23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/1

Ordfører:

Jonathan PEEL

Ordfører:

Dumitru FORNEA

1.1.

EØSU glæder sig over, at det kommende lettiske rådsformandskab har anmodet om en sonderende udtalelse om den forestående toårige revision af EU's strategi for et nyt partnerskab med Centralasien (1), og glæder sig i særdeleshed over, at det har foreslået at gøre en videreudvikling af EU's forbindelser med de fem centralasiatiske lande (2) i retning af et effektivt partnerskab til en af sine vigtigste udenrigspolitiske prioriteter.

1.1.1.

I den sammenhæng henviser udvalget på ny til de konklusioner og anbefalinger, som det nåede frem til i sin udtalelse fra 2011 om Centralasien (3), og som stadig gør sig gældende.

1.2.

EØSU bemærker, at EU's strategi ifølge Rådets konklusioner, som blev vedtaget i forbindelse med den forudgående revision, har bevist sin berettigelse og forbliver aktuel (4). Ethvert forsøg fra EU på at videreudvikle sine forbindelser med de fem centralasiatiske lande bør ske på et pragmatisk grundlag og tilpasses regionens skiftende politiske, økonomiske og sociale realiteter, idet der tages hensyn til menneskerettighedsværdier og -principper, og om muligt med tilstrækkelig fleksibilitet for derigennem at fremme udviklingen af gensidigt fordelagtige forbindelser.

1.2.1.

EU behøver på ingen måde at minde om, at der ulig situationen i Europa ikke findes nogen ægte fornemmelse af et regionalt tilhørsforhold blandt de fem centralasiatiske lande, der skal håndteres særskilt, og at enhver uddybelse eller udvidelse af EU's inddragelse i regionen uundgåeligt vil påvirke EU's generelle forbindelser med Rusland. EU skal tage højde for eksisterende magtstrukturer i regionen og samtidig hermed forbeholde sig retten til at handle uafhængigt. Eftersom disse fem lande har været en del af det tidligere Sovjetunionen, betragter Rusland dem i lighed med Ukraine som værende en del af sin interessesfære. Det er derfor vigtigt, at revisionen afstemmes med EU's overordnede strategi for Rusland og dets forbindelser med Rusland.

1.3.

EØSU bemærker, at Centralasiens strategiske beliggenhed har fået øget betydning siden 2011, navnlig i lyset af krisen i Ukraine. Det bemærker ligeledes, at Kinas indblanding i regionen vokser med eksplosiv hast. Regionen har således betydning for forbindelserne mellem EU og Kina og giver gode muligheder for at styrke det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, særligt gennem et større samarbejde på energi- og transportområdet. Udvalget anbefaler, at dette undersøges til bunds.

1.3.1.

I partnerskabsstrategien gøres energi og transport til prioriterede områder. EØSU gentager sin anbefaling fra 2011, ifølge hvilken levedygtigheden af EU's forbindelser med Centralasiens betydelige potentielle energireserver bør bedømmes ud fra praktiske og økonomiske aspekter. EU deltager med rette i udviklingen af energisektoren i disse lande, ikke mindst fordi deres reserver kan udgøre yderligere og supplerende (i modsætning til alternative) energikilder for Europa, selvom der er tale om komplekse transit- og transportforhold. Det er imidlertid vigtigt at undgå enhver misforståelse med Kina, da det er i alles interesse at øge energiforsyningen fra Centralasien.

1.3.2.

EØSU anbefaler på det kraftigste, at der gøres brug af EU's betydelige ekspertise, når det gælder at styrke samarbejdet med henblik på at forbedre energieffektiviteten og udbrede anvendelsen af vedvarende energikilder, eftersom regionen rummer et stort uudnyttet potentiale. Det er ligeledes et vigtigt mål at udvide det regionale samarbejde med EITI (5).

1.3.3.

EØSU gentager ligeledes sin anbefaling fra 2011 om, at Kinas og EU's forslag til transportkorridorer skal afstemmes efter hinanden, ikke mindst — hvor det er muligt — med hensyn til jernbaneinfrastruktur. Det anbefaler også, at der gøres en større indsats for at opnå resultater med hensyn til Traceca-kommissionen (6) (den mellemstatslige kommission for Europa-Kaukasus-Asien-transportkorridoren) for således at fremskynde udviklingen af en bæredygtig infrastrukturkæde til sikring af multimodal transport (navnlig jernbane- og vejinfrastruktur) ved, at korridoren forbindes med det transeuropæiske transportnetværk (TEN).

1.4.

EU vil dog ikke kunne vinde mange venner i Centralasien ved alene at forfølge økonomiske mål. Partnerskabsstrategien lægger ligeledes vægt på menneskerettigheder, retsstatsprincippet, god forvaltningsskik og demokratisering. Den skal fremme tillidsskabende foranstaltninger inden for de eksisterende magtstrukturer. Her står regionen stadig over for store udfordringer som følge af den vanskelige overgang fra planøkonomi til national markedsøkonomi, der hæmmes af endemiske perioder med etnisk uro samt miljømæssig og økonomisk turbulens.

1.4.1.

I partnerskabsstrategien fremhæves især EU's evne til at dele ud af sine erfaringer med regional integration, som skaber politisk stabilitet og fremgang, og der henvises specifikt til de medlemsstater, der tilsluttede sig EU i 2004 og herefter. Udvalget anmoder derfor indtrængende det lettiske rådsformandskab om at tilskynde de andre medlemsstater til at dele ud af deres erfaringer med at håndtere overgangen fra planøkonomi og udvikle e-forvaltning (og især »e-silkevejen«) og andre relevante former for støtte, der kan give merværdi, navnlig hvis de ledsages af en styrkelse af retsstatsprincippet.

1.4.2.

Anbefalingerne i udvalgets udtalelse om »Bæredygtige forandringer i overgangssamfund« (7) er også vigtige i denne sammenhæng. Udvalget påpeger derudover, at virksomhederne og fagforeningerne — såvel hver især som i egenskab af arbejdsmarkedsparter — også spiller en central rolle, da de kan trække på deres eksisterende forbindelser og ikke mindst tilskynde de centralasiatiske regeringer til i højere grad at anerkende den positive rolle, som civilsamfundet spiller. Med henblik herpå og på at fremme investeringer anbefaler udvalget, at EØSU sender en delegation til Centralasien, så snart lejligheden byder sig.

1.4.3.

EØSU er især bekymret over forlydender om, at mandatet for EU's særlige repræsentant ikke er blevet forlænget, og anbefaler kraftigt, at denne funktion genoprettes hurtigst muligt.

1.5.

Ungdom og uddannelse er særligt vigtige områder. EØSU ser i den henseende positivt på EU's reviderede og meget efterspurgte Erasmus+-program, der bidrager til at udvikle endnu tættere uddannelsesrelaterede kontakter og mobilitet på det videregående niveau, og som skal suppleres med visumlettelser og gebyrfritagelser for regionens dygtigste studerende.

1.5.1.

Halvdelen af Centralasiens befolkning er under 25. Ungdomsuddannelserne er derfor mindst lige så vigtige som de videregående uddannelser. EØSU slår til lyd for en større indsats og støtte fra EU's side på dette område, ikke mindst gennem tilvejebringelse af undervisningsmateriale (hvilket der er mangel på inden for ungdomsuddannelserne) og mere omfattende information om EU på de lokale sprog. Underviserne skal have mere hjælp, eventuelt som led i et bredere program for landdistriktsudvikling, og man bør ligeledes overveje en mere udfarende tilgang, hvor forældrene inddrages. Man vil også kunne mindske den potentielle radikalisering af unge i lokalområderne ved at øge det generelle uddannelsesniveau.

1.5.2.

Udvalget anbefaler både, at der gøres en større indsats for at støtte undervisningen i naturvidenskab i Centralasien, hvor den historisk set har været vigtig, og hvor der har været forbindelser med de baltiske lande i særdeleshed, og at man øger medietilstedeværelsen i regionen gennem europæiske tv- og radionet, såsom Euronews og Euranet, med programmer på de lokale sprog.

1.6.

EØSU er ikke desto mindre overbevist om, at menneskerettigheder bedst kan fremmes ved at udvikle og skabe kontakt med det lokale civilsamfund og styrke dets kapacitet til at udvikle sig til en effektiv partner og samtalepartner med regeringer, hvorved man ligeledes styrker retsstatsprincippet sideløbende med et uafhængigt retsvæsen.

1.6.1.

Fremme af en apolitisk offentlig forvaltning og en større rolle for det lokale civilsamfund er og bliver en afgørende faktor, særligt eftersom der ikke er nogen egentlig tradition for nogen af delene. EU's engagement i det lokale civilsamfund på et bredere og dybere plan som led i dialogen om menneskerettigheder er meget vigtig og bør styrkes, ikke mindst gennem større anvendelse af internettet og relevante websider.

1.6.2.

Et af de første resultater af EU's strategi for Centralasien i 2007 var etableringen af EU's menneskerettighedsdialog. Der er i gennemsnit blevet ført seks sådanne dialoger med hvert land. EØSU bifalder EU-Udenrigstjenestens informationsmøder for civilsamfundsorganisationer i Bruxelles, men slår ikke desto mindre til lyd for, at der holdes væsentligt flere møder med de centralasiatiske civilsamfundsorganisationer i lokalområderne. Disse informationsmøder synes at have fundet sted udelukkende på ad hoc-basis og i de fleste tilfælde lige før dialogen og behandler ikke altid de problemstillinger, som civilsamfundsorganisationerne finder vigtigst.

1.6.3.

Udvalget beklager, at den rolle, som indtages af de traditionelle, mere landlige ashar/hashar-fællesskaber/selvhjælpsgrupper, der er dybt rodfæstet i Centralasiens nomadiske og fastboende samfund, hidtil i stor udstrækning er blevet overset af EU, der synes udelukkende at yde bistand til veletablerede professionelle NGO'er. Dette skal der også hurtigt rådes bod på.

1.7.

Der er ikke tilstrækkelig plads i denne udtalelse til, at udvalget kan kommentere alle de mange specifikke områder, der omfattes af partnerskabsstrategien, men miljømæssig bæredygtighed og vand er og forbliver vigtige områder. EØSU opfordrer til, at der sættes større fokus på energieffektivitet samt fødevaresikring og -sikkerhed og frem for alt vandeffektivitet, og at der gøres en målrettet indsats for at mindske det enorme vandspild. Vand er en vital råvare i regionen og bør være udgangspunkt for enhver form for støtte, som EU måtte yde til det lokale landbrug.

1.7.1.

Udvalget gentager sin anbefaling fra 2011 vedrørende de indbyrdes forbundne, men vanskelige emner, der udgøres af fødevaresikkerhed, sikker vandforsyning og energiforsyning. Det opfordrer på ny EU til at påtage sig en større rolle i indsatsen for at få de fem lande til at samarbejde om at tackle disse problemer på en holistisk måde, ikke mindst på baggrund af den praktiske erfaring, som EU allerede har med at hjælpe andre på dette område, og til at befordre mere samhandel med landbrugsfødevarer.

2.1.

Det kommende lettiske rådsformandskab har gjort en styrkelse af EU's forbindelser med de fem centralasiatiske lande til en af sine vigtigste udenrigspolitiske prioriteter. Rådet vil vedtage konklusioner i starten af 2015 i kølvandet på EU-Udenrigstjenestens toårige revision af EU's strategi for Centralasien. Udvalget er især blevet bedt om at behandle de centrale spørgsmål, der rejser sig som følge af den aktuelle geopolitiske og strategiske situation, navnlig hvor der er et klart potentiale for at udvikle et reelt partnerskab mellem EU og de centralasiatiske lande.

2.1.1.

Disse spørgsmål omfatter sikkerhed, uddannelse, energi, transport, miljømæssige aspekter, herunder landdistriktsudvikling, bæredygtig udvikling i bredere forstand, erhvervsklimaet, herunder SMV'er, samhandel og investering.

2.1.2.

Det er ikke nødvendigt her at gentage flere af baggrundsdetaljerne fra 2011-udtalelsen. Man må dog ikke glemme, at selv om de fem lande dækker et meget stort område, er det samlede befolkningstal (2013) på kun ca. 66 mio. Disse forholdsvis nye lande er stadig i deres vorden. De opnåede først deres uafhængighed i 1991 efter Sovjetunionens kollaps, og ingen af dem havde nogen forudgående national frihedsbevægelse. De fleste af dem har et anspændt forhold til deres naboer, hvilket ikke mindst skyldes grænserne, der ofte ikke afspejler de etniske grænser, hvilket igen kan munde ud i vold. Den lille flig af samhørighed, der måtte være tilbage, kan imidlertid også være en negativ faktor, da den er en rest fra sovjettiden. Der er stadig vanskelige udfordringer forude, der hænger sammen med den smertefulde overgang til en national markedsøkonomi. De nuværende eliters tankegang har heller ikke ændret sig markant. Den gamle administrative struktur fra sovjettiden har forvandlet sig til oligarkiske klan- og familiedrevne bureaukratier.

2.1.3.

De fem lande befinder sig også på forskellige udviklingsstadier. Kasakhstan er ved at udvikle sig til en central aktør i regionen, og EU's forbindelser med Kasakhstan udvikler sig hurtigt. Kirgisistan og Tadsjikistan er meget fattigere, men relativt åbne med en vis inddragelse af civilsamfundet. EU har stadig tættere forbindelser med Usbekistan, mens Turkmenistan er det mest lukkede land i regionen uden noget reelt uafhængigt civilsamfund.

3.1.

Trods det barske terræn er Centralasiens betydning som en strategisk korsvej taget til siden 2011. Beliggenheden gør desuden, at regionen er stærkt afhængig af sine nabolande for adgang til transportruterne til internationale markeder.

3.1.1.

Den russiske indflydelse er stærk og er blevet genstand for endnu større regional og international opmærksomhed i kølvandet på krisen i Ukraine og Ruslands afvisning af internationale traktater. Det er den udbredte opfattelse, at Ruslands præsident ønsker at genvinde sine tidligere indflydelsessfærer, og dette øger nervøsiteten for en tilbagevenden til den kolde krig og forhøjer den potentielle trussel mod ikke blot de tidligere sovjetrepublikker men også mod de mere generelle interesser. Dertil kommer, at den fremtrædende rolle, som Ruslands »bløde magt« spiller via radio og tv, ikke må undervurderes; en rolle, som fremmes af, at russisk er det vigtigste kommunikationsmiddel i regionen, og af det store antal migranter fra regionen, som nu arbejder i Rusland.

3.1.2.

Især er den internationale fokus og opmærksomhed på energi (og naturressourcer) blevet øget, uagtet at det kinesiske engagement i regionen allerede var meget stort. Derudover kan udsigterne til en ende på krigen i Afghanistan og stadig mindre amerikansk tilstedeværelse muligvis være en spore for militant islamisme og udbredelsen af den såkaldte Islamisk Stat.

3.2.

Mange ser Centralasien som den vigtigste skueplads for fornyet rivalisering mellem Kina og Rusland med EU som tilskuer på sidelinjen. Den finansielle krise, der startede i 2008, gav Kina en saltvandsindsprøjtning på bekostning af Rusland. På energiområdet har de to landes forhold ikke være problemfrit, og ved at engagere sig mere aktivt i Centralasien har Kina i realiteten udfordret Ruslands dominans i området. På sigt kan dette måske være nok til, at Rusland søger nærmere EU trods de aktuelle spændinger. Kina har (som Indien) gjort sig bemærket ved at forholde sig tavs om krisen i Ukraine, idet mange ikke fuldt ud deler de europæiske bekymringer.

3.2.1.

Kina er også drivkraften bag Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som omfatter landene i Centralasien, Rusland og Iran. Organisationen blev oprindeligt oprettet til at afgøre grænsespørgsmål, men den har hjulpet Kina med at promovere sig selv over for de nye lande og styrke sin stilling i Xinjiang på den kinesiske side af grænsen. For Rusland har SCO været vigtig for at bevare sin indflydelse i forhold til Kinas, men den er tillige et fælles forum for drøftelse af sikkerhedsanliggender, herunder terrorisme, ekstremisme og separatisme (de »tre onde kræfter«).

3.2.2.

Kinas stadig vigtigere rolle i regionen kom til udtryk i 2013, da præsident Xi lancerede sit initiativ »Silkevejens økonomiske bælte« (»Silk Road Economic Belt«), der med øremærkede midler i størrelsesordenen 16,3 mia. USD skal etablere tættere forbindelser til Europa, og også inddrage landene på vejen dertil. Kinas økonomiske aktivitet i regionen udspringer af behovet for energi. Det har anlagt veje og rørledninger og især investeret massivt i gas i Turkmenistan, muligvis endda for mere end landet i øjeblikket har kapacitet til at udvinde, men proportionalt med dets enorme reserver. Mens Ruslands »Novosti« nyhedsbureau rapporterede (8), at Rusland har tilbudt Tadsjikistan støtte på 6,7 mio. USD til omlægning af landdistrikter, fortalte en tadsjikisk minister efterfølgende til Financial Times, at Kina vil investere mindst 6 mia. USD i landet frem til 2017 (næsten 70 % af Tadsjikistans BNP i 2013 og mere end 40 gange de direkte udenlandske investeringer (9)).

3.2.3.

Men som i Afrika følges Kinas investeringer af masseimport af kinesisk arbejdskraft og teknisk viden, hvilket har været årsag til en vis upopularitet, som i Tadsjikistan måske er blevet forstærket af fraværet af de mange lokale mænd, der er taget til Rusland for at arbejde.

3.3.

Den 1. januar 2015 bliver den eurasiske økonomiske union en realitet under Ruslands lederskab og som en udløber af den tidligere toldunion. Kasakhstan bliver medlem heraf, og formentlig også Kirgisistan, selvom dette muligvis vil give problemer i forhold til landets blomstrende forretning som mellemstation for eksporten fra Kina. Tadsjikistan har måske heller ikke andet valg end at blive medlem, i særdeleshed fordi 52 % af landets BNP stammer fra pengeoverførsler fra tadsjiker, der arbejder i Rusland. Som tidligere er Usbekistan og Turkmenistan imidlertid stadig mere forbeholdne over for at genetablere båndene til Rusland.

3.3.1.

Kasakhstan derimod opfatter denne union som en i det væsentlige økonomisk snarere end politisk union. Det finder det magtpåliggende at bibeholde en balance mellem de forskellige eksterne internationale interesser. Kasakhstan er opsat på at parafere den nyligt indgåede udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale med EU så hurtigt som muligt og har som det første centralasiatiske land meldt sig til Asien-Europa-mødet (ASEM) (10). Det er beklageligt, at Kasakhstans ansøgning om medlemsskab af WTO ikke blev færdigbehandlet på WTO-ministerkonferencen i 2013, hvilket af mange tilskrives forsinkelser udvirket af dets store eurasiske nabo.

3.4.

Selv om islamistisk militant adfærd kun forekommer hos et mindretal (religion var en betydelig faktor i den tadsjikiske borgerkrig i 1990'erne), fører alle regimerne aggressive sekulære politikker, hvilket kan give bagslag, i lyset af at flere og flere, herunder kvinder, efterspørger muslimsk uddannelse. Størstedelen af befolkningen er sunnimuslimer, og man har fundet krigere fra regionen i Syrien. Iran har en interesse i at styrke sine bånd i regionen, ikke kun når det gælder transport- og energiinfrastruktur (og forbindelserne til Kina), men også inden for kultur og sprog. Tadsjiker og store dele af befolkningen i Usbekistan (f.eks. i Samarkand og Bokhara) taler farsi. Eftersom de andre sprog tilhører den tyrkiske sproggruppe, har også Tyrkiet en interesse i regionen.

4.1.

I udvalgets udtalelse fra 2011 erkendtes det, at EU's rolle i regionen var forholdsvis svag. EU lancerede sin egen strategi for Centralasien i juli 2007, som det nu igen er tid til at tage op til regelmæssig overvejelse. Selv om handelen er af begrænset omfang, er EU en stor handelspartner for alle landene, især Kasakhstan. 38 % af Kasakhstans samlede handel i 2013 var med EU, som aftog to tredjedele af landets eksport (primært energi). Den samlede EU-import fra regionen beløb sig imidlertid kun til 24,9 mia. EUR og eksporten til 10,6 mia. EUR, svarende til 1 % af EU's samlede handel.

4.1.1.

Alle muligheder må udnyttes for at øge samhandelen med og investeringerne i de enkelte lande og udbygge arbejdsmarkedets parters rolle og aktiviteter som vigtige civilsamfundsaktører.

4.1.2.

Kirgisistan er berettiget til præferencebehandling under GSP (11), mens Usbekistan og Tadsjikistan endnu ikke har søgt om at komme i betragtning til GSP+, hvilket uden tvivl skyldes de betingelser, der knytter sig dertil. I 2016 mister Turkmenistan sin ret til præferencebehandling under GSP, da det er blevet omklassificeret til et »mellemindkomstland«. Da det kun er Kirgisistan og Tadsjikistan, der er medlemmer af WTO, er der ikke udsigter til frihandelsaftaler lig dem, som EU har indgået med Ukraine, Georgien og Moldova. Ikke desto mindre må EU, hver gang det er muligt, have langt større fokus på Centralasien i forbindelse med østpartnerskabsstrategien og Sortehavsstrategien.

4.2.

Centralasien kan bruges som et springbræt til at styrke det strategiske partnerskab mellem EU og Kina gennem et udvidet samarbejde, navnlig på energi- og transportområdet. Dette skal undersøges til bunds, da begge parter har planer om at øge deres energileverancer fra regionen.

4.2.1.

I betragtning af de enorme kulbrinteforekomster, især naturgas, i Centralasien er det ikke opfattelsen, at der er skarp konkurrence mellem disse målsætninger. Befolkningstilvæksten og den økonomiske vækst i regionen vil naturligvis øge det interne energibehov, men på dette område er der et betragteligt uudnyttet potentiale for at forbedre energieffektiviteten og anvende energi fra vedvarende kilder. Meget taler for at udbygge samarbejdet på disse områder, da EU efterhånden har betydelig politisk ekspertise og en stærk industri for bæredygtig energi, og for at udvide samarbejdet i regionen med EITI (12), der indebærer større gennemsigtighed i statens indtægter fra energikilder og styrker civilsamfundets rolle.

4.3.

EU opfatter stadig TRACECA som et vigtigt initiativ. Det er et internationalt program til styrkelse af de økonomiske forbindelser, handelen og transportforbindelserne fra Sortehavet til det sydlige Kaukasus og Centralasien ved at bygge videre på de eksisterende transportsystemer og den politiske vilje og de fælles ambitioner i de 13 medlemslande, der omfatter de berørte tidlige sovjetrepublikker og lande i Centralasien (undtaget Turkmenistan), Tyrkiet, Bulgarien og Rumænien.

4.3.1.

Anlæg af en moderne og interoperabel vej- og strategisk jernbaneinfrastruktur langs silkevejen er af stor interesse for Kina, EU og Rusland. En vellykket integration af regionen ved hjælp af moderne og pålidelig infrastruktur burde rumme et stort potentiale ikke blot for større regional økonomisk integration, men også for fremme af menneskers mobilitet og multikulturel udveksling og dermed skabe bedre betingelser for udvikling af retsstatsprincippet og demokrati. Udvalget bifalder derfor, at det lettiske formandskab lægger særlig vægt på udviklingen af multimodale transportforbindelser i Eurasien.

4.4.

Kasakhstan har enorme reserver af naturressourcer og fossile brændstoffer, som for en stor dels vedkommende er uudnyttede, og målt på produktion har mineindustrien langt fra nået sit fulde potentiale (13). Kasakhstan og Usbekistan har rige olie- og gasressourcer, mens 9 % af verdens naturgasreserver findes i Turkmenistan (14). Til gengæld har Kirgisistan og Tadsjikistan endnu ikke udviklet deres vandkraftpotentiale og værdifulde mineralressourcer (15). Usbekistan og Turkmenistan er blandt de 10 lande i verden, der producerer mest bomuld, til trods for at de ikke har tilstrækkelige vandressourcer til denne meget vandkrævende afgrøde.

4.5.

EU vil dog ikke vinde mange venner i Centralasien ved alene at forfølge økonomiske mål. En tredjedel af befolkningen i Kirgisistan og Tadsjikistan lever under fattigdomsgrænsen. I Kirgisistan arbejder over to tredjedele af den erhvervsaktive befolkning i den uformelle sektor. Over en million tadsjiker og halvt så mange kirgisere arbejder i udlandet — de fleste i Rusland eller Kasakhstan — især på grund af ungdomsarbejdsløshed derhjemme. På trods af at der efter lovgivningen er ligestilling for kvinder, tjener mænd og kvinder stadig ikke lige meget, hvilket til dels skyldes, at få kvinder er i arbejde, og når de er, er det i dårligt lønnede erhverv. Der bliver også færre og færre uddannelsesmuligheder for kvinder.

4.6.

I denne udtalelse formuleres derfor en række centrale anbefalinger vedrørende energi- og vandeffektivitet, fødevaresikkerhed (som fortsat er et vigtigt spørgsmål i Tadsjikistan), vandsikkerhed og energiforsyning, som er gentagelser af anbefalingerne i udtalelsen fra 2011.

5.1.

EØSU er af den faste overbevisning, at udvikling af kontakter med det lokale civilsamfund er en af de måder, EU kan være mest effektiv på. Det er endvidere vigtigt, at det foregår konstruktivt, ikke mindst i et forsøg på at imødegå regeringernes voksende uro i regionen over civilsamfundets rolle (16). Mere omfattende kontakter og udvekslinger mellem unge burde bane vej herfor. Udvalget glæder sig meget over den store efterspørgsel efter støtte, der er i Centralasien, under EU's udvidede Erasmus+-program, som fremmer tættere uddannelsesmæssige forbindelser og mobilitet på videregående niveau, og som ideelt set bør ledsages af visumlempelser og gebyrfritagelser for regionens dygtigste studerende.

5.1.1.

Ungdomsuddannelserne er et andet vigtigt område for øget EU-aktivitet og -støtte, først og fremmest ved at stille mere omfattende EU-information til rådighed på de lokale sprog og i højere grad søge at inddrage forældrene. I nogle lande forringes uddannelsessystemet: der mangler lærebøger i ungdomsuddannelserne, og god uddannelse opfattes generelt som elitært, hvilket ikke mindst skyldes universiteternes høje gebyrer. Investeringer i at booste lærerfaget på lokalt plan kunne også være en god ide, eventuelt som en del af udviklingen af landdistrikterne i bredere forstand. Man bør også seriøst overveje at udvide medietilstedeværelsen i regionen gennem europæiske tv- og radionetværk såsom Euronews og Euranet med programmer på de lokale sprog.

5.2.

I sin udtalelse fra 2011 så udvalget nærmere på, hvilken rolle og hvilke aktiviteter uafhængige civilsamfundsorganisationer helt generelt udfylder i Centralasien. Desværre synes forholdene for disse organisationer ikke at have forbedret sig synderligt siden dengang i et eneste af de fem lande. Regeringernes voksende frygt har resulteret i et tiltagende pres på NGO'er, medier og oppositionsfigurer. I Kasakhstan døde 14 oliearbejdere, og mange blev såret i forbindelse med protester i slutningen af 2011. Dette har ført til mistænkeliggørelse af uafhængige fagforeninger fra regeringens side, fængsling af en fremtrædende oppositionsleder og bandlysning af flere medier.

5.2.1.

Kirgisistan og Kasakhstan med mere dynamiske civilsamfund gik i gang med at stramme grebet om internationale NGO'er. Kasakhstan iværksatte en undersøgelse af erfaringerne fra »andre lande« (Rusland), mens kirgisiske parlamentsmedlemmer genfremsatte et lovforslag modelleret over den lovgivning.

5.3.

Udtalelsen fra 2011 omtalte endvidere specifikt de traditionelle ashar/hashar-fællesskaber/selvhjælpsgrupper i landdistrikter (som f.eks. forbedrer den lokale infrastruktur), der er dybt forankret i både nomadiske og fastboende samfund i Centralasien. De blev genoplivet i 1990'erne efter de socialistiske systemers kollaps, især i den sociale sektor. Ashar-fællesskaberne har normalt ikke en formel struktur, men nogle er dog blevet institutionaliseret og registreret som NGO'er. Internationale donorer ser disse grupper som holdepunkter for projekter, der skaber muligheder for landbosamfund.

