19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/1

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/2

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention mod korruption (UNCAC), som blev åbnet for undertegnelse i Merida den 9. december 2003,

—

der henviser til De Forenede Nationers pagt,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—

der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner, der blev åbnet for undertegnelse i Paris den 17. december 1997, og de efterfølgende tillæg hertil,

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 12. december 2011 om menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil — en mere effektiv tilgang (COM(2011)0886),

—

der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, vedtaget på den 3179. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 25. juni 2012,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 8. maj 2001 om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande (COM(2001)0252),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 25. oktober 2011 om en ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar (COM(2011)0681),

—

der henviser til Rådets samling af relevante dokumenter om integrering af menneskerettighederne og kønsaspektet i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (1) og særlig de generelle adfærdstandarder for ESFP-operationer (doc. 08373/3/2005),

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring af 8. september 2000,

—

der henviser til den globale handlingsplan »Keeping the promise: united to achieve the Millennium Development Goals«, vedtaget af FN's generalforsamling den 10. oktober 2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 27. februar 2013: "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden (COM(2013)0092),

—

der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks beretning om politikken til forhindring og modvirkning af korruption, svig, hemmelige aftaler, tvang, hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme i forbindelse med Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) aktiviteter (»EIB's politik for bekæmpelse af svig«), der blev vedtaget i 2008,

—

der henviser til EBRD's (Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling) håndhævelsespolitik og -procedurer, der trådte i kraft i marts 2009,

—

der henviser til FN's principper for virksomheder og menneskerettigheder: Gennemførelse af FN's »Protect, Respect and Remedy«-ramme (HR/PUB/11/04),

—

der henviser til sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering (2),

—

der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik (3),

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere vedtaget af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) på samlingen den 8. december 2008,

—

der henviser til Montreux-dokumentet om relevante internationale juridiske forpligtelser og god praksis for stater i forbindelse med anvendelse af private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer (PMSC) under væbnet konflikt, der blev vedtaget i Montreux den 17. september 2008,

—

der henviser til Europarådets strafferetskonvention om korruption, som blev åbnet for undertegnelse den 27. januar 1999, og Europarådets civilretskonvention om korruption, som blev åbnet for undertegnelse den 4. november 1999, samt resolution (98) 7 og (99) 5, som blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité henholdsvis den 5. maj 1998 og den 1. maj 1999, og som oprettede Sammenslutningen af Stater mod Korruption (GRECO),

—

der henviser til Jakarta-erklæringen om principper for antikorruptionsagenturer, der blev vedtaget den 26.—27. november 2012,

—

der henviser til Paris-principperne for de nationale menneskerettighedsinstitutioner (4),

—

der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber (5),

—

der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) trepartserklæring om principper for multinationale selskaber og socialpolitik (6),

—

der henviser til FN-initiativet Global Compact (7),

—

der henviser til den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester,

—

der henviser til traktaten om våbenhandel, der blev vedtaget på FN's afsluttende konference om våbenhandel i New York den 18.—28. marts 2013 (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0250/2013),

A.

der henviser til, at korruption kan defineres som misbrug af betroet magt til egen vinding, individuelt eller kollektivt, og til at korruption bl.a. omfatter forbrydelser som bestikkelse, underslæb, handel med indflydelse, misbrug af funktioner og ulovlig berigelse, som defineret af UNCAC; der henviser til, at bedrageri, afpresning, pengeafpresning, magtmisbrug, favorisering, nepotisme, klientelisme og ulovlige politiske bidrag nøje hænger sammen med korruption; der henviser til, at korruption kan være forbundet med organiseret kriminalitet og operere under en kollektiv ledelse sideløbende med officielle strukturer, navnlig hvor myndighederne ikke har været i stand til at sikre retshåndhævelsen;

B.

der henviser til, at korruption fastholder ulige, uretfærdige og diskriminerende tilstande, hvad angår ligestilling i forhold til menneskerettighederne, det være sig borgerlige, politiske og økonomiske eller sociale og kulturelle rettigheder; der henviser til, at korruption kan have negative konsekvenser for miljøet og få uforholdsmæssigt alvorlige konsekvenser for de dårligst stillede og udgrænsede grupper i samfundet, idet de f.eks. afskæres fra lige adgang til deltagelse i det politiske liv, den offentlige service, retsvæsenet, sikkerhed, fast ejendom, beskæftigelse, uddannelse, sundhed og bolig; der henviser til, at korruptionen navnlig hindrer fremskridt i retning af at sætte en stopper for diskrimination og af ligestilling og kvinders selvstændighed ved at begrænse deres mulighed for at indklage deres rettigheder;

C.

der henviser til, at korruption kan undergrave staters økonomiske udvikling ved til tider at lægge hindringer i vejen erhvervslivet og investeringer;

D.

der henviser til, at korruption er en del af princippet om god regeringsførelse som stadfæstet og defineret i artikel 9, stk. 3, og artikel 97 i Cotonou-aftalen;

E.

der henviser til, at korruption og menneskerettighedskrænkelser typisk involverer magtmisbrug, manglende ansvarlighed og institutionalisering af forskellige former for diskrimination; der henviser til, at korruption uvægerligt forekommer hyppigere, når håndhævelsen af menneskerettighederne er mangelfuld eller fraværende, og til, at korruptionen ofte undergraver effektiviteten af de institutioner, som normalt sikrer balancen og den indbyrdes kontrol mellem institutionerne, og som forventes at sikre respekt for de demokratiske principper og menneskerettighederne, nemlig parlamenterne, de retshåndhævende myndigheder, domstolene, restvæsenet og civilsamfundet;

F.

der henviser til, at korruption generelt er dybt forankret i mentaliteten i de samfund, der er gennemsyret heraf, og til, at alle bestræbelser på at bekæmpe fænomenet først og fremmest bør fokusere på uddannelsessystemet og indledes i en så tidlig en alder som muligt;

G.

der henviser til, at stater til tider undlader at gribe ind for at forebygge eller straffe korruption i den offentlige og den private sektor i strid med deres internationale forpligtelser, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og de andre relevante internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter;

H.

der henviser til, at korruption forvrænger de offentlige udgifters størrelse og sammensætning, hvilket medfører en alvorlig forringelse af statens evne til at udnytte de disponible ressourcer maksimalt til i fuld udstrækning at opfylde de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og til, at korruption leder store beløb væk fra investeringer i økonomien og hindrer genopretning af lande i økonomisk krise, herunder EU-medlemsstater;

I.

der henviser til, at korruption blandt højt placerede personer i alvorlig grad kan underminere og destabilisere de berørte lande og bringe selve staten i fare;

J.

der henviser til, at korruption ifølge Verdensbanken udgør 5 % af det globale BNP (2 600 mia. USD), og at der hvert år betales over 1 000 mia. USD i bestikkelse; der henviser til, at korruption forhøjer de samlede omkostninger ved at drive forretning på globalt plan med op til 10 % og med 25 % for så vidt angår omkostningerne i forbindelse med offentlige udbud i udviklingslandene (9);

K.

der henviser til, at der ifølge Verdensbankens skøn hvert år stjæles 20-40 mia. USD, hvilket svarer til 20-40 % af den officielle bistand, fra de offentlige budgetter i udviklingslandene på grund af korruption på højt niveau, og at de skjules i udlandet (10);

L.

der henviser til, at udviklingslandene fra 2000-2009 mistede 8 440 mia. USD på grund af ulovlige pengestrømme, hvilket er 10 gange mere end den udenlandske bistand, de har modtaget; der henviser til, at udviklingslandene hvert år i de sidste ti år har mistet 585,9 mia. USD om året via ulovlige pengestrømme; der henviser til, at de penge, der hvert år stjæles gennem korruption, er nok til at brødføde verdens sultende befolkninger 80 gange, mens bestikkelse og tyveri forøger de samlede udgifter til projekter om rent drikkevand og sanitet i hele verden med så meget som 40 procent (11);

M.

der henviser til, at korruption ved at true konsolideringen af demokratiet og håndhævelse af menneskerettighederne stadig er en grundlæggende årsag til og katalysator for konflikter, udbredte krænkelser af den humanitære folkeret og straffrihed i udviklingslandene; der henviser til, at status quo for korruption og ulovlig berigelse i stillinger inden for statsmagten har ført til tilraning og fastholdelse af magt samt oprettelse af nye militser og udbredt vold;

N.

der henviser til korruption i retsvæsenet er uforeneligt med princippet om ikke-forskelsbehandling, adgang til domstolene og retten til en retfærdig rettergang og til effektive retsmidler, der er afgørende for håndhævelsen af alle andre menneskerettigheder; der henviser til, at korruption alvorligt forvrider domstolenes og den offentlige forvaltnings uafhængighed, kompetencer og upartiskhed, fremmer mistilliden til de offentlige institutioner, underminerer retsstaten og fremme anvendelsen af vold;

O.

der henviser til, at levering af offentlige tjenester gør det muligt for staterne at opfylde deres internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet og sikre vand, mad, sundhed, uddannelse, boliger, sikkerhed og orden, som er afgørende for den menneskelige udvikling; der henviser til, at korruption i offentlige indkøb fremmes, hvis der ikke er tilstrækkelig åbenhed, gennemsigtighed, information, konkurrence, incitamenter, klare regler og bestemmelser, der håndhæves strengt, og hvis der ikke findes en uafhængig overvågning og sanktionsmekanismer;

P.

der henviser til, at udbredt korruption og manglende gennemsigtighed, adgang til information og inddragelse i beslutningsprocessen forhindrer borgerne i at gøre regeringer og politiske repræsentanter ansvarlige for at sikre, at indtægter fra ressourceudvinding og udvikling af markeder bruges til at sikre deres menneskerettigheder; der henviser til, at det påhviler de offentlige myndigheder at gøre alt, hvad der står i deres magt for at bekæmpe korruption i offentlige og private virksomheder;

Q.

der henviser til menneskerettighedsforkæmpere, medier, civilsamfundsorganisationer, fagbevægelsen og opsøgende journalister spiller en afgørende rolle i kampen mod korruption ved at granske de offentlige budgetter samt overvåge regeringers og store virksomheders og navnlig multinationale selskabers aktiviteter og finansieringen af politiske partier, ved at tilbyde kapacitetsopbygningsfærdigheder og -ekspertise og var at kræve gennemsigtighed og ansvarlighed; der henviser til, at journalister, der beretter om korruption og organiseret kriminalitet i stadig højere grad bliver intimideret og chikaneret af organiserede kriminelle grupper, »parallelle magter« og offentlige myndigheder, især i udviklingslandene;

R.

der henviser til, at en fri og uafhængig presse og frie og uafhængige medier, både online og offline, er afgørende for at sikre gennemsigtighed og kontrol, som er nødvendige for at bekæmpe korruption, idet de skaber en platform for afsløring af korruption og giver borgerne og samfundet adgang til information;

S.

der henviser til, at aktindsigt og åbenhed i den offentlige forvaltning giver borgerne mulighed for at få adgang til oplysninger om statens budgetter og udgifter;

T.

der henviser til, at whistleblowers spiller en afgørende rolle for afsløringen af korruption, svig, dårlig forvaltning og menneskerettighedskrænkelser, selv om de løber en høj personlig risiko; der henviser til, at manglen på beskyttelse mod repressalier, kontrol med information, lovgivning om injurier og bagvaskelse og utilstrækkelig efterforskning af informanternes påstande alle er faktorer, der både kan afskrække folk fra at udtale sig og ofte bringer deres personlige sikkerhed og deres familiers sikkerhed i fare; der henviser til, at EU har en pligt til at beskytte dem, især gennem en effektiv udnyttelse af samarbejdsinstrumenter såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR);

U.

der henviser til, at katastrofesituationen og udenlandsk støtte skaber muligheder for korruption på grund af aktiviteternes art og aktionernes og aktørernes kompleksitet; der henviser til, at disse »muligheder« omfatter bestikkelse, afpresning af organisationernes ansatte, fejl hos organisationernes ansatte, bedrageri, falsk bogføring, omdirigering af støtte og udnyttelse af de nødstedte og giver næring til en følelse af fortvivlelse i forhold til alle offentlige myndigheder; der henviser til, at misbrug af humanitær bistand er en alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret;

V.

der henviser til, at 25 % af de undersøgelser, der er indledt af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), vedrører den europæiske eksterne bistand til tredjelande, og at 17,5 mio. EUR er blevet inddraget som følge af disse undersøgelser (12);

W.

der henviser til, at EU's støtte til udviklingslandene kan være spildt, hvis ikke der findes et ordentligt kontrolsystem i modtagerlandene og en fuldstændig uafhængig overvågning af det integritetssystem, som ledsager anvendelsen af midlerne;

X.

der henviser til, at de europæiske offentlige banker, både EU-institutioner (EIB) eller banker, hvor flertallet af aktionærer er EU-medlemsstater (EBRD), angiveligt har været involveret i korruptionsskandaler i deres operationer uden for EU;

Y.

der henviser til, at bidragydere og internationale finansielle institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) bør fremme en effektiv reform af styreformerne i skyldnerlandene og bidrage til effektivt at bekæmpe korruption, bl.a. ved kritisk at vurdere og imødegå de påviselige risici for korruption og trusler mod menneskerettighederne i forbindelse med mange foranstaltninger, der påtvinges som led i strukturtilpasningsprogrammer, f.eks. privatisering af statsejede industrier og ressourcer;

Z.

der henviser til, at menneskehandel er stærkt afhængig af komplekse, korrupte netværk, der går på tværs af alle myndigheder, offentlige instanser, retshåndhævelse og private sektorer i ofrenes oprindelseslande, transitlande og bestemmelseslande; der henviser til, at korruptionen svækker de forskellige aktørers bestræbelser på at bekæmpe menneskehandel på grund af korruption inden for politiet og retsvæsenet og i forbindelse med procedurerne for arrestation og retsforfølgelse af menneskehandlere og tilvejebringelse af retshjælp og vidnebeskyttelse til ofrene for menneskehandel;

AA.

der henviser til, at korruption og embedsmisbrug inden for de væbnede styrker, forsvarssektoren, de retshåndhævende myndigheder og de fredsbevarende styrker forårsager alvorlige risici for borgernes liv, fysisk integritet, beskyttelse, frihed og rettigheder i udviklingslandene; der henviser til, at forsvarssektoren og forsvarskontrakter fortsat vil være kendetegnet ved et uacceptabelt korruptionsniveau og i særdeleshed vil kunne dække sig ind under kravet om fortrolighed af hensyn til den nationale sikkerhed; der henviser til, at der bør sikres en nøje kontrol med på offentlige udbud om levering af sikkerhedsudstyr;

AB.

der henviser til, at både offentlige og private aktørers brug af private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer er vokset eksponentielt i løbet af de sidste tyve år; der henviser til, at de private militære virksomheder og private sikkerhedsfirma er på grund af arten af deres aktiviteter er særligt sårbare over for korruption og er blevet beskyldt for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, men desuagtet oftest operer i en gråzone uden streng regulering og uden den ansvarlighed over for offentligheden, der generelt kræves af de væbnede styrker;

AC.

der henviser til, at gennemførelsen, anvendelsen og effektiviteten af den gensidige retshjælp og inddrivelsesmekanismerne i henhold til kapitel IV og V i UNCAC fortsat er lav blandt UNCAC's deltagerstater; der henviser til, at disse stater er endnu ikke fuldt ud opfylder deres forpligtelser i henhold Kapitel IV (internationalt samarbejde) og V (inddrivelse af aktiver) i konventionen om internationalt samarbejde og mere specifikt ikke i tilstrækkelig grad opfylder deres forpligtelser til gensidig retshjælp i henhold UNCAC's artikel 46;

AD.

der henviser til, at den mangelfulde regulering af og den store uigennemsigtighed i forbindelse med den globale handel med konventionelle våben og ammunition fremmer konflikter, korruption, fattigdom, menneskerettighedskrænkelser og straffrihed;

AE.

der henviser til, at storstilet korruption i udviklingslandene oftest forekommer med medvirken og endda hjælp fra visse erhvervsfolk, advokater, pengeinstitutter og offentlige ansatte i de industrialiserede lande, herunder EU's medlemsstater; der henviser til, at disse institutioner og virksomheder med åbenlys foragt for reguleringen til bekæmpelse af hvidvaskning af penge på EU-plan og på internationalt plan har sikret kanaler til hvidvaskning af udbyttet af korruption i de industrialiserede lande og udviklingslandene og har skabt uigennemsigtige strukturer og har skjult aktiver i »jurisdiktioner med bankhemmelighed«;

AF.

der henviser til, at en menneskerettighedsbaseret tilgang til korruptionsbekæmpelsespolitikkerne styrker den generelle bevidsthed om, at korruption ud over misbrug af offentlige midler også medfører krænkelser af borgernes individuelle rettigheder og muligheder; der henviser til, at et tæt samarbejde mellem de internationale korruptionsbekæmpelses- og menneskerettighedsbevægelser vil skabe offentlig opmærksomhed og krav om åbenhed, ansvarlighed og retfærdighed; der henviser til, at en sammenkædning af korruption og menneskerettighedskrænkelser skaber nye muligheder for handling, især i de tilfælde, hvor korruption kan bekæmpes gennem eksisterende nationale, regionale og internationale mekanismer til kontrol med overholdelsen af menneskerettighederne;

1.

mener, at EU kun kan blive en troværdig og indflydelsesrig leder i kampen mod korruption, hvis EU i tilstrækkelig grad løser problemerne med organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge inden for sine egne grænser; glæder sig i den forbindelse over den rapport om EU's korruptionsbekæmpelse, som Kommissionen forventes at offentliggøre; håber, at Kommissionens kortlægning af områder, der er sårbare over for korruption i medlemsstaterne, vil bidrage til en optrapning af indsatsen mod korruption, lette udvekslingen af bedste praksis, identificere EU-tendenser og stimulere peerlæring og yderligere overholdelse af EU-forpligtelser og internationale forpligtelser; opfordrer Kommissionen til at fremlægge EU-initiativer til bekæmpelse af korruption, såsom en EU-handlingsplan mod korruption;

2.

glæder sig i denne forbindelse over genforhandlingen af rentebeskatningsdirektivet, der har til formål effektivt at bringe bankhemmeligheden til ophør; mener, at øget regulering og gennemsigtighed, hvad angår selskabs- og fondsregistre i alle EU-medlemsstater er en forudsætning for bekæmpelse af korruption både i EU og i tredjelande; mener, at EU-reglerne bør indføre pligt til at registrere alle juridiske strukturer og oplysninger om deres egentlige ejerskab, og til at offentliggøre disse oplysninger online, elektronisk tagget og i et format, der er egnet til søgning, så de kan konsulteres uden gebyr;

3.

er af den opfattelse, at EU bør lade sig inspirere af USA's Sergei Magnitskijs Rule of Law Accountability Act fra 2012 og vedtage en lignende lovgivning på EU-niveau, som en principiel og operationel ramme, der fastslår sammenhængen mellem korruption og krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer derfor Rådet til at vedtage en beslutning om en fælles EU-liste over embedsmænd, der har været involveret i Sergei Magnitskijs død, for de efterfølgende retslige dækmanøvrer og for den aktuelle og vedvarende chikane af hans familie; tilføjer, at denne afgørelse bør opstille målrettede sanktioner mod disse embedsmænd, såsom et EU-dækkende visumforbud og indefrysning af eventuelle finansielle aktiver, som de eller deres nærmeste familie opbevarer i EU; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan, med henblik på at indføre en mekanisme til registrering og fastlæggelse af lignende målrettede sanktioner mod embedsmænd fra tredjelande (herunder politifolk, anklagere og dommere), der er involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og retlige manipulationer mod whistleblowers, journalister, der beretter om korruption, og menneskerettighedsaktivister i tredjelande; understreger, at kriterierne for optagelse på listen bør opbygges på grundlag af veldokumenterede, konvergerende og uafhængige kilder og overbevisende dokumentation og give de pågældende klageadgang;

4.

støtter fuldt ud EU's tilsagn om i alle dele af sin udviklingspolitik at inddrage og integrere begrebet demokratisk ejerskab, som er befolkningens reelle og fulde medvirken i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af donorernes og partnerlandenes udviklingsstrategier og -politikker; er af den opfattelse, at en sådan politik fremmer inddragelse af programmets støttemodtagere og dermed bidrager til øget overvågning og ansvarlighed i kampen mod korruption; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende et princip om, at deres bistandsprogrammer er betinget af overholdelse af internationale korruptionsbekæmpelsesregler, og til at indføre en korruptionsbekæmpelsesklausul i offentlige kontrakter, som anbefalet af OECD; henstiller, at Kommissionen fortsat tilstræber stor gennemsigtighed i bistanden i digitale, maskinlæsbare formater og bruger en fælles standard for at sikre sammenlignelighed, både med andre donorer, og også mere specifikt af hensyn til modtagerlandenes myndigheders behov;

5.

understreger, at forvaltningen af de blandede finansieringsinstrumenter for at øge effektiviteten af udviklingsfinansieringen skal revideres med henblik på at sikre, at projektudvælgelseskriterierne gøres mere gennemskuelige, samt mere ansvarlighed over for samfundet som helhed; minder om, at fastlæggelse af et kritisk antal minimumskrav i forbindelse med udvælgelse af, tilsyn med og evaluering af projekter kunne fremme sammenligneligheden og skabe et sammenhængende grundlag for oplysninger om resultaterne af de forskellige operationer; bemærker, at udviklingen og de udviklingsmæssige resultater af projekterne systematisk bør indberettes for at begrunde udbetalingen af støtte fra de blandede finansieringsinstrumenter, ikke kun til de involverede donorer og europæiske finansielle institutioner, men også til den brede offentlighed;

6.

mener, at Kommissionen bør opstille krav om størst mulig integritet i indkøbsprocedurerne ved gennemførelsen af EU-finansierede projekter, navnlig ved at fremme lokale organisationers mulighed for at deltage i udbud; understreger, at en menneskerettighedsbaseret tilgang til indkøb indebærer medvirken fra en bredere vifte af aktører, herunder dem, der påvirkes af udbudsprocessen (såsom lodsejerforeninger og dårligt stillede grupper); der henviser til, at en menneskerettighedsbaseret tilgang til indkøb også vil tilskynde myndighederne til at give dårligt stillede grupper mulighed for selv at deltage i indkøbsprocesserne og udvide de kriterierne for vurdering af virksomhederne, der anvendes i indkøbsprocedurerne; minder om, at projekternes resultater bør overvåges i samarbejde med civilsamfundet, og at de lokale myndigheder bør gøres ansvarlige, hvis man skal kunne fastslå, om EU-midlerne anvendes hensigtsmæssigt; opfordrer Kommissionen til ikke at tildele projekter til entreprenører hvis retmæssige ejere er ikke kendt, eller som har en organisationsstruktur, der giver dem mulighed for nemt at anvende intern afregning;

