11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/1

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument – De 20 vigtigste problemer for europæiske borgere og virksomheder i forbindelse med det indre marked (SEC(2011)1003),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst" (COM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne: 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen" (COM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Et indre marked for Europa i det 21. århundrede" (COM(2007)0724) og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument "Single market: review of achievements" (SEC(2007)1521),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2007 om undersøgelse af det indre marked (1) og Kommissionens tjenestegrenes arbejdsdokument "The single market review: one year on" (SEC(2008)3064),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Smart Regulation in the European Union" (COM(2010)0543),

—

der henviser til Kommissionens 27. årsberetning om forvaltning af anvendelsen af fællesskabslovgivningen (2009) (COM(2010)0538) og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument med titlen "Situation in the different sectors" (SEC(2010)1143),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten (COM(2007)0502),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 om en akt for det indre marked,

—

der henviser til Mario Montis rapport til Kommissionen om relancering af det indre marked,

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (3),

—

der henviser til resultattavlen for det indre marked nr. 21 (2010) og til sine beslutninger af 9. marts 2010 (4) og 23. september 2008 (5) om resultattavlen for det indre marked,

—

der henviser til artikel 258-260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

—

der henviser til artikel 7, 10 og 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48;

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget, Regionaludviklingsudvalget og Retsudvalget (A7-0310/2012),

A.

der henviser til, at "De 20 vigtigste problemer for europæiske borgere og virksomheder i forbindelse med det indre marked" bekræfter, at virkeligheden ikke lever op til forventningerne, når det drejer sig om det indre marked;

B.

bemærker, at der fortsat er alt for mange hindringer for, at europæerne kan drage fuld fordel af det indre marked, hvilket hæmmer udviklingen af en følelse af at tilhøre det samme fællesskab; bemærker, at der er et presserende behov for at løse disse problemer, således at europæerne får det fulde udbytte af deres ret til fri bevægelighed og af de fordele, som følger af EU-medlemskab;

C.

der henviser til, at det i den aktuelle situation med økonomisk, finansiel og social krise i Europa er vigtigt at fjerne hindringerne og relancere det indre marked og derved bidrage til innovation, vækst, fremme af konkurrenceevnen, jobskabelse og øget tillid til det indre marked; der henviser til, at uddybningen af det indre marked vil være til gavn for alle europæiske borgere og således bidrage til den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union;

D.

der henviser til, at det indre marked er et afgørende element i forbindelse med konkretiseringen af målene i "Europa 2020"-strategien og realiseringen af målsætningerne om bæredygtig, intelligent og inklusiv vækst; der henviser til, at det nye paradigme for den politiske tænkning om relancering af det indre marked bør fokusere på borgere, forbrugere og især SMV;

E.

der henviser til, at de europæiske borgere støder på forskellige vanskeligheder og komplekse og diskriminerende krav fra bankernes side i forbindelse med åbning af en konto, hvilket betyder, at 30 mio. europæiske borgere ikke har en bankkonto, og at deres mobilitet vanskeliggøres; der henviser til, at 29 % af de adspurgte forbrugere ifølge Eurobarometers oplysninger synes, at det er vanskeligt at sammenligne tilbud vedrørende bankkonti og dermed ikke er i stand til at vælge den kontotype, der passer bedst til deres behov;

F.

der henviser til, at ca. 30 % af de europæiske borgere ikke ved, at de har ret til sundhedsbehandling i udlandet og ret til godtgørelse af udgifterne; der henviser til, at kun én ud af tre europæere ved, at et europæisk sygesikringskort skal medbringes ved rejser i udlandet, og at dette kort er helt nødvendigt ved kortere ophold, f.eks. i forbindelse med ferie, forretningsrejser eller studieophold i et andet land;

G.

der henviser til, at den fri bevægelighed for varer er en af hjørnestenene i EU, og at Unionen har indført et ensartet typegodkendelsessystem og harmoniserede registreringsattester for motorkøretøjer, samt at det derfor er blevet meget nemmere at købe en bil i en anden medlemsstat eller at overføre en bil til en anden medlemsstat; der henviser til, at europæiske borgere, der flytter til et andet land og ønsker at tage deres bil med, bliver mødt af besværlige og komplekse procedurer, hvor de afkræves dokumenter, der ikke findes i deres eget land, og krav om betaling af ekstra skatter og afgifter; der henviser til, at europæiske borgere, der ønsker at købe en bil i et andet EU-land, oplever lignende vanskeligheder; der henviser til, at Unionen og medlemsstaterne samtidig skal sikre, at omregistrering af stjålne køretøjer med forfalskede registreringsattester ikke finder sted;

H.

der henviser til, at EU-reglerne vedrørende passagerers rettigheder skaber et minimum af beskyttelse for borgerne og derved fremmer bevægeligheden og den sociale integration; der henviser til, at de bidrager til at skabe lige konkurrencevilkår både inden for og på tværs af transportformerne; der henviser til, at den EU-lovramme, der beskytter passagerers rettigheder, bør sikre minimumsstandarder for forbrugerbeskyttelse, som kan modstå luftfartsselskabernes handelspraksis, som er under stadig udvikling, såsom tillægsgebyrer, og skal omfatte flyselskabers konkurs eller insolvens; der henviser til, at Unionen bør reagere på nye multimodale mobilitetsmønstre;

I.

der henviser til, at nedbrydning af de lovgivningsmæssige og fysiske barrierer for skabelsen af et fælles europæisk jernbaneområde, navnlig inden for godstransport, ville øge den økonomiske vækst i det indre marked;

J.

der henviser til, at 62 % af de europæiske forbrugere gerne ville skifte energileverandør og skifte til billigere takster, men at deres valgfrihed begrænses på grund af mangel på klar og sammenlignelig information og hindringer for opsigelse af deres eksisterende energiforsyningskontrakter; der henviser til, at et sådant skift ville betyde en besparelse på 100 EUR pr. kunde, svarende til 13 mia. EUR for hele EU;

K.

der henviser til, at de europæiske borgere vil hilse en uddybning af det indre marked inden for persontelekommunikation, især roaming, velkommen;

L.

der henviser til, at 26 % af de adspurgte europæiske forbrugere havde oplevet problemer med forsyningen af internettjenester; der henviser til, at processen med at skifte fra en internettjenesteudbyder til en anden er indviklet og dyr, og at forbrugerne hyppigt oplever en dårlig servicekvalitet og en ulige håndhævelse af de nationale regler;

M.

der henviser til, at manglende information om forbrugernes rettigheder, ukorrekt anvendelse af lovgivningen og vanskeligheder i forbindelse med afgørelser af sager om grænseoverskridende køb har ført til mistillid til e-handel hos forbrugerne, hvilket betyder, at EU ikke har et reelt digitalt marked til gavn for borgere og virksomheder; der henviser til, at onlinekøb i henhold til oplysninger fra De Europæiske Forbrugercentre (EEC) udgør størstedelen (59 %) af borgernes klager;

N.

der henviser til, at virksomhederne fortsat har vanskeligt ved at få adgang til markedet for offentlige kontrakter i andre medlemsstater både som kontrahent og som underleverandør bl.a. på grund af forskellige nationale praksisser for offentlige kontrakter og indviklede administrative krav i nogle medlemsstater samt sprogbarriererne;

O.

der henviser til, at forbedring af SMV'ers adgang til finansiering under de nuværende økonomiske omstændigheder er af afgørende betydning både for virksomhedernes egen overlevelse og udvikling og for styrkelsen af det generelle erhvervsklima og væksten i Europa;

P.

der henviser til, at der bør udvises særlig opmærksomhed over for handicappedes behov, så de kan drage det fulde udbytte af det indre marked, og at der bør træffes foranstaltninger til at sikre, at nyt elektronisk indhold også er fuldt tilgængeligt for handicappede i henhold til de internationale standarder for webtilgængelighed (6) og til FN's konvention om handicappedes rettigheder, der indeholder forpligtelser med hensyn til tilgængelighed (7);

1.

glæder sig over Kommissionens udarbejdelse af arbejdsdokumentet "De 20 vigtigste problemer for europæiske borgere og virksomheder i forbindelse med det indre marked", der følger op på Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere;

2.

lykønsker Kommissionen med dette vigtige initiativ som svar på de vanskeligheder og forhindringer, borgere og virksomheder støder på, når de vil udøve de rettigheder, EU giver dem; mener imidlertid, at arbejdsdokumentet kunne være gået meget mere i dybden;

3.

er overbevist om, at fuldførelsen af det indre marked er nødvendig for EU-borgernes økonomiske og sociale velfærd; opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger og stille gennemførlige forslag til løsning af de emner, der er udpeget som de 20 vigtigste problemstillinger blandt borgerne;

4.

mener, at EU under den nuværende alvorlige finanskrise skal optrappe indsatsen for at fjerne hindringer for at få det indre marked til at fungere optimalt, navnlig på områder, der kan påvirke den økonomiske vækst, f.eks. grænseoverskridende erhvervs- og iværksætteraktiviteter, ydelse af tjenester, mobilitet, adgang til finansiering og finansiel forståelse;

5.

anerkender, at en større mobilitet for faglærte arbejdstagere kan bidrage til at gøre Europa mere konkurrencedygtigt; mener, at det med henblik herpå er nødvendigt med en mere moderne ramme for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og at anvende informationssystemet for det indre marked (IMI) til dette formål;

6.

hilser det velkomment, at der indføres et europæisk erhvervspas, som understøttes af informationssystemet for det indre marked, i hvilken forbindelse kriterierne for et sådant kort evalueres med det formål at lette de administrative procedurer og den frivillige grænseoverskridende mobilitet i EU; mener desuden, at IMI kan opnå et hurtigere samarbejde mellem arbejdstagerens egen medlemsstat og værtslandet og derved afhjælpe det vedvarende misforhold mellem udbud og efterspørgsel på EU's arbejdsmarked;

7.

understreger, at arbejdstagernes mobilitet i forskellige medlemsstater skal være en frivillig handling, som altid bør ske under fuld overholdelse af arbejdstagernes rettigheder;

8.

udtrykker sin bekymring over svigagtige vikarbureauer, der udnytter arbejdstagere i hele EU og derved underminerer arbejdstagernes velfungerende frie bevægelighed; opfordrer Kommissionen og Rådet til at udarbejde en handlingsplan til løsning af dette problem, f.eks. i form af et bedre samarbejde mellem de nationale arbejdstilsyn;

9.

understreger, at der er et presserende behov for at øge borgernes kendskab til beskatning i EU og for at mindske de skattemæssige barrierer for grænsearbejdere og arbejdsgivere med henblik på at lette mobiliteten og fremme grænseoverskridende erhvervsinitiativer og samtidig bekæmpe mulighederne for skatteunddragelse og skattesvig;

10.

fremhæver derfor behovet for en socialt retfærdig skattepolitik med en omfordelende rolle, der er rettet mod vækst og kan tackle de alvorlige problemer med skattemæssig konkurrence, effektiv kontrol, beskatning af offshore-selskaber og udryddelse af de skatteparadiser, der blomstrer i Unionen;

11.

anmoder Kommissionen om at styrke de programmer, der bidrager til en forbedring af iværksætteri, internationalisering og konkurrenceevne inden for de europæiske SMV'er, der udgør rygraden i den europæiske økonomi;

12.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde SMV'er til at ansætte unge og styrke mobilitetsprogrammer, som opfordrer dem til at øge deres færdigheder, så de får lettere ved at finde beskæftigelse og bliver i stand til at træde ind på arbejdsmarkedet;

13.

bifalder yderligere lovgivningsinitiativer, der har til formål at skabe et fuldt integreret indre marked med henblik på at øge konkurrencen og effektiviteten og give de europæiske forbrugere flere valgmuligheder.

14.

understreger internettets rolle for et effektivt erhvervsliv og onlinehandelens hurtigt voksende rolle for skabelsen af nye markeder, vækst og forretningsmuligheder; understreger nødvendigheden af at sikre ATB- og OTB-systemer, der er fuldt funktionsdygtige, idet de kan styrke forbrugernes og erhvervslivets tillid til det digitale marked; opfordrer til at forenkle licensordningerne og oprette en effektiv ramme for ophavsret;

15.

erindrer om, at artikel 194 fastslår, at Unionens politik på energiområdet skal føres i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne; understreger, at gennemførelsen af det indre marked for energi bør tage hensyn til de strukturelle samfundsøkonomiske forskelle mellem de europæiske regioner og ikke bør medføre byrder for medlemsstaterne;

16.

bemærker, at Unionen med vedtagelsen af buspassagerers rettigheder i 2011 nu har et omfattende og integreret regelsæt om grundlæggende passagerrettigheder, der dækker alle transportformer;

17.

mener, at den europæiske banksektors primære mål bør være at tilvejebringe kapital til realøkonomien, da dette er en af forudsætningerne for udvikling af et videnbaseret indre marked, der skaber vækst, konkurrence og arbejdspladser;

18.

påskønner den reform af offentlige indkøb, som Kommissionen har foreslået, og mener, at fastsættelsen af fælles principper på EU-plan i kombination med fleksible, klare og enkle regler for offentlige indkøb vil gøre det muligt for virksomheder, frem for alt SMV'er, at sikre en bedre udnyttelse af de muligheder, der er forbundet med grænseoverskridende offentlige indkøb; understreger, at det er nødvendigt at indføre et offentligt e-indkøbssystem i hele EU, hvilket vil sikre større gennemsigtighed og bedre konkurrenceevne samt en mere effektiv anvendelse af offentlige midler;

19.

beklager, at det lovgivningsforslag, der sigtede på at opnå fuld adgang til den offentlige sektors websteder inden 2015, er blevet udsat; hilser køreplanen for e-inddragelse velkommen og anmoder om, at Web Accessibility Initiative (WAI) og retningslinjerne for webindholdstilgængelighed (WCAG) for e-forvaltningsportaler gennemføres;

20.

gør opmærksomhed på vigtigheden af at udvikle europæiske standarder, hvilket er absolut nødvendigt for både gennemførelsen af det indre marked og styrkelsen af EU's internationale konkurrenceevne; opfordrer Kommissionen til at sikre lettere adgang til europæiske standarder for SMV'er og mikrovirksomheder;

21.

påpeger, at forskelle i reguleringen af e-signaturer i medlemsstaterne fortsat er en væsentlig hindring for et velfungerende indre marked i EU, navnlig inden for tjenesteydelser; mener, at det er vigtigt at oprette et fælles system for anerkendelse af e-signaturer i hele EU;

22.

understreger i forbindelse med e-fakturering vigtigheden af retssikkerhed, et gennemsigtigt teknisk miljø samt åbne og interoperable løsninger baseret på fælles lovgivningskrav, virksomhedsprocesser og fælles tekniske standarder med henblik på at fremme den udbredte anvendelse heraf;

23.

understreger, at alle EU-borgere, som ikke allerede har en bankkonto i den medlemsstat, hvor de har indgivet ansøgning om en, bør have adgang til grundlæggende banktjenester; mener i denne henseende, at grundlæggende banktjenester letter adgangen for forbrugere med lav indkomst til basale betalingsinstrumenter til indsættelse, overførsel og hævning af kontanter i det indre marked, navnlig i forbindelse med grænsependling; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde et forslag til retsakt med henblik på at sikre forbrugervenlige procedurer for åbning af bankkonti i hele EU;

24.

er bekymret over, at EU-borgere, som arver, går på pension eller overfører kapital til udlandet, ofte bliver afkrævet dobbeltbeskatning; opfordrer til en øget indsats for at afhjælpe denne situation; beklager, at Kommissionen kun har foreslået en henstilling på området for arveafgift;

25.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at vurdere de forskellige regler for pensionskasser og behovet for at forbedre mulighederne for overførsel af pensioner, navnlig arbejdsmarkedspensioner, når arbejdstagere skifter arbejdsgiver og flytter fra en medlemsstat til en anden; opfordrer som et hasteanliggende til en revision af direktivet om pensionskasser;

26.

understreger nødvendigheden af, at de europæiske institutioner og medlemsstaterne styrker indsatsen for at sikre et mere retfærdigt, funktionelt, konkurrencedygtigt og effektivt indre marked;

27.

understreger behovet for at styrke den holistiske tilgang til det indre marked, der sætter praktiske og brugbare løsninger for borgerne, forbrugerne og SMV'erne i centrum, så de kan drage det fulde udbytte af dets fordele, uden at det giver anledning til overregulering;

28.

bekræfter behovet for at styrke samarbejde og interaktion mellem Parlamentet, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne, så borgerne følger sig mere inkluderet i EU's vigtigste projekter og daglige gøremål, og så EU-aktionerne, hvis de skønnes nødvendige, er målrettede og nyttige; understreger, at dialogen med civilsamfundet er afgørende for at genskabe tilliden til det indre marked;

29.

anerkender, at det af hensyn til et velfungerende indre marked også er vigtigt at beskytte de sociale rettigheder og minder om Mario Montis anbefaling i hans beretning til Kommissionen om, at man bør være mere opmærksom på det indre markeds sociale dimension ved at leve op til forpligtelsen om reelle "sociale konsekvensanalyser" baseret på udvikling af mere sofistikerede metoder og opgraderede statistiske oplysninger;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at modernisere de offentlige forvaltninger ved at forenkle lovrammen og ved at tilskynde til anvendelse af elektroniske redskaber som f.eks. "e-Governo" (e-regering);

31.

opfordrer medlemsstaterne til udveksling af bedste praksis med det sigte at opnå en ensartet anvendelse af den europæiske lovgivning;

32.

opfordrer medlemsstaterne til udveksling af bedste praksis med det sigte at opnå en ensartet anvendelse af den europæiske lovgivning (8);

33.

opfordrer Kommissionen til at videreudvikle portalen "Dit Europa", så den bliver en reel digital "one-stop-shop", der giver borgerne og virksomhederne adgang til oplysninger om det indre marked; henstiller til medlemsstaterne hurtigst muligt at supplere "Dit Europa" med de nationale oplysninger, der i øjeblikket mangler, i højere grad at oplyse om link til de nationale regeringers portaler, som er berørt af webstedets forskellige informationssider, og at udbygge henvisningerne til "Dit Europa" fra relevante nationale og lokale forvaltningers portaler med henblik på at lette adgangen for borgerne;

34.

understreger nytteværdien af "Dit Europa – rådgivning", som giver borgerne gratis adgang til personligt tilpassede oplysninger; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre, at borgernes kendskab til de telefoniske Europe Direct-kontaktcentre forbedres væsentligt;

35.

glæder sig over den positive rolle, som SOLVIT, Dit Europa – Råd og Vink, Enterprise Europe Network, de europæiske forbrugercentre, Europe Direct-kontaktcentret og Den Europæiske Beskæftigelsestjeneste har spillet med hensyn til at formidle oplysninger og yde bistand til borgere, forbrugere og erhvervsdrivende på det indre marked; opfordrer Kommissionen til at finde måder at forbedre koordineringen af disse tjenester på og undgå dobbeltarbejde og overlapning af ressourcer;

36.

opfordrer Kommissionen til at fokusere på, via sine repræsentationskontorer i hver medlemsstat, at oprette en kvikskranke for borgere og forbrugere; mener, at disse kontaktsteder skal indgå i et tæt samarbejde med Europa-Parlamentets informationskontorer, således at de danner en alsidig kvikskranke, som alle borgere har adgang til; er af den opfattelse, at oprettelsen af et sådant kontaktsted i hver enkelt medlemsstat virkelig vil kunne bidrage til at gøre det indre marked mere tilgængeligt og yde en mere brugervenlig og effektiv service, hvor der ikke kun formidles information, men hvor der også på en letforståelig måde ligeledes befolkningen gives en idé om, hvilke konkrete muligheder det indre marked tilbyder; mener, at dette vil kunne bidrage til at afhjælpe forvirring blandt almindelige borgere, forbrugere og virksomheder;

37.

anmoder Kommissionen om, at den i forbindelse med strategien for udvidelse af informationssystemet for det indre marked undersøger muligheden for at involvere de lokale og regionale myndigheder; henstiller til medlemsstaterne om at styrke deres forvaltningers kendskab til deres forpligtelser med hensyn til anvendelse af IMI og sikre, at deres ansatte får en hensigtsmæssig uddannelse;

38.

understreger, at borgernes bekymringer angående det indre marked skyldes forekomsten af tre mangler, nærmere bestemt mangel på information, utilstrækkelig gennemførelse og et lovgivningsmæssigt vakuum; mener, at disse tre huller skal fjernes samtidig for at optimere det indre marked;

39.

understreger SMV'ernes betydning for europæisk økonomi og opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at forbedre SMV-testen for at sikre, at den anvendes konsekvent og sammenhængende på tværs af alle relevante politiske områder og indarbejdes i den overordnede vurdering af forslag, med det formål at mindske de basale hindringer og bureaukratiske og administrative byrder, som hæmmer, at SMV'er kan udvikle sig og bidrage til at mere gunstigt erhvervsklima, som fremmer iværksætteri, innovation, investeringer, vækst og jobskabelse; opfordrer Kommissionen til at revidere alle direktiver og forordninger, der har negative konsekvenser for de SMV og forelægge en beretning med anbefalinger senest til juni 2013;

40.

erindrer om Parlamentets beslutning om at opfordre alle sine udvalg til at anvende SMV-testens principper på lovgivningsmæssige betænkninger, så snart det pågældende udvalg har stemt om dem, og de forelægges på plenarmødet til godkendelse, og understreger behovet for en hurtig gennemførelse af denne beslutning;

41.

mener, at en nøje overholdelse af "tænk småt først"-princippet kan sikre, at den fremtidige lovgivning ikke medfører yderligere vanskeligheder og frustrationer for borgere og virksomheder i det indre marked;

42.

understreger, at Kommissionen bør øge sit fokus på forordningerne og direktivernes konsekvenser for industrien, de SMV og mikrovirksomhederne med mål for bedre regulering; påpeger navnlig behovet for at sikre, at programmet for lettelse af virksomhedernes byrder fortsætter ud over 2012 med et mere ambitiøst og udvidet anvendelsesområde, og for indførelse af lovgivningsmæssig byrdeudligning;

43.

opfordrer Kommissionen til at gøre en forstærket indsats for at vurdere, om der er reel merværdi i en indsats på EU-niveau, før arbejdet med udarbejdelse af forslag påbegyndes;

44.

glæder sig over, at Kommissionen har bebudet et program for fjernelse af omkostningsbyrder for små og mellemstore virksomheder baseret på et princip om, at mikrovirksomheder skal være fritaget for byrdefylde regler, medmindre der fremsættes en udtrykkelig begrundelse for, at de skal være omfattet;

45.

gentager, at der findes et hul i forbindelse med informationen om det indre marked, som betyder, at borgerne og virksomhederne ofte ikke kender eller ikke forstår deres rettigheder og forpligtelser og heller ikke ved, hvordan de kan finde den nødvendige information eller hjælp; fremhæver behovet for at udforme forbrugerpolitikker, der tager hensyn til sårbare forbrugergruppers særlige kendetegn;

46.

understreger, at det ligeledes er vigtigt, at borgerne kan fremsætte deres bekymringer i forbindelse med det indre marked og fremsætte deres forslag på en måde, der sikrer, at der faktisk bliver lyttet mere til dem, både i Kommissionen og i Parlamentet;

47.

opfordrer Kommissionen til at udnytte alle til rådighed stående teknologiske midler til at iværksætte en dialog med borgerne om det indre marked gennem afholdelse af interaktive informationskampagner, der fokuserer på de 20 vigtigste problemer, informerer borgerne og virksomhederne om fordelene ved det indre marked, praktiske og konkrete løsninger på deres daglige problemer og deres rettigheder samt tilskynder dem til at medvirke til skabelsen af et konkurrencedygtigt, fair og afbalanceret marked, samtidig med at der er særlig opmærksomhed omkring styrkelse af kvikskrankerne;

48.

bifalder "kvikskrankerne", der forenkler adgangen til information om forretningsdrift i medlemsstaterne, idet de i et enkelt nationalt kontaktpunkt samler alle formaliteter og administrative krav, der skal opfyldes for at kunne etablere og udvide en virksomhed på tværs af landegrænser;

49.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at udvikle effektive kommunikationsstrategier og informationsredskaber vedrørende sociale rettigheder for borgerne og adgang til sociale ydelser i EU;

50.

understreger betydningen af at involvere såvel de lokale og regionale myndigheder og organisationer sammen med civilsamfundet i oplysningskampagner; fremhæver især behovet for oplysningskampagner i skoler og på universiteter for at involvere de nye generationer og forberede dem på et mere aktivt europæisk medborgerskab;

51.

er overbevist om, at forbrugertillid i et velfungerende marked for finansielle tjenester virker fremmende for finansiel stabilitet, vækst, effektivitet og innovation på lang sigt; understreger derfor, at det er nødvendigt at sikre, at forbrugerne har bedre adgang til information og uafhængig rådgivning i denne sektor, og at interessekonflikter undgås;

52.

understreger, at der afhængig af leverandørerne findes betydelige forskelle for så vidt angår mængden og kvaliteten af den information, de europæiske energiforbrugere modtager via deres energiregninger; understreger den afgørende vigtighed af, at forbrugerne modtager rettidig og fyldestgørende information om forbrug og takster, så de kan vælge den energileverandør, der passer dem;

53.

opfordrer til udarbejdelse af en fælles metode og et fælles, forståeligt og let anvendeligt format til energirelaterede regninger med et minimumsniveau for de oplysninger, som leverandørerne skal inkludere ved fakturering, for at sætte forbrugerne i stand til at forstå indholdet af deres energiregninger overalt i EU og dermed bruge energien på mere økonomisk og effektiv facon;

54.

opfordrer medlemsstaterne til at give de nationale tilsynsmyndigheder de fornødne beføjelser og ressourcer til at kunne udføre deres funktioner, som f.eks. kontrol og grundig behandling af kundeklager; anmoder Kommissionen og ACER om at fremsætte henstillinger om, hvordan de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser kan styrkes; opfordrer Kommissionen til at fremme forbedring af koordineringen og udvekslingen af bedste praksis og oplysninger mellem de nationale tilsynsmyndigheder og de kompetente nationale og europæiske myndigheder;

