—

forsamlet i Strasbourg (Frankrig) den 17.—19. marts 2014,

—

der henviser til Cotonouaftalen mellem AVS og EF, særlig artikel 11A,

—

der henviser til OAU's konvention om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme, som vedtoges i 1999, og Den Afrikanske Unions handlingsplaner fra det mellemstatslige møde på højt plan om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme i Afrika, som vedtoges i 2002,

—

der henviser til afgørelse nr. 3/04 og 7/06 fra Ministerrådet for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa om bekæmpelse af brugen af internettet til terrorformål,

—

der henviser til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001), 1566 (2004) og 1624 (2005), der omfatter de væsentligste elementer i de internationale retlige rammer for bekæmpelse af terrorisme,

—

der henviser til De Forenede Nationers globale strategi for bekæmpelse af terrorisme, som vedtoges 8. september 2006,

—

er henviser til betænkning fra Det Politiske Udvalg (AVS-EU-101.544/14/A/endelig),

A.

der henviser til, at terrortrusler stadig findes i hele verden navnlig i AVS-landene og EU-medlemsstaterne;

B.

der henviser til, at terrorbekæmpelsespolitikker og -foranstaltninger kun vil være effektive, når de gennemføres i overensstemmelse med folkeretten, navnlig international menneskerettighedslovgivning;

C.

der henviser til, at udbredelsen af terrorisme intensiveres gennem brugen af internettet og sociale medier, som har gjort terrornetværkenes struktur, metoder og finansieringsmetoder mere komplicerede og svære at spore;

D.

der henviser til, at internettet og de sociale medier kan bruges til både terrorformål og bekæmpelse af udbredelsen af terrorisme; der henviser til, at internettet ikke i sig selv bør betragtes som en trussel;

E.

der henviser til, at der er opstået en ny form for terrorisme rettet mod it-tjenester, især blandt offentlige myndigheder, kendt som »cyberterrorisme«;

F.

der henviser til, at sociale netværk såsom Facebook, Linkedin, Viadeo, Twitter og Youtube i stadig større omfang anvendes af terroristorganisationer til rekruttering, finansiering og træning af internetbrugere og til at tilskynde dem til at udbrede terrorisme og begå terrorhandlinger;

G.

der henviser til, at internettet er et internationalt netværk, der tilbyder øjeblikkelig kommunikation og et ubegrænset rum for interaktion, som ikke kan censureres; der henviser til, at internettet også er et effektivt redskab til afpresning og påvirkning af den internationale opinion gennem udbredelsen af billeder af henrettelser eller mishandling af gidsler;

H.

der henviser til, at cyberterrorisme sætter terroristgrupper i stand til at etablere og vedligeholde forbindelser uden fysiske forhindringer i form af grænser og således reducerer behovet for baser eller fristeder i lande; der henviser til, at dette ondes transnationale natur nødvendiggør et samlet svar fra staterne;

I.

der henviser til, at terrorister i stadig højere grad anvender ny informationsteknologi til at formidle audiovisuelle optagelser med det formål at udtrykke deres ideologi, til at sprede frygt blandt offentligheden, til at identificere, rekruttere og radikalisere potentielle medlemmer for at gøre dem til fremtidige krigere, til at indsamle og overføre midler og til at organisere terrorhandlinger eller opildne personer til at begå dem;

J.

der henviser til, at terroristorganisationer endvidere i vidt omfang gør brug af internettet og de sociale medier til at vedligeholde forbindelsen til deres operationelle infrastrukturer, som ofte er meget langt fra terroristorganisationerne, til at formidle viden om fremstilling af bomber og raketter og indsamle donationer;

K.

der henviser til, at brugen af internettet og sociale medier til terrorformål befordres af det forhold, at de demokratiske stater ofte tøver med at handle på grund af betænkeligheder omkring beskyttelse af ytringsfriheden og er tilbageholdende med at træffe effektive foranstaltninger over for hjemmesider, der udbreder radikale ideologier og prædiker intolerance, had og vold;

L.

der henviser til en række socioøkonomiske og politiske faktorer, såsom fattigdom, ungdomsarbejdsløshed, isolation og tilbagetrækning fra samfundet, intolerance, manglende uddannelse, social uretfærdighed, konflikter og dårlig regeringsførelse, kan skabe grobund for radikalisering;

M.

der henviser til, at terrorisme i alle dens former og udtryk er en af de mest alvorlige trusler mod verdensfreden og den globale sikkerhed, og at det derfor er bydende nødvendigt at bekæmpe den med alle midler, som er forenelige med De Forenede Nationers pagt, den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret;

N.

der henviser til, at De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1624 (2005) opfordrer staterne til at træffe alle nødvendige og passende foranstaltninger i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til folkeretten for ved lov at indføre forbud mod opfordringer til at begå terrorhandlinger og forhindre en sådan adfærd;

O.

der henviser til, at det er nødvendigt, at staterne på ny bekræfter de forpligtelser, som de har påtaget sig i henhold til De Forenede Nationers globale strategi for bekæmpelse af terrorisme med hensyn til at »koordinere indsatsen på internationalt og regionalt plan for at bekæmpe terrorisme i alle dens former og manifestationer på internettet« og at »bruge internettet som et redskab til bekæmpelse af udbredelsen af terrorisme«.

1.

opfordrer AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1373, 1566 og 1624;

2.

opfordrer indtrængende AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at samarbejde fuldt ud med Sikkerhedsrådets komité nedsat ved resolution nr. 1373 (2001) om bekæmpelse af terrorisme samt udvalget nedsat ved resolution 1540 (2004) og opfordrer endvidere de to organer til at øge deres indbyrdes samarbejde;

3.

opfordrer indtrængende AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at samarbejde om at styrke overvågningen med hensyn til terroristorganisationers aktiviteter; opfordrer også AVS-staterne og EU til at udvikle måder, hvorpå de kan samarbejde om at forebygge terrorhandlinger og dermed fremme effektiv terrorbekæmpelse, navnlig ved at sikre udveksling af oplysninger gennem de passende formelle kommunikationskanaler;

4.

opfordrer de AVS-stater og EU-medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til at oprette enheder inden for deres statslige ledelse til forebyggelse og bekæmpelse af komplekse former for terrorisme for at forbedre samarbejdet mellem tjenestegrene og opretholde forbindelserne til internationale, regionale og lokale kontaktpunkter og samtidig sikre borgernes ytringsfrihed, en solid demokratisk opposition og debat; opfordrer staterne til at øge deres kapacitet til overvågning af internettet blandt andet gennem et tæt samarbejde med uddannelsesspecialister på området fra universiteterne;

5.

opfordrer Europa-Kommissionen og internationale organisationer, såsom Komitéen for Bekæmpelse af Terrorisme (CTC), Interpol, FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til at sikre den nødvendige assistance til AVS-staterne, så de kan øge deres kapacitet til at forebygge og bekæmpe terrorisme;

6.

opfordrer AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at udveksle oplysninger om brugen af internettet til terrorformål og samarbejde om at udarbejde effektive redskaber til bekæmpelse af denne trussel;

7.

opfordrer til overvågning af hjemmesider, som opildner til had og udbreder ideer om terrorisme såvel som oplysninger og efterretninger vedrørende terrorhandlinger og -aktiviteter, samt at denne overvågning skal være gennemsigtig, og til at de indsamlede data bliver beskyttet;

8.

påpeger, at internettet er et umådelig værdifuldt redskab, som gør det muligt for borgerne at udtrykke deres holdninger eller gøre dem gældende samt at finde oplysninger om deres rettigheder og gøre dem gældende, og at internettet udgør et fremragende kommunikationsmiddel og en mulighed for at tage andre kulturer til sig og berige brugeren på det personlige plan;

9.

opfordrer AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der sikrer effektive, gennemsigtige og demokratiske procedurer, som gør det muligt hurtigt at lukke hjemmesider, der tjener terroristers interesse;

10.

