26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/1

1.

udtrykker solidaritet med den ukrainske befolkning, som iværksætter fredelige demonstrationer til forsvar for demokratiske værdier i deres land, respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

2.

fordømmer kraftigt alle former for vold og intimidering. Anvendelse af magt er en forkert reaktion på en politisk krise. Udvalget opfordrer EU-institutionerne til at indtage en fast holdning over for krænkelse af menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

3.

betragter tilbagetrækningen af den repressive lovgivning vedtaget den 16. januar 2014, som indskrænkede grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, og som var i modstrid med internationale normer, som et første skridt mod genoprettelse af retsstatsprincippet i Ukraine. Udvalget opfordrer præsidenten til hurtigt at give dette retsgyldighed ved at underskrive ophævelsen af lovgivningen;

4.

opfordrer alle politiske ledere på alle myndighedsniveauer til at tage afgørende skridt til at mindske spændingerne og bane vej for en fredelig løsning, som kan give de ukrainske borgere demokrati og stabilitet samt sikre deres land uafhængighed, frihed og integritet;

5.

beklager appellen af 23. januar 2014 fra »Rådet for Den Nationale Kongres for Lokalt Selvstyre i Ukraine«, der støttede de antidemokratiske love, som det nationale parlament kort forinden havde vedtaget;

6.

opfordrer lokale og regionale myndigheder, som er CORLEAP-partnere, til at kæmpe for Ukraines europæiske perspektiver og til at bruge deres politiske indflydelse til at støtte de ukrainske borgere;

7.

minder om, at CORLEAP er oprettet for at lette dialogen mellem det lokale og regionale niveau i EU og i østpartnerskabslandene og for at støtte demokrati, stabilitet og retsstatsprincippet. Udvalget påtager sig at undersøge, om de eksisterende strukturer er passende i forhold til disse mål, og at udforske mulighederne for at udvide debatten ved at inddrage alle relevante interesseparter;

8.

understreger, at demokrati og respekt for menneskerettigheder er forudsætninger for lokalt og regionalt demokrati. Udvalget støtter i den forbindelse henstilling 348 (2013) fra Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheder om det lokale og regionale demokrati i Ukraine og bakker især op om kongressens opfordring til Ukraines regering om at fjerne konstitutionelle og lovgivningsmæssige restriktioner for lokalsamfundenes kompetencer og tildele dem større finansiel autonomi;

9.

understreger, at de lokale og regionale myndigheders styringskapacitet er begrænset i Ukraine, og at finansieringskilderne er underlagt restriktioner fra centralregeringen. Stigende uligheder mellem regionerne skaber alvorlig risiko for destabilisering af landet;

10.

opfordrer til, at Ukraine fuldt ud retter sig efter Europarådets Charter for Lokalt Selvstyre, og tilskynder til administrative reformer, der giver det lokale selvstyre mulighed for at udøve afgrænsede beføjelser med henblik på at sikre social, økonomisk og territorial samhørighed. Udvalget tilbyder de lokale og regionale myndigheder i Ukraine de europæiske partneres knowhow og gentager, at det er parat til et øget samarbejde med disse myndigheder om udveksling af erfaringer vedrørende god forvaltningspraksis og territorialt samarbejde;

11.

opfordrer alle regioner og kommuner i EU, der har særlige venskabelige forbindelser og partnerskaber med regioner og kommuner i Ukraine, til nu at intensivere disse forbindelser og sende et klart signal om solidaritet og støtte til de ukrainske partnere;

12.

opfordrer EU og EU-institutionerne til at handle beslutsomt for at medvirke til at nedtrappe spændingen og sikre, at der findes en fredelig løsning, som fuldt ud respekterer den ukrainske befolknings frihed og rettigheder;

13.

forpligter sig til at bistå regionale og lokale myndigheder og civilsamfundet med at finde egnede løsninger på krisen;

14.

bifalder EU's fortsatte engagement i Ukraines politiske associering og økonomiske integration baseret på fælles europæiske værdier samt EU's villighed til at undertegne en associeringsaftale. Udvalget understreger i denne forbindelse, at forudsætningen herfor er løsladelse af politiske fanger, journalister og civilsamfundsaktivister, herunder Yulia Tymoshenko, hvis fængsling er uforenelig med de normer og standarder for retspleje og retssamfund, der er fastlagt i den europæiske menneskerettighedskonvention og i den relevante EU-lovgivning;

15.

pålægger Regionsudvalgets formand at forelægge denne resolution for Europa-Parlamentets formand, formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionens formand, det græske EU-formandskab og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/3

1.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens meddelelse om en ny skovstrategi med en helhedsorienteret tilgang, der er afstemt i forhold til alle aspekter af en bæredygtig forvaltning og den skovbaserede sektor. Selv om gennemførelsen af en skovpolitik hører under medlemsstaternes kompetence, kan strategien udgøre et hjælpemiddel til at sikre bæredygtig skovforvaltning, beskyttelse af skovene, forbedring af biodiversiteten, opfattelse af skovene som en ressource til at bekæmpe klimaændringerne og skovenes bidrag til at afbøde klimaændringernes virkninger, samt generelt til den skovbaserede sektors levedygtighed. Udvalget bifalder, at skovenes økonomiske og sociale dimension tages op til behandling, og at skovenes betydning som kilde til arbejdspladser for lokalsamfundene anerkendes, takket være bl.a. en skov- og træsektor, der er i stand til at skabe en specifik værdikæde, og udviklingen af knowhow inden for skovbrug;

2.

glæder sig over, at Kommissionen anerkender skovenes mangeartede funktioner, selv om udvalget mener, at man bør se nærmere på konceptet med de »mangeartede funktioner«, således at man kan differentiere de europæiske skove og deres forvaltning alt efter den funktion, man i de enkelte tilfælde ønsker at fremme. Udvalget er desuden også tilfreds med, at der henvises til princippet om bæredygtigt forbrug;

3.

mener, at tiden er velvalgt til en ny strategi, eftersom skovene er under stigende pres: klimaændringerne sammen med den manglende skovforvaltning gennem de seneste år pga. deres ringe rentabilitet forandrer skovenes beskaffenhed og artssammensætning, og politikken for at opfylde målsætningerne for vedvarende energi ventes at føre til øget anvendelse af biomasse fra skovene (1) samtidig med, at den økonomiske krise ændrer det menneskeskabte pres. Udvikling af kriterier for bæredygtig forvaltning, som skal være målbare og dokumenterbare, og fremme af foranstaltninger til forøgelse af ressourcer og investeringer i infrastruktur i økonomisk svage områder kan bidrage væsentligt til øget beskyttelse og langsigtet bæredygtig udnyttelse af Europas skove. Dette bliver særlig vigtigt, når klimaets foranderlighed i fremtiden vil føre til nye former for pres og gøre prognoser for miljø og økonomi mindre præcise;

4.

mener, at oprindelige/naturlige skovområder er vigtige vokse- og levesteder og bør forvaltes i overensstemmelse med de regionale bestemmelser om skovdrift. Medlemsstaterne og regionerne bør derfor have mulighed for at forbyde udplantning af genmodificerede træsorter og plantearter;

5.

understreger betydningen af, at EU respekterer, at skovpolitik er en national kompetence. Det er vigtigt, at den ajourførte skovstrategi tager hensyn til de forskellige forudsætninger i EU's medlemsstater og respekterer og supplerer medlemsstaternes nationale skovpolitik;

6.

anmoder med henblik på den lettest mulige opfølgning af målsætningerne Kommissionen om at præcisere, hvilke af strategiens målsætninger der stammer fra medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til skovene, dvs. om forpligtelserne er internationale eller europæiske. Efter udvalgets mening bør man desuden på alle niveauer fremhæve de nuværende ekspertorganers rolle og undgå at skabe nye organer.

7.

Regionsudvalget gør opmærksom på, at skovene påvirkes af de økonomiske vilkår, ikke kun her og nu, men også på langt sigt på grund af den lange tid, der går, inden følgerne viser sig. Fænomener som skovbrande og ændret arealanvendelse, ulovlig skovhugst og krybskytteri bliver stadig mere udbredt. Opsynet må derfor øges, og der må føres kontrol og udarbejdes cost-benefit analyser for den anvendelse, som planlægges, ligesom man skal være opmærksom på eventuelle langsigtede følger. Da udnyttelsen af skovene og skovenes økologiske funktion varierer meget i EU, skal dette ske med udgangspunkt i regionale forhold;

8.

er bekymret over tendensen til, at byområderne breder sig mere og mere, hvilket udgør en trussel mod det naturlige miljø, især mod de bynære skove, og opfordrer til at udvikle passende videnskabelige værktøjer til at sikre, at den fortsatte udvidelse af byområderne sker med en passende planlægning;

9.

betoner, at målsætningen for FN og EU's biodiversitetsstrategi om en betydelig opbremsning i det tempo, hvormed biodiversiteten på verdensplan reduceres, ikke blev opfyldt i perioden 2002-2010. Den potentielle reduktion af biodiversiteten vil først og fremmest ramme de fattige befolkningsgrupper. Oplyste borgere kan dog være med til at vende denne tendens. Det er nødvendigt at udbrede forståelsen for sammenhængen mellem økosystemernes kvalitet og bæredygtig udvikling, navnlig gennem mobilisering og oplysning af borgerne og arbejdsmarkedets parter. De videnskabelige data skal gøres lettere tilgængelige for den brede offentlighed via omfattende oplysningskampagner og uddannelse i respekt for miljøet. EU og medlemsstaterne bør lægge større vægt på skovbrugssektoren i deres egen udviklingspolitik og øge fokus på at udforme lovgivning og forvaltningspraksis på skovområdet samt principper for bæredygtig udnyttelse af skovene i udviklingsprogrammer med tredjelande og udviklingsfinansiering. Dette ville understøtte EU's overordnede udviklingspolitiske målsætninger, og medlemsstaternes skovforvaltningsmyndigheder, universiteter og organisationer i skovbrugssektoren ville kunne tilføre stor ekspertise til gennemførelsen af disse mål;

10.

minder om, at skovbrug allerede bidrager betydeligt til velstanden i EU, i og med det giver beskæftigelse til 3,5 mio. mennesker alene i den sekundære sektor, og at der er regioner, hvor sektorens muligheder for bæredygtig vækst og jobskabelse endnu ikke er fuldt udnyttet. Bæredygtig skovforvaltning og udnyttelse af politikkerne for erhvervelse af færdigheder f.eks. gennem livslang læring, samt støtte til forskning og udvikling af nye teknologier kan skabe nye arbejdspladser ikke kun i traditionelle job, men også inden for nye professioner, som vil opstå;

11.

støtter opfordringen til at ændre forbrugsmønstre og -adfærd, navnlig ved at fremme brugen af træprodukter fra bæredygtige skove. Brugen af træ og erstatningen af produkter fremstillet af materialer, som kræver store CO2-udledninger i forarbejdningen, udgør et vigtigt fremskridt, hvad angår miljøforbedringer, og opnåelse af en økonomi med lave CO2-udledninger. Med henblik på skiftet til vedvarende energikilder, hvor hovedkilden vil være biomasse i form af træ, skal forbruget ansvarliggøres, således at energiproduktionen så vidt muligt er miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtig;

12.

beklager, at Kommissionen i sin strategi ikke i tilstrækkelig grad har tænkt på skovene i rekreativt øjemed og i forbindelse med udnyttelse af skovressourcerne ikke kommer ind på det nødvendige i at sikre balance mellem hensynet til rekreationsaspektet, den økonomiske udnyttelse og miljøbeskyttelsen for hermed i praksis at gennemføre princippet om bæredygtig udvikling på grundlag af konkurrenceevne, miljøbeskyttelse og sociale elementer.

13.

Regionsudvalget er ked af, at Kommissionen ikke henviser til de lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med gennemførelsen af strategien. Deres medvirken sikrer en passende balance mellem stadig større økonomisk udnyttelse af skovene på den ene side og bæredygtig udvikling på den anden. Udvalget mener derfor, at de lokale og regionale myndigheder skal deltage mere aktivt i planlægningen, og foreslår, at disse bliver repræsenteret i de officielle organer for planlægning af politikkerne, f.eks. i den stående skovbrugskomité og den rådgivende gruppe for skovbrug og korkproduktion;

14.

minder om, at med sine 20 mio. hektarer er de kommunale skove den tredjevigtigste type skov i Europa. De lokale og regionale forvaltninger er på én og samme tid ejere og ansvarlige for gennemførelse og overvågning af en lang række politikker, der har relevans for skovene;

15.

konstaterer, at lokalsamfundene er i direkte kontakt med skovene og er de første, som påvirkes af skovpolitikker. Det er dem, der påtager sig ansvaret og de umiddelbare omkostninger for beskyttelsen af skovene, og det er dem, der høster gavn af, at de eksisterer og bevares i en god stand. Men de er også de første, der rammes af følgerne, hvis de forringes. De lokale myndigheder har ofte også ansvaret for at indsamle data og har mulighed for direkte at vurdere følgerne af de gennemførte politikker. Det er således indlysende, at ligesom korrekt oplysning af lokalsamfundene skal prioriteres højt, så skal disse også tildeles de nødvendige midler til at opfylde deres forpligtelser. Det er vigtigt at indføre en decentral og holdbar dialog med de lokale aktører med henblik på at udvikle et skovkoncept, som sikrer, at multilaterale politikker for udvikling af skovene accepteres og gennemføres på lokalt niveau;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at tage behørigt hensyn til de lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen af skovressourcer til rekreative formål og til ikke at pålægge disse myndigheder unødige administrative byrder i forbindelse med rekreativ udnyttelse af skovområder med henblik på så vidt muligt at tilfredsstille beboere og besøgende i det pågældende område;

17.

understreger, at ligesom grænserne for skovområder sjældent er sammenfaldende med de nationale grænser, så gælder dette også både den gavn, man høster af dem, og de problemer, der kan opstå, og støtter derfor en styrkelse af et bredt samarbejde, ikke mindst i grænseområder;

18.

påpeger, at de europæiske skove er forskellige med hensyn til karakteristika, de særlige kendetegn for de territorier, de befinder sig i, og risici og foreslår derfor en differentiering af politikkerne, således at der tages hensyn til lokale forhold med henblik på et optimalt resultat. Regionsudvalget foreslår, at der gennemføres særlige foranstaltninger og praktisk bistand til etableringen af lokale og regionale skovplaner, til støtte for de lokale og regionale myndigheder i de territorier, som objektivt set har flere særlige kendetegn, som f.eks. tyndt befolkede områder, regioner i den yderste periferi, øregioner, områder langt mod nord med særlige økosystemer og Middelhavsskove, som rammes hårdest af klimaændringer.

19.

Regionsudvalget mener, at beskyttelse af skovene og skovsektoren såvel som en korrekt forvaltning af disse bidrager til bevarelsen af en meget betydelig del af Natura 2000-nettet og dermed den europæiske biodiversitet;

20.

gør opmærksom på, at den offentlige sektor og de lokale og regionale myndigheder som ejere af en væsentlig del af de europæiske skove og tjenesteudbydere skal sikre disse skoves mangeartede funktioner og bæredygtighed; uagtet dette kan en korrekt bæredygtig forvaltning af skovressourcerne gøre skovene til en af de grundlæggende faktorer i den økonomiske udvikling i disse områder. De skal derfor bidrage til bevarelse og forvaltning af skovene, så længe de får tildelt de nødvendige midler;

21.

er enigt i, at det er nødvendigt at anerkende, at EU ikke udelukkende er afhængigt af sin egen produktion, og at dets forbrug har indvirkning på skovene på globalt plan. Ud over at sikre bæredygtig skovforvaltning i alle EU's skove bør det opstilles som mål dels at øge det skovbeplantede areal dels at øge produktiviteten i de europæiske skove, i hvert fald i de skove, hvor produktion er den vigtigste af deres mangeartede funktioner;

22.

mener desuden, at den store andel af private skove i Europa skaber vilkår, som kalder på kontrol og som må udnyttes på den rigtige måde. Forbedret kontrol med og samordning af skovejernes aktiviteter samt uddannelse og støtte til disse er et vigtigt aspekt af skovstrategien. Medlemsstaterne bør tilskynde til korrekt forvaltning af de private skove, idet såvel forsømmelse med hensyn til beskyttelse som ikke-bæredygtig udnyttelse af skovressourcer udgør en trussel. De bør ligeledes kræve af de private skovejere, at de bevarer deres skovarealer på langt sigt ved at gennemføre en skovforvaltningsplan, og at de i særdeleshed sørger for genplantning. Skovejerne og deres organisationer skal sikres en mulighed for at deltage i beslutningstagningen i den skovbaserede sektor og i relevant beslutningstagning på europæisk, nationalt og lokalt niveau;

23.

minder om situationen i territorier, hvor genplantningen af skove er vanskelig på grund af miljø- og jordbundsforhold. Der bør udvises særligt hensyn over for regioner med vanskelige topografiske forhold, der giver problemer med hensyn til at indføre mekanisering, eller med et klima, der er mere gunstigt for invasive arter end plantede træarter, gennem foranstaltninger til støtte af private investeringer i omlægning, bevarelse og udvikling af skovsektoren;

24.

mener ligeledes, at man bør forbedre skovforvaltningen i offentlige skove, hvor driften ikke er økonomisk rentabel, hvad enten det skyldes kvaliteten af de produkter, de tilbyder, eller dårlig infrastruktur. Der bør derfor foretages investeringer i disse skove, som gør det muligt at forbedre dem og/eller at få adgang til deres ressourcer;

25.

mener, at princippet om kaskadeanvendelsen af træ muligvis er for restriktiv, eftersom hverken infrastruktur eller virksomheder, der muliggør alle former for forarbejdning og brug af træ, findes i alle egne. Det vil derfor være mere realistisk at fremme princippet om effektiv anvendelse af ressourcerne inden for rammerne af en integreret tilgang og under vejledning af de lokale og regionale myndigheder for at sikre en bæredygtig forvaltning af de europæiske skove.

26.

ser positivt på den rolle, som Kommissionens meddelelse tilskriver skovbaserede industriers konkurrenceevne og bæredygtighed som drivkræfter for en bæredygtig forvaltning af de europæiske skove, og finder, at skovbaserede industrier ud over den bæredygtige forvaltning, som de skal sigte imod, inden for rammerne af virksomhedernes sociale ansvar kan bidrage til formidling af information om miljøspørgsmål med relation til skovprodukter til den brede offentlighed;

27.

glæder sig over resultaterne af de frivillige certificeringsordninger og anbefaler, at certificering støttes bredt med andre foranstaltninger, inklusive finansielle instrumenter, samt at der indføres certificering som instrument til at lægge en yderligere dæmper på tilstrømningen af træ og træprodukter af ulovlig oprindelse;

28.

gør opmærksom på, at de foranstaltninger, der skal træffes for små og mellemstore virksomheder, som er aktive på lokalt plan, kan føre til tab af konkurrenceevne på grund af øgede produktionsomkostninger. Udvalget foreslår derfor, at der indføres støtteforanstaltninger for små og mellemstore virksomheder, f.eks. i form af tilskyndelse til at bruge lokalt fremstillede skovprodukter, dog således at man så vidt muligt undgår politikker, som skaber mere bureaukrati og nye administrative udgifter. Man skal i forbindelse med indgåelsen af bilaterale aftaler med tredjelande være særlig opmærksom på, at der tages højde for de følger, som foranstaltninger kan have for den økonomiske og sociale velfærd i disse landes skovegne;

29.

mener, at man bør fremme skovforvaltningsplanerne for de europæiske skove med det sigte at opnå en bæredygtig udnyttelse af deres ressourcer, og at man bør prioritere højest at udarbejde dem for de mindst produktive skove, som er mest påvirket af klimaændringerne og har størst bevaringsværdi (skove i Middelhavsområdet, skove i Natura 2000-nettet, osv.).

30.

Regionsudvalget henleder opmærksomheden på, at den foreslåede strategi ikke kun mangler målbare indikatorer og målsætninger samt kontrolmekanismer for gennemførelsen, men også en langsigtet handlingsplan for gennemførelse af strategien, til trods for at den henviser til en række politikker og procedurer på europæisk og internationalt niveau. At EU ikke har nogen kompetence på området må ikke stå i vejen for overvågningen af strategiens gennemførelse, eftersom skovenes tilstand har indvirkning både i og uden for Europa;

31.

er overbevist om, at udviklingen af en region kræver en integreret tilgang i de offentlige politikker. På trods af vedtagelsen af den fælles strategiske ramme for perioden 2014-2020 nævnes multifinansieringstilgangen ikke i Kommissionens meddelelse, selv om de midler, der afsættes fra Den Europæiske Landbrugsfond, formentlig vil være utilstrækkelige til at tackle udfordringerne i skovene. Udvalget foreslår, at medlemsstaternes mulighed for at vedtage multifinansielle operationelle programmer (ELFUL, EFRU, ECB og Samhørighedsfonden) også udstrækkes til de integrerede territoriale investeringer, og ikke begrænses til »lokaludvikling styret af lokalsamfundet«. Udvalget opfordrer de relevante aktører til at anvende programmet »Horisont 2020«, som fastsætter forudsætningerne for udvikling af skovteknologi gennem forskning og innovation;

32.

anbefaler Kommissionen at støtte videnskabelig forskning og initiativer, som går ud på at udvikle moderne teknologi, der gør det muligt at fælde og forarbejde træ (herunder plantning af træer til energiformål) ved hjælp af teknikker med mindre miljøpåvirkning end de traditionelle metoder, og teknikker, som reducerer forvaltningsomkostningerne og samtidig fremmer en bæredygtig udvikling;

33.

erindrer om, at EU's flagskibsinitiativ om ressourceeffektivitet fastsætter rammer, der skal sikre EU's langsigtede strategier på områder som energi, klimaforandring og miljøpolitik positive resultater i henseende til ressourceeffektivitet. Som kronen på værket kan strategien for skove og den skovbaserede sektor sikre sammenhæng mellem delpolitikkerne og bidrage til en afbalanceret økonomisk, social og territorial udvikling, hvilket er en af EU's grundlæggende mål;

34.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre alt for at gennemføre forslagene i strategien ved at udarbejde en langsigtet handlingsplan for gennemførelse af strategien, anvende forvaltningsplaner og handlingsprogrammer og styrke kommunikationen og samarbejdet indbyrdes såvel som med de involverede parter.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/8

1.