55.

anmoder Kommissionen om sammen med medlemsstaterne at udvikle et virkeligt og konkurrencedygtigt digitalt indre marked til gavn for de europæiske forbrugere og virksomheder, navnlig SMV'er; minder om, at eksistensen af et virkeligt digitalt indre marked vil medføre samfundsøkonomiske gevinster for de europæiske forbrugere i almindelighed og for borgerne i isolerede og mindre tilgængelige områder og for handicappede i særdeleshed, samt for EU's virksomheder, især SMV, der således vil få adgang til nye markeder;

56.

understreger, at det for at skabe et virkeligt europæisk digitalt indre marked er nødvendigt at styrke forbrugernes tillid og sikkerhed ved at sikre beskyttelse af forbrugernes personlige data og sikkerhed i forbindelse med digital signatur, forbedre konfliktløsningsmekanismerne og udbygge tillid og sikkerhed i forbindelse med de anvendte betalingsmidler;

57.

minder om behovet for at udfylde hullerne inden for aftalelovgivning og for at vedtage effektive redskaber, der kan fjerne de hindringer, der skyldes divergerende aftaleretlige bestemmelser, som medfører markedshindringer, ekstra transaktionsomkostninger og retlig usikkerhed for erhvervslivet, hvilket betyder, at forbrugerne mister tilliden til det indre marked;

58.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at alle borgere til fulde oplyses om de rettigheder, som det europæiske sygesikringskort giver dem, og om deres økonomiske forpligtelser i forbindelse med modtagelse af sundhedsydelser og -pleje i andre medlemsstater; understreger, at disse oplysninger skal være lettilgængelige og forståelige, herunder i elektronisk form, og ligeledes tilgængelige for handicappede;

59.

opfordrer Kommissionen til at påse, at alle borgere, der er berettiget til det europæiske sygesikringskort, modtager kortet efter anmodning, og at enhver ukorrekt anvendelse af reglerne øjeblikkelig afhjælpes; opfordrer medlemsstaterne til at oplyse om eventuelle tillægsforsikringer eller andre foranstaltninger, der måtte være nødvendige, for at borgere i udlandet bliver berettiget til de samme sundhedsydelser, som de har adgang til hjemme;

60.

opfordrer medlemsstaterne til at forenkle og fremme de administrative procedurer for godtgørelse af udgifter til behandling, der er modtaget i udlandet, og sikre, at deres social- og sygesikringsordninger garanterer mobile arbejdstagere tilstrækkelig beskyttelse;

61.

understreger manglen på information for tjenestemænd og øvrige ansatte i regionale og lokale forvaltninger om mulighederne for europæisk og international mobilitet; påpeger, at disse tjenestemænds og ansattes europæiske og internationale mobilitet vil bidrage til at skabe mere moderne og effektive forvaltninger i medlemsstaterne, hvilket er afgørende for gennemførelsen af EU-retten, ligesom det vil muliggøre udveksling af bedste praksis;

62.

understreger, at EU-lovgivningens succes altid er betinget af, hvordan den anvendes, og af, at den inden for rimelig tid gennemføres i medlemsstaternes nationale lovgivning; mener, det er vigtigt at foretage en regelmæssig, omhyggelig og effektiv kontrol på dette område, og opfordrer Kommissionen til at gribe ind i tilfælde af mangler med hensyn til gennemførelsen og til fortsat at samarbejde tæt med Parlamentet herom;

63.

anerkender, at selv om antallet af overtrædelsessager, der er anlagt af Kommissionen, er faldet, var der stadig næsten 2.100 igangværende overtrædelsessager ved udgangen af 2010;

64.

bemærker, at Parlamentets Udvalg for Andragender har modtaget et stort antal andragender vedrørende de problemer, som borgerne møder på det indre marked, særlig med hensyn til ukorrekt gennemførelse af EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at medtage resultaterne af de andragender, der er indgivet til Udvalget for Andragender, i sin rapport; understreger, at proceduren for andragender i højre grad bør udnyttes til at forbedre EU's lovgivningsproces, navnlig hvad angår nedbrydelse af de lovgivningsmæssige hindringer for grænseoverskridende handel og håndhævelse af forbrugerrettighederne;

65.

opfordrer medlemsstaterne til som førsteprioritet at sikre en korrekt og rettidig gennemførelse af lovgivning vedrørende det indre marked og nedbringe omfanget af manglende efterlevelse; opfordrer dem til at indarbejde en "indre-marked-test" i forbindelse med udarbejdelse af national lovgivning, der tager højde for reglernes indvirkning på borgerne og virksomhederne inden for rammerne af det indre marked;

66.

understreger, at procedurerne for tilbagebetaling af moms på tværs af grænserne bør gøres mindre bureaukratiske og besværlige for virksomhederne; understreger endvidere, at der også bør være øget adgang til grænseoverskridende venturekapital-finansiering; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres bestræbelser for reelt at gennemføre den relevante lovgivning, navnlig i spørgsmål vedrørende social beskyttelse, eftersom der er konstateret lovgivnings- og gennemførelsesmæssige mangler i lovgivningen om det indre marked;

67.

opfordrer Kommissionen til at indføje henvisning til det berørte aktivitetsområde og dets indvirkning på det indre marked, når den indleder sager om overtrædelse på grund af ukorrekt eller manglende gennemførelsen af EU-lovgivningen;

68.

opfordrer Kommissionen til, for så vidt angår overtrædelsesprocedurer, fuldt ud at anvende de ændringer, der er indført ved artikel 260 TEUF;

69.

støtter Kommissionens bestræbelser på at forenkle den grænseoverskridende overførsel af biler og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre EU-lovgivningens principper vedrørende registrering af biler i andre medlemsstater; gør i denne henseende opmærksom på, at biler (inklusive højrestyrede køretøjer), som er i overensstemmelse med den relevante EU-typegodkendelse, bør kunne registreres i medlemsstaterne, og opfordrer Kommissionen til at forbedre sikkerheden i forbindelse med harmoniserede registreringsattester for at minimere risikoen for omregistrering af stjålne køretøjer med forfalskede registreringsattester;

70.

opfordrer Kommissionen til at anvende et nultoleranceprincip over for enhver form for arbejdsmæssig regel og praksis, der medfører forskelsbehandling i medlemsstaterne, og som udgør en overtrædelse af EU-retten, og til straks at indlede passende procedurer i tilfælde af manglende overensstemmelse med reglerne; opfordrer ligeledes Kommissionen til ikke at tolerere nogen anden form for diskriminerende eller uretmæssig praksis, kontrol eller krav, der hæmmer de europæiske arbejdstagere og arbejdsgivere i at udøve deres rettigheder i henhold til EU-retten;

71.

minder om, at fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed, som arbejdstagerne skal kunne udøve uden nogen nationalitetsbegrundet forskelsbehandling mellem medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår; mener, at det for at sikre denne frihed er nødvendigt, at arbejdstagerne informeres behørigt, at der indføres fyldestgørende klagemuligheder, og at alle medlemsstater nøje håndhæver de relevante EU-regler;

72.

opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at overvåge både omsætningen til national ret og den reelle anvendelse af direktiv 2000/78/EF i medlemsstaterne og til at gribe ind, såfremt der konstateres mangler; opfordrer medlemsstaterne og Rådet til at overveje at prioritere en hurtig vedtagelse af forslaget til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering;

73.

understreger nødvendigheden af at forbedre arbejdsvilkårene og sikre en passende beskyttelse uden nogen form for forskelsbehandling af udstationerede arbejdstagere i EU; efterlyser tiltag med henblik på forbedring af udstationeringsdirektivets gennemførelse og anvendelse i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter; glæder sig over konklusionerne desangående fra forummet for det indre marked;

74.

minder om, at den gældende EU-lovgivning beskytter forbrugernes rettigheder og skaber et solidt grundlag for et konkurrencedygtigt europæisk energimarked, men at den endnu ikke er blevet omsat korrekt i den nationale lovgivning i adskillige medlemsstater;

75.

opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at gennemføre den tredje energipakke og anden relateret EU-lovgivning fuldt ud og overholde de vedtagne frister; anmoder Kommissionen om nøje at overvåge gennemførelsen af disse regler;

76.

anmoder Kommissionen om at blive ved med at fremme bedste praksis i forbindelse med gennemførelse af lovgivning om det indre marked;

77.

understreger, at den sammenhængende og harmoniserede gennemførelse og håndhævelse af passagerbeskyttelse i hele Unionen er af central betydning for rejsende borgere, herunder personer med nedsat mobilitet, samt for at sikre lige konkurrencevilkår for transportoperatører; konstaterer, at rejsende handicappede meget ofte udsættes for hindringer og barrierer, som gør, at der er mange muligheder i det indre marked, som de ikke kan udnytte, og opfordrer Kommissionen til i højere grad at tage højde for dette aspekt i forbindelse med passagerers rettigheder;

78.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at lovgivningen om beskyttelse af passagerers rettigheder gennemføres korrekt, at de europæiske borgere er bevidste om passagerrettighederne i EU, og navnlig, at disse rettigheder bliver overholdt;

79.

understreger behovet for at behandle de problemer, borgerne og virksomhederne oplever; bemærker, at mange af de problemområder, der peges på, har været genstand for nylige konsekvensvurderinger og forslag fra Kommissionens side, selv om der kun i ringe grad fokuseres herpå i arbejdsdokumentet; mener i høj grad, at Kommissionen i de tilfælde, hvor der foreslås foranstaltninger, skal fremlægge faste og afgørende beviser til fordel for den løsningsmodel, der er valgt i udkastet til lovgivning; opfordrer Europa-Parlamentet til ved behandlingen af udkast til forslag at tage fuldt hensyn til Kommissionens konsekvensvurderingers præcision og overbevisende karakter, således at den vedtagne lovgivning kan opfylde både borgernes og virksomhedernes behov;

80.

anser udveksling og forbedret samarbejde mellem nationale systemer for vigtig og glæder sig i den forbindelse over den seneste sammenkobling af selskabsregistre (9); vedbliver med at opfordre til et grænseoverskridende administrativt samarbejde og et bedre netværkssamarbejde via centrale platforme; glæder sig over Kommissionens initiativer i denne henseende, såsom initiativer til udvikling af et system til elektronisk fremsendelse af information om socialsikring mellem nationale socialsikringssystemer;

81.

understreger, at grænseoverskridende fuldbyrdelse og anerkendelse af retsafgørelser og dokumenters retsvirkninger er af central betydning for mobiliteten på det indre marked; håber, at forordningen om arverettigheder snart bliver anvendt i alle EU's medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde med anerkendelse af retsvirkningerne af civilstandsattester på grundlag af grønbogen fra 2010 (10) og høringerne i 2011 og imødeser med interesse de lovforslag, der forventes fremsat i 2013;

82.

minder om målsætningen med hensyn til udarbejdelse af bedre lovgivning og mener, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet bør fordoble deres bestræbelser på at forbedre strategien for intelligent regulering;

83.

støtter indsatsen for at løse problemet med reguleringsmæssige byrder; minder i denne sammenhæng om, at Europa-Parlamentet tidligere har lovet at ville stille krav til Kommissionen om at pege på lignende omkostningsudligninger, når den forelægger forslag om ny lovgivning; minder endvidere om Parlamentets anmodning om, at programmet til reduktion af de administrative byrder udvides, og ser derfor frem til forslagene om reduktion af de administrative byrder og reguleringsmæssige gener, som vil kunne løse mange af borgernes og virksomhedernes vigtigste problemer vedrørende det indre marked;

84.

understreger, at det trods forenkling af lovgivningen og reduktion af de administrative byrder med hensyn til virksomhedernes udnyttelse af frihederne i det indre marked generelt er nødvendigt at sikre de sikkerheds- og sundhedsbestemmelser, som beskytter forbrugere og arbejdstagere;

85.

opfordrer Kommissionen til at underkaste al ny europæisk lovgivning en "e-handel-test";

86.

opfordrer Kommissionens til at overvåge de 20 vigtigste problemer for europæiske borgere og virksomheder i forbindelse med det indre marked og til at opdatere dem om to år; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en tabel for hvert af de fremhævede problemer med anførelse af, hvilke aktører der er ansvarlige for at finde løsninger på hver af de grundlæggende årsager;

87.

opfordrer Kommissionen til i fremtidige rapporter at fremhæve, hvilke tilhørende foranstaltninger den helt tydeligt er ansvarlig for, såsom at træffe rettidige og hensigtsmæssige foranstaltninger i tilfælde af ukorrekt gennemførelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne, at sikre korrekt gennemførelse af EU-lovgivningen og at gennemgå utilstrækkelig lovgivning;

88.

opfordrer Kommissionen til i løbet af andet halvår 2012 at forelægge dokumentet "Den nye akt for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid" – "Sammen om fornyet vækst";

89.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i borgernes Europaår (2013) at fokusere deres oplysningskampagner på de problemområder, der vedrører de rettigheder, som er baseret på EU-borgerskabet, da disse problemområder med udgangspunkt i rapportens udvælgelsesmetode reelt afspejler, hvad der optager EU-borgerne mest i hverdagen i det indre marked;

90.

opfordrer Kommissionen til at finde måder at sammenlægge rapporten om unionsborgerskab med rapporten "The Single Market through the lens of the people" (det indre marked i befolkningens øjne) på i fremtiden med henblik på at undgå dobbeltarbejde og uklarhed og forhindre risikoen for, at problemer og løsninger bliver adskilt;

91.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder og repræsentanter for civilsamfundet med jævne mellemrum at iværksætte europæiske informationskampagner i nationale, regionale og lokale medier samt interaktive kampagner, der styrker dialogen med borgerne om fordelene ved det indre marked, borgernes rettigheder og pligter samt om, hvor de kan få oplysninger eller hjælp til at løse problemer; opfordrer Kommissionen til at overvåge og kontrollere disse informationskampagners effektivitet og succes;

92.

anmoder Kommissionen om at sikre en effektiv sammenkobling af eksisterende instrumenter, f.eks. SOLVIT, resultattavlen for det indre marked, informationssystemet for det indre marked, Dit Europa – Råd og Vink samt Dit Europa, så det bliver muligt at overvåge, om EU-direktiverne bliver gennemført korrekt og rettidigt;

93.

understreger behovet for at støtte EURES-systemet og dets effektive sammenkobling med de nationale arbejdsformidlingsordninger som en af de måder, hvorpå arbejdsløsheden i EU kan bekæmpes, og hvorpå situationer, hvor ledige stillinger ikke kan besættes som følge af manglende ansøgere med de relevante kvalifikationer, kan afhjælpes;

94.

opfordrer Kommissionen til at evaluere områder, hvor fællesskabslovgivningen på samme tid sikrer målet om forenkling og direkte anvendelse i medlemsstaterne og målsætningerne for det indre marked;

95.

opfordrer Kommissionen til at fremme hasteforanstaltninger med henblik på at afhjælpe de eksisterende ubalancer i energiinfrastrukturerne i EU, der er til hindring for gennemførelsen af det indre marked for energi og opfyldelsen af Europa 2020-målene;

96.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af ikt-værktøjer med henblik på at forbedre gennemsigtighed og ansvarlighed, lette de administrative byrder, forbedre de administrative processer, nedbringe CO2-emissionerne, spare offentlige ressourcer og bidrage til et mere deltagelsesbaseret demokrati og samtidig højne tillidsniveauet;

97.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til under overholdelse af forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 153 TEUF at iværksætte undersøgelser med henblik på at sikre kontinuitet i social sikring for mobile borgere i EU og ligebehandling i forhold til værtsmedlemsstatens statsborgere og til at overveje indførelse af en valgfri og frivillig social sikringsordning, der kan overføres, på europæisk plan som supplement til den almene ordning med henblik på at etablere et tættere socialpolitisk samarbejde; mener, at tidligere overvejelser om en 28. ordning for sociale sikringsordninger bør opdateres og inddrages i undersøgelserne;

98.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at forenkle de komplekse nationale administrative procedurer og sikre, at arbejdstagere, arbejdsgivere og andre parter, der er involveret i en beskæftigelsessituation på tværs af grænser, har adgang til alle nødvendige oplysninger om rettigheder i tilknytning til ansættelsen, navnlig social sikring, herunder arbejdsløshedsbeskyttelse, sundhedspleje og beskatningsregler; mener, at der bør være adgang til disse oplysninger, så vidt muligt i elektronisk form, før, under og efter mobilitetsperioden;

99.

opfordrer Kommissionen til at oprette et centralt koordinationspunkt på EU-plan med henblik på at registrere mobile arbejdstageres, arbejdsgiveres og andre berørte parters ønsker med det sigte at udarbejde løsninger mellem medlemsstaterne og forhindre, at der opstår problemer i forbindelse med mobile ansættelsesforhold, herunder udstationering af arbejdstagere;

100.

opfordrer medlemsstaterne til at behandle EU-statsborgeres familiemedlemmer, der ikke er EU-statsborgere, som klienter i god tro under alle de administrative procedurer, disse skal igennem;

101.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere en kvikskranke for alle mobile borgere i EU, så de kan få behandlet deres arbejdsrelaterede og private administrative forhold og blive informeret om deres rettigheder på ét og samme sted i værtslandet, herunder om muligheden for at udføre og administrere administrative procedurer på nettet, således at personer, der flytter inden for EU, reelt sikres en bedre udnyttelse af deres rettigheder;

102.

opfordrer Kommissionen til at sikre alle europæiske borgere adgang til en basal betalingskonto til en rimelig pris for at fremme mobiliteten;

103.

glæder sig over Kommissionens forslag om at lette adgangen til grænseoverskridende sundhedspleje; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en hurtig og reel gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser under behørig hensyntagen til principperne om universalitet, adgang til behandling af god kvalitet, lighed og solidaritet; opfordrer desuden Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med at arbejde hen imod målet om bred anvendelse af telemedicin og e-sundhedsydelser inden 2020; støtter desuden pilotprojekterne, der har til formål at give EU-borgere onlineadgang til deres patientdata og skabe interoperabilitet mellem patientjournaler og dermed sikre patienterne kontinuitet i behandlingen;

104.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til retsakt om teknisk kontrol af motorkøretøjer med henblik på at mindske den administrative byrde for borgerne og industrien, sikre en dynamisk videreudvikling af kontrollens metoder og indhold, samtidig med at der sikres et så højt trafiksikkerhedsniveau som muligt;

105.

kræver, at medlemsstaterne i forbindelse med en grænseoverskridende overførsel af en personbil gensidigt anerkender den tekniske kontrol, hvilket forudsætter, at der findes fælles definitioner og en ensartet standard for kontrollen; foreslår, at der oprettes en europæisk database, som samler de tekniske data for alle køretøjer på ét sted, så det bliver muligt gensidigt at anerkende den tekniske kontrol og foretage en sammenligning på EU-plan og lettere at registrere en bil i en anden medlemsstat; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at borgernes udgifter til registrering af en personbil i en anden medlemsstat er så lave som muligt, og at unødvendige omkostninger forhindres ved hjælp af en fælles procedure;

106.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en strengere håndhævelse af interoperabilitet mellem nationale transport- og mobilitetstjenester, produkter og systemer, herunder dem, der er reguleret af EU vedrørende bompengesystemer eller ERTMS samt information, prisfastsættelse og billettering, der er integreret på europæisk niveau og forbundet med offentlig og intermodal mobilitet;

107.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at lette adgangen til mikrofinansierings-faciliteter til oprettelse og udvikling af små virksomheder, navnlig for dem, der har til hensigt at beskæftige sig med grænseoverskridende aktiviteter;

108.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at lette investeringsmulighederne for innovative nystartede virksomheder ved at fjerne de faktorer, der hindrer fremkomsten af et EU-marked for risikovillig kapital;

109.

opfordrer medlemsstaterne til at benytte de eksisterende strukturer og oprettelsen af kvikskranker til at forenkle og lette adgangen til information, hvorigennem SMV'er kan ansøge om europæisk, national og lokal støtte, under hensyntagen til, at kvikskranker giver større merværdi, når deres oprettelse finansieres over de eksisterende forvaltningers budgetter og dermed ikke indebærer en merudgift for skatteyderne; understreger betydningen af kvikskranker som grundlæggende udgangspunkter for at kunne tiltrække og aktivere private investeringer inden for forskning og energi og opfordrer Kommissionen til at forstærke bestræbelserne på at skabe yderligere forenkling og gennemsigtighed i de europæiske, nationale og lokale finansieringsrammer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lette SMV'ers adgang til finansiering ved at forenkle reglerne for indgivelse af oplysninger og fremme onlinedatalagre til certifikater og andet dokumentationsmateriale;

110.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre aftaler, der giver SMV'er mulighed for at operere over hele Europa og kommercialisere deres idéer, ved at give dem bedre adgang til markederne og mindske bureaukratiet;

111.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et lovforslag om bedre beskyttelse af passagererne ved flyselskabers insolvens, f.eks. ved indførelse af en obligatorisk forsikring for flyselskaber eller oprettelse af en garantifond;

112.

henviser til, at rejsende stadigvæk har problemer med at reservere og købe billetter til multimodale rejser i EU, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og transportvirksomhederne til at tage tiltag til, at der indføres et integreret, multimodalt system for udstedelse af billetter;

113.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om passagerrettigheder ved benyttelse af flere transportformer for at sikre, at lovgivningen holder trit med udviklingen inden for multimodale mobilitetsmønstre;

114.

opfordrer Kommissionen til at omarbejde informationssystemet for det indre marked (IMI), udvide anvendelsesområdet og forbedre det administrative samarbejde og til at revidere SOLVIT-programmet, så det får en ny ramme og sikres passende midler, især personalemæssige ressourcer, for at sikre, at samtlige centre råder over erfarent og tilstrækkeligt personale til at behandle de anmodninger, de får forelagt, fuldt tilfredsstillende;

115.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at forbedre tilegnelsen af fremmedsprog i en tidlig alder, skabe en ordning for anerkendelse af formelle og uformelle uddannelser, herunder livslang læring, og af kompetencer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og sikre en bedre koordinering heraf i forhold til arbejdsmarkedets behov med henblik på at skabe en fremtidig arbejdsstyrke med sammenlignelige kvalifikationer, der vil gavne et fælles europæisk arbejdsmarked og kan fremme produktiviteten; understreger desuden behovet for at fortsætte bestræbelserne på at skabe ækvivalens mellem de nationale certificeringssystemer via den europæiske referenceramme for kvalifikationer;

116.

indtager det synspunkt, at uddannelsesinstitutionerne i et tillæg til de eksamensbeviser, de har udstedt, bør anføre, hvorledes deres nationale eksamensbeviser kan sammenlignes og vurderes i forhold til eksamensbeviser opnået i andre medlemsstater, navnlig i nabolandene;

117.

fremhæver de positive resultater i forbindelse med ordningen om automatisk anerkendelse i henhold til direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og opfordrer til, at det overvejes, om denne ordning kan udvides til andre erhverv;

118.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre sig midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden og anvende disse midler på erhvervsuddannelsesrelaterede programmer, for at sikre yderligere støtte til SMV’er;

119.

påpeger, at visse medlemsstater har haft positive erfaringer med at pålægge energiselskaberne energisparekrav, idet dette har givet mange fordelagtige resultater, herunder en mere udbredt brug af intelligente elmålere til gavn for forbrugerne;

120.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for et europæisk udvekslingsprogram for tjenestemænd og andre ansatte hos regionale og lokale myndigheder;

121.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/16

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (1),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler (3),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer (4),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en ny handelspolitik for Europa i forbindelse med Europa 2020-strategien (5),

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2011 om hindringer for handel og investering (6),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen om handel, vækst og verdensanliggender - Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi (COM(2010)0612),

—

der henviser til Kommissionens rapport om handels- og investeringshindringer, som blev offentliggjort den 21. februar 2012 (COM(2012)0070),

—

der henviser til den aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japan om gensidig anerkendelse, som blev indgået i 2001,

—

der henviser til den aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde vedrørende konkurrencebegrænsende aktiviteter, som blev indgået i 2003,

—

der henviser til den aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål, som blev indgået i 2008,

—

der henviser til rapporten fra Copenhagen Economics med titlen "Assessment of barriers to trade and investment between the EU and Japan", som blev offentliggjort den 30. november 2009,

—

der henviser til resultaterne af Kommissionens offentlige høring om handelsforbindelserne mellem EU og Japan, som blev offentliggjort den 21. februar 2011,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 24.-25. marts 2011,

—

der henviser til den fælles erklæring fra det 20. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Bruxelles den 28. maj 2011,

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om handelsforbindelserne mellem EU og Japan (7),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om en fællesskabsaktion vedrørende hvalfangst (8),

—

der henviser til Amsterdamtraktaten fra 1997 om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, særlig protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd,

—

der henviser til den aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, som blev undertegnet den 2. juli 2012,

—

der henviser til sin beslutning af 13. juni 2012 om handelsforhandlingerne mellem EU og Japan (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at EU og Japan tilsammen tegner sig for mere end en tredjedel af verdens BNP og for mere end 20 % af verdenshandelen;

B.

der henviser til, at den samlede værdi af den bilaterale varehandel mellem EU og Japan i 2011 kun beløb sig til 116,4 mia. EUR i modsætning til 444,7 mia. EUR for EU og USA, 428,3 mia. EUR for EU og Kina og 306,6 mia. EUR for EU og Rusland;

C.

der henviser til, at det japanske handelsoverskud i 2011 med EU var på 18,5 mia. EUR, hvoraf alene bilprodukter udgjorde 30 %;

D.

der henviser til, at Japan ligger på 16.-pladsen i den internationale handel ("Trading across Borders") i Verdensbankens oversigt "Ease of Doing Business" fra 2012, foran 18 af EU’s medlemsstater;

