14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/1

Ordfører:

Roman HAKEN

1.1.

EØSU konstaterer, at Leader-tilgangen igennem de sidste tyve år har bevist sin relevans. Den har hjulpet aktørerne i landområderne med at evaluere deres regions langsigtede potentiale og har vist sig at være et effektivt instrument for gennemførelse af udviklingspolitikkerne. Kommissionen har fremmet denne partnerskabsmetode for at finansiere projektideer som led i EU's initiativer URBAN, URBACT og EQUAL samt Lokal Agenda 21, »Transition Towns« og regionale og lokale beskæftigelsespagter. Det er på denne baggrund, ideen om lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD, »Community-Led Local Development«) er opstået, en ajourføring af Leader-metoden, som i en vis forstand er en overgangsændring.

1.2.

CLLD er et specifikt redskab til brug på det subregionale niveau som et supplement til andre former for udviklingsstøtte på lokalt plan. Med metoden kan man mobilisere og inddrage lokale fællesskaber og organisationer, som derved kan bidrage til en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Metoden styrker den territoriale samhørighed og baner vej for, at andre specifikke politiske målsætninger kan nås, herunder som led i forbindelser med partnere fra tredjelande. Metoden baner vej for, at en bæredygtig vækst kan realiseres takket være en effektiv anvendelse af EU's struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), idet det drejer sig om at skabe nye kvalitetsjobs og virksomheder under inddragelse af de aktiviteter, der gennemføres af lokale aktører vedrørende klimaforandringer og bæredygtig udvikling i overensstemmelse med Europa 2020-strategien.

1.3.

CLLD bør hurtigst muligt omdannes til et »SMART«-instrument for at hjælpe lokale aktører med at komme ud af den økonomiske og sociale krise og genskabe tilliden til EU's politik. Hovedvægten bør lægges på innovative projekter, nye kvalitetsjob og virksomheder, og de tiltag bør fremmes, som sigter mod at få kontrol med klimaforandringerne og fremme bæredygtig udvikling og social inklusion i overensstemmelse med den nye Europa 2020-strategi. CLLD er en ny form for partnerskab, som sigter mod at tilvejebringe social innovation.

1.4.

De fleste medlemsstater har taget metoden til sig som led i deres partnerskabsaftaler, hvilket vidner om den betydning, der i dag knyttes til den lokale udvikling (1). Denne multilaterale forvaltningsmåde bør udvides til at omfatte samtlige aktiviteter, der finansieres over ESI-fondene, eventuelt med fastsættelse af et obligatorisk udnyttelsesniveau for alle fonde (minimum 5 %). EØSU går ind for, at alle EU's medlemsstater i stigende grad benytter dette instrument med anvendelse af partnerskabsprincippet og udveksling af bedste praksis.

1.5.

EØSU glæder sig over, at det græske og det italienske rådsformandskab i 2014 lægger stor vægt på samhørighedspolitikken, som er et effektivt middel til at fremme en bæredygtig vækst og komme ud af den økonomiske krise, som hærger Europa i øjeblikket.

1.6.

Det er EØSU's forventning, at nærværende udtalelse vil udgøre et holdepunkt for gennemførelse af pilotprojekter (navnlig finansieret af Kommissionens midler) med henblik på at validere CLLD-instrumentet dér, hvor det ikke anvendes i øjeblikket, nemlig navnlig i bynære områder og især egentlige byområder, hvorved anvendelsesperspektiverne kan udvides. EØSU godkender for perioden 2014-2020, at metoden anvendes dér, hvor der er interesse for den, for alle fondene og det både i land- og byområder. Det drejer sig om at kombinere de to typer demokrati: det repræsentative og det deltagelsesbaserede. I en nøddeskal er det et instrument, som gør det muligt for repræsentanter for de offentlige myndigheder at samarbejde i partnerskab med det organiserede civilsamfund og borgerne.

1.7.

EØSU mener, at det bør gøres muligt for de lokale aktører, dvs. borgerne, de økonomiske og sociale parter, de ikkestatslige almennyttige organisationer (NGO'er) og de lokale myndigheder at deltage i f.eks. de lokale udviklingsstrategier i deres hjemegn ved hjælp af CLLD-metoden. Det er ligeledes på grundlag af de erfaringer, der er gjort med Leader-metoden i landområder, vigtigt at bibringe CLLD i byerne et indhold, således at byerne og borgerne kan blive bevidste om, hvilke foranstaltninger der kan tilbydes inden for rammerne af CLLD i byerne.

1.8.

EØSU konstaterer med beklagelse, at de offentlige myndigheder ofte ikke er synderlig positive over for CLLD-metoden, og det på trods af metodens effektivitet. Det er nødvendigt at udforme en strategi for kvalificeret oplysning og vejledning af aktørerne, idet man navnlig skal henvende sig til de offentlige myndigheder, således at man kan sørge for, at denne mulighed for at udvikle og gennemføre lokale udviklingsstrategier udnyttes. Spørgsmålet om »ejerskab til resultaterne« i disse grupper er af afgørende betydning for en varig stabilitet for udviklingsstrategierne og for at indfri målsætningerne i Europa 2020-strategien. For at instrumentet kan blive vellykket, er det nødvendigt, at det nyder godt af politisk støtte på alle niveauer (europæisk, nationalt, regionalt og lokalt).

1.9.

EØSU bemærker, at de økonomiske og sociale aktører samt det organiserede civilsamfund i højere grad bør inddrages i CLLD, og at en styrkelse af deres mulighed for at udfylde denne rolle er en nødvendig betingelse. Direkte deltagelse af alle disse parter i partnerskabet med den offentlige forvaltning udgør grundlaget for en egentlig repræsentation af borgernes interesser og behov.

1.10.

EØSU finder, at CLLD er et innovativt element i regionalpolitikken, og der ikke er et tilstrækkeligt kendskab til metoden hverken på lokalt niveau, i visse medlemsstater eller blandt de platforme, som grupperer de aktører, der kan have interesse i at anvende tilgangen. For at fremme anvendelsen af dette nye CLLD-instrument i EU's politikker bør den måde, hvorpå den enkelte medlemsstat går ind til metoden, nøje analyseres med henblik på en evaluering, idet der skal gives anbefalinger for at sikre effektiviteten. Således vil man også råde over en undersøgelse, der ikke alene omfatter eksempler på god praksis, men også beskrivelser af fejlslagne eksempler, som man skal være opmærksom på i fremtiden. EØSU ønsker at medvirke ved gennemførelsen af en sådan undersøgelse i samarbejde med de kompetente tjenestegrene i Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget. Undersøgelsen kunne danne grundlag for etablering af en tværgående gruppe om CLLD, der kunne udgøre en interinstitutionel platform.

1.11.

Med hensyn til CLLD støtter EØSU:

1.12.

CLLD-metoden er særdeles velegnet, ikke blot når det drejer sig om ESI-fondene, men også for omfordeling af egenfinansieringsmidler (som kommer fra det lokale, det regionale og det nationale plan). Derfor er det vigtigt, at udviklingsstrategierne, de specifikke projekter og midlerne til deres gennemførelse fastlægges ikke som funktion af den forventede EU-støtte, men på en sådan måde, at de afspejler de reelle behov, idet målet er at forbedre livskvaliteten i lokalsamfundet.

1.13.

EØSU mener, at det er vigtigt nøje at respektere CLLD-metodens grundlæggende principper. At der eksisterer et afbalanceret partnerskab med deltagelse af lokale fællesskaber, må nødvendigvis udgøre en forhåndsbetingelse for tildeling af støttemidler. For at sikre en effektiv lokal udvikling, er det nødvendigt, at man ikke tolererer fiktive initiativer, hvor man for at få støtte deklarerer en partnerskabstilgang, som ikke bliver realiseret. Der bør udvikles et effektivt system for kontrol og overvågning med henblik på at undgå misbrug af CLLD-princippet.

1.14.

EØSU konstaterer, at denne tilgang har nogle vigtige karakteristika, og det ikke kun i en krisetid: gennemsigtighed af pengestrømme fra de offentlige budgetter, styrket tillid mellem offentlige forvaltningsinstanser og borgerne og effektivitet af de investerede midler. FN, OECD, Verdensbanken og andre institutioner taler også til fordel for sådanne partnerskabstilgange. Der er tale om en udvidet tilgang, som støtter anvendelse af CLLD-metoderne andre steder end i EU, f.eks. som led i førtiltrædelsesforhandlinger på det udviklingspolitiske område, og indsatsen for at nå FN's 2015-målsætninger for bæredygtig udvikling og efterleve forpligtelserne vedrørende klimaforandringerne.

1.15.

EØSU ser med hensyn til CLLD nogle mulige udfordringer for den kommende periode, idet målet er at forenkle og begrænse de administrative byrder. Det drejer sig om:

1.16.

EØSU anbefaler, at der benyttes en distinkt terminologi for at skelne mellem de forskellige anvendelsesformer i forbindelse med CLLD-programmet, som det er tilfældet for lokale aktionsgrupper i landområder og lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet. For lokale aktionsgrupper i byområder anbefaler EØSU f.eks. betegnelsen »bypartnerskaber« for CLLD i byområder med forkortelsen CLLD-U. Derved vil det blive lettere at få klarhed over, hvilken type område der er tale om, samt pengestrømmene og deres formål. EØSU anbefaler samtidig, at det — med udgangspunkt i Leader-programmets succes — overvejes at indføre et nyt tiltrækkende navn og akronym for CLLD, som alle aktører kan støtte. Navnet er et vigtigt element i en promoveringskampagne, og udtrykket »lokaludvikling styret af lokalsamfundet« som betegnelse for metoden kunne optræde i en fodnote.

2.1.

De grundlæggende principper i Leader-tilgangen — deres merværdi, og deres anvendelse i forbindelse med lokaludvikling styret af lokalsamfundet:

2.2.

Regionsudvalget»mener, at lokaludvikling styret af lokalsamfundet bidrager væsentligt til en harmonisk udvikling i by- og landområder og til at styrke kapaciteten til at knytte bånd til de tilstødende oplands- og landområder« (3).

2.3.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har udarbejdet en række udtalelser om samarbejde og partnerskabsdeltagelse, især de i nedenstående fodnote anførte referencer (4).

2.4.

Kommissionen har offentliggjort nogle dokumenter med henblik på implementering af CLLD, baseret på erfaringerne fra Leader-metoden, med titlerne »De europæiske struktur- og investeringsfonde — Vejledning for medlemsstater og programmyndigheder — Vejledning for støttemodtagere — Vejledning i lokaludvikling styret af lokalsamfundet for lokale aktører« (5) og »Guidance on Community-led Local Development in European Structural and Investment Funds« (6).

2.5.

Disse dokumenter bør udbredes mere effektivt som led i en aktiv egentlig informationsstrategi. Det er tillige nødvendigt at sørge for et rum for fælles møder for CLLD-aktørerne og eksperter, således at man kan debattere og sammenligne de tilgange, der benyttes i EU's forskellige regioner. De installationer, som er nødvendige for disse aktiviteter, kunne eventuelt stilles til rådighed af EØSU.

3.1.

Den lokale aktionsgruppe er den basale enhed under Leader-programmet. Der er tale om et lokalt partnerskab med proportionel repræsentation af såvel sektorerne som interventionsområderne. Den lokale aktionsgruppe er en juridisk person og er udstyret med en række forvaltnings- og beslutningstagningsprocedurer. Det samlede antal lokale aktionsgrupper i EU, støttet over programmer for udvikling af landdistrikterne og andre foranstaltninger af Leader-typen, er på 2  402. De dækker 77 % af EU's samlede territorium (7), svarende til cirka 90 % af landdistrikterne og over 50 % af EU's befolkning (8).

3.2.

Leader-metoden har vist sig så effektiv, at den så vidt muligt bør udvides til at omfatte alle landdistrikter i EU. Samtidig bør det sikres, at de regler, der gælder for samarbejde mellem lokale aktionsgrupper i forskellige medlemsstater, er kompatible.

3.3.

Blandt programmets prioriteter, som foreslået for perioden 2014-2020, figurerer endvidere blandt andet:

4.1.

Områder, hvor by og land grænser tæt op mod hinanden, udgør rum, hvor CLLD kan gennemføres på effektiv vis. Med denne type instrument kan man reagere på områdets udvikling og tage hensyn til områdets funktionelle forbindelser. Der findes meget stærke forbindelser mellem byer og bynære landområder, som bør gøres til genstand for en specifik tilgang.

4.2.

Bynære områder er forbundet med specifikke problemer (udfordringer), som kan løses ved hjælp af CLLD. De vigtigste udfordringer udgøres af bæredygtig mobilitet, opbygning af et samfund med social sammenhængskraft og fastsættelse af prioriteter for jordens anvendelse. Bynære områder omgrænser byer med over 25. 000 indbyggere. I denne forbindelse skal nævnes det fælles forskningsprojekt »Rurban« under OECD og Kommissionen, som sigter mod at identificere og vurdere formelle og uformelle partnerskaber mellem byer og landområder og deres bidrag til den lokale udvikling (9).

4.3.

Lokaludviklingstilgangen har ligeledes været brugt siden 2007 inden for rammerne af Den Europæiske Fiskerifond for at støtte en bæredygtig udvikling af fiskersamfundene ved hjælp af lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet.

5.1.

Der findes ingen entydig definition af et byområde, hvorfor man benytter det nationale og det lokale niveaus regler og praksis. Når det drejer sig om landområder, benyttes som kriterium en maksimal størrelse af byerne, som ikke må have mere end 25. 000 indbyggere. Ved analogi kan man benytte et lignende kriterium for byzoner (med et mindste indbyggertal på 10. 000 og et største indbyggertal på 1 50. 000). Den offentlige administration foregår via de kompetente repræsentanter for det pågældende område, ideelt set repræsenterende såvel byens centrale rådhus som de forskellige bydele eller andre underinddelinger (f.eks. et givent kvarter, et socialt afsondret område, områder med særlige problemer osv.).

5.2.

De konkrete erfaringer, visse byer har indhøstet i kraft af deres deltagelse i det operationelle program Urbact II, det europæiske informationsnetværk for bypolitik (10) (og i nær fremtid platformen for byudvikling), kan være en kilde til inspiration (11). Her bør også nævnes erfaringerne med overgangsbyer (»Transition Towns«) og permakulturfællesskaberne, hvorigennem tusindvis af lokalsamfund i hele EU med succes har fremmet bæredygtig udvikling styret af lokalsamfundet.

5.3.

Tyve års erfaring i landområder, det betyder også, at byerne lader sig inspirere af landområderne, i første omgang eksempelvis i en overgangsperiode, som gøres til genstand for en evaluering. I praksis vil man endvidere med ekspertstøtte og en form for mentorordning kunne sørge for en udbytterig overførsel af denne tilgang.

5.4.

Allerede i programmeringsperioden 2007-2013 blev der på byplan etableret rådgivende organer i form af lokale Urbact-støttegrupper, som blev inddraget i udarbejdelsen af lokale handlingsplaner. Men i modsætning til hvad der lægges op til i forbindelse med Leader-tilgangen og CLLD, var der blot tale om rådgivende grupper af eksperter, som var relativt uformelle, og hvori der ikke var krav om repræsentation af de forskellige sektorer. Sammensætningen af disse grupper afhang af den tematiske orientering af det pågældende projekt. Det operationelle program Urbact II ydede ikke finansiel støtte til de lokale støttegruppers aktiviteter. For at sikre, at partnerskabsprincippet fungerer effektivt også i byområderne, bør der etableres partnerskaber på basis af CLLD. Disse partnerskaber bør råde over de nødvendige fornødne midler for at sikre deres funktion. »Denne tilgang kan også anvendes i byområder eller i områder med mellemstore og små byer med deres funktionelle opland som lokale eller subregionale udviklingscentre  (12) «.

5.5.

I betragtning af de problemer, der håndteres i byerne, udgør forskellige operationelle programmer et passende instrument for at finansiere pilotprojekter ved hjælp af CLLD. Derfor foreslår EØSU at anvende denne tilgang og de dertil hørende strategier som led i pilotprogrammer til finansiering henvendt til byområder (f.eks. inden for miljøområdet, for at bevare anlæg og kulturarv osv.) (13).

5.6.

Det vil være hensigtsmæssigt at samle eksempler på god praksis, som er indhøstet i de forskellige medlemsstater vedrørende byudvikling på basis af partnerskabstilgangen, og disse eksempler kunne indgå i den undersøgelse, der nævnes ovenfor under punkt 1.10. Den adfærdskodeks, som er benævnt »Partnerskabsprincippet i gennemførelsen af fondene under den fælles strategiske ramme — elementer til en europæisk adfærdskodeks for partnerskab« (14), kan også lægge retningen for den indsats, der gøres som led i et partnerskab.

6.1.

CLLD bør hjælpe borgerne med på relevant og varig vis at udvikle deres kommuner og byer. Takket være denne tilgang kan borgerne deltage direkte i forbedringen af livskvaliteten i deres lokalsamfund. Der er tale om en egentlig inkluderende vækst, hvis resultater kan ses på lokalt plan. Det siger sig selv, at for at denne udviklingsform kan gennemføres, skal der afsættes ressourcer til kapacitetsopbygning, således at alle parter kan udfylde deres rolle, at de ikke blot er tilskuere til processen, og at de fuldt ud kan deltage i det horisontale partnerskab i flerniveaustyringens ånd. Endvidere skal der ydes støtte til den bistand og mentoraktivitet, der tilbydes af erfarne aktører og eksperter, m.a.o. træning og efteruddannelse. Det nuværende forslag bør samtidig analysere og forklare, hvad der har gjort Leader-tilgangen effektiv og vellykket, og fremlægge begrundelser for at udvide CLLD-tilgangen til at omfatte samtlige programmer under ESI-fondene for en vellykket implementering af samhørighedspolitikken.

6.2.

Dér, hvor denne metode endnu ikke er blevet indført, bør der foretages en evaluering på mellemlang sigt for at iværksætte metoden som led i EU's struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) i perioden 2014-2020.

6.3.

I denne forbindelse udgør den udveksling af specifik viden, der foregår mellem arbejdsmarkedets og erhvervslivets parter, repræsentanterne for civilsamfundet, de lokale og regionale myndigheder og statsforvaltningerne, et centralt element. Mange parter bør støtte denne udveksling.

6.4.

Det tager tid at udarbejde strategier for CLLD. Det er imidlertid også vigtigt, at man for den pågældende periode råder over nok tid til udmøntningen af disse strategier samt et tilstrækkeligt budget til finansiering af strategiernes tiltag. En for lang forberedelsesfase uden synlige resultater i lokalområderne (i form af gennemførte projekter) samt en forceret finansiering af aktiviteterne (på grund af en nært forestående udløbsdato for anvendelse af midlerne) kan skabe mistillid til dette instrument.

6.5.

Andre problemer, der skal håndteres med henblik på en korrekt anvendelse af CLLD, er bureaukrati og overdrevne administrative hindringer, sen godtgørelse af betalinger, slutmodtagernes præfinansiering af projekter med egne midler eller gennem optagelse af lån, hvis renter de selv skal betale. I denne henseende kunne man se på deltagelsesbaserede finansieringsmodeller, offentlig-privat finansiering og organiseret deltagelse af banksektoren med statslig garantistillelse.

6.6.

Ud over de regler Kommissionen har pålagt, indfører medlemsstaterne ofte bestemmelser, som de ikke er påkrævede, og som specifikt er relateret til deres »nationale« bureaukrati, hvilket i betydelig grad vanskeliggør støtteanmodninger og afskrækker ansøgere på grund af kompleksiteten og de mulige konsekvenser. Visse nationale myndigheder søger endvidere at begrænse udgifterne til lokalsamfundene og forvaltningen af de lokale aktionsgrupper til et minimum. Denne tilgang risikerer imidlertid at udløse en krise for hele systemets virkemåde.

6.7.

EØSU efterlyser oplæring af undervisere: der skal tilbydes oplæring til de nationale og regionale aktører inden for rammerne af den tekniske assistance på grundlag af artikel 5 i forordning nr. 1303/2013 om fælles bestemmelser. Samtidig bør der tilvejebringes de nødvendige betingelser for effektiv etablering og udnyttelse af regionale, nationale og internationale netværk, eftersom arbejdet i netværk bidrager med en betydelig merværdi.

6.8.

Det vil være hensigtsmæssigt at samle eksempler på god praksis fra de forskellige medlemsstater, og disse eksempler kunne indgå i den undersøgelse, der nævnes ovenfor under punkt 1.10.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/9

Ordfører:

Stefano PALMIERI

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) sætter pris på den særlige interesse, der har omgærdet udarbejdelsen af en EU-strategi for Alperegionen (EUSALP) med det formål at styrke den sociale samhørighed og konkurrenceevnen, idet udfordringerne ikke kan løftes tilfredsstillende af de enkelte medlemsstater eller de enkelte regioner med de sædvanlige midler.

1.2.

EØSU påpeger, at udviklingsdynamikken i Alperegionen i høj grad er knyttet til Alpebjergkæden, ikke mindst i kraft af dens identitetsskabende aspekter og genkendelighed. Den er forbindelsesleddet mellem alle de områder, der er omfattet af strategien, set ud fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt.

1.3.

EØSU fremhæver de berørte staters stærke politiske engagement i EUSALP og den store forståelse og aktive deltagelse fra såvel de nationale som regionale regeringers side. Denne interesse er resultatet af et samarbejde, som har fundet sted i området siden 70'erne.

1.4.

EØSU anser Alperegionens særlige karakteristika — såsom tilstedeværelsen af nogle af verdens mest konkurrencedygtige territoriale systemer, økonomiske og sociale asymmetrier mellem »land- og bjergdistrikter« og »byområder og byer«, natur- og kulturarven samt den enorme koncentration af transportstrømme — for at være elementer afgørende betydning for områdets egenart.

1.5.

Mens EØSU er enigt i den generelle udformning af strategien og anser mål, søjler og prioriteter for at være i overensstemmelse med indholdet i høringsdokumentet, bør disse dog efter EØSU's mening indarbejdes i handlingsplanen og forbedres.

