9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/1

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/2

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Forskning og innovation til støtte for fremtidig mobilitet i Europa — En europæisk strategi for transportteknologi« (COM(2012)0501),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation« (COM(2011)0808),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog fra 2011 om »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (COM(2011)0144),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september om europæisk trafiksikkerhed 2011-2020 (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0241/2013),

A.

der henviser til, at Kommissionen har påvist manglerne i Europas transportinnovationssystem;

B.

der henviser til, at investeringer i forskning og innovation i transportsektoren samtidig er en investering i økonomien generelt og i jobskabelsen, hvorfor de har en tredobbelt virkning;

C.

der henviser til, at innovation er afgørende for at skabe et mere intelligent og sikkert transportsystem for borgerne, for at løse miljøproblemer, som transportsektoren står overfor, og for at opnå en lavemissionsøkonomi;

D.

der henviser til, at Europa 2020-strategiens klimaændrings- og energimål er tæt knyttet til innovation på transportområdet: 20 % mindre udledning af CO2 i forhold til 1990, 20 % af energien fra vedvarende energi og en stigning på 20 % i energieffektiviteten samt målet på 50 % færre trafikdræbte i forhold til 2001;

E.

der henviser til, at det er nødvendigt med en grundlæggende ændring i brugernes holdninger og i de krav, som de stiller, hvis et stort antal virksomheder og tjenesteydere skal overtales til at ændre deres synsmåder og udnytte de innovationsmuligheder, som udspringer af kreativ konvergens og tankeeksperimenter uden for bekvemmelighedszonen, der er beskrevet i punkt 5.3 i Kommissionens meddelelse (COM(2012)0501);

F.

der med tilfredshed henviser til initiativerne i hvidbogen om transport, især dem, der er nævnt i afdeling 3.2 (med titlen »Innovation for fremtiden — teknologi og adfærd«), sammen med initiativ 7 (»Multimodal godstransport: e-fragt«): og 22 ("Problemfri dør-til-dør-mobilitet);

G.

der henviser til, at EU-strategien skal sikre ligevægt mellem indsatsen for at begrænse transportens miljøfodaftryk og indsatsen for at sikre den fri bevægelighed i Den Europæiske Union for at skabe et fælles europæisk transportområde, der er intermodalt, forbundet, integreret og ressourceeffektivt;

H.

der henviser til, at der i 2012 stadig blev dræbt over 31 000 mennesker i 2012 i trafikken i Den Europæiske Union og at over 1 500 000 blev kvæstet, i mange tilfælde alvorligt;

I.

der henviser til, at der allerede findes teknologier, der bidrager til opnåelse af målene i det »europæiske trafiksikkerhedsområde«, men at disse endnu ikke er indført på markedet;

1.

understreger, at en europæisk strategi for transportteknologi til underbygning af den fremtidige bæredygtige mobilitet i Europa i første række bør forbedre kvaliteten af den ydede service og komforten for passagerer og virksomheder og tilskynde til brugen af bæredygtig mobilitet, og at dette bør baseres på Unionens mål og lovgivning om nedsættelse af energiforbruget, trafikstøjen, luftforureningen, råstofforbruget og udledningen af CO2 frem til henholdsvis 2020, 2030 og 2050 samt forbedre sundhed og livskvalitet, øge tjenesteydelsernes kvalitet, i stadig højere grad opfylde brugernes individuelle behov og øge trygheden og sikkerheden;

2.

opfordrer Kommissionen og Rådet til på baggrund af betydningen af forskning og innovation for hele den europæiske økonomi at erkende betydningen af Horisont 2020-initiativet og afsætte de nødvendige bevillinger;

3.

støtter Kommissionens mål om bedre samordning mellem transportforskning og -innovation (FoI) og europæiske transportpolitiske mål og planer på de enkelte områder, men mener, at den foreslåede tilgang i Kommissionens meddelelse bør justeres i forhold til de prioriteringer, der er defineret i det følgende;

4.

mener, at en europæisk strategi for transportteknologi bør omfatte alle EU-regioner for at skabe en reel bevægelighed for personer og varer og dermed skabe et ægte indre marked;

5.

mener, at en mere effektiv, sammenhængende og målrettet anvendelse af FoI i forbindelse med fastsættelsen og gennemførelsen af transportpolitikken er af afgørende betydning for at kunne reagere på nye realiteter, bryde ud af vanetænkning og fokusere på banebrydende ideer for derigennem at tilbyde brugerne innovative transportløsninger, der modsvarer behovene og opfylder kravene om disponibilitet, rentabilitet, troværdighed, kvalitet og kontinuitet;

6.

opfordrer Kommissionen til at skabe en ramme, der fremmer forskning og innovation, ved at udvikle fair, effektive og innovative prissystemer for al for mobilitet og alle former for transport, navnlig gennem internalisering af eksterne omkostninger og ved at tage hensyn til principperne om, at »forureneren betaler« og »brugeren betaler«;

7.

understreger nytten af det overvågnings- og informationssystem for forskning og innovation på transportområdet (Trimis), som Kommissionen har foreslået, og går ind for, at man i dette system inkorporerer brugernes perspektiv som et ideelt instrument til at finde frem til de hindringer, som vanetænkningen stiller i vejen for innovationen, til at identificere muligheder og tilskynde til udvikling af nye servicetilbud, som kan sætte gang i og fremme ændringer i samfundets indstilling til bæredygtig transport;

8.

understreger, at fastlåsningen til bestemte teknologier står i vejen for en fuldstændig udnyttelse af innovationspotentialet på transportområdet og kan være til hinder for udviklingen af nye innovative ideer; bekræfter derfor, at EU's politik bør være teknologineutral i forhold til alternative transportteknologier (»teknologineutralitet«), at beslutninger om prioritering og finansiering skal træffes på grundlag af resultaterne i hele livscyklus af de teknologier, der anvendes på et bestemt transportområde, og at bestræbelserne på en harmonisering ikke må udgøre en hindring for udvikling af innovative løsninger og alternativer på transportområdet, for diversificering af energimixen og for anvendelse af intelligente kommunikationsteknologier;

9.

understreger, at der for at hjælpe virksomheder og offentlige organer med at absorbere nye løsninger og innovative teknologier er brug for mere effektivitet i innovationskæden og flere investeringer i foranstaltninger som f.eks. økonomiske incitamenter til at overvinde hindringerne for indførelse og udbredelse på markedet (»projekter, der dækker hele livscyklussen«); tilskynder derfor Kommissionen til at omsætte ideen om, at støtten også bør tage sigte på markedsintroduktion, demonstration og fuldstændig realisering af nye løsninger i praksis for at frigøre transportsektorens fulde innovationspotentiale og støtte innovative virksomheder, og understreger, at egnede ledelses- og finansieringsinstrumenter kan sikre en hurtig udnyttelse af forskningsresultater;

10.

mener, at alle europæiske regioner og deres respektive arbejdskraftressourcer bør drage nytte af en sådan strategi, og understreger behovet for at tage hensyn til særlige regionale forhold og potentialer, især i forbindelse med udvikling af renere transportmåder; opfordrer de lokale og regionale myndigheder til sammen med de interesserede parter at skabe partnerskaber for innovation inden for bæredygtig mobilitet;

11.

opfordrer til øget støtte til FoI-aktiviteter i små og mellemstore virksomheder (SMV'er), navnlig gennem lettere adgang til EU-midler og reduktion af de administrative byrder, og understreger vigtigheden af at skabe og opretholde beskæftigelse og bæredygtig vækst gennem FoI;

12.

mener, at investeringer under EU's strukturfonde og investeringsfonde skaber store muligheder for udvikling i Europas regioner af »intelligent specialisering« inden for bæredygtig mobilitet;

13.

opfordrer de nationale og regionale myndigheder til at udvikle strategier for forskning og innovation, der bygger på intelligent specialisering med henblik på at udnytte strukturfondene mere effektivt og forbedre synergien mellem offentlige og private investeringer;

14.

erindrer i denne sammenhæng om, at en strategi for innovativ teknologi skal udtænkes på grundlag af territoriale karakteristika og særlige forhold, og at en udifferentieret tilgang ikke vil give et godt resultat; mener for eksempel, at regioner, der lider under bestemte fysiske begrænsninger som f.eks. ø-områder, bjergegne, de yderste randområder og tyndt befolkede regioner har særlige former for økonomisk og andet potentiale, som forudsætter hensigtsmæssige og innovative mobilitetsløsninger hvis det skal realiseres; påpeger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at afsætte passende ressourcer til bæredygtig transportinfrastruktur;

15.

understreger nødvendigheden af yderligere at forenkle de administrative procedurer for finansiering af FoI på europæisk, nationalt, regionalt, lokalt og grænseoverskridende plan for at skabe klare og gennemsigtige lovrammer;

16.

understreger, at indsatsen for at begrænse antallet af personer, der bliver dræbt eller kvæstet i trafikken, ikke må svækkes; opfordrer Kommissionen til at overveje og gennemføre de forslag til forbedring af færdselssikkerheden, som Parlamentet har vedtaget med stort flertal;

17.

er af den opfattelse, at det er rigtigt og vigtigt at gennemføre ændringer inden for transportteknologien; understreger dog, at disse ændringer ikke skal ske via forbudsløsninger, men ved incitamenter til at anvende ny ressourceeffektiv teknologi

18.

understreger, at der ikke må forekomme nogen begrænsninger af kreativiteten, når det gælder innovationer med henblik på nye transportløsninger eller ved anvendelsen af velafprøvede løsninger i nye kombinationer;

19.

mener, at FoI på området for bæredygtig mobilitet bør bygge på princippet om integration, især ved at løse problemerne med grænseoverskridende manglende forbindelsesled (sammenkoblinger), fremme øget kompatibilitet mellem og inden for transportsystemer (interoperabilitet) og gennem en målsætning om at opnå et skift i retning af en kombination af de bedst egnede transportformer for en given strækning (intermodalitet og sammodalitet);

20.

erindrer om, at det er nødvendigt, at EU udvikler en fælles transportpolitik, der sikrer relevant transport i og mellem Europas regioner og sammenhæng i den på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at sørge for, at de forskellige modeller sikrer større fokus på en virkelig bæredygtig mobilitet;

21.

understreger, at denne strategi skal være baseret på en integrativ model, hvori interregionale forbindelser og »missing links« på tværs af grænserne tillægges den allerstørste betydning, bl.a. i geografisk opsplittede regioner, og hvor innovative løsninger med hensyn til multimodal transport kan reducere de regionale forskelle, stimulere arbejdskraftens mobilitet og øge den territoriale samhørighed; er bevidst om, at der for øjeblikket er betydelige forskelle mellem transportnettene i de forskellige regioner, og gør opmærksom på behovet for investeringer i bæredygtige transportteknologier og -løsninger i regioner med specifikke ugunstige forhold, idet der også tages hensyn til potentialet i Connecting Europe-faciliteten;

22.

understreger, at FoI også bør fokusere på udvikling af bæredygtige infrastrukturelementer, der støtter overgangen til vedvarende primærprodukter som f.eks. træ eller kompositmateriale i komponenter til jernbaneinfrastruktur (f.eks. master til køreledninger eller signalmaster, byggemateriale til perroner eller broer); påpeger, at dette også skal omfatte FoI-aktiviteter til udvikling af et alternativ til creosot som imprægneringsmiddel til træsveller, der i henhold til EU-lovgivningen forbydes fra 2018;

23.

understreger, at nye mobilitetskoncepter ikke kan gennemtvinges, og at der med henblik på at fremme en mere bæredygtig adfærd er behov for øget forskning i økosocial viden, byplanlægning og i fysisk planlægning og teknologier inden for mobilitetsefterspørgsel samt adfærdsændringer med henblik på en bedre styring af transportstrømme, bl.a. gennem innovative mobilitetsforvaltningsinstrumenter, gnidningsløse dør-til-dør-mobilitetskæder, som opfylder brugernes behov, energiøkonomisk og intelligent kørsel og anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi med oplysninger i realtid;

24.

anser det for afgørende, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i den europæiske styring af innovationspolitikken på transport- og mobilitetsområdet; fremhæver den erfaring og viden, som denne gren af den offentlige forvaltning kan bidrage med, når det gælder såvel integration af teknologier, infrastruktur, køretøjer og personer som fremme af nye samfundsvaner på mobilitetsområdet; understreger, at de lokale og regionale myndigheder er i stand til at identificere og har til opgave at håndtere de værste mobilitetsproblemer, at de eksperimenterer hele tiden, gennemfører god praksis og innovative ideer og har på baggrund af de mange forskellige situationer, de konfronteres med, et indgående kendskab til innovationsspørgsmål;

25.

understreger behovet for forskning i fair intra- og intermodal konkurrence i transportsektoren og de hindringer, der er skabt af hævdvundne interesser, som er knyttet til de nuværende forretningsmodeller, herunder navnlig teknologiske værktøjer til at forbedre håndhævelse og kontrol af cabotagereglerne, arbejdsmarkedsbestemmelserne inden for landevejstransporten og arbejdsvilkårene for de ansatte inden for sektoren;

26.

understreger, at der er et presserende behov for innovative løsninger for at begrænse støj fra alle transportformer, navnlig ved kilden, med henblik på at beskytte EU-borgernes sundhed og livskvalitet og sikre befolkningens accept; henviser i denne forbindelse udtrykkeligt til sin beslutning om et fælles europæisk transportområde og de deri krævede målsætninger om begrænsning af støjen og energiforbruget i forbindelse med skinnefartøjer med 20 % frem til 2020 i forhold til referenceværdierne i 2010 og understreger på ny, at støjemissioner fra begyndelsen skal spille en fremtrædende rolle ved udvikling af nye teknologier, strategier og infrastrukturer på transportområdet;

27.

er overbevist om, at innovative teknologier i forbindelse med samspillet mellem infrastruktur og køretøjer kan spille en væsentlig rolle i at reducere ulykker, støj og vibrationer, energiforbrug, CO2-emissioner og klimapåvirkning;

28.

bekræfter, at indsatsen for at opnå renere energi til transport- og mobilitetsteknologier bør knyttes til mere effektive koncepter samt bedre design af køretøjer; understreger mulighederne for energibesparelser udnyttelse af innovative ideer, som gør det muligt at producere energi fra genindvinding og anvendelse af alternative brændstoffer;

29.

understreger behovet for, at man ikke blot fokuserer på nyanlæggelse af transportinfrastrukturer, men også i forbindelse med forsknings- og udviklingskoncepter udtrykkeligt tager hensyn til aspekter som reparationer, vedligeholdelse og forbedring af kvaliteten (f.eks. anvendelse af komponenter til intelligent trafikstyring og »car to infrastructure«-teknologi);

30.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at investere i forskning omkring intelligente transportsystemer (ITS) og sørge for, at denne forskning faktisk gennemføres, for dermed at yde et bidrag til en mindskelse af trængslen på vejnettet, en forbedring af miljøeffektiviteten på transportområdet i Europa og en højnelse af sikkerheden på dette område;

31.

opfordrer Kommissionen til at undersøge spørgsmålet om harmonisering af containere og andre transportbeholdere samt mål for køretøjer inden for alle transportformer for at fremme virkeliggørelsen af målet om interoperabilitet og intermodalitet;

32.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en håndbog for medlemsstaterne med bedste praksis for overholdelse af de grænseværdier, der er fastsat i direktivet om luftkvalitet;

33.

anerkender betydningen af FoI inden for individuel mobilitet og understreger, at transportbrugernes adfærd er af afgørende betydning; opfordrer til, at der skabes incitamenter til at vælge bæredygtige, fysisk aktive, sikre og sunde transportmidler og mobilitetsformer med henblik på at udvikle innovative koncepter, som fremmer miljøvenlig offentlig transport og transport til fods og på cykel under hensyntagen til behovene og de særlige vilkår i byer, forstæder, opland og landdistrikter; anser det for vigtigt at forbedre interoperabiliteten mellem de forskellige transportformer og er af den opfattelse, at godkendelsesmyndighederne skal være meget opmærksomme på og hurtigst muligt tager fat på eventuelle teknisk-administrative problemer på området, så markedet kan åbnes for nye alternative transportmidler med disse kendetegn;

34.

understreger behovet for, at EU-institutionerne foregår med eksempler på god praksis inden for deres egne mobilitetsforvaltningstjenester, og sikrer, at den nødvendige indsats og resultaterne af den forvaltes på en gennemskuelig måde og gøres til et kvalitetsstempel for EU-institutionerne;

35.

understreger behovet for at fremme eksisterende vellykket praksis på området for bæredygtig transport og at intensivere samarbejdet og udvekslingen af god praksis mellem regioner med ensartet udviklingspotentiale; opfordrer de lokale myndigheder til at udvikle god praksis ved at udarbejde bæredygtige bytrafikplaner i tæt samråd med civilsamfundet;

36.

mener, at europæiske satellitnavigationssystemer som f.eks. Galileo bør udgøre en grundpille for udviklingen af intelligent og effektiv transport i Europa;

37.

støtter FoI som kan tilskynde til et skifte fra ejerskab af privatbiler til ukonventionel brugeradfærd og til nye former for transportrelateret service som bil- og cykeldeling; tilskynder Kommissionen til at intensivere sin fremme af kollektiviseret individuel mobilitet og mere individualiserede offentlige og kollektive transportsystemer;

38.

opfordrer til, at forskningen også udvides til det skattemæssige og administrative område ved at åbne vejen for kreative incitamenter med hensyn til skatter og afgifter og offentlige brugerafgifter, der tager sigte på både de enkelte borgere og producenter eller leverandører af varer, tjenesteydelser og/eller indhold, med henblik på at fremme cykling, mobilitet til fods og en kombination heraf med offentlig transport og andre former for bæredygtig mobilitet;

39.

fremhæver atter behovet for at forbedre og fremme multimodal transport gennem integrerede elektroniske informations- og billetteringsordninger, der bygger på løsninger med åbne data; påpeger, at FoI på dette område navnlig bør tage sigte på afskaffelse af fysiske hindringer, interoperabilitet, prisbillighed, brugervenlighed og effektivitet;

40.

understreger behovet for at udvikle innovativ infrastruktur med lang levetid og innovative løsninger — herunder en bedre udvikling af informations-, betalings- og reservationssystemer — som navnlig også tager hensyn til uhindret adgang for alle rejsende og navnlig for handicappede og personer med nedsat mobilitet, såsom brugere med kørestole, barnevogne, cykler eller tung bagage;

41.

mener, at oplysninger om tidstabeller og eventuelle forsinkelser for offentlige transportmidler bør være frit tilgængelige, så forskellige telematiske applikationer kan udvikles af tredjemand for yderligere at forbedre komforten for de rejsende, som f.eks. oplysninger i realtid for en bestemt rejserute med forskellige transportformer eller en sammenligning af det økologiske fodaftryk mellem forskellige transportformer for en bestemt rute;

42.

understreger, at der i forbindelse med udvikling af innovation for transport og mobilitet i by- og boligområde bør sættes fokus på sundhed og livskvalitet, bl.a. i form af en rimelig mængde plads til alle, støjreduktion og renere luft;

43.

minder Kommissionen om det presserende behov for at forbedre sikkerheden for alle trafikanter, især de mest sårbare, såsom børn, ældre, fodgængere, cyklister og personer med handicap eller nedsat mobilitet; støtter FoI-projekter, der kombinerer teknologiske løsninger med intelligente førere og deres adfærdsmæssige tilgange;

44.

mener, at det for at mindske trængslen på vejene i byerne og i stærkt trafikerede områder er af afgørende betydning ikke blot at effektivisere de eksisterende transportmidler, men også at udnytte det teknologiske fremskridt til at finde alternative transportløsninger og at fremme brugen heraf;

45.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme innovation inden for emissionsfrie skibe, der bygger på anvendelse af vedvarende energi fra vind-, sol- og bølgekraft, og som er knyttet til brændselscelleteknologier, navnlig for færger, krydstogtskibe og andre søgående skibe;

46.

opfordrer Kommissionen til at koncentrere sin forskningsindsats på yderligere at reducere sundheds- klimapåvirkningen fra samtlige transportformer;

47.

mener, en sammenhængende og effektiv europæisk transportteknologistrategi skal stemme overens med EU 2020-strategien (COM(2010)2020) og 1990-reduktionsmålene og fuldt ud være i overensstemmelse med hvidbogen om transport fra 2011: »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (COM(2011)0144), hvad angår territorial samhørighed og en afbalanceret udvikling; mener, at den bør muliggøre reduktion af energiforbruget, trafikstøj, transportbehov, luftforurening og drivhusgasemissioner; understreger, at Unionen for at opnå det er nødt til at opstille faste mål for 2020, 2030 og 2050;

48.

understreger behovet for at styrke FoI inden for sejlads ad indre vandveje for at udvikle miljøvenlige fartøjer og teknologier, der er tilpasset sejlads med ringe dybgang, som eksempelvis skibe tilpasset til flodsejlads for en bæredygtig sejlads ad indre vandveje (RASSIN), og dermed muliggøre besparelser i infrastruktur for indre vandveje;

49.

bifalder Kommissionens forslag om oprettelse af et overvågnings- og informationssystem for forskning og innovation på transportområdet (Transport Research and Innovation Monitoring and Information System — TRIMIS); understreger betydningen af, at der regelmæssigt, frit og på let tilgængelig og pålidelig vis stilles oplysninger til rådighed for de regionale beslutningstagere; beklager, at det den dag i dag stadig er meget vanskeligt at få adgang til oplysninger om EU-finansiering til transportprojekter;

50.

opfordrer Kommissionen til at udvikle initiativer, der udpeger og belønner bæredygtige byudviklingsprojekter, såsom RegioStars-prisen;

51.

understreger, at en omfattende europæisk strategi skal støttes nedefra og opefter ved hjælp af velforberedte, integrerede transportstrategier hos de lokale og regionale myndigheder og de nationale regeringer; mener, at udformningen af sådanne strategier bør støttes af EU-fondene;

52.

mener, at al offentlig bistand skal ydes i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning om statsstøtte, herunder bestemmelser om forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter samt finansiering af transportaktiviteter og infrastruktur; mener dog, at EU-statsstøttereglerne også bør tage behørigt hensyn til visse regioners specifikke begrænsninger.

