20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/1

—

der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union, især litra h), hvori det hedder, at Unionen fastlægger og gennemfører fælles politikker og tiltag og arbejder for en høj grad af samarbejde på alle områder i tilknytning til internationale forbindelser med henblik på at fremme et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (1),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) i 2008 forelagt Europa-Parlamentet i medfør af del II, afsnit G, punkt 43, i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 (2),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 16. september 2010 vedrørende EU's forbindelser med sine strategiske partnere,

—

der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om migrationsstrømme som følge af manglende stabilitet: EU-udenrigspolitikkens omfang og rolle (3),

—

der henviser til sin henstilling til Rådet af 8. juni 2011 om FN's Generalforsamlings 66. samling (4),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om en effektiv råvarestrategi for Europa (5),

—

der henviser sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om den flerårige finansielle ramme 2014-2020, med titlen "Et Budget for Europa 2020" (COM(2011)0500),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0010/2012),

A.

der henviser til, at den voksende politiske og økonomiske betydning for så vidt angår Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (BRICS-landene) medfører, at disse lande får større betydning på det udenrigspolitiske område;

B.

der henviser til, at BRICS-landene og andre nye vækstøkonomier kunne opnå øget udenrigspolitisk betydning på internationalt plan, hvis deres økonomiske vækst yderligere konsolideres;

C.

der henviser til, at syv nye vækstlande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Indonesien, Mexico og Tyrkiet) forventes at have større økonomier end G7-landene (USA, Japan, Canada, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Frankrig og Italien) tilsammen i 2050; der henviser til, at Kina målt i BNP forventes at blive verdens største økonomi inden 2020; der henviser til, at Indien kunne blive den hurtigst voksende økonomi i verden inden 2050; der henviser til, at Kina, USA og Indien i 2050 samlet kan udgøre 50 % af verdensøkonomien; der henviser til, at EU generelt kunne have en størrelse, der svarer til disse lande, hvis det handler som en fælles og robust politisk helhed; der henviser til, at denne sammenlignelige størrelse er afgørende for at opretholde den politiske indflydelse og fortsat at kunne fremme universelle værdier i til det flerdimensionelle globale styringssystem, der er ved at tage form; der henviser til, at dette bør gøres inden for rammerne af en udenrigspolitisk tilgang, der har til formål at fremme partnerskab, samarbejde og fælles styring, som tager udgangspunkt i fælles værdier;

D.

der henviser til, at der med processen med konsolidering af stærke økonomiske og udenrigspolitiske magter, som f.eks. BRICS-landene, er opstået et flerdimensionelt system, hvor det internationale lederskab i stigende grad opdeles mellem flere lande og regionale blokke i landene; der henviser til, at et sådant flerdimensionelt system medfører en progressiv ændring i den internationale økonomiske magt til BRICS-landene og andre nye vækstøkonomier og endvidere kan medføre et skift i lederskab og positiv indflydelse på det udenrigspolitiske område fra eksisterende til nye stormagter; der henviser til, at den nuværende økonomiske krise har fremskyndet denne overgang i retning af et flerdimensionelt system; der henviser til, at fremkomsten af nye globale aktører kan vise sig at være en værdifuld mulighed for konstruktive partnerskaber mellem de eksisterende stormagter og de nye stormagter samt for en koordineret indsats inden for globale spørgsmål og udfordringer;

E.

der henviser til, at de transnationale udfordringer - som f.eks. klimaændringer, globale lovgivningsmæssige spørgsmål, adgang til råmaterialer og sjældne jordarter, terrorisme, bekæmpelse af ikke-statslige radikale bevægelser, bæredygtig udvikling, global politisk stabilitet og sikkerhed – vil kræve en regelbaseret, omfattende strategi, der er baseret på partnerskab, fælles værdier, konsensus, tæt samråd og samarbejde med de nye stormagter, således at der kan findes frem til effektive løsninger på de transnationale udfordringer, hvis disse værdier virkelig er fælles; der henviser til. at EU kan og bør tage initiativet i denne forbindelse;

F.

der henviser til, at der uden et omfattende nyt globalt styringssystem baseret på tæt samråd og samarbejde med BRICS-landene og andre nye vækstøkonomier vil være meget få incitamenter til internationalt samarbejde og samordnede foranstaltninger i forbindelse med større globale anliggender med mulig risiko for i) politisk og økonomisk opsplitning og en ny konkurrerende verdensdagsorden og separate regionale områder, ii) adskillelse af globale økonomiske strukturer og investeringsstrømme og iii) etablering af regionale indflydelsesrige blokke med meget begrænset international samordning og ingen mulighed for afstemte løsninger med hensyn til de transnationale udfordringer;

G.

der henviser til, at BRICS-landenes og andre nye stormagter omfattende demografiske dimensioner sammenlignet med den faldende demografiske udvikling i Vesten vil give disse lande mere autoritet i internationale fora, idet BRICS-landene og andre nye stormagter vil kunne kræve øget repræsentation af det enorme flertal af verdens befolkning; der henviser til, at dette medfører et behov for at reformere det globale styringssystem og ledelsesstrukturen i internationale organisationer, så de kan blive mere repræsentative for den nye økonomiske og politiske struktur og fortsat spille en central rolle i den globale konsensusopbygning og beslutningstagning;

H.

der henviser til at der, set i lyset af den nuværende økonomiske krise og de budgetmæssige begrænsninger i EU og USA, er et presserende behov for at samle ressourcerne med andre nye stormagter med henblik på at sikre en sammenhængende og effektiv global struktur for sikkerhed og stabilitet og effektiv indgriben på følsomme områder på grundlag af fælles mål og koordinerede strategier og indsats;

I.

der henviser til at en vellykket overgang til en mellemindkomstøkonomi under visse forhold kan skabe en mere moderat og stabilitetsorienteret udenrigspolitik; der henviser til, at konsolideringen af den økonomiske og politiske magt i nogle BRICS-lande og andre nye stormagter ikke altid har givet anledning til en sådan overgang;

J.

der henviser til, at det på trods af den seneste spektakulære økonomiske vækst i de fleste BRICS-lande er de selvsamme lande, der har den største koncentration af fattigdom i verden; der henviser til, at dette viser, at hurtig økonomisk vækst i langt de fleste tilfælde kan medføre øget ulighed, hvis ikke der sørges for vækstpolitikker til fordel for de fattige og etablering af sikkerhedsnet,

K.

der henviser til, at BRICS-landene og de nuværende vækstøkonomier ikke udgør eller består af en formel gruppering af lande, der er udset til at spille en særlig rolle i internationale anliggender, og henviser til, at EU bør udvikle et forhold til hver enkelt af disse lande, der tager hensyn til deres enestående karakter og specifikke udenrigspolitiske mål og formål; der henviser til, at EU bør investere i strategiske partnerskaber med de enkelte BRICS-lande og andre nye vækstøkonomier, idet de i stigende grad spiller en rolle på den internationale scene, især i internationale organisationer som FN som et middel til at fremme fælles mål, navnlig fred og global sikkerhed, retsstatsprincippet nationalt eller internationalt, fremme af menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling og global finansiel styring;

L.

der henviser til, BRICS-landene og andre vækstøkonomier kræver en stabil udenrigspolitisk indstilling og stabile forhold for lovgivningen og den offentlige politik, som kan fastholde interesse og investeringer i deres økonomier og samfund; der henviser til, BRICS-landene og andre vækstøkonomier har brug for at investere og blive støttet i konsolideringen af den demokratiske, politiske, økonomiske og sociale stabilitet;

M.

der henviser til, at EU skal spille en vigtig rolle i den globale overdragelse af magt som en forkæmper for partnerskab og inklusiv styring, men at det skal handle hurtigt, hvis det ønsker at opretholde sin indflydelse (ellers kan det strategisk set kan blive sat ud af spillet); der henviser til, at dette vil indebære strategiske ændringer både inden for EU og for dets udenrigspolitik, bl.a. indførelsen af øget politisk sammenhæng;

N.

der henviser til, at BRICS-lederne ved afslutningen på deres tredje møde den 14. april 2011 udsendte en fælles erklæring, hvori der blev opfordret til et bredere internationalt samarbejde og en styrkelse af den globale styring, og hvori de udtrykte støtte til multilateralt diplomati med De Forenede Nationer og G-20; der henviser til, at alle fem BRICS-lande sideløbende har haft sæde i FN’S Sikkerhedsråd i 2011; der henviser til, at BRICS-landene har opfordret til ændringer i forvaltningsstrukturerne i internationale finansielle institutioner og FN for at afspejle ændringerne i verdensøkonomien og for bedre at kunne håndtere nutidens globale udfordringer;

O.

der henviser til, at BRICS-landene har betydelige forskelle i deres politiske og økonomiske systemer, demografiske og sociale tendenser og udenrigspolitiske udsigter;

P.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner af 16. september 2010 understregede, at EU og dets medlemsstater i overensstemmelse med Lissabontraktaten og den europæiske sikkerhedsstrategi vil handle mere strategisk for at sikre Europas reelle indflydelse på internationalt plan, og at EU's strategiske partnerskaber med de vigtigste aktører i verden er et nyttigt instrument til at forfølge europæiske mål og interesser;

Q.

der henviser til, at de nuværende handelsaftaler mellem EU og BRICS-landene ikke kun er gensidigt fordelagtige økonomisk set, men også politisk gavnlige for begge parter;

R.

der henviser til, at EU bør spille en proaktiv rolle i opbygningen af et integrerende og repræsentativt FN-system, baseret på partnerskab, der kan bidrage effektivt til global styring og globale løsninger, fred og sikkerhed, demokrati, menneskerettigheder samt en international orden baseret på retsstatsprincipperne; der endvidere henviser til, at EU i overensstemmelse med artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union formelt er forpligtet til at fremme et stærkere multilateralt samarbejde med et stærkt FN i centrum;

S.

der henviser til, at EU i løbet af årene har udviklet bilaterale strategiske partnerskaber med BRICS-landene, der er baseret på fælles værdier og interesser med henblik på at opgradere forbindelserne og styrke samarbejdet på alle niveauer, der henviser til, at disse strategiske partnerskaber ofte har vist sig at være utilstrækkelige, navnlig til at fremme demokratiet, styrkelse af retsstatsprincippet og definere en fælles tilgang til løsning af konflikter;

T.

der henviser til, at der er et presserende behov for at finde måder til at styrke samarbejdet inden for FN-systemet og inden for grupperne af førende lande (G-7, G-20) og forbedre den måde, hvorpå deres arbejde koordineres;

U.

der henviser til, at gruppen af 20 (G-20), hvis medlemslande tegner sig for 88 % af det globale BNP og 65 % af verdens befolkning, er blevet et vigtigt forum for samarbejde på globalt plan, men at problemet med dets repræsentativitet skal løses, og dets præcise rolle i den multilaterale struktur skal defineres;

1.

understreger, at den nuværende økonomiske krise har vist den indbyrdes afhængighed mellem de eksisterende stormagter og BRICS-landene og andre nye vækstlande; påpeger den dybe, gensidige forbindelse mellem stabil økonomisk vækst i de udviklede økonomier og en stabil økonomisk vækst i de nye vækstøkonomier; understreger den positive natur af en sådan afhængighed og den gensidigt fordelagtige karakter af de politiske og økonomiske bånd mellem udviklede økonomier og nye vækstøkonomier; mener, at EU og dets medlemsstater bør tilstræbe yderligere politisk dialog og forståelse med BRICS-landene og andre nye vækstlande, også på individuel basis, i en ånd af partnerskab og med det overordnede mål at opnå et omfattende nyt globalt styringssystem; mener endvidere, at regelmæssige møder på højt plan mellem EU og de enkelte BRICS-lande ville give værdifuld mulighed for at opbygge tillidsfulde relationer, forene holdninger og tilskynde BRICS-landene til at påtage sige et større ansvar i den globale styring, der er baseret på fælles ansvar, fælles strategier og en mere koordineret indsats; mener, at strategiske partnerskaber kan resultere i værdifulde synergier med henblik på opnåelse af sådanne mål;

2.

mener, at forbindelserne mellem på den ene side de eksisterende stormagter og på den anden side BRICS-landene og andre nye stormagter bibeholder en relevant økonomisk dimension, men hovedsageligt er politiske og derfor bør indeholde en politisk dimension, idet alle de berørte lande har interesse i at sikre et effektivt system med global styring og sammen i en ånd af samarbejde og konsultation og samordning af politikker, at afværge de farer, der truer den globale stabilitet og sikkerhed, og som kan udgøre en trussel mod den bæredygtige globale økonomiske vækst og dennes potentiale for fremtiden; opfordrer derfor til styrket samarbejde mellem EU og BRICS-landene, også for så vidt angår partnerskaber med enkelte BRICS-lande i forbindelse med alle spørgsmål af international betydning;

3.

understreger, at BRICS-landene kan have samme holdning for så vidt angår udenrigspolitik, men at der er stor forskel på dem i politisk, økonomisk og social henseende; påpeger især, at deres politiske systemer varierer fra stærke autoritære systemer til troværdige og stabile demokratier; opfordrer i denne forbindelse EU til at intensivere sine forbindelser og udvikle synergier navnlig med de BRICS-lande, som reelt deler og respekterer demokratiske værdier og stræber efter en social markedsøkonomi;

4.

mener, at EU's indflydelse med de nye økonomiske og udenrigspolitiske stormagters opståen ikke vil blive reduceret, men at det har en vigtig rolle at spille for at fremme en fælles forståelse, hvad angår politiske valg og bør udvise lederskab i taklingen af globale udfordringer; er af den opfattelse, at EU og de transatlantiske partnere bør fokusere på at opnå de nødvendige stordriftsfordele og fastlægge en afstemt indsats for at gøre det muligt for disse at samarbejde med de nye stormagter på en konstruktiv og effektiv måde, både bilateralt og multilateralt, i en ånd af sandt partnerskab og godt samarbejde; påpeger behovet for, at der udvikles et omfattende globalt styringssystem baseret på samarbejde og samordning med BRICS-landene og om nødvendigt andre nye vækstlande til alles fordel; påpeger yderligere den afgørende rolle, som EU og dets transatlantiske partnere spiller med henblik på at fremme et sådant omfattende globalt styringssystem; understreger, at EU bør handle mere strategisk, for at Europa rigtig kan gøre sig gældende internationalt, især ved at styre følgerne af indbyrdes afhængighed, tage initiativ til reformer af den globale styring og mobilisere kollektive aktioner inden for områder som f.eks. retsstat, bæredygtigt miljø og regional sikkerhed, igennem konstruktiv udveksling med BRICS-landene og andre nye stormagter;

5.

glæder sig over konceptet med bilaterale strategiske partnerskaber og opfordrer indtrængende Rådet og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at realisere det; betragter strategiske partnerskaber som et lovende og potentielt fleksibelt redskab for tilrettelæggelse og fremme af EU's forbindelser med centrale aktører på den globale scene, herunder BRICS-landene og andre nye stormagter; anbefaler, at EU anvender dette redskab til at følge både multilaterale og bilaterale dagsordener og udvikle fornuftige forbindelser mellem dem; understreger, at international samhørighed er vigtig, hvis EU skal handle og blive opfattet som en ægte strategisk samtalepartner med BRICS-landene og andre nye stormagter;

6.

bemærker, at det ser ud til, at BRICS-landene tidligere i visse tilfælde har koordineret deres holdning i udenrigspolitisk henseende i FN's Sikkerhedsråd, især i forbindelse med kriserne i Libyen og Syrien og endvidere ved at udsætte afstemningen om EU’s rolle i UNGA og ved at vedtage sammenfaldende holdninger i spørgsmål om Elfenbenskysten og Sudan; påpeger i denne forbindelse, at BRICS-landene måske nok synes at udfordre det nuværende internationale styringssystem, men at en demokratisk dialog, et politisk engagement, også på individuel basis, og sandt partnerskab kan resultere i positive synergier og fremme et nyt inklusivt internationalt styringssystem; mener, at EU bør tage behørigt hensyn til BRICS-landenes og andre nye stormagters nye politiske og økonomiske vægt, da dette kan bidrage til en regulær reform af global styring, baseret på en fælles platform, uden destabiliserende virkninger;

7.

bemærker, at BRICS-landene har vist, at de har kapacitet til at skabe regional integration og dermed til at deltage i flerdimensionelle styringssystemer; ser dette som endnu et bevis på BRICS-landenes potentielle interesse i at bidrage til global styring; mener derfor, at BRICS-landene og andre vækstlande er i færd med at lægge deres strategiske udenrigspolitiske kurs og på den måde blive de eksisterende stormagters partnere og tilhængere af et globalt styringssystem, der er baseret på universelle værdier, partnerskab og deltagelse;

8.

tror, at BRICS-landene på baggrund af deres politiske og økonomiske interesser og deres vægt, regionale rolle og deres ambitioner muligvis vil forsøge at handle som en gruppe i udenrigspolitisk sammenhæng, men erkender, at også de individuelle forhold er relevante; mener, at EU i denne forbindelse, ikke alene bør fokusere på BRICS-landene som en gruppe potentielt sammenhængende stater i udenrigspolitisk sammenhæng, men også på de enkelte lande, samtidig med at det opretholder en systematisk og koordineret tilgang; mener i den forbindelse, at en sådan tilgang vil gøre det muligt for EU at opnå stordriftsfordele igennem partnerskaber med individuelle BRICS-lande, få mest muligt ud af sine interesser og sin rolle i de forskellige regioner og bidrage til konsolideringen af en flerdimensionel verdensorden med politisk og økonomisk balance mellem veletablerede økonomier og nye vækstøkonomier på basis af et system, der bygger på deltagelse, dialog, partnerskab og bilaterale eller multilaterale partnerskaber;

9.

mener endvidere at de betydelige forskelle mellem BRICS-landenes politiske og økonomiske systemer, demografiske og sociale udviklingstendenser og udenrigspolitiske fremtidsudsigter, bør bidrage til og afspejle sig i en nuanceret EU-politik over for disse lande, med sigte på at skabe synergier med individuelle BRICS-lande og andre nye vækstlande og at modvirke oprettelse eller konsolidering af potentielt sammenhængende alternative grupper af lande i udenrigspolitisk sammenhæng; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til i den forbindelse at tage afstand fra en fastlåst strategisk konkurrence mellem blokke af henholdsvis veletablerede stormagter og nye stormagter; påpeger, at EU for at fremme en kollektiv indsats på internationalt plan og en reform af det globale styringssystem skal iværksætte en række forskellige bilaterale, multilaterale og ikke-statslige, indbyrdes sammenhængende aktioner og udnytte emnebaserede koalitioner, der kan overvinde kløften mellem de veletablerede økonomier og de nye vækstøkonomier;

10.

mener, at EU bør formulere sin holdning vedrørende et tættere forhold til BRICS-landene, selv i betragtning af den omstændighed, at EU’s vision og BRICS-landenes vision med hensyn til bindende forpligtelser og institutionaliserede styreformer ikke nødvendigvis altid er ens; mener desuden, at BRICS-landenes støtte til effektiv multilateralisme muligvis kan opnås som modydelse for en stærkere repræsentation i relevante internationale institutioner; fastholder, at udfordringerne ved BRICS-landenes fremgang bør betragtes som en mulighed snarere end et problem;

11.

mener, at forbindelserne med BRICS-landene bør baseres på bilaterale dialoger, der fokuserer på og bidrager til yderligere demokratisering og konsolidering af retsstaten, god regeringsførelse, konvergens på reguleringsområdet, koordinering af fælles holdninger i internationale fora og tættere forbindelser med EU;

12.

fremhæver Brasiliens betydning som førende drivkraft i den regionale integrationsproces inden for Mercosur; glæder sig over den nye fælles handlingsplan for det strategiske partnerskab EU-Brasilien 2012-2014 og de gensidige forpligtelser, der er indgået med hensyn til fremme af demokratiet og reform af det multilaterale styringssystem; opfordrer kraftigt begge sider til at opfylde deres forpligtelser og bidrage til reformen af verdens finansielle struktur; minder om tilbuddet fra præsident Rousseff om at yde støtte til EU til overvindelse af statsgældskrisen og anerkender de indbyrdes forbindelser mellem de to parter; støtter en afbalanceret og retfærdig aftale om Doha-udviklingsdagsordenen og indgåelsen af associeringsaftalen mellem EU og Mercosur, som bliver den vigtigste associeringsaftale, der nogensinde er undertegnet af EU, idet den omfatter 750 millioner mennesker og handel i størrelsesordenen 125 mia. USD om året; noterer sig Brasiliens anmodning om fuldstændig visumliberalisering og anmoder Kommissionen om at fremlægge et forslag herom;

13.

fremhæver den afgørende betydning, det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland har for opretholdelse af fred og sikkerhed i Europa, fremme af handel og økonomisk udvikling, bevarelse af energisikkerheden og takling af transnationale udfordringer; mener, at det er sandsynligt at de asiatiske landes fremgang på langt sigt vil fremme en yderligere samordning af interesser og et tættere strategisk samarbejde mellem EU og Rusland; mener, at et sådant samarbejde er afgørende for fremskridt i spørgsmål af global betydning som f.eks. spredning af atomvåben, terrorisme, klimaændringer og ulovlig indvandring;

14.

fremhæver den betydning og det potentiale, der ligger i det strategiske partnerskab mellem EU og Indien; er af den opfattelse, at den nuværende globale økonomiske krise bør føre til, at emner som den sociale krise, klimaændringer, indvandringsstrømme og global sikkerhed behandles i et mere omfattende partnerskab mellem Indien og EU; konstaterer også, at de igangværende forhandlinger om en frihandelsaftale styrker forbindelserne mellem EU og Indien; mener imidlertid, at disse forbindelser ikke bør begrænses til handelsspørgsmål; vil bifalde, hvis der igen oprettes en gruppering som modstykke til Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Indien, efter erfaringerne med den indisk-europæiske venskabsgruppe, der eksisterede i det indiske parlament før valget i 2009;

15.

understreger Kinas betydning som økonomisk stormagt og fremhæver landets vigtige rolle i den globale økonomiske genopretning; minder i den forbindelse om nødvendigheden af, at Kina opfylder sine indgåede WTO-forpligtelser nu, hvor det er ti år siden, det blev medlem; opfordrer desuden EU og dets medlemsstater og Kina til at takle fælles udfordringer og trusler mod international fred og sikkerhed, især ved at forbedre samarbejdet om en diplomatisk løsning på Irans atomkrise; opfordrer begge sider til at fremme en mere afbalanceret indbyrdes handel, især ved at øge deres bestræbelser på at afslutte forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale, for at man inden for rammerne heraf kan udnytte potentialet i det strategiske partnerskab mellem EU og Kina;

