OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/2

Domstolens afgørelse

af 9. marts 2016

vedrørende lovbestemte fri- og helligdage og retsferier

(2016/C 145/02)

DOMSTOLEN HAR —

under henvisning til procesreglementets artikel 24, stk. 2, 4 og 6, og ud fra følgende betragtning:

det er nødvendigt at udfærdige listen over lovbestemte fri- og helligdage og fastsætte datoerne for retsferierne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den i procesreglementets artikel 24, stk. 4 og 6, nævnte liste over lovbestemte fri- og helligdage, fastsættes som følger:

—

nytårsdag

—	anden påskedag

—	den 1. maj

—	Kristi himmelfartsdag

—	anden pinsedag

—	den 23. juni

—	den 15. august

—	den 1. november

—	den 25. december

—	den 26. december.

Artikel 2

For perioden fra den 1. november 2016 til den 31. oktober 2017 fastsættes de i procesreglementets artikel 24, stk. 2 og 6, nævnte datoer for retsferierne som følger:

—	julen 2016: fra mandag den 19. december 2016 til og med søndag den 8. januar 2017

—	påsken 2017: fra mandag den 10. april 2017 til og med søndag den 23. april 2017

—	sommeren 2017: fra fredag den 21. juli 2017 til og med søndag den 3. september 2017.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 9. marts 2016.

A. CALOT ESCOBAR

Justitssekretær

K. LENAERTS

Præsident

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/4

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. februar 2016 — Rådet for Den Europæiske Union mod Bank Mellat og Europa-Kommissionen

(Sag C-176/13 P) (1)

((Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - bekæmpelse af nuklear spredning - restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran - indefrysning af en iransk banks pengemidler - begrundelsespligt - procedure for vedtagelse af retsakten - åbenbart urigtigt skøn))

(2016/C 145/03)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert og M. Bishop, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Bank Mellat (ved M. Brindle, QC, barristers R. Blakeley og V. Zaiwalla og solicitors Z. Burbeza, P. Reddy, S. Zaiwalla og F. Zaiwalla) og Europa-Kommissionen (ved D. Gauci og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved L. Christie og S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtigede, bistået af barrister S. Lee)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Bank Mellat har afholdt for begge retsinstanser.

3)	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger i begge instanser.

(1) EUT C 171 af 15.6.2013.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/5

Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. februar 2016 — Finanmadrid EFC SA mod Jesús Vicente Albán Zambrano, María Josefa García Zapata, Jorge Luis Albán Zambrano og Miriam Elisabeth Caicedo Merino (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia de Cartagena — Spanien)

(Sag C-49/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår - betalingspåkravsprocedure - tvangsfuldbyrdelsesprocedure - den nationale rets kompetence til ex officio at erklære et urimeligt kontraktvilkår ugyldigt under fuldbyrdelsen af et betalingspåkrav - princippet om retskraft - effektivitetsprincippet - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - domstolsbeskyttelse))

(2016/C 145/04)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia de Cartagena

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Finanmadrid EFC SA

Sagsøgte: Jesús Vicente Albán Zambrano, María Josefa García Zapata, Jorge Luis Albán Zambrano og Miriam Elisabeth Caicedo Merino

Konklusion

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der ikke tillader den dommer, der skal behandle spørgsmålet om fuldbyrdelsen af et betalingspåkrav, ex officio at efterprøve, om et vilkår, der er indeholdt i en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, når den myndighed, der behandler anmodningen om udstedelse af betalingspåkrav, ikke er kompetent til at foretage en sådan efterprøvelse.

(1) EUT C 135 af 5.5.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/5

Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-179/14) (1)

((Traktatbrud - direktiv 2006/123/EF - artikel 14-16 - artikel 49 TEUF - etableringsfrihed - artikel 56 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - krav for udstedelse af skattemæssigt fordelagtige kuponer, der af arbejdsgiveren gives de ansatte, og som kan anvendes til indkvartering, fritidsaktiviteter og/eller restauration - restriktioner - monopol))

(2016/C 145/05)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Tokár og E. Montaguti, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn (ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Konklusion

Ungarn har tilsidesat Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, idet det har indført og opretholdt fritidsaktivitetskortet Széchenyi, som fastsat ved regeringsdekret nr. 55/2011 af 12. april 2011 om udstedelse og anvendelse af fritidsaktivitetskortet Széchenyi, og ændret ved lov nr. CLVI af 21. november 2011 om ændring af visse skattelove og andre tilknyttede retsakter, for så vidt som:

—

nævnte regeringsdekrets § 13, sammenholdt med § 2, stk. 2, litra d), i lov nr. XCVI af 1993 om gensidige frivillige forsikringsfonde, § 2, litra b), i lov nr. CXXXII af 1997 om filialer og kommercielle agenturer, der tilhører virksomheder, som har deres hjemsted i udlandet, og § 1, § 2, stk. 1 og 2, § 55, stk. 1 og 3, og § 64, stk. 1, i lov nr. IV af 2006 om erhvervsdrivende selskaber, udelukker muligheden for, at filialer udsteder SZÉP-kortet, og derved tilsidesætter dette direktivs artikel 14, nr. 3)

—

–nævnte § 13, sammenholdt med samme nationale bestemmelser, der med hensyn til de krav, der er fastsat i samme § 13, litra a)-c), ikke anerkender virksomhed, som udøves af de koncerner, hvis moderselskab ikke er et selskab oprettet i henhold til ungarsk ret, og hvis medlemmer ikke er stiftet som selskab i henhold til ungarsk ret, tilsidesætter nævnte direktivs artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra b), og artikel 15, stk. 3

—

§ 13 i regeringsdekret nr. 55/2011, sammenholdt med samme nationale bestemmelser, der forbeholder muligheden for at udstede fritidsaktivitetskortet Széchenyi for banker og andre kreditinstitutter, eftersom kun disse virksomheder kan opfylde kravene i denne § 13, tilsidesætter samme direktivs artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra d), og artikel 15, stk. 3

—	nævnte § 13 er i strid med artikel 16 i direktiv 2006/123, idet den kræver, at der for udstedelsen af fritidsaktivitetskortet Széchenyi findes et ungarsk forretningssted.

Erzsébet-kuponordningen, der er reguleret ved lov nr. CLVI af 21. november 2011 og lov nr. CIII af 6. juli 2012 om Erzsébet-programmet, er i strid med artikel 49 TEUF og 56 TEUF, for så vidt som denne nationale lovgivning opretter et monopol til fordel for offentlige organer på området for udstedelse af kuponer, der giver mulighed for at købe kolde måltider, og som arbejdsgiveren på skattemæssigt fordelagtige vilkår kan tildele sine ansatte som naturalydelser.

3)	Ungarn betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 202 af 30.6.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/6

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2016 — Elliniko Dimosio mod Stefanos Stroumpoulis m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias — Grækenland)

(Sag C-292/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 80/987/EØF - tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens - anvendelsesområde - løntilgodehavender for sømænd, der arbejder om bord på et skib, der fører et flag fra et tredjeland - arbejdsgiver, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i dette tredjeland - arbejdsaftale, der er underlagt lovgivningen i dette tredjeland - arbejdsgiveren erklæret konkurs i en medlemsstat, hvor han har sit egentlige forretningssted - artikel 1, stk. 2 - bilag, punkt II, A - national lovgivning, der alene fastsætter en garanti for sømænds løntilgodehavender, såfremt disse er blevet efterladt i udlandet - beskyttelsesniveau, som ikke svarer til det, der fremgår af direktiv 80/987))

(2016/C 145/06)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Elliniko Dimosio

Sagsøgte: Stefanos Stroumpoulis, Nikolaos Koumpanos, Panagiotis Renieris, Charalampos Renieris, Ioannis Zacharias, Dimitrios Lazarou og Apostolos Chatzisotiriou

Konklusion

Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at sømænd, som er bosat i en medlemssat, og som i denne medlemsstat er blevet ansat af et selskab — der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i et tredjeland, men sit egentlige forretningssted i den pågældende medlemsstat — med henblik på som arbejdstagere i henhold til en arbejdsaftale, der udpeger lovgivningen i tredjelandet som anvendelig lov, at arbejde om bord på et krydstogtskib, der er ejet af det pågældende selskab, og som fører tredjelandets flag, med forbehold af en eventuel anvendelse af direktivets artikel 1, stk. 2, er omfattet af den i direktivet omhandlede beskyttelse for så vidt angår de løntilgodehavender, som de har over for dette selskab, efter at selskabet er blevet erklæret konkurs af en ret i den pågældende medlemsstat i henhold til denne medlemsstats lovgivning.

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 80/987 skal fortolkes således, at hvad angår arbejdstagere, som befinder sig en situation som den, som de i hovedsagen indstævnte befinder sig i, udgør den beskyttelse, som i henhold til artikel 29 i lov nr. 1220/1981, der supplerer og ændrer lovgivningen om havnevæsenet i Piræus, ydes sømænd, der efterlades i udlandet, ikke »en beskyttelse svarende til den, der fremgår af […] direktiv[et]« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse.

(1) EUT C 282 af 25.8.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/7

Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2016 — Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen mod Jovanna García-Nieto, Joel Pena Cuevas, Jovanlis Pena Garcia og Joel Luis Pena Cruz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen — Tyskland)

(Sag C-299/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - fri bevægelighed for personer - unionsborgerskab - ligebehandling - direktiv 2004/38/EF - artikel 24, stk. 2 - sociale ydelser - forordning (EF) nr. 883/2004 - artikel 4 og 70 - særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser - udelukkelse af en medlemsstats statsborgere i de tre første måneders ophold i værtsmedlemsstaten))

(2016/C 145/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen

Sagsøgt: Jovanna García-Nieto, Joel Pena Cuevas, Jovanlis Pena Garcia og Joel Luis Pena Cruz

Konklusion

Artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1244/2010 af 9. december 2010 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der udelukker statsborgere i andre medlemsstater, som befinder sig i en situation, såsom den, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, fra at modtage visse »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004, og som ligeledes udgør en »social ydelse« i henhold til direktivets artikel 24, stk. 2.

