30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/1

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/2

—

der henviser til artikel 174 og 176 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastsætter målet om økonomisk, social og territorial samhørighed og definerer de finansielle strukturinstrumenter, der skal anvendes, samt bestemmer, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling skal bidrage til at udligne de største regionale skævheder i Unionen,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne og Europa 2020-målene (1),

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 2010 om opnåelse af reel territorial, social og økonomisk samhørighed i EU — en afgørende forudsætning for global konkurrenceevne? (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2010 om »Konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid« (COM(2010)0642),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2010 om »En dagsorden for nye kvalifikationer og job: et europæisk bidrag til fuld beskæftigelse« (COM(2010)0682),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2010 om »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed« (COM(2010)0758),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011 om »Flagskibsinitiativet — Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien« (COM(2011)0021),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om status og fremtidige synergier med henblik på øget effektivitet mellem EFRU og andre strukturfonde (3),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om BNP og mere — Måling af fremskridt i en verden i forandring (4),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme (FFR) for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om Kommissionens femte samhørighedsrapport og strategien for samhørighedspolitikken efter 2013 (6),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om udnyttelsen af struktur- og samhørighedsfondene: erfaringer, der bør indgå i EU's fremtidige samhørighedspolitik (7),

—

der henviser til forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (COM(2011)0615),

—

der henviser til forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (COM(2011)0614),

—

der henviser til forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (COM(2011)0607),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 6. oktober 2011 om et EU-program for social udvikling og innovation (COM(2011)0609),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2011 om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (8),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om en ny kultur for mobilitet i byer (9),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om samhørighedspolitikkens bymæssige dimension i den nye programmeringsperiode (10),

—

der henviser til sin beslutning af 23. april 2009 om en handlingsplan for mobilitet i byer (11),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om dagsordenen for byerne i EU og dens fremtid i samhørighedspolitikken (12),

—

der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om den urbane dimension i forbindelse med udvidelsen (13),

—

der henviser til sin beslutning af 26. september 2006 om en temastrategi for bymiljøet (14),

—

der henviser til Leipzigchartret om bæredygtige europæiske byer, der blev vedtaget på det uformelle ministermøde om byudvikling og territorial samhørighed i Leipzig den 24.—25. maj 2007,

—

der henviser til Toledoerklæringen om byudvikling, der blev vedtaget på det uformelle ministermøde i Toledo den 22. juni 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0406/2012),

A.

der henviser til, at 80 % af de europæiske borgere lever i et bymiljø (dette tal er fortsat stigende på grund af den accelererende tilflytning til byerne fra landdistrikterne) og at det er i byerne, at virkningerne af den økonomiske krise hovedsagelig er koncentreret, og udfordringerne vedrørende modvirkning af klimaændringer, jobskabelse, velfærd og livskvalitet skal tages op;

B.

der henviser til, at byområder bør udarbejde planer på mellemlang og lang sigt inden for bæredygtig økonomisk, social og territorial samhørighed;

C.

der henviser til, at byerne udgør drivkraften bag økonomien, produktionen og beskæftigelsen og samtidig er det sted, hvor problemer som suburbanisering, arbejdsløshed og, mere generelt, social udstødelse, segregering og miljøforurening florerer;

D.

der henviser til, at stærke byområder også har en positiv indflydelse på de omgivende landdistrikter, og at dette således kan medføre spredningseffekter;

E.

der henviser til, at det er nødvendigt at genoverveje konceptet »byers yderzoner« for at ændre den nuværende tendens til ghettodannelse, der medfører social polarisering;

F.

der henviser til, at den igangværende forandring af bystrukturen i stigende omfang skaber forventninger og problemer, som vanskeligt kan imødegås ved hjælp af traditionelle offentlige tiltag og derfor kræver innovative og integrerede mekanismer for økonomisk, social og territorial samhørighed;

G.

der henviser til, at sociodemografiske ændringer i mange byer har bevirket, at befolkningen er flyttet fra boliger i ældre kvarterer til nye boligkomplekser i byernes periferi eller udkant eller simpelthen til nye byer i nærheden af storbyområder;

H.

der henviser til, at social ulighed er en udfordring i mange byområder, og at ulighed mellem forskellige kvarterer ofte skyldes uhensigtsmæssige boligpolitikker samt den omstændighed, at serviceudbuddet ofte er begrænset til mere velstående områder;

I.

der henviser til, at en tilbagevenden til traditionelle tiltag kan benyttes til at iværksætte en proces med forskellige former for eksperimenter og projekter inden for byplanlægning på grundlag af en nyfortolkning af foranstaltningerne vedrørende fysisk planlægning, samfundsbehovene og borgernes deltagelse;

1.

konstaterer, at den lokale udviklingsmodel udgør et af omdrejningspunkterne for samhørighedspolitikken, fordi afgørende mobilitetsfaktorer tilskynder til udvælgelse af de bedste løsninger tættest på borgerne og fremmer gennemførelsen af fælles aktioner og mere sammenhængende og effektive foranstaltninger og dermed gør EU's interventioner mere synlige, særlig i de EU-regioner, der står over for de største udfordringer;

2.

opfordrer til en ny EU-reguleringsfase knyttet til en plan om at bevare og genskabe byområder, som — idet nærhedsprincippet respekteres — kan supplere det påkrævede retsgrundlag, definere fælles mellemsigtede og langsigtede mål og optimere brugen af samhørighedsfondene;

3.

efterlyser aktioner, der tilsigter at komplettere og sammenknytte allerede eksisterende bydele, herunder marginaliserede kvarterer, fremme en funktionel omlægning af forladte grunde og omdannede byområder, fremme attraktiviteten af de områder, hvor mennesker bor, ved hjælp af en dynamisk udviklingsproces, og sørge for, at områder af stor symbolsk eller historisk værdi, som har mistet deres oprindelige funktion og gradvis er blevet forsømt, leveres tilbage til samfundet, samtidig med at den kulturelle arv fremmes;

4.

anmoder om, at de kulturelle og økonomiske ressourcer bringes i omløb, og at byfornyelsens sociale bæredygtighed prioriteres højest, idet man således bidrager til social inddragelse og integration af sårbare og marginaliserede samfundsgrupper i byområder, med henblik på at udnytte hele udviklingspotentialet, under henvisning til, at revitalisering og renovering af byområder altid indebærer en risiko for udstødelse af de svageste befolkningsgrupper; understreger derfor nødvendigheden af at inddrage indbyggerne i en så tidlig fase som muligt;

5.

understreger den nøglerolle, som byområderne skal spille for at opnå de økonomiske, sociale og miljømæssige målsætninger som led i EU 2020-strategien, og understreger, at Unionen kun kan være globalt konkurrencedygtig, hvis samhørighedspolitikken fuldt ud udnytter alle regioners og byområders potentiale;

6.

efterlyser en integreret tilgang, som sammenkobler dels natur og miljø og dels historie og kultur, samfund og handel for at sikre udvikling af infrastruktur, forbedring af byområderne og vækst i den økonomiske struktur og fremme en blandet anvendelse af territoriet, som integrer boligbyggeri og erhvervsbygninger, fysiske infrastrukturer og immaterielle relationelle systemer;

7.

understreger, at dette kræver nye former for revitalisering og renovering af byområder, der fokuserer på samfundenes behov for at have offentlige områder, parker, fritidsfaciliteter, kultur og sport;

8.

opfordrer til skabelse af en dynamik, som bygger på inddragelse af og partnerskaber med foreninger og borgere for at sikre den nødvendige sammenkobling mellem generelle politikker og specifikke territoriale aspekter, i hvilken forbindelse det er vigtigt at fremhæve det specifikke særpræg, identiteten, minderne og historien og styrke følelsen af at tilhøre et fællesskab og tilliden til institutionerne;

9.

understreger, at renovering af byområder og økonomisk revitalisering er snævert forbundet, og at skabelse af attraktive områder kan være med til at fremme et økonomisk genopsving; påpeger, at dette kun kan opnås gennem renovering af byområder, som bygger på en ny tilgang, der kombinerer bestræbelser på at forebygge byforringelse, fremme udviklingen af trængende og marginaliserede områder, støtte økonomisk lokal vækst og jobskabelse, og som suppleres af sociale foranstaltninger;

10.

efterlyser afgørende foranstaltninger til bekæmpelse af energiineffektivitet ved at gøre bygningerne mere funktionelle og opføre bedre udformede og beliggende boliger, herunder sociale boliger, og ved at begrænse overbelastning, forurening og støj fra transport på en sådan måde, at byerne bliver mere attraktive ud fra et miljømæssigt synspunkt;

11.

understreger behovet for en strategi til bevarelse og sikring af de byområder og boliger i områder, der er klassificeret som værende under stor risiko for at blive ramt af jordskælv eller oversvømmelse;

12.

påpeger, at det er nødvendigt at målrette brugen af midlerne for at sikre en integreret tilgang til de funktionsfejl, der er forbundet med den demografiske udvikling, befolkningens gradvise aldring og den koncentration i byerne, der skyldes migration; henleder opmærksomheden på det faktum, at strukturfondsprojekter kan hjælpe med at tilvejebringe løsninger på alvorlige problemer, og at de bør fokusere på mennesker og i særlig grad rette opmærksomheden mod underprivilegerede dele af samfundet, dvs. børn, unge, kvinder og ældre;

13.

glæder sig over de skridt, der er taget med hensyn til at fremme oprettelse af netværk mellem byerne og udveksle erfaringer og bedste praksis; påpeger, at disse skridt bør styrkes yderligere og udvidet til også at omfatte funktionelle byområder; opfordrer med henblik herpå til en udvidelse af de eksisterende instrumenter og understreger samtidig, at eksisterende programmer og organer bør anvendes, inden der skabes nye strukturer;

14.

glæder sig over, at mindst 5 % af EFRU-midlerne reserveres til integrerede aktioner til fordel for bæredygtig udvikling af byområder, som skal tildeles byer til forvaltning; understreger, at dette tal er et minimumsmål, og at denne procentdel bør anvendes til at støtte udviklingen i funktionelle byområder; opfordrer til, at der på de forskellige myndighedsniveauer gøres brug af nye instrumenter, såsom fællesskabsstyret lokal udvikling;

15.

er modstander af stringens for så vidt angår anvendelsen af de oven for nævnte midler i forbindelse med gennemførelsen af integrerede territoriale investeringer; mener, at medlemsstaterne bør have mulighed for at gennemføre de integrerede aktioner til bæredygtig byudvikling gennem et særligt operationelt program eller en særlig prioritetsakse;

16.

fremhæver, at det — selvom byområder kan bidrage afgørende som vækstcentre og — er nødvendigt at integrere de lokale udviklingsbehov, når der tages fat på problemerne i forstadsområderne og de tilstødende områder samt i landdistrikterne, for at fremme et konfliktfrit, komplementært og synergisk forhold og for at afhjælpe det gradvise tab af udkantsområder mellem landdistrikter og byer på grund af tendensen til at omdanne disse til byggegrunde, samtidig med at tilgængeligheden af offentlig service forbedres;

17.

opfordrer til at forbedre den administrative kapacitet hos de lokale og regionale myndigheder og de økonomiske og social aktører — f.eks. gennem udvidet brug af teknisk bistand — for så vidt angår forvaltningen af strukturfondsmidlerne ved hjælp af en reel styring på flere niveauer, som garanterer den bedst mulige opnåelse af målsætningerne; anser det for afgørende, at der udvikles bæredygtige multifunktionelle netværker baseret på gode praksisser, og at de fremmes på en måde, der vil stimulere dannelsen af levende og integrerede by- og landpartnerskaber, som er baseret på de enkelte regioners behov;

18.

understreger, at der bør skabes et netværkssamarbejde mellem EFRU-finansierede pilotprojekter vedrørende bæredygtig byudvikling og det nye flerårige program, Horisont 2020, for at garantere innovative løsninger og strategier, der kan efterlignes inden for renovering af byområder;

19.

er overbevist om, at erfaringerne fra »borgmesteraftalen« kan være et godt udgangspunkt for yderligere fremskridt i opfyldelsen af målene i Europa 2020-strategien;

20.

efterlyser en bæredygtig model for mobilitetsforvaltning, der er integreret i byplanlægningen, og som omfatter flere offentlige transportfaciliteter og systemiske logistiknetværker svarende til de behov, der er knyttet til varedistributionen i byerne, og under behørig hensyntagen til de behov, der er knyttet til behovene i forbindelse med bæredygtig transport;

21.

er overbevist om, at affaldshåndtering er et overordentligt stort problem, der rækker ud over de rent tekniske aspekter, og som har indvirkning på sociale anliggender; opfordrer endvidere til, at foranstaltninger til sikring af vandforsynings- og rensningstjenester i byerne videreføres, eftersom dette gavner offentligheden og miljøet på samme tid;

22.

understreger, at udbygningen af de grønne områder og byparkerne er særdeles værdifuld for naturarven og den kulturelle og historiske arv, bidrager til at regulere de negative virkninger af mikroklimaet, medfører et bedre energibudget og økonomiske besparelser, forbedrer bæredygtigheden og kvaliteten af bymiljøet og gør det muligt at opfylde de sociale og rekreative behov;

23.

ønsker, at der ved udarbejdelsen af køreplaner for renovering af byområder navnlig lægges vægt på materialer og tekniske løsninger, som opfylder energibesparelsesnormerne i overensstemmelse med målene for EU's politikker;

24.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/6

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, især afsnit XVIII,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (1),

—

der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed (2),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om Kommissionens femte samhørighedsrapport og strategien for samhørighedspolitikken efter 2013 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om status og fremtidige synergivirkninger med henblik på øget effektivitet mellem EFRU og andre strukturfonde (4),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om dagsordenen for byerne i EU og dens fremtid i samhørighedspolitikken (6),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om mål 3: En udfordring for det territoriale samarbejde — fremtidig dagsorden for grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde (7),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's samhørigheds- og regionalpolitik efter 2013 (8),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne og EU2020-målene (9),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om gennemførelsen af synergivirkninger af midler øremærket til forskning og innovation i forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling i byer og regioner samt i medlemsstaterne og i EU (10),

—

der henviser til undersøgelsen offentliggjort af Europa-Parlamentet med titlen »Samhørighedspolitik efter 2013: en kritisk evaluering af lovforslagene«,

—

der henviser til det polske rådsformandskabs konklusioner af 24.—25. november 2011 om den territoriale dimension af EU's politikker og den fremtidige samhørighedspolitik (11),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 6. oktober 2011 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (COM(2011)0615),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (COM(2011)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2010 med titlen »Konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid« (COM(2010)0642),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2010 med titlen »Gennemgang af EU's budget« (COM(2010)0700) og de tekniske bilag hertil (SEC(2010)7000),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen »Regionalpolitikkens bidrag til intelligent vækst i Europa 2020« (COM(2010)0553),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 med titlen »Samhørighedspolitik: Strategirapport 2010 om gennemførelsen af programmerne for perioden 2007-2013« (COM(2010)0110),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til den uafhængige rapport »An agenda for a reformed cohesion policy — A place-based approach to meeting European Union challenges and expectations« (En dagsorden for en reformeret samhørighedspolitik — en stedbaseret tilgang til imødegåelse af EU's udfordringer og forventninger), der blev udarbejdet af Fabrizio Barca i april 2009 på anmodning af Danuta Hübner, kommissær med ansvar for regionalpolitik,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0421/2012),

A.

der henviser til, at samhørighedspolitikken har til formål at mindske forskellene mellem EU's regioner ved at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU, og til, at den har medvirket til at fremme den europæiske integration gennem social og økonomisk udvikling;

B.

der henviser til, at forordningen om fælles bestemmelser indeholder fælles regler, som gælder for alle fem europæiske støtteprogrammer (Den Europæiske Regionaludviklingsfond (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), der er udformet til gennemførelse af samhørigheds-, landdistrikt- og fiskeripolitikkerne;

C.

der henviser til, at den fælles strategiske ramme tilstræber mekanismer til en bedre koordinering af de fonde, som er dækket af forordningen om fælles bestemmelser (EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, ELFUL, EHFF), og større integration af de fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser, med andre af EU's politikområder;

D.

der henviser til, at den territoriale dimension er et tværgående aspekt i samhørighedspolitikken som gør det muligt for de europæiske regioner at udnytte individuelle territoriale muligheder for at arbejde hen imod opnåelse af de samhørighedspolitiske mål;

E.

der henviser til, at territorial samhørighed nu anerkendes i Lissabon-traktaten som et grundlæggende EU-mål;

1.

erkender, at en forenkling af forvaltningen på flere niveauer er af afgørende betydning for beslutningstagningen i forbindelse med samhørighedspolitikken, og at det er nødvendigt med et samarbejde på alle planer i forbindelse med planlægning, udvikling og gennemførelse af europæiske støtteprogrammer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at dette indgår i udviklingen af klare og fuldt definerede partnerskabskontrakter;

2.

understreger betydningen af adfærdskodeksen for medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af og tilsynet med finansieringsprogrammerne; anerkender, at det er nødvendigt for at opnå et sådant samarbejde, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt;

3.

der henviser til, at der fortsat er uligheder mellem regionerne i EU, som bliver stadig større (f.eks. med hensyn til tilgængelighed), selv om der er sket betydelige fremskridt med hensyn til konvergens i EU; fremhæver, at budgettet for samhørighedspolitikken efter 2013 fortsat som minimum skal fastholdes på nuværende niveau for at sikre, at der fortsat når støtte ud til områder, der har brug for økonomisk og social genopretning i alle regioner i EU;

4.

glæder sig over Kommissionens forslag om at fokusere på målelige resultater af samhørighedspolitikken med henblik på at øge bæredygtigheden af investeringer og sikre effektiviteten af støtteprogrammerne; understreger behovet for at fokusere på et resultatorienteret system med fleksibilitet på nationalt, regionalt og lokalt plan, som tager hensyn til forenkling, programprioriteringen og partnerskaber, så de resultatorienterede systemer er regionsspecifikke;

5.

støtter Kommissionens gennemgående forslag i forordningen om fælles bestemmelser for at nedbringe den administrative byrde; understreger derfor, at reglerne, kontrollen og udvælgelseskriterierne skal være specificeret fra starten, og at det vil være muligt at forenkle de administrative procedurer gennem en integreret tilgang til frigørelsen af midler;

6.

