16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/1

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/2

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0343/2012),

A.

der henviser til, at åbningen af de nationale markeder for den vigtige økonomiske sektor forbrugerkredit, styrkelse af konkurrencen, håndtering af forskellige niveauer af forbrugerbeskyttelse, fjernelse af mulige konkurrenceforvridninger mellem markedsoperatører og forbedring af det indre markeds funktion er politiske opgaver for EU og er i forbrugernes og kreditgivernes interesse;

B.

der henviser til, at der med direktivet om forbrugerkreditaftaler gennem en målrettet harmonisering i fem delområder, hvor medlemsstaterne overlades et lille spillerum, især hvad angår forskellige muligheder i forbindelse med gennemførelsen af direktivet, er skabt en europæisk retsramme for beskyttelse af forbrugerne;

C.

der henviser til, at der dog fortsat vil være hindringer af retlig og praktisk art;

D.

der henviser til, at Parlamentets undersøgelse af gennemførelsen af direktivet om forbrugerkreditaftaler har vist, at visse centrale bestemmelser i direktivet — f.eks. artikel 5 om oplysninger forud for indgåelsen af aftalen — ikke har ført til den ønskede harmonisering af forbrugerbeskyttelsesreglerne i medlemsstaterne, fordi medlemsstaterne har fortolket og gennemført bestemmelserne forskelligt;

E.

der henviser til, at direktivet om forbrugerkreditaftaler på grund af den korte frist og antallet og omfanget af nødvendige lovændringer ikke i alle medlemsstater er gennemført rettidigt, eller at det i visse tilfælde ikke er gennemført fuldstændig korrekt;

F.

der henviser til, at optagelse af forbrugerkredit på tværs af grænserne ifølge de statistiske undersøgelser, der er foretaget, ikke er vokset, siden direktivet er trådt i kraft, selv om dette kan skyldes forskellige faktorer, såsom sprog, men også de omfattende problemer i finanssektoren og fraværet af tilstrækkelige forbrugeroplysninger om muligheden for forbrugerkredit på tværs af grænserne og om forbrugernes rettigheder ved indgåelsen af sådanne aftaler;

G.

der henviser til, at tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse i kreditsektoren spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre den finansielle stabilitet; der henviser til, at kursudsving udgør en betydelig risiko for forbrugerne, navnlig under finanskriser;

H.

der henviser til, at for stor långivning i udenlandsk valuta til forbrugere har øget risikoen og tabene for husholdninger;

I.

der henviser til, at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici den 21. september 2011 vedtog en væsentlig henstilling om långivning i udenlandsk valuta (ESRB/2011/1);

J.

der henviser til, at Kommissionen ifølge artikel 27 i direktivet skal gennemføre en revision af visse aspekter af direktivet, og at den i denne forbindelse allerede har anmodet om at få gennemført en forberedende undersøgelse;

K.

der henviser til, at Parlamentet lægger stor vægt på at blive holdt underrettet om de mellemliggende skridt i og resultaterne af revisionen og på at have mulighed for at afgive udtalelse;

1.

bifalder, at Kommissionen under forberedelsen af sin revision allerede gennemfører en undersøgelse af direktivets virkninger for det indre marked og forbrugerbeskyttelsen med henblik på at fastslå, hvilken indflydelse det vil have på optagelsen af forbrugerkredit på tværs af grænserne, og påskønner det omfattende arbejde, som Kommissionen, de nationale lovgivere og kreditinstitutterne har ydet;

2.

fremhæver, at en forbedring af det grænseoverskridende marked for forbrugerkredit kan frembringe en europæisk merværdi, hvad angår fremme af det indre marked; mener, at dette bl.a. kan opnås gennem bedre oplysninger til forbrugerne om muligheden for at optage forbrugerkredit i en anden medlemsstat og om forbrugernes rettigheder ved indgåelsen af sådanne aftaler;

3.

erkender, at omfanget af grænseoverskridende forbrugerkreditoptagelser ligger på under 2 % af det samlede kreditmarked, og at ca. 20 % heraf er optaget online;

4.

påpeger, at et af direktivets mål var at sikre, at der er oplysninger til rådighed, hvilket vil fremme det indre markeds funktion også i forbindelse med ydelse af lån, og at det derfor skal vurderes, om antallet af grænseoverskridende transaktioner stiger;

5.

er af den opfattelse, at bestemmelserne om oplysninger forud for aftaleindgåelsen, de nødvendige forklaringer omhandlet i artikel 5, stk. 6, og kreditværdighedsvurderingen omhandlet i artikel 8 spiller en væsentlig rolle med hensyn til at øge forbrugernes bevidsthed om risiciene forbundet med at optage lån i udenlandsk valuta;

6.

opfordrer dog til, at finansieringsinstitutterne af tilsynsmyndighederne pålægges at give forbrugerne personaliserede, fuldstændige og let forståelige redegørelser om de risici, der er forbundet med långivning i udenlandsk valuta, og om, hvordan afdragene vil blive påvirket af en kraftig nedskrivning af det lovlige betalingsmiddel i den medlemsstat, hvori en forbruger er hjemmehørende, og af en stigning i den udenlandske rente; mener, at disse redegørelser bør stilles til rådighed, før der indgås en aftale;

7.

bemærker bekymringerne i nogle medlemsstater over den måde, hvorpå oplysningerne forud for indgåelse af aftaler stilles til rådighed for forbrugerne via formularen med standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger (SECCI), som er så teknisk, at det påvirker forbrugernes evne til at forstå oplysningerne fuldt ud; mener, at effektiviteten af formularen med standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger bør være et vigtigt aspekt i Kommissionens vurdering af direktivets indvirkning;

8.

bifalder den »sweep«-kontrolprocedure, som Kommissionen gennemførte i september 2011, der afslørede, at der på 70 % af de undersøgte websites fra finansieringsinstitutter manglede visse relevante oplysninger i reklamematerialet og vigtige oplysninger i selve kredittilbuddet, og at beskrivelsen af omkostningerne var vildledende, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at afhjælpe dette problem; bemærker i denne forbindelse, at reglerne om repræsentative eksempler ikke altid anvendes forskriftsmæssigt, og at der er behov for forbedring;

9.

opfordrer til, at finansieringsinstitutternes reklame- og markedsføringsstrategier overvåges nøje for at forhindre vildledende eller forkerte oplysninger i reklame eller marketing for låneaftaler;

10.

konstaterer, at visse medlemsstater har gjort brug af muligheden for at udvide direktivets anvendelsesområde til også at dække andre finansielle produkter, uden at dette tilsyneladende har ført til uoverensstemmelser i praksis;

11.

understreger, at lovbestemmelser bør afspejle almindelig praksis og gennemsnitsforbrugerens og gennemsnitsforretningsmandens behov og ikke tage udgangspunkt i nogle få tilfælde af misbrug af reglerne, således at oplysningerne til forbrugeren gøres mindre forståelige, gennemsigtige og sammenlignelige;

12.

konstaterer, at mere omfattende regler ikke automatisk medfører en højere grad af forbrugerbeskyttelse, og at for mange oplysninger netop hos uerfarne forbrugere skaber mere forvirring i stedet for at være til gavn; anerkender i denne henseende den ekspertise, bistand og finansielle information, som ydes af forbrugerorganisationer, og deres potentielle rolle i en låneomlægning for trængte husholdninger;

13.

opfordrer til, at forbrugere har ret til at blive informeret om omkostningerne ved supplerende ydelser samt om deres ret til at købe hjælpetjenester såsom forsikring fra alternative leverandører; mener, at finansieringsinstitutter bør være forpligtet til at differentiere sådanne tjenesteydelser og de dermed forbundne gebyrer fra sådanne, som vedrører selve lånet, og præcisere, hvilke tjenesteydelser der er nødvendige for at yde et lån, og hvilke der er helt op til låntagerens vurdering;

14.

er af den opfattelse, at de vanskeligheder, der er forbundet med udøvelse af fortrydelsesretten i forbindelse med tilknyttede kreditaftaler, bør undersøges nærmere; understreger betydningen af at gøre forbrugerne bevidste om, at hvis de gør brug af fortrydelsesretten i forbindelse med en aftale, hvor leverandøren eller tjenesteudbyderen direkte modtager et beløb, som svarer til betalingen fra kreditudbyderen gennem en tilknyttet kontrakt, pålægges det ikke forbrugerne at betale gebyrer, provision eller omkostninger med hensyn til den ydede finansielle tjenesteydelse;

15.

opfordrer Kommissionen til at vurdere omfanget af manglende overholdelse af oplysningspligten i aftaler, hvor formidlere ikke er bundet af krav om oplysning forud for indgåelsen af aftalen, med henblik på at fastslå, hvordan man bedst kan beskytte forbrugerne i disse situationer;

16.

mener, at der bør lægges særlig vægt på de komplicerede regler om førtidig tilbagebetaling;

17.

mener, at meddelelse til forbrugerne forud for renteændringer bør give dem tilstrækkelig tid til at undersøge markedet og skifte kreditudbyder, før ændringerne træder i kraft;

18.

konstaterer, at der er behov for en præcisering af, hvad der menes med et »repræsentativt eksempel«;

19.

understreger, at der bør fastlægges en ensartet metode til beregning af de årlige omkostninger i procent, at uklarheder i bestemmelserne bør fjernes, og at der bør skabes sammenhæng med alle andre retsinstrumenter;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder har tilstrækkelige beføjelser og ressourcer til at udføre deres opgaver; opfordrer de nationale tilsynsmyndigheder til at føre tilsyn med overholdelsen af direktivets bestemmelser samt at håndhæve dem på en effektiv måde;

21.

understreger, at der ved fastsættelse af frister for gennemførelse fremover bør tages større hensyn til de ændringer i national lovgivning, som gennemførelsesprocessen medfører;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at udvide det eksisterende forbrugerbeskyttelsesniveau til kredit, herunder kortfristet kredit, som ydes via internettet, sms eller andre fjernkommunikationsmedier, som bliver stadig mere almindelige på forbrugerkreditmarkedet, og som omhandler beløb under den grænse på 200 EUR, som i dag ikke er omfattet af direktivet;

23.

understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget behov for revision af direktivet, men at der i stedet bør lægges vægt på at sikre, at direktivet gennemføres og håndhæves korrekt;

24.

mener, at direktivets praktiske virkninger bør vurderes, før Kommissionen foreslår eventuelle nødvendige ændringer, med henblik på at fremme fuld og korrekt gennemførelse; opfordrer Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en vurderingsrapport om direktivets gennemførelse og en fuldstændig vurdering af dets indvirkninger på forbrugerbeskyttelsen under hensyntagen til den finansielle krises konsekvenser og EU's nye retlige ramme for finansielle tjenesteydelser;

25.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/5

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 5, 6, 9, 147, 149, 151 og 153,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2010 om en dagsorden for nye kvalifikationer og job: et europæisk bidrag til fuld beskæftigelse (COM(2010)0682) og til sin beslutning af 26. oktober 2011 herom (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2011 om den årlige vækstundersøgelse 2012 (COM(2011)0815), udkastet til den fælles rapport om beskæftigelsen, der er vedføjet som bilag hertil, og til sin beslutning af 15. februar 2012 om beskæftigelse og sociale aspekter i den årlige vækstundersøgelse 2012 (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2012 om et opsving med høj beskæftigelse (COM(2012)0173),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2008 vedrørende Kommissionens henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (COM(2008)0639), og til sin beslutning herom af 6. maj 2009 (3),

—

der henviser til Eurostat-undersøgelsen fra januar 2012 og Eurostats pressemeddelelse af 8. februar 2012 (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed« (COM(2010)0758), udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg herom (5) og til sin beslutning af 15. november 2011 herom (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse af 22. oktober 2008 om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2008 om den nye sociale dagsorden: Muligheder, adgang og solidaritet i det 21. århundredes Europa (COM(2008)0412) og til sin beslutning af 6. maj 2009 herom (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (COM(2009)0545) og til sin beslutning af 20. maj 2010 herom (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. juni 2010 om et nyt afsæt for europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse til støtte for Europa 2020-strategien (COM(2010)0296) og til sin beslutning af 8. juni 2011 herom (10),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020 (11),

—

der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om løsning af problemet med elever, der forlader skolen for tidligt (12),

—

der henviser til Brüggekommunikéet om et styrket europæisk samarbejde inden for uddannelse for perioden 2011-2020, som blev vedtaget den 7. december 2010 (13),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene med titlen »Progress Towards the Common European Objectives in the Education and Training« (SEC(2011)0526),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om fremme af de unges adgang til arbejdsmarkedet, styrkelse af status for praktikanter og praktik- og lærlingeordninger (14),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om et EU-program for social udvikling og innovation (COM(2011)0609),

—

der henviser til de for nyligt vedtagne fem forordninger og et direktiv om økonomisk styring i EU (15),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2011 om initiativet »Muligheder for unge« (COM(2011)0933),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (COM(2011)0398),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0263/2012),

A.

der henviser til, at den aktuelle økonomiske og finansielle krise vil få langvarige virkninger, ikke blot for den økonomiske vækst, men også på beskæftigelsen, fattigdomsniveauet og social udstødelse, besparelser i den offentlige sektor og kvantiteten og kvaliteten af sociale investeringer i Europa;

B.

der henviser til, at den offentlige sektor i de seneste år har påtaget sig en stor gældsbyrde, og at hovedvægten i krisestyringen har ligget på at tilstræbe stabilitet i de offentlige finanser for at forhindre en uforholdsmæssigt stor gældssætning, hvilket har været nødvendigt at forsvare økonomien; der ligeledes henviser til, at spareforanstaltningerne og budgetkonsolideringen skal kombineres med en omfattende investeringsstrategi til fremme af bæredygtig vækst, beskæftigelse, social samhørighed og konkurrenceevnen samt med en social- og arbejdsmarkedsforvaltning, som sikrer et nøje tilsyn og en nøje kontrol med de beskæftigelsesmæssige og sociale mål i Europa 2020-strategien;

C.

der henviser til, at Lissabon-strategien og den europæiske beskæftigelsesstrategi ikke har leveret de ønskede resultater, og til, at det er uvist, om Europa 2020-strategien vil lykkes, hvilket kræver et større engagement fra medlemsstaternes og EU-institutionernes side end hidtil med hensyn til tiltag, der fremmer konkurrenceevnen, væksten og beskæftigelsen;

D.

der henviser til, at den for nylig offentliggjorte årlige vækstundersøgelse samt den fælles rapport om beskæftigelsen viste, at de fleste medlemsstater ikke i tilstrækkelig grad har gjort noget ved de sociale, beskæftigelsesmæssige og uddannelsesmæssige mål som følge af, at der endnu ikke er opnået tilstrækkelige skattemæssig konsolidering, hvilket stadig prioriteres;

E.

der henviser til, at arbejdsløsheden steg fra 7,1 % i 2008 til over 10 % i januar 2012 i EU-27 med en tydelig forskel på Syd- og Nordeuropa, og at den især her ramt unge, lavtuddannede arbejdstagere og langtidsarbejdsløse, og til, at dette kombineret med den aldrende befolkning skaber en alvorlig risiko for tab af menneskelig kapital på lang sigt, hvilket kan få uigenkaldelig konsekvenser for arbejdsmarkedet og navnlig jobskabelsen, den økonomiske vækst, konkurrenceevnen, og den sociale samhørighed

F.

der henviser til, at 80 % af europæerne er i fare for at blive ramt af fattigdom, og at antallet af børn og voksne, der bor i arbejdsløse husstande, steg til næsten 10 % i 2010; der henviser til, at dette sammen med børnefattigdom, det stigende antal fattige arbejdstagere samt den høje ungdomsarbejdsløshed vil medføre en endnu større risiko for nedarvning af fattigdom og social udstødelse i fremtiden;

G.

der henviser til, at fattigdomssatsen for personer på 16-24 år ligger på gennemsnitligt 21,6 % i 2011 i Europa, og at de unge har en større sandsynlighed for at blive ansat i usikre stillinger, som er tidsbegrænsede eller har form af deltidsarbejde, og ligeledes er mere udsat for arbejdsløshed; der henviser til, at der er sket en stærk stigning i antallet af usikre ansættelsesforhold de seneste år, og at arbejdsløsheden eksploderer i nogle lande;

H.

der henviser til, at resultaterne af den almene og faglige uddannelse i EU, delvist som følge af manglende investeringer, er utilstrækkelige til at opfylde arbejdsmarkedets behov og ikke lever op til de stigende kompetencekrav i de tilgængelige job og kravene i fremtidssektorer med høj beskæftigelse;

I.

der henviser til, at presset på de sociale sikringsordninger er steget som følge af stigende udgifter, fald i de offentlige indtægter og krav om nedskæringer; der henviser til, at ringe økonomisk vækst, vedvarende høj langtidsarbejdsløshed, et stigende antal fattige arbejdstagere, omfanget af sort arbejde og en stigende ungdomsarbejdsløshed sandsynligvis yderligere vil forværre denne udviklingstendens;

J.

der henviser til, at målrettede sociale investeringer er vigtige for at sikre et passende beskæftigelsesniveau for både mænd og kvinder i fremtiden, stabilisere økonomien, styrke den menneskelige kapitals viden og færdigheder og øge EU's konkurrenceevne;

K.

der henviser til, at små og mellemstore virksomheder har et vigtigt jobskabelsespotentiale og spiller en afgørende rolle i overgangen til en ny, bæredygtig økonomi;

1.

minder om, at formålet med sociale investeringer, som er tilvejebringelse og anvendelse af kapital til at skabe socialt og økonomisk afkast, er at imødegå nye sociale risici og imødekomme uopfyldte behov og fokusere på offentlige politikker og investeringsstrategier for menneskelig kapital, som hjælper personer, familier og samfund med at tilpasse sig til og forberede sig på en række forandringer og håndtere overgangen til mere fleksible arbejdsmarkeder samt klare andre udfordringer som for eksempel udvikling af nye kompetencer til fremtidige sektorer med høj beskæftigelse;

2.

konstaterer, at alle offentlige tjenesteydelser på social- og sundhedsområdet og uddannelsesområdet og dertil knyttede ydelser købt af private tjenesteudbydere bl.a. kan betragtes som sociale investeringer, og minder om, at disse i henhold til traktaterne falder inde under medlemsstaternes kompetenceområde;

3.

understreger, at et af de vigtigste karakteristika ved sociale investeringer er deres evne til at forene sociale og økonomiske mål, og de derfor ikke kun bør behandles som udgifter, men hovedsageligt som investeringer med et dobbelt udbytte, der giver reelle afkast i fremtiden på betingelse af, at midlerne anvendes korrekt;

4.

påpeger derfor, at målrettede sociale investeringer bør være et vigtigt led i EU's og medlemsstaternes økonomiske politik og beskæftigelsespolitik, og i deres reaktion på krisen, hvis de sociale mål og målene for beskæftigelse og uddannelse i Europa 2020-strategien skal opnås;

5.

mener, at fremme af og fokus på socialt iværksætteri og adgang til mikrofinansiering for sårbare grupper og for de personer, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, spiller en afgørende rolle i forbindelse med sociale investeringer, idet de giver mulighed for skabelse af nye, bæredygtige arbejdspladser, hvilket ofte medfører blivende ændringer i de økonomiske cyklusser;

6.

påpeger, at krisen nødvendiggør en modernisering af den europæiske sociale model og nytænkning inden for de nationale socialpolitikker samt en overgang fra velfærdsstater, som hovedsageligt retter op på skader, der skyldes markedssvigt, til »aktiverende velfærdsstater«, som investerer i mennesker og giver borgerne instrumenter og incitamenter, med henblik på at skabe beskæftigelse og vækst og forhindre sociale skævheder; påpeger, at krisen har øget behovet for at investere i socialt iværksætteri;

7.

opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre en balance mellem foranstaltninger, der imødegår de umiddelbare problemer som følge af krisen, og mellem- og langsigtede foranstaltninger, og til især at prioritere aktiviteter, som har til formål at

8.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage skridt til at udvikle vækst- og beskæftigelsesfremmende politikker (bl.a. effektiv støtte til små og mellemstore virksomheder, og mere effektive, målrettede og aktiverende beskæftigelsespolitikker og sociale sikringsordninger), at indføre livslang læring, særlig uddannelse i tilknytning til sektorer, hvor der hersker arbejdskraftmangel, og behovene på regionale og lokale jobmarkeder samt omskoling for at sikre de langtidslediges beskæftigelsesmuligheder, at fremme livslang videreuddannelse, faglig uddannelse, praktisk uddannelse og betalte praktikophold med særlig vægt på unge arbejdsløse og lavtuddannede arbejdstagere og at tilstræbe, at det bliver muligt for arbejdstagere i fuldtidsbeskæftigelse af leve af deres arbejde;

9.

insisterer på, at ungdomsarbejdsløshed skal have en central plads i den sociale investeringsstrategi; opfordrer medlemsstaterne til at fremlægge ambitiøse strategier med henblik på at undgå, at man mister en generation, og til at lette de unges adgang til arbejdsmarkedet;

10.

understreger også det personlige ansvar, idet den enkelte også skal overveje, hvad han eller hun kan gøre for at sikre sig en plads på vinderholdet i talentræset;

11.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe enhver mulig foranstaltning for at forbedre alle niveauer af uddannelsessystemerne ved at lægge stor vægt på en strategi for udvikling i den tidlige barndom, skabe et inklusivt skoleklima, forebygge skolefrafald, forbedre uddannelsen på sekundærtrinnet og indføre vejledning og rådgivning, give de studerende bedre betingelser for at blive optaget på videregående uddannelser eller få direkte adgang til arbejdsmarkedet, udvikle instrumenter, som bedre kan forudse de fremtidige kompetencebehov, og som kan styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og arbejdsformidlinger og ved at styrke anerkendelsen af erhvervskvalifikationer samt udvikle nationale referencerammer for kvalifikationer;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en god balance mellem sikkerhed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet f.eks. gennem en omfattende iværksættelse af flexicurity-principperne og til at finde en løsning på opdelingen af arbejdsmarkedet ved både at sørge for tilstrækkelig social sikring for mennesker i overgangsperioder eller i midlertidig ansættelse eller på deltid, og adgang til oplæring, karriereudvikling og fuldtidsarbejde; opfordrer medlemsstaterne til at investere i tjenester som f.eks. fuldtidsbørnepasning og -skoler samt ældrepleje, der medvirker til at fremme ligestilling mellem kønnene, skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv og rammer, som gør det muligt at indtræde eller genindtræde på arbejdsmarkedet;

