5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/1

1.1

EØSU er af den opfattelse, at der er behov for en makroregional strategi for Middelhavsområdet, som kan hjælpe regionerne med at tackle de udfordringer, som regioner eller lande ikke på egen hånd kan løse tilfredsstillende ved hjælp af de sædvanlige midler. En sådan strategi vil gøre det lettere for de pågældende regioner at tackle årsagerne til den usikkerhed, der hviler tungt over Middelhavsområdet, ved at forøge merværdien af de gode resultater af de allerede iværksatte initiativer og Europa 2020-målene. En vellykket makroregional strategi for Middelhavsområdet vil også have positive følgevirkninger for EU som helhed.

1.2

EU's kystregioner i Middelhavsområdet har ideelle forudsætninger for at danne en samarbejdsplatform, der kan få strategisk betydning for styrkelsen af de økonomiske, sociale og politiske forbindelser mellem regionerne internt og med regioner i Middelhavslande uden for EU på bestemte områder (indvandring, søtransport, sikkerhed til søs, miljøbeskyttelse osv.). Middelhavsområdets kystregioner har potentialet til at lede den økonomiske vækst og omstillingsproces i helt nye retninger.

1.3

Da Middelhavsområdet er meget vidtstrakt, foreslår EØSU, at den makroregionale strategi underinddeles (på grundlag af regional nærhed) i mindst tre geografisk afgrænsede undermakroregioner med handlingsplaner baseret på en funktionel tilgang til løsningen af fælles udfordringer.

1.4

EØSU er tilhænger af en makroregional strategi med udgangspunkt i reglen om »tre gange ja« (ja til mere supplerende finansiering, ja til bedre institutionel koordinering og ja til flere nye projekter), som øger synergierne mellem forskellige EU-politikker programmer og koordinerer indsatsen fra en lang række berørte grupper i EU's middelhavskystregioner.

1.5

EØSU bifalder udviklingen af en makroregional strategi for Middelhavsområdet omfattende alle Europa 2020-strategiens mål, men især prioriteterne vedrørende intelligent vækst (fremme af en videnbaseret økonomi til støtte for innovation og nye teknologier), bæredygtig vækst (fremme af en bæredygtig, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi) og inklusiv vækst (fremme af en økonomi med stor vægt på jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse for at fremme den sociale og territoriale samhørighed).

1.6

EØSU peger på fem drivkræfter bag forandringer, som kan være medvirkende til, at EU's samhørighedspolitikker for 2014-2020 får de ønskede resultater i Middelhavsområdet:

1.7

EØSU gør opmærksom på, hvor vigtigt det er at støtte strategien for blå vækst, der indeholder muligheder for at forbedre konkurrenceevnen i Middelhavsområdet, fremme gennemførelsen af grønnere politikker og overgå til en lavemissionsøkonomi i alle sektorer. EØSU bifalder endvidere tanken om en makroregional EU-strategi, som også tager den europæiske handicapstrategi  (1) og strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd  (2) med i betragtning. Disse tre strategier bør have en gensidigt forstærkende virkning i gennemførelsesforløbet.

1.8

EØSU bifalder Kommissionens forslag vedrørende Middelhavsområdet i forbindelse med den integrerede havpolitik. Dog så det gerne, at ambitionerne var højere, og foreslår en makroregional strategi, som omfatter de territoriale og maritime søjler og tager hensyn til erfaringerne fra Østersø- og Donauområderne samt til Europa-Parlamentets betænkning om udviklingen af EU's makroregionale strategier i Middelhavsområdet og Kommissionens rapport om merværdien af de makroregionale strategier.

1.9

EØSU bemærker, at forvaltningen af EU's makroregionale strategi bør tilrettelægges på flere niveauer med inddragelse af regionale, nationale og europæiske institutioner og ikke bør betragtes som en ekstra aktivitet eller ekstraarbejde for disse institutioner.

1.10

EØSU mener, at det grundlæggende princip for gennemførelsen af den makroregionale strategi for Middelhavsområdet bør være en integreret tilgang, som i første omgang bør defineres i rundbordsdialoger og efterfølgende udbygges med nedsættelse af et makroregionalt Euro-Middelhavs-forum, der skal have til opgave at inddrage alle institutionelle aktører og interesseparter i civilsamfundet fuldt ud og kombinere de eksisterende politikker med funktionelle målsætninger med henblik på at udforme en fælles politik. Det foreslåede makroregionale forum vil kunne trække på erfaringerne fra udformningen, overvågningen og evalueringen af territoriale og søfartsrelaterede foranstaltninger i Middelhavsområdet. Forummet bør blive det makroregionale redskab for fastlæggelse af de fælles strategiske indsatsområder, og det skal bidrage aktivt til at udvælge prioriterede projekter vedrørende territorial samhørighed i Middelhavsområdet.

1.11

I lyset af EØSU's og Regionsudvalgets støtte til en strategi til fremme af samhørigheden i Middelhavsområdet mener EØSU, at det fra et strategisk synspunkt vil være hensigtsmæssigt, at disse to institutioner lægger lokaler til og står i spidsen for det makroregionale middelhavsforum. I praksis vil der blive etableret en ledelsesgruppe med medlemmer fra Europa-Parlamentet, Kommissionen, EØSU og Regionsudvalget. Gruppen vil systematisk yde bistand i forbindelse med udformningen af strategien og ved den fremtidige koordinering.

1.12

EØSU er enig i, at strategien ikke blot skal betragtes som et dokument. Den må først og fremmest ses som en proces, hvilket betyder, at den skal gennemføres gradvist. EØSU håber, at der for Middelhavsområdet vil blive gjort brug af de positive erfaringer med gennemførelsen af de makroregionale strategier for henholdsvis Østersø- og Donauområdet, således at gennemførelsen bliver effektiv og ikke forsinkes, og strategien udmønter sig i konkrete fordele for befolkningen i de pågældende områder inden for en rimelig tidshorisont.

2.1

Det er vigtigt at fastlægge en fælles definition af betegnelsen makroregion. I de fleste tilfælde defineres en makroregion som »et område, der indbefatter territorier henhørende under flere forskellige lande eller regioner, som deler et eller flere fælles træk eller udfordringer (...) af geografisk, kulturel, økonomisk eller anden karakter« (3)

2.1.1

Kommissionen har defineret følgende tre elementer som grundlaget for en makroregional strategi:

2.2

På nuværende tidspunkt har EU vedtaget to makroregionale strategier: en for Østersøområdet i 2009 og en for Donauområdet i 2011. En makroregional strategi for Adriaterhavet-Det Joniske Hav, oprindeligt foreslået af Regionsudvalget i 2011 (4), er desuden ved at blive vedtaget, mens en Atlanterhavsstrategi udformet som en havområdestrategi allerede er vedtaget.

2.2.1

Debatten om makroregionale strategier bør ses i lyset af udviklingen af EU's rammer for politikformulering: med Lissabontraktaten er territorial samhørighed blevet et centralt mål for EU's politik, og under Europa 2020-strategien er territorial styring den vigtigste faktor til opfyldelse af EU's mål for samhørighedspolitikken i den næste programmeringsperiode (den flerårige finansielle ramme 2014-2020).

2.2.2

I 2012 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse, hvori den vurderede behovene og mulighederne for havrelaterede aktiviteter i Adriaterhavet og Det Joniske Hav og udstak en ramme »for indførelsen senest i 2013 af en sammenhængende maritim strategi med dertil hørende handlingsplan«. Den tilføjede videre, at hvis »EU-medlemsstaterne beslutter at bede Kommissionen om at udarbejde en EU-strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, kommer denne maritime strategi til at udgøre det første element i en sådan makroregional EU-strategi, som dækker flere områder« (5).

2.3

Den makroregionale tilgang bliver stadig mere fremtrædende i EU's politik, og EØSU mener derfor, at der er behov for en klarere definition af betegnelsen »makroregion«. Desuden bakker EØSU som i tidligere udtalelser (6) op om denne vigtige politiske strategi samt om Europa-Parlamentets beslutning om makroregionale perspektiver i Middelhavsområdet (7).

2.3.1

De makroregionale strategier har to særskilte hovedmål: Det første er at tackle problemer, som regioner eller lande ikke på egen hånd kan finde tilfredsstillende løsninger på (f.eks. miljøproblemer), og det andet er samarbejde til gavn for de involverede regioner og lande. Denne opdeling afspejler sondringen mellem tværnationale spørgsmål og fælles spørgsmål (anvendt i debatten om tværnationalitet og nærhedsprincippet i forbindelse med udbetaling af EU-midler). De geografiske, socioøkonomiske og administrative forhold i Middelhavsområdet peger klart i retning af, at det er målene i den første kategori, der er mest relevante for den heri omhandlede makroregionale strategi.

2.4

Miljømæssigt, historisk og kulturelt ligner landene i Middelhavsområdet hinanden, hvilket gør, at området kan betragtes som én makroregion (8). Efter EØSU's opfattelse bør der gennemføres en enkelt makroregional strategi for Middelhavsområdet omfattende EU's 149 (heraf 7 kroatiske) middelhavskystregioner i Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Malta, Slovenien, Grækenland og Cypern, defineret på NUTS III-niveau (9).

2.5

Den erhvervsaktive befolkning i EU's middelhavskystregioner var i 2009 på ca. 32,4 mio. (hvoraf ca. 41 % var kvinder). Med en gennemsnitlig arbejdsløshed i disse regioner på 12,9 % i 2009 (8,9 % i EU) har borgerne her generelt større risiko for at blive arbejdsløse. I 2007 var bruttonationalproduktet (BNP) i EU's middelhavskystregioner på 1.715 mia. KKS (købekraftstandard) eller 13,9 % af EU's BNP. Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i disse regioner var 23.000 KKS pr. indbygger, hvilket var lavere end EU-gennemsnittet (24.000 KKS pr. indbygger) (10).

2.5.1

Da EU's middelhavsmakroregion dækker et meget stort område, er EØSU af den opfattelse, at den bør inddeles i mindst tre undermakroregioner-. Nylige høringer foretaget af Europa-Parlamentet om udviklingen af makroregioner har vist, at der er opbakning til tanken om tre særskilte undermakroregioner: (i) det vestlige Middelhavsområde, (ii) det centrale Middelhavsområde (i praksis makroregionen for Adriaterhavet-Det Joniske Hav) og (iii) det østlige Middelhavsområde — med specifikke handlingsplaner, der skal være afstemt med hinanden.

2.5.2

Hvad angår undermakroregionen for det centrale Middelhavsområde, mener EØSU i tråd med Europa-Parlamentets udtalelser og den geografiske fordeling fastlagt af Eurostat, at Sicilien og Malta bør være omfattet af makroregionen for Adriaterhavet-Det Joniske Hav. Vigtigere endnu er det, at lande og regioner, der ligger på de imaginære grænser mellem undermakroregionerne, kan deltage i mere end én af de disse undermakroregioner for at sikre bedre koordinering og eliminere unødvendigt dobbeltarbejde og konflikter.

3.1

Den Europæiske Union har igennem årene vist større eller mindre interesse for Middelhavsområdet med lancering af forskellige initiativer og instrumenter. Initiativerne har i et vist omfang ført til fremskridt, men de har ikke fuldt ud kunnet opfylde de oprindeligt fastlagte mål for den sociale, politiske og økonomiske udvikling. Tiden er nu inde til at supplere det arbejde, EU som en del af sine eksterne politikker udfører inden for rammerne af Middelhavsunionen og den europæiske naboskabspolitik med lancering af en mere integreret politik for EU's egne middelhavsregioner.

3.1.1

Klare og fælles strategier for regionen som helhed og for undermakroregionerne ledsaget af den dertil hørende handlingsplan kunne medvirke til at fjerne noget af den regionalpolitiske usikkerhed, der er opstået i kølvandet på EU's fejlslagne eksterne politikker i regionen, såsom Middelhavsunionen og den europæiske naboskabspolitik. Sådanne klare strategier kan også bidrage til at integrere og bygge videre på nogle af de positive resultater og igangværende projekter under EU's nuværende eksterne politikker.

3.2

EØSU går ind for en makroregional strategi, som styrker synergierne mellem forskellige EU-politikker og koordinerer indsatsen fra en bred vifte af interessenter i EU's middelhavskystregioner. Helt overordnet bør målet med en makroregional strategi være at tilføre en merværdi til allerede iværksatte tiltag i en makroregion, at koordinere EU-, nationale og regionale midler for at opfylde fælles mål og målsætninger, at skabe en følelse blandt aktørerne af, at de opnår noget i fællesskab, og at etablere et samarbejde mellem organisationer og myndigheder på alle niveauer om store muligheder og udfordringer. Mere konkret er der i denne helt særlige periode med skrappe finanspolitiske stramninger, som også i høj grad påvirker den private sektors muligheder for at sætte skub i økonomien igen, et afgørende behov for at opnå en så optimal Pareto-fordeling som mulig ved anvendelsen af de midler, der er til rådighed.

3.3

Den nuværende økonomiske situation, som blev udløst af den globale finansielle krise i 2008, kræver, at der vedvarende gøres en indsats for at finde nye vækstområder, der kan bidrage til at hjælpe landene ud af den økonomiske krise og give dem mulighed for at skabe yderst tiltrængte arbejdspladser. EU's kystområder i Sydeuropa har potentialet til at blive innovationscentre for dynamisk vækst, hvis de udnytter deres særlige karakteristika.

3.3.1

Dette vil dog kræve en hidtil uset indsats for at koordinere det arbejde, som på nuværende tidspunkt udføres af nøgleaktører i regionen, med henblik på at opnå en tættere integration mellem de pågældende områder med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i en vigtig rolle.

3.3.2

Udvalget er af den opfattelse, at der allerede findes en overflod af instrumenter og politikker, der i væsentlig grad kan bidrage til gennemførelsen af en makroregional strategi. Her tænkes der på projekter finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF), de såkaldte strukturfonde, samt midler udbetalt til regioner omfattet af konvergensmålet, målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse samt om europæisk territorialt samarbejde, programmer til udvikling af transport og territorial samhørighed (øremærket til Europa 2020-strategien), navnlig dem, der har et særligt fokus på havene, såsom Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, Connecting Europe-faciliteten, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og nationale midler.

3.3.2.1

I denne forbindelse bør det påpeges, at alle EU's medlemsstater (og mere specifikt de 163 regioner i Middelhavsområdet) er ved at udarbejde deres egne partnerskabsaftaler, som beskriver, hvordan de enkelte medlemsstater agter at anvende midlerne fra den fælles strategiske ramme. Selvom sådanne aftaler indeholder et element af territorialt samarbejde, mener EØSU, at man forspilder en mulighed for at øge koordineringen mellem lande og regioner i Middelhavsområdet.

3.3.2.2

EØSU holder på, at der bør være midlertidige ordninger til fremme af gennemførelsen af den makroregionale strategi, og at disse foranstaltninger bør være fuldstændig på plads på tidspunktet for midtvejsevalueringen af partnerskabsaftalerne med EU's medlemsstater.

3.3.3

For at sikre at disse instrumenter målrettes og giver de bedst mulige resultater, er der behov for koordinering på flere niveauer mellem de involverede institutioner for at styre processen og sikre, at ressourcerne udnyttes fuldt ud, og at der ikke forekommer overlapninger. Koordinering mellem regioner er blevet en ubetinget og presserende nødvendighed, da der nu skal udrettes mere med samme (eller færre) midler. Derfor skal der tilvejebringes de rette, velfungerende instrumenter, som kan sikre koordinering og effektivitet.

3.3.3.1

I en konkurrencepræget og globaliseret verden må de 163 regioner kunne konkurrere med aktører fra nær og fjern, og derfor er lederskab og rettidige beslutninger altafgørende.

3.3.4

De perifere kystregioner, som deltager i Konferencen af Perifere Kystregioner i Europa, og Regionsudvalget har gentagne gange anbefalet Kommissionen at lancere en territorial pagt, således at det sikres, at alle økonomiske grupper i Europas regioner arbejder for Europa 2020-strategien (11).

3.4

Der er behov for en kombination af markante politikker og decentraliseret beslutningstagning, som vil medvirke til at sikre, at ressourcerne koordineres og bruges, hvor de med størst sandsynlighed vil skabe mest mulig vækst og beskæftigelse.

3.4.1

Kun en nøje udtænkt og enkel strategi, der har den bredest mulige opbakning, kan fungere som ledetråd for de valg, som regioner, byer og havne i EU's middelhavskystregioner skal træffe.

3.4.2

Det er også vigtigt at udforme en metode til at måle politikkernes virkningsgrad i makroregionen for Middelhavsområdet, så der på et tidligt tidspunk kan gribes ind med korrigerende foranstaltninger. Tidligere betød manglen på en præcis målestok for politikkernes succes/fiasko i kombination med manglede koordinering, dobbeltarbejde, spild og en mangel på ansvarlighed, at det var umuligt at gribe ind i rette tid, hvilket blot forværrede de fejlslagne politikker.

3.4.3

Strategien skal ledsages af en handlingsplan, der klart angiver, hvilke projekter der primært vil blive udvalgt på grundlag af deres tværregionale indvirkning og betydning for økonomisk vækst, samt hvilke finansieringskilder der vil blive anvendt til gennemførelsen heraf. Dette er meget vigtigt og skulle gerne ligge klart i løbet af de første to år af den flerårige finansielle ramme for 2014-2020.

3.4.4

Det er yderst vigtigt at få reduceret de administrative krav til indberetning og udfyldning af formularer, som påhviler aktørerne og operatørerne. NGO'er, SMV'er og regionale myndigheder, navnlig i de mindre regioner, afskrækkes ofte fra at deltage på grund af manglende kapacitet og den enorme opgave, det er at holde styr på alle de administrative procedurer. Der er selvfølgelig behov for kontrol, men det er altafgørende, at modtagere af projektstøtte kan bruge deres tid og ressourcer på at skabe konkrete fordele for samfundet og økonomien som helhed.

3.4.5

Hvis handlingsplanerne ikke gennemføres, vil det efter EØSU's opfattelse, forhindre regionerne i at udnytte en mulighed for at skabe vækst. Hvis dette slår fejl, vil alternativomkostningerne være ekstremt høje, navnlig i denne krisetid. EØSU er overbevist om, at man igennem innovativt samarbejde kan opnå væsentlige effektivitetsgevinster i udnyttelsen af ressourcer og dermed øget vækst. Lykkes det ikke, tegner der sig nogle dystre udsigter for de regionale politiske ledere og borgerne. For flertallet af regionerne i området er vækstperspektiverne for de næste to år ikke særligt gode, og de vil blive endnu dårligere, hvis regionerne ikke griber de muligheder, som en makroregional strategi frembyder, og ikke udnytter de menneskelige og naturlige ressourcer, de har, på en effektiv og bæredygtig måde (12).

3.4.6

Som det allerførste bør strategien kortlægge de vigtigste målsætninger og nuværende europæiske, nationale og regionale programmer og identificere de lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer, der kan stå for den nødvendige koordinering. Under EU's makroregionale strategier er der adskillige EU-finansierede projekter, hvis merværdi kunne øges med den rette koordinering. Denne type projekter, som i hvert fald på papiret allerede findes, og nye projekter, som utvivlsomt vil blive iværksat i fremtiden, kan være medvirkende til, at målene for EU's makroregionale strategier opfyldes.

4.1

Hovedformålet er at få defineret en makroregion for Middelhavsområdet bestående af flere niveauer, der skal være ledsaget af en makroregional strategi, hvorunder aktiviteter gennemføres ved hjælp af særlige handlingsplaner med udgangspunkt i reglen om »3 gange ja«: ja til mere supplerende finansiering, til bedre institutionel koordinering og til flere nye projekter.

4.2

Regionerne i Middelhavsområdet er nødt til at forpligte sig til at samarbejde om strategien på alle indsatsniveauer, således at Europa 2020-strategiens mål kan udnyttes til at fremme integrationen mellem EU's politikker og midler (territorialt samarbejde). Den makroregionale strategi bør gennemføres, således at den hjælper regioner og områder med at tackle udfordringer, der ikke kan klares med nationale midler alene.

4.3

EØSU mener, at en makroregional strategi for Middelhavsområdet bør baseres på tre vækstsøjler:

4.3.1

Intelligent vækst vil blive fremmet ved at fokusere på blå vækst. Den 13. september 2012 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om blå vækst, hvori den pegede på fem »værdikæder«, som kan blive kilder til bæredygtig vækst og jobskabelse i den blå økonomi. De fem værdikæder er: blå energi, akvakultur, hav-, kyst- og krydstogtturisme, havenes mineralske ressourcer og blå bioteknologi (13).

4.3.1.1

Blå vækst afspejler de valg, kystregioner har truffet for at styrke deres konkurrenceevne og fremme den økonomiske vækst ved at udnytte deres geografiske placering og det, der gør dem specielle, nemlig havaktiviteter og maritime aktiviteter — altså ved at fokusere på det, de er bedst til.

4.3.1.2

For så vidt angår intelligent vækst er udfordringen for kystregionerne i EU's makroregion for Middelhavsområdet todelt:

4.3.1.3

En bæredygtig udnyttelse af Middelhavsområdets ressourcer giver mulighed for at skabe velstand og arbejdspladser. Forskning i avancerede miljøsystemer og -teknologier bør videreudvikles som støtte for de traditionelle aktiviteter i Middelhavsområdet, der er i tilbagegang, således at der skabes nye muligheder.

4.3.1.4

Disse udfordringer kræver deltagelse fra forskerverdenen, teknologiske kredse, økonomiske aktører samt arbejdsmarkedets parter. Støtteaktiviteter på områder som infrastruktur, industri, uddannelse, politikker for investeringer i F&U, samarbejde mellem universiteter og etablering af klynger bør også medtænkes.

4.3.1.5

Den maritime sektor er robust og bidrager til udviklingsstrategierne. Maritim turisme skaber økonomisk aktivitet og beskæftigelse og er desuden med til at udvikle en Euro-Middelhavsidentitet.

4.3.2

De væsentligste drivkræfter for bæredygtig vækst og de berørte sektorer er alle indbyrdes forbundne på mange måder. Bæredygtighed og gennemførelse af grønnere politikker samt overgang til en lavemissionsøkonomi i alle sektorer bidrager til at opfylde klimamålene og tilpasningen til klimaændringer. Der er behov for at anvende ressourcerne effektivt, styrke synergier samt identificere og bekæmpe spild og dobbeltarbejde. De vigtigste infrastrukturer, herunder til land- og søtransport, energioverførsel og IT-netværk, skal konstant opdateres for at sikre, at der ikke forekommer hæmmende flaskehalse.

4.3.2.1

Bæredygtigheden af kyst- og havområder kan ikke adskilles fra hinanden, og begge er udsat for pres på grund af menneskelige aktiviteter, bl.a. landbaseret forurening, der ender i Middelhavet, og CO2-udledning fra skibe (14). Den integrerede forvaltning af kystområder bør ikke kun omfatte økonomisk aktivitet og forurening i kystområder. Den maritime sektor og skibe, der besejler Middelhavet, må gives de incitamenter, der skal til, for at de overgår til de allernyeste »grønne« teknologier.

4.3.2.2

Den Europæiske Union og otte af dens medlemsstater har underskrevet Barcelonakonventionen fra 1975 om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og de dertil hørende protokoller, som er indgået under FN's Miljøprogram (UNEP). Ved en retsakt vedtaget af Rådet i slutningen af 2012 blev EU part i konventionens offshoreprotokol om beskyttelse af Middelhavets kystområder mod forurening fra offshoreaktiviteter. Konventionen ser ud til at blive til betydelig fordel for EU's middelhavsregioner, som bør være meget opmærksomme på den, bl.a. i deres bestræbelser for at skabe »blå vækst«.

4.3.2.3

Middelhavsområdets vedvarende energipotentiale er en enorm, endnu ikke udnyttet kilde til ren energi. I tråd med Europa 2020-strategiens mål bør der træffes klimatilpasnings- og forebyggelsesforanstaltninger som en del af EU's makroregionale strategi.

4.3.2.4

Den makroregionale strategi bør omfatte foranstaltninger vedrørende bæredygtig transport for at nedbringe CO2-emissionerne. Vejtransporten bør omlægges til søtransport (15). Søtransporten derimod skal fortsætte udviklingen i retning mod brug af renere brændstoffer. Sikkerheden til søs og samarbejdet om forebyggelse og håndtering af katastrofesituationer bør medtages.

