29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/1

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/2

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands særlige beretning til Europa-Parlamentet,

—

der henviser til artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (1), særlig artikel 3, stk. 7,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, første punktum,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0022/2013),

A.

der henviser til, at artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner eller organer;

B.

der henviser til, at klager indgivet af EU-borgere er en vigtig informationskilde med hensyn til eventuelle overtrædelser af EU-retten;

C.

der henviser til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, hvori det hedder, at »enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer«;

D.

der henviser til, at hverken traktaterne eller Ombudsmandens statut indeholder en definition af begrebet fejl eller forsømmelser, således at det er overladt til Ombudsmanden at give en sådan definition, der er underlagt Domstolens fortolkningskompetence; der henviser til, at Ombudsmanden i sin første årsberetning forelagde en ikke-udtømmende liste over handlinger, som kunne udgøre fejl eller forsømmelser;

E.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand, efter at have modtaget en opfordring fra Parlamentet til at give en præcis og klar definition af begrebet fejl eller forsømmelser, derefter i sin årsberetning for 1997 fastslog, at »der foreligger fejl eller forsømmelser, når en offentlig myndighed ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip«;

F.

der henviser til, at denne definition blev uddybet med en erklæring om, at når Den Europæiske Ombudsmand undersøger, om en af Fællesskabets institutioner eller et af Fællesskabets organer har handlet i overensstemmelse med bindende regler og principper, består hans vigtigste opgave således i at fastslå, om de gældende retsregler er overholdt;

G.

der henviser til, at Ombudsmanden også overvåger anvendelsen af de adfærdskodekser for god forvaltningsskik, som institutionerne har tilsluttet sig, og som beskriver generelle forvaltningsretlige principper, herunder forskellige aspekter af serviceprincippet, samt EU’s charter om grundlæggende rettigheder, der fuldt ud finder anvendelse på alle dele af EU’s egen forvaltning;

H.

der henviser til, at Ombudsmanden har forelagt 18 særlige beretninger over et tidsrum af 16,5 år og således hidtil har udvist stor samarbejdsvilje og ansvarlighed ved kun at bruge sådanne beretninger til Europa-Parlamentet som det endegyldige politiske redskab, hvilket viser, at ombudsmandsinstitutionen generelt går ind for mindelige løsninger;

I.

der henviser til, at denne særlige beretning vedrører Kommissionens behandling af en klage, som blev indgivet i 2006 af 27 borgerinitiativer, der kæmpede imod, hvad de betragtede som de negative konsekvenser af en udvidelse af Wiens lufthavn;

J.

der henviser til, at det er fastslået i artikel 2 i VVM-direktivet (2), at »medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der […] kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse«;

K.

der henviser til, at Kommissionen nåede frem til den konklusion, at udvidelsen af lufthavnen havde fundet sted uden den obligatoriske vurdering af projektets indvirkning på miljøet (VVM), og sendte en åbningsskrivelse til Østrig den 21. marts 2007 på grund af denne undladelse; der henviser til, at Østrig i sit svar af 7. maj 2007 ikke kunne afvise, at de pågældende infrastrukturforanstaltninger havde forårsaget og også fremover ville forårsage en væsentlig forøgelse af flytrafikken og gener på grund af flytrafik over Wien, dvs. at disse foranstaltninger havde en væsentlig indvirkning på miljøet;

L.

der henviser til, at Kommissionen, eftersom projekterne enten var tilendebragt eller tæt på deres afslutning, foretrak — frem for at indbringe sagen for EU-Domstolen — at forsøge at nå til enighed med de østrigske myndigheder om, hvordan der i videst muligt omfang kunne rettes op på denne undladelse; der henviser til, at Kommissionen enedes med de østrigske myndigheder om, at de skulle udføre en efterfølgende VVM for bl.a. at fastslå, hvilke afhjælpningsforanstaltninger der ville være påkrævet for at mindske støjgenerne for lufthavnens naboer;

M.

der henviser til, at Ombudsmanden godtog Kommissionens fremgangsmåde; der henviser til, at klagerne var utilfredse med udførelsen af den efterfølgende VVM og navnlig kritiserede det faktum, at der ikke var adgang til domstolsprøvelse, jf. VVM-direktivets bestemmelser, og at den myndighed, der havde ansvaret for VVM-vurderingen, var det østrigske trafikministerium, dvs. den myndighed, der tidligere havde givet tilladelse til det pågældende projekt, og som dermed befandt sig i en interessekonflikt;

N.

der henviser til, at Ombudsmanden efter sin undersøgelse fandt, at han var ude af stand til at konkludere, at Kommissionen havde sikret en korrekt udførelse af den efterfølgende VVM-vurdering; der henviser til, at han ikke desto mindre afsluttede sin behandling af sagen, idet han ikke anså det for påkrævet at foretage sig yderligere i sagen, eftersom proceduren fortsat var i gang, og Kommissionen havde erklæret, at den først ville afslutte traktatbrudsproceduren, når det kunne konstateres, at de østrigske myndigheder havde truffet de nødvendige foranstaltninger;

O.

der henviser til, at klagerne i november 2010 atter henvendte sig til Ombudsmanden, og at der blev indledt en ny undersøgelse, hvor Ombudsmanden inspicerede Kommissionens sagsakter; der henviser til, at Ombudsmanden fastslog, at det ikke fremgik af sagens akter, at de indvendinger, som klagerne havde fremsat i løbet af det tidsrum, hvor den efterfølgende VVM fandt sted, var blevet drøftet med de østrigske myndigheder, og at Ombudsmandens afgørelse vedrørende den første klage tilsyneladende heller ikke havde givet anledning til yderligere korrespondance ud over VVM-rapporterne fra Østrig;

P.

der henviser til, at Ombudsmanden på denne baggrund nåede frem til den konklusion, at Kommissionen havde undladt at tage hensyn til resultaterne af hans første undersøgelse, og at Kommissionen navnlig ikke havde været konsekvent i sine svar til Ombudsmanden med hensyn til klageadgang vedrørende den efterfølgende VVM, og at Kommissionen havde undladt at insistere på, at VVM-vurderingen ikke måtte udføres af trafikministeriet, der havde givet den oprindelige tilladelse til projektet, men at der skulle udpeges en anden myndighed til formålet;

Q.

der henviser til, at Ombudsmanden fremsatte et forslag til henstilling til Kommissionen, hvori han indtrængende opfordrede Kommissionen til at tage sin tilgang til behandlingen af klagernes traktatbrudsklage vedrørende Wiens lufthavn op til fornyet overvejelse og rette op på de mangler, Ombudsmanden havde beskrevet, og hvori han påpegede, at dette betød, at Kommissionen i den fortsatte traktatbrudsprocedure skulle tage højde for, at de nationale myndigheder var forpligtede til at sikre, i) at klagerne havde prøvelsesadgang, og ii) at der blev truffet foranstaltninger til at behandle en åbenlys interessekonflikt ved anvendelsen af direktiv 85/337/EØF;

R.

der henviser til, at Kommissionen i sit svar til Ombudsmanden hvad angår det første spørgsmål gjorde gældende, at den havde rejst spørgsmålet om klageadgang over for de østrigske myndigheder, men havde godtaget den østrigske holdning, der gik ud på, at dette ville give anledning til problemer i forhold til nationale processuelle regler, og at Kommissionen endvidere påpegede, at de østrigske myndigheder havde givet tilsagn om at sikre, at der ville blive taget højde for de kumulative virkninger af det tidligere projekt, som kun var blevet vurderet efterfølgende, i en VVM-vurdering om en ny tredje start- og landingsbane, hvor der ville blive mulighed for fuld domstolsprøvelse;

S.

der henviser til, at Kommissionens argumentation med hensyn til den anden påstand om fejl eller forsømmelser gik ud på, at VVM-direktivet ikke indeholdt bestemmelser om kompetencefordelingen i forbindelse med VVM-procedurer i medlemsstaterne; der henviser til, at det ifølge nærhedsprincippet helt er overladt til medlemsstaterne, der har ansvaret for at organisere deres egen forvaltning, at tage stilling til, hvilken myndighed der skal stå for procedurer i henhold til VVM-direktivet, og at det er et generelt forvaltningsretligt princip i alle medlemsstater, at en myndighed, der har truffet en ulovlig afgørelse, som er blevet gjort til genstand for administrativ rekurs eller en retsafgørelse, har ansvaret for at rette op på situationen;

T.

der henviser til, at forslaget til henstilling således ikke førte til noget egentligt resultat, og at Ombudsmanden måtte konstatere, at den foreliggende sag var et eksempel på en situation, hvor Kommissionen i forbindelse med en klar overtrædelse af EU-retten havde undladt at træffe hensigtsmæssige afhjælpende foranstaltninger ved at sikre, at den efterfølgende VVM-vurdering blev udført upartisk, og hvor Kommissionen ikke havde foretaget en korrekt opfølgning af Ombudsmandens råd med hensyn til klageadgang vedrørende denne vurdering;

U.

der henviser til, at Ombudsmanden derfor fandt, at det ville være hensigtsmæssigt at forelægge sagen for Parlamentet;

V.

der henviser til, at Kommissionen den 26. oktober 2012 vedtog et forslag om revision af VVM-direktivet; der henviser til, at Retsudvalget har udarbejdet en lovgivningsmæssig initiativbetænkning med anmodning om, at der udarbejdes en generel forordning om administrative procedurer i EU’s eget forvaltningsapparat;

1.

noterer sig med tilfredshed Ombudsmandens særlige beretning, der kaster lys over vigtige spørgsmål vedrørende problemer med anvendelsen af VVM-direktivet og gennemførelsen af traktatbrudsprocedurer;

2.

erindrer om, at der foreligger fejl eller forsømmelser, når en offentlig myndighed ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip;

3.

bemærker, at det påståede tilfælde af fejl eller forsømmelser vedrørte Kommissionens håndtering af traktatbrudssagen mod Østrig, særlig det faktum, at Kommissionen havde undladt at sikre, både at den myndighed, der havde givet tilladelse til projekterne uden den påkrævede VVM, ikke fik ansvaret for at gennemføre den efterfølgende VVM, og at klageren fik klageadgang i forhold til denne vurdering;

4.

understreger, at denne særlige beretning ikke behandler spørgsmålet om, hvorvidt de østrigske myndigheder handlede forkert, men derimod spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen undlod at opfylde sine forpligtelser ved behandlingen og opfølgningen af en modtaget klage og i sin reaktion på Ombudsmandens anmodninger og henstillinger fra den første ombudsmandsundersøgelse af denne sag;

5.

deler Ombudsmandens betænkeligheder, hvad angår de potentielt negative konsekvenser af interessekonflikter i forbindelse med VVM-vurderinger, og er enig i, at det er nødvendigt at finde en løsning på dette problem, men har samtidig forståelse for, at Kommissionen var betænkelig ved at overskride sin kompetence ved at bede de østrigske myndigheder om at udpege en anden myndighed til at stå for den efterfølgende VVM;

6.

opfordrer de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at være opmærksomme på potentielle interessekonflikter allerede med den nuværende retstilstand og til at forberede sig på senere ændringer i EU-retten på dette punkt; understreger, at de nationale ombudsmænd spiller en vigtig rolle som mæglere, der kan bistå borgerne med at gøre indsigelse over for potentielle interessekonflikter og tilfælde af fejl eller forsømmelser i det hele taget i medlemsstaternes forvaltningsapparater;

7.

mener, hvad angår Ombudsmandens anden påstand, at det helt generelt er bydende nødvendigt at sikre en ærlig, aktiv og omfattende inddragelse af lokalbefolkningen ved anvendelsen af VVM-direktivet, og mener således, at der oftere bør gennemføres åbne og gennemskuelige mæglingsprocedurer forud for projekter, som potentielt kan få stor indvirkning på det lokale miljø og menneskers sundhed; noterer sig i denne forbindelse, at der blev gennemført offentlig mægling forud for VVM-undersøgelsen om etablering af en tredje start- og landingsbane ved Wiens lufthavn, hvor der også blev foretaget en vurdering af den kumulative indvirkning, f.eks. støjgenerne, fra de udvidelser, der udløste den foreliggende traktatbrudssag, og hvor der er adgang til en fuld klageprocedure;

8.

er enig med Ombudsmanden i, at det er nødvendigt som led i god forvaltningsskik at føre og ajourføre klare optegnelser, eftersom dette f.eks. sætter Den Europæiske Ombudsmand i stand til at kontrollere, at der er blevet taget passende hensyn til hans henstillinger;

9.

mener endvidere, at det er tilrådeligt som et relevant led i god forvaltningspraksis, at der føres en passende, klar og konsekvent korrespondance med klagerne under traktatbrudsprocedurer og med Ombudsmanden som led i hans undersøgelser;

10.

noterer med tilfredshed, at Kommissionen har udtalt, at den agter at forbedre sin praksis i begge henseender, altså hvad angår skriftlige optegnelser og udførlig korrespondance, for at undgå gentagelser af de kommunikationsproblemer, der har kendetegnet den foreliggende sag;

11.

understreger, at hverken Kommissionen eller de østrigske myndigheder overtrådte den gældende EU-lovgivning i forbindelse med den efterfølgende VVM, som var baseret på en forhandlet sui generis-procedure på ad hoc-grundlag; påpeger imidlertid, at der ikke er noget retsgrundlag i EU-retten for en sådan procedure, der således må betragtes som værende af exceptionel karakter og som en konsekvens af tidligere manglende overholdelse af direktivet — en undladelse, som der ikke kan rettes op på;

12.

mener, at Kommissionen under sine forhandlinger med de østrigske myndigheder burde have gjort en større indsats med hensyn til at sikre adgang til domstolsprøvelse under henvisning til gennemførelsen af de relevante bestemmelser (artikel 10a) i østrigsk ret i 2005 og med hensyn til interessekonflikten i det ansvarlige østrigske ministerium under henvisning til, at det bærende princip i EU-retspraksis er, at man ikke blot skal følge lovens bogstav, men også handle i overensstemmelse med lovens formål og i lovens ånd;

13.

mener, at de forhold, der gav anledning til indledningen af Kommissionens traktatbrudsprocedure og følgelig til klagen til Den Europæiske Ombudsmand, giver anledning til alvorlige betænkeligheder med hensyn til gennemførelsen af direktiv 85/337/EØF i en medlemsstat — i dette tilfælde Østrig — på daværende tidspunkt; noterer sig med tilfredshed, at der i 2009 ved revisionen af den østrigske forbundslov om gennemførelse af VVM-direktivet blev taget behørigt hensyn til bl.a. resultaterne af den foreliggende traktatbrudsprocedure, og at den østrigske lovgivning således blev bragt i overensstemmelse med EU-retten på dette punkt;

14.

erindrer om, at Udvalget for Andragender i årenes løb har fået forelagt adskillige sager, hvor medlemsstater angiveligt har accepteret, at projekter er blevet godkendt og ført ud i livet uden den påkrævede VVM;

15.

mener, at den berørte offentlighed i sager, hvor projekter med stor sandsynlighed vil indebære en krænkelse af VVM-direktivets grundlæggende krav, bør have adgang til effektive juridiske instrumenter, således at offentligheden omgående kan indhente oplysninger fra den ansvarlige VVM-myndighed om projekternes overensstemmelse med EU-reglerne for at undgå, at der sker uoprettelige skader, når projekterne gennemføres;

16.

bemærker endvidere, at det nugældende VVM-direktiv ikke opererer med begrebet efterfølgende VVM, og at Kommissionen forhandlede sig frem til dette instrument som reaktion på en faktisk situation, hvor der allerede var givet tilladelser, og projekterne var udført;

17.

påpeger, at sagen om Wiens lufthavn kaster lys over svagheder i det nugældende VVM-direktiv, f.eks. behandlingen af projekter, som praktisk talt er uafvendelige, fordi de allerede er gennemført, således at der muligvis allerede er sket skader på miljøet, og problemet med interessekonflikter hos de ansvarlige myndigheder, som den foreliggende sag angiveligt er et eksempel på;

18.

henviser til den årlige betænkning fra Udvalget for Andragender for 2011, hvori det blev understreget, at det er nødvendigt at sikre objektivitet og upartiskhed i forbindelse med VVM'er; erindrer om, at Kommissionen blev opfordret til at sikre, at VVM-direktivet »styrkes ved at angive klarere parametre for uafhængigheden af ekspertundersøgelser, fælles EU-tærskler, en maksimal tidsramme for processen, herunder effektive offentlige høringer, kravet om at begrunde beslutninger, en obligatorisk vurdering af rimelige alternativer og en kvalitetskontrolmekanisme«;

19.

noterer med tilfredshed, at Kommissionen har stillet forslag om en revision af VVM-direktivet med henblik på at styrke dette direktiv; giver tilsagn om at engagere sig helhjertet i denne procedure sammen med Kommissionen og Rådet for at sikre, at dette vigtige direktiv opfylder sit formål på en stadig mere effektiv og objektiv måde (3);

20.

noterer sig, at det nugældende direktiv ikke indeholder krav om objektivitet og upartiskhed hos de godkendende myndigheder og ikke opstiller sådanne krav i forhold til organer, som udfører en VVM; noterer sig, at direktivet ikke indeholder bestemmelser om, hvilken fremgangsmåde der skal følges, når et projekt allerede er blevet implementeret eller næsten er afsluttet, eller hvordan den berørte offentlighed ved hjælp af en klar og ubureaukratisk procedure kan få omgående oplysninger fra den ansvarlige VVM-myndighed om, hvorvidt sådanne projekter, der med stor sandsynlighed indebærer en overtrædelse af VVM-direktivets grundlæggende bestemmelser, er i overensstemmelse med EU-retten; mener derfor, at revisionen af VVM-direktivet er en god lejlighed til at indføre sådanne krav og bestemmelser;

21.

mener, at den foreliggende sag også illustrerer, at der ikke blot er behov for at styrke VVM-direktivets bestemmelser, men også for at skabe større proceduremæssig klarhed omkring traktatbrudssager, helst via vedtagelse af en generel forordning om administrative procedurer hos EU-institutionerne, for således at styrke klagerens position; mener, at en sådan forordning ville være et passende middel til at præcisere, hvilke forpligtelser myndighederne har, når de kommunikerer med klagerne i en traktatbrudssag eller med organer, der repræsenterer EU-borgerne, deriblandt Udvalget for Andragender og Ombudsmanden, f.eks. ved at der indføjes en forpligtelse til at reagere snarest muligt på Ombudsmandens henstillinger for at undgå fejlfortolkninger af samme slags som i det foreliggende tilfælde;

22.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand og det europæiske netværk af ombudsmænd samt medlemsstaternes parlamenter.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/6

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) samt artikel 8 og artikel 153, stk. 1, nr. i, og artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2012»Et opsving med høj beskæftigelse« (COM(2012)0173) og det ledsagende dokument om udnyttelse af beskæftigelsespotentialet inden for personlige tjenesteydelser og tjenesteydelser i hjemmet (SWD(2012)0095),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et EU-program for social udvikling og innovation af 6. oktober 2011 (COM(2011)0609),

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011,

—

der henviser til Kommissionens rapport for 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i 2010 (SEC(2011)0193),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 om »Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (COM(2010)0491),

—

der henviser til forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (COM(2010)0193),

—

der henviser til direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (1),

—

der henviser til direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdet) (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (3),

—

der henviser til konventionen af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (4),

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om kvindernes rolle i et aldrende samfund (5),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (6),

—

der henviser til sin beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre arbejdsforhold (7),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU — 2010 (8),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i EU (9),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om kvinder og virksomhedsledelse (10),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om kvindelige iværksættere i små og mellemstore virksomheder (11),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om enlige mødres situation (12),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU — 2011 (13),

—

der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 med henstillinger til Kommissionen om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi (14),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om kvindernes rolle i den grønne økonomi (15),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om kvinders arbejdsvilkår i servicesektoren (16),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om EU's strategi for integration af romaer (17),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0048/2013),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union står over for den største økonomiske og finansielle krise siden den store depression i 1930'erne og til, at den har forårsaget en betydelig stigning i arbejdsløsheden i alle medlemsstater, navnlig de sydlige medlemsstater; der henviser til, at krisens konsekvenser er særlig alvorlige for udsatte personer og navnlig kvinder, som berøres direkte ved at de mister deres arbejde, er tvunget til at gå ned i løn eller mister deres jobsikkerhed, og indirekte via nedskæringer i de offentlige ydelser og socialhjælp; der henviser til, at det derfor bl.a. er afgørende at være særlig opmærksom på ligestillingsdimensionen med hensyn til at håndtere denne krise og finde løsninger til at overvinde den;

B.

der henviser til, at retten til arbejde er en væsentlig forudsætning for, at kvinder kan opnå ligestilling, økonomisk uafhængighed og faglig tilfredsstillelse; der henviser til, at den aktuelle krise ikke blot er en finansiel og økonomisk krise, men også en krise for demokratiet, ligheden, den sociale velfærd og ligestillingen, som også bruges som undskyldning for at bremse eller endog standse den absolut nødvendige indsats for at løse problemet med klimaændringer og de fremtidige miljøproblemer;

C.

der henviser til, at nylige undersøgelser har vist, at kun 5 % af beslutningstagerne i EU's finansielle institutter er kvinder, og at alle 27 centralbankdirektører i medlemsstaterne er mænd; der henviser til, at kvinder ifølge kønsstudier administrerer på en anden måde ved at undgå risici og fokusere mere på et langsigtet perspektiv,

D.

der henviser til, at mænd ved krisens begyndelse blev ramt hårdere end kvinder; der henviser til, at arbejdsløsheden for henholdsvis mænd og kvinder siden da er steget i forskellige tempi; der henviser til, at kvinderne ikke var krisens første ofre, men i dag i stigende grad påvirkes af dens konsekvenser (i højere og stigende grad ansat i usikre jobs eller deltidsjobs, større risiko for afskedigelse, lavere løn, ringere socialsikring osv.), og at konsekvenserne vil få mere varig karakter; der henviser til, at denne fase er langt mindre veldokumenteret, og at der følgelig er en tendens til, at konsekvenserne for kvinder bliver undervurderet;

E.

der henviser til, at kvinder spiller en afgørende rolle i den økonomiske udvikling; der henviser til, at overdragelse af mere økonomisk indflydelse til kvinder kan trække samfund og familier ud af fattigdommen;

F.

der henviser til, at arbejdsmarkedspolitikken i krisesituationer har en tendens til at fokusere på at påvirke det generelle beskæftigelsesniveau og ikke på erhvervsinaktive kvinder;

G.

der henviser til, at det bør noteres, at arbejdsløse kvinder meget ofte ikke medtages i de officielle statistikker, og at kønsbestemte uligheder i erhvervsfrekvens ofte undervurderes, da der er en større tendens til, at kvinder trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet af forskellige årsager (graviditet, familieansvar, tidsmangel) for at påtage sig ubetalt eller uformelt arbejde — ofte i hjemmet, i form af pleje af afhængige familiemedlemmer eller sort arbejde — og at der for øjeblikket kun foreligger få undersøgelser af konsekvenserne af nedskæringerne i bevillingerne til ligestilling;

