OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/2

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 7. april 2015 — Franz Lesar

(Sag C-159/15)

(2015/C 254/02)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Franz Lesar

Sagsøgt: Personalekontoret ved direktionen for Telekom Austria AG

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 1 og stk. 2, litra a), og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1) fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter uddannelsesperioder og kontraktansættelsesperioder hos forbundsstaten, for hvilke der skulle betales bidrag til den obligatoriske forsikring i pensionsforsikringen med henblik på opnåelse af en tjenestemandspension,

medregnes som pensionsberettigende perioder forud for tiltrædelsen af tjenesten, hvis de ligger efter det fyldte 18. år, idet forbundsstaten i så fald i henhold til den socialforsikringsretlige lovgivning modtager et overførselsbidrag fra socialforsikringsinstitutionen for medregningen af disse perioder, men derimod

ikke medregnes som pensionsberettigende perioder forud for tiltrædelsen af tjenesten, hvis de ligger før det fyldte 18. år, idet der i tilfælde af, at sådanne perioder ikke medregnes, ikke ydes noget overførselsbidrag til forbundsstaten, og bidragene til pensionsforsikringen tilbagebetales til den forsikrede, især når det tages i betragtning, at der i tilfælde af en efterfølgende medregning af disse perioder, som fremtvinges ved EU-retten, ville være mulighed for, at socialforsikringsinstitutionen kunne forlange refusionsbeløbet tilbagebetalt af tjenestemanden, ligesom der efterfølgende ville opstå en forpligtelse for socialforsikringsinstitutionen til at yde et overførselsbidrag til forbundsstaten?

(1) EFT L 303, s. 16.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/3

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 9. april 2015 — Youssef Hassan mod Breiding Vertriebsgesellschaft mbH

(Sag C-163/15)

(2015/C 254/03)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Youssef Hassan

Sagsøgt: Breiding Vertriebsgesellschaft mbH

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er artikel 23, stk. 1, første punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (1) til hinder for, at en licenstager, som ikke er registreret i EF-varemærkeregistret, kan gøre krav gældende på grund af krænkelse af et EF-varemærke?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 23, stk. 1, første punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker til hinder for en national retspraksis, ifølge hvilken licenstageren kan gøre varemærkeindehaverens krav mod krænkeren gældende på vegne af varemærkeindehaveren (»Prozessstandschaft«)?

(1) EUT L 78, s. 1.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/3

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland) den 23. april 2015 — TSI GmbH mod Hauptzollamt Aachen

(Sag C-183/15)

(2015/C 254/04)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: TSI GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Aachen

Præjudicielt spørgsmål

Skal den kombinerede nomenklatur i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (1) som ændret ved Kommissionens Forordning (EF) nr. 1031/2008 (2) af 19. september 2008 fortolkes således, at aerodynamisk ultraviolet-partikelstørrelsesmåleapparater og manuelle partikeltællere af den type, der er nærmere beskrevet i kendelsen, skal klassificeres i underposition 9027 10 10?

(1) EFT L 256, s. 1.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19.9.2008 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 291, s. 1).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/4

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče Republike Slovenije (Slovenien) den 22. april 2015 — Marjan Kostanjevec mod F&S LEASING, G.m.b.H.

(Sag C-185/15)

(2015/C 254/05)

Processprog: slovensk

Den forelæggende ret

Vrhovno sodišče Republike Slovenije

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marjan Kostanjevec

Sagsøgt: F&S LEASING, G.m.b.H.

Præjudicielle spørgsmål

Skal begrebet modkrav i artikel 6, nr. 3, i forordning nr. 44/2001 (1) fortolkes således, at det også omfatter et krav, som fremsættes i form af modkrav i henhold til national lovgivning, efter at en dom, der er afsagt i en procedure om sagsøgtes hovedkrav og der er blevet endelig og eksigibel, under en kassationsankesag er blevet ophævet, og samme sag er blevet hjemvist til førsteinstansretten til fornyet behandling, men sagsøgeren i sit modkrav baseret på uberettiget berigelse har anmodet om tilbagebetaling af det beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i kraft af den dom, som er blevet afsagt i proceduren om sagsøgtes hovedkrav og efterfølgende er blevet ophævet?

Skal begrebet »sager om forbrugeraftaler« i artikel 15, stk. 1, i forordning [udelades] nr. 44/2001 fortolkes således, at det også omfatter den situation, hvor en forbruger iværksætter et søgsmål, hvormed vedkommende gør et krav gældende baseret på uberettiget berigelse i form af modkrav i henhold til national lovgivning, som har tilknytning til hovedkravet, idet hovedkravet derimod angår en tvist om en forbrugeraftale i henhold til den nævnte bestemmelse i forordning [udelades] nr. 44/2001, og hvormed sagsøgeren (forbrugeren) har anmodet om tilbagebetaling af et beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i kraft af en dom, der er afsagt i en procedure om sagsøgtes hovedkrav og (efterfølgende) er blevet ophævet, og således tilbagebetaling af beløb, der udspringer af en sag om forbrugeraftaler?

Hvis kompetencen i det ovenfor beskrevne tilfælde ikke kan baseres på reglerne om kompetence med hensyn til modkrav eller reglerne om kompetence i sager om forbrugeraftaler:

Skal begrebet »sager om kontraktforhold« i artikel 5, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at det også omfatter det søgsmål, hvormed sagsøgeren gør et krav gældende baseret på uberettiget berigelse, men som fremsættes i form af modkrav i henhold til national lovgivning, som har tilknytning til sagsøgtes hovedkrav, idet hovedkravet angår kontraktforholdet mellem parterne, og hvor genstanden for kravet baseret på uberettiget berigelse udgøres af tilbagebetaling af det beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i kraft af en dom, der er afsagt i en procedure om sagsøgtes hovedkrav og (efterfølgende) er blevet ophævet, og således tilbagebetaling af beløb, der udspringer af en sag om kontraktforhold?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende:

b)	Skal kompetencen baseret på opfyldelsesstedet i overensstemmelse med artikel 5, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 da i det ovenfor omhandlede tilfælde vurderes på baggrund af reglerne om opfyldelse af forpligtelser, der udspringer af et krav baseret på uberettiget berigelse?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/5

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Münster (Tyskland) den 24. april 2015 — Kreissparkasse Wiedenbrück mod Finanzamt Wiedenbrück

(Sag C-186/15)

(2015/C 254/06)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Münster

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Kreissparkasse Wiedenbrück

Sagsøgt: Finanzamt Wiedenbrück

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er medlemsstaterne forpligtet til at anvende afrundingsreglen i artikel 175, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (1), når pro rata-satsen beregnes efter en af de særlige metoder i dette direktivs artikel 173, stk. 2, litra a), b), c) eller d)?

