31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/1

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om 2erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (1),

—

der henviser til FN's konvention fra 1949 om bekæmpelse af menneskehandel og tredjeparts udnyttelse af prostitution,

—

der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, der blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing +10 (2005) og Beijing +15 (2010),

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011 (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2010 "Fornyet vilje til at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder - Et kvindecharter" (COM(2010)0078),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 11. februar 2011”Fremskridt i ligestillingen mellem mænd og kvinder – Årsrapport 2010” (SEC(2011)0193),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010”Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015” (COM(2010)0491),

—

der henviser til Agenturet for Grundlæggende Rettigheders rapport om homofobi, transfobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet (2010),

—

der henviser til EU's voldsofferpakke, herunder Kommissionens meddelelse af 18. maj 2011 om at "Styrke ofres rettigheder i EU" (COM(2011)0276), "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse" (COM(2011)0275) og "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gensidig anerkendelse af beskytteforanstaltninger i civilretlige spørgsmål" (COM(2011)0274),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "EU 2020: En europæisk strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 3. oktober 2008 om gennemførelse af Barcelonamålene vedrørende pasningsmuligheder for børn i førskolealderen (COM(2008)0638),

—

der henviser til direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser og Den Europæiske Domstols dom af 1. marts 2011 i Test Achats-sagen (C-236/09) (3),

—

der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om kvinder og fattigdom i Den Europæiske Union (4),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2009 om ikke-forskelsbehandling på grundlag af køn og solidaritet mellem generationerne (5),

—

der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU – 2009 (6) og af 8. marts 2011 om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU – 2010 (7),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om kvinder og virksomhedsledelse (8),

—

der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik for bekæmpelse af vold mod kvinder (9),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i EU (10),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (11),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0041/2012),

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd er et af EU's grundlæggende principper, som er nedfældet i Traktaten om Den Europæiske Union, og til, at Unionen specifikt har sat sig som mål at integrere princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder i alle sine aktiviteter, og der henviser til, at der til trods for den gradvise fremgang på området fortsat er mange uligheder mellem mænd og kvinder;

B.

der henviser til, at en styrkelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og af deres økonomiske uafhængighed i en tid med økonomisk krise ikke blot er et moralsk imperativ, men også en økonomisk nødvendighed; der henviser til, at EU 2020-strategien indeholder en hovedmålsætning om at øge beskæftigelsen til 75 % for mænd og kvinder i alderen 20-64 år;

C.

der henviser til, at Europas fremtidige økonomiske konkurrenceevne og fremgang er dybt afhængig af dets evne til at udnytte arbejdsressourcerne fuldt ud, herunder en øget deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet; der henviser til, at en af Europa 2020-prioriteterne er at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet for at nå op på en beskæftigelsesgrad for kvinder på 75 % inden 2020; der henviser til, at forholdsvis flere kvinder end mænd har deltidsjob eller er ansat på tidsbestemte kontrakter, hvorfor de har større risiko for at blive arbejdsløse i krisetider, og der henviser til, at der er risiko for, at den nuværende økonomiske tilbagegang vil forsinke fremskridtene eller endog betyde tilbageskridt med hensyn til ligestillingen mellem kønnene; der imidlertid henviser til, at mulighederne for deltidsarbejde i visse tilfælde og i visse perioder kan have en positiv effekt for kvinder og mænd i bestræbelserne på at forene arbejdslivet, familielivet og privatlivet;

D.

der henviser til, at målsætningen om ligestilling forudsætter en bedre politisk repræsentation af kvinder; der henviser til, at kvinders repræsentation i den politiske beslutningstagen ikke har gennemgået en lineær forbedring i de seneste år, at kønsbalancen i de nationale parlamenter over hele EU er forblevet uændret på 24 % kvinder og 76 % mænd og at andelen af kvinder i visse medlemsstaters parlamenter ikke overstiger 15 %, samtidig med at kvindelige ministre kun udgør i alt 23 %; der henviser til, at antallet af kvindelige næstformænd i Europa-Parlamentet faldt i anden halvdel af valgperioden 2009-2014;

E.

der henviser til, at den økonomiske krise hovedsageligt har ramt mænd, men at nedskæringer i de offentlige udgifter forventes at have uforholdsmæssige konsekvenser for kvinders beskæftigelse og lønforskellen, da mange flere kvinder end mænd er ansat i den offentlige sektor; der henviser til, at særlig kritiske sektorer, der er domineret af kvinder, er sundhedssektoren, uddannelsesområdet og social omsorg; der henviser til, at det er vigtigt ikke blot at være opmærksom på beskæftigelsesprocenterne, men også på retten til samme beskæftigelsesvilkår og -kvalitet, herunder karrieremuligheder og løn;

F.

der henviser til, at vold mod kvinder, herunder psykisk vold, udgør en af de største hindringer for ligestilling mellem kvinder og mænd, er et brud på kvinders grundlæggende rettigheder og fortsat er den mest udbredte krænkelse af menneskerettighederne i EU, på trods af foranstaltninger fra politisk side med henblik på at imødegå dette problem; der henviser til, at økonomisk tilbagegang skaber betingelser for øget vold i intime forhold, og at spareforanstaltninger, der rammer støttetjenester, gør de voldsramte kvinder endnu mere sårbare end normalt;

G.

der henviser til, at økonomer og eksperter i befolkningsudvikling (Verdensbanken, OECD, IMF) bruger økonomiske og matematiske modeller til at beskrive den økonomiske værdi af husholdningernes produktion – som primært udføres af kvinder – og at kvindernes bidrag til BNP ville være endnu højere, hvis deres ulønnede arbejde blev medregnet, hvilket viser, at der er tale om forskelsbehandling med hensyn til kvindernes arbejde;

H.

der henviser til, at budgetnedskæringer i den sociale sektor, f.eks. i bevillingerne til børnepasning, yderligere hindrer kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet;

I.

der henviser til, at adgang til pasningsordninger for børn, ældre og andre pasningskrævende, er af afgørende betydning for, at mænd og kvinder får samme mulighed for at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og i uddannelsesforløb; der henviser til, at personer, der udfører plejearbejde i private hjem, fortsat bliver forskelsbehandlet, idet disse arbejdsår ikke medregnes i opgørelsen over ret til pension og andre rettigheder;

J.

der henviser til, at 2012 er det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne, og at det er vigtigt at understrege, at flere kvinder end mænd lever i husstande med én person, når de bliver ældre, på grund af deres længere forventede levetid;

K.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i oktober 2011 vedtog sin beslutning om forslag til et nyt direktiv om barselsorlov, der udvider barselsorloven til 20 uger med fuld løn, og som ligeledes fastsætter en betalt fædreorlov på mindst to uger;

L.

der henviser til, at adgangen til kapital er meget begrænset på grund af bankkrisen, hvilket er et problem, som uforholdsmæssigt forventes at ramme kvindelige iværksættere, da kvinder i stigende grad arbejder som selvstændige for bedre at kunne forene arbejde og familieliv;

M.

der henviser til, at indsamling og analyse af kønsopdelte data er særdeles vigtigt i forbindelse med gennemførelse af ligestilling mellem mænd og kvinder i EU;

N.

der henviser til, at fremskridt i retning af at opnå ligestilling mellem kønnene har været ulidelig langsom, især hvad angår økonomisk ligestilling; der henviser til, at politiske ledere skal gøre mere end blot komme med tomme floskler, og i stedet prioritere ligestilling i deres økonomiske strategier;

O.

der henviser til, at lønforskellene mellem mænd og kvinder fortsat er meget store (i visse tilfælde over 25 %), og der henviser til, at lønkløften til trods den indsats, der er gjort, og de fremskridt, der har fundet sted, ikke er blevet mindsket men snarere stagnerer;

P.

der henviser til, at beskæftigelsen er lavest i landdistrikter, samt at et stort antal kvinder står uden for det officielle arbejdsmarked og derfor ikke er registreret som arbejdsløse eller figurerer i statistikkerne over samme, hvilket giver særlige økonomiske og juridiske problemer i forbindelse med barsel og sygdom, med hensyn til optjening af pensionsrettigheder og adgang til socialsikring samt i tilfælde af skilsmisse; der henviser til, at landdistrikter er ugunstigt stillede på grund af mangelen på jobmuligheder af høj kvalitet;

Q.

der henviser til, at gennemsnitligt 3 ud af 10 husstande i EU består af én enkelt person, hvoraf størstedelen af disse består af kvinder, som bor alene, navnlig ældre kvinder, og til, at procentsatsen vokser; der henviser til, at disse husstande er mere sårbare og i højere grad risikerer at blive ramt af fattigdom, navnlig i perioder med økonomisk tilbagegang; der henviser til, at en husstand, som består af én enkelt person eller med én enkelt indtægt, i de fleste medlemsstater behandles ugunstigt, både i absolutte og relative tal, med hensyn til beskatning, socialsikring, bolig, sundhedspleje, forsikring og pension; der henviser til, at offentlige politikker ikke skal straffe folk for - frivilligt eller ufrivilligt - at bo alene;

R.

der henviser til, at kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder er menneskerettigheder og bør sikres for alle kvinder, uanset deres sociale status, alder, seksuelle orientering eller etniske oprindelse;

S.

der henviser til, at mange kvinder såsom handikappede kvinder, kvinder der passer børn, ældre og handicappede kvinder, kvinder fra etniske minoriteter og særlig romakvinder samt kvindelige indvandrere er udsat for mangesidet og tværsektoriel forskelsbehandling og er mere sårbare over for social udstødelse, fattigdom og ekstreme overtrædelser af menneskerettighederne;

T.

der henviser til, at familier i EU er forskellige og omfatter forældre, der er gift, ugift, der lever i et partnerskab, forældre af forskelligt køn og forældre af samme køn, enlige forældre og plejeforældre, der fortjener samme beskyttelse i henhold til den nationale lovgivning og EU-lovgivningen;

U.

der henviser til, at EU-Domstolens dom i Test Achats-sagen påviser behovet for præcise, klare og utvetydige bestemmelser i lovgivningen om ligestilling mellem mænd og kvinder;

V.

der henviser til, at kløften mellem mænd og kvinder er mindre, før de stifter familie, og vokser, når de indgår i et parforhold; der henviser til, at beskæftigelsesprocenten falder for kvinder, når de får deres første barn, og at ulemperne på arbejdsmarkedet øges på et tidligt tidspunkt i deres liv i forbindelse med børnepasning, der på et senere tidspunkt ændres til pleje af ældre, hvilket ofte fører til fattigdom blandt mennesker i beskæftigelse;

W.

der henviser til, at positiv særbehandling har vist sig at være en vigtig forudsætning for at sikre kvinders fulde integration på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt;

X.

der henviser til, at kvinder i landdistrikterne lider under endnu større forskelsbehandling og kønsstereotyper end kvinder i byområderne, og at førstnævnte kvinders beskæftigelsesprocent er meget lavere end for kvinder i byerne;

Y.

der henviser til, at ofrene for menneskehandel som oftest er kvinder og piger;

1.

opfordrer medlemsstaterne til, at sikre, at deres ægteskabs- og skilsmisselovgivning samt lovgivning om formueforholdene i ægteskabet ikke direkte eller indirekte udgør en økonomisk fælde for ægtefæller, navnlig for kvinder, og til at sikre, at par, der har til hensigt at indgå ægteskab, informeres fuldt ud og inden for et passende tidsrum om de finansielle og juridiske konsekvenser af ægteskab og skilsmisse;

2.

anmoder medlemsstaterne om at investere i økonomisk overkommelige pasningsmuligheder af høj kvalitet for børn, syge, ældre og andre pasningskrævende personer, med fleksible åbningstider, og som tilgængelige, således at så mange som muligt får mulighed for at forene arbejdsliv og privatliv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at mænd og kvinder, som passer børn eller ældre, modtager anerkendelse i form af individuelle socialsikringsrettigheder og pensionsrettigheder; indbyder arbejdsmarkedets parter til at fremlægge specifikke initiativer, der kan efterprøve de færdigheder, som tilegnes under plejerelaterede orlovsperioder;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde hen imod individualiserede socialsikringsordninger for at øge kvindernes personlige selvstændighed og stilling i samfundet;

4.

understreger vigtigheden af at udvikle det retlige begreb fælles ejerskab for at sikre fuld anerkendelse af kvinders rettigheder i landbrugssektoren, en passende beskyttelse på socialsikringsområdet og anerkendelse af deres arbejde, samt vigtigheden af at ændre forordningen om Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), således at denne fond i lighed med Den Europæiske Socialfond (ESF) kan anvendes til at indføre positive særforanstaltninger for kvinder i den kommende programmeringsperiode for 2014-2020, sådan som det var muligt tidligere, men ikke i den nuværende periode, eftersom sådanne foranstaltninger vil være særdeles gavnlige for kvinders beskæftigelse i landdistrikterne;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, at udarbejde forslag om gensidig anerkendelse i hele Europa af registrerede partnerskaber og om familier, hvor forældrene er af samme køn, blandt de lande, der allerede har gennemført en sådan lovgivning, for at sikre ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, fri bevægelighed, beskatning, socialsikring og beskyttelse af familieindkomster og børn;

6.

glæder sig over vedtagelsen af direktiv 2010/41/EU om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at det bliver gennemført fuldt ud og til tiden;

7.

beklager, at visse medlemsstater har indført restriktive definitioner af "familie" for at nægte par af samme køn og deres børn retlig beskyttelse; erindrer om, at EU-lovgivningen skal anvendes uden forskelsbehandling på baggrund af køn eller seksuel orientering i henhold til EU's charter om grundlæggende rettigheder;

8.

understreger, at finanspolitisk konsolidering uden hensyntagen til ligestillingsspørgsmålet risikerer at føre til øget kønssegregering på arbejdsmarkedet, større jobusikkerhed blandt kvinder, en større kønsbetinget lønkløft, større kvindeliggørelse af fattigdommen og større vanskeligheder med at forene plejeopgaver og arbejde;

9.

opfordrer Rådet til at gå videre med Europa-Parlamentets holdning om ændring af direktivet om barselsorlov, især med hensyn til løn til kvinder, der lige har født, for at sikre kvindernes fortsatte økonomiske uafhængighed i denne periode;

10.

opfordrer medlemsstaterne til aktivt at fremme og overvåge iværksættelsen af den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af arbejdsmarkedets parter, især med hensyn til den ikke-overdragelige del, og sikre, at alle hindringer fjernes for at øge andelen af mænd, der tager forældreorlov;

11.

understreger, at egen indkomst og lønnet kvalitetsbeskæftigelse er en afgørende forudsætning for kvinders økonomiske uafhængighed og for øget lighed mellem mænd og kvinder i samfundet helhed;

12.

opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at inddrage især kvindelige arbejdstagere i uddannelse og erhvervsfaglig uddannelse i "grønne job", som af Kommissionen anses for "et vigtigt vækstsegment" på det europæiske arbejdsmarked;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at analysere og fjerne hindringerne for at komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet samt selvstændige erhverv for romakvinder og desuden at lægge passende vægt på kvindernes rolle i forbindelse med den økonomiske styrkelse af marginaliserede romakvinder samt i forbindelse med virksomhedsetablering;

14.

opfordrer til, at der træffes foranstaltninger på nationalt og europæisk plan, som kan styrke iværksætteri blandt kvinder, ved at tilvejebringe strukturer for uddannelse samt faglig og juridisk rådgivning og ved at lette adgangen til offentlig og privat finansiering;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere den økonomiske og finansielle krises indvirkning på ligestillingen mellem mænd og kvinder ved hjælp af vurderinger af de ligestillingsmæssige virkninger og efterfølgende med kønsbudgetteringsforanstaltninger;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at investere de nuværende strukturfondsmidler for perioden 2007-2013 i udvikling af plejetjenester for at gøre det muligt for såvel kvinder som mænd at forene arbejdsliv og privatliv;

17.

bemærker, at lønforskellen mellem mænd og kvinder til trods for utallige kampagner, mål og foranstaltninger inden for de seneste år, fortsat ligger højt, og konstaterer, at kvinder i EU i gennemsnit tjener 17,5 % mindre end mænd, og at der kun har været et marginalt fald i lønforskellen mellem mænd og kvinder i de seneste år; anmoder medlemsstaterne om at øge deres bestræbelser på at iværksætte eksisterende EU-foranstaltninger med henblik på at mindske denne forskel;

18.

opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at iværksætte en multifacetteret strategi med henblik på at bekæmpe alle grundene til den vedvarende lønforskel mellem kønnene, herunder til at indføre et europæisk lønmål om at reducere løngabet med 10 procentpoint i hvert medlemsland for at sikre, at kvinder og mænd får lige løn for lige arbejde og lige kvalifikationer, og glæder sig over Kommissionens initiativ om at lancere en europæisk dag for ligeløn (European Equal Pay Day); beklager, at der ikke er blevet fremsat noget lovforslag af Kommissionen på området siden Europa-Parlamentets vedtagelse af sin beslutning af 18. november 2008 og dets henstillinger;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at reducere forskellene i mænds og kvinders pensioner, der er en direkte konsekvens af lønforskellene mellem mænd og kvinder, og til at vurdere de nye pensionssystemers konsekvenser for de forskellige kategorier af kvinder, idet der i særlig grad fokuseres på deltidskontrakter og atypiske kontrakter;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe målrettede foranstaltninger med henblik på at sikre, at sociale arbejdsområder vurderes højere og aflønnes mere retfærdigt; er af den opfattelse, at alle job på uddannelsesområdet og på omsorgsområdet bør ligestilles økonomisk med andre erhvervsområder, og at mænd og kvinder ikke må stilles økonomisk ringere, fordi de vælger at arbejde inden for sociale områder;

21.

er bekymret for, at den økonomiske krise og budgetnedskæringerne vil forværre problemet, da kvinder rammes uforholdsmæssigt af dette, og opfordrer medlemsstaternes regeringer samt arbejdsmarkedets parter at udarbejde en handlingsplan med konkrete, ambitiøse målsætninger;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre anvendelsen af velkvalificerede indvandrerkvinders evner og give adgang til uddannelse, herunder sprogkurser, med henblik på at undgå, at deres evner forældes, og for at sikre lige jobmuligheder og fremme integration af indvandrere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på at indføre tiltag for indvandrerkvinder og opfordrer til, at der gennemføres høringer blandt ngo'er og organisationer for indvandrerkvinder om politikker og tiltag, der skal sikre deres sociale integration;

23.

er bekymret over den lovgivning, der eksisterer i nogle medlemsstater, og som ikke udtrykkeligt forbyder muligheden for, at arbejdsgiverne giver kvinderne en allerede underskreven opsigelse ved ansættelsen, hvorved man omgår bestemmelserne om beskyttelse i forbindelse med barsel;

24.

mener, at kvinders aktive deltagelse og fulde indtræden på det europæiske arbejdsmarked ikke blot er godt for erhvervslivet, men at det også gavner økonomien og samfundet som helhed og er et spørgsmål om fundamentale rettigheder og demokrati; kvinder repræsenterer 60 % af nyuddannede akademikere, men er fortsat underrepræsenteret i stillinger, hvor der træffes økonomiske beslutninger;

25.

beklager den omstændighed, at økonomiske genopretningsprojekter hovedsageligt fokuserer på mandsdominerede former for beskæftigelse; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, når de gennemfører EU 2020-strategien og nationale reformprogrammer, konsekvent at tage hensyn til ligestillingsspørgsmålet og give høj prioritering til håndteringen af hindringerne for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet med særlig vægt på handicappede kvinder, indvandrerkvinder og kvinder fra etniske mindretal, kvinder i aldersgruppen 54-65 år samt romakvinder; understreger, at kvinder og mænd bør have adgang til fleksible arbejdsformer, herunder telearbejde, for effektivt at kunne forene arbejdsliv og familieliv og opnå økonomisk uafhængighed; bemærker, at kvinder er underrepræsenteret i sektorer, der sandsynligvis vil ekspandere, som sektoren for vedvarende energi, videnskab og teknologi-intensive job, og opfordrer derfor Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme beskæftigelsespolitikker, hvor der lægges vægt på en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i disse nye sektorer;

26.

opfordrer til, at initiativer og kampagner, der bryder med stereotyperne om kvinders lave effektivitet på arbejdspladsen og manglende ledelsesevne støttes; opfordrer til at støtte kvinder i deres faglige udvikling samt i deres bestræbelser på at indtage ledende stillinger;

27.

beklager de manglende fremskridt hen imod at øge antallet af kvinder i bestyrelser, som påvist i Kommissionens rapport fra 2012 om kvinders deltagelse i økonomisk beslutningstagning; konstaterer, at kun 13 % af direktørerne i de støre børsnoterede selskaber i EU er kvinder og kun 3 % af bestyrelsesformændene;

28.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremlægge en fuldstændig statusopgørelse over kvinders repræsentation i alle typer virksomheder i EU samt over de foranstaltninger af både forpligtende og uforpligtende karakter, der er truffet af erhvervslivet, og foranstaltninger, der for nylig er vedtaget i medlemsstaterne med henblik på at øge denne repræsentation; bemærker, at de foranstaltninger, der er truffet af virksomhederne og medlemsstaterne, ifølge Kommissionens rapport om kvinders deltagelse i økonomisk beslutningstagning er utilstrækkelige; glæder sig over den bebudede høring om foranstaltninger til forbedring af kønsbalancen i den økonomiske beslutningstagning; er imidlertid skuffet over, at Kommissionen afstår fra at træffe øjeblikkelige lovgivningsmæssige foranstaltninger, som den havde forpligtet sig til at gøre, hvis målene ikke blev nået; mener, at de beskedne fremskridt i 2011 fortjener mere konkrete tiltag end blot en høring; gentager derfor sin opfordring fra 2100 om at der i 2012 fremsættes lovforslag, herunder om kvoter, med henblik på at øge repræsentationen af kvinder i virksomhedernes øverste ledelse til 30 % inden 2015 og 40 % inden 2020 under hensynstagen til medlemsstaternes forpligtelser samt deres særlige økonomiske, strukturelle (f.eks. virksomhedsstørrelse), juridiske og regionale forhold;

29.

understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne navnlig ad lovgivningens vej opstiller bindende mål for opnåelse af ligelig repræsentation af mænd og kvinder i ledende stillinger i virksomheder, offentlige forvaltninger og politiske organer; henviser til Norge, Spanien, Tyskland, Italien og Frankrig som gode eksempler;

30.

minder om, at valget til Europa-Parlamentet i 2014, efterfulgt af dannelsen af den næste Kommission og udnævnelserne til de ledende administrative stillinger i EU's institutioner udgør en mulighed for at bevæge sig hen imod et demokrati med ligestilling på EU-plan;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte pariteten ved at foreslå både en kvinde og en mand som kandidater til hvervet som kommissær; opfordrer den nominerede kommissionsformand til at tilstræbe paritet i sin sammensætning af Kommissionen; opfordrer den nuværende Kommissionen til offentligt at støtte denne proces;

32.

påpeger, at brugen af valgkvoter har en positiv effekt på kvinders repræsentation og glæder sig over de lovgivningsmæssige paritetssystemer og kønskvoter ved valg, som er indført i Frankrig, Spanien, Belgien, Slovenien, Portugal og Polen; opfordrer medlemsstaterne med meget lav repræsentation af kvinder i de politiske forsamlinger til at overveje at indføre tilsvarende foranstaltninger;

33.

glæder sig over den betydelige stigning antallet af kvindelige formænd for parlamentariske udvalg og antallet af kvindelige medlemmer af Europa-Parlamentet i perioden 2009-2014, men beklager faldet i antallet af kvindelige næstformænd i Europa-Parlamentet i anden halvdel af perioden; foreslår derfor foranstaltninger med henblik på opnåelse af fuld ligestilling med hensyn til næstformandsposter;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætterprogrammer for kvinder og støtte etableringen af kvindeledede virksomheder økonomisk, samt etablere faglig vejledning og uddannelser med henblik på at opfordre kvinder til at danne egen virksomhed;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen, at inkludere homofobisk og transfobisk vold og chikane i dens handlingsprogrammer til bekæmpelse af kønsbaseret vold;

36.

glæder sig over de bestræbelser, der er gjort på såvel EU-plan som nationalt for at bekæmpe vold mod kvinder, mænd og børn, som f.eks. den europæiske beskyttelsesordre, direktivet om bekæmpelse af menneskehandel og lovgivningspakken til styrkelse af ofrenes rettigheder i EU, men understreger, at der fortsat er tale om et alvorligt problem, der ikke er blevet løst; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre politikker til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, herunder al seksuel, fysisk og psykisk vold, vold i hjemmet, chikane og understreger behovet for at medtage bekæmpelse af kønsbestemt vold i EU's eksterne politikker og udviklingssamarbejdspolitikker; understreger behovet for at gøre det muligt at fastslå problemet med kønsbaseret volds reelle omfang i EU; påpeger i denne forbindelse det vigtige arbejde, som det kommende europæiske overvågningsorgan for vold mod kvinder skal udføre, og anmoder derfor om, at nævnte overvågningsorgan snarest bliver operationelt;

