12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/1

---

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Krav til og procedure for optagelse af anlæg beliggende i tredjelande på den europæiske liste over skibsophugningsanlæg

Teknisk vejledning i henhold til forordning (EU) nr. 1257/2013 om ophugning af skibe

(2016/C 128/01)

Denne »tekniske vejledning om krav til og procedure for optagelse af anlæg beliggende i tredjelande på den europæiske liste over skibsophugningsanlæg« har til formål at præcisere visse aspekter af forordning (EU) nr. 1257/2013 (»forordningen«), som trådte i kraft den 30. december 2013. Vejledningen er vedtaget af Europa-Kommissionen efter drøftelser med medlemsstaterne og interessenter.

I forordningens artikel 15, stk. 4, tredje afsnit, bestemmes det, at Kommissionen »kan udarbejde tekniske vejledninger for at lette denne attestering« af skibsophugningsanlæg, der er beliggende i et tredjeland, med henblik på deres ansøgning om optagelse på den europæiske liste over skibsophugningsanlæg (»den europæiske liste«). Dette dokument præciserer følgende elementer, der er nævnt eller omhandlet i artikel 15, stk. 4:

—	genstanden for attesteringen, dvs. de krav med hensyn til udformning, konstruktion, drift, håndtering, overvågning og administration, som anlæggene skal opfylde

—	den attesterende enheds stilling og kvalifikationer (»den uafhængige inspektør«)

—	proceduren for inspektion af anlæg og senere kontroller

—	hvordan ansøgningen om optagelse på den europæiske liste indgives til Kommissionen.

Oplysningerne i dette dokument gives i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Hongkongkonventionen og under hensyntagen til de relevante retningslinjer udstedt af IMO og ILO og i henhold til Baselkonventionen. De fleste af kravene i forordningen følger af Hongkongkonventionen, men enkelte krav er nye og kræver præcisering, som ikke nødvendigvis kan findes i IMO's retningslinjer og andre eksisterende retningslinjer.

Denne tekniske vejledning vil blive opdateret, hvis det viser sig nødvendigt i lyset af erfaringerne med gennemførelsen af forordningen. Kommissionen forbeholder sig ret til at fremlægge yderligere tekniske vejledninger om emnet, f.eks. om de midtvejsevalueringer, der er omhandlet i forordningens artikel 15, stk. 4, første afsnit.

Dette dokument afspejler Kommissionens synspunkter og er ikke retligt bindende. Bindende fortolkning af EU-retten er EU-Domstolens enekompetence. De synspunkter, der udtrykkes i denne vejledning, foregriber ikke holdninger, som Kommissionen måtte udtrykke for EU-Domstolen.

Forkortelser

HKC	Hongkongkonventionen
IMO	Den Internationale Søfartsorganisation
ILO	Den Internationale Arbejdsorganisation
BC TG	Baselkonventionens tekniske retningslinjer
SRFP	Skibsophugningsplan for anlægget
PPE	Personlige værnemidler

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.

Generelle spørgsmål om den europæiske liste over skibsophugningsanlæg

3

1.1.

Hvad er den europæiske liste over skibsophugningsanlæg?

3

1.2.

Hvem kan ansøge om optagelse på den europæiske liste?

3

1.3.

Hvordan indgives en ansøgning om optagelse på den europæiske liste?

3

1.4.

Hvad skal angives i ansøgningen?

4

1.5.

Hvornår kan ansøgninger indgives?

4

1.6.

Hvordan vurderer Kommissionen ansøgningerne?

4

1.7.

Hvordan oprettes den europæiske liste?

4

1.8.

Kan et anlæg blive fjernet fra den europæiske liste?

4

2.

Krav til optagelse på den europæiske liste

5

2.1.

Generelle krav

5

2.1.1.

Hvilke godkendelser og tilladelser kræves der, for at et anlæg kan blive optaget på den europæiske liste?

5

2.1.2.

Hvad skal en skibsophugningsplan for anlægget omfatte?

5

2.1.3.

Hvad omfatter en overensstemmende »beredskabs- og indsatsplan«?

6

2.1.4.

Hvad omfatter hensigtsmæssige håndterings- og overvågningssystemer?

6

2.2.

Miljøkrav

7

2.2.1.

Hvad menes der med »forebyggelse af negative virkninger på miljøet« og »kontrol over enhver lækage, navnlig i tidevandsområder«?

8

2.2.2.

Hvad menes der med »uigennemtrængelige gulve« og »et effektivt afløbssystem«?

8

2.2.3.

Hvad menes der med »inddæmning af alle farlige materialer«?

9

2.2.4.

Hvad menes der med »bygningsstrukturer«?

10

2.2.5.

Hvad er overensstemmende affaldshåndtering i henhold til forordningen?

12

2.3.

Sundheds- og sikkerhedskrav

14

2.3.1.

Hvad menes der med »forebyggelse af negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet«?

14

2.3.2.

Hvad er hensigtsmæssige personlige værnemidler?

15

2.3.3.

Hvad er kravene med hensyn til uddannelse?

15

2.3.4.

Hvad udgør overensstemmende registrering af hændelser, ulykker, erhvervssygdomme og kroniske virkninger?

16

3.

Attestering og inspektion

16

3.1.

Hvad er hovedelementerne i inspektionsordningen under den nye forordning?

16

3.2.

Hvilken rolle spiller uafhængige inspektører?

18

3.3.

Hvem kan være en uafhængig inspektør?

18

3.4.

Offentliggør Kommissionen en liste over uafhængige inspektører?

18

3.5.

Hvilke akkrediteringer og kvalifikationer bør uafhængige inspektører have?

18

3.6.

Kan Kommissionen beslutte at udføre yderligere inspektion på et anlæg?

19

1.   Generelle spørgsmål om den europæiske liste over skibsophugningsanlæg

1.1.    Hvad er den europæiske liste over skibsophugningsanlæg?

Artikel 2, stk. 1: »Denne forordning finder … anvendelse på skibe, der sejler under en medlemsstats flag.« Artikel 6, stk. 2, litra a): »Skibsredere sikrer, at skibe, der er bestemt til ophugning: kun ophugges på skibsophugningsanlæg, der er optaget på den europæiske liste.« Artikel 16, stk. 1, litra b): »Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter for at oprette en europæisk liste over skibsophugningsanlæg, der: … er beliggende i et tredjeland, og hvis optagelse er baseret på en vurdering af de oplysninger og den dokumentation, der er indgivet eller indhentet i overensstemmelse med artikel 15.«

I henhold til forordningens artikel 16, stk. 1, litra b), opretter Kommissionen en liste (»den europæiske liste«) over skibsophugningsanlæg, der opfylder forordningens krav. Den europæiske liste skal omfatte anlæg beliggende i EU og i tredjelande.

I henhold til forordningen (artikel 2, stk. 1, om anvendelsesområdet og artikel 6, stk. 2, litra a), om generelle krav til skibsredere) må ejere af skibe, der sejler under en medlemsstats flag, kun sende deres skibe til ophugning på skibsophugningsanlæg, der er optaget på den europæiske liste.

1.2.    Hvem kan ansøge om optagelse på den europæiske liste?

Artikel 15, stk. 1: »En skibsophugningsvirksomhed, der ejer et skibsophugningsanlæg, som er beliggende i et tredjeland, og som har til hensigt at ophugge skibe, der sejler under en medlemsstats flag, indgiver en ansøgning om optagelse af det pågældende skibsophugningsanlæg på den europæiske liste til Kommissionen.«

Proceduren for optagelse af anlæg afhænger af anlæggets geografiske beliggenhed. Anlæg, der er beliggende i EU, optages på en national liste af de respektive nationale kompetente myndigheder, som derefter indsender listen til Kommissionen med henblik på direkte optagelse på den europæiske liste. Anlæg, der er beliggende i tredjelande, skal indgive en ansøgning til Kommissionen.

Proceduren for optagelse på de nationale lister bestemmes af hver medlemsstat, men anlæg, der er beliggende i EU og i tredjelande, skal i henhold til forordningen opfylde de krav, der er anført i forordningens artikel 13.

1.3.    Hvordan indgives en ansøgning om optagelse på den europæiske liste?

Artikel 15, stk. 1: »En skibsophugningsvirksomhed, der ejer et skibsophugningsanlæg, som er beliggende i et tredjeland, og som har til hensigt at ophugge skibe, der sejler under en medlemsstats flag, indgiver en ansøgning om optagelse af det pågældende skibsophugningsanlæg på den europæiske liste til Kommissionen.«

En skibsophugningsvirksomhed, der ejer et skibsophugningsanlæg, som er beliggende i et tredjeland, og som har til hensigt at ophugge skibe, der sejler under en medlemsstats flag, skal indgive en ansøgning om optagelse af det pågældende skibsophugningsanlæg på den europæiske liste til Kommissionen.

Ansøgningen sendes elektronisk til env-ship-recycling@ec.europa.eu, og to papirkopier sendes med post (1) til:

European Commission

Waste Management and Recycling Unit

Directorate-General for the Environment

Avenue de Beaulieu 9, BU5/107

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

Kommissionen sender en skriftlig bekræftelse af modtagelsen til skibsophugningsvirksomheden sammen med den dato, hvor en afgørelse om ansøgningen forventes truffet. Kommissionen fremsender også en skriftlig meddelelse af afgørelsen om, hvorvidt det ansøgende skibsophugningsanlæg er optaget på den europæiske liste.