Er medlemsstaterne forpligtet til at anvende afrundingsreglen i artikel 175, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem, såfremt fradraget reguleres i henhold til artikel 184 ff. i direktiv 2006/112/EF, når pro rata-satsen som omhandlet i direktivets artikel 175, stk. 1, beregnes efter en af de særlige metoder i dette direktivs artikel 173, stk. 2, litra a), b), c) eller d), eller efter artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, litra a), b), c) eller d), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag?

Er medlemsstaterne forpligtet til at foretage en regulering af fradraget i henhold til artikel 184 ff. i direktiv 2006/112/EF under anvendelse af afrundingsreglen — andet spørgsmål — på en sådan måde, at det afgiftsbeløb, der skal reguleres, fastsættes i procent og afrundes opad eller nedad til det nærmeste hele tal til den afgiftspligtiges fordel?

(1) EUT L 347, s. 1.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/5

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 29. april 2015 — Pierre Mulhaupt, som kurator for Société Civile Immobilière Senior Home (SCI)

(Sag C-195/15)

(2015/C 254/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Appellant: Pierre Mulhaupt, som kurator for Société Civile Immobilière Senior Home (SCI)

De andre parter i sagen:

Gemeinde Wedemark og Hannoversche Volksbank eG

Præjudicielt spørgsmål

Omfatter begrebet tinglig rettighed som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (1) en national ordning som den, der findes i § 12 i Grundsteuergesetz (lov om grundskyld) sammenholdt med § 77, stk. 2, første punktum, i Abgabenordnung (afgiftsloven), hvorefter grundskyldskrav ipso jure påhviler ejendommen som en offentlig byrde, og ejeren således må tåle tvangsfuldbyrdelse forhold til ejendommen?

(1) EFT L 160, s. 1.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/6

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) den 6. maj 2015 — Korpschef van politie mod W.F. de Munk

(Sag C-209/15)

(2015/C 254/08)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Centrale Raad van Beroep

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Korpschef van politie

Sagsøgt: W.F. de Munk

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 7 i direktiv 2003/88/EF (1) fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som Barps artikel 19 [Besluit algemene rechtspositie politie (bekendtgørelse om politiets almindelige retsstilling)], hvorefter en tjenestemand, der med urette er blevet afskediget, ikke optjener ferietimer i perioden mellem datoen for afskedigelsen og datoen for tjenesteforholdets genoprettelse henholdsvis datoen for den endelige retsgyldige afskedigelse?

Såfremt det af spørgsmål 1 følger, at der er optjent ferietimer i den omtvistede periode, skal artikel 7 i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse som Barps artikel 23, der bestemmer, at der ved udgangen af et optjeningsår kun kan overføres et begrænset antal ferietimer til det følgende år, og at det resterende antal ikke holdte ferietimer fortabes?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/7

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 11. maj 2015 — Município de Vila Pouca de Aguiar mod Sá Machado & Filhos, S.A. og Norcep Construções e Empreendimentos, L.da

(Sag C-214/15)

(2015/C 254/09)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Município de Vila Pouca de Aguiar

Sagsøgte: Sá Machado & Filhos, S.A. og Norcep Construções e Empreendimentos, L.da

Præjudicielt spørgsmål

Er EU-retten, og særligt artikel 55 i 2004/18/EF (1), inden for området for udbud vedrørende indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter til hinder for en umiddelbar udelukkelse af et bud fra en tilbudsgiver, som ved buddets fremlæggelse ikke i øvrigt har bilagt det et dokument, der begrunder den »unormalt lave pris« i et tilfælde, hvor udbudsmaterialet fastsætter kriteriet for opfyldelse af det nævnte begreb [punkt 09./C1 i »Udbudsmaterialet«]?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv Nr. 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/7

Appel iværksat den 18. maj 2015 af Apple and Pear Australia Ltd og Star Fruits Diffusion til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 25. marts 2015 i sag T-378/13, APAL og Star Fruit mod KHIM

(Sag C-226/15 P)

(2015/C 254/10)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Apple and Pear Australia Ltd og Star Fruits Diffusion (ved avocats T. de Haan og P. Péters)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—

Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 25. marts 2015 i sag T-378/13, EU:T:2015:186, ophæves, for så vidt som Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sagen, hvorunder appellanterne principalt havde nedlagt påstand om omgørelse af afgørelse truffet den 29. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sag R 1215/2011-4.

—

Afgørelse truffet den 29. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sag R 1215/2011-4 omgøres således at det fastslås, at den klage, som appellanterne har indgivet til dette appelkammer, er begrundet, og følgelig, at appellanternes indsigelse mod registreringen af ansøgningen om EF-varemærket ENGLISH PINK nr. 8610768 skal tages til følge.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale alle appellanternes omkostninger, både i forbindelse med appelsagen og i forbindelse med sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremført følgende anbringender:

For det første har appellanterne anført, at både Retten og appelkammeret har tilsidesat det almindelige princip om retskraft i en af en EF-varemærkedomstol endeligt afgjort sag mellem de samme parter under anvendelse af forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker (1) (EF-varemærkeforordningen), og de almindelige principper om retssikkerhed, god forvaltningsskik og beskyttelse af den berettigede forventning.

For det andet har appellanterne kritiseret Retten for at have tilsidesat samme forordnings artikel 65, stk. 3, idet den ikke har omgjort Harmoniseringskontorets afgørelse.

Endelig opfordres Domstolen til at anvende artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen, da sagen er moden til påkendelse.

(1) EUT L 78, s. 1.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/8

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag (Nederlandene) den 20. maj 2015 — Brite Strike Technologies Inc. mod Brite Strike Technologies SA

(Sag C-230/15)

(2015/C 254/11)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Brite Strike Technologies Inc.