5.3.1.

Det er beklageligt, at EU er tilbøjelig til kun at støtte veletablerede NGO'er, men udvalget er opmærksom på, at ashar/hashar bygger på traditioner fra før sovjettiden, som ofte er uforenelige med donorernes værdisæt, ikke mindst når beslutninger træffes af »aksakals« (»ældste«). Når de bedømmer et projekt til at være unødvendigt, følges dette til punkt og prikke af fællesskabet, og gennemførelsen vanskeliggøres.

5.4.

EU's strategi for Centralasien fra 2007 blev fulgt op af etableringen af en EU-dialog om menneskerettigheder, i forbindelse med hvilken der er blevet gennemført seks dialogrunder med de fleste af landene (otte med Usbekistan, fem med Kirgisistan).

5.4.1.

Før og efter hver runde briefer EU-Udenrigstjenesten civilsamfundsorganisationer i Bruxelles. Imidlertid har der kun været afholdt lokale møder med centralasiatiske civilsamfundsorganisationer på ad hoc-basis, i de fleste tilfælde inden dialogen. Disse lokale seminarer udgør et forum, hvor det centralasiatiske og det europæiske civilsamfund kan drøfte landespecifikke menneskerettighedsspørgsmål med repræsentanter for EU og regeringsembedsmænd, som i fællesskab fastlægger dagsordenen. De anbefalinger fra civilsamfundet, som formuleres på disse seminarer, må inkorporeres fuldt ud i menneskerettighedsdialogen.

5.4.2.

Relevansen og effekten af disse menneskerettighedsdialoger og de dertil knyttede civilsamfundsseminarer varierer. Kun i Kirgisistan og Tadsjikistan har seminarerne haft en afsmittende virkning på den faktiske menneskerettighedssituation og dialogen med regeringerne, idet de har resulteret i nogle få konkrete lovændringer (17), hvoraf de mest bemærkelsesværdige er om brugen af tortur. I begge tilfælde spillede de EU-ledede dialoger imidlertid en supplerende, faciliterende rolle, da spørgsmålene tidligere havde været rejst i FN-fora. Desværre har effekten andre steder været meget begrænset, idet der kun er blevet afviklet ét civilsamfundsseminar i Usbekistan, i 2008, og ingen i Turkmenistan.

5.4.3.

Civilsamfundet i Kasakhstan var imidlertid ikke med til at vælge emner til civilsamfundsseminaret i 2011, hvor der blev set på handicappedes rettigheder og ligestillingsspørgsmål, men ikke oliearbejdernes igangværende strejke i det vestlige Kasakhstan. På seminaret i 2012 var der fokus på »Civilsamfundets bidrag til reform af retssystemet i Kasakhstan«, men den kasakhiske regering viste ingen interesse for arrangementet, og det er heller ikke klart, om anbefalingerne fra seminaret efterfølgende blev medtaget i menneskerettighedsdialogerne.

5.5.

De fem lande har meget til fælles, når det gælder arbejdsmarkedet trods forskelle i den økonomiske situation: anstændigt arbejde er en mangelvare overalt, den uformelle økonomi spiller en stor rolle, og korruption er udbredt — rammer, som ikke er befordrende for foreningsfriheden.

5.5.1.

I alle landene er der restriktive lovbestemmelser for arbejdsmarkedskonflikter og især retten til at strejke. Regeringerne blander sig ofte især via favoriserede kandidater til fagforeningshverv og juridiske begrænsninger for fagforeningernes organisation, procedurer og aktiviteter. En ny lov i Kasakhstan kan munde ud i et fagforeningsmonopol, sådan som det allerede er tilfældet i Tadsjikistan og Usbekistan. Systemerne for (treparts)dialog mellem arbejdsmarkedsparterne på nationalt niveau er stærkt domineret af regeringen: arbejdsmarkedets parters rolle er hovedsagelig at blive hørt, og ledende fagforeningsfolk er tæt på myndighederne.

5.5.2.

I udtalelsen fra 2011 blev der set nærmere på situationen i forhold til de vigtigste ILO-konventioner. I mange år har Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan samarbejdet med ILO, navnlig om de nationale programmer for anstændigt arbejde, som Usbekistan underskrev i april 2014. Det er værd at bemærke, at ILO's internationale program for udryddelse af børnearbejde fungerer i Kirgisistan og Tadsjikistan, og at EU har anerkendt de positive tiltag i Usbekistan på området (18). Fuld gennemførelse af disse konventioner er stadig et vigtigt mål.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/9

1.1.

For at gennemføre Europa 2020-strategien og den europæiske dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere, både med hensyn til kvinders adgang til beskæftigelse og til integration af indvandrere, og fordi Europa har brug for indvandrere på trods af hadefulde taler, hvis udbredelse er foruroligende og på lang sigt skader Europas befolkninger, anmoder EØSU de europæiske institutioner om følgende:

1.2.

Ud over de foranstaltninger, der bør gælde for alle indvandrere — kvinder som mænd — opfordrer EØSU medlemsstaterne til følgende:

1.3.

Endelig opfordrer EØSU arbejdsmarkedets parter til:

2.1.

I de seneste årtier har en større andel af indvandrerne været kvinder. Kvinder, der indvandrer i EU, slutter sig til deres familie eller ankommer som flygtninge og asylansøgere. Mange kommer for at tjene til livets ophold efter at have forladt deres familie i hjemlandet og bliver familiens største indtægtskilde.

2.2.

De kan komme med eller uden opholdstilladelse og med eller uden et højt kvalifikationsniveau. De indvandrer frivilligt eller ufrivilligt, og visse kvinder udsættes for menneskehandel. Som det kan konstateres, er denne befolkningsgruppe både stor og forskelligartet.

2.3.

På grund af befolkningens aldring, faldende fødselstal og behovet for kvalificeret arbejdskraft i en række sektorer står EU over for en stor udfordring hvad angår arbejdsmarkedet.

2.4.

I denne sammenhæng udgør indvandrerkvinder en kilde til kompetencer og kreativitet, som på nuværende tidspunkt ikke udnyttes fuldt ud. Deres integration på arbejdsmarkedet er en nødvendighed. Den bidrager til fuldt ud at realisere indvandringens potentiale, både set fra indvandrerkvindernes og fra EU's synspunkt. Den styrker desuden integrationen og bidrager til økonomisk vækst og social samhørighed.

2.5.

EØSU har allerede ved flere lejligheder udtalt sig om indvandring og integration og fremsat adskillige anbefalinger, der både vedrører mænd og kvinder (4). Med denne udtalelse undgår man at repetere disse anbefalinger.

2.6.

Udvalget har derimod endnu ikke fremsat særlige forslag for indvandrerkvinder. Da ligestilling mellem mænd og kvinder ikke er gennemført nogen steder i verden, og idet der forekommer særlige kvindespørgsmål, som en global tilgang ikke giver mulighed for at beskæftige sig med, omhandler denne udtalelse indvandrerkvinders integration på arbejdsmarkedet.

3.1.

Stigningen i kvinders og indvandreres beskæftigelse er en af EU's prioriteter og nævnes i Europa 2020-strategien, den europæiske dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere (5) og Det Europæiske Råds flerårige programmer (6).

3.2.

I henhold til Europa 2020-strategien skal beskæftigelsesgraden bringes op på 75 % inden 2020, og i den forbindelse er en bedre inddragelse af indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet vigtig. I denne sammenhæng kan det europæiske semester være et værdifuldt værktøj. Medlemsstaterne bør fremlægge foranstaltninger, der sigter mod indvandrerkvinders integration, og Kommissionen bør fremsætte særlige anbefalinger på dette område.

3.3.

Der bør ligeledes tages mere hensyn til indvandrerkvindernes særlige forhold under udarbejdelsen af den nye strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015. Denne strategi burde bidrage til at forbedre indvandrerkvindernes plads på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at opfordre til iværksætteri.

3.4.

På EU-niveau varierer indvandrerkvindernes situation kraftigt alt efter, hvilket håndhævelsesdirektiv der er tale om.

3.5.

Indehavere af det blåt kort (7) har lettere ved at få adgang til højt kvalificerede job, og hustruer til indehavere af det blå kort har ligeledes automatisk og umiddelbart en generel ret til adgang til værtslandets arbejdsmarked.

3.6.

Derimod skal hustruer, der benytter sig af familiesammenføring (8), til tider vente et år, inden de får adgang til et lønnet job eller til en uafhængig aktivitet — en frist, som medlemsstaterne kan indføre. Denne ventetid gør kvinderne afhængige af deres mænd og bevirker, at de kommer på afstand af arbejdsmarkedet og mister en del af deres kompetencer. For at afhjælpe dette bør Kommissionen ikke begrænse sig til at kontrollere gennemførelsen af direktivet om familiesammenføring i medlemsstaterne og planlægge en revision af direktivet.

3.7.

Med hensyn til asylansøgere vil et arbejdsforbud incitere dem til at påtage sig sort arbejde. De juridiske hindringer for deres adgang til arbejdsmarkedet bør derfor fjernes. Desuden bør beskæftigelse give mulighed for lovliggørelse af ophold — en regel, der allerede har givet gode resultater i medlemsstater, som har gennemført omfattende reguleringer.

3.8.

Konklusionen er, at det er nødvendigt at harmonisere EU-instrumenterne for at give alle, der opholder sig lovligt på det europæiske territorium, umiddelbar adgang til beskæftigelse og personlige rettigheder til bolig uafhængigt af civilstatus.

4.

4.1.1.

Arbejdsmarkedet er ufordelagtigt for kvinder, uanset om de er europæere eller indvandrere. Trods EU's lovgivningsmæssige rammer er det stadig mere vanskeligt for kvinder end for mænd at forene arbejde og privatliv, at få adgang til sociale rettigheder og stillinger med ansvar samt at deltage i samfundslivet.

4.1.2.

Kvinder er koncentreret i visse sektorer (9) (sundhed, uddannelse, offentlig administration, hoteller, caféer og restauranter, familierelaterede tjenesteydelser, arbejde i hjemmet osv.). De arbejder oftere på deltid og udgør desuden flertallet af personer med usikre kortfristede ansættelseskontrakter. I 2014 er forskellen mellem kvinders og mænds gennemsnitsløn i EU stadig 16,4 % (10), og forskellen mellem pensionsstørrelsen er endnu større.

4.1.3.

Situationen er endnu mere foruroligende for indvandrerkvinder, idet de har en lavere beskæftigelsesprocent end værtslandets kvinder. Hovedparten af disse er koncentreret i enkelte sektorer og er mere berørt af usikre ansættelsesforhold og deltidsarbejde, lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Kulturelle hindringer i familien eller samfundet kan forhindre dem i at få adgang til beskæftigelse. Derudover kan de være udsat for forskelsbehandling med hensyn til adgang til arbejdsmarkedet.

4.2.1.

I lyset af denne konstatering er der brug for positiv handling. Den bør først og fremmest tage højde for kvindernes situation, kvalifikationsniveau, kendskab til værtslandets sprog og tilhørsforhold til første eller næste generation af indvandrere.

4.2.2.

Visse foranstaltninger i forbindelse med forening af arbejds- og familieliv er de samme som dem, der gør sig gældende for værtslandets kvinder. Adgang til kvalitetsbørnepasning, som er tilgængelig finansielt og geografisk, er altafgørende for indvandrerkvinder, idet deres familier almindeligvis ikke befinder sig på stedet og kan hjælpe dem.

4.2.3.

Andre aktioner er mere specifikt rettet mod indvandrerkvinder: bekæmpe racisme, forbedre adgangen til boliger, til sundhedspleje og til sociale ydelser, bekæmpe tvangsægteskaber, polygami osv., respektere menneskerettighederne og ligestilling mellem mænd og kvinder i Europa, tage afstand fra vold mod kvinder og situationer med ulighed — alt sammen årsager til, at kvinder forlader deres land. Kvinderne bør ikke finde samme problemer i Europa, hvor disse vanskeligheder imidlertid også eksisterer. De berører selv anden generation af indvandrere og hindrer dermed deres adgang til beskæftigelse.

4.2.4.

I EU tages der mange vellykkede initiativer til integration af kvinder på arbejdsmarkedet på lokalt niveau, af civilsamfundet, af foreninger for indvandrerkvinder og af universiteter. Der bør bakkes op om disse initiativer og opfordres til udbredelse af en sådan god praksis på nationalt niveau og blandt medlemsstaterne.

4.3.1.

For at få dybere kendskab til indvandrerkvindernes behov og udarbejde tilpassede politikker er det nødvendigt at råde over bedre statistikker opdelt efter køn og nationalitet eller oprindelse, både på nationalt og europæisk niveau.

4.4.1.

For at forbedre indvandrerkvindernes kendskab til værtssamfundet og dets arbejdsmarked må de have adgang til oplysninger om deres rettigheder og eksisterende tjenester — på flere sprog og i samarbejde med civilsamfundet og netværk af indvandrere, hvis bidrag bør anerkendes og støttes.

4.5.1.

Integration og adgang til beskæftigelse opnås først og fremmest via kendskab til værtslandets sprog. En utilstrækkelig beherskelse af sproget forlænger kvindernes isolation og forhindrer dem i at få kendskab til deres rettigheder og adgang til offentlige tjenester samt påvirker integrationen af deres børn. Størsteparten af unge med indvandrerbaggrund opnår rent faktisk lavere uddannelsesmæssige resultater end værtslandets unge.

4.5.2.

De offentlige myndigheder bør derfor stille sprogkurser, der er tilgængelige med hensyn til omkostninger, placering og tidspunkter (forenelige med tilstedeværelsen af mindre børn i hjemmet) til rådighed. Med hensyn til kursernes indhold bør det være nyttigt med henblik på jobsøgning og kontakt med de offentlige tjenester.

4.6.1.

Indvandrerkvindernes profiler varierer, og politikerne bør tilpasse sig disse forskelle. Visse af kvinderne har et lavt uddannelses- og erfaringsniveau, mens andre har høje universitetskvalifikationer eller faglige kvalifikationer.

4.6.2.

Den største vanskelighed for et stort antal af kvinderne er at få anerkendt sådanne kvalifikationer og erfaringer opnået i udlandet, hvilket er paradoksalt i betragtning af, at Europa har brug for kvalificeret personale på mange områder. Den til tider lange ventetid på anerkendelse af deres eksamensbeviser kan skabe modløshed og tab af viden og presse disse kvinder til at acceptere job, som de er overkvalificeret til. Indvandrerkvinder, der er arbejdsløse eller besidder stillinger, som de er overkvalificeret til, udgør både underudnyttede ressourcer og et tab af menneskelig kapital.

4.6.3.

Der bør oprettes tjenesteydelser med sigte på at anerkende kvalifikationer opnået i oprindelseslandet. Arbejdsmarkedets parter har også en vigtig rolle at spille med hensyn til at lette anerkendelsen af disse kvalifikationer i de fælles overenskomster.

4.6.4.

Visse sektorer, f.eks. rengøring, børnepasning, ældrepleje, hoteller, caféer og restauranter, landbrug og socialøkonomi kan give mindre kvalificerede indvandrerkvinder mulighed for ansættelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Man bør imidlertid gøre disse sektorer professionelle og værdsætte dem, uddanne kvinder til de pågældende erhverv og anerkende det vigtige bidrag, som de kvindelige arbejdstagere yder på disse områder, således at det bliver fordelagtigt både for værtslandets kvinder og for indvandrerkvinder at arbejde i disse sektorer.

4.6.5.

Et sådant job kan også være et overgangsjob, og netop derfor er det vigtigt at tilbyde uddannelse, mens kvinderne arbejder på disse områder, så de kan sætte skub i deres karriere eller orientere sig mod andre erhverv.

4.6.6.1.

Selv om ikke alle indvandrerkvinder arbejder i denne sektor, er det ofte den, de i første omgang retter sig mod, dels fordi der er en stor efterspørgsel, dels fordi den giver mulighed for at arbejde papirløst.

4.6.6.2.

Disse kvinder er som fanget i en fælde. De kan kun arbejde sort og uden beskyttelse. De har hverken adgang til legalisering eller opholdstilladelse, da de ikke kan bevise, at de arbejder. De befinder sig således i en meget usikker situation — alene og stillet over for flere arbejdsgivere eller bosiddende hos en enkelt arbejdsgiver.

4.6.6.3.

Enkelte europæiske lande har truffet foranstaltninger til at komme dette sorte arbejde til livs (skattebegunstigelser i Sverige, tjenesteydelseskuponer i Belgien, tjenesteydelseschecks i Frankrig osv.), hvilket letter arbejdsgivernes administrative byrde i forbindelse med registrering og giver lønmodtagerne adgang til sociale rettigheder og bevis for deres erhvervsvirksomhed og således baner vejen for lovliggørelse af ophold.

4.6.6.4.

Medlemsstaterne bør ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention 189 (11), der giver husarbejdere mulighed for at opnå samme rettigheder som andre arbejdstagere, og strukturere denne sektor, således som EØSU anbefaler i sin udtalelse »Udvikling af familierelaterede tjenesteydelser for at øge beskæftigelsen og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet« (12).

4.7.1.

Forskning har vist, at indvandreres innovations- og iværksætterånd er højere end hos værtslandets borgere. I mange lande får de status af selvstændige virksomhedsdrivende eller opretter nye virksomheder, og efterfølgende ansætter de andre indvandrere. Udvalget har behandlet emnet »Indvandrede iværksætteres bidrag til EU's økonomi« i en udtalelse (13).

4.7.2.

For at opnå bedre resultater har disse iværksættere brug for støtte til at få adgang til finansiering, lære at udarbejde forretningsplaner og tilegne sig viden om værtslandets økonomiske forhold. Der bør fremsættes særlige initiativer til at hjælpe kvindelige iværksættere, og der bør rettes særlig opmærksomhed mod socialt iværksætteri.

4.7.3.

Indvandrerkvinder bør desuden tilbydes mentorer i form af mere erfarne iværksættere, og netværk bestående af kvindelige indvandrere bør støttes. Desuden bør iværksætteruddannelsen tilbydes indvandrerkvinder og arrangeres i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund.

4.8.1.

Selv om andelen af — ofte kvalificerede — kvinder blandt indvandrere er stigende, ændres samfundets forestilling om indvandrerkvinder som ofre for en kultur, der ikke levner meget plads til kvinders rettigheder, meget langsomt. Det er nødvendigt med et mere positivt billede af indvandrerkvinder, som og kan tjene som forbillede i indvandrersamfund. Dette bør der rettes op på ved hjælp af oplysningskampagner.

4.9.1.

Integrationen kan kun gennemføres effektivt, hvis de berørte parter, f.eks. de europæiske institutioner, medlemsstaterne og de nationale, regionale og lokale aktører, indgår et partnerskab.

4.9.2.

Det organiserede civilsamfund — navnlig indvandrerkvindeorganisationerne — bør inddrages i alle politiske faser af indvandrerkvindernes integration på arbejdsmarkedet. Disse aktører kan rent faktisk tilføre en reel merværdi takket være deres kendskab til indvandrerkvindernes reelle situation. Dette kan desuden medvirke til at udvikle følelsen af medansvar, hvilket bidrager til større accept og bedre gennemførelse af politikker.

5.1.

Arbejdsmarkedsdeltagelse er et af de mest effektive og de mest konkrete midler til at integrere sig i et samfund. Indvandrerkvinder har behov for støtte og ledsagelse i deres integrationsproces. De bør informeres om deres rettigheder og forpligtelser i værtssamfundet, modtage de ydelser, de er berettiget til, have adgang til uddannelse, få deres kompetencer værdsat og blive anerkendt for deres bidrag til økonomien og det europæiske samfund.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/15

Ordfører:

Kaul NURM

1.1.

I denne udtalelse behandles det globale og EU-relaterede problem vedrørende jagten på landbrugsjord (land grabbing), herunder den koncentration af ejerskabet til landbrugsjord, der udgør en trussel mod familielandbrug.

1.2.

Landbrugsjord udgør grundlaget for fødevareproduktionen og er dermed også en forudsætning for, at fødevaresikkerheden ifølge artikel 11 i FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettighederne kan garanteres.

1.3.

Land grabbing udløses af følgende faktorer: den stadig større globalisering og de dermed forbundne principper om fri bevægelighed for kapital, befolkningstilvækst og urbanisering, den stadig større efterspørgsel efter fødevarer og bioenergi, den stigende efterspørgsel efter naturlige råmaterialer, landbrugs- og miljøpolitikkens uheldige konsekvenser samt muligheden for at kunne spekulere i landbrugsjordens værditilvækst.

1.4.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at der er en alvorlig fare forbundet med den store koncentration af landbrugsjord i hænderne på store investorer, der ikke arbejder med landbrug, og store landbrugsbedrifter, også i dele af Den Europæiske Union. Denne udvikling er i modstrid med den europæiske model baseret på et bæredygtigt og multifunktionelt landbrug, der i høj grad er kendetegnet ved familielandbrug og bringer realiseringen af målene i EUF-traktatens artikel 39 og 191 i fare. Den modarbejder det landbrugsstrukturelle mål om en bred ejerkreds, gør irreversibel skade på de økonomiske strukturer i landdistrikterne og resulterer i en industrialisering af landbruget, som samfundet ikke ønsker.

1.5.

Som følge af det industrielle landbrug øges risiciene for jordforringelse, og fødevaresikkerheden reduceres.

1.6.

Familielandbrug varetager ud over produktionen af fødevarer en række vigtige sociale og økologiske funktioner i samfundet, som en model baseret på industrilandbrug og domineret af store virksomheder ikke kan opfylde. For at familielandbrug kan udgøre et holdbart alternativ til industrilandbrug og land grabbing som en følge af sidstnævnte, må der træffes praktiske foranstaltninger til beskyttelse af familielandbrugene.

1.7.

Jord er ingen almindelig handelsvare, som der bare kan produceres mere af. Jord er en udtømmelig ressource, og derfor bør de almindelige markedsregler ikke gælde. Ejendomsforholdene vedrørende jord og arealanvendelse skal i højere grad reguleres. På grund af de konstaterede uheldige udviklingstendenser mener EØSU, at det er nødvendigt at opstille en klar strukturel model for landbruget på såvel medlemsstats som EU-niveau. Dette må have konsekvenser for både arealanvendelsen og ejendomsretten til jord.

1.8.

Markedet for landbrugsjord reguleres meget forskelligt i EU's medlemslande. Mens der i visse medlemslande findes restriktioner, mangler disse i andre lande, hvilket skaber ulighed medlemslandene imellem.

1.9.

Jordpolitik er en medlemsstatskompetence, men den er, som følge af det i traktaterne fastsatte princip om fri bevægelighed for kapital og varer, underkastet visse begrænsninger. Derfor anmoder EØSU om, at Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab overvejer om den fri bevægelighed for kapital også skal være sikret ved køb og salg af landbrugsarealer og landbrugsbedrifter — navnlig set i forhold til tredjelande, men også internt i EU.

1.10.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at udnytte de foreliggende muligheder inden for beskatning, støtte og landbrugsmidler til at sikre en arealanvendelse, der bevarer en landbrugsmodel baseret på familielandbrug i hele EU.

1.11.

Medlemsstaterne skal have mulighed for at fastsætte øvre grænser for købet af landbrugsjord og oprette et system med forkøbsret for de personer, hvis jordbesiddelser ligger under denne øvre grænse.

1.12.

EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til på grundlag af en ensartet procedure at gennemføre omfattede undersøgelser af konsekvenserne af de politiske foranstaltninger vedrørende en koncentration af ejerskabsforholdene for landbrugsarealer og landbrugsproduktion i de enkelte medlemsstater (støtte og restriktioner). Samtidig bør det undersøges, hvilke risici på områderne fødevaresikkerhed, beskæftigelse, miljø, jordbundskvalitet og udvikling af landdistrikterne der er forbundet med, at ejerskabet af jord befinder sig på få hænder.

1.13.

EØSU opfordrer alle EU-medlemsstater til at gennemføre de frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelser (VGGT) og aflægge rapport til Kommissionen og FAO om anvendelsen af VGGT i deres jordforvaltningspolitikker.

1.14.

Der skal udformes en politik, der ikke fører til, at ejendomsrettighederne til jord havner hos en lille kreds, men som resulterer i, at der sker et skifte fra store industrilandbrug i retning af mindre produktionsenheder ved hjælp af en model baseret på familielandbrug, hvilket også ville sikre selvforsyningen med fødevarer.

1.15.

EØSU vil også fremover følge udviklingen i den stadig større koncentration af ejendomsrettighederne til landbrugsjord, undersøge konsekvenserne heraf og deltage i udformningen af forslag til, hvordan denne kan begrænses.

2.1.

I denne udtalelse behandles problemerne vedrørende jagten på landbrugsjord (land grabbing) og den koncentration af ejerskabet til landbrugsjord, der udgør en trussel mod familielandbrugs eksistens.

2.2.

Der findes ingen internationalt anerkendt, ensartet definition af begrebet »land grabbing«. Ved land grabbing forstås generelt en proces karakteriseret ved opkøb af landbrugsjord i stor målestok uden forudgående høring af eller indhentning af samtykke hos lokalbefolkningen. I sidste ende er resultatet, at lokalbefolkningens muligheder for at drive en selvstændig landbrugsbedrift og bidrage til fødevaresikkerheden begrænses. Også retten til udnyttelse af ressourcerne (jord, vand, skov) og fortjenesten herved ligger hos ejeren. Et muligt ledsagende fænomen er, at den hidtidige landbrugsdrift opgives til fordel for andre ikke-landbrugsrelaterede aktiviteter.

2.3.

Landbrugsjord og adgang til vand udgør grundlaget for fødevareproduktionen. Landenes selvforsyningsgrad med hensyn til fødevarer afhænger af forskellige faktorer. Grundlæggende forudsætninger er imidlertid, at der findes tilstrækkeligt med landbrugsjord, og at landene har ret til at regulere ejendoms- og anvendelsesforholdene for landbrugsarealerne.

2.4.

Gennemsnitligt findes der for hver indbygger på jorden ca. 2  000 m2 landbrugsareal. De arealer, der egner sig til landbrugsdrift, er yderst forskelligt fordelt mellem de enkelte landes indbyggere, hvilket medfører, at nogle lande forsøger at øge omfanget af landbrugsegnede arealer ved at opkøbe jord i andre lande.

2.5.

Land grabbing begunstiges af følgende faktorer:

2.5.1.

den stadig større globalisering og de dermed forbundne principper om fri bevægelighed for kapital

2.5.2.

befolkningstilvækst og urbanisering

2.5.3.

den kontinuerligt stigende efterspørgsel efter fødevarer

2.5.4.

den stigende efterspørgsel efter bioenergi

2.5.5.

den stigende efterspørgsel efter naturlige råmaterialer (fibre og andre træprodukter)

2.5.6.

de uheldige konsekvenser af landbrugs- og miljøpolitikken

2.5.7.

muligheden for at spekulere i fødevarer på det internationale eller i det mindste på det europæiske marked

2.5.8.

muligheden for at spekulere i landbrugsjordens værditilvækst og fremtidig støtte

2.5.9.

store investorers bestræbelser på at investere den kapital, der blev frigjort som følge af finanskrisen i 2008, i landbrugsjord, der betragtes som en sikker investering.

2.6.

Denne land grabbing forekommer i stort omfang i Afrika, Sydamerika og andre regioner, også europæiske, hvor jord, set i forhold til udviklede lande og det globale gennemsnit, er forholdsvis billig.

2.7.

Det er svært at skaffe pålidelige data om omfanget af land grabbing, idet ikke alle jordhandler registreres, og juridiske personers indbyrdes jordhandler ofte er svære at gennemskue, hvilket f.eks. gælder for jordopkøb gennem datterselskaber og partnervirksomheder. En række ikkestatslige organisationer og forskningsinstitutter har imidlertid foretaget relevante undersøgelser. Verdensbanken vurderer, at land grabbing i perioden 2008-2009 globalt set omfattede et areal på 45 mio. hektar. En rapport fra Land Matrix (1) beskriver, hvordan der ved hjælp af 1  217 storstilede opkøb i udviklingslandene blev solgt i alt 83,2 mio. hektar landbrugsjord, dvs. 1,7 % af landbrugsarealet på verdensplan.