1.4.    Hvad skal angives i ansøgningen?

Artikel 15, stk. 2: »Den i [artikel 15], stk. 1 omhandlede ansøgning ledsages af dokumentation for, at det pågældende skibsophugningsanlæg overholder kravene i artikel 13, for at foretage skibsophugning og blive optaget på den europæiske liste i overensstemmelse med artikel 16.«

I henhold til forordningens artikel 15 skal skibsophugningsvirksomheden indgive en ansøgning med dokumentation for, at anlægget overholder forordningens krav. Ansøgningen skal ledsages af:

1.

en udfyldt formular med oplysninger om og dokumentation vedrørende ansøgningen om optagelse på den europæiske liste af skibsophugningsanlæg sammen med støttedokumenter som anført i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2398 om oplysninger og dokumentation i forbindelse med ansøgning om optagelse af et anlæg, som er beliggende i et tredjeland, på den europæiske liste over skibsophugningsanlæg (2)

2.	en kopi af skibsophugningsanlæggets attest udstedt af en uafhængig inspektør (skabelonen i bilag 1 til denne vejledning)

3.	en kopi af skibsophugningsplanen for anlægget.

Alle dokumenter skal være udfærdiget på engelsk eller skal ledsages af en oversættelse til engelsk, fransk eller tysk.

1.5.    Hvornår kan ansøgninger indgives?

Ansøgninger kan indgives når som helst. Når den europæiske liste er offentliggjort, ajourføres den regelmæssigt, så den omfatter alle anlæg, som har indgivet en godkendt ansøgning, og så anlæg, der ikke længere overholder forordningens krav, er slettet (se spørgsmål 1.8 nedenfor).

For at få et anlæg optaget inden udgangen af 2016 skal ansøgningen indgives inden fredag den 1. juli 2016.

1.6.    Hvordan vurderer Kommissionen ansøgningerne?

Kommissionen (Generaldirektoratet for Miljø) vurderer ansøgninger, der modtages fra skibsophugningsanlæg, som er beliggende i tredjelande, i forhold til forordningens krav. Kun fyldestgørende ansøgninger tages i betragtning. Hvis en ansøgning ikke er fyldestgørende, anmodes virksomheden om de manglende elementer.

1.7.    Hvordan oprettes den europæiske liste?

Den europæiske liste oprettes og ajourføres ved vedtagelsen af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Forslag til optagelse på den europæiske liste undersøges af Udvalget for Regulering af Skibsophugning, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som afgiver sin udtalelse i henhold til den undersøgelsesprocedure, der er fastlagt ved artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 (3).

I henhold til forordningens artikel 16, stk. 2, skal Kommissionen offentliggøre den europæiske liste senest den 31. december 2016. Den opdeles i to underlister over henholdsvis skibsophugningsanlæg, der er beliggende i EU, og skibsophugningsanlæg, der er beliggende i tredjelande.

Den europæiske liste offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og på Kommissionens websted. Den europæiske liste ajourføres regelmæssigt med henblik på at optage eller slette skibsophugningsanlæg.

1.8.    Kan et anlæg blive fjernet fra den europæiske liste?

Artikel 16, stk. 4, litra b): »Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter for regelmæssigt at ajourføre den europæiske liste med henblik på at: … slette et skibsophugningsanlæg fra den europæiske liste, hvis: i) anlægget ikke længere opfylder kravene i artikel 13, eller ii) den ajourførte dokumentation ikke er forelagt mindst tre måneder inden udløbet af den femårsperiode, der er fastsat i stk. 3 i nærværende artikel.«

Ja. Hvis Kommissionen konstaterer, at et anlæg ikke længere overholder forordningens krav, iværksættes en procedure, der har til formål at slette anlægget fra den europæiske liste. Den skibsophugningsvirksomhed, der er genstand for proceduren, får mulighed for at fremlægge sin sag og besvare eventuelle spørgsmål fra Kommissionen.

For at slette et anlæg, der er beliggende i et tredjeland, fra den europæiske liste skal der desuden vedtages en gennemførelsesretsakt efter den procedure, der er beskrevet i spørgsmål 1.7.

Afgørelsen om at slette et anlæg fra den europæiske liste er endelig, men en virksomhed kan efterfølgende igen indsende en ansøgning om optagelse af et anlæg på listen.

2.   Krav til optagelse på den europæiske liste

Dette afsnit omhandler de forskellige krav, som skibsophugningsanlæg, der ønsker at ophugge EU-skibe, skal opfylde i henhold til forordningen. Af hensyn til overskueligheden er de forskellige krav opstillet under tre overskrifter (generelle krav, miljøkrav og krav vedrørende sundhed og sikkerhed). Visse krav kan være omfattet af mere end én overskrift, da de tjener flere formål. Hvis det er tilfældet, beskrives kravet ud fra dets centrale formål.

2.1.    Generelle krav

2.1.1.   Hvilke godkendelser og tilladelser kræves der, for at et anlæg kan blive optaget på den europæiske liste?

Artikel 13, stk. 1, litra a): Skibsophugningsanlægget skal være »godkendt af de kompetente myndigheder til at varetage skibsophugningsaktiviteter«.

For at et anlæg kan blive optaget den europæiske liste, skal det først og fremmest være godkendt til at ophugge skibe af de kompetente myndigheder i det land, hvor det er beliggende. Kommissionen optager ikke anlæg på listen, som ikke er blevet godkendt til at ophugge skibe af deres egne nationale myndigheder. Hvis et optaget anlæg mister sin nationale godkendelse til at ophugge skibe, slettes det fra den europæiske liste. Kommissionen kan kontakte de berørte myndigheder direkte med henblik på at kontrollere ægtheden af de godkendelsesdokumenter, der er vedlagt ansøgningen.

For så vidt angår forordningen, afhænger de godkendelsesprocedurer, der er omfattet af artikel 13, stk. 1, litra a), af lovgivningen i det land, hvor anlægget er beliggende.

Hvis de pågældende kompetente myndigheder ikke udsteder en særlig tilladelse, licens eller godkendelse til ophugning af skibe, skal ansøgeren tydeligt angive dette i sin ansøgning og indgive andre relevante tilladelser, licenser eller godkendelser vedrørende virksomhedens aktiviteter.

2.1.2.   Hvad skal en skibsophugningsplan for anlægget omfatte?

Artikel 13, stk. 1, litra e): Skibsophugningsanlægget skal »udarbejde en skibsophugningsplan for anlægget«.

Skibsophugningsplanen for anlægget er et centralt dokument, der blev indført ved Hongkongkonventionen, og som er afspejlet i forordningen. Ved at undersøge indholdet af skibsophugningsplanen for anlægget kan Kommissionen kontrollere, at de væsentlige krav i forordningen er overholdt. I dokumentationen for overholdelsen af forordningens krav anbefales det at anføre henvisninger til de relevante dele af skibsophugningsplanen for anlægget.

Som anført i IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (4)»skal skibsophugningsplanen for anlægget vedtages af ophugningsvirksomhedens bestyrelse eller ledelse … Det er … afgørende, at der i skibsophugningsplanen for anlægget gives en udførlig beskrivelse af de foranstaltninger og procedurer, der er indført på skibsophugningsanlægget for at sikre overensstemmelse med konventionen.« I skibsophugningsplanen for anlægget gives der desuden en udførlig beskrivelse af de foranstaltninger og procedurer, der er indført på skibsophugningsanlægget for at sikre overensstemmelse med forordningen, hvis den indeholder yderligere krav i forhold til Hongkongkonventionen (se navnlig spørgsmålene i afsnit 2.2 nedenfor vedrørende specifikke krav).

Det anbefalede format for skibsophugningsplanen for anlægget er anført i tillæg 1 til IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (5).

2.1.3.   Hvad omfatter en overensstemmende »beredskabs- og indsatsplan«?

Artikel 13, stk. 1, litra h): Skibsophugningsanlægget skal »[fastlægge og vedligeholde] en beredskabs- og indsatsplan«.

I afsnit 3.3.5 i IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning, afsnit 4.6 og 16 i ILO-retningslinjerne (6) og afsnit 4.5 og 6.2 i Baselkonventionens tekniske retningslinjer for miljøforsvarlig håndtering af hel og delvis ophugning af skibe (herefter »BC TG«) (7) beskrives det, hvordan en beredskabs- og indsatsplan udarbejdes.

En udførlig beredskabs- og indsatsplan skal desuden gengive en aktuel plan over ophugningsanlægget og formidles til alle arbejdere på anlægget, herunder underleverandørers personale og midlertidigt ansatte arbejdstagere.

2.1.4.   Hvad omfatter hensigtsmæssige håndterings- og overvågningssystemer?

Artikel 13, stk. 1, litra d): Skibsophugningsanlægget skal fastlægge »håndterings- og overvågningssystemer, -procedurer og -teknikker, som har til formål at forebygge, reducere, minimere og så vidt muligt fjerne: i) sundhedsrisici for de berørte arbejdere og befolkningen i nærheden af skibsophugningsanlægget, og ii) negative virkninger på miljøet forårsaget af skibsophugning«.

