12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/1

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/2

1)

Artikel 18 TEUF, som indeholder det almindelige forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en første medlemsstat kræver af et luftfartsselskab, der råder over en licens udstedt af en anden medlemsstat, at det opnår en tilladelse til indflyvning i den første medlemsstats luftområde for at foretage ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til denne første medlemsstat, hvorimod en sådan tilladelse ikke afkræves de luftfartsselskaber, som råder over licens udstedt af nævnte første medlemsstat.

2)

Artikel 18 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, der under bødeansvar for manglende overholdelse heraf kræver af et luftfartsselskab, der har en licens udstedt af en anden medlemsstat, at selskabet opnår en tilladelse til indflyvning i den første medlemsstats luftområde for at foretage ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til denne første medlemsstat, hvorimod en sådan tilladelse ikke afkræves luftfartsselskaber med en licens udstedt af den første medlemsstat, og som gør tildelingen af denne tilladelse betinget af forevisningen af en erklæring, hvorefter det bekræftes, at de luftfartsselskaber, der råder over en licens udstedt af denne første medlemsstat, enten ikke kan foretage de pågældende flyvninger eller ikke er i stand til at foretage disse.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/3

1)

Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2a i Rådets direktiv 70/311/EØF af 8. juni 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om styreapparater for motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil, artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektiv) og artikel 34 TEUF, idet den på sit område har undergivet registreringen af nye personkøretøjer og personkøretøjer, der tidligere har været registreret i andre medlemsstater, og hvis styreapparat er anbragt i højre side, et krav om, at dette flyttes til venstre side.

2)

Republikken Polen betaler sagens omkostninger.

3)

Republikken Litauen bærer sine egne omkostninger..

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/4

1)

Republikken Litauen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2a i Rådets direktiv 70/311/EØF af 8. juni 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om styreapparater for motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil, artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektiv) og artikel 34 TEUF, idet den har forbudt registrering af personkøretøjer, hvis rat er monteret i højre side, og/eller inden registreringen kræver, at et rat, der er anbragt i højre side i nye personkøretøjer eller i personkøretøjer, der tidligere har været registreret i en anden medlemsstat, flyttes til køretøjets venstre side.

2)

Republikken Litauen betaler sagens omkostninger.

3)

Republikken Estland, Republikken Letland og Republikken Polen bærer deres egne omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/5

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/6

1)

Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at give barselsorlov i henhold til direktivets artikel 8 til en arbejdstager i hendes egenskab af den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, selv ikke når hun kan amme barnet efter fødslen, eller når hun faktisk ammer barnet.

2)

Artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 1, litra a) og b), og stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at en arbejdsgivers afslag på at give barselsorlov til den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ikke udgør forskelsbehandling på grund af køn.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/7

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, og navnlig dets artikel 4 og 14, skal fortolkes således, at et afslag på at give orlov med løn svarende til barselsorlov til en arbejdstager i hendes egenskab af den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ikke udgør forskelsbehandling på grund af køn.

En sådan social mors situation for så vidt angår tildeling af adoptionsorlov er ikke omfattet af dette direktiv.

2)

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at et afslag på at give orlov med løn svarende til barselsorlov eller adoptionsorlov til en arbejdstager, der ikke er i stand til at bære et barn, og som har benyttet sig af en surrogataftale, ikke udgør forskelsbehandling på grund af handicap.

Gyldigheden af det nævnte direktiv kan ikke vurderes i lyset af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, men direktivet skal så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med denne konvention.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/8

1)

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

3)

Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, Republikken Finland samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/8

1)

Appellen forkastes.

2)

Rousse Industry AD betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/9

a)

Er § 7, stk. 1, andet punktum, i SGB II forenelig med EU-retten?

b)

I benægtende fald, skal Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning ændres, eller findes der umiddelbart en anden lovgivning, og i bekræftende fald, hvilken?

c)

Skal § 7, stk. 1, andet punktum, i SGB II forblive i kraft indtil, Forbundsrepublikken Tysklands organer har foretaget en (muligvis) nødvendig lovændring?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/9

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/10

1)

i strid med gennemførelsen af retten til »adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol« som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

2)

en tilsidesættelse af »retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse« som omhandlet i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i artikel 14, stk. 7, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og i artikel 4, stk. 1, i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, undertegnet i Rom den 4. november 1950?

3)

og/eller en tilsidesættelse af »forbuddet mod misbrug af rettigheder« som omhandlet i artikel 54 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/10

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/11

1)

Regulerer artikel 14, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1998/78 (1) for så vidt angår refusion af lageromkostninger ombytningen af sukker endeligt, og er det ifølge denne bestemmelse ikke en forudsætning, at det sukker, der skal ombyttes, skal være produceret af en anden producent, som er etableret på den samme medlemsstats område?

2)

I bekræftende fald: Er det i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1998/78 en forudsætning for at opnå refusion af lageromkostninger, at erstatnings-C-sukkeret »erstattes konkret« hos sukkerproducenten?

3)

Hvis artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2670/81 (2) finder anvendelse på spørgsmålet om sukkerombytning: Er det i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2670/81 en forudsætning for at opnå refusion af lageromkostninger, at ombytnings-C-sukkeret »ombyttes konkret« hos sukkerproducenten?

4)

Subsidiært: Er bestemmelsen i artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2670/81 ugyldig, når den forlanger, at det sukker, der skal ombyttes, skal være »fremstillet af en anden fabrikant, etableret på samme medlemsstats område«?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/12

1)

Er den kompetente myndighed i henhold til artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 (1) for så vidt angår afbrydelsen af forældelsen den myndighed, som er kompetent for undersøgelses- eller retsforfølgningshandlingen, uanset om den har bevilget de finansielle midler? Skal undersøgelses- eller retsforfølgningshandlingen være rettet mod pålæggelse af en forvaltningsretlig foranstaltning eller sanktion?

2)

Kan »den pågældende« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, også være en ansat i en virksomhed, som er blevet afhørt som vidne?

3)

Skal det i forbindelse med »enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden« (artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95) i alle tilfælde dreje sig om konkrete fejl i forbindelse med registreringen af sukkerproduktionen (sagskomplekser) fra sukkerproducentens side, som normalt først antages at foreligge eller konstateres i forbindelse med en regelmæssig gennemført markedsordningskontrol? Kan en afsluttende rapport, som afslutter kontrollen eller vurderer kontrolresultatet, og hvori der ikke stilles yderligere spørgsmål til bestemte sagskomplekser, være en »undersøgelseshandling«, som den pågældende er gjort bekendt med?

4)

Forudsætter elementet »gentagne uregelmæssigheder« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, at de handlinger eller undladelser, der vurderes som uregelmæssigheder, står i en tæt tidsmæssig sammenhæng, for at de kan vurderes som »gentagelse«? I bekræftende fald: Går denne tætte tidsmæssige sammenhæng bl.a. tabt, hvis uregelmæssigheden i forbindelse med registrering af en sukkermængde kun forekommer en gang inden for et sukkerproduktionsår og derefter først gentages i et følgende eller et senere sukkerproduktionsår?