(1) EUT C 315 af 19.9.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/8

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. februar 2016 — Sanoma Media Finland Oy — Nelonen Media mod Viestintävirasto (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland)

(Sag C-314/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2010/13/EU - artikel 19, stk. 1 - adskillelse mellem tv-reklame og programmer - opdelt skærm - artikel 23, stk. 1 og 2 - begrænsning af sendetid for tv-reklameindslag til 20 % af en klokketime - sponsorannonceringer - andre angivelser af en sponsor - »sorte sekunder«))

(2016/C 145/08)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sanoma Media Finland Oy — Nelonen Media

Sagsøgt: Viestintävirasto

Konklusion

Artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som gør det muligt, at en opdelt skærm, som viser et tv-programs rulletekster i den ene kolonne og en præsentation af udbyderens efterfølgende programmer i den anden med henblik på at adskille det program, der afsluttes, fra den tv-reklamesekvens, der efterfølger det, ikke nødvendigvis kombineres med eller efterfølges af et akustisk eller optisk signal, forudsat at et sådant middel til adskillelse i sig selv opfylder de krav, der er opregnet i første punktum i denne artikel 19, stk. 1, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)	Artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at sponsorkendetegn, der bringes i andre programmer end det sponsorerede såsom de i hovedsagen omhandlede, skal medregnes i den maksimale sendetid for reklame i en klokketime, der er fastsat i dette direktivs artikel 23, stk. 1.

Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den i det tilfælde, at en medlemsstat ikke har gjort brug af muligheden for at fastsætte en strengere bestemmelse end den, der er indført ved denne artikel, ikke kun er til hinder for, at »sorte sekunder«, som indsættes mellem de forskellige indslag i en tv-reklamesekvens eller mellem denne sekvens og det efterfølgende tv-program, medregnes i den maksimale sendetid på 20 % for tv-reklame i en klokketime, som denne artikel fastsætter, men ligeledes stiller krav om en sådan medregning.

(1) EUT C 292 af 1.9.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/9

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. februar 2016 — Air Baltic Corporation AS mod Lietuvos Respublikos specialiųjų tyrimų tarnyba (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen)

(Sag C-429/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - luftbefordring - Montrealkonventionen - artikel 19, 22 og 29 - luftfartsselskabets ansvar i tilfælde af forsinket international transport af passagerer - transportkontrakt indgået af passagernes arbejdsgiver - skader, som skyldes en forsinkelse - skader, som arbejdsgiveren har lidt))

(2016/C 145/09)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Air Baltic Corporation AS

Sagsøgt: Lietuvos Respublikos specialiųjų tyrimų tarnyba

Konklusion

Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring indgået i Montreal den 28. maj 1999 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001, særligt konventionens artikel 19, 22 og 29, skal fortolkes således, at et luftfartsselskab, som har indgået en kontrakt om international transport med en arbejdsgiver — såsom arbejdsgiveren i hovedsagen — for personer, der transporteres som passagerer, i henhold til denne kontrakt er ansvarlig over for arbejdsgiveren for skader, der skyldes forsinkelse af flyvninger, som den pågældendes ansatte var passagerer på, hvilke skader består i de yderligere udgifter, som arbejdsgiveren har måttet afholde.

(1) EUT C 421 af 24.11.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/10

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-454/14) (1)

((Traktatbrud - miljø - direktiv 1999/31/EF - artikel 14 - deponering af affald - eksisterende deponeringsanlæg opfylder ikke kravene - procedure for nedlukning og efterbehandling))

(2016/C 145/11)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Pignataro-Nolin, E. Sanfrutos Cano og D. Loma-Osorio Lerena, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved L. Banciella Rodríguez-Miñón, som befuldmægtiget)

Konklusion

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra c), i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, idet det ikke for hvert af de omhandlede deponeringsanlæg, dvs. dem i Ortuella (Baskerlandet), Zurita og Juan Grande (De Kanariske Øer) har vedtaget de foranstaltninger, der er nødvendige for at anmode operatøren om at udarbejde en overgangsplan og sikre den fulde gennemførelse af denne plan i overensstemmelse med samme direktivs krav, med undtagelse af kravene i direktivets bilag I, punkt 1, senest otte år efter datoen i direktivets artikel 18, stk. 1.

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra b), i direktiv 1999/31, idet det ikke for hvert af de omhandlede deponeringsanlæg, dvs. dem i Vélez Rubio (Almería), Alcolea de Cinca (Huesca), Sariñena (Huesca), Tamarite de Litera (Huesca), Somontano — Barbastro (Huesca), Barranco de Sedases (Fraga, Huesca), Barranco Seco (Puntallana, La Palma), Jumilla (Murcia), Legazpia (Guipuzcoa), Sierra Valleja (Arcos de la Frontera, Cádiz), Carretera Pantano del Rumblar (Baños de la Encina, Jaén), Barranco de la Cueva (Bélmez de la Moraleda, Jaén), Cerrajón (Castillo de Locubín, Jaén), Las Canteras (Jimena y Bedmar, Jaén), Hoya del Pino (Siles, Jaén), Bellavista (Finca El Coronel, Alcalá de Guadaira, Sevilla), El Patarín (Alcalá de Guadaira, Sevilla), Carretera de Arahal-Morón de la Frontera (Arahal, Sevilla), Carretera de Almadén de la Plata (Cazalla de la Sierra, Sevilla), El Chaparral (Écija, Sevilla), Carretera A-92, KM 57,5 (Morón de la Frontera, Sevilla), Carretera 3118 Fuente Leona — Cumbres mayores (Colina Barragona, Huelva), Llanos del Campo (Grazalema — Benamahoma, Cádiz), Andrada Baja (Alcalá de Guadaira, Sevilla), Carretera de los Villares (Andújar, Jaén), La Chacona (Cabra, Córdoba) og Chaparral — La Sombrerera (Puerto Serrano, Cádiz) har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for snarest muligt i henhold til artikel 7, litra g), og artikel 13 i direktiv 1999/13 at nedlukke de anlæg, der ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 8 har fået tilladelse til fortsat drift.

3)	Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 448 af 15.12.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/11

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene

(Sag C-22/15) (1)

((Traktatbrud - merværdiafgift - direktiv 2006/112/EF - fritagelser - artikel 132, stk. 1, litra m) - tjenesteydelser, der har en nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning - fritagelse for merværdiafgift på leje af kaj- og bådpladser til medlemmer af vandsportsforeninger i forbindelse med navigations- eller fritidsvirksomhed, der ikke kan sidestilles med udøvelsen af sport eller fysisk træning - fritagelsen er begrænset til vandsportsforeninger, som ikke har ansatte til levering af deres tjenesteydelser - udelukket - artikel 133, stk. 1, litra d)))

(2016/C 145/12)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Lozano Palacios og G. Wils, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Nederlandene (ved M. Bulterman og M. Noort, som befuldmægtigede)

Konklusion

Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, artikel 24, stk. 1, og artikel 133 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem sammenholdt med dette direktivs artikel 132, stk. 1, litra m), idet

—

det i forbindelse med navigations- eller fritidsvirksomhed, der ikke kan sidestilles med udøvelsen af sport eller fysisk træning, har indrømmet medlemmer af vandsportsforeninger, som ikke har ansatte til levering af deres tjenesteydelser, en fritagelse for merværdiafgift på leje af kaj- og bådpladser.

—	det i tilfælde, hvor kaj- og bådpladserne udlejes til personer, som udøver sport, og hvor udlejningen er nært knyttet til og uundværlig for udøvelsen heraf, har begrænset fritagelsen til vandsportsforeninger, som ikke har ansatte til levering af deres tjenesteydelser.

2)	Kongeriget Nederlandene betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 228 af 13.7.2015.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/12

Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. februar 2016 — Salutas Pharma GmbH mod Hauptzollamt Hannover (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-124/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - den fælles toldtarif - tarifering - kombineret nomenklatur - position 3004 - brusetabletter med et calciumindhold på 500 mg - indholdet af et stof pr. anbefalet daglig dosis angivet, som er væsentligt højere end den daglige tilførsel, der anbefales for at bevare den almindelige sundhed og velfærd))

(2016/C 145/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Salutas Pharma GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Hannover

Konklusion

Den kombinerede nomenklatur i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif i den version, som følger af Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011, skal fortolkes således, at et produkt såsom brusetabletter med et calciumindhold på 500 mg pr. tablet, som anvendes til forebyggelse og behandling af calciummangel og til understøttelse af en særlig terapi til forebyggelse og behandling af osteoporose, og for hvilket der på etiketten for voksne anbefales en maksimal daglig dosis på 1 500 mg, tariferes under pos. 3004 i denne nomenklatur.

(1) EUT C 178 af 1.6.2015.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/12

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 25. februar 2016 — G.E. Security BV mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden — Nederlandene)

(Sag C-143/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - forordning (EØF) nr. 2658/87 - fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering af varer - pos. 8517, 8521, 8531 og 8543 - vare benævnt »videomultiplexer«))

(2016/C 145/14)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: G.E. Security BV

Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën

Konklusion

Den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1214/2007 af 20. september 2007, skal fortolkes således, at en vare som den, der er benævnt »videomultiplexer«, og som er omhandlet i hovedsagen, skal tariferes i denne nomenklaturs pos. 8521 med forbehold af den forelæggende rets bedømmelse af samtlige de faktiske omstændigheder, som den råder over.

(1) EUT C 198 af 15.6.2015.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/13

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. februar 2016 — J.N. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)

(Sag C-601/15 PPU) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - præjudiciel hasteprocedure - standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse - direktiv 2008/115/EF - lovligt ophold - direktiv 2013/32/EU - artikel 9 - ret til at forblive i en medlemsstat - direktiv 2013/33/EU - artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e) - frihedsberøvelse - beskyttelse af den nationale sikkerhed eller den offentlige orden - gyldighed - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 6 og 52 - begrænsning - proportionalitet))

(2016/C 145/15)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J.N.

