15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/1

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/2

1)

Skal artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (FFH-direktivet) fortolkes således, at der er pligt til at undersøge indvirkningen på miljøet fra et brobygningsprojekt, inden byggeriet udføres, når projektet var blevet godkendt, inden området omkring broen blev optaget på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning, når det pågældende område blev opført på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning efter godkendelsen, men inden påbegyndelse af byggearbejdet, og når der kun var blevet foretaget en risikovurdering/forundersøgelse inden udstedelsen af godkendelsen?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, spørges:

Skal den nationale myndighed i forbindelse med den efterfølgende undersøgelse allerede overholde kravene i FFH-direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvis den af forsigtighedsmæssige hensyn ville lægge disse til grund ved den risikovurdering/forundersøgelse, der blev foretaget inden udstedelse af godkendelsen?

3)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende og spørgsmål 2 benægtende, spørges:

Hvilke krav skal der i henhold til FFH-direktivets artikel 6, stk. 2, stilles til en efterfølgende undersøgelse af en godkendelse af et projekt, og hvilket tidspunkt skal undersøgelsen tage afsæt i?

4)

Skal der inden for rammerne af en supplerende procedure, som har til formål at afhjælpe en fejl ved en efterfølgende undersøgelse i henhold til FFH-direktivets artikel 6, stk. 2, eller en vurdering af virkningerne på lokaliteten i henhold til FFH-direktivets artikel 6, stk. 3, gennem relevante ændringer af vurderingskravene tages hensyn til, at bygningsværket kunne opføres og tages i brug, fordi godkendelsesafgørelsen kunne fuldbyrdes med det samme, og det ved en afgørelse, som ikke kan anfægtes, var blevet afvist at anordne foreløbige forholdsregler? Gælder dette i hvert fald for så vidt angår en undersøgelse af alternative løsningsmuligheder, der senere bliver nødvendig, og som foretages inden for rammerne af FFH-direktivets artikel 6, stk. 4?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/3

1)

Skal den usædvanlige omstændighed, der henvises til i forordningens artikel 5, stk. 3 (1), direkte vedrøre den reserverede flyvning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Hvor mange tidligere flyvninger med det fly, der er tiltænkt at skulle foretage den planlagte flyvning, er relevant for bedømmelsen af, om der foreligger en usædvanlig omstændighed? Foreligger der en tidsmæssig begrænsning vedrørende hensyntagen til usædvanlige omstændigheder i relation til tidligere flyvninger? Og i bekræftende fald hvordan skal den fastlægges?

3)

Såfremt usædvanlige omstændigheder, der indtræffer ved tidligere flyvninger, ligeledes er relevante for en senere flyafgang, spørges: Skal de forholdsregler, som det transporterende luftfartsselskab skal træffe i medfør af forordningens artikel 5, stk. 3, kun vedrøre afværgelsen af den usædvanlige omstændighed, eller skal de også vedrøre imødegåelse af en længere forsinkelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/4

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/4

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/5

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/6

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 i de forenede sager C-72/10 og C-77/10, fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/6

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/7

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/8

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/8

1)

Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i den nu gældende affattelse af Rådets forordning (EF) nr. 297/95 af 10. februar 1995 (1)fortolkes således, at der for så vidt angår ændringerne af markedsføringstilladelse af kategori I — og særligt af kategori IA i det foreliggende tilfælde — kun skal betales et gebyr af den i forordningen angivne størrelse eller lige så mange gebyrer som antallet af tilladelser, som er omfattet af ændringen, når der er tale om identiske ændringer af flere markedsføringstilladelser med samme indehaver?

2)

Foreligger der under de konkrete forhold i den foreliggende sag mulighed for, eller som antaget af dette dommerkollegium pligt til, at forelægge spørgsmålet for Domstolen?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/9

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (1), idet det ikke for hvert af de deponeringsanlæg, der er beskrevet i punkt 26 i nærværende sag (deponeringsanlæg for ikke farligt affald i Ortuella, Baskerlandet, og i Zurita og Juan Grande, De Kanariske Øer) har vedtaget de foranstaltninger, der er nødvendige for at anmode operatøren om at udarbejde en overgangsplan og sikre den fulde gennemførelse af denne plan i overensstemmelse med direktivets krav, med undtagelse af kravene i direktivets bilag I, punkt 1, senest otte år efter datoen i direktivets artikel 18, stk. 1.

