5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/1

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/2

—

der henviser til artikel 19, stk. 1, og artikel 260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (1),

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer af 22. december 2011 for anvendelsen af Rådets direktiv 2004/113/EF på forsikringsområdet i lyset af Den Europæiske Unions Domstols dom i sag C-236/09 (Test-Achats) (2),

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols dom af 1. marts 2011 i sag C-236/09 (Test-Achats) (3),

—

der henviser til rapporten fra december 2010 fra det europæiske netværk af juridiske eksperter på ligestillingsområdet med titlen »EU-regler vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder: hvordan gennemføres disse i national ret?«,

—

der henviser til rapporten fra juli 2009 fra det europæiske netværk af juridiske eksperter på ligestillingsområdet med titlen »Forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser samt gennemførelsen af direktiv 2004/113/EF i national ret«,

—

der henviser til rapporten fra juni 2011 fra det europæiske netværk af juridiske eksperter på ligestillingsområdet med titlen »Transpersoner og interseksuelle: forskelsbehandling på grund af køn, kønsidentitet og kønsudtryk«,

—

der henviser til sin holdning af 30. marts 2004 om forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (4),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om vurdering af resultaterne af køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 og henstillinger for fremtiden (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0044/2013),

A.

der henviser til, at direktivet forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, både inden for den offentlige og den private sektor;

B.

der henviser til, at direktivet tager fat på aspekter vedrørende forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet;

C.

der henviser til, at ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og moderskab også er forbudt ligesom chikane, sexchikane og instrukser om forskelsbehandling i forbindelse med udbydelse eller levering af varer og tjenesteydelser;

D.

der henviser til, at der efter Lissabontraktatens ikrafttræden træffes hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn efter en særlig lovgivningsprocedure, der kræver enstemmighed i Rådet og godkendelse fra Parlamentets side (artikel 19, stk. 1, i TEUF);

E.

der henviser til, at direktivet ifølge de foreliggende oplysninger er blevet gennemført i de fleste medlemsstaters nationale ret, enten gennem vedtagelse af ny lovgivning eller gennem ændringer af eksisterende lovgivning på området;

F.

der henviser til, at gennemførelsen i visse medlemsstater var mangelfuld, eller at tidsfristen for gennemførelse blev overskredet;

G.

der henviser til, at national lovgivning i visse tilfælde er mere vidtrækkende end krævet i direktivet, idet den også omfatter uddannelse og forskelsbehandling i medier og reklamer;

H.

der henviser til, at undtagelsen i direktivets artikel 5, stk. 2, har skabt manglende retssikkerhed og potentielle retlige udfordringer på langt sigt;

I.

der henviser til, at tidsfristen for Kommissionens gennemførelsesrapport, som i henhold til direktivet skulle have været forelagt i 2010, er blevet udsat til senest 2014;

J.

der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstols dom af 1. marts 2011 i sag C-236/09 (Test-Achats) slog fast, at den mulighed for undtagelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser, der er fastsat i direktivets artikel 5, stk. 2, er i strid med virkeliggørelsen af målsætningen om ligebehandling af mænd og kvinder og uforenelig med EU's charter om grundlæggende rettigheder;

K.

der henviser til, at den pågældende bestemmelse følgelig skal anses for ugyldig efter udløbet af en passende overgangsperiode, i dette tilfælde med virkning fra den 21. december 2012;

L.

der henviser til, at Kommissionen den 22. december 2011 offentliggjorde ikkebindende retningslinjer med det formål at skabe klarhed omkring situationen med hensyn til forsikringsselskaber og lignende finansielle tjenester;

M.

der henviser til, at forskelsbehandling af transpersoner og forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i tråd med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis kan udgøre forskelsbehandling på grund af køn (6) i forbindelse med politik og lovgivning på området for ligebehandling af kvinder og mænd;

1.

beklager, at Kommissionen endnu ikke har forelagt sin rapport om gennemførelsen af Rådets direktiv 2004/113/EF eller offentliggjort ajourførte data om igangværende nationale gennemførelsesprocesser;

2.

erkender, at Test-Achats-dommen kan have påvirket medlemsstaternes gennemførelsesproces, men konstaterer, at dette ikke i sig selv kan retfærdiggøre, at den i direktivet krævede rapport ikke er blevet offentliggjort til tiden;

3.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at offentliggøre sin rapport og alle tilgængelige data;

4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger til at udbrede kendskabet til direktivet og dets indvirkning ved hjælp af konkrete eksempler for at sikre, at både kvinder og mænd gøres fuldt bekendte med dette direktiv, således at de kan bruge det efter hensigten som et effektivt middel til at sikre deres ret til ligebehandling i forbindelse med adgang til alle varer og tjenesteydelser;

5.

glæder sig over Test-Achats-dommen, men mener, at den har skabt vedvarende usikkerhed på forsikringsmarkedet; forventer, at udarbejdelsen af unisexkriterier vil føre til en prissætning, der er baseret på en række forskellige risikofaktorer, og som på retfærdig vis afspejler risiciene i relation til den enkelte person uanset køn, samt til sporing af enhver form for potentiel kønsbaseret forskelsbehandling;

6.

mener ikke, at de af Kommissionen offentliggjorte retningslinjer helt har formået at fjerne denne usikkerhed, da de ikke har nogen bindende eller retlig virkning;

7.

opfordrer Kommissionen til at tage praktiske skridt til at imødegå dette problem ved at forelægge et nyt lovgivningsmæssigt forslag, der er i fuld overensstemmelse med retningslinjerne;

8.

bemærker, at forsikringsbranchen fortsat bør bestræbe sig på at omlægge sine præmier på grundlag af unisexkriterier gennem anvendelse af aktuarberegninger foretaget på basis af andre faktorer;

9.

opfordrer Kommissionen til at indlede en uformel dialog med forsikringsbranchen om risikovurdering;

10.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge den metode, den agter at bruge til at måle Test-Achats-dommens indvirkning på forsikringspriser;

11.

opfordrer Kommissionen til også at analysere dette spørgsmål ud fra synsvinklen om forbrugerbeskyttelse;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til nøje at følge udviklingen på forsikringsmarkedet og til, hvis der er tegn på de facto indirekte forskelsbehandling, at træffe alle fornødne foranstaltninger til at imødegå problemet og undgå uberettigede højere priser;

13.

understreger, at dette direktiv ikke kun finder anvendelse på forsikringssektoren, og at der er brug for grundig oplysning om dets bredere anvendelsesområde og fremskridtspotentiale for så vidt angår adgangen til varer og tjenesteydelser i såvel den offentlige som den private sfære for at sætte både kvinder og mænd i stand til fuldt ud at forstå dets rækkevidde og formål og til følgelig at gøre hensigtsmæssig brug af dets særlige træk og muligheder;

14.

konstaterer, at bestemmelsen vedrørende flytningen af bevisbyrden er blevet gennemført i national ret i de fleste medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at føre tilsyn med anvendelsen af denne bestemmelse i samtlige medlemsstater;

15.

opfordrer Kommissionen til at tage sager om forskelsbehandling på grund af graviditet, planlægning af moderskab og moderskab i betragtning, f.eks. for så vidt angår boligsektoren (leje) og vanskeligheder med at optage lån samt adgang til medicinalvarer og sundhedstjenester, navnlig adgang til lovligt tilgængelig reproduktiv sundhedspleje og kønsskiftebehandling;

16.

opfordrer Kommissionen til særlig nøje at overvåge enhver form for forskelsbehandling i forbindelse med amning, herunder eventuel forskelsbehandling for så vidt angår adgangen til varer og tjenesteydelser på offentlige steder og områder;

17.

opfordrer Kommissionen til at føre tilsyn med gennemførelsen og anvendelsen af direktivet for så vidt angår gravide asylansøgere, som afventer udfaldet af deres asylansøgning, for at sikre, at disse kvinder er omfattet af de aftaler og produkter, der er tale om;

18.

opfordrer Kommissionen til i tråd med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis i fuld udstrækning at medtage forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i fremtidig politik og lovgivning på området for ligebehandling af kvinder og mænd;

19.

konstaterer med skuffelse, at kvindelige iværksættere, navnlig enlige mødre, i visse medlemsstater hyppigt udsættes for forskelsbehandling, når de forsøger at skaffe sig lån eller kredit til deres virksomheder, og stadig ofte støder på forhindringer baseret på kønsstereotyper;

20.

opfordrer Kommissionen til at indsamle eksempler på bedste praksis og gøre disse tilgængelige for medlemsstaterne med henblik på at stille de nødvendige ressourcer til rådighed til støtte for positiv særbehandling og sikre en bedre gennemførelse af de relevante bestemmelser på nationalt plan;

21.

henleder opmærksomheden på visse ligestillingsorganers manglende effektivitet som følge af manglende handlingsevne, personalemangel og mangel på tilstrækkelige finansielle ressourcer;

22.

opfordrer Kommissionen til nøje at følge situationen for så vidt angår de »ligestillingsorganer«, der er etableret efter direktivets ikrafttræden, og til at undersøge, hvorvidt alle de i EU-lovgivningen opstillede betingelser er blevet opfyldt; lægger særlig vægt på, at den nuværende økonomiske krise ikke må bruges som undskyldning for, at ligestillingsorganerne ikke fungerer ordentligt;

23.

understreger behovet for data og større gennemsigtighed fra Kommissionens side for så vidt angår igangværende overtrædelsesprocedurer og -foranstaltninger;

24.

opfordrer Kommissionen til at etablere en offentligt tilgængelig database over lovgivning og retspraksis vedrørende forskelsbehandling på grund af køn; insisterer på, at der er behov for at forbedre beskyttelsen af ofre for forskelsbehandling på grund af køn;

25.

påpeger, at der i betragtning af de nationale domstoles rolle er behov for finansiel støtte til og EU-koordinering af videreuddannelse af retsvæsensaktører, der beskæftiger sig med kønsbaseret forskelsbehandling;

26.

påpeger, at der er behov for en rettidig gennemførelse af direktivet i alle medlemsstaterne;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/5

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. januar 2012 om handel, vækst og udvikling (COM(2012)0022), som ajourfører en meddelelse af 18. september 2002 om samme emne,

—

der henviser til artikel 207 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til Kommissionens andre meddelelser og arbejdsdokumenter fra de seneste år, som er relevante for dette emne, herunder dem, der handler om udviklingspositiv politikkohærens (COM(2009)0458, SEC(2010)0421, SEC(2011)1627), om EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders indflydelse og status i udviklingssamarbejdet 2010-2015 (SEC(2010)0265), om at øge effekten af EU's udviklingspolitik: en dagsorden for forandring (COM(2011)0637), om udviklingsfinansiering (COM(2012)0366), om Unionens strategi til styrkelse af resiliens (COM(2012)0586), om social sikring i Unionens udviklingssamarbejde (COM(2012)0446) og om Unionens engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser (COM(2012)0492) samt dens meddelelse om »Aid for Trade« (COM(2007)0163) og dens årlige overvågningsrapport om denne bistand,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. marts 2012 om EU's tilgang til handel, vækst og udvikling de kommende ti år og til dets øvrige konklusioner af relevans for dette emne,

—

der henviser til Cotonou-aftalen (1),

—

der henviser til forordningerne i forbindelse med instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) (2) og Den Europæiske Udviklingsfond (EDF) samt deres gennemførelse,

—

der henviser til EU's strategiramme for menneskerettigheder og demokrati og til punkt 11 om handel i den dertil knyttede handlingsplan (3),

—

der henviser til den optimerede integrerede ramme for handelsrelateret bistand til de mindst udviklede lande, som er udarbejdet under Verdensbankens ledelse,

—

der henviser til ILO's dagsorden om anstændigt arbejde og FN's initiativ vedrørende social mindstebeskyttelse,

—

der henviser til den fjerde verdenskvindekonference i Beijing i september 1995, erklæringen og det handlingsprogram, der blev vedtaget i Beijing,

—

der henviser til sine beslutninger af relevans for handel og udvikling, herunder om handel og fattigdom (4), støtte til handel (5), økonomiske partnerskabsaftaler (6), Unionens generelle toldpræferencer (7), virksomheders sociale ansvar (8), skattespørgsmål i forbindelse med udviklingslande (9), forbindelserne mellem Unionen og Afrika (10), fødevaresikkerhed (11), den generelle udvikling af Unionens udviklingspolitik (12) og udviklingsvenlig politikkohærens (13),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0054/2013),

A.

der henviser til, at artikel 207 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er klart forbundne; der henviser til, at artikel 207 anfører, at EU's handelspolitik skal baseres på principperne og målsætningerne for EU's udenrigspolitik; der henviser til, at EU-politikker, som kan påvirke udviklingslandene, ifølge artikel 208 skal tage hensyn til målsætningerne for udviklingssamarbejdet;

B.

der henviser til, at medlemsstaterne og Kommissionen til opfølgning af Beijingerklæringen og handlingsprogrammet har vedtaget strategien om integrering af kønsaspektet som en del af deres politik for udviklingssamarbejdet;

C.

der henviser til, at nedbringelse af fattigdom og realiseringen af 2015-målene er hjørnestenene i EU's udviklingspolitik og også bør være vejledende for EU's handelspolitik over for udviklingslande; der henviser til, at fremme af menneskerettigheder bør integreres i denne politik og bidrage til den rettighedsbaserede tilgang, som EU følger;

D.

der henviser til, at der ikke er nogen automatisk forbindelse mellem handelsliberalisering og reduktion af fattigdommen, men at handelsliberalisering kan være et af de mest effektive redskaber til at skabe økonomisk vækst og udvikling, såfremt de rette betingelser er til stede;

E.

der henviser til, at udsigterne for en vellykket handelsdrevet udvikling bl.a. afhænger af velfungerende institutioner, en effektiv bekæmpelse af korruption, en sund privat sektor og stræben efter en bredt funderet og inklusiv økonomisk udvikling, diversificering og gradvis forøgelse af værditilvæksten;

F.

der henviser til, at EU's handelspolitik over for udviklingslande har til formål at øge deres integration i det internationale handelssystem, men mangler tydeligt definerede mål for udvikling og derfor i stedet risikerer at slå den lokale produktion ud og øge afhængigheden af råvareeksport; der henviser til, at nogle udviklingslande, især de mindst udviklede lande, trods betydelige liberaliseringsbestræbelser ikke har været i stand til at diversificere produktion og eksport;

G.

der henviser til, at globaliseringens indflydelse på fattigdomsbekæmpelsen er ujævn; der henviser til, at en stor del af befolkningen i udviklingslandene stadig lever under ekstrem fattigdom, navnlig i de mindst udviklede lande: i 1990 boede kun 18 % af de ekstremt fattige i de mindst udviklede lande, mens denne andel i 2007 var fordoblet til 36 %;

H.

der henviser til, at forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler er langt bagud i forhold til tidsplanen, at fremskridtene samlet set stadig er skrøbelige, at udviklingsmålene ikke er klart defineret i strategien for EU's partnerskabsaftaler, og at der snarere er brug for et nyt fokus på udvikling i forhandlingerne end for en deadline for at forbedre denne situation;

I.

der henviser til, at fattige lande har svært ved at kompensere for de faldende handelsafgifter som følge af den aktuelle globale liberalisering af handelen; der henviser til, at toldsatser for forarbejdede varer, der ligger højere end toldsatserne for råvarer, risikerer at medvirke til, at udviklingslande fastholdes i en position, hvor de blot er råvareeksportører.

J.

der henviser til, at landbrugsstøttens negative indvirkning på handel og udvikling for udviklingslandene bør fjernes;

K.

der henviser til, at den øgede anvendelse af agrobrændstoffer i overvejende grad har hængt sammen med udvidelsen af en storstilet industriel monokultur og dermed har været med til at udbrede landbrugsmetoder, der er skadelige for miljøet, biodiversiteten, jordens frugtbarhed og tilgængeligheden af vand; der henviser til, at den øgede anvendelse af agrobrændstoffer kan have dramatiske konsekvenser i form af overtrædelse af jordrettigheder, tab af adgang til vitale naturressourcer, skovrydning og miljøødelæggelse;

L.

der henviser til, at mellemindkomstlande i den øverste halvdel vil blive udelukket fra EU's generelle toldpræferencer fra 1. januar 2014, men at det er usikkert, i hvilket omfang dette vil åbne nye eksportmuligheder for de mindst udviklede lande;

M.

der henviser til, at handelsbistanden (»Aid for Trade«) er udformet til at hjælpe udviklingslande med bl.a. at opbygge handelskapacitet, begrænse administrative handelsbarrierer, etablere en effektiv infrastruktur til transport af varer samt styrke lokale virksomheder for at forberede dem på imødekomme den lokale efterspørgsel og konkurrence og give dem mulighed for at drage fordel af nye markedsmuligheder; der henviser til, at handelsbistand bør bidrage til at fremme forarbejdning og diversificering af produktionen, fremme regional integration og teknologioverførsel og bidrage til at fremme etablering eller udvikling af indenlandsk produktionskapacitet og mindske uligheder i indkomst;

N.

der henviser til, at regional integration er et effektivt middel til at opnå velstand, fred og sikkerhed; der henviser til, de udviklingsmæssige fordele ved en mere velfungerende intern og regional handel kan være lige så væsentlige som eller mere væsentlige end ved øget ekstern handel, navnlig i en situation med klimaændringer; der henviser til, at den regionale handel i Afrika er domineret af forarbejdede varer i modsætning den eksterne handel, der er domineret af råvarer;

O.

der henviser til, at eksport af naturressourcer ofte forbindes med korruption og med stagnation i andre økonomiske sektorer; der henviser til, at eksistensen af en »ressourceforbandelse« nu er alment anerkendt, og at EU's handelspolitik bør hjælpe til at forebygge og modvirke dette fænomen;

P.

der henviser til, at »konfliktressourcer« er naturressourcer, hvor den systematiske udnyttelse og handel i en konfliktsituation bidrager til, nyder godt af eller resulterer i alvorlige overtrædelser af menneskerettigheder, overtrædelser af international humanitær ret eller overtrædelser, som udgør forbrydelser i henhold til folkeretten;

Q.

der henviser til, at EU-politikker bør understøtte og aldrig skade fødevaresikkerheden; der henviser til, at det også er helt afgørende at standse, at landbrugsjord i udviklingslande og -regioner med fødevareusikkerhed overgår til andre udnyttelsesformål end produktion af fødevarer til lokale og regionale behov (»land grab«-problemet);

R.

der henviser til, at navnlig støtte til biobrændsel har medført ændringer i arealanvendelsen og udsving i fødevarepriserne i udviklingslandene;

S.

der henviser til, at sikring af ejendomsretten til jord for små landbrugere, som udgør flertallet af jordejerne i udviklingslandene, og som er de mest sårbare, er en afgørende forudsætning for at opbygge et sundt ejendomsmarked og kreditmarked, hvilket igen er afgørende for en stabil og bæredygtig udvikling;

T.

der henviser til, at investering i muligheder for kvinder, navnlig i form af mikrokreditter, er afgørende for at opnå et højt afkast i form af økonomisk og social udvikling;

1.

bekræfter sit standpunkt, at bæredygtig udviklingsfremme bør være hovedmålet med EU's handelspolitik over for udviklingslande; mener, at der bør formuleres konkrete og bæredygtige udviklingsmål for alle tiltag inden for rammerne af denne politik;

2.

understreger, at eftersom det ikke kan tages for givet, at handelsliberalisering fører til vækst og fattigdomsreduktion, skal handel og handelsbistand altid udformes på grundlag af gennemsigtige, inkluderende og participatoriske processer, som inddrager alle interessenter og har særligt fokus på de dårligst stillede, navnlig kvinder;

3.

påpeger, at fair handel mellem Unionen og udviklingslandene skal være baseret på fuld respekt og garanti for ILO-arbejdsstandarder og -arbejdsvilkår og skal sikre overholdelse af de højest mulige sociale og miljømæssige standarder; understreger, at dette omfatter at betale en rimelig pris for ressourcer og landbrugsprodukter fra udviklingslandene;

4.

kræver, at der særligt fokuseres på at fremme lighed mellem kønnene og styrke kvindens stilling;

5.

glæder sig over fokusset på erhvervsklima, regional integration og verdensmarkeder samt på social beskyttelse, sundhed, uddannelse og beskæftigelse i dagsordenen for forandring (COM(2011)0637);

6.

opfordrer til fuld gennemførelse af udviklingsvenlig politikkohærens, herunder gennem et stop for enhver uretfærdig produktions- og handelspraksis, for overfiskeri og for landbrugsstøtte, der skader udviklingen og truer fødevaresikkerheden;

7.

understreger, at investeringspolitikken skaber to centrale udfordringer for udviklingslandene: på nationalt plan skal investeringspolitikken indarbejdes i udviklingsstrategien, og der skal skal indkorporeres bæredygtige udviklingsmål; på internationalt plan er det nødvendigt at styrke udviklingsdimensionen i internationale investeringsaftaler og afbalancere staternes og investorernes rettigheder og pligter;

8.

beklager, at visse internationale investeringsaftaler, der blev indgået i 2011, ifølge Unctad's 2012-beretning om investeringer i verden holder sig til den traditionelle aftalemodel, som fokuserer på investeringsbeskyttelse som det eneste mål med aftalen; glæder sig dog over, at nogle nye internationale investeringsaftaler indeholder bestemmelser, der skal sikre, at aftalen ikke griber ind i, men snarere bidrager til landenes bæredygtige udviklingsstrategier, som fokuserer på de miljømæssige og sociale indvirkninger af investeringer;

9.

