befolkningen, hjælpe ofrene og fjerne al tilbageværende ammunition; bemærker endvidere, at Marokko er et af de få lande — og et af de kun tre afrikanske lande — der ikke har tiltrådt mineforbudskonventionen; opfordrer landet til at gøre det som en tillidsskabende foranstaltning og som et tegn på sit engagement for fred;

106.

fremhæver eksemplet med de saharianske kvinder og den vigtige rolle, som de spiller i de saharianske samfund, især i flygtningelejrene, hvor der kan konstateres et markant fald i antallet af analfabeter; understreger den nøglerolle, som kvinderne spiller i etableringen af de saharianske institutioner, samt deres høje grad af deltagelse i beslutningstagningen på alle niveauer lige fra lokale udvalg til parlament og regering; gør opmærksom på den rolle, som kvinderne i Vestsahara spiller for så vidt angår opretholdelse af fred, fremme af dialog, konfliktløsning samt bevarelse af samfundet og de saharianske strukturer;

107.

giver udtryk for bekymring over fattigdommen og manglen på basale serviceydelser i de flygtningelejre nær Tindouf, der forvaltes af Polisario-fronten, navnlig med hensyn til ernæring, sundhed og adgang til drikkevand; glæder sig over den humanitære bistand, som EU yder til disse flygtninge via ECHO; opfordrer imidlertid internationale aktører til at sikre en mere effektiv kanalisering, koordinering og konsolidering af bistanden, til i givet fald at øge bistandens størrelse for at stabilisere den humanitære situation og bidrage til at forbedre forholdene i lejrene; gentager henstillingerne fra FN's særlige rapportør om ordentlige boliger, nemlig at det er nødvendigt at afsætte tilstrækkelig international finansiering til tilvejebringelse af boliger; bemærker ikke desto mindre, at styringsmekanismerne i lejrene fungerer, og glæder sig over civilsamfundets aktive tilstedeværelse, og at kvinderne deltager i begge i stort tal; glæder sig endvidere over samfundets fokus på uddannelse på trods af de sparsomme ressourcer; bemærker imidlertid manglen på klar dokumentation af det nøjagtige antal beboere i lejrene; opfordrer Polisarios myndigheder, i givet fald med bistand fra Algeriet, til at gennemføre eller fremme regelmæssige folketællinger eller formelle registreringer;

108.

er bekymret over, at fattigdommen i lejrene i Tindouf sammen med fraværet af langsigtede fremtidsmuligheder for mange flygtninge gør dem til nemme ofre for radikalisering i religiøst fundamentalistisk retning; minder om faren i forbindelse med rekruttering af unge til kriminelle netværk og terrorgrupper og henleder opmærksomheden på regionens letgennemtrængelige grænser, der risikerer at fremme en dybere infiltrering i lejrene af jihad-grupper fra det nordlige Mali og andre steder; fordømmer bortførelsen af tre europæiske hjælpearbejdere fra Rabouni-lejren i oktober 2011; fremhæver derfor den altafgørende betydning af at garantere sikkerheden i lejrene; opfordrer de algeriske myndigheder til at overholde deres forpligtelse til at fremme menneskerettighedssituationen i lejrene i Tindouf; udtrykker sin fulde støtte til UNHCR-programmet, der har til formål at fremme tillidsskabelse ved at lette udvekslinger af familiemedlemmer mellem Tindouf og Vestsahara;

109.

noterer sig, at selv om de fleste internationale observatører og rapporter fra OHCHR, Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, Robert F. Kennedy Center for Justice and Human Rights og Human Rights Watch ikke har fundet mange beviser for systemiske og institutionelle menneskerettighedskrænkelser i lejrene, har adskillige aktører, herunder den marokkanske regering, marokkanske ngo'er og tidligere beboere i Tindouf hævdet, at Polisario-myndighederne begrænser beboernes ytrings- og bevægelsesfrihed; noterer sig Polisarios kraftige afvisning af disse beskyldninger og ønske om at samarbejde med FN's menneskerettighedsorganer; opfordrer derfor Polisario til at give uafhængige menneskerettighedsobservatører fuld, regelmæssig og uhindret adgang til lejrene og til, at alle påstande undersøges grundigt;

110.

glæder sig over bestræbelserne på at forbedre dokumentationen af påståede menneskerettighedskrænkelser i Vestsahara, navnlig gennem institutionen Marokkos Nationale Menneskerettighedsråd (CNDH), der har kontorer i Laayoune og Dakhla og anerkendes af FN; bemærker CNDH's positive arbejde og opfordrer den marokkanske regering til at hjælpe med at styrke dets uafhængighed og beføjelser og sikre, at dets anbefalinger føres ud i livet; tilskynder endvidere CNDH til at øge sine bestræbelser på at genopbygge forbindelserne med de saharanere, der er fjendtligt indstillede over for det marokkanske styre, og på at sikre passende opfølgning af klager; glæder sig over, at Marokko i 2012 har vedtaget tre af de fem henstillinger om menneskerettighedssituationen i Vestsahara fra FN’s Menneskerettighedsråd, og opfordrer landet til at vedtage de resterende to; glæder sig ligeledes over, at Marokko har indbudt internationale ad-hoc-delegationer, herunder fra FN's særlige rapportør om tortur, og at de har sagt ja til indbydelserne; anmoder indtrængende de marokkanske myndigheder om at give tilladelse til undersøgelsesmissioner fra andre internationale organer såsom Den Afrikanske Menneskerettighedskommission og Europa-Parlamentet; og opfordrer indtrængende alle relevante parter til at fortsætte denne dialog med FN's menneskerettighedsorganer; støtter oprettelsen af en official MINURSO-IRKK-mission i området Fadret Leguiaa med henblik på at fortsætte udgravningen af jordiske rester af mennesker og overdragelsen heraf til deres familier, efter at forskerholdet fra universitetet i Baskerlandet har opdaget massegrave;

111.

bemærker ikke desto mindre de alvorlige og anfægtede beskyldninger mod såvel Marokkos som Polisarios forvaltninger; minder også om, at FN's generalsekretær for nylig lagde vægt på »uafhængig, upartisk, sammenhængende og vedvarende overvågning af menneskerettighedssituationen både i Vestsahara og i lejrene«; bemærker i denne forbindelse, at FN ikke opgraderede mandatet for MINURSO i april 2013, således at det kom til at indeholde en menneskerettighedsdimension; tilskynder FN til at gøre dette, eller alternativt til at oprette et nyt, permanent, upartisk menneskerettighedsorgan med det formål at overvåge og rapportere om menneskerettighedssituationen generelt set og undersøge individuelle klager; opfordrer til, at et sådant organ dækker den marokkansk kontrollerede del af Vestsahara, Tindouf-lejrene og andre områder, der kontrolleres af Polisario-fronten;

112.

tilskynder regeringerne i Marokko og Algeriet til at udvikle og styrke deres politiske dialog med henblik på at forbedre den regionale dynamik og undgå stigende spændinger og til gavn for det internationale samfund i almindelighed;

113.

opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til at tilbyde de marokkanske myndigheder og Polisarios forvaltning uddannelsesprogrammer i menneskerettigheder i Vestsahara og i Tindouf, som skal tage sigte på politiet og andre sikkerhedsstyrker, retsvæsenet, embedsmænd fra de lokale myndigheder, medierne og civilsamfundets organisationer, idet man bygger videre på de politiske reformer i retning af demokrati, retsstaten og menneskerettigheder, som Marokko har indledt, og med forbehold af en politisk forhandlingsløsning på konflikten i Vestsahara, men som har til formål at fremme disse forhandlinger;

114.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder og Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel, EU's medlemsstater, Sahel-landenes regeringer og parlamenter, Marokko, Algeriet og Polisario-fronten, FN's generalsekretær og FN's Sikkerhedsråd, FN's højkommissær for menneskerettigheder, Den Afrikanske Unions formand og generalsekretæren for dens Kommission samt ECOWAS' formand og formanden for dets Kommission.

10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/25

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, og især artikel 21, stk. 2, der fastsætter EU's principper og mål for internationale forbindelser, samt artikel 208, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 16, 18 og 87 i fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, om EU's udviklingspolitik: »den europæiske konsensus om udvikling« (1),

—

der henviser til Den Europæiske Konsensus om Humanitær Bistand,

—

der henviser til FN's erklæring om retten til udvikling (41/128),

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring, der fastlagde rammerne for 2015-målene,

—

der henviser til AVS-EF-partnerskabsaftalen (Cotonouaftalen),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (SEC(2011)1469 og SEC(2011)1470)),

—

der henviser til det europæiske charter for udviklingssamarbejde til støtte for lokalt selvstyre, der blev lanceret den 16. november 2008 i forbindelse med de europæiske udviklingsdage,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Forbedring af virkningen af EU’s udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande« (COM(2011)0638),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser« (COM(2012)0492),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. oktober 2012 om »Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser« (dok. 14535/12),

—

der henviser til Rådets konklusioner om EU-støtte til bæredygtig forandring i overgangssamfund, som vedtoges på den 3218. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 31. januar 2013,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. maj 2013 med titlen »Styrkelse af lokale myndigheder i partnerlande for bedre regeringsførelse og mere effektive udviklingsresultater« (COM(2013)0280),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013»Et værdigt liv for alle: udrydde fattigdom og give verden en bæredygtig fremtid« (COM(2013)0092),

—

der henviser til de internationale tilsagn i forbindelse med Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juli 2013 om lokale myndigheders rolle i udviklingssamarbejde (dok. 12584/13),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om »Styrkelse af lokale myndigheder i partnerlande for bedre regeringsførelse og mere effektive udviklingsresultater« (CdR 2010/2013),

—

der henviser til sin erklæring af 5. juli 2012 om undervisning i udvikling og aktivt globalt medborgerskab (3),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument med titlen »Development Education and Awareness Raising (DEAR) in Europe« (SWD(2012)0457),

—

der henviser til undersøgelsen fra november 2010 med titlen »The experience and actions of the main European actors active in the field of development education and awareness raising« (4),

—

der henviser til det endelige dokument fra det strukturerede dialoginitiativ i maj 2011 (5),

—

der henviser til »The Lisbon Statement for Improving and Increasing Global Education in Europe to the Year 2015« (6),

—

der henviser til høringen om civilsamfundsorganisationernes rolle i udviklingssamarbejdet og høringen om lokale myndigheder i udviklingssamarbejde,

—

der henviser til DAC-OECD's peer review af den Europæiske Union fra 2012,

—

der henviser til dokumentet »Thematic global evaluation of the Commission support to decentralisation processes« (7) fra februar 2012,

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2007 om lokale myndigheder og udviklingssamarbejde (8);

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0296/2013),

A.

der henviser til, at artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at hovedmålet for Unionens udviklingspolitik er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdom, som fastsat i den europæiske konsensus om udvikling;

B.

der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling stadig udgør de grundlæggende principper for EU's udviklingspolitik;

C.

der henviser til, at EU har en stærk politisk vilje til at fremme et gunstigt miljø for civilsamfundsorganisationer på nationalt samt regionalt og internationalt plan, og til, at EU anerkender, at et handlekraftigt civilsamfund i al dets mangfoldighed er vigtig i sig selv og udgør en afgørende og integreret del af ethvert demokrati;

D.

der henviser til, at EU har en stærk politisk vilje til at gennemføre en menneskerettighedsbaseret tilgang til udvikling og til, at FN's fælles aftaleerklæring om en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingssamarbejde fastslår, at alle programmer for udviklingssamarbejde, udviklingspolitikker og teknisk bistand bør fremme gennemførelsen af menneskerettighederne som fastlagt i verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder;

E.

der henviser til, at demokratisk ejerskab ikke kun omfatter regeringerne, men også civilsamfundsorganisationer, lokale myndigheder og de nationale parlamenter, som spiller afgørende roller i at knytte borgere sammen med regeringer og i at sikre bred og demokratisk ejerskab af landenes udviklingsdagsordener;

F.

der henviser til, at national ansvarlighed omfatter civilsamfundsorganisationers tilsynsrolle, da disse er centrale aktører i bekæmpelse af korruption og fremme af gennemsigtighed;

G.

der henviser til, at det i OECD-DAC-rapporten anbefales, at EU-institutioner og -organer skal fortsætte bestræbelserne på at inddrage en bredere vifte af aktører fra civilsamfundet i en strategisk, struktureret dialog. De bør blive mere effektive med hensyn til kapacitetsopbygning af civilsamfundet i partnerlande, og instrumenter bør revideres med henblik herpå;

H.

der henviser til, at en legitim ramme efter 2015 kræver, at civilsamfundet og enkeltpersoner — især de mest marginaliserede — er i stand til at deltage fuldt ud i beslutningsprocesser og i forbindelse med overvågning og rapportering om fremskridt;

I.

der henviser til, at resultaterne af den offentlige høring om lokale myndigheder i udviklingssamarbejde tydeliggjorde forbindelsen mellem lokalt demokratisk selvstyre, decentralisering og territorial udvikling;

J.

der henviser til, at territorial udvikling er blevet defineret som samspillet mellem flere interessenter og forvaltning på flere niveauer, som sigter mod at investere i lokale territoriale aktiver (menneskelige, finansielle, fysiske og naturlige ressourcer) for at styrke områdets konkurrencefordele og hæve levestandarden;

K.

der henviser til, at stærke, gennemsigtige og behovsorienterede civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og inkluderende foranstaltninger vedrørende lokal forvaltning er vigtige centrale elementer i demokrati og i den fredsskabende proces;

L.

der henviser til, at lokale myndigheder i de nye medlemsstater har brug for at udveksle viden med de gamle medlemsstater for så vidt angår praksis i forbindelse med udviklingssamarbejde for at udligne forskellene i ekspertise, og for at de gamle medlemsstater kan drage fordel af de nye medlemsstaters erfaringer med overgangsprocesser og strukturelle forandringer, der udgør et værdifuldt redskab i den globale udviklingsramme;

M.

der henviser til, at civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder er afgørende for at sikre bæredygtig og inklusiv vækst, miljømæssig bæredygtighed, menneskerettigheder og god regeringsførelse i udviklingsdagsordenen efter 2015;

N.

der henviser til, at ligebyrdige og langsigtede partnerskaber mellem civilsamfundsorganisationer i EU og deres modparter i udviklingslandene har vist sig at være et vigtigt redskab for udviklingen af stærke, uafhængige og forskelligartede civilsamfundsorganisationer og -initiativer i forskelligt omfang og på forskellige planer, fra lokalt til internationalt plan;

1.

bifalder de seneste politiske udviklinger i EU og på internationalt plan, der er fokuseret på et mere ambitiøst partnerskab med civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder, og som bygger på en menneskerettighedsbaseret tilgang til udvikling, herunder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, samt på internationale aftaler om miljø og beskyttelse af biodiversitet og på en klar forpligtelse med hensyn til at styrke den demokratiske proces og ansvarlighed;

2.

understreger, at hvis der etableres ansvarlige, menneskerettighedsbaserede og inkluderende relationer mellem regeringer, lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, den private sektor og borgere, vil det give EU, og herunder borgerne, de lokale myndigheder og den private sektor, en enestående mulighed for at skabe bæredygtige partnerskaber med udviklingslandene;

3.

opfordrer EU og EU-Udenrigstjenesten til at udvikle vejledninger og gennemførelsesplaner for en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingssamarbejde i EU i dialog med civilsamfundsorganisationer og til at fremme gennemførelsen af Den Europæiske Unions retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere;

4.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at integrere fremme af et gunstigt miljø for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og til at betragte det som en prioritet for EU's holdning i de igangværende forhandlinger om udviklingsrammen efter 2015; understreger vigtigheden af at etablere et overvågningssystem, som gør det muligt at evaluere fremskridtene i skabelsen af et gunstigt miljø på nationalt plan for så vidt angår politiske og lovgivningsmæssige bestemmelser, i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder og med flere aktører og dialoger på flere niveauer; opfordrer Kommissionen til at måle det gunstige miljø for fuldt ud at forstå dets kompleksitet og civilsamfundsaktørernes særlige kendetegn;

5.

udtrykker stor bekymring over undertrykkelsen af civilsamfundsorganisationer, der samarbejder med EU-partnerne, i en række lande, og opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udvikle strategier for, hvordan disse vanskeligheder overvindes, og til at fortsætte den vitale støtte til civilsamfundsorganisationer;

6.

