28.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 200/1

1.

1.1.

1.2.

1.3.

2.

3.

3.1.

3.2.

3.3.

3.4.

3.5.

3.6.

3.7.

3.8.

3.9.

3.10.

3.11.

4.

5.

6.

7.

1.

For at forhindre, at statsstøtte fordrejer konkurrencevilkårene i det indre marked og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der strider mod den fælles interesse, fastlægges i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»traktaten«) det princip, at statsstøtte er forbudt. I visse tilfælde kan statsstøtte dog være forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 2 og 3.

2.

På grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), kan Kommissionen betragte statsstøtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene i EU som forenelig med det indre marked, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

3.

I Europa 2020-strategien (1) fokuseres der på at skabe grundlaget for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. I den henseende er der fastsat en række overordnede mål, herunder mål for klimaændringer og bæredygtighed på energiområdet: i) en nedbringelse af Unionens drivhusgasudledninger på 20 % i forhold til niveauet i 1990, ii) en forøgelse af den andel af Unionens energiforbrug, der stammer fra vedvarende ressourcer, til 20 % og iii) en forbedring af Unionens energieffektivitet på 20 % sammenlignet med niveauet i 1990. De første to af disse nationalt bindende mål blev nået gennem »klima- og energipakken« (2).

4.

Den 22. januar 2014 foreslog Kommissionen de energi- og klimapolitiske mål, der skal nås senest i 2030 i meddelelsen »Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030« (3) (2030-rammen). 2030-rammen har følgende søjler: i) en nedbringelse af drivhusgasudledningerne med 40 % i forhold til niveauet i 1990, ii) et EU-dækkende bindende mål for vedvarende energi på mindst 27 %, iii) nye ambitioner med hensyn til energieffektivitetspolitikker og iv) et nyt styringssystem og et sæt nye indikatorer til sikring af et konkurrencepræget og sikkert energisystem.

5.

De overordnede mål, der er nævnt i punkt (3) er særligt vigtige for disse retningslinjer. For at understøtte realiseringen af disse mål præsenteres initiativet »et ressourceeffektivt Europa« blandt de syv flagskibsinitiativer i Europa 2020-strategien (4). Det flagskibsinitiativ har til formål at skabe rammerne for en række politikker, som kan støtte overgangen til en ressourceeffektiv økonomi med lave CO2-emissioner, som bidrager til:

6.

Det bør erindres, at der i køreplanen for ressourceeffektivitet (5) og flere af Rådets konklusioner efterlyses en udfasning af miljøskadelige subsidier (6). I disse retningslinjer skal der derfor tages hensyn til både de negative virkninger af miljøskadelige subsidier og behovet for at afveje modstridende politiske områder og hensyn, hvilket også anerkendes i flagskibsinitiativet. Støtte til udvinding af fossile brændstoffer er ikke omfattet af disse retningslinjer.

7.

I køreplanen opfordres medlemsstaterne desuden til at effektivisere deres indsats med hensyn til at realisere fordelene ved EU-lovgivningen (7). For at forhindre, at statsstøtteforanstaltninger fører til miljøskader, skal medlemsstaterne desuden navnlig sikre, at Unionens miljølovgivning overholdes, og gennemføre en miljøkonsekvensundersøgelse, når dette kræves i EU-lovgivningen. Medlemsstaterne skal også sikre, at alle relevante tilladelser er indhentet.

8.

I meddelelsen »Energi 2020 — En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi« (8), som indgår i flagskibsinitiativet »et ressourceeffektivt Europa«, konkluderes det allerede, at målet om et sikkert og bæredygtigt marked for energi til en rimelig pris vil blive undermineret, medmindre elforsyningsnettene opgraderes, forældede anlæg erstattes af mere konkurrencedygtige og renere alternativer, og energien udnyttes mere effektivt i hele energikæden.

9.

2030-rammen opfordrer til en ambitiøs forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne i overensstemmelse med 2050-køreplanerne. Realiseringen af dette mål bør bygge på en omkostningseffektiv tilgang, der giver medlemsstaterne fleksibilitet til at indrette et kulstoffattigt energisystem, der passer til deres særlige omstændigheder, og fremme forskning og innovation til støtte for klima og energi efter 2020. Disse retningslinjer overholder disse principper og baner vejen for 2030-rammen.

10.

I disse retningslinjer fastsætter Kommissionen betingelserne for, om støtte på energi- og miljøområdet kan betragtes som forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c).

11.

Som anført i Kommissionens meddelelse om modernisering af statsstøttereglerne (9) skal moderniseringen af statsstøttekontrollen tjene tre formål, nemlig

12.

I meddelelsen bliver der især slået til lyd for, at man ved revisionen af de forskellige retningslinjer og rammebestemmelser følger en helhedstilgang, der skal tage sigte på at styrke det indre marked, øge effektiviteten i de offentlige udgifter ved at sikre, at den ydede statsstøtte bidrager bedre til virkeliggørelse af mål af fælles interesse, og skærpe kontrollen med tilskyndelsesvirkningen, med støttens begrænsning til det nødvendige minimum samt med dens potentielle negative virkninger for konkurrence og samhandel. Betingelserne for forenelighed i disse retningslinjer er baseret på disse fælles vurderingsprincipper.

13.

Disse retningslinjer gælder for statsstøtte, der ydes til miljøbeskyttelse eller energiformål inden for alle sektorer, der er omfattet af traktaten, for så vidt foranstaltningerne er omfattet af afsnit 1.2. Retningslinjerne finder således også anvendelse på sektorer, der er underlagt særlige EU-bestemmelser om statsstøtte (transport (10), kul, landbrug, skovbrug samt fiskeri og akvakultur), medmindre andet er fastlagt i sidstnævnte bestemmelser.

14.

Hvad angår landbrug samt fiskeri og akvakultur, finder disse retningslinjer anvendelse på støtte til miljøbeskyttelse til fordel for virksomheder inden for produktforarbejdning og -salg og under visse omstændigheder til fordel for virksomheder, der er aktive inden for primærproduktion. Der gælder følgende betingelser for disse sektorer:

15.

Disse retningslinjer gælder ikke for

16.

Der må ikke ydes miljø- og energistøtte til kriseramte virksomheder som defineret med henblik på disse retningslinjer i Fællesskabets gældende retningslinjer for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (19) som ændret eller erstattet.

17.

Ved vurderingen af støtte til en virksomhed, der ikke har efterkommet et krav om tilbagebetaling af støtte, som Kommissionen ved en tidligere afgørelse har fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, vil Kommissionen tage hensyn til det støttebeløb, der endnu ikke er tilbagebetalt (20).

18.

Kommissionen har udpeget en række foranstaltninger på miljø- og energiområdet, hvor statsstøtte på visse betingelser kan være forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c):

19.

I disse retningslinjer gælder følgende definitioner:

20.

Individuel støtte, der ydes på grundlag af en støtteordning, er stadig omfattet af underretningsforpligtelsen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, hvis støtten overstiger følgende anmeldelsestærskler (32) og ikke ydes på basis af et udbud:

21.

Skattefritagelser, lempelser af miljøafgifter og fritagelser fra finansiering af energi fra vedvarende energikilder, der er omfattet af afsnit 3.7, vil ikke være underlagt betingelserne for individuelt anmeldt støtte. Støtte i form af skattemæssig støtte, som ikke er omfattet af afsnit 3.7 i disse retningslinjer, vil dog blive underlagt en individuel vurdering, hvis de gældende lofter overskrides. Det gælder også, uanset om den pågældende støttemodtager samtidig indrømmes en afgiftsfritagelse eller -lempelse ifølge afsnit 3.7.

22.

I disse retningslinjer anføres forenelighedskriterierne for støtteordninger og individuel støtte til fordel for miljøbeskyttelse og energi, som er omfattet af anmeldelsesforpligtelsen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3.

23.

Statsstøtte til fordel for miljøbeskyttelse og realiseringen af energimålsætninger vil blive betragtet som forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), hvis den ud fra de fælles vurderingsprincipper i dette kapitel vurderes at medføre et øget bidrag til Unionens miljø- eller energimålsætninger uden at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Der vil blive taget hensyn til støtteberettigede områders særlige ulemper.

24.

Dette kapitel beskriver, hvordan Kommissionen vil anvende de fælles vurderingsprincipper i afsnit 3.1 ved vurderingen af støtteforanstaltninger, der ligger inden for disse retningslinjers anvendelsesområde, og indeholder, hvor det er relevant, særlige betingelser for individuel støtte (der ydes enten i henhold til en støtteordning eller som ad hoc-støtte).

25.

Afsnit 3.2 indeholder de generelle betingelser for forenelighed, som gælder for alle støtteforanstaltninger, der ligger inden for disse retningslinjers anvendelsesområde, medmindre de mere specifikke afsnit i kapitel 3 præciserer eller afviger fra disse generelle betingelser for forenelighed. Således gælder afsnit 3.2 navnlig for følgende foranstaltninger, som ikke er omhandlet i de mere specifikke afsnit i kapitel 3:

26.

Ved vurderingen af, om en anmeldt støtteforanstaltning kan anses for at være forenelig med det indre marked, undersøger Kommissionen sædvanligvis, om den er udformet på en sådan måde, at der er sikkerhed for, at støtteforanstaltningens positive virkninger med hensyn til realisering af et mål af fælles interesse opvejer dens potentielt negative virkninger for samhandel og konkurrence.

27.

I meddelelsen om modernisering af statsstøttereglerne af 8. maj 2012 (33) blev der slået til lyd for, at der skal identificeres og defineres nogle fælles principper for vurdering af foreneligheden af alle de støtteforanstaltninger, som Kommissionen skal tage stilling til. Kommissionen vil således kun betragte en statsstøtteforanstaltning som forenelig med traktaten, hvis den opfylder alle følgende kriterier:

28.

Der kan desuden for visse kategorier af ordninger stilles krav om efterfølgende evaluering af disse ordninger som beskrevet i afsnit 4. I sådanne tilfælde kan Kommissionen begrænse varigheden af disse ordninger (sædvanligvis til fire år eller mindre) med mulighed for efterfølgende genanmeldelse med henblik på deres forlængelse.

29.

Hvis en statsstøtteforanstaltning eller de betingelser, der er knyttet til den (herunder dens finansieringsmetode, når den udgør en integrerende del af foranstaltningen), endvidere medfører en tilsidesættelse af EU-retten, og denne tilsidesættelse ikke kan udskilles fra resten af støtteforanstaltningen, kan støtten desuden ikke erklæres forenelig med det indre marked (34). Eksempelvis skal enhver afgift på energiområdet, som har til formål at finansiere en statsstøtteforanstaltning, være i overensstemmelse med især traktatens artikel 30 og 110 (35).

30.

Det overordnede formål med miljøstøtte er at øge miljøbeskyttelsen i forhold til det niveau, der ville blive opnået uden støtten. Navnlig i Europa 2020-strategien er der fastsat mål for bæredygtig vækst, som skal understøtte overgangen til en ressourceeffektiv og konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi. En lavemissionsøkonomi med en væsentlig andel af variabel energi fra vedvarende energikilder kræver omlægning af energisystemet og navnlig betragtelige investeringer i energinet (36). Det primære formål med at yde støtte i energisektoren er at sikre et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og sikkert energisystem på et velfungerende EU-energimarked (37).

31.

Medlemsstater, som har til hensigt at yde miljø- eller energistøtte, skal præcist fastlægge det tilstræbte mål og redegøre for foranstaltningens forventede bidrag til at opnå dette mål. Ved indførelse af en foranstaltning, der medfinansieres af EU's struktur- og investeringsfonde, kan medlemsstaterne basere sig på definitionen af formålet i de relevante operationelle programmer gennem angivelse af det tilstræbte miljø- eller energimæssige mål.

32.

Miljøundersøgelser kan bidrage til at fastlægge et fælles mål, hvis de har en direkte sammenhæng med investeringer, der er støtteberettigede i henhold til disse retningslinjer, også hvis de pågældende investeringer på baggrund af en indledende undersøgelse ikke foretages.

33.

For at påvise, at individuelt anmeldelsespligtig støtte bidrager til øget miljøbeskyttelse, kan medlemsstaten, så vidt det er muligt rent kvantitativt, gøre brug af en række indikatorer, navnlig følgende:

34.

Mens det generelt anerkendes, at markeder præget af konkurrence normalt frembringer effektive resultater med hensyn til priser, produktion og brug af ressourcer, kan statslig indgriben i tilfælde af markedssvigt (38) gøre markeder mere velfungerende. I visse situationer kan statsstøtteforanstaltninger faktisk udbedre markedssvigt og derved bidrage til at nå det fælles mål i det omfang, at markedet ikke kan levere effektive resultater på egen hånd. For at vurdere, om statsstøtte er effektiv med hensyn til at nå målet, er det nødvendigt først at fastslå og diagnosticere det problem, der skal løses. Statsstøtte bør kun ydes i de situationer, hvor støtten kan føre til en væsentlig forbedring, som markedet alene ikke kan levere.

35.

