ISSN 1977-0871

doi:10.3000/19770871.C_2013.260.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 260
European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

56. årgang
7. september 2013

Informationsnummer

Indhold

Side

 

IV   Oplysninger

 

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

 

Den Europæiske Unions Domstol

2013/C 260/01

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions TidendeEUT C 252 af 31.8.2013

1

 

V   Øvrige meddelelser

 

RETSLIGE PROCEDURER

 

Domstolen

2013/C 260/02

Forenede sager C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P: Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen (sag C-584/10 P), Rådet for Den Europæiske Union (sag C-593/10 P), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (sag C-595/10 P) mod Yassin Abdullah Kadi og Den Franske Republik (Appel — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) — restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban — forordning (EF) nr. 881/2002 — indefrysning af midler og økonomiske ressourcer tilhørende en person, der er opført på en liste opstillet af et organ under De Forenede Nationer — opførelse af denne persons navn på listen i bilag I til forordning (EF) nr. 881/2002 — annullationssøgsmål — grundlæggende rettigheder — ret til forsvar — princippet om effektiv domstolsbeskyttelse — proportionalitetsprincippet — ret til respekt for ejendomsretten — begrundelsespligt)

2

2013/C 260/03

Sag C-201/11 P: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Union des associations européennes de football (UEFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Appel — tv-spredningsvirksomhed — direktiv 89/522/EØF — artikel 3a — foranstaltninger truffet af Det Forenede Kongerige vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat — Europamesterskaberne i fodbold — afgørelse, hvori foranstaltningerne erklæres forenelige med EU-retten — begrundelse — artikel 49 EF og 86 EF — ejendomsret)

3

2013/C 260/04

Sag C-204/11 P: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Fédération internationale de football association (FIFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Appel — audiovisuelle medietjenester — direktiv 89/552/EØF — artikel 3a — foranstaltninger, som Kongeriget Belgien har iværksat vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat — verdensmesterskaberne i fodbold — afgørelse, der erklærer foranstaltningerne forenelige med EU-retten — begrundelse — artikel 43 EF og 49 EF — ejendomsret)

3

2013/C 260/05

Sag C-205/11 P: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Fédération internationale de football association (FIFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Appel — audiovisuelle medietjenester — direktiv 89/552/EØF — artikel 3a — foranstaltninger iværksat af Det Forenede Kongerige vedrørende vigtige begivenheder for samfundet i denne medlemsstat — verdensmesterskabet i fodbold — foranstaltninger erklæret for forenelig med fællesskabsretten — begrundelse — artikel 43 EF, 49 EF og 86 EF — ejendomsret)

4

2013/C 260/06

Forenede sager C-210/11 og C-211/11: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — État belge mod Medicom SPRL (sag C-210/11) og Maison Patrice Alard SPRL (sag C-211/11) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Belgien) (Anmodning om præjudiciel afgørelse — sjette momsdirektiv — artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 13, punkt B, litra b) — ret til fradrag — investeringsgoder, der tilhører juridiske personer, og som stilles helt eller delvist til rådighed for deres bestyrere til disses private brug — leje betales ikke i kontanter, men lægges til grund som fordel in natura i forbindelse med indkomstbeskatning)

4

2013/C 260/07

Sag C-261/11: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark (Traktatbrud — etableringsfrihed — artikel 49 TEUF — EØS-aftalens artikel 31 — restriktioner — skattelovgivning — overførsel af aktiver til en anden medlemsstat — umiddelbar beskatning af urealiserede kapitalgevinster)

5

2013/C 260/08

Sag C-313/11: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen (Traktatbrud — forordning (EF) nr. 1829/2003 — dyrefoder — genetisk modificerede foderstoffer — fremstilling, markedsføring eller anvendelse — nationalt forbud, der endnu ikke er trådt i kraft)

5

2013/C 260/09

Sag C-414/11: Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. juli 2013 — Daiichi Sankyo Co. Ltd og Sanofi-Aventis Deutschland GmbH mod DEMO Anonymos Viomichaniki kai Emporiki Etairia Farmakon (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Polymeles Protodikeio Athinon — Grækenland) (Fælles handelspolitik — artikel 207 TEUF — handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret — aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen) — artikel 27 — patenterbar genstand — artikel 70 — beskyttelse af eksisterende forhold)

6

2013/C 260/10

Sag C-426/11: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Mark Alemo-Herron m.fl. mod Parkwood Leisure Ltd (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court of the United Kingdom — Det Forenede Kongerige) (Overførsel af virksomheder — direktiv 2001/23/EF — varetagelse af arbejdstagernes rettigheder — kollektiv overenskomst, der gælder for overdrageren og arbejdstageren på tidspunktet for overførslen)

6

2013/C 260/11

Sag C-499/11 P: Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. juli 2013 — The Dow Chemical Company, Dow Deutschland Inc., Dow Deutschland Anlagengesellschaft mbH og Dow Europe GmbH mod Europa-Kommissionen (Appel — karteller — markedet for butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsionspolymerisation — fastsættelsen af prismål, fordeling af kunderne gennem ikke-angrebsaftaler og udveksling af forretningsmæssige oplysninger — tilregnelse af den ulovlige adfærd — Kommissionens skøn — multiplikationsfaktor med henblik på afskrækkelse — ligebehandling)

7

2013/C 260/12

Sag C-501/11 P: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH mod Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union (Appel — karteller — markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper — et moderselskabs ansvar for sit datterselskabs overtrædelser af kartelreglerne — holdingselskab — virksomhedens interne efterlevelsesprogram (Compliance-Programme) — grundlæggende rettigheder — retsstatsprincipperne i forbindelse med fastsættelse af pålagte bøder — magtadskillelse, lighedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning og princippet om culpaansvar — forordning (EF) nr. 1/2003 — artikel 23, stk. 2 — gyldighed — lovligheden af Kommissionens retningslinjer af 1998)

7

2013/C 260/13

Sag C-515/11: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — Deutsche Umwelthilfe eV mod Forbundsrepublikken Tyskland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Berlin — Tyskland) (Offentlig adgang til miljøoplysninger — direktiv 2003/4/EF — medlemsstaters kompetence til at udelukke de organer, der udøver lovgivende myndighed, fra det i dette direktiv fastsatte begreb offentlige myndigheder — grænser)

8

2013/C 260/14

Sag C-520/11: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik (Traktatbrud — afgørelse 2009/726/EU — manglende gennemførelse — import af mælk og mejeriprodukter — oprindelse — bedrifter, hvor der er risiko for forekomst af spongiforme encephalopatier — nationale forbudsforanstaltninger)

8

2013/C 260/15

Forenede sager C-523/11 og C-585/11: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Laurence Prinz mod Region Hannover (sag C-523/11) og Philipp Seeberger mod Studentenwerk Heidelberg (sag C-585/11) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Hannover og Verwaltungsgericht Karlsruhe — Tyskland) (Unionsborgerskab — artikel 20 TEUF og 21 TEUF — ret til fri bevægelighed og ophold — uddannelsesstøtte, som en statsborger i en medlemsstat tildeles til studier i en anden medlemsstat — krav om bopæl i oprindelsesmedlemsstaten i mindst tre år inden påbegyndelsen af studiet)

9

2013/C 260/16

Sag C-621/11 P: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), Vallis K.-Vallis A. & Co. OE (Appel — ansøgning om registrering af EF-ordmærket FISHBONE — indsigelsessag — det ældre nationale figurmærke FISHBONE BEACHWEAR — reel brug af det ældre varemærke — hensyntagen til yderligere beviser, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist — forordning (EF) nr. 207/2009 — artikel 42, stk. 2 og 3, og artikel 76, stk. 2 — forordning (EF) nr. 2868/95 — regel 22, stk. 2)

9

2013/C 260/17

Sag C-6/12: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — P Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland) (Statsstøtte — artikel 107 TEUF og 108 TEUF — betingelsen om selektivitet — forordning (EF) nr. 659/1999 — artikel 1, litra b), nr. i) — eksisterende støtte — national lovgivning vedrørende selskabsskat — fradragsret for tab — manglende fradragsret i tilfælde af ejerskifte — tilladelse til fravigelser — skattemyndighedernes skønsbeføjelse)

10

2013/C 260/18

Sag C-26/12: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — fiscale eenheid PPG Holdings BV cs te Hoogezand mod Inspecteur van de Belastingdienst/Noord/kantoor Groningen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof te Leeuwarden — Nederlandene) (Merværdiafgift — sjette direktiv 77/388/EØF — artikel 17 og artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6) — fritagelser — fradrag for indgående afgift — pensionsfonde — begrebet forvaltning af investeringsforeninger)

10

2013/C 260/19

Sag C-78/12: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — Evita-K EOOD mod Direktor na Direktsia Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto — Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien) (Direktiv 2006/112/EF — det fælles merværdiafgiftssystem — levering af varer — begreb — ret til fradrag — afslag — faktisk gennemførelse af en afgiftspligtig transaktion — forordning (EF) nr. 1760/2000 — ordning for identifikation og registrering af kvæg — øremærker)

11

2013/C 260/20

Sag C-99/12: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Eurofit SA mod Bureau d’intervention et de restitution belge (BIRB) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Bruxelles — Belgien) (Anmodning om præjudiciel afgørelse — landbrug — fælles markedsordning — forordning (EØF) nr. 3665/87 — eksportrestitutioner — omdirigering af varer bestemt til eksport — eksportørens pligt til tilbagebetaling — de kompetente myndigheders manglende meddelelse af oplysninger vedrørende pålideligheden hos en medkontrahent, der er mistænkt for svig — force majeure — foreligger ikke)

12

2013/C 260/21

Sag C-124/12: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — AES-3C MARITZA EAST 1 EOOD mod Direktor na Direktsia Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Plovdiv — Bulgarien) (Merværdiafgift — direktiv 2006/112/EF — artikel 168, litra a), og artikel 176 — ret til fradrag — udgifter til anskaffelse af goder og tjenesteydelser bestemt for personale — personale stillet til rådighed for den afgiftspligtige person, der gør fradragsretten gældende, men beskæftiget af en anden afgiftspligtig person)

12

2013/C 260/22

Sag C-136/12: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — Consiglio Nazionale dei Geologi og Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato mod Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato og Consiglio Nazionale dei Geologi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien) (Artikel 267, stk. 3, TEUF — rækkevidde af forelæggelsespligten for retter, der træffer afgørelse i sidste instans — artikel 101 TEUF — fagetisk kodeks for en faglig sammenslutning, der forbyder anvendelse af takster, der ikke modsvarer erhvervets værdighed)

13

2013/C 260/23

Sag C-147/12: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — ÖFAB, Östergötlands Fastigheter AB mod Frank Koot og Evergreen Investments AB (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hovrätten för Nedre Norrland — Sverige) (Retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 44/2001 — kompetent ret — specielle kompetenceregler i sager om kontraktforhold og i sager om erstatning uden for kontrakt)

14

2013/C 260/24

Sag C-211/12: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 18. juli 2013 — Martini SpA mod Ministero delle Attività Produttive (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte di Appello di Roma — Italien) (Landbrug — ordningen med importlicenser — forordning (EF) nr. 1291/2000 — artikel 35, stk. 4, litra c) — sikkerhed, der er stillet i forbindelse med ansøgning om udstedelse af licenser — importlicens — forsinket fremlæggelse af bevis for udnyttelsen af importlicensen — sanktion — beregning af det beløb, der fortabes — forordning (EF) nr. 958/2003 — toldkontingenter)

14

2013/C 260/25

Forenede sager C-228/12 — C-232/12 og C-254/12 — C-258/12: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. juli 2013 — Vodafone Omnitel NV (sagerne C-228/12, C-231/12 og C-258/12), Fastweb SpA (sagerne C-229/12 og C-232/12), Wind Telecomunicazioni SpA (sagerne C-230/12 og C-254/12), Telecom Italia SpA (sagerne C-255/12 og C-256/12) og Sky Italia srl (sag C-257/12) mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni, Presidenza del Consiglio dei Ministri (sagerne C-228/12 — C-232/12, C-255/12 og C-256/12), Commissione di Garanzia dell’Attuazione della Legge sullo Sciopero nei Servizi Pubblici Essenziali (sagerne C-229/12, C-232/12 og C-257/12) og Ministero dell’Economia e delle Finanze (sag C-230/12) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo regionale per il Lazio — Italien) (Elektroniske kommunikationsnet og -tjenester — direktiv 2002/20/EF — artikel 12 — administrationsgebyrer, som afkræves virksomheder i den berørte sektor — national bestemmelse, der undergiver operatører inden for elektronisk kommunikation betaling af et gebyr til dækning af de nationale tilsynsmyndigheders driftsomkostninger)

15

2013/C 260/26

Sag C-234/12: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — Sky Italia Srl mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — Italien) (Tv-radiospredning — direktiv 2010/13/EU — artikel 4, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 — reklameindslag — national lovgivning, der for betalings-tv-selskaberne fastsætter en lavere maksimal procentdel af den sendetid, som kan anvendes til reklame, end den, der er fastsat for gratis-tv-selskaberne — ligebehandling — fri udveksling af tjenesteydelser)

16

2013/C 260/27

Sag C-252/12: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Specsavers International Healthcare Ltd, Specsavers BV, Specsavers Optical Group Ltd, Specsavers Optical Superstores Ltd mod Asda Stores Ltd (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) — Det Forenede Kongerige) (Varemærker — forordning (EF) nr. 207/2009 — artikel 9, stk. 1, litra b) og c), artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a) — begrundelser for fortabelse — begrebet reel brug — varemærke brugt sammen med et andet varemærke eller som en del af et sammensat varemærke — farver eller farvesammensætninger, hvori et varemærke anvendes — omdømme)

16

2013/C 260/28

Sag C-265/12: Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. juli 2013 — Citroën Belux NV mod Federatie voor Verzekerings- en Financiële Tussenpersonen (FvF) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien) (Artikel 56 TEUF — fri udveksling af tjenesteydelser — direktiv 2005/29/EF — urimelig handelspraksis — forbrugerbeskyttelse — salg med tilgift, når mindst en af ydelserne er en finansiel ydelse — forbud — undtagelser)

17

2013/C 260/29

Sag C-299/12: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 18. juli 2013 — Green Swan Pharmaceuticals CR, a.s. mod Státní zemědělská a potravinářská inspekce, ústřední inspektorát (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší správní soud — Den Tjekkiske Republik) (Forbrugerbeskyttelse — forordning (EF) nr. 1924/2006 — ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer — artikel 2, stk. 2, nr. 6) — udtrykket anprisning af en reduceret risiko for sygdom — artikel 28, stk. 2 — produkter, som er forsynet med varemærker eller handelsbetegnelser — overgangsforanstaltninger)

17

2013/C 260/30

Sag C-315/12: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. juli 2013 — Metro Cash & Carry Danmark ApS mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Højesteret — Danmark) (Punktafgift — direktiv 92/12/EØF — artikel 7-9 — direktiv 2008/118/EF — artikel 32-34 — omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer — forordning (EØF) nr. 3649/92 — artikel 1 og 4 — forenklet ledsagedokument — eksemplar 1 — cash & carry-virksomhed — varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat og oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, eller varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug og selv transporterer — spiritus — ikke pligt for leverandøren til at foretage en prøvelse)

18

2013/C 260/31

Sag C-412/12: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Cypern (Traktatbrud — direktiv 1999/31/EF — deponering af affald — håndhævelse uden en overgangsplan for anlægget — forpligtelse til behandling)

19

2013/C 260/32

Udtalelse 2/13: Begæring om udtalelse fremsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF

19

2013/C 260/33

Sag C-250/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Baden-Württemberg (Tyskland) den 7. maj 2013 — Birgit Wagener mod Bundesagentur für Arbeit — Familienkasse Villingen-Schwenningen

19

2013/C 260/34

Sag C-259/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 13. maj 2013 — Elena Recinto-Pfingsten mod Swiss International Air Lines AG

20

2013/C 260/35

Sag C-282/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 24. maj 2013 — T-Mobile Austria GmbH mod Telekom-Control-Kommission

21

2013/C 260/36

Sag C-297/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht München (Tyskland) den 29. maj 2013 — Data I/O GmbH mod Hauptzollamt München

21

2013/C 260/37

Sag C-310/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 6. juni 2013 — Novo Nordisk Pharma GmbH mod Corinna Silber

21

2013/C 260/38

Sag C-319/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Thüringer Oberlandesgericht (Tyskland) den 11. juni 2013 — Udo Rätzke mod S+K Handels GmbH

22

2013/C 260/39

Sag C-324/13 P: Appel iværksat den 14. juni 2013 af Ferca — Consultadoria e Serviços, Lda til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 10. april 2013 i sag T-360/11, Fercal — Consultadoria e Serviços mod OHMI — Parfums Rochas (Patrizia Rocha)

22

2013/C 260/40

Sag C-331/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Sibiu (Rumænien) den 18. juni 2013 — Ilie Nicolae Nicula mod Administrația Finanțelor Publice a Municipiului Sibiu og Administrația Fondului pentru Mediu

23

2013/C 260/41

Sag C-334/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 19. juni 2013 — Nordex Food A/S mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas

23

2013/C 260/42

Sag C-335/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Scottish Land Court (Det Forenede Kongerige) den 18. juni 2013 — Robin John Feakins mod Scottish Ministers

24

2013/C 260/43

Sag C-336/13 P: Appel iværksat den 19. juni 2013 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 10. april 2013 i sag T-671/11, IPK International — World Tourism Marketing Consultants GmbH mod Europa-Kommissionen

25

2013/C 260/44

Sag C-341/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 24. juni 2013 — Cruz & Companhia Lda mod Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP)

25

2013/C 260/45

Sag C-343/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal do Trabalho de Leiria (Portugal) den 24. juni 2013 — Modelo Continente Hipermercados, SA mod Autoridade para as Condições do Trabalho — Centro Local do Lis (ACT)

26

2013/C 260/46

Sag C-344/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Roma (Italien) den 24. juni 2013 — Cristiano Blanco mod Agenzia delle Entrate

26

2013/C 260/47

Sag C-345/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland) den 24. juni 2013 — Karen Millen Fashions Ltd mod Dunnes Stores og Dunnes Stores (Limerick) Ltd

26

2013/C 260/48

Sag C-351/13: Sag anlagt den 25. juni 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

27

2013/C 260/49

Sag C-355/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione Tributaria Regionale dell’Umbria (Italien) den 27. juni 2013 — Umbra Packaging srl mod Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale di Perugia

27

2013/C 260/50

Sag C-360/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongerige) den 27. juni 2013 — Public Relations Consultants Association Ltd mod The Newspaper Licensing Agency Ltd m.fl.

28

2013/C 260/51

Sag C-361/13: Sag anlagt den 26. juni 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Slovakiske Republik

28

2013/C 260/52

Sag C-362/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 28. juni 2013 — Maurizio Fiamingo mod Rete Ferroviaria Italiana SpA

29

2013/C 260/53

Sag C-363/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 28. juni 2013 — Leonardo Zappalà mod Rete Ferroviaria Italiana SpA

29

2013/C 260/54

Sag C-364/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (Chancery Division) (Det Forenede Kongerige) den 28. juni 2013 — International Stem Cell Corporation mod Comptroller General of Patents

30

2013/C 260/55

Sag C-366/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 1. juli 2013 — Profit Investment SIM SpA, under likvidation mod Stefano Ossi og Commerzbank AG

30

2013/C 260/56

Sag C-367/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Roma (Italien) den 1. juli 2013 — Pier Paolo Fabretti mod Agenzia delle Entrate

30

2013/C 260/57

Sag C-369/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Oost-Brabant 's-Hertogenbosch (Nederlandene) den 1. juli 2013 — straffesag mod N.F. Gielen m.fl.

31

2013/C 260/58

Sag C-378/13: Sag anlagt den 2. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

31

2013/C 260/59

Sag C-379/13 P: Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-51/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

32

2013/C 260/60

Sag C-380/13 P: Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-52/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

33

2013/C 260/61

Sag C-381/13 P: Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-53/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

33

2013/C 260/62

Sag C-383/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 5. juli 2013 — M.G. og N.R. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

34

2013/C 260/63

Sag C-386/13: Sag anlagt den 5. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Cypern

34

2013/C 260/64

Sag C-391/13 P: Appel iværksat den 8. juli 2013 af Den Hellenske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. maj 2013 i sag T-294/11, Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

35

2013/C 260/65

Sag C-392/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Barcelona (Spanien) den 9. juli 2013 — Andrés Rabal Cañas mod Nexea Gestión Documental S.A. og Fondo de Garantia Salarial

36

2013/C 260/66

Sag C-394/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Den Tjekkiske Republik) den 11. juli 2013 — Ministerstvo práce a sociálních věcí mod Mgr. K. B.