H.

der henviser til, at de nedskæringer, regeringerne har foretaget i forbindelse med gennemførelsen af sparepakker, primært berører den offentlige sektor og dens velfærdstjenester, hvor hovedparten af de ansatte og af bistandsmodtagerne er kvinder — cirka 70 % af de offentlige ansatte i sektoren — men også den private sektor, hvor kvinderne nu bliver hovedofrene for besparelsesforanstaltningerne; der ligeledes henviser til, at der hidtil ikke er noget land, som har foretaget en vurdering af konsekvenserne af de foreslåede nedskæringer i de offentlige udgifter ud fra et ligestillingssynspunkt, hverken af de enkelte tiltag eller af deres samlede virkning;

I.

der henviser til, at kvinder er mere afhængige af sociale bistandsydelser, der også rammes af nedskæringer som led i stramningerne;

J.

der henviser til, at krisesituationer som den nuværende nødvendiggør gennemgribende strukturreformer af arbejdsmarkedet;

K.

der henviser til, at et fald i antallet af stillinger for kvinders vedkommende ofte indebærer tilpasninger af arbejdsforholdene, herunder længere arbejdstid og skifteholdsarbejde; der henviser til, at opsvinget højst sandsynligt vil kunne mærkes hurtigere i den industrielle sektor og dermed medføre et hurtigere opsving for typisk mandebeskæftigelse end for typisk kvindebeskæftigelse; der henviser til, at de spareforanstaltninger, der gennemføres i den offentlige sektor, vil have en mere langvarig indvirkning på kvinder, hvilket på længere sigt risikerer at neutralisere de fremskridt, der er opnået på ligestillingsområdet;

L.

der henviser til, at krisen medfører øget udnyttelse af kvinder inden for både den lovlige og den sorte økonomi; der henviser til, at krisen på lang sigt vil få væsentlige konsekvenser for de kvinder, som har en ujævn karriere (herunder dårligt betalte midlertidige jobs, deltidsjobs, løsarbejde, atypiske arbejdsforhold eller uformelle job) og ofte ufrivillig deltid, hvilket i sidste ende resulterer i, at kvinder indbetaler for lidt i pensionsbidrag, og at en større procentdel af dem risikerer at ende i fattigdom; der henviser til, at der er risiko for, at kvinder i sidste ende kun har ret til en meget lille pension og således skubbes ud over fattigdomsgrænsen; der henviser til, at der er risiko for at »tabe en hel generation« af unge, både mænd og kvinder, fordi de fratages beskæftigelsesmuligheder, sikkerhed i ansættelsen og i mange tilfælde uddannelsesmuligheder på grund af økonomiske problemer;

M.

der henviser til, at krisen øger vanskelighederne ved at forene karriere- og familieroller; der henviser til, at de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af at få børn er forskellige for mænd og kvinder; der henviser til at erhvervsfrekvensen for mødre er 12 % lavere end for kvinder uden børn, mens erhvervsfrekvensen for fædre er 8,7 % højere end for mænd uden børn;

N.

der henviser til, at der ikke er blevet taget hensyn til kønsaspektet i forbindelse med de vedtagne og planlagte initiativer til at komme ud af krisen;

O.

der henviser til, at kvinders beskæftigelse påvirkes af kønsfordomme, såsom at mænds arbejdsløshed er mere alvorlig end kvinders, hvilket lægger sig til det allerede betydelige antal kønsfordomme, som har negative konsekvenser for kvinders beskæftigelse; der henviser til, at der i praksis anvendes en anden tilgang til at løse mænds arbejdsløshed end kvinders, eftersom mænd stadig anses for at være hovedforsørgerne i familien, og kvinderne som dem, der primært tager sig af familien;

P.

der henviser til, at cirka 23 % af borgerne i EU var i risikozonen for fattigdom eller social udstødelse i 2010 (18), og at denne forarmelse af befolkningen først og fremmest berører kvinder, eftersom disse ofte står over for flere samtidige problemer, ligesom det gør sig gældende for ældre kvinder, der lever alene, og familier med enlige forsørgere (som for størstedelens vedkommende er kvinder); der henviser til, at disse omfatter vanskeligheder i forbindelse med at bevare eller finde beskæftigelse, problemer med at finde en passende bolig, vanskeligheder med at påtage sig ansvaret for omsorgskrævende personer (børn, forældre, syge eller handicappede) og problemer med at forene arbejds- og familieliv på grund af manglende støttestrukturer og forskellige politikker på området i de 27 medlemsstater;

Q.

der henviser til, at krisen yderligere har forværret de sociale og økonomiske forhold for mange udsatte samfund og bidraget til et øget skolefrafald blandt piger og dermed en endnu større risiko for, at de bliver ofre for menneskehandel;

R.

der henviser til, at nedskæringer i det offentlige serviceniveau har svækket kvinders økonomiske uafhængighed, idet sociale ydelser ofte udgør en væsentlig del af deres indkomst, og fordi kvinder har en tendens til at gøre mere brug af offentlige serviceydelser end mænd; der henviser til, at enlige mødre og enlige kvindelige pensionister er de største samlede tabere;

S.

der henviser til det stigende antal af kvinder, der arbejder uformelt og med mindre social sikring for at undslippe krisen (frivilligt eller ej); der henviser til, at arbejde i hjemmet ifølge en undersøgelse fra OECD (19) udgør 33 % af BNP i OECD's medlemslande;

T.

der henviser til, at formindskelsen af forskellen i erhvervsfrekvensen mellem mænd og kvinder i højere grad afspejler en generel forværring i leve- og arbejdsforholdene end fremskridt på ligestillingsområdet;

U.

der henviser til, at kvinders deltagelse i arbejdslivet spiller en vigtig rolle for at få væksten tilbage; der henviser til, at de øger familiens indkomst, hvilket medfører en stigning i forbruget og giver mulighed for at sætte gang i økonomien; der henviser til, at ligestilling derfor har positive følger for produktivitet og økonomisk vækst;

V.

der henviser til, at det af den seneste sekundære analyse af den femte undersøgelse af europæiske arbejdsvilkår (»Kvinder, mænd og arbejdsvilkår i Europa: Sekundær analyse af den femte undersøgelse af arbejdsvilkårene i Europa«, Eurofound 2012, som bliver offentliggjort i 2013) fremgår, at kønsadskillelse er skadeligt for både mænd og kvinder; der henviser til, at både mænd og kvinder oplyser, at de har det bedre på jobbet og har større jobtilfredshed, når de arbejder sammen med kolleger af begge køn; der henviser til, at der stadig er plads til at bryde op for kønsadskillelsen og kønspolariseringen på arbejdsmarkedet og de »enkønnede« arbejdspladser (i betragtning af, at tre femtedele af arbejdstagerne i Europa er beskæftiget på en arbejdsplads med arbejdstagere af samme køn);

W.

der henviser til, at nogle ligestillingsforanstaltninger er blevet sparet væk eller forsinket, og at eventuelle fremtidige besparelser på de offentlige budgetter vil have en negativ indvirkning på kvinders beskæftigelsesfrekvens og på fremme af ligestillingen mellem kønnene;

X.

der henviser til, at lavkonjunkturen ikke bør anvendes som en undskyldning for at bremse fremgangen for så vidt angår forening af arbejds- og familieliv og til at foretage nedskæringer i budgetterne til plejeordninger for afhængige familiemedlemmer og orlovsordninger, som navnlig påvirker kvindernes adgang til arbejdsmarkedet;

Y.

der henviser til, at vold mod kvinder er et udbredt fænomen i alle lande og i alle sociale lag; der henviser til, at økonomisk pres ofte fører til hyppigere, mere voldelige og farligere overgreb, og at undersøgelser har vist, at volden mod kvinder øges, når mænd oplever forandringer og føler sig økonomisk pressede som følge af den økonomiske krise;

Z.

der henviser til, at det er kvinder, der har haft størst gavn af jobskabelsen mellem 1998 og 2008 (med en beskæftigelsesprocent for kvinder i EU på henholdsvis 55,6 % og 62,8 %) (20) i Den Europæiske Union; der henviser til, at beskæftigelsen er steget med 12,7 % for kvinder, men kun med 3,18 % for mænd, og at arbejdsløshedsprocenten stadig er en smule højere for kvinder i 2012 (21) (10,7 % for kvinder mod 10,6 % for mænd);

AA.

der henviser til, at 31,6 % af kvinderne arbejdede på deltid i 2011 mod 8,1 % af mændene;

1.

erindrer om, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et af EU's grundlæggende mål, og at det bør udgøre et af de vigtigste hensyn i forbindelse med fastlæggelsen af reaktionen på den aktuelle økonomiske og finansielle krise, herunder investering i den offentlige sektor, i velfærdssektoren, i miljøenlige boliger og transportformer osv. samt forøgelse af det offentliges indtægter gennem en mere effektiv skattepolitik; beklager, at den politiske reaktion på krisen, herunder genopretningspakkerne, ikke har taget hensyn til, analyseret og rettet op på kønsaspekterne af krisen; fordømmer, at der næsten ikke har fundet nogen som helt integrering af kønsaspektet sted i strategien efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre dette gennem konkrete målsætninger i de makroøkonomiske og beskæftigelsesmæssige retningslinjer;

2.

opfordrer Kommissionen til at integrere kønsaspektet i alle politikker, især i forbindelse med: konsekvenserne af stramningspolitikken og genopretning efter krisen, økonomisk styring, bæredygtig udvikling og grønne arbejdspladser, erhvervsuddannelse, migration, samarbejde og udvikling, sikkerhed og sundhed samt foranstaltninger, som skal planlægges eller gennemføres for at modvirke eller begrænse krisens konsekvenser;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge og sætte fokus på de mellem- og langsigtede konsekvenser af den økonomiske krise for kvinder, navnlig med hensyn til hvorvidt og hvordan den forværrer den eksisterende ulighed mellem kønnene, og andre konsekvenser i forbindelse hermed, såsom f.eks. øget risiko for kønsbaseret vold, faldende mødre- og børnesundhed samt fattigdom blandt ældre kvinder;

4.

erindrer om, at efter at have nået en beskæftigelsesgrad for kvinder på 62,8 % i 2008 med en jævn stigning i de foregående ti år, er dette tal faldet lidt i Den Europæiske Union siden begyndelsen af den økonomiske krise og lå i 2011 på 62,3 %; understreger derfor nødvendigheden af at udarbejde holdbare løsninger, der tager højde for ligestillingsaspektet både i EU og i medlemsstaterne i de politikker, der skal bevare beskæftigelsen og genstarte væksten;

5.

opfordrer Kommissionen til at overveje en yderligere tilpasning af strukturfondene for at sikre ekstra støtte til de områder af kvinders beskæftigelse, der forventes at blive ramt af krisen, samt støtte til børnepasning, uddannelse og adgang til beskæftigelse;

6.

understreger betydningen af flagskibsinitiativet »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse«; opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuldt brug af programmet »Europa for Borgerne« og det kommende program for social udvikling og innovation, navnlig med hensyn til effektiv opfyldelse af målsætningerne for ligestilling mellem kønnene; understreger betydningen af Daphne III-programmet, navnlig med hensyn til beskyttelse af kvinder mod alle former for vold, og nødvendigheden af at opnå et højt niveau af sundhedsbeskyttelse, velfærd og social samhørighed;

7.

understreger, at krisen, trods den sammenlignelige arbejdsløshed mellem mænd og kvinder, har haft en anden effekt på kvinder; påpeger, at kvinders arbejdsvilkår er blevet betydeligt mere usikre, navnlig som følge af den stigende anvendelse af atypiske ansættelseskontrakter, en væsentlig nedgang i deres indkomst på grund af mange forskellige faktorer, såsom den fortsatte ulighed mellem mænd og kvinders løn på gennemsnitligt knap 17 % og den deraf følgende ulighed i arbejdsløshedsunderstøttelse, stigningen i tvungen deltidsarbejde og mangedoblingen af usikre eller midlertidige stillinger på bekostning af mere stabil beskæftigelse; henviser til, at krisen har forværret kvindernes situation på arbejdsmarkedet som følge af den fortsat manglende ligeløn og de deraf følgende uligheder i arbejdsløshedsunderstøttelsen; påpeger, at erfaringerne fra tidligere kriser viser, at mændenes erhvervsfrekvens generelt forbedres hurtigere end kvindernes;

8.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at forelægge et udkast til et direktiv med foranstaltninger til afvikling af de kønsbestemte lønforskelle for samme eller tilsvarende arbejde;

9.

minder om, at der stadig er meget store forskelle i medlemsstaterne, at beskæftigelsesgraden for kvinder svinger mellem 48,6 % og 77,2 %, og at disse forskellige situationer nødvendiggør specifikke skræddersyede løsninger som led i en overordnet europæisk politik; understreger desuden nødvendigheden af at have fælles, pålidelige indikatorer og dermed pålidelige og sammenlignelige statistiske oplysninger med henblik på at vurdere de forskellige situationer, identificere de forskellige behov samt finde de passende løsninger herpå;

10.

erindrer om, at kvinder allerede inden krisen var overrepræsenterede i usikre job og deltidsstillinger, og at denne tendens er blevet styrket af krisen, hvilket dermed udsætter mange kvinder for en øget risiko for social udstødelse; noterer sig, at dette navnlig har været tilfældet i de sydlige medlemsstater;

11.

konstaterer med bekymring, at den kvindelige ungdomsarbejdsløshed steg fra 18,8 % i 2009 til 20,8 % i 2011, og at krisen vil ramme udsatte kvindegrupper hårdest, herunder blandt andet handicappede kvinder, indvandrerkvinder, kvinder fra etniske mindretal, kvinder med få kvalifikationer, langtidsledige kvinder, enlige mødre, kvinder uden indtægt samt kvinder, som tager sig af afhængige familiemedlemmer; glæder sig over Kommissionens pakkeløsning, som sigter mod at nedbringe den nuværende uacceptabelt høje ungdomsarbejdsløshed og deres sociale udgrænsning og tilbyder unge arbejde og almen og faglig uddannelse;

12.

mener, at retten til arbejde er en afgørende forudsætning for, at kvinder kan opnå reel ligestilling, økonomisk uafhængighed og faglig tilfredsstillelse, og kræver derfor, at usikre ansættelsesforhold afskaffes gennem anerkendelse og styrkelse af retten til arbejde med rettigheder;

13.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at ændre de nuværende løsningstiltag til bekæmpelse af den økonomiske krise for at sikre, at de foranstaltninger, der gennemføres, er langsigtede og ikke undergraver velfærdspolitikken og den offentlige sektors struktur, der er en forudsætning for en højere grad af ligestilling, såsom f.eks. sociale faciliteter og plejemuligheder, sundhedspleje, uddannelse og arbejdstagerrettigheder;

14.

minder om, at det bliver stadig vanskeligere for kvinder til skifte fra uddannelse til beskæftigelse, og til, at dette i sidste ende vil føre til forskelle i mænds og kvinders evaluering af deres egne færdigheder;

15.

mener, at de strukturreformer, som udspringer af håndteringen af den aktuelle krise, giver mulighed for at rette op på visse former for kønsdiskriminering, som desværre stadig er alt for udbredt på det europæiske arbejdsmarked;

16.

understreger, at kvinder tegner sig for en større andel end mænd af den sorte økonomi, blandt andet fordi der er større deregulering i de traditionelle kvindesektorer som f.eks. hus- og plejearbejde; noterer sig på den anden side, at den uformelle økonomi er vokset som et resultat af krisen, men at det er vanskeligt at danne sig et klart billede, da der ikke findes pålidelige oplysninger om økonomiens betydning og konsekvenser;

17.

understreger, at kvinder i høj grad har været med til at trodse krisen; er overbevist om, at kvinder har betydelige muligheder for at forbedre konkurrenceevnen og virksomhedernes præstation, navnlig når de sidder på ledelsesposter; mener derfor, at det med henblik på at fremme den sociale samhørighed haster meget med at inddrage kvinder i udarbejdelsen og forvaltningen af genopretningsplaner;

18.

insisterer på, at den økonomiske og finansielle krise og de deraf følgende budgetstramninger ikke bør sætte de resultater på spil, der er opnået ved de ligestillingsfremmende politikker, og ikke bør anvendes som undskyldning for at mindske indsatsen på dette område; mener derimod snarere, at den bør tilskynde medlemsstaterne til at indarbejde ligestillingspolitikker i deres beskæftigelsespolitikker, idet sidstnævnte skal betragtes som en del af løsningen på krisen med hensyn til at udvikle og til fulde udnytte alle europæeres evner og færdigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kønsaspektet integreres i alle områder af finanspolitikken;

19.

bemærker, at kvinders rettigheder ikke bør anses for, opfattes eller fremmes som et element i konkurrence med mænds rettigheder, eftersom forbedringen af plejeydelser og offentlige tjenesteydelser til familier er en forudsætning for begge køns deltagelse på arbejdsmarkedet; påpeger, at der er et behov for at fremme, at man deles om de familiemæssige og huslige pligter; opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger eller videreudvikle eksisterende foranstaltninger for at overvinde kønsdiskrimination og ulige tildeling af roller, f.eks. ved at støtte mænd i at gøre brug af deres ret til at påtage sig plejen af børn, syge eller handicappede familiemedlemmer;

20.

understreger, at den faldende fødselsrate i EU er blevet forværret af krisen, da arbejdsløshed, usikre ansættelsesforhold og usikkerhed omkring fremtiden og økonomien har foranlediget par og unge kvinder i særdeleshed til at udsætte at få børn, hvilket yderligere bidrager til den demografiske aldring i Unionen;

21.

understreger vigtigheden af at reformere de makroøkonomiske og sociale politikker og arbejdsmarkedspolitikken for at sikre økonomisk og social retfærdighed for kvinder, at udvikle strategier til fremme af retfærdig fordeling af velstanden, at garantere en minimumsindkomst og anstændige lønninger og pensioner, at mindske de kønsbestemte lønforskelle, at skabe flere job af høj kvalitet til kvinder og sikre de dertil hørende rettigheder, hvormed kvinder vil kunne få gavn af offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, forbedre den sociale sikring og udbuddet af lokale servicefaciliteter, herunder vuggestuer, børnehaver og andre former for førskoleinstitutioner, daginstitutioner, lokale fritidshjem, familiestøttecentre og centre for alle generationer;

22.

erindrer om, at nedskæringer i de offentlige budgetter ikke er kønsneutrale, men snarere resultatet af Unionens makrostrukturelle økonomiske politik, navnlig gennemførelsen af foranstaltningerne i de økonomiske styringsprogrammer og de finansielle tilpasningsprogrammer, som forårsager og vil fortsætte med at forårsage øget ulighed mellem mænd og kvinder, arbejdsløshed blandt kvinder og feminisering af fattigdom; mener derfor, at det er nødvendigt med en ændring af politikken, eftersom kvinder er overrepræsenterede i den offentlige sektor og er hovedmodtagere af socialpolitisk støtte; opfordrer derfor til at forhøje de relevante budgetposter;

23.

opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at gennemføre kønsbaserede konsekvensanalyser, når de planlægger budgetstramninger, med henblik på at sikre, at de bliver så kønsneutrale som muligt;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre kønsbudgettering, så det bliver muligt at analysere regeringsprogrammer og -politiker, deres konsekvenser for ressourceallokeringen og deres bidrag til større lighed mellem mænd og kvinder;

25.

understreger, at kvinder løber en langt større risiko for et langsommere karriereforløb end mænd, fordi de accepterer en lavere startposition eller deltidsarbejde, og at kvinder i denne situation derfor er langt mere sårbare, har et utilfredsstillende lønniveau og lider mere under fattigdom;

26.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at sikre et tilstrækkeligt udbud af overkommelige og tilgængelige pasningsmuligheder af høj kvalitet for børn og andre afhængige familiemedlemmer, som opfylder behovene hos mænd og kvinder i fuldtidsbeskæftigelse;

27.

understreger betydningen af, at der for disse offentligt ansatte, hvoraf hovedparten er kvinder, og hvis arbejdspladser er truet som følge af nedskæringer i de offentlige budgetter, øjeblikkeligt gennemføres aktiveringspolitikker og ordninger for indslusning i den private sektor;

28.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at integrere den overordnede ligestillingstilgang i alle beskæftigelsespolitikker, at tage de nødvendige tiltag til at fremme kvindernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet, ikke blot på lavere niveauer, men også i ledelsesstillinger, og integrere denne tilgang i Den Europæiske Unions beskæftigelsesretningslinjer; understreger nødvendigheden af en egentlig kønsbudgettering, navnlig i forbindelse med den flerårige finansielle ramme for 2014-2020, for at kunne gennemføre målene både i ligestillingspagten og Europa 2020-strategien;

29.

beklager, at den stigende kvindelige erhvervsfrekvens ikke er blevet medtaget i den årlige vækstundersøgelse for 2013 på trods af, at det er et af de overordnede mål i Europa 2020-strategien; opfordrer Rådet til at medtage fremme af kvindernes erhvervsfrekvens som et prioriteret mål, når det vedtager dette års retningslinjer for den økonomiske politik inden for rammerne af det europæiske semester;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at medtage og systematisk behandle spørgsmålet om ligestilling i samtlige fremtidige nationale reformprogrammer;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme en aktiv arbejdsmarkedspolitik, en robust dialog mellem arbejdsmarkedets parter, arbejdsnormer og social sikring for således at sikre kvinders, herunder indvandrerkvinders, rettigheder og bekæmpe tvangsarbejde og sort arbejde;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre en indsats for at tilskynde mødre til at gå ud på arbejdsmarkedet f.eks. gennem telearbejde, faglig uddannelse eller omskoling for at fremme en »ledsaget« tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter barselsorlov;

33.

glæder sig over forslaget til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber, hvilket vil gøre det muligt for kvinder at begynde i mere krævende og bedre betalte stillinger, og opfordrer medlemsstaterne til at støtte og forberede gennemførelsen af direktivet; opfordrer til, at andre arbejdsgivere vedtager tilsvarende obligatoriske bestemmelser, herunder europæiske, nationale, regionale og lokale offentlige institutioner og organer, eftersom disse bør gå i spidsen med et godt eksempel for så vidt angår ligestilling i beslutningstagningen;