37.

gentager behovet for, at Kommissionen forelægger en EU-dækkende strategi for at stoppe volden mod kvinder, herunder et lovgivningsmæssigt strafferetligt instrument til bekæmpelse af kønsbestemt vold, som krævet af Europa-Parlamentet i flere beslutninger; opfordrer Kommissionen til at gøre 2015 til europæisk år mod vold mod kvinder;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde oplysningsprogrammer om seksuel chikane og mobning på arbejdspladsen, så kvinder, der oplever disse fænomener, effektivt kan modsætte sig dem;

39.

definerer vold i hjemmet som enhver form for seksuel, fysisk og psykisk mishandling; påpeger, at kønsbaseret vold hvert år medfører mange dødsfald i EU; opfordrer derfor til, at der træffes passende foranstaltninger med henblik på at behandle kønsbaseret vold som et offentligt sikkerhedsproblem frem for som et privat og hjemligt problem og som et brud på de grundlæggende rettigheder, ved bl.a. at sikre adgang til former for forebyggelse, juridisk beskyttelse og bistand, også hvad angår stalking;

40.

udtrykker tilfredshed med den nylige vedtagelse af direktivet om den europæiske beskyttelsesordre, som har til formål at beskytte ofre f.eks. for kønsbaseret vold og opfordrer medlemsstaterne til at indføre den i national lovgivning snarest muligt for at sikre, at den europæiske beskyttelsesordre fungerer korrekt;

41.

henviser i denne forbindelse til EU's voldsofferpakke; opfordrer medlemsstaterne til i denne pakke at inkludere specifikke foranstaltninger og ressourcer til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, herunder vold i hjemmet, seksuelle overgreb, chikane, såkaldte æresdrab, skamfering af kvinders kønsdele, tvangsægteskaber og andre former for vold og krænkelse af individuelle rettigheder;

42.

appellerer til medlemsstaterne om at indføre resocialiseringsprogrammer og psykologiske programmer for gerningsmænd, der har udøvet psykisk og fysisk vold, hvormed volden kan mindskes; henleder ligeledes opmærksomheden på den øgede aggressive adfærd blandt piger;

43.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre dens hensigt om at inkorporere ligestilling i det fælles europæiske asylsystem;

44.

understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder tager skridt til at fremme genindslusningen på arbejdsmarkedet af kvinder, som har været udsat for kønsbaseret vold, via anvendelse af instrumenter såsom ESF eller Progress-programmet;

45.

påpeger, at fremme af social og økonomisk uafhængighed, kontrol over sin egen seksuelle og reproduktive sundhed og frihed til selv at vælge sin partner er vigtige forudsætninger for at bekæmpe vold;

46.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende den kønsbaserede sundhedsdimension som en essentiel del af EU's sundhedspolitikker og øge deres anstrengelser yderligere for at vedtage en todelt strategi baseret på køn og alder og kønsspecifikke tiltag i EU's og i de nationale sundhedspolitikker;

47.

gentager sin holdning om seksuel og reproduktiv sundhed, som anført i sine beslutninger af 10. februar 2010 og 8. marts 2011 om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU - 2009 og 2010; udtrykker i denne henseende bekymring over nylige nedskæringer i familieplanlægningsydelser og til seksualundervisning samt til adgang til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser i nogle medlemsstater, navnlig med hensyn til beskyttelse under graviditet og barsel samt sikker og lovlig abort; understreger, at alle kvinder skal have kontrol over deres seksuelle og reproduktive rettigheder, herunder ved at have adgang til økonomisk overkommelige svangerskabsforebyggende midler af høj kvalitet;

48.

er bekymret over stigende forekomster af hiv/aids og andre seksuelt overførbare sygdomme, navnlig blandt kvinder; henviser til, at 45 % af de nye hiv-smittede unge kvinder og piger er mellem 15 og 24 år; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til i sin strategi til bekæmpelse af hiv/aids at lægge øget vægt på forebyggelse og udtrykkeligt medtage seksualoplysning og fri adgang til præservativer og hiv-test for at øge den generelle bevidsthed om faren ved seksuelt overførbare sygdomme og reducere antallet af nye hiv-smittede;

49.

opfordrer til, at der både på EU-plan og i medlemsstaterne iværksættes drøftelser om, hvordan stereotyper, der er knyttet til mænds og kvinders roller, bekæmpes; understreger i denne forbindelse betydningen af at fremme repræsentation af kvinder på en måde, der respekterer kvinders værdighed, og af at bekæmpe vedvarende kønsstereotyper, især forekomsten af nedværdigende billeder, samtidig med at ytrings- og pressefriheden fuldt ud respekteres;

50.

opfordrer EU og dets medlemslande til, som en del af deres ligestillingsindsats, på alle politikområder at gøre en særlig indsats for kvinder med særlige behov;

51.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage særlig hensyn til de grupper af kvinder, der er mest udsat; fremhæver, at handicappede kvinder, ældre kvinder, kvinder med ingen eller ringe uddannelse, kvinder, som har ansvar for omsorgskrævende personer, indvandrerkvinder og kvinder tilhørende mindretal er særlige grupper, der alle har brug for særlige foranstaltninger, som er tilpasset deres forhold;

52.

opfordrer ligestillingsorganerne på nationalt, regionalt og lokalt plan til at indføre integrerede strategier, der kan forbedre deres reaktion på og håndtering af tilfælde af multidiskrimination; finder det endvidere vigtigt, at disse organer tilbyder dommere, jurister og andet personale undervisning, der kan sætte dem i stand til at identificere, imødegå og håndtere situationer med multidiskrimination;

53.

opfordrer til, at menneskerettigheder for kvinder og deres mulighed for at anvende dem effektivt får højeste prioritet i EU's eksterne politikker; opfordrer endvidere til gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor;

54.

er, selv om det glæder sig over udviklingen i retning af demokrati og frihed i det sydlige Middelhavsområde, bekymret over, at kvindernes rettigheder kan blive svækket af det arabiske forår; opfordrer Kommissionen til at udarbejde særlige støtteforanstaltninger til fremme af ligestilling i disse lande;

55.

beklager, at voldtægt stadig betragtes som et krigsvåben nogle steder i verden; opfordrer EU til ved hjælp af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil at sætte dette fænomen øverst på sin politiske dagsorden;

56.

konstaterer, at verdensbefolkningen i år er steget til 7 milliarder; er overbevist om, at familieplanlægning bør stå øverst på den politiske dagsorden;

57.

er bekymret over den langsomme fremgang med hensyn til 2015-målene, navnlig hvad angår mål 5: forbedring af mødres sundhed, og over, at fremgangen med henblik på at reducere mødredødeligheden med tre fjerdedele halter langt bagud, og at målet med at opnå universal adgang til reproduktiv sundhed senest i 2015 stadig langt fra er nået; konstaterer at omkring 1 000 kvinder hver dag dør af graviditet - eller fødsels-relaterede komplikationer, som helt kunne være undgået;

58.

opfordrer indtrængende de politiske og religiøse ledere at bakke offentlig op om 2015-mål 5 og støtte moderne seksuelle og reproduktive sundhedstjenester;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at fastholde deres politiske og økonomiske støtte til 2015-målene, og endda intensivere bestræbelserne på at opnå mål 5 trods den økonomiske krise;

60.

glæder sig over FN's nylige beslutning om at indføre en international pigedag den 11. oktober, hvilket er en stærk måde at understrege pigers særlige behov og rettigheder på og taler for mere handling og øget investering, som skal gøre det muligt for piger at udleve deres fulde potentiale på linje med internationale menneskerettighedsstandarder og -forpligtelser, herunder 2015-målene;

61.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om deres forpligtelse til at gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed og opfordrer indtrængende til, at der skaffes humanitær EU-hjælp, som de facto er uafhængig af de restriktioner, som USA pålægger humanitær hjælp, især ved at sikre kvinder og piger, der er blevet voldtaget i væbnede konflikter, adgang til abort;

62.

opfordrer det kommende rådsformandskab til at genstarte behandlingen af Rådets Direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering med henblik på vedtagelse under det danske formandskab;

63.

anmoder Kommissionen om at indfri Europa-Parlamentets beslutning om Stockholmhandlingsplanen;

64.

opfordrer Kommissionen til at tage konsekvenserne af Test Achats-sagen med i overvejelserne om fremtidig lovgivning med henblik på at forbedre retssikkerheden, særlig og presserende i forbindelse med direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser;

65.

opfordrer Rådet til inden for rammen af de pågående forhandlinger om EU's flerårige finansielle ramme for 2014-2020 at indføre kønsafhængig budgettering i EU's budgetproces og at garantere forudsigelighed og fravær af reduktion i niveauet af EU-midler til aktiviteter om kvinders rettigheder og ligestilling, herunder til bekæmpelse af vold mod kvinder, i både interne og eksterne politikker;

66.

beklager medlemsstaternes manglende fremskridt i moderniseringen af lovgivningen om barselsorlov og opfordrer til et afbalanceret kompromis under det kommende danske EU-formandskab med henblik på en vedtagelse i første halvdel af 2012 for at opfylde behovene hos europæiske familier og den europæiske økonomi; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om orlovsordninger for pleje af ældre eller syge pårørende;

67.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en omfattende meddelelse om situationen for husstande i EU, der kun består af en person, med forslag til politikker til at opnå en fair behandling på områder, såsom beskatning, social sikkerhed, bolig, sundhed, forsikring og pension, baseret på princippet om politikneutralitet med hensyn til husstandens sammensætning;

68.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indsamle, analysere og offentliggøre pålidelige kønsopdelte data og kvalitative indikatorer, således at det bliver muligt at foretage en ordentlig evaluering af og opdatere Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015) samt til at overvåge anvendelsen af princippet om mainstreaming af ligestillingsaspektet i alle politikker;

69.

gentager sin anmodning til Kommissionen om en køreplan for ligeret for LGBTI-personer i lighed med ligestillingskøreplanen;

70.

er alvorligt bekymret over mediernes beretninger om, at ofre for menneskehandel bliver behandlet som kriminelle i stedet for at få støtte og opfordrer Kommissionen til at undersøge behandlingen af ofre for menneskehandel, sexslaveri og tvungen prostitution i medlemsstaterne;

71.

gør opmærksom på situationen med hensyn til de institutionelle mekanismer vedrørende ligestilling i medlemsstaterne, således at den økonomiske krise, de pågående reformer og andre omstruktureringer ikke har en særlig negativ effekt på disse mekanismer, uden hvilke den horisontale prioritering af ligestilling mellem kønnene med den ledelsesmæssige specificitet, det kræver, næppe vil være effektiv;

72.

påpeger, at det er nødvendigt at forbedre ordningerne for samarbejde med og inddragelse af kvindeorganisationer og civilsamfundet generelt i processerne for integration af kønsaspektet;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/11

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2 og artikel 3, stk. 3,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21 og 23,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til Beijingerklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som vedtoges på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing +10 (2005) og Beijing +15 (2010),

—

der henviser til 2006-konklusionerne fra Kommissionen for Kvinders Status om ligelig deltagelse af kvinder og mænd i beslutningstagningen på alle niveauer,

—

der henviser til 1997/2-konklusionerne fra Kommissionen for Kvinders Status om de væsentlige indsatsområder i Beijinghandlingsprogrammet for 1996-1999,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/RES/58/142 om kvinders deltagelse i politik og til FN's Generalforsamlings resolution III om kvinders deltagelse i politik, vedtaget den 18. november 2011, resolution A/C.3/66/L.20/Rev.1,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011 (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse, ”Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015” (COM(2010)0491),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse af 19. juni 2000 om ligelig deltagelse af mænd og kvinder i de udvalg, komitéer og ekspertgrupper, Kommissionen har nedsat (2),

—

der henviser til Rådets henstilling 96/694/EF af 2. december 1996 om ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen (3),

—

der henviser til henstilling fra Europarådets Ministerkomité Rec (2003)3 om ligelig deltagelse af mænd og kvinder i den politiske og offentlige beslutningsproces, som vedtoges den 12. marts 2003, og resultaterne fra de to runder af overvågning af fremskridtene i forbindelse med gennemførelsen af henstilling Rec (2003)3 med udgangspunkt i data fra et spørgeskema om kvinders og mænds deltagelse i den politiske og offentlige beslutningsproces, der blev gennemført i henholdsvis 2005 og 2008,

—

der henviser til resolution 1079 (1996) fra Europarådets parlamentariske forsamling (PACE) om øget repræsentation af kvinder i PACE, henstilling 1413 (1999) om ligelig repræsentation i det politiske liv, resolution 1348 (2003) om ligelig repræsentation af mænd og kvinder i PACE, henstilling 1665 (2004) om kvinders deltagelse i valg og resolution 303 (2010) om opnåelse af varig ligestilling mellem mænd og kvinder i det lokale og regionale politiske liv,

—

der henviser til resolution 85 (1999) fra Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheder, henstilling 68 (1999) om kvinders deltagelse i det politiske liv i Europas regioner og henstilling 111 (2002) om kvinders individuelle stemmeret og demokratiske krav,

—

der henviser til erklæringen om kvinders deltagelse i valg som vedtaget af Kommissionen for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen),

—

der henviser til håndbogen om den praktiske gennemførelse af kønsbudgettering, der blev udarbejdet i april 2009 af Europarådets Generaldirektorat for Menneskerettigheder og Retlige Anliggender,

—

der henviser til henstilling 1899 (2010) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om styrkelse af kvinders repræsentation i politik gennem valgsystemet, som vedtoges den 27. januar 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 2. marts 2000 om kvinders deltagelse i beslutningsprocessen (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0029/2012),

A.

der henviser til, at der er ubalance i kvinders og mænds deltagelse i den politiske og offentlige beslutningsproces, og at kvinder er klart underrepræsenteret på politiske poster, der besættes ved valg eller ved udnævnelse på både EU- og medlemsstatsniveau; der henviser til, at kvinder i alarmerende grad er underrepræsenteret ved de valg, der finder sted i Europa-Parlamentet midtvejs i valgperioden;

B.

der henviser til, at kvinders deltagelse i den politiske beslutningsproces og de metoder, strategier, kulturelle holdninger og redskaber, der anvendes til at bekæmpe uoverensstemmelser, varierer meget, såvel på nationalt niveau i EU og mellem medlemsstaterne, de politiske partier og hos arbejdsmarkedets parter;

C.

der henviser til, at kvinders repræsentation i Europa-Parlamentet er steget til 35 %, men at der stadig ikke er opnået paritet; der henviser til, at kvinder i endnu højere grad er underrepræsenteret på ledende poster i udvalg og politiske grupper; der henviser til, at antallet af kvindelige medlemmer af Europa-Kommissionen uforandret ligger på en tredjedel, og at Kommissionen aldrig har haft en kvindelig formand;

D.

der henviser til, at der ifølge statistikkerne og trods de mange foranstaltninger fortsat ikke er opnået paritet, og at kvinders repræsentation i den politiske beslutningstagning i de senere år har været stagnerende i stedet for at udvise lineær fremgang, idet kønsbalancen i EU's nationale parlamenter er uændret med 24 % kvinder og 76 % mænd, og der samlet set kun er 23 % kvindelige ministre (5);

E.

der henviser til, at der i dag rent faktisk findes et uformelt kvotesystem, hvor mænd begunstiges frem for kvinder, og hvor mænd vælger mænd til beslutningstagende poster, og at der ikke er tale om et formelt system, men at der dog er tale om en systematisk og meget dybt forankret kultur med begunstigelse af mænd;

F.

der henviser til, at ligelig repræsentation af kvinder og mænd i den politiske beslutningstagning er et spørgsmål om menneskerettigheder og social retfærdighed og en afgørende forudsætning for at få et demokratisk samfund til at fungere; der henviser til, at den fortsatte underrepræsentation af kvinder er et tegn på demokratisk underskud, som underminerer legitimiteten af beslutningsprocessen på både EU-plan og nationalt plan;

G.

der henviser til, at beslutningsprocessen tager udgangspunkt i administrative forberedelser, og at antallet af kvinder på administrative poster, navnlig i ledende stillinger, er et spørgsmål om ligestilling og sikrer, at der tages højde for kønsaspekter ved udarbejdelse af alle politikker;

H.

der henviser til, at valget til Europa-Parlamentet i 2014, efterfulgt af udnævnelsen af den næste Europa-Kommission og udnævnelserne til de ledende poster i EU er en anledning til at bevæge sig i retning af et paritetsbaseret demokrati på EU-plan, således at EU kan fungere som rollemodel på området;

I.

der henviser til, at det i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder bl.a. fastslås, at de deltagende stater bør træffe passende foranstaltninger, herunder positive foranstaltninger, for at afskaffe diskrimination mod kvinder i det politiske og offentlige liv;

J.

der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling opfordrer til:

K.

der henviser til, at det af Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan om kvinder med magtbeføjelser og kvinders deltagelse i beslutningsprocesser understreges, at ligelig deltagelse er en nødvendig forudsætning for at sikre hensyntagen til kvinders interesser og for at styrke demokratiet og forbedre dets virkemåde; der samtidig endnu en gang understreger, at kvinders aktive deltagelse på lige fod med mænd og på alle niveauer i beslutningsprocessen er af afgørende betydning for at kunne opnå ligestilling, bæredygtig udvikling, fred og demokrati;

L.

der henviser til, at de fastlåste kønsrollemønstre har forårsaget alvorlig segregation med hensyn til nøgleposterne inden for den politiske beslutningstagning, idet kvinder i højere grad varetager pleje- og fordelingsopgaver inden for sundhed, social velfærd og miljø, mens de mere magtfulde og ressourceforbundne opgaver såsom økonomi og valuta, handel, budget, forsvars- og udenrigsanliggender varetages af mænd, hvilket forvansker både magtstrukturen og ressourcefordelingen;

M.

der henviser til, at de politiske partier, som har ansvaret for at udvælge, prioritere og udnævne kandidater til ledende poster, spiller en afgørende rolle for at sikre en lige repræsentation af kvinder og mænd inden for politik og derfor bør støtte god praksis som f.eks. frivillige partikvoter til valg, hvilket allerede er blevet indført af en række politiske partier i 13 EU-medlemsstater;

N.

der henviser til, at Verdensbankens rapport fra 1999 om korruption og kvinder i regeringer konkluderer, at graden af korruption i regeringer mindskes i takt med den øgede deltagelse af kvinder, idet rapporten konkluderer, at kvinder har en mere etisk adfærd og i højere grad tager hensyn til almenvellet;

O.

der mener, at der er brug for omfattende flerdimensionelle strategier bestående af ikke-bindende foranstaltninger, som f.eks. mål og frivillige partikvoter, der skal muliggøre foranstaltninger såsom undervisning i kønsligestilling, mentorordninger og oplysningskampagner samt retligt bindende foranstaltninger såsom kønsbaserede valgkvoter under henvisning til, at retligt bindende foranstaltninger, der er forenelige med det institutionelle system og valgsystemet og indebærer prioriteringsregler, overvågning og effektive sanktioner ved manglende overholdelse, har vist sig at være de mest effektive metoder til at opnå kønsbalance inden for politik;

P.

der henviser til, at kvinder ofte har mere begrænset adgang til valgkampagnemidler end mænd, hvilket skyldes forskelsbehandling inden for de politiske partier, kvinders udelukkelse fra velhavende netværk og deres lavere indkomst og opsparing;

Q.

der henviser til, at valgprocedurerne, de politiske institutioner og de politiske partier spiller en afgørende rolle for og har stor indflydelse på effektiviteten af de anvendte strategier og på graden af opnåelse af kønsbalance inden for politik;

R.

der henviser til, at kvinders deltagelse og lederskab i den politiske beslutningstagning stadig hæmmes af f.eks. mangel på et gunstigt miljø i de politiske institutioner og i samfundets velfærdsstrukturer, fastlåste kønsrollemønstre og konsekvenserne af den seneste økonomiske krise og dens negative betydning for ligestillingen mellem mænd og kvinder;

S.

der henviser til det faktum, at kvinders lave deltagelse i beslutningsprocessen og regeringsførelsen ofte er forbundet med problemer med at forene arbejds- og familieliv, den ulige fordeling af ansvaret for familien, der i høj grad påhviler kvinden, og den fortsatte forskelsbehandling på arbejdspladsen samt under erhvervsuddannelse;

1.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme og gennemføre effektive politikker for ligestilling mellem mænd og kvinder og flerdimensionelle strategier for at opnå paritetisk deltagelse i politisk beslutningstagning og lederskab på alle niveauer, særlig på områderne makroøkonomisk politik, handel, beskæftigelse, budget, forsvar og udenrigsanliggender, idet virkningerne vurderes, og disse vurderinger stilles til rådighed for offentligheden i form af passende indikatorer, kvantitative mål, klare handlingsplaner og mekanismer, der skal sikre regelmæssig kontrol, og som følges op med bindende korrigerende foranstaltninger og overvågning, hvis de fastsatte mål ikke nås inden for fristerne;

2.

glæder sig over de paritetssystemer/kønskvoter for valg, der er indført ved lov i en række medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at overveje at indføre lovgivningsmæssige foranstaltninger, f.eks. positive foranstaltninger, for at fremme pariteten og sikre disse foranstaltningers effektivitet, når det er foreneligt med valgsystemet, og de politiske partier er ansvarlige for valglistens sammensætning, gennem lynlåssystemer, overvågning og effektive sanktioner for at fremme en mere ligelig deltagelse af mænd og kvinder i den politiske beslutningsproces;

3.

opfordrer endvidere Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme pariteten på alle niveauer ved at fremlægge klare budskaber til bekæmpelse af forskelsbehandling, ved at stille passende ressourcer til rådighed, ved at anvende specifikke redskaber og ved at fremme den nødvendige uddannelse af tjenestemænd med ansvar for udarbejdelse af budgetter inden for kønsbudgettering;

4.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at rette særlig opmærksomhed mod uddannelsesprogrammer inden for ligestilling, der navnlig fokuserer på civilsamfundet og de unge, for at begynde i en tidlig alder, i erkendelse af, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder, og at paritet har afgørende betydning for det politiske liv;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre en forpligtelse, som alle politiske partier på europæisk, nationalt og regionalt plan skal påtage sig, til at træffe foranstaltninger til at fremme kvinders aktive deltagelse og inddragelse i det politiske liv og i valg, opnå reel paritet i deres interne beslutningstagning, ved udnævnelse af kandidater til poster, der besættes ved valg, og på partiernes valglister gennem indførelse af kvoter, og, når det er foreneligt med valgsystemet, og de politiske partier er ansvarlige for valglistens sammensætning, at tage hensyn til de kvindelige kandidaters placering på disse lister;

6.

anerkender de politiske partiers centrale rolle med hensyn til at fremme pariteten; opfordrer derfor medlemsstaterne til at forlange, at de nationale partier, når det er foreneligt med valgsystemet, og de politiske partier er ansvarlige for valglistens sammensætning, indfører og gennemfører kvoteordninger og andre former for positive foranstaltninger, anvender bestemmelser vedrørende kandidaternes rækkefølge på valglister ved regionale og nationale valg og EU-valg og definerer og håndhæver effektive sanktioner for overtrædelser; opfordrer medlemsstaterne til at gøre mål for pariteten mellem kønnene til en forudsætning for opnåelse af økonomisk støtte til partierne;

7.

opfordrer de politiske partier over hele Europa til, når det er foreneligt med valgsystemet, og de politiske partier er ansvarlige for valglistens sammensætning, at indføre en kvoteordning for kandidatlisterne til partiorganer og valg, særlig hvad angår listerne til valget til Europa-Parlamentet i 2014; mener, at den procedure, hvor kvindelige kandidater står skiftevis med mandlige kandidater øverst på valglisterne, er den bedste metode til at forbedre kvinders deltagelse i politik;

8.

understreger behovet for at træffe konkrete foranstaltninger til at opnå paritet for poster, der besættes ved valg, i de nationale parlamenter og i Europa-Parlamentet (såsom formand, næstformænd, udvalgsformænd og -næstformænd), f.eks. ved at fastsætte et mål på 50 % for repræsentationen af mænd og kvinder i de pågældende hverv;

9.

glæder sig over, at Kommissionen agter at fremme kvinders deltagelse i de næste valg til Europa-Parlamentet gennem de finansielle programmer "Grundlæggende Rettigheder og Unionsborgerskab" og "Europa for Borgerne"; opfordrer Kommissionen til i sine årlige arbejdsprogrammer at sikre, at der i 2013-2014 står tilstrækkelige midler til rådighed, bl.a. til finansiering af passende oplysningskampagner i medierne til at fremme valg af kvinder og sikre, at denne støtte er let tilgængelig for de nationale partier og for civilsamfundets organisationer til deres initiativer til projekter, der har til formål at øge kvinders deltagelse i beslutningstagningen;