36

2013/C 260/67

Sag C-396/13: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Satakunnan käräjäoikeus (Finland) den 12. juli 2013 — Sähköalojen ammattiliitto ry mod Elektrobudowa Spolka Akcyjna

37

2013/C 260/68

Sag C-405/13: Sag anlagt den 17. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

38

2013/C 260/69

Sag C-406/13: Sag anlagt den 17. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

39

2013/C 260/70

Sag C-411/13 P: Appel iværksat den 19. juli 2013 af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 14. maj 2013 i sag T-249/11, Sanco mod KHIM — Marsalman (gengivelse af en kylling)

39

2013/C 260/71

Sag C-429/13 P: Appel iværksat den 26. juli 2013 af Kongeriget Spanien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 29. maj 2013 i sag T-384/10, Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen

40

 

Retten

2013/C 260/72

Sag T-589/10: Rettens kendelse af 4. juli 2013 — Just Music Fernsehbetriebs mod KHIM — France Télécom (Jukebox) (EF-varemærker — indsigelsessag — fortabelse af det ældre EF-varemærke — ufornødent at træffe afgørelse)

41

2013/C 260/73

Sag T-414/11: Rettens kendelse af 8. juli 2013 — Nutrichem Diät + Pharma mod KHIM — Gervais Danone (Active) (EF-varemærker — indsigelse — tilbagetagelse af indsigelsen — ufornødent at træffe afgørelse)

41

2013/C 260/74

Sag T-309/12 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 5. juli 2013 — Zweckverband Tierkörperbeseitigung mod Kommissionen (Særlige rettergangsformer — betaling af bidrag til en offentligretlig forening — statsstøtte — pligt til tilbagesøgning — begæring om udsættelse af gennemførelsen — uopsættelighed)

42

2013/C 260/75

Sag T-336/13 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 17. juli 2013 — Borghezio mod Parlamentet (Særlige rettergangsformer — Europa-Parlamentet — afgørelse om ekskludering af et medlem fra dennes politiske gruppe — begæring om udsættelse — åbenbart, at hovedsagen skal afvises — begæringen afvist — manglende uopsættelighed)

42

2013/C 260/76

Sag T-341/13: Sag anlagt den 27. juni 2013 — Groupe Léa Nature mod KHIM — Debonaire Trading (SO’BiO ētic)

42

2013/C 260/77

Sag T-344/13: Sag anlagt den 28. juni 2013 — Out of the blue mod KHIM — Dubois et al. (FUNNY BANDS)

43

2013/C 260/78

Sag T-354/13: Sag anlagt den 4. juli 2013 — Zentralverband des Deutschen Bäckerhandwerks mod Kommissionen

43

2013/C 260/79

Sag T-355/13: Sag anlagt den 4. juli 2013 — easyJet Airline mod Kommissionen

44

2013/C 260/80

Sag T-357/13: Sag anlagt den 5. juli 2013 — European Space Imaging mod Kommissionen

44

2013/C 260/81

Sag T-360/13: Sag anlagt den 8. juli 2013 — VECCO m.fl. mod Kommissionen

45

2013/C 260/82

Sag T-361/13: Sag anlagt den 9. juli 2013 — Menelaus mod KHIM — Garcia Mahiques (VIGOR)

46

2013/C 260/83

Sag T-364/13: Sag anlagt den 12. juli 2013 — Mocek og Wenta mod KHIM — Lacoste (KAJMAN)

46

2013/C 260/84

Sag T-367/13: Sag anlagt den 15. juli 2013 — Republikken Polen mod Europa-Kommissionen

47

2013/C 260/85

Sag T-368/13: Sag anlagt den 16. juli 2013 — Boehringer Ingelheim International mod KHIM — Lehning entreprise (ANGIPAX)

48

2013/C 260/86

Sag T-376/13: Sag anlagt den 18. juli 2013 — Versorgungswerk der Zahnärztekammer Schleswig-Holstein mod ECB

48

2013/C 260/87

Sag T-377/13: Sag anlagt den 17. juli 2013 — ultra air mod KHIM — Donaldson Filtration Deutschland (ultra.air ultrafilter)

49

2013/C 260/88

Sag T-378/13: Sag anlagt den 23. juli 2013 — Apple and Pear Australia og Star Fruits Diffusion mod KHIM — Carolus C. (English pink)

49

2013/C 260/89

Sag T-379/13: Sag anlagt den 22. juli 2013 — Innovation First mod KHIM (NANO)

50

2013/C 260/90

Sag T-384/13: Sag anlagt den 26. juli 2013 — Intermark mod KHIM — Coca-Cola (RIENERGY Cola)

50

2013/C 260/91

Sag T-352/08: Rettens kendelse af 12. juli 2013 — Pannon Hőerőmű mod Kommissionen

51

2013/C 260/92

Forenede sager T-148/10 og T-149/10: Rettens kendelse af 5. juli 2013 — SK Hynix mod Kommissionen

51

DA

 

IV Oplysninger

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

Den Europæiske Unions Domstol

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/1

2013/C 260/01

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

EUT C 252 af 31.8.2013

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 245 af 24.8.2013

EUT C 233 af 10.8.2013

EUT C 226 af 3.8.2013

EUT C 215 af 27.7.2013

EUT C 207 af 20.7.2013

EUT C 189 af 29.6.2013

Teksterne er tilgængelige i:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

V Øvrige meddelelser

RETSLIGE PROCEDURER

Domstolen

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/2

Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen (sag C-584/10 P), Rådet for Den Europæiske Union (sag C-593/10 P), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (sag C-595/10 P) mod Yassin Abdullah Kadi og Den Franske Republik

(Forenede sager C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P) (1)

(Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) - restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban - forordning (EF) nr. 881/2002 - indefrysning af midler og økonomiske ressourcer tilhørende en person, der er opført på en liste opstillet af et organ under De Forenede Nationer - opførelse af denne persons navn på listen i bilag I til forordning (EF) nr. 881/2002 - annullationssøgsmål - grundlæggende rettigheder - ret til forsvar - princippet om effektiv domstolsbeskyttelse - proportionalitetsprincippet - ret til respekt for ejendomsretten - begrundelsespligt)

2013/C 260/02

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Europa-Kommissionen (sag C-584/10 P) (først ved P. Hetsch og S. Boelaert, E. Paasivirta og M. Konstantinidis, derefter ved L. Gussetti, S. Boelaert, E. Paasivirta og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede), Rådet for Den Europæiske Union (sag C-593/10 P) (ved M. Bishop, E. Finnegan og R. Szostak, som befuldmægtigede), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (sag C-595/10 P) (først ved E. Jenkinson, derefter ved S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtigede, bistået af J. Wallace, QC, de D. Beard, QC, og barrister M. Wood)

De andre parter i appelsagen: Yassin Abdullah Kadi (ved D. Vaughan, QC, V. Lowe, QC, J. Crawford, SC, barristers M. Lester og P. Eeckhout samt solicitor G. Martin, og C. Murphy), Den Franske Republik (ved E. Belliard, G. de Bergues, D. Colas, A. Adam og E. Ranaivoson, som befuldmægtigede

Intervenienter til støtte for sagsøgeren (sag C-584/10 P og sag C-595/10 P) Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland: Republikken Bulgarien (ved B. Zaimov, T. Ivanov og E. Petranova, som befuldmægtigede), Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato M. Fiorilli), Storhertugdømmet Luxembourg (ved C. Schiltz, som befuldmægtiget), Ungarn (ved M. Fehér, K. Szíjjártó og K. Molnár, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved C. Wissels og M. Bulterman, som befuldmægtigede), Den Slovakiske Republik (ved B. Ricziová, som befuldmægtiget), Republikken Finland (ved H. Leppo, som befuldmægtiget)

Intervenientertil støtte for den anden part i sagen (sag C-593/10 P) Rådet for den Europæiske Union: Republikken Bulgarin (ved B. Zaimov, T. Ivanov og E. Petranova, som befuldmægtigede), Den Tjekkiske Republik (ved K. Najmanová, E. Ruffer, M. Smolek og D. Hadroušek, som befuldmægtigede), Kongeriget Danmark (ved L. Volck Madsen, som befuldmægtiget), Irland (først ved D. O’Hagan, derefter ved E. Creedon, som befuldmægtigede, bistået af N. Travers, BL, og solicitor P. Benson), Kongeriget Spanien (ved M. Muñoz Pérez og N. Díaz Abad, som befuldmægtigede), Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato M. Fiorilli), Storhertugdømmet Luxembourg (ved C. Schiltz, som befuldmægtiget), Ungarn (ved M. Fehér, K. Szíjjártó og K. Molnár, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved C. Wissels og M. Bulterman, som befuldmægtigede), Republikken Østrig (ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget), Den Slovakiske Republik (ved B. Ricziová, som befuldmægtiget), Republikken Finland (ved H. Leppo, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09 — Kadi mod Kommissionen, hvorved Retten gav medhold i et søgsmål om delvis annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1190/2008 af 28. november 2008 om 101. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban (EUT L 322, s. 25), for så vidt som sagsøgerens navn er opført på listen over personer, grupper og enheder, som disse foranstaltninger finder anvendelse på

Konklusion

1)

Appellerne forkastes.

2)

Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagsomkostningerne.

3)

Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Irland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Slovakiske Republik og Republikken Finland bærer deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 72 af 5.3.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/3

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Union des associations européennes de football (UEFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Sag C-201/11 P) (1)

(Appel - tv-spredningsvirksomhed - direktiv 89/522/EØF - artikel 3a - foranstaltninger truffet af Det Forenede Kongerige vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat - Europamesterskaberne i fodbold - afgørelse, hvori foranstaltningerne erklæres forenelige med EU-retten - begrundelse - artikel 49 EF og 86 EF - ejendomsret)

2013/C 260/03

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Union des associations européennes de football (UEFA) (ved D. Anderson, QC, og barrister D. Piccinin, for solicitors B. Keane og T. McQuail)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved E. Montaguti og N. Yerrell samt ved A. Dawes, som befuldmægtigede, bistået af barrister M. Gray) Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved L. Seeboruth og J. Beeko, som befuldmægtigede, bistået af barrister T. de la Mare)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. februar 2011 i sag T-55/08, UEFA mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af dens afgørelse 2007/730/EF af 16. oktober 2007, hvorved de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har vedtaget i overensstemmelse med artikel 3b, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed, blev fundet forenelig med fællesskabsretten (EFT L 295, s. 12)

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Union des associations européennes de football (UEFA) betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 204 af 9.7.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/3

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Fédération internationale de football association (FIFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Sag C-204/11 P) (1)

(Appel - audiovisuelle medietjenester - direktiv 89/552/EØF - artikel 3a - foranstaltninger, som Kongeriget Belgien har iværksat vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat - verdensmesterskaberne i fodbold - afgørelse, der erklærer foranstaltningerne forenelige med EU-retten - begrundelse - artikel 43 EF og 49 EF - ejendomsret)

2013/C 260/04

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Fédération internationale de football association (FIFA) (ved avocats A. Barav og D. Reymond)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved E. Montaguti og N. Yerrell, som befuldmægtigede, bistået af barrister M. Gray), Kongeriget Belgien (ved C. Pochet og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede, bistået af advocaten A. Joachimowicz og J. Stuyck) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved S. Ossowski og J. Beeko, som befuldmægtigede, bistået af T. de la Mare, QC)

Sagens genstand

Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. februar 2011 i sag T-385/07, Fédération internationale de football association (FIFA) mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2007/479/EF af 25. juni 2007, hvorved de foranstaltninger, som Belgien har iværksat i medfør af artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, blev erklæret forenelige med fællesskabsretten (EUT L 180, s. 24).

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Fédération internationale de football association (FIFA) betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 232 af 6.8.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/4

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Fédération internationale de football association (FIFA) mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Sag C-205/11 P) (1)

(Appel - audiovisuelle medietjenester - direktiv 89/552/EØF - artikel 3a - foranstaltninger iværksat af Det Forenede Kongerige vedrørende vigtige begivenheder for samfundet i denne medlemsstat - verdensmesterskabet i fodbold - foranstaltninger erklæret for forenelig med fællesskabsretten - begrundelse - artikel 43 EF, 49 EF og 86 EF - ejendomsret)

2013/C 260/05

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Fédération internationale de football association (FIFA) (ved advokaterne A. Barav og D. Reymond)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved E. Montagui og N. Yerrell, som befuldmægtigede, bistået af barrister M. Gray), Kongeriget Belgien (ved C. Pochet, M.J.-C. Halleux, som befuldmægtigede, bistået af advocaten A. Joachimowicz og J. Stuyck) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved S. Ossowski og J. Beeko, som befuldmægtigede, bistået af T. de la Mare, QC)

Sagens genstand

Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. februar 2011 i sag T-68/08, Fédération internationale de football association (FIFA) mod Europa-Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2007/730/EF af 16. oktober 2007, hvorved de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har iværksat i medfør af artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, blev erklæret for forenelige med fællesskabsretten

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Fédération internationale de football association (FIFA) betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 232 af 6.8.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/4

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — État belge mod Medicom SPRL (sag C-210/11) og Maison Patrice Alard SPRL (sag C-211/11) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Belgien)

(Forenede sager C-210/11 og C-211/11) (1)

(Anmodning om præjudiciel afgørelse - sjette momsdirektiv - artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 13, punkt B, litra b) - ret til fradrag - investeringsgoder, der tilhører juridiske personer, og som stilles helt eller delvist til rådighed for deres bestyrere til disses private brug - leje betales ikke i kontanter, men lægges til grund som fordel in natura i forbindelse med indkomstbeskatning)

2013/C 260/06

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: État belge

Sagsøgte: Medicom SPRL (sag C-210/11) og Maison Patrice Alard SPRL (sag C-211/11)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Cour de cassation — fortolkning af artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — momsfritagelse — begrebet tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom — anvendelse af en del af en ejendom, der benyttes til virksomhed, til indehaverens og dennes families eget brug uden betaling af leje, men som et personalegode — undtagelse fra fradragsretten

Konklusion

1)

Artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 95/7/EF af 10. april 1995, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at tilrådighedsstillelse af en del af en fast ejendom, som tilhører en juridisk person, til privat brug for bestyreren af dette selskab, uden at denne som modydelse for brugen af denne ejendom pålægges en byrde i form af leje, der skal betales, betragtes som udlejning af en ejendom, som er fritaget i dette direktivs forstand, og den omstændighed, at en sådan tilrådighedsstillelse i henhold til national lovgivning vedrørende indkomstskat betragtes som en fordel in natura, der udspringer af udførelsen af de begunstigedes opgaver i henhold til vedtægterne eller deres ansættelseskontrakt, har ikke betydning i denne forbindelse.

2)

Artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 13, punkt B, litra b), i sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at den omstændighed, at tilrådighedsstillelse af hele eller en del af en ejendom, som fuldt ud er bestemt til virksomheden, for bestyrerne, direktørerne eller selskabsdeltagerne i selskabet har en direkte sammenhæng med virksomhedens drift eller ej, i situationer som de i hovedsagerne omhandlede ikke er relevant for afgørelsen af, om denne tilrådighedsstillelse henhører under fritagelsen i den anden af de nævnte bestemmelser.

(1)  EUT C 211 af 16.7.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/5

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark

(Sag C-261/11) (1)

(Traktatbrud - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - EØS-aftalens artikel 31 - restriktioner - skattelovgivning - overførsel af aktiver til en anden medlemsstat - umiddelbar beskatning af urealiserede kapitalgevinster)

2013/C 260/07

Processprog: dansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og N. Fenger, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Danmark (ved C. Vang og V. Pasternak Jørgensen, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for den anden part i sagen: Forbundsrepublikken Tyskland (ved K. Petersen og T. Henze, som befuldmægtigede), Kongeriget Spanien (ved A. Rubio González, som befuldmægtiget), Kongeriget Nederlandene (ved C. Schillemans, C. Wissels og J. Langer, som befuldmægtigede), Den Portugisiske Republik (ved L. Inez Fernandes, som befuldmægtiget), Republikken Finland (ved M. Pere, som befuldmægtiget) og Kongeriget Sverige (ved A. Falk og U. Persson, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 49 TEUF og artikel 31 EØS — skattelovgivning, der foreskriver umiddelbar exitbeskatning af selskabers overførsel af aktiver til en anden medlemsstat, men som ikke foreskriver beskatning af tilsvarende overførsler af aktiver inden for det nationale område

Konklusion

1)

Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF og artikel 31 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 ved at vedtage og opretholde § 8, stk. 4, i lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (lovbekendtgørelse nr. 1376 af 7.12.2010) om umiddelbar indkomstbeskatning af aktieselskaber og dermed en skatteordning, som foreskriver umiddelbar beskatning af urealiserede kapitalgevinster i forbindelse med overførsel af aktiver fra et selskab, der er etableret i Danmark, til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der er part i denne aftale.

2)

Kongeriget Danmark betaler sagens omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige bærer deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 238 af 13.8.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/5

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-313/11) (1)

(Traktatbrud - forordning (EF) nr. 1829/2003 - dyrefoder - genetisk modificerede foderstoffer - fremstilling, markedsføring eller anvendelse - nationalt forbud, der endnu ikke er trådt i kraft)

2013/C 260/08

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Bianchi og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen (ved M. Szpunar, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 16, stk. 5, artikel 19, 20 og 34 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (EUT L 268, s. 1) — national lovgivning, der forbyder enhver fremstilling, markedsføring eller anvendelse af genetisk modificerede foderstoffer

Konklusion

1)

Republikken Polen frifindes.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 252 af 27.8.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/6

Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. juli 2013 — Daiichi Sankyo Co. Ltd og Sanofi-Aventis Deutschland GmbH mod DEMO Anonymos Viomichaniki kai Emporiki Etairia Farmakon (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Polymeles Protodikeio Athinon — Grækenland)

(Sag C-414/11) (1)

(Fælles handelspolitik - artikel 207 TEUF - handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret - aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen) - artikel 27 - patenterbar genstand - artikel 70 - beskyttelse af eksisterende forhold)

2013/C 260/09

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Polymeles Protodikeio Athinon

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Daiichi Sankyo Co. Ltd og Sanofi-Aventis Deutschland GmbH

Sagsøgt: DEMO Anonymos Viomichaniki kai Emporiki Etairia Farmakon

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Polymeles Protodikeio Athinon — fortolkning af artikel 27 og 70 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS«), der er knyttet som bilag til aftalen om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (EFT L 336, s. 214) — sondring mellem de områder, der er omfattet af EU-retten, og de områder, der henhører under medlemsstaternes kompetence — patenter — kemiske og farmaceutiske produkter

Konklusion

1)

Artikel 27 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguayrundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence, er omfattet af den fælles handelspolitik.

2)

Artikel 27 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder skal fortolkes således, at opfindelsen af et farmaceutisk produkt, såsom et lægemiddels aktive kemiske forbindelse, kan patenteres på de betingelser, der er anført i denne artikels stk. 1, såfremt ingen af undtagelserne i samme artikels stk. 2 eller 3 finder anvendelse.

3)

Et patent, der er opnået på grundlag af en ansøgning om patent på opfindelsen såvel af metoden for fremstillingen af et farmaceutisk produkt som af selve det farmaceutiske produkt, men som er udstedt alene for den pågældende metode for fremstillingen, skal ikke fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder anses for at omfatte opfindelsen af det nævnte farmaceutiske produkt på grundlag af reglerne i denne aftales artikel 27 og 70.

(1)  EUT C 298 af 8.10.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/6

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Mark Alemo-Herron m.fl. mod Parkwood Leisure Ltd (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court of the United Kingdom — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-426/11) (1)

(Overførsel af virksomheder - direktiv 2001/23/EF - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - kollektiv overenskomst, der gælder for overdrageren og arbejdstageren på tidspunktet for overførslen)

2013/C 260/10

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court of the United Kingdom

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Mark Alemo-Herron, Sandra Tipping, Christopher Anderson, Stacey Aris, Audrey Beckford, Lee Bennett, Delroy Carby, Vishnu Chetty, Deborah Cimitan, Victoria Clifton, Claudette Cummings, David Curtis, Stephen Flin, Patience Ijelekhai, Rosemarie Lee, Roxanne Lee, Vivian Ling, Michelle Nicholas, Lansdail Nugent, Anne O'Connor, Shirley Page, Alan Peel, Mathew Pennington og Laura Steward

Sagsøgt: Parkwood Leisure Ltd

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongerige) — fortolkning af artikel 3 i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82, s. 16) i lyset af Domstolens dom af 12. marts 2001 i sag C-499/04, Werhof — omfanget af erhververens forpligtelser med hensyn til opretholdelse af lønvilkår i henhold til en kollektiv overenskomst, som overdrageren og den ansatte var omfattet af på tidspunktet for overførslen

Konklusion

Artikel 3 i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat i tilfælde af en overførsel af virksomhed fastsætter, at dynamiske bestemmelser, der henviser til kollektive overenskomster, som er forhandlet og vedtaget efter tidspunktet for overførslen, kan håndhæves over for erhververen, når denne ikke har mulighed for at deltage i forhandlingerne af sådanne kollektive overenskomster, der indgås efter overførslen.

(1)  EUT C 311 af 22.10.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/7

Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. juli 2013 — The Dow Chemical Company, Dow Deutschland Inc., Dow Deutschland Anlagengesellschaft mbH og Dow Europe GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-499/11 P) (1)

(Appel - karteller - markedet for butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsionspolymerisation - fastsættelsen af prismål, fordeling af kunderne gennem ikke-angrebsaftaler og udveksling af forretningsmæssige oplysninger - tilregnelse af den ulovlige adfærd - Kommissionens skøn - multiplikationsfaktor med henblik på afskrækkelse - ligebehandling)

2013/C 260/11

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: The Dow Chemical Company, Dow Deutschland Inc., Dow Deutschland Anlagengesellschaft mbH og Dow Europe GmbH (ved Rechtsanwälte D. Schroeder og T. Kuhn samt avocat T. Graf)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved M. Kellerbauer og V. Bottka, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. juli 2011 i sag T-42/07, Dow Chemical m.fl. mod Kommissionen, hvorved Retten delvist frifandt Kommissionen i en sag, hvorunder der var nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 5700 endelig af 29. november 2006 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.638 — Butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsion polymerisation) vedrørende en aftale om fastsættelse af målpriser, om fordeling af kunder gennem ikke-angrebsaftaler og om udveksling af forretningsmæssige oplysninger samt subsidiært en påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgerne var blevet pålagt

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

The Dow Chemical Company, Dow Deutschland Inc., Dow Deutschland Anlagengesellschaft mbH og Dow Europe GmbH bærer hver deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

(1)  EUT C 252 af 27.8.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/7

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH mod Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-501/11 P) (1)

(Appel - karteller - markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper - et moderselskabs ansvar for sit datterselskabs overtrædelser af kartelreglerne - holdingselskab - virksomhedens interne efterlevelsesprogram (»Compliance-Programme«) - grundlæggende rettigheder - retsstatsprincipperne i forbindelse med fastsættelse af pålagte bøder - magtadskillelse, lighedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning og princippet om culpaansvar - forordning (EF) nr. 1/2003 - artikel 23, stk. 2 - gyldighed - lovligheden af Kommissionens retningslinjer af 1998)

2013/C 260/12

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH (ved Rechtsanwälte R. Bechtold og W. Bosch og J. Schwarze, som befuldmægtiget)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved R. Sauer og C. Hödlmayr, som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt A. Böhlke) og Rådet for Den Europæiske Union (ved F. Florindo Gijón og M. Simm, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juli 2011 i sag T-138/07, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen i en sag om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 512 endelig af 21. februar 2007 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/E-1/38.823 — Elevatorer og rulletrapper) angående et kartel på markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper i Belgien, Tyskland, Luxembourg og Nederlandene med henblik på manipulering af udbud, opdeling af markeder, prisfastsættelse, tildeling af projekter og af kontrakter herom og udveksling af oplysninger samt, subsidiært om nedsættelse af den bøde, appellanterne var blevet pålagt derved

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

(1)  EUT C 347 af 26.11.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/8

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — Deutsche Umwelthilfe eV mod Forbundsrepublikken Tyskland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Berlin — Tyskland)

(Sag C-515/11) (1)

(Offentlig adgang til miljøoplysninger - direktiv 2003/4/EF - medlemsstaters kompetence til at udelukke de organer, der udøver lovgivende myndighed, fra det i dette direktiv fastsatte begreb »offentlige myndigheder« - grænser)

2013/C 260/13

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deutsche Umwelthilfe eV

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Verwaltungsgericht Berlin — fortolkning af artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EFT L 41, s. 26) — de offentlige myndigheders forpligtelse til at stille miljøoplysninger, som de er i besiddelse af, til rådighed for enhver informationssøgende — nationale retsforskrifter som fritager de øverste forbundsmyndigheder fra informationsforpligtelsen, for så vidt som de handler inden for rammene af lovgivningsproceduren — grænser for medlemsstaternes kompetence til at udelukke organer, som udøver lovgivende myndighed, fra begrebet »offentlige myndigheder« som fastsat i direktiv 2003/4/EF

Konklusion

Artikel 2, nr. 2), andet afsnit, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF skal fortolkes således, at medlemsstaternes mulighed i medfør af denne bestemmelse for ikke at anse »organer eller institutioner, når de udøver […] lovgivende myndighed«, for offentlige myndigheder, der er forpligtet til at give adgang til de miljøoplysninger, som er i deres besiddelse, ikke kan vedrøre ministerier, når de udarbejder og vedtager trinlavere retsregler end en lov.