bemærker med bekymring det stigende antal ISDS-sager (Investor State Dispute Settlement (bilæggelse af tvister mellem investor og stat)), der rejses i henhold til internationale investeringsaftaler, hvor investorerne sætter spørgsmålstegn ved centrale offentlige politikker med påstand om, at disse politikker har haft negativ indvirkning på deres forretningsmuligheder; påpeger i denne forbindelse, at det i Unctad's 2012-beretning om investeringer i verden anføres, at internationale investeringsaftaler i stigende grad bliver kontroversielle og politisk ømtålelige, fortrinsvis på grund af den omsiggribende brug af investeringsaftalebaserede voldgiftsprocedurer mellem investor og stat, hvilket skaber stigende utilfredshed (f.eks. Australiens handelspolitiske meddelelse om, at landet ikke længere vil lade ISDS-klausuler indgå i sine internationale investeringsaftaler), og som bl.a. afspejler mangler i systemet (f.eks. brede anvendelsesområder for bestemmelser om f.eks. ekspropriation, utilstrækkelige garantier i forhold til voldgiftsmændenes kvalifikationer, manglende gennemsigtighed og høje procedureomkostninger, såvel som forholdet mellem ISDS og mellemstatslige procedurer); fastholder derfor, at det i alle fremtidige EU-investeringsaftaler skal sikres, at bilæggelser af tvister mellem internationale investorer og stater ikke undergraver staternes mulighed for at lovgive til fordel for offentlige interesser;

10.

minder om, at det fortsat er en stor udfordring for udviklingslandene, navnlig for de mindst udviklede lande, at mobilisere investeringer i bæredygtig udvikling; fremhæver i denne forbindelse, at Unctad har udviklet en omfattende investeringspolitisk ramme for bæredygtig udvikling (IPFSD), som lægger særlig vægt på forholdet mellem udenlandske investeringer og bæredygtig udvikling;

11.

opfordrer EU til aktivt at anvende de mange redskaber, den har til rådighed, til at støtte fred, respekt for menneskerettighederhne, demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, sund offentlig økonomi, investeringer i infrastruktur, de europæiske virksomheders og deres datterselskabers overholdelse af sociale normer, pålidelig ydelse af grundlæggende tjenester og fremme af inklusiv og bæredygtig vækst og nedbringelse af fattigdom i udviklingslande og derved også bidrage til at skabe gunstige vilkår for effektiv handelsbistand samt effektiv og bæredygtig handelsudvikling;

12.

fremhæver, at en vellykket integration af udviklingslandene i verdenshandelen kræver mere end bedre markedsadgang og styrkede internationale handelsregler; understreger derfor, at programmer for handelsbistand bør støtte udviklingslandene i deres indenlandske bestræbelser på at fremme den lokale handel, fjerne begrænsninger på leveringssiden og afhjælpe strukturelle svagheder, hvilket kan ske gennem indenlandske reformer af de handelsrelaterede politikker, handelslettelser, forbedret toldkapacitet, opgradering af infrastrukturen, forbedring af produktionskapaciteten og opbyggelse af hjemlige og regionale markeder;

13.

minder om, at forbindelsen mellem international handel og fattigdomsreduktion ikke er automatisk; bemærker i denne forbindelse, at Unctad oplyser, at gennemsnitsniveauet for de mindst udviklede landes handelsintegration målt på, hvor stor en andel af BNP eksport og import af varer og tjenesteydelser udgør, faktisk har været højere end de udviklede økonomiers siden begyndelsen af 1990'erne; mener derfor, at den fortsatte massive fattigdom i de mindst udviklede lande er en konsekvens af underudvikling og af, at disse lande ikke har formået at fremme en strukturelle ændringer, opbygge produktionskapacitet og skabe produktiv beskæftigelse på nationalt plan;

14.

fremhæver desuden Unctad's synspunkt, at den præmature og hurtige handelsliberalisering, som mange lavindkomstudviklingslande blev tilskyndet til at foretage i 1980'erne og 1990'erne, har ført til afindustrialisering og en form for integration, som har forstærket deres afhængighed af og sårbarhed over for eksterne markeder, mens de lande, der har haft størst gavn af handelsliberaliseringen og har oplevet den største reduktion i den absolutte fattigdom, er de lande, som åbnede deres økonomier moderat og gradvist i takt med udviklingen af deres produktionskapacitet, og at disse lande har gjort fremskridt med strukturelle ændringer;

15.

understreger, at for at vækst og velstandsskabelse kan blive inklusiv og bæredygtig og effektivt nedbringe fattigdommen, bør den fremmes i de sektorer, der i særlig grad er berørt af fattigdom, og i de sektorer, hvor fattige er beskæftiget; påpeger, at vækst også bør gavne kvinder og styrke deres position og fokuseres på at forbedre det generelle erhvervsklima, så SMV'er kan blomstre, og så der kan opstå bæredygtige mikrofinansierings- og mikrokreditmuligheder; fremhæver, at udviklingen og handelspolitikken på dette område bør være styret af innovation, kreativitet og konkurrenceevne og have for øje at skabe beskæftigelse og styrke dårligt stillede samfundsgrupper;

16.

glæder sig over Kommissionens anerkendelse af, at det er nødvendigt at støtte små producenters og virksomheders deltagelse; påpeger markedspotentialet i fairtrade-ordninger og sådanne ordningers effektivitet med hensyn til at fremme samfundsudviklingen;

17.

foreslår Kommissionen at skabe et større momentum for bæredygtige offentlige indkøb på internationalt plan;

18.

opfordrer Unionen, dens medlemsstater og andre bidragydere til at anerkende kvindernes afgørende rolle i forbindelse med økonomisk udvikling og tilpasse hjælpeforanstaltninger, så de styrker kvinderne socialt og økonomisk, bl.a. ved målrettet støtte til virksomhedsudvikling og adgang til mikrofinansiering specielt for kvinder;

19.

erindrer Kommissionen og medlemsstaterne om Unionens handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingssamarbejdet og de aktiviteter, der foreslås i handlingsplanen;

20.

gentager EU's forpligtelse til at følge en sammenhængende politik for udvikling og respekt for og fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og lighed mellem kønnene i alle sine eksterne politikker, herunder international handel; ser frem til fuld gennemførelse af punkterne om handel i handlingsplanen vedrørende EU's strategiramme for menneskerettigheder og demokrati;

21.

mener, at strategier for en bæredygtig økonomisk udvikling bl.a. bør omfatte følgende elementer: den private sektors deltagelse i realøkonomien, regional samhørighed og integration af markeder gennem grænseoverskridende samarbejde og udvikling af åben og fair handel inden for regelbaserede multilaterale handelspolitiske rammer;

22.

erindrer om, at det er af afgørende betydning at investere i at skabe, udvikle og styrke vigtige havne-, transport-, energi- og telekommunikationsinfrastrukturer, navnlig på tværs af grænserne;

23.

opfordrer de lande, der modtager udviklingsbistand via handel, til også at mobilisere deres egne interne ressourcer, herunder budgetindtægter via en korrekt opkrævning af skat samt menneskelig kapital; opfordrer Kommissionen til at yde støtte til de lande, hvor statens indtægter stammer fra udnyttelse af naturressourcer, med henblik på en åben og bæredygtig forvaltning af disse ressourcer; understreger behovet for at sikre fuld gennemsigtighed med hensyn til de betalinger, som europæiske virksomheder foretager til regeringer; opfordrer Kommissionen til at støtte bæredygtige industrialiseringsstrategier i udviklingslandene med det formål at fremme handel med forædlede produkter;

24.

anser de redskaber, som Unionen har udviklet i form af udviklingsbistand via handel og investering, især den reviderede generelle troldpræferenceordning og de økonomiske partnerskabsaftaler, for at være effektive redskaber; understreger imidlertid, at handelsbistand ikke blot består i disse instrumenter; erindrer Unionen om dens mål for sit samlede bistandsbudget på 0,7 % af BNI i 2015; opfordrer Kommissionen til at forøge det faglige bistandselement i det samlede tilbud om støtte, bl.a. hvad angår standardisering; opfordrer Unionen til at udvise større konsekvens ved gennemførelsen af sin handels-, landbrugs-, miljø-, energi- og udviklingspolitik;

25.

anser det for væsentligt, at den europæiske udviklingsbistand gennem handelspolitikker indkorporerer alle aspekter af innovation — finansiel så vel som teknologisk og organisatorisk innovation — på grundlag af bedste praksis;

26.

henstiller, at Kommissionen sikrer, at der i alle kommende bilaterale handels- og samarbejdsaftaler medtages menneskerettighedsbestemmelser, som kan håndhæves i praksis, for virkelig at bidrage til en rettighedsbaseret tilgang til udvikling;

27.

understreger, at det er vigtigt at sikre anstændige lønninger og anstændige standarder for sikkerhed på arbejdspladsen som en forudsætning for et bæredygtigt globalt handelssystem og nye globale produktionskæder; minder i denne forbindelse Kommissionen om, at den har udsendt en meddelelse med titlen »Fremme af anstændigt arbejde for alle«;

28.

håber af hensyn til konsekvensen i de politikker, som EU følger, på at se et større samarbejde mellem de forskellige tjenestegrene i Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten samt de tre institutioner, Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet;

29.

mener, at kriterierne for evaluering af udviklingen gennem handels- og investeringspolitikker og -programmer bør omfatte statistikker ikke kun for vækst og handel, men også for antal skabte job og forbedringer i livskvaliteten for befolkningerne i udviklingslande i henseende til menneskelig, social, kulturel og miljømæssig udvikling;

30.

understreger, at det er vigtigt at kombinere handelsreformer med omhyggeligt udformede offentlige politikker, navnlig hvad angår social beskyttelse; understreger i et bredere perspektiv betydningen af rettidige og velforberedte nationale udviklingsstrategier og forudgående konsekvensanalyser af den eksisterende handelspolitiks indvirkning på fattigdommen; opfordrer Kommissionen til at gennemføre vejledningen fra FN's rapportør om retten til mad, som kræver, at der anvendes konsekvensanalyser for menneskerettigheder — »Guiding Principles on Human Rights Impact Assessments of Trade and Investment Agreements« — når der indgås handels- og investeringsaftaler, for at sikre, at disse er i overensstemmelse med forpligtelser i henhold til internationale menneskerettighedsinstrumenter; opfordrer også indtrængende EU til at indarbejde klare betingelser og klausuler om menneskerettigheder og demokrati i alle sine handelsaftaler;

31.

understreger, at det er vigtigt at forankre virksomhedernes sociale ansvar i frihandelsaftaler med udviklingslande for at fremme menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder; foreslår, at der medtages et omfattende kapitel om menneskerettigheder samt sociale kapitler og miljøkapitler i alle fremtidige frihandelsaftaler;

32.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde udviklingslandes regeringer til at gennemføre brede høringer med deltagelse af ikkestatslige og ikkeerhvervsmæssige aktører i forbindelse med udarbejdelsen af deres handelspolitik; anmoder Kommissionen om også at fremme gennemsigtighed under forhandlinger med henblik på at udvirke en bred og effektiv inddragelse af aktører og at støtte arbejdet på at opnå udviklingsmæssige resultater;

33.

opfordrer til, at der ud fra et klima-, køns- og bæredygtighedsperspektiv foretages dybtgående analyser af konsekvenserne af multi- og bilaterale handelsaftaler indgået mellem EU og tredjelande; oopfordrer Kommissionen til at tillade en eksplicit støtte til forvaltning af klimaændringer som led i alle aftaler om handelsbistand og anden relevant udviklingsbistand;

34.

mener, at der i forhandlinger om handelsaftaler bør fastsættes benchmarks for udviklingsfremskridt for at lette overvågningen og, om nødvendigt, justeringen af tidsplanerne for gennemførelsen af foranstaltninger, justeringen af ledsageforanstaltninger, som kan inkludere handelsbistand og bistand til omstilling, og forberedelsen af nye initiativer, når udviklingsmålene kræver det; fremhæver, at det er afgørende for handelsforhandlinger, at udviklingslandene får den nødvendige juridiske og øvrige ekspertise til at kunne samarbejde effektivt med WTO og lignende organisationer;

35.

opfordrer EU til yderligere at mindske handelsbarrierer og handelsfordrejende støtte for at hjælpe udviklingslande med at øge deres andel af den globale handel; opfordrer til afskaffelse af landbrugseksportstøtte, som der er givet tilsagn om i forbindelse med Doha-udviklingsrunden under WTO, hvilket bør gennemføres hurtigst muligt;

36.

opfordrer Kommissionen til at støtte den opfordring, som FN's særlige rapportør om retten til mad har fremsat om indførsel af en ordning med positive incitamenter, og fremme importen i Unionen af landbrugsprodukter, som opfylder visse miljømæssige, sociale og menneskerettighedsstandarder, navnlig ved at sikre producenterne en rimelig fortjeneste og landarbejderne en anstændig løn;

37.

opfordrer EU til altid at sikre, at dens brede tilgang til handelsforhandlinger med inddragelse af emner som investering, begrænsning af muligheden for statslige indgreb, offentlige indkøb, konkurrence, handel med tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder er i overensstemmelse med partnerlandenes forskellige behov og udviklingsstrategier; opfordrer derfor indtrængende Unionen til at fastlægge sin politik under fuld hensyntagen til den »særlige og differentierede behandling«, der indrømmes udviklingslande; gentager, at regeringer og parlamenter skal bevare retten til at regulere investeringer både for at kunne forskelsbehandle til fordel for investorer, der støtter landets udvikling, og for at kunne sikre, at forpligtelser og opgaver påhviler alle investorer, herunder udenlandske, så arbejds-, miljø-, menneskerettigheds- og andre standarder overholdes;

38.

glæder sig over, at kønsaspektet er blevet medtaget i bæredygtighedsvurderingerne i forbindelse med handelsforhandlingerne; opfordrer Kommissionen til at tage disse vurderinger til efterretning og sikre, at de identificerede kønsspørgsmål faktisk bliver behandlet gennem de politikforanstaltninger, som ledsager handelsaftalerne;

39.

mener, at fokus i forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler i højere grad bør være rettet mod indholdet end mod tidsfristerne; fastslår, at hvis aftalerne skal kunne føre til udvikling, er der behov for en mere fleksibel holdning fra Unionens side til gavn for en diversificering af AVS-landenes økonomier med øget forarbejdning og øget regional handel;

40.

støtter Kommissionens forslag om at differentiere handelsbistanden og om at koncentrere bestræbelserne omkring de lande, der har størst behov, især de mindst udviklede lande og lavindkomstlandene;

41.

opfordrer til, at handelsbistandsredskaberne ikke kun rettes mod handel mellem Unionen og udviklingslande, men også mod støtte til intern, regional og syd-syd-handel samt mod tresidet handel mellem AVS-lande, og til at gøre dette ved at fremme grænseoverskridende værdikæder, gøre centrale tjenester mere effektive og mindske transportudgifterne, hvilket samtidig kan bidrage til at styrke udviklingslandenes bånd til de globale markeder;

42.

tilskynder til udvikling af mere effektive støtteinstrumenter for tilpasning og diversificering af produktionen samt for ansvarlig og bæredygtig udvikling af forarbejdningsindustrien og af små og mellemstore virksomheder i udviklingslande;

43.

understreger, at der bør tages hensyn til ulighed mellem kønnene med hensyn til adgang til ressourcer, såsom mikrolån, kredit, information og teknologi, når der fastlægges strategier for handelsbistand og anden relevant udviklingshjælp;

44.

støtter pakken til fremme af handelen for mindre virksomheder i udviklingslande, som annonceres i Kommissionens meddelelse; opfordrer Kommissionen til at fortsætte udviklingen af denne pakke og opfordrer alle donorer til at afsætte tilstrækkelige midler til at gennemføre mindre virksomheders deltagelse i handelsordninger, som sikrer merværdi for producenterne, herunder dem, som arbejder for bæredygtighed (f.eks. Fair Trade); anmoder om jævnlige opdateringer om gennemførelsen af den;

45.

bemærker, at handelskapaciteten er afhængig af såvel hardware (infrastruktur) som software (ekspertise); opfordrer derfor EU til at investere sin bistand i at styrke begge dele i mange lande, ikke mindst i samarbejdet med de mindst udviklede lande;

46.

opfordrer Unionen til at sikre, at handelsbistand fremmer fattigdomsbekæmpende og inkluderende instrumenter, og dens primære fokus bør derfor være på mindre virksomheders behov; understreger, at handelsbistand bør anvendes til at udvikle bæredygtige værdikæder og have fokus rettet mod de fattige for at fremme målsætningen om at opnå en bæredygtig forsyningskæde;

47.

opfordrer Unionen til at fokusere på at afhjælpe problemerne i handelsbistandsprogrammerne, navnlig med hensyn til gennemførelse og kontrolkapacitet; kræver derfor et ændret perspektiv, som fokuserer på resultater i stedet for på input, men som anerkender behovet for omhyggelig og samordnet ekstern kontrol, som sikrer åbne og gennemsigtige handelsmetoder;

48.

opfordrer EU til at integrere den private sektor mere effektivt i udformningen af handelsbistandsprojekter med henblik på at sætte virksomheder i udviklingslande i stand til at fremme handelen;

49.

mener, at det i lyset af strukturændringerne i den internationale handel og nord-syd-handelen er en afgørende forudsætning for bistandsprogrammernes effektivitet, at modtagerlandene godkender disse programmer, og at de er præget af gennemsigtighed, ansvarlighed og tilstrækkelige ressourcer, idet målet er at mindske forskellene i velstand, dele goderne og opnå regional integration; finder det endvidere afgørende, at nationale, regionale og lokale institutioner samt civilsamfundet systematisk inddrages i udformningen og overvågningen af disse programmer, og at det sikres, at donorerne fører tilsyn;

50.

opfordrer Kommissionen til i højere grad at tage hensyn til de nye udfordringer, som udviklingsbistanden gennem handel medfører, såsom forskellene med hensyn til udviklingsniveauer, støtte til den lokale produktion og diversificeringen heraf samt fremme af sociale standarder og miljøstandarder;

51.

opfordrer samtlige — offentlige og private — bistandsdonorer til at koordinere deres aktioner yderligere og til at afpasse dem efter det eksisterende udbud, navnlig på baggrund af den aktuelle situation med budgetnedskæringer; erindrer om, at BRIKS-landene nu både er bistandsmodtagere og bistandsdonorer; opfordrer dem til at samarbejde med Unionen med henblik på at udveksle erfaringer og optimere deres respektive aktioner og til at påtage sig mere ansvar over for de mindst udviklede lande og i samfundet af bistandsdonorer; er foruroliget over, at bunden bistand bliver stadig mere udbredt, og opfordrer industrilandene og de nye vækstlande til at undgå at benytte en sådan praksis;

52.

opfordrer Kommissionen og samtlige bistandsdonorer til at finde frem til innovative finansierings- og partnerskabsformer til fordel for udvikling; erindrer i denne forbindelse om, at udlån mellem ligestillede parter også kan bidrage til at fremme udviklingen via handel; anbefaler en bedre koordination af udviklingsprojekter, der finansieres af regionale udviklingsbanker og Verdensbanken/Den Internationale Finansieringsinstitution, og en mere udbredt brug af interregionale finansieringsordninger såsom Unionens trustfond for infrastrukturer i Afrika;

53.

opfordrer EU-baserede virksomheder med produktionsfaciliteter i udviklingslande til at overholde deres forpligtelser til at respektere menneske- og frihedsrettighederne, sociale og miljømæssige standarder, grundlæggende arbejdstagerrettigheder, internationale aftaler og betaling af de behørige skatter på en gennemsigtig måde; kræver gennemførelse af retten til at være fri for tvangsarbejde og navnlig børnearbejde uden undtagelse;

54.

er overbevist om, at den private sektor har potentiale til at fungere som drivkraft i udviklingen; understreger, at hvis dette potentiale skal realiseres, skal processen gavne lokalsamfundene og ud fra princippet om inkluderende, fair forsyningskæder styrke alle involverede aktører fra producenten/arbejdstageren til forbrugeren;

55.

glæder sig over, at en bred vifte af industrier og transnationale selskaber har vedtaget adfærdskodekser, der opstiller sociale og miljømæssige standarder, der skal efterleves i for deres globale forsyningskæder; erindrer imidlertid om, at udbredelsen af og forskelligheden i VSA (virksomhedernes sociale ansvar)-kodekser er en udfordring; bemærker, at VSA-konceptets heterogenitet, herunder det forhold, at forskellige virksomheder har udviklet forskellige standarder for social regnskabsførelse, revision og rapportering, gør det vanskeligt at sammenligne de forskellige niveauer af VSA; opfordrer derfor endnu en gang Unionen til at arbejde for en klar, international lovramme for virksomhedernes ansvar og forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder;

56.

opfordrer endvidere EU-baserede og andre virksomheder til at overholde de ti kerneprincipper i FN's Global Compact-initiativ og retningslinjer for virksomheder og menneskerettigheder;

57.

opfordrer til en forstærket EU-indsats i forhold til skattely og kapitalflugt, da disse fænomener undergraver indtægterne for både EU- og udviklingslande og modarbejder fattigdomsafskaffelse og velfærdsskabelse i fattige lande; fremhæver, at ulovlig kapitalflugt fra udviklingslande udgør mellem 6 % og 8,7 % af deres BNP og 10 gange den samlede udviklingsbistand til disse lande; opfordrer Kommissionen til proaktivt at søge efter yderligere muligheder for samarbejde med udviklingslandene om dette spørgsmål; slår især til lyd for en international konvention, der skal bekæmpe skadelige skattestrukturer (efter en model med en multilateral mekanisme til automatisk udveksling af skatteoplysninger), og som skal omfatte sanktioner både for jurisdiktioner, som ikke samarbejder, og for finansielle institutioner, som opererer i skattely (f.eks. ved at se på muligheden for at inddrage banklicenser fra finansielle institutioner, som opererer med skattely, med forbillede i den amerikanske Stop Tax Haven Abuse Act);