Sagsøgt: Brite Strike Technologies SA

Præjudicielle spørgsmål

Skal Benelux-konventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) (eventuelt ud fra de i præmis 28-34 i dommen fra gerechtshof Den Haag af 26.11.2013 nævnte grunde) betragtes som en senere konvention, således at artikel 4.6 i Benelux-konventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) ikke kan anses for en særlig regel som omhandlet i artikel 71 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 (1)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2)	Følger det af artikel 22, stk. 4, i forordning nr. 44/2001 at såvel de belgiske som de nederlandske og luxembourgske retter har international kompetence til at påkende tvisten?

Hvis ikke, hvorledes skal det i et tilfælde som det foreliggende bestemmes, om det er de belgiske, de nederlandske eller de luxembourgske retter, der har international kompetence? Kan artikel 4.6 i Benelux-konventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) (alligevel) finde anvendelse med henblik på denne (nærmere) bestemmelse af den internationale kompetence?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal administratif (Luxembourg) den 22. maj 2015 — Maria do Céu Bragança Linares Verruga, Jacinto Manuel Sousa Verruga og André Angerlo Linares Verruga mod Ministre de l'Enseignement supérieur et de la recherche

(Sag C-238/15)

(2015/C 254/12)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal administratif

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maria do Céu Bragança Linares Verruga, Jacinto Manuel Sousa Verruga og André Angerlo Linares Verruga

Sagsøgt: Ministre de l'Enseignement supérieur et de la recherche

Præjudicielt spørgsmål

Er den betingelse, som pålægges studerende, der ikke har bopæl i Storhertugdømmet Luxembourg ved artikel 2a i loi du 22 juin 2000 concernant l’aide financière de l’État pour études supérieures (lov af 22.6.2000 om økonomisk støtte fra staten til videregående uddannelse), som blev indføjet ved lov af 19. juli 2013, nemlig at være barn af en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som har haft lønnet beskæftigelse eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Luxembourg i en uafbrudt periode på mindst fem år på det tidspunkt, hvor den studerende ansøger om økonomisk støtte til videregående studier, idet der ikke tages hensyn til andre tilknytningskriterier, begrundet i de uddannelses- og budgetpolitiske hensyn, som den luxembourgske stat har anført, og er den henholdsvis adækvat og forholdsmæssig i betragtning af det tilsigtede formål, nemlig at søge at øge antallet af bosiddende personer, der afslutter en videregående uddannelse, samtidig med at søge at sikre, at de pågældende, efter at have benyttet sig af muligheden i den omhandlede støtteordning for at få finansieret deres studier, som i givet fald er gennemført i udlandet, vender tilbage til Luxembourg for at stille den viden, de på denne måde har erhvervet, til rådighed for udviklingen af denne medlemsstats økonomi?

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/10

Sag anlagt den 27. maj 2015 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

(Sag C-244/15)

(2015/C 254/13)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Triantafyllou og W. Roels)

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, der fastsætter en fritagelse for arveafgift for så vidt angår den første ejendom, hvilket udgør forskelsbehandling, eftersom den kun finder anvendelse på EU-borgere, der er hjemmehørende i Grækenland.

—	Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den forskellige skattemæssige behandling af personer, der er hjemmehørende i Grækenland og ikke ejer fast ejendom (som er fritaget for arveafgift), og personer, der ikke er hjemmehørende i Grækenland, for så vidt angår den første ejendom, der erhverves ved arv, udgør en ubegrundet restriktion af de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF (jf. også artikel 65 TEUF).

Den forskellige skattemæssige behandling af personer, der er hjemmehørende i Grækenland, og personer, som ikke er, udgør en ubegrundet sondring mellem sammenlignelige situationer, dels for så vidt som de personer, der ikke er hjemmehørende i Grækenland, kan flytte dertil, hvorefter de befinder sig i samme situation som de hjemmehørende, der allerede befinder sig i Grækenland, dels for så vidt som fritagelsen ikke er knyttet til ejerens anvendelse af den arvede ejendom, hvorfor bopælsstedet ikke kan udgøre kriteriet for indrømmelse af fritagelsen. Bopælskriteriet dækker over et nationalitetskriterium, eftersom de personer, der er hjemmehørende i Grækenland, i overvejende grad er græske statsborgere og omvendt.

3.	En sådan sondring, der ikke er knyttet til ejerens personlige anvendelse af ejendommen, kan hverken begrundes i socialpolitiske hensyn eller i nødvendigheden af at sikre offentlige indtægter.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/10

Appel iværksat den 29. maj 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-412/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-253/15 P)

(2015/C 254/14)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og M. França, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Chin Haur Indonesia, PT, Rådet for Den Europæiske Union og Maxcom Ltd

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 19. marts 2015 og meddelt Kommissionen den 23. marts 2015 i sag T-412/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union ophæves, søgsmålet ved første instans forkastes og sagsøgeren pålægges at betale sagens omkostninger.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling, og afgørelsen om sagsomkostningerne i de to instanser udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den af Kommissionen iværksatte appel vedrører Rettens dom af 19. marts 2015 i sag T-412/13. Med den dom annullerede Retten for så vidt angår Chin Haur Indonesia, PT, artikel 1, stk. 1, og artikel 3 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29. maj 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (1).

Kommissionen har påberåbt sig tre anbringender til støtte for appellen.

For det første har Kommissionen gjort gældende, at Retten ikke lovligt kunne drage den konklusion, at Rådet havde tilsidesat artikel 13, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen (2), idet denne konklusion bygger på en fejlagtig fortolkning af den relevante betragtning til den omtvistede forordning og på en fejlagtig fortolkning af artikel 13, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at Retten gav en utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse for sin konklusion, og derved tilsidesatte artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. For det tredje har Kommissionen anført, at Retten tilsidesatte Kommissionens processuelle rettigheder i henhold til artikel 40 i statutten for Domstolen.

(1) EUT L 153, s. 1.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/11

Appel iværksat den 29. maj 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-254/15 P)

(2015/C 254/15)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og M. França, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: City Cycle Industries, Rådet for Den Europæiske Union og Maxcom Ltd

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 19. marts 2015 og meddelt Kommissionen den 23. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet for Den Europæiske Union ophæves, søgsmålet ved første instans forkastes og sagsøgeren pålægges at betale sagens omkostninger.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling, og afgørelsen om sagsomkostningerne i de to instanser udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den af Kommissionen iværksatte appel vedrører Rettens dom af 19. marts 2015 i sag T-413/13. Med den dom annullerede Retten for så vidt angår City Cycle Industries artikel 1, stk. 1, og artikel 3 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29. maj 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (1).