13.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at iværksætte de nødvendige reformer med henblik på at forbedre pensionssystemernes bæredygtighed, pålidelighed og inklusivitet og til at mindske ældrebyrden for at opretholde en tilstrækkelig arbejdsstyrke og til at kombinere dette med en konstant forbedring af arbejdsforholdene og gennemførelse af ordninger med livslang læring, som vil muliggøre et sundere og længere arbejdsliv;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre en større indsats for at integrere sociale investeringer i deres mellem- og langsigtede budgetmål samt i deres nationale reformprogrammer; opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til at føre bedre tilsyn med virkeliggørelsen af målene for beskæftigelse og de sociale mål i Europa 2020-strategien;

15.

påpeger, at det nyudviklede system for makroøkonomisk og budgetmæssig overvågning i EU for at sikre en korrekt gennemførelse af målene for beskæftigelse og de sociale mål skal suppleres med en øget overvågning af beskæftigelses- og socialpolitikken; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje at udvikle en resultattavle med fælles indikatorer for sociale investeringer for at overvåge fremskridtene i medlemsstaterne og på EU-plan på dette område og fremme virksomhedernes og især SMV'ernes sociale ansvar ved at skabe et europæisk social- og arbejdsmarkedsmærke;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at undertegne en »social investeringspagt«, som ville skabe en forstærket kontrolmekanisme med henblik på at styrke indsatsen for at opfylde de sociale mål og målene for beskæftigelse og uddannelse i Europa 2020-strategien; denne sociale investeringsplan, f.eks. europluspagten, kunne indeholde en liste over specifikke foranstaltninger i form af sociale investeringer, som skal træffes af medlemsstater inden for en given tidsramme for at nå sociale mål og målene for beskæftigelse og uddannelse i overensstemmelse med den årlige vækstundersøgelse og de nationale reformprogrammer; påpeger, at dette bør være underlagt rammen for regelmæssig overvågning med en vigtig rolle for Kommissionen og Europa-Parlamentet og med inddragelse af alle relevante sammensætninger af Rådet;

17.

opfordrer Kommissionen til at træffe enhver mulig foranstaltning for at tilskynde og hjælpe medlemsstaterne til at undertegne den sociale investeringspagt og til at indføre evaluering af de sociale mål og målene for beskæftigelse og uddannelse i det europæiske semester 2013;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 indeholder tilstrækkelige bevillinger til at fremme og understøtte sociale investeringer i Europa, og at den tilgængelige finansiering kan anvendes på en rationel og effektiv måde samt til at sikre, at strukturfondene, særlig Den Europæiske Socialfond, kan yde støtte til sociale investeringer, idet det sikres, at dens prioriteter afspejler de enkelte medlemsstaters særlige behov; opfordrer Kommissionen til, når den finder det hensigtsmæssigt, at stille andre mulige finansieringskilder til rådighed for medlemsstaterne til sociale investeringer;

19.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/10

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om rimelige indkomster for landbrugere: En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om oplysningskampagner og salgsfremstød til fordel for landbrugsprodukterne: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa (COM(2012)0148),

—

der henviser til Kommissionens grønbog om salgsfremstød og oplysningskampagner for landbrugsprodukter: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa (COM(2011)0436),

—

der henviser til ordningen for horisontale salgsfremstød som fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 af 17. december 2007 (2) og gennemførelsesforordningen hertil, Kommissionens forordning (EF) nr. 501/2008 af 5. juni 2008 (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (4),

—

der henviser til undersøgelsen fra 2011 med titlen »Evaluation of Promotion and Information Actions for Agricultural Products« (5), som blev foretaget på Kommissionens vegne,

—

der henviser til Kommissionens rapport om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (SEC(2010)1434),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. og 16. december 2011 om den fremtidige salgsfremmepolitik for landbrugsprodukter,

—

der henviser til Kommissionens lovgivningsmæssige forslag om reform af den fælles landbrugspolitik forelagt den 12. oktober 2011 (COM(2011)0625/3, COM(2011)0627/3, COM(2011)0628/3, COM(2011)0629, COM(2011)0630/3, COM(2011)0631/3) og til forslaget til forordning om en fusionsmarkedsordning,

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse om oplysningskampagner og salgsfremstød til fordel for landbrugsprodukter: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa (NAT/560),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønbogen om salgsfremstød og oplysningskampagner for landbrugsprodukter: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa (NAT/525) (6),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0286/2012),

A.

der henviser til, at Kommissionen i marts 2012 offentliggjorde en meddelelse om oplysningskampagner og salgsfremstød, som forventes at blive efterfulgt af lovgivningsmæssige forslag ved årets udgang;

B.

der henviser til, at landbrugsfødevaresektoren har potentiale til at kunne udvikle sig til en stærk og dynamisk sektor med økonomisk vækst og innovation på tværs af medlemsstaterne, navnlig i landdistrikterne og på regionalt plan, og til på denne måde at øge landbrugsindkomsterne og skabe beskæftigelse og vækst;

C.

der henviser til, at oplysningskampagner og salgsfremstød blev indført i 1980'erne med det formål at absorbere landbrugsoverskud og senere også blev brugt som et instrument til at håndtere kriser i fødevareindustrien såsom udbruddet af bovin spongiform encephalopati (BSE) — bedre kendt som »kogalskab« — i 1996 og skandalen med dioxin i æg i 1999;

D.

der henviser til, at der nu er behov for, at oplysningskampagner og salgsfremstød kommer til at spille en større og mere konstant rolle, og at de medvirker til at gøre produkter mere rentable, skaber større konkurrencemæssig lighed på eksterne markeder og giver forbrugerne flere og bedre oplysninger;

E.

der henviser til, at disse former for støtte i dag finansieres i henhold til forordning (EF) nr. 3/2008, der kaldes »ordningen for horisontale salgsfremstød«, og til, at det i en evaluering af salgsfremstødspolitikkerne foretaget i 2011 på vegne af Kommissionen konkluderedes, at EU mangler en konsekvent og omfattende strategi for oplysningskampagner og salgsfremstød;

F.

der henviser til, at Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), der i øjeblikket revideres som led i reformprocessen for den fælles landbrugspolitik, giver mulighed for støtte til særlige salgsfremmende foranstaltninger for vin-, frugt- og grønsagssektoren som led i bredere programmer; salgsfremmende foranstaltninger for produkter, der indgår i ordninger for fødevarekvalitet, finansieres i dag inden for rammerne af landdistriktsudviklingspolitikken;

G.

der henviser til, at vinforbruget i EU er konstant faldende, og at der ikke findes europæiske foranstaltninger til interne salgsfremstød for dette produkt;

H.

der henviser til, at udgifterne til ordningen for horisontale salgsfremstød på 2012-budgettet beløber sig til ca. 56 mio. EUR svarende til omkring 0,1 % af de samlede udgifter til den fælles landbrugspolitik;

I.

der henviser til, at der ved budgetlægningen også bør tages hensyn til informations- og salgsfremstødspolitikkens seneste målsætninger, og at disse målsætninger ikke blot sigter mod at genoprette forbrugernes tillid efter kriser, men også mod at gøre produkterne mere rentable, skabe større konkurrencemæssig lighed på eksterne markeder og give forbrugerne flere og bedre oplysninger;

J.

der henviser til, at udgifterne til alle andre former for oplysningskampagner og salgsfremstød inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, navnlig inden for rammerne af fusionsmarkedsordningen og landdistriktsudviklingspolitikken, er sat til mellem 400 og 500 mio. EUR om året, hvilket stadig er under 1 % af de samlede udgifter til den fælles landbrugspolitik og tydeligvis ikke er nok, navnlig når det gælder om at fremme europæiske produkters konkurrencedygtighed på verdensmarkedet;

K.

der henviser til, at en af EU’s styrker inden for fødevareproduktion er EU-produkternes diversitet og særegenhed, som er knyttet til de forskellige geografiske områder og forskellige traditionelle produktionsmetoder og giver unikke smagsoplevelser med den variation og ægthed, som forbrugerne i stigende grad efterspørger, både i og uden for EU;

L.

der henviser til, at EU’s politik for salgsfremstød er et vigtigt redskab for den fælles landbrugspolitik, som kan bidrage til at fremme landbrugs- og fødevaresektorernes konkurrenceevne og langsigtede levedygtighed;

M.

der henviser til, at EU for nylig har offentliggjort en liste over godkendte ernærings- og sundhedsanprisninger, der træder i kraft i december 2012 og således sætter en stopper for mange års usikkerhed for fødevareindustrien og tilvejebringer vigtige markedsføringsredskaber, der er afgørende for at tiltrække forbrugernes opmærksomhed og sætte dem i stand til at træffe mere kvalificerede valg;

N.

der henviser til, at EU’s landbrugs- og fødevaresektor kan blive mere konkurrencedygtig på globalt plan, hvis den kan fremme europæisk fødevarediversitet og den europæiske produktionsmodel, som er underlagt høje standarder med hensyn til kvalitet, sikkerhed, dyrevelfærd, miljømæssig bæredygtighed osv., og dermed tilskynde andre landbrugsmagter til at indføre denne model med henblik på at skabe retfærdige produktions- og konkurrencevilkår;

O.

der henviser til, at den stigende globalisering af handelen uden tvivl er forbundet med en række udfordringer, men samtidig åbner op for nye markeder og nye vækstmuligheder;

P.

der henviser til, at Rådet i sine konklusioner fra december 2011 om den fremtidige salgsfremmepolitik for landbrugsprodukter fastslår, at »der også bør iværksættes informations- og salgsfremmetiltag for at fremme potentialet i lokalt landbrug og korte forsyningskæder«, og at disse tiltag bør medtages i programmerne for udvikling af landdistrikterne som allerede foreslået af Kommissionen;

Q.

der henviser til, at det er nødvendigt og vigtigt at tilvejebringe tilstrækkelige instrumenter til en politik, som kan fremme europæisk landbrug og europæiske fødevarer og bidrage til at øge landsbrugs- og fødevaresektorens konkurrenceevne ved at drage fordel af den diversitet, merværdi og kvalitet, der kendetegner dens produkter;

R.

der henviser til, at der en uløselig forbindelse mellem europæisk landbrug og fødevareindustrien, som forarbejder 70 % af landbrugsråvarerne og sælger fødevarer, og hvor 99 % af europæiske føde- og drikkevarevirksomheder er SMV’er, og hvor over 52 % af disse er beliggende i landdistrikter, hvilket gør dem til økonomiske og sociale drivkræfter i Europas landbomiljø;

S.

der henviser til, at støtte inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik til udvikling af korte forsyningskæder og lokale markeder finansieres over politikken for udvikling af landdistrikter, hvilket er den så absolut bedste tilgang, da sådanne initiativer er af begrænset omfang og stærkt lokaliserede og skaber lokal beskæftigelse;

T.

der henviser til, at unikke europæiske traditionelle produkter har et betydeligt vækstpotentiale og stor tiltrækningskraft på forbrugerne på større tredjemarkeder og vil have gavn af målrettede og styrkede salgsfremstødsordninger, som skaber beskæftigelse og vækst i regionale områder;

U.

der henviser til, at en af målsætningerne med de lovgivningsmæssige forslag, der i øjeblikket er til forhandling i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik for perioden efter 2013, er at sikre, at denne politik kan bidrage fuldt ud til Europa 2020-strategien;

V.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1234/2007 om fusionsmarkedsordningen indeholder regler om finansiering af skolefrugt- og skolemælksordningerne; i det foreliggende forslag til revision af den fælles markedsordning (COM(2011)0626) foreslås det at sætte EU’s medfinansieringssatser for skolefrugtordningen op fra 50 % til 75 % af udgifterne (og fra 75 % til 90 % i konvergensregionerne);

W.

der henviser til, at skolefrugt- og skolemælksordningerne også har pædagogiske formål, idet de bl.a. bør give eleverne en bedre forståelse af, hvordan fødevarer produceres, og hvordan livet på en gård er;

X.

der henviser til, at de forskellige salgsfremstødsordninger, hvis de gennemføres effektivt, bidrager til at sikre, at europæiske landbrugsprodukter anerkendes i Europa og verden over og til at øge forbrugernes kendskab til de høje standarder for fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og miljøbeskyttelse, som de europæiske landbrugere opretholder, og som til stadighed overvåges og forbedres;

Y.

der henviser til, at formålet med forordning (EF) nr. 814/2000 er at hjælpe borgerne med at forstå den europæiske landbrugsmodel og at bevidstgøre dem om de hermed forbundne spørgsmål; uvidenheden og misforståelserne omkring landbruget og livet på landet er formentlig større i dag end på noget andet tidspunkt i Europas historie, og en af de relevante faktorer, som offentligheden har mindst kendskab til, er den væsentlige stigning i landbrugsproduktionsomkostningerne som følge af de krav, som EU har indført vedrørende fødevaresikkerhed og -hygiejne, social velfærd for arbejdstagerne, miljøbevarelse og dyrevelfærd, og som ofte ikke overholdes af EU’s direkte konkurrenter på landbrugsområdet; der henviser til, at en af de af offentligheden mest misforståede relevante faktorer vedrører det manglende kendskab til landbrugets betydelige bidrag til reduktionen af drivhusgasemissioner og til den lange række offentlige goder, som landbruget skaber;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om »oplysningskampagner og salgsfremstød til fordel for landbrugsprodukterne: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa«, som skal udgøre et første skridt hen imod at øge den værdi, som den europæiske produktion har for europæere og andre, og gøre denne produktion mere rentabel;

2.

støtter meddelelsens fire hovedmålsætninger, nemlig at skabe større europæisk merværdi i fødevaresektoren, fastlægge en mere attraktiv og virkningsfuld politisk strategi, indføre en enklere forvaltning og skabe større synergi mellem de forskellige salgsfremmende instrumenter;

3.

finder, at politikkerne for salgsfremstød på det indre marked og på eksterne markeder bør gives samme opmærksomhed, da de begge gavner såvel producenter som forbrugere;

4.

understreger, at EU’s politik for salgsfremstød fortsat er legitim og betydningsfuld internt, på lokalt og regionalt plan og på de voksende verdensmarkeder;

5.

mener dog, at målene med EU’s politik for salgsfremstød skal være klarere og defineres på fyldestgørende vis; understreger, at salgsfremstødene bør dække alle landbrugsprodukter, som opfylder de europæiske kvalitetsstandarder, da dette vil bidrage til at fremme salgsfremstødenes effektivitet og opfylde forbrugernes ønsker; understreger også, at støtte til landbrug, som garanterer fødevaresikkerheden, den bæredygtige anvendelse af naturressourcer og dynamikken i landdistrikterne, fremmer vækst og jobskabelse;

6.

understreger det forhold, at generelle og vedvarende salgsfremstød på det indre marked er nødvendige for at sikre, at de europæiske forbrugere informeres om kendetegnene ved og merværdien af de europæiske landbrugsprodukter, som de finder på markedet;

7.

understreger, at der på det eksterne marked er behov for at opretholde og øge markedsandelene for europæiske landbrugsprodukter og for at fokusere på nye vækstmarkeder for at skabe nye afsætningsmuligheder for disse produkter ved hjælp af en større sammenhæng mellem salgsfremstød og EU’s handelspolitik;

8.

mener, at en klar definition fra Kommissionens side af målene med EU’s politik for salgsfremstød sideløbende med fastlæggelsen af retningslinjer for medlemsstaternes målsætninger er et nødvendigt første skridt hen imod at skabe større sammenhæng i politikkerne og synergier mellem de forskellige salgsfremmende instrumenter og er helt afgørende for at sikre øget gennemsigtighed i udvælgelsen af programmer på nationalt plan; påpeger, at EU’s aktiviteter på dette område skal supplere både nationale initiativer og initiativer i den private sektor;

9.

mener, at budgettet for bedre oplysningskampagner og salgsfremstød bør øges betydeligt under hensyn til de seneste målsætninger med informations- og salgsfremstødspolitik, navnlig budgettet for ordningen for horisontale salgsfremstød; mener endvidere, at denne ordning bør opføres som en særskilt post i det almindelige budget;

10.

understreger, at de europæiske landbrugeres succes afhænger af deres evne til at øge deres markedsandel og til at gøre det muligt for den yderst konkurrencedygtige fødevareindustri at fastholde sin i økonomisk og handelsmæssig henseende fremtrædende plads i EU;

11.

understreger behovet for at tilrettelægge omfattende forbrugeroplysningskampagner i EU og på eksterne markeder vedrørende produktionskvalitetsstandarder og certificeringssystemer;

12.

understreger, at horisontale salgsfremstød i henhold til forordning (EF) nr. 3/2008 bør bidrage til at udvikle lokale markeder og korte forsyningskæder, revitalisere det indre marked og intensivere markedsføringen af europæiske produkter på eksterne markeder;

13.

glæder sig over Kommissionens forslag om at indføre en fjerde type salgsfremmende foranstaltning, der tilvejebringer teknisk støtte; finder dette vigtigt for sikringen af en effektiv politik for salgsfremstød, navnlig eksternt;

14.

anerkender potentialet ved at anvende ét fælles system for oplysningskampagner og salgsfremstød;

15.

anbefaler, at den generiske karakter af oplysningskampagner og salgsfremstød bevares;

16.

bemærker, at EU’s informations- og salgsfremstødspolitik bør have tre hovedmålsætninger: på lokale og regionale markeder bør den sætte fokus på produktdiversiteten og produkternes friskhed samt den korte afstand mellem producenter og forbrugere med henblik på at fremme den økonomisk revitalisering af landdistrikterne og forbedre livet på landet i social henseende; på det indre marked bør den drage størst mulig gavn et europæisk område uden grænser med 500 millioner forbrugere med henblik på at fremme produktionen og stimulere forbruget af europæiske produkter; på de eksterne markeder bør den udnytte de høje standarder, som den europæiske produktionsmodel følger, med henblik på at opnå større merværdi for landbrugsfødevaresektoren;

17.

foreslår, at Kommissionen udvikler korte forsyningskæder på lokale og regionale markeder og derved skaber nye muligheder for landbrugere og andre producenter i landdistrikterne samt for sammenslutninger af landbrugere og/eller landbrugere og andre operatører i landdistrikterne, og at den udarbejder en bred vifte af instrumenter til fremme af udviklingen af landdistrikterne; finder det endvidere ønskeligt, at Kommissionen udfærdiger retningslinjer, der vil hjælpe landbrugerne med at fortage flere og bedre investeringer i deres produkters kvalitet og konkrete værdi; mener, at det også bør overvejes at investere i formidling gennem medierne (navnlig internettet);

18.

foreslår, at Kommissionen gør mere på det indre marked for at støtte europæiske producenters bestræbelser på at skaffe sig den nødvendige kapacitet til at opfylde forbrugernes større krav hvad angår kvalitet, fødevarehygiejne og kendskab til friske produkters oprindelse og til, hvornår de bør forbruges, for på denne måde at fremme produkt- og fødevarediversiteten og gøre forbrugerne bekendt med nye produkter eller nye måder at præsentere eller anvende traditionelle produkter på;

19.

opfordrer derfor til en udvidelse af programmer vedrørende enten markeder eller målprodukter og til, at de hermed forbundne salgsfremstødsværktøjer fokuseres på produktionsstandardernes særlige kendetegn, idet den europæiske produktionsmodel og navnlig de europæiske kvalitetssystemer hele tiden skal fremhæves; finder det også vigtigt at fremme indførelsen af flerlandeprogrammer, der omfatter flere forskellige produkter, som på den ene side tilfører programmet en ægte europæisk dimension og på den anden side har særligt brug for europæisk støtte; er i denne forbindelse af den opfattelse, at lande, der indfører produktionsprogrammer, der tager hensyn til markedsvilkårene og markedspotentialet og samtidig giver Kommissionen mulighed for at tilpasse støtten til det udpegede område, bør prioriteres;

20.

opfordrer på det kraftigste til, at oplysningskampagner og salgsfremstød gøres mere attraktive for brancheorganisationer gennem et øget samarbejde mellem igangværende nationale og sektorspecifikke aktiviteter og en bedre koordinering med politiske aktiviteter, især hvad angår frihandelsaftaler;

21.

fremhæver behovet for at gøre programmerne mere fleksible, således at de kan tilpasses de skiftende markedsvilkår i gennemførelsesfasen; mener, at det detaljeringsniveau, der kræves ved forelæggelsen af programmer, derfor bør mindskes;

22.

opfordrer til en bedre vurdering af programmer ved hjælp af et stringent vurderingssystem baseret på specifikke indikatorer såsom en stigning i markedsandele og jobskabelse; mener, at udvælgelsesprocessen bør være kortere, og at man bør overveje muligheden for forskudsbetalinger til organisationer;

23.

lykønsker Kommissionen med de gode resultater, der er opnået med den nuværende informations- og salgsfremstødspolitik for landbrugsprodukter, men opfordrer til, at politikken forenkles og forbedres, idet det er særligt vigtigt at mindske de administrative byrder, først og fremmest ved at skære ned på antallet af de rapporter, som Kommissionen kræver; mener, at det er ønskeligt, at Kommissionen udarbejder en enkel og omfattende håndbog, der kan hjælpe potentielle støttemodtagere til at overholde regler og procedurer i forbindelse med denne politik;

24.

henleder med hensyn til eksterne markeder Kommissionens opmærksomhed på det forhold, at produktionen af kvalitetsfødevarer ikke i sig selv er nok til at sikre en god markedsposition, og at det derfor er vigtigt at investere i salgsfremstødsprogrammer; mener, at der forud for sådanne programmer bør foretages markedsundersøgelser i tredjelande, for hvilke der bør stilles medfinansiering til rådighed; mener, at man også bør overveje muligheden for at støtte pilotprojekter i tredjelande, der er blevet udpeget som potentielle nye markeder;

25.

opfordrer til, at der gøres en indsats for at fremme udviklingen af europæiske foreninger og virksomheder og for at tilskynde dem til at deltage i internationale fora, konkurrere på kvaliteten og prioritere specialisering og diversitet, hvilket vil kræve bistand til landbrugere og kooperativer til at gennemføre deres egne strategier og udnytte deres eksportkapacitet, herunder teknisk bistand til producenter;

26.

opfordrer til, at der åbnes mulighed for at fremme oprindelsen af produkter, der ikke er omfattet af kvalitetsbenævnelser, gennem fremhævelse af deres kendetegn og kvaliteter;

27.

mener, at EU’s informations- og salgsfremstødspolitik for europæiske produkter bør have sit eget mærke til at identificere sådanne produkter i og uden for EU;

28.