7.

opfordrer indtrængende EU til at fremme gennemsigtigheden ved at støtte oprettelsen af et globalt system til sporing af løfter om bistand, så det sikres, at donorlandene holder deres løfter om bistand og holdes ansvarlige for de projekter, institutioner eller grupper, som de støtter;

8.

minder desuden om behovet for at forhindre korrupte teknikker, såsom forhøjede projektomkostninger, betalinger til fiktive projekter og arbejdstagere, uhensigtsmæssig og korrupte anvendelse af økonomiske og/eller industrielle kompensationer, decideret tyveri af offentlige midler, oppustede rejseudgifter og bestikkelse, ved gennemførelsen af EU-finansierede projekter; insisterer derfor på nødvendigheden af at overvåge hele EU's finansieringskæde, herunder den politiske beslutningsproces og regulering, planlægning og budgettering, finansiering, skattemæssige overførsler, ledelse og programudvikling, udbud og indkøb, opførelse, drift og vedligeholdelse og betaling for ydelser;

9.

foreslår, at Kommissionen offentliggør mekanismen i OLAF for indberetning af misbrug af EU-midler hos deltagere i offentlige udbud og modtagere af EU-bistand og udarbejder retningslinjer for behandling af oplysninger fra whistleblowers om et sådant misbrug i tredjelande, som giver mulighed for en ordentlig opfølgning, feedback og beskyttelse mod repressalier, med særlig opmærksomhed på situationen for de mest udsatte befolkningsgrupper, herunder kvinder, i mange udviklingslande, da de i særlig grad er ofre for korruption og ofte samarbejder om at afsløre den, men også er mere sårbare og ofte stigmatiseres på grund af samarbejdet;

10.

påpeger, at EU bør understrege, hvor vigtigt det er at retten til medvirken og retten til adgang til information og mekanismer til sikring af offentlig ansvarlighed, såsom aktindsigt, implementeres som centrale demokratiske principper i alle former for dialog med tredjelande, herunder i de bilaterale forbindelser og på højeste niveau; understreger, at presse- og mediefrihed, både online og offline, er af afgørende betydning i denne henseende; foreslår, at EU finansierer projekter i tredjelande til at støtte håndhævelsen af disse principper, især i lande, der gennemgår en demokratiseringsproces, og derved sikrer, at sådanne processer inddrager civilsamfundet, især menneskerettighedsforkæmpere, fagforeninger, kvinder og særligt udsatte grupper, og bistår med udformning af love til effektiv beskyttelse af whistleblowers;

11.

understreger i den forbindelse, at EU bør fremstå som et eksempel; påpeger, at EU og medlemsstaterne bør tage aktivt del i internationale initiativer til fremme af budgetgennemskuelighed, såsom Open Government Partnership, Open Budget Initiative og International Aid Transparency Initiative, for at tilskynde partnerlande til at engagere sig i dette grundlæggende element i de internationale menneskerettighedsstandarder;

12.

opfordrer Kommissionen til at foreslå, at definitionen af menneskerettighedsforkæmpere i EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere udvides til også at omfatte antikorruptionsaktivister, opsøgende journalister og især whistleblowers;

13.

påpeger, at EU som en af verdens største donor bør følge de seneste tilfælde af sammenkobling af EU bistand og budgetreformer op og udvide dem i retning af større åbenhed, adgang til oplysninger og øget medvirken og harmonisere retningslinjerne herfor med andre donorer; er af den opfattelse, at EU bør fastlægge klare og offentlige benchmarks og kriterier som led i en tilgang, som er baseret på incitamenter, om som tilskynder modtagerlandenes myndigheder til at skabe åbenhed omkring deres budgetprocedurer og indarbejde åbenhed, offentlig medvirken og en vis grad af kontrol i deres indsats, gennem uddannelse eller teknisk bistand; opfordrer indtrængende EU til at fremme og støtte udviklingen af et gunstigt miljø for tilsynsorganer i udviklingslandene (herunder parlamenter, revisionsretter, civilsamfundsorganisationer og medier), således at de kan udføre deres kernefunktioner og derigennem bekæmpe korruption;

14.

anfører, at EU inden for rammerne af »avancerede partnerskaber« med tredjelande bør presse regimer, der lider under rodfæstet korruption, til at gennemføre reformer med henblik på at gennemføre ovennævnte principper; mener, at den politiske dialog, det politiske pres og det politiske samarbejde, som EU indgår i med henblik på at udvirke reformer, bør være synlige og gennemskuelige og omfatte hensigtsmæssige og ambitiøse overvågningsmekanismer; er af den opfattelse, at EU offentligt bør fordømme vedtagelsen af love, der begrænser mediernes frihed og civilsamfundets aktiviteter, eftersom disse er afgørende for ansvarligheden, og at EU bør udarbejde strategier for at tilpasse forbindelserne med disse lande med henblik på at tilskynde til reformer på en synlig måde; understreger behovet for, at der i aftaler med tredjelande indføjes klart definerede menneskerettighedsklausuler, der respekteres, som vil gøre det muligt at suspendere e partnerskabsaftale i tilfælde af grove krænkelser af menneskerettighederne;

15.

støtter øget gennemsigtighed i beslutningsprocessen vedrørende investeringer af europæiske offentlige midler, navnlig i EIB- og EBRD-projekter, som kan have en negativ konsekvenser for menneskerettighederne; opfordrer EIB og EBRD til at styrke bedrageri- og korruptionsbekæmpelsespolitikker med henblik på at sikre fuld åbenhed omkring investeringer uden for Den Europæiske Union; understreger behovet for, at EIB og EBRD bekræfter deres vilje til at undgå risikable investeringer, især gennem finansielle mellemmænd, og til at anvende en risikobaseret tilgang og en bedre vurderinger af de menneskerettighedsmæssige konsekvenser af de projekter, de støtter, som går videre end den nuværende evaluering af menneskerettighederne og integriteten i forbindelse med alle deres kunders transaktioner; mener, at der bør lægges særlig vægt på at sikre offentlig medvirken og gratis forudgående og veldokumenteret høring af berørte samfund i alle faser af planlægningen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af projekter, der finansieres; opfordrer EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at bruge deres indflydelse som eneste medlemmer af EIB og storaktionærer i EBRD til at fremme en omfattende reform af disse institutioner med henblik på at sikre omfattende demokratisk kontrol med deres beslutninger samt ansvarlighed;

16.

mener, at internationale finansielle institutioner som IMF og Verdensbankgruppen bør foretage en korruptionsrisikovurdering i forbindelse med de foranstaltninger, der pålægges debitorlandene gennem strukturtilpasningsprogrammer, foruden en vurdering af sidstnævntes konsekvenser for menneskerettighederne; mener, at strukturtilpasningsprogrammer bør omfatte reformer, der har til formål at forbedre forvaltninger og skabe større åbenhed; understreger, at programmernes gennemførelse bør ledsages af hensigtsmæssige, velfinansierede og uafhængige tilsynssystemer, som sikrer hyppige revisioner og inspektioner; tilføjer, at der især bør fokuseres på tilraning af jord, tvangsudsættelser, indkøb på forsvarsområdet, separate forsvarsbudgetter og finansiering af militære og paramilitære aktiviteter i debitorlande; opfordrer EU-medlemsstaterne til at bruge deres indflydelse som medlemmer af IMF og Verdensbanken til at tilskynde til mere åbenhed og medvirken i forbindelse med forhandlinger om strukturtilpasningsprogrammer og andre finansieringsprogrammer og til at fremme en højere grad af demokratisk kontrol med deres beslutninger og af ansvarlighed;

17.

opfordrer bilaterale og multilaterale finansielle institutioner, herunder Verdensbankgruppen, IMF, regionale udviklingsbanker, eksportkreditagenturer og private banker, til at kræve, at virksomheder inden for udvindingsindustrien og offentlige myndigheder overholder kravene i »Publish What You Pay« og/eller EITI-standarderne om betalingers gennemsigtighed som en forudsætning for al projektstøtte;

18.

glæder sig over G20 antikorruptionshandlingsplanen fra Seoul og mener, at det momentum, der blev skabt, bør fastholdes for at sikre en koordineret international indsats til bekæmpelse af korruption på nøgleområder;

19.

understreger, at de fattigste befolkninger i udviklingslandene, eftersom de er stærkt afhængige af offentlige tjenester, rammes uforholdsmæssigt hårdt af småkorruption, herunder den såkaldte »stille korruption«, hvorved offentligt ansatte undlader at levere tjenester eller bidrag, der er blevet betalt af regeringen (som når lærere er fraværende i offentlige skoler eller læger er fraværende i primære sundhedsklinikker);

20.

understreger, at korruption skaber hindringer for direkte udenlandske investeringer og afskrækker eksterne aktører fra at deltage i et økonomisk samarbejde med udviklingslande;

21.

mener, at bekæmpelse af korruption, herunder skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt, er et led i en bredere indsats for at fremme god regeringsførelse, der er defineret som en af de vigtigste prioriteter til at forbedre virkningerne af EU's udviklingspolitik i »En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637) fra 2011; understreger behovet for en fuldstændig og øjeblikkelig gennemførelse af FN-konventionen om bekæmpelse af korruption;

22.

påpeger, at alle bestræbelser på at bekæmpe korruption bør ledsages af støtte til programmer, der sigter mod at forebygge korruption gennem uddannelse og oplysningskampagner;

23.

minder om de tilsagn, der er givet gennem Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at gennemføre disse for at styrke den fælles indsats for at bekæmpe korruption og ulovlige pengestrømme;

24.

mener, at det er afgørende at sikre konsekvens i udviklingspolitikken for at tackle og udrydde korruption; understreger endvidere, at det er nødvendigt at øge EU-bistanden under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) til finansforvaltning og bekæmpelse af skattesvig;

25.

anmoder medlemsstaterne om at ændre deres strafferet i det omfang, det er nødvendigt, for at indføre straffemyndighed over fysiske personer uanset statsborgerskab, der befinder sig på medlemsstatens område, og som har gjort sig skyldig i bestikkelse eller underslæb af offentlige midler, uanset hvor forbrydelsen fandt sted, så længe udbyttet af disse kriminelle aktiviteter findes i den pågældende medlemsstat eller er blevet hvidvasket der, eller personen har en »nær tilknytning« til medlemsstaten gennem f.eks. statsborgerskab, bopæl eller ejendomsret til et selskab, hvis hovedkontor eller datterselskaber ligger i medlemsstaten;

26.

påpeger imidlertid, at medlemsstaterne bør udvise forsigtighed, når de leverer oplysninger til tredjelande om enkeltpersoner, der er anklaget for korruption, underslæb eller skatteunddragelse, så de ikke uretmæssigt kommer til at inddrage menneskerettighedsforkæmpere, som det var tilfældet i sagen med Ales Bialiatski;

27.

mener, at lovgivningen om bagvaskelse/ærekrænkelse kan afholde mange fra at indberette korruption i tredjelande; opfordrer derfor alle medlemsstater til at gå forud med et godt eksempel og afkriminalisere bagvaskelse/ærekrænkelse i deres retssystemer, i det mindste i tilfælde, hvor der er tale om anklager om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge i medlemsstaterne og i udlandet;

28.

opfordrer medlemsstaterne til som anbefalet af UNCAC at vedtage lovgivningsmæssige og andre bestemmelser om at definere bevidst ulovlig berigelse, dvs. en betydelig forøgelse i en embedsmands aktiver, som vedkommende ikke kan forklare i forhold til den lovmæssige indkomst, som en straffelovsovertrædelse;

29.

glæder sig over Jakarta-erklæringen om principper for korruptionsbekæmpelsesorganer fra november 2012; opfordrer EU og medlemsstaterne til at gå videre og skabe momentum på internationalt plan for behovet for at afhjælpe den manglende effektivitet i de korruptionsbekæmpelsesorganer, der er oprettet i mange udviklingslande, som hovedsagelig kan tilskrives de institutionelle mekanismer, manglende funktionel uafhængighed i forhold til den udøvende magt, manglende politisk opbakning, finansieringskilderne og reglerne for udvælgelse og udnævnelse af personale samt deres håndhævelsesbeføjelser;

30.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at iværksætte udformningen af internationale standarder for korruptionsbekæmpelsesorganers uafhængighed og effektivitet, som bør udarbejdes i mellemstatsligt regi, med henblik på en endelig vedtagelse i FN's Generalforsamling og svare til og sikres samme effektive rækkevidde som Paris-principperne for nationale menneskerettighedsinstitutioner; understreger, at disse principper bør anvendes som benchmarks for ansvarlighed gennem peer review-resultatvurderinger;

31.

opfordrer Kommissionen til at konsolidere samarbejdet med andre donorer og Den Internationale Organisation af Øverste Revisionsmyndigheder for at udvikle de overordnede revisionsmyndigheders kapaciteter i modtagerlandene med henblik på at anvende de internationale standarder for overordnede revisionsorganer i udviklingslandene;

32.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme og støtte oprettelsen af en international kommission til bekæmpelse af korruption gennem en international traktat eller en protokol til UNCAC og således skabe et internationalt organ for kriminalefterforskning med beføjelser svarende til de nationale retshåndhævelses- og anklagemyndigheders til at efterforske og retsforfølge korruption inden for signatarstaternes område og til at rejse tiltale mod enkeltpersoner ved nationale straffedomstole;

33.

opfordrer EU's medlemsstater til at støtte oprettelsen af en særlig FN-rapportør om økonomisk kriminalitet, korruption og menneskerettigheder med et omfattende mandat, herunder en målsætningsrettet plan og en periodisk evaluering af de korruptionsbekæmpelsesforanstaltninger, der træffes af staterne; opfordrer de medlemsstater, der har undertegnet men endnu ikke ratificeret Europarådets strafferetskonvention om korruption, der blev åbnet for undertegnelse den 27. januar 1999, til at ratificere den hurtigst muligt;

34.

henleder opmærksomheden på eksistensen af en håndbog baseret på OECD-konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner, som giver virksomheder mulighed for at sikre en effektiv intern kontrol og træffe etiske foranstaltninger og overholdelsesforanstaltninger med henblik på at forebygge og afsløre grænseoverskridende korruption;

35.

opfordrer alle EU-virksomheder til at leve op til deres erhvervsmæssige ansvar for at sikre respekt for menneskerettighederne i overensstemmelse med FN's vejledende principper; påskønner Kommissionens villighed til at udarbejde menneskerettighedsretningslinjer for små og mellemstore virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle deres egne nationale planer for gennemførelsen af FN-principperne og fortsat tilskynde partnerlandene til også at overholde internationalt anerkendte standarder for virksomhedernes sociale ansvar, såsom OECD's retningslinjer for multinationale selskaber og ILO's trepartserklæring om principper for multinationale selskaber og social- og arbejdsmarkedspolitik;

36.

opfordrer til, at der udvikles mere effektive gennemsigtigheds- og ansvarlighedsstandarder for EU-teknologivirksomheder i forbindelse med eksport af teknologier, der kan bruges til at krænke menneskerettighederne, understøtte korruption eller til at modarbejde EU's sikkerhedsinteresser;

37.

bemærker, at de fleste initiativer til forbedring af virksomhedernes praksis i tredjelande, især i konfliktområder, såsom FN's Global Compact-initiativ og FN's retningslinjer om menneskerettighederne og erhvervslivet, ikke hviler på et fælles grundlag og ikke sikrer passende håndhævelse af retningslinjerne, eftersom det er frivilligt, om virksomhederne ønsker at overholde dem; opfordrer EU til at gå i spidsen i de internationale bestræbelser på at etablere disse normative standarder, i det mindste inden for EU's jurisdiktion, med fokus på ansvarlighed for ledere af multinationale selskaber og klagemuligheder for ofrene;

38.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte lovforslag, som pålægger EU-virksomheder at sikre, at deres aktiviteter ikke støtter personer, som har gjort sig skyldig i korruption, konflikter og alvorlige menneskerettighedskrænkelser, ved navnlig at kontrollere og revidere deres råvareforsyningskæder og offentliggøre resultaterne deraf; mener, at EU-virksomhedernes pligt til at udvise behørig omhu i overensstemmelse med retningslinjerne fra OECD vil højne de europæiske virksomheders omdømme og gøre EU's menneskerettigheds- og udviklingspolitikker mere sammenhængende, navnlig i konfliktområder;

39.

gentager behovet for, at EU og medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, herunder strafferetlige, med henblik på at kontrollere og i givet fald straffe virksomheder, der er baseret på deres område, og som er involveret i korruption i tredjelande; opfordrer Kommissionen til at udarbejde og offentliggøre en liste over EU-virksomheder, som er blevet dømt for korruption, eller hvis ansatte er blevet sigtet for korruption i en medlemsstat eller et tredjeland; er af den opfattelse, at virksomheder, der er opført på en sådan liste bør have forbud mod at deltage i offentlige udbud eller modtage EU-midler i EU-medlemsstaterne eller i tredjelande i tilfælde af domfældelse, og indtil der foreligger en endelig retsafgørelse om frifindelse; understreger, at »sortlistning« kan være et effektivt middel til at afskrække virksomhederne fra at deltage i korrupte aktiviteter og give dem et godt incitament til at forbedre og styrke deres interne integritetsprocedurer;

40.

glæder sig over aftalerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet, i henhold til hvilke virksomheder i udvindingssektoren og inden for skovning af primærskove skal offentliggøre betalinger til myndigheder på lande- og projektbasis; opfordrer indtrængende myndighederne i alle partnerlande til at kræve en lignende landebaseret offentliggørelse af betalinger fra transnationale selskaber, der er registreret eller noteret på finansielle markeder i deres jurisdiktion; opfordrer EU til at fremme denne standard for rapportering inden for rammerne af sine forbindelser med partnerlandene; er af den opfattelse, at Kommissionen i forbindelse med den kommende revision af lovgivningen bør overveje at udvide omfanget af den landebaserede rapportering til at omfatte tværnationale virksomheder inden for alle sektorer og indberetning af flere oplysninger, såsom salg, aktiver, medarbejdere, overskud og skatter;

41.

understreger, at korruption ofte giver næring til kriminalitet og bidrager til konflikter og ustabilitet, og mener, at bekæmpelse af korruption bør have større vægt i EU's konfliktforebyggende indsats og i dets aktioner i forbindelse med håndteringen af ustabile situationer;

42.

understreger, hvor afgørende det er at sikre høje standarder for integritet blandt de fredsbevarende styrker i FN og AU, herunder i forbindelse med fredsfaciliteten for Afrika; støtter kravet om en reform af FN's integritetssikringssystem; påpeger især behovet for at samle alle undersøgelser af embedsmænds embedsmisbrug — herunder efterforskning på stedet — i en intern tilsynsenhed; anmoder derfor FN om at tage skridt til at sikre, at alle, der er ofre for de fredsbevarende styrker, sikres klageadgang, og til at forbedre rapporteringsmekanismerne og deres politik for beskyttelse af whistleblowers;

43.

understreger behovet for at udvide og ajourføre de generelle adfærdsstandarder og adfærdskodeksen for EU-FSFP-missioner, således at de reelt afspejler indsatsen mod korruption i forbindelse med selve missionerne såvel som i missionsområderne; opfordrer EU og medlemsstaterne til at tage skridt til at sikre, at alle, der er ofre for europæiske ansatte i missioner til fremme af fred og retsstatsprincipperne, reelt sikres klageadgang; opfordrer Rådet til at indføre sikre og passende indrapporteringsmekanismer og en effektiv politik for beskyttelse af whistleblowers; understreger, at disse mekanismer bør tage hensyn til kønsaspektet;

44.

glæder sig over initiativer såsom Montreux-dokumentet og den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoC); glæder sig over Den Europæiske Unions nylige støtte til Montreux-dokumentet og den omfattende og stigende tilslutning fra EU-medlemsstaterne; påpeger dog, at det er nødvendigt at sikre en bedre håndhævelse af de fastsatte principper, opfordrer alle EU-medlemsstater til at videreudvikle deres nationale lovgivning og regulering i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat i Montreux-dokumentet; henstiller, at medlemsstaterne og EU kun indgår kontrakter med private sikkerheds- og militærvirksomheder, der respekterer initiativernes principper; opfordrer EU og medlemsstaterne til at støtte etableringen af ICoC's tilsynsmekanisme, som bør være et overvågningsorgan, der kan behandle klager og vedtage afskrækkende sanktioner (herunder kontraktændringer om yderligere begrænsninger, udstedelse af officielle advarsler, finansielle sanktioner og midlertidig eller permanent udelukkelse af private sikkerheds- og militærvirksomheder fra ICoC-systemet) for at sikre overholdelse af og i sidste instans holde private sikkerheds- og militærvirksomheder ansvarlige for deres forpligtelser i henhold ICoC;

45.

henstiller, at EU og medlemsstaterne støtter skabelsen af en international ramme til regulering af private sikkerheds- og militærvirksomheders aktiviteter, der kan sikre lige vilkår, således at værtslande har myndighed til at regulere private sikkerheds- og militærvirksomheder, og de kontraherende stater kan bruge deres magt til at beskytte menneskerettighederne og forhindre korruption; understreger, at en sådan ramme skal omfatte afskrækkende sanktioner ved overtrædelser, ansvarliggørelse af lovovertrædere og effektive klagemuligheder for ofre i tilslutning til et licens- og overvågningssystem, hvor alle private sikkerheds- og militærvirksomheder skal underkaste sig uafhængig revision og deltage i den obligatoriske menneskerettighedsundervisning for alle ansatte;

46.

anbefaler, at medlemsstaterne forbedrer gennemførelsen af kapitel IV (internationalt samarbejde) og V (inddrivelse af aktiver) i UNCAC, især med det formål at sikre en mere effektiv gensidig retshjælp efter anmodning fra tredjelande, bl.a. ved at fortolke den nationale lovgivning på en måde, som letter den ønskede bistand, og ved at ophæve koblingen mellem konfiskation og dom i den begærende stat med henblik på at yde gensidig retshjælp, og ved at afsætte de fornødne menneskelige og finansielle ressourcer til deres retsvæsen, så at sager kan behandles korrekt og hurtigt; opfordrer EU til at prioritere dette spørgsmål, der er meget vigtig for tredjelande, der gennemgår demokratiseringsprocessen, ved at sætte ind over for de retlige barrierer og den manglende samarbejdsvilje i finanscentrene i EU, som ofte opretholder en passivt og ineffektiv ordning for gensidig retshjælp;