understreger betydningen af at sikre den rette balance mellem den nødvendige kontrol af anvendelsen af midlerne og effektiviteten af dem i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af samhørighedspolitikken;

7.

understreger behovet for at sikre en fleksibel tilgang til fastlæggelsen af de lokale og regionale mål og at inddrage interesserede parter på regionalt plan i alle faser for at sikre, at de europæiske støtteprogrammer bidrager til at tackle de sociale og økonomiske forskelle;

8.

understreger, at fleksibilitet også børe indebære, at der skabes større mulighed for, at projekter kan gennemføres på tværs af forskellige fonde, der er omfattet af forordningen om fælles bestemmelser, og at en sådan øget fleksibilitet kunne medvirke til at forenkle gennemførelsen af projekterne og fremme de supplerende og tværgående aspekter af den europæiske støtte;

9.

understreger, at målsætningen for den territoriale samhørighed hænger uløseligt sammen med de økonomiske og sociale udfordringer, og anerkender, at samhørighedspolitikken kan yde et vigtigt bidrag til opnåelse af Europa 2020-målene for så vidt angår beskæftigelse, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse ved at indføje en territorial dimension i EU's vækststrategi;

10.

fremhæver, at det også bør overvejes at anvende andre støtteprogrammer (f.eks. Horisont 2020), eventuelt sammen med støtte fra Samhørighedsfonden, i forbindelse med opnåelsen af Europa 2020-målene;

11.

anerkender det øgede fokus på byer og byområder som drivkraft for økonomisk vækst;

12.

understreger betydningen af at styrke de eksisterende og fremme nye forbindelser mellem by og land; understreger, at dette forudsætter en målrettet indsats på flere planer og et samarbejde mellem interessenter i by- og landdistrikter, og at der skal skabes de rette forhold gennem fremme af partnerskaber og netværk for at tilskynde landdistrikterne til at deltage i integrerede aktiviteter i en given funktionel geografisk enhed;

13.

understreger behovet for at sikre en mere effektiv sammenknytning af de territoriale samarbejdsprogrammer med de territoriale strategier og understreger, at den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) kan spille en rolle i virkeliggørelsen af dette;

14.

understreger, at definitionen af byer og byområder på grund af deres forskellige størrelse og ressourcer og de sociale og økonomiske aspekter foretages på medlemsstatsplan;

15.

understreger, at territorial samhørighed også gælder for samhørighed inden for territorier, dvs. at der skal sikres, at hele området, og ikke kun de store byer, bidrager økonomisk, og understreger, at små og mellemstore byers muligheder for at yde et betydeligt bidrag til regionen ikke må overses;

16.

understreger, at der er behov for klare og veldefinerede partnerskabsaftaler for at tage hensyn til de tværgående aspekter af den territoriale samhørighed, så der kan skabes konkrete resultater på regionalt plan, og så de specifikke muligheder i de forskellige regionerne kan udnyttes i fuld udstrækning; understreger, at dette kun kan opnås gennem inddragelse af aktører på lokalt og regionalt plan, så alle parter kan bidrage til forberedelsen og gennemførelsen af programmerne; påpeger, at dette er særlig vigtigt når det tilstræbes at hjælpe regioner, der står over for særlige problemer, f.eks. grænseoverskridende regioner, bjergregioner, øregioner og regioner i de yderste randområder;

17.

glæder sig over forslagene i forordningen om fælles bestemmelser, som fremmer en bedre koordinering og integrering af støtteprogrammer for at sikre, at fondene giver bedre resultater, og at den territoriale dimension af samhørighedspolitikken vejer tungere i perioden 2014-2020;

18.

understreger, at en stærkere og mere integreret territorial tilgang til EU-støtte med tilstrækkelig kapacitetsopbygning og inddragelse af arbejdsmarkedets og civilsamfundets parter på lokalt og regionalt plan både i by- og landområder er en positiv måde at sikre, at midlerne anvendes til at afhjælpe Europas langsigtede sociale og økonomiske udfordringer;

19.

understreger, at en bedre harmonisering mellem samhørighedspolitikken og andre politikområder, som er skitseret i forordningen om fælles bestemmelser, vil gøre det muligt for de europæiske regioner at fortsætte deres økonomiske udvikling gennem udnyttelse af deres individuelle stærke sider;

20.

nævner som eksempel Wales European Funding Office (WEFO) og dette agenturs hensigt om at integrere EU-støtte i Wales ved at oprette en fælles skranke med adgang til oplysninger om alle fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser; understreger muligheden for, at agenturets skranke omfatter en fælles platform med en enkelt ansøgnings-, betalings-, overvågnings- og evalueringsproces for alle fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser; fremhæver, at denne tilgang vil lette identifikationen af eventuelle synergivirkninger og integrationen mellem finansieringsstrømme og dermed harmonisere og forenkle processen til ansøgning om EU-støtte;

21.

understreger, at effektiviteten af EU-støtte på grund af de fælles karakteristika for fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser, og andre støtteprogrammer (f.eks. Horisont 2020, Life+) kan øges ved at undersøge muligheden for eventuel synkronisering af disse fonde;

22.

glæder sig over forslagene om en lovgivningsmæssig ramme med et fokus på lokal og integreret udvikling gennem »lokaludvikling styret af lokalsamfundet«, »fælles handlingsplaner« og »integreret territorial investering«;

23.

understreger, at alle investeringer efter Kommissionens forslag skal supplere lokale behov og ikke overlappe andre projekter;

24.

opfordrer til en fuldt integreret tilgang til gennemførelsesinstrumenter, der har forbindelse med hinanden (lokaludvikling styret af lokalsamfundet, integreret territorial finansiering, fælles handlingsplaner), hvor lokale partnerskaber har mulighed for — efter deres individuelle behov — at vælge forskellige kombinationer af disse instrumenter, alt efter hvad der er relevant, og til, at muligheden for at anvende en mere fleksibel mekanisme til at koncentrere midlerne overvejes under hensyntagen til de særlige behov i medlemsstaterne og regionerne;

25.

understreger behovet for at gøre anvendelsen af det foreslåede instrument så enkel som muligt for at undgå at øge den administrative byrde for de lokale myndigheder samt være i overensstemmelse med målsætningen om forenkling;

26.

mener, at forvaltningskapaciteten på forskellige interventionsniveauer er et væsentligt element til sikring af en vellykket anvendelse af den territoriale tilgang;

27.

peger på eksemplet med uddelegering til kommunalbestyrelserne i Nederlandene, hvor dele af støtteprogrammer (f.eks. EFRU) uddelegeres fra den regionale myndighed til lokale myndigheder, og hvor der træffes foranstaltninger på lokalt plan til opfyldelse af lokale behov; understreger, at uddelegering af forvaltningsansvar til lokale myndigheder giver bedre mulighed for at sikre den bedste kombination af støttemidler, der er skræddersyet til opfyldelse af lokale behov; understreger, at denne tilgang kan gavne gennemførelsen af integreret territorial finansiering på lokalt plan eller i nærsamfundet, hvis der allerede forefindes forvaltningsstrukturer på lokalt plan;

28.

støtter Kommissionens forslag om lokaludvikling styret af lokalsamfundet som en vigtig bestemmelse i forordningen om fælles bestemmelser, der vil fokusere på udvikling af synergivirkninger mellem alle fonde, som er dækket af forordningen om fælles bestemmelser;

29.

vurderer, at dette instrument er en fremragende måde, hvorpå man kan fremme bottom up-deltagelse fra et tværsnit af aktører i lokalsamfundet med henblik på at opnå bæredygtige territoriale mål; glæder sig i den forbindelse over en yderligere styrkelse af den forvaltningsmæssige kapacitet på regionalt og lokalt plan til at gennemføre kapacitetsopbyggende foranstaltninger, der vil forbedre både de regionale og lokale myndigheders og arbejdsmarkedets parters deltagelse;

30.

anerkender LEADER-programmets tidligere succes som et vigtigt værktøj for gennemførelsen af politikken for udvikling af landdistrikterne og mener, at denne gennemførelsesmekanisme gennem lokaludvikling styret af lokalsamfundet kan være af afgørende betydning i forbindelse med at løse lokale og regionale udfordringer; støtter anvendelsen af lokaludvikling styret af lokalsamfundet i forbindelse med byudvikling;

31.

opfordrer Kommissionen til at klarlægge sine forslag om lokaludvikling styret af lokalsamfundet i gennemførelsesfasen for at gøre det muligt for de eventuelle deltagere fuldt ud at fastsætte det sandsynlige mål, anvendelsesområdet for og virkningen af denne lokaludvikling; ser frem til offentliggørelsen af en vejledning til lokaludvikling styret af lokalsamfundet til brug for forvaltningsmyndighederne;

32.

anerkender det fremskridt, der er opnået siden 2007 i forbindelse med lokale aktionsgrupper for fiskeriet, som samarbejdede med lokale aktionsgrupper under LEADER, som et eksempel på fremtidens lokaludvikling styret af lokalsamfundet, der kan kombinere fonde på lokalt plan med de fonde, som er dækket af forordningen om fælles bestemmelser; fremhæver eksemplet med 11 lokale partnerskaber i Danmark, som anvender både ELFUL (LEADER) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (akse 4) til at finansiere projekter og anvender samme gennemførelsessystem og forvaltning;

33.

understreger behovet for at være opmærksom på eksempler, f.eks. den integrerede anvendelse af ELFUL- og EHFF-støtte gennem lokaludvikling styret af lokalsamfundet i den fremtidige programmeringsperiode som en måde, hvorpå der kan udvikles synergivirkninger mellem alle fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser;

34.

støtter forslag fra forordningen om fælles bestemmelser til indførelse af fælles handlingsplaner for at opnå finansiering af grupper af projekter fra mere et ét operationelt program;

35.

anerkender fælles handlingsplaner som et positivt skridt i retning af resultatorienteret forvaltning i tråd med et af de overordnede mål med samhørighedspolitikken efter 2013;

36.

understreger betydningen af, at disse instrumenter udvikles i tråd med lokaludviklingen styret af lokalsamfundet for at sikre, at denne form for lokaludvikling udvikles til at være mere end blot et strategisk værktøj til udvikling af lokale kapaciteter og i stedet bliver et investeringsmål i sig selv, som bl.a. skal fremme social integration og bidrage til fattigdomsbekæmpelse;

37.

opfordrer til klarlæggelse af anvendelsesområdet for og integrationen af fælles handlingsplaner og af, hvorvidt disse planer skal udnyttes til at gennemføre hele eller kun dele af programmerne;

38.

anerkender, at de fælles handlingsplaner på en effektiv måde kan bidrage til at tilvejebringe en afbalanceret integration af unge på arbejdsmarkedet; påpeger imidlertid, at man skal undgå en alt for lang beslutningsproces og alt for langvarige forvaltningsprocedurer;

39.

glæder sig over forslagene om integreret territorial investering, der vil give byer mulighed for at opfylde deres egne specifikke behov ved at trække på midler fra mere end én prioritetsakse med henblik på at gennemføre operationelle programmer på en integreret måde;

40.

glæder sig endvidere over klarlæggelsen af anvendelsesområdet for integreret territorial investering og mulighederne for, at instrumentet, hvis det passer til lokale behov, kan anvendes i ikke-bymæssige områder og forstæder under inddragelse af samtlige fonde, der er omfattet af forordningen om fælles bestemmelser; understreger, at der skal sikres overensstemmelse mellem integrerede territoriale investeringers sammenhæng og bæredygtige regionale udviklingsstrategier for at forbedre den økonomiske og sociale samhørighed, ikke blot mellem regionerne, men også mellem bymæssige og ikke-bymæssige områder inden for regionerne;

41.

fremhæver eksemplet med en foreslået model for integreret territorial investering fra Manchester, der integrerer midler fra så mange relevante kilder som muligt for at opnå større værdi fra investeringerne; fremhæver, at denne model stadig er under udvikling og eventuelt kan bruges til at understøtte en strategi, der kan medføre mange økonomiske og sociale fordele for byområdet; understreger, at den foreslåede integrerede territoriale investering vil integrere EFRU-prioriteterne med ESF-foranstaltningerne, og at der på grund af det EFRU's stigende fokus på SMV'er og innovation er mulighed for, at integreret territorial investering kan slå bro til Horisont 2020-projekter i fremtiden;

42.

glæder sig over Kommissionens forslag om bedre udnyttelse og udvidelse af anvendelsesområdet for finansielle instrumenter gennem fastsættelse af enklere og klarere regler for at sikre større effektivitet på tværs af alle fem fonde, der er dækket af forordningen om fælles bestemmelser;

43.

understreger mulighederne for, at finansielle instrumenters, herunder mikrokreditter, giver en lang række aktører adgang til alternative finansieringskilder og supplerer de traditionelle finansieringsmetoder; understreger, at finansielle instrumenter i den fremtidige finansieringsramme skal kunne fungere som løftestang for privat finansiering og skabe fleksibilitet for medlemsstaterne og regionerne for at til at skræddersy målsektorer og gennemførelsesmetoder til deres specifikke behov;

44.

understreger, at finansielle instrumenter som mekanismer, der muliggør samarbejde mellem virksomheder, den offentlige sektor og uddannelsesinstitutioner, også bør fremmes som et middel til at udvikle en integreret tilgang til finansiering;

45.

glæder sig over forslaget i den fælles strategiske ramme om, at partnerskabsaftaler skal omfatte mulig tilpasning af fonde, der er omfattet af forordningen om fælles bestemmelser, og andre støtteprogrammer, såsom EU's rammeprogram for forskning og innovation (tidligere det syvende rammeprogram, nu Horisont 2020), LIFE + og Connecting Europe-faciliteten;

46.

anerkender, at, selv om støtteprogrammer som f.eks. Horisont 2020 primært fokuserer på videnskabelig topkvalitet, har strukturfondene tidligere spillet en vellykket »kapacitetsopbyggende« rolle ved at yde støtte til udvikling af virksomheder og organisationer, som derefter har deltaget i projekter under det syvende rammeprogram eller programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP);

47.

understreger, at de synergivirkninger, der allerede eksisterer blandt de fonde, der er omfattet af forordningen om fælles bestemmelser, og Horisont 2020, betyder, at begge fonde potentielt kan anvendes, mens der arbejdes for at opnå supplerende tematiske mål;

48.

understreger, at beskæftigelses- og socialpolitikker spiller en vigtig rolle for en bæredygtig og socialt afbalanceret territorial udvikling og i høj grad kan medvirke til at mindske de regionale forskelle, øge trivslen blandt borgerne og skabe lige muligheder for alle;

49.

understreger, at bekæmpelse af fattigdom omfatter bekæmpelse af udgrænsning, og at tyndtbefolkede landdistrikter eller landdistrikter med en aldrende befolkning oplever et utilstrækkeligt serviceniveau på sundhedsområdet, hvilket i en vis grad kan kompenseres med bedre adgang til bredbåndsteknologi og fremme af telemedicin;

50.

er overbevist om, at den territoriale tilgang vil vise sig at være en effektiv måde at støtte små og mellemstore virksomheder i skabelsen af nye bæredygtige arbejdspladser og iværksættelsen eller udviklingen af programmer for erhvervsuddannelse; mener, at iværksættervirksomhed med henblik på vækst og beskæftigelse og udnyttelse af kompetencer kan foregå på tværs af administrative grænser, og opfordrer medlemsstaterne til at forbedre de eksisterende vilkår for nye iværksættere for bedre at udnytte deres store potentiale for at skabe nye bæredygtige arbejdspladser;

51.

understreger betydningen af at skabe stærke synergier mellem samhørighedspolitikken og andre EU-politikker med henblik på at sikre, at den effektivt kan tage de aktuelle sociale og beskæftigelsesmæssige udfordringer op;

52.

påpeger, at det territoriale samarbejde og makroregionale strategier kan være nyttige instrumenter til påvisning og bekæmpelse af regionale forskelle, f.eks. med hensyn til adgang til uddannelse og beskæftigelse, og til fremme af konvergens mellem de europæiske regioner;

53.

mener, at den regionale og lokale mangel på arbejdskraft kunne løses gennem frivillig mobilitet for arbejdstagere og unge kandidater i EU, og opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at anvende denne mobilitet mere effektivt med henblik på at fremme territorial udvikling og samhørighed;

54.

finder det vigtigt at koordinere de foranstaltninger, der støttes af ESF, på forskellige politiske niveauer for at sikre en effektiv territorial tilgang; finder det i særdeleshed nødvendigt at skabe sammenhæng mellem uddannelsestilbud og -faciliteter på lokalt plan og arbejdsmarkedets behov;

55.

mener, at det er særdeles vigtigt at fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne i forbindelse med en væsentlig og effektiv langsigtet planlægning af den territoriale udvikling og styrke anstændig og bæredygtig beskæftigelse med henblik på at forebygge og bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed;

56.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/13

—

der henviser til artikel 175, 212 og 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (1),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 7. november 2002 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om finansieringen af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, som supplerer den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren (2),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (COM(2011)0613),

—

der henviser til Kommissionens beretning om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond 2010 (COM(2011)0694),

—

der henviser til rapport fra Kommissionen om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond — Årsrapport 2008 og Rapport om Solidaritetsfondens erfaringer efter seks års arbejde (COM(2009)0193),

—

der henviser til sin holdning af 18. maj 2006 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (3),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (4),

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2008 — Den Europæiske Unions Solidaritetsfond: Hvor hurtig, effektiv og smidig er den? (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0398/2012),

A.

der henviser til, at det i artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bestemmes, at Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab og på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller menneskeskabt katastrofe;

B.

der henviser til, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) er Unionens vigtigste instrument til at udvise solidaritet ved at stille betydelig økonomisk støtte til rådighed for medlemsstater eller regioner, der er berørt af alvorlige katastrofer;

C.

der henviser til, at EUSF, når det er nødvendigt at anvende den, i vidt omfang anses som et af Den Europæiske Unions mest tilfredsstillende instrumenter, idet den er den tydeligste, mest afgørende og væsentligste tilkendegivelse af europæisk solidaritet med borgerne i tilfælde af en vanskelig situation;

D.

der henviser til, at lovforslaget fra 2005 om en ny forordning for EUSF mødte stor tilslutning i Europa-Parlamentet, men var uacceptabelt for de fleste medlemsstater og til sidst blev trukket tilbage af Kommissionen;

E.

der henviser til, at den nuværende krise forpligter medlemsstaterne og EU til ikke at afholde for mange udgifter;

F.