påpeger, at det ikke er nok at vedtage lovgivning om bekæmpelse af udbredelsen af terrorisme gennem internettet og sociale medier, eftersom det er vanskeligt at håndhæve denne lovgivning på nettet; opfordrer følgelig AVS-staterne og EU-medlemsstaterne til at fokusere på forebyggelse og oplysning, især blandt unge med henblik på at gøre dem til ansvarlige og oplyste brugere, men også blandt personer, der arbejder direkte eller indirekte inden for national sikkerhed, og hvis personlige oplysninger, som er gjort tilgængelige på internettet, kan bruges til terrorformål;

11.

opfordrer AVS-staterne, EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at samarbejde med de større virksomheder i internetindustrien for at finde måder at bekæmpe brugen af internettet til terrorformål på og til at overvåge, men også forebygge, rekrutteringen af brugere, men samtidig respektere enkeltpersoners ret til privatliv og deres ytringsfrihed; påpeger, at stater og internationale organisationer også har mulighed for at bruge internettet og de sociale medier i et endnu større omfang til at formidle mod-diskurser med henblik på at bekæmpe radikalisering;

12.

opfordrer regeringerne til at gennemføre en strengere overvågning med hensyn til at forebygge, at donationer til velgørenhed og sociale foreninger bliver finansieringskilder for terroraktiviteter;

13.

opfordrer alle stater til at samarbejde ubegrænset i forbindelse med foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til folkeretten;

14.

opfordrer de kompetente internationale, regionale og lokale organisationer til at øge deres internationale samarbejde om terrorbekæmpelse og til at knytte tættere forbindelser til De Forenede Nationer og især med Komitéen for Bekæmpelse af Terrorisme med henblik på at fremme gennemførelsen af resolution 1373 (2001); tilskynder EU-medlemsstaterne og AVS-staterne til at opretholde regelmæssige kontakter og invitere FN's særlige rapportør om terrorbekæmpelse og menneskerettigheder;

15.

understreger behovet for at styrke programmer til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt for at fremme konfliktløsning med henblik på at standse processen i forbindelse med stigende sårbarhed i dele af samfundet, som ellers i desperation kunne være tilbøjelige til at tillægge de ekstremistiske gruppers propaganda eller prædiken en vis grad af troværdighed;

16.

opfordrer alle offentlige og private audiovisuelle organisationer til i deres produktioner at medtage indhold beregnet til oplysning af offentligheden om de farer, som er forbundet med de radikale gruppers propaganda og at bekæmpe de destruktive og ekstremistiske ideer, som følger med den;

17.

pålægger sine formænd at fremsende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, Den Afrikanske Union, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, de nationale og regionale parlamenter samt AVS-staternes regionale organisationer.

—

forsamlet i Strasbourg (Frankrig) den 17.—19. marts 2014,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen), særlig artikel 36 og 37, og ændringerne af Cotonouaftalen i 2005 (3) og 2010 (4),

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring af 18. september 2000, hvor årtusindudviklingsmålene fastsættes som målsætninger, der er opstillet af det internationale samfund i fællesskab med henblik på udryddelse af fattigdom,

—

under henvisning til Kommissionens meddelelser »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637) og »EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande« (COM/2011/0638),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Rådets forordning om gennemførelse af den 11. Europæiske Udviklingsfond (COM(2013)0445),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 (6),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1207/2001 af 11. juni 2001 om fremgangsmåder til forenkling af udstedelse af EUR.1-varecertifikatet, udfærdigelse af fakturaerklæringer og EUR.2-dokumenter samt udstedelsen af visse godkendte eksporttilladelser i henhold til bestemmelserne om præferencehandelsordningerne mellem Det Europæiske Fællesskab og bestemte lande og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 3351/83 (7),

—

der henviser til Fællesskabets retningslinjer for anvendelse af bestemmelserne om oprindelsesbevisers gyldighed,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen om betingelserne i forbindelse med toldpræferenceordninger for underretning af de erhvervsdrivende og medlemsstaternes administrationer om tilfælde af begrundet tvivl med hensyn til varers oprindelse (8),

—

der henviser til Verdensbankens håndbog »Customs Modernization Handbook« fra 2005 (den franske udgave fra 2007),

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling (9),

—

der henviser til FN's kode for handels- og transportlokationer (UN/LOCODE) og de årlige opdateringer heraf,

—

der henviser til de harmoniserede toldkoders værktøj til screening af stoffer, der nedbryder ozonlaget (ODS),

—

der henviser til OECD-dokumentet fra juli 2012 med titlen »Tax administration: detecting corruption«, der blev udarbejdet som led i CleanBiz-initiativet (10),

—

der henviser til Verdenstoldorganisationens (WCO) ottende partnerskabskonference om told, akademisk forskning og udvikling (PICARD), som blev afholdt på Instituttet for International Erhvervsret ved det nationale forskningsuniversitet i Skt. Petersborg den 18.—20. september 2013 (11),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2013 af 12. juni 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 450/2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks), hvad angår dens anvendelsesdato (12),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (13),

—

der henviser til WTO-aftalen om gennemførelse af artikel VII (toldværdiansættelse) (14),

—

der henviser til WTO-aftalen om oprindelsesregler (15),

—

der henviser til Verdenstoldorganisationens dokument med titlen »Customs in the 21st Century« og til Toldsamarbejdsrådets beslutning fra juni 2009 om Verdenstoldorganisationens fortsatte reaktion på den globale økonomiske afmatning,

—

der henviser til artikel 51, fodnote 14, i Verdenshandelsorganisationens aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende varemærkeforfalskede eller piratkopierede ophavsretsbeskyttede varer (16),

—

der henviser til den tekniske konference CIAT 2013 til styrkelse af forbindelserne mellem told- og skattemyndighederne med henblik på bekæmpelse af skattesvig, som fandt sted i Nairobi (Kenya) den 9.—12. september 2013 (17),

—

der henviser til ministererklæringerne og beslutningerne fra den niende WTO-ministerkonference på Bali den 3.—6. december 2013,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel (ACP/EU/101.547/14/endelig),

A.

der henviser til, at toldvæsenet spiller en afgørende rolle i forbindelse med opkrævning af afgifter på varehandel, som udgør en væsentlig indtægtskilde for det offentlige budget, navnlig i lande som de fleste AVS-lande, der kæmper med høje niveauer af underskud og offentlig gæld;

B.

der henviser til, at et af målene med budgetstøtte under den 11. EUF (2014-2020) bør være at forbedre og styrke den tekniske bistand og udvekslingen af bedste praksis på toldafgiftsområdet;

C.

der henviser til, at styrkelsen af den regionale integration i AVS, herunder etableringen og opretholdelsen af toldunioner, indebærer en passende modernisering af tolden, god forvaltningskik og gennemsigtighed i skatte- og toldspørgsmål samt en effektiv lovgivningsmæssig ramme til udarbejdelse og gennemførelse af handelsbeskyttelsesinstrumenter;

D.

der henviser til, at moderniseringen af tolden bør være gennemsigtig og inddrage parlamenter og nationale aktører; der henviser til, at moderniseringsprocessen bør omfatte rekruttering og uddannelse af toldeksperter, passende teknisk infrastruktur, herunder ikt-konnektivitet, og bør øge toldmyndighedernes institutionelle håndhævelseskapacitet;

E.

der henviser til, at de nationale reformer og initiativerne til regional integration på toldområdet bør gennemføres i synergi med bestræbelserne på at fremme samhandelen inden for WTO’s multilaterale ramme;

F.

der henviser til, at en hurtig og fuldstændig gennemførelse af bestemmelserne i den aftale om handelslettelser, der blev indgået på WTO-ministerkonferencen på Bali, vil bidrage til at modernisere toldprocedurerne og til at gøre handelsprocedurerne hurtigere og øge samhandlen;

G.

der henviser til, at de moderniserede toldsystemer bør fungere på en forbrugervenlig måde med henblik på at bekæmpe forfalskede og falske varer og følgelig styrke forbrugernes kvalificerede valg og sikkerhed;

H.