Regionsudvalget hilser forslaget til forordning velkommen som et skridt hen imod finansieringen af den fremtidige økonomi. Europæiske langsigtede investeringsfonde (ELTIF'er) har potentiale til at medvirke til at øge den kapital, der er tilgængelig for langsigtede projekter, som støtter bæredygtig økonomisk vækst;

2.

henleder opmærksomheden på, at offentlige investeringer på subregionalt niveau under den økonomiske krise er blevet skåret kraftigt ned i Europa, og understreger derfor behovet for at sikre, at europæiske langsigtede investeringsfonde ikke ses som en finansieringskilde, der kan træde i stedet for overførslen af midler fra de nationale regeringer til de subnationale myndigheder;

3.

henviser til sin udtalelse om anbefalinger vedrørende bedre udgiftsstyring (1), som understreger de lokale og regionale budgetters betydning for EU's offentlige udgifter. De udgjorde således 16,7 % af BNP i 2011, hvilket svarede til 34 % af EU's samlede offentlige udgifter. Disse budgetter omfatter de direkte investeringer, som er afgørende for en hurtig økonomisk genopretning;

4.

fremhæver betydningen af at se de europæiske langsigtede investeringsfonde i sammenhæng med Europa 2020-strategien, navnlig hvordan intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst kan fremmes gennem investeringer i langsigtede aktiver. På samme måde kan der gennem fremskridt hen imod opfyldelsen af Europa 2020-målsætningerne fremskaffes mere kapital, og langsigtede investeringer kan blive en mere tiltrækkende mulighed;

5.

understreger, at forslaget til forordning ikke indfører nogen væsentlige nye krav, og at det potentielt kan medføre klare fordele; mener derfor, at forslaget til forordning er i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

6.

understreger, at forslaget til forordning har til formål at skabe et fælles produktmærke, som forhåbentligt vil vække stor samfundsmæssig interesse, og som vil skabe grundlaget for et fælles, konkurrencepræget og omkostningseffektivt marked for ELTIF'er; mener derfor, at forslaget til forordning ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå frem til fælles retlige rammer for ELTIF'er;

7.

understreger, at lokalsamfund og regioner er potentielle modtagere af langsigtede investeringer i materielle anlægsaktiver (som f.eks. energi-, transport- og kommunikationsinfrastrukturer, industri- og servicefaciliteter, boliger samt teknologier til økoinnovation og modvirkning af klimaændringer) og i immaterielle anlægsaktiver (f.eks. uddannelse, forskning og udvikling);

8.

henleder opmærksomheden på Kommissionens konsekvensanalyse for forslaget (2), som fremhæver de eksisterende ordninger i visse europæiske lande. Det europæiske marked for investeringer i langsigtede aktiver er i øjeblikket splittet op, hvilket både er en grund til at støtte indførelsen af de europæiske langsigtede investeringsfonde og en hindring for en effektiv implementering af dem. De europæiske langsigtede investeringsfonde skal på den ene side tiltrække og skabe efterspørgsel på langsigtede investeringer og på den anden side sikre, at der kan vælges mellem forskellige investorer (europæiske langsigtede investeringsfonde, som begunstiger langsigtede investeringer over grænserne);

9.

fremhæver behovet for at overvåge gennemførelsen af forordningen, eftersom den kan blive et yderligere instrument, som kan tilføre langsigtet kapital, og fordi det europæiske marked for investeringer i langsigtede aktiver er splittet op;

10.

mener, at forslaget til en forordning om ELTIF'er bør ledsages af forslag fra Kommissionen om medlemsstaternes gensidige anerkendelse af kravene til oplysnings- og handelsdokumenter i forbindelse med markedsføring af fondene;

11.

advarer om, at forskellige beskatningsordninger i medlemsstaterne — især med hensyn til skatteincitamenter og risikoen for dobbeltbeskatning i de tilfælde, hvor investorer har deres basis i en anden medlemsstat end fondsforvalterens medlemsstat — kan være en hindring for at samle kapital til ELTIF'erne og en barriere for deres udvikling, især når der er tale om grænseoverskridende projekter;

12.

er enig i, at der er behov for en vis fleksibilitet hvad angår ihændehaverperioder, og mener, at det bør være op til de enkelte forvaltere af ELTIF-aktiver at vurdere behovet for at definere fondens potentielle livscyklus eller de betingelser, på hvilke der kan ske en (tidlig) indløsning; mener, at det kan være i modstrid med fondens, investorens og/eller de tilsigtede investeringers interesser at stille krav om en forudgående fastlæggelse af fondens livscyklus;

13.

mener, at man for at styrke investorers og kapitalforvalteres interesse for europæiske langsigtede investeringsfonde bør tillade visse strukturerende fremgangsmåder såsom anvendelse af SPV'er (3). Det er vigtigt at sikre, at fondene bliver attraktive for investorer (herunder kommuner og regioner), og at de kan konkurrere med andre former for investeringer.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/11

1.

Regionsunderudvalget understreger, at det lokale og regionale niveau har afgørende betydning for og spiller en central rolle i udformningen af strategier for klimaforandringer og fremtidens samfund. Udvalget beklager derfor dybt, at hverken de lokale og regionale myndigheders betydning eller de foranstaltninger, der har gennemført på klima- og energiområdet, så meget som nævnes i udtalelsen;

2.

opfordrer Kommissionen til at støtte og opmuntre myndighederne på lokalt, regionalt og nationalt niveau ved hjælp af særlige udviklings-, overvågnings- og finansieringsprogrammer for klima og energi;

3.

mener, at det er uomgængeligt at holde temperaturstigningen på under 2 oC over det førindustrielle niveau;

4.

finder det absolut nødvendigt, at FN på sin partskonference om klimaspørgsmål (COP 21) i 2015 opnår konsensus om en bindende international klimaaftale i tråd med den beslutning, der blev truffet i 2011 på COP 17 i Durban;

5.

anbefaler, at EU's fælles retligt bindende mål for reduktion af drivhusgasemissioner fastsættes til 50 % inden 2030 i forhold til niveauet i 1990, og forventer, at medlemsstaterne særskilt aftaler indbyrdes, hvordan de skal fordele den byrde, der er forbundet med reduktionen;

6.

påpeger, at EU's fælles retligt bindende emissionshandelssystem (ETS) for produktion af energi fra fossile brændstoffer omfatter mere end 40 % af medlemsstaternes udslip (heri ikke indberegnet emissionshandlen inden for luftfart). I forbindelse med fastsættelsen af emissionsreduktionsmålene skal det aftales, hvilke udslip der omfattes af ETS, hvilke udslip der ikke gør, og hvilke potentielle nye sektorer (f.eks. land- og søtransport), der kan inddrages i emissionshandlen. I sin nuværende udformning leverer ETS ikke de forventede resultater, hvilket skyldes en række systemrelaterede problemer, der resulterer i en utilstrækkelig kulstofpris;

7.

beklager dybt det meget lave ambitionsniveau i Kommissionens meddelelse »A policy framework for climate and energy in the period from 2020 to 2030« (1) og finder det absolut nødvendigt, at man udover de overordnede emissionsreduktionsmål også indfører bindende delmål for henholdsvis vedvarende energi (ikke kun et EU-mål på 27 %, der er frivilligt for medlemsstaterne) og energieffektivitet. Udvalget understreger desuden, at hvis man skal nå op på 100 % vedvarende energi for EU i 2050, kræver det, at EU sætter realistiske mellemlange mål for 2030 og 2040 for at kunne leve op til denne ambition;

8.

mener, at de to nationale delmål for henholdsvis mere vedvarende energi og lavere energiforbrug skal gøres bindende for alle medlemsstater, og at landene til dette formål skal fastlægge regionale strategier, hvilket vil mindske omkostningerne og fremme gennemførelsen af nærhedsprincippet på nationalt og lokalt niveau;

9.

er yderst bekymret over de utilstrækkelige finansieringsmuligheder på lokalt og regionalt niveau samt over den fortsatte økonomiske krise, som gør det vanskeligere for de lokale og regionale myndigheder at varetage deres centrale opgave med hensyn til at imødegå klimaændringerne og udvikle muligheder for at tilpasse sig til dem;

10.

bifalder Kommissionens forslag vedrørende konkurrenceevne om at diskutere nytteværdien af et mål for energibesparelser i industrien, som er baseret på energiintensitet set i forhold til BNP eller bruttoværditilvækst;

11.

bemærker, at EU i fuldt omfang må udnytte de økonomiske, sociale, beskæftigelses- og miljømæssige muligheder, som overgangen til en lavemissionsøkonomi giver, hvis Unionen skal blive reelt konkurrencedygtig. Regionsudvalget anser det derfor for absolut nødvendigt at afskaffe støtten til ikke-vedvarende energi og omdirigere den til vedvarende energi og energieffektivitet. Eventuelle indtægter fra bortauktionering af emissionsrettigheder inden for rammerne af ETS eller skatteindtægter ved en eventuel overgang til beskatning af kul skal anvendes til effektive foranstaltninger i medlemsstaterne med henblik på at imødegå klimaændringerne og tilpasse sig til dem;

12.

mener, at man kan øge energiuafhængigheden og forsyningssikkerheden ved at videreudvikle det indre marked for energi, f.eks. ved hjælp af nye samkøringslinjer, privat mikroenergiproduktion, lagring af energi og intelligente styringsmekanismer. Udvalget mener, at mange forskellige vedvarende energikilder kan virke som stødpude mod udsving i markedspriserne, mindske sårbarheden i energisystemet og reducere afbrydelser i forsyningerne. Ved realiseringen af det indre marked skal man sikre sig, at dette ikke begrænser mulighederne for at udbygge den decentrale energiforsyning på regionalt og lokalt plan;

13.

er overbevist om, at der ved udbygningen af det indre marked for energi ved hjælp af nye samkøringslinjer skal sikres en retfærdig byrdefordeling mellem regionerne, samtidig med at der skal tages hensyn til krav vedrørende fysisk planlægning. Det skal ikke være således, at enkelte regioner og områder pålægges en uforholdsmæssigt stor byrde;

14.

understreger, at politikudformningen på EU- og medlemsstatsniveau skal tage højde for, at energipriserne og skattetrykket for borgerne skal holdes på et acceptabelt niveau. Ligeledes vil det være hensigtsmæssigt at anbefale medlemsstaterne at træffe særlige foranstaltninger for familier og forbrugere, som er sårbare over for energipriserne;

15.

mener, at der bør være bedre muligheder for at vurdere de langsigtede eksterne fordele ved at udfase ikke-vedvarende energi på lang sigt, såsom befolkningens sundhed og nye arbejdspladser, og at lade dem indgå i beslutningsprocessen;

16.

påpeger, at diskussionerne om en omfattende ramme for klima- og energipolitik bør omfatte brugen af bæredygtigt lagret kulstof (f.eks. træbyggeri og træprodukter samt kork) som erstatning for produkter, som giver udslip. Diskussionerne bør også omfatte alle naturlige kulstofdræn og en styrkelse af skovressourcerne, produktionssystemerne for landbrug, skovbrug og kvægdrift, økologisk landbrug og naturbevarende landbrug;

17.

mener, at det har høj prioritet at målrette information til forskellige forbruger- og befolkningsgrupper (alder, køn, kulturel baggrund, socioøkonomisk situation m.m.) og at forbedre ekspertisen hos dem, der har ansvaret for energiforbrug.

18.

Regionsudvalget påpeger, at kommuner, byer og regioner bærer ansvaret for hovedparten af den langsigtede fysiske planlægning og dermed også for fremtidens samfundsstruktur. Det drejer sig om tjenesteydelser, som anvendes af både borgere og virksomheder, nemlig rent vand, håndtering af spildevand og affald, energiproduktion og -fordeling, ikt-net, veje, kollektiv transport og andre muligheder for at bruge let transport. Denne grundlæggende infrastruktur er en forudsætning for, at borgere og virksomheder kan oparbejde hensigtsmæssige vaner, som bidrager til emissionsreduktionen;

19.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder har stor betydning og spiller en vigtig rolle med henblik på at afhjælpe klimaændringerne, forberede sig på og tilpasse sig til dem samt at løse energispørgsmålene. I og med at kommuner, byer og regioner tilbyder grundlæggende tjenester for borgerne, er de selv energiforbrugere og betydelige offentlige indkøbere. Lokal energiproduktion og lokale investeringer fremmer den regionale økonomi og beskæftigelse;

20.

De regionale markeder spiller en afgørende rolle i EU's energimarked, og deres bidrag til fuld gennemførelse af det indre marked for energi skal fremhæves;

21.

konstaterer, at adskillige aktører (borgerne, medlemsstaterne, EU, internationale institutioner og organisationer) anerkender de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle, når det gælder at tilpasse sig til og forberede sig på klimaændringerne i praksis. Ekstreme vejrfænomener som f.eks. oversvømmelser og uvejr og deraf følgende strømafbrydelser er lokale fænomener, som forårsager menneskelige lidelser og understreger den rolle, som brand- og redningsvæsnet samt energiforsyningen spiller. Det kan godt lade sig gøre at begrænse klimaændringerne og forbedre samfundets modstandskraft på samme tid. Disse tiltag supplerer hinanden.

22.

Regionsudvalget konstaterer, at de aktuelle oplysninger, som FN's klimapanel offentliggjorde i september 2013 om, at den menneskeskabte temperaturstigning vil nå op på ca. 5 oC frem til 2100, er foruroligende. Opvarmningen af den nordlige halvkugle kan i gennemsnit blive endnu højere, og når permafrosten smelter i tundraområderne, kan dette yderligere accelerere opvarmningen. Den tiltagende tørke og øgede nedbør kan på sin side udgøre en risiko for fødevareproduktionen og give demografiske forskydninger. Ekstreme vejrfænomener forårsager menneskelige lidelser og omfattende skader;

23.

mener, at man på den internationale klimakonference COP 21 skal opnå konsensus om og bred opbakning til videreførelsen af Kyoto-protokollen. Under Kyoto-protokollens anden forpligtelsesperiode 2013-2020 udgør udslippene fra de deltagende lande 15 % af verdens samlede drivhusgasemissioner. Hvis en videreførelse af klimaaftalen skal være troværdig, er det afgørende, at aftalen udvides markant til også at omfatte andre vigtige industrialiserede økonomier samt økonomier i hurtig vækst;

24.

mener, at der skal gøres en effektiv indsats for at inddæmme risikoen for kulstoflækage, og at der skal tages højde for de globale følgevirkninger af et forbrug, der ikke er bæredygtigt;

25.

påpeger, at EU står for 10-11 % af verdens samlede emissioner og derfor er en vigtig part i klimaaftalen. EU har et klart emissionsreduktionsmål for 2013 med fokus på bæredygtig, grøn økonomisk vækst og nødvendige strukturforandringer. EU skal med sine målsætninger være forberedt på en diskussion om videreførelse af protokollen.

26.

Regionsudvalget konstaterer, at man stræber efter at nå emissionsmålet på 20 % inden 2020 ved hjælp af EU's fælles bindende emissionshandelssystem (ETS), bindende nationale mål for forbrug af vedvarende energi, mål for energieffektivitet samt ved at øge andelen af biobrændstoffer i transportsektoren til 10 %. I køreplanen for 2050 er der desuden enighed om at mindske udslippene med 80-95 %. Lave emissioner og en grøn økonomi har en central plads i Europa 2020-strategien;

27.

minder om, at energieffektivitetsdirektivet er under gennemførelse i øjeblikket, og at direktivet om nye og allerede eksisterende bygningers energimæssige ydeevne er vedtaget. I forsknings- og finansieringsprogrammer som Intelligent Energy Europe har energi og klimaændringer fået høj prioritet. I næste strukturfondsprogrammeringsperiode vil der være særlig vægt på regional udvikling med fokus på lavemissionsøkonomi. Man har også forsøgt at fremme investeringer vha. Elena-finansiering fra EIB. Direktiverne om miljøvenligt design og energimærkning har givet gode resultater mht. at påvirke forbrugerudstyr;

28.

gør opmærksom på, at EU's ETS omfatter industrianlæg og energiproduktion med store drivhusgasemissioner. En del af emissionsrettighederne tildeles gratis på grundlag af et benchmarksystem. I den forbindelse tildeles virksomheder, der er sårbare over for kulstoflækage (hvor der er risiko for, at produktionen udflyttes til tredjelande), og energiproduktion til opvarmning og køling i kraftvarmeværker (kraftvarmeproduktion) en fortrinsstilling. Loftet for emissioner reduceres lineært med 1,74 % om året. Auktionsindtægterne fra salget af kvoter går til medlemsstaterne. Da prisen på emissionsrettigheder for øjeblikket ligger på under 5 euro pr. ton kuldioxid kan emissionshandlen ikke skabe de ønskede impulser i klimapolitikken;

29.

konstaterer, at handlen med emissionsrettigheder, som skal fortsætte frem til 2020, i de seneste måneder har resulteret i kvotepriser, der kun skaber beskedne incitamenter til investeringer i lavemissionsteknologier, og mener derfor, at det faktum, at der er opnået politisk enighed om såkaldt backloading, hvor man midlertidigt tilbageholder overskydende CO2-kvoter, skaber mulighed for at rette op på denne situation. Det kan give en foreløbig stabilisering af ETS på kort sigt;

30.

mener, at der er brug for en strukturel reform af ETS, selv om der er opnået enighed om backloading. ETS kan stabiliseres på lang sigt ved hjælp af ambitiøse klimapolitiske mål på EU-niveau og en samtidig reduktion af antallet af emissionskvoter. Derudover skal der findes en løsning med henblik på permanent tilbagetrækning af overskydende kvoter fra markedet;

31.

konstaterer, at emissionsreduktionsmålene på EU-niveau for 2020 overholdes. Energiforbruget er dalet i medlemsstaterne, og man er gået over til vedvarende energi. Man har brugt instrumenter som nationale skatter, investeringsstøtte og indfødningstariffer. Beskatning anvendes uheldigvis ofte primært til at forbedre de offentlige finanser og sekundært til at styre energiforbruget. Lavkonjunkturen og den industrielle omstrukturering har mindsket forbruget og udslippet på bekostning af beskæftigelsen;

32.

bemærker, at de bindende mål for anvendelsen af vedvarende energi og for energieffektivitet gensidigt bør styrke hinanden. Da det overordnede mål er en reduktion i udledningen af drivhusgasser, bør energibesparelserne primært rettes mod anvendelsen af fossile brændstoffer, men det er klart, at der ingen grund er til at lade vedvarende energi gå til spilde, og at den billigste af alle energiformer er den, som ikke bliver brugt;

33.

er bekymret for de mulige konsekvenser af statsstøtteregler med relation til ETS, der fra 2013 giver medlemsstaterne mulighed for at give kompensation for en del af de indirekte ETS-omkostninger til de mest elektricitetsintensive sektorer. Regionsudvalget er enigt med Kommissionen i, at 2013-rammen for statsstøtteregler på energi- og miljøområdet må imødegå dette problem;

34.

understreger, at målet om at øge andelen af vedvarende energi i den energiproduktion, som omfattes af emissionshandlen, skal koordineres med andre tiltag for at opmuntre forbrugerne til at investere i deres egne vedvarende energikilder eller skære ned på forbruget. Priserne på emissionsrettigheder skal være så høje, at de fremmer overgangen til produktion af vedvarende energi.

35.

Regionsudvalget mener, at målet for reduktion af drivhusgasemissionerne bør fastsættes til 50 % inden 2030 i forhold til niveauet i 1990 og gøres bindende. Bindende overordnede emissionsmål og mål for såvel energieffektivitet som vedvarende energikilder styrker borgernes, virksomhedernes og beslutningstagernes tillid til en konsekvent reduktion af drivhusgasemissionerne;

36.

kræver, at medlemsstaterne når til enighed om, hvordan den byrde, som emissionsreduktionsmålene 2030 medfører, skal fordeles. Denne byrde skal fordeles retfærdigt under hensyntagen til den enkelte medlemsstats økonomi, den fremherskende emissionsstruktur, de allerede iværksatte foranstaltninger og miljøbetingelserne. En del af reduktionsmålet kan opnås ved hjælp af mekanismerne i FN's klimaaftale;

37.

mener, at man bør vedtage at forlænge EU's fælles bindende emissionshandelssystem efter 2020 og navnlig beslutte, hvordan emissionsreduktionen skal fordeles mellem emissionshandelssektoren og andre aktivitetsområder. Emissionshandlen påvirker energiproduktionen. Indtægterne fra bortauktionering af emissionsrettigheder skal anvendes til foranstaltninger til effektivt at imødegå klimaændringerne og tilpasse sig til dem.

38.

Regionsudvalget konstaterer, at de landespecifikke delmål for vedvarende energi og energieffektivitet sammen med handlen med emissionsrettigheder kan bidrage til at opfylde et bindende fælles emissionsreduktionsmål. På grund af forskellene landene imellem bør disse mål formuleres således, at de er vejledende med hensyn til valget af metode. Det er den bedste måde at opnå omkostningseffektivitet på og sikre, at valget falder på de mest hensigtsmæssige foranstaltninger samt at de gennemføres i den rigtige rækkefølge. Man undgår også eventuelle overlapninger og uoverensstemmelser mellem forskellige vejledende foranstaltninger, og politikker, bl.a. på emissionshandelsområdet;

39.

erindrer om, at medlemsstaterne har forskellige forudsætninger for at anvende vedvarende energikilder, bl.a. forskellige råstoffer, miljøbetingelser samt systemer for energiproduktion og -transmission. Der er også store forskelle, når det gælder energieffektivitet i bygninger;

40.

mener, at de landespecifikke delmål giver medlemsstaternes økonomier og virksomheder mulighed for at udvikle de færdigheder, den teknologi, de innovationer, de regler for integrering i nettene af producenter af energi i mindre målestok eller til eget forbrug samt den anvendelse af de lokale naturressourcer, der er mest hensigtsmæssige for dem. Gennem det indre marked vil resultaterne også komme de andre medlemsstater til gode. Dermed sikrer man også, at nærhedsprincippet overholdes.

41.

Regionsudvalget mener, at hovedmålet for EU's klima- og energipolitik bør være at garantere en miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig og sikker energiforsyning. Dette kræver en forbedret energieffektivitet, udnyttelse af indenlandske energikilder samt udvikling og indførelse af innovative energiteknologier. Dette mål bidrager til at mindske drivhusgasemissionerne, forbedre den offentlige sundhed og miljøet og til at skabe nye arbejdspladser;

42.

påpeger, at priserne på verdensmarkedet for emissionshandlen, de nuværende finansieringssystemer for bedre energieffektivitet, fremme af vedvarende energi og nye teknologier samt beskatning eller forskellige kombinationer af disse faktorer, får energipriserne til at stige. De stigende energipriser har i princippet en positiv effekt, fordi de bidrager til emissionsreduktion, udvikling af alternative vedvarende energikilder og energibesparelser, men man bør træffe foranstaltninger til at sikre, at de ikke rammer mere sårbare befolkningsgrupper eller virksomheder urimeligt hårdt; Yderligere prisstigninger skal begrænses til det absolut nødvendige ved hjælp af en konsekvent anvendelse af effektive konkurrenceorienterede og markedsøkonomiske mekanismer i energisektoren;

43.

anmoder Europa-Kommissionen om at fremme tiltag, der vil kunne lette udbredelse af mikroproduktion af energi og mulighed for tilslutning til distributionsnettene og i den forbindelse sikre, at forbrugerne får det fulde udbytte af billig energi;

44.

minder om, at energiforbrugerne kan påvirke deres eget energiforbrug og deres egne valg på området. Derfor er det afgørende at tilbyde uvildig rådgivning, som er individuel og mobiliserer forskellige forbrugergrupper. Energisyn kan afdække det energibesparelsespotentiale, man kan opnå ved hjælp af bedre vedligeholdelse, drift og informationssystemer. Informationssystemer kan desuden levere oplysninger om de opnåede energibesparelser;

45.

mener, at energiuafhængighed og diversitet fungerer som en stødpude mod prisudsving, forbedrer den økonomiske og politiske selvstændighed og opretholder den økonomiske aktivitet. Innovationer vedrørende vedvarende energi og energibesparelser skaber lokal livskraft og ny erhvervsudvikling;

46.

kræver, at Kommissionens forslag til foranstaltninger bliver tilstrækkelige til at give forbrugerne større indflydelse og bekæmpe energifattigdom, og anmoder om, at der sættes særligt fokus på beskyttelse af sårbare forbrugere;

47.

minder om, at medlemsstaternes energikilder er forskellige. Man kan forbedre energiuafhængigheden ved at udvikle politikken for det indre marked for energi. Man kan øge forsyningssikkerheden for elektricitet og udjævne spidsbelastninger i forbruget ved at forbinde de forskellige landes transmissionsnet. Når det gælder vind- og solenergi, kan sammenkobling af intelligente net eller energilagring bidrage til at udjævne spidsproduktion;

48.

mener, at emissionsreduktionsmålet 2030 kun kan indfris, hvis det er i overensstemmelse med, foreneligt med og integreret i EU's andre politikker. Et lovende eksempel på dette er, at EFRU i perioden 2014-2020 vil fokusere på at bidrage til overgangen til et kulstoffattigt samfund.

