3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/1

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/2

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/2

1)

Kan det af det EU-retlige »ækvivalensprincip« ved gennemførelsen af EU-retten vedrørende en procedureordning, hvori de almindelige domstole, der skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet, ganske vist også skal efterprøve, om love er i strid med forfatningen, men ikke har kompetence til generelt at ophæve love, idet dette blev forbeholdt en forfatningsdomstol, der er organiseret på en særlig måde, udledes, at de almindelige domstole i de tilfælde, hvor en lov er i strid med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »charteret«), under proceduren også skal henvende sig til forfatningsdomstolen med henblik på generel ophævelse af loven og ikke blot kan undlade at anvende loven i det konkrete tilfælde?

2)

Skal chartrets artikel 47 fortolkes således, at den er til hinder for en procedurebestemmelse, hvorefter en ret, der ikke har international kompetence, beskikker en fraværskurator for en part, hvis opholdssted ikke kan fastlægges, og denne derefter ved »at give møde« bindende kan udvirke den internationale kompetence?

3)

Skal artikel 24 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) (herefter »forordning nr. 44/2001«) fortolkes således, at sagsøgte alene »giver møde« som omhandlet i denne bestemmelse, når den relevante processuelle handling foretages af den sagsøgte selv eller af en af den pågældende befuldmægtiget retsrepræsentant, eller gælder dette også ubegrænset, når der gives møde ved en i henhold til den enkelte medlemsstats lovgivning beskikkede fraværskurator?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/2

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/3

1)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og de EU-retlige principper om forbrugerbeskyttelse og kontraktmæssig ligevægt fortolkes således, at de er til hinder for de spanske retsforskrifter vedrørende pant, der, til trods for, at disse bestemmer, at panthaver kan anmode om, at sikkerhedsstillelsen udvides, når værdiansættelsen af en pantsat ejendom mindskes med 20 %, ikke fastsætter, at forbrugeren/debitor/rekvisitus — når værdiansættelsen er steget med samme eller en større procentdel i den tid, der er gået mellem stiftelsen og realiseringen af pantet — i forbindelse med proceduren for realisering af pantet kan anmode om en revurdering af værdiansættelsen i det mindste med henblik på virkningerne af LEC’s artikel 671 (2)?

2)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og de EU-retlige principper om forbrugerbeskyttelse og kontraktmæssig ligevægt fortolkes således, at de er til hinder for den spanske processuelle ordning for realisering af pant, hvorefter kreditor/rekvirenten kan overtage den pantsatte ejendom for 50 % af dennes værdiansættelse (nu 60 %), hvilket indebærer en ubegrundet straf for forbrugeren/debitor/rekvisitus svarende til 50 % (nu 40 %) af denne værdiansættelse?

3)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og de EU-retlige principper om forbrugerbeskyttelse og kontraktmæssig ligevægt fortolkes således, at der foreligger misbrug af rettigheder og uberettiget berigelse, når panthaver/rekvirenten efter at have overtaget den pantsatte ejendom for 50 % (nu 60 %) af værdiansættelsen begærer udlæg foretaget for det resterende beløb med henblik på indfrielse af den fulde gæld, til trods for at værdiansættelsen og/eller den reelle værdi af det aktiv, der er overtaget, er højere end den samlede skyldige sum, selv om en sådan handling er i overensstemmelse med den nationale procesret?

4)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og de EU-retlige principper om forbrugerbeskyttelse og kontraktmæssig ligevægt fortolkes således, at overtagelsen af den pantsatte ejendom til en skønnet værdi og/eller reel værdi, der er højere end det samlede realkreditlån, medfører, at LEC’s artikel 570 skal anvendes i stedet for LEC’s artikel 579 og artikel 671, og rekvirenten dermed skal anses for at have opnået fuld dækning?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/3

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Fjerde Afdeling) den 13.marts 2013 i de forenede sager T-229/11 og T-276/11, Inglewood m.fl. mod Parlamentet, ophæves.

—

Der afsiges en ny dom, og det fastslås, at Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse om forhøjelse af pensionsalderen fra 60 til 63 år og ophævelse af de særlige måder, hvorpå pensionen kan udbetales, dvs. enten i form af en tidlig pension eller i form af udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb, er ulovlig.

—

De anfægtede afgørelser annulleres.