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra b), i direktiv 1999/31, idet det ikke for hvert af de deponeringsanlæg, der er beskrevet i punkt 37 i nærværende sag (9 deponeringsanlæg til ikke farligt affald: Vélez Rubio (Almería), Alcolea de Cinca (Huesca), Sariñena (Huesca), Tamarite de Litera (Huesca), Somontano — Barbastro (Huesca), Barranco de Sedases (Fraga, Huesca), Barranco Seco (Puntallana, La Palma), Jumilla (Murcia) og Legazpia (Guipuzkoa) og 19 deponeringsanlæg for inert affald: Sierra Valleja (Arcos de la Frontera, Cádiz), Carretera Pantano del Rumblar (Baños de la Encina, Jaén), Barranco de la Cueva (Bélmez de la Moraleda, Jaén), Cerrajón (Castillo de Locubín, Jaén), Las Canteras (Jimena y Bedmar, Jaén), Hoya del Pino (Siles, Jaén), Bellavista (Finca El Coronel, Alcalá de Guadaira, Sevilla), El Patarín (Alcalá de Guadaira, Sevilla), Carretera de Arahal-Morón de la Frontera (Arahal, Sevilla), Carretera de Almadén de la Plata (Cazalla de la Sierra, Sevilla), El Chaparral (Écija, Sevilla), Carretera A-92, KM 57,5 (Morón de la Frontera, Sevilla), Carretera 3118 Fuente Leona — Cumbres mayores (Colina Barragona, Huelva), Llanos del Campo (Grazalema — Benamahoma, Cádiz) Andrada Baja (Alcalá de Guadaira, Sevilla), Las Zorreras (Aldeira, Granada), Carretera de los Villares (Andújar, Jaén) La Chacona (Cabra, Córdoba) og Chaparral — La Sombrerera (Puerto Serrano, Cádiz)) har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for snarest muligt i henhold til artikel 7, litra g), og artikel 13 i direktiv 1999/13 at nedlukke de anlæg, der ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 8 har fået tilladelse til fortsat drift.

—

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/10

—

Rettens kendelse af 10. juli 2014 i sag T-271/10, H mod Rådet, Kommissionen og EUPM, ophæves, for så vidt som Retten herved afviste for det første appellantens påstand om annullation dels af afgørelse af 7. april 2010, underskrevet af personalechefen ved EUPM, hvorved sagsøgeren blev forflyttet til stillingen som »Criminal Justice Adviser — Prosecutor« ved regionalkontoret i Banja Luka (Bosnien-Hercegovina), dels, om fornødent, af afgørelse af 30. april 2010, underskrevet af missionschefen som omhandlet i artikel 6 i Rådets afgørelse 2009/906/FUSP af 8. december 2009 om EUPM i Bosnien-Hercegovina (1), og for det andet appellantens påstand om erstatning.

—

Sagen hjemvises til Retten.

—

Sagsøgte i første instans tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af retten til forsvar.

—

Tilsidesættelse af procesreglementets artikel 114.

—

Urigtig retsanvendelse.

—

Tilsidesættelse af EU-retten.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/11

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/12

1)

Skal begrebet »en sag behandlet administrativt« i artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 87/344/EØF (1) af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring fortolkes således, at dette begreb også omfatter proceduren ved UWV, hvori arbejdsgiveren ansøger om en tilladelse til at bringe ansættelsesforholdet med arbejdstageren (der er retshjælpsforsikret) til ophør?

2)

Såfremt svaret på spørgsmål 1 afhænger af den konkrete procedures særlige kendetegn, om nødvendigt i sammenhæng med sagens faktiske omstændigheder og forhold, på grundlag af hvilke kendetegn, faktiske omstændigheder og forhold skal den nationale ret da afgøre, om denne procedure skal betragtes som en sag behandlet administrativt som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 1, litra a)?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/12

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner, selv om nævnte udbud er blevet iværksat med det erklærede formål at afhjælpe følgerne af den ulovlige udelukkelse af et vist antal erhvervsdrivende fra tidligere udbud?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/13

1)

Skal artikel 3 og artikel 94, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 (1) fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en forhenværende sømand, som var medlem af besætningen på et skib med hjemhavn i en medlemsstat, som ikke havde bopæl på land, og som ikke var statsborger i en medlemsstat, (delvis) nægtes en alderspension, efter at den stat, som denne forhenværende sømand nu er statsborger i, er tiltrådt (en retsforgænger for) EU eller efter at forordning nr. 1408/71 er trådt i kraft i denne stat, alene fordi denne forhenværende sømand i den (påståede) forsikringsperiode ikke var statsborger i (førstnævnte) medlemsstat?