34.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en strategi for fremme af ligestilling for de små og mellemstore virksomheder, som ikke er omfattet af ovenstående direktiv; fordømmer, at kvinder er underrepræsenteret i bestyrelserne i finansinstitutterne og derfor reelt er udelukket fra beslutningstagningen på finansområdet; opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders deltagelse på alle niveauer af beslutningstagningen, navnlig på områderne budgettering og reguleringsordninger for europæiske finansielle systemer, herunder Den Europæiske Centralbank; understreger i denne sammenhæng, at der er behov for at fremme pigers og kvinders finansielle forståelse;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre politikker om storstilet uddannelse af lønmodtagere i de sektorer, som er hårdest ramt at de negative konsekvenser af krisen eller af globaliseringen, for at forberede dem på jobændringer og på nye job under hensyntagen til, at kvinder har en særlig stilling og oftere end mænd er nødt til at afbryde deres karriere for at passe børn, ældre eller syge familiemedlemmer, hvilket har en indvirkning på deres karriereforløb; anmoder om, at der systematisk iværksættes uddannelsesplaner i virksomhederne for at forberede lønmodtagernes omskoling, tilbyde personlig omkvalificering og tilbyde uddannelse, der er tilpasset de arbejdssøgende og lavt kvalificerede lønmodtagere; opfordrer ligeledes til, at der oprettes et fuldstændigt register over arbejdskraftmangel fordelt på de forskellige sektorer for at gøre det muligt for kvinder at forberede sig og søge arbejde på en målrettet måde;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres sociale sikkerhedsnet i den hensigt at individualisere rettighederne inden for pension og sociale sikringsordninger for dermed at afskaffe »familieforsørgerfordelen« og sikre lige pensionsrettigheder;

37.

understreger, at nedskæringerne inden for pleje- og pasningssektoren rent faktisk har betydet, at arbejdsopgaver er blevet lagt over på kvindernes skuldre, hvilket undergraver ligestillingen; opfordrer alle medlemsstater til at udvikle planer for tilbud om pleje- og pasningsfaciliteter, der kan skabe social retfærdighed og ligestilling;

38.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at fremme erhvervsuddannelsespolitikker og -programmer for kvinder i alle aldre med særlig vægt på behovet for programmer for livslang læring og behovet for at opnå nye færdigheder i ny teknologi og inden for it-sektoren med henblik på at øge kvinders adgang til og deltagelse i forskellige erhvervssektorer, herunder i de erhvervs- og finanssektorer, hvor der er få kvindelige medarbejdere, og i forlængelse heraf iværksætte specifikke foranstaltninger, som skal gøre det muligt for kvinder at forene arbejde, uddannelse og familieliv; minder om den vigtige rolle, som Den Europæiske Socialfond gennem uddannelsespolitikker spiller for arbejdsmarkedsintegrationen, og opfordrer medlemsstater og lokale myndigheder til at fremme anvendelsen af den navnlig til fordel for kvinder, som er ramt af den økonomiske krise;

39.

understreger betydningen af at investere i kvinder og ligestilling mellem kønnene;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre specifikke programmer til fremme af aktiv integrering eller reintegrering af kvinder på arbejdsmarkedet og tilskynde dem til at søge ansættelse i strategiske udviklingssektorer gennem vedtagelse af specifikke tiltag vedrørende fleksible arbejdstider, ligeløn, reform af skatte- og pensionsreglerne samt ved hjælp af foranstaltninger for livslang læring i den hensigt at give dem de færdigheder og kvalifikationer, der er nødvendige for at nå de mål, som er indeholdt i Europa 2020-strategien; understreger betydningen af uddannelse på højt niveau for at tilskynde kvinder til at gå ind i sektorer, hvor de hidtil har været underrepræsenteret, som f.eks. videnskabelig forskning og teknologisk udvikling, navnlig på et tidspunkt, hvor Europa har brug for flere forskere til at fremme innovation og styrke økonomien; opfordrer Kommissionen til at overveje en yderligere tilpasning af strukturfondene for at sikre ekstra støtte til de områder af kvinders beskæftigelse, der forventes at blive ramt af krisen, samt støtte til børnepasning, uddannelse og adgang til beskæftigelse;

41.

erindrer om, at antallet af unge kvinder (aldersgruppen 15-24 år), der har fået deres første fuldtidsjob, er gået tilbage siden krisens begyndelse, og at mange for at råde bod på denne situation har forlænget deres studier; bemærker, at kvinders status til trods for denne tendens samt den omstændighed, at en bedre uddannelse overordnet set giver kvinder bedre beskyttelse, ikke øges lige så meget, som det ville være tilfældet for mænd; opfordrer medlemsstaterne til at fokusere på strategier, som kombinerer almen og faglig uddannelse med målrettet beskæftigelsespolitik for unge kvinder;

42.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at læseplanerne for folkeskolens ældste klasser og gymnasiet omfatter en grunduddannelse i økonomi og iværksættervirksomhed;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge konsekvenserne af de nye pensionssystemer for de forskellige kategorier af kvinder med særlig vægt på deltidsarbejde og atypiske arbejdsforhold og til at tilpasse de sociale sikringsordninger, navnlig for så vidt angår den yngre generation;

44.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme kvinders økonomiske selvstændighed ved at fokusere på iværksætteri, ved at opmuntre og støtte kvindelige virksomhedsstiftere, navnlig unge kvinder og indvandrerkvinder, ved at lette kvinders adgang til finansiering, blandt andet via mikrokreditter, teknisk bistand og backupforanstaltninger, og ved at fremme udviklingen af nye finansierings- og støtteværktøjer og udviklingen af kvindelige iværksætter- og sponsornetværk samt gennem udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og de økonomiske aktører; understreger, at investeringer i kvinder og ligestilling har stor betydning for at sikre økonomisk stabilitet og forhindre økonomiske jordskælv;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at øge kvinders deltagelse på alle niveauer i beslutningsprocessen;

46.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i at højere grad at fremme kvindelig iværksætteri, herunder den økonomiske støtte til kvindelige iværksættere;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme kvindeligt iværksætteri i den grønne økonomi, som er en kilde til nye job; bemærker, at vedvarende energi kan skabe nye beskæftigelsesmuligheder for kvindelige iværksættere i EU's afsidesliggende områder og fjernområder, hvor arbejdsløsheden blandt kvinder er særlig høj, og hvor der er store muligheder for at udnytte alternative energiformer som vind- og solenergi;

48.

understreger betydningen af aktive arbejdsmarkedspolitikker, arbejdstilsyn og dialog mellem arbejdsmarkedets parter samt opkvalificering med henblik på at fremme grønnere økonomi;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte skabelse af beskæftigelse i den sociale økonomi, som er præget af kvinders ulønnede arbejde, og navnlig til at finde frem til og gennemføre nye løsninger, som vil højne status af officielt uformelt arbejde;

50.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte pleje- og sundhedssektoren med henblik på at skabe forudsætningerne for virkeliggørelsen af målsætningen for kvindebeskæftigelsen i Europa 2020-strategien;

51.

opfordrer medlemsstaterne til at holde øje med konsekvenserne af nedskæringer inden for den offentlige pleje- og sundhedssektor, som fører til en genprivatisering af plejen, for ikke at øge byrden på kvinderne, eftersom dette ville skubbe dem tilbage i en traditionel familierolle; understreger, at besparelser på området for barselstilskud, forældretilskud, forældreorlov og børnetilskud samt andre pleje- og familietilskud har reduceret indkomsten for kvinder med plejeansvar betydeligt;

52.

erindrer om, at der stadig findes fordomme med hensyn til kvinders og mænds stilling på arbejdsmarkedet, og at kvinder forsøger af forene deres arbejdsmæssige forpligtelser med de familiemæssige forpligtelser, hvilket gør dem mere sårbare over for ændringer i beskæftigelsen end mænd;

53.

opfordrer indtrængende til, at der indføres offentlige transportpolitikker og navnlig til, at der udarbejdes en politik for offentlige transportydelser på et grundlag, som tager hensyn til ligestillingsaspektet, således at kvinder får mulighed for at være mere aktive på arbejdsmarkedet og i forbindelse med jobsøgning, idet de tilbydes reel mobilitet;

54.

er bekymret over situationen for kvinder, der bor i landdistrikter, hvor adgangen til en række offentlige tjenesteydelser er blevet indskrænket; opfordrer medlemsstaterne til at drage omsorg for, at landdistrikterne er forsynet med fungerende offentlig transport, lægefaciliteter og andre basale tjenesteydelser, for dermed at reducere udvandringen til byer og undgå marginalisering af perifere områder;

55.

understreger betydningen af en effektiv indsats for at gøre det muligt at forene arbejde, privatliv og familieliv, hvilket vil få positive virkninger i form af en øget medvirken af kvinder fra alle samfundslag i samfundslivet og det politiske liv;

56.

understreger, at EU-programmet »Erasmus for unge iværksættere« navnlig bør yde støtte til kvindelige deltagere, så de kan erhverve den samme selvtillid og viden om at drive erhverv i det indre marked samt de nødvendige færdigheder til at drive og videreudvikle en virksomhed;

57.

understreger, at nedskæringer i det offentlige børnepasningstilbud har direkte konsekvenser for kvinders økonomiske uafhængighed og deres muligheder for at forene arbejds- og privatliv; opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage en handlingsplan for at nå de mål, der blev fastsat i Barcelona om bedre dækning af udgifterne til børnepasning gennem udvikling af vuggestuer i forbindelse med erhvervsvirksomheder; understreger vigtigheden af kollektive forhandlinger med arbejdsmarkedets parter for at forbedre sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv på sektormæssigt, nationalt og regionalt plan og af at forenkle betingelserne for at få adgang til og forblive i børnepasningssystemer, der er knyttet sammen med kvindejobs, og indføre en ansættelsesfrist på mindst tre måneder til at finde børnepasningsmuligheder, så det bliver muligt at forene familie- og arbejdsliv;

58.

opfordrer til fremme af tilstrækkelige mødre-, fædre- og forældreorlovsordninger og til støtte til virksomhedsinitiativer til sikring af fleksibilitet angående arbejdstid og børnepasning på arbejdspladsen, såvel som til bevilling af øgede ressourcer til uddannelse, programmer til livslang læring og til faglig kvalificering og omkvalificering og indførelse af tilstrækkelig støtte til familieplejere, herunder ydelse af aflastningspleje;

59.

understreger nødvendigheden af at investere i økonomisk overkommelige tjenesteydelser af høj kvalitet, som f.eks. fuldtidsbørnepasning, heldagsskole og ældrepleje, som bidrager til at fremme ligestillingen, fremme en bedre balance mellem arbejds- og privatliv og gør det nemmere at komme ind eller tilbage på arbejdsmarkedet;

60.

understreger, at det er af afgørende betydning at oprette flere børnepasningsfaciliteter, samtidig med at de uformelle pasningsordninger gøres mere professionelle ved at fastsætte kvalitetsstandarder, forbedre lønforholdene og tilbyde uddannelse til lederne; anser det også for nødvendigt at tage hensyn til behovene hos forældre, som har atypiske arbejdstider, og enlige forældre;

61.

understreger nødvendigheden af at styrke regeringernes og arbejdsgivernes ansvar med hensyn til de nye generationer og mødres og fædres rettigheder, hvilket betyder, at kvinder skal have ret til at være både mødre og arbejdstagere uden at miste deres arbejdsmarkedsrettigheder;

62.

understreger nødvendigheden af at begrænse virkningerne af den økonomiske og finansielle krise for familier (især med tanke på dem, der er berørt af skilsmisse, enlige mødre og situationer, hvor børn efterlades i pleje hos slægtninge eller myndigheder), under hensyntagen til at kvinder som regel må påtage sig de huslige gøremål; understreger, at kvinder derfor vil blive udsat for en større risiko for fattigdom;

63.

understreger, at de beslutninger, visse medlemslande har truffet om at skære i budgetterne til børnepasning, skoler, fritidstilbud, skolebespisning, transporttilskud og støtte til dem, som tager sig af afhængige familiemedlemmer, har direkte konsekvenser for kvinderne, som er nødt til at påtage sig størstedelen af de ekstraopgaver, der opstår som følge heraf; understreger, at dette betyder, at kvinder ofte er nødt til at gå på deltid (med de deraf følgende konsekvenser med hensyn til social sikring og nedgang i løn og pension); mener, at det offentlige netværk af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem for børn skal udvides sammen med det offentlige støttenetværk for ældre og et offentligt netværk af lokalhospitaler;

64.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at behandle de særlige problemer, som romakvinder og -piger står over for, ved at medtage kønsperspektivet i samtlige politikker til fremme af integreringen af romaer og sikre beskyttelse af særligt udsatte undergrupper,

65.

understreger, at nedskæringer i det offentlige børnepasningstilbud har direkte konsekvenser for kvinders økonomiske uafhængighed; påpeger, at 28,3 % af arbejdsløsheden og deltidsarbejdet for kvinder i 2010 blev begrundet med manglende pasningsmuligheder, mens tallet i 2009 var på 27,9 %, og at erhvervsfrekvensen for kvinder med mindre børn i EU i 2010 var 12,7 % lavere end for kvinder uden børn, hvilket udgør en forskel, som er større end de 11,5 %, som blev registreret i 2008;

66.

opfordrer medlemsstaterne til at investere i pasnings- og plejesektoren som en potentiel vækstsektor for både mænd og kvinder for at bryde med traditionen om, at pasning og pleje traditionelt påhviler kvinder, hvilket fører til kønsopsplitning på arbejdsmarkedet; understreger, at nedskæringer i pasnings- og plejesektoren fører til en overflytning af offentlig pasning og pleje til ubetalt pasning og pleje i familierne; understreger nødvendigheden af rigtige ansættelseskontrakter og social sikring for pasnings- og plejepersonale i private hjem;

67.

opfordrer, indtil der er gennemført en harmonisering af barsels- og forældreorlov i hele EU, medlemsstaterne til at bibeholde de relevante godtgørelser og familietilskud på det nuværende niveau for ikke at reducere kvindernes indkomster og med henblik på at sikre, at kvindernes ret til barselsorlov respekteres;

68.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til nøje at føre tilsyn med det stigende antal tilfælde af forskelsbehandling over for gravide kvinder på arbejdsmarkedet, således som der er beretninger om fra adskillige medlemsstater;

69.

mener, at fattigdom blandt kvinder ikke kun skyldes den aktuelle økonomiske krise, men også en lang række andre faktorer, herunder fordomme, lønforskellen mellem mænd og kvinder, mangelfulde fordelingsmekanismer i velfærdssystemet, utilfredsstillende sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv, længere forventet levetid for kvinder og generelt alle typer forskelsbehandling baseret på køn, som først og fremmest påvirker kvinder; understreger, at krisen har forværret denne situation med fortsat ulighed; understreger nødvendigheden af at bekæmpe fordomme i alle sociale lag og i alle aldre, da de er en af de mest sejlivede årsager til ulighed mellem mænd og kvinder, og påvirker deres valg med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, ansvarsfordeling i familie og hjem, lønforskelle, medvirken i det offentlige liv og varetagelse af beslutningstagende stillinger osv.;

70.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en revision af direktiv 2006/54/EF, navnlig med hensyn til spørgsmålet om lønforskellen, således som Parlamentet krævede i sin beslutning af 24. maj 2012, som inkluderede henstillinger til Kommissionen om at anvende princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde;

71.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at foreslå løsninger, som kan hjælpe kvinder med at fortsætte deres karriere og som navnlig bekæmper lønforskelle, der skyldes barselsperioder;

72.

henleder medlemsstaternes opmærksomhed på behovet for indkomstforbedrende foranstaltninger, herunder udviklingen af minimumsindkomstordninger og sociale bistandsprogrammer for personer, der har vanskeligt ved at opfylde deres grundlæggende behov, navnlig personer med børn eller omsorgsforpligtelser, og særligt enlige forældre;

73.

bemærker, at den økonomiske krise fremmer chikane, misbrug og vold af enhver art rettet mod kvinder, og navnlig fører til en stigning i prostitution; understreger, at kvinder fortsat er ofre for en af de mest udbredte krænkelser af menneskerettighederne i verden i alle kulturer og i alle sociale og økonomiske lag; understreger nødvendigheden af at øge de offentlige finansielle og menneskelige ressourcer, så der kan gribes ind på vegne af grupper, der risikerer at glide ud i fattigdom, og i situationer, hvor børn og unge, ældre og handicappede og hjemløse udsættes for risici;

74.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere og fremhæve de umiddelbare og langsigtede virkninger af den økonomiske krise for kvinder med særlig fokus på, hvorvidt og hvordan disse forværrer de eksisterende uligheder mellem kønnene og de relaterede konsekvenser, såsom øget risiko for kønsbaseret vold, tilbagegangen i mødres og børns sundhed samt fattigdom blandt ældre kvinder;

75.

henviser til, at kvinder i den nuværende situation med økonomisk krise og budgetdisciplin har færre ressourcer til at beskytte sig selv og deres børn mod vold, og at det derfor er endnu vigtigere at afværge den direkte økonomiske indvirkning, som vold mod kvinder og børn har på rets-, sundheds- og socialvæsenet;

76.

understreger, at den institutionelle ramme for ligestillingspolitikken, herunder ligestillingsorganer og kvindeorganisationer, også er ramt af nedskæringer; opfordrer medlemsstaterne til at bibeholde den offentlige støtte til ligestillingsorganer og -projekter, kvindeherberger og kvindeorganisationer på det nuværende niveau, eftersom de bidrager væsentligt til udarbejdelsen af bæredygtige løsninger på krisen og sikrer aktiv deltagelse i forberedelsen af fremtidige genopretningstiltag; noterer sig, at nedskæringer i støtten til kvindeorganisationer undergraver kvinders mulighed for at deltage i samfundslivet og det politiske liv og bevirker, at deres røst høres endnu mindre i samfundet;

77.

opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til løbende og systematisk at føre tilsyn med den økonomiske krises konsekvenser for kvinders arbejdsbetingelser, navnlig med hensyn til ansættelse, øget arbejdsbyrde, pres og stress på arbejdspladsen samt moralsk og psykisk chikane; understreger, at de foreliggende oplysninger ikke afspejler krisens alvorlige konsekvenser for kvinderne; opfordrer derfor ligeledes Kommissionen til at gennemføre en kønskonsekvensanalyse af sine tiltag inden for den økonomiske politik og dens reaktion på den aktuelle krise;

78.

opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at støtte kønsbudgettering med henblik på at øge ligestillingen mellem kønnene ved at korrigere de negative konsekvenser for indtægter og udgifter og forbedre forvaltningen og ansvarligheden, især med hensyn til de nationale budgetter;

79.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage budgetinstrumenter, som afspejler nødvendigheden af kønsbudgettering;

80.

opfordrer alle medlemsstaterne til at ratificere ILO-konvention om hushjælp (konvention 189);

81.

understreger betydningen af at sikre en god balance mellem sikkerhed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet — f.eks. gennem en omfattende iværksættelse af flexicurity-principperne — og til at finde en løsning på opdelingen af arbejdsmarkedet ved både at sørge for tilstrækkelig social sikring i overgangsperioder eller i midlertidig ansættelse eller på deltid, og adgang til oplæring, karriereudvikling og fuldtidsarbejde;

82.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/18

—

der henviser til Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijinghandlingsprogrammet (1), af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder — Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10) (2), og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijinghandlingsprogrammet (Beijing + 15) (3),

—

der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, der lægger vægt på værdier, der er fælles for medlemsstaterne, såsom pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder,

—

der henviser til artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der omhandler bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn,

—

der henviser til Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (4) og Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (6),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 2. december 1998, hvori det fastslås, at den årlige vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsprogrammet skal indeholde kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks,

—

der henviser til den fælles erklæring vedtaget den 4. februar 2005 af EU's ministre med ansvar for ligestilling som led i tiårsgennemgangen af Beijinghandlingsprogrammet, der bl.a. bekræfter deres kraftige støtte til og engagement i fuld og effektiv gennemførelse af Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 2. og 3. juni 2005, hvori medlemsstaterne og Kommissionen opfordres til at styrke de institutionelle mekanismer til fremme af ligestilling og skabe rammer for vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsprogrammet med henblik på at udvikle en mere sammenhængende og systematisk overvågning af fremskridtene,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011 (7),

—

der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010–2015 af 21. september 2010 og det medfølgende arbejdsdokument om foranstaltninger til gennemførelse af strategien (COM(2010)0491, SEC(2010)1080),

—

der henviser til sin beslutning af 3. september 2008 om hvordan markedsføring og reklame påvirker ligestillingen mellem kvinder og mænd (8),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0401/2012);

A.

der henviser til, at artikel 8 i TEUF fastsætter, at Unionen i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder;

B.

der henviser til, at selv om der er gjort visse fremskridt i mange medlemsstater, bærer mange kvinder fortsat en uforholdsmæssig stor del af byrden, når det drejer sig om børneopdragelse og pasning af plejekrævende personer; der henviser til, at bevarelsen af stereotyper hindrer fordelingen mellem kvinder og mænd af ansvaret for familien og hjemmet og forhindrer ligestilling på arbejdsmarkedet;

C.

der henviser til, at stereotyper fortsat findes i alle samfundslag og inden for alle aldersgrupper og påvirker måden, hvorpå vi opfatter hinanden ud fra forenklede antagelser baseret på socialt konstruerede normer, praksisser og overbevisninger, der ofte grunder på kultur og religion og afspejler og forlænger underliggende magtforhold i det uendelige;

D.

der henviser til, at alle direkte og indirekte former for forskelsbehandling af mænd og kvinder bør afskaffes for at sikre kvinders ret til ligebehandling og ændre den kulturelle opfattelse af, at kvinder på mange måder er mere passive eller mindre værd end mænd;

E.

der henviser til, at traditionelle kønsroller og stereotyper stadig har stor indflydelse på rollefordelingen mellem kvinder og mænd i hjemmet, på arbejdspladsen og i samfundet som helhed, hvor kvinder ofte fremstilles som dem, der er ansvarlige for husholdning og børn, hvorimod mænd fremstilles som dem, der tjener penge og beskytter familien; der henviser til, at kønsstereotyper har tendens til at opretholde status quo med hensyn til de nedarvede barrierer, som forhindrer opnåelsen af ligestilling mellem kønnene og begrænser kvinders beskæftigelsesmuligheder og muligheder for personlig udvikling, hvilket forhindrer dem i at udnytte deres potentiale fuldt ud som individer og økonomiske aktører, hvorfor de i væsentlig grad hindrer opnåelsen af ligestilling mellem kvinder og mænd;

F.

der henviser til, at kønsroller skabes og pålægges gennem forskellige sociale påvirkninger, navnlig inden for medier og uddannelse, og opstår i forbindelse med børn og teenageres socialiseringsfaser, hvormed de påvirker mennesker hele livet igennem;

G.

der henviser til, at kvinder i landdistrikterne lider under endnu større forskelsbehandling og kønsstereotyper end kvinder i byområderne, og at beskæftigelsesprocenten for kvinder i landdistrikterne er meget lavere end for kvinder i byerne;

H.

der henviser til, at kønsstereotyper ofte kombineres med andre stereotyper såsom stereotype opfattelser, der medfører forskelsbehandling på grundlag af alder, indvandrerstatus, seksuel orientering, handicap osv., og derfor i højere grad påvirker kvinder med mangeartede identiteter;

I.

der henviser til, at vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og berører samtlige sociale, kulturelle og økonomiske forhold;

J.

der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn stadig er udbredt i medier, PR og reklamer og er med til at bevare kønsstereotyperne, navnlig ved at fremstille kvinder som sexobjekter for at fremme salg; der henviser til, at kvinder i reklamer repræsenterer 27 % af arbejdsstyrken, men at 60 % af disse kvinder fremstilles i færd med husligt arbejde eller børnepasning; der henviser til, at reklamer og medier ikke desto mindre kan fungere som en stærk katalysator til bekæmpelse af stereotyper og kønsbaserede fordomme;