49.

Regionsudvalget påpeger, at mange kommuner og byer i Europa har udarbejdet ambitiøse programmer og vedtaget praktiske foranstaltninger på eget initiativ for at dæmme op for klimaændringerne. Som internationale eksempler herpå kan nævnes Agenda 21 — der blev lanceret i 1992 på Riotopmødet og som gennem de seneste to tiår har givet omkring ti tusind lokale myndigheder mulighed for at udvikle politikker og foranstaltninger vedrørende bæredygtig udvikling og nærmere bestemt forbedring af miljøet, reduktion af drivhusgasemissioner og tilpasning til klimaændringerne — Climate Alliance og ICLEI's Cities for Climate Protection. Organisationen Energy Cities yder et værdifuldt bidrag på området. Programmet »European Energy Award« for energieffektive kommuner motiverer ved hjælp af en omfattende strategi kommuner til at arbejde for større energieffektivitet, klimabeskyttelse og anvendelse af vedvarende energikilder. Mere end 1.000 kommuner deltager allerede. CEMR har udarbejdet publikationen »Save energy, Save climate and Save money« til lokale beslutningstagere. Et godt eksempel på et af de mange lokale initiativer for kulstofneutralitet er den svenske kommune Växjös plan om at blive 100 % kulstofneutral i år 2030. Og i Finland samarbejder 14 såkaldte HINKU-kommuner (kulstofneutrale kommuner) med de lokale virksomheder, politikere og borgere. De stræber efter en emissionsreduktion på 80 % og fremmer samtidig grøn økonomi. 53 kommuner deltager i kommunernes klimakampagne (CCP Finland), og 115 kommuner har en klimastrategi. Borgmesteraftalen omfatter tusindvis af kommuner og byer, som har udarbejdet handlingsplaner for vedvarende energi og programmer for emissionsreduktion. Mange lokale og regionale energiagenturer, som er oprettet med støtte fra EU, er nu med til at yde energirådgivning;

50.

henviser til forbrugerstyret kooperativ energiproduktion, f.eks. Beckerich i Luxembourg, samt mikroenergiproduktion, hvor husstande og virksomheder producerer deres egen energi, som eksempler på ny praksis. Denne udvikling tvinger de traditionelle energiproducenter til at ændre såvel reglerne for adgang til nettene som omkostningerne ved energiproduktion i tilknytning til disse nye produktionsformer. Energiforbrugerne bliver også energiproducenter. For eksempel kan man transmittere strøm i begge retninger gennem de allerede eksisterende energinet;

51.

understreger, at der er behov for stærkere synergier mellem eksisterende EU-initiativer til fremme af lokal bæredygtighed såsom Lokal Agenda 21, EU's borgmesteraftale, initiativet vedrørende intelligente byer og lokalsamfund og andre EU-finansierede projekter, samt det tilpasningsnetværk for lokale og regionale myndigheder, der er foreslået i EU-strategien om tilpasning til klimaændringer. Med dette mål for øje bør der gøres en endnu større indsats for at få etableret fælles metoder til gennemførelse af tilpasningsforanstaltninger og fremme af erfaringsudveksling mellem lokale og regionale myndigheder.

52.

Regionsudvalget konstaterer, at omkring 40 % af energiforbruget og omkring en tredjedel af EU-landenes samlede CO2-emissioner stammer fra bygninger. Af økonomiske årsager og for at minimere den tid, hvor en ejendom er ubeboelig, renoverer man skridtvist og én bygning ad gangen (step by step). Energiforbruget i nye bygninger bør være tæt på nul;

53.

mener, at man bør udvise særlig omhu, når man planlægger, bygger og overvåger nybyggeri og bygningsrenoveringer. Man risikerer at spilde energi pga. fejlagtig brug eller uhensigtsmæssig praksis. Det er vigtigt at håndtere energibesparelserne og i den forbindelse regelmæssig vedligeholdelse, udskiftning og eftersyn af installationer, der producerer og forbruger energi, på en kompetent måde, og det er altafgørende at rådgive bygningernes brugere og beboere. Det må understreges, hvor vigtigt det er, at EU-landene udveksler praktiske eksempler;

54.

anbefaler medlemsstaterne og især de lokale og regionale myndigheder at vedtage programmer for reduktion af energiforbruget i offentlige bygninger. Disse programmer bør ikke alene tage sigte på energiinstallationer, men også på indførelse af metoder, som inddrager bygningens brugere i besparelses- og effektivitetsforanstaltninger;

55.

finder, at de opvarmningsmetoder, som anvendes i bebyggede områder, såsom fjernvarme og kraftvarmeproduktion (CHP), er energieffektive og anbefalelsesværdige mht. luftkvaliteten. Den mest effektive metode til afkøling af bygninger er fjernkøling, som bl.a. udnytter de lavere temperaturer i vandløb. Fjernkøling giver betydelige strømbesparelser i forhold til bygninger eller lejligheder med egne køleanlæg; Det er vigtigt, at kravene vedrørende næsten energineutrale bygninger udformes således, at sådanne kollektive energiforsyningssystemer ikke forfordeles;

56.

påpeger, at fornyeligt træ og forarbejdede træprodukter kan erstatte beton og stål, som kræver store mængder energi at fremstille, samt ikke-vedvarende naturressourcer som grus og kul. Træbyggeri giver kulstofdræn på lang sigt og giver lave vugge til grav-emissioner;

57.

fremhæver, at emissioner fra transport udgør næsten 20 % af EU's samlede emissioner. 60 % stammer fra persontransport. Med Kommissionens forslag til direktiv om alternative fremdrivningssystemer åbnes der op for en lang række forskellige brændstoffer til vejtransport. Man ved endnu ikke, hvilke mulige teknologier der viser sig at være effektive og bliver markedsført i de forskellige medlemsstater. De lokale og regionale myndigheder kan kræve, at der anvendes kulstoffattige brændstoffer til offentlig transport;

58.

minder om, at der bliver lagt mere og mere vægt på en bæredygtig fysisk planlægning, der under hensyntagen til klimaforandringer tager højde for de bioklimafaktorer, der vedrører energiforbruget i byområder og i trafikken, samt borgernes livskvalitet;

59.

understreger, at der i tillæg til udvikling af brændstoffer med lav CO2-udledning, alternative fremdriftssystemer og en fornyet vurdering af brugen af offentlige transportmidler bør være mere fokus på byplanlægning og økonomiske og sociale foranstaltninger, der kan føre til mindre trafik (e-forvaltning, telearbejde) og ændret borgeradfærd (delebiler, frivillige begrænsninger);

60.

gentager, at der på energiproduktions- og energidistributionsområdet, samt på transportområdet, vil være behov for en større satsning på deltagelsesbaserede modeller for at få større opbakning fra befolkningen og fremskynde ændringer i forbrugsmønstrene;

61.

fremhæver, at det er vigtigt at fortsætte udviklingen af intelligente net og styrke konceptet om fjernforsyning af energi for at sikre en kontrolleret og effektiv distribution af el, varme og afkøling.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/17

1.

Regionsudvalget glæder sig over, at Kommissionen tillægger internationaliseringen af de videregående uddannelser stor betydning i forbindelse med gennemførelsen af Europa 2020-strategien og fremlægger forslag vedrørende de rette politiske rammer for denne proces;

2.

er enigt i, at styrkelsen af de videregående uddannelser ikke kun har en central placering i Europa 2020-strategien, men at den også på flere måder bidrager til den generelle vækstkurs, og at effekten heraf på lokalt og regionalt plan ikke kan drages i tvivl;

3.

understreger med hensyn til internationalisering, at de europæiske videregående uddannelser altid har båret præg af en stor udvikling, idet international erfaring er en integrerende del af visse fag og visse uddannelsesforløb;

4.

henleder opmærksomheden på, at i et flersproget og multinationalt Europa kan de højere uddannelsesinstitutioner, som giver mulighed for at tage en uddannelse på mere end et sprog, herunder minoritetssprog, komme til at spille en fremtrædende rolle. I disse multikulturelle miljøer kan de studerende hurtigt blive bekendt med mindst to europæiske sprog, og dette flersprogede miljø kan gøre disse uddannelsesinstitutioner mere attraktive i forbindelse med udenlandske studerendes mobilitet;

5.

understreger derfor betydningen af kendskab til fremmedsprog i alle bestræbelser på at internationalisere de videregående uddannelser og fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en tilskyndende rolle for erhvervelsen af sådanne sprogfærdigheder;

6.

anser det for særligt vigtigt i forbindelse med internationaliseringen af de videregående uddannelser, at de uddannelsesinstitutioner, som tilbyder denne undervisning, og medlemsstaterne ikke glemmer de fremragende resultater, som de europæiske videregående uddannelser har opnået inden for filosofi, humaniora og kunstvidenskab. Disse fagområder har traditionelt spillet en vigtig rolle i internationaliseringen af de videregående uddannelser og bidrager i høj grad til forbedringen af konkurrenceevnen i de regioner, som har universiteter med et godt ry på disse områder;

7.

er enigt med Kommissionen i, at de gode resultater, som de europæiske videregående uddannelser hidtil har opnået, ikke kun skyldes innovation, forskning og uddannelsesprogrammer, men også den sammenhængende gennemførelse af Bologna processen, det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS), fleksible nationale ordninger, hvorefter der har kunnet indføres uddannelsessystemer, som giver mulighed for fælles og dobbelte uddannelser, samt indførelsen og udbredelsen af et kvalifikationsbevistillæg;

8.

mener, at udbredelsen af god praksis og af systemløsninger inden for det europæiske videregående uddannelsessystem til nabolandene og lande i førtiltrædelsesfasen frembyder meget store muligheder, for det vil blandt andet gøre det muligt bedre at garantere mobilitet for studerende fra disse lande, som ønsker at studere i Europa, og eventuelt også styrke EU's stilling i talentkapløbet;

9.

er især enigt i, at adgang til innovative og digitale undervisningsformer og uddannelser i høj grad vil bidrage til social integration og i særdeleshed til indslusning på arbejdsmarkedet af borgere fra randregioner, personer med handicap og andre ugunstigt stillede grupper; i denne forbindelse vil erhvervelsen af digitale færdigheder og udviklingen af digitale, web-baserede programmer og fag — også fremmet af internationaliseringen — bidrage til at forbedre konkurrenceevnen. Det samme gælder indførelsen og anerkendelsen af ikke-formelle uddannelsessystemer;

10.

er enigt i, at mobilitet for studerende, forskere og undervisere bør indtage en central plads i internationaliseringsstrategierne, især i betragtning af den rolle, som undervisernes mobilitet spiller for videnoverførsel.

11.

Regionsudvalget understreger, at det er medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders opgave og ansvar at føre Kommissionens forslag ud i livet. Den siger netop, at de lokale og regionale partnere bør spille en konkret rolle i udformningen af strategier med henblik på internationalisering, og at der må skabes de nødvendige forudsætninger herfor;

12.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at besvare anmodningerne om partnerskab med den størst mulige åbenhed og beslutsomhed, til at spille en rolle som drivende kraft og til at udvikle innovative løsninger til fremme af internationalisering med det mål at styrke de europæiske videregående uddannelsers konkurrenceevne, i højere grad udnytte deres egne regioners komparative fordele og gøre dem mere attraktive;

13.

henleder opmærksomheden på, at selv om medlemsstaterne skal tage konkret hensyn til målene for Horisont 2020 og Erasmus+ i deres programplanlægning for de fonde, der indgår i den fælles strategiske ramme, bliver dette punkt ikke understreget udtrykkeligt i den foreliggende meddelelse for så vidt angår strategierne for internationalisering af de videregående uddannelser. Dette på trods af, at samhørighedspolitikken og instrumenterne til gavn for de videregående uddannelser, forskning og innovation kan tilføre en væsentlig ekstraværdi, hvis de nationale, regionale og lokale strategiske rammer tager hensyn til den regionale dimension;

14.

understreger, at muligheden for videnoverførsel fra videregående læreanstalter og forskningsinstitutter er en væsentlig forudsætning for udvikling af landdistrikterne samt land-, skov- og fiskerisektorens konkurrenceevne, hvilket også afspejles i den brede vifte af instrumenter, der stilles til rådighed for den fælles landbrugspolitik i programperioden 2014-2020. Derfor bør der i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af indsatsen til fremme af internationaliseringen af de videregående uddannelser tages hensyn til disse muligheder for synergi på alle administrative niveauer for at sikre, at Europa kan spille en rolle som drivkraft på dette område;

15.

minder om, mange medlemsstater i dag halter langt bagud mht. opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål, når det gælder F&U-udgifter, og understreger, at de ekstraindtægter, som uddannelsesinstitutionerne skaber takket være internationaliseringen af de videregående uddannelser, ikke bør friste medlemsstaterne til at løbe fra deres ansvar på dette område eller nedjustere det;

16.

anbefaler, at målene og instrumenterne for de strategier, som udarbejdes i partnerskaber på nationalt, regionalt og lokalt plan, baseres på forudgående territoriale konsekvensanalyser.

17.

Regionsudvalget er skuffet over, at Kommissionens meddelelse ikke tilstrækkeligt tydeligt forklarer den nøglerolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i internationaliseringen af de højere læreanstalter. Dette ville have stemt godt overens med tilgangen i »U-Multirank«-systemet, som blandt andet tager de højere læreanstalters regionale forankring med i betragtning;

18.

glæder sig over, at Kommissionen præcist afgrænser de niveauer, hvor en EU-indsats kan komme på tale, for en sådan indsats er helt klart nødvendig som et supplement til medlemsstaternes, eftersom målene er fælles, hvad enten der er tale om intern eller ekstern internationalisering;

19.

tilslutter sig, at medlemsstaterne på en måde, som de finder belejlig og hensigtsmæssig, kan støtte de regionale og lokale niveauer og i givet fald etablere brede partnerskaber, ligeledes på regionalt plan, for derigennem af bidrage til en bedre tilpasning af de højere læreanstalter til den pågældende regions behov og økonomiske, sociale og forvaltningsmæssige potentiale;

20.

understreger, hvor vigtigt det er, at mobiliteten går begge veje. I henhold til princippet om inklusiv udvikling bør mobiliteten være i såvel hjemregionens som værtsregionens interesse for at undgå uønskede virkninger mht. migration samt demografiske og konkurrencemæssige problemer, som indlysende nok ikke vil være i overensstemmelse med målene om samhørighed eller med solidaritetsprincippet;

21.

understreger, at på området internationalisering af de videregående uddannelser har partnerskaber på flere niveauer et indbygget element af social innovation. Takket være disse partnerskaber har de lokale myndigheder, de ikke-statslige og private aktører på det lokale og regionale niveau, som deltager heri, desuden også mulighed for at mobilisere ekstra ressourcer for at nå de mål, der er opstillet i fællesskab;

22.

minder om, hvor vigtigt det er, at etableringen af strategiske partnerskaber baseres på så brede aftaler som muligt og især at sikre sig, at personer fra svage eller i visse tilfælde marginaliserede grupper — på grund af race, køn, religion, sprog eller etnisk tilhørsforhold — ikke bliver endnu dårligere stillet efter iværksættelsen af internationaliseringsstrategier.

23.

Regionsudvalget anerkender og bifalder de initiativer, som Kommissionen indtil nu har taget til fremme af harmonisering, gennemsigtighed og forenkling af forvaltningen af de forskellige former for EU-støtte til de videregående uddannelser, innovation og forskning;

24.

foreslår, at medlemsstaterne udvikler nationale støtteprogrammer og støttemekanismer — evt. med sigte på bestemte regioner, som befinder sig i en særlig situation — for at bistå de højere læreanstalter på det lokale og regionale niveau med at iværksætte deres internationaliseringsstrategier;

25.

bakker op om Kommissionen, som mht. internationaliseringen af de videregående uddannelser har bebudet, at den i højere grad vil basere beslutnings-processen på undersøgelser og forskningsresultater. Især bør man i den forbindelse se nærmere på de lokale og regionale myndigheders rolle og på god praksis for såvel moderniseringen af de videregående uddannelser som internationaliseringen af dem;

26.

anser det ikke for at være tilfredsstillende, at internationalisering kun indgår i universiteters og andre højere læreanstalters formålserklæring, og mener, at enhver højere læreanstalt, uanset dens juridiske status og reelle beføjelser vedrørende internationalisering, bør finde frem til løsninger, der passer til dens egne behov, og den bør indrette sine egne styrings- og planlægningsstrukturer og samarbejdsgrænseflader;

27.

mener, at det bør sikres, at uddannelsesinstitutioner, som ikke er offentlige, men private, eller som forvaltes af en fond eller i sig selv er en fond, kan være med i internationaliseringsprocessen på linje med de offentlige institutioner uden at blive forhindret heri af en eventuel uberettiget begrænsning, og uhindret deltage i de foranstaltninger, som har til formål at støtte dem;

28.

minder om, at i tilfældet med aktioner, investeringer og andre tiltag, som medfinansieres af fonde, der henhører under den fælles strategiske ramme, er det vigtigt også at tage hensyn til behovet for at styrke internationaliseringen af de videregående uddannelser, under hensyntagen til de højere læreanstalters behov og reelle muligheder;

29.

anbefaler, især for kandidatlandenes vedkommende, at førtiltrædelses- og tiltrædelsesstøtten også benyttes til at fremme internationaliseringen af deres højere læreanstalter;

30.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at gennemførelsen af internationaliseringsstrategierne styrker potentialet i de regioner, som halter bagud. Endvidere bør de uddannelsesinstitutioner, som er nået længst med internationaliseringen, også som led i deres strategier fremme overførsel af viden til de højere uddannelsesinstitutioner, som i dag ikke har så stort et internationaliseringspotentiale;

31.

opfordrer til hurtig vedtagelse i Rådet af Kommissionens forslag til et omarbejdet direktiv om udformning af foranstaltninger vedrørende indvandring, migration og visa, som skal sikre, at det internationale samarbejde på områderne forskning, innovation og videregående uddannelser kan foregå på et specifikt, fleksibelt, gennemsigtigt og tilstrækkeligt sikkert grundlag. Samtidigt bør procedurerne være effektive, tilgængelige og hurtige. Dette bør resultere i rettidig omsætning og gennemførelse i medlemsstaterne af denne retsakt i samarbejde med lokale og regionale myndigheder.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/20

1.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens meddelelse om »Åbning af uddannelsessektoren«. Efter udvalgets mening er det et godt tidspunkt til at stimulere undervisning og læring, der er både innovativ og af høj kvalitet, gennem ny teknologi og digitalt indhold. Det overordnede mål med de foranstaltninger, som Kommissionens meddelelse omhandler, er at forbedre resultaterne og øge målopfyldelsen, bl.a. gennem øget motivation og mere effektive læreprocesser.

2.

De prioriteringer, som fremhæves i dokumentet, handler først og fremmest om:

3.

Regionsudvalget bakker op om Kommissionens tanke om, at »alle kan lære hvor som helst, når som helst, med et hvilket som helst udstyr og med støtte fra hvem som helst«. Udvalget påpeger dog, at hvis dette skal blive til virkelighed, kræver det, at de lokale og regionale niveauer i høj grad inddrages, og at dette sker på et tidligt tidspunkt.

4.

Regionsudvalget er enigt i Kommissionens konklusioner om, at:

5.

Det er en stor udfordring at støtte adgangen til åbne uddannelsesressourcer (1). En sådan udvikling er allerede i gang. Det er imidlertid nødvendigt nøje at overveje, hvordan den kan foregå på en systematisk måde, så alle inddrages og ikke kun dem, der fatter spontan interesse.

6.

Det er også en stor udfordring at få uddannelsesudbydere, lærere og studerende til at blive fortrolige med digitale kompetencer og derigennem udvikle undervisningsformerne og elevernes læring. Det er en udvikling, som er nødvendig at stimulere, aktivere og fremskynde. Der findes allerede visse læringsmoduler, der er udformet til støtte for læreres og skolelederes digitale læring.

7.

Regionsudvalget tvivler ikke på, at udviklingen i sig selv vil komme til at skabe en række nye tekniske muligheder, og at disse vil blive udnyttet af personer, som spontant og på et tidligt tidspunkt tager udviklingen til sig. Det er efter Regionsudvalgets opfattelse EU's, medlemslandenes og de regionale og lokale myndigheders opgave at sørge for, at der findes holdbare og sikre systemer, som slår igennem i uddannelsessystemet som helhed, og at bidrage til at opnå den bedst mulige nyttevirkning i uddannelsessituationen. Alle har ikke samme evne til at udnytte de teknologiske muligheder, og derfor bør man overveje at iværksætte særlige foranstaltninger for at undgå at øge afstanden mellem de forskellige befolkningsgrupper.

8.

Sådanne satsninger bør ske på en systematisk og struktureret måde, således at de kommer alle til gode, uanset faktorer som skole, skoletype, uddannelsessituation, køn, alder, social og etnisk baggrund samt geografisk placering. Endvidere bør teknologien anvendes med respekt for menneskers integritet og vores fælles værdier. Når der indføres ny teknologi i uddannelsesøjemed, og der udvikles nye former for læring og undervisning, bliver det nødvendigt at sørge for at beskytte den enkeltes integritet og de personoplysninger, som lærerne er i besiddelse af.

9.

Som Kommissionen påpeger, handler digitale kompetencer om så meget andet og mere end blot at kunne bruge en computer rent teknisk. Det omfatter blandt andet evnen til at stille sig kritisk over for og reflektere over informationer samt anvende interaktive medier på en ansvarsfuld måde. Interesse for at tage del i fællesskaber og netværk i kulturelt, socialt og/eller erhvervsmæssigt øjemed understøtter også denne kompetence.

10.

Et af hovedformålene med Kommissionens initiativ er at få sat gang i en bred debat i Europa om adgangen til åbne uddannelsesressourcer. Desuden ønsker Kommissionen at sikre, at der udvikles nye innovative og mere målrettede læringsmetoder ved hjælp af den nye teknologi og drages fordel af de nye muligheder, den tilbyder, med hensyn til at skabe og anvende kontaktflader og netværk omkring en sådan læring.