1.6.

EØSU noterer, at det territoriale område, som bliver omfattet af EUSALP, er karakteriseret ved at have niveauer for økonomisk udvikling, miljømæssig bæredygtighed og social samhørighed, som ligger klart over EU-gennemsnittet. På trods af disse karakteristika stiller den økonomiske og finansielle krise og de ændringer, som er fulgt med globaliseringen af økonomien og markederne, denne makroregion over for store og svære udfordringer. Derfor mener EØSU, at opfyldelsen af EUSALP's generelle målsætning, nemlig at sikre, at denne region forbliver en af Europas mest tiltrækkende regioner ved at udnytte sine egne ressourcer bedst muligt og gribe de muligheder, der ligger i bæredygtig og innovativ udvikling  (1) — er ekstremt vigtig for at understøtte den økonomiske konkurrenceevne og den sociale samhørighed i Europa.

1.7.

EØSU anser det for afgørende at styrke EUSALP's holistiske tilgang til udvikling gennem opstilling af nye og mere ambitiøse mål som nævnt i punkt 4.4.

1.8.

EØSU håber, at der ved fastlæggelsen af handlingsplanen for EUSALP bliver strammet op på den indbyrdes afhængighed og sammenhæng mellem de prioriterede foranstaltninger vedrørende konkurrenceevne (Første søjle) og foranstaltningerne vedrørende bæredygtighed (Tredje søjle) for derigennem at sikre, at udviklingsmålene bliver opfyldt uden at lægge begrænsninger på de kommende generationers behov og muligheder.

1.9.

Første søjle: EØSU anser det for afgørende at sikre en bæredygtig vækst og fremme fuld beskæftigelse, innovation, konkurrenceevne og samhørighed i Alperegionen via en fælles solidaritet mellem bjergområder og byområder. Prioriteterne behandles nedenfor i punkt 5.2.

1.10.

Anden søjle: EØSU støtter målet om at fremme en territorial udvikling baseret på følgende: samarbejde mellem de interne og eksterne territoriale systemer, tjenesteydelsernes tilgængelighed, bæredygtig mobilitet og styrkelse af transporten og kommunikationsinfrastrukturerne. Prioriteterne behandles nedenfor i punkt 5.3.

1.11.

Tredje søjle: EØSU anser det for afgørende at styrke indsatsen for bæredygtig forvaltning og miljøbeskyttelse samt udnyttelsen af områdets regionale kapital. Prioriteterne behandles nedenfor i punkt 5.4.

1.12.

EØSU mener, at uden en stærk styring og øremærkede finansielle ressourcer til understøttelse af kapacitetsopbygningen, vil der være risiko for, at EUSALP mister sin effektivitet og strategiske betydning. Set i dette lys og i tråd med Rådets konklusioner håber EØSU på, at der fastlægges en handlingsplan baseret på komplementaritet mellem finansieringsprogrammerne, koordinering af de institutionelle instrumenter og udformning af nye makroregionale projekter (2).

1.13.

EØSU er med henvisning til konklusionerne i udtalelsen »Forvaltningen af makroregionale strategier« (3) af den opfattelse, at udformningen og gennemførelsen af EUSALP kræver et særligt forvaltningssystem, som bygger på samarbejde og koordinering. Set i dette perspektiv er det efter EØSU's mening nødvendigt for at sikre strategiens effektivitet at udstyre EUSALP med en flerniveaustyring (4), der kan trække på den »horisontale dimension« (civilsamfundets deltagelse) som et supplement til og uddybning af den »vertikale dimension« (regioners og kommuners deltagelse) under fuld overholdelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne (5).

1.14.

EØSU ønsker, at det organiserede civilsamfund bliver inddraget i kapacitetsopbygningen, og bifalder etableringen af et »permanent forum« som repræsenterer arbejdsmarkedets parter og andre repræsentanter for erhvervslivet i Alperegionen.

1.15.

EØSU anser det for afgørende at understøtte beskæftigelsen, især med tanke på de unge og langtidsledige, og indgrebene til støtte for sociale investeringer og tilpasning af de sociale sikringssystemer.

2.1.

Det er hensigten med denne udtalelse at evaluere det offentlige høringsdokument om en EU-strategi for Alperegionen (6), herefter »EUSALP«, blandt andet set i lyset af de udtalelser om de makroregionale strategier, som udvalget allerede har vedtaget.

2.2.

Alperegionen omfatter 5 medlemsstater (Italien, Frankrig, Østrig, Tyskland og Slovenien) og to tredjelande (Schweiz og Liechtenstein), og den strækker sig over et område på 4 50. 000 km2, hvor der bor 70 millioner mennesker.

2.2.1.

De territoriale systemer, der berøres af EUSALP, er stærkt knyttede til selve Alperne, der ud over at fungere som et identitetsskabende og genkendeligt element udgør forbindelsesleddet mellem disse områder set ud fra et økonomisk, logistisk og miljømæssigt synspunkt (7).

2.3.

I forbindelse med den makroregionale politik, som EU har ført siden 2009, er placeringen af EUSALP på landkortet ikke kun af strategisk betydning for den »europæiske samhørighedspolitik« og kontinuiteten i forhold til »Østersøstrategien« (8), »Strategien for Donauområdet« (9) og »Strategien for Adriaterhavet og Det Joniske Hav« (10), men har også overordentlig stor betydning for udbredelsen af det makroregionale koncept til det vestlige Middelhav (11).

2.4.

Siden 70'erne har regionerne i Alpebuen, der strækker sig ud over de nationale grænser, som historisk set har adskilt dem, udviklet en fælles bevidsthed om nødvendigheden af at betragte Alperne som et territorialt system, der skal bevares og værdsættes. Netop af disse grunde er der igangsat en række initiativer til interregionalt, tværnationalt og grænseoverskridende samarbejde, der lige fra starten blandt andet har haft som mål at fremme gensidig forståelse mellem de berørte folk, så det bliver muligt at overvinde de sproglige, socioøkonomiske og etniske skel og fremme større integration på europæisk plan (12).

2.5.

I arbejdet med iværksættelsen af EUSALP, som efter planen skal afsluttes med Rådets vedtagelse inden udgangen af 2015 (13), har der været to grundlæggende milepæle, nemlig Alpekonferencen i Bad Ragaz (juni 2012) og konferencen i Grenoble (oktober 2013).

2.5.1.

Ved konferencen i Grenoble (14) blev der gennem vedtagelsen af en politisk resolution til gennemførelse af EU-strategien for Alperegionen udpeget mål, muligheder og udfordringer i forbindelse med tre hovedtemaer: »Konkurrenceevne og Innovation, Landbrug og Skovbrug og Turisme«, »Vand, Energi, Miljø og Klima« og »Tilgængelighed, Kommunikation og Transport«.

3.1.

I EUSALP-strategien er Alpebjergkæden det element, der er kendetegnende for hele samarbejdsområdet. De mange vidt forskellige landskabstyper er et af de mest karakteristiske træk, hvorved Alperegionen adskiller sig fra andre dele af Europa: bjergene og landet for foden af bjergene, fremkommelige eller fjerne dale, lavsletter og sætere, storbyområder og byer.

3.1.1.

For bedre at definere de områder, som EUSALP's mål og prioriteter fokuserer på, skal her nævnes de fem typer territoriale enheder, som kendetegner Alperegionen: »storbyer«, »byer«, »landdistrikter i vækst«, »landdistrikter i tilbagegang«, »turistområder«.

3.2.

Alperegionen har mange specifikke træk, som fortjener særlig opmærksomhed, og hvorved EUSALP adskiller sig fra de makroregionale strategier for Østersøen, Donau og Adriaterhavet-Det Joniske Hav, såsom tilstedeværelsen af: nogle af verdens mest udviklede regioner med konkurrencedygtige økonomier, høje niveauer for livskvalitet, social og politisk stabilitet; åbenbare sociale og økonomiske skævheder mellem landdistrikter, sletter og byområder; en enestående naturarv og unikke økosystemer; en kulturarv, som er et grundlæggende element i den sociale samhørighed og udviklingen af selve Alperegionen; en stor koncentration af trafikstrømme, som har skabt problemer med flaskehalse og mht. miljøbeskyttelse.

3.3.

Det overordnede mål med EUSALP-strategien er at sikre, at denne region forbliver en af Europas mest attraktive områder ved at udnytte egne ressourcer bedst muligt og gribe mulighederne for bæredygtig og innovativ udvikling.

3.3.1.

Dette mål skal nås ved hjælp af aktiviteter, der gennemføres i tilknytning til tre »tematiske søjler«: »Forbedring af konkurrenceevnen, velstanden og samhørigheden«, »Garanti for adgang og konnektivitet for alle indbyggere« og »Garanti for bæredygtighed«.

3.3.2.1.

Skønt Alperegionen er Europas største center i økonomisk og produktionsmæssig henseende med et stort udviklingspotentiale, er manglen på økonomisk, social og territorial samhørighed stadig et problem. Bjergene er en udfordring for områdets homogene udvikling. EUSALP sigter mod at understøtte innovativ økonomisk udvikling i regionen gennem udformning af en mere afbalanceret model, som på én gang tager hensyn til områdernes forskelligartethed og særpræg. Det er nødvendigt at understøtte en konkurrencedygtig økonomi, hvor der både er plads til velstand, energieffektivitet, livskvalitet og de traditionelle værdier, som kendetegner området.

3.3.3.1.

Det er nødvendigt at understøtte en afbalanceret territorial udvikling gennem miljøvenlige mobilitetsmodeller, bæredygtige transportsystemer, kommunikationstjenester og infrastrukturer. Inden for den europæiske transport har Alperegionen en strategisk placering, idet den nord-sydgående og den øst-vestgående akse her krydser hinanden. Her findes Europas vigtigste transportknudepunkter og talrige bjergpas, som berører territoriale systemer med specifikke miljømæssigt sårbare træk. Det er af grundlæggende betydning, at der føres en koordineret politik, som kan tilgodese transportbehovene, befolkningens velfærd og miljøbalancen. I Alperegionen bør begrebet konnektivitet i betragtning af den forskelligartethed og territoriale kompleksitet, der præger regionen, udvides til også at omfatte infrastrukturer og kommunikationstjenester.

3.3.4.1.

Bevarelse af Alpernes nedarvede værdier og fremme af en bæredygtig udnyttelse af natur- og kulturressourcerne er uomgængelige opgaver for regionen. Vand, mineraler, varierede landskaber med en stor biodiversitet og en rig og mangfoldig kulturarv er særtræk, som skal beskyttes og værdsættes. Udnyttelsen af det potentiale, der ligger i ressourcer som vand og biomasse, er — hvis det foregår miljømæssigt korrekt — afgørende for at understøtte konkurrenceevnen og samhørigheden i regionen, for så vidt som dette kan bidrage til at opfylde strategiske mål såsom selvforsyning med energi og styrkelse af regionens energilagringskapacitet.

4.1.

Der er stor politisk vilje til og udbredt bevidsthed om strategien for Alperegionen i de berørte lande, og for EU repræsenterer den ikke blot en udfordring, men også en stor mulighed. Det, strategien skal, er at udvikle økonomien, forbinde områderne og beskytte miljøet i en region af meget stor vigtighed for Europas økonomiske konkurrencedygtighed og sociale samhørighed.

4.2.

En forudsætning for strategiens udvikling er, at der en struktureret dialog mellem de forskellige berørte aktører om i fællesskab at identificere og opfylde konkrete behov. Der skal tages nøje hensyn til de særlige miljømæssige, kulturelle, økonomiske og sociale forhold og til den stærke gensidige afhængighed mellem byområder og landdistrikter. En bred og åben dialog mellem interessenterne må derfor iværksættes med henblik på at udvikle en bredt accepteret strategi.

4.2.1.

Af hensyn til den territoriale samhørighed er det vigtigt, at politikkerne koordineres. Nogle spørgsmål vedrørende økonomisk innovation, transportformer og miljø er indbyrdes forbundne og kan ikke løses uafhængigt af hinanden på lokalt niveau, men må nødvendigvis ses i det bredere perspektiv, som er muligt på makroregionalt niveau.

4.2.2.

Med henvisning til meddelelsen om forvaltningen af makroregionale strategier (15) er det nødvendigt at tilføre flerniveauforvaltningen af EUSALP en reel »horisontal dimension« (civilsamfundets deltagelse) som supplement til og udbygning af den vertikale dimension (regioners og kommuners deltagelse) under fuld overholdelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne.

4.3.

EØSU opfatter EUSALP som et instrument af central betydning for indsatsen i Alperegionen på områder som globalisering af økonomien, klimaændringer, informationssamfundet, videnøkonomien, demografiske ændringer og mobiliteten for varer og personer.

4.4.

Strategien vil gøre det muligt at fremme udviklingen i Alperegionen, idet der vil blive anlagt en helhedsorienteret tilgang, hvorunder den økonomiske, miljømæssige og sociale dimension bliver funktionelle og indbyrdes forbundne. Denne helhedsorienterede tilgang kan anskueliggøres med specifikke målsætninger, og EØSU har derfor identificeret fem strategiske mål, som bør indgå i handlingsplanen:

4.4.1.

Skabelse af gunstige betingelser for en dynamisk SMV-sektor og iværksætteri, som kan fremme jobskabelsen. EUSALP bør gøre de berørte territoriale systemer bedre i stand til at konkurrere i en global økonomi ved at understøtte bevarelsen og skabelsen af nye kvalitetsarbejdspladser.

4.4.2.

Medvirken til i højere grad at udnytte traditioner og den sociale mangfoldighed. EUSALP bør medvirke til at bevare de identitetsskabende værdier, som kendetegner de berørte områder ved at trække på den lokale viden og de lokale traditioner som drivkræfter for økonomisk udvikling og social integration.

4.4.3.

Fremme af lige og rimelig adgang til tjenesteydelser af almen interesse i hele Alperegionen. EUSALP vil danne rammen for fortsat levering og tilpasning af tjenesteydelser af almen interesse, der skal dække behovene hos de mennesker, der bor i regionen, især hos dem, der bor i områder med geografiske handicap.

4.4.4.

Fremme af et fælles ansvar og samarbejde mellem områderne i Alperne. EUSALP bør fremme nye tilgange til fælles ansvar og et ligeværdigt samarbejde mellem områder i Alperegionen, f.eks. de vertikale forbindelser mellem storbyer på den ene side og landdistrikter og turistområder på den anden.

4.4.5.

Fremme af beskyttelsen og den bæredygtige forvaltning af biodiversitet, landskaber og naturressourcer. EUSALP bør fremme beskyttelsen og den bæredygtige forvaltning af biodiversitet, landskaber og naturressourcer, idet der må findes den rette balance mellem bevarelsesforanstaltninger og foranstaltninger for en rationel udnyttelse af økosystemtjenester og -produkter. Ligeledes er det nødvendigt at fremme indførelsen af miljøvenlige forvaltningsmodeller med henblik på en mere ligelig fordeling af fordelene ved økosystemprodukter og -tjenester mellem de forskellige store og små områder i Alperegionen.

4.5.

EØSU mener, at strategien bør gennemføres i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet i Rådet, hvilket vil sige, at en makroregional strategi på den ene side ikke må indebære krav om flere ressourcer, mere regulering eller nye forvaltningsorganer (»de tre nej'er«), men at der på den anden side er behov for at udarbejde en handlingsplan for komplementaritet mellem finansieringsprogrammerne, koordinering af de institutionelle instrumenter og udformning af nye projekter af makroregional rækkevidde. Især bør der være fokus på kapacitetsopbygning.

4.5.1.

EØSU anser det for helt afgørende, at ikke blot de offentlige myndigheder, men også repræsentanter for det organiserede civilsamfund deltager i kapacitetsopbygningen. Dette kan bl.a. ske ved at etablere et »permanent forum«, hvori arbejdsmarkedets parter og erhvervslivet er repræsenteret.

4.5.2.

EØSU mener, at der er afsat tilstrækkelige midler med de betragtelige beløb, som EU allerede har øremærket til regionale programmer i de europæiske struktur- og investeringsfonde for perioden 2014-2020 (16), og at de må anvendes effektivt til at gennemføre strategien ved hjælp af foranstaltninger, der er bedre koordinerede inden for rammerne af en samlet strategisk tilgang. Andre finansieringsmuligheder i programmeringsperioden 2014-2020 er EU-instrumenter såsom Horisont 2020 (17), Cosme (18), CEF (19), EaSI (20), Erasmus+ (21) og Life (22).

5.1.

For at understøtte opfyldelsen af de strategiske målsætninger i høringsdokumentet og de specifikke målsætninger opregnet i punkt 4 i denne udtalelse anser EØSU det for vigtigt at fastlægge mere konkrete prioriteter for strategiens tre søjler.

5.1.1.

Den største udfordring, der skal løftes med strategien for Alperegionen, er harmonisering og forbedring af balancen mellem målene om økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed.

5.2.1.

EØSU mener, at det er helt afgørende at sikre bæredygtig vækst og fremme fuld beskæftigelse, innovation, konkurrenceevne og samhørighed i Alperegionen ved at styrke og diversificere bestemte økonomiske aktiviteter ud fra et ønske om gensidig solidaritet mellem bjerg- og byområder.

5.2.2.1.

Støtte til SMV'ers innovation og konkurrenceevne ved at forbedre adgangen til kredit og virksomhedernes evne til at gribe de muligheder, som EU-programmerne for 2014-2020 og ordningerne for innovative offentlige indkøb (her tænkes især på prækommercielle offentlige indkøb (23)) rummer.

5.2.2.2.

Medvirken til at styrke udviklingen i retning af en grøn økonomi, bl.a. ved at etablere nye virksomheder og udnytte de særlige miljøforhold i Alperegionen og den store produktions- og innovationskapacitet, som kendetegner området.

5.2.2.3.

Fremme af produkter fra Alperegionen med en politik for mærkebevidsthed, dvs. med individuelle varemærker med angivelse af oprindelse og regional markedsføring. Fremme af økosystemprodukter og -tjenester (24) skaber yderligere merværdi og gavner regionens konkurrenceevne.

5.2.2.4.

Styrkelse af samarbejdet mellem videnskabs- og teknologiparker, universiteter, forskningscentre og SMV'er og udbygning af forskningsinfrastrukturernes kapacitet og deres forbindelser til de førende institutioner på internationalt plan. Når handlingsplanen for EUSALP udarbejdes, bør der fastlægges en tværgående prioritet, der understøtter forskning og innovation.

5.2.2.5.

Udvikling af en fælles strategi, hvor natur- og kulturarven samt den historiske arv udnyttes til at forvandle makroregionen Alperne til en destination for bæredygtig turisme i verdensklasse.

5.2.2.6.

Bevarelse af »arbejde« som en central prioritet for EUSALP, idet der især bør være fokus på de unge og langtidsarbejdsløse. Det er afgørende, at der skabes nye permanente kvalitetsarbejdspladser, således at der også gribes ind over for problemet med sæsonarbejde, som især er udtalt i Alperegionens turistområder i bjergene og landdistrikter.

5.2.2.7.

Støtte til initiativer om etablering af et fælles område for arbejde, arbejdstagernes mobilitet, indførelse af lærlinge- og praktikophold på tværs af grænserne, udformning af uddannelses- og karriereforløb i flere lande og fuld anerkendelse af eksamensbeviser og faglige kvalifikationer. Især bør der være fokus på kvalifikationerne hos arbejdstagerne i turistbranchen, da det er dem, som først og fremmest rammes af sæsonudsving.

5.2.2.8.

Fremme af samarbejdet mellem de forskellige geografiske områder i Alperegionen og udbygning af storbyernes og byernes rolle som dem, der fremmer konkurrenceevnen og den sociale samhørighed.

5.2.2.9.

Gennemførelse af foranstaltninger til fremme af sociale investeringer og tilpasning af de sociale sikringssystemer ved at udvikle politikker, som er i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om sociale investeringer i vækst og samhørighed (25).

5.2.2.10.

Opbakning til tiltag, som har til formål at fremme integrationen af personer med handicap og bekæmpe diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse, alder, seksuel orientering eller køn.

5.3.1.

EØSU støtter målet om at fremme en territorial udvikling baseret på følgende: samarbejde mellem de interne og eksterne territoriale systemer, adgang til tjenesteydelser, bæredygtig mobilitet og styrkelse af transporten og kommunikationsinfrastrukturerne.

5.3.2.1.

Støtte til indførelse af innovative løsninger med henblik på at garantere grundlæggende tjenester i bjergområder og landdistrikter (uddannelse, sundhedsvæsen, sociale tjenester og mobilitet) for at fjerne den digitale kløft og udvikle ekstra hurtigt bredbånd i hele regionen.

5.3.2.2.

Udbygning af anvendelsen af IKT inden for alle områder af almen interesse (forvaltning, sundhedstjenester, jobsøgningstjenester, e-læring, e-handel med alpine produkter osv.) og sikring af, at der udbydes tilstrækkeligt med offentlige tjenester til at dække behovene i de forskellige territoriale systemer i Alperegionen, idet der må findes den rette balance mellem antallet af og adgangen til disse tjenester.

5.3.2.3.

Fremme af integrerede transportsystemer for at støtte den interne handel i de forskellige territoriale systemer og bedre styring af gods- og passagertransporten for at mindske miljøbelastningen og skabe flere fordele for lokalsamfundene. Flytning af godstransporten fra vej til bane og foranstaltninger rettet mod at begrænse brugen af sekundære alpine korridorer (med f.eks. samme vejafgifter for alle transitkorridorer i Alperne) er nogle af de afgørende forudsætninger for en bæredygtig udvikling af transport i Alperegionen.

5.3.2.4.

Udvikling af planer for logistisk interoperabilitet i hele makroregionen og udbygning af de multimodale forbindelser mellem infrastrukturknudepunkter (havne, lufthavne og tørhavne) på den ene side og det samlede net og tilslutningerne til de indre vandveje på den anden side.

5.3.2.5.