10.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til og finansiere tiltag vedrørende fremme af pariteten i beslutningsprocessen og politisk virksomhed i forbindelse med planlægningen af den næste finansieringsperiode 2014-2020, for de ovennævnte programmer eller kommende programmer samt i forbindelse med planlægningen af tiltag til det europæiske år for borgerne i 2013;

11.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte kampagner med paritetsmål for valglisterne til Europa-Parlamentet mindst to år forud for valgene, og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre lignende kampagner i forbindelse med lokale og regionale valg;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte pariteten ved at foreslå både en kvinde og en mand som kandidat til hvervet som medlem af Europa-Kommissionen; opfordrer kommissionsformanden til at skabe paritet i sin sammensætning af Kommissionen; opfordrer Kommissionen til offentligt at støtte denne proces; henleder opmærksomheden på, at Parlamentet i høj grad bør holde sig kønsbalancen i denne procedure for øje og gentager betydningen af, når den godkender den nye Kommission, jf. artikel 106 i forretningsordenen, at der tages hensyn til, at kvinder og mænd er ligeligt repræsenteret;

13.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at forpligte sig til at opfylde paritetsmålet i alle deres besluttende organer ved at fastsætte og gennemføre kvoteordninger og andre positive foranstaltninger i forbindelse med ansættelse af højtstående tjenestemænd; opfordrer de nationale regeringer til at udnævne både kvinder og mænd til høje poster i EU;

14.

noterer sig, at Kommissionen i sin strategi for lighed mellem kvinder og mænd (2010-2015) forpligter sig til at overvåge fremskridtene i forhold til målet om, at hvert køn skal udgøre mindst 40 % af medlemmerne af dens udvalg, komitéer og ekspertgrupper, og opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at iværksætte konkrete tiltag og indføre strategier med henblik på at opnå ligelig deltagelse i beslutningsprocessen;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme positive foranstaltninger, herunder bindende lovgivningsmæssige foranstaltninger, for at sikre paritet i alle regeringsorganer og offentlige hverv samt for at udvikle redskaber for at kunne kontrollere, at kønnene ligestilles i forbindelse med udnævnelser og valg;

16.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte positive foranstaltninger, såsom positiv særbehandling, når et køn er underrepræsenteret;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre udvælgelsesprocedurerne gennemsigtige i forbindelse med udnævnelse af mænd og kvinder til beslutningstagende poster, også ved hjælp af offentligt at anmode om cv'er og udvælgelse baseret på kvalifikationer, kompetencer og repræsentativitet;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe flere foranstaltninger til støtte for kvindeorganisationer, bl.a. ved at tildele dem tilstrækkelige finansielle midler, og ved at skabe platforme, der kan benyttes til samarbejde og ligestillingskampagner i forbindelse med valg;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe bedre betingelser for kvindenetværk og til at fremme mentorordninger og hensigtsmæssig uddannelse og udveksling af bedste praksis og programmer med særligt fokus på kvindelige politiske beslutningstagere i begyndelsen af deres karriere;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at kvinder, evt. gennem positiv særbehandling, gives adgang til ledelsesuddannelser og ledelsesposter som led i deres karriere for at forbedre deres ledelseskompetencer og -erfaring;

21.

erkender, at de øvrige aktører udgør en vigtig del af den bredere demokratiske proces, og opfordrer derfor Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og glæde sig over den indsats, der gøres af arbejdsgiverorganisationerne, fagforeningerne, den private sektor, ngo'erne og alle de organisationer, der normalt indgår i rådgivende organer med tilknytning til regeringsorganer, for at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd inden for deres rækker, herunder gennem lige deltagelse i beslutningsprocessen;

22.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at sætte kvinder og mænd i stand til at tage aktiv del i den politiske beslutningstagning ved at gøre det lettere at forene og skabe balance mellem familie- og arbejdsliv gennem foranstaltninger som f.eks. deling af omkostningerne til forældreskab ligeligt mellem begge forældres arbejdsgivere og indførelse af tilgængelig og hensigtsmæssig service inden for f.eks. børnepasning og omsorg for ældre, og opfordrer Kommissionen til at støtte lige adgang til tjenesteydelser, en mindsteindkomst og bekæmpelse af kønsrelateret vold ved hjælp af relevante lovgivningsforslag i form af direktiver;

23.

henviser på ny til betydningen af positiv særbehandling og særlige foranstaltninger, når det drejer sig om at fremme repræsentationen af personer af anden baggrund og ugunstigt stillede grupper som f.eks. handicappede, indvandrervinder og medlemmer af etniske og seksuelle mindretal, i beslutningsprocessen;

24.

henviser til mediernes og uddannelsesvæsenets rolle i forbindelse med fremme af kvinders deltagelse i det politiske liv og ændring af samfundets holdning; understreger betydningen af at skabe bevidsthed hos medierne, navnlig de offentlige, om behovet for at sikre en retfærdig og afbalanceret dækning af mandlige og kvindelige kandidater i forbindelse med valg samt af at overvåge mediernes dækning for at finde frem til skævheder mellem kønnene og måder til at løse dette problem og hermed fremme bestræbelserne på at bekæmpe stereotyper og tilskynde til at give en positiv fremstilling af kvindelige ledere, herunder kvindelige politikere, som rollemodeller, på nationalt, regionalt og europæisk niveau;

25.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til, ved at styrke Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinders (EIGE's) rolle og ressourcer og ved at lette samarbejdet med kvinde-ngo'er, at fremme og udveksle bedste praksis, der bidrager til at opnå ligevægt mellem kønnene i beslutningsprocessen;

26.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, bl.a. gennem inddragelse af EIGE, når det er hensigtsmæssigt, at indsamle, analysere og formidle data, der er opdelt efter køn, til brug for overvågningen af ligestillingen mellem kønnene i beslutningstagningen inden for alle sektorer (offentlige og private) og på alle niveauer af hierarkiet og som grundlag for supplerende foranstaltninger, hvis de fastsatte mål ikke nås; opfordrer Kommissionen til at fortsætte indsamlingen og formidlingen af sammenlignelige data på EU-niveau ved hjælp af sin database om kvinder og mænd i beslutningstagningen og til at udvikle dette observationsredskab til en europæisk oversigt over kønsbalancen, der medtager de årlige variationer i denne balance på EU-plan og på nationalt og regionalt plan på grundlag af fælles indikatorer; understreger, at denne oversigt som minimum bør omfatte følgende:

27.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en årsrapport for Europa-Parlamentets Udvalg om Kvinders Rettigheder og Ligestilling vedrørende fremskridtene med hensyn til ligestilling mellem mænd og kvinder inden for beslutningsprocessen i EU;

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere indvirkningen på kvindernes ligelige repræsentation af de forskellige valgsystemer på nationalt, lokalt og europæisk plan og af de foranstaltninger og den gode praksis, der gennemføres på forskellige niveauer;

29.

henviser til sin opfordring til kønsparitet på alle niveauer med hensyn til udnævnelse af medarbejdere til EU-Udenrigstjenesten; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at fremme kvinders deltagelse i beslutningstagningen i EU's eksterne forbindelser og til at sikre, at alle delegationer, der repræsenterer EU, overholder princippet om kønsparitet i forbindelse med deres sammensætning, og at der er balance i den taletid, der gives til mænd og kvinder i denne sammenhæng; påpeger, at der er behov for et større antal kvinder som mæglere og chefforhandlere i forbindelse med overvågning af menneskerettighederne, forebyggelse af korruption og fredsopbygning samt inden for andre forhandlingsprocesser, såsom internationale handels- og miljøforhandlinger;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der ydes passende finansiel og faglig bistand til specifikke programmer, der skal fremme kvinders deltagelse i valgprocedurer gennem uddannelse, undervisning i samfundsspørgsmål og mobilisering af medierne samt inddragelse af lokale ngo'er i tillæg til finansieringen af generelle uddannelsesprogrammer til fremme af borgernes opmærksomhed på ligestilling, bekæmpelse af kønsstereotyper og forhold, der automatisk medfører forskelsbehandling af kvinder;

31.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fremme en ligelig repræsentation af kvinder på alle niveauer af det politiske liv inden for multinationale organisationer som f.eks. FN, i regeringer og i nationale parlamenter samt på regionalt og lokalt plan og i lokale myndigheder og at styrke samarbejdet med andre aktører på internationalt plan, såsom FN-agenturet for kvinder og Den Interparlamentariske Union, med henblik på at fremme disse mål;

32.

opfordrer Europa-Parlamentets politiske afdelinger til at sikre, at notaterne til delegationerne altid indeholder et kønsaspekt og fremhæver vigtige emner inden for ligestilling mellem mænd og kvinder;

33.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/18

—

der henviser til artikel 4, 54 og 151 til 154 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til ILO's henstilling nr. 193 af 3. juni 2002 om fremme af kooperativer,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (SE) (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. februar 2004 om fremme af andelsselskaber i Europa (COM(2004)0018),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 "Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 "På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne - 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen" (COM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2010 "Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed" (COM(2010)0758),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst" (COM(2011)0206),

—

der henviser til den sammenfattende rapport om direktiv 2003/72/EF om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (5),

—

der henviser til undersøgelsen om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (6),

—

der henviser til FN's internationale år for andelsforetagender i 2012 (7),

—

der henviser til ILO-rapporten "Resilience of the Cooperative Business Model in Times of Crisis" (8),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om forskellige virksomhedsformer (9),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi (10),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om gennemførelse af direktiv 2002/14/EF om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (11),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juni 2003 om rammerne for fremme af lønmodtagernes andel i kapitalen (12),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 16. september 2010 om revisionen af Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (COM(2010)0481),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Retsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0432/2011),

A.

der henviser til, at andelsvirksomheder både fremmer medlemmers og brugeres interesser og fremmer løsninger på samfundsmæssige udfordringer; samtidig med at de både søger at maksimere fordelene for medlemmerne og sikre deres eksistensgrundlag gennem en langsigtet og bæredygtig erhvervspolitik og at sætte trivslen for kunder, medarbejdere og medlemmer i hele regionen i centrum for virksomhedsstrategien;

B.

der henviser til, at andelsvirksomheder ifølge deres natur er strukturelt forbundet med det område, de har sæde i og derfor spiller en vigtig rolle med hensyn til at sætte fart i den lokale udvikling, hvilket er en afgørende faktor i etableringen af social, økonomisk og territoriel samhørighed; der henviser til, at inden for andelsvirksomheder er finansiering af løbende uddannelse på områderne social ansvarlighed og iværksætterkultur, som er to områder, der ikke er helt dækket af andre instrumenter for social deltagelse, af afgørende betydning;

C.

der henviser til, at i andelsvirksomheder skal deltagelse af virksomhedens medlemmer have forrang og afspejles i andelsforetagendets ledelses- og ejerskabsstruktur;

D.

der henviser til, at andelsforetagender er en grundpille i den europæiske økonomi og en vigtig drivkraft for social innovation, og at de således navnlig medvirker til at bevare infrastruktur og lokale tjenesteydelser specifikt i landdistrikter og byområder, og der henviser til, at der findes 160 000 andelsforetagender i Europa, der ejes af mere end en fjerdedel af alle europæere, hvilket beskæftiger omkring 5,4 mio. arbejdstagere;

E.

der henviser til, at andelsforetagender konkurrerer med investordrevne selskaber på mange økonomiske områder, og der henviser til, at andelsvirksomheder har betydelig økonomisk indflydelse på de globaliserede markeder, og selv multinationale andelsforetagender forbliver ofte knyttet til lokale behov;

F.

der henviser til, at andelsbanker har vist stor bære- og modstandsdygtighed under den finansielle krise, takket være deres kooperative forretningsmodel; der henviser til, at de takket være deres kooperative forretningsmodel forøgede deres omsætning og vækst under krisen og oplevede færre konkurser og afskedigelser; der henviser til, at andelsvirksomheder ligeledes skaber beskæftigelse, der er af høj kvalitet, inklusiv og modstandsdygtig over for kriser, og at de ofte beskæftiger et stort antal kvinder og migranter og bidrager til et områdes bæredygtige økonomiske og sociale udvikling ved at skabe lokale arbejdspladser, der ikke kan flyttes; der henviser til, at andelsforetagender kan betragtes som en vellykket og tidssvarende tilgang til den sociale økonomi og kan bidrage til at skabe beskæftigelsesudsigter og sætte medarbejderne i stand til mere fleksibelt at planlægge deres liv, hvor de har deres hjemsted, især i landområderne;

G.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise har vist, at spørgsmålet om en juridisk selskabsforms tiltrækning ikke kan besvares ud fra aktionærernes synspunkt alene; der henviser til, at det bør bemærkes, at en virksomhed i sin egenskab af social organisation har et ansvar over for sine aktionærer, ansatte, kreditorer og samfundet, og der bør tages hensyn til dette ved sådanne evalueringer;

H.

der henviser til, at lovgivningen vedrørende andelsforetagender og medarbejdernes indflydelse varierer betydeligt på tværs af Europa;

I.

der henviser til, at statutten for det europæiske andelsselskab (SCE) indtil videre er den eneste juridiske virksomhedsform inden for den sociale økonomi, der er til rådighed på EU-plan, som følge af tilbagetrækningen af Kommissionens forslag om den europæiske forening og det europæiske gensidige selskab i 2003, og idet statutten for en europæisk fond stadig er under udvikling;

J.

der henviser til, at etableringen af en statut for det europæiske andelsselskab sigter mod at fremme udviklingen af det indre marked ved at lette denne selskabstypes aktiviteter på EU-plan;

K.

der henviser til, at indførelse af statutten for det europæiske andelsselskab er en milepæl for anerkendelsen af den kooperative virksomhedsmodel på EU-plan, også i de medlemsstater, hvor andelstanken er blevet afvist af historiske grunde;

L.

der henviser til, at i europæiske andelsselskaber er medarbejdernes indflydelse på tværnationalt plan, navnlig deres ret til at deltage i bestyrelser, et aktiv;

M.

der henviser til, at Europa 2020-strategien kræver en økonomi, der er baseret på et højt beskæftigelsesniveau, der giver økonomisk, social og territorial samhørighed, og der henviser til, at dette omfatter en stærk social økonomi;

N.

der henviser til, at De Forenede Nationers internationale år for andelsforetagender i 2012 er en glimrende anledning til at fremme den kooperative virksomhedsmodel;

1.

minder om, at andelsforetagender og andre socialøkonomiske virksomheder er en del af den europæiske sociale model og det indre marked og derfor fortjener tydelig anerkendelse og støtte, som fastsat i visse medlemsstaters forfatninger og flere vigtige EU-dokumenter;

2.

minder om, at andelsforetagender kan udgøre endnu et skridt mod fuldendelsen af EU's indre marked og sigter mod at begrænse eksisterende hindringer på tværs af grænserne og styrke dets konkurrenceevne;

3.

påpeger, at Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (herefter "statutten") og direktiv 2003/72/EF om supplerende bestemmelser til statut for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (herefter "direktivet") er tæt forbundne;

4.

hilser Kommissionens meddelelse (COM(2012)0072) velkommen; glæder sig over Kommissionens hensigt om at forenkle statutten og samtidig styrke de særligt kooperative elementer, samt over, at dette vil blive ledsaget af en høring; anmoder om, at der i denne proces tages hensyn til Parlamentets holdning til SCE;

5.

beklager, at SCE endnu ikke er blevet en succes, hvilket ses af den sjældne anvendelse - indtil 2010 var der kun oprettet 17 europæiske andelsselskaber med i alt 32 medarbejdere (13); understreger, at disse meget sigende tal viser, at statutten er dårligt egnet til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for andelsselskaberne i Europa, selv om mange iværksættere har udtrykt interesse for at etablere en SCE; glæder sig over, at der er blevet gennemført en dybdegående evaluering af statutten med henblik på at afgøre, hvorfor den har vist sig at være så lidt attraktiv, have så lille en virkning, og hvad der kan gøres, for at overvinde manglen på erfaringer med gennemførelsen samt andre hindringer;

6.

noterer sig, at anvendelsen af SCE ofte er begrænset til andelsforetagender af anden grad, der udelukkende består af juridiske personer, ved gensidige selskaber, der ikke har en europæisk statut, men ønsker at anvende en juridisk status knyttet til den sociale økonomi, og ved store virksomheder; bemærker, at det fortsat er vanskeligt for små andelsselskaber - der udgør størstedelen af andelsbevægelsen i Europa - at få adgang til SCE;

7.

glæder sig over, at bestemmelserne om medarbejderindflydelse betragtes som et centralt element i SCE; påpeger imidlertid, at de bør indeholde krav, der er forbundet med andelsforetagenders særlige karakter;

8.

påpeger, at adskillige medlemsstater ikke har gennemført visse af direktivets artikler om medarbejdernes rettigheder, herunder kønsbestemte bestemmelser, og at dette har medført, at der er en række mangler med hensyn til overvågning og gennemførelse af procedurer for arbejdstagernes medindflydelse, og understreger behovet for at udbedre dette forhold for at hindre, at SCE-ordningerne misbruges; ser med bekymring, at medarbejderdeltagelse i administrative organer ikke er et krav i de almindelige bestemmelser;

9.

er imidlertid tilfreds med, at nogle medlemsstater ikke alene har gennemført direktivet korrekt, men faktisk er gået videre end direktivets krav;

10.

opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til nøje at overvåge anvendelsen af direktiv 2003/72/EF for at undgå misbrug med det formål at fratage medarbejderne deres rettigheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre korrekt gennemførelse af direktivets artikel 13;

11.

noterer sig, at direktivets artikel 17 kræver, at Kommissionen foretager en evaluering af direktivets gennemførelse og om fornødent reviderer det; understreger, at den begrænsede anvendelse af statutten forhindrer en reel vurdering af direktivet;

12.

noterer sig, at direktivet ikke bør revideres før statutten, og anmoder om, at det overvejes at indsætte bestemmelserne om medarbejderdeltagelse direkte i statutten med henblik på at skabe en forenklet og mere intelligent lovgivning;

13.

understreger, at revisionen af direktivet bør behandle specifikke behov for medarbejderne i andelsforetagender, herunder muligheden for både at være ejer og medarbejder i samme virksomhed; opfordrer Kommissionen til at udvikle instrumenter for at lette medarbejder- og brugerejerskab af andelsforetagender; sigter mod, at medarbejderindflydelse i virksomheder bliver en selvfølge i alle EU's medlemsstater; er fortaler for større medarbejderindflydelse i grænseoverskridende virksomhedsformer frem for at forblive på niveauet for den laveste fællesnævner;

14.

glæder sig over konklusionerne af undersøgelsen om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1435/2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (14), især hvad angår de foreslåede foranstaltninger til fremme af SCE-selskaber ved at øge kendskabet hertil gennem undervisningsprogrammer rettet mod rådgivere inden for andelslovgivning og sociale aktører samt ved at fremme samarbejdet mellem andelsselskaber på tværs af grænserne;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemslandene til at tilskynde andelsselskaber til at styrke kvinders deltagelse i SNB og til at gennemføre en mangfoldighedspolitik, som gør det muligt at sikre kønsligestilling i arbejds- og familielivet, og navnlig styrke kvinders deltagelse på de højeste ledelsesniveauer; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til kønsaspektet, når den overvåger, at direktivet gennemføres korrekt, såvel som i forbindelse med den fremtidige revision af SCE-forordningen;

16.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at medtage SCE'er i de eventuelle EU-forordninger med henblik på at sikre, at kvinder bliver bedre repræsenteret på de højeste ledelsesniveauer og i bestyrelserne i offentlige og børsnoterede selskaber, i tilfælde af at selskaberne ikke frivilligt når målene på 30 % senest i 2015 og 40 % senest i 2020;

17.

understreger, at statutten på grund af sin kompleksitet kun delvist opfylder andelsforetagenders behov og bør forenkles med henblik på at gøre den mere brugervenlig, lettere forståelig for alle og mere anvendelig og derved sikre alle medarbejderes ret til information, høring og medindflydelse, uden at kvaliteten forringes;

18.

henleder opmærksomheden på, at der er forskel på traditioner og lovgivning på tværs af EU; understreger, at statutten bør skabe en selvstændig ramme for det europæiske andelsselskab sideløbende med eksisterende national lovgivning om andelsforetagender, og at direkte harmonisering derfor ikke finder sted;

19.

understreger, at statutten for det europæiske andelsselskab ikke bør gøres mere attraktiv ved at sænke standarderne; er af den opfattelse, at revisionen af statutten bør fremme anerkendelsen af denne selskabstype i EU; understreger, at andelsselskabernes økonomiske vægt, deres modstandsdygtighed over for kriser og de værdier, de er grundlagt på, tydeligt beviser, at de er relevante i EU af i dag og berettiger en revision af statutten; noterer sig, at initiativer og foranstaltninger med hensyn til det fremtidige europæiske andelsselskab skal koncentreres om gennemsigtighed, beskyttelse af interessenternes rettigheder og hensynet til nationale skikke og traditioner; påpeger, at incitamentet til at anvende statutten for visse nationale andelsselskaber desværre er begrænset på grund af deres eksisterende holdingstruktur; understreger, at muligheden for at fusionere nationale andelsforetagender fra forskellige medlemsstater bør styrkes;

20.

insisterer på, at alle interessenter inddrages i revisionsprocessen, navnlig sociale aktører, der er engagerede i andels- og fagforeningsbevægelsen, samtidig med at det understreges, at det er nødvendigt, at processen fuldendes rettidigt;

21.

forventer, at Kommissionen træffer passende foranstaltninger med henblik på at sikre en fuldstændig gennemførelse af direktivet;

22.

beklager, at Kommissionen overvejende ignorerede Parlamentets henstillinger vedrørende andelsforetagender; minder om, at det i beslutningen (15) opfordredes til:

23.

minder om, at Kommissionen i COM(2004)0018 forpligtede sig til tolv aktioner, herunder:

24.

beklager, at kun tre af forpligtelserne på denne liste er blevet gennemført og uden betydelige resultater; understreger, at sådanne mangler begrænser andelsforetagendernes udviklingspotentiale;

25.

påpeger, at manglende ressourcer medfører manglende resultater; understreger behovet for uopsættelige forbedringer i Kommissionen med hensyn til planlægning og til de ressourcer, der afsættes til den sociale økonomi, set i lyset af den aktuelle fordeling af kompetencer og ressourcer, der internt i Kommissionen er afsat til den sociale økonomi;

26.

understreger, at EU's politikker på alle områder er nødt til at anerkende de socialøkonomiske virksomheders, herunder andelsvirksomheder, særlige karakteristika og merværdi, ved at tilpasse lovgivning om offentlige indkøb, statsstøtte og finansiel regulering i overensstemmelse hermed;

27.

opfordrer Medlemsstaterne til at fremme mere gunstige vilkår for andelsforetagender, såsom adgang til kredit og skattefordele;

28.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til andelsforetagendernes finansielle struktur i forbindelse med lovgivning om kapitalkrav og regnskabs- og rapporteringsstandarder; påpeger, at alle andelsforetagender, og særligt andelsbanker, berøres af lovgivningen om indløsning af andelsaktier og udelelige reserver;

29.

understreger de specifikke udfordringer, som den digitale revolution har skabt, og som mediesektoren og navnlig forlag, der fungerer som andelsforetagender, står over for;

30.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en åben koordinationsmetode for den sociale økonomi og navnlig for andelsvirksomheder, der er centrale aktører i denne sektor, der både inddrager medlemsstater og interessenter med henblik på at fremme udveksling af bedste praksis og skabe en gradvis forbedring i medlemsstaterne under hensyntagen til andelsforetagenders særlige karakter, især på områderne vedrørende beskatning, lån, administrative byrder og støtteforanstaltninger for virksomheder;

31.

glæder sig over, at behovet for at fremme den sociale økonomi anerkendes i akten for det indre marked, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte det længe ventede initiativ vedrørende socialt iværksætteri, der er baseret på andelsprincipperne (16);

32.

opfordrer Kommissionen til at overveje et europæisk år for social økonomi;

33.

støtter, at der etableres støtteforanstaltninger for virksomheder, navnlig virksomhedsrådgivning og uddannelse af medarbejdere og adgang til finansiering af andelsforetagender, især for medarbejder- eller kundeopkøb, da de er et undervurderet værktøj med henblik på at redde virksomheder i krisetider og i forbindelse med overdragelse af familievirksomheder;

34.

understreger andelsforetagendernes stigende betydning på området sociale tjenesteydelser og offentlige goder; understreger behovet for at sikre rimelige arbejdsvilkår og for at behandle sundheds- og sikkerhedsrelaterede spørgsmål i denne sektor, uanset arbejdsgiverens status;

35.

understreger nødvendigheden af at sikre andelsforetagendernes bidrag til den sociale dialog på EU-plan;