58.

tilskynder EU, andre bistandsydere, myndighederne i partnerlande samt lokale og internationale private aktører i udviklingslandene til at udforske mulige områder, hvor der kan samarbejdes om bæredygtig udvikling med henblik på at opnå det størst mulige udviklingsresultat af erhvervsaktiviteterne og inkludere civilsamfundets organisationer på alle diskussionsniveauer;

59.

fremhæver, at det er afgørende at fremme offentlig-private vækstpartnerskaber i Unionens udviklingspolitikker og engagere den private sektors erfaring, ekspertise og forvaltningssystemer i partnerskaber med offentlige ressourcer; opfordrer til at fremme muligheden for, at lokale myndigheder i EU-medlemsstater med erfaring i f.eks. opbygning af infrastruktur kan danne partnerskaber med og samarbejde med lokale myndigheder i udviklingslande;

60.

mener, at udenlandske direkte investeringer også er en stærk drivkraft for en holdbar økonomisk vækst, overførsel af knowhow, iværksætterånd og teknologi samt jobskabelse; opfordrer til, at udviklingsdagsordenerne fokuserer på at støtte kapacitetsopbygningen i udviklingslande med det mål at skabe et gennemsigtigt, forudsigeligt og gunstigt investeringsklima, hvor bureaukratiet for virksomhederne er reduceret til et minimum, hvor ejendomsrettighederne respekteres, konkurrence fremmes, og der føres en sund makroøkonomisk politik;

61.

bemærker, at handlen med naturressourcer uanset implementeringen af Kimberley-processen for certificering af konfliktdiamanter fortsat giver næring til oprørsbevægelser, og at der stadig foregår menneskerettighedsovertrædelser i mineområderne; understreger derfor det presserende behov for en ordning med nødvendig omhu i forbindelse med ædelstene og værdifulde mineraler, f.eks. de såkaldte konfliktmineraler; mener, at en sådan foranstaltning kunne bidrage til at bryde ressourceforbandelsen og gøre det mere fordelagtigt for udviklingslandene at handle med deres råvarer; glæder sig i denne forbindelse over, at Kommissionen vil offentliggøre en meddelelse om konfliktmineraler;

62.

anerkender, at Kommissionen er partner i EITI (gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien); opfordrer Kommissionen og de parter, der er aktive inden for udvindingsindustrien, til aktivt at tilskynde flere producentlande til at tiltræde initiativet;

63.

understreger, at naturressourcer udgør to centrale udfordringer for udviklede lande og udviklingslandene: den miljømæssige udfordring i at håndtere indvirkningerne fra udnyttelsen af ressourcer i hele deres livscyklus og den samfundsøkonomiske udfordring i at håndtere menneskerettigheder og fattigdom internationalt;

64.

støtter stærkt lovforslaget om landerapportering som led i revisionen af regnskabs- og gennemsigtighedsdirektivet med det formål at afskrække fra korruption og forhindre skatteunddragelse; opfordrer europæiske udvindingsvirksomheder, som opererer i udviklingslande, til at foregå med et godt eksempel med hensyn til socialt ansvar og fremme af anstændigt arbejde;

65.

påpeger, at forvaltningsproblemet i ressourcesektoren næsten kun er blevet håndteret gennem frivillige initiativer, og at det mest fremtrædende er gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien, som tilstræber at gøre oplysningerne mere gennemsigtige; bemærker dog, at selv om gennemsigtighedsinitiativet er nødvendigt, er det ikke tilstrækkeligt til at håndtere det mere udstrakte problem med korruption og bestikkelse i udvindingssektoren; bemærker ligeledes, at FN's retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (beskyttelse, respekt, klageadgang) endnu ikke er specifikke med hensyn til udvindingsindustrien og ressourcer; mener i denne henseende, at der er behov for at tilføje specifikke bestemmelser om udvindingsindustrien til FN's retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder, og at et første skridt kunne være under FN's Menneskerettighedsråd at udnævne en særlig rapportør for dette spørgsmål, med mandat til at vurdere og foreslå henstillinger;

66.

mener, at standarderne for gennemsigtighed og certificering bør udvides på sigt for fuldt ud at kunne sætte ind over for bestikkelse og korruption i udvindingssektoren og uden for denne; opfordrer desuden Unionen til at støtte stærkere forvaltningsmekanismer for at tage fat på miljødimensionen og menneskerettigheder i forbindelse med ressourceudnyttelse; mener især, at en international konvention om bæredygtig ressourceforvaltning er afgørende for at få fastlagt nogle grundlæggende retsprincipper for bæredygtig ressourceforvaltning;

67.

understreger, at bæredygtig minedrift kræver tilgange, som tager højde for ressourcernes hele livscyklus; påpeger, at kompleksiteten i de globale forsyningskæder vanskeliggør gennemsigtighed; mener derfor, at de eksisterende gennemsigtighedsinitiativer bør følges op af certificeringsbestræbelser i form af produktmærkning i hele forsyningskæden for mineraler;

68.

kræver, at private aktører, der beskæftiger sig med handel med eller forarbejdning af produkter fra udvindingsindustrien, træffer foranstaltninger til at sikre, at principperne for virksomheders sociale ansvar i hele forsyningskæden efterleves effektivt, grundigt og nøje;

69.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at følge den af USA's værdipapirs- og børstilsyn (Securities and Exchange Commission) for nyligt vedtagne Dodd Frank Act, hvormed der er indført et krav om, at ressourceudvindere offentligt skal indberette visse betalinger; opfordrer Kommissionen til at udvide indberetningskravene for udvindingsindustrien til andre sektorer og til at overveje, om indberetningerne bør underkastes en uafhængig revision;

70.

mener, at bilaterale handels- og investeringspolitikker bør bygge på fælles principper såsom chartret om naturressourcer; mener i tråd med bestræbelserne på at sikre fornøden omhu i forsyningskæden, at dette kunne følges op af sektorbestemmelser på områder med forbindelse til smelteværker og raffinaderier, metal- og genvindingsindustrier;

71.

opfordrer EU til at anerkende, at eksportrestriktioner kan være en komponent i visse landes udviklingsstrategier eller være berettiget af hensyn til miljøbeskyttelse;

72.

opfordrer indtrængende Unionen og alle andre donatorer til at undlade at fremme eller bidrage til, at frugtbar jord i lande og regioner, hvor fødevaresituationen er usikker, overgår til andre anvendelsesformål end fødevareproduktion, og til at etablere modeller for god praksis for areal- og ressourceforvaltning for biobrændstoffer og andre salgsafgrøder;

73.

understreger behovet for at fjerne incitamenter for landbrugere i lande med en usikker fødevaresituationen til at udnytte deres jord til andre formål end fødevareproduktion, f.eks. produktion af biobrændsel; mener, at forskning og innovation med støtte fra en proaktiv politik i udviklede lande såvel som i udviklingslande kan bidrage til at mindske uoverensstemmelsen mellem fødevaresikkerhed og energiinteresser;

74.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/15

—

der henviser til artikel 207 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handel, vækst og udvikling — En skræddersyet handels- og investeringspolitik for de lande, der har størst behov« (COM(2012)0022),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handel, vækst og verdensanliggender — Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi« (COM(2010)0612),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Forbedring af EU's støtte til udviklingslandene gennem mobilisering af udviklingsfinansiering« (COM(2012)0366),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En ny tilgang til nabolande i forandring« (COM(2011)0303),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Det globale Europa: en ny strategi for finansieringen af EU's optræden udadtil« (COM(2011)0865),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik« (COM(2010)0343),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« (COM(2011)0681),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En EU-strategi for »Aid for Trade« — Kommissionens bidrag« (COM(2007)0163),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handel og udvikling — hvordan udviklingslandene kan hjælpes til at få udbytte af handel« (COM(2002)0513),

—

der henviser til overvågningsrapporten fra 2012 om EU's ansvar for finansiering af udvikling, navnlig afsnittet om Aid for Trade (SWD(2012)0199),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og EU, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, og til revisionerne heraf i 2005 og 2010,

—

der henviser til beslutningerne af 25. november 2010 om »menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler« (1), »international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører« (2) og »virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om EU's handelsstøtte (4),

—

der henviser til sine beslutninger af 25. marts 2009 om de økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-regionerne og –staterne (5),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en ny handelspolitik for Europa i forbindelse med Europa 2020-strategien (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer (7),

—

der henviser til sin holdning af 13. september 2012 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 for så vidt angår udelukkelse af en række lande fra listen over regioner eller stater, der har afsluttet forhandlinger (8),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om den fremtidige EU-politik for internationale investeringer (9),

—

der henviser til sin holdning af 11. december 2012 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (10),

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (11),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 1063/2010 af 18. november 2010 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (12),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. marts 2012 om EU's tilgang til handel, vækst og udvikling i det kommende årti og af 15. oktober 2012 om udviklingsfinansiering,

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om følgerne af den internationale finansielle og økonomiske krise for udviklingslande og udviklingssamarbejde (13),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 18. september 2012 (14),

—

der henviser til WTO's arbejdsprogram vedrørende Aid for Trade for 2012-2013,

—

der henviser til Fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om »den europæiske konsensus om udvikling« (15),

—

der henviser til EU-strategien for Aid for Trade: Øget EU-støtte til handelsrelaterede behov i udviklingslandene, 15. maj 2007,

—

der henviser til Almaty-handlingsprogrammet for udviklingslande, der er indlandsstater, 28.—29. august 2003,

—

der henviser til Paris-erklæringen om bistandseffektivitet af 2. marts 2005 og Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde, som blev vedtaget den 1. december 2011,

—

der henviser til Istanbul-handlingsprogrammet for de mindst udviklede lande i årtiet 2011-2020 (16),

—

der henviser til erklæringen fra G20-topmødet i Seoul den 11.—12. november 2010 med titlen »Seouls Udviklingskonsensus for Delt Vækst«,

—

der henviser til Unctad's 2012-beretning om investeringer i verden, FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder fra 2011, FN's vejledende principper om konsekvensanalyser for menneskerettigheder i forbindelse med handels- og investeringsaftaler, Unctad/FAO/Verdensbanken/IFAD-principperne for ansvarlige landbrugsinvesteringer, revisionen fra 2011 af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, Doha-mandatet vedtaget på Unctad's 13. ministerkonference i 2012 og Rio+20-konferencen i 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0053/2013),

A.

der henviser til, at EU's handels- og investeringspolitik skal følge de generelle principper for dens optræden udadtil, som fastsat i artikel 3 og 21 i TEU, og skal bidrage til en »bæredygtig udvikling af jorden (…), fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne (…)«;

B.

der henviser til, at artikel 207 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er forbundne; der henviser til, at artikel 207 anfører, at EU's handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil; der henviser til, at EU-politikker, der kan påvirke udviklingslandene, ifølge artikel 208 skal tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet;

C.

der henviser til, at handel og investeringer mellem EU, udviklingslandene og de mindst udviklede lande er et middel til at nå disse mål ved at stimulere en bæredygtig og inklusiv vækst for alle parter, tillade overførsel af teknologi og færdigheder og deltage i skabelsen af arbejdspladser, og således gøre det muligt at øge konkurrenceevnen og produktiviteten, samt at opnå større social samhørighed og bekæmpe ulighed;

D.

der henviser til, at handel og investeringer imidlertid ikke alene kan skabe en afgørende effekt på væksten og bæredygtig udvikling, eftersom de strukturelle svagheder (utilstrækkelig menneskelig kapital, forvaltningspraksis og infrastruktur, en svag privat sektor, stor afhængighed af eksport af råvarer, manglende diversificering af eksporten, høje handelsomkostninger osv.), som udviklingslandene, herunder de mindst udviklede lande, lider af, og som hæmmer deres fulde adgang til verdenshandelen;

E.

der henviser til, at EU's handels- og investeringspolitik til støtte af væksten i modtagerlandene bør koordineres med de udviklingsmål, der er fastsat af de kompetente myndigheder, indgå i princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken, ledsages af teknisk og finansiel bistand samt, hvor det er hensigtsmæssigt, udvikling af offentlig-private partnerskaber (nord-syd, grænseoverskridende og syd-syd);

F.

der henviser til, at syd-syd-handelen udgjorde 23 % af verdenshandelen i 2010; der henviser til, at ifølge WTO's rapport om verdenshandelen fra 2011, udgør syd-syd-præferenceaftalerne to tredjedele af alle sådanne aftaler, mens nord-syd-aftalerne kun udgør en fjerdedel; der henviser til, at ifølge rapporten om investeringer i verden i 2012 tegner de nye vækstøkonomier sig for næsten halvdelen af de udenlandske direkte investeringer (FDI) i hele verden;

G.

der henviser til, at mange lande stadig ikke drager fuld fordel af handelen, og at de mindst udviklede landes andel af verdens BNP falder; der henviser til, at de 49 mindst udviklede lande trods en høj økonomisk vækstrate endnu kun tegner sig for 1,12 % af verdenshandelen; der henviser til, at handelen ikke har været til lige meget gavn for alle udviklingslande, og at den i nogle tilfælde har forstærket den sociale ulighed;

H.

der henviser til, at de større vækstøkonomier, som stadig kategoriseres som udviklingslande, samtidig er både donorer og modtagere af handelsstøtte; der henviser til, at EU og andre udviklede lande bør tage større hensyn til disse nye aktørers komplekse status samt deres betydning og særlige kendetegn med henblik på at tilpasse deres tilbud om handelsstøtte;

I.

der henviser til, at handels- og investeringsforanstaltninger for at fremme bæredygtig udvikling kan stamme mange steder fra og antage mange former; der henviser til, at flere programmer og tiltag kan gennemføres på et lands territorium, men at en manglende koordinering kan medføre, at deres effektivitet og relevans undermineres, og i sidste ende bidrage til at mindske borgernes tillid til denne type initiativer;

J.

der henviser til, at EU og dens medlemsstater er den største donor af handelsstøtte med 10,7 mia. EUR i 2010 (eller næsten en tredjedel af det samlede ODA-beløb); der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise rejser spørgsmålet om nedsættelse af de midler, der afsættes til officiel udviklingsbistand, og navnlig handelsstøtte, samt effektiviteten af deres anvendelse;

K.

der henviser til, at EU har forpligtet sig til at øge sit samlede støttebudget til 0,7 % af sin BNI senest i 2015;

1.

støtter Kommissionens mål om at forbedre synergien mellem handels- og udviklingspolitikken; anbefaler, at den tager hensyn til modtagerlandenes behov og kapaciteter ved at fremme instrumenter såsom regional integration, der kan sikre, at der i højere grad drages fordel af sådanne synergier, og prioriterer foranstaltninger, der sigter på at:

2.

opfordrer Den Europæiske Union til at overholde princippet om udviklingsvenlig politikkohærens i forbindelse med udformning og gennemførelse af sin handels-, landbrugs-, miljø- og energipolitik samt at vurdere konsekvenserne af disse politikker på udviklingen i udviklingslandene og de mindst udviklede lande;

3.

understreger, at det er vigtigt at sikre anstændige lønninger og anstændige standarder for sikkerhed på arbejdspladsen som en forudsætning for et bæredygtigt globalt handelssystem og nye globale produktionskæder; minder i denne forbindelse Kommissionen om, at den har udsendt en meddelelse med titlen »Fremme af anstændigt arbejde for alle — EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden«;

4.

opfordrer indtrængende EU, de andre bistandsdonorer, myndighederne i partnerlandene og de lokale og internationale private aktører i udviklingslandene til at undersøge eventuelle nye samarbejdsområder for bæredygtig udvikling med det formål at maksimere det bidrag, som forretningsaktiviteter kan tilføre til indfrielsen af udviklingsmålene;

5.

understreger nødvendigheden af, at EU med henblik på at øge velfærds- og levestandarden blandt de fattigste målretter en del af sin handelsrelaterede støtte til ansvarlig og bæredygtig udvikling mod opbygningen af lokal og regional handelskapacitet i og mellem disse lande; glæder sig over de mål, der er opstillet under instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, som fremhæver prioriteterne beskæftigelse og vækst i udviklingslandene;

6.

mener, at ejerskab af de programmer, der sigter mod modtagerlandenes udvikling af handel og investeringer, er en af de afgørende faktorer i deres succes; mener, at de nationale, regionale og lokale myndigheder samt civilsamfundet i overensstemmelse med retsstatsprincippet altid bør inddrages i udviklingen og overvågningen af de nationale programmer;

7.

tilskynder udviklingslandene til at gøre økonomisk og bæredygtig udvikling til et gennemgående nationalt politisk mål, der er fastlagt i deres relevante strategier og initiativer; opfordrer Kommissionen til, bl.a. ved at tilbyde mere bistand, at bestræbe sig på at styrke regeringernes evne til at integrere spørgsmål vedrørende en bæredygtig og inklusiv økonomisk udvikling i deres nationale handelsstrategier og -programmer;

8.

bemærker, at bedre kursusuddannelse i udviklingsforhold vil muliggøre en klarere indkredsning af konkrete udviklingsbehov samt mulige måder at imødekomme dem på, med det formål at vejlede og gøre de opgaver nemmere, som handelsforhandlere og andre personer med handelsrelaterede hverv varetager;

9.

mener, at det er af afgørende betydning at investere i at skabe, udvikle, styrke og bevare vigtige bæredygtige transport-, energi- og telekommunikationsinfrastrukturer, navnlig på tværs af grænserne samt intermodale knudepunkter;

10.

understreger behovet for at sikre fuld gennemsigtighed med hensyn til de betalinger, som europæiske virksomheder foretager til regeringer; opfordrer Kommissionen til at støtte bæredygtige industrialiseringsstrategier i udviklingslandene med det formål at fremme handel med forædlede produkter snarere end blot handel med råstoffer;

11.

er af den holdning, at når handel og investeringer anvendes som vektorer for bæredygtig vækst og økonomisk udvikling, bør de navnlig forfølge følgende målsætninger, samtidig med at der udvikles det produktionsudbud og de infrastrukturer, som er nødvendige herfor:

—

støtte til selvstændige landmænd og små kooperativer og udvikling af bæredygtige landbrugs-, dambrugs- og avlsmetoder, der giver dem mulighed for at skabe, styrke og diversificere forsyningskæderne

—

forbedring af deres adgang til finansiering og mikrofinansiering

—

støtte til udviklingslandene i deres bestræbelser på at få adgang til information og sikre overholdelse af internationale sundheds- og plantesundhedsmæssige normer for at sikre fair konkurrence og bedre adgang til markederne, herunder til de industrialiserede landes markeder, og samtidig sikre bedre beskyttelse af deres befolkninger

—

udfasning af eksportrestriktionerne og foranstaltninger til bekæmpelse af spekulation og udsving i landbrugspriserne

—

støtte til oprettelse og markedsføring af socialt ansvarlige og miljørigtige varer og tjenesteydelser, herunder økoturisme, med henblik på at sikre producenterne en merværdi og respekt for bæredygtighedskriterierne

—

bæredygtig og gennemsigtig forvaltning af naturressourcer

—

programmer for retfærdig adgang til jord for landbrugere

—

etablering af adgang til kapacitetsopbygning, navnlig for så vidt angår diversificering af produkter fremme af produkters merværdi og bistand med opfyldelse af standarder og tekniske krav for lokale, regionale og internationale markeder

—

indførelse af et system af positive incitamenter i underudgiftsområderne for bæredygtig udvikling i handelsaftaler for at fremme import af landbrugsprodukter til Unionen, som opfylder internationale miljømæssige, sociale og menneskerettighedsrelaterede standarder, navnlig ved at sikre rimelige indtægter for producenter og en anstændig løn til landarbejderne, i overensstemmelse med opfordringer fra FN's særlige rapportør om retten til mad

—

støtte til, at udviklingslandene og de mindst udviklede lande kan udelukke visse følsomme landbrugsprodukter fra den gensidige liberalisering.

—

skabelse, styrkelse og diversificering af produktionskapaciteten og den bæredygtige industrielle udvikling, der via inkluderende og fair forsyningskæder genererer fordele for de involverede lokale aktører

—

forbedring af erhvervs- og investeringsklimaet for at lette den private sektors deltagelse, herunder små lokale virksomheder, og, når det er hensigtsmæssigt, udvikling af offentlig-private partnerskaber

—

gradvis afskaffelse af handelsrestriktioner, idet der tages hensyn til behovet for, at udviklingslandene diversificerer deres økonomier, og behovet for at beskytte nye industrier med henblik på at opbygge et bæredygtigt indenlandsk industrielt grundlag

—

beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder geografiske betegnelser, idet der tages hensyn til landenes udviklingsniveau, og med henblik på at fremme teknologioverførsel (herunder grøn teknologi), i overensstemmelse med Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed

—

fremme af anstændige arbejdsvilkår, åbenhed og bæredygtighed; fremme af bæredygtige og retfærdige former for arbejde; styrkelse af sikkerhedsstandarder på arbejdspladsen og af socialsikringsordninger, med særlig henvisning til ILO's henstillinger om national social mindstebeskyttelse.

—

styrkelse af retsstaten og god regeringsførelse med henblik på at forbedre retssikkerheden, gennemsigtigheden og lovligheden af private investeringer, navnlig udenlandske direkte investeringer

—

nøje undersøgelse af gældende bestemmelser om og forhandling af direktiver om finansielle tjenesteydelser i handelsaftaler, da disse ikke bør hindre tilstrækkelig finansiel regulering i Unionen og dens handelspartnere

—

forbedring af betingelserne for offentlige indkøb

—

effektivisering af den offentlige sektor

—

fremme af tjenester, der letter handel og investeringer, især miljøvenlige tjenester, herunder turisme, logistik og grønne investeringer.