5)

Kan elementet gentagelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 ophøre ved, at den kompetente myndighed, som har kendskab til sagens kompleksitet, ikke har kontrolleret virksomheden eller ikke har kontrolleret den regelmæssigt eller omhyggeligt?

6)

Hvornår begynder den dobbelte forældelsesfrist på otte år i henhold til artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 at løbe i forbindelse med vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder? Begynder denne forældelsesfrist at løbe ved ophøret af enhver handling, der må betragtes som uregelmæssighed (forordningens artikel 3, stk. 1, første afsnit), eller ved ophøret af den sidste gentagne handling (forordningens artikel 3, stk. 1, andet afsnit)?

7)

Kan den dobbelte forældelsesfrist på otte år i henhold til artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 afbrydes af den kompetente myndigheds undersøgelses- eller retsforfølgningshandlinger?

8)

Skal de forældelsesfrister, der skal beregnes i henhold til bestemmelsen i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, beregnes særskilt for hvert enkelt sagskompleks (uregelmæssighed) i tilfælde, hvor forskellige sagskomplekser indgår i udmålingen af støtten?

9)

Er det med henblik på den dobbelte forældelsesfrist i henhold til artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 afgørende, om myndigheden havde kendskab til uregelmæssigheden?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/13

1)

Skal varebeskrivelsen i underpos. 8543 7010 i den kombinerede nomenklatur (1)fortolkes således, at kun apparater, som udelukkende har oversættelses- eller ordbogsfunktioner, skal tariferes deri?

2)

Såfremt spørgsmål 1 skal besvares benægtende:

Skal også apparater, i hvilke oversættelses- eller ordbogsfunktionen ikke er væsentlig i forhold til deres hovedfunktion (her læsefunktionen), tariferes i underpos. 8543 7010 i den kombinerede nomenklatur?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/13

1)

Er det i et tilfælde, hvor en overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse først opdages efter en skades indtræden, foruden en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, en kumulativ betingelse for den i artikel 1, stk. 2, i forordning (EG, Euratom) nr. 2988/95 definerede uregelmæssighed, der i henhold til artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1) skal foreligge, for at forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af Unionen, har lidt skade, således at forældelsesfristen først begynder at løbe fra tidspunktet for skadens indtræden, eller begynder forældelsesfristen uafhængigt af tidspunktet for skadens indtræden allerede at løbe fra tidspunktet for den økonomiske beslutningstagers handling eller undladelse, der udgør en overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares således, at forældelsesfristen først begynder at løbe, når skaden indtræder:

Foreligger der — i forbindelse med tilbagesøgning af en endeligt ydet eksportrestitution — allerede en skade som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, når en eksportør har fået udbetalt et beløb svarende til eksportrestitutionen som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 565/80, uden at sikkerheden i henhold til artikel 6 i forordning (EØF) nr. 565/80 er blevet frigivet, eller foreligger der først en skade på det tidspunkt, hvor sikkerheden frigives eller eksportrestitutionen ydes endeligt?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/14

1)

Er artikel 107 TEUF (tidligere artikel 87 EF), sammenholdt med artikel 108, stk. 3, TEUF (tidligere artikel 88, stk. 3, EF), til hinder for en national foranstaltning, hvorefter der ved koncernbeskatning kan foretages afskrivning på goodwill — hvorved skatteberegningsgrundlaget og følgelig skattebyrden reduceres — ved erhvervelse af en indenlandsk kapitalandel, mens en sådan afskrivning på goodwill ikke er lovlig ved erhvervelse af en kapitalandel i andre indkomst- og selskabsskatteretlige situationer?

2)

Er artikel 49 TEUF (tidl. artikel 43 EF), sammenholdt med artikel 54 TEUF (tidl. artikel 48 EF), til hinder for retsforskrifter i en medlemsstat, hvorefter der ved koncernbeskatning kan foretages afskrivning på goodwill ved erhvervelse af en indenlandsk kapitalandel, mens der ved erhvervelse af en kapitalandel i et ikke-hjemmehørende selskab (især ved hjemsted i en anden EU-medlemsstat) ikke må foretages en sådan afskrivning på goodwill?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/14

1)

Gælder ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 (1) — med undtagelse af udførselsforbuddet i artikel 70, stk. 4, i forordning (EF) nr. 883/2004 — også for de særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er — og i så fald i hvilket omfang — begrænsninger af ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 tilladt på grundlag af bestemmelser i nationale retsforskrifter til gennemførelse af artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF (2), ifølge hvilke adgangen til disse ydelser altid er udelukket, når en unionsborgers opholdsret i den anden medlemsstat alene udspringer af dennes status som arbejdssøgende?

3)

Er artikel 45, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 18 TEUF, til hinder for en national bestemmelse, som i alle tilfælde nægter unionsborgere, der som arbejdssøgende kan påberåbe sig deres ret til fri bevægelighed, en socialydelse, der tjener til at sikre eksistensgrundlaget og samtidig også letter adgangen til arbejdsmarkedet, for den periode, hvor en opholdsret kun gælder arbejdssøgning, og uafhængigt af tilknytningen til værtsmedlemsstaten?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/15

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/16

1)

I FTS-dommen (1) har Domstolen fastslået, at en E101-attest, der er udstedt af det kompetente organ i en medlemsstat, er bindende for de sociale sikringsorganer i andre medlemsstater, også selv om denne attest indholdsmæssigt er forkert. Gælder denne afgørelse også for tilfælde som det foreliggende, hvori henvisningsreglerne i forordning nr. 1408/71 (2) ikke finder anvendelse?

2)

Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, at det kompetente organ ikke havde til hensigt at udstede en E101-attest, men af forvaltningsmæssige grunde bevidst og velovervejet anvendte dokumenter, der efter form og indhold fremtrådte som E101-attester, mens den skattepligtige gik ud fra og fornuftigvis måtte gå ud fra at have modtaget en sådan attest?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/16

1)

Skal artikel 101, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således at det, i en situation hvor erhvervsdrivende deltager i et fælles IT-informationssystem af den type, der beskrives i denne sag, og Konkurrencerådet har bevist, at der i det pågældende system blev inkorporeret en systemmeddelelse om rabatrestriktioner og tekniske begrænsninger i adgangen til at indtaste rabatsatser, må formodes, at de pågældende erhvervsdrivende var bekendt med eller burde have været bekendt med den systemmeddelelse, der blev indført i IT-informationssystemet, og ved ikke at modsætte sig anvendelsen af en sådan rabatrestriktion stiltiende har accepteret prisbegrænsningen og dermed gjort sig skyldig i samordnet praksis efter artikel 101, stk. 1, TEUF?