2.8.

Land grabbing ses som oftest i Afrika (56,2 mio. hektar eller 4,8 % af det afrikanske landbrugsareal), fulgt af Asien (17,7 mio. hektar) og Latinamerika (7 mio. hektar). Fokus har konsekvent været rettet mod tilgængelige arealer med en god beliggenhed og vandforsyning, der egner sig til dyrkning af korn og grøntsager, og hvor høstudbyttet forventes at være højt. Investorerne interesserer sig også for skovområder. Investorerne kommer først og fremmest fra Kina, Indien, Korea, Egypten, Golfstaterne, Brasilien og Sydafrika, men ligeledes fra USA og EU's medlemsstater. Opkøberne interesserer sig ikke for lande med høje jordpriser. I disse lande er der snarere tale om en koncentration af jordbesiddelser, som skyldes, at de store landbrugsbedrifter opkøber de mindre bedrifters jord.

2.9.

Ifølge en rapport fra Madariaga-stiftelsen (2) af 10. juli 2013 har enkelte EU-politikker direkte eller indirekte konsekvenser for land grabbing i EU og på verdensplan, f.eks. politikkerne for bioøkonomi, handel og landbrug. Også den liberalistiske jordpolitik og det almindeligt anerkendte princip om fri bevægelighed for kapital og varer spiller en rolle.

2.10.

I første række nævnes EU's krav om øget anvendelse af biobrændstoffer og mulighederne for at drive sukkerhandel uden told og kvoter, hvilket har været den udløsende faktor for projekter med tilknytning til land grabbing i Asien og Afrika.

3.1.

Europa indgår i de globale processer, og dermed sker disse processer også internt i Europa, i nogle regioner massivt, i andre gradvist. Land grabbing sker først og fremmest i de øst- og centraleuropæiske lande.

3.2.

Udover det klassiske opkøb af jord overtages kontrollen med opdyrkede arealer også ved, at virksomheder med jordbesiddelser eller relevante forpagtningsaftaler opkøbes, eller der gøres forsøg på at købe aktier i disse virksomheder. Dette medfører, at ejendomsretten til jord kontinuerligt koncentreres hos en stadig mindre kreds af store virksomheder. I visse central- og østeuropæiske lande domineres sektoren dermed af industrielt landbrug.

3.3.

Mens landbrugsarealet i Europa samlet set indskrænkes, ejes en stadig større del af jorden af enkelte store virksomheder. En procent af landbrugsbedrifterne kontrollerer 20 % af landbrugsjorden i Den Europæiske Union. Tre procent af landbrugsbedrifterne kontrollerer 50 % af landbrugsjorden i Den Europæiske Union. På den anden side kontrollerer 80 % af landbrugsbedrifterne kun 14,5 % af landbrugsjorden.

3.4.

I Europa kan der konstateres en sammenhæng mellem faldet i antallet af produktionsenheder i landbruget og det faldende antal beskæftigede i landbruget. For eksempel faldt antallet af produktionsenheder i perioden 2005-2010 stærkest i de østeuropæiske lande, navnlig i de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen), og parallelt hermed faldt efterspørgslen efter arbejdskraft også stærkest i denne region (i Bulgarien og Rumænien med 8,9 % om året og i de baltiske lande med 8,3 % om året). I Irland og på Malta steg antallet af landbrugsbedrifter derimod, og dermed også efterspørgslen efter arbejdskraft i landbruget.

3.5.

Det er hovedsageligt tre kategorier af investorer, der tegner sig for opkøbet af jord og koncentrationen af jordbesiddelser: investorer fra tredjelande, EU og landet selv.

3.6.

Det mest detaljerede overblik over koncentrationen af jordbesiddelser i Europa, også i Den Europæiske Union, giver rapporten »Concentration, land grabbing and people's struggles in Europe«  (3), som Via Campesina og netværket Hands off the Land offentliggjorde i april 2013. Ifølge denne rapport foregår der for øjeblikket land grabbing og en koncentration af jordbesiddelser i form af en snigende proces i Den Europæiske Union, der har konsekvenser for menneskerettighederne og navnlig retten til tilstrækkelig ernæring. Omfanget af land grabbing har været størst i Ungarn og Rumænien. Denne proces kan imidlertid også ses i andre central- og østeuropæiske lande.

3.6.1.

Ifølge oplysninger fra forskellige kilder ejes op mod 10 % af landbrugsarealerne i Rumænien nu af investorer fra tredjelande og yderligere 20-30 % kontrolleres af investorer fra EU. I Ungarn har hemmelige kontrakter resulteret i, at en million hektar jord nu kontrolleres af kapital fra først og fremmest EU-medlemsstater. Selvom udlændinge ikke kan købe jord i Polen før maj 2016, er det kommet frem, at udenlandske erhvervsdrivende primært fra EU-lande allerede har opkøbt 2 00  000 hektar jord. I Frankrigs Bordeaux-region har kinesere opkøbt ca. 100 vinbrug. Efter den tyske genforening blev landbrugskollektiverne på det tidligere DDR's territorium opløst og afløst af såvel familielandbrug som enheder ejet af juridiske personer. I mellemtiden er der stadig flere tegn på, at de juridiske personer er særligt sårbare over for investorer og kapitalindskydere med en ikke-landbrugsmæssig baggrund.

3.7.

Følgende eksempler giver et indtryk af omfanget af denne koncentration hos bedrifterne: I Rumænien dyrker den største landbrugsbedrift ca. 65  000 hektar jord, i Tyskland er tallet 38  000 hektar. Den største malkekvægsbedrift i Estland har 2  200 køer og skal sågar udvides til 3  300 dyr.

3.8.

En årsag til koncentrationen af jordbesiddelser i Europa er den generelle arealbetaling under den første søjle i den fælles landbrugspolitik, idet denne giver store bedrifter større finansiel gennemslagskraft og dermed fordele og mere kapital til opkøb af jord. I EU-15 anvendes hovedsageligt enkeltbetalinger og i EU-12 som hovedregel den generelle arealbetaling. Samtidig sker koncentrationen af jordbesiddelser betydeligt langsommere i EU-15 end i EU-12.

3.9.

Koncentrationen af ejendomsrettighederne til landbrugsjord resulterer i en koncentration af støtten fra den fælles landbrugspolitik. I 2009 modtog 2 % af familielandbrugene 32 % af støtten under den fælles landbrugspolitik. I den forbindelse er der forskelle mellem henholdsvis de vest- og østeuropæiske lande. F.eks. modtog store landbrugsbedrifter, der i Bulgarien udgør 2,8 % af alle bedrifter, 66,6 % af støtten i 2009. Tilsvarende tal for Estland er 3 % og 53 %, for Danmark 3 % og 25 % og Østrig 5,5 % og 25 %.

4.1.

I de lande, hvor der foregår en koncentration af jordbesiddelser og opkøb af jord, fortrænges den multifunktionelle europæiske landbrugsmodel karakteriseret ved familielandbrug af en industriel masseproduktion.

4.2.

Af de foreliggende undersøgelser fremgår det, at de fødevarer og råstoffer, der dyrkes på den opkøbte landbrugsjord, hovedsageligt eksporteres til de lande, som investeringerne stammer fra. Kun en brøkdel af disse produkter har kurs mod det indenlandske marked. Alt afhængigt af omfanget af land grabbing forringes den indenlandske fødevaresikkerhed dermed.

4.3.

Land grabbing og koncentration af jordbesiddelser resulterer i, at de landbrugsbedrifter, som hidtil har dyrket arealerne, fortrænges. Konsekvensen er tab af beskæftigelses- og eksistensmuligheder i landdistrikterne. Denne proces er som regel irreversibel, da det er meget vanskeligt for mindre landbrugere og nye bedrifter (unge landmænd) at opkøbe jord og få fodfæste i denne sektor, hvis de ikke råder over tilstrækkelig kapital.

4.4.

Selvom Verdensbanken har bestræbt sig på at påpege de positive konsekvenser af land grabbing, som f.eks. en højere grad af effektivitet, innovation og udvikling, kritiserer en lang række civilsamfundsorganisationer og bevægelser denne jagt på jord. Det er deres holdning, at den resulterer i miljøskader, jordbundsforringelse og færre eksistensmuligheder i landdistrikterne. I stedet for et bæredygtigt landbrug udvikles der en enorm landbrugsindustri baseret på monokulturer.

4.5.

Land grabbing har en negativ indvirkning på samfundsudviklingen i landdistrikterne. Et negativt aspekt ved denne stordrift er den stigende arbejdsløshed i landdistrikterne, hvilket medfører sociale omkostninger.

4.6.

Willis Peterson, forsker ved Minnesota-universitetet, hævder sågar, at mindre familielandbrug er mindst lige så effektive som store landbrugsbedrifter. Også påstanden om, at en koncentration af jordbesiddelserne giver et større udbytte, svarer ikke til virkeligheden (4). Datamateriale fra FAO dokumenterer det modsatte, idet 90 % af de globale landbrugsbedrifter er familielandbrug, som dyrker 75 % af landbrugsarealerne og producerer 80 % af verdens fødevarer.

4.7.

Et afskrækkende eksempel på konsekvenserne af jordopkøb er Skotland, hvor et areal på størrelse med Holland for 200 år siden blev opdelt i enheder på mellem 8  000 og 20  000 hektar og solgt til investorer. Området havde en befolkning på mellem 1,5-2 millioner mennesker. Helt frem til i dag er dette område affolket som følge af industrielt landbrug. Det skotske parlament ser i øjeblikket på mulighederne for at genbosætte dette område, hvilket imidlertid er betydeligt dyrere, end hvis man havde bevaret en landbrugsmodel baseret på mindre bedrifter.

5.1.

EØSU har med tilfredshed erfaret, at De Forenede Nationer har erklæret 2014 for internationalt år for familiedrevne landbrug. Udvalget har på forskellig vis bidraget til at fremhæve familielandbrugenes strategiske betydning for fødevaresikkerheden og udviklingen af landdistrikterne og sætte fokus på dette emne i samfundsdebatten.

5.2.

Hverken på internationalt plan eller internt i Den Europæiske Union findes der indtil videre en almindeligt anerkendt, ensartet definition af begrebet familielandbrug og derfor opfordrer EØSU Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at definere dette begreb. EØSU foreslår, at en landbrugsbedrift skal leve op til følgende karakteristika for at kunne defineres som et familielandbrug:

5.2.1.

Beslutninger om driften træffes af familiens medlemmer.

5.2.2.

Hovedparten af arbejdsopgaverne på bedriften udføres af familiemedlemmerne.

5.2.3.

Både ejendomsrettighederne og hovedparten af kapitalen tilhører familien eller jorden ejes af lokalsamfundet.

5.2.4.

Også kontrollen med bedriftens forvaltning ligger hos familien.

5.2.5.

Bedriften videregives internt i familien fra den ene generation til den næste.

5.2.6.

Familien bor på den til landbrugsbedriften hørende jord eller i nærheden.

5.3.

Et liv og arbejde på landet og i landbruget, der samfunds- og miljømæssigt set er hensigtsmæssigt, er i de fleste af verdens regioner udtryk for en tusind år gammel tradition. De steder, hvor der hersker retssikkerhed og politisk stabilitet, har familielandbrug globalt set vist sig at være stabile og have flere fordele end andre landbrugsmodeller.

5.4.

Familielandbrug varetager ud over produktionen af fødevarer en række nyttige sociale funktioner i samfundet, som en model baseret på industrilandbrug, og domineret af store virksomheder med ansatte, ikke kan opfylde.

5.4.1.

Familielandbrug og landbrugskooperativer spiller en aktiv rolle i landdistrikternes økonomiske struktur. Medlemskabet af kooperative og faglige organisationer har væsentlig betydning for deres stabilitet og fleksibilitet. Landbrugsbedrifterne bevarer kulturarven og livet på landet, de beriger det sociale liv på landet, de fremstiller produkter af stor værdi, de omgås naturressourcerne på bæredygtig vis og sørger for en bred spredning af ejendomsrettighederne i landdistrikterne.

5.4.2.

Familielandbrug beklager ikke manglen på arbejdspladser, de opretter selv sådanne og er åbne for innovation.

5.4.3.

En gård udgør ideelle rammebetingelser for børn, hvor den nødvendige viden og færdigheder kan videregives fra generation til generation og dermed sikre kontinuiteten i disse bedrifter.

5.4.4.

Familielandbrugenes produktion er kendetegnet ved, at den er mangfoldig og decentral. Derved sikres konkurrence på markedet, og de risici, der er forbundet med koncentrationen af jordbesiddelser, reduceres.

5.4.5.

Set i lyset af menneskehedens fortsatte eksistensmuligheder udgør de mange bedrifter en værdi i sig selv, idet disse giver et større antal personer færdigheder og indblik i fødevareproduktion og dermed skaber grundlaget for, at de nødvendige færdigheder og den dertil knyttede viden også bevares i krisetider. For at familielandbrug kan udgøre et holdbart alternativ til industrilandbrug og land grabbing som en følge af sidstnævnte, må der træffes praktiske foranstaltninger til beskyttelse af familielandbrugene, bl.a. ved hjælp af støtteforanstaltninger møntet på producentorganisationer og foranstaltninger mod illoyal handelspraksis. Politiske foranstaltninger på EU- og nationalt niveau kan bidrage til at gøre familielandbruget mere bære- og modstandsdygtigt (5).

6.1.

Jord udgør grundlaget for fødevareproduktionen. Artikel 11 i FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (6) og artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettighederne (7) forpligter staterne til at anerkende, at alle personer, der bor på deres territorium, har ret til en tilstrækkelig og sikker ernæring, og dette er direkte forbundet med adgangen til jord.

6.2.

EU har få olie- og naturgasforekomster, og dette indebærer en risiko for fødevaresikkerheden. Derfor skal et bæredygtigt landbrug og familielandbrug bevares.

6.3.

Jord er ingen almindelig handelsvare, som der bare kan produceres mere af. Jord er en udtømmelig ressource, og derfor bør de almindelige markedsregler ikke gælde. EØSU mener, at medlemsstaterne og EU må føre en tilbundsgående debat om en klar strukturel model for landbruget. Kun på et sådant grundlag kan og skal der afledes politiske konsekvenser og foranstaltninger. Et eksempel herpå er den juridiske vurdering af erhvervelsen af kapitalandele i landbrugsvirksomheder (såkaldte Share Deals). Ejendomsforholdene vedrørende jord og arealanvendelse skal i højere grad reguleres.

6.4.

Organisationer af forskellig politisk observans har behandlet spørgsmålet om regulering af jordbesiddelser og udarbejdelsen af relevante politiske foranstaltninger og henvist til, at der i høj grad er brug for en god regeringsførelse på dette område. FAO har udarbejdet frivillige retningslinjer vedrørende dette emne: »The Voluntary Guidelines of the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forestry« (8). Målet med disse retningslinjer er regulerede, sikre brugsrettigheder, der skal sikre lige adgang til ressourcerne (jord, fiskebanker, skove), og på den måde reducere sult og fattigdom, fremme en bæredygtig udvikling og en berigelse af miljøet. UNCTAD, FAO, IFAD og Verdensbanken har i fællesskab udarbejdet principper for ansvarlige investeringer i landbruget (9), hvor rettigheder, subsistensmidler og ressourcer inddrages. OECD har offentliggjort en politisk ramme for investeringer i landbruget (Policy Framework for Investment in Agriculture — PFIA) (10). Hermed tilbydes de enkelte lande en vejledning for udarbejdelsen af de politiske foranstaltninger vedrørende incitamenter til private investeringer i landbruget.

6.5.

EØSU anser retningslinjerne fra FAO/FN vedrørende landmænds brugsret til jord for at være en milepæl og kræver en beslutsom og stringent gennemførelse i alle stater. Uklare ejendomsrettigheder er et tegn på »dårlig regeringsførelse« og et incitament til land grabbing.

6.6.

I 2012-dokumentet fra Factor Markets (11) undersøges retsforskrifterne for salg af jord i EU's medlemsstater og kandidatlandene. Det fremgår, at en række medlemsstater har nationale retsforskrifter, der har til formål at forhindre en forceret koncentration af jordbesiddelser og udlændinges opkøb af jord, f.eks. gennem anvendelse af forkøbsrettigheder. I nogle lande skal alle transaktioner vedrørende landbrugsarealer bekræftes af myndighederne uanset køberens oprindelsesland. Dette er f.eks. almindelig praksis i Frankrig, Tyskland og Sverige. Derudover er der lande (Ungarn og Litauen), hvor der er fastlagt en øvre grænse for de landbrugsarealer, som en enkelt ejer kan besidde.

6.6.1.

I Frankrig varetages kontrollem med jordhandler af regionale jordselskaber (Sociétés d'Aménagement Foncier et d'Etablissement Rural, SAFER). SAFER er en myndighed, der har til opgave at bistå landbrugsproducenter, først og fremmest unge landmænd, i forbindelse med ændringer i ejerskabsforhold og sikre gennemsigtighed i markedet for handel med landbrugsarealer.

6.6.2.

I Sverige skal køb af jord i tyndt befolkede områder godkendes. Ved tildelingen af en godkendelse ses der også på uddannelse og erfaring, samtidig med at det nogle gange kræves, at køberen bosætter sig på den erhvervede jord. I Sverige kan landbrugsarealer kun købes af fysiske personer.

6.6.3.

I Litauen kan en juridisk person købe jord, hvis mindst 50 % af vedkommendes samlede indkomst stammer fra landbrugsvirksomhed. Indenlandske fysiske og juridiske personer kan eje op til 500 hektar jord.

6.6.4.

I Belgien, Italien og Frankrig har forpagterne af landbrugsarealer forkøbsret, hvis jorden sælges.

6.7.

Som det fremgår af ovenstående oversigt reguleres markedet for handel med landbrugsarealer meget forskelligt i de enkelte EU-medlemslande. Mens der i visse medlemslande findes restriktioner, mangler disse i andre lande, hvilket skaber ulighed medlemslandene imellem. Dette er også baggrunden for det bulgarske parlaments beslutning om at forlænge et moratorium på køb af landbrugsarealer, der udløb den 22. oktober 2013, til 2020 på trods af en advarsel fra EU. Parlamentet erkendte, at der var tale om en umiddelbar risiko i forbindelse med landets landbrugsarealer, idet priserne på jord i Bulgarien og landmændenes købekraft ligger betydeligt under niveauet i de velstående stater

6.8.

I Factor Markets' analyse fra 2012 (12) konstateres det, at de store virksomheders dominans på markedet for landbrugsarealer også påvirker dette markeds normale funktion. De store virksomheder udnytter deres indflydelse på både lokale og regionale markeder for landbrugsarealer til at påvirke prisen på jord og betingelserne for forpagtningsaftaler.

6.9.

Jordpolitik er en medlemsstatskompetence. Medlemsstaterne kan fastlægge restriktioner på transaktioner, hvis den nationale energi- eller fødevaresikkerhed er i fare, og hvis der findes en tungtvejende offentlig interesse i restriktioner. Restriktioner kan tillades, hvis de forhindrer spekulation, bevarer lokale traditioner og sikrer en hensigtsmæssig arealanvendelse. Samtidig begrænser sådanne restriktioner det i traktaterne fastlagte princip om fri bevægelighed for varer og kapital. Derfor anmoder EØSU Europa-Parlamentet og Rådet om at undersøge, om den fri bevægelighed for kapital altid skal være sikret ved køb og salg af landbrugsarealer og landbrugsbedrifter — først og fremmest set i forhold til tredjelande, men også internt i EU. I den henseende må der tages hensyn til, at priserne på landbrugsarealer og indkomstniveauet er meget forskelligt i medlemsstaterne. Der skal findes et svar på spørgsmålet om, hvorvidt den fri bevægelighed for kapital og det frie marked giver alle borgere og juridiske personer de samme muligheder for at købe jord.

6.10.

EØSU mener, at medlemsstaterne set i lyset af ønsket om fødevaresikkerhed og andre legitime mål på grundlag af en bæredygtig landbrugsmodel skal have flere muligheder for at regulere markedet for landbrugsarealer og indføre restriktioner. Samtidig opfordrer EØSU alle EU's medlemsstater til at udnytte de eksisterende muligheder ved udformningen af lovgivning. Det er tydeligt, at der i nogle lande enten mangler klare politiske målsætninger eller de eksisterende mål fremmer diskrimination.

6.11.

Hvis Europa-Parlamentet og Rådet drager den konklusion, at restriktioner på kapitalbevægelser kan begrundes med hensynet til fødevaresikkerheden, skal spørgsmålet også drøftes på internationalt niveau, idet kapitalens fri bevægelighed er sikret i forskellige internationale aftaler.

6.12.

EU og medlemsstaternes nuværende retlige og politiske muligheder gør det muligt at påvirke arealanvendelsen gennem subsidier eller skatter. Ved hjælp af en velovervejet brug af instrumenterne under den fælles landbrugspolitik og jordpolitik kan det sikres, at det også bliver muligt for små landbrugsbedrifter at producere på økonomisk rentabel vis, hvilket vil forebygge en koncentration af jordbesiddelserne.

6.13.

Inden for rammerne af den reformerede fælles landbrugspolitik ville det uden tvivl være muligt at indføre øvre grænser og styre de direkte betalinger på en måde, som sikrer, at de første hektar vægtes højere, og udbetalingen af investerings- og direkte støtte til små landbrugsbedrifter forenkles. EØSU tvivler imidlertid på, om de eksisterende restriktioner i væsentlig grad forebygger koncentrationen af jordbesiddelser, og er skeptisk over for, om disse muligheder udnyttes tilstrækkeligt i de medlemsstater, hvor de strukturelle forskelle mellem landbrugsbedrifterne og koncentrationen af jordbesiddelser er størst. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne udnytter disse muligheder intensivt og opfordrer EU-institutionerne til at indføre en stærkere mekanisme til omfordeling af støtten.

6.14.

Landbrugsjord er en begrænset naturressource og derfor bringer land grabbing realiseringen af målene i EUF-traktatens artikel 39 og 191 i fare. EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til aktivt at behandle spørgsmålet om regulering af arealanvendelsen (governance).

6.15.

EØSU anbefaler, at der i alle EU-medlemsstater indføres en øvre grænse for erhvervelsen af landbrugsarealer for både fysiske og juridiske personer. Personer, der befinder sig under denne grænse, bør tildeles en forkøbsret. De kompetente instanser kan kun udøve forkøbsretten for de landmænd, der befinder sig under denne øvre grænse.

6.16.

Lokalsamfundene bør inddrages i beslutningsprocessen vedrørende arealanvendelsen, hvilket er ensbetydende med, at de skal tildeles større rettigheder og muligheder.

6.17.

Ved anvendelsen af landbrugsarealer bør fødevareproduktion have forrang for produktion af biobrændstoffer.

6.18.

Der skal udformes en politik, der ikke fører til, at ejendomsrettighederne til jord havner hos en lille kreds, men som resulterer i, at der sker et skifte fra industriel produktion i retning af mindre produktionsenheder, hvilket også ville styrke selvforsyningen med fødevarer. I EU-medlemsstaterne bør der findes statslige institutioner, der har et overblik over ejendoms- og anvendelsesforholdene for landbrugsarealer. Med henblik herpå bør der på nationalt niveau indsamles oplysninger om såvel ejerne som brugerne af jorden i offentlige databaser. Disse oplysninger kunne skabe forudsætningerne for at gennemføre de nødvendige undersøgelser og reagere på ændringer.

6.19.

EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til på grundlag af en ensartet procedure at gennemføre omfattede undersøgelser af, hvordan de politiske foranstaltninger og restriktioner i de enkelte medlemsstater påvirker koncentrationen af jordbesiddelser. Samtidig bør det undersøges, hvilke farer på områderne fødevaresikkerhed, beskæftigelse, miljø og udvikling af landdistrikterne der er forbundet med, at ejerskabet af jord befinder sig på få hænder.

6.20.

EØSU opfordrer alle EU-medlemsstater til at aflægge rapport til Kommissionen og FAO om anvendelsen af de frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelser (VGGT, vedtaget af FAO i 2012) i deres jordforvaltningspolitikker. VGGT har et globalt anvendelsesområde (artikel 2.4), der inkluderer Europa. I VGGT opfordres staterne til at etablere multilaterale platforme, der inddrager de mest berørte interessenter som deltagere med det formål at overvåge gennemførelsen af retningslinjerne og bringe de nationale politikker i overensstemmelse med disse (13).

6.21.

EØSU vil også fremover følge udviklingen i den stadig større koncentration af ejendomsrettighederne til landbrugsjord, undersøge konsekvenserne heraf og deltage i udformningen af forslag til, hvordan denne kan begrænses. Derudover støtter WFAL (World Forum on Access to Land and Natural Resources) også initiativet og opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at støtte denne indsats.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/24

Ordfører:

Padraig WALSHE

1.1.

EØSU finder, at afskaffelsen af mælkekvoteordningen pr. 31. marts 2015, der blev besluttet i 2008, er en grundlæggende forandring. Siden denne omfattende produktionskontrol blev indført den 1. april 1984, er det med tiden blevet stadig mere klart, at mælkepriserne og indtjeningen i landbruget ikke kunne støttes og stabiliseres tilstrækkeligt effektivt, og mens mælkeproduktionen i EU er faldet, er den steget betydeligt på verdensplan.

1.2.

EØSU går ind for, at EU’s mælkepolitik efter afviklingen af mælkekvoteordningen, dvs. efter 2015, ikke blot skaber betingelser for vækst og udvidelse, men også skal hindre, at mælkeproduktionen opgives, og sikre, at der ydes støtte til mindre landbrugere, især i ugunstigt stillede områder og bjergregioner. Politikken må give landbrugerne i EU og i sidste ende EU's økonomi mulighed for at drage fordel af de voksende globale markeder for mejeriprodukter og samtidig anerkende og fremme det lige så værdifulde økonomiske og sociale bidrag fra små vanskeligt stillede mælkeproducenter i mange regioner i EU.

1.3.

I den henseende er EØSU af den klare opfattelse, at bestemmelserne under søjle II i den fælles landbrugspolitik for 2014-2020 og mælkepakken må udnyttes fuldt ud, for at sikre mælkeproducerende landbofamiliers opretholdelse overalt i EU. Landbrugere må tilskyndes til at deltage i producentorganisationer, som kan bistå dem med at styrke deres stilling i forsyningskæden, og foranstaltninger om videnoverførsel må tilrettelægges, så de hjælper landbrugerne med at forbedre deres tekniske og økonomiske effektivitet.

1.4.

Efter EØSU's opfattelse er det imidlertid helt sikkert, at budgetterne og foranstaltningerne under søjle II og foranstaltningerne i mælkepakken, der nu indgår i den fælles landbrugspolitik for 2014-2020, ikke vil være tilstrækkelige til at beskytte sårbare mælkeproducenter hverken i ugunstigt stillede områder, bjergområder eller andre steder. Der kan blive behov for supplerende foranstaltninger for at garantere disse landbrugere en indkomst, de kan leve af, og en rimelig andel af markedsafkastet. De bør også kunne trække på rådgivningstjenester om produktionseffektivitet, diversificering og omskoling, der kan hjælpe dem med at træffe de beslutninger, der er bedst for deres egen og deres efterfølgeres fremtid med tanke på de vanskeligt stillede virksomheders begrænsede indkomstskabelseskapacitet.

1.5.

EØSU finder det ligeledes vigtigt at sikre, at store og konkurrencedygtige mælkeproducenter i alle områder, herunder også områder med bedre betingelser for bæredygtig og konkurrencedygtig mælkeproduktion til eksport, gives mulighed for at udvide deres virksomhed for at følge med den hurtigt voksende globale efterspørgsel og dermed skabe øget beskæftigelse og indtjening til økonomien i EU's landdistrikter. Den største udfordring for disse landbrugere bliver imidlertid de enorme udsving i indkomst som følge af volatiliteten i både mejerivarepriserne (og dermed producenternes mælkepriser) og inputomkostninger. Det er absolut nødvendigt, at EU gør det muligt for medlemsstaterne og industrien at udvikle skattemæssige løsninger og enkle sikringsinstrumenter, som f.eks. kontrakter med faste marginer, der er letanvendelige for landbrugerne.