Kommissionen har påberåbt sig fire anbringender til støtte for appellen. For det første har Kommissionen gjort gældende, at Retten undlod ex officio at bedømme, om annullationssøgsmålet kunne antages til realitetsbehandling som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. For det andet har Kommissionen anført, at Retten ikke lovligt kunne drage den konklusion, at Rådet havde tilsidesat artikel 13, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen (2), idet denne konklusion bygger på en fejlagtig fortolkning af den relevante betragtning til den omtvistede forordning og på en fejlagtig fortolkning af artikel 13, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen. Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion, og derved tilsidesatte artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. For det fjerde har Kommissionen anført, at Retten tilsidesatte Kommissionens processuelle rettigheder i henhold til artikel 40 i statutten for Domstolen.

(1) EUT L 153, s. 1.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/12

Appel iværksat den 1. juni 2015 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-412/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-259/15 P)

(2015/C 254/16)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert, som befuldmægtiget og Rechtsanwälte R. Bierwagen og C. Hipp)

De andre parter i appelsagen: Chin Haur Indonesia, PT, European-Kommissionen og Maxcom Ltd

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 19. marts 2015 og meddelt Rådet den 23. marts 2015 i sag T-413/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union ophæves.

—	Det af Chin Haur Indonesia, PT ved første instans anlagte søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede forordning (1) forkastes.

—	Chin Haur Indonesia, PT tilpligtes at betale Rådets sagsomkostninger i såvel førsteinstanssagen som i appelsagen.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling, og afgørelsen om sagsomkostningerne i de to instanser udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten har fejlfortolket grundforordningens (2) artikel 13, stk. 1, idet den konkluderede, at Rådet ikke havde tilstrækkelige beviser til at fastslå, at sagsøgeren foretog omladning. Rettens fortolkning af de betingelser, der skal opfyldes af de enkelte selskaber for at blive fritaget fra de udvidede foranstaltninger, strider mod opbygningen af grundforordningens artikel 13, stk. 1, (første anbringende).

Rettens konklusion om, at Rådet ikke på grundlag af de dokumenter, der blev forelagt Retten, havde beviser, hvoraf det udtrykkeligt kunne konkluderes i den anfægtede forordning, at sagsøgeren deltog i omladning, savner tilstrækkelig begrundelse. Endvidere var den eneste konklusion, som Rådet og efterfølgende Retten kunne udlede af de faktiske omstændigheder, modsat den appellerede dom, at sagsøgeren deltog i omladning, idet det korrekt var blevet godtgjort på nationalt niveau, at omladning fandt sted, og idet sagsøgerens anmodning om fritagelse ikke var begrundet. Retten gengav de faktiske omstændigheder forkert, idet den udledte en anden konklusion (andet anbringende).

(1) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29.5.2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (EUT L 153, s. 1).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, 51).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/13

Appel iværksat den 1. juni 2015 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-260/15 P)

(2015/C 254/17)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert, som befuldmægtiget og Rechtsanwälte R. Bierwagen og C. Hipp)

De andre parter i appelsagen: City Cycle Industries, European-Kommissionen og Maxcom Ltd

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 19. marts 2015 og meddelt Rådet den 23. marts 2015 i sag T-413/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union ophæves.

—	Det af Chin Haur Indonesia, PT ved første instans anlagte søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede forordning (1) forkastes.

—	Chin Haur Indonesia, PT tilpligtes at betale Rådets sagsomkostninger i såvel førsteinstanssagen som i appelsagen.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling, og afgørelsen om sagsomkostningerne i de to instanser udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, 51).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/14

Appel iværksat den 8. juni 2015 af Kongeriget Belgien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 25. marts 2015 i sag T-538/11, Belgien mod Kommissionen

(Sag C-270/15 P)

(2015/C 254/18)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Kongeriget Belgien (ved C. Pochet og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede, bistået af advokat L. Van Den Hende)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 25. marts 2015 ophæves.

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 27. juli 2011 om Belgiens statsstøtte til finansiering af screening for overførbare spongiforme encephalopatier (TSE) hos kvæg (statsstøtte C 44/08 (ex NN 45/04)) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende: Retten har begået flere retlige fejl og har ikke opfyldt sin begrundelsespligt med hensyn til, at der foreligger en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Første del: Retten har begået en retlig fejl og har tilsidesat begrundelsespligten, navnlig for så vidt som den lagde til grund, at hver gang myndighederne pålægger visse virksomheder en lovmæssig eller forvaltningsretlig forpligtelse, skal de omkostninger, der er forbundet hermed, automatisk bæres af de pågældende virksomheder, uden at den offentlige myndighed på nogen måde kan ændre noget derved og dette uanset formålet med foranstaltningen og sammenhængen med udøvelsen af offentlige myndigheders prærogativer. Denne tilgang kan ikke tiltrædes, og Retten har ikke givet en forklaring på, hvorfor udgifterne til BSE-test udgjorde en byrde, som en virksomhed normalt skal bære. Retten har endvidere ikke opfyldt sin begrundelsespligt i henhold til artikel 36 sammenholdt med artikel 53 i statutten for Domstolen, idet den navnlig ikke har foretaget en behandling af sagsøgerens forskellige argumenter og henvisninger til fortilfælde i retspraksis eller ikke har anerkendt relevansen af disse.

Anden del: Retten har begået en retlig fejl, idet den anså det for irrelevant for vurderingen af, om der foreligger statsstøtte, om der forelå harmoniseringsbestemmelser. I denne forbindelse har Retten ligeledes tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 36, sammenholdt med artikel 53 i statutten for Domstolen, idet den ikke behandlede de af Kongeriget Belgien fremførte argumenter.

Tredje del: Retten lagde i den appellerede dom med urette til grund, at Kongeriget Belgien ikke havde angivet, hvorfor det var retligt relevant, om der forelå overkompensation eller ej ved bedømmelsen af, om der forelå en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Den appellerede dom er ligeledes behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten tilsyneladende har lagt til grund, at argumentet ikke faktuelt indeholdt tilstrækkeligt udførlig forklaring.