—

støtte til nationale regeringer ved fastlæggelsen af deres nationale handelspolitikker og -strategier med et passende gennemsigtigheds- og deltagelsesniveau

—

udvikling af fælles redskaber og ressourcer med henblik på at give de pågældende mindst udviklede lande praktiske oplysninger og metoder

—

støtte til reformer af told- og skattemyndighederne samt til foranstaltninger for at begrænse den uformelle sektors andel af økonomien og genintegrere den uformelle sektor i den formelle økonomi

—

forbedring af effektiviteten, styringen og organiseringen af forsendelsesprocedurerne samt af ordningerne for den fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser

—

oprettelse af institutioner, der letter handel og investering samt etablering af garantifonde og risikovillig kapital, herunder startkapital og private investorer (»business angels«);

12.

støtter Kommissionens forslag om at differentiere sin handelsstøtte og fokusere på de lande, der har mest brug for den, navnlig de mindst udviklede lande; anbefaler den imidlertid at tage hensyn til landets generelle udviklingsniveau og dets behov, kapaciteter og interne udviklingsuligheder ud over de klassiske indikatorer (bruttonationalprodukt, menneskelig kapital og sårbarhed over for økonomiske chok); opfordrer til at tage hensyn til principperne i den styrkede integrerede ramme for de mindst udviklede lande;

13.

fremhæver, at social iværksætterånd og social innovation i udviklingslandene er drivkræfterne for vækst for udvikling, som kan bidrage til at nedbringe uligheden og fremme vækst, forudsat at fortjenesterne geninvesteres i økonomien;

14.

mener, at om end overførsler af finansielle midler og mikrofinansiering fortsat er relevante redskaber, kan de ikke i sig selv opfylde alle finansieringsbehov; opfordrer alle donorer til at finde og fremme innovative former for finansiering og partnerskab; støtter indførelsen af syd-syd-partnerskaber og tresidede partnerskaber; opfordrer til, at metoden med interregionale finansieringsordninger, der er gennemført inden for rammerne af EU's trustfond for infrastrukturer i Afrika, generaliseres;

15.

støtter pakken til fremme af handelen for mindre aktører i udviklingslande, som annonceres i Kommissionens meddelelse; opfordrer Kommissionen til at fortsætte udviklingen af denne pakke og opfordrer alle donorer til at afsætte tilstrækkelige midler til at gennemføre mindre virksomheders deltagelse i handelsordninger, som sikrer merværdi for producenter, herunder dem, som arbejder for bæredygtighed (f.eks. fairtrade); anmoder om jævnlige opdateringer om gennemførelsen;

16.

hilser vedtagelsen af meddelelsen om »Forbedring af EU's støtte til udviklingslandene gennem mobilisering af udviklingsfinansiering« velkommen; opfordrer Kommissionen til at gennemføre sine forslag hurtigt med henblik på at sikre yderligere bæredygtig, forudsigelig og effektiv finansiering; bifalder OECD's retningslinjer i »værktøjskassen« for de politiske rammer for investeringer; glæder sig over resultaterne af Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde og Istanbulprincipperne for effektiv udvikling af civilsamfundsorganisationer;

17.

er bekymret over den stigende praksis med bunden bistand; opfordrer indtrængende de udviklede lande og de større vækstøkonomier til at undgå anvendelsen af denne praksis og tværtimod at tilstræbe, at der gøres brug af regionale og lokale ressourcer, herunder menneskelig kapital, som en del af deres økonomiske udviklingsprojekter gennem handel og investeringer;

18.

anerkender det arbejde, der udføres af internationale institutioner (WTO, Unctad, UNIDO, OECD, G20, Verdensbanken og de multilaterale udviklingsbanker) med hensyn til handelsstøtte; går ind for, at der som led i Aid for Trade-programmerne inddrages foranstaltninger for at hjælpe udviklingslandene med henblik på at kompensere for de tab, der er forbundet med handelsliberaliseringen; mener, at der bør etableres et system, koordineret af Unctad og WTO, for at lette det internationale, nationale og lokale samarbejde mellem donorerne; minder om EU's forpligtelse til at fremme og lette udviklingslandenes repræsentation og deltagelse i disse internationale organisationer;

19.

beklager manglen på koordination af investeringspolitikkerne, herunder på internationalt plan; glæder sig over Parlamentets og Rådets aftale om overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande; opfordrer Kommissionen til at udvikle en europæisk politik for international investering, der sikrer passende investeringsbeskyttelse, øger retssikkerheden, afspejler staternes muligheder for at udvikle fælles regler og standarder, og samtidig tager hensyn til specifikke sociale, økonomiske og miljømæssige behov, såsom f.eks. dem, der er anført i Unctad's investeringspolitiske ramme for bæredygtig udvikling; minder om, at udviklingslande er uforholdsmæssigt hårdt ramt af høje omkostninger til tvistbilæggelse mellem investor og stat;

20.

anser det for essentielt at reformere de internationale investeringsaftaler med henblik på at styrke deres udviklingsmæssige dimension ved at afbalancere staternes og investorernes rettigheder og pligter, sikre tilstrækkeligt politisk manøvrefrihed til politik for bæredygtig udvikling og gøre investeringsfremmende bestemmelser mere konkrete og afstemt efter målsætningerne for bæredygtig udvikling;

21.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde opdelte statistikker for EU's udadgående udenlandske direkte investeringer i udviklingslandene og de mindst udviklede lande og overveje følgende investeringskategorier: fusioner og overtagelser, omfordeling af aktiver internt i virksomheder, spekulativ investering og grønne investeringer;

22.

mener, at samarbejdet også bør fokusere på kapacitets- og institutionsopbygning, således at udviklingslandene kan skabe de nødvendige rammebetingelser for investeringer, f.eks. etablering af skatteopkrævningskapacitet og forhindring af skatteunddragelse og indførelse af de bedst mulige regnskabsstandarder;

23.

glæder sig over WTO's beslutning om at lette optagelsesprocedurerne for de mindst udviklede lande; opfordrer de udviklede lande og de større vækstøkonomier, der er WTO-medlemmer, til at gøre brug af undtagelsen vedrørende tjenesteydelser for de mindst udviklede lande og at give særbehandling til tjenesteydelser og leverandører af tjenesteydelser fra de mindst udviklede lande og rette særlig opmærksomhed mod leveringsmåde 4, som er en prioritet for de mindst udviklede lande;

24.

håber, at EU og dets medlemsstater gør brug af deres indflydelse, især over for de store vækstøkonomier, med henblik på at opnå en hurtig indgåelse af aftalen om at lette toldprocedurerne som en del af Doha-runden;

25.

glæder sig over BRIKS-landenes engagement for vækst og økonomisk udvikling i udviklingslandene; beder dem om at medtage deres foranstaltninger under overholdelse af og med henblik på fremme af de demokratiske principper og god regeringsførelse; anmoder Kommissionen om fortsat at medtage en demokrati- og menneskerettighedsklausul i alle sine handelsaftaler med udviklingslande;

26.

opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete løsninger for at styrke sin støtte til en hurtigere og dybere regional integration blandt udviklingslandene med henblik på at udvikle de regionale markeder og skabe regionale værdikæder; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at fremme regional integration i sine bilaterale og regionale handelsaftaler; anmoder den om at overveje en forenkling og harmonisering af oprindelsesreglerne samt metoder til at lette små eksportørers brug heraf; opfordrer Kommissionen til at styrke sine partnerskaber med de regionale institutioner, navnlig Den Afrikanske Udviklingsbank; påpeger den lokale private sektors afgørende rolle, for så vidt angår integration af handel og økonomisk udvikling;

27.

glæder sig over reformen af oprindelsesreglerne og ikrafttrædelsen af den reviderede generelle præferenceordning (GSP); ønsker, at Kommissionen fremlægger en rapport om konsekvenserne for modtagerlandene af ændringer i ordningen, navnlig en ophævelse af præferenceordningen for de pågældende lande i overensstemmelse med den nye forordnings artikel 40;

28.

noterer sig den midlertidige anvendelse af en første økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) med en gruppe afrikanske lande; opfordrer Kommissionen til at gøre status over de manglende fremskridt indtil nu, for så vidt angår indgåelse af andre ØPA'er, der tager fuldt hensyn til udviklingslandenes udviklingsinteresser; opfordrer Kommissionen til at bygge videre på dette momentum ved at genoptage de igangværende forhandlinger om ØPA'er mellem EU og interesserede udviklingslande med henblik på gradvist at integrere deres markeder i den multilaterale handel; understreger betydningen af stabile og retfærdige retlige og kommercielle rammer for at fremme EU-investeringer i AVS-landene på en måde, som er til gensidig gavn; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til Parlamentets henstillinger om præferenceudhuling, fleksibilitet og omfanget af toldafvikling samt at være særlig opmærksom på gennemførelsen af de økonomiske partnerskabsaftaler;

29.

mener, at de redskaber, der er udviklet af Unionen til udviklingsbistand gennem handel og investeringer, herunder GSP og økonomiske partnerskabsaftaler, er effektive, såfremt gennemførelsesbestemmelserne og -kriterierne ikke giver anledning til forskelsbehandling eller begrænsninger, der skader de potentielle modtagere; opfordrer imidlertid indtrængende Kommissionen til at integrere alle de eksisterende instrumenter i en global strategi, der også omfatter teknisk bistand vedrørende handel, kapacitetsopbygning og handelsrelaterede tilpasninger, herunder vedrørende standardisering; mener, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten bør udvikle synergier med henblik på yderligere at styrke Unionens handelsdiplomati på verdensplan;

30.

opfordrer Kommissionen til at medtage kapitler om handel og bæredygtig udvikling i bilaterale handelsaftaler med bindende regler inden for miljø- og arbejdsmarkedsområdet og VSA-klausuler; mener desuden, at Kommissionen bør bistå udviklingslandene og de mindst udviklede lande i deres bestræbelser på at opfylde disse standarder; mener, at tæt inddragelse af civilsamfundet i kontrollen med gennemførelsen af sådanne kapitler øger kendskabet til og accepten af miljøstandarder og sociale standarder;

31.

henstiller, at Kommissionen sikrer, at der i alle kommende bilaterale handels- og samarbejdsaftaler medtages bindende menneskerettighedsbestemmelser, som kan håndhæves i praksis, for at øge troværdigheden og effektiviteten af EU's konditionalitetspolitik;

32.

opfordrer indtrængende EU til at udforme sine handelsaftaler med øje for at fremme ansvarlig investoradfærd og efterlevelse af bedste internationale praksis for virksomheders sociale ansvar (VSA) og god selskabsledelse; understreger navnlig, at væksten, for at blive inklusiv og effektiv, for så vidt angår fattigdomsreduktion, skal efterstræbes inden for sektorer, hvor de fattigste er aktive, og den bør tilgodese og integrere kvinderne og bør være forbundet med jobskabelse såvel som med udviklingen af finansiering for mikrovirksomheder og små virksomheder;

33.

opfordrer EU-baserede selskaber med produktionsanlæg i udviklingslande til at foregå med et godt eksempel ved at overholde forpligtelsen til at respektere menneske- og frihedsrettighederne, de sociale og miljømæssige normer, de grundlæggende arbejdsstandarder og internationale aftaler;

34.

opfordrer EU-baserede selskaber, hvis datterselskaber eller forsyningskæder er placeret i udviklingslande, til at overholde deres nationale og internationale juridiske forpligtelser på områderne menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøregler;

35.

glæder sig over, at en bred vifte af industrier og multinationale selskaber har vedtaget adfærdskodekser, der opstiller de sociale og miljømæssige standarder, der skal efterleves inden for deres globale forsyningskæde; minder dog om, at uensartede bogførings-, revisions og indberetningsnormer i disse kodekser gør dem vanskelige at sammenligne; understreger, at en bedre gennemførelse af FN's retningslinjer for virksomheder og menneskerettigheder vil bidrage til EU's målsætninger vedrørende specifikke menneskerettighedsaspekter og centrale arbejdsstandarder;

36.

understreger, at EU-støtte til tredjelandes stater til gennemførelse af social- og miljølovgivning er et nødvendigt supplement til at fremme europæiske virksomheders VSA på verdensplan;

37.

bemærker, at handlen med naturressourcer, trods implementeringen af Kimberley-processen til certificering af konfliktdiamanter, fortsat giver næring til oprørsbevægelser, og at der finder menneskerettighedsovertrædelser sted i mineområderne; fremhæver derfor, at der er et presserende behov for at etablere et system til behørig forudgående kontrol vedrørende udvinding af og handel med ædelstene og andre såkaldte konfliktmineraler; indtager den holdning, at en sådan foranstaltning ville kunne bidrage til at imødegå den altoverskyggende udfordring, som ressourceforbandelsen udgør, og øge fordelene for udviklingslandenes handel med deres råstoffer;

38.

anerkender, at Kommissionen er partner i EITI (gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien); opfordrer Kommissionen og de parter, der er aktive inden for udvindingsindustrien, til aktivt at tilskynde flere producentlande til at tiltræde initiativet;

39.

opfordrer indtrængende Kommissionen til, når den indgår handels- og investeringsaftaler, at gennemføre vejledningen fra FN's rapportør om retten til mad, som kræver, at der anvendes konsekvensanalyser for menneskerettigheder (»vejledende principper om konsekvensanalyser for menneskerettigheder i forbindelse med handels- og investeringsaftaler«) for at sikre, at aftalerne er i overensstemmelse med forpligtelser i henhold til internationale menneskerettighedsinstrumenter;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/24

—

der henviser til udkastet til Rådets forordning (COM(2012)0336) (»betalingsbalanceforslaget«),

—

der henviser til anmodningen om godkendelse, som Rådet skal indgive, jf. artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 143 og 352,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 23. november 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet, Parlamentets ændringsforslag hertil, som blev vedtaget den 13. juni 2012, og den foreløbige tekst til den endelige aftale med Rådet (1),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 23. november 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet, ændringsforslagene hertil, som blev vedtaget af Parlamentet den 13. juni 2012, og den foreløbige tekst til den endelige aftale med Rådet (2);

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (3),

—

der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 81, stk. 3,

—

der henviser til interimsbetænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0129/2013),

A.

der henviser til, at Rådet i medfør af artikel 352 i TEUF og i overensstemmelse med den særlige lovgivningsprocedure, ved enstemmighed og efter at have opnået Parlamentets godkendelse, vil vedtage en forordning om indførelse af en facilitet for finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta;

B.

der henviser til, at betalingsbalancemekanismen blev etableret i 2002 ved Rådets forordning (EF) nr. 332/2002, som muliggør finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta;

C.

der henviser til, at det samlede beløb, der står til rådighed under mekanismen, blev forhøjet fra de oprindelige 12 000 mio. EUR til 25 000 mio. EUR i december 2008 og til 50 000 mio. EUR i maj 2009 som reaktion på den finansielle krise; der henviser til, at der ud af disse 50 000 mio. EUR er blevet udbetalt 134 400 mio. EUR til Rumænien, Letland og Ungarn, foruden en foregribende hensættelse på 14 400 mio. EUR til Rumænien;

D.

der henviser til, at Ungarn, Rumænien og Letland var de første medlemsstater, der ansøgte om og modtog finansiel bistand fra Unionen ved begyndelsen på den finansielle og økonomiske krise gennem betalingsbalancefaciliteten; der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise i alvorlig grad har påvirket adskillige medlemsstater uden for euroområdet;

E.

der henviser til, at den verdensomspændende økonomiske krise har haft en alvorlig indvirkning på alle EU-medlemsstaterne og frembragt en forværring af de offentlige underskud, betalingsbalancerne såvel som af den samlede gæld;

F.

der henviser til, at Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), der blev oprettet i oktober 2012, er den primære støttemekanisme for euroområdets medlemsstater og råder over en udlånskapacitet på 500 000 mio. EUR i form af tegnet kapital; der henviser til, at ESM i fremtiden under visse betingelser vil kunne foretage direkte finansiering af banker i vanskeligheder;

G.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 20. november 2012 anmodede om, at ESM gradvist burde overgå til forvaltning efter fællesskabsmetoden og underkastes Europa-Parlamentets demokratiske kontrol og at vigtige beslutninger, såsom ydelse af finansiel støtte til en medlemsstat og indgåelsen af aftalememoranda, blev underkastet behørig kontrol af Parlamentet;

H.

der henviser til, at det er essentielt, at faciliteten indeholder mekanismer for demokratisk ansvarlighed, såvel som at den tager hensyn til, hvordan de nationale parlamenter fungerer;

I.

der henviser til, at betalingsbalanceforslaget ikke indeholder bestemmelser om, at medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, kan få gavn af finansielle instrumenter, der er fuldstændig sammenlignelige med dem under ESM, der står til deres rådighed;

J.

der henviser til, at opdateringen af forordning (EF) nr. 332/2002 vil bidrage til at sikre lige vilkår for både euroområdet og ikke-euromedlemsstater og vil forenkle proceduren til aktivering af betalingsbalancefaciliteten;

K.

der henviser til, at det er vigtigt at værne om arbejdsmarkedets parters rolle og om respekten for de forskellige nationale praksisser og institutioner for løndannelse i forbindelse med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 332/2002 og af den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget, navnlig under udarbejdelsen og implementeringen af makroøkonomiske tilpasningsprogrammer; der henviser til, at dette er et horisontalt spørgsmål af betydning for hele Unionen, hvorfor det er hensigtsmæssigt, at der i denne henseende er overensstemmelse mellem medlemsstaterne inden og uden for euroområdet;

1.

glæder sig over betalingsbalanceforslaget som et første skridt på vejen til at opnå lige vilkår for medlemsstater inden og uden for euroområdet; erkender, at dette ikke er nogen let opgave i betragtning af indretningen af de mekanismer, der på det seneste er blevet skabt til euroområdet;

2.

er af den opfattelse, at betalingsbalancestøtten kan udfylde en vigtig rolle i at bistå medlemsstaterne med at forbedre deres administrative kapacitet til at absorbere EU-midler mere effektivt;

3.

er imidlertid af den opfattelse, at en række af de ændringsforslag, der indgår i denne interimsbetænkning, er nødvendige for, at der kan opnås et acceptabelt resultat; anmoder derfor med henblik på at tilsikre en gennemskuelig beslutningstagning om, at Rådet og Kommissionen afventer vedtagelsen af denne interimsbetænkning, inden de vedtager forordningen på basis af betalingsbalanceforslaget (betalingsbalanceforordningen);

4.

fremhæver, at artikel 352 i TEUF udgør et passende retsgrundlag for den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget, og understreger, at dette grundlag muliggør indførelsen af nye typer EU-finansiel støtte og rammer for denne støtte, der rækker ud over anvendelsesområdet for den støtte, der er omhandlet i artikel 143 i TEUF;

5.

beklager, at Kommissionen ikke gennemførte en bred høring inden sin vedtagelse af betalingsbalanceforslaget, og at den ikke har begrundet dette med, at dette var et ekstraordinært hastende tilfælde som påkrævet i artikel 2 i Protokol nr. 2 til TEUF og traktaten om Den Europæiske Union (TEU) om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

6.

gør opmærksom på og beklager, at der ikke henvises til anvendelsen af nærheds- eller proportionalitetsprincipperne som påkrævet i artikel 5 i protokol nr. 2 til TEUF og TEU om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne; anmoder Kommissionen og Rådet om at indføje en udtrykkelig henvisning til de ovennævnte principper, inden udkastet til forordning forelægges Europa-Parlamentet til godkendelse;

7.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage følgende anmodninger i betragtning forud for, at udkastet til forordning forelægges Europa-Parlamentet til godkendelse:

8.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme og Den Internationale Valutafond.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/29

—

der henviser til Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2011,

—

der henviser til artikel 284 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 15 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank,

—

der henviser til sin beslutning af 2. april 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase (1),

—

der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2010 (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0031/2013),

A.

der henviser til, at realvæksten i BNP i euroområdet var 1,5 % i 2011, hvilket var en tilbagegang fra 1,9 % i 2010; der henviser til, at adskillige medlemsstater har oplevet en alvorlig økonomisk afmatning i samme periode;

B.

der henviser til, at arbejdsløsheden i euroområdet steg fra 10 % ved udgangen af 2010 til 10,7 % ved udgangen af 2011; der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden steg betydeligt i samme periode;

C.

der henviser til, at omkring 14,4 mio. nye arbejdspladser er blevet skabt i euroområdet siden 1999, sammenlignet med ca. 10,7 mio. i USA;

D.

der henviser til, at ECB i 2011 hævede rentesatserne to gange, nemlig i april og juli (med 25 basispoint hver gang), og sænkede dem to gange sidst på året, nemlig i november og december (igen med 25 basispoint hver gang);

E.

der henviser til, at den gennemsnitlige inflationsrate i euroområdet var på 2,7 % i 2011, en stigning fra 1,6 % i 2010, og M3-væksten var på 1,5 % i 2011, et fald fra 1,7 % i 2010;

F.

der henviser til, at eurosystemets konsoliderede balance nåede 2 735 mia. EUR ved udgangen af 2011 svarende til en stigning på omkring 36 % i løbet af 2011;

G.

der henviser til, at ECB den 21. december 2011 lancerede sin første 3-årige langfristede markedsoperation (LTRO), hvorved der afsattes 489,2 mia. EUR i form af treårige lån;

H.

der henviser til, at væksten i kreditgivningen til den private sektor aftog betydeligt fra 1,6 % i 2010 til 0,4 % i 2011, og lånene til den private sektor fra 2,4 % i 2010 til 1,2 % i 2011;

I.

der henviser til, at det brede pengemængdemål, M3, og den årlige vækstrate for udlån til den private sektor begge oplevede en skarp opbremsning i løbet af det sidste kvartal 2011;