1.6.

EØSU henstiller kraftigt, at de for lavt satte »sikkerhedsnetbestemmelser« under den nye fælles landbrugspolitik revurderes og løbende tages op til revision for at sikre, at de i højere grad afspejler de faktiske produktionsomkostninger.

1.6.1.

Der bør også gøres mere for at markedsføre mejeriprodukter både på hjemmemarkederne i EU og på eksportmarkederne. Nye markeder må identificeres og udvikles med støtte fra EU, som tillige må sørge for, at internationale handelsaftaler er i balance, og sikrer EU-eksportører en rimelig adgang.

1.6.2.

På hjemmemarkedet må EU støtte markedsføring af de sundhedsmæssige kvaliteter ved mejeriprodukter, som er underbygget af nylig videnskabelig forskning.

1.6.3.

Endvidere må EU skærpe reguleringen af detailmarkedet med henblik på at indføre regler for detailhandlendes profitmageri og forbedre landbrugernes muligheder for at genvinde deres omkostninger.

1.7.

Endelig må kooperativernes vigtige rolle i mejerisektoren anerkendes og fremmes. I den globale mejeriindustri indtager de en ledende rolle, idet det af Rabobanks oversigt fra juli 2014 (1) fremgår, at fire kooperativer er blandt de 10 største mejeriselskaber i verden. Kooperativer kan i langt højere grad være en støtte for mælkeproducenter i perioder med uforudsigelig prissvingninger end private mælkeopkøbere/-forarbejdere, da deres mælkeleverandører er mere eller mindre identiske med deres andelshavere. Derudover er deres langsigtede tilsagn om indkøb af mælk til ordentlige priser fra deres tilsluttede medlemmer langt mere bæredygtige.

2.1.

I september 2014 lå den gennemsnitlige pris på mælk i EU på 37,47 cent pr. kg (kilde: oversigt udarbejdet af det nederlandske landbrugs- og havebrugsforbund (LTO) (2)), hvilket er 8,2 % lavere end den gennemsnitlige pris ifølge samme kilde i februar 2014.

2.2.

Indtil det sene forår holdt en stor global efterspørgsel priserne stabile. Men vi er begyndt at se priskorrektioner, da de store eksportørers produktion stiger mere (+ 4,3 % p.a. i perioden fra januar til september 2014) end væksten i en sund efterspørgsel (+ 2-2,5 % p.a.), der primært kommer fra nye vækstmarkeder. For nylig har Kinas midlertidige udtræden af markedet som følge af indkøb af for store mængder i de foregående måneder og Ruslands forbud mod import af mejerivarer fra EU (Rusland aftager 33 % af EU's eksport af mejeriprodukter) også påvirket varernes priser og dermed også producenternes priser i andet halvår af 2014.

2.2.1.

Med de hurtigt faldende mælkepriser i slutningen af 2014 er mælkeproducenterne i EU forståeligt nok bekymrede over, hvordan deres eksistensgrundlag vil blive påvirket i de kommende måneder, når EU's kvoteordning afvikles, og produktionen i andre regioner i verden fortsat stiger, i hvert fald på kort sigt. De rejser også med rette tvivl om EU's vilje og evne til at hjælpe dem med at klare sig igennem uundgåelige perioder med lave mælkepriser/indkomster forårsaget af fremtidige kriser.

2.3.

På mellemlang og lang sigt er perspektiverne for mælk og mejeriprodukter fortsat meget positive både på verdensmarkedet og hjemmemarkederne. Den globale efterspørgsel er dynamisk, særligt i de nye vækstøkonomier, og solidt funderet i stabile tendenser for den demografiske udvikling. Selv på modne europæiske hjemmemarkeder ses der en stigning i efterspørgslen efter traditionelle håndværksprodukter af høj kvalitet, som ofte fremstilles i ugunstigt stillede områder af mælk produceret på udsatte bedrifter, og som er højt værdsat af forbrugerne. Nye typer af mejeriprodukter lavet af valle og andre bestanddele i mejeriprodukter til sportsernæring, medicinsk ernæring og småbørn er produktkategorier af høj værdi, som er i stærk vækst både på hjemmemarkederne og de internationale markeder.

2.4.

Der kan forventes produktionsstigninger efter kvoternes ophævelse, navnlig i de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt begrænses af kvoterne såsom Irland, Tyskland, Nederlandene, Danmark, Østrig, Polen og Frankrig.

2.5.

Der er dog stadig tvivl om EU-lovgivningens evne til at håndtere tilfælde af ekstrem markedsvolatilitet eller en krisesituation, navnlig med henblik på at hjælpe landbrugerne med at klare sig gennem perioder med svingende marginer og indtjening og garantere en afbalanceret udvikling af mælkeproduktionen i Den Europæiske Union.

2.6.

Det russiske forbud og de afsmittende virkninger på alle EU's mejerivaremarkeder satte for første gang EU's nye krisestyringsordning på en prøve, og den tvivl, der var, viste sig at være klart velbegrundet, når man ser på den lille virkning, genindførelsen af støtten til privat oplagring af ost (inden den brat blev indstillet igen) og støtten til privat oplagring af smør og skummetmælkspulver har haft på markedet, på den forlængede interventionsopkøbsperiode og på de øgede udgifter til salgsfremstød. Der må udvikles supplerende foranstaltninger til at klare markedskriser, men først og fremmest må EU være indstillet på, at de skal iværksættes hurtigt og beslutsomt.

2.6.1.

EU's reaktion på det voldsomme fald i efterspørgslen og priserne på mejeriprodukter i forbindelse med det finansielle sammenbrud i 2008/2009 er en erfaring, der bør tages ved lære af. Kommissionen var dengang længe om at reagere, hvilket betød, at der i 2009 gik seks måneder med interventionsopkøb af smør og otte måneder med opkøb af skummetmælkspulver, før markedspriserne begyndte at overstige den fulde inventionsopkøbsækvivalent. Det meste af året (marts til december) blev der indlagret smør til privat oplagring, og tendensen fortsatte i 2010 helt indtil august 2010. I 2009 blev der i alt brugt 370 mio. EUR på interventionsforanstaltninger til støtte af markederne, og heraf udgjorde 181 mio. EUR eksportrestitutioner. I 2010 blev der i alt brugt 529 mio. EUR på interventionsforanstaltninger til støtte af markederne, og heraf udgjorde 186 mio. EUR eksportrestitutioner. Kommissionen skaffede i 2010 31 mio. EUR ved at sælge ud af interventionslagrene af skummetmælkspulver og smør og i 2011 yderligere 73 mio. EUR fra salg af skummetmælkspulver. En betydelig del af de oplagrede produkter blev tillige anvendt under ordningen for de socialt dårligst stillede personer, som ellers ville have krævet et finansielt bidrag fra EU-budgettet (3).

2.6.2.

Endvidere godkendte Europa-Parlamentet i 2009/2010 direkte betalinger til mælkeproducenter i EU i størrelsesordenen 300 mio. EUR. De havde en værdi af lige under 600 EUR pr. landbruger (baseret på, hvordan de fordeltes i Irland) og blev udbetalt med stor forsinkelse i begyndelsen af 2010 på et tidspunkt, hvor priserne allerede var begyndt at rette sig. Det er ikke klart, hvor meget det kostede at administrere denne foranstaltning. Læren, vi må drage af denne erfaring, er, at den slags direkte betalinger ingen særlig indvirkning har på at genoprette markeder, og at en lille bevilling pr. landbruger ender med at blive meget dyr.

2.6.3.

Under mejerikrisen i 2009 var produktionsomkostningerne betydeligt lavere, end de er i dag. I Irland var produktionsomkostningerne, som dengang var 19 cent pr. liter, i 2014 steget til 25,6 cent pr. liter. »Interventionssikkerhedsnettet«, som er den aktuelle interventionspris for skummetmælkspulver og smør, svarer til en producentprisækvivalent på omkring 20 cent pr. liter og har således slet ikke holdt trit med landbrugernes produktionsomkostninger.

2.7.

Der er blevet fremlagt idéer til, hvordan EU udstyres med redskaber, der kan opretholde en rentabel mejeriproduktion i krisesituationer, og hvordan det kan blive bedre til at håndtere de skadelige virkninger for mælkeproduktionen i ugunstigt stillede regioner. Det er vigtigt, at de foreslåede foranstaltninger er egnede til formålet og forenelige med et europæisk marked for mejeriprodukter, hvor priserne på mejeriprodukter — selv i lande, der ikke eksporterer — i dag er stærkt påvirket af den globale udvikling. Enhver form — frivillig eller ej — for ensidig styring af mælkeproduktionen i EU, ændrer ikke ved dette faktum.

3.1.

Ifølge FN's fremskrivninger af de demografiske og socioøkonomiske udviklingstendenser på verdensplan vil verdens befolkning stige fra de i dag 7 mia. mennesker til 8,4 mia. i 2030 og 9,6 mia. i 2050 (4). Denne vækst forventes hovedsageligt — hvis ikke udelukkende — at forekomme i vækstlandene og vil blive ledsaget af en tilsvarende vækst i »middelklassen«. I en undersøgelse fra 2012 konkluderer analytikere fra HSBC Global (5), at 2,6 mia. mennesker i 2050 som minimum vil have en mellemindkomst, hvilket er mere end en tredjedel af verdens samlede befolkning i dag. Ikke blot vil der være flere mennesker i denne gruppe, de vil også være mere velstående og stille større krav til deres forbrug. Stadig flere ønsker at få deres proteiner fra animalske i stedet for vegetabilske kilder.

3.2.

På den baggrund får mejeriprodukter en særlig betydning, da både regeringer og mennesker generelt opfatter dem som et sundt og ønsket bidrag til kosten, og ofte støttes af officielle politikker (f.eks. skolemælksordninger i Kina).

3.3.

OECD og FAO forudser i deres seneste Agricultural Outlook-rapport (6), at den globale efterspørgsel efter mejeriprodukter vil stige med ca. 2 % om året indtil 2023, især vil skummetmælkspulver, valle og ost blive efterspurgt, mens smør med en stigning på 1 % vil klare sig lidt mindre godt. Den internationale mejeriemballeringsvirksomhed Tetra Pak offentliggjorde i oktober 2014 sit 7. mejerindeks, som anslår, at den årlige vækst i efterspørgslen i ovennævnte periode vil være helt oppe på 3,6 %. Ligesom andre eksperter, herunder GIRA, ICFN og CNIEL (7), anfører de, at væksten i produktion generelt vil være bagud i forhold til væksten i efterspørgslen på lang sigt, da der er relativt få regioner med de rigtige betingelser for miljømæssig bæredygtig og økonomisk konkurrencedygtig produktion; heraf ligger nogle i EU, især i den nordvestlige del.

4.1.

Selv om udsigterne for fremtiden i det store og hele er ekstremt positive, vil balancen mellem udbud og efterspørgsel en gang imellem være skæv, sådan som det er tilfældet for øjeblikket, og for en tid presse priserne og dermed også bedrifternes indtjening. Dette vil blive yderligere forstærket af den ligeledes svingende udvikling for korn og andre foderingredienser. I lyset af de underliggende demografiske udviklingstendenser vil der højst sandsynligt være tale om kortvarige perioder, som dog potentielt kan skabe store problemer i mangel af nye overlevelsesstrategier.

4.2.

Det er forholdsvist nyt for mælkeproducenterne i EU, at der er udsving i mælkepriserne og dermed i indtjeningen, hvilket er en konsekvens af, at en væsentlig del af markedsstøtten blev afskaffet, og importafgifterne sat ned i perioden 2005-2007, da den tidligere reform af den fælles landbrugspolitik trådte i kraft.

4.3.

De direkte betalinger til landbrugerne, som har erstattet markedsstøtten, vil hjælpe landbrugerne et stykke af vejen med at klare den svingende indtjening, men størrelsen af de omfordelte betalinger og yderpunkterne i udsvingene i den markedsbaserede indtjening kræver yderligere strategier.

5.1.

Landbrug blev for første gang en del af internationale handelsaftaler i den aftale, der blev resultatet af GATT's (nu WHO's) Uruguayrunde fra 1986 til 1994. Den resulterede i en grundlæggende omlægning af EU's politik. Importmulighederne blev forøget i kraft af generelle toldnedsættelser og en ordning med toldfri importkontingenter. Den nye GATT-aftale markerede også begyndelsen på et skifte væk fra markedsstøtte til direkte betalinger til landbrugerne, som efterfølgende blev mere og mere afkoblet fra produktionsaktivitet. EU's mælkekvoteordning, som var blevet indført blot to år tidligere, blev der ikke rørt ved, og den blev forlænget flere gange.

5.2.

I 2003 i forbindelse med midtvejsrevisionen af den daværende fælles landbrugspolitik blev EU's medlemsstater enige om at afvikle kvoteordningen pr. 31. marts 2015. Efter denne beslutning indførtes der i 2008 flere »bløde« foranstaltninger for at lette udfasningen af kvoterne. Denne politikomlægning, som er et klart brud med produktionsbegrænsninger eller produktionsstyring, kommer på et tidspunkt, hvor de globale markeder er i hurtig vækst. Det vil derfor være fornuftigt at give EU's mælkeproducenter og EU's mejeriindustri — og i sidste ende EU's økonomi — mulighed for at levere til disse markeder og således genvinde nogle af de enorme markedsandelstab, som de sidste 30 års stagnation med kvoter har været skyld i.

5.3.

Men den nye prisvolatilitet, der fulgte i kølvandet på gennemførelsen af den tidligere fælles landbrugspolitik, og som var årsag til en alvorlig indtjeningskrise i mejerisektoren i 2009, har genopvakt debatten om fordelene ved produktionsbegrænsninger, og mange forskellige forslag om produktionsstyring er blevet drøftet i forskellige fora i Bruxelles i de sidste par år.

5.4.

Et eksempel herpå er »Dantin-forslaget«, som Europa-Parlamentet vedtog i sommeren 2013 under forhandlingerne om den fælles landbrugspolitik for 2014-2020. Heri foresloges incitamenter for landbrugere til frivilligt at sænke produktionen (»buy-out«), når der er markedsforstyrrelser, og sanktioner for dem, der øger produktionen. Forslaget blev på bestilling af European Dairy Association (EDA) analyseret af Michael Keane og Declan O'Connor (8).

5.5.

Kommissionen bad også et panel af eksperter fra Ernst and Young om at undersøge de mulige scenarier for den fremtidige mejeripolitik med udgangspunkt i »Markedsbalancer og konkurrencedygtighed« og »Bæredygtig mælkeproduktion herunder dens territoriale dimension« (9).

5.6.

I begge undersøgelser understregedes det, at produktionsstyring/kvoter ikke længere er et effektivt redskab til at opretholde og stabilisere mælkepriser og indtjening. Det påpegedes også i begge undersøgelser, at den foreslåede »buy-out« eller andre tilsvarende produktionsstyringsforanstaltninger vil være vanskelige at gennemføre i hele EU, da det prisniveau, der kan udløse en indtjeningskrise, varierer betydeligt fra land til land. Endvidere vil den være ineffektiv, fordi virkningerne vil være længe om at slå igennem, og dyr som følge af størrelsen af den kompensation, producenterne vil skulle have som incitament til frivilligt at sænke produktionen. Keane og O'Connor fremhæver videre, at hvis en sådan foranstaltning gennemføres, vil det have en mængde negative forudsigelige og utilsigtede følgevirkninger for mejerimarkedernes normale funktion og gøre det næsten umuligt for bedrifter og forarbejdningsvirksomheder at investere og planlægge.

5.7.

Men først og fremmest understreger Keane og O'Connor kraftigt i deres undersøgelse, at den foreslåede foranstaltning udelukkende kan fungere effektivt i en lukket økonomi, eller hvis det er en politik, der indføres af alle større internationale leverandører i en åben økonomi. Indføres den ensidigt som foreslået, vil de store vindere af politikken blive vores internationale konkurrenter, hvorimod mælkeproducenterne i EU vil miste konkurrenceevne, og samtidig fortsat mærke konsekvenserne på deres mælkepriser af produktionsbeslutninger truffet af vores konkurrenter i USA og New Zealand.

5.8.

Mens EU har været begrænset af kvoter, er verdensproduktionen af mælk steget eksponentielt — med 22 % blot i de sidste 10 år. Vores konkurrenter, især New Zealand og USA, som begge er meget eksportorienterede, satte i samme periode deres produktion markant i vejret, hvorimod EU's produktion blev skåret ned, hvortil kommer, at kvotebegrænsningerne ikke beskyttede mælkeproducenterne i EU mod de store prischok i 2007-2009.

5.9.

Det er desuden rimeligt at antage, at disse landes eksportvækststrategier, som især i New Zealand og USA understøttes af nogle meget omtalte investeringsplaner, vil blive videreført efter 2015-. Hvis EU ikke tager kampen op, ender vi med, at store globale eksportmuligheder glider os af hænde med betydelige omkostninger for mælkeproducenterne i EU, men også mere generelt målt på job og indtjening til økonomien i EU's landdistrikter.

6.1.

Ernst and Youngs undersøgelse anbefaler også kraftigt en styrkelse af sikkerhedsnettet i tilfælde af markedskriser. Den betoner vigtigheden af at hjælpe mælkeproducenter med at håndtere udsvingene i indtjening som følge af de stærkt variable mælkepriser og inputomkostninger og henviser til risikostyringsværktøjer som risikoafdækning, brug af markedet for handel med futures m.fl.

6.2.

EU må give medlemsstaterne mulighed for at udforme skattemæssige løsninger, så landbrugerne i de gode år kan sætte penge til side, som først kanaliseres tilbage i virksomheden og beskattes i dårligere år og derudover kan bruges som løftestang for investeringer i de mellemliggende år for dem, der ønsker at udvide.

6.3.

EU må også tilskynde, fremme og måske endda regulere de alternative former for pris- og marginsikring, som industrien står bag, og som giver landbrugerne mulighed for så nemt som muligt at fastsætte deres mælkepriser/marginer for en procentdel af deres mælk og i en bestemt periode uden at skulle sætte sig ind i indviklede transaktioner på futuresmarkedet. Landbrugere i USA har allerede adgang til denne slags instrumenter gennem mejerikooperativer, og nogle enkelte mælkeopkøbere (Glanbia i Irland og Fonterra i New Zealand) har åbnet op for ordninger med faste priser/marginer, som er værdsat af landbrugerne. Flere af denne slags ordninger overalt i Europa bliver afgørende.

6.3.1.

Under Glanbias ordning om indekserede faste mælkepriser kan landbrugere på frivillig basis vælge at fastlåse en procentdel af deres mælk til en fast pris i en periode af tre år. Prisen korrigeres hvert år for en grad af inputomkostningsinflation, således at landbrugerne også fastlåser en pæn del af deres margin. Siden 2010 er der blevet iværksat fire af denne slags treårige ordninger, og de har alle været overtegnede, da de giver landbrugerne en meget stor grad af vished for indtjening pr. portion mælk. Det anslås, at 22 % af den mælk, der indkøbes af Glanbia, er omfattet af ordningen, og de fleste af de landbrugere, der deltog i den første ordning, har ønsket at fortsætte.

6.4.

Ud fra et økonomisk synspunkt er det tillige vigtigt, at EU revurderer grundlaget for »sikkerhedsnetbestemmelserne«. Interventionspriserne på mejeriprodukter er ikke blevet ændret siden midten af 2008 og yder »støtte« i en størrelsesorden, der svarer til omkring 19 cent pr. liter minus forarbejdningsomkostningerne, hvilket er ude af trit med såvel priserne på mejeriprodukter, som i dag er langt højere på verdensplan og i EU, som de betydeligt større primærproduktionsomkostninger. EU må sætte sikkerhedsnetniveauerne op ved at hæve interventionsprisen for skummetmælkspulver og smør, så de som minimum modsvarer stigningerne i produktionsomkostninger, og løbende overvåge, om sikkerhedsnettet er det rette i forhold til produktionsomkostningerne.

6.5.

Sektoren må undersøge, hvorvidt der kan udvikles et yderligere kriseinstrument, især når der forekommer meget store prisudsving, som bringer landbrugernes overlevelse i fare.

6.6.

Set fra landbrugernes side er kooperativer den juridiske struktur, der er mest velegnet til mejerivirksomhed. Kooperativer prioriterer afkast til andelshaverne (landbrugerne) i form af enten dividende eller mælkepriser. Medlemmernes velfærd og bedste erhvervsmæssige interesser er omdrejningspunktet for deres virksomhed.

6.7.

Kooperativer er i en helt unik position til at fungere som formidlere af løsninger for landbrugerne til at håndtere udsvingene såsom fastpriskontrakter eller muligheder for at »låse« mælkeprisen og/eller en margin for en bestemt periode.

6.8.

I enhver fremtidig mejeripolitik må der tages behørigt højde for kooperativernes store betydning, og der må ikke skabes vanskeligheder for denne struktur, der for landbrugerne er den ideelle.

6.9.

Landbrugernes manglende mulighed for at genvinde omkostningerne fra detailkæden må der også gøres noget ved. Forbrugerne ser ikke nogen nævneværdige fordele ved voldsomme prisnedsættelser på mejerivarer, og alligevel søger detailhandelen altid at opnå størst muligt udbytte ved at lægge pres på leverandørerne, når mejeripriserne er faldende på verdensplan, sådan som det er tilfældet for øjeblikket. Lavere engrospriser som følge af pres fra detailhandelen — der i nogle tilfælde er om ikke juridisk så i hvert fald moralsk tvivlsomt — er ensbetydende med øgede avancer til detailhandelen og profitmageri på bekostning af alle andre i kæden og forbrugerne. Landbrugerne er allernederst i denne kæde og har ingen mulighed for at beskytte den margin, der skal sikre familiens indkomst. Mere snarrådig markedsintervention fra Kommissionens side vil medvirke til hurtigere genopretning af markederne og mindske det pres fra detailhandelen, som er fremhævet i dette punkt.

7.1.

Mælkeproduktion yder et yderst vigtigt bidrag i socioøkonomisk og miljømæssig henseende i alle regioner i EU. Anerkendelse af og støtte til dette bidrag, som i mange regioner kommer fra små, sårbare bedrifter, har længe været en af den fælles landbrugspolitiks missioner. Søjle II i den fælles landbrugspolitik omfatter mange foranstaltninger, som er relevante i denne sammenhæng, og det samme gælder de nye bestemmelser, der nu er inkluderet under den fælles landbrugspolitik/den fælles markedsordning for landbrugsprodukter, og som oprindeligt blev lanceret som »mælkepakken«.

7.1.1.

Det er imidlertid tænkeligt, at afviklingen af kvoterne vil fremskynde forskydningen af mælkeproduktionen i EU mod nordvest, hvor produktionen kan udføres mest effektivt. Konsekvensen kan blive, at produktionen mindskes eller opgives i de områder af Europa, hvor omkostningerne er højere (og som tillige er fattigere) og føre til en uddybning af den økonomiske kløft mellem disse regioner.

7.1.2.

Langt størstedelen af bedrifterne i EU's medlemsstater har meget få køer, idet 75 % af bedrifterne har mindre end ni køer (10). Mange af disse bedrifter producerer utvivlsomt mælk til at dække landbofamiliernes eget forbrug, men deres økonomiske sårbarhed er tydelig for enhver, og dette gøres kun værre af, at rigtig mange af dem er beliggende i bjergområder eller områder, der af andre årsager er ugunstigt stillede.

7.1.3.

Kommissionen må iværksætte et sammenhængende projekt til udvikling af landdistrikterne og mælkeproduktionen i bjergområder, andre områder med dårlige forhold for mælkeproduktion og medlemsstater, hvor mælkeproduktionen er afhængig af meget små besætninger.

7.1.4.

Ud over videnoverførselsordningerne, eller måske som en del af disse, er det meget vigtigt, at disse bedrifter får adgang til rådgivning og uddannelse, som hjælper dem med at træffe fornuftige forretningsmæssige beslutninger af betydning for deres egen og deres efterfølgere(s) fremtid. De kan modtage rådgivning om at diversificere, blive mere effektive, udvide, hvis det er økonomisk rentabelt, og eventuelt om, hvilken alternativ beskæftigelse der er værd at overveje for den nuværende landbruger eller dennes efterfølger (omskoling).

7.2.

I regioner med risiko for nedlæggelse af landbrug, undergræsning eller anden negativ indvirkning på miljøet kunne man specifikt prioritere at lade miljøbetalingerne under søjle II gå til mælkeproducenterne på visse betingelser.

7.3.

Sårbare mælkeproducenter i alle regioner må tilskyndes til at samarbejde med producentorganisationer og brancheorganisationer for at fremme kvalitetsproduktion og øge deres vægt og indflydelse i forsyningskæden.

7.4.

Betalinger til unge landbrugere kan også bruges som incitament for generationsskifte, dér hvor afvandringen fra landet er et problem på grund af den begrænsede indkomstskabelseskapacitet. For disse landbrugere kunne investeringer fremmes af lån på gunstige betingelser eller lignende ordninger.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/31

1.1.

EØSU anerkender og er bekymret over forekomsten af elektromagnetisk overfølsomhed. Det glæder udvalget at bemærke, at der foregår en grundig forskning for at forstå problemet og dets årsager. Udvalget bemærker endvidere, at SCENIHR (Preliminary opinion on Potential health effects of exposure to electromagnetic fields (EMF) SCENIHR 29.11.2013 — http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/emerging/docs/scenihr_o_041.pdf) i de senere år har beskæftiget sig indgående med dette spørgsmål og om kort tid vil færdiggøre sin seneste udtalelse baseret på omfattende offentlige høringer.

1.2.

EØSU forstår, at hovedkonklusionen i denne rapport ikke i det væsentlige vil afvige fra den foreløbige udtalelse fra 2013, hvori anførtes: »Overordnet er der dokumentation for, at eksponering for elektromagnetiske felter ikke forårsager symptomer eller påvirker menneskers kognitive funktioner. Den Videnskabelige Komités tidligere udtalelse konkluderede, at radiobølger ikke forårsagede nogen negative virkninger for forplantningsevne og udvikling ved eksponeringsniveauer under de tilladte grænser. Inddragelsen af nyere data for mennesker og dyr ændrer ikke denne vurdering«. (Preliminary opinion on Potential health effects of exposure to electromagnetic fields (EMF) SCENIHR 29.11.2013 — http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/emerging/docs/scenihr_o_041.pdf).

1.3.

Den foreløbige udtalelse bemærkede endvidere, at ny dokumentation, som er kommet til efter den tidligere udtalelse fra 2009, underbygger den konklusion, at eksponering for radiobølger ikke forårsager symptomer. Det blev bemærket, at en persons tro på, at han er eksponeret (når det i realiteten ikke er tilfældet), er nok til at udløse symptomer.

1.4.

Ikke desto mindre opfordrer EØSU — for at imødekomme den fortsatte folkelige bekymring og under anvendelse af forsigtighedsprincippet — Kommissionen til at videreføre sit arbejde på dette område, navnlig da der fortsat er brug for videre forskning for at indsamle dokumentation om eventuelle potentielle sundhedsmæssige konsekvenser af langvarig eksponering, f.eks. brug af en mobiltelefon i over 20 år.

1.5.

Hvad der også er vigtigt, er, hvordan folk opfatter tingene. Visse mennesker ser forekomsten af elektromagnetiske felter (EMF) som en trussel — på arbejdspladsen, i hjemmet og på offentlige steder. Tilsvarende grupper er lige så bekymrede over eksponering for kemiske stoffer, udbredt fødevareintolerans eller eksponering for partikler, fibre eller bakterier i omgivelserne. Sådanne mennesker har brug for støtte, ikke kun i forbindelse med behandling af faktiske sygdomssymptomer, men også i forhold til de bekymringer, de har over det moderne samfund.

1.6.

EØSU bemærker, at symptomerne hos dem, der lider af elektromagnetisk overfølsomhed, er reelle. Der bør gøres en indsats for at forbedre deres helbredstilstand med fokus på at reducere funktionsnedsættelserne som beskrevet i »Biomedicine and Molecular Biosciences COST Action BM0704« (BMBS COST Action BM0704 Emerging EMF Technologies and Health Risk Management).