4.3.3

Strategien bør indeholde en stærk social dimension, der kan understøtte inklusiv vækst i EU's middelhavskystregioner. Økonomisk udvikling og jobskabelse bør medvirke til, at livskvaliteten for befolkningen i regionerne bliver bedre. De regionale myndigheder bør fremme den sociale dialog og inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. I en integreret tilgang til territorial samhørighed bør der tages hensyn til, hvor udbredt inklusionen er i byer og storbyområder, i landdistrikter, de små byer langs kysten og på øerne. Infrastrukturen, teknologier og tilgængeligheden af tjenester for handicappede bør alle knyttes sammen med bæredygtig udvikling som en grundlæggende forudsætning for inklusiv vækst.

4.3.3.1

Informationsteknologierne skal udbygges, især skal forbindelserne i yderområder være bedre, for at fremme den territoriale og sociale samhørighed i Middelhavsområdet generelt ved hjælp af en tværtematisk tilgang. Udviklingen af IKT bør fremhjælpes.

4.3.3.2

Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på behovet for at anlægge flere lufthavne og etablere flere flyforbindelser i middelhavsmakroregionen for at øge den økonomiske integration i regionen. Der ligger stadig et stort uudnyttet potentialet inden for luftfarten og i luftfartsinfrastrukturen, men det kræver flere investeringer.

4.3.3.3

Uddannelsesinstitutionerne spiller en vigtig rolle i forbindelse med fremme af inklusiv vækst i Middelhavsområdet. Der er behov for at fastlægge fælles uddannelsesmål for hele middelhavsmakroregionen.

4.3.3.4

Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og uddannelsesinstitutionerne bør efter EØSU's opfattelse styrkes, og uddannelse inden for søfartsfagene og samarbejde mellem universiteter og uddannelsescentre bør prioriteres.

4.3.3.5

De arbejdsløse i Middelhavsområdets kystregioner må også høres i forbindelse med udformningen af en fremtidig strategi, der skal give dem mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at der gøres en virkelig og konkret indsats for at inddrage ledere af »marginaliserede« sociale grupper, såsom indvandrersamfund, handicappede og kvindeorganisationer. EØSU bakker fuldt op om EU's politikker om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, handicap, alder, seksuel orientering eller køn.

4.3.3.6

Eftersom befolkningen i EU bliver stadig ældre, bør der medtages et specifikt tiltag vedrørende sund og aktiv aldring i middelhavskystregionerne. Desuden er der i disse regioner behov for en realistisk, langsigtet plan for kontrolleret indvandring og sæsonarbejdere, som kan tage over efter den aldrende befolkning og løfte den stadig større forsørgerbyrde. EØSU mener, at EU bør gøre langt mere for at hjælpe middelhavsregionerne med at klare migrationsbølgen og integrere migranterne i samfundet.

4.3.3.7

EØSU anser det for yderst vigtigt, at EU's strategi for middelhavsmakroregionen udvikles under hensyntagen til de europæiske prioriteter om forbedring af social inklusion og velfærd, fuld respekt for handicappedes rettigheder og fremme af ligestilling mellem kønnene i Middelhavsområdet. Derfor er det helt afgørende, at handicappede sikres ret til selvbestemmelse, værdighed og frihed, og at kvinders stilling på arbejdsmarkedet, i samfundet og som beslutningstagere styrkes.

5.1

En makroregional strategi for Middelhavsområdet rummer mange muligheder, først og fremmest fordi den skaber en referenceramme for samhørighedspolitikken og tilskynder til samarbejde på tværs af sektorer i et indre marked for tjenesteydelser. Rammen kan sikre større komplementaritet i investeringerne og influere på prioriteterne for de enkelte regionale udviklingsplaner for en europæisk makroregion og således give et overblik og sikre reelle synergier inden for rammerne af en integreret tilgang.

5.2

Med en makroregional strategi vil EU's forskellige støttemekanismer i højere grad blive anvendt og samarbejdet øget, eftersom det ikke blot vil være bevillingerne til samhørighedspolitikken, der kan trækkes på, men også regionernes og medlemsstaternes ressourcer i kraft af flerniveauforvaltningen. Det er en strategi, som vil gavne alle lokale aktører.

5.3

Fordelene ved en makroregional strategi for Middelhavsområdet skyldes i høj grad den meget vidtspændende, integrerende måde at gribe tingene an på flere niveauer, hvilket kan fremme synergier mellem EU-politikker og -programmer og skabe komplementaritet i finansieringen.

5.4

En makroregional strategi for Middelhavsområdet vil være til gavn for gennemførelsen af strategiske aktiviteter i kyst- og øområder og øge samarbejdet mellem myndigheder, regioner, byer, havne og, om nødvendigt, nationale myndigheder i Middelhavsområdet.

5.5

Aktiviteter knyttet til den integrerede havpolitik og blå vækst vil blive gennemført, og i den forbindelse vil der blive lagt vægt på sammenhæng og synergier med aktiviteter, der ikke umiddelbart er relateret til den maritime sektor.

5.6

De tre søjler for vækst nævnt ovenfor vil være bestemmende for de foreslåede tiltag, idet de tiltag, der vælges, skal opfylde følgende kriterier:

—

Region med en søgrænse (372 regioner opfylder dette kriterium).

—

Region, hvor mere end halvdelen af befolkningen bor inden for 50 km fra havet (73 regioner opfylder dette kriterium).

—

Hamborg, en tysk region, der ikke opfylder ovennævnte kriterier, men er blevet tilføjet listen over kystregioner i EU på grund af den store maritime indflydelse i regionen.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/11

1.1

Under hensyntagen til, at frivilligt arbejde:

1.1.1

er en vigtig drivkraft for inklusiv vækst, som bidrager til såvel den sociale som den menneskelige kapital, og er befordrende for solidaritet på tværs af generationerne, og samtidig også repræsenterer en betydelig økonomisk værdi;

1.1.2

er en nøglefaktor i mange socialpolitikker og en indikator for den offentlige politiks gennemslagskraft, som bør måles effektivt og overvåges for at give beslutningstagerne korrekt viden;

1.1.3

er et forskningsemne, som for øjeblikket ikke måles tilstrækkeligt pga. usammenhængende og overdrevent restriktive undersøgelser, der ikke medtager elementer såsom frivillig hjælp ydet direkte til personer uden for enhver form organisationsstruktur og overser den økonomiske værdi af frivilligt arbejde;

1.2

opfordrer EØSU Kommissionen til:

1.2.1

at skabe de rette betingelser for at indlede et metodologisk arbejde og pilotforskningsprojekter, der tager sigte på at fastlægge de grundlæggende principper for EU-landenes nationale statistiske kontorers forskning i frivilligt arbejde. Der skal i den forbindelse gøres brug af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) vejledning i måling af frivilligt arbejde og de hidtidige erfaringer i lande, der allerede har gennemført forskning i henhold til anbefalingerne i vejledningen;

1.2.2

i de kommende år at arbejde på en standardiseret metode til forskning i frivilligt arbejde og ved hjælp af en passende forordning at sikre, at den anvendes i medlemsstaternes løbende forskning;

1.2.3

at tage skridt til at tilskynde medlemsstaternes statistiske kontorer til at blive involveret i forskningen i frivilligt arbejde, inden forordningen gennemføres;

1.2.4

at indsamle og stille sammenhængende oplysninger til rådighed fra den forskning i frivilligt arbejde, der er gennemført i de enkelte lande eller på EU-plan;

1.2.5

at indføre retlige foranstaltninger, der er bindende på EU- og medlemsstatsplan, og som ville gøre det muligt for den almennyttige sektor at medfinansiere offentlige tilskud med den økonomiske værdi af frivilligt arbejde, opgjort på grundlag af solide statistiske data, der er udarbejdet med de statistiske værktøjer, der er udviklet i overensstemmelse med nærværende udtalelse;

1.3

EØSU benytter endvidere denne lejlighed til at gentage, at der er behov for et gunstigt klima for og støtte til frivillige aktiviteter. I forbindelse med det europæiske år for frivilligt arbejde 2011 blev der udarbejdet konkrete forslag om et gunstigt klima for frivilligt arbejde, inklusive bæredygtig støtte til frivillige aktiviteter, som i høj grad er til gavn for samfundet (1).

2.1

I henhold til den (i EU-institutionerne) udbredte definition af udtrykket henviser »frivilligt arbejde« til alle former for formelle og uformelle frivillige aktiviteter, som en person påtager sig af egen fri vilje, valg og motivation og uden tanke for økonomisk vinding.

2.2

Definitionen af frivilligt arbejde i Den Internationale Arbejdsorganisations vejledning i måling af frivilligt arbejde, der anvendes som en konceptuel ramme for måling af formelt og uformelt frivilligt arbejde i forskellige kulturelle og juridiske sammenhænge, er i overensstemmelse med denne opfattelse af frivilligt arbejde, men er blot mere præcis. Ifølge denne definition betyder frivilligt arbejde »ubetalt, ikke-pålagt arbejde, dvs. den tid, som enkeltpersoner vederlagsfrit bruger på aktiviteter enten gennem en organisation eller direkte for andre uden for deres egen husstand« (2). Denne definition, som præciserer frivilligt arbejdes kendetegn, bør anvendes i international komparativ forskning. Det skyldes, at det er nødvendigt at tage hensyn til alle de vigtige karakteristika ved frivilligt arbejde i de definitioner, der anvendes i de enkelte lande, og dermed sikre, at forskningsgenstanden er ensartet defineret, uanset de lokale forhold.

2.3

I de senere år og især i forbindelse med det europæiske år for frivilligt arbejde 2011 har mange dokumenter fra Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet samt EØSU, Regionsudvalget og de europæiske civilsamfundsorganisationer påpeget, at frivilligt arbejde er knyttet til vigtige EU-værdier såsom aktivt medborgerskab og solidaritet med folk i nød. Det er blevet understreget, at frivilligt arbejde yder et væsentligt bidrag til den del af den sociale velfærd, der ikke måles med BNP, og har stor indflydelse på folks livskvalitet. Set ud fra et systemisk synspunkt bidrager frivilligt arbejde til at skabe social kapital og opbygger og konsoliderer tillids- og samarbejdsbånd, samtidig med at det fremelsker bredt accepterede sociale normer og værdier. Uformelt frivilligt arbejde er en vigtig form for investering i menneskelig kapital, f.eks. gennem uformel pleje og undervisning af børn og unge, mens formelt frivilligt arbejde spiller en central rolle i bl.a. udvikling af tværgående færdigheder og erhvervelse af nye faglige kvalifikationer. Også den frivillige pleje, der ydes til og af ældre personer, er yderst vigtig for de aldrende europæiske samfund. Alle disse træk, som peger på det frivillige arbejdes rolle i at skabe social samhørighed og fremme beskæftigelsen, betyder, at det betragtes som en vigtig del af inklusiv vækst, som er en af de tre søjler i EU's udviklingsstrategi — Europa 2020.

2.4

Et vigtigt element i debatten var anbefalinger, der fremhævede behovet for at indsamle sammenlignelige oplysninger, som viser både den sociale og økonomiske betydning af frivilligt arbejde. Der blev i den sammenhæng henvist til den metode, der er foreslået i ILO's vejledning, som en egnet model for statistisk forskning på området (3).

2.5

Disse anbefalinger hang klart sammen med konstateringen af, at der ikke fandtes tilstrækkelige oplysninger om frivilligt arbejde, og denne vurdering gælder stadigvæk.

2.6

Der er blevet gennemført en del forskning i frivilligt arbejde i de enkelte lande, som har dækket mange centrale aspekter af frivilligt arbejde (ikke kun deltagelsesgraden i frivilligt arbejde og den demografiske profil af personer involveret i dette arbejde, men også f.eks. deres motivation). En hindring for at anvende denne forskning til at foretage analyser på tværs af hele EU er den manglende konsistens i omfanget af og metoden bag udarbejdelsen af definitionen af frivilligt arbejde og andre metodologiske forskelle (f.eks. forskningsperiodens længde, uensartet aldersafgrænsning af de adspurgte befolkningsgrupper, forskellige forskningsmetoder, resultaternes nøjagtighed) samt forskelle i forskningsdatoer. Som fremhævet i rapporten foretaget på Kommissionens foranledning af konsulentfirmaet GHK kan resultaterne ofte afvige så meget som 30-40 procentpoint fra hinanden (4).

2.7

Regelmæssigt indsamlede og internationalt sammenlignelige oplysninger om frivilligt arbejde er ret begrænsede i omfang og vedrører primært udbredelsen af frivilligt arbejde (med dets forskellige definitioner) udført via organisationer (formelt frivilligt arbejde) og den demografiske profil af de personer, der deltager i sådanne aktiviteter. Undertiden tager forskningen fat på andre spørgsmål, som f.eks. hyppigheden af frivilligt arbejde (5). Nogle af disse undersøgelser er ikke begrænset til et generelt spørgsmål om frivilligt arbejde, defineret på den ene eller anden måde, men fokuserer i stedet på flere (op til en halv snes) typer organisationer eller aktiviteter, som folk har brugt deres fritid på (6). Relativt set, er det mest sjældent behandlede spørgsmål antallet af timer erlagt af de frivillige (7).

2.8

Trods store forskelle i resultaterne af de enkelte internationale undersøgelser og mellem de nationale og internationale resultater er det alligevel muligt at slå fast, at frivilligt arbejde — selv om kun formelt frivilligt arbejde er taget i betragtning — er meget udbredt. Skøn over antallet af frivillige i EU på over 15 år svinger mellem 92 og 150 millioner, hvilket vil sige, at mellem 22 og 36 % af voksne i alle EU-lande er involveret i frivilligt, ulønnet arbejde i forskellige slags organisationer (8). De holdninger, de vigtigste EU-institutioner har vedtaget om frivilligt arbejde, er baseret på et relativt lavt skøn over antallet af frivillige på ikke mere end 100 millioner. (9)

2.9

Det er på baggrund af de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt om frivilligt arbejde, ikke muligt at foretage den analyse, der efterlyses i dokumenterne fra Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU. For øjeblikket er det ikke muligt at foretage en troværdig overvågning af den økonomiske betydning af frivilligt arbejde eller dets bidrag til politikker på EU-plan. Det er ikke muligt at opgøre den samlede mængde tid brugt på frivilligt arbejde eller dets pengeværdi og dermed vurdere, hvor omfattende det er udtrykt i universelle økonomiske indikatorer såsom national beskæftigelse (antallet af beskæftigede i den nationale økonomi) eller BNP. De eneste aktuelt tilgængelige oplysninger, som dog er begrænset til formelt frivilligt arbejde udført i almennyttige organisationer og opgjort på baggrund af nogle ikke specielt konsekvente metoder, kommer fra det internationale sammenlignende projekt om den almennyttige sektor, som er koordineret af Johns Hopkins University. Disse oplysninger viste kun andelen af frivilligt arbejde udført i almennyttige organisationer i forhold til BNP og den erhvervsaktive befolknings arbejdspotentiale i tre EU-lande: Tjekkiet (0,2 % af BNP, 0,5 % af den erhvervsaktive befolkning), Frankrig (1,4 %, 3,2 %) og Belgien (0,7 %, ingen tilgængelige oplysninger) (10).

2.10

På grundlag af de metodologiske principper, der er fastsat i ILO's vejledning, har de nationale statistiske kontorer i tre EU-lande (Polen, Ungarn og Italien) allerede gennemført undersøgelser af omfanget og værdien af frivilligt arbejde, og i nogle af de andre lande er de ved at forberede dette arbejde. (11) 2011-oplysningerne vedrørende Polen foreligger nu. De viser, at samlet set svarede det formelle og uformelle frivillige arbejde til det arbejde, der udføres af 9,6 % af de ansatte i den bredere nationale økonomi (inklusive frivilligt arbejde) og 2,8 % af det bredt definerede BNP. I Polen, hvor de udvidede familiebånd er særligt stærke, bestod det frivillige arbejde primært af uformelt frivilligt arbejde og udgjorde en andel på 8 % af de beskæftigede i den nationale økonomi, som også omfatter frivilligt arbejde, samt bidrog med 2,2 % til det bredt definerede BNP. Formelt frivilligt arbejde udgjorde hhv. 1,6 % og 0,6 % af de ovennævnte kategorier (12).

3.1

Som tidligere sagt nævnes den vejledning i måling af frivilligt arbejde, som er offentliggjort i ILO-regi, i næsten alle EU-dokumenter om frivilligt arbejde som en egnet model for statistisk forskning på dette område. De metodologiske løsninger i ovenstående vejledning blev også fremhævet af den internationale konference for arbejdsmarkedsstatistikere som et passende grundlag for forskning i frivilligt arbejde. Det foreslås at indlemme frivilligt arbejde i de officielle arbejdsmarkedsstatistikker (13). De løsninger, der foreslås i vejledningen, har også vundet tilslutning fra aktører fra den tredje sektor, og mange ngo'er slår til lyd for at bruge denne model til forskning i frivilligt arbejde. (14)

3.2

Den metodiske tilgang, der foreslås i ILO's vejledning, er også en reaktion på manglen på eller den manglende konsistens i tilgængelige oplysninger om frivilligt arbejde i den tredje sektor — et problem, som er blevet påpeget af det komparative projekt om den almennyttige sektor og senere fremhævet som en alvorlig hindring for udarbejdelsen af nøjagtige statistikker til nationalregnskaberne og den almennyttige sektors satellitregnskab (15).

3.3

Den metodiske tilgang er baseret på en operationel definition af det fænomen, der i vejledningen omtales som »frivilligt arbejde«. Den er ikke baseret på en specifik term eller udtryk, der anvendes ensartet til forskning i de undersøgte lande, men er snarere en deskriptiv definition, som fremhæver tre grundlæggende træk. Frivilligt arbejde er defineret som aktiviteter, der:

ILO-vejledningen indeholder mange supplerende forklaringer, som hjælper til at afklare eventuel tvivl om fortolkningen af kriterierne (16).

3.4

De brede forskningsrammer, der er opridset i vejledningen, gør det muligt at opfylde mange interessenters informationsbehov. Vejledningens centrale definition af frivilligt arbejde indebærer et bredt forskningsspektrum, der omfatter både formelt frivilligt arbejde (som ILO kalder indirekte frivilligt arbejde) og uformelt frivilligt arbejde (som ILO kalder direkte frivilligt arbejde). Desuden er fokus ikke begrænset til en enkelt sektor, men omfatter for eksempel både frivilligt arbejde i den tredje sektor og i offentlige institutioner, og der opfordres til at opdele data efter f.eks. område og institutionel sektor. De indsamlede oplysninger er både klart defineret og fleksible for brugerne.

3.5

Den forskningsmodel, der foreslås i ILO's vejledning, er baseret på en række generelle principper, der sikrer konsistens, uanset hvilken type undersøgelse forskningen er baseret på:

3.6

Den foreslåede metode gør det muligt at fokusere forskningsindsatsen primært på at indsamle de nødvendige oplysninger til at kvantificere mængden og værdien af frivilligt arbejde i standardiserede økonomiske enheder, som gør det muligt at sammenligne med den nationale beskæftigelse eller BNP. De indsamlede oplysninger kan bruges til at opgøre omfanget og værdien af forskellige typer frivilligt arbejde pr. institutionel og økonomisk sektor, aktivitetstype, region, urbaniseringsgrad osv.

3.7

På grundlag af de data, der indsamles ved hjælp af skemaet om frivilligt arbejde, er det også muligt at foretage en lang række analyser af social karakter. Det er muligt at analysere omfanget og intensiteten af frivilligt arbejde og de former, det antager (for personer eller organisationer — i tilfælde af formelle strukturer er det muligt at specificere aktivitetsområde eller -sektor). En sådan analyse kan tage hensyn til de frivilliges forskellige karakteristika: demografiske kendetegn (f.eks. alder, køn, familiemæssige stilling), lokalisering (f.eks. region, lokalitetens størrelse) og erhvervsmæssige, uddannelsesmæssige og økonomiske situation. Ved at tilføje supplerende spørgsmål til skemaet om frivilligt arbejde er det også muligt at analysere de frivilliges motivation og andres begrundelser for ikke at deltage i frivilligt arbejde osv.

3.8

Under hensyntagen til at respondenterne som regel kun er i stand til at give detaljerede og pålidelige oplysninger om den seneste tid, bruger vejledningen referenceperioden på fire uger til spørgsmål om frivilligt arbejde. Dette skyldes behovet for at opgøre antallet af timer brugt på frivilligt arbejde så nøjagtigt som muligt. Samtidig er perioden på fire uger væsentligt kortere end den typiske tidsramme på 12 måneder for størstedelen af forskningen i frivilligt arbejde. Den kortere referenceperiode giver sig udslag i lavere tal for omfanget af frivilligt arbejde (antallet af frivillige) og skaber en risiko for at få resultater, der er skæve pga. sæsonbetingede udsving. Anbefalingen er derfor at holde sig til perioden på fire uger af hensyn til sammenligneligheden og samtidig også finde metoder til at afbalancere sæsonudsving og sikre stikprøver af passende størrelse, så der er nok frivillige i undersøgelsen til, at der kan foretages yderligere skøn af antallet af timer i forskellige grupperinger.

3.9

Vejledningens anbefalede metode til forskning i frivilligt arbejde er udformet som et skema til arbejdsstyrkeundersøgelse (LFS) eller andre husstandsunderundersøgelser. Brugen af LFS som en platform frembyder en række fordele:

3.10

Forskning i frivilligt arbejde ved hjælp af LFS-skemaet medfører også visse begrænsninger og problemer, som løses under hensyntagen til de lokale forhold eller på baggrund af en overordnet tilgang:

3.11

Vejledningen i måling af frivilligt arbejde er omfattende og indeholder retningslinjer om tilrettelæggelse og gennemførelse af forskning såvel som anbefalinger om udarbejdelse og præsentation af resultater. Ved værdiansættelsen af frivilligt arbejde anbefaler vejledningen at bruge en tilgang, der bygger på den fulde genanskaffelsesværdi (full replacement cost) og at anvende gennemsnitslønnen i den nationale økonomi for den type aktivitet (fag) og den økonomiske og institutionelle branche og sektor, som det organ, for hvilket det frivillige arbejde udføres, tilhører.

3.12

Uanset den overordnede tilgang i de foreslåede løsninger og den solide begrundelse herfor er ILO's vejledning stadig meget fleksibel i forhold til mange spørgsmål, som de enkelte lande kan behandle i lyset af de lokale forhold. Det gælder mange punkter som f.eks. tilpasning af formuleringen til de lokale forhold og den mere eller mindre detaljerede måde at beregne værdien af frivilligt arbejde på (der gives andre eksempler i punkt 3.10). På den anden side bør de vigtigste elementer i definitionen af frivilligt arbejde anvendes for at sikre internationalt sammenlignelige oplysninger.

3.13

Fleksibiliteten i vejledningen udspringer af et ønske om at give den universel karakter og sikre, at den anvendes bredt, uanset væsentlige kulturelle og samfundsmæssige forskelle på globalt plan. I EU er disse forskelle relativt små, hvilket gør det muligt at udvikle en mere ensartet metode og følgelig at få mere sammenlignelige data.

4.1

I betragtning af det store behov for data om frivilligt arbejde, hvilket skyldes dets centrale rolle i at skabe inklusiv vækst og styrke den sociale samhørighed, social og menneskelig kapital, uformel uddannelse, integration på arbejdsmarkedet og solidaritet mellem generationerne, er der et behov på EU-plan for at skabe betingelser, der fremmer systematisk, sammenlignelig forskning i frivilligt arbejde i medlemsstaterne. EØSU forstår, at alle nye aktiviteter, der iværksættes af EU-institutionerne og medlemsstaterne, har brug for ordentlig finansieringsstabilitet, og erklærer derfor, at det vil undersøge alle muligheder for at støtte og finansiere forskning i måling af frivilligt arbejde, herunder forslaget i punkt 4.2.

4.2

I overensstemmelse med anbefalingerne i EU-dokumenter, som opfordrer medlemsstaterne til at fremme forskning i frivilligt arbejde på grundlag af ILO's vejledning, opfordrer EØSU indtrængende Kommissionen til i de kommende år at arbejde på en standardiseret metode til forskning i frivilligt arbejde og at sikre dens gennemførelse ved hjælp af en passende forordning med henblik på medlemsstaternes regelmæssige forskning.

4.3

Før forordningen vedtages, bør Kommissionen tage skridt til at støtte det metodologiske arbejde og pilotundersøgelser med henblik på at fastlægge ensartede principper for forskning i frivilligt arbejde i de nationale statistiske kontorer, som bygger på de vigtigste principper i ILO's vejledning og erfaringerne fra de lande, der allerede har drevet forskning på baggrund af de løsninger, der er beskrevet deri. Ved udarbejdelsen af detaljerne i denne forordning bør man søge at minimere omkostningerne og de administrative byrder. Med dette for øje ville den bedste fremgangsmåde være at kombinere forskningen i frivilligt arbejde med et af de andre forskningsområder, der allerede varetages af de nationale statistiske kontorer i medlemslandene.