16.

understreger, at forbindelserne mellem EU og Sydafrika er af strategisk art; glæder sig over det positive resultat, der kom ud af det fjerde topmøde mellem EU og Afrika i september 2011, navnlig de sammenfaldende synspunkter med hensyn til situationen i Libyen; opfordrer indtrængende EU og Sydafrika til hurtigst muligt at afslutte forhandlingerne om en ny økonomisk aftale og partnerskabsaftale; påpeger, at Sydafrika på baggrund af erfaringerne med den vellykkede og fredelige overgang til demokrati og rollen som regional stormagt kan bidrage afgørende til indførelse af demokrati og god regeringsførelse, fremme af regional økonomisk integration og understøttelse af national forsoning i hele Afrika og blive en vigtig partner for EU i disse bestræbelser; understreger betydningen af et tæt samarbejde mellem EU og Sydafrika om klimaændringer, bæredygtig udvikling og reform af internationale institutioner;

17.

mener, at G-20 på baggrund af BRICS-landenes og andre nye stormagters øgede betydning og det flerdimensionelle styringssystem, der er ved at tage form, kan være et nyttigt og særligt passende forum for konsensusskabelse og for en beslutningsprocedure, som er omfattende, baseret på partnerskab, og i stand til at fremme konvergens, herunder lovgivningsmæssig konvergens; er af den opfattelse, at G-7 på trods af den øgede betydning af G-20 kan indtage en central rolle som et rådgivende, samordnende og konsensusskabende forum for de etablerede stormagter med henblik på en dialog med BRICS-landene og andre nye stormagter og forud for G-20-mødet; mener også, at G-8 bør udnyttes i bestræbelserne på at afstemme holdninger med Rusland, således at der kan sikres en koordineret og effektiv reaktion på fælles udfordringer; støtter G-20’s parlamentariske dimension og mener, at det bør konsolideres yderligere og inddrages i beslutningsproceduren for at sikre en øget demokratisk dialog og kontrol; støtter også oprettelsen af et parallelt rådgivende forum under G-20, der kan samle ikke-statslige organisationer og ledende repræsentanter for civilsamfundet og erhvervslivet i G-20-landene;

18.

mener, at den nuværende statsgældskrise vil være en vigtig prøve for G-20 som et effektivt forum for strategisk politisk dialog, der er i stand til at fremme et sandt globalt system af økonomisk og finansiel styring, der afspejler den indbyrdes afhængighed mellem udviklede økonomier og nye vækstøkonomier, og skabe grundlaget for afskaffelsen af systemiske uligheder, der kan være særligt skadelige både for udviklede økonomier og i et mere langsigtet perspektiv, nye vækstøkonomier, og fremme solidaritet i internationale finansielle fora såsom den Internationale Valutafond;

19.

opfordrer EU til at forbedre den politiske dialog og samarbejdet med BRICS-landene for at drive reformen af globale institutioner for finansiel og økonomisk styring, f.eks. Bretton Woods-institutionerne, yderligere frem med henblik på at sikre en bred repræsentation af alle medlemslande og samtidig afspejle ændringer i den økonomiske tyngde;

20.

mener, at de eksisterende stormagter bør støtte regionale organisationer, der omfatter BRICS-landene og andre vækstlande som f.eks. ASEAN- eller Mercosur-landene, herunder også deres processer for institutions- og kapacitetsopbygning, og sikre diplomatisk repræsentation på højt plan ved sådanne organisationers møder;

21.

noterer sig, at både De Forenede Stater og EU i betragtning af Kinas, Indiens og andre nye vækstøkonomier i Asiens stigende globale og regionale betydning måske gradvist vil flytte deres primære opmærksomhed, politiske investeringer og ressourcer over i retning af Stillehavsområdet og betragte den nordatlantiske dimension og det gensidige samarbejde som værende af mindre strategisk betydning; bemærker endvidere, at Asien bør spille en vigtigere rolle på EU's og dets medlemsstaters udenrigspolitiske dagsorden; opfordrer til, at USA's og EU's politik over for Kina, Indien og andre vækstlande i Asien samordnes i højere grad for at undgå afkobling af denne politik; er stærkt overbevist om, at USA og EU kun ved at samordne deres indsats kan opnå de fornødne politiske synergier for at kunne indlede en effektiv positiv og konstruktiv dialog med BRICS-landene og andre nye stormagter; er af den opfattelse, at regelmæssige topmøder mellem EU og USA, uden at dette berører G-7, ville give mulighed for at fastlægge fælles målsætninger og samordne strategier for så vidt angår spørgsmål af international betydning, herunder økonomisk styring, med henblik på at finde frem til en fælles strategi over for de nye stormagter; minder om, at de transatlantiske forbindelser er af særdeles stor betydning både økonomisk og politisk og understreger de gensidige stærke økonomiske forbindelser mellem USA og EU; er af den opfattelse, at Det Transatlantiske Økonomiske Råd og den transatlantiske dialog mellem de lovgivende forsamlinger også kunne åbne muligheder for dialog og analyse og derfor bør omfatte en drøftelse af EU's, USA's, BRICS-landenes og andre relevante vækstlandes strategiske forpligtelser og af, hvordan den lovgivningsmæssige samordning med sådanne lande kan fremmes; minder om nødvendigheden af at oprette et transatlantisk politisk råd som en ad hoc-organ for systematisk konsultation og koordination på højt plan for udenrigs- og sikkerhedspolitikken mellem EU og USA;

22.

understreger, at det i forbindelse med spørgsmål af global karakter snarere er EU end medlemsstaterne, der bør være de nye stormagters, BRICS-landenes og de øvrige nye vækstlandes samtalepartnere; mener, at det med henblik på at nå frem til en konsekvent politisk holdning over for BRICS-landene og andre nye stormagter, er af afgørende betydning, at medlemsstaterne udvikler deres bilaterale forbindelser med størst mulig gennemsigtighed og under hensyntagen til disse forbindelsers mulige indflydelse på EU-politikker og –holdninger; er af den opfattelse, at EU bør tilstræbe at opnå større politisk og økonomisk samhørighed og vækst med henblik på at bevare sin politiske indflydelse og centrale rolle i det flerdimensionelle system, der er ved at tage form, og blive opfattet som en nødvendig og værdifuld modpart af BRICS-landene og de nye vækstlande;

23.

understreger, at den samlede samordning af EU's udenrigspolitik over for BRICS-landene og andre nye stormagter bør sikres af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 4 og artikel 21, stk. 3 i traktaten om Den Europæiske Union; mener, at EU bør bestræbe sig på under den højtstående repræsentants samordning at opnå en bedre sammenkædning af udenrigs- og sikkerhedspolitikken og EU’s sektorbetingede politikker, som f.eks. udvikling, energisikkerhed, handel, adgang til råmaterialer og sjældne jordarter, klimaændringer og migration, med henblik på at drage nytte af synergier og sikre en sammenhængende og systembetinget udenrigspolitisk strategi, der tager sigte på universel respekt for retsstatsprincippet, menneskerettighederne og demokratiske styreformer; mener, at konceptet EU's strategiske partnerskaber med henblik herpå bør opdateres og sikres bedre muligheder med henblik på at afspejle disse grundlæggende mål; henviser til konklusionerne fra COP 17 under De Forende Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og understreger det fortsatte behov for sammen med BRICS-landene at sikre en sammenhængende og koordineret indsats med henblik på at opnå en fremadrettet aftale;

24.

er af den opfattelse, at en sammenhængende udenrigspolitisk strategi på EU-plan også medfører øget samordning mellem Rådets formand og den højtstående repræsentant, Rådet, Parlamentet og Kommissionen om spørgsmål i forbindelse med dagsordenerne for G-7, G-8 og G-20;

25.

bemærker, at EU bør have kapacitet til at tilpasse og reformere sine interne styringsstrukturer for at sikre en beslutningsprocedure, som afspejler dens pluralisme og skaber konsensus; understeger betydningen af, at en sammenhængende udenrigspolitisk strategi på EU-plan over for BRICS-landene og andre nye vækstlande afspejles i, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil fungerer; mener, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør gennemgå og styrke de strategiske partnerskaber med individuelle BRICS-lande i tæt samråd med Parlamentet, og udnytte deres særlige karakteristika og potentiale for synergier og samarbejde med EU; henstiller til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil at udtænke horisontale og vertikale samordningsmekanismer, som sikrer, at der i forbindelse med EU's udenrigspolitik drages nytte af de institutionelle synergier i EU og af tætheden og dybden af medlemsstaternes bilaterale forbindelser med de strategiske partnerskabslande, bl.a. BRICS-landene og andre nye stormagter; er af den opfattelse, at Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil i forbindelse med BRICS-landene ud over dens organisation efter geografiske og tematiske linjer bør etablere en ad hoc-samordningsmekanisme for at sikre, at alle de enkelte politikker over for BRICS-landene er kompatible set ud fra et systembetinget synspunkt, og at den vedtagne politiske kurs afspejles i EU’s dialog med eksisterende stormagter, såsom USA, Canada og Japan; mener, at EU’s delegationer i BRICS-landene og andre relevante nye stormagter bør etablere et tættere samarbejde indbyrdes med henblik på at sikre vedvarende overvågning og analyse af forbindelserne mellem BRICS-landene og de relevante gensidige følsomme emner, hvilket således muliggør en mere systembetinget strategi; mener, at EU-delegationerne i BRICS-landene i denne forbindelse bør analysere BRICS-landenes holdning til styring og globale udfordringer og forbindelserne med andre BRICS-lande; mener, at EU bør rette en fornyet indsats og ressourcer mod at styre processen med en reform af et globalt styringssystem og af de internationale organisationer med henblik på at sikre en mere omfattende konsensusdannelse og beslutningsprocedure på globalt plan, navnlig i forbindelse med reformen af FN's Sikkerhedsråd og global finansiel multilateralisme;

26.

mener, at "effektiv multilateralisme" og øget koordination i multilaterale fora med henblik på at håndtere spørgsmål om global styring fortsat bør udgøre kernen i et forbedret partnerskab med BRICS-landene; anbefaler navnlig EU at fortsætte sin indsats for at trække disse lande ind på dette spor;

27.

mener, at Parlamentet bør deltage i de bilaterale topmøder mellem EU og de strategiske partnerskabslande;

28.

mener, at personalet i EU's delegationer i BRICS-landene bør omfatte Parlamentets forbindelsesofficerer med henblik på at fremme en større forståelse for den nationale parlamentariske dimension i hvert af disse lande og for at fremme et nærmere samarbejde og en tættere dialog mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter på bilateralt grundlag og fremme det demokratiske ansvar i beslutningsprocessen i internationale fora som G-8 og G-20; mener, at der ud over de eksisterende delegationer for forbindelserne med hhv. Rusland, Indien, Kina og Sydafrika også kan overvejes en delegation for forbindelserne med Brasilien;

29.

mener, at det relevante personale i Parlamentet med henblik på at sikre en effektiv demokratisk kontrol med EU's politik over for BRICS-landene og andre nye stormagter og for at fremme en udvidet interparlamentarisk dialog med sådanne lande bør tilegne sig specialiseret viden og således råde over passende analytiske instrumenter og kontrolkapacitet og være i stand til at bistå medlemmerne med at fremme en effektiv dialog; mener ligeledes, at der bør etableres en ordning for udveksling af personale mellem Parlamentet og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil med henblik på at øge synergieffekten, den interinstitutionelle dialog og det interinstitutionelle samarbejde og fremme erfaringsudveksling;

30.

understreger, at enhver udbygning af forbindelserne og styrkelse af det politiske samarbejde med BRICS-landene på regeringsniveau bør gå hånd i hånd med en løbende dialog mellem civilsamfundsorganisationer; opfordrer i denne forbindelse Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og EU-delegationerne til at etablere en ramme for at fremme og styrke mellemfolkelige kontakter og kulturelle og akademiske udvekslinger på grundlag af eksisterende programmer og ad hoc-programmer med henblik på at øge den gensidige forståelse og udvikle fælles tiltag og initiativer;

31.

fastholder, at det er nødvendigt at opgradere den politiske dialog med BRICS-landene om overholdelse af menneskerettighederne og sociale og miljømæssige standarder; minder i denne forbindelse om, at overholdelsen af grundlæggende arbejdsstandarder og ILO's dagsorden om anstændigt arbejde er afgørende for at nå 2015-målene, idet de ved at sikre den sociopolitiske stabilitet og ved at øge kompetenceniveauet i et lands arbejdsstyrke har en positiv indvirkning på et lands økonomi;

32.

glæder sig over den oven for nævnte meddelelse fra Kommissionen om ”Et Budget for Europa 2020”, hvori der fremsættes et forslag til udformningen af finansielle instrumenter og programmer under den følgende flerårige finansielle ramme for tidsrummet 2014-2020; understreger, at det nye partnerskabsinstrument, der tager sigte på at støtte EU’s politiske og økonomiske interesser i den øvrige del af verden, herunder aktiviteter, der ikke er berettiget til statslig udviklingsbistand, bør være et udenrigspolitisk instrument; mener, at et sådant partnerskab kunne bidrage til at underbygge stærkere politiske forbindelser og dermed stærkere økonomiske forbindelser med udvalgte lande, og glæder sig over, at den lovgivningsmæssige konvergens fremmes som et af dets mål; mener ligeledes, at partnerskabsinstrumentet bør omfatte budgetposter til finansiering af offentligt diplomati med henblik på at konsolidere de enkelte landes forbindelser med EU og fremme dets indflydelse, partnerskabet og tilknytningsforholdet; mener dog, at der også bør der også gives mulighed for yderligere ressourcer til støtte for demokratisering, konsolidering af retsstatsprincippet, bedre uddannelse og reduktion af sociale forskelle; mener, at der i den nye udformning af de finansielle instrumenter og programmer især bør lægges vægt på ad hoc-finansieringskilder til støtte for nye stormagter og eventuelle nye stormagter til konsolidering af demokratiske strukturer og udvikling af god regeringsførelse og retsstatsprincippet, civilsamfundsorganisationer, gode uddannelsessystemer og gradvis social integration; glæder sig over Kommissionens forslag om at medtage konditionalitetsprincippet i alle EU’s programmer og instrumenter og mener, at dette er nøglen til at opnå mere lige vilkår i forbindelse med fremme af menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse som universelle værdier;

33.

opfordrer BRICS-landene til at påtage sig en rolle i international udviklingspolitik, som bedre afspejler deres andel af det globale BNP;

34.

opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at støtte Syd-Syd-samarbejdsinititativer og til at deltage i triangulære samarbejdsprojekter, som BRICS-landene deltager i;

35.

mener, at det er meget vigtigt at tilskynde til mere samarbejde mellem EU og BRICS-landene og med andre nye vækstøkonomier inden for det globale styringssystem og i internationale organisationer; mener, at EU og USA bør indlede en strategisk dialog med BRICS-landene om mulighederne for reform af de internationale organisationer; mener, at det på EU-plan bør overvejes, hvordan man kan øge EU's rolle, stemme og stemmeindflydelse i internationale fora og opnå en mere effektiv koordination blandt EU's medlemsstater i sådanne fora og dermed en mere sammenhængende holdning med henblik på at etablere en positiv dialog samt et godt partnerskab og samarbejde med BRICS-landene;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, Rådet, det polske formandskab for Rådet, Kommissionen og det amerikanske udenrigsministerium.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/11

—

der henviser til forslag til henstilling til Rådet af Graham Watson for ALDE-Gruppen om en konsekvent holdning over for totalitære regimer, som EU har vedtaget restriktive foranstaltninger over for, når deres ledere forfølger personlige og erhvervsmæssige interesser inden for EU (B7-0235/2011),

—

der henviser til FN-pagten, navnlig artikel 1 og 25 samt artikel 39 og 41 i kapitel VII,

—

der henviser til FN’s menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og de to valgfrie protokoller hertil,

—

der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention),

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1674 af 28. april 2006, der bekræfter bestemmelserne i dokumentet vedrørende resultatet af Verdenstopmødet om ansvaret for at beskytte befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) med titlen "Et sikkert Europa i en bedre verden", der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1267 (1999) om situationen i Afghanistan og resolution 1371 (2001) om situationen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien,

—

der henviser til artikel 21, stk. 2, samt artikel 22 og 36, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (1),

—

der henviser til Rådets dokument af 22. januar 2004 (5603/2004) om oprettelse af en sanktionsgruppe under Gruppen af Råder vedrørende Eksterne Forbindelser (RELEX/sanktioner),

—

der henviser til Rådets dokument med titlen "Grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner)" af 7. juni 2004 (10198/1/2004),

—

der henviser til EU-Domstolens dom i sagen Yusuf og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (Sml. 11-3533 (2005)),

—

der henviser til Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation (2),

—

der henviser til Rådets dokument af 9. juli 2007 (11679/2007) om EU's bedste praksis for effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger;

—

der henviser til Rådets dokument om gennemførelse af Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 21. juli 2007 (10826/1/2007),

—

der henviser til Rådets dokument af 24. april 2008 (08666/1/2008) om ajourføring af EU's bedste praksis for effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger,

—

der henviser til Rådets fælles holdning 2009/67/FUSP af 26. januar 2009 om ajourføring af fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og om ophævelse af fælles holdning 2008/586/FUSP (3),

—

der henviser til Rådets dokument med titlen "Retningslinjer for gennemførelse og evaluering af restriktive foranstaltninger (sanktioner) som led i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik", senest ændret den 15. december 2009 (17464/2009),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2008 om evaluering af EU-sanktioner som del af EU's aktioner og politikker på menneskerettighedsområdet (4),

—

der henviser til direktiv 2005/60/EF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (5),

—

der henviser til medlemsstaternes udenrigspolitiske ressourcer,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 121, stk. 3,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0007/2012),

A.

der henviser til den nye artikel 21 i EU-traktaten som indført ved artikel 1, nr. 24, i Lissabontraktaten, hvori det anerkendes, at Unions optræden bygger på principperne om "demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten";

B.

der henviser til, at sanktioner iværksættes med henblik på at nå de specifikke FUSP-mål, der er fastsat i EU-traktatens artikel 21, og som omfatter fremme af den internationale fred og sikkerhed, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, retsstatsprincippet samt konsolidering af demokrati og god regeringsførelse;

C.

der henviser til, at sanktioner eller restriktive foranstaltninger inden for rammerne af FUSP betragtes som tvangsforanstaltninger uden magtanvendelse, såsom våbenembargoer, handelssanktioner, finansielle og økonomiske sanktioner, indefrysning af aktiver, flyveforbud, adgangsrestriktioner, diplomatiske sanktioner, boykot af sportsbegivenheder og kulturelle begivenheder samt midlertidig ophævelse af samarbejdet med et tredjeland;

D.

der henviser til, at anvendelse af sanktioner eller restriktive foranstaltninger kun er effektiv, hvis den indgår i en sammenhængende global strategi for EU og dens medlemsstater på menneskerettighedsområdet;

E.

der henviser til, at "målrettede sanktioner" findes i form af sanktioner rettet mod personer, selektive økonomiske foranstaltninger og diplomatiske foranstaltninger, såsom visumforbud, indefrysning af aktiver, eksport- eller importembargo mod specifikke varer, flyveforbud, forbud mod investering eller begrænsning af officielle kontakter;

F.

der henviser til, at uenighed mellem medlemsstaterne ofte fører til inkonsekvent anvendelse af restriktive foranstaltninger, hvilket er til skade for EU’s troværdighed og har en negativ indvirkning på effektiviteten af de pågældende foranstaltninger;

G.

der henviser til, at EU ofte har været inkonsekvent i anvendelsen af sin sanktionspolitik ved at behandle tredjelande forskelligt, selv om tilstandene i disse lande med hensyn til menneskerettigheder og demokrati har været ensartede, hvilket har fremkaldt kritik af EU for at bruge dobbelte standarder;

H.

der henviser til, at fremskridtet på det informationsteknologiske område gør nationale grænser mere og mere irrelevante, og at kapaciteten til at isolere et land eller dets elite i en globaliseret verden således formindskes;

I.

der henviser til, at de fleste af de lande, der iværksættes sanktioner imod, er de lande, der har været mest isoleret fra det internationale system, og hvis befolkningsgrupper ville have størst gavn af forøget international kontakt med henblik på forandringer; der henviser til, at restriktive foranstaltninger, især rettet mod visse personer, ikke desto mindre i visse tilfælde kan have afskrækkende psykologiske virkninger;

J.

der henviser til, at EU kun bør træffe afgørelser om sanktioner efter grundig vurdering af, hvad der er den mest effektive måde til at opnå demokratisk forandring i det pågældende land; der henviser til, at hver enkelt afgørelse bør ledsages af en tilsvarende begrundelse;

K.

der henviser til, at mange autoritære ledere og personer med tilknytning til sådanne ser Den Europæiske Union som et sted, der tiltrækker investering, fast ejendom, bank- og sundhedstjenesteydelser, og som et område, inden for hvilket de kan rejse frit og frit bruge den rigdom, som de ofte har erhvervet på tvivlsom måde;

L.

der henviser til, at autoritære lederes mulighed for at forvandle magt til personlig rigdom, herunder ofte ved uretmæssig tilegnelse af eller personlig kontrol over statslige aktiver, giver dem incitamenter til og øger deres mulighed for at tilrane sig og bevare magten; der bemærker, at det er nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser med henblik på at minimere enhver forbindelse mellem udenlandsk bistand til udvikling eller andre formål og berigelse af autoritære ledere og deres nærmeste kredse;

M.

der henviser til, at det uden en samordnet indsats er vanskeligt at få fat i præcise oplysninger om de aktiver, som autoritære ledere besidder inden for EU, og at EU må blive ved med at forsøge at få oplysninger;

N.

der henviser til, at ledere, der er pålagt sanktioner, vil blive berørt, hvis de personligt kommer under pres i form af begrænsninger af deres mulighed for at flytte penge, investere og få adgang til deres finansielle aktiver, af rejsemuligheder, af adgangen til særlige goder og tjenesteydelser eller diplomatisk repræsentation;

O.

der henviser til, at de talrige internationale og regionale aktører gør det nødvendigt med en dialog samt formelle og uformelle samrådsmekanismer mellem disse aktører;

P.

der henviser til, at et væsentligt aspekt ved en effektiv politik mod autoritære regimer er, at den skal sikre ligevægt mellem diplomatiske tvangsforanstaltninger, herunder restriktive foranstaltninger med klar tale og konstruktive muligheder, som ikke involverer vold, og EU's og medlemsstaternes udenrigspolitiske ressourcer, idet der foretrækkes en kritisk og progressiv dialog frem for isolation;

Q.

der henviser til, at revisionsproceduren, der giver mulighed for at udvide, lempe eller hæve sanktioner som reaktion på ændringer i adfærden hos de ledere, sanktionerne er rettet imod, har afgørende betydning for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, og skal gennemføres på rigoristisk og strategisk vis;

R.

der henviser til, at alle restriktive foranstaltninger skal respektere menneskerettighederne, den humanitære folkeret, retfærdig rettergang, proportionalitet og ret til effektiv klageadgang og under ingen omstændigheder må ramme de mest sårbare befolkningsgrupper i de lande, der er omfattet af disse foranstaltninger;

1.

henstiller til Rådet:

Fastlæggelse af klarere definitioner

Opbygning af en effektiv sanktionspolitik

Tilsagn om en konsekvent politik inden for EU's grænser

Udadrettede aktiviteter

*

* *

2.