Fremme af tværnationale tematiske net vedrørende spørgsmål af betydning for udviklingen i Alperne, såsom risikostyring, turisme, sport, skovbrug, landbrug, energi og teknologiske tjenesteydelser.

5.3.2.6.

Forbedring af styringen i Alperegionen gennem mere aktiv deltagelse fra civilsamfundets side og parallelt hermed fremme oplysningsaktiviteter og øge borgernes viden om de væsentligste problemstillinger, der berører Alperegionen.

5.4.1.

EØSU anser det for afgørende at styrke indsatsen for bæredygtig forvaltning og miljøbeskyttelse samt udnyttelsen af områdets regionale kapital.

5.4.2.1.

Indsatsen til fremme af den økonomiske udvikling i Alperegionen må indrettes efter de tilsagn, der er givet i kampen mod klimaændringerne, idet væksten og konkurrenceevnen i de territoriale systemer, der er omfattet af EUSALP, må gøres uafhængig af forbruget af naturressourcer og råstoffer.

5.4.2.2.

Større bevidsthed i lokalsamfundene i Alperegionen om betydningen af økosystemtjenester og en rimelig og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne. Alperne er den vigtigste kilde til vand i Europa, hvilket betyder, at der må skrides skrappere ind for at forbedre forvaltningen af vandreserverne og vandbassinerne i Alperegionerne.

5.4.2.3.

Støtte til initiativer for at harmonisere foranstaltninger, hvis sigte er bevarelse af biodiversiteten og landskaberne i Alperegionen og en miljøvenlig benyttelse af disse.

5.4.2.4.

Udformning af tværnationale instrumenter og procedurer for forebyggelse og begrænsning af risici (oversvømmelser, jordskred, laviner, skovbrande osv.), integreret forvaltning af skovene (både på grund af deres miljø- og naturværdi og fordi de er en økonomisk ressource) og håndtering af de problemer, der opstår som følge af arealudnyttelsen (jordpakning og byernes spredning).

5.4.2.5.

Fremme af overgangen til et energisystem, hvor der ikke længere anvendes kulstof, med iværksættelse af energieffektiviseringsinitiativer, anlæg af decentrale distributionsnet for vedvarende energi og modeller for bebyggelse og offentlig transport, hvor grundtanken er energibesparelser.

5.4.2.6.

Udvikling og gennemførelse af systemer for integreret mobilitet med det sigte at mindske afhængigheden og brugen af biler, idet der bør være støtte til offentlig transport som en tjenesteydelse af almen interesse og så vidt muligt til transportformer, der anvender vedvarende energi.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/17

Ordfører:

Jacek KRAWCZYK

1.1.

Der er behov for at udnytte EU's lufthavne mere effektivt for at imødegå kapacitetsmangel. Løsningen på problemet kunne f.eks. være mere intermodalitet, bedre forbindelser, mere effektiv anvendelse af sekundære lufthavne og små lufthavne, større luftfartøjer og optimering af processer. Det samme gælder vedtagelsen af lufthavnspakken, og gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (Single European Sky — SES) og SESAR. Lufthavnskapacitet bør indgå som en fuldgyldig del af SES.

1.2.

På langt sigt vil lufthavnskapaciteten skulle udbygges i form af infrastruktur som f.eks. terminaler og landingsbaner. Hovedsigtet med lufthavnsudvidelser bør være at opnå bedre forbindelsesmuligheder på et bæredygtigt økonomisk grundlag. EU's hovedlufthavne bør have effektive muligheder for at imødekomme den voksende efterspørgsel, og det indebærer en afkortning af planlægningsprocesserne for hurtigt at kunne reagere på de behov, der måtte opstå.

1.3.

Lufthavnsudvidelser bør, når de er velbegrundede, udgøre en del af en afbalanceret strategi. Lufthavne har for det første en positiv økonomisk indvirkning på deres naboområder. For EØSU er det klart, at denne positive effekt bør sikres. For det andet bør vurderingen af miljøspørgsmål foregå på en gennemsigtig måde. For det tredje har lufthavnsudvidelser en offentlig dimension. Dette kræver en offentlig dialog med deltagelse af f.eks. flyveledere, lufthavnsmyndigheder, luftfartsselskaber, regionale aktører, lokale beboere, regeringer osv.

1.4.

Det er efter EØSU's opfattelse meget vigtigt, at medlemsstaterne omgående træffer foranstaltninger vedrørende fysisk planlægning og forvaltning. Ellers vil udviklingen af lufthavne blive vanskeliggjort af mange uforudsete og unødvendige hindringer, og eksisterende lufthavnskapacitet vil også i nogle tilfælde være truet.

1.5.

Eksisterende regionale lufthavne bør kun videreudbygges, hvis der er et klart behov for at øge trafikmængden. Medlemsstaterne bør identificere kapacitetsmæssige udfordringer og udarbejde strategier for at imødegå dem. Undtagen i tilfælde af offentlige forpligtelser bør EU indstille finansieringen af ny regional kapacitet, medmindre andet gælder i henhold til artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

1.6.

EØSU mener, at de nye EU-retningslinjer om statsstøtte til lufthavne og luftfartselskaber er meget værdifulde, fordi de giver retssikkerhed. Nu vil der blive indført fælles kriterier for at vurdere, om ubæredygtige regionale lufthavne fortsat skal eksistere.

1.7.

For at give lufthavnene den nødvendige sikkerhed med henblik på håndtering af kapacitetsmangel er det helt afgørende med en konsekvent og klar lovgivning, der skaber de nødvendige incitamenter til at foretage langsigtede investeringer i infrastruktur.

1.8.

Lufthavnskapacitet har også en politisk dimension. EØSU er fuldt overbevist om, at EU sammen med medlemsstaterne og interessenterne, herunder arbejdsmarkedets parter, bliver nødt til at træffe en overordnet strategisk beslutning om, hvilke lufthavne der bliver vigtige for systemet og bør udvikles i de kommende år. Hvis EU skal fastholde sin konkurrenceevne inden for luftfart på det globaliserede marked, haster det med at få en integreret europæisk luftfartsstrategi, der tager hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter og til jobskabelse.

1.9.

Der bør foretages en vurdering af de lufthavnsinfrastrukturprojekter, der er blevet medfinansieret af EU de seneste år. EØSU hilser Den Europæiske Revisionsrets tilsagn om at udføre dette vigtige arbejde velkommen. De konklusioner og anbefalinger, som fremkommer derved, bør debatteres i offentligheden.

1.10.

EØSU mener, at Europa-Kommissionen bør forenkle og strømline de strukturer, som står for at forvalte EU's luftfart og især EU's lufthavne. Kommissionen har behov for fuldstændige og pålidelige oplysninger om EU-lufthavnenes aktiviteter, men for øjeblikket er disse oplysninger ikke tilgængelige. EØSU opfordrer lufthavnsledelser og offentlige myndigheder til at stille dem til rådighed.

2.1.

Lufthavnene i EU er værdifulde aktiver, men adskillige europæiske lufthavne vil blive mere og mere overbelastede i de kommende år, mens mange andre ikke vil blive udnyttet i tilstrækkelig grad. Man kan argumentere for, at kapaciteten i EU som helhed er tilstrækkelig, men spørgsmålet er, om den befinder sig de rigtige steder.

2.2.

I de seneste år har den offentlige diskussion om lufthavnskapacitet hovedsageligt drejet sig om to ting: tab af kapacitet i de centrale hovedlufthavne til konkurrenter uden for EU, bl.a. i Tyrkiet og Golflandene, og »Ryanair-syndromet«, hvor lavprisflyselskaber hurtigt øger kapaciteten i mindre regionale lufthavne, men ikke bliver stabile brugere i det lange løb. Problemet stikker imidlertid langt dybere.

2.3.

I 2007 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen: »Handlingsplan for kapacitet, effektivitet og sikkerhed i Europas lufthavne«, hvori den påpegede en voksende forskel mellem kapacitet og efterspørgsel i en række af EU's hovedlufthavne (1) og forslog en række foranstaltninger med henblik på bedre anvendelse af den eksisterende kapacitet. I 2007 foreslog Europa-Parlamentet en initiativbetænkning som svar på Kommissionens handlingsplan, hvori det hilste Kommissionens meddelelse velkommen og forholdt sig til problemet med lufthavnenes kapacitet.

2.4.

I 2011 offentliggjorde Kommissionen endnu en meddelelse (2) om kapacitet som en del af pakken »Bedre lufthavne«, hvori kapacitet og kvalitet blev udpeget som hovedudfordringerne for de europæiske lufthavne.

2.5.

EUROCONTROL har gennemført undersøgelsen »Challenges of Growth« (udfordringer for væksten) i både 2004, 2008 og 2013 og deri forudsagt, at der de kommende 20 år vil opstå kapacitetsmangel.

2.6.

Ovennævnte aktivitetsniveau viser, hvor påtrængende kapacitetsproblematikken er. Luftfartsindustrien har allerede opnået vigtige resultater. Optimering af kapacitet og effektivitet har fundet sted på alle aktivitetsområder: Forbedringerne omfatter bl.a.:

2.6.1.

Siden 2004 er der med initiativet for det fælles europæiske luftrum (SES) blevet arbejdet for at sikre en bedre udnyttelse af det europæiske luftrum og afbøde de negative konsekvenser af dets fragmentering. De lufthavne, som er involveret i SES, bidrager også til SES' målsætninger inden for rammerne af SESAR-programmet (Single European Sky Air Traffic Management Research). Uden den fornødne kapacitet på landjorden vil SES ikke kunne gennemføres.

2.7.

Kommissionen arbejder for øjeblikket på detaljerede planer for en fremtidig lufthavnsstrategi sammen med interessenterne i det europæiske observatorium for luftfartskapacitet. Dette observatorium har tre målsætninger:

3.1.

Selvom der er mere end 450 lufthavne i Europa, står de alligevel over for snart at skulle håndtere kapacitetsmangel.

3.2.

ACI (Airports Council International) Europe inddeler lufthavne på følgende måde:

3.2.1.

I et punkt-til-punkt-system rejser passagererne direkte fra oprindelsesstedet til destinationen uden at skifte.

3.2.2.

Begge systemer supplerer hinanden, de har blot forskellige mål: Systemet med hovedlufthavne har til formål at maksimere forbindelsesmulighederne, mens punkt-til-punkt-systemet har til formål at skabe den størst mulige grad af mobilitet og fleksibilitet.

3.3.

EU har finansieret et ekstraordinært stort antal lufthavnsrelaterede infrastrukturprojekter. EØSU er af den opfattelse, at der mangler offentligt tilgængelige oplysninger om disse investeringer, og om hvorvidt de er et effektivt værktøj til at skabe bedre forbindelser og effektivitet for befolkningen.

3.4.

EØSU mener, at de nye EU-retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartselskaber (3) er meget værdifulde, fordi de giver retssikkerhed. I retningslinjerne skelnes der derudover mellem de lufthavne, der f.eks. er nødvendige med henblik på at udføre offentlige tjenesteydelser, og de lufthavne, som er overflødige, dvs. lufthavne der enten hverken er i stand til at dække deres driftsomkostninger eller sikre udførelsen af offentlige tjenesteydelser.

4.1.

Fremtidens luftfartsmarkeder bliver Asien-Stillehavsområdet, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten. Den årlige vækst i passagerstrømmen i disse regioner vil ligge på mellem 6 og 7 % indtil 2032. Den årlige vækstrate i Europa og Nordamerika vil ligge på ca. 3 %.

4.2.

EUROCONTROL har i sin seneste rapport om udfordringer for væksten fra 2013 påpeget, at der vil opstå en kapacitetsklemme inden for de næste 20 år. Det mest sandsynlige scenarie er, at 1,9 mio. flyvninger ikke vil blive foretaget som følge af kapacitetsbegrænsninger i 2035. Det svarer til 12 % af efterspørgslen. 20 lufthavne i Europa vil blive meget overbelastede i mere end seks timer om dagen, hvilket for øjeblikket kun gør sig gældende for tre lufthavne.

4.2.1.

Den kapacitetsvækst, der vil finde sted, vil ikke være ligeligt fordelt mellem de europæiske lufthavne. Den største vækst vil finde sted i Østeuropa, mens der vil ske et fald i den intra-europæiske trafik, og den nordvesteuropæiske andel af trafikken vil falde. EØSU noterer sig denne udvikling og mener, at de europæiske lufthavne bør tage udfordringen op.

5.1.

Efter EØSU's opfattelse er det afgørende at forbedre den europæiske konkurrenceevne og tiltrækningskraft som investeringsdestination i luftfartssektoren. Her er kapaciteten på landjorden af afgørende betydning.

5.2.

EØSU er overbevist om, at SES er nødvendig for at løse udfordringen med kapacitetsmangel, og at dette initiativ for længst burde være gennemført. Blot ved at minimere forsinkelserne vil der kunne opnås en øjeblikkelig effekt i systemets kapacitet og i dets lufthavne. EØSU tilslutter sig ACI's holdning om, at kapacitet på landjorden bør være en fuldgyldig del af SES, og at målsætninger for denne kapacitet bør være i overensstemmelse med SES.

5.3.

I EUROCONTROL's undersøgelse af udfordringerne for væksten foreslås seks foranstaltninger, som samlet vil kunne reducere den efterspørgsel, der ikke kan imødekommes, med 42 %. Det svarer til yderligere 8 00  000 flyvninger eller 50 mio. passagerer, som vil kunne betjenes. De mulige løsninger er:

5.3.1.

EØSU er klar over, at disse foranstaltninger indføres for at reducere omfanget af den efterspørgsel, der ikke kan imødekommes, men tvivler på, at de vil være tilstrækkelige til at håndtere al fremtidig efterspørgsel. Derudover er der EU-lufthavne, hvor foranstaltningerne ikke kan anvendes.

5.4.

EØSU mener desuden, at vedtagelsen af Kommissionens lufthavnspakke også vil bidrage til bedre udnyttelse af de eksisterende lufthavne. EØSU opfordrer til, at det igangværende arbejde i Europa-Parlamentet og Rådet gennemføres med et højt ambitionsniveau i tråd med udvalgets forslag i dets udtalelse om Lufthavnspakken (4).

5.5.

I sidste ende synes løsningen på problemet med utilstrækkelig lufthavnskapacitet bl.a. at være anlæggelse af ny kapacitet og optimering af den eksisterende. Det er vanskeligt, da mange lufthavne ikke længere er i stand til at investere i yderligere kapacitet. Ifølge EUROCONTROL's rapport fra 2013 om udfordringer for væksten har manglende indtægter, vanskeligheder med at opnå finansiering og voksende modstand mod transportinfrastrukturprojekter fået nogle lufthavne til at genoverveje deres udvidelsesplaner.

5.6.

EØSU anbefaler kraftigt, at der foretages en vurdering af fordelene ved de hidtidige EU-investeringer i lufthavnsrelateret infrastruktur. EØSU hilser Revisionsrettens meddelelse om, at den undersøger dette emne, velkommen og anbefaler en så omfattende undersøgelse som muligt.

6.1.

Lufthavne står over for en række udfordringer, når de planlægger at udvide deres infrastruktur. Disse udfordringer kan grupperes på følgende måde:

6.1.1.

Pga. den seneste økonomiske kris har lufthavnene en tendens til at være meget forsigtige med at investere. De står både over for faldende indtægter og over for stigende sikkerhedsrelaterede omkostninger (driftsomkostninger). Nye opstramninger på statsstøtteområdet og de nye retningslinjer for statsstøtte gør det til en større udfordring for mindre lufthavne at overleve. Det er blevet en alvorlig udfordring for lufthavne at skaffe finansiering til infrastrukturprojekter.

6.1.2.

Lufthavnene skal opfylde en lang række regelkrav. De administrative procedurer er meget komplekse, især med hensyn til sikkerheds- og miljømæssige spørgsmål. EØSU benægter på ingen måde, at miljømæssige krav er vigtige, men der er ikke desto mindre nødt til at være en afbalanceret tilgang til disse problemstillinger. Kommissionen har allerede gjort gode fremskridt med forordning (EU) nr. 598/2014 om fastsættelse af bestemmelser og procedurer for indførelse af støjrelaterede driftsrestriktioner i Unionens lufthavne som en del af en afbalanceret strategi. Den europæiske luftfartssektor er et oplagt sted at skabe grøn vækst. EØSU advarer navnlig Kommissionen mod at gennemføre ikke-integrerede løsninger på miljøspørgsmål. Udvalget understreger, at det er nødvendigt med integrerede og globale løsninger. På den baggrund vil et nyttigt første skridt være, at Europa-Kommissionen iværksætter et større projekt med henblik på at kortlægge og dokumentere de eksisterende miljømæssige restriktioner, som påvirker kapaciteten i de europæiske lufthavne.

6.1.3.

Et ret nyt problem er de voksende offentlige udfordringer i form af modstand mod infrastrukturprojekter i befolkningen. Store udvidelsesprojekter i EU-hovedlufthavne er blevet sat i bero, nogle af dem i mere end ti år. Blandt eksemplerne kan nævnes en eventuel tredje lufthavn i Paris, yderligere landingsbaner i lufthavnene i Frankfurt og München og diskussionen om, hvordan kapaciteten bedst kan udvides i et multimodalt metropolmiljø i UK/London.

6.1.4.

Der er en voksende offentlig modstand som følge af bl.a. støjforurening. Ikke desto mindre bruger lufthavne og luftfartsselskaber store summer på støjdæmpende foranstaltninger. Wiens lufthavn har f.eks. iværksat en støjbekæmpelsesplan, som omfatter 12. 000 husholdninger. Omkostningerne anslås at blive omkring 51 mio. EUR, hvoraf 37 mio. EUR vil blive betalt direkte af Flughafen Wien AG. Budgettet i lufthavnene i Liege og Charleroi til tilbagekøb eller støjisolering af 20. 816 husholdninger beløber sig til 444 mio. EUR. London Heathrow brugte 37 mio. EUR på støjdæmpende foranstaltninger i perioden 2007-2011.

6.1.5.

Medlemsstaterne bør identificere kapacitetsmæssige udfordringer og udarbejde strategier for at imødegå dem. I den sammenhæng er der et klart behov for stærkt lederskab på europæisk niveau for at koordinere disse nationale kapacitetsstrategier og at give finansiel vejledning og støtte, hvor det er hensigtsmæssigt. Der bør være meget strenge kriterier for EU-finansiering af ny kapacitet. EU bør begrænse finansieringen af denne type projekter til dem, der er finansielt bæredygtige eller opfylder offentlige forpligtelser.

6.1.6.

EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på, at kapacitetsdiskussionen også har en politisk dimension. EØSU er fuldt overbevist om nødvendigheden af, at EU sammen med medlemsstaterne og interessenterne, herunder arbejdsmarkedets parter, træffer en overordnet strategisk beslutning om, hvilke lufthavne der bliver vigtige for systemet og bør udvikles i de kommende år. Afbalanceringen af EU's prioriteringer med hensyn til systemet af hovedlufthavne og punkt-til-punkt-systemet bør vurderes og revideres, såfremt det er nødvendigt. Der er mere end nogensinde brug for en integreret europæisk politik, og den bør tage hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter, men også til jobskabelse.

6.1.7.

Derudover er der flere GD'er i Kommissionen, der arbejder med indbyrdes relaterede emner. Det drejer sig om MOVE, EMPL, COMP, JUST osv. Deres kompetence afhænger af det nøjagtige politikområde, og der er mange forbindelser til forskellige områder som f.eks. internationale relationer, statsstøtte, SES og multimodalitet. Denne arbejdsdeling har vist sig ikke at være særlig effektiv, når det nu er blevet helt afgørende, at der udarbejdes en samlet strategi for hele luftfartsværdikæden i EU. Det haster med at få integreret Kommissionens luftfartsaktiviteter, især dens lufhavnsrelaterede aktiviteter.

6.2.

Ligesom i enhver anden produktionsproces er den fysiske kapacitet i en lufthavn underlagt begrænsninger, dvs. faktorer der reducerer den faktiske kapacitet. For så vidt angår landingsbanekapaciteten kan nævnes:

6.2.1.

Derudover påvirkes alle relevante faktorer for lufthavnskapaciteten normalt af driftsprocedurer og regler, f.eks. særlige procedurer for indflyvning og udflyvning eller krav til luftrumstildelingen som følge af støjhensyn. Den faktiske lufthavnskapacitet er ofte meget lavere end den fysiske lufthavnskapacitet. ICAO's (Organisationen for International Civil Luftfart) »afbalancerede tilgang« udstikker den mest effektive metode til at håndtere støj i og omkring lufthavne på en miljømæssigt fornuftig og økonomisk ansvarlig måde.

6.2.2.

Kommissionen har en tendens til kun tage hensyn til landingsbanernes kapacitet i sit arbejde med lufthavnskapaciteten. Som det fremgår ovenfor, er denne strategi utilstrækkelig, og EØSU opfordrer Kommissionen til også at tage hensyn til andre vigtige faktorer for lufthavnskapaciteten, f.eks. luftrummets kapacitet ved lufthavne, der ligger tæt på hinanden. Samspillet mellem lufthavne og luftrum (eller luftfartstjenesteudøvere) er afgørende for at kunne imødegå kapacitetsmanglen i lufthavnene. Forvaltningen af dette samspil varierer imidlertid meget på tværs af EU og sågar inden for nogle medlemsstater.

6.2.3.

Det er helt afgørende, at medlemsstaterne omgående træffer foranstaltninger vedrørende fysisk planlægning og forvaltning. Den er ofte lokale eller regionale myndigheders ansvar, og de burde have forståelse for lufthavnenes rolle i nationale og europæiske net. Dette gælder især i områder med centrale knudepunkter, hvor presset er stort for at anvende arealerne til andre formål. EU bør aftale fælles principper herfor og etablere en konsekvent lovgivnings- og planlægningsramme med henblik på at træffe optimale beslutninger om ny kapacitet.

6.3.

Det er vigtigt, at et konsolideret fælles marked inden for EU's civile luftfart etablerer sig. EØSU advarer imidlertid mod, at hovedlufthavnene favoriseres på bekostning af de regionale lufthavne. De supplerer hinanden indbyrdes og bør fortsat være en integreret del af det, som i TEN-T-politikkens terminologi omtales som hovednettet og det samlede net. Det medfører, at overbelastning og vækst nogle gange går hånd i hånd.