E.

der henviser til, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har noteret sig, at Japans evne til at fjerne ikketoldmæssige hindringer (NTB’er) og hindringer for markedsadgang inden for offentlige indkøb er en forudsætning for at indlede forhandlinger om frihandelsaftalen (FTA) mellem EU og Japan;

F.

der henviser til, at Copenhagen Economics i sin undersøgelse fra november 2009 skønnede, at der ville ske en potentiel forhøjelse på 71 % i EU’s eksport til Japan og en forhøjelse på 61 % i Japans eksport til EU, hvis told og ikketoldmæssige hindringer blev reduceret i videst mulig udstrækning;

G.

der henviser til, at EU og Japan ved det fælles topmøde den 28. maj 2011 blev enige om at igangsætte en screeningsundersøgelse for at undersøge gennemførligheden af og de fælles mål for iværksættelsen af forhandlingerne om en frihandelsaftale; der henviser til, at denne undersøgelse er afsluttet;

H.

der henviser til, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet støtter vedligeholdelsen af det globale moratorium om kommerciel hvalfangst og et forbud mod international kommerciel handel med hvalprodukter og søger at få afskaffet den såkaldte videnskabelige hvalfangst og går ind for, at væsentlige havområder og farvande udpeges til hvalreservater, hvor alle former for hvalfangst forbydes på ubestemt tid;

I.

der henviser til, at der findes en parallel politisk screeningsundersøgelse af mulighederne for en politisk rammeaftale, som også er afsluttet med et positivt resultat;

1.

mener, at der bør tages højde for betydningen af Japan som politisk allieret med holdninger, som ligner EU’s, i forbindelse med de nye udfordringer i en globaliseret verden;

2.

mener, at det er af afgørende betydning for EU at foretage en omfattende udvidelse af sine økonomiske og handelsmæssige forbindelser med de store økonomier på verdensplan, såsom Japan, for at maksimere job- og vækstpotentialet inden for Europa 2020-strategien; anser dette for at være særligt vigtigt set i lyset af den aktuelle økonomiske krise, de høje arbejdsløshedstal og de ringe vækstprognoser i EU;

3.

er i denne henseende bekymret over, at EU’s bilaterale handel med Japan er markant lavere end med andre partnere, såsom USA, Kina og Rusland; konkluderer, at det enorme potentiale ved handelsforbindelserne mellem EU og Japan endnu ikke er blevet udnyttet til fordel for EU’s erhvervsliv, arbejdstagere og forbrugere, primært som følge af konsekvenserne af japanske NTB'er for europæiske virksomheders markedsadgangsmuligheder;

4.

bemærker, at Japan forfølger sine interesser i andre store frihandelsaftaler, såsom den mulige FTA mellem Japan, Kina og Sydkorea og Trans-Pacific-Partnerskabet, ligesom Japan forhandler flere andre bilaterale aftaler; mener, at EU bør trække på sine erfaringer fra FTA'en med Sydkorea, således at der i forhandlingerne med Japan kan opnås en sammenlignelig markedsindtrængning;

5.

noterer sig, at screeningsundersøgelsen for EU og Japan er blevet afsluttet til både Kommissionens og den japanske regerings tilfredshed;

6.

glæder sig over den vægt, der er lagt på fjernelse af NTB'er og hindringer for markedsadgang på området for offentlige indkøb under forhandlingerne i forbindelse med screeningsundersøgelsen, sådan som Parlamentet havde anmodet om;

7.

advarer om, at selv om køreplanerne udgør et delvist skridt fremad, er der visse køreplaner, som er upræcise, og andre, der åbner mulighed for fortolkning (f.eks. indkøbsbestemmelserne for jernbaner); mener følgelig, at Japan i fremtiden skal udvise et højere ambitionsniveau lige fra forhandlingernes begyndelse; understreger, at opfyldelsen af disse tilsagn er af afgørende betydning og kræver derfor konkrete resultater snarest muligt, helst inden de fastsatte datoer;

8.

opfordrer den japanske regering til i forbindelse med indledningen af de formelle forhandlinger om en FTA mellem EU og Japan at genbekræfte sine tilsagn fra screeningsundersøgelsen, navnlig med hensyn til at fjerne NTB’er;

9.

anmoder i overensstemmelse hermed om, at Rådet som betingelse for at vedtage forhandlingsdirektiver for en FTA med Japan insisterer på en bindende revisionsbestemmelse, der skal igangsættes inden for et år efter indledningen af forhandlingerne, for at vurdere, om Japan har leveret tydelige resultater med hensyn til at fjerne NTB’er, navnlig de hindringer, der påvirker EU’s automobilsektor, og hindringer for offentlige indkøb i jernbane- og bytransportsektoren, som aftalt i screeningsundersøgelsen;

10.

opfordrer Rådet til at bemyndige Kommissionen til at indlede forhandlinger om en frihandelsaftale med Japan på grundlag af screeningsundersøgelsens resultater og tydelige målsætninger;

11.

opfordrer Kommissionen til at dedikere en af de indledende forhandlingsrunder om en FTA mellem EU og Japan til at fjerne NTB'er og dermed sikre, at der kan gennemføres en uafhængig konsekvensanalyse som led i revisionsbestemmelsen et år efter indledningen af forhandlingerne for at foretage en objektiv vurdering af fremskridtene på dette område, som er af central betydning for Europa-Parlamentet;

12.

understreger, at en sådan frihandelsaftale skal være omfattende og ambitiøs, samt at alle handelsbestemmelser skal være fuldt ud bindende; understreger, at en FTA skal føre til ægte markedsåbenhed og en lettelse af samhandelen i praksis, og ikke blot en hypotetisk, juridisk åbenhed; opfordrer Kommissionen til formelt og periodisk at ajourføre Europa-Parlamentet og Rådet om status for forhandlingerne og om fremskridtene i forhold til at afvikle NTB'er; mener, at Kommissionen bør udsætte forhandlingerne efter samråd med Europa-Parlamentet og Rådet, hvis Japan under forhandlingerne ikke er tilstrækkeligt ambitiøs med hensyn til at opfylde EU’s prioriterede krav;

13.

noterer sig, at fjernelsen af NTB’er er væsentligt vanskeligere at overvåge og gennemføre end fjernelsen af importafgifter; opfordrer indtrængende Kommissionen til fuldt ud at tage højde for Parlamentets henstillinger, som beskrevet i dets beslutning af 13. december 2011 om hindringer for handel og investering, og drage konklusioner af NTB-tilsagnene i FTA’en mellem EU og Sydkorea med henblik på at udvikle bedste praksis for gennemførelses- og overvågningsmekanismer;

14.

understreger, at såfremt en FTA virkelig skal være fordelagtig for EU’s økonomi, bør Rådet fastlægge en klar tidsplan og medtage følgende aspekter i Kommissionens forhandlingsdirektiver:

15.

gentager sin overbevisning om, at hvis disse betingelser opfyldes, kan en FTA mellem EU og Japan føre til en win-win-situation, som er fordelagtig for begge økonomier, og at en dybere grad af integration gennem en aftale om økonomisk integration ville øge fordelene for begge økonomier betydeligt;

16.

bemærker, at der stadig er alvorlige forskelle mellem EU og Japan i forhold til emner om forvaltning af fiskeri og hvalfangst, navnlig Japans hvalfangst under dække af videnskabelig hvalfangst, og opfordrer til bredere drøftelser om forbud mod hvalfangst og handel med hvalprodukter;

17.

kræver, at Kommissionen, hvis forhandlingerne er vellykkede, foretager endnu en konsekvensanalyse for at evaluere aftalens forventede fordele og ulemper for beskæftigelse og vækst i EU, herunder en analyse af konsekvenserne for følsomme sektorer, såsom automobilsektoren og elektroniksektoren, og fordelene for EU’s offensive interesser;

18.

minder om, at Europa-Parlamentet vil blive anmodet om at give sit samtykke til en eventuel FTA mellem EU og Japan, som fastsat i Lissabontraktaten;

19.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Japans regering og parlament.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/21

—

der henviser til artikel 9 og artikel 35 i fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik: Den Europæiske konsensus (1),

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, og især artikel 21, stk. 2, der fastsætter EU's principper og mål for internationale forbindelser, samt artikel 208, stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til FN's konvention om biologisk mangfoldighed fra 1993 og Stockholm-konventionen om persistente organiske miljøgifte,

—

der henviser til artikel 12 i AVS-EF-partnerskabsaftalen (Cotonou-aftalen),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om EU-rapport 2011 om sammenhæng i udviklingspolitikken (SEC(2011)1627),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen "The EU - a global partner for development speeding up progress towards the Millennium Development Goals" (EU som global udviklingspartner - om en fremskyndet opfyldelse af 2015-udviklingsmålene) (SEC(2008)0434),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om arbejdsprogrammet for sammenhæng i udviklingspolitikken 2010-2013 (SEC(2010)0421),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Udviklingspositiv politikkohærens - politikrammer for en EU-dækkende strategi" (COM(2009)0458),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om sammenhæng i EU's udviklingspolitik og "offentlig udviklingsbistand plus-konceptet" (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner om sammenhæng i udviklingspolitikken af 14. maj 2012 (dok. 09317/2012),

—

der henviser til Rådets konklusioner om forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring, 14. maj 2012 (dok. 09369/2012),

—

der henviser til Rådets konklusioner om EU's tilgang til handel, vækst og udvikling i det kommende årti af 16. marts 2012 (dok. 07412/2012),

—

der henviser til Rådets konklusioner om den samlede strategi for migration og mobilitet af 3. maj 2012, (dok. 09417/2012),

—

der henviser til Rådets konklusioner om sammenhæng i udviklingspolitikken af 18. november 2009 (dok. 16079/2009),

—

der henviser til DAC-OECD's peer review af den Europæiske Union fra 2012,

—

der henviser til EU's ansvarlighedsrapport 2012 om undersøgelse af EU's og medlemsstaternes fremskridt med udviklingsfinansiering af 9. juli 2012,

—

der henviser til undersøgelsen fra februar 2012 "The EU Raw Materials Policy and Mining in Rwanda - Policy Coherence for Development in practice" fra Evert Vermeer Foundation,

—

der henviser til erklæring A(2010)21584 af 28. september 2010 fra den 21. samling i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale anliggender, Fiskeriudvalget og udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0302/2012),

A.

der henviser til, at artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsætter, at hovedmålet for Unionens udviklingspolitik er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen, som fastsat i den europæiske konsensus om udvikling; der endvidere henviser til, at Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene;

B.

der henviser til, at Den Europæiske Unions tilsagn til at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken i overensstemmelse med konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd i 2005 for nylig er blevet bekræftet i dens konklusioner om sammenhæng i udviklingspolitikken;

C.

der henviser til, at der er klare uoverensstemmelser i EU's politikker vedrørende handel, landbrug, fiskeri, klima, intellektuelle ejendomsrettigheder, migration, finansiering, våben og råstoffer, hvilket påvirker udviklingsmålene; der endvidere henviser til, at sammenhæng i udviklingspolitikken kan bidrage til nedbringelse af fattigdom ved at skabe grundlæggende synergier mellem EU's politikker;

D.

der henviser til, at den nye udviklingspolitiske ramme, der er fremlagt i dagsordenen for forandring, sigter imod sammenhæng ikke blot i EU's politik, men også mellem EU's og medlemsstaternes politikker ved at tilskynde til fælles programplanlægning og ved at understrege EU's rolle som koordinator, initiator og beslutningstager;

E.

der henviser til, at en international ramme for udviklingssamarbejdet efter 2015 kan komme til at fungere som katalysator i imødegåelsen af væsentlige udviklingsmæssige og andre globale udfordringer og bidrage til at sikre de enkelte menneskers rettigheder og opfylde deres behov;

F.

der henviser til, at direkte eller indirekte landbrugsstøtteordninger på trods af forbedringer bl.a. i EU fortsat har negative konsekvenser for fødevaresikkerheden og udviklingen af en levedygtig landbrugssektor i udviklingslandene;

G.

der henviser til, at EU har forpligtet sig til at nå FN's mål på 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i officiel udviklingsbistand (ODA) senest i 2015;

H.

der henviser til kendelsen fra Den Europæiske Unions Domstol fra november 2008 om, at Den Europæiske Investeringsbank i sin virksomhed i udviklingslandene skal prioritere udvikling frem for økonomiske eller politiske mål;

I.

der henviser til, at en lang række undersøgelser har vist, at der årligt strømmer, hvad der svarer til mellem 850 milliarder og 1 billion US$ ulovligt ud af udviklingslandene, hvilket i alvorlig grad mindsker udviklingslandenes skatteindtægter og dermed deres selvudviklingsmuligheder;

J.

der henviser til, at dagsordenen for forandring (COM(2011)0637) i forbindelse med målsætningen om at øge virkningerne af EU's udviklingsbistand understreger, at målsætningerne om udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed hænger uløseligt sammen;

K.

der henviser til, at offentlige indkøb beløber sig til ca. 19 % af det globale BNP eller næsten 40 gange det beløb, EU og medlemsstaterne yder i officiel udviklingsbistand (ODA); der henviser til, at der derfor er store muligheder for at anvende offentlige indkøb til at gennemføre bæredygtige regeringspolitikker både i EU og i landene, der modtager officiel udviklingsbistand;

L.

der henviser til, at underernæring dræber omkring 2,6 mio. børn hvert år og vil udsætte næsten en halv mia. børn for risikoen for varige skader i de næste 15 år, hvis der ikke gribes ind; der endvidere henviser til, at omkring en tredjedel af børnene i førskolealderen i verden i øjeblikket lider af undervægt (for lav vægt i forhold til deres alder) eller nedsat vækst (for lav højde i forhold til deres alder); der endvidere henviser til, at underernæring koster lande mellem 2-4 % af deres BNP og en person op til 11 % af vedkommendes indtægt livet igennem, samtidig med at der findes afprøvede og omkostningseffektive metoder til forbedring af ernæringssituationen, hvilket ville udgøre en sund investering;

M.

der henviser til, at efterspørgslen efter energi og vand forventes at stige med 40 % og efterspørgslen efter fødevarer med 50 % inden 2030, og til, at befolkningsvæksten sammen med en voksende middelklasse i vækstlandene og udviklingslandene vil lægge et enormt pres på naturressourcerne - navnlig vand, energi og jord - og på miljøet;

N.

der henviser til, at begreberne menneskelig udvikling og menneskers sikkerhed har fire grundlæggende perspektiver til fælles: de har fokus på mennesker; de er flerdimensionelle; de har et bredt syn på personlighedsudvikling på lang sigt; og de er rettet mod kronisk fattigdom (3);

O.

der henviser til, at den eksterne dimension af de to nye fonde i Generaldirektoratet for Indre Anliggender og migrations- og asylkomponenten i temaprogrammet vedrørende globale almene goder og udfordringer under instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI) ifølge de erklærede prioriteter dækker lignende tematiske områder, selv om det er fra forskellige perspektiver;

P.

der henviser til, at kliniske forsøg, der ikke længere accepteres af vesteuropæiske etiske råd, godkendes af de lokale etiske råd i lande som Indien, Kina, Argentina og Rusland; der henviser til, at navnlig de etiske principper, som er uhyre vigtige for udviklingslande, som det fremgår af Helsinkierklæringen, ignoreres af selskaber og tilsynsmyndigheder (4);

Q.

der henviser til, at kultur i alle sine dimensioner er et grundlæggende element i en bæredygtig udvikling, fordi den gennem en materiel og immateriel kulturarv, kreative brancher og forskellige former for kunstneriske udtryksformer yder et slagkraftigt bidrag til økonomisk udvikling, social stabilitet og miljøbeskyttelse;

R.

der henviser til, at undersøgelser viser, at der kan opnås en række gode resultater, hvis kvinder uddannes og kan tjene og bestemme over en indtægt: mødre- og børnedødeligheden falder, kvinders og børns sundhed og ernæring forbedres, landbrugets produktivitet stiger, klimaændringer kan afbødes, befolkningstilvæksten reduceres, økonomien vokser, og fattigdomsspiralen brydes (5);

S.

der henviser til, at informations- og kommunikationsteknologier (ikt) kan bidrage til at afbøde klimaændringer ikke blot ved at nedbringe deres egen andel af drivhusgasemissionerne, men også ved, at de anvendes til at nedbringe emissioner i andre sektorer og til at håndtere systemiske ændringer og boomerangeffekter, f.eks. ved dematerialisering og onlinelevering, substitution af transport og rejser, overvågnings- og forvaltningsprogrammel, større energieffektivitet inden for produktion og anvendelse, samt produktforvaltning og genanvendelse;

T.

der henviser til, at det ved ekspertevalueringen af De Europæiske Fællesskaber i 2007 blev bemærket, at "god forståelse for relevansen af budgetstøtte i den lokale sammenhæng er vigtig";

U.

der henviser til, at uddannelse kan spille en central rolle ikke blot i forbindelse med miljømæssig bæredygtighed, sundhed og økonomisk vækst og gennemførelsen af 2015-udviklingsmålene generelt, men også i forbindelse med fredsopbygning; der endvidere henviser til, at uddannelse måske mere end nogen anden sektor kan give den meget synlige tidlige fredsdividende, som fredsaftaler kan være afhængige af, hvis de skal overleve, på betingelse af, at uddannelsessystemerne er inklusive og gearet til at skabe holdninger, der fremmer gensidig forståelse, tolerance og respekt, hvorved samfund gøres mindre følsomme over for voldelig konflikt;

1.

glæder sig over EU's indsats for sikre sammenhæng i udviklingspolitikken; understreger, at sammenhæng i udviklingspolitikken ikke blot er en juridisk forpligtelse, men at udformningen af ansvarlige, gennemsigtige, menneskerettighedsbaserede og inklusive politikker giver EU mulighed for at etablere jævnbyrdige og bæredygtige partnerskaber med udviklingslandene, der ikke blot omfatter udviklingssamarbejde; understreger desuden, at politikker, der sikrer sammenhæng i udviklingspolitikken, giver regeringerne og samfundet i udviklingslandene chancen og ansvaret for selv at skabe succeser;

2.

mener, at sammenhæng i udviklingspolitikken skal være baseret på anerkendelse af, at et land eller en region har ret til på demokratisk vis selv at definere sin politik og sine prioriteter og strategier for at beskytte sin befolknings udkomme i overensstemmelse med FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

3.

glæder sig over de otte aktionsområder for årene 2011-2013, som Kommissionen har valgt i sit forslag til en ny politik om virksomhedernes sociale ansvar; understreger vigtigheden af bindende bestemmelser om virksomhedernes sociale ansvar og af at tilskynde arbejdsgiverne til at anvende arbejdsmarkedsmæssige standarder, der er mere ambitiøse end de gældende ved lov fastsatte bestemmelser, herunder muligheden for at udvikle og opnå anerkendelse f.eks. i form af en arbejdsmarkedsmærke; opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne ved omhyggeligt at overvåge gennemførelsen og ved at sikre retshåndhævelsen af disse forpligtelser og kræver, at det kommende initiativ om virksomhedernes sociale ansvar afspejler tilsagnet om sammenhæng i udviklingspolitikken og bevæger sig i retning af bindende standarder for virksomhedernes sociale ansvar;

4.

understreger, at sammenhæng i udviklingspolitikken ikke blot er et teknisk spørgsmål, men primært et politisk ansvar, og at Europa-Parlamentet i sin egenskab af medlovgiver og demokratisk valgt institution har hovedansvaret for at omsætte tilsagnet i konkrete politikker;

5.

insisterer på, at den europæiske konsensus om udvikling, herunder definitionen på sammenhæng i udviklingspolitikken, fortsat er det grundlæggende princip for EU's udviklingspolitik, og at ethvert forsøg på at revidere eller erstatte det inden for rammerne af dagsordenen for forandring, bør involvere de institutioner, der gjorde det muligt at skabe denne;

6.

minder om, at en eventuel politisk omlægning i forbindelse med den 11. EUF, der udspringer af dagsordenen for forandring, skal være forenelig med ånden og bogstavet i Cotonou-aftalen;

7.

understreger, at åbenhed på alle områder er afgørende for at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken, eftersom det ikke blot kan hindre utilsigtet inkonsekvens, men også er effektiv til afdækning af interessekonflikter;

8.

opfordrer til indførelse af strukturerede årlige møder mellem repræsentanter for de nationale parlamenter i EU's medlemsstater og Europa-Parlamentet for at sikre konsekvens i anvendelsen af udviklingsbistanden;

9.

påpeger betydningen af videnopbygning og ekspertise for de komplekse spørgsmål omkring sammenhæng i udviklingspolitikken; anmoder derfor Kommissionen om at sikre, at det sikres, at nogle af de programmer, der gennemføres af GD Forskning, fokuserer på emner, der er relevante for sammenhængen i udviklingspolitikken; henstiller ligeledes, at der udarbejdes og fremmes en strategi for udviklingsforskning for at indlede et samarbejde med GD Forskning og andre forskningsgeneraldirektorater samt andre relevante organer uden for Kommissionen, f.eks. OECD eller Verdensbanken;

10.

insisterer på, at spørgsmål vedrørende de økonomiske, miljømæssige og sociale virkninger af politikker i og uden for EU, der er indeholdt i retningslinjerne for konsekvensanalyser fra 2009, besvares i Kommissionens konsekvensanalyser samt i de konsekvensanalyser, som Europa-Parlamentet foretager; anmoder også Kommissionen om at færdiggøre konsekvensanalyserne forud for det tilsvarende politiske forslag for at sikre, at civilsamfundsorganisationer og andre relevante interesserede parter kan deltage i processen, hvilket også vil skabe merværdi i form af mere kapacitet;

11.

understreger, at Kommissionens udvalg for konsekvensanalyse og en lignende institution, der skal oprettes af Parlamentet, skal have tilstrækkelig ekspertise i udviklingspolitik til at kunne påtage ansvaret for at kontrollere kvaliteten af konsekvensanalyser med hensyn til sammenhæng i udviklingspolitikken;

12.

foreslår at der i givet fald medtages en henvisning til sammenhæng i udviklingspolitikken i forbindelser med revision og efterfølgende evaluering af EU-politikker; mener, at alle vurderinger af programmer, der er gennemført af den europæiske udviklingsfond eller instrumentet for udviklingssamarbejde bør omfatte en vurdering af konsekvenserne for sammenhængen i udviklingspolitikken;

13.

glæder sig over medtagelsen af specifikke tilsagn vedrørende sammenhæng i udviklingspolitikken i det danske formandskabs arbejdsprogram og opfordrer de kommende formandskaber om at følge dette eksempel;

14.

glæder sig over Kommissionens tredje toårsrapport fra 2011 om sammenhæng i udviklingspolitikken, men er enig med Rådet om behovet for i fremtidige rapporter at medtage en uafhængig undersøgelse af de gjorte fremskridt, herunder de kvalitative og kvantitative konsekvenser og omkostninger ved manglende sammenhæng i politikken; foreslår, at fremtidige rapporter også omfatter en omfattende gennemgang af resultater fra dialogerne på nationalt plan, som er relevante for sammenhængen i udviklingspolitikken, så borgere i udviklingslande også kommer til orde;

15.

opfordrer medlemsstaterne og deres nationale parlamenter til at fremme en sammenhængende udviklingspolitik gennem et særligt arbejdsprogram med bindende tidsplaner for at forbedre det europæiske arbejdsprogram for sammenhæng i udviklingspolitikken;

16.

er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt med en bredere drøftelse med EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne og alle relevante parter, f.eks. ngo'er og civilsamfundsorganisationer, i forbindelse med udarbejdelsen af det kommende rullende arbejdsprogram for sammenhæng i udviklingspolitikken; er enigt i, at færre indikatorer sammen med en mere præcis og bedre overvågning kan resultere i en mere operationel ramme og lettere overvågning;

17.

anmoder den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten om at bekræfte deres vigtige roller i realiseringen af sammenhængen i udviklingspolitikken;

18.

foreslår, at sammenhæng i udviklingspolitikken gøres til en klar prioritet for EU-Udenrigstjenesten og delegationerne ved yderligere at styrke EU's politiske dialog med civilsamfundsorganisationer, lokale parlamenter og andre interesserede parter, ved at anmode dem om at indhente materiale om manglende konsekvens eller sammenhæng, ved at forbedre henvisninger til sammenhæng i udviklingspolitikken i programmeringsdokumenter og ved at føre dem ud i livet, samt ved at udvikle et uddannelsesprogram sammen med GD DEVCO for nyt personale i udenrigstjenesten med henblik på at sikre, at de er i stand til at forstå og sikre sammenhæng i udviklingspolitikken; understreger, at delegationerne og hovedkvarteret skal have tilstrækkelige ressourcer til at udføre denne opgave;

19.

understreger, at EU-delegationerne spiller en central rolle i udformningen og forvaltningen af budgetstøtte, og at de skal sikres de nødvendige ressourcer til varetagelsen af denne opgave;

20.

minder om den centrale betydning af artikel 12 i AVS-EU-partnerskabsaftalen og Kommissionens pligt til regelmæssigt at orientere AVS-gruppens sekretariat om planlagte forslag, som kan påvirke AVS-staternes interesser; opfordrer Kommission til ligeledes at orientere Europa-Parlamentet i disse tilfælde;

21.

glæder sig over Kommissionens forslag om at uddybe samarbejdet med Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om sammenhængen i udviklingspolitikken gennem en mere omfattende dialog og ved at bistå dem med at erhverve specifikke analysekompetencer, så de kan bidrage til at fremme sammenhængen i udviklingspolitikken i EU; foreslår, at disse dialoger mellem de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Kommissionen bør foregå i form af strukturerede årlige møder, som skal have klare mål samt kontrolaktiviteter med henblik på at styrke sammenhængen i udviklingspolitikken i EU;

22.