—

Parlamentet tilpligtes at betale omkostningerne i begge instanser.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/4

1)

Har retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen af skyldnerens aktiver er blevet indledt, kompetence til at behandle en sag, som kuratoren har anlagt mod skyldnerens direktør om godtgørelse af betalinger, der har fundet sted efter selskabets insolvens (Zahlungsunfähigkeit), eller efter at det er blevet fastslået, at selskabet er teknisk insolvent (Überschuldung)?

2)

Har retten i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen af skyldnerens aktiver er blevet indledt, kompetence til at behandle en sag, som kuratoren har anlagt mod skyldnerens direktør om godtgørelse af betalinger, der har fundet sted efter selskabets insolvens (Zahlungsunfähigkeit), eller efter at det er blevet fastslået, at selskabet er teknisk insolvent (Überschuldung), såfremt direktøren ikke har bopæl i en anden af Den Europæiske Unions medlemsstater, men i en stat, der er part i Lugano II-konventionen?

3)

Er en sag som beskrevet i spørgsmål 1 omfattet af konkursforordningens artikel 3, stk. 1?

4)

Såfremt en sag som beskrevet i spørgsmål 1 ikke er omfattet af konkursforordningens artikel 3, stk. 1, eller rettens kompetence i denne henseende ikke omfatter en direktør, der har bopæl i en stat, der er part i Lugano II-konventionen:

Er der tale om en konkurssag som omhandlet i Lugano II-konventionens artikel 1, stk. 2, litra b)?

5)

Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende:

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/5

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/5

1)

Skal begrebet »[a]nlæg af stærkstrømsluftledninger med en spænding på mindst 220 kV og en længde på over 15 km« i punkt 20 i bilag I til direktiv 85/337 (1), som ændret ved direktiv 97/11 (2), fortolkes således, at de eneste elektriske anlæg, det omfatter, er luftledninger, som opfylder disse to kriterier?

2)

Skal begrebet »[…] transport af elektricitet gennem luftledninger« i punkt 3, litra b), i bilag II til direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, fortolkes således, at de eneste eltransmissionsanlæg, det omfatter, er luftledninger? I benægtende fald:

3)

Skal begrebet »[…] transport af elektricitet gennem luftledninger« i punkt 3, litra b), i bilag II til direktiv 85/337[, som ændret ved direktiv 97/11,] fortolkes således, at det omfatter transformerunderstationer?

4)

Skal begrebet »[…] transport af elektricitet gennem luftledninger« i punkt 3, litra b), i bilag II til direktiv 85/337[, som ændret ved direktiv 97/11,] fortolkes således, at det omfatter transformerunderstationer, selv om deres anlæggelse eller udvidelse gennemføres ved et projekt, der ikke indebærer anlæggelse af en luftledning?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/6

1)

Skal en sag, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skade og tab og om, at de sagsøgtes adfærd, bestående i indgåelse af en ulovlig aftale og misbrug af en dominerende stilling, erklæres ulovlig, og som er støttet på anvendelsen af almengyldige retsakter i en anden medlemsstat, anses for en civil- eller handelsretlig sag i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningen (1), når der henses til, at ulovlige aftaler er ugyldige fra tidspunktet for deres indgåelse, og at vedtagelsen af en retsregel derimod er en statslig handling på det offentligretlige område (acta iure imperii), som er underlagt de folkeretlige regler om staters jurisdiktionelle immunitet over for retter i andre stater?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende (dvs. hvis der er tale om en civil- eller handelsretlig sag i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningen), skal erstatningssøgsmålet da anses for en sag vedrørende gyldigheden af beslutninger truffet af selskabsorganer i henhold til forordningens artikel 22, stk. 2, hvorved der er mulighed for ikke at anerkende retsafgørelsen i medfør af forordningens artikel 35, stk. 1?

3)

Såfremt genstanden for erstatningssøgsmålet henhører under anvendelsesområdet for forordningens artikel 22, stk. 2, (enekompetence), har retten i den stat, hvori der anmodes om anerkendelse, da pligt til at efterprøve, om der foreligger sådanne omstændigheder som er opregnet i forordningens artikel 35, stk. 1, i forbindelse med anerkendelsen af en retsafgørelse, hvorved der er iværksat foreløbige og sikrende retsmidler?