der henviser til, at en effektiv toldsektor indebærer en reduktion af bureaukrati, unødvendige administrative byrder og dermed forbundne omkostninger samt etableringen af ens spilleregler i forhold til de øvrige handelspartnere, som efterfølgende bidrager til såvel regional integration som bæredygtig handel mellem EU og AVS-landene;

I.

der henviser til, at Kommissionen kræver, at der indgås toldsamarbejdsaftaler med stater og regioner for at fremme kumuleringen på flere niveauer; der henviser til, at GSP-oprindelsesreglerne ikke tilvejebringer fuld kumulering, hvad angår varekode 1-24 i det harmoniserede system, selvom disse udgør varegrupper, hvor mange af AVS-landene og de mindst udviklede lande har en konkurrencemæssig og komparativ fordel med hensyn til eksport;

1.

glæder sig over, at toldmyndighederne spiller en større rolle ikke kun inden for håndhævelsesforanstaltninger, men også i forbindelse med afsløring af mulig kriminalitet, især smugling, og understreger behovet for at bekæmpe toldmæssige lovovertrædelser og uregelmæssigheder, herunder bestikkelse;

2.

mener, at AVS-landene især kan få stor gavn af styrkelsen af toldmyndighederne med henblik på at fremme gennemførelsen af målene for regional integration;

3.

påpeger den vigtige rolle, som regionale toldunioner spiller for intraregional handel;

4.

anerkender, at toldafgifter er en vigtig indtægtskilde for AVS-landenes offentlige budgetter, men at disse ikke bør være deres eneste indtægtskilde; understreger, at afviklingen af afgifter eller reduktion af toldafgifter kan udlignes af en udvidelse af omfanget af samhandlen, spredning af skatteindtægter og af større BNI-bidrag;

5.

glæder sig over de OECD-lande, der har anerkendt momssystemets evne til på gennemsigtig vis at øge indtægterne, og opfordrer EU til at yde teknisk bistand til de AVS-partnerlande, der er i færd med at indføre en bredt baseret forbrugsafgift i overensstemmelse med OECD's retningslinjer på momsområdet; understreger i forbindelse med den internationale handelsliberalisering, at indførelsen af moms udgør et af de foretrukne alternativer til toldafgifter;

6.

mener, at forandringer i præferenceoprindelsesreglerne i de økonomiske partnerskabsaftaler bør tage hensyn til konsekvenserne for de enkelte AVS-landes økonomi ved hjælp af en analyse af de dermed forbundne omkostninger og fordele; mener, at metoderne til oprindelsesbestemmelse, der er baseret på en vurdering af merværdien, skal underlægges en streng analyse af omkostninger og fordele for EU-medlemsstaterne og AVS-landene;

7.

opfordrer derfor EU — som den største donor af statslig udviklingsbistand til AVS-landene — og modtagerregeringerne til at fokusere på at sikre tilstrækkelige budgetmidler og opfordrer til at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed blandt toldmyndighederne med henblik på at øge effektiviteten i deres daglige drift og forbedre den overordnede positive indvirkning på udviklingen af grænseoverskridende, bilaterale, plurilaterale og multilaterale lovlige handelsstrømme;

8.

understreger, at EU, hvis det kræves, bør støtte reformer og modernisering af toldsystemet og udveksle viden og god praksis, hvad angår toldsamarbejde, og optimere anvendelsen af midler og instrumenter inden for de eksisterende rammer;

9.

opfordrer til udveksling af god praksis inden for modernisering af toldvæsenet og lettelse af samhandelen mellem Den Europæiske Union og AVS-landene;

10.

understreger, at toldvæsenet bidrager til en effektiv grænseforvaltning, som er afgørende for at fremme handel, mindske handelsomkostninger og styrke et lands konkurrenceevne; understreger, at toldvæsenets primære fokus i det 21. århundrede skifter fra fysisk kontrol af sendinger på indførelsestidspunktet til verifikation efter frigivelsen i form af revisionsbaseret kontrol, hvilket følgelig øger efterspørgslen efter veldesignede ikt-støtteprogrammer;

11.

er overbevist om, at et velfungerende toldvæsen er et centralt element i forbindelse med bæredygtig udvikling, som f.eks. muliggør den private sektors deltagelse i realøkonomien, den regionale samhørighed og integrationen af markederne gennem grænseoverskridende samarbejde og udviklingen af WTO-forenelig, åben og fair samhandel;

12.

mener, at de praktiske foranstaltninger til modernisering af toldvæsenet bl.a. bør fokusere på at:

13.

mener desuden, at en database over autoriserede økonomiske operatører, der bl.a. indeholder oplysninger om overtrædelser af toldreglerne og igangværende undersøgelser, og som er gratis tilgængelig for AVS-toldmyndighederne, kan fremme udvekslingen af oplysninger og bedste praksis samt styrke håndhævelsen af toldregler;

14.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et udvekslingsprogram for toldeksperter og det øvrige retshåndhævelsespersonale i EU og AVS-landene i samarbejde med EU-medlemsstaternes toldmyndigheder og det nye europæiske observationscenter for varemærkeforfalskning og piratkopiering med henblik på at styrke det bilaterale samarbejde om bekæmpelse af ulovlig parallelhandel med varer, fremme beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og nøje overvåge handlen med stoffer, der nedbryder ozonlaget og bidrager til klimaændringer;

15.

mener, at effektiviteten af handelsbeskyttelsespolitikken forudsætter et moderne og effektivt toldsystem, og at de myndigheder, som har ansvaret for gennemførelsen af handelsbeskyttelsesprocedurerne, fuldt ud bør tage hensyn til toldmyndighedernes erfaringer og ekspertise;

16.

opfordrer toldmyndighederne til at styrke deres interinstitutionelle samarbejde med de øvrige grænsemyndigheder og grænseoverskridende enheder, især sundhedsmyndigheder og sikkerhedsmyndigheder, herunder på AVS- og EU-plan;

17.

opfordrer Den Europæiske Union og AVS-landene til at støtte alle initiativer til fremme af regional integration på toldområdet, samtidig med det sikres, at de normer, som fastsættes gennem sådanne initiativer, er forenelige med det multilaterale, internationale system og fremmer målsætningen om at skabe et åbent og retfærdigt marked;

18.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, formanden for Rådet for Den Europæiske Union, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, de nationale og regionale parlamenter samt AVS-staternes regionale organisationer.

—

forsamlet i Strasbourg (Frankrig) den 17.—19. marts 2014,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til den reviderede partnerskabsaftale mellem AVS og EF (Cotonouaftalen), særlig artikel 32 om miljø og naturressourcer og artikel 49 om handel og miljø,

—

der henviser til Bruxelleserklæringen om bæredygtig udvikling og forvaltning af mineralressourceindustrien i AVS-staterne (ACP/89/008/10), som blev vedtaget på det første møde mellem AVS-ministre med ansvar for mineralressourceindustrien, der blev afholdt den 13.—15. december 2010 i Bruxelles, Belgien,

—

der henviser til anvendelsesområdet og aktiviteterne for Det Internationale Panel om Bæredygtig Ressourceforvaltning inden for rammerne af De Forenede Nationers miljøprogram (UNEP),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 13. september 2011 om en effektiv råvarestrategi for Europa (19),

—

der henviser til Det Afrikanske Center for Handelspolitiks undersøgelse om mineraludvinding, miljømæssig bæredygtighed og bæredygtig udvikling i EAC-, SADC- og Ecowas-regionerne (2009),

—

der henviser til direktiv 94/22/EF om betingelser for tildeling og udnyttelse af tilladelser til prospektering, efterforskning og produktion af kulbrinter,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter,

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 1982 og aftalen af 1994 om implementeringen af kapitel XI heraf,

—

der henviser til protokollen til Barcelonakonventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening som følge af undersøgelse og udnyttelse af kontinentalsoklen og af havbunden og dennes undergrund (»offshoreprotokollen«) af 24. marts 2011,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2007 om en integreret EU-havpolitik (COM(2007)0575),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore (COM(2010)560),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2012 om blå vækst — mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi (COM(2012)0494),