opfordrer EU til at fremme institutionaliserede mekanismer for dialoger på flere niveauer og mellem flere interessenter mellem civilsamfundsorganisationer, lokale myndigheder, den private sektor og partnerregeringer om anstændigt arbejde og bæredygtig og inklusiv vækst med omfordeling af indtægter gennem statsbudgettet og om etablering af et gunstigt miljø for både civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder; anbefaler, at EU i forhold til hvert partnerland anvender de samme betingelser vedrørende konsultationer med lokale myndigheder, som er fastlagt i Cotonouaftalen for AVS-landene;

7.

opfordrer EU til systematisk at inddrage kvindeorganisationer og -netværk i forberedelsen og eventuelt i gennemførelsen af den politiske dialog i overensstemmelse med de forpligtelser, der i indgået henhold til EU's handlingsplan for ligestilling i udviklingssamarbejdet;

8.

udtrykker sin tilfredshed med politikforummet for udvikling, som sigter mod at skabe et rum for dialog med civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder i forbindelse med politiske drøftelser, og opfordrer alle berørte parter til at gøre det til et strategisk rum, der kan vejlede og påvirke den politiske beslutningsproces om udviklingsspørgsmål på EU-plan og internationalt plan, herunder sammenhæng i udviklingspolitikken;

9.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at afsætte tilstrækkelige ressourcer i den kommende programmeringsperiode til at gøre det muligt for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder fra partnerlande at overvåge og analysere fremskridt i retning af sammenhæng i udviklingspolitikken på lokalt, nationalt og internationalt plan;

10.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fremme et partnerskab om ansvarlighed for det strategiske samarbejde mellem de folkevalgte på nationalt og lokalt plan og civilsamfundsorganisationer, der er baseret på gennemsigtighed i de officielle og ikke-officielle bistandsstrømme samt på medindflydelse i forbindelse med udvikling og ansvarlighed for politikkers konsekvenser, herunder social ansvarlighed og tilsyn på nationalt plan, med henblik på at måle politikkers konsekvenser;

11.

understreger den vigtige rolle, som de lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationerne kan spille i forbindelse med bekæmpelse af korruption på alle niveauer, herunder skatteunddragelse og ulovlige finanstransaktioner fra udviklingslandene;

12.

opfordrer Kommissionen til at støtte inddragelsen af repræsentanter for de lokale myndigheder i styringsgruppen om globalt partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde;

13.

mener, at sammenhæng i udviklingspolitikken skal være det ledende princip i EU-samarbejdet med de lokale myndigheder, der har til formål at udvikle den lokale økonomi, så den kan levere et anstændigt udkomme for den lokale befolkning;

14.

minder om, at alle udviklingsaktører bør være ansvarlige for deres udviklingsindsats og resultater og bør fremme hinandens ansvarlighed;

15.

opfordrer Kommissionen til at fremme en afbalanceret tilgang mellem princippet om harmonisering og civilsamfundsorganisationers og de lokale myndigheders initiativret; minder Kommissionen om, at der i dialog med civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder bør gennemføres en forenkling og harmonisering af donorernes administrative procedurer;

16.

glæder sig over Kommissionens forslag om at udarbejde køreplaner for sit engagement med civilsamfundsorganisationer, der tager sigte på at fastlægge en global strategi for civilsamfundsorganisationers inddragelse i alle former for europæisk samarbejde; opfordrer Kommissionen til at afklare, hvordan civilsamfundsorganisationer kan bidrage på en meningsfuld måde til processen og til at sikre, at der rettidigt og i betydeligt omfang tages højde for deres deltagelse i udarbejdelsesfasen, og at prioriteringerne defineres i fællesskab;

17.

opfordrer Kommissionen til ligeledes at udarbejde landekøreplaner for de lokale myndigheder og til at overveje udviklingen af fælles køreplaner for civilsamfundsorganisationer og de lokale myndigheder;

18.

opfordrer Kommissionen til at overveje sammenhæng i udviklingspolitikken som et centralt element i fremtidige køreplaner;

19.

opfordrer Kommissionen til at vedtage dagsordenen for bæredygtig udvikling og i den forbindelse til at betragte dens tre væsentligste elementer (det miljømæssige, det sociale og det økonomiske element) som lige vigtige og ikkeadskillelige parametre;

20.

minder om betydningen af partnerskab mellem lokale myndigheder fra europæiske lande og partnerlandene for at opnå bæredygtig udvikling; opfordrer i denne sammenhæng indtrængende EU til effektivt at anvende metoder til deling af viden og kapacitetsudvikling, herunder de lokale myndigheders erfaringer med overgangsprocesser i EU-medlemsstater;

21.

opfordrer EU til at vedtage en ambitiøs dagsorden med henblik på at opnå en proportionel forøgelse af EU-finansierede projekters og initiativers effektivitet både for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder;

22.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at etablere en mere ambitiøs politisk dialog med og i partnerlandene med henblik på at fremme en territorial tilgang til udvikling og en samlet tilgang til decentralisering samt til i den kommende programperiode at prioritere styrkelse af lokale myndigheders og civilsamfundsorganisationers kapacitet til at påvirke og overvåge reformprocesser med henblik på decentralisering;

23.

minder om, at en effektiv decentraliseringsproces kræver reformer af den offentlige sektor, såsom overdragelse af beføjelser, funktioner og ressourcer, samt aktiv inddragelse af borgerne gennem deres repræsentanter samt civilsamfundsorganisationer i planlægningen og budgetteringen; opfordrer Kommissionen til tage behørigt hensyn til decentralisering og en territorial tilgang i sin støtte til reformerne af den offentlige sektor og til at gøre dem til en tværgående prioritet i alle geografiske programmer;

24.

understreger, at en bæredygtig territorial tilgang til udvikling som grundlag kræver en ansvarlig, gennemsigtig og velfungerende decentraliseringsproces; anbefaler, at EU overvejer en territorial tilgang til udvikling og decentralisering som vigtige faktorer for at opnå udryddelse af fattigdom i den fremtidige udviklingsdagsorden efter 2015;

25.

minder om, at en territorial tilgang til udvikling bidrager til at skabe effektivitet gennem en styrkelse af ejerskab, dialoger og programmer med flere interessenter og flere aktører og politisk samordning på regionalt plan; opfordrer Kommissionen til at iværksætte pilotprojekter til støtte for en territorial tilgang til udvikling gennem geografiske og tematiske programmer;

26.

minder om merværdien af decentraliseret samarbejde i forbindelse af fremme af både en territorial tilgang til udvikling og decentralisering; understreger, at europæiske lokale myndigheder er meget godt placeret til at samarbejde med deres modparter i decentraliseringsprocessen, navnlig hvad angår en beskatningsmæssig decentralisering;

27.

understreger betydningen af at styrke EU-ansattes ekspertise og engagement, især på delegationsniveau, inden for decentralisering og af civilsamfundsorganisationers og de lokale myndigheders rolle i bæredygtig udvikling, herunder om koordinering med civilsamfundsorganisationer, og opfordrer til inddragelse af civilsamfundsorganisationer, herunder kvindeorganisationer, for at sikre kønsaspektet i forbindelse med disse processer;

28.

understreger, at EU inden for rammerne af den nye aftale om engagement i ustabile stater sammen med partnerlandene, som en del af bredere udviklingsstrategier, bør udarbejde nationale strategier for modstandskraft og konkrete programmer, der har til formål at tage fat på de underliggende årsager til langvarig sårbarhed, som skal omfatte lokalt- og deltagelsesbaserede risikoanalyser, ledelsesværktøjer og dybdegående forskning om årsager til konflikter eller struktursvagheder og tage hensyn til den direkte berørte befolknings synspunkter og opfattelser;

29.

minder om, at modstandskraft også bør være et centralt tema i EU's partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder; minder om, at det er vigtigt at styrke lokalsamfundenes rolle gennem katastrofeforebyggelsesaktiviteter, som lokalsamfundet leder og har ansvaret for, samt at styrke de lokale myndigheder i skrøbelige stater og arbejde tæt sammen med dem i krise- og efterkrisesituationer; tilskynder til, at der etableres partnerskaber mellem de lokale myndigheder i skrøbelige stater for at sikre udvikling, overførsel og udveksling af administrative og tekniske færdigheder;

30.

minder om, at lokale folkevalgte jævnligt fungerer som mæglere mellem stridende parter, og at de i den forbindelse påtager sig en vigtig rolle i forbindelse med konfliktforebyggelse og konfliktløsning;

31.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at opstille retningslinjer for EU-delegationer om, hvordan civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder skal håndteres i forbindelse med situationer med krise og ustabilitet med anvendelse af en menneskerettighedsbaseret tilgang og medtagelse af kønsaspektet;

32.

understreger, at Kommissionen i situationer, hvor de offentlige myndigheder, herunder de lokale og regionale, ikke er i stand til at levere basale ydelser, og hvor forholdene tillader det, bør støtte partnerskaber mellem flere aktører for at udvikle de lokale myndigheders kapaciteter, således at de er i stand til at levere de pågældende ydelser;

33.

udtrykker dyb bekymring over Kommissionens forslag om at begrænse økonomisk støtte til levering af tjenester til civilsamfundsorganisationer, der arbejder i LDC-lande og skrøbelige stater; minder om, at nøglen til civilsamfundsorganisationers merværdi i alle lande, uanset deres udviklingsniveau, ligger i deres evne til at fortolke de fattige og marginaliserede gruppers behov og rettigheder og finde innovative løsninger til at opfylde disse behov, samtidig med at der skabes øget bevidsthed om og politisk støtte til at løse de bagvedliggende årsager til fattigdom, ulighed og udstødelse;

34.

minder om, at Parlamentet i sin skriftlige erklæring om undervisning i udvikling og aktivt globalt medborgerskab opfordrer til, at der udarbejdes en europæisk strategi for DEAR, som bør være mere fokuseret på kritisk debat om udviklingspolitikken og i særdeleshed om sammenhæng i udviklingspolitikken;

35.

opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med civilsamfundsorganisationerne at udvikle en overordnet strategi for DEAR for at øge de finansielle ressourcer, der vil blive tildelt DEAR i den kommende programperiode, samt til i tæt samråd med civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder, der er aktive inden for DEAR, at udvikle fleksible finansieringsmetoder, der respekterer deres initiativret og muliggør deltagelse af et bredt og varieret udvalg af aktører;

36.

glæder sig over Kommissionens engagement med hensyn til systematisk at indføre analyser af den politiske økonomi på landeniveau og anbefaler, at de kommer til at omfatte en analyse af den politiske og retlige situation for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder;

37.

er af den opfattelse, at skatteindtægter er afgørende for den lokale økonomiske udvikling, og mener, at indførelsen af effektive og bæredygtige skatteopkrævningssystemer bør prioriteres for at sikre en bæredygtig kilde til udviklingsfinansiering;

38.

opfordrer Kommissionen til at forbedre koordineringen af og komplementariteten mellem tematiske og geografiske programmer og instrumenter; minder om, at civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder bør betragtes som vigtige gennemførelsespartnere, især i forbindelse med programmet om globale offentlige goder, og at de bør høres i en tidlig fase af programmeringen både af geografiske og tematiske programmer;

39.

minder om, at de lokale myndigheder er berettiget til at deltage i alle DCI-programmer, og opfordrer Kommissionen og repræsentative organisationer for de lokale myndigheder til at fremme en bredere deltagelse af lokale myndigheder i alle DCI-programmer;

40.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin støtte til decentraliseret samarbejde og partnerskaber mellem lokale myndigheder fra EU og partnerlandene; bemærker, at disse partnerskaber har vist sig at være effektive redskaber i styrkelsen af de lokale myndigheders kapaciteter inden for nøglesektorer, som bidrager til udryddelse af fattigdom; opfordrer samtidig, og af samme grund, Kommissionen til at fortsætte sin støtte til samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer i EU-landene og partnerlandene;

41.

opfordrer Kommissionen til at lette udvekslingen af erfaringer og ekspertise mellem de lokale myndigheder i EU og partnerlandene med henblik på at tilvejebringe adgang til viden på relevante områder inden for bæredygtig udvikling, og især god regeringsførelse, og drage nytte af EU-medlemsstaternes lokale myndigheders erfaringer med overgangsprocesser;

42.

opfordrer Kommissionen til at engagere sig i mere strategiske partnerskaber med nationale, regionale og internationale sammenslutninger og netværk af lokale myndigheder;

43.

opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle en blanding af mere fleksible, gennemsigtige og forudsigelige finansieringsmetoder for således at nå det bredest mulige udvalg af civilsamfundsaktører; anmoder Kommissionen om at identificere og udvikle disse finansieringsmetoder gennem en inklusiv dialog med civilsamfundsorganisationer og sammenslutninger af lokale myndigheder på grundlag af den strukturerede dialog;

44.

opfordrer Kommissionen til at fremme civilsamfundsorganisationernes og de lokale myndigheders deltagelse i de igangværende drøftelser om blandingsmekanismer inden for rammerne af den nye EU-platform for eksternt samarbejde og udvikling Cooperation; anmoder Kommissionen om at udarbejde retningslinjer og skabe inkluderende konsekvensvurderings- og overvågningsmekanismer, der sikrer høring og deltagelse af de berørte befolkninger i alle faser af projektforløbet og at blandingsmekanismerne bidrager til udryddelse af fattigdom;

45.

anmoder endvidere Kommissionen om at give civilsamfundsorganisationerne mulighed for at deltage i alle nye former for samarbejde inden for rammerne af EU-platformen for eksternt samarbejde og udvikling;

46.

anmoder Kommissionen om at styrke de nationale decentraliseringsreformer med hensyn til udarbejdelse og gennemførelse af kontrakter om god regeringsførelse og udvikling, sektorreformkontrakter og statsopbygningskontrakter;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/32

—

der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2012 om »Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater« (COM(2012)0669),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2012»Årlig vækstundersøgelse 2013« (COM(2012)0750),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. februar 2013»Investeringer i uddannelse« — et svar på »Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater« og »Årlig vækstundersøgelse 2013«,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af d. 23. november 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af »ERASMUS FOR ALLE« — EU-programmet for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt" (COM(2011)0788),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. september 2012»Udkast til fælles rapport 2012 fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (EU-strategi for unge 2010-2018)« (COM(2012)0495), og det tilsvarende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2012)0256),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 26. november 2012 om »Uddannelse i Europa 2020 — uddannelse som bidrag til økonomisk genopretning, vækst og beskæftigelse« (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2011»Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og rummeligt Europa« (COM(2011)0902),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om den sociale dimension af uddannelse (2),

—

der henviser til Rådets resolution af 28. november 2011 om en ny europæisk dagsorden for voksenuddannelse (3),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) (4),

—

der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring (5),

—

der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om løsning af problemet med elever, der forlader skolen for tidligt (6),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om indlæring i tidlig alder i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om unge på vej — en ramme for forbedring af undervisnings- og uddannelsessystemerne i Europa (8),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om nøglekompetencer i en verden under forandring: gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 (9),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om livslang læring som grundlag for viden, kreativitet og innovation — implementering af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 (10),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 12. april 2013 om nytænkning på uddannelsesområdet (11),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0314/2013),

A.

der henviser til, at et af de overordnede mål i Europa-2020 er at mindske andelen af unge, der forlader skolen tidligt, til under 10 % og øge andelen af unge, der får en tertiær uddannelse eller en rigtig faglig uddannelse, til mindst 40 %;

B.

der henviser til, at strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) indeholder benchmarks om, at mindst 95 % af børn mellem fire år og alderen for obligatorisk skolestart bør deltage i undervisning i den tidligste barndom, og at andelen af 15-årige med utilstrækkelige færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab bør være under 15 %; og at gennemsnitligt mindst 15 % af de voksne (aldersgruppen 25–64) bør deltage i livslang læring.