der henviser til, at en række rapporter (6) har fastslået, at det er nødvendigt at ændre EUSF-forordningen med det hovedformål at gøre den mere fleksibel og forbedre dens funktionsevne, samtidig med at nærhedsprincippet altid overholdes;

1.

understreger EUSF’s betydning som det hovedinstrument, der giver Den Europæiske Union mulighed for at reagere på en alvorlig katastrofe, som indtræder på Unionens territorium eller i lande, der forhandler om tiltrædelse til EU;

2.

fastholder, at man på trods af borgernes meget positive opfattelse af fonden skal forbedre dens funktionsmåde ved at gøre den mere fleksibel og mere synlig med henblik på at højne Den Europæiske Unions troværdighed blandt borgerne;

3.

understreger betydningen af den hjælp, som EUSF yder medlemsstaterne for at lette byrderne på de offentlige budgetter, når de stilles over for nødsituationer forårsaget af alvorlige katastrofer, hvilket ofte kan medføre budgetoverskridelser;

4.

mener, at den tid, det i dag tager at anvende fonden, er uacceptabelt lang, og påpeger derfor behovet for at forbedre effektiviteten og hurtigheden af de nødvendige administrative procedurer for fondens anvendelse, som kræver deltagelse af tre europæiske institutioner, før anvendelsen kan godkendes, hvilket fører til, at disse procedurer forsinker og forlænger den tid, det tager at hjælpe de medlemsstater, der er berørt af en katastrofe, uforholdsmæssigt, hvorved fonden ikke kan levere de ønskede resultater;

5.

understreger, at størstedelen af ansøgningerne (63 %) blev indgivet i særkategorien »regional katastrofe«, og at 66 % af disse blev afvist efter at være blevet vurderet af Kommissionen;

6.

finder, at den pågældende forordnings nuværende bestemmelser hvad angår de katastrofer, der anses for at have »langsom udvikling«, medfører retlige og praktiske vanskeligheder for dens anvendelse, og anmoder derfor Kommissionen om at overveje at udvise større fleksibilitet med hensyn til fristerne for indgivelse af ansøgninger, således at der kan fokuseres på at sikre, at sådanne skader også kan omfattes af EUSF;

7.

bifalder Kommissionens beslutning om, at der er behov for at revidere den nuværende EUSF-forordning for at forbedre dens funktionsmåde og drift; deler Kommissionens opfattelse om, at forslaget om ændring af forordningen som følge af den nuværende økonomiske krise ikke bør medføre en yderligere økonomisk byrde for hverken Unionens eller medlemsstaternes budget;

8.

bemærker, at princippet om, at skadevolder skal betale, fortsat bør finde anvendelse, for at anvendelsen af EUSF ikke fører til, at de ansvarlige for en katastrofe fritages for deres ansvar;

9.

mener, at den modstand, som udvises af et antal medlemsstater, som frygter, at væsentlige ændringer i instrumentets retsgrundlag vil medføre større økonomiske udbetalinger, er ubegrundet og har begrænset tilpasningen af forordningen af 2002 til visse præciseringer samt et forsøg på at forbedre dens funktionsevne; påpeger, at katastroferne i Den Europæiske Unions regioner siden fondens oprettelse desværre er øget betydeligt i antal, art, alvor og intensitet;

10.

glæder sig alligevel over, at den blotte indførelse af visse tilpasninger af de gældende regler vil medføre betydelige forbedringer af dens funktion, samtidig med at dens berettigelse og karakter, som i det væsentlige består i at være et smidigt og effektivt instrument, som hurtigt kan hjælpe de borgere, som er berørt af et fænomen, der grundlæggende ændrer deres livsbetingelser og trivsel, bevares;

11.

spørger sig selv, om en klarere og mere præcis definition af katastrofebegrebet kunne hjælpe med at reducere den skepsis, der findes i mange af de medlemsstater, der er imod en dybdegående reform af dette EU-instrument;

12.

understreger, at der er et presserende behov for at forenkle de nødvendige bureaukratiske procedurer for at anvende dette EU-instrument med henblik på at reducere den tid, der går, fra katastrofen indtræder, til den berørte medlemsstat eller region modtager hjælp, som i visse tilfælde kan overstige et år; bemærker imidlertid, at dette instrument ikke blev oprettet for at kunne reagere hurtigt, men derimod for at genfinansiere de nødoperationer, som i første omgang finansiere af de offentlige myndigheder i det berørte land;

13.

glæder sig over Kommissionens forslag om at bidrage til forenklingen af procedurerne på EU-plan med henblik på at mindske forsinkelserne; understreger, at medlemsstaterne også bør analysere deres administrative procedurer og afdække og fjerne eventuelle flaskehalse, der kan hindre en hurtigere mobilisering af bistand til de berørte regioner;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med de lokale og regionale myndigheder i alle faser af gennemførelsen for at sikre, at Unionens bistand er synlig og effektiv på stedet, og for at fremme bæredygtige løsninger;

15.

finder, at Kommissionens forslag om at sammenlægge støttebeslutningerne og gennemførelsesaftalerne mellem Kommissionen og medlemsstaterne er interessant og relevant, når Parlamentet og Rådet har stillet de finansielle midler til rådighed, eftersom det ville give mulighed for at spare tid og dermed gøre det muligt at reagerer hurtigere;

16.

finder, at EUSF ganske som nu skal forblive uden for Unionens budget og anvendes, når katastroferne indtræder, eftersom disse er uforudsigelige, og eftersom det er umuligt at forudsige antallet og alvoren af de katastrofer, der kan indtræde;

17.

støtter tanken om, at indførelsen af muligheden for at udbetale forskud, så snart den berørte stat har anmodet om assistance, også er en bæredygtig metode til fremskyndelse af proceduren for afgivelse af støtte til lande, der er berørt af en større katastrofe, og at det vil bidrage til at forbedre EUSF’s effektivitet; finder, at forudbetalingen i tilfælde af en sådan beslutning skal udgøre en fast procentsats af den støtte, der forventeligt skal tildeles, og at udbetalingen skal tilbagebetales til Unionens budget, såfremt ansøgningen afvises;

18.

henstiller til Kommissionen, at den klart definerer Fondens anvendelsesområde og dækning for at ophæve alle retlige usikkerheder om dens anvendelsesområde og herved endvidere undgå, at medlemsstater fremsætter ansøgninger, fordi de føler sig presset hertil af deres borgere, selv om de ved, at ansøgningerne nødvendigvis vil blive afvist;

19.

mener, at følgeskader, såfremt en katastrofe udvikler sig videre, fortsat skal være dækket af fonden, hvis de har væsentlige konsekvenser for en regions socioøkonomiske struktur;

20.

lægger vægt på, at det er nødvendigt enkelt og tydeligt at definere, hvad en katastrofe på regionalt niveau er, og afklare, hvordan det vurderes, om katastrofer på regionalt niveau er støtteberettigede, ved at indføre et enkelt og objektivt kriterium, som giver mulighed for at sammenligne dem med andre katastrofer samt fjerne enhver mulighed for spekulative fortolkninger og enhver tvivl hos ansøgerne om, hvorvidt de er støtteberettigede;

21.

finder, at kriteriet baseret på indkomsttærskler kan anvendes som almindeligt grundlæggende kriterium for alle former for katastrofer; understreger, at det, såfremt det skal fungere som indikator til at vurdere, om en regional katastrofe er støtteberettiget, bør tilpasses for at bringe det i overensstemmelse med de regionale BNP-niveauer det seneste år, for hvilke der foreligger officielle tal, ved at anvende en forudbestemt vægtningsfaktor, som tager højde for tab, der ikke kan gøres op som indkomst, samt for de direkte og indirekte indvirkninger, som en regional katastrofe almindeligvis har, og som ofte er meget højere end dem, der kan gøres op som indkomst;

22.

mener, at den tærskelværdi for skader på 1,5 % af det regionale BNP på NUTS 2-niveau (7), som er foreslået for at fastslå, om en regional katastrofe er støtteberettiget, vil afklare forventningerne til, om en eventuel ansøgning om anvendelse af fonden vil kunne antages eller ej, men understreger, at eftersom det stort set vil føre til samme resultat som de nuværende kriterier for regionale katastrofer, vil nærmest alle regionale katastrofer fortsat ikke være støtteberettigede; påpeger derfor, at en tærskelværdi, der er så høj, ikke giver det svar, som borgerne forventer, og dermed ikke hindrer frustration hos ofrene for en katastrofe, som derimod fortsat vil fordømme Unionens handlinger og beskylde den for manglende følsomhed over for borgerne;

23.

minder om, at katastrofeforebyggelse spiller en vigtig rolle i EU's politikker og er den billigste måde at reducere sårbarheden over for katastrofer på; påpeger, at EU's regioner bør anvende alle de forskellige finansieringsmuligheder i forbindelse med bæredygtig katastrofeforebyggelse på ensartet vis;

24.

understreger, at det skal stå klart, at tørke fortsat vil blive betragtet som en form for katastrofe, der kan antages af EUSF, med fokus på at afhjælpe de socioøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af tørke inden for vandrammedirektivets rammer, samtidig med at der fortsat tages højde for, at der er tale om et blivende strukturelt problem, der er svært at tilpasse til de fastsatte ansøgningsfrister, og som har alvorlige følger for den sociale og økonomiske udvikling i de berørte regioner; insisterer derfor på, at der i tilfælde af alvorlig tørke eller andre katastrofer, som udvikler sig langsomt, bør indføres særlige bestemmelser, for på den måde at fastsætte datoen for de offentlige myndigheders første handling for at bekæmpe katastrofen og således gøre en hurtig og retligt klar reaktion mulig;

25.

henstiller til Kommissionen at undersøge og tilpasse kriterierne, så EUSF kan reagere på naturkatastrofer i Middelhavsområdet, som delvist på grund af klimaændringerne er de værste naturkatastrofer, Unionen har oplevet i de seneste år;

26.

minder om, at EUSF ikke dækker alle skader forårsaget af en naturkatastrofe, og at de skader, der er dækket i henhold til dette instrument, derfor bør defineres nøje i et kommende forslag til forordning;

27.

understreger, at det med de nuværende instrumenter er meget svært på EU-plan at give et passende svar på alvorlige menneskeskabte kriser, hvilket er fremgået i forbindelse med industriulykker og alvorlige folkesundhedskriser, og at det er nødvendigt, at Unionen har passende instrumenter for at kunne reagere hensigtsmæssigt, når der opstår sådanne kriser;

28.

understreger behovet for, at EUSF supplerer andre finansieringsinstrumenter, f.eks. strukturfondene, når der reageres på naturkatastrofer, og dermed drager nytte af skabelsen af synergier med disse mekanismer og de dertil knyttede programmer;

29.

understreger, at regionerne i den næste finansieringsramme 2014-2020 bør kunne råde over tilstrækkelig fleksibilitet, og at de bør sættes i stand til at omfordele de ressourcer, de tildeles, for at de, hvis de finder det nødvendigt og passende, kan øge de tilgængelige ressourcer i tilfælde af en katastrofe, og opfordrer Kommissionen til at revidere den gældende forordning i god tid før den nye finansieringsperiode;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/17

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastslår, at retten til god forvaltning er en grundlæggende rettighed,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (2),

—

der henviser til den omfattende praksis ved EU-Domstolen, som har anerkendt et sæt generelle forvaltningsretlige principper baseret på medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner,

—

der henviser til sin beslutning af 6. september 2001 om særlig rapport fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet i fortsættelse af undersøgelsen på eget initiativ om eksistensen af og offentlighedens adgang til en adfærdskodeks for god forvaltningsskik i Fællesskabets forskellige institutioner og organer (3),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse 2000/633/EF, EKSF, Euratom af 17. oktober 2000 om ændring af dens forretningsorden ved som bilag hertil at knytte en administrativ adfærdskodeks for Europa-Kommissionens medarbejdere hvad angår deres forbindelser med offentligheden (4),

—

der henviser til afgørelse truffet af generalsekretæren for Rådet/den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik den 25. juni 2001 om en kodeks for god forvaltningsskik for Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og dets personale for så vidt angår deres tjenstlige forbindelser med offentligheden (5),

—

der henviser til Europarådets henstilling CM/Rec(2007)7 af 20. juni 2007 fra Ministerkomiteen til medlemsstaterne om god forvaltningsskik,

—

der henviser til »Principper for offentlig tjeneste for EU's tjenestemænd«, der blev offentliggjort den 19. juni 2012 af Den Europæiske Ombudsmand,

—

der henviser til en undersøgelse bestilt af den svenske regering fra det svenske Statskontoret om principperne om god forvaltningsskik i EU-medlemsstaterne (6),

—

der henviser til briefing-notaterne fra konferencen om forvaltningsret i EU afholdt af Parlamentets Retsudvalgs temaafdeling og universitetet i León (León, den 27.—28. april 2011),

—

der henviser til henstillingerne i arbejdsdokumentet om status og fremtidsudsigter for EU's forvaltningslov fremlagt af Retsudvalgets arbejdsgruppe om EU's forvaltningslov den 22. november 2011,

—

der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi vedrørende Den Europæiske Unions forvaltningslov, der blev forelagt den 6. november 2012 af Enheden for Europæisk Merværdi for Retsudvalget,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender (A7-0369/2012),

A.

der henviser til, at borgerne i takt med udviklingen af Unionens kompetencer i højere og højere grad konfronteres direkte med Unionens forvaltning uden altid at have de tilsvarende proceduremæssige rettigheder, som de kan håndhæve over for Unionen i tilfælde, hvor sådanne skridt måtte vise sig at være nødvendige;

B.

der henviser til, at borgerne har ret til at forvente en høj grad af gennemsigtighed, effektivitet, hurtig ekspedition og lydhørhed fra Kommissionens side, hvad enten de indgiver en formel klage eller udøver deres ret til at indgive andragender i henhold til traktaten, såvel som oplysninger om muligheden for at foretage sig yderligere i sagen;

C.

der henviser til, at Unionens eksisterende regler og principper om god forvaltningsskik er spredt over en bred vifte af kilder: primærret, EU-Domstolens praksis, afledt ret, soft law og ensidige forpligtelser fra EU-institutionernes side;

D.

der henviser til, at det forhold, at EU mangler et sammenhængende og omfattende sæt kodificerede forvaltningsretlige regler, gør det vanskeligt for borgerne at forstå deres forvaltningsmæssige rettigheder i henhold til EU-retten;

E.

der henviser til, at de forskellige institutioners gældende interne adfærdskodekser har begrænset virkning, er forskellige og ikke er juridisk bindende;

F.

der henviser til, at Parlamentet i sin ovennævnte beslutning af 6. september 2001 godkendte den af Ombudsmanden udarbejdede europæiske kodeks for god forvaltningsskik med visse ændringer ud fra den overbevisning, at den samme kodeks for god forvaltningsskik bør gælde for alle EU-institutioner, organer og agenturer;

G.

der henviser til, at Parlamentet i samme beslutning opfordrede Kommissionen til at fremsætte forslag til en forordning indeholdende en kodeks for god forvaltningsskik med hjemmel i EF-traktatens artikel 308;

H.

der henviser til, at dette som understreget af Ombudsmanden ville være med til at fjerne den forvirring, der hersker i dag, som følge af at der gælder forskellige kodekser for de fleste EU-institutioner og -organer, ville sikre, at institutionerne og organerne anvender samme grundlæggende principper i deres forbindelser med borgerne, og ville fremhæve betydningen af sådanne principper for både borgere og tjenestemænd;

I.

der henviser til, at alle Unionens handlinger skal overholde retsstatsprincippet under streng adskillelse af magten;

J.

der henviser til, at den grundlæggende ret til god forvaltning som fastslået i artikel 41 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder er blevet juridisk bindende som primærret;

K.

der henviser til, at regler om god forvaltning fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed;

L.

der henviser til, at et presserende problem, som Den Europæiske Union står over for i dag, er borgernes manglende tillid, som kan påvirke Unionens legitimitet; og henviser til, at Den Europæiske Union er nødt til at levere hurtige, klare og synlige svar til borgerne for at imødekomme deres bekymringer;

M.

der henviser til, at kodificering af serviceprincippet — dvs. princippet om at forvaltningen bør tilsigte at vejlede, hjælpe, servicere og støtte borgerne, optræde med passende høflighed og dermed undgå unødvendigt besværlige og langvarige procedurer, således at såvel borgere som tjenestemænd sparer tid og kræfter — ville bidrage til at opfylde borgernes rimelige forventninger og gavne både borgerne og forvaltningen ved at skabe bedre service og øget effektivitet; der henviser til, at kendskabet til EU-borgeres ret til god forvaltning bør øges, bl.a. gennem Kommissionens relevante informationstjenester og netværk;

N.

der henviser til, at et klart og bindende regelsæt for Unionens forvaltning baseret på henstillingerne fra Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (Greco) vil være et positivt signal i kampen mod korruption i offentlige forvaltninger;

O.

der henviser til, at der i dag findes et sæt grundlæggende principper for god forvaltning, som er almindelig anerkendt i medlemsstaterne;

P.

der henviser til, at der i Domstolens praksis er udviklet nogle faste proceduremæssige principper, der gælder for medlemsstaternes procedurer i fællesskabsanliggender, og som så meget desto mere bør gælde Unionens direkte forvaltning;

Q.

der henviser til, at en europæisk forvaltningslov ville hjælpe Unionens forvaltning med at anvende sin beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt for at lette og fremme de højeste forvaltningsstandarder.