—

der henviser til Den Internationale Havbundsmyndigheds lov om minedrift,

—

der henviser til den internationale miljøaftale om løsning af praktiske problemer i forbindelse med områder for dybhavsminedrift af 14. august 1987, der blev undertegnet af Canada, Belgien, Nederlandene, Italien og Rusland,

—

der henviser til mødeberetningerne fra den internationale workshop om miljøforvaltningsmæssige behov i forbindelse med udforskning og udvinding af dybhavsmineraler, som blev afholdt fra den 29. november til den 2. december 2011 i Nadi, Fiji,

—

der henviser til Kommissionens rapport af 11. september 2012 om status over EU's integrerede havpolitik (COM(2012)0491),

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø (ACP-EU/101.546/14/endelig),

A.

der henviser til, at naturressourcer udgør en forudsætning for et lands økonomiske aktivitet, beskæftigelse og velfærd;

B.

der henviser til, at de kort- og langsigtede konsekvenser af minedrift, især dybhavsminedrift, fortsat er uafklarede, og at der til stadighed er betænkeligheder med hensyn til stigende toksicitet i vand og biotopændringer samt lækager, udslip og korrosion;

C.

der henviser til, at ressourcerne på den ene side er begrænsede, men at nye ressourcer på den anden side er nødvendige for innovation og udvikling;

D.

der henviser til, at enhver udvindings- og minedriftsaktivitet har en indvirkning på økosystemer og miljøet;

E.

der henviser til, at mange af AVS-landene råder over mineralressourcer i havbunden på deres eget territorium eller i internationalt farvand enten i kyst- eller dybhavsområder;

F.

der henviser til, at forarbejdningsindustrier på nuværende tidspunkt ofte er afhængige af forsyningen med råstoffer og olie til deres industrivirksomhed, og til, at forsyningen af råstoffer og olie ofte er kontrolleret af nogle få leverandører;

G.

der henviser til, at størstedelen af den udvundne olie og de fleste af de mineraler, der udvindes på havbunden, eksporteres uden den store gevinst i AVS-producentlandene;

H.

der henviser til, at Cotonouaftalen omhandler samarbejdet om miljøbeskyttelse samt bæredygtig anvendelse og forvaltning af naturressourcer, og at den bekræfter tilsagnet om at fremme international handel på en måde, som sikrer bæredygtig og sund forvaltning af miljøet;

I.

der henviser til, at regeringerne i AVS-landene i kraft af deres status som medlemsstater under De Forenede Nationers havretskonvention har suverænitet og jurisdiktion i deres respektive eksklusive økonomiske zoner i overensstemmelse med international ret;

J.

der henviser til, at havbundsmineselskabernes aktiviteter i AVS-landene på lang sigt kan medføre betydelige lokale miljø- og sundhedsskader, hvis ikke der findes stærke regeringer til at regulere og kontrollere havbundsminedriftsindustrien;

K.

der henviser til, at det er et grundfæstet princip i international ret, at mineralressourcer på åbent hav, og dermed uden for den maritime jurisdiktion for en stats eksklusive økonomiske zone, er menneskehedens fælles arv;

L.

der henviser til, at produktionen på verdensplan af 14 vigtige mineraler steg fra 1990'erne til 2008 fra 1 mio. ton til ca. 2,5 mio. ton; der henviser til, at den globale efterspørgsel forventes at stige betydeligt i takt med, at befolkningstallet runder 9 mia. mennesker i 2050;

M.

der henviser til, at loven om minedrift består af en omfattende samling af regler, bestemmelser og procedurer, som er fastsat af Den Internationale Havbundsmyndighed til regulering af efterforskning, udforskning og udvinding af marinemineraler på internationale havbundsområder;

1.

udtrykker bekymring over, at det nuværende handelsmønster, hvor udviklingslandene eksporterer råstoffer og køber forarbejdede produkter fra de industrialiserede lande, ikke har formået at bekæmpe de vedvarende fattigdomsproblemer til trods for den omstændighed, at udviklingslandene råder over rige mineralressourcer;

2.

understreger først og fremmest, at enhver udvinding og minedrift bør sigte mod at bevare økosystemerne intakte og begrænse forstyrrende indgreb til et minimum;

3.

opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at bringe »ressourceforbandelsen« til ophør og gøre de rige mineralressourcer i AVS-landene til en central del af deres udviklingsstrategi til fordel for hele befolkningen frem for, at disse ressourcer kun gør investorerne og en lille elite rigere uden at gavne de almindelige borgere;

4.

opfordrer indtrængende AVS-landene til at benytte uddannede og erfarne eksperter, når de forhandler mineralkontrakter med mineselskaber; opfordrer også AVS-landene til at investere i deres egne juridiske eksperter og minedriftsspecialister ved hjælp af almen og faglig uddannelse for at garantere vedvarende og bæredygtig akkumulering af viden; opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte initiativer vedrørende vidensoverførsel;

5.

minder om, at overgangen til samfund med en lav CO-udledning, og dermed også erstatningen af fossile brændstoffer, bør være et langsigtet mål for AVS- og EU-landene; opfordrer landene og investorerne til at gøre bedre brug af det store potentiale i den vedvarende energi, der findes i AVS-landene;

6.

understreger den vigtige rolle, som de nationale parlamenter bør spille i kontrollen af mineaftaler og -kontrakter for fuldt ud at leve op til det ansvar, de har overfor deres befolkning;

7.

understreger behovet for gennemsigtige lovgivningsmæssige og retlige rammer, som effektivt kan håndhæves, til regulering af havbundsmineralressourceindustrien; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af at lovgive imod brug af internationalt forbudte, giftige stoffer; opfordrer de nationale regeringer og parlamenter til at vedtage politikker og regulere udenlandske investeringer i offentlighedens interesse og i samråd med civilsamfundet på en sådan måde, at udenlandske investeringer kommer den lokale økonomi til gode og skaber indenlandsk værditilvækst og udvikling;

8.

understreger, at alle lande bør sikre, at tilladelser til havbundsminedrift udstedes via en gennemsigtig, konkurrencedygtig og ufravigelig procedure, og at tilladelserne bør omfatte retligt bindende bestemmelser om sociale og miljømæssige standarder; opfordrer indtrængende landene til at kontrollere minedriftsvirksomhed og til at sikre, at disse sociale og miljømæssige standarder anvendes;

9.

opfordrer alle landene og deres regeringer til at medtage forpligtelser for udenlandske investorer, der opererer i udviklingslande, til at overholde menneskerettighederne, miljøstandarder og ILO's grundlæggende arbejdsstandarder;

10.

opfordrer indtrængende udviklingspartnerne herunder EU til at yde teknisk bistand til havbundsminedriftslandene for at vurdere tidligere og nuværende miljømæssige og sociale virkninger af minedrift på havbunden, fastslå ansvaret for miljø- og sundhedsmæssige skader på alle niveauer, udrede erstatning til ofrene og rehabilitere økosystemet efter princippet om, at forureneren betaler;

11.

opfordrer indtrængende virksomheder til at bruge de bedst tilgængelige teknologier for at mindske de kort- og langsigtede miljømæssige virkninger af minedrift mest muligt;

12.

bifalder projektet »Havbundsmineraler i Stillehavsområdet: lovgivningsmæssige og skattemæssige rammer for en bæredygtig ressourceforvaltning«, der finansieres af EU under den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF) og gennemføres af »Secretariat of the Pacific Community« (SPC), og opfordrer til, at der udarbejdes videnskabelige studier og evalueringer af muligheder og risici i forbindelse med havbundsminedrift, de direkte og indirekte konsekvenser for miljøet samt omkostningseffektiviteten heraf;

13.

opfordrer AVS-landene og EU til at oprette eller styrke nationale agenturer for videnskab, teknologi og innovation sammen med overvågningskapacitet for at fremme teknologier og knowhow inden for minedrift og udvinding fra havbunden og dermed forbedre bæredygtigheden og sikkerheden i forbindelse med udvinding og minedrift fra havbunden;

14.

bifalder Kommissionens offentlige høring om havbundsminedrift, der er planlagt i 2014, og som går forud for en meddelelse, der skal offentliggøres i 2015, og opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at redegøre for fremskridt i høringsproceduren over for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU;

15.

minder om, at udvinding af olie og gas allerede nu kan have uventede sociale og miljømæssige konsekvenser; understreger, at virksomheder bør vurdere de sociale og miljømæssige virkninger forud for udvinding og udnyttelse;

16.

pålægger sine formænd at fremsende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, Den Internationale Havbundsmyndighed og FN's Miljøprogram.