Det andet anbringende: Retten har begået en retlig fejl og har tilsidesat den begrundelsespligt, der påhviler den vedrørende anvendelsen af betingelsen om selektivitet i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten begik en retlig fejl ved generelt at fastslå, at de virksomheder, der var forpligtet til at foretage kontrol, inden de kunne bringe deres varer i omsætning eller sælge dem, pr. definition befandt sig i en »tilsvarende faktisk og retlig situation«. Under alle omstændigheder har Retten ikke opfyldt sin begrundelsespligt, idet den ikke har angivet, hvorfor alle disse virksomheder i relation til statsstøtte befandt sig i en »tilsvarende faktisk og retlig situation«, og idet den ikke behandlede de af Kongeriget Belgien anførte forbehold.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/16

Sag anlagt den 22. maj 2015 — Iberdrola mod Kommissionen

(Sag T-260/15)

(2015/C 254/19)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Iberdrola, SA (Bilbao, Spanien) (ved advokaterne J. Ruiz Calzado og J. Domínguez Pérez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Artikel 1 annulleres

—	Afgørelsens artikel 4, stk. 1, annulleres, i det omfang det heri kræves, at Kongeriget Spanien bringer den i artikel 1 omhandlede støtteordning til ophør.

—	Afgørelsens artikel 4, stk. 2-5 annulleres, i det omfang der heri anordnes tilbagesøgning af den statsstøtte, som Kommissionen har fastslået.

—	Subsidiært begrænses rækkevidden af den tilbagesøgningspligt, som er pålagt Kongeriget Spanien ved afgørelsens artikel 4, stk. 2, på samme vilkår som i beslutningen og den første afgørelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den afgørelse, der anfægtes i denne sag, er den samme som i sag T-12/15, Banco de Santander og Santusa mod Kommissionen, og sag T-252/15, Ferrovial SA m.fl. mod Kommissionen.

De påberåbte søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter svarer til dem, der allerede er gjort gældende i disse sager.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/16

Sag anlagt den 15. maj 2015 — Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia Kosakowo mod Kommissionen

(Sag T-263/15)

(2015/C 254/20)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøgere: Gmina Miasto Gdynia (Gdynia, Polen) og Port Lotniczy Gdynia Kosakowo sp. z o.o. (Gdynia) (ved advokaterne T. Koncewicz, K. Gruszecka Spychała og M. Le Berre)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 26. februar 2015 vedrørende foranstaltning S.A.35 388 (2013/C) (ex 2013/NN og ex 2012/N) Polen — »Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen« annulleres i sin helhed.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren bl.a. fremsat følgende anbringender.

Første anbringende:

—	De faktiske omstændigheder, som blev lagt til grund i den anfægtede afgørelse, blev fastslået vilkårligt og åbenbart fejlagtigt, og Kommissionen overskred som følge deraf sine skønsmæssige beføjelser og foretog en åbenbart urigtig bevisbedømmelse.

Andet anbringende:

—	Kommissionen undlod at undersøge de forhold og omstændigheder, der var relevante for den retlige vurdering af investeringen i Gdynia-Kosakowo-lufthavnen.

Tredje anbringende:

—	Kommissionen overskred sine beføjelser som fastlagt i retspraksis, i henhold til hvilken et organ, der råder over et skøn, har pligt til angive, hvorfor der tages hensyn til visse beviser og faktiske omstændigheder, mens andre forkastes.

Fjerde anbringende:

—	Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med et generelt princip i EU-lovgivningen — princippet om retssikkerhed og den loyalitetsforpligtelse, som institutionerne har over for retssubjekterne — på grund af fejlagtig anvendelse og fortolkning.

Femte anbringende:

—

Fejlagtig retlig kvalifikation af De faktiske omstændigheder og beviser er blevet fejlagtigt kvalificeret retligt, og som følge deraf er den anfægtede afgørelse i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen lagde til grund, at forudsætningen om, at sagsøgernes foranstaltninger var i overensstemmelse med kriteriet om den private investor, ikke forelå, og at det ikke var godtgjort, at en privat investor ville have foretaget investeringsprojektet med den følge, at investeringerne i Gdynia-Kosakowo-lufthavnen blev anset for retsstridig statsstøtte.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/17

Sag anlagt den 8. maj 2015 — Gameart mod Kommissionen

(Sag T-264/15)

(2015/C 254/21)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Gameart sp. z o.o. (Bielsko-Biała, Polen) (ved advokat P. Hoffman)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 18. februar 2015 annulleres, for så vidt som den bekræfter afslaget på den begæring om aktindsigt, der var blevet indgivet til Republikken Polens udenrigsministerium, i de kopier af Republikken Polens skrivelse til Kommissionen, som er dette ministeriums besiddelse, vedrørende den af Kommissionen gennemførte procedure på grund af Republikken Polens tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med lov af 19. november 2009 om spil.

—

Såfremt Retten ikke skulle dele sagsøgerens opfattelse, hvorefter artikel 5, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, ikke kan forstås således, at den bemyndiger Europa-Kommissionen til at udstede en bindende afgørelse om en begæring om aktindsigt, som en fysisk eller juridisk person har indgivet til et organ i en medlemsstat, og som denne medlemsstat har henvist til Kommissionen, fastslås det i henhold til artikel 277 TEUF, at denne forordnings artikel 5, andet afsnit, ikke kan finde anvendelse og dermed ikke finder anvendelse på den foreliggende retssag.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne og at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende om Kommissionens manglende kompetence efter artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001

—

Da begæringen blev rettet mod et organ i en medlemsstat og vedrørte dokumenter fra denne medlemsstat, finder forordningens artikel 5 ikke anvendelse. Den omstændighed alene, at medlemsstaten har henvist begæringen til Kommissionen i henhold til forordningens artikel 5, andet afsnit, begrunder ikke, at Kommissionen er kompetent, hvis begæringen ikke vedrører dokumenter fra Kommissionen. Selv hvis forordningens artikel 5 skulle finde anvendelse på begæringen, kan forordningens artikel 5, andet afsnit, ikke fortolkes således, at den bemyndiger en EU-institution til at træffe en bindende afgørelse om denne begæring.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 4 og 5, i forordning nr. 1049/2001

—

Da Kommissionen har truffet afgørelse om aktindsigt i et dokument fra Republikken Polen, var Kommissionen forpligtet til at rådføre sig med denne stat i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, hvilket den ikke har gjort. Aktindsigten i dokumentet fra Republikken Polen kunne i mangel af en indsigelse i henhold til forordningens artikel 4, stk. 5, kun afslås under usædvanlige omstændigheder, som ikke forelå her.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF

—

Kommissionen har på ingen måde begrundet sin kompetence til at udstede afgørelsen i den anfægtede del, selv om sagsøgeren i sin anden anmodning havde lagt entydig vægt på spørgsmålet om Kommissionens manglende kompetence. Den anfægtede afgørelses begrundelse indeholder ingen redegørelser vedrørende dette punkt, hvilket gør det umuligt for sagsøgeren at beskytte sine rettigheder for Retten.