4.4

I betragtning af det betydelige behov for data om omfanget af formelt og uformelt frivilligt arbejde og dets indvirkning på det generelle velfærdsniveau og på udvalgte områder af det offentlige liv i de enkelte lande og på tværs af EU, bør der skabes et grundlag, der kan sikre, at Kommissionen indsamler og stiller passende harmoniserede data fra undersøgelser udført i medlemsstaterne og på EU-plan til rådighed. En mulighed for at forske i virkningerne af frivilligt arbejde kunne f.eks. være undersøgelsen af voksenundervisning (Adult Education Survey), hvorigennem man kunne indsamle og analysere oplysninger om, hvilken indflydelse frivilligt arbejde har på at erhverve færdigheder, som er nyttige for at få det job, man ønsker.

4.5

Den økonomiske værdi af frivilligt arbejde skal anerkendes og værdsættes af de offentlige myndigheder. Kommissionen og medlemsstaterne bør indføre bestemmelser, der gør det muligt at bruge den økonomiske værdi af frivilligt arbejde som et middel til at medfinansiere offentligt finansierede projekter. Erfaringer og data indsamlet i forbindelse med forskning i den økonomiske værdi af frivilligt arbejde i henhold til en ensartet metode i hele EU vil være meget nyttige i forbindelse med udarbejdelsen af praktiske løsninger.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/18

1.1

EØSU bifalder debatten om måling af socialøkonomiske virksomheders sociale indvirkning, men fremhæver betydningen af at afsætte mere tid til dette komplekse emne. Et første skridt vil være, at Kommissionen iværksætter en dataindsamling, der skal tjene som grundlag for en sammenlignelig analyse af målingen af den sociale indvirkning i medlemsstaterne, men også for en nærmere undersøgelse af dette emne set i lyset af Europas sociale dimension.

1.2

EØSU mener, at en forkert eller forhastet strategi kan modarbejde EU-institutionernes mål om at støtte udvikling og vækst i sektoren for socialøkonomiske virksomheder. Da kendskabet til denne sektor i mange medlemsstater er beskedent, opfordrer EØSU Kommissionen til at prioritere yderligere oplysningsaktiviteter og en fuldstændig gennemførelse af dagordenen vedrørende initiativet for socialt iværksætteri.

1.3

Måling af social indvirkning sigter mod at måle de sociale resultater og den sociale indvirkning af bestemte aktiviteter i en socialøkonomisk virksomhed og ikke virksomhederne selv, selvom strukturerne i socialøkonomiske virksomheder i sig selv bidrager til at skabe social værdi. Målingen er en løbende proces og en integreret del af virksomhedens aktiviteter samt et vigtigt strategisk planlægningsværktøj.

1.4

Det er vanskeligt at anbefale én enkelt metode, og derfor anbefaler EØSU, at Kommissionen i stedet for at udvikle en ny metode skaber øget bevidsthed om de mest almindeligt anvendte principper. Fælles for disse er, at der er tale om græsrodsinitiativer, der har til formål at beskrive de sociale ændringer baseret på et reelt behov og reelle aktiviteter.

1.5

Enhver målemetode skal udvikles med udgangspunkt i den socialøkonomiske virksomheds vigtigste resultater, støtte virksomhedens aktiviteter, være proportional og ikke kvæle den sociale innovation. Metoden bør forsøge at skabe balance mellem kvalitative og kvantitative data og tage højde for, at »fortællingen« har stor betydning for målingen af resultater. Det skal ligeledes bemærkes, at de vanskeligheder, der er forbundet med at overføre resultaterne af en måling af den sociale indvirkning på mikroniveau til makroniveau (fra lokalt niveau til EU-niveau) må undersøges nærmere.

1.6

I erkendelse af, at der er behov for metoder til måling af den sociale indvirkning, navnlig hvad angår EuSEF- (1) og PESI- (2)forordningerne, anbefaler EØSU, at de metoder, der udvikles for disse forordninger, indgår i pilotprojekter, overvåges nøje og revideres om nødvendigt. Dermed skal det sikres, at metoderne ikke lægger hindringer i vejen for de socialøkonomiske virksomheders adgang til finansiering gennem disse instrumenter. Dette ville give Kommissionen mulighed for at opstille fælles retningslinjer og principper for, hvad der skal måles, i stedet for hvordan der skal måles.

1.7

EØSU vil fortsat undersøge dette emne og nøje følge Kommissionens arbejde med at indføre en metode, så det sikres, at en sådan ikke hindrer udviklingen af socialøkonomiske virksomheder i Europa. Derudover vil udvalget fortsat deltage i den bredere debat om, hvordan den sociale indvirkning med tiden kan inddrages på andre områder.

2.1

Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked II — Sammen om fornyet vækst« (3) fremhæver behovet for at udvikle metoder til måling af de sociale og økonomiske fordele, der skabes af socialøkonomiske virksomheder i forbindelse med gennemførelsen af EuSEF og PESI.

2.2

Som reaktion herpå har en undergruppe (4) under Kommissionens rådgivende flerpartsgruppe vedrørende socialt iværksætteri (GECES) fået til opgave at vejlede Kommissionen i, hvordan socialøkonomiske virksomheder kan måle deres sociale indvirkning.

2.3

Denne udtalelse beskriver de socialøkonomiske virksomheders syn på udviklingen af en EU-målemetode til måling af social indvirkning, hovedsageligt set i lyset af EuSEF og PESI. Da der er tale om et vigtigt emne understreger EØSU imidlertid, at det ville være fordelagtigt, hvis måling af den sociale indvirkning efterfølgende udvides til andre områder med henblik på at undgå en fragmenteret tilgang.

2.4

Socialt iværksætteri fremhæves i flere nylige EU-initiativer. Derudover har EØSU i høj grad arbejdet med dette emne (5) og set nærmere på udfordringerne med EuSEF og socialøkonomiske virksomheder (6). Et centralt element er lanceringen af Kommissionens initiativ vedrørende socialt iværksætteri (7), som har til formål at styrke udvikling og vækst i socialt iværksætteri og socialøkonomiske virksomheder i EU.

2.5

Socialøkonomiske virksomheder er etableret med et socialt formål for øje og drives inden for den sociale økonomi. For at sikre denne model fremhæver EØSU, at beskrivelsen af socialøkonomiske virksomheder fra initiativet vedrørende socialt iværksætteri bør udgøre grundlaget for enhver afledt forordning, standard eller programmer, da den er rummelig og tager højde for de forskellige modeller i medlemsstaterne.

2.6

Det er vigtigt at påpege, at hensigten med denne udtalelse ikke er at argumentere for en generel måling af virksomheders sociale indvirkning. Emnet bør heller ikke forveksles med initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar (VSA) eller alle arbejdsgiveres pligt til at sørge for anstændige arbejdsvilkår og overholde eksisterende kollektive overenskomster. Derudover bør det bemærkes, at en effektiv social indsats og infrastruktur fortsat er medlemsstaternes ansvar.

2.7

Denne udtalelse omhandler kun den sociale indvirkning af de socialøkonomiske virksomheders aktiviteter og ikke de socialøkonomiske virksomheder i sig selv, selv om deres struktur og forretningsmodeller er vigtige elementer for realiseringen af social indvirkning gennem internalisering af sociale omkostninger og tilvejebringelse af positive eksternaliteter.

3.1

Økonomiske resultater har længe været det vigtigste kriterium for måling af organisationers og landes udvikling, uanset om økonomiske eller sociale fremskridt har været den centrale drivkraft. En bæredygtig verden kræver en mere holistisk tilgang, der tager højde for sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser.

3.2

Bevidstheden om dette er steget i de senere år. I 2008 vedtog EØSU en initiativudtalelse med titlen Hinsides BNP — målemetoder for bæredygtig udvikling  (8), som fremhævede behovet for nye metoder til måling af bæredygtighed og velfærd for at løfte de sociale udfordringer. Kommissionen fulgte op med en rapport i 2009 med titlen BNP og mere — Måling af fremskridt i en verden i forandring  (9), som henledte opmærksomheden på behovet for nye instrumenter til overvågning og måling af den sociale udvikling. Derudover har andre aktører også taget initiativ til at introducere nye instrumenter, f.eks. OECD med sit indeks for forbedret livskvalitet (Better life index) (10).

3.3

For Europa, der befinder sig midt i en krise med velfærdsmodeller under forandring, er det nu vigtigere end nogensinde at fokusere på reel værdiskabelse. Dette er senest blevet fremhævet i initiativer til fremme af ØMU'ens sociale dimension (11), forslag til sociale indikatorer og foranstaltninger til supplering af den økonomiske rapportering. Denne argumentation findes nu i mange EU-dokumenter, hvor måling og overvågning af social merværdi, ændringer og konsekvenser er forudsætninger for en effektiv gennemførelse af direktiver, programmer og aktiviteter.

3.4

Måling af den sociale indvirkning er et vigtigt emne og en vigtig forudsætning for genopbygningen af den sociale dimension i Europa. EØSU sætter derfor spørgsmålstegn ved Kommissionens meget forhastede tilgang til dette område og opfordrer til, at der afsættes mere tid til en grundig debat af de overordnede spørgsmål, således at det sikres, at de mest hensigtsmæssige metoder vælges. I den sammenhæng skal det nævnes, at Kommissionen må træde varsomt i forbindelse med udviklingen af instrumenter, der kan risikere at få en modsatrettet effekt, idet det overordnede mål er at støtte de socialøkonomiske virksomheders målopfyldelse.

3.5

Dette bekræftes yderligere af det meget beskedne kendskab til socialøkonomiske virksomheder og socialøkonomien samt den begrænsede anerkendelse af dem i mange medlemsstater. En lancering af debatten, der tager udgangspunkt i den sociale indvirkning i stedet for at fokusere på sikring af gunstige rammevilkår for socialøkonomiske virksomheder, kan have negative konsekvenser for udviklingen af denne sektor. EØSU opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til at prioritere den fuldstændige gennemførelse af initiativet vedrørende socialt iværksætteri for at sikre retfærdige og gennemsigtige vilkår for socialøkonomiske virksomheder i alle medlemsstater forud for lanceringen af initiativet vedrørende måling af social indvirkning.

4.1

Måling af den sociale indvirkning gavner alle sektorer i samfundet. For en socialøkonomisk virksomhed er det hovedformålet at opnå en positiv social indvirkning, og det er ofte en løbende og integreret del af virksomhedens aktiviteter. Det er vigtigt at sondre mellem sociale og forretningsmæssige resultater, da det er den sociale indvirkning, der skal måles, og ikke organisationen.

4.2

Der er ligheder i den måde, aktørerne beskriver den sociale indvirkning på, men der er også forskelle. EØSU fremhæver betydningen af en fælles forståelse og foreslår, at beskrivelsen omfatter de sociale resultater og den sociale indvirkning, der er resultatet af bestemte aktiviteter i en socialøkonomisk virksomhed.

4.3

Det er ligeledes vigtigt at bemærke, at måling af indvirkning ikke blot handler om at måle de tilsigtede resultater, men også de samlede resultater (tilsigtede og utilsigtede) og deres indvirkning.

4.4

Det er en udfordring at vurdere den sociale indvirkning, idet forbindelserne mellem aktiviteten og resultatet kan være vanskelig at påvise. Positive følgevirkninger er ofte kvalitative og kan sommetider først dokumenteres over en længere periode. Et forsøg på at beskrive en aktivitet ved hjælp af tal indebærer en betydelig risiko for, at de frembragte oplysninger enten ikke måler det, der var hensigten, eller ikke gør det på den rigtige måde. Socialøkonomiske virksomheder må derfor ikke presses til at sætte lighedstegn mellem måling og kvantificering og kun fokusere på aktiviteter, der er lette at måle, kvantificere eller anerkende fra eksternt hold.

4.5

Kvantificering bør i stedet betragtes som en målemetode parallelt med kvalitative tilgange, herunder narrative metoder. Denne alternative eller supplerende tilgang, der består i at indsamle informationsrige fortællinger set fra støttemodtagernes perspektiv, har afgørende betydning for evalueringen af »merværdien« ved en socialøkonomisk virksomheds aktiviteter. Derudover bør det påpeges, at en måling af værdiskabelse ikke nødvendigvis skal resultere i et endeligt tal, men kan være en kombination af tal og tekst.

4.6

For at undersøge denne kompleksitet nærmere anbefaler EØSU, at Kommissionen iværksætter en indsamling af data om eksisterende metoder som udgangspunkt for gennemførelsen af sammenlignelige analyser medlemsstaterne imellem.

5.1

En forudsætning for udarbejdelsen af en EU-metode til måling af social indvirkning i den nuværende EU-kontekst (EuSEF og PESI) er inddragelse af aktørerne, hvilket primært vil sige socialøkonomiske virksomheder, brugere, politiske beslutningstagere, kapitalindskydere samt leverandører af sociale ydelser, offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter, når det er hensigtsmæssigt. Denne tilgang baseret på et samarbejde med aktørerne skaber en tillidsbaseret proces, hvor målet er at nå frem til en fælles opfattelse af de ønskede resultater.

5.2

En forudsætning for denne aktørbaserede tilgang er en fælles forståelse af de grundlæggende begreber i forbindelse med måling af den sociale indvirkning. Begreber som input , output , resultat og indvirkning defineres ofte forskelligt i forskellige sammenhænge. Det er vigtigt, at aktørerne har samme opfattelse af disse begreber.

5.3

Hvis der kun fokuseres på output (f.eks. antallet af personer, der deltager i efteruddannelse), måles aktivitetens reelle indvirkning ikke. Det er derfor vigtigt at erkende, at måling af social indvirkning betyder et skifte fra måling af output til måling af indvirkning. På denne måde kan den reelle merværdi beskrives, samtidig med at der tages højde for, at måling af social indvirkning er en kompleks og tværfaglig disciplin.

5.4

Det skal bemærkes, at navnlig de vanskeligheder, der er forbundet med at overføre resultaterne af en måling af den sociale indvirkning på mikroniveau til makroniveau (fra lokalt niveau til EU-niveau), må undersøges nærmere. Det samme gælder for målemetodernes hensyntagen til enkeltpersoners og virksomheders rettigheder og behov.

6.1

Den sociale indvirkning måles på mange forskellige måder, hvilket gør det vanskeligt at anbefale én bestemt metode eller sammenligne forskellige metoder (12). Der er udviklet en bred vifte af metoder, som i mange tilfælde er iværksat inden for rammerne af forskellige EQUAL-projekter (13). Fælles for disse er, at der er tale om græsrodsinitiativer, der har til formål at realisere ønskede sociale ændringer baseret på et reelt behov og reelle aktiviteter.

6.2

De mest kendte metoder er social return on investment (SROI), en resultatorienteret model til fastlæggelse af en organisations sociale, miljømæssige og økonomiske værdiskabelse, og social accounting, som er en metode til planlægning, måling og evaluering af en organisations sociale målsætninger (14). Et eksempel på en mere generel metode til fastholdelse af den sociale merværdi er Global Reporting Index (GRI), der er et system til bæredygtighedsrapportering, som skaber en ramme for social, miljørelateret og økonomisk indberetning. Men der findes også en lang række andre metoder (15).

6.3

Fælles for disse metoder er, at de tager udgangspunkt i formålet med den socialøkonomiske virksomheds aktiviteter og ikke i modeller fra andre sektorer. I stedet for blot at måle outputtet mellem to tidspunkter anvender disse tilgange ofte en bredere funderet ikke-lineær proces som f.eks. Theory of Change (16), der forenklet sagt går ud på at definere, kvantificere og spore. Ved anvendelsen af en sådan tilgang indarbejdes selve målingsprocessen i virksomhedens forretningsplan og bliver et vigtigt værktøj til interne forbedringer.

6.4

Ved udformningen af metoder til måling af social indvirkning er det vigtigt, at de er proportionale og støtter den socialøkonomiske virksomhed. Mange socialøkonomiske virksomheder er små og nye og kan kun afsætte begrænsede ressourcer til anvendelse af komplicerede metoder. For at sikre at de bureaukratiske byrder er begrænsede og proportionale, anbefaler EØSU derfor, at andre aktører (EU, fondsforvaltere) påtager sig omkostningerne ved måling af indvirkning frem for de socialøkonomiske virksomheder.

6.5

Hvad indikatorer angår, foreslår EØSU, at de socialøkonomiske virksomheder vælger dem ud fra samtaler med brugere og aktører. F.eks. kunne en indikator være »sparede udgifter for samfundet« eller den socialøkonomiske virksomheds »realiserede indvirkning«, men virksomhedens lobbyarbejde samt dens struktur og forretningsmodel kunne ligeledes indgå.

6.6

På grundlag af de eksisterende metoder bør Kommissionen overveje at udvikle en EU-ramme, der stemmer overens med EØSU's anbefalinger, og som er tilpasset de specifikke bestemmelser, der findes i nogle medlemsstater, og deres modeller for velfærdsorganisationer og socialøkonomiske virksomheder.

7.1

Da det er yderst vanskeligt at anbefale én bestemt metode eller standardindikatorer til måling af social indvirkning, bør Kommissionen først skabe øget bevidsthed om de mest almindeligt anvendte principper og metoder og opfordre virksomhederne til at anvende dem. Ud fra disse erfaringer kan Kommissionen herefter udarbejde fælles retningslinjer for måling af sociale resultater frem for output, med det formål at etablere en principiel ramme for hvad der skal måles, i stedet for at forsøge at definere hvordan den sociale indvirkning skal måles.

7.2

På grund af emnets kompleksitet anbefaler EØSU, at de metoder, der er udviklet til EuSEF og PESI, som et første tiltag gøres til pilotprojekter. Dette ville give Kommissionen mulighed for nøje at overvåge konsekvenserne af anvendelsen af disse metoder og om nødvendigt foretage en revision. Al dataindsamling bør være kønsopdelt, således at kvinders rolle inden for socialt iværksætteri kan anerkendes, og der sikres gennemsigtighed i tildelingen af finansiering. Dette bidrager til at sikre, at de anvendte metoder ikke begrænser adgangen til finansiering for de tiltænkte målgrupper.

7.3

I forbindelse med udformningen af disse pilotprojekter må Kommissionen ligeledes tage højde for spørgsmålet om kompetence og mål hvad angår »revisions«-funktionen og den »reviderende« aktør. Dette er tæt forbundet med meromkostninger og de reviderende aktørers motivation. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre en indsats for at minimere disse omkostninger ved udformningen af kravene til måling og dermed undgå at skabe unødigt bureaukrati eller fordreje den sociale udvikling.

7.4

Der er en risiko for, at de målemetoder, der specifikt er udformet med henblik på EuSEF og PESI, vil få forrang ved gennemførelsen af andre værktøjer og regler relateret til socialøkonomiske virksomheder på nationalt, regionalt og lokalt niveau. En uhensigtsmæssig eller forkert anvendelse af metoder til måling af social indvirkning kan lægge hindringer i vejen for social innovation og sociale eksperimenter. For at begrænse denne risiko bør Kommissionen tilbyde bevidstgørelsesaktiviteter og efteruddannelse i medlemsstaterne.

7.5

Denne udtalelse er et første skridt i EØSU's arbejde med måling af social indvirkning. Den er et svar på Kommissionens aktuelle arbejde med emnet. EØSU mener imidlertid, at det har afgørende betydning at videreføre og udvide denne debat, og udvalget vil derfor overvåge Kommissionens arbejde og fortsat behandle dette emne på andre områder i sit politiske arbejde.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/23

1.1

De negative økonomiske og sociale konsekvenser af krisen og manglen på strukturreformer, som øger fattigdommen og udstødelsen i EU, kombineret med en aldrende befolkning, øgede migrationsstrømme og voksende EU-skepsis, betyder, at der er et yderst presserende behov for et nyt politisk fokus, der vil styrke solidariteten og de grundlæggende værdier i EU's arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

1.2

fastsættelsen af en europæisk minimumsindkomst på et så afgørende tidspunkt vil bidrage til økonomisk, social og territorial samhørighed, til beskyttelsen af de grundlæggende menneskerettigheder, til at skabe balance mellem økonomiske og sociale målsætninger og til en ligelig fordeling af ressourcer og indkomst,

1.3

en vigtig debat har fundet sted i EØSU's organer, og at tiden nu er inde til at sikre en passende minimumsindkomst i EU på basis af et rammedirektiv, der effektivt skal bekæmpe fattigdommen og fremme integrationen på arbejdsmarkedet, hvilket Regionsudvalget (1) og fattigdomsbekæmpelsesorganisationer (2) har appelleret om, og opfordrer Kommissionen til at iværksætte en samlet aktion som opfølgning på Europa-Parlamentets beslutning fra 2011 (3),

1.4

Kommissionen bør undersøge finansieringsmulighederne for en europæisk minimumsindkomst med særligt fokus på mulighederne for at oprette en passende europæisk fond,

1.5

der bør træffes flere foranstaltninger for at sikre, at Europa 2020-strategiens mål vedrørende beskæftigelse, fattigdom og social udstødelse reelt nås. Foranstaltningerne skal omfatte 1) videreførelse af arbejdet med at nå de horisontale beskæftigelsesmål, 2) fastsættelse af mål for mindskelsen af de tre indikatorer, som udgør den sammensatte indikator for fattigdom og social udstødelse, 3) fastsættelse af delmål på europæisk og nationalt plan for de grupper, der har større fattigdomsrisiko end den samlede befolkning — dvs. børn og eneforsørgerfamilier — samt fattige arbejdstagere, 4) en undersøgelse af, hvordan medlemsstaterne udregner fattigdomsniveauerne og fastsætter de nationale målsætninger og 5) sikring af et fornyet engagement fra medlemsstaternes side, således at kombinationen af tiltag i hver medlemsstat gør det muligt at nå EU's samlede mål,

1.6

der bør ske en effektiv evaluering af de sociale virkninger af foranstaltningerne i de nationale reformprogrammer og de nationale sociale rapporter samt af pakkerne af tiltag vedrørende økonomisk genopretning for at undgå, at de forværrer fattigdommen og den sociale udstødelse og med det formål at sikre en større civilsamfundsinddragelse i udformningen af de nationale reformprogrammer og de nationale sociale rapporter,

1.7

den øgede fattigdom og sociale udstødelse bør overvåges bedre, og Kommissionen bør, hver gang det er nødvendigt og land for land, inden for rammerne af dens evaluering af de nationale reformprogrammer og nationale sociale rapporter, fremsætte specifikke henstillinger vedrørende social integration. Henstillingerne skal ligeledes kunne gennemføres i programlande, der modtager særlig bistand fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF,

1.8

den bedste garanti mod fattigdom og social udstødelse er at være i arbejde på anstændige vilkår, og det henstiller til Kommissionen, at den i samarbejde med medlemsstaterne gennemfører foranstaltninger under vækst- og beskæftigelsespagten for at fremme væksten, konkurrenceevnen og jobskabelsen. Det hilser kommissær Tajanis planer om en industripolitisk aftale med det formål at styrke industrien i EU og potentialet for jobskabelse velkommen.

1.9

det er vigtigt, at arbejdstagerne, de arbejdsløse og udsatte sociale grupper i højere grad tager del i livslang læring, og at niveauet af erhvervskvalifikationer og erhvervelse af nye kvalifikationer højnes, hvilket kan føre til en hurtigere integration på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe folk med at finde et bedre job.

2.1

En garanteret minimumsindkomst er en indkomststøtte, der ikke beror på indbetaling af bidrag, og som udspænder et sikkerhedsnet under borgere, der ikke er berettigede til ydelser fra socialsikringsordninger (4). Som et sidste værn mod fattigdom er minimumsindkomsten knyttet til retten til et anstændigt liv for personer, der ikke har andre midler til at sikre deres indkomst, samt for dem, de forsørger (5). Det er vigtigt ikke at blande »garanteret minimumsindkomst« og den via kollektive overenskomster eller ved lov fastsatte »mindsteløn« sammen.

2.2

Der opstilles i artikel 10, stk. 2, i Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (1989) (6) en ret til »tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialsikringsordninger« til mennesker uden for arbejdsmarkedet uden passende midler til at opretholde livet.

2.3

I EU's charter om grundlæggende rettigheder (2000), der som en del af den nye reformtraktat er juridisk bindende, hedder det, at »den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes« (artikel 1), og »for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler« (artikel 34, stk. 3).

2.4

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 153, stk. 1, litra h) giver Unionen beføjelser til at indføre lovgivning for at støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter inden for integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet. Blandt de krav, som Unionen skal tage hensyn til ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter, nævner TEUF-traktaten (artikel 9) bl.a. et højt beskæftigelsesniveau, en passende social beskyttelse og bekæmpelse af social udstødelse.