2)

Skal artikel 18 og 45 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en sømand, som var medlem af besætningen på et skib med hjemhavn i en medlemsstat, som ikke havde bopæl på land, og som ikke var statsborger i en medlemsstat, udelukkes fra alderspensionsforsikring, mens en sømand, der er statsborger i den medlemsstat, hvor skibet har hjemhavn, og som i øvrigt befinder sig i en tilsvarende situation, betragtes som forsikret i henhold til samme lovgivning, såfremt den stat, som den førstnævnte sømand har statsborgerskab i, på tidspunktet for pensionens fastsættelse i mellemtiden er tiltrådt (en retsforgænger for) EU, eller forordning nr. 1408/71 i mellemtiden er trådt i kraft i denne stat?

3)

Skal spørgsmål 1 og 2 besvares på samme måde, såfremt der er tale om en (forhenværende) sømand, der på beskæftigelsestidspunktet var statsborger i en stat, der på et senere tidspunkt er tiltrådt (en retsforgænger for) EU, når denne sømand på tiltrædelsestidspunktet eller det tidspunkt, hvor forordning nr. 1408/71 trådte i kraft for denne stat, og på det tidspunkt, hvor kravet på alderspension fremsættes, ikke var statsborger i en medlemsstat, men i medfør af artikel 1 i forordning nr. 859/2003 (2) var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/14

1)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i dom af 16. februar 2012 i [de forenede sager C-72/10 og C-77/10], fortolkes således, at de er til hinder for, at der iværksættes et udbud vedrørende koncessioner, der er af kortere varighed end tidligere tildelte koncessioner?

2)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at et krav om tidsmæssig tilpasning af koncessionernes udløb udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at varigheden af koncessionerne i udbuddet er blevet begrænset i forhold til varigheden af de koncessioner, der tidligere er blevet tildelt?

3)

Skal artikel 49 ff. TEUF og artikel 56 ff. TEUF ifølge den fortolkning, som Den Europæiske Unions Domstol har anlagt heraf i ovennævnte dom, fortolkes således, at de er til hinder for, at der fastsættes en forpligtelse til vederlagsfrit at overdrage anvendelsen af egne materielle og immaterielle aktiver, som udgør nettet til forvaltning af indsamling af væddemål, såfremt aktiviteten ophører ved udløbet af koncessionens varighed eller som følge af afgørelser om fortabelse eller tilbagekaldelse?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/15

1)

Er den omstændighed, at den, som til Sverige erhvervsmæssigt indfører et kemisk produkt– for hvilket der i henhold til Reach-[forordningen] (1) foreligger registreringspligt — i medfør af svenske bestemmelser skal anmelde produktet til Kemikalieinspektionen med henblik på registrering i det svenske produktregister, i strid med Reach-[forordningen]?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, er den svenske anmeldelsespligt da i strid med artikel 34 i TEUF henset til undtagelsen i artikel 36 TEUF?

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/16

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Vtesse Networks Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens og British Telecommunications plc's omkostninger.

3)

Republikken Polen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/17

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Computer Resources International (Luxembourg) SA betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende sagen om foreløbige forholdsregler.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/17

1)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/689/EU af 14. oktober 2011 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, for så vidt som Den Hellenske Republik pålægges en fast korrektion vedrørende tildelingen af rettigheder fra den nationale reserve til nye landbrugere.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Europa-Kommissionen og Den Hellenske Republik bærer deres egne omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/18

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

FIS’D — Formazione integrata superiore del design bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) bærer dets egne omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/19

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sag T-408/13.

3)

Adib Mayaleh betaler sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/20

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Eugen Popp og Stefan M. Zech betaler sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/20

1)

Appellen forkastes.