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/18

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 50 og 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. maj 2003 med titlen "Modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Den Europæiske Union - vejen frem" (COM(2003)0284),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 med titlen "På vej mod en akt for det indre marked – For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne – 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen" (COM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked – Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid – "Sammen om fornyet vækst"" (COM(2011)0206),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (SE) (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/56/EF af 26. oktober 2005 om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (3),

—

der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols domme i sagerne Daily Mail (4), Centros (5), Überseering (6), Inspire Art (7), SEVIC Systems (8), Cadbury Schweppes (9) og Cartesio (10),

—

der henviser til sin beslutning af 4. juli 2006 om den seneste udvikling og udsigter i relation til selskabsret (11),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om det europæiske private selskab og det fjortende selskabsretsdirektiv om flytning af registreringssted (12),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om gennemførelse af direktiv 2002/14/EF om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (13),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende flytning af selskabers vedtægtsmæssige hjemsted (14),

—

der henviser til sin beslutning af 23. november 2010 om civilretlige, erhvervsretlige, familieretlige og internationalprivatretlige aspekter af handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet (15),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0008/2012),

A.

der henviser til, at artikel 49 og 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde garanterer etableringsfrihed for alle selskaber, til at grænseoverskridende flytning af selskaber er et af de centrale elementer i gennemførelsen af det indre marked, og til at der er mangel på ensartethed i lovgivningen om flytning og procedurerne for flytning af registreringssted eller hovedsæde for et eksisterende selskab stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning, fra en medlemsstat til en anden, inden for det indre marked, og at dette indebærer en risiko for beskæftigelsen samt administrative vanskeligheder og dermed forbundne omkostninger, sociale følger og manglende retssikkerhed;

B.

der henviser til, at flertallet af deltagerne i den offentlige høring, der blev afsluttet den 15. april 2004, gik ind for vedtagelsen af et selskabsretsdirektiv om grænseoverskridende flytning af selskabers hjemsted;

C.

der henviser til, at Domstolens afgørelse i Cartesio-sagen på baggrund af forskellene mellem de krav, der gælder i medlemsstaterne for selskabers flytning, har bekræftet behovet for harmoniserede regler om grænseoverskridende flytning af selskabers hjemsted;

D.

der henviser til, at Domstolen i sin Cartesio-dom ikke har forelagt den nødvendige redegørelse for flytning af et selskabs hjemsted, som Kommissionen forventede det i dens konsekvensanalyse fra 2007 (16);

E.

der henviser til, at det er op til lovgiverne og ikke Domstolen på grundlag af traktaten at fastsætte de relevante foranstaltninger, for at et selskabs ret til flytning af sit hjemsted kan gennemføres;

F.

der henviser til, at selskabers mobilitet, som følge af Kommissionens redegørelse i dens konsekvensanalyse fra 2007 om, at "ingen indsats synes at være mere hensigtsmæssig, idet der ikke er brug for yderligere indsats på EU-plan" (17), stadig er forbundet med betydelige administrative byrder såvel som sociale og skattemæssige udgifter;

G.

der henviser til, at Kommissionens konsekvensvurdering fra 2007 ikke omfatter konsekvenserne for de sociale politikker og beskæftigelsespolitikken, undtaget medarbejderindflydelse,

H.

der henviser til, at misbrug af postkasseselskaber og skuffeselskaber med henblik på at omgå retlige, sociale og skattemæssige bestemmelser bør forebygges;

I.

der henviser til, at grænseoverskridende flytning af et selskabs hjemsted bør være skatteneutral;

J.

der henviser til, at der i forbindelse med flytning af hjemsted bør sikres kontinuitet med hensyn til det berørte selskabs status som juridisk person for at sikre, at det fungerer korrekt;

K.

der henviser til, at flytningen ikke bør berøre rettigheder, der tilkommer berørte parter (minoritetsaktionærer, arbejdstagere og kreditorer), og som er opstået før flytningen;

L.

der henviser til, at flytningsproceduren bør undergives strenge regler med hensyn til gennemsigtighed og information til de berørte parter, inden flytningen gennemføres;

M.

der henviser til, at medarbejdernes ret til medarbejderindflydelse er af stor betydning ved flytningen af et selskabs hjemsted;

N.

der henviser til, at der bør sikres sammenhæng mellem procedurerne for medarbejdernes indflydelse i de forskellige lovgivningsmæssige bestemmelser i selskabsretsdirektiverne;

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 50, stk. 1 og stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte forslag til et direktiv om grænseoverskridende flytning af selskabers hjemsted i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget;

2.

bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

3.

finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/23

—

der henviser til artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører humanitær bistand,

—

der henviser til Finansforordningen (1) og gennemførelsesbestemmelserne (2) hertil,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand (3),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger af 27. september 2011 med titlen "Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle" (4), af 19. januar 2011 om "situationen i Haiti et år efter jordskælvet: humanitær bistand og genopbygning i Haiti" (5), af 10. februar 2010 om "jordskælvet for nylig i Haiti" (6), af 29. november 2007 om europæisk konsensus om humanitær bistand og af 18. januar 2011 om "gennemførelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand: midtvejsrevision af handlingsplanen og vejen frem" (7),

—

der henviser til sine beslutninger af 5. maj 2010 om decharge for gennemførelsen af den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008 (8) og af 10. maj 2011 for regnskabsåret 2009 (9),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2008 (10) og regnskabsåret 2009 (11) sammen med institutionernes svar,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetninger nr. 3/2006 om "Europa-Kommissionens humanitære bistand efter tsunamien", nr. 6/2008 om "Kommissionens rehabiliteringsbistand efter tsunamien og orkanen Mitch", nr. 15/2009 om "EU-bistand, der ydes gennem FN-organisationer: beslutningstagning og overvågning", og nr. 3/2011 om "Produktiviteten og effektiviteten af EU-bidrag, der kanaliseres gennem De Forenede Nationers organisationer i konfliktramte lande",

—

der henviser til de årlige rapporter og årlige aktivitetsrapporter for regnskabsårene 2009 og 2010 fra Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO) og bilagene hertil,

—

der henviser til årsberetning om den humanitære bistandspolitik og dens gennemførelse i 2009 (COM(2010)0138) og Kommissionens ledsagedokument (SEC(2011)0398),

—

der henviser til årlig rapport om Den Europæiske Unions politikker for humanitær bistand og civilbeskyttelse og deres gennemførelse i 2010 (COM(2011)0343) og Kommissionens ledsagedokument (SEC(2011)0709),

—

der henviser til den finansielle og administrative rammeaftale (FAFA) mellem Kommissionen og De Forenede Nationer,

—

der henviser til partnerskabsrammekontrakten mellem Kommissionen og de humanitære organisationer (FPA);

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0444/2011),

A.

der henviser til, at antallet, hyppigheden, omfanget og den alvorlige karakter af humanitære katastrofer er steget dramatisk og påvirker flere dele af verden;

B.

der henviser til, at EU’s ledende rolle på den humanitære verdensscene og stigningen i antallet og hyppigheden af interventioner inden og uden for EU sammen med de nuværende budgetmæssige begrænsninger gør det endnu mere nødvendigt med en forsvarlig økonomisk forvaltning baseret på principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet;

C.

der henviser til, at megakatastroferne i Haiti og Pakistan endnu en gang har vist, at det er nødvendigt at forbedre EU's katastrofeinstrumenter med hensyn til effektivitet, mulighed for hurtig indsats samt koordination;

1.

henviser til GD ECHO’s vilje til og indsats for at forbedre produktiviteten og effektiviteten i EU’s humanitære bistand;

2.

henviser til Den Europæiske Revisionsrets bemærkning i årsberetningen om, at ECHO's samlede forudgående kontrol-, overvågnings- og tilsynssystemer, de efterfølgende revisionsaktiviteter og de interne revisionsfunktioner generelt er effektive; understreger imidlertid, at der er mulighed for forbedringer på alle disse områder;

3.

henviser til, at forbindelserne mellem ECHO og dets ngo-partnere foregår i henhold til PRA'en, mens budgettet gennemføres efter metoden med direkte central forvaltning;

4.

glæder sig over den øgede fleksibilitet og effektivitet, som PRA'en fra 2008 har medført i forhold til PRA'en fra 2005, såsom en mere resultatorienteret tilgang, indførelsen af forudgående og efterfølgende kontrolmekanismer samt forenkling og mindre usikkerhed som følge af indførelsen af retningslinjer; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med PRA'en efter 2012 at fortsætte med at forbedre de foranstaltninger, som vil forbedre effektiviteten af samarbejdet med PRA-partnerne; understreger, at forbedring af effektiviteten af samarbejdet og reducering af de uforholdsmæssigt store administrative byrder for PFA-partnere i mellemtiden skal sikre en høj grad af ansvarlighed og åbenhed;

5.

opfordrer Kommissionen til at forbedre de forskellige vurderingsmetoder og -praksisser til at fastslå, hvorvidt en potentiel partner er kvalificeret til at deltage i FPA'en eller ej; minder om, at erfaringerne forud for undertegnelsen af PRA'en i 2008 viser, at den oprindelige godkendelse af partnere, der var underlagt mekanismen med efterfølgende kontrol, som byggede på tilliden til disse partneres interne kontrolsystemer og finansielle soliditet, var for optimistisk; bemærker, at partnere underlagt P-kontrolmekanismen, efter at have fået tildelt denne status på baggrund af en indledende vurdering, sjældnere underlægges revision af deres interne kontrolsystemer og tillades at anvende deres egne udbudsprocedurer, samt at deres foranstaltninger ikke er underlagt kontraktlige begrænsninger vedrørende finansiering; minder om, at mange af disse som følge af vurderingen i forbindelse med FPA'en for 2008 måtte nedgraderes til A-partnere, dvs. underlægges A-kontrolmekanismen;

6.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de svagheder, som er blevet identificeret i forbindelse med de regelmæssige kontroller af partnernes systemer, behandles rettidigt af partnerne, og at der iværksættes nødvendige foranstaltninger, såfremt dette ikke sker; minder om, at de eksterne revisorer under hensyntagen til partnernes særlige strukturer skal fortsætte bestræbelserne på at forbedre kvaliteten af deres henstillinger til partnerne, således at det sikres, at disse accepteres og kan gennemføres; understreger, at det er nødvendigt yderligere at strømline og standardisere dokumentationen af evalueringen af forslag om humanitære bistandsaktioner yderligere for at muliggøre en generel sammenligning;

7.

mener, at der takket være de eksisterende revisions- og overvågningsmekanismer er større ansvarlighed med hensyn til vurderingen af PRA-partnernes effektivitet, end det er tilfældet med FN-partnerne; påpeger imidlertid, at en international organisation som FN ikke kan sammenlignes med PRA-partnerne;

8.

bemærker, at forbindelserne mellem ECHO og dets FN-partnere henhører under den finansielle og administrative rammeaftale (FAFA), mens forbindelserne med Røde Kors-bevægelsen og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er omfattet af PRA'en for internationale organisationer; erindrer om, at den anvendte metode til gennemførelse af budgettet i begge tilfælde har været fælles forvaltning;

9.

påpeger, at vilkårene for og gennemførelsen af kontrollen med EU's midler under den fælles forvaltning og opfølgningen af kontrollen har udvist alvorlige svagheder; opfordrer Kommissionen til at indgå aftale med især FN-agenturerne om de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at man kan have tillid til det revisionsarbejde, som FN-organerne udfører, og til at styrke og fremme pålideligheden af de eksisterende kontroller, herunder efterprøvninger;

10.

minder om, at det i forbindelse med den igangværende revision af finansforordningen foreslås, at de EU-midler, som kanaliseres gennem FN og internationale organisationer, skal forvaltes efter bestemmelserne om indirekte forvaltning;

11.

understreger, at kontrolkravene for indirekte forvaltning af EU-midlerne skal være lige så skrappe som kontrolkravene for fælles forvaltning; kræver, at der sikres samme niveau af ansvarlighed for ECHO-partnernes indirekte forvaltning af EU-midler som det, der angives i artikel 57, stk. 5, i Kommissionens forslag til finansforordning; understreger, at adgang til ECHO-partnernes revisionsrapporter er af afgørende betydning for at kunne kontrollere, at aktioner, der finansieres over EU-budgettet, forvaltes på forsvarlig økonomisk vis;

12.

kræver, at revisionsresultaterne rettidigt stilles til rådighed for dechargemyndigheden, uden at dette berører Revisionsrettens eller OLAF's beføjelser og kompetencer

13.

beklager FN-rapporternes generelle karakter med utilstrækkelige oplysninger om de opnåede resultater; påpeger, at FN-rapporterne som følge af FN's princip om én enkelt revision og den omstændighed, at omfanget af Kommissionens kontrol er begrænset til efterprøvelse og overvågning, imidlertid er en vigtig informationskilde med henblik på at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed;

14.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at FN-rapporterne indeholder tilstrækkelig information om resultaterne af projekterne, dvs. effekter og udfald, og at dette sker inden for rapporteringsperioden; understreger, at målbare effekter og konsekvensindikatorer skal være en integreret del af rapporteringskriteriet; beklager, at over 70 % af ECHO's besvarelser til Revisionsrettens spørgeskemaer i forbindelse med særberetning nr. 15/2009 afslører, at FN-rapporterne blev afleveret for sent, og anmoder Kommissionen om at redegøre for den seneste udvikling på området;

15.

påpeger, at Kommissionen og FAFA-underskriverne fortolker FAFA-kontrolklausulen forskelligt, navnlig hvad angår gennemførelse af kontroller; bifalder vedtagelsen af kommissoriet vedrørende kontrol i juli 2009 som et middel til at sikre yderligere vejledning til og præcisering af anvendelsen af kontrolklausulen; minder om, at de seneste resultater fra ECHO's eksterne revisionssektor og Revisionsretten inden for rammerne af den årlige revisionserklæring viser, at der er grund til at præcisere det aftalte kommissorium og kontrolklausulen nærmere;

16.

henviser til, at den eksterne revisionstjeneste næsten ikke har haft nogen fordel af forøgelsen af medarbejderstaben i DG ECHO's hovedkvarter i 2010 (fra 247 til 289);

17.

beklager de vanskeligheder, som Revisionsretten er stødt på i forbindelse med at få adgang til oplysninger om de aktioner, der gennemføres af FN-partnerne; minder om, at EU og derfor Revisionsretten i henhold til FAFA-kontrolklausulen kan foretage en finansiel kontrol på stedet, og at FN er forpligtet til at udlevere alle relevante finansielle oplysninger; understreger, at FN er forpligtet til at give Revisionsretten den nødvendige adgang til oplysninger og på denne måde opfylde FAFA-kontrolklausulen;

18.

glæder sig over de positive resultater af drøftelserne med Verdensfødevareprogrammet (WFP) og De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF), hvorefter WFP og UNICEF har ændret deres regler for at gøre deres interne revisionsrapporter tilgængelige for ECHO; opfordrer ECHO til hurtigst muligt at gennemføre lignende forhandlinger med de andre FN-agenturer for at sikre en let og ubureaukratisk adgang til deres interne revisionsrapporter; opfordrer Kommissionen til hvert halve år at underrette Europa-Parlamentets kompetente udvalg om udviklingen i forhandlingerne; understreger, at alle interne revisionsrapporter bør stilles til rådighed for Kommissionen elektronisk og ikke kun i de relevante FN-agenturers lokaler;

19.

minder om, at der i 2010 blev indledt drøftelser med Verdensfødevareprogrammet med det formål at opnå enighed om en fælles metode, som Verdensfødevareprogrammet skulle anvende i forbindelse med revisionen af EU-finansierede projekter; opfordrer Kommissionen til at gennemføre dette forehavende med et vellykket resultat og indlede tilsvarende forhandlinger med de øvrige FN-partnere;

20.

glæder sig over arbejdet i Arbejdsgruppen om Revision og Ansvarlighed i Forbindelse med Katastrofehjælp, der blev oprettet under den internationale organisation af øverste revisionsmyndigheder (INTOSAI) og ledes af et medlem af Den Europæiske Revisionsret; minder om de to hovedformål, som består i at: (i) (i) opstille retningslinjer og god praksis med henblik på i sidste ende at nå frem til en enkelt samlet beretningsmodel og ii), opstille retningslinjer og god praksis i forbindelse med revision af katastroferelateret støtte;

21.

er af den opfattelse, at dette er et vigtigt skridt i tacklingen af de udfordringer, der er forbundet med åbenhed og ansvarligheden i samarbejdet med FN og andre internationale organisationer; opfordrer arbejdsgruppen til at opfylde sit mandat inden for den fastsatte tidsramme;

22.

påpeger, at der efter afsløringen af den nordkoreanske regerings misbrug af FN-midler, der var beregnet til humanitære aktiviteter og udviklingsaktiviteter, i slutningen af 2006 har været bred kritik af den manglende åbenhed, ansvarlighed og effektivitet i forbindelse med forvaltningen af FN's midler; beklager, at FN-reformen med hensyn til gennemsigtighed og ansvarlighed endnu ikke har gjort nogen væsentlige fremskridt; understreger, at EU-medlemsstaterne er nødt til at vise større politisk vilje, beslutsomhed og konsekvens for at fremme reformen og sikre større ansvarlighed; opfordrer den højtstående repræsentant for Unionens optræden udadtil til at prioritere dette spørgsmål og påtage sig rollen som formidler;

23.

anerkender fordelen ved, at DG ECHO sammen med sine partnere søger efter nye finansieringsformer; opfordrer samtidig til respekt for forskellene mellem de aktører, der deltager i finansiering og gennemførelse af humanitære EU-programmer – FN, internationalt Røde Kors og Røde Halvmåne, ikke-statslige organisationer – idet katastroferne ofte berører flere lande og nødvendiggør en multilateral og koordineret indsats; bakker op om arbejdet med at styrke af de lokale aktørers kapacitet og forbedre evalueringsevnen og den lokale beredskabskapacitet gennem ECHO's kontorer og eksperter i marken;

24.

påpeger, at nøjagtige og sammenhængende behovsvurderinger er en afgørende forudsætning for kunne gennemføre den humanitære bistand på en effektiv måde; erkender, at den humanitære bistand, der forvaltes af ECHO, takket være den globale behovsvurdering og bedømmelsen af glemte kriser opfylder det afgørende kriterium om udelukkende at være behovsbaseret; understreger nødvendigheden af, at Kommissionen fortsætter sine bestræbelser på at engagere sig i debatten om at skabe en mere koordineret og sammenhængende behovsvurdering; hilser i denne sammenhæng dialogen mellem Kommissionen og FN velkommen;

25.

gør opmærksom på, at GD ECHO's partnere udfører et arbejde af høj kvalitet takket være en effektiv udvælgelsesmetode – navnlig gennem PRA – og udarbejdelsen af normer og praktiske retningslinjer for det humanitære område; understreger ligeledes, at den effektive kontrol med anvendelsen af midlerne, der finder sted som led i den revision af partnerne, der udføres af private firmaer, er af afgørende betydning og bidrager til at legitimere sektoren for humanitær hjælp; påpeger dog ud fra ønsket om at fastholde mangfoldigheden af partnerne og sikre de små og mellemstore ngo'ers deltagelse, at de administrative godkendelsesprocedurer er komplicerede og de administrative byrder meget tunge, hvilket er hårdt for ngo’erne, og at revisionerne vanskeliggøres af mangelen på menneskelige ressourcer; opfordrer til, at de anvendte værktøjer tilpasses til den humanitære sektors måde at fungere på og til de lokale behov, så den humanitære hjælp målrettes på hensigtsmæssig vis og samordningen af de forskellige medvirkende hjælpeorganisationers indsats iværksættes på et tidligt stadie;

26.

bifalder de af DG ECHO foretagne bestræbelser på at fremme anvendelsen af innovative tilgange, såsom "kasseprincippet", især til overførsler uden tilknyttede betingelser, der er målrettet mod de mest sårbare grupper; bemærker, at disse tilgange ved at benytte de lokale markeder kan være mere effektive og ikke nødvendigvis indebærer en højere tillidsmæssig risiko end bistanden i naturalier; tilskynder derfor GD ECHO til at fortsætte med at udvikle tilgange baseret på kasseprincippet og at opfordre partnerne til at tage dem i anvendelse.