C.

der henviser til, at en af EU’s vigtigste prioriteter er at fremme mobiliteten, og at der er blevet fastsat et mål for 2020 om at sikre, at 20 % af EU’s universitetskandidater har tilbragt en del af deres tid på universitetet i udlandet; der henviser til, at elevers, læreres og arbejdstageres mobilitet spiller en central rolle i den europæiske integration;

D.

der henviser til, at ungdomsmobilitetsprogrammer for perioden 2014 — 2020 bør frembyde reelle muligheder for erhvervelse af viden og nye færdigheder og på denne måde bidrage til at øge beskæftigelsen blandt unge;

E.

der henviser til, at Kommissionen i sin årlige vækstundersøgelse for 2013 opfordrer til at fremme vækst og konkurrenceevne og bekæmpe arbejdsløsheden og de sociale konsekvenser af krisen med en fornuftig investering i almen uddannelse og erhvervsuddannelse;

F.

der henviser til, at arbejdsløshedsprocenten blandt unge op til 25 år i EU i marts 2013 var på 23,5 %, mens der samtidigt var mere end 2 mio. ledige stillinger, der ikke kunne besættes; der henviser til, at antallet af arbejdsløse og arbejdsløshedens varighed er stigende i adskillige medlemsstater, og at matchningen på arbejdsmarkedet bliver mindre og mindre effektiv;

G.

der henviser til, at den vedvarende økonomiske krise og spareforanstaltningerne, der sigter mod finanspolitisk konsolidering i flere medlemsstater, sætter unionsborgernes liv under hårdt pres på grund af arbejdsløshed, social udstødelse og fattigdom; der henviser til, at krisens følger for især unge i ekstreme tilfælde fører til underernæring eller psykiske problemer; der henviser til, at især i disse medlemsstater med mere skrøbelige økonomier har budgetnedskæringer på uddannelsesområdet gjort adgang sværere og undergravet undervisningsstandarder;

H.

der henviser til, at krise- og sparepolitikker i øjeblikket har en direkte negativ påvirkning på unges udsigt til at få adgang til og forblive i uddannelse og beskæftigelse; der henviser til, at udgifter til uddannelse er en investering i fremtiden og derfor bør skånes for besparelsesforanstaltninger;

I.

der henviser til, at unge står over for stigende problemer i deres overgang fra uddannelse til arbejde, og at manglende formelt samspil mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet øger risikoen for høj arbejdsløshed; der henviser til, at erhvervsuddannelser af høj kvalitet er afhængige af et tæt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor og en omfattende inddragelse af arbejdsmarkedets parter;

J.

der henviser til, at tilgængelig og fleksibel almen uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet har afgørende indvirkning på unge uddannelsessøgendes personlige udvikling og selvrealisering, og at sådan uddannelse også fremmer deres aktive unionsborgerskab og velbefindende samt styrker deres evne til at tilpasse sig til og bidrage til samfundet og til erhvervslivet; der henviser til, at økonomiske og sociale problemer fører til stigende EU-skepsis blandt borgeren;

K.

der henviser til, at mobning i skolen underminerer unges trivsel og fører til dårlige resultater og at elever forlader skolen for tidligt;

L.

der henviser til, at åbne uddannelsesressourcer forbedrer kvaliteten og tilgængeligheden af og lige muligheder inden for uddannelse og fremmer en interaktiv, kreativ, fleksibel og personaliseret læringsproces gennem anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) og nye teknologier; der henviser til, at åben uddannelse øger vedvarende beskæftigelsesegnethed ved at støtte livslang læring;

M.

der henviser til, at visse sektorer såsom ikt-sektoren og sundhedssektoren har stadig større vanskeligheder med at besætte ledige stillinger med kvalificeret personale til trods for den generelt høje ungdomsarbejdsløshed; der henviser til, at der i visse medlemsstater kan observeres en stadig større kløft mellem dimittenders kvalifikationer og de færdigheder, der er brug for på arbejdsmarkedet;

N.

der henviser til, at arbejdskraftsbehovene ændrer sig hurtigt; der henviser til, at det er nødvendigt at tilstræbe uddannelse af høj kvalitet og personlig udvikling og at undersøge fremtidige tendenser inden for arbejdskraftbehov nærmere med henblik på at tilpasse og modernisere undervisningsplaner og uddannelsesprogrammer, således at behovet for en kerne af grundliggende viden og livslange læringsstrategier opfyldes og for at tilbyde de rette færdigheder til de rette job såsom anvendelse af nye teknologier og sociale netværk uden at tilsidesætte det akademiske mål om at videregive viden; der henviser til, at det, efterhånden som uddannelsesmodellerne ændrer sig, er nødvendigt, at lærerfaget ændrer sig tilsvarende f.eks. med hensyn til færdigheder og kvalifikationer, status og karriere;

O.

der henviser til, at færdigheder, teknologi og job ændrer sig hurtigt, og at alle vil være tvunget til at tilpasse sig nye teknologier flere gange i løbet af deres arbejdsliv og derfor skal have en kerne af grundlæggende viden, der er tilstrækkeligt robust til at sætte dem i stand til at gøre det;

P.

der henviser til, at stimulering på nationalt niveau af økonomisk vækst, produktivitet og alsidighed har en enorm effekt på jobmarkedet i form af en stigning i antallet af nye arbejdspladser, en forbedring af deres kvalitet og en bedre integration af unge på arbejdsmarkedet;

1.

hilser Kommissionens meddelelse velkommen, især dens stærke fokus på bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed gennem investering i færdigheder, opfordring til modernisering af universitetsuddannelser, såvel som fremme af erhvervsuddannelser i verdensklasse, fleksible indlæringsforløb, herunder ved hjælp af fremme af åbne uddannelsesressourcer, arbejdsbaseret indlæring og inddragelse af arbejdsmarkedets partnere i udformningen; hilser yderligere håndteringen af manglen på velkvalificerede lærere velkommen gennem en mere effektiv rekruttering af lærere samt fastholdelse og faglig støtte;

2.

mener, at uddannelser spiller en rolle, der er langt større end blot at opfylde de økonomiske målsætninger i de europæiske og nationale strategier; gentager i denne forbindelse, at uddannelsers primære opgave er at forberede mennesker til livet såvel som til at være aktive borgere i stadig mere komplekse samfund;

3.

bemærker, at mange familier som følge af den økonomiske og finansielle krise ikke længere har råd til at betale for videregående uddannelse, hvilket har ført til stigende frafald på dette niveau; mener, at medlemsstater bør opretholde alle personers ret til gratis, universel uddannelse af høj kvalitet uanset deres økonomiske situation;

4.

erindrer om, at øgede sprogkompetencer bidrager til at skabe mobilitet, forbedre ansættelsesmuligheder, folks forståelse af andre kulturer og interkulturelle relationer; støtter fuldt ud Kommissionens forslag om en ny EU-referenceramme for sprogkompetencer, i henhold til hvilken mindst 50 % af de 15-årige bør have kendskab til et første fremmedsprog, og mindst 75 % bør lære et andet fremmedsprog inden 2020;

5.

erkender, at dårlige sprogkundskaber udgør en væsentlig hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed og for den internationale konkurrenceevne for virksomhederne i Unionen, særligt i områder, hvor de europæiske borgere bor tæt på grænsen til et naboland med et andet sprog; minder om, at sprogindlæring anses for at være langt mere effektiv i en ung alder;

6.

insisterer på, at de studerendes mobilitet sikres med henblik på at forbedre elevernes kompetencer i sprog og kommunikation, hvilket er en forudsætning for deres tilpasning til EU’s fælles arbejdsmarked;

7.

efterlyser en holistisk tilgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse, som tager fat på både akademiske og erhvervsfaglige aspekter, og minder om, at en uddannelses bredere betydning bør anerkendes med hensyn til personlig vækst og udvikling; opfordrer indtrængende til yderligere at støtte erhvervelse og anerkendelse af kompetencer, der er baseret på ikke-formel og uformel læring, og fremhæver denne lærings vigtige rolle som en del af en strategi for livslang læring, som er rettet mod et socialt set inklusivt videnssamfund med stærke individer og aktive borgere; bemærker, at gennemførelsen af en sådan strategi vil afhænge af, hvilken grad af uafhængighed vores unge kan opnå;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at udføre mere konsekvent benchmarking med de relevante europæiske modeller for bedste praksis inden for uddannelse og beskæftigelse;

9.

opfordrer med henblik på at opfylde de overordnede mål og målsætninger, som EU forpligtede sig til i Europa 2020-strategien, nemlig gennemførelsen af intelligent, inklusiv og grøn vækst, skabelsen af en stærkere og innovativ europæisk union og fremme af social integration og et højere solidaritetsniveau, samtidig med at borgerne forberedes til et velfungerende og tilfredsstillende liv; henleder opmærksomheden på Europa 2020-målet om at bruge 3 % af BNP på forskning og udvikling;

10.

anmoder medlemsstaterne om at opprioritere offentlige udgifter til og investeringer i almen uddannelse, erhvervsuddannelse, forskning og innovation; minder om, at budgetnedskæringer på disse områder vil have en negativ indvirkning på uddannelse, og at investering i disse områder er vigtigt for Unionens økonomiske genopretning og globale konkurrenceevne og for de fremskridt, der skal gøres for at nå Europa 2020-målene;

11.

støtter kraftigt overvågningen af nationale forhold og lanceringen af en debat på EU-plan med de relevante interessenter om effektiviteten af investeringerne i og fordele ved almen uddannelse og erhvervsuddannelse; understreger, at uddannelse garanterer en bæredygtig udvikling, som bør forblive en prioritet uafhængigt af den nuværende krise;

12.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, handicap, religion eller tro og alder inden for uddannelse; opfordrer indtrængende Rådet til hurtigt at vedtage det horisontale direktiv mod forskelsbehandling, som er nøglen til at sikre reel ligestilling og bekæmpe fordomme og forskelsbehandling, herunder i skolen;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre lige adgang til uddannelse og til at komme med tiltag, der er i tråd med de uddannelsessøgende elevers behov, navnlig behov hos medlemmer af sårbare grupper, såsom mennesker, der ikke er i gang med en almen uddannelse, i beskæftigelse eller under erhvervsuddannelse;

14.

opfordrer til oprettelse af specifikke tiltag for at forbedre sammenhængen mellem almen uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdslivet med henblik på at styrke konkurrenceevnen og forudse arbejdsmarkedets fremtidige behov; understreger betydningen af regionale politikker, der giver grobund for oprettelsen af regionale innovationsmiljøer ved at føre kreative virksomheder, universiteter, investorer og kulturorganisationer sammen om opgaven at fremme almen uddannelse og erhvervsuddannelse;

15.

anbefaler, at uddannelse og videnskab kommer til at indgå som prioriterede områder i medlemsstaternes strategipapirer for programmeringsperioden 2014 — 2020 med henblik på tilvejebringelse af ressourcer til udvikling af disse områder, indførelsen af nye uddannelsesmæssige teknologier, herunder uddannelse af lærerkræfter, og forbedring af undervisningens kvalitet;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe en tættere forbindelse mellem de centrale strategiske politiske udfordringer, der er blevet identificeret i løbet af det europæiske semester, og aktiviteterne under den åbne koordinationsmetode rettet mod at støtte medlemsstaterne i at sikre tilgængelig uddannelse af høj kvalitet også i en tid med finanspolitiske begrænsninger;

17.

minder om, at unge har et stort potentiale og en afgørende rolle at spille, når det gælder om at nå Europa 2020-målene for uddannelse og beskæftigelse; minder medlemsstaterne om den tætte sammenhæng mellem det at forlade skolen tidligt, manglende erhvervsrelaterede kvalifikationer og ungdomsarbejdsløshed; minder ligeledes om, at førskoleundervisning og -pasning og den betydelige rolle, som forældrene spiller, skaber grundlaget for fremtidig indlæring og udvikling af unge, men at denne undervisning udelukkende bør gives på en legende måde og ikke ved at bruge skolemetoder eller lægge pres på i form af mål, der skal nås;

18.

understreger, at unge også er samfundets mest sårbare samfundsgruppe; betoner betydningen af at anerkende de unge som en prioriteret gruppe i Unionens sociale vision og betydningen af at styrke unges mobilitet; opfordrer yderligere medlemsstaterne til at fremme politikker mod mobning for at nedbringe antallet af unge, der forlader skolen for tidligt, og sikre alle reel adgang til uddannelse;

19.

anmoder om anerkendelse og involvering af ungdoms- og civilsamfundsorganisationer i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af strategier for livslang læring; fremhæver ungdoms- og civilsamfundsorganisationers rolle som en supplerende uddannelsesudbyder for ikke-formel og uformel læring og muligheder for frivilligt arbejde, og at de således bidrager til elevers og unges udvikling af både tværfaglige kvalifikationer og individuelle personlige kompetencer, såsom kreativ og kritisk tankegang, initiativlyst, informationsbehandling og problemløsning, samarbejde og kommunikation samt selvtillid, lederskab og iværksætterånd;

20.

opfordrer til anerkendelse af kvalifikationer, som unge mennesker i løbet af deres studier har opnået på udenlandske universiteter, især kvalifikationer opnået i forbindelse med Erasmus-programmet;

21.

opfordrer til, at studerende og de organisationer, som de er knyttet til, involveres i beslutningsprocesserne vedrørende uddannelse, og fremhæver, at undervisningen bør baseres på en struktureret dialog med eleverne i forbindelse med udarbejdelsen af læseplaner og metoder, der kan fremme en strategi for livslang læring;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme tiltrækningskraften og forbedre den arbejdsmarkedsbaserede relevans af erhvervsuddannelser, gøre disse til en integreret del af undervisningssystemet og sikre deres kvalitet; opfordrer til en stærkere fokus på erhvervelsen af basale færdigheder gennem formel og uformel uddannelse fra en tidlig alder, men også blandt voksne, og på tværfaglige kvalifikationer, især gennem indførelsen af iværksætter- og ikt-uddannelse i samarbejde med erhvervslivet og ved at understøtte kreativitet for at hjælpe unge med at komme ind på arbejdsmarkedet og øge deres beskæftigelsesevner såvel som at udvikle muligheder for at starte deres egen virksomhed; understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne kan tilbyde nystartede virksomheder, der går fallit, et sikkerhedsnet og kan fjerne bureaukratiet;

23.

anerkender vigtigheden af at udvikle og gennemføre uddannelsesprogrammer for iværksættere i hele Europa; understreger, at de studerende adgang til uddannelse i iværksætteri varierer og ofte bestemmes på institutionsniveau; opfordrer derfor medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne at indføre nogle elementer af undervisning i iværksætteri i grunduddannelsers, erhvervsuddannelsers og universitetsuddannelsers læseplaner; mener, at fokus særligt bør rettes mod at overvinde de uligheder og store forskelle, der er i udviklingen af en sådan undervisning i iværksætteri, hvilket fremgår af 2008-undersøgelsen om iværksætteri i de videregående uddannelser og blev bekræftet på symposiet på højt plan om iværksætteruddannelse i Budapest i 2011;

24.

understreger, at bedre viden og færdigheder er af afgørende betydning; fremhæver behovet for på uddannelsesområdet at gøre videnskab, teknologi, teknik og matematik mere attraktive og betydelige samt styrke områder, hvor det forudses, at der i fremtiden vil være mangel på arbejdskraft, og hvor der vil være brug for et stigende antal kvalificerede medarbejdere inden for de nærmeste år, og som vil kunne sikre bæredygtige job af god kvalitet (f.eks. grøn økonomi, forretningsvirksomhed, ikt, sundhed og uddannelse); anerkender, at videnskab, teknologi, teknik og matematik er områder af stor betydning for at kunne hjælpe flere unge med at finde arbejde i krisetider, opfordrer også til den rette balance mellem erhvervelse af teoretisk viden og praktiske færdigheder under studierne, og det uden at forsømme samfundsvidenskabsstudiet;

25.

opfordrer medlemsstaterne til også at sørge for mere effektiv uddannelse med fokus på tværfaglige færdigheder, sprogfærdigheder og iværksætterfærdigheder med henblik på at opnå et højere niveau af beskæftigelsesevner overalt i EU; opfordrer medlemsstaterne til at oplyse deres borgere om rettigheder, borgerpligter og forpligtelser, og om hvordan de kan nyde godt af retten til fri bevægelighed i EU; understreger, at der ligeledes skal lægges vægt på humaniora gennem hele skoletiden med henblik på at udvikle aktivt medborgerskab og social integration;

26.

understreger, at det er nødvendigt, at læseplaner er tværfaglige og udarbejdes til at udvikle åbne kompetencer, der kan overføres, og at folk er i stand til at bygge bro fra et studie til et andet; understreger, at det er nødvendigt at lægge særlig vægt på undervisning i områder og indhold, hvor de nationale og internationale statistikker har tydeliggjort, at der er mangler i de enkelte lande.