mener, at offentlige indkøb bør anvendes effektivt til at opnå de overordnende EU-mål om bæredygtig udvikling, og at de fremtidige direktiver om offentlige indkøb derfor skal gøre det muligt at indarbejde bæredygtighedskriterier i hele udbudsprocessen;

23.

glæder sig over, at Kommissionen i sin meddelelse om "Handel, vækst og udvikling: En skræddersyet handels- og investeringspolitik for de lande, der har størst behov har givet tilsagn om at støtte små producenter og fair, økologiske og etiske handelsinitiativer; beklager dog den manglende tilslutning til at indarbejdelse Fair Trade-principper i alle EU's politikker;

24.

beklager, at Kommissionen offentliggjorde to separate rapporter dels om handel generelt, dels om handel og udvikling, hvilket virkede mod hensigten for så vidt angår sammenhængen i udviklingspolitikken;

25.

beklager, at BNP pr. indbygger er gjort til det eneste udvælgelseskriterium i forbindelse med den generelle præferenceordning, da dette kan modvirke EU's udviklingsmål; minder om sin beslutning af 8. juni 2011 om BNP og mere - Måling af fremskridt i en verden i forandring (6), hvori der henvises til indekset for menneskelig udvikling;

26.

minder om den manglende konsekvens, der opstod i forbindelse med de europæiske partnerskabsaftaler, navnlig: a) at der lægges pres på visse lande for at undertegne en aftale, før der er indbyrdes enighed om den præcise ordlyd; b) at Kommissionen har foreslået at slette 18 lande i bilag I til forordningen om markedsadgang og c) at menneskerettighedsspørgsmål ikke behandles tilstrækkeligt under forhandlingerne;

27.

mener, at OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder bør indgå som bindende standarder i EU-investeringsaftaler for industri og erhvervsliv, så det sikres, at sådanne aftaler omfatter bestemmelser om åbenhed og bekæmpelse af ulovlige kapitalstrømme sammen med en fuldstændig indberetning om miljømæssige og sociale spørgsmål fra selskabernes side påpeger, at sådanne aftaler bør forbedre regeringers rettigheder og pligter til at regulere økonomiske aktiviteter på følsomme politikområder såsom miljøet og fremme anstændige arbejdsvilkår i den bredere offentlige interesse og fremtidige generationers mere langsigtede interesse;

28.

beklager, at fordelingen af EU's midler til støtte for handel til de mindst udviklede lande faldt til 16 % i 2010 (1,7 mia. EUR mod 8,7 mia. EUR til lande, der ikke hører blandt de mindst udviklede lande) sammenlignet med 22 % i 2009 (7); opfordrer Kommission til at orientere Europa-Parlamentet om den årlige og/eller flerårige andel af EUF-midlerne, der anvendes som midler til støtte for handel

29.

foreslår, at Kommissionen sætter ny gang i bæredygtige offentlige licitationer på internationalt niveau, og at situationen efter revisionen af direktiverne om offentlige udbud skal give ordregivende myndigheder det politiske råderum til at træffe informerede udviklingsfremmende valg i forbindelse med licitationer;

30.

opfordrer Kommissionen til aktivt i WTO at fremme forslaget fra visse donorer om at indsnævre anvendelsesområdet for handelsstøtteinitiativet for at gøre det mere kontrollerbart, effektivt og fokuseret på centrale elementer i sammenhængen mellem handel og udvikling for at gøre det mere effektivt og sikre donor bistanden;

31.

gør opmærksomheden på offentliggørelsen af en revideret strategi for intellektuelle ejendomsrettigheder i forhold til tredjelande, som fra et udviklingsmæssigt synspunkt skulle sikre tilstrækkelig adgang til medicin og give effektive incitamenter til forskning i lægemidler ved at gøre brug af fleksibilitetsmulighederne i TRIPS-aftalen, hvor det er relevant, såsom sundhedskriser og ved at gøre det foreneligt med den parallelle dagsorden for "overkommelig adgang til lægemidler"; understreger også, at forbindelsen til fødevaresikkerhedsdagsordenen er meget vigtig i denne sammenhæng, f.eks. til at sikre beskyttelse af plantesorter og anerkende betydningen af forskelligartede landbrugssystemer og traditionelle såsædforsyningssystemer;

32.

foreslår, at der gennemføres regler om præferencehandel, der styrker overførsel af grøn landbrugsteknologi i WTO og i bilaterale handelsaftaler med udviklingslandene;

33.

glæder sig over, at der i 2010 blev etableret en central enhed i teamet for bæredygtig udvikling i Generaldirektoratet for Handel i 2010, som skal koordinere aktiviteterne omkring fair trade, som er et vigtigt eksempel på, hvordan EU's handels- og udviklingspolitik kan gøres mere sammenhængende og til gensidig støtte;

34.

påpeger, at fair trade mellem EU og udviklingslandene indebærer, at der betales rimelige priser for udviklingslandenes ressourcer og landbrugsprodukter, dvs. priser, der afspejler de interne og eksterne omkostninger, samtidig med at der skabes sikkerhed for overholdelsen af ILO's grundlæggende rettigheder vedrørende arbejdsvilkår og af internationale standarder for miljøbeskyttelse;

35.

gentager sin opfordring til en effektiv løsning på problemet med konfliktmineraler og andre ressourcer med forbindelse til konflikter i udviklingslande, der har resulteret i millioner af menneskers død og tvangsforflyttelse;

36.

mener, at udviklingslande bør beskytte deres økonomi og foretage selektiv markedsåbning, som det var tilfældet i Europa;

37.

opfordrer Kommissionen til yderligere at integrere internationalt aftalte arbejds- og miljønormer i instrumenter som de økonomiske partnerskabsaftaler og frihandelsaftaler;

38.

glæder sig over, at EU anerkender de små landbrugs betydning for bekæmpelse af sult og at tilpasningsforanstaltninger prioriteres på fødevaresikkerhedsdagsordenen; understreger, at støtte til kvindelige små landbrugere er særligt relevant;

39.

gentager, at udviklingsspørgsmål bør integreres i hele processen i forbindelse med beslutningstagningen omkring EU's landbrugspolitik, og opfordrer om nødvendigt til etablering af ledsageforanstaltninger magen til dem, der blev gennemført i forbindelse med sukkerprotokollen;

40.

gentager sin opfordring til at foretage regelmæssige og uafhængige vurderinger og evalueringer af EU's landbrugs- og handelspolitikker med særlig fokus på konsekvenserne for lokale og små producenter, som bygges på dokumentation fra regeringer, landbrugsorganisationer, civilsamfundsorganisationer og andre interesserede parter i de udviklingslande, som er EU's handelspartnere;

41.

opfordrer indtrængende EU til at styrke forsyningskæderne mellem EU og AVS-landene og at støtte forsyningskæderne mellem AVS-landene indbyrdes, idet begge markeder har udviklet sig i gensidig afhængighed; foreslår, at anvendelsen af de moderne markedsforvaltningsinstrumenter fremmes i udviklingslandene, såsom gennemsigtighedsbestemmelser, kapacitetsopbygning, tekniske forskrifter eller støtte med hensyn til kontraktforhandling, f.eks. i forbindelse med den fælles EU-Afrika-strategi;

42.

foreslår at oprette tværnationale venskabspartnerskaber mellem Natura 2000-områder og lignende landbrugsmiljøområder i udviklingslande med henblik på, a) at give lokale myndigheder, lokale ledere og lokale landbrugssamfund mulighed for at udveksle know-how om forvaltning af sådanne områder for at sikre, at den fremtidige forvaltning er bæredygtig, både økologisk og økonomisk, og praktisk gennemførlig; b) at opbygge kapacitet gennem twinning af den økonomiske bæredygtighed af virksomhedsprocesser på disse områder for at bidrage til bæredygtig fødevaresikker på disse områder; c) at gennemføre forskning for at bistå med beskyttelse af landbrugsmæssig mangfoldighed og biodiversitet for at sikre langsigtet overlevelse af værdifulde og truede arter og habitater; foreslår også etablering af et tværnationalt venskabscenter til læring og udvikling af know-how mellem Natura 2000-områder og lignende områder i tredjelande;

43.

påpeger, at rettidig information om ændringer i standarder, som EU anvender på landbrugsprodukter eller anvendelse af alternative tilsvarende standarder for import er væsentlig for udviklingslande for at lette den langsigtede planlægning og sikre konkurrenceevnen på grundlag af kvalitet;

44.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en integreret tilgang til ernæring og til at oprette en specifik fond til at få løst problemet med underernæring i udviklingslandene og til at afsætte de nødvendige bevillinger til at gennemføre de grundlæggende foranstaltninger, der kunne forebygge langt den største del af underernæringen, navnlig i den kritiske periode på 1 000 dage mellem undfangelse og to-årsalderen, hvilket omfatter tilskyndelse en optimal praksis med hensyn til ernæring og pleje såsom amning for at undgå forurenet vand, den rette indførelse af varierede fødevarer til spædbørn, tilsætning af vitaminer og mineraler til dagligvarer og vitamintilskud; mener, at en sådan fond vil gøre det muligt at udnytte og sammenlægge midler fra Kommissionen og medlemsstaterne og eventuelt andre donorer og sikre en bedre synlighed af EU's indsats for at redde liv;

45.

beklager, at kun omkring 418 mio. EUR eller ca. 3,4 % af Kommissionens samlede budget for udviklingsbistand på 12 mia. EUR om året i øjeblikket går til direkte intervention på ernæringsområdet; mener, at bestræbelserne på at tackle fejlernæring skal være tværfaglige og inddrage mange forskellige aktører i tråd med de berørte landes nationale prioriteringer;

46.

er af den opfattelse, at omfanget af EU's marked for fiskeriprodukter og den geografiske spredning i aktiviteter blandt fartøjer, der sejler under EU-flag eller er EU-ejede, pålægger Unionen et stort ansvar for at sikre, at dettes fiskeri er baseret på samme standarder for så vidt angår økologisk og social bæredygtighed og gennemsigtighed i og uden for Unionens farvande; bemærker, at en sådan sammenhæng kræver koordination både inden for Kommissionen selv og mellem Kommissionen og regeringerne i de enkelte medlemsstater;

47.

gentager, at forhandlingerne af fiskeriaftaler for at forbedre sammenhængen i udviklingspolitikken skal baseres på det kontraherende lands prioriteter for en bæredygtig udvikling af dets fiskerisektor; understreger, at betalinger til tredjelande i henhold til fiskeripartnerskabsaftaler skal være forenelige med udviklingsmålene. og at virkningerne af fiskeripartnerskabsaftalerne skal overvåges nøje af EU;

48.

mener, at sammenhængen i udviklingspolitikken bør styrkes ved a) at give GD MARE og GD Udvikling fælles ansvar for fiskeripartnerskabsaftalerne; b) ved at anvende relevante principper i FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, EU's forpligtelser vedrørende sammenhæng i udviklingspolitikken og Cotonou-aftalen mellem EU og AVS-landene; c) at indarbejde menneskerettigheds-, korruptionsbekæmpelses- og ansvarlighedsforpligtelser i alle fiskeripartnerskabsaftalerne og d) at sikre, at fiskeripartnerskabsaftalerne er i overensstemmelse med eller bidrager til fattigdomsbekæmpelse og mål for menneskelig udvikling, der er fastsat i EU's landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter;

49.

understreger, at enhver adgang til fiskeressourcer i tredjelandes farvande skal overholde ikke blot artikel 62 i FN's havretskonvention (UNCLOS), som vedrører overskydende bestande, men også artikel 69 og 70 om indlandsstaters og geografisk forfordelte staters rettigheder inden for samme regionale område, idet der tages højde for lokalbefolkningers ernæringsmæssige og socioøkonomiske behov;

50.

foreslår, at Kommissionen i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution om regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) bør gives et klart forhandlingsmandat for alle RFFO'er til at fremme bevarelse af marine ressourcer og et bæredygtigt fiskeri;

51.

mener, at alle ordninger til tildeling af fiskerimuligheder til lande inden for regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) skal omfatte udviklingslandes legitime rettigheder til og hensigter om at udvikle deres egen fiskerisektor; understreger, at EU skal modsætte sig indførelse af en ordning for omsættelige fiskekvoteandele i RFFO'er, eftersom de ville bringe afhængige samfunds udkomme og velbefindende i fare i udviklingslande;

52.

fastholder, at EU's udviklingspolitik bør gennemføres inden for rammerne af de forpligtelser, der er aftalt i FN og andre internationale kompetente organisationer, og at fiskeriets bidrag til udvikling bør finde sted inden for rammerne af de principper og målsætninger, der er styrende for EU's optræden udadtil og bør bidrage til det primære mål for EU's udviklingspolitik, nemlig at reducere og i sidste ende udrydde fattigdommen i udviklingslandene;

53.

mener, at EU bør bidrage til udviklingen på fiskeriområdet ved at støtte princippet om overskudsbestande og andre regler, der er fastsat i FN's havretskonvention, og om efterlevelse af FAO's retningslinjer for ansvarligt fiskeri og FAO-overholdelsesaftalen om bevaring og forvaltning af fiskeressourcer på verdensplan

54.

fremhæver, at fiskeripolitikkens mål skal gennemføres på grundlag af gennemskuelighed og sammenhæng med andre EU-mål, og at deres virkning på udviklingen skal planlægges, måles og vurderes og regelmæssigt og systematisk underkastes demokratisk kontrol;

55.

ønsker at tydeliggøre, at fiskerisamarbejdsaftalerne og de fiskerirelaterede aspekter af udviklingspolitikken og EU's handelsaftaler bør bidrage til at gøre fiskeriet til et socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt erhverv for EU og Unionens partnere;

56.

beklager, at en væsentlig del af målene i fiskeripartnerskabsaftalerne ikke er blevet opfyldt; beklager navnlig de ringe resultater, der er opnået inden for videnskabeligt og teknisk samarbejde og assistance til bæredygtig udvikling af fiskerisektoren (og tilknyttede industrier) i udviklingslandene; mener, at disse aspekter kan forbedres gennem sammenhængende politikker og styring af de internationale fiskeriaktiviteter;

57.

understreger, at EU skal sikre, at den igangværende reform af den fælles fiskeripolitik integreres i Unionens forpligtelser over for udviklingslandene til at støtte opnåelsen af 2015-målene såvel som den grundlæggende ret til føde, der er anerkendt i verdenserklæringen om menneskerettigheder;

58.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens eksterne tiltag i almindelighed og fiskeripartnerskabsaftalerne i særdeleshed er fremmende for god regeringsførelse og gennemskuelighed, og at der skabes betingelser for, at udviklingslande kan basere deres fiskeripolitikker på de samme retningslinjer og normer for bæredygtighed som den fælles fiskeripolitik, herunder vedtagelse af beslutninger baseret på videnskabelige rapporter og konsekvensundersøgelser og udarbejdelse af flerårlige planer, der muliggør en udnyttelsesgrad, som er proportionelt afstemt efter bestandenes maksimale bæredygtige ydeevne; særlig støtte til småfiskeri og akvakulturaktiviteter og til de lokalsamfund, der er afhængige heraf; fremme af selektivt fiskeri, tilpasning af flådekapaciteten til ressourcerne og mere ansvarlige fiskerimetoder; gradvist nedbringelse af og i sidste ende eliminering af udsmid; bestræbelser på at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; forbedring af sikkerheds- og socialforholdene på arbejdspladsen; beskyttelse af biodiversiteten og miljøet og gennemførelse af foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringer; højnelse af produktkvalitet og fremme af bedre markedsføring; samt fremme af forskning og innovation til styrkelse af bæredygtighed inden for fiskeri, akvakultur og tilknyttede erhverv;

59.

understreger, at aftalerne og de erhverv, der opstår i forlængelse heraf, bidrager til udviklingen i tredjelande og til deres fremtidige evne til at udnytte egne ressourcer;

60.

fastholder på det kraftigste, at EU og medlemsstaterne i deres forhold til tredjelande og deres indsats inden for internationale organisationer skal bidrage til at opbygge udviklingslandenes samfunds og regeringers kapacitet til at udarbejde, føre og overvåge bæredygtige fiskeripolitikker, som øger deres fødevaresikkerhed og bidrager til deres udvikling;

61.

slår til lyd for en fælles udarbejdelse af modeller med mål, tiltag og indikatorer, således at der kan føres bedre tilsyn med anvendelsen af midler i et partnerskabsmæssigt regi; understreger, at et sådant tilsyn forudsætter vedtagelse af korrigerende procedurer, som skal samordnes med tredjelandet, hver gang det konstateres, at en af parterne afviger fra målene;

62.

glæder sig over, at EU er foregået med et godt eksempel på gennemskuelighed i global sammenhæng ved at have offentliggjort betingelserne for fiskeripartnerskabsaftalerne; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte med denne åbenhed ved at tage hånd om, at evalueringerne af disse aftaler også gøres offentligt tilgængelige og ved at respektere Århus-konventionens principper med henblik på at sætte lokale myndigheder, civilsamfundet og andre interesserede parter i stand til at foretage en konkret og nøjagtig gennemgang af gennemførelsen og indvirkningen af aftalerne;

63.

henleder opmærksomheden på betydningen af, at der foreligger gennemsigtige, opdaterede videnskabelige data om samtlige fiskeriaftaler, herunder EU's, og om det samlede fiskeri i hvert enkelt lands farvande; mener, at den videnskabelige evaluering bør gå forud for indgåelsen af aftaler, eller at aftalerne i det mindste bør udnyttes som en lejlighed til at gennemgå dataene;

64.

henleder opmærksomheden på problemet med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; minder om, at et stort antal fartøjer ikke opgiver deres fangster korrekt, ikke inspiceres og at de data, fartøjerne opgiver, ikke verificeres, samt at det ikke tydeligt angives, hvilke arter der er fanget; mener, at EU kan og skal gøre en mere effektiv indsats for at bidrage til at løse disse problemer; opfordrer indtrængende Kommissionen til i alle dens internationale forbindelser at forfægte princippet om flagstatens ansvar, som er grundlaget for de internationale regler og af grundlæggende betydning for, at forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri kan gennemføres;

65.

anbefaler en bedre sammenknytning af fiskeripartnerskabsaftalerne med de eksisterende instrumenter inden for udviklingspolitik, navnlig EUF, såvel som med betingelserne for udviklingslandenes adgang til EU-markederne;

66.

understreger, at fiskerisamarbejde direkte kan gavne de 150 millioner mennesker på vores planet, hvis udkomme afhænger af fiskeri og hertil knyttede aktiviteter.

67.

gentager, at der bør lægges større vægt på maksimering af synergier mellem EU's klimaændringspolitikker og EU's udviklingsmål, navnlig hvad angår de anvendte redskaber og instrumenter og de sekundære positive virkninger for udviklingen og/eller tilpasningerne til klimaændringerne;

68.

understreger, at investeringer i uddannelse i bæredygtig udvikling, herunder bekæmpelse af klimaændringer, er et område, hvor man med udviklingsstøtte kan opnå en lang række mål på én gang, især når den er rettet mod kvinder;

69.

mener, at de udfordringer, klimaforandringerne stiller, skal tackles gennem strukturreformer, og opfordrer til en systematisk risikovurdering af klimaforandringerne, der dækker alle aspekter af EU's politiske planlægning og beslutningstagning, herunder handel, landbrug, fødevaresikkerhed osv.; anmoder desuden om, at resultatet af denne vurdering anvendes til at formulere klare og sammenhængende nationale og regionale strategidokumenter samt til udviklingsprogrammer og -projekter;

70.

opfordrer til, at man i forbindelse med politikker og aftaler, der medfører mulig reduktion af eller begrænsning i adgangen til ressourcer til fødevareproduktion, såsom jord, vand, mobilitet, skal være opmærksom på de særlige behov hos små land- og husdyrbrug, som lider under for konsekvenserne af klimaændringerne;

71.

gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne til at indsamle landespecifikke og kønsopdelte data, når den planlægger, gennemfører og evaluerer klimaændringspolitikker, -programmer og -projekter, for effektivt at vurdere og tage fat på de forskellige konsekvenser af klimaændringerne for hvert køn og udarbejde retningslinjer for tilpasning til klimaændringerne med beskrivelse af politikker, der kan beskytte kvinderne og sætte dem i stand til at håndtere virkningerne af klimaændringerne;

72.

bifalder de forslag, der indgår i Europæisk Rapport om Udvikling 2011/2012 om en integreret og økosystembaseret forvaltning af vand, energi og jord, idet disse tre ressourcer er afgørende for udviklingen; opfordrer Kommissionen til at følge op på de forslag, der fremsættes i rapporten; påpeger især, at der er væsentlige forvaltningsmæssige huller i EU og internationalt; understreger endvidere nødvendigheden af en ændring i retning af mere bæredygtighed i forbrugs- og produktionsmønstre i selve EU;

73.

foreslår, at EU i udviklingslandene bør arbejde for at fremme investeringer, innovative tilgange og høje standarder for virksomhedspraksis i den inklusive og bæredygtige anvendelse af vand, energi og jord foreslår også, at den vægt, der lægges på bæredygtig energi og bæredygtigt landbrug i "dagsordenen for forandring", bør suppleres med tiltag på vandområdet;

74.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre rapporten om biobrændstoffers sociale bæredygtighed inden udgangen af 2012 og at høre de berørte samfund og lokale ngo'er på forhånd; påpeger, at dette er en mulighed for at foreslå en passende metodologi og dække alle de konsekvenser, som målene for europæiske biobrændstoffer har for fødevaresikkerheden, jordrettigheder og andre udviklingsspørgsmål; minder om, at Kommissionens overvågning og rapportering i henhold til direktivforslaget giver mulighed for om nødvendigt at foreslå korrigerende tiltag på grundlag af de indhøstede erfaringer;

75.

understreger betydningen af at garantere, at importeret bioenergi produceres på grundlag af acceptable standarder med hensyn til arbejdsmiljø og arbejdsvilkår og med respekt for lokalsamfundene;

76.

opfordrer til yderligere udvikling af anden- og tredjegenerationsbioenergi fra biomassebiprodukter, affald og restprodukter;

77.

opfordrer Kommissionen til at tage målet på 10 % for biobrændsel fra vedvarende energikilder i 2020, som er indeholdt i direktivet om vedvarende energi, op til overvejelse, medmindre der anvendes strenge bæredygtighedskriterier;

78.

opfordrer medlemsstaterne til at afsætte en betydelig del af auktionsindtægterne fra EU's emissionshandelsordning til aktiviteter i forbindelse med klimaændringer i udviklingslande fra 2013;

79.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en passende metode, der er tilpasset sammenhængen i udviklingspolitikken, til beregning af indvirkningen af indirekte ændringer i arealanvendelsen, idet en sådan metode skule have været udarbejdet ved udgangen af 2010;

80.

understreger, at gennemgangen af EU's våbeneksport, der skal foretages i 2012, skal baseres på udførlige oplysninger for at være i overensstemmelse med udviklingsmålene; påpeger, at offentliggørelsen af Rådets trettende årsberetning om kontrol med eksport af militærteknologi og - udstyr satte spørgsmålstegn ved de indgivne oplysningers pålidelighed og anvendelighed;

81.

gør opmærksom på EU's tilsagn vedrørende demokrati og menneskerettigheder og betingelser som f.eks. dem, der er nedfældet i "mere for mere"-tilgangen vedrørende EU's umiddelbare naboskabspolitik; understreger, at deres relevans kun kan sikres, når intet andet politikområde eller samspil med partnerlande modarbejder initiativer, der er gennemført for at styrke menneskerettigheder, menneskers sikkerhed og demokratiet i partnerlandene;

82.

minder om, at våbeneksport er et mellemstatsligt spørgsmål og at der i den forbindelse skal tages hensyn til sammenhæng i udviklingspolitikken; konkluderer, at det kan være vanskeligt at beslutte, om man skal godkende våbeneksport til udviklingslande i relation til kriteriet om "bæredygtig udvikling", dvs. kriterium 8 i EU's konsoliderede og de nationale kriterier for våbeneksport, i betragtning af at andre politiske hensyn kan tilsidesætte anvendelsen af dette kriterium; henstiller, at medlemsstaterne fremlægger en fuldstændig beskrivelse af den metodologi, der anvendes i relation til dette kriterium;

83.

anerkender sammenhængen mellem udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed, som der skal tages hensyn til under enhver drøftelse af sammenhæng i udviklingspolitikken;

84.

mener, at begreberne menneskers sikkerhed og udvikling bør anses for væsentlige i sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed, da de har individet som et centralt princip;

85.

påpeger, at koordineringen af fredsopbygning, humanitær bistand og udviklingsaktiviteter i postkonfliktsituationer bør forbedres i overensstemmelse med de strategiske rammer for "sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling" (LRRD) for at respektere principperne for sammenhæng i udviklingspolitikken og menneskers sikkerhed, idet sidstnævnte stadig undervurderes; minder Kommissionen om, at Rådet opfordrede den til at udarbejde en EU-handlingsplan om konfliktsituationer og usikre situationer i 2009, og at EU godkendte den nye aftale om indsats i svage stater, der blev vedtaget på det fjerde forum på højt plan for bistandseffektivitet i Busan;

86.

understreger, at det, da Rådets Gruppe vedrørende Eksport af Konventionelle Våben er hovedansvarlig for EU's adfærdskodeks om våbeneksport, er tvingende nødvendigt, at der tages hensyn til udviklingsmålene i dette forum; opfordrer endvidere Rådet til at gøre EU-adfærdskodeksen for våbeneksport retligt bindende;

87.

understreger, at "hjerneflugt" kan skabe alvorlige problemer i udviklingslandene, særligt i sundhedssektoren; anerkender, at hjerneflugten, der rammer udviklingslandene, er resultatet af en kombination af strukturelle årsager og push-pull-effekten; anmoder derfor Kommissionen om at overvåge Blue Card-systemets indvirkning på udviklingslandene og i givet fald træffe korrigerende foranstaltninger; anmoder også Kommissionen om at fremme anvendelsen af "WHO-adfærdskodeksen" vedrørende den internationale rekruttering af sundhedspersonale både i den offentlige og private sektor;