47.

er af den opfattelse, at de standardmenneskerettighedsklausuler, der indføres i alle aftaler med tredjelande, også bør indeholde en forpligtelse til at fastholde og fremme god regeringsførelse;

48.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den næste revision af Cotonou-aftalen at foreslå, at respekt for god regeringsførelse bliver et væsentligt element i aftalen, og til at udvide anvendelsesområdet for definitionen af korruption, så overtrædelser af klausulen om god regeringsførelse kan straffes i alle alvorlige tilfælde og ikke kun, når de vedrører økonomiske og sektorspecifikke politikker og programmer, som Den Europæiske Union er en væsentlig partner i med hensyn til økonomisk støtte;

49.

glæder sig over, at Taskforcen EU-Egypten og Taskforcen EU-Tunesien har besluttet at færdiggøre en tidsplan for tilbagelevering af ulovligt erhvervede aktiver, der stadig er indefrosset i en række tredjelande; opfordrer EU og medlemsstaterne til uden forbehold at tilslutte sig de gældende internationale normer for inddrivelse af aktiver som f.eks. kapitel V i UNCAC, handlingsplanen for inddrivelse af aktiver, som indgår i G8-partnerskabsaftalen fra Deauvile med de arabiske overgangslande, og den nye lovgivningsmæssige ramme, som blev fastlagt af Rådet den 26. november 2012; mener, at bestemmelser om inddrivelse af aktiver vil støtte landenes bestræbelser for at rette op på de værste virkninger af korruption, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at lette en tilbagelevering af ulovligt erhvervede aktiver, der blev stjålet af de tidligere regimer, til befolkningerne i de lande, der er en del af det arabiske forår; understreger betydningen af en menneskerettighedsbaseret tilgang til behandlingen af inddrivelse af aktiver og statsgæld i stater, der er ved at rejse sig efter regimer, der har været præget af korruption; støtter initiativer vedrørende revision af ekstern og intern statsgæld med henblik på at afsløre korruption og dens indvirkning på menneskerettighederne; opfordrer medlemsstaterne til at støtte initiativer om gældsrevision;

50.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at yde juridisk og teknisk bistand til udviklingslande, der ønsker at inddrive stjålne aktiver (eller aktiver akkumuleret ulovligt af diktaturer), som befinder sig på Den Europæiske Unions område;

51.

påpeger, at korruption i forbindelse med våbenhandel tegner sig for en stor del af den korruption, der findes i forbindelse med globale transaktioner; glæder sig over den våbenhandelstraktat (ATT), som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 2. april 2013,og som fastsætter fælles bindende standarder og kriterier for vurderingen af internationale våbenoverførsler; glæder sig over, at medlemsstaterne har forpligtet sig til at underskrive traktaten om våbenhandel hurtigst muligt, og opfordrer dem til også at gå i spidsen for FN's indsats for at få alle FN's medlemsstater til hurtigt at ratificere og gennemføre den internationale traktat om våbenhandel; tilskynder EU til i overensstemmelse med Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fastlæggelse af fælles regler for kontrol med eksport af militær teknologi og militært udstyr at sikre større overvågenhed i forbindelse med de europæiske våbenproducenters eksportvirksomhed og til at bekæmpe den manglende gennemsigtighed inden for våbenhandelen, navnlig i forbindelse med brugen af mellemmænd og økonomiske/industrielle kompensationer;

52.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaternes, ansøgerlandenes og de associerede landes regeringer og parlamenter, Europarådet, Den Afrikanske Union, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og De Forenede Nationer.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/16

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013 (1) og særligt til den forberedende foranstaltning »Interinstitutionelt system til identifikation af langsigtede tendenser« opstillet på budgettet for 2013,

—

der henviser til finansforordningen (EU, Euratom) nr. 966/2012 gældende for Den Europæiske Unions almindelige budget, navnlig artikel 54, stk. 2, litra a), b) og e), og til gennemførelsesbestemmelserne hertil,

—

der henviser til rapporten fra ESPAS (det europæiske strategi- og politikanalysesystem) om globale tendenser 2030 — borgerne i en sammenvævet og polycentrisk verden, der er udarbejdet af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS) (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra Regionaludviklingsudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0265/2013),

A.

der henviser til, at vi lever i en tid med hurtig forandring — hvad der er tydeligt, for så vidt angår magtdynamik, demografiske forandringer, klimaforandringer, urbanisering og teknologi –, hvilket gør det stadig mere nødvendigt for de politiske beslutningstagere inden for alle områder at øge indsatsen inden for forskning i og observation af større, globale tendenser;

B.

der henviser til, at EU-budgettet for 2010 på Parlamentets opfordring omfattede et toårigt pilotprojekt i Kommissionens regi med det formål at undersøge muligheden for at etablere et interinstitutionelt system til identifikation af langsigtede tendenser inden for de større politiske spørgsmål, som EU står over for;

C.

der henviser til, at EU-budgettet for 2012 gav projektet tilladelse til at påbegynde næste fase som en forberedende foranstaltning for treårsperioden 2012– 2014 med det formål pr. 2014 at opstille et fuldt fungerende »europæisk strategi- og politikanalysesystem« (ESPAS), med deltagelse af alle relevante EU-institutioner gennem opbygningen af »tættere samarbejde mellem forskningsafdelingerne under de forskellige EU-institutioner og -organer, som forestår analyse af mellemlang- og langsigtede politiktendenser« (3);

D.

der henviser til, at opstillingen af et holdbart interinstitutionelt system på administrativt niveau til indkredsning og kortlægning af større tendenser, der kan forventes at tegne den fremtidige politikkontekst, vil bistå og støtte EU-institutionerne i forberedelserne på og håndteringen af udfordringer og fastlæggelsen af afstemte strategiske løsninger for de kommende år;

E.

der henviser til, at et sådan system, hvis det indrettes hensigtsmæssigt og nyder anerkendelse, vil kunne fungere som et grundlag for overvejelser i forbindelse med udarbejdelsen af EU-budgettet og etableringen af politiske prioriteter på årsbasis og flerårlig basis og vil kunne knytte finansielle ressourcer mere direkte til politiske mål;

F.

der henviser til, at forbedringen af kvinders stilling ikke kan opnås uden anerkendelse og effektiv gennemførelse af deres rettigheder; der henviser til, at ESPAS også kan tilvejebringe en effektiv analyse af udfordringerne ved at fremme ligestilling mellem kønnene, lige fra forbedring af den politiske indflydelse til bekæmpelse af alle former for diskrimination imod kvinder;

G.

der henviser til, at den første ESPAS-finansierede rapport om »globale tendenser 2030 — borgerne i en sammenvævet og polycentrisk verden«, der blev bestilt af EUISS, indkredser en lang række tendenser, der højst sandsynligt vil forme verden i de kommende årtier;

H.

der henviser til, at disse tendenser navnlig omfatter: den voksende forbedring af individets stilling, delvist som følge af teknologisk forandring; større vægt på bæredygtig udvikling på baggrund af den voksende ressourceknaphed og vedholdende fattigdom og forværret af følgerne af klimaforandringer; og fremvæksten af et internationalt system kendetegnet ved en magtforskydning væk fra staten, i form af de voksende styringsmæssige mangler, der opstår, når de traditionelle mekanismer for mellemstatslige forbindelser ikke længere formår at indfri offentlighedens krav i tilstrækkelig grad;

1.

er af den mening, at en konsekvent og effektiv udformning af EU-politik i stigende grad vil afhænge af, at der i god tid indkredses de langsigtede, globale tendenser, der øver indflydelse på de udfordringer og valg, som EU står over for i en stadig mere kompleks og gensidigt afhængig verden;

2.

fremhæver betydningen af, at EU-institutionerne samarbejder på effektiv vis om observation og analyse af disse langsigtede tendenser såvel som samarbejder og netværksudveksler med andre aktører, herunder forskerverdenen generelt, både inden og uden for EU, der har en interesse i lignende forhold til tredjelande; understreger i denne forbindelse betydningen af at fortsætte processen til udvikling af virkningsfuld kapacitet til sikring af uafhængig interinstitutionel analyse og rådgivning af høj kvalitet om sådanne nøgletendenser, som de politiske beslutningstagere står over for inden for EU-systemet;

3.

påpeger, at ansvaret for udarbejdelsen af langsigtede socioøkonomiske strategier og gennemførelsen af politikker i EU i overensstemmelse med nærhedsprincippet påhviler en række offentlige organisationer såsom EU-institutionerne, ministerier, regionale eller lokale myndigheders afdelinger og specifikke agenturer; understreger, at økonomiske partnere, arbejdsmarkedets parter, ikkestatslige organisationer og andre interessenter også spiller en rolle i forbindelse med udviklingen af langsigtede strategier side om side med offentlige organer i medlemsstaterne og EU-institutionerne; understreger derfor, at der bør anvendes en model med forvaltning på flere niveauer;

4.

understreger, at samhørighedspolitikken på grund af dens flerårige, langsigtede og horisontale karakter nødvendigvis er en politik med et stærkt fremadskuende element, og at den, da den tegner sig for en væsentlig andel af EU's budget, er nødt til at have en fremtrædende plads i enhver fremadrettet budgetplanlægning;

5.

mener, at udformningen af politikker inden for samhørighedspolitikken og andre områder i stadigt højere grad er afhængig af, at langsigtede globale tendenser indkredses i god tid; noterer sig i denne forbindelse forskellige fremadskuende rapporter såsom »Projekt Europa 2030« (rapporten til Det Europæiske Råd fra refleksionsgruppen vedrørende EU's fremtid 2030) og »Global Trends 2030 — Citizens in an Interconnected and Polycentric World« udarbejdet af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS) som led i ESPAS-projektet om et europæisk strategi- og politikanalysesystem; henstiller til tættere samordning af sådanne rapporteringsinitiativer;

6.

opfordrer til, at kønsaspektet integreres i vurderingen af de langsigtede globale tendenser og i fremtidige rapporter som et middel til bekæmpelse af menneskerettighedskrænkelser, diskrimination og fattigdom;

7.

glæder sig særligt over det foreløbige resultat af pilotprojektet på administrationsniveau (2010–2011) og den forberedende foranstaltning (2012–2014) til opbygning af det europæiske strategi- og politikanalysesystem i den hensigt på lang sigt at indkredse større spørgsmål af relevans for Unionen, og henstiller på det kraftigste, at denne proces videreføres efter udløbet af den igangværende forberedende foranstaltning; og finder, at et sådant system skal omfatte personale fra de relevante EU-institutioner og -organer, inklusive Regionsudvalget; mener, at rapporteringsmekanismen skal gøres til genstand for en drøftelse, der inddrager alle relevante interessegrupper, virksomheder og ikkestatslige organisationer;

8.

opfordrer indtrængende de fire institution er og organer, der i øjeblikket er involveret i ESPAS-processen — Kommissionen, Parlamentet, Rådet og EU-Udenrigstjenesten — til at udarbejde og underskrive en eller anden form for interinstitutionel aftale, som ideelt set bør indgås i foråret 2014, hvorved hver aftalepartner forpligter sig til at opretholde og deltage i aftalen på løbende basis;

9.

understreger nødvendigheden af, at de deltagende institutioner og organer afsætter de fornødne personalemæssige og finansielle ressourcer til ESPAS-systemet via deres respektive budgetter, i nøje overholdelse af finansforordningen, navnlig artikel 54, litra e), i forbindelse med den årlige budgetprocedure, i den hensigt at drage omsorg for, at denne funktion kan udvikles på budgetneutral vis i de kommende år; understreger behovet for, at EU-institutionerne investerer i personale med specifik ekspertise i at bidrage fuldt ud til analysering af og tilsyn med globale tendenser såvel som ekspertise til at indkredse valgmuligheder og fremsætte politikhenstillinger, der imødekommer hver af EU-institutionernes individuelle behov;

10.

fastholder, at ESPAS skal ledes og underlægges overopsyn af en hensigtsmæssigt sammensat interinstitutionel bestyrelse, der opstiller mandat og prioriteter for ESPAS og udpeger en direktør eller andre embedsfolk, og hvori Parlamentet, såfremt det ønsker det, vil være repræsenteret af MEP’er — under den forudsætning, at ESPAS’ konkrete arbejde, inden for rammerne af dets mandat, udføres under iagttagelse af uafhængighed;

11.

glæder sig over intentionen om at anvende ESPAS-processen og dens globale netværksbasis til at opstille et samlet internetbaseret arkiv for dokumenter og materiale fra de mange kilder vedrørende mellemlange og langsigtede tendenser, som beslutningstagere og borgere verden over skal have fri adgang til;

12.

glæder sig over, at tættere administrativt samarbejde mellem EU-institutionerne via ESPAS-processen vil føre til, at der som led i den forberedende foranstaltning fremlægges en fremsynsrapport med analyse af de langsigtede tendenser og deres implikationer for de udfordringer og valg, som EU vil stå over for i perioden 2014–2019, idet rapporten vil blive fremlagt for de kommende formænd for institutionerne i 2014; anser denne procedure for vellykket og mener, at den bør gentages mindst hvert femte år herefterdags;

13.

er af den opfattelse, at et permanent system — der har til hensigt at fremlægge regelmæssige analyser af mellemlange og langsigtede tendenser for EU-institutionerne med det formål at tilskynde til en mere strategisk tilgang til beslutningstagningen — bør indeholde bestemmelser om fremlæggelse af en årlig »strategisk tendensrapport« for institutionerne forud for debatten om Unionens tilstand og offentliggørelsen af Kommissionens årlige arbejdsprogram, med det formål at afdække og vurdere de skiftende mønstre inden for langsigtede tendenser og desuden yde specifikke bidrag til budgetmyndigheden i forløbet op til forhandlingerne om de flerårige finansielle rammer (FFR) efter 2020 såvel som eventuelle midtvejsrevisioner af FFR for 2014–2020;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til EU-Udenrigstjenesten.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/19

—

der henviser til artikel 12, 15, 16, 27, 28, 30, 31 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 45, 81 og 146 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme i sag C-18/02 (1), C-341/05 (2) og C-438/05 (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0291/2013),

A.

der henviser til, at revisionen af Bruxelles I-forordningen (4) var en stor succes, da den indebar væsentlige forbedringer af reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område inden for Den Europæiske Union;

B.

der henviser til, at omfanget af omarbejdningsproceduren ikke omfattede visse bestemmelser på det arbejdsretlige område

C.

der henviser til, at omarbejdningsmetoden i henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 (5) skal finde anvendelse på retsakter, som ofte ændres;

D.

der henviser til, at det er vigtigt at sikre sammenhæng mellem reglerne for kompetencen til at afgøre en tvist og reglerne for, hvilken lov der skal anvendes i en tvist;

E.

der henviser til, at det også er af stor betydning for den internationale privatret på europæisk plan at forhindre vilkårligt valg af værneting, især når det sker på bekostning af den svage part, navnlig ansatte, og at sikre den størst mulige grad af forudsigelighed i spørgsmålet om kompetence;

F.

der henviser til, at den ret, som har den nærmeste tilknytning til en sag, som et generelt princip bør have kompetence;

G.

der henviser til, at en række højt profilerede retssager ved EU-Domstolen om kompetence og lovvalg i forbindelse til individuelle ansættelseskontrakter og kollektive kampskridt har ført til frygt for, at de nationale arbejdsretlige bestemmelser kan blive undermineres af EU-regler, som i visse tilfælde kan medføre, at lovgivningen i en medlemsstat anvendes af retten i en anden medlemsstat (6);

H.

der henviser til, at det i betragtning af arbejdsmarkedslovgivningens store betydning for medlemsstaternes forfatningsmæssige og politiske identitet er vigtigt, at EU-retten respekterer nationale traditioner på dette område;

I.

der henviser til, at det også er i retsplejens interesse så vidt muligt at harmonisere reglerne om kompetence med reglerne om lovvalg

J.

der henviser til, at det forekommer hensigtsmæssigt at vurdere, om der er behov for ændringer i reglerne om retternes kompetence på det arbejdsretlige område

K.

der især henviser til, at det med hensyn til kollektive kampskridt er domstolene i den medlemsstat, hvor det kollektive kampskridt er eller vil blive taget, der bør have kompetence;

L.

der henviser til, at der i forbindelse med individuelle arbejdsaftaler så vidt muligt bør sikres, at kompetencen udøves af domstolene i den medlemsstat, der har den tætteste tilknytning til ansættelsesforholdet;

1.

lykønsker institutionerne med den vellykkede revision af Bruxelles I-forordningen;

2.

mener, at Kommissionen forsat bør beskæftige sig med arbejdsretlige spørgsmål med henblik på en mulig revision i fremtiden;

3.

bemærker, at ét af hovedprincipperne i international privatrets kompetenceregler er beskyttelsen af den svage part, og at de gældende kompetenceregler indeholder en klar målsætning om at beskytte arbejdstagere;

4.

bemærker, at kompetencereglerne på beskæftigelsesområdet generelt yder god beskyttelse af arbejdstagere, når de er den sagsøgte part i sager, som deres arbejdsgivere har indledt mod dem, i kraft af bestemmelserne om enekompetence, der er fastlagt i Bruxelles I-forordningen;

5.

opfordrer Kommissionen til at vurdere, om den gældende lovramme i medfør af Bruxelles I-forordningen i tilstrækkelig grad tager hensyn til de særlige forhold på arbejdsmarkedet;

6.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på følgende forhold:

7.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/21

—

der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), som fremhæver de værdier, der er fælles for medlemsstaterne, herunder pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd, og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der knæsætter princippet om integrering af kønsaspektet ved at fastslå, at Unionen i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder,

—

der henviser til artikel 19 i TEUF, der omhandler bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til Beijingerklæringen og Beijinghandlingsprogrammet, der blev vedtaget den 15. september 1995 på den fjerde verdenskonference om kvinder, og til sine beslutninger af 18. maj 2000 (1), 10. marts 2005 (Beijing + 10) (2) og 25. februar 2010 (Beijing + 15) (3),

—

der henviser til millenniumudviklingsmålene vedtaget på De Forenede Nationers millenniumtopmøde i september 2000 og navnlig til millenniumudviklingsmålet om fremme af ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og status som en forudsætning for at overvinde sult, fattigdom og sygdomme, indførelse af ligestilling på alle uddannelsesniveauer og alle arbejdsområder samt sikring af ligelig kontrol over ressourcerne og ligelig repræsentation i det offentlige og politiske liv,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011,

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling,

—

der henviser til den europæiske konvention om menneskerettigheder og biomedicin,

—

der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret, for dødsstraf, tortur og andre former for brutal, umenneskelig eller nedværdigende behandling, for menneskerettighedsforkæmpere, for menneskerettighedsdialoger med tredjelande, for fremme og beskyttelse af børns rettigheder og vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination imod dem,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 2. december 1998, hvori det fastslås, at den årlige vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsprogrammet vil ske på grundlag af kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 2. og 3. juni 2005, hvori medlemsstaterne og Kommissionen opfordres til at styrke de institutionelle mekanismer til fremme af ligestilling og skabe rammer for vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsprogrammet med henblik på at udvikle en mere sammenhængende og systematisk overvågning af fremskridtene,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 5. og 6. december 2007 om gennemgang af medlemsstaternes og EU-institutionernes gennemførelse af Beijinghandlingsprogrammet og til den ledsagende rapport fra det portugisiske formandskab, hvori der godkendes indikatorer vedrørende kvinder og fattigdom,

—

der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2010-2015 af 21. september 2010 og det medfølgende arbejdsdokument om foranstaltninger til gennemførelse af strategien,

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om EU’s handlingsplan for ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og stilling igennem udviklingssamarbejdet (2010-2015),

—

der henviser til den fælles erklæring vedtaget den 4. februar 2005 af EU’s ministre med ansvar for ligestilling som led i tiårsgennemgangen af Beijinghandlingsplanen, der bl.a. bekræfter deres kraftige støtte til og engagement i fuld og effektiv gennemførelse af Beijingerklæringen og Beijinghandlingsplanen,

—

der henviser til konklusionerne fra det 57. møde i FN's Kvindekommission vedtaget den 15. marts 2013, hvor »kønsdrab« eller »kvindedrab« for første gang anerkendes specifikt i en international tekst,

—

der henviser til den tværinstitutionelle erklæring fra 2011 om »Preventing gender-biased sex selection« fra De Forenede Nationers Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR), De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA), De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF), UN Women og Verdenssundhedsorganisationen (WHO),

—

der henviser til erklæringen og handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD) i Kairo i 1994, de centrale tiltag for den videre gennemførelse samt FN's Generalforsamlings resolution 65/234 om opfølgning på den internationale konference om befolkning og udvikling efter 2014 (december 2010),

—

der henviser til beslutning af 13. marts 2008 om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (4), særlig punkt 37,

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik (5), særlig punkt 76, hvori det fremhæver nødvendigheden af at afskaffe samtlige former for diskrimination og vold imod kvinder og piger, herunder kønsbestemte aborter,

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati (6),

—

der henviser til sin beslutning af 11. oktober 2007 om kvindedrabene i Mexico og Mellemamerika og Den Europæiske Unions rolle i bekæmpelsen af dette fænomen (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0245/2013),

A.

der henviser til, at »kønsdrab« er en kønsneutral betegnelse for et systematisk, bevidst og kønsbaseret massedrab af mennesker, der tilhører et bestemt køn, hvilket er et stigende, men underrapporteret problem i flere lande, med dødbringende følger; der henviser til, at denne betænkning drejer sig om årsager, aktuelle tendenser, konsekvenser og metoder til bekæmpelse af kønsdiskriminerende kønsselektion, der også finder sted i form af barnedrab og vold gennem kønsselektion (andre betegnelser, f.eks. »kvindedrab«, som Europa-Parlamentet allerede har vedtaget en betænkning om (8), er blevet anvendt om drab på kvinder og piger som det mest ekstreme udtryk for diskrimination og vold mod kvinder);

B.

der henviser til, at piger på trods af den seneste tids lovgivning mod kønsselektive praksisser i uforholdsmæssigt stort omfang er målet for en hensynsløs kønsdiskrimination, der ofte også omfatter ufødte, på forhånd konstaterede pigefostre, som bliver aborteret, opgivet eller dræbt, alene fordi de er piger;