53.

understreger behovet for, at Kommissionen forbedrer sin indsats for at formidle viden, der er indhentet gennem FoI-aktiviteter, til interesserede brugere (som f.eks. SMV'er eller forskningsinstitutter), ved at skabe en klyngedatabase, der giver en klar kategoriseret oversigt over alle FoI-projekter, der finansieres af EU;

54.

fremhæver betydningen af nye initiativer som f.eks. fælles udnyttelse af transport- og logistikkapacitet med henblik på en mere effektiv godstransport; opfordrer Kommissionen til at fjerne eventuelle hindringer for sådanne initiativer;

55.

understreger betydningen af emissionsnormer for visse transportmidler som f.eks. biler; mener, at en lignende tilgang bør udforskes for luftfarten

56.

støtter yderligere FoI inden for sikkerhedsløsninger for transportsektoren, forudsat at principperne om proportionalitet, ikke-forskelsbehandling og databeskyttelse overholdes;

57.

bekræfter og støtter det koncept, Kommissionen har foreslået, med dets foranstaltninger til en europæisk strategi for transportteknologi; understreger dog, at dette ikke udgør noget retsgrundlag for delegerede retsakter eller lignende, men at Kommissionen skal foreslå foranstaltninger til vedtagelse efter den fælles beslutningsprocedure;

58.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de prioriteter, der er fastsat i denne betænkning, i forbindelse med forberedelsen af den europæiske strategiske plan for transportteknologi og mulighederne for yderligere foranstaltninger;

59.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/8

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Et fungerende indre energimarked« og de tilhørende arbejdsdokumenter (COM(2012)0663),

—

der henviser til sin holdning af 12. marts 2013 om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af Rådets direktiv 2004/67/EF (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet (6),

—

der henviser til Rådets direktiv 2009/71/Euratom af 25. juni 2009 om EF-rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 994/2012/EU af 25. oktober 2012 om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. december 2011»Energikøreplanen 2050« (COM(2011)0885),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012»Akten for det indre marked II — Sammen om fornyet vækst« (COM(2012)0573),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2012»Vedvarende energi: en stor aktør på det europæiske energimarked« (COM(2012)0271),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010»Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020« (9),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012»Energipolitisk samarbejde med partnere uden for EU: En strategisk tilgang til sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energiforsyning« (10),

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om EU's stålindustri (11),

—

der henviser til henstillingerne fra rundbordskonferencen på højt plan af 12. februar 2013 om fremtiden for den europæiske stålindustri,

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 (12),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om energikøreplanen 2050, en fremtid med energi (13),

—

der henviser til sin beslutning om de industrielle, energimæssige og øvrige aspekter af skifergas og -olie (14) og sin beslutning om miljøindvirkninger af udvinding af skifergas og skiferolie (15), der begge blev vedtaget den 21. november 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0262/2013),

A.

der henviser til, at medlemsstaterne har forpligtet sig til præcise frister for, hvornår det indre energimarked skal være fuldført, og for afskaffelsen af EU's »energiøer« inden 2015;

B.

der henviser til, at et fuldført indre energimarked er absolut nødvendigt for Unionens overordnede energisikkerhed og bæredygtighed og er af afgørende værdi for Unionens globale konkurrenceevne, økonomiske vækst og skabelsen af nye job, hvilket anerkendes i »Akten for det indre marked II« og i Europa 2020-strategien;

C.

der henviser til, at Kommissionens Energi 2020-strategi bygger på beregninger af de nødvendige investeringsbehov i energisektoren, der beløber sig til 1 billion EUR i 2020, hvoraf 540 mia. EUR er til elektricitetsproduktion, og 210 mia. EUR er til elektricitets- og gasnet af betydning for Europa;

D.

der henviser til, at det i energikøreplanen 2050 understreges, at fuldstændig integration af de europæiske energinet og åbning af markederne er afgørende for at fastholde balancen mellem energisikkerhed, konkurrenceevne, omkostningseffektivitet, en bæredygtig økonomi og forbrugernes interesser; der henviser til, at det i energikøreplanen 2050 anføres, at energieffektivitet, vedvarende energi og energiinfrastrukturer er »no regrets«-muligheder;

E.

der henviser til, at andelen af vedvarende energikilder i det europæiske energimiks stiger på kort, mellemlang og lang sigt; der henviser til, at integration i stor skala af vedvarende energikilder forudsætter en tilpasning af nettet og øget fleksibilitet;

F.

der henviser til, at det indre energimarked vil gøre det muligt for Unionen at tale med én stemme over for eksterne partnere og sikre lige konkurrencevilkår for alle EU- og tredjelandsselskaber og desuden vil sikre miljømæssige og sociale standarder og arbejde hen imod gensidighed med tredjelande;

G.

der henviser til, at det er nødvendigt at indføre et system, der giver medlemsstaterne information om energiforsyningsaftaler med tredjelande;

H.

der henviser til, at et indre europæisk energimarked og dets respektive nationale energimarkeder skal være konkurrencedygtige og tilvejebringe reelle valgmuligheder og gennemsigtig information til alle forbrugere, som spiller en central rolle på energimarkedet; der henviser til, at fuldførelsen af det indre energimarked er afgørende for at kunne nedbringe energiudgifterne og -priserne til et rimeligt og konkurrencedygtigt niveau på kort, mellemlang og lang sigt; der henviser til, at reducerede priser på energimarkederne ofte ikke sendes videre til forbrugerne;

I.

der henviser til, at Det Europæiske Energifællesskab, som anvender fællesskabsmetoden, skal være baseret på et stærkt fælles energimarked, koordinering af energiindkøb uden for EU og fælles EU-finansiering af nye, bæredygtige energiteknologier, navnlig inden for forskning og innovation;

J.

der henviser til, at der er gjort visse fremskridt i retning af øget samarbejde på tværs af grænserne, delvis udryddelse af »energiøer« og forebyggelse af forsyningsknaphed;

1.

glæder sig overordnet set over meddelelsen og den tilhørende handlingsplan, som sammenfatter de fremskridt, der er gjort indtil nu, og de fremtidige udfordringer i forbindelse med fuldførelsen af det indre energimarked;

2.

erkender, at tendensen til stigende energipriser sandsynligvis vil fortsætte, eftersom disse priser i øjeblikket — for så vidt angår gas — er knyttet til prisen på en tønde olie og — for så vidt angår elektricitet — til svingende brændstofpriser og desuden påvirkes af Europas afhængighed af olie- og gasimport, af virkningerne af indgribende foranstaltninger, af de utilstrækkelige foranstaltninger for at fremme energieffektiviteten og af manglen på de nødvendige investeringer, som er nødvendige for at modernisere energisystemerne (herunder dobbeltrettet transmission og samkøringslinjer) med henblik på at garantere et højt niveau af forsyningssikkerhed og fremme integrationen af vedvarende energikilder; går derfor ind for, at prisfastsættelsesordningen for gas afkobles fra olieprisreguleringen og knyttes til mere fleksible alternativer, samtidig med at retten til fri kommerciel udveksling respekteres;

3.

understreger, at udviklingen af nationale energikilder vil føre til, at der opstår nye handelsknudepunkter i EU og nye spotmarkeder for gas og elektricitet, hvilket giver EU og medlemsstaterne en reel mulighed for at fastsætte deres egne energipriser, også på regionalt og lokalt plan;

4.

anerkender den europæiske merværdi af bedre energipolitisk samordning og samarbejde mellem medlemsstaterne i en solidarisk ånd og af at skabe effektive og sikre grænseoverskridende energisystemer og derved skabe synergier gennem bedre forvaltning af udbuddet af og efterspørgslen efter energi ved hjælp af intelligente teknologier på distributionssystemplan;

5.

henleder opmærksomheden på betydningen af regionale markeder og af samarbejdet mellem medlemsstaterne, når det handler om at fjerne barrierer, fremskynde integrationsprocessen og forbedre nettenes effektivitet;

6.

minder om sin støtte til oprettelsen af et europæisk energifællesskab mellem medlemsstaterne og anmoder Kommissionen og Det Europæiske Råd om at rapportere om fremskridtene med hensyn til dets oprettelse;

7.

understreger, at energiforbrugerne — både enkeltpersoner, SMV'er og industrier — står i centrum for det brugervenlige og gennemsigtige indre energimarked; bemærker, at de i denne henseende skal beskyttes ordentligt og have præcis information, som er lettilgængelig, således at de har mulighed for at udnytte deres rettigheder fuldt ud, samtidig med at de skal tilskyndes til at spille en mere aktiv rolle i at fremme konkurrencen på markedet ved at overgå fra at være passive ydelsesmodtagere til at blive aktive, informerede forbrugere og producent-forbrugere;

8.

fremhæver betydningen af at sikre et konkurrencedygtigt, gennemsigtigt energimarked, som er let at styre, og som giver forbrugerne reelle valgmuligheder og konkurrencedygtige priser, samt forsyner alle EU's nuværende og fremtidige energiforbrugere med sikre, bæredygtige, prismæssigt overkommelige og pålidelige måder at producere energi på, som tager hensyn til kommende generationers interesser;

9.

mener, at lokale kooperativer for vedvarende energi, kollektive leverandørskifteinitiativer og forsyningsvirksomheder eller andre faciliteter, såsom decentraliseret lagring og intelligente apparater, vil fremme øget deltagelse fra forbrugernes side; tror, at sådanne faciliteter vil hjælpe forbrugerne til bedre at kunne forstå og styre deres energiforbrug og derved blive mere fleksible og responsive (set fra både et efterspørgsels- og et udbudsperspektiv), og at de kan styrke adgangen til vedvarende energikilder og generere de nødvendige finansielle investeringer;

10.

henleder opmærksomheden på fordelen ved at anvende variable priser for brug af nettet for at tilskynde forbrugerne til at anvende energi uden for spidsbelastningsperioder med henblik på at fremme en bæredygtig energianvendelse;

11.

mener, at intelligente teknologier skal levere nøjagtige, forståelige og brugervenlige oplysninger til forbrugerne og sætte dem i stand til at styre deres energiforbrug og -produktion, mener derfor, at intelligente teknologier skal suppleres af dynamisk online-transmissions- og distributionsnetforvaltning, der indbefatter ydelser såsom netstøtteydelser, frivillig efterspørgselsrespons, tjenesteydelser, der øger energieffektiviteten, løsninger til mikroproduktion og lagring, samt lokale energimæglere eller hjemmeenergimæglere; påpeger imidlertid, at de energiforbrugsniveauer, der er nødvendige, for at intelligente målere kan give økonomiske fordele, skal undersøges behørigt, og at forbrugere, som bruger energimængder, der ligger under dette niveau, ikke skal pålægges at investere i disse målere;

12.

udtrykker bekymring over den udvikling, der tilskynder teleselskaber til at forvalte distributionsnetdata, idet et sådant ansvar placeret hos dem giver anledning til alvorlige betænkeligheder med hensyn til databeskyttelsen og risikoen for, at operatørerne er nødt til at købe de tekniske data, som er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver som distributionsnetoperatører;

13.

erkender, at energifattigdom medfører betydelige udfordringer i medlemsstaterne; påpeger, at en ensartet tilgang overfor alle ikke tager højde for de forskellige nationale omstændigheder; mener derfor, at sårbare forbrugere har behov for særlig og effektiv beskyttelse, og at der i dette øjemed må indføres passende ordninger, samtidig med at markedsforvridninger undgås; fremhæver, at der allerede findes særlige foranstaltninger som krævet i den tredje energipakke;

14.

bemærker, at skifergasrevolutionen i USA har reduceret CO2-emissionerne og samtidig givet den amerikanske industri en væsentlig konkurrencefordel;

15.

understreger, at det indre energimarked endnu ikke er fuldført, og at de nationale energimarkeder ikke er i stand til at opfylde forbrugernes behov og forventninger, eftersom de i nogle medlemsstater stadig oplever: høje priser, et begrænset udvalg af leverandører, producenter og tariffer, en generelt dårlig kvalitet af ydelserne, ofte for ringe forbrugerbeskyttelse og vanskeligheder med at skifte leverandør; understreger derfor, at det er nødvendigt at opbygge et mere brugervenligt marked, hvor forbrugerne kan spille en aktiv rolle og bliver producent-forbrugere på et EU-dækkende marked, hvor de får information om de vilkår, forskellige leverandører tilbyder, således at det bliver lettere at sammenligne; bemærker i denne forbindelse betydningen af kollektivt leverandørskifte med hensyn til at styrke forbrugernes stilling og give lavere energiregninger;

16.

mener, at den manglende fuldstændige gennemførelse af lovgivningen om det indre energimarked fortsat er en af de største hindringer for fuldførelsen af dette marked; mener, at den nødvendige konsolidering af det indre marked indbefatter en udbygning af infrastrukturen samtidig med, at lovgivning om det indre marked gennemføres og konkurrencereglerne håndhæves;

17.

understreger, at en modernisering af den eksisterende energiinfrastruktur og opførelsen af nye, intelligente og fleksible infrastrukturer til produktion, transmission (især grænseoverskridende samkøringslinjer for elektricitet og gas), distribution og lagring er afgørende, for at der kan opnås et stabilt, velintegreret og velforbundet energimarked, hvor mulige negative virkninger, som f.eks. utilsigtede energistrømme, undgås, hvor der er sikret et udbud til overkommelige og konkurrencedygtige priser, hvor potentialet i alle bæredygtige energikilder samt for mikroproduktion, kraftvarmeproduktion og effektivitet, styring af efterspørgslen og lagring udnyttes fuldt ud, og hvor ingen medlemsstat stadig er afskåret fra gas- og elektricitetsnettene i 2015, bl.a. gennem en samtidig integration af isolerede energiforsyningssystemer i de europæiske kontinentale net; understreger, at der bør foretages storstilede investeringer samtidig med investeringer i regionale eller endog lokale net, da energiproduktion i stigende grad foregår på regionalt og lokalt plan;

18.

bemærker i denne forbindelse, at en decentral forsyning af vedvarende energi mindsker behovet for nye transmissionslinjer og dermed de tilhørende omkostninger, eftersom de decentrale teknologier, som kan integreres direkte i boliger, byer og fjerntliggende områder, er meget tættere på slutbrugerne;

19.

anerkender, at det kan medføre ukoordinerede grænseoverskridende »sløjfestrømme« (loop-flows) og dermed energipriser, som ikke er optimale, hvis produktionen af vedvarende elektricitet får lov til at stige uden en tilsvarende udvikling af den nødvendige infrastruktur;

20.

minder om, at medlemsstaternes mål om at nå op på en sammenkoblingsgrad for elektricitet og gas svarende til mindst 10 % af deres installerede produktionskapacitet, som vedtaget på Det Europæiske Råds topmøder i 2002 og 2007, endnu ikke er nået;

21.

glæder sig over Kommissionens fokus på, at Europas fremtidige energisystemer bliver kendetegnet ved fleksibilitet; fremhæver, at velfungerende grænseoverskridende engrosmarkeder er en nem måde at opnå fleksibilitet på set i ethvert tidsperspektiv; opfordrer til, at der gøres en yderligere indsats for at stimulere den fremtidige udbredelse af teknologier til lagring af energi og lydhørheden over for efterspørgslen, hvilket alt sammen skaber yderligere fleksibilitet;

22.

mener, at energieffektivitet er et af de mest bæredygtige og omkostningseffektive midler til at reducere energiregningerne, øge forsyningssikkerheden, reducere behovet for import af fossile brændstoffer og undgå kulstofemissioner; erkender, at alle foranstaltninger, der fremmer energieffektiviteten, skal være tilpasset forbrugernes behov og være omkostningseffektive og underbygget af de rigtige incitamenter;

23.

understreger, at dristigere energieffektivitetsforanstaltninger ifølge Det Internationale Energiagenturs undersøgelsesresultater kan reducere EU's gasimport med en tredjedel i 2035, svarende til 100 mia. m3 gas;

24.

minder om, at synergier mellem udviklingen, udbredelsen og vedligeholdelsen af telekommunikations- og energiinfrastruktur vil spille en central rolle for opfyldelsen af Den Europæiske Unions mål for energieffektivitet;

25.

fremhæver, at det stadig er nødvendigt at opsplitte de europæiske energimarkeder for at sikre konkurrence og forsyning af elektricitet til den lavest mulige pris;

26.

mener, at det er nødvendigt at tilskynde til investeringer i infrastruktur ved hjælp af stabile, innovationsvenlige og forudsigelige rammebestemmelser, som ikke hæmmer det indre markeds funktion, samt at pensionsfonde og institutionelle investorer får mulighed for at investere i transmission, i erkendelse af at dette ikke kan opnås, med mindre det er markedsdrevet; erkender dog samtidig, at infrastrukturmæssige forandringer i visse særlige tilfælde dårligt kan opnås, med mindre der ydes offentlig finansiering til at støtte centrale infrastrukturprojekter, som muligvis ikke er kommercielt rentable; understreger i den forbindelse betydningen af Connecting Europe-faciliteten og beklager, at denne mekanismes budget for energidelen er lavere, end hvad Kommissionen havde foreslået;

27.

opfordrer til, at man undersøger muligheden for at oprette en EU-fond for investeringer i energinet;

28.

understreger, at en strømlining af godkendelsesprocedurerne i medlemsstaterne vil bidrage til udvikling af infrastrukturnet og frigørelse af investeringer; understreger, at lokale og regionale myndigheder bør spille en vigtig rolle i denne forbindelse ved at forenkle planlægningsprocedurerne og integrere energiinfrastruktur i deres lokale og regionale planlægning;

29.

bemærker, at manglen på fri og ikkediskriminerende adgang til transmissionsinfrastruktur stadig i nogle tilfælde forhindrer nytilkomne selskaber i at komme på nettet og rent faktisk kunne konkurrere på markedet mod de nuværende selskaber på rimelige vilkår; fremhæver behovet for at tackle strukturelle markedsforvridninger, som fører til det høje koncentrationsniveau, der eksisterer i nogle medlemsstater;

30.

understreger i denne forbindelse, at reglerne i den tredje energipakke bør anvendes fuldt ud på både europæiske og udenlandske selskaber; mener, at omfanget og varigheden af undtagelser fra disse regler, som bevilges af Kommissionen, bør begrænses og være underkastet Parlamentets og Rådets efterprøvelse;

31.

understreger, at manglen på gennemsigtighed og den nuværende konkurrenceforvridende praksis på engrosenergimarkederne undergraver forbrugernes tillid; mener, at der er et presserende behov for at forstå omkostningssammensætningen på engrosmarkederne og virkningen på forbrugernes regning;

32.

støtter fuldt ud foranstaltninger, der træffes med henblik på at indføre lige konkurrencevilkår ved at skabe mere decentraliserede og konkurrencedygtige markedsmodeller, idet de skaber bedre muligheder for lokale energiproducenter og nye aktører i sektoren;

33.

erindrer om, at det for at forhindre dominerende etablerede leverandører i at lægge hindringer i vejen for en åbning af markedet er vigtigt at skabe mulighed for udvikling af nye forretningsmodeller, som f.eks. muligheden for på samme tid at indgå kontrakter med flere leverandører;

34.

bemærker, at en stabil lovramme — for producenter, myndigheder, netværksoperatører, energileverandører, tjenesteudbydere på efterspørgselssiden og, først og fremmest, forbrugere og producent-forbrugere — er afgørende for et velfungerende indre energimarked og for at tiltrække langsigtede investeringer i udvikling af infrastruktur; fremhæver, at udviklingen af netkodekser, som omfatter rimelige, ikkediskriminerende og afbalancerede regler bør føre til en harmonisering af netforvaltning, markedsstruktur og interoperabilitet; understreger, at det er afgørende, at aftaler om opsplitning af transmissionsnet, produktion og levering overholdes i hele EU, herunder aftalerne om de regulerende myndigheders uafhængige stilling og om krav til forbrugerbeskyttelse; understreger derfor, at det er nødvendigt at underbygge og udvikle Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheders (ACER's) rolle yderligere, især dets mulighed for at kontrollere nationale lovgivningsmæssige beslutninger og bilægge tvister;

35.

bemærker, at der er bekymring over, at nogle medlemsstater allerede har indført eller planlægger at indføre nationale kapacitetsgodtgørelsesmekanismer med henblik på at sikre elektricitetsforsyningen uden behørigt at have undersøgt alle potentielle alternative løsninger, navnlig hvad angår grænseoverskridende løsninger og fleksibilitetsressourcer; erkender, at disse mekanismer, selv om de er nødvendige under visse omstændigheder, kan gribe forstyrrende ind i og forvride engrosmarkedets struktur og, hvis de er dårligt udformet, potentielt skabe fastholdelsesvirkninger; opfordrer Kommissionen til at sørge for en mere samordnet tilgang på EU-plan for at sikre, at sådanne eventuelle kapacitetsgodtgørelsesmekanismer er nødvendige, effektive, gennemsigtige, teknologisk neutrale og ikkediskriminerende;