2)

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende, hvilke faktorer skal da tages i betragtning ved fastsættelse af, om de erhvervsdrivende, der deltog i et fælles IT-informationssystem under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, har deltaget i en samordnet praksis i den i artikel 101, stk. 1, TEUF omhandlede betydning?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/17

I.

Skal artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (1) af 11. februar 2004 fortolkes således, at også en ikke meddelt »førtidig afgang« med den følge, at passagererne ikke kan nå afgangen, er omfattet af forordningen?

II.

Skal forordningen fortolkes således, at det for så vidt angår årsagen [–] med undtagelse af artikel 5 — ikke er afgørende, hvad forsinkelsen skyldes?

III.

Er forordningens formål, nemlig at give kompensation for skade, der opstår ved et tidstab, også berørt, hvis passageren vil ankomme tidligere, og det således er en tidsmæssig disposition før afgangen, der påvirkes?

IV.

Medfører den manglende meddelelse om fremrykningen af afgangen med den følge, at feriestedet nås senere end planlagt, at forordningen finder anvendelse?

V.

Er formålet med forordningen et højt beskyttelsesniveau med den følge, at begrænsningen af passagerens tidsmæssige disposition er beskyttet? Gælder dette også med hensyn til en førtidig afgang?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/17

1)

Følger det af bilag II B til direktiv 1999/13/EF (Rådets direktiv af 11. marts 1999 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg) (1), at driftslederen af anlæg, for hvilke et konstant tørstofindhold i produktet kan antages og bruges til fastlæggelse af referencepunktet for emissionsbegrænsningen, som en undtagelse fra den i dette bilag indeholdte tidsramme skal have forlænget tidsfristen for gennemførelse af sine programmer for emissionsbegrænsningen, hvis alternative stoffer, som indeholder ringe mængder af eller ingen opløsningsmidler, er under udvikling?

2)

Kræves det for at få forlænget tidsfristen for gennemførelsen af programmet for emissionsbegrænsningen som omhandlet i bilag II B til direktiv 1999/13/EF, at anlæggets driftsleder skal udføre en bestemt handling, eller at en kompetent myndighed meddeler tilladelse?

3)

På grundlag af hvilke kriterier kan længden af den fristforlængelse, som omhandles i bilag II B til direktiv 1999/13/EF, fastsættes?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/18

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/18

1)

Skal begrebet »etnisk oprindelse«, der anvendes i Rådets direktiv 2000/43/EF (1) af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at det omfatter en kompakt gruppe af bulgarske statsborgere af romaoprindelse som beboerne i bydelen »Gizdova mahala« i byen Dupnitsa?

2)

Finder begrebet »tilsvarende situation« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/43 anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, hvor måleinstrumenterne i romabydele anbringes i seks til syv meters højde, mens de i andre bydele uden kompakt romabefolkning sædvanligvis anbringes i under to meters højde?

3)

Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/43 fortolkes således, at anbringelsen af måleinstrumenter i seks til syv meters højde i romabydele udgør en ringere behandling af befolkningen af romaoprindelse set i forhold til befolkningen af anden etnisk oprindelse?

4)

Såfremt der er tale om en ringere behandling, skal den nævnte bestemmelse da fortolkes således, at denne behandling i forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen helt eller delvist beror på den omstændighed, at den vedrører den etniske romabefolkning?

5)

Er en national bestemmelse som § 1, nr. 7, i tillægsbestemmelserne til Zakon za zatschtita ot diskriminatsia (lov om beskyttelse mod forskelsbehandling, herefter »ZZD«), hvorefter enhver handling, adfærd eller undladelse, der direkte eller indirekte gør indgreb i legitime rettigheder eller interesser, er en »ugunstig behandling«, lovlig i henhold til direktiv 2000/43?

6)

Finder begrebet »en tilsyneladende neutral praksis« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 anvendelse på CEZ Razpredelenie Bulgaria AD’s praksis med at anbringe måleinstrumenter i seks til syv meters højde? Hvordan skal begrebet »tilsyneladende« fortolkes — således, at en praksis åbenbart er neutral, eller således, at den kun ved første øjekast forekommer neutral, dvs. øjensynlig er neutral?

7)

Kan der kun antages at foreligge en indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43, såfremt den neutrale praksis anbringer personerne i en særligt ugunstig situation på grund af race eller etnisk oprindelse, eller er det tilstrækkeligt, at denne praksis alene udgør et indgreb over for personer af en bestemt etnisk oprindelse? Er en national bestemmelse som ZZD’s artikel 4, stk. 3, hvorefter indirekte forskelsbehandling består i at anbringe en person i en ugunstigere situation på grund af de i stk. 1 nævnte kendetegn (herunder det etniske tilhørsforhold), i denne forbindelse lovlig i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43?

8)

Hvordan skal begrebet »[stille] særlig ufordelagtigt« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 fortolkes? Svarer dette begreb til begrebet »behandles ringere«, der anvendes i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/43, eller omfatter det kun særligt væsentlige, åbenbare og alvorlige tilfælde af forskelsbehandling? Udgør den i det foreliggende tilfælde beskrevne praksis en særligt ugunstig situation? Såfremt der ikke foreligger et særligt væsentligt, åbenbart og alvorligt tilfælde af hensættelse i en ugunstig situation, er dette så tilstrækkeligt til, at spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling kan besvares benægtende (uden at det undersøges, om den pågældende praksis henset til opnåelse af et legitimt mål er begrundet, hensigtsmæssig og nødvendig)?

9)

Er nationale bestemmelser som ZZD’s artikel 4, stk. 2 og 3, hvorefter der kan antages at foreligge en direkte forskelsbehandling i tilfælde af en »ugunstigere behandling« og en indirekte forskelsbehandling i tilfælde af »hensættelse i en ugunstigere situation«, lovlig i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i direktiv 2000/43, uden at der ligesom i direktivet differentieres på grundlag af, hvor alvorlig den pågældende ringere behandling er?

10)

Skal artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 fortolkes således, at den omhandlede praksis fra CEZ Razpredelenie Bulgaria AD’s side er sagligt begrundet henset til varetagelsen af elektricitetsnettets sikkerhed og den korrekte registrering af elektricitetsforbruget? Er denne praksis også rimelig under hensyntagen til sagsøgtes forpligtelse til at give forbrugerne fri adgang til at se elmålernes stand? Er denne praksis nødvendig, når det fremgår af offentliggørelser i medierne, at der findes andre teknisk og finansielt tilgængelige metoder til varetagelse af måleinstrumenternes sikkerhed?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/20

1)

Er en ikke-fastansat arbejdstager på ubegrænset tid, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i lovgivningen og i retspraksis, en person med tidsbegrænset ansættelse i henhold til definitionen i direktiv 1999/70/EF (1)?

2)

Er det foreneligt med fællesskabsretten, når en national retsinstans fortolker og anvender de nationale regler således, at en offentlig myndighed, når der er tale om svigagtige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor, som ændres til kontrakter om ikke-fast ansættelse på ubegrænset tid, ensidigt kan besætte eller nedlægge en stilling uden at yde arbejdstageren nogen godtgørelse, og uden at der foreskrives andre foranstaltninger med henblik på at begrænse misbrug af midlertidige kontrakter?