2.5

I Rådets henstilling 92/441/EØF (7)opfordres medlemsstaterne til at anerkende »den grundlæggende ret til tilstrækkelige og forudsigelige ressourcer og ydelser« og tilpasse deres sociale sikringsordninger og fastsætte fælles gennemførelseskriterier, dog uden at der specificeres en minimumstærskel på EU-niveau.

2.6

Kommissionens henstilling fra 2008 (8) anerkender passende indkomststøtte som en af de tre søjler i aktiv integration med en understregning af, at modtagerne skal stå til rådighed for beskæftigelse, uddannelse eller andre sociale integrationsforanstaltninger.

2.7

Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er et af de vigtigste mål i Europa 2020-strategien, som oprettede Den Europæiske Platform mod Fattigdom og Social Udstødelse (9). Den sætter for første gang et mål for mindskelsen af fattigdommen og den sociale udstødelse på mindst 20 mio. mennesker pr. 2020 baseret på en kombination af tre indikatorer: risiko for fattigdom (defineret som den procentdel af befolkningen, der har under 60 % af den nationale medianindkomst), alvorlige materielle afsavn (manglende ressourcer baseret på en specifik liste over ting) og meget lav arbejdsintensitet (personer, som lever i en husholdning, hvor ingen har arbejde) (10). EØSU bifaldt dette tilsagn og understregede, at EU's politikker ikke må øge risikoen for fattigdom (11).

2.8

Europa 2020-strategiens hovedmål hvad angår mindskelsen af fattigdom og social udstødelse er en mindskelse på et præcist antal personer, hvilket adskiller sig fra tilgangen til strategiens andre hovedmål (12), idet disse er udtrykt i procenter, hvilket gør det lettere for medlemsstaterne af arbejde hen imod samme mål anført i procent.

2.9

Det er medlemsstaterne, der beslutter, hvorledes de definerer deres nationale mål, og med hvilke tiltag de når dem. Summen af nationale mål ligger dog fortsat en del lavere end de 20 millioner mennesker, som der satses på i Europa 2020: man anslår, at der er en diskrepans på 5-8 millioner mellem det overordnede mål i Europa 2020-strategien og summen af de nationale mål (13). Derudover mangler der i mange nationale reformprogrammer fuld klarhed over, hvordan fattigdomsmålet vil kunne nås, og der mangler passende foranstaltninger for social integration (14). Lande, der modtager særlig støtte fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF er ikke forpligtede til at indgive specifikke nationale reformprogrammer (15). De står kun til ansvar i forhold til bestemmelserne i hvert aftalememorandum, som ikke indeholder foranstaltninger med henblik på at mindske fattigdommen og den sociale udstødelse.

2.10

Europa-Parlamentet opfordrer i sin beslutning fra 2010 (16) medlemsstaterne til at indføre ordninger om en passende minimumsindkomst svarende til mindst 60 % af den nationale medianindkomst og efterlyser stærkere EU-henstillinger, og i beslutningen fra 2011 (17) opfordrer det kraftigt Kommissionen til at iværksætte en høring om muligheden for et lovgivningsinitiativ om en passende minimumsindkomst.

3.1

EØSU er klar over, at fattigdom udgør en menneskerettighedskrænkelse, hvilket gør det nødvendigt med yderligere bestræbelser for at nå målene i artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, og mener, at fattigdomsbekæmpelse er en udfordring for hele Europa.

3.2

Krisen og manglen på strukturreformer har siden 2008 forøget risikoen for fattigdom og social og arbejdsmarkedsmæssig udstødelse (18) i mange lande: de seneste tal fra Eurostat (19) bekræfter, at 24,2 % af EU's befolkning, dvs. 119,7 mio. mennesker, risikerer fattigdom eller social udstødelse (20). I 2011 steg denne procent i 19 medlemsstater, og mellem 2008 og 2011 steg antallet af fattige eller socialt udstødte personer med 4 millioner. De tre indikatorer for »risiko for fattigdom eller social udstødelse« er også blevet forværret siden 2008: nu ligger de på 17 % risiko for fattigdom, 9 % risiko for alvorlige materielle afsavn, og 10 % risiko for mennesker i husholdninger med meget lav arbejdsintensitet. I mange lande bliver de fattige stadig fattigere (21).

3.3

Børn (under 18 år) er med en procent på 27,1 % blandt de grupper, hvor risikoen for fattigdom eller social udstødelse er højere end den samlede befolkning (22). Fattigdomsrisikoen er relativt høj for mennesker over 65 år i visse lande (23).

3.4

Indkomstforskellene og den sociale ulighed øges i alle medlemsstater samt mellem lande og regioner, og de er blevet alvorligt forværret på grund af krisen (24). Derudover bliver befolkningsgrupper, der allerede var ugunstigt stillet før krisen, endnu mere udsatte (25).

3.5

Krisen bringer nye former for fattigdom frem i lyset som manglende bolig, energifattigdom, finansiel udstødelse (manglende adgang til grundlæggende banktjenester og lån), husholdningers uforholdsmæssigt store gæld, og kvinder er mere udsatte for sociale risici end mænd. Samtidig rammes de mest sårbare befolkningsgrupper som ældre (især meget gamle mennesker og ældre kvinder), handicappede, personer med alvorlige kroniske sygdomme, eneforsørgerhusholdninger, lavindkomstfamilier og indvandrere og visse etniske mindretal som romaer uforholdsmæssigt mere af mange former for afsavn.

3.6

Beskæftigelsen og den sociale situation i EU befinder sig på kritiske niveauer. Ledigheden stiger konstant og berørte i januar 2013 26,2 mio. mennesker, dvs. 10,8 % af den erhvervsaktive befolkning i EU (og 19 mio., dvs. 11,9 % af den erhvervsaktive befolkning i eurozonen), og den økonomiske situation for husholdningerne er foruroligende (26). Ungdomsarbejdsløsheden er rekordhøj i hele EU: 23,6 % af de unge i den arbejdsdygtige alder er ledige, og tendensen er, at de forbliver ledige i stadig længere perioder.

3.7

EØSU er stærkt foruroliget over det stigende antal fattige arbejdstagere, hvilket bl.a. skyldes lave lønninger, og at usikre ansættelsesforhold bliver stadig mere almindelige. I 2011 levede 8,9 % af de beskæftigede under fattigdomstærsklen, og de androg en tredjedel af alle voksne i arbejde, som risikerer fattigdom (27).

4.1

EØSU har afgivet en række udtalelser (28) om emner, som direkte eller indirekte omhandler minimumsindkomst og fattigdom, og har fremsat relevante henstillinger. Udvalgets bemærkninger og anbefalinger fra 1989 (29) er i dag mere presserende som følge af krisens skadevirkninger. Det støtter bl.a. den »europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse« og mener, at den åbne koordinationsmetode og den horisontale klausul kan bidrage til at sikre en minimumsindkomst og bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

4.2

Det presserende behov for en minimumsindkomstordning blev understreget på den offentlige høring (30), som EØSU afholdt i forbindelse med udarbejdelsen af udtalelsen, hvor eksperter og engagerede personer deltog i diskussionen om bedre måling af fattigdom og udfordringerne forbundet med at indføre en europæisk minimumsindkomst.

4.3

Fattigdom (31) og udstødelse, som kommer til udtryk på mange forskellige måder, kræver en styrket social dimension i de europæiske styreformer, dvs. at socialt bæredygtige makroøkonomiske politikker er en forudsætning for at komme ud af krisen og for at sikre social samhørighed. Vedvarende fattigdom og udstødelse er til skade for økonomien, da dette mindsker den disponible indkomst og efterspørgslen, underminerer konkurrenceevnen og fører til stramninger på de nationale budgetter.

4.4

EØSU er i den henseende overbevist om behovet for at tage prioriteter og politikker op til nyvurdering, især pengepolitikkerne — herunder stabilitets- og vækstpagten — konkurrence- og udenrigshandelspolitikkerne samt finans- og skattepolitikerne.

4.5

EØSU bifalder den ajourførte sociale investeringspakke af 20. februar 2013 (32), hvor medlemsstaterne bedes om at udforme en effektiv og passende indkomststøtte baseret på de sociale behov, der er konstateret på lokalt, regionalt og nationalt plan, og om at opstille referencebudgetter, der indeholder en liste over de goder og tjenester, en familie af en bestemt størrelse og sammensætning har brug for for at kunne leve på et bestemt trivselsniveau, samt deres månedlige eller årlige anslåede omkostninger.

4.6

EØSU beder indstændigt Kommissionen om hurtigere at konkretisere sit løfte (33) om at støtte medlemsstaternes indsats ved at overvåge reformerne for aktiv inklusion, ved at udarbejde en metode til opstilling af referencebudgetter og ved at overvåge relevansen af indkomststøtten og benytte disse budgetter, så snart de er udarbejdet i samarbejde med medlemsstaterne.

4.7

For EØSU er der ikke tvivl om, at den bedste metode til at få nedbragt fattigdommen og forhindre social udstødelse er at genstarte væksten, forøge konkurrenceevnen og skabe gunstige rammebetingelser for europæiske virksomheder (og i den forbindelse bl.a. sørge for, at de administrative byrder ikke bliver for store, og sikre adgangen til finansiering), så de kan ekspandere og skabe arbejdspladser til mennesker med de rigtige færdigheder.

4.8

EØSU understreger, at det er nødvendigt at lægge særlig vægt på programmer for livslang læring som et grundlæggende redskab til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, fremme af beskæftigelsesegnetheden og adgangen til viden og arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at arbejdstagerne, de arbejdsløse og udsatte sociale grupper i højere grad tager del i livslang læring, og at niveauet af erhvervskvalifikationer og erhvervelse af nye kvalifikationer højnes, hvilket kan føre til en hurtigere integration på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe folk med at finde et bedre job.

4.9

EØSU støtter en global tilgang til socialt iværksætteri med øget finansiering til den sociale iværksætterfond og bedre lovgivning og mindre administration for at fremme virksomheder i socialøkonomien, som kan bekæmpe fattigdommen ved at være drivkræfter for vækst, innovation og beskæftigelse.

4.10

EØSU bifalder den nye henstilling om børnefattigdom (34), men beklager, at så mange af dem fortsat er i risiko for fattigdom; en situation, der går i arv fra generation til generation og afslører alvorlige mangler i de eksisterende politikker.

4.11

EØSU er stærkt betænkelig ved, at målene vedrørende fattigdom og social udstødelse fastsat i Europa 2020-strategien (20 millioner færre fattige i EU i 2020) ikke vil blive nået.

4.12

EØSU har allerede påpeget, at omfanget af civilsamfundsinddragelse i forberedelsen af de nationale reformprogrammer varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og at der i visse lande gøres meget lidt for at inddrage civilsamfundet (35).

4.13

Manglen på relevante data om indkomst og levefod er en hindring for gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

5.1

EØSU er bevidst om, at dette at give EU en central specifik rolle i beskyttelse via en minimumsindkomst vil være et uhyre komplekst politisk forehavende på grund af forskellene mellem medlemsstaternes økonomiske niveau, de forskelligartede minimumsindkomstordninger (36) og socialsikringsstrukturer, nærhedsprincippet, omfanget af rettigheder og pligter knyttet til minimumsindkomstbeskyttelsen og den meget komplekse interaktion mellem dels de nuværende politikker og resultaterne af den og dels betydningen af »solidaritet« i EU.

5.2

EØSU mener ikke desto mindre, at det er nødvendigt at indføre en minimumsindkomstordning og styrke dem, der allerede eksisterer, for 22 år efter Kommissionens henstilling 92/441/ΕØF er det stadig ikke alle medlemsstater, der har indført en sådan ordning eller sikret, at den fungerer korrekt overalt, og medlemsstaternes kumulative mål om at mindske fattigdommen og den sociale udstødelse ligger markant under Europa 2020-målet (37).

5.3

EØSU understreger i lyset af dynamikken mellem fattigdom og økonomi minimumsindkomstordningens stabiliserende potentiale, idet den både kan mindske krisens sociale virkninger og have en anti-cyklisk effekt ved at tilvejebringe yderligere ressourcer til at booste efterspørgslen på det indre marked.

5.4

EØSU frygter meget, at minimumsindkomstordningerne, som er meget forskelligartede i størsteparten af medlemsstaterne for så vidt angår dækning, universel adgang og effektivitet, ikke formår i tilstrækkeligt omfang at mindske fattigdommen, og er foruroliget over, at den manglende brug af ordningerne sætter denne effektivitet yderligere på prøve (38).

5.5

EØSU glæder sig over de positive resultater med den sociale åbne koordinationsmetode, men beklager, at de eksisterende instrumenter og strukturer ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og at kampen mod fattigdom og social udstødelse kun har været en begrænset succes.

5.6

For at supplere den åbne koordinationsmetode på det socialpolitiske område støtter EØSU, at der indføres et EU-direktiv, der udvider minimumsindkomstordningerne til at omfatte alle medlemsstater, forbedrer effektiviteten af de eksisterende ordninger under hensyntagen til de forskellige nationale situationer og dermed sender et stærkt budskab om den sociale søjle i EU.

5.7

Et sådant direktiv skal fastlægge fælles standarder og indikatorer, opstille metoder til at overvåge gennemførelsen heraf og muliggøre inddragelsen af arbejdsmarkedets parter, modtagerne og andre interessenter, når de nationale minimumsindkomststøtteordninger skal indføres eller revideres.

5.8

EØSU har den opfattelse, at de budgetmæssige og makroøkonomiske politikker som en forudsætning for at styrke solidariteten og den sociale samhørighed i og mellem medlemsstaterne også skal bidrage til de sociale investeringsmål i Europa 2020, når de nuværende politikker gennemføres, og de eksisterende instrumenter og strukturer anvendes.

5.9

EØSU er overbevist om, at EU's bestræbelser for at forbedre minimumsindkomstbeskyttelsen består i at give medlemsstaterne — især medlemsstater, hvor dette behov er mest akut — en støtte til at åbne deres markeder og føre effektive makroøkonomiske politikker samt at anvende de til rådighed stående midler på en mere effektiv og målrettet måde og øjeblikkeligt at undersøge mulighederne for at øge de nødvendige midler.

5.10

EØSU minder om, at selv om minimumsindkomstordningerne er direkte knyttet til de sociale sikringssystemer og velfærdsydelserne, bør de ikke føre til afhængighed heraf, og det gentager de betingelser, det opstillede allerede i 1989 (39). Med det formål for øje bør minimumsindkomstordningerne ledsages af overordnede politikker og målrettede foranstaltninger, herunder aktive arbejdsmarkedspolitikker, der skal hjælpe personer uden arbejde med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, arbejdsformidling, forvaltning af ydelser og programmer med sigte på arbejdsmarkedet som uddannelse og jobskabelse støttet af passende aktiveringsstrategier, således at de arbejdssøgende får flere chancer for at finde arbejde. Der er ligeledes behov for effektive arbejdsmarkedsinstitutioner, sundhedsydelser og boligpolitikker samt tilgængelige offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet til rimelige priser.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/32

1.1.

Den europæiske ingeniørbranche (1) spiller en afgørende rolle for Europas økonomiske genopretning og det ambitiøse mål om, at industriens output i 2020 skal være mere end 20 % af BNP. Imidlertid skal der flere virksomhedsinvesteringer til, for at en sådan vækst kan tilvejebringes, den nuværende tendens kan vendes, og arbejdsløse kan komme i beskæftigelse.

1.2.

For at nå dette skal EU opstille en klar vision og et tydeligt mål for industrien. Dette bør lede til en koordineret politik med tydelig fokus på europæisk industris konkurrenceevne under inddragelse af andre politikområder — en politik, der gør EU til et mere attraktivt sted at skabe virksomheder.

1.3.

Europa bør udvikle en mere positiv tilgang til industrielle ændringer, særlig i betragtning af de central- og østeuropæiske landes vellykkede overgang.

1.4.

Europa bør være mere bevidst om sine forcer og udvikle og styrke disse: veluddannede og motiverede arbejdstagere, et diversificeret uddannelseslandskab, enorm videnskabelig kompetence, mange internationalt førende regionale klynger, velintegrerede leverandør- og tjenesteydelseskæder, veludviklet transportinfrastruktur og et kæmpe indre marked med over 500 mio. forbrugere og effektivt samarbejdende arbejdsmarkedsparter.

1.5.

For at skabe nye investeringer bør Europa følge en strategi, der fastholder dets industri helt fremme i den teknologiske innovation, og samtidig, for at nå et tilstrækkeligt omfang af output og beskæftigelse som et hovedredskab til at styrke konkurrenceevnen, gøre sig mere attraktiv for virksomheder, der fremstiller masseforbrugsvarer, både i den højteknologiske og i den lav- og mellemteknologiske ende. EØSU opfordrer Kommissionen til at lancere en strategi for, hvordan man i Europa kan tiltrække flere investeringer i højteknologiske virksomheder — herunder moderne fabrikker, der udspringer af den fjerde industrielle revolution — og højt specialiserede kompetencer, der kan udløse innovation i hele værdikæden.

1.6.

EU-støttemidler til forskning bør i højere grad knyttes til industriens behov med inddragelse af virksomhederne i en tidlig fase af innovationsprocessen og støtte til kreativ ingeniørvirksomhed i små og mellemstore virksomheder, således at nye ideer lettere og hurtigere kan omsættes i nye produkter. Klynger, der omfatter fremstillingsvirksomheder og forskningsstrukturer, bør fremmes og støttes.

1.7.

Kommissionen bør styrke indsatsen for at gøre livet lettere for europæiske virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder. Ny teknisk og administrativ lovgivning skal kun overvejes, hvis målene ikke kan nås på anden vis. Kommissionen bør lægge mere vægt på kohærent anvendelse af eksisterende regler i alle medlemsstater samt harmonisering og styrkelse af markedsovervågningen. Kommissionen bør tillige arbejde for en afbalanceret anvendelse af denne tilgang i andre af verdens regioner.

1.8.

Ulemper, som f.eks. vanskelig adgang til finansiering, høje energiomkostninger og omkostninger forbundet med administrative byrder og lovgivning, bør begrænses gennem en mere konsistent og forudsigelig lovgivning.

1.9.

Europa kan kun opretholde et højt beskæftigelsesniveau, hvis arbejdstagerne er bedre uddannede og efteruddannede end i de konkurrerende økonomier. Der bør tages foranstaltninger for at tiltrække unge mennesker — både mænd og kvinder — til tekniske professioner med stadig mere sofistikeret maskineri og tjenester. Der bør endvidere opmuntres til samarbejde mellem virksomheder og skoler og universiteter, efteruddannelse og livslang læring.

2.1.

Europas ingeniørbranche er en meget bred og forskelligartet sektor, der omfatter NACE-koderne 25, 26, 27, 28, 29.3, 32.11 og 33 med undtagelse af 33.15 til 33.17. Ingeniørbranchen omfatter traditionelt: maskin- og elektroindustrien, elektronikindustrien og metal- og stålindustrien.

2.2.

Europas ingeniørbranche omfatter i alt omkring 130.000 virksomheder med over 10,3 mio. beskæftigede med et højt uddannelses- og kompetenceniveau, har en samlet årlig omsætning på omkring 1840 mia. euro og står for ca. 1/3 af al EU's eksport.

2.3.

Denne industri, der fremstiller en bred vifte af slutprodukter (komponenter, reservedele, værktøj, maskiner, installationer, systemer, teknologier osv.), som den leverer til andre sektorer, har en afgørende betydning for teknologiniveauet i en lang række andre sektorer og lægger rammerne for hele samfundets udvikling inden for energieffektivitet, sundhed, mobilitet, kommunikation og sikkerhed.

2.4.

I kraft af sin enorme størrelse, sine mange beskæftigede og sin markante eksportorientering spiller den europæiske ingeniørbranche en afgørende rolle for Europas økonomiske genopretning og det ambitiøse mål, der blev opstillet i Kommissionens meddelelse »En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning«, om, at den nuværende tendens skal vendes, og at industriens output i 2020 skal være mere end 20 % af BNP.

2.5.

Den europæiske ingeniørindustri bør anskues og analyseres på baggrund af EU's økonomiske udvikling, og denne industri er et fuldgyldigt og vigtigt led i de respektive værdikæder. Anskuet på denne måde lider den af de samme problemer som de andre led i værdikæderne (stålindustrien, energisektoren, osv.).

3.1.1.

Den europæiske ingeniørbranche eksporterer en betragtelig del af sit output. I de senere år har investeringerne haltet bagefter andre af verdens regioner. Dette afstedkommer en farlig udflytning af værdikæder væk fra Europa, og den europæiske ingeniørbranche er udsat for en stigende global konkurrence.

3.1.2.

Nordamerika følger en strategi, der sigter på genindustrialisering, delvis baseret på lave omkostninger til energi og arbejdskraft i NAFTA. Kina og flere lande i Sydøstasien har tiltrukket betragtelige investeringer, særlig i elektro- og elektroniksektoren og senest også i maskinsektoren. Med udviklingsplaner, der bakkes op af staten, konkurrerer disse industrier ikke kun på lavere lønninger, men de vil også inden for nær fremtid producere produkter med højere merværdi. Japans konkurrenceevne øges som følge af den nylige devaluering af yennen med ca. 30 %. Endelig er det i de seneste år lykkedes Afrika og Mellemøsten at tiltrække investeringer i fremstillingssektoren.

3.1.3.

Målet om, at industrien skal stå for 20 % af BNP, forudsætter, at der skabes mindst 400.000 nye arbejdspladser hvert år. Kun hvis Europa kan tiltrække flere investeringer, vil der kunne skabes tilstrækkelig med arbejdspladser og velstand til, at de høje sociale standarder i Europa kan bevares og Europa 2020-målsætningerne kan nås. Og der vil kun blive investeret, hvis Europa er konkurrencedygtig.

3.1.4.

Det er klart, at et så stort antal overvejende velbetalte stillinger (> 10 mio.) ikke vil kunne opretholdes, hvis Europa kun koncentrerer sig om den øvre del af ingeniørmarkedet. Hvor højteknologiske virksomheder spiller en central rolle for den teknologiske førerposition og udløser innovation i hele værdikæden, er det afgørende, at Europa fortsat er produktionssted for alle typer ingeniørprodukter og råmaterialer også i de lav- og mellemteknologiske sektorer. Ud over at skabe arbejdspladser er dette også vigtigt for tilstedeværelsen af et integreret net af leverandører, hvilket er et af de største aktiver for Europas producenter, idet det muliggør hurtig udveksling af viden, hurtig tilpasning af produktionen og udnyttelse af regionale klynger.

3.2.1.

Ingeniørsektoren er fremme i forreste række med hensyn til overgangen til en grøn og kulstoffattig økonomi i kraft af de produkter, systemer og teknologier, den producerer. Industrien bevæger sig med hastige skridt hen imod den fjerde industrielle revolution (2), som vil indebære springet til kundetilpasning på massemarkedet, hvorved industrien vil kunne levere svar på samfundsmæssige udfordringer med skræddersyede løsninger.

3.2.2.

Europa har den videnskabelige og forskningsmæssige kompetence, der er nødvendig for overgangen til en grønnere økonomi, men vejen til innovative produkter fordrer mere end dette. Europa har inden for mange teknologier et klart videnskabeligt forspring, men de industrier, der nyder godt af denne forskning, har slået sig ned uden for Europa. Europa er med andre ord ikke tiltrækkende nok som produktionssted for at markedsføre sådanne innovationer. Vidensflugt til konkurrerende økonomier udgør en reel trussel.

4.1.1.

I forbindelse med en evaluering af EU's muligheder for at forfølge en hårdt tiltrængt industripolitik støder man på alvorlige iboende problemer, som kan påvirke den nødvendige omstilling. Først og fremmest mangler EU desværre visioner og lederskab, hvilket fører til for mange usammenhængende initiativer og en åbenlys inkohærens af den lovgivningsmæssige ramme. For det andet bør bæredygtighedsbegrebet, som kunne udgøre en sådan integrationsstrategi, tillægge alle tre aspekter (miljø, sociale aspekter og økonomi) lige stor vigtighed.

4.1.2.

Den nuværende nedgang i investorernes tillid (3) i EU er alarmerende, og det er altafgørende, at denne tillid genoprettes. Fuld gennemførelse af Europa 2020-strategien sammen med et stimulerende og motiverende erhvervsklima kan være vejen ud af de nuværende problemer.

4.1.3.

Der skal mange flere investeringer og meget mere vækst til for at vende EU's industris fortsatte tilbagegang. 20 procentsmålet og jobskabelse vil ikke kunne realiseres, med mindre Europa opstiller en klar vision og plan for industrien. Dette bør lede til en koordineret politik med tydelig fokus på europæisk industris konkurrenceevne med inddragelse af andre politikområder — en politik, der gør EU til et attraktivt sted at skabe virksomheder.