36.

beklager, at de samarbejdsmekanismer, der blev indført med direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, hidtil ikke er blevet anvendt; henviser til oplysninger fra Kommissionen om, at en bedre udnyttelse af de eksisterende samarbejdsmuligheder ville give betydelige fordele, herunder fremme handelen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre bedre brug af samarbejdsmekanismerne, hvor det er relevant, og til at øge deres indbyrdes kommunikation;

37.

understreger — uden at det berører hverken medlemsstaternes ret til at vælge deres egen energisammensætning eller behovet for øget samordning på EU-plan — at EU som helhed skal gøre fuld brug af potentialet i alle bæredygtige energikilder, som er til rådighed for EU-medlemsstaterne, idet de tre mål for EU's samlede energipolitik, nemlig konkurrenceevne, bæredygtighed og forsyningssikkerhed respekteres fuldt ud;

38.

bemærker, at nogle medlemsstater, som er »energiøer«, stadig er totalt afskåret fra de europæiske gas- og elektricitetsnet og fortsat betaler højere priser for energiressourcer, hvilket indvirker på deres konkurrenceevne; påpeger, at disse medlemsstater ikke uden væsentlige investeringer i infrastruktur vil kunne leve op til tilsagnet, som Det Europæiske Råd har gentaget, om, at ingen medlemsstat skal være afskåret fra de europæiske net i 2015; mener, at Kommissionen på disse medlemsstaters anmodning bør deltage i forhandlinger om energipriser med energileverandører fra tredjelande, f.eks. når det drejer sig om indkøb af gas;

39.

understreger, at den solidaritet mellem medlemsstaterne, som EU-traktaten opfordrer til, bør gøre sig gældende både i det daglige arbejde og i krisehåndteringen inden for den interne og eksterne energipolitik; opfordrer Kommissionen til at fremkomme med en klar definition af »energimæssig solidaritet« for at sikre, at den overholdes af alle medlemsstater;

40.

fremhæver, at det er nødvendigt at gøre noget ved den forventede vækst i importen af gas og elektricitet fra tredjelande til EU på kort og mellemlang sigt med henblik på at tilsikre energiforsyningssikkerhed, byrdefordeling og et fair og velfungerende indre marked; gentager, at denne udfordring for nogle medlemsstater er tæt knyttet til en afhængighed af gas- og olieimport fra et enkelt tredjeland og kræver foranstaltninger, som sigter mod at diversificere viften af energileverandører, -ruter og -kilder; erkender, at et strategisk mål i denne forbindelse er gennemførelsen af den sydlige gaskorridor, herunder Nabuccorørledningen og dens potentielle linjer til lande i Central- og Østeuropa, samt realiseringen af forsyningsruter til EU, som er i stand til at tilvejebringe omkring 10-20 % af EU's gasbehov i 2020, med henblik på at sikre, at alle europæiske regioner har fysisk adgang til mindst to forskellige gaskilder;

41.

mener, at et åbent og gennemsigtigt indre marked, hvor alle selskaber fra EU-lande og tredjelande respekterer gældende EU-ret på energiområdet, kan bidrage til at styrke EU-energileverandørers forhandlingsposition over for konkurrenterne, hvilket er særligt vigtigt for mulighederne for yderligere samordning af eksterne energiindkøb på EU-plan; opfordrer EU til at overveje at etablere et fælles agentur for gasindkøb samt de mekanismer, der er nødvendige for at modvirke dominerende eksterne leverandørers monopolstilling; bemærker, at gensidighedsprincippet skal bruges som rettesnor for forbindelserne med EU- og tredjelandsenergileverandører; understreger nødvendigheden af, at Kommissionen i sine forbindelser med energileverandører i tredjelande tager hensyn til og oplyser om konsekvenserne af sine beslutninger for forbrugerpriserne;

42.

mener afgjort, at Kommissionen bør gives mandat til at føre forhandlinger om infrastrukturprojekter af strategisk betydning, som påvirker forsyningssikkerheden for EU som helhed, og at sådanne mandater også bør overvejes i forbindelse med andre mellemstatslige aftaler, som anses for at have en betydelig indvirkning på EU's langsigtede energipolitiske målsætninger, navnlig EU's energimæssige uafhængighed; glæder sig i denne henseende over fremskridtene i Kommissionens forhandlinger om traktaten mellem EU, Aserbajdsjan og Turkmenistan om opførelse af et rørledningssystem tværs gennem Det Kaspiske Hav;

43.

understreger, at en gradvis tilnærmelse af incitamenter med relation til vedvarende energi og energieffektivitet samt af ekstra energiomkostninger i alle medlemsstaterne efter 2020 er afgørende for et velfungerende og effektivt indre energimarked, både på detail- og engrosplan, og for at skabe gunstige betingelser for en langsigtet udvikling og storstilet udbredelse af vedvarende energikilder;

44.

mener, at regionale grupper af medlemsstater på kort sigt bør tilskyndes til at arbejde væk fra nationale planer og hen imod en harmoniseret eller fælles regional støtteordning for vedvarende energi;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres feed-in- eller andre støttetariffer jævnligt på en gennemsigtig måde, som gør det muligt at tilpasse dem i takt med faldende teknologiske og leveringsmæssige omkostninger;

46.

erkender, at fælles EU-forskningsprojekter med støtte fra rammeprogrammer og initiativer såsom SET-planen ikke i tilstrækkelig grad er blevet udnyttet til udvikling af nye teknologier, der giver mulighed for forbedringer med hensyn til effektivitet, vedvarende energi, sikkerhed på atomkraftværker, kulstoffattig anvendelse af fossile brændstoffer og intelligente net, hvilket alt sammen er af afgørende betydning for energimarkedet;

47.

anser det for vigtigt at gøre større fremskridt på elmotorvejene i fremtiden og især den sydøstlige-nordlige elmotorvej (SENEH), hvilket også vil bidrage til at klare transmissionen af energi fra solfangerparker, som f.eks. Helios-projektet, fra Sydøsteuropa til nord og vest;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og fuldt ud implementere al relevant EU-lovgivning, i særdeleshed den tredje energipakke, så hurtigt som muligt; opfordrer Kommissionen til at gribe ind over for de medlemsstater, hvor gennemførelsen er forsinket unødigt; bifalder, at Kommissionen allerede har indledt formelle procedurer for at undersøge overtrædelser af EU-reglerne;

49.

understreger, at det er nødvendigt at tackle strukturelle markedsforvridninger og manglende gennemsigtighed på markederne; opfordrer Kommissionen til at øge bestræbelserne på at håndhæve gennemførelsen af den tredje energipakke;

50.

anmoder Kommissionen om nøje at overvåge den reelle gennemførelse af EU's energilovgivning, navnlig de bestemmelser, der tilvejebringer grundlæggende forbrugerrettigheder, dem, der omhandler systemoperatører, nationale tilsynsmyndigheder samt konkurrence- og statsstøtteregler, og dem, der sigter mod at mindske fænomenet med »sløjfestrømme« på det indre elmarked, hvoraf sidstnævnte udgør en betydelig — men dog håndterbar — udfordring for det indre energimarked, da det svækker sikkerheden i energisystemet ved at mindske lagringsmulighederne og netkapaciteten; opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte de mest hensigtsmæssige midler, den har til rådighed, til at imødegå en eventuel fortsat manglende overholdelse af relevant EU-lovgivning;

51.

bemærker, at alle forsyningssvigt hidtil har skyldtes operationelle fejl, ikke kapacitetsmangler; erkender, at investorer i EU som følge af den økonomiske recession, høje priser på naturgas og den stigende andel af uregelmæssig elproduktion fra vedvarende energikilder står med en betydelig usikkerhed i forbindelse med udviklingen af fleksible elproduktionskapaciteter; opfordrer Kommissionen til at foretage en udførlig vurdering af, hvorvidt produktionskapaciteten er tilstrækkelig, på grundlag af en harmoniseret metode og til at yde vejledning om, hvordan fleksibiliteten kan forbedres og forsyningen opretholdes;

52.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at samordne infrastrukturprojekter bedre og planlægge netudbygning i fællesskab og derved sikre fuldstændig sammenkobling af systemerne og omkostningseffektivitet i hele EU, idet der drages fordel af grænseoverskridende synergier og et mere effektivt energiinfrastrukturnet; påpeger, at en integreret tilgang, som inkluderer distributionsoperatørerne, bør fremmes; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre hurtig bedømmelse, udvælgelse, godkendelse og gennemførelse af projekter af fælles europæisk interesse, navnlig vedrørende grænseoverskridende samkøringslinjer for elektricitet og gas, herunder tilbagestrømsmekanismer, flydende naturgas (LNG), energilagringsinfrastruktur og intelligente transmissions- og distributionsnet, som har afgørende betydning for et velintegreret og velfungerende energimarked;

53.

anbefaler, at Kommissionen, for så vidt angår anvendelsen af Connecting Europe-facilitetens midler til energiformål, prioriterer projekter, der vil få størst mulig indvirkning på det indre markeds funktion for derved at fremme konkurrencen og en hurtig markedsindtrængning for vedvarende energi, etablere de nødvendige grænseoverskridende sammenkoblinger og øge forsyningssikkerheden;

54.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en ny revision af de eksisterende planer for energiprojekter, navnlig for opførelsen af nye LNG-terminaler, som forventes at tage ti år at færdiggøre, vurdere deres økonomiske fordele — under hensyntagen til de LNG-terminaler, som allerede er under opførelse eller i planlægningsfasen i de enkelte medlemsstater, og som i nær fremtid vil bidrage til energiforsyningssikkerheden i medlemsstater, der er klassificeret som »energiøer« — og til at bidrage til finansieringen af sådanne projekter;

55.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre et effektivt system til håndtering af overbelastning med henblik på at fremme en effektiv anvendelse af den eksisterende kapacitet til transmission af gas og el, som vil mindske udgifterne til udbygning af netkapaciteter og lette den øgede tilslutning af vedvarende produktionskilder til elnettet;

56.

opfordrer medlemsstaterne til snarest muligt at afstå fra at benytte prislofter eller regulerede salgspriser på nationalt plan, som ligger under de afholdte omkostninger, da sådanne tiltag kan forvride konkurrencen og udgøre en alvorlig trussel mod fremtidige investeringer i kapacitet og infrastruktur i energisektoren; understreger imidlertid, at politikker i dette øjemed skal tage hensyn til sårbare forbrugeres legitime interesser, da de ikke altid kan drage fordel af reel konkurrence på energimarkederne;

57.

glæder sig over, at Kommissionen er fast besluttet på at håndhæve antitrustregler og statsstøtteregler over for alle foretagender inden for energisektoren og deres datterselskaber i EU og dermed sikre, at der skabes lige konkurrencevilkår med lige adgangsbetingelser for alle markedsdeltagere; opfordrer Kommissionen til at udstede retningslinjer for, hvordan et selskabs misbrug af en dominerende stilling på gas- og elektricitetsmarkedet vurderes, og til at yde vejledning om bedste praksis og erfaringer fra støtteordninger for vedvarende energi;

58.

anmoder Kommissionen om at revidere reglerne for statsstøtte i forbindelse med nationale energieffektivitetsforanstaltninger og energiprojekter, som samfinansieres under samhørighedspolitikken, med henblik på at sikre, at flere af disse foranstaltninger er berettiget til statsfinansiering, hvilket vil føre til, at flere projekter fuldføres;

59.

anbefaler, at Kommissionen bruger sine kontrolbeføjelser for statsstøtte til at fremme udviklingen af grænseoverskridende infrastruktur; mener, at sådanne samkøringslinjer vil spille en væsentlig rolle med hensyn til at øge muligheden for at trække på et nabolands forsyninger i tilfælde af en energikrise eller ubalance og med hensyn til at mindske subsidierne over tid;

60.

støtter kraftigt Kommissionens indsats på grundlag af det af ENTSO udviklede koordinerede arbejde, for at få indført harmoniserede netkodekser og -regler senest i 2014 i overensstemmelse med planen og sikre, at lovrammen for det indre energimarked er stabil og i stigende grad er innovationsvenlig;

61.

støtter kraftigt de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som ACER og de nationale tilsynsmyndigheder har truffet for at tilskynde til, forbedre og forenkle energihandelen på tværs af grænserne, herunder på intra-day-, day-ahead- og balancemarkedet, og for at bygge bro mellem energisystemerne i forskellige medlemsstater ved at fremme gennemsigtig anvendelse af samkøringslinjer; understreger, at der er behov for et tilstrækkeligt antal medarbejdere — med de nødvendige kvalifikationer, erfaringer og ekspertise — i ACER og de nationale tilsynsmyndigheder til at udføre opgaverne i forbindelse med overvågning af engrostransaktioner og afsløring af insiderhandelspraksis og forsøg på markedsmanipulation;

62.

opfordrer, hvad angår det indre elektricitetsmarked, Kommissionen til hurtigt at tilvejebringe en grundig analyse af systemets tilstrækkelighed og de nationale produktionskapaciteters fleksibilitet på kort og lang sigt, idet der fuldt ud tages højde for det potentielle bidrag fra alle fleksible foranstaltninger, såsom efterspørgselsrespons, energilagring og samkøring, og aflægge rapport om de anvendte nationale foranstaltningers indvirkning på kapacitetsvurdering og udviklingsplanlægning på det indre energimarked og konkurrencereglerne under hensyntagen til konsekvenserne for såvel forsyningssikkerheden som for de grænseoverskridende aspekter af denne komplementære markedsudformningspolitik; opfordrer i denne forbindelse til, at der gøres en yderligere indsats med henblik på den fremtidige udbredelse af teknologier til lagring af energi og modtagelighed på efterspørgselssiden, som alle er yderligere kilder til fleksibilitet;

63.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for anvendelsen og udnyttelsen af fleksibilitetsressourcer — f.eks. styring af efterspørgslen, lagring og fysiske infrastrukturer, herunder grænseoverskridende infrastrukturer — så medlemsstaterne kan udarbejde og gennemføre nationale strategier til at udnytte fleksibilitetsressourcer på deres områder;

64.

opfordrer Kommissionen og ENTSO-E til at udvikle en kohærent og tilpasset metode til at sikre tilstrækkelig produktion i Europa, inklusive det positive bidrag fra vedvarende energikilder og især variable vedvarende energikilder;

65.

opfordrer Kommissionen til at undersøge fremtidige koncepter for energimarkeder, som i modsætning til de nuværende nationale kapacitetsmekanismer kunne give yderligere ikkediskriminerende afkast til investorer inden for alle former for elproduktion og sikre den mest omkostningseffektive levering af fleksibilitetstjenester inden for energisektoren;

66.

opfordrer Kommissionen til at fremme videreudvikling af et marked for hjælpeydelser, som er åbent for deltagelse af alle energikilder, også de vedvarende;

67.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante aktører til at tilvejebringe incitamenter og støtte regionale initiativer og partnerskaber med sigte på tættere markedsintegration gennem etableringen af regionale energibørser og gashandelscentre, gennem mere harmoniserede regler for gashandel og markedskoblingsmekanismer inden for alle tidsrammer samt gennem udbredelsen af et tilstrækkeligt niveau af markedslikviditet og -gennemsigtighed;

68.

understreger, at foranstaltninger på det indre marked bør fremme diversificeringen af energikilder, både hjemlige og eksterne, og ikke primært bør fokusere på fortsat udvikling eller udvidelse af eksisterende ruter og forsyninger;

69.

henleder opmærksomheden på energimarkedets eksterne dimension, hvis mål er at gøre det lettere for alle medlemsstater at få adgang til diversificerede energiressourcer; opfordrer Kommissionen til i samråd med EU-Udenrigstjenesten at benytte sine udenrigspolitiske instrumenter til at fremme det indre energimarkeds regler og standarder over for tredjelande, og navnlig i EU’s naboskabsområde; opfordrer indtrængende Kommissionen til i bilaterale dialoger med relevante tredjelande at få løst spørgsmålet om klare regler for håndtering af kapacitetsbegrænsninger på grænseoverskridende elektricitets- og gasforbindelser og på tredjeparts adgang til transmissionsnet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at forhindre konkurrencehæmmende praksis fra tredjelandsvirksomheders side, som kan føre til begrænset konkurrence, højere priser eller forringet energiforsyningssikkerhed; opfordrer Kommissionen til i sine forbindelser med tredjelande at sikre, at EU-selskaber kan konkurrere på lige konkurrencevilkår på globalt plan; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre samarbejdet med EU's nabolande om nuklear sikkerhed; opfordrer Kommissionen til at oplyse om alle de faktorer, der stadig volder vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af den tredje energipakke, og til at fremlægge klare tal for indvirkningen heraf på forbrugerpriserne;

70.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at øge den politiske og finansielle støtte til energifællesskabet og træffe yderligere foranstaltninger til at støtte udvidelsen af det indre markeds regler til at omfatte Sydøst- og Østeuropa;

71.

opfordrer i lyset af indførelsen af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem EU-medlemsstater og tredjelande på energiområdet Kommissionen og medlemsstaterne til at udvise større engagement med hensyn til at sikre, at der ikke indgås aftaler, som er i strid med lovgivningen om det indre marked; mener, at Kommissionen bør kunne undersøge, om udkast til aftaler er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning, og deltage i forhandlingerne, hvor det er relevant;

72.

minder Kommissionen om, at det indre marked ikke er uafhængigt af det globale marked; anmoder Kommissionen om i forbindelse med planlægningen af sine foranstaltninger vedrørende det indre marked at tage fuldt hensyn til Parlamentets henstillinger om energipolitikkens eksterne dimension (16); bekræfter sin støtte til tanken om, at kun et fuldt fungerende indre marked kan give EU mulighed for at tale med én stemme på globalt plan; anmoder Kommissionen om at udvikle yderligere foranstaltninger inden for ekstern energipolitik;

73.

mener, at den kommende frihandelsaftale mellem EU og USA bør indeholde et kapitel, som er fokuseret på energispørgsmål, som kunne påvirke det indre marked, herunder bl.a.: engroshandel med energi, råvarehandel, maritime transportregler for energi, emissionshandelsordninger, standarder for brændstofsikkerhed, regnskabspraksis, statslige energisubsidier og overførsel af intellektuel ejendomsret med hensyn til energiefterforskning, produktion, transformation og produkter i sidste fase af deres livscyklus;

74.

støtter det mandat, som Det Europæiske Råd har givet Kommissionen, til at forelægge en analyse af energiprisernes og -omkostningernes sammensætning og drivkraften bag dem i de enkelte medlemsstater inden udgangen af 2013 med særligt fokus på konsekvenserne for husstande, SMV'er og energiintensive industrier, og idet der ses mere generelt på EU's konkurrenceevne i forhold til dets globale økonomiske konkurrenter; opfordrer desuden Kommissionen til løbende at overvåge energipriserne og -omkostningerne i medlemsstaterne;

75.

opfordrer, hvad angår det indre gasmarked, Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemgå alle gaskontrakter baseret på forældede prisfastsættelsesordninger — især olieindekseringsprincippet — som pålægger forbrugerne høje priser, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at bistå med at undersøge mulighederne for at genforhandle disse kontrakter, ikke kun i forbindelse med deres forlængelse; fremhæver behovet for at udvikle og støtte alle produkter og mekanismer, som sigter mod at styrke gashandelskapaciteten på kort sigt; understreger, at ovennævnte foranstaltninger er afgørende for at sikre reel konkurrence, når det gælder prisen for at levere gas til alle forbrugere på det indre gasmarked;

76.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante aktører til at forbedre kvaliteten af og adgangen til den information, forbrugerne tilbydes, at give dem klare og gennemsigtige afregningsmetoder og etablere prissammenligningsværktøjer, som giver dem mulighed for at træffe de mest informerede valg og gøre dem bevidste om måder at kontrollere forbruget på samt mulighederne for energibesparelser og energieffektivitet og produktion i lille målestok; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre direktivet om alternativ tvistbilæggelse og forordningen om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet; glæder sig over Kommissionens forslag om at oprette en informationsplatform om forbrugerrettigheder; anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne iværksætter forbrugervenlige informationskampagner, som regeringer og civilsamfundsorganisationer bør deltage aktivt i;

77.

påpeger, at selv om energipriserne er faldet på engrosenergimarkederne overalt i verden, betaler forbrugerne stadig høje priser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne samt medlemsstaternes energimyndigheder til at sikre, at forbrugerne får direkte og tilstrækkelig gavn af prisudviklingen på engrosmarkederne;

78.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at udarbejde en omfattende strategi med sigte på at tilskynde forbrugere og producent-forbrugere til at deltage aktivt på energimarkedet, bl.a. ved at inddrage dem gennem eksisterende lovgivning og ved at gennemføre de relevante bestemmelser i direktivet om energieffektivitet; foreslår, at netanvendelsesprissignalet justeres regelmæssigt med henblik på at vejlede eksisterende og fremtidige brugere i fornødent omfang og dermed tilsikre overensstemmelse mellem nettenes udvikling og folks individuelle beslutninger;