R.

der henviser til, at en europæisk forvaltningslov vil styrke Unionens legitimitet og øge borgernes tillid til Unionens forvaltning;

S.

der henviser til, at en europæisk forvaltningslov kunne fremme en spontan tilnærmelse af de nationale forvaltningsretlige regler hvad angår de generelle proceduremæssige principper og borgernes grundlæggende rettigheder i forhold til forvaltningen og dermed styrke integrationsprocessen;

T.

der henviser til, at en europæisk forvaltningslov kunne fremme samarbejde og udvekslingen af bedste praksis mellem de nationale forvaltninger og Unionens forvaltning med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat i artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

U.

der henviser til, at Unionen med Lissabontraktatens ikrafttræden har fået et passende retsgrundlag for vedtagelse af en europæisk forvaltningslov;

V.

der henviser til, at de lovgivningsmæssige tiltag, der anmodes om i denne beslutning, bør baseres på detaljerede konsekvensanalyser, der bl.a. kvantificerer udgifterne til forvaltning;

W.

der henviser til, at Kommissionen bør foretage passende høring af alle relevante aktører og navnlig bør gøre brug af Den Europæiske Ombudsmands særlige viden og ekspertise, da det er ham, der modtager offentlighedens klager over misforhold i Unionens organer og institutioner;

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte et forslag til en forordning om en europæisk forvaltningslov i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget;

2.

konstaterer, at disse henstillinger respekterer grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

3.

finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/23

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 9, artikel 151 og artikel 153, stk. 1, litra e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 14, 27 og 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den vurdering af den europæiske merværdi af en EU-foranstaltning om information og høring af arbejdstagere, foregribelse og styring af omstruktureringer, som Enheden for Europæisk Merværdi i Europa-Parlamentet udførte og forelagde for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender den 19. november 2012 (1),

—

der henviser til »Håndtering af ændringer — Gruppen af eksperter på højt plan om økonomiske og arbejdsmæssige følger af de industrielle ændringer — endelig rapport«, oprettet af Det Europæiske Råd om beskæftigelse i Luxembourg i november 1997 (2),

—

der henviser til Rådets henstilling 92/443/EØF af 27. juli 1992 om fremme af lønmodtagernes andel i overskud og virksomhedens resultater (herunder besiddelse af kapitalandele) (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (4),

—

der henviser til Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (5),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (6),

—

der henviser til Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (7),

—

der henviser til Rådets direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (9),

—

der henviser til Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (10),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud (11),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/56/EF af 26. oktober 2005 om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (12),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (13),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2005 om »Omstruktureringer og beskæftigelsen — Foregribende og ledsagende foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen på baggrund af omstruktureringer på arbejdsmarkedet: Den Europæiske Unions rolle« (COM(2005)0120) og udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 14. december 2005 (14),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »Den Social- og Arbejdsmarkedspolitiske Dagsorden« (COM(2005)0033),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/707/EU af 21. oktober 2010 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (15),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »En integreret industripolitik for en globaliseret verden — Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed« (COM(2010)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked« (COM(2010)0608/2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job« (COM(2010)0682),

—

der henviser til Kommissionens Grønbog om omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise? (COM(2012)0007),

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (16),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »Et opsving med høj beskæftigelse« (COM(2012)0173),

—

der henviser til sin beslutning af 26. maj 2005 om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden 2006-2010 (17),

—

der henviser til initiativudtalelsen af 25. april 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om kooperativer og omstruktureringer (18),

—

der henviser til sin beslutning af 10. maj 2007 om styrkelse af den europæiske lovgivning om information og høring af arbejdstagere (19),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om industripolitik i en globaliseret verden (20),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 om en »Køreplan til et ressourceeffektivt Europa« (COM(2011)0571),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011 om »en Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050« (COM(2011)0112),

—

der henviser til resultaterne af den forskning og de undersøgelser, der er blevet udført af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0390/2012),

A.

der henviser til, at omstrukturering i Europa ikke er et nyt fænomen, men en praksis, der oftere finder sted som følge af de økonomiske udfordringer, og at den i de seneste år er blevet stadig mere udbredt og har antaget mange forskellige former og er blevet forstærket i nogle sektorer og har spredt sig til andre med heraf følgende uforudsigelige konsekvenser for medlemsstaternes økonomiske og sociale struktur;

B.

der henviser til, at den globale økonomiske krise, som begyndte i 2008, kræver, at virksomheder og deres ansatte foretager de nødvendige ændringer for at beskytte konkurrencen og arbejdspladserne, og at krisen er blevet betydeligt forværret som følge af finansiel spekulation inden for finanssektoren, hvilket har fremskyndet radikale ændringer på drastisk vis og dermed medført et i alarmerende omfang øget pres på arbejdstagerne, territorierne og på alle regeringsniveauer med hensyn til strukturelle tilpasninger;

C.

der henviser til, at der er sket en massiv omfordeling af velstanden fra realøkonomi til finansøkonomi på grund af radikale ændringer i de økonomiske strategier i de seneste 30 år; der endvidere henviser til, at det er nødvendigt at forbedre situationen for dem, der tilvejebringer alle varer og tjenesteydelser, men som må bære hovedbyrden af den økonomiske krise;

D.

der henviser til, at omstrukturering først bliver relevant for aktørerne på et sent tidspunkt, som oftest når man overvejer afskedigelser;

E.

der henviser til, at det i forbindelse med omstrukturering er den umiddelbare og mest synlige indvirkning på beskæftigelsen, der tiltrækker sig størst opmærksomhed, medens den negative indvirkning på arbejdsvilkårene og arbejdstagernes sundhed ikke anerkendes og håndteres på behørig vis;

F.

der henviser til, at de mange og forskelligartede aktører, der er involveret i omstrukturering, er isolerede og sjældent samarbejder på længere sigt;

G.

der henviser til, hvilket konsekvent er blevet fremhævet i de seneste strategidokumenter fra Kommissionen, især Europa 2020-strategien og meddelelsen om industripolitikken af 28. oktober 2010, at »Bedre foregribelse og forvaltning af omstruktureringen vil hjælpe arbejdstagerne og virksomhederne med at tilpasse sig de ændringer, der skyldes overskudskapacitet samt modernisering og strukturelle tilpasninger. […] Ledelsen og arbejdstagernes repræsentanter er de centrale aktører, når der skal opnås enighed om omstruktureringsstrategier på virksomhedsplan. Sådanne omstruktureringer bør ledsages af politiske indgreb for at undgå sociale problemer og fremme nye færdigheder og job, hvorved man kan minimere masseafskedigelser og tilbagegang i hele regioner eller udflytning af hele industrier ved at muliggøre økonomisk omstilling og arbejdsskift«;

H.

der henviser til, at krisen har medført en ny økonomisk styring i Unionen via den årlige vækstundersøgelse og det europæiske halvår, og at en ny økonomisk styring i sig selv kan resultere i omstruktureringer og således kræver inddragelse af arbejdsmarkedets parter;

I.

der henviser til, at der er behov for i rette tid at forberede arbejdstagerne på en ændring i retning af en ressourceeffektiv og klimavenlig økonomi, og at udvikling har et enormt beskæftigelsespotentiale men vil give anledning til en omstrukturering af ubæredygtige sektorer og virksomheder;

J.

der henviser til, at antallet af tabte arbejdspladser var næsten dobbelt så stort som antallet af skabte arbejdspladser i tredje kvartal af 2011, og at denne tendens må forventes at stige ved bekendtgørelsen af større omstruktureringer på strategiske områder;

K.

der henviser til, at mere end 6,4 mio. arbejdspladser blev nedlagt inden for bygge- og produktionssektorerne mellem 2008 0 g 2011;

L.

der henviser til, at alle de medlemsstater, der har oplevet forholdsvis få afskedigelser af arbejdstagere siden krisens start, råder over meget veludviklede arbejdsmarkedsordninger, som giver arbejdstagerne og deres repræsentanter forholdsmæssigt mange rettigheder med hensyn til høring, information og medbestemmelse, hvilket har ført til indgåelsen af fælles aftaler på virksomhedsniveau på grundlag af love og kollektive overenskomster;

M.

der henviser til, som angivet i den årlige vækstundersøgelse: »En hurtigere samlet EU-løsning på krisen«, at »de positive eksportresultater for visse medlemsstater viser, at succes på de globale markeder ikke opnås gennem konkurrencedygtige priser, men også bestemmes af vidtrækkende faktorer, der understøtter en reel konkurrencedygtighed, såsom branchespecialisering, innovation og kvalifikationsniveau«; der henviser til, at virksomheder i visse medlemsstater set på baggrund af krisen har lagt en langsigtet strategi og har gjort alt for ikke at måtte afskedige deres veluddannede og yderst erfarne arbejdstagere;

N.

der henviser til, at EU’s virksomheder kan finde det vanskeligt at opnå succes på verdensmarkedet alene ved at underbyde deres konkurrenters priser frem for at udvikle gode produkter, processer og tjenesteydelser;

O.

der henviser til, at arbejdstagere i ubæredygtige sektorer bør ydes bistand og tilbydes uddannelse for at klare overgangen til grønne job;

P.

der henviser til, at der er risiko for, at de gode erfaringer, der er blevet indsamlet i kølvandet på krisen, især af ILO, ikke tages tilstrækkeligt i betragtning og ikke vil blive anvendt til håndtering af fremtidige kriser; der derfor henviser til, at EU’s institutioner bør undersøge og dokumentere sådanne gode erfaringer, så de også kan anvendes i tilfælde af en omstrukturering;

Q.

der henviser til, at Kommissionen også i sin meddelelse om en dagsorden for nye kvalifikationer og nye job af 23. november 2010, erkender, at tilpasningsevne og proaktivitet under jobskift dog kan hæmmes af usikkerhed, fordi overgange indebærer en potentiel fare for arbejdsløshed, lavere lønninger og social usikkerhed; der henviser til, at positive overgange i løbet af karriereforløb derfor er afgørende for løbende at tilpasse sig, at fastholde og øge beskæftigelsesegnetheden og samtidig skabe sikkerhed for enkeltpersoner samt fleksibilitet på arbejdsmarkedet;

R.

der henviser til, at det i forbindelse med omstruktureringer, hvor afskedigelser er uundgåelige, oftest er de sårbare grupper af arbejdstagere, herunder yngre og ældre arbejdstagere, der rammes af arbejdsløshed snarere end andre aldersgrupper, selv hvor dette udgør aldersdiskrimination i henhold til den relevante EU-lovgivning;

S.

der henviser til, at »skuffelsen over det indre marked«, som nævnt i Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked«»også kan forklares ved en følelse af, at de successive liberaliseringer er sket på bekostning af de forskellige økonomiske aktørers erhvervede sociale rettigheder«. »Lissabontraktaten og bekræftelsen af idéen om 'en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne' som en af de vigtigste målsætninger tvinger »Unionen« til at danne et mere nuanceret billede af det indre marked«. »De økonomiske frihedsrettigheder og retten til kollektive skridt skal bringes i overensstemmelse med hinanden. Det er væsentligt at puste nyt liv i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket i højere grad kan føre til lovgivning 'udarbejdet af og for' arbejdsmarkedets parter som udtrykkeligt fastsat i Lissabontraktaten«. »Ud over en tilgang, hvor man blot reagerer på den økonomiske og finansielle krise, har en række foregribende strategier gjort det muligt for virksomheder og deres ansatte at undgå arbejdsmarkedskonflikter ved hjælp af en proaktiv forvaltning af omstruktureringer. Dette er en betingelse for den økonomiske succes og en social nødvendighed, fordi der derved opnås en ny fordeling af ressourcerne til fordel for nye sektorer, og arbejdstagerne får nye muligheder, når deres job er i fare«; der henviser til, at en EU-akt for omstrukturering ville skabe mulighed for at etablere et miljø baseret på gensidig tillid;

T.

der henviser til, at uddybningen af det indre marked resulterer i yderligere konkurrence, som kan føre til en omstrukturering; der henviser til, at Unionen skal tage ansvaret for denne proces ved at etablere rammerne for at afhjælpe de sociale følger;

U.

der imidlertid henviser til, at »retningslinjer for håndtering af ændringer og de sociale konsekvenser heraf« udarbejdet af arbejdsmarkedets parter i oktober 2003 ikke er blevet fulgt op af nogen lovgivningsmæssig foranstaltning, selv om de er blevet fulgt op af to cyklusser af nationale seminarer afholdt af arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af deres flerårige arbejdsprogrammer; der henviser til, at disse fortsat er stort set ukendte ikke kun for arbejdsmarkedets parter i visse lande og sektorer, men hvad der er endnu mere væsentligt, også for virksomhederne og deres arbejdstagerrepræsentanter; der imidlertid henviser til, at en rettidig og effektiv overholdelse af de principper, der er nedfældet i retningslinjerne, og som også er fremkommet som følge af mange andre undersøgelser og rapporter, ville være af stor betydning; der henviser til, eftersom virksomhedernes praksis på dette område ofte er reaktiv snarere end proaktiv, at de intervenerer for langt henne i beslutningsprocessen og ikke involverer eksterne enheder, der kunne være med til at afbøde de sociale konsekvenser i tilstrækkelig grad eller nogenlunde rettidigt;

V.

der henviser til, at Kommissionen har forsøgt at finde frem til konkrete bidrag til, hvordan man kan videreudvikle politikken på dette område gennem dens »Grønbog om omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?«, hvori det anerkendes, at teknologiske ændringer og innovation kan tvinge virksomheder og arbejdsstyrken til tilpasningsstrategier, men at noget også tyder på, at innovation kombineret med forskning og uddannelse på en effektiv måde kan trække Europa ud af krisen;

W.

der henviser til, at kooperativer håndterer omstruktureringer på en socialt forsvarlig måde, og at den specifikke kooperative forvaltningsmodel, som er baseret på fælles ejerskab, demokratisk deltagelse og medlemmernes kontrol, samt kooperativers evne til at basere sig på egne finansielle ressourcer og støttenetværk forklarer, hvorfor kooperativer er mere fleksible og innovative i håndteringen af langsigtede omstruktureringer og i skabelsen af nye forretningsaktiviteter;

X.

der henviser til, at Kommissionen på trods af de ovennævnte entydige udtalelser har reageret skuffende på parlamentariske beslutninger om information, høring og omstrukturering, hvilket understreger behovet for uopsættelige og konkrete skridt på dette område, og på anmodninger fra andre relevante økonomiske aktører og civilsamfundets aktører;

Y.

der henviser til, at denne beslutning ikke berører forpligtelserne til information som følge af anden EU-lovgivning og national lovgivning; der henviser til, for så vidt som disse bestemmelser fastsætter dette, at informationsprocedurerne skal anvendes fuldt ud til at gennemføre de henstillinger, der er medtaget i denne beslutning;

Z.

der henviser til, at denne beslutning ikke berører forpligtelserne vedrørende arbejdsbeskyttelse og ansættelsesforholds ophør som følge af national lovgivning;

AA.

der henviser til, at der i øjeblikket er store forskelle i de nationale lovgivninger med hensyn til arbejdsgivernes forpligtelser over for deres arbejdstagere i omstruktureringsprocessen; der henviser til, at parterne på det europæiske arbejdsmarked er blevet hørt to gange i det seneste årti, og at Kommissionen har undladt at handle;

AB.

der henviser til, at god og effektiv information og høring i forbindelse med omstrukturering betyder, at de relevante foranstaltninger bør træffes adskillige måneder forud for den planlagte omstrukturering, at de også bør omfatte afhængige virksomheder, og at der hurtigt bør iværksættes erhvervsuddannelser med henblik på at bidrage til at gøre virksomhederne og Unionen mere konkurrencedygtige og sende et signal i krisetider om klarhed og gennemsigtighed til de europæiske borgere og investorer;

AC.

der henviser til, at virksomheder, som ikke er i stand til at tilpasse sig ændrede vilkår, på lang sigt ikke kan følge trit med konkurrenterne; der henviser til, at virksomheder og sektorer normalt selv bedst ved, hvilke behov de har for omstrukturering; der henviser til, at medlemsstaterne gennemgår forskellige omstruktureringsprocesser med forskellige virkninger i hvert enkelt land;

AD.

der henviser til, at Kommissionen, for at gøre det muligt for arbejdstagere og virksomheder at forberede sig på forandringer på en mere effektiv måde, har iværksat indgående undersøgelser og analyser, både vedrørende selve omstruktureringsfænomenet og overvågningen af brancher, herunder en række undersøgelser om beskæftigelsesmæssige ændringer frem til 2020 (21); der henviser til, at denne fremadrettede analyse er blevet foretaget i samarbejde med uafhængige forskere, arbejdsmarkedets parter og de andre EU-institutioner, herunder Parlamentet og Unionens organer og agenturer, såsom Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer (22) under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (og Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse;

AE.

der henviser til den igangværende revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (23);

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde hurtigst muligt og efter høring af arbejdsmarkedets parter at forelægge et forslag til retsakt om information og høring af arbejdstagere, foregribelse og styring af omstruktureringer i henhold til de detaljerede henstillinger i bilaget hertil;

2.

bekræfter, at henstillingerne respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og subsidiaritetsprincippet; bekræfter endvidere, at disse henstillinger respekterer proportionalitetsprincippet, frihed for iværksættere og ejendomsretten;

3.

bekræfter behovet for en stærk social dialog baseret på gensidig tillid og fælles ansvar som det bedste instrument til at finde fælles løsninger og tilgange og en metode til at foregribe, forhindre og forvalte omstruktureringsprocesserne;

4.

opfordrer Kommissionen til at vurdere, om der er behov for foranstaltninger på EU-plan til overvågning af virksomhedernes aktiviteter for at undgå enhver form for misbrug, som navnlig kan skade arbejdstagerne;

5.

opfordrer Kommissionen til at sørge for, at afskedigelser betragtes som den sidste udvej, når alle øvrige alternativer er taget i betragtning, uden at dette dog forringer virksomhedernes konkurrenceevne;

6.

mener, at det forslag, der anmodes om, ikke har finansielle følgevirkninger;

7.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de udførlige henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/38

—

der henviser til sin beslutning af 10. maj 2012 om pirateri (1),

—

der henviser til sin beslutning af 15. januar 2009 om situationen på Afrikas Horn (2),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om årsrapporten om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — 2008 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om årsrapporten om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — 2009 (4),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (5),

—

der henviser til Rådets konklusioner om Afrikas Horn af 14. november 2011 og navnlig til de strategiske rammer, der er fastlagt i de vedlagte bilag,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi og til rapporten af 14. marts 2008 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen til Det Europæiske Råd med titlen »Klimaændringer og international sikkerhed«,

—

der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission til valget i Etiopien den 23. maj 2010,

—

der henviser til vedtagelsen af en forfatning for Somalia af 825 medlemmer af den Nationale Forfatningsgivende Forsamling den 1. august 2012; der henviser til det demokratiske valg af en ny præsident for Somalia den 11. september 2012 som led i overgangsprocessen,

—

der henviser til Rådets konklusioner om den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik af 1. december 2011 og 23. juli 2012,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om situationen i Somalia, især resolution 2067(2012),