K.

der henviser til, at børn konfronteres med kønsstereotyper i en meget ung alder gennem rollemodeller i tv-serier og programmer, diskussioner, spil, computerspil, reklamer, undervisningsmateriale og uddannelsesprogrammer, holdninger i skolerne, familier og samfundet, som påvirker deres opfattelse af, hvordan henholdsvis mænd og kvinder bør agere, og har indflydelse på resten af deres liv og deres forventninger til fremtiden;

L.

der henviser til, at måden, hvorpå piger fremstilles i det offentlige rum, er med til at mindske deres sociale værdi og fremme vold mod piger; der henviser til, at medierne kan spille en positiv og oplysende rolle, men at den stereotype opfattelse af piger er udbredt i medierne og er med til at fastholde traditionelle holdninger og adfærdsmønstre, herunder i reklamer og børneprogrammer;

M.

der henviser til, at der i tv-programmer, computerspil og musikvideoer er en stadig tydeligere tendens til, delvist i forbindelse med reklamer, at vise kvinder i udfordrende påklædning og i seksuelle positurer, hvilket bidrager yderligere til kønsstereotyperne, og at sangtekster rettet mod unge mennesker har seksuelle undertoner, som ofte fremmer vold mod kvinder og piger;

N.

der henviser til, at unge kvinder og mænd berøres mest af pornografiens nye kulturelle status; der henviser til, at mainstreamingen af pornografi, dvs. den nuværende kulturelle proces, hvor pornografien lukkes ind i vores hverdag som et mere og mere alment accepteret, ofte idealiseret og kulturelt element, som tydeliggøres i ungdomskulturen: gennem tv-serier, livsstilsmagasiner, musikvideoer og reklamer målrettet unge;

O.

der henviser til, at adgangen til formel primær-, sekundær- og tertiæruddannelse og uddannelsesplanens indhold, som videregives til piger og drenge, har væsentlig indvirkning på de kønsbaserede forskelle og på valget og adgangen til rettigheder; der henviser til, at selv om pigers og drenges adgang til uddannelse generelt er mindre problematisk i EU end i andre dele af verden, skal det ikke desto mindre understreges, at piger og drenge ikke udsættes for ligebehandling for så vidt angår adgangen til og at benytte sig af uddannelsessystemer og -muligheder; der navnlig henviser til, at adgangen for piger fra mindretalsgrupper såsom romasamfundet, indvandrerpiger, asylansøgere, flygtninge og piger med handicap er højst problematisk i visse lande;

P.

der henviser til, at børn fra en helt ung alder kan lære om lighed og lære at bekæmpe kønsstereotyper gennem et uddannelsessystem, der bygger på anerkendelse af lighed;

Q.

der henviser til, at de stadig eksisterende stereotyper i forbindelse med kvinders uddannelsesmæssige og beskæftigelsesmæssige muligheder er med til at opretholde ulighederne; der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse fortsat omfatter kønsstereotyper, eftersom kvinder og mænd ofte følger traditionelle uddannelses- og erhvervsuddannelsesforløb, hvilket har betydelig indvirkning på arbejdsmarkedet, idet det begrænser diversificeringen af karrieremuligheder og ofte placerer kvinder inden for erhverv, der er mindre prestigefyldte og dårligere lønnet;

R.

der henviser til, at drenge og piger i uddannelsesprocessen fortsat ikke tilskyndes til at have samme interesse i alle fag, navnlig videnskabelige og tekniske fag;

S.

der henviser til, at selv om mange europæiske lande har indarbejdet kønsaspektet i deres karrierevejledningsprogrammer, er disse ofte målrettet unge kvinder for at tilskynde dem til at vælge teknologiske eller videnskabelige karrierer; der henviser til, at der ikke findes lignende initiativer, som kan tilskynde unge mænd til at vælge karrierer inden for uddannelse, sundhed eller humaniora;

T.

der henviser til, at kønsstereotyper inden for uddannelse og erhvervsuddannelse har betydelig indvirkning på arbejdsmarkedet, hvor kvinder stadig står over for en både horisontal og vertikal opdeling af arbejdsmarkedet, og til, at dette bidrager til, at visse sektorer stadig opfattes som såkaldt »mandlige« (med mere end 85 % mænd), og at deres lønniveauer derfor er højere end i sektorer, der betragtes som såkaldt »kvindelige« (med mere end 70 % kvinder); der endvidere henviser til, at der generelt er flere kvinder ansat i socioøkonomiske lavstatusstillinger, og det underminerer også deres selvværd og selvtillid;

U.

der henviser til, at kønsstereotyper på arbejdsmarkedet stadig begrænser kvinders adgang til bestemte sektorer, f.eks. ingeniørfaget, brandslukning, produktion, byggeri og de nye teknologier, men også begrænser mænds adgang inden for børneområdet (jordemødre, børnepasning osv.);

V.

der henviser til, at et bedre kendskab til de eksisterende job på arbejdsmarkedet ville sikre en bedre adgang til alle typer erhvervsuddannelser;

W.

der henviser til, at begrebet kønsstereotyper giver bagslag og bidrager til, at arbejdsmarkedet kønsopdeles i erhverv og dermed til at udvide de kønsbestemte lønforskelle;

X.

der henviser til, at kvinder i 2011 i gennemsnit tjente 16 % mindre end mænd for det samme arbejde i EU; der henviser til, at lønforskellene varierer mellem medlemsstaterne og nåede op på 22 % i 2011 i nogle medlemsstater; der henviser til, at der findes mange komplekse årsager til disse lønforskelle, men at de bl.a. skyldes kønsstereotyper og traditionelle opfattelser af kvinders rolle;

Y.

der henviser til, at kvinder for så vidt angår forening af arbejds- og familieliv generelt er uforholdsmæssigt repræsenteret i fleksjobs og deltidsbeskæftigelse, hvilket formentlig skal ses i lyset af, at den traditionelle opfattelse af, at kvinders primære ansvarsområde er familien, fortsat eksisterer, hvorfor de tvinges til at tage deltidsjob med fleksible arbejdstider eller af begrænset varighed, hvilket begrænser deres muligheder på arbejdsmarkedet og for forfremmelse;

Z.

der henviser til, at afbrydelser i kvinders ansættelsesforhold på grund af barsels- eller forældreorlov øger løn- og pensionsforskellene mellem mænd og kvinder;

AA.

der henviser til, at en undersøgelse gennemført af Kommissionen i 2011 viser, at kvinder i EU i 2012 vil repræsentere 14 % af bestyrelsesmedlemmerne i de største virksomheder, hvilket understreger det såkaldte glasloft, som gør det vanskeligt for kvinder at opnå en stilling på topledelsesniveau og lige muligheder for forfremmelse;

AB.

der henviser til, at kvinder trods visse forbedringer i de senere år fortsat er underrepræsenteret i den politiske beslutningstagning på såvel lokalt og nationalt plan som EU-plan; der henviser til, at kvinders repræsentation i de nationale regeringer og parlamenter steg fra 21 % i 2004 til 23 % i 2009, mens deres repræsentation i Europa-Parlamentet steg fra 30 % i 2004 til 35 % i 2009;

AC.

der henviser til, at kønsstereotyper og sexisme stadig er fremherskende inden for de politiske og økonomiske beslutningsorganer, hvor der jævnligt forekommer sexistiske bemærkninger og chikane, herunder sexchikane og vold mod kvinder;

AD.

der henviser til, at kønsstereotyper bør afskaffes, især på virksomhedsniveau, hvor de fleste lederstillinger er besat af mænd, idet de bidrager til at begrænse unge kvinders ambitioner og gør kvinder mindre tilbøjelige til at søge en stilling på topledelsesniveau inden for finansiel, økonomisk og politisk beslutningstagning i både offentlig og privat sammenhæng;

1.

bemærker den alvorlige mangel på fremskridt for så vidt angår overholdelsen af forpligtelserne vedtaget af EU og forskellige regeringer i Beijinghandlingsprogrammet; understreger behovet for nye indikatorer inden for kønsstereotyper samt analytiske rapporter på EU-plan og opfordrer det europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder til at tage dette emne op;

2.

bemærker, at der på trods af EU's lovgivning om ligestilling fortsat er et hul i lovgivningen vedrørende ikkeforskelsbehandling af kvinder og ligestilling mellem mænd og kvinder på området for social sikring, uddannelse og medier, beskæftigelse og lønniveauer; understreger behovet for øget gennemførelse af den gældende lovgivning og for ny lovgivning på disse områder; opfordrer Kommissionen til at mainstreame ligestillingsaspektet i alle politikområder, da dette vil øge den europæiske arbejdsstyrkes vækstpotentiale;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende Den Europæiske Socialfond (ESF) effektivt til langsigtede strategier med henblik på at øge kvinders kendskab og lyst til at arbejde inden for sektorer, hvor kvinderne ofte er underrepræsenteret som følge af kønsstereotyper; mener, at strategierne bør omfatte positive foranstaltninger, livslang læring og en opfordring til unge kvinder om at studere fag, der ikke traditionelt er feminine, f.eks. informationsteknologi eller mekanik; opfordrer til at fremme en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv for både mænd og kvinder;

4.

opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaternes foranstaltninger til afskaffelse af kønsstereotyper og fremme af alles adgang til uddannelse og beskæftigelse uden begrænsninger i form af stereotyper;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til betydelig og varig støtte til det nuværende Daphneprogram og programmet for rettigheder og unionsborgerskab som et middel til bekæmpelse af vold mod kvinder samt kønsstereotyper;

6.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle strategier med fokus på de underliggende årsager til forskelsbehandling af og vold mod kvinder, som hænger sammen med stereotype opfattelser og uligheder mellem kvinder og mænd, først og fremmest ved afskaffelse af kønsstereotyper;

7.

henleder opmærksomheden på, at kønsstereotyper i reklamer i børnefjernsynsprogrammer samt i selve disse programmer udgør et særligt problem på grund af den mulige indvirkning på kønnenes socialisering og dermed børns syn på sig selv, familiemedlemmer og resten af verden; understreger betydningen af at mindske børns udsættelse for kønsstereotyper gennem kritisk medieundervisning i skolerne;

8.

understreger betydningen af også at medtage drenge i den kønsbaserede mainstreamingproces og opfordrer derfor til at øge deres kendskab til stereotyper gennem specifikke undervisningsøvelser;

9.

understreger, at reklamer ofte formidler diskriminerende og/eller uværdige budskaber, baseret på diverse kønsstereotype forestillinger, der modarbejder strategier for ligestilling mellem kønnene; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, civilsamfundet og selvregulerende reklame- og markedsføringsorganer til at arbejde tæt sammen og bekæmpe denne praksis ved hjælp af effektive værktøjer, som sikrer respekt for den menneskelige værdighed og retskaffenhed i forbindelse med reklamer og markedsføring;

10.

understreger ligeledes, at reklamer kan være et effektivt redskab til at udfordre og konfrontere stereotyper og en løftestang mod racisme, kønsdiskrimination og forskelsbehandling, hvilket er af største vigtighed i vore dages multikulturelle samfund; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ansatte i reklamebranchen til at styrke uddannelses- og oplysningsaktiviteter som et middel til at overvinde stereotype forestillinger, bekæmpe forskelsbehandling og fremme ligestilling mellem kønnene, navnlig i en ung alder; opfordrer i særdeleshed medlemsstaterne til at indføre og udvikle et tæt samarbejde med eksisterende skoler inden for marketing, kommunikation og reklame med henblik på at bidrage til, at denne branches fremtidige arbejdsstyrke modtager god undervisning;

11.

opfordrer til at afholde særlige kurser om kønsstereotyper i medierne for de nationale agenturer for reklamestandarder og de selvregulerende og regulerende organer for at øge kendskabet til de negative konsekvenser af kønsdiskriminerende adfærd på tv, internettet, i markedsføring og reklamer;

12.

opfordrer EU til at udvikle oplysningskampagner om nultolerance i hele EU af fornærmelser på grund af køn eller nedsættende billeder af kvinder i medierne;

13.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at gennemføre undervisnings- og oplysningsaktiviteter i fællesskab med mediefolk om de skadelige virkninger af kønsstereotyper og om god praksis på dette område;

14.

understreger betydningen af at fremme repræsentationen af kvinder på en måde, der respekterer kvinders værdighed, og af at bekæmpe vedvarende kønsstereotyper, især forekomsten af nedværdigende billeder, samtidig med at ytrings- og pressefriheden fuldt ud respekteres;

15.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger i overensstemmelse med sin beslutning af 16. september 1997 om diskriminering af kvinder i reklamer (10);

16.

opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne i bekæmpelsen af pigers seksualisering, ikke kun ved at indsamle de nødvendige data, fremme god praksis og organisere informationskampagner, men også ved at yde finansiel støtte til foranstaltninger, der træffes i medlemsstaterne, navnlig til kvindeorganisationer, der kæmper mod seksualisering og vold mod kvinder og piger;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe positive særforanstaltninger, som kan sikre, at flere kvinder får adgang til lederstillinger inden for mediesektoren, herunder på topledelsesniveau;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre forskning i og indsamle sammenlignelige data om kvinder og medierne, herunder fremstillingen af kvinder, der tilhører særlige grupper såsom kvinder med handicap eller kvinder fra etniske mindretal;

19.

understreger behovet for særlige karrierevejledningsprogrammer i skoler på primær- og sekundærtrinnet samt ved de videregående uddannelsesinstitutioner med henblik på at oplyse unge om de negative konsekvenser af kønsstereotyper samt opfordre dem til ikke at studere og stræbe efter karrierer, som tidligere blev betragtet som typisk maskuline eller feminine; opfordrer til at støtte foranstaltninger til mindskelse af kønsstereotyper blandt børn;

20.

fremhæver betydningen af at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd fra en tidlig alder med henblik på effektivt at bekæmpe stereotyper, forskelsbehandling og vold baseret på køn, herunder ved inddragelse af verdenserklæringen om menneskerettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention i undervisningen i skolerne;

21.

understreger behovet for uddannelsesprogrammer og -planer, der fokuserer på ligestilling mellem mænd og kvinder, respekt for andre og blandt unge, respektfuld tilgang til seksualitet og afvisning af enhver form for vold, samt betydningen af at uddanne lærerne inden for området;

22.

understreger behovet for en kønsbaseret mainstreamingproces i skoler og opfordrer følgelig skolerne til at udarbejde og gennemføre teoretiske og praktiske oplysningsaktiviteter til fremme af ligestilling mellem kønnene i de akademiske uddannelsesplaner;

23.

understreger behovet for at udvikle og etablere uddannelser for lærere, ledere, rektorer og andre personer, der er involveret i børnenes uddannelsesprogram, med henblik på at sikre, at de har alle de pædagogiske redskaber, der er nødvendige for at bekæmpe kønsstereotyper og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder;

24.

understreger, at selv om størstedelen af EU's medlemsstater har indført ligestillingspolitikker på de videregående uddannelser, er næsten alle politikker og projekter målrettet unge kvinder; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udarbejde generelle nationale strategier og initiativer målrettet unge mænd til fjernelse af kønsstereotyper på de videregående uddannelser;

25.

opfordrer til, at lærerne og underviserne forberedes ordentligt til både formel og uformel undervisning gennem grundlæggende uddannelse i ligestilling mellem kvinder/piger og mænd/drenge, afsløring af og reaktioner på forskellige former for misbrug i forbindelse hermed og seksuel vold;

26.

understreger behovet for at udvikle politikker, der fokuserer på afskaffelse af kønsstereotyper fra en tidlig alder, og for uddannelser, der skal øge lærernes og elevernes bevidsthed om problemet, og som tilskynder til og støtter diversificeringen af karrieremuligheder for både unge kvinder og mænd;

27.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at føre aktive politikker for at sikre, at piger fra mindretalsgrupper og indvandrersamfund får adgang til uddannelse og uddannelsessystemet;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at studere læseplaner og indholdet af lærebøger med henblik på reform, der skal føre til indførelse af kønsaspektet som tværgående tema i al undervisningsmateriale for dels at mindske kønsstereotyper og dels at synliggøre kvinders bidrag og rolle inden for historie, litteratur, kunst osv., herunder på de tidligste skoleniveauer;

29.

opfordrer EU til at fremme den europæiske dimension på uddannelsesområdet gennem udveksling af god praksis for et uddannelsesværktøj til sikring af ligestilling mellem kønnene og udvikling og indsamling af kønsmæssige statistikker vedrørende alle aspekter af uddannelse på nationalt plan og EU-plan;

30.

opfordrer EU til at indarbejde kvantitative og kvalitative ligestillingsindikatorer i samtlige evalueringsprogrammer med henblik på at vurdere uddannelseskvaliteten i de europæiske skoler;

31.

understreger den voksende bekymring for så vidt angår de negative konsekvenser af kønsstereotyper samt de kønsbestemte lønforskelle på 16,4 %; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje ovenstående i forbindelse med udviklingen af nye politikker;

32.

understreger, at de tilgængelige oplysninger peger på, at kvinder er lavere aflønnet end mænd for deres kvalifikationer og erfaringer, hvilket til dels skyldes, at kvinders beskæftigelse traditionelt betragtes som et supplement til familiens indkomst; understreger, at denne situation i væsentlig grad bidrager til at skabe og fastholde kønsbestemte lønforskelle;

33.

understreger behovet for oplysningskampagner for at informere arbejdsgivere og arbejdstagere om forbindelsen mellem kønsstereotyper og de kønsbestemte løn- samt jobforskelle samt informere samfundets øvrige aktører om det faktum, at kønsstereotyper mindsker kvinders muligheder på arbejdsmarkedet og i privatlivet; opfordrer til gennemsigtighed i offentlige og private virksomheder og agenturer og til at garantere lige løn for samme arbejde og arbejde af samme værdi;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere lønstrukturerne i kvindedominerede fag og erhverv som et middel til at nedbryde kønsstereotyper, der er forankret i lønforskelsproblemet; opfordrer medlemsstaterne, arbejdsgiverne og fagbevægelserne til at udarbejde og implementere brugbare, præcise jobevalueringsredskaber, som kan bidrage til at fastlægge arbejde af samme værdi og dermed sikre ligeløn mellem kvinder og mænd;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre politikker, der øger antallet af billige børnepasningsordninger at høj kvalitet for udearbejdende forældre i hele Europa, og som indfører virksomhedsstrukturer, der sigter mod at skabe en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv, herunder støtte til oprettelse og fortsættelse af pasningsordninger i virksomhederne; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forbedre pasningsordningerne i forbindelse med andre plejekrævende kategorier (ældre, handicappede, mennesker i nød) og følgelig opmuntre kvinders aktive deltagelse på arbejdsmarkedet, herunder forening af arbejds- og familieliv;

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre fleksible arbejdsforhold og passende forældreorlov for både mænd og kvinder;

37.

understreger, at kønsstereotyper er selvopfyldende, og hvis kvinder ikke får mulighederne for at bevise deres værd, vil de aldrig kunne nedbryde de barrierer, der blokerer deres fremskridt;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme iværksætterprogrammer og ordninger for selvstændig erhvervsvirksomhed for kvinder og sikre passende uddannelse, finansiering og støtte;

39.

minder Kommissionen om, at ældre kvinder især udsættes for kønsbestemte lønforskelle, hvilket ligeledes påvirker deres pensionsmidler og øger risikoen for betydelig og vedvarende fattigdom, når kvinderne når pensionsalderen;

40.

bemærker, at sandsynligheden for, at ældre kvinder ender i fattigdom, når de når pensionsalderen, vil stige som følge af EU's nye pensionsregler; understreger derfor vigtigheden af ikke at støtte ændringerne i hvidbogen, idet de vil øge pensionsforskellen mellem mænd og kvinder;

41.

opfordrer Kommissionen til at undersøge gennemførelsen af EU's direktiv om seksuel chikane på arbejdspladsen og udarbejde en rapport om mangler og udfordringer med henblik på at styrke medlemsstaternes lovgivning og foranstaltninger;

42.

understreger, at kvinders repræsentation i de nationale regeringer var på 23 % i 2009; støtter indførelsen af et bindende kvotesystem for dermed at øge andelen af kvinder i de nationale regeringer og parlamenter og på regionalt og kommunalt plan samt i EU-institutionerne; opfordrer desuden indtrængende til indførelse af oplysningskampagner og incitamenter, som kan tilskynde kvinder til at være mere politisk aktive og stille op til lokale eller nationale valg;

43.

minder om, at det valg til Europa-Parlamentet, som skal afholdes i 2014, efterfulgt af sammensætningen af den næste Kommission og udnævnelserne til de ledende stillinger i EU udgør en mulighed for at gå mod et demokrati med ligestilling på EU-plan og for EU som rollemodel på området;

44.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte pariteten ved at foreslå både en kvinde og en mand som kandidater til hvervet som medlem af Europa-Kommissionen; opfordrer den nominerede kommissionsformand til at tilstræbe paritet i sin sammensætning af Kommissionen; opfordrer den nuværende Kommissionen til offentligt at støtte denne proces;

45.

minder om, at kvinder i 2010 kun sad på 12 % af bestyrelsesposterne i Europa; støtter Kommissionens ønske om at indføre et bindende kvotesystem for at øge andelen af kvinder i ledende stillinger i de store børsnoterede selskaber;

46.

opfordrer medlemsstaterne til at genoverveje deres antagelser om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet og om mekanismer, som gør det muligt for arbejdstagerne at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, eftersom stereotyper kan øge kønsopdeling og kønsbestemte lønforskelle;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre bekæmpelse af vold mod kvinder til en prioriteret strafferetspolitik; opfordrer medlemsstaterne til i denne henseende at øge samarbejdet mellem deres nationale rets- og politimyndigheder og udvekslingen af god praksis;

48.

understreger behovet for at bekæmpe alle former for vold mod kvinder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til indførelse af offentlige oplysnings- og informationskampagner om kønsbestemt vold samt strategier, som kan ændre de sociale og stereotype opfattelser af kvinder i uddannelsessystemet og i medierne, samt fremme udvekslingen af god praksis; gentager nødvendigheden af at arbejde med både ofrene og gerningsmændene for i højere grad at bevidstgøre sidstnævnte og for at bidrage til at ændre stereotyperne og de socialt fastlagte holdninger, som fastholder de vilkår, som skaber denne form for vold og accepten af den;

49.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme ligestilling mellem kønnene og styrke af kvinders indflydelse og stilling, bl.a. gennem oplysningskampagner, der hylder kvinders rolle og deltagelse på politisk, økonomisk, socialt, sportsligt, sundhedsmæssigt, kunstnerisk og videnskabeligt niveau og inden for alle andre niveauer af samfundet;

50.

mener, at der er behov for lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger på både nationalt plan og EU-plan for at overvinde stereotyperne, fjerne lønforskellene, fremme kvinders deltagelse i mandsdominerede sektorer og sikre større anerkendelse af kvinders færdigheder og økonomiske resultater på deres arbejdspladser med det formål at overvinde den horisontale og vertikale opdeling samt øge kvinders repræsentation i de politiske og erhvervsmæssige beslutningstagende organer;