4)

Kan klausulen om grundlæggende retsprincipper i forordningens artikel 34, stk. 1, fortolkes således, at anerkendelsen af en retsafgørelse, hvorved der er iværksat foreløbige og sikrende retsmidler, er i strid med de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i en medlemsstat, 1) hvis det primære grundlag for iværksættelsen af de foreløbige og sikrende retsmidler er det påstævnte beløbs anseelige størrelse, uden at der er foretaget en rimelig og begrundet beregning heraf, og 2) hvis anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den pågældende retsafgørelse kan påføre de sagsøgte parter et tab, som sagsøgeren — et selskab, der er erklæret konkurs — ikke har mulighed for at erstatte i tilfælde af, at erstatningssøgsmålet forkastes, hvilket kan have indvirkning på de økonomiske interesser hos den stat, hvori der anmodes om anerkendelse, hvorved statens sikkerhed således bringes i fare, henset til at Republikken Letland ejer 100 % af aktierne i Lidosta Rīga og 52,6 % af aktierne i AS Air Baltic Corporation?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/7

a)

af den af parterne aftalte modværdi (pris) for leveringen af den faste ejendom fratrukket momssatsen, eller

b)

af den af parterne aftalte modværdi (pris) for leveringen af den faste ejendom?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/7

a)

af den af parterne aftalte modværdi (pris) for leveringen af den faste ejendom fratrukket momssatsen, eller

b)

af den af parterne aftalte modværdi (pris) for leveringen af den faste ejendom?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/7

—

Rådets afgørelse 2013/129/EU af 7. marts 2013 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger annulleres (1).

—

Virkningerne af Rådets afgørelse 2013/129/EU opretholdes, indtil den er blevet erstattet af en ny akt, der er vedtaget på behørig vis.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/8

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (1), idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Republikken Polen pålægges i medfør af artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 133 228,80 EUR pr. dag fra datoen for dommens afsigelse på grund af tilsidesættelse af pligten til at meddele gennemførelsesbestemmelserne til direktiv 2009/28/EF.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/8

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Kommissionens direktiv 2010/61/EU af 2. september 2010 om den første tilpasning af bilagene til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF om indlandstransport af farligt gods til de videnskabelige og tekniske fremskridt (1), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/9

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/9

a)

det »forretningssted«, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, skal forstås som en filial, der tilhører debitor, mod hvilken der er indledt en hovedinsolvensbehandling, og som er til hinder for, at der i forbindelse med en samtidig likvidation af flere selskaber inden for den samme koncern kan indledes en sekundær insolvensbehandling mod disse selskaber i den medlemsstat, hvor disse selskaber har deres hjemsted, med den begrundelse, at der er tale om juridiske personer?

b)

den person eller myndighed, som har ret til at indgive begæringen om den sekundære insolvensbehandling, skal være bosiddende eller have sit hjemsted på den medlemsstats område, hvor den ret, der modtager begæringen om insolvensbehandling, er beliggende, eller tilkommer denne ret alle unionsborgere, for så vidt som de kan godtgøre, at der består en retlig forbindelse til det berørte forretningssted?

c)

eftersom hovedinsolvensbehandlingen er en likvidation, kan den sekundære insolvensbehandling af et forretningssted kun indledes, såfremt den opfylder de kriterier, som overlades til retten i den medlemsstat, som begæringen om den sekundære insolvensbehandling er indgivet til, at opstille?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/9

1)

Omfatter det personelle anvendelsesområde for artikel 4 i forordning nr. 883/3004 (1) personer, der ikke ønsker at fremsætte krav om ydelser af socialsikringsretlig eller familieunderstøttende art som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 1, men derimod om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse som omhandlet i artikel 3, stk. 3, sammenholdt med artikel 70 i forordningen?

2)

For det tilfælde, at spørgsmål 1 besvares bekræftende: er det som følge af artikel 4 i forordning nr. 883/2004 forbudt for medlemsstaterne helt eller delvis at udelukke dårligt stillede EU-borgere fra at opnå ikke-bidragspligtige sociale ydelser, der muliggør et eksistensminimum, i henhold til forordningens artikel 70, for derved at hindre, at der fremsættes urimelige krav om sådanne ydelser, der bevilges egne statsborgere i en lignende situation?

3)

For det tilfælde, at spørgsmål 1) eller 2 besvares benægtende: Er det i henhold til a) artikel 18 TEUF og/eller b) artikel 20, stk. 2, andet punktum, litra a), TEUF, sammenholdt med artikel 20, stk. 2, tredje punktum, TEUF og artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 (2) forbudt for medlemsstaterne helt eller delvis at udelukke dårligt stillede EU-borgere fra at opnå ikke-bidragspligtige sociale ydelser, der muliggør et eksistensminimum, i henhold til artikel 70 i forordning nr. 883/2004, for derved at hindre, at der fremsættes urimelige krav om sådanne ydelser, der bevilges egne statsborgere i en lignende situation?