—

forsamlet i Strasbourg (Frankrig) den 17.—19. marts 2014,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 2,

—

der henviser til den ændrede Cotonouaftale, særlig artikel 13, på grundlag af hvilken AVS-EU-dialogen om migration finder sted,

—

der henviser til AVS-EU-Ministerrådets fælles erklæring fra juni 2010 om migration og udvikling,

—

der henviser til betænkningen om dialogen om migration og udvikling i 2011-2012, som blev godkendt af AVS-EU-Ministerrådet på dets 37. møde i Port Vila den 14. juni 2012,

—

der henviser til FN's dialog på højt plan om migration og udvikling af 3. oktober 2013, samt EU og dens medlemsstater og AVS-staternes fælles erklæring om samme emne,

—

der henviser til oprettelsen af AVS-observationscenteret for migration,

—

der henviser til den fælles EU-Afrika-strategi,

—

der henviser til den fælles EU-Afrika-erklæring om migration og udvikling undertegnet i Sirte den 23. november 2006,

—

der henviser til artikel 77 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til EU's samlede strategi for migration og mobilitet fra 2005, som blev fornyet i november 2011,

—

der henviser til den europæiske pagt om indvandring og asyl vedtaget af Rådet i oktober 2008, Kommissionens »Første årlige rapport om indvandring og asyl (2009)« (COM(2010)0214) og Rådets konklusioner af 3. juni 2010 om opfølgningen på den europæiske pagt om indvandring og asyl,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 439/2010 af 19. maj 2010 om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (21),

—

der henviser til Stockholmprogrammet for 2010-2014, den europæiske pagt om indvandring og asyl, og Kommissionens meddelelse af 20. april 2010»Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere — Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (COM(2010)0171),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (22),

—

der henviser til Rådets direktiv 2009/50/EF af 25. maj 2009 om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (23), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/98/EU af 13. december 2011 om én enkelt ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at opholde sig og arbejde på en medlemsstats område (24) og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat og forslag til direktiv om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på sæsonarbejde (COM(2010) 0379),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (COM(2013)0197),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 20 marts 2013 om »Den europæiske naboskabspolitik: På vej mod et stærkere partnerskab« (JOIN(2013) 04),

—

der henviser til den tale, som næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, holdt i FN’s Sikkerhedsråd den 4. maj 2010, hvori hun understregede behovet for en samlet strategi for krisestyring og fredsskabelse og fremhævede de åbenlyse forbindelser mellem sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2011 om migrationsstrømme som følge af manglende stabilitet: EU-udenrigspolitikkens omfang og rolle (25) og af 21. oktober 2013 om migrationsstrømmene i Middelhavsområdet, navnlig tragedien ved Lampedusa (26) og til sin holdning af 5. februar 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på sæsonarbejde (27), der omfatter deres menneskerettigheder, sociale og økonomiske rettigheder,

—

der henviser til rapporten fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) med titlen »The State of Environmental Migration 2012«,

—

der henviser til mandatet for den særlige rapportør om migranters menneskerettigheder, som blev udnævnt af FN's Kommission for Menneskerettigheder i 1999,

—

der henviser til Den Globale Kommission om International Migration, FN's dialog på højt plan om migration og udvikling og det globale forum for migration og udvikling,

—

der henviser til FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, vedtaget den 18. december 1990,

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og tilhørende protokoller, som blev vedtaget af FN's generalforsamling i november 2000,

—

der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne til dem,

—

der henviser til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges status og protokollen til den af 31. januar 1967,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000,

A.

der henviser til, at politisk, social og økonomisk ustabilitet, økonomisk tilbagegang, dårlig regeringsførelse, manglende sikkerhed, krænkelser af menneskerettighederne, politisk undertrykkelse, humanitære katastrofer og naturkatastrofer og voksende forskelle i livsvilkår er drivkræfterne bag migration; der henviser til, at skrøbelige stater er de mest sårbare overfor interne og eksterne chokvirkninger;

B.

der henviser til, at migration både er en mulighed og en udfordring for udvikling med vigtige økonomiske og sociale konsekvenser for oprindelses-, transit- og bestemmelseslandene, såvel som for migranterne selv;

C.

der henviser til, at velforvaltet migration kan være til gavn for både EU og AVS-staterne ved at bidrage til at dække nuværende og fremtidige behov for arbejdskraft og bidrage til udviklingen af alle de berørte lande;

D.

der henviser til, at Syd-Syd-migration er mere omfattende en Syd-Nord-migration, idet den udgør 62,6 % af den samlede migration, mens 84,7 % bosætter sig uden for EU (28);

E.

der henviser til, at det ifølge IOM er blevet anslået, at halvdelen af jordens 214 millioner internationale migranter er vandrende arbejdstagere, og at en stadig større del af migranterne er kvinder; der henviser til den feminisering af arbejdsmigrationen, der har fundet sted gennem de sidste årtier;

F.

der henviser til, at international migration siden år 2000 har stået øverst på dagsordenen om global styring, og en hel række bilaterale og multilaterale partnerskaber har taget form; der henviser til, at udbredelsen af tankegangen om migration som løftestang for udvikling har dannet grundlag for nye former for tværregionalt samarbejde og dialog;

G.

der henviser til, at en mere harmoniseret og effektiv migrationspolitik er nødvendig for at forbedre relationerne mellem oprindelses-, transit- og bestemmelseslande og for at sikre migranternes menneskerettigheder samt sociale og økonomiske rettigheder;

H.

der henviser til, at AVS-EU-Ministerrådet i maj 2014 enedes om, at dialogen om højt kvalificerede arbejdstageres bevægelighed, lovlig migration, tilbagetagelse, visa, smugling af migranter og menneskehandel, migranters rettigheder og pengeoverførsler bør forsættes, og til, at AVS-staterne og EU-medlemsstaterne har forpligtet sig til at forsvare respekten for migranternes menneskerettigheder uanset deres indvandrerstatus;

I.

der henviser til, at EU-Afrika-partnerskabet vedrørende migration, mobilitet og beskæftigelse forpligter parterne til at indgå i en dialog om diaspora, pengeoverførsler, hjerneflugt, migranters rettigheder, migrationens sociale konsekvenser, lovlig, cirkulær og ulovlig migration, visumspørgsmål, menneskesmugling og handel med migranter, tilbagetagelse og -sendelse, beskyttelse af flygtninge og studerendes mobilitet;

J.

der henviser til, at diskriminationen og volden, som navnlig rettes mod migranter, flygtninge og asylansøgere med en mærkbart voksende xenofobi, indvandrerfjendske holdninger, hadefuld tale og hadforbrydelser, fortsat er spørgsmål, som bekymrer EU og AVS-staterne dybt;

K.

der henviser til, at menneskesmugling og -handel udnytter ulovlig migration, og at kriminelle netværk tvinger, lokker eller narrer ofre til at komme til Europa, samt at disse problemer udgør alvorlige sikkerhedsproblemer i EU og bringer migranters liv i alvorlig fare;

L.

der henviser til, at beskyttelsen af migranters rettigheder, herunder kvindelige migranter og børn, er et af hovedelementerne i forvaltningen af en bæredygtig migrationspolitik;

M.

der henviser til, at det nye reviderede fælleseuropæiske asylsystem tager sigte på klarere regler og at sikre rimelig og passende beskyttelse af flygtninge, der har behov for international beskyttelse;