(1)  EUT C 32 af 4.2.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/8

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-520/11) (1)

(Traktatbrud - afgørelse 2009/726/EU - manglende gennemførelse - import af mælk og mejeriprodukter - oprindelse - bedrifter, hvor der er risiko for forekomst af spongiforme encephalopatier - nationale forbudsforanstaltninger)

2013/C 260/14

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Jimeno Fernández og D. Bianchi, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik (ved G. de Bergues og S. Menez, samt ved C. Candat og R. Loosli-Surrans, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 288 TEUF — manglende gennemførelse af Kommissionens beslutning 2009/726/EF af 24. september 2009 om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger truffet af Frankrig mod, at der føres mælk og mejeriprodukter ind på Frankrigs område fra en bedrift, hvor der er et bekræftet tilfælde af klassisk scrapie (EUT L 258, s. 27)

Konklusion

1)

Den Franske Republik har, idet den ikke har gennemført Kommissionens beslutning 2009/726/EF af 24. september 2009, hvorved Frankrig tilpligtes at suspendere anvendelsen af sine foranstaltninger om forbud mod, at der føres mælk og mejeriprodukter til konsum ind på Frankrigs område fra bedrifter, hvor der er et bekræftet tilfælde af klassisk scrapie, tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 288 TEUF.

2)

Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

(1)  EUT C 362 af 10.12.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/9

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Laurence Prinz mod Region Hannover (sag C-523/11) og Philipp Seeberger mod Studentenwerk Heidelberg (sag C-585/11) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Hannover og Verwaltungsgericht Karlsruhe — Tyskland)

(Forenede sager C-523/11 og C-585/11) (1)

(Unionsborgerskab - artikel 20 TEUF og 21 TEUF - ret til fri bevægelighed og ophold - uddannelsesstøtte, som en statsborger i en medlemsstat tildeles til studier i en anden medlemsstat - krav om bopæl i oprindelsesmedlemsstaten i mindst tre år inden påbegyndelsen af studiet)

2013/C 260/15

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Hannover og Verwaltungsgericht Karlsruhe

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Laurence Prinz (sag C-523/11) og Philipp Seeberger (sag C-585/11)

Sagsøgte: Region Hannover (sag C-523/11) og Studentenwerk Heidelberg (sag C-585/11)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Verwaltungsgericht Hannover — fortolkning af artikel 20 og 21 TEUF — ydelse af uddannelsesstøtte (»Ausbildungsförderung«) — nationale retsforskrifter, som begrænser modtagelse af denne støtte til ét år for statsborgere, som studerer i udlandet, og som forud for påbegyndelsen af studiet har haft fast bopæl i Tyskland i mindre end tre år

Konklusion

Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter tildeling, i en periode på over et år, af uddannelsesstøtte til et studium i en anden medlemsstat, gøres betinget af et enkeltstående krav — såsom kravet i § 16, stk. 3, i Bundesgesetz über individuelle Förderung der Ausbildung (Bundesausbildungsförderungsgesetz), som ændret den 1. januar 2008 ved 22. lov om ændring af Bundesausbildungsförderungsgesetz — der pålægger ansøgeren at have haft fast bopæl i denne lovs forstand på det nationale område i mindst tre år inden påbegyndelsen af nævnte studium.

(1)  EUT C 13 af 14.1.2012

EUT C 49 af 18.2.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/9

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), Vallis K.-Vallis A. & Co. OE

(Sag C-621/11 P) (1)

(Appel - ansøgning om registrering af EF-ordmærket FISHBONE - indsigelsessag - det ældre nationale figurmærke FISHBONE BEACHWEAR - reel brug af det ældre varemærke - hensyntagen til yderligere beviser, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 42, stk. 2 og 3, og artikel 76, stk. 2 - forordning (EF) nr. 2868/95 - regel 22, stk. 2)

2013/C 260/16

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: New York SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH (ved Rechtsanwalt V. Spitz)

De andre parter i sagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved P. Geroulakos, som befuldmægtiget) og Vallis K.-Vallis A. & Co. OE

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 29. september 2011 i sag T-415/09, New Yorker SHK Jeans mod KHIM, hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i et annullationssøgsmål indledt af ansøgeren om ordmærket »FISHBONE« for varer i klasse 18 og 25, til prøvelse af afgørelse truffet den 30. juli 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (sag R 1051/2008-1) vedrørende delvist afslag på klagen over indsigelsesafdelingens afgørelse, hvorved denne delvist afslog registrering af det nævnte varemærke i forbindelse med en indsigelse rejst af indehaveren af det nationale mærke »FISHBONE BEACHWEAR« for varer i klasse 25, samt af det nationale erhvervsmæssigt anvendte tegn »Fishbone« — reel brug af det ældre varemærke — hensyntagen til yderligere beviser

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 25 af 28.1.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/10

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — P Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland)

(Sag C-6/12) (1)

(Statsstøtte - artikel 107 TEUF og 108 TEUF - betingelsen om »selektivitet« - forordning (EF) nr. 659/1999 - artikel 1, litra b), nr. i) - eksisterende støtte - national lovgivning vedrørende selskabsskat - fradragsret for tab - manglende fradragsret i tilfælde af ejerskifte - tilladelse til fravigelser - skattemyndighedernes skønsbeføjelse)

2013/C 260/17

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

P Oy

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Korkein hallinto-oikeus — fortolkning af artikel 107, stk. 1, TEUF — ordning med fradrag for selskabers underskud — indkomstskattelovgivning, hvorefter underskud, der er opstået i løbet af et skatteår, kan fremføres og fradrages i eventuelle overskud i de efterfølgende skatteår — udelukkelse af fradrag for underskud i tilfælde af ejerskifte i løbet af det år, hvor underskuddet er opstået, eller efter dette år — undtagelse til reglen om udelukkelse af fradrag i tilfælde af gyldige grunde knyttet til fortsættelsen af det pågældende selskabs virksomhed

Konklusion

1)

En skatteordning, som den i hovedsagen omhandlede, kan opfylde betingelsen om selektivitet som et element i begrebet »statsstøtte« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF, hvis det skulle blive godtgjort, at referenceordningen, dvs. den »normale« ordning, udgøres af det forbud mod at fradrage tab i tilfælde af ejerskifte, som fremgår af § 122, stk. 1, i lov nr. 1535/1992 af 30. december 1992 om indkomstskat (Tuloverolakis) i forhold til hvilken den ordning med tilladelse, som fremgår af denne bestemmelses stk. 3, ville udgøre en undtagelse. En sådan ordning kan være begrundet ud fra arten og den almindelige opbygning af den ordning, den indgår i, idet denne begrundelse udelukker, at den kompetente nationale myndighed har en skønsbeføjelse i forbindelse med tilladelse til at fravige forbuddet mod at fradrage tab, der giver myndigheden mulighed for at lægge kriterier, der ikke har noget at gøre med skatteordningen, til grund for sine beslutninger om tilladelser. Domstolen råder imidlertid ikke over tilstrækkelige oplysninger til at tage endelig stilling til disse kvalificeringer.

2)

Artikel 108, stk. 3, TEUF ikke er til hinder for, at en skatteordning som den, der er fastsat ved § 122, stk. 1 og 3, i lov nr. 1535/1992 i det tilfælde, hvor den skal kvalificeres som »statsstøtte«, fortsat — som følge af sin karakter af »eksisterende støtte« — anvendes i den medlemsstat, der har indført denne skatteordning, med forbehold for Europa-Kommissionens kompetence i henhold til denne artikel 108, stk. 3, TEUF.

(1)  EUT C 58 af 25.2.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/10

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — fiscale eenheid PPG Holdings BV cs te Hoogezand mod Inspecteur van de Belastingdienst/Noord/kantoor Groningen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof te Leeuwarden — Nederlandene)

(Sag C-26/12) (1)

(Merværdiafgift - sjette direktiv 77/388/EØF - artikel 17 og artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6) - fritagelser - fradrag for indgående afgift - pensionsfonde - begrebet »forvaltning af investeringsforeninger«)

2013/C 260/18

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof te Leeuwarden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: fiscale eenheid PPG Holdings BV cs te Hoogezand

Sagsøgt: Inspecteur van de Belastingdienst/Noord/kantoor Groningen

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Gerechtshof te Leeuwarden — fortolkning af artikel 13, punkt B, litra c), nr. 6), og artikel 17 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) og artikel 135, stk. 1, litra g), artikel 168 og 169 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EFT L 347, s. 1) — fradrag af indgående afgift — afgiftspligtig person, som i henhold til den nationale pensionslovgivning har oprettet en pensionsfond for at sikre tilsluttede arbejdstageres pensionsrettigheder — fradrag af den moms, som han er blevet faktureret for de ydelser, der er blevet leveret til ham med henblik på forvaltning af pensionsfonden

Konklusion

Artikel 17 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der har oprettet en pensionsfond i form af en retligt og skattemæssigt særskilt enhed som den i hovedsagen omhandlede med henblik på at sikre sine ansattes og tidligere ansattes pensionsrettigheder, har ret til at fradrage den merværdiafgift, som den pågældende har erlagt for ydelser vedrørende forvaltning og drift af denne pensionsfond, på betingelse af, at det af de samlede omstændigheder i forbindelse med de omhandlede transaktioner fremgår, at der foreligger en direkte og umiddelbar tilknytning.

(1)  EUT C 98 af 31.3.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/11

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — »Evita-K« EOOD mod Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)

(Sag C-78/12) (1)

(Direktiv 2006/112/EF - det fælles merværdiafgiftssystem - levering af varer - begreb - ret til fradrag - afslag - faktisk gennemførelse af en afgiftspligtig transaktion - forordning (EF) nr. 1760/2000 - ordning for identifikation og registrering af kvæg - øremærker)

2013/C 260/19

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Evita-K« EOOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 14, stk. 1, artikel 178, litra a), artikel 185, stk. 1, artikel 226, nr. 6), og artikel 242 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1) — ret til fradrag af indgående moms erlagt for køb af dyr — godtgørelse for, at levering af varer er sket — forpligtelse eller ej til i fakturaer at angive øremærkerne på de dyr, der i henhold til Unionens veterinærlovgivning er mærkningspligtige — forpligtelse eller ej til at godtgøre leverandørens ejendomsret

Konklusion

1)

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at begrebet »levering af varer« som omhandlet i dette direktiv og beviset for den faktiske gennemførelse af en sådan levering i sammenhæng med udøvelsen af retten til fradrag for merværdiafgift ikke er knyttet til den måde, hvorpå der er erhvervet ejendomsret til de pågældende varer. Det tilkommer den forelæggende ret i overensstemmelse med de nationale regler om bevisførelse at foretage en samlet vurdering af alle forhold og faktiske omstændigheder i den tvist, som er forelagt denne, med henblik på at fastlægge, om de i hovedsagen omtvistede leveringer af varer faktisk er blevet gennemført, og om der i givet fald kan udøves en fradragsret på grundlag af disse.

2)

Artikel 242 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den ikke pålægger afgiftspligtige personer, der ikke er landbrugere, at indskrive formålet med de leveringer af varer, som de gennemfører, i deres regnskab, når det drejer sig om dyr, og at bevise, at disse dyr har været genstand for en kontrol i overensstemmelse med den internationale regnskabsstandard IAS 41 »Landbrug«.

3)

Artikel 226, nr. 6), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den ikke pålægger en afgiftspligtig person, som foretager leveringer af varer vedrørende dyr, der er underlagt den ordning for identifikation og registrering, der er fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006, at angive øremærkerne for disse dyr på fakturaerne vedrørende disse leveringer.

4)

Artikel 185, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den kun tillader regulering af et merværdiafgiftsfradrag, hvis den omhandlede afgiftspligtige person forinden har været berettiget til fradrag for denne afgift under de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 168, litra a).

(1)  EUT C 133 af 5.5.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/12

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Eurofit SA mod Bureau d’intervention et de restitution belge (BIRB) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Bruxelles — Belgien)

(Sag C-99/12) (1)

(Anmodning om præjudiciel afgørelse - landbrug - fælles markedsordning - forordning (EØF) nr. 3665/87 - eksportrestitutioner - omdirigering af varer bestemt til eksport - eksportørens pligt til tilbagebetaling - de kompetente myndigheders manglende meddelelse af oplysninger vedrørende pålideligheden hos en medkontrahent, der er mistænkt for svig - force majeure - foreligger ikke)

2013/C 260/20

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Eurofit SA

Sagsøgt: Bureau d’intervention et de restitution belge (BIRB)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunal de première instance de Bruxelles — fortolkning af bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1)– forpligtelse for eksportøren til at tilbagebetale restitutioner i tilfælde af varernes omdirigering — om de kompetente myndigheders manglende meddelelse af udbedte oplysninger eller meddelelse af forkerte oplysninger til eksportøren er et tilfælde af force majeure som omhandlet i nævnte forordning

Konklusion

De kompetente toldmyndigheders undladelse af at underrette eksportøren om, at der foreligger en risiko for, at eksportørens medkontrahent har udøvet svig, udgør ikke et tilfælde af force majeure i henhold til bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2945/94 af 2. december 1994 og navnlig denne forordnings artikel 11, stk. 1, tredje afsnit, første led. Selv om en sådan undladelse kan udgøre et undtagelsestilfælde i henhold til artikel 11, stk. 1, tredje afsnit, andet led, i forordning nr. 3665/87, som ændret ved forordning nr. 2945/94, kan den imidlertid ikke fritage denne eksportør fra vedkommendes pligt til at tilbagebetale de eksportrestitutioner, der er modtaget uretmæssigt, idet eksportøren udelukkende er fritaget for pligten til at betale bøder, der er skyldige i henhold til samme artikel 11.

(1)  EUT C 138 af 12.5.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/12

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — AES-3C MARITZA EAST 1 EOOD mod »Direktor na Direktsia Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Plovdiv — Bulgarien)

(Sag C-124/12) (1)

(Merværdiafgift - direktiv 2006/112/EF - artikel 168, litra a), og artikel 176 - ret til fradrag - udgifter til anskaffelse af goder og tjenesteydelser bestemt for personale - personale stillet til rådighed for den afgiftspligtige person, der gør fradragsretten gældende, men beskæftiget af en anden afgiftspligtig person)

2013/C 260/21

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Plovdiv

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AES-3C MARITZA EAST 1 EOOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Plovdiv — fortolkning af artikel 168, litra a), og artikel 176 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1) — anvendelsesområder — begrænsning af retten til fradrag for indgående moms — selskab, der ikke har eget personale, men som lejer arbejdstagere på fuld tid gennem en kontrakt om tilrådighedsstillelse af personale, der er ansat i et andet selskab — nægtelse af ret til fradrag for moms i forbindelse med erhvervelse af befordringsydelser, arbejdsbeklædning og beskyttelsesudstyr til arbejdstagerne samt for udgifter til arbejdstagernes tjenesterejser begrundet i, at tjenesteydelserne ydes uden vederlag til fysiske personer, der arbejder for selskabet uden at være ansat af selskabet

Konklusion

1)

Artikel 168, litra a), og artikel 176, stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig, som afholder udgifter til transportydelser, arbejdsbeklædning, beskyttelsesudstyr og tjenesterejser for personer, som arbejder for denne afgiftspligtige, ikke har ret til at fradrage den merværdiafgift, der er forbundet med disse udgifter, med den begrundelse, at de pågældende personer er stillet til rådighed for den afgiftspligtige af en anden enhed, og således ikke kan anses for en del af den afgiftspligtiges personale i denne lovgivnings forstand, skønt de pågældende udgifter kan betragtes som havende en direkte og umiddelbar forbindelse med de generalomkostninger, der er knyttet til hele den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed.

2)

Artikel 176, stk. 2, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat på tidspunktet for dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union indfører en begrænsning af fradragsretten i henhold til en national lovbestemmelse, som udelukker ret til fradrag for goder og tjenesteydelser bestemt til vederlagsfri levering af goder eller ydelser eller til aktiviteter, der er den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed uvedkommende, skønt en sådan udelukkelse ikke var fastsat i den nationale lovgivning, som var gældende frem til denne tiltrædelsesdato.

Det påhviler den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten. I tilfælde af, at en sådan fortolkning viser sig at være umulig, skal den nationale ret undlade at anvende disse bestemmelser som værende uforenelige med artikel 176, stk. 2, i direktiv 2006/112.

(1)  EUT C 151 af 26.5.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/13

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 18. juli 2013 — Consiglio Nazionale dei Geologi og Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato mod Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato og Consiglio Nazionale dei Geologi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-136/12) (1)

(Artikel 267, stk. 3, TEUF - rækkevidde af forelæggelsespligten for retter, der træffer afgørelse i sidste instans - artikel 101 TEUF - fagetisk kodeks for en faglig sammenslutning, der forbyder anvendelse af takster, der ikke modsvarer erhvervets værdighed)

2013/C 260/22

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Consiglio Nazionale dei Geologi og Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato

Sagsøgte: Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato og Consiglio Nazionale dei Geologi

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Consiglio di Stato — fortolkning af artikel 267, stk. 3, TEUF — rækkevidde af forelæggelsespligten for retter, der træffer afgørelse i sidste instans — begrebet »åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af EU-retten« — processuelle regler og principper i en medlemsstat, der forbyder en national ret dels at forelægge Domstolen spørgsmål formuleret af en part, som åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling, dels af egen drift at omformulere disse spørgsmål — fortolkning af artikel 101 TEUF, Rådets forordning (EØF) nr. 2137/85 af 25. juli 1985 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) (EFT L 199, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255, s. 22) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36) — fagetisk kodeks for en faglig sammenslutning, hvorefter det er forbudt at anvende takster, der ikke modsvarer såvel erhvervets værdighed (»decoro e dignità professionale«) som kvantiteten og kvaliteten af de leverede ydelser — anvendelse af nationale konkurrenceregler, der er strengere end de EU-retlige regler

Konklusion

1)

Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at det alene tilkommer den forelæggende ret at udvælge og formulere de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten, som den finder nødvendige for at træffe afgørelse om tvisten i hovedsagen. Nationale regler, som kan være til hinder for denne kompetence, skal ikke finde anvendelse.

2)

Reglerne som dem, der er fastsat i den fagetiske kodeks vedrørende udøvelsen af geologerhvervet i Italien, godkendt af CNG den 19. december 2006 og senest ændret den 24. marts 2010, der ud over ydelsens kvalitet og kvantitet udpeger erhvervets værdighed som kriterium for fastsættelsen af geologernes vederlag, udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, som kan begrænse konkurrencen på det indre marked. Det tilkommer den forelæggende ret, henset til den overordnede sammenhæng, hvori denne kodeks har virkninger, herunder henset til samtlige nationale retsforskrifter samt til det nationale geologråds praksis med hensyn til anvendelsen af den nævnte kodeks, at tage stilling til, om der foreligger en sådan virkning i det foreliggende tilfælde. Den nævnte ret skal ligeledes, i lyset af alle de relevante oplysninger, den råder over, efterprøve, om reglerne i dette kodeks, bl.a. for så vidt som de benytter kriteriet om erhvervets værdighed, kan anses for at være nødvendige for gennemførelsen af det lovlige formål, der er forbundet med de garantier, der gives forbrugerne for geologernes ydelser.

(1)  EUT C 151 af 26.5.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/14

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013 — ÖFAB, Östergötlands Fastigheter AB mod Frank Koot og Evergreen Investments AB (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hovrätten för Nedre Norrland — Sverige)

(Sag C-147/12) (1)

(Retligt samarbejde i civile sager - forordning (EF) nr. 44/2001 - kompetent ret - specielle kompetenceregler »i sager om kontraktforhold« og »i sager om erstatning uden for kontrakt«)

2013/C 260/23

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Hovrätten för Nedre Norrland

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ÖFAB, Östergötlands Fastigheter AB

Sagsøgte: Frank Koot og Evergreen Investments AB

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hovrätten för Nedre Norrland Sundsvall — fortolkning af artikel 5, stk. 1 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1) — hvorvidt der i alle tvister om erstatning indgår spørgsmålet om specielle værnetingsregler i sager om ansvar i og uden for kontrakt — retsforfølgning indledt i medlemsstat A mod en fysisk person med bopæl i medlemsstat B, der har været bestyrelsesmedlem i et aktieselskab med hjemsted i medlemsstat A, og mod et aktieselskab med hjemsted i medlemsstat B, der har aktiemajoriteten i det selskab, der har hjemsted i medlemsstat A — påstand om, at det fastslås, at et bestyrelsesmedlems ansvar i et aktieselskab for sidstnævntes gæld, der er opstået som følge af, at bestyrelsesmedlemmet har undladt at træffe formelle foranstaltninger med henblik på at kontrollere selskabets økonomiske situation — søgsmål med påstand om, at det fastslås, at ejeren af et aktieselskab er ansvarlig for andres handlinger ved en videreførelse af selskabets aktiviteter på trods af, at selskabet er baseret på et for ringe kapitalgrundlag, og på trods af dettes juridiske pligt til at likvidere

Konklusion

1)

Begrebet »erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 22/2000 af 12. december 2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at det omfatter søgsmål som de i hovedsagen omhandlede, der er anlagt af en fordringshaver mod dels et medlem af bestyrelsen for et aktieselskab, dels en aktionær i dette selskab med påstand om, at de er ansvarlige for selskabets gæld, eftersom de har tilladt selskabet fortsat at drive virksomhed på trods af, at det var underkapitaliseret, og at selskabet skulle have været sat under likvidation.

2)

Begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at der for så vidt angår søgsmål om ansvaret for et bestyrelsesmedlem eller en aktionær i et aktieselskab for dette selskabs gæld er tale om det sted, hvortil såvel den virksomhed, der er udøvet, som den økonomiske situation i forbindelse med denne virksomhed knytter sig.