opfordrer Kommissionen til at øge forbrugernes bevidsthed om, at europæiske landbrugsstandarder er de mest krævende i verden for så vidt angår kvalitet, sikkerhed, dyrevelfærd, miljømæssig bæredygtighed osv., hvilket påvirker produktets slutpris; mener, at forbrugerne bør gives gennemsigtige oplysninger om, hvordan europæiske produkter og deres kendetegn kan identificeres, således at de kan undgå risikoen for at købe forfalskede produkter og kan tage stilling til, hvad de ønsker at købe;

29.

mener, at kvalitetsprodukter er produkter, der er knyttet til specifikke produktionsmetoder, geografiske oprindelser, traditioner eller kulturelle sammenhænge, og bemærker, at der allerede findes ordninger til beskyttelse heraf i form af ordningerne med beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB), mærkning af økologiske produkter, og garanterede traditionelle specialiteter (GTS); slår til lyd for en ny ordning med »lokale landbrug og direkte salg« for lokale kvalitetsprodukter, der er bestemt til konsum i den region, hvor de produceres;

30.

er af den opfattelse, at europæisk oprindelse bør angives som hovedidentitet i alle oplysningskampagner og salgsfremstød, både på det indre marked og i tredjelande; mener, at en supplerende angivelse af national oprindelse kunne overvejes i tredjelande, hvor denne identitet er stærk og bidrager til at fremhæve fødevareudbuddets diversitet;

31.

understreger med hensyn til private mærker, at det er vigtigt at søge at finde en balance mellem generiske salgsfremstød og salgsfremstød for mærker, som vil bidrage til at gøre salgsfremstød i tredjelande mere virkningsfulde; støtter Kommissionens synspunkt om, at varemærker kan have en løftestangsvirkning på denne type aktivitet, hvor det er naturligt at supplere generiske salgsfremstød ved at sætte de økonomiske aktører i forbindelse med hinanden gennem salgsfremstød for produkter og mærker, således at der derved opnås større indflydelse på importørerne og dermed også på forbrugerne; mener endvidere, at private varemærkers medtagelse i salgsfremstød vil gøre virksomheder mere interesserede i at deltage, og bemærker, at det bør erindres, at det i sidste ende er disse virksomheder, der medfinansierer sådanne foranstaltninger;

32.

påpeger, at kvalitetsordninger, for så vidt landbrugerne er organiserede, giver landbrugerne mulighed for at anvende foranstaltninger til udbudsstyring og prisstabilisering og dermed øger deres chancer for at skaffe sig et rimeligt udkomme fra landbruget, og at sådanne ordninger derfor er det bedste middel til at skabe større europæisk merværdi i overensstemmelse med Kommissionens prioriteter;

33.

mener, at det må sikres, at produkter, der er underlagt kvalitetsstandarder, beskyttes mere effektivt over for EU’s handelspartnere; opfordrer til fuld inddragelse af geografiske betegnelser og udvidet beskyttelse af disse i bilaterale og interregionale handelsaftaler samt på WTO-plan;

34.

understreger behovet for at ændre finansieringsrammebestemmelserne for salgsfremstød for produkter, der er underlagt kvalitetsstandarder, med henblik på at øge EU’s økonomiske engagement;

35.

bemærker, at ikrafttrædelsen af regler om bedre information om forholdet mellem specifikke stoffer i fødevarer og bedre sundhed vil give større gennemsigtighed til salgsfremstød for produkter af sundhedsrelaterede årsager;

36.

glæder sig over den stigende efterspørgsel efter økologiske produkter og efterlyser en mere aktiv indsats til fremme af produktionen af og salgsfremstød for disse produkter;

37.

understreger behovet for salgsfremstød for lokale produkter fra bjerg- og øområder og for at afsætte flere EU-midler til dette formål;

38.

opfordrer Kommissionen til i dens eksterne salgsfremstød i højere grad at fremhæve EU’s landbrugs engagement i mere bæredygtige landbrugsmetoder, variation og kvalitet og i den forbindelse understrege, at dette er forbundet med større udgifter, og til at øge og forbedre kendskabet til EU’s ordninger for salgsfremstød og EU-logoer;

39.

støtter ydelse af teknisk bistand til små og mellemstore virksomheder, navnlig med henblik på at hjælpe dem til at udvikle deres egne markedsføringsstrategier og analysere deres målmarkeder;

40.

anbefaler, at der etableres en internetplatform til udveksling af potentielle projekter og bedste praksis som et middel til at fremme reklamekampagner, der er baseret på en europæisk synsvinkel;

41.

understreger, at reformen af den fælles landbrugspolitik sigter mod at forbedre produktionen, bæredygtigheden og kvaliteten af landbrugsprodukter; mener, at EU’s politik for salgsfremstød derfor bør gøre det muligt at udnytte hele fødevaresektorens potentiale med henblik på at fremme økonomisk vækst og beskæftigelse i Europa;

42.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine kommende lovgivningsmæssige forslag vedrørende fremme af smagfulde produkter fra Europa at identificere forskellige relevante forvaltningsforanstaltninger for det indre og det eksterne marked samt for multinationale programmer eller kriseprogrammer;

43.

mener, at det er nødvendigt at udforme en europæisk strategi for oplysningskampagner og salgsfremstød, der er mere målrettet markederne og de produkter eller budskaber, der skal fremhæves, idet der skal tages hensyn til forhandlinger om frihandelsaftaler og de mest rentable markeder for at undgå en fragmenteret og spredt finansiering;

44.

glæder sig over Kommissionens forslag om at øge EU’s medfinansieringssatser for skolefrugtordningen på baggrund af den fortsatte økonomiske krise;

45.

anmoder Kommissionen om at tage skridt til at tilskynde alle medlemsstaterne til at lægge større vægt på skolefrugt- og skolemælksordningernes pædagogiske karakter og til at integrere skolefrugt- og skolemælksordningerne helt i landbrugsstøttens anden søjle;

46.

opfordrer Kommissionen til at evaluere gennemførelsen på EU-markedet af oplysningskampagner rettet mod den voksne befolkning om et ansvarligt forbrug af europæiske kvalitetsvine; bemærker, at sådanne kampagner, ud over at fremme et moderat forbrug af disse vine, bør fremhæve europæiske vines kulturelle rødder, kvalitative egenskaber og særlige kendetegn;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/17

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk (herefter benævnt »direktivet«) (1),

—

der henviser til rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Rapport om gennemførelsen og virkningerne af følgeretsdirektivet (2001/84/EF) (COM(2011)0878),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A7-0326/2012),

A.

der henviser til, at følgeret er en ophavsret, som er anerkendt i artikel 14b i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker;

B.

der henviser til, at direktivet har fremmet en harmonisering af de væsentlige betingelser for anvendelsen af følgeretten med henblik på at fjerne mulige hindringer for gennemførelsen af det indre marked;

C.

der henviser til, at vedtagelsen af direktivet var vigtig for kunstnerne, ikke alene med hensyn til deres initiativer for at opnå anerkendelse og retfærdig behandling som kreative personer, men også for deres rolle som bidragydere af kulturelle værdier; der henviser til, at der imidlertid fortsat hersker bekymring over direktivets virkninger på de europæiske kunstmarkeder og navnlig på de mange mindre og specialiserede auktionshuse og kunsthandlere i EU;

D.

der henviser til, at direktivet først blev gennemført fuldt ud i samtlige medlemsstater pr. 1. januar 2012;

E.

der henviser til, at EU's globale andel af markedet for værker skabt af nulevende kunstnere er faldet betydeligt i løbet af de seneste år;

F.

der henviser til, at kunstneriske værker bidrager til den konstante udvikling af EU's kulturliv og -arv;

G.

der henviser til, at kunst- og antikmarkedet yder et betydeligt bidrag til den globale økonomi, herunder de virksomheder, det støtter, navnlig inden for den kreative sektor;

H.

der henviser til, at direktivet pålægger kunsthandlere en administrativ byrde, hvilket kommercielt set stiller EU-kunsthandlere ringere end handlere i tredjelande;

1.

noterer sig, at kunstmarkedet oplevede et rekordår i 2011, og at den samlede årlige omsætning nåede op på 11,57 mia. USD, dvs. en stigning på over 2 mia. USD i forhold til 2010 (2); understreger, at kunst- og antikmarkedet yder et betydeligt bidrag til den globale økonomi, herunder de virksomheder, det støtter, navnlig inden for den kreative sektor;

2.

bemærker, at det europæiske kunstmarked oplevede en markant fremgang i 2011; bemærker, at Det Forenede Kongerige fortsat har en markedsandel på 19,4 % af verdensmarkedet med en stigning på 24 % i den samlede omsætning; konstaterer, at Frankrig har en markedsandel på 4,5 % med en stigning på 9 % i omsætningen; noterer endelig, at Tyskland — med en markedsandel på 1,8 % — har oplevet en stigning i salget på 23 % (3);

3.

noterer sig, at det kinesiske marked kom til at tegne sig for 41,4 % af verdensmarkedet i 2011 og således overhalede USA, der oplevede en nedgang i omsætningen på 3 % og en nedgang i markedsandelen på 6 %, fra 29,5 % i 2010 til 23,5 % i 2011 (4);

4.

understreger, at Kina har oplevet en imponerende fremgang; bemærker imidlertid, at dette kunstmarked i øjeblikket udelukkende omfatter kinesiske kunstnere;

5.

konstaterer, at den generelle tendens går i retning af, at kunstmarkedets tyngdepunkt forskydes i retning af de nye vækstlande, hvilket må tilskrives globaliseringen, Asiens opsving og tilstedeværelsen af nye kunstsamlere i disse lande;

6.

noterer sig med tilfredshed, at der findes tredjelande, som overvejer at indføre følgeret i deres nationale lovgivning; bemærker især, at der i USA blev fremsat et lovforslag den 12. december 2011 med det formål at indføre en følgeret på 7 % på videresalg af nutidige kunstværker; bemærker, at der i Kina i et lovforslag vedrørende ophavsretten ligeledes indføres en følgeret (artikel 11, stk. 13);

7.

erindrer om, at beløbene for reproduktionsretten og opførelsesretten ikke har væsentlig betydning for billedkunsten, hvor indtægterne hidrører fra salg eller videresalg af kunstværker;

8.

understreger, at følgeretten sikrer et kontinuerligt vederlag til kunstnerne, som meget ofte overdrager deres værker til en lav pris ved begyndelsen af deres karriere;

9.

erindrer om, at Kommissionens rapport om gennemførelsen og virkningerne af direktivet samt sektorens egne statistikker ikke tyder på, at følgeretten har haft negative konsekvenser for kunstmarkedet i Europa;

10.

opfordrer Kommissionen til at foretage en konsekvensanalyse af kunstmarkedets generelle funktionsmåde, herunder af de administrative byrder, som mindre og specialiserede auktionshuse og kunsthandlere står over for;

11.

erindrer om, at flere af direktivets bestemmelser sikrer en afbalanceret anvendelse af følgeretten, således at der tages hensyn til alle de implicerede parters interesser, navnlig ved hjælp af et degressivt følgeretsvederlag, et loft over vederlaget på 12  500 EUR, en undtagelse for små salgstransaktioner samt fritagelse ved videresalg for den første køber; understreger dog, at direktivet pålægger kunsthandlere en administrativ byrde;

12.

bemærker, at følgeretten for den nulevende ophavsmand til et originalkunstværk kan være et nyttigt redskab til at forebygge forskelsbehandling af kunstnere;

13.

erindrer om, at kunstmarkedets anslåede værdi var på 10 mia. USD i 2010 og på næsten 12 mia. USD i 2012, hvoraf følgeretten kun udgør 0,03 %; mener, at dette er et vigtigt marked, hvorfra kunstnere og deres arvinger bør modtage et rimeligt vederlag;

14.

mener, at analyser af og statistikker om kunstmarkedet ikke tyder på, at følgeretten har en negativ virkning på kunstmarkedets placering eller omsætning;

15.

erindrer om, at direktivet først blev gennemført fuldt ud i samtlige medlemsstater pr. 1. januar 2012, selv om flere medlemsstater allerede har anerkendt følgeretten i flere årtier;

16.

fremhæver betydningen af at yde proaktiv støtte til lokale kunstnere, herunder de yngste kunstnere;

17.

finder, at det er for tidligt at foretage en ny evaluering af direktivet i 2014, som foreslået af Kommissionen, og foreslår, at denne evaluering foretages i 2015 (dvs. fire år efter evalueringen i december 2011);

18.

tilskynder Kommissionen til atter i sin næste vurderingsrapport at analysere relevansen af de anvendte satser, beløbsgrænserne og relevansen af direktivets kategorier af rettighedshavere;

19.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre et nært samarbejde med de implicerede parter for at styrke det europæiske kunstmarkeds position og afbøde visse vanskeligheder som f.eks. »kaskadeeffekten« og de administrative vanskeligheder, som mindre og specialiserede auktionshuse og handlere står over for;

20.

støtter tredjelandes initiativer for at indføre følgeret og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser i multilaterale fora på at styrke det europæiske kunstmarkeds position i verden;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/19

—

der henviser til artikel 26 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 11. januar 2012»På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« (COM(2011)0941), i det følgende benævnt grønbogen,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. januar 2012»En sammenhængende ramme til styrkelse af tilliden til det digitale indre marked for e-handel og onlinetjenester« (COM(2011)0942),

—

der henviser til den offentlige høring, som Kommissionen afholdt om grønbogen fra den 11. januar 2012 til den 11. april 2012,

—

der henviser til konferencen om kort-, internet- og mobilbetalinger, som Kommissionen afholdt den 4. maj 2012,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (1),

—

der henviser til baggrundsdokumentet fra marts 2012 om håndhævelse af konkurrencereglerne i betalingssektoren, som er udarbejdet af Det Europæiske Konkurrencenetværks undergruppe om bankvirksomhed og betalinger (2),

—

der henviser til Den Europæiske Centralbanks henstillinger fra april 2012 om sikkerhed ved internetbetalinger (3),

—

der henviser til svaret fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse af 11. april 2012 til Kommissionens offentlige høring om grønbogen »På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« (4),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 22. maj 2012 om grønbogen (INT 634),

—

der henviser til Kommissionens beslutning af 24. juli 2002 vedrørende en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 i sag COMP/29.373 Visa International (5),

—

der henviser til Kommissionens beslutning af 19. december 2007 vedrørende en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 i sag COMP/34.579 — MasterCard, COMP/36.518 — EuroCommerce og COMP/38.580 — Commercial Cards (6),

—

der henviser til Domstolens dom af 24. maj 2012 i sagen MasterCard m.fl. mod Kommissionen (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0304/2012),

A.

der henviser til, at det europæiske marked for kort-, internet- og mobilbetalinger på nuværende tidspunkt stadig er fragmenteret på tværs af landegrænserne, og at kun nogle få store aktører kan opnå de handlendes accept og operere på tværs af grænserne;

B.

der henviser til, at den dominerende position, som to ikke-europæiske udbydere af betalingskorttjenester besidder, kan føre til for store og uberettigede gebyrer for både forbrugere og handlende, hvor deres respektive banker (de såkaldte udstedende og erhvervende banker) drager fordel af denne situation, som anført af Kommissionen i grønbogen;

C.

der henviser til, at udviklingen og en mere udbredt anvendelse af kort-, internet- og mobilbetalinger også kan bidrage til at gøre e-handel i Europa mere omfattende og mangfoldig;

D.

der henviser til, at andelen og udvalget af internet- og mobilbetalinger er vokset støt i Europa og på verdensplan;

E.

der henviser til, at kortbetalingsordningerne på grund af tekniske fremskridt gradvist vil kunne erstattes af andre elektroniske og mobile betalingsmidler;

F.

der henviser til, at grønbogen ikke beskæftiger sig med omkostningerne og de samfundsmæssige virkninger af kontant- eller checkbetalinger sammenlignet med kort-, internet- og mobilbetalinger, og at det derved ikke bliver muligt at foretage en komparativ analyse af de økonomiske og velfærdsmæssige omkostninger ved og de samfundsmæssige virkninger af kontant- eller checkbetalinger;

G.

der henviser til, at den nuværende forretningsmodel for kortbetalinger giver mulighed for alt for høje multilaterale interbankgebyrer, som nogle gange synes at være højere end de faktiske omkostninger ved at finansiere ordningen, og som udgør en væsentlig hindring for konkurrence på betalingsmarkedet;

H.

der henviser til, at grænseoverskridende hvervning er en mulighed, der i øjeblikket kun er åben for et begrænset antal aktører, og at denne ordning kan betyde en udvidelse af de handlendes valgmuligheder og dermed øge konkurrencen og reducere forbrugernes omkostninger;

I.

der henviser til, at tillægsgebyrer på brugen af kortbetaling ikke er tilladt i nogle medlemsstater, men meget udbredt i visse andre, og til, at overdrevne tillægsgebyrer har været til skade for forbrugerne, da leverandørerne ofte ikke tilbyder alternative betalingsmetoder til betalinger med tillægsgebyrer;

J.

der henviser til, at det fælles eurobetalingsområde (SEPA Cards Framework) kræver, at »kunder skal kunne anvende generelle kort til at foretage betalinger og kontanthævninger i euro i hele SEPA-området med samme lethed og komfort, som de gør i deres hjemland. Der bør ikke være nogen forskel på, om de bruger deres kort i deres hjemland eller et andet sted inden for SEPA. Der bør ikke længere eksistere nogen ordning for generelle kort, der udelukkende er beregnet til brug i et enkelt land, og heller ingen kortordning, der udelukkende er beregnet til grænseoverskridende anvendelse inden for SEPA«;

K.

der henviser til, at vellykket migration til SEPA kan forventes at bidrage til udviklingen af innovative fælleseuropæiske betalingsmidler;

1.

roser Kommissionen for udarbejdelsen af grønbogen, anser overvejelserne og spørgsmålene deri for yderst relevante og er helt enig med de angivne mål om at øge konkurrencen, skaffe flere valgmuligheder, mere innovation samt større betalingssikkerhed og kundetillid;

2.

er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at skelne mellem tre forskellige produktmarkeder inden for kortordninger med fire aftalepartnere — først og fremmest et marked, hvor de forskellige kortsystemer konkurrerer om at få finansielle institutioner som deres udstedende eller erhvervende kunder, derefter et første »nedstrøms«-marked, hvor de kortudstedende banker konkurrerer om bankkortindehaverne (»markedet for udstedelse«), og endelig et andet »nedstrøms«-marked, hvor de indløsende banker konkurrerer om de erhvervsdrivendes kunder (»markedet for indløsning«) — og mener, at den frie konkurrence bør styrkes på hvert marked;

3.

bemærker vigtigheden af markedsbaseret selvregulering i samarbejde mellem alle aktører, men erkender, at selvregulering på grund af modstridende interesser ikke kan opnå de ønskede resultater inden for en acceptabel tidsramme; forventer, at Kommissionen forelægger de nødvendige lovforslag med henblik på at hjælpe med at sikre en ægte SEPA for kort-, internet- og mobilbetalinger, og bemærker i denne forbindelse betydningen af den kommende revision af direktivet om betalingstjenester;

4.

understreger behovet for en klar og sammenhængende vision for en SEPA for kort-, internet- og mobilbetalinger og for tilvejebringelse af de retningslinjer og tidsplaner, som er nødvendige for at nå det grundlæggende mål om at udrydde forskellene mellem grænseoverskridende og nationale betalinger;

5.

understreger behovet for at arbejde hen imod et clearing- og afviklingssystem i realtid, som teknisk set allerede er inden for rækkevidde og anvendes til nogle betalinger, og understreger, at migration til en realtidsøkonomi bør være et vigtigt mål for hele SEPA, og at et avanceret interbanksystem i realtid er nødt til at være tilgængeligt i hele SEPA;

6.

er derfor af den opfattelse, at alle nationale kort-, mobil- og internetbetalingsordninger bør tilslutte sig eller omdanne sig til pan-europæiske SEPA-ordninger, således at alle kort-, mobil- og internetbetalinger bliver accepteret overalt i SEPA, og at Kommissionen bør foreslå den periode, som er nødvendig for denne overgang;

7.

bemærker, at alle terminaler bør være i stand til at acceptere alle kort og opfylde kravene om interoperabilitet, og at alle eventuelle tekniske hindringer som følge af forskelle i funktionalitet og certificeringskravene til terminaler derfor bør fjernes, eftersom fælles normer og regler og standardiseret terminalsoftware vil øge konkurrencen;

8.

mener, at det ikke er tilstrækkeligt med en selvregulerende tilgang til det integrerede europæiske betalingsmarked; opfordrer Kommissionen til at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger for at sikre betalingssikkerhed, fair konkurrence, finansiel integration, beskyttelse af personoplysninger og gennemsigtighed for forbrugerne;

9.

opfordrer Kommissionen til at reformere forvaltningen af SEPA for at sikre, at beslutningsprocessen er demokratisk, gennemsigtig og tjener offentlighedens interesse; bemærker, at dette kræver en mere aktiv og ledende rolle for Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) i forvaltningen af SEPA samt ligelig repræsentation af alle relevante interessenter i alle beslutninger vedrørende SEPA og i gennemførelsesorganer, for at sikre tilstrækkelige involvering af slutbrugerne;

10.

udtrykker bekymring over enhver form for unødigt stram regulering af markederne for internet- og mobilbetaling, idet disse betalingsmetoder stadig er under udvikling; mener, at eventuelle lovgivningsmæssige initiativer på dette område risikerer at lægge for stor vægt på allerede eksisterende betalingsinstrumenter, og at de således kan afskrække fra innovation og forvride markedet, før det har udviklet sig; anmoder Kommissionen om at indtage en hensigtsmæssig holdning til eventuelle fremtidige internet- og mobilbetalingsmetoder i et kommende forslag og sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, især for sårbare forbrugere;

11.

påpeger, at skønt elektroniske betalinger spiller en stadig større rolle i Europa og i verden, er der fortsat alvorlige hindringer for et fuldstændigt og effektivt integreret, konkurrencedygtigt, innovativt, sikkert, gennemsigtigt og forbrugervenligt europæisk digitalt indre marked for disse betalingsformer;

12.

bemærker, at det i den aktuelle krisesituation er afgørende at skride til handling for at sætte skub i økonomisk vækst og jobskabelse og igen at sætte gang i forbruget, at skønt det digitale marked giver god mulighed for at nå disse mål, er EU med henblik herpå nødt til at kunne gennemføre et fuldstændigt digitalt indre marked, samt at det er afgørende på den ene side at fjerne eksisterende hindringer og på den anden side at øge forbrugernes tillid; mener i denne forbindelse, at eksistensen af et neutralt og sikkert europæisk indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger, som letter den fri konkurrence og innovation, er afgørende for virkeliggørelsen af et ægte digitalt indre marked og kan yde et væsentligt bidrag til at øge forbrugertilliden;