79.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til yderligere samarbejde mellem energi- og ikt-sektoren og til at revidere eksisterende lovrammer for fremme af energirelaterede innovationer til gavn for alle forbrugere og fremme udbredelsen af intelligente net på en brugervenlig, sikker og pålidelig måde, som ikke pålægger forbrugerne en økonomisk byrde, og som tager hensyn til beskyttelse af deres personoplysninger; opfordrer til samarbejde inden for udvikling af intelligente net på europæisk, nationalt og regionalt plan og udvikling af europæiske standarder for intelligente net;

80.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder til at indarbejde og skabe økonomiske incitamenter til investering i ikt-løsninger i intelligente net og tilstræbe et producent-forbruger-marked, som fører til større fleksibilitet, energieffektivitet og –besparelser og frivillig deltagelse fra efterspørgselssiden;

81.

imødeser Kommissionens retningslinjer, der kan bidrage til at opstille ambitiøse politikmål vedrørende sårbare forbrugere, hvilket vil hjælpe medlemsstaterne til at bedre at definere deres tilgang til denne forbrugerkategori; opfordrer Kommissionen til at udarbejde disse retningslinjer under behørig hensyntagen til eksisterende nationale ordninger og instrumenter til beskyttelse af sådanne forbrugere med henblik på at opnå en mere konsekvent og sammenhængende tilgang på EU-plan og overlade det til medlemsstaterne at vælge de mest hensigtsmæssige instrumenter til at yde en sådan støtte; tilføjer, at omfattende rådgivningstjenester for denne kategori af forbrugere og udveksling af bedste praksis kan spille en væsentlig rolle;

82.

hilser Kommissionens forestående analyse af energifattigdom i EU velkommen; mener, at Kommissionen som en del af analysen bør gøre en indsats for at sikre, at bekæmpelsen af energifattigdom bliver en del af den sociale tjenestepakke for Europa, f.eks. gennem social- og samhørighedsfondene; understreger, at eksisterende og nye energieffektivitetsprogrammer altid bør omfatte et målrettet fokus på lavindkomstgrupper;

83.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde og anbefale en egentlig leverandørcentreret udformning af detailmarkedet med henblik på at harmonisere de europæiske detailmarkeder og dermed lette den administrative byrde for forbrugerne ved at lade leverandørerne beregne alle afgifter direkte via elregningen;

84.

opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og de relevante aktører til snarest muligt at omdanne de nødvendige støtteordninger til alle elproducenter til gennemsigtige, forudsigelige, konvergerende og markedsdrevne ordninger med henblik på at skabe et fælles marked for de efterspurgte støttefunktioner — såsom energieffektivitet, producent-forbrugere, kraftvarmeproduktion, vedvarende energi og netstøttetjenester — på en måde, der sikrer, at de er kompatible, og forhindrer overlapning; opfordrer Kommissionen til at yde vejledning om effektive og omkostningseffektive støtteordninger for vedvarende energi;

85.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de nationale tilsynsmyndigheder til at revidere de indikatorer, der anvendes til at måle graden af konkurrence på energimarkederne, og medtage indikatorer såsom andelen af forbrugere på de billigste tariffer, nye virksomheders evne til at trænge ind på markedet og niveauet af forbrugerservice og innovation, hvilket alt sammen vil bidrage til at give et reelt billede af konkurrencen på markedet;

86.

opfordrer, hvad angår det indre elmarked, Kommissionen til grundigt at undersøge konsekvenserne af at integrere den voksende andel af vedvarende energi i energinettene, med hensyn til økonomisk støtte, tekniske krav til det samlede system og markedsudformning; fremhæver, at fraværet af en koordineret tilgang til disse kilder indtil nu har vanskeliggjort integrationen heraf i de europæiske energisystemer; fremhæver, at det er nødvendigt at tilpasse det nuværende europæiske energinet og lagringsinfrastrukturerne til bidraget af distribueret produktion fra vedvarende energikilder; fremhæver betydningen af gas som reservebrændsel for at kunne håndtere variabiliteten i produktionen af vedvarende energi og anmoder Kommissionen om at vurdere, hvilken grad af fleksibilitet der er behov for i energiforsyningssystemet (intelligente net, styring af efterspørgslen, lagring og fleksibel reservekapacitet); mener, at hydrostatisk energilagring kan spille en stor rolle med hensyn til lagring af elektricitet;

87.

opfordrer Kommissionen til fortsat at anvende Regionaludviklingsfonden, Samhørighedsfonden og EU's øvrige strukturfonde til at støtte etableringen af intelligente gas- og elnet i den kommende periode, så man bedre kan optage nye energityper og -kilder og modernisere alle Europas regioner; mener, at distributionssystemoperatørerne også skal tilskyndes til at acceptere tilpasninger af deres net;

88.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme incitamenter til at frigøre de uudnyttede muligheder i mikroproduktion og være opmærksomme på behovet for yderligere at udvikle kraftvarmeproduktion, da det er en af de mest effektive måder at producere elektrisk energi og varme på, og til at basere denne mulighed på udbredt indførelse af effektiv fjernvarme og –køling;

89.

fremhæver, at kombinationen af kraftvarme og fjernvarme/-køling har potentiale til at imødekomme den voksende andel af uregelmæssig el ved at tilføre energimarkedet fleksibilitet og modstandsdygtighed og tilvejebringe en økonomisk energilagring for overskydende el; opfordrer Kommissionen til at tage højde for og belønne denne evne i sit kommende initiativ vedrørende rammerne for kapacitetsgodtgørelsesmekanismer og støtte denne form for integration og afbalancering på tværs af sektorer under Horisont 2020;

90.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse, som analyserer nye og omkostningseffektive markedsudformninger for det europæiske elmarked med henblik på at sikre, at forbrugerne får el til en fornuftig pris, og for at hindre kulstoflækage;

91.

glæder sig over det arbejde, der er gjort for at gøre forskning på energiområdet til en prioritet i Horisont 2020-programmet, og opfordrer medlemsstaterne til at udnytte dette programmeringsområde fuldt ud; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte forskning i og udvikling af innovative energiteknologier samt til at forbedre eksisterende teknologier, der falder uden for Horisont 2020-rammen og projekterne under Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT); opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at skabe synergier mellem EU's og de nationale forskningsprogrammer i erkendelse af, at forskning er den eneste vej frem for at mindske emissionerne, øge energisikkerheden, forbedre EU-industriens konkurrencemæssige position på det globale marked, bevare EU's teknologiske førerskab og bidrage til EU's dagsorden for vækst og beskæftigelse; understreger, at det er nødvendigt at give industrien lovgivningsmæssig sikkerhed for en tidshorisont, som rækker længere end 2020;

92.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille tilstrækkelig finansiering til rådighed til udvikling af intelligente distributionsnet, som er den mest omkostningseffektive måde til storstilet udbredelse af distribueret produktion fra vedvarende energikilder, samtidig med at forsyningssikkerheden sikres og energibesparelsespotentialer udnyttes bedst muligt;

93.

bemærker, at det nuværende system, som er karakteriseret ved et fragmenteret indre marked, udgør en udfordring for den langsigtede stabilitet for virksomheder og investorer, som vil kunne føre til lukning af værker og usikkerhed med hensyn til beskæftigelse og kapacitet; anmoder Kommissionen om at foretage en uafhængig evaluering af fremtiden for det indre marked for el og gas, hvor spørgsmål vedrørende investeringer, sektorbeskæftigelse, miljø og forbrugerbeskyttelse skal have en central rolle; anmoder om, at denne evaluering ligger klar i marts 2014, og at den bliver inklusiv, således at den inkorporerer holdningerne hos interessenter som f.eks. arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for lavindkomsthusholdninger, miljøorganisationer og SMV'er;

94.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/21

—

der henviser til artikel 194 i TEUF,

—

der henviser til artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til EF-traktatens artikel 3,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 18. april 2013»Økonomisk støtte til energieffektivitet i bygninger« (COM(2013)0225),

—

der henviser til kapitel 5 (Den europæiske kløft inden for ren energi og energifattigdom) i rapporten »Benchmarking Working Europe 2013« fra Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI), Bruxelles 2013,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF,

—

der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union (1),

—

der henviser til Rådets rapport af 4. marts 2013»Implementation of the European Semester — Synthesis report« (Gennemførelse af det europæiske semester — Sammenfattende rapport)" (6754/13),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011»Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020« (COM(2011)0017),

—

der henviser til Kommissionens Statistical Pocketbook 2012 »EU energy in figures« (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2008»Samhørighedspolitik: realøkonomiske investeringer« (COM(2008)0876),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2006»Handlingsplan for energieffektivitet: Udnyttelse af potentialet« (COM(2006)0545),

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 21/2012 »Omkostningseffektiviteten af investeringer i energieffektivitet under samhørighedspolitikken«,

—

der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om en europæisk økonomisk genopretningsplan (3),

—

der henviser til rapporten fra KfW Research »Impact on public budgets of KfW promotional programmes in the field of »Energy-efficient building and rehabilitation«« (4),

—

der henviser til sin beslutning af 16. januar 2013 om EU-samhørighedspolitikkens rolle i gennemførelsen af den nye europæiske energipolitik (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011»Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050« (COM(2011)0112),

—

der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 om et ressourceeffektivt Europa (6),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 18. april 2013»Samhørighedspolitik: Strategirapport 2013 om gennemførelsen af programmerne for 2007-2013« (COM(2013)0210),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 4. maj 2012 om »Energieffektivitet i byer og regioner — med fokus på forskellene mellem landdistrikter og byer (7)«,

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 14. december 2011 om energieffektivitet (8),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet (9),

—

der henviser til det politiske oplæg fra MARIE ELIH-MED med titlen »Improving MED transnational cooperation answers to energy efficiency challenges in buildings«,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011»Energieffektivitetsplan 2011« (COM(2011)0109),

—

der henviser til henstillingerne fra struktur- og samhørighedsfondene for bæredygtige energiinvesteringer (SF Energy Invest) »Practical recommendations to increase the share of sustainable energy investments in the upcoming SCF programming period 2014-2020« (10),

—

Rapport fra Ismeri Europa til Kommissionen, med titlen »Expert evaluation network delivering policy analysis on the performance of Cohesion policy 2007-2013 — Synthesis of national reports 2011 — renewable energy and Energy efficiency of housing«

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013»En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030« (COM(2013)0169),

—

der henviser til Copenhagen Economics' undersøgelse med titlen »Multiple benefits of investing in energy efficient renovation of buildings« (11),

—

der henviser til Kommissionens bidrag til Det Europæiske Råd af 22. maj 2013 med titlen »Energiudfordringer og politik«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0271/2013),

A.

der henviser til, at øget energieffektivitet (EE) betyder anvendelse af et mindre energiinput til en tilsvarende mængde økonomisk aktivitet eller tjenesteydelser (12);

B.

der henviser til, at fremme af EE er fastsat i artikel 194, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i forbindelse med det indre markeds oprettelse og funktion og behovet for at bevare og forbedre miljøet;

C.

der henviser til, at det er en central prioritering for Kommissionen og medlemsstaterne at opnå EE, hvilket illustreres af, at et af EU 2020-målene er at øge EE med 20 %;

D.

der henviser til, at en nedsættelse af forbruget gennem energieffektivitet er den mest bæredygtige måde at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, hvilket vil medføre en importnedgang på ca. 25 %;

E.

der henviser til, at meget energi stadig kommer fra kulbrinter, som under forbrændingen frigør CO2;

F.

der henviser til, at investeringer i EE kan give de europæiske regioner økonomiske, sociale og miljømæssige fordele;

G.

der henviser til, at en rettidig og omkostningseffektiv gennemførelse af energieffektivitetsdirektivet i betydelig grad kunne mindske energiforbruget, mindske afhængigheden af import af fossile brændstoffer, skabe nye job, forbedre socialsikringen og udrydde energifattigdom;

H.

der henviser til, at der i indeværende programmeringsperiode 2007-2013 blev afsat 5,5 mia. EUR til energieffektivitet, kombineret kraftvarme og energiforvaltning inden for budgettet til samhørighedspolitikken;

I.

der henviser til, at det i Kommissionens seneste rapport (13) konkluderes, at der frem til udgangen af 2011 blev bevilget næsten 3,8 mia. EUR til konkrete EE-projekter, herunder revolverende fonde, hvilket svarer til en udnyttelsesgrad på 68 %; der henviser til, at det i rapporten også bemærkedes, at denne udnyttelsesgrad varierede i EU;

J.

der henviser til, at Rådet i sin sammenfattende rapport fra marts 2013 (14) blandt de faktorer, der har negative konsekvenser for udviklingen af EE, identificerede manglende relevante oplysninger og økonomiske incitamenter, den lave profil ad energieffektivitetsforanstaltningerne og utilstrækkelig gennemførelse af den eksisterende lovgivning og bemærkede, at disse faktorer snarere var praktiske end lovgivningsmæssige;

K.

der henviser til, at mindstebeløbet for et ELENA-projekt er 50 mio. EUR, mens det for programmet for intelligent energi er over 6 mio. EUR, hvilket er større end mange projekter i små lokalsamfund og landbosamfund;

1.

understreger, at en forbedring af EE på en omkostningseffektiv måde i den nuværende kriseperiode og nu, hvor EU importerer over 50 % af sit energibehov, i væsentlig grad kan bidrage til en forbedring af EU's konkurrenceevne, jobskabelsen og væksten på lokalt og regionalt plan og give mulighed for uden negative bivirkninger at bekæmpe klimaforandringerne og reducere de høje energiudgifter;

2.

støtter EU's tilsagn om at nå målet om at øge EE med 20 % inden 2020; understreger, at en korrekt og rettidig gennemførelse af direktivet om energieffektivitet og de deri indeholdte instrumenter under hensyntagen til de individuelle nationale forhold ville få medlemsstaterne tilbage på sporet med at nå målet på 20 %; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at nå Europa 2020-målet og til at skabe grundlaget for yderligere besparelser efter denne dato;

3.

bemærker, at de europæiske struktur- og investeringsfonde kunne anvendes til at tilskynde til private investeringer i energieffektive produkter, transportformer, bygninger, erhverv, anlægsarbejder og tjenester, herunder energieffektivitetstjenester, og til at nedbringe myndighedernes energiregninger og sundhedsudgifter og give mere valuta for de offentlige penge; glæder sig over den foreslåede prioritering af energieffektivitet i kapitlet om energiforskning i Horisont 2020;

4.

understreger, at erfaringerne fra indeværende finansieringsperiode viser, at det ikke er lykkedes at sikre en fuldstændig udnyttelse af de midler, der har været afsat til energieffektivitet under de europæiske struktur- og investeringsfonde; understreger derfor, at man i forbindelse med den finansielle ramme 2014-2020, hvor der endda er afsat flere midler til energieffektivitet, skal være omhyggelig med at lette de lokale og regionale myndigheders adgang til disse midler;

5.

understreger, at medlemsstaterne bør betragte anvendelsen af europæiske struktur- og investeringsfondsmidler til EE som en investeringsmulighed med stor løftestangseffekt og ikke som en udgift; opfordrer Kommissionen til yderligere at revidere reglerne om statsstøtte for at åbne mulighed for øget national finansiering til EE sideløbende med europæiske investeringer;

6.

understreger betydningen af samhørighedspolitikken og de bevillinger, der afsættes til den, for den fulde udvikling af »smart grid« og intelligente net, som resulterer i mere effektive energisystemer på tværs af regionerne, hvorved energiforbruget og energitabet mindskes;

7.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder skal have tilstrækkelige kompetencer og ansvar ikke blot med hensyn til energiforsyning og –forbrug men også med hensyn til virkeliggørelsen af målene for energieffektivitet;

8.

opfordrer Kommissionen til at forbedre retssikkerheden med hensyn til reglerne om regional statsstøtte til opførelse af socialt boligbyggeri, som opfylder normerne for energieffektivitet, og investeringer i bæredygtige bygninger og energi;

9.

minder om, at ca. 9 % af borgerne i EU, Norge og Schweiz (52,08 mio. mennesker) i 2010 ifølge akademisk forskning ikke kunne opvarme deres boliger i tilstrækkelig grad; bemærker, at energifattigdommen er særligt alvorlig i de nye medlemsstater og i de fleste tilfælde skyldes boligernes dårlige isolering; opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge sammenhængen mellem fremme af EE, energifattigdom og udsatte forbrugere; understreger, at besparelser, der er opnået gennem EE-foranstaltninger, skal komme forbrugerne til gode i deres endelige regninger;

10.

påpeger, at mulighederne for energieffektivitet endnu ikke er udnyttet effektivt i visse erhvervssektorer, som f.eks. bygge- og transportsektoren, og at tilskud fra strukturfondene og samhørighedsfonden til eller andre investeringer i større energieffektivitet bør bidrage til at øge beskæftigelsesmulighederne i denne sektor;

11.

fremhæver, at det er nødvendigt at sikre, at opførelse og renovering af socialt boligbyggeri sker med henblik på at opfylde mål og normer for energieffektivitet; opfordrer under henvisning til nærhedsprincippet medlemsstaterne og alle interessenter til at medtage socialt boligbyggeri i de nationale reformprogrammer og i udformningen af de strategiske prioriteringer i partnerskabsaftalerne for den kommende programmeringsperiode 2014-2020; minder i denne sammenhæng medlemsstaterne om bestemmelserne i artikel 20 i direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet;

12.

erkender, at en af de største hindringer for gennemførelsen af energibesparelser på lokalt og regionalt plan er behovet for indledende investeringer; er overbevist om, at enhver foranstaltning på EU-plan bør tage behørigt hensyn til indvirkningerne på og de budgetmæssige begrænsninger for kommuner og regioner; henstiller derfor til, at de lokale og regionale repræsentanter høres, når der fastlægges udviklingsretningslinjer på energiområdet, og at der ydes finansiel støtte til programmer på lokalt og regionalt plan med henblik på anvendelse af eksisterende energikilder;

13.

minder om, at Parlamentet allerede har vedtaget betænkningen om EU-samhørighedspolitikkens og dens aktørers rolle i gennemførelsen af den nye europæiske energipolitik, og at denne betænkning også omfatter spørgsmål vedrørende energieffektivitet;

14.

bemærker, at det primære mål for samhørighedspolitikken fortsat er at reducere de økonomiske, sociale og territoriale forskelle mellem regionerne, og mener, at energieffektivitetspolitikkerne ikke bør lægge hindringer i vejen for denne målsætning understreger, at nogle af EU's fattigste regioner kan have andre prioriteter og behov for at investere i andre områder først; understreger, at samhørighedspolitikkens styrke ligger i dens fleksibilitet og den decentrale forvaltning af midler på lokalt plan;

15.

minder om ændringen af forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) på energieffektivitetsområdet i 2009, hvorved boliger i alle dele af EU blev støtteberettiget med et loft på 4 %; konstaterer, at denne politiske foranstaltning ikke har ført til nogen betydelig forøgelse af de midler, der er blevet afsat til dette mål, hvilket skyldes en sen ændring af bestemmelserne, nemlig en ændring af de operationelle programmer under programmeringsperioden; bemærker, at nogle medlemsstater i princippet afviste denne mulighed, da ændringen ikke blev bakket op af yderligere EU-bevillinger, mens der i andre medlemsstater har kunnet konstateres en betydelig sammenhæng mellem en lav absorptionsgrad af fondsmidler og et svagt forvaltningsapparat; påpeger vigtigheden af juridisk klarhed om EE-foranstaltninger inden starten på den nye programmeringsperiode 2014-2020;

16.

glæder sig over de nye muligheder, der tilbydes gennem, og den mere betydningsfulde rolle i virkeliggørelsen af EE-målene, der tillægges EFRU og Samhørighedsfonden i programmeringsperioden 2014-2020; støtter navnlig den fremtidige finansieringsrolle, samhørighedspolitikken kan spille inden for hele byggesektoren, herunder boligsektoren;

17.

opfordrer medlemsstaterne til inden for deres operationelle programmer at indføre enkle og ikke-bureaukratiske procedurer for anvendelse af midler, der er øremærket til forbedring af husstandenes energieffektivitet;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at decentrale ordninger giver de kommunale myndigheder direkte adgang til midler til forbedring af husstandenes energieffektivitet;

19.

henviser til resultaterne af forhandlingerne om EFRU-forordningen vedrørende de øremærkede procentdele, der skal anvendes til særlige tematiske mål inden for hver kategori af regioner, hvilket muliggør en forhøjelse i EE-bevillingerne og ressourcerne til vedvarende energi; minder om, at ambitiøse mindstekvoter er afgørende for lettere at kunne mobilisere lokale aktører og bidrager til at skabe stabile, langsigtede programmer;

20.

glæder sig over Kommissionens forslag om at forlænge anvendelsen af innovative finansielle instrumenter i programmeringsperioden 2014-2020 til alle tematiske mål, herunder EE;

21.

godkender Kommissionens forslag om forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde i programmeringsperioden 2014-2020; mener, at afslutningen af forhandlingerne om forordningen om fælles bestemmelser vil gøre det muligt at kombinere anvendelsen af flere fonde, hvilket vil være en stor fordel for EE-projekter;

22.

glæder sig over de fremskridt, der er opnået i forhandlingerne om forordningen om fælles bestemmelser med hensyn til partnerskabsaftaler; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne til at arbejde sammen med eksperter fra energieffektivitetsområdet for at udnytte denne mekanisme mest muligt, når de forbereder de operationelle programmer (OP'er);

23.

