30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/1

—

bifalder ungdomsbeskæftigelsespakken, hvori der foreslås en række konkrete foranstaltninger, der kan hjælpe medlemsstaterne med at sætte ind over for den uacceptabelt høje ungdomsarbejdsløshed og deraf følgende sociale eksklusion;

—

betoner den nøglerolle, som lokale og regionale myndigheder har i at udforme og gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden, skabe muligheder for og støtte de unge samt fremme udvekslingen af god praksis;

—

understreger ligeledes vigtigheden af, at unge og ungdomsorganisationer aktivt deltager i samarbejdet om de strategier, der skal iværksættes;

—

anmoder i betragtning af sagens hastende karakter Det Europæiske Råd om at nå til enighed om at fremrykke gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet til 2013;

—

opfordrer Kommissionen til at færdiggøre den europæiske kvalitetsramme for praktikophold, alliancen for lærlingeuddannelser og forslaget til ny EURES-forordning;

—

opfordrer Kommissionen til at styrke og supplere medlemsstaternes erhvervsuddannelsespolitiske aktioner med en henstilling, hvori den foreslår mindstekrav til kvaliteten af lærlingeuddannelser i Europa med det formål at fremme anerkendelsen af erhvervede kvalifikationer i hele Europa.

Ordfører

Enrico ROSSI (IT/PSE), formand for regionalrådet i Toscana

Basisdokumenter

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Unge på vej ind i beskæftigelse

COM(2012) 727 final

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — På vej mod en kvalitetsramme for praktikophold. Anden fase af høringen af arbejdsmarkedets parter på EU-niveau i henhold til artikel 154 i TEUF

COM(2012) 728 final

1.

værdsætter Kommissionens indsats for virkelig at få nedbragt ungdomsarbejdsløsheden, da det uden tvivl er et af de alvorligste problemer, EU står over for; det kræver en øjeblikkelig samordnet og systematisk indsats fra politisk hold (1) og en rimelig tildeling af midler;

2.

bifalder, at der med »ungdomsbeskæftigelsespakken« (2) gøres et forsøg på at foreslå en række konkrete foranstaltninger, der kan hjælpe medlemsstaterne med at sætte ind over for den uacceptabelt høje ungdomsarbejdsløshed og deraf følgende sociale eksklusion;

3.

er positiv over for den tostrengede strategi (anbefalinger til medlemsstaterne og koordinering, initiativer og foranstaltninger på EU-niveau), som Kommissionen foreslår i meddelelsen »Unge på vej ind i beskæftigelse«. Samtidig understreger det, at der er behov for passende og forholdsmæssige foranstaltninger på europæisk, nationalt og regionalt niveau, som fuldt ud er i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

4.

betoner den nøglerolle, som lokale og regionale myndigheder har i at udforme og gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden, skabe muligheder for de unge og fremme udvekslingen af god praksis, ligesom det understreger vigtigheden af, at unge og ungdomsorganisationer aktivt deltager i samarbejdet om de strategier, der skal iværksættes;

5.

tager positivt imod Det Europæiske Råds beslutning af 7.-8. februar 2013 om at afsætte 6 mia. euro til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som er åbent for alle regioner (NUTS 2) med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 %. Trods det opmuntrende signal, der hermed sendes, mener udvalget imidlertid ikke, at de afsatte midler er nok til at kunne fungere som løftestang for at få løst det store problem;

6.

anmoder i betragtning af sagens hastende karakter Det Europæiske Råd om at nå til enighed om at fremrykke gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet til 2013;

7.

finder, at en væsentlig del af de ressourcer, der afsættes til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, bør tildeles de lokale og regionale myndigheder, så de får bedre muligheder for at iværksætte tiltag, der fremmer ungdomsbeskæftigelse på den måde, der er mest hensigtsmæssig set ud fra de lokale forhold;

8.

opfordrer Kommissionen til at færdiggøre den europæiske kvalitetsramme for praktikophold, alliancen for lærlingeuddannelser og forslaget til ny EURES-forordning;

9.

understreger, at det er vigtigt, at gennemførelsen foregår efter en horisontal, samordnet og bæredygtig strategi, så det sikres, at der er synergi mellem alle de strategiske initiativer — En dagsorden for nye kvalifikationer og job  (3), Unge på vej  (4), Innovation i EU, Den digitale dagsorden for Europa — og mellem disse initiativer og samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020;

10.

bakker utvetydigt op om Europa 2020-strategien og dens instrumenter og støtter bestræbelserne for at nå beskæftigelsesmålene, bl.a. målet om at nedbringe antallet af unge, der forlader skolen tidligt, og opfordrer medlemsstaterne til at optrappe arbejdet for vækst og innovation, som defineret i strategien, bl.a. via øget samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer. Med henblik derpå betoner det den rolle, de regionale og lokale myndigheder spiller for at nå Europa 2020-strategiens mål, og nødvendigheden af, at de nationale reformprogrammer gennemføres som et samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer;

11.

understreger, at der er vigtigt at få sat effektivt ind over for de stadig flere unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse i Europa og vurdere de sociale og økonomiske omkostningerne heraf på både kort og lang sigt og de konsekvenser og risici (af social karakter og for demokratiet), der følger af, at de ikke kan frigøre sig. De unges manglende integration på arbejdsmarkedet afhænger efter udvalgets opfattelse af, hvor effektive arbejdsformidlingerne er, af forbindelserne mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, samt af hvor aktive de frivillige organisationer og den tredje sektor er på dette område. Det er væsentligt at pointere, at den største effekt opnås, hvor regionale og lokale myndigheder, arbejdsformidlinger, vejledningsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen;

12.

bemærker, at ungdomsbeskæftigelsen er højest i de lande, hvor de unge tilbydes praktikophold af høj kvalitet, og hvor der er gode lærlingeordninger (5), der er en integreret del af uddannelsessystemet og arbejdsformidlingstjenesterne. Endvidere bemærker det, at dette lader sig gøre, når arbejdsformidlingstjenesterne er effektive. Det understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at identificere den bedste praksis for vejledning og støtte, der findes i systemerne og i de offentlige tjenester i EU. Det mener endvidere, at så mange lokale ungdomsorganisationer som muligt bør tilknyttes arbejdsformidlingernes aktiviteter og erhvervsvejledningen;

13.

bifalder den såkaldte ungdomsgaranti, som sikrer, at de unge får et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold senest fire måneder efter, at de har forladt skolen eller er blevet arbejdsløse. Nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden er afgørende for Europas fremtid;

14.

vil desuden være meget opmærksom på gennemførelsen af ungdomsgarantien i praksis og påpeger, at der er tale om et meget dyrt instrument; derfor har medlemsstaterne, især de, der har alvorlige økonomiske vanskeligheder, behov for resolut støtte fra EU's side til dens gennemførelse;

15.

påpeger, at det er vigtigt, at ordningerne udvides, så unge, herunder unge med en kandidatuddannelse, helt op til 30 år — og ikke kun 25 år — kan benytte sig af dem;

16.

vil i de interinstitutionelle forhandlinger om Den Europæiske Socialfonds nye bestemmelser om Ungdomsbeskæftigelsesinitiavet, som Det Europæiske Råd vedtog på mødet den 7. og 8. februar 2013, holde øje med, at tildelingen af midler til dette instrument sker på mere fleksible vilkår, når det gælder medfinansieringssatser eller forskud, således at der kan gribes mere effektivt og hurtigere ind over for den vanskelige situation, som regionerne befinder sig i på dette område. Udvalget anmoder ligeledes om, at de lokale og regionale myndigheder bliver gjort bekendt med det nævnte initiativs funktionsmåde og de to finansieringskanaler i tilstrækkeligt god tid, så de kan tage hensyn hertil ved udarbejdelsen af deres strategier for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og garantiordningerne.

17.

opfordrer medlemsstaterne og de kompetente institutioner til at iværksætte uddannelsesprogrammer, som understøtter og fremrykker overgangen mellem skole og arbejde på en måde, der sikrer mod, at de unge bliver for længe i uddannelsessystemet uden udsigter til at finde arbejde. Imidlertid bør denne tidligere overgang til arbejdsmarkedet ledsages af en mulighed for at vende tilbage til uddannelse for at forbedre eller erhverve nye kvalifikationer i et livslangt læringsforløb. Samtidig anbefaler udvalget, at der i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, de ansvarlige for uddannelse, de offentlige arbejdsformidlinger og erhvervslivet udarbejdes og gennemføres regionale beskæftigelses- og erhvervsuddannelsesstrategier for at fremme integrationen på arbejdsmarkedet inden for rammerne af integrerede økonomiske systemer;

18.

fremhæver behovet for straks at få gjort noget ved kønsaspektet af ungdomsarbejdsløsheden, idet unge kvinder oftere har usikre ansættelsesforhold og mærker konsekvenserne af lønforskellen mellem kønnene — selv under praktikophold — samt manglen på foranstaltninger, der kan sikre en rimelig balance mellem arbejds- og privatliv. Udvalget henstiller derfor, at der under alle ungdomsbeskæftigelsesordninger tages hensyn til de nationale, regionale og lokale forhold og til kønsaspektet af problemet;

19.

bemærker, at lærlingeordninger gør overgangen fra skole til arbejde betydeligt lettere, da de giver de unge en mulighed for dels at få noget praktisk erhvervserfaring, dels teoretisk viden eftersom både virksomheder og uddannelsesinstitutioner deltager i uddannelsesforløbet. Derfor opfordrer det medlemsstaterne til at fremme vekseluddannelses- eller tosporede programmer også på videregående uddannelser;

20.

håber, at det bliver muligt at etablere en fælles ramme under hensyntagen til den i traktaterne fastlagte kompetencefordeling, som gør vekseluddannelsesinitiativerne i de forskellige lande kompatible, så lærlingeordningerne udnyttes til størst mulig fordel, og der fastlægges retningslinjer for, hvordan ordningerne bedst gennemføres;

21.

opfordrer Kommissionen til at styrke og supplere medlemsstaternes erhvervsuddannelsespolitiske aktioner med en henstilling, hvori den foreslår mindstekrav til kvaliteten af lærlingeuddannelser i Europa med det formål at fremme anerkendelsen af erhvervede kvalifikationer i hele Europa;

22.

værdsætter de tiltag i den retning, der gøres med den europæiske alliance for lærlingeuddannelser — et værktøj, som vil kunne bruges til at imødekomme efterspørgslen efter kvalifikationer og medvirke til at skabe den rigtige referenceramme for erhvervede kvalifikationer;

23.

støtter Kommissionens forslag om at fremme samarbejdsformer, som vil bane vej for udviklingen og udbredelsen af vekseluddannelse. Samarbejdet skal omfatte de ansvarlige nationale myndigheder for undervisning, uddannelse og beskæftigelsespolitikker, repræsentanter for lokale og regionale myndigheder, de myndigheder, der forvalter ESF-midlerne, samt repræsentanter for erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter. Formålet er at finde frem til strategier for, hvordan lærlingeuddannelserne kan styrkes, og de nationale ESF-midler anvendes effektivt til at udforme og gennemføre vekseluddannelsessystemer på arbejdsmarkedet og i skolesystemerne i medlemsstaterne;

24.

konstaterer, at de bedste resultater, når det gælder beskæftigelse og lærlingeuddannelse, opnås, når der er et godt samarbejde mellem alle interessenter (6). Det foreslår derfor, at medlemsstaterne fremmer et effektivt samarbejde mellem skole, uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og arbejdsformidlingerne. Dette kan ske gennem forskellige kulturelle og strukturelle tiltag og økonomiske og skattemæssige incitamenter iværksat af regionale og lokale myndigheder, når det er hensigtsmæssigt;

25.

mener, at det er nødvendigt at imødekomme de særlige behov hos SMV'erne. De kan nemlig være med til at give de unge de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger, men har begrænsede ressourcer og støder ofte på stadigt større organisatoriske, administrative og kulturelle hindringer;

26.

mener, at medlemsstaternes og de lokale og regionale arbejdsformidlinger må gøre en indsats for at skaffe praktikpladser til de unge, gives kontrolbeføjelser og få til opgave at følge op på praktikophold. De institutionelle rammer bør tilpasses i overensstemmelse dermed.

27.

bemærker, at selv kortvarige praktikophold kan være relevant uddannelse, som giver de unge mulighed for at komme hurtigere og permanent ud på arbejdsmarkedet. Af den årsag bør praktikopholdene være af høj kvalitet, både når det gælder det uddannelsesmæssige indhold og den sociale beskyttelse. Udvalget opfordrer derfor de lokale og regionale myndigheder til at tilbyde de unge så mange praktikophold som muligt, så de kan få bedre kendskab til en lang række forskellige erhverv. Det mener, at de lokale og regionale myndigheder kan gå forrest med et godt eksempel ved at gennemføre programmer for praktikophold af kvalitet og foreslår, at de som primus motor tilbyder praktikophold i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og opretter kanaler for samarbejde med erhvervslivet med henblik på hurtig indslusning af de unge på arbejdsmarkedet;

28.

konstaterer, at praktikophold bruges forkert i mange medlemsstater, hvor de misbruges til at tiltrække billig eller ligefrem gratis arbejdskraft og ofte træder i stedet for normale arbejdskontrakter, i mange tilfælde lige på de tidspunkter hvor arbejdspresset er størst;

29.

understreger, at praktikophold skal defineres som et uddannelsesforløb, der ligner arbejde. For at være korrekt bør definitionen desuden fastlægge, at der er tale om et sammenhængende forløb bestående af vejledning, uddannelse og arbejde;

30.

bakker kraftigt op om, at EU skal medvirke til at udforme kvalitetskriterier anerkendt i hele EU. En løsning for hele EU vil også have klare fordele i forhold til praktikanternes mobilitet i og uden for EU og vil medvirke til at skabe et mere integreret EU-arbejdsmarked;

31.

bifalder Kommissionens forslag om en europæisk kvalitetsramme for praktikophold og alle de foranstaltninger, som skal gøre det lettere for de unge at komme ud på arbejdsmarkedet;

32.

anmoder indtrængende om, at EU's henstilling om praktikophold vedtages så hurtigt som muligt og om, at den fastlægger mindstestandarder gældende for alle medlemsstater i hele EU. Henstillingen bør omhandle alle former for praktikophold og ikke kun praktikophold på det frie marked (uden for uddannelsessystemet);

33.

håber på, at der (i de enkelte medlemsstater) vedtages mindstekrav om for eksempel udarbejdelse af en skriftlig aftale mellem praktikanten og værtsorganisationen og eventuelt med uddannelsesinstitutionen eller den, der sætter praktikopholdet i stand, med nærmere bestemmelser om eksempelvis arbejds- og læringsmål, varighed, daglig/ugentlig arbejdstid og, hvor det er relevant, social sikring og refusion af udgifter eller godtgørelse. Undervisningsindholdet som fastlagt i aftalen bør sikres ved, at værtsorganisationen udpeger supervisorer eller mentorer med faglige kompetencer, der er relevante for praktikopholdet;

34.

henstiller, at der fastlægges et klart forløb for praktikanten, og fremhæver, at det er vigtigt, at han/hun modtager en rimelig refusion af udgifter (eller godtgørelse), der kan finansieres med midlerne fra ESF og udgøre et vægtigt kvalitetsaspekt i at skabe en »gensidig fordel« for den unge og virksomheden på anstændige vilkår for praktikanten;

35.

understreger, at den virksomhed eller organisation, som tilbyder praktikanten ophold, skal opfylde de obligatoriske lovkrav vedrørende for eksempel social sikring, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, handicapbestemmelser osv.;

36.

understreger, at der er behov for en formel certificering af den viden og de kvalifikationer, praktikanten har erhvervet i løbet af praktikopholdet;

37.

støtter Kommissionens forslag om at modernisere direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer (7) og udvide dets anvendelsesområde til at omfatte praktikophold i andre medlemsstater. Udvalget håber også, at der vil blive set på om, direktivet skal gælde for ikke blot praktikophold, der er en betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv, men også for praktikophold på det frie marked og praktikophold som led i et uddannelsesforløb.

38.

opfatter geografisk mobilitet for unge arbejdstagere som et vigtigt bidrag til at løse lokale misforhold mellem udbud af og efterspørgsel på arbejdskraft. Med henblik derpå kan praktikophold udformet med specifikke kriterier inden for en bestemt referencesektor (for eksempel praktikophold inden for håndværk og turisme) udgøre effektive mobilitetsfremmende instrumenter med det sigte, at de unge kan vende tilbage til deres lokalområde med flere muligheder for at finde beskæftigelse dér takket være de opnåede større kvalifikationer. Dette aspekt er særligt vigtigt for at bevare den territoriale samhørighed og bistå de regioner, som er plaget af demografiske udfordringer såsom befolkningsaldring eller affolkning;

39.

håber, at de næste EU-programmer til fremme af mobiliteten foreslået som led i »Erasmus for Alle« får tilført tilstrækkelige og vedvarende midler, så så mange unge som muligt får mulighed for at gennemføre en del af deres uddannelse i udlandet, og at der tages hensyn til den særlige situation, unge fra regioner i den yderste periferi befinder sig i;

40.

er enig i Kommissionens beslutning om at omdanne det europæiske jobnetværk til et resultatorienteret matching- og placeringsinstrument og videreudvikle initiativet »Dit første Euresjob« for at hjælpe EU-borgere mellem 18 og 30 år med at finde arbejde i en anden medlemsstat;

41.

mener, at det er nødvendigt at have mulighed for at bevilge midler fra såvel ESF som nationale og/eller regionale fonde som et supplement til EU's uddannelsesprogrammer. Disse midler skal anvendes til at fremme bestemte mobilitetsordninger, som alle unge i EU skal have adgang til på lige vilkår, uanset hvor de bor, og tilskynde de offentlige arbejdsformidlinger i medlemsstaterne til at udvikle programmer, der udbreder kendskabet til mulighederne i EURES-systemet, samt integrere disse programmer i deres almindelige aktiviteter.

42.

hilser lanceringen af EU-oversigten over kvalifikationer og kvalifikationspasset velkommen. Med disse instrumenter bliver det lettere at imødekomme efterspørgslen efter passende kvalifikationer, og de vil være med til at skabe den rigtige referenceramme for kvalifikationer omfattende ikke blot de kvalifikationer, der erhverves via formel uddannelse, men også kvalifikationer erhvervet på uformel eller ikke-formel vis;

43.

opfordrer medlemsstaterne til at udforme og gennemføre politikker og instrumenter, der gør det lettere for de unge at etablere virksomhed ved hjælp af bl.a. forskellige lånegarantier, leasing, lavere rente på lån og mikrokredit;

44.

mener, at det er vigtigt, at der skabes en forbindelse mellem universiteter og arbejdsmarkedet ved at udnytte instrumenter som Erasmusprogrammet for unge iværksættere, der har vist sig særligt effektivt til at sætte gang i iværksætteri, hvilket Regionsudvalget allerede har understreget i en tidligere udtalelse (8);

45.

er enig med Kommissionen i, at det er vigtigt for alvor at sætte skub i de strategiske sektorer med stort beskæftigelsespotentiale (sundhedssektoren, socialsektoren, den grønne økonomi og ikt) både for at få etableret nye virksomheder og for at fremme beskæftigelsen generelt. Det regionale niveau kan spille en særlig rolle med at understøtte kompetenceudviklingen målrettet de regionale styrkepositioner med stigende beskæftigelse;

46.

anser det for afgørende, at flexicuritybegrebet vinder indpas på arbejdsmarkedet, idet der må findes en balance mellem arbejdsgivernes behov for fleksibel arbejdskraft og arbejdstagernes behov for sikkerhed og beskyttelse på et arbejdsmarked præget af stadig større usikkerhed;

47.

betoner vigtigheden af samarbejdet med institutionerne på lokalt og regionalt niveau, når det gælder om at fastlægge en specifik strategi for den samlede planlægning og forvaltning af politikkerne for ungdomsbeskæftigelse. Innovativ integreret forvaltning af politikkerne for ungdomsbeskæftigelse kan derfor være hensigtsmæssig, så der skabes en forbindelse mellem offentlige institutioner, de yngre generationer og erhvervslivet;

48.

understreger behovet for fuldt ud at inddrage de regionale og lokale myndigheder i udformningen og gennemførelsen af nye initiativer, da de repræsenterer det niveau, der bedst kan vurdere behovene og situationen på regionalt og lokalt plan, når det gælder beskæftigelse og programmer for de unge;

49.

minder Kommissionen om, at de regionale og lokale myndigheder i vidt omfang allerede er ansvarlige for gennemførelsen af beskæftigelses- og uddannelsespolitikkerne. Udvalget beklager samtidig, at Kommissionens meddelelse ikke specifikt omtaler regionernes og de lokale myndigheders kompetencer (9), hverken med hensyn til udarbejdelsen eller gennemførelsen af politikkerne på disse områder;

50.

henstiller, at instrumentet for praktikophold, i ungdomsbeskæftigelsespakken og mere overordnet i forbindelse med fremme af ungdomsgarantiordninger, får de rigtige rammer og den nødvendige støtte fra EU, så EU's politikker for ungdomsbeskæftigelse kan bruges til at tackle den største udfordring for det sociale Europa, nemlig at undgå en kløft mellem generationer ved at give de unge muligheder, der gør, at de kan blive uafhængige;

51.

anser det for absolut nødvendigt at afsætte store ressourcer til uddannelse for at mobilisere de unges iværksætterinitiativ. Denne mobilisering skal rettes mod fremspirende sektorer, som er blevet indkredset i de forskellige regionale strategier set i et overordnet økonomisk perspektiv. Det europæiske samfund besidder en kilde til vækst i den akkumulerede viden og i de unges lærevillighed. Der bør trækkes på de indvundne erfaringer for ikke at styre vore unge iværksættere i retning af sektorer, som hurtigt bliver økonomisk udsigtsløse. I den henseende og i et økonomisk kompliceret samfund er det nødvendigt at »lære at lære« ved hjælp af uddannelsestiltag, som giver de unge mulighed for at tage skridtet fra ideen om en virksomhed til konkretiseringen af deres virksomhedsprojekt. Finansiering er i denne forbindelse af vital betydning. Derfor bør medlemsstaterne afsætte en procentdel af deres respektive finansielle instrumenter efter en sats, der fastsættes direkte i forhold til ungdomsarbejdsløsheden, og som gør det muligt at finansiere lovende projekter indgivet af unge iværksættere.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/7

—

bifalder, at meddelelsen anerkender kultur som et redskab til udvikling på lokalt og regionalt plan og fremhæver betydningen af strategier for intelligent specialisering og en holistisk tilgang til kreativ udvikling;

—

foreslår at udvikle kreative koncepter på lokalt og regionalt niveau og lade disse være input til et »europæisk forum for kreativitet«, som skal bringe offentlige, private og frivillige aktører sammen om at analysere, hvordan Europa kan anvende kreative løsninger på presserende lokale og europæiske problemer;

—

understreger betydningen af at lære kreative færdigheder i en tidlig alder, så den unge generation kan få fuldt udbytte af de nye former for adgang til kultur og forberede sig bedre på fremtidige job. Dette opnås navnlig ved at hjælpe dem — og samfundet i bredere forstand — med at håndtere konsekvenserne af overgangen til digital teknologi;

—

bakker op om Kommissionens fokus på behovet for at forenkle de eksisterende regler og øge de kulturelle og kreative sektorers adgang til ekstern finansiering;

—

slår til lyd for, at kultur og kreativitet bliver bedre integreret i Europa 2020-strategien og at forbindelser til andre politikområder, såsom til industri, turisme, uddannelse, økonomi osv., anerkendes.