4)

For det tilfælde, at det følger af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål, at en delvis udelukkelse fra at opnå ydelser, der muliggør et eksistensminimum, er i overensstemmelse med EU-retten: må bevillingen af ikke-bidragspligtige ydelser, der muliggør et eksistensminimum, til EU-borgere i andre situationer end akutte nødstilfælde begrænses til at stille de midler, der er nødvendige, for at vedkommende kan vende tilbage til hjemlandet, til rådighed, eller kræver artikel 1, 20 og 51 i chartret om grundlæggende rettigheder, at der stilles videregående ydelser til rådighed, som gør det muligt at tage permanent ophold?

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/11

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 157/2013 af 18. februar 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (EUT L 49 af 22.2.2013, s. 10) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne og deres medlemmer.

—

Rådet tilpligtes at betale de af sagsøgerne afholdt omkostninger i sagen.

1)

Første anbringende om, at Kommissionen handlede i strid med grundforordningen, da den valgte en landsdækkende told og afviste at beregne en individuel dumpingtold, på trods af at den havde alle nødvendige oplysninger hertil. I den forbindelse har sagsøgerne anført, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de relevante faktiske omstændigheder, begik en retlig fejl, undlod at begrunde sine konklusioner, tilsidesatte sin forpligtelse til at udvise omhu og tilsidesatte retten til forsvar samt retssikkerhedsprincippet og sagsøgernes berettigede forventninger.

2)

Andet anbringende om, at Kommissionens undladelse af at tilpasse eksportprisen, da den beregnede dumpingmargenen ved ikke at foretage en tilpasning i opadgående retning til eksportpriser for den omhandlede blandingsproducents blandinger, udgør et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de relevante faktiske omstændigheder og en retlig fejl.

3)

Tredje anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de relevante faktiske omstændigheder og tilsidesatte grundforordningen og princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den overvurderede importmængden af bioethanol fra USA og ikke behandlede denne import på samme måde som import fra tredjelande af den samme vare.

4)

Fjerde anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte grundforordningen, da den foretog beregninger af skadesmargenen.

5)

Femte anbringende om, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn og tilsidesatte grundforordningen, idet den baserede sin fastlæggelse af den væsentlige skade på en EU-erhvervsgren, som ikke fremstiller samme vare, og idet den definerede EU-erhvervsgrenen, før den definerede den samme vare.

6)

Sjette anbringende om, at den anfægtede forordning er behæftet med fejl som følge af åbenbart urigtige skøn og retlige fejl, da den væsentlige skade, som forordningen fastsætter, afgøres på baggrund af data, som hidrører fra en ikke-repræsentativ stikprøve af EU-producenterne.

7)

Syvende anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den konkluderede, at andre årsager til væsentlig skade ikke bryder årsagssammenhængen mellem den målrettede import og den angivelige skade på EU-erhvervsgrenen.

8)

Ottende anbringende om, at Rådet begik en retlig fejl og tilsidesatte proportionalitetsprincippet, da det vedtog en dumpingforanstaltning, som ikke er nødvendig.

9)

Niende anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og tilsidesatte principperne om god forvaltningsskik og forbud mod forskelsbehandling ved at fastslå, at undersøgelsen af bioethanol med oprindelse i USA var baseret på en tilstrækkelig klage, selv om sidstnævnte ikke opfyldte kravene i grundforordningen.

10)

Tiende anbringende om, at Kommissionen begik adskillige tilsidesættelser af sagsøgernes ret til forsvar og undlod at angive en begrundelse for vedtagelsen af den anfægtede forordning, idet den endelige meddelelse, på hvilken den er baseret, ikke indeholder væsentlige kendsgerninger og betragtninger vedrørende vedtagelsen af de endelige foranstaltninger. Kommissionen ændrede ligeledes foranstaltningernes gyldighedsperiode uden begrundelse, mens den ikke rettidigt gav sagsøgerne aktindsigt i de ikke-fortrolige oplysninger, og den gav heller ikke sagsøgerne tilstrækkelig tid til at fremkomme med bemærkninger til den endelige meddelelse.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/12

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 157/2013 af 18. februar 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (EUT L 49 af 22.2.2013, s. 10) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i sagen.