6.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til både at se på kapaciteten i det europæiske luftrum ud fra et internationalt konkurrencesynspunkt — som naturligvis er meget vigtigt — og ud fra et fokus på EU's indre markeds smidige funktion. Bedre og mere rationel anvendelse af regional kapacitet kan bidrage til at lette presset på travle hovedlufthavne. Den igangværende testning af fjernkontrolleret flyveledelse (f.eks. i Sverige) er interessant i denne sammenhæng, da det er et værktøj, der kan reducere driftsomkostningerne i de regionale lufthavne og samtidig opretholde det højeste sikkerhedsniveau.

6.5.

Kommissionens rolle er helt afgørende. Den er imidlertid ikke blevet fastlagt i detaljer: for at kunne gøre mere end at overvåge og for at lægge pres på alle aktører, for at de skal være mere effektive, har Kommissionen først og fremmest brug for fuldstændige og pålidelige oplysninger om aktiviteterne i EU's lufthavne. Disse oplysninger er ikke tilgængelige for øjeblikket, og der er hverken kriterier for, hvad en »effektiv lufthavn« bør være, eller officielle tal for offentlig støtte til lufthavne på EU-niveau.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/24

Ordfører:

Carlos TRIAS PINTÓ

Medordfører:

Petru Sorin DANDEA

1.1.

Når den økonomiske genopretning tager længere tid i Europa end i resten af verden, er det symptomatisk for, at der findes problemer, som en mere dybtgående økonomisk og monetær union vil være nødt til at rette op på. Denne udtalelse støtter processen med at uddybe ØMU'en, navnlig i euroområdet, med udgangspunkt i skattepolitikkens rolle. Det har tidligere været og vil også fremover være vanskeligt at opnå yderligere koordination af den direkte beskatning, fordi den forbliver under medlemsstaternes kompetence og er rodfæstet i den måde, hvorpå de enkelte medlemsstater igennem århundreder har valgt at finansiere de offentlige udgifter, de hver især anser for nødvendige. Ændringer i beskatningen bør resultere i et mere konkurrence- og bæredygtigt skattesystem i en global sammenhæng.

1.2.

For at sikre, at Den Økonomiske og Monetære Union fungerer tilfredsstillende, bør der i den nye valgperiode skabes et fundament for og ske en gradvis bevægelse hen imod en finanspolitisk union med henblik på at overvinde de store forskelle i de nationale regler, som bremser den reelle integration og etableringen af et indre marked. Desuden bør vejen banes for et større fælles budget for euroområdet.

1.3.

Sammen med ECB's monetære søjle bør der på mellemlang sigt også skabes en »søjle for det fælles budget«, som kan sikre makroøkonomisk stabilitet inden for ØMU'en, især i tilfælde af »asymmetriske chok«.

1.4.

For at afhjælpe svagheder og lukke huller i skattepolitikken i euroområdet er der behov for mere ambitiøse foranstaltninger. Landene bør formindske antallet af skatte- og afgiftstyper og standardisere disse, udvide skattegrundlaget, i højere grad harmonisere skattesatserne og styrke instrumenterne til samarbejde og udveksling af oplysninger for at bekæmpe skatteunddragelse og skattesvig.

1.5.

EU's nyvalgte lovgivere bør samarbejde tæt med OECD og G20 om en hurtig løsning på det globale problem med udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud. OECD har gjort gode fremskridt med indførelsen af en global model for beskatning af selskaber, hvor formålet er at opkræve skat der, hvor den økonomiske substans er til stede. Denne bør danne grundlag for selskabsbeskatningen i EU.

1.6.

For at sikre fremskridt hen imod en mere dybtgående finanspolitisk union er det afgørende at fortsætte budgetovervågningen i overensstemmelse med twopack'en. Samtidig bør der hurtigt oprettes en fond med egne midler i euroområdet med det formål at rette op på de makroøkonomiske skævheder (1).

1.7.

Udvalget støtter fuldt ud fortsættelsen af processen med det europæiske semester, som bør evalueres for at sikre, at den fungerer optimalt. De individuelle landespecifikke henstillinger kan være et værktøj til at skabe et fælles grundlag.

1.8.

Det begrænsede fælles budget, som kun lige udgør 1 % af EU's BNP, bør øges, især for euroområdet. I kommissionsformand Junckers politiske retningslinjer »En ny start for Europa« opfordres der til, at budgettet i højere grad orienteres mod job, vækst og konkurrenceevne. EØSU støtter denne strategi og understreger behovet for at udnytte revisionen af den flerårige finansielle ramme i slutningen af 2016 til at skabe fundamentet for et øget budget med henblik på at sikre, at den monetære union fungerer tilfredsstillende.

1.9.

Kommissionen bør følge op på sin meddelelse »Hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union« (2) fra marts 2013 og indføre et instrument for konvergens og konkurrenceevne. Instrumentet skal ved hjælp af kontraktuelle ordninger få medlemsstaterne til at gennemføre reformer, der både vil være fordelagtige nationalt og for EU som helhed, for på den måde at rette op på økonomiske ubalancer, som kræver økonomisk bistand. Dette instrument bør udvikles til en finanspolitisk kapacitet baseret på egne indtægter, som vil kunne yde midlertidig hjælp i forbindelse med bekæmpelsen af regionale chok (3).

1.10.

Budgettet for euroområdet bør kunne forbedre den monetære unions funktion, give et bedre finanspolitisk grundlag for gennemførelsen af bankunionen og udligne asymmetriske chok. Disse funktioner manglede, da den økonomiske krise indtraf, og det forværrede drastisk de uligheder, der krævede finanspolitiske foranstaltninger.

1.11.

EØSU er bevidst om, at der er tale om et komplekst emne, og foreslår en pakke af foranstaltninger, som bør vedtages gradvist og i overensstemmelse med målene i EU's traktater (4):

På kort sigt (6 til 18 måneder):

På mellemlang sigt (18 måneder til 5 år):

2.1.1.

De 28 medlemsstater er i gang med en integrationsproces, og landene i euroområdet har påtaget sig større gensidige forpligtelser gennem oprettelsen af en monetær union. Integrationen er nu blevet forstærket med en bankunion under stadig udvikling og med den mellemstatslige traktat om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union.

2.1.2.

Skattepolitikken omfatter for øjeblikket mere end 600 forskellige skatter og afgifter. Disse bidrager med størstedelen af indtægterne og svarer i alt (skatter og sociale bidrag) til 39,4 % af medlemsstaternes BNP (13) og udgør 40,4 % i euroområdet. Der er behov for mere samordning af skattepolitikken blandt medlemsstaterne i euroområdet som supplement til ECB's fælles pengepolitik.

2.1.3.

Fremskridt mod en finanspolitisk union i euroområdet vil betyde, at man vil kunne anvende egne ressourcer og begynde at give effektiv støtte til vigtige strukturelle reformer i vanskeligt stillede økonomier. Samtidig vil man kunne gennemføre solidaritets- og omfordelingspolitikker, som er afgørende for at afbøde asymmetriske chok.

2.1.4.

Sammenlignet med andre avancerede økonomier har EU og især euroområdet en lavere vækstrate (BNP) og et lavere beskæftigelsesniveau. De fleste teorier om økonomisk integration anbefaler modeller, som består af både en monetær og en finanspolitisk union. Imidlertid skal beslutninger på skatteområdet ifølge TEUF træffes med enstemmighed, hvilket gør det meget vanskeligt at vedtage lovgivning.

2.1.5.

Euroområdets manglende effektivitet på det makroøkonomiske plan kan til dels tilskrives den manglende overensstemmelse mellem finanspolitikken, som er uhyre decentraliseret og underlagt medlemsstaternes kontrol, og pengepolitikken, som for så vidt angår landene i euroområdet bliver stadig mere centraliseret under ECB's myndighed.

2.1.6.

Den Europæiske Centralbanks begrænsede beføjelser forhindrer den i at finansiere budgetunderskuddene ved at trykke penge. Dette er muligvis positivt for så vidt angår prisstabiliteten og pengenes værdi, men ikke for vækst og beskæftigelse og andre politiske mål. Siden indførelsen af den monetære union er man ikke kommet ret meget nærmere en finanspolitisk union i EU. Det hæmmer arbejdskraftens og kapitalens mobilitet og gør det svært at håndtere kriser og asymmetriske chok.

2.2.1.

Den minimale samordning af skattepolitikken, der indtil nu har fundet sted, har dårligt kunnet forhindre konkurrenceforvridningen mellem medlemsstaterne eller afbøde den underbudspolitik på skatteområdet, som især påvirker nominelle og effektive skattesatser for såvel selskabsskat som personlig indkomstskat. Det ville være positivt, hvis der fandt en samordning sted mellem medlemsstaterne på dette område. Dette er på nuværende tidspunkt desværre et spil med et negativt resultat, hvor vinderne er kapitalindkomster og meget mobile arbejdstagere, mens det store flertal ender som tabere.

2.2.2.

Finanspolitisk integration kræver et system af overførsler og en myndighed, men samtidig er EU's budget begrænset til 1 % af BNP. Nettooverførsler udgør kun en lille del af disse ressourcer på trods af målsætningerne i Europa 2020-strategien og »Projekt Europa 2030«.

2.2.3.

I køreplanen for en egentlig økonomisk og monetær union fra 2012 (14) foreslås en bevægelse mod en økonomisk, monetær og finanspolitisk union på mellemlang sigt, bl.a. ved hjælp af mere konkrete initiativer. På kort sigt planlægges det at styrke den finanspolitiske og økonomiske styring (sixpack, finanspagt, twopack), det europæiske semester og dets henstillinger og endelig den mellemstatslige traktat om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union, som er blevet underskrevet af 25 lande — uafhængigt af TEUF. Systemet er ensrettet, stift og besværligt, og det er ikke i stand til at sikre den fleksibilitet, som er nødvendig for at kunne håndtere den akutte økonomiske situation under en krise, og sørge for et hensigtsmæssigt policymix for euroområdet.

2.2.4.

Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at der indtil videre kun er iværksat foranstaltninger på udgiftssiden, mens den indtægtsside, som er en del af en finanspolitisk union, er blevet fuldstændig forsømt.

2.2.5.

I tilgift til manglen på en finanspolitisk tilsynsmyndighed har trojkaen desuden spillet en omdiskuteret rolle i de spareplaner, som er blevet påtvunget de lande, der havde brug for hjælp, og den er blevet kritiseret for sin manglende effektivitet og mangel på åbenhed af Europa-Parlamentet (15) og EØSU.

2.2.6.

EØSU støtter kommissionsformand Jean-Claude Junckers politiske retningslinjer »En ny start for Europa«, hvori EU opfordres til at erstatte »trojkaen« med en mere demokratisk legitim og ansvarlig struktur baseret på EU-institutionerne med øget parlamentarisk kontrol både på EU-niveau og nationalt.

2.2.7.

Samtidig har de fiskale devalueringer, der er blevet gennemført i nogle af de mest sårbare lande i euroområdet, skadet den europæiske sociale model (16) i stedet for at genoprette konkurrenceevnen, eftersom reduktionen af arbejdskraftens vægt som faktor i produktionen har haft en meget begrænset virkning med hensyn til væksten, beskæftigelsen og gældssituationen, og har ført til unødvendige tab af indtægter. I nogle medlemsstater synes afhjælpningen af nogle af ubalancerne imidlertid at begynde at give positive resultater.

3.1.1.

Vanskelighederne med at fremme integrationen på skatteområdet har været tydelig på to områder, nemlig med hensyn til finansielle transaktioner og den digitale økonomi. Det påhviler Kommissionen at reagere hurtigt i tråd med de undersøgelser, der er foretaget af Generaldirektoratet for Konkurrence, anbefalingerne fra Kommissionens Ekspertgruppe vedrørende Beskatning af den Digitale Økonomi (17) og OECD's første forslag (18) til en koordineret international strategi for bekæmpelse af multinationale selskabers skatteundgåelse under OECD's/G20's BEPS-projekt (dette projekts formål er at skabe et samlet sæt internationale skatteregler for at sætte en stopper for udhuling af skattegrundlag og kunstige overførsler af overskud med henblik på skatteundgåelse).

3.1.2.

Arbejdet med den planlagte afgift på finansielle transaktioner for hele EU er indtil videre ikke kommet længere end til direktivet om forstærket samarbejde fra februar 2013, som kun omfatter 11 lande i euroområdet (19). Afgiftens anvendelsesområde bør udvides til mindst at omfatte euroområdet (for at komme ud af de seneste måneders dødvande).

3.1.3.

EØSU bifalder forslaget om at ændre direktivet om rentebeskatning (20) med henblik på at forbedre kvaliteten af informationer og sikre en mere effektiv forebyggelse af skatteunddragelse.

3.2.1.

EU mister hvert eneste år flere skatteindtægter end USA og andre lande, hvor fænomener som sort økonomi, skattesvig, sort arbejde og skatteunddragelse er mindre udbredte (21). For at undgå et problem som f.eks. skattely kræver det større ensartethed, forenkling og harmonisering landene imellem i deres omfattende og komplekse skattestrukturer. Processen bør begynde med euroområdet og koordineres af Kommissionen og eurogruppen via et europæisk organ for skattemæssig forenkling af den type, som allerede findes i nogle lande (22).

3.2.2.

Ligeledes vil det efter EØSU's opfattelse være hensigtsmæssigt at prioritere en tilnærmelse af skattepolitikken i forbindelse med det europæiske semester (i forlængelse af nogle af de landespecifikke henstillinger), da det er i dette regi, at man — med støtte fra andre politikområder — bør koordinere anstrengelserne inden for den økonomiske politik mellem medlemsstaterne, hvis man også skal nå Europa 2020-strategiens mål.

3.2.3.

EØSU efterlyser et mere effektivt og lige system, hvor skattereformerne og harmoniseringen sigter mod gennemsigtighed, udvidelse af beskatningsgrundlagene og hindring af aggressiv skatteundgåelse. Det vil bevirke, at skattesatserne kan sættes ned og byrderne omfordeles.

3.2.4.

EØSU anbefaler, at man afhængigt af de enkelte skattesystemers karakter begrænser systemet med fritagelser ved hjælp af grundige økonomiske og sociale cost-benefit-analyser — i tråd med det internationale princip om skatteudgifter, som er blevet konsolideret siden 1968. Man bør i den sammenhæng hæfte sig ved, at skatte- og socialsikringssystemerne ifølge en undersøgelse fra Kommissionen (23) har været i stand til at forhindre en betydelig vækst i markedsuligheden i de fleste EU-medlemsstater i de seneste fem kriseår.

3.2.5.

EØSU opfordrer EU til gennem euroområdets repræsentanter at deltage mere aktivt i drøftelser om at afstemme Unionens indsats for harmonisering og forenkling med OECD (24), IMF (25) og G20 (26). Man bør begynde med at drøfte interne afregningspriser, skattesvig, sort økonomi og frem for alt problemerne med hensyn til ligelig fordeling af skattebyrden.

3.2.6.

EØSU mener, at BEPS-handlingsplanen (27) vil få afgørende betydning for kampen mod skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning på globalt niveau. Udvalget opfordrer derfor G20, OECD og alle de europæiske lande til at udbygge handlingsplanen, som kan være kimen til et europæiske organ for momsudligning og bekæmpelse af skattesvig med henblik på at udrydde problemet med karruselsvindel (28) ved transaktioner inden for EU, der er til større skade end den sorte økonomi.

3.2.7.

Endelig fører skattefritagelser og -lempelser til reelle satser, som ligger meget lavere end de nominelle satser. De bør afstemmes med EU's mål for beskæftigelse, produktive investeringer, virksomhedernes konkurrenceevne og social inklusion samt med de af EU's politikker, som berører den europæiske sociale model.

3.3.1.

EØSU opfordrer til, at man prioriterer harmoniseringen af selskabsskatten og dermed gør fremskridt i retning af en kohærent budget- og finanspolitisk union (29), således at små og mellemstore virksomheder ikke kommer til at betale de højeste effektive skattesatser. Derudover fordømmer EØSU udtrykkeligt visse medlemsstaters praksis vedrørende tildeling af særlige skattelettelser til udvalgte internationale koncerner, uden at dette offentliggøres, og opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at gøre sit yderste for at sætte en stopper for denne form for praksis. Denne situation fører til en konkurrenceforvridning, som strider imod hele formålet med det indre marked.

3.3.1.1.

En af de første og vigtigste foranstaltninger bør være fokus på et fælles konsolideret grundlag for selskabsbeskatning. Dette standpunkt blev officielt fremsat af udvalget i 2006 (30) og blev senere bekræftet (31). Allerede i 1992 blev det i Ruding-rapporten påpeget, at der var behov for fælles regler om fastsættelse af beskatningsgrundlaget, og at man burde starte med minimums- og maksimumsniveauerne for skattesatser.

3.3.1.2.

EØSU foreslår, at de ansvarlige organer med inspiration fra »valutaslangen«, som inden euroens indførelse blev anvendt til at håndtere valutakursudsving, opmuntres til samarbejde om at fastlægge øvre og nedre grænser for selskabsbeskatningen. Man bør også på koordineret vis afskaffe de skattefritagelser, som ikke bidrager til øget beskæftigelse og produktivitet.

3.3.2.

EØSU bifalder forslaget til et direktiv om moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, en af de 34 foranstaltninger i En handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse  (32), som blev fremlagt af Kommissionen sidst i 2012. Udvalget vil imidlertid foretrække gennemførelse via en forordning.

3.3.3.

Der er sket flere fremskridt med hensyn til harmoniseringen af moms for den interne EU-handel med varer og tjenesteydelser. Harmoniseringen af skattegrundlag er forbedret, men der er stadig meget store forskelle på afgiftssatserne.

3.3.4.

Endelig anbefaler EØSU, at man af strategiske grunde prioriterer skattemæssige incitamenter til forskning og udvikling (33).

3.3.5.

Ved alle planlagte foranstaltninger er det vigtigt at sikre, at disse ikke skader de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

3.4.1.

Fysiske personer er genstand for såvel direkte som indirekte beskatning. Man må ikke glemme, at indirekte skatter har en regressiv karakter, og at især en harmonisering i opadgående retning har en regressiv virkning og vil kunne påvirke befolkningsgrupper med en lav indkomst dramatisk, hvis der ikke gennemføres udlignende indkomsttillæg.

3.4.2.

Hvad angår direkte beskatning af fysiske personer begrænser harmoniseringen sig til enkeltstående tilfælde, og ensretningen af skattetrykket er gået i stå.

3.4.3.

I hvert fald i euroområdet er det nødvendigt at revidere antallet af skattetrin inden for personbeskatningen og de sociale bidrag for at undgå social dumping og udjævne den såkaldte skattekile på arbejde og dermed fremme mobiliteten (34). Denne beskatningstypes progressivitet bør udvides til også at gælde for kapital- og formuebeskatning og dermed atter gøre skat på ejendom, arv og gaver til et kontrolinstrument. Desuden virker denne type skatter mindre dæmpende på efterspørgslen end skat på arbejde.

3.4.4.

Nødvendigheden af at rette større opmærksomhed mod investeringer snarere end mod forbrug kræver, at man harmoniserer og opretter konvergensslanger for beskatning af indtægter fra opsparing (35), udbyttebeskatning af fysiske personer og grænseoverskridende ydelser af pension.

3.4.5.

EØSU støtter Kommissionens søgen efter måder at gøre skattestrukturerne mere vækstvenlige på, og bakker op om, at den ser på den rolle, som beskatning kan spille ved konsolideringsbehov i forbindelse med udvidelse af skattegrundlaget, f.eks. i forbindelse med boligbeskatningen. Europa-Kommissionens anbefaling til medlemsstaterne i det europæiske semester var således, at de skulle gøre yderligere brug af tilbagevendende skatter på fast ejendom som en del af en konsolidering eller et skift bort fra beskatning af arbejde (36).

3.4.6.

Desuden foreslår EØSU, at der vedtages yderligere foranstaltninger rettet mod at harmonisere miljøbeskatningen. I den forbindelse bør der tages udgangspunkt i Kommissionens ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030.

3.4.7.

Borgerne vil hjælpe med at bekæmpe det store problem med skattesvig og sort arbejde, hvis der findes en god grund til dette. Det er nødvendigt at styrke instrumenter som f.eks. servicekuponordningen og at rette skattefritagelser og skattefradrag mod andre personstøttetjenester, eftersom disse forener målene om social velfærd og afsløring af sort økonomi.

3.4.8.

Med henblik på at bekæmpe den uformelle økonomi foreslår EØSU at indføre skattemæssige incitamenter i forbindelse med anvendelse af betalingsformer, som efterlader spor og fremmer finansiel og digital inklusion, f.eks. betalingskort eller mobiltelefoner. Disse incitamenter kunne tage form af harmoniserede skattefradrag eller skattefritagelser for personer og virksomheder, som mindsker anvendelsen af kontanter som betalingsmiddel.

3.4.9.

Desuden kan samarbejdet med borgerne styrkes gennem økonomiske incitamenter, så man kan opdage eventuelle svigagtige transaktioner. Dette kan gøres via metoder, der er almindelige i USA.

3.5.1.

De mange skattemæssige forskelle er en kilde til svig, korruption og sort økonomi. EØSU opfordrer medlemsstaterne i euroområdet til at styrke deres beføjelser på de fire største skatteområder, nemlig direkte beskatning af fysiske og juridiske personer (herunder beskatning af kapitalindkomst og ejendom samt andre formuerelaterede skatter) og indirekte skatter i form af moms og punktafgifter.

3.5.2.

Hvis der skal gøres fremskridt med hensyn til den finanspolitiske styring, er medlemsstaterne nødt til gradvist at give afkald på suverænitet. På den måde kan skatteopkrævningen fortsat ligge primært hos medlemsstaterne, mens kontrol, inspektion og fordeling af skatteindtægterne sker i et samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne. Derfor foreslår EØSU, at der oprettes en skattemyndighed på EU-niveau, indledningsvis i euroområdet.