2.1.

Hensigten med nærværende udtalelse er at undersøge de bekymringer, som grupper i civilsamfundet giver udtryk for vedrørende anvendelse af udstyr, der udsender radiobølger, i industrielt og privat udstyr og tjenesteydelser, der er baseret på trådløs kommunikation, og konsekvenserne af denne anvendelse. Dette opfattes som relevant af dem, der både lider af en uspecificeret række helbredsproblemer, og som benytter begrebet det elektromagnetiske overfølsomhedssyndrom (EHS) som beskrivelse af og implicit årsag til deres symptomer.

3.1.

Desværre, for dem, er den altdominerende lægelige og videnskabelige vurdering, at der ikke findes nogen afgørende dokumentation for forbindelsen mellem den brede vifte af symptomer, der beskrives som EHS, og eksponering for elektromagnetiske felter og radiobølger. Således anfører Verdenssundhedsorganisationen (WHO): »Alle hidtidige undersøgelser har vist, at eksponering under de grænseværdier, som er blevet anbefalet i ICNIRP's 1998-retningslinjer om elektromagnetiske felter, omfattende frekvensområdet mellem 0 og 300 GHz, ikke medfører nogen kendte negative virkninger for helbredet« (WHO: http://www.who.int/peh-emf/research/en/). Alligevel kræver kampagner gennemført af aktivistorganisationer i flere lande fortsat en stærkere anerkendelse af problemet og en styrket præventiv og afhjælpende indsats i forhold til intensiteten og forekomsten af EMF-kilderne. Disse organisationer opfatter i bedste fald myndighedernes manglende indsats som udtryk for magelighed og i værste fald som en del af en sammensværgelse inspireret af myndigheder, kommercielle interesser eller udenlandske interesser, som vægrer sig ved de omfattende justeringer, der ville skulle foretages, hvis Wi-Fi (eller andet elektrisk udstyr) skulle modereres eller begrænses.

3.2.

EU har både før og efter Rådets henstilling om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) af 1999 (Rådets henstilling 1999/519/EF) været aktivt engageret i dette spørgsmål og søgt at opnå de mest kvalificerede videnskabelige og lægefaglig råd — fremlagt via en række arbejdsgrupper og Kommissionens Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (SCENIHR). Dette har udmøntet sig i en lind strøm af analyser, positionspairer og udtalelser, som afspejler den alvor, hvormed dette spørgsmål behandles af myndighederne, lægefaget, forskningen og videnskabsfolk.

3.3.

Dette er ikke blot et spørgsmål, der vedrører EU. Kommissionen organiserede i november 2014 den 18. årlige »Global Coordination of RF Communications on Research and Health Policy Conference« (konference om verdensomspændende koordinering af RF-meddelelser om forskning og sundhedspolitik), som gennemgik den omfattende globale forskning om dette spørgsmål. Indtil videre har disse videnskabelige udtalelser ikke ført til et videnskabeligt rationale, som kan begrunde en ændring af de eksponeringsgrænser (basisrestriktioner og referenceniveauer), der blev fastlagt i Rådets henstilling 1999/519/EF. Imidlertid medgiver Kommissionen, at de grundlæggende data for evaluering af visse risici stadig er begrænsede, navnlig for langvarig lavniveaueksponering, hvilket begrunder behovet for yderligere forskning.

3.4.

De, der lider af elektromagnetisk overfølsomhed, hævder fortsat, at indsatsen i forhold til deres problem både fra medlemsstaternes og fra EU's side er helt utilstrækkelig i forhold til, hvad de mener, der er brug for. Dette er de fleste sundhedsmyndigheder imidlertid ikke enige i (for eksempel »UK National Health Service« — se http://www.nhs.uk/Conditions/Mobile-phone-safety/Pages/QA.aspx#biological-reasons). Langt de fleste uafhængige forsøg, der hidtil er blevet udført, har peget på, at de, der erklærer at lide under elektromagnetisk overfølsomhed, ikke kan skelne mellem eksponering for rigtige og falske (dvs. ingen bølger) elektromagnetiske felter. De såkaldte dobbelte blindtester peger på, at personer, som beretter om elektromagnetisk overfølsomhed, ikke er i stand til at opdage tilstedeværelsen af elektromagnetiske felter og i lige så høj grad beretter om helbredsgener efter en nul-eksponering som efter eksponering for rigtige elektromagnetiske felter (British Medical Journal 332 (7546): 886–889).

3.5.

Hensigten her er imidlertid ikke at benægte realiteten af de symptomer, der henføres til elektromagnetisk overfølsomhed. Mange mennesker mener på basis af en selvdiagnose, at de lider af en række uafhængige helbredsproblemer, som de henfører til elektromagnetiske felter. Den andel af befolkningen, der hævder denne diagnose, varierer betragteligt mellem de enkelte medlemsstater. Verdenssundhedsorganisationen bemærker: »Der findes ingen klare diagnosekriterier for elektromagnetisk overfølsomhed, og der er intet videnskabeligt belæg for at etablere en forbindelse mellem EHS-symptomer og EMF-eksponering. Dertil kommer, at elektromagnetisk overfølsomhed ikke er en medicinsk diagnose, og at det ej heller er klart, at det udgør et velafgrænset medicinsk problem.« (WHO: Electromagnetic fields and public health http://www.who.int/peh-emf/publications/facts/fs296/en/).

3.6.

Derimod har elektromagnetiske felters varmepåvirkning af den menneskelige krop været en anerkendt kendsgerning i over 100 år, og som nævnt findes der EU-rådshenstillinger for elektromagnetiske felter og internationale standarder for strålingssikkerhed, som efterses regelmæssigt. I EU er der vedtaget følgende retsinstrumenter vedrørende de elektromagnetiske felter:

3.7.

For så vidt angår forskning bemærker EØSU, at Kommissionen siden 2000, i tilgift til Kommissionens aktive involvering i dette spørgsmål, har tilvejebragt forskningsmidler for 37 mio. euro til forskning i elektromagnetiske felter og mobiltelefoner.

3.8.

EØSU har udtrykt sin bekymring over disse emner i de udtalelser, det har afgivet i forbindelse med disse lovgivningstiltag og udarbejdelsen af dem, og erklæret sin støtte til minimering af eksponeringen for ikke-ioniserende stråling. De, der lider af elektromagnetisk overfølsomhed, tilskriver imidlertid deres symptomer til elektromagnetiske felter med intensiteter, som ligger langt under de tilladte grænseværdier.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/34

1.1.

EØSU opfordrer den tyrkiske regering og forvaltning til at anerkende civilsamfundsorganisationerne som en vigtig del af samfundet og en nøgleaktør i Tyrkiets tilnærmelsesproces til EU's værdier og acquis. Målet må være at skabe et samfund, hvor alle samfundsgrupper kan spille en vigtig rolle. Tyrkiet skal indgå i en fælles indsats for at skabe de institutionelle og lovgivningsmæssige rammer for en pluralistisk, deltagelsesbaseret kultur baseret på gensidig anerkendelse og udveksling.

1.2.

Som en grundlæggende forudsætning for civilsamfundsorganisationernes aktiviteter skal magtdeling i henhold til retsstatsprincippet respekteres på alle områder. Uforholdsmæssig statslig indblanding, der uretmæssigt lægger hindringer i vejen for civilsamfundsorganisationernes aktiviteter, som det er tilfældet med særlige kontroller, er uforenelige med dette princip. Deres adgang til domstolsprøvelse skal bevares. Korruption skal bekæmpes intensivt.

1.3.

Der bør i dialogen mellem EU og Tyrkiet i særlig grad fokuseres på en effektiv gennemførelse af grundlæggende rettigheder og friheder, herunder:

1.4.

Magtdelingen mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt, især en klar skelnen mellem regeringens handlinger og den lovgivningsregulerede forvaltningspraksis, er en grundlæggende forudsætning for, at civilsamfundsorganisationerne kan fungere. Især et uafhængigt retsvæsen er grundlaget for enhver form for retssikkerhed.

1.5.

EØSU opfordrer Rådet til at arbejde for en åbning af kapitel 23 (Retsvæsen og grundlæggende rettigheder) og kapitel 24 (Retfærdighed, frihed og sikkerhed) i Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger med EU med det formål at ledsage processen i Tyrkiet.

1.6.

Samtidig bør princippet om vertikal magtdeling, dvs. lokalt selvstyre, også håndhæves.

1.7.

Det ville være en fordel, hvis civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet fik adgang til oplysninger om de offentlige beslutningsprocesser. Med dette mål for øje bør der regelmæssigt afholdes høringer og konsultationer baseret på gennemsigtige regler, således at viden fra civilsamfundsorganisationernes arbejde, og interesserne hos de samfundsgrupper, de repræsenterer, kan afspejle sig i de politiske og administrative afgørelser. Den tyrkiske regering og forvaltning opfordres til at inddrage civilsamfundet i en formel dialog (det økonomiske og sociale råd) og indarbejde denne i forfatningen i forbindelse med forfatningsreformen.

1.8.

Visse erhvervsgrupper — navnlig de liberale erhverv — har efter EØSU's opfattelse en særlig vigtig rolle at spille med hensyn til at realisere et frit samfund baseret på retsstatsprincippet. Adgang til domstolsprøvelse eller lægebehandling kan kun garanteres ved hjælp af uafhængige, kvalificerede fagfolk, som borgerne kan have tillid til med udgangspunkt i et tillidsforhold, der er beskyttet mod indblanding udefra og vold. Sådanne tillidsbaserede tjenester, der leveres af advokater, læger, skatterådgivere og lignende, kræver omfattende garantier for, at tavshedspligten vil blive overholdt.

1.9.

Derfor er der i disse erhverv brug for en effektiv selvregulering, f.eks. ved erhvervsorganisationer, der sikrer, at de pågældende kan leve op til deres ansvar over for samfundet og enkeltpersoner uden politisk indblanding. EØSU konstaterede under sit studiebesøg, at dette princip overtrædes.

1.10.

Det er ønskeligt med en social dialog på nationalt, sektor- og virksomhedsniveau i Tyrkiet, således at arbejdstagere og arbejdsgivere kan blive ligeværdige partnere. Målet bør ligeledes være at forbedre arbejdsvilkårene og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, hvilket skal munde ud i omfattende arbejdstagerrettigheder (1).

2.1.

EØSU's besøg i Istanbul og Ankara den 9. og 10. september 2013 afslørede, at der sommetider lægges betydelige hindringer i vejen for civilsamfundsorganisationernes arbejde i Tyrkiet. I visse tilfælde har disse organisationers repræsentanter og medarbejdere oplevet alvorlige personlige restriktioner, eller sågar fysisk vold, fra statslige institutioners side.

2.2.

Formålet med opfølgningsbesøget i Ankara og Diyarbakir fra 1. til 3. juli 2014 var at undersøge den nuværende situation og udviklingen i arbejdsvilkårene for civilsamfundet i Tyrkiet. Der blev afholdt drøftelser med repræsentanter for det tyrkiske civilsamfund med henblik på at undersøge, om civilsamfundsorganisationerne havde oplevet ændringer i deres arbejdsvilkår siden september 2013.

2.3.

Disse besøg supplerede de regelmæssige møder i Det Blandede Rådgivende Udvalg EU/Tyrkiet, der overvåger Tyrkiets tiltrædelsesproces til EU. EØSU-medlemmerne havde lejlighed til at tale med repræsentanter for civilsamfundet, der ikke var blevet foreslået som samtalepartnere i Det Blandede Rådgivende Udvalg EU/Tyrkiet.

2.4.

Disse drøftelser med repræsentanter for en bred vifte af civilsamfundsorganisationer og myndigheder, herunder en lokal myndighed, gav et indblik i arbejdsvilkårene for civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet og ændringer i disse vilkår. Formålet var at bruge de forskellige civilsamfundsaktørers individuelle erfaringer og holdninger til at tegne et overordnet billede, der ikke viser den retlige ramme, men forholdene som de opfattes i praksis, hvilket har afgørende betydning for borgernes personlige engagement i civilsamfundsorganisationer.

2.5.

Antagelsen er, at det aldrig vil være muligt for alle civilsamfundsaktører at være fuldt ud tilfredse med deres arbejdsvilkår, selv under optimale omstændigheder. I stedet må målet være en kontinuerlig indsats for at optimere rammevilkårene for civilsamfundets deltagelse ved at afveje forskellige interesser og arbejde for en kontinuerlig udvikling af et demokratisk, pluralistisk samfund, som det opbygges i alle EU's medlemsstater gennem en aktiv proces.

2.6.

EØSU opfordrer både Tyrkiet og Den Europæiske Union til at behandle dialogen med civilsamfundet som en absolut forudsætning for en tilnærmelse mellem deres samfund og gøre deres yderste for at fremme en sådan. Denne proces kan kun lykkes, hvis der er tale om en gensidig læringsproces inden for rammerne af en løbende og åben dialog.

3.1.

Tyrkiet har gjort reelle fremskridt set i relation til de grundlæggende principper om magtdeling og uafhængigt selvstyre, selvom der i høj grad er behov for en intensiveret indsats i forbindelse med anvendelsen af disse principper. Civilsamfundsorganisationerne skal have en pålidelig retlig ramme som grundlag for deres aktiviteter. Dette betyder blandt andet, at den gældende lovgivning skal give dem nok råderum i deres arbejde, samtidig med at lovgivningen skal respekteres og anvendes korrekt af stat og forvaltning. Denne retssikkerhed med hensyn til arbejdsvilkårene for civilsamfundsorganisationer og deres medarbejdere skal være gennemsigtig og garanteret.

3.2.

Kritikken har især været rettet mod den forfatningsmæssige virkelighed, dvs. spørgsmålet om pålidelig hensyntagen til individuelle rettigheder fra offentlige myndigheders side. Uanset om specifikke forvaltningsbeslutninger formelt set var lovlige eller udtryk for en overtrædelse af retsforskrifter, syntes gennemsigtigheden af og begrundelserne for regeringens handlinger i nogle tilfælde at være mangelfuld, hvilket resulterede i, at statens foranstaltninger blev opfattet som vilkårlige.

3.3.

Retsgrundlaget for en foranstaltning, den ansvarlige initiativtager og begrundelsen for en afgørelse eller foranstaltning bør altid fremgå på en måde, som sikrer, at den berørte part forstår processen. Den umiddelbare adgang til domstolsprøvelse skal også være sikret i praksis og veldokumenteret.

4.1.

Alle medarbejdere i civilsamfundsorganisationer er ansvarlige for deres handlinger på samme måde, som det gælder for andre borgere. De må ikke udsættes for uretfærdige personlige ulemper eller restriktioner på grund af deres engagement. Navnlig må medarbejdernes privat- og familieliv nyde fuld beskyttelse.

4.2.

EØSU er opmærksom på, at repræsentanter for civilsamfundsorganisationer i en række tilfælde er blevet truet verbalt og gennem retsforfølgning, sommetider på det personlige plan, og har oplevet uberettigede restriktioner på deres civilsamfundsaktiviteter. Nogle af de beskrevne restriktioner var blevet pålagt i forbindelse med protesterne i Gezi-parken i maj og juni 2013 og de dermed forbundne retssager.

4.3.

EØSU-delegationen var dybt chokeret over at høre, at læger havde fået forbud mod at behandle de kvæstede efter protesterne i Gezi-parken, og at patientjournaler var krævet udleveret til efterforskningsformål. Nogle læger blev angiveligt genstand for en efterforskning begrundet i en anklage om overtrædelse af statslige påbud, idet de tilsidesatte instrukser fra de offentlige myndigheder. Fortrolig, uafhængig lægebehandling er en menneskeret, som, uanset politiske omstændigheder og uden personbestemte undtagelser, skal ydes i overensstemmelse med den hippokratiske ed. For såvel læge- som advokatstanden er alle involverede parters respekt for tavshedspligten en hjørnesten i de tillidsbaserede aktiviteter og kendetegnende for en retsstat. Vigtigheden af, at alle embedsmænd overholder disse principper, handler om mere end enkelttilfælde og vedrører selve demokratiets og retsstatens funktion samt borgernes tillid til, at deres rettigheder vil blive respekteret.

4.4.

EØSU råder de tyrkiske myndigheder til at forsøge at genvinde civilsamfundsorganisationernes tillid ved at sikre, at afgørelser på alle myndighedsniveauer er gennemsigtige og i tråd med retsstatsprincippet. Afgørelser truffet af lovgivende, dømmende og udøvende instanser skal være helt uafhængige.

4.5.

Civilsamfundets inddragelse i den demokratiske beslutningsproces kan støttes i EU-tiltrædelsesprocessen gennem åbning af kapitel 23 (Retsvæsenet og grundlæggende rettigheder) og 24 (Retfærdighed, frihed og sikkerhed) og en proaktiv gennemførelse af de grundlæggende rettigheder og friheder, som disse kapitler indeholder.

4.6.

EØSU understreger, at retsvæsenets, herunder dommernes, uafhængighed er en grundlæggende forudsætning for et frit civilsamfund i et demokrati. Dommere må især kunne varetage retsplejen på uafhængig vis og i overensstemmelse med lovgivningen uden indirekte instrukser fra andre instanser, uden at de udsættes for individuelt pres og uden trusler om personlige ulemper.

5.1.

EØSU ser gerne, at regering og forvaltning i Tyrkiet i højere grad udnytter potentialet hos civilsamfundsorganisationerne i forbindelse med udformning og formidling af politiske afgørelser ved at høre disse organisationer regelmæssigt, inden der træffes afgørelser, og ved at give dem adgang til information om offentlige beslutningsprocesser, således at der kan føres en dialog. Mange tyrkiske civilsamfundsorganisationer beklagede de manglende muligheder for indblik i offentlige beslutningsprocesser. I EU's medlemsstater høres repræsentanter for civilsamfundsorganisationer regelmæssigt, inden der træffes en afgørelse, således at deres kollektive holdninger og interesser kan indgå i processen og forbedre afgørelsernes kvalitet og sociale levedygtighed. Ved at høre de involverede eller berørte samfundsgrupper, som et fast element i lovgivningsprocessen, kan de offentlige myndigheder for det første kortlægge mulige forbedringer og for det andet få de berørte organisationer til at formidle beslutningen inden for deres indflydelsessfærer.

5.2.

Den tyrkiske regering og forvaltning opfordres til formelt at inddrage civilsamfundet, herunder mindretal, i en struktureret politisk opinionsdannelse gennem etablering af et økonomisk og socialt råd og indarbejde denne proces i forfatningen i forbindelse med forfatningsreformprocessen.

5.3.

Repræsentanter for civilsamfundsorganisationer opfattede sig selv som havende yderst begrænsede muligheder for at kommunikere med medlemmer og borgere på det tidspunkt, hvor studiebesøget fandt sted. De sagde, at det var vanskeligt — eller endda umuligt — at få adgang til pressen, pga. den sommetider oligopolistiske struktur i medierne og disses ofte fundamentalt ensidige redaktionelle linje. Civilsamfundsorganisationerne berettede om betydelige økonomiske afhængighedsforhold og udøvelse af direkte indflydelse på medierne. De sagde ligeledes, at dette medførte restriktioner for både rapporteringen om civilsamfundsorganisationernes arbejde og for muligheden for at føre åbne politiske debatter, hvor det var muligt at give udtryk for regeringskritiske holdninger.

5.4.

Udvalget mener, at der stadig må gøres en indsats for at skabe et frit og varieret medielandskab. Undertrykkelsen af journalister for kritisk rapportering, herunder fængslinger, skal omgående bringes til ophør.

5.5.

EØSU ser kritisk på den midlertidige spærring af mikrobloggingtjenesten Twitter. Den tyrkiske regering bør støtte meningsfrihed, også på sociale medier, og tillade denne som et element i den livlige meningsudveksling, der indgår i et demokrati.

6.1.

Beskyttelsen af mindretal bør tages seriøst som en prøvesten for demokratiets funktion. Diskrimination ved offentlige myndigheder bør systematisk afskaffes og diskrimination ved tredjeparter bør løses ad rettens vej og forebygges ved hjælp af offentlige oplysningskampagner. Civilsamfundets inddragelse i den demokratiske beslutningsproces kan støttes i EU-tiltrædelsesprocessen gennem åbning af kapitel 23 (Retsvæsenet og grundlæggende rettigheder) og 24 (Retfærdighed, frihed og sikkerhed) og en umiddelbar gennemførelse af de grundlæggende rettigheder og friheder forbundet hermed.

6.2.

Selvom kvinder ikke kan betegnes som et mindretal i egentlig forstand, anmoder EØSU Tyrkiet om at fremme ligestillingen mellem kønnene ved hjælp af instrumenterne til mindretalsbeskyttelse. Med dette mål for øje bør Tyrkiet gennemføre FN's konvention om kvinders rettigheder. En styrkelse af kvinder og pigers stilling på alle samfundsområder, navnlig hvad angår adgang til arbejdsmarkedet, herunder embedsapparatet, bør være en politisk målsætning for Tyrkiet, der forfølges aktivt. Den tyrkiske stat bør støtte mødre i vanskelige omstændigheder ved at tilbyde en uafhængig specialiseret rådgivning, således at antallet af ulovlige aborter kan reduceres. Afprøvede og vellykkede former for samarbejde mellem kvinderettighedsorganisationer og den tyrkiske stat bør videreføres og konsolideres.

6.3.

Tyrkiet bør fortsætte sin indsats for at integrere det kurdiske mindretal som en del af det tyrkiske samfund og fremme kurdisk kultur og sprog.

6.4.

EØSU opfordrer Tyrkiet til at beskytte personer med anden seksuel orientering eller kønsidentitet mod diskrimination og integrere dem i samfundet.

6.5.

EØSU har erfaret, at Tyrkiets forfatningsmæssige princip om statslig sekularisme i visse tilfælde overtrædes, navnlig ved at der kræves oplysninger om religiøst tilhørsforhold i officielle identitetspapirer. Medlemmer af religiøse mindretal, herunder alevierne, udsættes tilsyneladende for diskrimination i samfundslivet og med hensyn til beskæftigelsesmuligheder. Tyrkiet opfordres til at forstærke indsatsen for at integrere religiøse mindretal i samfundet på ikkediskriminerende vis.

7.1.

EØSU har konstateret mangler i forbindelse med den systematiske inddragelse af arbejdstagerne i relevante afgørelser. Fagforeningerne rapporterer om restriktioner på forenings- og forsamlingsfriheden, som udgør en grundlæggende forudsætning for fagforeningsmedlemsskab. Derudover har EØSU fået at vide, at fagforeningsfolk, især medlemmer af samarbejdsudvalg, personligt er blevet sat under pres, hvilket er i modstrid med foreningsfriheden.

7.2.

EØSU konstaterede med bestyrtelse, at der var mangler i udformningen og gennemførelsen af reglerne om sikkerhed på arbejdspladsen, som havde resulteret i ulykker forud for studiebesøget, herunder mineulykken i Soma i maj 2014. Udvalget opfordrer den tyrkiske regering og forvaltning til at samarbejde med arbejdstagerne om at udforme sikkerhedsforanstaltninger, der kan beskytte arbejdstagernes liv og sikkerhed og sikre, at disse foranstaltninger implementeres bredt.

8.1.

I Tyrkiet forbliver princippet om lokalt selvstyre visse steder en gensidig læringsproces, hvor de forskellige myndigheders roller og beføjelser gradvist skal defineres og konkretiseres. EØSU bemærker, at vertikal magtdeling i Tyrkiet også anvendes som et instrument til udvikling af et net af forbindelser mellem staten og samfundsgrupper samt, at de demokratiske processer bør forankres mere solidt på regionalt og lokalt niveau. Dette kunne udgøre endnu en lejlighed til at få civilsamfundsorganisationer med direkte lokale forbindelser inddraget i de politiske beslutningsprocesser, f.eks. som velinformerede borgere og uafhængige rådgivere.

9.1.

Stat og medier kunne gøre endnu mere for at fremme offentlighedens forståelse for mangfoldigheden af grupperinger i samfundet og behovet for civilsamfundsorganisationer og interesserepræsentation, således at mindretal anerkendes som en legitim og berigende del af det tyrkiske samfund.

9.2.

For at civilsamfundsorganisationer kan udvikle sig og fungere på professionelt plan, har de brug for en samfundsstruktur, som er pluralistisk og deltagelsesbaseret i praksis. Dette kræver ikke blot institutionelle mekanismer, der kan give civilsamfundsorganisationerne mulighed for at fungere på retsstatens præmisser, men også opretholdelse af de praktiske rammevilkår for civilsamfundets inddragelse. Udover den personlige overbevisning med hensyn til de interesser og værdier, der arbejdes for, afhænger frivilligt arbejde af den anerkendelse, der er forbundet med engagementet for den enkelte.

9.3.

Nogle drøftelser med civilsamfundsaktører afslørede, at de betragtede deres arbejde som en ulige kamp mod myndighederne i stedet for en legitim interesserepræsentation. Brugen af en retorik baseret på opposition, mistillid og modstand mod samfundsmæssige eller statslige kræfter var i visse tilfælde bekymrende. Denne holdning fremmer ikke den gensidige forståelse eller opnåelsen af væsentlige fremskridt gennem en fælles forandringsproces, men skaber risiko for, at der opstår kløfter mellem grupper i det tyrkiske samfund.

9.4.

Med henblik på at overvinde et klima baseret på mistillid og frygt opfordres myndigheder og civilsamfundsorganisationer til at indgå i en dialog og trilog med deres europæiske partnerorganisationer for at fremme et klima, der bygger på gensidig respekt og tillid.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/39

Ordfører:

Renate HEINISCH

1.

1.1.

Ændringen af forordning (EF) nr. 726/2004 (1) indgår i en forordningspakke, der skal opstille nye regler for veterinærmedicinske lægemidler i EU. I den ovennævnte forordning slettes henvisningerne til veterinærmedicinske lægemidler, og der gennemføres dermed en komplet adskillelse af reglerne for henholdsvis veterinær- og humanmedicinske lægemidler. Dette er hensigtsmæssigt på grund af de forskellige rammebetingelser på de to områder og støttes af udvalget. Udvalget mener, at de foreslåede ændringer til ovennævnte forordning er logiske. Der fremsættes ingen konkrete forslag til ændring af ovennævnte forordning, idet der ikke lader til at være noget behov herfor. EØSU anbefaler, at der bakkes op om forslaget til forordning i dets nuværende udformning.

1.2.

Af langt større betydning end sletningen af henvisningerne til veterinærmedicinske lægemidler i den nævnte forordning er de nye bestemmelser vedrørende veterinærlægemidler, der samtidig blev præsenteret i forordningsforslaget COM(2014) 558 final — 2014/0257 (COD).

1.3.

Efter en første gennemgang af det pågældende dokument bifaldes også forslagene til en forordning om veterinærlægemidler, ændring af forordning (EF) nr. 726/2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer og en forordning om fremstilling, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler. På en række områder mener udvalget imidlertid, at der er behov for forbedringer med henblik på reelt at opfylde målene om at øge udbuddet af veterinærlægemidler, reducere den administrative byrde, fremme innovation og konkurrenceevne og forbedre den måde, det indre marked fungerer på.

1.4.

EU’s institutioner skal tage hensyn til det forhold, at enhver markedsføringstilladelse for lægemidler til dyr har en indvirkning på fødekæden og menneskers sundhed, navnlig på grund af infiltration og spredning i vandet som følge af nanoteknologi, genanvendelse af spildevand, ny permeabilitet af dele af grundvandet osv. Som EØSU allerede har anført i sine tidligere udtalelser, er dette noget, der ligger udvalget på sinde.

1.5.

Det er imidlertid ikke udvalgets opgave at fremsætte detaljerede bemærkninger til disse målsætninger her.

2.1.