1)

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningen, idet den valgte en landsdækkende told og nægtede at beregne en individuel antidumpingtold på trods af den omstændighed, at den havde alle de oplysninger, den behøvede for at gøre dette. I den henseende bemærker sagsøgeren, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering af de relevante omstændigheder, begik en retlig fejl, undlod at begrunde sine konklusioner, tilsidesatte sin forpligtelse til at udvise omhu, og tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar såvel som retssikkerhedsprincippet og sagsøgerens berettigede forventninger.

2)

Andet anbringende om, at Kommissionens undladelse af at justere eksportprisen ved beregningen af dumpingmargenen, idet den ikke fortog en forhøjende justering af eksportpriserne for blandinger fra den omhandlede blander, udgør en åbenbart urigtig vurdering af de relevante omstændigheder og en retlig fejl.

3)

Tredje anbringende om, at Kommissionen har foretaget en åbenbart urigtig vurdering af de relevante omstændigheder og tilsidesat grundforordningen og princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at overvurdere importmængden af bioethanol fra USA og ved ikke at behandle denne import på samme måde som tredjelandsimport af det samme produkt.

4)

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har foretaget et åbenbart fejlskøn og tilsidesat grundforordningen ved beregningen af skadesmargenen.

5)

Femte anbringende om, at Kommissionen har foretaget et åbenbart fejlskøn og tilsidesat grundforordningen ved at basere sin afgørelse om væsentlig skade på en EU-erhvervsgren, som ikke producerer den samme vare, og ved at definere EU-erhvervsgrenen, før den definerede den samme vare.

6)

Sjette anbringende om, at den anfægtede forordning er fejlbehæftet som følge af åbenbare fejlskøn og retlige fejl, idet den væsentlige skade, den omhandler, er blevet fastslået på grundlag af data, der vedrører en ikke-repræsentativ stikprøve af EU-producenterne.

7)

Syvende anbringende om, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at andre årsager til væsentlig skade ikke brød årsagssammenhængen mellem den omhandlede import og den hævdede skade for EU-erhvervsgrenen.

8)

Ottende anbringende om, at Rådet begik en retlig fejl og tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at indføre en antidumpingforanstaltning, som ikke var nødvendig.

9)

Niende anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og tilsidesatte principperne om god forvaltningsskik og forbud mod forskelsbehandling ved at vurdere, at undersøgelsen vedrørende bioethanol fra USA var baseret på en fyldestgørende klage, selv om klagen ikke opfyldte de i grundforordningen fastsatte krav.

10)

Tiende anbringende om, at Kommissionen i flere tilfælde har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og undladt at begrunde indførelsen af den anfægtede forordning, idet de endelige oplysninger, hvorpå den er baseret, ikke indeholder væsentlige omstændigheder og overvejelser vedrørende vedtagelsen af de endelige foranstaltninger. Kommissionen har også ændret gyldighedsperioden for foranstaltningerne uden at begrunde dette, mens den ikke tillod sagsøgeren at få adgang til de ikke-fortrolige sagsakter i tide og heller ikke gav sagsøgeren tilstrækkelig tid til at indgive bemærkninger vedrørende de endelige oplysninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/13

—

Sagsøgeren tilkendes en erstatning på 958 920 EUR, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annulleres, tilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da:

3)

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at berøvelsen af sagsøgerens bankindskud ikke var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgeren er blevet berøvet sit bankindskud, da sagsøgerens bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgerens rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgerens tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

5)

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgeren ulovligt blev berøvet sit bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/14

—

Sagsøgeren tilkendes en erstatning på 1 999 121,60 EUR, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annullerestilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet:

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da:

3)

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at berøvelsen af sagsøgerens bankindskud ikke var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgeren er blevet berøvet sit bankindskud, da sagsøgerens bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgerens rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgerens tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgeren ulovligt blev berøvet sit bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/15

—

Sagsøgerne tilkendes en erstatning på 347 520,68 GBP, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annulleres, tilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da:

3)

Med det tredje anbringende gøres gældende, at berøvelsen af sagsøgernes indskud hverken var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgerne er blevet berøvet deres bankindskud, da sagsøgernes bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgernes rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgernes tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

5)

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgerne ulovligt blev berøvet deres bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/17

—

Sagsøgerne tilkendes en erstatning på 1 552 110,64 EUR, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annulleres, tilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da:

3)

Med det tredje anbringende gøres gældende, at berøvelsen af sagsøgernes indskud hverken var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgerne er blevet berøvet deres bankindskud, da sagsøgernes bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgernes rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgernes tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