88.

understreger, at det skal garanteres, at mobilitetspartnerskaber er i overensstemmelse med de internationale juridiske menneskerettighedsrammer; anmoder EU om at forhindre, at udviklingsbistand gøres afhængig af en reduktion af migration både i EU's og medlemsstaternes bilaterale og multilaterale forhandlinger;

89.

kræver, at den eksterne dimension i asyl- og migrationsfonden er i fuld overensstemmelse med de eksterne bistandsinstrumenter og EU's udviklingsmål; foreslår, at der træffes foranstaltninger til at hindre medlemsstaterne i at bruge denne dimension af finansieringen til blot at begrænse migration fra udviklingslande;

90.

støtter en tilgang til EU's migrationspolitik, der er centreret omkring indvandrere og baseret på menneskerettigheder med henblik på at gøre det muligt for EU's medlemsstater og partnerlande at respektere, beskytte og opfylde alle indvandreres menneskerettigheder og gøre det muligt for indvandrere at gøre krav på deres rettigheder under hele migrationsprocessen; understreger, at tilgange, der er baseret på menneskerettigheder og centreret omkring indvandrere, vil bidrage til en korrekt analyse af de grundlæggende årsager til tvungen migration, navnlig konflikter, klimaændringer, arbejdsløshed og fattigdom, og sikre, at EU reagerer hensigtsmæssigt herpå i overensstemmelse med sammenhængen i udviklingspolitikken;

91.

påpeger, at det er hensigtsmæssigt at inddrage indvandrere og indvandrere, der er vendt tilbage til hjemlandet, som udviklingsagenter, idet sidstnævnte gruppe især er relevant i forbindelse med den europæiske finanskrise;

92.

understreger behovet for yderligere at forklare parametrene for komplementaritet og iværksætte en sammenhængende og integreret institutionaliseret dialog med henblik på at planlægge og forvalte eksterne og interne midler og håndtere migrationsrelaterede spørgsmål fra et perspektiv om sammenhæng i udviklingspolitikken og menneskerettighederne;

93.

opfordrer Kommissionen og AVS-landene til under den løbende revision af i AVS-EU-aftalen i artikel 13 at indføje principperne om cirkulær migration og lettelsen heraf ved at udstede cirkulære visa; betoner, at denne artikel understreger respekten for menneskerettighederne og ligebehandling af statsborgere fra AVS-landene, men at værdien af disse principper i alvorlig grad undergraves af de bilaterale tilbagetagelsesaftaler med transitlande, som alt i alt indebærer, at EU har udflaget forvaltningen af migrationsstrømmene, og som ikke giver nogen garanti for respekt for migranternes rettigheder og kan føre til kaskadetilbagetagelser, som kan bringe de pågældendes liv og sikkerhed i fare;

94.

bekræfter vigtigheden af samfinansiering af ikke-statslige organisationer, da det tilskynder støttemodtagere til større ansvarlighed og øget effektivitet i udviklingen og øger de involverede parters samarbejdsvilje, hvilket anbefales i Istanbul-principperne (8);

95.

henstiller til, at betydningen af de overordnede rammer for god forvaltningspraksis og respekt for menneskerettighederne og disses rolle som katalysator for udviklingen i partnerlandene understreges i alle politiske dialoger, uanset de fem centrale spørgsmål, der lægges til grund for vurdering af sammenhængen i udviklingspolitikken;

96.

foreslår at begrebet "bistandseffektivitet" suppleres begrebet med "udviklingseffektivitet", da sidstnævnte begreb er mere velegnet til at vurdere sammenhængen i udviklingspolitikken og mere praktisk til at uddybe dialogen med BRICS-landene om udviklingspolitik;

97.

gør opmærksom på den tværgående karakter af programmer for god forvaltningspraksis i udviklingslande og opfordrer til, at Kommissionen gør en yderligere indsats i den henseende; henviser til behovet for bedre global forvaltningspraksis i den nuværende periode med mange kriser, hvilket er afgørende for at opnå global udvikling; beklager, at slutdokumentet fra FN's Rio+20-konference mangler forpligtelsen vedrørende ressourcebevarelse, tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger til klimaændringerne og økonomisk bæredygtighed, som EU havde opfordret til; opfordrer alligevel EU til fortsat aktivt at deltage i udformningen af målene om bæredygtig udvikling og virkeliggøre dem inden 2015;

98.

støtter Kommissionens forslag om at skabe en fuldstændig oversigt over omkostninger til politikker, der ikke er i overensstemmelse med princippet om en sammenhængende udviklingspolitik, og over de fordele eller win-win-situationer, der er skabt ved politikker, der er tilpasset dette princip, idet en sådan oversigt kan anvendes til yderligere oplysningsaktiviteter og uddannelse og som grundlag for drøftelse med europæiske borgere og andre berørte interesserede parter for at overvinde de stadig fremherskende misforståelser med hensyn til omkostningerne og fordelene ved sammenhæng i udviklingspolitikken; påpeger, at en sådan analyse ville være særligt nyttig for området migration, hvor EU bør understrege forbindelserne mellem migration og udviklingspolitikker og hele tiden orientere befolkningen om fordelene ved disse forbindelser, og bæredygtig energi;

99.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at udvikle en langsigtet europæisk strategi på tværs af sektorer for undervisning i udvikling, bevidstgørelse og aktivt globalt medborgerskab;

100.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde eller styrke nationale strategier for undervisning i udvikling og programmer for undervisning i bæredygtig udvikling og til at inddrage sammenhæng i udviklingspolitikken i de respektive læseplaner;

101.

påpeger, at det igangværende initiativ med direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) kan yde et værdifuldt bidrag til opfyldelsen af de overordnede mål for EU's udviklingssamarbejde ved at indføre strenge positionslofter og snævre rammer for undtagelser fra MiFID og ved at styrke myndighedernes beføjelse til at intervenere i forbindelse med bestemte produkter eller aktiviteter;

102.

gentager, at EU-Udenrigstjenesten og Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde af hensyn til åbenhed og kontrol bør overvåge, hvordan ansvarsfordelingen mellem Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten virker i praksis og forbedre den, så der undgås overlapninger og sikres synergier;

103.

henviser til, at EU-Udenrigstjenesten har forelagt begrebet "EU-handling" for at øge synligheden af EU's indsats, mener, at dette gør endnu vigtigere at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken, idet enhver negativ konsekvens i endnu højere grad vil blive tilskrevet EU; opfordrer også Kommissionen til at sikre, at dette begreb ikke er i strid med andre mål i udviklingspolitikken, som de er formuleret af EU, navnlig målene om ejerskab og politisk råderum for udviklingslande;

104.

foreslår, at EU-delegationerne i overensstemmelse med Cotonou-aftalen og referencedokumentet om "At lade ikke-statslige aktører indgå i nye bistandsmetoder" (9) bør foretage en omfattende kortlægning af ngo'er, civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder, der er relevante for deres arbejde i det pågældende land, navnlig af lokale og lokalsamfundsbaserede organisationer;

105.

gentager, at udnævnelsen af en fast ordfører for sammenhæng i udviklingspolitikken fra AVS-landene i Den Blandede Parlamentariske Forsamling ville lette koordineringen med og arbejdet, der udføres af Europa-Parlamentets faste ordfører om sammenhæng i udviklingspolitikken og de relevante tjenestegrene i Kommissionen og Rådet, og bidrage til at fjerne hindringer for sammenhæng i udviklingspolitikken i udviklingslandene selv;

106.

minder om, at Kommissionen i sin meddelelse fra juni 2011 vedrørende den flerårige finansielle ramme foreslog at udvide kontrolbeføjelserne i forbindelse med EUF til Europa-Parlamentet; beklager, at dette forslag ikke fremgår af lovgivningsforslaget om den 11. EUF;

107.

understreger, at de internationale rammer for udviklingssamarbejde efter 2015 bør gå ud over en traditionel fortolkning af udviklingssamarbejde for at give mere omfattende foranstaltninger over for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, anvende sammenhængen i udviklingssamarbejdet som en vigtig løftestang for udvikling, og fremme rettighedsbaserede metoder; påpeger, at sådanne rammer bør gå ud over den nuværende opfattelse af offentlig indgriben og bistand og omfatte alle lande (udviklede lande, udviklingslande, vækstlande) og alle aktører (traditionelle og nye donorer, regeringer og lokale myndigheder i udviklingslande og udviklede lande, den private sektor, ngo'er, arbejdsmarkedets parter osv.) i en sammenhængende og integrerende proces;

108.

glæder sig over, at den sociale klausul, der er fastsat i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, gælder både inden for og uden for EU's grænser;

109.

understreger, at det er nødvendigt at sikre, at de sociale bestemmelser i EU's handelsaftaler gennemføres og kontrolleres behørigt; anser det for nødvendigt at sikre, at der findes mekanismer til revision og håndhævelse;

110.

opfordrer Kommissionen til at medtage bindende bestemmelser om sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder og om målsætningen om fuld og produktiv beskæftigelse, under hensyntagen til ligestilling mellem mænd og kvinder og unge, anstændigt arbejde, overholdelse af arbejdstagernes - herunder vandrende arbejdstageres - rettigheder og ligebehandling af mænd og kvinder i alle EU's handelsaftaler;

111.

understreger behovet for at støtte og udbrede overenskomstforhandlinger som et redskab til nedbringelse af ulighederne på arbejdsmarkedet med henblik på at sikre anstændigt arbejde og anstændige lønninger, forhindre social dumping og sort arbejde og sikre retfærdig konkurrence;

112.

understreger nødvendigheden af at overholde vilkårene i arbejdskontrakter, og af at sikre, at det arbejde, der udføres af unge og kvinder, ikke indebærer nogen form for udnyttelse, herunder seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller -tjenester, slaveri eller praksis, der kan sidestilles med slaveri;

113.

understreger betydningen af virksomhedernes forpligtelser med hensyn til socialt ansvar og af at anvende sociale standarder, som er mere ambitiøse end de nuværende vedtægtsmæssige bestemmelser, herunder muligheden for at udvikle og opnå en benævnelse, som f.eks. et "socialt mærke"; opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i en omhyggelig overvågning af gennemførelsen og i at sikre retshåndhævelsen af disse forpligtelser;

114.

understreger betydningen af at indføre kontaktpunkter for sammenhæng i udviklingspolitikken, også i udviklingslandene, for at forbedre udvekslingen af oplysninger, bl.a. om emner, som ligger uden for EU's kompetence, f.eks. socialt inkluderende brug af afgifter på naturressourcer eller skatter og pengeoverførsler, og konsekvenserne af den såkaldte "hjerneflugt" for oprindelseslandene; opfordrer Kommissionen til at inddrage social- og arbejdsmarkedspolitikken i EU-Udenrigstjenestens arbejde; mener, at det er afgørende også for mellemindkomstlande, at de afsætter en stigende andel af deres indtægter til sociale formål, navnlig ved at udvikle beskatningssystemer og social sikring;

115.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være mere opmærksomme på indvandreres, navnlig kvinders og børns, deltagelse og integration i modtagerlandene og på muligheden for at overføre sociale rettigheder;

116.

opfordrer Kommissionen til at indlede en social dialog med ikke-EU-landes arbejdstagerorganisationer og fagforeninger vedrørende gennemførelsen af sociale standarder i deres respektive lande og til at sikre en mere passende faglig bistand til gennemførelse af socialpolitik og skattepolitik.

117.

anmoder Kommissionen om at overveje at forhøje sin støtte til kulturrelaterede programmer eller samarbejdsprojekter med partnere fra udviklingslande på grund af deres tværgående karakter vedrørende EU's udviklingsmål;

118.

fremhæver, at planlægningen af tilvejebringelse af grundlæggende tjenesteydelser såsom grunduddannelse skal fokusere mere konsekvent på de særlige kendetegn hos særligt marginaliserede grupper, som gør tilvejebringelsen mere vanskelig og begrænser gruppernes evne til drage fordel af, hvad der er til rådighed;

119.

understreger det presserende behov for at ændre den humanitære tankegang og erkende den vigtige rolle, som uddannelse spiller, navnlig uddannelse under konfliktrelaterede nødsituationer og i tiden umiddelbart derefter; beklager, at uddannelse stadig er et af de mest underfinansierede områder af humanitær bistand;

120.

anmoder Kommissionen om at overveje den tværgående karakter af informations- og kommunikationsteknologi i udviklingspolitikker, navnlig den positive indflydelse, den kan have på uddannelsessystemet, og understreger, at intellektuelle ejendomsrettigheder, teknologioverførsel og lokal kapacitetsopbygning kræver særlig opmærksomhed i den sammenhæng;

121.

påpeger, at der bør skelnes mellem egentlige banktransaktioner med mobiltelefon (mobile bankforretninger) og simple pengeoverførsler med mobiltelefon (m-betalinger), og at der er nødvendigt at forlige behovet for at regulere internationale pengetransaktioner (f.eks. for at forebygge hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme) med fremme af billig adgang til penge for fattige gennem brug af mobiltelefoner; foreslår, at det ville være nyttigt at indsamle eksisterende bedste praksis til at håndtere disse udfordringer;

122.

beklager, at budgetstøtteordninger stadig er kendetegnet ved mangel på borgertilsyn og parlamentarisk tilsyn med aftaler og gennemførelsen af og tilsynet med dem;

123.

gentager, at budgetstøtte, mens den bør være i overensstemmelse med bestræbelserne på fremme af demokratisk regeringsførelse, styrkelse af udviklingslandes egne økonomiske ressourcer, bekæmpelse af korruption og ansvarlighed i forbindelse med offentlige udgifter, hovedsageligt bør fokusere på fattigdomsbekæmpelse;

124.

gentager, at EU's bestræbelser på at sikre sig adgang til råvarer fra udviklingslande ikke må underminere lokal udvikling og fattigdomsbekæmpelse men skal støtte udviklingslandene i deres indsats for at omsætte deres velstand fra mineraler til reel udvikling; understreger også, at EU bør støtte god regeringsførelse, processer der skaber merværdi og finansiel gennemsigtighed i regeringer og erhvervsvirksomheder, således at lokale minedriftssektorer kan fungere som katalysatorer for udviklingen;

125.

understreger, at finansiel gennemsigtighed er afgørende for at øge skatteprovenuet og bekæmpe skatteunddragelse; insisterer på, at den igangværende reform af EU's direktiver om regnskaber og åbenhed bør omfatte et krav om, at børsnoterede og store private udvindings- og tømmervirksomheder skal offentliggøre de beløb, som de betaler til regeringen for de enkelte projekter, med rapporteringstærskler, der afspejler, hvor omfattende betalingerne er ud fra fattige lokalsamfunds synspunkt;

126.

mener, at visse former for bistand, mens der er grænser for, hvad der kan opnås med donorbistand, hvad angår styrkelse af national ansvarlighed, kan gøre en forskel, fra "ikke at skade" til faktisk at styrke eksisterende nationale ansvarlighedssystemer, f.eks. ved at inddrage lokale civilsamfundsorganisationer og parlamenter i udviklingslandene i forbindelse med strategier for hele sektorer;

127.

beklager, at den verdensomspændende bistand og indsats på sundhedsområdet hælder til højprofilerede begivenheder som f.eks. tsunamien i Asien samt til nogle højprofilerede smitsomme sygdomme (som hiv/aids), mens ikke-smitsomme sygdomme tegner sig for 63 % af alle dødsfald i hele verden, og kvæstelser tegner sig for 17 % af den globale sygelighed, mens kvinder og børn dør på grund af manglende grundlæggende sundhedspleje under graviditet og fødsel og i spædbarnsalderen;

128.

understreger, at det i overensstemmelse med sit ansvar for at beskytte kliniske forsøgspersoners rettigheder i udviklingslandene og at beskytte EU-borgerenes sundhed kan udøve sin ret til at indlede undersøgelser; foreslår overvågning af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) i forbindelse med visse spørgsmål, f.eks. agenturets indsats for at afdække den praktiske anvendelse af etiske standarder på kliniske forsøg, og sikring af, at EMEA bestræber sig på, at de ansvarlige myndigheder harmoniserer anvendelsen af etiske standarder;

129.

anmoder Kommissionen om at støtte lokale civilsamfundsgrupper, navnlig kvindegrupper og grupper, der beskæftiger sig med ligestillingsspørgsmål, gennem tilgængelig finansiering og kapacitetsopbygning, for at de kan opfylde deres rolle som aktører for effektiv udvikling og vogtere af fred og god regeringsførelse, navnlig i forbindelse med usikre situationer og konfliktsituationen;

130.

glæder sig over EU's handlingsplan for ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvinders position i udviklingen og opfordrer til overvågning og gennemførelse af integrering af kønsaspektet i EU-finansierede projekter på nationalt plan; opfordrer EU's højtstående repræsentant til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at give EU-delegationernes personale tilstrækkelig og effektiv uddannelse vedrørende en kønsspecifik tilgang til fredsbevaring, konfliktforebyggelse og fredsopbygning;

131.

støtter Kommissionens aktive indsats både på det politiske plan og gennem dens forskellige finansieringsinstrumenter og budgetstøtteordninger, der har til formål at styrke dens indsats for at fremme kvinders indflydelse, især ved at integrere kvinders prioriteter og behov på de vigtigste områder, der er omfattet af den sammenhængende udviklingspolitik;

132.

understreger nødvendigheden af at råde over ajourførte og pålidelige statistiske data og registrere årsagerne til mødredødelighed i overensstemmelse med WHO's ICD's koder for mødredødelighed, som landene kan anvende til at forbedre kortlægningen og vurderingen af årsagerne til mødredødelighed;

133.

bekræfter erklæring A (2010) 21584 fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU;

134.

opfordrer til, at der i forbindelse med sammenhæng i udviklingspolitikken sikres opbakning bag en participativ tilgang, der fremmer indflydelsen og selvbestemmelsen hos den lokale befolkning, og først og fremmest hos kvinder;

135.

bekræfter betydningen af at tage hensyn til kvinderne, ikke blot som en udsat del af befolkningen, men også som aktive facilitatorer i udviklingspolitikken; anfører i denne forbindelse, at kvinder er ansvarlige for 80 % af landbruget i Afrika, selv om de stadig sjældent, har mulighed for at eje den jord, de dyrker; opfordrer derfor til, at landbrugs- og fiskeripolitikken ikke kun skal integreres i den sammenhængende udviklingspolitik på grund af deres indflydelse på udviklingen, men at de også skal vurderes i forhold til deres forskellige indvirkninger på henholdsvis mænd og kvinder;

136.

understreger betydningen af at tage hensyn til de dårligst stillede og mest sårbare grupper, især kvinder og piger, og af at have opmærksomheden særligt henledt på dem for at hindre en yderligere stigning i uligheden; påpeger, at erfaringerne har vist, at "neutrale" foranstaltninger befæster den eksisterende magtstruktur, og det er vigtigt at gennemføre positive, informerede og systematiske foranstaltninger, som forbedrer kvinders situation for således at sikre, at disse foranstaltninger gavner de dårligst stillede;

137.

understreger, at der ikke er tilstrækkeligt, at politikken til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder opføres som en særskilt budgetpost uden for rammerne af udviklingspolitikken, men at den også skal betragtes som et tværgående emne, da hver politik, som har indflydelse på samfundet, påvirker kvinder og mænd forskelligt som følge af fastholdelsen af kønsspecifikke roller i samfundet og det faktum, at den sammenhængende udviklingspolitik omfatter praktisk midler til undgåelse af, at negative følgevirkninger påvirker ligestillingen mellem mænd og kvinder i en uheldig retning;

138.

understreger behovet for at indarbejder en samlet tilgang i den sammenhængende udviklingspolitik, som rækker ud over familien og de nærmeste miljø og tager fat på forholdet mellem kønnene; påpeger, at denne tværgående tilgang til kønsaspektet bør indarbejdes i alle udviklingsprojekter og i alle samfundsanalyser; understreger, at tilgangen ikke kun skal anvendes i alle sektorer, men også på alle politiske, økonomiske, sociale, miljømæssige, kulturelle områder m.fl.: henviser til, at en sådan tilgang, som systematisk tager hensyn til kvinders situation og rolle samfundet samt kønsaspekter, er mere omfattende, humanistisk og demokratisk end en tilgang, hvor kvinderne behandles særskilt; påpeger, at den undgår at marginalisere kvinder i "kvindeprojekter" eller i projekter, som øger kvinders arbejdsbyrde eller ansvar uden at give dem mere indflydelse eller øge deres kontrol over de fordele, de pågældende projekter genererer;

139.

bekræfter, at udviklingspolitikkernes og følgelig den sammenhængende udviklingspolitiks succes ikke udelukkende kan måles på generelle indikatorer, som allerede har vist deres begrænsninger, som f.eks. udviklingen i BNP pr. indbygger, og at andre indikatorer som dem, der har med ligestilling mellem mænd og kvinder at gøre, kunne give et mere fuldstændigt billede af udviklingspolitikkernes samlede effekt; henviser til, at der derfor lokalt bør indsamles kønsspecifikke data, så den sammenhængende udviklingspolitik kan evalueres og effekten af den forbedres;

140.

understreger kvindernes rolle i at få størst mulig udbytte af udviklingspolitikkerne gennem deres deltagelse i udformningen og gennemførelsen af sådanne politikker, hvorved det sikres, at der under de politiske og økonomiske forhandlinger tages hensyn til kvindernes interesser, og at der skabes en god cirkel, hvor kvinder er drivkraften bag udviklingspolitikker, som til gengæld etablerer strukturer, som styrker kvindernes indflydelse; fremhæver betydningen af at støtte civilsamfundsorganisationer og grupper, som påtager sig opgaven at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvindernes indflydelse;

141.

anfører, at kvinder spiller en central rolle i udviklingen, da de i kraft af deres rolle som mødre og omsorgspersoner for børn og andre afhængige medlemmer i familien påtager sig ansvaret for familiens generelle velbefindende; påpeger, at kvinder f.eks. spiller en afgørende rolle inden for ernæring og fødevaresikkerhed, særligt i forbindelse med subsistenslandbrug;

142.

understreger, at kvindernes situation i mange tilfælde forværres mere end mændenes situation i både relativ og absolut forstand; henviser til, at der har været en stigning i fattigdommen i løbet af de sidste 20 år, og at det primært har ramt kvinder;

143.

understreger, at den vigtige rolle, som kvinder spiller i udviklingspolitikken og udviklingssamarbejder, nyder stor anerkendelse, men at statistikker og de kvantitative data, som helt specifikt vedrører kvinder, stadig er utilstrækkelige og ikke afspejler kvindernes situation i udviklingslandene, særligt på områder som sundhed, uddannelse, forebyggelse og imødekommelse af basale behov; påpeger, at det derfor skal sikres, at man i alle målsætninger om sammenhæng i udviklingspolitikken og i alle analyser og vurderinger opdeler kvantitative data i køn, og at der medtages kønsspecifikke indikatorer, for at der kan tages hensyn til kvindernes faktiske levevilkår;

144.

anfører, at alle børn uanset køn har ret til liv, overlevelse og udvikling, og bekræfter, at piger har samme status som drengebørn i henhold til FN's konvention om barnets rettigheder; opfordrer EU-delegationerne i udviklingslandene til at samarbejde med regeringerne i disse lande for at sikre, at piger har samme rettigheder uden forskelsbehandling, bl.a. ved at kræve registrering af alle børn umiddelbart efter fødslen, ved at give piger og drenge lige ret til uddannelse og skolegang, ved at bekæmpe stereotyper og sætte en stopper for uetisk og diskriminerende praksis, som f.eks. prænatal kønsselektion, abort af pigefostre, drab på pigebørn, tidlige tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og navnlig børneprostitution og sexturisme; bekræfter sin beslutning af 5. juli 2012 om skandalen om tvungen abort i Kina (10);

145.

understreger nødvendigheden af at respektere pigers ret til at udtrykke en mening og til at blive hørt om emner, der påvirker deres sundhed og menneskelige værdighed, og fremhæver, at barnets tarv skal komme i første række; fremhæver alle børns og især pigers behov for at vokse op i et familiemiljø, der er kendetegnet af fred, værdighed, tolerance, frihed, ikke-diskrimination, ligestilling og solidaritet; opfordrer til en streng gennemførelse af Genève-erklæringen om børn og af Beijing-erklæringen om kvinder

146.

minder om, at EU og medlemsstaterne skal tage hensyn til de rettigheder og pligter, som forældre, værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet har, når det behandler børns rettigheder inden for rammerne af udviklingsbistanden; opfordrer de kompetente institutioner til at være særligt opmærksomme på forholdet mellem forældre og børn, f.eks. gennem programmer, der indeholder konkrete foranstaltninger, der er skræddersyede til de nationale behov, og som stræber efter at yde maksimal og optimal støtte til forældre eller værger i opfyldelsen af deres pligter som forældre, med henblik på at forhindre opløsning af familier, børnemishandling og tvangsfjernelser med overførsel til sociale institutioner som en konsekvens af stor fattigdom, eller sikre, at sådanne foranstaltninger kun kommer i betragtning som allersidste udvej;

147.

henviser til, at der i forbindelse med gennemførelsen af det forbud, som blev vedtaget på den internationale konference om befolkning og udvikling i Kairo (ICPD), mod tvang eller obligatoriske krav i forbindelse med reproduktiv sundhed, af for juridisk bindende internationale menneskerettighedsinstrumenter, af EU's regelværk og som følge af EU's beføjelser på dette område ikke bør ydes nogen form for EU-bistand til autoriteter, organisationer eller noget programmer, som fremmer, støtter eller bidrager til udførelsen af handlinger, der involverer menneskerettighedskrænkelser som tvangsabort, tvangssterilisation af kvinder og mænd, kønsbestemmelse af fostre med henblik på prænatal kønsselektion eller barnemord, særligt hvor sådanne handlinger foretages på basis af prioriteringer ud fra psykisk, socialt, økonomisk eller retsligt pres; opfordrer Kommissionen til at forelægge en beretning om gennemførelsen af EU's eksterne bistand, der vedrører dette program;

148.

udtrykker stor bekymring over den udbredte kønsbaserede vold i verden og særligt i udviklingslandene, navnlig seksuel vold, udnyttelse og kvindemord; understreger, at respekt for kvinders rettigheder, herunder deres seksuelle og reproduktive rettigheder, og beskyttelse af deres menneskelige værdighed er af afgørende betydning for at forebygge og bekæmpe kønsbaseret vold, for at yde beskyttelse og nødvendig behandling af ofre og for at straffe gerningsmændene; opfordrer Kommissionen til at gøre bekæmpelse af straffrihed for gerningsmændene til denne form for vold et af de vigtigste indsatsområder for udviklingsbistandspolitikken.