36.

understreger de europæiske andelsselskabers potentiale med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene ved at gennemføre politikker og programmer på forskellige niveauer med særlig fokus på oplysning, erhvervsuddannelse, fremme af iværksætterkulturen samt efteruddannelsesprogrammer; bemærker, at ligestilling mellem kønnene i beslutningstagningen på forskellige niveauer indebærer en økonomisk fordel og skaber fordelagtige rammer for, at talentfulde og kompetente personer kan udøve leder- og tilsynsfunktioner; understreger desuden, at visse aspekter af samarbejdet tillader en fleksibilitet, som gør det nemmere at forene familie- og arbejdsliv; opfordrer Kommissionen til at udforme en mekanisme til udveksling af bedste praksis mellem medlemslandene inden for kønsligestilling;

37.

understreger, at de europæiske andelsselskaber kan imødekomme kvinders behov ved at forbedre deres levestandard gennem adgang til anstændigt arbejde, opsparings- og låneinstitutioner, bolig og sociale ydelser, oplysning og uddannelse;

38.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/24

—

der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, særlig artikel 26,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14,

—

der henviser til Sorbonnefælleserklæringen om harmonisering af opbygningen af den videregående uddannelse i Europa, som de fire ansvarlige ministre fra Frankrig, Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige undertegnede den 25. maj 1998 i Paris (Sorbonneerklæringen) (1),

—

der henviser til den fælleserklæring, som undervisningsministrene fra 29 europæiske lande undertegnede i Bologna den 19. juni 1999 (Bolognaerklæringen) (2),

—

der henviser til kommunikéet fra konferencen af de europæiske ministre med ansvar for videregående uddannelse den 28.-29. april 2009 i Leuven og Louvain-la-Neuve (3),

—

der henviser til Budapest-Wien-erklæringen af 12. marts 2010, som blev vedtaget af udenrigsministrene fra 47 lande, og som officielt lancerede det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA) (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 28. september 2005 om lettelse af medlemsstaternes udstedelse af ensartede visa til kortvarigt ophold for forskere fra tredjelande, som rejser inden for Fællesskabet med henblik på videnskabelig forskning (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 15. februar 2006 om yderligere europæisk samarbejde vedrørende kvalitetssikring inden for videregående uddannelser (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (8) (EQF-LLL),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) (9),

—

der henviser til de konklusioner, som Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, vedtog den 26.november 2009 om udvikling af uddannelsessystemernes rolle i en fuldt fungerende videntrekant (10),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om internationalisering af højere uddannelse (11),

—

der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 om politikker, som skal mindske skolefrafald (12),

—

der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 med titlen "Unge på vej – flere unge i læringsmobilitet" (13),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. maj 2006 om virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation (COM(2006)0208),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010 om en digital dagsorden for Europa (COM(2010)0245),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 med titlen "Fremme af vækst og beskæftigelse – en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser" (COM(2011)0567),

—

der henviser til rapporten "Higher Education in Europe 2009: Developments in the Bologna Process" (Eurydice, Kommissionen, 2009) (14),

—

der henviser til rapporten "Focus on Higher Education in Europe 2010: The Impact of the Bologna Process" (Eurydice, Kommissionen, 2010) (15),

—

der henviser til Eurobarometers 2007-undersøgelse blandt undervisere om reform af videregående uddannelser (16),

—

der henviser til Eurobarometers 2009-undersøgelse blandt studerende om reform af videregående uddannelser (17),

—

der henviser til Eurostat-publikationen af 16. april 2009 med titlen "The Bologna Process in Higher Education in Europe – Key indicators on the social dimension and mobility" (18),

—

der henviser til den endelige rapport fra den internationale konference om finansiering af videregående uddannelser den 8.-9. september 2011 i Jerevan, Armenien (19),

—

der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om Bolognaprocessen og studerendes mobilitet (20),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0035/2012),

A.

der henviser til, at målene med Bolognaprocessen – at skabe kompatible systemer for videregående uddannelse i Europa, at fjerne barrierer, som fortsat forhindrer mennesker i at flytte til et andet land for at studere eller arbejde, og at gøre videregående uddannelser i Europa mere attraktive for så mange mennesker som muligt, herunder unge fra tredjelande – stadig gælder, og at processens videreførelse, gennem en dialog mellem uddannelsessystemets forskellige niveauer med henblik på at udarbejde studieordninger for hvert indledende niveau, tjener Europa 2020-strategiens mål om vækst baseret på viden og innovation, navnlig i den aktuelle økonomiske krise; der henviser til, at det er nødvendigt at foretage en vurdering for at fastslå, hvorledes processen har udviklet sig, og for at tage de succeshistorier og problemer samt den mangel på forståelse og den modstand, der har været tale om, med i beregningen;

B.

der henviser til, at de videregående uddannelsers rolle går ud på at tilbyde et uddannelsesmiljø, som er åbent for alle uden forskelsbehandling, og som fremmer selvstændighed, kreativitet, adgang til uddannelse af høj kvalitet og tilegnelsen af ny viden, og at det med henblik herpå er særdeles vigtigt at involvere hele den akademiske verden, navnlig studerende, undervisere og forskere, i udviklingen af universitetsuddannelsernes forskellige trin;

C.

der henviser til, at universiteterne som følge af deres tredobbelte funktion (uddannelse, forskning og innovation) spiller en afgørende rolle for Unionens fremtid og uddannelsen af dens borgere;

D.

der henviser til, at universitetet som institution nu er næsten tusind år gammelt og som sådant udgør en meget vigtig del af den europæiske kulturarv, og til, at universiteternes betydning som drivkraft bag fremskridt i samfundet ikke udelukkende skyldes deres bidrag til økonomien, og at deres udvikling ikke alene må gøres afhængig af økonomiske behov;

E.

der henviser til, at strukturen med tre universitetsgrader anvendes i de fleste Bolognalande – i en række tilfælde med held – på trods af de vanskeligheder, der kæmpes med;

F.

der henviser til, at ønsket om at fremskynde reformen ikke bør søges opfyldt ved hjælp af fragmenterede bestræbelser og uden tilstrækkelig økonomisk støtte; der henviser til, at visse medlemsstaters nedskæringer i de offentlige udgifter til uddannelse ikke bidrager til at fremme de nødvendige reformer;

G.

der henviser til, at mobilitet skal være en mulighed for alle og er hjørnestenen for reformen af videregående uddannelse; der henviser til, at mobilitet blandt studerende i sidste ende kan bidrage til at skabe faglig mobilitet; der imidlertid henviser til, at det gennem hele processen også er nødvendigt at huske på, at der skal være adgang for alle;

H.

der henviser til, at medlemsstaterne må gøre en yderligere indsats for at sikre gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, hvilket er afgørende for en vellykket proces;

I.

der henviser til, at den sociale dimension skal styrkes som en nødvendig forudsætning for udviklingen af Bolognaprocessen med det mål at gøre det økonomisk muligt for alle - navnlig personer fra sårbare grupper - at studere for således at sikre retfærdig adgang for alle og bedre jobmuligheder;

J.

der henviser til, at universiteter, offentlige administrationer og virksomheder må engagere sig stærkt til fordel for beskæftigelsesegnethed; der henviser til, at universitetet bør bibringe enkeltpersoner de værktøjer og kvalifikationer, der er nødvendige for at sikre, at deres menneskelige potentiale udvikles fuldt ud; der henviser til, at akademisk læring også bør tage hensyn til behovene på arbejdsmarkedet med det mål at bibringe studerende de kvalifikationer, der kræves for at finde et stabilt og vellønnet job;

K.

der henviser til, at det offentlige ansvar for adgang til uddannelse – en grundlæggende EU-værdi – påhviler medlemsstaterne, EU-institutionerne og andre nøgleaktører, og at Den Europæiske Union spiller en central rolle i forbindelse med etableringen af det europæiske område for videregående uddannelse ved at støtte medlemsstaternes indsats og samarbejde på dette område; der henviser til, at øget koordinering af uddannelse og universitetsgrader – under samtidig overholdelse af nærhedsprincippet – er en forudsætning for at nå målene om beskæftigelsesegnethed og vækst i Europa;

L.

der henviser til, Bolognaprocessen ikke skal have tilbagevirkende kraft for studerende, der påbegyndte deres universitetsstudier efter de studieordninger, der gjaldt før Bolognaprocessen;

1.

understeger betydningen af uddannelse som et centralt samarbejdsområde med medlemsstaterne med henblik på at nå de særdeles vigtige EU-2020-beskæftigelses- og vækstmål og bidrage til det stærkt nødvendige økonomiske genopsving;

2.

efterlyser øget støtte af Bolognaprocessen på EU-plan, navnlig hvad angår gensidig anerkendelse af akademiske kvalifikationer, harmonisering af akademiske standarder, fremme af mobilitet, den sociale dimension og beskæftigelsesegnethed, aktiv demokratisk deltagelse, undersøgelse af Bolognaprincippernes gennemførelse og fjernelse af administrative hindringer; opfordrer medlemsstaterne til at bekræfte deres engagement i processen ved at styrke ordningen for finansiel støtte hertil med henblik på at nå vækstmålene i Europa 2020-strategien;

3.

konstaterer, at det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA) er et vigtigt resultat set ud fra synspunktet om skabelse og fremme af et ægte europæisk statsborgerskab; mener derfor, at EHEA skal styrkes ved hjælp af passende værktøjer og procedurer;

4.

understreger, at Bolognaprocessen og EHEA spiller en central rolle i Europa 2020-strategien, og pointerer, at sammenkoblingen af undervisning og forskning er af afgørende betydning, for så vidt denne kobling er et særligt kendetegn for de videregående uddannelser i Europa;

5.

understreger, at de prioriteringer, der er fastsat inden for Bolognaprocessens rammer – mobilitet, anerkendelse og beskæftigelsesegnethed – repræsenterer de nødvendige forudsætninger for sikring af, at alle studerende indskrevet på et europæisk universitet har ret til uddannelse af høj kvalitet, til at tage deres afsluttende eksaminer og til at få deres kvalifikationer anerkendt i et hvilket som helst EU-land;

6.

efterlyser udvikling af en effektiv bottom-up-tilgang med fuld inddragelse af alle nøgleaktører såsom universiteter, fagforeninger, erhvervsorganisationer, forskningsinstitutioner, erhvervslivet og, frem for alt, undervisere, studerende, studenterorganisationer og universitetspersonale;

7.

konstaterer, at visse europæiske universiteter er utilbøjelige til at gøre en tilstrækkelig stor indsats for at nå frem til et konsolideret EHEA, selv om det at være en del af EHEA for nogle af dem er den eneste måde, hvorpå de kan forbedre deres konkurrenceevne og kvaliteten af den viden, de producerer;

8.

opfordrer til, at universiteterne engagerer sig i nye undervisningsstrategier, nye faglige strategier og nye strategier for livslang uddannelse – idet de i den forbindelse skal gøre optimal brug af nye teknologier og anerkende betydningen af komplementære former for læring såsom ikkeformelle uddannelser – som har fokus rettet mod søjlerne i et lærings-, studenter- og forskningscentreret universitetssystem, der kan fremme kritisk tænkning, kreative færdigheder, vedvarende faglig udvikling samt den teoretiske og praktiske viden, som de studerende vil få brug for i deres arbejdsliv; opfordrer medlemsstaterne og EU til at yde finansiel støtte til universiteternes bestræbelser på at ændre og videreudvikle deres uddannelsespraksisser;

9.

opfordrer indtrængende til styrkelse og udvidelse af undervisningsprogrammerne for undervisere under hensyntagen til de muligheder, som livslang læring og nye teknologier frembyder;

10.

understreger, at europæiske universiteters lydhørhed over for den globale økonomis behov og den videre konsolidering af EHEA bør betragtes som en bestræbelse fra de europæiske universiteters side på at hjælpe Europa med at overvinde denne periode med generel økonomisk usikkerhed og bringe det tilbage på den rette vej mod bæredygtig udvikling og vækst;

11.

opfordrer til udvikling af universiteternes "tredje opgave" over for samfundet, som også bør tages med i betragtningen i forbindelse med de flerdimensionelle kriterier, der skal fastlægges med henblik på klassificering og anerkendelse af høj kvalitet;

12.

opfordrer til øget offentlig investering i videregående uddannelse, navnlig med henblik på at imødegå den økonomiske krise gennem vækst baseret på bedre kvalifikationer og øget viden samt, med henblik på at imødekomme større efterspørgsel fra de studerendes side, gennem forbedret kvalitet af og adgang til uddannelse og tjenesteydelser, navnlig legater; mener, at budgetnedskæringer har en negativ indvirkning på forsøg på at styrke den sociale dimension af uddannelse, som er det princip, Bolognaprocessen bygger på; opfordrer derfor medlemsstaterne og EU-institutionerne til at udvikle nye, målrettede og fleksible finansieringsmekanismer – og til at fremme europadækkende legater – med henblik på at støtte vækst og topkvalitet på universiteterne og disses særlige og forskelligartede fagområder; understreger, at der må udvikles en flerfondstilgang, som er kendetegnet ved klare og effektive regler, og som skal kunne dække behovene i forbindelse med den fremtidige EU-finansieringsmodel og sikre universiteternes uafhængighed;

13.

påpeger, at Bolognaprocessen og Erasmusprogrammet har styrket de studerendes mobilitet og rummer muligheder for at bidrage til øget arbejdskraftmobilitet; beklager dog, at mobilitetsraterne fortsat er forholdsvis lave;

14.

opfordrer EU, medlemsstaterne og universiteterne til at etablere mekanismer, som skal sikre information samt finansiel og administrativ støtte til alle studerende, akademikere og personale for at fremme strukturerede mobilitetsstrømme; glæder sig over indførelsen af Erasmusordningen for overbygningsstuderende og efterlyser en styrkelse af Erasmustjenesteydelserne som helhed og af den nye generation af uddannelsesprogrammer gennem bedre finansiering baseret på sociale kriterier, åbning af programmet for et større antal studerende, reel og effektiv meritanerkendelse, større muligheder for at tilbringe semestre i udlandet som en del af uddannelsen og mere fleksible tidsrammer; insisterer ikke desto mindre på, at mobilitet under ingen omstændigheder må føre til forskelsbehandling af studerende med begrænsede finansielle midler;

15.

mener, at mobilitet blandt universitetslærere ikke blot bibringer lærerne selv, men også indirekte deres studerende ny viden og nye erfaringer og samtidig giver dem mulighed for at deltage i udarbejdelsen af fælles undervisningsmaterialer;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres tilsagn om at åbne mulighed for fuldt ud at overføre lån og legater og om at sikre en væsentlig forbedring af den finansielle støtte til mobile studerende, som matcher stigningerne i de nye EU-programmer; anmoder EU om at overveje, hvorledes gældende lovgivning om retten til fri bevægelighed kan forbedres gennem sikring af, at lån og legater kan overføres;

17.

opfordrer EU til i højere grad at tage højde for indvandringen fra Afrika, Asien og Latinamerika med henblik på at fastsætte regler, som sikrer anerkendelse af skolekvalifikationer erhvervet i oprindelseslandet;

18.

anmoder EU om – med henblik på at sikre gensidig tillid og fremme anerkendelsen af akademiske kvalifikationer gennem iværksættelse af den europæiske referenceramme for kvalifikationer i hver eneste medlemsstat – at konsolidere et kvalitetssikringssystem på både europæisk plan og medlemsstatsplan; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre deres nationale kvalitetssikringssystemer i overensstemmelse med de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring og til samtidig at respektere universiteternes forskelligartede uddannelser og tilgange for så vidt angår indhold og læringsformer; opfordrer kvalitetssikringsorganer til at anvende det europæiske kvalitetssikringsregister og til også at understøtte deres europæiske samarbejde og udveksling af bedste praksis gennem Den Europæiske Sammenslutning for Kvalitetssikringsorganisationer inden for Videregående Uddannelse (ENQA);

19.

henleder opmærksomheden på medlemsstaternes forskellige karakterskalaer og på behovet for en passende ordning for omregning af meritpoint til karakterer;

20.

opfordrer indtrængende alle Bolognalande til at indføre nationale kvalifikationsrammer, der er knyttet til EHEA's kvalifikationsramme, og til at forbedre og yde økonomisk støtte til gensidig anerkendelse;

21.

opfordrer til, at der ydes omfattende finansiel støtte til aftaler om fælles grundlæggende studieordninger, som sikrer veldefinerede læringsresultater, og til i den forbindelse bl.a. at undersøge den tilgang, som Tuning-projektet har udviklet på baggrund af Tuning-akademiets erfaringer; opfordrer til, at der sættes særligt fokus på den særlige beskaffenhed af studieordninger for de humanistiske fag – i disses egenskab af højborg for demokratiet og middel til opnåelse af europæisk samhørighed – med henblik på at fastlægge, hvilken konkret viden og hvilke konkrete færdigheder de forskellige studieretninger bør omfatte, således at der tilskyndes til læring i en form, som kombinerer målelige generelle færdigheder (afspejlet i evnen til at anvende viden) samt undervisning og forskning som original kritisk analyse; er af den opfattelse, at ethvert program inden for ethvert fag ud over viden om det grundlæggende materiale bør tilvejebringe tværgående nøglekompetencer såsom kritisk tænkning, kommunikation og iværksætterfærdigheder;

22.

anmoder om yderligere støtte til nationale og europæiske foranstaltninger til sikring af retfærdig inklusion, retfærdig adgang til at studere, vellykket progression og et bæredygtigt støttesystem for alle studerende (f.eks. boliger, transportudgifter osv.) samt målrettet støtte, navnlig til fordel for studerende, der tilhører underrepræsenterede grupper, kommer fra socialt dårligt stillede miljøer eller er kommet i økonomiske vanskeligheder, med henblik på at nedbringe frafaldsprocenten og sikre, at uddannelse og erhvervsuddannelse er uafhængig af socioøkonomiske faktorer, som giver ulemper, samt at undervisningen opfylder den enkeltes behov for læring; henstiller, at processen med at oprette karriererådgivningscentre med gratis ydelser for studerende fremskyndes;

23.

fremhæver betydningen af Londonkommunikéet fra 2007 (21), hvor uddannelsens sociale dimension blev gjort til et af Bolognaprocessens mål med henblik på at sikre lige adgang til uddannelse uanset baggrund; beklager, at der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt hen imod at nå dette mål, og opfordrer Kommissionen til at lette sådanne fremskridt;

24.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tilskynde til gensidig anerkendelse ved at fjerne de administrative hindringer herfor;

25.

henleder opmærksomheden på de særlige behov i forbindelse med bachelorgrader, studieordningerne for disse grader, deres adgangsveje til kandidatprogrammer og bachelorers beskæftigelsesegnethed; understreger i denne henseende behovet for særlige aktioner såsom udviklingen af studieordninger med både teori og praksis og for et mere effektivt samarbejde mellem universiteterne, medlemsstaterne, de økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter med henblik på at øge kommende bachelorers muligheder for at finde et fast, vellønnet job, der svarer til deres kvalifikationsniveau; opfordrer derfor universiteterne til at øge tilvejebringelsen af lærepladser og forbedre integrationen af praktikophold i universitetsuddannelserne;

26.

understreger, at foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesegnetheden, f.eks. livslang læring, og udviklingen af en bredere række kvalifikationer, som er tilpasset arbejdsmarkedet, skal have førsteprioritet, hvis målene vedrørende bæredygtig vækst og velstand skal nås; støtter i den forbindelse kraftigt udvekslingsordninger for universitetslærere og studerende, dialogen mellem universiteter og erhvervsliv, lærlingeordninger og kvalifikationspasset;

27.

mener, at en modernisering af direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer (2005/36/EF) vil bidrage til faglig mobilitet i Europa og lette mobiliteten for studerende ved at give sikkerhed for, at kvalifikationer, der er opnået i en anden medlemsstat, vil blive anerkendt i hele EU;

28.

opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at støtte overgangen fra den "monodisciplinære" metodologiske videnskabsopfattelse, som stadig er fremherskende på europæiske universiteter, til "interdisciplinære" og "tværfaglige" opfattelser;

29.

opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme dialog og samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv som en fælles målsætning for det konsoliderede europæiske område for videregående uddannelse med henblik på at øge europæiske akademikeres beskæftigelsesegnethed;

30.

påpeger behovet for særlige foranstaltninger og et mere effektivt samarbejde mellem universiteterne og arbejdsmarkedet med henblik på at udvikle mere relevante studieordninger, tilvejebringe større ensartethed i uddannelserne og øge beskæftigelsesegnetheden ved at fastlægge ensartede kriterier for adgang til erhverv;

31.

understreger betydningen af at sikre, at der findes et tilstrækkeligt antal praktikpladser for studerende med henblik på at lette deres adgang til jobmarkedet yderligere;

32.

opfordrer nationale regeringer og Kommissionen til at udvikle et system med struktureret samarbejde med henblik på inden for fagklynger at indføre fælles universitetsgrader, der anerkendes overalt i EU, idet dette kan ske gennem en forbedring af de resultater, der opnås med Erasmus Mundus og fremtidige uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer, og af den finansielle støtte til disse programmer samt ved at fremme etableringen af en europæisk akkrediteringsordning for fælles programmer;

33.

glæder sig over Kommissionens forslag om en ordning for mobilitet for studerende på Erasmus-master/kandidatuddannelser;

34.

betragter akademiske ph.d.-grader, herunder erhvervs-ph.d.-grader erhvervet i samarbejde med virksomheder, som et centralt forbindelsesled mellem videregående uddannelse og forskning og henleder opmærksomheden på deres potentiale som et nøgleelement i skabelsen af videnbaseret innovation og økonomisk vækst; erkender, at erhvervelsen af ph.d.-grader i samarbejde med virksomheder har stor betydning for integrationen af personer med højere universitetsgrader på arbejdsmarkedet; glæder sig over Kommissionens tilsagn om at udvikle en europæisk erhvervs-ph.d.-ordning som led i Marie Curie-aktionerne;

35.

mener, at bedre samarbejde mellem EHEA og det europæiske forskningsrum er en potentiel kilde til styrkelse af Europas innovationsevne og udvikling;

36.

understreger, i hvor stor udtrækning det 7. forskningsrammeprogram, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og det europæiske forskningsrum har bidraget til at fremme EU-forskeres mobilitet og aktivere EU's innovations- og konkurrencepotentiale;

37.

efterlyser en effektiv strategi til støtte for programmer for livslang læring i Europa og bæredygtige initiativer, som er fuldt integrerede i institutionen og fremmer en livslang læringskultur; efterlyser ligeledes tiltag til fremme af virksomhedsbaseret livslang læring for at give arbejdstagere mulighed for at videreuddanne sig og forbedre deres kvalifikationer; opfordrer højere læreanstalter og universiteter til at tilbyde mere fleksibilitet i programmer baseret på læringsresultater, anerkendelse af ikke-formel og uformel læring og tjenester til støtte for uddannelsesforløb gennem fremme af partnerskaber mellem universiteter, virksomheder og læreanstalter for højere erhvervsuddannelse med henblik på at styrke – og dække behovet for – videnskabelige, humanistiske og tekniske kvalifikationer;

38.

henleder opmærksomheden på behovet for at fastslå status for studerende fra tiden før Bolognaprocessen i de lande, hvor disse er dårligt stillede med hensyn til optagelse på master-/kandidatuddannelser;

39.

bemærker, at det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS) skal være mere gennemsigtigt og sikre mere korrekte sammenligninger mellem kvalifikationer og eksamensbeviser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende et forbedret ECTS-værktøj for at fremme mobiliteten for studerende og fagfolk;

40.

glæder sig over Kommissionens forslag om at øge midlerne til europæiske uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer betydeligt; opfordrer Kommissionen til at afsætte en væsentlig del af disse midler til moderniseringen af videregående uddannelser og af universiteternes infrastrukturer i overensstemmelse med målsætningerne i Bolognaprocessen og EU’s moderniseringsdagsorden; opfordrer Kommissionen til at finde løsninger, der også gør det muligt for studerende med økonomiske problemer at få adgang til disse programmer;

41.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at undersøge, hvorvidt det vil være muligt at lade studieforløb omfatte en obligatorisk uddannelsesperiode ved et universitet i en anden medlemsstat end den studerendes hjemland;

42.

henleder opmærksomheden på, at Bolognaprocessen og direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer hænger nøje sammen, og understreger behovet for en koordinerende indsats fra Kommissionens side, som er helt i overensstemmelse med Bolognaprocessen; mener, at sammenhængen kan styrkes yderligere ved at give de studerende alle relevante praktiske oplysninger om anerkendelse af eksamensbeviser, der er erhvervet i udlandet, og de jobmuligheder, som studier i udlandet giver adgang til;

43.