27.

understreger, at det er nødvendigt at fokusere på sammenhængen mellem uddannelse, de unges forventninger og arbejdsmarkedets behov for at sikre, at overgangen fra uddannelse til arbejdsmarkedet, der også sigter på at garantere de unges autonomi, bliver lettere og af høj kvalitet;

28.

fremhæver det vigtige i at støtte unge, specielt dem, der ikke er i gang med en almen uddannelse, i arbejde eller under erhvervsuddannelse, ved at fremme praktikophold og lærepladser af høj kvalitet, uddannelsesprogrammer, der tilbyder en ny chance, veltilrettelagt vekseluddannelse og arbejdsbaseret læring samt specifikke tiltag til at give adgang til videregående uddannelser og deres aktive integration i uddannelse og arbejde; betragter disse som værdifulde skridt i overgangen fra uddannelse til arbejdsliv samt for at sænke ungdomsarbejdsløsheden;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte foranstaltninger til at øge ansattes og arbejdsløses deltagelse i erhvervsmæssige omskolingsprogrammer med henblik på at nedbringe risikoen for arbejdsløshed, især langtidsarbejdsløshed, for den del af arbejdsstyrken, hvis erhverv bliver mindre og mindre efterspurgt;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde arbejdsgiverne til at tilbyde flere ordentlige praktikpladser, til at udvikle klare kvalitetskriterier, der sigter mod at undgå misbrug, og til at mindske de administrative procedurer for de virksomheder, der tilbyder unge arbejde eller uddannelsesmuligheder for at forbedre deres karriereforløb;

31.

minder medlemsstaterne om EU-programmernes rolle for så vidt angår fremme af uddannelse, mobilitet, sprogkundskaber, aktivt medborgerskab, de europæiske værdier, kulturel bevidsthed og andre værdifulde færdigheder, som alle bidrager til at forbedre mulighederne for beskæftigelse og styrke unges interkulturelle forståelse; understreger, at det er nødvendigt med yderligere støtte til programmerne i den flerårige finansielle ramme (FFR) for perioden 2014-2020 med fokus på læringsmobilitet, samarbejde og politiske reformer;

32.

henleder opmærksomheden på, at erfaring i udlandet har en merværdi, der kan hjælpe unge, der har forladt skolen tidligt, og unge uden uddannelsesmæssige kvalifikationer til at finde et job; mener, at Erasmus +-programmet udgør en glimrende ramme for, at folk i denne kategori også har mulighed for at tage en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet;

33.

glæder sig over den fornyede fokus på opnåelse af automatisk anerkendelse af sammenlignelige akademiske grader og dets mål om at stille alle studerende på lige fod, uanset hvor de har fået deres eksamensbevis; opfordrer medlemsstaterne til i denne forbindelse at øge deres bestræbelser på anerkendelse af akademisk grader;

34.

understreger, hvor svært det kan være at komme ind på arbejdsmarkedet efter afslutningen af ens studier, hvor en lang periode med arbejdsløshed og tvungen inaktivitet kan opstå, især i tider med økonomisk krise, som det er tilfældet nu; opfordrer medlemsstaterne til at etablere de nødvendige politikker til støtte for håndteringen af disse problemer;

35.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at investere i systemer for en tidlig arbejdsmarkedsaktivering og beskæftigelsesordninger for at kunne tilbyde arbejdserfaring og fremme beskæftigelsesmuligheder, etablere bedre vejledning og skræddersyede karrierecentre og tilbyde uddannelse eller genopfriskningskurser for unge, som bliver arbejdsløse, eller som har fuldført formel uddannelse, med henblik på at sætte dem i stand til at blive uafhængige, til at leve et selvstændigt liv og til at sikre faglig udvikling;

36.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre den europæiske ungdomsgaranti, arbejdsbaseret læring, lærepladser og tostrengede uddannelsesmodeller, der er let tilgængelige og karriereorienterede, tilbyde passende arbejdsvilkår med en stærk læringskomponent og forbundet med en kvalifikationsprocedure, og arbejde sammen med regionerne for at sikre, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet vil være virkeligt komplementært til og supplere eksisterende regionale og nationale tiltag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed; minder om, at disse typer af midlertidig arbejde bør være trædesten på vejen mod fast arbejde; opfordrer også til, at finansieringsinstrumenterne inden for samhørighedspolitik anvendes som en støtteforanstaltning;

37.

understreger, at ungdomsgarantiordningen ikke kan erstatte strukturelle foranstaltninger og reformer, som skal sætte uddannelsessystemerne og arbejdsmarkederne i nogle medlemsstater i stand til at tage fremtidens udfordringer op;

38.

anmoder indtrængende medlemsstaterne om at stoppe med at skære i støtten til unges beskæftigelse og uddannelse; understreger, at fonde og instrumenter fra garantiordningen især bør anvendes til dette formål; mener, at medlemsstaterne også bør bruge midler fra samhørighedspolitikken som en støtteforanstaltning, og at sådanne midler specifikt bør målrettes mod projekter, der støtter ungdomsbeskæftigelse og unges uddannelse;

39.

opfordrer til en integreret tilgang, der udnytter finansieringsmulighederne i Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden og de nationale finansieringskilder til at opnå intelligent vækst; understreger den rolle, ESF spiller i at støtte investeringer i uddannelse, færdigheder og livslang læring; opfordrer derfor kraftigt til at sikre en samlet minimumsandel til ESF på 25 % af budgettet til samhørighedspolitikken; er ligeledes af den opfattelse, at det er vigtigt for medlemsstaterne at øge deres nationale uddannelsesinstitutioners bevidsthed om andre muligheder for EU-finansiering af uddannelsesmæssige formål;

40.

understreger behovet for at øge lærernes bevidsthed om nøglekompetencer, såsom teknikker til at lære at lære, sociale kompetencer og medborgerkompetencer, initiativ, kulturel bevidsthed og selvudfoldelse; henleder derfor opmærksomheden på, at det er vigtigt at investere i ordninger for livslang læring for lærere;

41.

minder om, at det er på det subnationale niveau, at de mest nøjagtige og opdaterede oplysninger om regionale arbejdsmarkeder kan indhentes, og tillige dér hvor de lokale og regionale myndigheder kan spille en betydelig rolle med hensyn til at indkredse, hvor der er et misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer, tilbyde relevante omskolings- og erhvervsuddannelsesprogrammer samt stimulere investeringer for at imødekomme det lokale behov;

42.

fremhæver, at studerende i mange udkantsområder og ugunstigst stillede mikroregioner har store problemer i forbindelse med den fysiske adgang til skoler, hvilket bidrager til en kraftigt stigning i frafaldsprocenterne; opfordrer derfor, i betragtning af de svære økonomiske vanskeligheder, der plager de fleste europæiske borgere, medlemsstaterne til at tage konkrete skridt til at nedbryde denne form for barrierer;

43.

glæder sig ligeledes over lanceringen af den europæiske alliance for lærlingeuddannelser; opfordrer medlemsstaterne til at medtage faglig praksis i deres reformer og tiltag som en del af planerne for at opfylde ungdomsgarantien og mobilisere europæisk og national finansiering for at nå dette mål;

44.

fremhæver, at stærke partnerskaber trækker på synergier mellem finansielle og menneskelige ressourcer og bidrager til at dele omkostningerne ved livslang læring, hvilket er særligt vigtigt i sparetider, og hvilket vil bidrage til at stoppe faldet i offentlige investeringer i ungdomsbeskæftigelse og ungdomsuddannelse; minder om, at partnerskaber også har en positiv indvirkning på uddannelse og erhvervsuddannelse ved at bidrage til forbedring af dens kvalitet og tilgængelighed, mens uddannelsesinstitutionernes integritet og uafhængighed samtidig opretholdes;

45.

opfordrer til at styrke den sociale og civile dialog om almen undervisning og erhvervsuddannelse både nationalt og på EU-plan og til at styrke arbejdsmarkedets parters rolle i den politiske beslutningsproces;

46.

anser tilskyndelsen til partnerskaber mellem den offentlige og private sektor for at være et vigtigt skridt i retning af at sikre fælles ansvar for uddannelse og karriereudvikling med det formål at hjælpe kandidater med at tilpasse sig hurtigt til industriens og markedets krav og sikre, at der er yderligere ressourcer til rådighed for at ajourføre uddannelsesprocessen til den teknologiske udvikling;

47.

bemærker, at Kommissionens meddelelse af 20. november 2012 om »Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater« ikke specificerer nogen konkrete gennemførelsesforanstaltninger for samarbejdet mellem uddannelsessektoren og forskellige arbejdsmarkedsparter og erhvervspartnere; opfordrer Kommissionen til at bede den private sektor om støtte og udspil samt andre former for samarbejde til at forbedre uddannelserne for bedre at forberede de studerende på overgangen fra uddannelse til arbejdsmarkedet;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres samarbejde og partnerskaber mellem virksomheder og uddannelsessektoren på alle niveauer, herunder sociale partnere og arbejdsgivere samt studerende og ungdomsorganisationer, især med hensyn til undervisningsplaner, tilvejebringelse af vejledning og uddannelse, erhvervsuddannelse og specialisering med en række undervisningsplaner, der i højere grad opfylder efterspørgslen på arbejdsmarkedet og bidrager til at finde en varig løsning på problemet vedrørende misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer; opfordrer til at styrke den sociale og civile dialog både nationalt og på EU-plan og til at styrke arbejdsmarkedets parters rolle i den politiske beslutningsproces;

49.

glæder sig dog over alliancerne for viden og sektorkvalifikationer i Kommissionens forslag om det nye flerårige program inden for områderne almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport; finder, at disse alliancer er innovative og varige måder at øge menneskelig kapital på;

50.

understreger de forskellige aktørers fælles ansvar for livslang læring, såsom uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og virksomheder såvel som enkeltpersoner, der er ansvarlige for deres eget liv;

51.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til nøje at overveje begrebet omkostningsdeling som en måde at finansiere uddannelse på; advarer om, at ingen omkostningsdelingsmekanisme kan anvendes på bekostning af enkeltpersoner; mener, at lighed og universel adgang skal gives prioritet i ethvert uddannelses- og erhvervsuddannelsessystem;

52.

opfordrer til mere samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og uddannelsesleverandørerne, erhvervssektoren, arbejdsmarkedets parter, civile organisationer og lokale, regionale og nationale myndigheder og jobformidlinger med henblik på at udveksle bedste praksisser og fremme partnerskaber og arbejde mod at sørge for ordentlige arbejds- og uddannelsespraktikpladser samt lærepladser som en effektiv foranstaltning til at klare problemet med ledige stillinger og den bæredygtige integration af personer i overgangsperioden fra uddannelse til arbejde; understreger, at det er nødvendigt at sikre disse praksissers forenelighed med de foranstaltninger og initiativer, der træffes på EU-plan; opfordrer også til en øget anvendelse af de forskellige EU-programmer og fonde, der står til rådighed, især regionalstøtte;

53.

finder det af afgørende betydning at anerkende vigtigheden af at kombinere offentlige og private investeringer i uddannelse og erhvervsuddannelse; fremhæver samtidig, at behovet for at sikre sig mod mulige uønskede bivirkninger, såsom at socioøkonomisk dårligt stillede grupper hindres adgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse;

54.

bemærker de demografiske ændringer i EU, såsom en aldrende befolkning, lave fødselstal samt hjerneflugt og flugt af menneskelig kapital; bemærker følgelig behovet for at erhverve nye kvalifikationer og kompetencer hele livet igennem for at være i stand til at håndtere verdensøkonomiens udfordringer og leve op til arbejdsmarkedets nye krav;

55.

bemærker, at det er vigtigt at anerkende uddannelse som en menneskeret, som alle skal have adgang til, for at befordre den personlige og samfundsmæssige udvikling og for at erhverve livsfærdigheder; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fremme fri adgang til uddannelsesmæssigt og videnskabeligt materiale for at sænke uddannelses- og forskningsomkostninger, især i lyset af de seneste budgetnedskæringer på disse områder i hele Unionen;

56.

tilskynder medlemsstaterne til at fremme samarbejde og synergi inden for området livslang læring, især til at udvide adgangen til læring og udformning og til at tilpasse og modernisere uddannelsesinstitutionernes læseplaner, f.eks. ved at benytte det hastigt voksende potentiale i digital læring og åbne uddannelsesressourcer, med henblik på, at de lever op til unges forventninger og tager de nye udfordringer i den moderne verden op;

57.

glæder sig over Kommissionens bebudede meddelelse om at gøre uddannelsessystemerne mere åbne for omverdenen med henblik på at forbedre effektiviteten, tilgængeligheden og ligheden i almen uddannelse, erhvervsuddannelse og læringssystemer ved at styrke integrationen af ikt og nye teknologier i almen uddannelse og erhvervsuddannelse; opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til initiativer til åben uddannelse;

58.

bemærker med bekymring, at der findes store forskelle i de disponible ikt-ressourcer og den disponible ikt-viden i skoler og på højere læreanstalter i og mellem medlemsstaterne; understreger, at indførelsen af ikt-infrastruktur og viden skal integreres i alle uddannelsessektorer for at klæde de studerende bedst muligt på til den digitale tidsalder;

59.

minder om vigtigheden af at have læreruddannelser og uddannelse af undervisere af høj kvalitet, der skal suppleres med mobilitet og faglig uddannelse af uddannelsespersonalet gennem hele deres karriere; fremhæver, at uddannelse og udvælgelse, herunder efteruddannelse, af lærere er afgørende for at sikre den generelle kvalitet i uddannelsessystemet;

60.

understreger behovet for innovative undervisningsmetoder og innovativt undervisningsindhold, som lærer eleverne om tilgange til uddannelse (»lære at lære«), også i betragtning af elever fra sårbare samfundsgrupper eller dem, der har specielle uddannelsesbehov; bemærker især de hurtige ændringer inden for ikt og digitale medier samt iværksætteruddannelser; fremhæver, at de andre undervisere (f.eks. ungdomsarbejdere, voksenundervisere, studievejledere og forældre) har en vigtig rolle og et værdifuldt samarbejde som svar på ændringer i uddannelsernes art;

61.

opfordrer endvidere indtrængende medlemsstaterne til at investere i livslang læring for undervisere for på denne måde at støtte deres faglige og personlige udvikling samt til at fremme deres status og forbedre deres arbejdsvilkår; understreger yderligere de mulige fordele ved at opnå lærererfaring i et andet europæisk land;

62.

opfordrer til, at lærerne bliver værdsat og får en ordentlig anerkendelse, for at kvaliteten af den undervisning, der gives eleverne, kan forbedres;

63.

understreger, at det er vigtigt at indføre ensartede og objektive kriterier for at vurdere nyttevirkningen og effektiviteten af lærernes arbejde og deres indflydelse på elevernes faglige resultater og personlig udvikling;

64.

fremhæver, at individualiserede læringsforløb er vigtige for at hjælpe folk til at ajourføre og opgradere deres produktive, sociale og økonomiske kompetencer hele livet igennem; mener, at individuel coaching, vejledning og mentorordninger er en måde at videregive viden og ekspertise til studerende på, identificere deres personlige styrker og nødvendige kompetencer i det specifikke erhverv;

65.

mener, at vigtigheden af at åbne op for adgangen til læring er en topprioritet for Unionen, og at der skal fokuseres på de grupper, der ikke har tilstrækkelige grundlæggende færdigheder; tilskynder medlemsstaterne til at indføre særlige foranstaltninger i form af økonomisk støtte til folk fra lavere socioøkonomiske baggrunde for at sikre alle mulighed for at nå det højeste niveau af uddannelse og endog sikre, at elevernes behov og velfærd opfyldes;

66.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at uddannelsessystemet henvender sig til alle kommende studerende gennem hele deres uddannelsesforløb for at fremme og sikre et inkluderende og integreret uddannelsessystem og tilbyde understøttende og skræddersyede ordninger og individuelt tilpassede forløb, især til medlemmer af udsatte samfundsgrupper, der risikerer ikke at deltage eller at blive udelukket, såsom romaer og andre minoriteter, migranter og mennesker med psykiske og/eller fysiske handicap og særlige uddannelsesmæssige behov;

67.

understreger behovet for at integrere ligestilling, særligt på områderne videnskab, teknologi, teknik og matematik, hvor kvinder er stærkt underrepræsenterede, med henblik på at overvinde kønsopdeling på arbejdsmarkedet og løndiskrimination og at fjerne forskelsbehandling baseret på køn og seksuel orientering inden for uddannelse, og efterlyser politikker med det sigte at tiltrække og sikre social integration af de mest sårbare og dårligt stillede grupper, herunder ældre, i undervisning; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at indføre specifikke foranstaltninger i form af praktisk bistand, økonomisk støtte og yderligere uddannelse;