4.1.4.

Ingeniørvirksomheder lider under de alt for mange og i visse tilfælde uhensigtsmæssige regler samt mange nationale love, som overlapper EU-lovgivningen. Det er særlig svært for små og mellemstore virksomheder at håndtere disse regler. Ingeniørvirksomheders primære opgave burde være at finde frem til tekniske løsninger frem for at spendere en betragtelig del af deres ressourcer på at forholde sig til de seneste regelsæt. Den direkte vej til at løse dette problem er at reducere antallet af nye regler.

4.1.5.

Som et eksempel på unødvendig ny lovgivning er det nærmest blevet en vane, at de fleste omarbejdninger af eksisterende forordninger og direktiver resulterer i ændrede bestemmelser. Ofte ville et problem bedre kunne løses ved en bedre gennemførelse af eksisterende regler frem for at skabe nye regler. Nye regler bør derfor kun være en sidste udvej.

4.1.6.

EU-lovgiveren søger ofte at regulere bestemte områder alt for detaljeret. Hvor dette kan være berettiget i visse tekniske forordninger, kan det være uhensigtsmæssigt på andre områder. Eksempelvis er reglerne om elektromagnetiske felter for svære at leve op til for små og mellemstore virksomheder. Kommissionens strategi 2013-2020 for sundhed og sikkerhed skal sikre et passende niveau af beskyttelse på arbejdspladsen, men bør samtidig gøres kohærent, kortfattet og let at gennemføre.

4.1.7.

Europæisk lovgivning skal være mere forudsigelig. Dette indebærer, i betragtning af virksomhedernes investeringscykler, at metodologien ikke må ændres, når den én gang er fastlagt, og at når målene højnes, skal det foregå på forudsigelig vis og i et langsigtet perspektiv. Et eksempel, hvor Kommissionens oprindeligt holistiske tilgang synes at fortabe sig, er direktivet om miljøvenligt design. Den oprindelige fokus var på energi, og den effektive metode, der anvendes (MEErP), bør fastholdes. Hyppige regelomarbejdninger udgør et særligt problem. For visse produkter ændres reglerne omtrent hvert femte år, hvilket er særlig ødelæggende for ingeniørbranchen, hvor investeringshorisonten ligger på mellem 10 og 30 år.

4.1.8.

Desværre påpeger Kommissionens konsekvensanalyser ikke i tilstrækkelig grad de omkostninger, der lægges over på virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder, som følge af ny lovgivning. Den største oversete omkostning ved ny lovgivning ligger i de investeringer og de nye virksomheder, som EU mister, fordi de placeres uden for EU.

4.1.9.

På samme måde bør reglerne for offentlige udbud være letforståelige. Hvis ikke, vil små og mellemstore virksomheder ikke længere være i stand til at byde, konkurrencen bliver begrænset, udbudsprocessen bliver sværere at kontrollere og offentlige udbud bliver mere sårbare over for svindel. Derfor bør der sættes fokus på forenkling og gennemsigtighed.

4.1.10.

Energiomkostninger er meget højere i Europa end i de konkurrerende økonomier. Det, der haster mest for at gøre energi økonomisk mere overkommelig, er etablering af et egentligt europæisk energimarked. Desuden er det vigtigt, at man afholder sig fra at indføre lovgivning, som afstedkommer yderligere prisstigninger. Dekarboniseringen skal være økonomisk overkommelig, teknologineutral og baseret på markedslovene.

4.2.1.

Beskyttelse mod ikke-overensstemmende farlige produkter og forfalskninger er en forudsætning for fair konkurrence. I dag kontrolleres mindre end 1 % af de forarbejdede varer, der importeres via de store europæiske havne, ved ankomsten for, om de opfylder EU's bestemmelser, og mange farlige eller forfalskede produkter, navnlig elektriske, kommer ind på det indre marked.

4.2.2.

Kontrol- og overvågningsinstanserne varierer betragteligt fra den ene medlemsstat til den anden. I visse medlemsstater er der mekanismer for den nødvendige beskyttelse af virksomhederne, mens sådanne instanser i andre medlemsstater er sjældne, ufuldstændige og utilstrækkelige, eller lovgivningen implementeres forskelligt. EU burde forbedre og styrke koordineringen mellem disse instanser med henblik på at nå frem til et passende og ensartet europæisk system.

4.3.1.

Europæisk standardisering er afgørende for det indre markeds succes. Standardisering hjælper til at gøre produkter kompatible og dermed omsættelige overalt i verden og i lange værdikæder. Og dog har mange små og mellemstore virksomheder i de senere år beklaget sig over Kommissionens omfattende standardiseringsmandater og over, at standardiseringen går længere end, hvad der teknisk set er nødvendigt. Små og mellemstore virksomheder bør opmuntres og hjælpes til at tage del i standardiseringsprocessen.

4.3.2.

Da små og mellemstore virksomheder i stadig højere grad er en del af værdikæder, bør de tilbydes muligheden for på passende vis at bidrage til udarbejdelsen af disse normer. Der bør tages praktiske foranstaltninger for at ligestille aktørerne, dvs. bedre national støtte til, at små og mellemstore virksomheder med begrænsede økonomiske ressourcer kan deltage.

4.4.1.

Ingeniørbranchens virksomheder er på forkant med innovationen og den centrale drivkraft, når det drejer sig om at fremstille det nødvendige udstyr for, at den grønne revolution kan blive realiseret. Energieffektivitet, CO2-reduktion og klimahensyn har en positiv virkning for sektorens bæredygtige udvikling. Udover at resultere i nye produkter fører ingeniørvirksomhedernes innovationer ofte til nye produktionsmetoder og miljømæssigt endnu mere progressive varer og systemer, der på én gang er mere produktive og økonomisk mere overkommelige for kunderne.

4.4.2.

Europa har nået et højt niveau af forskning og forskningsresultater. I 2012 blev der i Europa indgivet over 250.000 patentansøgninger. Ikke desto mindre fordrer omsætningen af forskning til innovative produkter mere end blot viden og forskningskompetence. Europa havde i lang tid et klart videnskabsforspring inden for mange teknologier, men de industrier, der nød godt af denne forskning, slog sig ofte ned uden for Europa. Denne beskedne industrielle udnyttelse i Europa af eksisterende viden kan kun afhjælpes, hvis industrien deltager på et tidligt tidspunkt i forskningsprogrammer og der etableres passende rammer for, hvordan den rettidigt kan udnytte den indhøstede viden. Nye strukturer, der bringer industri og forskning sammen — klynger, teknologiparker og teknologiudvekslingscentre — bør fremmes med offentlige midler.

4.4.3.

Med henblik på at forbedre industriens ibrugtagning af nye videnskabelige resultater bør finansieringen af forskning og innovation rettes mere ind mod industriens behov og gennemføres i form af offentlige-private partnerskaber, som f.eks. programmet »Fremtidens fabrikker«. For at stimulere virksomhedernes — især de små og mellemstores — deltagelse skal vejledning og retningslinjer for deltagelse og godkendelse af projekter gøres enklere. Der skal gøres en indsats for at fremme etableringen af moderne fabrikker som resultat af den fjerde industrielle revolution.

4.5.1.

Alene antallet af arbejdspladser i denne industri viser, at den spiller en nøglerolle i bekæmpelsen af den nuværende høje arbejdsløshed i EU og samtidig har et stort potentiale for nye arbejdspladser, hvis Europa kan tilvejebringe investeringerne for det næste økonomiske opsving. Hvis disse jobs skabes i Europa, vil det hjælpe til at bekæmpe den uacceptabelt høje ungdomsarbejdsløshed. EU's igangværende indsats for at indføre en »ungdomsgaranti« synes at være et relevant tiltag i den nuværende krise. På lang sigt kan varig beskæftigelse imidlertid kun komme fra sunde virksomheder, som investerer her.

4.5.2.

Mange fremstillingssektorer oplever mangel på kvalificerede unge medarbejdere. Uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne bør i langt højere grad indrettes efter virksomhedernes aktuelle og fremtidige behov. Såvel myndighederne som industrien selv bør tage initiativ til at tiltrække unge til sektoren og samtidig forbedre sektorens image. Navnlig må manglen på fagfolk inden for forskning, teknologi, ingeniørfag og matematik i visse regioner i Europa løses, f.eks. ved at fremme mobiliteten blandt personer med sådanne kvalifikationer i Europa.

4.5.3.

Der er stadig for få unge kvinder, der sigter på en ingeniørkarriere. I mange europæiske lande har ingeniørbranchen lanceret kampagner med fokus på at tiltrække unge kvinder til lærlingeuddannelser, og Den Europæiske Socialfond har støttet projekter, der skulle reducere unge kvinders psykologiske barrierer for at slå ind på en ingeniørkarriere. Men det er ikke nok. I skolerne skal undervisning i tekniske discipliner være mere inspirerende.

4.5.4.

En af de afgørende styrker, der sikrede, at mange europæiske virksomheder kom vel gennem den nuværende krise, var deres fortrinlige arbejdsstyrke. Som følge af lærlingesystemet har deres arbejdstagere en omfattende forståelse for det teoretiske grundlag og de anvendte produktionsprocesser. De er i stand til hurtigt at indoptage innovation i de forskellige stadier af værdikæden. EU's beskæftigelsespolitik bør opmuntre landene til at indføre sådanne lærlingesystemer på virksomhedsplan. Der bør endvidere opmuntres til samarbejde mellem virksomheder og skoler og universiteter, »førstejobsudveksling« og praktikforløb.

4.5.5.

Erhvervssammenslutninger og fagforeninger kan, støttet af deres regering, tage initiativer til at evaluere erhvervsuddannelsen og forbedre mulighederne for at tilfredsstille de nye kvalifikationsbehov i en industri, der tilvejebringer stadig mere sofistikeret maskineri og tjenester.

4.5.6.

Livslang læring bør være et fælles ansvar for arbejdsgivere og arbejdstagere. Arbejdstagere, der mister deres job, må have god adgang til en hurtig opdatering af deres kvalifikationer. Aktive arbejdsmarkedspolitikker skal styrkes, og udveksling af gode praksisser, som f.eks. dem, der medfinansieres via ESF og EFRU, skal fremskyndes.

4.5.7.

Industrien er underkastet stadige forandringer. Der skabes hele tiden nye arbejdspladser og produkter, mens andre bliver redundante. De nødvendige omstruktureringer bør gennemføres som en foregribende proces. Alle arbejdsmarkedsparter — fagforeninger og arbejdsgivere — såvel som regeringer og EU-institutioner skal inddrages i en dialog for at udvikle en mere fleksibel og positiv tilgang til forandringer i industrien. Det er vigtigt at undgå afskedigelser, således at virksomhederne kan holde fast på den kvalificerede arbejdsstyrke. Tab af arbejdspladser, der ikke kan undgås, bør organiseres og mildnes på socialt acceptabel vis. I visse central- og østeuropæiske lande kan vi se eksempler på moderniseringer af økonomien, der er mere produktive og renere, og som skaber nye velbetalte jobs.

4.5.8.

Myndigheder, erhvervssammenslutninger og fagforeninger må finde løsninger til, hvordan erhvervsaktivitetens cykliske udsving kan håndteres. En hurtig og effektiv adgang til kvalificerede medarbejdere er helt afgørende, hvis europæiske fremstillingsvirksomheder skal kunne svare igen på den stigende internationale konkurrence. Beskæftigelseslovgivningen skal befordre arbejdsordninger, både eksternt og internt, som tager hensyn til såvel behovet for en effektiv produktionsproces som sundheds- og sikkerhedsforhold og balancen mellem arbejds- og privatliv. Instrumenter, der fremmer den nødvendige fleksibilisering, må ikke bruges til at sænke de nuværende sociale standarder i Europa.

4.5.9.

De nationale arbejdsmarkedsparter har et stort ansvar for overenskomstforhandlingerne. At kunne tage udfordringerne op med de nuværende lønomkostningsniveauer er ikke let. Lønmodtagernes købekraft skal opretholdes. De europæiske virksomheders konkurrenceevne skal ikke forbedres ved at sænke aflønningerne. Indsatsen for at bevare og forbedre beskæftigelsen skal fokusere på den ikke-prisrelaterede konkurrenceevne og nedbringelse af produktionsomkostningerne. Produktivitetsgevinster bør deles mellem lønstigninger, investeringer og udbytte til aktionærerne.

4.6.1.

I de senere år har Kommissionen erkendt, at ved at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at eksportere kan man skabe en stærkere økonomi. For mange små og mellemstore virksomheder består det første skridt i eksport til et andet EU-land. Derfor er konkurrencen på det indre marked så vigtig, da erfaringerne herfra kan motivere til at eksportere ud af EU. Eksport ud af EU er vanskelig for små og mellemstore virksomheder, hvorfor det er vigtigt, at de ikke overlades til sig selv på disse markeder. Endvidere bør små og mellemstore virksomheder have lettere adgang til eksportfinansieringsinstrumenter.

4.7.1.

Selv om de offentlige budgetter stadig holdes i stram snor, bør de nødvendige investeringer i energiinfrastruktur ikke udskydes, da dette ville gå ud over Europas konkurrenceevne.

4.7.2.

De fleste investeringer i energi- og ressourceeffektivitet foretages i dag kun, hvis rentabilitetstærsklen kan nås på under 3 år, hvilket betyder mange forspildte muligheder. Mange private investeringer foretages ikke, selv om de ville kunne svare sig med en rentabilitetshorisont på 3 til 5 år. Dette dilemma kunne løses, hvis det fremtidige udbytte fra sådanne investeringer kunne skabe likviditet allerede på det tidspunkt, hvor investeringen skal foretages. I lyset heraf kunne man under EIB eller nationale finansieringsbanker oprette fonde, der yder virksomheder og private kredit til sådanne investeringer mod det udbytte, der skabes af de deraf følgende besparelser, indtil lånet er tilbagebetalt. Denne model kan fremme sådanne investeringer uden nogen form for offentlig støtte.

4.8.1.

Europæiske fremstillingsvirksomheder har nydt godt af de hidtidige bestræbelser i retning af bedre affaldsgenbrug i den nuværende situation med høje råvarepriser. Det meste metal, som udgør basis for de fleste varer, er i dag genbrugt. Ikke desto mindre spiller adgang til importerede råvarer fortsat en afgørende rolle for ingeniørbranchens konkurrenceevne. Derfor må EU insistere på, at handlen med råvarer ikke underkastes restriktioner, der er uforenelige med WTO, navnlig ikke handlen med sjældent forekommende jordarter. Man skal holde sig for øje, at etiske, sociale og økologiske standarder skal overholdes.

4.9.1.

Europæiske virksomheder bør være bedre til at udnytte det potentiale, der ligger i nye EU-medlemsstater. Med denne tilgang kunne problemet med de betydelige økonomiske forskelle mellem de forskellige europæiske regioner gøres til et aktiv for EU.

4.9.2.

EØSU anmoder indtrængende Kommissionen om at holde øje med situationen i den internationale handel med kritiske råmaterialer. EØSU anbefaler, at man opstiller flere plausible scenarier, også det værst tænkelige, for at beskrive truslerne og mulige løsninger. Samarbejdet med andre lande i en lignende situation (USA, Japan, Sydkorea) bør styrkes.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/38

1.1

Sektoren for vedligeholdelse, reparation og ombygning af skibe (ship maintenance, repair and conversion — SMRC) er strategisk vigtig for Europa og dets bæredygtige udvikling, da den spiller en central rolle på områder som miljøbeskyttelse, transport, sikkerhed og energioptimering.

1.2

EØSU mener, at det nuværende net af SMRC-skibsværfter takket være sin højteknologiske knowhow er godt rustet og i stand til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter bæredygtig udvikling, teknologi, innovation, arbejdstagernes kvalifikationer og skibsværftsudstyr.

1.3

Udvalget mener, at der for øjeblikket til trods for det vanskelige økonomiske klima tegner sig nogle lovende muligheder for sektoren. Det hænger sammen med udvidelsen af verdensflåden og den stigende andel af ældre skibe samt navnlig den stigende efterspørgsel efter ombygning og modernisering som følge af miljø-, energi- og klimakrav. Dette vil på kort sigt betyde stigende efterspørgsel efter energieffektive fartøjer, drift og udvikling af havvindmølleparker og udvinding af naturressourcer på havet.

1.4

På mellemlang til lang sigt kan åbningen af sejlruter i Det Nordlige Ishav og dybhavsminedrift føre til yderligere muligheder for sektoren.

1.5

Udvalget konstaterer, at den nuværende krise på trods af disse lovende muligheder bevirker, at redere og SMCR-skibsværfter stadig slås med finansielle flaskehalse, som f.eks. adgang til lån og dermed vanskelige driftsbetingelser for virksomhederne. En yderligere udfordring ligger i at opretholde en kritisk masse i sektoren.

1.6

For at afhjælpe denne situation bør SMRC-delsektoren arbejde tæt sammen med den maritime værdikæde med henblik på at øge sektorens synlighed og opnå hjælp fra EU, medlemsstaterne og regionerne i lyset af den stadigt stigende konkurrence fra tredjelande.

1.6.1

Udvalget mener, at det for den pågældende sektor er nyttigt og nødvendigt at iværksætte foranstaltninger som f.eks.:

1.7

EØSU gør opmærksom på, at selvom arbejdstagerne i EU's SMRC-sektor har tilstrækkelige færdigheder, bør disse løbende vurderes og ajourføres. Disse bestræbelser bør gives prioriteret støtte, f.eks. inden for rammerne af LeaderSHIP-2020-initiativet. Der er i denne sektor en reel risiko for tab af kritisk masse i betragtning af den aldrende faglærte arbejdskraft.

1.8

Efter EØSU's mening bør der være fokus på at tiltrække nye og unge arbejdere til sektoren, hvilket bør kombineres med bestræbelser på at forbedre sektorens image. Dette bør sammenkædes med finansiel støtte til skoler og højere læreanstalter med specialiseringer, der omfatter SMRC.

1.9

Udvalget mener, at Kommissionen sammen med arbejdsmarkedsparterne og andre interessenter (f.eks. inden for rammerne af kvalifikationssektorråd) bør udarbejde en plan for løbende tilpasning af færdighederne til SMCR-sektorens nye opgaver, herunder offshoreudstyr (platforme, vindmølleparker osv.), havne, nye tekniske flydeenheder, udstyr og skibe til transport af flydende naturgas mv. Dette kræver overvågning af færdigheder og løbende udvikling af uddannelse såvel som fremme af mobilitet inden for EU.

1.10

Et omfattende sæt af regler og bestemmelser (miljøbeskyttelse, sikkerhed, havne, regler om transport, montage og genbrug) har afgørende indflydelse på, hvordan sektoren fungerer, og på efterspørgslen efter dens tjenesteydelser. I betragtning heraf mener EØSU, at SMCR-sektoren og nybygningssektoren hyppigt og systematisk bør rådføre sig med EMSA med det formål at sikre, at skibe er mere sikre og miljøvenlige, og at de overvåges effektivt.

1.11

EØSU mener ikke, at det nye sæt regler og krav vedrørende avanceret teknologi bør ses som noget skadeligt eller problematisk for sektoren, men snarere som en chance. SMRC-sektoren, nybygningsværfterne og stålproduktionssektoren bør i den sammenhæng arbejde tættere sammen for at opnå bedre resultater. Udvalget opfordrer GD MOVE til at tage hensyn til SMRC-sektoren i sit strategiske politikudviklingsarbejde (herunder hvad angår nærskibsfart).

De mellemlange prognoser (3 år) viser en stærk efterspørgsel efter ophugning af skibe i Europa, og EØSU mener i den forbindelse, at SMRC-sektoren har kapacitet til at varetage disse opgaver. Sektoren har også den menneskelige kapital til at opfylde kravene til skibsophugning, der hverken er skadelig for mennesker eller miljøet. Samtidig tages der i sektoren hensyn til, at dette er en ny og anderledes form for aktivitet, som omfatter følsomme aspekter, der kræver en varsom tilgang. Udvalget mener, at ophugning af skibe i stigende grad vil blive en strategisk aktivitet for europæisk industri.

1.12

Efter udvalgets mening er de vigtigste kortsigtede mål, som kræver offentlig støtte til at finansiere ombygninger i EU's SMRC-sektor, installation af rensningsudstyr og systemer til behandling af ballastvand (dette kan ifølge Lloyd's Register berøre op til 65 000 skibe på verdensplan) og ombygninger med henblik på energieffektivitet (herunder installation af naturgasdrevne motorer, installation af anlæg til transport af flydende naturgas til søs og varmegenvindingsanlæg samt moderniseringsudstyr med henblik på langsom sejlads (slow steaming) osv.).

1.13

Udvalget er overbevist om, at SMRC-sektoren har virkelig stor betydning for de respektive europæiske orlogsflåder, og at dette emne bør indgå i andre EØSU-udtalelser om forsvarsmaterielsektoren.

1.14

EØSU mener, at den praktiske gennemførelse af IMO-reglerne, navnlig konventionen om håndtering af ballastvand, har afgørende betydning for sektoren. Denne konvention bør derfor gennemføres på en korrekt og effektiv måde, og det bør klart defineres, hvad der forventes.

2.1

Skibsbygningsindustrien omfatter alle de virksomheder, der er involveret i bygning, vedligeholdelse, ombygning og reparation af alle slags skibe og andre relevante maritime konstruktioner. Den engelske forkortelse »SMRC« henviser til værfter, der udfører vedligeholdelse, reparation og ombygning af skibe. Dette aktivitetsområde omfatter også klassifikationssyn. Sådanne skibsværfter findes i 16 EU-lande og beskæftiger cirka 50 000-55 000 ansatte (gennemsnittet for 2007-2011).

2.2

SMRC-sektoren udgør et særligt segment af skibsbygningsindustrien. Denne sektors betydning vokser i takt med udvidelsen af den globale flåde og den tiltagende søtransport (og transport ad indre vandveje) samt med udviklingen af skibsteknologi og de øgede krav til vandtransport, hvad angår bæredygtig udvikling.

2.3

EU har for øjeblikket en stærk position i denne sektor. Sektorens nuværende andel af det globale marked ligger på omkring 35 %, hvilket viser, at sektoren er strategisk vigtig for Europa. Denne position bør fastholdes og endog styrkes for at sikre et højt sikkerhedsniveau inden for søtransporten og fastlægge strenge miljø- og energieffektivitetsstandarder.

2.4

SMRC-sektoren adskiller sig på mange måder fra nybygningsindustrien. Sektoren er opdelt i følgende delsektorer: reparation, vedligeholdelse og modernisering såvel som ombygning af skibe.

2.5

Vedligeholdelses- og reparationsarbejde tager normalt kun kort tid. Skibet ligger for det meste af tiden i tørdok, og der bliver det gennemsnitligt i cirka 10-12 dage.

2.6

Planlægning af reparationsarbejde er forholdsvis ligetil, og skibsværfterne kan påvirke rederens valg af skibsværft. Ikke-planlagte reparationer, der sker som følge af systemfejl, mekaniske eller strukturelle fejl, skal udføres af det nærmeste skibsværft. I de tilfælde er det vanskeligt at påvirke rederens beslutning.

2.7

Ifølge en rapport fra OECD fra 2008 (1) er valget af et passende reparationsværft blevet meget vigtigt for skibsredere, som ofte er nødt til at vælge mellem en økonomisk attraktiv løsning og behovet for at sikre driftsikkerhed og avanceret teknologi. De vigtigste faktorer, der spiller ind i beslutningen om, hvor et skib skal repareres, er som regel: udgifterne, reparationstiden (inklusive udgiften til afvigelse fra ruten) og i mindre grad den anvendte teknologi.

2.8

For at opnå stordriftsfordele sammenkædes nybygning og reparation af skibe flere steder rundt omkring i verden. De ledende lande i skibsbygningsindustrien holder oftest nybygningsarbejdet og skibsreparationsarbejdet adskilt for at opnå større arbejdskraftkoncentration og øget produktivitet.

I visse EU-lande (herunder Polen, Tyskland og Holland) og i Indien er der funktionelle og forretningsmæssige forbindelser mellem nybygningsværfter og SMCR-værfter. Denne model har vist sig at fungere effektivt i disse lande, hvor begge typer skibsværfter benytter fælles afdelinger og faciliteter (og andre organisatoriske enheder (2)) og samtidig nyder godt af en diversificeret portefølje af produkter og ordrer og en minimering af risikoen i forbindelse med den økonomiske afmatning.