3)

Ville den samme adfærd fra myndighedens side være forenelig med fællesskabsretten, hvis der i forbindelse med beslutningen om at besætte eller nedlægge stillingen blev ydet en godtgørelse svarende til den, der ydes, når midlertidige kontrakter, som er indgået lovligt, bringes til ophør?

4)

Ville den samme adfærd fra myndighedens side være forenelig med fællesskabsretten, hvis der med henblik på at træffe beslutning om besættelse eller nedlæggelse af stillingen skulle iagttages de samme procedurer og grunde, som er gældende for afskedigelser på grund af objektive omstændigheder, herunder tildeling af en tilsvarende godtgørelse?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/20

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/21

1)

Finder bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (2) også anvendelse på en kreditaftale indgået den 5. oktober 2006, inden Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, men som fortsat har virkning, eftersom dens bestemmelser er genstand for fuldbyrdelse på nuværende tidspunkt som følge af de senere overdragelser af den fordring, som støttes på aftalen?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, skal kontraktvilkår såsom kontraktvilkåret om »låntagerens dækning af renter og afdrag«, som vedrører debitorens forsinkede betaling, og kontraktvilkåret om forøgelse af rentesatsen efter et år, efter udløbet af hvilket rentesatsen udgøres af den ved Banca Comercială Românăs sæde bekendtgjorde variable referencerentesats med et tillæg på 1,90 [procentpoint], da anses for urimelige i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?

3)

Er princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten som garanteret af artikel 47 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for en national bestemmelse, såsom artikel 120 i lovdekret nr. 99 af december 2006 om kreditinstitutter og kapitalgrundlag, der tildeler en bankkreditaftale indgået ved privat dokument og uden fastlæggelse af muligheden for, at kontraktvilkårene i aftalen forhandles med debitoren, karakter af fuldbyrdelsesgrundlag, på baggrund af hvilket fogeden efter en summarisk kontrol og opnåelse af tilladelse til tvangsfuldbyrdelse inden for rammerne af en procedure, som ikke har karakter af et tvistemål, og hvor retten har en begrænset mulighed for at vurdere omfanget af fordringen, kan foretage tvangsfuldbyrdelse i debitorens aktiver?

4)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at direktivet er til hinder for, at en national bestemmelse, såsom artikel 372 ff. i den tidligere Cod de procedură civilă (den rumænske retsplejelov), tillader kreditoren at kræve opfyldelse af en ydelse, der følger af urimelige kontraktvilkår, ved at foretage fuldbyrdelse i det pantsatte aktiv i form af salg af fast ejendom på trods af forbrugerens indsigelse, uden at en uafhængig retsinstans undersøger kontraktvilkårene?

5)

Kan en national bestemmelse, såsom artikel 120 i lovdekret nr. 99 af december 2006 om kreditinstitutter og kapitalgrundlag, der tildeler en bankkreditaftale karakter af fuldbyrdelsesgrundlag, påvirke etableringsretten i henhold til artikel 49 TEUF og retten til fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 45 TEUF, idet den afskrækker Unionens borgere fra at etablere sig i en stat, hvor en bankaftale indgået af et privat institut har samme værdi som et fuldbyrdelsesgrundlag repræsenteret af en dom?

6)

Såfremt de forudgående spørgsmål besvares bekræftende, kan den nationale ret da ex officio fastsætte, at et sådant grundlag, i kraft af hvilket der foretages tvangsfuldbyrdelse af en fordring, som støttes på en sådan aftale, er ikke-eksigibelt?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/22

1)

Kan et krav om kompensation i henhold til Montrealkonventionens artikel 19 forfølges inden for rammerne af en europæisk betalingspåkravsprocedure?

2)

Når der er tale om et krav om kompensation i henhold til Montrealkonventionens artikel 19, skal den kompetence, der tillægges en notar, som kan sidestilles med en national ret, og som er kompetent til at udstede et europæisk betalingspåkrav, samt den retslige kompetence til at påkende en retssag, der er anlagt som følge af, at skyldneren har fremsat indsigelse, da fastlægges i henhold til kompetencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (1) (herefter »forordning nr. 1896/2006«), Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (herefter »forordning nr. 44/2001«) og/eller konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, indgået i Montreal den 28. maj 1999 (herefter »Montrealkonventionen«)? Hvilket forhold består der mellem disse forskrifter?

3)

Såfremt Montrealkonventionens kompetencebestemmelser skal tillægges forrang, har fordringshaveren da også i de tilfælde, hvor der ikke foreligger supplerende tilknytningsled, en fakultativ mulighed for at forfølge sit krav for en ret på en medlemsstats område, eller skal den ret, for hvilken den pågældende fremsætter sit krav, være stedligt kompetent i henhold til procedurebestemmelserne i den medlemsstat på hvis område retten er beliggende?

Hvilken fortolkning skal der anlægges af den fakultative kompetencebestemmelse i Montrealkonventionen, der indeholder en henvisning til retten på det sted, hvor luftfartsselskabet har det kontor, som afsluttede kontrakten?

4)

Kan et europæisk betalingspåkrav, der er udstedt i strid med forordningens formål eller af en myndighed, der ikke er sagligt kompetent, gøres til gestand for en prøvelse af egen drift? Skal en ret af egen drift eller efter anmodning henlægge en sag, der anlægges som følge af en indsigelse, såfremt retten ikke er kompetent?

5)

Såfremt de ungarske retter er kompetente til at behandle en retssag, skal de nationale procedurebestemmelser da fortolkes i overensstemmelse med EU-retten og Montrealkonventionen således, at der nødvendigvis skal udpeges mindst én ret, der er forpligtet til at behandle den retssag, der er anlagt som følge af en indsigelse, også selv om der ikke foreligger andre tilknytningsled?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/23

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/23

1)

Skal momsdirektivets (1) artikel 55, der var i kraft indtil den 1. januar 2010, fortolkes således, at den kun omhandler de afgiftspligtige modtagere af tjenesteydelser, som ikke har, eller ikke er forpligtet til at have, et momsregistreringsnummer i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne faktisk udføres?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er det da udelukkende momsdirektivets artikel 52, der finder anvendelse med henblik på at fastlægge leveringsstedet for ydelserne?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal momsdirektivets artikel 55, der var i kraft indtil den 1. januar 2010, da fortolkes således, at det, når en afgiftspligtig, der modtager tjenesteydelser i henhold til en kontrakt, har, eller bør have, et momsregistreringsnummer i mere end en medlemsstat, udelukkende er tjenesteydelsesmodtagerens valg, der fastlægger, under hvilket skatteregistreringsnummer tjenesteydelserne modtages (herunder tilfælde, hvor den afgiftspligtige modtager af tjenesteydelserne anses for at have sit hjemsted i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne faktisk udføres, men også har et momsregistreringsnummer i en anden medlemsstat)?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares med, at tjenesteydelsesmodtageren har en ubegrænset valgmulighed, skal momsdirektivets artikel 55 da fortolkes således, at:

5)

Såfremt tjenesteydelsesmodtageren ikke har en ubegrænset valgmulighed, har følgende da betydning for, om momsdirektivet artikel 55, der var i kraft indtil den 1. januar, finder anvendelse:

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/24

1.