opfordrer til, at der som led i revisionen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer gennemføres en sammenligning af de nationale mindstekrav til uddannelse og iværksættes mere regelmæssige udvekslinger mellem medlemsstaterne, de kompetente myndigheder og faglige organisationer med henblik på at gøre fremskridt hen imod et reelt europæisk område for højere uddannelse;

44.

foreslår, at partneruniversiteters anerkendelse af meritpoint erhvervet under Erasmusprogrammet gøres til et obligatorisk element for alle institutioner, der deltager i udvekslinger af studerende, hvortil der ydes EU-støtte, med det formål at styrke det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem;

45.

henleder opmærksomheden på betydningen af en ensartet gennemførelse af ECTS-systemet; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de højere læreanstalter til at udarbejde en sammenligningstabel, hvoraf det fremgår, hvor mange ECTS-meritpoint der tildeles for forskellige kurser, med henblik på at skabe større ensartethed og lette de studerendes mobilitet og den faglige mobilitet; peger på de hindringer, som de studerende støder på, når de skal overføre meritpoint mellem forskellige universiteter, og mener, at disse hindringer kan afholde de studerende fra at deltage i akademiske udvekslinger;

46.

efterlyser udvikling af en effektiv strategi for fuld harmonisering af akademiske titler i hele EU med mulighed for gensidig anerkendelse (herunder af ældre akademiske titler) siden igangsættelsen af Bolognaprocessen;

47.

opfordrer EU-medlemsstaterne til at vedtage en endelig og klar afgørelse om fuld gensidig anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser eller at opstille en køreplan for, hvornår denne afgørelse endelig vil kunne træffes;

48.

opfordrer til, at samarbejdet mellem universiteter organiseres mere systematisk og styrkes for at øge indvirkningen på højere læreanstalter og videregående udannelsessystemer til gavn for studerende og ansatte;

49.

foreslår, at universiteterne i de kontraherende stater anerkender praktikforløb, der er gennemført som led i de mobilitetsprogrammer, der støttes af Kommissionen;

50.

mener, at de studerende skal have klarere oplysninger om, hvor mange meritpoint der godskrives, inden de påbegynder en given udveksling, og opfordrer medlemsstaterne og de højere læreanstalter til at samarbejde ved vurderingen af, hvor mange meritpoint der skal tildeles for forskellige kurser; opfordrer til, at der udvikles fælles platforme med henblik på at etablere et videns- og kompetencefundament fastlagt af fagfolk og de højere læreanstalter med det eventuelle mål at opnå en tilnærmelse af visse eksamensbeviser, samtidig med at nationale særpræg bevares, hvorved ordningen med automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i EU (22) kan tjene som eksempel;

51.

efterlyser bedre netværkssamarbejde, koordinering og kommunikation mellem universiteterne i EU for at fremskynde anerkendelsen af nye eksamensbeviser, lette overførslen af meritpoint, forbedre kendskabet til og forståelsen af forskellige uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer og hjælpe de studerende til bedre at forstå mangfoldigheden af europæiske programmer;

52.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af det nye uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogram at tilskynde til samarbejde – bl.a. gennem finansielle incitamenter – om tværnationale studieordninger, fælles universitetsgrader og gensidig anerkendelse; slår til lyd for i praksis at øge antallet af partnerskaber om Erasmus-praktikophold;

53.

henleder opmærksomheden på, at der findes en lang række institutioner, som beskæftiger sig med europæisk videregående uddannelse og forskning, og opfordrer EU til at fremme tiltag til at samordne dem under samme paraply;

54.

mener, at der bør indføres ordninger, der gør det lettere for studerende at overføre dokumentation for deres studier fra ét universitet til et andet i løbet af deres uddannelse;

55.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at tilvejebringe opdaterede og sammenlignelige data – bl.a. om den proportionelle fordeling af sårbare grupper – der kan danne basis for overvågningen af gennemførelsen af EHEA, og til at fjerne hindringerne og løse problemerne i forbindelse med processens gennemførelse og undlade at straffe de institutioner, der endnu ikke har gennemført de planlagte reformer; mener, at disse data bør offentliggøres hvert år land for land og universitet for universitet for at gøre det lettere at se, hvor der skal gøres fremskridt;

56.

opfordrer universiteterne til at harmonisere deres akademiske standarder ved at oprette partnerskaber for udveksling af god praksis;

57.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke allerede eksisterende og udvikle nye samarbejds- og forskningsprogrammer baseret på fælles interesser med tredjelandes universiteter, navnlig universiteter i konfliktområder, for at give studerende fra disse lande adgang til videregående uddannelse uden nogen form for forskelsbehandling;

58.

anser det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA), der er skabt ved Bolognaprocessen, for at være et meget stort fremskridt; opfordrer derfor til, at der indarbejdes et Euro-Middelhavsområde for videregående uddannelse i denne allerede eksisterende struktur, og til, at der gøres fremskridt hen imod etableringen af et effektivt område for videregående uddannelse for de lande, der deltager i samarbejdet i østpartnerskabet samt i andet mellemstatsligt samarbejde inden for EU; opfordrer Kommissionen til at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for studerende og lærere, støtte netværkssamarbejde mellem universiteter i Euro-Middelhavsområdet, herunder EMUNI, og fortsætte den gode praksis fra Tempus- og Erasmus Mundusprogrammerne;

59.

peger på behovet for at informere bedre om Bolognaprocessen og det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA) ved hjælp af en omfattende, effektiv og europadækkende kommunikationspolitik, der har til formål at gøre universiteterne mere attraktive i og uden for Europa;

60.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre mulighed for overførsel af lån og legater, især merit- og behovsbaserede legater, mellem alle europæiske lande med henblik på at sikre lige adgang til mobilitetsmuligheder;

61.

støtter indførelsen af fælles varemærker (brands) for universiteter på regionalt plan for at styrke universiteternes prestige på internationalt plan i overensstemmelse med Bolognaprocessens mål;

62.

opfordrer EU-institutionerne til at indføre mekanismer til støtte for medlemsstaternes og de højere læreanstalters bestræbelser på at nå Bolognaprocessens mål, hvilket kunne ske gennem regelmæssig aflæggelse af beretninger og en målrettet anvendelse af EU-programmer, herunder programmer, der indebærer samarbejde med de tredjelande, der deltager i EHEA;

63.

anmoder EU om at støtte opfyldelsen af sine Bolognatilsagn i sit politiksamarbejde med relevante tredjelande; opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at spille en fremtrædende rolle og føre an i disse bestræbelser;

64.

er overbevist om, at den statusopgørelse, der vil blive foretaget på næste års ministermøde i Bukarest, vil resultere i en klar køreplan for etableringen af et fuldt fungerende europæisk område for højere uddannelse inden for 2020-fristen; insisterer på, at der skal forelægges tværsektorielle forslag om IKT-uddannelse, erhvervsuddannelse, livslang uddannelse og virksomhedspraktik, og at disse forslag aktivt bør fremme både inklusion og intelligent og bæredygtig vækst og således give EU en konkurrencemæssig fordel på globalt plan efter krisen, når det gælder jobskabelse, menneskelig kapital, forskning, innovation, iværksætteri og den bredere videnøkonomi;

65.

opfordrer Kommissionen og EU's udenrigsministre til at gøre fuld brug af mulighederne i forbindelse med deres fælles deltagelse i EHEA og indtage en førende rolle i bestræbelserne på at nå Bolognamålene og opfordrer ministrene til at understøtte deres engagement i Bolognaprocessen med fælles tilsagn på EU-plan i Rådet, støttet af Kommissionen, for at sikre, at denne proces med gensidig støtte fører til en harmonisk gennemførelse;

66.

påpeger, at det toårlige ministermøde i Bukarest i 2012 skal tage hensyn til det forhold, at etableringen af EHEA sætter EU og medlemsstaterne i stand til at yde et stærkt og samlet bidrag til Bolognaprocessen på grundlag af deres fælles kompetence med hensyn til videregående uddannelse, deres fælles deltagelse i processen og deres fælles engagement i handling, alt sammen støttet af politiske erklæringer fra EU-institutionerne;

67.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/33

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Effektiv kvalitetsstyring inden for europæiske statistikker" (COM(2011)0211),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0037/2012),

A.

der henviser til, at Eurostat har eksisteret siden 1953, og at behovet for at sikre Eurostats uafhængighed er bredt anerkendt;

B.

der henviser til, at pålidelige og præcise statistikker er afgørende for at muliggøre effektivt økonomisk og budgetmæssigt lovgivningsarbejde i medlemsstaterne og på EU-plan;

C.

der henviser til, at der kræves uafhængige statistikker af høj kvalitet for at opnå gode resultater med Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, herunder det europæiske semester;

D.

der henviser til, at brugere af statistikker bør forsynes med relevante, aktuelle og præcise data, som indsamles og kompileres af nationale kontorer i overensstemmelse med principperne om upartiskhed, objektivitet og faglig uafhængighed;

E.

der henviser til, at statistikker skal være offentligt tilgængelige, letforståelige for både lovgivere og borgere og sammenlignelige fra år til år;

F.

der henviser til, at kvaliteten af europæiske statistikker er afhængig af integriteten af hele produktionsprocessen; der henviser til, at den igangværende modernisering af statistiske produktionsmetoder er en uhyre vigtig offentlig investering med henblik på strømlining af hele produktionskæden, og kræver vedvarende engagement på EU-plan og nationalt plan;

G.

der henviser til, at gældskrisen i euroområdet har fremhævet farerne ved statistisk unøjagtighed og statistisk svig som følge af mangler i både kvaliteten af opstrømsdata om de offentlige finanser og den aktuelle statistiske styringsordning;

H.

der henviser til, at de statistiske kontorer ikke udelukkende bør være lovmæssigt uafhængige, men ligeledes have anordninger og "firewalls", der skal sikre, at de statistiske kontorer er adskilte fra den politiske proces, således at systemiske fejl undgås; samtidig skal det dog understreges, at staten er ansvarlig for statistiske datas korrekthed og autenticitet;

I.

der henviser til, at forholdet mellem Eurostat og de nationale revisionsretter skal styrkes;

J.

der henviser til, at nationale statistiske kontorer i medlemsstaterne bør reformeres for hurtigst muligt at opfylde bestemmelserne i den nye europæiske lovgivning;

K.

der henviser til, at de ca. 350 statistiske bestemmelser, der gælder for alle medlemsstaterne, pålægger de mindre medlemsstater en forholdsvis højere statistisk overholdelsesbyrde;

L.

der henviser til, at Eurostat leverer de økonomiske indikatorer, der er nødvendige for overvågningen af finanspolitikken og for resultattavlen over makroøkonomiske ubalancer, samt nye håndhævelsesmekanismer; der henviser til, at der i de seneste retlige reformer, navnlig lovgivningspakken om økonomisk styring, den såkaldte "six-pack", er lagt stor vægt på nøjagtige og pålidelige statistikker i forbindelse med den økonomiske styring på EU-plan;

1.

mener, at der er behov for en systemisk tilgang til kvalitet, hvilket kan nødvendiggøre en reform af den metode, der anvendes ved udarbejdelse af europæiske statistikker, og en gradvis overgang fra den korrektive tilgang til en mere præventiv tilgang til kvalitetsstyringen af de europæiske statistikker i almindelighed og statistikkerne over offentlige finanser i særdeleshed; bifalder, at reglerne om udarbejdelse og verifikation af europæiske statistikkers nøjagtighed er bindende; mener, at det er uhyre vigtigt at have uafhængige statistiske organer for at opretholde troværdigheden af statistiske data;

2.

opfordrer Kommissionen til at stille støtte og ekspertbistand til rådighed for medlemsstaterne for at hjælpe dem med at imødegå forskningsmæssige begrænsninger og store metodologiske hindringer, således at der sikres overholdelse af kravene og data af høj kvalitet;

3.

støtter Kommissionens hensigt om at foreslå ændringer til forordning (EF) nr. 223/2009 (statistikforordningen) med henblik på at etablere en proaktiv tilgang til overvågning og vurdering af data om offentlige finanser i en tidlig opstrømsfase og muliggøre afhjælpende foranstaltninger så tidligt som muligt; støtter forslaget om at etablere en juridisk ramme, der har til formål at styrke rammerne for styring, navnlig vedrørende de nationale statistiske myndigheders og Eurostats professionelle uafhængighed, og under hvilken alle medlemsstaterne formelt skal påtage sig en forpligtelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger på nationalt plan for at bevare tilliden til statistikker og muliggøre en strengere håndhævelse af adfærdskodeksen for europæiske statistikker;

4.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet forslag til lovgivning om indarbejdelse af dele af den reviderede adfærdskodeks for europæiske statistikker i EU-lovgivningen for at sikre en klar skelnen mellem de ansvarsområder og kompetencer, som nationale statistiske kontorer og medlemsstaternes regeringer har, og sikre større gennemsigtighed og koordineret ansvarlighed for kvaliteten af data;

5.

opfordrer indtrængende Eurostat til i samarbejde med de vigtigste dataudbydere og -brugere at fortsætte sine bestræbelser på at modernisere metoderne for produktion af europæiske statistikker for at bevare omkostningseffektiviteten;

6.

opfordrer Eurostat til at sikre, at der oprettes offentlige regnskabssystemer på en standardiseret måde i alle medlemsstaterne, og at de styrkes med både interne og eksterne revisionsmekanismer, herunder anvendelsen af det nyligt reviderede lovgrundlag i forordning (EF) nr. 479/2009, samt andre relevante lovgivningsmæssige forslag; bifalder Kommissionens hensigt om at styrke Eurostats undersøgelsesbeføjelser;

7.

understreger, at alle medlemsstater skal sikre, at statistikkerne er nøjagtige på alle forvaltningsniveauer; opfordrer Eurostat til at offentliggøre, om der er nogen tvivl om nøjagtigheden af de forskellige former for statistikker;

8.

mener, at der i forbindelse med den nyligt vedtagne pakke om økonomisk styring er behov for standarder for spredte data om den offentlige sektors engagementer i relation til garantier og eventualforpligtelser, f.eks. gennem den offentlige sektors garantier og engagementer i forhold til offentlig-private partnerskaber (OPP'er); disse standarder bør udarbejdes så hurtigt som muligt og offentliggøres af Eurostat under hensyntagen til alle forvaltningsniveauer;

9.

glæder sig over, at Det Rådgivende Organ for Statistisk Styring på Europæisk Plan (ESGAB) fører uafhængigt tilsyn med Eurostat og det europæiske statistiske system; opfordrer Eurostat og andre statistiske kontorer til at implementere de anbefalinger, som ESGAB fremlagde i sin årlige rapport for 2011;

10.

understreger behovet for, at Eurostat sikrer gennemsigtighed med hensyn til sit eget personale ved at offentliggøre oplysninger vedrørende sine fastansatte (som har tjenestemandsstatus) og kontraktansatte og ved at oplyse om den måde, hvorpå nationale eksperter udstationeres;

11.

understreger, at de statistiske kontorers uafhængighed bør sikres på både nationalt og europæisk plan mod potentielle politiske indgreb;

12.

bemærker, at kvalitetsstyringssystemet vil kræve tæt samordning mellem Eurostat og de nationale organer, der er ansvarlige for at kontrollere opstrømsdata om offentlige finanser; opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til sikring af større uafhængighed og større sammenhæng i de nationale revisionsmyndigheders kompetencer i forbindelse med kontrollen af kvaliteten af de kilder, som anvendes til udarbejdelse af de nationale gælds- og underskudsdata, og til styrkelse af Den Europæiske Revisionsrets koordinerende rolle;

13.

understreger, at kvalitetsstyringen af statistikker over offentlige finanser og andre nationale statistiske data samt nøjagtighed og rettidig indberetning af de pågældende data er en forudsætning for fuld gennemførelse af det europæiske semester;

14.

anerkender, at udarbejdelse af nøjagtige statistikker i mange tilfælde kan involvere indsamling og gruppering af data fra mange kilder; bemærker derfor, at indskrænkelse af tidsplaner for offentliggørelse af statistikker i nogle tilfælde kan forringe pålideligheden eller nøjagtigheden af statistikkerne eller øge udgifterne til indsamling af data; anbefaler, at man i evalueringen af bedste praksis på dette område nøje vurderer balancen mellem aktualitet, pålidelighed og udgifter til udarbejdelse;

15.

opfordrer indtrængende Eurostat til at gøre sine publikationer, navnlig onlinepublikationer, mere brugervenlige for almindelige borgere og privatpersoner, især med hensyn til anvendelse af grafer; mener, at der på Eurostats websted skal være lettere adgang til komplette langsigtede dataserier og intuitive og sammenlignelige grafer for at give borgerne flere fordele; tilføjer endvidere, at Eurostats periodiske opdateringer om muligt bør indeholde oplysninger om hver enkelt medlemsstat og tilbyde serier fra år til år og måned til måned og, hvor det er muligt og relevant, langsigtede dataserier;

16.

understreger, at tilvejebringelse af nøjagtige og relevante statistikker af høj kvalitet er yderst vigtig for en bæredygtig og afbalanceret regional udvikling; bemærker, at præcise og eksakte data er udgangspunktet for at opnå detaljerede oplysninger om forskellige områder såsom demografi, økonomi og miljø, og at dataene derfor spiller en vigtig rolle i beslutningsprocessen for den regionale udvikling særligt i forbindelse med gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

17.

opfordrer Kommissionen til fortsat at imødekomme behovet for pålidelige statistiske oplysninger, der gør det muligt i højere grad i forbindelse med europæisk politik at reagere på økonomiske, sociale og territoriale forhold på regionalt plan;

18.

støtter Eurostats hensigt om at etablere en juridisk ramme for "forpligtende indsatser for tillid til statistik"; understreger, at det vil bidrage til at øge tilliden til statistiske kontorer, hvis reglerne om datafortrolighed inden for det europæiske statistiske system (ESS) og nærhedsprincippet overholdes;

19.

bemærker, at det er afgørende at forbedre måden, hvorpå regnskabssystemer for den offentlige sektor fungerer; anmoder ikke desto mindre Kommissionen om at præcisere, om det er nødvendigt og muligt at standardisere regnskabssystemerne for den offentlige sektor i alle medlemsstaterne; anmoder Kommissionen om at udarbejde en fælles metode og gennemføre effektive, passende og dokumenterede løsninger;

20.

understreger, at der skal udvikles et sammenhængende system til forskning i socialøkonomiske processer i grænseområder, herunder processerne i de regioner, der ligger ved EU's ydre grænser, samt statistik for makroregioner med henblik på at opnå et nøjagtigt, fuldstændigt og pålideligt billede af økonomien for så vidt angår regional og makroregional udvikling for såvel by- som landområder; mener, at de forskningsmekanismer, der er forbundet med betalingsbalancen, skal forbedres; bemærker endvidere, at national- og regionalregnskabssystemet skal overvåges nøje som en del af et robust system for kvalitetsstyringen inden for europæisk statistik;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/37

—

der henviser til artikel 313 og 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (1) (IIA),

—

der henviser til Kommissionens opdaterede finansielle programmering for perioden 2007-2013, jf. punkt 46 i den ovennævnte interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006,

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2012 (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 21. februar 2012 om budgetretningslinjerne for 2013,

—

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0040/2012),

1.

anerkender den finanspolitiske konsolideringsindsats, som de fleste medlemsstater har gjort på grund af den finansielle og budgetmæssige krise; understreger imidlertid, at EU aldrig vil være i stand til at reagere tilstrækkeligt på den nuværende økonomiske og sociale krise eller undgå fremtidige kriser uden yderligere politisk integrering og fælles instrumenter, såsom automatiske sanktioner og Kommissionens ret til at tage retslige skridt i forbindelse med en underskudsprocedure, men også fælles EU-finansierede programmer og tilstrækkelige ressourcer til at få dem til at fungere; fastholder, at økonomisk genopretning kræver foranstaltninger, som styrker solidariteten og fremmer bæredygtig vækst og beskæftigelse; glæder sig over, at Det Europæiske Råd anerkendte dette i sin erklæring af 30. januar 2012 og i sine konklusioner fra topmødet den 1.-2. marts 2012, men fastholder, at det er nødvendigt, at der træffes konkrete foranstaltninger, navnlig ved at anvende EU’s budget som et fælles instrument; understreger den omstændighed, at de prioriteter, der er fremhævet i ovennævnte erklæringer, er dem, som Europa-Parlamentet slog til lyd for i forbindelse med tidligere budgetprocedurer;

2.

er fortsat bekymret over den hidtil usete globale krise, som har skadet den økonomiske vækst og den finansielle stabilitet alvorligt og fremprovokeret en betydelig forværring af medlemsstaternes offentlige underskud og gældsposition; forstår Rådets bekymring med hensyn til de økonomiske og budgetmæssige begrænsninger på nationalt plan og insisterer på, at 2013 vil være et afgørende år for det økonomiske opsving;

3.

minder om, at Den Europæiske Unions budget er et af de vigtigste instrumenter, hvoraf solidariteten mellem medlemsstaterne og generationerne fremgår, og at det tilfører en klar merværdi som følge af dets ekstraordinære indvirkning på realøkonomien og europæiske borgeres dagligdag; minder om, at udgifterne til Unionens politikker ville stige astronomisk, hvis disse udelukkende skulle finansieres af medlemsstaterne, og at EU-budgettet set i lyset heraf og anvendt i en synergiorienteret sammenhæng, i sig selv udgør en klar fælles besparelse til fordel for alle; er af den opfattelse, at de kriseforanstaltninger, der er truffet på nationalt niveau, ikke skal medføre en tilsvarende nedskæring på EU-niveau, eftersom 1 euro anvendt på dette niveau kan generere besparelser i 27 medlemsstater;

4.

understreger, at den samlede indsats, der gøres på EU-plan - i krisetider mere end nogensinde - skal styrkes for at sikre, at vores bestræbelser giver resultater; understreger nødvendigheden af, at det årlige EU-budget med sin løftestangseffekt, prioriteringerne på de nationale budgetter såvel som andre EU-instrumenter, skal støtte medlemsstaternes genopretningspolitikker og nødvendigvis være i overensstemmelse med 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, samt at dette er afgørende for strategiens succes og for at bevare tilliden til EU's politikker, navnlig blandt borgerne; understreger, at en reducering af EU's budgetniveau som følge af dets rolle som katalysator for investeringer ville have en negativ indvirkning på skabelsen af vækst og beskæftigelse i Unionen;

5.

mener, at fremme af vækst og beskæftigelse kræver en særlig indsats og øgede budgetbestræbelser for at støtte en bæredygtig og langsigtet industripolitik, konkurrenceevne, innovation samt små og mellemstore virksomheder (SMV'er), idet størsteparten af EU's økonomiske potentiale findes i SMV'er, som ifølge de seneste undersøgelser stod for 85 % af nettojobskabelsen i EU i perioden 2002-2010 og udgør rygraden i vor økonomiske vækst; mener derfor, at konkrete tiltag til fremme af iværksætterånden og etablering af egen virksomhed gennem konkrete foranstaltninger er af afgørende betydning og bør tilføres tilstrækkelige ressourcer; anerkender derfor, at der skal gøres en indsats for yderligere at styrke EU-finansieringen med henblik på at fremme vækstforanstaltninger;

6.

understreger, at denne støtte vil være afgørende for at forhindre, at SMV'er reducerer deres investeringer, navnlig i forskning og udvikling samtidig med, at de fremmer beskæftigelse og faglig uddannelse, navnlig for yngre borgere, og sikrer, at kvalifikationerne bevares; mener, at en styrkelse af EIB-støtten til SMV'er og infrastruktur bør anses som en nøgleprioritet, der således bidrager til at frigøre SMV'ers innovationspotentiale, der er afgørende for EU's velstand og skabelsen af et videnbaseret samfund; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af at forenkle ansøgningsproceduren for EU-støttede programmer yderligere;

7.

mener, at øgede investeringer over EU-budgettet i en bæredygtig økonomi ville kunne føre til en øget grad af jobskabelse end det er tilfældet med det nuværende budget; mener, at sådanne investeringer således kan yde et betydeligt bidrag til at bringe EU tilbage på den rette vej mod vækst;

8.

understreger, at resultatet af Europa 2020-strategien i vidt omfang afhænger af nutidens unge, der er de bedst uddannede, teknisk mest avancerede og mest mobile nogensinde, og derfor er og vil være det største aktiv for vækst og beskæftigelse i EU; er bekymret over det høje niveau af ungdomsarbejdsløshed i medlemsstaterne; understreger i lyset af dette, at alt må gøres på EU-plan og nationalt plan for at sikre, at vækst og beskæftigelse bliver en realitet, navnlig for unge, som repræsenterer EU's fælles fremtid; fremhæver ligeledes det presserende behov for at behandle problemerne med arbejdsløshed og den stigende fattigdom i Den Europæiske Union i den samme ånd, som fremgår af flagskibsinitiativet "den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse";

9.