3.5.3.

I overensstemmelse med nærhedsprincippet er det vigtigt at respektere de lokalt fastsatte skatter, men EØSU anbefaler, at man indleder arbejdet med at forenkle ved at reducere, gruppere og harmonisere en lang række af de eksisterende skattetyper.

3.6.1.

En supranational finanspolitik (37) vil være et effektivt instrument til at nå målene i traktaterne, navnlig for politikkerne for samhørighed og bæredygtighed.

3.6.2.

EØSU går ind for, at der oprettes et supplerende budget på føderalt niveau, i det mindste i euroområdet, som kan gøre det muligt at opkræve skatter og gradvist overtage de politikområder, som varetages bedre i fællesskab: arbejdsløshedsforsikring i tilknytning til aktive arbejdsmarkedspolitikker (38), forskning og udvikling, forsvar, en fælles kompensationsmekanisme for rentebyrden (39) osv.

3.6.3.

Sluttelig giver EØSU sin fulde støtte til OECD's og G-20's initiativer for så vidt angår internationalt skattesamarbejde og bekæmpelse af skattesvig. Udvalget opfordrer til, at den automatiske udveksling af skatteoplysninger gøres til en international standard.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/33

Ordfører:

Gonçalo LOBO XAVIER

Medordfører:

Nicola KONSTANTINOU

1.1.

Den europæiske emballageindustri står over for en række udfordringer. Med sin afgørende rolle i en række sektorer indtager denne industri en central plads i forbindelse med den europæiske økonomis konkurrenceevne. Europa må bevare sin førerposition i denne industri og bør fastholde tendenserne inden for miljø, bæredygtighed, sikkerhed og branding i emballagesektoren. Efter EØSU's mening bør denne førerposition baseres på fire centrale søjler: ressourceeffektivitet, F&U og innovation, social dialog samt bæredygtighed og tilpasning.

2.1.

Emballageindustrien tjener en bred række formål i vores dagligdag: beskyttelse (hindrer brud, fordærv og kontaminering, øger holdbarheden); promovering (produktingredienser, karakteristika, reklamebudskaber og branding); information (produktidentifikation, tilberedning og anvendelse, ernærings- og opbevaringsoplysninger, sikkerhedsadvarsler, kontaktoplysninger, åbningsvejledning, information om bortskaffelse); orientering (tilberedelse af produktet, servering, opbevaring og antal portioner); anvendelse (information til forbrugere, detailhandlende og transportenheder); håndtering (transport fra producenter til detailhandlende, udstilling på salgsstedet); og reduktion af affaldsmængden (forarbejdning, genanvendelse af biprodukter, oplagring og transportenergi).

2.2.

På grund af de store forskelle i sektoren kræver emballageindustrien nødvendigvis en bred og varieret tilgang. Da sektoren er af stor betydning, må man udvise forsigtighed og tage hensyn til dens mangfoldighed og behovet for at overholde regler og lovgivning samt naturligvis til dens konkurrenceevne.

2.3.

De fleste sektorer har en række store spørgsmål til fælles, men de enkelte delsektorer må naturligvis forholde sig til deres egne specifikke problemer. Dette skyldes, at specifikke produkter er underlagt særlige krav, navnlig hvad angår standarder og certificeringer.

2.4.

Anvendelsen af emballage til formidling af innovation og kvalitet er en mulighed for Europa. Derfor sigter adskillige foranstaltninger mod tydeligt at identificere kvaliteten og innovationsgraden af det produkt, der leveres i en given emballage. Dette er en løbende udfordring, som er afgørende for at kunne skelne EU-produkter fra produkter fra andre dele af verden.

2.5.

EØSU mener, at yderligere to spørgsmål indgår i denne debat, nemlig emballageindustriens logistiske aspekt og adgangen til de råstoffer, sektoren anvender.

Når man tager disse to spørgsmål i betragtning, står det klart, hvorfor den europæiske emballageindustris udfordringer er så omfattende.

Hovedformålet med dette dokument er at informere EU-institutionerne om en række anbefalinger, som EØSU/CCMI betragter som afgørende med hensyn til at fremme den europæiske økonomi generelt og emballageindustrien især. Som på andre områder må EU endnu engang bane vejen og opfordre til at overholde de regler og den lovgivning, som reelt hjælper økonomien og foregår på bæredygtig vis, med henblik på at fremme det indre marked. Tillid til og overholdelse — ikke beskyttelse — af de lovgivningsmæssige krav bør være nøgleordene.

2.6.

Helt konkret er brugte materialer et vigtigt spørgsmål, der kræver omhyggelig gennemgang for at respektere det frie marked og sikre lige vilkår for alle markedsaktører.

2.7.

Efter EØSU's opfattelse vil etableringen af en koordineret og inklusiv dialog mellem sektorens interessenter sikre, at sektoren forbliver bæredygtig, skaber anstændig beskæftigelse på lang sigt og bliver bedre til at håndtere forandringer samt tilpasse sig forbrugernes behov og samfundets generelle behov. I den forbindelse udnyttes den sociale dialogs potentiale til at styrke sektoren ikke fuldt ud, og det haster med at finde en løsning på dette problem.

2.8.

Hvis sektoren skal tilpasses forandringer og omdannes for at imødekomme markedets krav, er den eneste måde, hvorpå man kan opnå bæredygtige og rimelige tiltag, en bred tilgang til interessenters deltagelse. For at tackle spørgsmål vedrørende sektoren, dens struktur, konkurrenceevne og relaterede emner såsom beskæftigelse, kvalifikationer, tilpasning samt sektorens og dens arbejdsstyrkes fremtidige overlevelse, bør Kommissionen opfordre til en velstruktureret og -organiseret social dialog. Derudover bør der oprettes en kanal for tovejskommunikation mellem de forskellige aktører og institutioner med henblik på at skabe en platform for interessetilkendegivelse fra en bredere kreds (dvs. samfundet og forbrugerne, arbejdstagerne, arbejdsgiverne, regeringen osv.). På denne måde kan alle berørte parter inddrages i sektoren og dens bredere, centrale rolle i samfundet.

3.1.

Den europæiske emballageindustri omfatter en lang række aktiviteter, og selv om den deler lignende problemer med andre industrier, står sektoren på nuværende tidspunkt og på kort og mellemlang sigt over for helt særlige og store udfordringer. Emballageindustrien omfatter glas-, metal-, plastik-, træ- og papiremballagevirksomheder, som samlet beskæftiger mere end 6,5 mio. mennesker i Europa (3) (Eurostat).

3.2.

Emballageindustrien dækker ikke blot en række forskellige produkter, men også en vifte af særskilte processer, som anvendes til at fremstille produkter til bestemte markeder og særlige anvendelser, der hver kræver forskellige miljøer og skaber en række udfordringer og karakteristika.

For eksempel udgør energiforbruget en betydelig omkostningsfaktor for glasemballagevirksomhederne. Desuden bidrager genvinding af glas i høj grad til EU's genvindingsmål og mindsker regionens CO2-fodaftryk, idet op til 80 % af glasemballageaffaldet genvindes.

3.3.

Forbindelsen mellem de materialer, der anvendes til emballage, er også et vigtigt aspekt, og de øgede transportomkostninger, som er forbundet med transit af materialer, f.eks. bølgepap og -rør, der anvendes til emballage, har haft en negativ virkning på emballageindustrien. Energiomkostningernes indvirkning på hele sektorens forsyningskæde — dvs. den afstand, som produkter, f.eks. trykt materiale, tilbagelægger, inden de anvendes af emballagevirksomhederne — viderebringes således til emballageindustrien.

3.4.

Metal kan genvindes utallige gange uden, at kvaliteten forringes, hvilket skaber merværdi for sektorens bidrag til EU's genvindingsmål.

3.5.

Emballageglas anvendes til fremstilling af flasker, krukker og andre emballageprodukter og er den største sektor i EU's glasindustri. Den står for ca. 60 % af den samlede glasproduktion og beskæftiger 90  000 personer i EU (Eurostat). Beskæftigelsen i glasindustrien generelt er faldet som følge af øget automatisering, konsolidering af industrien og lavpriskonkurrence. Import fra lande uden for EU skaber øget konkurrence, og man har kunnet konstatere en stigning i antallet af produktionsanlæg i lande tæt på eller grænsende op til EU med lavere arbejdsomkostninger og en mere lempelig regulering. Dette skaber overkapacitet på kort sigt og presser priserne nedad.

Frankrig, Tyskland og Italien er de største producenter i EU. Glas er et ressourceeffektivt materiale og kan genvindes utallige gange. For eksempel udgør energiforbruget en betydelig omkostningsfaktor for glasemballagevirksomhederne og en mindre for andre virksomheder. Genvinding af glas bidrager i høj grad til EU's genvindingsmål og mindsker regionens CO2-fodaftryk, idet op til 80 % af glasemballageaffaldet genvindes. På grund af de materialer, de anvender, og de produkter, der fremstilles, er andre dele af sektoren imidlertid mindre afhængige af energi.

3.6.

Hvad angår anvendelsen af papir og lignende materialer, er sektorens forsyningskæde kompliceret, idet de virksomheder, som er ansvarlige for fremstillingen af papir- og papemballage — til produkter såsom kartoner, bølgepap, æskekarton og containerboard — har tendens til selv at fremstille papir og er en del af en kredsløbsproces, der involverer defibrering og fjernelse af tryksværte fra brugte materialer samt anvendelse af råstoffer fra træ.

3.7.

På den anden side har plastikemballage også sine særlige karakteristika, idet ikke alle delsektorer i emballageindustrien er repræsenteret af flere brancheforeninger. Plastikemballage forsyner andre end de ovennævnte markeder, og slutbrugerne er f.eks. bilproducenter, kosmetikvirksomheder og virksomheder, der producerer sundhedsprodukter og æsker til færdigpakkede fødevarer. Foreløbig er der blot en enkelt brancheforening for denne delsektor. Plastikemballage er desuden forbundet med miljømæssige spørgsmål, f.eks. fremstillingen af plastikposer til indkøb og de vanskeligheder, som er forbundet med deres bortskaffelse og nedbrydelsen af deres bestanddele.

3.8.

I denne situation har denne mangfoldighed af produktionsprocesser skabt et væld af erhvervsorganisationer, som i sig selv skaber hindringer for samarbejde mellem virksomheder og arbejdstagerrepræsentanter om vigtige emner som f.eks. miljømæssig bæredygtighed og forandringsledelse. Det store antal handelsrepræsentationer vidner om segmenteringen af emballageindustriens delsektorer som f.eks. metalpakkevirksomheder. For eksempel fremstiller aluminiumsproducenterne ofte også aluminiumemballage og har deres egen brancheorganisation (European Aluminium Association). Specialister inden for metalemballage, der producerer drikkevaredåser (af stål og aluminium), har imidlertid deres egen brancheorganisation, og det samme gør sig gældende for emballagevirksomheder, der har specialiseret sig i stålprodukter.

3.9.

På grund af sektorens betydning, både med hensyn til dens bidrag til BNP og til beskæftigelsen, kræver disse sektorspecifikke spørgsmål særlig opmærksomhed. Emballageindustrien, som i høj grad er en segmenteret sektor, tjener imidlertid upstream-virksomhedernes behov på tværs af økonomierne og langt ud over dens traditionelle markeder.

3.10.

Produktemballage tjener en række behov og vedrører områder såsom produktbeskyttelse (hindrer brud, fordærv og kontaminering), reklameoplysninger (produktidentifikation, branding, tilberedning, anvendelse, ernærings- og sikkerhedsoplysninger), oplysninger om håndtering (transport og udstilling på salgsstedet), reduktion af mængden af emballageaffald (forarbejdning, opbevaring og transportenergi). I forbindelse med bestræbelserne på at reducere CO2-emissionerne spiller emballageudformning en stor rolle med hensyn til at udnytte den plads, der er til rådighed for transport af varer, maksimalt. Selve emballagens rolle i forbindelse med reduktion af mængden af affald er blevet aktuel, idet onlinevirksomheder som f.eks. Amazon er blevet meget store emballagebrugere, og spørgsmålet om »den ansvarlige part« bør tages op.

For eksempel anvender Amazon certificeret emballage, der let kan åbnes. Ved at fjerne plastik og stropper har Amazon siden 2008 radikalt ændret emballagen på 2 00  000 produkter fra 2  000 producenter og reducerer dermed kartonforbruget med 5,4 mio. kvadratmeter, standardmaterialer med 11  203,7 t og den samlede mængde æsker med 4 10  000 kubikmeter. I praksis bærer forbrugerne det endelige ansvar for affaldsemballage, men producenterne og forbrugerne i de mellemliggende led bør interessere sig for den mængde emballage, som i sidste ende bliver til affald.

3.11.

Det kræver en grundig undersøgelse af ovennævnte problemer at skabe sig et overblik over den aktuelle situation og fremføre potentielle løsninger for at sikre, at den europæiske emballageindustri forbliver konkurrencedygtig og bæredygtig ud fra et miljømæssigt synspunkt og tilbyder de tusindvis af arbejdstagere, der er afhængige af den, anstændig beskæftigelse.

3.12.

Enhver ændring i råstoffernes tilgængelighed vil påvirke både prisen på og tilgængeligheden af færdige emballageprodukter og risikerer i alvorlig grad at forstyrre industriens aktiviteter. Følgelig bør der foretages en undersøgelse af råstoffernes drivkræfter og tendenser for at sætte industrien i stand til at foregribe fremtidige ændringer og undgå en dermed forbundet og potentiel forstyrrelse. Metalemballageindustrien er eksempelvis underlagt særligt pres fra store stigninger i såvel råstof- som energipriserne.

3.13.

I 2012 lancerede Kommissionen det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer med det formål at håndtere de udfordringer, som er forbundet med forsyning af træbaserede og mineralske råstoffer.

3.14.

Efterspørgslen, navnlig fra Asien, har fået prisen på sekundære råstoffer til papiremballage, hvis producenter ikke blot kan videreføre disse ekstra omkostninger til deres kunder, til at stige. Den kinesiske efterspørgsel har i høj grad medvirket til at hæve prisen på genvundne materialer fra papiremballage (prisen på genvundet papir er næsten fordoblet siden 2006, mens prisen på genbrugspapir i samme periode er steget med næsten 50 %). Disse stigninger vil sandsynligvis fortsætte i den nærmeste fremtid.

4.1.

Ifølge Eurostat beskæftiger metalemballage (herunder stål og aluminium) til emballageindustrien ca. 60  000 personer i EU ud af et samlet antal på 3 55  000 i den europæiske stålindustri, og paraplyorganisationen »Metal Packaging Europe« skønner, at 80  000 personer er beskæftiget i aluminiumsindustrien — et tal, der kan udvides til 2 55  000 ansatte, hvis man tæller hele den europæiske aluminiumværdikæde med. Sektoren har lidt og lider fortsat tab af arbejdspladser, enten som et resultat af konsolidering i sektoren eller på grund af oversøisk konkurrence (4).

4.2.

Udfordringen for sektorens arbejdsgivere og arbejdsstyrke i Europa består i at sikre, at sektoren bevarer sit konkurrencemæssige forspring, fuldt ud udnytter de teknologiske innovationer og fremstiller miljømæssigt bæredygtige varer af høj kvalitet.

4.3.

Konkurrence fra oversøiske lande presser fortsat arbejdsvilkårene for sektorens arbejdsstyrke nedad — de vilkår, der giver os mulighed for at skabe velfærd, anvende innovative teknologier og — helt grundlæggende — opretholde sektorens funktion og bæredygtige fremtid for de kommende generationer.

4.4.

Den europæiske emballagesektor lider stadig af overkapacitet, hvilket vanskeliggør problemet med oversøisk konkurrence yderligere og forringer lønninger og arbejdsvilkår. Den faldende beskæftigelse i sektoren illustrerer konsekvenserne af både konkurrence og overkapacitet.

4.5.

Emballageindustrien har potentiale til at give Europas økonomier mere omfattende fordele på grund af dens evne til at genanvende materialer. Flere og flere emballagematerialer genanvendes eller er selv produkter af genvundne materialer fra andre fremstillingsindustrier. De miljømæssige fordele ved genvinding er forholdsvis åbenlyse og fremgår jævnligt af Kommissionens dokumenter. Emballageindustrien kan imidlertid forbedre medlemsstaternes genvindingsniveauer. Samtidig har den potentiale til at bryde den cirkulære økonomis lukkede kredsløb ved at forhindre eksport af tvivlsomme affaldsmaterialer og nægte importører af emballage, der ikke følger bedste praksis på miljøområdet, adgang til de europæiske markeder (5). Metal- og aluminiumsemballagevirksomheder, hvis produkter udgør 16 % af den samlede mængde aluminiumsprodukter i Europa, benytter sig både af udvinding af råstoffer (bauxit) og genvinding af metalskrot.

4.6.

Forbrugerbeskyttelse i form af udlevering af afgørende produktoplysninger eller råd om produktanvendelse udgør i øvrigt et betragteligt og vigtigt aspekt af den europæiske emballageindustri. Forbrugerne forventer med rette, at emballagen beskytter de varer, de køber, og med hensyn til føde- og drikkevarer at den bevarer og forhindrer sundhedsmæssige risici forbundet med kontaminerede levnedsmidler. Forhandlerne har lignende forventninger, men forventer desuden, at emballagen om de produkter, de sælger, maksimerer produktets holdbarhed.

4.7.

Industriens fremtidige udformning og struktur afhænger i mere eller mindre grad af innovation og investering i teknologi. 3D-printning åbner for eksempel muligheder for sektoren og forbrugerne, men en vellykket indførelse og drift heraf i sektoren afhænger i høj grad af samarbejdet i sektoren og af forbrugernes forventninger. Industrien bør drage fordel af de tilgængelige teknologier og tilpasse sig via en reel dialog.

4.8.

Der udvikles stadig god praksis med henblik på at omdanne sektoren og tilpasse sig forandringer, men en maksimering af potentialet kræver bistand fra de europæiske institutioner. EU kan tilbyde bistand i form af finansiel støtte eller oprettelse af et forum med henblik på yderligere at udvikle drøftelserne mellem arbejdsmarkedets parter, og sektoren bør samarbejde med EU i denne proces.

4.9.

Bæredygtige gode løsninger kan kun opnås, hvis industriens to sider arbejder sammen, og det giver en social dialog på nationalt plan og på EU-plan mulighed for. Derfor er oprettelsen af et sektorielt socialt dialogudvalg for emballageindustrien af afgørende betydning for at kunne begynde at behandle en række af de problemer, der omtales i dette dokument.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/39

Ordfører:

Ludvík JÍROVEC

Medordfører:

Patrizio PESCI

1.1.

For at maksimere fordelene ved træprodukter i kulstofbalancen og øge den europæiske træindustris konkurrenceevne (1) samt evne til at sætte gang i innovation har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opstillet følgende anbefalinger.

1.2.

EØSU er klar over, at den europæiske og nationale lovgivning har stor indvirkning på træindustrierne. Derfor opfordrer EØSU medlemsstaterne til at undersøge alle muligheder knyttet til brugen af træ som miljøvenligt materiale for at styrke branchens konkurrenceevne, fremme beskæftigelsen og støtte investeringer i forskning og innovation.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med interessenterne at udarbejde europæiske retningslinjer om træforsyning for at øge træforsyningen og fremme bæredygtig anvendelse af træressourcer. De bør omfatte principper for ressourceeffektivitet. Der bør tages hensyn til anbefalingerne i Good practice guidance on the sustainable mobilisation of wood in Europe (2010), og de bør om nødvendigt styrkes.

1.4.

EØSU minder om vigtigheden af at udelukke »paller og genbrugstræ« fra definitionen af »tertiær biomasse«.

1.5.

Som EØSU allerede konstaterede i initiativudtalelsen »Muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor« vedtaget i oktober 2011 (2) og i tråd med principperne i den nyligt offentliggjorte meddelelse om »Omstilling til en cirkulær økonomi: et program for et Europa uden affaldsproduktion« påpeger EØSU det forhold, at anvendelsen af kaskadeprincippet (brug, genbrug, genanvendelse og energiudnyttelse) — når det er økonomisk og teknisk muligt i overensstemmelse med specifikke nationale og regionale karakteristika — udgør den bedste måde at maksimere ressourceeffektiv anvendelse af træ. EØSU konstaterer med tilfredshed, at dets anmodning om at få anerkendt betydningen af kaskadeprincippet i forbindelse med træ er medtaget i en række EU-dokumenter om bl.a. en industriel renæssance i Europa, den nye skovstrategi, og i Kommissionens tjenestegrenes arbejdsdokument »A blueprint for the EU forest-based industries (woodworking, furniture, pulp & paper manufacturing and converting, printing)«, som ledsager Kommissionens dokument »En ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor«. Udvalget stiller sig dog afvisende over for enhver form for juridisk bindende regler og går ind for et åbent marked og frihed for markedsdeltagerne.

1.6.

Muligheder for forvaltning af byggematerialer bør indbefatte foranstaltninger til at undgå, at materialer, der kan genanvendes, såsom træ, ender på lossepladser. EØSU opfordrer Kommissionen og interesserede aktører til at udstikke retningslinjer og anbefalinger om indsamling af træaffald og løsninger til behandling af træ fra genvundne forbrugsvarer.

1.7.

EØSU anmoder Kommissionen om at indføre en standard, som korrekt afspejler lukkede rums akustiske karakteristika, i og med at træ kan spille en væsentlig rolle inden for lydisolering. Træ har nemlig den evne, at det kan lydisolere rum fra ekstern støj og mindske efterklangstiden. Anvendelsesmulighederne for træ bør udforskes.

1.8.

EØSU opfordrer medlemsstater og interessenter til at udarbejde nationale handlingsplaner med henblik på at øge anvendelsen af træ i bygninger og grønne infrastrukturer. De lokale myndigheder bør inddrages direkte i gennemførelsen af disse handlingsplaner.

1.9.