Er artikel 56 TEUF forenelig med en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter der på én gang og uden nogen tilpasningsperiode foretages en femdobling af den tidligere direkte afgift af spilleautomater, der drives i spillehaller — den såkaldte spilleafgift — og endvidere indføres en procentafgift på spil, der indebærer en begrænsning af de aktiviteter, som tilbydes af udbydere af hasardspil, som driver spillehaller?

2.

Kan artikel 34 TEUF fortolkes således, at bestemmelsens anvendelsesområde omfatter en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter der på én gang og uden nogen tilpasningsperiode foretages en femdobling af den tidligere direkte afgift af spilleautomater, der drives i spillehaller — den såkaldte spilleafgift — og endvidere indføres en procentafgift af spil, hvorved importen fra Den Europæiske Union til Ungarn af spilleautomater begrænses?

3.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan en medlemsstat da alene påberåbe sig en regulering af budgetstillingen ved anvendelsen af artikel 36 TEUF, artikel 52, stk. 1, TEUF og artikel 61 TEUF, eller [at der foreligger] tvingende almene hensyn?

4.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er det da nødvendigt at tage hensyn til de generelle retsprincipper, herunder at iagttage artikel 6, stk. 3, TEU vedrørende medlemsstaters indførelse af restriktioner samt indrømmelse af en tilpasningsperiode med hensyn til den pågældende afgiftsbestemmelse?

5.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal dommen i sagen Brasserie du Pêcheur og Factortame [dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93] da fortolkes således, at tilsidesættelsen af artikel 34 TEUF og/eller artikel 56 TEUF kan lægges til grund for medlemsstatens erstatningsansvar, eftersom disse bestemmelser — som følge af deres direkte virkning — tillægger borgerne i medlemsstaterne rettigheder?

6.

Kan direktiv 98/34/EF (1) fortolkes således, at en afgiftsbestemmelse i en medlemsstat, som på én gang femdobler den direkte spilleafgift af spilleautomater, som er opstillet i spillehaller, og hvorefter der endvidere indføres en procentafgift, udgør en »teknisk forskrift, som faktisk skal overholdes«?

7.

Såfremt det sjette spørgsmål besvares bekræftende, kan borgerne i en medlemsstat da gøre gældende over for den pågældende medlemsstat, at denne har tilsidesat artikel 8, stk. 1, og/eller artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34/EF ved en undladelse, som kan lægges til grund for et erstatningsansvar, [dvs.] har det pågældende direktiv til formål at tillægge individuelle rettigheder? Hvilke aspekter skal den nationale ret foretage en afvejning af med henblik på at afgøre, om den sagsøgte har begået en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse, og hvilken type erstatningskrav medfører en sådan krænkelse?

1.

Er artikel 56 TEUF forenelig med en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter det med umiddelbar virkning forbydes at drive spilleautomater i spillehaller, uden at de berørte udbydere af hasardspil indrømmes en passende overgangs- eller tilpasningsperiode eller ydes en passende kompensation, og der samtidig hermed indføres et monopol på driften af spilleautomater til fordel for spillekasinoer?

2.

Kan artikel 34 TEUF fortolkes således, at bestemmelsen ligeledes skal finde anvendelse på og have afgørende betydning i tilfælde, hvor en medlemsstat vedtager en ikke-diskriminerende ordning, hvorefter det ganske vist ikke direkte forbydes at indføre spilleautomater fra Den Europæiske Unions område, men der imidlertid indføres en begrænsning af eller et forbud mod den effektive anvendelse og drift af sådanne automater med henblik på hasardspil, uden at de berørte udbydere af hasardspil, som udøver denne form for virksomhed, indrømmes en overgangs- eller tilpasningsperiode eller ydes en godtgørelse?

3.

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal den nationale ret da tage i betragtning i forbindelse med bedømmelsen af, om restriktionen har været nødvendig, passende og forholdsmæssig ved anvendelsen af artikel 36 TEUF, artikel 52, stk. 1, TEUF og artikel 61 TEUF, eller [om der foreligger] tvingende almene hensyn?

4.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er det da nødvendigt at tage hensyn til de generelle retsprincipper, herunder at iagttage artikel 6, stk. 3, TEU vedrørende medlemsstaters indførelse af forbud samt indrømmelse af en tilpasningsperiode? Skal der i forbindelse med den restriktion, der indføres i den foreliggende sag, tages hensyn til de grundlæggende rettigheder, som f.eks. ejendomsretten og forbuddet mod at fratage nogen sin ejendom uden godtgørelse, og i bekræftende fald hvordan?

5.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal dommen i sagen Brasserie du Pêcheur og Factortame [dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93] da fortolkes således, at tilsidesættelsen af artikel 34 TEUF og/eller artikel 56 TEUF kan lægges til grund for medlemsstatens erstatningsansvar, eftersom disse bestemmelser — som følge af deres direkte virkning — tillægger borgerne i medlemsstaterne rettigheder?

6.

Kan direktiv 98/34/EF fortolkes således, at det skal anses for et »andet krav«, når en lovbestemmelse i en medlemsstat — ved at begrænse driften af spilleautomater til spillekasinoer — indebærer et forbud mod driften heraf i spillehaller?

7.

Såfremt det sjette spørgsmål besvares bekræftende, kan borgerne i en medlemsstat da gøre gældende over for den pågældende medlemsstat, at denne har tilsidesat artikel 8, stk. 1, og/eller artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34/EF ved en undladelse, som kan lægges til grund for et erstatningsansvar? Hvilke aspekter skal den nationale ret afveje med henblik på at afgøre, om den sagsøgte har begået en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse, og hvilken type erstatningskrav medfører en sådan krænkelse?

8.