—

der henviser til Den Afrikanske Unions mission i Somalia (AMISOM), dens strategiske koncept af 5. januar 2012 om at sikre tilstedeværelse i de fire sektorer og til FN's Sikkerhedsråds resolution 2036 (2012) med anmodning til Den Afrikanske Union om at forøge AMISOM's antal fra 12 000 til maksimalt 17 731 uniformeret personale, herunder tropper og personale fra specialtrænede politienheder,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til FN-rapporten af 25. januar 2011 og de 25 forslag, den indeholder, fremsat af Jack Lang, FN's generalsekretærs særlige rådgiver om retlige spørgsmål i relation til piratvirksomhed ud for Somalias kyst; der henviser til de opfølgende rapporter udarbejdet af Jack Lang, herunder rapporten af 15. juni 2011 om modaliteterne for oprettelse af specialiserede somaliske domstole til piratbekæmpelse og rapporten fra generalsekretæren om de specialiserede domstole til piratbekæmpelse i Somalia og andre stater i regionen af 20. januar 2012,

—

der henviser til den fælles Afrika-EU-strategi,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0408/2012),

A.

der henviser til, at Afrikas Horn er en af de regioner i verden, hvor fødevaresituationen er mest usikker, og at millioner af de mennesker, der lever i regionen, er underernærede og i fare for at sulte; der henviser til, at denne geografiske region omfatter lande, der er blandt landene med verdens værste sundhedsniveauer; der henviser til, at det ligeledes er en af verdens fattigste regioner og et af de mest mangelfulde for så vidt angår regeringsførelse; der henviser til, at menneskelig usikkerhed og navnlig fødevare-usikkerhed forværrer de akutte humanitære kriser i regionen; der henviser til, at det internationale samfund ikke har formået at træffe forebyggende foranstaltninger med henblik på at håndtere menneskelig sikkerhed, tørke og hungersnød;

B.

der henviser til, at regionen gennem lang tid har været plaget af konflikter, og at der er en forbindelse mellem konflikter, fattigdom og underudvikling; der henviser til, at der ikke kan opnås en bæredygtig udvikling i et klima, der er præget af spændinger, væbnet konflikt og ustabile statsinstitutioner, samtidig med at fattigdom og underudvikling virker som konfliktfremmende faktorer; der henviser til, at klimaforandringer sandsynligvis vil forværre situationen i regionen yderligere, hvor alvorlig tørke allerede er blevet en mere hyppig tildragelse;

C.

der henviser til, at den langvarige ustabilitet på Afrikas Horn har konsekvenser for nabolandenes og hele kontinentets sikkerhed og endvidere, som følge af de terrornetværk der opererer i regionen, kan få konsekvenser for sikkerheden i andre regioner, såsom Europa, Den Arabiske Halvø og Sydasien;

D.

der henviser til, at den onde cirkel af usikkerhed, ustabilitet, fattigdom og dårlig regeringsførelse kun vellykket og effektivt kan brydes gennem en altomfattende og helhedsorienteret tilgang, der er indrettet på at opnå en bæredygtig udvikling i landene i regionen; der henviser til, at Afrikas Horn er et eksempel på sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed, idet kriminel virksomhed, navnlig terrorisme og pirateri, florerer i regionen som en konsekvens af ekstrem fattigdom og dårlig regeringsførelse eller manglende regeringsførelse fra statsmagtens side;

E.

der henviser til, at EU og verdenssamfundet som sådan har en treleddet interesse i sikkerhedssituationen på Afrikas Horn: for det første den trussel, som international terrorisme udgør, og de økonomiske midler, der kanaliseres til terrororganisationer fra pirateri og bortførelser; for det andet den økonomiske trussel mod den internationale handel og nødvendigheden af at sikre sikker sejlads for fragtskibe; og for det tredje behovet for at bistå med at opfylde FN's målsætninger, f.eks. ved at beskytte Verdensfødevareprogrammets skibe i regionen;

F.

der henviser til, at EU's engagement i regionen er præget dels af dens geostrategiske betydning og dels af ønsket om at støtte befolkningerne på Afrikas Horn og hjælpe dem ud af deres fattigdom; der henviser til, at EU i denne henseende og for at skabe varig fred har givet tilsagn om støtte til bestræbelserne på regionalt plan — dvs. gennem IGAD (Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling) og Den Afrikanske Union — og på nationalt plan på at konsolidere freden og retssikkerheden på basis af principperne om inddragelse, retsstat og respekt for menneskerettighederne;

G.

der henviser til, at IGAD fortsat er et underudviklet instrument til forbedring af samarbejde, integration og sikkerhed på regionalt plan; der henviser til, at det er nødvendigt, at IGAD spiller en central rolle både i den politiske og sikkerhedsmæssige struktur på Afrikas Horn, og i forbindelse med konfliktforebyggelse og fremme af den politiske og økonomiske integration, med henblik på at forankre og forpligte landene i regionen til en fælles politisk og økonomisk dagsorden;

H.

der henviser til, at et sammenhængende bælte af usikkerhed og ustabilitet, der strækker sig fra Atlanterhavet til Det Indiske Ocean, også vil fremme aktiviteter i forbindelse med narkohandel over Sydatlanten og i Latinamerika og Caribien og fremme handlen med våben og mennesker gennem åbning af nye handelsruter og skabe mulighed for at smugle illegale stoffer til både Europa og Den Arabiske Halvø;

I.

der henviser til, at staternes kamp om regionens naturressourcer, navnlig fossile brændstoffer og vand, og kappestriden om at sørge for infrastrukturel adgang til havne for olie- og gasproducerende stater såvel som adgang til havet for indlandsstater kan forstærke spændingerne i regionen og føre til kronisk ustabilitet;

J.

der henviser til, at en langsigtet, levedygtig stabilitet på Afrikas Horn kun kan funderes på stærke og ansvarlige, demokratiske institutioner, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, navnlig ytringsfriheden, og bedre økonomiske udsigter for samfundet som helhed;

K.

der henviser til, at det er essentielt at gøre en aktiv indsats for at etablere lommer af stabilitet i regionen, bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk genrejsning som et middel til at genopbygge krakelerede stater; der henviser til, der ikke gives nogen sikkerhed uden udvikling og ingen udvikling uden sikkerhed;

L.

der henviser til, at Al-Shabaabs voldsomme oprør og manglen på statens regeringsførelse i Somalia, den trussel, der udgøres af de fortsatte pirataktiviteter ud for Somalias kyst, spændingerne og de potentielle konflikter mellem Sudan og Sydsudan, de konfliktramte regioner Abiyei og Darfur, den politiske overgang i Etiopien efter premierminister Meles Zenawis død, spændingerne mellem Etiopien, Eritrea og Somalia samt mellem Eritrea og Djibouti og terroraktiviteterne fra Herrens Modstandshær (LRA) bidrager til, at Afrikas Horn er en af verdens mest konfliktfyldte og spændte regioner i verden, hvilket forårsager enorme menneskelige lidelser, intern fordrivelse af mennesker, forværrede humanitære kriser og forhindrer en bæredygtig social og økonomisk udvikling og skabelsen af demokrati og retsstatsforhold;

M.

der henviser til, at samtidig med at der gøres gradvise fremskridt i kampen mod Al-Shabaab i Somalia, er der stigende risiko for, at terroraktiviteter og destabilisering kan bevæge sig til andre dele af Somalia eller fjernere dele af Afrika, der ikke tidligere har været berørt;

N.

der henviser til, at den vedvarende politiske ustabilitet og konflikt i Somalia praktisk talt har ødelagt enhver mulighed for bæredygtig økonomisk udvikling i regionen; der henviser til, at fraværet af stabile demokratiske og økonomiske fremtidsudsigter for befolkningen, især unge, og manglen på demokrati, retsstat, regeringsførelse eller sikre forhold giver grobund for kriminelle aktiviteter, herunder pirateri og narkotikasmugling, og medvirker til opretholdelse af terrorgrupper, såsom Al-Shabaab; der henviser til, at det er af afgørende betydning at håndtere disse spørgsmål på en omfattende måde på grundlag af alle EU's instrumenter for optræden udadtil og at supplere enhver indsats gennem etablering af specialiserede somaliske anti-pirateridomstole, så snart der er indført bæredygtige statsstrukturer i Somalia;

O.

der henviser til, at den Føderale Overgangsregering for Somalia ikke har formået at danne en stabil og inklusiv administration, der er i stand til at fremme en konsensus blandt sine mange forskellige etniske og politiske bestanddele; der henviser til, at Somalias nye regering skal have fuld støtte fra det internationale samfund, så den kan tage fat på de udfordringer, som Somalia står over for, og genskabe varig politisk, demokratisk, etnisk og social stabilitet;

P.

der henviser til, at fiskerfartøjer fra mange lande siden 1990 har udnyttet den kaotiske situation i Somalia til at fiske inden for Somalias 200-sømilegrænse og dermed undergrave de somaliske fiskeres livsgrundlag;

Q.

der henviser til, at der ifølge UNHCR findes over en million somaliske flygtninge spredt ud over hele regionen omkring Afrikas Horn, fortrinsvist i Kenya og Etiopien, og 1,3 millioner internt fordrevne inden for Somalias grænser; der henviser til, at intern konflikt, Al-Shabaab-terror og flere på hinanden følgende tørkeperioder ligger til grund for udvandringsfænomenet og den interne fordrivelse af mennesker i Somalia, der håndgribeligt berører hele regionen;

R.

der henviser til, at to begivenheder af stor betydning for regionen fandt sted den 20. august 2012, for det første Etiopiens premierminister Meles Zenawis død og for det andet etableringen af det første formelle parlament i Somalia i mere end to årtier; der henviser til, at det nye parlaments edsaflæggelse og valget af den nye somaliske præsident Hassan Sheikh Mohamud den 10. september 2012 var et historisk øjeblik og et vigtigt skridt hen imod at forbedre freds- og sikkerhedsforholdene og et tegn på, at situationen i Somalia ikke er uafvendeligt håbløs;

S.

der henviser til, at Etiopien, Djibouti, Kenya og Uganda har gjort en militær og politisk indsats for at fremme stabiliteten i regionen, hvilket især er sket gennem Den Afrikanske Unions mission i Somalia (AMISOM), og derved arbejder for at en bæredygtig løsning med henblik på at opnå sikkerhed og stabilitet i regionen kan skabes og ledes af de Afrikanske lande med aktiv støtte fra det internationale samfund; der henviser til, at Den Afrikanske Union er en værdifuld partner for fred og stabilitet i regionen;

T.

der henviser til, at den sikkerhedsmæssige og militære situation i Somalia fortsat er farlig og uforudsigelig; der henviser til, at AMISOM har formået at trænge den islamistiske milits Al-Shabaab tilbage og har indsat 100 soldater i Baidoa; der henviser til, at Kenya for nylig har interveneret militært i det sydligt-centrale Somalia, men ikke har været i stand til at tilføje Al-Shabaab et afgørende nederlag; der henviser til, at de etiopiske hærstyrker i februar 2012 gik ind i Hiiran-regionen og området ved Adenbugten; der henviser til, at Human Rights Watch har rapporteret om menneskerettighedskrænkelser, tortur, vilkårlige tilbageholdelser og summariske henrettelser samt retsstridige gengældelsesangreb mod civile begået af de etiopiske styrker og af militser, der er loyale over for den føderale overgangsregering; der henviser til, at FN's sanktionsovervågningsgruppe har anklaget nabolandet Eritrea for at levere våben, træning og økonomisk støtte til Al-Shabaab og dermed krænke FN's våbenembargo;

U.

der henviser til, at en afslutning på krisen i Somalia ganske vist afhænger af den stabilitet, som skabes af Den Afrikanske Unions operationer i landet, men kun kan blive en realitet ved bevaring og støtte af den sociale og politiske stabilitet, hvilket indebærer, at de parter, der er involveret i de militære operationer også har et stort ansvar, hvad angår at støtte de lokale myndigheder, med alle nødvendige midler, i den periode, der følger efter afslutningen på de militære operationer;

V.

der henviser til, at ingen militær aktion i sig selv kan skabe sikkerhed, stabilitet og varig fred, medmindre den ledsages af et program for demokratisk udvikling;

W.

der henviser til, at premierminister Meles Zanawis død sandsynligvis får store nationale og regionale konsekvenser, idet den giver det nye lederskab mulighed for at åbne op for det politiske rum, ophæve repressive love og indgå i en inklusiv politisk dialog om vejen mod en demokratisk overgang; der henviser til, at en inklusiv, demokratisk valgt regering i Etiopien er den eneste måde, hvorpå der kan undgås en spredning af ustabiliteten, de radikale kræfter og uroen i landet, som truer med at undergrave Etiopiens rolle i terrorbekæmpelsen;

X.

der henviser til, at EPRDF ved parlamentsvalget i maj 2010 vandt 545 ud af 547 mandater, hvilket fik EU's valgobservationsmission til at erklære valget i modstrid med internationale normer;

Y.

der henviser til, at Etiopien modtager mere udlandsbistand fra USA og EU end noget andet land i Afrika;

Z.

der henviser til, at Eritrea efter 20 års uafhængighed med præsident Isaias Aferwerkis ved magten, er et af de mest repressive og lukkede lande i verden, hvis rystende menneskerettighedsforhold omfatter indespærring, tortur af og drab på borgerne; der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd har vedtaget en resolution den 5. juli 2012, der på det skarpeste fordømmer de fortsatte udbredte og systematiske menneskerettighedsovertrædelser begået af de eritreanske myndigheder, de alvorlige begrænsninger af menings- og ytringsfriheden, tvangsudskrivelsen af borgerne for uafgrænsede perioder, og som udpeger en særlig ordfører for menneskerettighedssituationen i Eritrea med henblik på at bryde med landets isolation og undersøge og rapportere om krænkelser; der henviser til, at den svensk-eritreanske statsborger Dawit Isaak har siddet fængslet uden kontakt til omverdenen og uden retssag i Eritrea de sidste 11 år;

AA.

henviser til, at præsidenterne for Sudan og Sydsudan den 26. september 2012 undertegnede en længeventede samarbejdsaftale, der muliggør genoptagelse af olieudledningen fra syd gennem nord, demilitarisering af stødpudezonen langs grænsen, genåbning af den grænseoverskridende handel og fri bevægelighed for borgerne i begge lande; der henviser til, at de to lande endnu ikke er nået til enighed om status for Abyei og andre omstridte områder;

AB.

der henviser til, at Sydsudan står over for alvorlige politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer, navnlig hvad angår vold mellem samfundsgrupper og mangel på robuste styringsstrukturer; der henviser til den igangværende proces for afvæbning af civile, kaldet »Operation Genskab Freden«, der påbegyndtes i marts 2012 som reaktion på vold mellem samfundsgrupper i Jonglei-delstaten, og som angiveligt har ført til krænkelser begået af hærenheder mod civile;

AC.

der henviser til, at der fortsat ikke er skabt fred i Sudans vestlige region Darfur eller i de sydlige delstater Sydlige Kordofan og Blå Nil; der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer fortsat rapporterer om regeringsstyrkers vilkårlige bombninger af civile områder, udenretslige drab, vilkårlige anholdelser, masseplyndringer og ødelæggelse af ejendom; der henviser til, at den igangværende vold har afstedkommet en længerevarende og foruroligende humanitær krise;

AD.

der henviser til, at adgangen til de mennesker, der er ramt af den humanitære nødsituation på Afrikas Horn, fortsat er et stort problem;

AE.

der henviser til, at Kommissionen er ved at hæve den samlede humanitære bistand, der ydes i år til de befolkninger, der har været ofre for tørken i landene på Afrikas Horn, til 158 mio. EUR;

AF.

der henviser til, at de vigtigste medlemsstater af Den Afrikanske Union på den internationale donorkonference, der blev afholdt i Addis Abeba, gav tilsagn om at frigive næsten 350 mio. USD til fordel for de tørkeramte lande;

AG.

der henviser til, at Afrikas Horn og navnlig Somalia blev ramt af alvorlig hungersnød på grund af tørke, hvilket har skabt en humanitær krise for over 12 millioner mennesker i regionen, herunder over 7,5 millioner i Somalia; der henviser til, at hungersnøden ikke blot har kostet mange menneskeliv, navnlig blandt børn, men også forårsaget meget omfattende flygtningestrømme til nabolandene Kenya og Etiopien; der henviser til, at Kommissionen har forøget sin humanitære bistand fra 9 mio. EUR i 2008 til 46 mio. EUR i 2009, men siden nedsatte beløbet til kun 35 mio. EUR i 2010 og 30 mio. EUR i 2011; der henviser til, at Kommissionen efterfølgende ændrede tildelingen til 77 mio. EUR, men først efter den omfattende tørke i sommeren 2011;

AH.

der henviser til, at enhver betydelig forbedring af den humanitære situation i regionen vil være forbundet med EU's øvrige målsætninger for regionen, og at enhver bæredygtig løsning på de forskellige konflikter, der plager regionen, derfor skal tage hensyn til de internt fordrevne menneskers behov, den vedvarende flygtningekrise og dens årsager, herunder strukturel fødevare-usikkerhed, konflikt og indvirkningerne af klimaforandringer, og ligeledes under særlig hensyntagen til de mest udsatte befolkningsgrupper såsom kvinder og børn;

AI.

der henviser til, at de betydelige donorer og politiske aktører i regionen ikke blot omfatter traditionelle politiske og udviklingsmæssige aktører, såsom EU, USA og internationale organisationer som FN og Verdensbanken, men også Tyrkiet, Egypten, Golfstaternes Samarbejdsråd (især Qatar), og Den Islamiske Samarbejdsorganisation; der henviser til, at Kina har spillet en central rolle i at fremme den infrastrukturmæssige udvikling og den økonomiske kapacitet på Afrikas Horn ved at yde bløde ad hoc-lån, der ikke er betingede af, at landene gennemfører effektive reformer, og som ofte fungerer som et incitament for privilegeret adgang til naturressourcer og markedsadgang til det pågældende land;

AJ.

der henviser til, at EU er den største yder af international støtte og humanitær bistand til Afrikas Horn og bidrager til udvikling og sikkerhed i der, både til lands og til vands;

AK.

der henviser til, at etableringen af et sikkert klima for handel og transport er den primære vej til at stabilisere og udvikle regionen, både til lands og til vands;

AL.

der henviser til, at det illegale salg af elfenben er en af de vigtigste indtægtskilder for militser såsom Al-Shabaab, såvel som for de regulære militærstyrker, som følge af en enorm stigning i efterspørgslen fra de asiatiske lande; der henviser til, at ifølge CITES er omfanget af krybskytteri mod elefanter det værste i ti år, og de registrerede mængder af beslaglagte elfenben er de højeste siden 1989;