11.

Regionsudvalget bakker op om dette og mener, at de lokale og regionale myndigheder har en central rolle at spille i forbindelse med udbredelse og gennemførelse såvel som med hensyn til drøftelse af og overvejelser om forskellige tiltag omkring opbygning af infrastrukturen. Foranstaltningerne bør derfor inddrage alle forvaltningsniveauer, både EU-niveauet og det nationale, regionale og lokale niveau.

12.

De lokale og regionale niveauer er i høj grad berørt af disse udviklingsspørgsmål, både i deres egenskab af samfundsaktører og som uddannelsesudbydere. De ser det også som en nødvendighed, at borgerne er veluddannede og har relevante kvalifikationer for arbejds- og samfundslivet og med henblik på fortsat udvikling og social samhørighed.

13.

Med hensyn til anvendelse af den nye teknologi er det nødvendigt at flytte fokus fra den enkelte lærers IT-færdigheder og holdninger og over til den sammenhæng, som læreren indgår i. Det er nødvendigt at rette større opmærksomhed og fokus mod forvaltningsniveauet, hvor skoleplaner og politikker kan inspirere til øget anvendelse af IT i undervisningen.

14.

I Kommissionens meddelelse påpeges det, at udviklingen i Europa ikke holder trit med udviklingen i andre regioner i verden, og at Europa risikerer at sakke agterud i forhold til disse. Der er derfor efter udvalgets mening god grund til nærmere at analysere, hvilke faktorer der gør, at f.eks. USA og visse lande i Asien har succes med at investere i IKT-baserede strategier med henblik på at omstrukturere uddannelserne.

15.

Regionsudvalget støtter derfor Kommissionens forslag om via de nye uddannelsesprogrammer Erasmus+ og Horisont 2020 at støtte uddannelsesudbydernes udvikling af nye forretnings- og uddannelsesmodeller og iværksætte aktiviteter med henblik på at afprøve innovative læringsmetoder, udvikling af læseplaner og vurdering af færdigheder.

16.

Et afgørende punkt for at fremme nye innovative former for læring er efter Regionsudvalgets opfattelse, at der udvikles kriterier for bedømmelse af uddannelsesresultater, som modsvarer de nye former og nye forudsætninger for læring. Dette er et spørgsmål, som Kommissionen også tidligere har beskæftiget sig med (2).

17.

Fra forskningen ved man, at undervisningen bevidst eller ubevidst rettes mod det, som bliver testet, det vil sige »det, der kommer til eksamen«. Hvis man bibeholder de traditionelle former for nationale prøver og eksaminer, så vil de nye kompetencer ganske enkelt ikke få den helt store gennemslagskraft. I mange alt for traditionelle uddannelsesmiljøer betragtes det som snyd at benytte sig af IKT-udstyr og smartphones.

18.

De nye former for bedømmelser af færdigheder er ofte nødt til at frigøre sig fra de traditionelle skolefags begrænsninger og afspejle de mål, som er afledt af behovet for at udvikle nøglekompetencer.

19.

Regionsudvalget ser her et behov for en udvikling bort fra de traditionelle summative prøver, som måske administreres ved hjælp af computere, hen imod prøver, som følger eleven under hele læringsprocessen, opfanger dynamiske forandringer og kontinuerligt kan give feedback på ting, som misforstås, eller fejl der bliver begået. Hvis eleverne arbejder i digitale miljøer, kan man opbygge værktøjer, således at man løbende kan indsamle denne information og give effektiv feedback. Muligheden for opfølgning på en mere struktureret og gennemsigtig måde gør, at pædagogerne lettere kan følge hver enkelt person og på et tidligt tidspunkt træffe de nødvendige foranstaltninger, hvilket også understreges i Kommissionens meddelelse.

20.

I denne sammenhæng indgår også Kommissionens forslag om — i samarbejde med de berørte parter og medlemsstaterne — at undersøge og afprøve rammer for digitale kvalifikationer og selvevalueringsredskaber for studerende, lærere og uddannelsesinstitutioner. Også her vil Regionsudvalget fremhæve betydningen af, at de lokale og regionale myndigheder — som befinder sig tæt på begivenhederne — inddrages tidligt og kommer til at udgøre omdrejningspunktet i udviklings- og forandringsprocesserne.

21.

Et af de områder, hvor Kommissionen efter Regionsudvalgets opfattelse bør spille en vigtig rolle, er, ved på forskellige måder at støtte læringen henover lande- og sproggrænser gennem udnyttelse af ny teknologi samt kreative og innovative former for læring. Dette vil ofte motivere og stimulere indlæring af fremmedsprog, men bør ligeledes omfatte samfundsorienterede emner, kultur, æstetik og naturvidenskab.

22.

For medlemsstaterne og uddannelsesudbyderne bliver det en vigtig opgave at støtte innovative undervisnings- og læringsmiljøer, bl.a. ved hjælp af de europæiske struktur- og investeringsfonde. Samtidig er der på nationalt niveau (eller det niveau, hvorpå der lovgives) i mange tilfælde brug for en gennemgang af, hvilke krav til skolegangen der er til hinder for læring og videnoverførsel i andre former end via den traditionelle klasseundervisning. En sådan gennemgang vil muligvis resultere i en omstrukturering af uddannelsessystemerne (og af de krav, de stiller) for at fremme anvendelse af moderne teknologi i læringen, undervisningen, gennemgangen og bedømmelsen.

23.

Udvalget understreger, at det ud fra en territorial synsvinkel er yderst vigtigt at sørge for, at den digitale kløft, som gradvis er ved at blive mindsket, når det gælder adgangen til IKT-udstyr, ikke blot erstattes af en lignende uligevægt med hensyn til udnyttelsen af dette udstyr. Der er derfor behov for supplerende programmer, ikke mindst i landdistrikterne og når det gælder samfundets dårligt stillede grupper. Der kan være tale om programmer rettet mod at forebygge den såkaldte »anden digitale kløft«, eller om støtteprogrammer, hvis kløften allerede skulle være opstået.

24.

Mange af de IKT-baserede former for læring anvendes i dag inden for de videregående uddannelser. På det niveau har de studerende jo i mange tilfælde allerede tilegnet sig færdigheder i selv at tage ansvar, søge informationer og bearbejde dem. I dag findes der muligheder for at studere helt gratis og få eksamen fra Stanford, MIT eller Harvard uden omfattende optagelses-, merit- eller udvælgelsesprocedurer. Millioner af elever strømmer til, og dermed forandres den gængse universitetsmodel.

25.

Et vigtigt spørgsmål for Regionsudvalget er, om visse højtprofilerede universiteter, hovedsageligt fra det angelsaksiske sprogområde, vil komme til at dominere universitetssektoren inden for de næste 15 år og få mange nationale eller regionalt forankrede universiteter til at virke mindre attraktive, eller om fænomenet blot får marginal betydning.

26.

Den skærpede internationale konkurrence kan komme til at påvirke forskellige discipliner i varierende grad. Fag eller uddannelser med et stærkt nationalt præg som f.eks. jura og læreruddannelser, hvor såvel det faglige indhold som lærebøgerne hovedsageligt har et nationalt udgangspunkt, vil højst sandsynligt blive påvirket mindre end fag, som i sagens natur er internationale, hvilket gælder mange tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, medicin og moderne sprog.

27.

De små og mellemstore virksomheder spiller en stadig større rolle for væksten i Europa såvel som for væksten i regional- og lokalområdet. Den globale konkurrence og de nye teknologiske muligheder ændrer kravene til kvalifikationer og kompetencer.

28.

Både institutioner og enkeltpersoner må alt for ofte omstille sig — lære nyt og lære mere for at kunne gøre sig gældende også i fremtiden. Det bliver derfor stadig vigtigere for virksomheder og regioner at udvikle innovative metoder til at sikre, at de nødvendige kvalifikationer er til stede i fremtiden. Som den største forhindring herfor nævnes manglen på relevante kvalifikationer og kompetencer. Regionsudvalget mener, at øget åben adgang til åben uddannelse, f.eks. onlinekurser, ville være et vigtigt skridt på vejen mod at nedbryde disse forhindringer.

29.

Der er efter Regionsudvalgets mening brug for særlige foranstaltninger for at støtte de yngre elevers udvikling systematisk og over en bred kam. Undersøgelser viser, at børn i en tidlig alder sagtens kan lære at anvende e-bogslæsere. Her handler det også om at samle erfaringer om, hvordan undervisning og læring ved hjælp af moderne digital teknologi kan støtte de yngre aldersgrupper.

30.

Hovedformålet er at støtte udviklingen af relevante og indbyrdes forbundne kompetencer på en bedre måde, bl.a. ved at børnene lærer at tage initiativ, styre deres egen læring og arbejde med selvevaluering. Der findes allerede en række gode initiativer, men Regionsudvalget understreger behovet for foranstaltninger, der sikrer, at disse kommer alle elever til gode.

31.

I Europa sker der generelt en vandring fra områder, der allerede er tyndtbefolkede, fra landsbyer, mindre og mellemstore byer i retning af storbyområderne. Udvalget mener, at det bør undersøges nærmere, hvordan ny teknologi specifikt kan støtte læring, indsamling af oplysninger, kommunikation og opbygning af netværk i tyndere befolkede områder, hvor elevgrundlaget er vigende, skoler kan risikere at blive nedlagt, og elevernes transporttider dermed kan blive lange. Den nye teknologi kommer næppe til at kunne erstatte behovet for uddannede pædagoger i lokalområdet, men man bør overveje og videreformidle, hvordan man ved hjælp af IKT og tilstrækkeligt veluddannede pædagoger kan tilvejebringe et relevant og bredt udbud af uddannelser af en høj standard.

32.

Regionsudvalget vil også gerne gøre opmærksom på de forudsætninger for voksnes indlæring, som kan støttes og udvikles i den forbindelse. Efter udvalgets opfattelse giver de vilkår, som er en følge af den nye teknologi og nye pædagogik, nye muligheder for at opbygge mere fleksible former for læring for voksne, så de kan kombinere studier fra forskellige uddannelsesniveauer, således at de hurtigere, og uanset hvor i regionen de er bosat, kan opnå de kompetencer, som kræves på arbejdsmarkedet.

33.

Dette kan igen lettes, hvis der lokalt og/eller regionalt kan skabes mulighed for at støtte enkeltpersoner i at udarbejde studieplaner, støtte dem i spørgsmål om validering og vejledning, og hvis der findes muligheder for anerkendelse af de kompetencer, som er erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem eller i et andet land, f.eks. i form af validering. Her er der dog brug for en gennemgang, så eventuelle hindringer i de nationale regelsæt kan fjernes, og der kan skabes incitamenter for forskellige aktører — f.eks. universiteter — til at samarbejde og deltage.

34.

Endnu et område, som bør undersøges, er, hvordan anerkendelse af færdigheder, som er blevet udviklet gennem digital teknologi, og færdigheder, der er opnået online, kan dokumenteres gennem validering i overensstemmelse med de nationale redskaber og EU-redskaber, der er blevet udviklet. I den forbindelse er det uhyre vigtigt, at der bliver oprettet et egentligt europæisk område for kompetencer og kvalifikationer. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte et konkret forslag på dette område.

35.

Regionsudvalget understreger, at vellykket læring med en integreret anvendelse af IKT skaber forudsætninger for, at de studerende bedre kan leve op til behovene og efterspørgslen på det aktuelle og fremtidens arbejdsmarked. Dette er et spørgsmål af stor betydning for det lokale og regionale niveau.

36.

De nye former for læring vil også resultere i nye og anderledes kompetenceprofiler, som vil bryde med det traditionelle mønster for læringsresultater, med den måde uddannelsen traditionelt dokumenteres på og med de traditionelle eksamensformer. Det indebærer, at det kan være nødvendigt at gøre noget for, at arbejdsgiverne på forhånd opnår forståelse herfor. De regionale og lokale myndigheder kan spille en aktiv rolle, hvor de støtter arbejdsgivere og lokale/regionale arbejdsmarkedsrepræsentanter i dette spørgsmål.

37.

Regionsudvalget understreger, at frit tilgængeligt uddannelsesmateriale af god kvalitet har afgørende betydning i et vellykket uddannelsessystem. I Kommissionens meddelelse fremhæves betydningen af, at der tilvejebringes åben viden, dvs. viden som distribueres ved hjælp af redskaber, der er tilgængelige for alle borgere.

38.

Regionsudvalget vil ligesom Kommissionen betone, at dette ikke handler om rendyrket fjernundervisning i mere traditionel forstand. Det handler i stedet om at give adgang til uddannelsesressourcer i forening med et mere almindeligt uddannelsesmateriale, hvilket giver mulighed for en kombination af undervisning ansigt til ansigt og online undervisning. En sådan form for uddannelse er ifølge den offentlige høring, der er blevet gennemført, stadig for fragmenteret og bliver ikke fremmet.

39.

Det er en forudsætning, at elever og lærere har adgang til relevant og moderne udstyr. Regionsudvalget ser adgangen til bredbånd som en afgørende faktor for, at alle kan være med. Som det bl.a. er blevet påpeget i OECD's rapporter, betyder selve computeren stadig mindre, mens opkoblingen til internettet betyder stadig mere (3). Her er forudsætningerne forskellige, og det gælder ikke kun mellem de forskellige medlemsstater. Der findes også internt i medlemsstaterne betydelige forskelle i denne adgang.

40.

Regionsudvalget mener, det er nødvendigt, at de regioner, som halter bagefter i udviklingen, får støtte, således at alle studerende har de samme forudsætninger for at benytte sig af teknologien. En strategisk udbygning af bredbåndsnettet vil være af central betydning. I de regioner og områder, som falder udenfor, går de unge glip af de nye muligheder for læring og demokratisk bevidstgørelse, som der ellers er basis for at udvikle (4).

41.

Regionsudvalget er helt enigt i Kommissionens opfattelse om, at alle skoler og helst også alle klasselokaler skal kobles til bredbånd og have adgang til åbne databaser for e-læring, hvortil der skal anvendes midler fra struktur- og investeringsfondene. Udvalget minder om, at det allerede tidligere har påpeget, at en bred anvendelse af IKT-løsninger hos uddannelsesudbydere på universitetsniveau kan bidrage til at øge andelen af studerende på dette niveau i landdistrikter, på øer, i bjergområder og i områderne i den yderste periferi (5).

42.

Regionsudvalget understreger dog, at 2013-teknologi ikke gør den store forskel, hvis ikke denne teknologi samtidig kombineres med 2013-pædagogik. Ifølge det traditionelle syn på viden vil mængden af viden øges, når blot der er mere information til rådighed. Ansvaret for færdighederne lander set fra en sådan synsvinkel hos eleverne selv. Det er ikke en effektiv måde at arbejde på. Det er derfor vigtigt, at man skelner mellem adgang til information og processen med at omdanne information til viden, hvilket altid sker hos den enkelte person.

43.

Processen med at omdanne information til viden er stærkt betinget af den enkelte persons forudsætninger, forforståelse, interesse og motivation. Det er i dette lys, at mulighederne for digital læring og dertil indrettede pædagogiske aktiviteter skal ses. Med støtte fra den nye teknologi kan der tilbydes forskellige former for læring, som passer til elevens/den lærendes måde at lære på. Samtlige læringsstile kan med digital teknologi støttes i langt højere grad end tidligere.

44.

Det bliver på mange forskellige områder stadig mere almindeligt at benytte såkaldt »cloud computing«, ikke mindst når det gælder direkte lagring af data. Det går ud på, at en leverandør stiller en vis mængde lagerplads til rådighed for virksomheder eller organisationer, som disse har adgang til via internettet. Der har i ca. 10 år fandtes forskellige former for internet. En af grundtankerne er, at brugeren ikke skal kunne mærke nogen forskel, om en fil ligger på en lokal server, eller om den ligger på en enhed, som er placeret tusindvis af kilometer borte.

45.

Udvalget har i den forbindelse en række betænkeligheder med hensyn til vilkårene for at lagre personoplysninger og oplysninger om elever hos en privat udbyder, der i mange tilfælde befinder sig på den anden side af jorden. Det er spørgsmålet, om disse virksomheder er villige til at underskrive brugeraftaler med en lang række lokale, regionale eller statslige myndigheder i forskellige lande. Regionsudvalget så gerne en mere koordineret indsats fra Kommissionens side på dette område.

46.

Et andet spørgsmål, der hænger sammen med dette, er, hvem der ejer retten til de materialer, som elever og lærere udvikler inden for eller uden for skolens aktiviteter. Stadig flere begynder at skabe egne ressourcer til læring ud over de materialer, som andre har produceret, og som kan ændres. Der findes mange årsager til, at mængden af egenproduceret materiale øges — bl.a. bliver produktionsredskaberne i form af f.eks. computere, videokameraer og digitale kameraer stadig billigere.

47.

Redskaberne bliver også stadig nemmere at anvende, samtidig med at brugernes viden øges. Ved hjælp af licensprocedurer kan de, som har udarbejdet eget materiale, vælge, hvilke rettigheder de vil beholde, og hvilke rettigheder de er parate til at opgive. Dette kan indebære en tydeliggørelse af de juridiske rettigheder i sammenhæng med digitalt indhold som f.eks. websteder, uddannelsesmateriale, musik, film, fotografier og blogs. Ind imellem kan der være behov for licenser, som er tilpasset lovgivningen i en lang række lande. Efter Regionsudvalgets opfattelse bør Kommissionen bidrage til, at der fastlægges tekniske løsninger og holdbare rammer i den henseende.

48.

Et andet spørgsmål, der har betydning ikke mindst for de lokale og regionale myndigheder, er, i hvor lang tid resultatoversigter og lignende dokumenter kan holdes tilgængelig for offentligheden.

49.

Endnu et spørgsmål, som udvalget vil fremhæve i denne sammenhæng, handler om »data mining«, dvs. hvordan man skal forholde sig til, at virksomheder videresælger oplysninger om elever og skolepersonale.

50.

Hvis det skal være muligt at etablere et samarbejde mellem de forskellige dele af Europa, er det — som Regionsudvalget også påpeger ovenfor — nødvendigt, at der sættes fokus på ugunstigt stillede områder, således at medlemsstater og regioner, som halter bagefter det øvrige Europa, gennem støtte fra struktur- og investeringsfondene får mulighed for at udvikle deres lokale IKT-strukturer og deltage i fælles projekter med andre skoler i Europa, samt at der er adgang til åbne uddannelsesressourcer.

51.

For de fleste menneskers vedkommende øges tilegnelsen af viden, hvis de får mulighed for at samarbejde og udvikle nye idéer, stille spørgsmål og forholde sig kritisk. Det er også den type af kvalifikationer, som det anses for stadig vigtigere at udvikle med henblik på det aktuelle og fremtidens arbejdsmarked og samfund. Med de mønstre, som er under udvikling gennem sociale medier, computer- og tv-spil og den generelt øgede interaktion i mediesamfundet, bør den læring, der sker i dag, efter Regionsudvalgets opfattelse tilbyde sådanne fora integreret i læringen.

52.

Af den tidligere nævnte (6) OECD-undersøgelse fremgår også, hvilke typer IT-aktiviteter, der er mest almindelige. Det handler om, at læreren forbereder opgaver for eleverne og forbereder lektioner og præsentationer ved at surfe på internettet. Det forekommer i betydeligt mindre omfang, at læreren kommunikerer digitalt med forældrene for at bedømme elevernes udvikling eller evaluere de digitale læringsressourcer. Efter Regionsudvalgets mening påviser dette betydningen af, at de pædagogiske aktiviteter omkring IKT styrkes og udvikles, ikke mindst gennem muligheden for at kommunikere med andre skoler og disses lærere og elever.

53.

Regionsudvalget finder det vigtigt, at der oprettes en fælles europæisk platform, som er åben for forskellige interessenter, med henblik på at kunne udvikle måleredskaber og indikatorer, som gør det muligt at følge bedre med i, i hvilket omfang der sker fremskridt med hensyn til informations- og kommunikationsteknologier hos forskellige uddannelsesudbydere, i skoler og andre læringsmiljøer.

54.

Det udviklingsbehov, som beskrives i Kommissionens meddelelse — om fremme af innovativ læring og undervisning af høj kvalitet gennem nye teknologier og digitalt indhold, berører i høj grad de lokale og regionale niveauer. Det sker på forskellige måder, både i deres egenskab af myndigheder, som uddannelsesudbydere og i mange tilfælde også som dem, der varetager undervisningen, samt som aftagere, der har interesse i og behov for en veluddannet arbejdsstyrke og velrustede samfundsborgere. På trods heraf henvises der kun i ret begrænset omfang til det lokale og regionale niveau i meddelelsen.

55.

Det lokale og regionale niveau bør i højere grad inddrages i det fortsatte arbejde og fremhæves som fora for diskussioner og foranstaltninger til varetagelse af nye tekniske forudsætninger, for læring støttet af digital teknologi, for udvikling af innovative pædagogiske former, som er tilpasset disse, for adgang til åbne uddannelsesressourcer og som støttefunktion ved udvikling af netværk og kontakter for sådan læring.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/26

1.

bifalder Kommissionens rapport (1), der gør status over gennemførelsen af meddelelsen fra 2009 (2), som indeholdt en handlingsplan for håndtering af ulighederne på sundhedsområdet, og anerkender den foreløbige rapports grundighed, men mener, at det ville være værd at fremhæve, hvor vellykkede de enkelte foranstaltninger har været, og sætte fokus på de tiltag, der skal videreføres og afsluttes;

2.

opfatter sundhed og trivsel som værende den enkeltes og befolkningens vigtigste ressource og mener uanset artikel 35 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, at omfanget af ulighederne på sundhedsområdet mellem og i medlemsstaterne er en udfordring for EU's indsats for at fremme solidaritet, social, økonomisk og territorial samhørighed, menneskerettigheder og lige muligheder;

3.

erkender, at sundhedsstatusdeterminanterne spænder over en meget bred vifte af personlige, sociale, økonomiske og miljømæssige faktorer, og at samspillet mellem disse afgør den enkeltes og befolkningens sundhed. Sundhedsmæssige uligheder opstår oftest som følge af vanskelige socioøkonomiske forhold. Sundhed og trivsel påvirkes desuden også direkte af politiske beslutninger på alle myndighedsniveauer og borgernes egne beslutninger om, hvordan de vil leve og deltage i samfundslivet, samt af biologiske og geografiske aspekter;

4.

understreger i lyset af de mange forskellige indvirkende faktorer, at sundhedssektoren ikke kan begrænse disse uligheder på egen hånd, og at det er nødvendigt med en indsats fra alle, som arbejder for at fremme sundhed og trivsel, gennem integrerede og koordinerede planer, der omfatter alle forvaltningsniveauer, strategien for integration af sundhedsaspektet i alle politikker og en bredere inddragelse af samfundet. For at fremme og gennemføre ovenstående er det en forudsætning, at der eksisterer et politisk og organisatorisk lederskab med fokus på at håndtere uligheder på sundhedsområdet på strategisk vis;

5.

anerkender, at sundhedssystemerne i EU er mange og forskelligartede, og understreger, at de lokale og regionale myndigheder har en afgørende betydning for leveringen af offentlige sundhedsydelser, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Tilsvarende har de bl.a. ansvaret for at gennemføre politikker inden for beskæftigelse, bolig, transport, planlægning, miljø og offentlig sikkerhed, hvilket gør dem til centrale aktører med hensyn til at fremme den offentlige sundhed og mindske ulighederne på sundhedsområdet. Det er udvalgets opfattelse, at det ofte er muligt at udarbejde, gennemføre og påvise resultaterne af tværsektorielle foranstaltninger, som er nødvendige for at begrænse de sundhedsmæssige uligheder, på en mere målrettet og effektiv måde på det lokale og regionale niveau;

6.

er bekymret for, at den nuværende økonomiske situation er en alvorlig trussel. Budgetnedskæringer på sundhedsområdet føjer yderligere problemer til de veldokumenterede aldersrelaterede udfordringer og gør finansieringen af sundhedsydelser til en endnu vanskeligere opgave. Begrænsning af de sundhedsmæssige uligheder skal ses som et vigtigt skridt, da mange myndigheder i medlemsstaterne skal til at omlægge deres sundhedssystemer for at gøre dem mere effektive og bæredygtige;

7.

noterer sig, som det helt enkelt anføres i rapporten, at »visse uligheder på sundhedsområdet skyldes forskelle i sundhedsydelsernes kvalitet og effektivitet i EU« (3), og tilføjer, at den samtidige offentliggørelse af Marmot's Rapport om ulighederne på sundhedsområdet i EU  (4) muligvis har underbygget denne erklæring og givet rapportens konklusioner større fokus.