Fjerde anbringende om en uanvendelighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF

—

Såfremt Retten i modstrid med det under det første anbringende anførte, skulle finde, at bestemmelsen i artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001 skal forstås således, at hvis en medlemsstat henviser en begæring om aktindsigt i et dokument, der befinder sig i dens besiddelse, til en EU-institution, så bemyndiger denne henvisning den pågældende institution til at træffe en bindende afgørelse, gør sagsøgeren gældende, at bestemmelsen i artikel 5, hvis den forstås således, ikke kan støttes på artikel 15, stk. 3, TEUF eller på artikel 255 EF som egnet retsgrundlag, og derfor er ugyldig. Hvis bestemmelsen forstås på den måde, er den i strid med begrundelsen for forordning nr. 1049/2001, hvilket fører til at den er ugyldig i henhold til artikel 296 TEUF (artikel 253 EF).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/19

Sag anlagt den 5. juni 2015 — Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen

(Sag T-296/15)

(2015/C 254/22)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Industrias Químicas del Vallés, SA (Mollet del Vallès, Spanien) (ved advokaterne C. Fernández Vicién, I. Moreno-Tapia Rivas og C. Vila Gisbert)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, især dennes artikel 24 og punkt 4 i bilag II dertil, erklæres ugyldig.

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/408 af 11. marts 2015, for så vidt angår opførelsen af Metalaxyl på den liste over stoffer, der er kandidater til substitution, som er indeholdt i bilaget til denne forordning, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende vedrører det forhold, at gennemførelsesforordningen er vedtaget på grundlag af en ulovlig retsregel, idet Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler er i strid med EU-retten, fordi:

—	den tilsidesætter forsigtighedsprincippet ved at fastsætte en mekanisme til substitution af aktivstoffer på grundlag af hypotetiske risici, der ikke er objektivt begrundet

—	den tilsidesætter proportionalitetsprincippet, idet den går videre, end hvad der er strengt nødvendigt for at opnå formålet om et højt beskyttelsesniveau og dermed berører tilladte stoffer

—	den fordrejer konkurrencen i det indre marked ved at fremme substitution af stoffer under de deri omhandlede betingelser, og

—	den tilsidesætter begrundelsespligten i forhold til kriteriet om »en signifikant andel af ikke-aktive isomerer«, der fremgår at bilag II, punkt 4, til forordning (EF) nr. 1107/2009.

Andet anbringende vedrører det forhold, at forordning (EU) 2015/408 tilsidesætter begrundelsespligten, da det ikke er berettiget at opføre Metalaxyl på listen over stoffer, der er kandidater til substitution på grundlag af videnskabelige og tekniske kriterier, og forordningen tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling i forhold til Metalaxyl-M.

3.	Det Tredje anbringende vedrører det forhold, at forordning (EU) 2015/408 tilsidesætter proportionalitetsprincippet i forhold til formålet med nedsættelsen af de sundheds- og miljørisici, der fremmes af Den Europæiske Union.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/20

Sag anlagt den 8. juni 2015 — Nova mod Kommissionen

(Sag T-299/15)

(2015/C 254/23)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Nova Onlus Consorzio nazionale di cooperative sociali — Soc. coop. (Trani, Italien) (ved advokaterne M. Astolfi og M. Petrucci)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Principalt:

—

Det fastslås og erklæres, at kontraktforpligtelserne fastsat i Grant Agreement nr. HOME/2011/PPRS/AG/2176 Abac No. 30-CE-0495809/00-94 er tilsidesat fuldt ud, og dermed:

—

Fastslås sagsøgerens ret til at tilbageholde beløbet på 80 242,78 EUR, som allerede er modtaget inden for rammerne af »pre-financing payment«, og som nu er genstand for den debitnota, som Europa-Kommissionen — Directorate General Migration and Home Affairs — Directorate E: Migration and Security Funds — Unit E2: Asylum, Migration and Integration Fund — HOME E2/FL/2015, prot 1520007 af 1. april 2015 vedrørende »HOME/2011/PPRS/AG/2176 TORRE — Transnational Observatory for Refugee’s Resettlement in Europe nr. 3241503771« har udstedt for at tilbagesøge det nævnte beløb.

—	Pålægges Europa-Kommissionen at betale det fortsat skyldige beløb på 52 146,36 EUR som »final payment«, med tillæg af renter for forsinket betaling, der beregnes indtil opfyldelsen i henhold til Grant Agreements artikel II.16.3, og af de af sagsøgeren afholdte sagsomkostninger.

Subsidiært:

—

Annulleres anordningen fra Europa-Kommissionen — Directorate General Migration and Home Affairs — Directorate E: Migration and Security Founds — Unit E2: Asylum, Migration and Integration Fund — HOME E2/FL/2015, prot. 1520007 af 1. april 2015 vedrørende »HOME/2011/PPRS/AG/2176 TORRE — Transnational Observatory for Refugee’s Resettlement in Europe — debitnota nr. 3241503771« om tilbagesøgning af 80 242,78 EUR og enhver forudgående, forudsætningsvis og/eller efterfølgende akt.

—

Tilpligtes Kommissionen at betale det endnu skyldige beløb, svarende til 52 146,36 EUR for gennemførelsen af Grant Agreement nr. HOME/2011/PPRS/AG/2176 Abac Nr. 30-CE-0495809/00-94 som »final payment« med tillæg af renter for forsinket betaling, der beregnes indtil opfyldelsen i henhold til Grant Agreements artikel II.16.3, og af de af sagsøgeren afholdte sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende vedrørende den manglende opfyldelse af betalingen af det skyldige beløb og af forpligtelserne i henhold til G. A.’s artikel II.15.4

—	Det gøres i den forbindelse gældende, at der er sket en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet i forhold til Kommissionens adfærd samt af gennemsigtighedsprincippet, af princippet om upartiskhed og af princippet om, at den uafhængige syn- og skønsmand skal være udenforstående.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af forpligtelserne til objektiv vurdering af resultatet i forhold til Grant Agreements Annex I — LogFrame, og i forhold til grænserne for nedsættelse af beløbet som omhandlet i Grant Agreements artikel II.17.5 og af sanktionernes grænser i henhold til artikel II.12

—

Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen har været delagtig i den manglende opnåelse af resultaterne, at der er sket en uberettiget berigelse af Kommissionen, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik i forbindelse med vurderingen af projektets formål og i betragtning af Kommissionens eget faktiske bidrag samt en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af væsentlige formforskrifter.