Med henblik på at fastlægge retningslinjer, der sikrer, at støtteforanstaltningerne opnår det fælles mål, skal medlemsstaterne udpege de markedssvigt, der hæmmer en forøgelse af miljøbeskyttelsen eller et velfungerende, sikkert og bæredygtigt internt marked for energi til en rimelig pris. Markedssvigt med relation til miljø- og energimålsætninger kan være af generel art eller meget forskelligartede, men de kan under alle omstændigheder forhindre opnåelse af de optimale resultater og føre til ineffektivitet af følgende årsager:

36.

Alene det, at der forekommer markedssvigt i en bestemt sammenhæng, er ikke tilstrækkeligt til at berettige statslig indgriben. Navnlig kan der allerede være iværksat andre politikker og foranstaltninger for at afhjælpe nogle af de påviste markedssvigt. Blandt eksempler kan nævnes regulering på sektorplan, obligatoriske krav med hensyn til forurening, prissætningsmekanismer såsom Unionens emissionshandelssystem og CO2-afgifter. Yderligere foranstaltninger, herunder statsstøtte, må kun rettes mod eventuelle resterende markedssvigt, dvs. markedssvigt, som der ikke tages hånd om gennem sådanne andre politikker og foranstaltninger. Det er desuden vigtigt at påvise, hvordan statsstøtte styrker andre iværksatte politikker og foranstaltninger, der sigter mod at afhjælpe det samme markedssvigt. Argumentet for, at statsstøtte er nødvendig, er derfor ikke så stærkt, hvis denne støtte modvirker andre politikker til afhjælpning af det samme markedssvigt.

37.

Kommissionen vil anlægge den betragtning, at støtten er nødvendig, hvis medlemsstaten kan påvise, at støtten reelt er rettet mod et (residualt) markedssvigt, der ikke tackles.

38.

Mens der generelt kan forekomme markedssvigt, og støtteforanstaltninger i princippet kan være effektive med hensyn til at frembringe resultater på et marked, forholder det sig ikke nødvendigvis sådan, at alle berørte virksomheder bliver lige hårdt ramt af disse markedssvigt. Derfor vil Kommissionen, når der er tale om anmeldelsespligtig individuel støtte, vurdere det konkrete behov for støtte i hvert enkelt tilfælde. Det er op til medlemsstaten at påvise, at der forsat findes et markedssvigt, som der ikke er taget hånd om, for den konkrete aktivitet, der skal ydes støtte til, og at støtten målrettes effektivt mod markedssvigtet.

39.

Afhængigt af det konkrete markedssvigt vil Kommissionen tage hensyn til følgende forhold:

40.

Den foreslåede støtteforanstaltning skal være et redskab, der egner sig til at opfylde det pågældende politiske mål. En støtteforanstaltning vil ikke blive anset for forenelig med det indre marked, hvis det samme positive bidrag til det fælles mål kan nås ved andre mindre fordrejende politiske virkemidler eller mindre konkurrencefordrejende støtteforanstaltninger.

41.

Statsstøtte er ikke det eneste politiske virkemiddel, som medlemsstaterne har til rådighed for at fremme øget miljøbeskyttelse eller opnå et velfungerende, sikkert og bæredygtigt europæisk marked for energi til en rimelig pris. Det er vigtigt at huske på, at der kan være andre og mere velegnede virkemidler til at nå disse mål. Regulering og markedsbaserede instrumenter er de vigtigste midler til at nå miljø- og energimålsætninger. Bløde instrumenter som f.eks. frivillig økomærkning og udbredelse af miljøvenlige teknologier kan også spille en vigtig rolle i bestræbelserne på at opnå et højere miljøbeskyttelsesniveau.

42.

Forskellige foranstaltninger til afhjælpning af det samme markedssvigt kan modvirke hinanden. Dette gælder, hvis der er etableret en effektiv markedsbaseret mekanisme, som specifikt skal tage hånd om problemet med eksterne virkninger. En supplerende støtteforanstaltning, der skal afhjælpe det samme markedssvigt, risikerer at underminere den markedsbaserede mekanismes effektivitet.

43.

Forskellige foranstaltninger til afhjælpning af forskellige markedssvigt kan også modvirke hinanden. En foranstaltning vedrørende til løsning af et problem med produktionens tilstrækkelighed skal afbalanceres med de miljømæssige mål om en gradvis udfasning af miljømæssigt eller økonomisk skadelige subsidier, herunder for fossile brændstoffer. Ligeledes kan en foranstaltning, der skal mindske drivhusgasudledninger, øge udbuddet af variabel energi, hvilket kan få en negativ indvirkning med hensyn til tilstrækkelig produktion.

44.

Overholdelse af princippet om, at forureneren betaler, i kraft af miljølovgivningen, sikrer i princippet, at markedssvigt i forbindelse med negative eksterne virkninger korrigeres. Derfor er statsstøtte ikke et hensigtsmæssigt instrument, og støtten må ikke ydes, hvis støttemodtageren i henhold til nuværende EU-lovgivning eller national lovgivning kan holdes ansvarlig for forureningen (40).

45.

Miljø- og energistøtte kan ydes under forskellige former. Men medlemsstaten skal sikre, at støtten ydes under den form, der må antages at skabe færrest samhandels- og konkurrencefordrejninger. I denne henseende skal medlemsstaten redegøre for, hvorfor andre potentielt mindre konkurrencefordrejende former for støtte ikke er lige så hensigtsmæssige — for eksempel tilbagebetalingspligtige forskud kontra direkte støtte eller godtgørelse sammenlignet med lempelse af miljøafgifter eller former for støtte, som er baseret på finansielle instrumenter såsom gælds- eller egenkapitalinstrumenter (f.eks. lån til lav rente eller rentegodtgørelse, statsgarantier eller alternativ tilvejebringelse af kapital på favorable vilkår).

46.

Valget af støtteinstrument skal harmonere med det markedssvigt, som støtteforanstaltningen skal afhjælpe. Navnlig, hvis der er usikkerhed om de faktiske indtægter, for eksempel i tilfælde af energibesparende foranstaltninger, kan et tilbagebetalingspligtigt forskud være et hensigtsmæssigt instrument. I forbindelse med støtteordninger, der tjener til at realisere målsætningerne og prioriteringerne i operationelle programmer, antages det i princippet, at det valgte finansieringsinstrument er et hensigtsmæssigt instrument.

47.

Når der er tale om driftsstøtte, skal medlemsstaten dokumentere, at støtten er formålstjenlig til realisering af ordningens mål, som støtten er rettet mod. Med henblik på at dokumentere støttens formålstjenlighed kan medlemsstaten beregne støttebeløbet på forhånd som et fast beløb til dækning af meromkostningerne i en given periode, så virksomhederne tilskyndes til at holde minimere omkostningerne og udvikle deres forretning mere effektivt (41).

48.

Med henblik på at påvise, at en ordning er hensigtsmæssig, kan medlemsstaten desuden gøre brug af resultater fra tidligere evalueringer som beskrevet i kapitel 4.

49.

Miljø- og energistøtte kan kun anses for at være forenelig med det indre marked, hvis den har en tilskyndelsesvirkning. Der er tale om en tilskyndelsesvirkning, hvis støtten får støttemodtageren til at ændre adfærd og øge miljøbeskyttelsen eller sikre et mere velfungerende, sikkert og bæredygtigt marked for energi til en rimelig pris, og hvis dette ikke ville være sket uden støtten. Støtten må ikke gå til dækning af omkostningerne ved en aktivitet, som virksomheden under alle omstændigheder ville have iværksat, eller kompensere for den normale forretningsmæssige risiko ved en økonomisk aktivitet.

50.

Efter Kommissionens opfattelse har støtten ingen tilskyndelsesvirkning for støttemodtageren, hvis arbejdet på projektet allerede var påbegyndt, inden støttemodtageren ansøgte de nationale myndigheder om støtte. I sådanne tilfælde, hvor støttemodtageren påbegynder gennemførelsen af projektet, før der ansøges om støtte, vil enhver støtte, der ydes til det pågældende projekt, ikke blive betragtet som forenelig med det indre marked.

51.

Medlemsstaterne skal indgive og anvende et støtteansøgningsskema. Ansøgningsskemaet skal mindst indeholde ansøgerens navn og oplysning om virksomhedens størrelse, en beskrivelse af projektet, herunder gennemførelsesstedet samt start- og afslutningsdato, det beløb, der er nødvendigt for dets gennemførelse, samt de støtteberettigede omkostninger. I ansøgningsskemaet skal støttemodtagerne beskrive situationen uden støtte, dvs. en situation som kaldes det kontrafaktiske scenario eller det alternative scenario eller projekt. Desuden skal store virksomheder fremlægge dokumentation for det kontrafaktiske scenario, der beskrives i ansøgningsformularen.

52.

Når den støttebevilgende myndighed modtager en ansøgningsformular, skal den kontrollere det kontrafaktiske scenarios troværdighed og bekræfte, at støtten har den krævede tilskyndelsesvirkning. Det kontrafaktiske scenario er troværdigt, hvis det er realistisk og baseret på de beslutningsparametre, der var gældende på det tidspunkt, hvor støttemodtageren traf sin investeringsbeslutning. Det er ikke nødvendigt at opfylde betingelserne i punkt (50) og (51), hvis støtten ydes på basis af et udbud.

53.

Efter Kommissionens opfattelse har støtte ydet til tilpasning til fremtidige EU-standarder i princippet en tilskyndelsesvirkning, herunder når standarden allerede er vedtaget, men endnu ikke i kraft. I sidstnævnte tilfælde har støtten en tilskyndelsesvirkning, hvis den giver incitament for gennemførelse af investeringen, længe før standarden træder i kraft. Støtte, der ydes med henblik på tilpasning til EU-standarder, der allerede er vedtaget, men endnu ikke er trådt i kraft, vil blive anset for at have en tilskyndelsesvirkning, hvis investeringen gennemføres og afsluttes mindst et år før EU-standardens ikrafttræden.

54.

Som en yderligere undtagelse fra afsnit 53, kan der være en tilskyndelsesvirkning, hvis støtten ydes til:

55.

Kommissionen finder, at støtte til investeringer, der sætter den støttemodtagende virksomhed i stand til at træffe foranstaltninger, der går videre end de gældende EU-standarder, bidrager positivt til det miljø- eller energimæssige mål. For ikke at afskrække medlemsstaterne fra at fastsætte bindende nationale standarder, der er strengere end de tilsvarende EU-standarder, forekommer der sådanne positive bidrag, uanset om der foreligger obligatoriske nationale standarder, som er strengere end EU-standarderne. Der kan f.eks. være tale om foranstaltninger til forbedring af vand- og luftkvaliteten ud over de obligatoriske EU-standarder. Sådanne positive bidrag forekommer også, når der findes en obligatorisk national standard, der er vedtaget i mangel af EU-standarder.

56.

Under direktiv 2012/27/EU (42) (»energieffektivitetsdirektivet«), skal store virksomheder få foretaget energisyn hvert fjerde år. Derfor har støtte til energisyn for store virksomheder kun en tilskyndelsesvirkning, hvis den ikke udgør kompensation for et energisyn, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivet. Da den samme forpligtelse ikke pålægges SMV'er, kan støtte ydet til sådanne virksomheder energisyn have en tilskyndelsesvirkning.

57.

Foregående afsnit er med forbehold af vurderingen af tilskyndelsesvirkningen ved statsstøtte til energieffektivitetsforanstaltninger, der foreskrives af eller gennemføres som følge af energisynet, eller som gennemføres på baggrund af andre værktøjer såsom energi- og miljøforvaltningssystemer.

58.

I tilfælde af foranstaltninger, hvor der kræves individuel anmeldelse, skal medlemsstaterne fuldt ud påvise støttens tilskyndelsesvirkning over for Kommissionen. De skal fremlægge tydelig dokumentation for, at støtten har en effektiv indvirkning på investeringsbeslutningen, således at den ændrer støttemodtagerens adfærd, så vedkommende øger miljøbeskyttelsen eller fremmer et velfungerende EU-energimarked. For at Kommissionen kan foretage en grundig vurdering, skal medlemsstaten ikke blot fremlægge oplysninger om det støttemodtagende projekt, men også give en udtømmende beskrivelse af det kontrafaktiske scenarie, hvor virksomheden ikke modtager støtte fra nogen medlemsstat.

59.

Fordelene ved nye investeringer eller produktionsmetoder er normalt ikke begrænset til deres direkte miljøvirkninger eller indvirkning på energimarkedet. Der kan navnlig være tale om produktionsfordele (43), mens risiciene især vedrører usikkerheden om, hvorvidt investeringen bliver så produktiv som forventet.

60.

Tilskyndelsesvirkningen skal i princippet påvises ved en analyse af det kontrafaktiske scenarie, hvor der foretages en sammenligning af den tilsigtede aktivitet med støtte og uden støtte. Denne analyse består i bund og grund i at kontrollere projektets rentabilitet i mangel af støtte for at vurdere, om det rent faktisk giver en mindre fortjeneste end den, som virksomheden kan opnå ved at gennemføre det alternative projekt.

61.