8.

Regionsudvalget beklager, at rapporten slår fast, at der er betydelige og uacceptabelt store uligheder på sundhedsområdet mellem og i medlemsstaterne. Ser man på udviklingen de seneste par år, viser enkelte indikatorer, at der er mindre ulighed, andre at situationen ikke har ændret sig, og nogle få, at ulighederne er blevet større. Udvalget gør især opmærksom på de meget store forskelle medlemsstaterne imellem på op til næsten 19 år for så vidt angår antal sunde leveår. Så selvom gennemsnitsalderen stiger, lever folk i længere tid med kroniske sygdomme;

9.

glæder sig over, at dødeligheden er faldet, og gennemsnitslevealderen er steget, men disse forbedringer trues i takt med, at den negative udvikling inden for overvægt, diabetes og fysisk inaktivitet fortsætter. Den forventede vækst i kroniske sygdomme varsler en usund og omkostningsfuld fremtid, såfremt der ikke tages hånd om problemet;

10.

mener, at hindringerne for adgang til sundhedsydelser (herunder pris, afstand og ventetid) er meget store i visse medlemsstater. Medicinske behandlinger og deres kvalitet afhænger ofte af, hvilke ydelser der er tilgængelig dér, hvor borgerne er bosat. Udvalget fremhæver de sociale fordele ved at øge antallet af læger og ydelser i dårligt stillede og isolerede områder;

11.

mener i betragtning af de eksisterende sociale forskelle mht. sundhedstilstand, at det må være et centralt krav i tacklingen af uligheder på sundhedsområdet, at der stiles mod opjustering fremfor statistisk udjævning, således at alle befolkningsgruppers sundhed bringes på højde med den sundere del af samfundet.

12.

Regionsudvalget ser positivt på den fælles aktion om uligheder på sundhedsområdet for perioden 2011-2014 med deltagelse af 15 medlemsstater og er enigt i at give initiativet et større indsatsområde og fokus som følge af behovet for sammenhæng i prioriteringen af emnet og at bygge videre på opnåede resultater. Det opfordrer ydermere til overvejelser om mere fleksible samfinansieringsmekanismer for tiltag under den fælles aktion;

13.

tilskynder de kompetente myndigheder til at indføre og gennemføre overordnede tværsektorielle strategier, som får tilført passende midler, da en begrænsning af ulighederne på sundhedsområdet nødvendiggør en indsats fra mange forskellige ministerier og forvaltningsniveauer, som ofte konkurrerer om ressourcer og tit har en opsplittet tilgang. Nationale strategier kan præge udarbejdelsen af lokale og regionale strategier og omvendt.

14.

Regionsudvalget støtter de igangværende programmer for formidling af viden fra vellykkede projekter for at slå bro over kløften mellem forskning, politik og praksis og fremme iværksættelsen af lignende projekter, men bakker i lyset af den overflod af informationer, der venter beslutningstagere og gennemførende aktører, op om en tilgængelig og kortfattet præsentation af disse. Udvalget opfordrer især til klarere beskeder underbygget af vellykkede eksempler og anbefaler at udvikle og fremme en central informationsportal;

15.

glæder sig over det omfattende samarbejde mellem Kommissionen og internationale agenturer og offentlige aktører og anbefaler et partnerskab på højeste niveau med WHO Europa om koordinering af politikker, ressourcedeling og fremme af initiativer, såsom Healthy Cities (sunde byer), WHO Regions for Health network (WHO-netværket af Regioner for sundhed) og det globale netværk af Age-Friendly Cities and Communities (ældrevenlige byer og kommuner). Udvalget støtter desuden et tættere samarbejde gennem relevante EU-agenturers arbejdsprogrammer;

16.

mener, at det er uhyre vanskeligt at vurdere fremskridt uden de nødvendige oplysninger, og opfordrer således alle myndigheder til at fortsætte arbejdet med at etablere en række standardiserede EU-nøgleindikatorer på sundhedsområdet (ECHI). Udviklingen af indikatorer bør ske i en tæt dialog med repræsentanter for de lokale og regionale niveauer. Dette burde så vidt muligt lette den subnationale indsats for at tackle sundhedsmæssige uligheder. Udvalget understreger, at det er nødvendigt at undgå fordobling af administrative byrder vedrørende dataindsamling, set i lyset af de forskellige rapporteringsforpligtelser på nationalt og internationalt plan;

17.

bifalder EU-programmet for forskning i sundhedsmæssige uligheder og foreslår, at temaer egnede til fremtidig forskning omfatter: effektiviteten af tiltag for at reducere ulighederne på sundhedsområdet; faktorer vedrørende forskelle i raske leveår, mere indgående analyse af længdesnitsundersøgelser for at få en bedre forståelse af, hvad der påvirker sundhedsmæssige uligheder; indikatorer for mental sundhed; og hvorfor nogle regioner med relativt lavt BNP har gode sundhedsmæssige indikatorer, og omvendt.

18.

Regionsudvalget gentager, at det er afgørende at opfylde Europa 2020-målene for at kunne håndtere uligheder på sundhedsområdet, og fremhæver forbindelsen mellem en sund befolkning og en produktiv, bæredygtig økonomi. Tilsvarende understreger udvalget, at målsætningerne på øverste myndighedsniveau skal gøres til håndgribelige, målbare resultater på lokalt og regionalt niveau;

19.

understreger, at det er afgørende at få folk tilbage i arbejde og sikre sunde arbejdspladser for at fremme borgernes sundhed, og påpeger, at nedbringelse af langtids- og ungdomsarbejdsløsheden går forud for alle øvrige prioriteter, i og med at det er en forudsætning for at tackle sundhedsmæssige uligheder. Udvalget er bekymret over de nuværende og langsigtede indvirkninger på det fysiske og psykiske helbred hos personer, der føler sig udelukkede fra at bidrage til samfundet;

20.

slår til lyd for stærke sociale støttenetværk, da støtte fra familie, venner og lokalsamfundet giver større velvære, herunder et bedre psykisk helbred. Det gør sig især gældende for ældre med isolations-, mobilitets- og kommunikationsproblemer;

21.

mener med udgangspunkt i, at reklamebudgetter for forbrugervarer og -tjenester fortrænger budskaber vedrørende folkesundheden, samt i lyset af, at sundheden ikke kan forbedres uden et bidrag fra samfundet som helhed, at det er absolut nødvendigt at inddrage den private sektor, det være sig gennem initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar eller via lovgivnings- og skattemæssige foranstaltninger, for at opfordre til sundere samfundsresultater, f.eks. mindre spild af friske fødevarer, bedre produktmærkning, fastsættelse af energipriser mv.;

22.

understøtter analyser af, hvordan afgiftsmæssige foranstaltninger kan bruges til at modvirke tobaksforbrug, alkoholmisbrug og overforbruget af mættede fedtsyrer, sukker og salt i nogle forarbejdede fødevarer, så de dertil relaterede omkostninger for folkesundheden og andre offentlige ydelser afspejles bedre. Udvalget støtter ligeledes tilsvarende foranstaltninger for at fremme sundere fødevarer og sundere livsstil med det sigte at fremme adfærdsændringer;

23.

mener, at relevante forvaltningspolitikker bør bevæge sig i retning af sundhedssikring gennem sundhedskonsekvensvurderinger for at sikre, at nettoeffekten af den offentlige politik er, at den forbedrer befolkningens sundhed og velvære og samtidig reducerer uligheder på sundhedsområdet.

24.

Regionsudvalget mener, det er afgørende at give børn den bedste start på livet, og det mest effektive tidspunkt at sætte ind og mindske de sundhedsmæssige uligheder samt forbedre helbredstilstanden er før fødslen og i den tidlige barndom. Udvalget anbefaler, at programmer for begrænsning af uligheder lægger særlig vægt på børns sundhed, og fremhæver vigtigheden af adgang til børnepasning af høj kvalitet. Foranstaltninger som disse giver bedre resultater end tiltag på et senere tidspunkt;

25.

gør opmærksom på succesen af evidensbaserede og omkostningseffektive programmer for konstruktiv børneopdragelse (5), som giver forældre praktiske strategier, der skal hjælpe dem med deres egen og deres børns adfærd, og tilskynder til at gøre sådanne programmer mere tilgængelige, navnlig for udsatte børn og forældre;

26.

ser fedme blandt børn som en af nutidens største udfordringer. Når den socioøkonomiske kløft er tydelig i en tidlig alder, trækker fedme i barndommen stærke spor ind i voksenlivet og er skyld i udviklingen og forværringen af kroniske sygdomme, som lammer såvel sundhedsøkonomien som den personlige sundhed, og udvalget glæder sig over Kommissionens foreslåede handlingsplan for at håndtere dette;

27.

mener på grundlag af WHO's erklæring om, at 60 % af sygeligheden i Europa skyldes syv førende risikofaktorer (6), at håndtering af disse risikofaktorer og forbedring af sundhedsforventningerne, især gennem uddannelse, er afgørende for at begrænse ulighederne på sundhedsområdet, og slår til lyd for at styrke indsatsen over for målgrupper ved hjælp af ikt, sociale medier og rollemodeller, således at oplysninger om helbred og sund livsstil præsenteres på en tilgængelig og troværdig måde, da langsigtede helbredsfølger ikke nødvendigvis har samme høje prioritet for alle;

28.

tilskynder Kommissionen til at fremme udvekslingen af erfaringer inden for sundhedsundervisning og udbredelse af sund livsstil samt forebyggelse, tidlig diagnose og behandling i forbindelse med alkoholindtag, rygning, kostvaner, overvægt og stoffer, og opfordrer endvidere medlemsstaternes myndigheder til at styrke fysisk aktivitet, sund livsstil og programmer for fundamentale livsfærdigheder (sundhedskompetence, grundlæggende videnskab, evne til at screene oplysninger, regnefærdigheder til budgettering mv.) med et særligt fokus på unge og udsatte grupper;

29.

understreger, at det som følge af en række faktorer, som kan påvirke ældre, bl.a. lav indkomst, kroniske helbredsproblemer og mobilitetsvanskeligheder, sammenholdt med en højere gennemsnitsalder, er nødvendigt at opfylde målsætningerne under det europæiske innovationspartnerskab om aktiv og sund aldring, og støtter en bred gennemførelse af partnerskabets handlingsplaner. Udvalget vil derudover gerne fremme Dublin-erklæringen om ældrevenlige byer og kommuner i Europa 2013  (7);

30.

påpeger, at offentlige sundhedsprogrammer til begrænsning af uligheder på sundhedsområdet godt kan være omkostningseffektive — f.eks. screening, sygdomspåvisning og -behandling i risikogrupper, hvor arvelige tilstande øger sandsynligheden for at udvikle visse sygdomme. Effektivitetselementet er et godt argument for at prioritere disse programmer (f.eks. ved at forbedre adgangen til screening for livmoderhalskræft for kvinder med lav indkomst);

31.

fremhæver behovet for at håndtere ulighederne på sundhedsområdet gennem lokale myndigheder og tjenesteydelser samt aktive samfundsudviklingsorganisationer, som er bedst placeret både i forhold til at forstå sårbare gruppers behov lokalt og få mest muligt ud af programmerne.

32.

Regionsudvalget mener, under hensyntagen til at medlemsstaternes myndigheder har ansvaret for at organisere og tilvejebringe sundhedsydelser, at rapporten og Kommissionens foranstaltninger til støtte og koordinering af medlemsstaternes indsats er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne, og anerkender, at forskellige EU-politikker og støtteprogrammer inden for bl.a. sociale spørgsmål, forskning og innovation, uddannelse, energi, landdistriktsudvikling og regionalpolitik har potentiale til at påvirke sundhed og sundhedsdeterminanterne og bidrage til bekæmpelsen af uligheder på sundhedsområdet;

33.

ser positivt på Kommissionens sæt af tematiske målsætninger som et middel til at målrette finansieringen af udgifter og glæder sig over, at bekæmpelse af uligheder på sundhedsområdet er inkorporeret i EFRU's investeringsprioriteter. Indarbejdelsen af sundhedsmæssige aspekter i forskellige EU-programmer og finansieringskilder sætter skub i tværsektorielle strategier på højt niveau, og udvalget bifalder de relevante forhåndsbetingelser i forordningen om fælles bestemmelser og mener, at enhver efterfølgende strategisk lovramme skal gennemføres på det rette operationelle niveau for at kunne skabe de forventede virkninger;

34.

er bekymret over den konstaterede mangel på kapacitet i sundhedssystemerne til at fremme investeringer i håndtering af de sundhedsmæssige uligheder (8), fremhæver, at kapacitetsopbygning skal prioriteres for at kunne tiltrække og investere EU-midler, støtter i den forbindelse større udbredelse af midler, bl.a. retfærdighedsaktionens rapport Applying EU Structural Funds, og minder atter om behovet for effektivt formidlede kontaktpunkter i medlemsstaterne;

35.

understreger, at det er afgørende at lette inddragelsen af lokale og regionale sundhedssystemer og myndigheder i alle faser af de europæiske struktur- og investeringsfondes programmering for at sikre, at forbedring af folkesundheden får en passende prioritering, navnlig i anvendelsen af de operationelle programmers skønsmæssige elementer, eftersom der i alle regioner ofte er lokale fattigdomslommer;

36.

er skuffet over, at begrænsning af uligheder på sundhedsområdet ikke fremgår som et specifikt mål i Sundhed for Vækst-programmet. Mere generelt bør der være større balance mellem investeringer i infrastruktur og i forebyggende sundhedsforanstaltninger og mellem investeringer i anlæggelse af omfattende hospitalsinfrastruktur (hvis støtteberettiget) og i mere tilgængelig og integreret pleje i nærmiljøet. Udvalget fremhæver også behovet for at evaluere EU's udgifter med fokus på effekt, bæredygtighed og afkast;

37.

tilskynder myndigheder og instanser til at anvende faciliteten den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) i udviklingen af partnerskaber for at fremme grænseoverskridende projekter til mindskelse af ulighederne på sundhedsområdet, hvad angår f.eks. infrastruktur og adgang til det mest avancerede medicinske udstyr.

38.

Regionsudvalget bakker på grundlag af et stigende demografisk og budgetmæssigt pres op om mere omfattende EU-initiativer, der skal bistå medlemsstaternes myndigheder i udviklingen af bæredygtige og effektive sundhedssystemer, navnlig gennem investeringer i sygdomsforebyggelse for at begrænse langsigtede omkostninger i fremtiden og omstrukturere sundhedssystemer for at give lige adgang til sundhedspleje af høj kvalitet;

39.

glæder sig over fremskridtene i Kommissionens foranstaltninger for håndtering af uligheder på sundhedsområdet og fremhæver behovet for en større indsats på alle forvaltningsniveauer. Bl.a. er der i den europæiske semesterproces mulighed for at sætte fokus på sundhedsmæssige uligheder i medlemsstaterne. Tilsvarende har lokale og regionale myndigheder kapacitet til at udarbejde og gennemføre strategier for begrænsning af uligheder på subnationale niveauer ved hjælp af evidensbaserede og omkostningseffektive tiltag, hvor ressourcerne er fokuseret på de mest udsatte grupper;

40.

ønsker i lyset af de lokale og regionale myndigheders forpligtelser at deltage i relevante initiativer fra Kommissionen og stiller gerne sine ressourcer til rådighed i den forbindelse. Udvalget ser gerne, at Kommissionen udarbejder en yderligere statusrapport inden for de næste tre år for at følge op på fremskridtene.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/31

1.

Regionsudvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse om styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) sociale dimension, som er et led i den køreplan om fuldførelse af ØMU'en, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd den 13.—14. december 2012;

2.

mener, at denne meddelelse er et nyttigt første skridt, og at en gennemførelse af de forslag, den indeholder, vil gøre det muligt at støbe fundamentet til en egentlig social søjle inden for ØMU'en;

3.

påpeger derfor, at Det Europæiske Råd på sit møde den 19.-20. december formelt godkendte anvendelsen af nøgleindikatorer på det sociale område og beskæftigelsesområdet i det europæiske semester 2014, men beklager, at deres anvendelse er begrænset til en analyse af udviklingen på det sociale område; Udvalget gentager derfor sin opfordring til at medtage ØMU'ens sociale dimension i forvaltningen, koordinationen og overvågningen af de økonomiske politikker;

4.

bifalder Kommissionens forslag om at genskabe balancen i euroområdet — der indtil videre især har været koncentreret om stabilitets- og vækstpakken og den såkaldte »six-pack« — og om at sætte tilføjelsen af en social søjle til ØMU'ens nuværende søjler (økonomi, budget, bankvæsen og politik) på dagsordenen;

5.

påpeger, at denne kommende sociale søjle under ØMU'en nødvendigvis bør være tværgående for at sikre, at der tages større hensyn til den sociale dimension og de samfundsmæssige følger af ØMU'ens økonomiske styring. Dette er en afgørende faktor, hvis ØMU'en skal være velfungerende og levedygtig på mellemlangt og langt sigt, og hvis borgerne skal opleve den europæiske integrationsproces som troværdig;

6.

minder om, at hvis et område, som har en fælles valuta, skal fungere godt, kræver det en vis symmetri mellem de forskellige økonomier, som er med i den fælles valuta, således at hyppigheden af asymmetriske chok og konsekvenserne heraf reduceres mest muligt. Udvalget mener, at risikoen for social konkurrence mellem medlemsstaterne i tilfælde af sådanne chok har vist sig at være reel, og man må konstatere, at der siden 2007-2008 har fundet en polarisering sted mellem centrum og periferi, bl.a. når det gælder beskæftigelsen;

7.

påpeger, at en udbygning af den sociale dimension vil kunne minimere den risiko for social konkurrence, som kan opstå som følge af, at man giver afkald på en række økonomiske tilpasningsmekanismer som f.eks. vekselkurser eller en EU-ramme for skatte- og afgiftspolitikker. Den vil desuden kunne afbøde de negative virkninger af krisen og nedskæringerne;

8.

er overbevist om, at ØMU'ens mangel på demokratisk legitimitet kun vil kunne afhjælpes, hvis de europæiske borgere bliver forvisset om, at princippet om sociale fremskridt beskyttes inden for ØMU'en, og at beskæftigelse og de sociale normer ikke blot ses som restprodukter af den makroøkonomiske tilpasningsproces;

9.

understreger i den forbindelse, at praktisk taget alle de vigtigste sociale indikatorer har nået hidtil usete højder. Det gælder såvel arbejdsløsheden blandt unge, som er tæt på 23 %, antallet af langtidsledige, som er steget i de fleste medlemsstater, og andelen af Europas befolkning, der er truet af social udstødelse, og som nu har nået 25 %;

10.

betoner, at krisen har vendt udviklingen, der før bevægede sig i retning af konvergens for så vidt angår det regionale BNP per capita og arbejdsløsheden i EU, og at de sociale ubalancer i dag øges hurtigere inden for ØMU'en end i resten af EU, hvilket lægger en dæmper på de økonomiske resultater i ØMU'en og truer den politiske stabilitet i de lande, der er medlem af ØMU'en;

11.

konkluderer derfor, at euroområdet ikke blot lider under medlemsstaternes budgetunderskud, men også under forskellen i den sociale og territoriale sammenhængskraft medlemsstaterne og regionerne imellem, og at det tydeligvis er nødvendigt at sætte ØMU'ens sociale dimension lige så højt som koordineringen af den økonomiske politik. I den forbindelse bør der lægges vægt på at fjerne strukturelle problemer;

12.

insisterer på, at man i forbindelse med ØMU'ens sociale dimension opretholder de nuværende forskellige nationale sociale modeller og sikrer, at de kan fungere side om side. Udvalget minder om, at den sociale dimension ikke skal indebære en social harmonisering, men derimod bevarelse af princippet »forenet i mangfoldighed«;

13.

er overbevist om, at EU's opgave snarere består i at videreudvikle de socialpolitiske mål og grundlæggende rettigheder, indføre retligt bindende minimumsstandarder for hele EU og i den forbindelse sikre medlemsstaternes socialpolitiske handlemuligheder;

14.

opfordrer til, at udbygningen af euroområdets sociale dimension kommer til at indgå i et styrket åbent samarbejde, som gør det muligt for lande, der har forpligtet sig traktatmæssigt til at blive en del af ØMU'en, at indgå på lige fod med ØMU'ens nuværende medlemsstater. Det samme gælder de øvrige medlemmer af EU, idet udbygningen af den sociale dimension synes at være nødvendig for EU som helhed;

15.

slår endnu en gang til lyd for en bedre samordning mellem de økonomiske og sociale politikker på henholdsvis EU- og nationalt niveau som led i det europæiske semester og opfordrer til, at de lokale og regionale myndigheder inddrages tættere i denne samordning (1);

16.

understreger, at det i forbindelse med koordineringen af socialpolitikkerne bør sikres, at de lokale myndigheder støttes i deres bestræbelser på at gennemføre de relevante beskæftigelsespolitikker og social- og arbejdsmarkedspolitikker. Dette forudsætter, at man tager fat på de specifikke territoriale udfordringer inden for disse områder, og at det gøres nemmere at udveksle bedste praksis på lokalt og regionalt niveau;

17.

deler Kommissionens ambition om at »øge kapaciteten til overvågning af udviklingen i beskæftigelsen og på det sociale område«, »fremme EU's foranstaltninger til effektiv og bæredygtig bekæmpelse af arbejdsløshed samt til finansiering af disse foranstaltninger«, »kombinere de skridt, der tages hen imod ansvarliggørelse og økonomisk disciplin, med større solidaritet og finansiel støtte«, »mindske hindringerne for arbejdskraftens mobilitet på tværs af grænserne« og »forstærke den rolle, som social dialog spiller«;

18.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at uddybe spørgsmålet om kvaliteten af de offentlige udgifter, bl.a. ved at vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at adskille de løbende udgifter og investeringsudgifterne i forbindelse med opgørelsen af budgetunderskud, så man undgår at lægge en dæmper på offentlige investeringer med langsigtede nettofordele;

19.

mener ligeledes, at inddragelsen af sociale investeringer i beregningen af budgetunderskud bør ske på en afbalanceret måde.