N.

der henviser til, at EU-lovgivningen stiller visse redskaber til rådighed, såsom visumkodeksen og Schengengrænsekodeksen, som gør det muligt at udstede humanitære visa til flygtninge i krisesituationer;

O.

der henviser til, at EU-medlemsstaterne bør tilskyndes til at gøre brug af de finansielle ressourcer, som stilles til rådighed gennem Asyl- og Migrationsfonden samt midlerne, der stilles til rådighed under den forberedende foranstaltning »Muliggørelse af genbosættelse for flygtninge i krisesituationer«;

P.

der henviser til, at lovlig migration er vejen frem for enkeltpersoner, der ønsker at forlade deres land og for modtagerlandet;

Q.

der henviser til, at migration kan forværre »hjerneflugt«, som har en skadelig langsigtet effekt på et udviklingslands arbejdsmarked;

1.

opfordrer AVS-staterne og EU til yderligere at styrke deres engagement med hensyn til at uddybe samarbejdet om migration og udvikling og fremme velforvaltet migration som en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udviklingsfaktor; understreger, at en mere samlet tilgang til migrationsforvaltning bør kunne sikre fuld respekt for migranternes menneskerettigheder, sociale og økonomiske rettigheder;

2.

understreger behovet for et styrket samarbejde mellem oprindelses-, transit- og bestemmelseslande med henblik på at forbedre forvaltningen af migration gennem en samlet tilgang med delt ansvar og samarbejde;

3.

understreger, at fattigdom, svage økonomier, manglende udvikling, manglende vækst til fordel for de fattige og manglende beskæftigelsesmuligheder, krænkelser af menneskerettighederne og væbnede konflikter er grundlæggende årsager til international migration; opfordrer EU til at gøre en yderligere indsats med hensyn til udvikling og demokratisering af oprindelseslande samt at fremme retssikkerheden; opfordrer AVS-landene til at føre effektive og mere målrettede fattigdomsbekæmpelsespolitikker og økonomiske udviklingspolitikker med henblik på at skabe beskæftigelsesmuligheder;

4.

udtrykker bekymring over, at et stigende antal personer sætter deres liv på spil ved at begive sig på farlige bådoverfarter over Middelhavet til EU; minder om, at EU’s solidaritet bør ledsages af ansvarlighed; minder EU-medlemsstaterne om, at de har en retlig forpligtelse til at komme migranter på havet til undsætning; opfordrer i denne forbindelse AVS-landene og især Eritrea, hvor størstedelen af ofrene er fra, til at indgå i et internationalt samarbejde med henblik på at bekæmpe menneskehandel og garantere de grundlæggende menneskerettigheder for alle borgere;

5.

understreger, at den gældende EU-lovgivning (direktiv 2009/50/EF og 2011/98/EU) sikrer ligebehandling af alle lovlige immigranter og statsborgere i de medlemsstater, hvor de har ophold, med hensyn til: i) arbejdsforhold, ii) forsamlingsfrihed, iii) uddannelse og erhvervsuddannelse, iv) anerkendelse af eksamensbeviser og lignende beviser samt andre faglige kvalifikationer, v) grene af social sikring, vi) skattefordele, vii) adgang til goder og tjenester og viii) rådgivning, som tilbydes af arbejdsformidlingskontorer; påpeger, at EU-medlemsstaterne kun kan begrænse ligebehandlingen på specifikke områder, som er afgrænsede i lovgivningen;

6.

opfordrer AVS- og EU-landene til aktivt at bekæmpe fremmedhad og fremmedfjendsk vold, blandt andet ved at øge bevidstheden blandt den brede offentlighed og fagfolk, som arbejder med migranter om behovet for at respektere migranternes menneskerettigheder;

7.

kræver, at EU-medlemsstaterne overholder princippet om non-refoulement i overensstemmelse med folkeretten og gældende EU-lovgivning; kræver, at EU-medlemsstaterne øjeblikkeligt bringer enhver upassende eller udvidet tilbageholdelsespraksis til ophør;

8.

opfordrer myndighederne i AVS og EU til at gennemføre egnede politiske foranstaltninger, som tager vare på kvindelige migranters særlige behov, da de udsættes for vold og misbrug, hvilket stadig er en alvorlig fare især i flygtningelejre, og at sikre respekten for det grundlæggende princip om børns tarv;

9.

understreger, at EU, samtidig med at alle indvandreres menneskerettigheder sikres, bør koncentrere sig om ægte flygtninge i henhold til Genève-konventionen med henblik på at give den bedst mulige hjælp og beskyttelse til dem, der er berettiget til den; opfordrer Kommissionen til at fremme beskyttelsesforanstaltninger for sårbare grupper og personer, som ofte bliver ofre for menneskehandel, seksuel udnyttelse og udnyttelse som arbejdskraft;

10.

understreger, at beskyttelsen af migranternes rettigheder er et grundlæggende element i tilbagetagelsesprocessen; opfordrer alle parter til at sikre den praktiske gennemførelse af politikker, der kan sikre respekten for disse rettigheder og den menneskelige værdighed i alle processens faser i overensstemmelse med de gældende internationale forpligtelser;

11.

opfordrer EU, Frontex og medlemsstaterne til at sikre, at bistand til migranter i nød er en af hovedprioriteterne i forbindelse med gennemførelsen af Eurosur-forordningen;

12.

opfordrer til styrket samarbejde i kampen mod ulovlig migration, herunder aftaler om spørgsmålene om ulovlige migranters tilbagevenden og tilbagetagelse til deres oprindelsesland;

13.

glæder sig over Kommissionens nylige forslag til lovlig migration for ikke-asylansøgere og opfordrer den indtrængende til at udvikle yderligere instrumenter til etablering af en fælles immigrationspolitik, til at håndtere økonomisk migration med henblik på at fremme økonomiske og sociale fremskridt i modtager-, transit-, og oprindelseslande og til at øge den sociale samhørighed ved at forbedre integrationen af migranter;

14.

opfordrer EU-medlemsstaterne til at arbejde sammen med AVS-staterne for at sikre, at oplysninger vedrørende lovlig migration gøres umiddelbart tilgængelige, særlig hvad angår migranters rettigheder og pligter, sådan som det eksempelvis gøres på EU-indvandringsportalen;

15.

tilskynder til, at der oprettes migrationsinformations- og forvaltningscentre uden for EU såsom det center, der allerede er oprettet i Mali, med henblik på at hjælpe oprindelses- og transitlande til at fastsætte en migrationspolitik som svar på potentielle migranters og tilbagevendte migranters bekymringer, tilbyde vejledning i lovlig immigration samt beskæftigelsesmuligheder og levevilkår i bestemmelseslandene og hjælpe med jobrelateret uddannelse;

16.

glæder sig over det kommende EU-Afrika-topmøde (2.—3. april 2014 i Bruxelles) og opfordrer til en dristigere fælles tilgang og effektive konkrete strategier rettet mod de udfordringer, som opstår som følge af migration, inden for rammerne af den fælles Afrika-EU-strategi;

17.

understreger, at hjerneflugt kan forårsage alvorlige problemer i udviklingslandene, og at der derfor bør træffes foranstaltninger, der tilskynder til cirkulær migration;

18.

understreger, at den igangværende AVS-EU-dialog om migration og udvikling og Det Globale Forum for Migration og Udvikling spiller en vigtig rolle, idet de giver en struktureret ramme for fremme af en styrket dialog og samarbejde mellem både statslige og ikke-statslige aktører;

19.

understreger, at pengeoverførsler fra migranter er den primære og mest stabile kilde til pengestrømme, forudsat at pengeoverførselsmetoder gøres tilgængelige for migranterne, således at de hurtigere, billigere og sikrere kan overføre penge; opfordrer derfor EU- og AVS-staterne til at fremme pengeoverførsler og nedbringe omkostningerne ved pengeoverførsler i både kilde- og modtagerlandene i udviklingens tjeneste;

20.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, regeringerne og parlamenterne i AVS-landene og EU-medlemsstaterne og FN's Generalforsamling.