3)

Den omstændighed, at den oprindelige fordringshaver har overdraget den omhandlede fordring til en anden person under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, har ikke betydning for fastlæggelsen af den kompetente ret i medfør af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

(1)  EUT C 151 af 26.5.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/14

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 18. juli 2013 — Martini SpA mod Ministero delle Attività Produttive (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte di Appello di Roma — Italien)

(Sag C-211/12) (1)

(Landbrug - ordningen med importlicenser - forordning (EF) nr. 1291/2000 - artikel 35, stk. 4, litra c) - sikkerhed, der er stillet i forbindelse med ansøgning om udstedelse af licenser - importlicens - forsinket fremlæggelse af bevis for udnyttelsen af importlicensen - sanktion - beregning af det beløb, der fortabes - forordning (EF) nr. 958/2003 - toldkontingenter)

2013/C 260/24

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte di Appello di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Martini SpA

Sagsøgt: Ministero delle Attività Produttive

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Corte di Appello di Roma (Italien) — fortolkning af artikel 35 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1291/2000 af 9. juni 2000 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser og forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter (EFT L 152, s. 1) — sikkerhed, der er stillet ved indgivelse af ansøgningerne om importlicenser — fastsættelse af det beløb, der skal fortabes vedrørende de mængder for hvilke beviset for udførsel, der omfatter forudfastsættelse af restitutionen, ikke er blevet fremlagt inden for den fastsatte frist

Konklusion

1)

Artikel 35 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1291/2000 af 9. juni 2000 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser og forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 325/2003 af 20. februar 2003, skal fortolkes således, at formålet med den i denne bestemmelse omhandlede sikkerhedsstillelse ikke kun er at sikre indførselsforpligtelsen, men ligeledes at bevis for udnyttelsen af licensen fremlægges inden for en bestemt frist.

2)

Artikel 35, stk. 4, litra c), i forordning nr. 1291/2000, som ændret ved forordning nr. 325/2003, skal fortolkes således, at det beløb, der — i tilfælde af forsinket fremlæggelse af bevis for korrekt udførelse af en indførsel — fortabes for mængder, for hvilke der ikke er ført bevis inden for den i denne forordnings artikel 35, stk. 4, litra a), fastsatte frist, skal beregnes på grundlag af en sats for sikkerhedsstillelse, som faktisk er blevet anvendt i forbindelse med ansøgningen om udstedelse af licensen eller licenserne angående denne indførsel. Med henblik på en sådan fortolkning er det uden betydning, at sikkerheden er blevet stillet på grundlag af en sats, der er højere end den sats, der gælder for andre indførsler af samme type produkter som det indførte produkt, eftersom sidstnævnte produkt er blevet fritaget for betaling af importafgifter.

(1)  EUT C 194 af 30.6.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/15

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. juli 2013 — Vodafone Omnitel NV (sagerne C-228/12, C-231/12 og C-258/12), Fastweb SpA (sagerne C-229/12 og C-232/12), Wind Telecomunicazioni SpA (sagerne C-230/12 og C-254/12), Telecom Italia SpA (sagerne C-255/12 og C-256/12) og Sky Italia srl (sag C-257/12) mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni, Presidenza del Consiglio dei Ministri (sagerne C-228/12 — C-232/12, C-255/12 og C-256/12), Commissione di Garanzia dell’Attuazione della Legge sullo Sciopero nei Servizi Pubblici Essenziali (sagerne C-229/12, C-232/12 og C-257/12) og Ministero dell’Economia e delle Finanze (sag C-230/12) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo regionale per il Lazio — Italien)

(Forenede sager C-228/12 — C-232/12 og C-254/12 — C-258/12) (1)

(Elektroniske kommunikationsnet og -tjenester - direktiv 2002/20/EF - artikel 12 - administrationsgebyrer, som afkræves virksomheder i den berørte sektor - national bestemmelse, der undergiver operatører inden for elektronisk kommunikation betaling af et gebyr til dækning af de nationale tilsynsmyndigheders driftsomkostninger)

2013/C 260/25

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Vodafone Omnitel NV (sagerne C-228/12, C-231/12 og C-258/12), Fastweb SpA (sagerne C-229/12 og C-232/12), Wind Telecomunicazioni SpA (sagerne C-230/12 og C-254/12), Telecom Italia SpA (sagerne C-255/12 og C-256/12) og Sky Italia srl (sag C-257/12)

Sagsøgte: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni, Presidenza del Consiglio dei Ministri (sagerne C-228/12 — C-232/12, C-255/12 og C-256/12), Commissione di Garanzia dell’Attuazione della Legge sullo Sciopero nei Servizi Pubblici Essenziali (sagerne C-229/12, C-232/12 og C-257/12) og Ministero dell’Economia e delle Finanze (sag C-230/12)

Procesdeltagere: Wind Telecomunicazioni SpA (sagerne C-228/12, C-229/12, C-232/12, C-255/12 — C-258/12), Telecom Italia SpA (sagerne C-228/12, C-230/12, C-232/12 og C-254/12), Vodafone Omnitel NV (sagerne C-230/12 og C-254/12), Fastweb SpA (sagerne C-230/12, C-254/12 og C-256/12) og Television Broadcasting System SpA (sag C-257/12)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio — fortolkning af artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) — administrative afgifter pålagt virksomhederne — lovgivning, hvorefter alle de nationale tilsynsmyndigheders omkostninger, der ikke finansieres af staten, fordeles mellem virksomhederne i den pågældende sektor på grundlag af disses indtægter ved de relevante salg af varer eller tjenesteydelser

Konklusion

Artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, i medfør af hvilken virksomheder, der udbyder en elektronisk kommunikationstjeneste eller et elektronisk kommunikationsnet, afkræves et gebyr, der er bestemt til dækning af alle de af den nationale tilsynsmyndighed afholdte omkostninger, som ikke finansieres af staten, hvorved disse gebyrers størrelse fastsættes på grundlag af de indtægter, som disse virksomheder oppebærer, under forudsætning af at dette gebyr udelukkende er bestemt til at dække omkostninger til de aktiviteter, der er nævnt i artikel 12, stk. 1, litra a), at de samlede indtægter i form af det pågældende gebyr ikke overstiger de samlede omkostninger i forbindelse med disse aktiviteter, og at virksomhederne pålægges disse gebyrer på en objektiv, transparent og forholdsmæssigt afpasset måde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 217 af 21.7.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/16

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 — Sky Italia Srl mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — Italien)

(Sag C-234/12) (1)

(Tv-radiospredning - direktiv 2010/13/EU - artikel 4, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 - reklameindslag - national lovgivning, der for betalings-tv-selskaberne fastsætter en lavere maksimal procentdel af den sendetid, som kan anvendes til reklame, end den, der er fastsat for gratis-tv-selskaberne - ligebehandling - fri udveksling af tjenesteydelser)

2013/C 260/26

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sky Italia Srl

Sagsøgt: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni

Procesdeltagere: Reti Televisive Italiane (RTI) SpA, Maria Iaccarino

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — fortolkning af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (EUT L 95, s. 1) — fortolkning af artikel 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF og af artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol — maksimal procentsats for sendetid, der må anvendes til reklamer — national lovgivning, der for betalings-tv-kanaler fastsætter en maksimal procentsats, som er lavere end den, der er fastsat for andre kanaler

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), det almindelige princip om ligebehandling og artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at de i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for betalings-tv-selskaber fastsætter grænser for sendetiden for tv-reklamer pr. klokketime, der er lavere end de grænser, som er fastsat for gratis-tv-selskaber, for så vidt som proportionalitetsprincippet er overholdt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 217 af 21.7.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/16

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013 — Specsavers International Healthcare Ltd, Specsavers BV, Specsavers Optical Group Ltd, Specsavers Optical Superstores Ltd mod Asda Stores Ltd (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-252/12) (1)

(Varemærker - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 9, stk. 1, litra b) og c), artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a) - begrundelser for fortabelse - begrebet »reel brug« - varemærke brugt sammen med et andet varemærke eller som en del af et sammensat varemærke - farver eller farvesammensætninger, hvori et varemærke anvendes - omdømme)

2013/C 260/27

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Specsavers International Healthcare Ltd, Specsavers BV, Specsavers Optical Group Ltd, Specsavers Optical Superstores Ltd

Sagsøgt: Asda Stores Ltd

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) — fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra b) og c), artikel 15 og 51 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (den kodificerede version) — begrebet »reelt brug« — kombineret brug af figurmærker og ordmærker, der er registreret særskilt — varemærke, der ikke er registreret i farver, men som anvendes sammen med en bestemt farve, således at en del af offentligheden forbinder varemærket med denne farve

Konklusion

1)

Artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker skal fortolkes således, at betingelsen om »reel brug« som omhandlet i disse bestemmelser kan være opfyldt, når et EF-figurmærke kun bruges sammen med et EF-ordmærke, der lægges oven på figurmærket, og når kombinationen af de to varemærker desuden selv er registreret som et EF-varemærke, for så vidt som forskellene mellem den form, hvori varemærket bruges, og den form, hvori dette varemærke er blevet registreret, ikke forandrer nævnte varemærkes særpræg, sådan som det er registreret.

2)

Artikel 9, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at når et EF-varemærke ikke er registreret i farver, men indehaveren har gjort omfattende brug heraf i en bestemt farve eller farvesammensætning, således at en betydelig del af offentligheden forbinder dette varemærke med denne farve eller farvesammensætning, er den farve eller de farver, som en tredjepart bruger ved gengivelsen af et tegn, der hævdes at krænke det nævnte varemærke, relevant for den samlede vurdering af enten risikoen for forveksling eller den samlede vurdering af den utilbørlige udnyttelse som omhandlet i denne bestemmelse.

3)

Artikel 9, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en betydelig del af offentligheden forbinder selve tredjeparten, der gør brug af et tegn, der hævdes at krænke det registrerede varemærke, med en bestemt farve eller farvesammensætning, som vedkommende bruger ved gengivelsen af dette tegn, er en relevant faktor i forbindelse med den samlede vurdering af risikoen for forveksling og for utilbørlig udnyttelse som omhandlet i denne bestemmelse.

(1)  EUT C 227 af 28.7.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/17

Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. juli 2013 — Citroën Belux NV mod Federatie voor Verzekerings- en Financiële Tussenpersonen (FvF) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien)

(Sag C-265/12) (1)

(Artikel 56 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - direktiv 2005/29/EF - urimelig handelspraksis - forbrugerbeskyttelse - salg med tilgift, når mindst en af ydelserne er en finansiel ydelse - forbud - undtagelser)

2013/C 260/28

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Citroën Belux NV

Sagsøgt: Federatie voor Verzekerings- en Financiële Tussenpersonen (FvF)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hof van beroep te Brussel (Belgien) — fortolkning af artikel 56 TEUF og af artikel 3, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149, s. 22) — nationale bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, der, med visse udtrykkeligt opregnede undtagelser, generelt forbyder ethvert salg med tilgift, når mindst en af ydelserne er en finansiel ydelse

Konklusion

Artikel 3, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) og artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats bestemmelse, såsom den i hovedsagen omhandlede, der med undtagelse af de i den nationale lovgivning udtømmende opregnede tilfælde generelt forbyder salg med tilgift til forbrugeren, når mindst en af ydelserne er en finansiel tjenesteydelse.

(1)  EUT C 258 af 25.8.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/17

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 18. juli 2013 — Green Swan Pharmaceuticals CR, a.s. mod Státní zemědělská a potravinářská inspekce, ústřední inspektorát (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší správní soud — Den Tjekkiske Republik)

(Sag C-299/12) (1)

(Forbrugerbeskyttelse - forordning (EF) nr. 1924/2006 - ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer - artikel 2, stk. 2, nr. 6) - udtrykket »anprisning af en reduceret risiko for sygdom« - artikel 28, stk. 2 - produkter, som er forsynet med varemærker eller handelsbetegnelser - overgangsforanstaltninger)

2013/C 260/29

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Green Swan Pharmaceuticals CR, a.s.

Sagsøgt: Státní zemědělská a potravinářská inspekce, ústřední inspektorát

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Nejvyšší správní soud — fortolkning af artikel 1, stk. 3, artikel 2, stk. 2, nr. 6), og artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (EUT L 404, s. 9) — begrebet »anprisning af en reduceret risiko for sygdom« — anprisning, der findes på et produkts emballage, hvorefter »[p]ræparatet indeholder også calcium og vitamin D3, som hjælper med at nedsætte risikoen for at udvikle osteoporose og brud«

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 2, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 116/2010 af 9. februar 2010 skal fortolkes således, at det i en sundhedsanprisning, for at denne kan anses for at være en »anprisning af en reduceret risiko for sygdom« i denne bestemmelses forstand, ikke nødvendigvis skal være udtrykkeligt anført, at indtag af en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele »i betydelig grad« reducerer en risikofaktor for udvikling af en sygdom hos mennesker.

2)

Artikel 28, stk. 2, i forordning nr. 1924/2006, som ændret ved forordning nr. 116/2010, skal fortolkes således, at en kommerciel meddelelse på en fødevares emballage kan udgøre et varemærke eller en handelsbetegnelse i denne bestemmelses forstand, såfremt den er beskyttet som et sådant varemærke eller en sådan betegnelse i henhold til den anvendelige lovgivning. Det tilkommer den nationale ret under hensyntagen til samtlige de faktiske og retlige omstændigheder, der karakteriserer den sag, der verserer for den, at efterprøve, om en sådan meddelelse er et varemærke eller en handelsbetegnelse, der er beskyttet således.

3)

Artikel 28, stk. 2, i forordning nr. 1924/2006, som ændret ved forordning nr. 116/2010, skal fortolkes således, at den kun henviser til fødevarer, der er forsynet med et varemærke eller en handelsbetegnelse, som skal anses for at være en ernærings- eller sundhedsanprisning i henhold til denne forordning, og som fandtes i denne form inden den 1. januar 2005.

(1)  EUT C 273 af 8.9.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/18

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. juli 2013 — Metro Cash & Carry Danmark ApS mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Højesteret — Danmark)

(Sag C-315/12) (1)

(Punktafgift - direktiv 92/12/EØF - artikel 7-9 - direktiv 2008/118/EF - artikel 32-34 - omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer - forordning (EØF) nr. 3649/92 - artikel 1 og 4 - forenklet ledsagedokument - eksemplar 1 - »cash & carry«-virksomhed - varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat og oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, eller varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug og selv transporterer - spiritus - ikke pligt for leverandøren til at foretage en prøvelse)

2013/C 260/30

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Højesteret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Metro Cash & Carry Danmark ApS

Sagsøgt: Skatteministeriet

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Højesteret — fortolkning af artikel 7, stk. 4, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1), af artikel 34, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EFT L 9, s. 12) samt af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3649/92 af 17. december 1992 om et forenklet ledsagedokument med henblik på omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer der er overgået til forbrug i afgangsmedlemsstaten (EFT L 369, s. 17) — punktafgift — varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug — spørgsmålet, om en virksomhed i en medlemsstat er forpligtet til at sikre sig modtagelse af eksemplar l af det forenklede ledsagedokument i forbindelse med salg af spiritus i sine forretninger i nævnte medlemsstat til statsborgere i andre medlemsstater, der foretager deres indkøb mod forevisning af et kort til forretningen, som er udstedt til virksomheder i andre medlemsstater, når ihændehaveren af kortet får de alkoholholdige drikkevarer udleveret på stedet og selv forestår transporten til den medlemsstat, hvor den pågældende er hjemmehørende

Konklusion

1)

Artikel 7-9 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992, samt artikel 1 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3649/92 af 17. december 1992 om et forenklet ledsagedokument med henblik på omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i afgangsmedlemsstaten, skal fortolkes således, at de ikke pålægger en erhvervsdrivende som den i hovedsagen omhandlede at foretage en prøvelse af, om købere fra andre medlemsstater har til hensigt at indføre punktafgiftspligtige varer til en anden medlemsstat, og om en sådan indførsel i givet fald sker til private eller erhvervsmæssige formål.

2)

Artikel 32-34 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF skal fortolkes således, at de ikke medfører væsentlige ændringer af artikel 7-9 i direktiv 92/12, som ændret ved direktiv 92/108, der begrunder, at det første spørgsmål under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal besvares anderledes.

3)

Artikel 8 i direktiv 92/12, som ændret ved direktiv 92/108, skal fortolkes således, at den kan omfatte indkøb af punktafgiftspligtige varer under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, når privatpersoner anskaffer disse varer til eget brug og selv transporterer dem, hvilket det tilkommer de kompetente nationale myndigheder at efterprøve i det enkelte konkrete tilfælde.

(1)  EUT C 258 af 25.8.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/19

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Cypern

(Sag C-412/12) (1)

(Traktatbrud - direktiv 1999/31/EF - deponering af affald - håndhævelse uden en overgangsplan for anlægget - forpligtelse til behandling)

2013/C 260/31

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Zavvos og D. Düsterhaus, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Cypern (ved M. Chatzigeorgiou og K. Lykourgos, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 14 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182, s. 1) — fortsat håndhævelse af deponering af affald i Nicosia og Limassol trods manglende overgangsplan for anlægget

Konklusion

1)

Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, idet den ikke har behandlet alle ikke-kontrollerede deponeringer af affald på dens område eller ikke har overholdt kravene i dette direktiv.

2)

Republikken Cypern betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 366 af 24.11.2012.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/19

Begæring om udtalelse fremsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF

(Udtalelse 2/13)

2013/C 260/32

Processprog: alle officielle sprog

Den part, som anmoder om udtalelsen

Europa-Kommissionen (ved H. Krämer, L. Romero Requena, C. Ladenburger og B. Smulder, som befuldmægtigede)

Spørgsmål til Domstolen

Er udkastet til aftale vedrørende Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder forenelig med traktaterne?

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Baden-Württemberg (Tyskland) den 7. maj 2013 — Birgit Wagener mod Bundesagentur für Arbeit — Familienkasse Villingen-Schwenningen

(Sag C-250/13)

2013/C 260/33

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Baden-Württemberg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Birgit Wagener

Sagsøgt: Bundesagentur für Arbeit — Familienkasse Villingen-Schwenningen

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal den omregning af schweiziske familietillæg fra schweiziske franc til euro under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, hvor en tysk social sikringsinstitution den 17. oktober 2012 i henhold til artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 574/72 (1) tildelte og udbetalte børnetilskud (ved modregning) for tidsrummet oktober 2006 til november 2011 med forskellen i forhold til familietillæg ydet af Det Schweiziske Forbund, ske i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 574/72, artikel 107, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 574/72 eller artikel 90 i forordning (EF) nr. 987/2009 (2), sammenholdt med afgørelse nr. H3 af 15. oktober 2009 (3) om den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen, som nævnt i artikel 90 i forordning (EF) nr. 987/2009?

2)

Såfremt det følger af besvarelsen af spørgsmål 1, at omregningen helt eller delvist skal ske i overensstemmelse med artikel 107, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 574/72: Er det under de i spørgsmål 1 nævnte omstændigheder relevant for omregningen, hvornår den udenlandske ydelse, der skal modregnes, er blevet udbetalt, eller er det afgørende, hvornår den nationale ydelse, som den udenlandske ydelse modregnes i, udbetales?

3)

Såfremt det følger af besvarelsen af spørgsmål 1, at omregningen helt eller delvist skal ske i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 574/72: Hvorledes skal den i artikel 107, stk. 2 og 4, i forordning (EØF) nr. 574/72 omhandlede referenceperiode, under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, fastsættes? Har det betydning for omregningen, hvornår den schweiziske institution har bevilget eller udbetalt de familieydelser, der skal modregnes?

4)

Såfremt det følger af besvarelsen af spørgsmål 1, at omregningen helt eller delvist skal ske i overensstemmelse med artikel 90 i forordning (EF) nr. 987/2009, sammenholdt med afgørelse nr. H3 af 15. oktober 2009: I henhold til hvilken bestemmelse [nr. 2, nr. 3, litra a), eller nr. 3, litra b)] i afgørelse nr. H3 af 15. oktober 2009 skal omregningen af familieydelser ske, og hvorledes skal den foretages, når national ret for så vidt angår den nationale familieydelse bestemmer, at tildeling af ydelsen er udelukket (§ 65, stk. 1, nr. 2), i EStG), og den alene ydes i henhold til EU-retten? Er det af betydning for omregningen, hvornår den schweiziske institution har bevilget eller udbetalt familieydelserne?

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (EFT 1972 II, s. 149)

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.9.2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284, s. 1).

(3)  Afgørelse nr. H3 af 15.10.2009 om den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen, som nævnt i artikel 90 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 (EUT 2010 C 106, s. 56).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 13. maj 2013 — Elena Recinto-Pfingsten mod Swiss International Air Lines AG

(Sag C-259/13)

2013/C 260/34

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Elena Recinto-Pfingsten

Sagsøgt: Swiss International Air Lines AG

Præjudicielt spørgsmål

Skal aftalen (1) mellem Det Schweiziske Forbund og Det Europæiske Fællesskab af 21. juni 1999 om luftfart, som affattet i afgørelse nr. 2/2010 (2) vedtaget af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz den 26. november 2010, fortolkes således, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (3) af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 i henhold til sin artikel 3, stk. 1, litra a), også gælder for passagerer til en flyafgang fra en lufthavn, der er beliggende i Schweiz, til en lufthavn beliggende i et tredjeland?

(1)  Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart — slutakt — fælles erklæringer — underretning om ikrafttrædelsen af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund inden for sektorerne fri bevægelighed for personer, luft- og landtransport, offentlige indkøb, videnskabeligt og teknisk samarbejde, gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering og handel med landbrugsprodukter (EFT 2002 L 114, s. 73).

(2)  Afgørelse nr. 2/2010 vedtaget af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz, der er oprettet i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart af 26. november 2010 om erstatning af bilaget til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (EUT L 347, s. 54).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 24. maj 2013 — T-Mobile Austria GmbH mod Telekom-Control-Kommission

(Sag C-282/13)

2013/C 260/35

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: T-Mobile Austria GmbH

Sagsøgt: Telekom-Control-Kommission

Intervenienter: Hutchison 3 G Austria Holdings GmbH, Hutchinson 3G Austria GmbH, Orange Austria Telecommunication GmbH, Stubai SCA, Orange Belgium SA og A1 Telekom Austria AG

Andre parter: Bundesministerin für Verkehr og Innovation und Technologie

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 4 og 9b i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (1) af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) og artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (2) af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) fortolkes således, at bestemmelserne giver en konkurrent status som berørt person som omhandlet i rammedirektivets artikel 4, stk. 1, i en national procedure i henhold til tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6?

(1)  EFT L 108, s. 33.

(2)  EFT L 108, s. 21, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25.11.2009 om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EUT L 337, s. 37).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht München (Tyskland) den 29. maj 2013 — Data I/O GmbH mod Hauptzollamt München

(Sag C-297/13)

2013/C 260/36

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Data I/O GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt München

Præjudicielt spørgsmål

Skal bestemmelse 2 a) til afsnit XVI (1) fortolkes således, at en vare, der opfylder betingelserne såvel for tarifering som del i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i pos. 8473 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«) som for tarifering som selvstændig vare i en anden position i kapitel 84 i KN eller en position i kapitel 85 i KN, skal tariferes i den anden position, fordi pos. 8473 i KN ikke har forrang for de andre positioner i kapitel 84 og positionerne i kapitel 85 i KN?