51.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe afgørende politiske foranstaltninger til at bekæmpe kønsstereotyper og til at tilskynde mænd til at dele ansvaret for hjemmet og familien ligeligt med kvinder, navnlig gennem incitamenter for mænd til at tage forældre- eller barselsorlov, hvilket vil styrke deres rettigheder som forældre, sikre en højere grad af lighed mellem kvinder og mænd, en mere passende fordeling af ansvaret for familie og husholdning samt forbedre kvindernes muligheder for at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet; opfordrer også medlemsstaterne til at tilskynde arbejdsgiverne til at træffe familievenlige foranstaltninger;

52.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes nationale regeringer til at undersøge problemet vedrørende kønsstereotyper, indsamle yderligere statistiske oplysninger derom samt udvikle passende indikatorer på området for kønsstereotyper;

53.

minder Kommissionen om, at ligestilling mellem kvinder og mænd er fastsat i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

54.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte mænds og kvinders beskæftigelsesmuligheder inden for forskellige erhverv for at sikre opfyldelsen af arbejdsmarkedets krav samt lige muligheder for begge køn;

55.

opfordrer Kommissionen til at bekæmpe alle former for vold mod og diskrimination og stereotype opfattelser af kvinder, så de fuldt ud kan nyde deres menneskerettigheder;

56.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overholde forpligtelserne i den europæiske ligestillingspagt;

57.

opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og de nationale institutter for ligestilling til at undersøge hovedårsagerne til kønsstereotyper samt konsekvenserne deraf på ligestillingsområdet; understreger betydningen af at udveksle nye idéer og bedste praksis med henblik på at afskaffe kønsstereotyper i medlemsstaterne og i EU-institutionerne;

58.

minder Kommissionen om Europa-Parlamentets beslutning af 3. september 2008 om, hvordan markedsføring og reklame påvirker ligestillingen mellem kvinder og mænd og opfordrer til at gennemføre beslutningens anbefalinger;

59.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at gennemføre oplysnings-, uddannelses- og efteruddannelseskampagner med henblik på at bekæmpe diskriminerende kulturelle normer og tackle omfattende kønsstereotyper og social stigmatisering, der legitimerer og forværrer vold mod kvinder, og til at sikre, at der ikke findes nogen som helst begrundelse for vold på baggrund af sædvane, traditioner eller religiøse overvejelser;

60.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme udvekslingen af velfungerende modeller, fremme peerlæring i medlemsstaterne og indføre støttemuligheder på EU-plan samt nationale kampagner til fjernelse af kønsstereotyper;

61.

opfordrer EU til at lukke det eksisterende hul i lovgivningen om forskelsbehandling på grund af race eller seksuel orientering samt foreslå ny lovgivning til sikring af ligestilling mellem kvinder og mænd på området for uddannelse og medier;

62.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at udvikle beskyttelsesforanstaltninger (i form af ombudsmænd, medietilsynsmyndigheder eller ligestillingseksperter) for at sikre, at industrielle adfærdskodekser omfatter og anvender ligestillingsaspektet samt sikre, at offentligheden om nødvendigt kan indgive klage;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/27

—

der henviser til artikel 2 og 3, stk. 5, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU — en fælles Afrika/EU-strategi,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010»Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (COM(2010)0491),

—

der henviser til de fælles meddelelser fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik: »Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde« (COM(2011)0200), »En ny tilgang til nabolande i forandring« (COM(2011)0303) og »Udarbejdelse af en ny naboskabspolitik« (JOIN(2012)0014),

—

der henviser til Kommissionens tematiske og geografiske finansieringsinstrumenter vedrørende demokratisering og menneskerettigheder (såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) og det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)),

—

der henviser til EU’s strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016 (COM(2012)0286),

—

der henviser til resolution fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om »Ligestilling mellem kvinder og mænd: en betingelse for, at det arabiske forår kan lykkes« (1),

—

der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) af 18. december 1979, FN’s konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989 og den valgfri protokol dertil vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi af 25. maj 2000,

—

der henviser til De Forenede Nationers resolution 67/167 af 20. december 2012 om kvindelig kønslemlæstelse,

—

der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i september 1995, til erklæringen og handlingsplatformen fra Beijing og til de efterfølgende slutdokumenter, der vedtoges på FN's særlige samlinger i Beijing + 5, + 10 og + 15 vedrørende yderligere tiltag og initiativer til gennemførelse af Beijing-erklæringen og handlingsplatformen, som vedtoges henholdsvis den 9. juni 2000, den 11. marts 2005 og den 2. marts 2010,

—

der henviser til protokollen til Den Afrikanske Unions charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder om kvinders rettigheder i Afrika,

—

der henviser til de aktiviteter, som Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen udfører,

—

der henviser til Istanbul-Marrakesh-processen og ministrenes konklusioner fra den første og den anden Euro-Middelhavsministerkonference om »styrkelse af kvinders rolle i samfundet«, afholdt den 14.—15. november 2006 i Istanbul og den 11.—12. november 2009 i Marrakesh,

—

der henviser til konklusionerne fra regionsdialogerne i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) mellem civilsamfundet, de statslige aktører og politiske ledere afholdt i juni og november 2012 i Beirut og Amman som led i det EU-støttede regionale projekt »fremme af en fælles dagsorden for ligestilling mellem mænd og kvinder gennem Istanbulprocessen«,

—

der henviser til »Spring Forward for Women«, det fælles regionale program for det sydlige Middelhavsområde, fra Kommissionen og UN Women,

—

der henviser til »A Report Card on Adolescents«, 10. udgave af UNICEF’s rapport om fremskridt for børn (Progress for Children Report),

—

der henviser til UNDP’s »Arab Human Development Report« fra 2005 med titlen »Towards the rise of women in the Arab world« og rapporten fra 2009 med titlen »Challenges for Human Security in the Arab Region«, især kapitlet om udsatte gruppers manglende personlige sikkerhed,

—

der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om situationen i Egypten (2),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om de sydlige nabolande, navnlig Libyen (3),

—

der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik — den sydlige dimension (4);

—

der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten (5),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union — 2011 (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 29. marts 2012 til Rådet om de nærmere retningslinjer for den eventuelle oprettelse af en europæisk demokratifond (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0047/2013),

A.

der henviser til, at mange kvinder, især unge kvinder, har været stærkt involveret i »Det Arabiske Forår« i Nordafrika, idet de fra første færd har deltaget i demonstrationer, den offentlige og politiske debat og valg, deltaget aktivt i civilsamfundet, i de sociale medier og på blogs m.m., og derfor har været — og stadig er — hovedaktører i demokratiske ændringer i deres lande og i styrkelsen af udvikling og samhørighed;

B.

der henviser til, at disse lande er i gang med en proces med politisk og demokratisk overgang og ændring eller tilpasning af deres forfatninger, som kvinder, hvad enten de er parlamentarikere eller repræsentanter for civilsamfundet, aktivt og vedholdende deltager i; der henviser til, at resultatet af denne proces vil være en udformning af landenes demokratiske funktioner og grundlæggende rettigheder og friheder, og at den vil få indflydelse på kvinders status;

C.

der henviser til, at den rolle, som kvinder spiller i revolutioner, ikke er anderledes end den, som de skal spille i tider med overgang til demokrati og statslig genopbygning; der henviser til, at denne proces’ succes afhænger helt og aldeles af kvindernes fulde deltagelse på alle niveauer af beslutningstagningen;

D.

der henviser til, at kvinder i disse lande — omend ujævnt fordelt — er blevet stærkere repræsenteret inden for højere uddannelse, civilsamfundsorganisationer, virksomheder og institutioner i de seneste årtier, selvom rettigheder under diktatoriske og patriarkalske regimer kun er blevet gennemført i begrænset omfang, og kvinders deltagelse har været underlagt forskellige restriktive betingelser;

E.

der henviser til, at kvinders rettigheder udgør et af de mest omdiskuterede emner i den nuværende politiske proces og er kvindernes primære bekymring, da de risikerer at blive udsat for modreaktioner og trusler, som kan reducere mulighederne for at nå målet om et fælles demokrati, hvor alle borgere er ligeværdige;

F.

der henviser til, at adskillige almindelige ligestillingsspørgsmål, såsom pigers og kvinders rettigheder som en integreret del af de universelle menneskerettigheder, lige rettigheder og overholdelsen af internationale konventioner, er centrale for de konstitutionelle drøftelser;

G.

der henviser til, at kvinders repræsentation i politik og i stillinger, hvor der træffes beslutninger, inden for alle sektorer er forskellig fra land til land, men at den er skuffende med hensyn til procentandele, når den sammenlignes med kvinders omfattende deltagelse i de forskellige oprørsbevægelser og i efterfølgende valg samt den voksende andel af højtuddannede kvinder;

H.

der henviser til, at EU’s fornyede naboskabspolitik bør lægge større vægt på ligestilling mellem kvinder og mænd, styrkelse af kvinders indflydelse og status og støtte til civilsamfundet;

I.

der henviser til, at EU's særlige støtte til kønsrelaterede spørgsmål i regionen i øjeblikket udgør 92 mio. EUR, heraf 77 mio. på bilateralt plan og 15 mio. på regionalt plan;

J.

der henviser til, at det mest betydningsfulde af EU’s bilaterale programmer skal gennemføres i Marokko med et budget på 45 mio. EUR til fordel for »fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder«, og at der af UN Women i Egypten skal gennemføres et projekt på 4 mio. EUR, mens UN Women i Tunesien og Libyen er ved at gennemføre bilaterale programmer for kvinder som forberedelse til valg;

K.

der henviser til, at den socioøkonomiske situation, især den store ungdoms- og kvindearbejdsløshed og fattigdom, som ofte medfører marginalisering af kvinder og gør dem stadig mere sårbare, var en af hovedårsagerne til opstandene i regionen sammen med håbet om opnåelse af rettigheder, værdighed og retfærdighed,

L.

der henviser til, at der bl.a. af sikkerhedsstyrkerne blev begået mange seksuelle voldshandlinger mod piger og kvinder under og efter oprørene i hele regionen, herunder voldtægt og jomfruelighedstest brugt som et middel til at lægge politisk pres på kvinder samt offentlig seksuel chikane; der henviser til, at kønsdiskriminerende trusler i stigende grad bruges af ekstremistbevægelser;

M.

der henviser til, at situationen for migrantkvinder og –børn er endnu mere kritisk på grund af usikkerheden i visse dele af regionen og den økonomiske krise;

N.

der henviser til, at risikoen for menneskehandel er stigende i lande, der er i en overgangsfase, og i områder, hvor civile er berørt af konflikter, eller hvor der findes mange flygtninge eller internt fordrevne personer;

O.

der henviser til, at et af de grundlæggende spørgsmål i de konstitutionelle drøftelser er, hvorvidt islam bør fastslås i forfatningen som folkets religion eller som statsreligion;

P.

der henviser til, at den egyptiske forfatningsafstemning i december 2012 ikke sikrede den nødvendige grad af folkelig deltagelse eller konsensus mellem alle parter med det resultat, at spørgsmål er forblevet ubesvarede, og der stadig er en vis margen for fortolkning af væsentlige forfatningsmæssige spørgsmål såsom kvinders rettigheder;

Q.

der henviser til, at den parlamentariske dimension af Middelhavsunionen og Istanbul-Marrakesh-processen er et af de bedste værktøjer for lovgivere til at udveksle synspunkter om alle disse spørgsmål, og at Middelhavsunionens Parlamentariske Forsamling omfatter et udvalg om kvinders rettigheder, som skal udnyttes rigtigt;

1.

opfordrer myndighederne i de berørte lande til i deres forfatninger fast at forankre princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og eksplicit at udstede forbud mod alle former for diskrimination imod kvinder og piger, give mulighed for positiv særbehandling og sikre forankring af kvinders politiske, økonomiske og sociale rettigheder; opfordrer lovgiverne i disse lande til at reformere alle eksisterende love og til at indarbejde princippet om ligestilling i alle projekter eller lovforslag, der kunne føre til diskrimination imod kvinder, herunder på området for ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed, forældrerettigheder, nationalitet, arveret, retlig status osv., i overensstemmelse med internationale og regionale instrumenter, og til at sikre, at der findes nationale mekanismer for beskyttelse af kvinders rettigheder;

2.

opfordrer de nationale myndigheder til at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder i straffelovene og de sociale sikringssystemer;

3.

understreger, at lige deltagelse af kvinder og mænd på alle områder af samfundslivet er et afgørende element i demokratiet, og at kvinders deltagelse i lederskab udgør en forudsætning for socioøkonomiske fremskridt, social samhørighed og retfærdig demokratisk styring; opfordrer derfor kraftigt alle lande til at gøre ligestilling mellem kønnene til en prioritet på deres dagsorden til fremme af demokratiet;

4.

understreger, at de forandringer, der sker i Nordafrika, kun vil føre til demokratiske politiske systemer, hvis der opnås ligestilling mellem kønnene, herunder friheden til selv at vælge, hvordan man vil leve sit liv;

5.

opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til fuldt ud at gennemføre CEDAW-konventionen (om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder), protokollerne hertil og alle internationale menneskerettighedskonventioner og følgelig trække alle forbehold for CEDAW tilbage; opfordrer dem endvidere til at samarbejde med FN’s mekanismer til beskyttelse af pigers og kvinders rettigheder;

6.

minder om den åbne debat blandt islamiske kvindelige intellektuelle med hensyn til at fortolke religiøse tekster ud fra et kvinderettigheds- og ligestillingsperspektiv;

7.

minder om vigtigheden af at sikre ytringsfrihed, religionsfrihed og pluralisme, også gennem fremme af gensidig respekt og af en tværreligiøs dialog, især blandt kvinder;

8.

tilskynder staterne til at gå ind i en inklusiv, vidtrækkende og frivillig debat med alle interesserede parter, herunder civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, lokale kvindeorganisationer, lokale myndigheder og religiøse ledere, og til at sikre, at kvinders rettigheder og princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder beskyttes og holdes i hævd;

9.

minder om, at ingen monoteistisk religion forsvarer eller kan bruges som begrundelse for vold;

10.

opfordrer de nordafrikanske lande til at vedtage love og konkrete foranstaltninger, der forbyder og fastsætter sanktioner for alle former for vold imod kvinder, herunder vold i hjemmet, seksuel vold og seksuel chikane samt skadelige traditionelle skikke, såsom kvindelig kønslemlæstelse og tvungne ægteskaber, især for mindreårige pigers vedkommende; understreger betydningen af ofrenes beskyttelse og af, at der ydes særlig støtte; glæder sig over den nylige kampagne imod vold i hjemmet, som blev indledt af den tunesiske minister for kvinde- og familieanliggender, og det vedvarende engagement i sagen, som Marokko har vist, idet Marokko i 2012 organiserede sin tiende nationale kampagne for at bekæmpe vold mod kvinder;

11.

minder om den dobbelte diskrimination, som lesbiske kvinder udsættes for, og opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til at afkriminalisere homoseksualitet og til at sikre, at der ikke diskrimineres imod kvinder på grund af deres seksuelle orientering;

12.

understreger vigtigheden af at bekæmpe straffrihed, hvad angår al vold imod kvinder, navnlig seksuelle overgreb, ved at sikre, at sådanne forbrydelser efterforskes effektivt, at gerningsmændene retsforfølges og straffes hårdt, at mindreårige beskyttes i tilstrækkeligt omfang af retssystemet, og at alle kvinder har fuld adgang til retfærdighed, uden religiøs og/eller etnisk forskelsbehandling;

13.

opfordrer de nationale regeringer til at sørge for tilstrækkelig uddannelse til at sikre, at aktører i retsvæsenet og sikkerhedsstyrker er tilstrækkeligt udrustet til at håndtere seksuelle voldsforbrydelser og ofrene herfor; understreger også vigtigheden af et ligestillingsbevidst retsvæsen i overgangsperioden;

14.

fordømmer brugen af alle former for vold, især seksuel vold før, under og efter opstandene og den fortsatte brug heraf som et politisk pressionsmiddel og som middel til at undertrykke, intimidere og nedværdige kvinder; opfordrer de nationale domstole til at retsforfølge disse forbrydelser med passende foranstaltninger og understreger, at Den Internationale Straffedomstol kan skride ind, hvis det ikke er muligt at foretage retlige skridt på nationalt plan;

15.

understreger, at kvinder i Nordafrika under og efter oprørene har oplevet større sårbarhed og hyppigere er blevet ofre;

16.

opfordrer de nordafrikanske lande til at udvikle en strategi for ofre for seksuel vold under og efter oprørene, som yder ofrene passende erstatning og økonomisk, social og psykologisk støtte; opfordrer de nordafrikanske landes myndigheder til at prioritere retsforfølgning af gerningsmændene;

17.

fordømmer praksis med kvindelig kønslemlæstelse, som stadig er i brug i visse områder af Egypten, og opfordrer de nationale myndigheder til at styrke håndhævelsen af forbuddet, og Kommissionen til at etablere programmer, der tager sigte på at udrydde denne praksis, også gennem inddragelse af ngo’er og gennem sundhedsuddannelse; understreger endvidere betydningen af bevidstgørelse, mobilisering af samfundet, almen og faglig uddannelse og behovet for at inddrage nationale, regionale og lokale myndigheder og civilsamfundet såvel som religiøse ledere og samfundsledere i bekæmpelsen af praksis med kvindelig kønslemlæstelse;

18.

roser det faktum, at stadig flere stater i regionen har besluttet at hæve den lovlige minimumsalder, hvor piger kan indgå ægteskab (16 år i Egypten, 18 i Marokko og 20 i Tunesien og Libyen), og fordømmer ethvert forsøg på at sænke den igen eller begrænse virkningen af sådanne reformer, eftersom tidlige, og ofte tvungne, ægteskaber ikke alene skader pigers rettigheder, sundhed, psyke og uddannelse, men også trækker fattigdommen i langdrag og har en skadelig indvirkning på den økonomiske vækst;

19.

understreger, at ingen som helst form for diskrimination eller vold imod kvinder eller piger kan være berettiget på grundlag af kultur, tradition eller religion;

20.

understreger nødvendigheden af, navnlig når der skabes nye sundhedspolitikker, at styrke adgangen til sundhedsbeskyttelse og social beskyttelse samt service for kvinder og piger, især hvad angår mødresundhed, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder; opfordrer de nationale myndigheder til fuldt ud at gennemføre ICPD, handlingsprogrammet og FN’s dagsorden for udvikling og befolkning og gør dem opmærksomme på konklusionerne i rapporten fra De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA) med titlen »By choice, not by chance”: family planning, human rights and development«;

21.

understreger betydningen af særlige aktioner til at oplyse kvinder om deres rettigheder og betydningen af samarbejde med civilsamfundet og statslige organer om udarbejdelse af reformer og gennemførelse af antidiskriminationslove;

22.

understreger, at kvinders aktive deltagelse i det offentlige og politiske liv som demonstranter, vælgere, kandidater og valgte repræsentanter viser deres vilje til at udøve deres rettigheder som borgere fuldt ud og kæmpe for at opbygge demokrati; påpeger, at de nylige hændelser i Det Arabiske Forår har vist, at kvinder kan spille en vigtig rolle i revolutionære begivenheder; opfordrer derfor til, at der tages alle de nødvendige skridt, herunder positive foranstaltninger og kvoter, til at sikre fremskridt i retning af kvinders deltagelse på lige fod i beslutningstagningen på alle regeringsniveauer (såvel på lokalt som nationalt plan og med både udøvende og lovgivende beføjelser);

23.

anser det for at være af allerstørste betydning at øge antallet af kvinder, der deltager i udarbejdelsen af love i de nationale parlamenter med henblik på at sikre en mere retfærdig lovgivningspraksis og en ægte demokratisk proces;

24.

støtter den teori, der hersker blandt mange kvindelige parlamentarikere i disse lande om, at kvinders rettigheder og ligestilling for kvinder og mænd samt kvinders aktive deltagelse i det politiske, økonomiske og sociale liv ved at øge deres kvalifikationer og bekæmpe forskelsbehandling bedre vil kunne fremmes og gennemføres i lovgivningen, hvis der skabes et kvindeforum eller et særligt parlamentarisk ligestillingsudvalg, hvor et sådant ikke allerede findes, til at behandle spørgsmålet og sikre integrering af ligestillingsaspektet i det parlamentariske arbejde;

25.

insisterer på, at tilstedeværelsen af kvinder bør styrkes på alle niveauer inden for beslutningstagning, navnlig i institutioner, politiske partier, fagforeninger og den offentlige sektor (herunder retsvæsenet) og understreger, at kvinder ofte er velrepræsenteret i en række sektorer, men at de er mindre hyppige i høje stillinger, delvis på grund af vedvarende forskelsbehandling af kvinder og mænd, kønsrollefordomme samt »glasloftfænomenet«;

26.

mener, at en demokratisk overgang kræver gennemførelse af ligestillingsbevidste politikker og mekanismer, der sikrer kvinders fulde og lige deltagelse i beslutningstagning i det offentlige liv, det være sig i politisk, økonomisk, social eller miljømæssig sammenhæng;

27.

understreger den væsentlige rolle, som uddannelse og medier spiller med hensyn til at fremme holdningsændringer overalt i samfundet og antage de demokratiske principper om respekt for menneskelig værdighed og partnerskab for begge køn;

28.

understreger vigtigheden af at få flere kvinder ind i fredsforhandlings-, mæglings-, interne forsonings- og fredsopbygningsprocesser;

29.

understreger vigtigheden af at oprette og finansiere uddannelseskurser for at forberede kvinder på politisk lederskab og af alle andre foranstaltninger, der vil bidrage til at styrke kvinders indflydelse og sikre, at de deltager fuldt ud i det politiske, økonomiske og sociale liv;

30.

roser de lande, hvor der udfoldes øgede bestræbelser til fordel for pigers uddannelse; bekræfter ikke desto mindre, at der bør gives bedre adgang til uddannelse og supplerende almen uddannelse, især til højere uddannelse, for kvinder og piger; påpeger, at der stadig bør gøres en vis indsats for at bekæmpe analfabetisme blandt kvinder, og at der bør lægges vægt på erhvervsuddannelse, herunder kurser for at fremme kvinders digitale færdigheder; anbefaler, at ligestilling mellem kvinder og mænd medtages i undervisningsplanerne;

31.

understreger, at regeringerne og parlamenterne i de nordafrikanske lande bør gøre det til en prioritet at sikre, at piger har adgang til gymnasieuddannelse og videregående uddannelse af høj kvalitet, i betragtning af at dette er et middel til at fremme udviklingen og den økonomiske vækst samt garantere den demokratiske stabilitet;

32.

opfordrer til, at politikker tager hensyn til den specifikke situation for de mest sårbare kategorier af kvinder, herunder piger, handicappede kvinder, samt indvandrere, medlemmer af etniske mindretal, homoseksuelle og transseksuelle;

33.