2)

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/21

1)

Det er for så vidt angår Mehdi Ben Tijani Ben Haj Hamda Ben Haj Hassen Ben Ali ikke længere fornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af Rådets afgørelse 2013/72/FUSP af 31. januar 2013 om ændring af afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien.

2)

I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.

3)

Mehdi Ben Tijani Ben Haj Hamda Ben Haj Hassen Ben Ali og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/22

1)

Sagen afvises.

2)

Konstantinos Mallis og Elli Konstantinou Malli bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/22

1)

Sagen afvises.

2)

Tameio Pronoias Prosopikou Trapezis Kyprou bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Central Bank afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/23

1)

Sagen afvises.

2)

Petros Chatzithoma og Elenitsa Chatzithoma bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Central Bank (ECB) afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/24

1)

Sagen afvises.

2)

Lella Chatziioannou bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Central Bank (ECB) afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/24

1)

Sagen afvises.

2)

Marinos Nikolaou bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/25

1)

Sagen afvises.

2)

Chrysanthi Christodoulou og Maria Stavrinou bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Central Bank afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/26

—

Den anfægtede afgørelse annulleres delvist.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/26

—

Artikel 45, stk. 8, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 om regler for direkte betalinger til landbrugere under den fælles landbrugspolitiks støtteordninger og om ændring af bilag X til nævnte forordning annulleres, for så vidt som den indeholder følgende udtryk: »ved at de fra den liste, der er udarbejdet i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1307/2013 udvælger de økologisk set bedst egnede træarter, og udelukker dermed træarter, som entydigt ikke er naturligt hjemmehørende«.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/27

—

Kommissionens afgørelse, der fremgår af skrivelse af 15. juli 2014, hvorved Kommissionen anmodede Den Slovakiske Republik om at tilvejebringe finansielle midler svarende til tabet af traditionelle egne indtægter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende vedrørende Kommissionens manglende kompetence

Ifølge Den Slovakiske Republik havde Kommissionen ikke kompetence til at træffe den anfægtede afgørelse. Der findes ikke nogen bestemmelse i EU-retten, som tillægger Kommissionen beføjelse til at handle, som den gjorde ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, eller til — efter opgørelse af tabet af traditionelle egne indtægter i form af ikke-opkrævede importafgifter — at forpligte en medlemsstat, der ikke var ansvarlig for fastsættelsen og opkrævningen af denne afgift at tilvejebringe finansielle midler svarende til det af Kommissionen fastsatte beløb, der ifølge Kommissionen svarer til det pågældende tab.

2.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af kravet om retssikkerhed

Selv om Kommissionen havde haft kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse (hvilket ikke er tilfældet), har den ifølge Den Slovakiske Republik i det foreliggende tilfælde tilsidesat retssikkerhedsprincippet. Den forpligtelse, som Den Slovakiske Republik pålægges gennem den anfægtede afgørelse, var ifølge Den Slovakiske Republik ikke til at forudsige forud for dens vedtagelse.

3.

Tredje anbringende vedrørende Kommissionens fejlagtige udøvelse af sin kompetence

Selv om Kommissionen havde haft kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, og selv om den ved vedtagelsen heraf havde handlet i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet (hvilket ikke er tilfældet), har den i det foreliggende tilfælde ifølge Den Slovakiske Republik ikke udøvet sin kompetence forskriftsmæssigt. Kommissionen har for det første foretaget en åbenbar urigtig bedømmelse, for så vidt som den opkræver finansielle midler af Den Slovakiske Republik, selv om der ikke er opstået noget tab af traditionelle egne indtægter, eller at dette tab ikke er en direkte konsekvens af handlinger, som Kommissionen tilskriver Den Slovakiske Republik. Kommissionen har for det andet tilsidesat Den Slovakiske Republiks ret til forsvar og princippet om god forvaltningsskik.

4.