I denne sammenhæng vil rentabilitetsvurderingen kunne baseres på almindeligt anvendte metoder inden for den pågældende branche, bl.a. metoder til at evaluere projektets nettonutidsværdi (44), det interne afkast (45) og afkastet af den investerede kapital. Projektets rentabilitet skal sammenholdes med virksomhedens normale krav til afkast ved andre investeringsprojekter af samme type. Hvor et sådant benchmark ikke findes, skal projektets rentabilitet sammenholdes med virksomhedens samlede kapitalomkostninger eller det sædvanlige afkast i den pågældende branche.

62.

Hvis der ikke findes noget kontrafaktisk scenarie, kan der antages at forelægge en tilskyndelseseffekt, hvis der er et finansieringsgab, dvs. når investeringsomkostningerne overstiger nettonutidsværdien af investeringens forventede driftsoverskud udregnet på grundlag af en forretningsplan, der er udarbejdet på forhånd.

63.

Medlemsstaterne opfordres navnlig til at gøre brug af tidssvarende, relevant og troværdig dokumentation, herunder bl.a. officielle dokumenter fra bestyrelsen, rapporter fra kreditudvalg, risikovurderinger, finansielle rapporter, interne forretningsplaner, ekspertudtalelser og undersøgelser med relation til det investeringsprojekt, der vurderes. Også efterspørgselsprognoser, omkostningsprognoser, finansielle prognoser, dokumenter, der forelægges et investeringsudvalg, og hvori der gøres rede for forskellige investeringsscenarier, samt dokumenter, der stilles til rådighed for de finansielle markeder, kan hjælpe med til at dokumentere tilskyndelsesvirkningen.

64.

For at sikre, at tilskyndelsesvirkningen fastlægges på et objektivt grundlag, kan Kommissionen i sin vurdering af den sammenholde virksomhedsspecifikke data med data vedrørende den branche, som virksomheden opererer i (kendt som benchmarking). Navnlig skal medlemsstaten så vidt muligt fremlægge branchespecifikke data, der påviser, at virksomhedens kontrafaktiske situation, dens nødvendige rentabilitetsniveau og dens forventede pengestrømme er rimelige.

65.

Kommissionen kan finde en tilskyndelsesvirkning i tilfælde, hvor en virksomhed kan have et incitament til at gennemføre et projekt med støtte, selv om det støttemodtagende projekt ikke når op på det rentabilitetsniveau, der normalt er nødvendigt. Dette kan for eksempel være berettiget, hvis projektet medfører mere generelle fordele, som ikke afspejles i selve projektets rentabilitet. Under sådanne omstændigheder er den dokumentation, der fremlægges for at påvise en tilskyndelsesvirkning, særlig vigtig.

66.

Hvis en virksomhed tilpasser sig en national standard, der går videre end EU-standarderne eller indføres i mangel af EU-standarder, vil Kommissionen kontrollere, at støttemodtageren ville være blevet påvirket mærkbart som følge af øgede omkostninger og ikke ville have været i stand til at bære omkostningerne ved en øjeblikkelig gennemførelse af nationale standarder.

67.

Der kan være investeringer, som bringer virksomheder over de minimumsniveauer, der kræves i EU-standarderne, men hvor Kommissionen alligevel ikke kan finde nogen tilskyndelsesvirkning, navnlig hvis disse investeringer fører til niveauer, som svarer til de tekniske minimumsstandarder, der findes på markedet.

68.

Hvis støtten ikke ændrer modtagerens adfærd ved at opmuntre til yderligere aktiviteter, har den ikke nogen tilskyndelsesvirkning med hensyn til at fremme miljøvenlig adfærd i Unionen eller styrke det europæisk energimarkeds funktionsmåde. Derfor vil støtten ikke blive godkendt i tilfælde, hvor de samme aktiviteter tilsyneladende alligevel ville blive gennemført uden støtten.

69.

Miljø- og energistøtte betragtes som proportional, hvis støttebeløbet pr. modtager begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at nå det tilsigtede miljø- eller energimæssige mål.

70.

Som hovedregel vil støtten blive anset for at være begrænset til det nødvendige minimum, hvis støttebeløbet svarer til de nettomeromkostninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningen, i forhold til det kontrafaktiske scenario uden støtten. Nettomeromkostningerne beregnes som forskellen mellem de økonomiske fordele og omkostninger (herunder ved investering og drift) ved det støttemodtagende projekt med de tilsvarende ved det alternative investeringsprojekt, som virksomheden ville gennemføre uden støtte, dvs. det kontrafaktiske scenario.

71.

Det kan imidlertid være vanskeligt i fuldt omfang at tage højde for alle økonomiske fordele, som en virksomhed vil opnå ved en yderligere investering (46). I tilfælde af foranstaltninger, som ikke skal vurderes individuelt, kan der således anvendes en forenklet metode, hvor der fokuseres på at beregne de ekstra investeringsomkostninger (dvs. hvor der ikke tages hensyn til driftsgevinster og driftsomkostninger). Støtte til foranstaltninger, som ikke skal vurderes individuelt, vil blive betragtet som forholdsmæssig, hvis den ikke overstiger den maksimale støtteintensitet, dvs. en given procentdel af de støtteberettigede omkostninger som defineret i afsnit 72 til 76. Disse maksimale støtteintensiteter lægger desuden et loft over den støtte, der ydes til anmeldelsespligtige foranstaltninger.

72.

De støtteberettigede omkostninger til miljøstøtte er de ekstra omkostninger til investering i materielle og/eller immaterielle aktiver, der har direkte tilknytning til virkeliggørelsen af det fælles mål.

73.

De støtteberettigede omkostninger fastlægges som følger:

74.

Bilag 2 indeholder en liste med de relevante kontrafaktiske scenarier og en beregning af støtteberettigede omkostninger, der afspejler det kontrafaktiske scenarie, der skal lægges til grund i lignende tilfælde. Kommissionen kan acceptere alternative kontrafaktiske situationer, hvis de begrundes behørigt af medlemsstaten.

75.

For foranstaltninger, der støtter integrerede projekter, såsom integrerede energieffektivitetsforanstaltninger eller biogasprojekter, kan det være vanskeligt at bestemme det kontrafaktiske scenarie. Hvis et kontrafaktisk scenarie ikke kan bestemmes på troværdig vis, kan Kommissionen beslutte at undersøge de samlede projektomkostninger som et alternativ, der kan indebære lavere støtteintensiteter for at afspejle den anderledes beregning af de støtteberettigede omkostninger.

76.

Reglerne i afsnit 73 til 75 gælder for opførelsen af produktionsanlæg i forbindelse med energieffektive fjernvarme- eller fjernkølingsprojekter. Imidlertid vil tilgangen baseret på finansieringsgab blive anvendt på støtte til anlæg af nettet svarende til vurderingen af energiinfrastruktur.

77.

For at sikre forudsigelighed og lige vilkår gør Kommissionen brug af en maksimal støtteintensitet for støtte som fastlagt i bilag 1. Disse støtteintensiteter afspejler dels behovet for statslig indgriben, som afhænger af, hvor relevant det pågældende markedssvigt er, dels den forventede fordrejning af konkurrencen og samhandelen.

78.

En højere støtteintensitet kan tillades for nogle former for støtte, eller hvis investeringen foretages i et støtteberettiget område, men intensiteten kan aldrig overstige 100 % af de støtteberettigede omkostninger. Der kan tillades højere støtteintensiteter i følgende tilfælde:

79.

Derfor vil Kommissionen anse støtten for at være forenelig med det indre marked, hvis de støtteberettigede omkostninger er beregnet korrekt, og de i bilag 1 fastsatte maksimale støtteintensiteter er overholdt.

80.

Hvis støtten ydes til støttemodtageren gennem et udbud baseret på klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier, kan støtten nå op på 100 % af de støtteberettigede omkostninger (53). En sådan udbud skal være ikke-diskriminerende og sikre deltagelse af et tilstrækkeligt stort antal virksomheder. Endvidere skal budgettet i udbudsproceduren være bindende forstået på den måde, at ikke alle deltagere kan modtage støtte. Endelig skal støtten ydes på basis af det første bud indgivet af tilbudsgiveren, således at efterfølgende forhandlinger udelukkes.

81.

Støtte kan bevilges samtidig under flere støtteordninger eller kumuleres med ad hoc-støtte, forudsat at den samlede statsstøtte til en aktivitet eller et projekt ikke overstiger de støttelofter, der er fastlagt i disse retningslinjer. EU-støtte, der forvaltes centralt af Kommissionen, og som ikke direkte eller indirekte er under medlemsstatens kontrol (54), udgør ikke statsstøtte. Hvis en sådan EU-støtte kombineres med statsstøtte, tages der kun hensyn til sidstnævnte ved vurdering af, om anmeldelseslofter og maksimale støtteintensiteter overholdes. Dog må den samlede offentlige støtte, der ydes med relation til de samme støtteberettigede omkostninger, ikke overstige den maksimale støttesats, der er fastlagt i de gældende regler i EU-retten.

82.

Støtte må ikke kumuleres med de minimis-støtte, hvad angår de samme støtteberettigede omkostninger, hvis en sådan kumulering vil føre til en støtteintensitet, der er højere end tilladt ifølge disse retningslinjer.

83.

Når det gælder individuel støtte, er overholdelse af den maksimale støtteintensitet, der er fastlagt i dette afsnit og i bilag 1, ikke tilstrækkelig til at sikre proportionalitet. Denne maksimale støtteintensitet anvendes som et loft for individuel støtte (55).

84.

Som hovedregel anses individuelt anmeldelsespligtig støtte for at være begrænset til et minimum, hvis støttebeløbet svarer til nettomeromkostningerne ved den støttede investering sammenlignet med det kontrafaktiske scenario uden støtte. Der skal tages hensyn til alle relevante omkostninger og fordele i hele projektets levetid.

85.

Hvis intet konkret alternativt projekt kan udpeges som kontrafaktisk projekt, vil Kommissionen kontrollere, om støtten overstiger det minimum, der er nødvendigt for at gøre det støttemodtagende projekt tilstrækkelig rentabelt, for eksempel om den øger dets interne afkast ud over den pågældende virksomheds normale afkast ved andre investeringsprojekter af lignende art. Når dette benchmark ikke foreligger, kan virksomhedens kapitalomkostninger som helhed eller afkast, der normalt ses i den pågældende industri, kan anvendes til dette formål.

86.

Medlemsstaten skal godtgøre, at støtten holdes på et minimum. Vurderingen af, om støtten står i et rimeligt forhold til formålet, kan også baseres på beregninger til vurdering af støttens tilskyndelsesvirkning. Medlemsstaten skal godtgøre, at støtten står i et rimeligt forhold til formålet, ved at fremlægge den i punkt 63 omhandlede dokumentation.

87.

Hvis driftsstøtte ydes ved udbud, formodes den individuelle støtte at være proportional, hvis de overordnede betingelser er opfyldt.

88.

Hvis støtten skal kunne anses for at være forenelig med det indre marked, skal de negative virkninger i form af fordrejning af konkurrencevilkårene og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne være begrænset og opvejes af støttens positive virkning i kraft af bidraget til målet af fælles interesse.

89.

Kommissionen har anført to primære former for potentiel fordrejning forårsaget af støtte, nemlig fordrejning af produktmarkeder og virkninger med hensyn til placering. Begge former for fordrejning kan føre til ineffektiv allokering, der underminerer det indre markeds økonomiske ydeevne, og fordelingsproblemer, der påvirker fordelingen af de økonomiske aktiviteter på tværs af regionerne.

90.

Støtte til miljøformål vil i sagens natur typisk favorisere miljøvenlige produkter og teknologier på bekostning af andre og mere forurenende produktionsformer, og denne effekt af støtten vil i princippet ikke blive betragtet som en uberettiget fordrejning af konkurrencen, da den er naturligt forbundet med selve formålet med støtten, nemlig at gøre økonomien grønnere. Ved vurderingen af de potentielle negative virkninger af miljøstøtte vil Kommissionen tage højde for foranstaltningens samlede miljøvirkning i forbindelse med dens negative virkning for ikkestøttede virksomheders markedsposition og dermed for deres indtjening. I denne forbindelse vil Kommissionen navnlig vurdere de konkurrencefordrejende virkninger på konkurrenter, som ligeledes opererer på et miljøvenligt grundlag, men uden støtte. Endvidere gælder det, at jo lavere den forventede miljøvirkning af den omhandlede foranstaltning er, jo vigtigere er det at undersøge, hvordan den påvirker konkurrenternes markedsandele og indtjening på markedet.

91.

En af de potentielt skadelige virkninger af statsstøtte til opnåelse af miljø- og energimålsætningerne er, at den forhindrer markedsmekanismerne i at frembringe effektive resultater ved at belønne de mest effektive og innovative producenter og lægge pres på de mindst ineffektive med hensyn til at foretage forbedringer eller omstruktureringer eller forlade markedet. Dette kan føre til en situation, hvor mere effektive eller innovative konkurrenter, f.eks. konkurrenter med en anden og muligvis endnu renere teknologi, som ellers ville kunne træde ind på markedet og ekspandere, er ude af stand til dette på grund af den støtte, der ydes til visse virksomheder. I det lange løb kan det at gribe ind i den proces, hvor virksomheder trænger ind på og forlader markedet i kraft af konkurrencen, hæmme innovationen og forsinke produktivitetsforbedringer i hele den pågældende branche.