149.

påpeger, at kvinder ofte diskrimineres, hvad angår anerkendelse af deres kamp for fred, og at kvinder som følge af deres køn påføres ekstreme lidelser i lande, der er i krig; fastholder, at disse handlinger, herunder soldaters voldtægt af piger, tvunget prostitution, tvangsbefrugtning af kvinder, sexslaveri, voldtægt og seksuel chikane og samtykkende bortførsel (via forførelse) er forbrydelser, som ikke må ignoreres; understreger, at EU skal behandle dem som grundlæggende problemer, som der skal tages hensyn til;

150.

påpeger, at der skal lægges særlig vægt på undervisning af begge køn i ligestilling for gradvist at ændre samfundenes holdninger og stereotyper i forhold til ligestilling mellem mænd og kvinder;

151.

henviser til, at alle bistandsforanstaltninger skal tilgodese de særlige aspekter ved krise- eller nødsituationer og lande eller situationer, hvor der er alvorlige problemer med grundlæggende frihedsrettigheder, hvor menneskers sikkerhed er mest truet, eller hvor menneskerettighedsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere arbejder under de vanskeligste vilkår; påpeger, at opmærksomheden særlig skal være rettet mod situationer, hvor kvinder udsættes for fysisk og psykisk vold;

152.

understreger betydningen af at fremme kvinders menneskerettigheder og at integrere ligestilling på det civile, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle område og i den nationale lovgivning;

153.

understreger betydningen af at styrke kvinders rolle med hensyn til at fremme menneskerettigheder og demokratiske reformer ved at støtte konfliktforebyggelse og ved at konsolidere politisk deltagelse og repræsentation;

154.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/40

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2011 om EU’s forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd (1) (GCC),

—

der henviser til det besøg, som Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø aflagde i De Forenede Arabiske Emirater fra den 29. april til den 3. maj 2012,

—

der henviser til artikel 30 i De Forenede Arabiske Emiraters forfatning,

—

der henviser til det Arabiske Charter om menneskerettigheder, som De Forenede Arabiske Emirater er part i,

—

der henviser til sine årlige betænkninger om menneskerettighederne,

—

der henviser til EU’s strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati,

—

der henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere af 2004 som ajourført i 2008,

—

der henviser til næstformandens udtalelse på det 22. møde i Det Fælles Råd EU-GCC og ministermødet, som fandt sted i Luxembourg den 25. juni 2012,

—

der henviser til udtalelsen fra næstformanden/den højtstående repræsentant (NF/HR) efter mødet i Det Fælles Råd EU-GCC og ministermødet den 20. april 2011 og de bemærkninger, som næstformanden/den højtstående repræsentant fremsatte efter det 22. møde i Det Fælles Råd EU/GCC og ministermødet den 25. juni 2012,

—

der henviser til samarbejdsaftalen af 25. februar 1989 mellem Den Europæiske Union og Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC),

—

der henviser til det fælles handlingsprogram (2010-2013) for gennemførelsen af samarbejdsaftalen mellem EU og Golfstaternes Samarbejdsråd af 1989,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—

der henviser til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR),

—

der henviser til protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn (Palermoprotokollen), og til FN-konventionerne om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) og om barnets rettigheder (CRC),

—

der henviser til henstillingerne fra FN's særlige rapportør om menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, af 12. april 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5 og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at De Forenede Arabiske Emiraters regering har optrappet sine overgreb på menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsaktivister i 2012, hvilket har bragt antallet af politiske fanger op på 64;

B.

der henviser til, at de fleste af disse tilbageholdes i isolation, at der er påstande om, at de udsættes for tortur, og at de nægtes juridisk bistand;

C.

der henviser til, at de tilbageholdte omfatter næstformanden for Studenterforeningen i De Forenede Arabiske Emirater, Mansoor al-Ahmadi, en siddende dommer, Mohamed al-Abdouly, to forhenværende dommere, Khamis al-Zyoudiand og Ahmed al-Za'abi, samt to fremtrædende menneskerettighedsadvokater, Mohamed al-Mansoori, som er tidligere formand for Juristforbundet, og Mohamed al-Roken;

D.

der henviser til, at ansatte hos en advokat fra De Forenede Arabiske Emirater, der tilbyder juridisk bistand til de tilbageholdte, angiveligt har været udsat for systematisk chikane og intimidering, herunder udvisningen af tre ansatte, som ikke var fra De Forenede Arabiske Emirater, af hensyn til den nationale sikkerhed; der henviser til, at advokater, der er rejst til De Forenede Arabiske Emirater med henblik på at tilbyde juridisk bistand til de tilbageholdte, ligeledes er blevet chikaneret;

E.

der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og demokratiske aktivister er blevet udsat for chikane, rejseforbud, begrænsninger af ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, vilkårlig tilbageholdelse, tilbagekaldelse af nationalitet, deportation og ulovlig fængsling;

F.

der henviser til, at myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater har insisteret på, at deres overgreb er et svar på et udenlandsk inspireret islamistisk komplot, der sigter mod at vælte regeringen; der henviser til, at alle de tilbageholdte har forbindelser til al-Islah, en fredelig islamistisk gruppe, som har opereret i De Forenede Arabiske Emirater siden 1974; der henviser til, at beviser tyder på, at den nationale sikkerhed anvendes som et påskud for at gennemføre en massiv indsats mod fredelig aktivisme med det formål at kvæle krav om forfatningsmæssige reformer og en reform om menneskerettighedsspørgsmål, såsom statsløshed;

G.

der henviser til, at en fremtrædende menneskerettighedsforkæmper og blogger, Ahmed Mansoor, blev angrebet to gange i de seneste uger og har lidt under konstant intimidering og trusler; der henviser til, at han tilbragte syv måneder i fængsel i 2011, før han i november blev dømt for at fornærme landets højtstående embedsmænd; der henviser til, at myndighederne har beholdt hans pas og på vilkårlig vis afskåret ham fra at foretage rejser;

H.

der henviser til, at Mansoor sammen med andre aktivister blev anklaget for at have fornærmet politiske personer i landet efter at have organiseret og underskrevet en opfordring til øget politisk deltagelse gennem et valgt parlament med fuldstændige lovgivningsmæssige og administrative beføjelser;

I.

der henviser til, at den offentlige anklager den 15. juli 2012 i sin erklæring meddelte, at den tilbageholdte gruppe af politiske modstandere ville blive efterforsket for at have planlagt "forbrydelser mod statens sikkerhed", "anfægtelse af De Forenede Arabiske Emiraters forfatning og retssystem", og for at have forbindelser til "udenlandske organisationer og have udenlandsk inspirerede dagsordener";

J.

der henviser til, at straffeloven, til trods for at ytringsfrihed og pressefrihed er forfatningsmæssigt beskyttet i De Forenede Arabiske Emirater, giver myndighederne hjemmel til at retsforfølge folk for at udtale sig kritisk om regeringen; der henviser til, at mindst et online diskussionsforum er blevet lukket ned, og at adgangen fra De Forenede Arabiske Emirater til adskillige politiske hjemmesider er blevet blokeret;

K.

der henviser til, at prominente internationalt anerkendte ikke-statslige organisationer til fremme af demokrati i regionen blev lukket i 2012 af myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater, navnlig Dubai-kontoret i "National Democratic Institut" og Abu Dhabi-kontoret i den tyske prodemokratiske tænketank "Konrad-Adenauer-Stiftung";

L.

der henviser til, at menneskehandel med henblik på udnyttelse af arbejdskraft - ifølge rapporten fra den særlige rapportør om menneskehandel - fortsætter med at være udbredt i de Forenede Arabiske Emirater, og at ofre for denne handel forbliver uidentificerede;

M.

der henviser til, at regeringen kun har gjort små fremskridt i forbindelse med gennemførelsen af CEDAW-komitéens henstilling i begyndelsen af 2010;

N.

der henviser til, at der fortsat udstedes dødsdomme i De Forenede Arabiske Emirater;

1.

udtrykker stor bekymring over overfald, undertrykkelse og trusler mod menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister og civilsamfundsaktører i De Forenede Arabiske Emirater, der fredeligt udøver deres grundlæggende ret til ytrings-, menings- og forsamlingsfrihed; opfordrer myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater til omgående at stoppe de igangværende overgreb;

2.

opfordrer til betingelsesløs løsladelse af alle samvittighedsfanger og aktivister, herunder menneskerettighedsforkæmpere, og opfordrer myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater til at sikre, at de tilbageholdte, som anses for at have brudt loven, stilles for en domstol, sigtes for en strafbar handling og sikres juridisk bistand efter eget valg;

3.

opfordrer myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater til at gennemføre grundige og upartiske undersøgelser af overfald og offentlige trusler fremsat mod Ahmed Mansoor samt af alle de andre tilfælde af chikane og overfald;

4.

opfordrer til overholdelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, både online og offline, forsamlingsfriheden, kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene, bekæmpelse af diskrimination samt retten til en retfærdig rettergang;

5.

glæder sig over, at De Forenede Arabiske Emirater den 19. juli 2012 tiltrådte FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og opfordrer indtrængende myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater til at bekræfte sit engagement i sine traktatmæssige forpligtelser gennem at foretage en grundig, upartisk og uafhængig undersøgelse af påstandene om tortur samt påstandene om, at personer er blevet bortført med magt;

6.

opfordrer De Forenede Arabiske Emirater til at bekræfte sin hensigt om at "opretholde de højeste standarder for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne" i overensstemmelse med sin ansøgning om medlemskab af FN’s Menneskerettighedsråd for 2013-2015 ved at ratificere ICCPR og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) og deres valgfrie protokoller, samt ved at give en stående invitation til alle FN’s mandatholdere for særlige procedurer;

7.

fordømmer under alle omstændigheder anvendelsen af dødsstraf;

8.

glæder sig over vedtagelsen af den nye EU-menneskerettighedspolitik og opfordrer indtrængende de europæiske institutioner, herunder EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder, til sammen med de 27 medlemsstater at træffe konkrete foranstaltninger til at sikre en klar og principiel EU-politik over for De Forenede Arabiske Emirater, som adresserer de vedvarende alvorlige menneskerettighedskrænkelser, gennem henvendelser, offentlige erklæringer og initiativer i Menneskerettighedsrådet;

9.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/højtstående repræsentant for EU og de europæiske institutioner til at placere menneskerettighederne i centrum for sine forbindelser med alle tredjelande, herunder strategiske partnere, med særlig vægt på det næste EU-GCC-ministermøde;

10.

mener, at det er afgørende at fortsætte bestræbelserne på at øge samarbejdet mellem EU og Golfregionen og fremme gensidig forståelse og tillid; mener, at regelmæssige interparlamentariske møder mellem Europa-Parlamentet og dets partnere i regionen er et vigtigt forum for udvikling af en konstruktiv og åben dialog om emner af fælles interesse;

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til regeringen og parlamentet i De Forenede Arabiske Emirater, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's højkommissær for menneskerettigheder samt regeringerne i Golfstaternes Samarbejdsråds medlemsstater.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/43

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om situationen for kvinder i Afghanistan og Pakistan (1),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettigheder og demokrati i Pakistan, særlig beslutningerne af 20. januar 2011 (2) og 20. maj 2010 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder virkninger for EU's strategiske menneskerettighedspolitik (4);

—

der henviser til erklæring af 10. oktober 2012 fra den højtstående repræsentants talsperson om skudattentatet mod en ung menneskerettighedsforkæmper i Pakistan,

—

der henviser til erklæring af 10. oktober 2012 fra den administrerende direktør for UN Women, hvor denne fordømmer angrebet på Malala Yousafzai,

—

der henviser til Rådets konklusioner om intolerance, diskrimination og vold på grundlag af religion og tro, som blev vedtaget den 21. februar 2011,

—

der henviser til den femårige plan for EU's og Pakistans engagement, der blev vedtaget i marts 2012 og indeholder prioriteter såsom god regeringsførelse, samarbejde omkring myndiggørelse af kvinder og dialog om menneskerettigheder,

—

der henviser til Rådets konklusioner om Pakistan af 25. juni 2012, hvori det gentager sine forventninger vedrørende fremme af og respekt for menneskerettighederne,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om "en særlig plads til børn i EU's eksterne foranstaltninger" (COM(2008)0055),

—

der henviser til artikel 26 i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) af 18. december 1979 og til FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder af 20. december 1993,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed og til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1888 (2009) om seksuel vold mod kvinder og børn under væbnede konflikter, som understreger, at alle stater er ansvarlige for at bringe straffriheden til ophør og retsforfølge de ansvarlige for forbrydelser imod menneskeheden og krigsforbrydelser, herunder seksuelle overgreb og andre former for vold imod kvinder og piger,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5 og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Malala Yousafzai, en 14-årig pige fra Swat-dalen, den 9. oktober 2012 blev opsøgt i skolebussen på vej hjem og alvorlig såret af skud i hovedet og halsen, medens to andre piger også blev såret under angrebet;

B.

der henviser til, at Malala Yousafzai er blevet et nationalt symbol på kampen mod Talebans bestræbelser på at fratage piger retten til en uddannelse på grund af de blogs, hun har skrevet, siden hun var 11, og at hun i december 2011 modtog Den Nationale Ungdomsfredspris, nu omdøbt til Den Nationale Malala-Fredspris til hendes ære;

C.

der henviser til, at bevægelsen Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) har påtaget sig ansvaret for angrebet og efterfølgende udsendt en erklæring om, at det var obligatorisk at dræbe enhver, som førte kampagne mod islamisk lov, og at bevægelsen ville forsøge at dræbe Yousafzai igen, hvis hun kom sig efter sine kvæstelser;

D.

der henviser til, at der i Pakistan og mange andre muslimske lande har været afholdt demonstrationer, der har udtrykt beundring for og solidaritet med Malala Yousafzai og fordømt Talebans brutale angreb;

E.

der henviser til, at sikkerhedsstyrkerne har reageret ved at arrestere mange personer, der mistænkes for at have medvirket ved forbrydelsen, og at det pakistanske parlament har behandlet et forslag om at fordømme angrebet, som imidlertid har mødt modstand fra det største oppositionsparti, PMLN (Pakistan Muslim League-N);

F.

der henviser til, at der i de 12 måneder forud for attentatet mod Malala Yousafzai blev dræbt to menneskerettighedsforkæmpere, Farida Afridi and Zarteef Afridi, angiveligt på grund af deres arbejde for kvinders velfærd og uddannelse;

G.

der henviser til, at Pakistan i de seneste måneder fortsat er blevet udsat for angreb udført af væbnede grupper, som anvender terrortaktik og er påvirket af eller knyttet til Taleban eller Al-Qaeda, heriblandt TTP, og at disse angreb ofte har været rettet mod regeringsbygninger, skoler og civilpersoner, heriblandt børn, i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, FATA (De Føderalt Administrerede Stammeområder) og større byer;

H.

der henviser til, at der i 2011 blev rapporteret om 11 tilfælde, hvor væbnede grupper brugte børn til at udføre selvmordsattentater, at børn fortsat var ofre for vilkårlige angreb, herunder med improviserede eksplosive anordninger og selvmordsbomber, at der i rapporteringsperioden blev dræbt i alt 57 børn af landminer, eksplosive krigsefterladenskaber og improviserede eksplosive anordninger, bombesprængninger, granatbombardementer og målrettede angreb, samt at TTP den 13. september 2011 skal have dræbt fire børn ved et angreb på en skolebus i Khyber Pakhtunkhwa;

I.

der henviser til, at der i 2012 ifølge de officielle tal er blevet ødelagt 246 skoler (59 pigeskoler og 187 drengeskoler), medens 763 skoler er blevet beskadiget (244 pigeskoler og 519 drengeskoler) i Khyber Pakhtunkhwa som et resultat af konflikten med Taleban, hvorved tusindvis af børn har mistet adgangen til undervisning;

J.

der henviser til, at pigeskoler fra 2009 til i dag konstant har været direkte mål for væbnede gruppers angreb med bomber og improviserede eksplosive anordninger, hvilket har medført, at skolefaciliteter i 152 tilfælde blev helt eller delvis ødelagt i FATA og Khyber Pakhtunkhwa i 2011; der henviser til, at angrebene angiveligt havde til formål at tage hævn for militære operationer i området, og var udtryk for modstand mod sekulær undervisning og undervisning af piger; der henviser til, at det seneste angreb på en pigeskole fandt sted den 25. september 2012 i Charsadda-distriktet;

K.

der henviser til, at situationen fortsat er yderst alvorlig for mange kvinder og piger i Pakistan, og at Pakistan ifølge Global Gender Gap Index er det tredjefarligste sted i verden for kvinder;

L.

der henviser til, at Unesco’s Education For All (EFA) Global Monitoring Report af 16. oktober 2012 afslører, at Pakistan har nedskåret sine udgifter til undervisning til under 2,3 % sin BNP, selv om landet har det næsthøjeste antal piger uden skolegang i verden;

M.

der henviser til, at piger stadig er hyppige ofre for vold i hjemmet, menneskehandel og tvangsægteskaber eller gives væk i forbindelse med bilæggelse af konflikter;

N.

der henviser til, at gerningsmændene til vold mod kvinder og piger i de fleste tilfælde forbliver ustraffede;

O.

der henviser til, at selv om en række pakistanske love indebærer forskelsbehandling af kvinder, indførte den pakistanske regering i 2011 og 2012 ny lovgivning, der skal gøre det muligt at bekæmpe diskrimination og vold mod kvinder mere effektivt, herunder love mod tvangsægteskab, chikane mod kvinder på arbejdspladsen og i hjemmet og syreangreb; der påpeger, at disse love stadig mangler at blive implementeret og håndhævet;

P.

der henviser til, at Talebans voksende kontrol med visse områder har negative følger for kvinder og piger og hindrer dem i at udøve deres rettigheder;

Q.

der henviser til, at EU i den femårige engagementsplan fra marts 2012 har bekræftet sit engagement i opbygningen af et stærkt langsigtet partnerskab baseret på gensidige interesser og fælles værdier med Pakistan gennem støtte til Pakistans demokratiske institutioner og civile regering samt civilsamfundet;

R.

der påpeger, at selv om EU er parat til at fortsætte samarbejdet, forventer det samtidig, at Pakistan opfylder sine internationale forpligtelser, især på området for sikkerhed og menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder;

S.

der henviser til, at EU og Pakistan den 5. juni 2012 meddelte, at de ville oprette en styringskomité for terrorbekæmpelse (Steering Committee on Counter-Terrorism) med henblik på et snævrere samarbejde om bekæmpelse af terrorisme;

T.

der henviser til, at det af artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union fremgår, at fremme af demokrati og respekt for menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder er grundlæggende principper og mål for Den Europæiske Union og udgør et fælles grundlag for dens forbindelser med tredjelande; der påpeger, at EU’s bistand inden for handel og udvikling er betinget af respekten for menneskerettigheder og mindretals rettigheder,

1.

udtrykker sin stærke fordømmelse af det voldelige angreb på Malala Yousafzai og de alvorlige kvæstelser, der påførtes to af hendes klassekammerater, og påpeger, at angrebet udgør en alvorlig krænkelse af barnets rettigheder samt et anslag mod såvel grundlæggende menneskelige værdier som alle menneskerettighedsforkæmpere i Pakistan;

2.

udtrykker sin beundring for og anerkendelse af det mod og den beslutsomhed, hvormed Malala Yousafzai fra en meget tidlig alder har engageret sig i kampen for pigers ret til at modtage undervisning og er blevet en rollemodel for mange jævnaldrende piger; påskønner den hurtige lægelige indsats, der blev gjort af pakistanske militærlæger og læger i Det Forenede Kongerige, og udtrykker sit stærke håb om, at hun vil komme sig fuldstændigt af sine alvorlige kvæstelser;

3.

konstaterer med tilfredshed, at angrebet er blevet fordømt af store dele af det pakistanske samfund, islamiske retslærde og de fleste større politiske partier; opfordrer alle politiske partier til at udtrykke klar fordømmelse af TTP som den gruppering, der har taget ansvar for angrebet;

4.

udtrykker sin støtte til alle de pakistanske familier, som går ind for undervisning af deres døtre;

5.

opfordrer den pakistanske regering til at sørge for Malala Yousafzais og hendes families sikkerhed og retsforfølge dem, der er ansvarlige for angrebet; opfordrer den pakistanske regering til at varetage sikkerheden for andre menneskerettighedsaktivister - navnlig kvinder og piger, som deltager aktivt i samfundet og det politiske liv - som har modtaget trusler fra Taleban og andre ekstremistgrupper; udtrykker bekymring over trusler modtaget af 17-årige Hinna Khan og hendes familie;

6.

er stærkt foruroliget over situationen for kvinder og piger og over de gentagne rapporter om krænkelser af børns og kvinders rettigheder i Pakistan, herunder rapporter om væbnede gruppers brug af børn til udførelse af selvmordsattentater; understreger, at situationen for kvinder og piger i Pakistan omgående bør gøres til genstand for mere indgående international opmærksomhed;

7.

er stærkt betænkelig ved den stadig stærkere tendens i retning af voldelig ekstremisme, som udgør en alvorlig trussel mod kvinder og piger, og anvendelsen af intimidering og vold, som allerede har udmøntet sig i sprængning af pigeskoler og piskning af kvinder i dele af FATA og Khyber Pakhtunkhwa;

8.

opfordrer indtrængende de pakistanske myndigheder til at retsforfølge de enkeltpersoner og grupper, der opildner til vold, herunder navnlig dem, der opfordrer til drab på enkeltpersoner og grupper, som de er uenige med;

9.

kræver, at den pakistanske regering gør meget mere for at opspore de hundreder, hvis ikke tusinder af ofre for tvungen forsvinding i Pakistan, herunder børn, hvoraf nogle er piger i en alder helt ned til ni og ti år; anmoder om offentliggørelse af resultaterne af regeringens interne undersøgelser af dette problems omfang;

10.

hilser det velkomment, at der den 10. januar 2012 blev iværksat en politik for beskyttelse af børn i FATA, omfattende en plan for oprettelse af beskyttelsestjenester og børnebeskyttelsesenheder i alle FATA-agenturer;

11.

konstaterer med tilfredshed, at børnebeskyttelsesloven fra 2010, som allerede er i kraft i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, nu skal udvides til også at omfatte PATA (Provinsielt Administrerede Stammeområder), herunder Swat-dalen; håber, at en effektiv håndhævelse af denne lov vil bidrage til bringe PATA ind under lov og ret;

12.

opfordrer indtrængende den pakistanske regering til at udnytte fremdriften i den nuværende udvikling til at skabe reelle forbedringer i kvinders og pigers rettigheder ved at revidere og reformere "Hudood"-reglerne, bevisloven, loven om begrænsning af børneægteskab og andre retsakter, der krænker kvinders status og rettigheder ved at tildele dem en underordnet retlig stilling;

13.

konstaterer med tilfredshed, at den pakistanske regering i 2011 og 2012 har indført ny lovgivning, der skal gøre det muligt at bekæmpe diskrimination og vold mod kvinder mere effektivt, og opfordrer regeringen til at sikre, at disse nye love rent faktisk implementeres og håndhæves;

14.

opfordrer indtrængende den pakistanske regering til at arbejde tæt sammen med FN og EU om opfyldelsen af MDG-målene, navnlig mål nr. 2, ifølge hvilket "alle børn, drenge som piger, [inden 2015 skal] have mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse"; opfordrer den pakistanske regering til at prioritere forøgelsen af antallet af piger, som modtager skoleundervisning, og at garantere for deres sikkerhed, medens de modtager undervisning;

15.

opfordrer den pakistanske regering til at bevilge flere midler til offentlige skoler og træffe effektive foranstaltninger til fastlæggelse af et obligatorisk standardpensum for grundskolen og indførelse af en inspektionsordning for alle privat eller offentligt ejede madrassaer (koranskoler), som ofte er den eneste kilde til undervisning, navnlig i landdistrikter;

16.

opfordrer Kommissionen til, sammen med den pakistanske regering, at udvikle uddannelsesprogrammer med sigte på at forbedre kvinders uddannelsesniveau, herunder læse- og skrivefærdigheder, som led i sin politik for udviklingsbistand;

17.

opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet samt det internationale samfund til at sikre en væsentlig forhøjelse af de midler, der afsættes til beskyttelse af kvinder og piger mod voldtægt, misbrug og vold i hjemmet, og til at støtte foranstaltninger, der kan danne grobund for civilsamfundsbevægelser mod forskelsbehandling af kvinder og piger;

18.

opfordrer Kommissionen til at følge op på sit tilsagn i meddelelsen om "en særlig plads til børn i EU's eksterne foranstaltninger" og sikre, at EU gør alt, hvad det kan for at fremme og varetage børns rettigheder;

19.

understreger vigtigheden af, at kvinders og børns rettigheder udtrykkeligt bliver bragt på bane i alle menneskerettighedsdialoger, især spørgsmålet om bekæmpelse og fjernelse af alle former for diskrimination og vold imod kvinder og piger, herunder navnlig tvangsægteskaber, vold i hjemmet og systematisk drab på kvinder og piger (femicide), og at påberåbelse af en hvilken som helst skik, tradition eller religiøs betragtning af en hvilken som helst art for at unddrage sig ansvaret for at bekæmpe en sådan brutalitet forkastes; finder, at bekæmpelsen af skikken med børneægteskab er en afgørende forudsætning for at opnå respekt for unge pigers grundlæggende rettigheder i Pakistan;