tilskynder medlemsstaterne til at styrke forbindelserne mellem deres respektive nationale energieffektivitetshandlingsplaner og OP'erne med henblik på at sikre, at de europæiske struktur- og investeringsfonde indgår i en sammenhængende strategi, samtidig med at de stadig opfylder territoriale behov; understreger, at hovedformålet med energieffektivitet bør være uafhængighed på energiområdet på regionalt og lokalt plan;

24.

mener, at EU-foranstaltninger bør støtte energieffektivitet i energiproduktions-, distributions- og forbrugsfasen; bemærker, at der, selv om energifinansieringen under samhørighedspolitikken i øjeblikket fortrinsvis anvendes til vedvarende energi (15), skal skabes en bedre balance, hvorved det bliver muligt at kanalisere en større procentdel af bevillingerne til energieffektivitetsprojekter;

25.

understreger, at alt for mange specifikationer og bindende mål for gennemførelsen af energieffektivitetsmålsætningen kan øge de regionale og lokale myndigheders udgifter til gennemførelse af disse foranstaltninger og medføre yderligere omkostninger for forbrugerne;

26.

understreger betydningen af at integrere energieffektivitet i de forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering, som medlemsstaterne og regionerne skal udarbejde for at få adgang til innovationsfinansiering under den fremtidige samhørighedspolitik;

27.

minder endnu en gang medlemsstaterne om vigtigheden af et velfinansieret budget for den flerårige finansielle ramme 2014-2020, hvori samhørighedspolitikken kan og bør fungere som en drivkraft til genopretning;

28.

opfordrer Kommissionen til at forbedre kvaliteten og formidlingen af de foreliggende praktiske oplysninger om EE-spørgsmål til lokale og regionale myndigheder, bl.a. om de gevinster der kan opnås gennem EE-investeringer, de bedste metodologier, standarder og finansieringstilskud samt om leverandører af relevante tjenesteydelser, herunder kontrakter om energiydelser; fremfører, at mangelen på energitjenesteselskaber i mange regioner og medlemsstater kan få konsekvenser for optagelsen af EE-finansiering;

29.

fremhæver, at manglen på detaljerede oplysninger om bygningsmassens karakteristika på regionalt plan udgør en væsentlig hindring for nationale og regionale myndigheder, når de skal udarbejde strategier og planer; henviser til kravet om registrering af sådanne oplysninger i henhold til i direktiv 2012/27/EU og opfordrer til om, at dette arbejde afsluttes på regionalt plan og offentliggøres;

30.

tilskynder forvaltningsmyndighederne til at øge synligheden af OP'er og de muligheder for potentielle støttemodtagere, der ligger i udbudte bæredygtige energiprojekter; foreslår, at dette gøres gennem oprettelse af nationale hjemmesider, platforme eller databaser for potentielle støttemodtagere og interessenter, organisering af workshopper og arrangementer med sigte på at informere målgrupperne og foranstaltninger til at øge synligheden af og adgangen til eksisterende internetressourcer (såsom internetportalen Build Up og SF Energy Invest-manualen);

31.

tilskynder forvaltningsmyndighederne til i programmeringsperioden 2014-2020 at fremme integrerede projekter ved at anlægge en holistisk tilgang til EE på territorialt plan, navnlig ved at gøre brug af de nye strategiske programmeringsværktøjer, såsom integreret territorial investering, og ved at inddrage eksisterende initiativer, som f.eks. borgmesteraftalen, så de kan bidrage til udviklingen af integrerede planer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende en »fast-track«-strategi til at finansiere ansøgninger fra myndigheder, som er underskrivere af borgmesteraftalen og fuldt ud gennemfører dens krav;

32.

glæder sig over den årlige »Åbent Hus«-konference og antallet af paneler, der var helliget lokale og regionale energieffektivitetsprojekter; foreslår, at Kommissionen, medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne benytter sig af denne begivenhed til at etablere en platform for udveksling af oplysninger for at fremme en stærkt nødvendig dialog og udveksling af bedste praksis med henblik på gennemførelse og forvaltning af EE-projekter, der finansieres over de europæiske struktur- og investeringsfonde;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at følge op på Kommissionens henstillinger (16) og øge kapacitetsopbygningen ved hjælp af budgetterne for teknisk bistand for at gøre det muligt for lokale og regionale aktører og civilsamfundsaktører at deltage effektivt i udformningen af regionale og lokale energistrategier;

34.

erkender, at overgangen til energieffektive teknologier kræver nye kvalifikationer, miljøbevidste erhvervsuddannelser og specialuddannelse inden for byggesektoren og mange andre sektorer; tilskynder i denne henseende medlemsstaterne til fortsat at anvende midler til at yde teknisk bistand på alle niveauer (f.eks. gennem Elena-faciliteten); opfordrer endvidere medlemsstaterne til at gøre brug af de europæiske struktur- og investeringsfonde til at omskole og opgradere arbejdstagere til nye job i en lavemissionsøkonomi og dermed undgå mangel på højtuddannet arbejdskraft i denne sektor;

35.

understreger de mulige fordele, som er til rådighed under initiativerne Jessica og Elena for investeringer i bæredygtig energi på lokalt plan med henblik på at hjælpe byer og regioner med at påbegynde rentable investeringsprojekter inden for energieffektivitet, og opfordrer til fremme af disse initiativer;

36.

opfordrer til yderligere administrativ støtte til lokale og regionale myndigheder til samling af små og mellemstore energieffektivitetsprojekter, som normalt ville være under de økonomiske minimumsgrænser for adgang til programmerne Elena, Jessica og Intelligent Energi; henleder medlemsstaternes og Kommissionens opmærksomhed på, at små og mellemstore byer og landdistrikter ofte mangler den nødvendige administrative kapacitet til i fuld udstrækning at anvende nye finansielle instrumenter;

37.

understreger, at bureaukrati og mangel på proceduremæssig klarhed har vanskeliggjort adgangen til midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden og har afholdt de aktører, der har størst behov for sådanne midler, fra at søge; støtter derfor en forenkling af regler og procedurer, fjernelse af bureaukrati og øget fleksibilitet i tildelingen af disse midler både på EU-plan og nationalt plan; mener, at en forenkling vil bidrage til effektiv tildeling af midler, højere udnyttelsesgrader, færre fejl og kortere betalingsperioder og gøre det muligt for de fattigste medlemsstater og regioner at få fuldt udbytte af de finansielle instrumenter, der skal reducere de regionale og mellemstatslige forskelle; mener, at der skal findes en balance mellem forenkling og stabile regler og procedurer;

38.

understreger, at en kombination af tilskud og finansielle instrumenter kan fungere som en vellykket og innovativ tilgang til gearing af privat finansiering, skabe nye modeller for offentlig-private partnerskaber og øge innovationen; understreger betydningen af at tiltrække private investeringer i energieffektivitet fra både EU og tredjelande;

39.

påpeger, at bestræbelser på at skaffe finansiering til investering i energieffektivitetsprojekter ofte hindres af markedsmæssige, reguleringsmæssige og tillidsmæssige barrierer, som f.eks. høje startomkostninger for investorer og vanskeligheder med at forudsige det nøjagtige energibesparelsespotentiale; opfordrer medlemsstaterne til at finde egnede måder til at fremme investeringen i husholdningernes energieffektivitet;

40.

henviser med bekymring til, at den aktuelle økonomiske og finansielle krise, har gjort det stadigt vanskeligere for medlemsstaterne at finde den finansiering, de har behov for, for at kunne medfinansiere programmer under samhørighedspolitikken med tilknytning til EE; anser det i denne forbindelse for afgørende, at der findes nye innovative måder at finansiere EE-projekter på, også fra den private sektor;

41.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens støtte til nye og innovative finansielle instrumenters øgede rolle i programmeringsperioden 2014-2020; understreger, at manglen på rettidig levering og juridisk klarhed udgør et betydeligt problem for medlemsstaterne og for andre interessenter, der deltager i forvaltningen af disse instrumenter; opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at forelægge forslag til finansielle instrumenter, der er klar til brug, således at de er til rådighed til at støtte EE-foranstaltninger;

42.

opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis med hensyn til udformningen af nationale energieffektivitetsfonde, hvor europæiske struktur- og investeringsfondsmidler kan anvendes som egenkapitalindskud eller lignende, og tilpasses yderligere finansieringskilder fra den private sektor;

43.

opfordrer Kommissionen til yderligere at forbedre den målrettede økonomiske støtte fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Udviklingsbanks (EBRD), Europarådets Udviklingsbank og den europæiske fond for energieffektivitet (EEEF) til EE-projekter; opfordrer EIB, Europarådets Udviklingsbank (CEB) og EBRD til at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der kan undersøge alternative muligheder for et nyt finansielt instrument, som kan stilles til rådighed for medlemsstaterne sammen med eller gennem deres nationale energieffektivitetsfonde for at stimulere yderligere investeringer fra den private sektor;

44.

understreger, at tildelingen af midler skal være baseret på principperne om proportionalitet, omkostningseffektivitet og økonomisk effektivitet og ikke må forøge de administrative byrder;

45.

fremhæver betydningen af regelmæssigt at vurdere, hvorvidt EE-foranstaltninger og -krav stadig er tilstrækkelige i relation til klimaforholdene, konsekvenserne for industriens og de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og konsekvenserne for energipriserne i de forskellige medlemsstater og regioner; opfordrer Kommissionen til at overveje dette nøje, når den udarbejder et sæt resultatindikatorer;

46.

understreger ligeledes nødvendigheden af at tage højde for de særlige geografiske kendetegn i regionerne i de yderste randområder for så vidt angår energieffektivitet med henblik på bedre at kunne udnytte deres naturlige aktiver, som er forbundet med deres økarakter (jordvarme, sol-, vind- og havenergi);

47.

støtter indsatsen gennem Marie-programmet for at udarbejde en strategi for forbedring af bygningers energieffektivitet i Middelhavsområdet; opfordrer i denne henseende medlemsstaterne i Middelhavsområdet til at udveksle bedste praksis med henblik på udarbejdelsen af en omkostningsoptimal model for det sydlige Europa; opfordrer til skabelse af lignende programmer i andre europæiske regioner, navnlig i Mellemeuropa; mener, at der kunne gennemføres en lignende strategi for regioner i de yderste randområder, navnlig da de fleste af dem (men ikke alle) befinder sig i troperne;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at opstille ambitiøst mål for at sikre, at offentlige bygninger og bygninger, der tjener andre formål, opfylder de højeste EE-standarder som fastsat i direktiv 2010/31/EU, og til at gøre bygningerne til genstand for regelmæssig energimærkning;

49.

opfordrer Kommissionen til at præcisere de fælles indikatorer for EE i samhørighedspolitikken, der skal gennemføres og anvendes af medlemsstaterne i programmeringsperioden 2014-2020

50.

opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til den økonomiske, geografiske og sociale situation, når der for hver medlemsstat eller region træffes beslutning om investeringsomkostningerne i forbindelse med opnåelse af besparelser på 1 kWh;

51.

opfordrer Kommissionen til snarest og i samråd med medlemsstaterne og regionerne at udarbejde retningslinjer for vurdering af EE-projekter, som kan udgøre grundlaget for udarbejdelse af projektevaluerings-, monitorerings- og kontrolmekanismer og anvendes til at vurdere omkostningseffektiviteten;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre resultatindikatorer som angivet i bilaget til regionalfondsforordningen og til at anvende gennemskuelige projektudvælgelseskriterier og standardinvesteringsomkostninger pr. energienhed, der skal spares, med angivelse af den maksimalt acceptable simple tilbagebetalingsperiode for EE-projekter;

53.

henviser til Revisionsrettens seneste særberetning om omkostningseffektiviteten af investeringer i energieffektivitet under samhørighedspolitikken; fremhæver Revisionsrettens anbefaling af, at der anvendes gennemsigtige og strengere udvælgelseskriterier for projekter, både på EU-plan og på medlemsstatsplan; er enig i Revisionsrettens konklusion om, at de bedømmelseskriterier, der anvendes til at træffe beslutninger om investeringer, skal være tydeligere og mere præcise med hensyn til, hvordan EE-aspekter skal tages i betragtning;

54.

bemærker dog, at Revisionsrettens vurdering er temmelig restriktiv med hensyn til en prøve- og tilbagebetalingsperiode; understreger, at samhørighedspolitikken er en integreret politik, og at det derfor er nødvendigt at anvende en sammenhængende tilgang baseret på en beregning af livscyklusomkostningerne, når der skal foretages en bedømmelse af projekter;

55.

påpeger, at energiforbruget i bygninger tegnede sig for den største andel — 40 % — af det samlede slutforbrug af energi i EU i 2010, hvoraf 26,7 % var husholdningsforbrug, og for 36 % af EU's CO2-udledninger; beklager, at de fleste medlemsstater ikke i fuld udstrækning er i stand til at udnytte energibesparelsespotentialet i bygninger; opfordrer Kommissionen til at finde frem til måder, hvorpå der kan tilskyndes til, at dette største energibesparelsespotentiale ikke forbliver uudnyttet, ved at fremsætte et forslag til klare mål for energiforbruget i bygninger i medlemsstaterne;

56.

erindrer om, at bygninger har en naturlig renoveringscyklus på 40 år, og at energispareteknologierne i denne sektor er veludviklede, hvilket betyder, at de fleste hindringer for fuld udnyttelse af energisparepotentialet er af ikke-teknisk art; påpeger, at de europæiske struktur- og investeringsfonde også som følge af, at EE-renoveringsprojekterne ofte er mindre synlige, af ringe omfang og vanskeligere at samle, spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre den finansiering, der er behov for, med henblik på at overvinde disse hindringer;

57.

bemærker, at energibesparelsespotentialet, som stort set afhænger af den eksisterende bygningsmasses tilstand, ikke er ligeligt fordelt mellem medlemsstaterne og regionerne; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres definition af »en anstændig bolig«, således at den også omfatter standarder for energieffektivitet;

58.

understreger, at der er behov for offentlige investeringer i EE, navnlig i de mindst udviklede regioner og i de medlemsstater, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden, hvor der er et betydeligt potentiale til at mindske energiforbruget gennem omkostningseffektive foranstaltninger;

59.

tilskynder medlemsstaterne til at maksimere anvendelsen af nationale og regionale programmer for at sikre, at der indarbejdes en høj grad af EE i udformningen af nye bygninger, og at EE indføres i den eksisterende bygningsmasse (retrofitting), også når der er tale om lavindkomsthusstande;

60.

henviser til, at landdistrikter og fjerntliggende egne har ideelle betingelser for udbredelse af effektive former for decentraliseret energiproduktion, som reducerer energitab fra transport af elektricitet over lange afstande;

61.

opfordrer de relevante offentlige myndigheder til at fremskynde renoveringen af de bygninger, de ejer, gennem anvendelse af midler fra samhørighedspolitikken til at tilvejebringe den nødvendige gearing og skabe gode eksempler;

62.

opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på de vanskeligheder, der opstår som følge af fælles ejerskab af ejendomme med flere lejligheder, hvilket udgør et vanskeligt frihjulsproblem (free rider-problem);

63.

opfordrer Kommissionen til at skabe opmærksomhed om det reelle potentiale i en gennemgribende renovering og etapevis gennemgribende renovering af bygningsmassen ved at støtte medlemsstaterne og regionerne i udarbejdelsen af deres strategier for renovering; anbefaler, at disse strategier udarbejdes parallelt med forslag til OP'er, og at de fokuserer på at inkorporere anvendelsen af innovative finansielle instrumenter og indeholder vejledende milepæle for at opbygge tillid blandt investorerne;

64.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Regionsudvalget.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/31

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En maritim strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav« (COM(2012)0713),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (1) og senere ændringer (Middelhavsforordningen),

—

der henviser til sin beslutning af 6. februar 2013 om den fælles fiskeripolitik (2),

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (3),

—

der henviser til direktiv 2008/56/EF og til medlemsstaternes forpligtelse til at træffe de fornødne foranstaltninger til at opnå eller opretholde en god miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020,

—

der henviser til sin beslutning af 3. juli 2012 om udvikling af EU's makroregionale strategier: nuværende praksis og fremtidsperspektiver, især i Middelhavsområdet (4),

—

der henviser til sin holdning af 8. marts 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) (5),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik — Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer (6),

—

der henviser til Kommissionens forslag til direktiv om rammerne for maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning (COM(2013)0133),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur (7),

—

der henviser til habitatdirektivet (8),

—

der henviser til erklæring af 7. oktober 2012 fra de europæiske ministre for integreret havpolitik og fra Kommissionen om en havdagsorden og en maritim dagsorden for vækst og beskæftigelse (»Limassolerklæringen«),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Blå vækst: mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi« (COM(2012)0494),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 23.—24. juni 2011,

—

der henviser til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og protokollerne hertil (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Regionsudvalgets initiativudtalelse af 12. oktober 2011 til støtte for udviklingen af en ny adriatisk-jonisk makroregion (10),

—

der henviser til Anconaerklæringen, som vedtoges på det 12. møde i det adriatisk-joniske råd den 5. maj 2010,

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (UNCLOS),

—

der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, som vedtoges den 31. oktober 1995,

—

der henviser til henstilling nr. 199 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) om arbejde i fiskerisektoren,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0234/2013),

A.

der henviser til, at syv lande har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav (11), heriblandt fire medlemsstater (Italien, Grækenland, Kroatien og Slovenien), et kandidatland (Montenegro) og to potentielle kandidatlande (Albanien og Bosnien-Hercegovina);

B.

der henviser til, at grænseoverskridende samarbejde har central betydning for udviklingen af en fælles forvaltning af fiskeriaktiviteter og sikringen af en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne;

C.

der henviser til, at selv om nogle Adriaterhavslande har indført særlige zoner, er en betydelig del af Adriaterhavet og Det Joniske Hav fortsat internationalt farvand;

D.

der henviser til, at det i sin nylige beslutning om udvikling af EU's makroregionale strategier understregede, at strategien for makroregionen omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav udgør en væsentlig faktor med henblik på at forsone landene på det vestlige Balkan og kan bidrage til disse landes bestræbelser på at blive integreret i EU og dermed gøre det muligt at føre en samlet politik for hele Middelhavsområdet;

E.

der henviser til, at Anconaerklæringens signatarstater har anmodet Kommissionen om at udarbejde en makroregional strategi for det adriatisk-joniske område efter samme model som de af Kommissionen tidligere foreslåede makroregionale strategier for Østersøområdet (2009), Donauområdet (2010) og Atlanterhavsområdet (2011) (12);

F.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner af 23.—24. juni 2011 opfordrede medlemsstaterne »til i samarbejde med Kommissionen at arbejde videre med eventuelle fremtidige makroregionale strategier, navnlig hvad angår Adriaterhavet og Det Joniske Hav«;

G.

der henviser til, at Regionsudvalget i en nylig udtalelse har opfordret Parlamentet til at støtte fastlæggelsen af en EU-strategi for en adriatisk-jonisk makroregion, som tager hensyn til de store udfordringer, som denne region konfronteres med, navnlig i fiskeri- og akvakultursektoren;

H.

der henviser til, at fiskeriet traditionelt har været en vigtig sektor for størstedelen af kystregionerne ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, og at fiskeriaktiviteterne i dette område i øjeblikket forvaltes af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) og af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT);

I.

der henviser til, at Adriaterhavsbækkenets geofysiske struktur, navnlig i den nordlige del, hovedsageligt er kendetegnet ved lave dybder og sandet havbund, og at havet kun bliver dybere mange sømil fra kysten, og til, at Det Joniske Havs geofysiske struktur ligner den, der kendetegner det meget dybere Middelhav, navnlig i GSA (GFCM's geografiske underområder) 18 og 19, med dybder på ned til 2 000 meter;

J.

der henviser til, at fiskeriet i Adriaterhavet og Det Joniske Hav er et blandet fiskeri, der er kendetegnet ved anvendelsen af forskellige typer redskaber og strækker sig lige fra ikkeindustrielt fiskeri og til trawlfiskeri efter demersale arter og lige fra fiskeri efter pelagiske arter på halvdybt vand og til lystfiskeri;

K.

der henviser til, at Adriaterhavet er et område med mange endemiske fiskearter, men at den stigende fiskeriindsats og/eller forurening har skabt alvorlige problemer for fiskebestandene og for fiskerisektoren generelt, navnlig i den italienske del af det sydlige Adriaterhav;

L.

der desuden henviser til, at der i Adriaterhavet og Det Joniske Hav i de senere år er sket en betydelig udvikling af akvakultursektoren, selv om man er oppe imod store miljø- og pladsmæssige begrænsninger, og selv om ikke alle områder egner sig til installation af faciliteter til offshoreopdræt, og, hvor de gør, sådanne faciliteter ikke altid er forenelige med andre aktiviteter;

M.

der henviser til, at der allerede findes en række værdifulde regionale ordninger til fremme af videnskabeligt samarbejde til sikring af ansvarligt fiskeri i Adriaterhavet, f.eks. ADRIAMED (13);

N.

der henviser til, at mange EU-lande ikke har nogen specifik national eller regional udviklingsplan, som regulerer etableringen af anlæg i kyst- og havområder og klart definerer, i hvilke områder der kan etableres akvakulturanlæg, således at let forudsigelige interessekonflikter med andre økonomiske sektorer som turisme, landbrug og kystfiskeri kan undgås;

O.