68.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for et bredt spektrum af støttestrukturer, f.eks. stipendier og legater, studielån på lempelige vilkår, tutorundervisning, mentorordninger og hjælp til at netværke til underprivilegerede studerende i løbet af deres studier for at forhindre dem i at falde fra på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser samt på videreuddannelsesniveau at hjælpe dem med at få adgang til Erasmusprogrammet, hvor de nuværende deltagelsesfrekvenser for studerende fra lavindkomstfamilier er lavere end gennemsnittet, og fremme deres adgang til gode praktikophold i virksomheder, offentlig administration og medierne med henblik på at hjælpe dem med at få den nødvendige erhvervserfaring og et støttenetværk for deres fremtidige succes på arbejdsmarkedet, såvel som at integrere deres specifikke holdninger i institutionskulturen;

69.

insisterer på en målrettet tilgang til den faglige uddannelse af børn med særlige uddannelsesbehov og af børn og voksne med handicap for at udvide adgangen til uddannelse, støtte deres familier og give dem mulighed for at udnytte deres potentialer;

70.

mener, at alle medlemsstater bør gøre en større indsats for at nedbringe frafaldsprocenter, og dermed opfylde de overordnede Europa 2020-mål om at nå ned på under 10 %, ved at indføre førskoleundervisning, udviklings- og hjælpeprogrammer, der er målrettet aldersgruppen, dækker hele den tidlige barndomsperiode fra fødsel til seksårsalderen og er af høj kvalitet, og garantere børns lige adgang hertil;

71.

minder desuden om, at ved at sørge for et bredt udvalg af fritidsaktiviteter og inddrage forældre i uddannelsesprocessen er alle disse skridt af afgørende betydning for at tackle uligheder, som skyldes ugunstige vilkår i den tidlige barndom, forhindre, at dårligt stillede studerende undervises i særlige adskilte skoler og forhindre fattigdom og social udstødelse i at gå i arv, hvilket kan overvåges ved hjælp af inddragelse af relevante interessenter, såsom etablerede lokale ngo'er;

72.

deler Kommissionens bekymringer over den alarmerende lave deltagelse i voksenuddannelse i de fleste medlemsstater, med et gennemsnit på 8,9 % i EU; understreger derfor behovet for at fokusere på lavtkvalificerede voksne og på den rolle, som voksenundervisning spiller for at nå disse grupper samt på læreprocesser mellem de forskellige generationer; minder om de muligheder, digital læring og åbne uddannelsesressourcer kan give hvad angår adgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse; minder om vigtigheden af at fremme digitale færdigheder og adgang til og anvendelse af ikt for alle aldersgrupper i befolkningen;

73.

opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at sikre social solidaritet og imødegå demografiske udfordringer at fremme frivillige aktiviteter for alle aldersgrupper og opfordrer dem indtrængende til at fremme de uddannelseskurser, der er påkrævet for inden for pleje- og støttesektorerne;

74.

understreger de muligheder, som de åbne onlinekurser (MOOC) giver i forhold til at gøre uddannelser af høj kvalitet tilgængelige for alle, hvilket giver mere fleksible og kreative måder at lære på, fremmer lighed mellem alle elever og reducerer omkostningerne til undervisning for studerende og for universiteterne;

75.

anerkender, at det at gøre op med de fordomme, der hindrer studerende i at tage et uddannelsesforløb, der ikke nødvendigvis opfattes som et, der fører til højt anerkendte karrierer og stillinger i samfundet, er afgørende for bekæmpelse af arbejdsløshed og til at gøre erhvervsuddannelser og uformel læring mere attraktive; understreger desuden, at studerende bør informeres klart om de realistiske udsigter for beskæftigelse, som deres valg af uddannelse fører til, i tider med høj ungdomsarbejdsløshed; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at fremme programmer for erhvervsvejledning og støtte for elever og studerende i deres karrierevalg;

76.

mener, at gennemførelse af erhvervsvejledningen og systemer for karriereudvikling er et vigtigt skridt hen imod at lede unge ind på den rigtige uddannelse og karrierevej, og at dette vil øge deres motivation for at studere og tage en erhvervsuddannelse;

77.

støtter stærkt oprettelsen af et europæisk område for færdigheder og kvalifikationer med henblik på at opnå gennemsigtighed og anerkendelse af kvalifikationer, der er opnået på en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse; foreslår, hvor det er hensigtsmæssigt, at udvide anerkendelsen til, også at omfatte kvalifikationer, der er opnået uden for det formelle uddannelses- og erhvervsuddannelsessystem, der kan ses som et redskab til indflydelse, demokratisk deltagelse, social integration og som en vej til at involvere eller bringe folk tilbage på arbejdsmarkedet;

78.

understreger betydningen af en rettidig gennemførelse og rapportering om gennemførelsen af initiativer til forbedring af anerkendelse af kvalifikationer på tværs af grænserne inden for EU, især den europæiske referenceramme for kvalifikationer, det europæiske meritoverførselssystem (ECTS) og det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse ((ECEVET);

79.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en komparativ ramme for universitetsgrader og etablere et referencepunkt for de uddannelser og kvalifikationer, som opnås i uddannelsessystemerne;

80.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til jævnligt at kontrollere og vurdere, med inddragelse af de relevante interessenter, om det er lykkedes for deres uddannelsessystem og -programmer at nå ud til medlemmerne af udsatte samfundsgrupper, om det er lykkedes dem at sikre lige adgang til inkluderende kvalitetsundervisning på alle niveauer, og om færdigheder erhvervet gennem deres uddannelse rent faktisk har styrket de studerendes beskæftigelsesmuligheder, sociale integration og aktive medborgerskab; opfordrer også medlemsstaterne til hurtigst muligt at efterkomme de uddannelsesrelaterede anbefalinger, der er fremsat i det europæiske semester, og andre anbefalinger fra Kommissionen;

81.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere, hvorvidt medlemsstaterne har taget de nødvendige skridt til at reformere deres uddannelsessystemer med henblik på at nå de ovennævnte mål;

82.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/43

—

der henviser til Kommissionens meddelelser om udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer for 2007-2008, 2008-2009, 2009-2010, 2010-2011, 2011-2012 og 2012-2013,

—

der henviser til den flerårige vejledende finansielle ramme, de vejledende flerårige planlægningsdokumenter og nationale program- og projektdokumenter, der er forhandlet mellem Kommissionen og de respektive kandidatlande og de mulige kandidatlande,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 12/2009 om effektiviteten af Kommissionens projekter på området retlige og indre anliggender i den vestlige Balkanregion,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 16/2009 om Europa-Kommissionens forvaltning af førtiltrædelsesbistanden til Tyrkiet,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 14/2011 med titlen »Har EU's bistand forbedret Kroatiens kapacitet til at forvalte eftertiltrædelsesstøtte?«,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 18/2012 om Den Europæiske Unions bistand til Kosovo (1) på retsstatsområdet,

—

der henviser til Kommissionens tematiske evaluering af retsvæsenet og grundlæggende rettigheder i Tyrkiet fra oktober 2012,

—

der henviser til Kommissionens tematiske evaluering af retsstatsprincippet, reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet i de vestlige Balkanlande — afsnit 2 og 3 fra maj 2012 og februar 2013,

—

der henviser til Kommissionens informationsmeddelelse af marts 2013 (2) om anvendelsen af førtiltrædelsesmidler inden for områderne retsvæsenet og bekæmpelse af korruption i de vestlige Balkanlande og Tyrkiet,

—

der henviser til statusrapporter fra 2012 om kandidatlandenes og de potentielle kandidatlandes fremskridt,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0318/2013),

A.

der henviser til, at de potentielle kandidatlande og kandidatlandene bør fortsætte deres indsats for at forbedre deres retssystemer og bekæmpe korruption, hvis det vurderes at være nødvendigt for tiltrædelse, selv efter at landene er indtrådt i EU; der henviser til, at Det Europæiske Råd på Helsingfors-topmødet i 1999 gav Tyrkiet status som kandidatland til medlemskab af EU, og at tiltrædelsespartnerskab EU-Tyrkiet blev vedtaget i 2001, og der henviser til, at stabiliserings- og associeringsprocessen blev bekræftet på Europæiske Råd i Thessaloniki i 2003 som EU's politik for landene i det vestlige Balkan, hvorved disse lande kan komme i betragtning med hensyn til tiltrædelse af EU; der henviser til, at førtiltrædelsesbistandsinstrumentet er EU's eneste middel til støtte af retsstatsreformen i Bosnien-Hercegovina og Kosovo, da EULEX yder støtte til reformen af lovgivningsområdet i Kosovo, og der blev gennemført en politimission i Bosnien-Hercegovina mellem 2003 og 2012

B.

der henviser til, at håndhævelse af retsstatsprincippet, navnlig gennem reform af retsvæsenet, samt bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet i landene i det vestlige Balkan og Tyrkiet prioriteres højt af Kommissionen, og der henviser til, at der siden 2012 har været anvendt en ny tilgang under udvidelsespolitikken til tackling af retlige reformer og indre anliggender tidligt i tiltrædelsesprocessen gennem anvendelse af en ny forhandlingsmetodologi med klare prioriteter og betingelser inden for kapitel 23 og 24 for dermed at opnå en bedre prioritering af den finansielle bistand under IPA II

C.

der henviser til, at Den Europæiske Union yder finansiel bistand til kandidatlandene og de potentielle kandidatlande gennem instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA), der i 2007 erstattede programmerne TPA, Phare og Cards, og der henviser til, at alle kandidatlande og potentielle kandidatlande, undtagen Island, modtager førtiltrædelsesbistand fra EU til reformen af deres retssystemer og bekæmpelsen af korruption;

D.

der henviser til, at det nye førtiltrædelsesinstrument IPA II skal være mere strategisk, effektivt og målrettet end de tidligere instrumenter, så der kan opnås bedre og varige resultater med hensyn til at forberede disse lande på medlemskab, og så der, hvor det er muligt, kan anvendes en sektorspecifik tilgang til at understøtte en samlet reformstrategi i modtagerlandene;

E.

der henviser til, at EU-bistand til retsstatsreformer i Bosnien-Hercegovina og Kosovo ikke er begrænset til IPA-bistand, idet der i Bosnien-Hercegovina blev gennemført en politimission mellem 2003 og 2012, ligesom der siden 2008 er blevet ydet støtte til Kosovo i form af Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (EULEX); og til, at EULEX med over 2 000 ansatte den 1. juli 2013 (hvoraf over 730 er udstationeret fra EU-medlemsstater) og med et årligt budget på 100 mio. EUR (fra juni 2012 til juni 2013) har gjort en stor indsats for at understøtte de retsstatslige institutionerne i Kosovo, bl.a. gennem en reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption;

F.

der henviser til, at regionale projekter til fremme af samarbejdet mellem modtagere i forskellige lande, og horisontale projekter, der er rettet imod flere modtageres fælles behov, har været støtteberettiget i henhold til IPA's flerlandeprogrammer siden 2007;

1.

minder om, at bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet er en af de vigtigste prioriteter for ethvert kandidatland eller potentielt kandidatland, der ønsker at blive medlem af Den Europæiske Union;;

2.

bekræfter betydningen af et uafhængigt retsvæsen, af beskyttelse og fremme af grundlæggende rettigheder og af en effektiv bekæmpelse af korruption for styrkelsen af retsstaten og demokratiet; glæder sig over EU's nye forhandlingstilgang, der placerer disse nøgleområder solidt i centrum for tiltrædelsesprocessen og omfatter indledning af forhandlingerne om kapitel 23 og 24 på et tidligt tidspunkt på grundlag af klare og detaljerede handlingsplaner, der tilskynder til vedtagelse af den nødvendige lovgivning, oprettelsen af de nødvendige institutioner samt en pålidelig resultattavle for gennemførelsen; understreger behovet for, at der for hele processen fastsættes gennemsigtige og retfærdige benchmarks, som kan omsætte kriterierne til konkrete skridt frem mod tiltrædelse;

3.

bemærker, at EU's førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet til reform af retsvæsenet siden 2001 har beløbet sig til 128 938 935 EUR til 30 projekter, hvoraf 66 645 666 EUR var udbetalt pr. 31. december 2012; fremhæver, at der på nuværende tidspunkt er afsluttet ni projekter, mens 11 er i gang og 10 skal påbegyndes (3);

4.

anerkender, at Kommissionen indledte en inddrivelsesprocedure i februar 2012 med hensyn til to gennemførte projekter i Tyrkiet, nemlig bygningen af tre appeldomstole i Ankara, Erzurum og Diyarbakır (4) og støtte til oprettelsen af appeldomstole i Tyrkiet (5); henviser til, at der blev inddrevet 21 767 205,29 EUR i april 2012, og at dette beløb svarer til Kommissionens udbetalinger til begge projekter; henviser til, at Kommissionen beslutning om at inddrive det fulde beløb blev kritiseret af de eksterne evalueringsfirme; opfordrer Kommissionen til inden udgangen af december 2013 at fremlægge detaljerede oplysninger om dette spørgsmål og begrunde valget af fuld tilbagebetaling;

5.

henviser til, at EU's førtiltrædelsesbistand til landene i det vestlige Balkan til reform af retsvæsenet siden 2005 har beløbet sig til 240 064 387,48 EUR til 124 projekter, hvoraf 85 749 243,96 EUR var udbetalt pr. 31. december 2012; understreger, at der på nuværende tidspunkt er afsluttet 53 projekter, mens 47 er i gang og 23 skal påbegyndes (6);

6.

bemærker, at EU's førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet til bekæmpelse af korruption siden 2001 har beløbet sig til 6 160 000 EUR for 5 projekter, hvoraf 1 661 732 EUR var udbetalt pr. 31. december 2012; fremhæver, at der på nuværende tidspunkt er afsluttet et projekt, mens to er i gang og to skal påbegyndes;

7.

bemærker, at EU's førtiltrædelsesbistand til landene i det vestlige Balkan til bekæmpelse af korruption siden 2005 har beløbet sig til 55 160 227,76 EUR for 45 projekter, hvoraf 16 060 007,57 EUR var udbetalt pr. 31. december 2012; fremhæver, at der på nuværende tidspunkt er afsluttet 18 projekter, mens 17 er i gang og 10 skal påbegyndes (7);

8.

understreger Kommissionens nye tilgang til behandling af en reform af retsvæsenet og spørgsmål vedrørende indre anliggender tidligt i tiltrædelsesprocessen; bemærker dog, at det i gennemsnit kun var afsat 3,13 % af den samlede EU-førtiltrædelsesbistand for 2007-2012 til retsvæsenet, og kun 0,52 % til bekæmpelse af korruption; henviser til, at det samlede beløb til samtlige områder, der er omfattet af kapitel 23 og 24 (retsvæsenet og grundlæggende rettigheder og retfærdighed, frihed og sikkerhed) udgør ca. 7,41 % af den samlede førtiltrædelsesbistand; henviser endvidere til, at ca. 16,29 % af bevillingerne til komponent I tilsigter at styrke retsstaten i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande;

9.

anerkender, at kontrakten for projektet under IPA 2007 om støtte til udviklingen af justitsministeriets kapacitet til strategiplanlægning, bistandskoordinering og EU-integration i Bosnien-Hercegovina blev suspenderet; opfordrer Kommissionen til inden udgangen af december 2013 at fremlægge detaljerede oplysninger om suspendering af kontrakten og om status for projektet;

10.

understreger Kommissionens nye tilgang til at behandle en reform af retsvæsenet og spørgsmål vedrørende indre anliggender tidligt i tiltrædelsesprocessen; bemærker dog, at det i gennemsnit kun var afsat 2,87 % af den samlede EU-førtiltrædelsesbistand for perioden 2007-2013, til retsvæsenet, og kun 0,52 % til bekæmpelse af korruption;

11.

bemærker, at omfanget af samfinansiering fra de nationale myndigheders side varierer betydeligt i de forskellige lande, hvor Kroatien og Tyrkiet samfinansierer de fleste projekter, mens Serbien får dækket alle sine projekter fuldt ud gennem førtiltrædelsesbistand; er af den opfattelse, at samfinansierede projekter, navnlig i forbindelse med retsvæsenet og bekæmpelse af korruption, medfører en højere grad af ansvarlighed for modtagerne; opfordrer derfor Kommissionen til under IPA II at øge antallet af projekter, der samfinansieres af nationale myndigheder;

12.