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif, EFT L 256, s. 1, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2031/2001 af 6.8.2001, EFT L 279, s. 1, forordning (EF) nr. 1832/2002 af 1.8.2002, EFT L 290, s. 1, forordning (EF) nr. 1789/2003 af 11.9.2003, EUT L 281, s. 1, og forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7.9.2004, EUT L 327, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 6. juni 2013 — Novo Nordisk Pharma GmbH mod Corinna Silber

(Sag C-310/13)

2013/C 260/37

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Novo Nordisk Pharma GmbH

Sagsøgt: Corinna Silber

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 13 i direktiv 85/374/EØF (1) fortolkes således, at det tyske lægemiddelansvar ikke i almindelighed berøres af direktivet, da der herved er tale om »særregler om ansvar«, hvilket indebærer, at den nationale lægemiddelretlige ansvarsordning kan videreudvikles, eller skal ordningen fortolkes således, at de lægemiddelretlige ansvarsbetingelser, der var gældende på tidspunktet for direktivets meddelelse (30.7.1985), ikke kan udvides?

(1)  Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.7.1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, EFT L 210, s. 29.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Thüringer Oberlandesgericht (Tyskland) den 11. juni 2013 — Udo Rätzke mod S+K Handels GmbH

(Sag C-319/13)

2013/C 260/38

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Thüringer Oberlandesgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Udo Rätzke

Sagsøgt: S+K Handels GmbH

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 4, litra a), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2010 af 28. september 2010 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU for så vidt angår energimærkning af fjernsyn (1)

fortolkes således,

at forhandleren (fra den 30.11.2011) kun er pålagt en pligt til etikettering af fjernsyn, såfremt disse fjernsyn allerede fra leverandørens side i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra a), er leveret med den pågældende etiket,

eller omfatter forhandlerens mærkningspligt (fra den 30.11.2011) også sådanne fjernsyn, som før den 30.11.2011 blev leveret af leverandøren uden de pågældende etiketter, således at forhandleren er forpligtet til (rettidig, efterfølgende) anfordring af sådanne etiketter?

(1)  EUT L 314, s. 64.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/22

Appel iværksat den 14. juni 2013 af Ferca — Consultadoria e Serviços, Lda til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 10. april 2013 i sag T-360/11, Fercal — Consultadoria e Serviços mod OHMI — Parfums Rochas (Patrizia Rocha)

(Sag C-324/13 P)

2013/C 260/39

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Ferca — Consultadoria e Serviços, Lda (ved advogado A.J. Rodrigues)

Den anden part: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

a)

Rettens dom (Femte Afdeling), afsagt den 10. april 2013 og forkyndt den 11. april 2013 i sag T-360/11, ophæves, og i konsekvens heraf annulleres afgørelsen truffet den 8. april 2011 af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sag R 1253/2008-2 […] i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i fællesskabsretten.

b)

Det fastslås, at appellantens varemærke derved opretholder sin gyldighed og lovlighed.

c)

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

—

Artikel 60 i varemærkeforordningen (1) bestemmer for så vidt angår indgivelse af klage og den skriftlige begrundelse for klagen, at denne klage skal indgives skriftligt inden to måneder, og at der inden fire måneder efter den dato, på hvilken der er givet meddelelse om afgørelsen, skal indgives en skriftlig begrundelse for klagen.

—

Selv om den blev afsendt med post den 27. januar 2011 blev begrundelsen for klagen imidlertid først modtaget den 2. februar 2011, dvs. efter udløbet af den frist på fire måneder, der er fastsat i varemærkeforordningens artikel 60.

—

Endvidere er der fastsat regler for beregningen af frister og måder for meddelelse i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).

—

Når de er udtrykt i dage, uger, måneder eller år begynder fristerne at løbe på den dag, der følger efter dagen for den meddelelse, nemlig dagen for den fysiske modtagelse af det meddelte dokument i overensstemmelse med forordningens artikel 70, stk. 1 og 2.

—

Når fristen er udtrykt i måneder som fristen i det foreliggende tilfælde, udløber fristen den samme dag (på den dag, der har samme talbetegnelse) fire måneder senere i overensstemmelse med artikel 70, stk. 4.

—

Denne frist suspenderes, såfremt der indtræder særlige omstændigheder eller i tilfælde af force majeure, der ikke kan tilskrives parterne

—

Eftersom appellanten modtog meddelelse om afgørelsen den 27. september 2010, og eftersom appellanten havde en frist på fire måneder til at indgive en begrundelse for klagen, begyndte fristen følgelig at løbe den 28. september 2010 og udløb på samme dag fire måneder senere, dvs. den 28. januar 2011.

—

Dette betyder, at appellanten skulle gennemføre sin handling inden for denne frist, idet appellanten i modsat fald vil få begrænset sin ret, dvs. få en kortere frist end de fire måneder.

—

Appellanten fremsendte begrundelsen for klagen med posten den 27. januar 2011. dvs. dagen inden fristens udløb.

—

Begrundelsen for klagen indgik til appelindstævnte den 2. februar 2011, eftersom den blev afsendt sidst på ugen.

—

Appellanten er af den opfattelse at have handlet lovligt og inden for den fastsatte frist, således at klagen skulle have været behandlet.

—

Appellanten har i denne forbindelse præciseret, at klagen blev rejst inden de to måneder, der er fastsat i varemærkeforordningens artikel 60.

—

Endvidere blev begrundelsen for klagen fremført skriftligt inden for fristen på fire måneder.

—

Appellanten har anført, at den pågældende begrundelse blev fremført via post og således forlod appellantens indflydelsessfære.

—

Den »indgivelse«, som den pågældende dom henviser til, kan under ingen omstændigheder og med al respekt for en anderledes opfattelse og fortolkning anses for indstævntes modtagelse, medmindre appellanten ikke iagttager den frist, der er foreskrevet.

—

Selv om artikel 60 i forordning nr. 207/2009 ganske vist i modsætning til den fortolkning, der blev gentaget og lagt til grund i den appellerede dom, henviser til en indgivelse af skriftlig begrundelse for klagen inden en frist på fire måneder, kan dette imidlertid hverken anses for at betyde eller medføre, at modtagelsen af den pågældende begrundelse skal ske inden denne frist, idet indgivelsen og modtagelsen ikke altid finder sted samtidigt.

—

Appellanten skal naturligvis opfylde sin forpligtelse inden for den fastsatte frist, hvilket appellanten har gjort, og den fortolkning, hvorefter det er datoen for modtagelsen, der tæller, kan derfor ikke lægges til grund, eftersom dette ville indebære en tilsidesættelse af lighedsprincippet henset til landenes forskellighed og til den omstændighed, at de samme kommunikationsmidler ikke er til rådighed eller kræves, og udgør således alternativer i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 2868/95.

—

Appellanten har gjort gældende, at der inden for denne frist på fire måneder er pligt til at fremsende, indgive etc. så meget desto mere som at appellanten allerede havde givet udtrykt for sin intention om at anlægge sag, hvorfor fremsættelsen af begrundelserne hverken en nyhed eller en overraskelse.

—

Henset til udfaldet af afgørelsen (afvisning i sin helhed), tilsidesatte Retten artikel 60 i forordning nr. 207/2009 og regel 61, 62, 63, 64, 65 og 70 i forordning nr. 2868/95.

(1)  Rådets forordning nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 78, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Sibiu (Rumænien) den 18. juni 2013 — Ilie Nicolae Nicula mod Administrația Finanțelor Publice a Municipiului Sibiu og Administrația Fondului pentru Mediu

(Sag C-331/13)

2013/C 260/40

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Sibiu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ilie Nicolae Nicula

Sagsøgte: Administrația Finanțelor Publice a Municipiului Sibiu og Administrația Fondului pentru Mediu

Præjudicielt spørgsmål

Kan bestemmelserne i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 110 TEUF samt princippet om retssikkerhed og princippet om forbud mod reformatio in pejus, som begge er fastlagt i [EU-]retten og bekræftet i Domstolens praksis (1), fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser som de i lovdekret nr. 9/2013 omhandlede?

(1)  Dom af 3.12.1998, sag C-381/97, Belgocodex, Sml. I, s. 8153, og dom af 12.10.1978, sag 10/78, Belbouab, Sml. s. 1915.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 19. juni 2013 — Nordex Food A/S mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas

(Sag C-334/13)

2013/C 260/41

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nordex Food A/S

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Jonas

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal det ved afgørelsen om ydelse af eksportrestitution lægges til grund, at der på behørig vis er fremlagt en eksportlicens i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, når udførselstoldstedet har antaget udførselsangivelsen, uden at licensen er blevet fremlagt, og i den forbindelse har givet eksportøren tilladelse til at fremlægge licensen efterfølgende inden for en vis frist, og eksportøren har opfyldt denne betingelse?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende: Er det i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (1) et ufravigeligt krav, at eksportlicensen fremlægges allerede ved indgivelsen af udførselsangivelsen, eller er det tilstrækkeligt, hvis eksportøren først fremlægger en eksportlicens (som blev udstedt til eksportøren før udførslen) under udbetalingsproceduren?

3)

Kan en eksportør, der i første omgang har fremlagt falske tolddokumenter vedrørende de eksporterede produkters ankomst til destinationslandet, efter udløbet af de frister for fremlæggelsen, der er fastsat i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, fremlægge gyldige tolddokumenter og derved bevare sine rettigheder, når den senere fremlæggelse ikke har forsinket eller hindret udbetalingsproceduren, fordi restitutionsansøgningen i første omgang blev afvist af andre årsager end den manglende fremlæggelse af sådanne ankomstbeviser, og når disse fremlægges, efter at forfalskningen af de pågældende dokumenter er blevet opdaget?

4)

Er betingelserne for at pålægge en sanktion i henhold til artikel 51 i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter også opfyldt, såfremt den eksportrestitution, der er ansøgt om, ganske vist svarer til den restitution, der rent faktisk skal ydes, men eksportøren under udbetalingsproceduren i første omgang har fremlagt dokumenter, på grundlag af hvilke eksportøren ikke havde kunnet ydes eksportrestitution?

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15.4.1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, EFT L 102, s. 11.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Scottish Land Court (Det Forenede Kongerige) den 18. juni 2013 — Robin John Feakins mod Scottish Ministers

(Sag C-335/13)

2013/C 260/42

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Scottish Land Court

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Robin John Feakins

Sagsøgt: Scottish Ministers

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 18, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 (1) fortolkes således, at den finder anvendelse:

a)

når en landbruger opfylder betingelserne for at anvende to eller flere af følgende artikler, nemlig forordningens artikel 19, artikel 20, artikel 21, artikel 22, artikel 23 og artikel 23a, samt artikel 37, stk. 2, artikel 40, artikel 42, stk. 3, og artikel 42, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (2), eller kun

b)

når en landbruger opfylder betingelserne for anvendelse af to eller flere af artikel 19, 20, 21, 22, 23 og 23a [udelades] i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 eller særskilt to eller flere af artikel 37, stk. 2, artikel 40, artikel 42, stk. 3 og artikel 42, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003?

2)

Såfremt artikel 18, stk. 2, skal fortolkes som anført i punkt 1(a) ovenfor, er artikel 18, stk. 2, da helt eller delvist ugyldig af en eller begge af følgende grunde, som appellanten har gjort gældende:

a)

ved Kommissionens vedtagelse af forordning (EF) nr. 795/2004 ikke havde den beføjelse til at vedtage artikel 18, stk. 2, eller

b)

ved vedtagelsen af forordning (EF) nr. 795/2004 angav Kommissionen ikke en begrundelse for artikel 18, stk. 2?

3)

Såfremt artikel 18, stk. 2, skal fortolkes som anført i punkt 1(a) ovenfor, og spørgsmål 2 skal besvares benægtende, finder artikel 18, stk. 2, da anvendelse i en situation, hvor en landbruger har fået foreløbig godkendelse af en tildeling fra den nationale reserve i henhold til artikel 22 i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 for en bedrift i 2005, men tildelingen ikke blev anmeldt i IFKS-formularen før i 2007, da landbrugeren overtog bedriften?

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 af 21.4.2004 om gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29.9.2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT L 270, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/25

Appel iværksat den 19. juni 2013 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 10. april 2013 i sag T-671/11, IPK International — World Tourism Marketing Consultants GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-336/13 P)

2013/C 260/43

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved F. Dintilhac, G. Wilms og G. Zavvos, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: IPK International — World Tourism Marketing Consultants GmbH

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 10. april 2013 i sag T-671/11 ophæves

—

Kommissionen frifindes i den af IPK International — World Tourism Marketing Consultants GmbH den 22. december 2011 anlagte sag

—

IPK International — World Tourism Marketing Consultants GmbH tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den appellerede dom er retlig ukorrekt af flere grunde:

a)

Dommen ser bort fra Domstolens praksis, hvorefter udligningsrenter har til formål at kompensere for inflationen.

b)

Dommen sondrer i strid med Domstolens praksis ikke mellem udligningsrenter og morarenter og fastsætter begge rentesatser til Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner med en forhøjelse på 2 point.

c)

Dommen indeholder en retlig fejl, idet den kapitaliserer udligningsrenterne, og beregner morarenterne fra den 15. april 2011.

d)

Retten fortolker den omtvistede afgørelse og sin egen dom i sag T-297/05 (1) urigtigt og gengiver de faktiske omstændigheder urigtigt.

e)

Dommen er ikke tilstrækkeligt begrundet: Den ses ikke at indeholde en begrundelse for størrelsen af renterne og for det tidspunkt, hvorfra morarenterne beregnes, og begrundelsen er i sig selv selvmodsigende.

f)

Dommen er i strid med det EU-retlige berigelsesprincip.

(1)  Rettens dom af 15.4.2011, Sml. II, s. 1859.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 24. juni 2013 — Cruz & Companhia Lda mod Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP)

(Sag C-341/13)

2013/C 260/44

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cruz & Companhia Lda

Sagsøgt: Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder forældelsesfristen i artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1) af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser udelukkende anvendelse på forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og indstævnte som myndighed, der udbetaler fællesskabsstøtte, eller ligeledes på forholdet mellem indstævnte, der udbetaler fællesskabsstøtte, og appellanten i sin egenskab af modtager af den udbetalte støtte, som anses for uretmæssigt tildelt?

2)

Såfremt det fastslås, at den frist, der er fastsat i forordningen artikel 3, stk. 1, ligeledes finder anvendelse mellem den støtteudbetalende myndighed og støttemodtageren, spørges, om denne frist kun finder anvendelse i tilfælde af administrative sanktioner som omhandlet i artikel 5 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995, eller ligeledes når der er tale om »administrative foranstaltninger« som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 1, og nærmere bestemt tilbagebetaling af uretmæssigt modtagne beløb?

(1)  EFT L 312, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal do Trabalho de Leiria (Portugal) den 24. juni 2013 — Modelo Continente Hipermercados, SA mod Autoridade para as Condições do Trabalho — Centro Local do Lis (ACT)

(Sag C-343/13)

2013/C 260/45

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal do Trabalho de Leiria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Modelo Continente Hipermercados, SA

Sagsøgt: Autoridade para as Condições de Trabalho — Centro Local do Lis (ACT)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Medfører en fusion af selskaber — i lyset af [EU]-retten og især af direktiv [2011/35 (1)] og de af dets artikler, der er nævnt ovenfor — en ordning med overtagelse af ansvaret for administrative overtrædelser, der indebærer, at det overtagende selskab er ansvarlig for gerninger, der er begået af det overtagne selskab før registreringen af fusionen i handelsregisteret?

2)

Kan en straf på området for administrative overtrædelser med henblik på anvendelse af direktivet anses for at være tredjemands fordring (i dette tilfælde statens fordring i henhold til reglerne vedrørende administrative overtrædelser) med den konsekvens, at den dertil svarende gæld (bøden), der skyldes en sanktion for en administrativ overtrædelse, og for hvilken staten er fordringshaver, overføres til det overtagende selskab?

3)

Vil en fortolkning af artikel 112 i Código das Sociedades Comerciais således, at denne ikke indebærer slettelse af proceduren for en administrativ overtrædelse, der er begået før fusionen, eller af den bøde, der er eller vil blive pålagt, være uforenelig med det nævnte direktiv, der fastsætter virkningerne af en selskabsfusion, hvorved der foretages en udvidende fortolkning af bestemmelsen, hvilket ville være i strid med [EU]-rettens principper, herunder især direktivets artikel 19?

4)

Udgør den førnævnte fortolkning en tilsidesættelse af princippet om, at der ikke kan foreligge administrative overtrædelser, uden at det overtagende selskab har påtaget sig et (svækket) objektivt ansvar eller et culpaansvar?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/35/EU af 5.4.2011 om fusioner af aktieselskaber (EUT L 110, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Roma (Italien) den 24. juni 2013 — Cristiano Blanco mod Agenzia delle Entrate

(Sag C-344/13)

2013/C 260/46

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria provinciale di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cristiano Blanco

Sagsøgte: Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale I di Roma — Ufficio Controlli

Præjudicielt spørgsmål

Er angivelsespligten for og beskatningen af gevinster, som personer med bopæl i Italien har vundet i spillehaller i medlemsstater i Den Europæiske Union, hvilket foreskrives i artikel 67, litra d), i dekret fra republikkens præsident nr. 917 af 22. december 1986 (TUIR), i strid med EF-traktatens artikel 49, eller skal ordningen opfattes som begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, således som omhandlet i EF-traktatens artikel 46?

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland) den 24. juni 2013 — Karen Millen Fashions Ltd mod Dunnes Stores og Dunnes Stores (Limerick) Ltd

(Sag C-345/13)

2013/C 260/47

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Karen Millen Fashions Ltd

Sagsøgte: Dunnes Stores og Dunnes Stores (Limerick) Ltd

Præjudicielle spørgsmål

1)

Henset til den individuelle karakter af et design, som påstås at være berettiget til at blive beskyttet som et uregistreret EF-design i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (1), skal det helhedsindtryk, designet giver den informerede bruger i den i forordningens artikel 6 omhandlede forstand, da bedømmes under henvisning til, om det adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af

a)

ethvert individuelt design, som tidligere er blevet offentliggjort, eller

b)

enhver kombination af kendte designbestanddele af flere sådanne ældre design?

2)

Er en EF-designdomstol forpligtet til at anse et uregistreret EF-design som gyldigt i henhold til artikel 85, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design, når rettighedshaveren blot antyder hvad der udgør designets individuelle karakter, eller er rettighedshaveren forpligtet til at bevise, at designet har individuel karakter i overensstemmelse med forordningens artikel 6?

(1)  EFT L 3, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/27

Sag anlagt den 25. juni 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

(Sag C-351/13)

2013/C 260/48

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Markoulli og B. Schima)

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og artikel 5, stk. 2, i Rådets direktiv 1999/74/EF af 19. juli 1999 om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner (1), idet den ikke har sikret, at æglæggende høner fra den 1. januar 2012 ikke længere holdes i bure, der ikke er ombygget.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fra den 1. januar 2012 er det i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/74/EF forbudt at holde æglæggende høner i bure, der ikke er ombygget. Endvidere er medlemsstaterne i henhold til artikel 3 i direktiv 1999/74/EF forpligtet til at sikre, at ejere af eller driftsansvarlige for æglæggende høner kun anvender de produktionssystemer for æglæggende høner, som er fastsat i direktivet.

Kommissionen har henledt medlemsstaternes opmærksomhed på deres forpligtelse, til at opfylde ovennævnte bestemmelser i senest 2011. Det fremgår af de oplysninger, som Den Hellenske Republik har fremlagt, at et betydeligt antal ejere af eller driftsansvarlige for produktioner med æglæggende høner ikke har kunnet opfylde deres forpligtelser i henhold til direktiv 1999/74/EF inden for den i direktivet fastsatte frist.

Det fremgår af de oplysninger, som Den Hellenske Republik har fremlagt under den administrative procedure, samt af de seneste ajourføringer af disse oplysninger, at Den Hellenske Republik endnu ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/74/EF.

(1)  EFT L 203 af 3.8.1999, s. 53-57.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/27

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione Tributaria Regionale dell’Umbria (Italien) den 27. juni 2013 — Umbra Packaging srl mod Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale di Perugia

(Sag C-355/13)

2013/C 260/49

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione Tributaria Regionale dell’Umbria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Umbra Packaging srl

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale di Perugia

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 160 i lovdekret nr. 259/2003, der er grundlaget for afgiften for myndighedsgodkendelse, og hvortil der henvises i tarifbestemmelserne i artikel 21 i [bilaget til] præsidentielt dekret nr. 641/1972, i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2002/20 (1), som indenfor ordningen om liberalisering af kommunikation udelukker, at skattemyndighederne kan have en kontrolbeføjelse, som anvendes til at berettige en opkrævning hos brugeren af tjenesten?

2)

Er artikel 3, stk. 2, i ministerielt dekret nr. 33/1990, hvortil der henvises i tarifbestemmelserne i artikel 21 i [bilaget til] præsidentielt dekret nr. 641/1972, som ændret ved artikel 3 i lovdekret nr. 151/1991, i overensstemmelse med ordningen om fri konkurrence og med forbuddet i traktatens artikel 102 mod anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi?

3)

Er forskellen i størrelsen af afgiften for myndighedsgodkendelse for privates brug og for virksomheders brug og det forhold, at denne afgift alene pålægges abonnementsaftaler og ikke taletidskort, i overensstemmelse med kriterierne om rimelighed og hensigtsmæssighed og ikke til hinder for skabelsen af et konkurrencebaseret marked?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7.3.2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108, s. 21).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/28

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongerige) den 27. juni 2013 — Public Relations Consultants Association Ltd mod The Newspaper Licensing Agency Ltd m.fl.

(Sag C-360/13)

2013/C 260/50

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court of the United Kingdom

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Public Relations Consultants Association Ltd

Sagsøgt: The Newspaper Licensing Agency Ltd m.fl.

Præjudicielle spørgsmål

Under omstændigheder, hvor:

i)

en slutbruger ser på en webside uden at downloade den, printe den eller foretage sig andet for at frembringe en kopi af den

ii)

der automatisk frembringes kopier af den pågældende webside på skærmen og i »internetcachen« på slutbrugerens harddisk

iii)

de tekniske processer i forbindelse med en korrekt og effektiv internetbrowsing kræver, at der frembringes disse kopier

iv)

kopien forbliver på skærmen, indtil slutbrugeren går væk fra den pågældende webside, hvorefter den slettes automatisk ved computerens normale funktion,

v)

kopien i cachen forbliver i cachen, indtil den overskrives af andet materiale, når slutbrugeren ser på andre websider, hvorefter den automatisk slettes ved computerens normale funktion, og

vi)

kopierne kun bibeholdes, så længe som de ovenfor i iv) og v) omhandlede almindelige processer forbundet med brug af internettet fortsætter,

er disse kopier da i) midlertidige, ii) flygtige eller tilfældige og iii) udgør de en integrerende og væsentlig del af den tekniske proces i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF (1)?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/28

Sag anlagt den 26. juni 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Slovakiske Republik

(Sag C-361/13)

2013/C 260/51

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Schatz og A. Tokár, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Slovakiske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Slovakiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 og 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (1), idet den nægter udbetaling af julegodtgørelse i henhold til lov nr. 592/2006 til modtagelsesberettigede, der er bosat i en anden medlemsstat end Den Slovakiske Republik.