Håndterings- og overvågningssystemer skal omfatte affald og farlige materialer, negative virkninger på miljøet forårsaget af skibsophugning generelt samt sundheds- og sikkerhedsrisici. Disse systemer understøtter gennemførelsen af procedurer og teknikker, som har til formål at forebygge, reducere, minimere og så vidt muligt fjerne sundhedsrisici og negative virkninger på miljøet.

Håndterings- og overvågningssystemer bruges til at kontrollere gennemførelsen af de processer og betingelser, der er beskrevet i skibsophugningsplanen for anlægget. De gælder for hele processen: fra accept af et skib til ophugning til affaldshåndtering (8) (hvis dette foretages på skibsophugningsanlægget). Dette omfatter bl.a. vurdering af farerne om bord på skibet (herunder på grundlag af fortegnelsen over farlige materialer og ophugningscertifikatet), identificering og overholdelse af retlige krav til skibe, der skal ophugges, gennemførelse af skibsophugningsprocessen på en sikker og miljøforsvarlig måde (herunder lagring og håndtering af affald, der findes om bord på skibet og genereres af skibsophugningsprocessen), tilvejebringelse af den krævede uddannelse og kontrol af dokumentation for hele processen.

a)   Håndterings- og overvågningssystemer — miljø

Inden for rammerne af forordningen er BC TG-retningslinjerne for udvikling og gennemførelse af miljøhåndteringssystemer (9) en hensigtsmæssig international kilde, der er relevant for artikel 13, stk. 1, litra d), for så vidt angår negative virkninger på miljøet.

I henhold til IMO-retningslinjerne (10) for miljøovervågning omfatter et miljøovervågningsprogram »mulige negative virkninger under skibsophugning, der kan opdeles i fire hovedkategorier: udslip af farlige materialer til jord og sedimenter, udslip af farlige materialer til vand, udslip af farlige materialer til luften og støj/vibrationer«. Eksponering for høje temperaturer er en anden mulig negativ virkning, der skal tages i betragtning.

I IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning anføres det videre, at »overvågningsprogrammet … bør være anlægsspecifikt og tage højde for anlæggets karakteristika, som f.eks. anvendelsen af tørdok, moler og/eller ophugningsområder ved kysten, og bør identificere kemiske, biologiske og fysiske forandringer i miljøet omkring skibsophugningsanlægget«. »Overvågningsprogrammet … bør udnytte anerkendte standarder for prøvetagning og analyse af relevante miljøparametre«.

b)   Håndterings- og overvågningssystemer — sundhed og sikkerhed

Omfattende håndterings- og overvågningssystemer, der har til formål at forebygge, reducere, minimere og så vidt muligt fjerne sundhedsrisici for de berørte arbejdere og befolkningen i nærheden af skibsophugningsanlægget, der forårsages af skibsophugning, dækker to vigtige aspekter i overensstemmelse med ILO-retningslinjerne:

a)	anlægget har fastlagt arbejdsmiljøledelsessystemer (11)

b)	arbejderne har de rettigheder, der er nævnt i ILO-retningslinjerne (12), så de kan tage ejerskab over og i sidste ende hjælpe med at forbedre arbejdsmiljøledelsessystemerne.

I ILO-retningslinjerne (13) forudsættes det, at arbejdsgiverne »træffer foranstaltninger med henblik på at identificere og regelmæssigt vurdere de sundheds- og sikkerhedsfarer og -risici, der er forbundet med farlige faktorer i det omgivende miljø på alle permanente eller midlertidige arbejdspladser, der opstår som følge af forskellige operationer, værktøjer, maskiner, udstyr og stoffer«, og »gennemfører de hensigtsmæssige forebyggende og beskyttende foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge disse farer og risici eller for at reducere dem til det lavest rimelige og mulige niveau, i overensstemmelse med gældende nationale love og forskrifter.«

I IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning uddybes skibsophugningsvirksomhedens rolle, som er at gennemføre »vurderinger af opgaverelaterede farer for at fastlægge, hvordan arbejdernes sikkerhed bedst kan maksimeres. Ansvaret for vurderinger af opgaverelaterede farer bør tildeles en person med kompetencer, der er relevante for de specifikke farer i forbindelse med den enkelte opgave. Vurderingerne bør udføres af at team af medarbejdere, herunder den kompetente person, en repræsentant for ledelsen og en repræsentant for arbejderne med relevante erfaringer« (14).

I henhold til forordningens artikel 3, stk. 3, »kan en kompetent person være en uddannet arbejder eller en ledende medarbejder, som kan konstatere og evaluere farer og risici på arbejdspladsen samt de ansattes eksponering for potentielt farlige materialer eller usikre forhold i et skibsophugningsanlæg, og som kan angive de nødvendige beskyttelses- og sikkerhedsforanstaltninger, der skal iværksættes for at fjerne eller reducere disse farer, risici eller denne eksponering.«

Den anden del af arbejdsmiljøledelsessystemer vedrører nødvendigheden af, at skibsophugningsvirksomheden sørger for information til, deltagelse af og tilbagemeldinger fra arbejderne med henblik på at forbedre sikkerheden. Listen over arbejdernes relevante rettigheder findes i ILO-retningslinjerne (15). Rettighederne på listen tæller bl.a. retten til at gøre den kompetente myndighed opmærksom på sikkerhedsrisici, retten til passende lægehjælp og retten til at vælge egne repræsentanter i henhold til national lov, forskrift eller praksis. Skibsophugningsvirksomheden skal under alle omstændigheder træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejderne oplyses om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

Overvågning af sundheds- og sikkerhedsparametre anses muligvis for etableret, hvis skibsophugningsvirksomheden har gennemført de relevante ILO-retningslinjer (16). I IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning anføres det videre, at anlægget skal have fastlagt »procedurer for overvågning af eksponering og sundhedstilstand« (17).

2.2.    Miljøkrav

Dette afsnit er primært baseret på afsnit 3 i IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning fra 2012. Vejledning er også hentet fra følgende materiale:

—	ILO's Safety and health in shipbreaking guidelines, del II (18)

—	Basel Convention's Technical Guidelines for the Environmentally Sound Management of the Full and Partial Dismantling of Ships, afsnit 5 (19)

—	Basel Convention Secretariat's Guidance for Competent Authorities of Ship Recycling Facilities (»BCS 2013-vejledningen«) (20).

I dette afsnit anerkendes det eksempelvis, at »anvendelse af miljømæssigt forsvarlige forvaltningsprincipper og overholdelse af bestemmelserne om skibsophugning afhænger, i hvert fald delvist, af udviklingen af en passende infrastruktur« (21). I praksis følger det af svarene i spørgsmål 2.2.1-2.2.3, at overførslen af elementer fra skibet til anlæggets uigennemtrængelige gulv skal ske, uden at elementerne kommer i kontakt med havet, tidevandsområder eller andre gennemtrængelige overflader, som f.eks. sand eller grus (22).

2.2.1.   Hvad menes der med »forebyggelse af negative virkninger på miljøet« og »kontrol over enhver lækage, navnlig i tidevandsområder«?

Artikel 13, stk. 1, litra f): Skibsophugningsanlægget skal forebygge »negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet, herunder påvisning af kontrol over enhver lækage, navnlig i tidevandsområder«.

Grundlæggende vejledning om forebyggelse af negative virkninger på miljøet findes i IMO-retningslinje om forebyggelse af negative virkninger på miljøet (23). Oplysninger om hensigtsmæssige foranstaltninger til at forebygge negative virkninger findes også i BC TG (24).

Ved at kræve, at skibsophugningsanlægget »forebygger negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet«, lægges der i forordningen vægt på forebyggelse. På et anlæg, der »er udformet, bygget og drevet på en sikker og miljømæssigt forsvarlig måde« (25) findes der foranstaltninger og infrastruktur til at forebygge lækager til miljøet.

Anlægget skal endvidere sørge for »påvisning af kontrol over enhver lækage«, dvs. godtgøre, at det kan forebygge og — når forebyggelse er mislykket trods overensstemmende udformning, konstruktion og drift — reagere over for og afhjælpe enhver form for lækage (spild, emission til luften osv.).

Eksempler på kontrolsystemer omfatter bl.a. følgende: forudgående vurdering af forurenende stoffer, der stadig findes om bord på skibet, udrykningsberedskab, oliespærringer (26), afdræningskanaler og uigennemtrængelige gulve (yderligere oplysninger om sidstnævnte findes i det næste spørgsmål).

Et tidevandsområde er området mellem det laveste og det højeste tidevandsmærke. Alle områder på et anlæg er vigtige, men tidevandsområder er specifikt omhandlet i forordningen, da de indebærer særlige udfordringer med hensyn til kontrol over lækager, fordi forholdene ændres konstant på grund af tidevand.

2.2.2.   Hvad menes der med »uigennemtrængelige gulve« og »et effektivt afløbssystem«?

Artikel 13, stk. 1, litra g), nr. i): Skibsophugningsanlægget »sørger for sikker og miljømæssigt forsvarlig håndtering og lagring af farlige materialer og affald, herunder … håndtering af farlige materialer samt farligt affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen udelukkende på uigennemtrængelige gulve med et effektivt afløbssystem«.