I 2001 blev reglerne for fremstilling, distribution og anvendelse af veterinærlægemidler kodificeret (direktiv 2001/82/EF (2)). Parallelt hermed blev også forordningen med regler for bl.a. den centraliserede tilladelsesprocedure og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) omarbejdet (forordning (EF) nr. 726/2004). I de nævnte dokumenter blev der fastlagt regler for godkendelse, fremstilling, markedsføring, lægemiddelovervågning og anvendelse af veterinærlægemidler i hele deres livscyklus. Bilagene til direktiv 2001/82/EF specificerede, hvilke data der skulle indgives i forbindelse med en ansøgning om markedsføringstilladelse. Også i forordning (EF) nr. 726/2004 blev der opstillet regler for bl.a. veterinærmedicinske lægemidler (ud over humanmedicinske lægemidler) og samarbejdet med Det Europæiske Lægemiddelagentur.

2.2.

Reglerne for tildeling og bevarelse af tilladelser for veterinærmedicinske lægemidler skal nu slettes i forordning (EF) nr. 726/2004 og overføres til en ny forordning for veterinærlægemidler. Denne nye forordning skal omfatte alle former for tildeling af tilladelser til veterinærlægemidler i EU, både tilladelser der er tildelt på centralt og nationalt niveau.

2.3.

Omkostningerne ved de procedurer og tjenester, der er forbundet med denne forordning, skal pålægges producenter og distributører af de pågældende produkter samt de ansøgere, der anmoder om tilladelse. I den forbindelse opstilles der principper for betaling af gebyrer til Det Europæiske Lægemiddelagentur. Disse omfatter også regler, der tager højde for små og mellemstore virksomheders specifikke behov i tråd med Lissabontraktatens bestemmelser.

2.4.

Med Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, blev der indført en skelnen mellem Kommissionens beføjelse til at vedtage almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt, fastlagt i artikel 290 TEUF (delegationsproceduren), og dens beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter, fastlagt i artikel 291 TEUF (gennemførelsesproceduren).

2.5.

Der gælder forskellige lovgivningsmæssige rammer for disse to beføjelser.

2.5.1.

Anvendelsen af delegationsbeføjelsen foregår med ikke-forpligtende instrumenter:

2.5.1.1.

EØSU har for nylig vedtaget en udførlig informationsrapport om delegationsproceduren, som det kraftigt anbefales at læse for at forstå nærværende udtalelse (5).

2.5.2.

Anvendelsen af gennemførelsesbeføjelsen i henhold til artikel 291 TEUF er derimod underlagt forpligtende retsinstrumenter:

2.5.3.

Forskriftsproceduren med kontrol har været anvendt ved vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, der ændrer ikkevæsentlige bestemmelser i lovgivningsmæssige basisretsakter. Denne ordlyd i artikel 5a i »komitologiafgørelsen« (8) ligger meget tæt på definitionen af delegerede retsakter. Således er en delegeret retsakt, som den er defineret i artikel 290 TEUF, nærmest en lovgivningsmæssig retsakt, der vedtages af Kommissionen for at udbygge eller ændre »ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt«.

2.5.4.

Det er på grund af denne lighed, at artikel 5a i »komitologiafgørelsen« og forskriftsproceduren med kontrol i perioden 2009-2014 kun er midlertidigt gyldige, idet Kommissionens hensigt har været at benytte den begrænsede periode til at tilpasse de eksisterende retsakter, der kræver brug af forskriftsproceduren med kontrol, til ordningen med delegerede retsakter.

2.5.5.

Efter »anmodning« af Europa-Parlamentet (9) er Kommissionen derfor gået i gang med at tilpasse en række forordninger, direktiver og beslutninger med støtte fra Rådet (10).

3.1.

Kommissionen har fremsat tre forordningsforslag:

3.2.

Med denne pakke af forordninger skal der gennemføres en komplet adskillelse af reglerne for henholdsvis human- og veterinærmedicinske lægemidler.

3.3.

For at realisere dette slettes i det første forslag alle henvisninger til veterinærmedicinske lægemidler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur.

3.4.

Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om veterinærlægemidler (COM(2014) 558 final) opstilles der herefter nye bestemmelser for veterinærlægemidler. Bl.a. skal den centraliserede tilladelsesprocedure også åbnes for veterinærlægemidler. De øvrige tilladelsesprocedurer (den nationale procedure, den decentrale procedure og proceduren for gensidig anerkendelse) kan dog stadig bruges ved veterinærmidler. Formålet med de nye regler er endvidere at reducere den administrative byrde, der er forbundet med ændringer af markedsføringstilladelser for veterinærlægemidler.

3.5.

Den grundlæggende målsætning for denne forordning er hensigtsmæssig og støttes af udvalget. Det er imidlertid ikke udvalgets opgave at foretage en detaljeret analyse af forordningsforslaget her.

3.6.

Ved hjælp af den tredje forordning om fremstilling, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler og om ophævelse af Rådets direktiv 90/167/EØF (COM(2014) 556 final) skal der i sidste ende opstilles harmoniserede EU-regler for produktion og anvendelse af foderlægemidler. De hidtidige generelle bestemmelser i direktiv 90/167/EØF indeholdende betingelser for tilberedning, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler i Fællesskabet præciseres derved og gøres obligatoriske. Hermed skal der skabes et velfungerende, konkurrencedygtigt og innovativt indre marked for foderlægemidler, der i høj grad beskytter folke- og dyresundheden.

3.7.

EU’s institutioner skal tage hensyn til det forhold, at enhver markedsføringstilladelse for lægemidler til dyr har en indvirkning på fødekæden og menneskers sundhed, navnlig på grund af infiltration og spredning i vandet som følge af nanoteknologi, genanvendelse af spildevand, ny permeabilitet af dele af grundvandet osv. Som EØSU allerede har anført i sine tidligere udtalelser, er dette noget, der ligger udvalget på sinde.

3.8.

Sammenfattende kan det konstateres, at EØSU principielt bifalder både adskillelsen af reglerne for henholdsvis human- og veterinærmedicinske lægemidler samt forslagene til nye regler for veterinærlægemidler. Åbningen af den centraliserede tilladelsesprocedure og forslagene vedrørende en administrativ forenkling af ansøgninger om og bevarelse af markedsføringstilladelser for veterinærlægemidler hilses især velkommen.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/43

1.1.

EØSU tager vel imod Kommissionens meddelelse om den sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed, men vil dog ikke undlade at udtrykke en række forbehold og betænkeligheder vedrørende et så vigtigt emne.

1.2.

Samhørighedspolitikken bør vedblive med at forfølge det mål — hvoraf den udspringer og som er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — om fremme af social, økonomisk og territorial samhørighed gennem samarbejde og solidaritet til gavn for en harmonisk udvikling, der kan skabe velstående samfund. Fokuseringen på Europa 2020-strategien er vigtig, men utilstrækkelig i lyset af de aktuelle udfordringer.

1.3.

Rapporten gør status over EU's bestræbelser på at gøre Europa bedre, men den peger også på vanskelighederne ved at gøre det. Krisen har øget de økonomiske og sociale forskelle og dermed forværret skævhederne mellem (og i) medlemsstaterne og koncentreret vækst og udvikling. De fremskridt hen imod konvergens, der var opnået, blev ikke alene afbrudt af krisen, men i nogle tilfælde blev situationen også forværret, og økonomisk afmatning er nu en realitet i næsten hele euroområdet.

1.4.

I krisetider som disse er de fleste medlemsstater og i særdeleshed eurolandene ikke i stand til at sætte skub i investeringerne, hvorved forskellene mellem randregioner og centrale regioner forstærkes (såvel mellem EU-landene som i de enkelte lande). Dette har skadelige følger såsom migrationer og centralisering af investeringerne i de mere udviklede områder, hvilket henviser de øvrige områder til tilbagegang og affolkning.

1.5.

De sparepolitikker, der er blevet ført, har generelt ikke haft den forventede virkning. Budgettet skal helst balancere, men ikke for enhver pris, da det ellers vil give bagslag og ødelægge samhørighedspolitikkens resultater.

1.6.

Samhørighedspolitikken, som i mange tilfælde er den vigtigste kilde til investeringer, skal være mere ambitiøs eller endog grundigt revideres, så længe der ikke er tegn på noget opsving i vækst og beskæftigelse. Ud fra de hidtidige resultater kan det konkluderes, at samhørighedsmidlerne er klart utilstrækkelige til at løse de virkelige problemer. Der bør derfor findes alternative former for finansiering af konvergensbestræbelserne, således at samhørighedspolitikken kan bringes ind i en ny fase, som ikke kun er baseret på europæisk solidaritet, idet solidaritet er et meget ømtåleligt emne i disse tider. Den europæiske indsats for at udvise solidaritet er stor, men de midler, der mobiliseres hertil, kan ikke dække de reelle behov for konvergens, når det tages i betragtning, hvor stort behovet er i de økonomisk og socialt mest tilbagestående regioner.

1.7.

I en global økonomi bliver de forskellige regioner påvirket i forskellig grad af globaliseringen. Regionerne reagerer forskelligt på investeringer, og det bør undersøges, hvorfor nogle regioner konvergerer, mens andre ikke er i stand til det. Det er af vital betydning, at der via samhørighedspolitikken bliver indført nye forvaltningsformer, som kan sætte regionerne i stand til at tackle de udfordringer, de møder. Staten bør bidrage til at udnytte regionernes særlige karakteristika, følge principperne for intelligent lovgivning, garantere økonomisk dynamik og støtte især SMV'ernes udvikling samt styrke innovationsevnen til gavn for velfærd, livskvalitet, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed.

1.8.

Samhørighedspolitikken bør vedblive med at forfølge målet om fremme af økonomisk vækst og konkurrenceevne uden at forglemme de sociale mål om en intelligent og inklusiv vækst. EØSU støtter den sjette samhørighedsrapports motto om »investering i job og vækst«.

2.1.

Samhørighedspolitikken skal kanalisere og investere sine midler med det overordnede mål at fremme en veritabel investeringsplan for job og vækst. Sammen med den vedtagne Juncker-plan skal den først og fremmest finansiere grænseoverskridende europæiske infrastrukturprojekter (som for eksempel diverse transportnet og bredbånd) samt yde direkte finansiel støtte til virksomheder (især SMV'er) i sektorer, som er vitale for den lokale udvikling og den sociale økonomi.

2.2.

Med den nyligt vedtagne Juncker-plan oprettes en ny Europæisk Fond for Strategiske Investeringer, som finansieres med eksisterende EU-midler og EIB. Det meget ambitiøse mål går ud på at få størst muligt udbytte af investeringsmidlerne, private og offentlige, ved at udvælge projekter, som hurtigt kan gennemføres. Planen bygger på den antagelse, at der er en enorm udækket efterspørgsel efter denne type investeringer. Kun tiden kan vise, om planen lykkes.

2.3.

Med tanke på bredere målsætninger kunne man forestille sig, at samhørighedspolitikken ved siden af de disponible midler også kunne anvende egne finansieringsformer f.eks. gennem inddragelse af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) eller euroobligationer, som dog ikke må gå ud over de finanspolitiske konsolideringsbestræbelser eller opfyldelsen af målene i stabilitets- og vækstpagten.

2.4.

For at opnå en multiplikatoreffekt af investeringerne bør en betydelig del af de strukturfondsmidler, der er blevet til overs fra den foregående periode (2007-2013), såvel som midler fra den nye periode overføres til EIB for at muliggøre en rekapitalisering, som kan tiltrække markedets disponible risikovillige kapital og dermed forstærke samhørighedspolitikkens resultater (1).

2.5.

Samhørighedspolitikken skal koordineres ordentligt med EU's øvrige initiativer, især med udviklingen af Den Økonomiske og Monetære Union, hvis alle elleve opstillede mål skal kunne nås og »investering i job og vækst« blive en realitet.

2.6.

Samhørighedspolitikken må ikke stille sig i vejen for målene om finanspolitisk konsolidering. De mest forarmede lande har i dag ikke midler til at foretage offentlige investeringer, og derfor er de ikke attraktive for private investorer. Additionalitetsprincippet må anvendes med forsigtighed og tilpasses i de medlemsstater, som kæmper med at overholde det, idet manglende overholdelse af dette princip indvirker negativt på tildelingen af midler, som i nogle tilfælde kan være den eneste finansieringskilde. EØSU går ind for anvendelsen af de gyldne regler, således at medfinansieringen fra strukturfondene i de regioner eller stater, som er hårdest ramt af den økonomiske afmatning, foreløbigt holdes uden for finanspagten (og/eller stabilitetspagten) (2).

2.7.

Overvågning af resultaterne er afgørende. EØSU er som nævnt ved andre lejligheder overbevist om, at overvågningen af de foreløbige og endelige resultater bør foretages af dynamiske arbejdsgrupper, som kan fremlægge deres resultater på et årligt europæisk topmøde (3), som kan sætte gang i debatten og vedtagelsen af eventuelle korrigerende foranstaltninger.

2.8.

Samhørighedspolitikken skal gennemføres med en stærk inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Modellen for forvaltning af samhørighedspolitikkens programmer bør omfatte muligheden for globaltilskud til det organiserede civilsamfund, så der kan ydes støtte tæt på befolkningerne og i direkte forbindelse med løsningen af specifikke problemer. EØSU har foreslået dette mål flere gange, men desværre uden nogen opfølgning fra EU's side.

2.9.

For at gøre det muligt for arbejdsmarkedets parter at overvåge programgennemførelsen må der indføres egentlige overvågningsmekanismer, for at disse — som det ofte er tilfældet — ikke blot skal være tilskuere, men reelt kan deltage. Bidraget fra det organiserede civilsamfunds repræsentanter er af vital betydning ikke kun ved udformningen af de operationelle programmer, men også ved overvågningen og evalueringen af resultaterne. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter sætter gang i debatten om de vanskeligheder, der har været, og åbner op for forslag til forbedring og forenkling, som kan styrke adgangen til EU-finansiering og effektiviteten i anvendelsen af midlerne.

2.10.

Forenkling og harmonisering af de regler, som programmerne er underlagt, og standardisering af procedurer og formularer er afgørende for at opnå bedre resultater. Kommissionen kan forenkle visse procedurer, men det er op til medlemsstaterne at tage de største skridt, idet EU's forordninger giver muligheder, men ikke forpligtelser. Medlemsstaterne bør støttes i og tilskyndes til at ændre procedurerne radikalt og ikke tilføje unødige detailkrav. Disse bestræbelser kan overvåges af Kommissionen, og i den forbindelse kan man vælge at føre streng kontrol med resultaterne og samtidigt slække på den rent administrative kontrol i alle tilfælde, hvor det er muligt. Forenklingen kan gennemføres med en ekstraordinær foranstaltning fra Rådets side (en ny forordning) (4).

2.11.

Et princip om investeringstilladelse og evaluering af udgifternes støtteberettigelse med mulighed for godtgørelse for forenklede udgifter (standardsatsprincippet) kan anvendes i forskellige situationer som for eksempel i forbindelse med udgifter til almindelig drift, hvor udgiftens støtteberettigelse afhænger af resultatet og ikke af regnskabsbilag på grundlag af en fordelingsnøgle. Medlemsstaterne bør opfordres til at anvende dette princip i alle tilfælde, hvor det er muligt, og således forenkle procedurerne.

2.12.

Forenklingen af de administrative procedurer, som ikke bidrager til resultaterne, må ledsages af uddannelsestilbud til iværksættere, især SMV'er, deres ansatte og offentligt ansatte. Uddannelse er et grundlæggende instrument for forståelse af finansieringsmekanismerne og korrekt anvendelse af de disponible midler. Navnlig anses uddannelsen af de offentligt ansatte for at være afgørende for opnåelsen af det tematiske mål om bedre offentlig forvaltning.

2.13.

De besparelser, der opnås med afbureaukratiseringen, kan bruges til at nedsætte en gruppe under Kommissionen med det mål at støtte og hjælpe medlemsstater og regioner med at udforme og gennemføre samhørighedspolitiske projekter. En sådan støttegruppe for lande og regioner kunne i sidste instans og i tilfælde af manglende overholdelse træde i stedet for de nationale organer til forvaltning af EU-midlerne i forbindelse med såvel planlægningen som gennemførelsen af planerne og overholdelsen af tidsplanerne.

2.14.

Samhørighedspolitikkens målsætninger kan ikke måles alene med kvantitative indikatorer. Fremme af social, økonomisk og territorial samhørighed, som er det centrale i samhørighedspolitikken, omfatter mål, der bør kunne måles med kvalitative indikatorer. Disse bør udarbejdes, for at man kan måle udviklingen og ikke kun væksten. For eksempel er det ikke nok at opgøre antallet af arbejdsløse, som er kommet under uddannelse og i arbejde. Man bør også måle den effekt, som uddannelsen har haft mht. en forbedring af levevilkårene.

2.15.

Indførelsen af en række forhåndsbetingelser, som skal være opfyldt, før midlerne udbetales, må ikke tjene til at udelukke visse meget forgældede regioner, som på grund af omstændighederne ikke har mulighed for at investere eller tiltrække investeringer for at skabe disse betingelser. Forhåndsbetingelserne skal anvendes med forsigtighed eller endog sættes ud af kraft i en vis periode, når der er risiko for krise og deflation, da man ellers kan forværre den sårbare situation for nogle regioner, som ikke har den fjerneste mulighed for at opnå vækstskabende finansieringer, hvilket yderligere forværrer deres problemer.

2.16.

Den makroøkonomiske konditionalitet bør ikke anvendes, da den straffer regionerne og deres befolkninger gennem forkerte makroøkonomiske beslutninger, som træffes på nationalt og EU-plan (5).

3.1.

Allerede den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed tog spørgsmålet om revision af samhørighedspolitikken op, og EØSU støttede den generelle tilgang.

3.2.

Samhørighedspolitikken fremstilles som den vigtigste vækstmotor. Man må dog ikke glemme, at den kun vil kunne fungere som en sådan, hvis den indgår i en fælles indsats sammen med de øvrige EU-politikker. Det er vigtigt, at samhørighedspolitikken er fokuseret mod Europa 2020-strategiens målsætninger, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at fastlægge fælles gennemførelsesstrategier, som også gælder for de øvrige fælles økonomiske, sociale og regionale politikker og instrumenter.

3.3.

Især bør man være påpasselig med gennemførelsen af samhørighedspolitikken i de lande, som er hårdest ramt af krisen, og som gør en stor indsats for at gennemføre en finanspolitisk konsolidering, hvilket går ud over de offentlige investeringer. Balancen mellem anvendelsen af additionalitetsprincippet og nødvendigheden af en finanspolitisk konsolidering er hårfin, og man kan risikere, at manglen på sammenhæng mellem målsætningerne og måden, hvorpå de gennemføres, svækker den finanspolitiske konsolidering og/eller ophæver de mulige virkninger af samhørighedspolitikken.

3.4.

Samhørighedspolitikkens betydning for udviklingen af de dårligst stillede regioner er anerkendt, men i nogle af disse regioner kunne væksten have været kraftigere, hvis de havde haft bedre udviklingsbetingelser. Indførelsen af målet om god forvaltningspraksis, som skal skabe bedre vilkår for udviklingen i tråd med OECD's retningslinjer, er en god tilgang, som fortjener EØSU's støtte.

4.1.

Der er lang vej tilbage, før Europa igen når op på de niveauer for udvikling, beskæftigelse og velfærd, som fandtes før krisen. Målet om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, som er Europa 2020-strategiens overordnede målsætning, bliver nu støttet gennem tilpasningen af samhørighedspolitikken.

4.2.

Den sjette samhørighedsrapport indeholder ingen evaluering af samhørighedspolitikkens effekt i perioden 2007-2013, idet den efterfølgende evaluering først vil blive påbegyndt i 2015. Ud fra de fremlagte data kan det dog fastslås, at indvirkningen af krisen har været omfattende, og at samhørighedspolitikken ikke har været i stand til at modvirke dens følger, idet skævhederne stadig findes og endog er blevet større i nogle tilfælde.

4.3.

Det er som påpeget i meddelelsen afgørende at have veldefinerede strategier for hvert investeringsområde, som tager hensyn til den enkelte regions særtræk. Som nævnt i meddelelsen er det »projekterne, der bør følge strategierne og ikke omvendt«. Ikke desto mindre er det ikke tilstrækkeligt at opstille strategier. Der må skabes passende lovgivningsmæssige rammer, som udmærker sig ved at være præcise, men som ikke strander i unødige bureaukratiske procedurer, der tager modet fra folk. At kunne operere i et gunstigt miljø er af grundlæggende betydning, også ifølge meddelelsen. Kommissionen er nødt til at være håndfast over for de stater, som ikke overholder forpligtelserne, så midlerne ikke ødsles bort, hvilket ikke vil blive accepteret af de medlemsstater, som er nettobidragydere.

4.4.

Der anlægges en ny tilgang i samhørighedspolitikken, som går ud på at støtte et begrænset antal prioriterer, idet der ikke er nok ressourcer til at dække alle behovene i de mindre udviklede regioner. Selvom der på den ene side er fordele ved at koncentrere ressourcerne om projekter med stor indvirkning og varige resultater i økonomisk og social henseende gennem løsning af specifikke problemer, kan denne form for tilgang også i nogle tilfælde virke mod hensigten. I lande med uensartede udviklingsniveauer og mangel på private investeringer vil en overdreven koncentration af ressourcerne betyde, at områder og sektorer — som ellers ville kunne have nydt godt af samhørighedsmidlerne, så de havde kunnet konvergere og bidrage positivt til en integreret udvikling — bliver holdt uden for væksten og udviklingen.

4.5.

Der fremlægges forskellige tal for virkningerne af samhørighedspolitikken, men det er stadig en kendsgerning, at de reelle virkninger af investeringerne fortsat er vanskelige at kvantificere, hvilket viser, at de valgte indikatorer ikke er udvalgt på den mest hensigtsmæssige måde. Der synes at være en udvikling i gang i retning af en definition af klare og målelige mål og resultater, hvilket fortjener EØSU's støtte. De prioriteter, indikatorer og mål, som fastlægges i partnerskabsaftalerne, bliver ikke underkastet en løbende overvågning, som kunne gøre det muligt at foretage eventuelle justeringer med det mål at give medlemsstaterne et reelt ansvar for resultaterne og for en pålidelig overvågning af foranstaltningerne.

4.6.

De indikatorer, der udvælges, bør dog ikke kun være af kvantitativ art. Den kvantitative dimension er ganske vist ideel til at måle vækst, men udvikling kan ikke måles uden indikatorer af kvalitativ art, som ikke må forglemmes.

4.7.

Byerne betegnes som vækstmotorer. De vil få tildelt næsten halvdelen af EFRU-midlerne. Investeringerne i byerne og i deres potentielt afsmittende effekt fortjener EØSU's tilslutning, men med forbehold. EØSU henleder opmærksomheden på, at sådanne investeringer bør foretages med forsigtighed, da man ellers kan give næring til uhensigtsmæssige centraliseringstendenser. Tilvandringen til byerne kan ganske rigtigt sætte skub i udviklingen, men det er også en kendsgerning, at overbefolkning kan føre til fattigdom og social udstødelse. Endvidere vil manglen på investeringer i mindre centrale regioner true befolkningernes livskvalitet og fremkalde en stigende afvandring i retning af de store byer, hvorved aktiviteter i tilknytning til landbrug, fiskeri og industri, som er vigtige sektorer for EU's udvikling, vil blive opgivet.

4.8.

Bedre inkludering af arbejdsmarkedets parter og organisationer i civilsamfundet betragtes som en af forudsætningerne for samhørighedspolitikken. Kommissionen offentliggjorde i januar 2014 den delegerede forordning om EU-adfærdskodeksen for partnerskaber inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (6). Efter at have analyseret dette dokument kan det konkluderes, at det ikke indeholder store fornyelser i forhold til eksisterende praksis. Der opregnes grundlæggende principper for udvælgelsen og inddragelsen af parterne og forskellige former for god praksis, men der foreslås ingen bindende mekanismer for overvågning fra arbejdsmarkedets parters side. Sandheden er, at arbejdsmarkedets parter i mange medlemsstater stadig kun spiller en symbolsk rolle i beslutningerne — høringen foretages, men uden at tage hensyn til holdningen blandt dem, der bedst kender de faktiske forhold og problemerne. Trods disse vanskeligheder bekræfter EØSU sin støtte til gennemførelsen af EU-adfærdskodeksen.

4.9.

EØSU har tidligere udtalt, at det er overbevist om, at partnerskaber, hvor alle partnere og interessenter fra det organiserede civilsamfund inddrages i forberedelsen, gennemførelsen og den efterfølgende evaluering af programmer og projekter, bidrager til at øge deres kvalitet og til, at resultaterne bliver som ønsket (7).

4.10.

Der skal være mindre bureaukrati. Anbefalingerne fra de revisioner, der er foretaget, bør udnyttes, programmerne bør fokusere på kontrol af resultaterne og ikke i så høj grad på, hvordan de opnås, med sindrige administrative procedurer, som kræver gigantiske og dyre offentlige og private strukturer. Bureaukratiet er en reel hindring for mange iværksætteres deltagelse og for den offentlige administrations effektivitet. Forenkling og harmonisering af procedurer, regler og formularer er ikke kun en mulighed, men også et ønskværdigt mål.

5.1.

Selvom der er delte meninger om betydningen og effekten af god forvaltningspraksis for den økonomiske vækst, er der stadig flere, som mener, at god forvaltning og effektive offentlige institutioner er en nødvendig forudsætning for en stærk økonomisk udvikling. EØSU deler også denne opfattelse.

5.2.

Garanti for retssikkerhed og et uafhængigt, velfungerende og pålideligt retsvæsen betyder mindre spild af administrative ressourcer og skaber en følelse af stabilitet til gavn for investeringerne, som har direkte indvirkning på samhørighedspolitikken.

5.3.

Kravet om god forvaltningspraksis, som samhørighedspolitikken skal honorere i medfør af OECD-principperne om effektive offentlige investeringer, er en nødvendighed på alle planer og støttes af EØSU. Der må rettes op på den uensartede adgang til at gennemføre projekter og iværksætte nye forretningsaktiviteter i de forskellige medlemsstater, eftersom dårlig forvaltning ikke kun skader det nationale marked, men også det indre marked ved at skabe barrierer for aktører fra andre medlemsstater.

5.4.

I nogle medlemsstater er der behov for at forbedre den regionale koordinering eller ligefrem behov for en reel regional styring, som er det niveau mellem det nationale og det lokale forvaltningsniveau, hvorpå der kan udformes regionale strategier med en reel betydning for regionernes udvikling og konvergens. Skønt centraladministrationen ofte ikke er i stand til at tolke lokalområdernes behov og prioriteter, giver den i nogle tilfælde ikke passende beføjelser til de regionale myndigheder, som blot bliver resonansrum for den nationale politiske magt uden nogen som helst merværdi for regionen.

5.5.

Hvad angår kravet om god forvaltningspraksis må man ikke glemme, at en mere effektiv offentlig administration kun kan opnås inden for rammerne af de offentligt ansattes uddannelse, og at der sideløbende hermed skal være en politisk vilje til at foretage de nødvendige reguleringsmæssige ændringer.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/48

Ordfører:

José Isaías RODRÍGUEZ GARCÍA-CARO

1.1.

EØSU hilser meddelelsen velkommen og fremsætter bemærkninger hertil i nærværende udtalelse. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på koordineret vis og hurtigst muligt at arbejde i den strategiske retning, der foreslås i det dokument, som er genstand for udtalelsen.

1.2.

EØSU mener, at EU's medlemsstaters sundhedssystemer bør baseres på principper og værdier såsom universalitet, tilgængelighed, lighed og solidaritet for at sikre bedst mulig sundhed for borgerne. Uden disse grundlæggende principper kan EU ikke få en social dimension, og de skal derfor sikres og beskyttes i alle EU's politikker vedrørende folkesundheden.

1.3.

Det er EØSU's faste overbevisning, at den krise, EU generelt og særligt visse medlemsstater lider under, ikke kan løses med tiltag, som begrænser den ret til sundhedsbeskyttelse, EU's borgere har. Sundhed er trods prisen på sundhedsydelser ikke en handelsvare og kan derfor ikke være afhængig af borgerens økonomiske formåen.

1.4.

For at kunne styrke sundhedssystemernes effektivitet skal man værne om ressourcerne ved at anvende dem så effektivt som muligt og sammenkæde den videnskabelige-tekniske kvalitet med effektivitet og bæredygtighed som en central dimension i sundhedssystemets organisation og faglig praksis. Samtidig skal der hele tiden tages størst muligt hensyn til patienten.