5)

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgerne ulovligt blev berøvet deres bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/18

—

Sagsøgerne tilkendes en erstatning på 1 583 479 EUR, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annulleres, tilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da:

3)

Med det tredje anbringende gøres gældende, at berøvelsen af sagsøgernes indskud hverken var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgerne er blevet berøvet deres bankindskud, da sagsøgernes bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgernes rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgernes tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

5)

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgerne ulovligt blev berøvet deres bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/19

—

Sagsøgerne tilkendes en erstatning på 278 925,79 EUR, med den begrundelse, at de betingelser, som er opstillet i afsnit 1.23 til 1.27 i det aftalememorandum, der blev underskrevet den 26. april 2013 af Cypern og de sagsøgte, indeholder krav, som indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, nemlig artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder.

—

De relevante betingelser erklæres ugyldige, og der iværksættes snarest muligt en prøvelse af instrumenterne til finansiel bistand i artikel 14-18 i traktaten om etablering af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) i henhold til artikel 19 i lyset af Domstolens dom med henblik på at foretage ændringer for at efterkomme Domstolens dom.

—

For så vidt som den erstatning, der er anført i den første påstand, ikke tager højde for det forhold, at de relevante betingelser annulleres, tilkendes sagsøgeren erstatning for tilsidesættelse af artikel 263 TEUF.

1)

Med det første anbringende gøres det gældende, at de relevante betingelser i aftalememorandummet indeholder krav, som indebærer »en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« (1), idet

2)

Med det andet anbringende gøres det gældende, at de nedenfor nævnte tilsidesættelser samlet set var så indgribende, at de udgjorde følgende tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse af en højere retsregel, da

3)

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at berøvelsen af sagsøgerens bankindskud ikke var nødvendig eller forholdsmæssig.

4)

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de sagsøgte i sidste ende er skyld i, at sagsøgeren er blevet berøvet sit bankindskud, da sagsøgerens bankindskud, havde det ikke været for den tilstrækkeligt kvalificerede krænkelse, ville have været omfattet af beskyttelsen af sagsøgerens rettigheder i henhold til chartret og protokollen, hvorfor sagsøgerens tab var tilstrækkeligt direkte og forudsigeligt.

5)

Med det femte anbringende gøres det gældende, at hvis de ovenstående anbringender tiltrædes, bør de relevante betingelser erklæres ugyldige, uanset at de relevante betingelser var rettet mod Cypern, da sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af dem, eftersom de relevante betingelser og den måde, hvorpå de er gennemført, tilsidesætter traktaten og/eller en gennemførelsesretsakt, og/eller da de — for så vidt som det fastslås, at sagsøgeren ulovligt blev berøvet sit bankindlån i strid med artikel 6, stk. 1, TEU — var udtryk for et magtmisbrug.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/21

—

Afgørelse truffet den 3. april 2013 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 386/2012-2) vedrørende uforenelighed med artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordning nr. 40/94, annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/21

—

Afgørelse truffet den 21. marts 2013 af Første Appelkammer (sag R 2608/2011-1) annulleres.

—

Annullationsafdelingens afgørelse nr. 4891 C af 21. oktober 2011, der gik forud for den anfægtede afgørelse, annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt under klagesagen.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/22

—

Afgørelse truffet den 7. marts 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 383/2012-1) annulleres, i det omfang den erklærer EF-varemærke nr. 3 384 625, »LLRG5« for ugyldig, idet ansøgningen var indgivet i ond tro.

—

Afgørelse truffet den 20. december 2011 af annullationsafdelingen i sag 4174 C stadfæstes.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale Siliciums omkostninger i forbindelse med sagen.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/22

—

Afgørelse truffet den 7. marts 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1565/2012-1) annulleres og der gives følgelig medhold i registrering af EF-varemærke nr. 9 548 884»ELECTROLINERA« for varer i klasse 4, 37 og 39, som blev nægtet ved den anfægtede afgørelse.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/23

—

Afgørelse truffet den 26. marts 2013 af Fjerde Appelkammer i sag R 1539/2012-4 annulleres.

—

Harmoniseringskontoret og Gaba International Holding AG bærer deres egne omkostninger og betaler de af Enosi Mastichoparagogon Chiou afholdte omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/23

—

Artikel 1 og 2 i Europa-Kommissionens afgørelse K(2013) 1870 endelig annulleres.