20.

Regionsudvalget støtter Kommissionens tanker om indførelsen af en ny resultattavle med beskæftigelsesmæssige og sociale nøgleindikatorer samt inddragelsen af nye sociale og beskæftigelsesmæssige indikatorer i overvågningen af de makroøkonomiske ubalancer og varslingsmekanismen;

21.

mener, at indførelsen af en sådan mekanisme til at afdække sociale forskelle inden for euroområdet er et fremskridt hen imod solidarisk integration og markerer starten på en nødvendig genskabelse af balancen mellem økonomiske politikker og social- og arbejdsmarkedspolitikker inden for rammerne af det europæiske semester;

22.

beklager imidlertid, at den vifte af indikatorer, som foreslås af Kommissionen, er for begrænset til at kunne beskrive den sociale situation og måden, hvorpå den udvikler sig i medlemsstaterne, fuldt ud, og finder det uheldigt, at valget af forslag til indikatorer ikke er tilstrækkeligt begrundet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at fremlægge en mere detaljeret begrundelse, før det kan tage endelig stilling til, hvilke indikatorer der vil være de rigtige;

23.

foreslår endvidere at tage personer over 65 år i betragtning, når den sociale resultattavle skal udarbejdes, dvs. pensionister, som i visse medlemsstater udgør en stor del af kategorien fattige;

24.

anbefaler derfor Kommissionen at videreudvikle den sociale resultattavle i samarbejde med lokale og regionale myndigheder med henblik på at inkludere de indikatorer, der allerede findes på lokalt, regionalt og nationalt niveau, og eventuelt supplere disse med indikatorer for fattigdom blandt børn, et indeks for anstændig beskæftigelse og et indeks for mindsteindkomst samt at præsentere tallene både i statistisk form og udtrykt i beløb (ved f.eks. at angive omkostningerne for personer, som hverken er i beskæftigelse eller under almen eller faglig uddannelse, udtrykt som en procentdel af BNP) for at give en mere præcis idé om de økonomiske konsekvenser af de sociale perspektiver og beskæftigelsessituationen og sende et stærkere og tydeligere signal til de politiske beslutningstagere;

25.

foreslår endvidere at tilføje en kønsdimension til de indikatorer, der anvendes, navnlig for så vidt angår arbejdsløsheden, antallet af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, og antallet af personer, der risikerer at ende i fattigdom, eftersom erkendelsen af, at der er kønsforskelle, når det gælder social nød, gør det muligt at træffe mere målrettede og dermed mere effektive foranstaltninger;

26.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gøres en yderligere indsats med henblik på at sikre, at de relevante statistiske data, der indgår i de i resultattavlen anvendte indikatorer, leveres rettidigt, så man kan råde over mere relevante oplysninger på et tidligere tidspunkt;

27.

er bekymret over, at resultattavlen, som opbygges gennem aggregering af de nationale indikatorer, ikke kommer til at afspejle de forskelle, der måtte findes på regionalt niveau, og foreslår derfor, at der anvendes værktøjer, som er bedre egnet til at evaluere de forskelle, der findes internt i landene (2);

28.

finder det beklageligt, at der ikke foreslås nogen kvantitativ referenceværdi til fastsættelse af varslingsniveauer. Udvalget understreger i den forbindelse, at når der ikke er tale om nogen anerkendt mindstebeskyttelse på EU-niveau, og der i Kommissionens meddelelse ikke findes nogen som helst reference til fælles sociale standarder, er det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at danne sig et billede af, hvilke tærskler Kommissionen har tænkt sig;

29.

mener, at varslingsniveauerne under alle omstændigheder skal fastsættes i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter;

30.

minder Kommissionen om, at resultattavlen er et tilbageskuende statistisk redskab, og at det er vigtigt, at den suppleres af en fremadrettet analyse af og prognose for den igangværende sociale udvikling, hvis man skal kunne iværksætte forebyggende og ikke blot korrigerende foranstaltninger;

31.

synes, Kommissionen bør præcisere, at bekæmpelse af ubalancer på det sociale område ikke må føre til, at der automatisk udløses sanktioner, hvis varslingsniveauerne overskrides. Tværtimod gælder det om at skabe incitamenter til at tilnærme sig fælles mål og fremme udveksling af eksisterende bedste praksis;

32.

efterlyser derfor, at Kommissionen redegør for, hvilke mekanismer der skal træde i kraft, hvis en medlemsstat overskrider et givent varslingsniveau.

33.

Regionsudvalget erkender, at under de nuværende økonomiske omstændigheder spiller arbejdstagernes mobilitet inden for ØMU'en en afgørende rolle, og udvalget understreger derfor dens nødvendige bidrag til fremme af en bæredygtig og inklusiv vækst;

34.

er enig med Kommissionen i, at antallet af mobile arbejdstagere i Europa stadig er for lavt til, at man kan tale om et egentligt europæisk arbejdsmarked, og minder om, at de borgere, som ønsker at være fagligt mobile, bør tilbydes bedre og mere pålidelige oplysninger og individuel vejledning;

35.

påpeger, at mere målrettet sprogundervisning kunne medvirke til at ændre holdningen til arbejdskraftmobilitet. Derudover er det afgørende for at øge mobiliteten i Europas regioner, at der etableres ordninger, der fremmer praktik- og lærlingeophold for både studerende og arbejdstagere;

36.

opfordrer Kommissionen til at yde en intensiv indsats for at overvinde hindringer for arbejdstageres mobilitet på tværs af grænser i EU. Det drejer sig eksplicit om juridiske hindringer (f.eks. foreneligheden af nationale socialsikringsordninger) og faktiske hindringer (f.eks. fremmedsprogskompetencer, interkulturel uddannelse);

37.

betoner, at de nationale EURES-koordinatorer (som skal fungere fra og med 2015) bør arbejde tæt sammen med de regionale og lokale myndigheder, som spiller en afgørende rolle i forbindelse med fremme af arbejdstagernes mobilitet, og understreger, at udbygningen af EURES-nettet til en fælles europæisk rekrutterings-, matching- og arbejdsformidlingstjeneste ikke må føre til, at rådgivningsopgaverne skæres væk eller ned. Tværtimod bør EURES-vejledernes rådgivning om praktiske spørgsmål i forbindelse med arbejde og social sikring i udlandet, herunder arbejdsløshed, sygdom, særlige forhold ved vikararbejde, reintegrationsforanstaltninger, sikring ved invaliditet og arbejdsulykker samt muligheder for faglig videreuddannelse også fremover være et centralt element i indsatsen. EURES-grænsepartnerskabernes rådgivende funktion er netop i grænseregionerne af meget stor betydning og bidrager gennem denne indsats til mobiliteten;

38.

erkender imidlertid, at det ville være illusorisk at tro, at fremme af arbejdstagernes mobilitet kan udgøre en løftestangeffekt, der er tilstrækkelig stærk til at udligne skævhederne og de asymmetriske chok inden for euroområdet.

39.

Regionsudvalget minder om, at det er nødvendigt at udvise solidaritet over for de medlemsstater, som er hårdest ramt af den aktuelle krise, da medlemsstaterne ikke blot er økonomisk, men også socialt afhængige af hinanden;

40.

støtter Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal forbedre strategierne for aktiv inklusion og anvende deres socialbudgetter mere effektivt. Udvalget mener desuden, at man, bl.a. med støtte fra Den Europæiske Socialfond (ESF), bør sørge for mere målrettet anvendelse af EU-midler inden for social- og arbejdsmarkedspolitik i forbindelse med partnerskabsaftalerne og udarbejdelsen af de operationelle programmer for 2014-2020. Regionsudvalget minder om, at udvalget i øvrigt konsekvent har støttet det nye program for beskæftigelse og social innovation, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

41.

beklager imidlertid, at Kommissionens forslag på området begrænser sig til aktivering af allerede eksisterende initiativer, hvis målsætninger og rækkevidde ikke nødvendigvis er tilpasset ØMU'ens specifikke problematikker. Udvalget foreslår derfor, at Kommissionen overvejer muligheden for at skabe incitamenter til fordel for de lande i ØMU'en, som iværksætter reformer, der kan gøre det muligt at nå de sociale målsætninger i Europa 2020-strategien og bekæmpe sociale ubalancer;

42.

præciserer, at mekanismerne til overvågning og samordning af de økonomiske politikker og social- og arbejdsmarkedspolitikkerne aldrig vil kunne eliminere risikoen for asymmetriske chok, eftersom de enkelte medlemsstater er præget af særlige iboende økonomiske og industrielle kendetegn;

43.

konkluderer på den baggrund, at ØMU'en bør udstyres med en række specifikke redskaber og mekanismer til gennem forebyggende foranstaltninger at undgå eller afbøde konsekvenserne af sådanne chok for beskæftigelsen og de sociale politikker i medlemsstaterne;

44.

påpeger, at der på universiteterne er blevet udarbejdet en lang række undersøgelser, scenarier og simulationer af automatiske stabilisatorer. Udvalget minder om, at andre områder med en fælles valuta, bl.a. USA, har udviklet egne automatiske stabilisatorer, som har vist sig effektive, men konstaterer, at Kommissionen ikke er gået videre i sine overvejelser på området, da det indebærer en ændring af traktaterne. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en grønbog om automatiske stabilisatorer i euroområdet med henblik på bedre at kunne udpege de eksisterende undersøgelser, scenarier og simulationer, som bedst ville kunne tilpasses euroområdet;

45.

understreger i den forbindelse, at en mekanisme til absorption af asymmetriske chok ikke nødvendigvis vil være en solidaritetsmekanisme med ensidige overførsler fra centrum til periferien, men at der tværtimod kan være tale om en garantiordning, som har til formål at beskytte alle landene i ØMU'en mod en kollektiv sårbarhed, der er en følge af deres medlemskab af euroområdet;

46.

gentager sin opfordring til Kommissionen om videre at undersøge muligheden for at indføre en EU-ordning for arbejdsløshedsunderstøttelse, der ville kunne fungere som en automatisk stabilisator på ØMU-plan (3). Denne ordning kunne været baseret på den kortvarige arbejdsløshedsprocent, som er særligt følsom over for konjunkturudviklingen, hvilket burde gøre det muligt at undgå ensidige budgetoverførsler. Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt, hvis en sådan ordning var baseret på en streng konditionalitet, f.eks. om gennemførelse af en aktiv politik til bekæmpelse af arbejdsløshed.

47.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens forslag om i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter i koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken samt i det europæiske semester;

48.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en tilsvarende indsats for at inddrage de lokale og regionale myndigheder. Myndighederne på dette niveau spiller nemlig en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af social- og arbejdsmarkedspolitikker og beskæftigelsespolitikker. I kraft af deres enestående erfaring og ekspertise vil man i øvrigt bedre kunne spore sig ind på de herskende sociale tendenser inden for ØMU'en.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/35

1.

Regionsudvalget glæder sig over, at Kommissionen nu har indledt en høring om revisionen af rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, som alle berørte parter har bred adgang til at deltage i, og hvori der fremlægges et antal mulige løsninger. Regionsudvalget beklager samtidigt, at det ikke er blevet formelt hørt, og at der er en meget stram tidsplan for høringen, som i realiteten er begrænset til blot 6 uger;

2.

understreger med tilfredshed, at kommissæren for konkurrence den 7. november 2013 har afgivet et detaljeret skriftligt svar på Regionsudvalgets foregående udtalelse om rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (1), og glæder sig over, at nogle af Regionsudvalgets anbefalinger er medtaget i Kommissionens nye forslag til rammebestemmelser, herunder især:

3.

understreger endnu en gang, at Regionsudvalget har den holdning, at moderniseringen af statsstøttereglerne først og fremmest bør dreje sig om at forbyde støtte, som har en reel og væsentlig indvirkning på det indre marked, og om at lette de administrative byrder for de berørte aktører;

4.

glæder sig over bekræftelsen af, at Kommissionen har opgivet målet om en kvantitativ og udifferentieret reduktion af statsstøtten, men mener, at det forelagte forslag ikke i tilstrækkelig grad godtgør, at revisionen »tager (...) hensyn til Europa 2020-strategien« (punkt 5 i forslaget);

5.

glæder sig over den foreslåede indføjelse af begrebet »midlertidig omstruktureringsstøtte«, men anmoder om, at dens maksimale varighed forhøjes til 18 måneder, således at denne støtte kan tildeles for i hvert fald et helt budgetår;

6.

bifalder, at Kommissionens forslag indeholder en ikke-udtømmende liste over sociale problemer eller markedssvigt, som begrunder, at en støtte er i samfundets interesse, herunder en arbejdsløshedsprocent i den berørte region, som er højere end EU-gennemsnittet eller højere end det nationale gennemsnit, og risiko for afbrydelse af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse (punkt 45 i forslaget). Regionsudvalget beder Kommissionen om at præcisere, hvilket regionalt niveau der skal danne statistisk referenceramme for målingen af en sådan markedssvigt;

7.

beklager den kategoriske erklæring om, at »statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte stålvirksomheder (...) ikke [er] berettiget« med henvisning til »den nuværende situation med betydelig europæisk og global overkapacitet« (punkt 15 i forslaget). En sådan analyse er talfikseret og kortsigtet, mens den europæiske stålindustri bør satse på omstilling i retning af en mere specialiseret kvalitetsproduktion. Der bør endvidere tages hensyn til de prognoser, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har udarbejdet og som forudser, at efterspørgslen efter stål vil stige fra 1,4 milliarder ton i 2013 til 2,3 milliarder ton i 2025. Kommissionens analyse synes også at stride mod handlingsplanen for stålindustrien i Europa (2), hvori det hedder, at der kan ydes offentlig støtte til virksomheder i stålsektoren under overholdelse af statsstøttereglerne. Regionsudvalget foreslår derfor, at der udarbejdes specifikke rammebestemmelser for stålsektoren;

8.

går ind for byrdefordelingsmodel 1, som introducerer en mere fleksibel tilgang gående ud på, at bidraget fra aktionærer og kreditorer skal fastlægges ud fra de sandsynlige tab, som de ville have lidt i tilfælde af konkurs (afsnit 3.5.2.). Regionsudvalget gentager dog sit forslag om at fastholde et loft for egetbidraget på højest 50 %, således som det allerede er tilfældet under den nuværende ordning for mellemstore virksomheder;

9.

henviser til sit forslag om, at bidrag fra virksomhedens underleverandører eller medarbejdere bør indgå i beregningen af virksomhedens egetbidrag, forudsat at disse klart adskiller sig fra enhver form for støtte og afspejler interessenternes tillid til virksomhedens levedygtighed;

10.

anmoder om, at den periode, inden for hvilken der ikke kan ydes anden støtte, nedsættes fra ti til fem år, således som det allerede er tilfældet med ordningen for primærlandbrugsproducenter. Nedsættelsen af denne frist til fem år vil endvidere sikre overensstemmelse med bestemmelsen om operationernes varighed, der er fastlagt i artikel 57 i de generelle bestemmelser om strukturfondene, som giver mulighed for, at støtten kan inddrives, hvis aktiviteten ikke opretholdes i fem år, og når det angår SMV'er, i tre år. Regionsudvalget gentager sit ønske om, at denne bestemmelse i strukturfondsforordningen, som skal modvirke udflytning, også medtages i ordningen for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder;

11.

undrer sig over, hvorfor Kommissionen i afsnittet om støtte til kriseramte leverandører af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke nævner muligheden for at vælge byrdefordelingsmodel 2 (punkt 106 i forslaget);

12.

er meget skuffet over Kommissionens forslag om uden nogen uddybende forklaring at nedsætte det beløb, som kan tildeles en enkelt virksomhed i rednings- og omstruktureringsstøtte, til 5 mio. €, når det i 2007 var fastsat til 10 mio. € og Regionsudvalget havde bedt om, at det blev forhøjet til 15 mio. € for at tage højde for inflationen og andre relevante faktorer (især indvirkningen på BNP og på arbejdsløsheden);

13.

beder Kommissionen om at fremlægge en analyse af de rammebestemmelser om statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, der findes i andre OECD medlemslande.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/37

1.

Regionsudvalget bifalder, at Kommissionen med forslaget om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed har fremsat et omfattende regelsæt til gennemførelse af Lissabontraktaten hvad angår retsforfølgning af lovovertrædelser, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser. Forslaget giver mulighed for en målrettet debat;

2.

bifalder forslagets målsætning om at retsforfølge grænseoverskridende lovovertrædelser, der skader Den Europæiske Union, og som vedrører Unionens finansielle interesser, ved hjælp af en selvstændig institution. EU ville med status som juridisk person og egne finansielle midler ikke længere udelukkende være henvist til de nationale håndhævelsesorganer, som det er tilfældet nu, hvor Unionen ikke råder over lignende mekanismer til beskyttelse af egne interesser;

3.

støtter også dette mål, fordi en konsekvent retsforfølgelse af svig og misbrug tilskynder til en bedre overholdelse af skattepligten, og dermed sikrer den finansielle kapacitet i Den Europæiske Union og medlemsstaterne;

4.

understreger, at det især set i de lokale og regionale myndigheders perspektiv er nødvendigt at sikre en effektiv beskyttelse af EU's finansielle interesser, idet en væsentlig del af de lovovertrædelser, der skal retsforfølges, vedrører anvendelsen af strukturfondsmidler, hvor en effektiv og målrettet anvendelse af EU-midler spiller en stor rolle i lokale og regionale støtteforanstaltninger;

5.

fremhæver vigtigheden af at beskytte regioner mod (økonomiske) ulemper og målbevidst bekæmpe misbrug af EU-støtte;

6.

bifalder i høj grad Kommissionens planer om en styrket uddannelse og efteruddannelse af retsvæsenets aktører med henblik på en effektiv retsforfølgelse af sådanne lovovertrædelser;

7.

mener ikke, at en overførsel af retsforfølgningskompetencen til en europæisk anklagemyndighed ved lovovertrædelser, der skader Unionen i henhold til artikel 86 i EUF-traktaten giver anledning til grundlæggende bekymring set i et nærhedsperspektiv på trods af konsekvenserne for den nationale suverænitet på et af de mest følsomme områder;

8.

noterer sig i den forbindelse de nationale parlamenters bekymringer og deres »gule kort«, udstedt inden for rammerne af kontrollen med overholdelsen af nærhedsprincippet, som pålægger Kommissionen at behandle forslaget på ny og i givet fald revidere dette; understreger, at de fremførte bekymringer til dels vedrører nærhedsaspektet og til dels kritiserer proportionaliteten i de foreslåede foranstaltninger eller proceduren;

9.

gør opmærksom på, at de nationale/regionale retshåndhævende myndigheder allerede i dag har ansvaret for at retsforfølge lovovertrædelser, der skader Den Europæiske Union og fremhæver derfor sin interesse i og sin vilje til at deltage aktivt i processens videre forløb;

10.

noterer sig Kommissionens meddelelse, som behandler de begrundede udtalelser fra nationale parlamenter og kamre (1); minder principielt Kommissionen om dens pligt til at godtgøre, at dens lovforslag er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, og opfordrer Kommissionen til rettidigt at stille passende og udførlige redegørelser til rådighed for alle berørte parter; konstaterer, at Kommissionen i denne meddelelse ikke tager fyldestgørende hensyn til den subnationale dimension ved vurderingen af tilstrækkeligheden af medlemsstaternes indsats. Ifølge det i artikel 5, stk. 3, i TEU fastlagte nærhedsprincip, sondres der mellem det centrale, regionale og lokale niveau; opfordrer Kommissionen til at tage passende hensyn til den regionale og lokale dimension af nærhedsprincippet fremover.

11.

Regionsudvalget fremhæver, at beskyttelsen af Den Europæiske Unions finansielle interesser skal sikres i alle medlemsstater uden undtagelse, hvilket betyder, at en overnational ordning og institution kan give en merværdi sammenlignet med en national retsforfølgelse;

12.

gør desuden opmærksom på, at merværdien ved oprettelse af en europæisk anklagemyndighed ville være størst, hvis alle medlemsstater deltager, og myndigheden ikke kun omfatter enkelte medlemsstater, idet EU's finansielle interesser må sikres i alle medlemsstater uden undtagelse;

13.

beklager derfor, at oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed gennem et forstærket samarbejde kan være forbundet med betydeligt større omkostninger for medlemsstaterne, idet de hidtidige strukturer (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig — OLAF, Eurojust) ville skulle bibeholdes og styrkes;

14.

gør opmærksom på, at enkelte nationale parlamenter har ytret bekymring for nærhedsprincippets overholdelse og forventer, at disse bekymringer kan imødegås i forbindelse med den videre behandling af forslaget.

15.

Regionsudvalget bifalder principielt metoden i Kommissionens forslag til oprettelse af en central europæisk anklagemyndighed, ifølge hvilken anklagerne i medlemsstaterne som europæiske delegerede anklagere optræder i en strafferetlig dobbeltrolle og skal handle på vegne af såvel EU som nationalstaten;

16.

foreslår imidlertid, at forslaget suppleres med, at hver medlemsstat også bør have mindst et nationalt/regionalt medlem, der befinder sig i Den Europæiske Anklagemyndigheds hovedsæde, således at det bliver muligt at udnytte national/regional ekspertise i både sproglig og juridisk henseende i forbindelse med efterforskning og efterforskningsforanstaltninger;

17.

bifalder, at erfarne nationale/regionale europæiske delegerede anklagere med indsigt i lokale forhold og særpræg får ansvaret for håndteringen af komplekse straffesager med det formål at afslutte procedurerne hurtigt og med godt resultat;

18.

er tilfreds med, at forslaget, hvad angår Den Europæiske Anklagemyndigheds instrukser til de europæiske delegerede anklagere, tager hensyn til, at de europæiske delegerede anklagere også er nationale anklagere, og går ud fra, at Den Europæiske Anklagemyndighed også tager højde for de nationale/regionale retshåndhævende myndigheders interesser ved udformningen af instrukser.

19.

Regionsudvalget fremhæver nødvendigheden af et tæt og tillidsbaseret samarbejde mellem de nationale/regionale retshåndhævende myndigheder og Den Europæiske Anklagemyndighed for at kunne gennemføre en vellykket efterforskning baseret på indsigt i regionale procedurer og særpræg;

20.

gør opmærksom på, at Den Europæiske Anklagemyndigheds beføjelser vedrørende bestemte lovovertrædelser, som skader EU's interesser, eller som er uadskilleligt sagligt forbundet hermed, bør begrænses for også at tage hensyn til de fremførte bekymringer vedrørende nærhedsprincippet;

21.

er fortaler for, at de strafbare handlinger, der hører under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetenceområde, af hensyn til behovet for at skabe absolut og utvetydig klarhed om regler og procedurer, fastlægges i et bilag til den planlagte forordning;

22.

anser en hurtig og effektiv efterforskning for at være vigtig og mener, at det vil være passende at reagere på eksisterende mangler i retshåndhævelsen ved at appellere til medlemsstaterne om at imødegå disse ved hjælp af en styrket indsats i den strafferetlige bekæmpelse af svig og misbrug;

23.

anser den planlagte enekompetence til Den Europæiske Anklagemyndighed, med hensyn til retsforfølgning af lovovertrædelser, der skader Unionens interesser, for at være for vidtgående og går ind for en konkurrerende kompetence mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Anklagemyndighed, kombineret med at Den Europæiske Anklagemyndighed får mulighed for at overtage sagen (evokation), hvis nationale anklagere allerede er i gang med en efterforskning og EU's finansielle interesser står på spil.