1.5.

EØSU finder det ikke acceptabelt, at vi her i starten af det 21. århundrede må erkende, at vi mangler sammenlignelige data. Uden validerede og relevante data er fremskridt ikke mulige, ligesom vi ikke kan få adgang til homogene indikatorer, som kan understøtte beslutningstagningen og de videnskabelige analyser. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bane vej for indførelsen af et system af pålidelige indikatorer, hvormed man kan analysere og indføre foranstaltninger på EU-plan.

1.6.

EØSU mener, at bekæmpelsen af uligheder på sundhedsområdet skal gives høj prioritet. Eksisterende forskelle af social, økonomisk og politisk karakter bestemmer fordelingen af sygdomme. Derfor er det nødvendigt, at medlemsstaterne forpligter sig til, at sundhedstjenesterne ydes på lige vis uafhængigt af geografisk sted, køn, handicap, indtægt og økonomisk formåen, alder, race eller enhver anden dimension, og at ydelsen af sundhedstjenester finansieres med offentlige midler (skatter og sygesikringer) som led i en solidarisk omfordeling af ressourcerne. EØSU finder det nødvendigt, at der opretholdes en så bred vifte som muligt af tjenester til en fornuftig pris, og at man undgår, at brugerbetaling bliver en forhindring for de mest ugunstigt stillede borgeres adgang.

1.7.

EØSU mener, at sundhedsfagfolk er et centralt element i sundhedssystemerne. Tekniske og videnskabelige uddannelser af høj kvalitet er en nødvendig forudsætning for at kunne råde over højt uddannede fagfolk, som fuldt ud kan imødekomme de plejebehov, EU's borgere har. Samtidig finder EØSU, at de etiske aspekter af uddannelserne også bør håndteres og fremmes i medlemsstaterne.

1.8.

EØSU mener, at en styrkelse af primær sundhedspleje som grundlæggende element i den sundhedspleje, som bliver leveret af sundhedssystemerne, kan være et instrument til at forbedre disse systemers sundhedsresultater og et udgiftsbesparende element, som kan øge systemernes finansielle bæredygtighed. Kommissionen bør påtage sig en rolle i koordineringen og formidlingen af nationale erfaringer medlemsstaterne imellem.

1.9.

EØSU finder det nødvendigt at gøre en indsats for at begrænse udgifterne til medicin og avancerede teknologier, som er elementer, der har afgørende betydning for sundhedssystemernes bæredygtighed. De nationale instanser og EU-instanserne bør indtage en central rolle i forbindelse med evaluering af den effektivitet og den sikkerhed, som lægemidler og teknologi, der indføres på markedet, kan bidrage med.

1.10.

Informations- og kommunikationsteknologier skal fortsat spille en stadig mere central rolle i medlemsstaternes sundhedssystemer, men det må ikke glemmes, at den menneskelige dimension bør være omdrejningspunktet for e-sundheden.

1.11.

Med henblik på at fremme en god forvaltning af sundhedssystemerne i EU og sikre, at der tages behørigt hensyn til patienternes synspunkter, bør man ved indsamling af data, overvågning og evaluering vedrørende sundhedssystemernes tilgængelighed, effektivitet og elasticitet gøre fuld brug af patientfeedback samt basere sig på fuld, aktiv deltagelse af patientsammenslutninger, civilsamfundets organisationer og arbejdsmarkedets parter.

2.1.

Artikel 168 i EUF-traktaten foreskriver, at unionens indsats respekterer medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet. I samme artikels stk. 7 fastslås det, at dette ansvar omfatter forvaltningen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet samt fordelingen af de midler, der afsættes hertil.

2.2.

EU's manøvremuligheder med hensyn til medlemsstaternes sundhedssystemer er derfor begrænset til en indsats på de områder, der fremgår af den nævnte traktatartikel. Ikke desto mindre kan Kommissionen i kraft af sin rolle vedrørende støtte, finansiering og koordinering af indsatsen bidrage med en betydelig merværdi til de øvrige aspekter af sundhedsplejen og dermed gøre det muligt for medlemsstaterne yderligere at konsolidere og forbedre deres nationale sundhedssystemer. Disse sundhedssystemer bygger på en række fælles EU-værdier, såsom universalitet, adgang til pleje af god kvalitet, lighed og solidaritet, som udtrykt af Rådet i juni 2006 (1). I den erklæring konkluderer medlemsstaternes sundhedsministre, at sundhedssystemerne er en grundlæggende del af Europas sociale infrastruktur.

2.3.

Kommissionens meddelelse påpeger en række udfordringer, som sundhedssystemerne i EU har skullet forholde sig til, og som er blevet skærpet yderligere af den økonomiske krise. Udfordringerne kan opsummeres som følger: øgede sundhedsomkostninger, en aldrende befolkning og den deraf følgende stigning i kroniske sygdomme, stigende behov for sundhedspleje, ulige fordeling af sundhedspersonale med knaphed i visse medlemsstater og ulige adgang til sundhedspleje.

2.4.

På denne baggrund og med udgangspunkt i Rådets konklusioner fra juni 2011 (2) og december 2013 (3) har Kommissionen udarbejdet den meddelelse, hvorom den har anmodet om EØSU's udtalelse. Meddelelsen blev positivt modtaget i Rådets konklusioner fra juni 2014 om den økonomiske krise og sundhedspleje (4).

2.5.

I meddelelsen foreslås under overholdelse af medlemsstaternes kompetencer en EU-dagsorden for effektive, tilgængelige og elastiske sundhedssystemer, som udstyrer EU med retningslinjer og kontrol- og evalueringsinstrumenter. Dagsordenen omfatter følgende elementer:

2.5.1.

Støtte til mere effektive sundhedssystemer. Ud fra tre aspekter: vurdering af sundhedssystemernes resultater, plejekvalitet og patientsikkerhed samt integration af pleje. Øget adgang til sundhedspleje. Via handling i forhold til arbejdsstyrken i sundhedssektoren, omkostningseffektiv anvendelse af lægemidler og optimal gennemførelse af direktiv 2011/24/EU. Mere elastiske sundhedssystemer. Med følgende elementer: medicinsk teknologivurdering, sundhedsinformationssystem og e-sundhed.

3.1.

Sundhedsudgifternes stigning, befolkningens tiltagende aldring og det forhold, at visse sygdomme i højere grad bliver kroniske, hvilket grundlæggende berører de ældre, er ikke problemer, der er opstået i det seneste årti, men derimod situationer, der har udviklet sig over flere årtier, og som er blevet forværret af den nuværende krise gennem en reduktion af de midler, der afsættes til disse politikområder. Derfor bør det strategiske sigte være, hvordan man på effektiv vis kan forholde sig til det konstante behov for ressourcer, som sundhedssystemerne vil have i de kommende år for at levere pleje til en stadig ældre befolkning med stadig større plejebehov, i takt med at den forventede levetid øges.

3.1.1.

Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse som grundlæggende sundhedsplejemidler bør have en fremtrædende plads i vores nationale sundhedssystemers indsats. Udgifterne til sundhedspleje kan reduceres betydeligt gennem investeringer i sundhedsuddannelse og fremme af en mere aktiv og sund levevis med henblik på nedbringelse af overvægt, rygning og alkoholforbrug. Gennem regelmæssig kræftscreening og helbredskontrol kan flere ældre mennesker nyde godt af en lang og sund pensionisttilværelse.

3.2.

EØSU er enig i, at EU's medlemsstaters sundhedssystemer bør baseres på principper og værdier såsom universalitet, tilgængelighed for alle, lighed og solidaritet. Det er principper, som sikrer, at alle borgere i EU har ret til sundhedsbeskyttelse og lægehjælp, at sundhedstjenesterne anvendes på passende og rettidig vis med henblik på bedst mulige sundhedsresultater, at sundhedstjenesterne ydes på ensartet vis uafhængigt af geografisk sted, køn, handicap, indtægt, alder, race eller enhver anden dimension, og at ydelsen af sundhedstjenester finansieres med offentlige midler (skatter og/eller sygesikringer) som led i en solidarisk omfordeling af ressourcerne.

3.3.

EØSU mener, at den krise, EU generelt og særligt visse medlemsstater lider under, ikke må være et påskud for at danne en kløft mellem første- og andenrangsborgere med hensyn til alles ret til at få beskyttet deres sundhed. I denne forbindelse bør man også sørge for, at kapaciteten og kvaliteten af de sundhedstjenesteydelser, der tilbydes i de forskellige medlemsstater, også omfatter EU-borgere, som ikke arbejder i deres hjemland, men som midlertidigt arbejder i et andet land. Systemerne kan ikke gøres effektive og bæredygtige, hvis man glemmer dem, systemerne er til for. Sundhed er trods prisen på sundhedsydelser ikke en handelsvare og kan derfor under ingen omstændigheder være afhængig af borgerens økonomiske formåen.

3.4.

EØSU tilkendegav i sin udtalelse (5) om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU« (6), at »Kommissionen (bør) gøre bedst mulig brug af de forhåndenværende redskaber (f.eks. OMC, konsekvensanalyser, forskningsprogrammer, kriterier, samarbejde med internationale organisationer) og bør sammen med medlemsstaterne overveje nye metoder til at sikre, at EU's politikker og tiltag tager fat på de faktorer, som skaber eller bidrager til sundhedsmæssige uligheder i hele EU«. EØSU gentager udtalelsens budskaber og bekræfter samtlige anbefalinger, EØSU har fremsat for at reducere uligheden på sundhedsområdet.

3.5.

I forbindelse med EØSU's udtalelse (7) om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Sundhed for Vækst-programmet, det tredje flerårige EU-handlingsprogram for sundhed for perioden 2014-2020« (8) kommenterede udvalget visse af meddelelsens aspekter. I denne forbindelse gentager EØSU bemærkningerne angående medicinsk teknologivurdering, uddannelse af sundhedspersonale, indførelse af evidensbaserede lægeydelser og udveksling af god praksis.

3.6.

EØSU anser det for meget vigtigt, at sundhedssektoren inkluderes i det europæiske semester. Den vægt, sektoren har i medlemsstaternes bruttonationalprodukt, den store arbejdsstyrke, som den beskæftiger, og den innovationsevne, som den udviser, er tilstrækkelig begrundelse for at inkludere sektoren. Imidlertid skal de henstillinger, som det europæiske semesters evalueringer munder ud i, gennemføres under den forudsætning, at de principper og værdier, som EU's medlemsstaters sundhedssystemer hviler på, ikke tilsidesættes.

3.7.

Hvis man øger sundhedssystemernes effektivitet udelukkende i form af opnåelse af gode resultater, udelader man andre aspekter, som i en tid med ressourceknaphed og budgetbegrænsninger burde tages i betragtning. Således kan et effektivt og kvalitetsbaseret sundhedssystem maksimere sundhedsplejens kvalitet og de opnåede resultater med de forhåndenværende ressourcer. Med andre ord kan vi ikke styrke sundhedssystemets effektivitet uden at tage dets omkostningseffektivitet i betragtning. At værne om ressourcerne indebærer, at de benyttes så effektivt som muligt, og at den videnskabelige-tekniske kvalitet sammenkædes med effektivitet og bæredygtighed som en central dimension i sundhedssystemets organisation og faglig praksis.

3.8.

EØSU bifalder, at Kommissionen og medlemsstaterne arbejder for at implementere indikatorer på EU-niveau, som vil gøre det muligt at måle sundhedsindsatsens effektivitet. I dette øjemed bør alle medlemsstater etablere og råde over validerede systemer for informationsindsamling, som er transparente og objektive, og hvormed der kan foretages en samlet analyse. Dette kan fremme samarbejdstiltag, som kan reducere den sundhedsulighed, der eksisterer mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstater. Det er ikke acceptabelt, at vi her i starten af det 21. århundrede må erkende, at vi mangler sammenlignelige data. Uden validerede, centrale og relevante data er fremskridt ikke mulige, ligesom vi ikke kan få adgang til homogene indikatorer, som kan understøtte beslutningstagningen og de videnskabelige analyser.

3.9.

Hvor anvendelige sundhedsindikatorer er, afhænger af deres troværdighed, som er en forudsætning for at kunne foretage sammenligninger. Kommissionen erkender i sin meddelelse den manglende troværdighed, som gør det svært at sammenligne de opnåede resultater. Derfor støtter EØSU systemet vedrørende europæiske centrale indikatorer for sundhed, som tilvejebringer sammenlignelige data om sundhed og de adfærdsmønstre, som influerer på denne, samt sygdomme og sundhedssystemer, hvilket kan gøre det muligt for visse medlemsstater at forbedre deres informationssystemer og implementere indikatorer, som ikke eksisterer i øjeblikket, og dermed fremme den almindelige udveksling af god praksis. På samme måde bifalder EØSU den fælles evalueringsramme på sundhedsområdet, som undergruppen vedrørende indikatorer under Udvalget vedrørende Social Beskyttelse har udtænkt.

3.10.

EØSU mener, at en faktisk anerkendelse af den universelle ret til sundhedspleje kan blive tilsidesat af problemer vedrørende sundhedssystemernes tilgængelighed. Når der er problemer med tilgængelighed, er det altid de befolkningsgrupper, der har færrest egne ressourcer, som berøres mest. Hvis ønsket er at reducere uligheden på sundhedsområdet, er tilgængeligheden det vigtigste element, der skal tages op. Faktisk etablering af primær sundhedspleje i landområder, forekomsten af skadestuer i nærområder, passende transport- og kommunikationsinfrastruktur, adgang til specialistbehandling og indførelse af delvis brugerbetaling (under hensyntagen til indkomstniveauet) er nogle af de vigtigste elementer for at sikre borgerne adgang til sundhedstjenester, og det er i forhold til disse elementer, medlemsstaterne bør agere.

3.11.

EØSU deler Kommissionens bekymring og anerkender, at med undertegnelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap er vi forpligtede til at træffe foranstaltninger, så det sikres, at personer med handicap har adgang til sundhedstjenester, herunder at de fysiske indretninger er tilgængelige for dem, der er begrænset af et handicap.

3.12.

EØSU er enig med Kommissionen i, at der skal opretholdes stabile finansieringsmekanismer for sundhedstjenester. I denne forbindelse kan en blanding af beskæftigelsesbaserede bidrag og skattefinansiering sørge for en stabil finansieringsramme for sundhedssystemerne. Det er EØSU's opfattelse, at disse systemers elasticitet eller modstandskraft er uløseligt forbundet med en topprofessionel forvaltning baseret på effektive informationssystemer, hvor man præcist kan beregne, hvor meget sundhedsydelserne koster. Alt dette kan sammen med tilstedeværelsen af en højt kvalificeret og velmotiveret sundhedsarbejdsstyrke udgøre et solidt og stabilt fundament for et bæredygtigt sundhedssystem.

3.13.

EØSU er enig med Kommissionen i, at en af de største udfordringer, som visse af medlemsstaternes sundhedssystemer står over for, er knapheden på sundhedsprofessionelle. Denne knaphed forværres af den omstændighed, at sundhedsfagligt uddannede i høj grad emigrerer til andre EU-lande eller til lande uden for EU. I betragtning af at motiverne er varierede og komplekse, mener EØSU, at den af Kommissionen foreslåede dagsorden bør indeholde tiltag til at gøre sundhedsfagene mere tiltrækkende for de unge, således at ikke blot flere uddanner sig inden for disse fag, men at også udøvelsen af fagene gøres professionelt og arbejdsmæssigt attraktiv.

4.1.

I dag opfatter man i de højest udviklede samfund evalueringen af sundhedssystemernes ydeevne bl.a. som et instrument, hvormed de, der leverer sundhedstjenester, står til regnskab overfor dem, der modtager disse tjenester, og som et redskab for fremtidig planlægning. For at uddybe de forpligtelser, der blev indgået med Tallinn-chartret, går EØSU ind for, at medlemsstaterne skal have rådighed over instrumenter og metodologier, hvormed de indbyrdes kan tilnærme deres sundhedssystemer og mindske de interne og eksterne uligheder i disse systemer.

4.2.

Patientsikkerhed forudsætter, at de unødvendige skadesrisici for patienterne minimeres, dvs. fravær af utilsigtede skader, som kan henføres til plejeaktiviteten eller lægefejl. Patientsikkerhed kan fremmes gennem risikostyring, indberetning, analyse og opfølgning af utilsigtede hændelser, samt indførelse af løsninger for at minimere risikoen for, at hændelserne gentager sig. EØSU gentager de anbefalinger, det fremsatte i udtalelsen (9) om »Forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet« (10), og udvider dem, så de gælder alle risici, som ikke er forbundet med infektionsprocesser, idet der lægges særlig vægt på, at bivirkninger skal indberettes, og på, at der skal træffes afhjælpende foranstaltninger. Det er i denne retning, der skal handles.

4.3.

EØSU mener, at patienternes sundhedspleje bør koordineres mellem alle niveauer i plejesystemet, således at den primære pleje får større betydning for diagnose og behandling af sundhedsproblemer. Et godt, veludviklet og professionelt net af primær pleje gør, at man er tættere på sundhedsproblemerne, overflødiggør unødvendige specialistinterventioner og nedbringer sundhedsomkostningerne, eftersom hospitalsophold kan begrænses. Kommissionen bør påtage sig en rolle i koordineringen og formidlingen af nationale erfaringer medlemsstaterne imellem.

4.4.

Den andel, beskæftigede i sundhedssektoren udgør af den samlede beskæftigede befolkning i landene i EU, er tilstrækkelig stor til, at man kan anse det for et sundhedsproblem, hvis der bliver knaphed inden for disse fagområder. Med henblik på at undgå sådanne situationer bør planlægningen af sundhedsuddannelser, som godt nok hører under medlemsstaternes kompetence, gøres til genstand for overvågning og analyse fra EU's side for at samarbejde med medlemsstaterne om at opretholde en kritisk masse af fagfolk, således at der kan ydes sundhedspleje til en stadig mere trængende befolkning. EØSU mener endvidere, at man for at udvikle den nødvendige uddannelses- og universitetskapacitet skal yde finansiel støtte.

4.5.

EØSU mener, at tekniske og videnskabelige uddannelser af høj kvalitet er en nødvendig forudsætning for at kunne råde over højt kvalificerede sundhedsprofessionelle, som fuldt ud kan imødekomme de plejebehov, EU's borgere har. Samtidig finder EØSU, at de etiske aspekter af uddannelserne også bør håndteres og fremmes i medlemsstaterne.

4.6.

Udgifterne til medicin er et af de vigtigste elementer, som påvirker de samlede sundhedsudgifter og bæredygtigheden af disse. Ordinering af det virksomme stof (Verdenssundhedsorganisationens internationale fællesnavne) er en mulig vej til at nedbringe medicinudgifterne, dvs. at der skrives recept på det virksomme stof og ikke det kommercielle navn. Der findes i EU eksempler på en sådan type ordinering i bestemte sundhedsorganisationer, som kan tjene som erfaringer, der kan benyttes i andre lande. Imidlertid bør ethvert tiltag, der overvejes, tage hensyn til nødvendigheden af, at der forskes i nye lægemidler, og at denne forskning kan finansieres.

4.7.

EØSU er enig i de overvejelser, som Kommissionen gør sig i den meddelelse, der er genstand for nærværende udtalelse, med hensyn til en optimal gennemførelse af direktiv 2011/24/EU (11), men mener ikke, at dette er det primære problem for borgernes adgang til deres nationale sundhedssystemer, og ej heller, at en optimal gennemførelse af direktiv vil forbedre borgernes adgang til deres nationale systemer. EØSU mener, at som led i meddelelsen bør forbedringen af adgangen navnlig sigte mod at styrke dækningsgraden for befolkningen, således at den bliver universel, at sørge for en så bred vifte som muligt af sundhedsydelser til en passende pris og at undgå, at brugerbetaling bliver en forhindring for de mest ugunstigt stillede borgeres adgang. At garantere en grænseoverskridende behandling af høj kvalitet vil ikke sikre, at borgeren modtager den basale sundhedspleje i sit hjemland.

4.8.

Medicinsk forskning og innovation fører til fremkomst af nye medicinske teknologier, som svar på de diagnostiske og terapeutiske udfordringer, lægevidenskaben står overfor. De høje omkostninger, som disse teknologier er forbundet med, og deres formodede effektivitet kræver et effektivt system til evaluering af teknologierne. EØSU mener, at det europæiske netværk for medicinsk teknologivurdering (EUnetHTA) tilfører en interessant merværdi i forhold til medlemsstaternes nationale og regionale netværk, hvilket skaber synergieffekter og fremmer formidlingen af evalueringerne.

4.9.

Anvendelse af informationsteknologier i forbindelse med patientjournaler er et fremskridt, der ikke bør begrænses til de enkelte sundhedscentre. En digital patientjournal, som enhver sundhedsfaglig medarbejder, der behandler den pågældende patient, har adgang til, bør være en målsætning, der skal arbejdes for, selv om den i øjeblikket forekommer langt væk. EU bør støtte online-sundhedsinformationssystemer, som baner vej for, at borgernes journaler kan følge dem, hvor de end bevæger sig hen. Elektroniske journaler er et redskab, som er til stor nytte for patienten, men det er samtidig en udfordring for forvaltningerne, som i deres sundhedssystemer skal indarbejde kompatible applikationer, der gør det muligt for enhver sundhedsfaglig medarbejder at få kendskab til en borgers sundhedsproblemer, uanset hvor borgeren befinder sig. Det er en gigantisk udfordring, men det er EØSU's opfattelse, at hvis den kan løses, vil EU's borgeres helbred kunne forbedres.

4.10.

EØSU finder det særdeles vigtigt, at borgerne har adgang til digitale sundhedsinformationssystemer, eksempelvis for at kunne få adgang til oplysninger om sundhedsprodukter, som er godkendt af de kompetente myndigheder. Disse oplysninger skal være forståelige, præcise, ajourførte og sikre, således at den borger, som måtte ønske det, kan supplere de oplysninger, han har fået af den sundhedsprofessionelle, der assisterer ham.

4.11.

EØSU udtalte sig om »e-sundhed« i forbindelse med sin udtalelse (12) om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan for e-sundhed 2012-2020 — et innovativt sundhedsvæsen i det 21. århundrede« (13). EØSU gentager følgende passage fra denne udtalelse: »E-sundhed bør styrke den gensidige tillid mellem patienterne og sundhedspersonalet og samtidig undgå risikoen for »upersonlighed« og for at glemme de psykologiske faktorer. Den menneskelige dimension bør stå i centrum for e-sundhed.« EØSU konkluderer således, at borgeren er omdrejningspunktet for sundhedssystemet.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/54

1.1.1.

Efter EØSU's opfattelse er det både nødvendigt og fornuftigt at opdatere EU's lovgivning om foderlægemidler for at sikre ensartede betingelser for produktion, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler og derigennem beskytte dyrenes sundhed og velfærd, samtidig med at forbrugernes forventninger indfries.

1.1.2.

EØSU støtter anvendelsen af foderlægemidler som endnu et redskab til at sikre opdræt af sunde dyr og samtidig forbedre folkesundheden.

1.1.3.

EØSU glæder sig over, at produktion, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler til dyr, der ikke er bestemt til fødevareproduktion, også er omfattet, da dette udgør en alternativ administrationsvej til behandling af sygdomme, ikke mindst kroniske sygdomme.

1.1.4.

EØSU så gerne, at mindre udbredte dyrearter og akvakultursektoren, hvor udbuddet af veterinærlægemidler er begrænset, kan få adgang til foderlægemidler, og at barriererne for en smidig produktion og distribution mindskes. EØSU glæder sig endvidere over muligheden for forhåndsfremstilling med henblik på bedre at kunne planlægge produktionen og minimere potentielle overslæb. På den måde vil man aldrig komme ud for, at lageret er utilstrækkeligt, fordi veterinærlægemidlerne har overskredet deres udløbsdato.

1.1.5.

EØSU opfordrer til, at der i forordningen fæstes større lid til den rolle, der spilles af dyrlæger og kvalificerede og akkrediterede fagpersoner, som kender de gældende regler og er fuldt ud i stand til at stille en diagnose og ordinere den mest hensigtsmæssige behandling med henblik på at sikre dyrenes sundhed og trivsel og den offentlig sundhed.

1.1.6.

Efter EØSU's opfattelse er dyrlægen eller den kvalificerede og akkrediterede fagperson, den eneste person, der som led i sit hverv bør fastsætte behandlingens varighed. Denne kan ikke fastlægges udelukkende ved hjælp af en rigid lovgivning, eftersom der er forskel på arter, deres fysiologiske tilstand, deres forudsætninger for indgift, hvor hårdt de er ramt af en given sygdom osv.

1.1.7.

EØSU er bevidst om, at der forekommer overslæb fra et virksomt stof i et foderlægemiddel til et ikke-målfoder. Grænseværdien for et sådant overslæb bør imidlertid fastsættes i henhold til ALARA-princippet (»så lavt, som det med rimelighed er opnåeligt«).

1.1.8.

EØSU er opmærksom på, at produktionssystemerne er forskellige, og finder det afgørende, at der i forbindelse med fastsættelsen af grænseværdier for overslæb tages højde for de eksisterende teknologier i denne sektor, og at værdierne fastsættes på en sådan måde, at de ikke indebærer en risiko for at skabe antimikrobiel resistens.

1.1.9.

EØSU anser det for nødvendigt at indføre et system til integreret forvaltning af produkter, der ikke er blevet anvendt, eller hvis holdbarhedsperiode er udløbet, så man kan styre den risiko for dyrs og menneskers sundhed og miljøet, der måtte være forbundet med disse produkter.

1.1.10.

EØSU understreger endvidere behovet for at fastlægge kriterier såsom målværdier for at sikre, at foderlægemidlet har en passende homogenitet.

1.1.11.

EØSU mener, at samhandelen inden for EU kan komme til at lide under dette lovgivningsforslag, som efter udvalgets opfattelse bør gøres mere fleksibelt med henblik på at forbedre sektorens konkurrenceevne.

1.1.12.

EØSU bemærker, at dyrlægerne og de kvalificerede og akkrediterede fagpersoner bør leve op til deres ansvar og ikke rutinemæssigt gennemføre forebyggende behandlinger med antimikrobielle stoffer, selv om der selvfølgelig er tilfælde, hvor det er nødvendigt med en forebyggende behandling med antimikrobielle stoffer (ligesom inden for humanmedicin) for at sikre dyrenes sundhed og velfærd og dermed folkesundheden.

1.1.13.

Efter EØSU's mening bør det være op til de enkelte medlemsstater at vurdere, hvornår der er behov for forebyggende behandlinger med antimikrobielle stoffer, da man skal huske på de særlige forhold og kendetegn, der gør sig gældende for de forskellige produktionssystemer, dyrearter, sundhedsforhold, tilgængelighed af lægemidler osv. i de enkelte lande.

1.1.14.

EØSU mener, at dette lovgivningsforslag bør indeholde en oversigt over de personlige værnemidler, der er nødvendige for, at arbejdstagerne kan undgå at blive eksponeret for kemiske stoffer, som findes i det støv, der genereres i produktionsprocessen, med deraf følgende risiko for indånding af disse.

1.1.15.

EØSU anbefaler, at der gennemføres særlige uddannelsesprogrammer i medlemsstaterne for arbejdstagere, der udsættes for kemiske stoffer.

1.1.16.

EØSU mener, at forordningen bør give medlemsstaterne mulighed for at udarbejde gennemførelsesretsakter med det formål at skåne små landbrugere, som producerer til eget forbrug, for administrative byrder og bureaukrati, uden at man derved går på kompromis med særlige sikkerheds- og hygiejnebestemmelser for foderlægemidler.

1.2.1.

Dyresundheden påvirker dyrenes helbred og velfærd, folkesundheden og fødevaresikkerheden, miljøet og landdistrikternes økonomi og har derfor en strategisk betydning. Derfor er det afgørende, at der er adgang til godkendte veterinærlægemidler, så dyrlæger og kvalificerede og akkrediterede fagpersoner har de nødvendige redskaber til deres rådighed med henblik på kontrol, forebyggelse og behandling af sygdomme hos dyr.