J.

der henviser til, at beløbet for udestående obligationer, der blev afregnet i forbindelse med programmet for værdipapirmarkederne ved udgangen af 2011, var på 211,4 mia. EUR;

K.

der henviser til, at ikke-omsættelige aktiver kom til at udgøre den største del af de aktiver, der anvendtes som sikkerhed i eurosystemet i løbet af 2011, svarende til 23 % af det samlede beløb, mens ikke-omsættelige værdipapirer sammen med værdipapirer med sikkerhed i aktiver udgør mere end 40 % af de samlede aktiver, der anvendtes som sikkerhed;

L.

der henviser til, at den gennemsnitlige bruttoværdi af den offentlige gældskvote steg fra 85,6 % til 88 % af BNP, og det samlede offentlige underskud faldt fra 6,2 % til 4,1 % af BNP; der henviser til, at nogle af euroområdets lande har oplevet stigende underskud;

M.

der henviser til, at det primære mål for ECB i henhold til artikel 282 i TEUF er at fastholde prisstabiliteten, og at ECB bør understøtte Unionens generelle økonomiske politik, uden at det berører prisstabiliteten, og endvidere henviser til, at ECB er tillagt specifikke opgaver vedrørende Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB);

N.

der henviser til, at en situation med lav inflation er det bedste bidrag, pengepolitikken kan yde til at skabe gunstige betingelser for økonomisk vækst, jobskabelse, social samhørighed og finansiel stabilitet;

O.

der henviser til, at ECB's langfristede markedsoperationer i december 2011 og februar 2012 medførte, at europæiske banker fik tildelt over 1 billion EUR — henholdsvis 489 mia. EUR og 529,5 mia. EUR — i form af lavtforrentede lån med en løbetid på 3 år og en rentesats på 1 %;

P.

der henviser til, at henstillingerne vedrørende gennemsigtighed i forbindelse med afstemninger og offentliggørelse af kortfattede referater, som fremgår af Parlamentets tidligere beslutningsforslag om ECB's årsberetninger, endnu ikke er efterkommet;

Q.

der henviser til, at prisstabilitet er afgørende, hvis overdreven inflation skal forhindres;

R.

der henviser til, at opretholdelse af en strøm af kredit til små og mellemstore virksomheder er særlig vigtig, fordi de beskæftiger 72 % af euroområdets arbejdsstyrke og har en signifikant højere grad af bruttojobskabelse (og -afvikling) end store virksomheder;

1.

roser ECB's proaktive holdning i 2011 og 2012 under forhold, hvor risiciene for stabiliteten i euroområdet steg betydeligt;

2.

glæder sig over ECB's holdning i disse krisetider, både for så vidt angår dens pengepolitik og dens indsats for at stabilisere de finansielle markeder;

3.

bemærker, at frygten for inflation på mellemlang sigt og beslutningerne i april og juli 2011 om at hæve ECB's centrale rentesatser kan have bidraget, blandt andre faktorer, til at øge de finansielle formidleres politisk fremkaldte risikopræmier og derfor til at bremse kreditvæksten og således yderligere at svække det allerede svage økonomiske opsving, der kunne iagttages i det første kvartal af 2011; forstår, at der på dette tidspunkt var et opsving i den økonomiske aktivitet og en stigning i prisniveauet, som førte til, at ECB frygtede, at inflationen ville vende tilbage på mellemlang sigt;

4.

glæder sig over den efterfølgende beslutning om at omgøre disse beslutninger i slutningen af 2011 og den yderligere reduktion i 2012 samt vedtagelsen af utraditionelle foranstaltninger for at genskabe den pengepolitiske transmissionsmekanisme;

5.

bemærker, at den stigning i inflationen, som blev konstateret i 2011, hovedsageligt skyldtes stigende priser på energi og i langt mindre grad som følge af stigende priser på fødevarer og andre råvarer, blandt andre faktorer;

6.

anerkender ECB's bestræbelser på at stabilisere markederne, navnlig gennem programmet for værdipapirmarkederne (SMP), den 3-årige langfristede markedsoperation (LTRO) og direkte monetære transaktioner (OMT), men påpeger, at en strukturel løsning på krisen endnu ikke er i sigte;

7.

bemærker, at SMP midlertidigt har bidraget til at lette presset på låneomkostningerne for de af euroområdets medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet; påpeger, at de likviditetsopsugende operationer, der blev gennemført for at sterilisere disse opkøb, har reduceret niveauet af overskydende reserver, hvilket til en vis grad bidrager til formålet om at genvinde kontrollen over den gennemsnitlige dag-til-dag rente i euroområdet (Eonia);

8.

erkender, at om end de to tre-årige langfristede markedsoperationer har været effektive i at undgå en kreditstramning, er det stadig et spørgsmål, om den finansielle sektors kan tilbagebetale lånene fra ECB; påpeger, at resultaterne med hensyn til kreditvæksten har været utilfredsstillende; bemærker, at beslutningen om at lancere den første tre-årige langfristede markedsoperation den 21. december 2011 faldt sammen med afviklingen af SMP-programmet, forstår, at ECB ikke betragter nogen af sine operationer som en direkte finansiering af statsgæld;

9.

anmoder ECB om i sin månedlige rapport at offentliggøre tallene for omfanget af den offentlige gæld i hver medlemsstat, som de finansielle institutioner har opført som sikkerhed;

10.

bemærker overførslen af risici fra nødlidende banker og regeringer til ECB's balance, hvilket nu svarer til mere end 30 % af euroområdets BNP; understreger, at de langfristede 3-årige markedsoperationer ikke udgør nogen grundlæggende løsning på krisen;

11.

udtrykker dyb bekymring over de stigende niveauer for overskydende likviditet, som er konstateret i løbet af 2011, navnlig i andet halvår, hvilket skyldes en manglende tillid mellem bankerne og manglende långivning til realøkonomien, hvilket skyldes den usikkerhed, som er skabt af økonomisk stagnation og den private og den offentlige sektors for store gældsætning i nogle medlemsstater; påpeger, at denne situation, som er en indikation af risici, der kan føre til en likviditetsfælde, truer effektiviteten af de pengepolitiske bestræbelser;

12.

bemærker, at swapaftaler med andre centralbanker såvel som benyttelse af de primære markedsoperationer, de mellem- og langfristede markedsoperationer med fuld tildeling til fast rente, brug af den marginale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten alle forblev på meget høje niveauer i hele 2011, hvilket tyder på en alvorlig svækkelse af den pengepolitiske transmissionsmekanisme og lånemarkedet mellem bankerne i euroområdet;

13.

er bekymret over det betragtelige omfang af likviditetsstøtte i en krisesituation, der er ydet af de nationale centralbanker i løbet af 2011 med ECB's tilladelse og anmoder om supplerende oplysninger om det præcise omfang af sådanne operationer og de hertil knyttede betingelser;

14.

konstaterer, at den kredit, der er til rådighed for virksomheder og husholdninger, stadig ligger langt under niveauet fra før krisen, og at dens vækst er aftaget i 2011; understreger, at dette kombineret med, at indlånsfaciliteten var på 315 754 mio. EUR den 28. september 2012, klart begrundede ECB's beslutning om at nedsætte renterne, der anvendes til den marginale udlånsfacilitet, de primære markedsoperationer og indlånsfaciliteten;

15.

bemærker de foranstaltninger, som ECB har truffet for at mindske kravene til sikkerhedsstillelse og holdningen til garantiregler for værdipapirer med sikkerhed i aktiver (ABS), da disse er tæt forbundet med udlån til husholdninger og SMV'er;

16.

er dog fortsat bekymret over de betragtelige niveauer af ikke-omsættelige aktiver og værdipapirer med sikkerhed i aktiver, der er stillet som sikkerhed i Eurosystemet i forbindelse med dets markedsoperationer; anmoder ECB om at give oplysninger om, hvilke centralbanker der har accepteret disse værdipapirer, samt at give detaljerede oplysninger om værdiansættelsesmetoderne for alle aktiver, herunder for værdiforringede aktiver;

17.

mener med hensyn til garantiregler, at de samme standarder bør finde anvendelse på statsobligationer og regionsobligationer, i de tilfælde hvor regioner har lovgivningsmæssige og skattemæssige beføjelser, idet begge obligationstyper har relevant indflydelse på en hensigtsmæssig transmission af ECB's pengepolitik;

18.

understreger, at de institutioner, som har nydt godt af ekstraordinær støtte i form af centralbanklikviditet, bør være underlagt betingelser, herunder at de institutioner, der nyder godt af en sådan støtte, er forpligtet at gennemføre en forhøjelse af niveauet for kredit til realøkonomien, og især til SMV'er og husholdninger, idet disse skridt ellers ville vise sig at være uden virkning;

19.

anmoder ECB om i tæt samarbejde med medlemsstaternes regeringer, kompetente nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen at undersøge muligheden for at gennemføre en ramme som Merlin-programmet, der er udarbejdet af Bank of England i samarbejde med det britiske finansministerium, vedrørende betingelser knyttet til adgangen til centralbankens utraditionelle faciliteter såsom mål for lån ydet til SMV'er;

20.

advarer om, at der uden hensigtsmæssige betingelser er fare for, at der med utraditionelle foranstaltninger såsom 3-årige langfristede refinansieringsoperationer ikke opnås den ønskede resultater, men at de øger volatiliteten og fremmer dannelse af aktivbobler på finansielle markeder eller alternativt fremmer nedgearingsprocessen uden betydningsfulde modparter i forbindelse med kreditgivningen; opfordrer derfor ECB til nøje at undersøge virkningerne, både de ønskede og uønskede af disse eller andre foranstaltninger;

21.

erkender, at da den pengepolitiske transmissionsmekanisme ikke fungerer tilstrækkeligt, bør ECB finde frem til måder, hvorpå SMV'er mere direkte kan målrettes; påpeger, at SMV'er for øjeblikket fra hele euroområdet ikke har samme adgang til lån, selv om de har samme økonomiske fremtidsudsigter og risici; opfordrer ECB til at gennemføre en politik for direkte at købe securitiserede SMV-lån af høj kvalitet, navnlig fra nogle medlemsstater, hvor den pengepolitiske transmissionsmekanisme er sat ude af kraft; understreger, at denne politik bør begrænses med hensyn til beløb og tid, være fuldt steriliseret og rettet mod at mindske risikoen på ECB's balance;

22.

understreger, at disse betingelser bør direkte sammenkædes med de økonomiske fordele, som bankerne gives ved hjælp af utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger og redningsprogrammer, for at sikre, at de nye indtægter, som disse politikker giver mulighed, vil føre til øget kreditgivning;

23.

minder om, at pengepolitikken har en del af ansvaret for, at der opstod aktivbobler på grund af den uholdbare kreditvækst i årene forud for krisen, selv om prisstabiliteten var sikret; understreger betydningen af udviklingen i aktivpriser og kreditdynamik som indikatorer for at overvåge finansiel stabilitet;

24.

minder om sin holdning i forbindelse med forhandlingsprocessen om det fjerde kapitalkravsdirektiv om, at der bør fastsættes yderligere betingelser for institutioner, der har nydt godt af likviditetsstøtte fra ECB;

25.

skønner, at Target2-afregningssystemet har spillet en afgørende rolle for beskyttelsen af integriteten af euroområdets finansielle system; bemærker dog, at de betydelige Target2-ubalancer afslører en foruroligende fragmentering af de finansielle markeder inden for euroområdet samt den igangværende kapitalflugt fra de medlemsstater, der er præget eller truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet;

26.

lykønsker ECB og Eurosystemet for at gøre Target2-systemet mere gennemsigtigt i dens årsberetning for 2011; anmoder ECB og Eurosystemet om at offentliggøre månedlige statistikker over systemets udvikling;

27.

mener, at Target2-systemet er af afgørende betydning for en velfungerende euro;

28.

understreger, at euroområdet kan drage interessante erfaringer fra undersøgelsen af, hvordan betalingsbalancesystemerne i andre føderale monetære unioner, såsom USA, fungerer;

29.

anmoder ECB og Kommissionen om at overveje, om artikel 129, stk. 3 og 4, i TEUF kan give et passende retsgrundlag for at øge den generelle åbenhed og detaljeringsgrad af Eurosystemets konsoliderede balance;

30.

opfordrer ECB til at offentliggøre den juridiske afgørelse om OMT-programmet med henblik på at kunne foretage en dybere analyse af dets detaljer og konsekvenser;

31.

glæder sig over, at ECB har forpligtet sig til at sikre en sidestillet status for aktivbeholdninger i forbindelse med eventuelle fremtidige OMT-programmer såvel som dens fremhævelse af sterilisering af OMT-køb for at opsuge overskydende reserver; erkender samtidig de udfordringer, der er forbundet med disse steriliseringsforanstaltninger, og understreger behovet for nøje at overvåge og evaluere virkningerne; mener, at OMT-programmet kan passe til behovene i de lande, der er tæt på at afslutte deres redningsprogram og igen er begyndt at udstede gæld;

32.

påpeger, at den igangværende krise giver anledning til bekymring, da den truer medlemsstaternes betydelige indsats vedrørende budgetkonsolidering og kriseberedskabsstrategier; bemærker, at den nuværende alvorlige økonomiske afmatning i adskillige medlemsstater inden for euroområdet har negative økonomiske og skattemæssige konsekvenser, såsom virkninger på skatteindtægterne og de sociale udgifter i disse lande, hvor situationen omkring den offentlige gæld bliver yderligere forværret;

33.

påpeger, at statsobligationer og finansielle institutioner fortsat udviser svagheder, og at den negative gensidige kobling mellem statsobligationer og banker kun kan brydes ved hjælp af finanspolitisk konsolidering og banksektorens kapitalisering under forhold med økonomisk vækst;

34.

finder, at en årsag til den uholdbare situation omkring de offentlige finanser i udkanten af euroområdet er den vedvarende økonomiske recession, som forårsager stigende arbejdsløshed og faldende skatteindtægter, fastslår derfor, at politikker til fremme af vækst og jobskabelse må være en hovedprioritet for Unionen;

35.

opfordrer ECB's formand Mario Draghi til at genoptage en tradition indledt af hans forgænger Jean-Claude Trichet, som på Eurogruppens møder vedholdende rejste spørgsmålet om makroøkonomiske ubalancer, især forskelle mellem produktivitet og lønstigninger, hvilket førte til en markant forskel i konkurrenceevnen mellem medlemsstaterne;

36.

mener, at ECB's tiltag bør vurderes inden for rammerne af den nuværende debat om ØMU'ens fremtid; minder om, at det har krævet en øget budgetmæssig kapacitet for ØMU'en inden for rammerne af EU-budgettet og som er baseret på konkrete egne indtægter (herunder en afgift på finansielle transaktioner), til at støtte vækst og social samhørighed og afhjælpe ubalancer, strukturelle afvigelser og finansielle nødsituationer, som er direkte knyttet til den monetære union, uden derved at undergrave budgettets traditionelle funktioner med hensyn til at finansiere fælles politikker; mener, at denne budgetmæssige kapacitet i betydeligt omfang ville forbedre policy-mixet i ØMU'en;

37.

bemærker ECB's modvillighed mod at påtage sig sin del af gældsomlægningsprocessen, herunder for de obligationer, som den erhvervede på det sekundære marked under den pålydende værdi; bemærker, at ECB hidtil har været modvillig til at offentliggøre relevante oplysninger om sagen, navnlig om den kurs, som den købte de græske obligationer til; forstår, at ECB mente, at denne deltagelse vil have svaret til en monetær finansiering af offentlige underskud;

38.

minder om, at ECB erklærede sig rede til at samarbejde med nationale centralbanker og medlemsstaternes regeringer om at etablere en mekanisme, der tager sigte på at kanalisere overskud fra SMP-operationer med græske statsgældsinstrumenter, der opbevares af pengepolitiske årsager, til gældslempelse; anmoder de førnævnte parter om at handle hurtigt for at oprette denne mekanisme;

39.

konstaterer, at den økonomiske situation i nogle økonomier skaber betydelige kapitalstrømme, som forværrer disse økonomiers finansieringsvanskeligheder og er uholdbare på kort sigt og endnu mere på langt sigt; understreger, at disse ubalancer har haft massive fordrejende virkninger, der har ført til kostbare negative eksterne virkninger og er et problem for hele euroområdet, idet de truer stabiliteten blandt områdets samtlige økonomier; mener, at disse ubalancer kan behandles, hvis en omfattende og vidtrækkende løsning på euroområdets krise gennemføres, og som er baseret på en tilgang, der kombinerer solidaritet og ansvarlighed;

40.

anmoder om, at der undersøges måder, hvorpå »trojkaen« som ECB's repræsentanter deltager i kan gøres demokratisk ansvarlig over for Europa-Parlamentet; fastholder, at de offentlige høringer, der for øjeblikket afholdes i Europa-Parlamentet, ikke er tilstrækkelige til at sikre demokratisk ansvarliggørelse;

41.

opfordrer ECB til som led i den monetære dialog og sin kommende årsberetning at forelægge en efterfølgende vurdering af dens inddragelse i, og virkninger for tilpasningsprogrammer, potentielle interessekonflikter som følge af en sådan deltagelse samt tilstrækkeligheden af de makroøkonomiske antagelser og scenarier;

42.

anser det for påtrængende nødvendigt at oprette bankunionen, et projekt, som kun kan lade sig gøre gennem en sammenhængende koordinering af instrumenter, ansvarsområder og generel demokratisk ansvarlighed;

43.

mener, at den foreslåede bankunion for at afhjælpe de iboende strukturelle mangler ved ØMU'en og effektivt fjerne den udbredte moralske hasard bør baseres på den tidligere reform af Unionens sektor for finansielle tjenesteydelser (herunder oprettelsen af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og ESRB), samt den styrkede økonomiske styring, (navnlig i euroområdet) og nye budgetrammer i det europæiske semester for at sikre Unionens banksektor øget modstandsdygtighed og konkurrenceevne, skabe større tillid til sektoren samt sikre styrkede kapitalreserver for at hindre, at medlemsstaternes offentlige budgetter skal afholde udgifterne til redningsaktioner for bankerne i fremtiden;

44.

kræver, at den fælles tilsynsmekanisme indføres snarest muligt for at øge tilliden til euroområdets banksystem; påpeger, at overdragelsen af tilsynsopgaver til ECB ikke forhindrer, at der via den almindelige lovgivningsprocedure vedtages en fremtidig og mere omfattende struktur, der er fuldstændigt adskilt fra pengepolitikken;

45.

glæder sig over de aktuelle resultater i retning af etableringen af en fælles tilsynsmekanisme; påpeger, at forbedrede forslag om genopretning af banksektoren og en fælles afviklingsmyndighed samt indskudsgarantiordninger er nødvendige for at supplere den brede vifte af retlige instrumenter, som en bankunion forudsætter;

46.

opfordrer Kommissionen til at stille forslag om en ny europæisk afviklingsfond og en europæisk indskudsgarantiordning, der supplerer ECB's tilsynsfunktioner;

47.

mener, at det er af afgørende betydning, at der indføres effektive beskyttelsesforanstaltninger for at undgå, at modstridende dagsordener afspejles i ECB's pengepolitik og dens tilsynsbeføjelser; understreger, at en mulig undergravning af ECB's pengepolitiske autoritet såvel som en eventuel undergravning af dens tilsynsbeføjelser som følge af påkrævede pengepolitiske foranstaltninger bør håndteres ved at indføre en passende mekanisme til kortlægning og løsning af potentielle konflikter;

48.

understreger de vanskeligheder, bankunionsprojektet står over for som følge af, at den økonomiske krise fortsætter og fremkalder en proces, hvori bankerne renationaliserer deres aktiviteter; mener, at dette kan underminere det indre markeds ånd og effektivitet;

49.

bemærker, at debatten om skabelse af en bankunion med målet om et mere stabilt og modstandsdygtigt finansielt system er snævert forbundet med behovet for at udforme og indføre afgrænsning og institutionsopdeling i banksektoren inspireret af f.eks. anbefalingerne fra OECD og Vickers- og Liikanenrapporterne, samt med behovet for fuld regulering af den grå banksektor;

50.

mener, at alle medlemsstater, som deltager i den fælles tilsynsmekanisme, bør involveres med samme rettigheder og forpligtelser;

51.

mener, at det bør høres i forbindelse med udnævnelsen af medlemmer af ECB's tilsynsråd;

52.

anerkender betydningen af det fælles regelsæt, EBA har udarbejdet med henblik på at sikre sammenhængen på det indre marked;

53.

beklager den manglende gennemsigtighed, hvad angår trojkaens arbejdsmetode, såvel som dennes manglende ansvarlighed og den manglende demokratiske kontrol hermed; mener, at ethvert aktuelt eller kommende organ af denne art, der involverer ECB og/eller Kommissionen, bør være ansvarlige over for både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter på deres respektive niveauer;

54.

understreger betydningen af at gøre den regelmæssige monetære dialog mellem ECB og Europa-Parlamentet langt mere effektiv ved navnlig at tage hensyn til, at Europa-Parlamentets medlemmer ikke får tilstrækkelige tilbagemeldinger om resultaterne og gennemførelsen af deres forslag og idéer, som de fremsætter i forbindelse med dialogen; anmoder ECB til at oprette en webside med bankens svar på skriftlige forespørgsler til ECB fra Europa-Parlamentets medlemmer; anmoder ECB om at give detaljerede reaktioner på Parlamentets årlige betænkninger om ECB i dens efterfølgende årsberetninger;

55.

opfordrer ECB til at offentliggøre kortfattede referater fra Styringsrådets møder, herunder argumenter og afstemningsresultater og forbedre adgangen til ECB's dokumenter og politiske procedurer;