Sagsøgt: Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

Konklusion

Der er i forbindelse med undersøgelsen af artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse ikke fremkommet noget forhold, der kan berøre gyldigheden af denne bestemmelse i lyset af artikel 6 og artikel 52, stk. 1 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(1) EUT C 38 af 1.2.2016.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/14

Appel iværksat den 11. januar 2016 af Kongeriget Belgien til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 27. oktober 2015 i sag T-721/14, Kongeriget Belgien mod Europa-Kommissionen

(Sag C-16/16 P)

(2016/C 145/18)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Kongeriget Belgien (ved L. Van den Broeck, M. Jacobs og J. Van Holm, som befuldmægtigede, samt advocaten P. Vlaemminck og B. Van Vooren,)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den af Retten afsagte kendelse i sag T-721/14 ophæves i det hele.

—	Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.

—	Der træffes afgørelse om realiteten.

—	Begæringerne om intervention fra Den Helenske Republik og Den Portugisiske Republik imødekommes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om kompetencefordeling, loyalitetsprincippet og den institutionelle ligevægt samt urigtig anvendelse af betingelserne i artikel 263 TEUF.

Andet anbringende om tilsidesættelse af gensidigheden i forhold til loyalitetsprincippet og tilsidesættelse af medlemsstatens stilling som privilegeret sagsøger i forbindelse med beskyttelsen af sine interesser.

Tredje anbringende om urigtig fortolkning af retsvirkningerne af henstillingen i forhold til Belgien.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 18. januar 2016 — Nintendo Co. Ltd mod BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA

(Sag C-24/16)

(2016/C 145/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nintendo Co. Ltd

Sagsøgt: BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA

Præjudicielle spørgsmål

Kan retten i en medlemsstat, som for så vidt angår en sagsøgt alene er kompetent i medfør af artikel 79, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (1) sammenholdt med artikel 6, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2), fordi denne sagsøgte, som har hjemsted i en anden medlemsstat, har leveret muligvis rettighedskrænkende varer til den sagsøgte, som har hjemsted i den pågældende medlemsstat, i forbindelse med en sag om håndhævelse af rettigheder i medfør af et EF-design træffe afgørelser mod den førstnævnte sagsøgte, som har gyldighed i hele EU og har virkning ud over de leveringsrelationer, som danner grundlag for rettens kompetence?

Skal Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design, navnlig forordningens artikel 20, stk. 1, litra c), fortolkes således, at en tredjemand må afbilde EF-designet, hvis han vil sælge tilbehørsartikler til varer fra designhaveren, som svarer til EF-designet? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Hvilke kriterier gælder da herfor? [Org. s. 3]

Hvordan bestemmes det sted, »hvor krænkelsen fandt sted« i artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (3) (Rom II-forordningen) i de tilfælde, hvor krænkeren

a)	tilbyder EF-designkrænkende varer via et website og dette website — også — er henvendt til andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor krænkeren har hjemsted

b)	lader EF-designkrænkende varer transportere til et andet medlemsland end det, som han har hjemsted i?

4)	Skal den nævnte forordnings artikel 15, litra a) og g), fortolkes således, at den således fastsatte lov også finder anvendelse på andre personers medvirkenshandlinger?

(1) EUT L 3, s. 1.

(2) EUT L 12, s. 1.

(3) EUT L 199, s. 40.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 18. januar 2016 — Nintendo Co. Ltd mod BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA

(Sag C-25/16)

(2016/C 145/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nintendo Co. Ltd

Sagsøgte: BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA

Præjudicielle spørgsmål

Hvordan bestemmes det sted, »hvor krænkelsen fandt sted« i artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (3) i de tilfælde, hvor krænkeren

a)	tilbyder EF-designkrænkende varer via et website og dette website — også — er henvendt til andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor krænkeren har hjemsted

b)	lader EF-designkrænkende varer transportere til et andet medlemsland end det, som han har hjemsted i?

Skal den nævnte forordnings artikel 15, litra a) og g), fortolkes således, at den således fastsatte lov også finder anvendelse på andre personers medvirkenshandlinger?

(1) EUT L 3, s. 1.

(2) EUT L 12, s. 1.

(3) EUT L 199, s. 40.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 22. januar 2016 — Minister Finansów mod Stowarzyszenie Artystów Wykonawców Utworów Muzycznych i Słowno-Muzycznych SAWP mit Sitz in Warschau (SAWP)

(Sag C-37/16)

(2016/C 145/22)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Minister Finansów

Sagsøgt: Stowarzyszenie Artystów Wykonawców Utworów Muzycznych i Słowno-Muzycznych SAWP mit Sitz in Warschau (SAWP)

Præjudicielle spørgsmål

Leverer ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere en ydelse som omhandlet i artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) til producenter og importører af båndoptagere og andre lignende apparater samt tomme medier, hvoraf kollektive forvaltningsorganisationer for førstnævntes regning, men i eget navn, opkræver gebyrer for salg af disse apparater og medier?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, handler kollektive forvaltningsorganisationer da, når de opkræver gebyrer for producenters og importørers salg af apparater og medier, som afgiftspligtige personer som omhandlet i artikel 28 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, der er forpligtet til at dokumentere disse transaktioner med en faktura som omhandlet i dette direktivs artikel 220, stk. 1, nr. 1), der er udstedt til de pågældende producenter og importører af båndoptagere og andre lignende apparater samt tomme medier, og hvorpå der er anført den moms, der skal betales på grundlag af de opkrævede gebyrer, og skal ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, når gebyrerne fordeles til disse, dokumentere modtagelsen af gebyrerne med en faktura med angivelse af moms, der er udstedt til den gebyropkrævende kollektive forvaltningsorganisation?

(1) EUT L 347, s. 1.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/18

Appel iværksat den 25. januar 2016 af Dyson Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 11. november 2015 i sag T-544/13, Dyson Ltd mod Europa-Kommissionen

(Sag C-44/16 P)

(2016/C 145/23)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Dyson Ltd (ved solicitors E. Batchelor og M. Healy, barrister F. Carlin og advocate A. Patsa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves i sin helhed.

—	Den anfægtede forordning (1) annulleres i sin helhed.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Dyson Ltd har afholdt i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Dyson har gjort gældende, at Retten begik retlige fejl:

i.	For det første foretog Retten en urigtig kvalificering af Dysons anbringende som et anbringende om [et åbenbart urigtigt skøn] i stedet for et anbringende om manglende retlig kompetence, jf. artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30/EU (2).

ii.	For det andet foretog Retten en fejlagtig fortolkning af rækkevidden af Kommissionens delegerede beføjelse, jf. artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30/EU.

iii.	For det tredje tilsidesatte Retten Dysons ret til forsvar vedrørende faktiske omstændigheder, som Dyson ikke fik lejlighed til at redegøre for sine synspunkter om.

iv.	For det fjerde fordrejede og/eller tog Retten ikke hensyn til relevante beviser.

For det femte tilsidesatte Retten artikel 36 i statutten for Domstolen, idet den ikke gav nogen begrundelse for, at den: i) kvalificerede det anvendelige retlige kriterium som et kriterium om [et åbenbart urigtigt skøn], ii) konkluderede, at Dysons data var »ekstremt spekulative«, iii) foregav, at den støttede sig på en uspecificeret del af en ikke-identificeret »konsekvensanalyse« og iv) ikke tog hensyn til Dysons bevis om reproducerbarhed.

vi.	For det sjette anvendte Retten det retlige kriterium om ligebehandling ukorrekt.

Dyson har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og giver medhold i de påstande, der blev nedlagt i sagen for Retten om annullation af Kommissionens forordning (EU) nr. 665/2013 (»den anfægtede forordning«), idet Domstolen råder over tilstrækkelige oplysninger til at tage stilling til realiteten af de i første instans rejste spørgsmål.

(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 665/2013 af 3.5.2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU for så vidt angår energimærkning af støvsugere (EUT L 192, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19.5.2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT L 153, s. 1).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Înalta Curte de Casație și Justiție (Rumænien) den 1. februar 2016 — Evo Bus GmbH mod Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Ploiești — Administrația Județeană a Finanțelor Publice Argeș

(Sag C-55/16)

(2016/C 145/24)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Înalta Curte de Casație și Justiție

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Evo Bus GmbH

Sagsøgt: Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Ploiești — Administrația Județeană a Finanțelor Publice Argeș

Præjudicielt spørgsmål

Er/var bestemmelserne i ottende direktiv (79/1072/[EØF]) (1) og princippet om afgiftsmæssig neutralitet til hinder for en medlemsstats lovgivning, som under hensyn til princippet om forudsigelig beskatning regulerer/regulerede betingelserne for udøvelse af retten til tilbagebetaling af merværdiafgift, såsom, i den foreliggende sag, betingelsen om bevis for, at leverandørerne har betalt afgiften?

(1) Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6.12.1979 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet(EFT L 331, s. 11).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/20

Sag anlagt den 3. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-62/16)

(2016/C 145/26)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved S. Petrova, M. Heller og A. Biolan, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/33/EU (1), idet Rumænien ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme bestemmelserne i direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Rumænien pålægges i henhold til bestemmelserne i artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 38 042,6 EUR for hver dags forsinkelse, regnet fra den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag på grund af tilsidesættelsen af forpligtelsen til at meddele, hvilke foranstaltninger, der er blevet vedtaget til fuldstændig gennemførelse af direktiv 2012/33/EU.

—	Rumænien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktivet i national lovning udløb den 18. juni 2014.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/33/EU af 21.11.2012 om ændring af Rådets direktiv 1999/32/EF for så vidt angår svovlindholdet i skibsbrændstoffer (EUT L 327, s. 1).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (Belgien) den 12. februar 2016 — K. m.fl. mod Belgischer Staat

(Sag C-82/16)

(2016/C 145/28)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad voor Vreemdelingenbetwistingen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A. K., Z. M., J. M., N. N. N., I. O. O., I. R., A. B.