2.9

Markedsforholdene i sektoren

2.10

I de seneste årtier har udtrykket »evigt ung« været brugt i litteraturen til at beskrive SMRC-sektorens udvikling. En stærk vækst i den internationale flåde fra 660 mio. tons dødvægt i 1990 til 1 468 mio. tons dødvægt i 2011 har været kilde til tilsvarende stigende muligheder for SMRC-sektoren. Den årlige omsætning på verdensplan i denne sektor blev ved udgangen af 2010 anslået til at ligge på omkring 12 mia. USD (3).

2.11

Omsætningen i den europæiske skibsreparationssektor beløb sig til 3,16 mia. EUR i 2010 (og toppede i 2008 med 4 mia. EUR). Bilag 1 viser skibsreparationsværfternes omsætning i forskellige lande mellem 2006 og 2010.

2.12

Den europæiske SMRC-sektor klarede sig ganske godt inden krisen. Siden 2010 har skibsrederne skåret ned på udgifterne eller udsat ordrer i et forsøg på at sænke deres omkostninger. I anden halvdel af 2010 lykkedes det dem at udligne deres tab, hvilket kan ses af den kendsgerning, at ventetiden på reparationsarbejde igen steg (fra én til tre uger).

2.13

Der findes SMRC-værfter over hele verden. Selvom asiatiske skibsværfter foretager skibsreparationer til en lavere pris (på grund af de lave lønomkostninger), vælger mange rederier dyrere skibsværfter, fordi de kan tilbyde kortere frister (hvorved man undgår udgifter til ruteomlægning) og mere avanceret knowhow.

2.14

På visse punkter minder ombygnings- og moderniseringsprocessen mere om skibsbygning end reparations- og vedligeholdelsesarbejde. Ombygning af skibe tager som regel længere tid end almindelig reparation. De trin, der er involveret i ombygning af skibe, kan beskrives som en produktionsproces.

2.15

Ifølge Sea Europe (4) ligger ombygning af skibe tættere på aktiviteterne på nybygningsværfter, når det gælder tidsfrister, men ombygning kræver en helt anden tilgang og fleksibilitet, som sikrer, at der kan foretages ændringer af arbejdsplanen i overensstemmelse med kundens behov og den specifikke karakter af det skib, der skal ombygges.

2.16

Kort før krisen var markedet for de skibsværfter, der udfører ombygninger, virkelig godt. I 2009 begyndte antallet af ordrer dog at falde, og i begyndelsen af 2010 skete det største fald. På det tidspunkt var de fleste ordrebøger for ombygning tomme. Situationen blev noget bedre i anden halvdel af 2010, men på nuværende tidspunkt holder mange rederier igen med at afgive ordrer på ombygninger på grund af økonomiske vanskeligheder.

2.17

Reparation, ombygning og modernisering af offshorehjælpefartøjer og flydende enheder (herunder boreplatforme) har på det seneste spillet en stadigt stigende rolle. På grund af de høje priser på nye fartøjer af denne type (og flydende offshoreudstyr) og de lange leveringstider herpå (helt op til fire år) vælger rederne at ombygge eksisterende offshoreenheder og flydende udstyr. I Europa er der imidlertid en stærk fristelse til at bruge billigere udenlandske værfter til at udføre sådanne ombygninger.

3.1

Der blev for nylig gennemført en undersøgelse og analyse af konkurrenceevnen i EU's SRMC-sektor inden for rammerne af forskningsprogrammet, ECO-REFITEC (5), der gennemføres under det 7. forskningsrammeprogram. Resultaterne af denne undersøgelse fremgår af bilag 2.

4.1

På internationalt plan har der ikke været ført diskussioner om multilaterale aftaler om konkurrenceevne (f.eks. i WTO-regi), som kunne have indflydelse på SMRC-sektoren, og chancen for på kort sigt at nå frem til sådanne aftaler er temmelig ringe.

4.2

På bilateralt plan har EU forhandlet handelsaftaler, som har indirekte indflydelse på konkurrenceevnen, med USA, Canada, Japan og Sydkorea, men deres indflydelse på SMRC-sektoren er ret minimal.

På europæisk plan indeholder EU-lovgivningen rammer for statsstøtte til skibsbygning. I henhold til disse rammer kan Kommissionen give tilladelse til innovations- eller regionalstøtte til skibsværfter, eller i tilfælde af eksportkreditter, støtte til skibsredere. For SMCR-sektorens vedkommende dækker rammen støtte til reparation og ombygning i tilfælde af regional- og innovationsstøtte, men i tilfælde af eksportkreditter kun støtte til ombygning af skibe.

4.2.1

Den nuværende ramme er gældende i to år fra 1. januar 2012. Kommissionen bebuder, at det efter denne periode vil lykkes at indarbejde rammerne for skibsbygning i den fremtidige udgave af EU-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og innovation og for regionalstøtte, da både EU-rammebestemmelserne og de mere specifikke rammer for skibsbygning for øjeblikket er ved at blive revideret.

4.3

4.4.1

Konventionen om håndtering af ballastvand løser problemet med overførsel af invasive marine arter mellem forskellige havområder ved udledning af ballastvand, der transporteres af skibe. Konventionen skulle efter planen træde i kraft i begyndelsen af 2014.

4.4.2

Konventionen vil få virkelig stor indvirkning på SMRC-sektoren, da mange skibe bliver nødt til at blive moderniseret og/eller ombygget, hvilket ifølge Lloyds Register muligvis berører op til 65 000 fartøjer verden over.

4.4.3

Andre potentielle virkninger af denne konvention for SMRC-skibsværfterne er først og fremmest de risici, der følger af brug og opbevaring af nye kemikalier, og de øgede lovkrav vedrørende deres anvendelse.

4.5.1

Denne konvention, der trådte i kraft i 2013, har til formål at reducere luftforureningen fra skibe, navnlig SOx og NOx.

4.5.2

For at undgå at den maritime industri pålægges unødvendige restriktioner, er det i bilag VI til konventionen fastlagt, at emissionerne kan sænkes ved at anvende alternative brændstoffer eller ved at anvende røggasrensningsteknologi.

4.5.3

Konventionen skaber muligheder for SMRC-skibsværfterne, eftersom det vil være nødvendigt at installere emissionsbegrænsende udstyr på skibe, der indgår i de eksisterende fartøjsflåder. Potentielle risici for skibsværfter, der installerer miljøvenligt udstyr, er bl.a. en stigende afhængighed af leverandører af udstyr og behov for visse investeringer i skibsværfterne.

4.6.1

Denne konvention har til formål at sikre, at risikoen for miljøet, sundheden og sikkerheden i forbindelse med ophugning af skibe holdes på et acceptabelt niveau.

4.6.2

Som følge af konventionens bestemmelser skal rederne være fuldt informeret om alle de materialer, der anvendes til vedligeholdelse, reparation og ombygning, og de skal sikre sig, at uønskede materialer aldrig anvendes på værfterne. Dette kan skabe yderligere muligheder for at sikre nye specialordrer til EU-værfter med et højt niveau af knowhow.

4.7

Ophugning af skibe vil i stigende grad blive en strategisk aktivitet, som tager sigte på at fremskaffe og levere for eksempel metalskrot og andre råvarer til EU's fremstillingssektor (stål, aluminium, kobber) for at reducere både den direkte og indirekte miljøindvirkning og forhindre uacceptable arbejdsmæssige og sociale forhold.

5.1

SMRC-sektoren og de dertil tilknyttede industrier bør være opmærksomme på de chancer og muligheder for EIB-finansiering, der nu er med bankens øgede udlånsaktiviteter. EIB-tiltag bør fremmes og undersøges, primært til projekter vedrørende »grøn skibsfart«, vedvarende offshoreenergi og ombygninger. Det foreslås, at GD for Erhvervspolitik i første række afholder »workshops« med henblik på at undersøge mulighederne for EIB-støtte nærmere.

5.2

Medlemsstaterne og kystregionerne bør undersøge muligheden for at afsætte strukturfondsmidler til teknologisk diversificering i den maritime branche i forbindelse med nye markedssektorer. Dette gælder navnlig de regionale strategier for intelligent specialisering.

5.3

Hvad angår eventuel langsigtet EU-finansiering, bør Kommissionen undersøge muligheden for at afsætte midler til finansiering af bygning og modernisering af skibe. Medlemsstaterne, de finansielle aktører og den maritime teknologiindustri samt andre interessenter bør se på adgangen til markedsgarantier.

5.4

Skibsbygningsindustrien (herunder SMRC) bør sammen med Kommissionen, medlemsstaterne eller regionerne være involveret i forskningsaktiviteter, bl.a. gennem brug af OPP — offentlig-private partnerskaber — og under fuld hensyntagen til den maritime sektors struktur og de relevante statsstøtteregler.

5.4.1

EØSU er enigt i tanken bag LeaderSHIP-2020-initiativet om, at opfyldelse af de overordnede OPP-mål for værftssektoren forudsætter et stærkt engagement i forskningsprogrammerne. Hvad angår de kortsigtede mål, bør SMRC-sektorens varige konkurrenceevne helt sikkert understøttes af passende foranstaltninger til fremme af innovation i virksomhederne.

5.5

EØSU støtter inddragelsen af skibsbygningsindustriens sektordialogudvalg i arbejdet med at fastlægge og gennemføre politikker under LeaderSHIP-2020-initiativet. For øjeblikket bør dette udvalgs særlige rolle handle om at gennemføre den del af initiativet, der vedrører bedre indkredsning og sammenlignelighed af kvalifikationer og kompetencer med henblik på at sikre en velfungerende sektor på længere sigt.

5.6

EØSU ser frem til, at dialogudvalget i sit arbejde gør fornuftige fremskridt, hvad angår sociale standarder i den europæiske skibsbygnings- og SMRC-sektor.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/45

1.1

EØSU er principielt positivt over for den hidtidige drift af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (1), hvis oprettelse udvalget støttede fra starten (2).

1.2

EØSU finder det nødvendigt hurtigst muligt at ændre forordning 2012/2002 vedrørende driften af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, eftersom ændringen allerede er forsinket (3). EØSU støtter Kommissionens bestræbelser, selv om det nye forslag er meget konservativt, hvilket også Europa-Parlamentet har givet udtryk for (4).

1.3

Efter EØSU's opfattelse forspildte Rådet med sin afvisning af Kommissionens forslag fra 2005 (5) muligheden for at vedtage et nyt grundlag for driften af fonden.

1.4

Udvalget finder det nødvendigt at træffe de fornødne foranstaltninger for at mindske bureaukratiet i forbindelse med driften af Solidaritetsfonden og at speede fondens procedurer op (6).

1.5

EØSU er enig i de ændringer, som foreslås i det nye forslag til forordning (7) og som angår indførelse af forskudsbetaling, mere præcise definitioner af »større katastrofer« og »ekstraordinære regionale katastrofer« og foranstaltninger over for de medlemsstater, der ikke tilstrækkeligt effektivt forebygger katastrofer.

1.6

På trods af de meget vanskelige økonomiske tider, som EU gennemlever, skal der efter EØSU's mening afsættes større beløb i budgettet til, at Solidaritetsfonden kan klare den værst tænkelige situation med en meget stor ulykke.

1.7

EØSU finder det nødvendigt med en gennemgribende præcisering af Solidaritetsfondens driftsvilkår, så der ikke opstår ubegrundede forventninger og fonden ikke bliver et middel til politiske spilfægterier. De befolkninger, som rammes hårdt, må dog ikke blive skuffede.

1.8

EØSU mener, at et redskab som Solidaritetsfonden er en enestående chance for EU til at tale med én stemme og vise solidaritet, så længe den anvendes på den rigtige måde, og den europæiske indsats og støtte bliver kendt blandt borgerne i Europa.

1.9

EØSU mener også, at katastrofer, som opstår uventet som følge af »drivhuseffekten«, klimaændringer generelt eller katastrofer som følge af terrorhandlinger skal være omfattet af fondens planlagte aktiviteter.

1.10

EØSU spørger sig selv, hvorfor tærsklerne for at kalde en katastrofe for »større« skal sættes så højt. Resultatet er, at fonden kun vil skulle bruge sine ressourcer i undtagelsestilfælde i henhold til undtagelsesklausuler. Efter udvalgets mening er tærsklerne for de med skaderne forbundne udgifter for høje og bør sættes ned.

1.11

Subsidiaritetsklausulen, som anvendes strengt af Rådet, udgør en hæmmende faktor og vanskeliggør Kommissionens indsats i væsentlig grad. EØSU slår til lyd for en mere fleksibel anvendelse af subsidiaritetsklausulen.

1.12

Udvalget er overbevist om, at store katastrofer i mange tilfælde ville have kunnet undgås med eksisterende europæiske mekanismer og midler og med eksisterende knowhow.

1.13

Udvalget er enig i princippet om, at skadevolder betaler.

1.14

Udvalget konstaterer, at der desværre er blevet betydeligt flere store katastrofer i Europa igennem de seneste år.

1.15

Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at forbedre de interne procedurer og tjenester med henblik på at lette Kommissionens arbejde gennem rettidig formidling af de nødvendige oplysninger, som skal være pålidelige, gyldige og veldokumenterede.

1.16

Udvalget finder, at en frist på 9-12 måneder til at udbetale støtten er for lang og i modstrid med hensigten om at yde omgående ekstraordinær bistand.

1.17

EØSU finder det påkrævet, at der fastsættes regler for offentliggørelse og fremme af fondens arbejde, således at borgerne kan blive orienteret.

2.1

Solidaritetsfonden blev oprettet i 2002, efter at katastrofale oversvømmelser havde ramt Central- og Nordeuropa, med henblik på at yde bistand til genopretning af økonomiske og sociale aktiviteter i områder i medlemsstater og ansøgerlande, der rammes af større naturkatastrofer.

2.2

Fonden blev oprettet ved hjælp af hasteprocedurer, da det gik op for EU, at den rådede over meget store summer til bistand i forbindelse med naturkatastrofer i resten af verden, men ikke besad de nødvendige redskaber til at bistå ved lignende katastrofer på sit eget territorium eller i ansøgerlandene.

2.3

Siden oprettelsen har fonden fungeret tilfredsstillende i mange tilfælde, men den har også vist tegn på organisatorisk og administrativ dysfunktion — forhold, som Kommissionen forsøgte at udbedre med sit forslag til forordning i 2005. Forslaget blev dog på trods af Europa-Parlamentets positive holdning afvist af Rådet.

2.4

Den årlige øvre grænse for fondens budget er 1 mia. euro — et beløb, der hidtil har været tilstrækkeligt.

3.1

Den gældende forordning om oprettelse af Solidaritetsfonden indeholder følgende hovedelementer:

3.1.1

Fonden er oprettet for at bistå medlemsstater og ansøgerlande, der rammes af større naturkatastrofer, og for at give EU mulighed for at tage hurtigt og effektivt affære.

3.1.2

Den dækker medlemsstaterne og lande, som har indledt tiltrædelsesforhandlinger.

3.1.3

Den er et supplerende redskab og yder bistand til finansiering af nødhjælpsaktiviteter.

3.1.4

Forordningen fastsætter, at hovedindsatsen ved større katastrofer skal koncentreres om overlevelsesvilkår, det fysiske miljø og økonomien.

3.1.5

En større katastrofe defineres som en katastrofe, der volder alvorlig skade målt i økonomiske omkostninger eller som en procentdel af BNI (8).

3.1.6

Forordningen bestemmer, at Solidaritetsfonden skal operere med meget hurtige procedurer og en prompte beslutningstagning.

3.1.7

De støtteberettigede medlemsstater er til enhver tid ansvarlig for gennemførelsen af bidraget.

3.2

Forordningen kræver størst mulig gennemsigtighed og en ansvarlig økonomisk forvaltning.

3.3

Den fastsætter desuden undtagelsesbestemmelser for de meget høje beløb, som giver en naturkatastrofe status af større katastrofe. Disse vedrører »ekstraordinære regionale katastrofer« eller katastrofer »i en nabomedlemsstat eller et naboland« men i henhold til meget skrappe kriterier og kun op til 75 mio. euro. Undtagelsesbestemmelserne har som regel dannet grundlag for intervention fra Solidaritetsfonden på grund af de meget høje beløb, som i udgangspunktet blev fastsat for større katastrofer.

3.4

Ifølge forordningen skal fonden grundlæggende prioritere følgende i forbindelse med en større katastrofe:

3.4.1

Omgående udbedring af infrastruktur og faciliteter på energi-, vandforsynings-, spildevands-, telekommunikations-, transport- og undervisningsområdet.

3.4.2

Midlertidig indkvartering og nødhjælp.

3.4.3

Foranstaltninger til beskyttelse af kulturarven.

3.4.4

Omgående rensning af katastroferamte områder.

3.5

Den katastroferamte medlemsstat skal så hurtigt som muligt og senest ti uger efter den første skade i forbindelse med en naturkatastrofe rette anmodning til Kommissionen om bidrag fra fonden og anslå størrelsen af katastrofen.

4.1

I ændringen af forordning 2012/2002, som regulerer driften af Solidaritetsfonden, er følgende nyt:

4.1.1

Driften af Solidaritetsfonden integreres i den nye flerårige finansielle ramme 2014-2020.

4.1.2

Der gives en klar definition af anvendelsesområdet for fonden, som begrænses til naturkatastrofer, herunder menneskeskabte katastrofer.

4.1.3

Der fastsættes en skadestærskel for »regionale katastrofer« på 1,5 % af det regionale BNP på NUTS 2-niveau (befolkning på mellem 800 000 og 3 000 000 indbyggere).

4.1.4

Der gives mulighed for hurtigt at udbetale forskud på højst 30 mio. EUR efter anmodning fra den berørte medlemsstat begrænset til 10 % af den forventede finansielle støtte.

4.1.5

Som noget nyt bliver også katastrofer, der udvikler sig langsomt, som f.eks. tørke, omfattet.

4.1.6

Der indføres bestemmelser, som tilskynder til en mere effektiv forebyggelse af katastrofer, og som opmuntrer til at benytte EU-lovgivning om forebyggelse, samtidig med at Kommissionen får mulighed for at afvise en anmodning, hvis en medlemsstat har udvist alvorlig forsømmelighed eller samme slags katastrofe indtræffer for anden gang.

4.1.7

Der fastsættes nye bestemmelser om støtteberettiget moms, og teknisk bistand undtages.

4.1.8

I ekstraordinære tilfælde bliver det muligt at afvige fra visse bestemmelser i finansforordningen.

4.1.9

Et skadebeløb på 3 mia. euro eller 0,6 % af bruttonationalindkomsten lægges til grund for definitionen af en »større katastrofe«.

5.1

EØSU er enig i, at der er behov for at ændre forordning 2012/2002 vedrørende driften af Solidaritetsfonden, således at

5.1.1

den bliver et mere effektivt støtteredskab for medlemsstater, ansøgerlande og nabolande i tilfælde af naturkatastrofer;

5.1.2

fonden også kan intervenere i tilfælde af katastrofer, som er en følge af industrielle eller teknologiske ulykker.

5.2

Efter EØSU's mening er de afsatte bevillinger for små, hvis der indtræffer masseødelæggelseskatastrofer, som rammer en stor del af EU, som f.eks. en kernekraftulykke, en pandemi eller lign., og opfordrer Kommissionen til at have særlig fokus på dette forhold.

5.3

Udvalget støtter fuldstændigt Kommissionens bestræbelser på at fremskynde de operationelle procedurer for Solidaritetsfonden, således at disse til enhver tid er pålidelige, fuldstændig gennemsigtige og enkle.

5.4

Udvalget opfodrer medlemsstaterne til at anvende fondsinstrumenterne med omtanke, så EU ikke med urette får et dårligt image.

5.5

EØSU støtter forskudsproceduren og anvendelsen af konceptet »skadevirkninger, der udvikler sig langsomt«, f.eks. som følge af tørke. Udvalget mener, at genplantning af skov bør være blandt de udbedringsprojekter, som kan iværksættes efter en naturkatastrofe.

5.6

Efter udvalgets opfattelse skal Kommissionen reagere særlig strengt over for medlemsstater, hvis forsømmelighed skaber store katastrofer på trods af EU-lovgivning og særlige europæiske finansieringsmuligheder.

5.7

Efter EØSU's mening vil klimaforandringer skabe endnu flere naturkatastrofer i fremtiden, og udvalget opfordrer derfor Kommissionen til også at lade sådanne katastrofer være omfattet af den reviderede forordning.

5.8

EØSU gør opmærksom på, at civilsamfundet altid spiller en vigtig rolle, når der indtræffer store katastrofer, og anmoder Kommissionen om at skrive muligheden for at give økonomisk støtte til specialiserede, attesterede organisationer, som besidder de strukturer og den viden, der skal til for at bidrage, ind i ændringen til forordningen.

5.9

Udvalget mener, at effektiv anvendelse af mekanismer som Solidaritetsfonden giver EU mulighed for i praksis og effektivt at vise sin solidaritet, og opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger, for at de europæiske borgere kan blive orienteret om Unionens rolle.

5.10

EØSU er overbevist om, at støtte fra Solidaritetsfonden skal indgå i EU's almindelige budget for at minimere de forsinkelser, som de langsomme og bureaukratiske procedurer, som inddrager Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, forårsager, samt at der også bør være mulighed for at øge bidraget, når der er tale om ekstraordinært store katastrofer, som kræver mere støtte.

5.11

EØSU er enigt med Europa-Parlamentet i, at skadetærsklen på 1,5 % af det regionale BNP på NUTS 2-niveau er for høj og udelukker mange alvorlige katastrofer fra dækning af fonden, hvilket er en skuffelse for mange borgere. Derfor foreslår EØSU at bringe skadestærsklen ned på 1 %, især for at kunne dække lande med lave befolkningstal.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/50

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at Kommissionen har fremlagt det længe ventede og mange gange bebudede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om pengemarkedsforeninger.

1.2

Skyggebankmarkedet er meget stort. Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) anslår, at det på globalt plan har en værdi på 51 bio. euro svarende til 25-30 % af hele det finansielle system. I Europa er størsteparten af pengemarkedsforeningerne, 80 % målt på aktiver og 60 % målt på antal, underlagt direktiv 2009/65/EF (UCITS). De resterende pengemarkedsforeninger har siden juli 2013 været omfattet af reglerne i direktiv 2011/61/EU om forvaltere af alternative investeringsfonde.

1.3

Der er to primære årsager til, at der er behov for at regulere de såkaldte »skyggebanker«, nemlig muligheden for at bruge skyggebanksystemet til at omgå regulering af især kapitalkravene eller til at foretage aktiviteter, som kan foregå inden for rammerne af det traditionelle, regulerede system, hvorved sandsynligheden for en systemisk hændelse forøges. Den anden årsag er, at gearingen af skyggebankernes finansielle aktiviteter er meget høj, hvilket gør, at systemet ligesom de traditionelle banker er sårbart over for panik og systemiske hændelser.

1.4

EØSU er enig i Kommissionens beslutning om at regulere sektoren ved hjælp af en forordning og ikke et direktiv. Pengemarkedsforeninger udfører aktiviteter overalt i verden, men langt de fleste har hjemsted i tre lande — Frankrig, Irland og Luxembourg, og derfor er det vigtigt med ensartede og umiddelbart anvendelige regler. Beslutningen er helt i overensstemmelse med proportionalitets- og nærhedsprincipperne.

1.5

I oktober 2012 fremlagde IOSCO et første sæt af anbefalinger, som Rådet for Finansiel Stabilitet havde givet det til opgave at udarbejde som vejledning for tilsynsmyndighederne ved reguleringen af markederne for pengemarkedsforeninger. I november 2012 fremlagde FSB en reguleringsvejledning, der havde til sigte at gøre pengemarkedsforeningerne mindre følsomme over for stormløb, og den 20. november 2012 offentliggjorde Europa-Parlamentet sine bemærkninger. Endelig fremlagde Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) i december 2012 (1) sine henstillinger.

1.6

I USA har regel 2-a7, offentliggjort af SEC, siden 2010 reguleret området, og den 19. november 2012 (2) iværksatte den amerikanske reguleringsmyndighed FSOC (Financial Stability Oversight Council) en revision af den gældende lovgivning med forslag, der er meget lig Kommissionens: forpligtelse til at etablere en kapitalbuffer, til at overgå til en variabel nettoaktivværdi, til at foretage meget kortfristede investeringer og til hyppigere orientering af markedet om sammensætningen af deres investeringsportefølje. I betragtning af den tætte markedsintegration anbefaler EØSU, at der udformes effektive regler, som ensartes med reglerne i USA.