I henhold til forordningen må »farlige materialer samt farligt affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen« udelukkende håndteres »på uigennemtrængelige gulve med et effektivt afløbssystem«.

»Håndtering« er et meget bredt begreb, som går ud over affaldshåndtering. Det begynder med skæring/fjernelse af dele fra skibet og omfatter sortering og transport af farlige materialer og af affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen.

Alle elementer, der fjernes fra skibet, herunder store blokke, udgør enten »farlige materialer« eller »affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen«.

»Gulve« er sammenhængende, plane og understøttende overflader. »Uigennemtrængelige gulve« er gulve, hvorigennem væske ikke kan trænge. Dette afspejler behovet for ikke kun at inddæmme farlige væsker, men også for at modvirke risikoen for, at farlige stoffer vaskes ud i miljøet. Skibsstål kan anses for et uigennemtrængeligt gulv inden for rammerne af forordningen, hvis visse betingelser er opfyldt, eller hvis der er tale om en flydedok.

I henhold til forordningen forstås ved »et effektivt afløbssystem« et afløbssystem, der er tilsluttet et vandrensningsanlæg (på stedet eller fælles/kommunalt). I BCS 2013-retningslinjerne defineres et afløbssystem som »en simpel infrastruktur (f.eks. et betonfundament), der fungerer som barriere for udslip af forurenende stoffer. Der skal forefindes afløb for forurenende stoffer, og afløbssystemet skal regelmæssigt kunne rengøres, f.eks. ved at montere aftagelige afløbsriste« (27). Afløbssystemerne skal dimensioneres på grundlag af meteorologiske data (f.eks. nedbør), mulige spildmængder, spildtyper, størrelsen af det uigennemtrængelige gulv og indtrængen af vand udefra.

Da håndteringen af farlige materialer og affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen, »udelukkende« må finde sted på uigennemtrængelige gulve, må et element, når det fjernes fra skibet, ikke komme i kontakt med underlag, der ikke er uigennemtrængelige, f.eks. sand. Det kan dog løftes (f.eks. med kran) over på et uigennemtrængeligt gulv.

Skibets indre kan anses for et uigennemtrængeligt gulv inden for rammerne af forordningen, hvis:

a)	skroget er forseglet, og integriteten af skrogets bund er blevet undersøgt og er intakt

b)	skadelige stoffer, der falder af skibet under skæring, kontrolleres i henhold til spørgsmål 2.2.1, f.eks. indsamles og håndteres på en miljømæssigt forsvarlig måde

c)	oliespærringer udlægges fra skibets skrog til kysten/kajen inden enhver aktivitet, der kan udgøre en trussel for miljøet, og olieskimmere er umiddelbart tilgængelige

d)	blokke løftes på en sikker måde til ophugningsområder med uigennemtrængeligt gulv

e)	tab af malingsrester og giftige belægninger i havet eller på gennemtrængelige overflader kontrolleres i henhold til spørgsmål 2.2.1

f)

resten af skibets bund overføres så hurtigt som muligt til områder med uigennemtrængelige gulve på en sikker og miljømæssigt forsvarlig måde, f.eks. ved brug af kran, slæde eller bomme, der er sammenkoblet med lossespil, således at bunden kan opskæres på et uigennemtrængeligt gulv med et effektivt afløbssystem, herunder over en flydekonstruktion, som f.eks. en flydetørdok, en ponton eller tilsvarende med et effektivt afløbssystem.

2.2.3.   Hvad menes der med »inddæmning af alle farlige materialer«?

Artikel 13, stk. 1, litra g), nr. i): Skibsophugningsanlægget »sørger for sikker og miljømæssigt forsvarlig håndtering og lagring af farlige materialer og affald, herunder: i) inddæmning af alle farlige materialer, der findes om bord, under hele skibsophugningsprocessen med henblik på at forhindre udslip af disse materialer til miljøet«.

I henhold til forordningen kræves der »inddæmning af alle farlige materialer« på ethvert tidspunkt (»under hele skibsophugningsprocessen«) (28) med henblik på at forhindre »udslip … til miljøet«. Det betyder, at alle farlige materialer skal fjernes fra skibet og indsamles, oplagres, transporteres og bortskaffes, uden at de kommer i direkte kontakt med miljøet eller arbejdere (f.eks. berøring uden handsker, direkte kontakt med åndedrætsorganerne osv.). Dette spørgsmål fokuserer på fjernelse, indsamling og lagring af farlige materialer, mens spørgsmål 2.2.5 fokuserer på affaldshåndtering.

IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning og BC TG, afsnit 4.2 (Identification of potential contaminants and prevention of releases), afsnit 5.3 (Design and construction) og afsnit 5.4 (Operation) omhandler relevante foranstaltninger til håndtering af specifikke materialer, herunder:

—	fjernelse af asbest, der foretages om bord på skibet (29)

—	fjernelse af asbest, der foretages uden for selve skibet (30)

—	maling og belægninger på skibets skrog (31) (anvendelse af særligt åndedrætsværn som anbefalet i BC TG er omhandlet i forordningens artikel 13, stk. 1, litra i))

—	flydende affald (32).

Andre elementer, der skal tages i betragtning i denne sammenhæng, omfatter:

a)

foranstaltninger, der sikrer tilsvarende beskyttelsesniveauer som dem, der er fastsat i direktiv 2009/148/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at være udsat for asbest (33), gælder for aktiviteter, hvor arbejdere fjerner asbest. I direktivet beskrives de foranstaltninger, arbejdsgiveren skal træffe, når den fastsatte maksimumsgrænse for koncentration af asbest i luften på 0,1 fibre pr. cm3 udregnet i forhold til et tidsvægtet gennemsnit (TWA) på otte timer med sandsynlighed overskrides

b)	højt placerede tanke bør anvendes til oplagring af olieholdige rester, da det vil lette den uafhængige inspektørs arbejde, når denne skal kontrollere, at inddæmningen har været effektiv.

2.2.4.   Hvad menes der med »bygningsstrukturer«?

Artikel 13, stk. 1 litra c): Skibsophugningsanlægget »drives fra bygningsstrukturer«.

I henhold til forordningen skal anlægget drives fra bygningsstrukturer. Bygningsstrukturer skal kunne muliggøre sikker og miljømæssigt forsvarlig skibsophugning, som er sikker for arbejderne, kontrol over lækage, inddæmning af farlige materialer og uigennemtrængelige underlag for farlige materialer, der frembringes under skibsophugningsprocessen.

Kravet om, at anlægget skal drives fra bygningsstrukturer, betyder ikke nødvendigvis, at det skal bestå i en fast bygningsstruktur, såfremt forordningens krav opfyldes. Bygningsstrukturer kan f.eks. suppleres af »maskineri med larvefødder eller lavtryksdæk« (34), mobile bundfældningsbassiner og flydende kraner, hvor det ikke er muligt at installere faste kraner. Det gælder navnlig for midlertidige monteringer, hvor f.eks. midlertidige hegn anses for at svare til vægge, såfremt de sikrer et svarende beskyttelsesniveau. Forordningen er ikke til hinder for midlertidige skibsophugningsmonteringer, hvor yderligere udstyr monteres på et eksisterende anlæg (f.eks. på en havn, kaj eller mole), såfremt selve det eksisterende anlæg opfylder forordningens krav til udformning og konstruktion.

Inden for rammerne af forordningen kan eksempler på bygningsstrukturer i skibsophugningsområder, hvor den primære opskæring finder sted, bl.a. omfatte:

—

pontoner

—	beddinger og adgangsramper

—

kajer

—

dokker

—

tørdokker

—	skibskraner

—	brolignende strukturer

—

kanaler

—	baldakiner

—	overløbsporte.

Eksempler på bygningsstrukturer, der understøtter »faste anlæg« som defineret i BCS 2013 (35) omfatter bl.a.:

—	»faste kraner og andre løfteanordninger …, der anvendes inden for deres designgrænser (hvor f.eks. den bruttovægt, en kran kan løfte, ikke overskrides)«

—	»spil og kabler, så skibet kan trækkes sikkert væk fra kysten med henblik på ophugning«

—	»pumper til transport af væsker [til] afløbsbrønde«

—	»generatorer, som kan producere strøm til belysning for at sikre arbejdsforholdene under dårlige lysforhold«.

Eksempler på bygningsstrukturer inden for skibsophugningsanlæggets område, hvor der foretages sekundær ophugning, som er beskrevet i de relevante Baselretningslinjer, omfatter bl.a.:

—	»arbejdsstationer til sekundær ophugning og trinvis opdeling i komponenter« og »specialudstyrede arbejdsstationer til fjernelse af farligt og giftigt affald« (36)

—	»faste skillerum« (37) og tanke

—	»vægge … (træ, beton og stål) … forsynet med adgang fra den ene side, så materialer kan oplagres og læsses« (38)

—	»midlertidige lagerområder til skadelige materialer og stålværk« (39)

—	»lagerområder til fuldt forarbejdet udstyr og materiale, der er parat til genbrug, genanvendelse eller bortskaffelse« (40).