Ordfører:

Anton ROMBOUTS (NL/PPE), Borgmester i 's-Hertogenbosch

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU

COM(2012) 537 final

1.

hilser meddelelsen om fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU velkommen som en veltimet strategi, der skal sikre fuld udnyttelse af disse sektorers potentiale for socioøkonomisk udvikling. Udvalget bifalder især, at meddelelsen fokuserer på de kulturelle og kreative sektorers evne til at skabe vækst og beskæftigelse, bidraget til innovationsfremme og eventuelle sidegevinster for andre sektorer og politikker. Meddelelsen viser, at Kommissionen og Regionsudvalget langt hen ad vejen har samme tilgang til vækstpotentialet inden for kultur og kreativitet. Udvalget understreger det lokale og regionale niveaus betydning for udviklingen af de kulturelle og kreative sektorer i Europa, jf. Regionsudvalgets udtalelse »Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale« (1), som afspejles i meddelelsen;

2.

minder om, at kulturen og de kreative erhverv under en finansiel og økonomisk krise også kan spille en rolle, når det gælder at realisere social- og sundhedspolitikkens målsætninger på kreativ vis — ved at støtte innovation og samtidig bidrage til vækst (2);

3.

gentager, at kultur også har en egenværdi, som eksisterer uafhængigt af de kulturelle goders økonomiske aspekter, og fremhæver, at man skal tage hensyn til denne dobbeltnatur og fokusere på andet og mere end kulturens økonomiske anvendelighed (3);

4.

glæder sig over, at meddelelsen anerkender, at strategiske investeringer i kulturelle og kreative sektorer på lokalt og regionalt niveau kan give store fordele, og at der opfordres til en omfattende strategi, der inddrager alle aktører fra lokalt niveau til EU-niveau;

5.

bifalder, at meddelelsen anerkender kultur som et redskab til udvikling på lokalt og regionalt plan og fremhæver betydningen af strategier for intelligent specialisering;

6.

erkender behovet for øget integration mellem strategier på henholdsvis lokalt/regionalt plan og nationalt plan og bifalder det foreslåede fokus på vurderingen af disse sektorers potentiale i forbindelse med strategier for regionaludvikling i de kommende programmer for samhørighedspolitikken;

7.

erindrer om, at Regionsudvalget i tidligere udtalelser har betegnet de europæiske kulturhovedstæder som et værdifuldt arrangement, der fremhæver de europæiske kulturers rigdom, mangfoldighed og fællestræk (4). Arrangementet kan sammen med »det europæiske kulturarvsmærke« yderligere benyttes som laboratorium for publikumsudvikling og borgerdeltagelse;

8.

bifalder Kommissionens forslag om at oprette samarbejdsprogrammer med henblik på at sikre gensidig læring og opbygge et kontaktnetværk, der kan lette udveksling og sikre diversitet. EU vil også sammen med de lokale og regionale myndigheder skulle gøre en indsats for at fremme, at kreative sektorer tager springet fra lokalt til internationalt niveau;

9.

pointerer, at forslagene i den foreliggende udgave af Kommissionens meddelelse ikke synes at give problemer, hvad overholdelsen af nærhedsprincippet angår. Udvalget bør dog holde et vågent øje med konkrete foranstaltninger og aktioner, som foreslås og vedtages på EU-niveau i fremtiden.

10.

I betragtning af de udfordringer, som Europa står overfor i dag, understreger Regionsudvalget behovet for en langsigtet vision, som kan bidrage til at bane vej for velstand og større livskvalitet for alle. En sådan vision skal knyttes tæt sammen med kultur og kreativitet. Regionsudvalget er enigt i, at Unionens internationale indflydelse er baseret på fantasi, kreativitet og innovation, idet den forfølger nye idéer, nye koncepter og nye projekter, og udvalget er overbevist om, at de kulturelle og kreative sektorer kan bidrage væsentligt i den sammenhæng.

11.

Dette er de byer og regioner, som stræber efter at højne borgernes livskvalitet, helt klar over. Der er behov for en vision, som forbinder de bløde kvaliteter i Europas byer og regioner med kampen mod arbejdsløshed og udstødelse af sårbare grupper. Visionen kan gøres mere konkret for borgerne ved at udvikle kreative koncepter på lokalt og regionalt niveau og lade disse være input til et »europæisk forum for kreativitet«, som skal bringe offentlige, private og frivillige aktører sammen om at analysere, hvordan Europa kan anvende kreative løsninger på presserende lokale og europæiske problemer. Her ønsker Regionsudvalget især at fremhæve betydningen af, at kreativitet, problemløsning, kunstneriske og kulturelle kundskaber og kompetencer har en central plads hele vejen igennem uddannelsessystemet.

12.

Det er derfor vigtigt at udnytte potentialet i kultur og kreativitet på mange forskellige måder, sådan som meddelelsen lægger op til. Dette kræver ikke kun den progressive vertikale og horisontale organisationsmodel, som foreslås i meddelelsen, men også en tilgang, som omfatter hele det kulturelle økosystem. Dette indebærer frem for alt medvirken af borgerne i en medskabelsesproces og anerkendelse af værdien af, at kultur og kreativitet er rodfæstet bestemte steder.

13.

Regionsudvalget påpeger, at i en globaliseret verden bliver kultur en væsentlig kvalitet, der bestemmer et steds tiltrækningsevne og dermed konkurrenceevnen for virksomheder, investorer og kreative iværksættere. Bedre livskvalitet er derfor blevet en vigtig ambition for lokale og regionale udviklingsprogrammer. Det er vigtigt at finde den rigtige balance mellem diversitet, kreative og kulturelle ressourcer, fyldestgørende tjenester og infrastruktur. Der er tale om spørgsmål, som bedst klares på lokalt og regionalt niveau, og de lokale og regionale myndigheder er bedst placeret til at knytte diversitet og identitet til udviklingsprogrammer. Udvalget opfordrer derfor til, at der udvikles partnerskaber mellem forskningscentre og innovationslaboratorier, som kan undersøge, hvordan et steds kvalitet indvirker på beslutninger vedrørende virksomhedsplacering og bosættelse såvel som på den økonomiske og sociale udvikling.

14.

Europa er ikke bare et vigtigt økonomisk område, men en fælles kultur, som er baseret på vigtige værdier som tillid og inklusion, der opbygger social kapital og således skaber grundlag for innovation og kreativitet. Samtidig understøtter denne atmosfære af »Forenet i mangfoldighed« en følelse af personlig sikkerhed, som øger borgernes livskvalitet og forbedrer de europæiske byer og regioners tiltrækningskraft som gode steder at leve, hvilket i sidste instans forbedrer konkurrenceevnen.

15.

Regionsudvalget bemærker, at selvom meddelelsen fremhæver behovet for at knytte sektorer sammen, lægger den mindre vægt på behovet for at indtænke vidensstrømme og kreativ kapital i steder. Hvad »kulturelle klynger« eller »kreative distrikter« angår, understreger udvalget, at der er behov for at placere byer og regioner i vidennettenes knudepunkter for at få fuldt udbytte af den frie bevægelse for idéer, kapital og personer i den globale netværksøkonomi. Støtte fra lokale og regionale myndigheder er af afgørende betydning for udviklingen af sådanne klynger, men disse må også knyttes til de europæiske og internationale vidennet for at øge deres effektivitet.

16.

Indarbejdelse af kreativitet i steder kræver, at de særlige lokale og regionale initiativer er intelligente, bæredygtige og strategiske. Dette giver de lokale og regionale myndigheder en særlig vigtig rolle i den henseende. Udviklingen af kultur på lokalt niveau styrker lokal identitet og særegenhed og skaber kulturprodukter, som ikke er nemme at overføre og som får en unik værdi, fordi de er knyttet til et bestemt sted. Disse kulturelle faktorer er også vigtige på europæisk niveau.

17.

Regionsudvalget mener, at et samfund, der investerer i kultur, uddannelse og sport, samtidig skaber mere rigdom, velfærd og sikkerhed. Denne simple kendsgerning gælder for en landsby, en by, en region, et land eller et helt kontinent. Udvalget slår til lyd for en ambitiøs dagsorden på EU-niveau, der gør Europa til et inspirerende og attraktivt kontinent; et sted, hvor det er populært at være for nutidens og fremtidens unge; et kontinent, der skaber nye job, hvor kommende generationer kan leve i et sikkert og rent miljø med høj livskvalitet.

18.

Regionsudvalget mener, at tillid er fundamental for et steds kvalitet, fordi den danner grundlag for den personlige sikkerhed og giver mulighed for, at folk kan mødes og dele deres idéer, hvilket er produktivt for kreative tanker og innovation. Sådanne rum bidrager også til at forankre kreative produkter, immateriel kulturarv og kreative mennesker til et sted. Dette har en økonomisk dimension, f.eks. i henseende til kulturens rolle, når bestemte steder skal skille sig ud som mål for turisme. Det har også en vigtig social dimension, fordi en kultur, der bygger på tillid, også danner grundlag for social samhørighed.

19.

Disse komplekse spørgsmål viser, at der er brug for en holistisk tilgang. Kreativitet og innovation er baseret på viden og færdigheder såvel som på sociale og økonomiske net. Kreativ udvikling skal derfor forfølges strategisk som en kollektiv samarbejdsindsats med gensidigt udbytte. Det er ikke kun kulturelle og kreative sektorer (og økonomiske mellemmænd), som er involveret i disse processer, men befolkningen som helhed.

20.

Regionsudvalget hilser derfor velkommen, at Kommissionen agter at støtte peer learning blandt byforvaltninger, så det bliver muligt for beslutningstagerne at dele og sammenligne erfaringer med hensyn til kulturens effekt på den sociale og økonomiske revitalisering af byer. Udvalget vil dog gerne slå til lyd for et bredere syn på kultur og kreativitet, som inddrager den regionale kontekst, borgerne, virksomheder og non profit-organisationer i processerne. Et redskab hertil kunne være den model, som anvendes af Comenius Regio-partnerskaber, dvs. en strategi, som fokuserer på lokal udvikling inden for uddannelse, men som også kan overføres til de kulturelle og kreative sektorer.

21.

De lokale og regionale myndigheder spiller en nøglerolle hvad angår fremme og pleje af kulturen i deres respektive områder, frem for alt når det gælder bevarelse af kulturarven og fremme af kunstnerisk innovation, støtte til og fremme af kulturelle institutioner og initiativer, skoler og uddannelser samt afholdelse af festivaler og kulturelle arrangementer (5). Lokale og regionale myndigheder er i en enestående position til at skabe balance mellem de forskellige elementer i det kulturelle og kreative økosystem og til at levere de ressourcer, som personer, der arbejder i de kulturelle og kreative sektorer, har brug for.

22.

Regionsudvalget bifalder, at Kommissionen understreger de kulturelle og kreative sektorers værdi for vækst og beskæftigelse (de står for 3,3 % af BNP og beskæftiger 6,7 mio. mennesker, hvilket svarer til 3 % af den samlede beskæftigelse) (6). De økonomiske fordele kan helt sikkert blive endnu større ved hjælp af den foreslåede nye strategi, der skal øge disse sektorers konkurrenceevne og eksportpotentiale og optimere sidegevinsterne af dem på andre områder som f.eks. inden for innovation, ikt og byfornyelse. Regionsudvalget understreger i den forbindelse vigtigheden af at udnytte de lokale og regionale erfaringer og at udforske, hvorledes kreative erhverv kan anvendes som vækstdrivere inden for øvrige erhverv.

23.

For at maksimere denne effekt må man fremme produktion og forbrug af kultur og udvikling af kreativitet. Regionsudvalget understreger betydningen af at lære kreative færdigheder i en tidlig alder, både inden for uddannelsessystemet og i fritiden, så den unge generation kan få fuldt udbytte af de nye former for adgang til kultur og forberede sig bedre på fremtidige job. Dette opnås navnlig ved at hjælpe dem — og samfundet i bredere forstand — med at håndtere konsekvenserne af overgangen til digital teknologi.

24.

Meddelelsen anerkender de kulturelle og kreative sektorers potentiale med henblik på at drage nytte af en bred vifte af finansielle instrumenter, herunder »Et kreativt Europa«, »Erasmus for alle«, samhørighedspolitikkens fonde, Horisont 2020, COSME og Connecting Europe-faciliteten. Det bør også anerkendes, at lokale og regionale myndigheder er en mere direkte aktør på kulturområdet. Byer og regioner leverer ikke alene hovedparten af kulturstøtten i de fleste egne af Europa, de er også laboratorier for kulturelle og kreative eksperimenter og innovation og spiller en nøglerolle i forbindelse med udvikling af kulturelle og kreative klynger.

25.

Regionsudvalget understreger vigtigheden af at fastholde offentlig støtte, der ydes til kulturfremmende formål, og opfordrer derfor Kommissionen til at tage kriteriet om regionalisering af udgifter op til genovervejelse, når den vedtager nye statsstøtteregler for film og andre audiovisuelle produktioner for ikke at hindre disser værkers territoriale effekt.

26.

Der er behov for at fremme god kulturforvaltning i overensstemmelse med konklusionerne fra den 3201. samling i Rådet (uddannelse, ungdom, kultur og sport) den 26.-27. november 2012 i Bruxelles.

27.

konstaterer, at Kommissionen slår til lyd for en række aktioner, som skal fremme de rigtige vilkår for, at de kulturelle og kreative sektorer kan blomstre. De fokuserer på udvikling af kvalifikationer, adgang til finansiering, fremme af nye forretningsmodeller, publikumsudvikling, adgang til de internationale markeder og bedre forbindelser til andre sektorer. De kulturelle og kreative sektorer står dog også over for særlige udfordringer. I disse sektorer er mikro-, små og mellemstore virksomheder samt selvstændige erhvervsdrivende fremherskende, hvilket stiller krav om initiativ og organisation på lokalt plan. De lokale og regionale myndigheder bør derfor blive bedre til at informere de lokale virksomheder om metoder og midler til at fremme lokale og regionale kulturaktiviteter (7);

28.

finder, at samarbejde er af vital betydning for de kulturelle og kreative sektorer, og bifalder derfor, at der træffes foranstaltninger til at sikre partnerskaber, alliancer og de rette vilkår for overførsel af bedste praksis, for fremme af viden og etablering af netværk, hvor erfaringer vedrørende mulighederne for at udnytte de kulturelle og kreative sektorers potentiale kan deles (8). Det bør overvejes at etablere tematiske netværk for de kulturelle og kreative sektorer, så at overførsel af viden kan fungere mere effektivt på europæisk plan;

29.

noterer sig Kommissionens intentioner om at forbedre EU's rammelovgivning for de kulturelle og kreative sektorer og bakker op om Kommissionens fokus på behovet for at forenkle de eksisterende regler og øge de kulturelle og kreative sektorers adgang til ekstern finansiering;

30.

mener dog, at Kommissionen hurtigt bør opstille en klar lovramme for intellektuelle ejendomsrettigheder og ophavsret i forbindelse med udviklingen af cloud computing.

31.

støtter meddelelsens vægtning af fem vigtige politiske drivkræfter: udvikling af færdigheder, bedre adgang til finansiering, fremme af nye forretningsmodeller og udvidelse af målgrupperne, fremme af samarbejde med andre sektorer og politikker samt større international rækkevidde;

32.

bifalder, at Kommissionens meddelelse klart anerkender, at de kulturelle og kreative sektorer har forbindelse til andre politikområder, bl.a. til ikt, turisme m.m. Dog burde der sættes større fokus på deres forbindelse med de uddannelsespolitiske områder. Regionsudvalget slår til lyd for en mere proaktiv tilgang, der støtter udviklingen af synergier mellem kulturelle og kreative sektorer indbyrdes og mellem disse og økonomiske og sociale aktører på andre områder med henblik på at støtte nye og innovative aktivitetsområder som f.eks. crossmedia, sociale medier, digital udgivelse, kreativ turisme (9) m.m.;

33.

støtter forslaget om en strategi i flere niveauer baseret på en tvedelt tilgang, der omfatter såvel horisontale som vertikale politiske aspekter. Navnlig den vertikale del af indsatsen — en holistisk tilgang for integrerede strategier — er vigtig, fordi den udtrykkeligt anerkender forbindelser til andre politikområder, såsom til industri, turisme, uddannelse, økonomi osv.;

34.

støtter idéen om, at »den europæiske kulturhovedstad« sammen med »det europæiske kulturarvsmærke« bør benyttes mere som laboratorier for publikumsudvikling og borgerdeltagelse. Det bør anerkendes, at sådanne lokalt forankrede initiativer skaber vigtige kreative rum og klynger under nationale og globale netværk i de kulturelle og kreative sektorer og bidrager til at skabe forbindelse mellem lokalsamfund og globale cirkler;

35.

understreger behovet for mere information og dokumentation om de kulturelle og kreative sektorers virkemåde og virkninger, hvilket skulle gøre det lettere for de kreative virksomheder at opnå kommerciel finansiering. Eurostat bør opfordres at udvikle mere effektive og tidssvarende europæiske statistikker på det kulturelle område. Der bør igangsættes undersøgelser af de kulturelle og kreative sektorer i særlige lokale og regionale sammenhænge for at afdække, hvordan det kulturelle økosystem virker forskellige steder i EU med henblik på at ajourføre bedste praksis og kortlægge de vigtigste udviklingstendenser inden for de kulturelle og kreative sektorer;

36.

slår til lyd for, at kultur og kreativitet bliver bedre integreret i Europa 2020-strategien, især via flagskibsinitiativerne »den digitale dagsorden«, »nye kvalifikationer til nye job« og »innovation i EU« i anerkendelse af, at ikke kun virksomheder, men et fuldstændigt videnssystem og et sundt kulturelt økosystem er nødvendige som støtte for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

37.

pointerer, at Kommissionen afslutningsvis foreslår, at strategien følges op ved hjælp af den åbne koordinationsmetode for kultur. Udvalget vil især henlede opmærksomheden på, at de nationale repræsentanter systematisk bør høre de lokale og regionale aktører, for at de kan stille så troværdige spørgsmål som muligt.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/12

—

Som mange fænomener i det digitale samfund allerede har demonstreret, sker der betydelige forandringer nedefra og op, og det er yderst vigtigt at holde fokus på udforskning af iværksætterpotentialet.