27.

henviser til konklusionerne efter de tre cyklusser af ECHO's eksterne revisionssektors revision af partnernes hovedkontorer vedrørende arten og korrektheden af de økonomiske forbindelser mellem ECHO og dets partnere, som gik ud på, at midler, der stilles til rådighed af Kommissionen, i det store hele er blevet anvendt med rimelig omhu og i overensstemmelse med de gældende regler og bestemmelser;

28.

bemærker, at de fleste af henstillingerne fra ECHO's eksterne revisionssektors revision af FPA-partnernes hovedkontorer vedrører partnernes udbudsbestemmelser; gør opmærksom på, at et af de væsentligste resultater af revisionen af hovedkontorerne er påvisningen af, at ikke alle PRA-partnere har indført procedurer, der er helt og fuldt i overensstemmelse med principperne i bilag IV til PRA'en fra 2008 (hvad enten der er tale om forudgående eller efterfølgende kontrolmekanismer); henviser til, at der er visse vanskeligheder forbundet med at fremskaffe fuldstændige udbudsdossierer og indføre pålidelige og veldokumenterede udbudsprocedurer;

29.

bemærker, at FPA-partnerne er nødt til at tage følgende spørgsmål op: fastsættelse af passende interne kontrolmekanismer, forbedring af de finansielle omkostningsfordelingssystemer og deres gennemsigtighed, afhjælpning af svagheder i regnskabssystemerne, styrkelse af ledelsens vilje til at håndhæve kvalitetsstandarder, oprettelse af en risikostyringsproces for hele organisationen og øget bevidstgørelse om risikoen for svig og korruption;

30.

bemærker, at ECHO-partnere kan give aktiviteterne til støtte for humanitære aktioner i underleverance til gennemførelsespartnere; beklager manglen på passende procedurer, tilsyn og forsvarlig forvaltning for så vidt angår PRA-partnernes kontrol med deres gennemførelsespartnere; opfordrer derfor Kommissionen til at tage dette problem op i betragtning af den risiko, dette kan indebære i tilfælde af svig, manglende adgang til de underliggende dokumenter, og den omstændighed, at ECHO ikke råder over mekanismer til at identificere de enkelte gennemførelsespartnere;

31.

er af den opfattelse, at modtagernes faktiske og fortsatte inddragelse i planlægningen og forvaltningen af bistanden er en afgørende forudsætning for en hurtig humanitær indsats af høj kvalitet, navnlig i tilfælde af langvarige kriser; påpeger, at der i mange tilfælde ikke findes nogen formelle mekanismer for klageadgang eller feedback fra modtageren til den pågældende partner eller klare regler for beskyttelse af "whistleblowers"; understreger, at dette er en vigtig mekanisme for at forbedre effektiviteten og forsvarligheden samt muligheden for at undgå potentielt misbrug af støttematerialer; opfordrer ECHO til straks at etablere en sådan mekanisme;

32.

minder om den eksterne revisionssektors henstilling, ifølge hvilken det er nødvendigt at forbedre evalueringen af situationen før og efter uddelingen af bistanden, og at denne opgave skal varetages af personale, som ikke er involveret i selve processen, samt behov for at undersøge, om behovsanalysen har identificeret alle eksisterende behov og opfyldt disse; opfordrer Kommissionen til at gennemføre de erfaringer, som er indhøstet fra disse overvågningsaktiviteter;

33.

minder om Revisionsrettens udtalelse i særberetning 15/2009, hvorefter de strategiske og juridiske krav med hensyn til at udvælgelse af partnere på en objektiv og gennemsigtig måde ikke på tilstrækkelig vis er omsat til praktiske kriterier til støtte for beslutningstagningen i FN-partnernes tilfælde; opfordrer Kommissionen til systematisk at gennemføre og dokumentere formelle evalueringer af henholdsvis FN's og andre partneres mekanismer for levering af bistand;

34.

bemærker, at Kommissionen ud over sit bidrag til indirekte omkostninger (op til 7 % af budgettet for en aktivitet), dvs. omkostninger, som ikke relaterer direkte til gennemførelsen af et specifikt projekt, finansierer en række direkte forbundne omkostninger (direkte omkostninger) til projektet, herunder sekundær støtte til lokale kontorer, personale og transport, som er direkte relateret til aktiviteterne; påpeger, at størrelsen af den sekundære støtte til bl.a.. transport, opbevaring og håndtering (af f.eks. fødevarebistand) varierer meget; erkender, at årsagen afhængigt af forholdene kan være landespecifik, men at den også kan skyldes behovet for at strømline operationerne for at gøre dem mere omkostningseffektive; foreslår, at Kommissionen evaluerer omfanget af de sekundære omkostninger i forhold til en middelnorm eller en referenceværdi for den pågældende projekttype med henblik på at fastslå, om omfanget er rimeligt;

35.

understreger, at omkostningseffektivitet sammen med væsentlige kriterier som erfaring og ekspertise, tidligere resultater, koordinering, dialog og hastighed skal være et vigtigt kriterium for udvælgelse af partnere; glæder sig over, at ECHO i øjeblikket arbejder på udviklingen af et sammenlignende omkostningsinformationssystem ("Cost Observed for Results") med sammenlignelige enhedsomkostninger; understreger vigtigheden af at anvende de oplysninger, som dette værktøj giver, til analyse af omkostningseffektiviteten af projektforslag;

36.

henleder opmærksomheden på hyppige suppleringer af GD ECHO's budget enten gennem anvendelse af nødhjælpsreserven eller gennem overførsler fra andre budgetposter fra EUF's udgiftsområde for ekstern bistand; mener, at supplering af budgettet er et strukturelt problem; understreger nødvendigheden af, at der opstilles realistiske budgetter, hvor der afsættes bevillinger til naturkatastrofer eller humanitær indsats på grundlag af tidligere års indhøstede erfaringer med hensyn til udgifterne;

37.

understreger, at EU bør styrke sin reaktionskapacitet i lyset af den voldsomme vækst i antallet af store naturkatastrofer; minder i den forbindelse om, at Parlamentet i mange år har slået til lyd for mere realistiske bevillinger til den humanitære indsats for at modvirke den kroniske underfinansiering af de pågældende budgetposter, for at sikre en vis finansiel bevægelsesfrihed i løbet af regnskabsåret og for at opretholde en konstant balance mellem finansiering af tiltag til forebyggelse af humanitære katastrofer og tiltag til sikring af et hurtigt beredskab i forbindelse med naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer;

38.

glæder sig over Kommissionens seneste meddelelse om en flerårig finansiel ramme for 2014-2020, der opererer med en forhøjelse af bevillingerne til instrumentet for humanitær bistand til 6,4 mia. EUR for denne periode (svarende til et årligt gennemsnit på 915 mio. EUR mod 813 mio. EUR for 2007-2013); henviser endvidere med tilfredshed til, at der er sket en forhøjelse af reserven til nødhjælp i samme periode til 2,5 mia. EUR, og til forslaget om at overføre de ubrugte midler i reserven til det følgende år og anmoder Kommissionen om at påse, at disse midler fortrinsvist anvendes til humanitær nødhjælp;

39.

anmoder om, at EU-budgettet anvendes til at støtte tiltag, der har til formål at foregribe, forberede sig på, forebygge og reagere hurtigere på katastrofer, når de indtræffer, såvel som at gøre det muligt under mere fleksible former at iværksætte udviklingstiltag til overvindelse af krisesituationer; beklager, at de konkrete fremskridt med hensyn til sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling stadig er begrænsede trods de mange politiske tilsagn i løbet af de seneste år;

40.

opfordrer derfor til, at der afsættes flere og bedre forvaltet midler til at sikre kontinuitet i bistanden i overgangsfasen mellem nødhjælp og udvikling, og at der i øget grad gøres overvejelser om fleksibiliteten og komplementariteten af de eksisterende finansielle foretagender, navnlig i forbindelse med lande- og regionsstrategidokumenterne for EUF og ICD; opfordrer til, at der i særlig grad tages hånd om børn, såvel som om gravide og mødre med småbørn, hvad angår forsyninger af fødevarer og tøj, evakuering og transport såvel som medicinsk udstyr til at forebygge uønskede graviditet og seksuelt overførte sygdomme, der er prioriterede indsatsområder under de nuværende finansieringsmekanismer;

41.

slår til lyd for, at hovedvægten i denne overgangsfase mellem nødhjælp og udviklingsbistand, som fokuserer på rehabilitering, skal lægges på en styrkelse af de lokale institutioners kapacitet og en omfattende inddragelse af lokale ngo’er og foreninger i planlægnings- og gennemførelsesfaserne med henblik på at fremme og skabe grundlaget for kvalitative og effektive humanitære udviklingsprogrammer;

42.

mener, at der er tilfredsstillende synlighed omkring de ECHO-finansierede aktioner; anerkender vigtigheden af foranstaltninger til at sikre synlighed, når det gælder ansvarliggørelse og hjælp til at mindske risikoen for dobbeltfinansiering; understreger, at det ikke bør blive et middel til "salgsfremstød" for de humanitære organisationer og blive til en konkurrence om, hvem der er mest synlig på bekostning af opfyldelsen af støttemodtagernes reelle behov;

43.

mener, at den stadig større rolle, der tildeles konsortier, har en potentielt positiv virkning i form af en forøgelse af den humanitære indsats og forbedret koordination; opfordrer Kommissionen til at udstikke klarere retningslinjer for at sikre gennemsigtighed og sikre, at konsortierne ikke får negativ indflydelse på ngo-samfundets mangfoldighed, navnlig ikke på de små og mellemstore organisationer;

44.

påpeger betydningen af at sammenkoble nødhjælp, rehabilitering og udvikling med henblik på at styrke forbindelserne mellem nødhjælp, genopretning og udvikling og for at sikre en smidig overgang fra humanitær bistand til udviklingsbistand; understreger, at der stadig er meget arbejde, der skal gøres for at forbedre koordinering, produktivitet, effektivitet og sammenhæng i sammenkoblingen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling;

45.

glæder sig over, at ECHO fremmer reduktionen af risikoen for katastrofer gennem DIPECHO-programmet og som en integreret del af de humanitære aktioner;

46.

opfordrer ECHO til at fokusere mere på bæredygtigheden af de humanitære aktioner; opfordrer ECHO og andre relevante tjenestegrene i Kommissionen til at lægge større vægt på katastrofereduktion og katastrofeberedskab, styrke modstandskraften i befolkninger, der er i fare, gennem kapacitetsopbygning, uddannelse, bevidstgørelse af offentligheden og oprettelse af effektive systemer til tidlig varsling i katastrofetruede og kriseramte lande, for at sætte dem i stand til at reagere efter omstændighederne;

47.

mener, at kulturel forståelse og viden er en vigtig del af en effektiv humanitær hjælpeindsats; understreger f.eks., at de produkter, der leveres under humanitære aktioner, skal være egnede og acceptable for lokalbefolkningen;

48.

opfordrer ECHO til nøje at overveje de eventuelle negative konsekvenser af humanitær bistand; påpeger f.eks., at et overskud af fødevarehjælp kan hæmme den lokale fødevareproduktion og have negative konsekvenser for de lokale markeder og dermed true fødevaresikkerheden på lang sigt;

49.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre bedre sammenhæng og komplementaritet mellem den humanitære bistand og udviklingsbistanden såvel på politisk plan som i praksis;

50.

mener, at den aktuelle akutte fødevarekrise på Afrikas Horn også er den tragiske konsekvens af manglende sammenhæng og komplementaritet i den internationale humanitære bistand og udviklingsbistand; påpeger, at denne i modsætning til naturkatastrofer har været en krise, der er startet langsomt og gradvist har udviklet sig til en humanitær katastrofe; minder om, at tørke og fødevaremangel desværre er blevet et kronisk fænomen på Afrikas Horn; beklager, at der på trods af denne situation og den store mængde udviklingsbistand, der er pumpet ind i regionen i løbet af de seneste årtier, ikke ses nogen synlige resultater i form af en styrkelse af de lokale landmænds evne til selvforsyning og dermed sikringen af bæredygtighed;

51.

beklager, at 2010 vil blive husket som året med de to megakatastrofer: det frygtelige jordskælv i Haiti efterfulgt af en koleraepidemi og de rekordstore oversvømmelser i Pakistan

52.

henviser til, at ECHO i 2010 afsatte 122 mio. EUR til Haiti og 150 mio. EUR til Pakistan, og at finansieringsrammen for den humanitære bistand, som ECHO afsatte til Pakistan, var den største nødhjælpsforanstaltning, der nogensinde er blevet gennemført i et enkelt år;

53.

erkender, at katastrofernes omfang og de medfølgende vanskeligheder, herunder den fysiske adgang og de sikkerhedsmæssige bekymringer, gjorde forholdene yderst komplicerede; påpeger, at begge katastrofer afslørede de samme typer af problemer;

54.

påpeger, at en effektiv international koordinering er en væsentlig forudsætning for effektiviteten af den humanitær bistand, og anerkender merværdien af og nødvendigheden af under humanitære bistandsaktioner at arbejde inden for rammerne af FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA);

55.

henviser til, at Kommissionen yder en betydelig støtte til OCHA; beklager, at erfaringerne fra Haiti og Pakistan har afsløret OCHA's nuværende utilstrækkelige koordineringsevne; understreger, at OCHA's evne til at varetage sin koordineringsrolle blev undergravet af utilstrækkelig kapacitet, mangelfulde behovsanalyser og kun delvis fungerende elektronisk databehandlingsudstyr;

56.

henviser til, at Kommissionen har ydet betydelig støtte til FN's bestræbelser på at udvikle og anvende sit klyngesystem; understreger, at begge katastrofer afslørede, at der stadig ligger et stort arbejde forude i forhold til forbedring af systemets produktivitet, effektivitet og koordinering og styrkelse af ejerskab og ansvarlighed;

57.

påpeger, at Parlamentets ordfører ikke har fået udleveret ECHO-partnernes endelige beskrivende og finansielle rapporter om gennemførelsen af humanitære aktioner i kølvandet på katastroferne i Haiti og Pakistan i 2010 fra Kommissionen med den begrundelse, at de indeholdt følsomme oplysninger om ECHO-partnere; understreger, at Parlamentet skal have adgang til sådanne rapporter, eller i det mindste til de vigtigste kendsgerninger om produktiviteten og effektiviteten af de gennemførte aktioner, for at være i stand til at bedømme, om deres økonomiske forvaltning er forsvarlig;

58.

påpeger, at Budgetkontroludvalget sender en delegation til Haiti på baggrund af de rapporterede problemer i forbindelse med bistanden til Haiti;

59.

opfordrer Kommissionen til at rejse FN-relaterede spørgsmål med de relevante FN-organer;

60.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/32

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 4. februar 2011 "Offentlig høring. På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler" (SEC(2011)0173),

—

der henviser til udkast til vejledning i tabsopgørelse i erstatningssøgsmål efter overtrædelser af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som blev offentliggjort af Kommissionen i juni 2011,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (1),

—

der henviser til Kommissionens debatoplæg om opfølgningen på grønbogen om kollektivt søgsmål for forbrugere, der blev offentliggjort af Kommissionen i 2009,

—

der henviser til sin beslutning af 26. marts 2009 om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (2),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 27. november 2008 om kollektivt søgsmål for forbrugere (COM(2008)0794),

—

der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om beretningen om konkurrencepolitikken 2009 (3),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog af 2. april 2008 om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (COM(2008)0165),

—

der henviser til Mario Montis rapport af 9. maj 2010 om en ny strategi for det indre marked,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. marts 2007 "EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013: Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse" (COM(2007)0099),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om alternativ tvistbilæggelse i civil-, handels- og familieretlige sager (4),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om gennemførelsen af direktivet om mægling i medlemsstaterne, dets indvirkning på mæglingen og domstolenes anvendelse af det (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0012/2012),

A.

der henviser til, at borgerne og virksomhederne på det europæiske retsområde ikke kun skal have rettigheder, men også skal kunne håndhæve disse rettigheder på en effektiv måde;

B.

der henviser til, at den EU-lovgivning, der er vedtaget i de seneste år, skal give parterne i grænseoverskridende sager mulighed for enten at håndhæve deres rettigheder på en effektiv måde (6) eller forsøge at opnå et udenretsligt forlig ved hjælp af mægling (7);

C.

der henviser til, at selv om fordelene ved alternativ tvistbilæggelse er indiskutable, skal alle EU-borgere have fair adgang til retlig prøvelse;

D.

der henviser til, at 79 % af de europæiske forbrugere ifølge Flash Eurobarometer-undersøgelsen fra marts 2011 om forbrugernes holdning til salg på tværs af grænserne og forbrugerbeskyttelse erklærer, at de ville være meget villige til at forsvare deres rettigheder ved en domstol, hvis de kunne tilslutte sig andre forbrugere, som klager over samme sag;

E.

der henviser til, at forbrugere, der er berørt af en lovovertrædelse, og som ønsker at føre en sag med henblik på at opnå erstatning på et individuelt grundlag, ofte møder væsentlige forhindringer med hensyn til tilgængelighed, effektivitet og økonomisk overkommelighed på grund af til tider høje sagsomkostninger, eventuelle psykologiske omkostninger, komplekse og langstrakte procedurer samt mangel på information om de tilgængelige klagemuligheder;

F.

der henviser til, at når en gruppe borgere er offer for samme lovovertrædelse, vil individuelle retssager måske ikke være et effektivt middel til at stoppe ulovlig praksis eller opnå erstatning, navnlig hvis det individuelle tab er lille i sammenligning med sagsomkostningerne;

G.

der henviser til, at de redskaber, der samlet set er udformet på EU-plan med henblik på klagemuligheder for forbrugerne og håndhævelse, i nogle medlemsstater ikke anses for tilfredsstillende, og at disse mekanismer nogle gange ikke er tilstrækkelig kendte, hvilket resulterer i, at de kun anvendes i begrænset omfang;

H.

der henviser til, at integrationen af de europæiske markeder og den dermed forbundne stigning i grænseoverskridende aktiviteter understreger behovet for en sammenhængende EU-strategi for at tage hånd om de sager, hvor forbrugere står tilbage med tomme hænder, eftersom de procedurer for kollektive søgsmål med henblik på erstatning, der er blevet indført i en række medlemsstater, ikke omfatter grænseoverskridende løsninger;

I.

der henviser til, at de nationale og EU’s myndigheder spiller en central rolle i forbindelse med håndhævelsen af EU-lovgivningen, og at privat håndhævelse kun bør supplere, men ikke træde i stedet for offentlig håndhævelse;

J.

der henviser til, at offentlig håndhævelse med henblik på at stoppe lovovertrædelser og idømme bøder ikke i sig selv gør det muligt for forbrugere at opnå erstatning for tab, de har lidt;

K.

der henviser til, at bundtning af klager i en fælles kollektiv klageprocedure eller tilladelse til, at en sådan klage kan fremføres af en repræsentativ enhed eller instans, der optræder i offentlighedens interesse, kan forenkle processen og nedbringe omkostningerne for de berørte parter;

L.

der henviser til, at en ordning baseret på kollektive søgsmål kan være et nyttigt supplement, men ikke nogen erstatning for individuel retsbeskyttelse;

M.

der henviser til, at Kommissionen skal overholde nærheds- og proportionalitetsprincippet i forbindelse med ethvert forslag, der ikke henhører under EU's enekompetence;

1.

glæder sig over den ovennævnte horisontale høring og understreger, at såvel borgere som virksomheder, der bliver offer for ulovlige metoder, skal kunne kræve erstatning for deres individuelle tab, især når der er tale om spredte tab, hvor omkostningsrisikoen måske ikke står i forhold til det lidte tab;

2.

noterer sig den amerikanske højesterets indsats for at undgå unødvendige retssager og misbrug af den amerikanske gruppesøgsmålsordning (8) og understreger, at EU skal afstå fra at indføre en gruppesøgsmålsordning i stil med den amerikanske eller enhver anden ordning, som ikke respekterer europæiske retstraditioner;

3.

glæder sig over medlemsstaternes bestræbelser på at styrke rettighederne for ofre for ulovlig adfærd ved at indføre lovgivning, der skal gøre det lettere at opnå erstatning og samtidig forhindre, at der opstår en kultur med misbrug af retssager, men anerkender samtidig, at de nationale kollektive klageordninger varierer meget, navnlig hvad angår anvendelsesområde og proceduremæssige forhold, hvilket kan undergrave borgernes udøvelse af deres rettigheder;

4.

glæder sig over Kommissionens arbejde for en sammenhængende europæisk tilgang til kollektive retsmidler og anmoder Kommissionen om i sin konsekvensanalyse at påvise, at der, under hensyn til nærhedsprincippet, er behov for tiltag på EU-plan for at forbedre EU’s nuværende lovgivningsramme for at sikre, at ofre for overtrædelser af EU-retten kan få erstatning for de tab, de lider, og dermed bidrage til, at forbrugernes tillid øges og til, at det indre marked kan fungere bedre;

5.

fremhæver de mulige fordele ved kollektive søgsmål med hensyn til lavere omkostninger og større retssikkerhed for såvel sagsøgere som sagsøgte og retssystemet, idet man derved undgår parallelle søgsmål for lignende fordringer;

6.

mener, at offentlig håndhævelse med hensyn til konkurrencen er af afgørende betydning for gennemførelsen af traktaternes bestemmelser, den fulde opfyldelse af EU’s målsætninger og sikringen af Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse EU’s konkurrenceret;

7.

minder om, at det for øjeblikket kun er medlemsstaterne, der vedtager nationale lovbestemmelser om størrelsen af den kompensation, der kan ydes; bemærker endvidere, at håndhævelsen af den nationale lovgivning ikke må forhindre en ensartet anvendelse af EU-retten;

8.

opfordrer Kommissionen til en grundig gennemgang af det relevante retsgrundlag for foranstaltninger inden for kollektive retsmidler;

9.

bemærker, at de foreliggende oplysninger, navnlig en undersøgelse udført i 2008 for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse om evaluering af effektiviteten og virkningerne af kollektive klagemekanismer i EU (Evaluation of the effectiveness and efficiency of collective redress mechanisms in the EU), indikerer, at ingen af de eksisterende kollektive klagemekanismer i EU har fået uforholdsmæssige økonomiske konsekvenser;

10.

bemærker, at der allerede findes håndhævelsesmekanismer for individuelle sager på EU-plan, f.eks. direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område og forordning (EF) nr. 805/2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, og er af den opfattelse, at navnlig forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure giver adgang til domstolene ved at forenkle grænseoverskridende retssager og nedbringe omkostningerne til disse, hvor der er tale om krav på under 2 000 EUR, men bemærker, at denne lovgivning ikke er udformet med det formål at give effektiv adgang til domstolene i sager, hvor et stort antal ofre lider samme skade;

11.

er af den opfattelse, at forbud ligeledes spiller en vigtig rolle i forbindelse med beskyttelsen af borgernes og virksomhedernes rettigheder i henhold til EU-lovgivningen, og mener, at de mekanismer, der er indført i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (9) samt direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser, kan forbedres betydeligt med henblik på at fremme samarbejde og forbud i grænseoverskridende sager;

12.

er af den opfattelse, at det især inden for miljøsektoren er nødvendigt at øge mulighederne for at anvende retsmidler i form af forbud; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan sådanne forbud kan udvides til at omfatte denne sektor;

13.

mener, at der i forbindelse med forbud bør fokuseres på beskyttelse af både individuelle og almene interesser, og maner til forsigtighed i forbindelse med udvidelse af adgangen til domstolene for organisationer, eftersom sådanne ikke bør have lettere adgang til domstolene end enkeltpersoner;

14.