Fjerde anbringende vedrørende utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse

I forbindelse med dette klagepunkt gør Den Slovakiske Republik gældende, at der er flere fejl i den anfægtede afgørelses begrundelse, hvorfor den må anses for utilstrækkeligt begrundet, hvilket bevirker, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af retssikkerhedsprincippet. Ifølge Den Slovakiske Republik har Kommissionen ikke i den anfægtede afgørelse angivet retsgrundlaget herfor. Den har heller ikke angivet, hvorledes og på hvilket grundlag den er nået frem til sine konklusioner. Endelig er begrundelsen for den anfægtede afgørelse i visse henseender usammenhængende.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/28

—

Kommissionens afgørelse DIGIT/R/3/MB/pt 2431467 (2014) af 11. juli 2014, hvorved Kommissionen som led i det pågældende udbud hvad angår delaftale 1 placerede sagsøgernes bud på fjerdepladsen, annulleres.

—

Kommissionens afgørelse DIGIT/R/3/MB/pt 2703722 (2014) af 31. juli 2014, hvorved Kommissionen som led i det pågældende udbud hvad angår delaftale 2 udelukkede sagsøgernes bud, annulleres.

—

Kommissionens afgørelse DIGIT/R/3/MB/pt 2711165 (2014) af 31. juli 2014, hvorved Kommissionen som led i det pågældende udbud hvad angår delaftale 3 placerede sagsøgernes bud på tredjepladsen, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning for, at de mistede muligheden for at blive placeret på førstepladsen inden for rammeaftalens tre delaftaler. Dette tab vurderes til 8 00  000 EUR for delaftale 1, 4 00  000 EUR for delaftale 2 og 2 00  000 EUR for delaftale 3, tillagt renter fra dagen for domsafsigelsen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

For det første har Kommissionen tilsidesat begrundelsespligten, eftersom den har givet en utilstrækkelig begrundelse hvad angår sagsøgernes tekniske bud.

2.

For det andet har Kommissionen tilsidesat finansforordningen og gennemførelsesforordningen hertil og udbudsdokumenterne hvad angår spørgsmålet om unormalt lave bud.

3.

For det tredje har Kommissionen tilsidesat princippet om fri konkurrence, eftersom den har fastsat bindende betingelser for så vidt angår afgivelsen af finansielle bud og ikke har tilladt tilbudsgiverne frit at udforme deres bud, således at det økonomisk mest fordelagtige bud kunne vælges.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/29

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 15. juli 2014 i sag AT.39899 — licensiering af intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende fodbold-samleobjekter, hvorved sagsøgerens klage over, at en række nationale fodboldforbund og spillersammenslutninger i lighed med Panini S.p.A., Union des Associations Européennes de Football, Fédération Internationale de Football Association, Fédération Française de Football, Associazione Italiana Calciatori, Real Federación Española de Fútbol og Deutscher Fußball-Bund havde tilsidesat artikel 101 og 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, blev afvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med denne sag.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen har foretaget en grov tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder og herved har begået en retlig fejl.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er støttet på fejlagtige faktiske omstændigheder og på et åbenbart urigtigt skøn, og at Kommissionen herved har begået en retlig fejl og/eller foretaget en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/30

—

Der iværksættes syn og skøn med henblik på at vurdere de angivelige bemærkninger i revisionsfirmaet KPMG AG's revisionsrapport, som Kommissionen urigtigt har lagt til grund for at fastslå, at der »mangler »alternative beviser som bekræftelse på de ansøgte personaleomkostninger«. Det pågældende forhold er af særlig betydning for at afgøre tvisten, eftersom personaleomkostningerne ligeledes påvirker de indirekte udgifter. Sagsøgeren har fremhævet, at KPMG AG's revisionsrapport, hvortil selskabet DABNET AB, idet det fremlagde overbevisende beviser, har fremsat skriftlige indsigelser og en anmodning om en fornyet undersøgelse, blev accepteret af Kommissionen uden tilstrækkelig begrundelse, og uden at den tog stilling til beviserne.

—

Det fastslås, dels at debitnota nr. 3241409008, som blev sendt til sagsøgeren den 31. juli 2014, hvorved selskabet blev pålagt at tilbagebetale 64  574,73 EUR for bygge- og anlægskontrakten FP7-SME-2007-222303 »FIREROB«, på grundlag af konklusionerne i revisionsrapporten 12-BA176-003, udgør en tilsidesættelse af Kommissionens kontraktmæssige forpligtelser og er uden grundlag, dels at de af sagsøgeren afholdte udgifter som led i den omtvistede kontrakt er betalingsberettigede, hvorfor Kommissionen tilpligtes at udstede en kreditnota på 64  574,73 EUR.