AM.

der henviser til, at ifølge en rapport fra FN's miljøprogram (UNEP) er der langs den somaliske kyst blevet dumpet store beholdninger af illegalt giftigt affald, med efterfølgende lækager, fuldstændigt uden hensyntagen til lokalbefolkningens sundhed eller miljøbeskyttelse; der henviser til, at samme rapport anfører, at affaldet, der er dumpet i havet, delvist stammer fra EU og øver uoprettelig skade på menneskers helbred og miljøet i regionen, hvilket er en klar krænkelse af menneskerettighederne;

AN.

der henviser til, at regionen i øjeblikket er sakket bagud i forhold til 2015-målene og til, at kun med et opbud af resolut politisk vilje vil der kunne gøres nogen fremskridt i de resterende tre år inden målenes frist udløber;

AO.

der henviser til, at irrationalitet og politisk ekstremisme slår rod i situationer med fattigdom og sult; der henviser til, at fjorten måneder efter at FN officielt har meddelt eksistensen af den første hungersnød i det 21. århundrede på Afrikas Horn, er der tegn på en relativ forbedring af den humanitære situation, men den forbliver kritisk;

AP.

der henviser til, at fremskridt inden for fattigdomsreduktion har lidt tilbageslag på Afrikas Horn på grund af fødevare- og brændstofkriser og den globale økonomiske og finansielle krise og indvirkningerne af klimaforandringerne;

AQ.

der henviser til, at FAO i marts 2012 anslog, at over otte millioner mennesker har behov for hjælp på Afrikas Horn (herunder 3,2 millioner i Etiopien, 2,5 millioner i Somalia, 2,2 millioner i Kenya og 180 000 i Djibuti); der henviser til, at regionen i 2011 blev ramt af den værste tørke i 60 år, hvilket har berørt mere end 13 mio. mennesker, hvoraf hundrede tusinder har måttet forlade deres hjem, og titusinder er omkommet;

AR.

der henviser til, at Den Internationale Straffedomstols arbejde på Afrikas Horn med at retsforfølge gerningsmænd og bekæmpe straffriheden besværliggøres af visse lande i regionen;

AS.

der henviser til, at UNICEF for at fortsætte sit humanitære arbejde og investere i genopretningskapaciteten i Somalia, Kenya og Etiopien har behov for 273 millioner USD i 2012, og at det ved udgangen af juli 2012 kun havde modtaget 33 % af dette beløb;

1.

glæder sig over EU's strategi for Afrikas Horn og navnlig dens helhedsorienterede tilgang, som både sætter fokus på sikkerheds- og stabilitetsproblemerne, hævdelse af retsstatsprincippet og sikring af retssikkerheden, hvilket forudsætter velfungerende håndhævelsesmekanismer og procedurer, såvel som et uafhængigt retsvæsen, samtidig med at de bagvedliggende årsager dertil behandles, navnlig gennem udviklingsstrategier og humanitære strategier, baseret på klare målsætninger; opfordrer til fuldstændig gennemførelse af EU's strategiske ramme for Afrikas Horn og støtter de fem dele, der er baseret på:

understreger betydningen af at fremme bæredygtig økonomisk vækst i regionen og begrænse fattigdommen, ved at opfylde menneskers basale behov;

2.

understreger, at en varig løsning på de talrige konflikter i regionen kun vil kunne lykkes, hvis den hævder principperne om godt naboskab til overvindelse af rivalisering og grænsetvister, ikke-indblanding og samarbejde mellem stater, bæredygtig udvikling med og ligelig og retfærdig deling af adgang til ressourcer, med økonomiske muligheder for alle på ensartede vilkår; bemærker, at dette kræver en omformende indsats inden for fredsskabelse, mægling og forsoning såvel som at straffrie tilstande bringes til ophør i samarbejde med Den Internationale Straffedomstol samt fuld respekt for den humanitære folkeret, herunder ubegrænset adgang for humanitær bistand til befolkningen, og for menneskerettigheder; bemærker, at EU i tæt samordning med de regionale organer har en rolle at udfylde for at bistå disse processer, for at bekæmpe udbredelsen af håndvåben og lette våben og for at fremme demobilisering, nedrustning og reintegration af tidligere soldater, men understreger, at folkene på Afrikas Horn i sidste ende er de eneste aktører, der kan formå at skabe varig fred, stabilitet og velstand sammen med ansvarlig regeringsførelse og retsstatsforhold i regionen;

3.

glæder sig over udnævnelsen af EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn som krævet i Parlamentets ovennævnte beslutning af 10. maj 2007 om Afrikas Horn; opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant og Kommissionen til aktivt at støtte den særlige repræsentants arbejde ved at garantere tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer og direkte adgang til FSFP-strukturerne og -missionerne såvel som til Kommissionens udviklingspolitiske og humanitærpolitiske strukturer og programmer; minder om, at Europa-Parlamentet i sin beslutning anmodede EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn om at forelægge regelmæssige rapporter for Parlamentet; glæder sig i den forbindelse over de regelmæssige rapporter fra EU's særlige repræsentant til Parlamentet og opfordrer ham til at fortsætte dialogen og udvekslingen af synspunkter med Parlamentets medlemmer; glæder sig endvidere over udnævnelsen af EU's særlige repræsentant for Sudan og Sydsudan; mener, at de to særlige repræsentanter bør høres regelmæssigt af de kompetente tjenester med ansvar for de finansielle instrumenter vedrørende EU's foranstaltninger udadtil, og at repræsentanterne regelmæssigt bør give tjenesterne politisk og strategisk rådgivning med henblik på at sikre fuld høring og koordinering af foranstaltninger; gør opmærksom på værdien af regelmæssig dialog og samordning mellem de to særlige repræsentanter og lederne af EU's delegationer i regionen;

4.

mener, at der bør investeres flere ressourcer i IGAD med henblik på at fremme god regeringsførelse samt mekanismer til en effektiv politisk dialog og konsensusskabelse i og blandt alle dets medlemsstater; opfordrer EU til lette denne rolle ved at engagere sig yderligere i deres proces for at opbygge deres interne kapacitet; minder om, at det er helt afgørende at fremme en regional institutionel ramme for dialog og koordinering mellem landene i regionen, navnlig Etiopien, Kenya og Uganda som regionens centrale aktører, der også fremover skal koordinere indsatsen og forfølge fælles mål; minder endvidere om, at IGAD kunne udgøre en passende ramme for dialog og koordinering for så vidt angår udnyttelsen af vitale naturressourcer som vand;

5.

opfordrer Kommissionen til at tilrettelægge bistands- og støtteforanstaltninger for alle de afrikanske lande, der er militært inddraget i fredsbevarelsesindsatsen i landene på Afrikas Horn og særligt i Somalia;

6.

bifalder EU's beslutning om at yde yderligere støtte til AMISOM med henblik på at sætte denne i stand til at opfylde sin opgave og nå en total styrke på 17 731 personer i overensstemmelse med FN's mandat;

7.

er af den opfattelse, at de resultater, som AMISOM har opnået med hensyn til bekæmpelsen af Al-Shabaab, såsom generobring af kontrollen med Kismayo, bekræfter, at det er af strategisk vigtighed at støtte Den Afrikanske Union; understreger derfor vigtigheden af at fremme AU's proces for institutions- og kapacitetsopbygning og god regeringsførelse samt dens indsatskapacitet, herunder på krisestyrings- og militært plan; bifalder etableringen af en EU-delegation til Den Afrikanske Union i Addis Abeba;

8.

opfordrer til, at der hurtigst muligt ydes støtte til rets- og fængselsvæsenet i de lande, der har samarbejdet med EU om overførsel af personer, der mistænkes for pirateri (Kenya, Seychellerne og Mauritius) samt de somaliske myndigheder for at sikre, at de i overensstemmelse med den internationale lovgivning, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning har den nødvendige juridiske kapacitet og retssikkerhed til at håndtere tilfangetagne pirater og Al-Shabaab-militante; understreger samtidig vigtigheden af at tilbyde tilfangetagne pirater rehabilitering og social reintegration;

9.

beklager, at adskillige pirater og andre forbrydere endnu ikke er blevet anholdt eller, i de tilfælde, hvor de faktisk er blevet anholdt, ofte løslades på grund af manglende holdbare beviser eller manglende politisk vilje til at retsforfølge dem på trods af bistanden fra EU til styrkelse af retsstaten i regionen, udleveringsaftaler, som Unionen har indgået med tredjelande (Kenya, Seychellerne og Mauritius), og bilaterale tilbagetagelsesaftaler for dømte pirater mellem Seychellerne, Puntland og Somaliland, samt diverse internationale juridiske rammer;

10.

glæder sig meget over FN-rapporten af 25. januar 2011, der fremhæver 25 forslag fremsat af Jack Lang, FN's generalsekretærs særlige rådgiver om retlige spørgsmål i relation til piratvirksomhed ud for Somalias kyst; glæder sig også over de relevante opfølgende rapporter udarbejdet af Jack Lang, herunder rapporten om modaliteterne for oprettelse af specialiserede somaliske domstole til piratbekæmpelse af 15. juni 2011 og rapporten fra generalsekretæren om de specialiserede domstole til piratbekæmpelse i Somalia og andre stater i regionen af 20. januar 2012; opfordrer den højtstående repræsentant, EU's særlige repræsentant og de tre missionsledere og delegationsledere til at opprioritere forslagene fra Jack Lang og til at udarbejde en strategi for EU's bidrag til den internationale tilgang til strafferet på somalisk territorium;

11.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne om, i samarbejde med Europol og Interpol, at undersøge og spore pengestrømme og konfiskere de beløb, der udbetales som løsepenge til pirater, da der er tegn på, at disse penge indsættes på bankkonti over hele verden, herunder i banker i Europa, og ligeledes til at identificere og opløse de organiserede kriminelle netværk, der høster udbyttet af disse handlinger; opfordrer Rådet til yderligere at lette samarbejdet mellem EU NAVFOR på den ene side og Europol og Interpol på den anden side;

12.

opfordrer indtrængende alle lande i regionen til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol og minder om, at de, der har undertegnet og ratificeret Romstatutten, er pålagt en bindende forpligtelse; bifalder ligeledes de seneste udviklinger i Den Internationale Straffedomstol, der tillader gennemførelse af undersøgelser og efterforskning i lande, der ikke er en del af eller har ratificeret Romstatutten;

13.

opfordrer EU-institutionerne til fortsat at være opmærksomme og aktive med hensyn til den politiske overgangsproces, der er indledt i Etiopien, og de demokratiske fremskridt, der spirer i Somalia;

14.

mener, at det er ønskeligt at gribe den mulighed, der opstod ved efterfølgelsen af den afdøde etiopiske premierminister Meles Zenawi, der døde den 20. august 2012, ved valget af den nye somaliske præsiden, og tilgangen ved det kenyanske parlamentsvalg i 2013 for:

15.

glæder sig over, at der ved udløbet af den fastsatte frist i Freds- og Sikkerhedsrådets køreplan, som er stadsfæstet i FN's Sikkerhedsråds resolution 2046 (2012), er opnået en aftale mellem Sudan og Sydsudan om olieressourcerne; håber, at den nævnte aftale ligeledes hurtigst muligt endeligt løser problemet vedrørende Sydsudans olietransport håber, at den nævnte aftale ligeledes hurtigst muligt endeligt løser problemet vedrørende Sydsudans olietransport;

16.

glæder sig over det vigtige bidrag, som EU NAVFOR Atalanta yder for at bekæmpe piraterne og højne søfartssikkerheden ud for Somalias kyst; fremhæver operationens rolle for beskyttelsen af de fartøjer, som Verdensfødevareprogrammet har chartret til at levere bistand til Somalia, samt andre sårbare fartøjer og leverancerne til AMISOM; glæder sig over Rådets afgørelse af 23. marts 2012 om at forlænge EU NAVFOR Atalanta til december 2014 og udvide dets mandat til at angribe piraters operationelle baser på land; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at EU NAVFOR Atalanta støttes behørigt med overvågnings- og patruljeskibe, idet de nuværende glædelige fremskridt i kampen mod piraterne ikke er uafvendelige, samt med midler således at det internationale samfund kan forfølge piraterne, deres finansielle bagmænd og netværk, i erkendelse af, at de mest effektive forholdsregler mod pirateri i realiteten har været de beskyttelsesforanstaltninger ombord på skibene, som skibsrederierne har truffet; glæder sig i denne forbindelse over, at skibsbranchen for nylig har opfordret til et regelsæt for private søfartssikkerhedsselskaber, og opfordrer Den Internationale Søfartsorganisation, flagstater og skibsbranchen til at samarbejde om videreudvikle og implementere klare, sammenhængende og håndhævelsesmulige internationalt aftalte standarder vedrørende brugen af private væbnede sikkerhedskorps ombord på skibe, og opfordrer private søfartssikkerhedsselskaber til at udøve deres virksomhed i nøje overensstemmelse med disse retningslinjer;

17.

konstaterer betydningen af samarbejde mellem EU NAVFOR og de øvrige internationale styrker, der opererer i området, især den landbaserede AMISOM-operation, og mener, at gode forbindelser og tæt samarbejde, herunder informationsdeling, er af central betydning for at sikre et stabilt Somalia; minder om at EU NAVFOR og NATO-operationen Ocean Shield kun kan få held med at afskrække fra og dæmme op for pirateri, hvis der gennemføres en omfattende strategi på Afrikas Horn, og navnlig i Somalia, med henblik på at imødegå årsagerne til, at Somalierne tyer til pirateri for at sikre sig et udkomme; bemærker, at NATO's igangværende piratbekæmpelsesmission, Operation Ocean Shield, har haft held med to kortere piratbekæmpelsesmissioner i oktober 2008, der skulle beskytte WPF-skibsfart;

18.

glæder sig over Rådets (udenrigsanliggender) afgørelse af 12. december 2011 om at iværksætte initiativet vedrørende regional flådekapacitetsopbygning, EUCAP Nestor, med henblik på at styrke flådekapaciteten og den retslige kapacitet samt uddannelse af kystpoliti og dommere efter høring af og samtykke fra de lokale samfund i fem lande på Afrikas Horn og det vestlige Indiske Ocean; opfordrer alle medlemsstaterne til snarest muligt at tilføre kompetent civilt og militært personale til disse missioner; opfordrer til en tæt koordinering med andre initiativer, herunder EU's MARSIC-projekt, under EU's program for vigtige sejlruter, der støttes af stabilitetsinstrumentet og det regionale søfartssikkerhedsprogram, der er oprettet af landene i det østlige og sydlige Afrika og i det Indiske Ocean, og som støttes af EU og har til formål at skride ind mod pirateriet til lands og forbedre de retslige muligheder for anholdelse, overførsel, tilbageholdelse og retsforfølgelse at piratmistænkte; mener, at en styrkelse af sikkerhedskapaciteten i de kystnære lande, tackling af pirateriets tilgrundliggende årsager på land og tilskyndelse til at følge BMP4-bedste forvaltningspraksis for skibsfart og forbedrede standarder for den maritime sikkerhedsbranche, er en forudsætning for, at det internationale samfund vil kunne opnå det brede mål om stabilitet og sikkerhed i regionen og dermed reducere antallet af flådepatruljer i området;

19.

glæder sig over beslutningen fra juli 2011 om at udvide og refokusere mandatet for EU's uddannelsesmission (EUTM) med base i Uganda; opfordrer ikke desto mindre til en nøjere sortering og overvågning af alle rekrutter, der uddannes af EUTM, for så vidt angår disses adfærd og ansvarlighed med henblik på at sikre, at mindreårige eller personer med tilknytning til militante grupper ikke optages i programmet, at de integreres i de somaliske væbnede styrker, og til at eventuelle afhopninger noteres og undersøges øjeblikkeligt; opfordrer i denne forbindelse EU til at påtage sig en rolle i forbindelse den nøje overvågning af betalingskæden for uddannelse af styrker med henblik at sikre, at pengene ender hos de tilsigtede modtagere og skaber motivation, loyalitet og engagement, hvorved det sikres, at evnen til at påtage sig ansvaret forbliver hos de fremtidige sikkerhedsstyrker i Somalia;

20.

understreger behovet for en tæt strategisk koordinering blandt alle sikkerhedsrelaterede aktører, især EU NAVFOR Atalanta, EUTM Somalia, EUCAP Nestor, NATO (Operation Ocean Shield), den USA-ledede flådestyrke CTF-151, FN og AMISOM; konstaterer, at der findes internationale koordinationsmekanismer, såsom kontaktgruppen om piratvirksomhed ud for Somalia kyst CGPCS) i New York og SHADE-mekanismen (Shared Awareness and Deconfliction) i Bahrain; glæder sig derfor over Rådets afgørelse af 23. marts 2012 om at aktivere EU-operationscenteret for en foreløbig toårig periode med henblik på at samordne og øge synergierne mellem de tre FSFP-missioner på Afrikas Horn, såvel som de Bruxelles-baserede strukturer inden for rammerne af strategien for Afrikas Horn og i samråd med EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn;

21.

noterer sig, at der er tegn på at LRA udvider sit område, inddrager flere lande i kampen og bringer flere børn i fare; minder om, at bekæmpelsen af LRA og jagten på dets leder Joseph Kony har været stærkt afhængig af finansiering, udstyr og logistisk støtte fra USA; opfordrer EU til i samarbejde med USA at koordinere enhver yderligere bistand, der er nødvendig i bekæmpelsen af LRA, under ledelse af AU;

22.

fordømmer utilstrækkeligheden i gennemførelsen af CITES-konventionens bestemmelser; opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremme etableringen af en certificerings- og kontrolsystem for elfenbensimport til EU i lighed med den vellykkede Kimberley-proces;

23.

bifalder EU's strategi for Afrikas Horn, der ikke blot omfatter sikkerhed og humanitærpolitik, men også langsigtet udviklingspolitik og 2015-målene; understreger vigtigheden af et mere langsigtet perspektiv for udviklingspolitikken og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere deres politikker i den henseende og anvende fælles programmering for de forskellige lande og regioner snarest muligt;

24.