understreger den kendsgerning, at der bør gøres langt mere for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed og fremme deres deltagelse i økonomiske anliggender, herunder i landbrugs- og servicesektoren; påpeger, at kvinders økonomiske uafhængighed giver deres modstand mod vold og ydmygelse mere vægt; mener, at udveksling af bedste praksis bør fremmes på lokalt plan mellem entreprenører, fagforeninger og civilsamfundet, især for at støtte de kvinder, der er mest ugunstigt stillede i landdistrikterne og de fattige byområder;

34.

opfordrer de nordafrikanske landes regeringer til at tilskynde og understøtte mere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet og til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at forhindre kønsdiskrimination på arbejdspladsen; understreger behovet for værktøjer, der kan gøre det muligt for kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet på områder, der traditionelt har været lukkede for dem;

35.

anerkender mediernes rolle for fremme af spørgsmål vedrørende kvinders situation og deres rolle i samfundet samt deres indflydelse på borgernes indstilling i de pågældende lande; anbefaler, at der udformes en handlingsplan, der har til formål at støtte kvinder i medierne, både som en professionel karrierevej og som en mulighed for at overvåge, hvordan kvinder er repræsenteret i fjernsynet, gennem produktion af tv-programmer og brug af de nye medier (internettet og de sociale netværker) med henblik på at opmuntre kvinder til politisk deltagelse og fremme den opfattelse, at tradition og lige muligheder kan bringes til at fungere harmonisk sammen;

36.

anbefaler, at der tages skridt til at overvåge processen med fremme af kvinders indflydelse og status, herunder med hensyn til respekten for deres rettigheder som arbejdstagere, især i industrisektoren og servicesektoren, i landdistrikter og industriområder i byerne, og til at fremme kvindelige iværksætterinitiativer og ligeløn;

37.

påpeger, at der er en positiv sammenhæng mellem størrelsen af et lands SMV-sektor og den økonomiske vækstrate; mener, at mikrofinansiering er et meget nyttigt redskab til at give kvinder mere indflydelse, og minder om, at investering i kvinder også betyder investering i familier og samfund og hjælper til at udrydde fattigdom og social og økonomisk uro og styrker den sociale samhørighed i tilgift til, at den giver kvinder større økonomisk uafhængighed; minder om, at mikrofinansiering rækker ud over kredit og også indbefatter rådgivning i administration samt finansiel og kommerciel rådgivning og opsparingsordninger;

38.

opfordrer de nationale offentlige myndigheder til at udforme rammepolitikker for mikrofinansiering med henblik på at imødegå uønskede følger, såsom insolvens, som kvinder kan komme ud i på grund af manglende oplysning eller mangel på relevante lovbestemmelser;

39.

tilskynder de nordafrikanske lande til at oprette støttemekanismer for kvindelige iværksættere, blandt andet gennem oplysning, juridisk beskyttelse og kurser i faglig videreudvikling og lederskab;

40.

tilskynder til en styrkelse af kvinders indflydelse gennem udvekslingsprojekter, der vil give kvindeorganisationer og kvindelige forskere fra forskellige lande mulighed for at mødes og udveksle indhøstede erfaringer, der kan hjælpe dem til at fastlægge strategier og aktioner, der kan anvendes generelt under hensyntagen til forskellige behov og forskellige oprindelsessteder;

41.

understreger vigtigheden af at sikre, at programmerne og aktionerne for styrkelse af kvinders indflydelse og status i regionen er baseret på tre interventionsniveauer: for det første skal der på institutionelt plan presses på for at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder gennem reformer på det retlige område og som led i nye lovgivningstiltag, idet der også ydes teknisk bistand, for det andet er der behov for understøttelse af civilsamfundsorganisationer, der kan slå til lyd for kvinders rettigheder og medvirke til at øge deres deltagelse i beslutningsprocessen, og for det tredje må der arbejdes direkte på lokalsamfundsniveau, især i landdistrikter, med det formål at ændre social adfærd og traditioner og give plads for kvinder i det sociale, økonomiske og politiske liv i deres samfund;

42.

understreger, at ENPI bør sætte kvinders rettigheder, ligestilling mellem kønnene og kvinders indflydelse og status i centrum for sine programmer, eftersom de hører til nøgleindikatorerne for at vurdere fremskridtet, hvad angår demokratisering og menneskerettigheder; mener, at ligestilling mellem mænd og kvinder bør prioriteres i alle landestrategidokumenter og nationale vejledende programmer;

43.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at styrke integreringen af ligestillingsspørgsmål i de forskellige EU-interventioner, uanset på hvilket hovedområde, og tilskynder Kommissionen til at fortsætte samarbejdet med internationale organisationer som gennemførende instanser, såsom UN Women;

44.

opfordrer Kommissionen til at integrere kønsaspektet i udviklingen af køreplaner for samarbejde med civilsamfundsorganisationer på landeniveau i de nordafrikanske lande med henblik på at mindske ulighederne mellem kvinder og mænd og skabe betingelser for en ligelig deltagelse af kvinder og mænd i beslutningstagningen;

45.

opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at udvide dialogen med de arabiske regionale institutioner for at sikre, at de spiller en ledende rolle i integreringen af kvinders rettigheder og relaterede politikker i hele regionen;

46.

opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at gennemføre det fælles arbejdsprogram om samarbejde, som er undertegnet med Den Arabiske Liga, navnlig hvad angår styrkelse af kvinders indflydelse og status og menneskerettigheder;

47.

opfordrer Kommissionen til at forhøje finansieringsrammen for støtte til kvinder i regionen; mener, at denne støtte fortsat bør tage hensyn til såvel de enkelte landes særlige karakteristika som de fælles problemer, der gør sig gældende på regionalt plan, f.eks. på politisk og økonomisk plan, idet der søges efter komplementaritet mellem regionale og bilaterale programmer;

48.

opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingen af ledelsesprogrammer for kvindelige opinionsledere og for ledere i forretnings- og finanssektoren samt til at yde supplerende støtte til eksisterende programmer på området;

49.

mener, at der bør tages behørigt hensyn til kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i de tilsagn, som parterne giver i overensstemmelse med princippet om flere midler for flere reformer, der indgår i den nye naboskabspolitik; opfordrer derfor Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at udvikle klare kriterier med henblik på at garantere og overvåge fremskridtene gennem en gennemsigtig og inklusiv proces, der omfatter høring af kvinderettigheds- og civilsamfundsorganisationer;

50.

opfordrer EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder til at være særlig opmærksom på kvinders rettigheder i Nordafrika i overensstemmelse med den reviderede EU-strategi for menneskerettigheder;

51.

understreger vigtigheden af at fremme kvinders deltagelse i valgprocessen og opfordrer derfor de berørte landes myndigheder til at vedtage forfatningsmæssige bestemmelser, der giver kvinder ret til at deltage og fjerner de hindringer, der står i vejen for deres deltagelse i virkelig forstand; opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med de nationale regeringer med henblik på at forsyne dem med bedste praksis med hensyn til uddannelse af kvinder i deres politiske og valgmæssige rettigheder; minder om, at dette bør gøres gennem hele valgproceduren gennem støtteprogrammer og bør overvåges nøje af EU EOM (EU's valgobservationsmission), hvis det er nødvendigt;

52.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at overvåge den måde, hvorpå de nordafrikanske lande gennemfører de henstillinger med hensyn til kvinders rettigheder, som EU's valgobservationsmissioner har fremsat, og til at forelægge Parlamentet en rapport;

53.

opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant og Kommissionen til at imødegå diskrimination imod kvindelige arbejdstageres rettigheder i arbejdsmarkedslovgivningen, når den fører politisk dialog og politiske dialogmøder med de nordafrikanske lande, på linje med princippet om flere midler for flere reformer, og til at fremme kvinders deltagelse i fagforeninger;

54.

opfordrer Kommissionen og andre donorer til at fremme programmer, der har til formål at sikre lige adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelse for alle kvinder og til at øge de finansielle midler, der afsættes til at støtte kapacitetsopbygning med hensyn til kvindernes civilsamfundsorganisationer og -netværk på nationalt og regionalt plan;

55.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremhæve positive eksempler på kvindelig iværksætterånd, der vedrører kvinder fra nordafrikanske lande eller organisationer, der omfatter kvindelige europæiske og nordafrikanske iværksættere, herunder på det teknologiske og industrielle område; opfordrer derfor Kommissionen til at indføre midler til spredning af de relevante oplysninger for at sikre, at disse erfaringer udnyttes bedst muligt til at fremme og skabe opmærksomhed om udviklingspotentialet for sådanne aktiviteter i samfund med mindre dynamiske økonomier;

56.

opfordrer Kommissionen til, når den foretager konsekvensvurderinger med hensyn til lande, med hvilke der forhandles en vidtgående og bred frihandelsaftale, at tage hensyn til de potentielle sociale virkninger af denne aftale og dens potentielle virkninger for menneskerettigheder, særlig kvinders rettigheder, herunder i den uformelle sektor;

57.

opfordrer Kommissionen til at støtte foranstaltninger med henblik på at sikre, at der straks tages behørigt hensyn til kvinders særlige behov i krise- og konfliktsituationer, herunder i situationer, hvor de udsættes for kønsbestemt vold;

58.

opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant og Kommissionen til at sikre et miljø, der giver civilsamfundet mulighed for at fungere frit og deltage i demokratiske ændringer, når de fører politisk dialog og politiske dialogmøder med nordafrikanske lande;

59.

opfordrer Kommissionen til at øge det personale, der beskæftiger sig med ligestillingsspørgsmål i EU's delegationer for den pågældende region, og til at sikre, at kvinder og ngo’er inddrages i høringsprocessen omkring programplanlægningen;

60.

glæder sig over, at UN Women har oprettet kontorer i Nordafrika, og opfordrer EU-delegationerne i de pågældende lande til at arbejde mere sammen med disse FN-kontorer om at udtænke foranstaltninger til at sikre ligestilling mellem kønnene og fremme kvinders rettigheder efter Det Arabiske Forår;

61.

opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelse og finansiering af rådgivningscentre og »kvindehuse«, hvor kvinder kan få rådgivning i alle spørgsmål, lige fra politiske rettigheder til juridisk rådgivning, i sundhedsspørgsmål og med hensyn til beskyttelse imod vold i hjemmet, eftersom en helhedsorienteret tilgang gavner kvinderne, men også er mere diskret, hvis der er tale om vold;

62.

opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til at tilrettelægge oplysningskampagner om vold i hjemmet kombineret med udvikling af tilflugtssteder for kvinder, der er blevet eller på nuværende tidspunkt bliver udsat for vold i hjemmet;

63.

opfordrer myndighederne i de nordafrikanske lande til at sikre passende medicinsk og psykologisk støtte, gratis juridisk rådgivning og adgang til domstolene og til klageordninger for kvindelige ofre for og vidner til vold;

64.

minder om, at der også bør ydes støtte til civilsamfundet, ngo’er og kvindeorganisationer gennem Middelhavsunionens mekanismer; opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejdet mellem kvindeorganisationer i EU og tilsvarende organisationer i Nordafrika;

65.

opfordrer Kommissionen til at understøtte bestræbelserne i de nordafrikanske lande med henblik på at opbygge et gennemgribende og holdbart demokrati baseret på respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, kvinders rettigheder, principperne om ligestilling mellem mænd og kvinder, ikke-diskrimination og retsstatsprincippet; understreger nødvendigheden af at understøtte udviklingen af aktivt borgerskab i regionen gennem teknisk og finansiel støtte til civilsamfundet for at hjælpe med at skabe en demokratisk politisk kultur;

66.

opfordrer Kommissionen til at sikre fuld gennemsigtighed i handelsforhandlingerne, herunder omkring al baggrundsinformation, på hvis basis der foreslås handelsaftaler; understreger, at kvindegrupper og civilsamfundsorganisationer aktivt bør inddrages igennem hele processen;

67.

opfordrer Middelhavsunionens Parlamentariske Forsamling til hvert år i marts at afholde et møde specielt om kvinders situation i regionen;

68.

opfordrer Kommissionen til at fremme styrkelsen af Istanbul-Marrakesh-processen og understøtte programmer, der fremmer dialogen mellem civilsamfund og regeringer i Euro-Middelhavsregionen;

69.

mener, at den nyoprettede europæiske demokratifond (EED) bør være særlig opmærksom på kvinders inddragelse i de demokratiske reformprocesser i Nordafrika ved at støtte kvindeorganisationer og projekter på ligestillingsfølsomme områder, såsom fremme af interkulturel og tværreligiøs dialog, bekæmpelse af vold, jobskabelse, fremme af kulturel og politisk deltagelse, udvidelse af adgangen til retfærdighed, sundhedsservice og uddannelse for kvinder og piger samt forebyggelse eller bekæmpelse af eksisterende diskrimination imod kvinder og krænkelse af kvinders rettigheder;

70.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne, især EU’s koordinator for bekæmpelse af menneskehandel, til at være opmærksomme på og gøre fælles front i forbindelse med koordination af EU's eksterne politiske aktiviteter inden for rammerne af EU’s strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016; mener, at nordafrikanske nationale myndigheder, når og hvor det er muligt, bør tilskyndes til at gå sammen med andre stater i regionen om at bekæmpe menneskehandel;

71.

opfordrer Kommissionen til at støtte kvinders projekter og styrke kvinders netværker på universiteter, i medier, kulturelle organisationer, filmindustrien og andre kreative sektorer og insisterer på vigtigheden af at øge de kulturelle forbindelser mellem begge Middelhavets kyster, herunder gennem de sociale medier, gennem digitale platforme og satellittransmission;

72.

opfordrer medlemsstaternes regeringer og myndigheder til at sætte kvinders rettigheder i centrum for deres bilaterale diplomatiske forbindelser og handelsforbindelser med de nordafrikanske lande;

73.

opfordrer Kommissionen til at styrke udvekslingsprogrammer inden for højere uddannelse såsom Erasmus Mundus og til at fremme unge kvinders deltagelse; opfordrer også til udvikling af interregionalt samarbejde (det være sig ved twinning eller gennem peer-to-peer-udveksling mellem regioner fra det nordlige og det sydlige Middelhavsområde);

74.

bifalder mobilitetspartnerskaber, for så vidt som de fremmer udveksling og hjælper med til at tackle migrationen på en menneskelig og værdig måde;

75.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/36

—

der henviser til Cotonouaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-staterne) og EU og dets medlemsstater, der blev undertegnet den 23. juni 2000 (1),

—

der henviser til afsnit IV i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og OLT-associeringsafgørelsen af 27. november 2001 (2), der associerer EU (tidligere EF) med en række oversøiske lande og territorier (OLT),

—

der henviser til forslaget til Rådets afgørelse om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union (»associeringsafgørelse«) (COM(2012)0362), som blev vedtaget af Kommissionen den 16. juli 2012, og som der i øjeblikket føres forhandlinger om i Rådet,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2011 med titlen »Fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (den 11. europæiske udviklingsfond)« (COM(2011)0837),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. juni 2001 med titlen »Handlingsprogram for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde« (COM(2001)0295),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. september 2012 med titlen »Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser« (COM(2012)0492),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 med titlen »Et budget for Europa 2020« (COM(2011)0500),

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling af 20. december 2005 samt den europæiske køreplan vedrørende udvikling og de retningslinjer, der følger heraf,

—

der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand af 18. december 2007,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 29. juni 2012 og 15. oktober 2012,

—

der henviser til artikel 32 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev ratificeret af EU den 23. december 2010,

—

der henviser til beslutningen om inklusion af handicappede i udviklingslandene fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU (AVS-EU/100.954/11),

—

der henviser til EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015),

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0049/2013),

A.

der henviser til, at den interne aftale om oprettelse af den 10. EUF udløber den 31. december 2013, og til, at Kommissionen i sin meddelelse (COM(2011)0837) har inkluderet et udkast til en intern aftale, som skal afløse den eksisterende aftale fra 1. januar 2014;

B.

der henviser til, at udkastet til den interne aftale for perioden 2014-2020 i øjeblikket forhandles i Rådet, uden at Parlamentet er inddraget; der henviser til, at der imidlertid ikke er noget til hinder for, at Parlamentet udarbejder en initiativbetænkning om den 11. EUF på grundlag af den pågældende meddelelse fra Kommissionen, der indeholder udkastet til den interne aftale;

C.

der henviser til, at Kommissionen ikke forventer, at EUF opføres på budgettet i 2014, men fra 2021, hvilket er meget beklageligt; der henviser til, at EUF's opførelse på budgettet bør forberedes allerede nu med henblik på at undgå en nedskæring af bevillingerne til EU-AVS-partnerskabet og udviklingsbistanden generelt;

D.

der henviser til, at det er nødvendigt at tildele den 11. EUF et tilstrækkeligt rammebeløb for at sikre, at Unionen respekterer fastsættelsen af forpligtelser på internationalt niveau på udviklingsområdet og afsætter 0,7 % af sit BNP til udviklingsbistand og dermed bidrager til at gennemføre 2015-målene;

E.

der henviser til, at rapporterne om udviklingen i 2015-målene viser uensartede fremskridt, og at bl.a. 2015-målene vedrørende mødres og børns sundhed ikke bliver nået i 2015 i de fleste AVS-stater;

F.

der henviser til, at de finansieringsforslag for perioden 2014-2020, som i øjeblikket drøftes i Rådet, er foruroligende for den europæiske udviklingspolitiks fremtid, men også for den associering, der knytter OLT'erne til EU;

G.

der henviser til, at EU-støtte, på trods af at der stadig skal ske betydelige fremskridt, er mere og mere effektiv, og at Fællesskabets indsats for at fremme international solidaritet støttes af mere end tre fjerdedele af de europæiske borgere;

H.

der henviser til, at innovativ finansiering er nødvendig for at øge den officielle udviklingsbistand, således at der sikres bidrag fra de økonomiske aktører og en mere bæredygtig finansiering;

I.

der henviser til, at bidragsyderne bør ophøre med at gå ind for princippet om partnerlandenes ejerskab og samtidig fratage dem de nødvendige finansielle midler til at konsolidere deres institutioner og ydelser til befolkningen;

J.

der henviser til, at udviklingslandene hurtigst muligt må indføre et skattesystem, som er baseret på deres borgeres bidragsevne;

K.

der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om dagsordenen for forandring ønsker at anvende princippet om differentiering i forbindelse med tildelingen af midler til den europæiske udviklingspolitik, som den 11. EUF er en del af, og indfører principperne om tematisk koncentration og anvendelsen af en kombination af tilskud og lån samt støtte til den private sektor;

L.

der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling og Cotonouaftalen anerkender den centrale rolle, som civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder spiller i forbindelse med bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og fremme god forvaltning;

M.

der henviser til, at den foreslåede associeringsafgørelse tager højde for de særlige udfordringer, som OLT'erne står over for, og som adskiller sig fra de udfordringer, som AVS-staterne står over for; der henviser til, at OLT'erne derfor ikke længere bør være omfattet af EUF, men af et finansielt ad hoc-instrument opført på EU's budget;

N.

der henviser til, at det i partnerskabsaftalen 2000/483/EF mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 bestemmes, at der systematisk skal tages hensyn til kvinders situation og ligestillingsspørgsmål på alle områder, både politisk, økonomisk og samfundsmæssigt;

O.

der henviser til, at EU's handlingsplan anerkender, hvor vigtig inddragelse af kvinderne og udsigt til ligestilling er for partnerlandenes udvikling og for virkeliggørelsen af 2015-udviklingsmålene, og til, at ligestilling udgør et centralt element i EU's indsats i henhold til dagsordenen for forandring;

1.

minder om, at hovedmålene for såvel den europæiske udviklingspolitik (jf. artikel 208 i TEUF) som for Cotonouaftalen og den europæiske konsensus om udvikling er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdom; insisterer derfor på, at mindst 90 % af de midler, der bevilges AVS-staterne inden for rammerne af den 11. EUF, bør opfylde kriterierne for den officielle udviklingsbistand som fastsat af OECD's Komité for Udviklingsbistand;

2.

mener, at det for at nå denne målsætning er nødvendigt at fordoble indsatsen for at nå de mindst avancerede MDG-mål, særlig dem, der vedrører de grundlæggende sociale sektorer og kønsaspektet som fastsat i artikel 22, 25 og 31 i Cotonouaftalen; bekræfter på ny sin støtte til MDG-initiativet og -kontrakterne og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om efter aftale med AVS-staterne at allokere en andel på 20 % af den 11. EUF til leveringen af grundlæggende sociale ydelser, især til sundhed og grunduddannelse, for at sikre gennemførelsen af MDG 2, 3, 4, 5 og 6 samt andre forpligtelser på udviklingsområdet vedtaget på internationalt niveau; opfordrer i denne forbindelse til at anvende de kønsrelaterede resultatindikatorer, der er foreslået i handlingsprogrammet for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde, på den 11. EUF og programmeringen af den med henblik på at sikre, at ad hoc-tiltagene og fremme af kønsaspektet medtages i alle programmer på en passende og kontinuerlig måde;

3.

opfordrer indtrængende Kommissionen og partnerlandene til at prioritere en støtte, der skal styrke sundhedssystemerne, for at sikre adgang til grundlæggende pleje med hensyn til mødres og børns sundhed og reproduktiv sundhed og særlig lægge vægt på de fattigste befolkningsgrupper og bekæmpelsen af hiv/aids, idet der mindes om, at dette er nogle af de 2015-mål, hvor fremskridtene har været skuffende i mange AVS-stater;

4.

mener, at det for at opfylde ovennævnte mål er vigtigt at inddrage de mest udsatte befolkningsgrupper, herunder — men ikke begrænset til — kvinder, børn og handicappede i alle projekter, der sigter mod fattigdomsudryddelse, både i programmeringen, gennemførelsen og evalueringen;

5.

glæder sig over Kommissionens intention om at handle mere strategisk og samordnet med hensyn til social sikring i udviklingslandene og anmoder om, at der i samarbejde med AVS-staterne udvikles integrerede socialsikringspolitikker, som også fremmer grundlæggende mekanismer såsom indførelsen af minimumssatser for social sikring under den 11. EUF;

6.

minder om, at EUF ikke blot finansierer AVS/EU-partnerskabet, men også associeringen OLT/EU, som navnlig består af 26 OLT'er;

7.

glæder sig over, at den foreslåede associeringsafgørelse anerkender nødvendigheden af at iværksætte et nyt bæredygtigt partnerskab med OLT'erne på grundlag af fire nye målsætninger:

8.

beklager, at der ikke findes et finansielt instrument specielt til OLT'erne, som kan integreres i EU-budgettet for at muliggøre en demokratisk og gennemsigtig kontrol med de midler, som tildeles på den måde;

9.

opfordrer til et bedre samarbejde mellem regionerne i den yderste periferi, AVS-staterne og tredjelande, der grænser op til OLT'erne, og til en kombineret brug af de forskellige finansielle instrumenter, der finder anvendelse på disse regioner, stater og lande, samt til at sikre, at regionerne i den yderste periferi og OLT'erne får bedre adgang til plenarmøderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU som observatører, såfremt forsamlingens forretningsorden tillader det;

10.

opfordrer igen til, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) opføres på budgettet i den næste programmeringsperiode og automatisk fra 2021 med fuldstændig overførsel til udgiftsområde 4 i FFR (»EU som global partner«), da dette vil bidrage til mere effektiv fremme af Unionens prioriteringer og tematiske bistand og forbedre den demokratiske kontrol, synlighed, forudsigelighed og sammenhæng i forbindelse med EU's foranstaltninger som verdens største donor af udviklingsbistand;

11.

anmoder Kommissionen om at forberede opførelsen af EUF på budgettet på de bedst mulige vilkår, idet den regelmæssigt underretter Parlamentet og samarbejder nært med AVS-staterne med henblik på at sikre, at de fremover inddrages i gennemførelsen af EUF;

12.

glæder sig over, at medlemsstaternes bidragsnøgler for den 11. EUF nærmer sig bidragsnøglerne for EU's budget og glæder sig over tilpasningen af den 11. EUF's programmeringsperiode til gennemførelsesperioden for EU's flerårige finansielle ramme;

13.

støtter Kommissionens forslag om at tildele et samlet beløb på 30 319 000 000 EUR (2011-priser) til den 11. EUF, og opfordrer til, at de beløb, der er sat til side til den 11. EUF og til de andre samarbejdsinstrumenter, herunder instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI), anvendes til at sikre, at Unionens officielle udviklingsbistand bevares på sit aktuelle niveau eller øges, med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med at nå deres fælles mål om at afsætte 0,7 % af deres BNP til officiel udviklingsbistand (ODA);

14.

understreger, at det i betragtning af visse AVS-staters store sårbarhed over for risikoen for katastrofer er nødvendigt at investere meget i begrænsning af katastroferisikoen i de udviklingsprogrammer, der finansieres af EUF; understreger, at denne investering er vigtig for at begrænse de behov, som opstår som følge af en nødsituation, og øge AVS-staternes modstandsdygtighed;

15.

beklager inderligt den aftale, som blev indgået mellem medlemsstaterne den 8. februar 2013, og som fastsætter en nedskæring på 11 % i budgettet for den 11. EUF foreslået af Kommissionen i juli 2012; understreger den dybe modsætning mellem de gentagne tilsagn fra Rådet om senest i 2015 at nå de mål, der er fastsat for udviklingsbistand, og de alvorlige nedskæringer, som er blevet foretaget i forbindelse med bevillingerne til international udvikling både i de nationale budgetter som i Unionens budget;

16.

mener, at Unionen og dens medlemsstater, som er de største leverandører af officiel udviklingsbistand, ved at foretage sådanne budgetmæssige nedskæringer bærer en stor del af ansvaret, hvis målet om at halvere den globale fattigdom ikke nås i 2015;

17.

understreger betydningen af at have et EU-budget, der står mål med de udfordringer, EU kommer til at stå overfor, særlig i krisetider, fordi det giver mulighed for at finansiere det, der ikke kan varetages på nationalt plan, særlig hvad angår udviklingsfinansiering; opfordrer i denne forbindelse, og for at EU-budgettet ikke mere kun skal handle om niveauet for betalingsbevillinger, kraftigt til, at der skabes egne indtægter, f.eks. en beskatning af finansielle transaktioner;

18.