Eksempler på bygningsstrukturer, der anvendes med henblik på at opfylde forordningens krav, omfatter bl.a.:

—

»faste, plane kørebaner (et simpelt vejunderlag kan indledningsvis etableres ved hjælp af f.eks. knust beton)« eller »et komprimeret bærelag«, der kan bruges som adgangsvej for ambulancer og brandbiler til skibet og arbejdsstationer ved skibet (41), eller hvis der er tale om en tørdok, til flugtvejen (f.eks. elevator)

—	»faste kraner og andre løfteanordninger …, der anvendes inden for deres designgrænser (hvor f.eks. den bruttovægt, en kran kan løfte, ikke overskrides)« (se ovenfor)

—	stabile udgange

—	yderligere elementer, der er nævnt i ILO-retningslinjerne (42), herunder drikkevandsforsyning, placering af og betingelser for anvendelse af sanitære faciliteter, vaskefaciliteter, omklædningsrum, skure samt spise- og drikkefaciliteter

—

yderligere elementer, der er nævnt i ILO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (43): »vaskefaciliteter, brusere, spise- og pauseområder, toiletfaciliteter og omklædningsrum … med henblik på at kontrollere eksponering for og undgå spredning af farlige materialer«, »sanitære faciliteter og vaskefaciliteter, der er let tilgængelige og beliggende, så de ikke er udsat for forurening fra arbejdspladsen«, »separate og passende omklædningsrum, sanitære faciliteter og vaskefaciliteter, der udelukkende er beregnet til arbejdere, som håndterer asbest«, »separate og uforurenede områder, som arbejderne kan anvende til spise- og drikkepauser samt andre pauser«.

2.2.5.   Hvad er overensstemmende affaldshåndtering i henhold til forordningen?

Artikel 13, stk. 1, litra g), nr. ii): Skibsophugningsanlægget skal sørge for: »at alt affald, der frembringes under skibsophugningen, og mængden heraf dokumenteres og udelukkende overføres til affaldsbehandlingsanlæg, herunder affaldsgenanvendelsesanlæg, der er godkendt til at håndtere sådant affald uden risiko for menneskers sundhed og på en miljømæssigt forsvarlig måde«.

Artikel 15, stk. 5: »Med henblik på artikel 13, hvad angår den pågældende nyttiggørelse eller bortskaffelse, kan miljømæssigt forsvarlig håndtering kun formodes at være til stede, hvis skibsophugningsvirksomheden kan godtgøre, at det affaldshåndteringsanlæg, der modtager affaldet, drives i overensstemmelse med standarder for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, som i vid udstrækning svarer til de relevante internationale standarder og EU-standarder«.

Forordningen omfatter en række krav vedrørende håndteringen af farligt affald og andet affald, der frembringes under skibsophugningsprocessen.

Afhængigt af anlægget kan hele, dele af eller intet af nyttiggørelsen eller bortskaffelsen af affald finde sted på anlægget. Nogle skibsophugningsanlæg er f.eks. forsynet med forbrændingsanlæg. Andre anlæg kan håndtere nogle affaldsstrømme, men ikke andre, mens endnu andre anlæg vælger at overlade nyttiggørelsen eller bortskaffelsen af affald til et eksternt affaldshåndteringsanlæg. Der fastlægges ingen bestemte ordninger ved forordningen. Skibsophugningsvirksomheden skal dog i henhold til forordningen godtgøre, at forskellige affaldsstrømme behandles i overensstemmelse med bestemte standarder, uanset hvor nyttiggørelsen eller bortskaffelsen af affald finder sted. Anlægget bør derfor i sin ansøgningsformular angive, hvilke affaldsstrømme det kan og har godkendelse til selv at nyttiggøre eller bortskaffe, og hvilke affaldsstrømme det vil overføre til et eksternt affaldshåndteringsanlæg.

a)   Dokumentation og overførsel af affald

Overensstemmelse med den del af artikel 13, stk. 1, litra g), nr. ii), der vedrører dokumentation og overførsel af affald, forudsættes, hvis anlægget i overensstemmelse med IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (44) fastlægger »procedurer for sporing af farlige materialer og affald, når de transporteres fra skibsophugningsanlægget til deres endelige bestemmelsessted, og for håndtering og lagring af dokumentation, herunder underleverandørers dokumentation«.

b)   Godkendelse af senere affaldshåndteringsanlæg

I henhold til forordningen skal skibsophugningsvirksomheden sørge for, at affaldshåndteringsanlægget er godkendt til at håndtere sådant affald uden risiko for menneskers sundhed og på en miljømæssigt forsvarlig måde. Dette krav afspejler IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (45).

Affaldshåndteringsanlæg, som er omfattet af dette krav, er:

—	en del af selve skibsophugningsanlægget, hvis skibsophugningsanlægget selv nyttiggør eller bortskaffer affald

—	et eksternt affaldshåndteringsanlæg, hvis skibsophugningsanlægget har udliciteret denne del af driften

—	begge dele, hvis skibsophugningsanlægget håndterer visse affaldsstrømme selv og udliciterer resten.

Den godkendelse, der er omhandlet i kravet, er godkendelsen fra de relevante kompetente myndigheder i det land, hvor affaldshåndteringsanlægget er beliggende. Dette omfatter dokumentation vedrørende import/eksport af affald og — hvis det er relevant — dokumentation vedrørende forudgående informeret samtykke (PIC), hvis affaldshåndteringsanlægget er beliggende i et andet land end skibsophugningsanlægget. En kopi af de relevante godkendelser vedlægges ansøgningsformularen, som er anført i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2398.

c)   Håndtering af affald på affaldshåndteringsanlægget

Anlæg i tredjelande, der ansøger om optagelse på den europæiske liste, skal godtgøre, at deres affaldshåndteringsanlæg opfylder standarder, der bredt svarer til internationale standarder og EU-standarder.

Dette krav indebærer ikke fuld overensstemmelse med EU-krav, der følger af andre retsakter end forordningen og andre internationale standarder, men at det skal sikres, at de krav/standarder, der anvendes på affaldshåndteringsanlægget, sikrer tilsvarende beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet.

Ansøgervirksomheder skal underskrive de dokumenter, der kræves i henhold til gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2398, og vedlægge kopier af alle relevante dokumenter.

Bred ækvivalens med internationale standarder og EU-standarder anses for påvist, hvis følgende generelle principper, som er baseret på internationale standarder og EU-direktiver, anvendes på affaldshåndteringsanlægget:

—   Internationale standarder:

Listen over relevante retningslinjer, som er udarbejdet på internationalt plan, findes i bilag VIII til forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald, herunder tekniske retningslinjer om miljømæssigt forsvarlig håndtering af hel og delvis ophugning af skibe, såfremt downstream-affaldshåndtering er involveret. Ajourføringer af tekniske retningslinjer vedtaget efter Baselkonventionen findes på konventionens websted (46).

Parterne i Baselkonventionen har desuden vedtaget en ramme for miljømæssigt forsvarlig håndtering (Environmentally Sound Management (ESM)) af farligt affald og andet affald (47). Inden for denne ramme fastlægges der en fælles forståelse af, hvad ESM omfatter, og der henvises til en række vejledende principper og foranstaltninger for affaldshåndteringsanlæg med henblik på at sikre ESM.

—   EU-standarder:

EU-standarder vedrørende beskyttelse af mennesker sundhed og miljøet, som er relevante for affaldshåndteringsanlæg, findes i rammedirektivet om affald og i strømspecifikke retsakter om affald.

Hovedkravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (48) (kaldet rammedirektivet om affald) omfatter følgende:

—	Affaldshierarki (artikel 4): Følgende affaldshierarki skal tjene som en prioritetsrækkefølge: a) forebyggelse, b) forberedelse med henblik på genbrug, c) genanvendelse, d) anden nyttiggørelse, f.eks. energiudnyttelse, og e) bortskaffelse.

—

Beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet (artikel 13): Affaldshåndtering foretages, uden at menneskets sundhed bringes i fare, uden at miljøet skades, og navnlig: a) uden at der opstår risiko for hverken vand, luft, jord, planter eller dyr, b) uden at der forvoldes støj- og lugtgener, og c) uden at landskaber eller områder af særlig interesse påføres skade.

—	Farligt affald (artikel 17, 18 og 19): Farligt affald skal oplagres og behandles under forhold, der beskytter miljøet og menneskers sundhed. Farligt affald må under ingen omstændigheder blandes med andre former for farligt affald og skal emballeres og forsynes med mærkning.

Ud over hovedprincipperne i rammedirektivet om affald dækker følgende EU-retsakter standarder for affaldsbehandling, som er relevante for forordningens artikel 15, stk. 5:

—	Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (49)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald og ændringsakter (50)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (51)

Endelig indeholder følgende EU-retsakter standarder for strømspecifik affaldshåndtering, som er relevante for forordningens artikel 15, stk. 5:

—	Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (52)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF af 6. september 2006 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer samt om ophævelse af direktiv 91/157/EØF (53)

—	Bortskaffelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr skal ske i overensstemmelse med hovedprincipperne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (54).

2.3.    Sundheds- og sikkerhedskrav

2.3.1.   Hvad menes der med »forebyggelse af negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet«?

Artikel 13, stk. 1, litra f): Skibsophugningsanlægget »forebygger negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet«.