Tredje anbringende om en generel tilsidesættelse af kontraktforpligtelserne

—

Det gøres i den forbindelse gældende, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, af princippet om loyalt samarbejde, af princippet om retten til forsvar i forhold til Kommissionens adfærd under proceduren for kontrol og tilbagesøgning samt af artikel 42, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til artikel II.14

—	Det gøres i denne forbindelse gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning vedrørende støtteberettigelsen af omkostningerne til personaler og til forskningsaktiviteter.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/21

Sag anlagt den 18. juni 2015 — Italien mod Kommissionen

(Sag T-317/15)

(2015/C 254/24)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato P. Gentili, og G. Palmieri, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Meddelelse om udvælgelsesprøven EPSO/AD/302/15 — fuldmægtige inden for revision (AD 5) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De anførte søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter er de samme som dem, der påberåbes i sag T-17/15, Den Italienske Republik mod Kommissionen (EUT C 81, s. 27).

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/22

Sag anlagt den 19. juni 2015 — Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro mod Kommissionen

(Sag T-320/15)

(2015/C 254/25)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA (Vicenza, Italien) (ved advokaterne M. Merola, M. Santacroce og M. Toniolo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen udelukkede Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro S.p.A. fra deltagelse i procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter og for tilskud, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget, herunder udbudsprocedure nr. JRC/IPR/2014/C.5/003 RC, der blev offentliggjort i EUT 2014/S 034-054569 med efterfølgende berigtigelser i to år og ti måneder, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Udelukkelsesproceduren blev indledt i forbindelse med sagsøgerens deltagelse i et begrænset udbud afholdt af Centro Comune di Ricerca den 18. februar 2014 om opførelse af en ny bygning i Ispra. Kommissionen var bekendt med visse uregelmæssigheder, der var blevet begået af sagsøgeren.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Det første anbringende vedrører en manglende undersøgelse, en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en deraf følgende retlig fejl på grund af en manglende anvendelse af undtagelsen i finansforordningens artikel 106, stk. 1, sidste afsnit.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en manglende undersøgelse, en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en deraf følgende retlig fejl, for så vidt som Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde har anvendt artikel 106, stk. 1, sidste afsnit, i forordning nr. 966/2012. Særligt har Kommissionen begået en fejl ved ikke at finde, at kriterierne i artikel 106, stk. 1, litra b), i forordning nr. 966/2012 var opfyldt i det foreliggende tilfælde og ved ikke at tage behørigt hensyn til de dokumentbeviser, som Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA havde fremlagt under undersøgelsen med det formål godtgøre at have vedtaget »passende foranstaltninger« i forhold til Dr. E. Maltauro.

Andet anbringende vedrører den manglende anvendelighed af finansforordningens artikel 106, stk. 1, litra c).

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse subsidiært gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en mangelfuld begrundelse, for så vidt som sagsøgeren blev holdt ansvarlig for en alvorlig fejl i henhold til artikel 106, stk. 1, litra c), i forordning nr. 966/2012. Det kan ikke af de dokumenter, der vedrører de judicielle problemer, som Dr. E. Maltauro var involveret i, udledes hverken, at Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA ikke opfyldte sine pligter vedrørende tilsyn og kontraktmæssige forpligtelser, eller at selskabet drog fordel af den ulovlige adfærd, der kunne tilregnes dets tidligere administrerende direktør. Der forelå derfor ikke noget grundlag for at tilregne Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA en alvorlig fejl i overensstemmelse med den nævnte udelukkelsesgrund.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse fortsat subsidiært gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ligeledes er behæftet med en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, for så vidt som den er støttet på oplysninger, der ikke var blevet omtalt af Kommissionen i skrivelsen vedrørende indledning af proceduren, og med hensyn til hvilke Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA aldrig fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger. Selskabet kunne følgelig ikke forsvare sig effektivt vedrørende de i sidste ende afgørende resultater, der førte til afgørelsen om udelukkelse fra alle procedurer for indgåelse af offentlige kontrakter og for tilskud, der finansieres over Den Europæiske Unions og Den Europæiske Socialfonds almindelige budget.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved fastlæggelsen af udelukkelsesperioden.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse mere subsidiært gjort gældende, at afgørelsen om udelukkelse blev vedtaget i strid med proportionalitetsprincippet, navnlig for så vidt som der deri blev fastsat en udelukkelsesperiode på to år og ti måneder. Denne varighed er fuldstændigt ubegrundet, i strid med ånden i og formålet med bestemmelserne i forordning nr. 966/2012 og forordning nr. 1268/2012, som regulerer udelukkelsesgrunde, og er klart uforholdsmæssig, idet de faktorer, der kunne have haft negative virkninger på den faglige hæderlighed hos Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA, var blevet fjernet af dette selskab, og der var ikke længere nogen grund for Kommissionen til at frygte økonomisk skade eller skade på omdømmet.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/24

Personalerettens dom (Første Afdeling) af 25. juni 2015 — EE mod Kommissionen

(Sag F-55/14) (1)

((Personalesag - kontraktansat - ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt - påstand om annullation - procedure for forlængelse - artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - retten til at blive hørt - tilsidesættelse - erstatningspåstand - ikke-økonomisk skade))

(2015/C 254/26)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: EE (ved advokaterne L. Levi og A. Tymen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og T. S. Bohr, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt, som skulle have været tidsubegrænset.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at forlænge EE’s kontrakt som kontraktansat, meddelt mundtligt den 14. oktober 2013, bekræftet ved skrivelse af 31. oktober 2013 og begrundet ved skrivelse af 13. december 2013, annulleres.

2)	Europa-Kommissionen betaler EE et beløb på EUR 10 000.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af EE afholdte omkostninger.