opfordrer derfor Kommissionen til at styrke og øge effektiviteten af de eksisterende instrumenter såsom direktiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse i EU; understreger ikke desto mindre, at hverken direktiv 98/27/EF eller forordning (EF) nr. 2006/2004 giver forbrugere mulighed for at opnå erstatning for de tab, som de lider;

15.

er af den opfattelse, at adgangen til domstolene gennem kollektive retsmidler falder ind under retsplejereglerne, og er bekymret for, at ukoordinerede EU-initiativer inden for kollektive retsmidler vil føre til en fragmentering af de nationale retspleje- og erstatningsregler, hvilket vil svække og ikke styrke adgangen til domstolene i EU; anmoder, for det tilfælde at det efter grundige overvejelser bliver besluttet, at et EU-system for kollektive retsmidler er nødvendigt og ønskeligt, om, at et eventuelt forslag vedrørende kollektive retsmidler får form af en horisontal ramme med et fælles sæt principper, der gennem kollektive retsmidler giver en ensartet adgang til domstolene i EU og især, men ikke udelukkende omhandler krænkelser af forbrugernes rettigheder;

16.

understreger behovet for at tage behørigt hensyn til de enkelte medlemsstaters retstraditioner og lovgivning og øge koordineringen af god praksis mellem medlemsstaterne, og mener, at arbejdet med en EU-ordning, der skaber reelle lettelser for både forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, ikke bør give anledning til forsinkelser i vedtagelsen af den horisontale ramme;

17.

understreger, at enhver retligt bindende horisontal ramme skal omfatte de centrale aspekter af det, der forstås ved at opnå erstatning kollektivt; understreger endvidere, at navnlig processuelle og internationalprivatretlige spørgsmål skal gælde for kollektive søgsmål i almindelighed, uanset hvilken sektor der er tale om, mens der f.eks. i særskilte artikler eller kapitler i selve det horisontale instrument eller i et særskilt retligt instrument parallelt med eller efter vedtagelsen af det horisontale instrument kan fastsættes et begrænset antal regler, der har relevans for forbrugerbeskyttelsen eller konkurrenceretten, og som omhandler spørgsmål som f.eks. den potentielle bindende virkning af beslutninger truffet af nationale konkurrencemyndigheder;

18.

mener, at det individuelle tab spiller en central rolle i forbindelse med beslutninger om at anlægge sag, da størrelsen heraf uvægerligt ses i forhold til en retssags potentielle omkostninger; minder derfor Kommissionen om behovet for, at en horisontal ramme for kollektive retsmidler bliver effektiv og rentabel for alle parter, og er af den opfattelse, at man i forbindelse med de nationale procedurebestemmelser i medlemsstaterne kan anvende forordning (EF) nr. 861/2007 om en europæisk småkravsprocedure som referenceramme for kollektive retsmidler i sager, hvor erstatningskravet ikke overstiger loftet i denne forordning;

19.

mener, at kollektive søgsmål i henhold til en horisontal ramme kan være til gavn i de fleste tilfælde, hvor sagsøgte og de repræsenterede ofre ikke har hjemsted i den samme medlemsstat (en grænseoverskridende dimension), og når de rettigheder, der hævdes at være blevet tilsidesat, følger af EU-lovgivningen (overtrædelse af EU-retten); opfordrer til yderligere undersøgelser af, hvordan retsmidlerne kan forbedres ved krænkelser af national lovgivning, som kan få omfattende grænseoverskridende konsekvenser;

20.

gentager, at der skal indføres garantier inden for det horisontale instrument for at undgå urimelige krav og misbrug af kollektive retsmidler, så man sikrer fair retssager, og understreger, at sådanne garantier bl.a. skal omfatte følgende punkter:

—

for at et repræsentativt søgsmål kan erklæres antageligt, skal der eksistere en klart identificeret gruppe, og gruppens medlemmer skal være identificeret, inden sagen anlægges;

—

den europæiske tilgang til kollektive retsmidler skal tage udgangspunkt i "opt-in"-princippet, idet ofrene for at undgå potentielt misbrug identificeres klart og kun deltager i proceduren, hvis de udtrykkeligt har tilkendegivet, at de ønsker det; understreger nødvendigheden af at respektere de eksisterende nationale ordninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet; opfordrer Kommissionen til at overveje et system, der vil give relevante oplysninger til alle berørte potentielle ofre, øge repræsentativiteten af kollektive søgsmål, gøre det muligt for det største antal ofre at søge erstatning og sikre enkel, prisoverkommelig og effektiv adgang til domstolene for EU-borgere, idet man således undgår overdreven brug af retsprocedurer og deraf følgende unødvendige individuelle og kollektive skridt i forbindelse med den samme overtrædelse; opfordrer medlemsstaterne til at indføre effektive mekanismer, der sikrer, at så mange ofre som muligt bliver informeret og bevidstgjort om deres rettigheder og pligter, navnlig når de er bosat i forskellige medlemsstater, idet man samtidig undgår at skade den berørte parts rygte, således at princippet om forhåndsformodning om uskyld overholdes;

—

et system med gruppesøgsmål, hvor ofrene ikke identificeres, inden afgørelsen er truffet, skal forkastes, da det strider mod mange medlemsstaters lovgivning og krænker rettighederne for ofre, der kan komme til at deltage i retssagen uden at vide det og alligevel være bundet af rettens afgørelse;

—

medlemsstaterne bør sikre, at en dommer eller et lignende organ til stadighed har skønsbeføjelser i form af en indledende kontrol af ethvert potentielt kollektivt søgsmål for at fastslå, om kriterierne for sagens antagelse til påkendelse er opfyldt, og søgsmålet er egnet til domstolsprøvelse;

—

medlemsstaterne bør udpege de organisationer, der er beføjet til at anlægge repræsentative søgsmål, og det ville være nyttigt med EU-kriterier, der klart definerer de enheder, der har sådanne beføjelser; disse kriterier kan baseres på artikel 3 i direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser, men skal præciseres yderligere både for at sikre, at man undgår misbrug af retssager, og at der gives adgang til domstolsprøvelse; kriterierne bør bl.a. omfatte de beføjede organisationers finansielle og menneskelige ressourcer;

—

det skal under alle omstændigheder stå ofre frit for som alternativ at forsøge at opnå individuel erstatning ved en kompetent ret;

—

den horisontale ramme bør kun omfatte erstatning for faktisk lidte tab, og der skal gælde et forbud mod erstatning med karakter af straf; i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper skal den erstatning, der tilkendes, fordeles mellem de enkelte skadelidte i forhold til deres individuelle tab; advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, er stort set et ukendt begreb i EU og bør ikke indgå i den obligatoriske horisontale ramme;

—

kollektive sagsøgere må ikke være stillet bedre end individuelle sagsøgere med hensyn til at få adgang til bevismateriale fra sagsøgte, og hver enkelt sagsøger skal føre bevis for sit krav; der er i EU for det meste ingen pligt til at stille dokumenter til rådighed for sagsøgerne ("discovery"), og en sådan forpligtelse må ikke indgå i den horisontale ramme;

—

en retssag vil altid være forbundet med en økonomisk risiko, og medlemsstaterne må fastlægge deres egne omkostningsfordelingsregler, hvorefter den tabende part skal bære modpartens omkostninger for at undgå alt for mange uberettigede krav i forbindelse med en EU-omfattende kollektiv klagemekanisme;

—

Kommissionen må ikke fastlægge betingelser eller retningslinjer for finansiering af erstatningssøgsmål, da det i de fleste medlemsstaters retssystemer er en ukendt fremgangsmåde at anvende finansiering fra tredjemand, f.eks. ved at tilbyde en andel af den tilkendte erstatning; dette udelukker ikke, at medlemsstaterne fastlægger betingelser eller retningslinjer for finansiering af erstatningssøgsmål;

21.

foreslår, såfremt Kommissionen forelægger et forslag til en horisontal ramme for kollektive retsmidler, at der bør vedtages et princip om opfølgende handling, hvorved privat håndhævelse i henhold til kollektive retsmidler kun kan gennemføres, hvis Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har truffet forudgående afgørelse om overtrædelse; konstaterer, at et princip om efterfølgende handling ikke udelukker muligheden for i en retsakt både at have enkeltstående og efterfølgende søgsmål;

22.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan forbrugernes kendskab til kollektive klageordninger kan øges, og hvordan samarbejdet mellem de enheder, der er kvalificerede til at anlægge kollektive søgsmål, kan fremmes; understreger, at forbrugerorganisationer og Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (ECC-Net) kan spille en afgørende rolle i arbejdet med at viderebringe oplysningerne til så mange ofre for overtrædelser af EU-retten som muligt;

23.

understreger, at mange af de overtrædelser af EU-retten, Kommissionen har identificeret i forbindelse med EU’s forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, kræver øgede muligheder for forbud (10), men erkender samtidig, at et forbud ikke er tilstrækkeligt, når en part har lidt skade og har ret til erstatning; anmoder Kommissionen om at få fastlagt, i relation til hvilken EU-lovgivning det er vanskeligt at opnå erstatning;

24.

mener, at det bør gøres for at identificere de områder, hvor den horisontale ramme kan give mulighed for kollektiv erstatning for overtrædelser af den pågældende lovgivning og for overtrædelser af EU’s konkurrenceregler; opfordrer til, at den relevante EU-lovgivning opregnes i et bilag til det horisontale instrument;

25.

understreger, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer ofte afhænger af forhandlerens vilje til at samarbejde, og mener, at eksistensen af en effektiv ordning for klager ved domstolene ville fungere som et kraftigt incitament for parterne til at nå til enighed uden om domstolene, og at dette kunne resultere i, at et væsentligt antal tvister undgås; opfordrer til, at der indføres ordninger med alternativ tvistbilæggelse på EU-plan, således at tvister kan løses hurtigt og billigt som et mere attraktivt alternativ til retssager, og foreslår, at dommere, der udfører den forudgående antagelighedskontrol i forbindelse med kollektive søgsmål, ligeledes bør gives beføjelse til at pålægge de involverede parter først at forsøge at indgå et kollektivt forlig, inden der skrides til kollektive søgsmål; mener, at de kriterier, Domstolen har opstillet (11), bør være udgangspunktet for indførelsen af en sådan beføjelse; understreger imidlertid, at disse instrumenter (som navnet antyder) skal forblive et alternativ til retsmidler, ikke en forhåndsbetingelse derfor;

26.

understreger, at en horisontal ramme selv bør indeholde regler med henblik på at forhindre kapløb til domstolene ("forum shopping"), men at mulighederne for domstolsprøvelse ikke må forringes, og at Bruxelles I-forordningen bør anvendes som udgangspunkt for beslutningen om, hvilke domstole der bør være kompetente;

27.

opfordrer til, at det undersøges nærmere, hvordan lovvalgsreglerne kan ændres; mener, at en løsning kunne være at anvende lovgivningen i det land, hvor flertallet af de skadelidte har hjemsted, idet det fortsat bør stå de enkelte skadelidte frit for ikke at deltage i det kollektive opt-in-søgsmål, men i stedet forsøge at opnå erstatning individuelt i overensstemmelse med de generelle internationalprivatretlige regler i Bruxelles I-, Rom I- og Rom II-forordningen;

28.

understreger, at Kommissionen ifølge Domstolens dom i sag C-360/09, Pfleiderer, skal sikre, at kollektive retsmidler ikke skader effektiviteten af reglerne for bødefritagelse og -nedsættelse og af bilæggelsesproceduren;

29.

insisterer på, at Europa-Parlamentet inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure skal involveres i ethvert lovgivningsinitiativ vedrørende kollektive retsmidler, og at ethvert forslag skal være baseret på en detaljeret konsekvensanalyse;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter på EU-plan.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/39

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1),

—

der henviser til udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1924/2006 for så vidt angår listen over ernæringsanprisninger,

—

der henviser til den udtalelse af 13. oktober 2011 fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 25 i forordning (EF) nr. 1924/2006,

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer for gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1924/2006, der blev godkendt af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 14. december 2007 (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (3),

—

der henviser til artikel 5a, stk. 3, litra b), i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 88, stk. 2 og stk. 4, litra b),

A.

der henviser til, at ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1924/2006 ikke må være usande, tvetydige eller vildledende;

B.

der henviser til, at anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1924/2006 udelukkende kan tillades, hvis det kan forventes, at gennemsnitsforbrugeren kan forstå de gavnlige virkninger, således som de udtrykkes i anprisningen;

C.

der henviser til, at sammenlignende ernæringsanprisninger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1924/2006 skal sammenligne den pågældende fødevares sammensætning med en række fødevarer i samme kategori, herunder andre varemærkers fødevarer;

D.

der henviser til, at fødevareinformation i henhold til artikel 7 i forordning (EU) nr. 1169/2011 ikke må være af en sådan art, at den vildleder forbrugerne med hensyn til fødevarens art, egenskaber og beskaffenhed;

E.

der henviser til, at den nye ernæringsanprisning fra Kommissionen "indeholder nu X % mindre [navn på næringsstof]", som skal medtages i bilaget til forordning (EF) nr. 1924/2006, i betragtning af de ovenfor nævnte grundlæggende principper for udvalget af tilladte ernæringsanprisninger, er i modstrid med basisretsaktens mål og indhold ved at være tvetydig, vildledende og forvirrende over for gennemsnitsforbrugeren;

F.

der henviser til, at den nyligt introducerede anprisning "indeholder nu X % mindre [navn på næringsstof]" er i modstrid med princippet om sammenlignende anprisninger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1924/2006; der henviser til, at den muliggør sammenligning af et produkts ernæringsmæssige værdier med en tidligere version af produktet, uanset det pågældende næringsstofs udgangspunkt, hvilket kunne være overdrevent højt i forhold til andre produkter på markedet; der henviser til, at det ikke vil være tilladt for produkter, hvis sammensætning ikke er blevet ændret, men alligevel har et lavere indhold af et bestemt næringsstof end et andet varemærkes produkt med en ændret sammensætning, at være ledsaget af en næringsanprisning, og dette vil uundgåeligt vildlede forbrugerne;

G.

der henviser til, at der i forbindelse med anprisningen "indeholder nu X % mindre [navn på næringsstof]" kan opstå illoyal konkurrence over for eksisterende anprisninger som f.eks. "reduceret indhold af [næringsstof]" og "light/let"; der henviser til, at for sidstnævnte skal der være en reduktion på mindst 10 % (for mikronæringsstoffer), 25 % (for natrium) eller 30 % (for sukkerarter/fedtstoffer) ved sammenligning med andre lignende produkter; der henviser til, at en forbruger kan antage, at den kvantificerede anprisning "indeholder nu X % mindre" er ensbetydende med en større reduktion end anprisningerne "reduceret" eller "light", på trods af at kravene er meget strengere for sidstnævnte anprisninger end kravene for anprisningen "indeholder nu X % mindre [næringsstof]", som kræver en minimumsreduktion på blot 15 %;

H.

der henviser til, at "indeholder nu X % mindre [navn på næringsstof]" kunne afskrække producenter fra at foretage mere markante ændringer af deres produkters sammensætning for at opfylde kravene for anprisningerne "reduceret" eller "light", idet det er nemmere at reducere et næringsstof med 15 % end 30 %;

I.

der henviser til, at Kommissionen i betragtning 4 i udkastet til foranstaltninger klart anerkender, at "[…] forbrugerne forventer, at en reduktion af sukkerindholdet er ensbetydende med et reduceret energiindhold"; der henviser til, at med hensyn til den foreslåede ændring af anprisningen "reducerede fedtstoffer/sukkerarter", som fastlagt i punkt 2 i bilaget til udkastet til foranstaltninger, tillader Kommissionen ligeledes, at sådanne anprisninger udarbejdes, selv når energiindholdet i det produkt, der er forsynet med anprisningen, stadig er "lig med" energiindholdet i et lignende produkt;

1.

er imod vedtagelsen af Kommissionens udkast til forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1924/2006 for så vidt angår listen over ernæringsanprisninger;

2.

mener, at Kommissionens udkast til forordning ikke er foreneligt med målet med eller indholdet af basisretsakten;

3.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et ændret udkast af foranstaltningen for udvalget;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/41

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 30. januar 2012,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 9.-10. december 2011,

—

der henviser til erklæringen af 9. december 2011 fra euroområdets stats- og regeringschefer,

—

der henviser til den britiske regerings holdning,

—

der henviser til initiativpakken “six-pack” og de to forslag fra Kommissionen om yderligere styrkelse af budgetdisciplinen (1),

—

der henviser til den erklæring, som Kommissionens formand fremsatte på Parlamentets møde den 18. januar 2012,

—

der henviser til resultatet af de forhandlinger, der har fundet sted i ad hoc-arbejdsgruppen om euroen og i eurogruppen,

—

der henviser til behovet for at bevare sammenholdet mellem aftaleparterne i og uden for euroområdet,

—

der henviser til redegørelsen på Parlamentets vegne fra dets repræsentant i ad hoc-arbejdsgruppen,

—

der henviser til sin beslutning af 18. januar 2012 om konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde (8.-9. december 2011) om et udkast til international aftale om en finanspolitisk stabilitetsunion (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

1.

bekræfter sin beslutning af 18. januar 2012, idet den endelige tekst til traktaten om stabilitet, samordning og styring i ØMU’en tages til efterretning, og giver atter udtryk for den opfattelse, at en aftale inden for rammerne af EU-retten ville have været at foretrække; beklager, at det ikke var muligt for alle medlemsstaterne at nå til enighed på grund af den britiske premierministers indsigelse;

2.

bemærker dog, at så godt som alle de elementer, der er indeholdt i den nye traktat, kan realiseres og i vid udstrækning allerede er blevet det inden for de eksisterende EU-retlige rammer og via afledt ret, med undtagelse af den gyldne regel, omvendt kvalificeret flertal og inddragelse af EU-Domstolen;

3.

mener, at den endelige tekst på mange punkter udgør en forbedring i forhold til den oprindelige tekst, og at en række af de ændringer, som Parlamentet havde foreslået, er blevet indføjet, især:

4.

erkender, at finansstabilitet er en vigtig del af løsningen på den nuværende krise; fastholder dog, at økonomisk genopretning kræver foranstaltninger til styrkelse af solidariteten og impuls til den bæredygtige vækst og beskæftigelse; glæder sig over, at Det Europæiske Råd nu anerkender dette forhold, men fastholder, at der er behov for konkrete og vidtrækkende foranstaltninger;

5.

gentager sin opfordring til, at der hurtigt etableres en amortisationsfond baseret på det forslag, der blev fremlagt af det tyske økonomiske ekspertråd; opfordrer til indarbejdelse af den lovgivning, der er nødvendig for at muliggøre en amortisationsfond, fortrinsvist inden for rammerne af den nuværende tosidede lovgivningsprocedure; beklager, at dette endnu ikke er påbegyndt; opfordrer Kommissionen til at fremlægge solide foranstaltninger til fremme af vækst og beskæftigelse;

6.

opfordrer nu, i kølvandet på rækken af foranstaltninger der skal sikre finansstabilitet, til indførelsen af projektobligationer, udarbejdelse af en køreplan for stabilitetsobligationer og indførelse på EU-niveau af en afgift på finansielle transaktioner, hvad Kommissionen allerede har foreslået;

7.

gør endvidere opmærksom på, at den nye aftale mangler visse betydningsfulde elementer:

8.

beklager dybt, at den endelige tekst ikke afspejler Parlamentets anmodning om, at dets formand kan deltage fuldt ud i de uformelle eurotopmøder; insisterer på, at den kommende formand for eurotopmøderne udsender en stående invitation til fuld deltagelse;

9.

fastholder, at aftaleparterne i fuldt omfang efterlever deres tilsagn om inden for højst fem år at integrere traktaten om stabilitet, samordning og styring i EU-traktaterne, og anmoder om, at de resterende mangler i Lissabontraktaten ved samme lejlighed udbedres;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til stats- og regeringscheferne, formanden for Det Europæiske Råd, formanden for eurogruppen, de nationale parlamenter, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/43

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran,

—

der henviser til erklæringen af 22. januar 2011 fra EU's højtstående repræsentant på vegne af E3+3-landene efter drøftelserne med Iran i Istanbul den 21. og 22. januar 2011,

—

der henviser til skrivelse af 21. oktober 2011 fra EU's højtstående repræsentant til Saeed Jalili, sekretær for det øverste nationale sikkerhedsråd i Den Islamiske Republik Iran,

—

der henviser til rapport af 8. november 2011 fra generaldirektøren for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om gennemførelsen af sikkerhedsaftalen til ikke-spredningstraktaten og de relevante bestemmelser i Sikkerhedsrådets resolutioner om Den Islamiske Republik Iran,

—

der henviser til resolution af 18. november 2011 fra IAEA's Styrelsesråd,

—

der henviser til EU's højtstående repræsentants udtalelse af 18. november 2011 om resolutionen fra IAEA's Styrelsesråd,

—

der henviser til EU's højtstående repræsentants udtalelse af 29. november 2011 om angrebet på og plyndringen af den britiske ambassade i Teheran,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 9. december 2011,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. november 2011, 1. december 2011 og 23. januar 2012,

—

der henviser til Irans engagement i traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), behovet for, at alle stater, der er parter i denne traktat, fuldt ud opfylder alle deres forpligtelser, og parternes ret til, i overensstemmelse med traktatens artikel I og II, at udvikle forskning, produktion og anvendelse af atomenergi til fredelige formål uden forskelsbehandling,

—

der henviser til Udenrigsudvalgets henstilling til Rådet om at føre en konsekvent politik over for regimer, over for hvilke EU anvender restriktive foranstaltninger, når deres ledere udøver deres personlige og kommercielle interesser inden for EU's grænser,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Iran med ratifikationen af NPT har svoret ikke at erhverve atomvåben og er retligt forpligtet til at anmelde alle sine nukleare aktiviteter, herunder nukleart materiale, og lægge dem ind under IAEA's kontrol;

B.

der henviser til, at Iran stadig ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til alle relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, hvoraf den seneste er resolution 1929 (2010), samt alle krav fra IAEA's Styrelsesråd, som fastslår, at agenturet skal have fuld og betingelsesløs adgang til alle lokaliteter, alt udstyr, alle personer og alle dokumenter, der vil gøre det muligt at foretage en grundig inspektion af Irans atomprogram og give IAEA mulighed for at varetage sin opgave som nuklear vagthund;

C.

der henviser til, at IAEA i sin rapport fra november 2011 udtrykker alvorlig bekymring over det iranske atomprograms mulige militære dimensioner, fordi der stadig kan være aktiviteter i gang, som har relevans for udviklingen af nukleare sprængladninger;