1.

Det første anbringende vedrører voldgiftsbestemmelsen. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de fremlagte bevismidler fuldt ud godtgør sagsøgerens beskæftigelse af de ansatte i bygge- og anlægsarbejdet »FIREROB«. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det intetsteds i revisionsrapporten nævnes, at sagsøgerens personale ikke har fuldført det bygge- og anlægsarbejde, der skulle gennemføres som led i »FIREROB«-kontrakten, eller at sagsøgeren har afgivet urigtige oplysninger. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet havde påtaget sig at tilbyde ansættelse for 12,2 personer/måned, og at selskabet i alt havde ansat 21,92 personer/måned uden at anmode om ændringer af det på forhånd aftalte.

2.

Det andet anbringende vedrører rettighedsmisbrug. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens krav om tilbagebetaling af 64  574,73 EUR, dvs. et beløb svarende til ca. fem gange den direkte støtte til sagsøgeren (13  474,00 EUR) for et bygge- og anlægsarbejde, som sagsøgeren på effektiv vis har udført, er uforholdsmæssigt og i strid med princippet om god tro ved gennemførelsen af kontrakter.

3.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelsen af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning. Sagsøgeren har gjort gældende, at retten til at underkaste sine gyldige indsigelser nogen form for Europa-Kommissionens direkte kontrol og til at beskrive forfatteren til udkastet til revisionsrapportens argumenter ikke var givet selskabet lovligt.

4.

Det fjerde anbringende vedrører princippet om analogi. Sagsøgeren har gjort gældende, at § II.24, stk. 1, i bilag II til »FIREROB«-kontrakten giver Kommissionen mulighed for ikke at kræve tilbagebetaling, eftersom sagsøgeren har udført et bygge- og anlægsarbejde, der er blevet meget positivt vurderet, som i overensstemmelse med Kommissionens tekniske gennemførelsesrapport opnåede videnskabelige resultater på et meget højt niveau.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/31

—

Kommissionens afgørelse af 9. juli 2014 om en procedure i henhold til artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Sag Comp/AT. 39 612 — erindopril (Servier)) annulleres i sin helhed, og under alle omstændigheder annulleres og/eller reduceres den pålagte bøde, for så vidt som den vedrører Unichem.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sine egne omkostninger og Unichems omkostninger i forbindelse med nærværende sag.

1.

Sagsøgeren har med det første anbringende gjort gældende, at Kommissionen ikke har kompetence til at rette en afgørelse i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF til Unichem.

2.

Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at Kommissionen ikke har anvendt det korrekte retlige kriterium om »objektiv nødvendighed« til at afgøre, hvorvidt patentforligsaftalen falder inden for området for artikel 101, stk. 1, TEUF.

3.

Sagsøgeren har med det tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved ikke at anvende retningslinjerne for gruppefritagelsesforordningen om teknologioverførsel på Unichems forlig.

4.

Sagsøgeren har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at kategorisere forliget som en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF »ud fra formålet«.

5.

Sagsøgeren har med det femte anbringende gjort gældende, at Kommissionen har foretaget en forkert anvendelse af sit eget hævdede retlige kriterium vedrørende artikel 101, stk. 1, TEUF om »ud fra formålet« på de særlige faktiske omstændigheder, der gør sig gældende i forhold til Unichem.

6.

Sagsøgeren har med det sjette anbringende gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at konkludere, at forligsaftalen resulterede i konkurrencebegrænsende virkninger.

7.

Sagsøgeren har med det syvende anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt i henhold til artikel 296 TEUF til at begrunde, hvorfor den finder, at Unichem kan holdes direkte ansvarlig for en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, når selskabet ikke er en potentiel konkurrent til Servier.

8.

Sagsøgeren har med det ottende anbringende subsidiært gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved ikke at anerkende, at forligsaftalen opfylder fritagelseskriterierne ifølge artikel 101, stk. 3, TEUF

9.

Sagsøgeren har med det niende anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat retten til forsvar, princippet om god forvaltningsskik og sin pligt til ikke at handle uretfærdigt for at opnå lovligt beskyttede dokumenter til brug imod Unichem.

10.