1.7

EØSU er enig i ESRB's konstatering: »Selv om pengemarkedsforeningerne ikke var skyld i den finansielle krise i 2007 og 2008, har deres resultater under den finansielle uro vist, at de kan medvirke til at sprede eller endog forværre en krise. Erfaringerne fra krisen i 2007 til 2008 har vist, at pengemarkedsforeningerne kan være sårbare over for investorstormløb, og at de kan have behov for støtte fra sponsorinstitutioner, navnlig for at bevare deres konstante nettoaktivværdi.«

1.8

Udvalget gentager, at »[s]elv om det finansielle system utvivlsomt har behov for likviditet, som siden før finanskrisen i høj grad har været afhængig af skyggebankerne, viser erfaringerne fra krisen, at man i lovgivningsprocessen bør vægte den nødvendige stabilitet i det finansielle system højere«. »Faktisk bør skyggeaktiviteter ikke finde sted, og derfor bør skyggebankerne være underlagt de samme lovgivnings- og tilsynskrav som resten af det finansielle system.«»Den nye regulering bør ligeledes have til formål at sikre de europæiske forbrugere et højt beskyttelsesniveau.«

1.9

Udvalget har længe og i tråd med FSB's anbefalinger efterlyst hurtig offentliggørelse af en forordning (3). Det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet og Rådet hurtigst muligt når til den nødvendige enighed, så den heri omhandlede forordning kan vedtages, og at der i den forbindelse tages hensyn til de af EØSU foreslåede ændringer. Ser man på de institutionelle frister i Parlamentet og Kommissionen, er der en helt konkret risiko for, at reguleringen bliver mange måneder forsinket.

1.10

Den bedste og mest formålstjenlige anbefaling er ifølge EØSU FSB's og ESRB's henstilling (4) om, at den konstante nettoaktivværdi er for risikobehæftet og derfor bør omdannes til en variabel nettoaktivværdi. Den størst mulige eksponering har været 6 %, og derfor er kapitalbufferen på 3 % næppe stor nok til at kunne klare efterspørgslen på likviditet, skulle der opstå en situation, hvor alle operatører forventer stor turbulens på markedet og derfor skynder sig at indløse deres investeringer.

2.1

Kommissionens forslag til forordning er en opfølgning på sidste års grønbog om skyggebanksystemet (jf. IP/12/253 og MEMO/12/191). Det opsummerer det hidtil udførte arbejde og skitserer en køreplan for, hvordan denne vigtige sektor kan reguleres yderligere.

2.2

Hændelser under finanskrisen har kastet lyst over mange omstændigheder ved pengemarkedsforeninger, som gør dem sårbare, når der er vanskeligheder på det finansielle marked, og som kan sprede eller forøge risiciene på markederne.

2.3

De retningslinjer, som ESRB vedtog for 12 måneder siden for at etablere et sæt af fælles mindsteregler, anvendes endnu kun af 12 medlemsstater, hvilket tydeligt viser, at der stadig holdes fast i de nationale regelsæt. Der er derfor behov for at gribe hurtigt og resolut ind.

2.4

Pengemarkedsforeninger kan kun anvende derivater til den almindelige afdækning af valuta- og renterisiko.

2.5

Pengemarkedsforeningerne skal ligeledes diversificere deres investeringer for at mindske modpartsrisikoen. De må således ikke forpligte mere end 20 % af aktiverne i en genkøbsaftale med en enkelt modpart.

2.6

Forvalterne må ikke anmode eksterne specialiserede bureauer om vurderinger, ligesom de jævnligt skal foretage stresstestning af pengemarkedsforeningernes robusthed.

2.7

Forordningsforslaget sigter mod at skabe større gennemsigtighed ved hjælp af:

2.8

Det indeholder endvidere et forslag om stramninger over for pengemarkedsforeninger i form af skrappere likviditetskrav. Dette vil ifølge Kommissionen garantere, at foreningerne kan foretage indløsning i tilfælde af, at investorerne trækker deres penge ud, uden at det får negative konsekvenser for systemet.

2.9

Nærmere bestemt skal mindst 10 % af foreningernes portefølje bestå af aktiver med udløb inden for en dag og yderligere 20 % med udløb inden for en uge, og samtidig må deres eksponering over for en enkelt emittent ikke overstige 5 % af aktiverne. Endvidere skal der i foreninger med en konstant nettoaktivværdi være garanteret en kapitalbuffer på 3 %.

3.1

Skyggebanksystemet spiller en vigtig rolle i finansieringen af realøkonomien. »Skyggebanksystemet bidrog til finansialiseringen af økonomien og boligboblen, som fra 2007 og fremefter har påvirket adskillige udviklede lande og bragt deres økonomier på fallittens rand. Derfor bør man give dette system et grundlæggende, men ikke fuldstændigt ansvar for den store recession, som har ramt USA og mange EU-lande. Det finansielle system bør som helhed tjene realøkonomien.« (5) Navnlig SMV'er slås med alvorlige problemer som følge af, at der er blevet skåret kraftigt i långivningen. Bankerne synes ikke i stand til at opfylde deres primære opgave, som er at understøtte realøkonomien.

3.2

Pengemarkedsforeningerne matcher udbuddet af og efterspørgslen på overskydende likviditet med en kort tidshorisont.

3.3

Rådet for Finansiel Stabilitet og andre vigtige institutioner som Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici har tillige slået fast, at reguleringen af pengemarkedsforeningerne trods deres systemiske betydning ikke har været god nok. EØSU er enig heri.

3.4

Heroverfor står Den Europæiske Bankforening (FBE), som er betænkelig ved konsekvenserne af forslagene vedrørende pengemarkedsforeninger, som den finder restriktive og vanskelige at gennemføre for foreningerne, hvis midler bankerne kan bruge til at støtte långivningen til realøkonomien.

3.5

I mellemtiden er også G20 gået i gang med at se på dette område med fokus på sektorens aktiviteter (snarere end aktørerne). Udtalelser fra G20-landene peger i retning af en blød regulering af sektoren for at undgå alt for store eftervirkninger for verdens finansielle strømme som følge af skyggebanksystemets vigtige rolle i at forsyne banksektoren med likviditet.

3.6

Målt på institutioner og aktiviteter viser FSB's beregninger fra 2011, at skyggebanksystemet på verdensplan har en værdi på ca. 51 bio. euro svarende til 25-30 % af hele det finansielle system og halvdelen af bankaktiviteterne (euroområdet: næsten 17 bio., Det Forenede Kongerige: næsten 7 bio., USA: 17,5 bio. (6)).

3.7

Systemet består af en række forskellige formidlere, hvoriblandt pengemarkedsforeningerne er af systemisk betydning og en vigtig kilde til kortfristet finansiering for finansielle institutioner, virksomheder og regeringer. Af den årsag er pengemarkedsforeningernes funktionsmåde i centrum for det igangværende internationale reguleringsarbejde.

3.8

I Europa er pengemarkedsforeninger indehavere af omkring 22 % af de kortfristede gældsværdipapirer udstedt af regeringer og selskaber og 38 % af den kortfristede gæld udlånt af banksektoren svarende til ca. 1 bio. euro.

3.9

Den geografiske fordeling i EU som helhed er sådan, at langt de fleste pengemarkedsforeninger har hjemsted i Frankrig, Irland og Luxembourg, og at de, når der er er tale om foreninger med en konstant nettoaktivværdi, primært anvendes af virksomheder i Tyskland og Det Forenede Kongerige.

4.1

Pengemarkedsforeninger opererer i en sektor, der er tæt sammenflettet med bankerne, som ofte forvalter midlerne eller ligefrem gør brug af midlerne til at finansiere sig selv. Ifølge Kommissionen understøttes de fleste pengemarkedsforeninger af banker: ni ud af ti af de største forvaltere af pengemarkedsforeninger finansieres af forretningsbanker. Denne vurdering viser tydeligt den meget tætte forbindelse, der er ikke blot mellem disse to sektorer, men også mellem pengemarkedsforeningerne, finansieringen af virksomheder og regeringer.

4.2

For virksomheder tilbyder pengemarkedsforeninger en alternativ måde at investere deres penge på på kort sigt. Disse instrumenter giver virksomhederne en mulighed for at investere deres reserver med et afkast, der er større, end hvis de sættes i banken. EØSU erkender, at der kan være en vis berettigelse i at bruge pengene på den måde, men den er risikabel, for modsat bankerne kan disse foreninger ikke trække på hjælp fra centralbankerne, hvis der opstår problemer.

4.3

Der findes ingen indskudsgarantiordninger for pengemarkedsforeninger. Formidlerne i skyggebanksektoren (hedgefonde, pengemarkedsforeninger og strukturerede investeringsprodukter) yder lån.

4.4

Pengemarkedsforeninger kan, som det er nu, udlåne alle de midler, de har modtaget fra enkeltpersoner og virksomheder. EØSU konstaterer, at hvis en eller flere af låntagerne efterfølgende ikke kan tilbagebetale gælden, og et antal indskydere/investorer samtidig ønsker at trække deres penge ud, er der en risiko for, at pengemarkedsforeningen går konkurs, da den ikke vil kunne udbetale disse indskud. Hvis der ikke gribes ind med forsigtighedsregler, vil dette kunne udløse en ny krise.

4.5

I lyset af ovenstående bemærkninger og i betragtning af at de største sponsorere af pengemarkedsforeninger som nævnt tidligere netop er bankerne, er EØSU ikke i tvivl om, at pengemarkedsforeningerne burde være underlagt samme regler og tilsyn som bankerne.

4.6

EØSU mener ikke, at Kommissionens planer om at forebygge denne risiko med et krav om en buffer på 3 % af likviditeten er tilstrækkelig til at absorbere risiciene fra pengemarkedsforeninger med en konstant nettoaktivværdi, i lyset af at der har været situationer, hvor eksponeringen har ligget på over 6 %.

4.7

Kommissionens forslag er heller ikke i overensstemmelse med FSB's og ESRB's henstillinger. Af forsigtighedshensyn og for at bevare systemet har både FSB og ESRB anbefalet, at Kommissionen træffer foranstaltninger om en mekanisme for værdisætning af foreningerne baseret på en variabel nettoaktivværdi, således at foreningens værdi følger kurssvingningerne. I forordningen har Kommissionen imidlertid holdt fast i den oprindelige idé med en mekanisme med en konstant nettoaktivværdi og blot tilføjet bestemmelser om en likviditetsbuffer til at absorbere eventuelle negative ændringer i værdi. Efter EØSU's opfattelse stemmer henstillingerne fra de to markedsregulerende organisationer bedre overens med princippet om at sikre stabiliteten i det finansielle system, sådan som det fremgår af nedenstående tabel.

Pengemarkedsforening med en konstant nettoaktivværdi (CNAV — Constant Net Asset Value) (artikel 25)

Sammenligningstabel (7)

Hvad angår de udbudte produkter, opfordrer EØSU til, at der ses nærmere på det forhold, at produkter, som allerede findes i det traditionelle banksystem, hvor de er regulerede, ender i dette parallelle banksystem, således at de undgår den skrappere kontrol under banktilsynet.

4.8

EØSU frygter, at disse risici nu igen tilbydes i skyggesystemet for at undgå tilsyn. Udvalget mener derfor, at princippet om »samme aktiviteter = samme regler« bør gælde.

4.9

EØSU henviser til det mange gange fastslåede princip om, at tilstrækkelig gennemsigtighed og et ordentlig tilsyn garanterer, at det finansielle system tjener økonomien, hvorved tilliden, effektiviteten og virkningen øges.

Lovforslaget forbyder i øvrigt eksterne kreditvurderinger af pengemarkedsforeninger. Denne foranstaltning skal forhindre, at en eventuel nedvurdering udløser panik på markedet. Selvom dette forslag strider imod princippet om gennemsigtighed og effektivitet og kan betyde, at der ikke vil være fuld informationssymmetri, er EØSU af den opfattelse, at markedet for pengemarkedsforeninger bruges af professionelle operatører, og at kreditvurderingsbureauerne blot ved at ændre deres bedømmelse kan udløse panik blandt investorerne. Interne vurderinger, bedre risikostyringsprocedurer og sikkerhedsforanstaltninger samt et skærpet og strengere tilsyn kan være med til at garantere en effektiv beskyttelse af kvaliteten af referenceaktiverne og foreningernes sikkerhed.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/55

1.1

EØSU påskønner meddelelsen som et sammenhængende bidrag til den påkrævede indsats for reform af den finansielle sektor med henblik på at genskabe harmoni og stabilitet i denne afgørende sektor og begrænse systemrisiciene.

1.2

EØSU ser frem til, at de nye reguleringer af finansmarkederne vil bidrage positivt til at styrke økonomien, og understreger sin dybe overbevisning om, at den finansielle sektors stabilitet og reformernes succes udgør en forudsætning for en bæredygtig økonomisk udvikling, beskæftigelsen og fuld gennemførelse af det indre marked i EU.

1.3

Efter EØSU's mening er køreplanen med allerede eksisterende og kommende foranstaltninger et skridt i den rigtige retning, og udvalget anerkender de fremskridt, som er gjort, idet det dog gør opmærksom på, at der er presserende behov for at fremskynde mange tiltag og for at gennemføre udestående lovgivningsmæssige initiativer.

Efter at have vurderet de fem prioriterede områder for den kommende indsats (1):

1.4

anser udvalget tacklingen af arbitrage for at være af central betydning i reformen af de finansielle tjenesteydelser (2), og bifalder den omfattende pakke af foranstaltninger (3), herunder navnlig skærpelsen af tilsynsrammerne i banksektoren for at begrænse risikoen for afsmitning og arbitrage;

1.5

bifalder udvalget bestræbelserne på at styrke gennemsigtighed og de konkrete foranstaltninger med henblik på en ramme for overvågning af skyggebanksystemet i EU, oprettelse af centrale registre for derivater inden for rammerne af EMIR (4), revision af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) (5), gennemførelse af identifikatoren for juridiske enheder (Legal Entity Identifier) og øget gennemsigtighed i forbindelse med værdipapirfinansiering;

1.6

anerkender udvalget, at der er sket fremskridt i retning af indførelsen af bedre lovgivningsmæssige rammer for visse investeringsfonde, herunder først og fremmest bedre likviditet og større stabilitet — især for pengemarkedsforeninger, som er hjemmehørende eller sælges i Europa;

1.7

finder udvalget, at meddelelsen med hensyn til »begrænsning af de risici, der er forbundet med værdipapirfinansiering«, begrænser sig til generelle konstateringer, som måske nok afspejler den reelle tilstand, men samtidig vender det blinde øje til afgørende forhold. EØSU anbefaler at fremskynde og målrette foranstaltningerne, hvoraf den vigtigste er lovgivningen om værdipapirer, eftersom værdipapirfinansiering, herunder navnlig genkøbsaftaler og værdipapirlån, spiller en central rolle for den overdrevne gældsætning i den finansielle sektor;

1.8

konstaterer udvalget, at der er forsinkelser, og anbefaler en mere intensiv og hurtigere afklaring af det vigtige spørgsmål om styrkelse af overvågningen af skyggebanksystemet, hvor kun mindre detaljer beskrives og revisionen af det europæiske finanstilsynssystem (ESFS), som Kommissionen skal gennemføre i 2013, nævnes som den eneste fremtidige foranstaltning;

1.9

Eftersom de vigtigste uforskyldte ofre for den finansielle og økonomiske krise er borgerne i deres egenskab af skatteydere, arbejdstagere, bankkunder og forbrugere, anbefaler EØSU at styrke lovgivningsinitiativerne gennem beskyttelsestiltag over for borgerne via gennemsigtighed, den rette information, socialt ansvar i den finansielle sektor og beskyttelse af forbrugere og småinvestorer, og minder om sine relevante bemærkninger om inddragelse af civilsamfundet i forbindelse med reguleringen af finansmarkederne (6).

1.10

Udvalget anser det for vigtigt, at Kommissionen i sin meddelelse understreger, at skyggebanksektoren ikke blot bør ses i lyset af de risici, som den indebærer. Det er også en ny og alternativ finansieringsmetode, der kan være nyttig for realøkonomien.

2.1

Skyggebanksystemet defineres som »et kreditformidlingssystem, der omfatter enheder og aktiviteter, som falder uden for det almindelige banksystem« (7), som er sammensat af to indbyrdes forbundne søjler. Enhederne beskæftiger sig især med aktiviteter som at rejse finansiering med indskudslignende karakter, løbetidsændring og/eller omdannelse af likviditet, overførsel af kreditrisici og direkte eller indirekte gearing. Aktiviteter (som potentielt udgør vigtige finansieringskilder for ikke-banker) omfatter securitisering, værdipapirlån og genkøbsforretninger (repos).

2.2

Special purpose-enheder omfatter securitiseringsinstrumenter som ABCP-investeringsselskaber, SIV og andre Special Purpose Vehicles (SPV), pengemarkedsfonde og andre typer investeringsfonde eller -produkter med indskudslignende karakter, som er sårbare over for betydelige tilbagekøb (»stormløb«), investeringsfonde, herunder ETF'er, som yder kredit eller geares, kreditinstitutter og værdipapirenheder, som tilbyder eller stiller ikke-reguleret garanti for kreditprodukter eller foretager løbetidsændring og/eller omdannelse af likviditet, såsom banker, forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilbyder eller stiller garanti for kreditprodukter.

2.3

Dereguleringen af det finansielle system i Storbritannien i 1980'erne, som fortsatte i USA og resten af verden i 1990'erne (8), gav startskuddet til skyggebanksaktiviteter. De første Basel-aftaler, som satte spekulationsaktiviteter uden for regnskaberne og indførte strenge bestemmelser for bankernes regnskaber, spillede en vigtig rolle (9).

2.4

Afskaffelse/ophævelse af regler og bestemmelser (10) gjorde det muligt for finansieringsinstitutterne at udstrække deres aktiviteter til nye områder og komplicerede modeller, men løftet om høje udbytter havde konsekvenser for millioner af mennesker i verden med meget lidt viden om skyggebankernes produkter og drift.

2.5

I 2007 besluttede G20-gruppen at træffe en række lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at fremme finansieringssystemets sikkerhed og bæredygtighed, og de alvorlige sociale og økonomiske følger af krisen i 2008 afslørede de risici, som er forbundet med skyggebankernes aktiviteter, samt de huller, som findes i lovgivningen, det manglende tilsyn, de uigennemskuelige markeder og de overdrevent komplicerede produkter, hvilket understregede betydningen af Rådet for Finansiel Stabilitet, FSB.

2.6

Den Europæiske Union spiller en ledende rolle i de internationale bestræbelser i G20 og FSB og har gjort afgørende fremskridt med hensyn til virkeliggørelsen af forpligtelser nedfældet i køreplanen for reformen af den finansielle sektor og udviklingen af nye tilsynsstrukturer. Mange reformer er allerede blevet omsat i lovgivning, f.eks. vedrørende over-the-counter-derivater.

2.7

FSB-rapporten fra oktober 2011 var det første gennemgribende internationale forsøg på at øge tilsynet med skyggebankerne med fokus på a) fastsættelse af principper for overvågning og regulering, b) kortlægning og evaluering af de systemiske risici, og c) definition af udstrækningen af det område, hvor der må træffes lovgivningsforanstaltninger i fem indsatsakser (11), og Kommissionen offentliggjorde samtidigt en grønbog om emnet centreret om de med skyggebanker forbundne potentielle risici i EU og om metoder til at imødegå disse risici ved hjælp af lovbestemmelser.

3.1

Meddelelsen undersøger først de foranstaltninger, der allerede er truffet på to områder. Foranstaltninger vedrørende de finansielle enheder er koncentreret om skærpede krav til banker og forsikringsselskaber i forbindelse med deres forretninger med skyggebankerne og en harmoniseret ramme for forvaltere af alternative investeringsfonde. Foranstaltninger vedrørende markedets integritet er koncentreret om risikooverførselsinstrumenter, skærpede securitiseringsforanstaltninger og bedre lovgivningsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer.

3.2

Der opstilles ligeledes fem prioriterede områder, hvor Kommissionen vil træffe yderligere foranstaltninger:

3.2.1

For at styrke gennemsigtigheden suppleres bestræbelserne på at indsamle og udveksle troværdige og fuldstændige oplysninger med initiativer med henblik på at udarbejde en ramme for overvågning af risiciene ved skyggebanksystemet, oprette centrale registre for derivater inden for rammerne af EMIR (12), revidere direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) (13), gennemføre identifikatoren for juridiske enheder (Legal Entity Identifier) og øge gennemsigtighed i forbindelse med værdipapirfinansiering.

3.2.2

For visse investeringsfonde og frem for alt for pengemarkedsforeninger, som er hjemmehørende eller sælges i Europa, foreslås nye regler med henblik på bedre likviditet og større stabilitet parallelt med revisionen af reglerne vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS).

3.2.3

For at begrænse de risici, der er forbundet med værdipapirfinansiering, anføres det, at der er udført et tilbundsgående arbejde for bedre at forstå og lære af problemerne, samt at Kommissionen for at løse disse problemer overvejer at fremsætte et forslag til lovgivning om værdipapirer.

3.2.4

Det forebyggende tilsyn i banksektoren skal styrkes med henblik på at begrænse risikoen for afsmitning og arbitrage gennem vedtagelsen af strengere regler, som fastsætter yderligere kapitalkrav for bankernes forretninger med ikke-regulerede finansielle enheder og indfører skærpede solvensregler og nye likviditetsregler, navnlig via gennemførelsen den 1. januar 2014 af kapitalkravsforordningen (CRR) (14) og kapitalkravsdirektivet (CRD IV) (15). Der er også planer om eventuelt at udvide tilsynsbestemmelsernes anvendelsesområde for at reducere risikoen for arbitrage.

3.2.5

Med hensyn til behovet for at styrke tilsynet fremhæves formidlingen, skyggebankernes mangfoldige og dynamiske karakter og udfordringerne i det forebyggende tilsyn, f.eks. grænseoverskridende omgåelse af regler. På europæisk plan er det forberedende arbejde inden for rammerne af ESRB og de europæiske tilsynsmyndigheder under udvikling. Disse aspekter og behovet for at tackle arbitrage vil, sammen med et eventuelt behov for at præcisere de enkelte myndigheders institutionelle rolle, blive behandlet i forbindelse med den revision af det europæiske finanstilsynssystem (ESFS), som Kommissionen gennemfører i 2013.

4.1

EUSØ har siden begyndelsen af den finansielle krise i en række udtalelser (16) udtrykt civilsamfundets synspunkter angående en bred vifte af emner, som har med det finansielle systems funktion at gøre, og har formuleret relevante bemærkninger og anbefalinger af generel art såvel som mere specifikt vedrørende genopretning og afvikling af kreditinstitutter (17).

4.1.1

EØSU værdsætter grønbogen om skyggebanker (18) som et vigtigt skridt hen imod afhjælpning af de eksisterende problemer, idet udvalget bl.a. henleder opmærksomheden på, at skyggeaktiviteterne skal bekæmpes og underlægges de samme reguleringskrav og krav om forebyggende tilsyn som resten af det finansielle system.

4.2

EØSU bifalder den internationale tilgang til spørgsmål med relation til forebyggende tilsyn, som sigter mod at udvide lovbestemmelserne og tilsynet til at omfatte alle finansieringsinstitutter, instrumenter og markeder af systemisk betydning (19), og udtrykker tilfredshed med vedtagelsen af anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet på det seneste G20-topmøde (20), som den her behandlede meddelelse er fuldt ud på linje med.

4.3

Udvalget opfordrer Kommissionen til at præcisere og opstille en tidsplan for øget tilsyn med skyggebankerne ved at gennemføre en sammenhængende tilsynsmekanisme og skynde sig at skabe klarhed omkring tilsynsmyndighedernes institutionelle rolle i forbindelse med revisionen af det europæiske finanstilsynssystem (ESFS).

4.4

Eftersom visse skyggebanksaktiviteter og -enheder, alt efter hvilket land der er tale om, kan være underlagt en reguleringsordning eller ej, er lige konkurrencevilkår mellem landene og mellem banksektoren og skyggebankerne via de rigtige bestemmelser særlig vigtig for at undgå regelarbitrage, som kan føre til forvridning af reguleringsincitamenterne.

4.5

EØSU gør særligt opmærksom på behovet for, at reguleringsmyndighederne anvender en fælles global tilgang til analysen af data i kraft af en fælles referenceramme og åbne industrielle standarder, således at de hurtigt kan udveksle data og agere effektivt med henblik på rettidigt at forebygge systemrisici og værne om den finansielle stabilitet.

4.6

Efter EØSU's mening er skyggebankernes størrelse og vækstrater en anden væsentlig systemrisikofaktor, eftersom skyggebanksaktiviteter ifølge FSB (2012) (21) i 2011 nåede op på 67 mia. dollars (fra 26 mia. dollars i 2002), hvilket svarer til 111 % af det kumulative BNP i de lande, som FSB undersøger.