92.

Støtten kan desuden have en fordrejende virkning ved at styrke eller fastholde støttemodtagerens stærke markedsposition. Selv i de tilfælde, hvor støtten ikke direkte styrker en betydelig markedsposition, kan den alligevel gøre det indirekte, fordi den afholder eksisterende konkurrenter fra at ekspandere, fremprovokerer deres udtræden af markedet eller afholder nye konkurrenter fra at komme ind på markedet.

93.

Bortset fra fordrejninger på produktmarkederne kan støtte også få indvirkning på samhandel og valg af placering. Disse fordrejninger kan opstå på tværs af medlemsstaterne, enten når virksomheder konkurrerer på tværs af grænserne eller overvejer forskellige områder, hvor de vil investere. Støtte, som har til formål at opretholde økonomisk aktivitet i én region eller flytte den fra andre regioner inden for det indre marked, fører måske ikke direkte til en fordrejning af produktmarkedet, men den kan flytte aktiviteter eller investeringer fra én region til en anden, uden at der opnås nogen positiv nettovirkning på miljøet.

94.

I princippet skal enhver støtteforanstaltning og den sammenhæng, som den gennemføres i, analyseres for at fastslå, i hvilket omfang den kan betragtes som konkurrencefordrejende. Der findes imidlertid situationer, hvor de negative konsekvenser klart opvejer de positive virkninger, hvilket betyder, at støtten ikke kan anses for at være forenelig med det indre marked.

95.

Kommissionen fastsætter de maksimale støtteintensiteter, der udgør et grundlæggende krav med henblik på forenelighed med det indre marked, og som har til formål at forhindre brug af statsstøtte til projekter, hvor det skønnes, at der er et meget skævt forhold mellem støttebeløbet og de støtteberettigede omkostninger og dermed særlig stor risiko for en fordrejende effekt.

96.

Ligeledes gælder det, at støtte til opnåelse af miljø- og energimålsætninger, som blot fører til en flytning af den økonomiske aktivitet uden at forbedre det aktuelle miljøbeskyttelsesniveau i medlemsstaterne, ikke vil blive betragtet som forenelig med det indre marked.

97.

Når Kommissionen vurderer de negative virkninger af en støtteforanstaltning, fokuserer den sin analyse på de fordrejninger, der følger af den forudsigelige indvirkning, som miljø- og energistøtten har på konkurrencen mellem virksomheder på de berørte produktmarkeder og på, hvor de økonomiske aktiviteter gennemføres. Hvis statsstøtteforanstaltninger målrettes effektivt mod det markedssvigt, som de skal afhjælpe, er risikoen for, at støtten medfører unødvendig konkurrenceforvridning, mere begrænset

98.

Hvis støtten er proportionel og begrænses til de ekstra investeringsomkostninger, afbødes de negative virkninger af støtten i princippet. Men selv hvis støtten er nødvendig og proportionel, kan den medføre en ændring af adfærden hos støttemodtagerne, som fordrejer konkurrencen. En profitsøgende virksomhed vil normalt kun øge miljøbeskyttelsesniveauet ud over de obligatoriske standarder, hvis den mener, at det i hvert fald marginalt vil give virksomheden en vis fordel.

99.

For at holde fordrejningerne af konkurrencen og samhandelen på et minimum vil Kommissionen lægge stor vægt på udvælgelsesproceduren. Udvælgelsesproceduren skal så vidt muligt foregå på en ikke-diskriminerende, klar og åben måde og må ikke unødvendigt udelukke virksomheder, der eventuelt konkurrerer med projekter med samme miljø- eller energimål. Udvælgelsesproceduren bør føre til udvælgelse af støttemodtagere, der kan opfylde miljø- eller energimålsætningen med det laveste støttebeløb eller på den mest omkostningseffektive måde.

100.

Kommissionen vil navnlig vurdere støttens negative virkninger ved at se på følgende elementer:

101.

Medlemsstaten skal sikre, at de negative virkninger, som er beskrevet i afsnit 3.2.6.1 er begrænsede. Ud over de elementer, der anføres i afsnit 3.1.6.2, vil Kommissionen, når der er tale om individuel støtte, tage hensyn til og vurdere, om støtten:

102.

Kommissionen kan overveje at planlægge indførelse af energi- og miljøvenlige støtteordninger ud over den, der er anmeldt, som direkte eller indirekte gavner støttemodtageren, med henblik på at vurdere den kumulative virkning af støtten.

103.

Kommissionen vil desuden vurdere, om støtten medfører, at nogle områder får gunstigere produktionsbetingelser, bl.a. på grund af forholdsvis lavere produktionsomkostninger som følge af støtten eller på grund af højere produktionsstandarder opnået gennem støtten. Det kan føre til, at virksomheder bliver i eller flytter til de støttede områder, eller at samhandelsstrømmene forskubbes til de støttede områder. Kommissionen vil i sin analyse af anmeldelsespligtig individuel støtte derfor tage hensyn til eventuel dokumentation for, at støttemodtageren har overvejet alternative placeringer.

104.

Medlemsstaterne skal sikre offentliggørelse af følgende oplysninger på et samlet statsstøtte-websted, på nationalt eller regionalt plan: hele den godkendte støtteordning eller hele afgørelsen om at yde individuel støtte og gennemførelsesbestemmelserne hertil eller et link hertil, navnet på den/de støttetildelende myndighed(er), navnet på de enkelte støttemodtagere, støttebeløb og -form til hver enkelt støttemodtager, virksomhedstype (SMV/stor virksomhed), støttemodtagerens region (på NUTS II-niveau) og primære aktivitetssektor (NACE, på koncernplan).

105.

Ved ordninger i form af en skattefordel og støtte i form af nedsættelser af finansieringen af støtte til energi fra vedvarende energikilder kan oplysningerne om individuelle støttebeløb meddeles i følgende intervaller (i mio. EUR): [0,5-1], [1-2], [2-5], [5-10], [10-30], [30 og derover].

106.

Disse oplysninger skal offentliggøres, efter at afgørelsen om at yde støtte er truffet, opbevares i mindst ti år og være tilgængelige for offentligheden uden restriktioner (57). Medlemsstaterne vil ikke være forpligtet til at forelægge ovennævnte oplysninger inden den 1. juli 2016. 105. Kravet om offentliggørelse kan fraviges ved individuel støtte på under 500 000 EUR.

107.

Unionen har opstillet ambitiøse mål for klimaændringer og bæredygtighed på energiområdet, navnlig som led i sin Europa 2020-strategi. Adskillige EU-retsakter understøtter allerede opnåelsen af disse mål, bl.a. Unionens emissionshandelssystem, direktiv 2009/28/EF (58) om vedvarende energi og direktiv 2009/30/EF (59) om brændstofkvalitet. Gennemførelsen af disse retsakter giver imidlertid ikke altid de mest effektive resultater på markedet, og under visse omstændigheder kan statsstøtte være et hensigtsmæssigt middel til at bidrage til realiseringen af Unionens mål og relaterede nationale mål.

108.

Disse retningslinjer gælder for perioden frem til 2020. De skal imidlertid bane vej for realiseringen af de mål, der er fastsat i 2030-rammen. Navnlig forventes det, at i perioden mellem 2020 og 2030 bliver allerede eksisterende vedvarende energikilder »grid-competitive«, hvilket indebærer, at tilskud og undtagelser fra balanceringsforpligtelser bør udfases degressivt. Disse retningslinjer er i overensstemmelse med dette mål og vil sikre overgangen til et omkostningseffektivt resultat gennem markedsbaserede mekanismer.

109.

Markedsinstrumenter som f.eks. auktioner eller udbud, som er åbne for alle producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder, der konkurrerer på lige vilkår på EØS-plan, bør normalt sikre, at tilskud reduceres til et minimum med henblik på en komplet udfasning.

110.

I betragtning af de forskellige stadier i den teknologiske udvikling af vedvarende energiteknologier giver nærværende retningslinjer medlemsstaterne mulighed for at afholde teknologispecifikke udbud på basis af en given ny og innovativ teknologis langsigtede potentiale, diversificeringsbehovet, netbegrænsningerne, netstabiliteten og systemintegrationsomkostningerne.

111.

Der er særlige undtagelser for anlæg af en vis størrelse, for hvilke det ikke kan formodes, at et udbud er hensigtsmæssigt, eller som befinder sig i demonstrationsfasen. Medtagelsen af sådanne anlæg er fakultativ.

112.

I betragtning af overskudskapaciteten på markedet for fødevarebaserede biobrændstoffer vil Kommissionen vurdere, at investeringsstøtte til ny og eksisterende kapacitet til produktion af fødevarebaserede biobrændstoffer ikke kan berettiges. Der kan dog ydes investeringsstøtte til konvertering af anlæg til produktion af fødevarebaserede biobrændstoffer til anlæg til produktion af avancerede biobrændstoffer til dækning af konverteringsomkostningerne. Bortset fra i dette specifikke tilfælde kan der kun ydes støtte til fordel for avancerede biobrændstoffer.

113.

Mens investeringsstøtte til fordel for fødevarebaserede biobrændstoffer vil ophøre fra disse retningslinjers anvendelsesdato, kan der kun ydes driftsstøtte til fordel for fødevarebaserede biobrændstoffer indtil 2020. Den kan derfor kun ydes til anlæg, der påbegyndte deres virksomhed før den 31. december 2013, og indtil de er fuldt afskrevet, men under ingen omstændigheder efter 2020.

114.

Kommissionen vil desuden vurdere, at støtten ikke højner miljøbeskyttelsesniveauet og derfor ikke kan betragtes som forenelig med det indre marked, hvis den ydes til biobrændstoffer, der er underlagt en forpligtelse med hensyn til forsyning eller blanding (60), medmindre en medlemsstat kan påvise, at støtten er begrænset til bæredygtige biobrændstoffer, som er for dyre til at lancere på markedet med alene en forsynings- eller blandingsforpligtelse.

115.

Navnlig gælder det, at selv om EU's emissionshandelssystem og CO2-afgifter internaliserer omkostningerne ved drivhusgasudledninger, er internaliseringen af disse omkostninger måske (endnu) ikke fuldkommen. Statsstøtte derfor bidrage til opnåelsen af Unionens beslægtede, men særskilte målsætninger for vedvarende energi. Medmindre Kommissionen har dokumentation for det modsatte, formoder den således, at der stadig er et markedssvigt, som støtte til vedvarende energi kan afhjælpe.

116.

For at gøre det muligt for medlemsstaterne at nå deres mål i overensstemmelse med Europa 2020-målsætningerne, antager Kommissionen, at støtten er hensigtsmæssig, og at dens konkurrencefordrejende virkninger er begrænsede, forudsat at alle øvrige betingelser er opfyldt.

117.

Hvad angår støtte til vandkraftproduktion kan den have en dobbelt virkning: på den ene side har en sådan støtte en positiv virkning med hensyn til lavere drivhusgasudledninger, men på den anden side kan den også have en negativ virkning på vandsystemerne og biodiversiteten. Når medlemsstaterne yder støtte til produktion af vandkraft, skal de derfor overholde bestemmelserne i direktiv 2000/60/EF (61), særlig artikel 4, stk. 7, hvori der fastsættes kriterier med hensyn til ændringer af vandområder.

118.

Et centralt princip i EU-lovgivningen om affald er affaldshierarkiet, som bruges til at prioritere, hvordan affald skal behandles (62). Statsstøtte til energi fra vedvarende kilder, hvortil der benyttes affald, herunder overskudsvarme, som råenergiform, kan yde et positivt bidrag til miljøbeskyttelsen, forudsat at den ikke omgår dette princip.

119.

Støtte til energi fra vedvarende kilder kan ydes i form af investerings- eller driftsstøtte. For så vidt angår investeringsstøtteordninger og individuelt anmeldelsespligtig investeringsstøtte gælder betingelserne i afsnit 3.2.

120.

Hvad angår driftsstøtteordninger, vil de generelle bestemmelser i afsnit 3.2 blive anvendt under hensyntagen til ændringerne i de særlige bestemmelser i dette afsnit. For individuelt anmeldelsespligtig driftsstøtte gælder betingelserne i afsnit 3.2, idet der, hvor det er relevant, tages hensyn til de ændringer, der foretages for driftsstøtteordninger i dette afsnit.

121.

Kommissionen vil godkende støtteordninger for en periode på maksimalt ti år. Hvis de pågældende foranstaltninger opretholdes, skal de genanmeldes efter udløbet af denne periode. Med hensyn til fødevarebaserede biobrændstoffer bør de eksisterende og nyligt anmeldte ordninger ikke forlænges til efter 2020.

122.