—

forsamlet i Strasbourg (Frankrig) den 17.—19. marts 2014,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 2,

—

der henviser til den reviderede Cotonouaftale,

—

der henviser til Librevilleaftalen af 11. januar 2013 om løsning af den politisk-militære krise i Den Centralafrikanske Republik (CAR), som blev undertegnet under ledelse af stats- og regeringslederne i Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater (CEEAC), og som fastsætter betingelserne for en afslutning af krisen i Den Centralafrikanske Republik, og under henvisning til CEEAC's stats- og regeringsledernes erklæringer på topmøderne den 3. og 18. april 2013 i N’Djamena, som fastlægger kørerplanen for overgangsperioden,

—

der henviser til De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolution 2088 (2013) af 24. januar 2013, 2121 (2013) af 10. oktober 2013, 2127 (2013) af 5. december 2013 og 2134 (2014) af 28. januar 2014,

—

der henviser til erklæringen af 27. januar 2014 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay,

—

der henviser til FN's generalsekretærs orientering af Sikkerhedsrådet om situationen i CAR den 3. marts 2014,

—

der henviser til erklæringerne af 5. december 2013 og 21. januar 2014 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om CAR,

—

der henviser til erklæringerne af 10. september og 30. december 2013 fra EU-kommissæren med ansvar for humanitær bistand og civilbeskyttelse om forværring af krisen i CAR,

—

der henviser til Europa-Kommissionens pressemeddelelse af 10. februar 2014 om CAR; der henviser til pressemeddelelsen udsendt af Europa-Kommissionen den 13. marts 2014 i forbindelse med EU-kommissæren for udviklings besøg i CAR, sammen med den tyske og franske udviklingsminister,

—

der henviser til, at der i maj 2013 blev oprettet en international kontaktgruppe om Den Centralafrikanske Republik, som skulle samordne den regionale, kontinentale og internationale indsats med henblik på at finde en varig løsning på landets tilbagevendende problemer,

—

der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) fra 1998, som blev ratificeret af CAR i 2001,

—

der henviser til den valgfrie protokol om inddragelse af børn i væbnede konflikter til konventionen om barnets rettigheder, som er undertegnet af CAR,

—

der henviser til det ekstraordinære CEEAC-topmøde for stats- og regeringsledere, som blev afholdt i N'Djamena (Tchad) den 9. januar 2014,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråds vedtagelse af et nyt operationskoncept den 10. oktober 2013,

—

der henviser til det kommuniké Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd udsendte den 7. marts 2014, som hilste de væsentlige forbedringer af sikkerhedssituationen i CAR velkommen, men samtidig erkendte, at situationen forsat er bekymrende visse steder, og at der derfor fortsat bør gøres en indsats,

—

der henviser til erklæringen af 27. november 2013 fra formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU afholdt i Addis Ababa (Etiopien),

—

der henviser til erklæringen af 3. marts 2014 fra formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, Nkosazana Dlamini-Zuma, om situationen i CAR,

—

der henviser til konklusionerne fra EU-Rådets samlinger den 16. december 2013, den 20. januar 2014 og den 10. februar 2014 om CAR,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutninger af 17. januar 2013, 12. september 2013 og 12. december 2013 om situationen i CAR,

—

der henviser til sin tidligere beslutning af 19. juni 2013 om CAR,

—

der henviser til mødet på højt plan om den humanitære indsats i CAR, som blev afholdt i Bruxelles den 20. januar 2014,

—

der henviser til donorkonferencen for den internationale støttemission i Den Centralafrikanske Republik (MISCA), som blev afholdt i Addis Ababa den 1. februar 2014,

A.

der henviser til, at forværringen af krisen i CAR i december 2013 førte til, at den midlertidige statsleder, Michel Djotodia, og den midlertidige premierminister, Nicolas Tiangaye, trådte tilbage den 10. januar 2014;

B.

der henviser til, at den nye midlertidige statsleder, Catherine Samba-Panza, blev udpeget af Det Nationale Overgangsråd i forlængelse af den beslutning, som blev truffet af Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC); der henviser til, at den midlertidige præsident den 25. januar 2014 udpegede André Nzapayeké som premierminister og henviser til, at en ny regering er blevet dannet;

C.

der henviser til, at forværringen af situationen i CAR kan forårsage ustabilitet i regionen; der henviser til, at genoprettelsen af sikkerheden er en prioritet, som forudsætter afvæbningen af alle anti-Balaka militser og forsat neutralisering af de tidligere Séléka-oprørere;

D.

der henviser til, at der eksisterer et fremragende samarbejde og komplementaritet mellem militærstyrken fra den internationale støttemission i Den Centralafrikanske Republik (MISCA) under den Afrikanske Unions ansvar og franske militærstyrker (Sangaris); der henviser til, at de nuværende militærstyrkers niveau ikke er tilstrækkeligt til at garantere befolkningens sikkerhed; der henviser til, at EU-Rådet har besluttet at organisere en EUFOR CAR-mission for at sikre Bangui Lufthavn og den nærliggende lejr, som huser 1 00  000 flygtninge;

E.

der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolutioner fastsætter de retlige rammer for den Afrikanske Unions, Frankrigs og EU's intervention; der henviser til, at de pågældende operationer siden 5. december 2014 i højere grad har været rettet mod opretholdelse af orden og sikkerhed end militæroperationer; der henviser til, at det ikke er muligt at opnå et niveau af fuldstændig sikkerhed; der henviser til, at CAR i sidste ende må oprette en centralafrikansk hær;

F.

der henviser til, at den midlertidige præsident har hilst EU's intervention velkommen; der henviser til, at hun har tilskyndet FN til at oprette en fredsbevarende operation i CAR for at bringe denne flerdimensionelle krise under kontrol; der henviser til, at det er muligt i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2027 (2013), at MISCA omdannes til en fredsbevarende FN-operation med henblik på at sikre forsat finansiel støtte, og giver i samme ånd sin opbakning til henstillingen fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til at indsætte en fredsbevarende FN-styrke på 11  820 mand, hvoraf 10  000 er soldater og 1  820 politibetjente, for at genoprette orden og sikkerhed i CAR;

G.

der henviser til, at den finansielle bistand, som det internationale samfund tilvejebringer, er afgørende for genoprettelsen af sikkerheden og statens myndighed og for statens udøvelse af sin suverænitet og sine opgaver inden for det uddannelsesmæssige og sociale område; der henviser til, at der er et akut behov for denne bistand, som ikke bør gøres betinget af krav om nul-risiko eller fuldstændig sikkerhed;

H.

der henviser til, at nedrustning, forsoning, erstatning, politisk dialog og bortskaffelse af tildelingen af straffrihed er væsentlig i forhold til at fjerne årsagerne til ustabilitet i landet og som henviser til, at landets territoriale integritet ikke må sættes på spil; der henviser til, at et minimum af administrativ omorganisering er afgørende for, at valget, der forventes afholdt den 15. februar 2015, kan finde sted; der henviser til, at det internationale samfund med henblik på dette bør støtte overgangen for at følge valgprocessen;

I.

der henviser til, at Overgangsrådet den 14. marts 2014 officielt påbegyndte udarbejdelsen af et nyt forfatningsudkast; der henviser til, at den nationale valgmyndighed er blevet oprettet; der henviser til, at EU-kommissæren for udvikling den 13. marts meddelte, at CAR modtager en ny tildeling af bistand på 81 mio. EUR, denne tildeling gives oven i de 20 mio. EUR, som EU allerede har tildelt CAR som støtte til valgprocessen;

J.

der henviser til, at mange personer, som har krænket menneskerettighederne, og mange krigsforbrydere ikke retsforfølges; der henviser til, at Marie-Thérèse Aissata Keita-Bocoum den 24. januar blev udnævnt som uafhængig ekspert på menneskerettighedssituationen og af FN's Sikkerhedsråd blev bedt om at forelægge en rapport i marts 2014; der henviser til, at FN's generalsekretær den 22. januar meddelte, at der er blevet oprettet en international kommission for at efterprøve alle indberetningerne om krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at kommissionen påbegyndte sit arbejde den 11. marts 2014;