I erkendelse af, at byggefirmaer og arkitekter ikke er lige så fortrolige med træ som med andre materialer, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at iværksætte initiativer til at fremme en trækultur. Endvidere bør repræsentanterne for de europæiske træforarbejdningsindustrier og de europæiske arbejdsmarkedsparter udforme koordinerede nationale kampagner for at give sektoren et mere attraktivt image.

2.1.

De europæiske træindustrier har en årlig omsætning på omkring 122 mia. euro med en produktionsværdi på over 115 mia. euro. Ifølge Eurostat var der over 3 11  000 træindustrivirksomheder i 2012. Møbelindustrien omfattede tillige omkring 1 26  000 virksomheder. Inden for træindustrien i snæver forstand tegnede savværksindustrien sig for omtrent 40  000 virksomheder, mens de øvrige undersektorer for træprodukter tegnede sig for omkring 1 45  000 virksomheder. Trods forbedringer afspejler disse tal muligvis ikke den nuværende situation, idet der ikke nødvendigvis er taget højde for mindre virksomheder, alt efter hvilken medlemsstat der indrapporterer tallene. I møbel- og byggeelementindustrien findes der et betragteligt antal mindre virksomheder. Derfor kan det reelle antal virksomheder anslås til over 3 75  000 virksomheder.

2.2.

I hele EU har træindustrien i 2012 oplevet et kraftigt tab af arbejdspladser. Det gennemsnitlige fald lå på 4,4 %, men tallene svingede fra - 3,2 % i Tyskland til så meget som - 13,7 % i Spanien. I Kroatien og Danmark steg antallet af arbejdspladser mest, mens de største tab af arbejdspladser i 2012 registreredes i Spanien (- 13,7 %), Cypern (- 13,1 %) og Slovakiet (- 11,5 %).

De europæiske og nationale politikker indvirker kraftigt på træindustriens konkurrenceevne. Som anført i EU's konkurrenceberetning 2014 har produktions-, arbejdskraft- og råstofudgifter en tendens til at ligge højere i Europa end i mange andre regioner, og der er derfor stor risiko for virksomhedsudflytninger i store dele af branchen. Derfor bør Europa kræve, at produkter, der kommer ind på EU-markedet, opfylder de samme sociale, miljø- og sikkerhedsmæssige standarder som dem, der fremstilles i Europa. Derudover understreger EØSU det forhold, at Europas træindustri fortsat er udsat for markante stigninger i produktionsomkostningerne, især hvad angår harpiks og energi. Energiudgifterne i Europa er tre gange højere end i USA.

2.3.

Udviklingen af vedvarende energi og dertil knyttede tilskud mindsker forsyningerne af træråstoffer og tvinger prisen i vejret. Det anslås, at ca. 15 % eller 182 mio. m3 af alt fældet træ i ECE-regionen i 2012 blev anvendt til brænde. Det fremgår af den seneste ECE/FAO Joint Wood Energy Enquiry (JWEE 2011), at energi fra træ er hovedkomponenten i vedvarende energi og andrager 38,4 % af al vedvarende energi. Ifølge en nylig europæisk undersøgelse »Study on the wood raw material supply and demand for the EU wood-processing industries«, bestilt af Kommissionen hos Indufor (3), vil den mængde træ, der bruges til energiformål i EU, svare til, hvad der i alt fældes i dag, hvis det vedvarende energimål skal nås senest i 2020. I 2016 vil der opstå en mangel på 63 Mm3 træ i forhold til det behov for træ, som EU-medlemsstaterne kalkulerer med i deres nationale handlingsplaner for vedvarende energi.

2.4.

I lyset af Kommissionens nye meddelelse om energi- og klimarammen for 2030 og kravet om at øge andelen af vedvarende energi til mindst 27 % senest i 2030 finder EØSU det vigtigt at overveje forskellige måder at forbedre træudnyttelsen i EU på, f.eks. ved at tage hensyn til anbefalingerne i »Good practice guidance on the sustainable mobilisation of wood in Europe«, som blev udgivet i 2010, og finde måder, hvorpå man kan undgå konkurrenceforvridning mellem de forskellige brugere af biomasseressourcer.

2.5.

Med dette in mente opfordrer EØSU medlemsstaterne til at evaluere mængden af træbiomasse i landet eller regionen, der klart er til rådighed til energiformål, og de mænger, træindustrien allerede bruger som råmateriale.

2.6.

Derudover beklager EØSU, at flere medlemsstater forsat begrænser anvendelsen af træ i fleretagesbygninger og forskelsbehandler træ i brandreglementerne. Brandreglementer udgør hovedhindringen for brug af træ i bygninger i mange lande. Der er fastlagt europæiske standarder for brandsikkerhed, men brandsikkerhed vil fortsat være et nationalt ansvarsområde. Disse reglementer bør fjernes øjeblikkeligt, fordi de udgør en klar markedshindring for udvidet anvendelse træprodukter i byggesektoren (4).

2.7.

Endelig beklager EØSU, at de europæiske træplade- og savmølleindustrier nu er udelukket fra listen over sektorer, der anses for sårbare over for CO2-lækager. Fjernelsen af disse sektorer fra listen vil højst sandsynligt sætte skub i de allerede igangværende udflytninger af de ovennævnte fremstillingssektorer til lande uden for EU. Det er af afgørende betydning at bevare disse sektorer på listen for at begrænse de negative følger af det konkurrencepres, alle virksomheder lider under som følge af den kraftige stigning i priserne på træ forårsaget af konkurrencen med biomasseenergisektoren. Fra 2008-2013 blev der alene i den europæiske træpladeindustri lukket 51 virksomheder, hvilket førte til et kapacitetstab på 10  386 Mm3. Nogle af disse lukkede produktionsvirksomheder er blevet demonteret og samlet igen uden for EU's grænser. Det må være en prioritet for alle beslutningstagere og især for Kommissionen at bevare fremstillingsindustrier inden for Europas grænser. Derfor opfordres Kommissionens berørte generaldirektorater til at træffe foranstaltninger for at sikre de europæiske industriers konkurrenceevne og undgå udflytning af virksomheder i fremstillingssektoren.

2.8.

En effektiv foranstaltning til at sikre europæisk industris konkurrenceevne og hindre delokalisering af produktion kunne være en ny energi/CO2-skat, som ville standse diskriminationen af europæiske producenter.

3.1.

Den globale opvarmning udgør et stort politisk problem. Den påvirker i alvorlig grad menneskers sundhed og naturressourcerne. Vores materialevalg kan have en markant virkning på CO2-emissionerne, som er en af hovedårsagerne til den globale opvarmning. Betegnelserne »grønne« og/eller »miljøvenlige« produkter vinder stadigt større genklang hos producenter og forbrugere. Samtidig bliver de nationale og europæiske politikker udformet med henblik på at fremme disse produkter. EØSU finder, at LCA (5) (livscyklusvurderinger) er et passende miljøforvaltningsinstrument fremover.

3.2.

Europa kan mindske CO2-emissionerne drastisk ved at øge skovenes CO2-dræn (ved at optimere skovforvaltningen) og ved at øge anvendelsen af bæredygtigt fremstillede træprodukter. Det er videnskabeligt bevist, at anvendelsen af træprodukter i byggeri og i hverdagen har en positiv effekt på klimaet. Mængden af kulstof lagret i træer og lignende træprodukter afhænger af træsorten, vækstbetingelser (miljø), træets alder og hvor tæt træerne står. Ikke desto mindre desto mindre er det dokumenteret, at det fører til en markant gennemsnitlig CO2-besparelse på 0,75 til 1 ton, hvis man bruger en kubikmeter træ i stedet for andre byggematerialer. Derudover lagrer 1 m3 træ 0,9 ton CO2.

3.3.

En undersøgelse, som for nyligt er gennemført under ledelse af Yale University: »Carbon, fossil fuel and biodiversity mitigation with wood and forests (6)«, viste, at øget anvendelse af træ i byggeri og brobyggeri markant ville mindske de globale CO2-emissioner og forbruget af fossile brændstoffer. Forskerne fandt, at det vil have dybtgående og positive virkninger at øge anvendelsen af træprodukter til 34 %. Mellem 14 % og 31 % af de globale CO2-emissioner kan undgås ved at forhindre emissioner knyttet til stål og beton ved at lagre CO2 i træprodukters cellulose og lignin.

3.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne og det europæiske skovbrug med at identificere og iværksætte foranstaltninger og eventuelt incitamenter til at bruge høstede træprodukter med lang levetid (7). Jo længere træ bruges og genbruges, jo længere binder det kuldioxid. Træaffald (i snæver forstand) kan minimeres, primært fordi alle dele af træ kan bruges og genbruges effektivt, og det kan i sidste ende altid brændes for at få energi ud af det (8). Hvis Europa ønsker effektivt at takle klimaændringerne, bør medlemsstaterne og EU-institutionerne anspore til brug af træprodukter og skabe en positiv politisk kontekst, hvor træs livscyklus maksimeres.

4.1.

Byggeri og drift af bygninger har væsentlige miljøfordele. Globalt set er bygninger ansvarlige for 20 % af alt vandforbrug, 25-40 % af energiforbruget og 30-40 % af drivhusgasemissionerne. Valget af produkter til at bygge eller renovere med har væsentlig indvirkning på miljøet. Derfor konstaterer EØSU, at træ spiller en vigtig rolle i udviklingen af bæredygtige og miljøvenlige bygninger. Mulighederne for at bruge træ i byggeri er ikke udnyttet fuldt ud, og det påvirker træindustriens konkurrenceevne. EØSU ønsker at analysere, hvorledes denne situation kan forbedres uden at skabe nogen negative virkninger for andre materialer.

4.2.

Træ har længe været anerkendt som et miljøvenligt materiale, der kan anvendes i en lang række produkter. Livscyklusundersøgelser over hele verden har påvist, at træprodukter har store miljøfordele. Træ er blandt verdens få 100 % fornyelige byggematerialer, det lagrer CO2 og er et naturligt isoleringsmateriale på grund af lommer af luft i cellestrukturen. Det er et sikkert, solidt og pålideligt materiale — selv ved højt stress som orkaner og jordskælv samt ved brand.

4.3.

Muligheder for forvaltning af udtjente byggematerialer indbefatter elementer som genbrug, genanvendelse og genvinding. Den aktuelle situation viser, at en stor mænge byggeaffald stadig sendes på lossepladsen, hvilket øger presset på lossepladserne og tynger driften af dem. Materialer som træ kan genanvendes direkte i det samme produkt med henblik på genbrug eller kan omdannes til andre brugbare produkter. EØSU påpeger, at genanvendelse kræver ny forarbejdning, som sædvanligvis ikke er økonomisk gennemførlig, hvis der ikke foretages en effektiv indsamling tæt på ressourcekilden. EØSU opfordrer derfor Kommissionen og de berørte parter til at indsamle alle eksempler på god praksis på nationalt plan for at udforme retningslinjer og anbefalinger vedrørende indsamling af træaffald og løsninger til behandlingen af genbrugstræ. Mindskelse og genanvendelse af bygge- og nedrivningsmaterialer kan ligeledes mindske de samlede bygge- og bortskaffelsesudgifter.

4.4.

Byggesektoren er den største forbruger af træprodukter. I et land som Finland bruges ca. 70-80 % af finske træprodukter i byggeriet. Træskeletbyggeri har nyligt vundet indpas i en række europæiske lande, mest i Det Forenede Kongerige, Irland og Frankrig. Under alle omstændigheder mener EØSU, at brugen af træ kan bidrage til udviklingen af den grønne økonomi, og der bør derfor slås til lyd herfor.

4.5.

EØSU er klar over, at kendskabet til fordelene ved at bruge træ i byggeriet er ret begrænset. Dette gælder ikke kun arkitekter. Tit ved slutbrugerne heller ikke nok om træs egenskaber. Dette begrænsede kendskab fører ofte til begrænset brug af træ og derfor til problemer, som påvirker træs image negativt. Derudover hæmmer manglen på faglært arbejdskraft inden for bygning af træskelethuse udviklingen af denne byggemetode i mange europæiske lande.

4.6.

EØSU opfordrer de europæiske træindustrier og de respektive arbejdsmarkedsparter til at iværksætte koordinerede informationskampagner for at give sektoren et mere attraktivt image. Unge bør opmuntres til at vælge uddannelser og erhvervsuddannelser, som giver dem et godt udgangspunkt for en karriere i træindustrien.

5.1.

EØSU fremhæver, at de fleste ansatte i træindustrien er udlært på selve arbejdspladsen og har erhvervet færdigheder fra erfarne kolleger. De fleste arbejdstagere i træindustrien lærer grundlæggende maskinbetjening og lærer at udføre arbejdsopgaver på nogle få måneder, men det tager ofte to eller flere år at blive en faglært træarbejder. Der skabes også beskæftigelse ved at give de ansatte uddannelse, der svarer til arbejdsmarkedets behov og efterspørgsel. Derudover gentager EØSU, at forskning og innovationsprogrammer vil sætte gang i jobskabelse og vækst i hele EU. Derfor opfordres træindustrien til at udnytte de muligheder, der findes i Horisont 2020-programmet.

5.2.

Den nyligt offentliggjorte meddelelse om »Muligheder for ressourceeffektivitet i bygningssektoren« bør gennemføres ambitiøst af medlemsstaterne for at sikre investeringer i renovering af bygninger og skabe arbejdspladser.

5.3.

EØSU er klar over, at støj i det offentlige rum har alvorlige sundhedsmæssige virkninger (10). Træ er ikke kun et miljøvenligt materiale. Hvis det bruges som isoleringsmateriale, kan det have en række positive sociale og sundhedsmæssige virkninger. Træ kan helt klart spille en væsentlig rolle inden for lydisolering og som absorberende materiale. Træ har en evne til at lydisolere rum fra ekstern støj og mindske efterklangstiden. EØSU opfordrer Kommissionen til at indføre en standard, der korrekt afspejler lukkede rums akustiske karakteristika. I og med at træ kan frembringe lyd (ved at slå direkte på det) og øge eller absorbere lydbølger fra andre emner, bør mulighederne for træapplikationer udforskes. Det er også videnskabeligt bevist, at træ har en positiv indflydelse på indeluftens kvalitet/komfort.

5.4.

På nationalt plan ses der adskillige initiativer til at lære mennesker om mulighederne for at bruge træ som et miljøvenligt materiale, men der mangler konkret koordination. Et sådant stigende forbrug af træprodukter er helt klart knyttet til informationskampagner, som skal gennemføres på nationalt plan. Hovedformålet med oplysningskampagner om træ er at skabe positive — tekniske og kulturelle — holdninger til brug af træ.

5.5.

EØSU henviser som eksempel på god praksis til »WOODDAYS«-initiativet. Arrangementet (11) løb af stablen den 21. marts 2014 i Milano. Det var et tidages program med fokus på voksende byer og intelligent, ressourceeffektiv byfortætning med træ. Det blev lanceret for at positionere træ som et byggemateriale med et hidtil uerkendt potentiale i en kontekst, hvor træbyggeri vil komme til at spille en stor rolle i fremtiden — i selve hjertet af vores byer. Arrangementet vil blive gentaget i andre europæiske byer, nemlig Bratislava, Ljubljana og Bruxelles.

5.6.

EØSU ønsker at påpege, at de store grønne byggeprogrammer i nogen grad afviger indbyrdes, når det gælder brugen af træprodukter. Mens nogle fokuserer mere på ydeevne end det anvendte materiale, lægger andre programmer »restriktioner« på træ som et acceptabelt materiale (uden sådanne »krav« for andre byggeprodukter). Øget anvendelse af træ ville også have en lang række forskellige positive virkninger på EU's økonomi. EØSU anbefaler derfor, at der som i Frankrig fastsættes obligatoriske mål for anvendelse af træ i byggeri.

6.1.

Øget anvendelse af træ i byggeri og i hverdagen kræver løsninger og foranstaltninger for at fremme mobiliseringen af træ (herunder løsninger, der kan øge genvindingen af træ, træprodukter og træaffald fra industrien og husholdningerne med henblik på genbrug og genanvendelse) og forlænge træprodukters levetid.

6.2.

En bæredygtig og fortsat forsyning med råmaterialer af træ er afgørende for at opretholde en konkurrencedygtig træindustri. Anbefalingerne i »Good practice guidance on the sustainable mobilisation of wood in Europe« (2010) bør tages i betragtning og om nødvendigt styrkes.

6.3.

I de seneste år er der kommet kraftigt pres på træforsyningen, primært på grund af europæiske og nationale foranstaltninger til fremme af anvendelsen af vedvarende energi, hvilket delvis har resulteret i, at der afbrændes træ. EØSU minder om vigtigheden af at udelukke »paller og genbrugstræ« fra definitionen af »tertiær biomasse«. Sådanne materialer udgør en stor del af råstofinputtet til nogle af de produkter, der fremstilles af træpladeproducenter, og kan i nogle tilfælde andrage op til 95 % af inputtet af træ (12).

6.4.

EØSU ønsker at fremhæve, at kaskadeprincippet (brug, genbrug, genanvendelse, energiudnyttelse) — når det kan lade sig gøre økonomisk og teknisk i overensstemmelse med specifikke nationale og regionale forhold og balancen mellem udbud og efterspørgsel på træ — vil være den optimale måde at anvende det naturlige råmateriale, træ, så ressourceeffektivt som muligt. Udvalget stiller sig dog afvisende over for enhver form for juridisk bindende regler og går ind for et åbent marked og frihed for markedsdeltagerne. Dette at bruge træ ud fra en kaskadetilgang sikrer ikke blot optimal økonomisk udnyttelse af råstoffet, men vil også gavne klimaet via den konstante CO2-lagring og substitutionsvirkning, inden det bruges som energikilde.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/47

Ordfører:

Anna Maria DARMANIN

1.1.

EØSU hilser Kommissionens meddelelse »Europæisk film i den digitale tidsalder — Kulturel mangfoldighed forenet med konkurrenceevne« (COM(2014) 272 final) velkommen, idet den med rette rejser nogle punkter til diskussion og overvejelser vedrørende denne meget vigtige sektor i Europa.

1.2.

EØSU fremhæver, at der må være en passende balance mellem den audiovisuelle sektors økonomiske og forretningsmæssige værdi og dens værdi for Europa som kulturarv. Disse to aspekter kan helt naturligt ikke behandles uafhængigt af hinanden.

1.3.

Det er på høje tid, at en eller flere innovative og nye forretningsmodeller for sektoren drøftes åbent med det formål at udnytte den digitale verdens muligheder. EØSU tilskynder derfor sektoren, Kommissionen og tillige de nationale regeringer til at være åbne over for og indstillet på at drøfte og fremme sådanne forretningsmodeller.

1.4.

Finansiering er et område, der må ses nærmere på: konkurrencedygtighed er et mål, men ikke på bekostning af den kulturelle dimension af film i Europa. Finansieringen er først og fremmest et anliggende for medlemsstaterne, men der bør alligevel være en åben debat om, hvordan man sikrer finansieringsoptimering og alternative finansieringsmetoder. Faktorer heri er offentlig finansiering for at tiltrække private midler, en mere rationel anvendelse af offentlige ressourcer og komplementaritet mellem EU- og national finansiering samt privat finansiering fra nye aktører såsom internetudbydere og telekommunikationsvirksomheder.

1.5.

Styrkelse af det kreative miljø bør ligeledes være en vigtig prioritet i køreplanen for sektoren. Kommissionen bør tage dette op i sin meddelelse, som også bør omhandle uddannelse, arbejdsvilkårene i sektoren, udviklingen af kreative talenter, kreativt udtryk, hvordan der kan skabes merværdi samt europæisk filmkundskab og sprog.

1.6.

EØSU er enig i den opfattelse, at publikum bør være omdrejningspunkt for debatten om den audiovisuelle sektoren, da de ud over at være modtagere i mange tilfælde også skaber tendenser og dermed former udviklingen.

1.7.

EØSU mener, at der bør lægges større vægt på indsamling af data på EU-niveau for at opnå en bedre forståelse af industrien.

1.8.

EØSU mener, at en af de udfordringer, som bør fremhæves i Kommissionens meddelelse, er de aktuelle arbejdsvilkår i sektoren for arbejdstagere, selvstændige og SMV'er, som i mange tilfælde, har mere eller mindre usikkert arbejde, som situationen er nu. Dette skyldes til dels de særlige forhold i industrien, men også den manglende konkurrencedygtighed, som gør, at man forsøger at spare penge på lønningerne.

1.9.

EØSU opfatter filmkundskab som en vigtig faktor i at få flere europæere til at værdsætte og opsøge europæiske film. EØSU anbefaler derfor, at fremme af filmkundskab bliver et anliggende på EU-niveau og på nationalt niveau.

1.10.

Tilgængelighed er et andet område, hvor der efter EØSU's opfattelse bør gøres en større indsats, således bør forskning og innovation bruges til at overvinde hindringer som sproglige barrierer og handicap.

1.11.

Det af Kommissionen foreslåede europæiske filmforum bør omfatte alle interessenter i den audiovisuelle sektor og er et vigtigt redskab for at bringe alle aktører i den audiovisuelle sektor sammen, så de væsentligste problemer, sektoren står over for, kan tackles. EØSU bakker op om dette længe ventede konsultationsforum og betoner, at det er yderst vigtigt, at alle interessenter i sektoren inddrages på lige fod, herunder også de mindre interessegrupper og repræsentanter for forbrugere og arbejdstagere.

1.12.

Forummet bør fokusere på de vigtigste udfordringer og muligheder i den digitale tidsalder og styre politikker og strategier i retning af konkrete tiltag i sektoren.

1.13.

Derudover understreger EØSU, at selvom den digitale verden (herunder udsigterne til satellitkommunikation i EU's planer frem til 2020) udvikler sig hurtigt og kan opfattes som en udfordring for sektoren, så frembyder den ikke desto mindre talrige muligheder for filmindustrien.

2.1.

Filmindustrien i Europa, som er en af udtryksformerne for vores kulturelle mangfoldighed, er helt særlig og tillige meget kreativ. Den udgør et stærkt aktiv i den samlede kulturarv i Europa, og alligevel er industrien alvorligt truet af en række udfordringer.