Unionen har fastsat et overordnet mål for andelen af vedvarende energikilder i det samlede energiforbrug og omsat dette mål til obligatoriske nationale mål. Direktivet om vedvarende energi omfatter samarbejdsmekanismer (63), som skal lette grænseoverskridende støtte til opnåelse af nationale mål. Andre EØS-lande og energifællesskabets kontraherende parter skal i princippet have adgang til driftsstøtteordningerne for at begrænse de samlede fordrejende virkninger. Direktivet minimerer omkostningerne for de medlemsstater, hvis eneste målsætning er at nå det nationale mål for vedvarende energikilder, der er fastlagt i EU-lovgivningen. Medlemsstaterne kan imidlertid have et ønske om at etablere en samarbejdsmekanisme, før grænseoverskridende støtte tillades, da produktion fra anlæg i andre lande ellers ikke vil tælle med i forhold til deres nationale mål i henhold til direktivet om vedvarende energi (64). Kommissionen vil se positivt på ordninger, som er tilgængelige for andre EØS-lande eller lande i Energifællesskabet.

123.

Støtte til elektricitet fra vedvarende energikilder skal i princippet bidrage til at integrere denne »grønne« elektricitet på markedet. For visse små anlæg er dette dog måske ikke praktisk muligt eller hensigtsmæssigt.

124.

For at tilskynde til markedsintegration af elektricitet fra vedvarende kilder er det vigtigt, at støttemodtagere afsætter deres elektricitet direkte på markedet og er underlagt markedsforpligtelser. Følgende kumulative betingelser finder fra den 1. januar 2016 anvendelse på alle nye støtteordninger og støtteforanstaltninger:

125.

Betingelserne i afsnit 124 finder ikke anvendelse på anlæg med en installeret elkapacitet på mindre end 500 kW og demonstrationsprojekter, dog med undtagelse af elektricitet fra vindenergi, hvor der gælder en installeret elkapacitet på 3 MW eller tre produktionsanlæg.

126.

I en overgangsfase, der dækker 2015 og 2016, bør der ydes støtte til mindst 5 % af den planlagte nye elkapacitet fra vedvarende energikilder efter en udbudsprocedure på basis af klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.

Fra 1. januar 2017 gælder følgende betingelser:

Støtten ydes efter en udbudsprocedure på basis af klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier (66), medmindre:

Hvis sådanne udbud er åbne for alle producenter, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, på et ikke-diskriminerende grundlag, vil Kommissionen antage, at støtten er proportional og ikke fordrejer konkurrencen i et omfang, der er til skade for det indre marked.

Udbudsproceduren kan begrænses til bestemte teknologier, hvor en procedure, der er åben for alle producenter, ville føre til et suboptimalt resultat, der ikke kan findes en løsning på gennem procedureudformningen, navnlig på grund af:

127.

Der kan ydes støtte uden afholdelse af et udbud som beskrevet i afsnit 126 til anlæg med en installeret elkapacitet på under 1 MV eller til demonstrationsprojekter, dog med undtagelse af elektricitet fra vindenergi, for anlæg med en installeret elkapacitet på 6 MV eller seks produktionsenheder.

128.

Gennemføres der ikke en udbudsprocedure, gælder betingelserne i afsnit 124 og punkt 125 og betingelserne for driftsstøtte til anden energi fra vedvarende energikilder end elektricitet som fastsat i punkt 131.

129.

Støtten ydes kun, indtil anlægget er fuldt afskrevet i overensstemmelse med de almindelige regnskabsregler, og tidligere modtaget investeringsstøtte skal fratrækkes driftsstøtten.

130.

Disse betingelser berører ikke medlemsstaternes mulighed for at tage hensyn til overvejelser vedrørende fysisk planlægning, f.eks. ved at kræve byggetilladelser forud for deltagelse i udbudsproceduren, eller at der træffes investeringsbeslutninger inden for en bestemt frist.

131.

For anden energi end elektricitet fra andre vedvarende energikilder vil driftsstøtte blive anset for forenelig med det indre marked, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:

132.

I modsætning til de fleste andre vedvarende energikilder kræver biomasse forholdsvis få investeringsomkostninger, men indebærer højere driftsomkostninger. Højere driftsomkostninger kan forhindre et biomasseanlæg (68) i at køre, selv efter afskrivning af anlægget, da de variable driftsomkostninger kan være højere end indtægterne (markedsprisen). På den anden side kan et eksisterende biomasseanlæg drives ved brug af fossile brændstoffer i stedet for biomasse som brændselskilde, hvis brug af fossile brændstoffer som kilde er mere økonomisk fordelagtig end brug af biomasse. For at fastholde brugen af biomasse i begge tilfælde kan Kommissionen betragte driftsstøtte som forenelig med det indre marked, selv efter afskrivning af anlægget.

133.

Kommissionen vil betragte driftsstøtte til biomasse efter afskrivning af anlægget som forenelig med det indre marked, hvis en medlemsstat påviser, at de driftsomkostninger, der bæres af støttemodtageren efter afskrivning af anlæg, stadig er højere end markedsprisen på den pågældende energiform, og forudsat at følgende kumulative betingelser er opfyldt:

134.

Kommissionen vil betragte driftsstøtte til biomasse efter afskrivning af anlæg som forenelig med det indre marked, hvis en medlemsstat påviser, at brug af fossile brændstoffer som kilde, uanset markedsprisen på den pågældende energi, er mere økonomisk fordelagtig end brug af biomasse, og forudsat at følgende kumulative betingelser er opfyldt:

135.

Medlemsstaterne kan tildele støtte til vedvarende energi ved at bruge markedsmekanismer såsom grønne certifikater. Disse markedsmekanismer (69) giver alle producenter af vedvarende energi mulighed for indirekte at drage nytte af en garanteret efterspørgsel efter den energi, de producerer, til en højere pris end markedsprisen for konventionel energi. Prisen for grønne certifikater fastsættes ikke på forhånd, men afhænger af udbud og efterspørgsel på markedet.

136.

Kommissionen vil betragte den i afsnit 135 omhandlede støtte som forenelig med det indre marked, hvis medlemsstaterne kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at støtten i) er afgørende for at sikre de pågældende vedvarende energikilders rentabilitet, ii) at støtten for den pågældende ordning samlet set ikke fører til overkompensering med tiden og på tværs af teknologier eller overkompensation for individuelle mindre udbredte teknologier, for så vidt at der indføres differentierede certifikatniveauer pr. produceret enhed, og iii) at støtten ikke afholder producenter af vedvarende energi fra at blive mere konkurrencedygtige.

137.

Kommissionen mener navnlig, at der ikke må differentieres mellem støtteniveauer gennem grønne certifikater, medmindre medlemsstaterne påviser, at der er behov for en differentiering på basis af de begrundelser, der er fastsat i afsnit 126. Betingelserne i afsnit 124 og 125 gælder, når dette er teknisk muligt. Tidligere modtaget investeringsstøtte skal fratrækkes driftsstøtten.

138.

Unionen har sat sig det mål at spare 20 % af Unionens primære energiforbrug senest i 2020. Navnlig har Unionen vedtaget energieffektivitetsdirektivet, som fastlægger fælles rammer for fremme af energieffektiviteten inden for Unionen ved at tilstræbe Unionens overordnede mål for 2020 vedrørende energieffektivitet og bane vejen for yderligere forøgelse af energieffektiviteten efter 2020.

139.

For at sikre, at støtten bidrager til øget miljøbeskyttelse, vil støtte til fjernvarme og fjernkøling samt kombineret produktion af varme og elektricitet (kraftvarmeproduktion) kun blive betragtet som forenelig med det indre marked, hvis den ydes til investeringer, herunder opgraderinger, til højeffektiv kraftvarmeproduktion og energieffektiv fjernvarme og fjernkøling. I tilfælde af foranstaltninger, der medfinansieres af EU's struktur- og investeringsfonde, kan medlemsstaterne basere sig på argumentationen i de relevante operationelle programmer.

140.

Statsstøtte til anlæg til produktion af kraftvarme og fjernvarme, der bruger affald, herunder overskudsvarme, som råenergiform, kan yde et positivt bidrag til miljøbeskyttelsen, forudsat at den ikke omgår princippet i affaldshierakiet (jf. afsnit 118).

141.

For at dokumentere det bidrag, som støtten yder til øget miljøbeskyttelse, kan medlemsstaten, så vidt det er muligt rent kvantitativt, gøre brug af en række indikatorer, navnlig den mængde energi, som spares takket være øget energimæssig ydeevne og højere energiproduktivitet, eller de effektivitetsgevinster, der opnås gennem lavere energiforbrug og reduceret brændselstilførsel.

142.

Energieffektivitetsforanstaltninger rettes mod de negative eksterne virkninger, der er anført i afsnit 35, ved at skabe individuelle incitamenter til realisering af miljømæssige mål for energieffektivitet og nedbringelse af drivhusgasudledninger. Ud over de almindelige markedssvigt, der er nævnt i afsnit 3.2, kan der som et eksempel på et markedssvigt, der kan opstå i relation til energieffektivitetsforanstaltninger, nævnes sådanne foranstaltninger i bygninger. Ved renovering af bygninger tilfalder fordelene ved energieffektivitetsforanstaltninger typisk ikke bygningens ejer, som normalt bærer renoveringsomkostningerne, men lejeren. Kommissionen mener derfor, at der kan være behov for statsstøtte til fremme af investeringer i energieffektivitet for at opfylde målene i energieffektivitetsdirektivet.

143.

Energieffektivitetsdirektivet pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at nå bestemte mål for bl.a. energieffektiv renovering af bygninger og det endelige energiforbrug. Energieffektivitetsdirektivet pålægger imidlertid ikke virksomheder mål for energieffektivitet og vil på dette punkt ikke forhindre støtte på energieffektivitetsområdet i at have en tilskyndelsesvirkning.

144.

Støttens tilskyndelsesvirkning vil blive vurderet på grundlag af betingelserne i afsnit 3.2.4 i disse retningslinjer.

145.

Statsstøtte kan betragtes som et hensigtsmæssigt middel til finansiering af energieffektivitetsforanstaltninger, uanset hvilken form den antager.

146.

I forbindelse med energieffektivitetsforanstaltninger kan et tilbagebetalingspligtigt forskud betragtes som et hensigtsmæssigt statsstøtteinstrument, navnlig hvis besparelserne ved foranstaltningerne er usikre.

147.

Ved vurdering af statsstøtte, der navnlig ydes til energieffektiv renovering af bygninger, kan et finansielt instrument, der er oprettet af medlemsstaten for at finansiere renoveringsarbejder, betragtes som et hensigtsmæssigt middel til at yde statsstøtte.

148.

De støtteberettigede omkostninger udgør de ekstra investeringsomkostninger som fastsat i afsnit 73. Ved energieffektivitetsforanstaltninger kan det være vanskeligt at fastslå det kontrafaktiske scenario, navnlig i tilfælde af integrerede projekter. Ved sådanne projekter vil Kommissionen kunne godtage alternativer til fastsættelse af de støtteberettigede omkostninger som fastsat i afsnit 75.

149.

Støtteintensiteterne i bilag 1 finder anvendelse.

150.

Kommissionen vil kun anse driftsstøtte til energieffektivitet for at være proportional, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:

151.

Der kan ydes driftsstøtte til højeffektive kraftvarmeværker på basis af de betingelser, der gælder for driftsstøtte til elektricitet fra vedvarende energikilder, som er fastsat i afsnit 3.3.2.1 og kun:

152.

Med flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« under Europa 2020 sigtes der mod bæredygtig vækst ved at udpege og skabe nye forretningsmuligheder, bl.a. via nye og innovative produktionsformer, forretningsmodeller og former for produktdesign. Der redegøres for, hvordan en sådan vækst kan afkobles fra anvendelsen af ressourcer, og for dens samlede miljøvirkning.

153.

De former for markedssvigt, der er beskrevet i afsnit 35 er særlig relevante for ressourceeffektiviteten. Endvidere tackles markedssvigt på dette område kun sjældent gennem andre politikker og foranstaltninger såsom beskatning og regulering. I sådanne tilfælde kan statsstøtte være nødvendig.

154.

For de enkelte foranstaltninger skal medlemsstaterne påvise kvantificerbare fordele på dette politikområde, navnlig i form af ressourcebesparelser eller ressourceeffektivitetsgevinster.

155.

I betragtning af de tætte forbindelser med nye og nyskabende produktionsmidler erindrer Kommissionen om, at foranstaltninger, der fremmer ressourceeffektiviteten, kan nyde godt af en ekstra økoinnovationsbonus som omhandlet i afsnit 78, når de relevante kriterier er opfyldt.

156.

Mere specifikt og i overensstemmelse med princippet i affaldshierarkiet (omhandlet i afsnit 118) udpeger Unionens syvende miljøhandlingsprogram forebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald som en af de vigtigste prioriteter. Medlemsstaterne skal opstille affaldshåndteringsplaner (71) og bør respektere dette hierarki og udforme statsstøtteforanstaltninger, der er i overensstemmelse med gennemførelsen af disse planer. Et andet centralt begreb, der ligger til grund for EU-lovgivningen på miljøområdet er »forureneren betaler princippet« som beskrevet i afsnit 44.

157.