der henviser til netværket af beskyttede hav- og kystområder i Adriaterhavet (AdriaPAN), hvormed formålet er at optimere forvaltningen af og planlægningen for disse områder gennem partnerskab;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt, at fastlæggelsen af en integreret tilgang til havpolitik for Adriaterhavet og Det Joniske Hav ledsages af en dialog- og partnerskabsproces med alle kyststaterne i betragtning af de marine aktiviteters og de delte ressourcers grænseoverskridende karakter;

1.

understreger, at Parlamentet med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten er blevet fuldgyldig medlovgiver for fiskeri- og akvakultursektoren og følgelig agter fuldt ud at påtage sig sin rolle i forbindelse med fastlæggelsen af fiskeriretningslinjer på EU-plan samt på regionalt og tværregionalt plan;

2.

mener, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav bør lægge særlig vægt på bæredygtig udvikling og vækst i fiskeri- og akvakultursektoren, herunder med hensyn til beskæftigelse;

3.

mener, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav bør tage sigte på at sikre bevarelse og beskyttelse af miljøet;

4.

glæder sig over Kommissionens meddelelse af 3. december 2012 som et vigtigt skridt hen imod vedtagelsen af en forskriftsramme, der vil fremme et snævrere samarbejde mellem kyststaterne og kystregionerne ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav med henblik på at sikre et ansvarligt fiskeri, der er økonomisk bæredygtigt for kystsamfundene;

5.

mener i denne forbindelse, at den integrerede havpolitik bør spille en afgørende rolle i udviklingen af en langsigtet strategisk politik for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, som tager sigte på bæredygtig marin og maritim vækst samt bevarelse af de marine økosystemer til gavn for de kommende generationer;

6.

mener desuden, at maritim fysisk planlægning — dvs. den offentlige analyse- og planlægningsproces for den fysiske og tidsmæssige fordeling af menneskelige aktiviteter i Adriaterhavet og Det Joniske Hav, navnlig i det nordlige Adriaterhav — er afgørende for en bæredygtig fremtid for fiskerisektoren i forhold til andre hermed forbundne aktiviteter;

7.

bekræfter sit støtte til indførelsen af en makroregional strategi for dette vigtige havområde med henblik på imødegåelse af de fælles udfordringer og problemer, som borgerne i de berørte kystregioner konfronteres med, og på fremme af disse regioners økonomiske udvikling og deres integration i EU;

8.

mener, at alle EU's programmer og finansieringsinstrumenter (14) for regionerne i det adriatisk-joniske område, herunder førtiltrædelsesinstrumenterne (IPA), bør være kompatible med hinanden og bør anvendes så effektivt som muligt for at skabe ægte merværdi for fiskerne og fiskerivirksomhederne;

9.

er fast overbevist om, at enhver indsats til sikring af et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri i Adriaterhavet og Det Joniske Hav kan fungere som katalysator for udviklingen i de berørte landes kystregioner og landdistrikter og fremme udviklingen af hermed forbundet erhvervsvirksomhed — f.eks. fiskeriturisme, hvor professionelle fiskere tager turister eller forskere med på fiskeritogter — som er fuldt forenelig med princippet om udøvelse af et bæredygtigt fiskeri, der bevarer det lokale miljø og den lokale biodiversitet;

10.

mener, at Barcelonakonventionen og dens protokol om integreret kystzoneforvaltning, som trådte i kraft i marts 2011, kan fungere som en model med henblik på at gøre en integreret politik obligatorisk for de medlemsstater, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav;

11.

mener ikke, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger om fiskebestandene i Adriaterhavet og Det Joniske Hav og om deres bevægelser og distribution og heller ikke om lystfiskeriet, og opfordrer derfor de relevante myndigheder og forskningsinstitutioner til straks at afhjælpe disse mangler;

12.

opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger til fremme af forskningsprogrammer vedrørende havmiljø og fiskeri og til at fremme anvendelsen og formidlingen af resultaterne af denne forskning;

13.

mener, at vellykkede ordninger for handelsmæssigt samarbejde mellem forskellige regioners forvaltningsorganer (15) kan fungere som eksempler på bedste praksis og udvides til også at omfatte andre områder for at sikre øget sporbarhed, indtjeningsevne og afsætning for fiskeri- og akvakulturprodukter, navnlig lokalt producerede produkter;

14.

finder, at alle relevante aktører bør deltage i udviklingen af en bæredygtig og produktiv fiskerisektor i dette område;

15.

mener, at det med henblik på en bæredygtig udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren i hele det adriatisk-joniske område og på at øge beskæftigelsen i kystområder er absolut nødvendigt at anerkende kvinders meget vigtige arbejdsindsats inden for fiskeriet, at gøre det lettere for dem at erhverve sig faglige kvalifikationer og at indlemme dem i kystregionernes aktionsgrupper og producentorganisationer;

16.

opfordrer til, at der skabes incitamenter for at tiltrække unge til fiskeri- og akvakultursektoren i dette område og tilskynde dem til at gå ind i fiskerierhvervet;

17.

bemærker, at Parlamentet allerede tidligere har henledt opmærksomheden på behovet for en enklere, mere kohærent og mere gennemsigtig akvakulturlovgivning, som fjerner de hindringer, der hidtil har forhindret den fulde udnyttelse af potentialet i EU's akvakultursektor, og at dette vil kræve, at der indføres klare og ikke-modsætningsfyldte EU-forskrifter og nationale forskrifter, og at medlemsstaterne udarbejder klart udformede hav- og kystområdeudviklingsplaner i tråd med de retningslinjer, der for nylig vedtoges af GFCM (16);

18.

henleder opmærksomheden på, at en målrettet udvikling af akvakultursektoren kunne give det adriatisk-joniske områdes kystregioner, som er meget afhængige af sommerturisme, nye ikkesæsonbestemte arbejdspladser og på denne måde yde et betydningsfuldt bidrag til beskæftigelsen i området;

19.

understreger, at udvidelsen af akvakulturaktiviteterne ikke må bringe opnåelsen af en god miljøtilstand i henhold til direktiv 2008/56/EF i fare og skal gennemføres i fuld overensstemmelse med al relevant EU-miljølovgivning;

20.

påpeger, at det kun er muligt at beskytte fiskebestandene og havmiljøet mod forurening og overfiskning og/eller ulovligt fiskeri ved i snævert samarbejde med de berørte stater og kystregioner at etablere et integreret netværk af systemer for oplysninger om og overvågning af maritime aktiviteter;

21.

opfordrer indtrængende de lande, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav, til at samarbejde om at udarbejde en samlet oversigt over områdets særlige geofysiske forhold og dybdeforhold, forekomsten og fordelingen af de forskellige marine arter og de forskellige fangstmetoder for at få et overblik, der kan tjene som grundlag for en bedre fiskeriforvaltning og bidrage til at styrke fiskeriaktiviteterne inden for rammerne af alle fremtidige makroregionale strategier;

22.

opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt, og senest inden udgangen af 2013, at vedtage handlingsplanen for den konkrete gennemførelse af den makroregionale maritime strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, idet det understreges, at fiskerisektoren bør være en af prioriteterne for denne strategi, idet der må tages hensyn til de særlige geofysiske forhold, og idet denne handlingsplan må knyttes til regionalpolitikken, Unionens integrerede havpolitik og Connecting Europe-faciliteten med henblik på at maksimere dens løftestangseffekt;

23.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge et forslag til forordning, hvori der fastlægges fælles tekniske foranstaltninger for fiskeriet i Adriaterhavet og Det Joniske Hav og nærmere bestemmelser vedrørende den tilladte fiskerindsats, de tilladte fiskeriperioder og de tilladte fiskeredskaber og andre relevante forvaltningsforanstaltninger;

24.

beklager, at medlemsstaterne ikke i højere grad har benyttet sig af disse individuelle forvaltningsplaner, som gør det muligt at suspendere visse generelle regler med henblik på at tage hensyn til specifikke karakteristika; finder, at dette i væsentlig grad ville have lettet den lokale forvaltning og tilvejebragt værdifulde oplysninger om situationen i de forskellige zoner, som kunne have gjort det muligt at foretage relevante tilpasninger; anmoder derfor kystmedlemsstaterne om at samarbejde konstruktivt med hinanden og med Kommissionen om at ajourføre og løbende tilpasse fiskeriforvaltningsforanstaltningerne;

25.

opfordrer Kommissionen til at indlede en permanent dialog med tredjelandene i det adriatisk-joniske område for at nå frem til bi- eller multilaterale aftaler med henblik på at komme nærmere en harmonisering og standardisering af fiskeriforvaltningsreglerne for at nå målene for EU's fælles fiskeripolitik i Middelhavet, idet de samarbejdsrammer, som de internationale og regionale fiskeriorganisationer giver, skal udnyttes fuldt ud; påpeger, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav kun kan skabe merværdi, hvis der tages hensyn til alle tilgrænsende lande, herunder såvel EU-lande som tredjelande;

26.

opfordrer Kommissionen til at fremme målene for den fælles fiskeripolitik, navnlig målet om senest i 2020 for alle fiskebestandens vedkommende at nå op på bestandsniveauer, der er højere end dem, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte, samt til at fremme anvendelsen af en økosystembaseret tilgang i forhold til tredjelande;

27.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med kyststaterne at øge udvekslingen af bedste bevarelsespraksis og til at fremme etableringen af beskyttede havområder med henblik på genopretning af de mest truede arter;

28.

opfordrer Kommissionen til at fremme målene i havstrategirammedirektivet over for de tredjelande, der har kyst mod Adriaterhavet eller Det Joniske Hav, navnlig målet om opnåelse eller bevarelse af en god miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020;

29.

opfordrer med hensyn hertil Kommissionen til at tilskynde de medlemsstater, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav, til at udarbejde og gennemføre havstrategier, som anvender en økosystembaseret tilgang og sikrer, at miljøhensyn indarbejdes i de forskellige politikker, der påvirker havmiljøet, idet der i denne forbindelse skal tages hensyn til de grænseoverskridende virkninger på havvandskvaliteten i de tilgrænsende tredjelande;

30.

minder om, at der både inden for rammerne af den fremtidige Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), gennem dens dataindsamlingsprogrammer, og inden for rammerne af Unionens forskellige forskningsprogrammer findes finansieringsmuligheder til opnåelse af større viden om havmiljøet, herunder om fiskearterne, og til indførelse af større innovation og bedre praksisser i fiskeriaktiviteterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at forelægge projekter inden for disse områder og finder, at forudgående samarbejde mellem de forskellige kyststater, herunder både EU-medlemsstater og tredjelande, kan føre til meget interessante initiativer, som gennem medlemsstaternes projekter kan gavne hele Adriaterhavet og Det Joniske Hav;

31.

opfordrer Kommissionen til at vurdere hensigtsmæssigheden af i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og i kølvandet på de erfaringer, der er indhøstet gennem FEMIP (17), at oprette en særlig finansieringspost til gennemførelsen af den her omhandlede strategis foranstaltninger og målsætninger; opfordrer Kommissionen til også at overveje muligheden for at anvende projektobligationer og offentlig-private partnerskaber som velegnede finansieringsinstrumenter;

32.

opfordrer Kommissionen til at foreslå, at der inden for rammerne af det allerede nedsatte regionale rådgivende råd for Middelhavet oprettes særlige rådgivende instanser for Adriaterhavet og Det Joniske Hav på grundlag af de positive erfaringer, der er gjort med de »havdistrikter«, der er indført i italienske farvande (18) (såsom Adriaterhavets nordlige fiskeridistrikt, der blev oprettet i 2012 med henblik på delt og samordnet forvaltning af fiskerisektoren i det nordlige Adriaterhav i politisk, økonomisk, social og miljømæssig henseende);

33.

opfordrer Kommissionen til i det fremtidige lovgivningsmæssige forslag om maritim fysisk planlægning at medtage bestemmelser, der pålægger maritime medlemsstater at opstille oversigter over gældende bestemmelser på deres respektive nationale territorier vedrørende miljø og beskyttelse af turismen og — for områder, der ikke er omfattet af restriktioner — at vedtage hav- og kystområdeudviklingsplaner, der fastslår, hvorvidt anvendelsen og udnyttelsen af disse områder kan tillades og er forenelige med gældende bestemmelser, med henblik på at fremme adgangen til de områder, der er egnede til etablering af akvakulturvirksomheder;

34.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en konkret arbejdsplan for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, som fastsætter de fremtidige målsætninger for denne region, således som det i øjeblikket sker for Middelhavets vedkommende (IMP-PED-projektet); understreger, at denne arbejdsplan bør betragtes som et støtteberettiget projekt under EHFF;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte en række sanktioner for at sikre, at medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser vedrørende indsamling og indberetning af data, eller som ikke er i stand til at tackle problemer med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) i deres farvande eller IUU-fiskeri foretaget af deres egne fiskerflåder, kan pålægges sanktioner;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/37

—

der henviser til artikel 286 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin beslutning af 5. september 2006 om Revisionsrettens særberetning nr. 5/2005 om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning (1),

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 5/2005 om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning, med institutionernes svar (2),

—

der henviser til notat til præsidiemedlemmerne om ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed i tolkning (»Resource-efficient full multilingualism in interpretation — implementation of the decision on the European Parliament's budget 2012«),

—

der henviser til rapporten af 9. april 2013 fra Europa-Parlamentets generalsekretær med titlen »Preparing for Complexity: European Parliament in 2025 — The Answers«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0233/2013),

A.

der henviser til, at flersprogethed er et af de vigtigste elementer i Europa-Parlamentet og i Unionen som helhed, og til, at den sikrer respekt for den kulturelle og sproglige mangfoldighed samt ligebehandling af EU-borgere med forskellig oprindelse og baggrund;

B.

der henviser til, at princippet om flersprogethed i Europa-Parlamentet udgør fundamentet for denne institutions politiske, lovgivningsmæssige og kommunikative arbejde;

C.

der henviser til, at princippet om flersprogethed i Europa-Parlamentet beskytter imod unødig begrænsning af EU-borgeres ret til at stille op ved valgene til Europa-Parlamentet;

D.

der henviser til, at flersprogethed sikrer borgernes ret til at kommunikere med Europa-Parlamentet på alle EU's officielle sprog, hvorved de får mulighed for at udøve deres ret til demokratisk kontrol;

E.

der henviser til, at Europa-Parlamentets sprogtjenester letter kommunikationen, og at de dermed sikrer, at Europa-Parlamentet er åbent for alle EU's borgere, samtidig med at der sikres gennemsigtighed i Unionens unikke flersprogede struktur, der er baseret på 24 officielle sprog;

F.

der henviser til, at det i Europa-Parlamentets forretningsorden er fastsat, at medlemmerne kan tale på det officielle sprog, de måtte ønske, og at der ydes tolkning på de øvrige officielle sprog, hvorved den demokratiske ret til at blive valgt til Europa-Parlamentet uanset ens sprogfærdigheder respekteres;

G.

der henviser til, at udfordringen ved flersprogethed har nået en helt ny dimension med hensyn til størrelse, kompleksitet og politisk relevans som følge af de successive udvidelser, og at den omfattende flersprogethed naturligvis medfører betydelige og stigende udgifter for Europa-Parlamentet og dermed for Unionens borgere;

H.

der henviser til, at det i forbindelse med Europa-Parlamentets budget for 2012 har været nødvendigt at foretage væsentlige besparelser, herunder en reduktion på 10 mio. EUR årligt i udgifterne til tolketjenester, for at begrænse budgettets vækst til 1,9 % sammenlignet med det foregående år;

1.

anerkender, at Den Europæiske Union er den eneste enhed i verden med en officiel politik om flersprogethed baseret på 24 officielle sprog, hvorved i alt 552 sprogkombinationer skal dækkes; glæder sig i denne forbindelse over den meget høje kvalitet i Europa-Parlamentets tolketjenester, men mener, at der bør findes metoder til at mindske den byrde, som flersprogethedens komplekse struktur indebærer, samt til at reducere de betydelige og stigende udgifter, der er forbundet hermed;

2.

bemærker, at ud af alle de sprog, der blev talt på plenarforsamlingen i Strasbourg og Bruxelles fra september 2009 til februar 2013, blev engelsk anvendt i 26 979 minutter (29,1 %), tysk i 12 556 minutter (13,6 %), fransk i 8 841 minutter (9,5 %), estisk i 109 minutter (0,1 %) og maltesisk i 195 minutter (0,2 %);

3.

understreger, at såvel plenarmøderne som udvalgsmøderne er offentligt tilgængelige for alle via webstreaming eller videotransmission on demand — nye kommunikationskanaler, der øger gennemsigtigheden af Europa-Parlamentets arbejde over for EU-borgerne — og at Europa-Parlamentets demokratiske og multikulturelle karakter tydeliggøres ved, at de er tilgængelige på alle de officielle sprog;

4.

bemærker, at nogle multinationale organer såsom De Forenede Nationer (FN) og Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) udelukkende arbejder på mellemstatsligt niveau uden at have lovgivende funktioner; påpeger i denne forbindelse, at FN med sine 192 medlemmer har en sprogordning med seks officielle sprog, og at NATO med sine 28 medlemmer fortrinsvis anvender engelsk, til trods for at organisationen har to officielle sprog;

5.

understreger imidlertid, at Europa-Parlamentet er et politisk organ, der sammensættes ved direkte valg, og at dets medlemmer vælges uden skelen til deres sprogfærdigheder; bekræfter derfor på ny, at retten til, at hvert enkelt medlem kan tale på det officielle sprog, som vedkommende måtte ønske, er et af nøgleprincipperne for Europa-Parlamentets driftsstruktur;

6.

bemærker, at de praktiske konsekvenser af anvendelsen af officielle sprog i Europa-Parlamentet er fastsat i Europa-Parlamentets adfærdskodeks om flersprogethed, der blev ajourført i 2008; bemærker, at begrebet »kontrolleret fuldstændig flersprogethed«, der er fastsat i den pågældende adfærdskodeks, sikrer ligebehandling af medlemmerne og borgerne; påpeger, at gennemførelsen af fuldstændig flersprogethed, som bygger på princippet om »tolkning efter anmodning«, på lang sigt vil være betinget af, at brugerne af sprogtjenesterne gøres fuldt ud bekendt med de udgifter, der er forbundet med leveringen af disse tjenester og dermed med deres ansvar for at udnytte dem bedst muligt;

7.

mener, at det er nødvendigt, at princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning også finder anvendelse på tolkning, og at der med henblik på at sørge for, at de europæiske skatteydere får mest valuta for pengene, løbende bør gennemføres kritiske analyser for at vurdere, hvor og hvorledes effektiviteten kan forbedres og udgifterne kontrolleres eller begrænses;

8.

bemærker, at beslutningen om »ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed i tolkning«, som Europa-Parlamentets Præsidium vedtog i 2011, øger tolketjenesternes effektivitet og reducerer de strukturelle udgifter hertil på følgende måder:

9.

glæder sig over, at de budgetmidler, der anvendes til tolkning i Europa-Parlamentet, som følge heraf er begyndt at blive mindre; påpeger, at resultatet af gennemførelsen af 2010-budgettet var 54 990 000 EUR, at det tilsvarende beløb for 2011 var 56 964 283 EUR, og at det i øjeblikket er sat til 47 000 000 EUR for 2012, selv om det endelige resultat for 2012 ikke kendes med sikkerhed før den 31. december 2013 og dermed kan være højere;

10.

bemærker, at det forventede budgetbeløb til Generaldirektoratet for Tolkning i 2013 er på 58 000 000 EUR, hvoraf 53 000 000 EUR er direkte forbundet med tolketjenester; anmoder om regelmæssigt at blive underrettet i detaljer om de konkrete resultater af initiativet om »ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed« med hensyn til 2013-budgettet, navnlig hvad angår forventede besparelser eller øgede udgifter;

11.

bemærker desuden, at der, mens der i den treårige periode frem til udgangen af 2012 blev brugt 157 954 283 EUR på Europa-Parlamentets tolketjenester, blev opnået en besparelse på 17 %, hvis man sammenligner resultaterne af budgetgennemførelsen for henholdsvis 2010 og 2012; bemærker, at de intelligente besparelser, der er opnået inden for tolkning, ikke har bragt princippet om flersprogethed i fare, og fastholder, at medlemmerne skal sikres lige adgang til sprogtjenester, samt at der fortsat skal sikres ordentlige arbejdsvilkår for de pågældende tjenester;

12.

bifalder, at Europa-Parlamentets overslag over indtægter og udgifter for finansåret 2014, som er et valgår, indeholder forslag om at reducere udgifterne til tolkning med 23 % sammenlignet med budgetposten på 2013-budgettet på 58 000 000 EUR; anmoder om detaljeret dokumentation for, at de foreslåede nedskæringer er gennemførlige, og at tolkningens fremragende kvalitet kan bibeholdes;

13.

fremhæver, at gennemførelsen af »ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed« har givet betydelige gevinster ved hjælp af en mere jævn fordeling af udvalgsmøder i løbet af ugen, uden at det samlede antal af udvalgsmøder er blevet reduceret; noterer sig, at det samlede antal tolkedage som følge heraf er blevet nedbragt fra 105 258 (107 047 386 EUR) i 2011 til 97 793 (100 237 825 EUR) i 2012, hvilket svarer til en besparelse på 6 809 561 EUR;

14.

bemærker med bekymring, at anmodningerne om tolketjenester fra udvalg, delegationer og politiske grupper ifølge beretningerne om adfærdskodeksen om flersprogethed fortsat var ramt af et højt og stigende niveau af sene afbestillinger, hvilket afspejles i nedenstående tabeller:

15.