Sagsøgt: Belgischer Staat

Præjudicielle spørgsmål

Skal EU-retten, navnlig artikel 20 TEUF og artikel 5 og 11 i direktiv 2008/115/EF (1), sammenholdt med chartrets artikel (2) 7 og 24, fortolkes således, at den under visse omstændigheder er til hinder for en national praksis, hvorefter en ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført — indgivet af en tredjelandsstatsboger, der er familiemedlem til en unionsborger i den medlemsstat, hvor denne unionsborger bor og har statsborgerskab, og som ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed og etablering (herefter »den statiske unionsborger«) — ikke bliver behandlet, særskilt eller i forbindelse med en afgørelse om udsendelse, af den grund alene, at den pågældende tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem, er omfattet af et forbud mod indrejse i Europa?

Har det ved bedømmelsen af sådanne omstændigheder betydning, at der mellem tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem, og den statiske unionsborger består et afhængighedsforhold, der er mere vidtgående end et rent familiemæssigt bånd? I bekræftende fald, hvilke faktorer skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om der består et sådant afhængighedsforhold? Kan der herved henvises til retspraksis vedrørende retten til respekt for familielivet i EMRK’s artikel 8 og chartrets artikel 7?

Hvad særligt angår mindreårige børn, kræver artikel 20 TEUF mere end et biologisk bånd mellem den tredjelandsstatsborger, der er forælder, og det barn, der er unionsborger? Har det herved betydning, at personerne bor sammen, eller er det tilstrækkeligt med følelsesmæssige og økonomiske bånd, såsom en besøgs- eller samværsordning og betaling af underhold? Kan der herved henvises til Domstolens dom af 10. juli 2014 i sag C-244/13, Ogierakhi, præmis 38 og 39, af 16. juli 2012, Singh. m.fl., sag 218/14, præmis 54, og af 6. december 2012, O og S, forenede sager C-356/11 og C-357/11, præmis 56? Se i denne forbindelse også den verserende præjudicielle forelæggelse C-133/15.

Har den omstændighed, at familielivet er opstået på et tidspunkt, hvor tredjelandsstatsborgeren allerede var pålagt indrejseforbud og således var klar over, at han opholdt sig ulovligt i medlemsstaten, betydning for bedømmelsen af sådanne omstændigheder? Kan denne omstændighed lægges til grund for at imødegå et muligt misbrug af muligheden for at ansøge om opholdsret som familiesammenført?

Har den omstændighed, at der ikke er gjort brug af noget retsmiddel som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF mod afgørelsen om indrejseforbud, eller den omstændighed, at et sagsanlæg til prøvelse af indrejseforbuddet blev forkastet, betydning for bedømmelsen af sådanne omstændigheder?

Er den omstændighed, at indrejseforbuddet blev pålagt af hensyn til den offentlige orden eller på grund af ulovligt ophold, en relevant faktor? I bekræftende fald skal det da også undersøges, om den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en aktuel, reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn? Kan artikel 27 og 28 i direktiv 2004/38 (3), som er gennemført ved artikel 43 og 45 i Vreemdelingenwet (lov om udlændinge, herefter »udlændingeloven«), og den tilknyttede retspraksis fra Domstolen vedrørende den offentlige orden i så henseende finde tilsvarende anvendelse på familiemedlemmer til statiske unionsborgere? (jf. de verserende præjudicielle forlæggelser i sagerne C-165/14 og C-304/14).

Skal EU-retten, navnlig artikel 5 i direktiv 2008/115/EF og chartrets artikel 7 og 24, fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter et gældende indrejseforbud anføres som begrundelse for ikke at behandle en senere ansøgning om familiesammenføring med en statisk unionsborger, der er indgivet på en medlemsstats område, uden at der herved er taget hensyn til de argumenter om respekten for familielivet og de pågældende børns tarv, som er gjort gældende i denne senere ansøgning om familiesammenføring?

Skal EU-retten, navnlig artikel 5 i direktiv 2008/115/EF og chartrets artikel 7 og 24, fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter der over for en tredjelandsstatsborger, der allerede er pålagt et indrejseforbud, træffes en afgørelse om udsendelse, uden at der herved er taget hensyn til de argumenter om respekten for familielivet og de pågældende børns bedste, som er gjort gældende i en senere ansøgning om familiesammenføring med en statisk unionsborger, dvs. efter at indrejseforbuddet blev pålagt?

Følger det af artikel 11, stk. 3, i direktiv 2008/115/EF, at en tredjelandsstatsborger i princippet altid skal indgive en ansøgning om ophævelse eller suspension af et gyldigt og endeligt indrejseforbud uden for EU, eller findes der omstændigheder, hvorunder han også kan indgive denne ansøgning inden for EU?

Skal artikel 11, stk. 3, tredje og fjerde punktum, i direktiv 2008/115/EF forstås således, at betingelserne i samme direktivs artikel 11, stk. 3, første punktum, uden videre skal være opfyldt i hvert enkelt tilfælde eller i hver kategori af tilfælde, dvs. at en medlemsstat kun kan overveje at ophæve eller suspendere et indrejseforbud, når den pågældende tredjelandsstatsborger kan godtgøre, at han har forladt medlemsstatens område i fuld overensstemmelse med afgørelsen om tilbagesendelse?

Er artikel 5 og 11 i direktiv 2008/115/EF til hinder for en fortolkning, hvorefter en ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført med en statisk unionsborger, der ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed og etablering, betragtes som en stiltiende (midlertidig) ansøgning om ophævelse eller suspension af det gældende og endelige indrejseforbud, hvorved dette indrejseforbud fortsat har virkning, hvis det viser sig, at betingelserne for ophold ikke er opfyldt?

Er den omstændighed, at pligten til at indgive en ansøgning om ophævelse eller suspension i oprindelseslandet eventuelt kan indebære en midlertidig adskillelse af tredjelandsstatsborgeren og den statiske unionsborger, et relevant forhold? Er der omstændigheder, hvorunder chartrets artikel 7 og 24 trods alt er til hinder for en midlertidig adskillelse?

Er den omstændighed, at pligten til at indgive en ansøgning om ophævelse eller suspension i oprindelseslandet eventuelt kun medfører, at unionsborgeren i så fald i en begrænset periode skal forlade hele EU’s territorium, et relevant forhold? Er der omstændigheder, hvorunder artikel 20 TEUF trods alt er til hinder for, at den statiske unionsborger i en begrænset periode må forlade hele EU’s territorium?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(EUT L 348, s. 98).

(2) EUT C 364, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158, s. 77).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) (Det Forenede Kongerige) den 15. februar 2016 — The English Bridge Union Limited mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

(Sag C-90/16)

(2016/C 145/29)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: The English Bridge Union Limited

Sagsøgt: Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

Præjudicielle spørgsmål

Hvilke væsentlige kendetegn skal en aktivitet udvise for at kunne betragtes som en »sport« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra m), i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (»momsdirektivet«)? Skal en aktivitet særlig omfatte et betydeligt (eller et ikke ubetydeligt) fysisk element, som har afgørende betydning for udfaldet af aktiviteten, eller er det tilstrækkeligt, at aktiviteten omfatter et betydeligt mentalt element, som har afgørende betydning for udfaldet af aktiviteten?

2)	Er kontraktbridge med duplikerede kort en »sport« som omhandlet i momsdirektivets artikel 132, stk. 1, litra m)?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.1.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 38 de Barcelona (Spanien) den 17. februar 2016 — Banco Santander, S.A. mod Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet

(Sag C-96/16)

(2016/C 145/30)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia no 38 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Banco Santander, S.A.

Sagsøgt: Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet

Præjudicielle spørgsmål

Er en forretningspraksis, hvorefter der foretages overdragelse eller køb af fordringer uden at tilbyde forbrugeren en mulighed for at udligne gælden ved at betale den pågældende pris, renterne, udgifterne og sagsbehandlingsomkostningerne til erhververen, i overensstemmelse med EU-retten, nærmere bestemt artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 2C i Lissabonkontrakten og artikel 4, stk. 2, artikel 12 og artikel 169, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (1)?

Er det foreneligt med de principper, der fremgår af Rådets direktiv 93/13/EØF (2) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, og i forlængelse heraf effektivitetsprincippet, samt dette direktivs artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, når den nævnte forretningspraksis vedrørende køb af forbrugerens gæld for en meget lav pris uden forbrugerens kendskab eller samtykke hertil ikke udformes som en almindelig betingelse eller et urimeligt vilkår i kontrakten og uden at give forbrugeren mulighed for at deltage i denne handel ved et tilbagekøb?

Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til direktiv 93/13, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten at fastsætte et entydigt kriterium om, at et ikke-forhandlet vilkår i forbrugerlånekontrakter uden pant i fast ejendom er urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente?

Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til direktiv 93/13, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten at fastsætte, at den ordinære rentesats som en konsekvens fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud?

(1) EUT C 364, s. 1.

(2) EFT L 95, s. 29.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/25

Sag anlagt den 17. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

(Sag C-98/16)

(2016/C 145/31)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved W. Roels og D. Triantafyllou)

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i EØS-aftalen, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som fastsætter en gunstig skattesats for donationer til foreninger, der drives uden gevinst for øje, etableret i andre medlemsstater i EU/EØS med forbehold for gensidighed.

—	Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den Hellenske Republik har fastsat en nedsat skattesats for donationer til juridiske personer, som ikke arbejder med gevinst for øje (filantropiske organisationer mv.) Den nedsatte sats finder imidlertid ikke anvendelse på donationer til tilsvarende juridiske personer i udlandet medmindre de pågældende medlemsstater også anerkender en mere favorabel behandling af donationer til fordel for græske juridiske personer, der arbejder uden gevinst for øje (det vil sige med forbehold for gensidighed).