Bortset fra fysiske foranstaltninger (se spørgsmål 2.2.4 ovenfor om bygningsstrukturer) omhandler ILO-retningslinjerne en lang række driftsmæssige foranstaltninger, der går fra forebyggelse af de værste former for børnearbejde til sikring af indkvartering, hvis arbejderne bor på anlægget eller på anden måde er under skibsophugningsvirksomhedens ansvar, og høreværn. Disse forskellige fysiske og driftsmæssige elementer omfatter samlet set de »sikre aktiviteter«, »arbejdernes sikkerhed« og »procedurer og teknikker, som har til formål at forebygge, reducere, minimere og så vidt muligt fjerne sundhedsrisici«, som er omhandlet i forordningen (55).

Overensstemmelse med sikkerhedskravene kan antages, hvis anlægget har gennemført ovennævnte driftsmæssige foranstaltninger og i overensstemmelse med IMO-retningslinjerne (56) »har fastlagt planer og procedurer for beskyttelse af arbejdernes sundhed og sikkerhed« og kan »påvise viden om og forståelse for de gældende sikkerheds- og arbejdsmiljøprocesser, -procedurer, -love, forskrifter og vejledninger«. Anlægget bør også fastlægge og ajourføre »en effektiv evakueringsplan, således at alle medarbejdere kan evakueres hurtigt og sikkert« (57).

Anlægget skal desuden have ansat »en eller flere centrale medarbejdere, der har den nødvendige uddannelse og erfaring til effektivt at sørge for, at arbejdsforholdene er sikre under arbejdet på skibsophugningsanlægget, herunder en eller flere personer, der har kompetence i udførelsen af de specifikke opgaver. Afhængigt af skibsophugningsanlæggets størrelse og antallet af arbejdere [kan anlægget indføre] et hierarki for sundheds- og sikkerhedspersonalet, der omfatter en overordnet leder, tilsynsførende og almindelige arbejdere« (58). I henhold til forordningen forstås ved en kompetent person »en person med passende kvalifikationer, uddannelse og tilstrækkelig viden, erfaring og kompetence til at varetage den specifikke opgave« (59). Denne person kan være »en uddannet arbejder eller en ledende medarbejder, som kan konstatere og evaluere farer og risici på arbejdspladsen samt de ansattes eksponering for potentielt farlige materialer eller usikre forhold i et skibsophugningsanlæg, og som kan angive de nødvendige beskyttelses- og sikkerhedsforanstaltninger, der skal iværksættes for at fjerne eller reducere disse farer, risici eller denne eksponering« (60).

Endelig henvises der i IMO-retningslinjerne udtrykkeligt til internationale konventioner, der er relevante for skibsophugning, herunder konventionen om de værste former for børnearbejde fra 1999 og konventionen om mindstealder fra 1973. Nogle af de lande, hvor skibsophugning finder sted, har endnu ikke ratificeret disse konventioner. For at overholde forordningens krav forventes skibsophugningsvirksomhederne dog selv og på deres eget niveau at gennemføre de forskellige bestemmelser, som er relevante for arbejdernes sundheds og sikkerhed, som findes i de internationale konventioner, der er nævnt i tillæg 4 til IMO-retningslinjerne.

2.3.2.   Hvad er hensigtsmæssige personlige værnemidler?

Artikel 13, stk. 1, litra i): Skibsophugningsanlægget »sørger for arbejdernes sikkerhed …, herunder sikrer, at der anvendes personlige værnemidler under arbejde, hvor sådant udstyr er påkrævet«.

Ved personlige værnemidler forstås enhver anordning, der er bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik på at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true hans sundhed og sikkerhed (61). Personlige værnemidler i den forstand, der er fastlagt i forordningen, er udførligt beskrevet i IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (62) og ILO-retningslinjerne (63).

2.3.3.   Hvad er kravene med hensyn til uddannelse?

Artikel 13, stk. 1, litra i): Skibsophugningsanlægget »sørger for arbejdernes … uddannelse …«.

Det antages, at kravet om uddannelse er opfyldt, hvis anlægget har gennemført de relevante ILO-retningslinjer (64), og hvis det i overensstemmelse med IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (65) har indført »uddannelsesprocedurer med henblik på at sikre passende beskyttelse af arbejdernes sikkerhed og miljøet. Uddannelsesprogrammerne bør omfatte alle arbejdstagere og medarbejdere på skibsophugningsanlægget, herunder underleverandørers medarbejdere, … og bør beskrive uddannelsens type og hyppighed«.

Der lægges i IMO-retningslinjerne (66) særlig vægt på brandsikring og -forebyggelse, og det anføres, at anlægget skal have »procedurer for hensigtsmæssig uddannelse, instruktion og underretning af alle tilsynsførende og arbejdere … om brandfarerne, hensigtsmæssige forholdsregler, der skal træffes, og brugen af brandslukningsudstyr, således at tilstrækkeligt uddannet personale altid er til stede i arbejdstiden«. Overensstemmelse med disse krav påvises bedst ved at følge de relevante IMO-retningslinjer (»der bør føres fortegnelser over uddannelse og øvelser, herunder oplysninger, såsom øvelsestypen, den uddannede persons rolle, anvendt udstyr, varighed, sted, dato og klokkeslæt«).

2.3.4.   Hvad udgør overensstemmende registrering af hændelser, ulykker, erhvervssygdomme og kroniske virkninger?

Artikel 13, stk. 1, litra j): Skibsophugningsanlægget »registrerer hændelser, ulykker, erhvervssygdomme og kroniske virkninger og, hvis de kompetente myndigheder anmoder herom, indberetter eventuelle hændelser, ulykker, erhvervssygdomme eller kroniske virkninger, som udgør eller kan udgøre en risiko for arbejdernes sikkerhed, menneskers sundhed og miljøet«.

Registreringer af erhvervssygdomme og kroniske virkninger fås gennem et årligt sundhedstjek, der mindst omfatter undersøgelse af blod- og urinprøver samt evt. prøver af hår. Oplysninger om kilden til sygdomme og kroniske virkninger fås bedst gennem jord-, luft- og støvprøver.

Det kan kun sikres, at registreringerne er komplette, hvis skibsophugningsvirksomheden ved, hvem der arbejder på anlægget. Anlægget skal registrere identiteten af alle arbejdere, herunder underleverandørers arbejdere og midlertidigt ansatte, og sikre, at en liste over arbejderne for en bestemt dag altid er tilgængelig.

Overensstemmelse med forordningens artikel 13, stk. 1, litra j), forudsætter også, at anlægget følger anbefalingerne i IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning (67) og ILO-retningslinjerne (68).

Som det fremgår af ILO-retningslinjerne, skal registreringerne faktisk »bruges til at beskytte arbejdernes sundhed«. Resultaterne »forklares tydeligt af sundhedsfagligt personale for de berørte arbejdere eller deres repræsentanter«, »må ikke anvendes til ubegrundet forskelsbehandling«, »udleveres efter anmodning fra de kompetente myndigheder eller en anden part efter aftale mellem arbejdsgivere og arbejdere med henblik på udarbejdelse af sundhedsstatistikker og epidemiologiske undersøgelser, såfremt anonymitet sikres«. I henhold til IMO-retningslinjerne for sikker og miljøforsvarlig skibsophugning »bør registreringer opbevares i fem år, hvis en periode ikke er fastsat i nationale forskrifter«.

3.   Attestering og inspektion

3.1.    Hvad er hovedelementerne i inspektionsordningen under den nye forordning?

Ved forordningens artikel 15, stk. 4, indføres en inspektions- og kontrolordning i to trin for anlæg, som er beliggende i et tredjeland, og som har til hensigt at ophugge skibe, der sejler under en medlemsstats flag.

Artikel 15, stk. 4, første afsnit: For at blive optaget på den europæiske liste skal skibsophugningsanlæg beliggende i tredjelande attestere, at kravene i artikel 13 er opfyldt, efter at en uafhængig inspektør med de fornødne kvalifikationer har udført en inspektion af anlægget. Skibsophugningsvirksomheden forelægger Kommissionen attesten, når den ansøger om optagelse på den europæiske liste og hvert femte år derefter i forbindelse med forlængelsen af optagelsen på den europæiske liste. Den første optagelse på listen og forlængelse heraf suppleres med en midtvejsevaluering for at bekræfte, at kravene i artikel 13 er opfyldt. Artikel 15, stk. 4, andet afsnit: Ved at ansøge om optagelse på den europæiske liste accepterer skibsophugningsvirksomhederne muligheden for, at det pågældende skibsophugningsanlæg kan blive genstand for inspektioner af anlægget udført af Kommissionen eller agenter, der handler på dennes vegne, før eller efter optagelse på den europæiske liste med henblik på at kontrollere overholdelse af kravene i artikel 13. Den uafhængige inspektør, Kommissionen eller agenter, der handler på dennes vegne, samarbejder med de kompetente myndigheder i det tredjeland, hvor skibsophugningsanlægget er beliggende, med henblik på at udføre sådanne inspektioner på stedet.

Det første trin (artikel 15, stk. 4, første afsnit) gennemføres, inden anlægget ansøger om optagelse på den europæiske liste. Det omfatter en inspektion af anlægget udført af en uafhængig inspektør, som vurderer, om forordningens krav er opfyldt.