20.

opfordrer de kompetente EU-institutioner til at fortsætte med at fremhæve spørgsmålet om religiøs tolerance i samfundet i deres politiske dialog med Pakistan, idet dette spørgsmål er af central betydning for den langsigtede kamp mod islamistisk ekstremisme;

21.

opfordrer de kompetente EU-institutioner til at insistere på, at Pakistans regering skal overholde den bestemmelse om demokrati og menneskerettigheder, der er nedfældet i samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Pakistan; gentager sin opfordring til EU-Udenrigstjenesten og især til EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder om regelmæssigt at rapportere om implementeringen af samarbejdsaftalen og demokrati- og menneskerettighedsbestemmelsen, herunder spørgsmålet om udøvelsen af kvinders og børns rettigheder;

22.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, UN Women, FN's Menneskerettighedsråd samt Pakistans regering og parlament.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/48

—

der henviser til rapporterne af 16. juli og 24. september 2012 fra De Forenede Nationers særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Cambodja,

—

der henviser til den 21. samling i De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd den 24. september 2012,

—

der henviser til erklæring fra talsmanden for Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, af 1. oktober 2012 om dommene over menneskerettighedsforkæmpere i Cambodja,

—

der henviser til henstillingerne i EU-valgobservationsmissionens rapport om valget til nationalforsamlingen den 27. juli 2008 i Cambodja,

—

der henviser til den fælles skrivelse af 1. oktober 2012 fra ti ngo’er til EU’s handelskommissær, de Gucht,

—

der henviser til EU’s handelsordning om »alt undtagen våben« (EBA), der giver alle mindst udviklede lande, herunder Cambodja, uhindret adgang til alle former for eksport, undtagen af våben, til EU,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Cambodja har undertegnet,

—

der henviser til De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere fra 1998,

—

der henviser til samarbejdsaftalen fra 1997 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Cambodja (1), især artikel 1 (respekt for menneskerettighederne), artikel 19 (ikke-gennemførelse af aftalen) og bilag 1 vedrørende artikel 19 (ophævelse aftalen, hvis en af parterne overtræder artikel 1),

—

der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, vedtaget af FN’s Generalforsamling ved dennes 62. samling den 13. september 2007,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Cambodja, navnlig beslutning af 21. oktober 2010 (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at det i den seneste rapport fra FN 's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Cambodja anerkendes, at Cambodja efter to årtiers konflikt og siden Paris-fredsaftalerne i 1991 har gjort fremskridt med henblik på at styrke demokrati, menneskerettigheder og retsstaten;

B.

der henviser til, at fire menneskerettighedsforkæmpere, der stod under anklage for statsfjendtlig kriminalitet – Mom Sonando, leder af sammenslutningen af demokrater i Cambodja og direktør for Beehive Radio, og hans medtiltalte, Phorn Sreoun, Touch Ream og Kann Sovann – blev idømt straf ved byretten Phnom Penh den 1. oktober 2012;

C.

der henviser til, at sikkerhedsstyrkerne fortsætter med at bruge overdreven magt mod demonstranter; der henviser til, at Chut Wutty, en førende miljøforkæmper, der undersøgte ulovlig skovhugst, den 26. april 2012 blev skudt og dræbt af politiet; der henviser til, at tretten kvindelige aktivister fra Boeung Kak-området den 22. maj 2012 blev vilkårligt arresteret og idømt langvarige fængselsstraffe for at afholde et fredeligt protestarrangement ved en byggeplads, der har konsekvenser for deres lokalsamfund; der henviser til, at de er blevet frigivet efter internationalt pres, selv om deres straffe er blevet opretholdt; der henviser til, at en 14-årig pige, Heng Chantha, den 16. maj 2012 blev skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker, og at der ikke finder nogen undersøgelse af hendes død sted;

D.

der henviser til, at på grund af regeringens politik om økonomiske jordkoncessioner (Economic Land Concession) mindst 400 000 mennesker i det seneste årti er blevet fordrevet og frataget deres jord, hjem og levebrød af myndigheder og virksomheder, hvilket har ført og fører til voldelige sammenstød med lokalsamfund og har skærpende virkninger på fattigdommen;

E.

der henviser til, at den cambodjanske regering i august 2012 har givet tilladelse til økonomiske jordkoncessioner på mindst 2 157 744 hektar til over 200 virksomheder, ofte i strid med bestemmelserne i jordloven fra 2001 og ved at omgå retsgarantier såsom forpligtelser til at forhindre koncessioner i beskyttede områder, til at foretage sociale konsekvensanalyser og til at opnå frit, forudgående og informeret samtykke fra de oprindelige samfund;

F.

der henviser til, at premierminister Hun Sen i maj 2012 offentliggjorde et direktiv om indførelse af et moratorium for nye økonomiske jordkoncessioner og en gennemgang af de allerede eksisterende koncessioner; der henviser til, at der til trods for direktivet er blevet givet tilladelse til mindst 12 nye koncessioner, da et smuthul i direktivet tillader indgåelse af aftaler om nye jordkoncessioner, der allerede befinder sig på et fremskredent punkt i forhandlingerne eller i princippet er godkendt; der henviser til, at der ikke har været nogen reel gennemgang af de eksisterende jordkoncessioner, og ingen af de problematiske er blevet ophævet;

G.

henviser til, at det fremgår af de vigtigste resultater af FN 's særlige rapportørs rapport, at der findes store mangler i administrationen af valg i Cambodja, og presserende reformer er nødvendige for at give cambodjanere tillid til valgprocessen, nu hvor det almindelige valg i landet i juli 2013 nærmer sig;

H.

der henviser til, at EU’s valgobservationsmission i Cambodja efter de seneste nationale valg i Cambodja konkluderede, at valget ikke levede op til de internationale standarder for demokratiske valg, og opfordrede den cambodjanske regering til at gennemføre en række grundlæggende valgreformer;

I.

der henviser til, at EU er Cambodjas vigtigste donor;

1.

fordømmer alle politisk motiverede domme mod og straffe til politiske kritikere, parlamentariske oppositionspolitikere, især Sam Rainsy, menneskerettighedsforkæmpere og jordaktivister, og beklager Chut Wuttys og Heng Chanthas død, der skyldes, at de blev dræbt under udøvelsen af deres ret til fredelige protester;

2.

opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Mom Sonando og andre regeringskritikere og jordrettighedsaktivister, som bliver tilbageholdt af udelukkende politiske grunde;

3.

understreger, at alle de personer, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, bør identificeres og stilles til ansvar for deres handlinger;

4.

understreger betydningen af FN's særlige rapportørs konklusion om, at de alvorlige og udbredte krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med jordkoncessioner skal tages op og afhjælpes;

5.

opfordrer den cambodjanske regering til at indstille alle tvangsudsættelser, gennemgå direktivet fra maj 2012 og indføre og håndhæve et moratorium for udsættelser i Cambodja, indtil der findes gennemsigtige og ansvarlige juridisk rammer og relevante politikker for at sikre, at fremtidige økonomiske jordkoncessioner tillades i overensstemmelse med den internationale menneskerettighedslovgivning, og sikre, at alle personer, der tvangsudsættes sikres en tilfredsstillende kompensation og passende alternativ indkvartering;

6.

opfordrer Kommissionen til at undersøge det stigende antal menneskerettighedskrænkelser i Cambodja som følge af økonomiske jordkoncessioner, der tillades til agroindustriel udvikling forbundet med eksporten af landbrugsvarer til EU, og til midlertidigt at suspendere EBA-præferencer på landbrugsprodukter fra Cambodja i tilfælde, hvor der er blevet konstateret menneskerettighedskrænkelser; noterer sig den cambodjanske premierministers beslutning om at standse nye økonomiske jordkoncessioner og hans løfte om at revidere eksisterende koncessioner;

7.

opfordrer den cambodjanske regering, den nationale valgkomité og provinsvalgkommissionen til at gennemføre de seneste FN-henstillinger om reform af valgsystemet for at sikre, at det er i overensstemmelse med internationale standarder før, under og efter stemmeafgivningen; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af de cambodjanske myndigheders FN-henstillinger;

8.

er bekymret over situationen for Sam Rainsy, leder af Sam Rainsy Party, som er blevet dømt på grund af anklager, der angiveligt politisk motiverede; opfordrer den cambodjanske regering og oppositionspartierne til at arbejde hen imod forsoning, således at oppositionen kan komme til at spille en fuldgyldig rolle i cambodjansk politik og i de kommende valg for at tilføre valgprocessen troværdighed;

9.

opfordrer den cambodjanske regering til at styrke demokratiet, retsstaten, respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder – især medie-, ytrings- og forsamlingsfriheden – eftersom disse værdier udgør et væsentligt element i samarbejdsaftalen mellem EU og Cambodja som fastsat i artikel 1 i denne aftale;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kongeriget Cambodjas regering og nationalforsamling, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, ASEAN-medlemsstaternes regeringer, FN’s generalsekretær og FN’s højkommissær for menneskerettigheder.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/51

—

der henviser til Kommissionens meddelelser om et budget for Europa 2020 (COM(2011)0500), om en ramme for næste generation af innovative finansielle instrumenter – EU's egenkapital- og låneplatforme (COM(2011)0662) (meddelelse om finansieringsinstrumenter), om en vækstpakke for integration af Europas infrastrukturanlæg (COM(2011)0676), om en handlingsplan om bedre adgang til finansiering for SMV'er (COM(2011)0870) og om en pilotfase for Europa 2020-initiativet med projektobligationer (COM(2011)0660),

—

der henviser til Kommissionens forslag, især forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (COM(2011)0398), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens årlige budget (COM(2010)0815), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af afgørelse nr. 1639/2006/EF om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) og forordning (EF) nr. 680/2007 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for de transeuropæiske transport- og energinet (COM(2011)0659), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)om Horisont 2020 - rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) (COM(2011)0809), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020) (COM(2011)0834), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (COM(2011)0785), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af "ERASMUS FOR ALLE" EU-programmet for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt (COM(2011)0788), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (COM(2011)0665), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et EU-program for social udvikling og innovation (COM(2011)0609), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (COM(2011)0615/2),

—

der henviser til arbejdsdokumenterne fra Kommissionens tjenestegrene Financial Instruments in Cohesion Policy (SWD(2012)0036) og Elements for a Common Strategic Framework 2014 to 2020 – the European Regional Development Fund, the Cohesion Fund, the European Agricultural Fund for Rural Development and the European Maritime and Fisheries Fund (SWD(2012)0061) (fælles strategisk ramme for struktur- og samhørighedsfondene),

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 4/2011 om revision af SMV-garantifaciliteten og nr. 2/2012 om finansielle instrumenter for SMV'er medfinansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling såvel som Revisionsrettens udtalelse nr. 7/2011 om forslag til forordning om struktur- og samhørighedsfondene,

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (1) og sin beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra Budgetkontroludvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Regionaludviklingsudvalget (A7-0270/2012),

A.

der henviser til, at EU-institutionerne siden begyndelsen af det forgangne årti har udarbejdet en række innovative finansielle instrumenter (IFI’er) baseret på mekanismer, der kombinerer tilskud fra EU-budgettet og offentlig og/eller privat finansiering med det formål at øge det investeringsvolumen, der er til rådighed for gennemførelsen af Unionens strategiske projekter;

B.

der henviser til, at det i punkt 49 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning er fastsat, at institutionerne er enige om, at det er nødvendigt at indføre samfinansieringsmekanismer for at styrke løftestangseffekten af Den Europæiske Unions budget ved at øge incitamentet til at tilvejebringe finansiering. De er enige om at fremme udviklingen af passende flerårige finansielle instrumenter, der fungerer som katalysatorer for offentlige og private investorer;

C.

der henviser til, at ca. 1,3 % af EU-budgettet hidtil har været afsat til IFI'er, og at EU inden for den flerårige finansielle ramme (FFR) 2007-2013 har udviklet 14 finansielle instrumenter beregnet på de interne politikker (3 mia. EUR til udgiftsområde 1a, svarende til 3,4 % af de disponible midler, og omtrent 5,9 mia. EUR til regional- og samhørighedspolitikken) og 11 instrumenter beregnet på ekstern politik (1,2 mia. EUR, svarende til 2,2 % af budgettet under kategori 4, ikke medregnet de IFI’er, der er udarbejdet inden for rammerne af Den Europæiske Udviklingsfond);

D.

der henviser til de erfaringer, som EU hidtil har indhøstet vedrørende forvaltningen af IFI’er, og de talrige, relevante evalueringer og sammenlignende konsekvensanalyser, der er blevet fremlagt;

E.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa fastsætter, at gennemførelsesrammen for IFI’er skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure for at sikre en løbende informationsstrøm og inddragelse af budgetmyndigheden i forbindelse med brugen af disse instrumenter i hele Unionen, således at Parlamentet får mulighed for at verificere, om dets politiske prioriteter tilgodeses, og Revisionsrettens kontrol med disse instrumenter styrkes;

1.

minder om, at anvendelsen af IFI’er på EU-niveau blev opfattet som et middel for Unionen til at fremme investeringer i den europæiske realøkonomi i overensstemmelse med EU's mål i en periode, hvor de politiske ambitioner og derfor også behovene voksede støt, samtidig med at der kunne konstateres en konstant nedgang i mængden af midler, der blev afsat til budgettet;

2.

understreger, at det egentlige mål med IFI’er og selve deres eksistensberettigelse er, at de i situationer med markedssvigt eller suboptimale investeringer skal træde til som katalysatorer, som på grundlag af et bidrag fra EU-budgettet gør det muligt at tilvejebringe finansiering – offentlig og/eller privat – til projekter, som ikke kan opnå nogen eller kun mangelfuld støtte fra markedet; bemærker, at offentlig intervention således gør det muligt at reducere risikoomkostningerne ved delvist at påtage sig disse og dermed gøre gennemførelsen af projekterne lettere;

3.

bemærker, at de IFI’er, der hidtil er blevet udviklet, har dækket stærkt varierede interventionstyper, lige fra deltagelse i egenkapital-/risikokapitalfonde til garanti-/modgarantimekanismer for finansielle formidlere (fortrinsvist banker) ved at etablere risikodelingsinstrumenter sammen med finansielle institutioner med henblik på stimulering af investeringer, innovation og forskning;

4.

konstaterer, at denne store variation retfærdiggøres ved de mange områder, der dækkes (støtte til SMV'er, energi, klimaforandringer, beskæftigelse og mikrokredit, forskning og innovation, transportinfrastrukturer og it);

5.

understreger, at anvendelsen af IFI’er er nøje afgrænset på det lovgivningsmæssige (lovgivningsmyndighedens godkendelse påkrævet) og budgetmæssige plan; bemærker, at anvendelsen af IFI’er ikke medfører en uforudset finansiel belastning for EU-budgettet, i og med at EU-budgettets ansvarshæftelse begrænser sig til Unionens forpligtelse i forbindelse med det pågældende IFI på grundlag af de årlige budgetbevillinger, som aftalt af budgetmyndigheden, og at dette giver ikke anledning til eventualforpligtelser for EU-budgettet; påpeger, at IFI’erne bidrager til den forsvarlige og effektive forvaltning af offentlige midler, idet at budgetbidraget kan generere et udbytte, der kan geninvesteres (reflows) i det pågældende IFI og dermed forstærke støttekapaciteten og højne effektiviteten af den offentlige indsats; understreger således behovet for, at operationerne finansieret med IFI’er skal revideres ordentligt af Revisionsretten, og at medlovgiverne skal informeres fuldt ud om resultaterne herfra;

6.

minder om, at der findes tre slags investeringssituationer: 1) optimale, hvor investeringen med sikkerhed giver udbytte og dermed giver mulighed for finansiering af markedet, 2) suboptimale, hvor der er et udbytte, men hvor det ikke er tilstrækkeligt til sikring af finansiering af markedet, hvorefter anvendelsen af et IFI kan retfærdiggøres, 3) investeringer kendetegnet ved et lille eller intet udbytte, hvilket gør et indgreb fra EU's side nødvendigt i form af tilskud, som kan kombineres med IFI’er, hvis projektet tillader det;

7.

gentager, at den øgede anvendelse af IFI’er ikke bør føre til en strategi om reduktion af EU-budgettet, men bør tjene til optimering af anvendelsen heraf, og glæder sig over, at Kommissionen i sin ovennævnte meddelelse om IFI’er anerkender, at hensigten med den øgede anvendelse af IFI’er ikke er at erstatte tilskud med finansielle instrumenter;

8.

understreger, at de hidtidigt høstede erfaringer vedrørende IFI’er overordnet set er tilfredsstillende, selv om instrumenternes multiplikatoreffekt varierer betydeligt alt afhængig af interventionsområde, de sektorspecifikke målsætninger, der skal opnås med IFI’er, den foreslåede instrumenttype og bestemmelserne for gennemførelsen heraf;

9.

bemærker, at IFI’er inden for rammerne af EU's interne politik enten gennemføres på EU-plan (forvaltet af Kommissionen selv eller ved delegeret kompetence fra denne) eller på nationalt plan i regional- og samhørighedspolitisk regi (delt forvaltning med medlemsstaterne);

10.

understreger, at gennemførelsen af IFI’er således hviler på en kæde bestående af mange aktører, som strækker sig fra Kommissionen, der er ansvarlig for udbetalingen af midler under EU’s budget, over EIB-gruppen (Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond) til nationale og lokale banker samt kommercielle banker eller specialiserede investerings- eller udviklingsbanker og offentlige og private investorer; påpeger, at deres succes generelt afhænger af mobiliseringen af offentlige, halvoffentlige og private finansielle formidlere, hvis mål varierer alt efter interventionsområde (mikrokreditinstitutioner, garantifonde for SMV'er, regionaludviklingsorganisationer, forskningsstøttefonde osv.);

11.

konstaterer navnlig de betydelige forskelle mellem de IFI’er, der forvaltes centralt på unionskabsniveau, og dem, der er underlagt delt forvaltning inden for regional- og samhørighedspolitik eller eksterne forbindelser;

12.

bemærker, at der for samhørighedspolitikkens vedkommende for så vidt angår IFI’er er konstateret forskellige resultater på tværs af medlemsstaterne og på tværs af de forskellige typer IFI’er; anerkender, at IFI’erne i forbindelse med samhørighedspolitikken har været præget af en dårlig lovgivningsmæssig ramme, hvilket har medført forsinkelser i gennemførelsen, vanskeligheder med at opnå kritisk masse og en ordentlig multiplikatoreffekt samt manglende overblik og koordinering; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens forslag om at styrke den lovgivningsmæssige ramme og således forbedre anvendelsen af IFI’er i samhørighedspolitikken i næste programmeringsperiode (2014-2020);

13.

noterer sig, for så vidt angår anvendelsen af IFI’er inden for den eksterne politik, at antallet af involverede internationale finansielle institutioner er meget højt, hvilket også gælder for EU-bidragets multiplikatoreffekt, men at viften af instrumenter, hvis antal særligt i de seneste år er steget og nu er nået op på 13, er for bred;

14.

konstaterer, at disse IFI’er gennemføres på basis af aftaler, der er endnu mere komplekse end dem, der indgås inden for den interne politik, og omfatter en række forskellige forvaltningsformer og aktører (f.eks. Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og internationale organisationer);

15.

konstaterer, at den synlige effekt for de økonomiske aktører og borgerne af aktioner under EU-budgettet under disse betingelser til tider mangler;

16.

bemærker, for så vidt angår de eksterne politikker, at hovedparten af IFI’erne genererer udbytte, der kan geninvesteres, hvorimod det modsatte er tilfældet for de interne politikker;

17.

bemærker, at IFI’erne alt afhængig af behovet er blevet udviklet med forskellige strategiske målsætninger og forskellige midler og uden altid at være samordnede, hvilket frembyder visse overlapningsproblemer;

18.

konstaterer, at gennemførelsen af IFI’erne tager tid, fordrer sofistikerede investeringskompetencer, omhyggelig udarbejdelse af projekterne og et indgående kendskab til markedsmekanismerne, men at disse instrumenter potentielt kan forbedre forvaltningen og effektiviteten af de projekter, der støttes gennem en kombination af de indblandede aktørers specifikke kompetencer og ekspertise; påpeger, at IFI’erne udgør et incitament til at sammenlægge finansielle og menneskelige ressourcer med henblik på at nå fælleseuropæiske og strategiske mål;

19.

bemærker, at Kommissionen for perioden 2014-2020 for den interne politik foreslår et lavt antal IFI’er, hvis anvendelsesområde udvides; glæder sig over denne udvikling, som burde medføre en forbedring af disse instrumenters synlighed i forhold til aktørerne og hjælpe disse med at nå den kritiske masse og forbedre risikofordelingen og -diversificeringen ved disse instrumenter alt efter porteføljetilgangen;

20.

glæder sig over Kommissionens projekt om at oprette platforme for kapital- og gældsinstrumenter; bemærker, at disse platforme er beregnet til at forenkle, standardisere og overordnet set skabe øget sammenhæng mellem alle de IFI’er, der gennemføres med udgangspunkt i EU-budgettet; understreger, at ansøgningsrammen og andre tekniske detaljer bør præsenteres rettidigt og i særdeleshed før begyndelsen af næste programmeringsperiode 2014-2020, for at platformene kan blive operationelle og kan gennemføres på vellykket vis;

21.

henleder i denne forbindelse opmærksomheden på den snarlige etablering af en EU-platform for eksternt samarbejde og udvikling, der har til formål at forbedre kvaliteten og effektiviteten af de mekanismer til »blanding« (kombinationer af tilskud og lån), der anvendes inden for disse politikker, under behørig hensyntagen til de regionale rammer, der er styrende for EU's forbindelser med de forskellige partnerlande; bemærker, at formålet med platformen er at fremme både evalueringen af de eksisterende instrumenter for den eksterne politik og udarbejdelsen af nye instrumenter for 2014-2020;

22.

glæder sig over, at de finansielle instrumenters anvendelsesområde under samhørighedspolitikken udvides til at omfatte alle tematiske mål og alle FSR-fonde og de projekter, projektgrupper eller dele af projektprogrammer, der generer indtægt og overskud, og som derfor er relevante for finansielle instrumenter i næste programmeringsperiode; understreger imidlertid, at et bedre overblik over de anvendte finansielle instrumenter er nødvendigt med henblik på at afbøde risikoen for mangelfuld koordinering og overlapning mellem forskellige ordninger;

23.

bemærker, at de standardiserede instrumentmodeller vil blive stillet til rådighed for de nationale forvaltningsmyndigheder ("hyldevare"-instrumenter); finder, at instrumenternes succes afhænger af en rettidig indførelse af tekniske detaljer og intensiveret forudgående informationsudveksling mellem Kommissionen og de lokale forvaltninger;

24.

glæder sig over, at forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 [den nye finansforordning] fremover vil være den overordnede lovgivningsmæssige ramme for definition, udformning og anvendelse af IFI’er, hvorved overensstemmelsen med EU's mål og interesser sikres;

25.

finder, at etableringen af de ovennævnte platforme med fordel kan suppleres med en permanent, central samordning af IFI’er i Kommissionens regi; tager til efterretning, at der er nedsat en tværtjenstlig ekspertgruppe om finansielle instrumenter (FIEG), og mener, at den bør have til opgave at forstærke Kommissionens institutionelle kapacitet i tilsynet med IFI’er;

26.

vurderer, at indførelsen af IFI’er inden for rammerne af EU bidrager til, at finanssektoren stilles i realøkonomiens tjeneste med henblik på projekter med europæisk merværdi;

27.

understreger, at siden midten af 1990'erne har de offentlige investeringer i EU været i stadig nedgang, og at denne tendens er blevet forstærket siden finanskrisens udbrud i 2008; bemærker desuden, at initiativtagere til projekter kæmper med en stramning af kreditbetingelserne og har sværere ved at låne penge på kapitalmarkedet; er følgelig overbevist om, at den fortsatte udvikling af IFI’er på nationalt plan og EU-plan kan blive en medvirkende faktor, hvis EU vil sikre en koordineret tilbagevenden til intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

28.

understreger, at Kommissionen har anslået, at gennemførelsen af Europa 2020-strategien og de syv flagskibsinitiativer forudsætter et samlet investeringsvolumen i hele EU på 1 600 mia. EUR frem til 2020; gør opmærksom på, at disse investeringer skal spænde over et varieret spektrum, der strækker sig fra gennemførelsen af større infrastrukturprojekter til støtte til mindre projekter, som har stort vækstpotentiale på lokalt og regionalt plan, herunder tiltag til fremme af social samhørighed;

29.

gentager, at IFI’erne er beregnet til at fremme projekter, som anses for nødvendige for at nå Unionens strategiske mål, og skal i denne henseende i højere grad sikre hensyntagen til programmernes tidsplaner og tilpasses hertil;

30.

er af den faste overbevisning, at IFI’erne skal sigte mod et eller flere af EU's specifikke politiske mål, navnlig målene i Europa 2020-strategien, operere uden forskelsbehandling, have en klar slutdato, respektere principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning og supplere de traditionelle instrumenter såsom tilskud og hermed forbedre udgifternes kvalitet og bidrage til de ledende principper om sikring af en optimal anvendelse af de finansielle ressourcer;

31.

vurderer, at IFI’erne kan lette iværksættelsen af offentligt-private partnerskaber ved at tiltrække mere privat kapital til offentlige infrastrukturprojekter;

32.