noterer sig Kommissionens forslag om at omdirigere 82 mia. EUR, der endnu ikke er tilføjet et program under EU’s strukturfonde som helhed (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond), for at støtte SMV’er og bekæmpe ungdomsarbejdsløshed; anmoder om at blive holdt behørigt underrettet om dette initiativ, dets gennemførelse og ultimativt dets indvirkning på budgettet for 2013;

10.

understreger, at alle de foranstaltninger, som hidtil er truffet for at bekæmpe krisen, bør bidrage til en tilbagevenden til den rette vej mod vækst; understreger i denne forbindelse, at de skræddersyede besparelsesforanstaltninger, der allerede er truffet, skal ledsages af målrettede investeringer, der resulterer i en bæredygtig økonomisk udvikling; påpeger, at EU-budgettet spiller en afgørende rolle i denne forbindelse som et instrument til at sikre en hurtig og velkoordineret indsats på alle områder for at afbøde krisens følger for realøkonomien og for at virke som en katalysator for fremme af investeringer, vækst og beskæftigelse i Europa;

11.

understreger, at en velkoordineret, sammenhængende og rettidig gennemførelse af de politiske forpligtelser og prioriteringer på nationalt plan og EU-plan kræver, at de nationale institutioner og EU-institutionerne samarbejder for at prioritere offentlige udgifter til vækstområder, på forhånd at vurdere følgerne af de planlagte foranstaltninger og øge synergien mellem dem samt sikre, at de har en positiv indvirkning ved at fjerne hindringer og frit gøre brug af det underudnyttede potentiale; understreger i denne henseende betydningen af forud for forårstopmødet at fortsætte med at organisere Kommissionens fremlæggelse af sit budgetforslag og påbegynde de nationale budgetprocedurer i medlemsstaterne samt afholde interparlamentariske drøftelser om medlemsstaternes og Unionens økonomiske og budgetmæssige retningslinjer for at sikre, at der sker en samordning mellem de nationale budgetter og EU-budgettet inden for den generelle ramme for Parlamentets opgraderede aktiviteter under det europæiske semester med det formål at fremme dets demokratiske legitimitet, som krævet i beslutning af 1. december 2011 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker;

12.

kræver, at der vedtages et ansvarligt og resultatorienteret budget, som er baseret på gode kvalitetsfyldte udgifter og en optimal og rettidig anvendelse af eksisterende EU-midler; understreger i tråd med erklæringen af 30. januar 2012 fra Det Europæiske Råds medlemmer behovet for at investere i vækst og beskæftigelse, navnlig i forbindelse med SMV'er og unge; understreger sin hensigt om at engagere sig sammen med de parlamentariske fagudvalg, ikke kun i at finde frem til konkrete områder, hvor foranstaltningerne bør styrkes, men også i at finde frem til mulige negative prioriteringer;

13.

understreger, at EU-budgettet er en investering, der udelukkende er rettet mod politikker og foranstaltninger, som har en EU-merværdi; gør opmærksom på, at EU-budgettet - som ikke kan være i underskud - har en løftestangseffekt for vækst og beskæftigelse, der er meget højere end de nationale budgetters, lige som det har en evne til at fremme investeringer, skabe stabilitet i Europa og bidrage til, at EU kommer ud af den nuværende økonomiske og finansielle krise; understreger imidlertid nødvendigheden af at tilskynde til flere investeringer for ikke at bringe de vigtigste projekter for økonomisk genopretning og konkurrenceevne i fare; understreger i denne forbindelse, at udviklingen af nye og forbedrede finansielle instrumenter ville kunne øge løftestangseffekten af EU-budgettets vækstbidrag yderligere ved at tiltrække private investeringer og således kompensere for begrænsningerne på nationalt plan og optimere de offentlige udgifter;

14.

minder om, at de nationale budgetter i EU i perioden 2000-2011 i gennemsnit steg med 62 %, mens EU's budgetbetalinger steg med lidt mindre end 42 %, og at EU blev udvidet fra 15 til 27 medlemsstater;

15.

vil være særdeles opmærksom i forbindelse med 2013-budgetproceduren på gennemførelsen af EP's budgetprioriteringer fra de tidligere år og vil navnlig nøje følge finansieringen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien, som medlemsstaterne fuldt ud tilslutter sig, hvad angår fremme af konkurrenceevne og beskæftigelse såvel som dens andre sektorprioriteringer;

16.

glæder sig over, at Kommissionen i sin seneste version af den finansielle programmering for 2012-2013 respekterede Europa-Parlamentets budgetmæssige prioriteringer for 2012, ligesom den gjorde i 2011, ved ikke at udligne de tidligere stigninger; anmoder om, at 2013-budgetforslaget må følge den samme linje;

17.

minder om, at lofterne for adskillige udgiftsområder, navnlig udgiftsområde 1a (konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse) og udgiftsområde 4 (EU som global aktør), inden for den nuværende finansielle ramme ikke er tilstrækkelige til at gennemføre de politikker, som Parlamentet, Rådet og Kommissionen har godkendt som prioriteter: minder desuden om, at bevillingerne for visse politikker har måttet revideres flere gange for at opfylde nye mål og opgaver, der gør det nødvendigt at bruge fleksibilitetsinstrumentet i næsten alle årlige budgetter; understreger, at det ikke vil acceptere, at mangeårige EU-politiske forpligtelser bringes i fare; minder navnlig om, at finansielle forpligtelser i internationale aftaler og/eller aftaler mellem EU og internationale organisationer skal respekteres og integreres på passende vis i budgetforslaget;

18.

minder om, at den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2007-2013 havde til formål at øge velstanden og livskvaliteten for borgerne og udnytte udvidelsens potentiale fuldt ud, men at EU imidlertid siden 2008 har oplevet en hidtil uset krise, som også har haft følger for hvert af de enkelte års budgetter; understreger på denne baggrund, at den finansielle ramme for 2007-2013 ikke blev revideret for at tage højde for de yderligere finansieringsbehov, som skyldtes den nuværende økonomiske og finansielle krise, men at der derimod blev opretholdt betydelige margener under de overordnede lofter i hvert årligt budget siden 2007, samt at alle de årlige budgetter således har været præget af nedskæringer og besparelser; understreger, at de tilsvarende betalinger derfor som minimum bør gennemføres i overensstemmelse med den normale budgetcyklus; minder om, at betalinger kun adskiller sig fra forpligtelsesbevillinger ved tidsforskydningen i forbindelse med flerårige programmer inden den faktiske udbetaling af midler;

19.

understreger, at det - eftersom 2013 er det sidste år under den nuværende programmeringsperiode - er nødvendigt at nå at gennemføre betalingerne, hvilket altid har været tilfældet ved afslutningen af de finansielle overslag som følge af afslutningen af programmerne for 2007-2013, og for så vidt angår forpligtelserne overholde beløbene fra den finansielle programmering, hvilket beløber sig til omkring 152 mia. EUR for 2013; gentager, at enhver kunstig nedskæring i betalingsniveauet vil gøre det vanskeligere at opfylde både kontraktmæssige forpligtelser og tidligere EU-forpligtelser og også ville kunne føre til betaling af morarenter og mindre tillid til EU's politikker og EU-institutionernes troværdighed; understreger derfor, at kontraktmæssig gæld bør betales hurtigst muligt af hensyn til budgetdisciplinen;

20.

bemærker, at niveauet for betalinger, der som et resultat af tidligere forpligtelser bør fastsættes på grundlag af tekniske kriterier, såsom f.eks. gennemførelsestal, overslag over anvendelsen eller niveauet for uindfriede forpligtelser (UF), er blevet det største politiske spørgsmål i Rådet i forbindelse med de seneste få budgetprocedurer; gør opmærksom på det stigende niveau af UF ved udgangen af 2011, der udgør 207 mia. EUR, og som næsten er 7 % mere end niveauet ved udgangen af 2010; vil i lyset af det kommende interinstitutionelle møde om forskellen mellem forpligtelses- og betalingsbevillinger etablere en dialog med Kommissionen for fuldt ud at afklare, hvordan UF er sammensat; insisterer på, at Rådet afstår fra på forhånd at træffe afgørelse om niveauet for betalinger uden at tage hensyn til de faktiske behov og juridiske forpligtelser; bemærker endvidere, at akkumulerede UF faktisk underminerer et gennemsigtigt EU-budget, hvor det er tydeligt, hvordan forpligtelser og betalinger er forbundet i et bestemt regnskabsår;

21.

understreger, at en tilgang, der kun er baseret på nettobidragydere til EU-budgettet og nettomodtagere fra EU-budgettet ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de betydelige følgevirkninger, som EU-budgettet skaber mellem EU-landene til fordel for EU's fælles politiske mål; er dybt bekymret over de meget begrænsede stigninger i betalinger i de to foregående budgetter, som i forbindelse med budgettet for 2012 endda var lavere end inflationen på et afgørende tidspunkt, hvor alle investeringsprogrammer burde udfolde deres fulde potentiale og være i fuld gang;

22.

understreger, at underbudgettering bør undgås som led i en forsvarlig økonomisk forvaltning, og at bevillingerne skal tilnærmes realistiske overslag over absorptionskapaciteten; påpeger, at en kunstig reducering af bevillingsniveauet i forhold til Kommissionens realistiske overslag omvendt kan forhindre, at man når det fulde potentiale for det endelige niveau for budgetgennemførelsen; minder om, at niveauet for betalingsbevillingerne som foreslået af Kommissionen i sit udkast til budgettet hovedsageligt bestemmes af medlemsstaterne egne prognoser og deres gennemførelseskapacitet, da medlemsstaterne sammen med Kommissionen forvalter mere end 80 % af EU-budgettet;

23.

beklager, at visse betalingskrav på mere end 10 mia. EUR ikke kunne opfyldes i slutningen af 2011 som følge af, at Rådet i december 2011 afviste at finansiere identificerede yderligere behov, hvilket nu har en direkte indvirkning på de disponible betalinger i 2012; er bekymret over, at dette skyldes det forhold, at Rådet satte spørgsmålstegn ved Kommissionens oplysninger om gennemførelsen og behovsvurderingerne uden at forelægge nogen alternative oplysninger eller kilder;

24.

er derfor særdeles bekymret over situationen for betalinger i 2012 og kræver, at Kommissionen fremsætter forslag med henblik på hurtigst muligt at finde en løsning i år for at undgå, at problemet atter udskydes - denne gang til 2013; mener endvidere, at denne form for anvendelse af kommende års bevillinger til at finansiere nuværende behov er dårlig økonomisk forvaltning og i modstrid med princippet om budgettets etårighed; udtrykker alvorlig bekymring for, at denne praksis underminerer EU's nul-gælds-princip;

25.

opfordrer på ny Rådet til at afholde sig fra kunstige nedskæringer i betalingerne under budgetproceduren og understreger, at dette synes at føre til et uholdbart niveau for betalingerne; anmoder om, såfremt sådanne forslag fremsættes, at Rådet klart og offentligt identificerer og redegør for, hvilke af EU's programmer eller projekter, det mener, kan blive forsinket eller helt opgivet;

26.

anmoder i denne forbindelse Rådet om at tilpasse sin position til en realistisk og ansvarlig budgettering og forpligter sig til fortsat konstant at overvåge gennemførelsen af 2012-bevillingerne og i særdeleshed betalingerne; opfordrer Rådet til at gøre det samme, så budgetmyndigheden kan arbejde på grundlag af fælles og opdaterede gennemførelsesdata og udarbejde pålidelige overslag over udgifter; indbyder med henblik herpå Rådet og Kommissionen til et interinstitutionelt møde, der skal afholdes i første halvår af 2012 på passende politisk niveau, med henblik på at belyse og afklare eventuelle misforståelser med hensyn til gennemførelsestal og skønnede betalingsbehov og i fællesskab gøre status over betalingssituationen for regnskabsårene 2012 og 2013;

27.

fremhæver betydningen af at støtte de europæiske tilsynsmyndigheder (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) for at muliggøre omfattende gennemførelse af finansforordningen og tilsynsstrukturerne med henblik på at forhindre fremtidige kriser; understreger, at støtte til de europæiske tilsynsmyndigheder og uafhængige juridiske tjenester for disse bør prioriteres i budgettet;

28.

glæder sig over aftalen, der blev indgået i december 2011 om at finansiere de ekstra omkostninger til ITER; opfordrer Kommissionen til at respektere de fælles konklusioner i denne aftale i deres helhed og fremsætte konkrete forslag om et beløb på 360 mio. EUR i 2013-budgetforslaget ved at gøre fuldt brug af bestemmelserne i finansforordningen og i IIA af 17. maj 2006 og udelukke enhver yderligere ITER-relateret revision af FFR; gentager sin stærke overbevisning om, at sikring af et beløb på 360 mio. EUR i 2013-budgettet ikke bør forringe den vellykkede gennemførelse af andre EU-politikker, især dem, der bidrager til at nå målene i EU 2020-strategien i dette sidste år af programmeringsperioden, og modsætter sig specifikt enhver omfordeling, som krænker denne budgetmæssige prioritering; understreger, at Kommissionen i sin finansielle programmering forudser en margen på 47 mio. EUR i udgiftsområde 1a, som delvist dækker ITER's behov;

29.

forventer i lyset af Kroatiens kommende tiltrædelse den 1. juli 2013, at revisionen af FFR vil blive vedtaget hurtigt i overensstemmelse med punkt 29 i IIA ("Justering af den finansielle ramme med henblik på udvidelse"), og anmoder Kommissionen om at fremlægge sit forslag til de tilsvarende supplerende bevillinger, så snart tiltrædelsesakten er blevet ratificeret af alle medlemsstater; gentager, at udvidelsen med Kroatien bør ledsages af en passende øget støtte gennem nye, supplerende midler frem for gennem omfordelinger til anden halvdel af 2013;

30.

noterer sig skrivelsen af 23. januar 2012 fra kommissæren for budgetter og finansiel programmering, der giver udtryk for Kommissionens vilje til at reducere antallet af stillinger i stillingsfortegnelsen med 1 % allerede i 2013, under nøje hensyn til de forskellige konsekvenser for store, mellemstore og små generaldirektorater; agter at undersøge Kommissionens plan om inden 2018 at reducere personalet i EU's institutioner og organer med 5 % i forhold til 2013 og minder om, at dette skal ses som et overordnet mål; minder om, at enhver ændring af stillingsfortegnelsen har direkte indvirkning på budgettet og på ingen måde bør kompromittere Budgetudvalgets og Europa-Parlamentets budgetbeføjelser; mener, at en kortsigtet eller langsigtet nedskæring af personalet bør være baseret på en forudgående konsekvensanalyse og blandt andet tage fuldt hensyn til Unionens juridiske forpligtelser og institutionernes nye beføjelser og øgede opgaver, som følger af traktaterne;

31.

minder om betydningen af et tæt og konstruktivt interinstitutionelt samarbejde under hele proceduren og bekræfter endnu engang sin vilje til at bidrage fuldt ud til et sådant samarbejde i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i TEUF; forventer, at der tages fuldt hensyn til disse retningslinjer i forbindelse med budgetproceduren og udarbejdelsen af budgetforslaget;

32.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/42

—

der henviser til artikel 81 og 82 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som foreskriver, at foranstaltninger, der har til formål at sikre "støtte til uddannelse af dommere og andet personale i retsvæsenet", vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure,

—

der henviser til sin beslutning af 10. september 1991 om oprettelse af et europæisk retsakademi (1), sin holdning af 24. september 2002 om vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk net for retlig uddannelse (2), sin beslutning af 9. juli 2008 om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (3) og sin henstilling af 7. maj 2009 til Rådet om udvikling af et EU-område for strafferetspleje (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (COM(2010)0171),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om Stockholmprogrammet (5),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2011 "Opbygning af tillid til retsvæsenet overalt i EU - et nyt aspekt af uddannelsen af retsvæsenets aktører i EU" (COM(2011)0551),

—

der henviser til pilotprojektet om uddannelse af retsvæsenets aktører, som Parlamentet foreslog i 2011,

—

der henviser til den komparative undersøgelse af uddannelse af retsvæsenets aktører i medlemsstaterne, som Parlamentet bestilte fra Det Europæiske Retsakademi (ERA) i samarbejde med Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN) (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5 og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at ovennævnte undersøgelse gjorde status over de aktiviteter, der gennemføres på dette område af nationale uddannelsesinstitutioner for retsvæsenets aktører, herunder hvilken type uddannelse, der tilbydes, relevante vilkår og budgetmæssige ressourcer med henblik på også at indkredse behov og forslag om forbedringer og bedste praksis, og indeholder resultaterne af en dybtgående undersøgelse af over 6 000 dommere og anklagere i medlemsstaterne, der fokuserer på deres erfaringer med uddannelse i EU-ret og deres forslag til forbedring;

B.

der henviser til, at "juridisk uddannelse" rettelig burde kaldes "juridiske studier" for at afspejle den særlige karakter af den vedvarende intellektuelle udvikling, som medlemmer af dommerstanden er nødt til at gennemgå, og den omstændighed, at de bedste til at stå for juridiske studier er dommerne selv;

C.

der henviser til, at udbuddet af uddannelse i øjeblikket langt fra opfylder Kommissionens mål, nemlig at den skal være tilgængelig for halvdelen af retsvæsenets aktører i EU;

D.

der henviser til, at sprogbarrierer med hensyn til uddannelsessproget, manglende (rettidig) information om eksisterende programmer samt den omstændighed, at programmerne ikke altid er tilpasset dommernes behov, i kombination med dommernes store arbejdsbyrde og manglen på relevant finansiering er blandt årsagerne til det forholdsvis lave antal respondenter, der får uddannelse i EU-ret (53 % og kun en tredjedel af dem inden for de seneste tre år);

E.

der henviser til, at det er fornuftigt - også fra et budgetmæssigt synspunkt - i den aktuelle situation med stram økonomi at benytte sig af eksisterende institutioner, især nationale uddannelsesinstitutioner for retsvæsenets aktører, men også universiteter og professionelle organer, når det drejer sig om de "nationalretlige" aspekter af opbygningen af en europæisk retskultur; der henviser til, at man på denne måde kan indkredse bedste praksis i medlemsstaterne, som kan fremmes og udbredes i hele EU; der henviser til, at Det Europæiske Retsakademi (ERA) fortsat bør spille sin rolle, når det drejer sig om uddannelse i EU-ret;

F.

der henviser til, at Parlamentet allerede har påpeget, at det europæiske retlige område skal bygge på en fælles retskultur blandt praktiserende jurister, dommere og anklagere, som ikke alene er baseret på EU-retten, men er udviklet gennem gensidigt kendskab til og gensidig forståelse af de nationale retssystemer, en gennemgribende modernisering af universiteternes læseplaner, udvekslinger, studiebesøg og fælles uddannelse med aktiv støtte fra Det Europæiske Retsakademi, Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og det europæiske retsinstitut;

G.

der henviser til, at uddannelse af retsvæsenets aktører bør knyttes til debatten om dommerstandens traditionelle rolle og dens modernisering - hvordan den kan åbnes og få udvidet sine horisonter; der henviser til, at dette også indbefatter sprogundervisning og fremme af studiet af sammenlignende ret og international ret;

H.

der henviser til, at det også er nødvendigt at udvikle en fælles retskultur mellem de medlemmer af dommerstanden, der anvender charteret om grundlæggende rettigheder, arbejdet i Europarådets Venedigkommission osv. til at fremme kerneværdier hos udøvere af det juridiske erhverv ved at drøfte og udbrede fælles faglig etik, retsstatsprincippet samt principperne for udnævnelse og udvælgelse af dommere og for at forhindre politisering af dommerstanden, således at man fremmer den gensidige tillid, der er nødvendig for at gøre det fælles retlige område til en realitet;

I.

der henviser til, at det er nødvendigt at skabe netværk mellem dommere fra forskellige kulturer og forbedre koordinationen af de eksisterende netværk for at skabe "cirkler af sammenhæng"; der henviser til, at elektronisk kommunikation ikke er nok til at kunne gøre dette, der er nødt til at være fora, hvor dommere kan knytte kontakter, og det er afgørende at inddrage dommere fra domstolene i Luxembourg og Strasbourg;

J.

der henviser til, at juridiske studier ikke kan begrænses til materiel ret og procesret, og til, at dommere har brug for kurser vedrørende deres judicielle virksomhed og i "dommerhåndværket";

1.

mener - i lyset af de budgetmæssige begrænsninger og de svar, dommerne har givet i undersøgelsen - og skønt det anerkendes, at direkte kontakter er den bedste løsning, at denne type kurser og råd også kan gives via internettet (videokonferencer, on-line-kurser, webstreaming) og ved hjælp af udveksling; bemærker, at dommerne anmoder om yderligere vurdering og tilpasning af uddannelsesprogrammerne til deres behov, samtidig med at de ser ud til at foretrække interaktiv undervisning, hvor de kan udveksle erfaringer og drøfte casestudier snarere end den "klassiske" (top-down) undervisningsform;

2.

mener, at et yderligere mål ville være at koordinere den undervisning, der tilbydes af eksisterende uddannelsesinstitutioner for retsvæsenets aktører, og at lette og fremme dialog og faglige kontakter;

3.

bemærker, at flersproget undervisning er vigtig, idet undersøgelsen viser, at kun et relativt lille antal dommere taler et fremmedsprog godt nok til at kunne deltage aktivt i juridisk uddannelse i andre medlemsstater;

4.

er af den opfattelse, at en måde, hvorpå problemerne (omkostninger, sprogundervisning og omkostningseffektivitet) kunne løses, er at benytte moderne teknologi og finansiere udviklingen af applikationer i stil med Apple’s ITunes U; forestiller sig, at sådanne applikationer udviklet af de nationale skoler, ERA, universiteter og andre undervisere kunne omfatte uddannelseskurser med videomateriale, herunder sprogundervisning (med særlig vægt på juridisk terminologi), samt undervisning i nationale retssystemer, navnlig retlige procedurer, etc. og skulle være gratis for medlemmer af dommerstanden;

5.

mener, at vellykket deltagelse i sådanne kurser kunne være vejen til et "Erasmus for dommere" og til deltagelse i uddannelseskurser i udlandet;

6.

foreslår, at sådanne applikationer også kunne gøres tilgængelige for andre retlige aktører, professionelle organer, akademikere og jurastuderende for en beskeden betaling, og at udviklingen og produktionen heraf kunne give økonomien og beskæftigelsen et lille løft for en relativt lille udgift;

7.

mener, at pilotprojektet, der er forelagt af Luigi Berlinguer og Erminia Mazzoni og planlagt til at finde sted i 2012, først og fremmest bør sigte mod at indkredse og udbrede bedste praksis med hensyn til at skabe adgang til EU-ret og relevant undervisning inden for de nationale retssystemer og uddannelsesinstitutioner; mener for eksempel, at EU bør tilskynde medlemsstaterne til at efterligne succesfulde institutioner, såsom de italienske og nederlandske retlige organers koordinatorer for EU-ret, og fremme uddannelsen af sådanne koordinatorer og i øvrigt lette deres arbejde på EU-plan;

8.

er af den opfattelse, at pilotprojektet bør indbefatte etableringen af en arbejdsgruppe, der skal omfatte nationale udbydere og EU-udbydere af juridisk uddannelse såvel som ikke-juridiske aktører, hvis mål skulle være at finde frem til en række tematiske "grupper" af EU-retlige spørgsmål, der synes at have størst relevans for almindelig retspraksis, både vedrørende praktiske spørgsmål (hvordan man indsender en anmodning om en præjudiciel afgørelse, hvordan man får adgang til EU’s lovdatabaser osv.) og vedrørende væsentlige sager;

9.

foreslår, at pilotprojektet kunne koordinere a) udvekslingen af råd og viden om de enkelte retssystemer mellem de enkelte uddannelsesinstitutioner for retsvæsenets aktører ved at bygge videre på eksisterende netværk og ressourcer og b) formel uddannelse og indføring i udenlandske retssystemer;

10.

foreslår afslutningsvis, at Kommissionen afholder et årligt forum, hvor dommere på alle anciennitetsniveauer inden for retsområder, hvor der ofte opstår indenlandske sager og sager på tværs af grænserne, kan føre drøftelser om et eller flere område(r), hvor der for nylig har været retstvister eller vanskeligheder, med henblik på at tilskynde til diskussion, etablere kontakter, skabe kommunikationskanaler og opbygge gensidig tillid og forståelse; mener, at et sådant forum ligeledes kunne give de kompetente myndigheder, uddannelsesudbydere og eksperter, herunder universiteter og professionelle organer, mulighed for at drøfte politikker for uddannelse af retsvæsenets aktører og fremtiden for juridisk uddannelse i Europa;

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/45

—

der henviser til artikel 3, 6 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 206 og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til konvention nr.182 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde, ILO-konvention nr. 138 om mindstealder for adgang til beskæftigelse og FN’s konvention om barnets rettigheder,

