10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/1

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/2

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/3

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/4

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/4

1)

Skal artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) fortolkes således, at et vilkår i en kreditaftale, som er indgået i udenlandsk valuta mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for individuel forhandling, og hvorefter det kun er debitor, der i forbindelse med tilbagebetalingen af låneraterne skal påtage sig hele »valutarisikoen«, dvs. de eventulle negative følger af en forhøjelse af den månedlige betalingsforpligtelse, der skyldes valutakurssvingninger, hvilken risiko forbrugeren bærer som følge af kreditaftalens indgåelse og tilbagebetalingen af de beløb, der skyldes i henhold til kreditaftalen, i en anden valuta end den rumænske, er omfattet af udtrykkene »aftalens hovedgenstand« og »overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor«?

2)

Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at forbrugerens forpligtelse til ved tilbagebetalingen af lånet at påtage sig at betale den forskel, der følger af en stigning i vekselkursen for den valuta (CHF), som lånet er indgået i, udgør en betaling, hvis overensstemmelse med den leverede ydelse ikke kan undersøges med henblik på en vurdering af, om vilkåret er urimeligt?

3)

Såfremt svaret på det foregående spørgsmål er, at et sådant vilkår ikke er undtaget fra en urimelighedsvurdering, kan dette vilkår da anses for at opfylde kravene i det omhandlede direktiv om god tro, ligevægt og gennemsigtighed, der sikrer, at forbrugeren på baggrund af klare og forståelige kriterier kan udlede konsekvenserne af dette vilkår?

4)

Er et kontraktvilkår som det, der er omhandlet i [punkt] 4.2 i kontraktens almindelige kontraktvilkår, hvorefter banken i tilfælde af en stigning på over 10 % i vekselkursen i forhold til den, der forelå på tidspunktet for aftalens indgåelse, har ret til at veksle en kredit ydet i CHF til den nationale valuta med henblik på at undgå en løbende forøgelse af eksponeringen for en valutakursrisiko, uden at forbrugeren har en tilsvarende ret, omfattet af beskyttelsesområdet for direktiv 93/13, eller skal der ikke foretages en vurdering af, om det et urimeligt?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/5

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/6

1)

Er artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — hvorefter enhver, hvis rettigheder, og herunder også retten til privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger, der er fastlagt i artikel 1, stk. 1, og efterfølgende bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (1) af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel — til hinder for en national bestemmelse, der betinger muligheden for adgang til effektive retsmidler for en domstol, såsom adgang til at iværksætte søgsmål ved en forvaltningsdomstol, af den omstændighed, at sagsøgeren med henblik på at beskytte sine interesser og friheder inden sagsanlæg skal have udtømt alle retsmidler ifølge bestemmelserne i en lex specialis, såsom den slovakiske lov om administrativ rekurs?

2)

Kan retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og kommunikation, der er fastlagt i artikel 7, og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er fastlagt i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i tilfælde af angivelig tilsidesættelse af retten til beskyttelse af personoplysninger, der med hensyn til Den Europæiske Union hovedsageligt er gennemført ved nævnte direktiv 95/46/EF, og navnlig medfører:

fortolkes således, at en medlemsstat uden den registreredes samtykke ikke må føre lister over personoplysninger med henblik på beskatning, dvs. at en offentlig myndigheds indsamling af personoplysninger med henblik på forhindring af skattesvig i sig selv udgør en risiko?

3)

Kan en liste ført ved en medlemsstats finansmyndighed, som indeholder [sagsøgerens] personoplysninger, og hvis fortrolighed sikres ved de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at beskytte personoplysninger mod ubeføjet udbredelse eller ikke-autoriseret adgang i henhold til artikel 17, stk. 1, i ovennævnte direktiv 95/46/EF, og som [sagsøgeren] har fremskaffet uden retmæssigt samtykke fra den nævnte finansmyndighed i medlemsstaten, opfattes som et ulovligt bevismiddel, hvis fremlæggelse skal afvises af de nationale retter i henhold til det EU-retlige princip om retten til en retfærdig rettergang, der er fastlagt i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

4)

Er en fremgangsmåde ved de nationale retter, hvorefter EU-Domstolens praksis gives forrang i medfør af princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, såfremt der angående en bestemt sag foreligger praksis ved Menneskerettighedsdomstolen, der afviger fra EU-Domstolens praksis, forenelig med den omhandlede ret til adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang (i særdeleshed ovennævnte artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/7

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/8

1.

Skal artikel 8, stk. 6 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 (1) af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 fortolkes således, at de regulære ugentlige hviletider som omhandlet i artikel 8, stk. 6, i denne forordning ikke må tilbringes i køretøjet?

2.

Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende, strider artikel 8, stk. 6 og 8, sammenholdt med artikel 19 i forordning nr. 561/2006, da imod det strafferetlige legalitetsprincip, der er forankret i artikel 49 i Den Europæiske Unions charter (2) om grundlæggende rettigheder, ved at førnævnte forordningsbestemmelser ikke indeholder noget udtrykkeligt forbud mod at tilbringe de regulære ugentlige hviletider som omhandlet i nævnte forordnings artikel 8, stk. 6, i køretøjet?

3.

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende, indrømmer forordning nr. 561/2006 da medlemsstaterne ret til i national ret at bestemme, at det er forbudt at tilbringe de regulære ugentlige hviletider som omhandlet i nævnte forordnings artikel 8, stk. 6, i køretøjet?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/9

1)

Skal artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 (1) fortolkes således, at de »særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis«, der er en undtagelse til forbuddet mod afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller ammer, udgør tilfælde, der ikke svarer til »en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv« som anført i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59/EF (2) af 20. juli 1998, men er et tilfælde af mere begrænset karakter?

2)

I tilfælde af kollektiv afskedigelse er det med henblik på at vurdere, om der foreligger særlige tilfælde, der kan begrunde afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller ammer, i henhold til artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85, da et krav, at den berørte arbejdstager ikke kan indsættes i en anden stilling, eller er det tilstrækkeligt, at der fremlægges dokumentation for økonomiske, tekniske eller produktionsmæssige grunde, der berører den pågældendes stilling?

3)

Er en lovgivning som den spanske, der gennemfører artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85/EF af 19. oktober 1992, om forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller ammer, forenelig med den nævnte bestemmelse, når denne lovgivning fastsætter en garanti, hvorefter afskedigelsen erklæres ugyldig, såfremt der ikke fremlægges beviser for de grunde, der berettiger afskedigelsen (udbedrende beskyttelse) uden at fastsætte et forbud mod afskedigelse (præventiv beskyttelse)?

4)

Er en lovgivning som den spanske, der ikke indebærer en fortrinsret for arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller ammer, således at disse kan forblive i virksomheden i tilfælde af en kollektiv afskedigelse, forenelig med artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85/EF af 19. oktober 1992?

5)

Er en national lovgivning forenelig med artikel 10, nr. 2), i direktiv 92/85/EF, når denne lovgivning fastsætter, at det er tilstrækkeligt, at der foreligger en meddelelse om afskedigelse som i det foreliggende tilfælde, der ikke henviser til, at der ud over begrundelsen for den kollektive afskedigelse er tale om et særligt tilfælde med henblik på, at den gravide arbejdstager kan omfattes af afgørelsen om kollektiv opsigelse?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/10

1)

Er Kommissionen i henhold til artikel 54 i forordning nr. 178/2002 (1) forpligtet til at vedtage beredskabsforanstaltninger, såfremt en medlemsstat anmoder herom, selv om der ikke foreligger en alvorlig og åbenbar risiko for menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet?

2)

Kan medlemsstaten vedtage sådanne beredskabsforanstaltninger i henhold til den nævnte forordnings artikel 53, såfremt Kommissionen meddeler medlemsstaten, at de nødvendige betingelser for vedtagelse af beredskabsforanstaltninger ikke er opfyldt?

3)

Kan medlemsstaten i henhold til artikel 34 i forordning nr. 1829/2003 (2) og på grundlag af forsigtighedsprincippet vedtage beredskabsforanstaltninger, selv om der ikke foreligger en alvorlig og åbenbar risiko, og opretholde disse foranstaltninger efter, at Kommissionen på baggrund af en gennemgang af EFSA-udtalelsen har meddelt, at betingelserne for vedtagelse af beredskabsforanstaltninger ikke er opfyldt?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/10

1)

Er den nederlandske konkursbehandling i tilfælde af overdragelse af den konkursramte virksomhed, hvor der forud for konkursen er gennemført en af retten kontrolleret pre-pack-procedure, der udtrykkeligt har til formål at videreføre (dele af) virksomheden, i overensstemmelse med formålet med og rækkevidden af direktiv 2001/23/EF (1), og er artikel 7:666, stk. 1, litra a), i Burgerlijk Wetboek (den borgerlige lovbog, herefter »BW«) set i dette lys (stadig) i overensstemmelse med direktivet?

2)

Finder direktiv 2001/23/EF anvendelse i det tilfælde, hvor en af retten udpeget såkaldt »påtænkt kurator« (»beoogd curator«) allerede før konkursen sætter sig ind i skyldnerens situation og undersøger mulighederne for, at en tredjemand genstarter virksomhedens aktiviteter, og endvidere træffer forberedelse til handlinger, der skal foretages kort efter konkursen for at sikre genstarten ved hjælp af en overdragelse af aktiver, hvorved skyldnerens virksomhed eller en del heraf på konkursens dato eller kort derefter overdrages, og aktiviteterne (næsten) uden afbrydelse fortsættes helt eller delvist?