I et senere trin (artikel 15, stk. 4, andet afsnit) kan Kommissionen beslutte at gennemføre en inspektion af anlægget med henblik på at kontrollere, at anlægget opfylder kravene. Disse kontroller kan udføres, inden Kommissionen træffer afgørelse om anlæggets optagelse på den europæiske liste.

Figur

Vigtigste trin i inspektions- og kontrolprocessen for skibsophugningsanlæg beliggende i tredjelande

3.2.    Hvilken rolle spiller uafhængige inspektører?

Uafhængige inspektører har til opgave at attestere anlægget i forhold til forordningens krav. De udfører deres arbejde uafhængigt. Aftalen mellem ejeren af skibsophugningsanlægget og en uafhængig inspektør giver derfor sidstnævnte ret til at udføre alle de aktiviteter, der er nødvendige for at kontrollere og rapportere om anlæggets overholdelse af forordningens krav. Uafhængige inspektørers kontraktlige forpligtelser hindrer eller begrænser på ingen måde dennes aktiviteter.

Kommissionen rådgiver efter anmodning uafhængige inspektører.

3.3.    Hvem kan være en uafhængig inspektør?

Udtrykket uafhængig inspektør bør ikke fortolkes som en enkelt fysisk person. Den effektive udførelse af den uafhængige inspektørs opgaver kræver normalt deltagelse af et team med mange forskellige kvalifikationer. Uafhængige inspektører har godt kendskab til lovgivningen og forskrifterne i det pågældende land, og de er registrerede virksomheder i overensstemmelse med den nationale lovgivning, hvis det kræves.

3.4.    Offentliggør Kommissionen en liste over uafhængige inspektører?

Nej. Kommissionen offentliggør ikke en liste over uafhængige inspektører, da dette ikke er påkrævet i henhold til forordningen. En virksomhed, der ejer eller driver et skibsophugningsanlæg, bør indgå aftale med en uafhængig inspektør og sikre, at denne er uafhængig og har de nødvendige kvalifikationer.

3.5.    Hvilke akkrediteringer og kvalifikationer bør uafhængige inspektører have?

I henhold til forordningen skal inspektører, som attesterer overholdelsen af kravene i artikel 13, være »uafhængige« og have »de fornødne kvalifikationer«. Akkreditering af uafhængige inspektører kræves ikke i forordningen, men det påvises mest effektivt, at en person er uafhængig og har de fornødne kvalifikationer, hvis vedkommende ansøger om akkreditering i henhold til en standard fastlagt af EU-akkrediteringsorganer eller organer, der har undertegnet ILAC/MRA. Dette er forklaret i detaljer i det følgende.

EU har udviklet et akkrediteringssystem, hvorunder der kan opnås akkreditering i henhold til en bestemt standard fra et nationalt akkrediteringsorgan, som er udpeget af en EU-medlemsstat i henhold til forordning (EF) nr. 765/2008 (69). Akkreditering fra et sådant organ anerkendes automatisk i hele EU. Akkreditering kan også opnås fra et akkrediteringsorgan i et tredjeland, der har tiltrådt de relevante standarder (i dette tilfælde: ISO/IEC 17020 (70)) under den internationale akkrediteringsorganisation ILAC's aftale om gensidig anerkendelse (Mutual Recognition Agreement — MRA) (71) (72).

Inden for rammerne af forordningen påvises uafhængighed og kompetence bedst ved at overholde kravene til tredjepartsinspektionsorganer (»type A«) ISO/IEC 17020-standarden, der omhandler kravene til forskellige organer, som udfører inspektion.

ISO/IEC 17020:2012(E) Denne internationale standard er udarbejdet med det formål at styrke tilliden til organer, der udfører inspektion. Inspektionsorganer udfører vurderinger på vegne af private klienter, deres moderorganisationer eller myndigheder med det formål at tilvejebringe oplysninger om de inspicerede anlægs overensstemmelse med forordninger, standarder, specifikationer, inspektionsordninger eller kontrakter.

ISO/IEC 17020 indeholder detaljerede krav til inspektionsorganer. Inspektionsorganer, der vurderes i henhold til ISO/IEC 17020, skal fremlægge dokumentation for deres uvildighed og uafhængighed (se bilag A til standarden), angive detaljer om deres juridiske status, organisations- og ledelsesstruktur og deres inspektionsmetoder og -procedurer, og de skal have et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere (direkte eller via underkontrahenter), føre forskellige fortegnelser, udarbejde inspektionsrapporter og -attester samt have indført klage- og appelprocedurer og forvaltningssystemer. Disse detaljerede krav bruges som tjekliste for attestering af akkreditering i forhold til udførelsen af specifikke inspektionsopgaver — i dette tilfælde inspektion af skibsophugningsanlæg efter forordning (EU) nr. 1257/2013. Kravene omhandler altid en specifik aktivitet og bør aldrig ses isoleret.

Skibsophugningsvirksomheder bør ved aftale kræve, at den uafhængige inspektør, som de hyrer til at vurdere deres overholdelse af forordningens krav, har de nødvendige kvalifikationer inden for følgende områder:

—	skibsingeniør eller tilsvarende kvalifikationer inden for skibsbygning og/eller nedbrydning af store stålkonstruktioner

—	miljø- og arbejdsmiljøledelsessystemer

—	håndtering af farlige materialer og affaldshåndtering, herunder håndtering af farligt affald.

Teamlederen hos den uafhængige inspektør bør have mindst fem års erfaring inden for mindst to af ovennævnte områder, og de øvrige teammedlemmer bør have mindst tre års erfaring inden for mindst to af ovennævnte områder.

Kommissionen kan tilrettelægge uddannelsesaktiviteter og workshops specifikt målrettet mod uafhængige inspektører med henblik på at harmonisere fremgangsmåden ved attestering.

3.6.    Kan Kommissionen beslutte at udføre yderligere inspektion på et anlæg?

Når en skibsophugningsvirksomhed ansøger om optagelse på den europæiske liste, accepterer den muligheden for, at anlægget underkastes inspektioner, herunder uanmeldte, af Kommissionen eller af agenter på Kommissionens vegne. Disse inspektioner gennemføres i samarbejde med myndigheder i det land, hvor anlægget er beliggende. Omkostningerne til inspektioner skal ikke afholdes af skibsophugningsvirksomheden.

Kommissionen træffer afgørelse om at gennemføre inspektioner af attesterede anlæg efter en risikobaseret prioritering. Alle attesterede anlæg, der er beliggende i et tredjeland, kan underkastes inspektion udført af Kommissionen eller agenter, der handler på dennes vegne. Beslutningen om at inspicere et bestemt anlæg træffes på baggrund af kvaliteten og udførligheden af de oplysninger, der er anført i ansøgningen.

Yderligere aspekter, der øger chancen for, at Kommissionen eller agenter, der handler på dennes vegne, foretager inspektion, omfatter bl.a. klager og indvendinger fremsendt til Kommissionen vedrørende driften af anlægget.

---

(1)  Det accepteres, at omfangsrige dokumenter, som f.eks. skibsophugningsplanen for anlægget, kun sendes med e-mail.

(2)  EUT L 332 af 18.12.2015, s. 145.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(4)  IMO, Resolution MEPC.210(63) af 2. marts 2012, 2012 Guidelines for safe and environmentally sound ship recycling, s. 7-36.

(5)  IMO MEPC.210(63) Appendix 1, s. 37.

(6)  ILO, Safety and health in shipbreaking, guidelines for Asian countries and Turkey, 2004 (herefter »ILO SHG«), afsnit 4.6, s. 32, og afsnit 16, s. 128-133.

(7)  Baselkonventionen, Technical Guidelines for the Environmentally Sound Management of the Full and Partial Dismantling of Ships (herefter »BC TG«), afsnit 4.5, s. 63-64, og afsnit 6.2, s. 84-88.

(8)  Se spørgsmål 2.2.5 for flere oplysninger om forordningens krav til affaldshåndtering.

(9)  BC TG, afsnit 6.2, s. 85-87.

(10)  IMO MEPC.210(63), afsnit 3.4.1, s. 24.

(11)  ILO SHG, s. 28-33.

(12)  ILO SHG, s. 21-23.

(13)  ILO SHG, afsnit 3.4.2, s. 19, og bilag III, s. 155-172.

(14)  IMO MEPC.210(63), afsnit 3.3.3.

(15)  ILO SHG, afsnit 3.6, s. 21-23.

(16)  ILO SHG, bilag I (overvågning af arbejderes sundhedstilstand), afsnit 2 og 3, s. 147-150, og bilag II (overvågning af arbejdsmiljø), s. 152-154.

(17)  IMO MEPC.210(63), afsnit 3.3.4.11, s. 21.

(18)  ILO SHG, del II, s. 47-140 (med undtagelse af afsnit 14 og 16, som er omhandlet i næste kapitel af denne vejledning).

(19)  BC TG, afsnit 5, s. 66-83.

(20)  Secretariat of the Basel Convention, Guidance for competent authorities of ship recycling facilities, 4.8.2013.

(21)  BCS 2013 Guidance, s. 13.