—	Denne lovgivning indeholder en forskelsbehandling til skade for juridiske personer (som ikke arbejder med gevinst for øje) i andre medlemsstater i EU og EØS, som udgør en begrænsning af de frie kapitalbevægelser (artikel 63 TEUF).

—	Denne begrænsning er ikke omfattet af undtagelserne i artikel 65 TEUF.

—	Den kan heller ikke begrundes med, at byrden på det nationale budget lettes med aktiviteterne for foreningerne, der ikke arbejder med gevinst for øje (et ikke-acceptabelt økonomisk argument).

—	Princippet om gensidighed kan endelig ikke begrunde en tilsidesættelse af princippet om de frie kapitalbevægelser gennem forskelsbehandling.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/25

Appel iværksat den 26. februar 2016 af SNCF Mobilités (SNCF) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. december 2015 i sag T-242/12, SNCF mod Kommissionen

(Sag C-127/16 P)

(2016/C 145/32)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: SNCF Mobilités (SNCF) (ved avocats P. Beurier, O. Billard, G. Fabre og V. Landes)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Den Franske Republik, Mory SA, under likvidation, og Mory Team, under likvidation

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

—	Rettens dom af 17. december 2015 i sag T-242/12, Société nationale des chemins de fer français (SNCF) mod Kommissionen, ophæves.

—	Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sin appel har appellanten fremsat flere anbringender.

For det første har Retten begået flere retlige fejl og tilsidesat sin begrundelsespligt ved at fordreje bestemmelserne i Sernam 2-afgørelsens artikel 3, stk. 2, vedrørende overdragelsen af Sernams aktiver en bloc.

For det andet har Retten begået en retlig fejl ved at lægge til grund, at de krav om åbenhed og gennemsigtighed, som gjaldt for det udbud, der var fastsat i Sernam 2-afgørelsens artikel 3, stk. 2, nødvendigvis forudsatte, at den udvalgte kandidat som sådan og selvstændigt havde deltaget i proceduren lige fra begyndelsen.

For det tredje har Retten foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og begået en retlig fejl ved at lægge til grund, at buddet fra Sernams ledelse var langt mere ufordelagtigt for sælgeren end de indledende bud fra de øvrige kandidater.

For det fjerde har Retten begået en retlig fejl, tilsidesat sin begrundelsespligt og truffet afgørelse med selvmodsigende begrundelser ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde foretaget nogen sammenblanding mellem formålet med og prisen for salget af Sernams aktiver en bloc.

For det femte har Retten begået en retlig fejl og fordrejet Sernam 2-afgørelsens dispositive del ved at lægge til grund, at registreringen i selskabet Sernam S.A.’s konkursbo af det tilgodehavende, der svarede til støttebeløbet på 41 mio. EUR, ikke var i overensstemmelse med Sernam 2-afgørelsens artikel 4.

For det sjette har Retten begået en retlig fejl, tilsidesat sin begrundelsespligt og fordrejet Sernam 2- afgørelsens dispositive del ved at lægge til grund, at princippet om den private markedsøkonomiske investor ikke fandt anvendelse på overdragelsen af Sernams aktiver en bloc.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/27

Rettens dom af 10. marts 2016 — credentis mod KHIM — Aldi Karlslunde (Curodont)

(Sag T-53/15) (1)

((EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-ordmærket Curodont - det ældre nationale ordmærke Eurodont - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 145/33)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: credentis AG (Windisch, Schweiz) (ved advokat D. Breuer)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved A. Folliard-Monguiral og J. Ivanauskas, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Aldi Karlslunde K/S (Karlslunde, Danmark) (ved advokaterne N. Lützenrath, U. Rademacher, C. Fürsen og N. Bertram)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 13. november 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 353/2014-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Aldi Karlslunde K/S og credentis AG.

Konklusion

1)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)	credentis AG betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 107 af 30.3.2015.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/27

Rettens dom af 10. marts 2016 — LG Developpement mod KHIM — Bayerische Motoren Werke (MINICARGO)

(Sag T-160/15) (1)

((EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-figurmærket MINICARGO - det ældre EF-ordmærke MINI - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 145/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: LG Developpement (Baud, Frankrig) (ved advokat A. Sion)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Bayerische Motoren Werke AG (München, Tyskland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. januar 2015 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 596/2014-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Bayerische Motoren Werke AG og LG Developpement.

Konklusion

1)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)	LG Developpement betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 198 af 15.6.2015.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/28

Rettens kendelse af 26. februar 2016 — Colomer Italy mod KHIM — Farmaca International (INTERCOSMO ESTRO)

(Sag T-681/13) (1)

((EF-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af registreringsansøgningen - ufornødent at træffe afgørelse))

(2016/C 145/35)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Colomer Italy SpA (Sala Bolognese, Italien) (ved advokaterne M. Ricolfi, F. Tarocco og C. Mezzetti)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved P. Bullock og N. Bambara, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Farmaca International SpA (Torino, Italien) (ved advokaterne M. Caramelli og S. Fierro)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. oktober 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1186/2012-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Farmaca International SpA og Colomer Italy SpA

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Colomer Italy SpA og Farmaca International SpA bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) afholdte omkostninger.

(1) EUT C 78 af 15.3.2014.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/29

Sag anlagt den 3. februar 2016 — Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-50/16)

(2016/C 145/36)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Ungarn (ved M. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet af Kommissionen den 24. november 2015 om at registrere det europæiske borgerinitiativ »Wake Up Europe! Agir pour préserver le projet démocratique européen« annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Med det første anbringende anfører sagsøgeren dels, at Kommissionen med registreringen af det pågældende borgerinitiativ har tilsidesat artikel 11, stk. 4, TEU samt artikel 2, nr. 1), og artikel 4, [stk. 2], litra b), i forordning nr. 211/2011 (1), idet indledningen af proceduren i artikel 7 TEU (svarende til et passivitetssøgsmål) ifølge sagsøgeren ikke kan anses for en EU-retsakt, der er nødvendig til gennemførelse af traktaterne. Dels bør et borgerinitiativ efter sagsøgerens opfattelse føre til, at Kommissionen tager initiativ til en EU-retsakt, der fører til ny EU-retlig lovgivning.

Sagsøgeren anfører med sit andet anbringende, at Kommissionen med sin afgørelse har tilsidesat retten til god forvaltningsskik samt retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, og den har tilsidesat begrundelsespligten. Med dette anbringende gør sagsøgeren i det væsentlige gældende, at henset til, at Kommissionen med denne afgørelse har fjernet sig fuldstændigt fra sin tidligere praksis vedrørende registreringen af borgerinitiativer, vil de tidligere initiativer og dem, som eventuelt vil blive fremsat i fremtiden, ikke modtage den samme behandling på grund af manglen på forudsigelighed og denne modstrid.

Med det tredje anbringende anfører sagsøgeren, at Kommissionens afgørelse tilsidesætter princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU. Kommissionen har dels tidligere udtalt sig om, at kravene med henblik på at indlede en procedure mod Ungarn i henhold til artikel 7 TEU ikke er opfyldt, hvorfor afgørelsen om at registrere borgerinitiativet kan formidle opfattelsen af, at Kommissionen alligevel ikke udelukker, at initiativet er begrundet. Dels burde Kommissionen i henhold til det nævnte princip have informeret Ungarn om borgerinitiativet, der berører Ungarn direkte, og give den mulighed for at afgive bemærkninger.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16.2.2011 om borgerinitiativer (EUT L 65, s. 1).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/30

Sag anlagt den 5. februar 2016 — Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen

(Sag T-53/16)

(2016/C 145/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ryanair Ltd (Dublin, Irland) og Airport Marketing Services Ltd (Dublin) (ved advokaterne G. Berrisch, E. Vahida og I. Metaxas-Maragkidis samt solicitor B. Byrne)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Artikel 1, 4, 5 og 6 i Kommissionens afgørelse af 23. juli 2014 i statsstøttesag SA.33961 (2012/C) (ex 2012/NN), hvori det blev fastslået, at Ryanair og Airport Marketing Services via et antal aftaler vedrørende Nîmes-Garons lufthavnen havde modtaget ulovlig statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at afgørelsen tilsidesætter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, princippet om god forvaltningsskik og sagsøgernes ret til forsvar, idet Kommissionen undlod at give sagsøgerne aktindsigt i undersøgelsens sagsakter og undlod at give dem mulighed for effektivt at gøre deres synspunkter gældende.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen med urette tilregnede staten de omhandlede foranstaltninger.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen med urette fastslog, at midler tilhørende Veolia Transport Aéroport de Nîmes (VTAN), et af lufthavnens forvaltningsorganer, var statsmidler.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen undlod at anvende testen vedrørende den private operatør, der handler på markedsøkonomiske vilkår, korrekt. Kommissionen nægtede med urette at lægge en referenceanalyse til grund, hvilket ville have ført til en konstatering af, at der ikke forelå statsstøtte til fordel for sagsøgerne. Subsidiært gøres det gældende, at Kommissionen undlod at tilkende markedsføringstjenesterne en passende værdi, med urette forkastede rationalet bag lufthavnens beslutning om at købe sådanne ydelser, fejlagtigt forkastede den mulighed, at en del af markedsføringstjenesterne kunne være blevet købt til formål af almen interesse, fejlagtigt anså lufthavnens forvaltningsorgan le Syndicat Mixte pour l’aménagement et le dévelopment de l’aéroport de Nîmes — Alès — Camargue — Cévennes (SMAN) og dets privatejede operatør VTAN som en enkelt enhed, støttede sine konklusioner på ufuldstændige og uhensigtsmæssige data ved sin beregning af lufthavnens indtjening, så bort fra de netværkseksternaliteter, som lufthavnen kunne forvente at opnå ved sin forbindelse med Ryanair, og undlod at sammenligne de oplysninger, lufthavnen fremlagde, med oplysninger vedrørende en typisk, velfungerende lufthavn. Under alle omstændigheder har Kommissionen — selv hvis sagsøgerne havde modtaget en fordel — ikke godtgjort, at fordelen var selektiv.