(1) EUT C 421 af 24.11.2014, s. 59.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/24

Personalerettens dom (enkelt dommer) af 25. juni 2015 — Mikulik mod Rådet

(Sag F-67/14) (1)

((Personalesag - tjenestemænd - prøveperiode - forlængelse af prøvetid - afskedigelse ved prøvetidens udløb - prøvetid foregået under ulovlige omstændigheder))

(2015/C 254/27)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Filip Mikulik (Prag, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union(ved M. Bauer og M. Veiga, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelsen om at afskedige sagsøgeren ved prøvetidens udløb samt påstand om erstatning for det ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Filip Mikulik bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

(1) EUT C 380 af 27.10.2014, s. 26.

3.8.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/25

Personalerettens kendelse (Tredje Afdeling) af 22. juni 2015 — van Ourdenaarden mod Parlamentet

(Sag F-139/14) (1)

((Personalesag - tjenestemænd - årlig ferie - overførsel begrænset til tolv dage - kompensation - pensionsopgørelse - ingen anfægtelse inden for fristerne - ingen væsentlige nye faktiske omstændigheder - procesreglementets artikel 81 - åbenbart, at sagen skal afvises))

(2015/C 254/28)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Annetje Elisabeth van Ourdenaarden (Grevenmacher, Luxembourg) (ved advokat F. Moyse)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved M. Ecker og N. Chemaï, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelsen om ikke at overføre de feriedage, som sagsøgeren ikke har afholdt i 2012 på grund af sygeorlov, til 2013, og påstand om erstatning for det angiveligt lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Annetje Elisabeth van Ourdenaarden og Europa-Parlamentet bærer hver deres egne omkostninger.

(1) EUT C 89 af 16.3.2015, s. 46.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 254

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	58. årgang 3. august 2015

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2015/C 254/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2015/C 254/02	Sag C-159/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 7. april 2015 — Franz Lesar	2
2015/C 254/03	Sag C-163/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 9. april 2015 — Youssef Hassan mod Breiding Vertriebsgesellschaft mbH	3
2015/C 254/04	Sag C-183/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland) den 23. april 2015 — TSI GmbH mod Hauptzollamt Aachen	3
2015/C 254/05	Sag C-185/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče Republike Slovenije (Slovenien) den 22. april 2015 — Marjan Kostanjevec mod F&S LEASING, G.m.b.H.	4
2015/C 254/06	Sag C-186/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Münster (Tyskland) den 24. april 2015 — Kreissparkasse Wiedenbrück mod Finanzamt Wiedenbrück	5
2015/C 254/07	Sag C-195/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 29. april 2015 — Pierre Mulhaupt, som kurator for Société Civile Immobilière Senior Home (SCI)	5
2015/C 254/08	Sag C-209/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) den 6. maj 2015 — Korpschef van politie mod W.F. de Munk	6
2015/C 254/09	Sag C-214/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 11. maj 2015 — Município de Vila Pouca de Aguiar mod Sá Machado & Filhos, S.A. og Norcep Construções e Empreendimentos, L.da	7
2015/C 254/10	Sag C-226/15 P: Appel iværksat den 18. maj 2015 af Apple and Pear Australia Ltd og Star Fruits Diffusion til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 25. marts 2015 i sag T-378/13, APAL og Star Fruit mod KHIM	7
2015/C 254/11	Sag C-230/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag (Nederlandene) den 20. maj 2015 — Brite Strike Technologies Inc. mod Brite Strike Technologies SA	8
2015/C 254/12	Sag C-238/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal administratif (Luxembourg) den 22. maj 2015 — Maria do Céu Bragança Linares Verruga, Jacinto Manuel Sousa Verruga og André Angerlo Linares Verruga mod Ministre de l'Enseignement supérieur et de la recherche	9
2015/C 254/13	Sag C-244/15: Sag anlagt den 27. maj 2015 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik	10
2015/C 254/14	Sag C-253/15 P: Appel iværksat den 29. maj 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-412/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union	10
2015/C 254/15	Sag C-254/15 P: Appel iværksat den 29. maj 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet for Den Europæiske Union	11
2015/C 254/16	Sag C-259/15 P: Appel iværksat den 1. juni 2015 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-412/13, Chin Haur Indonesia, PT mod Rådet for Den Europæiske Union	12
2015/C 254/17	Sag C-260/15 P: Appel iværksat den 1. juni 2015 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet for Den Europæiske Union	13
2015/C 254/18	Sag C-270/15 P: Appel iværksat den 8. juni 2015 af Kongeriget Belgien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 25. marts 2015 i sag T-538/11, Belgien mod Kommissionen	14
	Retten
2015/C 254/19	Sag T-260/15: Sag anlagt den 22. maj 2015 — Iberdrola mod Kommissionen	16
2015/C 254/20	Sag T-263/15: Sag anlagt den 15. maj 2015 — Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia Kosakowo mod Kommissionen	16
2015/C 254/21	Sag T-264/15: Sag anlagt den 8. maj 2015 — Gameart mod Kommissionen	17
2015/C 254/22	Sag T-296/15: Sag anlagt den 5. juni 2015 — Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen	19
2015/C 254/23	Sag T-299/15: Sag anlagt den 8. juni 2015 — Nova mod Kommissionen	20
2015/C 254/24	Sag T-317/15: Sag anlagt den 18. juni 2015 — Italien mod Kommissionen	21
2015/C 254/25	Sag T-320/15: Sag anlagt den 19. juni 2015 — Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro mod Kommissionen	22
	Retten for EU-Personalesager
2015/C 254/26	Sag F-55/14: Personalerettens dom (Første Afdeling) af 25. juni 2015 — EE mod Kommissionen (Personalesag — kontraktansat — ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt — påstand om annullation — procedure for forlængelse — artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — retten til at blive hørt — tilsidesættelse — erstatningspåstand — ikke-økonomisk skade)	24
2015/C 254/27	Sag F-67/14: Personalerettens dom (enkelt dommer) af 25. juni 2015 — Mikulik mod Rådet (Personalesag — tjenestemænd — prøveperiode — forlængelse af prøvetid — afskedigelse ved prøvetidens udløb — prøvetid foregået under ulovlige omstændigheder)	24
2015/C 254/28	Sag F-139/14: Personalerettens kendelse (Tredje Afdeling) af 22. juni 2015 — van Ourdenaarden mod Parlamentet (Personalesag — tjenestemænd — årlig ferie — overførsel begrænset til tolv dage — kompensation — pensionsopgørelse — ingen anfægtelse inden for fristerne — ingen væsentlige nye faktiske omstændigheder — procesreglementets artikel 81 — åbenbart, at sagen skal afvises)	25