D.

der henviser til, at den iranske vicepræsident, Reza Rahimi, den 27. december 2011 truede med at anvende militær magt til at lukke Hormuzstrædet, såfremt landets olieeksport blev pålagt sanktioner; der henviser til, at den europæiske og amerikanske flådeindsats er øget med henblik på at imødegå denne trussel, og at den militære status nu er øget til "fuldt alarmberedskab" i hele regionen;

E.

der henviser til, at Iran i strid med sin forpligtelse i henhold til ikke-spredningstraktaten i hemmelighed har opført et berigningsanlæg i Fordow nær Qom og først oplyste IAEA om dets eksistens, længe efter at opførelsen var påbegyndt; der henviser til, at denne hemmelighedsfulde tilgang yderligere underminerer tilliden til de iranske forsikringer om, at landets atomprogram udelukkende er af civil karakter;

F.

der henviser til, at den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoğlu, den 5. januar 2012 på vegne af EU's højtstående repræsentant har sendt en indbydelse til Iran om at genoptage de nukleare drøftelser med E3+3-landene; der henviser til, at den iranske udenrigsminister, Ali Akbar Salehi, under den tyrkiske udenrigsministers besøg udtalte, at Iran er parat til at genoptage drøftelserne;

G.

der henviser til, at EU’s udenrigsministre har aftalt yderligere restriktive foranstaltninger over for Iran inden for både energisektoren, herunder en faseinddelt embargo på import af iransk råolie til EU, finanssektoren, herunder over for den Iranske nationalbank, og transportsektoren såvel som i form af yderligere eksportrestriktioner, navnlig hvad angår guld og kontroversielle varer med dobbelt anvendelse og teknologi samt yderligere angivelser af personer og foretagender, herunder mange der styres af korpset Den Islamiske Revolutionsgarde;

H.

der henviser til, at Rådet har genbekræftet, at det stræber efter at opnå en diplomatisk løsning på det iranske atomspørgsmål i overensstemmelse med tosporstilgangen;

I.

der henviser til, at Rådet atter har fastslået, at EU’s mål fortsat er at opnå en omfattende og varig løsning, der kan styrke den internationale tillid til, at det iranske atomprogram udelukkende tjener fredelige formål, samtidig med at det respekterer Irans legitime ret til fredelig udnyttelse af atomkraft i overensstemmelse med NPT;

1.

gentager, at spredningsrisikoen i forbindelse med Irans atomprogram fortsat er en kilde til stor bekymring for EU og finder IAEA-rapportens udtalelse om, at pålidelige oplysninger peger på, at Iran har udført aktiviteter, der er relevante for udviklingen af et nukleart sprænglegeme, stærkt foruroligende;

2.

finder det dybt beklageligt, at Iran med sin nylige påbegyndelse af uranberigelse på op til 20 % i det underjordiske anlæg i Fordow nær Qom har optrappet sine berigelsesaktiviteter i strid med seks resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd og elleve resolutioner fra IAEA's Styrelsesråd;

3.

gentager sin opfordring til Iran om at stoppe sin udvikling af berigelsesteknologi, som går langt ud over, hvad der er nødvendigt for at garantere en sikker levering af brændsel til civile formål, og som tilsidesætter de internationale bekymringer om hemmelige militære hensigter;

4.

er tilhænger af de yderligere restriktioner, som Rådet har vedtaget mod Iran inden for energi- og finanssektoren, såvel som de yderligere sanktioner mod personer og foretagender, herunder mange tilknyttet korpset Den Islamiske Revolutionsgarde; anerkender, at sanktioner og diplomatiske foranstaltninger kunne være nyttige i forbindelse med bestræbelserne på at få den iranske regering til at acceptere og respektere FN's resolutioner og således undgå en yderligere eskalering af situationen; noterer sig, at sanktioner ikke er et mål i sig selv, og at EU-sanktionerne mod Iran endnu ikke har opfyldt de erklærede mål;

5.

gentager EU's mangeårige holdning om, at de uafklarede spørgsmål med hensyn til Irans atomprogram skal løses på en fredelig måde, og at der ikke findes nogen militær løsning på konflikten;

6.

noterer sig, at der vil blive tale om en faseinddelt embargo mod import af iransk råolie til EU, og at allerede indgåede kontrakter fortsat kan gennemføres indtil 1. juli 2012; opfordrer Rådet til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at modvirke embargoens konsekvenser for de forskellige medlemsstater;

7.

anmoder om, at sanktioner eller restriktive foranstaltninger målrettes mod og står i et rimeligt forhold til det mål, der søges nået, og hovedsagelig har til formål at indvirke på den ansvarlige elite i repressive eller kriminelle regimer og de ansvarlige ikke-statslige aktører i fejlslagne stater, samt at risikoen for, at sanktionerne rammer civilbefolkningen, navnlig de mest sårbare grupper, så vidt muligt minimeres;

8.

støtter Rådets tilsagn om at arbejde for en diplomatisk løsning på spørgsmålet om Irans atomprogram i overensstemmelse med tosporstilgangen og EU's målsætning om at nå frem til en omfattende og langsigtet løsning; opfordrer de iranske myndigheder til at reagere positivt på tilbuddet om omfattende forhandlinger, således som det fremgår af EU's højtstående repræsentants skrivelse af 21. oktober 2011, ved tydeligt at vise, at de er rede til at engagere sig i tillidsskabende foranstaltninger og uden forhåndsbetingelser deltage i relevante drøftelser med henblik på at forholde sig seriøst til de eksisterende bekymringer over atomspørgsmålet;

9.

gentager sin opfordring til de iranske myndigheder om at opfylde Irans forpligtelser i henhold NPT; opfordrer indtrængende det iranske parlament og den iranske regering til at ratificere og gennemføre tillægsprotokollen og fuldt ud gennemføre bestemmelserne i den omfattende kontrolaftale;

10.

glæder sig over, at Iran har indvilliget i at modtage en fremtrædende IAEA-inspektionsdelegation under ledelse af vicegeneraldirektør Herman Nackaerts i perioden fra den 29. - 31. januar 2012;

11.

opfordrer på det kraftigste til, at Iran samarbejder fuldt ud med IAEA om alle uafklarede spørgsmål, især dem, der giver anledning til bekymring om det iranske atomprograms eventuelle militære dimensioner, herunder ved straks at give adgang til alle lokaliteter, udstyr, personer og dokumenter, som IAEA anmoder om, samt undlade at gøre indsigelse mod udnævnelsen af inspektører; understreger betydningen af at sikre, at IAEA får alle de ressourcer og den bemyndigelse, der er påkrævet for at kunne fuldføre sit arbejde i Iran;

12.

støtter op om IAEA’s bestræbelser på at overvåge udviklingen af Irans atomprogram i den hensigt at kunne give det internationale samfund et nøjagtigt overblik over situationen;

13.

anerkender, at dialogen og samarbejdet med Tyrkiet kan vise sig at spille en vigtig rolle i bestræbelserne på at opnå en løsning;

14.

fordømmer på det kraftigste Irans trussel om at lukke Hormuzstrædet; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til ikke at blokere Hormuzstrædet; mener, at et sådant tiltag ville kunne resultere i en konflikt i regionen og udløse gengældelsesangreb fra det internationale samfund;

15.

beklager, at Kina og Rusland fortsat afviser at støtte sanktioner mod Iran i FN's Sikkerhedsråd; opfordrer Rusland til at indstille støtten til Irans nukleare udvikling, indtil Iran fuldt ud overholder sine forpligtelser i henhold til de relevante FN-resolutioner;

16.

fordømmer på det kraftigste angrebet på Det Forenede Kongeriges ambassade i Teheran den 29. november 2011; opfordrer den iranske regering til at opfylde sine internationale forpligtelser om at beskytte diplomater og ambassader, herunder Wienerkonventionen;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommisionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Tyrkiets regering og parlament, Folkerepublikken Kinas regering og parlament, Den Russiske Føderations regering og parlament, generaldirektøren for IAEA, FN’s generalsekretær og det åndelige overhoveds samt den Islamiske Republik Irans regering og parlament.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/46

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 med titlen "Udvikling af sportens europæiske dimension" (COM(2011)0012),

—

der henviser til hvidbogen om idræt (COM(2007)0391),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Bekæmpelse af korruption i EU" (COM(2011)0308),

—

der henviser til de to konventer, som Europarådet har afholdt, henholdsvis den 19. august 1985 om tilskuervold og dårlig opførsel ved sportsbegivenheder, og den 19. august 1990 om anti-doping,

—

der henviser til sin beslutning af 5. juni 2003 om kvinder og sport (1),

—

der henviser til sin beslutning af 22. april 2004 om overholdelse af kernenormerne for arbejdskraften ved produktion af sportsartikler til De Olympiske Lege (2),

—

der henviser til sin beslutning af 14. april 2005 om doping inden for idræt (3),

—

der henviser til sin erklæring af 14. marts 2006 om bekæmpelse af racisme i forbindelse med fodbold (4),

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2006 om tvangsprostitution i forbindelse med internationale sportsarrangementer (5),

—

der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om professionel fodbolds fremtid i Europa (6),

—

der henviser til sin beslutning af 13. november 2007 om sportens rolle i forhold til uddannelse (7),

—

der henviser til sin beslutning af 8. maj 2008 med titlen "Hvidbog om idræt" (8),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi (9),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om sikkerhed ved online-spil (10),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om Kommissionens femte samhørighedsrapport og strategien for samhørighedspolitikken efter 2013 (11),

—

der henviser til sin erklæring af 16. december 2010 om øget støtte fra EU til breddeidrætten (12),

—

der henviser til Rådets beslutning nr. 2010/37/EF af 27. november 2009 om det europæiske år for frivilligt arbejde til fremme af aktivt medborgerskab (2011),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 18. november 2010 om sportens rolle som en kilde til og drivkraft for aktiv social inklusion (13),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 17. juni 2010 om en ny strategi for beskæftigelse og vækst,

—

der henviser til Rådets resolution af 1. juni 2011 om en EU-arbejdsplan for sport for 2011-2014 (14),

—

der henviser til Punta de l’Este-erklæringen af december 1999 og til UNESCO's rundbordsmøde om traditionel sport og spil (TSG) (15), der omhandler anerkendelse af traditionel sport og spil som en del af en immateriel arv og et symbol på kulturel mangfoldighed,

—

der henviser til Domstolens og Rettens praksis og Kommissionens beslutninger på sportens område,

—

der henviser til det europæiske charter om kvinders rettigheder i sport (Jump in Olympia - stærke(re) kvinder gennem sport),

—

der henviser til "Charter for Action to stamp out LGBT discrimination in sport",

—

der henviser til artikel 6, 19 og 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget (16) af 11.-12. oktober 2011 og til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg af 26.-27. oktober 2011 (17) med titlen "Udvikling af sportens europæiske dimension",

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kultur og Uddannelse og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Retsudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0385/2011),

A.

der henviser til, at sport bidrager til opnåelsen af EU’s strategiske målsætninger, idet sport bringer de grundlæggende pædagogiske og kulturelle værdier i fokus og er et middel til fremme af integration, så længe den henvender sig til alle borgere uafhængigt af køn, etnisk oprindelse, religion, alder, nationalitet, sociale forhold eller seksuel orientering;

B.

der henviser til, at sportens særlige karakter bør have forrang, når Domstolen træffer afgørelser og Kommissionen beslutninger om spørgsmål vedrørende sport;

C.

der henviser til, at alle berørte parter, herunder politiske beslutningstagere, skal tage hensyn til sportens særtræk, dens strukturer, der bygger på frivillighed, og dens sociale og uddannende funktion;

D.

der henviser til, at sportens særtræk er et produkt af de samlede individuelle og essentielle aspekter af sporten, som derved adskiller sig fra alle andre erhvervssektorer, herunder økonomiske aktiviteter; der henviser til, at den ikke desto mindre bør være underkastet EU-lovgivningen i det omfang, det er passende og nødvendigt, og med behandling af hver sag for sig;

E.

der henviser til, at en EU-indsats inden for sport altid bør tage særlige hensyn til sportens egenart, med respekt for dens sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle aspekter;

F.

der henviser til, at sport er en EU-kompetence i henhold til Lissabontraktaten og har til formål at fremme retfærdighed og åbenhed i sportskonkurrencer og samarbejde mellem de organisationer og myndigheder, der har ansvar for sport, og at beskytte sportsudøveres fysiske og moralske integritet og øge de sundhedsmæssige, sociale, kulturelle og økonomiske fordele ved sport, hvilket kræver passende finansiel og politisk støtte;

G.

der henviser til, at sport yder et enormt bidrag til positive værdier som fairplay, respekt og social integration;

H.

der henviser til, at milliarder af mennesker verden over dyrker sportsgrene, der er opfundet, kodificeret og udbredt i Europa, og bemærker endvidere, at den moderne olympiske bevægelse blev skabt i Frankrig af Baron Pierre de Coubertin;

I.

der henviser til, at EU's idrætspolitik skal udvikles til at behandle og støtte målene og målsætningerne i både professionel sport og amatøridræt;

J.

der henviser til, at støtte og fremme af sport for personer med psykiske eller fysiske handicap bør være en prioritet i EU i betragtning af sportens vigtige rolle i social integration, offentlig sundhed og frivilligt arbejde på tværs af grænserne;

K.

der henviser til, at frivilligt arbejde er hjørnestenen i størsteparten af amatøridrætten i Europa;

L.

der henviser til, at de 35 millioner frivillige, amatøridrætsklubberne og de godgørende idrætssammenslutninger alle bidrager til at udvikle breddeidrætten og formidle sportsidealer;

M.

der henviser til, at sport er afgørende for sundhedstilstanden i det moderne samfund, og at den gennem sin rolle inden for formel og ikke-formel uddannelse udgør et vigtigt element i en uddannelse af høj kvalitet og bidrager til ældre borgeres personlige velvære;

N.

der henviser til, at fremme af fysisk aktivitet og sport medfører betydelige besparelser i de offentlige sundhedsudgifter;

O.

der henviser til, at en afgørende motiverende faktor bag inddragelsen af borgerne i sport og fysisk aktivitet er at forbedre personlig sundhed og velvære;

P.

der henviser til, at brugen af doping er i strid med sportens værdier og udsætter sportsudøverne for alvorlige farer og fører til alvorlige og permanente helbredsskader;

Q.

der henviser til, at sport på højt niveau fremhæver visse centrale sportslige værdier og formidler disse værdier til samfundet i almindelighed og inspirerer til deltagelse i sport;

R.

der henviser til, at adskillige elitesportsudøvere står i en usikker situation, når de afslutter deres sportslige karriere,

S.

der henviser til, at det er vigtigt at forberede disse udøvere på et karriereskift ved at give dem mulighed for at modtage almen uddannelse eller erhvervsuddannelse sideløbende med deres idrætsuddannelse;

T.

der henviser til, at idrætsudøvernes grundlæggende rettigheder skal garanteres og beskyttes;

U.

der henviser til, at der kan finde verbale og fysiske voldshandlinger og diskrimination sted i forbindelse med sportskonkurrencer;

V.

der henviser til, at kvinders sportsudøvelse ikke er tilstrækkelig værdsat, og at kvinderne er underrepræsenteret i idrætsorganisationernes beslutningsorganer;

W.

der henviser til, at sportsaktiviteter kræver specifikke og passende faciliteter, udstyr og apparater, og at skolerne også bør have egnede faciliteter til at fremme fysisk træning;

X.

der henviser til, at idræt indtager en vigtig plads i den europæiske økonomi, for så vidt at den direkte eller indirekte repræsenterer 15 mio. arbejdspladser, dvs. 5,4 % af den erhvervsaktive befolkning samt en årlig merværdi på omkring 407 mia. euro, svarende til 3,65 % af det europæiske BNP, og at den økonomisk blomstrende sportssektor dermed bidrager til at nå målene i EU 2020-strategien;

Y.

der henviser til, at overtrædelsen af idrætsorganisationernes intellektuelle ejendomsret og den voldsomme stigning i digital piratkopiering, især direkte transmission af sportsbegivenheder uden tilladelse, bringer økonomien i hele sportssektoren i fare;

Z.

der henviser til, at sport på grund af modstandernes indbyrdes afhængighed og den konkurrencemæssige balance, der er nødvendig for at bevare usikkerheden om udfaldet, ikke fungerer som en typisk erhvervssektor;

AA.

der henviser til, at sport ikke opfører sig som en typisk økonomisk aktivitet som følge af dens særlige karakteristika og dens organisatoriske strukturer, som underbygges af forbund, der ikke fungerer som erhvervsvirksomheder, og at det er vigtigt at skelne mellem sportslige og kommercielle interesser;

AB.

der henviser til, at arbejdsmarkedsdialog i EU kan spille en vigtig rolle og derfor bør fremmes;

AC.

der henviser til, at sport spiller en vigtig rolle og skaber glæde for mange borgere, uanset om de er deltagere, fans eller tilskuere;

AD.

der henviser til, at større idrætsbegivenheder og sportsudøvelse har et stort potentiale, når det gælder om at øge udviklingen af turismen i EU, som kan sprede de værdier og principper, der er knyttet til sporten;

AE.

der henviser til, at EU’s idrætsmodel bygger på et forbund for hver idrætsgren og til, at de sportslige og finansielle solidaritetsmekanismer, såsom op- og nedrykningsprincippet, og åbne konkurrencer med deltagelse af både klubber og landshold, er organiseret på en selvstyrende, demokratisk og territorial basis med en pyramideformet struktur, der er resultatet af en lang, demokratisk tradition;

AF.

der henviser til, at åbenhed og demokratisk ansvarlighed i idrætsklubber kan forbedres ved inddragelse af fans i ejerskabet og ledelsesstrukturen for deres klubber;

AG.

der henviser til, at idrætsorganisationerne på græsrodsniveau spiller en central rolle i styrkelsen af kulturen, fremme af social integration og styrkelsen af lokalsamfund;

AH.

der henviser til, at landsholdene spiller en vigtig rolle, og at internationale konkurrencer fortsat udgør en referencemodel, og at der bør træffes foranstaltninger imod tildeling af indfødsret af praktiske årsager;

AI.

der henviser til, at landsholdskonkurrencer i sig selv indebærer, at idrætsforbundene og klubberne kan drage nytte af udviklingen af idrætsudøvere fra deres eget land;

AJ.

der henviser til, at professionel idræt er sårbar over for og hårdt plaget af finansiel ustabilitet, og at det er de relevante forbunds ansvar at tilskynde klubberne til at vedtage en kultur præget af planlægning og fornuftig investering;

AK.

der henviser til, at internationale transfers kan være farlige for unge sportsfolk, da sportslig fiasko, familieopbrud og social marginalisering er nogle af de konsekvenser, der kan forekomme, når unge idrætsudøvere forlader hjemmet for tidligt;

AL.

der henviser til, at idrætsforbundene ikke råder over strukturelle eller retslige midler til effektivt at kunne bekæmpe aftalt spil;

AM.

der henviser til, at spilletjenester på grund af deres særlige beskaffenhed hverken er omfattet af direktiv 2006/123/EF (tjenesteydelsesdirektivet) eller direktiv 2011/83/EU (det nye forbrugerrettighedsdirektiv);

AN.

der henviser til, at økonomisk støtte til breddeidrætten kun er sikret, hvis indehaverne af de nødvendige nationale spillicenser, som betaler skatter og afgifter og finansierer andre aktiviteter af offentlig interesse i medlemsstaterne, er forpligtede ved lov til at betale almennyttige afgifter og er effektivt beskyttede mod ulovlig konkurrence;

AO.

der henviser til, at regulering af spillernes agenter kræver en samordnet indsats mellem sportens styrende organer og offentlige myndigheder, således at effektive sanktioner kan pålægges agenter og/eller mellemmænd, der bryder reglerne;

AP.

der henviser til, at idrætten kan spille en rolle på forskellige områder for EU's eksterne forbindelser, bl.a. igennem diplomati;

1.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå et formålsbestemt og ambitiøst budget for sportspolitik under den kommende FFR som følge af de offentlige sundhedsmæssige, sociale, kulturelle og økonomiske fordele, som idrætten indebærer;

2.

opfordrer medlemsstaterne til at drage omsorg for, at idræt sættes på skemaet på alle slags skoler, og understreger betydningen af at tilskynde til deltagelse i idræt på alle uddannelsesniveauer fra de tidligste skoleår frem, herunder på skoler, universiteter og i lokalsamfundene, der bør opfordres til at stille idrætsfaciliteter med passende udstyr til rådighed;

3.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fastlægge klare retningslinjer for at integrere idræt og fysisk aktivitet i alle uddannelsesniveauer i alle medlemsstater;

4.

understreger betydningen af uddannelse gennem sport og sportens potentiale for at hjælpe socialt udsatte unge tilbage på ret kurs, og anmoder medlemsstaterne, de nationale forbund, ligaerne og klubberne om at udvikle og støtte initiativer, der har dette for øje;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og støtte samarbejde mellem skoler og sportsklubber; mener, at Kommissionen i denne forbindelse bør gøre brug af sin koordinerende funktion i idrætten for at indsamle eksempler på bedste praksis fra medlemsstaterne og gøre dem tilgængelige i en central database for alle interesserede parter i hele Europa;

6.

anbefaler, at Kommissionen tilskynder til udøvelse af sport blandt ældre borgere, da det bidrager til at fremme social interaktion og godt helbred;

7.

understreger, at idræt på alle alderstrin er et betydeligt område med stort potentiale for at højne det generelle sundhedsniveau blandt europæerne og opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at fremme deres engagement til fordel for idrætten og fremme en sund livsstil ved fuld udnyttelse af idrættens muligheder, således at sundhedsudgifterne falder;

8.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til mere energisk at støtte sundhedssagkyndige i at fremme deltagelsen i idræt og til at undersøge, hvordan sygeforsikringsselskaber kan opstille incitamenter, der kan tilskynde til udøvelse af idrætsaktiviteter;

9.

understreger vigtigheden af at gøre sporten tilgængelig for alle borgere i mange forskellige sammenhænge, både i skolen og på arbejdet, som en rekreativ aktivitet eller gennem klubber og foreninger;

10.

anerkender det arbejde, der er gjort af organisationer, der organiserer idrætsaktiviteter for personer med intellektuelle eller fysiske handicaps i EU; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og idrætsorganisationerne til med hensigtsmæssig finansiering at fremme og udvikle idrætsaktiviteter og -konkurrencer for handicappede, især ved at sikre dem lige adgang til idræt og gratis idrætsfaciliteter, der er særligt indrettet efter deres behov;