3)

Har det herved nogen betydning, om virksomhedens videreførelse er det primære formål med den nævnte pre-pack-procedure, eller om den påtænkte kurators formål med denne pre-pack-procedure og salg af aktiverne i form af en »going concern« direkte efter konkursen primært er at opnå en maksimering af provenuet til alle kreditorer, eller at der inden for rammerne af pre-pack-proceduren før konkursen opnås enighed om overdragelse af aktiverne (videreførelse af virksomheden), og dennes udførelse formaliseres og/eller gennemføres efter konkursen? Og hvorledes skal dette bedømmes, hvis såvel virksomhedens videreførelse som provenumaksimering tilstræbes?

4)

Bestemmes tidpunktet for virksomhedens overførsel med henblik på anvendelsen af direktiv 2001/23/EF og den herpå beroende artikel 7:662 ff. i BW inden for rammerne af en pre-pack-procedure forud for virksomhedens konkurs af den før konkursen tilvejebragte faktiske enighed om virksomhedens overdragelse, eller afhænger dette tidspunkt af, hvornår egenskaben af indehaver, der driver den pågældende enhed, faktisk overgår fra overdrageren til erhververen?

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/11

1)

I en tvist mellem to virksomheder hjemmehørende i en medlemsstat vedrørende visse aftaler udgør den omstændighed, at sådanne aftaler indeholder værnetingsklausuler, der tillægger en anden medlemsstat kompetence, en tilstrækkelig tilknytning til udlandet, til at forordning (EF) nr. 44/2001 (1) og [(EU) nr.]1215/2012 (2) finder anvendelse ved fastlæggelsen af den internationale kompetence, eller skal der også foreligge andre forhold med tilknytning til udlandet?

2)

Kan det undlades at anvende værnetingsaftalen, såfremt valget af retterne i en anden medlemsstat end parternes medlemsstat medfører alvorlige ulemper for en af parterne, uden at den anden part har en beskyttelsesværdig interesse, der kan begrunde et sådant valg?

Såfremt det fastslås, at andre forhold med tilknytning til udlandet er nødvendige foruden værnetingsaftalen:

3)

Indeholder de »swap«-aftaler, der er indgået mellem SMD [Sociedade Metropolitana de Desenvolvimento, SA,] og Banco Santander Totta, tilstrækkelige forhold med tilknytning til udlandet, til at forordning (EF) nr. 44/2001 og [(EU) nr.]1215/2012 finder anvendelse ved fastlæggelsen af den internationale kompetence med henblik på at afgøre de tvister, der vedrører disse, når

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/13

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3 og 4, i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet den ikke, i forbindelse med at der blev givet tilladelse til opførelse af et kulkraftværk i Hamburg-Moorburg, gennemførte en korrekt og fuldstændig vurdering af virkningerne på miljøet.

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/14

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling og anses for begrundet.

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine kontraktmæssige forpligtelser, og den tilpligtes at betale sagsøgeren et samlet beløb på 1 634 990,62 EUR (svarende til (i) 943 046,54 EUR da de af CTT (Centre de Transferencia de Tecnología S.L.) afholdte omkostninger, herunder deres indirekte omkostninger, skal anses for udgifter til interne konsulenter; (ii) 96 358,10 EUR som ulovligt krævet konventionalbod; og (iii) 595 585,98 EUR som kontraktmæssig erstatning), der skal øges med renter i henhold til kontraktens artikel II.28.7 med den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven pr. den første kalenderdag i forfaldsmåneden, forhøjet med tre et halvt procentpoint indtil fuldstændig betaling har fundet sted.

—

Subsidiært tilpligtes Kommissionen at betalte sagsøgeren et samlet beløb på 1 303 303,98 EUR (svarende til 753 533,00 EUR da de af CTT afholdte omkostninger, herunder deres indirekte omkostninger, skal anses for eksterne udgifter, (ii) 73 873,27 EUR som ulovligt krævet konventionalbod og (iii) 475 897,71 EUR som kontraktmæssig erstatning), der skal øges med renter i henhold til kontraktens artikel II.28.7 med den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven pr. den første kalenderdag i forfaldsmåneden, forhøjet med tre et halvt procentpoint indtil fuldstændig betaling har fundet sted.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har anlagt åbenbart urigtige skøn vedrørende de faktiske omstændigheder, der medfører en tilsidesættelse af de almindelige betingelser, der finder anvendelse på FP 6-kontrakter og de finansielle retningslinjer.

2.

Andet anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

3.

Tredje anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

4.