ønsker, uanset hvilke bidragsnøgler og endelige beløb Rådet fastsætter for den 11. EUF, at den andel af EUF-budgettet, der afsættes til OLT'erne, er identisk med den af Kommissionen foreslåede andel;

19.

ønsker, at størrelsen af de midler, der afsættes til programmet inden for AVS og de regionale programmer i den 11. EUF, er den samme som i den 10. EUF, samtidig med at der fastsættes en ikketildelt og fleksibel finansieringsramme og sikres størst mulig komplementaritet med det fremtidige panafrikanske program, der er planlagt inden for rammerne af det fremtidige instrument til finansiering af udviklingssamarbejdet (DCI), da denne ramme delvist vil blive anvendt til finansiering af den nye bufferordning for eksterne påvirkninger med en international dimension (navnlig en finansiel krise, fødevarekrise eller humanitær krise), der kunne ramme en AVS-stat, samt humanitær nødhjælp; understreger betydningen af disse programmer, som bidrager til at styrke AVS-staternes beredskabskapacitet i forbindelse med påvirkninger, deres modstandsdygtighed og samordningen af nødforanstaltninger, rehabilitering og udvikling;

20.

mener, at ca. 5 % af bevillingerne under den 11. EUF bør anvendes til at dække Kommissionens støtteomkostninger med henblik på at sikre, at instrumentet forvaltes effektivt;

21.

understreger, at Cotonouaftalen fortsat bør være den vigtigste referenceramme for den 11. EUF;

22.

mener, at anvendelsen af princippet om differentiering i adgangen til midlerne fra den 11. EUF kun vil være effektiv, hvis princippet ledsages af et sårbarhedsindeks, som supplerer BNP- kriteriet og omfatter et nationalt indeks til måling af fattigdom og ulighed, og som tager hensyn til den særlige situation for de små udviklingssøstater, i henhold til artikel 2, sidste led, i Cotonouaftalen; minder om, at en løbende tæt politisk dialog er af afgørende betydning for vore AVS-partneres accept af princippet;

23.

anerkender ikke desto mindre, at anvendelsen af princippet om differentiering er et afgørende politisk redskab, som kan anvendes til at tilskynde mellemindkomstlandene eller de højere indkomstlande inden for AVS til at etablere en velfærdsstat og udarbejde nationale politikker for omfordeling af rigdomme og bekæmpelse af fattigdom og ulighed;

24.

understreger dog vigtigheden af at bevare alle de nationale budgetter på deres nuværende niveau under den 11. EUF, eftersom den europæiske udviklingsbistand stadig kan have en afgørende indvirkning på visse mellemindkomstlande og højere indkomstlande inden for AVS, med henblik på at støtte reformer, der har til formål at mindske ulighed;

25.

mener, at differentieringen ligeledes bør tage hensyn til den særlige situation for de skrøbelige stater ud fra princippet om, at konsekvenserne for befolkningerne i en stat i opløsning er meget negative og ophæver de fremskridt, der er opnået på udviklingsområdet; understreger, at genetableringen af retsstatsprincippet i en stat i opløsning er meget mere besværlig og langvarig end en styrket støtte til stater, der er identificeret som skrøbelige, og insisterer på, at der tages særlig hensyn til Sahelområdet og Afrikas Horn i forbindelse med programmeringen af den 11. EUF;

26.

konstaterer, at programmet for forandring indeholder nye forslag, navnlig en kombination af tilskud og lån samt støtte til den private sektor; bekræfter, at anvendelsen af disse mekanismer først og fremmest bør sigte mod at hjælpe borgerne i udviklingslandene ud af fattigdom og deres afhængighed af bistand og medvirke til at styrke den private sektor i AVS-staterne, idet man i modsat fald favoriserer en uligevægtig udvikling og vækst; opfordrer Kommissionen til at informere Europa-Parlamentet om resultaterne af den undersøgelse, den for nylig har bestilt om den private sektors deltagelse i udviklingen og udvidelsen af Unionens aktiviteter i forbindelse med en kombination af tilskud og lån;

27.

anerkender, at de nye finansieringsbestemmelser som f.eks. en kombination af tilskud og lån indebærer visse fordele i en situation med stadig mere knappe offentlige midler; opfordrer imidlertid Kommissionen og EIB til at gennemføre tilbundsgående og uafhængige konsekvensanalyser for at måle disse nye finansieringsbestemmelsers indvirkning på nedbringelse af fattigdom, miljøet osv.; glæder sig i denne forbindelse over den nylige indførelse af »Results Measurement Framework« (REM), som er et indeks, EIB kan bruge til at måle indvirkningen på udviklingen af alle dens indsatser uden for EU; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre retningslinjer og præcise kriterier, der tydeliggør principperne for udvælgelsen af projekter inden for rammerne af iværksættelsen af denne nye type værktøjer; opfordrer endelig til at styrke synergierne og komplementariteten mellem de aktiviteter, der gennemføres af Kommissionen, EIB og andre europæiske bilaterale finansielle institutioner såsom udviklingsbankerne;

28.

anerkender endvidere betydningen af at støtte den private sektor, især mikrovirksomheder og SMV'er, i AVS-landene med henblik på at bidrage til at skabe velstand og oprette gunstige miljøer for virksomhederne for at muliggøre en mere inklusiv og bæredygtig vækst, der har indvirkning på nedbringelsen af fattigdom;

29.

noterer sig oprettelsen af en EU-platform for eksternt samarbejde og udvikling, hvor Parlamentet er observatør, og som har til formål at udarbejde retningslinjer til de eksisterende blandede mekanismer med en kombination af tilskud og lån; er af den opfattelse, at hverken civilsamfundet eller EIB inddrages tilstrækkeligt i denne nye struktur; opfordrer derfor Kommissionen til at inddrage civilsamfundet direkte i platformens arbejde og til at anerkende den unikke rolle, som EIB — som EU's finansielle institution — spiller i forvaltningen af platformen;

30.

bemærker den tematiske koncentration foreslået af Kommissionen i dens program for forandring; understreger, at den tematiske koncentration ikke må tilsløre visse landes specifikke behov; minder om, at demokratisk ejerskab er et af de grundlæggende principper for at sikre effektiv bistand og understreger, at beslutninger om, hvilke sektorer der skal fokuseres på under nationale vejledende programmer, derfor bør tages på et fleksibelt grundlag og ved hjælp af dialog med alle aktører på udviklingsområdet, herunder repræsentanter for civilsamfundet og de lokale myndigheder;

31.

opfordrer til ufortøvet at gennemføre beslutningen om inklusion af handicappede i udviklingslandene fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, særlig artikel 19, 20, 21 og 22, for at sikre en 11. EUF, som er inklusiv og tilgængelig for alle;

32.

glæder sig over, at FN's initiativ »bæredygtig energi til alle« modtager tilskud fra EU på omkring 500 mio. EUR inden for rammerne af den 10. EUF, og anmoder om, at denne indsats fortsætter under den 11. EUF;

33.

glæder sig over, at landbruget, særlig støtten til familiebrug, indgår i de tematiske prioriteter for den fremtidige europæiske udviklingspolitik; minder om, at den forpligtelse, som AVS-staterne påtog sig i henhold til Maputo-erklæringen, om at afsætte 10 % af de nationale budgetindtægter til landbruget og udviklingen af landdistrikterne, kun i ringe omfang er blevet opfyldt;

34.

understreger, at den tematiske koncentration ikke må bringe den generelle budgetstøtte i fare, da den giver mulighed for at styrke en god forvaltning af støttemodtagernes offentlige finanser; ønsker, at dette værktøj bevarer en vigtig plads i den 11. EUF og samtidig styrker den dialog om menneskerettigheder, der føres mellem Kommissionen og AVS-staterne;

35.

noterer sig Kommissionens frivillige forpligtelse til at informere Europa-Parlamentet om strategidokumenterne for den 11. EUF, men beklager, at Europa-Parlamentet ikke har konkrete beføjelser, for så vidt angår de foranstaltninger, Kommissionen således har truffet; minder imidlertid om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU ligeledes kan spille en central rolle i den demokratiske kontrol af alle strategidokumenterne for EUF i henhold til artikel 17 i Cotonou-aftalen, særlig stk. 2, tredje led;

36.

minder om, at det er vigtigt at respektere princippet om »demokratisk ejerskab«, således som det er defineret i programmet om bistandseffektivitet; anmoder med henblik herpå Kommissionen om fortsat at støtte en styrkelse af de nationale parlamenters og AVS-staternes revisionsretters kapacitet og at informere civilsamfundet, og opfordrer AVS-staterne til mere aktivt at tilknytte deres nationale parlamenter, således at udbetalingen af midler fastsat i landestrategidokumenterne underlægges efterfølgende parlamentarisk kontrol; bifalder i denne forbindelse det uvurderlige arbejde, som Kontoret for Fremme af Parlamentarisk Demokrati har udført; anbefaler ligeledes, for at disse dokumenter skal give en komplet diagnostik af udviklingsbehovene på nationalt plan, at alle ministerierne deltager i drøftelserne mellem den nationale anvisningsberettigede og den berørte EU-delegation;

37.

mener, at gennemsigtighed og ansvarlighed er af afgørende betydning i forbindelse med tildelingen af EUF-midler og overvågningen af de finansierede projekter, herunder af den direkte støtte til nationale budgetter;

38.

understreger civilsamfundsorganisationernes og de lokale og regionale myndigheders uundværlige bidrag til ydelsen af grundlæggende tjenesteydelser, den demokratiske kontrol, støtten til marginaliserede grupper og til fremme af lighed mellem mænd og kvinder og opfordrer Kommissionen og AVS-staterne til at rådføre sig og samarbejde tæt med civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder om programmeringen, gennemførelsen og evalueringen af den 11. EUF i henhold til artikel 2, 6 og 70 i Cotonou-aftalen; anmoder Kommissionen om i de planlagte situationsrapporter til opfølgning på den 11. EUF at inkludere en del, der beskriver status for de høringer af civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder, som EU-delegationerne gennemfører på nationalt niveau;

39.

bekræfter på ny fordelene ved den fælles programmering af støtten mellem Unionen og dens medlemsstater, som kan øge EU's udviklingspolitiks synlighed, gennemslagskraft og effektivitet og samtidig undgå dobbeltarbejde og spild; understreger dog behovet for at uddybe og præcisere reglerne i rammen for fælles flerårig programmering; minder om den centrale rolle, som EU-delegationerne spiller, og som bør tilføre yderligere gennemsigtighed til denne proces, navnlig ved at inddrage ikke blot statsforvaltningerne, men også civilsamfundet i de berørte modtagerlande;

40.

anmoder Kommissionen om omhyggeligt at overholde artikel 19 C, stk. 1, i bilag IV til Cotonou-aftalen, som gør overholdelsen af sociale og miljømæssige standarder til en betingelse for at opnå offentlige kontrakter finansieret under den 11. EUF i AVS-staterne, for at fremme principperne om bæredygtig udvikling og virksomhedernes sociale ansvar;

41.

understreger, at bekæmpelsen af fattigdom og indsatsen for en effektiv udvikling især afhænger af kapaciteten til at mobilisere indtægterne på nationalt plan, hvilket indebærer, at gennemførelsen af effektive og rimelige ordninger for skatteopkrævning skal prioriteres af AVS-EU-partnerskabet, og det skal fokusere på at løse problemet med skatteflugt og ulovlige kapitalstrømme;

42.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om »EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande«; understreger betydningen af artikel 96 i Cotonouaftalen, som giver mulighed for at ophæve adgangen til bistand, hvis en stat tilsidesætter principperne i aftalen;

43.

minder om, at budgetstøtten har virkelig mange fordele, bl.a. ansvarliggørelse, en mere præcis evaluering af resultaterne, bedre sammenhæng mellem de gennemførte politikker, større forudsigelighed og en maksimal udnyttelse af midlerne til direkte gavn for befolkningerne;

44.

understreger betydningen af ikke blot at betragte kvinder som en udsat del af befolkningen, men også som aktive deltagere i udviklingspolitikken; understreger i den forbindelse, at kvinderne spiller af afgørende rolle i forbindelse med ernæring og levnedsmiddelsikkerhed, ikke mindst, fordi de er ansvarlige for 80 % af landbruget i Afrika, selv om det stadig næsten er umuligt for dem at eje den jord, som de dyrker; understreger endvidere, at kvinder beviseligt er kompetente til at løse problemer og konflikter, og opfordrer derfor Kommissionen og AVS-landene til at styrke kvindernes rolle i aktionsgrupper og arbejdsgrupper;

45.

opfordrer Kommissionen til at anvende de resultatindikatorer, der er indeholdt i EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingspolitikken;

46.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet en statusrapport om gennemførelsen af EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingssamarbejdet;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil samt til medlemsstaternes og, i givet fald, til AVS-staternes og OLT'ernes regeringer og Parlamenter.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/43

—

der henviser til artikel 11 TEU og artikel 5 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til artikel 191 og 192 TEUF,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs miljølovgivning (COM(2008)0773),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen »Miljøpolitisk årsberetning for 2008« (COM(2009)0304) og det vedlagte dokument hertil,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Bedre udnyttelse af EU's miljøforanstaltninger: opbygning af tilliden gennem bedre viden og aktiv handling«(COM(2012)0095),

—

der henviser til den 29. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2011) (COM(2012)0714),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 20. april 2012 om evaluering af det sjette miljøhandlingsprogram og fastsættelse af prioriteringer for det syvende miljøhandlingsprogram — Et bedre miljø for et bedre liv (1),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 20. december 2010 om forbedring af de miljøpolitiske instrumenter,

—

der henviser til rådsformandskabets konklusioner af 19. april 2012 om det syvende miljøhandlingsprogram,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (2),

—

der henviser til Regionsudvalgets perspektivudtalelse om »De lokale og regionale myndigheders rolle i den fremtidige miljøpolitik« (3),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse »På vej mod et syvende miljøhandlingsprogram: En bedre gennemførelse af EU's miljølovgivning« (4),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (COM(2003)0624) og den tekst, som Europa-Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og til udtalelse fra Udvalget for Andragender (A7-0028/2013),

A.

der henviser til, at en stor del af EU-lovgivningen har form af direktiver, som fastsætter generelle regler og mål, men overlader valget af midlerne til opnåelsen af disse mål til medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder;

B.

der henviser til, at hovedansvaret for at sikre en effektiv gennemførelse og håndhævelse af EU's lovgivning ligger hos de nationale myndigheder og meget ofte på regionale og lokale niveauer;

C.

der henviser til, at ineffektiv gennemførelse ikke kun skader miljøet og menneskers sundhed, men også afstedkommer usikkerhed for erhvervslivet og medfører hindringer for det indre marked samt mere bureaukrati og dermed højere omkostninger;

D.

der henviser til, at undersøgelser har konkluderet, at en fuldstændig gennemførelse af EU's lovgivning i affaldssektoren alene ville kunne generere 400 000 job og spare 72 mia. EUR om året (6);

E.

der henviser til, at den utilfredsstillende grad af gennemførelse af miljølovgivningen afspejles i det store antal overtrædelser og klager på dette område;

F.

der henviser til, at manglen på præcise oplysninger og viden om situationen med hensyn til gennemførelse og på kvantitative data for adskillige miljøsektorer virker som en hindring for en korrekt gennemførelse af EU's miljølovgivning;

G.

der henviser til, at omkostningerne ved ikke at gennemføre EU's miljølovgivning ifølge Kommissionen i øjeblikket beløber sig til 50 mia. EUR om året i sundhedsomkostninger og direkte omkostninger til miljøet, hvortil kommer de negative virkninger for miljøets tilstand i EU; der henviser til, at disse årlige omkostninger fra 2020 og frem vil løbe op i 90 mia. om året (7);

H.

der henviser til, at problemerne med gennemførelsen af EU's miljølovgivning kan være modsatrettede, idet der dels kan være tale om forsinket eller utilstrækkelig gennemførelse, dels om overimplementering (overregulering), og at begge aspekter er i strid med de oprindelige politiske ideer bag EU's miljølovgivning;

I.

der henviser til, at der er betydelige forskelle i gennemførelsen både mellem og internt i medlemsstaterne, hvilket har en negativ indvirkning på miljøet, hvorfor der er behov for en mere systematisk og holistisk tilgang for at bygge bro over denne implementeringskløft;

J.

der henviser til, at miljøet i 2011 var det område, hvor der blev fastslået flest overtrædelser i EU (299) svarende til 17 % af samtlige overtrædelser, og at der blev indledt 114 nye traktatbrudsprocedurer inden for dette område i 2011 (8);

K.

der henviser til, at fuld overensstemmelse med EU's miljølovgivning er en traktatfæstet forpligtelse og et kriterium for brugen af EU-midler i medlemsstaterne; der henviser til, at medlemsstaterne derfor bør gennemføre miljølovgivningen rettidigt og omkostningseffektivt for at forbedre miljøets tilstand i EU;

L.

der henviser til, at det sjette miljøhandlingsplan blev hæmmet af omfattende problemer med gennemførelsen inden for veletablerede politiske områder som luftforureningskontrol, affaldsforvaltning, vand og spildevandsbehandling og naturbevaring;

1.

bifalder Kommissionen meddelelse »Bedre udnyttelse af EU's miljøforanstaltninger: opbygning af tilliden gennem bedre viden og aktiv handling«(COM(2012)0095);

2.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte miljøet, og tilskynde til bæredygtig udvikling under samtidig hensyntagen til behovet for en sund og konkurrencedygtig økonomi; understreger, at lokalsamfundene skal have en stærk indflydelse på valget af den bedste balance mellem menneskers og miljøets behov;

3.

mener, at de regionale og lokale myndigheder, når der udformes EU-miljøpolitikker, kan styrke samarbejdet og sikre en bedre gennemførelse af lovgivningen;

4.

mener, at den administrative byrde ikke altid skyldes overdreven eller utilstrækkelig gennemførelse; bemærker, at administrative omkostninger er uundgåelige, men at de bør holdes så lave som muligt på grund af deres negative indvirkninger på borgerne og erhvervslivet;

5.

bemærker, at en stor del af de unødvendige administrative omkostninger i forbindelse med miljølovgivning skyldes utilstrækkelig eller ineffektiv offentlig og privat forvaltningspraksis i forskellige medlemsstater og hos deres regionale eller lokale myndigheder;

6.

understreger, at kun en rettidig og korrekt gennemførelse (omsætning) af EU-lovgivning i medlemsstaterne og hos regionale og lokale myndigheder kan sikre, at de ønskede målsætninger for den omtalte EU-politik nås;

7.

understreger, at ensartede spilleregler, et fælles marked og en harmoniseret tilgang er centrale elementer i EU's lovgivning;

8.

mener, at en effektiv gennemførelse kan gavne erhvervslivet, f.eks. ved at mindske de administrative byrder, skabe sikkerhed for investeringer og dermed føre til flere job;

9.

beklager, at borgerne først bliver bekendt med EU-lovgivning, efter at den er trådt i kraft; mener, at der er behov for informationsudveksling på et tidligere stadium mellem lovgiverne og borgerne for at opnå en højere grad af accept og forståelse for, hvad der er målsætningen med EU-lovgivning;

10.

påpeger, at Kommissionen som traktaternes vogter bør gribe ind tidligere for at bane vej for en bedre og mere rettidig gennemførelse; anmoder Kommissionen om at undersøge, hvad der bør gøres for at sikre en korrekt omsætning, gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning;

11.

bemærker, at den nuværende fragmenterede situation med hensyn til gennemførelsen i medlemsstaterne undergraver de ensartede spilleregler for erhvervslivet og øger usikkerheden med hensyn til, hvad de præcise krav er, og dermed hæmmer investeringer på miljøområder, som ellers kan generere nye job;

12.

understreger, at de europæiske institutioners ansvar for EU-lovgivningen ikke slutter ved Parlamentets og Rådets vedtagelse, og at Europa-Parlamentet er villigt til at bistå medlemsstater med at opnå en mere effektiv gennemførelse;