56.

har forståelse for, at afgørelser i de fleste tilfælde træffes med konsensus;

57.

understreger, at det vil spille sin rolle som lovgiver fuldt ud i alle spørgsmål vedrørende banktilsyn; understreger behovet for at styrke ECB's demokratiske ansvarlighed, fordi den har fået overført nye ansvarsområder, hvad angår tilsynsopgaver såvel som deltagelsen i trojkaens programmer og mere generelt som følge af dens fremtrædende rolle under krisen;

58.

påpeger, at en revision af traktaten med hensyn til ECB's nye opgaver inden for tilsyn ikke bør udelukkes for at afspejle den fortsatte udvikling, der præger EU's institutionelle rammer, den øgede ansvarlighed og tilsynsspørgsmål og udfordringerne i forbindelse med en udbygning af Unionen;

59.

opfordrer indtrængende ECB's Styrelsesråd til betydeligt at forbedre og offentliggøre sine regler om interessekonflikter og afkølingsperioder for højtstående ECB-chefer og registrering af møder mellem højtstående ECB-tjenestemænd og interessenter;

60.

er dybt bekymret over fraværet af kvinder i ECB's Direktion, eftersom denne situation er ensbetydende med manglende respekt for de principper, der er nedfældet i traktaten om ligestilling mellem mænd og kvinder (artikel 2, 3 og 8 i TEU samt artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder), og som bidrager til en følelse blandt EU's borgere af, at ECB er fjern i forhold til deres bekymringer, og at dette er i modstrid med Kommissionens og Parlamentets anbefalinger om at forbedre ligestillingen i besluttende organer på højt plan i den økonomiske sektor;

61.

insisterer på, at hvis ECB i sidste ende bliver den fælles tilsynsmyndighed for banker i euroområdet, selv på midlertidig basis, bør Parlamentet have en klar rolle i forbindelse med udnævnelse af tilsynsrådets medlemmer;

62.

opfordrer til en styrkelse af sine beføjelser til at rette anklage mod et medlem af ECB's Styrelsesråd i tilfælde af en alvorlig forseelse;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til Eurogruppen og til Den Europæiske Centralbank.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/36

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 12. december 2011 om »menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil — en mere effektiv tilgang« (COM(2011)0886),

—

der henviser til EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati (11855/2012) vedtaget af Rådet (udenrigsanliggender) den 25. juni 2012,

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,

—

der henviser til konklusionerne fra G20-topmødet i Los Cabos (Mexico) den 18.—19. juni 2012,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 13. oktober 2011 med titlen »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. januar 2012 til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen »Handel, vækst og udvikling — En skræddersyet handels- og investeringspolitik for de lande, der har størst behov« (COM(2012)0022),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—

der henviser til de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—

der henviser til Det Almindelige Råds konklusioner af 24. september 2012,

—

der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution S-10/1 af 23. februar 2009 om den økonomiske og finansielle krises indvirkning på den universelle gennemførelse og reelle udøvelse af menneskerettighederne,

—

der henviser til FN’s konference om den internationale finansielle og økonomiske krise og dens følger for udviklingen, der blev afholdt i New York den 24.—26. juni 2009, og det slutdokument, der blev vedtaget af konferencen (som blev godkendt med FN's Generalforsamlings resolution 63/303 af 9. juli 2009),

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring med 2015-målene, der blev vedtaget den 8. september 2000 (1),

—

der henviser til Romprincipperne for bæredygtig global fødevaresikkerhed, der blev vedtaget på verdenstopmødet om fødevaresikkerhed i Rom den 16.—18. november 2009,

—

der henviser til FN's rapport fra 2009 af FN's daværende uafhængige ekspert i spørgsmål om menneskerettigheder og ekstrem fattigdom, Magdalena Sepúlveda Carmona, der nu er særlig rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder,

—

der henviser til rapporten af 4. februar 2009 af Raquel Rolnik, FN's særlige rapportør om passende boligforhold, som en del af retten til en passende levestandard, og om retten til ikke-forskelsbehandling i denne forbindelse,

—

der henviser til FN's politiske notat nr. 7 fra oktober 2012 af FN's særlige rapportør om retten til fødevarer, Olivier de Schutter, og FN's særlige rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Magdalena Sepúlveda Carmona, med titlen »Underwriting the poor — A Global Fund for Social Protection«,

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om den økonomiske og finansielle krises følger for udviklingslandene og udviklingssamarbejdet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (3),

—

der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik (4),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: En ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør iværksættes (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 om »EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande« (COM(2011)0638),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2012 om en dagsorden for forandring: fremtiden for EU's udviklingspolitik (7),

—

der henviser til rapporten fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond »Global Monitoring Report 2012« af 20. april 2012,

—

der henviser til den fælles rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og Verdensbanken af 19. april 2012 med titlen »Inventory of Policy Responses to the Financial and Economic Crisis«,

—

der henviser til ILO's rapport om arbejdsmiljø af 29. april 2012»Better Jobs for a Better Economy«,

—

der henviser til ILO's rapport om globale beskæftigelsestendenser for unge fra maj 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0057/2013),

A.

der henviser til, at selv om den finansielle og økonomiske krise påvirker alle regioner i verden, herunder Den Europæiske Union, i forskellig grad, er formålet med denne beslutning at vurdere den finansielle og økonomiske krises konsekvenser for tredjelande med hovedfokus på udviklingslandene og de mindst udviklede lande;

B.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise i virkeligheden er en systemisk global krise og er blevet tæt forbundet med adskillige andre kriser, såsom fødevarekrisen, miljøkrisen og sociale kriser;

C.

der henviser til, at ikke kun økonomiske og sociale rettigheder, men også politiske rettigheder berøres af krisen, når regeringerne i nogle tilfælde begrænser ytringsfriheden eller foreningsfriheden i forbindelse med stigende utilfredshed og vanskelige økonomiske forhold som navnlig afspejlet ved de folkelige protester som dem, der fandt sted i Nordafrika og Mellemøsten i 2011;

D.

der henviser til, at de borgerlige og politiske rettigheder er i fare som følge af den brutale undertrykkelse af sociale protester i mange lande i verden; understreger, at retten til information og retten til at deltage i regeringens politiske afgørelser om foranstaltninger til bekæmpelse af krisen skal overholdes;

E.

der henviser til, at selv om virkningerne af krisen på de borgerlige og politiske rettigheder endnu ikke er evalueret fuldt ud, står det klart, at krisen har forværret den sociale uro, hvilket undertiden har ført til voldelig undertrykkelse og har mangedoblet krænkelserne af de grundlæggende rettigheder såsom ytringsfriheden og retten til information;

F.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise især har haft negative konsekvenser for udviklingslandene og de mindst udviklede lande, hvilket navnlig afspejles i en faldende efterspørgsel på deres eksportprodukter, høje gældsbyrder, risiko for reducerede udenlandske direkte investeringer og faldende officiel udviklingsbistand (ODA), der også påvirker menneskerettighederne, eftersom færre ressourcer er tilgængelige til at sikre sociale og økonomiske rettigheder, og flere mennesker drives ud i fattigdom;

G.

der henviser til, at den globale økonomiske krise markant har ændret levestandarden i udviklingslandene i de sidste ti år, og der henviser til, at uligheden er steget i en fjerdedel af udviklingsøkonomierne og derved begrænser adgang til uddannelse, fødevarer, jord og kredit;

H.

der henviser til, at EU's kollektive ODA faldt fra 53,5 mia. EUR i 2010 til 53,1 mia. EUR i 2011, og derved faldt niveauet for EU's officielle udviklingsbistand fra 0,44 % af BNI i 2010 til 0,42 % af BNI i 2011; der henviser til, at EU og dets medlemsstater dog stadig er den største donor af udviklingsbistand på verdensplan;

I.

der henviser til, at formålet med de handelsaftaler, som EU har underskrevet med partnerlandene, bl.a. er at fremme og udvide handel og investeringer og at forbedre markedsadgangen med henblik på at øge den økonomiske vækst, samarbejdet og den sociale samhørighed, bekæmpe fattigdom, skabe nye beskæftigelsesmuligheder, forbedre arbejdsvilkårene og øge levestandarden og derved i sidste ende bidrage til overholdelse af menneskerettighederne;

J.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre korrekt overvågning og praktisk gennemførelse af menneskerettighedsklausulen i forbindelse med hver enkelt handelsaftale; der henviser til, at enhver systematisk overtrædelse af den i EU's handelsaftaler fastlagte menneskerettighedsklausul berettiger de kontraherende parter til at træffe »passende foranstaltninger«, som kan omfatte fuldstændig eller delvis suspension eller opsigelse af aftalen eller indførelse af restriktioner;

K.

der henviser til, at Aid for Trade-initiativet har givet positive resultater og bidrager til udviklingen af bedre handelskapacitet og økonomisk infrastruktur i partnerlandene;

L.

der henviser til, at manglende iværksættelse af passende foranstaltninger med henblik på at forebygge, opdage og eliminere alle former for korruption er en af årsagerne til den finansielle krise; der henviser til, at udbredt korruption i den offentlige og private sektor, både i udviklings- og industrilandene, hindrer effektiv, bred og lige beskyttelse og fremme af civile, politiske og sociale rettigheder; der henviser til, at korruption hæmmer demokrati og retsstatslighed og påvirker befolkningen direkte, idet den forhøjer priserne for offentlige ydelser, forringer kvaliteten af disse og ofte begrænser fattige menneskers adgang til vand, uddannelse, sundhedspleje og mange andre vigtige ydelser;

M.

der henviser til, at den aktuelle økonomiske krise har omfattende konsekvenser for demokrati og forvaltningsstøtte fra Den Europæiske Union og andre større donorlande; der henviser til, at donorlandenes økonomiske vanskeligheder kan føre til, at den oversøiske bistand mindskes; der henviser til, at den globale krise gør det endnu vigtigere at bibeholde støtten til politiske reformer og demokratisk udvikling i tredjelande;

N.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise også har uforholdsmæssig stor indvirkning på specifikke gruppers rettigheder, især de fattigste og mest marginaliserede;

O.

der henviser til, at det er de fattigste menneskers rettigheder, der er hårdest ramt af krisen; der henviser til, at 1,2 mia. mennesker ifølge Verdensbanken lever i ekstrem fattigdom med mindre end 1,25 USD om dagen; der henviser til, at Verdensbanken anslår, at selv i tilfælde af en hurtig genopretning vil yderligere 71 mio. mennesker i verden stadig leve i ekstrem fattigdom i 2020 som følge af den økonomiske krise; der henviser til, at tre fjerdedele af verdens fattige lever i mellemindkomstlande;

P.

der henviser til, at den finansielle krise har bredt sig over hele verden gennem forskellige transmissionskanaler og interageret med andre kriser (såsom fødevare- og brændstofkriserne) med forskellig hastighed og intensitet; der med bekymring henviser til, at Verdensbanken og FN skønner, at krisen betyder, at mellem 55 og 103 millioner flere mennesker er henvist til at leve i fattigdom, hvilket udgør en yderligere trussel mod menneskerettighedernes overholdelse;

Q.

der henviser til, at mennesker, der lever i fattigdom og forsvarsløshed, har behov for effektiv adgang til retshjælp til en overkommelig pris for at kunne gøre deres rettigheder gældende eller bestride de overtrædelser af menneskerettighederne, der begås mod dem; der henviser til, at manglende adgang til retfærdig rettergang og retsvæsen gør dem økonomisk og socialt sårbare;

R.

der henviser til, at den globale arbejdsløshed nåede op på 200 mio. i 2012 — en stigning på 27 mio. siden krisens begyndelse i 2008 — og truer retten til at arbejde og medfører et fald i husholdningernes indkomster; der henviser til, at forværrede økonomiske forhold og arbejdsløshed kan have indvirkning på den enkeltes sundhed, hvilket kan føre til manglende selvtillid og endog depression;

S.

der henviser til, at mere end 40 % af de arbejdstagere, der er beskæftigede i udviklingslandene, arbejder i den uformelle sektor, hvilket i mange tilfælde resulterer i ustabile og ulige arbejdsvilkår uden nogen social beskyttelse, og at kun 20 % af deres familier har adgang til en form for social beskyttelse;

T.

der henviser til, at krisen har betydet, at kvindernes rettigheder er blevet forringet gennem f.eks. mere ulønnet arbejde og øget vold; der henviser til, at udviklingen af offentlige tjenester og oprettelse af effektive sociale sikringsordninger er afgørende for at sikre respekt for kvindernes økonomiske og sociale rettigheder;

U.

der henviser til, at kvinder ofte oplever ulige behandling på arbejdspladsen sammenlignet med mænd for så vidt angår adgang til beskæftigelse, løn, opsigelse, sociale sikringsydelser og genansættelse;

V.

der henviser til, at krisen rammer unge mennesker uforholdsmæssigt hårdt; der henviser til, at der på globalt plan var 74,8 mio. arbejdsløse unge i alderen 15-24 i 2011, hvilket er en stigning på mere end 4 mio. siden 2007, med en usædvanlig stor arbejdsløshed i Mellemøsten og Nordafrika;

W.

der henviser til, at omkring 200 mio. unge i lav- og mellemindkomstlandene ikke har færdiggjort grundskolen og derved er blevet nægtet retten til uddannelse;

X.

der henviser til, at børn rammes særlig hårdt af den finansielle og økonomiske krise, fordi deres forhold ofte forværres af den sårbarhed og de risici, som de, der passer dem, oplever;

Y.

der henviser til, at 61 mio. børn i grundskolealderen ikke går i skole på verdensplan, og at der siden 2008 ikke er gjort fremskridt hen imod opnåelse af grundskoleuddannelse for alle; der henviser til, at der i Afrika syd for Sahara er 31 mio. børn, der ikke går i skole, at dette tal udgør halvdelen af det samlede tal for hele verden, og at flere piger end drenge tvinges til at forlade skolen for at bidrage til husholdningsarbejdet på grund af presset fra fattigdommen;

Z.

der henviser til, at empiriske beviser tyder på, at flere børn forlader skolen før tiden eller slet ikke går i skole for at deltage i arbejdsstyrken under økonomiske kriser, hvor uddannelsesbudgetterne skæres ned; der henviser til, at 190 mio. børn mellem 5 og 14 år tvinges til at arbejde, og at et barn ud af fire i alderen 5-17 år bruges som børnearbejder i Afrika syd for Sahara, sammenlignet med et barn ud af otte i Asien og Stillehavsområdet og et barn ud af ti i Latinamerika og Caribien; der henviser til, at især piger risikerer at blive taget ud af skolen og tvunget ind i børnearbejde eller arbejde i hjemmet; der henviser til, at dette skaber en negativ indvirkning på børnevelfærden og retten til uddannelse og på langt sigt påvirker arbejdsstyrkens kvalitet og generelle udvikling;

AA.

der henviser til, at stigende og ustabile fødevarepriser, som skyldes finansiel spekulation på derivatmarkederne, påvirker millioner af mennesker, der kæmper for at opfylde deres grundlæggende behov; der henviser til, at de globale fremskridt for at reducere sult er blevet langsommere siden 2007; der henviser til, at 868 mio. mennesker lider af kronisk underernæring, hvoraf størstedelen (850 mio. mennesker) lever i udviklingslande; der henviser til, at de overlevelsesstrategier, som de sårbare husholdninger anvender, er at skære ned på kvantiteten og/eller kvaliteten af den mad, der indtages, på tidspunkter, der er kritiske for et barns udvikling eller under graviditet med konsekvenser på langt sigt for den fysiske vækst og mentale sundhed;

AB.

der henviser til, at idet efterspørgslen på landbrugsvarer til fødevareproduktion, og i stigende grad til energi- og industriproduktion, øges, bliver konkurrencen om jord, en ressource der bliver mere og mere knap, også større; der henviser til, at nationale og internationale investorer anvender langsigtede købs- eller leasingaftaler for at få kontrol over store jordområder, hvilket kan skabe store socioøkonomiske og miljømæssige problemer for de berørte lande og især for lokalbefolkningen;

AC.

der henviser til, at den økonomiske krises konsekvenser kan være særlig akutte for ældre mennesker, der i højere grad risikerer at miste deres arbejde, og for hvilke det er mindre sandsynligt, at de bliver omskolet og genansat; der henviser til, at krisen kan begrænse deres adgang til sundhedspleje til overkommelige priser;

AD.

der henviser til, at stigende medicinpriser (med op til 30 %) har en negativ indvirkning på retten til sundhed for de mest sårbare, navnlig børn, ældre og personer med handicap;

AE.

der henviser til, at 214 mio. vandrende arbejdstagere på globalt plan som et resultat af den økonomiske krise nu i højere grad udsættes for ulige behandling, underbetaling eller manglende lønudbetaling og fysisk vold;

AF.

der henviser til, at overførsler, mikrofinansiering og direkte investeringer i udlandet er midler til at mildne chokket fra krisen på udviklingslandenes økonomier;

AG.

der henviser til, at menneskehandel er en moderne form for slaveri og en alvorlig overtrædelse af de grundlæggende menneskerettigheder; der henviser til, at menneskehandlere udnytter deres potentielle ofres behov for at finde et anstændigt arbejde og undslippe fattigdommen; der henviser til, at kvinder og piger udgør to tredjedele af ofrene for handel med mennesker;

AH.

der henviser til, at 1,3 mia. mennesker ikke har adgang til elektricitet på globalt plan; der henviser til, at adgangen til energi, og især elektricitet, er af afgørende betydning for gennemførelsen af flere 2015-mål, idet den bl.a. begrænser fattigdom gennem forbedret produktivitet, skaber flere indtægter og udvikling af mikrovirksomheder og fører til styrket økonomisk og social indflydelse;

AI.

der henviser til, at landbrugssektoren skaber beskæftigelse og levebrød for mere end 70 % af arbejdsstyrken i udviklingslandene; der henviser til, at den del af ODA, der er afsat til landbruget, har været i stadig nedgang, og i dag kun udgør 5 % af den samlede ODA; der henviser til, at væksten inden for landbrugssektoren i ressourcefattige lavindkomstlande er fem gange så effektiv med henblik på at bekæmpe fattigdom end væksten i andre sektorer (elleve gange i Afrika syd for Sahara); der henviser til, at udvikling af landdistrikter og foranstaltninger, der er udformet med henblik på at støtte landbruget, især lokalproduktionen, er nøgleelementer i alle udviklingsstrategier og er af afgørende betydning for udryddelse af fattigdom, hungersnød og underudvikling;

AJ.

der henviser til, at samlede data, der ofte anvendes til at beskrive krisens indvirkning, kan skjule enorme forskelle mellem og i landene; der henviser til, at det er vanskeligt at få adgang til de ajourførte data, der er nødvendige for at fuldt ud at forstå den økonomiske krises indvirkning på regioner og sårbare grupper; der henviser til, at der er behov for samarbejdsorienteret og innovativ dataindsamling og analyse på globalt plan;

1.

gentager, at det er fast besluttet på at forsvare og fremme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder — civile, politiske, økonomiske og kulturelle — som et centralt princip i EU's udenrigspolitik og som grundlag for alle andre politikker, som det er fastsat i Lissabontraktaten, navnlig i forbindelse med den økonomiske og finansielle krise;

2.

understreger, at menneskerettigheder omfatter retten til mad, vand, uddannelse, en passende bolig, jord, ordentligt arbejde, sundhed og social sikring; fordømmer, at disse rettigheder har været i tilbagegang i en række lande, siden krisens begyndelse; anerkender, at det i de fleste tilfælde er fattigdom og forværringen af denne, der er årsag til, at disse rettigheder ikke overholdes; opfordrer EU til at gøre en større indsats og investere flere penge i opnåelsen af årtusindudviklingsmålene i lyset af, at verden er langt fra at nå de mål, der er sat for 2015;

3.

insisterer på, at svaret på krisen skal omfatte internationalt koordineret, multilateralt samarbejde på både regionalt og interregionalt plan med en stærk menneskerettighedsbaseret tilgang som det centrale element;

4.

minder om regeringernes pligt til — til enhver tid — at overholde, beskytte og gennemføre menneskerettighederne, herunder de økonomiske og sociale rettigheder og de digitale friheder, som fastsat i international menneskerettighedslovgivning; opfordrer regeringerne til at søge at hindre alle former for diskrimination og at sikre grundlæggende rettigheder for alle; beklager den eksisterende kløft mellem juridisk anerkendelse og politisk håndhævelse af disse rettigheder;

5.

bekræfter, at selv om den globale økonomiske krise udgør en alvorlig trussel mod gennemførelsen af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, er det ikke en begrundelse for, at staterne, uanset deres indkomstniveau, fraviger deres forpligtelse til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder; understreger, at regeringerne til enhver tid har en forpligtelse til at sikre et minimumsniveau, hvad angår de sociale og økonomiske rettigheder, der er absolut nødvendige for at leve en menneskeværdig tilværelse;

6.

opfordrer regeringerne til at sætte de mest sårbare befolkningsgruppers interesser i centrum for de politiske foranstaltninger ved at anvende rammerne for menneskerettigheder i beslutningstagningsprocessen; opfordrer regeringerne til at gennemføre alle nødvendige foranstaltninger til at sikre adgang til domstolsprøvelse for alle med særligt fokus på mennesker, der lever i fattigdom, og som har brug for til fulde at forstå deres rettigheder og midlerne til at håndhæve dem; opfordrer EU til at øge kampen mod straffrihed og sin støtte til retsstaten og retsvæsenreformprogrammer i partnerlandene for at muliggøre et aktivt civilsamfund, der er grundlaget for enhver demokratiseringsproces;

7.