13.

bemærker, at udviklingen af gennemsigtige, sikre og effektive betalingssystemer på det europæiske digitale marked er afgørende for at sikre en ægte digital økonomi og lette e-handel på tværs af grænserne;

14.

påpeger, at en sikker, pålidelig og gennemsigtig europæisk ramme for elektroniske betalinger er afgørende for iværksættelsen af et digitalt indre marked; fremhæver betydningen af oplysningskampagner med henblik på at gøre forbrugerne bevidste om valgmulighederne på markedet samt betingelserne og vilkårene for sikker elektronisk betaling, og mener, at sådanne kampagner bør iværksættes på EU-plan, også for at komme de ofte ubegrundede bekymringer vedrørende denne type betalinger til livs; mener i denne forbindelse, at forbrugervenlige kontaktpunkter ville øge tilliden til fjernbetalinger;

15.

understreger, at der i denne sammenhæng bør træffes foranstaltninger for at sætte en stopper for den hyppigt forekommende forskelsbehandling af europæiske forbrugere, hvis betalinger for grænseoverskridende onlinetransaktioner ikke godkendes på grund af deres oprindelse;

16.

beklager, at de fleste betalingsomkostninger i den nuværende situation er uigennemskuelige, og påpeger, at personer, der ikke benytter dyre betalingsmetoder stadig er med til at betale for disse; erindrer om, at der er omkostninger forbundet med alle betalingsmetoder; anmoder derfor Kommissionen om også fremover at tage hensyn til omkostningerne ved samt egenarten og de samfundsmæssige virkninger af kontant- og checkbetaling for alle aktører og forbrugere på markedet sammenlignet med andre betalingsmetoder; minder om, at alle europæere skal have adgang til grundlæggende banktjenester; understreger, at foranstaltninger i retning af fælles tekniske standarder skal træffes i lyset af vigtigheden, effektiviteten og tilstrækkeligheden af de standarder, der i øjeblikket benyttes i Europa;

17.

mener, at yderligere arbejde på fælles tekniske standarder på et frit tilgængeligt grundlag vil kunne forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne og det indre markeds funktion, men også vil fremme interoperabilitet og indebære sikkerhedsrelaterede fordele i form af fælles sikkerhedsstandarder til gavn for både forbrugere og handlende;

18.

bemærker, at de fleste standarder for internet- og mobilbetalinger bør være de samme som for de nuværende SEPA-betalinger, men at der er behov for nye standarder for sikkerhed og identifikation af kunder og til at tilbyde interbank-onlinelevering i realtid, og understreger, at udviklingen af nye standarder ikke er nok, og at samordnet gennemførelse er mindst lige så vigtigt;

19.

understreger, at standardisering ikke må skabe hindringer for konkurrence og innovation, men i stedet skal fjerne hindringer med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår for alle parter; henstiller derfor, at standarderne skal være åbne med henblik på at give mulighed for innovation og konkurrence på markedet, eftersom bemyndigelse af en enkelt eller lukket standard ville begrænse markedets udvikling og innovation, medføre en uforholdsmæssig begrænsning og ikke ville være fremmende for konkurrence og lige konkurrencevilkår; bemærker imidlertid Kommissionens kartelundersøgelse af standardiseringsprocessen for betalinger over internettet (e-betalinger), der gennemføres af Det Europæiske Betalingsråd (EPC);

20.

bemærker, at stort set alle betalingstransaktioner indeholder den samme slags data, og understreger, at der bør være sikker datakommunikation for enhver betaling for at muliggøre gennemgående ende-til-ende behandling i realtid; ser fordelene i alle systemer, der anvender samme format for beskeder, og minder om, at det mest oplagte valg er det, der anvendes til kreditoverførsler og direkte debiteringer, som defineret i bilaget til SEPA — slutdatoforordningen (dvs. ISO XML 20022); anbefaler, at samme format for beskeder bør anvendes i al kommunikation af transaktionsdata fra terminalen til kunden og indeholde alle relevante oplysninger;

21.

fremhæver, at indførelsen af obligatoriske standarder på disse centrale områder for en styrkelse af det digitale indre marked i Europa i betragtning af den hurtigt voksende, men på nuværende tidspunkt umodne fase af markedsudviklingen for elektroniske og mobile betalinger, ville indebære en risiko for negative konsekvenser for innovationen, konkurrencen og væksten på markedet;

22.

påpeger, at gennemførelsen af de udviklede standarder ofte repræsenterer en stor udfordring ifølge Kommissionens tilbagemelding vedrørende den offentlige høring om grønbogen; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for håndhævelsesmekanismer, såsom fastsættelsen af slutdatoer for migration;

23.

bemærker, at kontanthævningsgebyrer i pengeautomater uden for brugerens egen bank og kortordning i mange medlemsstater ofte er overdrevne og inden for SEPA bør have større sammenhæng med de faktiske omkostninger;

24.

understreger, at alle standardiserings- og interoperabilitetskrav bør sigte mod at styrke de europæiske betalingssystemers konkurrenceevne, gennemsigtighed, innovative karakter, betalingssikkerhed og effektivitet til gavn for alle forbrugere og interessenter; understreger, at eventuelle standardiseringskrav ikke bør medføre hindringer i form af unødvendige forskelle sammenlignet med det globale marked; mener endvidere, at fælles standarder også bør søges på globalt plan i tæt samarbejde med de vigtigste økonomiske partnere i EU;

25.

anmoder Kommissionen om at foretage en vurdering af måder, hvorpå man muligvis kan støtte nye aktører på betalingskortmarkedet, f.eks. ved at overveje en fælles betalingsinfrastruktur for alle transaktioner uanset kortudbyder;

26.

bemærker, at adskillelsen af betalingsinfrastrukturer fra betalingsordninger kan betyde øget konkurrence, eftersom mindre aktører ikke vil blive udelukket på grund af tekniske begrænsninger; understreger, at betalingstjenesteudbydere bør have frihed til at vælge en hvilken som helst kombination af de til rådighed værende udstedende og erhvervende tjenester inden for betalingsordningerne på markedet, og at infrastrukturer for betalingsordninger skal behandle transaktioner fra forskellige parallelle betalingsordninger for lignende instrumenter neutralt;

27.

bemærker, at det skal sikres, at alle sådanne foranstaltninger altid er i overensstemmelse med principperne om fri og fair konkurrence og fri markedsadgang under hensyntagen til fremtidige teknologiske innovationer inden for denne sektor, således at ordningen kan tilpasses den fremtidige udvikling, og således at man på en konsekvent måde fremmer og letter innovation og konkurrenceevne;

28.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en bedre forvaltning af SEPA, der dækker den organisatoriske opbygning, som er forbundet med udviklingen af de vigtigste elementer i betalingstjenester, og af gennemførelsen af de krav, der skal opfyldes, og som giver mulighed for, at udviklingen af tekniske og sikkerhedsmæssige standarder organiseres separat til støtte for gennemførelsen af den dermed forbundne lovgivning; opfordrer til en mere afbalanceret repræsentation af alle interessenter i videreudviklingen af fælles tekniske og sikkerhedsmæssige standarder for alle betalingsordninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at besvare tidligere opfordringer til en reform af forvaltningen af SEPA for at sikre, at betalingstjenesternes brugere repræsenteres bedre i beslutningsprocessen og standardiseringsprocessen; bemærker, at disse parter bl.a. kan være — men ikke nødvendigvis er begrænset til — EPC, forbrugerorganisationer, handelsorganisationer og store detailkæder, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Kommissionen, eksperter på forskellige områder, andre leverandører af betalingstjenester og handelsmæssige økonomiske mobil-, internet- og korttjenester end banker samt mobilnetværksoperatører; opfordrer disse interessenter til at tilrettelægge deres arbejde under en ny forvaltningsstruktur, hvori SEPA-rådet spiller en rolle; mener, at SEPA-rådet bør bistås af forskellige tekniske udvalg, eller »task forces« vedrørende e-betaling, m-betaling, kort, kontanter og andre standardiseringsspørgsmål samt af ad hoc-arbejdsgrupper; minder om Kommissionens tilsagn i erklæringen om forvaltningen af SEPA i forbindelse med vedtagelsen af forordning (EU) nr. 260/2012 om at forelægge et forslag inden udgangen af 2012; opfordrer de europæiske standardiseringsorganer som Den Europæiske Standardiseringsorganisation (Comité Européen de Normalisation, CEN) eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) til i samarbejde med Kommissionen at spille en mere aktiv rolle med hensyn til standardisering af kortbetalinger;

29.

anerkender i denne forbindelse, at SEPA er en hjørnesten i oprettelsen af et integreret europæisk betalingsmarked og bør danne grundlag for udviklingen af et sådant marked samt for at gøre det mere innovativt og konkurrencedygtigt;

30.

mener, at håndhævelse af reglerne om elektronisk betaling ofte er vanskelig, utilstrækkelig og forskellig i Europa, og at der må gøres en større indsats for at sikre en ordentlig og ensartet håndhævelse af reglerne;

31.

bekræfter, at en selvregulerende tilgang ikke er tilstrækkelig; mener, at Kommissionen og ECB i samarbejde med medlemsstaterne bør indtage en mere aktiv og ledende rolle, og at alle relevante interessenter, herunder forbrugerorganisationer, bør inddrages på behørig vis og høres i beslutningsprocessen;

32.

mener, at det er sandsynligt, at der vil være flere og flere europæiske virksomheder, hvis aktiviteter reelt afhænger af, at de kan modtage betaling med kort; mener, at det er i offentlighedens interesse at udstikke objektive regler for, under hvilke omstændigheder og efter hvilke procedurer der ensidigt kan nægtes adgang til kortbetalingsordninger;

33.

anser det for vigtigt at styrke forvaltningen af SEPA og at give det fornyede SEPA-råd en stærkere rolle, og at dette nye forvaltningsorgan bør bestå af repræsentanter for de vigtigste relevante interessenter og sammensættes på en sådan måde, at det giver mulighed for demokratisk kontrol gennem Kommissionen og andre EU-myndigheder; foreslår, at et fornyet SEPA-råd bør føre an i arbejdet, fastlægge en tids- og arbejdsplan, træffe beslutning om prioriteringer og vigtige emner og dermed fungere som mægler, når der er uenighed mellem interessenterne; understreger, at demokratisk kontrol bør sikres af Kommissionen, og at ECB og EBA bør spille en fremtrædende rolle;

34.

glæder sig over den høring af interessenter, der gennemføres af Kommissionen som led i grønbogen om forvaltningen af SEPA, jf. betragtning 5 i forordning (EU) nr. 260/2012, og ser frem til det forslag, den agter at forelægge om emnet sidst på året; understreger, at alle SEPA-interessenters umiddelbare prioritet skal være forberedelsen til migrationen til SEPA, jf. betingelserne i forordning (EU) nr. 260/2012, med henblik på at sikre en gnidningsløs overgang fra brugen af nationale til fælleseuropæiske betalingsordninger;

35.

påpeger, at yderligere standardisering og indbyrdes tilpasning af praksis for at overvinde tekniske hindringer og nationale afregnings- og clearingskrav vil bidrage til at fremme grænseoverskridende indløsning — en ordning, der vil øge konkurrencen og dermed de handlendes valgmuligheder, og som kan føre til mere omkostningseffektive betalingsmetoder for forbrugerne; mener, at de handlende bør være bedre informeret om mulighederne for grænseoverskridende indløsning;

36.

opfordrer indtrængende til, at man aktivt forsøger at finde løsninger, der kan lette grænseoverskridende indløsning yderligere i lyset af fordelene for det indre marked; udtrykker bekymring over eksisterende nationale retlige og tekniske barrierer, som f.eks. licensbetingelser, der bør fjernes for at sikre, at udenlandske SEPA-kompatible indløsere ikke behandles anderledes end indenlandske indløsere i det pågældende land;

37.

understreger, at der ikke bør være nogen større forskelle mellem lovgivningen for forskellige betalingskonti, og at betaleren bør være i stand til at foretage en overførsel af midler via internettet eller mobiltelefon til enhver betalingsmodtager, som har konto i et SEPA-tilsluttet pengeinstitut;

38.

understreger, at alle autoriserede betalingstjenesteudbydere bør have samme ret til adgang til afregnings- og clearingsfaciliteter, hvis de har tilstrækkelige procedurer for risikostyring, opfylder de tekniske minimumskrav og anses for at være tilstrækkeligt stabile, så de ikke udgør nogen risiko, dvs. grundlæggende er underlagt de samme relevante krav som banker;

39.

minder om, at multilaterale interbankgebyrer i henhold til Domstolens afgørelse i »Mastercard-sagen« af 24. maj 2012 kan betragtes som konkurrencebegrænsende, og anmoder Kommissionen om at foreslå, hvordan der skal tages hensyn til denne dom ved regulering af forretningsmodeller for kort-, mobil- eller internetbetalinger;

40.

bemærker, at de nuværende indtægter fra multilaterale interbankgebyrer i mange tilfælde er for høje i forhold til de omkostninger, de skal dække; påpeger, at der kan være behov for at afveje forskellige betalingsgebyrer for at sikre, at krydssubsidieringspraksis ikke befordrer valg af ineffektive instrumenter, og anmoder Kommissionen om gennem lovgivning at sikre, at multilaterale interbankgebyrer ikke længere forvrider konkurrencen ved at skabe hindringer for nye markedsaktører og for innovation; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en konsekvensanalyse af de forskellige muligheder inden udgangen af 2012; understreger, at der er behov for retlig klarhed og sikkerhed med hensyn til de multilaterale interbankgebyrer;

41.

bemærker, at SEPA-kompatible betalingskort tilhørende personer, der kommer fra en hvilken som helst medlemsstat, efter en overgangsperiode skal accepteres i alle betalingsterminaler i SEPA, og at betalingen bør overføres på sikker vis; bemærker, at dette krav kan betyde, at multilaterale interbankgebyrer skal reguleres for at komme ned under en bestemt tærskel, og fastholder, at dette ikke bør føre til en stigning i de multilaterale interbankgebyrer i nogen medlemsstat, men snarere til et fald, og måske til, at de på et senere tidspunkt nærmer sig nul;

42.

mener, at grænseoverskridende og central hvervning bør styrkes, og at enhver teknisk eller juridisk hindring bør fjernes, da dette vil bidrage til at reducere niveauet af multilaterale interbankgebyrer og handelsafgifter;

43.

mener, at de multilaterale interbankgebyrer bør reguleres på EU-niveau for at sikre lettere adgang for nye markedsaktører til grænseoverskridende hvervning, hvilket reelt vil give de handlende mulighed for at kunne vælge, hvilke betalingsordninger de ønsker at deltage i; påpeger, at der, hvis det nye lovforslag giver mulighed for gebyrer, bør sikres fuld gennemsigtighed vedrørende de elementer, der indgår i deres satser; minder om, at artikel 5 i forordning (EU) nr. 260/2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro fastsætter, at der efter den 1. februar 2017 ikke kan anvendes multilaterale interbankgebyrer for hver transaktion; opfordrer til, at samme fremgangsmåde benyttes for kortbetalinger;

44.

mener, at forretningsmodellen for betalingsordninger med tre aftalepartnere og blandede ordninger kan give anledning til konkurrencemæssige problemer svarende til dem med fire aftalepartnere; mener derfor, at alle kortordninger — hvad enten de har fire aftalepartnere, tre aftalepartnere eller er blandede ordninger samt eventuelle nye markedsaktører — bør behandles lige med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår og fremme konkurrence og gennemsigtighed for forbrugere og handlende;

45.

bemærker, at co-badging, som de involverede betalingsordninger frivilligt har deltaget i, kan være gavnligt for forbrugerne, eftersom det vil medføre færre kort i forbrugernes tegnebøger og kan lette de nationale indenlandske ordningers adgang til det bredere SEPA-marked, hvilket vil tilskynde til konkurrence; påpeger dog, at co-badging ikke bør bruges til at omgå indenlandske ordninger, ved at der vælges et bestemt indenlandsk brand;

46.

understreger, at kortindehaverne bør have frihed til at vælge, hvilke af de tilbudte co-badging-muligheder der er aktiveret på deres specifikke kort, og insisterer på, at de handlende bør have ret til at vælge, hvilke co-badging-muligheder de er villige til at acceptere, og at kortindehaverne i hvert enkelt betalingssituation bør have ret til at vælge deres foretrukne co-badging-mulighed blandt dem, den handlende har accepteret; opfordrer Kommissionen til at foreslå løsninger, der kan fremme co-badging af mere end én SEPA-kompatibel ordning; mener, at spørgsmål, såsom foreneligheden af forvaltningsprocedurerne, teknisk interoperabilitet og ansvaret for sikkerhedsmangler, bør tages under grundig overvejelse;

47.

mener, at co-badging bør indføres sammen med grundig forbrugerinformation med sigte på at beskytte dem mod risikoen for at blive vildledt; understreger, at det skal være klart for alle parter, hvem der er ansvarlig for beskyttelsen og fortroligheden af data om kortindehavere og handlende og for det co-brandede betalingsinstrument;

48.

mener, at tillægsgebyrer, rabatter og andre styringsmetoder, på den måde de anvendes, ofte er skadelige for slutbrugerne af betalingstjenester; bemærker, at opkrævning af tillægsgebyrer udelukkende på grundlag af kundernes betalingsvalg risikerer at blive vilkårlig og kan misbruges til at generere ekstraindtægter snarere end at dække omkostningerne; mener, at det vil være vigtigt at forbyde mulighederne for overdrevne tillægsgebyrer i forhold til handelsafgiften på en enkelt transaktion og at kontrollere rabatter og lignende forbrugerstyringsmetoder på EU-plan; understreger derfor, at de handlende bør acceptere ét almindeligt benyttet betalingsinstrument uden noget tillægsgebyr (SEPA-kompatibelt betalingskort, e-betaling), og at eventuelle tillægsgebyrer på andre instrumenter ikke på noget tidspunkt må overstige de direkte ekstraomkostninger ved disse instrumenter i forhold til det instrument, der accepteres uden tillægsgebyr;

49.

understreger, at det er nødvendigt at kræve større gennemsigtighed i og bedre forbrugeroplysning om gebyrer og tillægsgebyrer for de forskellige betalingsmetoder, da erhvervsdrivende generelt medregner transaktionsomkostninger i prisen på de varer og tjenester, de tilbyder, hvilket har til følge, at forbrugerne ikke på forhånd er informeret fyldestgørende om de samlede omkostninger og betaler mere for deres køb — et faktum, der undergraver forbrugertilliden;

50.

bemærker, at opkrævning af tillægsgebyrer udelukkende på grundlag af kundernes betalingsvalg risikerer at blive vilkårlig, kan misbruges til at generere ekstraindtægter snarere end at dække omkostningerne og samlet set ikke er til gavn for udviklingen af det indre marked, da den hæmmer konkurrencen og øger markedets opsplitning og forvirringen blandt forbrugerne;

51.

bemærker, at én mulighed er begrænsning af tillægsgebyrerne til de direkte omkostninger ved brugen af et betalingsinstrument, og at et forbud mod tillægsgebyrer i hele EU er en anden; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at gennemføre en konsekvensanalyse af et forbud mod mulighederne for overdrevne tillægsgebyrer i forhold til handelsafgiften samt af et forbud mod opkrævning af tillægsgebyrer i hele EU i lyset af artikel 19 i direktivet om forbrugerrettigheder (direktiv 2011/83/EU);

52.

understreger, at det for at kunne udvikle potentialet for elektroniske betalinger fuldt ud er afgørende at sikre forbrugernes tillid, hvilket igen kræver et højt sikkerhedsniveau for at beskytte mod risikoen for svindel og for at beskytte forbrugernes følsomme og personlige data;

53.

understreger, at forbrugernes privatliv bør beskyttes i overensstemmelse med EU-retten og national ret, samt at hver part i betalingskæden kun bør have adgang til de data, der er relevante for dennes behandling, mens resten skal overføres i krypteret form;

54.

mener, at mindstekravene til sikringen af internet-, kort- og mobilbetalinger bør være identiske i alle medlemsstater, og at der bør være et fælles forvaltningsorgan, der fastsætter kravene; bemærker, at standardiserede sikkerhedsløsninger ville forenkle kundeoplysningerne og dermed den måde, hvorpå kunderne tilpasser sig sikkerhedsordningerne, og de ville også reducere betalingstjenesteudbydernes omkostninger; foreslår derfor, at alle betalingstjenesteudbydere pålægges at opretholde fælles minimumssikkerhedsløsninger, der naturligvis kan forbedres af betalingsformidlerne, men ikke bør blive til konkurrencehindringer;

55.

minder om, at skønt det endelige ansvar for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med forskellige betalingsmetoder ikke kan ligge hos forbrugerne, bør de informeres om sikkerhedsforanstaltningerne, og de finansielle institutioner bør være ansvarlige for omkostninger i forbindelse med svindel, medmindre de skyldes kunden: »hvis de skyldes en svigagtig handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af hans forpligtelser i henhold til artikel 56 ved forsæt eller grov forsømmelse«; mener derfor, at der bør tilskyndes til offentlige oplysningskampagner med henblik på at øge offentlighedens bevidsthed om og kendskab til især digitale sikkerhedsspørgsmål; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af en strategi og instrumenter til integration af markederne for kort-, internet- og mobilbetalinger at tage hensyn til standarderne og henstillingerne fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse vedrørende gennemsigtighed, identifikation af registeransvarlig/registerfører, proportionalitet og den registreredes rettigheder; anser det for vigtigt, at alle tilfælde af betalingssvindel i SEPA bliver indberettet til en central instans for overvågning, statistik og evaluering, således at der kan reageres hurtigt på nye trusler mod sikkerheden, samt at de vigtigste udviklinger bør offentliggøres; anmoder Kommissionen om at udvide begrebet »indbygget privatlivsbeskyttelse« til at omfatte mere end godkendelsesmekanismer og sikkerhedsforanstaltninger for at sikre dataminimering, gennemføre privatlivsbeskyttelse som standard og begrænse adgangen til den enkeltes oplysninger til det strengt nødvendige for at levere ydelsen — samt til at indføre værktøjer, der giver brugerne mulighed for bedre at beskytte deres personlige data;

56.