2.2.

Kommissionen har tidligere offentliggjort direktiver vedrørende bestemte områder af relevans for filmindustrien, bl.a. intellektuelle ejendomsrettigheder. Denne meddelelse er den første i de senere år, som beskæftiger sig med hele industrien.

2.3.

Kommissionens meddelelse fremhæver de særlige udfordringer, som den europæiske filmsektor står over for:

2.4.

Hensigten med Kommissionens dokument er derfor, at det ved at identificere og tage disse udfordringer op skal danne udgangspunktet for en debat om følgende:

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens initiativ om at opridse grundlaget for en debat blandt alle interessenter og andre aktører i den audiovisuelle sektor i Europa. Denne dialog er yderst vigtig og har længe været tiltrængt, ikke blot for at udnytte de muligheder, der byder sig i en digital verden i forandring og i kraft af nye teknologier, men også for at styrke denne mangfoldige og komplekse industri yderligere.

3.2.

EØSU er enig med Kommissionen i de konkrete udfordringer, der fremhæves i dokumentet. Det ønsker dog at tilføje endnu en udfordring, som ikke er medtaget i dokumentet, nemlig de aktuelle arbejdsvilkår for arbejdstagere, selvstændige og iværksættere i sektoren.

3.3.

Hvad angår de områder, hvor der skal sættes ind, er EØSU enig i de områder, der er opregnet i dokumentet. Dog mener det, at det også er nødvendigt med en debat om og foranstaltninger inden for følgende områder:

3.4.

Derudover understreger EØSU, at selvom den digitale verden udvikler sig hurtigt og kan opfattes som en udfordring for sektoren, så frembyder den ikke desto mindre talrige muligheder for filmindustrien. Disse tæller bl.a. udsigterne til satellitkommunikation som redegjort for i EU's planer for satellitinfrastruktur for 2020 og brug af satellitter som en mere fleksibel, miljøvenlig og omkostningseffektiv metode til distribution af film til biografer.

4.1.

EØSU støtter tanken om, at den offentlige finansiering til sektoren ikke nødvendigvis skal øges, men snarere optimeres for at skabe merværdi for industrien. Offentlig finansiering er et anliggende for medlemsstaterne, og EU-midler bør øge effektiviteten af lokal finansiering yderligere. Den offentlige finansiering bør imidlertid bruges til at tiltrække flere private midler.

4.2.

Finansieringsmodellen for den audiovisuelle industri må være baseret på støtte øremærket til forskellige typer produkter og på en blanding af direkte tilskud og løftestangsfinansiering for at gøre det nemmere for private investorer at komme ind på markedet. Løftestangseffekten af offentlig finansiering er væsentlig for en mere rationel anvendelse af de offentlige ressourcer og for at koncentrere indsatsen om kulturelle produkter.

4.3.

EØSU understreger, at balancen mellem konkurrencedygtighed og kreativt udtryk er hårfin, og denne balance bør afspejles i den offentlige finansiering, som ikke kun bør gå til det ene eller det andet.

4.4.

I tillæg til de spørgsmål knyttet til offentlig finansiering, som Kommissionen har formuleret som udgangspunktet for en debat, ønsker EØSU at tilføje følgende punkter:

4.5.

I Kommissionens meddelelse omtales private investeringer som en finansieringskilde for industrien. EØSU anbefaler, at nye aktører i den digitale sektor bidrager med finansiering til sektoren. Her tænkes bl.a. på telekommunikationsvirksomheder og indholdsudbydere.

4.6.

Enkeltstående initiativer rækker ikke. Regeringerne og EU må etablere en finansiel infrastruktur for den audiovisuelle industri rettet mod at levere og fremme flere finansielle og ikke-finansielle tjenester — herunder kapacitetsopbygningstjenester — igennem hele industriens produktionskæde, fra udvikling over produktion til distribution.

4.7.

EØSU har deltaget i debatten om intellektuelle ejendomsrettigheder, det digitale indre marked og direktivet om audiovisuelle medietjenester. EØSU støtter dog idéen om at tænke ud af boksen for at finde frem til forretningsmodeller, der er fornuftige i forhold til de igangværende teknologiske ændringer i den digitale tidsalder. EØSU understreger endvidere, at der er behov for en bedre strømlining af alle de eksisterende politikker for sektoren.

4.8.

Der må ses nærmere på nye forretningsmodeller og være opbakning til dem, der tør træffe modige beslutninger. EØSU understreger imidlertid, at dette kræver, at alle interessenter deltager åbent og fuldt ud i drøftelserne om at ændre forretningsmodeller. Primus motor for denne debat bør i øvrigt være industrien selv.

4.9.

EØSU er fuldstændigt overbevist om, at dette er af afgørende betydning for industriens succes, og opfordrer derfor alle interessenter til at være åbne over for sådanne nye forretningsmodeller, ikke blot for at udnytte alle de muligheder, der byder sig i den digitale tidsalder, men også for at tilpasse sig forbrugsmønstre i hastig forandring.

4.10.

Der er behov for en kulturel ændring i mentalitet hos producenter og tv-selskaber. Fremover vil produkter til biograf og tv være at finde side om side med crossmedia-produkter. Producenter og tv-selskaber er nødt til at udvikle forskellige forretningsmodeller for de forskellige produkter. De er nødt til at arbejde med forskellige budgetter og forskellige frigivelsesstrategier afhængig af produkttype og kommercielt potentiale. Samtidig er regeringerne nødt til at tage modellerne for offentlig finansiering op til genovervejelse med henblik på en mere alsidig sammensætning af støtte.

4.11.

EØSU advarer mod blot at justere nuværende forretningspraksis uden at se på metoderne med helt nye innovative øjne. Mere fleksible frigivelsesvinduer alene vil således ikke nødvendigvis bane vej for de forretningsløsninger, som kræves i den digitale tidsalder.

4.12.

EØSU gør gældende, at samarbejde mellem filmskoler har afgørende betydning for yderligere styrkelse af sektoren. Endvidere fremhæver EØSU, at denne aktør i sektoren, altså filmskolerne, også må inddrages i interessentdebatten på EU-niveau.

4.13.

Et særligt problem på dette område, og som der bør ses nærmere på, er det forhold, at teknologien udvikler sig så hurtigt, at filmskolerne mange gange anvender forældet teknologi i undervisningen af eleverne. De uddanner derfor ofte fagfolk, som ikke kan bruge den teknologi, der anvendes i industrien.

4.14.

EØSU er enig i den opfattelse, at også publikum bør være omdrejningspunkt for udviklingen i sektoren. Af den grund understreger EØSU desuden nødvendigheden af ordentlige data på EU-niveau og inddragelse af forbrugerorganisationer i interessentdebatterne i for eksempel det europæiske filmforum.

4.15.

EØSU mener, at der bør lægges større vægt på indsamling af data på EU-niveau for at opnå en bedre forståelse af industrien. De indsamlede data bør ikke kun vedrøre publikum i sektoren, men også brugen af finansiering på forskellige niveauer, sektorens konkurrencedygtighed samt arbejdsmiljø og -vilkår.

4.16.

EØSU erkender endvidere, at der er behov for at udvikle en datakilde på nationalt og EU-niveau, som også indeholder data, der anvendes af finansielle formidlere til at vurdere og forvalte investeringsrisikoen.

4.17.

EØSU er af den klare opfattelse, at der bør være fokus på og en debat om arbejdsvilkårene og arbejdsmiljøet i sektoren. For øjeblikket er sektoren så opsplittet, at manglen på oplysninger om arbejdsvilkårene ofte er ensbetydende med, at man ikke er opmærksom på dette område.

4.18.

Usikre ansættelsesforhold er desværre ved at blive endnu mere almindelige i sektoren, dels på grund af de særlige forhold, der gør sig gældende i industrien (for eksempel foregår produktionen i løbet af en kort periode), men også på grund af manglende konkurrencedygtighed, som gør, at man søger at spare penge på lønningerne.

4.19.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at gøre dette problem til et af de områder, der fokuseres på i meddelelsen, og tillige medtage det i debatterne. Repræsentanter for arbejdstagerne i filmsektoren må inddrages i interessentdebatterne og i det europæiske filmforum.

4.20.

EØSU støtter Kommissionens initiativ om at etablere et europæisk filmforum. Sektoren skulle for længst have sat sig sammen for at drøfte spørgsmål af relevans for industriens konkurrenceevne i dagens digitale verden.

4.21.

EØSU understreger, at det er helt afgørende, at alle interessenter i sektoren inddrages på lige fod. Det gælder også de mindre interessentgrupper, de mindre »magtfulde« interessenter såvel som repræsentanter for forbrugere og arbejdstagere.

4.22.

Selvom tv-branchen ikke er blevet ramt lige så hårdt af den digitale tidsalder som filmindustrien, er det vigtigt, at også denne sektor inddrages og medtages i den bredere debat, da den også er en vigtig komponent i den audiovisuelle sektor.

4.23.

EØSU opfatter filmkundskab som en vigtig faktor i at få flere europæere til at værdsætte og opsøge europæiske film. EØSU anbefaler derfor, at fremme af filmkundskab bliver et anliggende på EU-niveau og på nationalt niveau. Dette vil ikke kun gavne industrien, men også rette lyset mod et vigtigt udtryk for den europæiske kulturelle mangfoldighed. Selvom den specifikke model for værdsættelse af film i skoler ikke nødvendigvis virker, mener EØSU, at der bør udformes modeller og kampagner, som fremhæver succeserne, skønheden og kunsten i den europæiske filmproduktion.

4.24.

Sprog kan opfattes som en af stopklodserne for at nå ud til publikum i og uden for Europa. Sprog er en fysisk barriere, men også en del af den kulturelle mangfoldighed. Derudover er film et effektivt redskab til at lære fremmedsprog. Alligevel mener EØSU, at der bør gives midler fra Horisont 2020 til en innovativ og omkostningseffektiv tilgang til synkronisering ved at gøre brug af førende og nye teknologier.

4.25.

EØSU opfordrer desuden kraftigt den audiovisuelle sektorer til at anvende de eksisterende værktøjer til at sikre, at sektorens produkter også når ud til publikum med syns- og hørehandicap. Der bør desuden forskes i at gøre disse tilgængelighedsværktøjer mere omkostningseffektive.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/52

Ordfører:

Mall HELLAM

1.1.

Det har aldrig været vigtigere at opbygge gensidig tillid og sikre uhindrede kontakter mellem civilsamfundet i Rusland og EU samt støtte Ruslands uafhængige civilsamfundsorganisationer mest muligt.

1.2.

Rammen for menneskerettigheder og demokrati bør fremmes mere aktivt, og den politiske rolle for den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder bør styrkes. Spørgsmål vedrørende civilsamfund og menneskerettigheder bør indgå i alle bi- og multilaterale dialoger med Rusland. Menneskerettighedsdialogen bør fortsættes, og civilsamfundsaktører med relevant ekspertise bør så vidt muligt inddrages heri. EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik bør ved hvert eneste besøg i Rusland mødes med civilsamfundet og civilsamfundsorganisationer.

1.3.

EU bør øge sin koordinering og tale med én stemme i spørgsmål om de politiske udfordringer og den voldsomme fremfærd over for NGO'er og medier i Rusland. EØSU opfordrer EU til nøje at overvåge og regelmæssigt udtale sig om situationen for civilsamfundet i Rusland.

1.4.

Betydningen af en bilateral tilgang som et middel til at komme videre i forhandlingerne med Rusland må imidlertid ikke undervurderes. EU bør indtage en klar holdning til såvel sanktioner som ansvar i forbindelse med indgreb over for civilsamfundet. Der er imidlertid behov for stor fleksibilitet for at komme væk fra det nuværende lavpunkt i forhandlingerne mellem EU og Rusland. En bilateral tilgang kan måske være en god måde at genoptage forbindelserne på.

1.5.

Fra et strategisk synspunkt kunne det også været nyttigt at se samarbejdet mellem EU's og Ruslands civilsamfund som et eventuelt element i den fremtidige partnerskabs- og samarbejdsaftale (1) og oprette en særskilt budgetpost til en uafhængig platform for civilsamfundsdialog mellem EU og Rusland. EU bør trods de ekstraordinære politiske omstændigheder fortsætte med at anvende bløde og intelligente magtmidler (2) med henblik på at normalisere situationen og forhindre Ruslands (selv)isolationistiske tendenser. Der henvises i den forbindelse til anbefalingerne i EØSU's tidligere udtalelser om Den nordlige dimension (3) (herunder EU's arktiske politik (4)), Østersøstrategien (5), Sortehavssynergien (6), østpartnerskabet (7) og Donaustrategien.

1.6.

EU bør holde nøje øje med de demokratiske processer og udfordringer for dialogens deltagere. Det bør erkendes, at der er sket en hastig forværring af rettigheder og friheder i Rusland i løbet af de sidste to år; en situation, som må afhjælpes med det samme. EU's institutioner og medlemsstater, navnlig dem, der endnu ikke har været involveret, bør investere i og støtte udvekslingsprogrammer og programmer for civilsamfundssamarbejde med Rusland samt støtte russiske demokratisk orienterede og temabaserede NGO'er, såsom menneskerettighedsforkæmpere, miljøaktivister, forbrugerorganisationer, arbejdsmarkedets forskellige parter samt andre uafhængige faglige interesseorganisationer. På visse betingelser bør der træffes foranstaltninger for at lempe og liberalise visumreglerne.

1.7.

Mangfoldighed er nøglen til et sundt europæisk civilsamfund: EU bør tage kontakt til en bred vifte af tematiske og regionale civilsamfundsaktører — på trods af eller netop på grund af Ruslands voksende monopolisering og isolation med en tilbagevenden til autoritær adfærd. EØSU opfordrer til flere mellemfolkelige kontakter og navnlig til flere stort anlagte udvekslinger inden for uddannelse og interkulturel dialog som et redskab til at forbedre den gensidige forståelse og tillid. Der bør skabes grobund for nye platforme og muligheder for samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer fra EU og Rusland. Civilsamfundsforummet EU-Rusland (som svarer til civilsamfundsforummet for østpartnerskabet) kan betragtes som en af de eksisterende udviklingsplatforme, der er velegnet til dette formål. Der bør tillige være fokus på at inddrage arbejdsmarkedets parter i denne eller lignende platforme.

1.8.

EU bør revidere procedurerne for økonomisk støtte til NGO'er gennem det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR). I lyset af den igangværende undertrykkelse og forfølgelse af NGO'er vil en relativ stor samfinansiering udgøre en stor byrde for mange russiske NGO'er og deres partnere. Det er derfor vigtigt at øge finansieringsmulighederne og garantere sikker adgang hertil for russiske NGO'er og NGO-koalitioner. EIDHR anbefales f.eks. at forhøje sit budget til Den Russiske Føderation (fra 3 mio. til 9 mio. EUR om året). For at gøre støttemekanismerne mere fleksible og tilgængelige bør man overveje modeller for omfordeling.

1.9.

Åbningen af det europæiske naboskabsinstrument (ENI) for russiske deltagere som led i de grænseoverskridende og multilaterale programmer med partnere fra EU og østpartnerskabet kan udgøre en anden konstruktiv mulighed. EØSU anbefaler ligeledes at udvide partnerskabsinstrumentet (PI), som på nuværende tidspunkt afsætter 10 mio. EUR om året til samarbejdet med Rusland, og følgelig give civilsamfundsinstitutioner adgang hertil. Endelig bør mandatet for den europæiske demokratifond udvides til også at omfatte Rusland. De relevante regionale og tværnationale samarbejdsprogrammer bør øge deres støtte til civilsamfundet.

1.10.

EU's nuværende finansieringspolitikker bør ikke begrænses til bistandsprojekter. Institutionel støtte og en professionel opgradering er vigtige for civilsamfundets bæredygtighed i overgangsøkonomier som den russiske. For at det russiske civilsamfund kan udvikle sig er det vigtigt, at kapaciteten hos civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, øges, at udviklingen af tekniske, it- og ledelsesmæssige færdigheder i NGO'er støttes, og at samarbejdet med tilsvarende organisationer i EU fremmes.

1.11.

EØSU opfordrer til udvikling af en hasteforanstaltning og/eller et varslingssystem for grupper eller enkeltpersoner, der er udsat for fare eller har akutte behov. Et sådant system bør bl.a. omfatte bedre adgang til asyl, visumtildeling og -forlængelse, stipendier mv. Det er endvidere yderst vigtigt at hjælpe og bistå civilsamfundsaktivister, som allerede er blevet tvunget til at forlade Rusland af politiske grunde.

1.12.

EØSU opfordrer til at intensivere udvekslingerne og båndene mellem russiske og ukrainske civilsamfundsaktører — med strukturelt lederskab og støtte fra EU. EØSU opfordrer til at undersøge mulighederne for at inddrage russiske partnere i store regionale projekter med landene i østpartnerskabet, navnlig på områder som demokrati, miljø, folkesundhed, transport, energieffektivitet mv.

1.13.

EU bør tilstræbe en mere struktureret inddragelse af uafhængige repræsentanter for civilsamfundet i dialogen på regeringsplan mellem EU og Rusland, herunder på områder af fælles interesse såsom migration, interkulturelle forbindelser, klimaændringer, datasikkerhed, informationssikkerhed mv. EU bør ligeledes tilvejebringe nye interaktive og gennemsigtige muligheder for borgerinddragelse i såvel EU som Rusland. Et møde mellem EU's højtstående repræsentant og civilsamfundsaktører, der er aktive uden for EU, kunne være et skridt i retning mod opfyldelse af dette mål.

2.1.

EØSU og de russiske uafhængige civilsamfundsorganisationer bør undersøge mulighederne for at højne kvaliteten af dialogen om menneskerettigheder mellem EU og Rusland samt finde nye veje for en fortsat dialog.

2.2.

For at styrke forbindelserne mellem de europæiske og russiske civilsamfund bør der træffes følgende foranstaltninger:

2.2.1.

Overveje at udvide opfølgningsudvalget EU-Rusland med det formål at give flere medlemmer mulighed for at deltage i udvekslingerne med russiske partnere.

2.2.2.

Styrke samarbejdet mellem EØSU og civilsamfundsforummet EU-Rusland med henblik på at overvåge udviklingen i det russiske civilsamfund samt undersøge mulighederne for at fremme dialogen mellem EU og russiske uafhængige civilsamfundsorganisationer (herunder miljø-, forbruger- og landbrugsorganisationer samt sociale, faglige og temabaserede organisationer).

2.2.3.

Etablere og udvikle forbindelser med et bredt spektrum af uafhængige arbejdsmarkedsparter (f.eks. arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger) i Rusland.

2.2.4.

Støtte, udvide og prioritere indsatsen for at fremme samarbejdet og civilsamfundet i Rusland, Ukraine og det øvrige østpartnerskab, herunder arbejdsmarkedsforholdene og overveje en særlig rolle for EØSU i at moderere samarbejdet mellem civilsamfundene i Rusland og Ukraine.

2.2.5.

EØSU har på grund af den politiske situation suspenderet de fælles workshopper med Den Russiske Føderations civilkammer (CCRF). EØSU opretholder dog de temabaserede forbindelser med CCRF og vil også etablere forbindelser med den russiske ombudsmands kontor samt andre relevante institutioner og faglige organisationer.

3.1.

I starten af marts 2014 tog Den Russiske Føderation aktivt skridt til at annektere den autonome republik Krim, Ukraine. Siden april 2014 menes Rusland at have ført en stedfortræderkrig i det østlige Ukraine med optrapningen af støtten til prorussiske separatister i folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk og direkte indtrængen på Ukraines territorium. Det nuværende europæiske sikkerhedssystem, der har eksisteret i årtier, samt de brede internationale aftaler indgået efter Anden Verdenskrig sættes dermed på en prøve. Siden sommeren 2014 har EU og USA indført en række sanktioner mod russiske privatpersoner og virksomheder som reaktion på annekteringen af Krim og krisen i det østlige Ukraine. De efter al de sandsynlighed største antikrigsdemonstrationer (med deltagelse af mellem 25  000 og 50  000 personer) i mange år fandt sted i Moskva og andre storbyer den 21. september 2014.

3.2.

Præsident Vladimir Putin og den russiske regering har brugt 2013 og 2014 på at stramme deres greb om magten og marginalisere enhver potentiel opposition. I de seneste år har den russiske regering gennemtvunget en række strenge love som reaktion på de massive protester fra december 2011 og frem til midten af 2012. Lovene har bl.a. øget kontrollen med NGO'er og internettet og har på dramatisk vis hævet bøderne for deltagelse i usanktionerede gadeprotester samt udvidet definitionen af forræderi.

3.3.

Menneskerettighedssituationen og situationen for civilsamfundet i Rusland forværres. Ændringerne til loven om ikke-kommercielle organisationer (også kendt som loven om »udenlandske agenter«) kombineret med andre lovgivningsmæssige nyskabelser straffer lobbyarbejde, dæmoniserer NGO'er i offentligheden og forhindrer dermed udviklingen af civilsamfundet. Det stigende antal nylige retssager mod civilsamfundsorganisationer giver anledning til bekymring. Generelt bliver indstillingen i samfundet og blandt politikere mere og mere fjendtlig over for NGO'er og uafhængige kommentatorer.

3.4.

En anden restriktiv lov såsom forbuddet mod propaganda for mindretals »utraditionelle seksuelle forhold« fører til stigmatisering og øger diskrimination og homofobisk vold. Endvidere har en række nylige lovgivningsmæssige og administrative tiltag slået hårdt ned på de uafhængige medier i Rusland.

3.5.

I sine konklusioner af 16. juli 2014»opfordrer Det Europæiske Råd Kommissionen til at tage samarbejdsprogrammerne mellem EU og Rusland op til fornyet overvejelse med henblik på i hvert enkelt tilfælde at træffe en afgørelse om suspension af gennemførelsen af bilaterale og regionale EU-samarbejdsprogrammer. Projekter, der udelukkende vedrører grænseoverskridende samarbejde og civilsamfundet, vil dog blive bevaret«. Under disse omstændigheder er det nødvendigt at overveje, hvordan EU's institutioner og civilsamfundet kan hjælpe med til at forbedre forholdene for civilsamfundsgrupper i Rusland og fremme en egentlig civil og social dialog.