glæder sig over EU's indsats for at fremme økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og styrke indsatsen for at sikre universel og ikke-diskriminerende adgang til basale ydelser med særligt fokus på fattige og sårbare grupper, således som fastsat i den strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati; glæder sig til at se dette afspejlet i konkrete foranstaltninger, herunder de landestrategier for menneskerettigheder, der udarbejdes af EU-delegationerne;

8.

insisterer på, at EU' særlige repræsentant for menneskerettigheder bør sikre, at menneskerettighederne får en fremtrædende plads i de politiske initiativer med særlig vægt på de mest sårbare samfundsgrupper i tredjelandene;

9.

understreger betydningen af at sikre, at støtte til fremme af menneskerettigheder og demokrati ikke undergraves af nedskæringer i budgettet til sådanne projekter som en reaktion på krisen; understreger i den forbindelse behovet for at tilbyde varig støtte til projekter, der finansieres af Det Europæiske Instrument for Menneskerettigheder og Demokrati til fordel for menneskerettighedsforkæmpere, herunder dem, der arbejder for økonomiske og sociale rettigheder såsom arbejdstageres og migranters rettigheder, og understreger betydningen af at fremme uddannelse om menneskerettigheder;

10.

minder regeringerne om deres pligt til at sikre, at civilsamfundsorganisationerne råder over de nødvendige midler til at udføre deres opgave i samfundet, og til ikke anvende den nuværende krise som en undskyldning for at reducere støtten til civilsamfundsorganisationerne; opfordrer til tilstrækkelig finansiering af civilsamfundsfaciliteten efter 2013 med henblik på yderligere at styrke civilsamfundets kapacitet i partnerlande;

11.

understreger, at Kommissionen bør lade bestemmelser om menneskerettigheder indgå i konsekvensanalyser i tilknytning til lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige forslag, gennemførelsesforanstaltninger og handels- og investeringsaftaler, der har betydelige økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser;

12.

konstaterer med bekymring, at den globale økonomiske krise truer EU-medlemsstaternes offentlige udviklingsbistand; minder om, at omkostningerne ved den globale økonomiske krise i et uforholdsmæssigt stort omfang bæres af fattige lande, selv om den har sin oprindelse i de rigere lande; opfordrer derfor EU og dets medlemsstater til at opretholde og leve op til deres eksisterende bilaterale og multilaterale tilsagn om offentlig udviklingsbistand og 2015-målene, især ved at identificere de områder, der lider under manglende fremskridt på nuværende tidspunkt, og at sikre effektiv anvendelse af udviklingsbistanden med henblik på at garantere optimal anvendelse af midlerne og sammenhæng mellem menneskerettigheder og udviklingspolitikker; erindrer om, at vækstlandene også kan spille en væsentlig rolle gennem deres potentielle bidrag til den offentlige udviklingsbistand;

13.

opfordrer Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne til at udforme kriseindsats og udviklingspolitik ud fra en menneskerettighedsbaseret tilgang som fastsat i Kommissionens meddelelse »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring«" og i Parlamentets beslutning af 23. oktober 2012 om meddelelsen (8);

14.

understreger betydningen af udviklingsvenlig politikkohærens og koordinering med henblik på at nå målet om fattigdomsbekæmpelse og øge troværdigheden og resultaterne af EU's eksterne bistand;

15.

gentager, at budgetstøtte til partnerlande og alle handelsaftaler bør være afhængig af situationen for menneskerettigheder og demokrati i partnerlandene; er af den opfattelse, at donorer og långivere især bør reagere på koordineret vis på rapporterede tilfælde af bedrageri og korruption og fremme reformer i disse lande i retning af god regeringsførelse og gennemsigtighed; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at foretage systematiske risikovurderinger af udbredt korruption i partnerlande, der kan hindre de ønskede virkninger af udviklingsprojekter og humanitære projekter;

16.

opfordrer udviklingslandene til at udarbejde økonomiske politikker, der fremmer bæredygtig vækst og udvikling, skaber arbejdspladser, sætter de sårbare sociale grupper i centrum for den politiske indsats og baserer udviklingen på et sundt skattesystem, som eliminerer skattesvig, hvilket er nødvendigt for at mobilisere indenlandske ressourcer på en mere effektiv og retfærdig måde;

17.

opfordrer udenlandske og indenlandske investorer til at indføre stærke politikker for virksomhedernes sociale ansvar med vægt på bæredygtig udvikling og god forvaltningspraksis og med et klart fokus på menneskerettigheder, ordentligt arbejde, arbejdstagerrettigheder, foreningsfrihed, kollektive forhandlinger og andre sociale aspekter;

18.

opfordrer udviklingslandene til at anvende de handelspræferencer, EU har skabt inden for rammerne af den generelle toldpræferenceordning (GSP), med henblik på at fremme deres økonomi, diversificere deres eksport og forbedre deres konkurrencedygtighed; minder udviklingslandene om deres forpligtelse under GSP+ til at ratificere og reelt gennemføre de centrale internationale konventioner om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og god forvaltningspraksis;

19.

opfordrer EU til at støtte og vedtage det internationale mål om adgang for alle til energi i 2030, eftersom dette vil bidrage til økonomisk indflydelse og sociale ydelser for de fattigste og mest sårbare i udviklingslandene;

20.

glæder sig over indførelsen af en specifik håndhævelsesmekanisme med henblik på at overvåge gennemførelsen af menneskerettighedsklausulerne i EU's »nye generation« af bilaterale og regionale aftaler; glæder sig over bestræbelserne på at forbedre analysen af menneskerettighedssituationen i tredjelande i forbindelse med iværksættelsen eller indgåelsen af handels- og/eller investeringsaftaler; bemærker med bekymring, at de gældende bestemmelser om overvågning af menneskerettighederne i de relevante aftaler ikke er klart definerede eller tilstrækkeligt ambitiøse; opfordrer EU til at indtage en urokkelig, principfast holdning for så vidt angår kravet om, at partnerlandene skal overholde klausulerne om menneskerettigheder i internationale aftaler;

21.

glæder sig over, at EU's bistand omlægges til de mindst udviklede lande, idet mellemindkomstlandene indtrængende opfordres til at afsætte en stadig større del af deres skatteindtægter til sociale beskyttelsesordninger og gennemførelse af menneskerettigheder for de fattigste og mest sårbare samfundsgrupper;

22.

opfordrer det internationale samfund til at yde passende bistand til regeringer i Afrika syd for Sahara med henblik på at forhindre, at den finansielle krise forværrer den humanitære krise i visse lande i regionen;

23.

opfordrer regeringerne til at opfylde deres forpligtelser over for borgerne med hensyn til god forvaltning af naturressourcerne;

24.

opfordrer indtrængende regeringerne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at mindske de ekstreme indkomstforskelle og etablere betingelser, der vil gøre det muligt for dem, der for øjeblikket lever i ekstrem fattigdom, at realisere deres potentiale fuldt ud og leve værdigt;

25.

opfordrer indtrængende regeringerne i udviklingslandene til at udarbejde sociale beskyttelsesordninger, idet disse er af afgørende betydning for at beskytte de mest sårbare og opbygge modstandsdygtighed mod økonomiske og miljømæssige chok og har vist sig snarere at være en investering i samfundet end en omkostning, således som det ses af sociale velfærdsprogrammer såsom Brasiliens »Bolsa Familia« eller efterspørgselsdrevne offentlige anlægsarbejder som f.eks. Indiens garantiordning for landarbejdere (NREGS); understreger, at resultaterne af disse ordninger for kontante overførsler i høj grad afhænger af opfyldelsen af visse betingelser såsom skoleindskrivelse og skolegang samt sundhedsaspekter, navnlig vaccination af børn;

26.

glæder sig over det fælles initiativ, der er lanceret af FN's særlige rapportør om retten til fødevarer, Olivier De Schutter, og FN's særlige rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Magdalena Sepúlveda Carmona, med henblik på at styrke de sociale beskyttelsessystemer i udviklingslandene gennem en global fond for social beskyttelse, gennem hvilken international solidaritet kan omsættes til fordel for de mindst udviklede lande; anmoder Kommissionen om at støtte disse programmer;

27.

er af den opfattelse, at investering i bæredygtigt landbrug i udviklingslandene er en vigtig drivkraft for bekæmpelse af manglende fødevaresikkerhed og fremme af den generelle vækst; opfordrer indtrængende regeringerne til at støtte ansvarlige investeringer i den private sektor og mindre fødevareproducenter, især kvinder og landbrugskooperativer, som på mest effektiv vis kan bekæmpe ekstrem fattigdom ved at øge arbejdsudbyttet; understreger betydningen af investering i landdistrikternes infrastruktur, der reducerer transaktionsomkostninger og sætter landbrugerne i stand til at nå markederne og skabe større indtægter;

28.

opfordrer regeringerne til at forhindre, at nationale og internationale finansielle spekulanter, der investerer i jord, får en negativ indvirkning på mindre landbrug og lokale producenter ved at forårsage fordrivelse, miljøproblemer og fødevare- og indtægtsmæssig usikkerhed; minder i den forbindelse om, at trygge beskæftigelses- og forsørgelsesforhold er en betingelse for overholdelse af menneskerettigheder, demokratisering og ethvert politisk engagement;

29.

minder både regeringerne og den private sektor om, at de skal respektere uformel og traditionel ejendomsret til jord samt brugsrettigheder til jord; understreger, at især sårbare grupper som f.eks. oprindelige folk har det største behov for beskyttelse, idet jorden ofte er deres eneste kilde til overlevelse;

30.

opfordrer indtrængende regeringerne til ikke at standse eller begrænse fødevaresubsidierne, idet disse subsidier kan mindske forekomsten af hungersnød og forbedre ernæringen i de husholdninger, der modtager dem;

31.

opfordrer til større gennemsigtighed på råvaremarkedet for at undgå prissvingninger på landbrugsråvarer som følge af overdreven spekulation og understreger behovet for større international opmærksomhed og forbedret koordinering i forbindelse med dette spørgsmål;

32.

minder regeringerne om, at ungdomsbeskæftigelsespolitikker ikke blot bør fokusere på jobskabelse, men også på at sikre et niveau for indkomst- og arbejdsvilkår, der er passende for en rimelig levestandard;

33.

giver udtryk for sin støtte til den globale indførelse af beskatning af finansielle transaktioner, der kan være en innovativ finansieringsmekanisme for udvikling og i sidste ende bidrage til opfyldelsen af de økonomiske og sociale rettigheder for alle; opfordrer alle medlemsstater til at støtte EU's budgetforslag om beskatning af finansielle transaktioner;

34.

understreger, at bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme, skattely og spekulation i råvarer er nødvendige skridt til sikring af menneskerettighederne, især i lavindkomstlande;

35.

er af den opfattelse, at udviklingslandene bør indføre innovative finansieringssystemer for den økonomiske politik; opfordrer udviklingslandene til at udvikle finansieringsmekanismer, som er knyttet til deres egne ressourcer;

36.

efterlyser bedre konkurrenceevne hos virksomhederne i udviklingslandene, idet en sådan vil gøre det muligt at mindske arbejdsløsheden og fremme beskæftigelsesskabende politikker;

37.

mener, at det er yderst vigtigt at styrke politikker for udvikling af færdigheder og erhvervsuddannelse, herunder ikkeformel uddannelse, praktikophold og uddannelse på arbejdsstedet, der støtter en vellykket overgang fra skole til arbejdsmarkedet;

38.

understreger, at begivenhederne under det arabiske forår har afsløret en rækker mangler ved EU's politik over for regionen, herunder situationen for unge, som står over for massearbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter i deres land; opfordrer EU til at træffe mere effektive foranstaltninger med henblik på at håndtere konsekvenserne af den finansielle krise i tredjelande, bl.a. ved at tage behørigt hensyn til rapporter fra civilsamfundsorganisationer;

39.

opfordrer indtrængende både regeringer i lande med et stort antal børnearbejdere og internationale donorer til at fremme forebyggende foranstaltninger såsom udvidelse af skoleadgang, forbedring af skolekvaliteten og begrænsning af omkostninger ved skolegang med henblik på at mindske fattigdommen og fremme økonomisk vækst;

40.

opfordrer indtrængende regeringerne til at udarbejde uddannelsesprogrammer, der giver dem, der ikke har gået i grundskole, en chance mere for opnå de sproglige og matematiske færdigheder og de praktiske færdigheder, der kan hjælpe dem ud af fattigdommen;

41.

opfordrer indtrængende regeringerne til at styrke støtteforanstaltningerne til beskyttelse af børn, herunder foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, og til at fremme bevidstheden blandt statslige embedsmænd om vold mod børn;

42.

minder om, at et stærkt kønsaspekt vil være nødvendigt i alle genopretningspolitikker; opfordrer som et hasteanliggende til håndhævelse af politikker og praksisser, der sikrer, at flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet i jobs med anstændige arbejdsvilkår og social beskyttelse; opfordrer til offentlige investeringer i plejetjenester for at reducere kvinders ubetalte husholdningsarbejde og omsorgsarbejde; insisterer på, at arbejdsmarkedspolitikkerne skal tage fat på spørgsmålet om forældrenes manglende tid til pleje og opdragelse;

43.

understreger, at kvinder skal inddrages mere i social dialog og beslutningstagningsprocesser; gentager, at uddannelse for piger og kvinder og kønsrelateret indflydelse er af afgørende betydning;

44.

opfordrer indtrængende regeringerne til at tage fat på de kritiske menneskerettighedsspørgsmål, som berører de ældre, navnlig i tider med økonomisk tilbagegang, såsom langtidsledighed, aldersrelateret forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, usikker indkomst og sundhedsydelser til uoverkommelige priser; opfordrer regeringerne til at indføre innovative nye mekanismer for fleksibel deltagelse i arbejdsstyrken, f.eks. ydelse af sociale pensioner til deltidsansatte ældre, omskolingsprogrammer eller skattemæssige foranstaltninger med henblik på at fremme ældres beskæftigelsesmuligheder;

45.

opfordrer til, at transaktionsomkostningerne for pengeoverførsler reduceres, og at det f.eks. gøres lettere for migranter at åbne en bankkonto i værtslandene;

46.

opfordrer regeringerne til at sikre, at bekæmpelsen af menneskehandel bliver stående højt på deres dagsorden i tider med økonomiske og finansielle kriser; opfordrer regeringerne til fuldt ud at gennemføre lovgivning med henblik på at retsforfølge menneskehandlere og -smuglere, udvide støtte og retshjælp til ofre for menneskehandel og udvikle et tættere internationalt samarbejde;

47.

glæder sig over drøftelserne i FN's højniveaupanel om udviklingsdagsordenen efter 2015 med deltagelse af den europæiske kommissær for udvikling; er af den opfattelse, at rammerne for dagsordenen efter 2015 bør prioritere den universelle gennemførelse af menneskerettighederne, tage hensyn til den finansielle og økonomiske krises konsekvenser, især for de fattigste og mest sårbare, og overholde de forpligtelser, der er indgået i forhold til målene for fattigdomsbekæmpelse; opfordrer indtrængende alle parter til at overveje at fastlægge kvantificerbare mål og indikatorer samt kvalitative og resultatbaserede indikatorer;

48.

understreger, at der er behov for yderligere forskning i og analyse af den finansielle og økonomiske krises konsekvenser for forskellige regioner, herunder i EU og i dets forbindelser med tredjelande, og for at forbedre overvågningen af tidlige tegn på globale og regionale kriser; understreger, at enkeltstående data bør gives en mere fremtrædende plads i forskning og politisk planlægning med henblik på bedre at kunne opfange og løse de problemer, som rammer de fattigste og mest sårbare samfundsgrupper; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde finansiel støtte til FN's innovationslaboratorium »Global Pulse«, der blev lanceret af FN's generalsekretær i 2009 med sigte på at indsamle og analysere de data, der er nødvendige for en bedre forståelse af den finansielle og økonomiske krises konsekvenser for de sårbare dele af befolkningen, og finde frem til passende politiske løsninger;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/44

—

der henviser til udkastet til traktat om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union, protokollen og slutakten,

—

der henviser til Kommissionens samlede overvågningsrapport af 10. oktober 2012 om status over Kroatiens fremskridt med forberedelserne til medlemskab af Den Europæiske Union (SWD(2012)0338),

—

der henviser til Kommissionens endelige overvågningsrapport om Kroatiens tiltrædelsesforberedelser af 26. marts 2013 (COM(2013)0171),

—

der henviser til Kommissionens periodiske rapporter om Kroatiens fremskridt hen imod tiltrædelse, der omfatter perioden 2005-2011,

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.—20. juni 2003 om landene på Vestbalkan og om udvidelse,

—

der henviser til alle sine tidligere beslutninger og betænkninger om Kroatiens fremskridt og udvidelsesprocessen, navnlig beslutningen af 1. december 2011 om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (1), beslutningen af 1. december 2011 om Kroatiens ansøgning om optagelse i Den Europæiske Union (2) og beslutningen af 22. november 2012 om udvidelse: politikker, kriterier og EU's strategiske interesser (3),

—

der henviser til alle tidligere henstillinger fra Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Kroatien,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at Kroatien skal tiltræde EU den 1. juli 2013;

B.

der henviser til, at visse EU-medlemsstater endnu ikke har gennemført ratifikationen af tiltrædelsestraktaten;

C.

der henviser til, at Kroatien er på rette vej med hensyn til at opfylde de udestående krav, for så vidt angår de afsluttende forberedelser til medlemskab af EU;

D.

der henviser til, at reformbestræbelserne skal fastholdes efter tiltrædelsen, for at de kroatiske borgere fuldt ud kan drage nytte af EU-medlemskabet;

E.

der henviser til, at Kroatiens tiltrædelsesproces er et vidnesbyrd om troværdigheden i EU's udvidelsespolitik og dens omskabende indvirkning på ansøgerstaterne;

F.

der henviser til, at Kroatiens medlemskab vil gøre EU stærkere og mere sikkert, berige dets kultur og kulturarv og virke som en stærk påmindelse til andre aspirantlande om, at en pligtopfyldende gennemførelse af forpligtelserne giver håndgribelige og varige fordele for deres borgere;

G.

der henviser til, at Kroatien forventes — og er i en unik position til — at spille en konstruktiv rolle i sit naboområde, først og fremmest ved at fremme yderligere udvidelse af EU, demokratisk konsolidering, regionalt samarbejde og forsoning mellem befolkningerne på Vestbalkan og samtidig gøre sit yderste for at sikre, at bilaterale problemer ikke hindrer nogen af disse processer;

1.

ser frem til at byde Kroatien velkommen som den 28. EU-medlemsstat den 1. juli 2013 efter den retligt bindende afstemning i Europa-Parlamentet den 1. december 2011, som godkendte Kroatiens tiltrædelse, og i overensstemmelse med den dato, der er fastsat af Det Europæiske Råd i tiltrædelsestraktaten; giver udtryk for tiltro til, at Kroatiens demokrati og sociale markedsøkonomi er stærke og modne, at landet tilslutter sig europæiske værdier samt til dets evne til at opfylde forpligtelserne ved et medlemskab;

2.

bemærker, at Kroatien er på rette vej med hensyn til at opfylde de udestående krav, for så vidt angår de afsluttende forberedelser til medlemskab;

3.

bemærker, at Kroatien har gennemført de ti prioriterede foranstaltninger, som angives i Kommissionens samlede overvågningsrapport;

4.

ser med tilfredshed på de betydelige fremskridt, Kroatien har gjort, med hensyn til at afslutte de opgaver, der er udspecificeret i Kommissionens samlede overvågningsrapport, og opfordrer regeringen til at få klaret alle udestående spørgsmål senest den 1. juli 2013 og til at gå videre med alle andre nødvendige reformer; tilskynder Kroatien til at overholde og indfri alle landets forpligtelser fra tiltrædelsesforhandlingerne med henblik på at blive fuldstændig parat til at blive ny medlemsstat, da dette både er i Kroatiens og EU's interesse; understreger, at denne proces bør gennemføres på gennemsigtig og inklusiv vis og i videst muligt omfang bør involvere det kroatiske parlament og civilsamfund;

5.

opfordrer de EU-medlemsstater, der endnu ikke har gennemført deres respektive ratifikationsprocedurer for tiltrædelsestraktaten, til at gøre det i ordentlig tid;

6.

gentager sin holdning om, at tiltrædelsen ikke bør fortolkes som afslutningen på en proces, men snarere som et skridt på vejen frem mod økonomisk og administrativ modernisering og modernisering af retsvæsenet og som en mulighed, hvis fordele kun kan realiseres fuldt ud gennem fortsat politisk handling; opfordrer Kroatien til fortsat at gøre effektiv brug af midler fra IPA (instrumentet til førtiltrædelsesbistand) i forbindelse med forberedelsen af EU-medlemskab og til at udnytte af strukturfondsmidler og midler fra Samhørighedsfonden;

7.

anmoder de politiske og sociale aktører i Kroatien til at udforske nye måder, hvorpå drivkraften til og konsensussen bag reformer kan fastholdes i tiden efter tiltrædelsen, samt om at holde de politiske beslutningstagere ansvarlige for gennemførelsen af de forpligtelser, de har påtaget sig i tiltrædelsestraktaten; understreger i denne forbindelse den uundværlige rolle, som effektiv parlamentarisk kontrol og civilsamfundet spiller;

8.

erklærer endnu en gang, at uafhængige domstole, en professionel og ansvarlig offentlig forvaltning og retsstatsprincippet spiller en central rolle for styrkelsen af demokratiet og for at støtte investeringer og økonomisk aktivitet; opfordrer Kroatien til fortsat at forbedre uafhængigheden, ansvarligheden, professionalismen og effektiviteten af landets retssystem og medlemmerne af dets dommerstand, bl.a. ved at nedbringe antallet af udestående sager, ved at opgradere lovgivningen om håndhævelse af afgørelser, ved at gennemføre det nye system med formueangivelser for dommere og ved yderligere at forbedre resultaterne af det nye system for disciplinær forfølgning; opfordrer indtrængende Kroatien til at gennemføre den nye strategi for domstolsreform for 2013-2018;