11.

betoner, at sporten er en betydelig socialt integrerende kraft på mange områder, såsom borgernes engagement og opfattelsen af demokrati, fremme af godt helbred, byudvikling, social integration, arbejdsmarkedet, beskæftigelse og faglig og akademisk uddannelse;

12.

opfordrer medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner til at øge deres tilskud til organisationer, der gennem sport søger at integrere mennesker, der risikerer social udstødelse, eller der fremmer sport for fysisk eller psykisk handicappede;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at gore idrætten til en permanent del af programmer og tjenester, der arbejder for reel integration af alle grupper, der er i fare for forskelsbehandling, og opfordrer idrætsorganisationerne til at indføre hensigtsmæssige træningsprogrammer for professionelle og frivillige for at forebygge og bekæmpe enhver form for forskelsbehandling og racisme;

14.

fremhæver, at idræt foregår med et godt eksempel for samfundet og opfordrer indtrængende sportens styrende organer til at føre an i bekæmpelsen af institutionel forskelsbehandling;

15.

minder om, at kønsdiskrimination ikke bør forekomme i sport, og opfordrer til, at anvendelsen af det olympiske charter udvides til alle sportsbegivenheder, især de europæiske;

16.

opfordrer Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne og de nationale styrende organer inden for idrættens verden til at forpligte sig til at bekæmpe homofobi og transfobi samt til at sørge for ordentlig gennemførelse af lovgivning og antidiskriminationspolitikker, navnlig for idrætsudøvere, der er lesbiske, bøsser, homoseksuelle og transpersoner;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at lægge større vægt på betydningen af fysisk træning af høj kvalitet for begge køn, og foreslår, at de udvikler de nødvendige strategier til at behandle dette spørgsmål;

18.

understreger, at sammensætningen af idrætsorganisationernes besluttende organer skal afspejle deres årlige generalforsamlingers sammensætning såvel som kønsfordelingen blandt deres godkendte spillere, hvilket vil give mænd og kvinder lige adgang til administrative stillinger, inklusive på tværnationalt niveau;

19.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende betydningen af sport som et middel til at fremme fred, økonomisk vækst, interkulturel dialog, folkesundhed, integration og kvinders frigørelse;

20.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at opfordre Den Internationale Olympiske Komité til i det olympiske charter at indføre en regel, der forbyder alle demonstrationer eller politisk, religiøs eller racistisk propaganda ved sportsbegivenheder, og på samme tid sikre, at der ikke lægges politisk pres på kvinder for at få dem til at overtræde denne regel, og at den ikke omgås ved, at landene undlader at sende kvinder til konkurrencerne;

21.

opfordrer idrætsorganisationerne til yderligere at fremme kvindernes deltagelse i sport og i organisationernes styrende organer ved at garantere lige adgang til idrætsaktiviteter, især for kvinder og piger fra dårligt stillede miljøer, ved at fremme kvinders deltagelse i sport og give både mænds og kvinders idræt og resultater samme vægt og synlighed; tilskynder medlemsstaterne til at udvikle foranstaltninger, der vil gøre kvindelige idrætsudøvere i stand til at forlige deres familieliv med deres sportskarriere og til at fremme ligestilling mellem kønnene i de statslige idrætspolitikker; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til udveksling af oplysninger og god praksis, hvad angår lige muligheder for begge køn inden for idrætten;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte europæiske organisationer, der arbejder for fremme og gennemførelse af henstillingerne fra det europæiske charter om kvinders rettigheder inden for idrætten;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere kønsaspektet i alle sportsrelaterede aktiviteter, med særligt fokus på: adgang til sport for indvandrerkvinder og kvinder fra etniske minoriteter, kvinders adgang til beslutningsdygtige stillinger inden for sport og mediedækning af kvinder i sporten, og til at sikre, at idrætspolitik og idrætslovgivning baseres på ligestilling mellem kønnene;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og fremme europæisk forskning i kvindeidrættens særlige karakter, i grundene til, at kvinder og piger opgiver at dyrke sport, og i de vedvarende uligheder i kvinders adgang til sport;

25.

opfordrer til etablering af netværk for kvinder på sportsområdet med henblik på at fremme udveksling af bedste praksis og information;

26.

understreger, at forældres forbud mod at lade indvandrerpiger deltage i idræt og svømning i skolen ikke kan tolereres eller undskyldes med kulturelle og religiøse begrundelser;

27.

påpeger, at selv om mange piger dyrker idræt i barneårene, falder de fra i ungdomsårene; henviser i denne forbindelse til, at pigerne ifølge de foreliggende undersøgelser udsættes for et direkte eller indirekte pres fra jævnaldrende og familie til at blive mere feminin eller påtage sig ansvar, der udelukker fortsat deltagelse; opfordrer medlemsstaterne og de nationale styrende organer for sporten til at udvikle strategier til programmer og trænere til navnlig at støtte idrætsinteresserede piger i at udvikle deres identitet som idrætsudøvere;

28.

understreger nødvendigheden af at støtte kampen mod doping og samtidig respektere idrætsudøvernes individuelle frihedsrettigheder, under særlig hensynstagen til de yngste idrætsudøvere, via forebyggelse og oplysningskampagner; opfordrer medlemsstaterne til at behandle handel med dopingstoffer i sportsverdenen på samme måde som handel med illegale stoffer og at tilpasse deres nationale lovgivning derefter og dermed bidrage til øget EU-koordinering på dette område; opfordrer Det Internationale Antidopingagentur (WADA) til at indføre et brugervenligt opholdssted-administrationssystem, der er i overensstemmelse med EU-retten, og fremhæver, at der er brug for statistikker om brugen af doping og udeblivelse fra prøver for at kunne anlægge en særligt indrettet tilgang til dopingbekæmpelsen;

29.

mener, at EU's tiltrædelse af Europarådets konvention om antidoping er et nødvendigt skridt til at koordinere en mere ensartet implementering af WADA-kodeksen i medlemsstaterne;

30.

går ind for større harmonisering af lovgivningen med henblik på at opnå et effektivt samarbejde mellem politi og retsvæsen i kampen mod doping og andre former for manipulation med sportsbegivenheder;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at behandle spørgsmålet om ludomani og beskyttelse af mindreårige mod risiciene ved hasardspil;

32.

går ind for at opstille klare regler for beskyttelsen af mindreårige i konkurrencesport og udvikle yderligere vitale beskyttelsesforanstaltninger i samråd med forbundene;

33.

understreger den afgørende betydning af parallel sports- og karriereuddannelse for unge idrætsudøvere; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med samtlige relevante aktører at udarbejde retningslinjer for, hvordan det sikres, at unge idrætsudøvere er i stand til at gennemføre et normalt skoleforløb og/eller erhvervsrettede studier ud over deres sportstræning, under hensyntagen til bedste gældende praksis i de enkelte medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til i denne forbindelse at inddrage tidligere sportsfolks relevante erfaringer, når disse ønsker at starte en trænerkarriere, etablere studieretninger skræddersyet til eliteidrætsudøvere, som gerne vil tage en videregående uddannelse, eller ønsker at udnytte deres erfaring til gavn for idrætten generelt;

34.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle uddannelsesprogrammer, der er strukturerede til at lette kombinationen af læring og uddannelse for professionelle idrætsudøvere;

35.

foreslår, at der etableres en referenceramme for kvalifikationer for trænere og træneruddannelse og at den indarbejdes i den europæiske referenceramme for kvalifikationer og programmer for livslang læring, for at fremme et videnbaseret samfund og udviklingen af ekspertise inden for trænerfaget for både amatører og professionelle;

36.

understreger den rolle, som trænere i udvikling og uddannelse af unge mennesker spiller, ikke bare i forhold til sportslige færdigheder, men også i forbindelse med livskompetencer; bemærker, at trænere kan vejlede unge i at udvikle en sund livsstil;

37.

opfordrer medlemsstaterne til i nært samarbejde med de relevante forbund at formene tilhængere adgang til stadioner, hvis de har udvist voldelig eller diskriminerende adfærd, og til at skabe en samordnet tilgang til indførelse og håndhævelse af straffende foranstaltninger mod dem, at arbejde tæt sammen om at sikre opretholdelsen af adgangsforbud til stadioner ved internationale kampe i andre medlemsstater end blot den, hvor forbuddet pålagdes, og til, under behørig respekt for individets frihed og rettigheder, at oprette en EU-database til deling af oplysninger og udvidelse af samarbejdet via et forbedret varslingssystem i forbindelse med højrisiko-kampe;

38.

er positivt stemt over for, at medlemsstaterne i samråd med de europæiske idrætsforbund udarbejder sikkerhedsmæssige mindstenormer for stadioner, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at spillere og fans er så sikre som muligt;

39.

påpeger, at når sport finder sted i naturen, skal der sikres en balance mellem sportens samfundsmæssige fordele og sundheden for miljøet dér, hvor det finder sted;

40.

understreger den potentielle betydning af sportsturisme på lokalt og nationalt niveau, og opfordrer medlemsstaterne til at bistå udviklingen af denne del af den økonomiske og kommercielle aktivitet;

41.

går ind for, at sportens særlige karakter bliver anerkendt inden for det indre marked og konkurrencelovgivningen, og gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om at vedtage retningslinjer for anvendelsen af EU-lovgivningen på idrætsområdet for at afhjælpe den megen juridiske usikkerhed;

42.

konstaterer, at sponsorater udgør en vital finansiel livline og skaber mange muligheder inden for idrætten, med respekt for principperne for finansielt fair play;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give frivillige aktiviteter i sport en høj status; gentager betydningen af frivillige i idrætten og betoner behovet for at etablere rammer for social anerkendelse og for at give de frivillige ordentlig oplæring, og går ind for udveksling af informationer og bedste praksis mellem medlemsstaterne i den hensigt at fremme frivilligt arbejde inden for idrætten og undersøge mulighederne for at opstille juridiske og skattemæssige rammer, der er gavnlige for idrætsforeningernes aktiviteter;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere et system til anerkendelse af kvalifikationer, som frivillige har erhvervet, og kvalifikationer, der kræves for at udøve regulerede sportsrelaterede erhverv;

45.

understreger, at gensidig anerkendelse af kurser og specialuddannelser som led i en samlet europæisk ramme for fagfolk, der arbejder som sagkyndige inden for sport, (f.eks. dommere og trænere) er af særlig betydning, da det på længere sigt vil bidrage til at øge konkurrenceevnen, hvilket igen vil gøre det muligt at undgå større indtægtstab;

46.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre højere uddannelser for sportsfolk og harmoniseret anerkendelse af deres sports- og uddannelsesmæssige kvalifikationer, for at øge den erhvervsmæssige mobilitet;

47.

opfordrer også medlemsstaterne til at forbedre strukturerne for tidligere sportsfolks tilbagevenden til arbejdsmarkedet og indslusning af dem i et karriereforløb, efter at deres sportskarriere er forbi;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje måder til at lette den finansielle byrde, der hviler på de lavest betalte professionelle sportsfolk, der har korte og ujævne karriereforløb; gentager, at professionelle sportsfolk, der er kategoriseret som atleter, og hvis indkomst fortrinsvist kommer fra sportsudøvelse, bør nyde de samme sociale sikringsrettigheder som arbejdstagere;

49.

anser arbejdsmarkedsdialog inden for sporten for et vigtigt redskab til at opnå en balance mellem grundlæggende rettigheder og arbejdstagerrettigheder for idrætsudøvere i kombination med sportens egenart;

50.

mener, at det for så vidt angår sportsindustriens økonomiske dimension, der er under stadig udvikling, er nødvendigt med omgående forbedringer af sportsrelaterede forhold på centrale områder som f.eks. den fri bevægelighed for arbejdstagere og tjenesteydelser, etableringsfrihed, anerkendelse af erhvervskvalifikationer, ophavsrettigheder samt regler for statsstøtte for at sikre, at sportsindustrien fuldt ud udnytter fordelene ved det indre marked;

51.

understreger, at kommerciel udnyttelse af de audiovisuelle rettigheder til idrætskonkurrencer på en centraliseret, eksklusiv og territorial basis er af fundamental betydning for at kunne sikre, at indtægterne fordeles retfærdigt mellem elitesporten og breddeidrætten;

52.

mener, at sportsbegivenheder, der anses for at være af betydelig samfundsmæssig interesse, bør gøres tilgængelige for det størst mulige publikum; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har taget skridtet, til at træffe foranstaltninger til at sikre, at mediestationer henhørende under deres jurisdiktion ikke sender sådanne begivenheder på monopolbasis;

53.

anerkender journalisters ret til at få adgang til og rapportere fra sportsarrangementer af offentlig interesse med henblik på at stå vagt om offentlighedens ret til at opnå og modtage uafhængige nyheder og information om sportsbegivenheder;

54.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at beskytte intellektuel ejendomsret, hvad angår sportsindhold, med behørig hensyntagen til offentlighedens ret til information;

55.

betragter sportsvæddemål som en form for kommerciel udnyttelse af konkurrencer, og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at beskytte sportsvæddemål mod enhver form for uautoriseret brug, udbydere uden tilladelse og mistanke om aftalt spil, især ved at anerkende arrangørernes ejendomsret i forhold til konkurrencerne og garantere et betydeligt finansielt bidrag fra spiludbyderne til massedeltagelse og breddeidræt og ved at værne om konkurrencernes ukrænkelighed med særlig vægt på uddannelsen af sportsfolk; mener dog, at sådanne ejendomsrettigheder ikke bør indskrænke retten til korte uddrag som fastsat i direktiv 2007/65/EF (direktivet om audiovisuelle medier);

56.

gentager sin anmodning om, at Kommissionen udarbejder retningslinjer om statsstøtte, hvori det fastsættes, hvilken type offentlig støtte der er legitim med det formål at opfylde de sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige målsætninger på idrætsområdet;

57.

opfordrer medlemsstaterne til at tage effektive skridt til at bekæmpe korruption og fremme etik inden for sporten; anser det derfor for afgørende, at hvert land indfører konsekvente regler for finansielt tilsyn med sportsklubber;

58.

tilskynder idrætsforbundene til at samarbejde med de retshåndhævende myndigheder, bl.a. ved at fremlægge oplysninger, med henblik på en tilstrækkelig og effektiv tilgang til at imødegå aftalt spil og anden form for svig inden for sporten;

59.

opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger til at sikre sportsstøtte fra lotterier;

60.

påpeger, at Kommissionens indførelse af satellitregnskaber i sportssektoren kommer på et særdeles belejligt tidspunkt, da det muliggør vurdering på nationalt plan af sportsrelaterede aktiviteter efter ensartede standarder og dermed gør det muligt at afsløre uregelmæssigheder, og det tilfører den europæiske økonomi og det indre marked merværdi;

61.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe praktiske foranstaltninger til at fremme udveksling af god praksis og fremme et tættere samarbejde med hensyn til tekniske aspekter og sportsrelateret forskning;

62.

mener, at de lokale og regionale myndigheders rolle for udviklingen af sportens europæiske dimension er afgørende, fordi der i deres institutionelle opgaver indgår at stille tjenester til rådighed for offentligheden på idrætsområdet og at støtte idrætsaktiviteter og de fornødne faciliteter finansielt;

63.

fastholder, at breddeidrætten bør have støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond, hvilket vil gøre det muligt at investere i sportsinfrastruktur, og tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at forsyne EU med et særligt budgetprogram for sport, som det nu er muligt i henhold til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

64.

bemærker, at idrættens strukturer i Europa hviler på nationalitets- og territoriebaserede principper;

65.

fastholder sin opbakning til den europæiske idrætsmodel, i hvilken forbundene spiller en central rolle, og hvis grundlag udgøres af forskellige aktører, herunder tilhængere, spillere, klubber, ligaer, forbund og de frivillige, hvilket spiller en grundlæggende rolle for støtten til hele idrætsstrukturen;

66.

opfordrer til, at det overalt i EU gøres nemmere at blive idrætsfrivillig;

67.

betoner den vigtige rolle, som lokale organer spiller i fremme af breddeidræt i samfundet, og opfordrer disse organer til at gå aktivt ind i de europæiske fora for debat og dialog om sportsverdenen;

68.

minder om, at god forvaltningspraksis inden for sporten er en forudsætning for idrætsorganisationernes selvstyre og selvregulering i overensstemmelse med principperne om åbenhed, ansvarlighed og demokrati, og understreger behovet for en striks politik mod korruption i sporten; understreger behovet for passende repræsentation af alle interessenter i beslutningsprocessen;

69.

opfordrer medlemsstaterne og sportens styrende organer til aktivt at stimulere den sociale og demokratiske rolle, som udfyldes af de sportsfans, der støtter fairplay-principperne, ved at fremme disses inddragelse i ejerskabet og de styrende strukturer i deres sportsklubber og som vigtige interessehavere i sportens styrende organer;

70.

fastholder, at sportsklubberne bør give spillerne orlov, når de udvælges til landholdene, og anerkende deres bidrag til at gøre større landskampturneringer til en succes, hvilket kan omfatte forsikringsmekanismer, og understreger, at der ikke findes en "mirakeltilgang", der passer til alle sportsgrene;

71.

understreger, at træning for spillere på lokalt niveau og investeringer i sportsuddannelse er nødvendige tiltag for en bæredygtig udvikling inden for idrætsbevægelsen i EU og udbredelsen af dens positive indflydelse på individ og samfund; anser det derfor for nødvendigt at sikre, at sport på højt niveau ikke påvirker udviklingen af unge sportsfolk, amatøridræt og den essentielle rolle, som spilles af idrætsorganisationerne på græsrodsplan; indskærper behovet for ækvivalens og anerkendelse af diplomer og kvalifikationer inden for sporten;

72.

fastholder sin støtte til UEFA's regel om hjemmedyrkede spillere og anser denne for en model for andre professionelle ligaer i Europa; støtter sportens styrende organers yderligere bestræbelser på at stimulere træningen af unge spillere inden for rammerne af EU-lovgivningen og dermed styrke den konkurrencemæssige fordel inden for konkurrencerne og en sund udvikling af den europæiske sportsmodel;

73.

finder, at udviklingen af nye talenter er en af kerneaktiviteterne i en sportsklub, og at en alt for stor afhængighed af transfer af spillere kan være undergravende for sportens værdier;

74.

understreger vigtigheden af træningstillæg, idet de udgør en effektiv beskyttelsesmekanisme for ungdomsakademierne og sikrer et retfærdigt investeringsafkast;

75.

mener, at sportsagent-professionen bør være reguleret som værende en erhvervsaktivitet og underkastes en ordning om tilstrækkelige officielle kvalifikationer, og at sportsagenter med henblik på gennemsigtighed bør have skattedomicil på EU's område; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med idrætsforbundene, spillerforeningerne og agentsammenslutningerne at udarbejde og implementere et EU-tilladelses- og registreringssystem, der skal suppleres med en adfærdskodeks og en sanktionsmekanisme;

76.

foreslår, at idrætsforbundene opretter et ikke-offentligt europæisk register over sportsagenter, hvori disse opfører navnene på de spillere, som de repræsenterer, for dermed at beskytte sportsudøverne, navnlig personer under 18 år, i den hensigt at minimere risikoen for interessekonflikter; er af den opfattelse, at betalingen af agenthonorarer for transferer bør ske ved delbeløb i løbet af gyldighedsperioden for den kontrakt, som sportsudøveren har indgået som et resultat af transferen, idet fuld betaling afhænger af, at kontrakten opfyldes;

77.

opfordrer medlemsstaterne til at supplere de eksisterende reguleringsmæssige bestemmelser om spilleragenter/mellemled med afskrækkende sanktionsmidler og til at være konsekvent i håndhævelsen af disse sanktioner;

78.

opfordrer sportens styrende organer til at øge gennemsigtigheden, hvad angår spilleragenternes aktiviteter, og til at samarbejde med medlemsstaternes myndigheder om at udrydde korruption;

79.

glæder sig over den undersøgelse, der er foretaget på Kommissionens anmodning, af den økonomiske og juridiske virkning af spillertransferer; finder også, at de skridt, som idrætsforbundene tager for at gøre internationale transferer mere gennemsigtige, skal nyde opbakning;

80.

er af den opfattelse, at de systemer, som sportens styrende organer har etableret for at skabe mere gennemsigtighed omkring international transfer af spillere, udgør et skridt i den rigtige retning, idet de tjener som et godt eksempel og har til formål at sikre idrætsturneringernes ukrænkelighed;

81.

udtrykker klart sin støtte til licenssystemer og til finansiel fairplay, idet disse tiltag tilskynder klubberne til at konkurrere i overensstemmelse med deres reelle finansielle kapacitet;

82.

finder, at disse foranstaltninger hjælper til med at forbedre styringen, genskaber en langsigtet finansiel stabilitet og bæredygtighed hos klubberne og bidrager til finansiel rimelighed i europæiske turneringer, og anmoder derfor Kommissionen om at anerkende, at sådanne regler er i overensstemmelse med EU-retten;

83.

glæder sig over idrætsforbundenes indsats for at forbyde ejerskab af mere end én sportsklub, der deltager i samme turnering; er af den opfattelse, at det bør være forbudt for spiludbydere at have styrende andel i et organ, der arrangerer eller deltager i turneringer, og at det bør være forbudt for organer, der arrangerer eller deltager i turneringer, at have styrende andel i et foretagende, der udbyder væddemål om begivenheder, som de arrangerer eller deltager i;

84.

opfordrer medlemsstaterne til at tage alle nødvendige skridt til at forebygge og straffe illegale aktiviteter, der påvirker idrættens ukrænkelighed, og til at gøre sådanne aktiviteter til strafferetsovertrædelser, navnlig hvis de er tilknyttet væddemål, hvorved forstås, at de omfatter overlagt og svigagtig manipulation af resultater af sportsturneringer eller faser heraf med henblik på at opnå en fordel, der ikke udelukkende er baseret på normal sportspraksis eller den hermed forbundne uvished;

85.

opfordrer indtrængende idrætsforbundene til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om at beskytte sportens ukrænkelighed;

86.

opfordrer Kommissionen til at gribe ind over for den uigennemskuelighed, der omgiver transferer og aftalt spil, som meddelt i dens antikorruptionsstrategi for EU, ved at opstille minimumsregler for definitionen af kriminelle handlinger på dette område;

87.