—

Den Slovakiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Julegodtgørelsen i henhold til lov nr. 592/2006 er en alderdomsydelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 883/2004, som også skal udbetales til modtagelsesberettigede personer, der er bosat uden for den pågældende medlemsstat (i nærværende sag Den Slovakiske Republik). En national bestemmelse må således ikke begrænse retten for de berettigede, der er bosiddende uden for Den Slovakiske Republik, til at oppebære julegodtgørelsen. Den nationale bestemmelse i Den Slovakiske Republik, hvori denne begrænsning fastsættes, er dermed i strid med artikel 45 TEUF og 48 TEUF samt artikel 2 i forordning nr. 883/2004.

(1)  EUT L 166, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 28. juni 2013 — Maurizio Fiamingo mod Rete Ferroviaria Italiana SpA

(Sag C-362/13)

2013/C 260/52

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maurizio Fiamingo

Sagsøgt: Rete Ferroviaria Italiana SpA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder bestemmelserne i den rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF (1), anvendelse på arbejde inden for søfart, og omfatter særligt § 2, stk. 1, også personer med tidsbegrænset ansættelse, som er ansat på færger med daglige sejladser?

2)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF, særligt § 3, stk. 1, til hinder for national lovgivning (artikel 332 i Codice della navigazione), som fastsætter, at der angives en »varighed« af kontrakten og ikke et »tidspunkt« for dennes »udløb«, og er det foreneligt med direktivet at fastsætte kontraktens varighed ved angivelse af en tidsbegrænsning, hvis eksistens er bestemt (»maksimalt 78 dage«), men hvis udløbstidspunkt er ubestemt?

3)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF, særligt § 3, stk. 1, til hinder for national lovgivning (artikel 325, 326 og 332 i Codice della navigazione), hvorefter de objektive forhold, der begrunder indgåelsen af den tidsbegrænsede kontrakt, blot udgøres af en angivelse af den eller de sejladser, som skal foretages, således at kontraktens genstand (arbejdsydelsen) i det væsentlige er sammenfaldende med dens årsag (begrundelsen for indgåelsen af en tidsbegrænset kontrakt)?

4)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktivet, til hinder for national lovgivning (i det foreliggende tilfælde bestemmelserne i Codice della navigazione), som i tilfælde af anvendelse af flere på hinanden følgende kontrakter (som kan udgøre misbrug i henhold til § 5) udelukker, at disse kan konverteres til tidsubegrænsede ansættelsesforhold (hvilket i henhold til artikel 326 i Codice della navigazione alene er muligt, hvis den forhyrede arbejder i en sammenhængende periode på mere end et år, og hvis der ikke går mere end 60 dage mellem udløbet af en kontrakt og indgåelsen af den efterfølgende kontrakt)?

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 28. juni 2013 — Leonardo Zappalà mod Rete Ferroviaria Italiana SpA

(Sag C-363/13)

2013/C 260/53

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Leonardo Zappalà

Sagsøgt: Rete Ferroviaria Italiana SpA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder bestemmelserne i den rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF (1), anvendelse på arbejde inden for søfart, og omfatter særligt § 2, stk. 1, også personer med tidsbegrænset ansættelse, som er ansat på færger med daglige sejladser?

2)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF, særligt § 3, stk. 1, til hinder for national lovgivning (artikel 332 i Codice della navigazione), som fastsætter, at der angives en »varighed« af kontrakten og ikke et »tidspunkt« for dennes »udløb«, og er det foreneligt med direktivet at fastsætte kontraktens varighed ved angivelse af en tidsbegrænsning, hvis eksistens er bestemt (»maksimalt 78 dage«), men hvis udløbstidspunkt er ubestemt?

3)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF, særligt § 3, stk. 1, til hinder for national lovgivning (artikel 325, 326 og 332 i Codice della navigazione), hvorefter de objektive forhold, der begrunder indgåelsen af den tidsbegrænsede kontrakt, blot udgøres af en angivelse af den eller de sejladser, som skal foretages, således at kontraktens genstand (arbejdsydelsen) i det væsentlige er sammenfaldende med dens årsag (begrundelsen for indgåelsen af en tidsbegrænset kontrakt)?

4)

Er den rammeaftale, der er gennemført ved direktivet, til hinder for national lovgivning (i det foreliggende tilfælde bestemmelserne i Codice della navigazione), som i tilfælde af anvendelse af flere på hinanden følgende kontrakter (som kan udgøre misbrug i henhold til § 5) udelukker, at disse kan konverteres til tidsubegrænsede ansættelsesforhold (hvilket i henhold til artikel 326 i Codice della navigazione alene er muligt, hvis den forhyrede arbejder i en sammenhængende periode på mere end et år, og hvis der ikke går mere end 60 dage mellem udløbet af en kontrakt og indgåelsen af den efterfølgende kontrakt)?

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (Chancery Division) (Det Forenede Kongerige) den 28. juni 2013 — International Stem Cell Corporation mod Comptroller General of Patents

(Sag C-364/13)

2013/C 260/54

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice (Chancery Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: International Stem Cell Corporation

Sagsøgt: Comptroller General of Patents

Præjudicielt spørgsmål

Er ubefrugtede menneskelige ægceller, der er stimuleret til deling og videreudvikling gennem partenogenese, og som i modsætning til befrugtede ægceller kun indeholder pluripotente celler og ikke kan udvikle sig til et menneske, omfattet af udtrykket »menneskelige embryoner« i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 98/44/EF (1) om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6.7.1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (EFT L 213, s. 13).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 1. juli 2013 — Profit Investment SIM SpA, under likvidation mod Stefano Ossi og Commerzbank AG

(Sag C-366/13)

2013/C 260/55

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Profit Investment SIM SpA, under likvidation

Sagsøgte: Stefano Ossi og Commerzbank AG

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan forskellige sager anses for at være indbyrdes forbundne som omhandlet i artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (1), når genstanden for de påstande, som er nedlagt med disse to søgsmål, og retsgrundlaget for påstandene er forskellige, og der ikke logisk og retligt betragtet foreligger et underordnelsesforhold eller uforenelighed mellem dem, men hvor en eventuel afsigelse af dom efter sagsøgerens påstand i en af disse sager vil kunne have faktisk indvirkning på omfanget af den interesse, som det andet krav er fremsat med henblik på at beskytte?

2)

Kan kravet om skriftlighed af værnetingsaftalen i henhold til artikel 23, stk. 1, litra a), i forordning nr. 44/2001 anses for at være opfyldt, når en sådan aftale er indsat i et dokument (»Information memorandum«), som er affattet ensidigt af en udsteder af obligationer, og indebærer, at værnetingsaftalen finder anvendelse på tvister med en hvilken som helst efterfølgende erhverver af obligationerne vedrørende disses gyldighed, eller kan — i benægtende fald — indsættelsen af værnetingsaftalen i et dokument, der har til formål at regulere en udstedelse af obligationer, der er tiltænkt at være genstand for grænseoverskridende handel, anses for at udgøre en form, der er i overensstemmelse med en sædvane inden for international handel, som omhandlet i artikel 23, stk. 1, litra c), i samme forordning?

3)

Skal udtrykket »sager om kontraktforhold«, som er anvendt i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, forstås således, at det udelukkende henviser til tvister, hvor det tilsigtes at gøre retsforholdet i henhold til kontrakten gældende for domstolene, eller til tvister, som er strengt knyttet til dette retsforhold, eller omfatter det også tvister, hvor sagsøgeren ikke påberåber sig kontrakten, men benægter, at der foreligger et retsgyldigt kontraktforhold, og tilsigter at opnå tilbagebetaling af et beløb, der er betalt på grundlag af et dokument, som efter sagsøgerens opfattelse ikke har nogen som helst retsvirkning?

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Roma (Italien) den 1. juli 2013 — Pier Paolo Fabretti mod Agenzia delle Entrate

(Sag C-367/13)

2013/C 260/56

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria provinciale di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pier Paolo Fabretti

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale I di Roma — Ufficio Controlli

Præjudicielt spørgsmål

Er angivelsespligten for og beskatningen af gevinster, som personer med bopæl i Italien har vundet i spillehaller i medlemsstater i Den Europæiske Union, hvilket foreskrives i artikel 67, litra d), i dekret fra republikkens præsident nr. 917 af 22. december 1986 (TUIR), i strid med EF-traktatens artikel 49, eller skal ordningen opfattes som begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, således som omhandlet i EF-traktatens artikel 46?

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/31

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Oost-Brabant 's-Hertogenbosch (Nederlandene) den 1. juli 2013 — straffesag mod N.F. Gielen m.fl.

(Sag C-369/13)

2013/C 260/57

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Oost-Brabant 's-Hertogenbosch

Parterne i hovedsagen

N.F. Gielen, M.M.J. Geerings, F.A.C. Pruijboom og A.A. Pruijboom

Præjudicielle spørgsmål

1a)

Kan det kemiske stof alfa-phenylacetoacetonitril (CAS nummer 4468-48-8, i det følgende betegnet som »APAAN«) sidestilles med det registrerede stof l-fenyl-2-propanon (CAS-nummer 103-79-7, i det følgende betegnet som »BMK«)? Rechtbank ønsker navnlig oplyst, om det nederlandske udtryk »bevatten« [»indeholder«], henholdsvis det engelske udtryk »containing« og det franske udtryk »contenant« skal fortolkes således, at stoffet BMK som sådan allerede skal findes i stoffet APAAN.

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende, ønsker Rechtbank at forelægge Domstolen følgende supplerende spørgsmål:

1b)

Skal APAAN anses for et af de “stoffen […], die zodanig zijn vermengd dat genoemde stoffen niet gemakkelijk of met economisch rendabele middelen kunnen worden gebruikt of geëxtraheerd”, [“stoffer[, der] er sammensat på en sådan måde, at disse stoffer ikke let kan benyttes eller udskilles ved hjælp af let anvendelige eller økonomisk fordelagtige midler”], og “substance that is compounded in such a way that it cannot be easily used or extracted by readily applicable or economically viable means” og “une autre préparation contenant un au plus de substances classifiées qui sont composées de manière telle que ces substances ne peuvent pas être facilement utilisées, ni extraites par des moyens aisés à mettre en oeuvre ou économiquement viables”? Ifølge de i bilag 3 indeholdte oplysninger fra politiet synes der at være tale om en relativ overskuelig, sandsynligvis endog simpel omdannelsesproces.

lc)

Er det af betydning for besvarelsen af spørgsmål 1b, navnlig med hensyn til formuleringen »economische rendabele middelen [økonomisk fordelagtige midler]/economically viable means/économiquement viable«, at der åbenbart (kan) opnås en stor økonomisk fortjeneste ved — den ulovlige — omdannelse af APAAN til BMK, når APAAN kan forarbejdes til BMK og/eller amfetamin og/eller det af APAAN udvundne BMK bringes (ulovligt) i omsætning?

2)

Begrebet »erhvervsdrivende« defineres i artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 (1) og artikel 2, litra f), i forordning nr. 111/2005 (2). Der anmodes om, at det ved besvarelsen af det følgende spørgsmål lægges til grund, at der er tale om et registreret stof som omhandlet i artikel 2, litra a), eller om et stof, der skal sidestilles hermed som omhandlet i forordningernes »BILAG I Registrerede stoffer, jf. artikel 2, litra a)«.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11.2.2004 om narkotikaprækursorer (EUT L 47, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22.12.2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Fællesskabet og tredjelande (EUT L 22, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/31

Sag anlagt den 2. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

(Sag C-378/13)

2013/C 260/58

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Patakia og A. Alcover San Pedro)

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre Domstolens dom af 6. oktober 2005, sag C-502/03, Kommissionen mod Grækenland.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale Kommissionen en sanktion fastsat til 71 193,60 EUR for hver dag, fuldbyrdelsen af dommen i sag C-502/03 forsinkes, regnet fra den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, indtil dommen i sag C-502/03 fuldbyrdes.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb på 7 786,80 EUR pr. dag fra afsigelsen af dommen i sag C-502/03 til den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, eller indtil dommen i sag C-502/03 fuldbyrdes, alt efter hvilken dato, der indtræder først.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1)

I dommen afsagt den 6. oktober 2005, sag C-502/03, Kommissionen mod Grækenland, har Domstolen bestemt følgende:

1)

Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 75/442/EF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EF af 18. marts 1991, idet den ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelsen af direktivets artikel 4, 8 og 9.

2)

Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.

2)

I artikel 260, stk. 1, TEUF bestemmes, at såfremt Den Europæiske Unions Domstol fastslår, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, skal denne stat gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

3)

Kommissionen har som led i den administrative procedure, omhandlet i artikel 260 TEUF, tilsendt Den Hellenske Republik en åbningsskrivelse og en supplerende åbningsskrivelse, hvorved den har opfordret Den Hellenske Republik til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende gennemførelsesbestemmelserne for ovennævnte dom.

4)

Efter at have vurderet de svar, som Den Hellenske Republik har afgivet på ovennævnte skrivelser, og nærmere bestemt de otte bemærkninger om fremskridtene i denne gennemførelse, som Den Hellenske Republik har fremsat, har Kommissionen konstateret, at Den Hellenske Republik endnu ikke, mere end seks år efter ovennævnte domsafsigelse, har truffet alle de nødvendige foranstaltninger, som kræves til at gennemføre Domstolens dom af 6. oktober 2005, sag C-502/03, og har besluttet at indbringe sagen for Domstolen som fastsat i artikel 260, stk. 2, TEUF.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/32

Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-51/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

(Sag C-379/13 P)

2013/C 260/59

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) (ved advogados N. Morais Sarmento og L. Pinto Monteiro)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom ophæves i sin helhed.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Manglende overholdelse af en rimelig frist for vedtagelse af en afgørelse

1)   Udløb af forældelsesfristen for retsforfølgning

Appellanten er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter udløbet af forældelsesfristen for retsforfølgning på fire år som fastsat i artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1). Ligeledes selv om der skulle være sket en eventuel afbrydelse af forældelsesfristen for retsforfølgning, er forældelsesfristen overskredet med det dobbelte, uden at nogen afgørelse er blevet vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit. Idet der derved er fastsat en ret, bør den anfægtede afgørelse erklæres ulovlig, og den kan ikke håndhæves.

2)   Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Appellanten har anført, at det forhold, at Kommissionen har ladet mere end 20 år forløbe mellem de ulovligheder, den tilregner appellanten, og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Dette grundlæggende princip i Den Europæiske Unions retsorden bestemmer, at enhver person har ret til, at den pågældendes sager behandles af Unionens institutioner inden for en rimelig frist.

3)   Tilsidesættelse af retten til forsvar

Appellanten har gjort gældende, at retten til forsvar er blevet tilsidesat, i det omfang appellanten under hensyntagen til, at der er forløbet mere end 20 år mellem de ulovligheder, appellanten tilregnes, og vedtagelsen af den endelige afgørelse, er blevet frataget retten til i tide at fremsætte bemærkninger, dvs. på et tidspunkt, hvor appellanten endnu rådede over de dokumenter, der havde kunnet dokumentere de udgifter, som Kommissionen ikke finder støtteberettigede.

(1)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, EFT L 312, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/33

Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-52/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

(Sag C-380/13 P)

2013/C 260/60

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) (ved advogados N. Morais Sarmento og L. Pinto Monteiro)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom ophæves i sin helhed.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Manglende overholdelse af en rimelig frist for vedtagelse af en afgørelse

1)   Udløb af forældelsesfristen for retsforfølgning

Appellanten er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter udløbet af forældelsesfristen for retsforfølgning på fire år som fastsat i artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1). Ligeledes selv om der skulle være sket en eventuel afbrydelse af forældelsesfristen for retsforfølgning, er forældelsesfristen overskredet med det dobbelte, uden at nogen afgørelse er blevet vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit. Idet der derved er fastsat en ret, bør den anfægtede afgørelse erklæres ulovlig, og den kan ikke håndhæves.

2)   Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Appellanten har anført, at det forhold, at Kommissionen har ladet mere end 20 år forløbe mellem de ulovligheder, den tilregner appellanten, og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Dette grundlæggende princip i Den Europæiske Unions retsorden bestemmer, at enhver person har ret til, at den pågældendes sager behandles af Unionens institutioner inden for en rimelig frist.

3)   Tilsidesættelse af retten til forsvar

Appellanten har gjort gældende, at retten til forsvar er blevet tilsidesat i det omfang appellanten under hensyntagen til, at der er forløbet mere end 20 år mellem de ulovligheder, appellanten tilregnes, og vedtagelsen af den endelige afgørelse, er blevet frataget retten til i tide at fremsætte bemærkninger, dvs. på et tidspunkt, hvor appellanten endnu rådede over de dokumenter, der havde kunnet dokumentere de udgifter, som Kommissionen ikke finder støtteberettigede.

(1)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, EFT L 312, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/33

Appel iværksat den 3. juli 2013 af Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2013 i sag T-53/11, Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) mod Kommissionen

(Sag C-381/13 P)

2013/C 260/61

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Associação de Empresas de Construção e Obras Públicas e Serviços (Aecops) (ved advogados N. Morais Sarmento og L. Pinto Monteiro)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom ophæves i sin helhed.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Manglende overholdelse af en rimelig frist for vedtagelse af en afgørelse

1)   Udløb af forældelsesfristen for retsforfølgning

Appellanten er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter udløbet af forældelsesfristen for retsforfølgning på fire år som fastsat i artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1). Ligeledes selv om der skulle være sket en eventuel afbrydelse af forældelsesfristen for retsforfølgning, er forældelsesfristen overskredet med det dobbelte, uden at nogen afgørelse er blevet vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit. Idet der derved er fastsat en ret, bør den anfægtede afgørelse erklæres ulovlig, og den kan ikke håndhæves.

2)   Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Appellanten har anført, at det forhold, at Kommissionen har ladet mere end 20 år forløbe mellem de ulovligheder, den tilregner appellanten, og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Dette grundlæggende princip i Den Europæiske Unions retsorden bestemmer, at enhver person har ret til, at den pågældendes sager behandles af Unionens institutioner inden for en rimelig frist.

3)   Tilsidesættelse af retten til forsvar

Appellanten har gjort gældende, at retten til forsvar er blevet tilsidesat i det omfang appellanten under hensyntagen til, at der er forløbet mere end 20 år mellem de ulovligheder, appellanten tilregnes, og vedtagelsen af den endelige afgørelse, er blevet frataget retten til i tide at fremsætte bemærkninger, dvs. på et tidspunkt, hvor appellanten endnu rådede over de dokumenter, der havde kunnet dokumentere de udgifter, som Kommissionen ikke finder støtteberettigede.

(1)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, EFT L 312, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/34

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 5. juli 2013 — M.G. og N.R. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

(Sag C-383/13)

2013/C 260/62

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: M.G. og N.R.

Sagsøgt: Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

Præjudicielle spørgsmål

1)

Hvis en national forvaltningsmyndighed under udarbejdelsen af en forlængelsesafgørelse som omhandlet i artikel 15, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (1) af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold tilsidesætter det almindelige princip om respekt for retten til forsvar, der ligeledes er knæsat ved artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2), indebærer denne tilsidesættelse da uden videre og i alle tilfælde, at frihedsberøvelsen ophæves?

2)

Er det i henhold til dette almindelige princip om respekt for retten til forsvar tilladt at foretage en interesseafvejning, hvorunder der — ud over grovheden af tilsidesættelsen af nævnte princip og de heraf følgende krænkelser af udlændingens interesser — også tages hensyn til de interesser hos medlemsstaten, der tjenes af frihedsberøvelsesforlængelsen?

(1)  EUT 348, s. 98.

(2)  EFT 2000 C 364, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/34

Sag anlagt den 5. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Republikken Cypern

(Sag C-386/13)

2013/C 260/63

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P. Hetsch, K. Herrmann og M. Patakia)

Sagsøgt: Republikken Cypern

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (1) og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF (2) og 2003/30/EF (3), idet den ikke har vedtaget alle de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv, eller idet den under alle omstændigheder ikke har meddelt disse bestemmelser til Kommissionen.

—

Republikken Cypern pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en dagbøde på 11 404,80 EUR fra datoen for afsigelsen af Domstolens dom.

—

Republikken Cypern tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 vedrører fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (herefter »direktiv 2009/28/EF«). I henhold til dettes artikel 1 fastsætter det en fælles ramme for fremme af energi fra vedvarende energikilder. Det fastsætter bindende nationale mål for den samlede andel af energi fra vedvarende energikilder i det udvidede endelige energiforbrug og for andelen af energi fra vedvarende energikilder på transportområdet. Det fastlægger regler for statistisk overførsel mellem medlemsstater, fælles projekter mellem medlemsstater og med tredjelande, oprindelsesgarantier, administrative procedurer, information og uddannelse samt adgang til elnettet for energi fra vedvarende energikilder. Det fastlægger bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og flydende biobrændsler.

2)

I henhold til artikel 27 i direktiv 2009/28/EF skulle medlemsstaterne vedtage de nødvendige nationale love for at efterkomme direktivet senest den 5. december 2010 og meddele Kommissionen disse retsforskrifter. En sådan meddelelse udgør en uadskillelig del af forpligtelsen til at gennemføre Den Europæiske Unions direktiver i national ret og af forpligtelsen til at samarbejde i god tro, hvilket ligeledes er afspejlet i artikel 260, stk. 3, TEUF.

3)

På grundlag af skrivelser fra de cypriotiske myndigheder og de nationale foranstaltninger, der er givet meddelelse om, har Kommissionen under den administrative procedure, og inden det blev besluttet at anlægge nærværende sag, fastslået, at Republikken Cypern ikke har vedtaget alle de nødvendige love og administrative bestemmelser for at bringe de nationale retlige rammer fuldt ud i overensstemmelse med direktiv 2009/28/EF, og Kommissionen har besluttet at anlægge sag ved Domstolen i henhold til artikel 258 TEUF, sammenholdt med artikel 260, stk. 3, TEUF med henblik på, at det fastslås, at Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktivs artikel 27, stk. 1.

(1)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(2)  EFT L 283 af 27.10.2001, s. 33.

(3)  EUT L 123 af 17.5.2003, s. 42.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/35

Appel iværksat den 8. juli 2013 af Den Hellenske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. maj 2013 i sag T-294/11, Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(Sag C-391/13 P)

2013/C 260/64

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Den Hellenske Republik (ved I. Chalkias, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Appellen tages til følge.