C.

der henviser til, at det er blevet anslået, at der allerede i 1990 demografisk set »manglede« over 100 mio. kvinder i verdens befolkning på grund af kønsdrab (9), og at dette antal i henhold til nylige skøn er steget til næsten 200 mio. »manglende« kvinder i verdens befolkning (10);

D.

der henviser til, at kønsdrab er et globalt problem ikke kun i Asien og Europa, men også i Nordamerika, Afrika og Latinamerika; der henviser til, at der begås kønsdrab, hver gang gravide kvinder, af egen fri vilje eller på grund af pres, beslutter sig for ikke at føde pigefostre, fordi de betragtes som en byrde for samfundet;

E.

der henviser til, at der i Asien og navnlig i Kina, Indien og Vietnam er en særlig forvrænget kønsfordeling, og til, at der i 2012 blev født 113 drenge for hver 100 piger i Kina og 112 drenge for hver 100 piger i Indien og Vietnam (11);

F.

der henviser til, at der i Europa er en særlig forvrænget kønsfordeling i nogle lande, idet der i 2012 blev født 112 drenge for hver 100 piger i Albanien, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien (12);

G.

der henviser til, at udøvelse af kønsdrab oftest findes dybt rodfæstet i kulturer med »forkærlighed for sønner«, ulighed mellem kønnene, vedvarende diskrimination og stereotype opfattelser af døtre og i visse tilfælde i lande med politiske tvangsforanstaltninger;

H.

der henviser til, at opfattelser om »forkærlighed for sønner« er dybt rodfæstede og udgør en del af nogle lange traditioner, der har betydning for spørgsmål som arv af ejendom, aldrende forældres afhængighed af sønner med henblik på økonomisk støtte og sikkerhed, videreførelse af efternavn og slægt og et ønske om at slippe for traditionelt høje omkostninger til medgift for døtre for at undgå økonomiske problemer;

I.

der henviser til, at utilstrækkelige socialsikringssystemer, ordninger og forsikringsmuligheder for familier i flere kulturer misvisende kan føre til »forkærlighed for sønner« og kønsselektive praksisser;

J.

der henviser til, at kønsselektive praksisser ødelægger kønsbalancen i samfundet, forårsager skæv kønsfordeling i befolkningen og har økonomiske og sociale konsekvenser; der henviser til, at uligevægt i kønsfordelingen i form af »for mange« mænd påvirker den sociale stabilitet på lang sigt, og fører til generel forøgelse af kriminalitet, frustration, vold, menneskehandel, seksuelt slaveri, udnyttelse, prostitution og voldtægt;

K.

der henviser til, at en patriarkalsk kultur med en vedvarende »forkærlighed for sønner« ikke kun opretholder stereotyper, demokratiske underskud og uligheder mellem kønnene, men også diskriminerer kvinder og dermed hindrer dem i til fulde at opnå ligebehandling og lige muligheder på alle områder;

L.

der henviser til, at forekomsten af kønsselektive praksisser, højere dødelighed blandt meget unge piger og færre skoleindskrivninger af piger end af drenge kan tyde på, der hersker en kultur med »forkærlighed for sønner« i nogle samfund; der henviser til, at det er vigtigt at undersøge og diagnosticere, om sådanne fænomener er ledsaget af andre demokratiske underskud i forhold til piger, såsom forringelse af deres adgang til ernæring, uddannelse, sundhedspleje, sanitære faciliteter, rent vand, lægehjælp og social bistand, med henblik på at finde effektive måder at bekæmpe dem på;

M.

der henviser til, at de demografiske underskud i forhold til piger og kvinder i mange lande ikke kan løses, fordi der mangler pålidelige statistiske data til kontrol af fødsler og dødsfald;

N.

der henviser til, at en styrkelse af kvinders indflydelse vil bidrage til at fremme den adfærdsændring og sociale forandring, der er nødvendig for at udrydde kønsselektive praksisser på lang sigt;

O.

der henviser til, at udryddelsen af kønsselektive praksisser er en kompleks proces, som indebærer en række indbyrdes forbundne tilgange og metoder, herunder at give medicinsk personale specialiseret uddannelse i rådgivning om og forebyggelse af kønsselektive praksisser i EU og resten af verden;

P.

der henviser til, at fortalervirksomhed, politiske foranstaltninger og god praksis såsom »Care for Girls«-kampagnen i Kina, der skal øge bevidstheden om værdien af piger, og »Balika Samriddhi Yojana«-ordningen i Indien, der giver økonomiske incitamenter til at uddanne piger fra fattige familier, er af afgørende betydning for at ændre de adfærdsmæssige holdninger til piger og kvinder;

Q.

der henviser til Sydkorea, som er et godt eksempel og bemærkelsesværdig, da landet har formået at vende en meget forvrænget kønsfordeling på 114 fødte drenge for hver 100 fødte piger i 1994 til 107 fødte drenge for hver 100 fødte piger i 2010 (13);

1.

påpeger, at kønsdrab er og bliver en forbrydelse og en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der nødvendiggør effektive metoder til at håndtere og udrydde alle de grundlæggende årsager, der fører til patriarkalske kulturer;

2.

fremhæver, at alle stater og regeringer har pligt til at fremme og beskytte menneskerettighederne og forebygge forskelsbehandling som udgangspunkt for indsatsen for at udrydde alle former for vold mod kvinder;

3.

opfordrer regeringerne til at udarbejde og gennemføre foranstaltninger, som fremmer gennemgribende mentalitets- og holdningsændringer over for kvinder for derigennem at bekæmpe negative overbevisninger og adfærdsmønstre, som viderefører volden mod kvinder;

4.

opfordrer regeringerne til udtrykkeligt at kategorisere kvindedrab eller kønsdrab som en forbrydelse og til at udarbejde og gennemføre lovgivningsmæssige foranstaltninger til sikring af, at tilfælde af kvindedrab bliver efterforsket, at gerningsmændene bliver dømt, og at overlevende sikres nem adgang til langsigtede sundheds- og støtteydelser;

5.

understreger, at i henhold til Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet og Beijingerklæringen og Beijinghandlingsprogrammet bliver ethvert pres fra familien eller samfundet for at få kvinder til at foretage kønsselektive aborter betragtet som en form for fysisk og psykisk vold;

6.

påpeger, at udryddelse af kønsselektiv praksis er en kompliceret proces, som kræver en række indbyrdes forbundne tilgange og metoder, lige fra undersøgelse af de underliggende årsager samt kulturelle og socioøkonomiske faktorer, som kendetegner de lande, hvor der eksisterer en præference for sønner/mænd, til fremme af pigers og kvinders rettigheder og status samt indførelse af love og forordninger; mener i bredere forstand, at den eneste bæredygtige vej til at forhindre, at den kønsselektive praksis udvikles yderligere, er ved at fremme ligestilling mellem kønnene i ethvert samfund;

7.

understreger behovet for og opfordrer Kommissionen til at fremme en grundig videnskabelig undersøgelse og gennemgang af de grundlæggende årsager til kønsselektive praksisser med henblik på at fremme forskningen i de landespecifikke skikke og traditioner, der kan føre til kønsselektion, og de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af kønsselektion;

8.

opfordrer til en grundig undersøgelse af de underliggende finansielle og økonomiske årsager, som bidrager til kønsselektiv praksis; tilskynder endvidere regeringerne til aktivt at lette de byrder, der pålægges familier, og der kan føre til fænomenet med et overskud af mænd;

9.

understreger vigtigheden af, at der udarbejdes en lovgivning mod kønsselektion, som bør omfatte sociale beskyttelsespakker til kvinder, bedre overvågning af gennemførelsen af eksisterende lovgivning og øget fokus på kulturelle og socioøkonomiske årsager til fænomenet med det formål at løse problemet på en bæredygtig og helhedsorienteret måde, fremme ligestilling mellem kønnene og opfordre det civile samfund til aktiv deltagelse;

10.

opfordrer regeringerne til at fjerne demokratiske og lovgivningsmæssige underskud, bekæmpe vedvarende forhindringer, der diskriminerer piger, sikre arverettigheder for kvinder, håndhæve national lovgivning, der garanterer kvinder lighed for loven med mænd på alle områder, og give piger og kvinder økonomisk, uddannelsesmæssig og politisk indflydelse;

11.

opfordrer Kommissionen til at støtte og fremme alle former for initiativer til at øge bevidstheden om forskelsbehandling på grund af køn, herunder kønsdrab og til at finde effektive måder at bekæmpe fænomenet på ved at tilbyde vejledning, bistand, hensigtsmæssige politikker og finansiering som led i sine eksterne forbindelser, sin humanitære bistand og sin kønsmainstreaming;

12.

påpeger, at den manglende styrkelse af kvinder og piger samt fraværet af bestræbelser på at ændre sociale normer og strukturer har alvorlige retlige, etiske, sundheds- og menneskerettighedsmæssige virkninger samt potentielt alvorlige langsigtede konsekvenser til skade for de samfund, hvor de praktiseres;

13.

understreger, at en ulige kønsfordeling ifølge flere undersøgelser kan føre til øget menneskehandel med henblik på ægteskab eller seksuel udnyttelse, vold mod kvinder, børneægteskaber, tidlige og tvungne ægteskaber samt hiv/aids og andre seksuelt overførte sygdomme; påpeger, at en ulige kønsfordeling derved udgør en trussel mod den samfundsmæssige stabilitet og sikkerhed, og opfordrer derfor til en dybtgående analyse af de mulige sundhedsmæssige, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser af dette stadig stigende overskud af mænd;

14.

er tilhænger af relevante reformer, fortsat kontrol og effektiv gennemførelse af lovgivning om ligestilling mellem kønnene og forbud mod forskelsbehandling, især i lav- og mellemindkomstlande og lande i overgangsfasen;

15.

opfordrer Kommissionen til at arbejde intensivt for at forhindre kønsdiskriminerende kønsselektion, ikke ved at indføre restriktioner for adgangen til ydelser og teknologi inden for reproduktiv sundhed, men ved at fremme en ansvarlig brug heraf, til at indføre og styrke retningslinjer, til at give medicinsk personale specialiseret uddannelse i rådgivning om og forebyggelse af kønsselektive praksisser, bortset fra sjældne tilfælde begrundet i kønsrelaterede genetiske sygdomme, og til at forhindre anvendelse og fremme af teknologier med henblik på kønsselektion og/eller økonomisk vinding;

16.

understreger, at lovgivning til forvaltning eller begrænsning af kønsselektion skal beskytte kvinders ret til uden ægtefællens tilladelse at få adgang til retmæssige ydelser og teknologi inden for seksuel og reproduktiv sundhed, at en sådan lovgivning skal gennemføres effektivt, og at de personer, der overtræder loven, pålægges passende sanktioner;

17.

tilskynder til et tættere samarbejde mellem regeringerne og lægeverdenen og efterlyser strengere retningslinjer for selvregulering af klinikker og hospitaler som en aktiv foranstaltning til at forhindre kønsselektion som en forretning, der drives med økonomisk vinding for øje;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at identificere de klinikker i Europa, der foretager kønsselektive aborter, forelægge statistikker om denne aktivitet og udarbejde en liste over bedste praksis med henblik på at forhindre disse;

19.

anerkender, at det er en afgørende forudsætning for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn og skabe et samfund, hvor princippet om ligestilling af mænd og kvinder efterleves i praksis, at kvinders og pigers rettigheder sikres og fremmes ved at give dem lige muligheder, især inden for uddannelse og beskæftigelse; understreger, at forbedringen af uddannelsesniveauer, beskæftigelsesmuligheder og integrerede sundhedsydelser, herunder seksuelle og reproduktive sundhedsydelser til kvinder, er af central betydning i bestræbelserne på at udrydde kønsselektiv praksis — lige fra abort til barnemord — og opnå generel økonomisk vækst i udviklingslandene og nedbringe fattigdommen; understreger, at styrkelsen af kvinder og inddragelsen af mænd er nøglen til at bekæmpe ulighed mellem kønnene og fremme de adfærdsmæssige og sociale ændringer, der er nødvendige for at udrydde kønsselektiv praksis på lang sigt;

20.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremme et uddannelsesmæssigt og socialt miljø, hvor begge køn respekteres og behandles lige, og hvor begge køn anerkendes for deres evner og potentiale, uden stereotyper og diskrimination, og samtidig styrke kønsmainstreaming, lige muligheder og et lige partnerskab;

21.

tilskynder Kommissionen og de relevante internationale organisationer til at støtte uddannelsesprogrammer, der styrker kvinder, så de kan udvikle selvværd, tilegne sig viden, træffe beslutninger og tage ansvar for deres eget liv, sundhed og beskæftigelse, og så de får mulighed for at leve et økonomisk selvstændigt liv;

22.

opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og regeringerne i tredjelande til at udarbejde oplysnings- og bevidstgørelseskampagner, som fremmer princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og øger bevidstheden om behovet for gensidig respekt i et parforhold for den andens menneskerettigheder, især hvad angår ejendomsretten og retten til arbejde, passende sundhedsydelser, domstole og uddannelse;

23.

erindrer om millenniumudviklingsmålene og understreger, at adgang til uddannelse og sundhedsydelser, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, er grundlæggende menneskerettigheder; understreger behovet for at gøre særligt og specifikt opmærksom på problemerne med kønsdrab og kønsselektion i dialoger og rapporter om millenniumudviklingsmålene og i andre internationale fora med udveksling af erfaringer;

24.

understreger, at en uomgængelig forudsætning for, at kvinder kan udøve deres rettigheder, er, at de selv kan træffe beslutninger uafhængigt af deres ægtefælle, og at det derfor er vigtigt at sikre kvinder adgang til uddannelse, arbejde, sundhedsydelser og nem adgang til prævention samt en bankkonto uden at skulle have tilladelse eller samtykke fra en anden person;

25.

opfordrer regeringerne i partnerlandene til at sænke de sundhedsmæssige udgifter, der skal betales for behandling af børn, navnlig piger, der af og til dør som følge af den dårlige eller utilstrækkelige pleje, de modtager;

26.

opfordrer regeringerne til at forbedre kvinders adgang til sundhedsydelser, bl.a. ydelser under graviditeten samt mødrepleje, uddannelse, landbrug, kredit og mikrolån, økonomiske muligheder og ejendom;

27.

opfordrer til, at der i særlig grad fokuseres på at skabe betingelser, som fremmer gensidighedsprincippet i udviklingslandene, bl.a. gennem oprettelse af pensionskasser, med henblik på at reducere de økonomiske byrder for familier og enkeltpersoner og dermed gøre dem mindre afhængige af og mindre tilbøjelige til at foretrække drengebørn;

28.

bemærker, at der stadig findes kønsselektive praksisser selv i velstående regioner med kultiverede befolkninger;

29.

tilskynder til udvikling af støttemekanismer for kvinder og familier, der kan give oplysninger og råd til kvinder om farerne ved og skaderne af kønsselektive praksisser, og til at tilbyde rådgivning for at støtte kvinder, der kan være under pres for at få fjernet pigefostre;

30.

tilskynder civilsamfundet og statslige organer til at gøre en fælles indsats for at fremme oplysnings- og bevidstgørelseskampagner om de negative konsekvenser af kønsselektive praksisser for moderen;

31.

opfordrer Kommissionen til at yde teknisk og finansiel støtte til innovative aktiviteter og uddannelsesprogrammer, der sigter på at stimulere debatten og forståelsen af, at piger og drenge har samme værdi, ved at benytte alle tilgængelige medier og sociale netværk, henvende sig til og inddrage unge, religiøse og åndelige ledere, lærere, lokale ledere og andre indflydelsesrige personer, i et forsøg på at ændre de kulturelle opfattelser af ligestilling mellem kønnene i et givet samfund og understrege behovet for en ikkediskriminerende adfærd;

32.

opfordrer EU til at indføre et stærkt kønsaspekt og et fokus på styrkelse af kvinders indflydelse og stilling i alle partnerskaber og dialoger med udviklingslande som krævet i den europæiske konsensus om udvikling; er desuden af den opfattelse, at det er nødvendigt at indarbejde kønsaspektet i hele budgetprocessen, bl.a. ved at fremme dialogen med kvindeorganisationer i udviklingslande og ved at indføre kønsdifferentierede indikatorer;

33.

opfordrer myndighederne i de berørte lande til at forbedre overvågningen og indsamlingen af data om kønsfordeling og til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe eventuelle skævheder; opfordrer i den forbindelse til tættere samarbejde mellem EU, FN-organisationer og andre internationale partnere og partnerregeringer;

34.

opfordrer Kommissionen og alle relevante interessenter til at træffe de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger for at sikre, at det er strafbart at foretage tvungne aborter og kønsselektiv kirurgi for at afbryde en graviditet uden forudgående og informeret samtykke fra eller forståelse af proceduren hos de involverede kvinder;

35.

opfordrer regeringerne og alle relevante interessenter til at sikre, at lovgivningen om kønsselektion gennemføres effektivt, og at de, der overtræder loven, pålægges passende sanktioner;

36.

opfordrer Kommissionen til at forbedre samarbejdet med andre internationale organisationer og organer såsom FN, WHO, UNICEF, OHCHR, UNFPA og UN Women for at tackle kønsselektive praksisser og bekæmpe deres grundlæggende årsager i alle lande, og til at indgå i netværk med regeringer, parlamenter, forskellige interessenter, medier, ngo'er, kvindeorganisationer og andre lokale organer med henblik på at øge bevidstheden om kønsdrab og metoder til at forhindre det;

37.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at samarbejde med førnævnte internationale organisationer for at tackle kønsselektive praksisser og bekæmpe deres grundlæggende årsager i alle lande, og til at indgå i netværk med regeringer, parlamenter, forskellige interessenter, medier, ngo'er, kvindeorganisationer og andre lokale organer med henblik på at øge bevidstheden om kønsdrab og metoder til at forhindre dem;

38.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til under drøftelser om humanitære hjælpepakker at sætte kønsdrab højt på prioriteringslisten som et emne, der skal gøres noget ved fra de berørte tredjelandes side, og pålægge dem at forpligte sig til at gøre udryddelse af kønsdrab til en prioritet, til at øge bevidstheden om dette spørgsmål og til at presse på for forebyggelsen heraf;

39.

opfordrer EU og dets partnerlande til gennem udviklingsarbejde at forbedre overvågningen og dataindsamlingen for så vidt angår kønsfordelingen ved fødsler og til omgående at træffe foranstaltninger for at rette op på eventuelle ubalancer; understreger, at menneskerettighedsklausuler vedrørende forskelsbehandling på grund af køn bør indarbejdes i de internationale handels- og samarbejdsaftaler;

40.

opfordrer Den Europæiske Union til som et centralt punkt på den udviklingspolitiske dagsorden for perioden efter 2015 at sikre en rettighedsbaseret tilgang, der omfatter samtlige menneskerettigheder, og i den forbindelse at lægge stærk vægt på at styrke og fremme samt respektere og overholde kvinders og pigers rettigheder, herunder deres seksuelle og reproduktive rettigheder samt ligestilling mellem kønnene, som en forudsætning for at bekæmpe kønsdrab;

41.

erklærer, at Unionen, for så vidt angår gennemførelsen af de specifikke klausuler om forbud mod pres eller tvang i spørgsmål vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, som der opnåedes enighed om under verdenskonferencen i Kairo om befolkning og udvikling, såvel som gennemførelsen af internationalt juridisk bindende menneskerettighedskonventioner og Unionens regelværk samt udøvelsen af Unionens beføjelser på disse områder, da ikke bør yde støtte til myndigheder, organisationer eller programmer, der fremmer, støtter eller deltager i forvaltningen af handlinger, der indebærer sådanne menneskerettighedskrænkelser som tvungen abort, tvangssterilisation af kvinder og mænd, kønsbestemmelse af fostre med henblik på prænatal kønsselektion og barnemord;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/29

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 28.—29. juni 2012 (1),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 14.—15. marts 2013 (2),

—

der henviser til de aktuelle interinstitutionelle forhandlinger om den fremtidige samhørighedspolitik og den flerårige finansielle ramme,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999,

—

der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen »Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om dagsordenen for byerne i EU og dens fremtid i samhørighedspolitikken (4),

—

der henviser til sin holdning af 12. marts 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet (5),

—

der henviser til sin holdning af 12. marts 2013 om udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet (6),

—

der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009»Samhørighedspolitik: Realøkonomiske investeringer« (7),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2013 om Det Europæiske Råds konklusioner af 7.—8. februar 2013 om den flerårige finansielle ramme (8),

—

der henviser til forslag til Regionsudvalgets udtalelse af 6. marts 2013»Synergier mellem private investeringer og offentlig finansiering på lokalt og regionalt niveau — partnerskaber for økonomisk vækst og velstand«,

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 1. februar 2013»Større synergi mellem EU's, de nationale og subnationale budgetter«,

—

der henviser til Regionsudvalgets notat fra 2012 om budgetstramningernes indvirkning på lokale finanser og investeringer,

—

der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks notat af 14. december 2012 om konsekvenserne af recessionen i 2008-2009 for EU's regionale konvergens (9),

—

der henviser til Kommissionens »Occasional Papers« fra december 2012 »The Quality of Public Expenditures in the EU« (10),

—

der henviser IMF’s rapport »World Economic Outlook« fra oktober 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0269/2013),

A.

der henviser til, at den verdensomspændende økonomiske og finansielle krise har hæmmet social, økonomisk og territorial samhørighed i EU, hvilket har ført til højere arbejdsløshed, lavere BNP og voksende regionale forskelle samt budgetunderskud på nationalt, regionalt og lokalt plan;

B.

der henviser til, at krisens timing og alvor har varieret meget i EU’s regioner, hvilket har fremhævet allerede eksisterende strukturelle svagheder og medført et alvorligt fald i BNP-væksten, rekordhøje arbejdsløshedsrater, en betydelig forarmelse af de mest sårbare sociale grupper, et forringet erhvervsklima og nedsat forbrugertillid;

C.

der henviser til, at bankerne og finansmarkederne i stigende grad er blevet tilbageholdende med at låne ud, efterhånden som suveræne og subnationale regeringers formodede kreditværdighed er blevet forringet;

D.

der henviser til, at finanspagten har vist sig at være uegnet til at imødegå krisens udfordringer, og at en vækstpagt, der muliggør betydelige investeringer på EU-plan, forudses som den mest anvendelige løsning, eftersom der i dag er konsensus om, at stram finanspolitik og budgetnedskæringer uden investeringer ikke sætter nyt skub i økonomien og ikke vil skabe gunstige betingelser for jobskabelse og økonomisk vækst;