24.

Regionsudvalget fremhæver nødvendigheden af, at retsstatslige standarder, garantier for de grundlæggende rettigheder og eksisterende nationale rettigheder for sagens parter, der er fastlagt i procedurereglerne, respekteres i lovgivningsprocessen;

25.

understreger, at Den Europæiske Anklagemyndigheds beføjelser og aktiviteter skal respektere de europæiske grundlæggende rettigheder som fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention, og medlemsstaternes forfatningstraditioner;

26.

fremhæver, at medlemsstaterne ved anvendelse af forordningen, for så vidt som national lovgivning anvendes i den forbindelse, også er forpligtede til at overholde de garanterede grundlæggende rettigheder, der gælder i medlemsstaten, og den europæiske menneskerettighedskonvention;

27.

mener i den forbindelse navnlig, at det er nødvendigt at fastlægge passende regler for videregivelsen af personoplysninger og efterretninger fra Den Europæiske Anklagemyndighed til medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgelse og forebyggelse af lovovertrædelser eller forebyggelse af en umiddelbar og alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed på en måde som sikrer, at der tages højde for databeskyttelseskravene i tråd med forslaget til direktiv om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af straffelovsovertrædelser eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner og den frie udveksling af sådanne oplysninger (COM(2012) 10);

28.

anser det for hensigtsmæssigt, at standarden for videregivelse og videre bearbejdning af personoplysninger, der udveksles mellem Den Europæiske Anklagemyndighed og medlemsstaterne, tager udgangspunkt i Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger. Yderligere beskyttelsesforanstaltninger bør imidlertid ikke udelukkes;

29.

finder det derudover nødvendigt, at der udarbejdes relevant lovgivning, som sikrer, at efterretninger og personoplysninger, der stammer fra staffesager i medlemsstaterne, ikke videregives til tredjelande, internationale organisationer eller andre tredjeparter, medmindre de myndigheder, der har meddelt oplysningerne, udtrykkeligt har givet deres tilladelse;

30.

anser det for absolut påkrævet, at der i forordningen både opstilles regler for enkelte indgribende efterforskningsbeføjelser, som Den Europæiske Anklagemyndighed tildeles og for minimumsstandarder for retspleje, der skal overholdes;

31.

anser det i den sammenhæng for rigtigt, at alle indgribende efterforskningsforanstaltninger underlægges et retligt påbud, og at bevismaterialets gyldighed begrænses til procedurer, der ledes af Den Europæiske Anklagemyndighed;

32.

gør opmærksom på, at Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence ifølge forordningsforslaget ophører, når en dom bliver retskraftig. Forslaget til forordning indeholder imidlertid ikke regler for dommens fuldbyrdelse, og der er derfor brug for relevante bestemmelser i den henseende;

33.

går ind for, at der opstilles regler for sags- og fuldbyrdelsesomkostninger;

34.

mener, at det i de tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt at afslutte en strafferetlig efterforskning med et »forlig« i såkaldte blandede sager, hvor også en medlemsstats eller andre indenlandske juridiske personers finansielle interesser har lidt skade, er nødvendigt at få samtykke fra ikke bare den sigtede, men også den berørte medlemsstat;

35.

går ind for, at bødesummen tilfalder den stat, hvor retssagen gennemføres, i tilfælde af at en sag afsluttes ved hjælp af et bødeforlæg;

36.

anser det for vigtigt, at personer, som har lidt skade som følge af retsforfølgning, kan gøre deres krav gældende i den medlemsstat, i hvilken de er statsborgere, og på grundlag af medlemsstatens materielle ret og procedureregler.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/42

1.

mener, at affaldsoverførsler er et af de områder af affaldslovgivningen, hvor der er størst behov for en mere effektiv håndhævelse. I nogle medlemsstater foretages der en tilstrækkelig kontrol med affaldsoverførslerne. I andre lande er dette imidlertid ikke tilfældet, og resultatet er »port hopping«. Der foreligger klare beviser for, at der sker ulovlige overførsler af affald, som er i direkte modstrid med Basel-konvention og EU's forordning om overførsel af affald. Navnlig forekommer der eksport af farligt affald (såsom affald af elektrisk og elektronisk udstyr, såkaldt WEEE) til lande uden for OECD under påskud af, at affaldet er beregnet til genbrug, og eksport til udviklingslande af ikke-farligt affald, der bortskaffes eller behandles på en måde, som ikke er miljømæssigt forsvarlig;

2.

noterer sig, at fælles inspektioner, der blev gennemført af IMPEL-tfs (1) i samarbejde med 22 medlemsstater, fandt, at der ud af 3 454 affaldsoverførsler var sket overtrædelser i 863 tilfælde, dvs. en andel af overtrædelser på 25 %;

3.

understreger, at en effektiv håndhævelse af forordningen om overførsel af affald vil bidrage til:

4.

ser det som en fordel, at der foretages kontroller i de tidligere led hos affaldsproducenter og affaldsindsamlere med henblik på at lette presset på havnene;

5.

opfordrer til et stærkt og aktivt samarbejde med affaldshåndteringssektoren og ressourceforvaltningsindustrien, eftersom en begrænsning af de ulovlige overførsler også er en fordel for behandlingsvirksomheder i EU, som anvender miljømæssigt forsvarlige metoder;

6.

bemærker resultatet af den offentlige høring om de foreslåede ændringer, hvor 90 % af de berørte aktører udtrykte støtte til lovgivningsmæssige tiltag fra EU's side for så vidt angår affaldsoverførsler.

7.

Regionsudvalget bifalder det foreslåede krav om, at der planlægges inspektioner af affaldsoverførsler, og at disse underkastes en definition af planernes indhold, som skal gælde for hele EU, med henblik på at sikre regelmæssig og sammenhængende planlægning af inspektioner i alle medlemsstater. En hensigtsmæssig planlægning af inspektionerne vil hjælpe myndighederne til at øge deres kapacitet til at gennemføre effektive inspektioner;

8.

konstaterer, at utilstrækkelig håndhævelse i én medlemsstat kan føre til en større arbejdsbyrde og øgede omkostninger i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne har derfor en fælles interesse i at udvikle harmoniserede inspektionsprocedurer og forbedre samarbejdet og udvekslingen af oplysninger på tværs af grænserne;

9.

minder om, at inspektionsplaner er et centralt element i IMPEL's vejledning om inspektion af affaldsoverførsler (2), men allokering af personale til planlægning af inspektioner bør ikke betyde, at der bliver færre ansatte til rådighed for selve gennemførelsen af inspektionerne;

10.

støtter forslaget om, at inspektionsplanerne skal dække hele den pågældende medlemsstats område, men foreslår en supplerende tekst, således at dette også kan ske på regionalt niveau;

11.

opfordrer til, at planerne også kommer til at omfatte kvantificerbare mål i tråd med eksisterende bedste praksis, hvilket sikrer, at indsatsen kan evalueres af beslutningstagerne;

12.

støtter i høj grad bestemmelsen om, at inspektionsplanerne skal omfatte en risikovurdering, der dækker specifikke affaldsstrømme og kilder til ulovlige overførsler, under anvendelse af efterforskningsbaserede data fra politimyndighederne. Udvalget opfordrer endvidere de kompetente myndigheder til at følge IMPEL's anbefalinger i denne henseende med henblik på at foretage en bedre prioritering af de begrænsede ressourcer til inspektioner;

13.

mener, at også transport ad de indre vandveje som anbefalet af IMPEL skal indgå i inspektionsplanerne.

14.

opfordrer Kommissionen til at etablere en konverteringstabel mellem toldkoder og affaldskoder, således at de internationale toldkoder, der anvendes af toldmyndighederne, kan bruges til at udvælge højrisikooverførsler til inspektion.

15.

Regionsudvalget deler Rådets bekymring (3) for, at offentliggørelse af inspektionsplanerne kan være til gavn for dem, der er involveret i ulovlige affaldsoverførsler. Udvalget mener derfor, at inspektionsplanerne bør offentliggøres på et strategisk, men ikke på et operationelt niveau;

16.

erkender, at de lokale og regionale myndigheder har pligt til at drage omsorg for borgerne og sikre, at de materialer, der deponeres hos dem med henblik på genbrug, genanvendelse eller bortskaffelse, behandles på en måde, som respekterer miljøet og menneskers sundhed. Borgernes aktive samarbejde i forhold til genanvendelses- og affaldsordninger påvirkes negativt, hvis de får kendskab til, at ulovligt overført affald undergår en miljøskadelig behandling;

17.

opfordrer derfor til, at der udsendes en årlig rapport om udførte inspektioner, resultaterne af disse inspektioner og eventuelle sanktioner som følge heraf.

18.

Regionsudvalget bifalder forslaget om at kræve, at den person, der har ansvaret for overførslen, fremlægger bevis for, at den genstand, der angiveligt eksporteres til genbrug, er i fuld funktionsduelig stand. Dette gælder elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) (snarere end WEEE) og biler (snarere end udrangerede køretøjer). At bevisbyrden således vendes om, vil hjælpe inspektionsmyndighederne til at identificere ulovlig eksport af ikke-funktionsdygtige produkter, dvs. affald, som ellers ville blive sendt til mangelfuld genanvendelse eller behandling uden for EU. Sådanne produkter bør behandles på et europæisk anlæg, så man undgår spild af værdifulde råstoffer samt beskytter miljøet i tredjelande tillige med borgernes sundhed i disse lande;

19.

bifalder forslaget om, at den kompetente myndighed i tilfælde af en overførsel bestemt til nyttiggørelse, hvor der er mistanke om at overførslen er ulovlig, kan kræve, at den person, der har ansvaret for overførslen, fremlægger oplysninger om, hvilke behandlingsmetoder, teknologier og standarder der vil blive anvendt i bestemmelseslandet. Udvalget mener endvidere, at dette princip bør indføres for alle relevante overførsler, der falder ind under forordningen om overførsel af affald, og at det endelige bestemmelsessted for alt affald, der skal genanvendes, bør offentliggøres, således at såvel gennemsigtigheden som offentlighedens tillid til affalds- og værdikæden øges.

20.

Regionsudvalget støtter udviklingen af en elektronisk dataudveksling, hvorigennem der kan tilvejebringes en sikker database for elektronisk anmeldelse af overførsler, som omfatter leverandøren, transportøren, mellemmænd og materialets endelige bestemmelsessted, og understreger vigtigheden af en bred høring af de lokale og regionale myndigheder og andre berørte aktører i forbindelse med oprettelsen af denne database;

21.

fastholder, at en sådan databank bør være tilgængelig for alle de relevante offentlige myndigheder (miljøtilsyn, toldmyndigheder, politi) og omfatte resultaterne af inspektionerne med henblik på at bistå myndighederne med at målrette deres inspektioner;

22.

konstaterer, at der allerede er fire lande, som anvender elektronisk dataudveksling i forbindelse med anmeldelser af affaldsoverførsler (4), og at det skønnes, at hvis en sådan dataudveksling blev anvendt i hele EU, ville virksomhederne kunne spare over 40 millioner EUR i administrative byrder om året (5). Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder har da også opfordret til, at alle medlemslande gør brug af elektronisk dataudveksling.

23.

Regionsudvalget gentager, at det vil være en afgørende supplerende foranstaltning til ændringen af forordningen om overførsel af affald, at man styrker IMPEL yderligere og sikrer IMPEL en tilstrækkelig omfattende økonomisk støtte på langt sigt. Derigennem kan IMPEL foretage mere systematiske peer review-inspektioner og fortsætte sit arbejde med at identificere og udbrede bedste praksis med en udvidelse heraf til det regionale og lokale niveau (6);

24.

gentager ligeledes sin opfordring til Kommissionen om at indføre en generel EU-ramme for miljøinspektioner og -overvågning — som også giver Kommissionen inspektionsbeføjelser — med henblik på at støtte de lokale og regionale myndigheder i deres arbejde med at gennemføre EU's miljølovgivning, mindske den illoyale konkurrence, der bunder i forskellige eller manglende inspektionsordninger, og sikre lige vilkår i forbindelse med retssager (7).

25.

Regionsudvalget minder om, at miljøpolitik er et område, hvor der er delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne, og at nærhedsprincippet derfor finder anvendelse;

26.

påpeger, at overførsler af affald er internationale, og hvis ikke alle medlemsstater gennemfører og håndhæver lovgivningen på samme måde, vil der ikke være lige vilkår, ligesom der ikke vil blive taget hånd om risiciene for menneskers sundhed og miljøet. Udvalget mener derfor, at der er behov for en indsats på EU-plan;

27.

understreger, at der i forbindelse med gennemførelsen af den elektroniske dataudveksling ved en delegeret retsakt fra Kommissionen bør tages fuldt hensyn til konsekvenserne for de lokale og regionale myndigheder. Derfor må der gennemføres en direkte høring af de lokale og regionale myndigheder eller deres repræsentanter, inden der fremsættes forslag til delegerede retsakter.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/48

1.

Regionsudvalget hilser NAIADES II-pakken velkommen som en logisk opfølgning af NAIADES I, der var det første integrerede initiativ på EU-niveau for udvikling af transporten ad indre vandveje; støtter fuldt Kommissionens bestræbelser for at puste nyt liv i sektoren for transport ad indre vandveje og øge dens andel af den samlede transport, således at dens potentiale kan udnyttes fuldt ud;

2.

støtter Kommissionens prioritering af et skift fra vejtransport til jernbanetransport, transport ad indre vandveje og søtransport og insisterer samtidig på, at der skal ske en internalisering af de eksterne omkostninger for alle transportformer;

3.

går ind for udvikling af sektoren for transport ad indre vandveje og mener, at den kan være et middel til håndtering af den udfordring, der ligger i overbelastningen af vejene; mener på baggrund af sikkerhedsstatistikken og miljøvirkningerne, at der er tale om en pålidelig, sikker og bæredygtig transportform;

4.

understreger den rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller for fysisk planlægning og transportplanlægning, idet effektiv fysisk planlægning kan fremme en sammenkobling af økonomiske aktiviteter, skabe integrerede klynger, der nedsætter transportbehovet, og gøre multimodal transport mere attraktiv; anerkender endvidere den betydning, transportinfrastruktur har for den regionale økonomiske udvikling, den rolle, indlandshavne spiller som økonomiske knudepunkter, samt det bidrag, vandvejene leverer til en begrænsning af belastningen af søhavne og andre transportsystemer; ønsker at understrege, at lokale og regionale myndigheder afholder betydelige omkostninger til udvikling og forvaltning af centrale infrastrukturanlæg og bør være i centrum for bestræbelserne for at optimere anvendelsen af den kapacitet, der ligger i de indre vandveje;

5.

erkender, at indre vandveje til forskel fra andre transportveje ikke blot tjener et transportformål, men også har betydning i forbindelse med vandforsyning, beskyttelse mod oversvømmelse, energiproduktion, rekreativ og turismerelateret brug. De er desuden vigtige økosystemer og har en landbrugs- og fiskerifunktion; opfordrer i denne henseende sektoren for transport ad indre vandveje til at opretholde sin førerstilling som en miljøvenlig transportform og bevare en god balance mellem sine aktiviteter og vandvejenes øvrige (nogle gange konkurrerende) funktioner;

6.

støtter offentlige tiltag for at forbedre sektorens driftsforhold, infrastruktur, miljøpræstationer, innovation og integration i logistikkæden og mener, at selv om transport ad indre vandveje er liberaliseret og opererer i et indre transportmarked, kan en sådan offentlig investering være berettiget i betragtning af den alvorlige virkning, den økonomiske krise har haft for sektoren, og de socioøkonomiske og miljømæssige afkast, den leverer.

7.

Regionsudvalget mener, at NAIADES II-pakken overholder nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

8.

Regionsudvalget er enig i Kommissionens overordnede vurdering af sektoren for transport ad indre vandveje: dominansen af selvstændige operatører og det fragmenterede udbud; dens svækkede position i forhold til aktører fra andre transportsektorer og det langsomme, men støtte fald i dens andel af transportmarkedet, når man sammenligner med vejtransport; overkapaciteten og den deraf følgende priskonkurrence; dens manglende evne til at geninvestere og innovere; samt de begrænsede fremskridt i forhold til afhjælpning af de vigtigste infrastrukturmangler og -flaskehalse og det konkurrenceevnetab, som EU-økonomiens afmatning har afstedkommet for sektoren;

9.

bakker derfor op om interventionsområderne under NAIADES II og målsætningen om at gøre sektoren for transport ad indre vandveje til en transportform af høj kvalitet, godt forvaltet, effektiv, sikker, integreret i den intermodale transportkæde, med kvalitetsjob besat af en kvalificeret arbejdsstyrke og i overensstemmelse med høje miljøstandarder; er fast overbevist om, at sektoren for transport ad indre vandveje kan levere et væsentligt bidrag til EU's transportpolitik og skal integreres behørigt deri;

10.

mener, at hvad der nu behøves, er et helhjertet engagement fra medlemsstaternes side for at forfølge de centrale målsætninger, samt at sektoren for transport ad indre vandveje forholder sig mere proaktivt og sammenhængende til sine grundlæggende svagheder;

11.

erkender manglerne ved NAIADES I og foreslår, at Kommissionen, om nødvendigt sammen med ressourcerne fra PLATINA-platformen (1), for at gøre NAIADES II mere effektiv udvikler en tydelig køreplan for implementeringen med mål og målsætninger og anlægger en mere sammenhængende tilgang til identifikation af finansielle og andre ressourcer.

12.

Regionsudvalget advarer mod at se på transport ad indre vandveje som en transportform, der er adskilt fra andre transportformer, og mener, at en bedre interkonnektivitet mellem transport ad indre vandveje og andre transportformer vil kunne bidrage til at opnå større markedsandele og styrke hele sektoren;

13.

bifalder, at indre vandveje indgår i seks ud af ni TEN-T-basisnetkorridorer, og håber, at implementeringen og styringsstrukturerne for disse korridorer vil blive tilstrækkeligt repræsentative for alle transportformer, og at det potentiale og de særkender, der præger transport ad indre vandveje, vil blive tilstrækkeligt anerkendt i TEN-T-netværkene, således at man kan håndtere centrale flaskehalse og manglende forbindelsesled hensigtsmæssigt;

14.

håber, at det langsigtede engagement til fordel for det centrale og omfattende netværk kan fremme tilvejebringelsen af en stabil lovgivningsramme, der vil kunne bidrage til at tiltrække nye investeringer til sektoren for transport ad indre vandveje;

15.

opfordrer de berørte medlemsstater til i samarbejde med lokale og regionale myndigheder og andre relevante aktører at følge op på forpligtelserne og forelægge detaljerede forslag om projekter vedrørende indre vandveje og indlandshavne for Kommissionen, således at de kan nyde godt af Connecting Europe-faciliteten (CEF) og en mulig forøgelse af den medfinansiering (op til 40 %), der er til rådighed for sådanne projekter; mener, at investeringer i såvel hård som blød infrastruktur vil hjælpe sektoren til at realisere sit potentiale;

16.

gentager sin opfordring til de berørte medlemsstater om at tage behørigt hensyn til sejlads på indre vandveje i udarbejdelsen af investeringsrammeprogrammer og nationale planlægningsinstrumenter og til i praksis at opfylde allerede indgåede forpligtelser for at støtte etableringen og videreudviklingen af regionale erhvervsområder;

17.

understreger betydningen af at sikre, at mindre sejlruter er vedligeholdte og opgraderede, når det er relevant for besejlingsformål, således at der kan opretholdes et sammenhængende netværk og det kan sikres, at mindre operatører i sektoren forbliver levedygtige.

18.

Regionsudvalget erkender den utilstrækkelige innovationskultur i sektoren for indre vandveje og de underliggende årsager til dette og er enig med Kommissionen i, at sektoren bør engagere sig mere i agendaen for forskning, udvikling og innovation, formulere fremtidige prioriteter og være mere proaktiv i udnyttelsen af de foreliggende muligheder;

19.

mener, at lokale og regionale myndigheder kan bidrage til en styrkelse af innovationen i sektoren gennem støtte til afpassede innovationspolitikker og målrettet anvendelse af ressourcer og finansieringsinstrumenter.

20.

Regionsudvalget støtter Kommissionens indsats for at mindske fragmenteringen og styrke synergien mellem markedsaktørerne; erkender, at visse regler, der gælder for sektoren for indre vandveje, er fastlagt regionalt eller nationalt, og mener, at Kommissionen under hensyntagen til nærhedsprincippet skal udvise så meget fleksibilitet som muligt i harmoniseringsprocessen;

21.

er enig i, at der skal ske en internalisering af de eksterne omkostninger for alle transportformer, men mener, at dette ikke må føre til øgede transportomkostninger; mener, at hvis de eksterne omkostninger beregnes korrekt, vil det blive lettere at sammenligne de forskellige transportformer, hvilket kunne føre til, at man i højere grad anvender miljøvenlige former, motivere sektoren til at tage spørgsmålet om eksterne omkostninger op og specifikt være til gavn for vandvejstransporten;

22.

mener på den anden side, at udgifterne til ny infrastruktur eller til vedligeholdelse af eksisterende infrastruktur skal overvejes nøje, da dette ville være en supplerende økonomisk byrde for sektoren for transport ad indre vandveje; muligheden af at lade andre brugere af de indre vandveje betale bør også overvejes;

23.

bemærker Kommissionens hensigt om at undersøge hindringerne for den videre udvikling af indlandshavne og ville sætte pris på videre konsultationer om dette spørgsmål med de berørte lokale og regionale myndigheder, inden den lovgivningsmæssige proces indledes.

24.