—

Innovationsfællesskaber fungerer som økosystemer vha. et systemisk værdinetværkssamarbejde i en verden uden grænser.

—

Regioner har brug for nye hotspots for medskabelse af innovation. Disse kan beskrives som »innovationshaver« og »platforme for udfordringer«, som i fællesskab udgør samarbejdsprototyper, hvor der arbejdes med fremtiden.

—

Regionsudvalget støtter nye investeringer i åben innovation og crowdsourcing. Dette er de nøglebegreber, som forbindes med intelligente byer og borgernes deltagelse.

—

Konceptet med forbundne intelligente byer skal videreudvikles og udvides til hele Europa.

—

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at etablere programmer til »udforskning af iværksætterpotentialet« på forskellige niveauer og kortlægge, hvad der er mest effektivt for lokalsamfundene og med hensyn til en udbredelse på europæisk niveau.

—

En cirkulær videnøkonomi: resultaterne af forsknings- og innovationsprogrammer og -projekter finansieret af Kommissionen og med nationale midler skal genbruges.

—

De bedste pionerer med hensyn til udvikling og forvaltning af europæiske projekter bør finansieres vha. Horisont 2020 og samhørighedsmidlerne. Formålet er også at teste effektive metoder og værktøjer inden for et praktisk samarbejde og grænseoverskridende læring.

Ordfører

Markku MARKKULA (FI/PPE), Medlem af byrådet i Espoo

1.

Efter anmodning fra det irske rådsformandskab udarbejder Regionsudvalget velinformerede og velbegrundede forslag til, hvordan der kan skabes øget innovation og bygges bro over innovationskløfter. Målet under dette mandat er at indgive forslag til (1) foranstaltninger, der kræves af regionerne og de forskellige aktører i regionerne, og (2) nødvendige foranstaltninger under Kommissionens programmer, finansiering og andre aktiviteter.

2.

Den opgave, som det irske rådsformandskab har stillet, kan kun løses ved at opregne og beskrive en række foranstaltninger, der skal gennemføres parallelt, og som knytter sig til behovet for at ændre arbejdskulturen generelt. Indsatsen i EU og de fleste medlemsstater og regioner har i de senere år været karakteriseret ved udarbejdelsen af et stort antal rapporter og planer af høj kvalitet. EU's flagskibsprogrammer og planer fra forskellige generaldirektorater er utvivlsomt hensigtsmæssige, men der er stadig kun tale om planer, og de garanterer ikke den ændring i intellektuel tilgang, som er nødvendig i praksis i de europæiske regioner. Som mange fænomener i det digitale samfund allerede har demonstreret, sker der betydelige forandringer nedefra og op, og det er yderst vigtigt at holde fokus på udforskning af iværksætterpotentialet. Begrebet »iværksætter« er ikke dækkende her, fordi ordet ofte fortolkes meget snævert. Også udforskning handler om andet og mere end innovation. Der er snarere tale om en ny aktivitet, der handler om at undersøge, eksperimentere og lære, hvad der bør gøres inden for en industri eller delsektor mht. forskning, udvikling og innovation for at forbedre dens situation. At udforske iværksætterpotentialet indebærer, at man eksperimenterer, tager risici og laver fejl. Den enkelte samarbejder ofte med andre gennem netværk, gennem at overveje alternativer, fastsætte mål og skabe innovationer uden skyklapper på. En forudsætning for denne udvikling er endvidere, at borgerne, samfundsgrupper og erhvervslivet får mulighed for at komme til orde, da de ofte har haft følelsen af, at de ikke høres.

3.

Denne udtalelse handler om at øge innovationen og bygge bro over innovationskløften med hjælp fra navnlig EU's programmer, og de følgende politiske retningslinjer og forslag viser, at de nødvendige ændringer kan gennemføres. I Europa er vi nødt til at:

Disse tilgange er imidlertid ikke tilstrækkelige: indholdet af innovation skal undersøges nærmere.

4.

Foranstaltningerne til gennemførelse af Europa 2020-strategien har ikke skabt tilstrækkelige resultater på området innovative aktiviteter. Der er blevet udarbejdet en stor mængde nyttigt materiale og forslag på EU-niveau. Det er nu vigtigt, at der i EU's finansiering og programmer fokuseres på praktiske foranstaltninger på lokalt og regionalt niveau.

5.

Der skal realiseres et tæt samarbejde mellem F&U-projekter og -programmer om lokale innovationsøkosystemers oprettelse, resultater og effektivitet. Hertil er der brug for nye former for europæiske forskningspartnerskaber. Fornyelse og omstilling er ofte baseret på koncepter for koordineret samarbejde og en brug af centrale støtteteknologer, der er innovativ og effektiv. Hvis disse teknologier i større grad bliver tilgængelige for europæiske projekter, vil dette betyde en forbedring og videreudvikling af deres kapacitet til at skabe praktiske resultater og reelle forandringer. Med EU-støtte til regionale partnerskaber og samarbejde baseret på intelligent specialisering kan de blive grundlæggende elementer i europæisk innovation på tværs af grænserne og regionale fundamenter for samfundsmæssig innovation.

6.

Et paradigmeskifte: digitaliseringen har allerede medført altomfattende ændringer. Lokale og regionale beslutningstagere bør udnytte de eksisterende muligheder, og en reform af tjenesteydelsesprocesserne bør stå øverst på dagsordenen. Samtidig bør man fremme brugen af digitale tjenester i den offentlige sektor, udvikle alle borgeres e-færdigheder samt nystartede virksomheder og højvækstvirksomheder, som producerer mobile løsninger.

7.

Digitaliseringen er drivkraften bag forandringer, og skiftet i retning af digitale tjenester tager til i styrke. Nye økosystemer for virksomheder og værdiskabelsesområder opstår ofte som følge af ændringer i forbrugernes adfærd, der er et resultat af brugerorienteret design og åbenhed. Disse udfordrer top-down-tilgange, som er nedarvet fra den gamle, analoge verden. Mens digitaliseringen gør udviklingen af tjenesteydelser mere global end nogensinde før, er Europas position ikke optimal: vi fører ikke an i dette globale kapløb.

8.

Cloud-teknologi gør det muligt at anvende de bedste tjenester uanset tid og sted. Denne måde at udvikle og producere tjenester på vil i løbet af ganske få år erstatte en stor del af de traditionelle tjenester, hvor det at »være der selv« er en grundlæggende faktor, som definerer en tjeneste. Det vil ikke længere være nødvendigt at have it-udstyr i hver en krog. Det omfatter også styring og udvikling af virksomhedernes, den offentlige forvaltnings og andre sammenslutningers ikt-tjenester og globale netværkssamarbejde. Kommissionen bør fremme denne udvikling, som beskrives med begrebet e-lederskab, gennem aktive partnerskabsprogrammer.

9.

Vi kan ikke imødegå de samfundsmæssige udfordringer vha. mindre justeringer og konventionelle styringsmetoder. En styrkelse af fornyelseskapitalen har afgørende betydning for resultaterne: kreativitet, innovation og selvtilliden til at innovere og reformere baner ligeledes vejen til succes for lokale og regionale beslutningstagere. Samtidig må de offentlige forvaltninger blive mere fleksible, så der bliver mere plads til, at beslutningstagerne kan udfolde deres kreative ideer.

10.

Motiverede personer står centralt i den regionale innovationspolitik. Det er mennesker, som skaber innovationer, og derfor er innovation først og fremmest en menneskelig og social proces. De faktorer, som påvirker innovation, findes ikke kun i organisationer: de vigtigste drivkræfter for innovationsprocessen i forskellige faser opstår ofte som følge af et samspil mellem mennesker i forskellige sammenhænge.

11.

Forskningen bør dække både de langsigtede og de kortsigtede behov. Kun en beskeden andel af byer, virksomheder og andre fællesskaber udnytter forskningens resultater optimalt. Det bør også understreges, at det kun er et lille antal forskere, der er i stand til at gøre deres viden og forskningsresultater interessante og anvendelige for de offentlige myndigheder, industrien og andre aktører, når de håndterer de udfordringer, de står over for. Europa skal derfor gennemgå store kulturelle forandringer og opstille nye finansieringsprioriteter med henblik på at sikre en aktiv anvendelse af de seneste forskningsresultater på lokalt og regionalt niveau. Udvalget mener, at SMV'er er vigtige katalysatorer for at få bragt forskningsresultater ud på markedet ved at omsætte dem til konkrete anvendelser. Det mener, at der er behov for at gøre det nemmere for SMV'er at opnå finansiering ved hjælp af investeringer i nystartede virksomheder, risikovillig kapital og mindre kompleks lovgivning.

12.

Målrettet omsætning af forskning til anvendelse i praksis kræver god gensidig forståelse af, hvilken forskning der pågår, hvilke problemer der drøftes, og hvordan relevant forskning kan påvirke lokale og regionale spørgsmål. Hertil er der behov for en ny type videntrekant, hvor forskning og videnskab sættes i forbindelse med erhvervsliv og myndigheder via en form for tovejsformidlingstjeneste. Dette kræver, at EU's videntrekant videreudvikles og aktivt gennemføres, således at universiteternes rolle i samfundet styrkes.

13.

Videnskabelig og teknologisk forskning samt den aktive anvendelse af idéer, der er baseret på denne forskning, gør det muligt at yde pionerarbejde. Samtidig bør visionen om innovation udvides, så den ikke blot omfatter teknologiske innovationer, men ligeledes proces-, virksomheds-, service- og designinnovationer samt innovationer i den offentlige sektor og sociale innovationer, der kan omforme samfundskulturer, samt samfundsmæssige innovationer, der kan modernisere bredere aktiviteter og strukturer. Det er vigtigt, at ikke blot virksomheder, men også den offentlige sektor, tager den bredere vision af innovation til sig.

14.

Eftersom den offentlige sektor i visse regioner, først og fremmest landdistrikter, er drivkraft for ændringer og meget vigtig for at bevidstgøre lokalbefolkningen, bør den have særlig fokus på innovation i den offentlige sektor og på at omlægge den måde, de offentlige institutioner forvaltes på, så de kan komme på omgangshøjde med andre regioner.

15.

En cirkulær videnøkonomi: resultaterne af forsknings- og innovationsprogrammer og -projekter finansieret af Kommissionen og med nationale midler skal genbruges.

16.

En cirkulær økonomi er en økonomi, hvor ting ikke kastes bort eller går tabt, men cirkulerer og genbruges, således at deres værdi ikke går tabt, men styrkes. Begrebet stammer fra nytænkning vedrørende den næste generation af koncepter for bæredygtig udvikling. I en cirkulær videnøkonomi kan resultaterne af forskningsprogrammer og fuldførte projekter — idéer, indsigt, anbefalinger, materiale, metoder, praktiske forslag, prototyper og opfindelser — genopdages, tages med i og anvendes i aktuelle programmer og projekter på relaterede og relevante områder. Udvalget gentager, at der ligger økonomiske muligheder og innovationsmuligheder for regioner og byer i bioøkonomien og ikt, hvilket er en vigtig faktor for intelligent, bæredygtig og grøn vækst (1).

17.

I forbindelse med skiftet i retning af en cirkulær videnøkonomi kunne nationale finansieringsorganer vende tilbage til og undersøge resultaterne af projekter, der er afsluttet gennem de seneste 5-10 år, så det, de gemmer på, kan genbruges i en ny regional og national kontekst. Kommissionens generaldirektorater kunne gøre det samme og sikre, at resultaterne bliver mere bredt tilgængelige på tværs af forskellige områder med det formål at imødegå samfundsmæssige udfordringer. Universiteternes forskning kunne gøres mere direkte relevant for politiske beslutningstagere og projekthold. Resultater fra alle disse områder kunne evalueres med henblik på at imødekomme behov på regionalt og lokalt niveau og gøre nye idéer, materialer og metoder klar til anvendelse ved udviklingen af regionale innovationsøkosystemer i hele Europa.

18.

Et aktivt og stimulerende miljø skabes gennem en kombination af mange forskellige faktorer. Innovative mennesker involverer sig generelt gerne i arrangementer, projekter og aktioner, når disse understøttes af gode koncepter, metoder samt effektive og nye applikationer fra FUI.

19.

I alle aktiviteter, der involverer mennesker, findes et element af usikkerhed, tvivl og spændinger. Målet er at transformere navnlig spændingerne således, at de bliver til en kilde til kreativitet og innovation, så principperne om den lærende organisation opfyldes. Den kreative proces bliver i sig selv til synlige kreative spændinger, som kan bruges til at forandre aktiviteten i systemet eller systemet som helhed. Det er vigtigt med metoder og koncepter, som øger læringens omfang, højner kvaliteten af den og styrker den bæredygtige sociale udvikling. Processer for udnyttelse af viden og kapacitetsopbygning samt udnyttelse af viden i organisatorisk læring er koncepter, som bliver stadig vigtigere sammen med undersøgelser og medskabelse af viden.

20.

Regioner har brug for nye hotspots for medskabelse af innovation. Disse kan beskrives som »innovationshaver« og »platforme for udfordringer«, som i fællesskab udgør samarbejdsprototyper, hvor der arbejdes med fremtiden. Der er brug for disse til håndtering af udfordringer — fra mindre lokale udfordringer til store samfundsmæssige udfordringer på globalt niveau. Der er derfor brug for FUI-aktiviteter, som vil bane vejen for og skabe prototyper af (1) konfigurationer med fysiske, intellektuelle og virtuelle dimensioner og (2) koordinering og værktøjer til videnstyring med henblik på håndteringen af udfordringer.

21.

Den engang roste Triple Helix-tilgang er ikke dynamisk nok til at imødegå nye udfordringer: Der kræves som minimum en Quadruple Helix, hvor lokalsamfundet er den fjerde gren. Metoden skal moderniseres. Der er behov for et intensivt samspil med regionale innovationsøkosystemer for at opdatere dette operationelle koncept og denne kultur.

22.

Set fra et europæisk perspektiv er det navnlig vigtigt at se nærmere på regionale innovationsøkosystemer og på rollen, betydningen, aktiviteterne, de rumlige løsninger og succeskriterierne hos lokalsamfund og institutioner, som sætter skub i nye og dynamiske innovationsaktiviteter i sådanne økosystemer. Den nye form for innovation fokuserer på den nye tilgang og det nye miljø, som udgør grundlaget for brugerorienteret design, medskabelse og hurtig gennemførelse af pilotprojekter.

23.

Disse nye institutter, som for størstedelens vedkommende er oprettet inden for de sidste par år, er fleksible enheder med en samarbejdsbaseret strategi. Eksempler er: væksthuse (Incubators and Accelerators), levende laboratorier (Living Labs), iværksættercentre (Entrepreneurial Hubs), udviklingslaboratorier (Development Labs), laboratorier for social innovation (Social Innovation Labs), »Fab Labs«, seminarer for samfundsmæssig innovation (Societal Innovation Learning Camps) og fremtidscentre (Future Centers). De fungerer som hovedregel som associerede enheder af universiteter, kommuner og virksomheder og kombinerer nye, åbne metoder, brug af sociale medier, nye intellektuelle ejendomsrettigheder og finansieringsformer, et bredt netværk af aktører og iværksætterkultur.

24.

Hvis den aktive brug af innovative offentlige indkøb skal øges, er det afgørende, at procedurerne forenkles. Der findes relevante eksempler på vellykket forenkling i Europa og andre dele af verden. Disse eksempler bør studeres, tilpasses, gøres til prototyper og tages i brug.

25.

Diskussionerne om de »store samfundsmæssige udfordringer« virker ofte for abstrakte og for langt fra de praktiske spørgsmål, der optager vigtige aktører i hele Europa: lokale og regionale myndigheder, SMV'er og almindelige borgere. Det er imidlertid her, at Europas innovative potentiale findes. Store udfordringer skal på eksplicit vis forbindes med udfordringer på lokalt og regionalt niveau og imødegås på dette niveau. Dette vil styrke den lokale innovation og realisere et stort uudnyttet potentiale og kollektiv intelligens. Borgerne nyder ikke blot godt af innovation, men er aktører, som står i centrum for innovationsprocessen. Vi er nødt til at have større fokus på, hvorfor dette er nødt til at ske, og hvordan det vil motivere og være et incitament for dem, der vælger innovationsvejen. Der skal skabes sociale programmer i regionerne, der udnytter den dialog og det samarbejde, som digitaliseringen muliggør, og som har til formål at realisere de nødvendige sociale ændringer. Alle må tilskyndes til at udbedre væsentlige sociale mangler og at arbejde for banebrydende ændringer.

26.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at udforme programmer, der kan omsætte de »store samfundsmæssige udfordringer« på nationalt, regionalt og lokalt niveau: Hvordan udmønter en stor samfundsmæssig udfordring sig i nationale behov? Regionale prioriteter? Lokale spørgsmål? Disse programmer under Horisont 2020 og andre EU-programmer bør give borgere og mindre virksomheder mulighed for at fortælle Kommissionen, hvilke udfordringer de står over for, og skabe forudsætninger for (metoder, innovationsfremmende rammevilkår, formidlingsmekanismer), at disse lokale udfordringer kan udmønte sig i innovative programmer på det relevante niveau. Hurtig udvikling af prototyper er en vigtig metode hertil.

27.

Regionsudvalget anbefaler, at der gennemføres forsøg og særlige foranstaltninger til hurtig udvikling af prototyper for hver enkelt af de store samfundsmæssige udfordringer i flere europæiske regioner vha. et forbundet program for medlæring. Desuden bør man styrke netværk af forbundne intelligente byer for at fremme eksperimentel innovation og læring. Europa har brug for foregangsbyer og effektive partnerskabsprogrammer for at fremme innovation og sikre, at alle regioner udvikles uanset deres nuværende situation. Dette forudsætter, at udfordringerne udmøntes i spørgsmål med relevans for det regionale og lokale niveau, så de kan håndteres lokalt som innovative forandringsprocesser. Læring og erfaringer kunne udveksles mellem de forskellige deltagende regioner og kodificeres vha. hurtig rapportering omfattende klare diagrammer og et tilgængeligt sprog, så de også ville kunne anvendes aktivt af andre. Én regions løsninger kunne dermed testes og valideres i de andre deltagende regioner og effektive løsninger kunne udbredes til andre regioner i Europa. Det er dog vigtigt, at disse foranstaltninger er fleksible, og at de tilpasses ordentligt til de lokale forhold, så man mindsker den administrative byrde for erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, myndigheder m.fl.

28.

Regionsudvalget påpeger over for de regionale beslutningstagere, at denne tilgang i kombination med brugen af samhørigheds- og lokal finansiering i synergi med EU-programmer skaber praktiske innovationer, der kan anvendes i hele Europa. Det vil ligeledes fremme den lokale innovation og bidrage til at skabe en innovationskultur i Europa.

29.

Universiteter spiller en vigtig rolle i denne udvikling. Med de stadigt færre ressourcer er universiteterne desværre »nødt til at spænde livremmen ind« og falder tilbage i deres traditionelle undervisnings- og forskningsrolle. Ekstern deltagelse synes at træde i baggrunden. Regionsudvalget så gerne, at der iværksættes aktiviteter, der kan få universiteter til at spille en vigtig rolle i samfundet og tilrettelægge coaching- og læringsforløb for de nødvendige forandringsprocesser af social og samfundsmæssig karakter.

30.

Intelligent specialiserings integrerede rolle i den politiske ramme for Europa 2020 er blevet fremhævet af Rådet, navnlig i dets konklusioner vedrørende »Innovation i EU«. EU's håndbog i forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering (RIS3) definerer disse strategier som integrerede, økonomiske dagsordener for omstilling med et lokalt udgangspunkt.

31.

Regionsudvalget understreger, at intelligent specialisering er en regionalpolitisk ramme for innovationsbaseret vækst. Det, som adskiller intelligent specialisering fra traditionelle industri- og innovationspolitikker, er hovedsageligt processen defineret som »udforskning af iværksætterpotentiale« — en interaktiv proces, hvor markedskræfter og den private sektor opdager og fremskaffer oplysninger om nye aktiviteter, og myndighederne vurderer resultaterne og giver beføjelser til de aktører, som bedst er i stand til at realisere potentialet. Strategier for intelligent specialisering er i langt højere grad baseret på, at processen sker nedefra og op, end traditionelle industripolitikker.

32.