mener, at et stabilt og sikkert Afrikas Horn ville have en positiv politisk og sikkerhedsmæssig indvirkning, der rækker videre end regionen, også hvad angår investeringer og sikre søveje i Det Indiske Ocean; er af den opfattelse, at der på G-20 plan bør indledes overvejelser omkring strategier til fremme af sikkerhed og stabilitet i regionen og koordinering med henblik på at yde de nødvendige finansielle ressourcer til gennemførelse af en omfattende indsats; noterer sig den forbindelse de positive erfaringer med Somaliakonferencen, der blev afholdt i London i februar 2012, og opfordrer Unionens højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand til at undersøge muligheden for afholdelse af en lignende konference i 2013;

25.

mener, at der bør lægges mærke til Afrikas Horn også i kraft af dennes stærke økonomiske potentiale, navnlig hvad angår mineraler og landbrug; opfordrer derfor Rådet, Kommissionen, EU's Udenrigstjeneste og EIB til i samarbejde med andre multilaterale donorer og finansielle institutioner at identificere projekter af fælles interesse for landende i regionen, der kan fremme samarbejde og positiv indbyrdes afhængighed, f.eks. inden for områderne energiforsyning, herunder vedvarende energi og naturressourcer, bl.a. vand; understreger vigtigheden af grænseoverskridende handel, adgang til internationale markeder, havneinfrastrukturer og tilvejebringelse af passende korridorer for adgang til havne for indlandsstater som et vitale dele af den langsigtede udvikling af Afrikas Horn; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en dybdegående analyse af dimension og indvirkning i økonomisk, miljømæssig og social henseende af jordforpagtningspraksisser til tredjelande på Afrikas horn og at foreslå mulige beskyttelsesstrategier og mekanismer;

26.

er af den opfattelse, at styrkelse af den regionale sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme og pirateri er af afgørende betydning, men at dette ikke må overskygge det tvingende behov for først og fremmest at støtte fattigdomsbekæmpelsen i regionen, navnlig da EU ifølge oprettelsesakten er forpligtet til at tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet — først og fremmest nedbringelse og udryddelse af fattigdommen — i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene (artikel 208, stk. 1, i TEUF); bemærker, at alle landene på Afrikas Horn er udviklingslande, og at de — bortset fra Sudan og Sydsudan, der ikke har undertegnet Cotonouaftalen — på denne baggrund har modtaget to mia. EUR i udviklingsbistand (hvoraf 644 mio. alene gået til Etiopien) til nationale og regionale vejledende programmer under den 10. EUF (2008-2013); påpeger, at regionen, der omfatter Østafrika, det sydlige Afrika og Det Indiske Ocean, i samme periode har modtaget 619 mio. EUR, delvist til Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD), med sigte på udryddelse af fattigdommen i regionens lande og som støtte til opnåelse af 2015-målene; minder endelig om, at fredsfaciliteten for Afrika, et af EUF's underinstrumenter, yder økonomisk støtte til AMISOM;

27.

er af den opfattelse, at EU (medlemsstaterne og Kommissionen), som verdens største donor af udviklingsbistand og humanitær bistand til regionen — til dels takket være centraliseringen af dets diplomatiske indsats gennem EU-Udenrigstjenesten og EU's særlige repræsentant, operation EU NAVFOR Atalantas gode resultater og en række medlemsstaters diplomatiske korps og militære styrker i regionen — kunne gøre mere for at udrydde den udbredte fattigdom i regionen og de »lommer«, hvor der hersker anarki og retsløshed;

28.

finder det ønskeligt at udnytte det momentum, som har budt sig med valget den 10. september 2012 af den nye somaliske præsident, Hassan Sheikh Mohamud, til — ved hjælp af den strategiske ramme for Afrikas Horn og med støtte fra EU's særlige repræsentant i regionen, EU-Udenrigstjenesten og de nationale diplomatier såvel som støtte fra Den Afrikanske Union — at arbejde for at få etableret normale diplomatiske og økonomiske forbindelser mellem Etiopien og Eritrea og for en løsning af den somaliske krise, da dette ville gavne udviklingen i hele regionen; bemærker, at Great Lakes-regionen, som grænser op til den vestlige del af Afrikas Horn, også er en af de mest ustabile regioner i verden med nogle stærkt underudviklede lande, der hærges af væbnet vold — f.eks. Den Demokratiske Republik Congo (DRC) — og sågar af krig med et eller flere nabolande — f.eks. spændingerne mellem DRC og Rwanda, som hører med til Afrikas Horn i bredere forstand; understreger, at der ved gennemførelsen af EU's strategi for Afrikas Horn ikke må ses bort fra de mulige konsekvenser heraf for den hårdt tiltrængte udvikling af naboregionerne (især Great Lakes-regionen, Centralafrika og det sydlige Afrika).

29.

bifalder af hensyn til både den regionale udviklingsbistand og den humanitære bistand den nye plan for Afrikas Horn, som Kommissionen har foreslået i 2012 under navnet SHARE (Supporting Horn of Africa Resilience), som sigter mod at være et instrument, der sammenkobler kortsigtet humanitær bistand med langsigtet udvikling for at bryde den onde cirkel af kriser, som plager regionen; støtter fuldt og helt Kommissionen i dens bestræbelser på at forstærke sammenkoblingen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling (LRRD); opfordrer EU til inden for dette program at arbejde sig frem imod at tilvejebringe forskellige indkomstmuligheder og bedre adgang til markeder og information med henblik på at øge husstandsindkomsten for kvægnomader, kombinerede landbrugere og kvægavlere samt for befolkningerne ved floder, i kystområder, byer og bymæssige områder for at forbedre adgangen til grundlæggende sociale tjenesteydelser samt tilstræbe at tilbyde pålidelige og forudsigelige niveauer af bistand til befolkningsgrupper, der er udsat for permanente og sæsonbetingede risici;

30.

glæder sig over EU's nye SHARE-program, som har til formål at øge modstandskraften i landene på Afrikas Horn over for de forskellige trusler, de står over for, men slår kraftigt til lyd for, at programmet samordnes med EU's strategi for Sahel, som står over for de samme udfordringer (terrorisme, narkotikahandel, klimaforandringer, flygtningestrømme og internt fordrevne etc.);

31.

finder, at det er vigtigt at understøtte landbruget og den husdyrbrug-baserede økonomi og husdyropdræt i landene på Afrikas Horn, og glæder sig over det betydelige arbejde, som ngo'erne har udført inden for disse områder;

32.

opfordrer Kommissionen til at støtte alle programmer for adgang til vand, som er en grundlæggende menneskerettighed og et af menneskehedens fælles goder, og til at understøtte de offentlige og private partnere for adgang til drikkevand;

33.

insisterer på, at EU's bistand til Afrikas Horn, når dette er muligt, ikke bør bestå af direkte budgetstøtte, men bør tildeles med henblik på at opnå specifikke mål på basis af klare resultatindikatorer; er af den opfattelse, at bistanden, når det er nødvendigt, at den tildeles i form af budgetstøtte, bør gøres betinget af opnåelse af specifikke mål; mener, at programmer, der er rettet mod at støtte EU's strategi for Afrikas Horn bør kunne drage nytte af blandingen af ressourcer, f.eks. at støtte til sådanne programmer bør være åben for andre internationale donorer på baggrund af klare fælles standarder med henblik på at lette en koordineret, ensrettet tilgang for alle donorer og minimal risiko for modsatrettede tilgange eller overlapning; mener, at EU på samme måde kunne deltage i finansieringen af tredjepartsprogrammer i regionen, forudsat at den fulde overholdelse af reglerne for EU's finansielle bistand kan sikres;

34.

opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at yde neutral, upartisk og uafhængig humanitær bistand til sårbare befolkninger og støtte landene i regionen i at styrke deres nationale kapaciteter ved hjælp af strategier for reduktion af katastroferisici og langsigtede programmer for udviklingssamarbejde inden for tørkeberedskab, landbrug, udvikling af landdistrikter og fødevaresikkerhed;

35.

understreger, at selv om det er sandt, at årsagen til fødevaretragedien på Afrikas Horn (som i Sahel) skyldes gentagne tørkeperioder, fejlslagen høst og stigende priser, bør der tages hensyn til, at der foruden disse konjunkturmæssige grunde (selv hvis tørke i dag kan betragtes som et strukturelt problem) også er andre væsentlige grunde, såsom samfundenes opsplitning og den uforholdsmæssige fremme af eksport af landbrugsprodukter på bekostning af fødevaresuveræniteten og landbrug beregnet til eget forbrug og til salg på nationale markeder;

36.

understreger, at respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er en ufravigelig del af grundlaget for Unionens engagement med tredjelandspartnere; er derfor dybt bekymret over rapporterne om vilkårlige anholdelser, mishandling af fanger og vold mod demonstranter samt repressive foranstaltninger mod politisk opposition, herunder censur og vilkårlig tilbageholdelse af journalister og aktivister i hele regionen; opfordrer alle myndigheder på Afrikas Horn til at respektere disse grundlæggende principper og løslade alle politiske fanger uden forbehold;

37.

udtrykker sin dybe bekymring over opkøb af jord i Afrika, der risikerer at underminere den lokale fødevaresikkerhed og øge hungersnøden; opfordrer regeringerne på Afrikas Horn og EU til at vurdere, hvilke følger den nuværende erhvervelse af landbrugsjord får for fattigdommen i landdistrikter og for den aktuelle hungersnødskrise; opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage spørgsmålet om opkøb af jord i den politiske dialog med udviklingslandene med henblik på at gennemføre politikkohærens;

38.

er bekymret over påstandene om EU-virksomheders og kriminelle netværks ulovlige dumping af affald; minder om, at ulovlig dumping af affald vækker stor bekymring hos de somaliere, der lever langs kystlinjen; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand og Kommissionen til gennem et uafhængigt organ straks at gennemføre en fuldstændig undersøgelse, herunder indsamling af beviser og prøver og, afhængig af udfaldet af undersøgelsen, at overveje mulige retlige foranstaltninger, herunder erstatningskrav, fra europæiske virksomheder, EU-medlemsstater og EU;

39.

erkender, at det er af afgørende betydning at opretholde uafhængig og upartisk humanitær bistand til alle konfliktramte befolkninger på Afrikas Horn og at der fortsat bør ydes passende støtte, navnlig til Somalia; understreger, at enhver reducering af bistanden vil kunne medføre, at den somaliske befolkning glider tilbage til en humanitær krise; understreger nødvendigheden af, at der ud over den humanitære bistand, gøres en indsats som f.eks. med initiativet for EU-støtte til modstandsdygtigheden i Afrikas Horn (SHARE), der skal udbygges med henblik på at sikre modstandsdygtighed og forbedrede levevilkår for lokalbefolkninger;

40.

understreger, at menneskerettigheder særligt for kvinder, børn, lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle og religiøse mindretal længe er blevet ignoreret i regionen og noterer sig, at sekterisk islamisme har spredt sig i dele af Afrikas Horn og truer mindretallenes friheder;

41.

understreger vigtigheden af europæisk støtte til civilsamfundet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre koordineret støtte til civilsamfundet både i de enkelte lande og på grænseoverskridende og regionalt plan;

42.

understreger vigtigheden af, at der fortsat ydes bistand til Sydsudan med henblik på at skabe og opretholde et effektivt civilsamfund; er overbevist om, at det nye instrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder bør omfatte ad hoc-finansieringslinjer for Afrikas Horn; mener, at det bør overvejes at udvide Den Europæiske Demokratifond til at omfatte landene på Afrikas Horn;

43.

bifalder de aftaler, der indgået mellem Sudan og Sydsudan om genoptagelse af olieeksport og demilitarisering af grænserne og opfordrer begge lande til at overholde dem; opfordrer hvert af de to lande til at ophøre med at skjule eller støtte oprørsgrupper fra det andet land; opfordrer indtrængende til fortsatte forhandlinger om fastsættelsen af grænserne mellem de to lande med henblik på at undgå at der opstår yderligere konflikter, der kunne bringe den nyligt indgåede aftale i fare og anbefaler, at begge ledere fortsætter drøftelserne med henblik på at nå til enighed om status for Abyei og andre omstridte områder, i overensstemmelse med AU-køreplanen og FN's Sikkerhedsråds resolution 2046 (2012) snarest muligt; lykønsker den tidligere præsident Mbekis panel på højt plan, der delvist er finansieret af EU, med resultaterne af den forhandlings- og mæglingsindsats, der er gjort mellem Sudan og Sydsudan, og med støtte fra AU; opfordrer EU's særlige repræsentant for Sudan og Sydsudan til at koordinere indsatsen med delegationscheferne i Sudan og Sydsudan for at sikre, at EU's engagement, politiske indsats og bistand fortsat har en meget høj grad af synlighed;

44.

bifalder det aftalememorandum, der er indgået separat mellem den sudanske regering og SPLM(Nord) med FN, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga med henblik på at muliggøre levering af humanitær bistand til civilbefolkningerne i staterne i Blå Nil og i Sydkordofan;

45.

er bekymret over, at volden på ny er blusset op i staten Jonglei i Sydsudan, hvilket truer de fremskridt, der er gjort med skabelsen af fred og sikkerhed i regionen, og støtter UNMISS' (FN's mission i Sydsudan) krav om en undersøgelse og kræver, at gerningsmændene straffes; opfordrer Sydsudans regering til:

understreger vigtigheden af EU's fortsatte bistand til Sydsudan med henblik på at styrke kapacitetsopbygningen af landets offentlige administrationsmyndigheder og retshåndhævende myndigheder og derved skabe og støtte et effektivt civilsamfund og fremme god regeringsførelse; opfordrer EU til at lægge pres på Sydsudan, for at dette ratificerer centrale internationale menneskerettighedstraktater, og bistå landets myndigheder med gennemførelsen af disse; fordømmer de militære styrkers rapporterede overgreb mod civile under demilitariseringsprocessen og opfordrer den sydsudanske regering til at foretage en uafhængig undersøgelse af overgrebene med henblik på at holde de involverede soldater ansvarlige og sikre, at ofrene gives oprejsning;

46.

fordømmer på det kraftigste alle voldshandlinger mod civilbefolkningen i strid med den humanitære folkeret og menneskerettighederne i Sudan; opfordrer EU og det internationale samfund til at nå til enighed om en fælles strategi for håndtering af beskyttelsen af civile og tilendebringelse af overtrædelse af menneskerettigheder, navnlig i Darfur, Sydkordofan og Blå Nil; anmoder regeringen i Sudan og SPLM/Nord om at straks at engagere sig i direkte forhandlinger med henblik på at blive enige om en fuldstændig indstilling af kamphandlingerne og nå en politisk løsning på grundlag af rammeaftalen af 28. juni 2011, som fastsat i FN's Sikkerhedsråds resolution 2046 (2012); understreger vigtigheden af at bevare internationale aktører i konfliktområderne og opfordrer indtrængende de sudanske myndigheder til at garantere deres sikkerhed, og ligeledes civiles sikkerhed; minder om EU's og medlemsstaternes ansvar for styrket støtte til og samarbejde med Den Internationale Straffedomstol ved gennemførelsen af de arrestordrer, der er udstedt på Ahmad Muhammad Harun, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman, Abdel Rahim Mohammed Hussein og præsident Omar Hassan Ahmad Al Bashir;

47.

er bekymret over forværrelsen af de sundhedsmæssige vilkår for de sudanske flygtninge, der anslås at udgøre 170 000 personer, hvoraf halvdelen er børn, i fire lejre i Det Øvre Nilen og i enhedsstaten, hvor risikoen for infektioner, diarré og malaria breder sig hastigt og forværres på grund af fejlernæring;

48.

fordømmer enhver støtte fra både Sudan og Sydsudan til enhver væbnet gruppe, der ikke tilhører den regulære hær;

49.

noterer sig resultatet af præsidentvalget den 20. august 2012 i Somalia; opfordrer indtrængende alle aktører i Somalia til at forpligte sig til at arbejde for demokrati, retsstat og menneskerettigheder, som den eneste vej ud af den onde cirkel af fattigdom, underudvikling og usikkerhed; understreger, at udløbet af TFG's mandat er en vigtig test af Somalias potentiale for at bevæge sig mod en velfungerende stat og af dets evne til at genopbygge institutioner, der er stærke, demokratiske og virkelig repræsentative; mener, at det er afgørende at fremme en inklusiv politisk dialog i Somalia og konsensusskabende processer til at støtte den nye regering; opfordrer den nye føderale regering og den nye præsident Hassan Sheikh Mohamud til at arbejde hen imod en forsoning blandt det etiopiske folk ved at bygge på Garoweaftalen for at oprette den nye føderale stat og påbegynde den lange men vigtige proces med at skabe fred, sikkerhed og demokrati for alle somaliere;

50.

glæder sig over, at det første formelle parlament i Somalia i 20 år for nylig blev taget i ed og håber, at dette vil være første skridt i en overgang mod et mere repræsentativt parlamentarisk demokrati; bemærker, at kvoten for kvindelige medlemmer i parlamentet, som fastsattes til 30 %, næsten er nået, og minder om, at en meningsfyldt inddragelse af kvinder fra alle sektorer i det offentlige liv er vigtig, hvis indsatsen for kriseløsning og fredsopbygning skal lykkes;

51.

bifalder afslutningen på overgangen i Somalia som en mulighed for fornyelse; udtrykker sin anerkendelse af det arbejde, der er udført af underskriverne af Somaliakøreplanen, de traditionelle ældste, den nationale forfatningsgivende forsamling, det nye føderale parlament og den tekniske udvælgelseskomité og deres roller i afslutningen på overgangsperioden i Somalia; bifalder den afgående præsidents engagement i at støtte og arbejde sammen med Præsident Hassan Sheikh Mohamud; opfordrer indtrængende alle politiske aktører i Somalia til at samarbejde med de nye myndigheder; bifalder præsident Hassan Sheikh's vision for Somalia og hans intentioner om at sikre etablering af inklusive, brede forvaltningsinstitutioner, stabilitet, retsstat og god forvaltning, økonomisk genopretning, fredsskabelse og forsoning, levering af offentlige ydelser og et forbedret forhold mellem Somalia og resten af verden; opfordrer ham indtrængende til at respektere sine forpligtelser til gennemsigtig og ansvarlig regeringsførelse, til at bekæmpe korruption på alle niveauer, til at sikre inklusiv dialog og oprettelse af repræsentative og ansvarlige institutioner på nationalt, regionalt, distrikts- og lokalt plan i overensstemmelse med Somalias provisoriske forfatning;

52.

opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden og EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn til at foretage en kritisk gennemgang af Djibouti-fredsprocessen og overveje at udsende et mæglerteam sammensat af personer, som nyder tillid hos et bredt spektrum af somaliske aktører, herunder kvindeorganisationer, og som er i stand til at bringe en række somaliske aktører til forhandlingsbordet; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand til at iværksætte en proces for det somaliske civilsamfunds aktører i og uden for landet, hvilket vil muliggøre en regelmæssig og fortsat drøftelse af mulige løsninger på de politiske problemer i landet; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at bringe disse to processer sammen og i den forbindelse tage den vellykkede fredsproces mellem 2000 og 2005 i Sudan som eksempel;

53.

glæder sig over den somaliske regerings nylige fredsinitiativ, der tilbyder civile job og uddannelse til afhoppere fra Al-Shabaab-oprørerne; bifalder den nylige godkendelse af en ambitiøs forfatning, der lover lige rettigheder for alle borgere uanset køn, religion, social og økonomiske status, politisk overbevisning, klan, handicap, beskæftigelse, fødsel eller dialekt, forbyder kvindelig kønslemlæstelse og nedsætter en sandheds- og forsoningskommission; er imidlertid bekymret over, at den nye forfatning, i et land plaget af årtiers intern strid, ikke behandler spørgsmålet om deling af magt og ressourcer mellem landets centrale del og regionerne, og opfordrer til et tættere samarbejde mellem de nye myndigheder med henblik på at behandle disse problemer;

54.

opfordrer de somaliske myndigheder til at prioritere institutionsopbygning og etablering af en ansvarlig, gennemsigtig og integrerende politistyrke snarest muligt, eftersom dette vil styrke befolkningens tillid til den nye regering; fremhæver i den forbindelse EUTM Somalias værdifulde bidrag i forbindelse med landets sikkerhedsstyrker; regner med medlemsstaternes fortsatte støtte i denne FSFP-missions arbejde, der bestræber sig på at skabe opmærksomhed på respekt for menneskerettigheder, kønsaspekt og retsstat i det somaliske militær; noterer sig, at udviklingen af stabile, ansvarlige og inklusive somaliske institutioner bør række videre end sikkerhedsstyrker og bør være somalisk ledet og ejet, hvis Somalia skal blive en levedygtig stat;

55.

understreger, at bæredygtige og inklusive økonomiske strukturer og en ordning for fordeling af indtægterne fra den fremtidige olie- og gasudvinding mellem regionerne og det føderale niveau til gavn for hele befolkningen er afgørende for Somalias langsigtede bæredygtighed som en velfungerende føderal stat; opfordrer indtrængende det internationale samfund til ikke at gentage fortidens fejltagelser ved at koncentrere bistanden om de føderale institutioner i Mogadishu på bekostning af Somalias regioner, idet de sidstnævnte kan spille en central rolle i den decentraliserede ydelse af grundlæggende tjenester og stabilitet til regionen; opfordrer EU til at mobilisere alle ressourcer under dette vindue af muligheder for at bistå de regionale enheder i Somalia med denne afgørende proces med overgang til demokratisk styre; opfordrer på grund af de seneste politiske og sikkerhedsmæssige udviklinger i Somalia medlemsstaterne og Unionens højtstående repræsentant/næstformanden for Kommissionen til i tæt samarbejde med de legitime somaliske myndigheder, Den Afrikanske Union og IGAD samt USA's regering til at overveje en mission vedrørende reform af sikkerhedssektoren, så snart situationen på stedet tillader dette;

56.

erkender, at fredsprocessen i Somalia må foregå nedefra og op; understreger, at EU skal sikre, at dens strategi gør det muligt at give tilstrækkelig støtte til de lokale bestræbelser på at skabe fred og løse konflikter, og at det bliver en national og regional prioritet; minder også om, at lokal legitimitet vil bidrage til fremvæksten af statsinstitutioner i Somalia, der kan sikre stabiliteten på lang sigt;

57.

minder om, at Den Afrikanske Union har udsendt den militære mission AMISOM til Somalia, som har mandat fra FN's Sikkerhedsråd, men desperat har behov for, at flere lande bidrager med tropper;

58.

understreger nødvendigheden af, at EU i tæt samarbejde med USA og Den Afrikanske Union spiller en central rolle for Somalias fremtid;

59.

opfordrer indtrængende det internationale samfund til i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komite og Røde Halvmåne snarest muligt at etablere og udvikle sundhedsinfrastruktur og ambulante lægecentre og klinikker for ernæringsterapi Somalia;

60.

glæder sig over oprettelsen af den lokale stabilitetsfond, der blandt andet har sigte på at samordne den internationale bistand til de nyligt befriede og tilgængelige områder i det sydlige Somalia;

61.

beklager dybt, at 13 journalister og medieansatte er blevet dræbt i regeringskontrollerede områder af Somalia siden december 2011, og at der ikke er gjort fremskridt med hensyn til strafforfølgning i disse sager; understreger vigtigheden af at sikre ytringsfriheden og opfordrer indtrængende den nye regering og præsidenten til at træffe foranstaltninger med henblik på at yde bedre beskyttelse af journalister og at gennemføre troværdige undersøgelser af disse drab;

62.

opfordrer EU og alle regionale og internationale partnere til drage størst mulig nytte af den mulighed, der er skabt af den nye regering i Somalia, der, sammen med det tilsyneladende fald i Al-Shabaab-bølgen i landet, gør det muligt at indlede en ny politisk epoke i Somalia; understreger derfor, at det er nødvendigt at det internationale samfund, og navnlig EU, står klar til at yde støtte til legitime og demokratiske myndigheder på området institutionel kapacitetsopbygning, sikkerhedssektorreform samt afvæbning, demobilisering og reintegration, og til at støtte civilsamfundet; opfordrer indtrængende Unionens højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand til at sikre, at EU's indsats i Somalia fremmer et frit og åbent samfund, der respekterer og opretholder menneskerettigheder, især kvinders rettigheder og mindretals rettigheder, og sikrer balance mellem kønnene i alle samfundets sektorer;

63.

understreger det meget positive eksempel i Somaliland, som i mere end 20 år har demonstreret sin evne til at udvikle og styrke sine demokratiske, økonomiske og administrative strukturer og skabe en bæredygtig demokratisk proces; bemærker, at Somaliland hidtil med stor succes har formået at styrke sikkerheden og stabiliteten på sit område og samarbejde i kampen mod pirateri og terrorisme; udtrykker imidlertid bekymring over, at Somaliland kan blive sårbar, hvis Al-Shabaab omgrupperer sig i Somalilands grænseområder; understreger derfor vigtigheden af at støtte Somaliland i kampen mod terrorisme, herunder foranstaltninger med henblik på at fremme den økonomiske diversificering og opbygge kapacitet til at øge beskæftigelsen blandt unge for at begrænse rekruttering blandt de unge; påpeger vigtigheden af, at Somaliland fremmer den økonomiske og sociale udvikling i regionen for på den måde at bekæmpe radikalisering af ustabile områder på dets territorium; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at hjælpe Somaliland med at styrke sine udviklingsperspektiver og fremme den økonomiske og sociale stabilitet; understreger, at det i forbindelse med fastlæggelsen af en løsning for den langsigtede stabilitet og sikkerhed i Somalia er vigtigt at evaluere det positive eksempel på stabilitet i Somaliland;

64.

glæder sig over, at Unionens højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand kraftigt gav udtryk for støtte til de nye føderale institutioner i Somalia under FN's Generalforsamlings minimøde om Somalia, der blev afholdt i New York, og navnlig hendes engagement i en fireårig proces for konsolidering af de nye føderale institutioner og regionale forvaltninger, samt i en international konference om Somalia i 2013; opfordrer Somaliland og de andre føderale enheder til at spille en fuldstændig og støttende rolle i forhandlingerne om deres retlige og politiske forhold til de nye føderale institutioner med henblik på at opnå en bæredygtig, stabil og fremgangsrig somalisk føderal stat;

65.

påpeger Etiopiens centrale rolle for den politiske og økonomiske stabilitet i hele regionen; noterer sig, at Hailemariam Desalegn, Etiopiens nye premierminister, i sin indsættelsestale understregede vigtigheden af at styrke menneskerettigheder og demokratiske institutioner i landet med henblik på at fremme udviklingen af en demokratisk kultur og fuldstændig respekt for menneskerettighederne i landet; mener, at den nye etiopiske regering gør det muligt at inddrage Etiopien i alle spørgsmål af almindelig interesse eller bekymring, herunder de, der tidligere kan have været præget af meningsforskelle, og understreger betydningen af at støtte Etiopien på dettes vej til et nyt demokratisk system gennem positiv dialog og partnerskab; støtter Etiopien i dennes bekæmpelse af terrorisme men understreger, at denne bekæmpelse bør ske i fuldstændig respekt for de grundlæggende rettigheder;

66.

håber, at Etiopien, under ledelse af premierminister Hailemariam Desalegn, der blev udnævnt den 21. september 2012, engagerer sig i en proces med en reel overgang til demokrati med henblik på at virkeliggøre sit stærke, demokratiske potentiale og derved sætter en stopper for hindringer for religiøs frihed og civilsamfundets friheder; opfordrer EU's Udenrigstjeneste, EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til at indlede et samarbejde med Etiopien med menneskerettigheder som en prioritet, således at det kan udnytte muligheden i forbindelse med den igangværende politiske overgang til at indføre en egentlig demokratisk overgang, som er baseret på den centrale placering af menneskerettigheder og grundlæggende friheder, mediefrihed og fuld anerkendelse af ytringsfriheden; opfordrer EU og det internationale samfund til fortsat at være opmærksomme og aktive med hensyn til den politiske overgangsproces, der er indledt i Etiopien, at fremme styrkelsen af demokratiske institutioner og gøre politisk og militær bistand og udviklingsbistand betinget af konkrete demokratiske reformer, der skal omfatte frigivelse af alle samvittighedsfanger, som Eskinder Nega og andre journalister, menneskerettigheds- og udviklingsaktivister og oppositionsledere, uhindret adgang for FN's særlige rapportører om menneskerettigheder til alle regioner og tilbagholdelsesfaciliteter, ophævelse eller ændring af bekendtgørelsen om terroristbekæmpelse, samt oppositionens tilbagekomst; opfordrer EU til at finde innovative og sikre måder til at bistå det kæmpende civilsamfund i Etiopien finansielt og politisk og engagere sig i en tæt dialog med oppositionen, både den, der er i Etiopien, og den, der er i eksil;

67.

konstaterer, at der for øjeblikket i Etiopien hverken findes retsvæsen eller uafhængige medier som følge af en bevidst strategi for at begrænse og blokere dommerne, kontrollere medierne, skræmme oppositionen og lukke munden på menneskerettighedsorganisationerne;

68.

påpeger, at adskillige journalister er blevet retsforfulgt under loven om terrorbekæmpelse af 2009; fordømmer den seneste juridiske forfølgelseskampagne som den føderale højesteret har indledt ved at dømme bloggeren Elias Kifle in absentia til livsvarigt fængsel, og Wubishet Taye, viceredaktør på en lokal avis og klummeskribent Reeyot Alemn til fjorten års fængsel hver; glæder sig dog over, at de svenske journalister Martin Schibbye og Johan Persson for nylig blev benådet efter premierminister Meles Zenawis død; opfordrer indtrængende den nye regering på samme måde at benåde de, der er vilkårligt dømt;

69.

understreger det store potentiale med hensyn til dæmningsprojektet Grand Renaissance ved den Blå Nil i Benishangul-Gumuz-regionen i Etiopien for produktionen af ren energi og den økonomiske udvikling i hele regionen; støtter det internationale panel af eksperter, der er nedsat mellem Etiopien, Sudan og Egypten om et sådant projekt og anmoder om bedre aftale for så vidt angår deling af vandressourcer fra Nilen og energi, der produceres af det vandkraftværk, der er tilknyttet dæmningen;

70.

opfordrer Etiopiens regering til officielt at godkende grænsekommissionens afgørelser om grænser mellem Eritrea og Etiopien som endelige og bindende i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1907 (2009) og 2023 (2011) samt med AU's og IGAD's relevante resolutioner; opfordrer derfor den eritreiske regering til at acceptere en dialog med Etiopien med henblik på at fremme processen for tilbagetrækning af tropper fra grænsen og for fysisk grænsedragning i henhold til grænsekommissionens afgørelse, under hensyntagen til vigtigheden af at holde samfundene sammen, samt en normalisering af forholdet til Etiopien, herunder en genåbning af grænsen; opfordrer det internationale samfund til at indlede et samarbejde med Eritrea og forsvare og forsvare den eritreiske befolknings interesser og behov, samtidig med at der lægges pres på regimet og de militære styrker for at tillade de internationale organisationer adgang, forberede de længe lovede valg og åbne det politiske rum i landet; understreger, at al EU-bistand, der ikke går til humanitære formål, kun bør ydes efter tilsagn fra de eritreiske myndigheder om at fremme overgangen til demokratiske forhold og forbedre menneskerettighedssituationen i landet med gennemsigtige og konkrete benchmarks og det eritreiske folks grundlæggende behov; opfordrer Eritrea til at afstå fra at yde støtte til væbnede grupper, der underminerer fred og forsoning i Somalia og, mere generelt, regional stabilitet; opfordrer til ytrings- og presse- og religionsfrihed, samt indførelse af frie og retfærdige valg og demokrati i landet; opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af politiske fanger, herunder den fængslede journalist Dawit Isaac, der har været fængslet uden rettergang i mere end 4 000 dage;

71.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne, EU's særlige repræsentant for Sudan, EU's særlige repræsentant for Afrikas Horn, EU's medlemsstater, Tyrkiets regering, De Forenede Staters Kongres, De Forenede Staters Udenrigsministerium, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, regeringer og parlamenter i Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling IGAD) og myndighederne i Somaliland.

30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/55

—

der henviser til konventionen af 1992 om den biologiske mangfoldighed (biodiversitetskonventionen),

—

der henviser til Nagoyaprotokollen af 2010 til biodiversitetskonventionen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, deres udnyttelse resulterer i,

—

der henviser til den internationale traktat af 2001 om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet,

—

der henviser til patentsamarbejdsaftalen af 2002,

—

der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev vedtaget af Generalforsamlingen den 13. september 2007,

—

der henviser til ILO-konventionen af 1989 om oprindelige folk og stammefolk (nr. 169),

—

der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder, som revideret i Genève den 19. marts 1991,

—

der henviser til Verdenshandelsorganisationens aftale af 1995 om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder,

—

der henviser til den internationale traktat af 2002 om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet og Verdenshandelsorganisationens 2011-ramme vedrørende influenzavirus,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (1),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's strategiske mål med henblik på det 10. møde i partskonferencen under biodiversitetskonventionen, der afholdes i Nagoya (Japan) fra den 18. til den 29. oktober 2010 (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (COM(2011)0244),

—

der henviser til aktiviteten i og rapporterne fra WIPO's Mellemstatslige Komité for Intellektuel Ejendomsret og Genressourcer, Traditionel Viden og Folklore,

—

der henviser til rapporten fra mødet i gruppen af tekniske og juridiske eksperter om traditionel viden, der er knyttet til genetiske ressourcer, i forbindelse med den internationale ordning for adgang og fordeling af fordele (UNEP/CBD/WG-ABS/8/2, 2009),

—

der henviser til undersøgelsen fra 2011 om intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende genetiske ressourcer og bekæmpelse af fattigdom, der er gennemført på anmodning af Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg,

—

der henviser til Ramsarkonventionen af 1971 om vådområder,

—

der henviser til konventionen af 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0423/2012),

A.

der henviser til, at 70 % af verdens fattige i landdistrikter og byområder er direkte afhængige af biodiversiteten for at sikre deres overlevelse og sundhed;

B.

der henviser til, at de primære formål med biodiversitetskonventionen (CBD) er at fremme bevarelsen og en bæredygtig anvendelse af biodiversiteten og at imødegå hindringerne for anvendelsen deraf;

C.

der henviser til, at udbydere af genetiske ressourcer og personer med relateret traditionel viden ofte befinder sig i udviklingslande med stor biodiversitet;

D.

der henviser til, at den nationale lovgivning om adgang og fordeling af fordele, der er vedtaget som led i processen for biodiversitetskonventionen, er opstået som reaktion på bioprospektering og biopirateri;

E.

der henviser til, at en almindelig definition af biopirateri er den industrielle praksis, hvor man privatiserer og patenterer oprindelige folks traditionelle viden eller genetiske ressourcer, uden at indhente tilladelse fra eller yde kompensation til oprindelseslandene;

F.

der henviser til biodiversitetskonventionens krav om, at virksomheder, der foretager biologiske undersøgelser, skal indhente et »forudgående informeret samtykke« fra samt nå frem til »indbyrdes aftalte betingelser« og dele udbyttet fra bioprospektering med oprindelseslandet eller det oprindelige og lokale samfund i forbindelse med traditionel viden og genetiske ressourcer;

G.

der henviser til, at den udvidede ordning vedrørende adgang til genetiske ressourcer og fordeling af fordele under biodiversitetskonventionen fungerer på en komplementær måde med WTO og dens handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen (FAO), Den Internationale Union til Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO);

H.

der henviser til, at forvaltning af adgang og fordeling af fordele også er afspejlet i en række menneskerettighedsinstrumenter, herunder menneskerettighedserklæringen fra 1948, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966;

I.

der henviser til, at regeringerne i henhold til artikel 27, stk. 3, litra b), i Verdenshandelsorganisationens aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder kan nægte patentering, der vedrører planter, dyr og overvejende biologiske processer, mens mikroorganismer og ikkebiologiske og mikrobiologiske processer kan patenteres;

J.

der henviser til, at biodiversiteten leverer en lang række økosystemtjenester, såsom lokal vandforsyning, fødevareforsyning, materialer til opretholdelse af subsistensmuligheder og regulering af klimaet; der endvidere henviser til, at miljøforringelse skaber nye udfordringer for bevarelsen og den bæredygtige udnyttelse af en bred vifte af arter og genetiske ressourcer som grundlaget for fødevaresikkerhed og en bæredygtig udvikling af landbruget;

K.

der henviser til, at den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug (ITPGR), der blev forhandlet inden for rammerne af De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), sigter mod bevarelse og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer til fødevarer og landbrug samt en rimelig og retfærdig fordeling af fordelene ved deres udnyttelse i overensstemmelse med biodiversitetskonventionen;