Statsstøtte til affaldshåndtering, navnlig aktiviteter i forhold til forebyggelse, genbrug og genvinding af affald, kan yde et positivt bidrag til miljøbeskyttelse, forudsat at den ikke omgår de principper, der er omhandlet i foregående afsnit. Dette bidrag består bl.a. af genbrug eller genanvendelse af vand eller mineraler, der ellers blot ville være affald, som ikke blev udnyttet. I lyset af princippet om, at forureneren betaler, skal navnlig virksomheder, som frembringer affald, ikke fritages fra at betale omkostningerne til behandling af affaldet. Endvidere må konkurrencen på markedet for sekundære materialer ikke påvirkes negativt.

158.

Kommissionen vil anse støtte til affaldshåndtering for at tjene et formål af fælles interesse i overensstemmelse med ovenstående principper for affaldshåndtering, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:

159.

Støtte, som i modsætning til det, der er anført i afsnit 158, litra a), sigter mod håndtering af støttemodtagerens eget affald, vil blive vurderet ud fra de generelle kriterier i afsnit 3.2, der gælder for støtte til virksomheder, som går videre end EU-standarderne eller øger miljøbeskyttelsen i mangel af EU-standarder i henhold til afsnit 25, litra c).

160.

Som det anerkendes i direktiv 2009/31/EF (73) (CCS-direktivet) og Kommissionen meddelelse om fremtiden for CCS i Europa (74), er CCS en teknologi, der kan bidrage til at modvirke klimaændringerne. Ved overgangen til en lavemissionsøkonomi kan CCS-teknologi forene efterspørgslen efter fossile brændstoffer med behovet for at nedbringe drivhusgasudledningerne. I nogle industrisektorer udgør CCS måske den eneste teknologiske løsningsmodel, der kan mindske de procesrelaterede udledninger i den størrelsesorden, som der er behov for på længere sigt. I betragtning af, at omkostningerne til opsamling, transport og lagring CO2 udgør en alvorlig hindring for udbredelsen af CCS, kan statsstøtte bidrage til at fremme udviklingen af denne teknologi.

161.

For at fremme opnåelsen af de langsigtede dekarboniseringsmål mener Kommissionen uanset afsnit 5.1.1, at støtten til CCS bidrager til det fælles miljøbeskyttelsesmål.

162.

Unionen har taget flere initiativer til at tackle negative eksterne virkninger, f.eks. sikrer Unionens emissionshandelsordning en internalisering af omkostningerne forbundet med drivhusgasemissioner, hvilket dog ikke nødvendigvis sikrer opfyldelsen af Unionens langsigtede dekarboniseringsmål. Kommissionen går derfor ud fra, at støtten til CCS afhjælper et resterende markedssvigt, medmindre den får dokumentation for, at der ikke længere findes et sådant markedssvigt.

163.

Med forbehold af navnlig Unionens bestemmelser på dette område antager Kommissionen, at støtten er hensigtsmæssig, forudsat at alle øvrige betingelser er opfyldt. Både drifts- og investeringsstøtte er tilladt.

164.

Støtten kan ydes for at hjælpe kraftværker, der benytter fossile brændstoffer, og kraftværker, der bytter biomasse (herunder kraftværker, der benytter både fossile brændstoffer og biomasse), eller andre industrielle anlæg, der muliggør opsamling, transport og lagring af CO2 eller enkeltelementer i CCS-kæden. Støtte til CCS-projekter omfatter imidlertid ikke støtte til CO2-udledende anlæg (industrianlæg eller kraftværker) som sådanne, men kun støtte til dækning af de omkostninger, der følger af CCS-projektet.

165.

Støtten er begrænset til de ekstra omkostninger til opsamling, transport og lagring af den udledte CO2. Det accepteres generelt, at det kontrafaktiske scenario ville bestå i en situation, hvor projektet ikke gennemføres, da CCS svarer til ekstra infrastruktur, der ikke er nødvendig for driften af et anlæg. I lyset af denne kontrafaktiske situation defineres de støtteberettigede omkostninger som finansieringsgabet. Der tages hensyn til alle indtægter, herunder for eksempel omkostningsbesparelser i kraft af et mindre behov for ETS-kvoter og NER300-støtte og EEPR-støtte (75).

166.

Kommissionen vurderer støttens konkurrencefordrejende virkninger på grundlag af de kriterier, der er fastsat i afsnit 3.1.6, idet der tages hensyn til, om der er indgået aftaler om videndeling, om infrastrukturen er åben for tredjeparter, og om støtten til enkeltelementer i CCS-kæden har en positiv indvirkning på andre fossile anlæg, som støttemodtageren ejer.

167.

Miljøafgifter pålægges for at øge omkostningerne ved miljøskadelig adfærd og derved begrænse denne form for adfærd og øge miljøbeskyttelsen. I princippet skal miljøafgifterne afspejle de samlede omkostninger for samfundet og derfor skal det beløb, der skal betales pr. emissionsenhed, være det samme for alle virksomheder, der udleder skadelige stoffer. Mens reduktioner i eller undtagelser fra miljøafgifter kan have en negativ indvirkning herpå (76), kan en sådan fremgangsmåde ikke desto mindre være nødvendig, når støttemodtagerne ellers ville blive udsat for en konkurrencemæssig ulempe af et sådant omfang, at det ikke ville være muligt at indføre miljøafgiften i første omgang.

168.

Faktisk kan det være lettere at fastholde et generelt højt miljøafgiftsniveau ved at give nogle virksomheder en mere lempelig behandling med hensyn til afgifter. Således kan lempelser af eller fritagelser for miljøafgifter (77), herunder afgiftsrefusioner, i det mindste indirekte bidrage til øget miljøbeskyttelse. Dog må det overordnede formål med miljøafgifterne, nemlig at forhindre miljøskadelig adfærd, ikke undermineres. Afgiftslempelserne skal være nødvendige og baseres på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier, og de pågældende virksomheder skal yde et bidrag til øget miljøbeskyttelse. Det kan opnås ved at yde kompensation i form af afgiftsgodtgørelser, hvorved virksomheder ikke er undtaget fra afgiften som sådan, men modtager en fast årlig kompensation for den forventede stigning i det beløb, der skal betales.

169.

Kommissionen vil godkende støtteordninger for maksimale perioder på 10 år, hvorefter en medlemsstat kan genanmelde ordningen, hvis den vurderer, at ordningen stadig er hensigtsmæssig.

170.

Kommissionen vil mene, at afgiftslempelser ikke underminerer realiseringen af det overordnede mål og i hvert fald indirekte bidrager til øget miljøbeskyttelse, hvis en medlemsstat påviser, at i) lempelserne målrettes præcist mod de virksomheder, der berøres mest af en højere afgift, og ii) at en højere afgiftssats generelt vil være gældende uden undtagelsen.

171.

Til det formål vil Kommissionen vurdere oplysningerne fra medlemsstaterne. Disse oplysningerne bør dels omfatte de respektive sektorer eller kategorier af støttemodtagere, der er omfattet af fritagelserne eller lempelserne, dels situationen for de væsentligste støttemodtagere i de berørte sektorer, samt en beskrivelse af, hvordan afgifterne kan bidrage til miljøbeskyttelse. De fritagne sektorer skal beskrives grundigt, og der skal fremlægges en liste med de største støttemodtagere i hver sektor (navnlig med oplysninger om omsætning, markedsandele og afgiftsgrundlagets størrelse).

172.

Hvis miljøafgifterne er harmoniserede, kan Kommissionen anlægge en forholdsvis enkel tilgang til at vurdere, om støtten er nødvendig og proportional. Inden for rammerne af direktiv 2003/96/EF (78) (»energibeskatningsdirektivet«), kan Kommissionen anvende en enklere tilgang til afgiftslempelser, der overholder Unionens minimumsafgiftssats. For alle andre miljøafgifters vedkommende er der behov for en mere dybtgående vurdering af støttens nødvendighed og proportionalitet.

173.

Kommissionen vil betragte støtte i form af afgiftslempelser som nødvendig og proportional under den forudsætning, i) at støttemodtagerne som minimum betaler Unionens minimumsafgiftssatser, der er fastsat i det relevante gældende direktiv, ii) at valget af støttemodtagere er baseret på objektive og gennemsigtige kriterier, og iii) at støtten i princippet ydes på samme måde for alle konkurrenter i den samme sektor eller på det samme marked, hvis de befinder sig i en lignende faktuel situation.

174.

Medlemsstaterne kan yde støtte i form af en nedsættelse af afgiftssatsen eller som en fast årlig kompensation (afgiftsgodtgørelse) eller som en kombination af de to. Fordelen ved tilgangen med en afgiftsgodtgørelse er, at virksomhederne forbliver eksponeret over for de prissignaler, som miljøafgiften giver. Hvor denne tilgang anvendes, bør afgiftsgodtgørelsen beregnes på grundlag af historiske data, dvs. den produktion og det forbrug eller den forurening, der er konstateret for virksomheden i et givet basisår. Afgiftsgodtgørelsen må ikke overstige den EU-minimumsafgift, som ville fremkomme for basisåret..

175.

Hvis støttemodtagerne betaler mindre end Unionens minimumsafgiftssatser som fastsat i det relevante gældende direktiv, vil støtten blive vurderet på grundlag af de betingelser for ikkeharmoniserede miljøafgifter, der er fastlagt i punkt 176 til 178.

176.

For alle andre ikke-harmoniserede miljøafgifter og i tilfælde af harmoniserede afgifter, der ligger under energibeskatningsdirektivets minimumsafgiftssatser (se afsnit 172) og for at påvise støttens nødvendighed og proportionalitet bør en medlemsstat tydeligt fastlægge afgiftslempelsernes omfang. Til dette formål skal medlemsstaten fremlægge de oplysninger, der er nærmere angivet i afsnit 171. Medlemsstaterne kan beslutte at yde støttemodtagerne støtte i form af en fast årlig kompensation, dvs. en afgiftsgodtgørelse (omhandlet i afsnit 174). Denne fremgangsmåde betyder, at virksomhederne forbliver eksponeret over for de prissignaler, som miljøafgiften tjener til at give, men begrænser den forventede stigning i det beløb, der skal betales.

177.

Kommissionen finder støtten nødvendig, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:

178.

Kommissionen finder støtten proportionel, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

179.

I tilfælde af en CO2-afgift på energiprodukter, der bruges til elproduktion, er det elforsyningsselskabet, der skal betale afgiften. Denne CO2-afgift kan være udformet på en måde, der støtter og er direkte knyttet til Unionens ETS-kvotepris, ved at beskatte CO2. Prisen på elektricitet stiger imidlertid, hvis disse omkostninger væltes over på elforbrugerne. I så fald får CO2-afgiften samme effekt som den, der følger af at indregne ETS-kvoteomkostningerne i elprisen (indirekte emissionsomkostninger).

180.

Derfor, hvis den i afsnit 179 omhandlede afgift er udformet på en sådan måde, at den er direkte forbundet med kvoteprisen i EU's emissionshandelsordning og har til formål at øge kvoteprisen, kan det overvejes at yde kompensation for disse højere indirekte omkostninger. Kommissionen vil kun betragte foranstaltningen som forenelig med det indre marked, hvis følgende kumulative kriterier er opfyldt:

181.

Finansiering af støtte til energi fra vedvarende energikilder gennem afgifter afhjælper ikke som sådan en negativ ekstern virkning, og den har således ingen direkte miljøvirkning. Disse afgifter er derfor fundamentalt forskellige fra de indirekte afgifter på elektricitet, der er omhandlet i afsnit 167, selv om de også kan resultere i højere elpriser. Stigningen i elomkostningerne kan vise sig enten direkte i form af en særlig afgift, som elforbrugerne skal betale ud over selve elprisen, eller indirekte gennem yderligere omkostninger, som elforsyningsselskaberne pålægges på grund af forpligtelser til at købe vedvarende energi, og som efterfølgende væltes over på deres kunder, elforbrugerne. Et typisk eksempel ville være, at elforsyningsselskaberne pålægges at købe en vis procentdel af vedvarende energi gennem grønne certifikater, hvilket de ikke kompenseres for.

182.

I det omfang omkostningerne ved finansieringen af støtte til vedvarende energi inddrives hos energiforbrugere, bør de i princippet tilbagesøges på en måde, der ikke skaber forskelsbehandling mellem forbrugere af energi. Der kan imidlertid være behov for nogle målrettede nedsættelser af disse omkostninger for at sikre et tilstrækkeligt grundlag for finansiering til støtte til energi fra vedvarende kilder og dermed bidrage til at nå EU-målene for vedvarende energi (82). På den ene side kan medlemsstater for at undgå, at virksomheder, der er særligt hårdt ramte af finansieringsomkostningerne knyttet til vedvarende energi, stilles dårligt i konkurrencen, ønske at yde delvis kompensation for disse ekstraomkostninger. Uden en sådan kompensation kan finansieringen af støtte til vedvarende energi vise sig at være uholdbar, og offentlighedens accept af ambitiøse foranstaltninger til fordel for vedvarende energi kan være begrænset. Hvis kompensationen er for høj eller tildeles for mange elforbrugere, kan den generelle finansiering af støtte til energi fra vedvarende energikilder på den anden side blive truet, og offentlighedens accept af støtte til vedvarende energi kan ligeledes blive mindsket, og der kan opstå store fordrejninger af konkurrencen og samhandelen.

183.