Platformen for intelligent specialisering må yde mere støtte til aktiviteter på lokalt og regionalt niveau med særlig vægt på de mindst udviklede regioner. Det betyder, at der i de enkelte regioner især må være støtte til processer rettet mod at identificere de aktiviteter i regionen, som skaber stor værditilvækst. Det betyder også, at der må skabes de bedste muligheder for, at regionen kan styrke sin konkurrenceevne og den række af politikker, som skal iværksættes for at udforme intelligente specialiseringsstrategier.

33.

Regionsudvalget fremhæver, at RIS3-tilgangen stemmer overens med mål og værktøjer i EU's samhørighedspolitik til fremme af vækst og beskæftigelse i alle EU-lande og -regioner. Udvalget foreslår, at der udformes en strategi og en global rolle for hver national og regional økonomi, fra de regioner, der er længst fremme, til mindre udviklede regioner. Regionsudvalget støtter en bredere fortolkning af innovationsbegrebet, så det ikke kun omfatter investeringer i forskning eller fremstillingssektoren, men også opbygning af konkurrenceevnen gennem design og kreative industrier, øget innovationskapacitet i den offentlige sektor, social innovation og innovation inden for tjenester, nye forretningsmodeller og praksisbaseret innovation.

34.

Regionsudvalget støtter i høj grad Europa-Parlamentets ITRE-udvalg, der foreslår følgende tilføjelse til bestemmelserne om Horisont 2020: »Instrumenter, der sikrer forbindelsen mellem forskning, innovation og strategierne for intelligent specialisering, gennemføres i såvel Horisont 2020 som i strukturfondene med henblik på at skabe objektive indikatorer for vejen til topkvalitet og opbygning af det europæiske forskningsrum (EFR)«.

35.

Regioner og byer bør inkorporere forskning, udvikling og innovation (FUI) som en del af deres politiske hoveddagsorden. Gennem Horisont 2020- og samhørighedsstøtte bør man for at sikre en regional tilpasning skabe koncepter, instrumenter og andre forudsætninger, så lokale og regionale myndigheder aktivt kan fremme innovation, tage risici og investere i den praktiske anvendelse af FUI.

36.

Med henblik på at opfylde Europa 2020-strategiens målsætninger er det vigtigt, at EU's samhørighedspolitik medvirker til at styrke kompetencegrundlaget og innovationskapaciteten på lokalt niveau og til at udvikle instrumenter, der fremmer samarbejdet mellem regioner inden for Europa. Der er behov for disse instrumenter og denne form for samarbejde for at gøre brug af resultaterne af Horisont 2020 på regionalt og lokalt plan. Til dette formål foreslår Regionsudvalget, at mulighederne i EU's Interreg-initiativ udnyttes til fulde, og at det tilføres tilstrækkelige ressourcer ved at etablere platforme for gensidig læring og ved at fremme international udveksling om innovationsstrategier.

37.

Konceptet med intelligente byer har været et af EU's fokusområder med henblik på at fremme bæredygtig vækst og livskvalitet. Katalysatorerne er investeringer i moderne ikt-infrastruktur og e-tjenester samt menneskelig og social kapital. Drivkræfterne for forandringer er først og fremmest den regionale fornyelseskapital og effektiviteten i innovationsøkosystemerne — navnlig møntet på at modernisere Triple Helix-samarbejdskulturen og øge den regionale reaktionsevne gennem borgernes deltagelse. Regionsudvalget bemærker, at intelligente applikationer, der fungerer vha. åbne og interoperable digitale tjenestegrænseflader, er meget vigtige for at forbinde borgerne i den enkelte region og på globalt plan og for at forbinde byer i europæiske partnerskaber. Konceptet med forbundne intelligente byer skal videreudvikles og udvides til hele Europa.

38.

Man bør udvikle og producere intelligente tjenester i EU's regioner, der tilpasses til regionens kultur samt de lokale virksomheder og offentlige tjenester som et led i gennemførelsen af strategien for intelligent specialisering. Regionsudvalget foreslår, at udviklingsaktiviteterne på lokalt og regionalt niveau bakkes massivt op af EU-finansierede forskningsprojekter, som skal sikre de bedste forskningsresultater til brug i regionerne, bearbejder dem og fremmer anvendelsen af dem i de forskellige regioner.

39.

Man bør iværksætte programmer i regionerne for at skabe innovationsklynger med international tiltrækningskraft. Programmerne bør anvendes til at opmuntre byområder til at træffe deres egne strategiske valg om prioriteringer baseret på deres individuelle identitet, behov og tværfaglige viden samt at fremme videnbaseret erhvervsvirksomhed. Regionsudvalget mener, at programmerne bør finansieres med både regionale ressourcer og midler fra EU's strukturfonde, og at man bør støtte deres aktiviteter med en række foranstaltninger, programmer og finansieringsinstrumenter på EU-niveau.

40.

Regionsudvalget understreger, at den vigtigste forudsætning for succes i de regionale innovationsstrategier er en effektiv overvindelse af kløften mellem den eksisterende globale viden på forskningsområdet og den aktuelle regionale praksis. Strukturer og processer i byer og regioner skal udvikles, ja endda ændres radikalt, i overensstemmelse med de nyeste forskningsresultater. Med henblik på at håndtere disse udfordringer minder Regionsudvalget om, at:

41.

Regionsudvalget anerkender, at den samfundsmæssige innovationskapacitet i høj grad kan styrkes gennem borgernes deltagelse. Dette kræver navnlig, at anvendelsen af den digitale teknologi sætter mennesket i centrum: »crowdsensing« og »crowdsourcing«. I intelligente byer er udviklingen i høj grad baseret på bottom-up deltagelsesprocesser, der tager højde for dynamikken i alle former for samfundsaktiviteter samt et individuelt og fælles ansvar. Dette er i langt højere grad tilfældet end i traditionelle top-down byforvaltede tjenester. Den væsentligste ændring består i, at borgerne er direkte involverede i samfundsprocesserne gennem generering af data og platforme til indholdsdeling. Borgerne kan beskrives som forandringsagenter, der registrerer, rapporterer og tager hånd om forskellige aktiviteter.

42.

Regionsudvalget støtter nye investeringer i åben innovation og crowdsourcing. Dette er de nøglebegreber, som forbindes med intelligente byer og borgernes deltagelse. Crowdsourcing er en inddragelsesmetode, hvor virksomheder, byer og andre organisationer søger input fra samfundsgrupper, og denne metode er meget vigtig. En anden faktor er utilstrækkelig viden — og forståelse — af hinandens gode praksis, hvordan andre arbejder og hvorfor.

43.

Regionsudvalget anerkender behovet for et tæt samarbejde mellem forskellige myndighedsniveauer og civilsamfundet og bemærker, at et sådant allerede tegner sig i forskellige europæiske byer og regioner. Byer og regioner er imidlertid ikke gode til at anvende bedste praksis: lovende pilotprojekter har en tendens til at forblive lokale, uden at brugerne får gavn af samtlige fordele, og uden at der skabes forretningsmuligheder for leverandørerne. Den utilstrækkelige udbredelse skyldes mange byrelaterede innovationers komplekse karakter og vilkårene for deres indførelse.

44.

Regionsudvalget foreslår, at Kommissionen offentliggør udbud, der relaterer sig til innovationer i byer. Der bør fokuseres på at skabe nye samarbejdsmodeller, der har til formål at finde nye løsninger, der kan håndtere byudvikling og behovet for tjenester, for derefter at udbrede og formidle disse innovative løsninger til andre byer og regioner. Disse bør omfatte nye former for samarbejde mellem borgere, virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt myndigheder. Dette indebærer såvel muligheder som udfordringer. Borgere i hele Europa tager allerede initiativer til at ændre deres egne omgivelser og eksperimentere med nye former for samarbejde. Mulighederne består bl.a. i at drage fordel af det rige og aktive liv i lokalsamfundet, det store antal frivillige og de mange forskellige initiativer, der iværksættes. Tiltagene bør have til formål at udforske nye former for samarbejde og styrke forbindelserne i eksisterende partnerskaber på en måde, så disse bliver mere åbne for innovative opdagelser og i højere grad baseres på udnyttelsen af global viden og gensidig læring. Der er behov for synliggørelse af vellykkede eksempler i regioner, der ligner hinanden, i hele Europa.

45.

En stor udfordring for overvindelsen af innovationskløften består i at få nedbrudt de strukturelt afgrænsede områder, hvor spørgsmål og udfordringer behandles. Samfundsmæssige problemer begrænser sig ikke til lukkede forvaltningsområder, og de kan heller ikke håndteres vha. individuelle projekter eller nationale og regionale ministerier. Traditionelle projekter — selv i stor størrelsesorden — er ikke løsningen: Europa må overvinde silotænkning og isolerede tiltag. Ny vækst og beskæftigelse skyldes åben innovation og værdinetværk. Europa må på alle områder have fokus på at udforske iværksætterpotentialet møntet på en systematisk håndtering af udfordringer. Indbyrdes forbundne problemer kræver systemiske løsninger.

46.

Regionsudvalget konstaterer, at der er spændende udviklingstendenser i universiteters laboratorier i Europa og i endnu højere grad på globalt plan, som vedrører håndteringen af de store samfundsmæssige og industrielle udfordringer. I dag er de bedste laboratorier, hvad angår banebrydende innovation, imidlertid ikke længere de traditionelle universitetsfaciliteter, men regionale innovationsøkosystemer, der fungerer som forsøgsfaciliteter, hvor man hurtigt kan udvikle prototyper af de mange forskellige former for brugerdreven innovation på grundlag af transformative og skalerbare systemer. Med henblik på at omdanne videnskabelige og teknologiske forskningsresultater til en lang række nye produkter, tjenester og processer må Europa fremme innovation inden for produktionssystemer, der adskiller sig fra traditionelle fremstillingsprocesser. Der er også brug for gensidig forståelse af krav, spørgsmål og muligheder i virksomheder, inden for videnskaben og hos myndigheder.

47.

Regionsudvalget opfordrer til, at der iværksættes flere forsknings- og udviklingsaktiviteter med det formål at finde metoder til fremme af innovation og virksomhedsudvikling, der ikke er afgrænset til de gammeldags strukturer bestående af sektorer og klynger, og som tager udgangspunkt i økosystemer, der kan styres med det formål at fremme regionernes innovative potentiale og styrke deres iværksætterkultur.

48.

Regionsudvalget fremhæver vigtigheden af, at EU og det regionale niveau finansierer innovation og produktionsøkosystemer med stærke lokale, regionale eller tværregionale karakteristika. En bredt baseret innovationspolitik skaber forudsætningerne for systemiske driftsmodeller, som i en dialog om medskabelse kombinerer behovene hos brugere, forbrugere og borgere parallelt med viden, kreativitet og kompetencer.

49.

Der er mange indsatsområder for forskning og innovation, der kan støtte de hårdt tiltrængte forandringer i den nye programmeringsperiode 2014-2020. Regionsudvalget ønsker at fremhæve følgende områder som afgørende for fremtiden:

50.

EU-erfaringer med fælles programplanlægning og tværnationale partnerskaber skal udvikles yderligere for at styrke de regionale processer, så en bottom-up-tilgang til de strategiske Europa 2020-prioriteter kædes sammen med europæisk forskningsmæssig viden på højt niveau. Regionsudvalget betoner vigtigheden af flere finansielle ressourcer for at øge antallet af europæiske partnerskaber og regional bench-learning gennem Interreg og andre, lignende programmer.

51.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at etablere programmer til »udforskning af iværksætterpotentialet« på forskellige niveauer og kortlægge, hvad der er mest effektivt for lokalsamfundene og med hensyn til en udbredelse på europæisk niveau. Finansieringen bør komme fra forskellige kilder: Horisont 2020, Cosme, samhørighedsmidlerne og andre kilder. Pilotprojekter, hvor flere regioner deltager, kan styrke potentialet for tværregional læring. Regioner med fælles kulturelle træk — f.eks. Østersøregionen, Donauregionen eller regioner i den yderste periferi — bør samarbejde om at imødegå specifikke samfundsmæssige udfordringer, som de er fælles om. Vellykkede innovationer i en region kan testes og valideres i andre. Innovationer med relation til byer kan udbredes til regional anvendelse og senere til andre regioner i Europa. Disse projekter bør inddrage vigtige aktører på alle niveauer, herunder lokale og regionale myndigheder, SMV'er, ngo'er og navnlig alle uddannelsesinstitutioner.

52.

Design i sine mange udtryksformer er længe blevet kædet sammen iværksætteri. Strategisk design betyder, at man anvender velkendte principper, når man udvikler løsninger på centrale samfundsmæssige udfordringer, såsom befolkningens aldring eller klimaændringer. Som begreb betyder design andet og mere end formgivning. Design kan være med til at give nye perspektiver på problemløsning, at fastlægge mulige foranstaltninger samt at skabe effektive, omfattende svar uden den »silodannelse«, der præger den offentlige sektor.

53.

Innovativt design rummer store muligheder for at skabe økonomiske og kulturelle fordele for samfundet. Man bør fremme designfokuserede økosystemer i regionerne, hvor erfarne forskere, erhvervsrepræsentanter og forskellige designeksperter samt deres virksomheder, universiteter og andre fællesskaber samarbejder effektivt og skaber nye initiativer. På den måde kan de alle inddrages og bidrage proaktivt til at forbedre aktivitetsniveauet og fremme innovationspolitikken generelt.

54.

Regionsudvalget opfordrer regioner og byer til at anvende innovative offentlige indkøb til at skabe nye innovationer. Der bør opmuntres til offentligt-privat samarbejde inden for eksperimenter og udvikling af prototyper, og viljen til at løbe en risiko og eventuelt fejle bør opfattes som en realitet for iværksættere og ikke en social deroute. Repræsentanter for byer og regioner bør udvikle metoder og udveksle erfaringer om risikohåndtering i denne type af projekter. Idet projekterne fremmer en iværksætterkultur, hvor der eksperimenteres, iværksættes, pilotprojekter og udvikles prototyper, vil de også øge de europæiske borgeres evne til selvorganisering.

55.

De vigtigste reformer i den næste programmeringsperiode inkluderer en projektfokusering på de strategiske prioriteter for intelligent specialisering, en forenklet projektstyring og et skifte til initiativer af langt større størrelsesorden vha. en tæt koordinering af en række projekter. Et andet vigtigt princip er en tæt koordinering af Horisont 2020-programmet og samhørighedspolitikken samt en synergibaseret sammenlægning af midlerne til disse politikker og lokal/regional finansiering.

56.

Regionsudvalget bemærker, at en konsekvent anvendelse af disse principper ved gennemførelsen af forslagene i denne udtalelse uundgåeligt vil betyde, at Horisont 2020-finansieringen målrettes mod de forskningsbehov, der er fastsat i EU-regionernes RIS3-strategier, således at Horisont-programmet fungerer som en katalysator, producerer forskningsbaseret viden og udvikler metodebaserede koncepter for regional FUI. Vigtige forskningsområder, der skal finansieres under Horisont 2020, bør derfor udpeges på grundlag af RIS3-strategierne.

57.

Regionsudvalget fremhæver betydningen af, at det regionale niveau høres i forbindelse med koordineringen af de forskellige programmer. En afgørende forudsætning for handling og fremme af innovative aktiviteter på regionalt niveau er, at Kommissionens generaldirektorater lytter til regionernes repræsentanter, som f.eks. Regionsudvalget, når der træffes afgørelser om forskningsområder. Derudover bør materiel og metodologisk støtte til projekter, der gennemføres i regionerne vha. samhørighedsmidler, udover den sædvanlige forpligtelse til at udveksle resultater, få indflydelse på gennemførelsesreglerne for Horisont 2020-projekter og den måde, finansieringen anvendes på. Dette samarbejde kan foregå som følger:

58.

Regionsudvalget konstaterer, at globale videnskabs- og erhvervskredse er trådt ind i en tidsalder med åben innovation og medskabelse, hvor grænseoverskridende samarbejde udgør den nye konkurrencefordel. For at løse vanskelige og komplekse spørgsmål med et godt resultat foreslår Regionsudvalget, at Kommissionen etablerer platforme for udfordringer, der kræver europæiske løsninger vha. tværfaglige netværk. Disse platforme skal tage hånd om specifikke udfordringer med betydning for de deltagende regioner og sikre, at gode idéer bliver til prototyper og realiseres i pilotprojekter gennem en struktureret metodik. Dette ville mobilisere regionernes forandringspotentiale.

59.

Regionsudvalget fremhæver, at disse platforme bør baseres på såvel bench-learning — validering af idéer, der virker i en region, ved at teste dem i andre regioner — og bench-doing — valorisering af nye idéer ved at omsætte dem til praktiske innovationer i flere regioner på samme tid. I pilotfasen bør flere regioner deltage med det formål at imødegå reelle udfordringer, som de står over for, f.eks. på områderne sundhedspleje, mulighederne i det aldrende samfund, energi, CO2-frit fodaftryk, landbrug og fødevarer mm.

60.

Regionsudvalget fremhæver betydningen af metodeudvikling på højt niveau og en effektiv resultatformidling. Udfordringer og resultater bør offentliggøres på cloud-platforme og behandles både lokalt og på tværs af regioner. De bedste pionerer med hensyn til udvikling og forvaltning af europæiske projekter bør finansieres vha. Horisont 2020 og samhørighedsmidlerne. Formålet er også at teste effektive metoder og værktøjer inden for et praktisk samarbejde og grænseoverskridende læring.

61.

Regionsudvalget anerkender behovet for aktiv coaching med henblik på at fremme et engagement, der inddrager flere generationer, og som kan være en nøglefaktor for overvindelse af innovationskløften. Alle målgrupper i forskellige regioner og kulturelle miljøer — videnskabsfolk, embedsmænd, SMV'er og studerende — har brug for coaching, når de skal forstå og aktivt supplere hinandens perspektiver og med hensyn til realiseringen af relevante idéer i praksis. Navnlig på dette område spiller skoler og uddannelsesinstitutioner en afgørende rolle.

62.

Kreativitet og evnen til at suge alt nyt til sig er helt naturligt for små børn i deres første leveår. Det er derfor relevant at spørge, hvorfor de sociale omgivelser og skolesystemet ofte er ude af stand til at dyrke disse egenskaber, så de kan udvikle sig til en interesseret, åben og innovativ livsstil. Alle aktører bør ved fælles hjælp arbejde for, at skolerne i hele EU gør kreativitet og indlæringsevne til omdrejningspunktet for en række mål og krav. Denne fase udgør selve grundlaget for den europæiske innovation.

63.

Endelig forstår Regionsudvalget betydningen af, at kløften mellem videnskab og samfund overvindes. Regionsudvalget opfordrer alle berørte parter til aktivt at engagere sig i dialoger mellem videnskab og samfund, som undersøger og fremhæver, hvordan forskningsresultater kan omsættes til konkrete løsninger. Alle samfundsmæssige udfordringer har en stærk lokal dimension, som kan være gavnlig, når videnskabsfolk bliver opmærksomme på problemstillingerne, og samfundsaktører forstår, hvad videnskaben kan tilbyde. I dialogen bør der eksplicit fokuseres på at skabe en forbindelse mellem lokale behov og forskningsresultaterne i søjlerne under Horisont 2020: samfundsmæssige udfordringer, industrielt lederskab og videnskabelig topkvalitet. Der kan herefter skabes et grundlag for idéer og sociale væksthuse, så ny indsigt kan gå fra debatniveauet til egentlige prototyper, der kan afprøves i det virkelige liv.

64.

Disse forslag vil reelt medvirke til at bygge bro over innovationskløften, når de omsættes i alle europæiske regioner. Regionsudvalget anerkender behovet for at imødekomme behovene i pionerregioner, velfungerende regioner og mere sårbare og mindre gunstigt stillede regioner, der ikke klarer sig så godt. Der er naturligvis behov for specifikke, målrettede tiltag og programmer på alle niveauer. Udover dette understreger Regionsudvalget betydningen af at støtte tværregionalt samarbejde af enhver art: et aktivt partnerskab om videnudveksling og medskabelse af de processer og den praksis, der fungerer i den enkelte specifikke situation, tværregional coaching og mentorordninger samt initiativer til bench-learning og bench-doing, der gør det muligt for mindre gunstigt stillede regioner at drage fordel af andres erfaringer, samtidig med at de bidrager med deres egne styrker og specialiserede ekspertise, når det drejer sig om at bidrage til og støtte innovation i andre regioner. Denne stærke regionale mangfoldighed bør blive en vigtig brik i Europas nye samarbejdsbaserede forspring.

65.

Regionsudvalget er overbevist om, at processen med at definere, hvordan de mange forslag og anbefalinger i denne udtalelse kan omsættes i praksis, og at et samarbejde om at udforske lovende tilgange til gennemførelsen af dem inden for og på tværs af regionale grænser er den mest effektive metode til at forvandle gode intentioner til konkrete resultater med stærk praktisk indvirkning ude i Europa. Det er nøglen til at bygge bro over innovationskløften.