mener, at størrelsen af den del af førtiltrædelsesbistanden, som investeres i reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption, ikke står mål med den prioritering, som Kommissionen har givet disse to områder; opfordrer Kommissionen og modtagerlandene til at afsætte større og tilstrækkelige bevillinger til forhold omkring retsvæsen og korruptionsbekæmpelse i betragtning af betydningen af disse to sektorer, af, hvor alvorlige problemerne er på dette område, og af de positive afsmittende virkninger og synergier, som andre sektorer ville kunne drage fordel af, hvis reformerne af retsvæsenet og bekæmpelsen af korruption blev henholdsvis afsluttet og gennemført; henviser imidlertid ti, at andre faktorer som f.eks. strukturerede dialoger med de enkelte lande, kan have en væsentlig indflydelse på effektiviteten af EU's førtiltrædelsesbistand til reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption; anerkender derfor, at andelen af den samlede finansiering ikke er det eneste kriterium for effektiviteten af EU's indsats for at styrke retsstatsprincippet og bekæmpe korruption;

13.

beklager, at støtte gennem IPA-I forekommer begrænset i forhold til betydningen af disse områder; bemærker imidlertid, at der i visse kandidatlande og potentielle kandidatlande er en begrænset absorptionsevne for Ipa-I støtte på retsstatsområdet; anser det for a være af afgørende betydning, at forvaltningen af førtiltrædelsesbistanden forbedres på disse områder i forbindelse med IPA-II, og understreger, at fremskridtene i retning af opfyldelse af specifikke mål vedrørende et uafhængigt og effektivt retsvæsen, retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption, herunder virkeliggørelsen af dem, bør overvåges og vurderes på grundlag af kvantitative og kvalitative indikatorer; finder det ligeledes vigtigt, at der i forbindelse med Ipa-II indføres et incitament til at opnå resultater, således at resultater i form af betydelige fremskridt i retning af opfyldelsen af de relevante mål, der er fastsat i strategipapirerne, belønnes;

14.

beklager, at Kommissionen ikke har et værktøj, der automatisk kan tilvejebringe informationer om gennemførelsesgraden for EU's førtiltrædelsesprojekter, og understreger, at viden om gennemførelsesgraden er af afgørende betydning for at kunne overvåge en effektiv gennemførelse af projekterne og for at kunne opdage potentielle flaskehalse på et tidligt stadie; opfordrer Kommissionen til hvert halve år at samle data om gennemførelsesgraden for projekter, som EU har afsat førtiltrædelsesbistand til;

15.

henviser til, at der også samarbejdes om reformen af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption på politisk plan gennem landespecifikke strukturerede dialoger om retsstatsprincippet og retsvæsenet med kandidatlandene og de potentielle kandidatlande;

16.

understreger, at effektiviteten af førtiltrædelsesprojekter, der gennemføres i forbindelse med retsvæsenet og bekæmpelse af korruption, primært afhænger af myndighedernes politiske vilje til at vedtage og gennemføre reformerne fuldt ud; beklager dybt, at der i de fleste kandidatlande og potentielle kandidatlande ikke er en tilstrækkelig stærk politisk vilje til at gennemføre effektive reformer som led i bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet eller etablering af et fuldstændig uafhængigt retsvæsen; påpeger, at kandidatlandene og de potentielle kandidatlande modtager førtiltrædelsesbistand fra EU for at bringe deres retssystemer — både lovgivningen og retsplejen — i overensstemmelse med de europæiske normer;

17.

glæder sig over de ændringer, der bringer de retlige og institutionelle rammer mere på linje med EU-retten, samt moderniseringen af den institutionelle opbygning af retsvæsenet; anerkender f.eks. den positive virkning af indførelsen af sagsforvaltningssystemet (Case Management System (CMS)) på domstolenes upartiskhed og effektivitet, selv om forvaltningen og effektiviteten af det sommetider hindres af overambitiøse mål som f.eks. i Kosovo;

18.

opfordrer Kommissionen til at bestræbe sig på en klarere definition på rækkevidden af projekter inden for retsvæsen og korruptionsbekæmpelse, da det vil gøre det muligt at sikre et mere konsekvent tilsyn og en mere konsekvent regnskabsaflæggelse på dette område;

19.

understreger, at Europa-Parlamentet bør inddrages aktivt i kontrollen med tildelingen og anvendelsen af førtiltrædelsesmidler på alle områder, herunder retssystemerne og bekæmpelsen af korruption, i kandidatlande og potentielle kandidatlande; understreger derfor, at Europa-Parlamentet bør holdes underrettet om gennemførelsen af IPA og tildelingen af midler til kandidatlande og potentielle kandidatlande.

20.

erindrer om, at retsstatsprincipperne udgør hjørnestenen for demokratisk regeringsførelse og er en forudsætning for en velfungerende markedsøkonomi og understreger behovet for at vurdere reformer af retsvæsenet i en bredere sammenhæng; understreger, at retsvæsenet skal være fuldstændig uafhængigt, mere forudsigelig, mere effektivt og mere retfærdigt for at sikre, at befolkningen og erhvervslivet har tillid til det; understreger i denne sammenhæng behovet for at indføre tilfældig sagsfordeling mellem alle domstole, at sikre rettidig retsforfølgning sammen med en ensartet retspraksis, at offentliggøre og sikre nem adgang til alle retsafgørelser umiddelbart efter, at de er truffet, samt fordelene, herunder de økonomiske fordele, ved at anvende e-justice; understreger, at det er vigtigt med en tilstrækkelig og løbende uddannelse af dommere, anklagere og dommerfuldmægtige; henviser til, at den nye tilgang bør fokusere på disse spørgsmål inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne;,

21.

finder det afgørende, at den finansielle støtte fra EU knyttes tættere sammen med prioriteringerne for udvidelsespolitikken, navnlig i forbindelse med retsstatsprincippet, med henblik på at forbedre retssystemernes uafhængighed, ansvarlighed, upartiskhed, professionalisme, gennemsigtighed og effektivitet; understreger, at en forudsigelig og tilstrækkelig finansiering er en afgørende forudsætning for varige reformer af retsvæsenet; understreger betydningen af løbende efteruddannelse for dommere, anklagere og dommerfuldmægtige; opfordrer til, at der ydes yderligere finansiel støtte til relevante aktører fra civilsamfundet, og til større inddragelse af disse med henblik på at øge gennemsigtigheden i retsvæsenet og forbedre dets langsigtede kapacitet såvel som til dem, der fungerer som »vagthunde« eller »whistleblowers« i forbindelse med misbrug af midler;

22.

beklager, at virkningen og bæredygtigheden af EU's finansielle bistand primært hindres af manglen på forudsigelige retssystemer og forudsigelig og tilstrækkelig national finansiering;

23.

bemærker, at den nye tilgang vil fokusere på disse spørgsmål inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne;

24.

henviser til, at korruption er en stor udfordring for størstedelen af kandidatlandene og de potentielle kandidatlande; er bekymret over, at det i statusrapporterne for flere lande i det vestlige Balkan påpeges, at forbindelser mellem kriminelle, den organiserede kriminalitet og politiske eliter, der blev etableret under konflikterne i regionen, fortsat eksisterer i samfundet i dag; er dybt bekymret over fænomenet politisk korruption (state capture), der forekommer i nogle af disse lande;

25.

henviser til, at en effektiv gennemførelse og konkrete resultater af korruptionsbekæmpelsen, navnlig i tilfælde af korruption på højt politisk niveau og i retsvæsenet, stadig udgør en stor udfordring, og at der er nødvendigt med konkrete resultater med hensyn til retsforfølgning og domfældelse for at der kan konstateres fremskridt; glæder sig over, at den nye tilgang vil fokusere på disse spørgsmål inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne;, understreger behovet for bedre planlægning og finansiering af aktiviteter til bekæmpelse af korruption på grundlag af et samarbejde med et bredt udsnit af interesserede parter; opfordrer Kommissionen til at udvikle et mere langsigtet og bredere funderet strategisk perspektiv med hensyn til EU-finansiering af civilsamfundsorganisationer, der arbejder med åbenhed og korruptionsbekæmpelse både på nationalt og europæisk plan; bemærker, at formålet med den nye tilgang er at fokusere på disse spørgsmål inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne;

26.

ønsker at se en resultatliste over upartiske og vellykkede retsforfølgninger og domsafsigelser inden for korruptionsbekæmpelse, herunder i højtprofilerede sager, for at øge borgernes tillid til retsstaten og de offentlige institutioner; opfordrer de relevante myndigheder til at forbedre det interinstitutionelle samarbejde, navnlig med retshåndhævende myndigheder, bevidstgøre borgerne og udvikle kapacitet til at planlægge, håndhæve og kontrollere overholdelsen af antikorruptionsbestemmelser og aktiviteter til bekæmpelse af korruption samt til at indgå i et tæt samarbejde med Sammenslutningen af Stater mod Korruption (Greco) og med uafhængige statslige organer såsom antikorruptionsagenturer; slår til lyd for, at der gennemføres strategier til forebyggelse og bekæmpelse af korruption nationalt og internationalt;

27.

mener, at presse- og mediefriheden samt den digitale frihed er af afgørende betydning for kontrollen med statsmagten og et vigtigt element i bekæmpelsen af korruption, idet de skaber en platform for udøvelse af ytringsfriheden og giver borgerne adgang til information; opfordrer derfor til, at der i programmerne under IPA, der er målrettet regeringer, borgere samt presse og medier, aktivt tilstræbes sikring af disse friheder;

28.

er bekymret over, at EU's førtiltrædelsesbistand ikke altid anvendes konsekvent på grund af en manglende regional tilgang og strategi; understreger f.eks., at EU's førtiltrædelsesbistand finansierede et antikorruptionsagentur med efterforskningsbeføjelser i Kroatien, mens EU ydede bistand til et antikorruptionsagentur uden efterforskningsbeføjelser i Kosovo, hvilket har rejst tvivl om det pågældende agenturs effektivitet; opfordrer Kommissionen til at fastlægge en klar regional strategi for at undgå finansiering af modstridende modeller i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande;

29.

bemærker, at førtiltrædelsesprojekter i gennemsnit har en tidshorisont på mellem 1 og 3,5 år; erkender på grundlag af de eksterne tematiske evalueringer, at sådanne frister er problematiske, for ikke at sige overambitiøse, i betragtning af, at de fleste projekters er meget vidtrækkende og består af mange og ofte komplicerede komponenter; anbefaler, at Kommissionen i betragtning af kompleksiteten af reformerne inden for retsvæsenet og til korruptionsbekæmpelse og den tid, der anvendes blot til aktiviteter forud for programgennemførelsen, foretager det fornødne inden for rammerne af IPA II-programmering og –projekter for at fastsætte længere tidsplaner (5-7 år med forud fastlagte regelmæssige revisioner, hvilket vil give mulighed for mere fleksible tilpasninger, bl.a. af bevillingsrammen;

30.

er bekymret over de kroniske forsinkelser i gennemførelsen af projekter og, i sidste ende, effektiviteten af dem; bemærker for eksempel, at projekter i Tyrkiet i gennemsnit forsinkes med et år, inden kontrakterne gennemføres, på grund af flaskehalse i forbindelse med udbud og indgåelse af kontrakter, og at kontrakter i Kroatien under Phare-programmerne blev indgået i gennemsnit mere end et år senere end planlagt, og blot et par dage før udløbet af tidsfristen for kontraktindgåelse i henhold til finansieringsaftalen;

31.

er derudover bekymret over, at reglerne for førtiltrædelsesbistand er så komplicerede og ufleksible, når der skal inkluderes nye aktiviteter i et projekt, at de i sidste ende indebærer et uhensigtsmæssigt incitament til at gentage en aktivitet eller acceptere en dårlig projektudformning; er ikke desto mindre af den opfattelse, at der endnu ikke er etableret en fornuftig balance mellem fleksibilitet for at fremme effektiviteten af projekter og behovet for at undgå uregelmæssigheder og sikre det størst mulige afkast, og opfordrer Kommissionen til at udvirke en sådan balance i forbindelse med IPA II;

32.

er af den opfattelse, at der altid skal gennemføres en pilotfase i forbindelse med omfattende projekter inden den fulde iværksættelse for at identificere og afhjælpe eventuelle mangler, begrænse unødige forsinkelser og vanskeligheder og beregne de forventede resultater;

33.

bemærker, at en mere overordnet sektorspecifik tilgang til reform af retsvæsenet og korruptionsbekæmpelse vil medføre positive ændringer, såsom en mere fokuseret nationale reformindsats, bedre samordning mellem donorerne og en bedre gensidig påvirkning mellem de enkelte projekter; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der anvendes sektorspecifikke tilgange i overensstemmelse med retningslinjerne om sektorspecifik tilgang i forbindelse med førtiltrædelsesbistand, og at modtagerlandenes kapacitet til at udarbejde og gennemføre virkelige sektorspecifikke strategier øges; opfordrer Kommissionen til fortsat at tilbyde vejledning om gennemførelsen af den sektorspecifikke tilgang under IPA II's planlægnings- og programmeringsfaser; vurderer, at hverken den institutionelle ramme eller budgetprocedurerne i de fleste modtagerlande befinder sig på et niveau, der er egnet til sektorspecifik budgetstøtte, og opfordrer Kommissionen til at fremme de nødvendige institutionelle og proceduremæssige forbedringer i disse lande;

34.

understreger, at samarbejde og koordinering med andre donorer og internationale finansielle institutioner er af afgørende betydning for at undgå overlapning, sikre bistandens effektivitet og fremme kapacitetsopbygning i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande; beklager, at reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption ikke hører under anvendelsesområdet for investeringsrammen for Vestbalkan, der er et fælles initiativ, som EU, internationale finansielle institutioner, bilaterale donorer og regeringer i Vestbalkan har taget for at fremme sammenhængen i donorernes støtte; opfordrer Kommissionen og dens partnere til at etablere en mekanisme, der svarer til mekanismen i investeringsrammen for Vestbalkan, for at fremme samarbejde og koordinering i reformen af retsvæsenet og bekæmpelsen af korruption og sikre, at Parlamentet løbende holdes orienteret om fremskridt på dette område

35.

anerkender, at Den Europæiske Revisionsret efter dens revision af førtiltrædelsesprojekter i perioden 2001-2005 fremførte, at projekternes bæredygtighed kunne forbedres, hvis: i) modtagerne i højere grad blev involveret; ii) ingen projekter blev iværksat uden en vedligeholdelsesplan; iii) Kommissionen overvågede fordelingen tættere og evaluerede anvendelsen af EU-finansieret udstyr og infrastruktur; og iv) ydelsen af teknisk bistand i tilstrækkeligt omfang aktivt tilskyndede til institutionelle ændringer; understreger, at der trods forbedringer under IPA-programmet stadig er nogle svagheder, bl.a. i forbindelse med inddragelse af interessenter og vedligeholdelse, og bemærker for eksempel, at modtagerne i Tyrkiet stort set ikke var involveret i de sidste 12 måneder af 2011-programmeringsprocessen;

36.

bemærker, at førtiltrædelsesprojekter er baseret på projektdokumenter med en beskrivelse af deres overordnede og specifikke mål, forudsete aktiviteter, der skal gennemføres, tidsplan, omkostninger og planer for gennemførelse og indikatorer til måling af projekternes succes;

37.

påpeger, at artikel 30 i de finansielle bestemmelser om Unionens almindelige budget (forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 — finansforordning) indeholder krav om, at der skal opstilles SMART-mål for alle politiske foranstaltninger, der finansieres over budgettet, som skal være indeholdt i de årlige aktivitetsrapporter som led i de aktivitetsbaserede budget- og ledelsesprocesser;

38.

bemærker, at projektdokumenterne er blevet bedre med tiden gennem medtagelsen af flere og bedre udformede SMART-mål samt specifikke indikatorer for et projekts forskellige komponenter; er dog bekymret over, at nogle projekter ifølge en ekstern evaluering manglede fokus på grund af uhensigtsmæssige indikatorer, idet SMART-indikatorer ikke altid er egnede til retsvæsenet; understreger behovet for at udarbejde kvalitative indikatorer, der kan måle projekternes virkning på lang sigt; opfordrer Kommissionen til fortsat at udstede retningslinjer for anvendelse af resultatindikatorer til programmerings-, overvågnings- og evalueringsformål i den finansielle ramme 2014-2020 i relation til IPA II; mener, at der bør fastsættes og anvendes specifikke indikatorer for retfærdighed, frihed og sikkerhed i tråd med den mere strategiske tilgang under IPA II;

39.