Regionsudvalget støtter bestræbelserne for at gøre flåden mere miljøvenlig og nedbringe mængden af luftforurenende stoffer og understreger, at fremgangsmåden bør være teknologineutral med hensyn til motorteknologi og valg af brændstof og have det bedst mulige cost-benefit-forhold;

25.

bemærker imidlertid, at de potentielle energi- og CO2-fordele ved en mere miljøvenlig flåde kun kan bestemmes efter en omhyggelig vurdering, der medregner fartøjets alder, den nuværende motors ydeevne og fartøjets lastningsegenskaber, samt på grundlag af en forståelse for den store mængde indeholdt energi, der er forbundet med anskaffelse af nye motorer; forventer i denne forbindelse, at der gøres en styrket indsats for at gøre eftermontering af udstyr mere rentabel og standardiseret, således at omkostningerne kan nedbringes, og emissionerne fra alle eksisterende fartøjer kan forbedres;

26.

mener, at der i øjeblikket ikke er et tilstrækkeligt incitament — lovgivningsmæssigt eller finansielt — for sektoren for indre vandveje til effektivt at tackle spørgsmålet om nedsættelse af emissionerne; slår derfor til lyd for en integreret tilgang, som muliggør anvendelse af flere fonde eller programmer, f.eks. LIFE+, TEN-T og Horisont 2020, til at gøre fartøjerne på de indre vandveje mere miljøvenlige, og ser frem til konsekvensanalysen for de forskellige muligheder, der er under overvejelse, med hensyn til emissionsgrænser for store og små, eksisterende eller nye fartøjer til bekæmpelse af luftforurening ved kilden;

27.

sætter spørgsmålstegn ved antagelsen i Kommissionens arbejdsdokument om, at flydende naturgas (LNG) (2) er den eneste løsning for luftkvalitetsemissioner, og den påståede lethed, hvormed teknologiløsninger kan overføres fra en transportform til en anden, idet det stadig debatteres, hvilken teknologiløsning der bedst kan sætte sektoren i stand til at leve op til normerne; mener, at LNG er en lovende mulighed, men ikke den eneste, og at tidsplanen for implementering er urealistisk;

28.

henleder opmærksomheden på, at det vil være vanskeligt at bidrage til at opnå en miljøvenlig udvikling af transporten ad de indre vandveje, hvis ikke de berørte parter inddrages ordentligt.

29.

Regionsudvalget støtter den af Kommissionen foreslåede metode til at forbedre færdigheder og kvalifikationer i sektoren, der vil forbedre adgang til beskæftigelse og mobilitet, forbedre sikkerheden, øge jobkvaliteten og skabe lige vilkår.

30.

Regionsudvalget bemærker den rolle, lokale og regionale myndigheder kan spille ved bedre at integrere logistik, der er baseret på transport ad indre vandveje, i deres planer for bæredygtig mobilitet i byområder;

31.

taler for, at man, hvor det er praktisk muligt, integrerer relevante informationsstrømme for andre transportformer i flodinformationstjenesterne (RIS); mener, at selv om der er udestående spørgsmål med hensyn til 1) udveksling af information, der kan være kommercielt følsom, og 2) investeringsbyrden for aktører, der investerer i intelligente transportsystemer, kunne et ændret RIS blive et værdifuldt redskab for forvaltning af forsyningskæden, optimering af godsbevægelserne og reduktion af omkostninger og emissioner;

32.

ser frem til resultaterne af den igangværende evaluering af flodinformationstjenesterne og håber, at Kommissionen vil være i stand til at foreslå ændringer til RIS-direktivet, da udvalget anser intelligente transportsystemer for et vigtigt element i bestræbelserne for at fremme effektiv intermodal transport, sikre, at transport ad indre vandveje fungerer smidigt, og reducere administrative byrder, herunder komplicerede krav på tværs af grænserne mellem EU- og ikke-EU-lande.

33.

Regionsudvalget støtter intentionen om en ny tilgang til styring af sektoren for indre vandveje, således at regulerings- og kompetencemæssige overlapninger kan håndteres; bifalder i denne forbindelse undertegnelsen af en administrativ aftale mellem Kommissionens Generaldirektorat for Mobilitet og Transport og Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (CCNR), som danner ramme om et styrket samarbejde til støtte for sektoren for indre vandveje; ser frem til indgåelsen af lignende aftaler med andre flodkommissioner;

34.

opfordrer relevante organer vedrørende transport ad indre vandveje til at styrke koordineringen for at forbedre den måde, hvorpå sektoren er repræsenteret, og påtage sig et direkte ansvar for visse af målsætningerne i NAIADES II-pakken;

35.

peger på det potentiale, der ligger i EU's strategi for Donauområdet (EUSDR) med hensyn til integreret udvikling og forvaltning af et vandområde, og mener, at man ved implementering af denne strategi kunne skabe en væsentlig forbedring af transporten på Donau, som har et betragteligt potentiale for et øget trafikomfang.

36.

Regionsudvalget bemærker, at der i meddelelsen er en række henvisninger til forskellige EU-finansieringsprogrammer (ESF, CEF, Horisont 2020), mens der ikke synes at være en sammenhængende eller systematisk tilgang til, hvordan disse fonde kan bidrage til opfyldelse af målsætningerne;

37.

opfordrer Kommissionen til at behandle det som en hastesag at udarbejde det foreslåede arbejdsdokument om finansieringen af NAIADES; anbefaler, at man parallelt med at identificere og kvantificere investeringsbehovet for sektoren for indre vandveje også sørger for, at sektoren får tydelig vejledning om adgang til finansiering; det omtalte arbejdsdokument vil udgøre et nyttigt bidrag til køreplanen for implementeringen (foreslået under pkt. 11 ovenfor);

38.

mener, at de europæiske struktur- og investeringsfonde kan støtte centrale NAIADES-målsætninger, men er bekymret over, at nøgleindikatorerne til måling af disse fondes (især EFRU's og Samhørighedsfondens) resultater udelukkende vedrører vej- og jernbaneinfrastrukturer, og at de derfor synes at lægge op til investering i disse transportformer snarere end indre vandveje, hvor sådanne muligheder er til stede;

39.

noterer sig referencerne til finansieringsinstrumenter og mener, at det også må være muligt at anvende finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank i sektoren for indre vandveje.

40.

Regionsudvalget bifalder begrundelsen for den foreslåede ændring af forordningen om en kapacitetspolitik for Fællesskabets indlandsflåder. Hvis den gennemføres, vil det blive lettere at udnytte reservefonden og at anvende den til supplerende foranstaltninger til fremme af vandvejstransporten i overensstemmelse med målsætningerne for NAIADES II.

41.

Regionsudvalget støtter direktivforslagets målsætning om at adskille tekniske standarder fra de proceduremæssige aspekter, hvilket vil strømline opdateringsprocessen for sådanne standarder og gøre vilkårene tydeligere og mere gennemsigtige for sektoren;

42.

støtter den foreslåede pragmatiske og fleksible tilgang, ifølge hvilken der vil være lempede tekniske forskrifter eller delvis anvendelse af de tekniske forskrifter for visse zoner (medlemsstater), afhængigt af karakteren af deres indre vandveje.

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/53

1.

Regionsudvalget bifalder det generelle formål med Kommissionens forslag, som er at arbejde hen imod et indre marked for elektronisk kommunikation, hvor borgere og virksomheder kan få adgang til kommunikationstjenester, uanset hvor i EU disse bliver udbudt, uden restriktioner på tværs af grænser eller urimelige ekstraomkostninger og udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester kan drive og udbyde dem, uanset hvor i EU de er etablerede, og uanset hvor i EU kunderne befinder sig;

2.

bakker op om formålet med EU 2020-strategien og den digitale dagsorden for Europa, som er at skabe et voksende, resultatorienteret og dynamisk digitalt indre marked, der gavner alle erhvervssektorer;

3.

understreger betydningen af konnektivitet via de elektroniske kommunikationsnet og en styrket markedsintegration for virksomheder og forbrugere og fremhæver de store muligheder, som det digitale indre marked skaber for det europæiske samfund som helhed;

4.

gør dog samtidig opmærksom på, at der ved udformningen af den europæiske retlige ramme for elektronisk kommunikation i passende omfang bør tages højde for de faktiske og juridiske betingelser i medlemsstater og regioner;

5.

anmoder om, at der tages højde for, at der set i lyset af den digitale kløft i EU, den mangelfulde ikt-infrastruktur, de forskellige udgangspositioner og de store forskelle i formue- og indkomstforhold i og imellem medlemsstaterne kun kan blive tale om at anvende en etapevis tilgang i flere hastigheder til videreudvikling af det digitale samfund og realisering af en gradvis konvergens;

6.

minder om, at enkelte medlemsstater allerede har opstillet regler, der skal reducere forskellene mellem byer og landdistrikter med hensyn til bredbåndsdækning; EU-regler må tage hensyn til medlemsstaternes forskellige udgangspunkter;

7.

minder på ny om den nøglerolle og det store ansvar, som de lokale og regionale myndigheder har for at sikre bredbåndsforbindelser til en overkommelig pris i de regioner, hvor markedet svigter, for at gå i spidsen med pilotprojekter til nedbringelse af e-adgangskløften og for at udvikle nye tilgange, hvor de offentlige onlinetjenester sætter borgeren i centrum;

8.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder i landdistrikter, der af private operatører betragtes som lidet rentable, er nødt til at deltage i finansieringen af digital infrastruktur. For at sikre alle borgere og geografiske områder lige adgang til de nye teknologier beder Regionsudvalget Kommissionen om at støtte de lokale og regionale myndigheders finansieringsindsats ved dels at give grønt lys for de europæiske strukturfondes medfinansiering af digital infrastruktur i alle regioner i EU, dels at anerkende, at projekter for digital udvikling af tyndtbefolkede landdistrikter har karakter af en tjeneste af almen økonomisk interesse;

9.

kritiserer i den forbindelse det beskedne beløb, der er afsat til udbygning af bredbåndsnet inden for rammerne af Connecting Europe-faciliteten i perioden 2014-2020;

10.

konstaterer, at en hurtig udbygning af fibernet på »den sidste kilometer« er en nødvendig forudsætning for at kunne lede byrden ved datatransmissioner, herunder i mobiltrafikken, over på fastnettet via passende routere;

11.

har den holdning, at EU-lovgivning ikke må resultere i konkurrencemæssige ulemper for medlemsstater med relativt få indbyggere og et lille areal;

12.

bekræfter, at informations- og kommunikationsteknologierne, som er fundamentet i et informationssamfund, der ønsker at være åbent for alle, bør opfylde behovene for alle samfundets borgere, herunder personer, der risikerer social udstødelse;

13.

understreger, at behandlingen af personoplysninger i henhold til denne forordning skal være underkastet den eksisterende EU- og nationale lovgivning, herunder især direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF;

14.

beklager, at der ikke blev gennemført en offentlig høring om forordningsforslaget, hvor alle interessenter ville have haft lejlighed til at redegøre for deres holdning til de konkrete forslag til ændringer af lovgivningen;

15.

er overbevist om, at der er behov for en grundig undersøgelse af de omfattende forslag og anser derfor Kommissionens tidsplan, med den 1. juli 2014 som anvendelsesdato for forordningen, for at være meget ambitiøs.

16.

Regionsudvalget bifalder principielt den tilstræbte forenkling af nationalt fragmenterede tilladelsesprocedurer til fordel for reguleringsmæssig ensartethed og forudsigelighed for de berørte virksomheder gennem indførelse af en generel EU-tilladelse;

17.

anmoder om, at det sikres, at en fælles EU-tilladelsesprocedure ikke resulterer i større retlig uvished og mindre forudsigelige reguleringsforanstaltninger;

18.

konstaterer, at forslaget til ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester betyder en væsentlig overførsel af beføjelser til Den Europæiske Union på bekostning af de nationale tilsynsmyndigheder. Navnlig Kommissionens ret til at forlange, at nationale tilsynsmyndigheder trækker forslag til foranstaltninger tilbage, begrænser deres råderum på vedvarende vis;

19.

anmoder om garantier for, at det faktum, at det kun er den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, der må suspendere eller tilbagekalde rettighederne hos en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation (artikel 6, stk. 1) ikke fører til et reguleringskapløb mod bunden (»race to the bottom«) og bidrager til »forum shopping«.

20.

Regionsudvalget fremhæver, at radiofrekvenser er et offentligt gode og en knap ressource;

21.

er enig med Kommissionen i, at effektiv frekvenstildeling er vigtig for at lette adgangen for operatørerne og for at fremme innovation og kulturel mangfoldighed;

22.

konstaterer, at de beføjelser, Kommissionen skal have til at opstille obligatoriske tidsplaner for frekvenstildelingen og fremsætte krav om, at nationale tilsynsmyndigheder trækker forslag til afhjælpende foranstaltninger tilbage, betyder en vidtrækkende overførsel af beføjelser til Den Europæiske Union på frekvenstildelingsområdet;

23.

gentager, som allerede påpeget i forbindelse med reformpakken vedrørende telekommunikation i 2008, at man er betænkelig ved at overføre flere beføjelser til EU på frekvenstildelingsområdet. Det aktuelle forslag til forordning har ikke rådet bod på denne bekymring;

24.

minder om, at foranstaltningerne i radiofrekvenspolitikprogrammet, bl.a. statusopgørelsen inden 2015, endnu ikke er afsluttede og først bør evalueres;

25.

bemærker, at en europæisk regulering af anvendelsen af radiofrekvenser modvirkes af, at medlemsstaterne har juridiske og tekniske forpligtelser, der først kan overvindes på mellemlang til lang sigt;

26.

gør opmærksom på, at en EU-reform af frekvenser og radiofrekvenstildelingsprocedurer må tage højde for eksisterende licensaftaler med en løbetid på op til 20 år;

27.

mener, at der er et presserende behov for koordinering med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, inden der lovgives i form af en forordning, idet enkelte medlemsstater allerede planlægger en frekvenstildeling ultimo 2014/primo 2015 i form af den såkaldte digitale dividende II;

28.

fremhæver, at der i medlemsstater og regioner skal være en tilstrækkelig reserve af frekvenser til innovative anvendelser;

29.

anser det for vigtigt at udnytte de teknologiske og juridiske muligheder for shared-spectrum-anvendelser og innovative nye teknologier som cognitive radio, ultrawideband og white spectrum og dermed opnå en mere effektiv udnyttelse af frekvenserne;

30.

er bekymret for, at den foreslåede ændring af den lovgivningsmæssige ramme kan resultere i en forsinket radiofrekvenstildeling i løbet af de næste 12 til 18 måneder;

31.

afviser på grund af denne bekymring Kommissionens forslag til foranstaltninger vedrørende harmonisering af radiofrekvenstildelingen og henviser til muligheden for at sikre sammenhæng i frekvenstildelingen ved hjælp af internationale aftaler, der respekterer medlemsstaternes beføjelser på området;

32.

opfordrer til, at man inden etableringen af en europæisk frekvensordning først udarbejder en statusopgørelse over de aktuelle frekvenstildelingsplaner og tidsfrister i hele EU, som herefter kan tjene til informationsgrundlag for udviklingen af en ensartet procedure for tildelingen af frekvenser på lang sigt;

33.

anbefaler i den henseende, at der først defineres et centralt område i frekvenspolitikken, som har strategisk betydning for en EU-infrastrukturpolitik for nettet og foreslår, at der fokuseres på frekvensnet til mobiltelefoni, relevante muligheder for adgang til netværket som WiFi og et EU-LTE-net (long-term evolution);

34.

mener, at begrænsningen til mobiltelefonispektret samtidig betyder en håndhævelse af nærhedsprincippet, idet resultatet er, at der kun fordeles frekvenser på EU-niveau, for hvilke det kan forventes, at proceduren vil betyde en reel effektivitetsgevinst;

35.

bifalder i høj grad forslaget om en lettelse af anvendelsen af offentlige radiobaserede datanet (RLAN), som vil føre til en større udbredelse af offentligt tilgængelige internetforbindelser;

36.

bemærker, at den generelle tilladelse til at etablere og anvende — i tråd med tekniske specifikationer defineret af Kommissionen — ikke-forstyrrende trådløse adgangspunkter for et lille område begrænser lokale og regionale myndigheders råderum.

37.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens planer om at harmonisere rettighederne for slutbrugere af elektroniske kommunikationstjenester og på den måde sikre, at borgere og udbydere i hele EU har de samme rettigheder og pligter og kan udbyde eller erhverve grænseoverskridende tjenester under sammenlignelige forhold;

38.

støtter målet om at sikre, at slutbrugerne har ikke-diskriminerende adgang til kommunikationsnet og -tjenester, der udbydes af en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat;

39.

bakker op om Kommissionens indsats for at styrke forbrugerbeskyttelsen og brugerrettighederne i den elektroniske kommunikation ved at forbrugerne informeres mere udførligt om priser og leveringsvilkår;

40.

mener, at princippet om netneutralitet er en væsentlig forudsætning for at muliggøre et innovativt internet med åbne, dynamiske og komplekse strukturer og sikre lige vilkår til gavn for europæiske borgere og virksomheder;

41.

er enig med Europa-Parlamentet i, at løsningsmodeller vedrørende netneutralitet kun kan realiseres ved hjælp af en fælles europæisk tilgang og bifalder dermed principielt, at Kommissionen har taget initiativ til at foreslå regler på området;

42.

understreger, at internettets åbne karakter har været en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen, økonomisk vækst, social udvikling og innovation, som har ført til en bemærkelsesværdig udvikling inden for onlineapplikationer, -indhold og -tjenester og dermed vækst i udbuddet af og efterspørgslen efter indhold og tjenester, ligesom den har gjort det til en meget vigtig katalysator for den fri bevægelighed for viden, ideer og information, herunder i lande, hvor der er begrænset adgang til uafhængige medier;

43.

er enig med Europa-Parlamentet i, at der er betydelige risici forbundet med at afvige fra principperne om netneutralitet og »best-effort«, f.eks. konkurrencebegrænsende adfærd, blokering for innovation, begrænsning af ytringsfriheden og mediepluralisme, mangel på forbrugerbevidsthed og krænkelse af privatlivets fred, som vil være ødelæggende for industrien, forbrugerne og det demokratiske samfund som helhed;

44.

er overbevist om, at artikel 23 i Kommissionens forslag ikke lever op til princippet om netneutralitet og anbefaler, at disse bestemmelser revideres grundigt;

45.

gør udtrykkeligt opmærksom på den risiko for en svækkelse af netneutraliteten, som udgår fra aftaler mellem adgangsudbydere og indholdsleverandører om levering af specialtjenester med højere tjenestekvalitet;

46.

er bekymret for, at anvendelsen af artikel 23, stk. 2 kan føre til en begunstigelse af kapitalstærke virksomheder og ulemper for mindre indholdsleverandører og slutbrugerne og advarer imod at undergrave den digitale tilgængelighed som et grundlæggende princip i internetarkitekturen, begrænse internettets innovationskapacitet og bringe den kulturelle mangfoldighed på nettet i fare;

47.

støtter kravet om, at internetudbydere ikke blokerer, diskriminerer mod, svækker eller forringer en persons mulighed for at udnytte en forbindelse til at få adgang til, anvende, sende, offentliggøre, modtage eller tilbyde hvilket som helst indhold og hvilken som helst applikation eller tjeneste efter eget valg, uanset kilde eller mål;

48.

bifalder derfor udtrykkeligt forbuddet mod at blokere, bremse, nedgradere eller diskriminere specifikt indhold eller specifikke applikationer eller tjenester (artikel 23, stk. 5). Regionsudvalget gør imidlertid opmærksom på, at de foreslåede undtagelser på grund af deres upræcise karakter og manglende retlige klarhed egner sig til at skabe tomgang med hensyn til princippets overholdelse;

49.

er bekymret for, at en retligt usikker definition af passende trafikstyringsforanstaltninger kan bringe den hensigtsmæssige udelukkelse af internetspærringer i fare samt at den ubetingede udvidelse med gennemførelse af »retsforskrifter« (artikel 23, stk. 5a) ikke kan forenes med proportionalitetsprincippet og databeskyttelseskrav;

50.

anbefaler, at man set i lyset af de allerede eksisterende standarder undersøger, om de foreslåede regler for trafikstyringsforanstaltninger er nødvendige;

51.

støtter Kommissionens indsats for at styrke forbrugerbeskyttelsen ved hjælp af passende foranstaltninger og gøre markedet for elektronisk kommunikation mere gennemsigtigt samt lette markedsdeltagernes adgang til pålidelige og forståelige informationer;

52.

minder om, at de nationale retsforskrifter, der er udformet til gennemførelse af den europæiske retlige ramme for telekommunikation, i meget stort omfang tager højde for relevante nationale særpræg og opfordrer derfor til en omfattende høring af nationale tilsynsmyndigheder og forbrugerbeskyttelsesorganisationer;

53.

bemærker, at den foreslåede harmonisering af slutbrugerrettigheder ikke bør resultere i en forringelse af det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne og anbefaler, at Kommissionen overvejer at styrke slutbrugernes rettigheder med udgangspunkt i princippet om minimumsharmonisering.

54.

Regionsudvalget bifalder fuldt og helt reduktionen af prislofterne for reguleret roamingtrafik samt den gratis passive roamingtrafik og støtter Kommissionens planer om endegyldigt at sætte en stopper for ubegrundede gebyrer og nå frem til ens priser for indlands- og udlandsopkald til fordel for forbrugerne;

55.

støtter Kommissionens intention om, at det ved hjælp af bilaterale eller multilaterale roamingaftaler skal være muligt at få indenlandske tjenestetakster til at gælde for såvel indenlandske som for regulerede roamingtjenester;

56.

lægger vægt på, at slutbrugerens mulighed for at give afkald på anvendelsen af gældende indenlandske takster til gengæld for andre fordele ikke må skabe mulighed for en konsekvent omgåelse af roaming til indenlandske takster;

57.

anmoder om, at det sikres, at forbrugerne ved hjælp af de planlagte retningslinjer for anvendelsen af rimelige brugskriterier reelt kan have tillid til, at de kan bibeholde deres indenlandske forbrugsmønster i andre medlemsstater;

58.

gør opmærksom på risikoen for eventuelle (udlignende) prisstigninger for indenlandsk trafik og anmoder Kommissionen om navnlig at tage højde for dette aspekt i forbindelse med evalueringen af forordning (EU) nr. 531/2012;

59.

konstaterer, at de bilaterale eller multilaterale roamingaftaler skal underkastes en kritisk analyse med henblik på at vurdere, om de begrænser konkurrencen eller styrker dominerende udbyderes konkurrenceposition.

60.

Regionsudvalget har den opfattelse, at forordningsforslaget indeholder utallige foranstaltninger, der må evalueres grundigt med henblik på at fastslå, om de stemmer overens med nærhedsprincippet, f.eks. overdragelsen af beføjelser vedrørende frekvensregulering og frekvenstildelingsproceduren, vetoret til Kommissionen ved foranstaltninger møntet på europæiske udbydere (European Electronic Communications Provider — EECP) og fastlæggelse af et standardiseret virtuelt netadgangsprodukt, der kan resultere i en afskaffelse af pligten til fysisk at adskille abonnentledningerne;

61.

gør opmærksom på, at valget af en forordning som juridisk instrument og beføjelsen til gennemførelsesretsakter om at harmonisere de frekvensressourcer, der er til rådighed, tidspunktet for tildeling og varigheden af retten til at anvende frekvensressourcer (Kapitel III — Afsnit 1 — Samordning af brugen af radiofrekvenser på det indre marked) i forordningsforslaget rejser spørgsmål om, hvorvidt proportionalitetsprincippet er overholdt;

62.

er endvidere af den opfattelse, at forslaget indeholder en række specifikke emner, hvor det særskilt må vurderes, om inddragelsen af disse er velegnet, påkrævet og passende i forbindelse med etableringen af det digitale indre marked;

63.

konkluderer, at Kommissionens forslag, på grund af de nævnte betænkeligheder, for en stor dels vedkommende ikke kan anses for at være færdigbehandlet;

64.

foreslår, at reglerne om afskaffelse af roaminggebyrerne iværksættes inden for den planlagte tidshorisont. De øvrige foranstaltninger bør analyseres og revideres efter høring af de vigtigste aktører og under hensyntagen til de fremsatte indvendinger.