9.

bemærker, at Kroatien har etableret en tilfredsstillende institutionel og retlig ramme for bekæmpelse af korruption; opfordrer de kroatiske myndigheder til yderligere at skærpe bekæmpelsen af korruption, svig og dårlig forvaltning af midler; understreger, at foranstaltninger til bekæmpelse af korruption fortsat skal håndhæves strengt; opfordrer endvidere myndighederne til at etablere en liste over opnåede erfaringer hvad angår interessekonflikter, korruption og organiseret kriminalitet og til at forbedre gennemførelsen af den retlige ramme for beslaglæggelse og konfiskation af aktiver;

10.

opfordrer de kroatiske myndigheder til at gøre fuldt brug af de eksisterende instrumenter til bekæmpelse af korruption for at sikre upartiske og vellykkede retsforfølgninger og domstolsafgørelser, også i højt profilerede sager, med henblik på at fastholde borgernes tillid til retsstatsprincippet og de offentlige institutioner; understreger behovet for bæredygtige foranstaltninger i bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet og for at gennemføre en reform af domstolene primært til gavn for de kroatiske borgere; understreger, at uafhængig undersøgende journalistik bør tilskyndes, da den er afgørende for at afdække korruption og organiseret kriminalitet;

11.

opfordrer Kroatien til at fortsætte gennemførelsen af den nye solide lovgivning om adgang til oplysninger og derved konsolidere rammen for forebyggelse af korruption; bemærker, at den nydannede kommission om interessekonflikter nu er operationel, og opfordrer de kroatiske myndigheder til at gennemføre lovpakken om offentlige indkøb og finansiering af politiske partier og valgkampagner fuldt ud;

12.

opfordrer de kroatiske myndigheder til at vedblive med at være på vagt og sikre, at menneskerettighederne overholdes fuldt ud, og samtidig bekæmpe alle former for forskelsbehandling af og intolerante handlinger over for nationale mindretal, romabefolkningen, migranter, bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner og andre minoritetsgrupper og sårbare grupper; opfordrer endvidere Kroatien til at skabe et miljø, der vil sikre, at medlemmer af ovennævnte minoriteter (f.eks. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) frit kan give udtryk for deres holdninger og overbevisninger i overensstemmelse med principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

13.

opfordrer myndighederne til at fremme ytringsfrihed, herunder mediefrihed og –pluralisme; anerkender vedtagelsen af den nye lov om offentlig radio- og tv-virksomhed i juli 2012; tilskynder myndighederne til at fortsætte deres bestræbelser på at sikre, at den offentlige radio- og tv-virksomhed er uafhængig af politisk og økonomisk pres, og øge dens gennemsigtighed;

14.

bemærker, at Kroatien gør tilstrækkelige forberedelser til den fremtidige forvaltning og gennemførelse af operationer, som finansieres af EU's struktur- og samhørighedsfonde; opfordrer Kroatien til at iværksætte en projektforberedelse til Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU); tilskynder regeringen til yderligere at styrke den administrative kapacitet i de ansvarlige institutioner, herunder på regionalt og lokalt plan, i overensstemmelse med henstillingerne i Den Europæiske Revisionsrets beretning fra 2012; opfordrer indtrængende regeringen til at gøre sit yderste for at minimere risikoen for korruption, svig og uregelmæssigheder, både i forbindelse med tildelingen og anvendelsen af EU-midler;

15.

minder i forbindelse med FFR-forhandlingerne medlemsstaterne om EU's forpligtelser over for Kroatien og dets borgere, hvad angår fremtidig støtte til økonomisk og regional udvikling;

16.

opfordrer Kroatien til at gennemføre yderligere strukturreformer for at stimulere økonomisk vækst og puste nyt liv i arbejdsmarkedet; opfordrer Kroatien til fortsat at sørge for, at banksektoren er stabil, og til at fortsætte politikken med budgetmæssig konsolidering med henblik på at øge konkurrenceevnen; glæder sig over Kroatiens deltagelse i det europæiske semester fra januar 2013; støtter indsatsen for at sikre en rettidig og effektiv anvendelse af EU-midler og for at forbedre Kroatiens transportinfrastruktur og dens forbindelser med EU's medlemsstater og landene i regionen: opfordrer regeringen til at gennemføre lovrammen for små virksomheder gennem bl.a. passende politiske tiltag ved at forbedre deres adgang til finansiering og ved at støtte internationaliseringen af SMV'er;

17.

er af den opfattelse, at der bør lægges særlig vægt på de sociale og økonomiske dimensioner af moderniseringen af økonomien; tilskynder Kroatien til fortsat at styrke dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og værne om sociale rettigheder og fagforeningsrettigheder; opfordrer de kroatiske myndigheder til at sikre gennemsigtighed i forbindelse med miljøvurderinger af store investeringsprojekter; opfordrer indtrængende de kroatiske myndigheder til at prioritere miljøbeskyttelse, navnlig inden for fysisk planlægning;

18.

er bekymret over, at den foreslåede lov om strategiske investeringer ikke er i overensstemmelse med europæiske standarder; opfordrer den kroatiske regering og det kroatiske parlament til at revidere den med sigte på bedre beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og miljøet;

19.

opfordrer medlemsstaterne til ikke at begrænse EU-borgernes grundlæggende rettigheder mere end absolut nødvendigt i forbindelse med overgangsforanstaltningerne i artikel 18 i tiltrædelsestraktaten; opfordrer navnlig medlemsstaterne til udelukkende at gøre brug af de overgangsforanstaltninger, der begrænser den fri bevægelighed for personer, på grundlag af faktuelle oplysninger og kun i tilfælde af alvorlige forstyrrelser af arbejdsmarkedet; påpeger, at begrænsning af adgangen til arbejdsmarkederne i overgangsperioder efter tidligere udvidelsesrunder har vist sig at være skadelig for velfærden i de medlemsstater, som vedtog sådanne begrænsninger;

20.

bemærker fremskridtet i byggeriet af grænseovergangene i Neumkorridoren;

21.

anmoder de kroatiske myndigheder om at træffe yderligere foranstaltninger, bl.a. med hensyn til tilpasning af lovgivning, interinstitutionelt samarbejde og grænseforvaltning, for at forberede Kroatien til på et senere tidspunkt at blive en del af Schengenområdet;

22.

opfordrer Kroatien til fortsat at samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) og intensivere de indenlandske bestræbelser på at efterforske og retsforfølge krigsforbrydelser i overensstemmelse med den vedtagne strategi om straffrihed; appellerer kraftigt til Kroatien og Serbien om at samarbejde i god tro om retsforfølgelsen af krigsforbrydelser med henblik på at opnå retfærdighed og reel forsoning i regionen;

23.

opfordrer de kroatiske myndigheder til fortsat at være særligt opmærksomme på hjemvendte flygtninges og internt fordrevnes rettigheder og sociale vilkår i overensstemmelse med målene i Sarajevoerklæringen; støtter fortsat RECOM-initiativet (den regionale sandhedskommission for krigsforbrydelser og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser i det tidligere Jugoslavien) med henblik på at søge efter måder, hvorpå man kan anerkende de lidelser, som alle ofre for krigsforbrydelser har været igennem, og respektere deres ret til sandhed og retfærdighed;

24.

opfordrer Kroatien til at spille en aktiv rolle i stabiliseringsprocessen og den europæiske integrationsproces for landene på Vestbalkan; mener, at de erfaringer og den ekspertise, som Kroatien har opbygget i løbet af landets omformning og tiltrædelsesproces, er af betydelig værdi for andre ansøger- og aspirantstater; tilskynder Kroatien til at dele sine erfaringer med andre kandidatlande og potentielle kandidatlande og til at styrke det regionale samarbejde; mener, at Kroatiens rolle som fortaler for europæiske værdier og yderligere udvidelse bygger på gode naboskabsforbindelser og forsoningsbestræbelser;

25.

appellerer til Kroatien og dets naboer om at engagere sig aktivt i at få løst de udestående bilaterale spørgsmål i overensstemmelse med internationale forpligtelser og princippet om godt naboskab og regionalt samarbejde; glæder sig i denne forbindelse over de skridt, der er taget af Kroatiens og Serbiens regeringer, for at forbedre forbindelserne, og ser frem til, at landene intensiverer deres samarbejde; glæder sig over undertegnelsen af et aftalememorandum mellem Slovenien og Kroatien om at finde en løsning på sagen om Ljubljanska Banka på en konstruktiv måde; glæder sig over det slovenske parlaments ratifikation af traktaten; minder om, at problemer af bilateral art ikke må bruges til at vanskeliggøre nuværende eller fremtidige ansøgerlandes integrationsprocesser; opfordrer i denne forbindelse indtrængende alle medlemsstater til at ratificere Kroatiens tiltrædelsestraktat til tiden;

26.

opfordrer Kroatien til fortsat at spille en konstruktiv rolle i det regionale samarbejde; opfordrer de kroatiske myndigheder til at fuldt ud at implementere den erklæring om fremme af europæiske værdier i Sydøsteuropa, som blev godkendt af det kroatiske parlament den 21. oktober 2011; opfordrer alle lande i regionen til at vedtage og implementere lignende holdninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at bistå alle lande i regionen i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at lære af tidligere erfaring i udvidelsesprocessen, herunder udvidelsesprocessen med Kroatien, ved at bistå lande i regionen med at løse deres bilaterale tvister på en måde, der ikke forstyrrer tiltrædelsesprocessen, gennem etablering af faciliterings- og mæglingsmekanismer inden for EU's eksisterende institutionelle ramme, som lande i regionen i givet fald kan trække på;

27.

anerkender de aktiviteter, som kroatiske observatørmedlemmer af Europa-Parlamentet har udført, og deres konstruktive bidrag; glæder sig over resultatet af valget af kroatiske medlemmer af Europa-Parlamentet, der blev afholdt den 14. april 2013, men beklager den lave valgdeltagelse; ser frem til at byde MEP'er fra Kroatien velkommen, når Kroatien tiltræder EU den 1. juli 2013;

28.

påskønner Kommissionens arbejde med at styre Kroatiens tiltrædelsesproces; anmoder Kommissionen om at gøre status over denne opgave og drage politiske konklusioner med henblik på fremtidige ansøgerstater, f.eks. om anvendelsen af den samlede overvågningsordning i perioden mellem afslutningen af forhandlingerne og tiltrædelsen; opfordrer Kommissionen til at evaluere inddragelsen af civilsamfundet og parlamentet i hele tiltrædelsesprocessen for at drage erfaringer til brug for nuværende og fremtidige forhandlinger; anmoder i denne specifikke forbindelse Kommissionen om at udarbejde forslag vedrørende bedre inddragelse af kandidatlandes civilsamfund og parlamenter i tiltrædelsesprocessen;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Republikken Kroatiens regeringer og parlamenter.

5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/48

—

der henviser til Kommissionens statusrapport 2012 for Tyrkiet (SWD(2012)0336),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2012-2013« (COM(2012)0600),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig af 9. marts 2011 om statusrapport 2010 for Tyrkiet (1), af 29. marts 2012 om statusrapport 2011 for Tyrkiet (2), af 22. maj 2012 om et 2020-perspektiv for kvinder i Tyrkiet (3) og af 22. november 2012 om udvidelse: politikker, kriterier og EU's strategiske interesser (4),

—

der henviser til forhandlingsrammen for Tyrkiet af 3. oktober 2005,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2008/157/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet (5) (»tiltrædelsespartnerskabet«) samt til Rådets tidligere afgørelser om tiltrædelsespartnerskabet fra 2001, 2003 og 2006,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. december 2010, 5. december 2011 og 11. december 2012,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at der indledtes tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005 efter Rådets godkendelse af forhandlingsrammen, og at indledningen af disse forhandlinger har været udgangspunktet for en langvarig og tidsubegrænset proces baseret på retfærdig og streng konditionalitet og reformvilje;

B.

der henviser til, at Tyrkiet har givet tilsagn om reformer, gode naboskabsforbindelser og en gradvis tilpasning til EU, og at disse bestræbelser skal opfattes som en mulighed for, at Tyrkiet selv kan videreføre moderniseringer samt konsolidere og videreudvikle sine demokratiske institutioner, retsstaten og overholdelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

C.

der henviser til, at EU fortsat bør være referencepunktet for reformer i Tyrkiet;

D.

der henviser til, at fuldstændig overholdelse af Københavnskriterierne og EU's integrationskapacitet i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i december 2006 stadig er grundlaget for tiltrædelse af EU, som er et fællesskab baseret på fælles værdier, oprigtigt samarbejde og gensidig solidaritet blandt alle dets medlemsstater;

E.

der henviser til, at den positive dagsorden blev iværksat i maj 2012 med henblik på at støtte og komplementere forhandlingerne gennem øget samarbejde på en række områder af fælles interesse;

F.

der henviser til, at Rådet i sine konklusioner af 11. december 2012 godkendte Kommissionens nye tilgang med at sætte retsstatsprincippet i centrum for udvidelsespolitikken og bekræftede, at kapitel 23 om retsvæsenet og grundlæggende rettigheder og kapitel 24 om retfærdighed, frihed og sikkerhed er centrale i forhandlingsprocessen og skal tackles på et tidligt tidspunkt i forhandlingerne med henblik på at muliggøre klare benchmarks og længst mulig tid til at etablere de nødvendige love, institutioner og solide resultatlister over gennemførelsen;

G.

der henviser til, at Kommissionen i sin udvidelsesstrategi fra 2012 konkluderede, at Tyrkiet er et meget vigtigt land for Den Europæiske Union grundet dets økonomi, strategiske beliggenhed og vigtige regionale rolle, og at tiltrædelsesprocessen fortsat er den mest hensigtsmæssige ramme for at fremme EU-relaterede reformer i Tyrkiet; der henviser til, at Kommissionen udtrykte bekymring over Tyrkiets manglende fremskridt med hensyn til opfyldelsen af de politiske kriterier;

H.

der henviser til, at Tyrkiet for syvende år i træk fortsat ikke har gennemført bestemmelserne i henhold til associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet og den tilhørende tillægsprotokol,

I.

der henviser til, at forhandlingskapitler, for hvilke de tekniske forberedelser er afsluttet, snarest muligt bør åbnes i overensstemmelse med de fastlagte procedurer og forhandlingsrammen;

J.

der henviser til, at Den Europæiske Union og Tyrkiet er gensidigt økonomisk afhængige af hinanden, idet handelen imellem dem udgjorde i alt 120 mia. EUR i 2011;

K.

der henviser til, at EU er Tyrkiets vigtigste handelspartner, og at Tyrkiet er EU's sjettestørste handelspartner; der henviser til, at EU-medlemsstaternes direkte udenlandske investeringer (FDI) tegner sig for 75 % af det samlede FDI;

L.

der henviser til, at Kommissionen har vurderet, at Tyrkiet i høj grad er parat, når det gælder den økonomiske politik, og at der er tilstrækkelig kapacitet til udarbejdelse og samordning af økonomisk politik;

M.

der henviser til, at Tyrkiet har potentiale til at spille en afgørende rolle i diversificeringen af energiressourcer og ruter for transport af olie, gas og elektricitet fra nabolande til EU; der henviser til, at både Tyrkiet og EU har mulighed for at nyde godt af Tyrkiets mange vedvarende energikilder for at skabe en bæredygtig lavemissionsøkonomi;

N.

der henviser til, at EU's dialog og samarbejde med Tyrkiet om stabilitet, demokrati og sikkerhed, med særlig henvisning til Mellemøsten i bred forstand, er af strategisk betydning; der henviser til, at Tyrkiet kraftigt og gentagne gange har fordømt det syriske regimes vold mod landets egen civilbefolkning og yder livsvigtig humanitær bistand til syrere, der flygter fra volden på den anden side af grænsen;

O.

der henviser til, at Tyrkiet og Armenien bør normalisere deres indbyrdes forbindelser gennem en ubetinget ratifikation af de protokoller, man er nået til enighed om, og en åbning af deres fælles grænse;

P.

der henviser til casus belli-truslen, som Tyrkiets Store Nationalforsamling fremsatte mod Grækenland i 1995, og som bør trækkes tilbage; der henviser til, at det er vigtigt, at Tyrkiet og Grækenland gennemfører en ny forhandlingsrunde for at forbedre deres forbindelser;

1.

mener, at der er behov for et fornyet gensidigt engagement inden for rammerne af forhandlingsprocessen for at bibeholde de konstruktive forbindelser; fremhæver betydningen af at skabe betingelserne for en konstruktiv dialog og grundlaget for en fælles forståelse; bemærker, at dette bør ske med udgangspunkt i fælles værdier om demokrati, retsstaten og respekt for menneskerettighederne; roser Kommissionen og Tyrkiet for implementeringen af den positive dagsorden, som bærer vidnesbyrd om, hvordan Tyrkiet og EU i en sammenhæng med gensidig forpligtelse og klare målsætninger kan nå videre i deres indbyrdes dialog, opnå en fælles forståelse og skabe positive forandringer og nødvendige reformer;

2.

understreger Tyrkiets strategiske rolle, både politisk og geografisk, for EU's udenrigspolitik og naboskabspolitik; anerkender Tyrkiets rolle som naboland og en vigtig regional aktør og kræver en yderligere styrkelse af den eksisterende politiske dialog mellem EU og Tyrkiet om udenrigspolitiske valg og målsætninger; beklager, at Tyrkiets tilpasning til FUSP-erklæringerne fortsat var ringe i 2012; tilskynder Tyrkiet til at udvikle landets udenrigspolitik inden for rammerne af en dialog og samordning med EU; opfordrer Tyrkiet og EU til at indgå i et nærmere samarbejde om at styrke fred og demokrati hos EU's naboer mod syd, en region som er yderst vigtig for både EU og Tyrkiet;

3.

udtrykker sin støtte til dialog og genoptagelse af forbindelserne mellem de Tyrkiet og Israel;

4.

bifalder Rådets beslutning om at anmode Kommissionen om at tage skridt i retning af visumliberalisering parallelt med undertegnelsen af tilbagetagelsesaftalen; opfordrer indtrængende Tyrkiet til straks at undertegne og gennemføre tilbagetagelsesaftalen og til at sikre, at de eksisterende bilaterale aftaler gennemføres fuldt ud, indtil denne aftale træder i kraft; minder om, at Tyrkiet er et af de vigtigste transitlande for ulovlig indvandring til EU; anerkender de foranstaltninger, Tyrkiet har truffet for at forebygge ulovlig indvandring, og understreger, at der er et væsentligt behov for at optrappe samarbejdet med EU om styring af migrationen, bekæmpelse af menneskehandel og grænsekontrol; understreger endnu en gang vigtigheden af at lette adgangen til EU for forretningsfolk, akademikere, studerende og civilsamfundsrepræsentanter fra Tyrkiet; støtter Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at gennemføre visumkodeksen gennem en harmonisering og forenkling af visumkravene og ved at oprette visumcentre i Tyrkiet; minder medlemsstaterne om deres forpligtelser i henhold til associeringsaftalen i overensstemmelse med Domstolens dom af 19. februar 2009 i Soysal-sagen (6);

5.

glæder sig over den nylige vedtagelse af lovforslaget vedrørende udlændinge og international beskyttelse og forventer, at denne lovgivning kan fjerne den nuværende bekymring over den fortsatte vilkårlige nægtelse af adgang til asylproceduren og praksis med tilbagesendelse af flygtninge, asylansøgere og andre personer, som kunne tænkes at have behov for beskyttelse; understreger betydningen af at sikre overensstemmelse med de internationale standarder; hvad angår bestemmelserne om tilbageholdelse, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) erklærede ulovlige i sagen Abdolkhani og Karimina mod Tyrkiet;

6.

roser det tyrkiske forfatningsforligsudvalg for dets engagement i udarbejdelsen af en ny forfatning og for den inklusive proces med høring af civilsamfundet, som afspejlede det tyrkiske samfunds mangfoldighed; udtrykker bekymring over, at udvalget angiveligt endnu ikke har gjort store fremskridt; tilskynder udvalget til at fortsætte sit arbejde og til på inklusiv og repræsentativ vis og i overensstemmelse med EU's kriterier og værdier at tackle nøgleproblemstillinger såsom a) sikring af magtens tredeling og et tilstrækkeligt kontrol- og magtbalancesystem, b) klarlægning af forholdet mellem stat, samfund og religion, c) indførelse af et inklusivt forvaltningssystem, som sikrer alle borgeres menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og d) formulering af et inklusivt statsborgerskabsbegreb; opfordrer alle politiske partier og berørte aktører til at anlægge en konstruktiv tilgang til forhandlingerne om en ny forfatning; mener, at det kunne give positive resultater og støtte forfatningsprocessen at inddrage og indgå i dialog med Venedigkommissionen;

7.

understreger, at det er nødvendigt at gøre fremskridt med hensyn til gennemførelsen af forfatningsændringerne fra 2010, navnlig vedtagelsen af lovene om beskyttelse af personoplysninger, om det militære retssystem og om indførelse af positiv særbehandling til fremme af ligestillingen mellem kønnene; bemærker, at justitsministerens og hans statssekretærs tilstedeværelse og beføjelser i retsvæsenets øverste råd giver anledning til stor bekymring med hensyn til retsvæsenets uafhængighed; glæder sig over, at der er trådt love i kraft om retten til individuelle sagsanlæg ved forfatningsdomstolen som fastlagt med forfatningsændringerne i 2010;