E.

der henviser til, at de europæiske struktur- og investeringsfonde har til formål at fremme den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i hele EU, mindske regionale forskelle, fremme konvergens og stimulere udvikling, beskæftigelse og sociale fremskridt gennem produktive investeringer;

F.

der henviser til, at de europæiske struktur- og investeringsfondes midler ligeledes er udgifter øremærket til at støtte intelligent, inklusiv og bæredygtig vækst og konkurrenceevne og dermed er med til at mindske underskuddet i forhold til BNP;

G.

der henviser til, at kollapset i de offentlige finanser overalt i EU, som blev udløst af statsgældskrisen, har betydet, at budgetstramningspolitikker er blevet vidt udbredte; der henviser til, at deres indvirkning på lokale finanser har været ødelæggende og har medført, at adskillige budgetposter er blevet nedskåret eller justeret, hvilket har bragt nationale, regionale og lokale myndigheders finansierings-/medfinansieringskapacitet til produktive investeringer i fare;

H.

der henviser til, at kun få stater er blevet ved med at støtte lokale investeringer, mens de øvrige, da de stod over for statsgældskrisen, besluttede at indefryse eller skære ned på den økonomiske støtte til lokale myndigheder til investeringer med en kraftig tendens til at centralisere eller indføre interne stabilitetspagtsregler, som i stor udstrækning har reduceret investeringerne;

I.

der henviser til, at de betragtelige budgetnedskæringer, der er foretaget inden for vigtige områder og sektorer, i øjeblikket udgør et af de største problemer for lokale og regionale myndigheder;

J.

der henviser til, at subnationale regeringer er centrale aktører i regional udvikling: de tegner sig for 60 % af de offentlige investeringer og 38 % af konsoliderede offentlige udgifter til »økonomiske anliggender«, og dækker dermed de fleste udgifter, der kan påvirke regional udvikling, som f.eks. handels- og beskæftigelsesanliggender, landbrug, transport og F&U;

K.

der henviser til, at investeringer i EU har fungeret som en justeringsvariabel i to ud af tre lande, hvilket til dels skyldes den indsats, der blev gjort i 2009 for at overvinde kriserne; der henviser til, at de direkte investeringer i 2011 faldt i forhold til 2010 i 17 medlemsstater, hvoraf de i ti faldt med mere end 10 % i 2011 (Østrig, Letland, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Bulgarien, Grækenland, Portugal, Ungarn og Spanien); der henviser til, at faldet i investeringerne, som begyndte i 2010 (investeringstilskud fra centralregeringerne styrtdykkede med -8,7 %), fortsætter og synes at være på vej ind i en negativ spiral;

L.

der henviser til, at de lokale myndigheders gæld ligger langt under niveauet for de nationale aktørers gæld;

M.

der henviser til, at subnationale myndigheder er pålagt at deltage i konsolideringsbestræbelserne og nedbringe deres underskud og gæld, samtidig med at lånevilkårene er blevet forringet for de økonomisk svagere subnationale regeringer;

N.

der henviser til, at offentlige investeringer er centrale for social inklusion, og investeringsbehovene er betydelige i mange yderst vigtige sektorer i EU's økonomi, såsom arbejdsmarked, infrastruktur, forskning og udvikling samt SMV'er;

O.

der henviser til, at konvergensen bremsede betydeligt op under recessionen efter en periode med stigende konvergens i EU mellem 2000 og 2007; der henviser til, at de hårdest ramte regioner var dem med uholdbare og spekulative investeringer og dem med stærke eksportrettede produktionssektorer;

P.

der henviser til, at ordningerne til sikring af absorption af EU’s strukturfondsmidler indebærer, at Kommissionen kun kan godtgøre mellemliggende betalinger mod forelæggelse af erklæringer om allerede afholdte udgifter i medlemsstaterne;

Q.

der henviser til, at national offentlig medfinansiering af strukturfondsmidlerne i EU27 i programmeringsperioden 2007-2013 beløber sig til næsten 132 mia. EUR, og at dette beløb er en absolut nødvendig forudsætning for en forskriftsmæssig absorption af disse strukturfondsmidler samt for kvaliteten af investeringerne, eftersom det øger indflydelsen og ansvaret for så vidt angår anvendelsen af EU-midler;

R.

der henviser til, at den offentlige medfinansiering af de programmer, der støttes under samhørighedspolitikken, kan blive truet af den manglende fleksibilitet i anvendelsen af stabilitets- og vækstpagten, hvilket begrænser samhørighedspolitikkens bidrag til forbedringen af konkurrenceevnen og overvindelsen af den aktuelle krise;

1.

bemærker med alvorlig bekymring det tydelige mønster af stigende regional ulighed i EU i dag, med mange relativt fattige regioner i de nye medlemsstater og Sydeuropa og et flertal af rige regioner i Central- og Nordeuropa — et mønster, der også ses inden for medlemsstaterne og regionerne; fremhæver i denne forbindelse den oplagte betydning af EU's samhørighedspolitik som det vigtigste redskab til investeringer med sigte på konvergens og bæredygtig udvikling i EU;

2.

understreger, at den lokale økonomi er en afgørende faktor for genopretning, og at dette er vigtigt i den nuværende krisesituation; understreger i denne sammenhæng de økonomiske og sociale virkninger af den sociale økonomi med hensyn til at forbedre den sociale samhørighed på lokalt plan; opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe finansieringsmuligheder for den sociale økonomi gennem strukturfondene for perioden 2014-2020;

3.

gentager samhørighedspolitikkens betydning som Unionens primære investeringsinstrument, der spiller en central rolle i bekæmpelsen af krisen, i at begrænse ulighederne og i at spore EU og dets regioner ind på bæredygtig vækst; understreger den særlige rolle, som Den Europæiske Socialfond (ESF) spiller i støtten til sociale investeringer og gennemførelsen af Europa 2020-strategien, navnlig ved at bidrage til et højt niveau af holdbar beskæftigelse og produktivitet og ved samtidig effektivt at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og fremme den sociale samhørighed; understreger derfor vigtigheden af at sikre tilstrækkelige budgetbevillinger til struktur- og investeringsfondene inden for rammerne af FFR-forhandlingerne, og navnlig at bemærke deres væsentlige andel af investeringerne på områder såsom beskæftigelse, innovation, bæredygtig udvikling, lavemissionsøkonomi og støtte til SMV'er;

4.

peger på, at samhørighedspolitikken har vist sig at være modstandsdygtig over for krisen, har tilpasset sine programmer og finansieringsinstrumenter og dermed tilvejebragt større fleksibilitet og ydet et afgørende bidrag på områder, hvor der er brug for investeringer for at opnå økonomisk modernisering og øget konkurrenceevne og for at begrænse geografiske uligheder;

5.

fremhæver den rolle, flere subnationale myndigheder spiller med hensyn til at få bragt budgettet i balance igen ved at fastholde niveauet af offentlige investeringer og medfinansiere nye projekter og skabe en løftestangseffekt, navnlig når de private investeringer ligger på et lavt niveau; understreger, at bæredygtige offentlige indkøb og kapaciteten til at finansiere/medfinansiere og påtage sig forpligtelser vedrørende investeringer er altafgørende for at bevare et vækstpotentiale i en tid med økonomisk tilbagegang og svag vækst;

6.

er bekymret over, at de vedvarende budgetstramningsforanstaltninger og den strenge økonomiske styring, der blev gennemført i 2011 og 2012, som indebar øget pres på og nedskæring af de offentlige budgetter, risikerer at mindske omfanget af de lokale politikker, der er rettet mod at opfylde Europa 2020;

7.

understreger, at det er nødvendigt at genopbygge og øge den finansielle kapacitet på subnationalt plan og yde tilstrækkelig teknisk bistand, især til gennemførelsen af lokalt styrede komplekse fælles projekter for at sikre offentlige investeringer til programmer og projekter, som sigter mod at sætte skub i bæredygtig vækst, bekæmpe social udstødelse og genoprette den sociale struktur, tilvejebringe tilstrækkelige sundhedstjenester og sociale tjenester og skaffe job, navnlig på regionalt og lokalt plan; fastholder, at den specifikke yderligere tildeling til regionerne i den yderste periferi ikke bør gøres til genstand for tematisk koncentration og anvendes til at opveje de ekstraudgifter, der knytter sig til de karakteristika og begrænsninger, som er omhandlet i artikel 349 i TEUF, og som afholdes i regionerne i den yderste periferi; bemærker endvidere, at den specifikke yderligere tildeling også kan anvendes som bidrag til at finansiere driftsstøtte og udgifter til public service-forpligtelser og -kontrakter i regionerne i den yderste periferi.

8.

understreger, at det er nødvendigt at styrke lokale og regionale myndigheders administrative kapacitet yderligere, og at der gøres yderligere bestræbelser på at mindske bureaukratiet, som også indvirker negativt på disse myndigheder i deres egenskab af støttemodtagere og begrænser deres evne til at gennemføre EU-finansierede projekter;

9.

anmoder institutionerne om at forbedre de gældende bestemmelser, så regionerne i visse medlemsstater, der er særligt hårdt ramt af finanskrisen, yderligere kan forbedre deres evne til at absorbere struktur- og samhørighedsmidler og undgå de forventede enorme frigørelser;

10.

opfordrer til en yderligere forenkling af reglerne og øget fleksibilitet og gennemsigtighed i strukturfondsprogrammeringen og -forvaltningen, hvilket vil give mulighed for en bedre gennemførelse af projekter og hurtigere og mere fyldestgørende reaktioner på de sociale udfordringer og trusler.

11.

ser med tilfredshed på Kommissionens rapport fra 2012 om de offentlige finanser i ØMU'en, og navnlig kapitlet om skattemæssig decentralisering i EU, der fremhæver fornuften i en model med skattemæssig føderalisme, hvor skatteopkrævningen og udgiftsansvaret er uddelegeret til subnationale myndigheder; anmoder Kommissionen om at medtage et sådant kapitel om situationen med hensyn til de offentlige finanser og reformer på subnationalt niveau i næste års rapport om de offentlige finanser i ØMU'en;

12.

fremhæver, at der er behov for større synergier mellem de nationale, subnationale og EU's budgetter for offentlige udgifter gennem en klar rolle- og ansvarsfordeling mellem de forskellige budgetmyndigheder på EU-plan, medlemsstatsplan og subnationalt plan, hvilket også indebærer klarhed over, hvilken rolle EU's politik og finansieringsindgreb spiller og rationalet herfor, overholdelse af de betalingsfrister, der er fastsat i direktivet om forsinket betaling 2011/7/EU, respekt for nærhedsprincippet og lokale og regionale myndigheders budgetmæssige rettigheder (deres rolle i beslutningstagning og kontrol), dvs. deres demokratiske ansvarlighed over for de lokalsamfund, der vælger dem, samt sikring af hvert forvaltningsniveaus autonomi til at fastlægge prioriteter og udgifter; anmoder Kommissionen om at fremlægge klare faktuelle oplysninger om, hvorledes EU-budgettets rolle i forhold til at fremme investeringer på forskellige niveauer kan styrkes;

13.

støtter kraftigt øget gennemsigtighed i og øget forenkling af budgetprocesserne på alle forvaltningsniveauer (herunder udtrykkelig identifikation af kilderne til EU-finansiering i nationale og subnationale budgetter) og sikring af, at der er adgang til oplysninger på EU-plan om udgiftsprofilerne for EU-støtteprogrammer på regionalt plan (hvor dette er muligt), men også præcisering af, hvordan prioriteringer og finansiering tilpasses hinanden på EU-plan, medlemsstatsplan og subnationalt plan med sigte på vedtagne prioriteringer på EU-plan;

14.

understreger vigtigheden af at tilpasse sig løbende budgetmæssige begrænsninger i hele Europa, samtidig med at der investeres i fremtiden; minder medlemsstaterne om, at udfordringen ikke er at bruge mere, men at bruge mere effektivt;

15.

glæder sig over, at anvendelsen af finansieringsinstrumenter er ved at blive udvidet under samhørighedspolitikken til at omfatte alle tematiske målsætninger og alle struktur- og investeringsfondene; anmoder Kommissionen om at fremlægge en grundig analyse og vurdering af potentialet i de nye finansieringsmidler og –kilder til at støtte investeringer i vækst, som f.eks. obligationsmarkedet, risikodelingsinstrumentet og brugen af innovative finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at finde frem til nye innovative måder at finansiere lokale og regionale myndigheders langsigtede investeringer på, blandt andet ved at tiltrække privat kapital; fremhæver, at EIB's låneordninger spiller en central rolle for finansieringen af projekter af europæisk interesse, og efterlyser større samordning og synergi mellem disse ordninger og strukturfondene;

16.

fremhæver den betydning, som støtteinstrumentet Jessica har for støtte til bæredygtig byudvikling og byfornyelse via finanstekniske mekanismer, og opfordrer til øget anvendelse af dette instrument i den kommende programmeringsperiode;

17.

fremhæver den rolle, som lokale og regionale myndigheder kan spille for opfyldelsen af Europa 2020-målene om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; gentager, at partnerskabet mellem de centrale myndigheder og de regionale og lokale myndigheder er vigtigt for fastlæggelsen af prioriteringer og tilvejebringelsen af den fornødne medfinansiering til gennemførelsen af programmer som en forudsætning for, at der kan opnås den størst mulige virkning med begrænsede ressourcer i bestræbelserne på at nå disse mål; fremhæver i denne forbindelse betydningen af det nye instrument for lokal udvikling, som styres af lokalsamfundet, der vil give aktionsgrupper på lokalt plan mulighed for at udvikle og gennemføre lokale strategier med sigte på intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe sådanne muligheder som en del af den igangværende programmeringsproces, således at der gøres brug af de lokale aktionsgruppers store innovationspotentiale; understreger vigtigheden af at øge deltagelsen af lokale og regionale myndigheder, og hvor det er muligt arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, i programmeringen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af strukturfondene og udarbejdelsen af partnerskabsaftalerne, hvilket kan sikre en bedre sammenhæng mellem Unionens, de nationale, de regionale og de lokale strategier;

18.

giver udtryk for den opfattelse, at det er nødvendigt med en tematisk koncentration på et begrænset antal prioriteringer; understreger dog, at der er behov for fleksibilitet, for at medlemsstater og regioner kan reagere så effektivt som muligt på fælles mål, samtidig med at territoriale, økonomiske og sociale særegenheder respekteres;

19.

fastholder på det kraftigste sin modstand mod indførelsen af makroøkonomisk konditionalitet i samhørighedspolitikken for 2014-2020, hvilket ville straffe regioner og samfundsgrupper, der allerede er svækket af krisen, gennem en suspension af betalingerne, som muligvis ville få uforholdsmæssigt store konsekvenser i en række medlemsstater og især i regionerne, til trods for at de deltager fuldt ud i bestræbelserne på at bringe de offentlige budgetter i balance, og som udelukkende ville svække stater, der er i økonomiske vanskeligheder, og undergrave de solidaritetsbestræbelser, der er absolut nødvendige for at fastholde en makroøkonomisk balance i Unionen; er desuden af den opfattelse, at en sådan sanktionstilgang formentlig ikke ville vinde forståelse i den europæiske offentlighed og kunne øge dennes mistillid på et tidspunkt, hvor befolkningen allerede er alvorligt ramt af krisen og af sparepolitikkernes virkninger;

20.

mener, at det er nødvendigt at omtænke additionalitetsprincippet i en tid med stramninger i de offentlige finanser, da det bør gennemføres i overensstemmelse med rammen for europæisk økonomisk styring, og efterlyser en debat om dette spørgsmål inden for rammerne af forhandlingerne om samhørighedspolitikken efter 2013;

21.

noterer sig IMF's nylige bemærkninger om, at budgetstramninger svækker lande, hvor de indføres uden omtanke, eftersom en overilet nedbringelse af det offentlige underskud, når udsigterne for verdensøkonomien er dårlige, hindrer en kortsigtet genopretning ved at reducere skatteindtægterne og derved yderligere forværre underskuddet; er enigt med IMF i, at det er nødvendigt at lægge vægt på balancen mellem sanering og vækst og ikke blot på saneringen af de offentlige finanser;

22.

glæder sig over det forslag, som en række medlemsstater har fremsat om i forbindelse med forhandlingerne om FFR at medtage en klausul om revision af regnskaberne mellem 2015 og 2016, som vil gøre det muligt at forhøje budgettet under dets gennemførelse til fordel for centrale områder som f.eks. ungdomsbeskæftigelse og SMV’er;

23.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at gøre brug af alle de fleksibilitetsmargener, der findes i det forebyggende element af stabilitets- og vækstpagten, til at afbalancere behovet for produktive og bæredygtige offentlige investeringer med målsætningerne om finanspolitisk disciplin; mener, at dette for eksempel kunne gøres ved at undtage de aggregerede mængder af national medfinansiering under EU's struktur- og investeringsfonde fra de begrænsninger, som stabilitets- og vækstpagten pålægger, ved at basere beregningerne i forbindelse med pagten på den pågældende stats netto- og ikke bruttobehov for selvfinansiering, dvs. nettobehovet for selvfinansiering af afgifterne på de faktiske udgifter (først og fremmest moms), eller også ved at opdele de to kilder til finansiering af disse programmer (EU-midler og nationale midler) i forskellige tidsfaser, således at finansieringen kommer udelukkende fra EU-midlerne i de første år af et program og udelukkende fra nationale kilder i de sidste år, idet man må gå ud fra, at den berørte medlemsstat på dette tidspunkt vil have opnået konkrete resultater takket være sin politik til begrænsning af gælden i forhold til BNP;

24.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at offentlige udgifter, som afholdes af medlemsstaterne til medfinansiering af programmer, der støttes af strukturfondene, ikke medregnes i de offentlige eller assimilerede strukturelle udgifter, der tages i betragtning i partnerskabsaftalen i forbindelse med kontrol med overholdelsen af stabilitets- og vækstpagten, eftersom de udgør en forpligtelse, der er en direkte følge af overholdelsen af additionalitetsprincippet; opfordrer derfor til, at offentlige udgifter i forbindelse med gennemførelsen af programmer, der medfinansieres af struktur- og investeringsfondene, bør være helt undtaget fra stabilitets- og vækstpagtens definition af strukturelle underskud, eftersom dette er udgifter, der er helliget opfyldelsen af Europa 2020-målene, og som støtter konkurrenceevne, vækst og jobskabelse, navnlig hvad angår job til unge;

25.

anmoder Kommissionen om at aflægge beretning om muligheden for eventuelle foranstaltninger inden for rammerne af EU's eksisterende finanspolitiske ramme med henblik på i højere grad at se på spørgsmålet om at adskille løbende udgifter og investeringer i beregningerne af budgetunderskud for at undgå, at offentlige investeringer med nettofordele på lang sigt regnes for at være negative;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om Den Økonomiske og Monetære Unions fremtid at tage højde for alle fleksibilitetsmargener i rammen for makroøkonomisk styring, således at der bliver mulighed for produktive investeringer, navnlig ved at genoverveje forholdet mellem stabilitets- og vækstpagten og produktive offentlige investeringer og fritage offentlige udgifter i forbindelse med gennemførelsen af programmer, der medfinansieres af struktur- og investeringsfondene inden for rammerne af vækstfremmende politikker, fra budgetovervågningsbestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/35

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982,

—

der henviser til De Forenede Nationers generalforsamlings resolutioner om fiskeri, især punkt 157 i resolution 66/68 om udviklede landes forpligtelser over for de mindst udviklede lande og de små østater, der er udviklingslande,

—

der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

—

der henviser til FAO's internationale handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten, som blev godkendt af FAO's Råd i november 2000 (IPOA-kapacitet),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (1), i det følgende benævnt IUU-fiskeri,

—

der henviser til aftalen om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, vedtaget på FAO-konferencens 36. samling den 22. november 2009,

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (2),

—

der henviser til den fælles meddelelse af 21. marts 2012 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Social Udvalg og Regionsudvalget: Mod et nyt udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet (3),

—

der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehav, som EU i medfør af Rådets afgørelse 2005/75/EF er kontraherende part i med virkning fra den 25. januar 2005 (4),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2006/539/EF af 22. maj 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (5),

—

der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcerne i det sydlige Stillehav (6), der blev godkendt på Den Europæiske Unions vegne i medfør af Rådets afgørelse 2012/130/EU (7), og hvorved Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det sydlige Stillehav (SPRFMO) blev oprettet,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2011/144/EU af 15. februar 2011 om indgåelse af den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (8),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (9), i det følgende benævnt Cotonouaftalen,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 215/2008 af 18. februar 2008 om finansforordningen for den 10. Europæiske Udviklingsfond (10),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Mikronesiens Forenede Stater om fiskeri i Mikronesiens Forenede Stater (11),

—

der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Republikken Kiribati på den anden side (12),

—

der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne (13),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse af 15. november 2012 om underretning af de tredjelande, som efter Kommissionens opfattelse muligvis kan identificeres som ikke-samarbejdende tredjelande i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (14),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0297/2013),

A.

der henviser til, at for at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken bør de EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i AVS-landene i Stillehavet — dvs. fiskeri-, handels- og udviklingspolitikkerne — gennemføres på en måde, som sikrer, at de bidrager til opnåelsen af de bæredygtige udviklingsmål for fiskeriet, som er fastsat af AVS-landene i Stillehavet; der henviser til, at en sådan tilgang bør integreres i den kommende fornyelse af Cotonouaftalen eller i de instrumenter, der vil være efterfølgere til aftalen;

B.

der henviser til, at EU skal bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 208, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at »Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene«;

C.

der henviser til, at EU efter Australien er den næststørste donor i denne region, idet støtten gives gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og at kun 2,3 % af bistandsmidlerne fra den tiende EUF er målrettet forskellige fiskerirelaterede aktiviteter — på trods af at fiskeressourcerne er den vigtigste kilde til velstand for AVS-staterne i Stillehavet og er den eneste sådanne kilde, alle disse stater har tilfælles, og selv om landene i det vestlige og Centrale Stillehav gentagne gange har udtrykt deres vilje til at gøre tunfiskeri til drivkraften bag områdets sociale og økonomiske udvikling;

D.

der henviser til, at der forud for de bilaterale og multilaterale handelsaftaler, som EU forhandler om, bør foretages konsekvensanalyser, navnlig med hensyn til bevarelsen af marine levende ressourcer og konsekvenserne af disse aftaler for lokalbefolkningerne; der henviser til, at sådanne bilaterale og multilaterale aftaler bør være styret af konklusionerne af disse konsekvensanalyser;