—

Den appellerede dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret ophæves af de nedenfor anførte årsager.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

—

Med det første appelanbringende vedrørende olivensektoren har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, det Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af retningslinjerne i dokumenterne AGRI/VI/5330/1997, AGRI/17993/2000 og AGRI/61495/2002, eftersom den klare forbedring af kontrolordningerne i olivenoliesektoren for perioden 2004-2005 i forhold til perioden 2003-2004 er kvalificeret som et tilbagefald, en fortsat tilsidesættelse og mærkbar forværring, som begrunder en forhøjelse af korrektionen for perioden 2004/2005, selv om der åbenlyst ikke var grundlag for at hæve korrektionen fra de 10 %, der blev anvendt for perioden 2003/2004, til 15 % for perioden 2004/2005 på grund af gentagelse, eftersom der var sket relevante forbedringer (yderligere opdatering af GIS Oliven, forbedringer i stedkontroller og krydskontroller for at fastslå uregelmæssigheder og pålægge sanktioner), som havde styrket kontrolordningen.

—

Med det andet appelanbringende vedrørende sektoren for markafgrøder gøres det gældende, at:

1)

der er sket en tilsidesættelse af EU-retten og af proportionalitetsprincippet som følge af en urigtig fortolkning og anvendelse af de ikke længere gældende retningslinjer, der gjaldt for faste korrektioner i den gamle FLP, på den nye FLP, eftersom de faste korrektioners procenter er støttet på forskellige kontrolordninger, og

2)

begrundelsen for Rettens dom er mangelfuld, for så vidt som sammenholdelsen af oplysningerne for LPIS/GIS, der blev taget i betragtning for referenceåret 2007, med de opdaterede oplysninger for LPIS/GIS for 2009 gjorde det klart, at forskellene og fejlene ville være minimale og ikke ville overstige 2,4 %, og at korrektionen på 5 % dermed ville være uberettiget, ligesom Retten har set bort fra de væsentlige argumenter, som Den Hellenske Republik fremsatte vedrørende kvaliteten af de administrative krydskontroller.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/36

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Barcelona (Spanien) den 9. juli 2013 — Andrés Rabal Cañas mod Nexea Gestión Documental S.A. og Fondo de Garantia Salarial

(Sag C-392/13)

2013/C 260/65

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Andrés Rabal Cañas

Sagsøgte: Nexea Gestión Documental S.A. og Fondo de Garantia Salarial

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal begrebet »kollektiv afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 (1), som — afhængigt af den fastsatte kvantitative grænse — omfatter alle »afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv«, henset til, at der er tale om et EU-retligt begreb, fortolkes således, at det er til hinder for, at den nationale gennemførelsesforskrift begrænser dette begrebs rækkevidde til alene at omfatte en nærmere bestemt type opsigelser, nemlig opsigelser, der sker af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde, således som det er fastsat i artikel 51, stk. 1, i Estatuto de los Trabajadores?

2)

Skal der ved beregningen af antallet af afskedigelser, der skal medregnes med henblik på at fastslå, hvorvidt der foreligger en »kollektiv afskedigelse« som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59 — hvad enten der er tale om »afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver« [litra a)], eller »opsigelser af arbejdskontrakter, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat at antallet af afskedigelser udgør mindst fem« [litra b)] — tages hensyn til individuelle ophør af arbejdskontrakter på grund af udløbet af en tidsbegrænset arbejdskontrakt (aftalt tidsrum, arbejdsopgave eller tjenesteydelse), såsom de ophør af arbejdskontrakter, der er omhandlet i artikel 49, stk. 1, litra c), i Estatuto de los Trabajadores?

3)

Skal begrebet »kollektive afskedigelser foretaget inden for rammerne af arbejdskontrakter, der er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt arbejdsopgave«, som er anvendt i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 98/59, der omhandler situationer, på hvilke direktivet ikke finder anvendelse, defineres udelukkende på grundlag af det strengt kvantitative kriterium i artikel 1, stk. 1, litra a), eller kræves det endvidere, at grunden til den kollektive afskedigelse hidrører fra et og samme kollektive aftalegrundlag vedrørende samme tidsrum, tjenesteydelse eller arbejdsopgave?

4)

Tillader begrebet »virksomhed« som et »EU-retligt begreb«, der er væsentligt for definitionen af, hvad der skal forstås ved »kollektiv afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59, henset til direktivets karakter af minimumsdirektiv, som fastsat i dettes artikel 5, en fortolkning, der gør det muligt, at den retsforskrift, der gennemfører direktivet i medlemsstatens nationale lovgivning – i Spaniens tilfælde artikel 51, stk. 1, i Estatuto de los Trabajadores – med henblik på beregningen af omfanget af den kvantitative begrænsning udelukkende refererer til et »foretagende« [»empresa«] som helhed og dermed udelukker situationer, hvor den i nævnte bestemmelse fastsatte kvantitative grænse ville være blevet overskredet, hvis »virksomheden« [»centro de trabajo«] var blevet valgt som referenceenhed?

(1)  Rådets direktiv 98/59/EF af 20.7.1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT L 225, s. 16).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/36

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Den Tjekkiske Republik) den 11. juli 2013 — Ministerstvo práce a sociálních věcí mod Mgr. K. B.

(Sag C-394/13)

2013/C 260/66

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ministerstvo práce a sociálních věcí

Sagsøgt: Mgr. K. B.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 76 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1) under omstændighederne i denne sag, nemlig at sagsøgeren, hendes ægtemand og barn bor i Frankrig, at hendes ægtemand arbejder i Frankrig, at centeret for deres interesser er i Frankrig, og at sagsøgeren i Frankrig har modtaget fuld familieydelse PAJE (prestation d’accueil du jeune enfant, småbørnsydelse), fortolkes således, at Den Tjekkiske Republik er den stat, som har kompetence til at tildele en familieydelse/et forældretilskud?

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2)

Skal overgangsbestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (2) fortolkes således, at de pålægger Den Tjekkiske Republik at tildele en familieydelse efter den 30. april 2010, selv om en stats kompetence efter den 1. maj 2010 kan være påvirket af den nye bopælsdefinition i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (3) (artikel 22 ff.)?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

3)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger under omstændighederne i denne sag fortolkes således, at Den Tjekkiske Republik fra den 1. maj 2010 er den stat, som har kompetence til at tildele en familieydelse?

(1)  EFT 1971 II, s. 366.

(2)  EUT L 166, s. 1.

(3)  EUT L 284, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/37

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Satakunnan käräjäoikeus (Finland) den 12. juli 2013 — Sähköalojen ammattiliitto ry mod Elektrobudowa Spolka Akcyjna

(Sag C-396/13)

2013/C 260/67

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Satakunnan käräjäoikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sähköalojen ammattiliitto ry

Sagsøgt: Elektrobudowa Spolka Akcyjna

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan en fagforening, der repræsenterer arbejdstagere, direkte gøre artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder gældende som umiddelbar retskilde over for en tjenesteyder fra en anden medlemsstat, når den bestemmelse, der anfægtes som værende i strid med artikel 47, (artikel 84 i den polske lov om arbejdsforhold) er en rent national bestemmelse?

2)

Følger det i en retssag i beskæftigelsesstaten vedrørende forfaldne krav som omhandlet i direktiv 96/71/EF (1) af EU-retten, navnlig af princippet om effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 5, stk. 2, og artikel 6 i det nævnte direktiv, fortolket i forbindelse med den foreningsfrihed på fagforeningsområdet, som er sikret i chartrets artikel 12 (organisationsfrihed), at den nationale ret skal undlade at anvende en bestemmelse i den i arbejdstagerens hjemstat gældende lov om arbejdsforhold, der er til hinder for en overdragelse af et lønkrav til en fagforening i beskæftigelsesstaten med henblik på inddrivelse, når den tilsvarende bestemmelse i beskæftigelsesstaten tillader en overdragelse af det forfaldne lønkrav med henblik på inddrivelse og dermed af stillingen som sagsøger til den fagforening, som alle de arbejdstagere, der har overdraget deres krav med henblik på inddrivelse, er medlem af?

3)

Skal bestemmelserne i protokol nr. 30 til Lissabontraktaten fortolkes således, at også en national ret i en anden stat end Polen eller Det Forenede Kongerige skal tage hensyn til dem, såfremt den pågældende tvist har nær tilknytning til Polen og det navnlig er polsk ret, der finder anvendelse på arbejdsaftalerne? Med andre ord: Er den polsk-britiske protokol til hinder for, at en finsk ret kan fastslå, at polske love eller administrative bestemmelser, en administrativ praksis eller administrative foranstaltninger i Polen er i strid med de grundlæggende rettigheder, friheder og principper, der er proklameret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

4)

Skal artikel 14, stk. 2, i Rom I-forordningen henset til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats nationale lovgivning, hvorefter det er forbudt at overdrage fordringer og krav hidrørende fra ansættelsesforholdet?

5)

Skal artikel 14, stk. 2, i Rom I-forordningen fortolkes således, at den lov, der finder anvendelse på overdragelsen af krav hidrørende fra arbejdsaftalen er den lov, som i henhold til Rom I-forordningen gælder for den pågældende arbejdsaftale, uanset om bestemmelser i en anden lovgivning også har indvirkning på indholdet af et enkelt krav?

6)

Skal artikel 3 i direktiv 96/71 set i lyset af artikel 56 og 57 TEUF fortolkes således, at begrebet mindsteløn omfatter grundløn pr. time afhængigt af lønklasse, akkordløn med garanteret mindsteløn, feriepenge, faste dagpenge og en godtgørelse for den daglige transporttid til arbejde (rejsetidsgodtgørelse) i overensstemmelse med de fastlagte arbejdsvilkår i den kollektive overenskomst, der er omfattet af bilaget til direktivet og som erklæret for alment bindende?

6.1)

Skal artikel 56 [og 57] TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for, at medlemsstaterne i deres egenskab af såkaldt værtsstat i deres nationale lovgivning (alment gældende kollektiv overenskomst) pålægges tjenesteydere fra andre medlemsstater at betale transporttidsgodtgørelse og dagpenge til arbejdstagere, der er udstationeret i værtsstaten, når man tager hensyn til, at den udstationerede arbejdstager i henhold til den nationale lovgivning, hvortil der henvises, i hele udstationeringsperioden anses for at arbejde inden for rammerne af en tjenesterejse og derfor har ret til transportgodtgørelse og dagpenge?

6.2)

Skal artikel 56 og 57 TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for, at den nationale ret kan nægte at anerkende en eventuel lønskala, som en virksomhed fra en anden medlemsstat har udarbejdet og anvender i sin hjemstat?

6.3)

Skal artikel 56 og 57 TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de giver en arbejdsgiver fra en anden medlemsstat ret til, gyldigt og med bindende virkning for retten i beskæftigelsesstaten, at fastsætte arbejdstagernes indplacering i lønklasser, såfremt der i en alment bindende kollektiv overenskomst i beskæftigelsesstaten er fastsat regler, der fører til en anden indplacering i lønklasser, eller kan værtsmedlemsstaten, i hvilken arbejdstagerne hos en tjenesteyder, der stammer fra den anden medlemsstat, er blevet udstationeret, fastsætte, hvilke bestemmelser tjenesteyderen skal overholde i forbindelse med indplaceringen af arbejdstagerne i lønklasser?

6.4)

Skal indlogering, hvortil arbejdsgiveren på grundlag af den i spørgsmål 6 nævnte kollektive overenskomst skal afholde omkostningerne, og de spisebilletter, som en tjenesteyder fra en anden medlemsstat udleverer i henhold til arbejdsaftalen, ved fortolkningen af artikel 3 i direktiv 96/71/EF i lyset af artikel 56 og 57 TEUF anses for en godtgørelse af udgifter, der er afholdt som følge af udstationeringen, eller er sådanne ydelser omfattet af begrebet mindsteløn som omhandlet i artikel 3, stk. 1?

6.5)

Skal artikel 3 i direktiv 96/71/EF sammenholdt med artikel 56 og 57 TEUF fortolkes således, at en alment bindende kollektiv overenskomst i beskæftigelsesstaten i forbindelse med fortolkningen af spørgsmålet om akkordaflønning, transporttidsgodtgørelse og dagpenge skal anses for at være begrundet i hensynet til den offentlige orden?

(1)  Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16.12.96 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT L 18, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/38

Sag anlagt den 17. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-405/13)

2013/C 260/68

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P. Hetsch, O. Beynet og L. Nicolae, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (1), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1, artikel 3, stk. 5, litra b), artikel 3, stk. 7 og 8, artikel 3, stk. 9, litra c), artikel 5, artikel 7, stk. 4, artikel 9, stk. 1-7, artikel 10, stk. 2 og 5, artikel 11, stk. 8, artikel 13, stk. 4, artikel 13, stk. 5, litra b), artikel 16, stk. 1 og 2, artikel 25, stk. 1, artikel 26, stk. 2, litra c), artikel 31, stk. 3, artikel 34, stk. 2, artikel 37, stk. 1, litra k), p) og q), artikel 37, stk. 3, litra b) og d), og artikel 37, stk. 10-12, artikel 38, stk. 1, artikel 39, stk. 1, 4 og 8, samt punkt 1 i bilag I til nævnte direktiv, eller idet det under alle omstændigheder ikke har meddelt disse bestemmelser til Kommissionen.

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 30 228,48 EUR for hver dags forsinkelse for at have tilsidesat forpligtelsen til at meddele de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre direktiv 2009/73/EF, at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag.

—

Rumænien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktivet i national ret den udløb den 3. marts 2011.

(1)  EUT L 211, s. 55.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/39

Sag anlagt den 17. juli 2013 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-406/13)

2013/C 260/69

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P. Hetsch, O. Beynet og L. Nicolae, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 54, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (1), idet det ikke har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 3 og 4, artikel 4, stk. 2, artikel 8, artikel 9, stk. 1-7, artikel 10, stk. 2 og 5, artikel 13, stk. 1 og 5, artikel 14 stk. 4, artikel 14, stk. 5, litra b), artikel 16, stk. 1, artikel 25, stk. 5, artikel 36, stk. 9, tredje afsnit, artikel 41, stk. 1, litra d), g) og q), artikel 41, stk. 3, litra b) og d), artikel 41, stk. 6, litra a) og c) og artikel 41, stk. 10-12, artikel 42, stk.1, artikel 43, stk. 1, 4 og 8, artikel 48 samt punkt 1 i bilag I til nævnte direktiv, eller idet det under alle omstændigheder ikke har meddelt disse bestemmelser til Kommissionen.

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 30 228,48 EUR for hver dags forsinkelse for at have tilsidesat forpligtelsen til at meddele de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre direktiv 2009/73/EF, at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag.

—

Rumænien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktivet i national ret udløb den 3. marts 2011.

(1)  EUT L 211, s. 94.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/39

Appel iværksat den 19. juli 2013 af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 14. maj 2013 i sag T-249/11, Sanco mod KHIM — Marsalman (gengivelse af en kylling)

(Sag C-411/13 P)

2013/C 260/70

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved J. Crespo Carillo og A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Sanco, SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Der afsiges en ny dom om sagens realitet, hvorefter Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes, eller sagen hjemvises til Retten.

—

Sagsøgeren i sagen for Retten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

1)

Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1) ved at foretage en ukorrekt fortolkning af rækkevidden af de tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke i klasse 35 og 39 i Nice-arrangementet. Vurderingen af varernes og tjenesteydelserne lighed er ikke korrekt, idet Retten ikke har taget hensyn til, at de tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, fra sit anvendelsesområde udelukker de aktiviteter, som en erhvervsdrivende tilbyder for egen regning i forbindelse med sine egne varer. Spørgsmålet om, hvorvidt sådanne tjenesteydelser efter Nice-arrangementet skal leveres for tredjemands regning, er et retligt spørgsmål, der bør afklares af Domstolen.

2)

Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 ved at vurdere komplementariteten af varer og tjenesteydelser efter betydningen af produktet eller tjenesteydelsen i forbindelse med købet af en anden vare eller tjenesteydelse afhængigt af opfattelsen i offentlighedens bevidsthed. Retten har ikke undersøgt, om varernes og tjenesteydelsernes komplementaritet er baseret på en sådan forbindelse mellem disse, at en samtidig brug strengt objektivt er nødvendig eller ønskelig.

3)

Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, idet den har konkluderet, at komplementære varer og tjenesteydelser automatisk ligner hinanden, selv om der kun er tale om en ringe grad af lighed, uden at undersøge om de forskelle, der skyldes andre faktorer, kunne neutralisere denne komplementaritet.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/40

Appel iværksat den 26. juli 2013 af Kongeriget Spanien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 29. maj 2013 i sag T-384/10, Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen

(Sag C-429/13 P)

2013/C 260/71

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Kongeriget Spanien (ved A. Rubio González, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Der gives under alle omstændigheder medhold i appellen, og Rettens dom af 29. maj 2013 i sag T-384/10, Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen, ophæves delvist.

—

Kommissionens beslutning K(2010) 4147 af 30. juni 2010 om nedsættelse af støtten fra Samhørighedsfonden til følgende (grupper af) projekter: »Vandforsyning til bebyggelser i floden Guadianas vandområde: Regionen Andévalo« (2000.ES.16.C.PE.133), »Behandling og rensning i floden Guadalquivirs vandområde: Guadaira, Aljarafe og Guadalquivirs EE NN PP« (2000.16.C.PE.066) og »Vandforsyning til flerkommunale systemer i provinserne Granada og Malaga« (2000.ES.16.C.PE.061) annulleres delvist, således som anført.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retlig fejl begået i forhold til begrebet bygge- og anlægsarbejde ved at forstå dette således, at ethvert netværk udgør ét samlet bygge- og anlægsarbejde som omhandlet i artikel 1, litra c), i Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (1).

Den appellerede dom overholder ikke retspraksis, således som denne fremgår af dom af 5. oktober 2000 i sag C-16/98, Kommissionen mod Frankrig (Sml. I, s. 8315) ved at udelade kravet om geografisk enhed af de samlede bygge- og anlægsarbejder og afhængigheden mellem disse, dvs. kravet om, at der skal være en forbindelse mellem dem, for at tjenesteydelsen kan leveres.

(1)  EFT L 199 af 9.8.1993, s. 54.

Retten

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/41

Rettens kendelse af 4. juli 2013 — Just Music Fernsehbetriebs mod KHIM — France Télécom (Jukebox)

(Sag T-589/10) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - fortabelse af det ældre EF-varemærke - ufornødent at træffe afgørelse)

2013/C 260/72

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Just Music Fernsehbetriebs GmbH (Landshut, Tyskland) (ved advokat T. Kaus)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved P. Geroulakos, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: France Télécom (Paris, Frankrig) (ved advokat C. Bertheux Scotte)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 14. oktober 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1408/2009-1) vedrørende en indsigelsessag mellem France Télécom og Just Music Fernsehbetriebs GmbH.

Konklusion

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Just Music Fernsehbetriebs GmbH og France Télécom bærer deres egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) afholdte omkostninger.

(1)  EUT C 72 af 5.3.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/41

Rettens kendelse af 8. juli 2013 — Nutrichem Diät + Pharma mod KHIM — Gervais Danone (Active)

(Sag T-414/11) (1)

(EF-varemærker - indsigelse - tilbagetagelse af indsigelsen - ufornødent at træffe afgørelse)

2013/C 260/73

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Nutrichem Diät + Pharma GmbH (Roth, Tyskland) (ved advokaterne D. Jochim og R. Egerer)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (først ved K. Klüpfel, derefter ved D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Compagnie Gervais Danone (Levallois Perret, Frankrig) (ved advokat M. de Justo Bailey)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 4. maj 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (sag R 683/2010-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Nutrichem Diät + Pharma GmbH og Compagnie Gervais Danone.

Konklusion

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Nutrichem Diät + Pharma GmbH og Compagnie Gervais Danone bærer deres egne omkostninger og betaler hver især halvdelen af de af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) afholdte omkostninger.

(1)  EUT C 298 af 8.10.2011.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/42

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 5. juli 2013 — Zweckverband Tierkörperbeseitigung mod Kommissionen

(Sag T-309/12 R)

(Særlige rettergangsformer - betaling af bidrag til en offentligretlig forening - statsstøtte - pligt til tilbagesøgning - begæring om udsættelse af gennemførelsen - uopsættelighed)

2013/C 260/74

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Zweckverband Tierkörperbeseitigung in Rheinland-Pfalz, im Saarland, im Rheingau-Taunus-Kreis und im Landkreis Limburg-Weilburg (Rivenich, Tyskland) (ved advokat A. Kerkmann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved R. Sauer og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Saria Bio Industries AG & Co. KG (Selm, Tyskland), SecAnim GmbH (Lünen, Tyskland) og Knochen- und Fett-Union (KFU) GmbH (Selm) (ved advokaterne U. Karpenstein og C. Johann)

Sagens genstand

Begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse 2012/485/EU af 25. april 2012 om statsstøtte SA.25051 (C 19/10) (ex NN 23/10) fra Tyskland til Zweckverband Tierkörperbeseitigung in Rheinland-Pfalz, im Saarland, im Rheingau-Taunus-Kreis und im Landkreis Limburg-Weilburg

Konklusion

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/42

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 17. juli 2013 — Borghezio mod Parlamentet

(Sag T-336/13 R)

(Særlige rettergangsformer - Europa-Parlamentet - afgørelse om ekskludering af et medlem fra dennes politiske gruppe - begæring om udsættelse - åbenbart, at hovedsagen skal afvises - begæringen afvist - manglende uopsættelighed)

2013/C 260/75

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Mario Borghezio (Torino, Italien) (ved advokat H. Laquay)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved N. Lorenz, N. Görlitz og M. Windisch, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Begæring om udsættelse af Europa-Parlamentets afgørelse i form af en erklæring, fremsat af Europa-Parlamentets formand på plenarmødet den 10. juni 2013, hvorefter sagsøgeren med virkning fra den 3. juni 2013 har sæde som løsgænger og dermed er ekskluderet fra den politiske gruppe »Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati« fra denne dato.

Konklusion

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/42

Sag anlagt den 27. juni 2013 — Groupe Léa Nature mod KHIM — Debonaire Trading (SO’BiO ētic)

(Sag T-341/13)

2013/C 260/76

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Groupe Léa Nature (Périgny, Frankrig) (ved advokat S. Arnaud)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Debonaire Trading Internacional, Lda (Funchal, Portugal)

Sagsøgerens påstande

—

Sagen antages til realitetsbehandling.

—

Afgørelse truffet den 26. marts 2013 og meddelt den 18. april 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 203/2011-1), annulleres.

—

Debonaire Trading Internacional, Lda og Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale de omkostninger, som de har afholdt ved Retten.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Groupe Léa Nature

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »SO’BiO ētic« for varer i klasse 3, 24 og 25 — EF-varemærkeansøgning nr. 6 827 281

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Debonaire Trading Internacional, Lda

Det påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistreringer og Det Forenede Kongeriges varemærkeregistreringer for ordmærket »SO…?«et al. for varer i klasse 3 og 25

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Den anfægtede afgørelse blev annulleret, og EF-varemærkeansøgningen for alle varer i klasse 3 og 25 blev afvist.