mener, at sikkerheden ved kortbetalinger på salgsstedet generelt er høj, og at den gradvise overgang fra magnetkort til chipkort, som bør afsluttes hurtigt, vil forbedre sikkerhedsniveauet yderligere; udtrykker bekymring over de sikkerhedsproblemer, der er forbundet med andre former for kortbetalinger, og over den omstændighed, at nogle af de nuværende europæiske EMV-implementeringer muligvis ikke er helt konsekvente, og opfordrer til en indsats for at afhjælpe denne uønskede situation og minder om, at der også er behov for forbedrede løsninger for netbaserede fjernbetalinger med kort; opfordrer Kommissionen til at indsamle uafhængige data om svindel med internetbetalinger, og til i sit lovforslag at integrere relevante bestemmelser til bekæmpelse af svindel;

57.

mener, at det indebærer risici at give tredjeparter adgang til oplysninger om, hvorvidt der står penge på en bankkonto; bemærker, at en af disse risici består i, at forbrugerne måske ikke er fuldt ud klar over, hvem der har adgang til deres kontooplysninger, i forbindelse med hvilken lovramme, og hvilken operatør der er ansvarlig for de betalingstjenester, som forbrugeren benytter; understreger, at databeskyttelsen ikke må bringes i fare på noget tidspunkt;

58.

understreger, at den lovgivningsmæssige og tekniske udvikling vil kunne reducere disse sikkerhedsrisici og gøre betalinger gennem andre betalingstjenesteudbydere end banker lige så sikre som betalinger direkte fra velbeskyttede bankkonti, så længe der i praksis er adgang til sikre systemer, og legitimiteten af en sådan adgang og de organisationer, der beder om en sådan adgang, er klart definerede;

59.

støtter derfor ikke, at tredjeparter får adgang til kunders bankoplysninger, medmindre systemet er påviseligt sikkert og er blevet grundigt afprøvet; bemærker, at tredjepartsadgang i en kommende forordning bør begrænses til binære (»ja-nej«) oplysninger om, hvorvidt der er penge til rådighed, og at der bør lægges særlig vægt på sikkerhed, databeskyttelse og forbrugerrettigheder; mener navnlig, at det klart bør specificeres, hvilke parter der på et ikke-diskriminerende grundlag kan få adgang til disse oplysninger, og under hvilke betingelser data kan lagres, og at disse bestemmelser skal være omfattet af et kontraktforhold mellem de involverede enheder; understreger, at en klar sondring mellem adgang til oplysninger om, hvorvidt der er penge til rådighed til en given transaktion, og adgang til en kundes kontooplysninger generelt bør foretages ved etableringen af et regelsæt for tredjeparters adgang; opfordrer Kommissionen til efter høring af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse at sikre beskyttelse af personoplysninger ved at foreslå klare regler for, hvilken rolle de enkelte aktører skal spille i indsamlingen af data og til hvilke formål, og en klar fastsættelse af hvilke aktører, der er ansvarlige for at indsamle, behandle og opbevare data; tilføjer, at kortbrugere bør have mulighed for at få adgang til at se og rette deres personoplysninger, også i en kompleks og grænseoverskridende sammenhæng; finder, at databeskyttelseskravene bør indføres sammen med princippet om »indbygget privatlivsbeskyttelse/privatlivsbeskyttelse som standard«, og at hverken virksomheder eller forbrugere bør bære ansvaret for at beskytte deres data;

60.

mener, at forbrugernes ret til tilbagebetaling bør styrkes både i tilfælde af uautoriserede betalinger og i tilfælde af udeblevne leveringer (eller leveringer som afviger fra det, der blev lovet) af varer eller tjenesteydelser, og at effektive systemer for kollektive søgsmål og alternativ tvistbilæggelse er afgørende redskaber til beskyttelse af forbrugerne, også inden for området elektroniske betalinger;

61.

bemærker, at der, efterhånden som sikkerhedstruslerne stiger, også er en rolle for CEN og ETSI som aktivt involverede i udviklingen af sikkerhedsstandarder;

62.

bemærker, at Kommissionen i forbindelse med betalingsordninger, hvor en eller flere af deltagerne befinder sig i de forskellige medlemsstater, forventes at forelægge et afklarende forslag om, hvilke retsinstanser eller ordninger for udenretlig tvistbilæggelse der bør benyttes ved eventuelle tvister, og sikre, at forbrugerne har nem adgang til og anvendelse af disse organer for alternativ tvistbilæggelse;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/28

—

der henviser til Kommissionens forslag og dens meddelelse af 12. september 2012 om bankunionen,

—

der henviser til G20-konklusionerne af 18. juni 2012, som opfordrer til at færdiggøre arbejdet med skyggebanker for at opnå fuld gennemførelse af reformer,

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (1),

—

der henviser til den foreløbige rapport fra det arbejde, som FSB har iværksat om repo og værdipapirlån, som blev offentliggjort den 27. april 2012, samt til høringen om pengemarkedsfonde offentliggjort af IOSCO samme dag,

—

der henviser til ECB's lejlighedsskrift (nr. 133) om skyggebanker i euroområdet, der blev udsendt den 30. april 2012,

—

der henviser til Kommissionens grønbog om skyggebanker (COM(2012)0102),

—

der henviser til arbejdsdokument af 26. juli 2012 fra Kommissionens tjenestegrene om produktregler, likviditetsstyring, depositarer, pengemarkedsfonde og langsigtede investeringer for investeringsinstitutter (Product Rules, Liquidity Management, Depositary, Money Market Funds and Long-term Investments for UCITs),

—

der henviser til rapporten fra FSB offentliggjort den 27. oktober 2011 om styrkelse af tilsynet med og reguleringen af skyggebanksystemet som reaktion på opfordringerne fra G-20 i Seoul i 2010 og Cannes i 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0354/2012),

A.

der henviser til, at skyggebanksystemet som defineret af FSB omfatter et kreditformidlingssystem, der består af enheder og aktiviteter, der ikke er omfattet af det almindelige banksystem;

B.

der henviser til, at regulerede enheder i det almindelige banksystem i vid udstrækning deltager i de aktiviteter, der pr. definition er en del af skyggebanksystemet, og at de på mange måder er indbyrdes forbundet med skyggebankenheder;

C.

der henviser til, at en stor del af skyggebankaktiviteterne er forankret i den regulerede banksektor, og at denne del fuldt ud bør indlemmes under den eksisterende lovramme;

D.

der henviser til, at en række elementer, der falder ind under skyggebankbegrebet, er afgørende for realøkonomiens finansiering, og at der bør tages behørigt hensyn hertil i forbindelse med fastlæggelsen af anvendelsesområdet for nye eller udvidelsen af eksisterende reguleringsforanstaltninger;

E.

der henviser til, at nogle skyggebanker på effektiv vis holder risici adskilt fra banksektoren og følgelig væk fra de potentielle skatteydere eller systemiske virkninger; der henviser til, at en bedre forståelse af skyggebankvirksomhed, dens forbindelser til finansieringsinstitutterne og de finansielle ordninger med henblik på at skabe gennemsigtighed, mindske de systemiske risici og afskaffe enhver uhensigtsmæssig praksis ikke desto mindre er en nødvendig del af den finansielle stabilitet;

F.

der henviser til, at det for at kaste lys over skyggebanksystemet er nødvendigt, at al regulering fuldt ud tager højde for de dermed forbundne finansielle aktiviteters afvikling, kompleksitet og manglende gennemsigtighed, navnlig i krisesituationer;

G.

der henviser til, at FSB har anslået, at aktiverne i skyggebanksystemet på verdensplan omtrentlig repræsenterede en værdi af 51 billioner EUR i 2011, og at de er steget fra 21 billioner EUR i 2002; dette svarer til 25-30 % af det samlede finansielle system og halvdelen af alle bankaktiver;

H.

der henviser til, at skyggebankerne til trods for visse potentielle positive effekter såsom øget effektivitet af det finansielle system, større produktmangfoldighed og en styrket konkurrence er blevet identificeret som en af de vigtigste mulige udløsere af eller faktorer, der har bidraget til den finansielle krise, og at de kan true finanssystemets stabilitet; der henviser til, at FSB kræver øget tilsyn med udvidelsen af skyggebankaktiviteter, som giver anledning til bekymring med hensyn til i) med systemiske risici, især gennem løbetidsændring og/eller omdannelse af likviditet, lånefinansieringsgrad og mangelfuld overførsel af kreditrisiko, og ii) regelarbitrage;

I.

der henviser til, at forslag om skyggebanker og strukturen af långiveres detail- og investeringsgrene udgør vigtige elementer for en effektiv gennemførelse af G20-beslutningen fra 2008 om at regulere ethvert produkt og enhver aktør; der henviser til, at Kommissionen hurtigere og mere kritisk skal rette fokus mod dette område;

J.

der henviser til, at skyggebankerne som globalt fænomen nødvendiggør en sammenhængende global reguleringstilgang, baseret på anbefalinger fra FSB (som offentliggøres i de kommende uger) suppleret med anbefalinger fra alle andre relevante nationale eller overnationale reguleringsmyndigheder;

1.

glæder sig over Kommissionens grønbog som et første skridt hen imod en strengere kontrol med og overvågning af skyggebanksystemet; tilslutter sig Kommissionens tilgang baseret på indirekte regulering og hensigtsmæssig udvidelse eller revision af den eksisterende regulering af skyggebanksystemet; understreger samtidig behovet for direkte regulering, hvor den eksisterende regulering viser sig at være funktionelt utilstrækkelig for så vidt angår nogle aspekter, idet man undgår overlapning og sikrer en sammenhæng med de eksisterende regler; opfordrer til, at der vælges en holistisk tilgang til skyggebanksystemet, hvor både forsigtighedshensyn og markedsadfærden indrømmes en central plads; bemærker, at hovedvægten i stigende grad lægges på markedsbaseret finansiering og »detailsalg« af meget komplekse finansielle produkter; understreger derfor, at der bør tages højde for markedsadfærd og forbrugerbeskyttelse;

2.

understreger, at enhver styrkelse af reguleringen af kreditinstitutter, investeringsselskaber og forsikrings- og genforsikringsselskaber nødvendigvis vil skabe incitamenter til at flytte aktiviteter uden for den eksisterende sektorspecifikke lovgivnings anvendelsesområde; understreger derfor behovet for at styrke procedurerne for systematisk, forudgående analyse af den eventuelle virkning af ændringer af lovgivningen i finanssektoren på risiko- og kapitalstrømmen via mindre regulerede eller ikkeregulerede finansielle enheder og for at udvide retsreglerne tilsvarende for at undgå arbitrage

3.

er enig i FSB's definition af skyggebanksystemet som et system af mellemmænd, instrumenter, enheder eller finansielle kontrakter, der skaber en kombination af banklignende funktioner, som ligger uden for lovgivningens rammer eller er underlagt retsregler, der enten er uden vægt eller behandler andre spørgsmål end systemiske risici, og som ikke har garanteret adgang til centralbankernes likviditetsfacilitet eller offentlige kreditgarantier; påpeger, at skyggebanksystemet i modsætning til, hvad ordvalget måske antyder, ikke nødvendigvis er en ureguleret eller ulovlig del af finanssektoren; understreger den udfordring, der er forbundet med at anvende denne definition i forbindelse med overvågning, regulering og tilsyn, også i betragtning af den fortsat manglende gennemsigtighed, de manglende data og den manglende forståelse med hensyn til dette system;

4.

påpeger, at kun nogle få af de metoder, der anvendes af skyggebanksystemet, er forsvundet, siden krisens indtræden; konstaterer imidlertid, at skyggebanksystemets nyskabende karakter kan føre til nye udviklinger, der kan udgøre en kilde til systemiske risici, som bør afhjælpes; understreger derfor behovet for på europæisk og internationalt plan at indsamle flere og bedre data om skyggebankrelaterede transaktioner, markedsdeltagere, finansielle strømme og forbindelser for at få et fuldstændigt overblik over sektoren;

5.

mener, at et tæt internationalt samarbejde og en fælles indsats på globalt plan er af afgørende betydning for at opnå et holistisk syn på skyggebanksystemet;

6.

mener, at et bedre overblik og en bedre overvågning og analyse vil gøre det muligt at identificere både de aspekter af skyggebanksystemet, som har gavnlige virkninger for realøkonomien, og dem, der giver anledning til bekymring med hensyn til systemiske risici eller regelarbitrage; understreger behovet for stærkere risikovurderingsprocedurer, offentliggørelse og tilsyn i forbindelse med institutioner, der har en koncentreret risikoprofil af systemisk relevans; minder om de forpligtelser, G20 påtog sig på topmødet i Los Cabos med hensyn til at oprette et system med internationale identifikatorer for juridiske enheder, og understreger nødvendigheden af at sikre, at de europæiske interesser repræsenteres på passende vis i dets forvaltning;

7.

bemærker, at det er nødvendigt for tilsynsmyndighederne at have oplysninger om omfanget, i det mindste i aggregeret form, af institutternes genkøbsaftaler, værdipapirlån og alle former for behæftelser eller clawback-aftaler; bemærker endvidere, at betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget om CRD IV, der for øjeblikket er genstand for forhandlinger med Rådet, i denne forbindelse opfordrer til, at disse oplysninger indberettes til et transaktionsregister eller en værdipapircentral for at give bl.a. EBA, ESMA, relevante kompetente myndigheder, ESRB og relevante centralbanker samt ESCB adgang dertil; understreger desuden, at der i denne betænkning opfordres til at behandle uregistrerede clawback-aftaler som værende uden retskraft i likvidationssager;

8.

støtter derfor, at ECB opretter en central EU-database vedrørende repotransaktioner i euro, som tilføres data fra infrastrukturer og depotbanker i det omfang, disse internaliserer afvikling af repotransaktioner i deres egne regnskaber; mener dog, at en sådan database bør dække transaktioner i alle valutaer, så tilsynsmyndighederne har et samlet overblik over og fuld forståelse af det globale repomarked; opfordrer Kommissionen til hurtigt (i starten af 2013) at indtage en sammenhængende tilgang til central dataindsamling, identifikation af manglende data og koordinering af indsatsen med andre organers og nationale myndigheders eksisterende initiativer, navnlig de centrale dataregistre, som er oprettet i henhold til EMIR-forordningen; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en rapport (senest i midten af 2013), der dækker, men ikke er begrænset til, den påkrævede institutionelle ramme (f.eks. ECB, ESRB, et uafhængigt centralt register), dataundersøgelsernes indhold og hyppighed, navnlig vedrørende repotransaktioner i euro og finansielle risikooverførsler, og det nødvendige ressourceniveau;

9.

mener, at Kommissionen til trods for den store mængde data og oplysninger, der stilles krav om i kapitalkravsdirektivet i henhold til forpligtelsen til at indberette repotransaktioner, bør undersøge tilgængeligheden, rettidigheden og fuldstændigheden af data til kortlægnings- og overvågningsformål;

10.

glæder sig over udviklingen af en identifikator for juridiske enheder, og mener, at der med udgangspunkt i dens anvendelighed bør opstilles tilsvarende fælles standarder vedrørende indberetning af repotransaktioner og værdipapirer, som dækker kapital, rentesats, sikkerhedsstillelse, haircuts, løbetid, modparter og andre aspekter, som letter opstillingen af aggregater;

11.

understreger, at det for at give tilsynsmyndighederne en fælles global tilgang til dataanalyse, og for at gøre det muligt for dem at udveksle data med hinanden for om nødvendigt at iværksætte foranstaltninger med henblik på at forhindre opbygning af systemiske risici og beskytte den finansielle stabilitet, er vigtigt, at de har fælles indberetningsformater baseret på åbne sektorstandarder;

12.

understreger desuden behovet for at skabe et bedre overblik over risikooverførsler foretaget af finansieringsinstitutter, herunder men ikke kun. overførsler gennemført via derivattransaktioner og data, som tilvejebringes i henhold til EMIR og MiFID/MiFIR, med henblik på at afgøre, hvem der har købt hvad fra hvem, og hvordan de overførte risici bliver understøttet; fremhæver, at det bør være et mål at opnå kortlægning af transaktioner inden for alle finansielle tjenester i realtid, og at dette understøttes og automatiseres ved hjælp af standardiserede meddelelser og dataidentifikatorer; opfordrer derfor Kommissionen til i samråd med ESRB og internationale organer som f.eks. FSB at lade rapporten om indsamling af centrale data omfatte det igangværende arbejde med standardiserede meddelelser og dataformater samt muligheden for at oprette et centralt register for risikooverførsler, som bør være i stand til at opfange og overvåge data vedrørende risikooverførsler i realtid og anvende de data, der tilvejebringes i henhold til indberetningskravene i eksisterende og fremtidig finanslovgivning, fuldt ud og indarbejde internationalt tilgængelige data

13.

mener, at bankernes indberetningskrav er et vigtigt og værdifuldt værktøj til at identificere skyggebankaktivitet; gentager, at regnskabsreglerne bør afspejle virkeligheden, og at balancen ideelt set i videst muligt omfang bør afspejle aggregater;

14.

understreger, at disse nye opgaver vil kræve et tilstrækkeligt niveau af nye ressourcer;

15.

understreger, at visse aktiviteter og enheder i skyggebanksystemet enten kan være reguleret eller ureguleret afhængig af landet; understreger betydningen af at skabe lige vilkår landene imellem samt mellem banksektoren og skyggebankenhederne for at undgå regelarbitrage, som ville medføre forvrængede reguleringsmæssige incitamenter; konstaterer endvidere, at der i øjeblikket er for stor finansiel afhængighed mellem banksektoren og enheder i skyggebanksystemet;

16.

bemærker, at det for øjeblikket er stort set umuligt at gennemføre nøjagtig regulering, evaluering og revision, idet kreditrisikoen forvrænges, og pengestrømmene forstyrres;

17.

mener, at fonde og bestyrere bør dokumentere, at de er fejlsikre og at positionerne er forståelige og kan overtages af andre;

18.

understreger behovet for at forbedre offentliggørelsen af oplysninger om overførsler af finansielle aktiver fra balancen ved at udfylde hullerne i de internationale regnskabsstandarder; understreger det ansvar, der påhviler de finansielle kontrollører, herunder regnskabsførere og interne revisorer, med hensyn til at gøre opmærksom på en potentielt skadelig udvikling og opbygning af risici;

19.

mener, at regnskabsreglerne bør afspejle virkeligheden, og at muligheden for at værdiansætte aktiver til købsprisen, når denne ligger langt over markedsværdien, har været med til at skabe ustabilitet i bankverdenen og andre enheder og bør afskaffes; opfordrer Kommissionen til at fremme ændringer i IFRS og til at lægge mere vægt på aggregater uden netting og risikovægte;

20.

mener, at reguleringen inden for den finansielle sektor bør sigte mod at tackle den kompleksitet og manglende gennemsigtighed, der kendetegner de finansielle tjenester og produkter, og at reguleringsforanstaltninger såsom højere kapitaludgifter og afskaffelse af reduktionen af risikovægten kan være med til at mindske kompleks derivathedging. er af den opfattelse, at der ikke bør markedsføres eller godkendes nye finansielle produkter, som ikke ledsages af dokumentation til myndighederne for, at de kan afvikles;

21.

foreslår, at asymmetrisk information sanktioneres, især med hensyn til dokumentation og ansvarsfraskrivelser i forbindelse med finansielle tjenester og produkter; mener, at sådanne ansvarsfraskrivelser om nødvendigt bør pålægges en afgift for brug af »lille skrifttype« (pr. side og pr. ansvarsfraskrivelse);

22.

understreger, at betænkningerne fra Økonomi- og Valutaudvalget vedrørende CRD IV (2), som i øjeblikket drøftes med Rådet, udgør et vigtigt skridt i retning af at håndtere skyggebanksystemet på en positiv måde ved at indføre kapitalbehandling af likviditetslinjer til strukturerede investeringsinstrumenter og conduiter samt ved at fastsætte en høj eksponeringsgrænse for egenkapital på 25 % for alle uregulerede enheder, hvilket vil hjælpe med at skubbe bankerne i retning af NSFR (net stable funding ratio), og ved for regulerede og ikkefinansielle enheder at anerkende den højere risiko for eksponering for sådanne enheder i reguleringsbestemmelserne vedrørende likviditetsrisici;

23.

bemærker, at en af de ting, vi har lært af finanskrisen, er, at der normalt skelnes klart mellem forsikringsrisiko og kreditrisiko, men at der kan være en mindre klar skelnen f.eks. i forbindelse med kreditforsikringsprodukter; opfordrer Kommissionen til at revidere lovgivningen vedrørende bankvæsen, forsikring og især finansielle konglomerater med henblik på at sikre, at banker og forsikringsselskaber har lige vilkår, og undgå regel- og/eller tilsynsarbitrage;

24.

mener desuden, at den foreslåede udvidelse af visse dele af CRD IV til at omfatte visse finansieringsinstitutter, der ikke modtager indskud og ikke er omfattet af definitionen i forordningen om kapitalkrav (CRR), er nødvendig for at tage højde for særlige risici i betragtning af, at nogle bestemmelser kan tilpasses de særlige forhold, der gør sig gældende for disse enheder for at undgå en uforholdsmæssig stor påvirkning af sådanne institutter;

25.

mener ikke, at det kan tillades, at en europæisk banktilsynsmyndighed ikke omfatter skyggebanksystemet;

26.

understreger behovet for at sikre, at alle enheder i skyggebanksystemet, der er organiseret af eller knyttet til en bank, medtages i bankens balance af konsolideringsmæssige forsigtighedshensyn; opfordrer Kommissionen til i begyndelsen af 2013 at undersøge foranstaltninger til sikring af, at enheder, der ikke konsolideres ud fra et regnskabsmæssigt synspunkt, konsolideres af forsigtighedshensyn med henblik på at forbedre den globale finansielle stabilitet; opfordrer Kommissionen til at tage højde for alle retningslinjer fra BCBS for bedst mulig tilpasning af det regnskabs- og risikobaserede konsolideringsområde;

27.

understreger behovet for at sikre større gennemsigtighed i strukturen og aktiviteterne i de finansieringsinstitutter; opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til konklusionerne i Liikanen-rapporten fra at foreslå foranstaltninger vedrørende den europæiske banksektors strukturelle opbygning, idet der tages hensyn til såvel fordelene som de potentielle risici ved at kombinere forretnings- og investeringsrelaterede bankaktiviteter;

28.