4.1.

I de seneste år har vigtige internationale aktører fra FN, EU, Europa-Parlamentet, Europarådet og OSCE givet udtryk for deres bekymring over den vigende plads til civilsamfundet i Rusland.

4.2.

Det russiske civilsamfund i bred forstand, herunder alle former for nonprofitorganisationer, har gennemgået en betydelig udvikling siden begyndelsen af 1990'erne. På det seneste har NGO'erne fået følgeskab af mange løst sammensatte koalitioner og grupper af borgere, der går sammen om velgørende projekter, uddannelse, udbredelse af kendskabet til rettigheder m.m. Men sammenligner man med begyndelsen for 20 år siden, er vilkårene for personligt initiativ og social aktivisme i det russiske civilsamfund i dag ikke gunstige.

4.3.

Siden Vladimir Putins tilbagevenden til Kreml i maj 2012 er der blevet vedtaget den ene repressive lov efter den anden, og myndighederne har fået meget vide beføjelser til at begrænse grundlæggende friheder. Af eksempler kan nævnes Ruslands ændrede definition af forræderi, der gør det muligt at straffe fortalere for internationale menneskerettigheder. Der gives store bøder for deltagelse i »ikke-godkendte« møder. Den lov, der forbyder »propaganda for homoseksualitet«, diskriminerer i høj grad LGBT-personer. NGO'ernes ledere kan gøres personligt ansvarlig for manglende overholdelse af nye bestemmelser i loven om NGO'er.

4.4.

I bund og grund står civilsamfundet i Rusland over for et eksistentielt dilemma (8). Nogle menneskerettighedsobservatører mener, at forfølgelsen af civilsamfundet er af et omfang uden fortilfælde i landets postsovjetiske historie og endda er blevet intensiveret i takt med, at krisen i Ukraine har udviklet sig (9). Samtidig har staten stillet en del midler til rådighed for de såkaldte »socialt orienterede« grupper, hvilket har ført til yderligere splittelse mellem NGO'er.

4.5.

Politisk motiveret forfølgelse af aktivister og hårdhændet behandling af politiske modstandere og kritikere er stadig en realitet. Det er værd at bemærke, at en række politiske fanger fik amnesti eller blev frigivet inden OL i Sotji i 2014 (herunder Mikhail Khodorkovskij og medlemmer af punkgruppen »Pussy Riot«). I samme periode blev dusinvis af demonstranter, der deltog i protesterne på Bolotnaja-pladsen i Moskva den 6. maj 2012, imidlertid stillet for retten og sigtet for at »organisere masseoptøjer« og vold mod politiet (10). Lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer har gentagne gange sat spørgsmålstegn ved sigtelsernes proportionalitet og relevans.

4.6.

I november 2012 blev den gældende lov om NGO'er (også kendt som loven om »udenlandske agenter«) (11) ændret og blev således et af de væsentligste grundlag for forfølgelsen af civilsamfundet i Rusland og markerede starten på en kampagne rettet mod at marginalisere de russiske NGO'er.

4.7.

Hvad, der er foruroligende, er, at loven om »udenlandske agenter« og de mange efterfølgende repressive love i Rusland har haft negativ indvirkning på udviklingen af civilsamfundet i den bredere region (12). Alene udtrykket »udenlandsk agent« vakte straks minder om den stærkt ladede og hadefulde retorik fra sovjettiden med den tydelige bibetydning af NGO'er som »spioner« (»agenter«).

4.8.

I første omgang forpligtede den nye lov alle NGO'er, der modtager udenlandsk finansiering, og som udfører såkaldt »politisk aktivitet« (eller lobbyarbejde), til at lade sig registrere som »udenlandske agenter« hos myndighederne. I modsat fald ville straffen være, at deres aktiviteter blev indstillet uden retskendelse. Gennemførelsen af loven i februar 2013 blev startskuddet til en række inspektioner af over 1  000 NGO'er (13) (som svar på kritik har Vladimir Putin efterfølgende erkendt, at lovens håndhævelse i visse tilfælde har været »ekstrem«).

4.9.

Over 60 menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundsgrupper — hvoraf mange er fremtrædende — blev sigtet for »administrative overtrædelser«, og de har efterfølgende appelleret de idømte sanktioner og bøder (med forskellige resultater til følge). NGO'en Golos, som har hovedkontor i Moskva og er den mest fremtrædende valgobservationsgruppe, har fået midlertidigt frataget sin ret til at virke, og det samme gælder enkelte andre NGO'er. Der er stadig uafsluttede retssager, men indtil videre har 13 NGO'er indgivet en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ingen NGO'er har selv ladet sig registrere (14).

4.10.

I juni 2014 blev loven ændret igen, og det russiske justitsministerium fik beføjelser til efter eget skøn at kategorisere NGO'er som »udenlandske agenter og dermed omgå enhver inddragelse af domstolene. De første seks grupper blev nævnt på ministeriets hjemmeside næsten umiddelbart efter, at loven trådte i kraft (15). Pr. 1. oktober 2014 var der 15 NGO'er på listen, hvoraf mange beskæftiger sig med strategiske retssager og juridisk støtte (16).

4.11.

Der er ganske få statslige institutioner i Rusland, der beskæftiger sig med civilsamfundet og menneskerettighedsspørgsmål: Ombudsmandens kontor, præsidentrådet for civilsamfundet og i et vist omfang civilkammeret (17). Sidstnævnte har fungeret som EØSU's partnerorganisation i forbindelse med de formelle kontakter med Rusland (18). Disse institutioners kapacitet er imidlertid ikke tilstrækkelig til at tackle den seneste negative udvikling for NGO'er og civilsamfundsgrupper i Rusland.

5.1.

Trepartsudvalget er Ruslands officielle organ for arbejdsmarkedsspørgsmål (baseret på ILO-modellen). Udvalget består af 30 repræsentanter for hver af de tre følgende parter: de russiske fagforeninger, den russiske regering og arbejdsgiverorganisationerne. Udvalget opererer i øjeblikket i henhold til den almindelige overenskomst for 2014-2016 (19). Overenskomsterne forhandles og underskrives på de enkelte arbejdspladser.

5.2.

Såvel arbejdsgivere som fagforeninger er repræsenteret i udvalget ved store sammenslutninger. Sammenslutningen for Russisk Industri og Handel (RSPP) (20) er en stor sammenslutning, som består af 361 arbejdsgivere inden for de vigtigste industrier. RSPP's repræsentanter deltager i trepartsudvalgets møder på vegne af arbejdsgiverne. RSPP tilbyder medlemmerne mægling i tvister og fremmer samarbejdet mellem virksomheder fra henholdsvis Rusland og EU. Samlet set tæller RSPP omkring 6 mio. arbejdstagere, og sammenslutningen har underskrevet socialpagten for russiske virksomheder og er ligeledes part i Global Compact og General Reporting Initiative. Af alliancer af erhvervsdrivende kan nævnes industri- og handelskammeret (21) og »Opora Rossii« (små og mellemstore virksomheder).

5.3.

I det moderne Rusland har fagforeningsbevægelsen aldrig været en stærk uafhængig stemme, men der findes dog flere opmuntrende eksempler herpå, navnlig på lokalt plan inden for bilindustrien.

5.4.

Den dominerende aktør på området er forbundet af uafhængige russiske fagforeninger (FNPR), som tog over fra en lignende model med et »forbund af forbund« fra sovjettiden (VTsSPS). FNPR har forsøgt at bygge bro mellem fagforeningerne og myndighederne. Samtidig er organisationen blevet kritiseret for at indtage en klar regeringsvenlig holdning samt for generelt manglende deltagelse i strejker og gadeprotester. En anden stor sammenslutning af fagforeninger er sammenslutningen af arbejdere i Rusland (KTR) (22). Af mindre sammenslutninger kan bl.a. nævnes »Sotsprof« og SPR.

5.5.

Selvom Rusland har undertegnet de vigtigste ILO-konventioner, er der stadig anledning til bekymring i forhold til iagttagelsen af socioøkonomiske og arbejdstagerrettigheder; en bekymring, der deles af EØSU.

5.6.

Forsamlingsfrihed som en ret for arbejdstagere er et yderst problematisk område, idet det ifølge aktivister næsten er umuligt at gå i strejke uden at overtræde lovgivningen (23). Samtidig er der ikke en klar definition af forskelsbehandling i russisk lovgivning, hvorfor arbejdsgivere uden problemer kan forskelsbehandle potentielle og nuværende ansatte på grundlag af køn, alder og medlemskab af en fagforening. Underprivilegerede grupper af arbejdstagere — såsom fanger og mindretal — er særligt sårbare, og fagforeningsaktivister mangler effektiv retsbeskyttelse mod pres og forfølgelse (24).

5.7.

Centret for sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder, som er Ruslands eneste tematiske tænketank, har rapporteret 1  395 tilfælde af arbejdsrelaterede aktioner i perioden 2007-2013, og dette tal er stigende (25).

6.1.

Informations- og mediefriheden i Rusland er under angreb. Som følge af genkriminaliseringen af injurier er der i 2014 vedtaget en række nye love, som har til hensigt at begrænse pressen og internettet. Flere uafhængige medier, herunder trykte medier, radiostationer og onlinemedier, er enten blevet lukket eller tvunget til at ændre ejerkreds, personale og redaktionspolitik. Disse tiltag er i klar modstrid med såvel ånd som bogstav i Ruslands internationale forpligtelser.

6.2.

Loven om information og informationsteknologi (ændret i februar 2014) gør det nu muligt at blokere hjemmesider efter anmodning fra den offentlige anklager, hvis hjemmesiden påstås at have »ekstremistisk« indhold eller opfordrer til masseoptøjer eller ikke-godkendte møder.

6.3.

Antiterrorlovgivningen blev ændret i maj med indførelse af nye bestemmelser for bloggere med over 3  000 daglige besøg. Disse bloggere skal nu lade sig registrere i det russiske agentur Roskomnadzor og efterfølgende overholde den russiske lov om massemedier (herunder restriktioner i valgperioder). Bloggerne kan også forpligtes til at oplyse deres rigtige navn samt øvrige oplysninger, og de kan drages til ansvar for kommentarer fra tredjepart på deres blog. Manglende registrering kan straffes med bøde.

6.4.

EU og det internationale samfund er dybt foruroliget over et andet lovgivningsinitiativ, der foreslår at begrænse udenlandske investeringer i russiske medievirksomheder til 20 % fra januar 2016.

14.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 230/59

Ordfører:

Gerd WOLF

1.1.

Udvalget støtter udtrykkeligt Kommissionens mål og de dertil knyttede forslag til foranstaltninger. Gennemførelsen af disse hører dog primært ind under medlemsstaternes kompetence- og opgaveområde.

1.2.

Set i lyset af den utilstrækkelige løftestangseffekt, som Kommissionens indsats har på de relevante politikker i medlemsstaterne, opfordrer udvalget alle interessenter til at udvise god vilje, en konstruktiv indstilling og beslutningsdygtighed, således at de prioriterer denne presserende, men vanskelige opgave og når frem til et godt resultat ved hjælp af beslutsomhed og uden at inddrage yderligere bureaukratiske mekanismer.

1.3.

Udvalget mener, at følgende opgaver bør prioriteres:

1.4.

Hvad angår detaljerede redegørelser henviser udvalget til de følgende kapitler.

2.1.

Meddelelsen er et led i bestræbelserne på at øge potentialet betydeligt inden for forskning og innovation (F&I), som er en nødvendig drivkraft for fornyet vækst. Dette gøres muligt ved at højne kvaliteten i de investeringer, som er nødvendige med henblik på den finanspolitiske konsolidering, og som skal gennemføres inden for rammerne af medlemsstaternes vækstvenlige strategier.

2.2.

Kommissionen foreslår at:

2.3.

Kommissionen vil i den forbindelse bistå medlemsstaterne og trække på erfaringerne fra flagskibsinitiativet »Innovation i EU« (1) og dagsordenen for det europæiske forskningsrum.

2.4.

Det er samtidig afgørende at styrke det bredere innovationsøkosystem og indføre de rette rammevilkår for Europas virksomheder.

2.5.

Der er sket vigtige fremskridt siden igangsættelsen af Innovation i EU, men der skal gøres en yderligere indsats for at

2.6.

Kommissionen anmoder Rådet om at behandle dette tema med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse og forslag.

3.1.

Tæt forbundet med oplysningstiden som historisk proces (2) har forskning og innovation inden for et kort tidsrum sikret menneskeheden de største fremskridt inden for viden, sundhed, tekniske færdigheder og velstand nogensinde. F&I er drivkraften for yderligere økonomisk vækst og sociale fremskridt.

3.2.

Dette har staterne uden for Europa også erkendt. Den globale konkurrence inden for viden og innovation skærpes derfor. Navnlig i Asien etableres der efterhånden vigtige teknisk-videnskabelige centre, samtidig med at forskningsudgifter og innovationskapacitet øges i højt tempo.

3.3.

Udvalget støtter udtrykkeligt det mål og de dertil knyttede forslag til foranstaltninger, som Kommissionen præsenterer i meddelelsen. De svarer til udvalgets gentagne anbefalinger (3).

3.4.

Derfor er det så meget mere presserende at finde svar på, hvordan de foreslåede foranstaltninger skal gennemføres og med hvilke midler. Som Kommissionen påpeger, hører de nævnte problemer og dertil knyttede opgaver først og fremmest ind under medlemsstaternes kompetenceområde.

3.5.

Hvis Kommissionen vil påvirke medlemsstaternes forsknings- og innovationspolitik finansielt og målrettet, kan den primært gøre det ved hjælp af midlerne i programmet Horisont 2020. Som udvalget gentagne gange har påpeget, har disse midler en beskeden løftestangseffekt.

3.6.

Udvalget opfordrer derfor alle interessenter til at udvise god vilje, en konstruktiv indstilling og beslutningsdygtighed, således at de prioriterer denne presserende opgave og trinvis når frem til et godt resultat ved hjælp af beslutsomhed og uden at inddrage yderligere bureaukratiske mekanismer.

3.7.

Det er nødvendigt, at alle EU's medlemsstater gør fremskridt på dette punkt. Der er især vigtigt, at der i alle medlemsstater, navnlig dem, der ikke er så langt fremme på området, opbygges moderne fremragende forsknings- og udviklingskapaciteter og innovationscentre, der kan videreudvikles, samtidig med at universitetsuddannelser og -ressourcer tilpasses dette mål. Europa har brug for universiteter i verdensklasse. Derfor bør universiteter og forskningscentre, som kilde til udvikling af innovative personer og idéer, være et prioriteret støtteområde.

3.8.

Forudsætningen er først og fremmest, at der på området gennemføres relevante strukturreformer (herunder international kvalitetsbedømmelse), og at midlerne fra EU's struktur- og samhørighedsfonde anvendes til en målrettet løsning af denne opgave; Dette bør Kommissionen kræve og følge op på. På den måde kan der frigøres synergier, og innovationskløften internt i Europa kan reduceres.

3.9.

Hvor der ikke allerede findes et moderne og effektivt videnskabs- og forskningssystem, skal det udvikles ved hjælp af erfaringsudveksling og en læreproces baseret på bedste praksis. Dette kræver, at der udnævnes fremragende og erfarne bærende kræfter, der får tildelt ansvar, råderum og tilstrækkelige kontinuerlige midler. I den forbindelse kan partnerskabsmodellen »Twinning of Excellence«, hvor eksisterende ekspertiseklynger påtager sig en partnerrolle, udfylde en nyttig funktion.

3.9.1.

Udvalget advarer imidlertid mod en overdreven standardisering og det dermed forbundne tab af den systemiske konkurrence, som er et nødvendigt grundlag for fremtidige innovationer. Udvalget advarer derfor også mod alt for formaliserede evalueringskriterier. Derimod er »International Peer Review« den bedste og mest uundværlig foranstaltning, der er til rådighed til at evaluere og sikre den nødvendige kvalitet af forskning og udvikling i hele Europa, selvom den kan have svagheder ved evalueringen af revolutionerende ideer.

3.10.

Tidsrummet mellem F&I-investeringer og gennembruddet for de dermed forbundne innovationer kan imidlertid være overordentligt langt, og årsagssammenhængen er derfor vanskelig at forudsige og vurdere.

3.11.

Alligevel har det gennem mange år vist sig, at en stats økonomiske styrke og velstand, såfremt den ikke primært skyldes tilgængelige råstofressourcer, især skyldes dens investeringer i F&I og den deraf resulterende innovationsevne.

3.12.

På den baggrund har Europa brug for et effektivt og åbent forskningsområde, der er attraktivt for de største talenter på verdensplan og indretter indvandringspolitikken derefter. Her bør de bærende nationale videnskabssystemer samarbejde mere effektivt på europæisk plan og styrke netværkssamarbejdet med de mest succesrige internationale institutioner udadtil.

3.13.

Samtidig har Europa brug for en politisk indsats og en grundlæggende holdning i samfundet, der er rettet mod fremme, accept og belønning af innovation og skaber forudsætninger for en engageret iværksætterkultur. Dette kræver bl.a., at administrative, økonomiske og samfundsmæssige hindringer identificeres, vurderes og, om nødvendigt, mindskes eller fjernes — for derigennem at forbedre og styrke innovationsøkosystemet.

3.14.

Dette kræver, at forsknings- og innovationspolitikken i EU's medlemsstater sammenkobler de nationale aktiviteter med europæiske og internationale initiativer, således at det fører til et samspil mellem politik, videnskab, erhvervsliv og civilsamfund på europæisk niveau. Samtidig kræver det også en forbindelse til lokale eller regionale initiativer.

3.15.

Udover F&I, der finansieres med offentlige midler, er det især de virksomheder, der i stort omfang investerer i forskning i og udvikling, som senere slår igennem på markedet med nye produkter, tjenesteydelser og procedurer. Disse virksomheder, herunder socialøkonomiske virksomheder, yder et afgørende bidrag til at sikre Europas position på verdensmarkederne ved hjælp af innovationer og skabe og bevare arbejdspladser i Europa.

3.16.

Dette gælder desværre ikke for alle store firmaer. En grund hertil kan være virksomhedsledelsers systemrelaterede nervøsitet over for de markedsrisici (4), der er forbundet med de såkaldte »disruptive technologies«. Flyvemaskinen blev netop ikke opfundet og videreudviklet af skibs- eller jernbaneindustrien, og Microsofts og Apples innovationer blev ikke udviklet af de el- og elektronikkoncerner, der tidligere dominerede markedet.

3.17.

Derfor kommer nye ideer ofte fra iværksættere eller interdisciplinære teams eller sågar fra outsidere, som også kan forestå markedsføringen af dem. SMV'er, nystartede virksomheder og socialøkonomiske virksomheder spiller dermed en særlig vigtig rolle. En tilstrækkelig støtte til og beskyttelse af disse virksomheder må derfor udgøre et nøgleelement i enhver effektiv innovationspolitik.

3.18.

Som allerede behandlet udførligt i udtalelsen om »Innovation i EU« (5) findes der derudover et stort potentiale for innovationer i den brede vifte af menneskelige relationer og organisationsformer, heriblandt i socialøkonomiske virksomheder. Disse omfatter hele spektret af videnskabelige, økonomiske og sociale aktiviteter, som behandles i de øvrige kapitler. Innovationer behøver ikke nødvendigvis at være resultatet af systematisk forskning og udvikling, men kan også opstå som følge af feltarbejde og de erfaringer, der er indsamlet i den forbindelse. De omfatter bl.a.:

Udvalget bakkede igen (6) op om Kommissionens mål om at fremme denne type innovationer i videst muligt omfang.

4.1.

Udvalget gentager, at der er et stærkt gensidigt afhængighedsforhold mellem forskning og innovation, men at de to områder ikke desto mindre har forskellige karakteristika og kræver forskellige arbejdsvilkår (7) for at levere resultater. Det drejer sig om at anerkende de forskellige arbejdsvilkår på de enkelte områder, men samtidig skabe den bedst mulige sammenhæng.

4.2.

Hvad angår brugen af offentlige midler, dvs. de finansielle midler, der stammer fra borgernes og erhvervslivets skatteindbetalinger, og som fordeles via demokratiske processer, har udvalget for nylig (8) præciseret, at al støtte fra Kommissionens side (som jo finansieres af offentlige midler) bør koncentreres om de opgaver, som ikke umiddelbart er i det private erhvervslivs søgelys. Det skyldes typisk følgende:

4.3.

Med hensyn til støtten til forskning og udvikling sammenfatter udvalget sin holdning som følger. Den bør:

4.3.1.

Udvalget gentager sine opfodringer (10) til endelig at få udryddet eller reelt at kompensere forskerne for de sociale risici og ulemper, der skyldes den nødvendige og ønskede tværnationale mobilitet og manglen på stabile arbejdspladser. Det bifalder derfor Kommissionens seneste initiativ (11) til at forenkle forskermobiliteten ved hjælp af en ny, fælles pensionsordning. Initiativet (som kaldes RESAVER) skal give forskerne mulighed for at skifte arbejdsplads medlemsstaterne imellem uden at skulle bekymre sig om at bevare deres pensionsrettigheder. Udvalget mener, at dette er første skridt i den rigtige retning, uden dog på nuværende tidspunkt at kunne bedømme hensigtsmæssigheden af den valgte tilgang.

4.3.2.

I denne udtalelse kommer udvalget ikke ind på specifikke forskningsområder, idet sidstnævnte blev behandlet udførligt i udtalelsen om Horisont 2020-programmet. Udvalget understreger endnu engang, at der også i den henseende er brug for en tilstrækkelig løftestangseffekt set i forhold til medlemsstaternes programmål.

4.4.

Med hensyn til støtten til innovationer sammenfatter udvalget sin holdning som følger. Innovationer opstår som hovedregel: