8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/1

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/2

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/3

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/3

1)

Begrebet »referencelægemiddel« som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13. november 2007, skal fortolkes således, at det omfatter et lægemiddel, for hvilket der er blevet udstedt en markedsføringstilladelse på grundlag af dette direktivs artikel 10a.

2)

Artikel 10 i direktiv 2001/83, som ændret ved forordning nr. 1394/2007, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at indehaveren af en markedsføringstilladelse for et lægemiddel, der er blevet anvendt som referencelægemiddel inden for rammerne af en ansøgning om markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel fra en anden fremstiller, der er indgivet på grundlag af dette direktivs artikel 10, har ret til at anfægte den kompetente myndigheds beslutning om at udstede en markedsføringstilladelse for sidstnævnte lægemiddel, såfremt det drejer sig om at opnå domstolsbeskyttelse af en beføjelse, som denne indehaver indrømmes i henhold til artikel 10. En sådan søgsmålsret foreligger bl.a., når nævnte indehaver forlanger, at virksomhedens lægemiddel ikke anvendes med henblik på opnåelse af en markedsføringstilladelse i henhold til nævnte artikel 10 for et lægemiddel, som virksomhedens eget lægemiddel ikke kan ses som referencelægemiddel for som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra a).

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/4

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/5

1)

Kongeriget Nederlandene frifindes.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/5

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/6

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/7

1)

Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, hvori der er nedlagt påstand om erstatning for skade opstået som følge af påståede overtrædelser af EU-konkurrenceretten, henhører under begrebet »det civil- og handelsretlige område« i denne bestemmelses forstand og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

2)

Artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, hvori der er nedlagt påstand om erstatning for skade opstået som følge af påståede overtrædelser af EU-konkurrenceretten, ikke er en sag vedrørende gyldigheden af beslutninger truffet af selskabsorganer i denne bestemmelses forstand.

3)

Artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at hverken fremgangsmåden for fastsættelse af det beløb, som er genstand for de foreløbige og sikrende retsmidler, der er iværksat ved den retsafgørelse, som der anmodes om anerkendelse og fuldbyrdelse af — når det er muligt at følge det ræsonnement, som førte til fastsættelsen af det pågældende beløb, og selv om der var en klageadgang, som blev benyttet for at anfægte denne beregningsmetode — eller alene en påberåbelse af alvorlige økonomiske konsekvenser udgør grunde til at fastslå en tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, således at det i denne medlemsstat kan nægtes at anerkende og fuldbyrde en sådan retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/8

1)

Artikel 4, stk. 4, sidste punktum, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, skal fortolkes således, at bestemmelsen kun finder anvendelse på en speditøraftale, såfremt hovedformålet med aftalen består i selve transporten af det pågældende gods, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Nævnte konventions artikel 4, stk. 4, skal fortolkes således, at den lov, der finder anvendelse på en aftale om transport af gods, i tilfælde hvor lovvalget ikke kan foretages i henhold til artikel 4, stk. 4, andet punktum, skal fastlægges i henhold til den almindelige regel i samme artikel 4, stk. 1, dvs. at den lov, der finder anvendelse på denne aftale, er loven i det land, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til.

3)

Samme konventions artikel 4, stk. 2, skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor det gøres gældende, at en aftale har sin nærmeste tilknytning til et andet land end det land, hvis lov finder anvendelse i henhold til den i denne bestemmelse indeholdte formodning, skal den nationale ret sammenligne den tilknytning, som aftalen har til henholdsvis det land, hvis lov finder anvendelse i henhold til formodningen, og det andet omhandlede land. I denne henseende skal den nationale ret tage hensyn til samtlige omstændigheder, herunder hvorvidt der foreligger andre aftaler, der er forbundet med den omhandlede aftale.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/8

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/9

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/10

1)

Den Europæiske Unions Rets dom Spanien mod Kommissionen (T-384/10, EU:T:2013:277) ophæves.

2)

Kommissionens beslutning K(2010) 4147 af 30. juni 2010 om nedsættelse af støtten fra Samhørighedsfonden til følgende projekter eller projektgrupper: »Vandforsyning til bebyggelser i floden Guadianas vandområde: regionen Andévalo« (2000.ES.16.C.PE.133), »Behandling og rensning i floden Guadalquivirs vandområde: Guadaira, Aljarafe og Guadalquivirs EE NN PP« (2000.ES.16.C.PE.066) og »Vandforsyning til flerkommunale systemer i provinserne Granada og Malaga« (2000.ES.16.C.PE.061) annulleres.

3)

Europa-Kommissionen betaler Kongeriget Spaniens sagsomkostninger og bærer sine egne omkostninger, både i sagen i første instans og i appelsagen.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/10

1)

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at det bevis for de indførte varers oprindelse, som toldmyndighederne har ført på grundlag af national procesret, baseres på resultaterne af tredjemands undersøgelse, som denne tredjemand ikke vil give nærmere oplysninger om hverken til toldmyndighederne eller til angiveren med den følge, at det gøres vanskeligt eller umuligt at efterprøve eller modbevise rigtigheden af den dragne konklusion, under forudsætning af at effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet er overholdt. Det påhviler den nationale ret at afgøre, om dette er tilfældet i hovedsagen.

2)

I et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, og hvis det antages, at toldmyndighederne ikke kan give yderligere oplysninger om den foretagne undersøgelse, skal spørgsmålet om, hvorvidt toldmyndighederne skal medvirke ved den berørte parts begæring om på egen regning at foretage en undersøgelse i det af denne angivne oprindelsesland, og spørgsmålet om, hvorvidt det har nogen betydning, at dele af vareprøverne blev opbevaret i en periode, og at den berørte part havde kunnet få rådighed over disse med henblik på undersøgelse i et andet laboratorium, og hvorvidt toldmyndighederne i givet fald skulle have gjort den berørte part opmærksom på, at der stadigt var dele af vareprøverne til rådighed, og at den pågældende kunne anmode om at få disse prøver udleveret med henblik på en sådan undersøgelse, undersøges på grundlag af national procesret.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/11

1)

Artikel 138, stk. 1, og artikel 139, stk. 1, andet afsnit, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/88/EU af 7. december 2010, skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er til hinder for, at en afgiftsmyndighed i en medlemsstat afslår at indrømme ret til momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet med den begrundelse, at erhververen ikke var momsregistreret i en anden medlemsstat, og at leverandøren hverken har godtgjort ægtheden af den underskrift, der er påført de dokumenter, som leverandøren har fremlagt til støtte for sin angivelse af den levering, der hævdes at være fritaget, eller repræsentationsbemyndigelsen for den person, der har underskrevet disse dokumenter på erhververens vegne, selv om de dokumenter, der til støtte for angivelsen blev fremlagt af leverandøren som bevis for retten til fritagelse, var i overensstemmelse med den liste over dokumenter, som i henhold til national ret skal fremlægges for nævnte myndighed, og i første omgang blev accepteret af denne myndighed som bevis for retten til fritagelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 138, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/88, skal fortolkes således, at den har direkte virkning, således at afgiftspligtige personer over for staten kan påberåbe sig bestemmelsen ved de nationale retter med henblik på at opnå momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/12

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/12

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/13

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/13

1)

Appellen forkastes.

2)

British Telecommunications plc og BT Pension Scheme Trustees Ltd betaler sagens omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/14

1)

Appellen forkastes.

2)

Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/14

1)

Artikel 2, nr. 11), og artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor et barn er blevet fjernet i overensstemmelse med en foreløbigt eksigibel retsafgørelse, som efterfølgende er blevet ophævet ved en retsafgørelse, som fastsætter barnets opholdssted hos den forælder, der bor i domsstaten, skal retten i den medlemsstat, hvortil barnet er blevet fjernet, for hvilken der er indbragt en anmodning om barnets tilbagegivelse, efterprøve, om barnet stadig havde sit sædvanlige opholdssted i domsstaten før den påståede ulovlige tilbageholdelse, idet den herved skal foretage en vurdering af samtlige særlige omstændigheder i den foreliggende sag. Inden for rammerne af denne vurdering skal der tages hensyn til den omstændighed, at den retsafgørelse, som tillod fjernelsen, var foreløbigt eksigibel og var blevet appelleret.

2)

Forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor et barn er blevet fjernet i overensstemmelse med en foreløbigt eksigibel retsafgørelse, som efterfølgende er blevet ophævet ved en retsafgørelse, som fastsætter barnets opholdssted hos den forælder, der bor i domsstaten, er den manglende tilbagegivelse af barnet til denne medlemsstat efter denne efterfølgende retsafgørelse ulovlig, og denne forordnings artikel 11 finder anvendelse, såfremt barnet stadig havde sit sædvanlige opholdssted i domsstaten umiddelbart før tilbageholdelsen. Hvis det derimod fastslås, at barnet på dette tidspunkt ikke længere havde sit sædvanlige opholdssted i domsstaten, træffes afgørelsen om afslag på en anmodning om tilbagegivelse på grundlag af denne bestemmelse med forbehold af anvendelsen af reglerne vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, som er fastsat i samme forordnings kapitel III.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/15

1)

Skal artikel 2, stk. 1, artikel 3, litra a), samt bilag I A og bilag I B til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF (1) af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) og/eller artikel 2, stk. 1, litra a), artikel 3, stk. 1, litra a), samt bilag I og bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU (2) af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) fortolkes således, at (garageport)motorer, der drives af en elektrisk spænding på ca. 220-240 V, og som er bestemt til sammen med (garage)porten at blive indbygget i de tekniske installationer, er omfattet af begrebet elektrisk og elektronisk udstyr, navnlig af begrebet elektrisk og elektronisk værktøj?

2)

Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende:

Skal bilag I A, nr. 6, og bilag I B, nr. 6, til direktiv 2002/96/EF og/eller artikel 3, stk. 1, litra b), bilag I, nr. 6, bilag II, nr. 6, til direktiv 2012/19/EU fortolkes således, at (garageport)motorer i henhold til spørgsmål 1) skal betragtes som en del af stationære industrielle værktøjer i stor skala som omhandlet i disse bestemmelser?

3)

Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende og spørgsmål 2) benægtende:

Skal artikel 2, stk. 1, i direktiv 2002/96/EF og/eller artikel 2, stk. 3, litra b), i direktiv 2012/19/EU fortolkes således, at (garageport)motorer i henhold til spørgsmål 1) skal betragtes som en del af en anden type udstyr, der ikke er omfattet af det pågældende direktivs anvendelsesområde?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/16

1)

Skal den usædvanlige omstændighed, der henvises til i forordningens artikel 5, stk. 3 (1), direkte vedrøre den reserverede flyvning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Hvor mange tidligere flyvninger med det fly, der er tiltænkt at skulle foretage den planlagte flyvning, er relevant for bedømmelsen af, om der foreligger en usædvanlig omstændighed? Foreligger der en tidsmæssig begrænsning vedrørende hensyntagen til usædvanlige omstændigheder i relation til tidligere flyvninger? Og i bekræftende fald hvordan skal den fastlægges?

3)

Såfremt usædvanlige omstændigheder, der indtræffer ved tidligere flyvninger, ligeledes er relevante for en senere flyafgang, spørges: Skal de forholdsregler, som det transporterende luftfartsselskab skal træffe i medfør af forordningens artikel 5, stk. 3, kun vedrøre afværgelsen af den usædvanlige omstændighed, eller skal de også vedrøre imødegåelse af en længere forsinkelse?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/16

1)

Skal beskrivelsen af den toldvare, der benævnes »Light air cured« tobak under KN-kode 2401 10 35 i kapitel 24 (»TOBAK OG FABRIKEREDE TOBAKSERSTATNINGER«) i Kommissionens forordninger (EU) nr. 861/2010 (1) om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif [udelades], fortolkes således, at den alene omfatter air-cured tobak, ikke strippet,

2)

Skal begrebet »toldsuspensionsprocedure eller -ordning« i artikel 4, nr. 6, i Rådets direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF, fortolkes således, at det også omfatter et tilfælde, hvor en toldvare (en punktafgiftspligtig vare) er under ekstern forsendelse, midlertidig oplagring eller toldoplag i henhold til ledsagedokumenter, hvori der er angivet en urigtig toldposition (KN 2403 10 9000 i stedet for KN 2401 10 35), men hvor det relevante kapitel (kapitel 24 — tobak) samt alle de øvrige oplysninger i de pågældende dokumenter (containernummer, mængde, nettovægt) er korrekte, og hvor plomberne ikke er blevet brudt?

(Dvs. at der skal tages stilling til, om en bestemt vare kan underlægges en toldsuspensionsprocedure eller -ordning, når der i dens ledsagedokumenter er foretaget en korrekt angivelse af kapitlet i den fælles toldtarif, men en urigtig angivelse af den konkrete toldposition).

3)

Skal begrebet »indførsel« i artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 2008/118/EF (2) om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF, samt begrebet »indførsel af punktafgiftspligtige varer« i samme direktivs artikel 4, nr. 8, fortolkes således, at de også omfatter et tilfælde, hvor der ikke er overensstemmelse mellem toldpositionen på den faktiske vare, som er under ekstern forsendelse, og den toldposition, der fremgår af varens ledsagedokumenter, når der henses til, at der ud over denne forskel er overensstemmelse mellem såvel angivelsen af kapitel (i det foreliggende tilfælde kapitel 24 — tobak) som den faktiske vares mængde og nettovægt og oplysningerne i ledsagedokumenterne?

4)

Er en vare, som er underlagt en toldsuspensionsprocedure eller -ordning, omfattet af de uregelmæssigheder, der er opregnet i artikel 38 i Rådets direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter, når varens ledsagedokumenter indeholder en urigtig KN-varebeskrivelse i henhold til bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved forordning (EU) nr. 861/2010?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/17

1)

I forbindelse med identifikationen af den person, der leverer en ydelse i momsmæssig forstand, og med henblik på at undersøge, om transaktionen er af fiktiv karakter, uden noget faktisk økonomisk og kommercielt indhold, og alene er gennemført med det formål at opnå en afgiftsfordel, er det i henhold til artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, og artikel 43 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter »momsdirektivet«) af nogen fortolkningsmæssig betydning, at administratoren og eneejeren af det handelsselskab, der udsteder licensen, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er den samme fysiske person, som har skabt den ved licensaftalen overførte know-how?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har det da nogen betydning i forbindelse med anvendelsen af momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, og artikel 43 og for vurderingen af, om der foreligger misbrug, at denne fysiske person uformelt øver eller kan øve indflydelse på driften af det handelsselskab, der har erhvervet licensen, og på den pågældende virksomheds beslutninger? Kan det have betydning for denne fortolkning, om den person, der har skabt den pågældende know-how, direkte eller indirekte deltager eller kan deltage i virksomhedens beslutningsproces med hensyn til leveringen af den ydelse, der er baseret på den pågældende know-how, ved at yde professionel rådgivning eller rådgive omkring udviklingen og udnyttelsen af denne know-how?

3)

Har det under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede — og henset til indholdet af det andet spørgsmål — betydning for identifikationen af den person, der leverer ydelsen i momsmæssig forstand, samt for undersøgelsen af den underliggende kontraktlige transaktion, at skaberen af den pågældende know-how som fysisk person øver indflydelse, eller rettere sagt bestemmende indflydelse, eller udstikker retningslinjer for, hvordan den ydelse, der er baseret på denne know-how, skal leveres?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, hvilke forhold skal der da tages hensyn til i forbindelse med fastsættelsen af omfanget af denne indflydelse eller disse retningslinjer? Sagt på en anden måde: På baggrund af hvilke kriterier kan det fastslås, at der øves en bestemmende indflydelse på leveringen af tjenesteydelsen, og at den underliggende transaktions faktiske økonomiske indhold er blevet gennemført til fordel for den virksomhed, der udsteder licensen?

5)

Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede har det i forbindelse med undersøgelsen af, om der er opnået en afgiftsfordel, betydning for undersøgelsen af forholdet mellem de økonomiske aktører og de personer, der medvirker i transaktionen, om de afgiftspligtige personer, der har deltaget i den omtvistede kontraktlige transaktion med henblik på afgiftsunddragelse, er juridiske personer, når afgiftsmyndigheden i en medlemsstat fastslår, at en fysisk person har truffet strategiske og driftsmæssige beslutninger ved udnyttelsen [af know-how’en]? Såfremt dette er tilfældet, skal det da tages i betragtning, i hvilken medlemsstat den fysiske person har truffet disse beslutninger? Såfremt det under omstændigheder som i den foreliggende sag kan fastslås, at parternes kontraktmæssige stilling ikke har afgørende betydning, har det da betydning for fortolkningen, om forvaltningen af de tekniske instrumenter, menneskelige ressourcer og finansielle transaktioner, der er nødvendige for at kunne levere den omhandlede internetbaserede ydelse, overdrages til underentreprenører?

6)

Såfremt det kan konstateres, at vilkårene i licensaftalen ikke har et faktisk økonomisk indhold, vil omkvalificeringen af aftalevilkårene og genoprettelsen af den situation, der ville have været gældende, hvis den transaktion, hvorved misbruget kommer til udtryk, ikke havde fundet sted, da indebære, at medlemsstatens afgiftsmyndighed kan fastslå, at leveringen har fundet sted i en anden medlemsstat, og at afgiften således også skal opkræves dér, selv om den virksomhed, der har erhvervet licensen, har betalt den pålagte afgift i den medlemsstat, hvori virksomheden har sit hjemsted, i overensstemmelse med de lovmæssige krav i denne medlemsstat?

7)

Skal artikel 49 TEUF og artikel 56 TEUF fortolkes således, at udformningen af en aftale som den, der er genstand for tvisten i hovedsagen, er i strid med disse bestemmelser og kan udgøre et misbrug af den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser, når det i aftalen bestemmes, at en virksomhed, som er afgiftspligtig i en medlemsstat, ved en licensaftale overdrager den nødvendige know-how til at levere tjenesteydelser med voksent indhold via en interaktiv, internetbaseret kommunikationsteknologi, samt retten til at anvende denne, til en virksomhed, som er afgiftspligtig i en anden medlemsstat, under omstændigheder, som er kendetegnet ved, at momsbyrden i den medlemsstat, hvori den virksomhed, der har erhvervet licensen, har sit hjemsted, er mere fordelagtig for så vidt angår leveringen af den overførte tjenesteydelse?

8)

Ud over den afgiftsfordel, der angiveligt kan opnås, hvilken betydning skal der da — under omstændigheder som de i hovedagen omhandlede — tillægges de kommercielle overvejelser, som er foretaget af den virksomhed, der udsteder licensen? Har det navnlig i denne forbindelse betydning for fortolkningen, om administratoren og eneejeren af det handelsselskab, der udsteder licensen, er den samme fysiske person, som oprindeligt har skabt den pågældende know-how?

9)

Kan der ved undersøgelsen af misbruget tages hensyn til omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, såsom de tekniske og infrastrukturmæssige data vedrørende indførelsen og gennemførelsen af den tjenesteydelse, der er genstand for den omtvistede transaktion, samt forberedelsen heraf, og de menneskelige ressourcer, som den virksomhed, der har udstedt licensen til at levere den pågældende tjenesteydelse, råder over, og hvor stor betydning har disse omstændigheder i bekræftende fald?

10)

Skal momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, artikel 43 og artikel 273, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 325 TEUF i den situation, der foreligger i nærværende sag, fortolkes således, at medlemsstatens afgiftsmyndighed — for at sikre en effektiv opfyldelse af EU-medlemsstaternes pligt til faktisk og rettidigt at modtage det fulde momsbeløb og til at undgå de budgetmæssige tab, der følger af svig og afgiftsunddragelse på tværs af medlemsstaternes grænser — i forbindelse med en levering af tjenesteydelser, og med henblik på at identificere den person, der leverer tjenesteydelsen, har beføjelse til under bevisfasen i den administrative afgiftsprocedure, og med henblik på at belyse sagens faktiske omstændigheder, at tillade oplysninger, informationer og bevismidler og dermed også protokoller over oplysninger, som er indsamlet af afgiftsmyndighedens efterforskningsafdeling uden den afgiftspligtiges vidende inden for rammerne af en straffesag, samt til at anvende disse og lægge dem til grund for sin fastsættelse af de afgiftsmæssige sanktioner? Skal bestemmelserne endvidere fortolkes således, at den forvaltningsdomstol, som behandler den sag, der er anlagt til prøvelse af den af medlemsstatens afgiftsmyndighed trufne afgørelse, må foretage en bedømmelse af disse elementer i forbindelse med bevisførelsen med henblik på at undersøge lovligheden heraf?

11)

Skal momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 24, stk. 1, artikel 43 og artikel 273, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 325 TEUF i den situation, der foreligger i nærværende sag, fortolkes således, at beføjelsen til at anvende de midler, som medlemsstatens afgiftsmyndighed råder over — for at sikre en effektiv opfyldelse af EU-medlemsstaternes pligt til faktisk og rettidigt at modtage det fulde momsbeløb og til at sørge for, at de forpligtelser, der pålægges den afgiftspligtige, bliver opfyldt — omfatter en beføjelse til, at den pågældende myndighed kan anvende de bevismidler, der oprindeligt blev indhentet i forbindelse med en straffesag, til at bekæmpe skatteunddragelse, selv når det i henhold til national ret ikke er tilladt at indsamle oplysninger uden den pågældendes vidende i forbindelse med en administrativ procedure, der har til formål at bekæmpe skatteunddragelse, eller en sådan indsamling inden for rammerne af en straffesag er betinget af garantier, som ikke foreskrives i den administrative afgiftsprocedure, idet den administrative myndighed samtidig gives beføjelse til at handle i overensstemmelse med princippet om fri bevisførelse?

12)

Er artikel 8, stk. 2, EMRK, sammenholdt med chartrets artikel 52, stk. 2, til hinder for, at medlemsstatens afgiftsmyndighed kan gives en sådan beføjelse som omhandlet i spørgsmål 10 og 11, eller kan det under omstændigheder som i nærværende sag anses for begrundet med henblik på bekæmpelse af afgiftsunddragelse i forbindelse med en administrativ afgiftsprocedure at anvende de konklusioner, der kan udledes af de oplysninger, der er indsamlet uden den pågældendes vidende, med henblik på effektiv oppebærelse af afgiften og af hensyn til »landets økonomiske velfærd«?

13)

Såfremt det af besvarelsen af spørgsmål 10-12 kan udledes, at medlemsstatens afgiftsmyndighed må anvende sådanne bevismidler i den administrative procedure, har medlemsstatens afgiftsmyndighed da — med henblik på at sikre den effektive virkning af retten til god forvaltning og retten til forsvar i henhold til bestemmelserne i chartrets artikel 7, 8, 41 og 48, sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1 — en absolut forpligtelse til at høre den afgiftspligtige under den administrative procedure, til at garantere vedkommende adgang til de konklusioner, der udledes af de oplysninger, som er indhentet uden dennes vidende, og til at respektere det formål, hvortil oplysningerne i disse bevismidler er blevet indsamlet, eller er den omstændighed, at de oplysninger, der i sidstnævnte tilfælde er indsamlet uden den pågældendes vidende, alene er bestemt til en efterforskning af strafferetlig karakter, i sig selv til hinder for, at disse bevismidler kan anvendes?

14)

I tilfælde af, at der indsamles og anvendes bevismidler i strid med bestemmelserne i chartrets artikel 7, 8, 41 og 48, sammenholdt med chartrets artikel 47, er en national ordning, hvorefter en retlig anfægtelse af lovligheden af afgørelser truffet i afgiftssager i henhold til denne lovgivning alene kan tages til følge og lede til annullation af den pågældende afgørelse, hvis der henset til sagens omstændigheder foreligger en konkret mulighed for, at den anfægtede afgørelse ville have været anderledes, såfremt der ikke havde foreligget en processuel fejl, og såfremt denne processuelle fejl endvidere har haft indvirkning på sagsøgerens materielle retsstilling, eller skal de processuelle fejl, der begås på denne måde, anskues i en bredere sammenhæng, uanset hvilken indvirkning den processuelle fejl, der er i strid med chartrets bestemmelser, måtte have på sagens udfald, i overensstemmelse med retten til adgang til effektive retsmidler?

15)

Forudsætter den effektive virkning af chartrets artikel 47, at den forvaltningsdomstol, der behandler søgsmålet mod den af medlemsstatens afgiftsmyndighed trufne administrative afgørelse, i et tilfælde som i den foreliggende sag har mulighed for at efterprøve, om tilvejebringelsen af de bevismidler, der er blevet indsamlet uden den pågældende persons vidende i forbindelse med en straffesag, er lovlig, navnlig når den afgiftspligtige person, mod hvem der sideløbende er blevet anlagt en straffesag, hverken har kendskab til denne dokumentation, eller har haft mulighed for at anfægte lovligheden heraf ved en domstol?

16)

Henset ligeledes til det sjette spørgsmål, skal Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (2) om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift, navnlig i lyset af syvende betragtning hertil, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne med henblik på opkrævningen af det skyldige afgiftsbeløb bør samarbejde om at hjælpe til at sikre en korrekt momsansættelse, og at de derfor ikke alene skal sikre en korrekt anvendelse af afgiftsbeløb, der er skyldige på deres eget område, men også bør yde bistand til andre medlemsstater for at sikre en korrekt anvendelse af afgiftsbeløb, som er knyttet til en aktivitet, der udføres på deres eget område, men som er skyldige i en anden medlemsstat, da fortolkes således, at den afgiftsmyndighed i medlemsstaten, der under faktiske omstændigheder som de i nærværende sag, opdager afgiftsskylden, skal rette henvendelse til afgiftsmyndigheden i den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person, som har været genstand for afgiftskontrollen, allerede har opfyldt sin betalingsforpligtelse med hensyn til afgiften?

17)

Såfremt spørgsmål 16 besvares bekræftende, ønskes følgende oplyst: Hvis afgørelser af denne art truffet af medlemsstatens afgiftsmyndighed anfægtes ved en domstol, og denne konstaterer, at disse afgørelser er behæftet med en processuel mangel på grund af fejl ved tilvejebringelsen af oplysninger eller ved anmodningen herom, hvilken konklusion skal den domstol, der behandler sagen mod de af medlemsstatens afgiftsmyndighed trufne administrative afgørelser, da træffe, når der ligeledes tages hensyn til indholdet i spørgsmål 14?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/20

1)

Er EU-retten, og herunder navnlig artikel 78, litra a), i direktiv 2006/112/EF (1) til hinder for [udelades], at den af den gasleverandøren betalte TOS overvæltes på den endelige forbruger uden nogen form for tillæg og særskilt i forhold til den pris, som forbrugeren skal betale for den gas, der forbruges, dvs. uden at afgiften inkluderes i denne pris?

Er svaret på dette spørgsmål benægtende, stilles følgende spørgsmål:

2)

Er EU-retten, navnlig artikel 73 og 79 i direktiv 2006/112/EF til hinder for [udelades], at den af den gasleverandøren betalte TOS ikke medregnes i afgiftsgrundlaget for momsen, når den overvæltes på den endelige forbruger uden nogen form for tillæg og særskilt i forhold til den pris, som forbrugeren skal betale for den gas, der forbruges?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/21

1)

Er den ungarske nationale praksis, hvorefter en privatperson, som ikke ønsker at udøve momspligtig virksomhed — og som ikke overskrider den tærskel, inden for hvilken der kan vælges afgiftsfritagelse — er forpligtet til at anmelde denne virksomhed, i overensstemmelse med anmeldelsesforpligtelsen i momsdirektivets (1) artikel 213, stk. 1, og artikel 214, stk. 1?

2)

Kan skattemyndigheden under en efterfølgende kontrol straffe den manglende anmeldelse, når tærsklen for afgiftsfritagelse ikke er overskredet?

3)

Kan skattemyndigheden under en efterfølgende kontrol fratage en privatperson dennes bestemmelsesret og under tilsidesættelse af princippet om en retfærdig rettergang udelukke en afgiftspligtigs mulighed for at vælge afgiftsfritagelse?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/21

1)

Udgør et pålæg om at tage bopæl inden for et geografisk begrænset område (kommune, distrikt, region) i medlemsstaten en begrænsning af bevægelsesfriheden som omhandlet i artikel 33 i direktiv 2011/95/EU (1), når den pågældende udlænding i øvrigt kan færdes og opholde sig frit på medlemsstatens område?

2)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med ønsket om at opnå en rimelig fordeling af de offentlige byrder med hensyn til social bistand på de enkelte administrative enheder inden for statens område?

3)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med migrations- eller integrationspolitiske hensyn, for eksempel at undgå, at der opstår sociale brændpunkter som følge af udlændinges koncentrerede bosættelse i visse kommuner eller distrikter? Er abstrakte migrations- eller integrationspolitiske hensyn i så henseende tilstrækkelige, eller skal sådanne omstændigheder konstateres konkret?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/22

1)

Udgør et pålæg om at tage bopæl inden for et geografisk begrænset område (kommune, distrikt, region) i medlemsstaten en begrænsning af bevægelsesfriheden som omhandlet i artikel 33 i direktiv 2011/95/EU (1), når den pågældende udlænding i øvrigt kan færdes og opholde sig frit på medlemsstatens område?

2)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med ønsket om at opnå en rimelig fordeling af de offentlige byrder med hensyn til social bistand på de enkelte administrative enheder inden for statens område?

3)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med migrations- eller integrationspolitiske hensyn, for eksempel at undgå, at der opstår sociale brændpunkter som følge af udlændinges koncentrerede bosættelse i visse kommuner eller distrikter? Er abstrakte migrations- eller integrationspolitiske hensyn i så henseende tilstrækkelige, eller skal sådanne omstændigheder konstateres konkret?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/23

1)

Udgør et pålæg om at tage bopæl inden for et geografisk begrænset område (kommune, distrikt, region) i medlemsstaten en begrænsning af bevægelsesfriheden som omhandlet i artikel 33 i direktiv 2011/95/EU (1), når den pågældende udlænding i øvrigt kan færdes og opholde sig frit på medlemsstatens område?

2)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med ønsket om at opnå en rimelig fordeling af de offentlige byrder med hensyn til social bistand på de enkelte administrative enheder inden for statens område?

3)

Er et pålæg om bopæl over for personer med subsidiær beskyttelsesstatus foreneligt med artikel 33 og/eller artikel 29 i direktiv 2011/95/EU, når det begrundes med migrations- eller integrationspolitiske hensyn, for eksempel at undgå, at der opstår sociale brændpunkter som følge af udlændinges koncentrerede bosættelse i visse kommuner eller distrikter? Er abstrakte migrations- eller integrationspolitiske hensyn i så henseende tilstrækkelige, eller skal sådanne omstændigheder konstateres konkret?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/23

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/24

1)

Skal artikel 49 TEUF ff. og artikel 56 TEUF ff. samt principperne i EU-Domstolens dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10] fortolkes således, at de er til hinder for, at der udbydes koncessioner med en kortere varighed end de tidligere udstedte koncessioner, såfremt det omhandlede udbud er blevet afholdt for at afhjælpe konsekvenserne af, at en række erhvervsdrivende ulovligt er blevet udelukket fra udbudsrunderne?

2)

Skal artikel 49 TEUF ff. og artikel 56 TEUF ff. samt principperne i EU-Domstolens nævnte dom af 16. februar 2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-77/10] fortolkes således, at de er til hinder for, at behovet for omorganisering af systemet, således at udløbstidspunktet for alle koncessioner synkroniseres, kan begrunde, at koncessionerne i udbud har en kortere varighed end de tidligere tildelte koncessioner?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/24

1)

Skal artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra b), i direktiv 2006/112 (1) fortolkes således, at begrebet »ydelse« også omfatter abonnementsaftaler om levering af rådgivningsydelser som de i hovedsagen omhandlede, hvor tjenesteyderen, som råder over kvalificerede medarbejdere til at levere ydelserne, har stillet sig til rådighed for kunden i aftalens løbetid og har forpligtet sig til at undlade at indgå aftaler med tilsvarende indhold med kundens konkurrenter?

2)

Skal artikel 64, stk. 1, og artikel 63 i direktiv 2006/112 fortolkes således, at afgiftspligten i forbindelse med rådgivningsydelser i abonnement indtræder ved udløbet af den periode, for hvilken betalingen er aftalt, uden at det kommer an på, om og hvor ofte kunden har gjort brug af de ydelser, som rådgiveren har stillet sig til rådighed for kunden for?

3)

Skal artikel 62, stk. 2, i direktiv 2006/112 fortolkes således, at den, som leverer ydelserne i henhold til en abonnementsaftale om rådgivning, er forpligtet til at opkræve moms for ydelserne ved udløbet af den periode, for hvilken der er aftalt betaling for abonnementet, eller opstår denne pligt først, hvis kunden har gjort brug af rådgiverens ydelser i den pågældende afgiftsperiode?

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/25

—

Det fastslås, at Kongeriget Danmark, ved at opretholde en retstilstand hvor salg af løs snus er tilladt i strid med artikel 8, sammenholdt med artikel 2, nr. 4, i direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer (1), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

—

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/26

1)

Personaleomkostningerne for H., der beløber sig til 56,76 EUR, rejseomkostningerne, der beløber sig til 1  354,08 EUR og udgifterne til tjenesteydelser, der beløber sig til 351,82 EUR, som er afholdt af Technische Universität Dresden i forbindelse med gennemførelsen af kontrakten med referencenummeret 2003114 (SI2.377438), vedrørende finansiering af projektet »Collection of European Data on Lifestyle Health Determinants — Coordinating Party (LiS)« under Fællesskabets handlingsprogram for folkesundhed (2003-2008) er støtteberettigede, hvorfor Europa-Kommissionens fordring vedrørende disse beløb, som er indeholdt i debetnota nr. 3241011712 af 4. november 2010, er ubegrundet.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Technische Universität Dresden betaler sagens omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/27

1)

Afgørelse truffet den 11. oktober 2012 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (forenede sager R 274/2011-4 og R 520/2011-4), annulleres.

2)

Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler Xavier Grau Ferrers omkostninger.

3)

Juan Cándido Rubio Ferrer og Alberto Rubio Ferrer bærer deres egne omkostninger.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/27

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/28

—

Det fastslås, at de sagsøgte har undladt at vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser med henblik på fuld anvendelse af de generelle EU-retlige principper, herunder direktivet om tidsbegrænset ansættelse, i forhold til sagsøgerne efter deres afskedigelse fra det tidligere Olympic Airways, hvilken afskedigelse blev pålagt ved en afgørelse truffet af Europa-Kommissionen og gennemført i græsk ret ved lov nr. 3717/2008.

—

Sagsøgerne og samtlige de arbejdstagere, som blev afskediget fra det tidligere Olympic Airways gives gennem en EU-retsakt med direkte virkning — direktiv, forordning eller anden retsforskrift — mulighed for at modtage den erstatning, de ville have været berettiget til som fastansatte efter den pålagte afskedigelse/pensionering fra Olympic Airways.

—

Hver af sagsøgerne tilkendes en erstatning svarende til 3 00  000 EUR ved en EU-retsakt med direkte virkning — direktiv, forordning eller anden retsforskrift — for det chok, de bekymringer, den grove tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder og den for tidlige afbrydelse af deres arbejdsliv, som de har været udsat for.

1.

Første anbringende: lov nr. 3717/2008, hvorved det bestemmes, at Olympic Airways nedlægges og alle midlertidigt ansatte afskediges, udgør en egentlig EU-retsakt, der i det væsentlige blev pålagt af Den Europæiske Unions institutioner, navnlig ECB og Europa-Kommissionen, og alle de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som den græske regering har vedtaget, er blevet pålagt og vedtaget efter anbefalinger og nærmere bestemt efter en afgørelse truffet af Eurogruppen, ECOFIN, ECB og Europa-Kommissionen.

2.

Andet anbringende: Den omstændighed, at de midlertidigt ansatte ved det tidligere Olympic Airways ikke blev sidestillet med andre ansatte med tidsubegrænset ansættelse i Olympic Airways, og at de ikke udtrykkeligt er blevet godtgjort deres tab ved fratrædelsen fra dette selskab, indebærer, at de direkte og personligt har lidt alvorlig skade og ikke fuldt ud kan udøve deres grundlæggende rettigheder.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/29

—

Det fastslås, at de sagsøgte har undladt at vedtage de love og administrative bestemmelser, som er nødvendige med henblik på udtrykkeligt at undtage de af sagsøgerne erhvervede statsobligationer fra den obligatoriske deltagelse i PSI, som indehavere af græske statsobligationer i Grækenland er blevet pålagt.

—

Sagsøgerne gives gennem en EU-retsakt med direkte virkning — direktiv, forordning eller anden EU-retlig forskrift — mulighed for, at opnå 100 % af værdien af de obligationer, som blev omfattet af PSI, selv om sagsøgerne ikke var blevet hverken hørt herom eller havde givet deres samtykke.

—

Hver af sagsøgerne tilkendes en erstatning svarende til 5 00  000 EUR ved en EU-retsakt med direkte virkning — direktiv, forordning eller anden EU-retlig forskrift — for de bekymringer, de skader og den grove tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, som de har været udsat for.

1.

Første anbringende: De lovbestemmelser og andre retsakter, som bevirker, at indehavere af græske statsobligationer i Grækenland er tvunget til at deltage i PSI, udgør reelt EU-retsakter.

2.

Andet anbringende: De foranstaltninger, som er vedtaget af den græske regering med henblik på at imødegå den offentlige græske gæld, er i det væsentlige pålagt af Den Europæiske Unions institutioner og navnlig af ECB og Europa-Kommissionen.

3.

Tredje anbringende: De sagsøgte har undladt at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft med henblik på udtrykkeligt at kunne udelukke sagsøgernes græske statsobligationer i retsakterne fra Ministerrådet, der fastsatte betingelserne for anvendelsen af PSI i Grækenland.

4.

Fjerde anbringende: Den omstændighed, at sagsøgerne ikke udtrykkeligt er udelukket fra deltagelse i PSI, indebærer, at de direkte og personligt har lidt alvorlig skade og ikke kan udøve deres grundlæggende rettigheder.

5.

Femte anbringende: Alle den græske stats love og administrative bestemmelser er blevet vedtaget på baggrund af henstillinger eller nærmere bestemt på baggrund af afgørelser fra Eurogruppen, ØKOFIN, ECB og Europa-Kommissionen.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/29

—

Kommissionens afgørelse K(2014) 3192 endelig af 26. maj 2014 i statsstøttesag SA.38517 (2014/NN) Micula mod Rumænien (ICSID voldgiftskendelse), hvorved Rumænien blev pålagt at afbryde enhver handling, som kunne føre til fuldbyrdelse eller gennemførelse af voldgiftskendelsen af 11. december 2013 afsagt af en voldgiftsdomstol, der blev nedsat under Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID), i sagen Ioan Micula, Viorel Micula m.fl. mod Rumænien (ICSID sag nr. ARB/05/20), idet Kommissionen vurderede, at en gennemførelse af voldgiftskendelsen vil udgøre ulovlig statsstøtte, indtil Kommissionen har truffet endelig afgørelse om denne statsstøttes forenelighed med det indre marked, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om manglende kompetence.

2.

Andet anbringende om en åbenbar retlig fejl og et åbenbart fejlagtigt skøn.

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/30

—

Afgørelse af 9. juli 2014 i sag SA.32009 (2011/C) annulleres i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt som det deri fastslås, at det beløb, der overstiger 17 mio. EUR (2 8 2 57  273 EUR) af den ansøgte støtte på 4 5 2 57  273 EUR, er uforenelig med det indre marked.

—

Subsidiært annulleres afgørelsen af 9. juli 2014 i sag SA.32009 (2011/C) i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt som det deri fastslås, at det beløb, der i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) nr. 800/2008 (1) ikke skal anmeldes, på 22,5 mio. EUR er uforeneligt med det indre marked.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende: En tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF

2.

Andet anbringende: En tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF

3.

Subsidiært anbringende: En tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF og af forordning nr. 800/2008

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/31

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse K(2014) 6030 endelig af 19. august 2014 om markedsføringstilladelser til humanmedicinske lægemidler til lokal anvendelse med høje estradiol-koncentrationer i henhold til artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF annulleres, for så vidt som den forpligter medlemsstaterne til, for de i bilag I til gennemførelsesafgørelsen opførte og ikkeopførte lægemidler med en massefraktion af estradiol på 0,01 % for lokal anvendelse, at tage hensyn til de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af gennemførelsesafgørelsen, med undtagelse af den begrænsning, at de i bilag I til gennemførelsesafgørelsen opførte lægemidler med en massefraktion på 0,01 % til lokal anvendelse kun må anvendes intravaginalt.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 31 ff. i direktiv 2001/83/EF (1)

2.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 116, første punktum, og artikel 126, første punktum, i direktiv 2001/83/EF

3.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet

8.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 439/33

—

Afgørelsen annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at Lupin har overtrådt artikel 101 TEUF, og/eller

—

den bøde, Lupin er blevet pålagt, annulleres eller nedsættes, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har begået en retlig fejl, for så vidt som den fastslog, at sagsøgeren havde begået en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål af artikel 101 TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået en retlig fejl, for så vidt som den fastslog, at sagsøgeren havde begået en overtrædelse med konkurrencebegrænsende virkning af artikel 101 TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens fremgangsmåde ved afgørelsen af, om en patentaftale er en overtrædelse med konkurrencebegrænsende virkning, led under de samme mangler som dens fremgangsmåde ved overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål.

3.

Tredje anbringende om, at det var med urette, at Kommissionen pålagde sagsøgeren en bøde, subsidiært at den pålagte bøde var for stor og bør nedsættes. Sagsøgeren har gjort gældende, at