noterer sig betydningen af markedet for repo og værdipapirlån; opfordrer Kommissionen til i begyndelsen af 2013 at træffe foranstaltninger til at øge gennemsigtigheden, navnlig for kunder, hvilket kunne indebære, at en identifikator for sikkerhedsstillelse og genanvendelse af sikkerhedsstillelse indberettes til myndighederne på et aggregeret grundlag, samt at det tillades, at tilsynsmyndigheder indfører anbefalede mindsteværdier for haircuts eller fortjenstmargener for de sikrede finansieringsmarkeder, dog uden at de standardiseres; erkender i denne forbindelse betydningen af klart at fastslå og beskytte ejendomsretten til værdipapirerne; opfordrer dog Kommissionen til at indlede en bred debat om margener som supplement til de allerede indførte sektortilgange samt at undersøge og overveje indførelsen af grænser for frempantsætning af sikkerhedsstillelser; understreger behovet for at revidere konkurslovgivningen med hensyn til både repomarkedet og markedet for værdipapirlån og securitisationer med henblik på at samordne den og tage fat på prioriterede spørgsmål vedrørende afviklingen af regulerede finansieringsinstitutter; opfordrer Kommissionen til at overveje forskellige tilgange til indskrænkning af konkursprivilegier, herunder forslag om at begrænse konkursprivilegier til centralt clearede transaktioner samt til sikkerhedsstillelser, der opfylder harmoniserede, foruddefinerede kriterier;

29.

mener, at det er nødvendigt at håndtere incitamenter forbundet med securitisation på passende vis; understreger, at solvens- og likviditetskrav for securitisationer bør tilgodese høj kvalitet og veldiversificerede investeringsporteføljer, hvorved flokadfærd undgås; opfordrer Kommissionen til at undersøge securitisationsmarkedet, og i den forbindelse se på dækkede obligationer, som kan øge risikoen på bankernes balance; opfordrer Kommissionen til at foreslå procedurer for, hvordan man kan øge markedets gennemsigtighed markant; opfordrer Kommissionen til i nødvendigt omfang at ajourføre eksisterende regulering for at bringe den i overensstemmelse med den nye BCBS-securitisationsramme, som for øjeblikket er under forhandling, senest i begyndelsen af 2013; opfordrer til, at man begrænser antallet af gange, et finansprodukt kan securitiseres, og indfører særlige krav for leverandører af securitisation (f.eks. engagementsleverende og organiserende kreditinstitutter) for at mindske en del af de risici, der er forbundet med securitisation, idet det sikres, at de tilbageholdte risici rent faktisk tilbageholdes af leverandøren og ikke overføres til porteføljebestyrerne, sideløbende med at der træffes foranstaltninger for at opnå gennemsigtighed; opfordrer især til, at der indføres en sammenhængende metode til vurdering af de underliggende aktiver og standardisering af securitiserede produkter på tværs af forskellige lovgivninger og jurisdiktioner;

30.

bemærker, at aktivpuljer er blevet tilbagekøbt på »originate to repo«-vis og i nogle tilfælde har opnået højere rating; understreger, at sådanne transaktioner ikke bør anvendes som en likviditetsfremmende reguleringsforanstaltning, som det fremgår af ECON-betænkningen om CRD IV;

31.

anerkender den vigtige rolle, som pengemarkedsfonde spiller med henblik på at sikre finansiering af finansieringsinstitutterne på kort sigt og med henblik på at tillade risikospredning; erkender, at pengemarkedsfonde, der er baseret i EU og USA, har forskellige roller og strukturer; erkender, at ESMA-retningslinjerne fra 2010 indførte strengere standarder for pengemarkedsfonde (kreditkvalitet, løbetid af underliggende værdipapirer og bedre oplysninger til investorerne); konstaterer imidlertid, at nogle pengemarkedsfonde er sårbare over for massive stormløb, især dem, der tilbyder investorerne stabil nettoværdi for; understreger derfor, at der skal træffes yderligere foranstaltninger for at forbedre modstandsdygtigheden af disse fonde og for at dække likviditetsrisikoen; støtter anbefalingerne i den endelige IOSCO-rapport fra oktober 2012 vedrørende regulering og forvaltning af pengemarkedsfonde på tværs af forskellige jurisdiktioner; er af den opfattelse, at pengemarkedsfonde, der tilbyder investorerne en stabil nettoværdi, bør gøres til genstand for foranstaltninger, der begrænser den særlige risiko, der er en følge af den stabile nettoværdi, og internaliserer de omkostninger, der er forbundet med disse risici; mener, at myndighederne, hvor det er praktisk muligt, bør kræve en konvertering til en flydende/variabel nettoværdi eller alternativt indførelse af garantiordninger, der understøtter en stabil nettoværdi, modstandsdygtige pengemarkedsfonde og mulighed for omfattende indfrielser; opfordrer Kommissionen til at forelægge en revision af rammerne med særligt fokus på problemet med pengemarkedsfonde i første halvdel af 2013, som indebærer, at pengemarkedsfondene enten vedtager en variabel nettoværdi med en daglig evaluering, eller, hvis de ønsker at fastholde en konstant værdi, tvinges til at ansøge om en begrænset banklicens og bliver omfattet af kapitalkrav og andre tilsynskrav; understreger, at regelarbitragen skal begrænses til et minimum;

32.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med UCITS-revisionen yderligere at udforske idéen om at indføre specifikke likviditetsbestemmelser for pengemarkedsfonde ved at fastsætte minimumskrav for likviditeten på dags-, uge- og månedsbasis (20 %, 40 %, 60 %) og til at opkræve likviditetsafgifter i henhold til en udløser, som også medfører en direkte forpligtelse til at underrette den kompetente tilsynsmyndighed og ESMA;

33.

anerkender de fordele, som børsnoterede fonde tilbyder, da de giver private investorer adgang til en bredere vifte af aktiver (herunder især råvarer), men understreger de risici, der er forbundet med de børsnoterede fonde som følge af kompleksitet, modpartsrisici, produktlikviditet og mulig regelarbitrage; advarer om de risici, der er forbundet med kunstige børsnoterede fonde som følge af deres manglende gennemsigtighed og kompleksitet, navnlig når de kunstige børsnoterede fonde markedsføres over for detailinvestorer; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje og tage fat på at afhjælpe disse potentielle strukturelle svagheder i forbindelse med den igangværende revision af UCITS VI, under hensyntagen til de forskellige kundekategorier (f.eks. detailinvestorer, erhvervsinvestorer, institutionelle investorer) og deres forskellige risikoprofiler;

34.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med alle nye lovforslag at foretage omfattende konsekvensanalyser af virkningerne for finansieringen af realøkonomien;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Rådet for Finansiel Stabilitet.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/33

—

der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og Europarådets konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger,

—

der henviser til FN-konventionen af 20. november 1989 om børns rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (2);

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel) (3);

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1718/2006/EF af 15. november 2006 om et støtteprogram for den europæiske audiovisuelle sektor (Media 2007) (4);

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/952/EF af 20. december 2006 om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og om berigtigelsesretten i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne inden for audiovisuelle tjenester og online-informationstjenester (5);

—

der henviser til Rådets konklusioner om beskyttelse af børn i den digitale verden (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. februar 2011 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En EU-dagsorden for børns rettigheder« (COM(2011)0060),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En digital dagsorden for Europa« (COM(2010)0245/2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. marts 2012 til Rådet og Europa-Parlamentet »Bekæmpelse af kriminalitet i den digitale tidsalder — Oprettelse af et europæisk center til bekæmpelse af it-kriminalitet« (COM(2012)0140),

—

der henviser til Europarådets strategi for børns rettigheder (2012-2015) af 15. februar 2012,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. maj 2012 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Europæisk strategi for et bedre internet for børn« (COM(2012)0196),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 13. september 2011 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen af Rådets henstilling af 24. september 1998 med hensyn til beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed samt Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 20. december 2006, der handler om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og om retten til genmæle i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne inden for audiovisuelle tjenester og onlineinformationstjenester — Beskyttelse af børn i den digitale verden (COM(2011)0556),

—

der henviser til Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug,

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om en global metode til beskyttelse af personoplysninger i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0353/2012),

A.

der henviser til, at beskyttelse af mindreårige i den digitale verden bør tackles både på det lovgivningsmæssige plan, ved at anvende mere effektive foranstaltninger, bl.a. gennem selvregulering ved at engagere industrien i at påtage sig sit delte ansvar, og for så vidt angår uddannelse og erhvervsuddannelse at undervise børn, forældre og lærere for at forhindre mindreårige i at få adgang til ulovligt indhold;

B.

der henviser til, at der er behov for at tackle alle former for ulovligt onlineindhold, og der henviser til, at seksuelt misbrug af børn ikke alene skal betragtes som ulovligt indhold, men som én af de mest afskyelige former for onlineindhold;

C.

der henviser til, at et af hovedformålene i en effektiv børnebeskyttelsesstrategi bør være at sikre, at alle børn, unge mennesker og forældre/omsorgspersoner får adgang til oplysninger og færdigheder, der gør dem i stand til at beskytte sig selv på internettet;

D.

der henviser til, at den hurtige udvikling i teknologierne nødvendiggør hurtige svar gennem selv- og samregulering samt permanente organer, som kan indtage en holistisk tilgang på forskellige områder;

E.

der henviser til, at den digitale verden tilbyder et utal af muligheder med hensyn til skolegang og færdigheder; der henviser til, at uddannelsessektoren er ved at tilpasse sig den digitale verden i et tempo og på en måde, der for øjeblikket ikke svarer til de teknologiske forandringer i de mindreåriges liv, og der henviser til, at dette medfører, at forældre og pædagoger har svært ved at lære børnene at anvende medierne kritisk og snarere forbliver i udkanten af deres virtuelle liv;

F.

der henviser til, at hvor mindreårige generelt har meget let ved at anvende internettet, så har de brug for hjælp til at anvende det på en intelligent, ansvarlig og sikker måde;

G.

der henviser til, at det ikke blot er vigtigt, at mindreårige bedre forstår de potentielle farer, de udsættes for online, men også at familier, skoler og civilsamfund alle deler ansvaret for at undervise dem og sikre, at børn beskyttes forsvarligt, når de anvender internettet og andre nye medier;

H.

der henviser til, at undervisning om medier og nye informations- og kommunikationsteknologier i vigtig for udviklingen af politikker vedrørende beskyttelse af mindreårige i den digitale verden og for at sikre en sikker, relevant og kritisk anvendelse af disse teknologier;

I.

der henviser til, at udviklingen af digitale teknologier er en fantastisk mulighed for at give børn og unge mulighed for at anvende de nye medier og internettet effektivt, således at de kan give deres mening til kende over for andre og dermed deltage og lære at spille en aktiv rolle i samfundet, både online og offline;

J.

der henviser til, at udøvelse af medborgerskab og opnåelse af de heraf følgende rettigheder, herunder deltagelse i det kulturelle, sociale og demokratiske liv, kræver, at også mindreårige får adgang til pluralistiske og sikre digitale redskaber, tjenester og indhold;

K.

der henviser til, at foranstaltningerne til forebyggelse og indgreb for at beskytte de mindreårige ud over bekæmpelsen af ulovligt og uegnet indhold også skal håndtere mange andre trusler, såsom chikane, diskriminering og begrænset adgang til tjenester, onlineovervågning, krænkelser af privatlivets fred og ytrings- og informationsfriheden og mangel på gennemsigtighed for målene med indsamling af personlige oplysninger osv.;

L.

der henviser til, at de nye informations- og kommunikationsmuligheder, som den digitale verden tilbyder, f.eks. computere, tv på forskellige platforme, mobiltelefoner, videospil, tablets og apps og udbredelsesgraden af forskellige medier, der konvergerer til ét digitalt system, ikke blot indebærer en række muligheder for børn og unge, men også risici, idet de giver let adgang til indhold, der er ulovligt, upassende eller skadeligt for mindreårige, og mulighed for at indsamle oplysninger med henblik på at fastsætte børn som forbrugermålgruppe, hvilket kan have skadelige, umålelige konsekvenser;

M.

der henviser til, at mindreåriges ve og vel og den menneskelige værdighed er særligt beskyttelsesværdige juridiske rettigheder i den frie bevægelighed for audiovisuelle tjenester på det indre marked;

N.

der henviser til, at medlemsstaternes foranstaltninger mod ulovligt onlineindhold ikke altid er effektive og uundgåeligt involverer forskellige tilgange til forebyggelse af skadeligt indhold; der endvidere henviser til, at onlineindhold, der er fundet ulovligt, straks skal slettes på grundlag af principperne om retssikkerhed;

O.

der henviser til, at den fortsatte tilstedeværelse af personlige oplysninger og data vedrørende mindreårige på internettet, kan føre til ulovlig behandling heraf, udnyttelse af disse mindreårige eller skade deres personlige værdighed og derved muligvis forvolde enorm skade på deres identitet, mentale evner og sociale inklusion, navnlig idet disse detaljer kan ende i de forkerte hænder;

P.

der henviser til, at den hurtige vækst i sociale netværksressourcer medfører visse risici for sikkerheden for privatlivets fred, personoplysninger og mindreåriges værdighed;

Q.

der henviser til, at næsten 15 % af internetbrugerne, der er mindreårige og mellem 10-17 år, modtager en form for seksuelle tilbud, og der henviser til, at 34 % af dem støder på indhold af seksuel karakter, som de ikke har ledt efter;

R.

der henviser til, at de forskellige adfærdskodekser, som udbyderne af digitalt indhold og tjenester anvender, ikke altid opfylder kravene i den europæiske eller nationale lovgivning vedrørende gennemsigtighed, uafhængighed, fortrolighed og behandling af personoplysninger og kan udgøre en risiko i form af udarbejdelse af profiler til kommercielle formål, andre former for udnyttelse såsom seksuelt misbrug og endog menneskehandel;

S.

der henviser til, at reklame, der er målrettet mod børn, bør være ansvarlig og moderat;

T.

der henviser til, at mindreårige bør beskyttes mod farerne ved den digitale verden alt efter deres alder og modenhedsniveau; der endvidere henviser til, at medlemsstaterne melder om vanskeligheder med at koordinere aspekter vedrørende vedtagelsen af klassifikationssystemer for indhold alt efter aldersgrupper og indholdets risikoniveau,

U.

der henviser til, at samtidig med at vi anerkender de mange farer, som mindreårige møder i den digitale verden, bør vi også fortsætte med at gribe de mange muligheder, som den digitale verden bringer med sig i form af et videnbaseret samfund;

V.

der henviser til, at forældrenes rolle i beskyttelsen af deres børn mod farerne fra den digitale verden er afgørende;

1.

påpeger, at en ny fase i beskyttelsen af børn inden for EU's rammer blev indledt med Lissabontraktatens ikrafttrædelse, sammen med EU's charter om grundlæggende rettigheder, som nu er juridisk bindende, og hvor artikel 24 definerer beskyttelse af børn som en grundlæggende rettighed og bestemmer, at barnets tarv i alle handlinger vedrørende børn, det være sig foretaget af de offentlige myndigheder eller private institutioner, skal komme i første række; gentager, at EU fuldt ud skal overholde standarderne i de internationale instrumenter, som EU som sådan ikke deltager i, som krævet af EU-Domstolen i sag C-540/03, Europa-Parlamentet mod Rådet;

2.

opfordrer medlemsstaterne til gnidningsløst og rettidigt at gennemføre og anvende direktiv 2011/92/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi; opfordrer medlemsstaterne til at sikre størst mulig harmonisering af deres indsats på området beskyttelse af mindreårige i den digitale verden;

3.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at underskrive og ratificere, hvis de ikke allerede har gjort det, de internationale instrumenter til beskyttelse af børn, f.eks. Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, tredje frivillige protokol til konventionen om børns rettigheder og den europæiske konvention om udøvelse af børns rettigheder, og at gennemføre disse instrumenter med den nødvendige juridiske sikkerhed og klarhed, som kræves af EU's retsorden;

4.

opfordrer Kommissionen til at styrke eksisterende interne mekanismer med henblik på at sikre en konsekvent og koordineret indsats til beskyttelse af mindreåriges rettigheder i den digitale verden; bifalder Kommissionens europæiske strategi for et bedre internet for børn og opfordrer Kommissionen til at forbedre de eksisterende interne mekanismer for at sikre en konsekvent og koordineret tilgang til onlinesikkerhed for børn;

5.

understreger, at børns rettigheder skal integreres i alle EU's politikområder ved at analysere foranstaltningers indvirkning på børns rettigheder, sikkerhed og fysiske og mentale integritet, og at dette også omfatter Kommissionens forslag vedrørende den digitale verden, udformet klart og forståeligt;

6.

understreger, at alene en omfattende kombination af juridiske, tekniske og uddannelsesmæssige foranstaltninger, herunder forebyggelse, på passende vis kan håndtere de farer, som børn stilles overfor på internettet, og styrke beskyttelsen af børn i onlinemiljøet;

7.

bifalder det nye agentur for cybersikkerhed med base hos Europol og opfordrer Kommissionen til at sikre, at børnebeskyttelsesgruppen i det nye center tildeles tilstrækkelige midler og samarbejder effektivt med Interpol;

8.

håber, at Safer Internet-programmet videreføres med en finansiering, der gør det muligt for dette at gennemføre sine aktiviteter fuldt ud og at bevare sine særlige karakteristika, og opfordrer Kommissionen til at forelægge en rapport for Parlamentet om succeser og fiaskoer for at kunne sikre størst mulig effektivitet i fremtiden;

9.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger, herunder aktioner via internettet, såsom forsknings- og uddannelsesprogrammer, eventuelt i samarbejde med relevante organisationer i civilsamfundet familier, skoler, audiovisuelle tjenester, industri og andre interessenter, med sigte på at begrænse risikoen for, at børn bliver ofre for internettet;

10.

noterer sig oprettelsen — på Kommissionens initiativ — af CEO-koalitionen for børns sikkerhed på nettet; opfordrer i denne forbindelse til et tæt samarbejde med foreninger og organisationer i civilsamfundet, som bl.a. arbejder for beskyttelse af mindreårige, databeskyttelse, undervisning, repræsentanter for forældre og pædagoger, herunder på EU-niveau samt forskellige generaldirektorater under Kommissionen, som er ansvarlige for beskyttelsen af forbrugerne og retsvæsenet;

11.

påpeger, at internettet giver børn og unge umådeligt værdifulde redskaber, som kan bruges til at udtrykke deres holdninger eller gøre dem gældende, finde informationer og viden og gøre deres rettigheder gældende samtidig med, at det er et fremragende kommunikationsmiddel, der giver mulighed for åbenhed over for verden og personlig udvikling;

12.

understreger ikke desto mindre, at onlinemiljøet og de sociale medier udgør en sikkerhedsrisiko for privatlivets fred og mindreåriges værdighed, som er blandt de mest sårbare brugere;

13.

minder om, at internettet også udsætter børn for risici gennem fænomener som børnepornografi, udveksling af materiale om vold, cyberkriminalitet, trusler, mobning, grooming, børns mulighed for adgang til eller erhvervelse af juridisk begrænsede eller ikke-alderssvarende varer og tjenesteydelser, udsættelse for ikke-alderssvarende, aggressiv eller vildledende reklame, svindel, identitetstyveri, bedrageri og lignende trusler af finansiel art, der kan forårsage traumatiske oplevelser;

14.

støtter i denne forbindelse medlemsstaternes bestræbelser på at fremme systematisk uddannelse og undervisning af børn, forældre, undervisere, skolelærere og socialarbejdere, med sigte på at sætte dem i stand til at forstå den digitale verden og identificere de farer, der kan skade børns fysiske eller mentale integritet, at reducere de risici, der er forbundet med digitale medier og yde information vedrørende rapporteringspunkter og hvordan situationer, hvor ofrene er børn, skal gribes an; påpeger samtidig, at det er nødvendigt, at børn forstår, at deres egen brug af digital teknologi kan krænke andres rettigheder eller endog udgøre en kriminel adfærd;

15.

mener, at det er meget vigtigt, at undervisning i mediekendskab, hvorved børn og unge lærer at træffe bevidste og kritiske valg med hensyn til, hvilke veje de vil følge eller foretrækker at undgå på internettet, samt fremme af grundlæggende værdier som sameksistens og respektfuld og tolerant omgang med andre mennesker, påbegyndes så tidligt som muligt;

16.

peger på mediekendskab som et væsentligt instrument til at give mindreårige mulighed for en kritisk brug af medierne og mulighederne i den digitale verden og opfordrer medlemsstaterne til at medtage det i skoleforløbet; minder om, at forbrugeruddannelse i lyset af den konstante stigning i digital marketing også har sin betydning;

17.

gentager vigtigheden af digital kompetence og mediekompetence blandt mindreårige og deres forældre; understreger også, at digitale færdigheder, digital kompetence og mindreåriges sikre anvendelse af internettet skal betragtes som en prioritet i medlemsstaterne og i Unionens socialpolitik, uddannelsespolitik og ungdomspolitik og en afgørende del af Europa 2020-strategien;

18.

støtter en digital videreuddannelse for undervisere, der arbejder permanent med elever i skolerne;

19.

understreger nødvendigheden af en pædagogisk alliance mellem familier, skole, civilsamfund og berørte parter, herunder de, der er engagerede i medier og audiovisuelle tjenester, med henblik på at sikre en afbalanceret og proaktiv dynamik mellem den digitale verden og de mindreårige; opfordrer Kommissionen til at støtte oplysningsinitiativer, med sigte på forældre og undervisere, således at de kan støtte børnene bedst muligt i forbindelse med anvendelsen af digitale redskaber og tjenester;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte mindreåriges lige adgang til sikkert digitalt pluralistisk kvalitetsindhold i eksisterende og nye undervisnings-, kultur-, og kunstprogrammer og -tjenester for de unge;

21.

opfordrer medlemsstater, offentlige myndigheder og internetudbydere til at intensivere deres kommunikationskampagner med henblik på at gøre børn, unge, forældre og undervisere opmærksomme på de ukontrollerede farer ved den digitale teknologi;

22.

anerkender public service-mediernes rolle med hensyn til at fremme et sikkert og tillidsvækkende onlinerum for mindreårige;

23.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine hovedprioriteter at medtage beskyttelse af børn mod aggressiv eller vildledende tv- og onlinereklame;

24.

understreger navnlig den private sektors, industriens og andre interessenters rolle for så vidt angår deres ansvar i forbindelse med disse spørgsmål, samt børnesikkerhedsmærkning af websider og fremme af »netikette« for børn; understreger, at sådanne foranstaltninger bør være i fuld overensstemmelse med retsstaten og med retssikkerheden, tage hensyn til slutbrugernes rettigheder og være i overensstemmelser med eksisterende retlige procedurer, samt med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis; opfordrer branchen til at overholde og til fulde at gennemføre de eksisterende adfærdskodekser og lignende initiativer, såsom EU's tilsagn og Barcelonaerklæringen fra Consumer Goods Forum;

25.

understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod onlinemarkedsføring af skadelige stoffer som f.eks. alkohol, som unge mennesker kan komme i kontakt med; understreger endvidere, at karakteren og omfanget af onlinemarkedsføringsmetoderne, f.eks. via sociale netværk, gør onlinemarkedsføringen af alkohol meget vanskelig at overvåge for de enkelte medlemsstater, og at det vil skabe merværdi, hvis Kommissionen træffer foranstaltninger i denne henseende;

26.

understreger effektiviteten af formel, uformel og ikke-formel undervisning samt uddannelse af ligestillede i udbredelse af sikker praksis og med hensyn til potentielle trusler (med konkrete eksempler) blandt mindreårige i brugen af internettet, sociale netværk, videospil og mobiltelefoni, og ansporer »European Schoolnet« til at fremme mentorordninger blandt studerende på dette område; understreger behovet for også at informere forældrene om sikker praksis og trusler;

27.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle ordninger med sigte på at give børn og unge mennesker passende kompetencer og sikre dem oplyst adgang til internettet og de nye medier og understreger i den forbindelse vigtigheden af integrering af digitalt mediekendskab på alle niveauer af formel og ikke-formel uddannelse, herunder en strategi for livslang læring så tidligt som muligt;

28.

understreger de udfordringer, som strafferetten står over for med hensyn til onlinemiljøet i forbindelse med principperne om retssikkerhed og lovlighed, uskyldsformodningen, ofrets rettigheder og mistænktes rettigheder; påpeger i denne forbindelse de udfordringer, der tidligere er opstået med hensyn til at give en klar definition f.eks. med hensyn til onlinegrooming og børnepornografi, som om muligt benævnes "materiale vedrørende seksuelt misbrug af børn;

29.

opfordrer derfor Kommissionen til i forbindelse med sin rapporteringsforpligtelse vedrørende gennemførelsen af direktiv 2011/92/EU at indsamle nøjagtige og klare data om forbrydelsen onlinegrooming, herunder præcis angivelse af de nationale bestemmelser, som kriminaliserer en sådan adfærd; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indsamle data om denne forbrydelse for så vidt angår antallet af rejste anklager, antallet af domfældelser og vigtig national retspraksis, og til at udveksle bedste praksis vedrørende retsforfølgelse og straf; opfordrer ligeledes Kommissionen til i vidt omfang at forbedre udviklingen og offentliggørelsen af statistisk information med henblik på at give mulighed for bedre politikudvikling og -gennemgang;

30.

anerkender i denne forbindelse det høje samarbejdsniveau mellem politi og retsmyndigheder i medlemsstaterne samt mellem dem og Europol og Eurojust med hensyn til forbrydelser mod børn med anvendelse af digitale medier, f.eks. »Ikaros«-aktionen i 2011, som var målrettet mod onlinenetværk med fildeling af seksuelt misbrug af børn;

31.

understreger imidlertid, at der kunne opnås yderligere forbedringer i forbindelse med yderligere harmonisering af medlemsstaternes strafferet og strafferetspleje, herunder mistænktes rettigheder i straffesager og databeskyttelsesrettigheder og under overholdelse af de grundlæggende rettigheder baseret på EU's charter, da der stadig findes barrierer for fuldt samarbejde og gensidig tillid;

32.

bifalder Kommissionens hensigt om at overveje mulige lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvis selvregulering i branchen ikke leverer det ønskede resultat;

33.

understreger imidlertid, at forslagene om europæiske materielle strafferetlige bestemmelser til fulde bør respektere subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne samt de generelle strafferetlige principper og klart skal vise, at hensigten hermed er at tilføre merværdi i en fælles EU-tilgang til bekæmpelse af alvorlig grænseoverskridende kriminalitet, som angivet i Parlamentets beslutning af 22. maj 2012 om en EU-tilgang til straffelovgivning (8);

34.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bestræbe sig på at styrke samarbejdet med tredjelande for så vidt angår omgående slettelse af websider, der indeholder eller udbreder ulovligt indhold eller adfærd på deres område, samt bekæmpelse af cyberkriminalitet; opfordrer i den forbindelse til international udveksling af ekspertise og bedste praksis samt udveksling af idéer mellem regeringer, retshåndhævende myndigheder, politienheder inden for it-kriminalitet, hotlines, børnebeskyttelsesorganisationer og internetbranchen;

35.

opfordrer i denne forbindelse til fuld vedtagelse af de foranstaltninger, der er anført i Rådets køreplan fra 2009 til styrkelse af mistænktes eller anklagedes rettigheder i straffesager, samt til en fælles model for anvendelse og vurdering med henblik på at fjerne barrierer for fri udveksling af bevismateriale, der er indsamlet i en anden medlemsstat;

36.

støtter indførelse og styrkelse af hotlinesystemer til anmeldelse af forbrydelser og ulovligt indhold og ulovlig adfærd på internettet, bl.a. under hensyntagen til erfaringerne med den europæiske hotline for efterlyste børn, samt med nationale systemer for hurtig varsling og det europæiske automatiske varslingssystem for forsvundne børn; understreger imidlertid, at enhver straffesag på grundlag af en anmeldelse skal finde en balance mellem på den ene side de potentielle ofres rettigheder og medlemsstatens pligt til at reagere i henhold til artikel 2 og 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, som også understreges i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, og på den anden side den sigtedes rettigheder; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og Kommissionen til at udveksle bedste praksis med hensyn til efterforskning og retsforfølgelse af forbrydelser mod børn i den digitale verden; minder om, at artikel 8 i Kommissionens forslag om en generel forordning om databeskyttelse (COM(2012)0011) indeholder specifikke sikkerhedsforanstaltninger for behandling af børns personoplysninger, såsom forældrenes obligatoriske tilladelse til behandling af personoplysninger for børn under 13 år;

37.

noterer sig at »notice and take down«-procedurerne i visse medlemsstater stadig er for langsomme; bifalder Kommissionens initiativ til at offentliggøre en konsekvensanalyse i den forbindelse og anbefaler, at effektiviteten af disse procedurer styrkes og at udviklingen af disse fortsættes i medlemsstaterne til fordel for bedste praksis;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere effektiviteten af samarbejdet mellem politistyrkerne i aktionerne til beskyttelse af mindreårige i forbindelse med lovovertrædelser online, hotlines og eksisterende aftaler med internetudbyderne; opfordrer til udvikling af synergier med andre relaterede tjenester, herunder politi- og ungdomsretssystemer til at beskytte mindreårige mod onlinekriminalitet, navnlig ved at koordinere og integrere hotlines og kontaktpunkter;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre kontinuitet i de nationale hotlines og andre kontaktpunkter, såsom »safety buttons«, i henhold til INHOPE-standarderne, til at forbedre deres netsammenkobling og til nøje at analysere de opnåede resultater;

40.

understreger, at det er vigtigt at fremme udbredelsen af pålidelige instrumenter, såsom advarselssider eller lydsignaler og visuelle signaler, med henblik på at begrænse mindreåriges direkte adgang til skadeligt indhold;

41.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre informationen vedrørende hotlines og andre kontaktpunkter, som f.eks. »safety buttons« for mindreårige og deres familier, og derved gøre det lettere at indberette ulovligt indhold, og opfordrer medlemsstaterne til at udbrede kendskabet til hotlinene som kontaktpunkter, hvor der kan indberettes om billeder af seksuelt misbrug af børn;

42.

støtter indsatsen fra udbyderne af digitale indhold og tjenester for at anvende adfærdskodekser, der er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, for at identificere, forebygge og fjerne ulovligt indhold på grundlag af retsmyndighedernes afgørelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre vurderinger på dette område;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre en ny kampagne rettet mod forældrene, der har til formål at hjælpe dem med at forstå det digitale indhold, som deres børn anvender, og navnlig på hvilke måder børnene kan beskyttes mod ulovligt, uegnet eller farligt digitalt indhold;

44.

beklager den manglende overholdelse af den pagt, som blev indgået den 9. februar 2009 mellem Kommissionen og 17 sociale onlinenetværk, heriblandt Facebook og MySpace, med det formål at fremme beskyttelsen af mindreårige og disses sikkerhed på internettet;

45.

henleder opmærksomheden på, at lovovertrædelser, der begås på nettet, ofte er af grænseoverskridende art, og at et internationalt samarbejde mellem de eksisterende retshåndhævende myndigheder derfor bør være et vigtigt element i bekæmpelsen af disse lovovertrædelser;

46.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte og lancere oplysningskampagner med sigte på børn, forældre og undervisere med henblik på at give dem de oplysninger, der er nødvendige for at beskytte sig mod it-kriminalitet, samt for at anspore dem til at indberette mistænkelige internetsider og onlineadfærd;

47.

opfordrer medlemsstaterne til behørigt at gennemføre de eksisterende procedureregler for sletning af websteder, der indeholder udnyttende, truende, voldeligt, diskriminerende eller i øvrigt ondsindet indhold;

48.

opfordrer Kommissionen til at undersøge effektiviteten af de forskellige systemer til frivillig klassificering af indhold, der er uegnet for mindreårige i medlemsstaterne, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og internetbranchen til at styrke samarbejdet om udvikling af strategier og standarder med henblik på at undervise mindreårige i ansvarlig anvendelse af internettet og gøre dem bevidste om og beskytte dem mod online- og offlineudsættelse for indhold, der er uegnet for deres alder, herunder vold, reklamer, der tilskynder til overforbrug, og køb af virtuelle varer eller point ved hjælp af deres mobiltelefoner;

49.

glæder sig over tekniske innovationer iværksat af erhvervslivet med henblik på at fremstille særlige onlinetilbud, som giver mulighed for en børnevenlig anvendelse af internettet;

50.

opfordrer sammenslutningerne af udbyderne af audiovisuelle og digitale tjenester til i samarbejde med andre relevante sammenslutninger at integrere beskyttelse af mindreårige i deres respektive statutter og oplyse den egnede aldersgruppe;

51.

opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte dialogen med henblik på at harmonisere klassificeringen af digitalt indhold for mindreårige i samarbejde med operatørerne og de relevante sammenslutninger og tredjelande;

52.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at klassificere digitale spil ved hjælp af tydelige bogstaver alt efter de aldersgrupper, som de er beregnet på, og især alt efter deres indhold;

53.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte den europæiske ramme for sikrere brug af mobiltelefoner og opprioritere de valg, der letter forældrekontrol;

54.

understreger det gode arbejde, som civilsamfundsorganisationerne udfører, og opfordrer disse organisationer til at samarbejde og arbejde sammen på tværs af grænserne samt til partnerskabssamarbejde med retshåndhævende organer, offentlige myndigheder, internetserviceudbydere og offentligheden;

55.

gentager vigtigheden af databeskyttelse for børn, især hvad angår den hastige vækst i sociale netværksmedier og chatrum, i betragtning af den stigende strøm af og adgang til personlige oplysninger gennem digitale medier;

56.

glæder sig over forslaget til en ny forordning om databeskyttelse (COM(2012)0011) og dets særlige bestemmelser om børns samtykke og retten til at blive glemt, som forbyder bevarelse af personlige oplysninger om mindreårige online, når disse oplysninger kan udgøre en risiko for deres privat- og arbejdsliv, og minder om, at bevarelse på internettet af oplysninger og data om børn kan misbruges til skade for deres værdighed og sociale inklusion;

57.

understreger, at disse bestemmelser skal præciseres og udvikles, så det sikres, at de er klare og fuldt funktionsdygtige, når den nye lovgivning er vedtaget, og at de ikke undergraver internetfriheden;

58.

bifalder også hensigten om at oprette et elektronisk system til alderscertificering;

59.

mener, at ejere og administratorer af websteder klart og tydeligt bør angive deres databeskyttelsespolitik og bør tilbyde et system for obligatorisk samtykke fra forældrene i forbindelse med behandling af data om børn under 13 år; opfordrer til, at der gøres en større indsats for at styrke standardbeskyttelsen mest muligt med henblik på at undgå den sekundære viktimisering af børn

60.

understreger, at det er vigtigt at gøre brugerne opmærksomme på, hvordan deres personlige oplysninger og oplysninger om tilknyttede tredjemænd behandles af udbyderne af tjenesterne eller af sociale netværk, samt på de klagemuligheder, de råder over i tilfælde af, at udbyderne og deres partnere anvender brugernes oplysninger til andet end det lovlige formål, som de blev indsamlet til, og det skal ske på et sprog og i en form, som er tilpasset brugernes profil, idet der særligt tages hensyn til mindreårige brugere; mener, at udbyderne har et særligt ansvar på dette område, og kræver, at de informerer brugerne om deres redaktionelle politik på en tydelig og forståelig måde;

61.

opfordrer til fremme af teknologiske valg inden for alle sektorer, som kan holde mindreåriges surfing inden for sporbare grænser med betinget adgang, hvorved der skabes et effektivt redskab for forældrekontrollen; noterer sig dog, at sådanne foranstaltninger ikke kan erstatte grundig undervisning af mindreårige i brug af mediet;

62.

understreger, at det er vigtigt meget tidligt at oplyse børn og unge om deres ret til privatlivets fred på internettet og lære dem at genkende de ofte raffinerede metoder, der anvendes for at opnå oplysninger fra dem;

63.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle og harmonisere systemerne i forbindelse med berigtigelsesretten i digitale medier, herunder at forbedre deres effektivitet;

64.

understreger, at den digitale teknologi er et vigtigt undervisningsredskab for medborgerskab, idet det letter deltagelsen for mange borgere, som bor i yderområder, og navnlig for unge, ved at give dem mulighed for til fulde at udnytte ytrings- og kommunikationsfriheden på internettet;

65.

opfordrer medlemsstaterne til at betragte digitale platforme som uddannelsesværktøjer for demokratisk deltagelse for alle børn, under særlig hensyntagen til de mest sårbare;

66.

understreger den mulighed, som de nye medier giver, for i digitale tjenester og indhold at fremme forståelse og dialog mellem generationer, køn og de forskellige kulturelle og etniske grupper;

67.

minder om, at informationer og medborgerskab er tæt forbundet på internettet, og at det, der i dag truer de unges borgerinitiativ, er den manglende interesse, de udviser over for informationer;

68.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/42

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 18. april 2012»Et opsving med høj beskæftigelse« (COM(2012)0173),

—

der henviser til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrugs arbejdsdokument vedrørende Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Initiativ for socialt iværksætteri — At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation«, INT/606 af 22. februar 2012,

—

der henviser til Kommissionens forslag til af 8. februar 2012 om Rådets forordning om statut for den europæiske almennyttige fond (COM(2012)0035),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 20. december 2011 om et direktiv om offentlige indkøb (COM(2011)0896),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 7. december 2011 om et direktiv om en forordning om europæiske sociale iværksætterfonde (COM(2011)0862),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011»Initiativ for socialt iværksætteri — At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation« (COM(2011)0682),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011 om en ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar (COM(2011)0681),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 om »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid. Sammen om fornyet vækst« (COM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010»På vej mod en akt for det indre marked — For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne« (COM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 om et EU-program for social udvikling og innovation (COM(2011)0609);

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 om en forordning om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1081/2006 (COM(2011)0607),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2010 "Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed’ (COM(2010)0758),

—

der henviser til publikationen fra De Forenede Nationers udviklingsprogram og EMES European Research Network af 2008 med titlen »Social Enterprise: A new model for poverty reduction and employment generation« (1),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse af 26. oktober 2011 om »socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri« IN/589,

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi (1),

—

der henviser til sin erklæring af 10. marts 2011 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48;

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0305/2012);

A.

der henviser til, at socialøkonomiske virksomheder, der beskæftiger mindst 11 mio. mennesker i EU og tegner sig for 6 % af den samlede beskæftigelse, eller 10 % af samtlige europæiske virksomheder, dvs. 2 mio. virksomheder, bidrager væsentligt til den europæiske samfundsmodel og Europa 2020-strategien;

B.

der henviser til, at forskellige historiske udviklinger har ført til retlige rammer for alle former for virksomheder, inklusive socialøkonomiske virksomheder og sociale virksomheder, for at påpege store forskelle i medlemsstaterne;

C.

der henviser til, at de fleste slags socialøkonomiske virksomheder ikke anerkendes af en retlig ramme på europæisk plan og kun anerkendes i få medlemsstater på nationalt niveau;

D.

der henviser til, at følgerne af den aktuelle sociale, økonomiske og finansielle krise, såvel som demografiske ændringer, navnlig en aldrende befolkning, er en udfordring for sociale velfærdssystemer, inklusive lovpligtige og frivillige forsikringsplaner, og derfor bør innovative systemer for social velfærd fremmes med henblik på at sikre en tilstrækkelig og anstændig social sikring;

E.

der henviser til, at akten for det indre marked og Europa 2020-strategien — der begge er rettet mod skabelse af intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst for dermed at øge mængden og kvaliteten af arbejdspladser og bekæmpe fattigdom — er tæt forbundne, og at sociale virksomheder kan bidrage væsentligt gennem deres innovationspotentiale og deres relevante svar på sociale behov;

F.

der henviser til, at Kommissionen anerkender socialøkonomiske aktører og sociale virksomheder som en drivkraft bag økonomisk vækst og social innovation, med potentiale til at skabe varige arbejdspladser, der støtter integrationen af sårbare befolkningsgrupper på arbejdsmarkedet;

G.

der henviser til, at Kommissionens forslag til en forordning om europæiske sociale iværksætterfonde fonde og programmet for social udvikling og innovation (PSCI) bør hilses velkomment;

H.

der henviser til, at de sociale virksomheder kan hjælpe med at levere sociale ydelser, som er vigtige bestanddele af en velfærdsstat, og derved bidrage til at nå Den Europæiske Unions fælles mål;

I.

der henviser til, at mange sociale virksomheder har problemer med at få adgang til finansiering med henblik på at udvide deres aktiviteter og har derfor brug for specifik, skræddersyet støtte såsom social bankvirksomhed, risikodelingsordninger, filantropiske fonde eller (mikro)kreditter, især i tilfælde af mikrovirksomheder og SMV'er; i denne henseende spiller EU’s strukturfonde og programmer en væsentlig rolle i forbindelse med at lette adgangen til finansiering for sociale virksomheder, også for dem med en høj investeringsintensitet;

J.

der henviser til, at de fleste sociale virksomheder fremmer politikreformer ved at fremme god forvaltningspraksis, navnlig ved at inddrage arbejdstagere, kunder og interessenter, og støtte udveksling af erfaring og social innovation og derved imødekomme borgernes voksende krav om en etisk, social og miljøvenlig adfærd fra virksomhedernes side;

K.

der henviser til, at sociale virksomheder gennem deres aktiviteter og deres arbejdsmåde bidrager til at skabe et mere solidarisk og mere demokratisk og aktivt samfund, og ofte tilbyder — og bør tilbyde — gunstige arbejdsvilkår samt lige løn for lige arbejde og fremme lige muligheder for mænd og kvinder, hvilket gør det muligt at forene arbejds- og privatliv;

L.

der henviser til, at Kommissionens forslag om at tilføje den nye kategori vanskeligt stillede personer til reserverede kontrakter er taget til efterretning;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse »Initiativ for socialt iværksætteri« og »Opsving med høj beskæftigelse« med anbefalinger til nationale regeringer om at forbedre rammebetingelserne for sociale virksomheder, som kan føre til nye muligheder og arbejdspladser, bl.a. inden for det hastigt voksende social- og sundhedsområde (den såkaldt hvide sektor) og inden for miljøområdet (den såkaldt grønne sektor) — to områder, der giver nye muligheder til den sociale økonomi og økonomien som helhed;

2.

fremfører, at den sociale økonomi er en del af den økosociale markedsøkonomi og EU's indre marked, og peger på dens store modstandsdygtighed mod kriser og på dens solide forretningsmodeller; understreger, at sociale virksomheder ofte søger at opfylde sociale og menneskelige behov, som ikke — eller kun i utilstrækkelig grad — opfyldes af kommercielle operatører eller staten; understreger, at arbejdspladser inden for den sociale økonomi er mere tilbøjelige til at blive holdt i lokalområdet;

3.

fastslår, at der med socialt iværksætteri menes en virksomhed, som uanset sin juridiske form:

4.

understreger, at aktiviteter, der udføres af frivillige i forskellige sektorer af den sociale økonomi — inklusive unge mennesker, der starter deres karrierer og bidrager med deres entusiasme og nye færdigheder, samt ældre personer med bred erfaring og udviklede færdigheder — udgør et vigtigt bidrag til den økonomiske vækst, solidaritet og social samhørighed og giver mange mennesker en mening med livet; anmoder om anerkendelse og passende finansiel og strukturel støtte på lokalt, nationalt og europæisk plan;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de sociale virksomheder ikke stilles dårligere, ved at andre typer af virksomheder »håndplukker« de lukrative områder i den sociale økonomi; påpeger, at disse områder for det meste er i byerne, så andre mindre profitable områder, der som regel er landdistrikter eller perifere udkantsområder — hvor logistiske forhindringer medfører højere omkostninger — står tilbage med færre og dårligere tjenesteydelser; understreger, at brugerne bør have valgfrihed mellem en række udbydere;

6.

understreger betydningen af en strategi og tiltag til fremme af socialt iværksætteri og innovative sociale virksomheder, især med hensyn til unge og vanskeligt stillede personer, for at sikre en bedre og nemmere adgang for iværksættere — både kvinder og mænd — til EU’s og medlemsstaternes programmer og finansiering; anmoder om tilstrækkelig støtte til at fortsætte Erasmusprogrammet for unge iværksættere, for at programmets tiltrækningskraft og synlighed forbedres, også i den sociale økonomi; minder dog om, at selvstændig beskæftigelse skal ledsages af tilstrækkelig vejledning;

7.

bemærker diversiteten inden for den sociale økonomi; understreger, at forud for udformningen af nye retlige rammer på EU-plan, som bør være frivillige for virksomhederne, foretages der en konsekvensanalyse for at kunne tage højde for eksistensen af forskellige modeller for socialt iværksætteri i medlemsstaterne; understreger, at enhver foranstaltning bør fremvise merværdi for hele EU;

8.

støtter initiativer på EU-plan til udvidelse og styrkelse af den allerede avancerede foreningssektor i forskellige medlemsstater; opfordrer til en europæisk statut for foreninger, der supplerer de eksisterende juridiske statutter på medlemsstatsniveau;

9.

hilser Kommissionens hensigt om at fremlægge et forslag om forenkling af forordningen om statut for det europæiske andelsselskab velkomment;

10.

glæder sig over Kommissionens undersøgelse af situationen for gensidige selskaber i Europa med tæt inddragelse af sektoren; understreger, at gensidige selskaber gennem en europæisk statut skal anerkendes som en særskilt og vigtig aktør i den europæiske økonomi og det europæiske samfund; understreger fordelene ved en europæisk statut, der ville lette gensidige selskabers grænseoverskridende aktiviteter; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har indført en national statut for gensidige selskaber, til at gøre det;