Med det femte anbringende gøres det subsidiært gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 2, TEUF, idet Kommissionen foretog et åbenbart fejlskøn og begik en retlig fejl ved at fastslå, at støtten til Ryanair og Airport Marketing Services var lig med lufthavnens samlede marginale tab (som beregnet af Kommissionen) i stedet for den faktiske fordel for Ryanair og Airport Marketing Services. Kommissionen burde have undersøgt, i hvilket omfang den angivelige fordel faktisk var blevet videregivet til Ryanairs passagerer. Endvidere undlod Kommissionen at kvantificere den mulige konkurrencefordel, som Ryanair måtte have nydt via den angivelige støtte, og den undlod at give en passende forklaring på, hvorfor tilbagesøgning af det i afgørelsen angivne støttebeløb var nødvendigt for at sikre genetableringen af omstændighederne før tildelingen af støtten.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/31

Sag anlagt den 17. februar 2016 — POA mod Kommissionen

(Sag T-74/16)

(2016/C 145/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pagkyprios organismos ageladotrofon (POA) Dimosia Ltd (Latsia, Cypern) (ved advokat N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse Ares(2015)5632670 truffet af Generalsekretariatet den 7. december 2015 om afslag på den genfremsatte begæring, der blev indgivet af sagsøgeren ved skrivelse af 15. september 2015, hvorved sagsøgeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) begærede aktindsigt i dokumenter angående en cypriotisk producentorganisations ansøgning om registrering af betegnelsen »Halloumi« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT 2012 L 343, s. 1), annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger til advokatbistand.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Kommissionen på baggrund af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 har undladt at give en ordentlig begrundelse for, hvorfor en beslutningsproces kan lide alvorlig skade ved udbredelsen af hemmeligholdte dele.

2.	Det andet anbringende vedrører en retlig fejl, idet de årsager, Republikken Cypern har anført som begrundelse for at give afslag på aktindsigt på baggrund af artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001, er utilstrækkelige.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelsen af retten til adgang til effektive retsmidler og princippet om gennemsigtighed, idet Republikken Cyperns afslag på at videregive nogle af de omhandlede dokumenter indebærer, at sagsøgeren ikke er i stand til at forstå indholdet af hvert hemmeligholdt dokument.

4.	Det fjerde anbringende vedrører en retlig fejl, idet en medlemsstat ikke kan anvende artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 til at give afslag på at videregive dokumenter, hvis den afgørelse, der kan lide alvorlig skade, er truffet af en af Den Europæiske Unions institutioner.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/32

Appel iværksat den 26. februar 2016 af Nicole Clarke, Sigrid Dickmanns og Elisavet Papathanasiou til prøvelse af Personalerettens dom af 15. december 2015 i de forenede sager F-101/14, F-102/14 og F-103/14, Clarke m.fl. mod EUIPO

(Sag T-89/16 P)

(2016/C 145/39)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Nicole Clarke (Alicante, Spanien), Sigrid Dickmanns (Gran Alacant, Spanien) og Elisavet Papathanasiou (Alicante) (ved advokat H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Appellantens påstande

—	Retten for EU-Personalesagers dom (Tredje Afdeling) af 15. december 2015 i de forenede sager F-101/14, F-102/14 og F-103/14 ophæves i sin helhed.

—	Der træffes afgørelse i overensstemmelse med de påstande, der er nedlagt af sagsøgerne i de pågældende sager.

—	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret tilpligtes at betale omkostningerne ved hele sagen, dvs. sagen for Retten for EU-Personalesager og sagen for Den Europæiske Unions Ret.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat fire appelanbringender.

Første appelanbringende: Fejlagtig retsanvendelse af de opsigelsesbestemmelser, der indgår i appellanternes ansættelseskontrakter, såvel som af de »genindtrædelsesprotokoller«, der er indgået mellem EUIPO og hver af appellanterne, for så vidt som de nærværende udvælgelsesprøver ikke er »de næste« udvælgelsesprøver efter opsigelsesbestemmelsen.

Andet appelanbringende: Fejlagtig retsanvendelse af de opsigelsesbestemmelser, der indgår i appellanternes ansættelseskontrakter, for så vidt som de nærværende udvælgelsesprøver ikke vedrører specialiseringsområdet »industriel ejendomsret«, der er indeholdt i opsigelsesbestemmelsen, og derfor ikke kan udløse opsigelsesbestemmelserne.

Appellanterne gør i forbindelse med det første og det andet appelanbringende gældende, at Personaleretten i den appellerede dom har tilsidesat opsigelsesbestemmelsernes ordlyd, betydning og formål samt tidsgrænserne og den tidsmæssige anvendelighed.

Tredje appelanbringende: Fejlagtig retsanvendelse af artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union

Appellanterne har i denne forbindelse anført, at Personaleretten i den appellerede dom ikke forstod, at de genindtrædelsesprotokoller, der var indgået mellem appellanterne og EUIPO, hver især udgjorde en kontraktmæssig aftale om i det mindste en anden forlængelse af appellanternes ansættelseskontrakter, hvilket i henhold til artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte har den følge, at appellanternes ansættelseskontrakter skulle anses for at være tidsubegrænsede kontrakter.

Fjerde appelanbringende: Fejlagtig retsanvendelse af omsorgspligten og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Det anføres i denne forbindelse, at Personaleretten fejlagtigt henviste til tidspunktet for genindtrædelsen og ikke til tidspunktet for indgåelsen af opsigelsesbestemmelserne med henblik på vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt Harmoniseringskontoret har efterkommet sin omsorgspligt eller tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet det først ni år efter indgåelsen af opsigelsesbestemmelserne har gennemført en udvælgelsesprøve, der skal afgøre appellanternes fremtidige arbejdsliv.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/33

Sag anlagt den 1. marts 2016 — Sheridan mod Parlamentet

(Sag T-94/16)

(2016/C 145/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Gavin Sheridan (Midleton, Irland) (ved advokat N. Pirc Musar)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Parlamentets afgørelse A(2015)13844 C af 14. januar 2016 om afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i visse dokumenter vedrørende oplysninger om Europa-Parlamentets medlemmers rejseudgifter, dagpenge, godtgørelser for generelle udgifter og udgifter til personaleordninger annulleres

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 134 og 140 i Rettens procesreglement, herunder de af eventuelle intervenerende parter afholdte sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter, som sagsøgeren har gjort gældende, er i det væsentlige identiske med eller ligner dem, der påberåbes i sag T-639/15, Psara mod Parlamentet (EUT 2016 C 48, s. 53).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/33

Sag anlagt den 29. februar 2016 — Kasztantowicz mod EUIPO — Gbb Group Ltd. (GEOTEK)

(Sag T-97/16)

(2016/C 145/41)

Stævningen affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Martin Kasztantowicz (Berlin, Tyskland) (ved advokat R. Ronneburger)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Gbb Group Ltd. (Letchworth, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Martin Kasztantowicz

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket »GEOTEK« — registreringsansøgning nr. 5 772 975

Sagen for EUIPO: Fortabelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. december 2015 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 3025/2014-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse samt afgørelse vedtaget den 26. september 2014 af annullationsafdelingen ved EUIPO (ugyldighedsafgørelse nr. 9014 C) annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af regel 57 og 65 i forordning nr. 2868/95.

—	Tilsidesættelse af afgørelse nr. EX-11-3 fra præsidenten for kontoret.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/34

Sag anlagt den 4. marts 2016 — Italien mod Kommissionen

(Sag T-98/16)

(2016/C 145/42)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Republikken Italien (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget og avvocati dello Stato S. Fiorentino og P. Gentili)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse nr. C (2015) 9526 final af 23. december 2015, meddelt samme dag, vedrørende statsstøtte SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN), som Italien har ydet til BANCA TERCAS (Cassa di risparmio della provincia di Teramo S.p.A.), annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med den anfægtede afgørelse har Kommissionen fastslået, at den støtte, som Fondo interbancario di tutela dei depositi, har udbetalt til fordel for Banca Tercas som et tilskud på i alt 295,14 mio. EUR, udgjorde statsstøtte og var uforenelig med det indre marked. Dette tilskud er en følge af tre forskellige foranstaltninger: et tilskud som gavebistand på 265 mio. EUR (foranstaltning 1), en sikkerhed på 35 mio. EUR (med et støtteelement, der kan beregnes til 0,14 mio. EUR), der blev ydet til dækning af Banca Tercas krediteksponeringer over for en italiensk virksomhedskoncern (foranstaltning 2), og endelig et yderligere tilskud som gavebistand på 30 mio. EUR til dækning af transaktionens skattemæssige omkostninger (foranstaltning 3).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende den offentlige karakter af de midler, der er genstand for de omtvistede foranstaltninger.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen er behæftet med en fejl, idet den kvalificerer de af Fondo interbancario di tutela dei depositi benyttede midler som offentlige, uden at den har taget hensyn til navnlig de principper, der er fastsat af Domstolen i dom af 15. juli 2004, sag C-354/02, Pearle m.fl. og af 30. maj 2013, sag C-677/11, Doux Èlevage

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende muligheden for at tilregne staten de omtvistede foranstaltninger.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen er behæftet med en fejl, idet den har fundet, at de omtvistede foranstaltninger skal tilregnes staten, uden at den har taget hensyn til, at disse foranstaltninger følger af et privatretligt organs beslutning, nemlig Fondo interbancario di tutela dei depositi, og at ingen offentlig myndighed har udøvet en uberettiget indflydelse eller et pres for at træffe denne beslutning.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende tildelingen af en selektiv fordel. Urigtig anvendelse af princippet om en markedsøkonomisk investor.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen er behæftet med en fejl, idet den ikke har taget hensyn til, at de omtvistede foranstaltninger ligeledes var i overensstemmelse med det såkaldte princip om en markedsøkonomisk investor, idet det forekom økonomisk hensigtsmæssigt for Fondo interbancario di tutela dei depositi i forhold til det alternative scenarium, der ville være forekommet ved Banca Tercas’ konkurs.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende vurderingen af den angivelige statsstøttes forenelighed med det indre marked.