E.

der henviser til, at fiskevarer i de igangværende forhandlinger om en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) mellem EU og AVS-landene med det formål at tilpasse Cotonouaftalens generelle præferenceordning til Verdenshandelsorganisations regler spiller en afgørende rolle for adgangen både til de europæiske markeder og til ressourcerne og en god fiskeriforvaltning med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling;

F.

der henviser til faren ved dispensationer fra oprindelsesreglerne som omhandlet i artikel 6, stk. 6, i protokol II om oprindelsesregler, der er knyttet som bilag til den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Stillehavslandene, og de deraf følgende risici for en uretfærdig konkurrence på det europæiske marked for fiskeriprodukter;

G.

der henviser til EU's interesse i at styrke forholdet til Stillehavsregionen og i at samarbejde for at nå målet om udvikling, hvor der tages udgangspunkt i bevarelse af fiskeressourcerne, fremme af en bæredygtig udvikling for fiskeriet og tilskyndelse til gennemsigtighed i fiskeriforvaltningen;

H.

der henviser til, at næsten halvdelen af verdens tunfangster sker i de vestlige og centrale Stillehavsfarvande, og at 80 % heraf fanges i østaters eksklusive økonomiske zoner (EØZ'er) og kun 20 % i internationalt farvand;

I.

der henviser til, at Fiskerikommissionen for det vestlige og centrale Stillehavs (WCPFC's) videnskabelige komités seneste bestandvurderinger fra 2012 viser, at der ikke sker overfiskeri af hverken bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) eller gulfinnet tun (Thunnus albacares) i dens regulerede område, men at der sker overfiskeri af storøjet tun (Thunnus obesus); der henviser til, at dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun inden for fiskeri med notfartøjer, navnlig i forbindelse med brug af anordninger til fiskekoncentration, er dybt bekymrende;

J.

der henviser til, at selv om der er sket små forbedringer inden for overvågning, kontrol og opsyn i Stillehavet, udgør både den store stigning i antallet af fiskerfartøjer, hovedsageligt fra Asien og østaterne, de øgede fiskeriaktiviteter og det ulovlige fiskeri en trussel mod ressourcernes bæredygtighed i området;

K.

der henviser til, at EU's tilgang til fiskeri i Stillehavet bør bestå i aktivt at støtte de aktuelle regionale bestræbelser på at gribe ind over for overkapacitet og forbedre fiskeriforvaltningen;

L.

der henviser til, at der i Stillehavsområdet er en tradition med regionale agenturer og strukturer til forvaltning af tunfiskeriet såsom Fiskeriagenturet under Stillehavsøernes Forum (Pacific Islands Forum Fisheries Agency, FFA) og den subregionale organisation Parter i Nauru-aftalen (Parties to the Nauru Agreement, PNA);

M.

der henviser til, at havdageordningen blev indført af Nauru-aftalens parter i 2008 i et forsøg på at forvalte adgangen til PNA-farvandene, begrænse fiskeriindsatsen i disse farvande og sikre størst muligt udbytte af fiskeriet for de små udviklingsøstater i Stillehavet;

N.

der henviser til, at parternes alt for store fiskeriindsats er en realitet, og at der finder drøftelser sted i WCPFC om en ny bevarings- og forvaltningsforanstaltning til de kommende år, hvor der gøres noget ved loftet over fiskeriindsatsen;

O.

der henviser til, at USA har haft en multilateral aftale med Stillehavsstaterne siden 1988, og at denne aftale, som er under genforhandling i øjeblikket, sikrer adgang til omkring 20 % af fiskedagene i regionen;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt, at havdageordningen er fuldstændig gennemsigtig, og at dens bestemmelser forbedres og gennemføres af alle dens medlemmer, for at ordningens målsætninger kan opfyldes, og der kan sikres fuldstændig overensstemmelse med de foranstaltninger, der træffes både for EØZ'erne og det åbne hav;

Q.

henviser til, at langdistancefiskeriflådernes udgifter til adgang fortsat forventes at vokse betydeligt i de kommende år, eftersom dette er en væsentlig indtægtskilde for landene i området; og der henviser til, at udgiften pr. fiskedag er fastsat til mindst 6 000 USD for 2014 ved en aftale indgået på PNA's årlige møde;

R.

der henviser til, at de fiskeripartnerskabsaftaler, som EU har indgået, også med landene i Stillehavsregionen, traditionelt har været baseret på en begrænsning af antallet af fartøjer med en vejledende referencetonnage, og at dette har skabt et misforhold på grund af PNA's indførelse af havdageordningen og PNS's ønske om at anvende denne på partnerskabsaftalerne med EU;

S.

der henviser til, at en godt udformet og ordentligt håndhævet havdageordning vil kunne forhindre yderligere forøgelse af indsatsen i regionen;

T.

der henviser til, at EU i dets forhold til tredjelande har indført, at samarbejde og overholdelse af bestemmelserne vedrørende IUU-fiskeri er en forudsætning for indgåelse af fiskeripartnerskabsaftaler; og der henviser til, at det er nedfældet i artikel 39, punkt 9, i forordning (EF) nr. 1005/2008 vedrørende bekæmpelse af IUU-fiskeri, at Kommissionen ikke indleder nogen forhandlinger om indgåelse af bilaterale fiskeriaftaler eller fiskeripartnerskabsaftaler med lande, der ikke lever op til dette;

U.

der henviser til, at ØPA'er bør indeholde en specifik henvisning til gennemførelsen af IUU-forordningen i stedet for en generel formulering om behovet for at bekæmpe IUU-fiskeri, og at ØPA'er ikke bør indgås med tredjelande, der er identificeret som »ikkesamarbejdende«;

V.

der henviser til, at Kommissionen i sin afgørelse af 15. november 2012 bl.a. underrettede Fiji og Vanuatu som mulige ikkesamarbejdende lande i IUU-forordningens forstand, både på grund af manglende afskrækkende og sanktionerende foranstaltninger over for fartøjer, som praktiserer IUU-fiskeri og sejler under disse landes flag, og på grund af den manglende gennemførelse af henstillingerne fra de regionale fiskeriorganisationer;

W.

der henviser til, at EU-flådens fiskeri fra notfartøjer hidtil er foregået i det centrale Stillehav, både i internationalt farvand og i Kiribatis EØZ såvel som i EØZ'erne under Tuvalu, Tokelau og Nauru, og det på grundlag af aftaler inden for den private sektor;

X.

der henviser til, at EU imidlertid, ud over fiskeripartnerskabsaftalen med Kiribati, også har forhandlet sådanne aftaler med visse lande i det vestlige Stillehav, men at disse ikke er trådt i kraft endnu, eftersom aftalen med Mikronesiens Forenede Stater ikke blev ratificeret af landets parlament, og forhandlingerne om fornyelse af aftalen med Salomonøerne har stået stille siden 2012;

Y.

der henviser til, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeriaftaler med disse lande, og til, at de relevante aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

Z.

der henviser til, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil hos delegationen i Fiji indtil nu har manglet personale inden for fiskerianliggender;

1.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem alle de af Unionens politikker, som er relevante for Stillehavsregionen, jf. artikel 208 i TEUF, især politikkerne vedrørende fiskeri, handel og udvikling, til at forstærke mulige synergier med henblik på at opnå en multiplikatoreffekt og dermed maksimere de gunstige virkninger for både staterne i Stillehavsregionen og EU's medlemsstater, og til samtidig at styrke EU's strategiske tilstedeværelse, øge EU's synlighed i det vestlige og centrale Stillehav og bidrage til en bæredygtig udnyttelse af Stillehavets ressourcer;

2.

der henviser til, at fiskeristrategien inden for de fremtidige rammer, når Cotonouaftalen med AVS-landene i stillehavområdet er fornyet, bør have et regionalt fokus, som forstærker EU's position og rolle i regionen i det vestlige og centrale Stillehav;

3.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der i den 11. Europæiske Udviklingsfond tages højde for nærværende strategi og for muligheden for at øge andelen af sektorstøtte til opfyldelse af fiskerisamfundenes behov (herunder styrkelse af deres bidrag til den lokale fødevaresikkerhed) og udvikling af infrastrukturer til fiskeriet med henblik på lokal landing og forarbejdning af fangster, eftersom fiskeriet er en af regionens væsentligste økonomiske ressourcer;

4.

glæder sig over den nylige tilførsel af personale til EU's delegation i Fiji, der skal arbejde specifikt med fiskerispørgsmål, og håber, at dette vil bidrage til at etablere permanente og specialiserede forbindelser på fiskeriområdet med landene i regionen;

5.

opfordrer ligeledes til bedre koordinering og komplementaritet med de andre aktører i regionen med hensyn til udviklingsstøtte i overensstemmelse med Cairnspagten fra august 2009; glæder sig over afholdelsen af det andet EU-PIF-ministermøde den 12. juni 2012, som har styrket den politiske dialog mellem EU og Stillehavsregionen, navnlig på områderne for fiskeri og udvikling, og dermed sikret en større effektivitet af foranstaltninger, der træffes på disse områder af EU og landene i regionen;

6.

understreger behovet for, at højsøflåder i samarbejde med Stillehavslandene bidrager til at mindske fiskeripresset på bestande af tropisk tunfisk, herunder ved i væsentlig grad at nedbringe dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun, en bestand, der har stor økonomisk betydning for regionen, og som i øjeblikket overfiskes;

7.

understreger vigtigheden af at etablere en fiskeristrategi for det vestlige og centrale Stillehav i lyset af områdets betydning for fiskeriet og dets værdi for Unionens flåde, marked og fiskeforarbejdningsindustri, såvel som vigtigheden af, at der skabes retssikkerhed for de fartøjer, som opererer i området;

8.

bemærker, at EU's strategi for adgangen ved hjælp af fiskeripartnerskabsaftaler til ressourcerne i EØZ'erne under landene i denne region ikke har fungeret ordentligt bortset fra i forbindelse med Kiribati, og mener, at en genoplivning og konsolidering af disse aftaler forudsætter en ny ramme for nære og frugtbare forbindelser mellem de forskellige involverede parter;

9.

mener, at en del af problemerne skyldes, at EU uden positive resultater har forhandlet aftaler med lande i det vestlige Stillehav, hvor EØZ'erne under Salomonøerne og Mikronesiens Forenede Stater ligger, i stedet for at rette sin indsats mod det centrale Stillehav, hvor Unionens flåde af notfartøjer traditionelt har koncentreret fiskeriet;

10.

betragter det som særdeles positivt, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeripartnerskabsaftaler med disse lande, og at de dertil hørende aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

11.

mener, at denne nye forhandlingsvej i højere grad er i overensstemmelse med det regionale fokus, som Europa-Parlamentet har efterlyst gentagne gange, navnlig med hensyn til fiskeri af stærkt vandrende arter; opfordrer Kommissionen til at sikre overholdelse af WCPFC-bestemmelserne i forbindelse med forhandlinger med parter i Nauru-aftalen og andre AVS-lande i Stillehavet;

12.

bemærker, at EU's tilgang til Stillehavet navnlig bør bestå i at hjælpe udviklingsstater og især små udviklingsøstater i deres bestræbelser på at opnå en større andel af udbyttet af den bæredygtige udnyttelse af fælles og stærkt vandrende fiskebestande og også bør bestå i at hjælpe med at styrke de regionale bestræbelser for at bevare og forvalte fiskeri efter sådanne bestande på bæredygtig vis, således som der blev opfordret til på UNFSA's revisionskonference;

13.

udtrykker bekymring over forekomsten af IUU-fiskeri i området, og mener, at selv om der er sket visse forbedringer i fiskeriforvaltningen, er disse fremskridt dog endnu utilstrækkelige, især med hensyn til gennemførelse af basale instrumenter til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

14.

opfordrer Kommissionen til at indføje en udtrykkelig henvisning til IUU-forordningen (forordning (EF) nr. 1005/2008) i den ØPA, der forhandles med Stillehavslandene;

15.

opfordrer AVS-landene til at fortsætte med at engagere sig aktivt i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'erne) og til regelmæssigt at informere deres civilsamfund samt erhvervs- og interesseorganisationer om beslutninger, der vedtages for fiskeriområdet;

16.

opfordrer Kommissionen til at sørge for en mere langsigtet strategi for regulering af EU-flådens adgang til ressourcerne i EØZ'er under landene i dette område, og basere den på en regional rammeaftale mellem EU og landene i det vestlige og centrale Stillehav, der forhandles med FFA og centreres om følgende aspekter:

17.

understreger, at der i sidste fase af denne proces bør fokuseres 100 % på regionen, dvs. at den bør udmøntes i en multilateral fiskeripartnerskabsaftale med ØPA-landene, som giver EU-flåden adgang til ressourcerne i disse landes EØZ'er;

18.

henstiller til, at Kommissionen tager denne fiskeristrategi for Stillehavsområdet i betragtning og tager hensyn til individuelle forhold i østaterne, når Cotonouaftalen skal revideres;

19.

understreger behovet for, at Europa-Parlamentet i passende grad involveres i såvel forberedelsesprocessen som forhandlingsprocessen og den langsigtede overvågning og vurdering af, om de bilaterale aftaler fungerer i henhold til bestemmelserne i TEUF; insisterer på, at Parlamentet bør holdes fuldt ud og øjeblikkeligt underrettet på lige fod med Rådet under alle faser af proceduren vedrørende fiskeripartnerskabsaftaler, jf. artikel 13, stk. 2, og artikel 218, stk. 10, i TEUF; minder om, at det er af den overbevisning, at Europa-Parlamentet bør være repræsenteret med observatører på møderne i Den Blandede Komité, der er foreskrevet i fiskeriaftalerne; insisterer på, at observatører fra civilsamfundet, herunder repræsentanter fra både EU og tredjelandes fiskeri, også bør deltage i disse møder;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/41

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (UNCLOS),

—

der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

—

der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget af FAO-konferencen i oktober 1995,

—

der henviser til konventionen om beskyttelse af Sortehavet mod forurening, som blev undertegnet i Bukarest i april 1992,

—

der henviser til konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder og dens protokoller, som blev undertegnet i Barcelona i februar 1976 og ændret i Barcelona i juni 1995,

—

der henviser til den strategiske handlingsplan for beskyttelse og genoprettelse af miljøet i Sortehavet, som blev vedtaget i Sofia i april 2009,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (1),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammerne for maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning (COM(2013)0133),

—

der henviser til [del VII om ekstern politik] i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. […]/2013 af […] om den fælles fiskeripolitik (2),

—

der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet (3),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om nuværende og fremtidig forvaltning af fiskeriet i Sortehavet (4),

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 10. oktober 2007 med titlen ”En integreret EU-havpolitik (COM(2007)0575),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om »Integreret havpolitik — Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer« (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 11. september 2009 med titlen »En integreret havpolitik for en bedre forvaltning i Middelhavsområdet« (COM(2009)0466),

—

der henviser til EU's naboskabspolitik og de hermed forbundne finansieringsinstrumenter,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 8. september 2010 med titlen »Viden om havene 2020 — havdata og havobservation med henblik på intelligent og bæredygtig vækst« (COM(2010)0461),

—

der henviser til ENPI-programmet »Mediterranean Sea Basin Programme« 2007-2013 vedrørende grænseoverskridende samarbejde, som Kommissionen vedtog den 14. august 2008,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 13. september 2012 med titlen »Blå vækst — mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi« (COM(2012)0494),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0288/2013),

A.

der henviser til, at byudviklingen i Middelhavsområdet i 2025 kan være nået op på 60 % med en tredjedel af befolkningen koncentreret i kystområder, hvilket vil fordoble presset på vand og på fiskeressourcerne;

B.

der henviser til, at 30 % af verdens skibstrafik foregår i Middelhavet;

C.

der henviser til, at Middelhavet og Sortehavet har særlige oceanografiske, fiskerimæssige, miljømæssige og socioøkonomiske kendetegn;

D.

der henviser til, at forvaltningen af hav- og kystområder er en kompleks opgave og involverer en række forskellige private og offentlige organer;

E.

der henviser til, at Middelhavet og Sortehavet har en meget lav vandfornyelseshastighed (henholdsvis 80-90 år og 140 år) og derfor er yderst følsomme over for havforurening;

F.

der henviser til, at omkring 75 % af fiskebestandene i Middelhavet er overudnyttede;

G.

der henviser til, at retlige ordninger for fartøjers adgang til nationale fiskeriområder varierer alt efter fartøjsnationalitet;

1.

udtrykker bekymring over, at den øgede konkurrence om færre bestande og marine ressourcer skaber regionale spændinger og mulige tvister mellem kyststater om havområder; opfordrer i den forbindelse til, at der på regionalt og nationalt plan samt EU-plan gøres øgede bestræbelser på at forbedre reguleringen af adgangen til ressourcerne;

2.

opfordrer indtrængende alle kyststater til at intensivere deres bestræbelser på at udfase overfiskning i Middelhavet og Sortehavet, eftersom faldende fiskebestande vil øge potentialet for konflikter i dette område;

3.

er af den faste overbevisning, at en fredelig løsning på konflikter vedrørende havområder og afgrænsningen mellem dem i overensstemmelse med medlemsstaternes og tredjelandes rettigheder og forpligtelser i henhold til EU-retten og folkeretten, navnlig FN's havretskonvention, er et grundlæggende element i god forvaltning af havene;

4.

mener, at havforvaltning i Middelhavet og Sortehavet kræver en større grad af politisk samhørighed og samarbejde mellem de berørte kyststater; understreger den vigtige rolle, som bilateralt samarbejde og internationale aftaler spiller, eftersom flertallet af Sortehavs- og Middelhavslandene ikke er medlemmer af EU og derfor ikke er forpligtede til at overholde EU-lovgivningen;

5.

glæder sig over den rolle, som Kommissionen har spillet for fremme af en mere solid og struktureret dialog med tredjelande ved Middelhavet og Sortehavet om forvaltningen af delte bestande i disse have; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser med henblik herpå og i den forbindelse følge en regional tilgang;

6.

mener, at havforvaltning i Middelhavs- og Sortehavsregionen åbner muligheder for så vidt angår internationale forbindelser og en effektiv forvaltning af regionen;

7.

understreger, at konkurrencen om lavere fiskebestande og færre marine ressourcer kunne blive en kilde til uoverensstemmelser med tredjelande; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at arbejde sammen om at sikre overvågningen af, kontrollen med og sikkerheden for kyst- og territorialfarvandene, de eksklusive økonomiske zoner (EEZ), fastlandssoklerne, de maritime infrastrukturer og de marine ressourcer; bemærker, at EU fortsat bør holde en høj politisk profil i denne henseende og søge at undgå international uenighed;

8.

opfordrer indtrængende EU til at bruge sine diplomatiske ressourcer til at fremme dialogen mellem medlemsstaterne og tredjelande for at sikre, at de værdsætter principperne i EU’s fælles fiskeripolitik, og til at føre tilsyn med overholdelsen af denne politiks regler; understreger, at navnlig kandidatlande bør overholde principperne i EU’s fiskeripolitik samt de relevante EU-love og internationale love vedrørende fiskeri;

9.

bemærker, at tre ud af de 21 Middelhavslande hverken har undertegnet eller ratificeret UNCLOS; anmoder Kommissionen om indtrængende at opfordre disse lande, navnlig kandidatlande, til at tilslutte sig UNCLOS og til at gennemføre den som en integrerende del af EU's regelværk for maritime anliggender;

10.

opfordrer Kommissionen og tredjelande til at fastlægge en regional tilgang til fiskeri og bevarelse af fiskebestandene i Middelhavet og Sortehavet og til i den forbindelse at tage hensyn til fiskeris grænseoverskridende dimension og visse arters vandrende karakter; understreger med hensyn hertil, at Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) spiller en væsentlig rolle for sikringen af lige vilkår og som et regionalt forum for sikringen af bæredygtigt fiskeri i Sortehavet;

11.

fremhæver behovet for miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling i disse havområder og for øgede bestræbelser med henblik på havforvaltning og -kontrol i overensstemmelse med folkeretten, navnlig UNCLOS, som et middel til at bidrage til øget miljøbeskyttelse af kyst- og havområder;

12.

mener, at en integreret havpolitik, og navnlig maritim fysisk planlægning, kan spille en central rolle i forebyggelsen af konflikter mellem EU’s medlemsstater såvel som mellem EU og tredjelande;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre integreret kystzoneforvaltning og maritim fysisk planlægning — for så vidt angår offshoreproduktion af vindkraft, nedlægning af undervandskabler og -rørledninger, søtransport, fiskeri og akvakultur og etablering bestandsophjælpningsområder — inden for rammerne af blå vækst-strategien og af eksisterende aftaler med nabolande, herunder tredjelande med kyst ud mod samme regionale hav;

14.

opfordrer til etablering af maritime zoner, navnlig eksklusive økonomiske zoner og beskyttede havområder, hvilket ikke blot vil forbedre bevarelsen og forvaltningen af fiskebestandene også uden for territorialfarvande, men tillige fremme bæredygtige fiskeressourcer, lette kontrollen med og bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) samt forbedre havforvaltningen i disse havområder; understreger behovet for, at EU giver medlemsstaterne tilstrækkelig vejledning, koordinationsbistand og støtte med hensyn hertil;

15.

opfordrer Kommissionen til at behandle disse spørgsmål mere indgående med henblik på at sikre kohærensen mellem relevante EU-politikområder, navnlig den fælles fiskeripolitik og den integrerede havpolitik, og til både inden for EU og i forholdet til nabopartnerlande at fremme denne kohærens — og lige vilkår — gennem øget samarbejde og dialog;

16.

understreger betydningen af bestandsvurderinger og efterlyser øget samarbejde mellem videnskabelige institutioner i Middelhavs- og Sortehavsområdet, herunder udveksling af videnskabelige data og oplysninger; mener, at EU bør fremme, stimulere og lette samarbejde og fælles projekter mellem videnskabelige team fra EU og deres modparter i andre berørte tredjelande; glæder sig i denne henseende over initiativet »Viden om havene 2020«, hvormed formålet er at gøre data om havmiljøet tilgængelige for et stort antal potentielt interesserede parter, herunder offentlige og industrielle organer, uddannelses- og forskningsinstitutioner og civilsamfundet;

17.