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/43

Sag anlagt den 28. juni 2013 — Out of the blue mod KHIM — Dubois et al. (FUNNY BANDS)

(Sag T-344/13)

2013/C 260/77

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Out of the blue KG (Lilienthal, Tyskland) (ved advokaterne G. Hasselblatt og D. Kipping)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Frédéric Dubois et al. (Lasne, Belgien)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 4. april 2013 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 542/2012-2) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Såfremt Frédéric Dubois et al. indtræder i dette søgsmål som intervenient, tilpligtes selskabet at bære sin egne omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Frédéric Dubois et al.

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærke der indeholder ordbestanddelene »FUNNY BANDS« for varer og tjenesteydelser i klasse 14, 17 og 35 — EF-varemærkeansøgning nr. 9350794

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Out of the blue KG

Det påberåbte varemærke eller tegn: Tysk ikke-registreret mærke »FUNNY BANDS« for adskellige varer, tjenesteydelser og aktiviteter

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Rådets forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/43

Sag anlagt den 4. juli 2013 — Zentralverband des Deutschen Bäckerhandwerks mod Kommissionen

(Sag T-354/13)

2013/C 260/78

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Zentralverband des Deutschen Bäckerhandwerks (Berlin, Tyskland) (ved advokaterne I. Jung, M. Teworte-Vey, A. Renvert og J.T. Saatkamp)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse af 8. april 2013 i sagen »Kołocz śląski/Kołacz śląski« — Schlesisk Kage (ref. Ares [2013] 619104 — 10.4.2013) annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1)

Første anbringende: Forkert retsgrundlag

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved afgørelsen vedrørende sagsøgerens anmodning om annullation af registreringen af »Kołocz śląski/Kołacz śląski« som beskyttet geografisk betegnelse, idet den lagde den på tidspunktet for Kommissionens afgørelse gældende nye affattelse af forordning (EU) nr. 1151/2012 (1) i stedet for den på tidspunktet for sagsøgerens anmodning gældende gamle forordning (EF) nr. 510/2006 (2) til grund for afgørelsen. Derved har Kommissionen tilsidesat princippet om »tempus regit actum«.

—

Sagsøgeren har endvidere anført, at anmodningen om annullation af registreringen ifølge forordning nr. 510/2006 kan antages til realitetsbehandling og er begrundet. Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. anført, at der foreligger to annullationsgrunde (den omtvistede betegnelse er en artsbetegnelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 510/2006, og det geografiske område Schlesien er i specifikationen af registreringen blevet afgrænset fejlagtigt) i henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 510/2006, og at en anden fortolkning og anvendelse af denne bestemmelse ville krænke bagerivirksomhederne i Forbundsrepublikken Tyskland i deres grundlæggende rettigheder.

2)

Andet anbringende: Tilsidesættelse af forordning nr. 1151/2012

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at anmodningen også vil kunne antages til realitetsbehandling og være begrundet, selv om den måtte blive vurderet på grundlag af forordning nr. 1151/2012.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21.11.2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 343, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20.3.2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93, s. 12).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/44

Sag anlagt den 4. juli 2013 — easyJet Airline mod Kommissionen

(Sag T-355/13)

2013/C 260/79

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: easyJet Airline Co. Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne M.J. Werner og R. Marian)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af Kommissionens afgørelse K(2003) 2727 endelig af 3. maj 2013 i sag COMP/39.869 — easyJet/Schiphol.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1)

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl (urigtig fortolkning af bestemmelserne i artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1)) samt et åbenbart urigtigt skøn (urigtig konklusion om, at den nationale procedure i Nederlandene kan sidestilles med, at en national konkurrencemyndighed har behandlet sagen).

2)

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter et væsentligt formkrav, idet den ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse for afslaget. Kommissionen har endvidere ikke taget stilling alle retlige og faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har bragt til dens kundskab.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/44

Sag anlagt den 5. juli 2013 — European Space Imaging mod Kommissionen

(Sag T-357/13)

2013/C 260/80

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: European Space Imaging GmbH (München, Tyskland) (ved advokat W. Trautner)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Den med skrivelse af 5. juni 2013 meddelte afgørelse om ophævelse af det begrænsede udbud ophæves

—

Den med skrivelse af 5. juni 2013 meddelte afgørelse om fornyet udbud som offentligt udbud ophæves

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1)

Første anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat det i artikel 89, stk. 1, i finansforordningen (1) fastsatte proportionalitetsprincip, idet den har ophævet udbudsprocedure (EUT 2012/S 183-299769) vedrørende levering af data fra satellit-telemålinger og tilhørende tjenesteydelser til støtte af kontrollen i forbindelse med en fælles landsbrugspolitik. Sagsøgeren har i denne sammenhæng bl.a. anført, at Kommissionens fremgangsmåde er i strid med det almindelige princip om, at ophævelsen af en udbudsprocedure bør være det sidste middel (»ultima ratio«). Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen burde have opfordret de bydende til at afgive konkrete bud, før den kunne afgøre, om der faktisk ikke ville indgå økonomiske tilbud.

2)

Andet anbringende om en tilsidesættelse af princippet om åbenhed

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ved at nægte at fremkomme med konkrete oplysninger om grundene til ophævelsen af udbudsproceduren har tilsidesat det i finansforordningens artikel 89, stk. 1, fastsatte princip om åbenhed. Sagsøgeren kunne navnlig ikke prøve, om de påberåbte grunde overhovedet forelå. Sagsøgeren har endvidere anført, at det berørte marked for udbydere af data fra satellit-telemålinger er højt specialiseret, og antallet af potentielle bydende er derfor meget begrænset, og sagsøgeren har anfægtet, at Kommissionen i forbindelse med sin afgørelse om at ophæve udbudsproceduren ikke tilkendegav, at det kunne komme på tale at ophæve proceduren, hvis der ikke blev opnået et vist antal bydende.

(1)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/45

Sag anlagt den 8. juli 2013 — VECCO m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-360/13)

2013/C 260/81

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Verein zur Wahrung von Einsatz und Nutzung von Chromtrioxid und anderen Chrom-VI-verbindungen in der Oberflächentechnik eV (VECCO) (Memmingen, Tyskland) og 185 andre (ved advokaterne C. Mereu og K. Van Maldegem)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Det fastslås, at sagen kan antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Det fastslås, at Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 af 17. april 2013 om ændring af bilag XIV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (EUT L 108, s. 1) er delvis ulovlig, eftersom den er baseret på et åbenbart fejlskøn og tilsidesætter artikel 58, stk. 2, i REACH, proportionalitetsprincippet og retten til at forsvare sig (herunder princippet om god forvaltningsskik og princippet om, at videnskabelig rådgivning skal være kompetent).

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 annulleres delvist, for så vidt som den i bilaget under løbenr. 16, femte kolonne, med overskriften »Undtagne (kategorier af) anvendelsesformål« ikke indeholder følgende undtagelse: »anvendelse af chromtrioxid til produktionsformål i en vandig opløsning under overholdelse af et eksponeringsniveau på maksimum 5 μg/m3 (eller 0,005 mg/m3)« eller en lignende formulering med det formål at undtage »anvendelse af chromtrioxid i elektroplettering, ætsningsprocesser, elektrolytisk polering og andre overfladebehandlingsprocesser og -teknologier samt blandinger« fra den anfægtede retsakts anvendelsesområde, eller en anden ordlyd, der sikrer det samme formål.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at ændre Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013, således at den bringes i overensstemmelse med Domstolens dom.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1)

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 er ulovlig, eftersom den er baseret på en række åbenbare fejlskøn og bør annulleres, for så vidt som den ikke indeholder en undtagelse fra tilladelseskravet hvad angår anvendelsen af chromtrioxid i forkromningsindustrien.

2)

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 er baseret på en underliggende videnskabelig og juridisk ukorrekt vurdering af de arbejdsmiljørisici, der er forbundet med anvendelsen af chromtrioxid i forkromningsindustrien (et åbenbart fejlskøn).

3)

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 tilsidesætter artikel 58, stk. 2, i REACH og proportionalitetsprincippet.

4)

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at sagsøgerne ikke fik bevilget aktindsigt i de nøgledokumenter, som Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 blev baseret på, og Kommissionen tilsidesatte derfor sagsøgernes ret til at forsvare sig samt princippet om god forvaltningsskik og princippet om, at videnskabelig rådgivning skal være kompetent.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/46

Sag anlagt den 9. juli 2013 — Menelaus mod KHIM — Garcia Mahiques (VIGOR)

(Sag T-361/13)

2013/C 260/82

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Menelaus BV (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

De andre parter i sagen for appelkammeret: V. Garcia Mahiques (Jesus Pobre, Spanien) og F. Garcia Mahiques (Jesus Pobre, Spanien)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 23. april 2013 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 88/2012-2) annulleres, for så vidt som den annullerer annullationsafdelingens afgørelse af 11. november 2011 i sag 5061.

—

Appellen, iværksat af den anden part i sagen til prøvelse af afgørelse truffet af annullationsafdelingen den 10. november 2011 i sag C 5061, afvises.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i sagen for appelkammeret.

—

Såfremt V. Garcia Mahiques og F. Garcia Mahiques intervener i sagen, tilpligtes de at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i sagen for appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »VIGOR« — EF-varemærkeregistrering nr. 4 386 371.

Indehaver af EF-varemærket: Menelaus BV.

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: V. Garcia Mahiques og F. Garcia Mahiques

Begrundelse for ugyldighedsbegæringen: Ugyldighedsbegæringen er støttet på artikel 8, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 53, stk. 1, litra a), i Rådets forordning nr. 207/2009

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på ugyldighedsbegæringen

Appelkammerets afgørelse: Tog delvist appellen til følge, og annullerede den anfægtede afgørelse, for så vidt som den gav afslag på ugyldighedsbegæringen for visse varer i klasse 21, og afviste i øvrigt appellen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af regel 22, stk. 4, og regel 79-82 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (gennemførelsesforordningen), varemærkeforordningens artikel 57, stk. 2, sammenholdt med varemærkeforordningens artikel 15, stk. 1, litra a), varemærkeforordningens artikel 57, stk. 2, sammenholdt med varemærkeforordningens artikel 15, stk. 1, litra a), og varemærkeforordningens artikel 75, artikel 56, stk. 1, litra b), sammenholdt med varemærkeforordningens artikel 41, stk. 1, og artikel 57, stk. 2 og 3, og artikel 76, stk. 2 sammenholdt med varemærkeforordningens regel 40 og 22.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/46

Sag anlagt den 12. juli 2013 — Mocek og Wenta mod KHIM — Lacoste (KAJMAN)

(Sag T-364/13)

2013/C 260/83

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøgere: Eugenia Mocek (Chojnice, Polen) og Jadwiga Wenta (Chojnice, Polen) (ved advokat K. Grala)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Lacoste SA (Paris, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 10. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 2466/2010-4 annulleres, og det ansøgte varemærke registreres for alle de varer, der er omfattet af ansøgningen.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i sagen for Retten, og dennes nødvendige omkostninger i sagen for appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Eugenia Mocek og Jadwiga Wenta

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket i farverne grøn, hvid og grå, der indeholder ordbestanddelen »KAJMAN« placeret mellem en krokodilles ryg og hoved for varer og tjenesteydelser i klasse 18, 20, 22, 25 og 36 — EF-varemærkeregistrering nr. 5 686 845

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Lacoste SA

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-figurmærket i sort og hvid, der gengiver en krokodille, og ordmærket »CROCODILE« for varer og tjenesteydelser i klasse 16, 18, 20, 24, 25 og 36

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet i det hele

Appelkammerets afgørelse: Den anfægtede afgørelse ophævet i det omfang indsigelsen blev forkastet for visse varer i klasse 18 og 25 og afslag på registrering af den anfægtede EF-varemærkeansøgning for disse varer

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/47

Sag anlagt den 15. juli 2013 — Republikken Polen mod Europa-Kommissionen

(Sag T-367/13)

2013/C 260/84

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/214/EU af 2. maj 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer C(2013) 2436) (1) annulleres for så vidt som den udelukker udgifter afholdt af de af Republikken Polen godkendte betalingsorganer på hhv. 8 292 783,94 EUR og 71 610 559,39 EUR fra EU-finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1)

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1258/1999 og af artikel 31, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1290/2005, fordi der er blevet foretaget en finansiel korrektion på grundlag af en fejlagtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en mangelfuld retlig fortolkning, selv om de polske myndigheder har afholdt udgifterne i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne.

Kommissionen har begrundet den foretagne finansielle korrektion med fem angivelige mangler ved gennemførelsen af foranstaltningen »støtte til delvis selvforsynende landbrug«. Den første mangel vedrører en tilsidesættelse af det påståede krav om, at modtageren skal fremskaffe mindst 50 % af støtten til omstruktureringsforanstaltningerne. Den anden mangel vedrører den manglende krydsrevision af landbrugsdyrene ved den administrative kontrol af den oprindelige ansøgning med hensyn til rigtigheden af den af landbrugeren angivne økonomiske størrelse (ESE) [europæiske størrelsesenheder]. Den tredje mangel vedrører en tilsidesættelse af det påståede krav om, at der i løbet af det første år for gennemførelsen af programmet skal foretages kontroller på stedet. Den fjerde mangel består i, at der efter Kommissionens opfattelse ikke var en passende sammenhæng mellem delmålene og de erhvervsmæssige behov. Den femte mangel vedrører en tilsidesættelse af det påståede krav om en kvantitativ fastsættelse af delmålene. Sagsøgeren anfægter Kommissionens retlige fortolkning og gengivelse af de faktiske omstændigheder med hensyn til alle de nævnte påståede mangler.

2)

Andet anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, idet der er blevet anvendt en metode ved den finansielle korrektion, som er åbenbart i strid med artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, i forordning (EF) nr. 1258/1999 og med artikel 31, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1290/2005 samt med retningslinjer nr. VI/5330/97.

Sagsøgeren gør herved gældende, at Kommissionen har anvendt en korrektionsmetode, som er i strid med EU-retten og retningslinjer nr. VI/5330/97. Derudover har det ikke været muligt for de polske myndigheder under den bilaterale procedure at efterprøve vurderingen af den fastslåede manglende overensstemmelse, idet Kommissionen først efter afslutningen af denne procedure begyndte at foretage denne vurdering. Derfor har Kommissionen foretaget den finansielle korrektion på en måde, som er åbenbart i strid med regnskabsafslutningsproceduren.

3)

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, idet den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet.

Sagsøgeren foreholder Kommissionen, at de polske myndigheder ved den anfægtede afgørelse ikke er blevet nært inddraget i beslutningsprocessen, fordi Kommissionen først har fremført sit principielle synspunkt efter den bilaterale drøftelse. Kommissionen har ikke fremlagt nogen dokumentation og har ikke begrundet de faktiske og retlige konstateringer, der ligger til grund for den foretagne finansielle korrektion.

(1)  EUT L 123, s. 11.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/48

Sag anlagt den 16. juli 2013 — Boehringer Ingelheim International mod KHIM — Lehning entreprise (ANGIPAX)

(Sag T-368/13)

2013/C 260/85

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Boehringer Ingelheim International GmbH (Ingelheim am Rhein, Tyskland) (ved advokaterne V. von Bomhard og D. Slopek)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Lehning entreprise SARL (Sainte Barbe, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 29. april 2013 af Femte Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 571/2012-5) annulleres, for så vidt som den tillod registrering af varemærket ANGIPAX for farmaceutiske og veterinære produkter og præparater til brug for sundhedsbeskyttelse og lægebehandling, afsvampningsmidler, diætetiske præparater til medicinsk brug, desinfektionsmidler, kirurgiske plastre og forbindsstoffer, materiale til tandplombering, præparater til udryddelse af skadedyr, næringsmidler til spædbørn, og

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, eller ‒ såfremt den anden part i sagen for Appelkammeret intervenerer til støtte for sagsøgte ‒ sagsøgte og intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Lehning entreprise SARL

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »ANGIPAX« for varer i klasse 5 — EF-varemærkeansøgning nr. 8 952 401

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Boehringer Ingelheim International GmbH

Det påberåbte varemærke eller tegn: Ordmærket »ANTISTAX« — EF-varemærkeregistrering nr. 2 498 343 for varer i klasse 3, 5, 28 og 30

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet i sin helhed

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/48

Sag anlagt den 18. juli 2013 — Versorgungswerk der Zahnärztekammer Schleswig-Holstein mod ECB

(Sag T-376/13)

2013/C 260/86

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Versorgungswerk der Zahnärztekammer Schleswig-Holstein (Kiel, Tyskland) (ved advokat O. Hoepner)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

—

Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 16. april 2013 som affattet ved afgørelse af 22. maj 2013 (LS/MD/13/313) annulleres i det omfang begæringen om aktindsigt i bilag A og B til »Exchange Agreement dated 15. February 2012 among the Hellenic Republic and the European Central Bank and the Eurosystem NBCs listed herein« ikke blev imødekommet.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1)

Første anbringende: Ulovligt grundlag for afgørelsen.

—

Sagsøgeren har anført, at Den Europæiske Centralbank med sin afgørelse ECB/2011/6 (1) uden tilstrækkelig bemyndigelse hertil materielt har udvidet kredsen af de i artikel 4, stk. 1, litra a), i afgørelse ECB/2004/3 (2) nævnte afslagsgrunde.

2)

Andet anbringende: Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter væsentlige formforskrifter. Sagsøgeren har i den forbindelse anført, at kravene til begrundelsespligten efter artikel 296, stk. 2, TEUF og under hensyntagen til artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder skal sættes højt, og at Den Europæiske Centralbanks begrundelse i den anfægtede afgørelse ikke opfylder de krav, som Den Europæiske Unions Domstol har fastsat.

3)

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af materiel ret.

—

Sagsøgeren har herved gjort gældende, at den materielle ret er blevet tilsidesat, idet den anfægtede afgørelse på grund af dens utilstrækkelige begrundelse har tilsidesat sagsøgerens ret til aktindsigt i henhold til artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 15, stk. 3, TEUF. Endvidere er afslaget på aktindsigt uforholdsmæssigt.

(1)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2011/342/EU af 9.5.2011 om ændring af afgørelse ECB/2004/3 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2011/6) (EUT L 158, s. 37).

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2004/258EU af 4.3.2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2004/3) (EUT L 80, s. 42).

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/49

Sag anlagt den 17. juli 2013 — ultra air mod KHIM — Donaldson Filtration Deutschland (ultra.air ultrafilter)

(Sag T-377/13)

2013/C 260/87

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: ultra air GmbH (Hilden, Tyskland) (ved advokat C. König)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Donaldson Filtration Deutschland GmbH (Haan, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 6. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 1100/2011-4 annulleres.

—

Harmoniseringskontoret og Donaldson Filtration Deutschland GmbH, såfremt dette selskab intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »ultra.air ultrafilter« for varer og tjenesteydelser i klasse 7, 9, 11, 37 og 42 — EF-varemærke nr. 7 480 585

Indehaver af EF-varemærket: ultra air GmbH

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Donaldson Filtration Deutschland GmbH

Begrundelse for ugyldighedsbegæringen: Absolut ugyldighedsgrund i forordning 207/2009, artikel 52, stk. 1, litra a)

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om, at varemærket erklæres ugyldigt

Appelkammerets afgørelse: Medhold i klagen og EF-varemærket erklæret ugyldigt

Søgsmålsgrunde:

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 75, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 75, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/49

Sag anlagt den 23. juli 2013 — Apple and Pear Australia og Star Fruits Diffusion mod KHIM — Carolus C. (English pink)

(Sag T-378/13)

2013/C 260/88

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøgere: Apple and Pear Australia Ltd (Victoria, Australien) og Star Fruits Diffusion (Caderousse, Frankrig) (ved advokaterne T. de Haan og P. Péters)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Carolus C. BVBA (Nieuwerkerken, Belgien)

Sagsøgernes påstande

—

Principalt omgøres afgørelse truffet den 29. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 1215/2011-4, således at klagen indgivet af sagsøgerne til appelkammeret anses for velbegrundet, og sagsøgernes indsigelse dermed tages til følge.

—

Subsidiært annulleres afgørelse truffet den 29. maj 2013 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sag R 1215/2011-4 i sin helhed.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Carolus C.

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »English pink« for varer i klasse 31 — EF-varemærkeansøgning nr. 8 610 768

Indehavere af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Apple and Pear Australia Ltd og Star Fruits Diffusion

Det påberåbte varemærke eller tegn: Ordmærket »PINK LADY« og figurmærkerne, der indeholder ordbestanddelene »Pink Lady« for varer i klasse 16, 29, 30, 31 og 32

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde:

—

Tilsidesættelse af princippet om retskraft.

—

Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

—

Tilsidesættelse af artikel 75, i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 76, i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/50

Sag anlagt den 22. juli 2013 — Innovation First mod KHIM (NANO)

(Sag T-379/13)

2013/C 260/89

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Innovation First, Inc. (Greenville, De Forenede Stater) (ved advokat J. Zecher)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 19. april 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (R 1271/2012-1) annulleres.

—

Harmoniseringskonteret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostninger i sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »NANO« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 28 og 41 — EF-varemærkeansøgning nr. 9 157 421

Undersøgerens afgørelse: Afslag på EF-varemærkeansøgningen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 75 og artikel 37, stk. 3, i Rådets forordning nr. 207/2009, regel 50, stk. 2, litra h), i forordning nr. 2868/95 og artikel 76, samt artikel 7 stk. 1, litra b), og c), i Rådets forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/50

Sag anlagt den 26. juli 2013 — Intermark mod KHIM — Coca-Cola (RIENERGY Cola)

(Sag T-384/13)

2013/C 260/90

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Intermark Srl (Stei, Rumænien) (ved advokat Á. László)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: The Coca-Cola Company (Atlanta, De Forenede Stater)

Sagsøgerens påstande

—

Ansøgningen opretholdes, den anfægtede afgørelse truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) omgøres, indsigelsen forkastes, og Intermark Srl’s tegn registreres i sin helhed som et EF-varemærke.

—

Såfremt Retten finder, at det er nødvendigt at foretage endnu en grundig gennemgang af sagens faktiske omstændigheder og bevisligheder, annulleres den anfægtede afgørelse, og sagen hjemvises til Harmoniseringskontoret med henblik på fortsatte undersøgelser og en ny afgørelse.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Intermark Srl

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket »Cola« for varer og tjenesteydelser i klasse 32 og 35 — EF-varemærkeansøgning nr. 9 507 963

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: The Coca-Cola Company

Det påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistrering nr. 8 792 475, nr. 2 107 118 og nr. 8 709 818 af figurmærket »Coca-Cola« for varer og tjenesteydelser i klasse 30, 32, 33 og 35

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen i det hele taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/51

Rettens kendelse af 12. juli 2013 — Pannon Hőerőmű mod Kommissionen

(Sag T-352/08) (1)

2013/C 260/91

Processprog: ungarsk

Formanden for Sjette Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.

(1)  EUT C 285 af 8.11.2008.

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 260/51

Rettens kendelse af 5. juli 2013 — SK Hynix mod Kommissionen

(Forenede sager T-148/10 og T-149/10) (1)

2013/C 260/92

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.

(1)  EUT C 148 af 5.6.2010.