—	Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionen endelig med urette fandt, at de omtvistede foranstaltninger var uforenelige med det indre marked, uanset om de måtte kvalificeres som statsstøtte.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/35

Sag anlagt den 8. marts 2016 — Klausner Holz Niedersachsen mod Kommissionen

(Sag T-101/16)

(2016/C 145/43)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Klausner Holz Niedersachsen GmbH (Saalburg-Ebersdorf, Tyskland) (ved advokaterne D. Reich, C. Hipp og T. Ilgner)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionen har tilsidesat artikel 108 TEUF, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, idet den, efter modtagelse af sagsøgerens skrivelse af 13. november 2015, undlod at træffe den i de ovennævnte bestemmelser omhandlede afgørelse om afslutning af den foreløbige undersøgelse i sag SA.37113 og SA.375009 i henhold til førnævnte forordnings artikel 4.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, også selv om det skulle blive ufornødent at træffe afgørelse i denne sag, fordi Kommissionen har vedtaget en foranstaltning under sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende om, at Kommissionen, selv om den i henhold til artikel 265, stk. 2, TEUF var blevet opfordret til at handle, ikke inden for en rimelig frist traf nogen afgørelse til afslutning af den foreløbige undersøgelse i henhold til artikel 4 stk. 2-4, i forordning (EU) nr. 2015/1589 (1).

(1) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 248, s. 9).

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/38

Sag anlagt den 4. februar 2016 — ZZ mod Kommissionen

(Sag F-7/16)

(2016/C 145/47)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat C. Mourato)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Kommissionens afgørelse om nedjustering af beløbet på den udligningsgodtgørelse, som er blevet udbetalt til sagsøgeren, der har været ansat på en tidsubegrænset kontrakt i henhold til belgisk ret, og om tilbagesøgning af de beløb, som er blevet udbetalt for meget.

Sagsøgerens påstande

—

Principalt annulleres Kommissionens (PMO) notat af 9. april 2015, som blev fremsendt til sagsøgeren, samt de lønsedler, der efterfølgende blev udstedt, og om fornødent notatet af 12. december 2014 samt de lønsedler, der blev udarbejdet efterfølgende, for så vidt angår genberegningen af sagsøgerens månedlige udligningsgodtgørelse, nærmere bestemt:

—	notat af 9. april 2015 fra Europa-Kommissionen (Kontoret for forvaltning og fastsættelse af individuelle rettigheder, PMO/1 — Løn og forvaltning af individuelle økonomiske rettigheder) til sagsøgeren

—	sagsøgerens lønsedler fra 04/2015 til 06/2015 og de efterfølgende lønsedler, der indeholder et fradrag på 208,30 EUR (kode DPN — Remboursement dett) og de følgende lønsedler

—	det foreløbige notat af 12. december 2014 fra Europa-Kommissionen (Kontoret for forvaltning og fastsættelse af individuelle rettigheder, PMO/1 — Løn og forvaltning af individuelle økonomiske rettigheder) til sagsøgeren

—	sagsøgerens lønsedler fra 12/2014 til 03/2015.

—	Subsidiært annulleres notaterne og lønsedlerne, for så vidt som de pålægger de anvendte fradrag med tilbagevirkende kraft på de lønudbetalinger, som sagsøgeren har modtaget indtil den 9. april 2015.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagens omkostninger.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/39

Sag anlagt den 5. februar 2016 — ZZ mod EMA

(Sag F-8/16)

(2016/C 145/48)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2014 og ansættelsesmyndighedens afgørelse af 1. april 2015 om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat samt påstand om erstatning for det ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt.

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens bedømmelsesrapport, der dækker perioden fra den 16. februar 2014 til den 31. december 2014, som færdigbehandlet den 31. marts 2015 af bedømmeren i appelleddet (»Assessor«) og påtegnet af sagsøgeren den 14. april 2015, annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse 1. april 2015 om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens to afgørelser af 26. oktober 2015 om afvisning af sagsøgerens to klager af 30. juni 2015 over de to ovennævnte afgørelser annulleres.

—	Sagsøgeren tilkendes 10 000 EUR i erstatning.

—	EMA tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/40

Sag anlagt den 17. februar 2016 — ZZ m.fl. mod Parlamentet

(Sag F-9/16)

(2016/C 145/49)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: ZZ m.fl. (ved advokat M. Casado Garcia-Hirschfeld)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af afgørelserne, hvorved de fire sagsøgere fik afslag på tildeling af uddannelsestillæg for 2014-2015 og de efterfølgende år, og påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale uddannelsestillæg til sagsøgerne for 2015/2016 med tillæg af renter fra de datoer, hvor disse beløb forfaldt til betaling i henhold til bilag VII til vedtægten.

Sagsøgernes påstande

—	De anfægtede individuelle afgørelser af 24. april 2015 annulleres.

—	Om fornødent annulleres Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelser af 17. november og 19. november 2015.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at tildele sagsøgerne uddannelsestillæg for 2015/2016, med tillæg af renter fra de datoer, hvor disse beløb forfaldt til betaling i henhold til bilag VII til vedtægten.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25.4.2016

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/41

Sag anlagt den 19. februar 2016 — ZZ mod Kommissionen

(Sag F-11/16)

(2016/C 145/50)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat N. Lhoest)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om afslag på at ændre den lønklasse, som sagsøgeren blev indplaceret i, i forbindelse med vedkommendes overførsel til Europa-Parlamentet og på at genoprette sagsøgerens karriere, samt om at Kommissionen tilpligtes at betale forskellen mellem den løn, sagsøgeren fik udbetalt, og den løn, der burde være blevet udbetalt efter genoprettelsen af vedkommendes karriere, med tillæg af morarenter.

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 17. april 2015 om afslag på at ændre sagsøgerens lønklasse i forbindelse med vedkommendes overførsel og på ny at gennemgå sagsøgerens karriere ved Europa-Kommissionen i perioden fra den 16. juni 2001 til den 31. december 2010, på trods af den forfremmelse fra lønklasse C4 (nu AST 3) til lønklasse C3 (nu AST 4) som Europa-Parlamentet tildelte sagsøgeren den 7. august 2009 med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2000.

—	Annullation af Kommissionens afgørelse af 9. november 2015 om afslag på den klage, sagsøgeren indgav den 17. juli 2015.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren forskellen mellem den løn, som den udbetalte sagsøgeren, og den løn, som den skulle have udbetalt efter genoprettelsen af sagsøgerens karriere i forhold til lønklasse og løntrin, med tillæg af morarenter.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 145

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	59. årgang 25. april 2016

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2016/C 145/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1
	Domstolen
2016/C 145/02	Domstolens afgørelse af 9. marts 2016 vedrørende lovbestemte fri- og helligdage og retsferier	2