—

der henviser til indgåelsen af den internationale kakaooverenskomst 2010, særlig artikel 42 og 43,

—

der minder om sine tidligere beslutninger om handel med børn og om udnyttelse af børn i udviklingslande,

—

der minder om sine beslutninger af 25. november 2010 om menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (1) og om virksomheders sociale ansvar i internationale handelsaftaler (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at ILO anslår, at over 215 millioner børn i hele verden er børnearbejdere beskæftiget med aktiviteter, der burde afskaffes. der henviser til, at 152 millioner af disse børn er under 15 år gamle og 115 millioner er beskæftiget med farlige aktiviteter;

B.

der henviser til, at der med børnearbejde i denne beslutning menes børnearbejde som defineret af ILO i konvention nr. 138 om mindstealder for adgang til beskæftigelse og konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde;

C.

der henviser til, at Europa-Parlamentet skal godkende indgåelsen af den internationale kakaooverenskomst af 2010; der henviser til, at aktører har udtrykt stor bekymring over børnearbejde i forbindelse med dyrkning og høst af kakaobønner;

D.

der henviser til, at 70 % af verdens kakao dyrkes i Vestafrika, og at ca. 7,5 millioner mennesker er beskæftiget med kakaoproduktion i denne region, næsten udelukkende på små familiebrug, idet der findes mellem 1,5 og 2 millioner familiedrevne brug i hele Vestafrika; der henviser til, at kakaodyrkning er meget arbejdskraftintensiv i høstsæsonen, og at producenterne er under kraftigt pres fra nationale og internationale markedsaktører for at holde lønningerne nede; der henviser til, at alle familiemedlemmer, herunder børn, deltager i de travleste perioder; der henviser til, at børnearbejde kan medføre uacceptable risici;

E.

der henviser til, at ikke alt arbejde, der udføres af børn, ifølge ILO bør klassificeres som børnearbejde, der skal udryddes, og at der bør indføres en klar sondring mellem de to former; der henviser til, at børn og unges deltagelse i arbejde, der ikke påvirker deres sundhed og personlige udvikling eller forstyrrer deres skolegang, generelt betragtes som noget positivt, medmindre opgaverne er farlige eller forhindrer børnene i at gå i skole;

F.

der henviser til, at undersøgelser i Ghana og Elfenbenskysten viser, at børn, der arbejder på kakaofarme, udsættes for forskellige former for fare; derudover kan nogle børn være ofre for ulovlig menneskehandel fra andre regioner i landet eller fra nabolande; der henviser til, at der må foretages yderligere undersøgelser af forekomsten af børnearbejde og handel med børn i regionen, da der ikke findes verificerede data;

G.

der henviser til, at anvendelse af de værste former for børnearbejde i forbindelse med dyrkning og høst af kakaobønner er uacceptabel;

H.

der henviser til, at der i de seneste år er opnået betragtelige fremskridt med programmer og initiativer med henblik på at bekæmpe de værste former for børnearbejde på vestafrikanske kakaofarme, selv om der stadig mangler meget, da denne sektor er meget omfattende; der henviser til, at nye konflikter i området og især i Elfenbenskysten på ny har forværret børnenes situation;

I.

der henviser til, at fattigdom og mangelen på alternative indtægtskilder, hel eller delvis mangel på muligheder for unge efter endt skolegang, ufleksible samfundsstrukturer og holdninger, manglende hensigtsmæssig retlig beskyttelse af børns rettigheder og manglende obligatorisk offentlig undervisning for alle børn uanset køn, for ikke at nævne korruption og mangelfuld regeringsførelse, er socioøkonomiske og politiske faktorer, som kan være en medvirkende årsag til udbredt udnyttelse af børn i nogle dele af verden;

J.

der henviser til det primære ansvar hos regeringerne i alle de berørte lande til fuldt ud at gennemføre FN’s konvention om barnets rettigheder, ILO-konvention nr. 138 om mindstealder for adgang til beskæftigelse og ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde;

K.

der henviser til EU’s strategi for virksomhedernes sociale ansvar (2011-2014), FN’s Global Compact-initiativ, navnlig artikel 5 om afskaffelse af børnearbejde, og Harkin-Engel-protokollen, som skaber en hensigtsmæssig ramme for virksomhedernes sociale ansvar i kakaosektoren;

1.

opfordrer de stater, der endnu ikke har ratificeret FN’s konvention om barnets rettigheder og ILO’s konventioner nr. 138 og 182, til hurtigt at ratificere og gennemføre dem; mener desuden, at staterne bør gennemføre hensigtsmæssige politikker med henblik på at bevidstgøre om børnemisbrug på arbejdsmarkedet og om nødvendigheden af at overholde gældende nationale og internationale bestemmelser;

2.

fordømmer kraftigt anvendelsen af børnearbejde i kakaomarkerne;

3.

opfordrer alle, der er deltager i dyrkningen og forarbejdningen af kakaobønner og deraf afledte produkter - navnlig regeringer, den globale industri, kakaoproducenter, fagforeninger, ikke-statslige organisationer og forbrugere - til at leve op til deres respektive ansvar i forbindelse med bekæmpelsen af alle former for tvunget børnearbejde og handel med børn, dele deres ekspertise og samarbejde for at nå frem til en bæredygtig kakaoforsyningskæde, som er fri for børnearbejde;

4.

mener, at kun en holistisk og koordineret ramme, der tager fat på de bagvedliggende årsager til børnearbejde, og som gennemføres på lang sigt af regeringer, industri, forhandlere, producenter og civilsamfundet, kan frembringe væsentlige forandringer;

5.

opfordrer Kommissionen til at sikre politisk kohærens i alle sine initiativer, navnlig dem der vedrører handel, udvikling (især børns adgang til uddannelse), menneskerettigheder, offentlige indkøb og virksomheders sociale ansvar, og desuden til at tilskynde til udveksling af bedste praksis mellem de forskellige økonomiske sektorer, hvor børnearbejde forekommer;

6.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at alle handelsaftaler omfatter effektive bestemmelser om fattigdomsbekæmpelse, fremme af anstændigt arbejde og sikre arbejdsvilkår samt retligt bindende klausuler om internationalt vedtagne menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder og håndhævelsen af disse samt foranstaltninger, der iværksættes i tilfælde af overtrædelser;

7.

minder om, at EU's generelle toldpræferenceordning (GSP), det vigtigste handelspolitiske instrument til fremme af grundlæggende arbejdsstandarder, er under revision, og at handelspræferencer, der er givet til begunstigede lande i henhold til denne ordning, kan trækkes tilbage under særlige omstændigheder, navnlig i tilfælde af alvorlig og systematisk krænkelse af de principper, der er fastsat i en række centrale ILO-konventioner, herunder nr. 138 og 182;

8.

minder om, at Europa-Parlamentet den 15. december 2011 besluttede at nægte at give sit samtykke til en tekstilprotokol til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Usbekistan på grund af betænkeligheder over brugen af tvunget børnearbejde på bomuldsmarkerne i Usbekistan og anbefalede, at EU undersøger mulighederne for midlertidigt at trække Usbekistans GSP-fordele tilbage, hvis ILO’s tilsynsorganer konkluderer, at Usbekistan alvorligt og systematisk overtræder sine forpligtelser (3);

9.

glæder sig over alle multiaktør-initiativer, der omfatter regeringer, industri, producenter og civilsamfund, og som sigter mod at udrydde børnearbejde, forbedre livet for børn og voksne på kakaofarmene og sikre, at kakao dyrkes ansvarligt, som f.eks. det nylige regionale initiativ fra OECD’s "Sahel and West Africa Club"-sekretariat og Det Internationale Kakaoinitiativ til fremme af bedste praksis for bekæmpelse af de værste former for børnearbejde på vestafrikanske kakaofarme; minder om, at disse initiativer kræver hensigtsmæssig opfølgning for at sikre reelle fremskridt; opfordrer regeringerne til at øge deres støtte til fair trade-netværk inden for kakaosektoren og til kooperativerne på landet og at gøre det muligt for dem at sende deres produkter direkte, på de nationale og internationale markeder, således at de undgår mellemled og opnår rimelige priser; opfordrer Kommissionen til at støtte sådanne foranstaltninger;

10.

støtter målene i protokollen om dyrkning og forarbejdning af kakaobønner og deraf afledte produkter på en måde, der er i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde (kendt som "Harkin-Engel"-protokollen) og opfordrer til, at denne gennemføres fuldt ud;

11.

erindrer om, at CEN (Den Europæiske Standardiseringsorganisation) for nylig har besluttet at nedsætte et projektudvalg for at udvikle en todelt europæisk standard for sporbar og bæredygtig kakao; opfordrer Kommissionen til at overveje og, hvis det er hensigtsmæssigt, at forelægge et forslag til retsakt om en effektiv kontrolmekanisme for varer produceret ved hjælp af tvunget børnearbejde; opfordrer de kontraherende parter i den internationale kakaooverenskomst til at støtte forbedringer af forsyningskæden og bedre organisering af producenterne for at muliggøre kontrol i hele kakaoforsyningskæden;

12.

opfordrer parterne i den internationale kakaooverenskomst til at undersøge muligheden for at indføre en sporbarhed i kakaoforsyningskæden, som kan kontrolleres af en akkrediteret tredjepart;

13.

opfordrer Kommissionen, ILO-IPEC og andre parter til at fortsætte deres bestræbelser på at fremme forståelsen for de komplicerede økonomiske, sociale og kulturelle forhold i landbosamfundene;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, UNICEF, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Union og ILO.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/47

—

der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til St. Vincent-erklæringen om diabetesbehandling og -forskning i Europa vedtaget på det første møde i diabeteshandlingsprogrammet under St. Vincent-erklæringen, som fandt sted i St. Vincent den 10.-12. oktober 1989 (1),

—

der henviser til Kommissionens etablering den 15. marts 2005 af EU's platform for kost, fysisk aktivitet og sundhed (2),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 8. december 2005 "Fremme af sunde kostvaner og fysisk aktivitet - En europæisk dimension i forebyggelsen af overvægt, fedme og kroniske sygdomme", som behandler determinanterne for udbrud af type 2-diabetes (COM(2005)0637),

—

der henviser til konklusionerne fra det østrigske formandskabs konference "Forebyggelse af type 2-diabetes", som blev afholdt den 15.-16. februar 2006 i Wien (3),

—

der henviser til sin erklæring af 27. april 2006 om diabetes (4),

—

der henviser til Rådets konklusioner om fremme af en sund levevis og forebyggelse af type 2-diabetes (5),

—

der henviser til WHO's resolution af 11. september 2006 om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme i WHO's europæiske region (6),

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 61/225 af 20. december 2006 om "Verdens Diabetes Dag",

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 1350/2007/EF af 23. oktober 2007 om oprettelse af andet EF-handlingsprogram for sundhed (2008-2013) (7) og Kommissionens efterfølgende afgørelse af 22. februar 2011 om vedtagelse af en finansieringsafgørelse for 2011 inden for rammerne af andet EF-handlingsprogram for sundhed (2008-2013) og om udvælgelse, tildeling og andre kriterier for finansielle bidrag til programmets aktioner (8),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog af 23. oktober 2007 "Sammen om sundhed: en strategi for EU 2008-2013" (COM(2007)0630),

—

der henviser til det syvende forskningsrammeprogram (2007-2013) (9) og til rammeprogrammet for forskning og innovation (COM(2011)0808),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20.oktober 2009 om "Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU" (COM(2009)0567),

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 64/265 af 13. maj 2010 om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme,

—

der henviser til de vigtigste resultater af og anbefalinger fra FP7-HEALTH- 200701-projektet "DIAMAP - en køreplan for diabetesforskning i Europa" (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 "Europa 2020-flagskibsinitiativ - Innovation i EU" (COM(2010)0546) og dets pilotprojekt om aktiv og sund aldring,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 7. december 2010 om innovative tilgange til kroniske sygdomme inden for folkesundheden og sundhedssystemerne,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 65/238 af 24. december 2010 om anvendelsesområde og retningslinjer for samt format og organisering af Generalforsamlingens møde på højt plan om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme,

—

der henviser til Moskva-erklæringen, som blev vedtaget under den første globale ministerkonference om sund livsførelse og kontrol med ikke-overførbare sygdomme i FN-regi, afholdt i Moskva fra 28. til 29. april 2011 (11),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Den Europæiske Unions holdning og engagement forud for FN’s møde på højt plan om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme (12),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at diabetes er en af de mest almindelige ikke-overførbare sygdomme, der skønnes at berøre mere end 32 mio. EU-borgere, som repræsenterer næsten 10 % af den samlede befolkning i EU, mens yderligere 32 mio. borgere lider af nedsat glukosetolerance og har en meget høj sandsynlighed for at udvikle klinisk manifest diabetes (13);

B.

der henviser til, at antallet af personer, der lever med diabetes i Europa forventes at stige med 16,6 % i 2030 som resultat af fedmeepidemien, den europæiske befolknings aldring og andre faktorer, der endnu ikke er fastlagt;

C.

der henviser til, at type 2-diabetes reducerer den forventede levealder med 5-10 år (14) og type 1-diabetes reducerer levetiden med omkring 20 år (15), og at 325 000 dødsfald om året tilskrives diabetes i EU (16), hvilket betyder, at der hvert andet minut dør en EU-borger af diabetes;

D.

der henviser til, at en reducering af de identificerede risikofaktorer, især livsstilsvaner, i stigende grad anerkendes som en vigtig forebyggende strategi, der kan mindske forekomsten og udbredelsen af samt komplikationerne ved både type 1- og type 2-diabetes;

E.

der henviser til, at der fortsat er behov for forskning med henblik på klart at identificere risikofaktorer for type 1-diabetes, og at der forskes i genetisk prædisposition, samt at type 1-diabetes optræder i en stadig tidligere alder;

F.

der henviser til, at type 2-diabetes er en sygdom, der kan forebygges, og for hvilken man klart har fastslået en række risikofaktorer - såsom usund og ensidig kost, fedme, mangel på fysisk aktivitet og alkoholindtag - og at man kan gribe ind over for sygdommen gennem effektive forebyggelsesstrategier;

G.

der henviser til, at det i øjeblikket ikke er muligt at helbrede diabetes;

H.

der henviser til, at komplikationerne ved type 2-diabetes kan forebygges ved at fremme en sund livsstil og gennem tidlig diagnosticering; der henviser til, at sygdommen imidlertid ofte diagnosticeres for sent, og at op mod 50 % af alle mennesker med diabetes i øjeblikket er uvidende om deres tilstand (17);

I.

der henviser til, at op til 75 % af alle personer med diabetes ikke har god kontrol over deres tilstand, hvilket fører til øget risiko for komplikationer, produktivitetstab og omkostninger for samfundet (18), hvilket fastslås i en nyere undersøgelse (19);

J.

der henviser til, at over 10 % af sundhedsudgifterne i de fleste medlemsstater går til diabetes, et tal, der til tider når helt op på 18,5 % (20), og at de samlede udgifter til sundhedspleje for en EU-borger med diabetes i gennemsnit er på 2 100 EUR om året (21) der henviser til, at disse omkostninger uundgåeligt vil stige på grund af det voksende antal personer med diabetes, befolkningens aldring og den dermed forbundne stigning i en lang række følgesygdomme;

K.

der henviser til, at diabetes, hvis den kontrolleres for dårligt eller diagnosticeres for sent, er en af hovedårsagerne til hjerteanfald, slagtilfælde, blindhed, amputationer og nyresvigt;

L.

der henviser til at fremme af sund livsstil og fokus på de fire største sundhedsdeterminanter - tobak, dårlig kost, mangel på fysisk aktivitet og alkohol - inden for alle politiske områder i høj grad kan bidrage til forebyggelse af diabetes, dens komplikationer og dens økonomiske og sociale omkostninger;

M.

der henviser til, at mennesker, der har diabetes, er ansvarlige for 95 % af deres egen pleje (22), og at den byrde, som diabetes lægger på de enkelte mennesker og deres familier, ikke kun er af finansiel art, men at diabetes også har psykosociale følger og medfører nedsat livskvalitet;

N.

der henviser til, at kun 16 ud af 27 medlemsstater har en national ramme eller et program til tackling af diabetes, og at man ikke har noget klart overblik over, hvad et godt program vil sige, eller hvilke lande der har den bedste praksis (23); der henviser til, at der er tale om betydelige forskelle og skævheder i kvaliteten af diabetesbehandling inden for EU;

O.

der henviser til, at der ikke findes en juridisk ramme inden for EU for forskelsbehandling af mennesker, der lider af diabetes eller andre kroniske sygdomme, og at der stadig er udbredte fordomme over for diabetesramte i skoler, i ansættelsesforhold, på arbejdspladser, i forbindelse med forsikringspolicer og vurderinger med henblik på opnåelse af kørekort i hele EU;

P.

der henviser til, at der er mangel på finansielle midler og infrastruktur til samordning af diabetesforskningen i EU, hvilket har negative følger for EU-diabetesforskningens konkurrenceevne, og hvilket hindrer mennesker med diabetes i at drage fuld nytte af forskningen i Europa;

Q.

der henviser til, at der på indeværende tidspunkt ikke findes nogen europæisk strategi til tackling af diabetes på trods af de konklusioner om fremme af sund levevis og forebyggelse af type 2-diabetes, som det østrigske formandskab for Rådet har vedtaget (24), og på trods af en omfattende liste over FN-resolutioner samt Europa-Parlamentets skriftlige erklæringer om diabetes;

1.

glæder sig over Rådets konklusioner af 7. december 2010 "Innovative tilgange til kroniske sygdomme inden for folkesundheden og sundhedssystemerne" (25) og dets opfordring til medlemsstaterne og Kommissionen om at indlede en refleksionsproces med det formål at optimere indsatsen over for de udfordringer, som kroniske sygdomme stiller;

2.

bemærker ovennævnte beslutning af 15. september 2011 om Den Europæiske Unions holdning og engagement forud for FN’s møde på højt plan om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme, hvor der fokuseres på diabetes som en af de fire store ikke-overførbare sygdomme,

3.

opfordrer Kommissionen til at udforme og iværksætte en målrettet EU-diabetesstrategi i form af en henstilling fra Rådet om forebyggelse, diagnose, forvaltning, uddannelse og forskning inden for diabetes;

4.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles standardiserede kriterier og metoder for indsamling af data om diabetes og til i samarbejde med medlemsstaterne at koordinere, indsamle, registrere, overvåge og forvalte omfattende epidemiologiske data om diabetes og økonomiske data om de direkte og indirekte omkostninger ved forebyggelse og forvaltning af diabetes;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle, iværksætte og overvåge nationale diabetesprogrammer, der tager sigte på fremme af folkesundheden, sænkning af risikofaktorer, forudsigelse, forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af diabetes, og som er rettet både mod befolkningen generelt og højrisikogrupper i særdeleshed, og som tager sigte på at mindske uligheder og optimere sundhedsplejeressourcer;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme forebyggelse af type 2-diabetes og fedme (hvor der henstilles til, at der iværksættes strategier fra en tidlig alder via undervisning i sunde kost- og motionsvaner i skolerne), strategier for en sund livsstil omfattende kost- og motionsstrategier; understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at tilpasse fødevarerelaterede politikker til målet med at fremme en sund ernæring og gøre det muligt for forbrugerne at foretage velinformerede og sunde valg, ligesom der er nødvendigt at gøre tidlig diagnosticering til et vigtigt indsatsområde i de nationale diabetesprogrammer;

7.

opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne ved at fremme udveksling af bedste praksis om gode nationale diabetesprogrammer; understreger, at Kommissionen permanent skal overvåge fremskridtene med hensyn til medlemsstaternes gennemførelse af nationale diabetesprogrammer og regelmæssigt fremlægge resultaterne i form af en beretning fra Kommissionen;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle sygdomsstyringsprogrammer på grundlag af bedste praksis og evidensbaserede behandlingsvejledninger;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre permanent adgang for patienterne i den primære og sekundære sundhedssektor til tværfaglige hold af høj kvalitet og diabetesbehandlinger og -teknologier, herunder e-sundhedsteknologier, og til at støtte patienterne med at opnå og fastholde de færdigheder og den viden, der er nødvendig for at muliggøre livslang selvforvaltning;

10.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre koordineringen af den europæiske diabetesforskning ved at fremme samarbejdet mellem forskningsdiscipliner og skabe almindelige fælles infrastrukturer med henblik på at lette den europæiske diabetesforskning, bl.a. når det gælder identifikation af risikofaktorer og forebyggelse;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre fortsat støtte til finansieringen af diabetesforskningen som led i det nuværende og fremtidige EU-forskningsrammeprogram, idet type 1- og type 2-diabetes betragtes som to forskellige sygdomme;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en passende og hensigtsmæssig opfølgning på resultaterne af FN's topmøde om ikke-overførbare sygdomme i september 2011;

13.

understreger betydningen af, at EU og medlemsstaterne - for at nå de mål, der er relateret til ikke-overførbare sygdomme, og klare udfordringerne i forbindelse med folkesundhed, sociale og økonomiske forhold - yderligere integrerer forebyggelse og reduktion af risikofaktorer i alle relevante lovgivnings- og politikområder, og navnlig i deres miljø-, fødevare- og forbrugerpolitikker;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 251/52

—

der henviser til Det Europæiske Råds beslutning af 16. december 2005 om at give landet status som kandidatland til EU-medlemskab og til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møder den 15.-16. juni 2006 og den 14.-15. december 2006,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 845 (1993) og 817 (1993) samt til FN’s Generalforsamlings resolution 47/225 (1993) og interimsaftalen fra 1995,

—

der henviser til Den Internationale Domstols dom vedrørende gennemførelsen af interimsaftalen af 13. september 1995 (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien mod Grækenland),

—

der henviser til Kommissionens statusrapport fra 2011 (SEC(2011)1203) og Kommissionens meddelelse af 12. oktober 2011 "Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2011-2012" (COM(2011)0666),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger,

—

der henviser til henstillingerne af 4. november 2011 fra det blandede parlamentariske udvalg,

—

der henviser til den endelige rapport fra OSCE/ODIHR’s valgobservationsmission om det fremskudte parlamentsvalg den 5. juni 2011,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2008/212/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for tiltrædelsespartnerskabet med landet,

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. december 2010 og den 5. december 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at der på Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 blev givet tilsagn til samtlige stater på det vestlige Balkan om, at de ville kunne opnå medlemskab af Den Europæiske Union, og at dette tilsagn blev gentaget på højniveaumødet om det vestlige Balkan den 2. juni 2010 i Sarajevo;

B.

der henviser til, at Kommissionen i sin statusrapport fra 2011 fastholdt sin henstilling fra 2009 om at indlede EU-tiltrædelsesforhandlinger med landet;

C.

der henviser til, at Kommissionen i sin udvidelsesstrategi fra 2011 bekræftede, at "Udvidelsespolitikken har vist sig at være et redskab, der kan skabe samfundsmæssige forandringer" og at "Engagement, betingelser og troværdighed har været den gennemgående tråd i tiltrædelsesprocessen og grundlaget for dens succes",

D.

der henviser til, at associeringspartnerskabet opfordrede til en intensivering af indsatsen for med udgangspunkt i en konstruktiv tilgang at finde en gensidigt acceptabel forhandlingsløsning på navnespørgsmålet med Grækenland inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolution 817(1993) og 845(1993), og for at undgå handlinger, der kan have en negativ indvirkning herpå; der henviser til, at både Kommissionen og Rådet gentagne gange har understreget, at opretholdelse af gode naboskabsforbindelser, og herunder arbejdet hen imod en gensidigt accepteret forhandlingsløsning på navnespørgsmålet i FN-regi, er afgørende;

E.

der henviser til, at bilaterale problemer ikke bør udgøre og anvendes som en forhindring for tiltrædelsesprocessen, men bør løses i en konstruktiv ånd snarest muligt og under hensyntagen til EU's generelle interesser og værdier;

F.

der henviser til, at regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser fortsat er en væsentlig del af udvidelsesprocessen, og at den bedste vej til at forbedre det regionale samarbejde er at finde frem til kompromiser vedrørende omtvistede spørgsmål til gavn for opretholdelsen af fred og gode naboskabsforbindelser på Vestbalkan; der henviser til, at en fortsættelse af tiltrædelsesprocessen ville kunne bidrage til stabiliteten i landet og yderligere styrke relationerne mellem de forskellige etniske grupper;

G.

der henviser til, at hvert enkelt kandidatland har sit eget særlige udviklingsniveau og sin egen særlige tiltrædelsesdynamik; der henviser til, at EU har et ansvar for ikke at lade noget land tilbage, og at EU-tiltrædelsesprocessens troværdighed kan lide skade af fortsatte forsinkelser i indledningen af tiltrædelsesforhandlinger;

H.