Finder det fællesskabsretlige princip om, at medlemsstaterne er pligtige at yde deres borgere erstatning for den skade, der følger af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilskrives medlemsstaterne, ligeledes anvendelse, når medlemsstaten har suverænitet på det område, som den vedtagne bestemmelse omhandler? Kan de grundlæggende rettigheder og de generelle retsprincipper, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, ligeledes anvendes som rettesnor i dette tilfælde?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/26

1)

For så vidt angår vurdering i medfør af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 (1), anvendt i sammenhæng med artikel 7 og 121, af niveauet for direkte betalinger i de gamle og nye EU medlemsstater:

2)

For så vidt angår uforeneligheden af artikel 10, stk. 1, og sidste led i sidste afsnit af artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009, og den Europæiske Unions midler, der er vedtaget på basis heraf, med tiltrædelsesakten og EU principper:

3)

Er Kommissionens gennemførelsesbeslutning og Kommissionens arbejdsdokument DS/2011/14/REV 2, der ikke blev offentliggjort EU Tidende, og som ikke angiver passende årsager (de blev vedtaget udelukkende ud fra antagelsen om, at niveauet for direkte betalinger i de nye og gamle EU medlemsstater i 2012 ville blive udlignet) i strid med tiltrædelsesakten og EU-retlige principper, eksempelvis princippet om retssikkerhed, beskyttelsen af berettigede forventninger og god forvaltningsskik? I så fald skal artikel 1, stk. 4, i Kommissionens gennemførelsesbeslutning da annulleres som stridende imod forordning nr. 73/2009 og tiltrædelsesakten?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/28

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/28

1)

Skal artikel 193 i direktiv 2006/112/EF (1) fortolkes således, at momsen udelukkende påhviler enten af den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer eller ydelser, eller den person, som varerne eller ydelserne leveres til, hvis den afgiftspligtige levering af varer eller ydelser foretages af en afgiftspligtig, som ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales, såfremt den pågældende medlemsstat foreskriver dette, men ikke påhviler begge personer samtidig?

2)

Hvis det antages, at momsen kun påhviler af en af de to personer, nemlig enten af leverandøren/tjenesteyderen eller af erhververen/modtageren, hvis dette er fastsat i den pågældende medlemsstat, skal reglen i direktivets artikel 194 da også følges i de tilfælde, hvor modtageren af tjenesteydelserne fejlagtigt har anvendt ordningen om omvendt betalingspligt, fordi han antog, at tjenesteyderen ikke havde et fast forretningssted i afgiftsmæssig forstand på Republikken Bulgariens område, men tjenesteyderen imidlertid havde etableret et fast forretningssted med henblik på de udførte tjenesteydelser?

3)

Skal princippet om afgiftsneutralitet, som har grundlæggende betydning for etableringen af det fælles merværdiafgiftssystem og dets funktion, fortolkes således, at det tillader en afgiftskontrolpraksis som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter momsen, selv om modtageren af tjenesteydelsen har anvendt ordningen om omvendt betalingspligt, på ny også faktureres hos tjenesteyderen, når man tager hensyn til, at modtageren allerede har faktureret momsen for tjenesteydelsen, der ikke er nogen risiko for afgiftsindtægterne, og berigtigelsesbestemmelserne for afgiftsdokumenterne i den nationale lovgivning ikke kan anvendes?

4)

Skal princippet om afgiftsneutralitet fortolkes således, at det ikke tillader, at skattemyndighederne på grundlag af en national bestemmelse nægter leverandøren af en tjenesteydelse, for hvilken modtageren har faktureret momsen i henhold til ZDDS’ artikel 82, stk. 2, tilbagebetaling af den flere gange fakturerede moms, når skattemyndighederne har nægtet modtageren ret til at fradrage den flere gange fakturerede moms med den begrundelse, at det pågældende afgiftsdokument ikke foreligger, men berigtigelsesbestemmelsen i den nationale lovgivning imidlertid ikke længere kan anvendes, fordi der foreligger en endelig afgiftskontrolafgørelse?

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/30

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Faci SpA betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/30

1)

Kommissionens beslutning Gestdem 2009/5134 af 23. februar 2010, hvorved der blev givet Reagens SpA afslag på aktindsigt i visse dokumenter i sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2011 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter annulleres for så vidt som der herved blev givet afslag på aktindsigt i de ikke-fortrolige versioner af selskabernes anmodninger og på Europa-Kommissionens første spørgeskema.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Reagens SpA bærer halvdelen af sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Kommissionens omkostninger.

4)

Kommissionen bærer halvdelen af sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Reagens’ omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/31

1)

Europa-Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EUF-traktaten og Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al Qaida-organisationen og Taliban samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001, idet den har undladt at afhjælpe de proceduremangler og grundlæggende uregelmæssigheder, som indefrysningen af Hani El Sayyed Elsebai Yusefs midler er behæftet med.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler derudover de af Hani El Sayyed Elsebai Yusef afholdte omkostninger samt den af Rettens kasse forskudsvis udbetalte retshjælp.

4)

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/32

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Deutsche Bank AG betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/33

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Deutsche Bank AG betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/33

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Still GmbH betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/34

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

FTI Touristik GmbH betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/34

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Chrysamed Vertrieb GmbH betaler sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/35

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Hver part bærer deres egne omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/35

—

Afgørelse truffet den 22. november 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1091/2012-4) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/36

—

Artikel 2, litra c), i Europa-Kommissionens afgørelse K(2013) 8512 endelig af 4. december 2013 i EIRD-sagen, annulleres, for så vidt som den pålægger Société Générale en bøde.

—

Størrelsen af den bøde, der er pålagt Société Générale ved denne afgørelse, nedsættes til et passende beløb.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det første anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved fastlæggelsen af metoden for beregning af værdien af afsætningen, eftersom de værdier, der blev anvendt i den anfægtede afgørelse på grundlag af denne metode, ikke afspejler de respektiver stillinger for de banker, som er genstand for den anfægtede afgørelse, på det af overtrædelsen berørte marked i overtrædelsesperioden (første led). Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen dermed har tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu (andet led) og handlet i strid med princippet om ligebehandling (tredje led) og om beskyttelse af den berettigede forventning (fjerde led).

2.

Det andet anbringende om en manglende begrundelse med hensyn til valget af den metode, som Kommissionen anvendte med henblik på at beregne værdien af afsætningen for de banker, som er genstand for den anfægtede afgørelse.

3.

Tredje anbringende om, at Retten skal udøve sin fulde prøvelsesret med henblik på at nedsætte sagsøgerens bøde til et passende beløb, som afspejler de respektiver stillinger på det af overtrædelsen berørte marked for de banker, som er genstand for den anfægtede afgørelse.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/37

—

Afgørelse truffet den 13. december 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 1658/2013-4 annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede beslutning, for så vidt som den har stadfæstet afslaget på ansøgningen vedrørende de i klasse 35 og 39 ansøgte tjenesteydelser.

—

Mest subsidiært annulleres den anfægtede beslutning, for så vidt som den har stadfæstet afslaget på ansøgningen vedrørende de i klasse 35 ansøgte tjenesteydelser.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne forbundet med klagesagens behandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/37

—

Den Europæiske Union tilpligtes at udbetale erstatning til sagsøgerne for det tab, der er forårsaget af Europa-Kommissionens manglende overholdelse af forpligtelsen til at føre tilsyn med gennemførelsen af traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse til Den Europæiske Union, som påhviler den i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 36 (bilag VII, punkt 1), hvad angår indførelsen af erhvervet som foged i Republikken Kroatiens retsorden.

—

Afgørelsen om påstandens størrelse udsættes, indtil dommen i nærværende sag er endelig.