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2016/C 145/03	Sag C-176/13 P: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. februar 2016 — Rådet for Den Europæiske Union mod Bank Mellat og Europa-Kommissionen (Appel — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — bekæmpelse af nuklear spredning — restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran — indefrysning af en iransk banks pengemidler — begrundelsespligt — procedure for vedtagelse af retsakten — åbenbart urigtigt skøn)	4
2016/C 145/04	Sag C-49/14: Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. februar 2016 — Finanmadrid EFC SA mod Jesús Vicente Albán Zambrano, María Josefa García Zapata, Jorge Luis Albán Zambrano og Miriam Elisabeth Caicedo Merino (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia de Cartagena — Spanien) (Præjudiciel forelæggelse — direktiv 93/13/EØF — urimelige kontraktvilkår — betalingspåkravsprocedure — tvangsfuldbyrdelsesprocedure — den nationale rets kompetence til ex officio at erklære et urimeligt kontraktvilkår ugyldigt under fuldbyrdelsen af et betalingspåkrav — princippet om retskraft — effektivitetsprincippet — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — domstolsbeskyttelse)	5
2016/C 145/05	Sag C-179/14: Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Ungarn (Traktatbrud — direktiv 2006/123/EF — artikel 14-16 — artikel 49 TEUF — etableringsfrihed — artikel 56 TEUF — fri udveksling af tjenesteydelser — krav for udstedelse af skattemæssigt fordelagtige kuponer, der af arbejdsgiveren gives de ansatte, og som kan anvendes til indkvartering, fritidsaktiviteter og/eller restauration — restriktioner — monopol)	5
2016/C 145/06	Sag C-292/14: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2016 — Elliniko Dimosio mod Stefanos Stroumpoulis m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias — Grækenland) (Præjudiciel forelæggelse — direktiv 80/987/EØF — tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens — anvendelsesområde — løntilgodehavender for sømænd, der arbejder om bord på et skib, der fører et flag fra et tredjeland — arbejdsgiver, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i dette tredjeland — arbejdsaftale, der er underlagt lovgivningen i dette tredjeland — arbejdsgiveren erklæret konkurs i en medlemsstat, hvor han har sit egentlige forretningssted — artikel 1, stk. 2 — bilag, punkt II, A — national lovgivning, der alene fastsætter en garanti for sømænds løntilgodehavender, såfremt disse er blevet efterladt i udlandet — beskyttelsesniveau, som ikke svarer til det, der fremgår af direktiv 80/987)	6
2016/C 145/07	Sag C-299/14: Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2016 — Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen mod Jovanna García-Nieto, Joel Pena Cuevas, Jovanlis Pena Garcia og Joel Luis Pena Cruz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse — fri bevægelighed for personer — unionsborgerskab — ligebehandling — direktiv 2004/38/EF — artikel 24, stk. 2 — sociale ydelser — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 4 og 70 — særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser — udelukkelse af en medlemsstats statsborgere i de tre første måneders ophold i værtsmedlemsstaten)	7
2016/C 145/08	Sag C-314/14: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. februar 2016 — Sanoma Media Finland Oy — Nelonen Media mod Viestintävirasto (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland) (Præjudiciel forelæggelse — direktiv 2010/13/EU — artikel 19, stk. 1 — adskillelse mellem tv-reklame og programmer — opdelt skærm — artikel 23, stk. 1 og 2 — begrænsning af sendetid for tv-reklameindslag til 20 % af en klokketime — sponsorannonceringer — andre angivelser af en sponsor — sorte sekunder)	8
2016/C 145/09	Sag C-429/14: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. februar 2016 — Air Baltic Corporation AS mod Lietuvos Respublikos specialiųjų tyrimų tarnyba (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen) (Præjudiciel forelæggelse — luftbefordring — Montrealkonventionen — artikel 19, 22 og 29 — luftfartsselskabets ansvar i tilfælde af forsinket international transport af passagerer — transportkontrakt indgået af passagernes arbejdsgiver — skader, som skyldes en forsinkelse — skader, som arbejdsgiveren har lidt)	9
2016/C 145/10	Sag C-446/14 P: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. februar 2016 — Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Kommissionen (Appel — statsstøtte — tjenester vedrørende bortskaffelse af døde dyr og slagteriaffald — opretholdelsen af en reservekapacitet i tilfælde af epizootier — afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og pålægges tilbagesøgt — tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse — åbenbart urigtigt skøn — kompensation i forbindelse med en public service-forpligtelse — begrundelsespligt)	9
2016/C 145/11	Sag C-454/14: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien (Traktatbrud — miljø — direktiv 1999/31/EF — artikel 14 — deponering af affald — eksisterende deponeringsanlæg opfylder ikke kravene — procedure for nedlukning og efterbehandling)	10
2016/C 145/12	Sag C-22/15: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene (Traktatbrud — merværdiafgift — direktiv 2006/112/EF — fritagelser — artikel 132, stk. 1, litra m) — tjenesteydelser, der har en nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning — fritagelse for merværdiafgift på leje af kaj- og bådpladser til medlemmer af vandsportsforeninger i forbindelse med navigations- eller fritidsvirksomhed, der ikke kan sidestilles med udøvelsen af sport eller fysisk træning — fritagelsen er begrænset til vandsportsforeninger, som ikke har ansatte til levering af deres tjenesteydelser — udelukket — artikel 133, stk. 1, litra d))	11
2016/C 145/13	Sag C-124/15: Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. februar 2016 — Salutas Pharma GmbH mod Hauptzollamt Hannover (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse — den fælles toldtarif — tarifering — kombineret nomenklatur — position 3004 — brusetabletter med et calciumindhold på 500 mg — indholdet af et stof pr. anbefalet daglig dosis angivet, som er væsentligt højere end den daglige tilførsel, der anbefales for at bevare den almindelige sundhed og velfærd)	12
2016/C 145/14	Sag C-143/15: Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 25. februar 2016 — G.E. Security BV mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse — forordning (EØF) nr. 2658/87 — fælles toldtarif — kombineret nomenklatur — tarifering af varer — pos. 8517, 8521, 8531 og 8543 — vare benævnt videomultiplexer)	12
2016/C 145/15	Sag C-601/15 PPU: Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. februar 2016 — J.N. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse — præjudiciel hasteprocedure — standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse — direktiv 2008/115/EF — lovligt ophold — direktiv 2013/32/EU — artikel 9 — ret til at forblive i en medlemsstat — direktiv 2013/33/EU — artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e) — frihedsberøvelse — beskyttelse af den nationale sikkerhed eller den offentlige orden — gyldighed — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 6 og 52 — begrænsning — proportionalitet)	13
2016/C 145/16	Sag C-325/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy we Wrocławiu (Polen) den 1. juli 2015 — Z.Ś., Z.M. og M.P. mod X w G.	13
2016/C 145/17	Sag C-374/15 P: Appel iværksat den 15. juli 2015 af Harper Hygienics S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten den 13. maj 2015 i sag T-363/12, Harper Hygienics mod KHIM — Clinique Laboratories (CLEANIC natural beauty)	14
2016/C 145/18	Sag C-16/16 P: Appel iværksat den 11. januar 2016 af Kongeriget Belgien til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 27. oktober 2015 i sag T-721/14, Kongeriget Belgien mod Europa-Kommissionen	14
2016/C 145/19	Sag C-24/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 18. januar 2016 — Nintendo Co. Ltd mod BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA	15
2016/C 145/20	Sag C-25/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 18. januar 2016 — Nintendo Co. Ltd mod BigBen Interactive GmbH og BigBen Interactive SA	16
2016/C 145/21	Sag C-36/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 22. januar 2016 — Minister Finansów mod Posnania Investment SA	17
2016/C 145/22	Sag C-37/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 22. januar 2016 — Minister Finansów mod Stowarzyszenie Artystów Wykonawców Utworów Muzycznych i Słowno-Muzycznych SAWP mit Sitz in Warschau (SAWP)	17
2016/C 145/23	Sag C-44/16 P: Appel iværksat den 25. januar 2016 af Dyson Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 11. november 2015 i sag T-544/13, Dyson Ltd mod Europa-Kommissionen	18
2016/C 145/24	Sag C-55/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Înalta Curte de Casație și Justiție (Rumænien) den 1. februar 2016 — Evo Bus GmbH mod Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Ploiești — Administrația Județeană a Finanțelor Publice Argeș	19
2016/C 145/25	Sag C-59/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 3. februar 2016 — The Shirtmakers BV, den anden part: Staatssecretaris van Financiën	20
2016/C 145/26	Sag C-62/16: Sag anlagt den 3. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Rumænien	20
2016/C 145/27	Sag C-74/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo no 4 de Madrid (Spanien) den 10. februar 2016 — Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania mod Ayuntamiento de Getafe	21
2016/C 145/28	Sag C-82/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (Belgien) den 12. februar 2016 — K. m.fl. mod Belgischer Staat	21
2016/C 145/29	Sag C-90/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) (Det Forenede Kongerige) den 15. februar 2016 — The English Bridge Union Limited mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs	23
2016/C 145/30	Sag C-96/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 38 de Barcelona (Spanien) den 17. februar 2016 — Banco Santander, S.A. mod Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet	24
2016/C 145/31	Sag C-98/16: Sag anlagt den 17. februar 2016 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik	25
2016/C 145/32	Sag C-127/16 P: Appel iværksat den 26. februar 2016 af SNCF Mobilités (SNCF) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. december 2015 i sag T-242/12, SNCF mod Kommissionen	25
	Retten
2016/C 145/33	Sag T-53/15: Rettens dom af 10. marts 2016 — credentis mod KHIM — Aldi Karlslunde (Curodont) (EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om EF-ordmærket Curodont — det ældre nationale ordmærke Eurodont — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009)	27
2016/C 145/34	Sag T-160/15: Rettens dom af 10. marts 2016 — LG Developpement mod KHIM — Bayerische Motoren Werke (MINICARGO) (EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om EF-figurmærket MINICARGO — det ældre EF-ordmærke MINI — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009)	27
2016/C 145/35	Sag T-681/13: Rettens kendelse af 26. februar 2016 — Colomer Italy mod KHIM — Farmaca International (INTERCOSMO ESTRO) (EF-varemærker — indsigelsessag — tilbagetagelse af registreringsansøgningen — ufornødent at træffe afgørelse)	28
2016/C 145/36	Sag T-50/16: Sag anlagt den 3. februar 2016 — Ungarn mod Kommissionen	29
2016/C 145/37	Sag T-53/16: Sag anlagt den 5. februar 2016 — Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen	30
2016/C 145/38	Sag T-74/16: Sag anlagt den 17. februar 2016 — POA mod Kommissionen	31
2016/C 145/39	Sag T-89/16 P: Appel iværksat den 26. februar 2016 af Nicole Clarke, Sigrid Dickmanns og Elisavet Papathanasiou til prøvelse af Personalerettens dom af 15. december 2015 i de forenede sager F-101/14, F-102/14 og F-103/14, Clarke m.fl. mod EUIPO	32
2016/C 145/40	Sag T-94/16: Sag anlagt den 1. marts 2016 — Sheridan mod Parlamentet	33
2016/C 145/41	Sag T-97/16: Sag anlagt den 29. februar 2016 — Kasztantowicz mod EUIPO — Gbb Group Ltd. (GEOTEK)	33
2016/C 145/42	Sag T-98/16: Sag anlagt den 4. marts 2016 — Italien mod Kommissionen	34
2016/C 145/43	Sag T-101/16: Sag anlagt den 8. marts 2016 — Klausner Holz Niedersachsen mod Kommissionen	35
	Retten for EU-Personalesager
2016/C 145/44	Sag F-152/15: Personalerettens kendelse (Tredje Afdeling) af 10. marts 2016 — Kozak mod Kommissionen (Personalesag — almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/293/14 — udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til at aflægge prøver ved assessmentcentret — anmodning om fornyet gennemgang — udvælgelseskomitéens nye afgørelse om at bekræfte sin oprindelige afgørelse — meddelelse fra EPSO med et begrundet svar — rent bekræftende retsakt — søgsmålsfrist — åbenbart afvisningsgrundlag — procesreglementets artikel 81)	37
2016/C 145/45	Sag F-5/16: Sag anlagt den 24. januar 2016 — ZZ mod Kommissionen	37
2016/C 145/46	Sag F-6/16: Sag anlagt den 29. januar 2016 — ZZ m.fl. mod EEAS	38
2016/C 145/47	Sag F-7/16: Sag anlagt den 4. februar 2016 — ZZ mod Kommissionen	38
2016/C 145/48	Sag F-8/16: Sag anlagt den 5. februar 2016 — ZZ mod EMA	39
2016/C 145/49	Sag F-9/16: Sag anlagt den 17. februar 2016 — ZZ m.fl. mod Parlamentet	40
2016/C 145/50	Sag F-11/16: Sag anlagt den 19. februar 2016 — ZZ mod Kommissionen	41