der henviser til, at dette var blandt de første lande i regionen, der blev tildelt kandidatstatus, at det er det land, der har den største hjemlige offentlige tilslutning til EU-tiltrædelse, og at det nu tre år i træk har været genstand for en positiv henstilling fra Kommissionen om, at der bør fastsættes en startdato for tiltrædelsesforhandlinger med EU;

I.

der henviser til, at alle kandidatlande og potentielle kandidatlande i forbindelse med integrationsprocessen bør behandles på baggrund af deres egen indsats;

1.

gentager sin opfordring til Rådet om hurtigst muligt at fastsætte en startdato for tiltrædelsesforhandlinger med landet;

2.

er enig i den vurdering, Kommissionen har foretaget i sin statusrapport fra 2011, hvad angår landets fortsatte opfyldelse af de politiske kriterier; beklager, at Rådet for tredje år i træk ikke fulgte Kommissionens henstilling og ikke på sit møde den 9. december 2011 vedtog at indlede tiltrædelsesforhandlinger med landet;

3.

understreger betydningen af landets integrationsproces med EU og alle dets bestræbelser på at understøtte dette mål, navnlig igangsættelsen af en forhåndsscreening af harmonisering af lovgivningen med gældende EU-ret samt gennemførelsen af anden fase af stabiliserings- og associeringsaftalen;

4.

er - selv om det ikke ønsker at forsinke de glædelige fremskridt mod EU-tiltrædelse, som er gjort af andre lande på Vestbalkan - bekymret over, at fornemmelsen af, at landets fremskridt "overhales", kan vanskeliggøre en fortsat forbedring af relationerne mellem landets forskellige etniske grupper, samt over, at den omstændighed, at intet land i regionen har gjort stabile fremskridt mod tiltrædelse af EU, i sidste ende udgør en trussel mod alle landenes stabilitet og sikkerhed;

5.

påpeger, at EU har et ansvar for ikke at lade noget land tilbage, selv om hvert enkelt kandidatland har sit eget særlige udviklingsniveau og sin egen særlige tiltrædelsesdynamik;

6.

bemærker udtalelsen fra kommissæren for udvidelse og naboskabspolitik den 5. september 2011, om at "en positiv henstilling fra Kommissionen ikke er hugget i sten"; påpeger ikke desto mindre, at Rådets afgørelse om ikke at følge Kommissionens henstilling har udløst legitim frustration og utilfredshed i landets offentlige opinion, og bemærker, at EU og dets medlemsstater aldrig må tage noget ansøgerlands europæiske perspektiv for givet og er nødt til altid at udvise lige store bestræbelser på at fremskynde tiltrædelsesprocessen i en ånd af ægte partnerskab;

7.

glæder sig over udnævnelsen af den nye chef for EU-delegationen og håber, at denne udnævnelse vil styrke forbindelserne mellem EU og landet;

8.

glæder sig over, at der den 15. marts 2012 er indledt en dialog på højt plan med Kommissionen om tiltrædelse, hvilket er et skridt fremad i EU-tiltrædelses-processen med sigte på at fremme reformdagsordenen gennem en omfattende udveksling af synspunkter og deciderede tekniske høringer inden for fem centrale politikområder - ytringsfrihed, retsstatsforhold, reformen af den offentlige administration, valgreformen og de økonomiske kriterier; er enig med Kommissionen og de statslige myndigheder i, at det er nødvendigt at koncentrere dialogen om kapitel 23 (Retsvæsenet og grundlæggende rettigheder) og 24 (Retfærdighed, frihed og sikkerhed), som vil øge graden af anvendelse af EU’s tiltrædelseskriterier og standarder; forventer, at denne udvidede dialog vil fortsætte inden for andre områder af afgørende betydning for EU-tiltrædelsesprocessen; mener, at denne dialog vil skabe ny vilje til reformer og styrke forbindelserne imellem os gennem halvårlige møder på politisk niveau;

9.

anerkender, at medlemskab af NATO og medlemskab af Den Europæiske Union begge er afgørende for det euro-atlantiske perspektiv, landet har anlagt, og bemærker, at NATO-topmødet i Chicago i maj 2012 samt igangsættelsen af dialogen på højt plan om tiltrædelse og Det Europæiske Råd i juni 2012 giver flere betydelige muligheder for at gøre yderligere fremskridt; minder om den nylige erklæring fra NATO’s generalsekretær om, at landet vil få en indbydelse, så snart der er fundet en gensidigt acceptabel løsning om navnespørgsmålet;

10.

gentager sin opfordring til myndighederne og medierne om at arbejde på at skabe en positiv atmosfære, der kan bidrage til at udvikle forbindelserne med nabolandene, og ikke tilskynde til hadefuld retorik;

11.

bemærker afgørelsen fra den regering, der blev dannet i juli 2011, om at anvende loven om amnesti på fire sager, der omhandler krigsforbrydelser, som Krigsforbrydertribunalet vedrørende det Tidligere Jugoslavien i 2008 sendte tilbage til den nationale jurisdiktionskompetence; anmoder regeringen om at undersøge alternative muligheder for at sikre ofrene for disse forbrydelser og deres familier adgang til retfærdighed og erstatning i overensstemmelse med forpligtelserne i den humanitære folkeret;

12.

noterer sig Den Internationale Domstols afgørelse af 5. december 2011 angående navnestriden; er af den opfattelse, at denne afgørelse bør give et nyt incitament til at sikre, at der gøres alt, hvad der er muligt, for at løse navnespørgsmålet i FN-regi, og opfordrer parterne til at efterleve dommen i god tro og benytte den til at intensivere dialogen, samtidig med at nødvendigheden af et gensidigt acceptabelt kompromis understreges; glæder sig i denne forbindelse over erklæringen fra den mægler, FN har udpeget, og hans opfordring til parterne om at betragte denne begivenhed som en mulighed for at tænke konstruktivt over deres fælles forhold og overveje et fornyet initiativ med henblik på at nå frem til en endelig løsning af dette spørgsmål;

13.

beklager dybt, at navnestriden fortsat blokerer landets vej mod EU-medlemskab og dermed hindrer selve udvidelsesprocessen; understreger, at gode naboskabsforbindelser er et nøglekriterium for EU’s udvidelsesproces, og opfordrer de berørte regeringer til at afholde sig fra kontroversiel opførsel og kontroversielle handlinger og udtalelser, der kan have negativ indvirkning på forbindelserne;

14.

gentager sin opfordring til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og kommissæren med ansvar for udvidelse om at formidle en aftale om navnespørgsmålet og tilbyde politisk rådgivning; er desuden af den opfattelse, at landets ledere og Den Europæiske Union hele tiden bør forklare befolkningen fordelene ved løsningen, når der er opnået enighed, forud for folkeafstemningen om spørgsmålet;

15.

beklager udeladelsen af ordet "makedonsk" i statusrapporten fra 2011 og siden 2009 på trods af, at det er normen i henvisninger til landets sprog, kultur og identitet i FN's tekster; henleder opmærksomheden på de negative reaktioner i den offentlige opinion, som dette forhold har givet anledning til i det forløbne år, og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til dette i forbindelse med udarbejdelsen af fremtidige rapporter; minder om, at Ohrid-rammeaftalen er baseret på princippet om respekt for alle befolkningsgruppers etniske identitet;

16.

understreger betydningen af at fastholde tiltrædelsesprocessens "momentum"; glæder sig i denne forbindelse over, at landets regering har tilbudt at fastsætte en tidsfrist for en vellykket løsning på navnestriden senest inden afslutningen af den screeningsproces, som Kommissionen skal foretage, så snart forhandlingerne indledes; mener, at en reel indsats fra regeringens side og tilvejebringelse af EU-reformer inden for hele rækken af relevante emner kan bidrage til at skabe et politisk klima, der er befordrende for at få overvundet bilaterale problemer, hvilket har vist sig gennem andre udvidelsesprocesser; påpeger, at den parallelle proces med at få løst det bilaterale problem og stræbe hen imod tiltrædelsesforhandlinger, på samme grundlag som Slovenien-Kroatien-modellen, vil være gavnlig både for landet og for EU;

17.

gentager sin opfordring til Kommissionen og Rådet om at påbegynde udviklingen af en generelt anvendelig mæglingsmekanisme, som er overensstemmelse med EU-traktaterne, med det formål at løse bilaterale problemer mellem udvidelseslande og medlemsstater;

18.

glæder sig over valget af det nye parlament og den hurtige dannelse af koalitionsregeringen som følge af det tidlige parlamentsvalg; opfordrer til, at den politiske dialog styrkes, idet opmærksomheden henledes på parlamentet som en central demokratisk institution til drøftelse og bilæggelse af spørgsmål, der udspringer af politiske uenigheder; bemærker, at Nationalforsamlingens beslutning bifaldt henstillingerne i dette års statusrapport, og at de blev vedtaget med konsensus; opfordrer alle landets politiske aktører til at øge indsatsen for at fortsætte de nødvendige reformer, herunder den effektive gennemførelse af og opfølgning på Kommissionens henstillinger;

19.

lykønsker landet med afviklingen af det fremskudte parlamentsvalg den 5. juni 2011 og glæder sig over OSCE/ODHIR's vurdering af, at det var pluralistisk, gennemsigtigt og veltilrettelagt i hele landet; henleder imidlertid opmærksomheden på visse mangler og opfordrer myndighederne til at følge op på anbefalingerne fra det internationale samfund, navnlig konklusionerne og anbefalingerne fra OSCE/ODIHR-valgobservationsmissionen, og de hjemlige observatører fra foreningen Most, om f.eks. at opdatere valglisterne, sikre en afbalanceret dækning fra pressens, herunder den offentlige radio- og tv-virksomheds, side af både regeringen og oppositionspartierne, beskyttelse af embedsmænd mod alle former for politisk pres, sikring af et effektivt tilsyn med finansieringen af politiske partier og gennemsigtige ordninger for offentlig finansiering af stemmeafgivelse uden for landet samt fuldstændig overholdelse af adskillelsen mellem stats- og partistrukturer; opfordrer de relevante myndigheder til at tage sig af disse spørgsmål i nær fremtid;

20.

bifalder, at de parlamentariske boykotter er ophørt, og tror på, at en yderligere styrkelse af demokratiet i landet kun kan opnås gennem en forbedret ånd af politisk dialog inden for de etablerede demokratiske institutioner, som omfatter alle politiske partier; opfordrer til en styrkelse af parlamentets rolle som "vagthund" over for regeringen og dens organer; opfordrer til, at de nødvendige økonomiske midler stilles til rådighed, og til, at det nødvendige ekstra personale udnævnes med henblik på en fuldstændig etablering af det parlamentariske institut; glæder sig over det fremskridt, der er gjort gennem indførelsen af parlamentariske tilsynshøringer, og støtter yderligere bestræbelser fra Unionens side på at yde teknisk bistand til Nationalforsamlingen, således at den kan udvikle sine praksisser; tilskynder til fortsat samarbejde mellem det blandede parlamentariske udvalg og Europa-Parlamentet;

21.

roser landet for dets gode økonomiske resultater og for at fastholde makroøkonomisk stabilitet; lykønsker regeringen med, at landet i Verdensbankens rapport "Doing Business" er placeret på en tredjeplads blandt de lande i verden, der har haft størst succes med at gennemføre lovgivningsmæssige reformer; bemærker, at den globale økonomiske tilbagegang har påvirket de direkte udenlandske investeringer, som fortsat ligger på et meget lavt niveau; mener, at potentialet for investeringer, handel og økonomisk udvikling stadig er et afgørende argument for at stræbe hen imod landets tiltrædelse af EU;

22.

bemærker, at forudsigelige retlige rammer og effektiv håndhævelse af lovgivningen er afgørende for en yderligere forbedring af erhvervsklimaet for indenlandske virksomheder og udenlandske investorer; opfordrer derfor regeringen til at fremskynde indsatsen for at sikre en effektiv og uafhængig dommerstand samt en professionel, kompetent og upartisk administration, inklusive foranstaltninger med henblik på at styrke de regulerende og tilsynsførende organers uafhængighed;

23.

er opmærksom på udfordringerne med arbejdsløshed og fattigdom, der fortsat udgør en væsentlig byrde for landet; glæder sig over den drøftelse om mindsteløn, der i øjeblikket foregår i parlamentet; minder om landets lave indplacering i FN’s indeks for menneskelig udvikling, og bifalder vedtagelsen af strategien til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse; understreger, samtidig med at regeringen opfordres til at gøre en større indsats for at beskytte udsatte grupper, at kun bæredygtig økonomisk vækst opnået gennem etablering af et miljø, der tilskynder virksomheder til at investere mere, kan være en løsning på det alvorlige problem med konstant høje arbejdsløshedsrater i landet; opfordrer med dette for øje indtrængende regeringen til at støtte små og mellemstore virksomheder ved at lette adgangen til finansiering og tilskynder den til at fortsætte sin gode praksis med at rådgive erhvervslivets repræsentanter;

24.

glæder sig over den omstændighed, at landet i løbet af de seneste fem år er rykket 40 pladser frem i Transparency International’s antikorruptionsindeks; roser de ændringer, der er foretaget af den retlige ramme for antikorruptionspolitik i overensstemmelse med anbefalingerne fra Sammenslutningen af Stater mod Korruption (Greco); deler dog Kommissionens standpunkt om, at korruption fortsat udgør et alvorligt problem; opfordrer indtrængende til fortsatte bestræbelser på at få skabt et renommé for på et upartisk grundlag at opnå domfældelse i sager om korruption, navnlig på højt niveau og på de vigtigste områder, der har givet anledning til bekymring, som f.eks. offentlige indkøb; understreger behovet for større gennemsigtighed med hensyn til offentlige indkøb og finansieringen af politiske partier; opfordrer investorer og virksomheder i Den Europæiske Union, som gør forretninger med landet, til at spille en større rolle som rollemodeller og tage afstand fra korruption over for deres lokale partnere;

25.

bemærker statusrapportens konklusion om, at uafhængigheden og upartiskheden i den statslige kommission til forebyggelse af korruption fortsat er skrøbelig; opfordrer til større retlig og institutionel beskyttelse af informanter; glæder sig over den nye strafferetsplejelov, der er blevet vedtaget inden for rammerne af den mere omfattende reform af strafferetssystemet, som skulle forbedre efterforskningsprocedurerne for komplekse sager om organiseret kriminalitet og korruption; glæder sig over, at der fra næste år udpeges et efterforskningshold, som arbejder direkte for statsanklageren, og håber, at dette vil gøre det muligt faktisk at opnå domfældelse i flere af de sager, der overdrages af kommissionen; opfordrer regeringen til at stille den nødvendige finansiering og det nødvendige personale til rådighed for den statslige kommission til forebyggelse af korruption; understreger, at politisk vilje er afgørende for at tackle systemisk korruption;

26.

bemærker vedtagelsen af en vidtrækkende lovpakke med sigte på yderligere at styrke domstolenes effektivitet og uafhængighed; glæder sig i denne forbindelse over det effektive arbejde, der er gjort af Akademiet for Uddannelse af Dommere og Anklagere; opfordrer de ansvarlige myndigheder til fortsat at gennemføre lovgivning med henblik på at bekæmpe korruption og forbedre uafhængigheden af, effektiviteten af og ressourcerne hos domstolene; henleder opmærksomheden på vigtigheden af, at domstolssystemet fungerer uafhængigt af politisk indblanding; glæder sig over indsatsen for at øge domstolssystemets effektivitet og gennemsigtighed; understreger behovet for at opbygge et håndhævelsesregister over retsforfølgelse og domfældelser, der kan bruges til at måle fremskridt; opfordrer til, at retspraksis gøres ensartet for at opnå et forudsigeligt retssystem og skabe tillid hertil i offentligheden;

27.

lykønsker landet i anledning af 20-året for dets uafhængighed og 10-året for Ohrid-rammeaftalen i 2011; fremhæver, at aftalen kan udgøre et eksempel på vellykket løsning af konflikter mellem etniske grupper, samtidig med at landets territoriale integritet bevares, og de statslige strukturer reformeres; understreger ikke desto mindre, at der er behov for yderligere og endnu stærkere bestræbelser på at opnå fuldstændig forsoning mellem parterne og lægge grunden for konsolidering af upartiske og interetniske demokratiske institutioner;

28.

roser premierministerens tale af 5. september 2011, hvori han glædede sig over multikulturalisme som landets sociale og politiske model, understregede nødvendigheden af at gennemføre Ohrid-rammeaftalen og opstillede målsætningen om "integration uden assimilation"; støtter de tilsagn, der blev givet om endnu et tiår med gennemførelse af Ohrid-rammeaftalen;

29.

anerkender den nylige vedtagelse af adskillige love, især ændringerne af loven om sprog og brugen af symboler; opfordrer til, at der alle steder ydes aktiv støtte til komitéerne for relationerne mellem befolkningsgrupper;

30.

bemærker med bekymring anvendelsen af historisk baserede argumenter i den aktuelle debat, herunder fænomenet med at henvise til antikken, der risikerer at øge spændingerne i forholdet til nabolandene og skabe ny intern splittelse;

31.

understreger nødvendigheden af tilstrækkelig forberedelse og operationel organisering af folketællingen i overensstemmelse med lovgivningen og Eurostat’s standarder; opfordrer regeringen til at fremlægge en troværdig plan for gennemførelse af processen; bemærker betydningen af tærsklen på 20 % for at give adgang til visse rettigheder i henhold til Ohrid-rammeaftalen, men fastholder, at ingen form for forskelsbehandling af den albanske eller nogen anden etnisk minoritetsgruppe nogensinde kan retfærdiggøres på grundlag af deres antal eller andel af befolkningen;

32.

opfordrer til en væsentligt bedre indsats for at bekæmpe, at børn fra forskellige etniske grupper adskilles i uddannelsessystemet, og støtter samtidig alles ret til undervisning på deres modersmål; fremhæver med dette for øje betydningen af at udvikle nye lærebøger, som sigter mod at øge den gensidige forståelse, og at sætte en stopper for den skadelige praksis med "skiftehold for etniske grupper", som stadig findes i nogle skoler; opfordrer i betragtning af uddannelsens afgørende betydning for landet til, at der ydes større støtte hertil via instrumentet for førtiltrædelsesbistand, forudsat at adskillelsen i uddannelsessystemet tackles effektivt;

33.

støtter afgørende skridt i retning af politisk decentralisering i landet - af regeringen beskrevet som den vigtigste søjle i Ohrid-rammeaftalen og som værende til fordel for god offentlig forvaltning; glæder sig over godkendelsen af handlingsplaner med henblik på at opnå dette;

34.

tilslutter sig Kommissionens henstilling om, at der sættes mere skub i decentraliserings-processen; opfordrer til en betydelig omfordeling mellem de centrale og de lokale budgetter med henblik på at opnå denne decentralisering; understreger vigtigheden af gennemsigtighed, objektivitet og upartiskhed i forbindelse med fordelingen af tilskud til kommunerne; udtrykker bekymring for, at nogle kommuner vil opleve økonomiske vanskeligheder på grund af manglende kapacitet til økonomistyring, og opfordrer indtrængende regeringen til, om nødvendigt med støtte fra Kommissionen, at yde dem passende teknisk bistand;

35.

roser det vellykkede samarbejdsprogram mellem kommunerne med bistand fra UNDP, og opfordrer EU til at øge sin støtte til denne praksis;

36.

er dybt bekymret over den seneste tids udvikling på medieområdet og den omstændighed, at ejerskab af medierne fortsat er uigennemsigtigt og stærkt koncentreret; opfordrer indtrængende landet til at udvise en ufravigelig vilje til mediepluralisme, herunder til en informeret og mangfoldig debat om de reformspørgsmål, der er identificeret i situationsrapporten; glæder sig over indbydelsen fra OSCE-repræsentanten for frie medier til at deltage i den nyligt påbegyndte rundbordsdrøftelse om mediefrihed og tilslutter sig hendes erklæring om, at skønt alle medieforetagender skal overholde de retlige og finansielle regler for at drive virksomhed, må retssystemet ikke gå målrettet efter medier, der er kritiske over for et bestemt parti; opfordrer indtrængende myndighederne til at sikre respekt for retsstatsprincippet og mediefriheden i landet og derved sikre, at Kommissionens vurderinger forbliver positive fremover;

37.

opfordrer til, at statens reklameindtægter fordeles ligeligt og på en gennemsigtig måde mellem alle nationale tv-kanaler uden skelen til deres redaktionelle indhold eller politiske tilhørssted; tilslutter sig Kommissionens anbefaling af foranstaltninger til at sikre, at den statslige tv-kanal lever op til målsætningerne og spiller en public service-kanals upartiske rolle; opfordrer myndighederne til at vedtage de nødvendige ændringer, således at radio- og tv-loven tilpasses EU-lovgivningen;

38.

opfordrer til en indsats for at forhindre politisk motiveret misbrug af injuriesager mod journalister; bifalder regeringens nylige bekendtgørelse om, at loven om ærekrænkelse vil blive fjernet fra straffelovgivningen, og at de verserende retssager mod journalister suspenderes; understreger, at mediefrihed er hjørnestenen i demokrati og en uomgængelig forpligtelse for ethvert land, der stræber efter at blive medlem af EU; deler den opfattelse, at mediesektoren bør udarbejde og indføre høje faglige standarder for journalister og tilslutte sig reglerne om journalistisk etik; opfordrer myndighederne til at udarbejde antitrustlovgivning på medieområdet og foranstaltninger til at forhindre politisk påvirkning af mediesektoren;

39.

glæder sig over, at tanke-, tros- og religionsfriheden generelt er sikret; opfordrer indtrængende regeringen til at fortsætte sine bestræbelser på at styrke ikkediskriminationspolitikkerne og understreger betydningen af at forebygge diskrimination på grundlag af etnicitet, herunder diskrimination mod borgere, der åbent giver udtryk for deres bulgarske identitet og/eller etniske baggrund;

40.

glæder sig over nedsættelsen af en antidiskriminationskommission i indeværende år og opfordrer til, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og netværket Equinet, der består af europæiske, uafhængige antidiskriminationsorganer, støtter dens arbejde fuldt ud; bifalder, at de tre klager over påstået forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering, der er fremsat af Koalitionen for Seksuelle og Sundhedsmæssige Rettigheder, undersøges af kommissionen;

41.

opfordrer til styrkelse af antidiskriminationspolitikkerne og effektiv gennemførelse heraf, herunder større bestræbelser på at beskytte kvinders, børns og handicappedes rettigheder; glæder sig over den aktive og effektive rolle, som den parlamentariske kvindeklub spiller, men er bekymret over den fortsat lave deltagelse af kvinder i det politiske liv på lokalt plan og mener, at uddannelsesprogrammer, der sigter mod at inddrage kvinder i det civile og politiske liv bør forbedres og gennemføres; opfordrer til en yderligere indsats for at undgå, at personer med handicap ender på institutioner; glæder sig over parlamentets ratifikation af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap den 7. december 2011;

42.

er bekymret over, at der er sket meget få fremskridt inden for ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder; tilskynder regeringen til at gøre ligestilling mellem kønnene til en politisk prioritet og øge støtten til aktiviteter og initiativer med sigte på at bekæmpe diskriminerende skikke, traditioner og stereotyper, der undergraver kvinders grundlæggende rettigheder;

43.

gentager sin opfordring til, at loven om forebyggelse af og beskyttelse mod forskelsbehandling ændres, således at den forbyder forskelsbehandling på grundlag af alle de præmisser, der er omfattet af artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og understreger, at dette er en forudsætning for tiltrædelse; udtrykker bekymring over universitets- og skolelærebøger, der beskriver homoseksualitet som en sygdom, og opfordrer til, at de omgående ændres; opfordrer Kommissionen til at udvikle kapacitetsopbygningsprogrammer med sigte på at styrke civilsamfundet, herunder LGBT-gruppen;

44.

glæder sig over, at landet i øjeblikket har formandskabet for årtiet for integration af romaer, og håber, at dette vil give anledning til yderligere fremskridt med hensyn til at integrere romaerne i det politiske, sociale og økonomiske liv; glæder sig over fremskridtet med hensyn til integration af romaer i uddannelsessystemet med øget indskrivning på gymnasiale uddannelser og universiteter samt den øgede repræsentation af romaer blandt offentligt ansatte; henleder imidlertid opmærksomheden på Kommissionens konklusion om, at der er behov for en fortsat indsats for at skabe tillid, navnlig når det handler om uddannelse, kultur og sprog; gentager sin bekymring over de meget vanskelige levevilkår, som roma-befolkningen lever under, og den omstændighed, at de fortsat oplever forskelsbehandling i adgangen til uddannelse, arbejdsmarkedet, sundhedspleje og sociale ydelser; henleder opmærksomheden på den særligt vanskelige situation for roma-kvinder og -børn, der lever under fattigdomsgrænsen, og opfordrer myndighederne til omgående at tage skridt til at tackle dette problem;