66.

Ansvaret for de nødvendige forandringer ligger på alle niveauer og hos alle aktører. Ansvaret for gennemførelsen af forslagene i denne udtalelse ligger naturligvis hos Kommissionen samt hos de lokale og regionale beslutningstagere og andre aktører. Det irske rådsformandskab bærer ligesom de kommende rådsformandskaber også et ansvar, fordi de kan gennemføre alle eller en del af forslagene i nærværende udtalelse så hurtigt og så vidtrækkende som muligt.

67.

Regionsudvalget foreslår, at lokale og regionale myndigheder, Kommissionen og andre aktører som opfølgning på udtalelsen indsamler eksempler på god praksis. Målet er at fremskynde den ønskede forandring generelt samt vha. en række foranstaltninger, der udpeges som prioriterede projekter. Nogle af dem bør også sættes på dagsordenen for de kommende rådsformandskaber.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/22

—

erkender, at den vedvarende økonomiske krise har sat endnu større fokus på lovgivningens omkostninger og udfordringerne forbundet med at gennemføre og håndhæve den allerede gældende EU-lovgivning;

—

mener, at alle myndighedsniveauer bør sikre, at lovgivningen er effektiv og fungerer som tilsigtet, og EU-institutionerne har et særligt ansvar for at påvise EU-lovgivningens klare merværdi, som er at give de ønskede resultater til de lavest mulige omkostninger i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

—

glæder sig over forslaget til et nyt program for målrettet og effektiv regulering (REFIT), som systematisk skal identificere og på gennemsigtig vis iværksætte initiativer, hvis sigte er forenkling og en markant nedbringelse af udgifterne forbundet med regulering;

—

bifalder forslaget om at foretage en kortlægning for at udvælge de love og/eller regulerede områder, hvor der er mulighed for at forenkle og mindske omkostningerne uden at gå på kompromis med de politiske målsætninger, insisterer på, at alle myndighedsniveauer bør bidrage til kvalitetskontrollen, og er fortsat af den opfattelse, at systematisk efterfølgende evaluering af EU-lovgivningen er et effektivt redskab for smart regulering;

—

understreger, at forenkling er meget vigtig for at kunne strømline lovgivningen, ikke mindst for de lokale og regionale myndigheder, som ofte har begrænsede og stadig færre ressourcer til at gennemføre den;

—

bifalder forslagene om løbende forbedringer af konsekvensanalyserne og gentager, at konsekvensanalyser af lovforslag og politiske forslag bør se nærmere på den territoriale dimension af de væsentlige politikforslag, der er under behandling. Hvis Kommissionen beslutter at udvide Udvalget for Konsekvensanalyse med flere medlemmer for at øge dets uafhængighed, er Regionsudvalget af den opfattelse, at lokale og regionale interesser bør repræsenteres;

—

beder Kommissionen om at gøre mere for at få oversat høringsdokumenter til alle officielle EU-sprog;

—

understreger, at institutionerne har et fælles ansvar for at informere borgerne, erhvervslivet og offentligheden generelt om de fordele, som værktøjerne anvendt ved smart regulering kan udmønte sig i.

Ordfører

Graham TOPE (UK/ALDE), medlem af Londons Borough of Sutton

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen om Målrettet EU-regulering

COM(2012) 746 final

også baseret på:

1.

minder om, at EU-lovgivningen i sig selv er et led i bestræbelserne på at forbedre og forenkle lovrammerne og dermed reducere omkostningerne og den administrative byrde;

2.

erkender, at den vedvarende økonomiske krise har sat endnu større fokus på lovgivningens omkostninger og udfordringerne forbundet med at gennemføre og håndhæve den allerede gældende EU-lovgivning;

3.

kan skrive under på Kommissionens synspunkt om, at de nationale myndigheder har stadig færre ressourcer til rådighed til at gennemføre og anvende EU-lovgivningen, og mener, at dette er en udfordring, som bør løftes i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder og ikke bør bruges som undskyldning for at øge byrden på andre myndighedsniveauer;

4.

mener på denne baggrund, at alle myndighedsniveauer bør sikre, at lovgivningen er effektiv og fungerer som tilsigtet, og EU-institutionerne har et særligt ansvar for at påvise EU-lovgivningens klare merværdi, som er at give de ønskede resultater til de lavest mulige omkostninger og er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

5.

minder om, at de væsentligste elementer i EU's strategi for bedre lovgivning har været:

6.

glæder sig over forslaget til et nyt program for målrettet og effektiv regulering (REFIT), som systematisk skal identificere og på gennemsigtig vis iværksætte initiativer, hvis sigte er forenkling og en markant nedbringelse af udgifterne forbundet med regulering;

7.

mener fortsat, at bedre regulering bør tage afsæt i forvaltning på flere myndighedsniveauer, dvs. gennemføres via koordinerede tiltag af EU, de nationale institutioner og lokale og regionale myndigheder;

8.

er af den opfattelse, at Kommissionen og de øvrige EU-institutioner bør tilskyndes til mere aktivt at inddrage regioner og lokale myndigheder, når de udformer lovgivning, vurderer konsekvenserne og udstikker retningslinjer for gennemførelsen af EU's politikker og målsætninger. Størstedelen af de nye forslag går ud på at ændre eller supplere den eksisterende EU-lovgivning. I en løbende nødvendig ajourføring af lovgivning er det vigtigt, at de værdifulde erfaringer, som regionale og lokale myndigheder har indhøstet ved EU-bestemmelsernes gennemførelse, tages med i billedet, når der udformes nye forslag;

9.

opfordrer til, at lovgivningens kvalitet forbedres med henblik på at gøre den mere præcis, tilgængelig og let at overholde for alle, og til at alle de officielt anerkendte regionale sprog i medlemsstaterne respekteres de steder, hvor der findes aftaler herom;

10.

mener, at partnerskaber og en deltagelsesbaseret tilgang til udformningen og gennemførelsen af EU-politikker bør være fundamentet for strategien;

11.

minder — uden at anfægte princippet om medlemsstaternes institutionelle og forfatningsmæssige uafhængighed, som er nedfældet i traktaterne — om betydningen af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udformningen og evalueringen af EU-lovgivning, da de i de fleste tilfælde er ansvarlige for gennemførelsen heraf.

12.

bifalder forslaget om at foretage en kortlægning for at udvælge de love og/eller regulerede områder, hvor der er mulighed for at forenkle og mindske omkostningerne uden at gå på kompromis med de politiske målsætninger (den såkaldte politik om at »evaluere først«);

13.

insisterer på, at alle myndighedsniveauer bør bidrage til kvalitetskontrollen af de områder, der har størst betydning for de lokale og regionale myndigheder, dvs. samhørighedspolitikken og finansieringsinstrumenterne, bypolitikken, miljølovgivningen, industripolitikken, sociallovgivningen og transport.

14.

er fortsat af den opfattelse, at systematisk efterfølgende evaluering af EU-lovgivningen er et effektivt redskab for smart regulering;

15.

beklager, at Regionsudvalget ikke er blevet inkluderet i et samarbejde om evaluering, trods dets ønske herom i udtalelsen om smart regulering fra 2011 og trods det, at der er åbnet mulighed herfor i REFIT-meddelelsen.

16.

noterer sig aktiviteterne knyttet til handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder og konstaterer, at man til dato har opnået de største resultater inden for selskabslovgivningen, selskabsbeskatning osv.; områder, som har lille direkte relevans for de lokale og regionale myndigheder. Derfor er der behov for at tilføje områder, der har større relevans for lokale myndigheder, såsom licenser og tilladelser. Dog anerkender udvalget, at programmet markerer en holdningsændring til regulering, som på sigt kan komme de offentlige forvaltninger til gode;

17.

understreger, at forenkling er meget vigtig for at kunne strømline lovgivningen, ikke mindst for de lokale og regionale myndigheder, som ofte har begrænsede og stadig færre ressourcer til at gennemføre den. Det gælder for eksempel de vidtrækkende rapporteringsforpligtelser, som ofte omfatter borgere og virksomheder;

18.

bemærker, at forenkling kan give sig udslag i stor omkostningseffektivitet ikke blot for erhvervslivet, men også for lokale og regionale myndigheder, hvorved der frigøres knappe — økonomiske og menneskelige — ressourcer til andre vigtige offentlige tjenester;

19.

gentager sit tilsagn om at bistå gruppen på højtstående plan med at udføre dennes opgaver, særligt som led i den »nye« arbejdsgang, hvor fokus er på at gøre de offentlige myndigheder mere effektive og lydhøre over for interessenters og SMV'ers behov;

20.

understreger nødvendigheden af åbenhed og ansvarlighed i gruppens arbejde;

21.

bifalder forslaget om en opfølgning på handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder (ABRplus), som skal sikre, at bestræbelserne på at nedbringe byrderne med 25 % har positive virkninger for virksomheder og SMV'er i medlemsstaterne;

22.

beklager, at REFIT-meddelelsen ikke kommer ind på alternative former for regulering eller alternativer til selve reguleringen.

23.

bifalder forslagene om løbende forbedringer af konsekvensanalyserne, mere omfattende og kritiske evalueringer fast forankret i udformningen af politikker, bedre høring af interessenter og mere støtte til at gennemføre EU-lovgivningen;

24.

gentager, at konsekvensanalyser af lovforslag og politiske forslag bør være forpligtede til at se på den territoriale dimension (lokale og regionale aspekter, økonomiske og administrative konsekvenser for de nationale, regionale og lokale myndigheder) af de væsentlige politikforslag, der er under behandling. Som bekendt er dette en konsekvens af, at territorial samhørighed er blevet gjort til et af Unionens mål (art. 3 i TEU), og at der skal »tages hensyn til, at enhver byrde af finansiel eller administrativ art, der pålægges … regionale eller lokale myndigheder …, skal begrænses mest muligt og stå i rimeligt forhold til det mål, der skal nås« (art. 5, protokol nr. 2 i TEUF);

25.

beklager, at revisionen af Regionsudvalgets samarbejdsaftale med Kommissionen ikke fastlagde et grundlag for et struktureret samarbejde om konsekvensanalyser, og opfordrer Kommissionen og de enkelte generaldirektorater til at betragte Regionsudvalget som en institutionel partner ved gennemførelsen af konsekvensanalyser. Tidlig inddragelse af de lokale og regionale myndigheder gør EU lovgivningen mere gennemførlig og sikrer større opbakning bag den;

26.

bemærker, at Europa-Parlamentets og Rådets indholdsmæssige ændringer af lovforslag også kan have store virkninger for lokale myndigheder og regioner. Det opfordrer derfor Parlamentet og Rådet til at lade sig bistå af Regionsudvalget, når de beslutter sig for at gennemføre konsekvensanalyser af den type ændringer;

27.

mener i denne forbindelse, at der er et stort behov for at tilskynde Europa-Parlamentet og Rådet til at forbedre eller etablere egne tjenester for konsekvensanalyse med henblik på at udarbejde konsekvensanalyser ud fra flere synspunkter, herunder det territoriale, samt styrkede kommunikationskanaler til de lokale og regionale myndigheder i et koordineret samarbejde med Kommissionen;

28.

beder om at blive inddraget i den opdatering af retningslinjerne for konsekvensanalyser, der skal foretages i 2014, idet det minder om, at det i 2009 bidrog med en høring af lokale og regionale myndigheder om forslaget til retningslinjer for konsekvensanalyser;

29.

gentager sine forbehold over for »eksternalisering« af konsekvensanalyser. Hvis Kommissionen derimod beslutter at udvide Udvalget for Konsekvensanalyse med flere medlemmer for at øge dets uafhængighed, er Regionsudvalget af den opfattelse, at lokale og regionale interesser bør repræsenteres.

30.

bifalder, at Kommissionens høringspolitik har været genstand for en vurdering, og opfordrer Kommissionen til at efterleve konklusionerne, først og fremmest ved at give mere fyldestgørende feedback til deltagerne i høringer;

31.

opfordrer Kommissionen til at inddrage Regionsudvalget og repræsentative europæiske sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder i arbejdet forud for gennemgangen af mindstekravene til høringer;

32.

betoner her behovet for synlige høringsprocedurer og beder alle institutioner om at overveje, hvordan nye informations- og kommunikationsteknologier kan kombineres og anvendes bedre til at offentliggøre og gennemføre høringer;

33.

er enigt i behovet for at gøre større bestræbelser på at kvantificere resultater, præsentere hovedkonklusionerne på en mere klar måde og gennemføre høringer om udkast til konsekvensanalyser med henblik på at give interesserede parter, navnlig lokale og regionale myndigheder, muligheden for at få indflydelse i processens indledende faser og i højere grad forstå resultaterne;

34.

mener af hensyn til den fulde gennemsigtighed og feedbacken, at høringsbidragene skal offentliggøres. Kommissionen bør i konsekvensanalysen angive, hvordan den har fulgt op på feedbacken fra disse høringer;

35.

beder Kommissionen om at gøre mere for at få oversat høringsdokumenter til alle officielle EU-sprog. Udvalget mener ikke, at en høring kan betragtes som repræsentativ, hvis borgerne ikke høres på deres eget sprog;

36.

foreslår et tættere samarbejde i begge retninger mellem Kommissionen og udvalget: for at øge gennemsigtigheden kunne høringer af Regionsudvalget offentliggøres på webstedet »Kom til orde i Europa«. Endvidere kunne Regionsudvalgets kanaler rutinemæssigt anvendes til at sprede kendskabet til Kommissionens høringer under forudsætning af, at de supplerer og forstærker de direkte høringer af lokale og regionale myndigheder;

37.

er klar over, at en »høring« af EU's rådgivende organer ikke er en offentlig høring i henhold til artikel 11 i TEU, men et særligt institutionelt krav fastlagt i traktaterne. Imidlertid opfordrer det Kommissionens generaldirektorater og tjenestegrene til konsekvent at efterleve dette krav;

38.

giver tilsagn om at ville gennemføre en samlet gennemgang af egne høringsværktøjer og — netværk lig den gennemgang, Kommissionen har foretaget.

39.

forstår overregulering eller »goldplating« som den praksis, hvorefter medlemsstaterne ved gennemførelsen af EU-direktiver i national lov fastlægger skrappere krav end mindstekravene i direktiverne;

40.

er af den opfattelse, at der i hele EU bør være samme standarddefinition af overregulering af hensyn til retssikkerheden ved gennemførelsen og anvendelsen af EU-lovgivningen samt for at kunne foretage en sammenlignende analyse og vurdere, om det er rigtigt, når medlemsstater siger, at de ikke overregulerer;

41.

mener, at følgende elementer kunne indgå i en sådan definition:

42.

anerkender, at overregulering ikke er forbudt efter EU-retten, og at det i nogle tilfælde kan være berettiget, at national eller subnational lovgivning fastlægger et højere beskyttelsesniveau end EU-direktivet, f.eks. når der er tale om miljøbeskyttelse (art. 193 i TEUF), lovgivning om beskyttelse af arbejdstagere (art. 153, stk. 4, i TEUF), lovgivning om standarden for kvaliteten og sikkerheden af organer og stoffer af menneskelig oprindelse, blod og blodprodukter (art. 168, stk. 4, litra a)) og forbrugerbeskyttelse (art. 169, stk. 4, i TEUF);

43.

anbefaler ikke desto mindre, at yderligere foranstaltninger af denne art udtrykkeligt begrundes, således at borgerne ikke ser national lovgivning og EU-lovgivning som én og samme ting, da det forstærker opfattelsen af, at EU-organerne »overregulerer«;

44.

understreger desuden, at det ville være nyttigt at gennemføre en konsekvensanalyse på nationalt plan af disse foranstaltninger, som tager højde for forskellige former for konsekvenser, der håndteres på europæisk niveau, herunder den territoriale dimension eller den regionale indvirkning;

45.

understreger igen, at udvalget ligesom Kommissionen er af den opfattelse, at medlemsstaterne må ophøre med at overimplementere EU-lovgivning, så den bliver mere kompleks, og de lokale og regionale myndigheders, erhvervslivets og borgernes omkostninger forbundet med ny lovgivning stiger.

46.

er tilfreds med, at Kommission anerkender de nationale parlamenters betydning for smart regulering og især for den korrekte anvendelse af nærhedsprincippet;

47.

henstiller til Kommissionen og Europa-Parlamentet, at det tager synspunkterne hos de regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser i betragtning, og kan foreslå nærhedsovervågningsnettets REGPEX-platform som en kilde til information;

48.

mener, at den hjælp til gennemførelsen, som Kommissionen tilbyder medlemsstaterne, også bør tage hensyn til de lokale og regionale forhold, og i de tilfælde, hvor de lokale og regionale myndigheder er ansvarlige for gennemførelse, bør de modtage direkte støtte.

49.

anbefaler, at Regionsudvalget, lokale myndigheder og regioner gives en vigtig rolle i det nye program for målrettet og effektiv regulering (REFIT);

50.

bifalder Kommissions holdning om, at smart regulering er en fælles opgave for alle EU-institutionerne, herunder Regionsudvalget. Det opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til fremover at arbejde på en måde, der er helt i overensstemmelse med dagsordenen for smart regulering og REFIT-programmet, således at eventuelle yderligere byrder, der følger af disse to institutioners lovgivningsmæssige ændringsforslag, bliver så små som muligt;

51.

glæder sig over, at den fornyede samarbejdsaftale med Kommissionen tager hensyn til udvalgets aktiviteter, som dækker alle aspekter af smart regulering. Det foreslår Europa-Parlamentet og Rådet, at der forhandles lignende samarbejdsaftaler på plads også med dem;

52.

understreger, at institutionerne har et fælles ansvar for at informere borgerne, erhvervslivet og offentligheden generelt om de fordele, som værktøjerne anvendt ved smart regulering kan udmønte sig i, og giver tilsagn om at ville gøre de lokale og regionale myndigheder opmærksomme herpå.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/27

—

anmoder om, at der straks gennemføres supplerende undersøgelser for at evaluere virkningerne af afviklingen af mælkekvoterne;

—

ønsker en realistisk vurdering af udsigterne for produktion, internt forbrug og eksport på langt og mellemlang sigt;

—

anmoder om, at der gennemføres en sammenlignende undersøgelse af mælkepolitikkerne i de store producentlande og en præcis evaluering af den schweiziske metode;

—

ønsker en evaluering af virkningerne af de igangværende bilaterale handelsforhandlinger;

—

anmoder om at gøre begrænsning af produktionen obligatorisk i krisetider;

—

foreslår at udvide muligheden for kontrol med produktmængderne, der er omhandlet i mælkepakken, til også at gælde bjergmælk;

—

anmoder om, at sikringen af EU's interne markeder og deres levedygtighed bliver en prioritet;

—

foreslår, at der ud fra et eksportstrategisk synspunkt ydes større støtte til innovation i sektoren for mælkeprodukter med høj merværdi;

—

forslår, at der indgås solide partnerskaber med landene syd for Middelhavet og i Mellemøsten, der ikke råder over tilstrækkeligt med land og vand til at producere mælk til en rimelig pris, og som udgør et marked, det er nemmere at komme ind på end det asiatiske marked;

—

anmoder Kommissionen om at udarbejde et nyt projekt til udvikling af landdistrikterne og mælkeproduktionen i bjergområder, i andre ugunstigt stillede områder, hvor mælkeproduktion er naturlig, og i medlemsstater, hvor størstedelen af mælkeproduktionen finder sted i meget små landbrugsenheder.

Ordfører

René SOUCHON (FR/PSE), formand for regionalrådet i Auvergne

Basisdokument

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Udviklingen i markedssituationen og de deraf følgende betingelser for en gnidningsløs afvikling af mælkekvoteordningen — anden rapport om en »blød landing«

COM(2012) 741 final

1.

minder om, at mælkeproduktionen i mange medlemsstater og regioner er en vigtig del af den regionale økonomi og bidrager med en betydelig del af værditilvæksten inden for landbruget. Mælkeproduktionen udfylder i den forbindelse en vigtig miljømæssig opgave, den sætter et varigt præg på landbrugslandskabet, og i landdistrikterne er mange beskæftiget inden for denne sektor;

2.

minder om, at der i reformprocessen skal tages hensyn til de regionale og strukturelle forskelle inden for malkekvægholdet og i mejerisektoren. I mange regioner fremstilles mælk i overvejende grad af små og mellemstore familievirksomheder. I andre regioner er det store landbrugsvirksomheder, der præger produktionsstrukturen. Derfor bør det undgås, at reformerne af mejerisektoren skader familiestrukturerne, der bidrager mest til en bæredygtig udvikling;

3.

minder om, at der er behov for bedre at sikre mælkeproducenterne en rimelig indtægt, de kan leve af, for at sikre mejerisektorens fremtid og forsyningen af mejeriprodukter af høj kvalitet til de europæiske forbrugere.