bemærker med bekymring, at de potentielle udgifter forbundet med disse sene afbestillinger — uden en omrokering af nogle af tolkene i sidste øjeblik — ville udgøre en væsentlig andel af det samlede tolkebudget; bemærker i denne forbindelse, at der i 2011 ville være blevet brugt 4 350 000 EUR (7,6 % af tolkebudgettet) og i 2012 5 480 000 EUR (11,9 % af tolkebudgettet) på tolketjenester, der blev stillet til rådighed og sidenhen annulleret efter de frister, der er fastsat i adfærdskodeksen om flersprogethed; opfordrer Præsidiet til at give Budgetkontroludvalget en detaljeret analyse af den stigende tendens til sene annulleringer og til at indføre en mekanisme til at skabe øget opmærksomhed omkring de ressourcer, der går tabt på grund af sene annulleringer, samt til at nedbringe antallet og procentdelen af sådanne annulleringer væsentligt;

16.

gentager, at det ikke blot er nødvendigt at opretholde en høj arbejdsstandard, men også at sikre en mere effektiv udnyttelse af sprogressourcerne og kontrollere udgifterne hertil ved at undersøge den samlede arbejdsbyrde for hver enkelt sprogenhed og sikre, at de udgifter, der opstår som følge af sen annullering af anmodninger om møder og delegationsbesøg med tolkning — i modstrid med fristerne i adfærdskodeksen — begrænses; påpeger, at udvalg, delegationer og politiske grupper bør gøres opmærksomme på bestemmelserne i adfærdskodeksen;

17.

opfordrer Præsidiet til at udarbejde et system med yderligere foranstaltninger til at imødegå sene afbestillinger af tolketjenester;

18.

opfordrer administrationen til at anvende medlemmernes opdaterede sprogprofiler fuldt ud og effektivt, når den arrangerer sprogydelser for udvalg, delegationer og politiske grupper — både på og uden for arbejdsstederne; påpeger, at alle medlemmernes sprogprofiler bør ajourføres årligt; påpeger endvidere, at en kopi af de ajourførte profiler bør fremsendes til udvalgssekretariaterne og sekretariaterne for delegationer, politiske grupper og arbejdsgrupper;

19.

fastholder, at der — under behørig hensyntagen til beslutningen af december 2011 fra Europa-Parlamentets Præsidium om »ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed« — kun bør ydes tolkning på et officielt sprog under et delegationsbesøg, såfremt der foreligger en udtrykkelig skriftlig anmodning herom fra et deltagende medlem af Europa-Parlamentet; understreger, at antallet af tolke under et delegationsbesøg bør holdes på det absolutte minimum i henhold til de gældende regler;

20.

minder om generalsekretærens forslag om at gennemføre foranstaltninger til bevidstgørelse af brugerne af tolketjenester, herunder udvalg, delegationer og politiske grupper, og afventer yderligere detaljerede forslag med henblik på at øge bevidstheden om sene annulleringer;

21.

opfordrer administrationen til fortsat at sørge for, at lederen af tolkeholdet udarbejder en liste over de tolkefaciliteter, der er anmodet om, men som ikke er blevet anvendt, ved afslutningen af hvert møde og efter aftale med mødesekretariatet; bemærker, at en kopi af den pågældende liste bør fremsendes til det sekretariat, der stod for det pågældende møde; mener, at der i denne liste også bør tages højde for brugerne af webstreaming og videotransmission on demand;

22.

noterer sig den nye personlige tolketjeneste (»Interpretation ad Personam«, IAP), som medlemmerne tilbydes, og som blev oprettet efter det pilotprojekt, der blev iværksat i 2010; bemærker, at denne nye tjeneste medførte udgifter på 157 000 EUR i 2011 og 115 000 EUR i 2012; mener, at der bør foretages en revision af denne tjeneste for at undersøge, om den kan forbedres;

23.

glæder sig over, at tolketjenesterne har formået at øge effektiviteten og nedbringe udgifterne i løbet af de seneste år, samtidig med at arbejdets fremragende kvalitet er bevaret; fremhæver, at udgifterne til tolkning og oversættelse fortsat udgør en væsentlig andel af Europa-Parlamentets budget, og mener derfor, at udfordringen ved at opnå flersprogethed ved hjælp af rimelige omkostninger til stadighed kræver Europa-Parlamentets opmærksomhed;

24.

mener, at Budgetkontroludvalget regelmæssigt bør underrettes om ændringer i udgifterne til tolkning; opfordrer til, at tolketjenesternes årlige beretning om adfærdskodeksen fremsendes til generalsekretæren med henblik på offentliggørelse for udvalgsmedlemmerne;

25.

er af den opfattelse, at situationer, hvor tolkning på visse sprog tilbydes, men ikke anvendes, så vidt muligt bør undgås; understreger, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, der kan nedbringe udgifterne til overflødig tolkning ved møder, og anmoder derfor om, at der hurtigt udvikles og gennemføres et system, der kan forebygge situationer, hvor der stilles tolkning til rådighed på sprog, som i praksis ikke tales på et bestemt møde, eller som brugerne af webstreaming ikke anmoder om;

26.

forventer, at generalsekretæren inden årets udgang forelægger en detaljeret analyse af de sprog, der leveres tolkning på, på samtlige (arbejds-)gruppe-, udvalgs- og delegationsmøder, og de sprog, der rent faktisk tales på disse møder, samt en oversigt over de undtagelser fra de generelle tolkeregler, Præsidiet vedtog den 12. marts 2012 (3), som der er anmodet om og givet i forbindelse med delegationsbesøg;

27.

opfordrer Præsidiet til at vedtage endnu en beslutning om flersprogethed inden årets udgang, som specifikt behandler mulige scenarier for »tolkning efter anmodning« samt den øgede effektivitet, der forventes opnået som følge heraf;

28.

anmoder derfor Revisionsretten om inden for en fornuftig tidsramme og inden marts 2014 at forsyne Europa-Parlamentet med en særberetning om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning og oversættelse, hvori det vurderes, i hvor høj grad den økonomiske forvaltning på området er forsvarlig, og hvor resultaterne fra særberetning nr. 5/2005 ajourføres; bemærker desuden, at denne beretning kunne udarbejdes regelmæssigt og anvendes i forbindelse med dechargeproceduren; gentager, at beretningen bør give oplysninger om, hvorvidt de pågældende institutioner har tilstrækkelige redskaber og procedurer til at sikre, at:

29.

bemærker ligeledes, at denne opfølgende beretning nøje bør sammenligne omkostningseffektiviteten i Europa-Parlamentets tolketjenester med omkostningseffektiviteten i henholdsvis Rådets og Kommissionens tolketjenester og sammenligne de faktiske udgifter til de tre institutioners tolketjenester med dem, der blev registreret i revisionens referenceperiode;

30.

påpeger desuden, at Europa-Parlamentet behandler det betydelige antal sene afbestillinger som en prioritet, og anmoder Præsidiet om at forelægge en detaljeret handlingsplan for, hvordan dette antal kan nedbringes;

31.

gentager, at interinstitutionelt samarbejde er af afgørende betydning for udveksling af bedste praksis, som kan fremme effektiviteten og muliggøre besparelser; mener, at interinstitutionelt samarbejde om tolkning bør fremmes; opfordrer til, at der foretages en grundig revision, hvor der gives prioritet til en mere effektiv deling af de til rådighed værende ressourcer blandt alle institutionerne, og at der træffes konkrete foranstaltninger vedrørende freelancetolkning;

32.

understreger betydningen af softwareapplikationer som forvaltningsinstrumenter og fastholder, at der skal bevilges flere midler til dette formål på næste års budget; bemærker, at der kan opnås et højere effektivitetsniveau, såfremt Europa-Parlamentets administration får passende information fra ledelsen; finder det beklageligt, at visse generaldirektorater fortsat er bagefter med hensyn til tilgængelige softwareapplikationer — til trods for de forbedringer, der er sket i it-sektoren siden 2010;

33.

opfordrer alle sine relevante tjenestegrene til at vurdere, hvorvidt den betydeligt øgede effektivitet på tolkeområdet kan tjene som et eksempel til forbedring inden for andre generaldirektorater;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/42

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. oktober 2012 med titlen »Mod et samlet europæisk regelsæt for onlinespil« (COM(2012)0596),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 om udvikling af sportens europæiske dimension (COM(2011)0012),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om aftalt spil og korruption inden for sporten (1),

—

der henviser til sin beslutning af 2. februar 2012 om sportens europæiske dimension (2),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2011 om onlinespil i det indre marked (3),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om sikkerhed ved onlinespil (4),

—

der henviser til Nicosia-erklæringen af 20. september 2012 om bekæmpelse af aftalt spil,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 og statusrapporterne fra det franske, svenske, spanske og ungarske formandskab om rammen for spil og væddemål i EU's medlemsstater,

—

der henviser til den forberedende foranstaltning »europæiske partnerskaber om sport« og navnlig dataindsamlingsprojekter med fokus på forebyggelse af aftalt spil gennem uddannelse og oplysning af relevante aktører,

—

der henviser til artikel 51, 52 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten,

—

der henviser til EU-Domstolens retspraksis på området for organisering af hasardspil, herunder navnlig hensynet til forbrugerbeskyttelsen og forebyggelse af såvel svindel som incitamenter til at ødsle penge bort på spil samt det generelle behov for at opretholde den offentlige orden, som Domstolen anser for berettiget af de tvingende almene hensyn, der vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser (5),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 22. maj 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og Retsudvalget (A7-0218/2013),

A.

der henviser til, at spilleaktiviteter ikke kan betragtes som en almindelig økonomisk aktivitet som følge af de alvorlige negative helbredsmæssige og sociale følger, herunder ludomani, hvis konsekvenser og omkostninger det er vanskelig at anslå, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og aftalt spil; der henviser til, at onlinespil indebærer en større fare for afhængighed end traditionelle offlinespil, hvilket bl.a. skyldes lettere adgang og mangel på social kontrol, men til, at det er nødvendigt med mere forskning og flere oplysninger i den forbindelse; der derfor henviser til, at nogle af det indre markeds regler, herunder etableringsfriheden, friheden til at levere tjenesteydelser og princippet om gensidig anerkendelse ikke bør forhindre medlemsstaterne i at fastsætte deres egne supplerende bestemmelser for at beskytte spillere;

B.

der henviser til, at artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indfører en forpligtelse til at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter;

C.

der henviser til, at artikel 169 i TEUF forpligter EU til at sikre en høj forbrugerbeskyttelse;

D.

der henviser til, at onlinespillesektorens særlige karakter indebærer, at beskyttelsen af menneskers sundhed og forbrugerbeskyttelsen skal være det ledende princip i udarbejdelsen af EU-henstillinger og national lovgivning

E.

der henviser til, at medlemsstaterne under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet har ret til at bestemme, hvordan udbuddet af online-spilletjenesteydelser skal opbygges og reguleres i overensstemmelse med deres egne værdier og mål af almen interesse og under overholdelse af EU-lovgivningen;

F.

der henviser til, at udbuddet af online-spilletjenester grundet deres særlige karakter og i henhold til subsidiaritetsprincippet ikke er omfattet af sektorspecifik regulering på EU-plan og er undtaget fra tjenesteydelses- og forbrugerrettighedsdirektivet, men at de dog er underlagt en række sekundære EU-retsakter som direktivet om databeskyttelse, direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation og direktivet om urimelig handelspraksis,

G.

der henviser til, at markedet for onlinespil ikke kan sammenlignes med andre markeder som følge af de farer, det indebærer for forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvilket Den Europæiske Unions Domstol gentagne gange har stadfæstet;

H.

der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) har bekræftet, at udbud af hasardspil eller pengespil er en økonomisk aktivitet af særlig karakter, hvor visse restriktioner kan være berettigede af hensyn til den offentlige orden, f.eks. forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af svig, bekæmpelse af hvidvaskning af penge, opretholdelse af den offentlige orden og beskyttelse af folkesundheden; der henviser til, at eventuelle begrænsninger skal være i overensstemmelse med TEUF, idet de skal stå i forhold til det tilsigtede mål og ikke være diskriminerende.

I.

der henviser til, at medlemsstaterne for en gangs skyld er enige i deres bekymring over de negative konsekvenser af ulovligt onlinespil for samfundet og for nationaløkonomier som helhed, idet de ser det som deres vigtigste opgave at beskytte mindreårige og sårbare samfundsgrupper, behandle afhængighed og bekæmpe kriminalitet og skatteunddragelse;

J.

der henviser til, at den grænseoverskridende karakter af onlinespil og de risici, det indebærer med hensyn til forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af svig og bekæmpelse af ulovlige aktiviteter, såsom hvidvaskning af penge og aftalt spil, samt nødvendigheden af at bekæmpe ulovlige aktiviteter, nødvendiggør en bedre samordning af indsatsen mellem medlemsstaterne og på EU-plan

K.

der henviser til, at det er vigtigt at indføre mekanismer for kontrol med sportskonkurrencer og pengeoverførsler sideløbende med tilsynsmekanismer;

L.

der henviser til, at vi i dag ikke har et samlet overblik over sektoren for onlinespil i form af information og data om det autoriserede og uautoriserede udbud i de enkelte lande og på tværs af grænserne samt inden for EU og globalt;

M.

der henviser til, at der er forskellige bestemmelser vedrørende reklame for onlinespil i de forskellige medlemsstater, mens der i nogen slet ingen bestemmelser findes;

1.

er enig med Kommissionen i, at tilvejebringelsen af et velreguleret og lovligt udbud af spilletjenester med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, navnlig for de mest sårbare forbrugere, som hver enkelt medlemsstat træffer afgørelse om i overensstemmelse med EU-retten, muligvis kan mindske de samfundsmæssige omkostninger og skadelige virkninger af hasardspil:

2.

advarer om, at spil kan føre til en farlig afhængighed, og at dette spørgsmål bør behandles i et lovgivningsforslag for at beskytte forbrugerne;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gribe ind for at bekæmpe ulovlige spil, der tilbydes fra medlemsstaternes områder; henstiller i denne forbindelse indtrængende til Kommissionen, at den i sine planlagte anbefalinger om forbrugerbeskyttelse og reklamer opfordrer medlemsstaterne til at gribe ind imod udbuddet af ulovlige spil;

4.

mener, at der er en farlig forbindelse mellem de tilspidsede økonomiske krisesituationer og stigningen i spil; understreger, at den nuværende meget alvorlige sociale og økonomiske situation har bidraget til en eksponentiel udbredelse af spil, især i de fattigste befolkningslag, og finder det derfor nødvendigt løbende at overvåge fænomener som ludomani og spilleproblemer;

5.

bekræfter, at onlinespil er en form for kommerciel udnyttelse af sporten, og at medlemsstaterne, mens sektoren for onlinespil er i stadig vækst, fordi den holder sig ajour med de teknologiske innovationer, har vanskeligt ved at kontrollere sektoren for onlinespil på grund af internettets specifikke natur, hvilket skaber en risiko for krænkelser af forbrugerrettighederne og for, at sektoren underkastes undersøgelser som led i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet;

6.

insisterer på, at der, uanset hvordan medlemsstaterne beslutter at tilrettelægge og regulere udbuddet af online-spilletjenester på nationalt plan, skal sikres et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af folkesundheden; opfordrer Kommissionen til fortsat at undersøge mulige foranstaltninger på EU-plan til beskyttelse af sårbare forbrugere, herunder et formaliseret samarbejde mellem medlemsstaternes regulerende myndigheder; understreger, at ekspertgruppen bør sikre, at det er umuligt for mindreårige at få adgang til online-spillewebsteder; opfordrer medlemsstaterne til at forpligte operatører med en licens fra den pågældende medlemsstat til at vise et logo og et online-tillidsmærke på et bestemt fremtrædende sted på webstedet:

7.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at standse den praksis, hvor nogle virksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat, markedsfører deres onlinespilletjenester f.eks. via satellit-tv eller via reklamekampagner i en medlemsstat, hvor de ikke har licens til at udbyde disse tjenester;

8.

opfordrer til, at udbydere skal forpligtes til at anbringe klare, synlige og eksplicitte advarsler til mindreårige med information om, at det er ulovligt for dem at spille onlinespil;

9.

mener, at der bør træffes foranstaltninger til sikring af, at socialt sårbare personer ikke kommer endnu længere ud i eksistentiel nød på grund af spil;

10.

mener, at der er behov for yderligere forskning og data for at kvantificere ludomani og de risici, der er forbundet med forskellige former for spil; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gennemføre yderligere samordnede undersøgelser for at forstå spilleproblemet; henviser til, at spilleoperatører har pligt til at bidrage til at forebygge ludomani;

11.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne — og i givet fald gennem ekspertgruppen — at undersøge muligheden for at sikre EU-dækkende interoperabilitet mellem de nationale frivillige udelukkelsesregistre, som bl.a. omfatter frivillig udelukkelse og personlige grænser for tab og tidsforbrug, og som skal være tilgængelige for de nationale myndigheder og godkendte spiludbydere, således at enhver kunde, som vælger at udelukke sig selv fra en spiludbyder, eller som har overskredet den fastsatte grænse, har mulighed for automatisk selvudelukkelse fra alle andre godkendte spiludbydere; understreger, at enhver mekanisme til udveksling af personoplysninger om problematiske spillere skal underlægges strenge databeskyttelsesregler; understreger betydningen af, at ekspertgruppen arbejder i retning af at beskytte borgerne mod ludomani; understreger, at registret for at gøre forbrugerne klar over deres egen spillevirksomhed skal vise forbrugerne samtlige oplysninger om deres historiske spilleaktivitet, når de begynder at spille;

12.

anbefaler, at der skelnes klart mellem spil og andre former for onlineunderholdning; henviser til, at tjenester, som bliver kombineret med karakteristiske træk fra spilleverdenen, skal henhøre under den relevante spillelovgivning og fuldt ud respektere mekanismerne til verificering af alder og identitet;

13.

bemærker, at selvregulerende initiativer kan tjene som et vigtigt bidrag til fastlæggelse af indholdet af fælles standarder; bekræfter, at selvregulering på et område, der er så følsomt som spil, kun kan supplere, og ikke erstatte nationale bestemmelser;

14.

opfordrer Kommissionen til at overveje en obligatorisk ordning til identitetskontrol, som forvaltes af tredjepart, med henblik på at udelukke mindreårige eller personer, der anvender falsk identitet, fra at spille; foreslår, at denne kontrol bl.a. kunne omfatte personnummer, bankoplysninger eller et andet identifikationsnummer; understreger ligeledes, og at identificeringen bør finde sted, inden spillet indledes;

15.

mener, at det er nødvendigt at sikre en større sikkerhed med hensyn til den software, der anvendes til onlinespil, og finder det hensigtsmæssigt at indføre et mindstemål af fælles EU-certificering for at sikre, at der vedtages de samme parametre og standarder;

16.

gør opmærksom på behovet for at udarbejde effektive metoder til at føre tilsyn med væddemål, idet der tages hensyn til onlinemiljøets hastige udvikling; fremhæver dog ligeledes vigtigheden af at beskytte brugernes personlige oplysninger imod misbrug;

17.

mener, at fælles standarder for onlinespil bør omhandle rettigheder og forpligtelser for både leverandøren og forbrugeren med et højt beskyttelsesniveau for borgere og forbrugere, især mindreårige og andre sårbare personer og forhindre vildledende og overdreven reklame; opfordrer den europæiske sammenslutning for spiludbydere til at udvikle og vedtage selvregulerende adfærdskodekser;

18.

opfordrer Kommissionen til i sin henstilling at fastslå, at spiludbydere forpligtes til aktivt at fremme muligheden for frivillig begrænsning ved registreringen og i tilfælde af gentagne tab;

19.

anbefaler, at der indføres ensartede sikkerhedsstandarder for elektronisk identifikation i hele Europa og grænseoverskridende e-verifikationstjenester; glæder sig over Kommissionens forslag til direktiv om elektronisk identifikation og autentifikation, som muliggør interoperabilitet mellem de nationale elektroniske identifikationssystemer, hvor der er sådanne; kræver derfor, at registrerings- og identifikationsprocedurerne optimeres og effektiviseres, navnlig for at sikre effektive identifikationsmekanismer og for at undgå flere konti pr. spiller og mindreåriges adgang til spillewebsider; henstiller til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne om gennemførelsestiltag som f.eks. udarbejdelse af hvide og sorte lister over ulovlige spillewebsteder, samarbejde om indførelse af sikre og sporbare betalingsløsninger og overvejelser omkring standsning af finanstransaktioner for at beskytte forbrugerne mod ulovlige operatører;

20.

opfordrer medlemsstaterne og operatørerne til at fremme ansvarlige reklamer for onlinespil; glæder sig over Kommissionens initiativ til at vedtage en henstilling om ansvarlige reklamer på spilleområdet; opfordrer Kommissionen til at medtage fælles minimumsstandarder, som sikrer tilstrækkelige beskyttelse af sårbare forbrugere; mener derfor, at reklamer bør gøres mere ansvarlige, indeholde klare advarsler om risikoen for ludomani og hverken være overdrevne eller placeret på indhold, der specifikt er rettet mod mindreårige, eller hvor der er en større risiko for at nå ud til mindreårige, navnlig i form af reklamer i de sociale medier;

21.

opfordrer til, at der defineres og gennemføres foranstaltninger til opbyggelse og styrkelse af mediekompetencen hos børn og unge; mener, at indførelse af kurser i, hvordan man bedst bruger internettet, der afholdes på skoler og er rettet mod unge, kan gøre brugerne dygtigere til at beskytte sig mod afhængighed af onlinespil;