—

Afgørelse om sagsomkostninger udsættes til afgørelse ved en senere dom.

1.

Et første anbringende om at Europa-Kommissionen har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 36 (bilag VII, punkt 1), som er en integrereende del af den traktat om tiltrædelse til Den Europæiske Union, der er indgået mellem Republikken Kroatien Den Europæiske Unions medlemsstater [Narodne novine — Međunarodni ugovori nr. 2/12 (det kroatiske lovtidende — Internationale traktater)], idet den ikke forhindrede fravigelsen af den lovgivning, hvorved oprettes og fastsættes regler for erhvervet som foged, som Republikken Kroatien havde vedtaget under forhandlingerne om tiltrædelse til Den Europæiske Union. Tiltrædelsesaktens artikel 36 pålægger Kommissionen at overvåge (monitoring) alle de forpligtelser, som Republikken Kroatien har givet tilsagn om under forhandlingerne om tiltrædelse til Den Europæiske Union, og dermed også overvåge de retlige forpligtelser, som Republikken Kroatien har påtaget sig til at tilvejebringe et grundlag og alle nødvendige forudsætninger for at oprette erhvervet som foged og gennemføre dette i den kroatiske retsorden senest den 1. januar 2012. Europa-Kommissionen er dog ikke beføjet til at tillade enhver form for ensidig ændring af de forpligtelser, som Republikken Kroatien herved har tiltrådt.

2.

Et andet anbringende om at Europa-Kommissionen ved den anførte tilsidesættelse har påført sagsøgerne, som var udpeget til at udføre erhvervet som foged, og som havde en berettiget forventning om at tiltræde den 1. januar 2012, et direkte tab.

3.

Et tredje anbringende om at Kommissionen ved tilsidesættelsen af sine forpligtelser åbenbart og groft har overskredet grænserne for de skønsbeføjelser, som den besidder, dermed har tilsidesat sagsøgernes (som var udpeget til foged) berettigede forventninger, hvilket har påført dem betydelige økonomiske og ikke-økonomiske tab, som Den Europæiske Union skal erstatte i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/38

—

Den Europæiske Union tilpligtes at udbetale erstatning til sagsøgerne for det tab, der er forårsaget af Europa-Kommissionens manglende overholdelse af forpligtelsen til at føre tilsyn med gennemførelsen af traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse til Den Europæiske Union, som påhviler den i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 36 (bilag VII, punkt 1), hvad angår indførelsen af erhvervet som foged i Republikken Kroatiens retsorden.

—

Afgørelsen om påstandens størrelse udsættes, indtil dommen i nærværende sag er endelig.

—

Afgørelse om sagsomkostninger udsættes til afgørelse ved en senere dom.

1.

Et første anbringende om at Europa-Kommissionen har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 36 (bilag VII, punkt 1), som er en integrereende del af den traktat om tiltrædelse til Den Europæiske Union, der er indgået mellem Republikken Kroatien Den Europæiske Unions medlemsstater [Narodne novine — Međunarodni ugovori nr. 2/12 (det kroatiske lovtidende — Internationale traktater)], idet den ikke forhindrede fravigelsen af den lovgivning, hvorved oprettes og fastsættes regler for erhvervet som foged, som Republikken Kroatien havde vedtaget under forhandlingerne om tiltrædelse til Den Europæiske Union. Tiltrædelsesaktens artikel 36 pålægger Kommissionen at overvåge (monitoring) alle de forpligtelser, som Republikken Kroatien har givet tilsagn om under forhandlingerne om tiltrædelse til Den Europæiske Union, og dermed også overvåge de retlige forpligtelser, som Republikken Kroatien har påtaget sig til at tilvejebringe et grundlag og alle nødvendige forudsætninger for at oprette erhvervet som foged og gennemføre dette i den kroatiske retsorden senest den 1. januar 2012. Europa-Kommissionen er dog ikke beføjet til at tillade enhver form for ensidig ændring af de forpligtelser, som Republikken Kroatien herved har tiltrådt.

2.

Et andet anbringende om at Europa-Kommissionen ved den anførte tilsidesættelse har påført sagsøgerne, som var udpeget til at udføre erhvervet som foged, og som havde en berettiget forventning om at tiltræde den 1. januar 2012, et direkte tab.

3.

Et tredje anbringende om at Kommissionen ved tilsidesættelsen af sine forpligtelser åbenbart og groft har overskredet grænserne for de skønsbeføjelser, som den besidder, dermed har tilsidesat sagsøgernes (som var udpeget til foged) berettigede forventninger, hvilket har påført dem betydelige økonomiske og ikke-økonomiske tab, som Den Europæiske Union skal erstatte i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/39

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse K(2013) 8743 endelig af 12. december 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 338, s. 81) annulleres, for så vidt som der for Republikken Finland blev foretaget en finansieringskorrektion på 927 827,58 EUR for manglende overholdelse af artikel 55 i forordning (EF) nr. 1974/2006.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/40

—

Afgørelse truffet den 2. december 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 686/2013-1) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/40

—

Europa-Kommissionens afgørelse K (2013) 4424 endelig af 18. december 2013 i sagen statsstøtte SA.33995 2013/C (ex 2013/NN) — Tyskland, støtte til strømforsyning fra vedvarende energi og nedsat EEG-afgift for energiintensive virksomheder annulleres i henhold til artikel 264 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3 og 4, i forordning (EF) nr. 659/1999 (1) og af artikel 108, stk. 2, TEUF

Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte indledte den formelle undersøgelsesprocedure uden at opfylde sin særlige påpasselighedsforpligtelse til fuldstændig afklaring af sagens omstændigheder. Såfremt Kommissionen havde afklaret sagens omstændigheder med den fornødne påpasselighed, havde der ikke foreligget nogen grund til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

2.

Andet anbringende: åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder

Sagsøgeren har inden for rammerne af det andet anbringende gjort gældende, at Kommissionen misforstod det relevante sagsfaktum, dvs. funktionsmåden for lov om forrang for vedvarende energi, særligt denne lovs ordning for finansielle strømme. Endvidere misforstod Kommissionen »statens« rolle som lovgiver og som organ, der udfører myndighedskontrol, og udledte fejlagtigt deraf, at der forelå en kontrolsituation.

3.

Tredje anbringende: ingen begunstigelse af energiintensive virksomheder gennem den særlige kompensationsordning

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF ved i strid med Rettens praksis at lægge til grund, at de energiintensive virksomheder blev favoriseret.

4.

Fjerde anbringende: ingen begunstigelse gennem statslige midler

Sagsøgeren har herved gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, ved at fastslå, at statslige organer udøvede en kontrol med aktiverne i de forskellige private virksomheder, der deltog i ordningen i lov om forrang for vedvarende energi.

5.