—

Kommissionens forordning (EF) nr. 16/2003 (1), og nærmere bestemt dens artikel 7, erklæres uanvendelige på den foreliggende sag, eftersom de er i strid med grundlæggende formforskrifter, udgør en tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 1164/94 (2), eller eftersom de under alle omstændigheder er i strid med gældende almindelige retsprincipper inden for EU’s retsorden.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

a)

Proceduren for tilbagesøgning af de allerede udbetalte beløb og for tilbageholdelsesretten af endnu ikke udbetalte beløb erklæres forældet.

b)

Der fastslås en forpligtelse til at nedsætte den korrektion, som Europa-Kommissionen har foretaget vedrørende de eventuelle uregelmæssigheder, der kan medføre en manglende fuldstændig betaling af beløbet og en fuldstændig tilbagebetaling af de beløb, der er udbetalt efter den 3. juni 2003, men som er faktureret mellem juni 2002 og februar 2003.

c)

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.

1)

Første anbringende om, at forordning (EF) nr. 16/2003 er ulovlig, fordi den er behæftet med væsentlige formelle mangler og udgør en tilsidesættelse af en trinhøjere norm

Forordning (EF) nr. 16/2003 er ulovlig, idet den hverken er vedtaget af kommissærkollegiet eller i henhold til bemyndigelsesproceduren, en skriftlig procedure eller en anden forenklet procedure i henhold til Kommissionens forretningsorden (3) i den udgave, der gjaldt på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende forordning, og idet bestemmelsen i artikel 18 i Kommissionens forretningsorden, der var i kraft på tidspunktet for forordningens vedtagelse, ikke er overholdt, samt idet Kommissionen har fortolket artikel 7 i forordning (EF) nr. 16/2003 i strid med forordning (EF) nr. 1164/94.

2)

Andet anbringende om tilsidesættelse af de europæiske regler om udgifters tilskudsberettigelse

Den anfægtede beslutning udgør en tilsidesættelse af traktatens retlige gennemførelsesbestemmelser, navnlig for så vidt angår spørgsmålet, om udgifter, der er afholdt, efter og under den tilskudsberettigede periode begyndte er tilskudsberettigede udgifter til EU-finansiering, selv om de er faktureret senere.

3)

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om bindende administrativ virkning af egne regler

Europa-Kommissionen har udviklet en fast administrativ praksis om at fortolke den relevante bestemmelse i den retning, der påberåbes af Den Portugisiske Republik.

Denne fortolkning stammede fra autoriserede kilder i Europa-Kommissionen, var blevet meddelt Den Portugisiske Republik og de øvrige medlemsstater, og dens indhold var åbenbart af en sådan art, at Den Portugisiske Republik havde en berettiget forventning om, at de fakturaer, den havde modtaget inden og betalt efter, at den forelagde Europa-Kommissionen en fuldstændig anmodning, var tilskudsberettigede.

Anvendelsen af den fortolkning, som Kommissionen nu gør gældende, er i åbenbar strid med retssikkerhedsprincippet, idet Den Portugisiske Republik pålægges store økonomiske byrder, skønt denne fortolkning hverken er sikker eller forudseelig.

4)

Fjerde anbringende, fremsat subsidiært, vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Selv om det er korrekt, at Europa-Kommissionen i henhold til artikel H i bilag II til forordning (EF) nr. 1164/94 kan foretage de finansielle korrektioner, den finder nødvendige, og som kan indebære en fuldstændig eller delvis ophævelse af støtten tildelt projektet, er Kommissionen imidlertid forpligtet til at overholde proportionalitetsprincippet, idet den tager hensyn til sagens konkrete omstændigheder, som f.eks. uregelmæssighedens art og omfanget af den mulige økonomiske indvirkning som følge af eventuelle mangler i forvaltnings- og kontrolordningen. Det er således uforståeligt, hvordan det kan bestemmes at ophæve den tildelte støtte fuldstændigt, eftersom korrektioner på 100 % kun finder anvendelse, når manglerne i forvaltnings- og kontrolordningerne er så betydelige, eller den opdagede uregelmæssighed er så alvorlig, at de udgør en fuldstændig tilsidesættelse af fællesskabsreglerne, hvorved alle betalingerne fremstår uregelmæssige.

Fortolkningsproblemerne er en afgørende skærpende faktor, som Europa-Kommissionen altid skal tage hensyn til. Under hensyn til de beskrevne omstændigheder er der mindre restriktive foranstaltninger, hvorved den forfulgte målsætning kan nås — ved at anvende et reduceret indeks eller ved ikke at anvende en korrektion.