K.

der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 2134 (2014) af 28. januar 2014 tillader anvendelsen af sanktioner mod dem, der truer freden, stabiliteten eller sikkerheden; der henviser til, at Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed den. 7. februar påbegyndte en indledende undersøgelse af de forbrydelser, som er begået siden september 2012;

L.

der henviser til, at der er blevet indberettet grusomheder fra begge sider; der henviser til, at FN's generalsekretær den 3. marts offentliggjorde en rapport, som bekræftede, at krænkelser af menneskerettighederne har fundet sted; der henviser til, at krisen endnu ikke har udartet sig til en sekterisk borgerkrig, men at der forsat er risiko for en optrapning af konflikten;

M.

der henviser til, at overgreb, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden har fået muslimer til at flygte ud af landet, vende tilbage til deres oprindelseslande eller søge tilflugt i lejre, som er oprettet i CAR; der henviser til, at denne flugt, hvad enten den er frivillig eller påtvungen, til andre lande i delregionen er årsag til en alvorlig krise i realøkonomien; der henviser til, at der ikke er noget statsbudget, at lønudbetalingerne i den offentlige sektor er flere måneder bagud, og at præfekturerne bør genoprettes;

N.

der henviser til, at forstyrrelse af den offentlige orden og sikkerhed i CAR er årsag til en alvorlig humanitær krise, som har fordrevet op mod en million mennesker, og henviser til, at denne krise er kendetegnet ved mangel på fødevarer, mangel på funktionsdygtige sundhedsplejefaciliteter og mangel på lægemidler;

O.

der henviser til, at der ikke har været noget fungerende uddannelsessystem i to år; der henviser til, at unge ikke har nogen beskæftigelse; der henviser til, at 6  000 børn ifølge UNICEF er blevet rekrutteret af de væbnede styrker og væbnede grupper;

P.

der henviser til, at det er vigtigt at tage fat på de underliggende årsager til krisen i CAR ved at anvende en bred og holistisk tilgang, der tager hensyn til de indbyrdes forhold mellem landets regeringsførelse, økonomiske udvikling og sikkerhed med henblik på at forbedre befolkningens levevilkår og tilvejebringe varig fred;

Q.

der henviser til, at EU er CARS's vigtigste nødhjælps- og udviklingspartner; der henviser til, at EU har øget sit humanitære engagement til mere end 100 mio. EUR i 2013-2014; der henviser til, at de internationale donorer den 20. januar 2014 forpligtede sig til at yde yderligere 496 mio. USD i bistand; der henviser til, at Europa-Kommissionen vil påbegynde et personorienteret udviklingsprogram med 101 mio. EUR i støtte til at genoprette grundlæggende sociale ydelser og muligheder for at sikre sit underhold, navnlig inden for uddannelse, sundhed, fødevare- og ernæringssikkerhed;

1.

hilser Det Nationale Overgangsråds udnævnelse af Catherine Samba-Panza som overgangspræsident for CAR og dannelsen af en ny regering velkommen; forsikrer dem om sin fulde støtte og opfordrer alle politiske kræfter til at hjælpe med at genoprette freden og med landets genopretning;

2.

udtrykker sin dybe bekymring over situationen i CAR, som er kendetegnet ved en alvorlig svækkelse af lov og orden; fordømmer volden, som forhindrer en velfungerende levering af basale ydelser og forværrer den allerede katastrofale humanitære og økonomiske situation; understreger, at genoprettelsen af de sociale tjenester og sundhedstjenesterne samt udstyringen og genåbningen af skolerne haster;

3.

opfordrer de internationale partnere til at yde mest mulig støtte til den fælles indsats inden for sikkerhed, humanitær bistand og indførelse af en retsstat og økonomisk genopretning;

4.

fordømmer på det kraftigste de alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og de omfattende krænkelser af menneskerettighederne;

5.

understreger, at gerningsmændene, som har begået alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, ikke må få lov at slippe med straffrihed; opfordrer til, at gerningsmændene fordømmes, identificeres, retsforfølges og straffes i overensstemmelse med national og international strafferet; glæder sig over udpegelsen af en international kommission til efterforskning af krænkelser af menneskerettighederne bestående af tre medlemmer og udnævnelsen af Marie-Thérèse Aissata Keita-Bocoum som uafhængig ekspert;

6.

glæder sig over det effektive arbejde, som udføres af MISCA og de franske styrker (Sangaris-missionen); bemærker, at situationen i Bangui bliver gradvist bedre;

7.

støtter gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2127 (2013), der tillader tvungen afvæbning af alle militser uden forskelsbehandling;

8.

opfordrer EU-medlemsstaterne til at bidrage til EUFOR CAR-missionen, således at den kan indsættes hurtigt; opfordrer medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at efterkomme anmodningerne fra generalsekretæren og CAR's overgangsmyndigheder om at godkende organiseringen og finansieringen af en fredsbevarende FN-mission; opfordrer til, at MISCA styrkes, og lykønsker de afrikanske stater, der bidrager dertil; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at mobilisere alle de nødvendige finansielle, menneskelige og andre ressourcer for at styrke tilstedeværelsen af de internationale sikkerhedsstyrker, som hovedsageligt er afrikanske;

10.

fordømmer alle angreb rettet mod muslimer og kristne; frygter, at konflikten kan udarte sig til en sekterisk borgerkrig; glæder sig over de religiøse myndigheders indsats for at forebygge en sekterisk konflikt og bevare den traditionelle fredelige sameksistens;

11.

mener, at det er af afgørende betydning, at der oprettes en sandheds- og forsoningskommission for at råde bod på voldshandlingerne, forsvare ofrenes rettigheder, undgå straffrihed og fremme landets overgang til en demokratisk stat baseret på respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og for at drage enkeltpersoner til ansvar, således at befolkningen kan leve under anstændige forhold;

12.

gør sig til fortaler for genopbygningen af CAR's institutionerne; støtter afholdelsen af parlaments- og præsidentvalg i februar 2015 og tilskynder civilsamfundet til at deltage i drøftelser af CAR's fremtid;

13.

opfordrer til, at der omgående træffes foranstaltninger til at håndtere følgerne af konflikterne, navnlig med hensyn til at reformere de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne, hjemsende flygtninge, genbosætte internt fordrevne personer, genopbygge de lokale myndigheder, mobilisere det menneskelige potentiale, som findes i landet og civilsamfundet, og gennemføre udviklingsprogrammer; opfordrer det internationale samfund til at bistå og støtte myndighederne i CAR og nabolandene, som har måttet håndtere konsekvenserne af denne konflikt, navnlig truende fødevareusikkerhed;

14.

understreger vigtigheden af at gennemføre en integreret subregional strategi, som strækker sig videre end sikkerhed til at omfatte økonomisk og social udvikling, demokrati og respekt for menneskerettighederne med henblik på at bane vejen for bæredygtig vækst i regionen;

15.

glæder sig over den indsats, som myndigheder fra landene i subregionen har ydet;

16.

glæder sig over, at EU har øget sin støtte som svar på den humanitære krise; tilskynder EU og dets medlemsstater til at fortsætte deres indsats for at samordne deres arbejde med andre donorer og opfordrer alle parter til at sikre humanitære organisationer omgående og uhindret adgang til alle personer i nød; opfordrer det internationale samfund til at overholde dets forpligtelser med hensyn til at tilvejebringe midler;

17.

minder om, at de finansielle ressourcer ikke bør gøres betingede af total sikkerhed; støtter overgangspræsidentens indtrængende opfordring til at yde bistand i form af budgetstøtte sammen med fælles forvaltning;

18.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til Den Centralafrikanske Republiks overgangsinstitutioner, Den Afrikanske Unions og den Europæiske Unions institutioner, AVS-Ministerrådet, Den Internationale Organisation af Frankofone Lande, Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater (CEEAC) og De Forenede Nationers generalsekretær.