Femte anbringende: fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 30 TEUF og 110 TEUF

Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om en forskriftsmæssig administrativ procedure og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at foretage en undersøgelse af lov om forrang for vedvarende energi i henhold til artikel 30 TEUF og 110 TEUF, selv om Kommissionen har været bekendt med denne lovs funktionsmåde i mere end 10 år. Kommissionen begik ligeledes en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 30 TEUF og 110 TEUF, eftersom der hverken foreligger nogen afgift i henhold til disse bestemmelser eller nogen diskriminerende situation.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/41

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

—

Artikel 3 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013 (1) annulleres.

—

Denne sag forenes med sag T-507/13.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende, hvorefter den anfægtede forordnings artikel 3 er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn og udgør en tilsidesættelse af antidumpinggrundforordningens (2) artikel 8, for så vidt som den fritager kinesiske producenter, fra hvilke Kommissionen godtog et fælles tilsagn, fra foranstaltningerne, hvilket er i strid med sagsøgernes ret til en retfærdig rettergang, princippet om god forvaltningsskik, sagsøgernes ret til forsvar og antidumpinggrundforordningens artikel 8, stk. 4, og artikel 19, stk. 2.

2.

Andet anbringende, hvorefter den anfægtede forordnings artikel 3 er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn og udgør en tilsidesættelse af antidumpinggrundforordningens artikel 8, for så vidt som den fritager kinesiske producenter, fra hvilke Kommissionen godtog et ulovligt fælles tilsagn, fra foranstaltningerne.

3.

Tredje anbringende, hvorefter den anfægtede forordnings artikel 3 udgør en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, for så vidt som den fritager visse kinesiske producenter fra de omhandlede foranstaltninger på grundlag af et tilbud om tilsagn, som blev godtaget og bekræftet med gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU (3) og med Kommissionens afgørelse 2013/423/EU (4), som er en horisontal prisfastsættelsesordning.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/42

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

—

Artikel 2 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 (1) annulleres.

—

Denne sag forenes med sag T-507/13.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede gennemførelsesforordnings artikel 2 er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn, og at den tilsidesætter artikel 13 i antisubsidiegrundforordningen (2), for så vidt som den i strid med sagsøgernes ret til en retfærdig rettergang og princippet om god forvaltningsskik, sagsøgernes ret til forsvar samt antisubsidiegrundforordningens artikel 13, stk. 4, og artikel 29, stk. 2, fritager kinesiske producenter, fra hvilke Kommissionen har godtaget et fælles tilsagn, fra foranstaltningerne.

2.

Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede gennemførelsesforordnings artikel 2 er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn, og at den tilsidesætter antisubsidiegrundforordningens artikel 13, for så vidt som den fritager kinesiske producenter, fra hvilke Kommissionen har godtaget et uretmæssigt fælles tilsagn, fra foranstaltningerne.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede gennemførelsesforordnings artikel 3 tilsidesætter artikel 101, stk. 1, TEUF, for så vidt som den indrømmer visse kinesiske producenter en fritagelse for de omhandlede foranstaltninger på grundlag af et tilbud om tilsagn, som blev godtaget og bekræftet ved gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU (3) og Kommissionens afgørelse 2013/423/EU (4), hvilket udgør en horisontal prisfastsættelsesaftale.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/43

—

Sagen antages til realitetsbehandling.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013 L 325, s. 1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at pålægge antidumpingforanstaltninger på fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter afsendt fra Folkerepublikken Kina, hvorimod meddelelsen om indledning af undersøgelsen alene nævnte fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter med oprindelse i Folkerepublikken Kina, har tilsidesat artikel 5, stk. 10, og artikel 5, stk. 11, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (1).

2.

Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at pålægge antidumpingforanstaltninger på fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter, der ikke var genstand for en antidumpingundersøgelse, har tilsidesat artikel 1 og 17 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at anvende en metode, der ikke er støttet på markedsøkonomi, ved beregningen af dumpingmargenen for varer fra lande med markedsøkonomi har tilsidesat artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

4.

Med det fjerde anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at gennemføre en enkelt undersøgelse for to særskilte produkter (dvs. fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og celler) har tilsidesat artikel 1, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

5.

Med det femte anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved først at fastslå, at sagsøgerne havde markedsøkonomisk status, mere end tre måneder efter indledningen af undersøgelsen og efter at have modtaget alle fornødne oplysninger med hensyn til beregningen af dumpingmargenerne har tilsidesat artikel 2, stk. 7, litra c), i forordning (EF) nr. 1225/2009.

6.

Med det sjette anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved ikke at foretage en særskilt kvantificering af den skade, som blev påført Unionens industri som følge af dumpingimporten og andre kendte faktorer, og ved som en følge deraf at pålægge en toldsats, der gik ud over det, der var nødvendigt for at afhjælpe den skade, der blev påført Unionens industri, har tilsidesat artikel 3 og artikel 9, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

7.

Med det syvende anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved ikke at redegøre for de væsentlige faktiske omstændigheder og betragtninger, på grundlag af hvilke de ønskede at pålægge endelige antidumpingforanstaltninger, har tilsidesat artikel 20, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/44

—

Sagen antages til realitetsbehandling

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013 L 325, s. 66) annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Sagsøgerne har med det første anbringende gjort gældende, at institutionerne ved at pålægge udligningsforanstaltninger på fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter afsendt fra Folkerepublikken Kina, hvorimod meddelelsen om indledning af undersøgelsen alene nævnte fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter med oprindelse i Folkerepublikken Kina, har tilsidesat artikel 10, stk. 12, og artikel 10, stk. 13, i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (1).

2.

Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at pålægge udligningsforanstaltninger på fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter, der ikke var genstand for en antisubsidieundersøgelse, har tilsidesat artikel 1 og 27 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved at gennemføre en enkelt undersøgelse for to særskilte produkter (dvs. fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og celler) har tilsidesat artikel 2, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/45

—

Afgørelse truffet den 28. november 2014 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (forenede sager R 889/2012-2 and R 635/2012-2) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/46

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/47

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/47

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/48

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/49

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/50

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/51

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/52

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/53

—

Europa-Kommissionens afgørelse i statsstøttesag SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland — Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som blev meddelt med opfordring til at fremsætte bemærkninger (EUT 2014 C 37, s. 73), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af væsentlige formskrifter

2.

Tilsidesættelse af traktaterne

3.

Forenelighed med fællesmarkedet

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/53

—

Afgørelse truffet den 29. januar 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 764/2013-4) annulleres.

—

Annullationsafdelingens afgørelse af 12. april 2013 (sag: 6333C) annulleres.

—

Intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne ved sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 57, stk. 2 og 3, samt artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/54

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/54

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/55

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/55

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/55

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/55

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/56

1)

Afgørelsen af 23. marts 2012, hvorved Europa-Parlamentet ikke bekræftede CP i en udnævnelse til kontorchef og omplacerede denne til Generaldirektorat for Interne Politikker, annulleres.

2)

I øvrigt afvises sagen.

3)

Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler CP’s omkostninger.

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/56

1)

Sagen afvises.

2)

Robert Walton bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.