Ved vurderingen af statsstøtte, der skal kompensere for finansieringen af støtte til energi fra vedvarende energikilder, vil Kommissionen kun anvende betingelserne i dette afsnit og i afsnit 3.2.7.

184.

For at sikre, at støtten bidrager til at lette finansieringen af støtte til energi fra vedvarende energikilder, vil medlemsstaterne skulle påvise, at de ekstra omkostninger, der afspejles i højere elpriser for støttemodtagerne, kun skyldes støtten til energi fra vedvarende kilder. De ekstra omkostninger må ikke overstige finansieringen af støtte til energi fra vedvarende kilder (83).

185.

Støtten bør begrænses til sektorer, som er udsat for en risiko med hensyn til deres konkurrencemæssige stilling på grund af de omkostninger, der er forbundet med finansieringen af støtte til energi fra vedvarende energikilder, afhængigt af deres elektricitetsintensitet og deres eksponering for international handel. Støtten kan således kun ydes, hvis selskabet tilhører de sektorer, der er nævnt i bilag 3 (84). Denne liste er beregnet til kun at blive brugt til at vurdere, om en virksomhed er berettiget til denne særlige form for støtte.

186.

For at tage højde for, at visse sektorer kan være uensartede hvad angår elektricitetsintensitet, kan en medlemsstat medtage en virksomhed i sin nationale ordning for indrømmelse af reduktioner fra omkostninger, der følger af støtte til vedvarende energi, hvis virksomheden har en elektricitetsintensitet på mindst 20 % (85) og tilhører en sektor med en handelsintensitet på mindst 4 % på EU-plan, selv om den ikke tilhører en af de i bilag 3 nævnte sektorer (86). Ved beregningen af virksomhedens elektricitetsintensitet anvendes standardeffektivitetsbenchmarks for elforbruget for industrien, når der foreligger sådanne.

187.

I hver støtteberettiget sektor skal medlemsstaterne sikre, at valget af støttemodtagere træffes på basis af objektive, ikke-diskriminerende og gennemsigtige kriterier, og at støtten i princippet ydes på samme måde for alle konkurrenter i samme sektor, hvis de er i samme faktuelle situation.

188.

Kommissionen finder støtten proportional, hvis støttemodtagerne betaler mindst 15 % af de supplerende omkostninger uden nedsættelse.

189.

I betragtning af den store stigning i afgifterne på vedvarende energi i de seneste år, går et egetbidrag på 15 % af den fulde afgift på vedvarende energi måske ud over, hvad de særligt hårdt ramte virksomheder kan bære. Når der er behov for det, har medlemsstaterne derfor muligheden for at begrænse de udgifter til finansiering af støtte til vedvarende energi, der skal betales på virksomhedsplan, til 4 % af bruttoværditilvæksten (87) i den pågældende virksomhed. For virksomheder med en elektricitetsintensitet på mindst 20 % kan medlemsstaterne begrænse det samlede beløb, der skal betales, til 0,5 % af den pågældende virksomheds bruttoværditilvækst.

190.

Når medlemsstater beslutter at indføre begrænsninger på henholdsvis 4 % og 0,5 % af bruttoværditilvæksten, skal disse begrænsninger gælde for alle støtteberettigede virksomheder.

191.

Medlemsstaterne kan tage skridt til at sikre, at de bruttoværditilvækstdata, der benyttes med henblik på denne afdeling, dækker alle relevante arbejdskraftomkostninger.

192.

Medlemsstaterne kan yde støtte i form af en afgiftsnedsættelse, som en fast årlig kompensation (afgiftsgodtgørelse) eller som en kombination af de to (88). Hvis støtten ydes i form af en afgiftsnedsættelse, skal der indføres en mekanisme til efterfølgende kontrol for at sikre, at støtte, der eventuelt er betalt for meget, tilbagebetales inden den 1. juli i det følgende år. Hvis støtten ydes i form af en fast årlig kompensation, skal den beregnes på grundlag af historiske data, dvs. det observerede elforbruget og den observerede bruttoværditilvækst i et givet basisår. Kompensationen må ikke, under anvendelse af de parametre, der er fastsat i denne afdeling, overstige det støttebeløb, som virksomheden ville have modtaget i basisåret.

193.

Medlemsstaterne skal anvende de kriterier for støtteberettigelse og proportionalitet, der er anført i punkt 3.7.2, senest den 1. januar 2019. Støtte, der er ydet for en periode før denne dato vil blive betragtet som forenelig med det indre marked, hvis den opfylder samme kriterier.

194.

Desuden mener Kommissionen, at al støtte, der ydes for at mindske byrden forbundet med finansiering af støtte til elektricitet fra vedvarende energikilder for årene før 2019, kan erklæres forenelig med det indre marked, forudsat at den er i overensstemmelse med en tilpasningsplan.

195.

For at undgå pludselige forstyrrelser for individuelle virksomheder skal planen indebære en gradvis justering af støtten under anvendelse af de kriterier for støtteberettigelse og proportionalitet kriterier, der er anført i punkt 3.7.2.

196.

Såfremt støtten blev ydet for en periode, der lå før anvendelsesdataoen for nærværende retningslinjer, skal planen også for denne periode sikre en gradvis anvendelse af kriterierne.

197.

Såfremt støtten i form af en nedsættelse af eller fritagelse for byrden knyttet til finansieringen af støtte til elektricitet fra vedvarende energikilder blev ydet før anvendelsesdatoen for disse retningslinjer til virksomheder, der ikke er støtteberettigede i henhold til afsnit 3.7.2, kan støtten erklæres forenelig med det indre marked, forudsat at tilpasningsplanen opererer med et eget bidrag på 20 % af ekstraomkostningerne svarende til afgiften uden nedsættelse, som indføres gradvist og senest den 1. januar 2019.

198.

Tilpasningsplanen skal tage hensyn til alle relevante økonomiske faktorer i forbindelse med politikken for vedvarende energi.

199.

Tilpasningsplanen skal godkendes af Kommissionen.

200.

Tilpasningsplanen skal meddeles Kommissionen senest 12 måneder efter anvendelsesdatoen for disse retningslinjer.

201.

En moderne energiinfrastruktur er afgørende for et integreret energimarked, der er nøglen til energisikkerhed i EU og til at sætte Unionen i stand til at nå sine overordnede klima- og energimål. Kommissionen har anslået, at det samlede behov for investeringer i energiinfrastrukturer af europæisk betydning frem til 2020 vil udgøre omkring 200 mia. EUR (89). Dette skøn bygger på en vurdering af, hvilken infrastruktur der skal til for at gøre det muligt for EU at opfylde de overordnede politiske målsætninger om at gennemføre det indre energimarked, opnå forsyningssikkerhed og fremme integrationen af vedvarende energikilder. Hvis markedsaktørerne ikke kan etablere den fornødne infrastruktur, kan statsstøtte blive nødvendig for at overvinde markedssvigt og sikre, at EU's betydelige behov for infrastruktur opfyldes. Dette gælder navnlig for infrastrukturprojekter, der har en indvirkning på tværs af grænserne eller bidrager til regional samhørighed. Støtte til energiinfrastruktur, herunder til moderniseringen og opgraderingen heraf, bør i princippet være investeringsstøtte.

202.

Energiinfrastruktur er en forudsætning for et velfungerende energimarked. Støtte til energiinfrastruktur styrker således det indre energimarked. Den sikrer forbedringer med hensyn til systemstabilitet, tilstrækkelig produktion, integration af forskellige energikilder og energiforsyning i underudviklede netværk. Kommissionen mener derfor, at støtte til energiinfrastruktur gavner det indre marked og dermed bidrager til et mål af fælles interesse.

203.

Energiinfrastrukturinvesteringer er ofte kendetegnet ved markedssvigt. Et af de markedssvigt, der kan opstå på området for energiinfrastruktur, hænger sammen med problemer med koordinering. Divergerende interesser blandt investorer, usikkerhed om resultaterne af samarbejdet og netværkseffekter kan forhindre udformning og udvikling af projekter. Samtidig kan en effektiv energiinfrastruktur medføre væsentlige positive eksterne virkninger, hvorved omkostningerne til og fordelene ved infrastrukturen kan blive fordelt asymmetrisk blandt de forskellige markedsaktører og medlemsstater.

204.

For at tackle de markedssvigt, der er omhandlet i afsnit 203, er energiinfrastruktur typisk underlagt regulering med hensyn til tariffer og adgang samt krav vedrørende adskillelse i henhold til lovgivningen om det indre energimarked (90).

205.

Hvad angår finansiering udgør statsstøtte et middel til at overkomme markedssvigt på anden måde end ved hjælp af obligatorisk brugerbetaling. For at påvise behovet for statsstøtte på energiinfrastrukturområdet finder principperne i afsnit 206 og 207 derfor anvendelse.

206.

Kommissionen mener, at når det gælder projekter af fælles interesse som defineret i forordning (EU) nr. 347/2013 (91) inden for intelligente net og infrastrukturinvesteringer i støtteberettigede områder, er der tale om så store markedssvigt med hensyn til positive eksterne virkninger og koordineringsproblemer, at finansiering gennem tariffer måske ikke er tilstrækkelig, og at der kan ydes statsstøtte.

207.

For energiinfrastrukturprojekter, der falder ind under afsnit 206 og helt eller delvis er undtaget fra lovgivningen for det indre energimarked, og for projekter, der ikke falder ind under afsnit 206 vil Kommissionen foretage en vurdering fra sag til sag af behovet for statsstøtte. Kommissionen vil i sin vurdering tage hensyn til følgende forhold: i) om et markedssvigt medfører ikke-optimal etablering af den nødvendige infrastruktur, ii) om tredjeparter har adgang til infrastrukturen, og iii) i hvilket omfang den bidrager til energiforsyningssikkerheden i EU.

208.

Kommissionen antager, at der ikke er behov for statsstøtte til olieinfrastrukturprojekter. Medlemsstaterne kan dog yde statsstøtte i exceptionelle og behørigt begrundede tilfælde.

209.

Kommissionen mener, at tariffer (92) er det mest hensigtsmæssige middel til finansiering af energiinfrastrukturer. I tilfælde af projekter af fælles interesse, intelligente net og infrastrukturinvesteringer i støtteberettigede områder kan statsstøtte dog betragtes som et hensigtsmæssigt instrument til delvis eller fuldstændig finansiering af infrastrukturen. I disse tilfælde forhindrer markedssvigt ofte en fuldstændig gennemførelse af det princip om, at brugeren betaler, som tarifregulering er baseret på, for eksempel fordi den stigning i tariffen, der skal bruges til at finansiere nye infrastrukturinvesteringer, ville være så væsentlig, at den ville afskrække investeringer eller få potentielle kunder til at afholde sig fra at bruge infrastrukturen.

210.

Støttens tilskyndelsesvirkning vil blive vurderet på grundlag af betingelserne i afsnit 3.2.4.

211.

Støttebeløbet skal begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at realisere de ønskede infrastrukturmål. For så vidt angår støtte til infrastruktur formodes den kontrafaktiske situation at være den situation, hvor projektet ikke gennemføres. De støtteberettigede omkostninger svarer derfor til finansieringsgabet.

212.

Støtteforanstaltninger til infrastruktur bør ikke overstige en støtteintensitet på 100 % af de støtteberettigede omkostninger.

213.

Kommissionen vil kræve, at medlemsstaterne tydeligt og separat udpeger eventuelle andre støtteforanstaltninger, som kunne få indvirkning på støtteforanstaltninger til infrastruktur.

214.

I betragtning af de nuværende krav i lovgivningen om det indre energimarked, som har til formål at øge konkurrencen, vil Kommissionen mene, at støtte til energiinfrastruktur, der er omfattet af reguleringen af det indre marked, ikke har nogen uberettigede konkurrencefordrejende virkninger.

215.

I tilfælde af infrastruktur, der helt eller delvist er undtaget fra eller ikke omfattet af lovgivningen om det indre energimarked, og hvis der er tale om underjordisk lagring af gas, vil Kommissionen i det konkrete tilfælde foretage en vurdering af de potentielle fordrejninger af konkurrencen under hensyntagen til bl.a. tredjeparters adgang til den støttemodtagende infrastruktur og adgangen til alternativ infrastruktur samt støttemodtagerens markedsandel.

216.

På baggrund af de vedvarende energikilders stadig større andel, er elproduktionen er i mange medlemsstater ved at ændre sig fra et system med forholdsvis stabil og konstant forsyning i retning af et system med flere variable forsyningskilder i mindre målestok. Denne ændring rejser nye udfordringer med hensyn til at sikre tilstrækkelig produktion.

217.

Endvidere kan markedssvigt og reguleringsmæssige svigt medføre utilstrækkelig investering i produktionskapacitet, for eksempel hvis der lægges loft over engrospriser, og elmarkederne ikke kan frembringe tilstrækkelige incitamenter til at investere.

218.

Dette kan føre til, at nogle medlemsstater overvejer at indføre foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig produktion ved at yde producenter støtte for blot at stille produktionskapacitet til rådighed (93).

219.