(22)  Da blokke ikke kun udgør »affald, der frembringes under skibsophugningen«, men også typisk har en høj risiko for at være dækket af olierester og/eller rester af maling og belægning, der er frembragt under ophugning, må de ikke afsættes på og/eller slæbes hen over tidevandsområder eller andre gennemtrængelige overflader, som f.eks. sand eller grus, da dette ville være i strid med kravet om kontrol over enhver lækage (artikel 13, stk. 1, litra f)), inddæmning (artikel 13, stk. 1, litra g), nr. i)) og håndtering på uigennemtrængelige gulve (artikel 13, stk. 1, litra g), nr. ii)).

(23)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.4, s. 33-36.

(24)  BC TG, s. 81-83.

(25)  Forordningens artikel 13, stk. 1, litra b).

(26)  Den type oliespærringer, der anvendes, varierer afhængigt af skibsophugningsanlæggets beliggenhed og øvrige forhold. Det kan være nødvendigt med to spærringsniveauer, især på anlæg, hvor skibe føres i land ved egen kraft og potentielt kan bevirke, at forurenet afløbsvand føres tilbage til havet: et første lag af absorberende oliespærringer omkring det skib, der ophugges, og et andet mere permanent lag af ikkeabsorberende spærringer mod kysten eller havet.

(27)  BC 2013 Guidance, s. 14.

(28)  »inddæmning af alle farlige materialer«»under hele skibsophugningsprocessen« (artikel 13, stk. 1, litra g), nr. i)).

(29)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.3.1, s. 29, og BC TG, s. 82.

(30)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.3.1, s. 30, og BC TG, s. 80.

(31)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.3.4.1, s. 32, og BC TG, s. 82-83.

(32)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.3.5 (Hazardous liquids, residues and sediments (such as oil, bilge and ballast water)), s. 32, og BC TG, s. 81.

(33)  EUT L 330 af 16.12.2009, s. 28.

(34)  BCS 2013 Guidance, s. 17.

(35)  BCS 2013 Guidance, s. 15.

(36)  BC TG, s. 68.

(37)  BCS 2013 Guidance, s. 16.

(38)  Se fodnote 37.

(39)  Se fodnote 36.

(40)  Se fodnote 36.

(41)  I henhold til forordningens artikel 13, stk. 1, litra h), (skibsophugningsanlægget sikrer, at nødhjælpsudstyr, f.eks. brandslukningsudstyr og køretøjer, ambulancer og kraner, hurtigt kan få adgang til skibet og til alle områder af skibsophugningsanlægget) er anlæg, hvor udrykningskøretøjer ikke kan holde ud for selve skibet (»til skibet«) eller ud for udgangen, f.eks. på grund af vådt og ustabilt underlag, der ikke er farbart for køretøjer, ikke i overensstemmelse med forordningen.

(42)  ILO SHG, s. 138-140.

(43)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.3.4.9, s. 20.

(44)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.4.2.6, nr. 3.

(45)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.2.6: »Når materialer eller affald fjernes fra skibsophugningsanlægget med henblik på yderligere behandling og/eller bortskaffelse, skal skibsophugningsplanen for anlægget omfatte de procedurer, der benyttes til at sikre, at disse materialer kun overføres til anlæg, som er godkendt til at håndtere deres behandling og/eller bortskaffelse på en miljømæssigt forsvarlig måde«.

(46)  Læs mere på følgende adresse: http://www.basel.int/Implementation/TechnicalMatters/DevelopmentofTechnicalGuidelines/AdoptedTechnicalGuidelines/tabid/2376/Default.aspx

(47)  Læs mere på følgende adresse: http://www.basel.int/Implementation/CountryLedInitiative/EnvironmentallySoundManagement/ESMFramework/tabid/3616/Default.aspx

(48)  EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.

(49)  EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(50)  EFT L 332 af 28.12.2000, s. 91.

(51)  EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.

(52)  EFT L 243 af 24.9.1996, s. 31.

(53)  EUT L 266 af 26.9.2006, s. 1.

(54)  EUT L 37 af 13.2.2003, s. 24.

(55)  Se artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 13, stk. 1, litra d), nr. i), og artikel 13, stk. 1, litra i).

(56)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.3.1, s. 11.

(57)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.3.6, nr. 6, s. 23.

(58)  IMO MEPC.210(63), afsnit 3.3.2.

(59)  Forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 13).

(60)  Forordningens artikel 3, stk. 3.

(61)  Definition i henhold til Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler (EFT L 399 af 30.12.1989, s. 18).

(62)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.3.4.10, s. 21.

(63)  ILO SHG, afsnit 15, s. 122-127.

(64)  ILO SHG, afsnit 14, s. 117-121.

(65)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.1.2, s. 8.

(66)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.3.6, nr. 7, s. 23.

(67)  IMO MEPC.(210)63, afsnit 3.1.4, s. 9.

(68)  ILO SHG, afsnit 5, s. 34-40, og bilag I (Workers' health surveillance) afsnit 4, s. 150-151.

(69)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).

(70)  ISO/IEC 17020:2012, Requirements for the operation of various types of bodies performing inspection.

(71)  En liste over sådanne organer findes på http://www.european-accreditation.org/mla-and-bla-signatories#6 og https://www.ilac.org/documents/mra_signatories.pdf

(72)  I henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 765/2008 skal nationale myndigheder anerkende ligeværdigheden af de tjenester, der ydes af de akkrediteringsorganer, der med positivt resultat har været underkastet peerevaluering, og dermed acceptere akkrediteringscertifikater fra disse organer og de attesteringer, der udstedes af overensstemmelsesvurderingsorganer, som de har akkrediteret.

---

---

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/22

---

Bekendtgørelse til de personer, der er omfattet af foranstaltningerne i Rådets afgørelse 2011/235/FUSP som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/565 og i Rådets forordning (EU) nr. 359/2011 som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/556 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Iran

(2016/C 128/02)

Følgende oplysninger bekendtgøres hermed for de personer, der er opført i bilaget til Rådets afgørelse 2011/235/FUSP (1) som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/565 (2) og i bilag I til Rådets forordning (EU) nr. 359/2011 (3) som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/556 (4) om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Iran.

Rådet for Den Europæiske Union har besluttet, at de personer, der er nævnt i ovennævnte bilag, fortsat skal opføres på listen over personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/235/FUSP og i forordning (EU) nr. 359/2011.

De pågældende personer gøres opmærksom på muligheden for at indgive en anmodning til de kompetente myndigheder i den eller de relevante medlemsstater, jf. de websteder, der er nævnt i bilag II til forordning (EU) nr. 359/2011, med henblik på at opnå tilladelse til at anvende indefrosne pengemidler til dækning af basale behov eller til specifikke betalinger (jf. artikel 4 i forordningen).

De berørte personer kan indgive en anmodning med tilhørende dokumentation om, at afgørelsen om at opføre dem på ovennævnte liste tages op til fornyet overvejelse, til Rådet på følgende adresse:

Rådet for Den Europæiske Union

DG C 1C — Horizontal Issues Unit

General Secretariat

Rue de la Loi 175/Wetstraat 175

1048 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail: sanctions@consilium.europa.eu

Der gøres ligeledes opmærksom på, at de berørte personer har mulighed for at indbringe Rådets afgørelse for Den Europæiske Unions Ret på de betingelser, der er fastsat i artikel 275, stk. 2, og artikel 263, stk. 4 og 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

---

(1)  EUT L 100 af 14.4.2011, s. 51.

(2)  EUT L 96 af 12.4.2016, s. 41.

(3)  EUT L 100 af 14.4.2011, s. 1.

(4)  EUT L 96 af 12.4.2016, s. 3.

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/23

---

Euroens vekselkurs (1)

11. april 2016

(2016/C 128/03)

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,1390
JPY	japanske yen	123,28
DKK	danske kroner	7,4424
GBP	pund sterling	0,80060
SEK	svenske kroner	9,2815
CHF	schweiziske franc	1,0877
ISK	islandske kroner
NOK	norske kroner	9,3809
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	27,026
HUF	ungarske forint	312,07
PLN	polske zloty	4,2793
RON	rumænske leu	4,4675
TRY	tyrkiske lira	3,2240
AUD	australske dollar	1,5060
CAD	canadiske dollar	1,4794
HKD	hongkongske dollar	8,8321
NZD	newzealandske dollar	1,6669
SGD	singaporeanske dollar	1,5341
KRW	sydkoreanske won	1 306,55
ZAR	sydafrikanske rand	16,7955
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,3709
HRK	kroatiske kuna	7,4875
IDR	indonesiske rupiah	14 956,00
MYR	malaysiske ringgit	4,4307
PHP	filippinske pesos	52,552
RUB	russiske rubler	76,0574
THB	thailandske bath	39,956
BRL	brasilianske real	4,0647
MXN	mexicanske pesos	20,1924
INR	indiske rupee	75,7055

---

(1)  Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/24

---

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.7744 — HeidelbergCement/Italcementi)

(EØS-relevant tekst)

(2016/C 128/04)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/25

---

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.7998 — Pacific Mezz/Oaktree/Railpool)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2016/C 128/05)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/26

---

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.7859 — OMV/EconGas)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2016/C 128/06)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/27

---

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.7801 — Wabtec/Faiveley Transport)

(EØS-relevant tekst)

(2016/C 128/07)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

---

12.4.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/28

---

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.7989 — Griffin/LVS II Lux XX/Redefine/Echo Prime JV)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2016/C 128/08)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.

---