er af den opfattelse, at uddannelse af høj kvalitet er et afgørende element i en reform af retsvæsenet, og glæder sig over, at over 30 % af TAIEX-aktiviteterne er afsat til retfærdighed, frihed og sikkerhed, men sætter spørgsmålstegn ved relevansen af de objektive indikatorer, der er defineret i projektdokumenter, og som anvendes til at måle merværdien af uddannelsesaktiviteter; påpeger, at indikatorer, såsom »kvaliteten og omfanget af uddannelsesaktiviteter, der udføres af undervisere«, eller »uddannede retsrådgiveres tilfredshed med uddannelsen« primært fokuserer på ydelsen og overser resultaterne; påpeger som eksempel, at den omstændighed, at svarerne i et spørgeskema angiver, at uddannelse vil påvirke deres arbejde, ikke i sig selv er en indikator for, hvor stor virkning uddannelsen har; opfordrer derfor Kommissionen til yderligere at finjustere sine uddannelsesrelaterede indikatorer og til at iværksætte en grundig konsekvensanalyse af de uddannelsesaktiviteter, der gennemføres i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande;

40.

beklager, at de relevante udgangsdata, der tjener som grundlag for at måle forbedringer, ofte mangler, hvilket gør det umuligt at måle de ændringer, som skyldes førtiltrædelsesprojekter;

41.

henviser til, at støtte til lovgivningsmæssige reformer er én de mest almindelige former for tiltrædelsesprojekter; henviser endvidere til, at de institutionelle rammer nu er på linje med de europæiske standarder, men er bekymret over bæredygtigheden af disse ændringer i lovgivning og rammelovgivning i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande som følge af, at der mangler en overordnet strategi som påpeget af eksterne vurderingseksperter; bemærker navnlig, at der ofte mangler vedtægter og supplerende forskrifter, at ændringer i roller og ansvarsområder ikke er udspecificeret, og at de ansatte ikke er tilstrækkeligt uddannet og derfor ikke kan anvende den nye lovgivning efter hensigten; fastholder, at der skal ydes langsigtet og omfattende støtte til reformen af retsvæsenet og bekæmpelsen af korruption med evalueringskriterier, som dækker hele processen lige fra udarbejdelse af ny lovgivning, rammelovgivning, vedtægter og forskrifter til den faktiske retsforfølgelse i sager på højt plan;

42.

bemærker, at resultatet og bæredygtigheden af flerlandeprogrammer endnu ikke er evalueret; opfordrer Den Europæiske Revisionsret til at medtage disse projekter i en fremtidig særberetning om førtiltrædelsesbistand i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande;

43.

anerkender, at Kommissionen vurderer virkningen og bæredygtigheden af førtiltrædelsesprogrammer gennem rapporter om resultatorienteret overvågning (ROM), men beklager, at disse rapporter ikke er offentligt tilgængelige; mener, at Kommissionens statusrapporter bør afspejle ROM-rapporternes resultater og indeholde en vurdering af programmerne og deres virkning efter gennemførelse; opfordrer derfor Kommissionen til at indføre et kapitel om medtagelse af ROM-konklusioner i alle statusrapporter;

44.

påpeger, at antallet af ROM (resultatorienterede overvågnings)-rapporter er ujævnt fordelt mellem landene, der spænder fra 31 for Albanien til ingen for Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Montenegro og Serbien; påpeger endvidere, at lande, der anvender det decentraliserede implementeringssystem (DIS), ikke er forpligtet til at foretage ekstern ROM, og at der derfor kun gennemføres en begrænset uafhængig overvågning af resultater i Kroatien; opfordrer Kommissionen til at sikre en regelmæssig og grundig uafhængig ekstern overvågning af programmer, der finansieres med EU-førtiltrædelsesstøtte, i alle kandidatlande og de potentielle kandidatlande;

45.

er bekymret over, at ROM-rapporter anses for at være strukturelt tilbøjelige til at afgive positive bedømmelser, og at de er uegnede til længerevarende overvågning af resultater; understreger, at overvågningen skal følge resultaterne for en hel sektor og ikke blot resultaterne af et enkelt projekt; opfordrer Kommissionen til at udvikle en omfattende handlingsplan for overvågning, som omfatter andre værktøjer end ROM-rapporter, som f.eks. rammer for vurdering af resultaterne i en given sektor med SMART-indikatorer, for at muliggøre en samlet vurdering af projektresultaterne i en given periode; ønsker at blive holdt orienteret om de fremskridt, der er opnået inden udgangen af 2014;

46.

minder om sin opfordring til Kommissionen om at vurdere virkninger og resultater af tildeling af EU-bistand til reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande (1); glæder sig over offentliggørelsen i 2012/2013 af Kommissionens evaluering af retsvæsenet og de grundlæggende rettigheder i Tyrkiet og en evaluering af retsstatsprincippet, reform af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet i landene i det vestlige Balkan; beklager ikke desto mindre, at evalueringen af Tyrkiet ikke omfattede en gennemgang af projekterne vedrørende korruptionsbekæmpelse;

47.

er bekendt med, at Den Europæiske Revisionsret er i færd med at udarbejde en særberetning om EU's førtiltrædelsesbistand i Serbien; henstiller indtrængende til at medtage projekter, der er gennemført i forbindelse med reform af retsvæsenet og korruptionsbekæmpelse i forvaltningsrevisionen;

48.

er af den opfattelse, at der bør etableres en database med offentlig adgang omfattende alle de projekter, der finansieres under programmerne for førtiltrædelsesbistand; opfordrer derfor Kommissionen til at udvikle foranstaltninger med henblik på at øge gennemsigtigheden af juridiske ordninger og etablere et system, hvorved alle modtagere af EU-midler offentliggøres på det samme websted, uanset hvem der forvalter midlerne, baseret på standardkategorier af oplysninger, som skal fremlægges af alle medlemsstater på mindst ét af EU's arbejdssprog;

49.

henviser til Kommissionens tilsagn om at løse dette problem inden udgangen af 2015 gennem offentliggørelse af oplysninger om IPA-bistand i tråd med det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden, som har fastsat en fælles standard for elektronisk offentliggørelse af rettidige, omfattende og fremadrettede oplysninger om de midler, der er ydet gennem udviklingssamarbejdet; understreger, at et sådant initiativ kun vil være hensigtsmæssigt, hvis oplysningerne ajourføres regelmæssigt; pålægger derfor Kommissionen at ajourføre databasen hver måned som planlagt;

50.

glæder sig over de forbedringer, der er opnået med EU-bistanden, både inden for de retlige og institutionelle rammer og infrastrukturen for retsvæsenet i Albanien; er imidlertid bekymret over den mangelfulde indberetning af resultater om den reelle anvendelse, gennemførelse og konkrete virkning af alle disse ændringer;

51.

anerkender resultaterne med hensyn til vedtagelse af strategidokumenter om korruptionsbekæmpelse; er imidlertid alvorligt bekymret over den begrænsede effektivitet af foranstaltninger, der er truffet på dette område; understreger, at Albanien i 2012 rangerede som Europas mest korrupte land; opfordrer Kommissionen og de albanske myndigheder til hurtigst muligt igen at se på gennemførelsen af strategien og handlingsplanerne for korruptionsbekæmpelse i Albanien;

52.

beklager dybt den manglende anvendelse af nogle af retsvæsenets udvidede kapaciteter i Bosnien-Hercegovina; er bekymret over, at Revisionsretten i revisionen fra 2009 konstaterede manglende finansiering af operationer og manglende vedligeholdelse af den etablerede infrastruktur, hvorved der er risiko for, at forbedringerne ikke vil være bæredygtige;

53.

er alvorligt bekymret over de begrænsede resultater i Bosnien-Hercegovinas antikorruptionsagentur og den manglende indberetning af de specifikke resultater af EU-bistanden til korruptionsbekæmpelse;

54.

bemærker de fremskridt, som Kroatien har opnået på nogle områder af reformen af retsvæsenet og gennemførelsen heraf, og at bæredygtigheden heraf blev sikret med opfølgende projekter;

55.

henviser til en vis positiv udvikling inden for korruptionsbekæmpelse ifølge de årlige statusrapporter for Kroatien; er imidlertid bekymret over risikoen for, at foranstaltninger, der er vedtaget inden landets tiltrædelse af EU, ikke er irreversible og bæredygtige; påpeger f.eks., at det er uklart, hvilken institution der skal stå i spidsen for tilsynet med samtlige reformer til bekæmpelse af korruption, at medlemmerne af kommissionen for interessekonflikter først blev udpeget i starten af februar 2013, hvorved der er rejst tvivl om kommissionens funktion og resultater, og at der fortsat og i stigende grad foretages politisk motiverede udnævnelser i ministerier og virksomhedsbestyrelser;

56.

bemærker, at den manglende kontrol, som Kosovos myndigheder med hjemsted i Pristina har over den nordlige del af området, er årsagen til, at IPA-projekter, f.eks. projektet om reform af uddannelsen inden for retsvæsenet (Legal Education System Reform), der skulle dække hele Kosovo, generelt ingen virkning har haft i den nordlige del af området;

57.

er alvorligt bekymret over, at Revisionsretten ikke mener, at EU's bistand til Kosovo på retsstatsområdet er tilstrækkelig effektiv; anerkender, at specifikke omstændigheder i Kosovo, som f.eks. det lave udgangspunkt for gennemførelse af retsstatsprincippet og den utilstrækkelige prioritet, som myndighederne i Kosovo tillægger dette område, til en vis grad kan forklare den begrænsede effektivitet af EU's indsats; understreger ikke desto mindre, at der er områder, hvorpå Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør kunne forvente fremskridt

58.

er navnlig bekymret over manglende håndgribelige fremskridt inden for korruptionsbekæmpelse i Kosovo; mener, at korruption er en stor udfordring og en alvorlig hindring for, at offentlige institutioner kan fungere;

59.

glæder sig over de fremskridt, der er opnået i forbindelse med de lovgivningsmæssige rammer for reformen af retsvæsenet, og de positive ændringer med hensyn til effektivitet og upartiskhed som følge af etableringen af et automatisk informationssystem for sagsforvaltning; anerkender FYROM's aktive tilgang til reformer af retsvæsenet og dets rolle som foregangsland på dette område;

60.

er bekymret over, at der ikke findes nogen indberetninger om effektiviteten af IPA-projekter om korruptionsbekæmpelse i Makedonien;

61.

glæder sig over forbedringen af det regionale politisamarbejde og retligt samarbejde, styrkelsen af det nødvendige retsgrundlag for at sikre retsvæsenets uafhængighed og forbedring af retsvæsenets effektivitet i Montenegro; er bekymret over den mangelfulde koordinering blandt donorerne og projekternes begrænsede bæredygtighed;

62.

bemærker, at korruption er et alvorligt problem i Montenegro; anerkender Montenegros indsats for at bekæmpe korruption og glæder sig navnlig over styrkelsen af Direktorat for Korruptionsbekæmpelsesinitiativet som følge af EU's bistand;

63.

er bekymret over, at retsvæsenets uafhængighed fortsat vil være et alvorligt problem i Serbien, navnlig på grund af utilbørlig politisk indgriben; beklager derudover, at den nye lovgivning hverken er konsekvent eller behørigt håndhævet, hvilket truer effektiviteten af den;

64.

glæder sig over den positive vurdering af projektet »Støtte til oprettelse af antikorruptionsagenturet« og navnlig, at projektet bør have en væsentlig effekt på alle målgrupper og samfundet generelt; fastholder imidlertid behovet for konstant overvågning for at sikre, at en eventuel politisk udvikling ikke vil hindre projektets gennemførelse;

65.

anerkender, at projekter, der er gennemført på retsstatsområdet, viser rimelige tegn på bæredygtighed, og glæder sig over de tyrkiske myndigheders politiske vilje til at videreføre den reformproces, der er indledt, hvilket fremgår af en øgede bevillinger til uddannelse af de forskellige personalegrupper inden for retsvæsenet; bemærker ikke desto mindre en række svagheder i udformningen af projekter, f.eks. manglende referencedata og SMART-indikatorer, som der skal rettes op på, for at der kan foretages en behørig vurdering af virkningen af førtiltrædelsesprojekter;

66.

henviser til, at EU's finansielle bistand til korruptionsbekæmpelse startede for relativt nylig med de etiske retningslinjer for korruptionsbekæmpelse i Tyrkiet i 2006; anerkender, at der ifølge Kommissionen ikke kunne udbetales EU-midler, inden der blev oprettet et uafhængigt landsdækkende organ til korruptionsbekæmpelse og vedtaget en national strategi for korruptionsbekæmpelse; henviser til, at førnævnte projekt vurderes som relativt tilfredsstillende, men at det ikke inkluderede SMART-indikatorer;

67.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Revisionsret, OLAF-Overvågningsudvalget og OLAF.

10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/55

—

der henviser til Luxembourgerklæringen om patientsikkerhed af 5. april 2005,

—

der henviser til rapporten fra det andet møde i det uformelle netværk om bekæmpelse af infektioner i sundhedsvæsenet (juni 2008),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. december 2008 om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (COM(2008)0837),

—

der henviser til Kommissionens konsekvensanalyse (december 2008),

—

der henviser til sin beslutning af 23. april 2009 om forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (1),

—

der henviser til Rådets henstilling af 9. juni 2009 om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet,

—

der henviser til den særlige Eurobarometerundersøgelse (nr. 327) »Patient safety and quality of healthcare«, der blev offentliggjort i april 2010,

—

der henviser til Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) rapport »Core components for infection prevention and control programmes«,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser,

—

der henviser til rapport fra Kommissionen til Rådet af 13. november 2012 på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet,

—

der henviser til de årlige epidemiologiske rapporter for 2008 og 2012 fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC),

—

der henviser til ECDC's tekniske rapport »Core competencies for infection control and hospital hygiene professionals in the European Union«, der blev offentliggjort den 26. marts 2013,

—

der henviser til internt arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 18. november 2009 om antimikrobiel resistens (SANCO/6876/2009r6),

—

der henviser til den fælles tekniske rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der blev offentliggjort den 17. september 2009, »The bacterial challenge: time to react — A call to narrow the gap between multidrug-resistant bacteria in the EU and the development of new antibacterial agents«,

—

der henviser til den særlige Eurobarometerundersøgelse (nr. 338) »Antimicrobial resistance«, der blev offentliggjort i april 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om antibiotikaresistens (2),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 27. oktober 2011 om initiativet til fælles programlægning af forskningsindsatsen vedrørende: »Den mikrobielle udfordring — en ny trussel for folkesundheden« (C(2011)7660),

—

der henviser til sin beslutning af 27. oktober 2011 om en trussel mod folkesundheden: antimikrobiel resistens (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2011 om en handlingsplan for den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (COM(2011)0748),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2012 om "følgerne af antimikrobiel resistens for menneskers og dyrs sundhed i et »one health«-perspektiv,

—

der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om den mikrobielle udfordring — den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0320/2013),

A.

der henviser til, at patientsikkerhed (5) og -velfærd har afgørende betydning for sundhedsydelsernes generelle kvalitet, og at indsatsen for at øge patientsikkerheden er afhængig af, at der gennemføres effektive og langsigtede politikker og programmer i hele Europa;

B.

der henviser til, at sundhedsydelser af høj kvalitet udgør hjørnestenen i ethvert kvalitetssundhedssystem, og til, at adgangen til sundhedsydelser af høj kvalitet anerkendes som en grundlæggende rettighed af Den Europæiske Union, dens institutioner og EU's borgere;

C.

der henviser til, at det i artikel 168 i TEUF fastsættes, at Unionens indsats, der skal være et supplement til de nationale politikker, skal være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme og menneskers sundhed samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed;

D.

der henviser til, at EU's indsats på patientsikkerhedsområdet således består i at hjælpe medlemsstaterne med at koordinere deres indsats på dette område og støtte deres indsats inden for områder, hvor handling på EU-niveau kan tilføre en merværdi;

E.

der henviser til, at det er afgørende at bevare borgernes tillid til EU's sundhedssystemer;

F.

der henviser til mængden af data om prævalensen og hyppigheden af utilsigtede hændelser (6) inden for sundhedssystemerne i EU's medlemsstater på nuværende tidspunkt er begrænset, men støt stigende;

G.

der henviser til, at spørgsmålet om patientsikkerhed i stigende grad giver anledning til bekymring i sundhedssystemerne verden over, herunder i Europa;

H.

der henviser til, at resultaterne af den særlige Eurobarometerundersøgelse »Patient safety and quality of healthcare« både tyder på, at den europæiske offentlighed er meget bevidst om emnet, og på, at der i høj grad mangler oplysninger om patientsikkerhed;

I.