11.

hilser Kommissionens forslag om en forordning om en statut for den europæiske fond velkomment;

12.

minder om, at Kommissionen i COM(2004)0018 forpligtede sig til tolv konkrete aktioner for at støtte andelsforetagendernes udvikling, og beklager, at der hidtil kun er sket små fremskridt; opfordrer Kommissionen til — i overensstemmelse med 2004-initiativet — ambitiøst at foreslå yderligere foranstaltninger til at forbedre driftsbetingelserne for andelsselskaber, gensidige selskaber, foreninger og fonde og dermed støtte udviklingen af den sociale økonomi generelt;

13.

hilser vedtagelsen af den reviderede pakke af EU's regler om statsstøtte vedrørende sociale og lokale tjenesteydelser velkommen og opfordrer samtidig Kommissionen til at afklare disse regler yderligere med henblik på at fremme lokale og regionale myndigheders forståelse og anvendelse af dem især vedrørende sociale virksomheder;

14.

understreger, at sociale virksomheder er vigtige leverandører af sociale ydelser af almen interesse; påpeger, at sådanne virksomheder ofte stammer de fra eller er tæt forbundet med civilsamfundsorganisationer, frivillige organisationer og/eller velfærdsforeninger, der leverer personorienterede tjenesteydelser, udformet til at opfylde livsvigtige menneskelige behov, især behov fra brugere i en udsat position; påpeger, at sociale virksomheder ofte befinder sig mellem de traditionelle private og offentlige sektorer, der leverer offentlige tjenesteydelser, såsom ved indgåelse af offentlige kontrakter;

15.

mener, at begrebet virksomhedernes sociale ansvar (CSR) bør ses uafhængigt af den sociale økonomi og de sociale virksomheder, selvom kommercielle virksomheder med betydelige CSR-aktiviteter kan have en stærk sammenkobling med socialt iværksætteri;

16.

mener, at EU-programmet for social udvikling og innovation for perioden 2014-2020 med dets akse vedrørende mikrofinansiering og socialt iværksætteri bidrager til indsatsen for at sikre bedre adgang til mikrokreditter for mikrovirksomheder i den sociale økonomi under hensyntagen til de sociale virksomheders forskellige behov for finansiering;

17.

mener, at forskellige finansielle instrumenter — såsom de europæiske sociale iværksætterfonde, de europæiske venturekapitalfonde og de europæiske englefonde (EAF) — er nødvendige for at forbedre de sociale virksomheders adgang til finansmarkederne;

18.

understreger behovet for at støtte sociale virksomheder gennem tilstrækkelige finansielle midler på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan, og peger på de relevante midler under den flerårige finansielle ramme 2014-2020 (såsom Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regional Udvikling, Landbrugsfonden for Udvikling af Landdistrikterne, programmet for social udvikling og innovation, programmet for forskning og innovation samt Horisont 2020); anmoder udtrykkeligt om støtte til innovative sociale virksomheder, især dem, der fremmer beskæftigelse af høj kvalitet, bekæmper fattigdom og social udstødelse og investerer i uddannelse, undervisning og livslang læring;

19.

understreger, at adgangen til EU-midler skal forenkles, samtidig med at der sikres tilstrækkelig fleksibilitet på medlemsstatsniveau, og at finansieringsmulighederne bør stilles til rådighed og offentliggøres tydeligt og klart, samt at organisatoriske, administrative og regnskabsmæssige krav derudover forenkles;

20.

påpeger, at der forud for en indførelse af nye former for finansiel støtte vil blive foretaget en analyse af de nuværende instrumenter med henblik på at kontrollere deres effektivitet, og anser det følgelig for nødvendigt at få redskaber til at måle og sammenligne det sociale udbytte af investeringerne for at fremme udviklingen af et mere gennemsigtigt investeringsmarked;

21.

anser det for nødvendigt at skabe betingelser, som gør det muligt for sociale virksomheder at opnå finansiel uafhængighed og engagere sig i kommercielle forretningsaktiviteter;

22.

mener, at ansvarlige ledelsesprocesser støttet af finansieringsmekanismer, som er genstand for behørig overvågning og gennemsigtighed, er nødvendige for at fastholde den sociale iværksættervirksomheds og de sociale virksomheders fokus;

23.

opfordrer til en sammenlignende undersøgelse, som iværksættes af Kommissionen og udføres i samarbejde med sociale virksomheder, af de forskellige nationale og regionale retlige rammer i hele EU og af de sociale virksomheders driftsbetingelser og karakteristika, herunder deres størrelse og antal og deres aktivitetsområder, samt af de nationale certificerings- og mærkningssystemer;

24.

understreger, at der er store forskelle mellem sociale virksomheder hvad angår form, størrelse, forretningsaktiviteter, økonomi og samarbejde; bemærker, at der er sociale virksomheder, som er førende i udviklingen inden for deres område, og som har tilstrækkelig kapacitet til at udvikle sig selv, men der er også dem, der har behov for knowhow hvad angår etablering, udvikling og administration af deres virksomheder;

25.

mener, at det for at øge sociale virksomheders konkurrenceevne i hele EU er nødvendigt at tilskynde til oprettelse af sociale innovationsklynger, som har merværdi udover blot lokalområdet; mener endvidere, at sociale virksomheder med passende incitamenter kan være afgørende for beskæftigelsen af kvalificerede arbejdstagere over 50 år, som har forladt arbejdsmarkedet;

26.

støtter Kommissionens forslag om etablering af en flersproget, tilgængelig og brugervenlig onlineplatform for sociale virksomheder, der bl.a. skal muliggøre peerlæring og udveksling af bedste modeller, fremme udviklingen af partnerskaber, lette deling af information om adgang til finansiering og om uddannelsesmuligheder, og som skal fungere som et netværk for grænseoverskridende samarbejde; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på sociale virksomheder under den åbne koordinationsmetode;

27.

støtter Kommissionens forslag om etablering af en ekspertgruppe vedrørende socialt iværksætteri, som iagttager og evaluerer fremskridtene med de foranstaltninger, der er planlagt i dens meddelelse COM(2011)0682;

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje gennemførligheden af og interessen for at udvikle en »europæisk social mærkning«, der skal tildeles til sociale virksomheder for at sikre bedre adgang til offentlige og socialt innovative indkøb uden at overtræde nogen konkurrenceregler; foreslår, at virksomheder, der er tildelt en sådan mærkning, ville skulle overvåges regelmæssigt med henblik på overholdelsen af de i mærkningen fastlagte bestemmelser;

29.

opfordrer til, at EU's regler om offentlige indkøb overtager princippet om »det økonomisk mest fordelagtige bud (MEAT)« i stedet for »den laveste pris«, når kontrakter for tjenesteydelser tildeles;

30.

anmoder Kommissionen om at forbedre forståelsen af og viden om sociale virksomheder og den sociale økonomi og om at forbedre synligheden af begge dele ved at støtte akademisk forskning, bl.a. inden for det 8. rammeprogram (Horizon), og til iværksætte en årlig aktivitetsrapport om sociale virksomheder og deres sociale præstationer; anmoder medlemsstaterne om at følge op på Kommissionens indkaldelse af forslag med henblik på at få pålidelige statistikker om sociale virksomheder udviklet af de nationale statistiske kontorer;

31.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere sociale virksomheder i handlingsplaner for beskæftigelse og social integration og støtter oprettelsen af en »europæisk pris for socialt iværksætteri« for at anerkende dets sociale konsekvenser;

32.

påpeger, at sociale virksomheder kræver maksimal støtte og accept gennem bevidstgørelse, ikke mindst ved at fremhæve fordele ud over de rent økonomiske, og opfordrer til en bred informationskampagne, støttet af Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter, der skal iværksættes gennem etablering af et tilgængeligt, flersproget websted, der tilbyder borgerne hurtig og letforståelig information om sociale produkter og ydelser;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje fordelene ved at inkludere principper om social virksomhed/socialt iværksætteri og social ansvarlighed i undervisningsplanerne for skoler, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner samt i programmer for livslang læring med henblik på at udvikle sociale kompetencer og medborgerkompetencer samt at støtte praktikophold i sociale virksomheder; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte konventionel og web-baseret uddannelse af sociale iværksættere og til at fremme et tættere samarbejde mellem sociale virksomheder, kommercielle virksomheder og den akademiske verden med henblik på at øge bevidstheden om, og en bedre forståelse af, sociale virksomheder, samt at bekæmpe eventuelle stereotyper, der måtte være;

34.

mener, at indførelsen af en fælles europæisk ramme for offentliggørelse af data vil sikre mere præcis og effektiv information om investeringer i sociale virksomheder;

35.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at undersøge og overveje muligheden for, at sociale virksomheder kan benytte ubrugte patenter til at fremme deres udvikling, og håber på konkrete tiltag i nær fremtid;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/48

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 28.—29. juni 2012,

—

der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 29. juni 2012,

—

der henviser til rapporten af 26. juni 2012 fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Budgetudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0339/2012),

A.

der henviser til, at EU siden undertegnelsen af Romtraktaten har taget betydelige skridt i retning af en politisk, økonomisk, skattemæssig og monetær integration;

B.

der henviser til, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) ikke er et mål i sig selv, men derimod et instrument til opnåelse af Unionens og medlemsstaternes mål, herunder en afbalanceret og bæredygtig vækst samt et højt beskæftigelsesniveau; der henviser til, at social inklusion og solidaritet er hovedhjørnesten i den europæiske sociale model og i den europæiske integration som helhed og ikke må holdes uden for nogen fremtidige reformer af Unionen;

C.

der henviser til, at behovet for en tættere europæisk integration baseret på demokratisk legitimitet og kontrol, gennemsigtighed og folkelig opbakning i et globaliseret informationssamfund bliver stadig tydeligere;

D.

der henviser til, at en tættere europæisk integration bør omfatte øget inddragelse af parlamenterne, både på nationalt plan og på EU-plan;

E.

der henviser til, at Unionen står ved en skillevej, hvor der kræves en klar stillingtagen til, om kræfterne inden for Unionen skal samles om at bygge en fremtid med en stærk Union baseret på værdier og solidaritet i en globaliseret verden, eller om Unionen skal opgive ævred og passivt tilpasse sig globaliseringen;

F.

der henviser til, at den økonomiske, finansielle og bankrelaterede krise og den aktuelle økonomiske afmatning har resulteret i stor offentlig og privat gæld på nationalt plan og budgetfinansieringsproblemer i adskillige medlemsstater, ligesom det i kombination med overdrevent store makroøkonomiske ubalancer har haft en hurtig, direkte og negativ indvirkning på den socioøkonomiske udvikling i euroområdet og i Unionen som helhed;

G.

der henviser til, at arbejdsløsheden i EU-27 mellem 2008 og medio 2012 er steget fra omkring 7 % til 10,4 % eller 25 millioner arbejdsløse, at mere end én ud af fem unge er ledig (22 %), og at ungdomsarbejdsløsheden i visse medlemsstater overstiger 50 %;

H.

der henviser til, at jobskabelse, kvalitetsbeskæftigelse og anstændigt arbejde er afgørende forudsætninger for at overvinde den nuværende krise;

I.

der henviser til, at en række medlemsstater befinder sig i en særdeles vanskelig økonomisk og finansiel situation, som forværres af det fortsatte pres på markederne for statsobligationer, afspejlet i uholdbart høje lånerenter for nogle lande og meget lave eller negative lånerenter for andre, samt en betydelig finansiel og økonomisk ustabilitet;

J.

der henviser til, at kombinationen af uensartet udvikling i konkurrenceevnen, lavt vækstpotentiale og høj arbejdsløshed med store underskud og stor offentlig og privat gæld ikke blot forvolder skade i nogle medlemsstater, men også gør euroområdet sårbart som helhed;

K.

der henviser til, at de seneste begivenheder har gjort det klart, at euroområdet stadig ikke er behørigt rustet til at løse krisen eller reagere tilfredsstillende på regionale og globale økonomiske chok;

L.

der henviser til, at euroens vigtige rolle både i euroområdet og på globalt plan som den næstvigtigste internationale reservevaluta kræver en stærk europæisk reaktion og en koordineret europæisk indsats for på ny at skabe vækst og stabilitet i økonomien;

M.

der henviser til, at euroen i det seneste årti har givet EU-borgerne mange fordele, herunder prisstabilitet, sparede vekselomkostninger inden for euroområdet, afskaffelse af muligheden for at foretage nominelle devalueringer for at forbedre konkurrenceevnen, lavere rentesatser, incitamenter til øget integration af de finansielle markeder og lettelse af grænseoverskridende kapitalbevægelser;

N.

der henviser til, at Unionens fælles valuta ikke må blive symbol på en splittelse, som truer hele det europæiske projekt, men fortsat skal være valutaen for en Union, der som helhed er i stand til at træffe vidtrækkende beslutninger til gavn for en fælles fremtid præget af velstand;

O.

der henviser til, at tiltagene i retning af indførelse af en egentlig ØMU skal respektere ønskerne hos de medlemsstater, der valgt at stå uden for euroen for at bevare deres respektive nationale valutaer;

P.

der henviser til, at medlemskab af euroområdet indebærer en høj grad af indbyrdes økonomisk og finansiel afhængighed mellem de berørte medlemsstater og derfor kræver en meget tættere koordinering af de finansielle, skattemæssige og økonomiske politikker, hvor medlemsstaterne overdrager beføjelser til unionsplanet, kombineret med strengere tilsynsinstrumenter og effektiv håndhævelse; der imidlertid understreger, at denne øgede integration mellem de medlemsstater, der har euroen som valuta, eventuelt suppleret med en gruppe af andre velvillige medlemsstater, skal ske inden for rammerne af princippet om »to hastigheder, ét Europa« med henblik på at undgå politiske skridt, der i sidste ende vil føre til skabelse af to særskilte Unioner;

Q.

der henviser til, at den seneste Eurobarometerundersøgelse viser, at den vedvarende krise har resulteret i et kraftigt fald i tilliden til de politiske institutioner såvel på nationalt plan som på EU-plan samt en stærk tilbagegang i den del af offentligheden, der har et positivt indtryk af Unionen; der henviser til, at Unionen til trods herfor fortsat er den aktør, som EU-borgerne finder bedst egnet til at håndtere den økonomiske krise;

R.

der henviser til, at de europæiske og nationale politiske beslutningstagere til stadighed bør forklare deres borgere fordelene ved europæisk integration og de følger og udfordringer, der er forbundet med en fælles valuta, herunder de omkostninger og risici, der er forbundet med et opbrud af euroområdet;

S.

der henviser til, at 17 medlemsstater allerede har indført Unionens fælles valuta, og at flertallet af de øvrige vil følge efter, når de er klar;

T.

der henviser til, at enhver tvivl om fremtiden for ØMU'en i almindelighed, herunder om den uigenkaldelige karakter af medlemskab af euroområdet, og for Unionens fælles valuta i særdeleshed er grundløs, fordi en stærk Union er i alle borgeres interesse;

U.

der henviser til, at den væsentligste opgave er at genskabe tilliden for at få de europæiske borgere og virksomheder til at investere i økonomien på ny og skabe de nødvendige betingelser for, at finansieringsinstitutterne igen kan yde lån til realøkonomien på et bredt, men solidt grundlag;

V.

der henviser til, at løsningen på eurokrisen er kompleks og kræver en vedholdende og mangefacetteret indsats på alle institutionelle og politiske niveauer;

W.

der henviser til, at Unionens institutioner, medlemsstaternes stats- og regeringschefer i almindelighed og euroområdets medlemsstater i særdeleshed spiller en vigtig rolle for at sikre, at oprettelsen af en finanspolitisk union sker på en sådan måde, at alle krisestyringsmekanismerne i euroområdet såsom den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) er forankret i en institutionel sammenhæng, hvor Parlamentet inddrages fuldt ud som medlovgiver; der henviser til, at den nuværende mellemstatslige struktur medfører en alvorlig mangel på demokratisk legitimitet; der henviser til, at den fælles valuta kun kan stabiliseres, hvis medlemsstaterne er villige til at overføre finanspolitiske kompetencer til Unionen;

X.

der henviser til, at genoprettelse af tillid også indebærer, at stats- og regeringscheferne og deres ministre i deres medlemsstater forsvarer og forklarer de politiske beslutninger, der er opnået enighed om på EU-plan; der påpeger, at man, når man, som det er sket i visse tilfælde, med urette giver Unionen skylden for upopulære beslutninger, spiller et særligt farligt mummespil, som risikerer at underminere Unionen og solidariteten og i sidste ende skade de nationale lederes egen troværdighed og potentielt også troværdigheden af det europæiske projekt som helhed;

Y.

der henviser til, at Unionen i social henseende er sårbart i øjeblikket; der henviser til, at adskillige medlemsstater er i færd med at gennemføre særdeles krævende strukturreformer og konsolideringsprogrammer; der henviser til, at en politisk union i sidste ende er nøglen til at løse sådanne kriser, tilskynde til solidaritet og videreføre det europæiske projekt;

Z.

der henviser til, at Det Europæiske Råd og euroområdetopmødet af 28.—29. juni 2012 bekræftede deres vilje til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opnåelse af et økonomisk stabilt, konkurrencedygtigt og velstående Europa, der forbedrer borgernes velfærd;

AA.

der henviser til, at den voksende kløft mellem kernelande og periferilande i Unionen ikke må blive kronisk; der henviser til, at der bør skabes en permanent ramme, inden for hvilken medlemsstater i vanskeligheder bør kunne regne med solidarisk støtte fra andre medlemsstater; der henviser til, at medlemsstater, der ønsker solidaritet, bør have pligt til at opfylde alle deres tilsagn på budgetområdet samt deres landespecifikke henstillinger og forpligtelser inden for rammerne af det europæiske semester, herunder især forpligtelserne i relation til stabilitets- og vækstpagten, europluspagten, Europa 2020 og proceduren for makroøkonomiske ubalancer under hensyntagen til landespecifikke omstændigheder; der henviser til, at det er i medlemsstaternes fælles interesse at sikre den finansielle stabilitet i hver enkelt medlemsstat; der henviser til, at medlemsstaterne ifølge artikel 121 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal betragte deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordne disse i Rådet;

AB.

der henviser til, at færdiggørelse af det indre marked er en forudsætning for at genskabe væksten; der henviser til nødvendigheden af, at Kommissionen som traktaternes vogter intensiverer sine bestræbelser på at sikregennemførelsen af og overholdelsen af den nugældende lovgivning for det indre marked; der henviser til nødvendigheden af, at reglerne for markedsintegration i højere grad baseres på forordninger frem for direktiver for at sikre et velfungerende indre marked;

AC.

der henviser til, at det hævet over enhver tvivl, at den europæiske integration er en uigenkaldelig og fremadskridende proces;

AD.

der henviser til, at det ud fra et demokratisk synspunkt og i lyset af alle Lissabontraktatens bestemmelser er uacceptabelt, at formanden for Europa-Parlamentet, hvis folkevalgte medlemmer repræsenterer over 502 millioner europæiske borgere, ikke har været involveret i udarbejdelsen af rapporten »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union«;

AE.

der henviser til, at det nu er på tide, at de politiske ledere i Unionen udviser beslutsomhed, kreativitet, mod, robusthed og lederskab med henblik på at afhjælpe de mangler, som fortsat hindrer ØMU’en i at fungere korrekt; der henviser til, at den mellemstatslige metode har nået sin grænse og ikke er velegnet til demokratisk og effektiv beslutningstagning i det 21. århundrede; der henviser til, at man nu bør tage springet til et egentligt føderalt Europa;

AF.

der henviser til, at rapporten »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union« utvetydigt viser vejen frem og forsøger at bryde den onde cirkel af mistro gennem strukturelle foranstaltninger; der henviser til, at rapporten også skulle tage hensyn til den sociale dimension;

AG.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 28.- 29. juni 2012 pålagde sin formand at udarbejde en specifik og tidsbunden køreplan for opnåelsen af en egentlig ØMU; der henviser til, at udformningen af en global og langsigtet vision via en køreplan udgør et vigtigt signal, der kan bidrage til at genskabe tilliden i takt med den trinvise gennemførelse af køreplanen;

AH.

der henviser til, at gradvise fremskridt i gennemførelsen af den langsigtede køreplan ikke giver nogen umiddelbar løsning på krisen og ikke må forsinke de nødvendige kortsigtede foranstaltninger;

AI.

der henviser til, at det ikke kan udelukkes, at der bliver behov for nye traktatændringer, med henblik på at give en fuldt operationel ØMU større demokratisk legitimitet; der henviser til, at Kommissionen bør udarbejde en liste over igangværende lovgivningsinitiativer, som ikke må forsinkes af de langsigtede institutionelle udviklinger;

AJ.

der henviser til, at færdiggørelsen af en egentlig ØMU inden for Unionen vil kræve en traktatændring på mellemlang sigt;

AK.

der henviser til, at det for at kunne opbygge det demokratiske konsensus for en fremtidig, omfattende og vellykket traktatændring er afgørende, at man gør fuld brug af de procedurer og den fleksibilitet, som de eksisterende traktater tilbyder, med henblik på at opnå en hurtig forbedring af ØMU'ens styring som led i udformningen af et egentlig europæisk politisk rum;

AL.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har ret til at forelægge Rådet forslag om traktatændringer, der efterfølgende skal behandles af et konvent, med henblik på at færdiggøre udformningen af en egentlig økonomisk og monetær union ved at styrke Unionens kompetencer, navnlig inden for økonomisk politik, samt ved at styrke Unionens egne indtægter og budgetmæssige kapacitet, Kommissionens rolle og den demokratiske kontrol hermed samt Europa-Parlamentets prærogativer;

AM.

der henviser til, at det er realistisk og hensigtsmæssigt, at et sådant konvent først finder sted efter det næste valg til Europa-Parlamentet; der henviser til, at forberedelserne til et sådant konvent bør indledes inden dette næste valg;

AN.

der henviser til, at hverken de foranstaltninger, der foreslås under de eksisterende traktater, eller de fremtidige traktatændringer bør udelukke opt-in-muligheder for medlemsstaterne, og at Unionens integritet bør garanteres;

AO.

der henviser til, at fremtidige traktatændringer ikke må hindre en hurtig gennemførelse af foranstaltninger, som kan opnås under de eksisterende traktater; der henviser til, at de nuværende traktater giver gode muligheder for at gøre betydelige fremskridt hen imod en ØMU, der er baseret på en styrket og mere integreret finans-, budget- og økonomipolitisk ramme samt på styrket demokratisk legitimitet og kontrol;