Fjerde anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af de principper, der gælder for Kommissionens opfyldelse af kontrakter, dvs. princippet om god tro og princippet om god forvaltningsskik.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/15

—

Artikel 1, stk. 2, og artikel 3, 4 og 5, i Europa-Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2014 i statsstøttesag SA.27339, der fastslog, at Ryanair og Airport Marketing Services havde modtaget ulovlig statsstøtte fra Flugplatz GmbH Aeroville Zweibrücken (»FGAZ«)/Flughafen Zweibrücken GmbH (»FZG«) og delstaten Rheinland-Pfalz, som var uforenelig med det indre marked, annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at afgørelsen tilsidesætter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, princippet om god forvaltningsskik og sagsøgernes ret til forsvar, idet Kommissionen undlod at give sagsøgerne aktindsigt i undersøgelsens sagsakter og undlod at give dem mulighed for effektivt at gøre deres synspunkter gældende.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen anvendte den markedsøkonomiske test (»MEO«) urigtigt, ved at foretage en samlet behandling af aftalen om lufthavnstjenester med Ryanair og markedsføringsaftalen med AMS. Derudover nægtede Kommissionen fejlagtigt at lægge en sammenlignende analyse til grund. Subsidiært gøres det gældende, at Kommissionen undlod at tilkende markedsføringstjenesterne en passende værdi, med urette forkastede rationalet bag delstatens beslutning om at købe sådanne ydelser, fejlagtigt forkastede den mulighed, at en del af markedsføringstjenesterne kunne være blevet købt til formål af almen interesse, støttede sine konklusioner på ufuldstændige og uhensigtsmæssige data ved sin beregning af indtjeningen, anvendte en urimelig kort tidshorisont, med urette udelukkende støttede sin vurdering på den aftalte rute og så bort fra de netværkseksternaliteter, som lufthavnen kunne forvente at opnå ved sin forbindelse med Ryanair.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen ikke havde påvist, at der forelå selektivitet.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det subsidiært gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 2, TEUF, idet Kommissionen foretog et åbenbart fejlskøn og begik en retlig fejl ved at fastslå, at støtten til Ryanair og AMS var lig med lufthavnens samlede marginale tab i stedet for den faktiske fordel for Ryanair og AMS. Kommissionen burde have undersøgt, i hvilket omfang den angivelige fordel faktisk var blevet videregivet til Ryanairs passagerer. Endvidere undlod Kommissionen at kvantificere den mulige konkurrencefordel, som Ryanair måtte have nydt via lufthavnens betalingsstrømme vedrørende priser, der (angiveligt) var mindre end omkostningerne. Endelig undlod Kommissionen at give en passende forklaring på, hvorfor tilbagesøgning af det i afgørelsen angivne støttebeløb var nødvendigt for at sikre genetableringen af omstændighederne før tildelingen af støtten.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/16

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og EUIPO pålægges at tillade registrering af udtrykket »FOREVER FASTER« for de anfægtede varer.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af lighedsprincippet og princippet om god forvaltningskik i henhold til EU-retten.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/16

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EU-varemærkeansøgning »RESPIMER« nr. 11 228 004 tillades fremmet til registrering for alle angivne varer i klasse 3, 5 og 10.

—

Boehringer Ingelheim Pharma GmbH & Co. KG tilpligtes at betale alle sagsøgerens omkostninger forbundet med sagens behandling for indsigelsesafdelingen ved EUIPO, Femte Appelkammer ved EUIPO og Den Europæiske Unions Ret.

—

Femte Appelkammer undlod at angive retsgrundlag for dets afgørelse af 21. januar 2016, idet det ikke tog afgørelsen vedtaget den 4. april 2013 af det franske institut for industriel ejendomsret i betragtning

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/17

—

De anfægtede afgørelser i sagerne R 849/2014-3, R 850/2014-3 og R 851/2014-3 annulleres.

—

EUIPO og Sabine Laher tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 64 i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 65, litra f), i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 65, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/18

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4 og 5, i forordning nr. 207/2009.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/19

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/19

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/20

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/20

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/20

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/21

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/21

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/21

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/22

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagsøgeren tildeles 12 000 EUR i erstatning for det tab, der er lidt i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse.

—

Frontex tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/22

—

Afgørelsen af 28. maj 2015 om afslag på forlængelse af sagsøgerens kontrakt annulleres.

—

Om fornødent annulleres afgørelsen af 31. maj 2015 om det stiltiende afslag på forlængelse af sagsøgerens kontrakt.

—

Om fornødent annulleres afgørelsen af 7. december 2015 om afslag på sagsøgerens klage.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale en erstatning, der efter ret og billighed fastsættes til 115 000 EUR, for sagsøgerens ikke-økonomiske tab.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.