1.2.2.

Ligesom andre veterinærlægemidler er der også brug for antibiotika for at bekæmpe bakterielle infektioner hos dyr. Efter EØSU's opfattelse er adgangen til sikre og effektive antibiotika en essentiel del af de værktøjer, som dyrlægerne har til rådighed til at opretholde og genoprette både dyrenes sundhed og velfærd og folkesundheden.

1.2.3.

Derfor bakker EØSU op om dette lovgivningsforslag, som har til formål at udvikle et opdateret og hensigtsmæssigt regelsæt, sikre adgangen til veterinærlægemidler og i sidste ende beskytte dyresundheden, folkesundheden, fødevaresikkerheden og miljøet. Dette princip bør også følges for at sikre adgangen til antibiotika, der anvendes i veterinærmedicin.

1.2.4.

Markedet for veterinærlægemidler har en række særpræg og karakteristika, hvorved det afviger fra markedet for humanmedicinske lægemidler. Derfor finder EØSU det helt rigtigt, at dette lovgivningsforslag udelukkende fokuserer på veterinærlægemidler. Selv om principperne skal være ensartede, bør anvendelsen af disse principper således fuldt ud tilpasses forholdene i sektoren.

1.2.5.

EØSU mener, at de nuværende regler indebærer en lang række administrative begrænsninger for industrien og dermed har en negativ indflydelse på den nødvendige innovation. Derfor glæder udvalget sig over indførelsen af forenklede bestemmelser i forbindelse med godkendelsesprocedurerne og den efterfølgende overvågning, ændringerne af markedsføringstilladelserne osv. med henblik på at reducere de nævnte administrative begrænsninger, selv om der stadig er områder, hvor forslaget kan forbedres.

2.1.1.

Forslaget fastlægger krav med hensyn til fremstilling, markedsføring og anvendelse af foderlægemidler i Den Europæiske Union.

2.1.2.

I den forbindelse opstilles der en række definitioner, hvoraf følgende skal fremhæves:

2.1.3.

Det skal fremhæves, at foderlægemidler inkluderes i anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 183/2005 om fodertilsætningsstoffer, hvorved foderlægemidlerne altså anses for at være fodertilsætningsstoffer. Dette er yderst positivt.

2.1.4.

Området for foderlægemidler udvides til også at omfatte de dyrearter, som ikke er beregnet til fødevareproduktion, såsom f.eks. selskabsdyr.

2.1.5.

Lovgivningsforslaget støtter anvendelsen af foderlægemidler som værende et værdifuldt og meget brugbart værktøj til at forbedre dyresundheden og folkesundheden. Også foderlægemidlernes værdi for en række meget konkurrencedygtige produktionssystemer i Europa fremhæves i forslaget.

2.1.6.

Husdyravl i EU og de forskellige produktionssystemer i de forskellige medlemsstater spiller en vigtig rolle, og det er derfor nødvendigt at være i besiddelse af redskaber som f.eks. foderlægemidler med henblik på at kunne forbedre denne sektors konkurrenceevne.

2.1.7.

I bilagene til den nævnte forordning opregnes alle de nødvendige krav for, at virksomhederne kan producere foderlægemidler, der er sikre, homogene, og som sikrer minimal krydskontaminering.

2.1.8.

Ifølge lovgivningsforslaget er det nødvendigt, at de foderlægemidler, som importeres til EU, opfylder de samme lovgivningsmæssige krav, som indgår i denne forordning.

2.1.9.

Den kommende forordning understreger behovet for, at foderlægemidler fremstilles udelukkende med udgangspunkt i godkendte veterinærlægemidler, og at det af hensyn til produktets sikkerhed og virkning bør sikres, at samtlige anvendte bestanddele er forenelige med hinanden.

2.2.1.

Lovgivningsforslaget dækker både datakrav og tilladelser til markedsføring af veterinærlægemidler. Det omhandler endvidere emballering og etikettering, distribution og overvågning af sikkerheden på markedet (lægemiddelovervågning) samt emner relateret til kontrol med og anvendelse af veterinærlægemidler.

2.2.2.

Forslaget indeholder en nyhed, idet den centraliserede godkendelsesprocedure udvides, så der kan indgives ansøgninger om godkendelse af et hvilket som helst veterinærlægemiddel. For at undgå unødvendige administrative og økonomiske byrder vil det være nok med en enkelt vurdering af en ansøgning om godkendelse af et veterinærlægemiddel.

2.2.3.

Forslaget lægger op til en kraftig forenkling af reglerne ved at mindske omfanget af obligatoriske oplysninger på etiketter og emballage og give mulighed for anvendelse af harmoniserede piktogrammer og forkortelser.

2.2.4.

Den beskyttelsesperiode, der gælder for den tekniske dokumentation, som er indgivet for at opnå eller ændre en markedsføringstilladelse, reguleres, og beskyttelsesperioden udvides, når der er tale om begrænsede markeder og nye antibiotika.

2.2.5.

Kommissionen tillægges beføjelser til at fastsætte krav om forbud mod eller begrænsninger for visse antibiotika, der anvendes til veterinær brug.

2.2.6.

Veterinærlægemidler skal ligesom humanmedicinske lægemidler være godkendte, inden de kan markedsføres. Derfor skal der være adgang til oplysninger, så man kan afprøve produktionens kvalitet, sikkerheden (for dyr, brugere og miljøet) samt den kliniske effekt. Hvad angår behandling af produktionsdyr bør der desuden tilvejebringes data, som garanterer forbrugernes sikkerhed.

2.2.7.

Med enkelte ændringer vil der fortsat være tale om fire mulige procedurer, når der skal indhentes en markedsføringstilladelse for et veterinærlægemiddel (den centraliserede procedure, den decentraliserede procedure, proceduren for gensidig anerkendelse og den nationale procedure). Endvidere fastlægges der en ordning for ændring af betingelserne i markedsføringstilladelser, der tager hensyn til risikoniveauet. Der indføres også en risikobaseret tilgang til lægemiddelovervågning. Ligeledes oprettes der en procedure for harmonisering af produktresumér.

2.2.8.

Der fastlægges krav for så vidt angår homøopatiske veterinærlægemidler og spørgsmål med relation til bl.a. fremstilling, distribution og anvendelse.

3.1.1.

EØSU bakker op om forslaget til forordning og støtter Kommissionens ønske om at harmonisere kravene til foderlægemidler i alle EU's medlemsstater.

3.1.2.

EØSU minder om, at det er vigtigt, at der ikke fastsættes krav til fremstillingen, der er så høje, at foderstofvirksomhederne har svært ved at honorere dem. Krydskontaminering er en realitet i sektoren og kan ikke begrænses til teknisk svært uopnåelige niveauer, som ikke modsvarer den reelle risiko for dyresundheden.

3.1.3.

Efter EØSU's opfattelse indtager husdyravl en vigtig plads i Unionens landbrug, og derfor skal landbrugere og foderproducenter have adgang til en vifte af egnede værktøjer, så de kan opnå en høj konkurrenceevne på markedet. Der er behov for en regulering af anvendelsen og fremstillingen af foderlægemidler, men den bør også tilpasses de teknologier, der findes i sektoren i dag.

3.1.4.

Lovgivning om foderlægemidler kan ifølge Kommissionens konsekvensanalyse forventes at få en positiv indflydelse på omkostningseffektiviteten og den økonomiske vækst i sektoren for fremstilling af foderlægemidler, også hvad angår innovative anvendelser af veterinærlægemidler.

3.1.5.

Det er vigtigt at få fastlagt niveauer for overslæb for foderlægemidler baseret på Kommissionens ekspertise og i overensstemmelse med ALARA-princippet samt under hensyntagen til bedste fremstillingspraksis i sektoren.

3.1.6.

EØSU mener, at denne lovgivning omhandler nogle produktionsformer såsom mobile blandere, som bør overholde principperne for fødevaresikkerhed og homogenitet for foderlægemidler for at undgå høje niveauer for overslæb og bedre kunne kontrollere disse.

3.1.7.

Efter EØSU's opfattelse bør samhandelen inden for EU ikke hæmmes af kravene i denne forordning, og derfor bør denne samhandel lettes.

3.1.8.

EØSU minder om, at der findes en række mindre udbredte arter i de forskellige medlemsstater, som der i øjeblikket kun findes få behandlingsmuligheder for, og at der derfor ikke bør føjes yderligere hindringer til forhåndsfremstilling af foderlægemidler til disse arter.

3.2.1.

EØSU mener, at godkendelsesprocedurerne for veterinærlægemidler bør udformes på en sådan måde, at man undgår unødige forsinkelser i den faktiske markedsføring i de forskellige medlemsstater, hvor disse lægemidler ønskes godkendt, og at man fremmer en hurtig bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder.

3.2.2.

Efter EØSU's opfattelse, bør de lovgivningsmæssige rammer fremme forskning, teknologisk udvikling og innovation inden for veterinærlægemidler, så man kan imødekomme sundhedsmæssige behov og udfordringer, som de forskellige dyrearter og produktionsmodeller i Europa står over for.

3.2.3.

Historisk set har der været et problem med manglende adgang til veterinærlægemidler for visse såkaldt mindre udbredte dyrearter og til konkrete data for andre dyrearter (mindre udbredte anvendelser) med særlig socioøkonomisk betydning i Europa.

3.2.4.

I denne situation er der brug for en politik på EU-niveau, som kan fremme det faktiske udbud af veterinærlægemidler til mindre udbredte dyrearter og mindre udbredte anvendelser, og som er garant for kvalitet, sikkerhed og effektivitet og samtidig sikrer, at udviklingen af disse lægemidler er økonomisk rentabel for virksomhederne i dyresundhedsbranchen.

3.2.5.

EØSU glæder sig over, at der sker en reduktion af de administrative byrder gennem en forenkling af kravene til etikettering, overvågning af veterinærlægemidler, ændring af betingelserne for godkendelse samt udstedelse af markedsføringstilladelser for en ubegrænset periode.

3.2.6.

EØSU støtter indførelsen af et elektronisk system til indsendelse af ansøgninger og tanken om en central europæisk database, som vil fremme informationsdeling mellem industrien og agenturerne og få en positiv indvirkning på nedbringelsen af de administrative byrder.

3.2.7.

Ligeledes vil de planlagte foranstaltninger, som skal få veterinærlægemiddelovervågningssystemet til at fungere bedre, bidrage til nedbringelsen af de administrative byrder og dermed gøre lægemidlerne mere sikre. Den risikobaserede tilgang er derfor efter udvalgets mening helt rigtig.

3.2.8.

Et af formålene med at revidere lovgivningen er at få det indre marked til at fungere bedre. Dette bør ske uden at gå på kompromis med andre mål såsom nedbringelse af de administrative byrder og et større udbud af lægemidler. For at opfylde disse mål bør harmoniseringsproceduren for produktresuméer være effektiv og følge principperne om proportionalitet og gensidig anerkendelse.

3.2.9.

Den nye lovgivningsmæssige ramme bør fremme innovation og udvikling af nye lægemidler, navnlig antibiotika. Derfor er der behov for en lovramme, som sikrer forudsigelighed og er videnskabeligt funderet, og som konsekvent tager hensyn til »forsigtighedsprincippet«.

3.2.10.

Lovgivningsforslaget bør fremme brugen af registrerede veterinærlægemidler i EU fremfor anvendelse af humanmedicinske lægemidler, når der er tale om et terapeutisk tomrum. Det er dokumenteret i praksis, at veterinærlægemidler er sikre, og at de virker. Dette er en klar fordel i forhold til humanmedicinske lægemidler, der ikke bevisligt er sikre eller har en dokumenteret effekt ved anvendelse til dyr. Desuden er dette aspekt af særlig betydning i forbindelse med antimikrobiel resistens, da det aktuelle forslag tillader brug af antibiotika til human brug som første valgmulighed, når der er et terapeutisk tomrum.

4.1.1.

I artikel 2 »Definitioner« er der behov for en præcisering af følgende udtryk, som anvendes i dokumentet: »virksomt stof«, »ikke-målfoder«, »mobil foderblander« og hjemmeblander«. Disse udtryk har betydning for udviklingen af lovgivningen. Ligeledes er det vigtigt, at terminologien er tilstrækkelig præcis, så man ikke kommer i konflikt med de eksisterende betegnelser, som findes i de nationale lovgivninger.

4.1.2.

Der bør fastsættes en mere rimelig gyldighedsperiode for dyrlægerecepter, så der kan ske en effektiv behandling uden at gå på kompromis med dyrenes sikkerhed. Fristen bør derfor udvides fra tre uger til en passende periode.

4.1.3.

Dyrlægen eller den kvalificerede og akkrediterede fagperson bør som led i sit arbejde angive behandlingens varighed, hvor omfattende en behandling der er brug for, tilbageholdelsestider osv. med udgangspunkt i de oplysninger, der er angivet i produktresuméet. Disse anvisninger skal være en del af den recept på foderlægemidler, der udstedes af embedsdyrlægen. Landbrugeren skal følge recepten og sikre sig, at der er overensstemmelse mellem de nævnte anvisninger og de oplysninger, der er anført i produktresuméet. Hvis der er afvigelser, er producenten fritaget for ansvar. Behandlingen af dyrene henhører under dyrlægen, som kender dyrene og har ansvaret for bestanden. Når man pålægger landbrugeren at overholde produktresuméet til punkt og prikke, vil det faktisk sige, at han skal påtage sig dyrlægens forpligtelser og ansvar.

4.1.4.

Anvendelse af antimikrobielle stoffer bør tillades, men bør dog begrænses til tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt og berettiget. Under ingen omstændigheder bør rutinemæssig brug til forebyggelse være tilladt, og god praksis for så vidt angår hygiejne og håndtering bør fremmes.

4.1.5.

EØSU opfordrer til, at det angives, hvilken lovgivning der henvises til, når der stilles krav til vandkvaliteten og det materiale, vandledningerne består af. Hvad angår tilladte tolerancer i forbindelse med etiketteringen mener EØSU ikke man bør skelne mellem produkter, da alle produkter skal igennem den samme godkendelsesprocedure med helt de samme krav.

4.1.6.

Hvis der er en fejl i etiketteringen, skyldes det en teknisk eller analytisk fejl (måleusikkerhed som følge af analysemetoden eller typen og mængden af det virksomme stof), og dette kan forekomme, hvad enten der er tale om et foder, der indeholder et antimikrobielt stof, eller ikke. Desuden er fejlrisikoen i analysemetoderne til bestemmelse af antimikrobielle stoffer i et foder større, end når det gælder andre stoffer. Det betyder, at reproducerbarheden er mindre, og derfor kan en så lav tolerance ikke retfærdiggøres.

4.1.7.

Endvidere påskønner EØSU, at produktets homogenitet allerede er sikret ved de prøver, der er blevet udført i forbindelse med godkendelsen.

4.1.8.

Kravet om, at foderlægemidler, der indeholder den daglige dosis veterinærlægemiddel, skal inkorporeres i mindst 50 % af den daglige foderration, er vanskeligt at opfylde i praksis og bør udvides som følger: »Foderlægemidler, der indeholder den daglige dosis veterinærlægemiddel, skal udgøre mindst 50 % af den daglige ration fuldfoder eller tilskudsfoder (tørstof)«.

4.2.1.

Kravet om at vente seks måneder mellem en national procedure og indgivelsen af en ansøgning om gensidig anerkendelse kunne måske give anledning til problemer, hvis der opstår en situation, hvor dyre- eller folkesundheden står på spil. Det bør derfor være tilladt at fravige denne minimumsperiode på seks måneder i særlige tilfælde. Der bør desuden, også for at undgå forsinkelser i procedurerne, fastsættes en frist for, hvornår referencemedlemsstaten skal have afsluttet den decentraliserede procedure og proceduren for gensidig anerkendelse.

4.2.2.

Der bør gøres en indsats for at fremme udviklingen af veterinærlægemidler til alle dyrearter, og ikke blot til mindre udbredte arter, gennem en udvidelse af investeringsbeskyttelsen og beskyttelsen af innovationer. Det ville derfor være hensigtsmæssigt at forlænge perioden for databeskyttelse for alle arter, også når der er tale om en ansøgning om udvidelse af betingelserne for markedsføringstilladelsen for mere end én art i en gruppe.

4.2.3.

De forskellige dyrearter og sygdomme kræver forskellige indgiftsmåder, og der er derfor brug for forskellige dispenseringsformer (f.eks. væsker, faste stoffer, geler, injektionsvæsker mv.). Hvis et lægemiddel skal skifte form, kræver det en næsten fuldstændig nyudvikling af produktet, og der bør derfor være en mulighed for at beskytte denne investering.

4.2.4.

Kravene til etiketteringen af den indre og den ydre emballage bør være mere fleksible, og bør ud over de obligatoriske oplysninger også indeholde andre, frivillige oplysninger, som kan være af interesse for modtagerne.

4.2.5.

De fordele, der opstår ved brug af elektroniske medier, kan kun opnås, hvis der findes en fælles harmoniseret procedure i alle medlemsstater, der anvender samme format og kan anvendes til alle procedurer.

4.2.6.

Proceduren for harmonisering af produktresuméet bør være en rent administrativ procedure, så man undgår en ny vurdering af produkter, der har bevist deres sikkerhed og effektivitet på markedet i mange år. Derved undgår man også en unødvendig arbejdsbyrde.

4.2.7.

Lovforslaget kan få en negativ indvirkning på udviklingen af nye antibiotika til veterinær brug, da der ikke er nogen garanti for, at der findes et forudsigeligt, stabilt og gennemsigtigt marked, hvilket ellers ville være et incitament for virksomhederne.

4.2.8.

Det ville være tilrådeligt at oprette et system til klassificering af lægemidler, der anvendes i et terapeutisk tomrum, og herigennem prioritere anvendelse af registrerede veterinærlægemidler inden for EU og begrænse brugen af humanmedicinske lægemidler, så disse kun anvendes, når der ikke findes nogen alternative veterinærlægemidler.

23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/61

1.1.

EØSU noterer sig Kommissionens meddelelse, hvori der opfordres til, at der etableres en blomstrende datadreven økonomi og dermed en digital økonomi i Den Europæiske Union ved hjælp af informationsteknologi. Den koordinerede handlingsplan bør kunne bidrage til at nå målene i den digitale dagsorden for Europa. Udvalget gør opmærksom på nødvendigheden af at udarbejde en detaljeret handlingsplan.

1.2.

EU's Horisont 2020-program og de nationale programmer for finansiering af forskning, innovation og implementering såvel som foranstaltningerne til fremme af iværksætteri og sektoriel innovation vil spille en væsentlig rolle i gennemførelsen af disse planer.

1.3.

EØSU understreger, at udbredelsen af informationsteknologi inden for alle områder af samfundet, økonomien, kultur og uddannelse vil give store udviklingsmuligheder. De udviklingsmuligheder, der skabes takket være IKT, vedrører ikke blot europæiske selskaber og store virksomheder, men også innovative virksomheder: små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder.

1.4.

For at få fuldt udbytte af disse muligheder er det nødvendigt at støtte IT-relateret forskning og udvikling inden for såvel de tekniske som de sociale og økonomiske videnskaber. Kommissionen og EU's medlemsstater er nødt til at udarbejde dels effektive mekanismer til finansiering af forskning med offentlige midler, dels incitamenter til at finansiere denne slags forskning med private midler. EØSU beklager den seneste væsentlige nedskæring af de midler, der er afsat til digital infrastruktur inden for Connecting Europe-faciliteten, og opfordrer kraftigt til, at man drager de relevante konklusioner. Den nye investeringsplan, som Kommissionens formand Jean-Claude Juncker fremlagde i december 2014, og som sigter mod at mobilisere yderligere offentlige og private investeringer for mindst 315 mia. euro på centrale områder, såsom digital infrastruktur, er et velkomment politisk tiltag i denne sammenhæng.

1.5.

For at sikre, at den datadrevne økonomi kan udvikle sig uhindret, bør der sikres en passende retlig ramme, strategier og midler til beskyttelse af personlige data og informationssikkerhed, og der bør iværksættes en europæisk strategi for cybersikkerhed. Informationsbeskyttelse og -sikkerhed vil øge forbrugernes tillid samt de erhvervsdrivendes forretningsmæssige sikkerhed.

1.6.

EØSU understreger, at der er behov for samarbejde mellem de offentlige myndigheder på nationalt og europæisk plan med ansvar for databeskyttelse og informationssikkerhed og de regulerende myndigheder med ansvar for elektronisk kommunikation og forbruger- og konkurrencebeskyttelse.

1.7.

EØSU anbefaler Kommissionen at støtte alle bestræbelser på at nå målene i den europæiske digitale dagsorden og dermed skabe grundlaget for opbygning af en datadreven økonomi, herunder udvikling af højhastighedsbredbåndsinfrastruktur og alment tilgængelige interoperable og pålidelige cloud-tjenester, behandling af store datasæt, tingenes internet (IoT) og næste generation af netværk (NGN) for elektronisk kommunikation, bl.a. ved hjælp af 5G og de efterfølgende teknologier, der i øjeblikket er under udvikling.

1.8.

Digitale teknologier dukker op og skaber nye værdier, ikke kun i økonomien, men på alle områder af det sociale og kulturelle liv. Det er derfor særdeles vigtigt at udvikle digitale færdigheder i alle dele af samfundet, inklusive blandt de ældre og dem, der af sundhedsmæssige, økonomiske eller uddannelsesmæssige årsager risikerer social, økonomisk eller kulturel udelukkelse. Der bør indføres et nyt undervisningsindhold og nye undervisningsmetoder over en bred front, der især skal gøre det muligt for arbejdstagerne at blive omskolet eller erhverve nye færdigheder.

1.9.

De offentlige myndigheder vil i de kommende år skulle lære at gøre optimal brug af digitale data og elektroniske kommunikationskanaler med henblik på at blive mere effektive, udvikle et bredt samarbejde med borgerne og trække på deres aktive deltagelse. En forudsætning for en sådan deltagelse er veltilrettelagte offentlige tjenester og åbne, maskinlæsbare data på alle økonomiske og administrative områder. EØSU slår til lyd for indgående uddannelse af offentligt ansatte i digitale færdigheder, herunder færdigheder inden for udformning af avancerede tjenester, indkøb og udnyttelse af tjenester fra eksperter og specialister.

1.10.

EØSU mener, at myndighederne bør sikre, at offentlige oplysninger er genanvendelige ved at offentliggøre dem som åbne, maskinlæsbare data, hvilket kræver, at der træffes de nødvendige forholdsregler. Adgang til genanvendelige offentlige oplysninger er særlig vigtig for de små og mellemstore virksomheder i Europa

2.1.

Den datadrevne økonomi og mere generelt den digitale økonomi er et område af strategisk økonomisk betydning for landene i Den Europæiske Union. I dag danner digitale data grundlag for aktiviteterne på alle områder af økonomien, den offentlige administration, det kulturelle område og social- og sundhedsydelserne. Innovativ brug heraf er den vigtigste kilde til øget produktivitet i den europæiske økonomi.

2.2.

Den udbredte anvendelse af digitale og digitaliserede data gør — sammen med den lette overførsel og behandling af data — disse data til en ny og yderst værdifuld ressource for samfundet og økonomien.

2.3.

Digitale data genereres, indsamles og behandles nu inden for alle områder af det økonomiske og sociale liv. Det kommer flere og flere innovative virksomheder, for hvilke digitale data er det forretningsmæssige fundament og det vigtigste forretningsområde. Geodata og geolokaliseringsdata er en særligt værdifuld del af den datadrevne økonomi.

2.4.

Det hurtigst voksende segment af IT-markedet er big data (store datasæt). Ifølge IDC's analyse vil dette segment i årene 2012-2017 fortsætte sin gennemsnitlige årlige vækstrate på 27 % (seks gange højere end IKT-markedet generelt), og værdien på verdensplan af markedet for teknologi og tjenesteydelser vedrørende big data forventes således i 2017 at nå op på 23,7 mia. EUR. Området for cloud computing-tjenester forventes også at vokse meget hastigt.

2.5.

I betragtning af udviklingen af løsninger og applikationer til tingenes internet (IoT), inklusive intelligente byinfrastrukturer, vil vi i de kommende år sandsynligvis se en omfattende stigning i mængden af data som følge af udviklingen af tingenes internet. Ifølge prognoser fra analysefirmaer vil antallet af intelligente enheder, der er knyttet til tingenes internet, på verdensplan frem til 2020 stige til 26 mia. — et tal, der er adskillige gange højere end antallet af computere forbundet til internettet. Såvel virksomhederne som den offentlige forvaltning vil skulle lære at håndtere denne enorme stigning i datamængder og udnytte den kreativt.

2.6.

Det er især vigtigt at sikre, at økonomien i EU-medlemsstaterne er i stand til at frigøre det enorme økonomiske potentiale, der ligger i store datasæt og tingenes internet, herunder innovative virksomheder, der leverer løsninger på disse områder, og firmaer fra alle andre sektorer i EU's økonomi, som anvender dem på deres egne aktivitetsområder.

2.7.

I meddelelsen henleder Kommissionen opmærksomheden på behovet for at skabe betingelser, der fremmer cloud computing og infrastrukturer, der er baseret på højtydende databehandling (HPC), samt platforme og tjenesteydelser, der anvender disse løsninger. Ifølge Kommissionens skøn (1) kan cloud computing-tjenester føre til en stigning på 2,5 mio. nye job i Europa og forhøje EU-medlemsstaternes BNP med 160 mia. EUR inden 2020.

2.8.

Efter Kommissionens mening er et andet centralt element i udviklingen datadreven innovation (DDI), dvs. virksomhedernes og den offentlig sektors evne til at udnytte oplysninger hidrørende fra grundige dataanalyser kreativt, herunder offentlige oplysninger, der er stillet til rådighed til videreanvendelse. Processen med at åbne data og gøre dem tilgængelige for videreanvendelse kan give EU-landene en økonomisk gevinst på ca. 40 mia. EUR om året, mens den samlede direkte og indirekte økonomiske gevinst ved at anvende og bruge offentlige oplysninger i EU-27-økonomien anslås til 140 mia. EUR om året (2).

2.9.

Kommissionen understreger, at dette vil kræve højtuddannede specialister, udbredt brug af åbne data og etablering af en passende retlig ramme for dataejerskab, databeskyttelse og måder at gøre data tilgængelige på.

2.10.

EU's Horisont 2020-program og de nationale programmer for finansiering af forskning og innovation, såvel som foranstaltninger til fremme af iværksætteri og sektoriel innovation, vil spille en fremtrædende rolle i gennemførelsen af disse planer.

2.11.

Kommissionen vil anvende forskellige midler til at støtte digitalt iværksætteri i Europa, ikke mindst ved at fremme fri adgang til data, lette adgangen til cloud computing, fremme forbindelser og samarbejde mellem lokale datavæksthuse såvel som at udvikle digitale færdigheder og kompetencer, bl.a. inden for rammerne af den store koalition for digitale færdigheder og job.

3.1.

EØSU accepterer og bifalder som helhed de kendetegn ved en blomstrende datadreven økonomi, der er skitseret i Kommissionens meddelelse. Som nævnt i meddelelsen er dataanalyse ensbetydende med bedre resultater, procedurer og beslutninger, der stimulerer innovation og udvikling af nye løsninger og samtidig gør det muligt at forudsige trends og forberede sig på fremtidige begivenheder Ikke desto mindre henleder EØSU opmærksomheden på, at meddelelsen undlader at gøre klart rede for Kommissionens handlingsstrategi, der er nødvendig for at udvikle denne form for økonomi i EU.

3.2.

EØSU henleder opmærksomheden på betydningen af nogle af de aktiviteter, der foreslås i meddelelsen, for udvidelsen af infrastruktur i bred forstand, som er nødvendig for den datadrevne økonomi, navnlig hvad angår:

4.1.

EØSU støtter udviklingen og brugen af de mekanismer og ressourcer, der er fastlagt i Horisont 2020-programmet, især dem, der giver adgang til serviceplatformløsninger såsom PaaS (Platform as a Service), SaaS (Software as a Service), IaaS (Infrastructure as a Service) såvel som andre, der er baseret på offentlige, private og hybride cloud computing-løsninger.