4.

erkender, at mælkeproduktion i EU ikke er eksploderet, og kvoteværdierne er ikke gået voldsomt hurtigt ned som følge af den »gratis« stigning i omfanget af dem på 8 % i perioden fra 2008 til 2015, men bemærker, at denne stigning to gange har medført en stor produktionsstigning, der næsten har ført til en overbelastning af forarbejdningsudstyret, navnlig af tørretårnene til fremstilling af mælkepulver — og dette i flere lande;

5.

bemærker, at de argumenter, som Kommissionen har anvendt siden 2003 for at afvikle kvoterne og liberalisere mælkemarkedet, bliver mere og mere kontroversielle.

6.

bemærker, at de argumenter, som Kommissionen har anvendt siden 2003 for at afvikle kvoterne og liberalisere mælkemarkedet, bliver mere og mere omtvistede;

7.

minder om, at der ikke er sket fremskridt i forhandlingerne i WTO i 10 år, og bemærker, at de forslag, som EU fremsatte i Hongkong i 2005 om at afskaffe eksportrestitutioner på mejeriprodukter, er forældede;

8.

bemærker, at de bilaterale forhandlinger mellem USA, New Zealand og Australien ikke vedrører mælkesektoren;

9.

bemærker, at de fleste andre store mælkeproducerende lande såsom Indien, Kina, Japan og Sydkorea har opretholdt beskyttelsen af deres mælkesektor eller som i USA's tilfælde styrket denne. I USA drøfter Kongressen en styrkelse af de offentlige regler vedrørende markedet for mejeriprodukter, der sikrer producenterne en minimumsmargen i forhold til udgifterne til dyrefoder, og disse regler omfatter ligeledes en ordning om obligatorisk reduktion af leverancerne i krisesituationer;

10.

bemærker, at den forbrugerinteresse, som Kommissionen har angivet som grund til at liberalisere mælkemarkedet, ikke har kunnet dokumenteres. Navnlig slog det stærke kursfald i 2009 ikke eller kun i beskedent omfang igennem i forbrugerpriserne;

11.

bemærker, at profitmargener i fødevareindustrien og i detailhandelssektoren er øget på bekostning af producenterne. Produktionspriserne er styrtdykket i forhold til forbrugerpriserne;

12.

minder om, at undersøgelser i Canada har vist, at de mejeriprodukter, som forbrugerne typisk køber, ikke koster mere i dette land, hvor der er indført kvoter, end i USA, selv om prisen ab landmand er omkring 50 % højere i Canada;

13.

mener, at mælkeprisvolatiliteten medfører højere omkostninger for hele industrien, men især for producenterne, hvis indtægter bliver uforudsigelige og kan afholde mange fra at nedsætte sig som mælkeproducenter;

14.

minder om, at det var overskudsproduktionen af smør og mælkepulvermælk (produkter, det er dyrt at lagre og eksportere), som var årsagen til indførelsen af mælkekvoter i 1984, og at den medfølgende begrænsning af overskudsproduktionen gav store besparelser indtil 2003. Selv om kvoteordningen ikke længere fuldt ud modsvarer de aktuelle problemstillinger, er det efter udvalgets mening nødvendigt, at en afvikling af ordningen ledsages af tilpassede reguleringsinstrumenter.

15.

bemærker, at handelen med mejeriprodukter på verdensmarkedet kun udgør 6 % af produktionen på verdensplan, og at det navnlig er mælkepulver og smør, der handles, men prisen på disse to produkter bestemmer i stigende grad prisen ab landmand i EU, og det på trods af at størsteparten af mælken sælges til en bedre pris på det indre marked;

16.

bemærker, at EU eksporterer omkring 10 % af sin produktion på verdensmarkedet, både som ost og som mælkepulver, hvor merværdien er mindre, og beklager, at de investeringer, som mejerierne planlægger, især vedrører tørretårne;

17.

bemærker, at EU's vigtigste eksterne konkurrent på verdensmarkedet er New Zealand, hvor opdrætternes produktionsomkostninger et halvt så store som i Europa, og at New Zealand via Fonterra, der er et kooperativ, der noget nær har monopol, eksporterer 90 % af sin produktion, navnlig i form af smør og mælkepulver, og står for en tredjedel af salget på verdensmarkedet med en solid position på markederne i Asien. Fonterra kontrollerer desuden futuresmarkederne;

18.

bemærker, at selv om Asien potentiel kan blive et marked for afsætningen af EU's produkter, har lande som Kina og Indien ambitioner om i størst muligt omfang at udvikle deres egen produktion, så de for at brødføde deres befolkninger bliver mindre afhængig af udsvingene på markedet;

19.

bemærker ligeledes med hensyn til oste, at EU har gjort fremskridt på de russiske, japanske og koreanske markeder, men kun i relativt lille omfang på det kinesiske marked.

20.

mener ikke, at Kommissionens forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik, navnlig mælkepakken og fusionsmarkedsordningen (herunder importvarer), indeholder mekanismer, der i tilstrækkelig grad sikrer den offentlige regulering af mælkeproduktionen og markedet for mejeriprodukter. De bør i øvrigt suppleres med yderligere regionalpolitiske instrumenter for at sikre en afbalanceret udvikling af regionerne;

21.

beklager, at Kommissionens anden situationsrapport begrænser sig til en makroøkonomisk analyse af situationen på mælkemarkedet, hvor den anvendte metode er aldeles global og hviler på en lang række hypoteser, hvoraf nogle ikke længere er korrekte;

22.

beklager, at Kommissionen ikke giver nogen præcise kvantitative eller kvalitative analyser af udsigterne på mellemlang sigt for markedet i EU opdelt på store grupper af lande, som navnlig tager højde for, at der er en stor mangfoldighed, når det gælder bedriftstyper og disses størrelse, produktionsbetingelser og afsætningsmetoder;

23.

beklager, at rapporten ikke indeholder en enkelt sammenlignende analyse af politikkerne i andre store mælkeproducerende lande (EU's konkurrenter og/eller kunder);

24.

bemærker, at højniveauekspertgruppen om mælk har anbefalet at følge det schweiziske eksempel for afvikling af mælkekvoter. Denne afvikling medførte en stigning i mælkeproduktionen på 7 % og et fald i gennemsnitspriserne på mellem 20 % og 30 %. Strukturerne og produktionsforholdene i Schweiz adskiller sig fra vilkårene i EU. I Schweiz har man desuden forberedt og gennemført afviklingen af kvoterne på en helt anden måde end i EU. Kommissionen synes imidlertid ikke i sin rapport at have taget højde for denne erfaring, der bør gøres til genstand for en mere dybtgående analyse;

25.

bemærker, at Kommissionen synes mere bekymret over konkurrencebegrænsningerne, når det gælder de hundredetusindtallige producenter, end når det gælder de multinationale forarbejdningsvirksomheder og distributionsselskaber, der kontrollerer mere end halvdelen af al mælk i Europa.

26.

beklager særligt, at der i Kommissionens rapport ikke tages hensyn til de konsekvenser, som afviklingen af mælkekvoterne vil have på områderne og regionerne i EU både økonomisk, socialt og miljømæssigt;

27.

minder om, at mere end to tredjedel af malkekvægsbedrifterne befinder sig i områder, der er mindre gunstigt stillede på grund af jordbundsforholdene, og at de typisk er langt væk fra de store byområder og/eller har meget små kvægbestande;

28.

minder om, at omkring 10 % af mælken i EU-27 er bjergmælk. 2/3 af mælkeproduktion i Østrig, Slovenien og Finland er bjergmælk, og 3/4 af opdrætterne i disse lande beskæftiger sig med produktion af bjergmælk, der desuden er meget vigtig i et dusin andre lande. I de fleste fugtige bjergområder, men også i regionerne i den yderste periferi, er kvægbestandene de vigtigste »brugere« af engarealerne, hvilket gør det muligt at bevare åbne og befolkede områder, der gavner turismen, biodiversiteten og miljøet;

29.

minder ligeledes om, at den komælk, der produceres i regionerne i den yderste periferi, tegner sig for en stor del af produktionen i de berørte lande, og at malkekvægholdet, ligesom det er tilfældet i bjergområderne, er den aktivitet, der bidrager mest til beskyttelsen af kulturlandskabet i regionerne til gavn for turismen og miljøet;

30.

minder om, at mælkeleverancerne i de fleste nye medlemsstater i Østeuropa er meget usikker. De er gået tilbage siden 2005 i lande, hvor de især er afhængige af store kvægbestande (Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet). Leverancerne er også gået tilbage i Bulgarien og Rumænien på trods af en omfattende omstrukturering, men mængden af uofficiel mælk er blevet større. Udsigterne ser bedre ud i Polen og i mindre omfang i de baltiske lande, hvor der oprettes flere og flere familiebedrifter med mellem 10 og 30 malkekvæg, når opdrætterne har mulighed for at følge en faglig uddannelse og få kredit;

31.

mener, at det er gennem familiebedrifter, hvor de lokale foderressourcer, navnlig engarealerne, udnyttes, at fremtiden for mælkeproduktionen sikres på den bedste måde. Det er også den model, der tilgodeser både samfundets og opdrætternes interesser bedst;

32.

mener, at støtten under den anden søjle ikke kan kompensere for de ødelæggende virkninger, som ustabile mælkepriser og inputpriser fører med sig. Det afskrækker mange fra at nedsætte sig som mælkeproducent, der er en aktivitet, der kræves store investeringer på lang sigt;

33.

anmoder om, at der tages hensyn til de vanskeligheder, der er forbundet med foderafhængigt malkekvæghold i områder med ringe forekomst af foderplanter, og det vigtige i at iværksætte mekanismer, som beskytter denne sektor fra svingninger i kornpriserne, og at produktionen støttes i områder, hvor den er af stor socioøkonomisk betydning;

34.

kræver særlig opmærksomhed og støtte til de regioner, hvor omstruktureringer har medført en kraftig nedgang i den traditionelle mælkeproduktion, men hvor denne sektor de seneste årtier har været i stand til at overleve, og hvor den lokale produktion bør styrkes gennem anvendelse af alle forhåndenværende redskaber, ikke mindst korte markedsføringskanaler.

35.

mener, at de fire værktøjer i mælkepakken, som udgøres af aftalesystemet, producentsammenslutningerne, brancheorganisationerne og gennemsigtighed, er nødvendige værktøjer, men de er ikke tilstrækkelige og har ikke til formål at garantere opdrætterne kontrol over mængderne, priserne og indtægterne;

36.

mener ikke, at mælkepakken indeholder instrumenter, der kan opbløde de negative virkninger af afviklingen af mælkekvoter i regionerne og i forhold til familiebedrifter, hvor de lokale foderressourcer, navnlig engarealerne, udnyttes, og frygter, at denne afvikling vil skabe en koncentration af produktionen i de mest gunstigt stillede landbrugsområder med større risiko for miljøet til følge;

37.

bemærker, at kooperativer i de vigtigste mælkeproducerende lande i den nordlige del af EU samler størsteparten af mælkeproducenterne og undertiden udgør rene monopoler, og at disse på medlemmernes anmodning har bekendtgjort en stigning i leverancerne;

38.

bemærker, at aftalesystemerne, sådan som de er omhandlet i mælkepakken, og som kooperativerne ikke er underlagt, højst vedrører 40 % af den samlede mælkeproduktion i EU, og at markedet som helhed forbliver uforudsigeligt;

39.

mener, at producentsammenslutningerne er nødvendige, men de råder ikke altid over reelle forhandlingsmuligheder over for mejerierne, hvis de kun er begrænset til at udgøre vertikale brancheorganisationer (der er en form for integration). Hvis der ikke eksisterer en modvægt i form af producentsammenslutninger på basis af produktionsområder, der kan forhandle med flere mejerier, vil opdrætterne ikke være i stand til at påvirke handelsforhandlingerne;

40.

mener ikke, at redskaberne i mælkepakken gør det muligt at opfylde målsætningen om sikrere indtægter for producenterne, og foreslår, at produktionsomkostningerne integreres i forhandlingerne om prisen ab landmand på grundlag af de landespecifikke eller regionsspecifikke oplysninger i INBL;

41.

efterspørger en tilbagevenden til offentlig forvaltning af sikkerhedslagrene, højere interventionspriser og fortsat restitution i forbindelse med særlig eksport til gengæld for en politik i mælkesektoren, der bedre passer til stigningen i den interne og eksterne efterspørgsel efter kvalitetsprodukter;

42.

bemærker, at kontrollen med udbuddet af BOB- og BGB-produkter er en positiv del af mælkepakken, som dog vedrører relativt få lande og en lille del af produktionen i EU (selv i Frankrig vedrører disse BOB- og BGB-produkter kun 10 % af landets samlede mælkeproduktion, men 30 % af al bjergmælk).

43.

anser Europa-Parlamentets aktuelle forslag om en frivillig begrænsning af produktionen i krisetider, der giver Kommissionen mulighed for at give støtte til mælkeproducenter, som frivilligt reducerer deres mælkeproduktion med mindst 5 % over en periode på mindst 3 måneder (en periode, som kan forlænges), og en stigning i afgifterne for de producenter, der øger produktionen i samme periode, for utilstrækkelig til at standse en nedgang i priserne som følge af overproduktion;

44.

mener, at et effektivt krisestyringssystem bør omfatte muligheder for hurtig indgriben, og at det med henblik herpå er nødvendigt at centralisere de nationale og europæiske oplysninger om en bedrifts leverancer over flere år samt at fastsætte en referencepris og/eller referencemargen, hvormed det er muligt at fastslå en krisesituation, og at dette forudsætter, at Kommissionen eller et EU-reguleringsagentur får ansvaret for en direkte styring heraf.

45.

anmoder om, at der straks gennemføres supplerende undersøgelser for at evaluere virkningerne af afviklingen af mælkekvoterne for hver gruppe af lande, regioner, især i den yderste periferi, og områder med samme jordbundsforhold — bjergområder, ugunstigt stillede områder, områder med blandede afgrøder — opdræt, sletteområder — så det bliver muligt at foregribe begivenhedernes gang og om muligt begrænse risikoen for flytning af produktionen og nedlæggelse af landbrug i adskillige områder;

46.

ønsker en realistisk vurdering af udsigterne for produktion, internt forbrug og eksport på langt og mellemlang sigt (2020-2030) opdelt efter produkttype under hensyntagen til de stadig større prisudsving på verdensmarkederne. Manglen på en styring af udbuddet og på en politik vedrørende lagring i Europa og USA styrker kun disse udsving, der ikke kan forenes med udviklingen af en europæisk mælkeindustri;

47.

anmoder om, at der gennemføres en sammenlignende undersøgelse af mælkepolitikkerne i de store producentlande og en præcis evaluering af den schweiziske metode set ud fra såvel et økonomisk som et socialt og miljømæssigt synspunkt;

48.

ønsker en evaluering af virkningerne af de igangværende bilaterale handelsforhandlinger, med særlig vægt på områder, hvor mælkeproduktion er naturlig;

49.

finder det i forlængelse af sin udtalelse af 4. maj 2012 om reformen af den fælles landbrugspolitik og udvikling af landdistrikter efter 2013 afgørende, at balancen mellem støtteformerne genoprettes, men mener ikke, at Kommissionens forslag er tilstrækkelige, når det gælder om at overføre konkurrenceevne til de små og mellemstore bedrifter, der udnytter lokale foderressourcer, områder med særlige naturbetingede begrænsninger, regionerne i den yderste periferi, øregionerne samt til visse svækkede produktionssektorer;

50.

anmoder om, at man undersøger mulighederne for tilpasning i EU af visse foranstaltninger til håndtering af potentielle krisesituationer på mælkemarkedet, der er truffet i andre lande. Det gælder navnlig foranstaltningerne under den kommende amerikanske landbrugslov for perioden 2013-2017, der bl.a. garanterer de producenter, som deltager i ordningen, en margen i forhold til foderprisen sammenkoblet med en begrænsning af leverancerne. Udvalget opfordrer ligeledes til, at disse kriseforanstaltninger, som er truffet i andre lande, evalueres med henblik på at vurdere deres konsekvenser for verdensmarkedet for mælk;

51.

foreslår at udvide den mulighed for kontrol med produktmængderne, der er omhandlet i mælkepakken, og som kun vedrører BOB- og BGB-oste, til også at gælde bjergmælk inden for rammerne af den nye frivillige kvalitetsbetegnelse for bjergprodukter;

52.

mener, at betegnelsen »bjergprodukt« kan udgøre et interessant værktøj til styrkelse af den territoriale dimension i mejerisektoren, forudsat at der indføres passende gennemførelsesmetoder;

53.

foreslår, at man, inden man indfører eventuelle foranstaltninger til erstatning for mælkekvoteordningen, undersøger muligheden for at vedtage en udsættelse af afviklingen af mælkekvoterne med henblik på eventuelt at forlænge denne ordning indtil slutningen af produktionsåret 2019/2020, så man kan undersøge i nærmere detaljer, hvilke konsekvenser denne afvikling vil få. Udvalget opfordrer samtidig Kommissionen til at tilpasse sikkerhedsnettet for mælkemarkedet, gennemføre løbende markedsovervågning og analysere den politiske udvikling i de vigtigste produktionslande;

54.

anmoder Kommissionen om at udarbejde et nyt projekt til udvikling af landdistrikterne og mælkeproduktionen i bjergområder, i andre ugunstigt stillede områder, hvor mælkeproduktion er naturlig, i regionerne i den yderste periferi, og i medlemsstater, hvor størstedelen af mælkeproduktionen finder sted i meget små landbrugsenheder;

55.

anmoder om, at sikringen af EU's interne markeder og deres levedygtighed bliver en prioritet, navnlig via distribution af mælk i skolerne, på ældreinstitutioner og i fødevarehjælpen og gennem en omarbejdelse og en forenkling af støtte- og markedsføringsforanstaltningerne for mælkeprodukter;

56.

foreslår, at der ud fra et eksportstrategisk synspunkt ydes større støtte til innovation i sektoren for mælkeprodukter med høj merværdi for at bidrage til udviklingen af et udbud, der f.eks. bedre falder i nye forbrugeres smag i Nordafrika, Mellemøsten og Asien, og at denne strategi støttes af relevante foranstaltninger;

57.

forslår, at der indgås solide partnerskaber med landene syd for Middelhavet og i Mellemøsten, der ikke råder over tilstrækkeligt med land og vand til at producere mælk til en rimelig pris, og som udgør et marked, det er nemmere at komme ind på end det asiatiske marked.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/33

—

er bevidst om, at det er vigtigt at respektere virksomhedernes grundlæggende ret til at operere uden indblanding. Det er imidlertid også vigtigt, at ligestilling mellem mænd og kvinder respekteres som en grundlæggende værdi i EU. Dette direktiv, som fastlægger en minimumsstandard, har til formål at sikre lige vilkår for begge køn i alle medlemsstater og dermed forbedre de økonomiske forhold i det indre marked;

—

mener, at det ville være hensigtsmæssigt at vedtage ensartede sanktioner i de enkelte medlemsstater, hvis målet er at sikre lige konkurrencevilkår og en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme i hele EU. I modsat fald ville de afværgende foranstaltninger i nogle lande eventuelt blive væsentligt mildere end i andre, og dermed resultere i en mindre nøje overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet;

—

støtter Kommissionens beslutning om at forfølge målet om at forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder gennem et lovforslag med bindende mål frem for at støtte en strategi baseret på selvregulering og/eller frivillighed;

—

fremhæver, at udvælgelsen af de bedste kandidater til menige bestyrelsesposter skal bygge på gennemsigtige udvælgelsesprocesser og kvalifikationskriterier, der tilskynder alle talentfulde personer til at søge stillingerne;

—

understreger, at mangfoldighed blandt de ansatte mht. viden, færdigheder, erfaring, livsfaser og køn er afgørende for at opnå de ønskede resultater. Derfor mener Regionsudvalget, at det er vigtigt, at der gives fortrinsstilling til kandidaten fra det underrepræsenterede køn, hvis den pågældende kandidat er lige så kvalificeret som en kandidat af det modsatte køn med hensyn til egnethed, kundskaber og arbejdsindsats og hvis en objektiv vurdering, hvori der tages hensyn til alle de kriterier, der er specifikke for de enkelte kandidater, ikke taler til fordel for kandidaten af det modsatte køn.

Ordfører

Andreja POTOČNIK (SI/ALDE), viceborgmester i Tržič

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger

COM(2012) 614 final

1.

Ligestilling mellem mænd og kvinder er en af de grundlæggende værdier og en vigtig målsætning for Den Europæiske Union, som er forankret i EU-traktaten (artikel 3, stk. 3) og EU's charter om grundlæggende rettigheder (artikel 23). I overensstemmelse med artikel 8 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) tilstræber EU at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem kvinder og mænd i alle sine aktiviteter. Artikel 157, stk. 3, i TEUF skaber retsgrundlaget for vedtagelsen af EU-foranstaltninger, som har til formål at sikre anvendelsen af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

2.