er dybt bekymret over de alvorlige ulovlige aktiviteter, der finder sted inden for sporten, f.eks. hvidvaskning af penge, og opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde om at håndtere disse spørgsmål og sikre større gennemsigtighed vedrørende de finansielle transaktioner, der finder sted som led i spillertransferer og spilleragenters virksomhed;

88.

fastholder, at det er af essentiel betydning, at der udvikles instrumenter til at fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder, sportsmyndigheder og totalisatorer i forbindelse med sager om svig inden for sport, og at der kan overvejes et samarbejde med Europol og Eurojust;

89.

anerkender sportsdomstolenes legitimitet til løsning af sportslige tvister, for så vidt at de overholder borgernes ret til retfærdig rettergang; opfordrer Den Internationale Sportsdomstol (CAS) til at tage EU’s lovbestemmelser i betragtning i forbindelse med bilæggelse af sportstvister, der opstår inden for EU;

90.

opfordrer Kommissionen til senest i 2012 at fremlægge forslag, der skal udvirke en bedre forståelse af sportens specifikke behov og praktiske tiltag til at imødekomme disse, under fuld hensyntagen til bestemmelserne i artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

91.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med tredjelande om spørgsmål som international spillertransfer, udnyttelse af mindreårige spillere, aftalt spil og ulovlige væddemål; understreger også behovet for at intensivere det internationale samarbejde om at fremme sporten i udviklingslandene;

92.

ser frem til resultaterne af de systemer, der er oprettet til at overvåge gennemsigtigheden og finansielt fairplay og til at bekæmpe korruption og menneskehandel; understreger nødvendigheden af, at systemet overholder EU-lovgivningen og reglerne for databeskyttelse; opfordrer sportens styrende organer til at sammenkæde data fra TMS (FIFA's Transfer Matching System) med andre antikorruptionssystemer for at opnå en mere effektiv overvågning som led i bekæmpelsen af aftalt spil;

93.

fremhæver behovet for at skride ind over for uautoriserede spiloperatører med hjemsted i og uden for EU, idet sådanne er i stand til at omgå systemer for overvågning af svig inden for sporten;

94.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for alt samarbejde med tredjelande at fremme den globale respekt for de olympiske regler og bestemmelser;

95.

anmoder klubberne om at respektere lovgivningen om immigration, når de skriver kontrakt med unge fra tredjelande, og at sikre sig, at alle kontraktbetingelser er i overensstemmelse med gældende ret; opfordrer til, at unge idrætsudøvere får mulighed for at vende tilbage til deres hjemlande under betryggende forhold, såfremt de ønsker det, navnlig hvis de ikke får gang i karrieren; indskærper i denne forbindelse, at det er af essentiel betydning, at den relevante lovgivning håndhæves;

96.

understreger behovet for at styrke beskyttelsen af mindreårige i forbindelse med international transfer; er af den opfattelse, at internationale transferer er potentielt farlige for unge idrætsudøvere, som er ekstremt sårbare, idet de er flyttet fra deres familie og hjemland i en ung alder og derfor bør have løbende opmærksomhed fra sportsorganisationerne;

97.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fremme den absolutte frihed, som både mænd og kvinder har, til at udøve enhver form for idræt, på trods af de regler og krav, der pålægges kvinder med begrundelse i kulturelle, traditionelle, historiske eller religiøse faktorer i samfundet;

98.

opfordrer Kommissionen til at udvide de eksisterende programmer til fremme af sport som et instrument i dens udviklingspolitik og til at iværksætte nye initiativer på dette område;

99.

opfordrer Kommissionen til:

100.

foreslår, at der skal flages med EU-flaget ved større internationale idrætsbegivenheder, og foreslår idrætsforbundene, at de også overvejer ideen om, at flaget forekommer på de dragter, som bæres af medlemsstaternes idrætsudøvere, ved siden af det nationale flag; understreger, at det bør være helt frivilligt og bero på medlemsstaternes og idrætsorganisationernes afgørelse, hvorvidt de vil benytte sig af ovennævnte mulighed;

101.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til de europæiske, internationale og nationale sportsforbund.

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/60

—

der henviser til retten til at indgive andragender i medfør af artikel 227 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til de modtagne andragender, der er opført i bilaget til betænkningen fra Udvalget for Andragender (A7-0335/2011),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (5) (SMV),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse - Erklæring fra Kommissionen (7),

—

der henviser til konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århus, Danmark, den 25. juni 1998),

—

der henviser til ekspertundersøgelsen om affaldshåndtering " Waste management in Europe: main problems and best practices", juli 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 202, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0335/2011),

A.

der henviser til, at Udvalget for Andragender har modtaget og antaget 114 andragender i perioden 2004-2010 vedrørende overtrædelser af dette regelsæt fra følgende medlemsstater: Italien, Grækenland, Frankrig, Spanien, Irland (over 10 andragender hver), Bulgarien, Det Forenede Kongerige, Polen, Rumænien, Tyskland (3-10 andragender hver), Østrig, Ungarn, Litauen, Malta, Portugal og Slovakiet (1 andragende hver);

B.

der henviser til, at Udvalget for Andragender har udarbejdet fem rapporter om undersøgelsesbesøg i forbindelse med andragender om affald til Irland (8), Fos-sur-Mer (Frankrig) (9), Path Head landfill (Det Forenede Kongerige) (10), Campania (Italien) (11) og Huelva (Spanien) (12);

C.

der henviser til, at andragender om miljøspørgsmål konsekvent udgør den største gruppe andragender, der modtages, mens andragender om affald udgør en vigtig undergruppe, og der henviser til, at bekymring over affald påvirker borgerne meget direkte i hele EU, især i spørgsmål om godkendelsesproceduren for nye affaldshåndteringsanlæg eller driften af eksisterende anlæg, herefter følger bekymringer om den overordnede affaldshåndtering;

D.

der henviser til, at størstedelen af andragenderne om affald handler om affaldshåndteringsanlæg, heraf omkring 40 % om godkendelsesproceduren for planlagte nye anlæg og yderligere 40 % om driften af eksisterende anlæg, hvoraf 75 % vedrører deponeringsanlæg og 25 % vedrører forbrændingsanlæg, mens de resterende andragender rejser spørgsmål om den overordnede affaldshåndtering;

E.

der henviser til, at de seneste tal fra Eurostat (2009) viser, at EU-borgere i gennemsnit producerer 513 kg affald om året, hvor mange nye medlemsstater ligger et godt stykke under gennemsnittet, mens de mest industrialiserede lande ligger i front;

F.

der henviser til, at de lande, der producerer mest affald, viser de højeste rater af genanvendelse, kompostering og forbrænding af affald til energi, mens de nærmer sig eller har nået en nulrate for deponering, mens de medlemsstater, der i gennemsnit producerer mindst affald, derimod ligger i top, når det gælder deponering, og viser meget lavere rater af genanvendelse og endda forbrænding;

G.

der henviser til, at nogle forbrændingsanlæg ikke har en passende infrastruktur til sortering og behandling af affald; der henviser til, at der tilsyneladende ikke er nogen klare grænser for, hvilke typer affald, der forbrændes, og at spørgsmålet om, hvad der derefter gøres af den giftige aske fra forbrændingsprocessen, fortsat er en kilde til bekymring;

H.

der henviser til, at der i direktiv 2008/98/EF er fastsat regler, der skal beskytte miljøet og menneskers sundhed ved at forebygge eller mindske de negative konsekvenser af produktion og håndtering af affald og ved at reducere de samlede konsekvenser af ressourceudnyttelse og forbedre effektiviteten af denne, hvilket giver fordele for EU-borgerne i form af sundhed og velvære, samtidig med, at der opnås en miljømæssigt bæredygtig metode til bortskaffelse af affald;

I.

der henviser til, at direktiv 2008/99/EF om strafferetlig beskyttelse af miljøet fastsætter et minimum antal miljørelaterede lovovertrædelser og kræver, at medlemsstaterne fastlægger mere afskrækkende strafferetlige sanktioner for denne type overtrædelse, når den begås forsætligt eller på grund af grov uagtsomhed;

J.

der henviser til, at en affaldshåndteringsplan i henhold til affaldsrammedirektivet skal sikre, at alt affald indsamles og ekspederes ind i et netværk af passende affaldshåndteringsanlæg til nyttiggørelse og endelig bortskaffelse, og skal omfatte foranstaltninger til at reducere affaldsmængderne ved kilden;

K.

der henviser til, at i visse regioner så som Fos-sur-Mer (Frankrig - 2008), Path Head (Storbritannien - 2009), Huelva (Spanien - 2009) og Campania (Italien - 2011) har de fremskridt, der er gjort med hensyn til affaldsreduktion og genanvendelse af husholdningsaffald, været minimale, og der henviser til, at husholdningsaffald og andet affald fortsat bringes tilfældigt til deponering, i nogle tilfælde tilsyneladende blandet med forskellige typer af industriaffald;

L.

der henviser til, at fristen for gennemførelse af affaldsrammedirektivet var december 2010, men at kun seks medlemsstater har gennemført det, og at Kommissionen træffer aktive foranstaltninger til at sikre, at resten fuldfører gennemførelsen og begynder at anvende det snarest muligt,

M.

der henviser til, at husholdningsaffald bør håndteres i overensstemmelse med affaldshierarkiet, der bygger på forebyggelse, begrænsning, genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse (f.eks. energi) og bortskaffelse, i overensstemmelse med artikel 4 i affaldsrammedirektivet;

N.

der henviser til, at et ressourceeffektivt Europa er et af flagskibsmålene i Europa 2020-strategien, og at affaldsrammedirektivet har opstillet et mål på 50 % for genanvendelse af kommunalt affald, der skal opfyldes i 2020 i alle medlemsstaterne, idet det erkendes, at det er en vigtig del af ressourceeffektivitetsmålene at udvikle EU til en cirkulær og grøn økonomi, der anvender affald som en ressource;

O.

der henviser til, at der er adskillige grunde til, at der ikke er iværksat affaldshåndteringsplaner i overensstemmelse med affaldsrammedirektivet, og at disse omfatter manglende gennemførelse og håndhævelse, mangel på behørigt uddannet personale på lokalt og regionalt plan og koordinering på nationalt plan, utilstrækkelig kontrol på EU-plan, manglende allokering af passende ressourcer og manglende bødesystem og derved forsømmes mulighederne for god affaldshåndtering med henblik på at reducere drivhusgasemissionerne og andre miljømæssige konsekvenser og at begrænse Europas afhængighed af importerede råmaterialer;

P.

der henviser til, at en vigtig faktor, der ofte bliver overset, er, at genbrugsindustrien byder på et potentiale på op mod en halv million arbejdspladser, da visse typer affald udgør en produktiv ressource, som kan bidrage til at fremme miljømæssig bæredygtighed og være et skridt i retning af en grøn økonomi;

Q.

der henviser til, at håndtering af bioaffald i EU stadig er noget relativt nyt, og at de nuværende lovgivningsmæssige instrumenter skal udvikles og teknikkerne gøres mere effektive;

R.

der henviser til, at overholdelse af EU's mål for indsamling, genbrug og omlægning af affaldsdeponering fortsat skal være en prioritet;

S.

der henviser til, at medlemsstaterne - på nationalt, regionalt og lokalt plan - bærer hovedansvaret for gennemførelsen af EU-lovgivningen, og at EU drages til ansvar af borgerne for at sikre gennemførelse af affaldspolitikken, men ikke har tilstrækkelige midler til at håndhæve lovgivningen;

T.

der henviser til, at borgere ifølge Århuskonventionen har ret til at blive informeret om situationen i deres eget område, og at det påhviler myndighederne at informere og motivere borgerne til at udvikle en ansvarlig holdning og adfærd; der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 2003/35/EF skal sikre, at befolkningen tidligt og reelt gives mulighed for at deltage i udarbejdelse og ændring eller gennemgang af de planer eller programmer, der skal udarbejdes;

U.

der henviser til, at borgerne gennem andragenderne udtrykker en følelse af, at de offentlige myndigheder ikke har kontrol over situationen og til tider ikke er indstillede på at gøre sig de anstrengelser, der er nødvendige for at bidrage til løsninger, at tillidsforholdet er skadet, og at der styres direkte mod en åben konfrontation og handlingslammelse;

V.

der henviser til, at en nylig undersøgelse (13) foretaget for Kommissionen for at undersøge muligheden for at etablere et gennemførelsesagentur for affald i EU fremhævede, at mange medlemsstater ikke har tilstrækkelig kapacitet til at udarbejde planer for affaldshåndtering, eller inspektioner, kontroller og andre tiltag til at håndhæve affaldslovgivningen ordentligt;

W.

der henviser til, at undersøgelsen også afdækkede en høj grad af manglende overholdelse, ulovlig dumping og overførsel af affald, et stort antal klager fra borgere samt overtrædelsessager ved Domstolen og derfor manglende opfyldelse af de overordnede mål i EU's affaldslovgivning om at beskytte folkesundheden og miljøet;

X.

der henviser til at ulovlig bortskaffelse af affald også er blevet en del af den organiserede kriminalitet, hvilket rejser spørgsmål om de ansvarlige myndigheders rolle og, hvad angår industriaffald, om aftaler mellem virksomheder;

Y.

der henviser til, at de nuværende overvågnings- og kontrolprocedurer, der skal sikre, at husholdningsaffald ikke er forurenet af giftigt affald, nogle gange er svage eller ikke-eksisterende, hvilket medfører forurening af deponeringsanlæg og forbrændingsanlæg; og at det må understreges, at bortskaffelse af giftigt affald ved forbrænding i forbrændingsanlæg beregnet til forbrænding af husholdningsaffald er kategorisk forbudt;

Z.

der henviser til, at en tilbundsgående analyse af andragenderne bekræfter, at lovgivningen for et velfungerende og miljømæssigt forsvarligt affaldshåndteringssystem stort set er på plads, og at de vigtigste spørgsmål vedrører gennemførelse og håndhævelse, idet 95 % af andragenderne handlede om svigt på lokalt eller regionalt regeringsplan;

AA.

der henviser til, at nogle af de afgørende faktorer, der peges på som ansvarlige for denne tingenes tilstand, er en mangel på information og bevidsthed, administrativ kapacitet og finansielle og andre ressourcer på lokalt plan;

AB.

der henviser til, at Kommissionen har optrappet støtten - herunder 4,1 mia. EUR i 2005-2006 - for at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af EU's affaldsregler på nationalt plan, men at antallet af overtrædelsessager vedrørende affald alligevel udgjorde 20 % af alle overtrædelser af miljølovgivningen ved udgangen af 2009;

AC.

der henviser til, at omkostningerne ved dårlig affaldshåndtering er høje, og et regionalt system, der kan gennemføre hele cyklussen, vil skabe betydelige besparelser;

AD.

der henviser til, at gennemførelsen af affaldslovgivningen i EU er et offentligt ansvar, men at det er private og multinationale selskaber, der håndterer 60 % af husholdningsaffaldet og 75 % af affaldet fra virksomheder med en årlig omsætning på 75 mia. EUR (14);

AE.

der henviser til, at etablering af nye deponeringsanlæg og forbrændingsanlæg falder ind under bilag I.9 i direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (15) (VVM-direktivet), der kræver en VVM i henhold til artikel 4, stk. 1 eller i det mindste en screening i henhold til artikel 4, stk. 2, hvis deponeringsanlægget er omfattet af bilag II11.b;

AF.

der henviser til, at tilladelser til deponeringsanlæg falder ind under bilag II i VVM-direktivet, hvis de "kan få væsentlig indvirkning på miljøet" og er underkastet de tærskelkriterier, som medlemsstaterne har fastsat;

AG.

der henviser til, at VVM-direktivets artikel 6, stk. 4, fastslår, at den berørte offentlighed tidligt og effektivt skal have mulighed for at deltage i de beslutningsprocedurer på miljøområdet, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, og med henblik herpå skal have ret til at fremsætte kommentarer og udtalelser, mens alle muligheder stadig står åbne, over for den eller de kompetente myndigheder, inden der træffes afgørelse vedrørende tilladelsen;

AH.

der henviser til, at EU-direktiver og Århuskonventionen sætter særlig fokus på adgang til oplysninger og offentlig deltagelse i beslutningsprocesser på miljøområdet;

AI.

der henviser til, at det i mange andragender hævdes, at godkendelsesproceduren for affaldshåndteringsanlæg ikke har været helt i overensstemmelse med EU-lovgivningen, især hvad angår VVM og offentlig høring;

AJ.

der henviser til, at Kommissionen ikke har beføjelse til at gribe ind over for nationale myndigheders beslutninger, hvis tilladelserne er i overensstemmelse med de parametre, der fremgår af direktivet, og der er blevet gennemført en VVM-undersøgelse, men at nogle medlemsstater ikke har foretaget nogen grundig VVM, før de har givet tilladelse til at åbne eller udvide deponeringsanlæg eller opføre forbrændingsanlæg;

AK.

der henviser til, at der først kan indledes retssager, når et projekt er blevet godkendt af medlemsstaterne, og at borgerne har vanskeligt ved at forstå, at EU ikke effektivt kan gribe ind, før hele proceduren er blevet fuldført og projektet er godkendt af medlemsstaterne;

AL.

der henviser til, at de spørgsmål borgene rejser under den offentlige høringsproces og i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen om planlagte nye deponeringslokaliteter, ofte vedrører påståede overtrædelser af beskyttede områder, som det var tilfældet for deponeringsanlægget i nationalparken omkring Vesuv, eller frygt for negative konsekvenser for sundhed og velvære;

AM.

der henviser til, at affaldsdeponeringsdirektivet fastsætter parametrene for udstedelse af tilladelser og for fælles overvågningsprocedurer i drifts- og efterbehandlingsfaserne, og at deponeringsanlæg, der er lukket inden gennemførelsen af direktivet, ikke er omfattet af dets bestemmelser, samt at de kriterier, der er specificeret i direktivet, vedrører placering, vandkontrol, håndtering af perkolat, beskyttelse af jord og vand, kontrol med gasser, gener, farer, stabilitet og sikkerhedsbarrierer;

AN.

der henviser til, at planlagte placeringer af nye deponeringsanlæg anfægtes, fordi andragere føler, at de forstyrrer miljømæssigt eller kulturelt beskyttede zoner, som det fremgår af andragender vedrørende en plan om at åbne et nyt deponeringsanlæg i nationalparken omkring Vesuv, og der henviser til, at placering af lossepladser i områder, der hører under Natura 2000-nettet, bør betragtes som uforenelig med EU's miljølovgivning;

AO.

der henviser til, at Udvalget for Andragender har modtaget adskillige andragender - navnlig det, som gav anledning til undersøgelsesrejsen til Path Head (Det Forenede Kongerige) - vedrørende deponeringsanlæg, som er placeret tæt på nærtliggende huse, og hvor befolkningen udsættes for skadelige lugte, øget luftforurening og spredning af skadedyr tæt på deres hjem; påpeger dog, at definitionen af de præcise krav til at sikre beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet imidlertid er underlagt subsidiaritetsprincippet, som er forankret i traktaterne, idet EU-lovgivningen ikke indeholder præcise kriterier for deponeringsanlægs afstand fra huse, skoler og hospitaler;

AP.

der henviser til, at der i andragender om deponeringsanlæg ofte er blevet givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til eventuel grundvandsforurening, fordi ældre deponeringsanlæg ikke nødvendigvis har en membran, der forhindrer udsivning til grundvandsmagasiner, eller fordi membranerne ser ud til at være revnet, hvilket skaber mistanke om udsivning, eller fordi de ligger på geologisk ustabil grund og for tæt på grundvands-/drikkevandsreserver;

AQ.

der henviser til, at Kommissionen rapporterer, at der er blevet indledt 177 sager om overtrædelse af direktivet om affaldsdeponering siden 2001, og at en nylig opgørelse identificerede mindst 619 ulovlige deponeringsanlæg i EU;

AR.

der henviser til, at andragender og klager til Kommissionen vidner om tilstedeværelsen af et stort antal ulovlige deponeringsanlæg, der drivers uden tilladelse, men at det præcise antal er ukendt på grund af manglende overvågning;

AS.

der minder om, at deponering bør være en sidste udvej; der minder om, at offentlige myndigheder i nogle medlemsstater, som er sakket bagud med affaldsforebyggelse, genbrug og genanvendelse kan være under pres for at udvide eksisterende deponeringsanlæg - selv anlæg, der ikke lever op til kravene - eller åbne nye på kort sigt for at skaffe sig af med affald;

AT.

der henviser til, at brugen af forbrændingsanlæg, som ligger langt nede i affaldshierarkiet, er veletableret og accepteret af borgerne i visse lande, der anses for at have nået en høj grad af overholdelse af affaldsrammedirektivet, og som genvinder energi under processen, og at lande, som hidtil har ikke tyet til forbrænding, kan vælge at gøre det for at slippe af med akkumulerede efterslæb;

AU.

der henviser til, at dette kun må foregå på betingelse af streng kontrol og respekt for den relevante EU-lovgivning og med tanke på, at sådanne foranstaltninger kan ventes at fremprovokere forståelig modstand fra de umiddelbart mest berørte dele af befolkningen i nærheden, der er bekymrede over indvirkninger på deres sundhed;

AV.

mener, at det må erkendes, at nyere teknologi har reduceret emissioner fra forbrændingsanlæg betydeligt, og at lokalbefolkningen i visse medlemsstater - navnlig i dem, der har et højt niveau af affaldsforbrænding - synes at udvise større accept, muligvis fordi de anerkender forbrændingsanlæggenes produktion af varme eller strøm, og også på grund af gennemsigtigheden og tilgængeligheden af oplysninger om deres funktion;

AW.

der henviser til, at tilladelser til opførelse af forbrændingsanlæg møder samme modstand som deponeringsanlæg af samme årsager og med fokus på bekymring for luftforurening og negativ indvirkning på folkesundheden og/eller miljøbeskyttede områder;

AX.

der henviser til, at de offentlige myndigheder ofte vælger områder, som allerede er udsat for høj luftforurening til opførelse af forbrændingsanlæg, og at den kumulative sundhedseffekt for indbyggerne i området ikke må ignoreres, og der henviser til, at myndighederne ofte forsømmer at undersøge alternative muligheder for bortskaffelse af affald og energiproduktion via metanisering;

AY.

der henviser til, at fokus på forbrænding til energiproduktion som et første valg ikke desto mindre udgør en mere skadelig form for affaldshåndtering end forebyggelse, genanvendelse og genbrug, og disse derfor bør prioriteres i overensstemmelse med affaldsrammedirektivets affaldshierarki;