13.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de berørte regioner til at forbedre informationsformidlingen og gennemsigtigheden gennem en mere aktiv og hyppig indbyrdes udveksling;

14.

mener, at en fuldstændig gennemførelse og håndhævelse på alle niveauer er afgørende, og hvor det er relevant kan kræve yderligere styrkelse; understreger derfor behovet for en klar, konsekvent og ikke-overlappende miljølovgivning; understreger behovet for samordning, komplementaritet og afhjælpning af lovgivningsmæssige tomrum mellem de forskellige lovgivningsinstrumenter, der regulerer EU's miljøret;

15.

mener, at miljølovgivningen kan gennemføres mest effektivt gennem udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og regionale og mellem regionale og lokale myndigheder med ansvar for gennemførelsen af EU-lovgivning samt gennem et større samarbejde med de europæiske institutioner;

16.

beklager manglen på data om overholdelses- og håndhævelsesbestræbelser, der er gennemført på nationalt, regionalt og lokalt plan, og anmoder derfor Kommissionen om at forbedre denne situation med hjælp fra sine netværk og organer, f.eks. Det Europæiske Miljøagentur;

17.

bemærker vigtigheden af at styrke og overvåge de relevante indikatorer for gennemførelse af miljølovgivning og tilskynder til oprettelse af et brugervenligt websted, hvor der er adgang til de nyeste målinger, og hvor det vil være muligt at foretage uformelle sammenligninger mellem medlemsstaterne;

18.

mener, at Kommissionen selv har en central rolle at spille med henblik på at opnå en bedre gennemførelse, og beklager, at disse bestræbelser i øjeblikket i stigende grad henvises til andre organer, som ofte ikke har Kommissionens kompetencer og menneskelige og finansielle ressourcer;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at hjælpe med at forbedre viden og færdigheder hos de personer, der er beskæftiget med gennemførelsen af miljølovgivning på nationalt, regionalt og lokalt plan, for at sikre bedre resultater af denne lovgivning; mener desuden, at gennemførelsen vil kunne forbedres, hvis der indledes en dialog med de relevante aktører;

20.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at indgå partnerskabsaftaler om gennemførelse mellem Kommissionen og individuelle medlemsstater eller mellem medlemsstater indbyrdes for at fremme en bedre gennemførelse samt indkredse og løse gennemførelsesproblemer;

21.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om større inddragelse af lokale myndigheder under hele forløbet med udformningen af miljøpolitik ville kunne være nyttigt for forbedringen af lovgivningens gennemførelse generelt, f.eks. ved at der oprettes team, der skal forestå omsætningen af miljølovgivning på regionalt og lokalt plan;

22.

anbefaler, at der udvikles et systematisk og lettilgængeligt online-informationsværktøj om gennemførelse; opfordrer alle aktører, men især erhvervslivet og borgerne, til at forsyne gennemførelsesorganerne med feedback om problemer med gennemførelse; mener, at adgangen til pålidelige, sammenlignelige og let tilgængelige oplysninger om miljøets tilstand er afgørende for at kunne spore situationen med hensyn til gennemførelse på en effektiv måde;

23.

opfordrer Kommissionen til at genoverveje anmodninger om oprettelse af en database for bedste praksis, som vil kunne bidrage til, at bedste praksis udbredes til alle medlemsstater og blandt regionale og lokale myndigheder; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan informations- og kommunikationsteknologi kan udnyttes til at give så meget nyttig online-information som muligt om, hvordan EU's miljølovgivning bør gennemføres;

24.

understreger vigtigheden af, af overvågningen af anvendelsen af miljølovgivningen strammes op; opfordrer derfor til, at de nuværende kapaciteter styrkes, og til, at der sikres samhørighed blandt de forskellige organer, der er ansvarlige for overvågning i medlemsstaterne, på basis af EU-retningslinjer;

25.

understreger, at EU-lovgivning bør kunne bekæmpe årsagerne til miljøskader ved at fastsætte regler for det juridiske ansvar for miljøskader samt for virksomhedernes sociale ansvar; mener i denne forbindelse, at det er afgørende at gennemføre alle initiativer, der har til formål at fremme og udbrede social ansvarlighed i virksomhederne i miljøspørgsmål, hvilket stiller krav til virksomhederne om at være modtagelige for den bæredygtige udviklingsstrategi;

26.

erindrer om, at der er mange fordele ved en korrekt gennemførelse af EU's miljølovgivning: tre eksempler på disse fordele er ensartede spilleregler for de økonomiske aktører i det indre marked, tilvejebringelse af stimulus for innovation og pionerfordele for EU-virksomheder;

27.

understreger, at et højt miljøbeskyttelsesniveau er et af Den Europæiske Unions grundlæggende mål og indebærer direkte fordele for borgerne såsom bedre levevilkår gennem forbedret luftkvalitet, mindre støj og færre sundhedsproblemer;

28.

understreger, at EU har opstillet en ambitiøs dagsorden for sig selv om at bevæge sig hen mod en økonomi, der er robust, ressourceeffektiv og kulstoffattig i 2050, og at det er nødvendigt med opbakning på alle niveauer for at nå dette mål; erindrer, at en fælles indsats er afgørende for at kunne sikre, at EU's økonomi vokser på en måde, som respekterer ressourcebegrænsninger og planetariske grænser;

29.

beklager, at behandlingen af forslaget til direktiv om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (9) ikke er nået længere end til førstebehandlingen; opfordrer derfor medlovgiverne til at tage deres holdninger op til revision, så man kan komme ud af dødvandet;

30.

anbefaler derfor vidensdeling mellem medlemsstaternes retssystemer om behandlingen af overtrædelser af eller manglende overholdelse af EU's miljølovgivning;

31.

mener, at overvågning af gennemførelsesaktiviteterne har stor betydning, og understreger derfor værdien af Det Europæiske Miljøagenturs arbejde på dette område — inden for rammerne af dets beføjelser;

32.

understreger Det Europæiske Miljøagenturs vigtige rolle for opbygningen af en solid vidensbase, der kan understøtte politikken og gennemførelsen, og anerkender Miljøagenturets arbejde på dette område; opfordrer Miljøagenturet til at udvikle sin kapacitet yderligere, så det kan bistå Kommissionen og medlemsstaterne med at sikre overvågningens kvalitet, og at miljøoplysninger, der indsamles forskellige steder i EU, lader sig sammenligne; opfordrer desuden Miljøagenturet til også at fokusere på kapacitetsopbygning og udbredelse af bedste praksis i medlemsstaterne; forventer, at Miljøagenturets nye strategi mere detaljeret tager fat på gennemførelsesproblematikken;

33.

støtter Kommissionens plan om at anmode medlemsstaterne om med støtte fra Kommissionen at udvikle strukturerede gennemførelses- og informationsrammer for alle de vigtigste miljøregler i EU med det formål at præcisere de vigtigste bestemmelser i et direktiv og identificere, hvilken type oplysninger der er behov for til at vise, hvordan EU-lovgivningen gennemføres i praksis;

34.

bemærker den bekymring, som andragere hyppigt giver udtryk for inden for flere områder af miljøpolitikken, f.eks. deponering og bortskaffelse af affald, naturlige levesteder og luft- og vandkvalitet; bifalder deres bestræbelser på at ansvarliggøre myndighederne og opfordrer medlemsstaterne til at være åbne over for dem og samarbejde med dem;

35.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de nationale myndigheder og med inddragelse af Miljøagenturet, hvor det er relevant, at udvikle en klageenhed, som borgerne kan henvende sig til med problemer i forbindelse med gennemførelsen af miljølovgivning;

36.

understreger den afgørende betydning, som effektive inspektioner har, og opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres inspektionskapacitet i overensstemmelse med bedste praksis; slår til lyd for fælles mindstekriterier for inspektioner for at sikre en retfærdig gennemførelse i alle dele af EU;

37.

opfordrer alle aktører til at gøre inspektions- og overvågningsaktiviteterne mere strømlinede, således at de tilgængelige ressourcer kan blive udnyttet mere effektivt; understreger i denne forbindelse også værdien er en mere systematisk brug af peer-review-inspektioner, som påpeget af Kommissionen; understreger behovet for at supplere de eksisterende inspektioner med et forstærket samarbejde og peer-reviews blandt inspektionsmyndighederne; opfordrer EU's netværk for gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning (IMPEL) til at træffe foranstaltninger i denne retning; opfordrer desuden Kommissionen til at fremme viden og kapacitetsopbygning ved at støtte netværker af dommere og anklagere og til i nært samarbejde med Regionsudvalget at begrænse de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved manglende overholdelse og sikre ensartede spilleregler;

38.

opfordrer Kommissionen til at oprette en inspektionsenhed for miljølovgivning, som skal have til opgave at føre tilsyn med og bistå gennemførelsen af miljølovgivningen; anmoder om, at denne enhed udnytter de nye teknologier og samarbejder med lokale myndigheder om at holde inspektionsomkostningerne på lave niveauer; mener, at denne enhed skal fungere på et omkostningsgrundlag, og at indtægterne skal gå til EU-budgettet og forbeholdes tjenester vedrørende bedre gennemførelse;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at opstille og offentliggøre sammenlignende oversigter, der beskriver, hvordan EU-direktiverne gennemføres i national lov, for at forbedre gennemsigtighed og åbenhed i lovgivningsprocessen og gøre det lettere for Kommissionen og de nationale parlamenter at føre tilsyn med, at EU-lovgivningen gennemføres korrekt;

40.

understreger, at dommere og anklagere spiller en central rolle for håndhævelsen af miljølovgivningen, og at det derfor har afgørende betydning, at de får den fornødne uddannelse og information om disse politikker;

41.

understreger borgernes vigtige rolle i gennemførelsesprocessen og opfordrer medlemsstaterne og Europa-Kommissionen til at inddrage dem på en struktureret måde i denne proces; bemærker i denne forbindelse betydningen af borgernes adgang til domstolsprøvelse;

42.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til eksplicit at opstille en specifik tidsramme for behandlingen af retssager om miljølovgivning, således at forsinkelser i gennemførelsen af miljølovgivning og langvarige sagsbehandlinger ved domstolene ikke kan benyttes som en undskyldning for at undgå efterlevelse og forhindre investeringer; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvor mange investeringer der er blevet holdt tilbage på grund af langstrakte retssager i sager om uregelmæssigheder i forbindelse med gennemførelsen af miljølovgivning;

43.

understreger den afgørende betydning af aktivt at informere borgerne og ngo'er om EU's miljøpolitik på et tidligt stadium for at involvere dem i udformningen og virkeliggørelsen af disse politikker; opfordrer derfor til — bl.a. i forbindelse med resultaterne fra Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder — at der gøres en større indsats på dette felt for at styrke den offentlige tillid til EU's miljølovgivning, vel vidende, at der ikke ensidigt fra institutionernes side kan skabes et bedre miljø for et bedre liv uden støtte fra samfundet generelt;

44.

opfordrer med hensyn til projekter med mulig grænseoverskridende indvirkning på miljøet medlemsstaterne til så hurtigt som muligt og på fyldestgørende vis at informere de berørte borgere og myndigheder i de pågældende medlemsstater og til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de høres i tilstrækkeligt omfang;

45.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre EU's miljølovgivning på den klareste, enkleste og mest brugervenlige måde og til at sikre, at den er effektiv.

46.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af EU's miljølovgivning og politikker og strategier, der er vedtaget inden for rammerne af det syvende miljøhandlingsprogram, og til at sikre passende kapacitet og finansielle midler til deres fulde gennemførelse, selv i tider med besparelser, eftersom manglende eller ufuldstændig gennemførelse af EU's miljølovgivning ikke kun er ulovlig, men også langt mere bekostelig for samfundet på lang sigt;

47.

fremhæver nødvendigheden af at sikre, at lovgivningen er afstemt efter formålet og afspejler den seneste videnskabelige forskning; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til regelmæssigt at vurdere, om den europæiske miljølovgivning opfylder disse krav, og til, hvor det er nødvendigt, at justere den;

48.

erkender, at førstebehandlingsaftaler kan føre til mangelfuld gennemførelse af lovgivning, hvis præciseringen af det konkrete indhold overlades til gennemførelsesbestemmelser; opfordrer derfor alle aktører til at sikre, at beslutningstagningen bygger på en utvetydigt tilkendegivet politisk vilje; understreger behovet for en klar og konsekvent miljølovgivning, der er udformet på grundlag af offentlige politikevalueringer og feedback;

49.

mener, at Kommissionen bør vedblive med at anvende direktiver i EU's lovgivning for at give medlemsstaterne samt regionale og lokale myndigheder mulighed for at gennemføre europæisk lovgivning i overensstemmelse med deres respektive situation; anmoder imidlertid Kommissionen om at forbedre den støtte, der allerede er skitseret i dens forslag, gennem yderligere undersøgelser eller aktioner omtalt i indvirkningsvurderingen;

50.

glæder sig over indførelsen af miljøkonsekvensvurderinger og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den relevante lovgivning gennemføres på en mere effektiv måde under større hensyntagen til små og mellemstore virksomheders og borgernes behov og til flora og fauna; udtrykker bekymring over forsinkelserne i medlemsstaternes gennemførelse af disse vurderinger og anmoder i forbindelse med den kommende revision af dette direktiv om, at der indføres garantier for medlemsstaternes upartiskhed og objektivitet;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Regionsudvalget og medlemsstaternes parlamenter.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/49

—

der henviser til artikel 310, 311, 312 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 om et budget for Europa 2020 (COM(2011)0500),

—

der henviser til Kommissionens udkast af 29. juni 2011 til interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetsamarbejde og forsvarlig økonomisk forvaltning (COM(2011)0403),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 29. juni 2011 og til Kommissionens ændrede forslag af 6. juli 2012 til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (COM(2011)0398 og COM(2012)0388),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011»Investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa« (1),

—

der henviser til sin beslutning af 13. juni 2012 om den flerårige finansielle ramme og egne indtægter (2),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2012 med henblik på at opnå et positivt resultat af proceduren for godkendelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (3),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8. februar 2013,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

1.

noterer sig Det Europæiske Råds konklusioner om den flerårige finansielle ramme (FFR), som ikke udgør mere end en politisk aftale mellem stats- og regeringscheferne; forkaster denne aftale i dens nuværende form, idet den ikke afspejler de prioriteringer og bekymringer, som Parlamentet har givet udtryk for — navnlig i sin beslutning af 23. oktober 2012 — tilsidesætter Parlamentets rolle og beføjelser som fastsat i Lissabontraktaten; mener, at denne aftale, som vil være bindende for Unionen i de næste syv år, ikke kan accepteres, uden at visse væsentlige betingelser opfyldes;

2.

understreger sin vilje til at indgå i fuldt udbyggede forhandlinger med Rådet om alle bestemmelser i FFR-forordningen og den interinstitutionelle aftale for at sikre, at Unionen vil have et moderne, fremadrettet, fleksibelt og gennemsigt EU-budget, som vil skabe vækst og beskæftigelse samt mindske misforholdet mellem EU's politiske forpligtelser og budgetmidlerne; understreger, at det kun vil stemme om FFR-forordningen og den interinstitutionelle aftale efter en vellykket afslutning på omfattende forhandlinger med Rådet;

3.

erklærer, at det er villig til fuldt ud at udøve sine lovgivningsbeføjelser som fastsat i Lissabontraktaten; gentager, at forhandlinger om emner, som henhører under den almindelige lovgivningsprocedure, ikke kan foregribes af Det Europæiske Råds konklusioner om FFR, som blot skal betragtes som politiske henstillinger til Rådet;

4.

gentager sin holdning om, at FFR for 2014-2020 bør sikre en vellykket gennemførelse af Europa 2020-strategien og give EU de nødvendige midler til at overvinde og komme styrket ud af krisen; understreger derfor betydningen af betydeligt at øge dets investeringer i innovation, forskning og udvikling, infrastruktur og unge, leve op til EU's klimaændrings- og energimålsætninger, forbedre uddannelsesniveauet og fremme den sociale integration, samtidig med at det overholder sine internationale forpligtelser;

5.

fordømmer den manglende gennemsigtighed i forbindelse med måden, hvorpå Det Europæiske Råd nåede frem til den politiske aftale om både udgifts- og indtægtssiden af FFR; insisterer på, at det må have alle relevante oplysninger til rådighed fra Kommissionen om det aftalte niveau for nationale tildelinger under samhørigheds- og strukturpolitikkerne, herunder undtagelser og specifikke tildelinger til de enkelte medlemsstater; anmoder også om alle relevante oplysninger om indvirkningen pr. medlemsstat af de beslutninger, som blev truffet med hensyn til indtægtssiden af FFR;

6.

modsætter sig kraftigt den nuværende akkumulering og fremførsel af udestående betalingsanmodninger i EU-budgettet, og udtrykker sin stærke modstand mod en finansiel ramme, som kan føre til et strukturelt underskud på EU-budgettet i strid med traktatens bestemmelser (artikel 310 og 323 i TEUF);

7.

er derfor fast besluttet på at forhindre enhver yderligere overførsel af betalinger fra 2013 til den næste FFR; minder om erklæringen, der er vedføjet EU-budgettet for 2013, hvori det kræves, at Kommissionen på et tidligt tidspunkt i 2013 forelægger et forslag til ændringsbudget, som udelukkende har til formål at dække alle ikke-betalte betalingsanmodninger for 2012; understreger, at det ikke vil indlede forhandlinger om FFR, inden Kommissionen har forelagt et ændringsbudget, der svarer til denne politiske forpligtelse, og at det ikke vil afslutte disse forhandlinger, inden Rådet og Parlamentet endeligt har vedtaget dette ændringsbudget; anmoder også om et politisk engagement fra Rådet om, at alle juridiske forpligtelser, som forfalder i 2013, vil blive betalt inden udgangen af dette år;

8.

giver sit forhandlingsteam et stærkt mandat til at føre forhandlinger om en generel pakke, som ud over FFR omfatter en obligatorisk og omfattende revision, en maksimal generel fleksibilitet og en aftale om egne indtægter, og som sikrer EU-budgettets enhedsprincip; bekræfter, at forhandlingerne vil blive baseret på alle elementerne i dets beslutning af 23. oktober 2012, herunder medlemsstaternes ansvar, der skal påtages på det passende politiske niveau, for forvaltningen af EU-midler;

9.

er fast overbevist om, at det næste Europa-Parlament og den næste Kommissionen — som vil påbegynde deres mandatperiode efter valget til Europa-Parlamentet i 2014 — bør være i stand til på ny at bekræfte Unionens budgetmæssige prioriteringer og gennemføre en revision af FFR for 2014-2020; understreger derfor sin holdning til fordel for en obligatorisk og omfattende revision af FFR eller eventuelt en udløbsklausul; mener, at revisionen bør være juridisk bindende, nedfældet i FFR-forordningen og vedtages med kvalificeret flertal i Rådet ved fuldt ud at anvende passerellebestemmelsen i artikel 312, stk. 2, i TEUF;

10.

anmoder om, at de aftalte lofter i FFR for forpligtelses- og betalingsbevillinger anvendes i videst mulig omfang, når de årlige EU-budgetter udarbejdes; mener derfor, at den maksimale fleksibilitet mellem og inden for udgiftsområder såvel som mellem regnskabsårene bør sikres i den næste FFR og vedtages af Rådet med kvalificeret flertal; mener navnlig at denne fleksibilitet bør omfatte muligheden for fuldt ud at anvende de disponible margener i hvert udgiftsområde i et regnskabsår (for forpligtelsesbevillinger), såvel som en automatisk overførsel af disponible margener til andre regnskabsår (for både forpligtelses- og betalingsbevillinger); minder desuden om sin detaljerede holdning til fleksibilitet i sin beslutning af 23. oktober 2012 med hensyn til margenen til uforudsete udgifter, genanvendelse af EU-budgettets overskud, lovgivningsmæssig fleksibilitet og de individuelle fleksibilitetsmekanismer over FFR-lofterne;

11.

understreger betydningen af at nå til en aftale om en tilbundsgående reform af ordningen for egne indtægter; fremhæver, at EU-budgettet bør finansieres ved hjælp af reelle egne indtægter som foreskrevet i traktaten; erklærer derfor sin forpligtelse til en reform, som reducerer andelen af BNI-baserede bidrag til EU-budgettet til maksimalt 40 % og udfaser alle eksisterende rabatter og korrektionsmekanismer;

12.

gentager sin støtte til Kommissionens lovgivningsmæssige forslag til pakken om egne indtægter, herunder en bindende køreplan; mener endvidere, at hvis Rådet udvander disse forslag, således at de ikke fører til en betydelig reduktion af medlemsstaternes BNI-baserede bidrag til EU-budgettet, bør Kommissionen forelægge yderligere forslag om indførelse af nye reelle egne indtægter; insisterer på, at indtægter fra afgiften på finansielle transaktioner mindst delvist bør fordeles til EU-budgettet som en reel egen indtægt;

13.

insisterer på, at den interinstitutionelle aftale bør henvise til og klart definere EU-budgettets enhedsprincip; mener, at alle udgifter og indtægter, som skyldes beslutninger, der er truffet af eller på vegne af EU-institutionerne, herunder lånoptagelse, långivning og lånegarantitransaktioner, skal sammenfattes i et dokument, som hvert år vedføjes som bilag til budgetforslaget, og som giver et generelt overblik over de finansielle og budgetmæssige konsekvenser af Unionens aktiviteter; forventer, at dette vil sikre fuld information for borgerne og passende parlamentarisk kontrol;

14.

understreger, at Parlamentet og Rådet parallelt med FFR-forhandlingerne bør fremskynde deres forhandlinger om de specifikke retsgrundlag for EU-programmer og -politikker for perioden 2014-2020; understreger, at forhandlingerne om FFR og IIA og EU's flerårige programmer udgør en samlet pakke, og bekræfter princippet om at »intet er aftalt, før alt er aftalt«;

15.

minder om, at hvis der ikke vedtages nogen FFR inden udgangen af 2013, vil lofterne og de øvrige bestemmelser for 2013 blive forlænget, indtil der vedtages en ny FFR; gør opmærksom på, at det i dette tilfælde vil være parat til at indgå en hurtig aftale med Rådet og Kommissionen om tilpasning af den interne struktur til FFR for at afspejle de nye politiske prioriteringer og sikre, at de relevante retsgrundlag er indført for alle EU-politikker og -programmer inden 2014;

16.

mener som følge af den afgørende betydning af en afstemning om FFR og med henblik på at gøre MEP'er ansvarlige over for deres vælgere ved valget til Europa-Parlamentet i 2014, at enhver afstemning om FFR bør afholdes på en åben og gennemsigtig måde;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til de øvrige berørte institutioner og organer.

29.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 36/51

—

der henviser til artikel 312, 313 og 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (IIA) (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2012 om det nye forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013 (3),

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013 (4) og til de tre relaterede fælles erklæringer fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen,

—

der henviser til forretningsordenens afsnit II, kapitel 7,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 29. juni 2012 og 19. oktober 2012 om vækst- og beskæftigelsespagten,