der henviser til, at utilsigtede hændelser i forbindelse med behandlinger for patienten eller dennes foster eller kommende børn er: infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (7), hændelser i forbindelse med medicin eller medicinsk udstyr og komplikationer under eller efter et kirurgisk indgreb;

J.

der henviser til, at selv om nogle utilsigtede hændelser følger af de iboende risici ved operationer eller lægemidler, som sundhedspersonalet anser for nødvendige, skyldes andre lægelige fejl, mangler eller svigt i sundhedsvæsenets »forsyningskæde«, som kunne undgås;

K.

der henviser til, at det skønnes, at 8-12 % af de patienter, der indlægges på hospitaler, i EU bliver ofre for utilsigtede hændelser i forbindelse med den behandling, de modtager, f.eks. infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, fejl i forbindelse med behandling eller operationer, problemer i forbindelse med manglende eller utilstrækkelig desinficering af medicinsk udstyr, diagnosefejl eller manglende handling, efter at der er foretaget undersøgelser;

L.

der henviser til, at de demografiske forandringer medfører en voksende andel af ældre patienter, der i mange tilfælde får ordineret flere forskellige lægemidler, men ofte ikke magter at overholde den korrekte indtagelse af disse;

M.

der henviser til, at ældre patienter, patienter med svækket immunforsvar, og dem der lider af kroniske sygdomme, især degenerative sygdomme, er særligt sårbare over for utilsigtede hændelser i forbindelse med behandlinger, som f.eks.: diagnosticeringsfejl, manglende opfølgning på undersøgelsesresultater, ordinering, udlevering eller administration af forkert medicin (f.eks. off label) eller af en forkert dosis medicin eller to typer medicin, der ikke bør kombineres, manglende eller utilstrækkelig desinficering af medicinsk udstyr og infektioner i operationssår;

N.

der henviser til, at det i internationale undersøgelser vurderes, at 13-16 % af hospitalsudgifterne (én ud af syv euro) kan tilskrives utilsigtede hændelser i forbindelse med behandlinger;

O.

der imidlertid henviser til, at det vurderes, at 30-40 % af de utilsigtede hændelser, både på hospitalerne og uden for hospitalerne (ambulante behandlinger), synes at være forårsaget af systemiske faktorer og dermed ikke kan undgås;

P.

der henviser til, at manglen på økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer i særlig grad er forbundet med en øget risiko for utilsigtede hændelser i forbindelse med behandlinger;

Q.

der henviser til, at den økonomiske krise har forsinket gennemførelsen af de foranstaltninger, medlemsstaterne traf afgørelse om i 2009, som følge af ændrede prioriteter inden for folkesundhedsområdet;

R.

der henviser til, at alle fysiske eller juridiske personer har ret til i god tro og uden risiko for repressalier at offentliggøre eller udbrede oplysninger om kendsgerninger, data eller handlinger, såfremt manglende kendskab til disse kendsgerninger, data eller handlinger synes at udgøre en trussel mod folkesundheden;

S.

der henviser til, at patientsikkerhed prioriteres højt på den politiske dagsorden; der henviser til, at medlemsstaterne i 2005 oprettede en mekanisme til drøftelser af patientsikkerhedsspørgsmål og andet arbejde inden for dette område; der henviser til, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, gennem hvilken Kommissionen agter at fremme medlemsstaternes arbejde og aktiviteter, hvis aktive medlemmer er WHO (navnlig gennem World Alliance for Patient Safety), Europarådet, OECD samt europæiske sammenslutninger af patienter, læger, sygeplejersker, apotekere, tandlæger og hospitaler;

T.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet er blandt de hyppigste — og mest alvorlige — årsager til utilsigtede skader hos patienterne;

U.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, som i gennemsnit rammer 5 % af de indlagte patienter, udgør et stort folkesundhedsproblem i medlemsstaterne og lægger en tung økonomisk byrde på de begrænsede sundhedsbudgetter;

V.

der henviser til, at det antal patienter, der årligt fik mindst én infektion erhvervet i forbindelse med behandling under et ophold på et hospital i EU med akutbehandling, for perioden 2011-2012 blev anslået til 3,2 millioner (8);

W.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, som har store konsekvenser i form af sygelighed, dødelighed (idet 37 000 mennesker i EU dør som en direkte følge af sådanne infektioner) og udgifter (anslået til over 5,5 mia. EUR om året for hele Unionen) udgør et væsentligt folkesundhedsproblem i medlemsstaterne;

X.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet kan opstå som følge af ophold i ethvert miljø, hvor der udføres sundhedspleje, herunder grundlæggende pleje, pleje i nærområdet, social omsorg, privat pleje, intensivpleje og langtidspleje, i forbindelse med ydelse af enhver form for sundhedspleje eller i hjemmet (især som følge af fejldosering, fejl i pakningen af lægemidler, smitte fra medicinske instrumenter eller medicinsk udstyr eller kontakt med patienter og sundhedspersonale);

Y.

der henviser til, at en infektion erhvervet i sundhedsvæsenet i forbindelse med en hospitalsindlæggelse måske først viser sig, efter at patienten er udskrevet;

Z.

der henviser til, at den gennemsnitlige varighed af hospitalsindlæggelser i medlemsstaterne er faldende;

AA.

der henviser til, at ECDC har til opgave med hjælp fra internationale eksperter at udarbejde videnskabelige anbefalinger om evidensbaserede foranstaltninger til effektiv forebyggelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

AB.

der henviser til, at patienter med kroniske eller degenerative sygdomme ofte modtager hjemmepleje i stedet for at blive indlagt på hospitalet;

AC.

der henviser til, at visse patienter med kroniske eller degenerative sygdomme ofte har brug for permanent og løbende behandling, som navnlig meget ofte kræver anvendelse af medicinsk udstyr (pacemakere, respiratorer, katetre, urinkatetre osv.);

AD.

der henviser til, at anvendelsen af sådant medicinsk udstyr indebærer infektionsrisici;

AE.

der henviser til, at patogener, især dem der er modstandsdygtige over for antimikrobielle stoffer, også kan spredes som følge af manglende overholdelse af de grundlæggende hygiejnemæssige forholdsregler, for eksempel i sundhedsinstitutioner og i hjemmet;

AF.

der henviser til, at enkle og omkostningseffektive foranstaltninger til forebyggelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, herunder iværksættelse af sundhedsundervisningstiltag (navnlig fremme af hygiejne på hospitaler), allerede er truffet eller på nuværende tidspunkt afprøves på forsøgsniveau med lovende resultater, og at mulige omkostningseffektive alternativer til bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet med fordel kan undersøges;

AG.

der henviser til, at eftersom de mikroorganismer, der forårsager infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, er i stand til at opholde sig i et menneske i lang tid, kan patienter sprede dem under deres indlæggelse, men også efterfølgende, og til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet således kan ramme alle behandlingssteder, faciliteter til mellemlange og lange ophold og sågar patientens hjem;

AH.

der henviser til, at kun 13 medlemsstater har indført national overvågning af Clostridium difficile-infektioner (9), og at praktiserende læger kun deltager i dataindsamlingen i tre af disse overvågningssystemer — en situation, som bør forbedres;

AI.

der endvidere henviser til, at borgernes stigende mobilitet inden for og mellem de nationale sundhedssystemer i EU, sundhedsydelsernes stadigt mere grænseoverskridende karakter i Europa såvel som muligheden for at nyde godt af lægebehandling uden for ens opholdsland fremmer den hurtige spredning af resistente mikroorganismer fra én medlemsstat til en anden;

AJ.

der henviser til, at spørgsmålet om antimikrobiel resistens er en alvorlig, og i nogle lande voksende, trussel mod patientsikkerheden, som kan komplicere helbredelsen og behandlingen af infektioner og øger de nationale sundhedsudgifter;

AK.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet ofte er vanskelige at behandle, eftersom de mikroorganismer, der forårsager dem, ofte er resistente over for antimikrobielle stoffer;

AL.

der henviser til, at bakterier med antibiotikaresistens alene i EU, Island og Norge forårsager omkring 400 000 infektioner og 25 000 dødsfald om året og endvidere medfører ekstra sundhedsudgifter og produktivitetstab til en samlet værdi af mindst 1,5 mia. EUR;

AM.

der henviser til, at antibiotikaresistens fortsat er stigende i Europa og, for visse bakteriers vedkommende, kan være op til 25 % eller endda mere i flere medlemsstater;

AN.

der henviser til, at antibiotikaresistensmarkørerne for de bakterier, der er involveret i infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, ifølge de senest tilgængelige oplysninger viser en global tendens til, at fænomenet med multiresistente bakterier er stigende, og navnlig stigende procentdele af Enterobacteriaceae, der er resistente over for tredjegenerationscephalosporiner, og af meticillinresistente Staphylococcus aureus;

AO.

der henviser til, at udviklingen af nye antimikrobielle stoffer er for nedadgående;

AP.

der henviser til, at udviklingen af resistens over for antimikrobielle stoffer er en naturlig og uundgåelig konsekvens af anvendelsen heraf, men at den kan begrænses, hvis de anvendes forsigtigt og rationelt;

AQ.

der henviser til, at udviklingen af resistens over for antimikrobielle stoffer navnlig kan fremskyndes gennem systematisk og overdreven anvendelse af sådanne produkter i humanmedicin, hvilket — kombineret med utilstrækkelig hygiejne og kontrol med infektioner — kan gå ud over virkningen af det allerede begrænsede antal tilgængelige antimikrobielle stoffer;

AR.

der henviser til, at det — i betragtning af den manglende udvikling af nye antibiotika/antimikrobielle stoffer — er afgørende, at de eksisterende antimikrobielle stoffer udnyttes effektivt så længe som muligt;

AS.

der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne — i betragtning af den manglende udvikling af nye antibakterielle lægemidler — bør arbejde sammen om at støtte udviklingen og tilgængeligheden af sådanne lægemidler ved at gøre brug af ECDC og Det Europæiske Lægemiddelagenturs ekspertise;

AT.

der henviser til, at landbrugspolitikkerne fremmer forekomsten af antibiotikaresistens, både gennem fødevarekæden og gennem dyreekskrementer i vandets kredsløb;

AU.

der henviser til, at der er et større forbrug af antibiotika blandt de mennesker, der objektivt set er dårligst oplyst, og at større objektiv viden om antibiotika er forbundet med en mere ansvarlig adfærd, hvad angår anvendelsen heraf;

AV.

der henviser til, at visse medlemsstater ikke har stærke lovgivningsmæssige og retlige rammer, som støtter eller pålægger en forpligtelse til rationel brug af medicin, og til, at der er store forskelle i Europa, når det gælder brugen af antibiotika i forbindelse med såvel lokale behandlinger som hospitalsbehandlinger;

AW.

der henviser til, at der er behov for at uddanne og skabe større bevidsthed blandt dem, der er involveret i brugen af antimikrobielle stoffer, herunder politiske beslutningstagere, sundhedspersonale og den brede offentlighed, for at fremme de nødvendige ændringer af receptudstedernes, apotekernes og borgernes adfærd;

AX.

der henviser til, at medlemsstaterne siden vedtagelsen i 2009 af Rådets henstilling 2009/C151/01 har gjort en stor indsats for at forbedre patientsikkerheden, navnlig ved i alle EU-medlemsstaterne at prioritere patientsikkerheden i folkesundhedspolitikken, ved at udpege en kompetent myndighed med ansvar for patientsikkerhed (i 19 medlemsstater) og ved at fremme uddannelse i patientsikkerhed i sundhedsplejeinstitutioner (i 23 medlemsstater);

AY.

der henviser til, at medlemsstaterne siden vedtagelsen i 2009 af Rådets henstilling (2009/C 151/01) har gjort en stor indsats for at vedtage og iværksætte (nationale og regionale) strategier for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, navnlig ved at indføre regningslinjer for forebyggelse og bekæmpelse og ved at etablere systemer til aktiv overvågning af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (eller styrke allerede eksisterende overvågningssystemer);

AZ.

der henviser til, at nogle af de foranstaltninger, som Rådet anbefalede i sin henstilling 2009/C151/01 med henblik på at forbedre patientsikkerheden i medlemsstaterne, dog indtil videre kun er blevet gennemført af et begrænset antal medlemsstater, og til, at der stadig er mulighed for forbedringer — både ved hospitalsbehandlinger og ved ambulant behandling — navnlig med hensyn til patientindflydelse og den generelle uddannelse af sundhedspersonale og plejere samt indførelsen af en europæisk nomenklatur for patientsikkerhed og udarbejdelse af europæiske retningslinjer for normer for patientsikkerhed;

BA.

der henviser til, at nogle af de konkrete foranstaltninger, der er foreslået af Rådet med henblik på at forebygge og bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet i medlemsstaterne, kun er blevet gennemført i et begrænset antal medlemsstater, og til, at der stadig er mulighed for forbedringer, navnlig hvad angår patientoplysning fra sundhedsinstitutionernes side og støtte til forskning i forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

1.

bifalder de foranstaltninger, der er gennemført af medlemsstaterne med det primære formål at forbedre den generelle patientsikkerhed og forebygge forekomsten af infektionssygdomme erhvervet i sundhedsvæsenet, særlig gennem:

2.

bifalder Kommissionens foranstaltninger til forbedring af den generelle patientsikkerhed gennem fremme af udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og udarbejdelse af fælles definitioner og terminologi for patientsikkerhed, og navnlig

3.

glæder sig over det arbejde, Kommissionen og ECDC i samarbejde med sundhedsmyndighederne i medlemsstaterne har udført inden for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

4.

ser med tilfredshed på Kommissionens foranstaltninger inden for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, som er tæt forbundet med dens foranstaltninger inden for antimikrobiel resistens; glæder sig især over Kommissionens finansiering af forskningsprojekter om infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og antimikrobiel resistens, særlig dem med en europæisk dimension, såsom Ipse-projektet (Improving Patient Safety in Europe), Implement-projektet (Implementing Strategies Bundles for Infection Prevention & Management) eller Prohibit-projektet (Prevention Of Hospital Infections By Intervention and Training), som har til formål at analysere de gældende praktiske retningslinjer for forebyggelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet på europæiske sygehuse og afprøve en strategi til forebyggelse af bakteriæmier i forbindelse med centrale venekatetre (infektioner, som er særlig bekymrende, eftersom de er forbundet med en betydelig sygelighed og høj dødelighed som direkte følge);

5.

glæder sig over ECDC's koordinerings- og overvågningsarbejde, særlig:

6.

erkender, at der på EU-plan hverken findes en nomenklatur eller et indberetningssystem vedrørende patientsikkerhed til at identificere, forstå og analysere de faktorer, der er forbundet med patientsikkerhed, med sigte på at fremme læring og forbedre de relevante systemer;

7.

erkender, at for få medlemsstater til dato:

8.

opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres indsamling af sammenlignelige indikatorer for patientsikkerhed, og til, at alle medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen inddrages i dette arbejde;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte og optrappe deres bilaterale og multilaterale samarbejde inden for patientsikkerhed såvel som nationale og/eller regionale foranstaltninger på dette område;

10.

anbefaler, at spørgsmålet om patientsikkerhed, og især forebyggelsen og bekæmpelsen af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, placeres meget højt på den politiske dagsorden i EU, både på nationalt plan i medlemsstaterne og på regionalt og lokalt plan;

11.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser på at forbedre patientsikkerheden ved — såfremt de ikke allerede har gjort det — at indføre yderligere foranstaltninger, herunder udarbejdelse af handlingsplaner for bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, for fuldt ud at efterleve Rådets anbefalinger;

12.

opfordrer navnlig indtrængende medlemsstaterne til at indføre eller i givet fald optrappe:

13.

anmoder Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om at udarbejde en liste over »off label«-lægemidler, der anvendes på trods af, at der findes godkendte alternativer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sundhedspersonale og patienter informeres i tilfælde af, at et lægemiddel bruges off label;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen og de relevante EU-agenturer til at indføre eller, i fald de allerede findes, styrke systemer for indberetning af utilsigtede hændelser — navnlig i forbindelse med lægemidler og medicinsk udstyr — som gør det muligt at identificere de ansvarlige i tilfælde af fejl i behandlingskæden og lære af disse fejl, at gøre offentligheden bekendt med disse systemer og gøre dem brugervenlige samt at tilsikre, at alle procedurer er gennemsigtige;

15.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage deres strukturer til indberetning af utilsigtede hændelser op til fornyet overvejelse, undersøge, om indberetningen sker i en »no-blame«-kultur, og sikre at sundhedspersonale åbent kan bringe oplysninger frem i lyset, uden at det får negative personlige konsekvenser for dem;