5)

Femte anbringende, fremsat subsidiært, om forældelse

Under alle omstændigheder var udgifter før 3. juni 2003 allerede forældet, eftersom den seneste regning var af 28. februar 2003, tre måneder og to dage inden den pågældende dato.

I henhold til forordning (EF) nr. 2988/95 (4) af 18. december 1995 er forældelsesfristen for proceduren fire år fra den dato, hvor uregelmæssigheden blev begået.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/25

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionen har et ansvar uden for kontraktforhold for den skade, der er lidt ved vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 530/2008 af 12. juni 2008 om indførelse af hasteforanstaltninger gældende for notfartøjer, der fisker efter tun i Atlanterhavet øst for 45 °V og i Middelhavet, som blev kendt ugyldig ved Domstolens dom af 17. marts 2011 i sag C-221/09.

—

Følgelig tilpligtes Europa-Kommissionen at betale erstatning for det lidte tab.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/25

—

Afgørelse truffet den 26. marts 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1072/2012-1), annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/26

—

Afgørelsen i sagsøgernes lønsedler for februar 2013, hvorved der fastsattes en lønstigning begrænset til 1,8 % for 2013, annulleres, og følgelig annulleres de tilsvarende afgørelser, indeholdt i de efterfølgende lønsedler.

—

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes som erstatning for det økonomiske tab at betale (i) den resterende løn svarende til den årlige tilpasning for 2013, dvs. en forhøjelse på 1,8 % for perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2013, (ii) den resterende løn svarende til følgerne af den årlige tilpasning på 1,8 % for 2013 af den løn, der vil blive betalt fra januar 2014, (iii) morarenter af den resterende skyldige løn, indtil de skyldige beløb er fuldt ud betalt, idet den morarentesats, der skal anvendes, bør beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, som fandt anvendelse i den berørte periode, forhøjet med tre procentpoints og (iv) erstatning for tab af købekraft.

—

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale hver af sagsøgerne et beløb på 1 000 EUR som erstatning for det ikke-økonomiske tab.

—

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/26

—

Annullation af a) foranstaltningen af 18. december 2012, for så vidt som appeludvalget i henhold til artikel 22 i personalevedtægten for ansatte ved EIB og til personalemeddelelse 715 HR/P&O/2012-0103 af 29. marts 2012, hvorved klagen over hans bedømmelsesrapporten for 2011 blev afvist; b) bedømmelsesrapporten for 2011 for så vidt angår den del, hvor det ikke konkluderes, at der har været tale om den sammenfattende bedømmelse »exceptional performance« eller »very good performance«, og endelig den del, hvor sagsøgeren ikke indstilles til forfremmelse til kategori D, tillige med den del, hvor hans mål for 2012 fastsættes; c) alle dermed forbundne, efterfølgende og forudgående akter, herunder de forfremmelser, der har fundet sted i henhold til noten »2010 staff appraisal exercise, award of promotions and titles« fra direktøren for Personaledirektoratet fra maj 2012, eftersom EIB set i lyset af den bedømmelse, som hans foresatte har givet udtryk for, og som anfægtes her, undlod at tage sagsøgeren i betragtning under punktet »Promotions from Function E to D«.

—

Annullation eller undladelse af at anvende de retningslinjer, som Personaledirektoratet opstillede ved note 709 RH/P&O/2011-0242 af 13. december 2011 vedrørende »Guidelines to the 2011 annual staff appraisal exercise« af 14. december 2011, også for så vidt som de foreskriver, at den endelige bedømmelse skal sammenfattes i en skrivelse, men ikke opstiller de kriterier, som bedømmeren skal støtte sig til for, at en indsats skal anses for »exceptionnelle dépassant les attentes«, »très bonne« eller »répondant à toutes les attentes«.

—

EIB tilpligtes at betale erstatning for den heraf følgende økonomiske og ikke-økonomiske skade.

3.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/27

—

Afgørelsen af 8. januar 2013 om beregning af godskrivningen af de pensionsrettigheder, som sagsøgeren har erhvervet før hans tiltrædelse af tjenesten ved Kommissionen, annulleres.

—

Om fornødent annulleres afgørelsen om afslag på sagsøgerens klage af 12. marts 2013 med henblik på anvendelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser og aktuarmæssige satser, der var gældende på det tidspunkt, hvor han indgav sin ansøgning om overførsel af hans pensionsrettigheder.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.