efterlyser et forbedret system for tilsyn og kontrol med samt overvågning af fiskeri inden for rammerne af en integreret tilgang med henblik på forbedret bevarelse af økosystemerne i Middelhavet og Sortehavet i overensstemmelse med EU’s bestemmelser og folkeretten, navnlig UNCLOS, for på denne måde at bidrage til langsigtet bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene og til en mere effektiv bekæmpelse af IUU-fiskeri;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/45

—

der henviser til artikel 2, 3, 6 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 153, 191, 207 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 12, 21, 28, 29, 31 og 32 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til EU’s strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati af 25. juni 2012,

—

der henviser til protokollen om Folkerepublikken Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen af 23. november 2001,

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2012 om »EU og Kina: Skævhed i samhandelen?« (1) og til rapporten fra Generaldirektoratet for Eksterne Politikker fra juli 2011 om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Kina,

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om forbindelserne mellem EU og Kina (2),

—

der henviser til de almindeligt anerkendte principper og praksisser, de såkaldte Santiago-principper, der blev vedtaget i oktober 2008 af IMF-arbejdsgruppen om statslige investeringsfonde,

—

der henviser til fælleskommunikéet fra det 13. topmøde mellem EU og Kina den 20. september 2012 i Bruxelles,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »Handel, vækst og verdensanliggender –Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi« (COM(2010)0612) og til sin beslutning af 27. september 2011 om en ny handelspolitik for Europa i forbindelse med Europa 2020-strategien (3),

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2011 om hindringer for handel og investering (4),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer (5),

—

der henviser til sine beslutninger af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler (6), om menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (7), og om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »EU-Kina — Tættere partnerskab, større ansvar« (COM(2006)0631) og det ledsagende arbejdsdokument »Tættere partnerskab, større ansvar — Et oplæg til handels- og investeringspolitik i forholdet mellem EU og Kina« (COM(2006)0632),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2009 om styrkelse af de europæiske SMV'ers rolle i international handel (9),

—

der henviser til sin nylige afgørelse, der indfører krav om offentliggørelse for udvindings- og skovbrugsindustrien vedrørende deres betalinger til regeringer (10),

—

der henviser til EU’s og Kinas fælles afgørelse, der i februar 2012 i Beijing blev truffet på det 14. topmøde mellem EU og Kina, om at indlede forhandlinger om en bilateral investeringsaftale,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at handelen mellem EU og Kina er vokset hastigt og konstant i de seneste tre årtier og toppede i 2012 med samhandel for i alt 433,8 mia. EUR, og til, at skævheden i den bilaterale samhandel mellem EU og Kina siden 1997 har været i Kinas favør; der henviser til, at handelsunderskuddet beløb sig til 146 mia. EUR i 2012 sammenlignet med 49 mia. EUR i 2000;

B.

der henviser til, at EU's udenlandske investeringer i Kina i 2011 beløb sig til 102 mia. EUR, mens Kinas udenlandske investeringer i EU samme år beløb sig til 15 mia. EUR; der henviser til, at Kinas udenlandske investeringer i EU kun beløb sig til 3,5 mia. EUR i 2006;

C.

der henviser til, at Lissabontraktaten har bragt direkte udenlandske investeringer ind under Unionens enekompetence;

D.

der henviser til, at 26 EU-medlemsstater har indgået individuelle bilaterale investeringsaftaler med Kina, som stadig er i kraft; der henviser til, at EU endnu ikke har udviklet en langsigtet og bæredygtig erhvervspolitik, som kan være drivkraft i EU’s offensive og defensive interesser inden for rammerne af dens nye politik for udenlandske investeringer;

E.

der henviser til, at Kina — selv om arbejdskraftsomkostningerne er steget med 10 % om året i de seneste år — stadig rangerer blandt de tre største investeringsmarkeder på globalt plan;

F.

der henviser til, at de udviklingsmål, der kommer til udtryk i Kinas tolvte femårsplan og i Europa 2020-strategien, omfatter et stort antal fælles interesser og fælles udfordringer; der henviser til, at en større grad af integration og teknologisk udveksling mellem EU's og Kinas økonomier kan føre til synergier og gensidige fordele;

G.

der henviser til, at private og statsejede virksomheder bør drage fordel af lige konkurrencevilkår;

H.

der henviser til, at denne investeringsaftale er den første, der forhandles af EU på grundlag af den overordnede kompetence i medfør af Lissabontraktatens ikrafttrædelse; der henviser til, at forhandlingerne om denne investeringsaftale, herunder om markedsadgang, har et iboende potentiale til at generere stor interesse såvel som eventuel offentlig bekymring, hvorfor forhandlingerne bør gennemføres med størst mulig gennemsigtighed for at sikre den nødvendige parlamentariske kontrol og således opfylde en af de forudgående betingelser for, at Europa-Parlamentet kan give sit tilsagn til resultatet af forhandlingerne;

I.

der henviser til, at investorerne både skal overholde lovgivningen i værtslandet og bestemmelserne i enhver aftale indgået mellem EU og Kina, når disse træder i kraft, for fuldt ud at drage fordel af den bedst mulige beskyttelse for deres investeringer;

J.

der henviser til, at den ringe eller manglende gennemførelse fra Kinas side af visse grundlæggende sociale rettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøstandarder, som imidlertid er internationalt anerkendte, er blandt grundene til den nuværende uligevægt i samhandlen mellem EU og Kina, hvilket endda kan blive yderligere forværret gennem mere indgående investeringsforbindelser, såfremt der ikke sker fremskridt i gennemførelsen af disse rettigheder og standarder; der henviser til, at investeringsaftalen derfor ikke bør give anledning til yderligere forringelse af de sociale og miljømæssige standarder i Kina, men derimod bør bidrage til en forbedring heraf som en forudgående betingelse og derved resultere i en mere balanceret og gensidigt fordelagtig handels- og investeringsforbindelse;

K.

der henviser til, at en investeringsaftale også bør omfatte forpligtelser for investorerne, herunder med hensyn til at overholde fagforeningsrettigheder og andre arbejdstagerrettigheder, gennemsigtighed og miljøbeskyttelse som defineret i lovgivningen for begge parters vedkommende, og bør indgås i overensstemmelse med WTO-bestemmelser og andre relevante internationale aftaler og grundlæggende konventioner, som er blevet undertegnet og ratificeret af parterne; der henviser til, at investeringsaftaler ikke bør omfatte investeringer i særligt etablerede zoner, der omgår arbejdsrettigheder og -standarder samt andre lovgivningskrav;

L.

der henviser til, at produkter beregnet til eksport til EU, som er fremstillet i tvangsarbejdslejre, såsom i forbindelse med ordningen »genopdragelse gennem arbejde« (RTL), almindelig kendt som »Laogai«, ikke bør drage fordel af investeringer foretaget inden for rammerne af denne bilaterale investeringsaftale;

M.

der henviser til, at Kommissionen og Rådet har forpligtet sig til at sikre, at EU’s investeringspolitik tager højde for principper og mål for Unionens optræden udadtil, herunder menneskerettigheder, og leve op til dette fra og med 2013;

N.

der henviser til, at aftalen — i betragtning af at en investeringsaftale med Kina vil opgradere de økonomiske forbindelser mellem EU og Kina væsentligt — også bør yde et bidrag til at øge den politiske dialog mellem EU og Kina, navnlig med hensyn til problemstillinger vedrørende menneskerettigheder — inden for rammerne af en effektiv og resultatorienteret menneskerettighedsdialog — og med hensyn til retsstatsprincippet, med henblik på sideløbende at bevare de politiske og økonomiske forbindelser i overensstemmelse med ånden i det strategiske partnerskab;

O.

der henviser til, at investorer og investeringer gennem deres forvaltningspolitikker og -praksisser bør stræbe efter at være i tråd med udviklingsmålene for værtslandene og de lokale myndigheder, hvor investeringen er anbragt;

1.

glæder sig over styrkelsen af de økonomiske forbindelser mellem EU og Kina; opfordrer EU og Kina til at tilstræbe et velafbalanceret samarbejde, som bygger på partnerskab, regelmæssig dialog på højt plan og gensidige fordele i stedet for på illoyal konkurrence og konfrontation;

2.

påpeger, at Kina efter at have tiltrådt WTO i 2001 bør tillægge en handelsliberalisering og en åbning af deres marked en større betydning for at sikre lige konkurrencevilkår og fremskynde fjernelsen af de kunstige hindringer, som virksomheder konfronteres med i forsøget på at opnå adgang til det kinesiske marked;

3.

bemærker, at europæiske virksomheder udtrykker dyb beklagelse over eksistensen af de mange toldmæssige og ikke-toldmæssige hindringer på det kinesiske marked, som f.eks. visse former for forskelsbehandling af udenlandske aktører, og over kompleksiteten i toldstrukturen og de tekniske handelshindringer;

4.

glæder sig over, at markedsadgang indgår i forhandlingsmandatet; mener, at en forsikring fra Kina om at inddrage spørgsmålet om markedsadgang i forhandlingerne bør være en forhåndsbetingelse for at indlede forhandlingerne;

5.

understreger behovet for udtrykkeligt at inddrage både direkte udenlandske investeringer (FDI) og porteføljeinvesteringer i forhandlingsprocessen;

6.

bemærker, at kinesiske virksomheder generelt anser EU som et stabilt investeringsmiljø, men beklager hvad de anser som EU’s resterende eksportstøtte til europæiske landbrugsprodukter og eksistensen af visse handelsbarrierer til EU-markedet, såsom tekniske handelshindringer og barrierer oprettet med henblik på at blokere for tredjelandes investering i visse medlemsstater, og at de opfordrer til at fjerne de resterende uberettigede barrierer og lette investering i medlemsstaterne; minder dog om, at der for nyligt blev indført en sikkerhedsmekanisme for kontrol af udenlandske investeringer i Kina, og at begge parters anvendelse af sådanne mekanismer kan være baseret på rimelige grunde; påpeger, at EU og Kina kan have legitime sikkerhedshensyn, som kan berettige en hel eller delvis udelukkelse af visse sektorer fra udenlandske investeringer på midlertidig eller langsigtet basis;

7.

påpeger, at den almindeligste måde, hvorpå udenlandske virksomheder for øjeblikket får lov til at etablere sig i Kina, er via joint venture-selskaber, som ofte er forbundet med overførsel af strategisk teknologi, hvilket fremmer Kinas konkurrencemæssige udvikling til skade for den europæiske industri; er overbevist om, at større åbenhed fra Kinas side over for indførelsen af andre lovreguleringer, der tillader udenlandske investorer at etablere sig, kombineret med en bedre beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, industriel ejendomsret, varemærker og geografiske oprindelsesbetegnelser for produkter, er en afgørende faktor, som vil være til gavn for begge parter, og som vil sikre en større grad af integration mellem de europæiske og kinesiske økonomier på baggrund af en mere strategisk tilgang til et økonomisk samarbejde, der bl.a. er rettet mod miljøvenlig teknologi og innovation;

8.

er overbevist om, at bedre beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og effektiv håndhævelse af de tilhørende bestemmelser i Kina i høj grad vil tilskynde EU og andre udenlandske investorer til at investere, udveksle ny teknologisk kapacitet og modernisere de eksisterende teknologier i landet, navnlig med hensyn til miljømæssigt sunde teknologier;

9.

bifalder de kinesiske myndigheders indsats siden Kinas optagelse i WTO for at forbedre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, men beklager dog fortsat den utilstrækkelige beskyttelse af disse rettigheder og manglen på konkret støtte til europæiske virksomheder, navnlig til SMV’er, for at sætte dem i stand til effektivt at bekæmpe krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder;

10.

er bekymret over manglende vederhæftighed i det kinesiske retssystem, som ikke er i stand til at sikre overholdelse af aftalemæssige forpligtelser, og over den manglende gennemsigtighed og ensartethed i gennemførelsen af investeringsbestemmelserne;

11.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forhandle en ambitiøs og velafbalanceret investeringsaftale på plads mellem EU og Kina, som tilstræber at skabe et bedre klima for EU-investorer i Kina og omvendt, herunder øget adgang til markedet, for at øge de gensidige kapitalstrømme og sikre gennemsigtighed i både statsejede og private kinesiske virksomheder, der investerer i partnerøkonomien; anbefaler, at OECD's retningslinjer for selskabsstyring anvendes som et referencedokument; insisterer endvidere på en bedre håndhævelse af lovgivningen for at sikre rimelig konkurrence mellem offentlige og private aktører, begrænse korruption og styrke retssikkerheden og den retlige forudsigelighed for erhvervsklimaet i Kina;

12.

understreger betydningen af gennem denne aftale at opstille forhåndsbetingelserne for rimelig konkurrence mellem EU og Kina; anbefaler, at Kommissionen med dette mål for øje forhandler sig frem til strenge og bindende bestemmelser om gennemsigtighed og rimelig konkurrence, således at lige konkurrencevilkår også gælder for statsejede virksomheder og statslige formuefondes investeringspraksisser;

13.

kræver, at aftalen, som der forhandles om, både omfatter markedsadgang og investorbeskyttelse;

14.

understreger, at ingen elementer i investeringsaftalen bør indskrænke parternes politiske råderum og deres mulighed for at lovgive for at forfølge legitime og berettigede politiske mål, samtidig med at det sikres, at sådanne tiltag ikke annullerer de fordele, som parterne har opnået gennem forpligtelserne; understreger, at sikring af retsstatsprincippet for alle EU’s og Kinas investorer og borgere fortsat skal prioriteres højst;

15.

opfordrer Kommissionen til at sikre fuldstændig gennemsigtighed i statslige formuefonde;

16.

bemærker, at der bør oprettes en tydelig forhandlingstidsramme, og at en rimelig og meningsfuld overgangsperiode bør tages i betragtning;

17.

mener, at investeringsaftalen med Kina bør være baseret på medlemsstaternes erfaringer med hensyn til bedste praksis, bidrage til øget sammenhæng og omfatte følgende standarder:

18.

bekræfter endnu engang, at kvalitet i lyset af den vellykkede afslutning af forhandlingerne altid skal veje tungere end hastighed;

19.

bemærker, at aftalen om investeringsbeskyttelse bør omfatte tydelige definitioner af de investeringer og investorer, der skal beskyttes, og at investeringer, som udelukkende er af spekulativ karakter, ikke bør beskyttes;

20.

opfordrer til at sikre, at aftalen er forenelig med multilaterale forpligtelser i henhold til GATS med henblik på at opfylde kriterierne i aftalen om økonomisk integration;

21.

glæder sig over, at den forventede forbedring af retssikkerheden vil gøre det lettere for SMV’er at investere i udlandet og påpeger, at SMV’ernes stemme skal høres i forbindelse med forhandlingerne (herunder gennem inddragelse af EU’s nye center for små og mellemstore virksomheder i Kina, EU’s hjælpetjeneste om intellektuelle ejendomsrettigheder for SMV’er og EU’s handelskammer i Kina), således at den aftale, som skal indgås, fremmer internationaliseringen af de SMV’er, der er villige til at indtræde på den anden parts marked;

22.

understreger, at en forudgående betingelse for indgåelse af aftalen bør være inddragelsen af et stærkt tilsagn fra parternes side om bæredygtig og inklusiv udvikling af de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner i forbindelse med investering med henblik på at opbygge en mere afbalanceret handels- og investeringsforbindelse mellem EU og Kina, som ikke hovedsageligt er baseret på lave beskæftigelsesomkostninger og dårlige miljøstandarder i Kina;

23.

understreger, at investeringsaftaler, som EU indgår, ikke må være i modstrid med de grundlæggende værdier, som EU ønsker at fremme via sine eksterne politikker, og i denne forbindelse ikke må undergrave det offentliges mulighed for intervention, navnlig når der forfølges offentlige strategiske mål, sociale og miljømæssige kriterier, menneskerettigheder, bekæmpelsen af forfalskninger, offentlig sikkerhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, folkesundhed og sikkerhed, erhvervspolitik og kulturel mangfoldighed; opfordrer til at indføje de respektive specifikke og obligatoriske klausuler i aftalen;

24.

kræver, at beskyttelse af offentlige tjenester i stil med andre handelsforpligtelser, som EU har indgået, forbliver et grundlæggende princip inden for rammerne af denne aftale;

25.

understreger, at den fremtidige udvikling af investeringsaftalen mellem EU og Kina baseres på gensidig tillid og under fuld overholdelse af WTO-forpligtelserne; udtrykker dyb beklagelse over den store grad af offentlige subsidier til visse potentielle vækstsektorer, herunder solcellepaneler, og anmoder Kommissionen om at sikre, at den skadelige effekt af en sådan dumping og ydelse af subsidier fjernes fuldstændigt for at fremskynde forhandlingerne;

26.

anbefaler, hvad angår markedsadgang, at begge parter forpligter sig til passende indfasningsperioder og overgangsordninger for visse sektorer med henblik på at lette overgangen til fuldstændig eller delvis liberalisering af nævnte sektorer; anerkender også, at begge parter muligvis ikke er i stand til at påtage sig forpligtelser i visse sektorer; opfordrer i denne sammenhæng til at udelukke kulturelle og audiovisuelle medietjenester fra forhandlingerne om markedsadgang i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EU-traktaterne; understreger behovet for at tage hånd om interventionistiske erhvervspolitikker, uhensigtsmæssig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, tvetydigheder i indhold og anvendelse af bestemmelser og andre ikke-toldmæssige og tekniske handelshindringer;

27.

mener, at aftalen i lyset af adgangsvanskelighederne til det kinesiske marked som følge af statsejede virksomheders position og med henblik på at være afbalanceret bør anses for en enestående mulighed for at oprette lige konkurrencevilkår mellem statsejede og private virksomheder;

28.

påpeger, at der i aftalen er behov for at sikre, at EU har mulighed for at udelukke visse strategiske sektorer for kinesiske investorer;

29.

understreger, at aftalen bør tillade parterne, og med hensyn til Unionen også dens medlemsstater, at fastlægge og gennemføre politikker til fremme og beskyttelse af kulturel mangfoldighed;

30.

betoner, at aftalen skal fremme bæredygtige og inklusive investeringer og investeringer, som respekterer miljøet, især inden for udvindingsindustrien, og sikrer gode arbejdsvilkår i de virksomheder, der investeres i;

31.

opfordrer til, at der i aftalen indføres en klausul om, at en investor skal forsyne en potentiel værtsstat med alle de oplysninger, som denne måtte kræve vedrørende den pågældende investering med henblik på at træffe en afgørelse om denne investering eller udelukkende til statistiske formål, idet værtsstaten dog skal beskytte alle fortrolige forretningsoplysninger mod enhver form for offentliggørelse, som kan skade investorens eller investeringens konkurrencemæssige position;

32.

insisterer på, at det i den fremtidige aftale er nødvendigt at indføje bestemmelser om gennemsigtighed og styring af statsejede virksomheder og statslige investeringsfonde, som er baseret på Santiago-principperne, som er vedtaget i IMF-regi, og som definerer principperne, som er knyttet til styring af og institutionel opbygning for statslige investeringsfonde samt gennemsigtigheden i disses investeringsstrategier;

33.

gentager sin opfordring til at indføre en klausul om effektiv udøvelse af en socialt ansvarlig praksis i overensstemmelse med FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder; bekræfter, at investorer bør anvende henholdsvis ILO's trepartserklæring om multinationale virksomheder og socialpolitik og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder samt specifikke eller sektorbestemte standarder om ansvarlig praksis, hvor disse findes; opfordrer til, at der i aftalen indføres bindende social- og miljømæssige klausuler som et led i et fuldgyldigt kapitel om bæredygtig udvikling, der er underlagt et tvistbilæggelsessystem; anmoder begge parter om at gennemføre en bæredygtig og inklusiv investeringsstrategi, som omfatter en bindende klausul om virksomheders sociale ansvar med konkrete retningslinjer for investorer samt en effektiv vurderingsmetode for offentlige myndigheder, der fører tilsyn med de deraf følgende investeringer med hensyn til deres sociale og miljømæssige konsekvenser;

34.

påpeger, at aftalen skal forpligte kinesiske investorer i EU til at efterkomme europæiske ordninger vedrørende sociale standarder og social dialog;

35.

understreger behovet for, at den bilaterale investeringsaftale mellem EU og Kina skal føre til både bæredygtig vækst og jobskabelse og skabe synergier og positive spillovereffekter med andre regionale handels- og investeringsaftaler, som EU og Kina er en del af;

36.

opfordrer Kommissionen til at supplere sin konsekvensanalyse med en vurdering af de indvirkninger, som investeringsaftalen mellem EU og Kina har på menneskerettigheder, således som den har forpligtet sig til at gøre under den strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati;

37.

mener, at aftalen skal omfatte en bestemmelse om, at alle investorer er forpligtet til at overholde værtspartens lovgivning på lokalt, regionalt, nationalt og hvis relevant overnationalt plan fuldt ud, og at investorer, der ikke overholder retsstatsprincippet, gøres til genstand for civile erstatningssøgsmål ved den relevante domsmyndighed i forbindelse med retsstridige handlinger eller beslutninger, som er truffet i relation til investeringen, herunder sager, hvor sådanne handlinger eller beslutninger fører til betydelige miljøskader, personskader eller tab af menneskeliv;

38.

insisterer på, at der i aftalen bør medtages en bestemmelse, som forbyder udvanding af social- og miljølovgivningen for at tiltrække investeringer og sikrer, at ingen af parterne gennem vedvarende eller gentagne handlinger eller manglende handling må undlade at håndhæve lovgivningen for at fremme tilvejebringelse, erhvervelse, udvidelse eller fastholdelse af en investering på deres territorium;

39.

insisterer på, at den bilaterale investeringsaftale mellem EU og Kina skal være i overensstemmelse med gældende EU-ret, herunder den gældende social- og miljølovgivning, og på, at ingen af parterne må undlade på effektiv vis at håndhæve deres nationale lovgivning på disse områder, således at alle bestemmelser i denne aftale tilskynder til retsmæssig tilvejebringelse, erhvervelse, udvidelse eller fastholdelse af en investering på det respektive territorium for begge parter og til at fremme de bedste virksomhedspraksisser og handelsmæssig loyalitet;

40.

insisterer på behovet for, at der i aftalen stilles krav om, at udenlandske investorer skal overholde EU's databeskyttelsesstandarder;

41.

er stærkt bekymret over de internationale voldgiftsinstansers skønsbeføjelser til at fortolke bestemmelserne om investorbeskyttelse bredt, som fører til udelukkelse af legitime offentlige reguleringsbestemmelser; kræver, at de af parterne udpegede voldgiftsinstanser er upartiske og uafhængige samt at denne voldgift følger en adfærdskodeks, som både er baseret på bestemmelserne under De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), på bestemmelserne under Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID) eller på alle andre internationale konventioner og standarder, som parterne har anerkendt og accepteret;