4.7

Udvalget synes, at den detaljerede gennemgang af emnet med vilkår for aktiviteter for de enkelte typer skyggebanker er nyttig, idet tilsyn og kontrol med aktiviteterne udgør et nøgleelement, hvis foranstaltningerne skal have succes.

4.8

Efter EØSU's opfattelse er størrelse og forvrænget praksis ikke kun et problem i forbindelse med skyggebanker. Den kæmpestore bankmodel kombineret med manglende gennemsigtighed rummer bevisligt en risiko for destabilisering af økonomien med det resultat, at regningen for at redde institutter, der er 'for store og indbyrdes forbundne til at lade krakke', væltes over på samfundet.

4.9

EØSU gør opmærksom på, at styrkelsen af den europæiske finansielle sektors konkurrenceevne og stabilitet parallelt med reformen af skyggebankerne kræver en effektiv løsning på problemet med banker, der har en størrelse, som gør det umulig at lade dem gå fallit, ved hjælp af større gennemsigtighed, rationalisering af de store koncerners aktiviteter og reduktion af den indbyrdes afhængighed internt i koncernerne.

4.10

Sammen med tilsynsforanstaltningerne og strukturreformer finder EØSU det derfor påkrævet med en effektiv bekæmpelse af enhver forvridning af den finansielle sektor og foreslår Kommissionen at fremskynde procedurerne for indførelse af en fælles afviklingsmekanisme under hensyntagen til henstillingerne i Liikanen-rapporten og den nylige betænkning om strukturel reform af EU's banksektor fra Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg (22).

4.11

Eftersom skyggebankernes diffuse, mangesidede og foranderlige natur gør et effektivt tilsyn både kompliceret og vanskeligt, opfordrer udvalget Kommissionen til, mens tid er, at se på, om de nationale og europæiske tilsynsmyndigheder, herunder den fælles tilsynsmekanisme, råder over tilstrækkelige ressourcer, kontrolværktøjer og beføjelser.

4.12

Efter EØSU's opfattelse skal et vellykket tilsyn ledsages af effektive, afskrækkende og proportionelle ordninger for håndhævelse af sanktioner med offentliggørelse af sanktionsniveauerne og formidling rettet mod dem, der bryder reglerne. Udvalget gør opmærksom på, at det er et problem, at fysiske og juridiske personer fra tredjelande ikke overholder de europæiske bestemmelser.

4.13

EØSU understreger behovet for at beskytte forbrugere af finansielle produkter mod ulovlig praksis, vildledende produkter og spekulationsprodukter eller -tjenester samt mod eventuelle forkerte klausuler i aftaler og minder om sit forslag om at oprette en europæisk organisation for forbrugere af finansielle tjenester med henblik på at styrke forbrugerbeskyttelsen og gennemsigtigheden og for at sikre en mere effektiv behandling af tvister.

4.14

Brugervenlige websteder og andre moderne formidlingsværktøjer kan give forbrugerne mulighed for at sammenligne og vælge produkter og tjenester og således bidrage til konkurrence og selvregulering på finansmarkedet.

4.15

EØSU tilskynder Kommissionen til at fremskynde udarbejdelsen af konsekvensanalyser, så de nye likviditetsregler kan blive konsolideret, samt til at udarbejde en cost-benefit-analyse af nytten og proportionaliteten i de mange retsakter, som er vedtaget, siden krisen begyndte, med henblik på at vurdere lovgivningens samlede indvirkning på finansmarkedet i EU.

4.16

EØSU konstaterer desuden, at der er behov for at understøtte lovgivningsarbejdet med avanceret ekspertise og forskning vedrørende indsamling og udveksling af oplysninger og mere generelt vedrørende en mere indgående overvågning af skyggebankernes løbende udvikling samt definition af, hvilke aspekter realøkonomien kan høste gavn af, og hvilke aspekter som eventuelt kan give næring til ny skrøbelighed og systemiske risici.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/61

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enigt i, at partnerskaber giver en lang række muligheder for at udbrede innovation, og at deres potentiale kunne udnyttes bedre.

1.2

Det er vigtigt nærmere at specificere de 10 foreslåede initiativer, der skal støttes med midler fra Horisont 2020, og sikre synergien mellem dem, da de for så vidt angår instrumenter, former og indhold adskiller sig fra andre typer partnerskaber.

1.3

EØSU anmoder om, at der gives sikkerhed for den langsigtede finansiering af initiativerne og skabes stabile lovrammer for at minimere de elementer af høj risiko, som kendetegner dem, og bidrage til gennemførelsen af EU's overordnede mål om bæredygtig udvikling, beskæftigelse og udvikling af nye erhvervsmæssige kvalifikationer.

1.4

EØSU mener, at disse instrumenter er vigtige for at sikre flere midler til investering i forskning og innovation, forudsat at de er fleksible, enkle og ikke-bureaukratiske, åbne og transparente og i stand til at tiltrække yderligere finansiering og få stadig flere små virksomheder, især i ugunstigt stillede regioner, til at deltage.

1.5

Efter EØSU's mening bør målene være kvantificerbare og have innovation og omdannelse til industrielle mål og nye arbejdspladser som sigte. Disse mål skal være forankret i en fælles mellemlang til langsigtet vision inden for en afbalanceret og transparent styringsramme med klare teknisk-videnskabelige og økonomiske og sociale resultatindikatorer.

1.6

For de institutionelle offentlig-private partnerskabers vedkommende anbefaler EØSU, at man er mere opmærksom på følgende: mekanismer, som skal forhindre insiderhandel; større satsning på løftestangseffekten og større hensyntagen i programmerne og projekterne til alle former for små virksomheder, herunder den sociale økonomi; en effektiv kommunikationspolitik, hvor stakeholderforummet spiller en proaktiv rolle i alle fællesforetagender.

1.7

For de offentlig-offentlige partnerskabers vedkommende ser EØSU gerne, at budgettet for europæisk F&I bidrager til en mere ligelig fordeling af EU-midlerne med større fokus på meget teknologiintensive SMV'er såvel som kliniske, medicinske og teknologiske innovationer, der er til gavn for alle borgeres velfærd, især med henblik på et aktivt liv for alle og ældreplejen.

1.8

EØSU opfordrer til en proaktiv kommunikationspolitik om gennemførelsen af de 10 initiativer og anbefaler, at der afholdes årlige konferencer med alle berørte parter i det organiserede civilsamfund, hvor der fremlægges årsberetninger om de opnåede resultater og fremtidige strategier samt praktiske vejledninger på flere sprog med henblik på en intelligent deltagelse i de forskellige partnerskabsformer, der findes i EU.

1.9

EØSU anbefaler, at Kommissionen — bl.a. med lancering af EØSU-priser for økonomisk og social innovation — ser til, at udviklingen af en sådan proaktiv politik rettes mod tre målgrupper: forskermiljøer og erhvervslivet; brugerne af innovative markedsløsninger; alle EU-borgere for at imødekomme samfundets behov, især mht. beskæftigelse og uddannelse. Udvalget foreslår, at der indføres en »Europæisk Innovationspris«, som skal belønne innovative applikationer på det industrielle, økonomiske eller sociale område og gøre den europæiske merværdi meget synlig.

2.1

Horisont 2020 lægger op til etablering af offentlig-private partnerskaber i centrale sektorer, hvor forskning og innovation kan bidrage til at:

2.2

Det skal slås fast, at der findes forskellige former for forsknings- og innovationspartnerskaber:

2.3

Erfaringerne med de institutionelle OPP'er som EU-strukturer i henhold til artikel 185 i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 har vist, at der bør tilføjes flere kategorier for at give de private partnere flere, mere fleksible og mere tilgængelige instrumenter at vælge imellem end EU-institutionerne.

2.4

OPP'erne under Horisont 2020 kan betragtes som innovative finansielle instrumenter, der på åben og transparent vis defineres og oprettes på grundlag af en uafhængig ekspertvurdering og karakteriseres ved:

2.5

De fælles teknologiinitiativer er en gennemprøvet form for offentlig-privat samarbejde inden for F&U.

2.6

Teknologiinitiativerne udspringer for det meste af de europæiske teknologiplatforme (ETP), som EØSU tidligere har afgivet udtalelse (1) om, og især af de ETP'er, hvor det ikke er muligt at opfylde målene i de strategiske dagsordener ved hjælp af de sædvanlige eksisterende støtteinstrumenter for F&U-aktiviteter.

2.7

EØSU er enigt i, at partnerskaber giver en lang række muligheder, og at deres potentiale kunne udnyttes bedre. Derfor bifaldt udvalget »Kommissionens initiativ til at grundlægge og fremme europæiske innovationspartnerskaber (EIP), inden for rammerne af flagskibsinitiativet 'Innovation i EU'«.

2.8

Endvidere har EØSU »fremhævet innovations afgørende betydning for Europa 2020-strategien« og flere gange anført, at »innovationer ikke nødvendigvis er resultatet af en lineær proces […], men udspringer af en kompleks proces […]« (2).

2.9

Hvis der er en tæt forbindelse mellem forskning og innovation, skal innovation »ikke underlægges forskning ligesom forskning heller ikke må underlægges innovation. Dette ville udgøre en kulturel forringelse af grundlæggende europæiske værdier.« (3).

2.10

EØSU bekræfter sin støtte til fremme af social innovation, især inden for rammerne af EU's finansieringsprogrammer såsom strukturfondene eller programmet for sociale forandringer og innovation som et middel til at yde ekstra støtte til de sociale virksomheders finansieringskapacitet (4).

2.11

EØSU har fremhævet betydningen af partnerskaber for at gøre Europa mere attraktiv som en global partner inden for F&I.

2.12

EØSU har bakket op om partnerskabets rolle i at bringe europæiske og nationale offentlige aktører sammen i offentlig-offentlige partnerskaber (P2P) og offentlig-private partnerskaber (OPP) (5) med det formål at tackle store samfundsmæssige udfordringer og styrke Europas konkurrenceevne. Af analyser af:

har det været muligt at drage nogle meget positive konklusioner på området (6).

2.13

EØSU bifalder den metode, hvorefter de 10 forslag i Innovationsinvesteringspakken er udviklet af Kommissionen på grundlag af resultaterne af offentlige høringer, konsekvensanalyser og forskellige køreplaner.

2.14

Den 31. oktober 2013 afholdt EØSU selv en høring om pakken af foreslåede initiativer, hvori repræsentanter for en lang række berørte civilsamfundsgrupper, ledere af nogle af de eksisterende fællesforetagender og Kommissionen deltog.

3.1

EØSU giver sin fulde opbakning til Kommissionens pakke af initiativer og mener, at såvel forslagene om offentlig-private partnerskaber som defineret i artikel 187 i TEUF som de foreslåede offentlig-offentlige partnerskaber i henhold til artikel 185 i TEUF er instrumenter, der med stor effekt vil kunne tackle de store udfordringer, der har betydning for Europas konkurrenceevne og den bæredygtige økonomiske og sociale udvikling.

3.2

Det er vigtigt, at de ti initiativer, der støttes med midler fra Horisont 2020, specificeres nærmere, da de for så vidt angår instrumenter, former og indhold adskiller sig fra andre typer partnerskaber, trods det at de undertiden kan have helt eller delvist sammenfaldende målsætninger, således at man undgår dobbeltarbejde, overlapninger og potentielle konflikter og i stedet opnår synergi og komplementaritet med andre initiativer. Under alle omstændigheder fritages medlemsstaterne ikke for deres ansvar på områder, der er omfattet af disse partnerskabsinitiativer.

3.3

Udvalget betoner vigtigheden af, at der fra EU's side sikres finansiering til F&I og en stabil og forenklet lovramme og fra virksomhedernes side skabes initiativer, der kan minimere de elementer af høj risiko, som kendetegner dem. Det mener endvidere, at der bør være en bedre balance i fordelingen af den finansielle støtte mellem initiativerne med større vægt på teknologi i hjemmet for at fremme et aktivt liv og programmet for højteknologiske SMV'er.

3.4

Instrumenterne er i sig selv vigtige for at sikre flere penge til investeringer i F&I, forudsat at de er fleksible, enkle, ikke-bureaukratiske, åbne og transparente, og at der findes løsninger på problemerne med balance i fordelingen og/eller den potentielle konflikt mellem konkurrencereglerne og innovationsfremme, beskyttelse af intellektuel ejendom, udbredelse af og fri adgang til resultaterne med den målsætning, at den ydelse, der leveres til skatteyderne og forbrugerne, i sidste ende bliver bedre.

3.5

EØSU gør især opmærksom på, at det er vigtigt, at "forskernes eller deres organisationers status som ophavsmænd og intellektuelle ejendomsrettigheder fortsat sikres [...]», og at det«[...] især hvis der er global symmetri mellem Europa og de ikke-europæiske lande — [kan] være formålstjenligt med fri adgang til et skønsomt udvalg af de informationer [...] (7).

3.6

Efter EØSU's mening bør målene være kvantificerbare og sættes i sammenhæng med både den sektorspecifikke industrielle strategi og især løsningen af problemerne i samfundet og med at skabe bæredygtig økonomisk og social udvikling, særligt med hensyn til beskæftigelsen. De bør endvidere være forankret i en fælles mellemlang til langsigtet vision inden for en afbalanceret og transparent styringsramme med klare og præcise teknisk-videnskabelige og økonomiske og sociale resultatindikatorer.

3.7

Erfaringerne med offentlig-private partnerskaber som et middel til at kombinere forskellige former for finansiering har ifølge EØSU været positive, men det mener alligevel, at modellen for finansiering af omkostningerne bør forenkles radikalt, så den bliver mere pålidelig, risikoen for uregelmæssigheder i modtagernes omkostningsanmeldelser mindskes, projektregnskaberne bliver mindre komplekse, og nogle af de elementer af kontrol, der ikke er strengt nødvendige, fjernes, hvorved ansøgningsprocessen bliver mindre omstændelig og hurtigere.

3.8

For at sikre lige vilkår for alle erhvervsdrivende i det indre marked mener EØSU derfor, at midlerne til offentlig-private og offentlig-offentlige partnerskaber under Horisont 2020 må ydes på en måde, der er i overensstemmelse med statsstøttereglerne og sikrer, at offentlige midler bruges effektivt, markedsfordrejninger afværges, og alle etiske krav overholdes.

3.9

Især bør etableringen af offentlig-private partnerskaber efter EØSU's mening være underlagt betingelser, der sikrer reel konkurrence og garanterer, at nye aktører til enhver tid kan komme ind på markedet, og at grupper af slutbrugere systematisk inddrages under programmerne og projekterne.

3.10

Det er nødvendigt at anerkende vigtigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder. Der bør nærmere bestemt skabes incitamenter for at indgå aftaler om fælles udnyttelse af patenter for at gøre det muligt at dele videnskabelige data og optrappe samarbejdet og forskningen på bestemte teknologiske områder og hindre, at der opstår overlappende patentrettigheder (såkaldte patent thickets) (8).

3.11

EØSU anbefaler, at der udarbejdes en »vejledning« for slutbrugerne omfattende de mange EU-instrumenter vedrørende innovation og de forskellige former for partnerskaber, fælles initiativer, flagskibsinitiativer, vidensfællesskaber, platforme og andre lignende EU-tiltag inden for F&I. Ved at anlægge tværgående tilgange får investeringerne (f.eks. i nanoteknologier og hjælp til ældre) desuden større virkning, og alle former for virksomheder får i højere grad mulighed for at deltage.

3.12

Det er absolut nødvendigt, at hele det komplekse system af foranstaltninger, synergier og EU-politikker på området — fra politikken for forskning og innovation over regional- og samhørighedspolitikken til industripolitikken — gøres mere brugervenligt og transparent, ikke mindst for SMV'er, mindre organisationer og aktører i socialøkonomien.

3.13

Ligeledes anser EØSU det for vigtigt, at hele pakken og de dertil knyttede initiativer og instrumenter synliggøres, sikres omtale (på flere sprog) og er til at gennemskue ved hjælp af en proaktiv kommunikationspolitik og årlige konferencer med deltagelse af alle interesserede parter fra det organiserede civilsamfund, hvor periodiske beretninger om de opnåede resultater og fremtidige strategier kunne fremlægges.

3.14

I betragtning af de store beløb, der er tale om, og at situationen og de reelle behov i medlemsstaterne er forskellige, anbefaler EØSU, at kommunikationspolitikken udformes med fire forskellige målgrupper for øje:

3.15

EØSU mener, at der kunne lanceres en EØSU-pris for økonomisk og social innovation med henblik på at udnytte de resultater, som de ti foreslåede partnerskaber har realiseret, i de 28 medlemsstater med inddragelse af de stakeholderfora, som fællesforetagenders vedtægter indeholder bestemmelser om. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre en betydelig indsats for at udbrede kendskabet til og oplyse om offentlig-private partnerskaber.

4.1

EØSU glæder sig over, at der er en klar tendens til, at offentlig-private partnerskaber bruges mere og mere på områderne folkesundhed, Clean Sky, forvaltning af luftrummet, elektronik og IT samt brændselsceller og brint. Dog advarer det om, at der er behov for synergier med andre eksisterende partnerskaber og initiativer og med andre EU-politikker.

4.2

Angående initiativet om innovative lægemidler henstiller EØSU, at der skabes flere muligheder for at udvikle medicin til langtidsbehandling og sjældne sygdomme, der er overkommelig i pris for de fattigste befolkningsgrupper. Endvidere ser EØSU gerne, at det prioriteres at markedsføre produkter i EU, som er resultatet af europæisk forskning, og at der fastsættes regler for prissætningen pr. gram af virksomme stoffer, som tager hensyn til, at de offentlige budgetter og de sociale systemer i medlemsstaterne er hårdt spændt for.

4.3

Angående BCB2-initiativet — brændselsceller og brint — anser EØSU det for vigtigt, at især udvikling af CO2-fri teknologier til udvinding af brint gøres til en prioritet.

4.4

Under Clean Sky-initiativet bør virkningen af resultaterne af demonstrationsprojekterne, herunder de igangværende, tillægges større betydning, ligesom der bør lægges mere vægt på forvaltningen af sikkerheds- og miljørisiciene i det offentlig-private partnerskab om Clean Sky.

4.5

Under initiativet om udviklingen af biobaserede industrier ved hjælp af biologisk materiale, økologiske landbrugsmaterialer og biomaterialer skal det sikres, at disse teknologier fuldt ud respekterer naturen, miljøet og bæredygtigheden af fødevareproduktionen i overensstemmelse med forsigtighedsprincipperne. EØSU forventer, at dette initiativ vil give konkrete og synlige positive resultater.

4.6

Den store satsning, herunder også finansielt, på ECSEL-initiativet om digitale teknologier og nanoelektronik, som allerede fremgår af de tematiske afsnit i Horisont 2020, bør modsvares af konkrete fordele for skatteyderne i form af mere brugervenlig og gratis adgang til disse teknologier (9).

4.7

EØSU giver endvidere sin fulde opbakning til de fire offentlig-offentlige partnerskabsinitiativer, men gør dog opmærksom på, at de to nedenstående er meget vigtige og bør styrkes, bl.a. med tildeling af flere ressourcer:

4.8

Især i forhold til programmet længst muligt i eget hjem henstiller EØSU, at der tages hensyn til, at forholdene er forskellige i medlemslandene, ikke mindst hvad angår sandsynligheden for, at disse problemstillinger skærpes som følge af den demografiske udvikling frem til 2024 og derefter. EU-finansieringen bør forøges betydeligt i forhold til det 7. rammeprogram, og i den forbindelse bør der nedsættes et ad hoc-udvalg, hvor der lyttes til de forskellige repræsentative civilsamfundsgruppers synspunkter.

4.9

For at fremskynde udviklingen og øge mulighederne for at skabe arbejdspladser og flere erhvervskvalifikationer anbefaler EØSU, at disse institutionelle partnerskaber udvikles i tæt synergi og koordinering med andre lignende tiltag under flagskibsinitiativerne om industripolitikken og intelligent specialisering, samhørighedspolitikken og de regionale innovationsstrategier.

4.10

Med hensyn til deltagelsen i metrologiprogrammet henviser EØSU til sin udtalelse om emnet (10) og anbefaler en forhøjelse af bl.a. den økonomiske støtte til mindre virksomheders og brugergruppers deltagelse. Vedrørende partnerskabet mellem Europa og udviklingslande henvises til udtalelsen om EU/Afrika (11), der indeholder en specifik henstilling om ikke at ignorere tegnene på, at sygdomme, som der forskes i, vender tilbage til Europa, og at holde nøje øje med, at de etiske principper i protokollerne overholdes.

5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/68

1.1

I mere end to årtier har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anmodet om kollektive retsmidler på fællesskabsniveau, som i tilfælde af en krænkelse af kollektive rettigheder giver mulighed for en effektiv retsbeskyttelse. Kollektive retsmidler bør omfatte alle områder, hvor borgerne beskyttes af EU-retten og samtidig tage højde for de forskellige retstraditioner i medlemsstaterne.

1.2

EØSU bifalder, at Kommissionen endelig har taget initiativ til at opfordre alle medlemsstater til at indføre kollektive retsmidler baseret på en række fælles EU-principper. Dette initiativ har ladet vente på sig. Både EU's borgere og virksomheder, der drives i overensstemmelse med god forretningsskik og gældende lovgivning, har interesse i kollektive retsmidler. De beskytter virksomhederne mod illoyal konkurrence og styrker forbrugernes tillid til erhvervslivet.

1.3

EØSU beklager, at Kommissionen ikke har fremsat et forslag til direktiv. En meddelelse og en henstilling egner sig ikke til at sikre den nødvendige ensartede gennemførelse i medlemsstaterne. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et direktivforslag. Et kollektivt søgsmål er den eneste procedure, der kan sikre en omfattende og effektiv retsbeskyttelse i Den Europæiske Union.

1.4

EØSU anerkender Kommissionens indsats for at udforme en afbalanceret strategi, der skal sikre parternes grundlæggende processuelle rettigheder og forhindre misbrug. EØSU bifalder også, at Kommissionen vil indføre både kollektive søgsmål med påstand om forbud og erstatningssøgsmål. Det bør undersøges, om det er muligt at udvide antallet af søgsmålstyper.

1.5

Udvalget bifalder, at Kommissionen afviser »class action« efter amerikansk forbillede. Et kollektivt søgsmål ifølge europæisk lovgivning må netop ikke udmønte sig i en »class action« af amerikansk karakter. Kommissionens planlagte sikrende foranstaltninger i den henseende er forholdsmæssige og passende. Advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, og som dermed skaber et incitament til retssager, og erstatning, der har karakter af straf, afvises med rette. Set i lyset af spørgsmålet om adgang til domstolene må reglerne for godkendelse af sagsøgere og betaling af sagsomkostninger revideres.

1.6

EØSU er enig med Kommissionen i, at enkeltpersoner bør have ret til at tilslutte sig et kollektivt søgsmål via en opt-in-procedure. EØSU kan imidlertid også forestille sig situationer, hvor en opt-out-procedure indebærer fordele. Navnlig når der er tale om mange skadelidte med meget små skader kan det være hensigtsmæssigt at udvide retssagen, så den omfatter alle potentielle skadelidte. Det står ikke klart, om Kommissionen anser en opt-out-procedure for lovlig i disse tilfælde. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere sit forslag. EØSU anbefaler derudover, at der oprettes et centralt elektronisk sagsregister på europæisk niveau, hvor potentielle sagsøgere kan søge oplysninger.

1.7

EØSU har altid fremhævet potentialet i udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer. EØSU bifalder derfor Kommissionens strategi, hvor disse procedurer tilbydes som et supplerende instrument, som parterne kan vælge på frivillig basis, og hvor dommeren får til opgave at fremme en udenretslig tvistbilæggelse.

1.8

EØSU anbefaler, at der indføres særskilte lovkonfliktregler for de kollektive søgsmål. Reglerne for finansiering af de kollektive retsmidler må præciseres. Den finansielle risiko for nonprofitorganisationer skal være overskuelig. På dette område findes der lovgivning i medlemsstaterne.

2.1

I meddelelsen sammenfatter Kommissionen resultaterne af høringen »På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler«, der blev gennemført i 2011 (1). Derudover afspejler meddelelsen Kommissionens holdning til centrale spørgsmål vedrørende kollektive retsmidler. I den parallelt hermed offentliggjorte henstilling (2) opfordrer Kommissionen alle medlemsstater i EU til at indføre kollektive retsmidler baseret på fælles EU-principper. Medlemsstaterne bør gennemføre principperne i de nationale ordninger inden for to år. Efter fire år vurderer Kommissionen, om der bør foreslås yderligere lovgivningsforanstaltninger.