22.

understreger, at uddannelse, rådgivningstjenester og forældre spiller en vigtig rolle for bevidstgørelsen med hensyn til onlinespil og deres konsekvenser for mindreårige;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre effektive foranstaltninger for at gøre især de unge opmærksomme på ludomaniens farer;

24.

opfordrer til, at socialt ansvarlig reklamering for onlinespil kun bliver tilladt for lovlige spilletjenester; mener, at det aldrig bør være tilladt at reklamere for onlinespilletjenester ved at overdrive sandsynligheden for at vinde, således at der gives et falsk indtryk af, at spil udgør en fornuftig strategi til forbedring af en persons økonomi; mener, at reklamer bør indeholde klare oplysninger om konsekvenserne ved tvangspræget spilleadfærd;

25.

understreger, at det er afgørende for at forhindre unge under 18 i at spille og for kampen imod problematisk og tvangspræget spilleadfærd, at der bliver opstillet et ikke-skadeligt reklameformat samt regler for, hvordan disse reklamer udbredes;

26.

understreger, at foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse bør understøttes af en kombination af forebyggende og tilskyndende håndhævelsesforanstaltninger, som skal forhindre, at borgerne kommer i kontakt med uautoriserede operatører; understreger betydningen af en fælles definition på begrebet lovlig spilleoperatør, så medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten kun giver licens til operatører, som fuldt ud opfylder i det mindste følgende krav og dermed anses for lovlige:

27.

mener, at registreringsprocessen skal indeholde et obligatorisk element, hvor spilleren selv angiver og definerer en maksimal tabsgrænse inden for en nærmere bestemt periode; mener endvidere, at dette element under alle omstændigheder skal indgå i spil, der bygger på høj afviklingsfrekvens;

28.

understreger på den ene side, at udbydere af onlinespil til enhver tid skal efterleve den nationale lovgivning i de medlemsstater, hvor de pågældende spil udbydes, og på den anden side, at medlemsstaterne skal bevare retten til at indføre de restriktioner, som skønnes nødvendige og berettigede for at kunne gribe ind over for ulovlige onlinespil med det formål at håndhæve national lovgivning og spærre adgangen til markedet for ulovlige spil;

29.

der henviser til, at medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet har ret til at bestemme, hvordan udbuddet af onlinespil organiseres og reguleres på nationalt plan, og til at foretage eventuelle indgreb, som de anser for nødvendige mod ulovlig spillevirksomhed under overholdelse af de grundlæggende principper i EU-traktaten; erkender, at en sådan lovgivning skal være forholdsmæssig, konsekvent, gennemskuelig og ikke-diskriminerende; henviser til nødvendigheden af en mere sammenhængende EU-politik i betragtning af onlinespils grænseoverskridende karakter;

30.

bemærker, at Kommissionen har sendt skrivelser til en række medlemsstater og anmodet om detaljerede oplysninger om deres gældende lovgivning om spillevirksomhed; opfordrer Kommissionen til at fortsætte dialogen med medlemsstaterne; henviser til Kommissionens arbejde i forbindelse med traktatovertrædelsessager og klager mod visse medlemsstater; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at fortsætte kontrollen med overensstemmelsen mellem national lovgivning og praksis og EU-lovgivningen og til at indlede traktatovertrædelsessager mod de medlemsstater, som tilsyneladende overtræder EU-retten; respekterer visse medlemsstaters beslutning om at oprette monopoler inden for denne sektor på betingelse af, at det er i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, at de er underlagt en nøje statslig kontrol, at der sikres en særlig høj grad af forbrugerbeskyttelse, at deres aktiviteter er i overensstemmelse med almenhedens interesser, og at de reducerer spillemulighederne på en konsekvent måde;

31.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ekspertgruppen om spilletjenester til at udarbejde foranstaltninger, koordinerede strategier og udveksling af god praksis med henblik på at studere og bekæmpe skatte- og afgiftsunddragelse blandt godkendte operatører, som opererer i EU's indre marked, men har deres vedtægtsmæssige hjemsted i skattely i og uden for EU;

32.

henviser til den risiko, som forbrugeres adgang til ulovlige spillesteder kan udgøre; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i arbejdet i ekspertgruppen om spilletjenester at afveje de sociale omkostninger, der er forbundet med regulerede spilleaktiviteter, med de skadelige virkninger, der er forbundet med, at forbrugere vender sig mod de ulovlige operatører;

33.

understreger, at de medlemsstater, der vælger at åbne deres sektor for onlinespil, skal sørge for en gennemsigtig og juridisk holdbar licensansøgningsprocedure, som bygger på objektive og ikke-diskriminerende kriterier i fuld overensstemmelse med EU-retten og med tilstrækkelig beskyttelse af borgerne og forbrugerne;

34.

opfordrer ekspertgruppen om spilletjenester og Kommissionen til så vidt muligt at lette overførslen af data mellem de regulerende myndigheder i medlemsstaterne, således at der kan udveksles bedste praksis og oplysninger om skabelse af et effektivt fælles system til identificering af spillere, imødegåelse af udbuddet af ulovlige spil, styrkelse af forbrugerbeskyttelsen, ansvarlig reklame, etablering af hvide og sorte lister, forhindring af aftalt spil og frivillige udelukkelsesmekanismer som bl.a. omfatter personlige tids- og indsatsgrænser, som finder anvendelse i hele EU; opfordrer ekspertgruppe til at sørge for, at den indhenter den størst mulige ekspertise i udførelsen af sit arbejde; opfordrer medlemsstaterne til at genindlede dialogen med onlinespilleoperatørerne inden for rammerne af Rådets Arbejdsgruppe vedrørende Etablering og Tjenesteydelser;

35.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med ekspertgrupper og høringer at inddrage eksperter, som er specialiseret i spilleproblemer og ludomani;

36.

understreger behovet for på EU-plan at styrke samarbejdet og udvekslingen af bedste praksis mellem nationale eksperter fra social- og sundhedssektoren, som er specialiseret i spilleproblemer og ludomani;

37.

understreger, at en effektiv udveksling af oplysninger mellem undersøgelsesorganer er væsentlig for en vellykket retshåndhævelsesindsats, og at foranstaltninger til bekæmpelse af aftalt spil skal overholde de nationale og europæiske love og forskrifter om databeskyttelse;

38.

opfordrer medlemsstaterne til inden for rammerne af ekspertgruppen i tæt samarbejde med Kommissionen og indbyrdes at koordinere aktiviteter til imødegåelse af det ulovlige udbud af grænseoverskridende spilletjenester og gennemføre handlingsplanen i Kommissionen meddelelse om onlinespil;

39.

erkender, at samarbejde mellem medlemsstaterne er af afgørende betydning, men understreger, at det samtidig er yderst vigtigt, at ekspertgruppen om spilletjenester arbejder tæt sammen med alle de berørte parter, herunder både spilleindustrien og forbrugerorganisationerne;

40.

påpeger, at det er vigtigt, at ekspertgruppen arbejder på at opnå mere gennemsigtige og enkle procedurer, der fjerner unødvendige administrative byrder i medlemsstaterne, som unødigt kan øge omkostningerne for lovlige onlineoperatører i de lande, som beslutter at åbne deres markeder; understreger, at fjernelsen af administrative byrder aldrig må bringe forbrugerbeskyttelsen i fare;

41.

mener, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at tilnærme skatte- og afgiftssystemerne vedrørende spil til hinanden for at undgå, at uforholdsmæssigt store skatte- og afgiftsmæssige fordele fremmer udbredelsen og koncentrationen af onlinespilleaktiviteter;

42.

opfordrer de nationale regulerende myndigheder i de medlemsstater, som har besluttet at indføre en licensordning, til at udveksle bedste praksis, som kan lette anvendelsen af nationale licenser, herunder tekniske standarder for spilleudstyr; tilskynder de kompetente nationale myndigheder til kun at give en spilleoperatør tilladelse til at drive virksomhed, hvis den pågældende virksomhed ikke driver virksomhed i modstrid med lovgivningen i en anden medlemsstat, hvis lovgivning ikke af Domstolen er blevet erklæret som ikke værende i overensstemmelse med EU-retten;

43.

understreger, at onlinespil er et kontantløst miljø, og at der som følge af afhængigheden af tredjepartsudbydere af finansielle tjenesteydelser er behov for yderligere sikkerhedsforanstaltninger mod hvidvaskning af penge; understreger behovet for et tæt samarbejde mellem de nationale spillemyndigheder, det nationale politivæsen og de nationale håndhævende myndigheder om forebyggelse af kriminelle aktiviteter;

44.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ekspertgruppen til at gribe effektivt ind over for hvidvaskning af penge; glæder sig i den forbindelse over forslaget om at udvide bestemmelserne i direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge til at omfatte alle former for spil og opfordrer de kompetente national myndigheder til at sikre, at transaktioner, som mistænkes for potentielt at have forbindelse til hvidvaskning af penge eller anden kriminel virksomhed, indberettes i overensstemmelse med bestemmelserne direktivet;

45.

opfordrer Rådet til at handle hurtigt og ambitiøst i forhandlingerne om Kommissionens forslag til et direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (COM(2013)0045), og til at lade det dække alle former for spil, herunder på internettet, med henblik på at forhindre udnyttelsen af onlineaktiviteter med sportsvæddemål fra kriminelles side til hvidvaskning af penge;

46.

understreger, at solide registreringssystemer og entydige verifikationssystemer er centrale redskaber til at forhindre svindel med onlinespil, f.eks. hvidvaskning af penge; mener, at verifikationen kan bygge på onlinestrukturer, der allerede forefindes, eller som er under udvikling, som f.eks. onlineverifikationssystemer for bank- og kreditkort;

47.

mener, at alle onlinespilleoperatører, der udbyder spil på EU's område, bør registreres som lovlige operatører;

48.

understreger, at alle medlemsstater bør fastlægge og udpege en offentlig myndighed, der skal have ansvaret for tilsyn med onlinespil; mener, at denne myndighed også skal have beføjelse til at gribe ind, hvis der registreres mistænkelig spilleadfærd; understreger, at der ligeledes bør stilles krav til spilleoperatørerne om at underrette myndigheden om enhver mistænkelig adfærd;

49.

understreger i betragtning af, at aftalt spil er et grænseoverskridende fænomen, at bekæmpelsen af det nødvendiggør et mere effektivt samarbejde mellem alle interesserede parter herunder offentlige myndigheder, de retshåndhævende myndigheder, sportsindustrien, spilleoperatørerne og de regulerende myndigheder, sportsfolk og tilhængere, mens der også skal lægges vægt på uddannelse og forebyggelse; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens forberedende foranstaltning for 2012, som støtter transnationale oplysningsprojekter med henblik på at bekæmpe aftalt spil; henviser til, at aftalt spil finder sted både på offline- og online-spillemarkederne og at aftalt spil på onlinemarkedet i de fleste tilfælde sker gennem operatører, som er etableret på uregulerede markeder uden for EU;

50.

opfordrer til indførelse af en adfærdskodeks som del af et selvregulerende initiativ, der indeholder et generelt forbud gældende for alle medvirkende ved sportsbegivenheder (særligt spillere, trænere, dommere, lægelige og tekniske medarbejdere samt klubejere og -bestyrere), som kan have direkte indflydelse på resultatet, mod at vædde på deres egne kampe eller arrangementer; lægger i denne forbindelse også vægt på behovet for strenge og pålidelige systemer for alders- og identitetskontrol på medlemsstatsplan; opfordrer sportsorganisationer til at gøre brug af oplysningskampagner og adfærdskodekser i arbejdet med at undervise sportsfolk, dommere og officials fra en tidlig alder i, at det er ulovligt at manipulere med sportsresultater;

51.

erkender, at bestræbelserne på at bekæmpe sportsorganisationernes deltagelse i korrupte aktiviteter, som f.eks. aftalt spil eller hvidvaskning af penge, bl.a. i form af adfærdskodekser, skal være rettet mod alle interessentgrupper (officials, ejere, bestyrere, agenter, spillere, dommere og fans) og alle organisationer (klubber, ligaer, forbund osv.);

52.

opfordrer medlemsstaterne til at prioritere bekæmpelse af korruption i sporten og understreger behovet for at koncentrere sig mere om en effektiv retshåndhævelse i den forbindelse; opfordrer til vedtagelse på nationalt plan af effektive foranstaltninger for at forhindre interessekonflikter, navnlig ved at forhindre, at sportsaktører kan spille på kampe, som de selv er involveret i; opfordrer alle idrættens styrende organer til at forpligte sig til at anvende gode forvaltningspraksisser for at reducere risikoen for at blive offer for aftalt spil; opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at tage hensyn til arbejdet i Europarådet om evalueringen af risikoen i forbindelse med visse former for væddemål og evalueringen af de mulige risici i forbindelse med spot-væddemål, hvor det er muligt at indgå væddemål under en kamp og til at gribe ind om nødvendigt;

53.

opfordrer idrætssammenslutningerne og spilleoperatørerne til gennem en adfærdskodeks at indføre et forbud mod væddemål om såkaldte negative begivenheder som f.eks. gule kort, straffespark eller frispark under en kamp eller et arrangement; opfordrer medlemsstaterne og spiludbyderne til at nedlægge et forbud mod alle former for sportsrelaterede live-væddemål, da disse har vist sig at være meget udsatte i forhold til aftalt spil og derfor udgør en risiko for sportens integritet:

54.

opfordrer til, at der indføres pligt til samarbejde og udveksling af informationer om mistænkelige aktiviteter på både nationalt plan og EU-plan mellem sportsorganisationer, offentlige myndigheder, Europol og Eurojust med henblik på at bekæmpe kriminalitet i grænseoverskridende spilleaktiviteter på internettet;

55.

glæder sig over, at Kommissionen agter at fremme udvekslingen af god praksis i forbindelse med bekæmpelse af aftalt spil; understreger betydningen af at Den Europæiske Union støtter det igangværende arbejde i Europarådet med at få en international konvention forhandlet på plads om beskyttelse og fremme af sportens integritet; understreger, at aftalt spil ikke altid er væddemålsrelateret, og at det også er nødvendigt at gøre noget ved aftalt spil, som ikke er væddemålsrelateret, da det også udgør en risiko for sportens integritet; understreger behovet for et udvidet samarbejde på EU-plan og globalt plan til bekæmpelse af aftalt spil; opfordrer Kommissionen til at stå i spidsen for oprettelsen af en global platform for udveksling af oplysninger og bedste praksis samt koordinering af fælles forebyggelses- og håndhævelsesforanstaltninger mellem tilsynsmyndigheder, idrætsforeninger, politi- og retsmyndigheder samt spiludbydere;

56.

mener, at en konsekvent politik om strafferetlige sanktioner er afgørende for en fælleseuropæisk tilgang til regulering af sektoren for onlinespil, og opfordrer med henblik herpå indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at svigagtig manipulering af resultater med henblik på at opnå økonomiske eller andre fordele forbydes ved at fastslå, at enhver trussel mod konkurrencers integritet, herunder konkurrencer forbundet med væddemål, er en strafbar handling; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger på EU-plan imod ureguleret onlinespil og til at støtte kampen mod aftalt spil;

57.

erkender, at provenuet fra spil og loto udgør en vigtig indtægtskilde i visse medlemsstater, som kan anvendes til støtte for almennyttige og velgørende formål, kulturelt arbejde, den folkelige idræt, hestevæddeløb og hestebranchen generelt; understreger endvidere, at man under drøftelserne på EU-plan bør anerkende betydningen af dette konstante bidrag og dens specifikke rolle; bekræfter sin opfattelse af, at sportsvæddemål er en form for forretningsmæssig udnyttelse af sportskonkurrencer; henstiller, idet det fuldt ud anerkender medlemsstaternes kompetence på dette område, at sportskonkurrencer bør beskyttes mod ikke-autoriseret kommerciel udnyttelse, navnlig ved at anerkende sportsarrangørers ejendomsret ikke blot for at sikre et rimeligt økonomisk afkast til fordel for alle niveauer inden for den professionelle sport og amatørsporten, men også for at skærpe kampen mod svig inden for sporten navnlig i form af aftalt spil;

58.

opfordrer til mere europæisk samarbejde, koordineret af Kommissionen, om at identificere og udelukke spille- og væddemålsoperatører på internettet, der er skyldige i ulovlige aktiviteter som f.eks. aftalt spil eller spil på juniorkonkurrencer, der involverer mindreårige, og forventer, at den internetbaserede spilleindustri overholder dette forbud gennem selvregulering;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje et forbud mod alle former for »spot-væddemål«, såsom væddemål om hjørnespark, frispark, indkast og advarsler, da disse har vist sig at indebære den største risiko for aftalt spil;

60.

opfordrer Kommissionen til at indføre et europæisk advarselssystem til regulering af væddemål med henblik på hurtig udveksling af oplysninger om aftalte sportsbegivenheder;

61.

glæder sig over transnationale oplysningsprojekter med henblik på at bekæmpe aftalt spil på globalt plan;

62.

understreger, at sportsfolk har brug for effektive beskyttelsesmekanismer for at imødegå korrumperende indflydelse, herunder beskyttelse af sportsfolkenes moralske og fysiske integritet, ordentlige arbejdsbetingelser samt sikring af gager og godtgørelser, herunder forbud mod deltagelse på forskellige konkurrenceniveauer for sportsorganisationer, som ikke til stadighed opfylder disse forpligtelser over for deres sportsfolk.

63.

påpeger, at påstande om aftalt spil ofte prøves ved offentlige domstole eller ved sportslige voldgiftsinstanser, og at de internationale processuelle minimumsstandarder som fastsat i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention skal overholdes ved begge procedureformer;

64.

opfordrer til strengere regulering eller forbud mod farlig spillevirksomhed som følge af evalueringer foretaget på medlemsstatsplan;

65.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne samt Den Russiske Føderation.

9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/52

—

der henviser til artikel 2 og 3, stk. 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 21, stk. 1, og artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens Euromosaic-undersøgelse, hvoraf det fremgår, at en række europæiske sprog er ved at uddø, fordi de gældende bestemmelser ikke gør det muligt at beskytte dem,

—

der henviser til Unesco's konvention af 17. oktober 2003 om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, der bl.a. omfatter mundtlige traditioner og udtryk, herunder sprog som et udtryksmiddel for den immaterielle kulturarv,

—

der henviser til Unesco's konvention af 20. oktober 2005 om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed,

—

der henviser til Unesco's atlas over verdens truede sprog,

—

der henviser til resolutionen af 18. marts 2010 fra Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheder om mindretalssprog og deres bidrag til den regionale udvikling (301/2010) (1),

—

der henviser til Europarådets rapport 12423/2010, resolution 1769/2010 og henstilling 1944/2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. september 2008»Flersprogethed: et aktiv for Europa og en fælles forpligtelse« (COM(2008)0566),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring (2),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om beskyttelse og udvikling af historiske sproglige mindretal inden for rammerne af Lissabon-traktaten (3),

—

der henviser til Rådets resolution af 21. november 2008 om en europæisk strategi for flersprogethed (4),

—

der henviser til Europarådets europæiske pagt af 5. november 1992 om regionale sprog eller mindretalssprog,

—

der henviser til den universelle erklæring om sproglige rettigheder (1996),

—

der henviser til rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal (1995),

—

der henviser til sin beslutning af 14. januar 2004 om bevarelse og fremme af den kulturelle mangfoldighed: de europæiske regioners og internationale organisationers rolle (f.eks. Unesco og Europarådet) (5) og til sin beslutning af 4. september 2003 om regionale og mindre udbredte europæiske sprog — mindretalssprog i EU — under hensyntagen til udvidelsen og den kulturelle mangfoldighed (6),

—

der henviser til sin beslutning af 14. januar 2003 om de regionale og lokale myndigheders rolle i opbygningen af Europa (7) og henvisningen deri til den sproglige mangfoldighed i Europa,

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om flersprogethed: et aktiv for Europa og en fælles forpligtelse (8),

—

der henviser til sin beslutning af 25. september 2008 om ikke-kommerciel lokalradio og -tv i Europa (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A7-0239/2013),

A.

der henviser til, at Lissabon-traktaten styrker målsætningen om at bevare og fremme Den Europæiske Unions kulturelle og sproglige arv i al sin mangfoldighed;

B.

der henviser til, at sproglig og kulturel mangfoldighed er en af Den Europæiske Unions grundlæggende principper, jf. artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fastsætter, at »Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed«;

C.

der henviser til, at sproglig mangfoldighed er en rettighed, som borgerne nyder i henhold til artikel 21 og 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvilket indebærer, at forsøg på at indføre ensproglighed er en begrænsning og tilsidesættelse af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier;

D.

der henviser til, at udryddelsestruede sprog bør betragtes som en del af den europæiske kulturarv og ikke som et redskab for politiske, etniske eller territoriale krav;

E.

der henviser til, at alle europæiske sprog har samme værdi og værdighed, at de udgør en integreret del af de europæiske kulturer og civilisationer, og at de bidrager til at berige menneskeheden;

F.

der henviser til, at velkonsoliderede flersprogede samfund, som forvalter deres sproglige mangfoldighed på demokratisk og bæredygtig vis, er mere pluralistiske og åbne og bedre i stand til at værdsætte den rigdom, som sproglig mangfoldighed indebærer;