Foranstaltninger til tilstrækkelig produktion kan udformes på mange måder og omfatte bl.a. investerings- og driftsstøtte (i princippet kun til gengæld for at være rede til at levere elektricitet) og kan have forskellige formål. De kan for eksempel tjene til at afhjælpe kortsigtede problemer med mangel på fleksibel produktionskapacitet i tilfælde af pludselige udsving i den variable produktion af vind- og solenergi, eller de kan fastsætte et mål for tilstrækkelig produktion, som medlemsstaterne ønsker at sikre uanset deres overvejelser på kortere sigt.

220.

Støtte til tilstrækkelig produktion kan være i modstrid med målsætningen om at udfase miljøskadelige subsidier, herunder med hensyn til fossile brændstoffer. Medlemsstaterne skal derfor primært overveje alternative metoder til at opnå tilstrækkelig produktion, som ikke har en negativ indvirkning på målsætningen om at udfase miljøskadelige eller økonomisk skadelige subsidier, blandt andet ved at fremme styringen af efterspørgslen og øge kapaciteten på samkøringslinjerne.

221.

Formålet med foranstaltningen skal fastlægges præcist, herunder hvornår og hvor problemer med utilstrækkelig produktion forventes at opstå. Et problem med utilstrækkelig produktion skal udpeges i tråd med den analyse, som det europæiske net af transmissionssystemoperatører jævnligt foretager på området i overensstemmelse med lovgivningen om det indre energimarked (94).

222.

Arten af og årsagerne til problemet med utilstrækkelig produktion — og således behovet for statsstøtte for at sikre tilstrækkelig produktion — skal analyseres og kvantificeres korrekt, bl.a. med hensyn til mangel på kapacitet i spidsbelastningsperioder eller sæsonbetonet kapacitet eller efterspørgsel i spidsbelastningsperioder i tilfælde af, at det kortfristede engrosmarked ikke kan matche efterspørgsel og udbud. Den måleenhed, der anvendes til kvantificering, skal beskrives, og beregningsmetoden skal fremlægges.

223.

Medlemsstaterne skal tydeligt påvise årsagerne til, at markedet ikke kan forventes at levere tilstrækkelig kapacitet i mangel af indgreb, og skal i den forbindelse tage hensyn til den igangværende markedsudvikling og teknologiske udvikling (95).

224.

I sin vurdering vil Kommissionen, når det er relevant, bl.a. tage hensyn til følgende, som skal forelægges af medlemsstaten:

225.

Støtten bør udelukkende betales for producentens tilrådighedsstillelse af kapacitet, dvs. for forpligtelsen til at være rede til at levere elektricitet mod betaling, f.eks. pr. MW kapacitet, der stilles til rådighed. Støtten bør ikke omfatte betaling for salget af elektricitet, dvs. betaling pr. MWh, der sælges.

226.

Foranstaltningen bør være åben og give tilstrækkelige incitamenter for både nuværende og fremtidige producenter og for operatører, der anvender substituerbare teknologier, herunder løsninger med fleksibelt forbrug eller lagring på efterspørgselssiden. Støtten skal derfor ydes gennem en mekanisme, som rummer mulighed for forskellige tidshorisonter for gennemførelse svarende til den tid, der er nødvendig for, at nye producenter, som bruger anderledes teknologier, kan fremskaffe nye investeringer. Ved foranstaltningen skal der desuden tages hensyn til, i hvilken udstrækning kapaciteten på samkøringslinjerne kan afhjælpe eventuelle problemer med utilstrækkelig produktion.

227.

Støttens tilskyndelsesvirkning vil blive vurderet på grundlag af betingelserne i afsnit 3.2.4 i disse retningslinjer.

228.

Beregningen af den samlede støtte bør sikre støttemodtagerne et afkast, der kan betragtes som rimeligt.

229.

En udbudsprocedure på basis af klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier, hvor der effektivt sigtes mod at nå det fastsatte mål, vil blive anset for at medføre et rimeligt afkast under normale omstændigheder.

230.

Foranstaltningen bør have indbyggede mekanismer, der sikrer, at der ikke opstår uventede fortjenester.

231.

Foranstaltningen bør udformes på en sådan måde, at den pris, der betales for tilrådighedsstillelse, automatisk bevæger sig mod nul, når den udbudte kapacitet forventes at være tilstrækkelig til at dække den efterspurgte kapacitet.

232.

Foranstaltningen bør udformes således, at al kapacitet, som kan bidrage effektivt til at afhjælpe problemerne med utilstrækkelig produktion, kan indgå i foranstaltningen, navnlig under hensyntagen til følgende faktorer:

233.

Foranstaltningen

234.

Der kan indføres ordninger for handel med emissionstilladelser for at reducere emissionen af forurenende stoffer som for eksempel NOX  (98). De kan indebære statsstøtte, f.eks. når medlemsstater udsteder tilladelser og tildeler rettigheder under markedspris. Hvis det samlede antal tilladelser, som en medlemsstat har tildelt, er lavere end virksomhedernes samlede forventede behov, vil den overordnede virkning for miljøet være positiv. På virksomhedsniveau gælder det, at hvis rettighederne ikke dækker virksomhedens samlede forventede behov, må den enten nedbringe forureningen og dermed bidrage til at forbedre miljøbeskyttelsesniveauet eller købe supplerende rettigheder på markedet og således betale for sin forurening.

235.

Ordninger med omsættelige tilladelser betragtes som forenelige med det indre marked, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:

236.

Kommissionen vil vurdere behovet for og proportionaliteten af den statsstøtte, der indgår i en ordning for omsættelige tilladelser, ud fra følgende kriterier:

237.

Investeringsstøtte til flytning af virksomheder tager sigte på at skabe individuelle incitamenter for at nedbringe de negative eksternaliteter gennem flytning af stærkt forurenende virksomheder til områder, hvor en sådan forurening vil have færre skadelige virkninger, hvilket vil give færre eksterne omkostninger. Støtten kan derfor være berettiget, hvis flytningen foretages af hensyn til miljøet, men det bør undgås, at der ydes støtte til flytning til ethvert andet formål.

238.

Investeringsstøtte til flytning af virksomheder af miljøbeskyttelseshensyn betragtes som forenelig med det indre marked, forudsat at betingelserne i afsnit 3.2.4 og 3.2.7 følgende kumulative betingelser er opfyldt:

239.

Støttemodtageren kan være:

240.

Ved fastsættelsen af de støtteberettigede omkostninger i forbindelse med støtte til flytning af virksomheder tager Kommissionen følgende i betragtning:

241.

Støtteintensiteterne er fastsat i bilag 1.

242.

For yderligere at sikre, at fordrejninger af konkurrencen begrænses, kan Kommissionen kræve, at visse støtteordninger er tidsbegrænsede (normalt fire år eller mindre) og evalueres som beskrevet i afsnit 28. Der vil blive gennemført evalueringer af ordninger, hvor muligheden for fordrejning af konkurrencen er særlig høj, dvs. at de kan risikere at begrænse eller fordreje konkurrencen betydeligt, hvis gennemførelsen af dem ikke evalueres i tide.

243.

I betragtning af formålet hermed og for at undgå uforholdsmæssigt store byrder for medlemsstaterne og mindre støtteprojekter gælder denne evaluering kun for støtteordninger med store budgetter eller nye karakteristika, eller hvor der ventes betydelige ændringer på markeder, i teknologi eller lovgivning. Evalueringen skal foretages af en ekspert, der er uafhængig af den støtteydende myndighed, på grundlag af en af Kommissionen fastsat fælles metodologi. Evalueringen skal offentliggøres. Medlemsstaten skal sammen med støtteordningen forelægge et udkast til evalueringsplan, som bliver en integreret del af Kommissionens vurdering af ordningen.

244.

I forbindelse med støtteordninger, der ikke er omfattet af den generelle gruppefritagelsesforordning udelukkende på grund af deres store budgetter, vil Kommissionen vurdere, om støtteordningen, med undtagelse af evalueringsplanen, er forenelig med det indre marked, og det på grundlag af kriterierne i forordningen og ikke nærværende retningslinjer.

245.

Evalueringen skal forelægges Kommissionen i rette tid til, at den kan tage stilling til en eventuel forlængelse af støtteordningen, og under alle omstændigheder ved dens udløb. De nærmere vilkår og fremgangsmåder for hver evaluering fastlægges i den afgørelse, hvori støtteordningen godkendes. Der skal tages hensyn til resultaterne af evalueringen ved enhver efterfølgende støtteforanstaltning med et tilsvarende formål (og enhver ændring af en ordning som omhandlet i afsnit 244).

246.

Disse retningslinjer anvendes fra 1. juli 2014 og erstatter de retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse, der blev offentliggjort den 1. april 2008 (101). De finder anvendelse indtil den 31. december 2020.

247.

Kommissionen vil anvende retningslinjerne på alle anmeldte støtteforanstaltninger, hvorom den skal træffe afgørelse, efter at retningslinjerne er trådt i kraft, også selv om projekterne blev anmeldt før dette tidspunkt. Individuel støtte tildelt under godkendte støtteordninger og anmeldt til Kommissionen i medfør af en forpligtelse til at anmelde sådan støtte individuelt, vurderes imidlertid i henhold til de retningslinjer, der gælder for den godkendte støtteordning, som den individuelle støtte er baseret på.

248.

Ulovlig miljø- eller energistøtte vil blive vurderet i overensstemmelse med de bestemmelser, der var gældende på den dato, hvor støtten blev ydet, jf. Kommissionens meddelelse om fastsættelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (102), dog med følgende undtagelse:

Ulovlig støtte i form af sænkede bidrag til finansiering af støtten til energi fra vedvarende energikilder vil blive vurderet i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit 3.7.2 og 3.7.3.

Fra den 1. januar 2011 skal den i afsnit 194 omhandlede tilpasningsplan også sikre en gradvis anvendelse af kriterierne i afsnit 3.7.2 og af egetbidraget i henhold til afsnit 197. Før denne dato finder Kommissionen, at al støtte ydet i form af nedsættelser af finansieringsstøtten til elektricitet fra vedvarende energikilder kan erklæres forenelig med det indre marked (103).

249.

Individuel støtte ydet i henhold til ulovlige støtteordninger vil blive vurderet i henhold til de retningslinjer, der gjaldt for den ulovlige støtteordning på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Hvis modtageren af den pågældende individuelle støtte har modtaget en bekræftelse fra en medlemsstat om, at den vil modtage driftsstøtte til energi fra vedvarende energikilder og kraftvarmeproduktion under en ulovlig ordning for en forud fastsat periode, kan støtten ydes i hele perioden på de betingelser, der er fastsat i ordningen på tidspunktet for bekræftelsen, forudsat at støtten er forenelig med de regler, der gælder på tidspunktet for bekræftelsen.

250.

Kommissionen foreslår hermed på grundlag af traktatens artikel 108, stk. 1, medlemsstaterne følgende egnede foranstaltninger vedrørende deres respektive eksisterende støtteordninger på miljø- og energiområdet:

Medlemsstaterne bør om nødvendigt ændre sådanne ordninger for at bringe dem i overensstemmelse med disse retningslinjer senest den 1. januar 2016, dog med følgende undtagelser:

Hvor det er nødvendigt, behøver eksisterende ordninger som omhandlet i artikel 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (104) vedrørende driftsstøtte til produktion af energi fra vedvarende kilder og til produktion af kraftvarme kun at blive tilpasset disse retningslinjer, når medlemsstaterne forlænger deres eksisterende ordninger, skal genanmelde dem efter udløbet af den 10-årige periode eller efter udløbet af gyldighedsperioden for Kommissionens afgørelse eller ændrer (105) dem.

Hvis en støttemodtager har fået en bekræftelse fra en medlemsstat om, at vedkommende vil få tildelt statsstøtte under en sådan ordning i en forudbestemt periode, kan denne støtte ydes i hele perioden på de vilkår, der er fastlagt i ordningen på tidspunktet for bekræftelsen.

251.

Medlemsstaterne bedes give deres udtrykkelige, ubetingede samtykke til de foreslåede egnede foranstaltninger senest to måneder efter datoen for offentliggørelsen af disse retningslinjer i Den Europæiske Unions Tidende. Modtager Kommissionen ikke noget svar, vil den antage, at den pågældende medlemsstat ikke kan tilslutte sig de foreslåede foranstaltninger.

252.

I overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 og Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (106) med senere ændringer skal medlemsstaterne indsende årlige rapporter til Kommissionen.

253.

Medlemsstaterne skal sikre, at der føres og ajourføres et detaljeret register over alle foranstaltninger, som vedrører tildelingen af støtte. Dette register skal indeholde alle de informationer, som er nødvendige for at kunne fastslå, at betingelserne for støtteberettigede omkostninger og den maksimalt tilladte støtteintensitet er blevet overholdt, hvor dette er relevant. Registret skal ajourføres i ti år fra den dato, hvor støtten blev ydet, og på anmodning udleveres til Kommissionen.

254.

Kommissionen kan beslutte at tage disse retningslinjer op til revision eller at ændre dem på et hvilket som helst tidspunkt, hvis det skulle vise sig nødvendigt af konkurrencepolitiske årsager eller af hensyn til andre EU-politikker og internationale forpligtelser.