Sagsøgeren har med det tiende anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat det almindelige EU-retlige ligebehandlingsprincip ved sin bødeberegning ved at behandle Unichem anderledes end Servier uden en objektiv begrundelse.

11.

Sagsøgeren har med det ellevte anbringende gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte det almindelige EU-retlige proportionalitetsprincip, sine egne retningslinjer for bøder og tidligere fastlagt praksis, da den pålagde Unichem en bøde.

12.

Sagsøgeren har med det tolvte anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF i forhold til sin bødeberegning og sin vurdering af grovheden af Unichems påståede overtrædelse.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/32

—

Såvel Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/488/FUSP af 22. juli 2014 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien som Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2014 af 22. juli 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres, for så vidt som de omfatter sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke har opfyldt kriteriet for opførelse på listen, nemlig at den pågældende person var »ansvarlig[…] for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien«, en person, »der drager fordel af eller støtter regimet«, eller en person med tilknytning til en sådan person. Rådet har ikke godtgjort, at den begrundelse, der blev foreholdt den berørte enhed, var velbegrundet.

2.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Sagsøgeren er på intet tidspunkt blevet forelagt »seriøse og troværdige beviser« eller »konkrete beviser og oplysninger« til støtte for en sag, der kunne begrunde restriktive foranstaltninger over for enheden, som Rettens praksis kræver.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke har givet sagsøgeren en tilstrækkelig begrundelse for enhedens opførelse på listen.

4.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet i alvorlig grad har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende ejendomsret og grundlæggende ret til omdømme. De restriktive foranstaltninger blev pålagt uden behørige garantier for, at sagsøgeren havde adgang til effektivt at tale sin sag over for Rådet. Rådet har ikke godtgjort, at det meget betydelige indgreb i sagsøgerens ejendomsret er begrundet og forholdsmæssigt. Indgrebet over for sagsøgeren har ikke kun haft en finansiel indvirkning, men har også medført en krænkelse af sagsøgerens omdømme.

5.

Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn. I strid med den eneste grund til opførelse af sagsøgeren på listen er der ingen tilgængelige oplysninger om eller beviser på, at sagsøgeren faktisk har ydet »støtte til det syriske regime« og har draget fordel af regimet.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/33

—

Det fastslås, at EFSA har tilsidesat Århuskonventionen, forordning (EF) nr. 1049/2001 og forordning (EF) nr. 1367/2006 i forhold til Kommissionens afgørelse af 10. august 2011,

—

Afgørelse truffet af EFSA den 30. juli 2014 annulleres,

—

EFSA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at EFSA ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i FN's konvention af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«), som godkendt ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005, artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser på Fællesskabets institutioner og organer (»Århusforordningen«) og artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. EFSA har tilsidesat disse bestemmelser, idet den ikke i den anfægtede afgørelse har anerkendt forpligtelserne til at udlevere oplysninger vedrørende emissioner til miljøet, der er indeholdt i de dokumenter, der er begæret aktindsigt i.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at EFSA ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 og dens forpligtelse til i henhold til Århuskonventionens artikel 4, stk. 4, at handle i overensstemmelse med en fortolkning af afvisningsgrunden i artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001, der er i overensstemmelse med Århuskonvention.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/34

—

Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/678/FUSP af 26. september 2014 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og Rådets forordning (EU) nr. 1013/2014 af 26. september 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres, i det omfang de finder anvendelse over for sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Rådet har undladt at opfylde kriteriet for opførelse på listen, nemlig at den omhandlede person var »ansvarlig for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien«, eller en person, »der drager fordel af eller støtter regimet«, eller en person med tilknytning til en sådan person. Rådet har ikke påvist, at den anførte begrundelse over for den omhandlede enhed var velfunderet.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og ret til effektiv domstolsbeskyttelse. Sagsøgeren har på intet tidspunkt fået tilstillet »seriøse og troværdige beviser« eller »konkrete beviser og oplysninger« til støtte for en sag, som kunne retfærdiggøre restriktive foranstaltninger mod den, som Domstolens retspraksis kræver.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet ikke har givet sagsøgeren tilstrækkelige grunde til dets optagelse.

4.