42.

mener, at aftalen som en hovedprioritet bør medtage effektive tvistbilæggelsessystemer mellem stater og mellem investorer og stater i anvendelsesområdet for den bilaterale investeringsaftale mellem EU og Kina for på den ene side at forebygge, at uvederhæftige krav fører til uberettigede voldgiftssager og på den anden side at sikre, at alle investorer har adgang til en retfærdig rettergang, som efterfølges af en øjeblikkelig fuldbyrdelse af alle voldgiftskendelser;

43.

er af den opfattelse, at aftalen bør fastsætte bestemmelser om tvistbilæggelsesprocedurer mellem stater samt tvistbilæggelsesordninger mellem investor og stat, som indgår i en passende retlig ramme, og som er underlagt strenge gennemsigtighedskriterier;

44.

opfordrer EU og Kina til i fællesskab at indføre en ordning for tidlig varsling med henblik på at give dem selv mulighed for proaktivt at løse handels- og investeringstvister på det tidligst muligt stadie ved at tage alle hensigtsmæssige foranstaltninger i anvendelse, derunder blød magt og handelsdiplomati;

45.

mener ligeledes, at aftalen bør indeholde ordninger til udenretslig tvistbilæggelse for at gennemføre en hurtig, overkommelig og mindelig bilæggelse af tvister mellem parter, som frit beslutter at anvende dette;

46.

foreslår, at der i aftalen indføres præcise definitioner af fleksible tvistbilæggelsesordninger, såsom mægling om f.eks. varighed, omkostninger og gennemførelse af de løsninger, som parterne har accepteret;

47.

giver udtryk for den holdning, at en investeringsaftale mellem EU og Kina, når den er indgået og fuldt ud ratificeret, vil erstatte alle eksisterende bilaterale investeringsaftaler mellem de enkelte EU-medlemsstater og Kina i tråd med Unionens lovgivning;

48.

anbefaler, at forhandlingerne kun indledes, såfremt der er givet et officielt forudgående samtykke fra det kinesiske statsråds side om at inddrage markedsadgang i investeringsaftalen;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/52

—

der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om Europa 2020 (1),

—

der henviser til henholdsvis artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastslår henholdsvis, at »i forbindelserne med den øvrige verden bidrager Unionen til nøje overholdelse og udvikling af folkeretten«, og at »Unionen sørger for sammenhæng mellem sine politikker og aktiviteter«,

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) i 2009 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (3),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om forbindelserne mellem EU og Kina (4),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (5),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2009 om styrkelse af de europæiske SMV'ers rolle i international handel (6),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel (7),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2008 om handel med tjenesteydelser (8),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2008 om handel med råvarer og råstoffer (9),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2008 om EU's strategi for øget markedsadgang for EU's virksomheder (10),

—

der henviser til sin beslutning af 22. maj 2007 om et globalt Europa — eksterne aspekter af konkurrenceevnen (11),

—

der henviser til sin beslutning af 7. juli 2005 om forbindelserne mellem EU, Kina og Taiwan samt sikkerheden i Det Fjerne Østen (12),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen »Handel, vækst og verdensanliggender — Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi« (COM(2010)0612),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Det globale Europa: i konkurrence på verdensmarkedet. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (COM(2006)0567),

—

der henviser til Kommissionens rapport for 2013 om handels- og investeringshindringer, som blev offentliggjort den 28. februar 2013 (COM(2013)0103),

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om handelsforbindelserne mellem EU og Taiwan (O-000093/2013 — B7-0509/2013),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at det regelbaserede multilaterale handelssystem, der er etableret gennem Verdenshandelsorganisationen (WTO), er den bedst egnede ramme for at opnå åben og fair handel i hele verden; der henviser til, at det imidlertid er afgørende at forstå, at bilaterale aftaler også er en del af den samme fælles værktøjskasse for internationale anliggender;

B.

der henviser til, at EU som sin foretrukne tilgang stadig er fast besluttet på at opnå et afbalanceret og fair resultat af Doha-udviklingsdagsordenen (DDA), og til, at det også er fornuftigt parallelt hermed at gå videre med bilaterale aftaler med andre industrialiserede lande;

C.

der henviser til, at den samlede bilaterale samhandel mellem EU og Taiwan er vokset til mere end tolv gange sit udgangspunkt i løbet af de seneste to årtier og oversteg 40 mia. EUR i 2011;

D.

der henviser til, at Taiwan er EU's syvendestørste handelspartner i Asien og EU's 23. største handelspartner i verden;

E.

der henviser til, at EU i 2010 tegnede sig for 31,5 % af alle direkte udenlandske investeringsstrømme og 21 % af beholdningen af direkte udenlandske investeringer i Taiwan og var den største udenlandske investor i landet;

F.

der henviser til, at de samlede handelsforbindelser mellem EU og Taiwan i øjeblikket ligger et godt stykke under deres potentiale;

G.

der henviser til, at åben og fair handel er et vigtigt middel til at skabe øget vækst og velfærd, fordi der tages udgangspunkt i hver økonomis komparative fordele og i de potentielle synergier, der hidrører fra øget økonomisk integration og nye input i videnbaserede økonomier;

H.

der henviser til, at forpligtelserne mellem de to handelspartnere allerede befinder sig på et generelt lavt niveau; der henviser til, at EU og Taiwan har en regelmæssig struktureret dialog, hvor de drøfter handels- og investeringsanliggender af fælles interesse og betydning; der henviser til, at der inden for disse rammer er blevet oprettet fire tekniske arbejdsgrupper, som skal tage sig af spørgsmål vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder, tekniske handelshindringer, sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger og lægemiddelsektoren;

I.

der henviser til, at omfanget af den bilaterale samhandel mellem EU og Taiwan trods de relativt lave toldsatser halter bagefter hovedparten af EU's samhandel med dets andre vigtige handelspartnere;

J.

der henviser til, at ikt-industrien er en sektor med høj merværdi og en kilde til vækst både i EU og i Taiwan, særlig hvad angår den fortsatte udvikling af produkter og tjenesteydelser med intelligent teknologi;

K.

der henviser til, at EU og Taiwan kan intensivere deres økonomiske forbindelser yderligere på en måde, der reelt set er gensidigt fordelagtig også med henblik på at tackle fælles samfundsmæssige udfordringer;

L.

der henviser til, at Taiwan har været fuldgyldigt medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) siden 2002 og ligeledes er medlem af det økonomiske samarbejde i Asien-Stillehavsområdet (APEC) og Den Asiatiske Udviklingsbank;

M.

der henviser til, at Taiwans tiltrædelse af WTO's aftale om offentlige indkøb (GPA) i juli 2009 var et betydeligt og positivt skridt, som vil sætte landet i stand til ikke bare at få gavn af den gensidige åbning af GPA-markederne, men også at øge effektiviteten på sit hjemmemarked;

N.

der henviser til, at Taiwan og Folkerepublikken Kina har anlagt en konstruktiv tilgang, som har bidraget til indgåelsen af 19 aftaler, der er undertegnet mellem den taiwanske stiftelse for udveksling hen over strædet — for Taiwans vedkommende — og foreningen for forbindelser på tværs af Taiwanstrædet for Folkerepublikken Kinas vedkommende; der henviser til, at disse aftaler omfatter rammeaftalen om økonomisk samarbejde over strædet (ECFA) og aftalen om intellektuelle ejendomsrettigheder, som blev undertegnet den 29. juni 2010, samt aftalen om investeringer og aftalen om toldsamarbejde, som blev undertegnet den 9. august 2012;

O.

der henviser til, at andre konstruktive alternativer har bevirket, at Taiwan har indgået 31 bilaterale investeringsaftaler (BIA'er) med tredjelande, herunder med Japan den 22. september 2011, og en økonomisk samarbejdsaftale med New Zealand den 10. juli 2013, har genoptaget drøftelserne med USA om en rammeaftale om handel og investering (TIFA) den 10. marts 2013 og i øjeblikket forhandler om en investeringsaftale med Republikken Korea og om en frihandelsaftale med Singapore (ASTEP) og New Zealand (ECA);

P.

der henviser til, at Taipeis repræsentationskontor for økonomi og kultur i USA og Det Amerikanske Institut i Taiwan er blevet enige om fælles erklæringer om hhv. principperne for internationale investeringer og om ikt-tjenesteydelser; der henviser til, at Taiwan ligeledes har indgået omfattende indkomstbeskatningsaftaler med 25 lande, herunder ni EU-medlemsstater;

Q.

der henviser til, at tættere økonomiske bånd med Taiwan ikke på nogen måde er i modstrid med EU's »ét-Kina-politik«, eftersom Kina og Taiwan hver især tilsluttede sig APEC i 1991 og tiltrådte WTO i 2002;

1.

mener, at det multilaterale handelssystem, som kommer til konkret udtryk i WTO, fortsat er langt den mest effektive ramme for at opnå åben og fair samhandel i hele verden; mener, at EU og Taiwan bør bidrage til at fremme multilaterale handelsforhandlinger;

2.

mener, at EU, mens det arbejder på at opgradere sine økonomiske forbindelser med Kina, bør overveje muligheden for at gøre noget tilsvarende med Taiwan for at gå videre ud ad vejen med at yde støtte til Taiwans demokratiske system, sociale pluralisme og gode resultater med at overholde menneskerettighederne og retsstatsprincippet;

3.

mener derfor, at EU bør reagere positivt på Taiwan's villighed til at indlede parallelle forhandlinger om bilaterale aftaler vedrørende investeringsbeskyttelse og markedsadgang for yderligere at styrke retssikkerheden i forbindelse med investeringer og øge mængden og kvaliteten af investeringsstrømme;

4.

er af den opfattelse, at beslutningen om at indlede sådanne forhandlinger med Taiwan bør baseres på økonomiske grunde og ikke bør være knyttet til en vurdering af forbindelserne mellem EU og Folkerepublikken Kina;

5.

understreger, at Parlamentet går ind for aftaler med Taiwan om investeringsbeskyttelse og markedsadgang, som vil føre til en uddybning af de eksisterende økonomiske forbindelser mellem EU og Taiwan;

6.

mener, at aftaler mellem EU og Taiwan om investeringsbeskyttelse og markedsadgang har reel mulighed for at føre til en win-win-situation, som vil være til gavn for begge økonomier;

7.

bemærker, at enhver aftale skal tage nøje hensyn til små og mellemstore virksomheder og forbedre deres evne til at foretage investeringer i udlandet;

8.

minder også om, at EU og Taiwan allerede har velintegrerede økonomiske forbindelser, generelt lave toldafgifter på begge sider og en velstruktureret dialog, der indbefatter regelmæssige møder med henblik på at løse bilaterale handels- og investeringsanliggender;

9.

understreger, at aftalen bør indeholde et stærkt tilsagn fra parternes side om bæredygtig og inklusiv udvikling i økonomisk, social og miljømæssig forstand i forbindelse med investeringer;

10.

understreger, at investeringsaftaler, som EU indgår, skal respektere det offentliges mulighed for intervention, navnlig når der forfølges offentlige politiske mål, såsom sociale og miljømæssige standarder, menneskerettigheder, offentlig sikkerhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, folkesundhed og sikkerhed og kulturel mangfoldighed; opfordrer til, at der medtages specifikke bestemmelser om disse mål i aftalen;

11.

anbefaler, at begge parter hvad angår markedsadgang får mulighed for at friholde visse sektorer fra deres liberaliseringsforpligtelser med henblik på at beskytte strategiske nationale interesser;

12.

gentager sit krav om en bestemmelse om virksomheders sociale ansvar og om effektive sociale og miljømæssige bestemmelser;

13.

understreger, at aftalen skal forpligte udenlandske investorer i EU til at overholde europæiske sociale standarder og krav om social dialog;

14.

opfordrer Kommissionen til at indlede drøftelser om sådanne aftaler mellem EU og Taiwan;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Taiwans regering og parlament (Yuan).

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/56

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien, navnlig dem af 16. februar 2012 (1), 13. september 2012 (2), 23. maj 2013 (3) og 12. september 2013 (4) om flygtninge på flugt fra væbnede konflikter,

—

der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Syrien af 23. januar, 18. februar, 11. marts, 22. april, 27. maj, 24. juni, 9. juli og 22. juli 2013, der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om Syrien af 8. februar 2013,

—

der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, af 21. august 2013 om de seneste rapporter om brugen af kemiske våben i Damaskus, af 23. august 2013 om betydningen af hurtigt at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien (der afspejler den holdning med hensyn til Syrien, som EU opnåede enighed om den 7. september 2013), af 10. september 2013 om forslaget om at placere Syriens kemiske våben under international kontrol og af 14. september 2013 efter aftalen mellem USA og Rusland om kemiske våben i Syrien samt til erklæringerne fra næstformanden/den højtstående repræsentant under Parlamentets plenarmøde den 11. september 2013,

—

der henviser til erklæringerne fra kommissæren for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring, Kristalina Georgieva, om syriske flygtninge og EU’s reaktion, navnlig hendes erklæring af 3. september 2013 om de seneste tal vedrørende flygtninge, der flygter fra konflikten i Syrien, og til ECHO's (Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse) situationsrapporter og faktablade om Syrien,

—

der henviser til de bemærkninger, der blev fremsat af FN’s Højkommissær for Flygtninge, António Guterres, på Rådets (retlige og indre anliggender) uformelle møde den 18. juli 2013 i Vilnius (5),

—

der henviser til Sikkerhedsrådets briefinger om Syrien, som er blevet givet af FN's undergeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, Valerie Amos, især briefingen af 18. april 2013,

—

der henviser til den fælles erklæring fra ministermødet for Syriens nabolande, som blev arrangeret af FN's Højkommissær for Flygtninge den 4. september 2013,

—

der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolutioner om Syrien,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder og den valgfri protokol hertil om inddragelse af børn i væbnede konflikter og konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, som alle er blevet tiltrådt af Syrien,

—

der henviser til artikel 78, 79 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne til dem,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at FN's Højkommissær for Flygtninge indtil den 20. september 2013 havde registreret i alt 1 929 227 syriske flygtning i nabolandene og i Nordafrika; der henviser til, at det samlede antal flygtninge, herunder uregistrerede flygtninge, vurderes til 2 102 582 personer; der henviser til, at 76 % af Syriens flygtningebefolkning ifølge de samme kilder udgøres af kvinder og børn; der henviser til, at 410 000 syriske flygtningebørn er i den skolepligtige alder (mellem 5 og 11 år); der henviser til, at antallet af internt fordrevne ifølge FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) pr. 9. september 2013 beløb sig til 4 250 000 personer;

B.

der henviser til, at antallet af flygtninge (herunder de, der venter på at blive registreret) i modtagerlandene pr. 20. september 2013 ifølge UNHCR var følgende: Tyrkiet — 492 687; Libanon — 748 608; Jordan — 531 768; Irak — 190 857; Egypten — 124 373; Marokko, Algeriet og Libyen — 14 289 (registrerede); der henviser til, at tusindvis af syrere dagligt flygter til nabolandene, og at FN's regionale beredskabsplan for Syrien regner med et samlet antal på 3,5 mio. flygtninge fra Syrien ved udgangen af 2013;

C.

der henviser til, at syriske asylansøgninger til EU er fortsat med at stige i 2013 med samlet 52 037 asylansøgninger til EU og dens nærmeste naboer (Schweiz og Norge) siden konfliktens begyndelse;

D.

der henviser til, at inden for EU-28 har Tyskland (14 842) og Sverige (14 083) modtaget 59 % af de ansøgninger, der er blevet indgivet; der henviser til, at selv om andre lande har oplevet betydelige stigninger i antallet af ansøgninger, er der kun en medlemsstat, som har modtaget mere end 2 000 ansøgninger (Det Forenede Britiske Kongerige med 2 634 ansøgninger);

E.

der henviser til, at der er mangel på fuldt ud nøjagtige og pålidelige oplysninger om det samlede antal syrere, der kommer til Europa, og på oplysninger om antallet af personer, der søger asyl i europæiske lande, samt om det samlede antal personer; der henviser til, at der trods disse mangler og det forhold, at statistikker og oplysninger om behandlingspraksisser med hensyn til asylansøgninger til EU’s medlemsstater indeholder mangler, ifølge UNHCR er indikationer på, at der fortsat er mangler i beskyttelsen af syrere i Unionen;

F.

der henviser til, at den syriske flygtningekrise udgør den første test for det for nylig reviderede fælles europæiske asylsystem;

G.

der henviser til, EU-lovgivningen allerede har stillet nogle værktøjer til rådighed, såsom visumkodeksen (6) og Schengen-grænsekodeksen (7), der gør det muligt at give humanitære visa;

H.

der henviser til, at medlemsstaterne bør opfordres til at gøre brug af de midler, som vil blive stillet til rådighed af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og af de tilgængelige fonde under den forberedende foranstaltning »Muliggørelse af genbosættelse for flygtninge i krisesituationer«, som blandt andet dækker de følgende foranstaltninger: at støtte personer, som allerede er anerkendt som flygtninge af UNHCR, at yde støtte til nødforanstaltninger i tilfælde af, at grupper af flygtninge, der er udpeget som prioriteter, og som udsættes for væbnede angreb eller befinder sig under sammentræffende omstændigheder, der gør dem ekstremt sårbare eller har en livstruende karakter, at yde supplerende finansiel støtte, hvor det er påkrævet, i forbindelse med krisesituationer til UNHCR og dets forbindelsesorganisationer i medlemsstaterne og på EU-niveau;

I.

i betragtning af det seneste drama, som har forårsaget døden for 130 migranter og hundredvis af andre migranters forsvinden nær Lampedusa den 3. oktober 2013, og i betragtning af de titusindvis af migranter, der har mistet livet under forsøget på at komme ind i EU, mindes der på ny om nødvendigheden af at gøre sit yderste for at redde personer, der befinder sig i livsfare, og om nødvendigheden af, at medlemsstaterne overholder deres internationale forpligtelser, hvad angår redningsaktioner til søs;

1.

er meget bekymret over den vedvarende humanitære krise i Syrien og det pres, den lægger på nabolandene; udtrykker bekymring over, at udvandringen af flygtninge fortsætter med at accelerere uden tegn på, at udstrømningen stopper foreløbig;

2.

bifalder myndighedernes indsats og solidaritet i disse lande og deres befolknings generøsitet med hensyn til at bistå flygtninge fra Syrien;

3.

glæder sig over, at Syriens nabolande har ført en åben dør-politik, og opfordrer dem indtrængende til at holde deres grænser åbne for alle flygtninge, der flygter fra Syrien;

4.

udtrykker bekymring over, at et stigende antal syrere sætter deres liv på spil ved at begive sig på farlige bådoverfarter over Middelhavet til EU;

5.

glæder sig over, at EU og dens medlemsstater hat bevilget mere end 1 mia. EUR i humanitær og ikke-humanitær bistand til syrere i og uden for Syrien; noterer sig, at EU er den største humanitære donor i forbindelse med den syriske krise; opfordrer ligeledes EU til at føre tilsyn med fordelingen af disse midler;

6.

opfordrer EU til at fortsætte med den generøse finansiering af humanitære og ikke-humanitære indsatser som reaktion på behovene for det syriske folk og syriske flygtninge i nabolandene;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hånd om presserende behov for genbosættelse, der strækker sig ud over de eksisterende nationale kvoter, og behov for humanitær opholdstilladelse; opfordrer medlemsstaterne til at udnytte de midler, der endnu er disponible i forbindelse med den forberedende foranstaltning/pilotprojektet om genbosættelse;

8.

opfordrer det internationale samfund, EU og medlemsstaterne til fortsat at yde støtte som reaktion på denne ekstraordinære humanitære krise og at forpligte sig til at yde effektiv bistand til Syriens nabolande;

9.

opfordrer EU til at sammenkalde til en humanitær konference om flygtningekrisen i Syrien med særlig vægt på foranstaltninger, der rettes mod værtslandene i den region (navnlig Libanon, Jordan, Tyrkiet og Irak) med henblik på at støtte dem i deres indsats med at optage støt stigende flygtningebefolkninger og bevare en åben dør-politik; påpeger, at en sådan konference bør inkludere alle EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer og rette fokus mod humanitær indsats og mod at styrke EU's rolle og inddragelse i de diplomatiske bestræbelser på at sætte en stopper for konflikten i Syrien;

10.

understreger betydningen af konkret at undersøge på dette trin, hvorvidt, hvordan og hvornår medlemsstater kan gøre en ekstra indsats for at styrke deres beskyttelsesindsats over for Syrien; peger på behovet for solidaritet og for proaktivt at styrke den samlede beskyttelsesindsats i EU gennem forbedret samarbejde, udveksling af oplysninger, kapacitetsopbygning og politisk dialog;

11.

bifalder den generelle enighed blandt medlemsstaterne om, at syriske statsborgere ikke bør sendes tilbage til Syrien; påpeger imidlertid, at der er behov for en mere sammenhængende indsats og mere solidaritet over for medlemsstater, der er udsat for et særligt pres, i modtagelsen af flygtninge fra Syrien; anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle bestemmelser, der er knyttet til de forskellige instrumenter i det fælles europæiske asylsystem, gennemføres korrekt;

12.

henstiller til medlemsstaterne at undersøge al gældende EU-lovgivning og tilknyttede procedurer for sikker indrejse i EU med henblik på at give syrere, der er flygtet fra deres land, midlertidig opholdstilladelse; bemærker, at lovlig indrejse i EU foretrækkes frem for en farligere ulovlig indrejse, som kan medføre fare for menneskehandel; bemærker, at visse medlemsstater har givet syrere enten permanent opholdstilladelse (f.eks. Sverige) eller midlertidig opholdstilladelse (f.eks. Tyskland);

13.

minder medlemsstaterne om, at syrere, der flygter fra konflikten og søger international beskyttelse, bør henvises til de kompetente nationale asylmyndigheder og have adgang til retfærdige og effektive asylprocedurer;

14.

opfordrer EU til at træffe passende, ansvarlige foranstaltninger i forbindelse med en eventuel indstrømning af flygtninge til dens medlemsstater; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om fortsat at føre tilsyn med den nuværende situation og arbejde med beredskabsplanlægning, herunder muligheden for at anvende direktivet om midlertidig beskyttelse (8), hvis og når betingelserne kræver det;