understreger betydningen af forudgående vurderinger til identificering af situationer, hvor der er tale om situationer med markedssvigt eller suboptimale betingelser, eller hvor der er investeringsbehov, mulighed for inddragelse af den private sektor, muligheder for stordriftsfordele og spørgsmål om kritisk masse, og kontrol af, at instrumentet ikke skaber konkurrenceforvridninger på det indre marked og ikke overtræder reglerne for statsstøtte; opfordrer Kommissionen til at foreslå objektive, tværfaglige og relevante krav til den forudgående evaluerings rolle og anvendelse; tror fuldt og fast på princippet om evidensbaseret politikudformning og mener, at sådanne evalueringer bidrager til den effektive forvaltning af IFI’erne;

33.

anser det for absolut nødvendigt, at der som del af en resultatorienteret tilgang inddrages et passende antal enkle kvalitative og/eller kvantitative indikatorer i de forudgående og efterfølgende evalueringer af alle IFI’er, både hvad angår instrumentets finansielle resultater og dets bidrag til at nå EU's mål; finder, at dette krav bør være afpasset således, at den administrative byrde for de projektansvarlige bliver rimelig; understreger i denne forbindelse den manglende kontinuitet i udnyttelsen af et IFI, som en efterfølgende nødvendig evaluering kan føre til;

34.

bemærker dog, at forøgelsen af antallet af IFI’er stiller en række udfordringer, hvad angår regulering, styring og kontrol med effektiviteten heraf, og at det er nødvendigt at opnå en rimelig balance mellem på den ene side behovet for gennemsigtighed og kontrol og på den anden side tilstrækkelig effektivitet og hurtig gennemførelse; mener, at en reduktion af antallet af finansielle instrumenter kan minimere skævheder og sikre en tilstrækkelig kritisk masse;

35.

understreger således betydningen af retlige rammer, der er så enkle, klare og gennemsigtige som muligt, som ikke gør den administrative byrde for formidlerne og støttemodtagerne tungere, og som gør IFI’er attraktive for både offentlige og private investorer;

36.

finder især, at reglerne for indberetning skal forbedres, så de bliver klare og så ensartede som muligt, således at det vil være muligt at opnå en rimelig balance mellem pålideligheden af informationer og IFI’ernes tiltrækningskraft; opfordrer Kommissionen til at gennemføre passende forvaltnings- og kontrolsystemer, som sikrer håndhævelsen af de eksisterende revisionsregler;

37.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet en samlet, særskilt årsberetning om IFI’er, som omfatter deres formål og resultater inddelt efter type af fond, tematisk mål og medlemsstat;

38.

opfordrer set i lyset af den indbyggede manglende gennemsigtighed i disse finansielle instrumenter indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at sikre passende kommunikation om denne form for intervention, der gør brug af EU's budget, ikke blot rettet mod potentielle investorer, men også mod EU’s borgere; understreger betydningen af en omfattende oplysningskampagne på EU-niveau om de nye finansielle instrumenter for at give mulighed for adgang for alle investorer uanset størrelsen af den institution, de repræsenterer;

39.

understreger, at løftestangs- og multiplikatoreffekten varierer betydeligt fra det ene interventionsområde til det andet; er af den opfattelse, at EU-lovgiverne ikke på forhånd skal fastsætte alt for ensartede mål på området, idet disse effekter i sagens natur er stærkt afhængige af de økonomiske omstændigheder og forholdene på det pågældende område;

40.

understreger, at IFI’ernes anvendelsesområde fortsat er uklart og har tendens til at forandre sig hurtigt; bemærker derfor, at den kreative kapacitet, dvs. evnen til fleksibilitet og evnen til at tilpasse sig lokale forhold, bør være så udbygget som muligt; foreslår derfor, at det beløb, der årligt bevilges til hvert instrument, skal kunne tilpasses af budgetmyndigheden, hvis dette skulle vise sig at være hensigtsmæssigt for at opnå en bedre indfrielse af de mål, der lå til grund for instrumentets oprettelse;

41.

fastslår atter, at geninvestering i et givet instrument af renter og andre indtægter, som genereres af dette instrument, (reflows) skal være det styrende princip for alle IFI’er, og at enhver afvigelse herfra skal være behørigt begrundet; glæder sig over de fremskridt, der i denne forstand er indeholdt i den nye finansforordning, som skal træde i kraft næste år;

42.

mener, at det er af afgørende betydning at udvikle forvaltningsmyndighedernes, de finansielle formidleres, bankernes og de lokale forvaltningers ekspertise og tekniske kapacitet for så vidt angår anvendelse og forvaltning af IFI’er; anbefaler en stærkere ekspertiseudveksling mellem alle aktørerne, navnlig dem, der har kendskab til det nationale marked, forud for Kommissionens vedtagelse af gennemførelsesretsakten til fastlæggelse af de standardiserede instrumenter, der stilles til rådighed for medlemsstaterne; mener, at det er en afgørende forudsætning, at en sådan udveksling sker rettidigt, for at overvinde de kulturelle forhindringer, sikre ejerskabet til IFI’er og give dem den optimale chance for at blive vellykkede;

43.

mener, at forskellige nationale og regionale pengeinstitutters rolle skal nyde anerkendelse i betragtning af deres nødvendige erfaring med og ekspertise i at håndtere lokale og regionale særlige forhold, der er af relevans for udviklingen og gennemførelsen af finansielle instrumenter;

44.

vurderer, at IFI’ers innovative karakter kræver etablering af en koordineringsramme for de offentlige finansielle institutioner, som får delegeret budgetmæssig gennemførelseskompetence for IFI’erne, og at dette gør inddragelse af repræsentanter fra Kommissionen, Rådet og Parlamentet påkrævet;

45.

glæder sig over den hurtige aftale, der blev indgået mellem Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af en pilotfase (2012-2013) for projektobligationer inden for transport, energi og it (3); udtrykker på baggrund af den fuldt ud uafhængige evaluering af denne pilotfase villighed til at vurdere, hvilke yderligere foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at styrke effektiviteten af EU's udgifter og øge investeringerne i prioriterede projekter;

46.

anmoder derfor om, at projektobligationsinitiativet gennemføres hurtigst muligt, og at det nøje undersøges, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at iværksætte et nyt særskilt initiativ vedrørende udstedelse af europæiske obligationer til infrastruktur med direkte deltagelse af EU-kapital i infrastrukturprojekter af fælles interesse og med stor europæisk merværdi gennem offentlig udstedelse af projektobligationer fra EU's side;

47.

mener, at EU vil sende et kraftigt signal både til offentlige og private investorer og til finansmarkederne ved, alene eller sammen med medlemsstaterne, at deltage direkte i finansieringen af infrastrukturprojekter (som er kendetegnet ved et langsigtet investeringsafkast); mener, at en sådan EU-deltagelse som investor kun kan finde sted i overensstemmelse med Unionens langsigtede politiske mål, og at den vil være en garanti for, at projekterne bliver gennemført, idet den vil få en stor katalysator- og løftestangseffekt;

48.

glæder sig ligeledes over den aftale, der blev indgået på Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2012 om forhøjelse af EIB's kapital med 10 mia. EUR, hvormed EIB-gruppen vil kunne øge sin udlånskapacitet inden for EU i de kommende år med omtrent 60 mia. EUR og dermed spille en kærkommen kontracyklisk rolle inden for rammerne af bestræbelserne på en fælles genopretning af den europæiske økonomi; minder om, at det er almindeligt anerkendt, at EIB-lån har en multiplikatoreffekt på tre; fastholder derfor, at denne nye forpligtelse ikke må undergrave en samtidig styrkelse eller forbedring af de fælles instrumenter mellem EIB og EU-budgettet vedrørende risikodeling eller investering i kapitalandele, eftersom disse bruges til at understøtte andre typer projekter og foranstaltninger end dem, der dækkes af lån fra EIB, og har en højere multiplikatoreffekt end disse lån;

49.

henleder opmærksomheden på, at uanset hvor gode IFI’ernes resultater er, vil de kun kunne få fuld effekt, hvis de overordnede juridiske og reguleringsmæssige rammer er gavnlige for udviklingen af dem, hvilket for eksempel afspejles i håndteringen af langsigtede investeringer inden for rammerne af de forsigtighedsregler, der i øjeblikket er under revision (Basel III og Solvens II);

50.

fæster lid til den meget positive virkning af en bredere anvendelse af IFI’er for den europæiske økonomi, men frygter, at den i praksis vil være begrænset til projekter, der vil give udbytte på kort og mellemlang sigt; frygter, at investeringer i projekter, der er ligeså nødvendige for at nå EU’s strategiske mål for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ikke vil blive foretaget, fordi de betragtes som alt for risikobetonede for investorerne og på grund af manglende offentlig finansiering; opfordrer derfor Kommissionen til snarest muligt at forelægge forslag, der kan lette anvendelsen af den opsparede kapital, der på nuværende tidspunkt underudnyttes, til gavn for projekter af mellemlang og lang varighed, som skaber bæredygtig vækst i Unionen;

51.

vurderer, at tilstrækkelig kritisk masse i et IFI kan føre til stor interesse fra det private kapitalmarked, eftersom projektporteføljens betydelige volumen og den sandsynlige letflydende handel på markederne reducerer risikoen;

52.

understreger behovet for at sikre, at den eventuelle udvikling af en "blandet finansiel økonomi" ikke resulterer i, at IFI’erne bliver komplekse derivatprodukter, som kan securitiseres og fjernes fra deres oprindelige mål;

53.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/59

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2011,

—

der henviser til artikel 24, stk. 3, artikel 228 og artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 41 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til sin beslutning af 18. juni 2008 (1) om vedtagelse af Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (2),

—

der henviser til rammeaftalen om samarbejde, som blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand den 15. marts 2006 og trådte i kraft den 1. april 2006,

—

der henviser til gennemførelsesbestemmelserne af 1. januar 2009 til Ombudsmandens statut (3),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, andet og tredje punktum,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0297/2012),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2011 formelt blev fremsendt til Europa-Parlamentets formand den 22. maj 2012, og til, at ombudsmanden, Nikiforos Diamandouros, forelagde den for Udvalget for Andragender den 19. juni 2012 i Strasbourg;

B.

der henviser til, at artikel 24 i TEUF fastsætter, at "Enhver unionsborger kan henvende sig til den ombudsmandsinstitution, der indføres i overensstemmelse med artikel 228";

C.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i henhold til artikel 228 i TEUF er beføjet til at modtage klager over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner;

D.

der henviser til, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i henhold til artikel 298 i TEUF "støtter sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning", og at samme artikel giver mulighed for til det formål at vedtage specifik afledt ret i form af forordninger, der finder anvendelse på hele EU-forvaltningen;

E.

der henviser til, at det i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder hedder, at: "Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer";

F.

der henviser til, at fejl og forsømmelser ikke kun forekommer, når et offentligt organ ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip, og der henviser til, at EU's institutioner i henhold til principperne om god forvaltningsskik skal yde god service og sikre, at borgerne behandles korrekt og drager fuld fordel af deres rettigheder;

G.

der henviser til, at denne definition ikke begrænser fejl og forsømmelser til de tilfælde, hvor den regel eller det princip, der overtrædes, er juridisk bindende; der henviser til, at principperne om god forvaltningsskik rækker videre, end lovgivningen kræver, idet de kræver, at EU's institutioner ikke kun opfylder deres retlige forpligtelser, men også yder god service og sikrer, at borgerne behandles korrekt og drager fuld fordel af deres rettigheder;

H.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2011 modtog 2 510 klager (2 667 i 2010), indledte 396 undersøgelser (335 i 2010) og afsluttede 318 forespørgsler (326 i 2010); der henviser til, at ud af de 2 544 klager, som Ombudsmanden behandlede i 2011, lå 698 (27 %) inden for hans mandat (744 i 2010);

I.

der henviser til, at 1 321 af de modtagne klager lå inden for et medlem af det europæiske netværk af ombudsmænds kompetence; der henviser til, at dette netværk består af nationale og regionale ombudsmænd; der henviser til, at Parlamentets Udvalg for Andragender er fuldgyldigt medlem af det europæiske netværk af ombudsmænd;

J.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2011 overførte 59 klager til Udvalget for Andragender; der henviser til, at 147 klager blev henvist til Kommissionen og 591 til andre institutioner og organer, herunder SOLVIT og Dit Europa – Råd og Vink, samt til specialiserede ombudsmænd eller andre klagebehandlingsorganer i medlemsstaterne;

K.

der henviser til, at næsten 61 % af de klager, der blev modtaget i 2011, blev indgivet via internettet; der henviser til, at over halvdelen af de klager, der blev indgivet via internettet, (53 %) blev modtaget gennem den elektroniske klageformular på Ombudsmandens websted;

L.

der henviser til, at det stærkt reducerede antal anmodninger om oplysninger i de seneste år viser, at Ombudsmandens interaktive vejledning, som har været tilgængelig på Ombudsmandens websted siden januar 2009, er en succes;

M.

der henviser til, at antallet af klager uden for Ombudsmandens mandat faldt til 1 846 i 2011, hvilket er det laveste registrerede antal siden 2003;

N.

der henviser til, at det største antal klager traditionelt er blevet indsendt af tyske og spanske klagere; der henviser til, at Spanien i 2011 rykkede til en placering som nr. 1, efterfulgt af Tyskland, Polen og Belgien; der henviser til, at de fleste klager i forhold til befolkningens størrelse kom fra Luxembourg, Cypern, Belgien, Malta og Slovenien;

O.

der henviser til, at Ombudsmanden indledte i alt 396 undersøgelser, hvoraf 382 var baseret på klager, og 14 blev indledt på eget initiativ; der henviser til, at antallet af undersøgelser, som blev indledt i 2011, var det højeste nogensinde;

P.

der henviser til, at de fleste undersøgelser vedrørte Kommissionen (231), efterfulgt af EPSO (42); der henviser til, at antallet af de indledte undersøgelser vedrørende Parlamentet faldt med over 50 % sammenlignet med 2010; der henviser til, at antallet af undersøgelser vedrørende Rådet steg med en tredjedel;

Q.

der henviser til, at Ombudsmanden afsluttede 318 undersøgelser i 2011; der henviser til, at de fleste af disse undersøgelser (66 %) blev afsluttet inden for et år, og at en tredjedel blev afsluttet inden for tre måneder; der henviser til, at undersøgelsernes gennemsnitlige varighed var 10 måneder;

R.

der henviser til, at Ombudsmanden i 64 sager ikke fandt nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser; der henviser til, at det ikke er et negativt resultat, at der ikke findes tilfælde af fejl eller forsømmelser, eftersom klageren kan have gavn af at få en fuld forklaring fra den berørte institution, og resultatet tjener som bevis for, at institutionen handlede i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik;

S.

der henviser til, at 84 af de afsluttede sager fik et positivt resultat, idet den berørte institution accepterede en mindelig løsning eller at afslutte sagen; der henviser til, at Ombudsmanden bestræber sig på at opnå en mindelig løsning, hvor det er muligt; der henviser til, at samarbejdet med EU's institutioner er vigtigt for at opnå en mindelig løsning;

T.

der henviser til, at Ombudsmanden i 47 sager konstaterede fejl eller forsømmelser, og at den berørte institution i 13 af disse sager enten helt eller delvist accepterede et forslag til henstilling;

U.

der henviser til, at 35 sager blev afsluttet med en kritisk bemærkning, og 39 blev afsluttet med yderligere bemærkninger, som skulle hjælpe de berørte institutioner med at forbedre kvaliteten af forvaltningen i de berørte institutioner;

V.

der henviser til, at Ombudsmanden hvert år offentliggør sine konklusioner om institutionernes opfølgning på kritiske bemærkninger og yderligere bemærkninger;

W.

der henviser til, at den overordnede tilfredshed med opfølgningen på kritiske eller yderligere bemærkninger i 2010 var 78 %; der henviser til, at opfølgningen på yderligere bemærkninger var tilfredsstillende i 95 % af tilfældene, mens opfølgningen på kritiske bemærkninger lå betydeligt lavere, nemlig på 68 %;

X.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2011 udstedte 25 forslag til henstillinger og afsluttede 13 sager, hvor den berørte institution enten helt eller delvist accepterede et forslag til henstilling;

Y.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2011 ikke sendte nogen særlige beretninger til Europa-Parlamentet;

Z.

der henviser til, at Ombudsmandens budget er en uafhængig sektion af Den Europæiske Unions budget og er opdelt i tre afsnit: afsnit 1 om lønninger, godtgørelser og andre udgifter til personale, afsnit 2 om bygninger, inventar, udstyr og forskellige driftsudgifter, og afsnit 3 om udgifter i forbindelse med institutionens udførelse af generelle opgaver;

1.

godkender Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2011;

2.

bemærker, at Ombudsmanden i 2011 hjalp over 22 000 borgere, hvoraf 2 510 indsendte klager, 1 284 anmodede om oplysninger, og 18 274 modtog rådgivning gennem den interaktive vejledning på Ombudsmandens websted;

3.

bemærker, at det samlede antal klager, som indsendes til Ombudsmanden, er faldet gradvist inden for de seneste år, navnlig antallet af klager, som falder uden for hans mandat; følger med interesse dette fænomen for at vurdere, om der er en direkte forbindelse mellem dette fald og indførelsen af den interaktive vejledning;

4.

bemærker, at Ombudsmanden i over 65 % af de klager, han behandlede, kunne enten indlede en undersøgelse eller henvise klageren til et kompetent organ som f.eks. et medlem af det europæiske netværk af ombudsmænd, som Parlamentets Udvalg for Andragender er med i, Kommissionen eller et andet klagebehandlingsorgan (f.eks. SOLVIT); bemærker, at Udvalget for Andragender i 2011 modtog 59 klager fra Ombudsmanden;

5.

bemærker, at de primære typer af påståede tilfælde af fejl eller forsømmelser, som Ombudsmanden undersøgte i 2011, vedrørte spørgsmål om lovlighed (28 % af undersøgelserne), anmodninger om oplysninger (16,2 %), retfærdighed (13,6 %), årsager til afgørelser og klagemuligheder (8,1 %), rimelige frister med hensyn til at træffe afgørelser (7,3 %), begæringer om aktindsigt (7,1 %), manglende forskelsbehandling 86,8 %) og forpligtelsen til at svare på skrivelser på borgernes sprog og anføre den kompetente tjenestemand (5,8 %);

6.

bemærker, at størstedelen af de undersøgelser, som Ombudsmanden indledte i 2011, vedrørte Kommissionen (231) med EPSO på andenpladsen (42); mener, at eftersom Kommissionen er den institution, der træffer beslutninger med direkte virkning for borgerne, er det logisk, at den først og fremmest er mål for borgernes klager;

7.

bemærker med tilfredshed, at antallet af undersøgelser, som Ombudsmanden indledte vedrørende Parlamentet, faldt med over 50 % sammenlignet med 2010; bemærker, at Ombudsmanden indledte en tredjedel flere undersøgelser vedrørende Rådet;

8.

bemærker, at Ombudsmanden i 2011 ændrede sin procedure for at gøre den mere borgervenlig og indførte en ny type undersøgelse – en præciserende undersøgelse – som giver klagerne mulighed for at præcisere deres klage, hvis Ombudsmanden ved første øjekast ikke er overbevist om, at der er grund til at anmode institutionen om en udtalelse om en sag;

9.

påpeger, at Ombudsmanden nu aktivt opfordrer klagerne til at fremsætte bemærkninger, hvis de ikke er tilfredse med en institutions svar, hvor klagerne tidligere skulle indgive en ny klage, hvis de ikke var tilfredse med et svar;

10.

glæder sig over, at denne nye tilgang medførte, at Ombudsmanden afsluttede færre sager som "løst af institutionen" og flere sager med en konklusion om "ingen fejl eller forsømmelser" eller "ingen yderligere undersøgelser påkrævet";

11.

bemærker, at Ombudsmanden også gennemgik behandlingen af klager uden for hans mandat, som nu behandles af Ombudsmandens registersektion, som sikrer, at klagerne hurtigst muligt underrettes om, at Ombudsmanden ikke kan behandle deres klager, og at de rådgives om, hvor de skal henvende sig;

12.

påpeger, at en særlig Eurobarometerundersøgelse i 2011 om borgernes rettigheder og EU-forvaltningens indsats (4) viste, at borgerne vægter retten til at klage til Ombudsmanden højt, og at det efter deres mening kun var retten til at færdes og opholde sig frit i EU og retten til god forvaltning, der var vigtigere;

13.

roser Ombudsmanden for at offentliggøre en brochure med titlen Problemer med EU? Hvem kan hjælpe dig, som indeholder omfattende oplysninger om problemløsningsmekanismer for borgere, som oplever problemer med EU, og for også at gøre denne publikation tilgængelig i lydformat og med store skrifttyper;

14.

understreger, at andelen af de behandlede klager, der reelt hørte under Ombudsmandens kompetenceområde, på trods af nogen fremskridt i de seneste år i 2011 igen er forholdsvis beskeden (omkring 27 %), og at det derfor er nødvendigt at overveje et mere omfattende og proaktivt oplysningsarbejde rettet mod borgerne vedrørende Ombudsmandens kompetenceområde, især i tæt samarbejde med de nationale og regionale ombudsmænd, Europa-Parlamentet og Kommissionen;

15.

er enig med Ombudsmanden i, at en enkel og præcis erklæring om de grundlæggende værdier, som EU's tjenestemænd bør afspejle i deres adfærd, effektivt kan styrke borgernes tillid til de europæiske tjenestemænd samt de EU-institutioner, som de tjener;

16.

støtter Ombudsmandens mening om, at en institution, som har en iboende tjenestekultur, ikke anser klager som en trussel, men som en mulighed for at kommunikere mere effektivt og, i tilfælde af fejl, rette op på dette og tage ved lære for fremtiden;

17.

minder om, at i chartret om grundlæggende rettigheder (artikel 41) indgår retten til god forvaltning som en grundlæggende rettighed for unionsborgerskab;

18.

opfordrer EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at handle i overensstemmelse med Den Europæiske Kodeks for God Forvaltningsskik, som Parlamentet vedtog i sin beslutning af 6. september 2001 (5);

19.

glæder sig over Ombudsmandens vedholdende bestræbelser, f.eks. ved at udarbejde relevante publikationer, på at bidrage konstruktivt til at skabe bedre forudsætninger for at udarbejde en forordning om Den Europæiske Unions almindelige forvaltningsprocedurer; understreger, at en sådan lovgivning, som skulle sikre retligt bindende minimumstandarder for kvalitet og proceduregarantier i hele den direkte EU-forvaltning, kunne være baseret på artikel 298 i TEUF, og at det i forbindelse med den konkrete formulering heraf ville være nødvendigt med et tæt høringssamarbejde med Ombudsmanden

20.

støtter Ombudsmandens synspunkt om, at principperne om god forvaltningsskik rækker videre, end lovgivningen kræver, idet de kræver, at EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer ikke kun opfylder deres retlige forpligtelser, men også yder god service og sikrer, at borgerne behandles korrekt og drager fuld fordel af deres rettigheder;

21.

roser Ombudsmanden for at have offentliggjort og distribueret Den Europæiske Ombudsmands klagevejledning til personale i alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer for at opfordre EU's forvaltning til at blive bedre og øge sit engagement i forhold til principperne om en servicekultur over for borgerne;

22.

glæder sig over Ombudsmandens samarbejde med det europæiske netværk af ombudsmænd, og opfordrer til også at lade dette samarbejde omfatte bl.a. foranstaltninger til fremme af det europæiske borgerinitiativ som et nyt redskab, der sætter borgerne i stand til at deltage direkte i udarbejdelsen af EU-lovgivning, og sikring af, at dette redskab ikke bliver for besværligt at bruge for borgerne på grund af tekniske krav;

23.

minder om, at det ottende nationale seminar i det europæiske netværk af ombudsmænd blev afholdt i København i oktober 2011; minder om, at Udvalget for Andragender er fuldgyldigt medlem af netværket, og at udvalget var repræsenteret på seminaret; minder om, at medlemmerne af netværket på seminaret blev enige om at finde bedre metoder til at oplyse Europas borgere om deres rettigheder;

24.

minder om, at Ombudsmanden på seminaret fremlagde et udkast til en tekst om principper for offentlig tjeneste for EU's tjenestemænd, hvori han identificerede fem sådanne principper, nemlig engagement over for EU og borgerne, integritet, objektivitet, respekt og gennemsigtighed; bemærker, at Ombudsmanden arrangerede en offentlig høring om disse principper, og at den endelige udgave af teksten blev offentliggjort den 19. juni 2012;

25.

noterer sig med tilfredshed, at Ombudsmanden har udøvet sine beføjelser på en aktiv og afbalanceret måde, der også har været præget af en vilje til at opnå konsensus ved kritisk stillingtagen og til at arbejde tæt sammen med andre EU-organer, i hele beretningsperioden;

26.

23. insisterer på, at Ombudsmanden til fortsat at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcer og undgå unødig overlapning af personale og samarbejde med andre eksisterende EU-institutioner om at sikre effektivitetsbesparelser for EU's budget;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt ombudsmændene eller de tilsvarende organer i medlemsstaterne.

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 72/64

—

der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker (1),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 28.-29. juni 2012,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 136, sammenholdt med artikel 121, stk. 2,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1175/2011 af 16. november 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1174/2011 af 16. november 2011 om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1177/2011 af 8. november 2011 om ændring af forordning (EF) nr.1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet (7),

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om en resultattavle til overvågning af makroøkonomiske ubalancer: det første projekterede design (8);

—

der henviser til bilag I til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 24.-25. marts 2011 med overskriften 'Europluspagten: Stærkere samordning af den økonomiske politik med henblik på konkurrenceevne og konvergens' (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2011 med titlen "Årlig vækstundersøgelse 2012" (COM(2011)0815),

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2012 om bidraget til den årlige vækstundersøgelse 2012 (10),

—

der henviser til Rådets henstilling af 10. juli 2012 om gennemførelsen af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik i de medlemsstater, der har euroen som valuta (11),

—

der henviser til Rådets henstilling af 10. juli 2012 om Østrigs nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Østrigs opdaterede stabilitetsprogram for 2011-2016 (12),