Fjerde anbringende om, at Rådet i alvorlig grad har krænket sagsøgerens grundlæggende ret til ejendomsret og omdømme. De restriktive foranstaltninger blev pålagt uden passende garantier, der satte sagsøgeren i stand til at tage virkningsfuldt til genmæle over for Rådet. Rådet har ikke godtgjort, at det meget væsentlige indgreb i sagsøgerens ejendomsret er berettiget og forholdsmæssigt. Indgrebet over for sagsøgeren rækker ud over en finansiel virkning og har også skadet dens omdømme.

5.

Femte anbringende om, at Rådet foretog en åbenbar fejlvurdering. I strid med den eneste grund for dens opførelse på listen foreligger der ingen oplysninger om eller beviser for, at sagsøgeren faktisk ydede »støtte til det syriske styre« og har draget fordel af styret. Rådet har desuden fejlagtigt benævnt sagsøgeren »Tri Ocean Trading a.k.a. Tri-Ocean Energy, hvilket antyder, at de to juridiske personer er den samme. Sagsøgeren er et selvstændigt selskab, der er adskilt fra Tri Ocean Trading.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/35

—

Artikel 4 i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 annulleres.

—

Artikel 3 og artikel 4, stk. 3 og 4, i Rådets forordning (EF) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.

1.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 296 TEUF

2.

Andet anbringende om, at de anfægtede bestemmelser er støttet på en forkert hjemmel

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af grundlæggende rettigheder

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/36

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5 i forordning nr. 207/2009

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/37

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og regel 22, stk. 3, i forordning nr. 2868/95.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/38

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

DH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/38

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/39

—

Kommissionens afgørelse, journalnummer HR.D.2/AS/ac/Ares(2014) af 5. juni 2014, vedrørende den klage, der blev registreret den 12. februar 2014 ved HR.D.2 — »Klager og overvågning af sager« under journalnummer R/227/14, annulleres.

—

Ansættelsesmyndigheden tilpligtes at anerkende, at ZZ’s datter uden afbrydelser og med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2013 har været under skoleuddannelse og tilskudsberettiget, og dermed fortsat at tildele datteren et børnetilskud og at betale de udgifter, der er afholdt i forbindelse med datterens sygdom, uden afbrydelser og med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2013.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/40

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 5. marts 2014 om afslag på ZZ’s ansøgning af 16. december 2013 om erstatning, og Europa-Parlamentets stiltiende afslag på ZZ’s klage derover af 24. marts 2014, samt subsidiært den efterfølgende udtrykkelige afgørelse om afslag truffet af en ikke identificeret aktør den 29. juli 2014, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale ZZ 30  000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade med tillæg af morarenter på fem procentpoint over basisrentesatsen af 25  000 EUR, regnet fra den 1. februar 2014, og af 5  000 EUR, regnet fra den 1. maj 2014.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i den administrative procedure, og alle de af ZZ afholdte nødvendige omkostninger og udgifter.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/40

—

I henhold til artikel 270 TEUF annulleres afgørelsen, der indeholder meddelelse til personalet nr. 13/14 (afgørelse nr. 2/2014) af 9. januar 2014, der ændrer den ordning, der gælder for rejsedagene efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2014 af bestemmelsen i artikel 7 i bilag V til vedtægten, og meddelelse til personalet nr. 9/14 (afgørelse nr. 12/2014), der ændrer ordningen for rejseudgifter efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2014 af bestemmelsen i artikel 8 i bilag VII til vedtægten, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, EURATOM) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende L 287 af 29. oktober 2013. Påstanden om annullation begrænses til den del af disse meddelelser, der knytter retten til rejseudgifter og rejsedage til udlandstillægget eller det særlige udlandstillæg samt til artikel 6 i meddelelse til personalet nr. 9/14, der indfører nye kriterier for fastsættelsen af hjemstedet.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 1 69  051,96 EUR i erstatning for det lidte økonomiske tab og et beløb på 40  000 EUR for den ikke-økonomiske skade.

—

Rådet tilpligtes at betale erstatning og mora- og udligningsrenter på 6,75 % for det økonomiske tab og den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 448/41

—

Det fastslås, at artikel 7 i bilag V til vedtægten og artikel 8 i bilag VII til vedtægten er ulovlige.

—

Annullation af afgørelsen om ikke længere at tildele rejsedage eller godtgørelse af årlige rejseudgifter til sagsøgerne fra 2014.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.