Med forslaget til et direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber er det Kommissionens mål at sikre en afbalanceret repræsentation af mænd og kvinder, således at ingen af kønnene udgør over 60 % eller under 40 % af de menige bestyrelsesmedlemmer inden 2020.

3.

Kommissionen advarer om, at fremskridtene i retning af en øget andel af kvinder i virksomhedsbestyrelser har været for langsomme med en gennemsnitlig årlig stigning i de seneste år på kun 0,6 procentpoint (1). Med det nuværende tempo ville det tage flere årtier at nærme sig en ligelig kønsfordeling i hele EU. Der er blevet registreret hurtige og betydelige fremskridt i de medlemsstater og andre lande, hvor de fremherskende værdier og holdninger fremmer denne udvikling, og som også har indført anbefalinger og bindende minimumskrav for kønsfordelingen.

4.

Hvis højtkvalificerede kvinders viden/færdigheder ignoreres, er dette lig med en lang række forspildte muligheder, da økonomisk genopretning også kræver kvindernes aktive deltagelse. Der skal findes nye, mere effektive måder at forene arbejdsliv og familieliv på. Foranstaltninger, der har til formål at fremme karrierer og ph.d.-studier for kvinder er afgørende for deres karriereforløb.

5.

bifalder Kommissionens beslutning om at skabe en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og er enig i, at der er et presserende behov for foranstaltninger på dette område;

6.

støtter Kommissionens beslutning om at forfølge målet om at forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder gennem et lovforslag med bindende mål frem for at støtte en strategi baseret på selvregulering og/eller frivillighed;

7.

er bevidst om, hvor afgørende og alvorligt det ville være, hvis kvinder ikke blev udpeget til beslutningstagende funktioner i økonomien, og deres potentiale, med hensyn til menneskelige ressourcer, dermed forblev uudnyttet. Der er brug for en beslutsom indsats for at fjerne barriererne for kvinders karriereforløb.

8.

Kommissionen har den holdning, at den mangel på gennemsigtighed, der i dag er i udvælgelsesprocedurerne og de gældende kvalifikationskriterier for bestyrelsesposter i de fleste medlemsstater, er en væsentlig hindring for at opnå en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelserne og har en negativ indflydelse på ikke bare bestyrelseskandidaternes karriere, men også på deres mobilitet samt på investorernes beslutninger.

9.

Forslaget til direktiv sigter mod at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder i den økonomiske beslutningstagning og fuldt ud udnytte den eksisterende mængde af talentfulde kandidater til at opnå en mere ligelig kønsfordeling i selskabsbestyrelser og dermed bidrage til Europa 2020-målene.

10.

Medlemsstaterne skal pålægge effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, i tilfælde af at dette direktiv tilsidesættes, og som bl.a. kunne omfatte administrative bøder og en retlig myndigheds afgørelse om ugyldighed eller annullering af den udnævnelse eller det valg af menige bestyrelsesmedlemmer, som er foretaget i strid med de nationale bestemmelser.

11.

Medlemsstaterne skal aflægge rapport til Kommissionen om gennemførelsen af dette direktiv. Sådanne rapporter skal også indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at opfylde disse mål.

12.

Direktivet omfatter ikke små og mellemstore virksomheder.

13.

fremhæver, at udvælgelsen af de bedste kandidater til menige bestyrelsesposter skal bygge på gennemsigtige udvælgelsesprocesser og kvalifikationskriterier, der tilskynder alle talentfulde personer til at søge stillingerne;

14.

understreger, at mangfoldighed blandt de ansatte mht. viden, færdigheder, erfaring, livsfaser og køn er afgørende for at opnå de ønskede resultater. Derfor mener Regionsudvalget, at det er vigtigt, at der gives fortrinsstilling til kandidaten fra det underrepræsenterede køn, hvis den pågældende kandidat er lige så kvalificeret som en kandidat af det modsatte køn med hensyn til egnethed, kundskaber og arbejdsindsats og hvis en objektiv vurdering, hvori der tages hensyn til alle de kriterier, der er specifikke for de enkelte kandidater, ikke taler til fordel for kandidaten af det modsatte køn;

15.

er bevidst om, at det er vigtigt at respektere virksomhedernes grundlæggende ret til at operere uden indblanding. Det er imidlertid også vigtigt, at ligestilling mellem mænd og kvinder respekteres som en grundlæggende værdi i EU. Dette direktiv, som fastlægger en minimumsstandard, har til formål at sikre lige vilkår for begge køn i alle medlemsstater og dermed forbedre de økonomiske forhold i det indre marked;

16.

mener klart og tydeligt ikke, at forslaget på nogen måde overtræder nærhedsprincippet, da det bygger på et klart juridisk grundlag i EU-traktaterne. Forslaget skaber reel europæisk merværdi, i og med at det tager fat på EU's politiske mål om ligestilling og tilvejebringer retssikkerhed for virksomheder, der opererer i flere medlemsstater, og hvis grænseoverskridende aktiviteter kan blive påvirket negativt af de nuværende forskelle i bestemmelserne om ligestilling i bestyrelser;

17.

understreger, at det er nødvendigt at støtte foranstaltninger på europæisk niveau og sikre en ensartet fælleseuropæisk retlig ramme på dette område. Den nuværende situation, hvor hver enkelt medlemsstat har sine egne standarder og lovgivning, skaber usikkerhed med hensyn til det indre markeds funktion, idet mange børsnoterede selskaber er aktive i mere end en medlemsstat;

18.

mener, at det ville være hensigtsmæssigt at vedtage ensartede sanktioner i de enkelte medlemsstater, hvis målet er at sikre lige konkurrencevilkår og en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme i hele EU. I modsat fald ville de afværgende foranstaltninger i nogle lande eventuelt blive væsentligt mildere end i andre, og dermed resultere i en mindre nøje overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet;

19.

påpeger, at det ville være hensigtsmæssigt at prioritere en mere ligelig kønsfordeling blandt alle bestyrelsesmedlemmer og ikke kun blandt de menige;

20.

advarer om, at visse faktorer stadig udgør hindringer for, at kvinder kan påtage sig ledende stillinger. En af disse faktorer, som fortjener at blive fremhævet, er manglen på foranstaltninger, der kan gøre det lettere at forene familieliv og arbejdsliv.

21.

mener, at de lokale og regionale myndigheder skal gøre en indsats for at forbedre ligestillingen. En ligelig kønsfordeling er ikke blot en forudsætning for et ægte demokrati og et retfærdigt samfund. Det er en afgørende forudsætning for opfyldelsen af EU's mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

22.

mener, at 2018 er en passende deadline for sikring af en 40 %'s andel af det underrepræsenterede køn i tilfælde, hvor repræsentanter for lokale og regionale myndigheder er medlemmer af (offentligt ejede) virksomheders bestyrelser;

23.

påpeger, at det er vigtigt, at offentlige virksomheder viser vejen for private virksomheder med hensyn til en 40 %'s repræsentation af det underrepræsenterede køn.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/42

—

anmoder om, at koordinerede eller fælles procedurer vedrørende VVM i henhold til artikel 2, stk. 3, bliver frivillige frem for obligatoriske, og om, at der klart henvises til den EU-lovgivning, der skal finde anvendelse i forbindelse med disse bestemmelser;

—

afviser forslaget i artikel 5, stk. 2, om at indføre en ufravigelig pligt til at gennemføre »scoping« (afgrænsning) for alle sager. Ansvaret for at sikre en passende afgrænsning og detaljeringsgrad i miljørapporten bør fortsat ligge hos bygherren;

—

anmoder om, at VVM-direktivet, jf. artikel 5, stk. 3, bør imødekomme de forskellige systemer til kontrol af miljørapporter, som er etableret i medlemsstaterne, særligt i de tilfælde, hvor godkendelsen af rapporter foretages internt af de kompetente myndigheder eller miljømyndighederne;

—

bifalder indførelsen af en minimumsfrist for offentlige høringer på 30 dage i artikel 6, stk. 7. Indførelsen af tidsfrister, der går ud over denne minimumsfrist, skal imidlertid overlades til medlemsstaterne;

—

anmoder om, at forslagets artikel 8, stk. 1, vedrørende afgørelsen om tilladelse, ændres, således at der tages hensyn til de forskellige VVM-systemer, som findes i medlemsstaterne. Udvalget anbefaler, at direktivet fastlægger gyldighedsperioden for en VVM for at øge dens kvalitet og dermed dens virkningsfuldhed;

—

stiller sig kritisk over for fastsættelsen af bindende tidsfrister for afslutning af miljøkonsekvensvurderinger for projekter (artikel 8, stk. 3). Den fremskyndelse af proceduren, som var hensigten med fastsættelsen af tidsrammer, kan bedre opnås med mere differentierede regler i medlemsstaterne;

—

opfordrer til, at overgangsregler formuleres på en måde, som fastslår, at miljøkonsekvensvurderingen for projekter, der er langt henne i procedureforløbet, skal afsluttes ifølge reglerne i det hidtidige VVM-direktiv.

Ordfører

Marek SOWA (PL/PPE), Marskal for Małopolska-provinsen

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/92/EF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

COM(2012) 628 final

1.

understreger, at de foreslåede ændringer af den juridiske ramme for europæiske miljøvurderinger på mange måder er både nødvendige og velkomne. Udvalget understreger dog, at eventuelle ændringer er nødt til at finde en nøje balance mellem miljøbeskyttelseskravene på den ene side og den økonomiske udvikling på den anden. Alt for langsommelige tilladelsesprocedurer kunne true de økonomiske og sociale interesser og kunne underminere EU's konkurrencedygtighed som helhed. I mange tilfælde ville de hverken bidrage til miljøbeskyttelse eller til befolkningens sundhed og livskvalitet. Ændringer, der skal sikre kvalitet og ensartede procedurer og dokumenter, bør gennemføres således, at de sikrer en velfungerende beslutningsprocedure;

2.

bemærker dog, at der er alvorlig tvivl om visse ændringer, der vil forlænge tidsrammen for processens primære faser;

3.

minder om, at den foreslåede revision af VVM-direktivet vil have en betydelig indvirkning på lokale og regionale myndigheder, som spiller en central rolle i gennemførelsen af de foreslåede tiltag. I modsætning til Kommissionen mener Regionsudvalget, at mange af de foreslåede ændringer af VVM-direktivet vil føre til en øget administrativ byrde for lokale og regionale myndigheder, for så vidt angår tilrettelæggelse, forvaltning og omkostninger. I denne forbindelse opfordrer Regionsudvalget indtrængende til, at man undlader at flytte ansvaret fra bygherren til den kompetente myndighed;

4.

fastholder, at eventuelle yderligere omkostninger eller administrative byrder for offentlige myndigheder bør afvejes mod de samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved ændringerne, således at fordelene på lang sigt opvejer omkostningerne;

5.

understreger, at direktivet kun kan blive en succes i praksis, hvis nationale, lokale og regionale myndigheder etablerer velfungerende institutionelle strukturer og udstyres med de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, der gør det muligt for alle ansvarlige afdelinger, navnlig på miljøområdet, at deltage aktivt. Udvalget understreger de lokale og regionale myndigheders vedholdende behov for yderligere kapacitetsopbygning, som bør omfatte et tættere samarbejde med og støtte fra de eksisterende nationale VVM-centre;

6.

opfordrer til større terminologisk konsekvens gennem hele direktivforslaget og dets bilag for at øge retssikkerheden;

7.

bakker op om planerne om at forbedre miljørapporternes kvalitet, men mener samtidig, at VVM-direktivet bør imødekomme de forskellige systemer til kontrol af miljørapporter, som er etableret i medlemsstater, regioner og byer;

8.

mener ikke, at de nye bestemmelser i tilstrækkelig grad imødekommer de forskellige VVM-systemer (VVM-procedurer, som er integrerede i eller adskilt fra tilladelsesproceduren), som findes i medlemsstaterne.

9.

efterlyser en præcisering af udvidelsen af definitionen af et projekt i artikel 1, stk. 2, til at omfatte nedrivningsarbejde. Hvis denne bestemmelse har til formål at indføre en mulig VVM for nedrivningsarbejde for alle de bilag I eller II omfattede projekter, kan det føre til en betragtelig ekstra administrativ byrde. Regionsudvalget er af den opfattelse, at forpligtelsen til at gennemføre en VVM for nedrivningsarbejde bør begrænses til de i bilag I og II klart definerede tilfælde, for nedtagnings- eller nedrivningsarbejdet af et projekt efter dets afslutning eller af et nedrivningsarbejde, der er nødvendigt for at gennemføre projektet;

10.

anmoder om, at man atter ser på definitionen af »tilladelse« samt på dens anvendelse i direktivets dispositive del, da gennemførelsen og anvendelsen af direktivet om tjenesteydelser (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked) har medvirket til, at man i medlemsstaterne er gået bort fra kravet om indhentning af forudgående tilladelse til at udføre visse tjenesteydelser og er gået over til efterfølgende kontrol;

11.

bifalder at »projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsmål eller et civilt beredskabsformål« fritages for VVM-pligten. For at forhindre et misbrug af bestemmelsen, der ville medføre at for mange projekter fritages for en VVM kunne der i direktivet indføjes en vejledende liste over civile beredskabsprojekter, og tages hensyn til projekter, der støttes af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond;

12.

beklager, at forslaget ikke indeholder en revision af bilag I og II, idet muligheden for at revidere disse og i givet fald indskrænke anvendelsesområdet på grundlag af de hidtidige erfaringer dermed er forsømt, og gentager sin opfordring til, at man indfører europæiske minimumstærskelværdier med henblik på at skabe større juridisk klarhed. Dette vil mindske forskellene på, hvordan virksomheder behandles i EU, og forskellene mellem de administrative og finansielle byrder for lokale og regionale myndigheder i de enkelte medlemsstater. Det bemærkes, at nogle medlemsstater, når de fastsætter tærskelværdier, ofte overskrider deres skønsmæssige beføjelser enten ved kun at tage nogle af udvælgelseskriterierne i bilag III i betragtning eller ved på forhånd at undtage nogle projekter. En harmonisering af tærskelværdierne bør også tage højde for de tærskelværdier og kriterier, der anvendes i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner.

13.

mener, at koordinerede eller fælles procedurer bør være frivillige frem for obligatoriske, som Kommissionen foreslår;

14.

anmoder med henblik på større juridisk klarhed om en klar henvisning i artikel 2, stk. 3, til den EU-lovgivning, der skal finde anvendelse;

15.

påpeger, at indførelsen af en central VVM-kvikskranke ikke må medføre øgede personalemæssige og finansielle omkostninger, som er ude af trit med de fordele, der opstår ved gennemførelsen af miljøkonsekvensvurderingen. Udvalget anmoder om en tydeliggørelse af, hvorvidt bestemmelsen om, at »Medlemsstaterne udpeger én myndighed for hvert projekt, der får ansvaret for at lette tilladelsesproceduren for projektet«, kun gør sig gældende for projekter, der omfattes af den koordinerede eller fælles procedure, eller for alle projekter. I visse medlemsstater vil en sådan forpligtelse være meget svær at overholde grundet de forskellige hierarkier og kompetencer, der findes blandt de myndigheder, som er en del af denne proces. For medlemsstater, hvor VVM-proceduren er integreret i tilladelsesproceduren og gennemføres af den myndighed, der er ansvarlig for tilladelsen til projektet, kan det være nødvendigt at tydeliggøre, at den »ene myndighed«, der henvises til, også kan være denne myndighed.

16.

efterlyser en større sammenhæng mellem terminologierne og deltaljeringsgraden i artikel 3 og bilag III og IV. Faktorerne, der oplistes i artikel 3, bør beskrives mere udførligt i overensstemmelse med bilag IV, eksempelvis vedrørende referencer til arealanvendelse og inddragelse af arealer, til økosystemer og økosystemtjenester og til »natur- og menneskeskabte katastroferisici«. Regionsudvalget kræver, at bestemte opregninger (f.eks. punkt 5: »bl.a.«) skal gøres udtømmende, så man undgår at udvide omfanget af vurderingerne;

17.

anmoder Kommissionen om hurtigst muligt efter det reviderede direktivs ikrafttræden at udsende vejledninger, der indeholder metoder til vurdering af et projekts lokale virkning på klimaændringerne samt det pågældende miljøs eksponering, sårbarhed og modstandsdygtighed over for natur- og menneskeskabte katastroferisici;

18.

opfordrer til, at man indføjer miljømål, der er fastlagt på regionalt eller lokalt plan, i bilag IV, punkt 5, sidste afsnit;

19.

bakker op om Rådets anmodning om en yderligere uddybning af begrebet »rimelige alternativer«, der anvendes i direktivet, og af vurderingen af den nuværende miljøstatus' sandsynlige udvikling, hvis projektet ikke gennemføres (referencescenarie). Der bør kun være tale om rimelige alternativer, hvis de er i overensstemmelse med målsætningerne, overholder anden EU-lovgivning eller svarer til det pågældende projekts planlægningsfase og type.

20.

bifalder Kommissionens overordnede planer om at strømline screeningproceduren og skabe større ensartethed i medlemsstaternes fremgangsmåder, således at det sikres, at der kun stilles krav om en miljøkonsekvensvurdering i de tilfælde, hvor der tydeligvis er tale om væsentlige virkninger på miljøet;

21.

stiller sig kritisk over for visse nye bestemmelser, som giver indtryk af, at screeningproceduren skal være en »mini-VVM«. Bilag II.A og bilag III forudsætter, at der i praksis skal indsendes en rapport med en vurdering af, hvorvidt et projekt har væsentlige virkninger for miljøet. Forskellen er, at der her ikke er noget krav om vurdering af alternativer. I stedet bør screeningproceduren omfatte en tjekliste, der udstyrer lokale og regionale myndigheder med en letanvendelig metode til frasortering af projekter uden en væsentlig virkning. Ifølge ændringsforslaget til artikel 4, stk. 3, skal ansøgeren desuden for så vidt angår projekter i de kategorier, der er opført i bilag II, forelægge oplysninger om projektets kendetegn, dets potentielle virkning på miljøet og de påtænkte foranstaltninger med henblik på at undgå og begrænse væsentlige virkninger, i overensstemmelse med oplysningerne i det nye bilag II.A. Dette går imod løsningen, der beskrives i artikel 4, stk. 2, som giver medlemsstaterne mulighed for at anvende begge de i litra a) og b) nævnte procedurer. Det er også nødvendigt at præcisere anvendelsen af de tærskler, der er omhandlet i stk. 2, litra b), og at fastslå, om medlemsstaterne kan fastsætte deres egne tærskler på grundlag af kriterierne i bilag III, eller om de fastsættes af direktivet;

22.

påpeger desuden, at bilag III vedrørende udvælgelseskriterierne iht. artikel 4, stk. 4, på flere måder indebærer en klar stramning i forhold til de gældende regler. Bilag III indeholder udover talrige detaljerede konkretiseringer en række yderligere kriterier, der også skal tages i betragtning (risiko for naturkatastrofer, konsekvenser mht. klimaforandringerne, landbrugsområder med høj naturbeskyttelsesværdi osv.). Flere af disse har dog ingen direkte kobling til projekter, og i nogle tilfælde går de ud over vurderingsproceduren for beslutningen om godkendelse. Klimaforandringerne er f.eks. en geografisk omfattende udvikling, som er vanskelig at specificere mht. varighed og fysisk omfang, og som for nærværende kun kan simuleres vha. meget omfattende computermodeller. På projektniveau, har man hidtil rettet opmærksomheden mod klimaforandringernes lokale virkninger efter behov. Eftersom miljøvurderingen nu skal fokusere på klimaforandringer i større målestok, må man frygte, at der opstår store omkostninger for bygherrerne, hvilket igen kunne give tvivlsomme tekniske resultater, som er uforholdsmæssigt høje sammenholdt med punkt- og linjeprojekternes ringe betydning for klimaudviklingen. Udvalget efterlyser derfor en udtømmende fortegnelse over de projekter, som denne bestemmelse er relevant for. Regionsudvalget påpeger, at den foreslåede ændring strider mod nærhedsprincippet. Den planlagte konkretisering samt indførelsen af yderligere kriterier står i modsætning til tanken i betragtning 11 i VVM-direktivet om, at medlemsstaterne fortsat skal have råderum til at træffe de rette beslutninger, også til at tage hensyn til særlige nationale forhold. Omfanget af de kriterier, der skal tages i betragtning, eller deres detaljeniveau, overstiger det niveau, der bør gøres obligatorisk i hele EU.

23.

bemærker og glæder sig ganske vist over, at Kommissionens forslag om at indføre en obligatorisk »scoping« er i tråd med Regionsudvalgets anbefaling om at forbedre kvaliteten af oplysningerne og strømline miljøkonsekvensvurderingsprocessen. Indførelsen af en ufravigelig pligt til at gennemføre »scoping« (afgrænsning) afvises imidlertid. Ansvaret for at sikre en passende afgrænsning og detaljeringsgrad i miljørapporten bør fortsat ligge hos bygherren. Regionsudvalget mener, at man bør undgå at skabe væsentlige meromkostninger for bygherren og de involverede myndigheder;

24.

anbefaler, at afgrænsningen suppleres med indførelsen af retningslinjer (fra Kommissionen eller medlemsstaterne) for sektorspecifikt indhold, hvor dette kan bidrage til at sikre en VVM's kvalitet samt til at samle alle aspekter, som er relevante for beslutningerne;

25.

stiller sig kritisk over for forslaget i artikel 5, stk. 2, litra a), om hvilke afgørelser og udtalelser, der skal indhentes, litra c) om den kompetente myndighed, der træffer afgørelse om de forskellige etaper af proceduren og deres varighed, og litra d) om rimelige og relevante alternativer til det påtænkte projekt og dets særlige kendetegn.

26.

er af den overbevisning, at ansvaret for at sikre miljørapportens kvalitet fortsat bør ligge hos bygherren. Der bør skelnes mellem sikring af kvaliteten i bygherrernes udarbejdelse af rapporten og i den kompetente myndigheds kontrol af rapporten. Udvalget erkender dog, at kontrollen af rapporternes kvalitet skal styrkes for at sikre bygherren en uafhængig evaluering;

27.

mener, at VVM-direktivet bør imødekomme de forskellige systemer til kontrol af miljørapporter, som er etableret i medlemsstaterne og hos de lokale og regionale myndigheder. De etablerede systemer beror ikke udelukkende på eksterne eksperter og ekspertudvalg, således som Kommissionens forslag udlægger det. Der findes andre systemer, særligt i ældre medlemsstater, hvor godkendelsen af rapporter foretages internt af de kompetente myndigheder eller miljømyndighederne.

28.

anser VVM-direktivet for at være et centralt instrument til inddragelse af offentligheden på lokalt og regionalt niveau, når det drejer sig om at sikre, at der tages hensyn til lokal viden, men er samtidig opmærksom på omkostningerne og de dertil påkrævede kompetencer. Regionsudvalget bifalder derfor indførelsen af en minimumsfrist for offentlige høringer på 30 dage i artikel 6, stk. 7. Indførelsen af tidsfrister, der går ud over denne minimumsfrist, skal imidlertid overlades til medlemsstaterne. For mange virksomheder og offentlige bygherrer ville proceduren ellers blive trukket uhensigtsmæssigt i langdrag, idet der opstår en risiko for, at den berørte offentlighed vil kræve retten til at benytte det i artikel 6, stk. 7 angivne tidsrum fra 60 til maksimalt 90 dage. Disse maksimumfrister vanskeliggør integrationen af miljøkonsekvensvurderingen i tilladelsesproceduren og udgør en barriere for målet om en hurtigere planlægningsproces. Den fremskyndelse af proceduren, som er formålet med fastsættelsen af tidsfrister, realiseres bedre vha. differentierede nationale bestemmelser i medlemsstaterne;

29.

foreslår for at tage hensyn til alle parters interesser og i overensstemmelse med princippet om, at alle beslutninger bør træffes uden unødige forsinkelser, at der opstilles rimelige grænser for, hvor lang tid der kan bruges på at videregive oplysninger og forberede sig til beslutningsprocessen.

30.

understreger, at de nye bestemmelser i artikel 8, stk. 1, må være så fleksible, at de kan tilpasses de forskellige VVM-systemer, som findes i medlemsstaterne. I nogle medlemsstater er VVM en særskilt procedure hos miljømyndighederne, hvor tilladelsen til projektet, der udstedes af en anden myndighed, følger efter VVM-tilladelsen og skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i VVM-tilladelsen. I andre medlemsstater er VVM en integreret del af tilladelsesproceduren;

31.

bemærker yderligere kritik af, at de nye bestemmelser i artikel 8 ikke i tilstrækkelig grad imødekommer de forskellige integrerede systemer, som findes i visse medlemsstater, da de skaber nye materielle betingelser, hvilket fører til overlap eller uoverensstemmelser mellem europæisk og national sektorlovgivning. Disse bestemmelser bør derfor ikke være en del af VVM-direktivet, som udelukkende anses for at have proceduremæssig karakter;

32.

påpeger, at der kan være tale om proceduremæssige problemer i forbindelse med den nye bestemmelse i artikel 8, stk. 2, da den kompetente myndighed i samråd med miljømyndighederne og bygherren, såfremt det konkluderes, at et projekt vil få væsentlige skadelige virkninger for miljøet, skal overveje, hvorvidt miljørapporten bør revideres og projektet tilpasses, og hvorvidt der er behov for yderligere afbødende og kompenserende foranstaltninger;

33.

påpeger, at den lange behandlingstid i forbindelse med at opnå tilladelse til et projekt medfører en reel risiko for, at det ændrede direktivs artikel 8, stk. 4, ofte vil blive anvendt. Det fremgår af stk. 4 at den kompetente myndighed, før der træffes afgørelse om tilladelse, kontrollerer, om oplysningerne i miljørapporten, jf. artikel 5, stk. 1, er tidssvarende, særlig hvad angår de påtænkte foranstaltninger med henblik på at forebygge, begrænse og om muligt neutralisere væsentlige indvirkninger på miljøet;

34.

anbefaler, at direktivet fastlægger gyldighedsperioden for en VVM for at øge dens kvalitet og dermed dens virkningsfuldhed;

35.

stiller sig kritisk over for fastsættelsen af bindende tidsfrister for afslutning af miljøkonsekvensvurderinger for projekter (artikel 8, stk. 3). For mange virksomheder og offentlige bygherrer kan sådanne langsommelige procedurer ikke forsvares. I artikel 8, stk. 3, tages der imidlertid heller ikke tilstrækkeligt hensyn til, at der navnlig i forbindelse med store infrastrukturprojekter skal foretages omfattende og tidskrævende vurderinger, som ikke kan få det fornødne kvalitetsniveau inden for den planlagte tidsramme. Det giver grund til bekymring for, at fastsættelsen af konkrete tidsrammer — i strid med betragtning 22 i forslaget — sætter de høje miljøbeskyttelsesnormer på spil, hvilket også ville kunne få en negativ effekt på retssikkerheden. Den fremskyndelse af proceduren, som var hensigten med fastsættelsen af tidsrammer, kan bedre opnås med mere differentierede regler i medlemsstaterne.

36.

anmoder om en harmonisering af den anvendte terminologi vedrørende forslagets korrigerende foranstaltninger, f.eks. »kompenserende foranstaltninger« i artikel 8, stk. 2, og »neutralisere væsentlige skadelige virkninger«) i artikel 9 og bilag IV;

37.

advarer om, at overvågning ikke må tilsidesætte behovet for en udførlig analyse af de væsentlige virkninger og bygherrens afbødende og kompenserende foranstaltninger eller principperne om forebyggelse og forsigtighed. Dette betyder, at usikkerhed i forbindelse med et planlagt projekts væsentlige virkninger ikke bør føre til en situation, hvor man frem for at afbøde eller kompensere for disse virkninger godkender projektet med blot en overvågningsforpligtelse, hvorefter det vil være svært at tilpasse projektet på et senere tidspunkt set i lyset af dets virkninger. Regionsudvalget stiller sig kritisk over for bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, andet underafsnit, ifølge hvilken gennemførelsen og effektiviteten af de afhjælpende og kompenserende foranstaltninger skal kontrolleres, hvilket er det samme som overvågning. Det fremgår imidlertid ikke klart, hvorfor den godkendende myndighed skulle forordne foranstaltninger for at kontrollere væsentlige skadelige virkninger, hvis den er overbevist om effektiviteten af de planlagte afhjælpende og kompenserende foranstaltninger, eftersom der i praksis allerede findes tilstrækkelig erfaring på dette område. Obligatorisk generel overvågning virker som en overdreven foranstaltning, som ville medføre en urimelig belastning af bygherren. I reglen er det kun den godkendende myndighed, der i hvert enkelt tilfælde kan afgøre, om det er nødvendigt at overvåge væsentlige skadelige virkninger.

38.

bemærker kritikken af den ekstra administrative byrde, medlemsstater og lokale og regionale myndigheder pålægges i forbindelse med indsamling og rapportering af de nye oplysninger, som Kommissionen kræver i forslaget til artikel 12, stk. 2, med henblik på overvågning af direktivets gennemførelse.

39.

gør indvendinger mod Kommissionens beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for nemmere at kunne tilpasse bilag II.A, III og IV til tekniske og videnskabelige fremskridt. Udvalget mener, at alle bilag bør være underlagt den almindelige lovgivningsprocedure, da de er tæt forbundne til VVM-kravene som fastlagt i direktivet.

40.

opfordrer til, at overgangsreglen i artikel 3 formuleres på en måde som fastslår, at miljøkonsekvensvurderingen for projekter, der er langt henne i procedureforløbet skal afsluttes ifølge reglerne i det hidtidige VVM-direktiv. Dette kunne f.eks. være tilfældet, når der allerede er udarbejdet en miljørapport i tråd med artikel 5, eller projektet er offentliggjort.

30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/53

—

understreger, at dette nye miljøhandlingsprogram skal sikre, at de miljømæssige valg er tilstrækkeligt klare og forudsigelige, især for de lokale og regionale forvaltninger;

—

fremhæver, at det er nødvendigt at afhjælpe nogle mangler, mindske forskellene mellem medlemsstaterne og stræbe efter fuld gennemførelse af EU's miljølovgivning på alle myndighedsniveauer for at forbedre miljøets tilstand og folkesundheden, sikre lige vilkår og stabile regler og hindre konkurrenceforvridninger. Udtalelsen indeholder i den henseende adskillige anbefalinger om konkrete foranstaltninger, som bør inkluderes i det syvende miljøhandlingsprogram;

—

understreger det nødvendige i gode konsekvensanalyser i forbindelse med revision eller udformning af ny EU-lovgivning og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til medlemsstaternes praktiske erfaringer på en tydelig og verificerbar måde;

—

opfordrer til at afstemme EU's sektorspecifikke miljølovgivning (EU-grænseværdier) med EU's emissionspolitik (EU-foranstaltninger ved kilden) ved at anlægge en helhedstilgang, som gør det muligt at samordne disse foranstaltninger med de sektorspecifikke miljødirektivers mål og tidsplaner;

—

bifalder, at et »prioriteret mål« for byernes bæredygtighed er blevet medtaget som et af målene for det syvende miljøhandlingsprogram, og opfordrer til minimumskriterier for bæredygtighed, som skal opfyldes af et flertal af byer i EU. Indikatorerne bør udvikles i et tæt samarbejde med de lokale myndigheder og med miljø- og statistikmyndighederne;

—

opfordrer til at gøre programmet mere ambitiøst på lokalt plan og udvide initiativer såsom Borgmesteraftalen til andre områder, der indgår i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa og videreudvikle prisen »Europas grønne hovedstad«;

Ordfører

José Macário CORREIA (PT/PPE), Borgmester i Faro

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 — »Et godt liv i en ressourcebegrænset verden« —

COM(2012) 710 final

1.

Regionsudvalget minder om, at de sidste seks miljøhandlingsprogrammer har haft stor betydning i forhold til at fremhæve den stadig mere fremtrædende placering af den europæiske miljøpolitik og forsøge at sikre dens sammenhæng som en uadskillelig del af den europæiske integration, men der er stadig mange miljøproblemer i Europa, som programmerne ikke har formået at løse på grund af manglende politisk vilje til at gennemføre foranstaltninger.

2.

Det sjette miljøhandlingsprogram, som også havde en undertitel (»Miljø 2010: Vores fremtid, vores ansvar«) og udløb den 22. juli 2012, blev udformet i 2001 som et miljøpolitisk svar på EU's bæredygtighedsstrategi, mens Lissabonstrategien dækkede den økonomiske politik.

3.

Programmet fastlagde prioritetsområderne for Den Europæiske Union indtil 2012 med vægt på fire indsatsområder: klimaændringer, naturen og biodiversiteten, miljø, sundhed og livskvalitet samt bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer og affald. Kommissionen har dog i al ubemærkethed ladet bæredygtighedsstrategien gå i glemmebogen.

4.

Europa 2020-strategien betragtes nu som det nye politiske og strategiske instrument, og miljøpolitikken bør koordineres inden for rammerne af flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, der ikke må opfattes som et underområde under Europa 2020-strategien, men som et selvstændigt, overordnet strategisk mål for bæredygtig udvikling af Den Europæiske Union inden 2050.

5.

Udvalget understreger, at det syvende miljøhandlingsprogram bør vedtages snarest muligt for at sikre sammenhæng i EU's miljøpolitik og give en rettesnor for den fremtidige udvikling på dette vigtige politiske område, og at dette nye miljøhandlingsprogram skal sikre, at de miljømæssige valg er tilstrækkeligt klare og forudsigelige, især for de lokale og regionale forvaltninger (1).

6.

Det er også et prioriteret mål at integrere det materielle resultat af FN-konferencen om bæredygtig udvikling 2020 i de foranstaltninger, der gennemføres på europæisk, regionalt, internationalt og globalt plan.

7.

Der er indtil dato registreret positive resultater i form af en væsentlig reduktion i udledningen af farlige stoffer til luft og vand, bedre håndtering af affaldet og færre skadelige kemiske stoffer, men der er stadig uopfyldte mål på områderne luft, bymiljø, biodiversitet, økosystemernes funktion og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer;

8.

på trods af det seneste tiårs konsolidering af miljølovgivningen har medlemsstaterne og Kommissionen ikke altid handlet i overensstemmelse med programmet, og det er nødvendigt at afhjælpe nogle mangler, mindske forskellene mellem medlemsstaterne og stræbe efter fuld gennemførelse af EU's miljølovgivning på alle myndighedsniveauer for så vidt angår kontrol med luftforurening, vand- og spildevandsbehandling, affald og naturbeskyttelse for at forbedre miljøets tilstand og folkesundheden, sikre lige vilkår og stabile regler og hindre konkurrenceforvridninger;

9.

ved afslutningen af det sjette miljøhandlingsprogram er der flere miljøpolitiske indsatsområder, som endnu ikke er blevet tilstrækkeligt gennemarbejdet, hvoraf skal fremhæves:

10.

sikre, at det nye program indeholder en klar og utvetydig beskrivelse af de miljøproblemer, som EU står over for, herunder accelererende klimaændringer, beskadigelse af økosystemerne, overskridelse af kvælstofkredsløbets grænser og stigende overforbrug af naturressourcer;

11.

sikre, at programmet afspejler Rio+20-erklæringen, der blev vedtaget af UNCSD den 22. juni 2012, og den vægt, der heri lægges på en rummelig og grøn økonomi, samt målsætningerne for en bæredygtig udvikling efter 2015 såvel som Regionsudvalgets bidrag til topmødet i Rio (2);

12.

fastsætte konkrete mål. Regionsudvalget bifalder ambitionsniveauet i det syvende miljøhandlingsprogram, men sætter spørgsmålstegn ved, hvordan disse ambitioner skal opnås, og om de i det hele taget er gennemførlige. Der henvises til eksisterende strategipapirer og køreplaner, men disse dokumenter savner ofte praktiske detaljer vedrørende gennemførelsen såsom tidsrammer og delmål. Regionsudvalget mener, at nye ambitioner skal være realisable. Hvis der opstilles uopnåelige ambitioner, går det ud over troværdigheden af EU's miljøpolitik. Når EU opstiller nye miljømål, må det klart fremgå, at målene er realistiske, og, om nødvendigt, må det sikres, at der inden for de relevante sektorer er en parallel politik baseret på forureningsforebyggelse ved kilden. Forslagene skal forsynes med en klar tidsplan (med et endeligt mål, delmål og midtvejsevalueringer), som kobles med passende foranstaltninger. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at der opstilles konkrete og om muligt kvantificerbare mål for 2020 og udformes en klar ambitiøs vision og mellemliggende mål for miljøet frem til 2050 med henblik på at skabe høj livskvalitet og trivsel for alle inden for sikre miljøgrænser;

13.

det er vigtigt at tage hensyn til de erfaringer, der er indhøstet i medlemsstaterne, i forbindelse med revision eller udformning af ny EU-lovgivning. Til den ende er det nødvendigt med en bedre samordning mellem de forskellige faser i udarbejdelsen af EU-lovgivningen. Denne omfatter fem faser: forberedelse, beslutningstagning, omsætning til national lovgivning, anvendelse i (de nationale) domstole og erfaringsfeedback fra medlemsstaterne. Forbindelsen mellem den første og de efterfølgende faser er god, men det er ikke klart, hvordan erfaringerne i medlemsstaterne og de regionale og lokale forvaltninger (femte fase) spiller ind i udformningen af ny EU-lovgivning (første fase). Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse erfaringer på en tydelig og verificerbar måde, når den udarbejder nye forslag;

14.

at Kommissionen først evaluerer eksisterende lovgivning og med udgangspunkt heri foretager en konsekvensanalyse og på en tydelig og verificerbar måde tager hensyn til oplysninger i konsekvensanalyser, når den reviderer eksisterende lovgivning eller fremsætter nye forslag. Regionsudvalget understreger det nødvendige i gode konsekvensanalyser, da de på et tidligt stadium i beslutningsprocessen gør det klart, at:

15.

ændre den måde, hvorpå Kommissionen offentliggør sine forslag. Da det 6. miljøhandlingsprogram blev gennemført, blev konsekvensanalyserne, de tematiske strategier og lovforslagene offentliggjort samtidigt. For at kunne tage hensyn til ovenstående forhold foreslår Regionsudvalget følgende procedure og tidsplan:

16.

sikre, at Europa 2020-strategien fortsat omfatter bestemte overordnede sektorer, der hidtil var omfattet af bæredygtighedsstrategien, herunder temaer som retfærdig ressourcefordeling og retfærdighed mellem generationerne;

17.

sikre, at målene for det syvende miljøhandlingsprogram er tilstrækkeligt afspejlet i den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 (FFR) og i Europa 2020-strategien under hensyntagen til, at vigtige beslutninger med store konsekvenser for miljøet på andre områder kan blive truffet før vedtagelsen af det syvende miljøhandlingsprogram. Finansieringen af miljømæssige mål — i samspil med LIFE — og fuldstændig integrering af miljøbeskyttelse bør være en vigtig del af den næste flerårige finansielle ramme, reformen af den fælles landbrugspolitik (FLP), den fælles fiskeripolitik (FFP), samhørighedspolitikken og Horisont 2020;

18.

tilvejebringe et passende grundlag for at sikre tilstrækkelig finansiering — især til innovation, forskning og udvikling — gennem mobilisering af markedsinstrumenter og betaling for økosystemydelser;

på en klar og hensigtsmæssig måde sikre støtte til de lokale og regionale myndigheders anvendelse af lovgivningen, så det sikres, at der sættes ind for at levere bedre resultater med hensyn til miljø og menneskers sundhed, kemikaliepolitik og især de fastlagte målsætninger i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa, lavemissionskøreplanen og EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020. Det bør ske ved at indføre mål og indikatorer for energieffektivitet i den årlige vækstundersøgelse og i medlemsstaternes nationale reformprogrammer.

19.

Regionsudvalget understreger, at de prioriterede mål i det syvende miljøhandlingsprogram bør bygge på tre grundlæggende aspekter:

Det bifalder derfor de ni målsætninger, der er skitseret i Kommissionens forslag.

Med hensyn til sikringen af Europas naturkapital bør der ske en bedre gennemførelse af tiltag og foranstaltninger vedrørende EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020, beskyttelse og styrkelse af skove, fjernelse af emissionerne fra by- og industrispildevand, brug af gødning og emissioner af luftforurenende stoffer, som forårsager eutrofiering;

20.

Ligeledes er det vigtigt fuldt ud at gennemføre vandrammedirektivet samt havstrategirammedirektivet.

21.

For at gennemføre disse foranstaltninger vil det være nødvendigt at foretage en mere virkningsfuld miljøinspektion og –overvågning. Rådets henstilling 2001/331/EF om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne er derfor af afgørende betydning for alle medlemsstater, for at miljøinspektørerne i de enkelte medlemsstater kan råde over strukturerede og konsekvente retningslinjer.

22.

Det eksisterende lovgrundlag bør styrkes, således at EU får mulighed for at sikre, at miljøinspektionerne og overvågningssystemerne på lokalt og regionalt plan i vid udstrækning bliver konsekvente, sammenhængende og effektive for at sikre en ensartet anvendelse af EU's miljølovgivning og lige konkurrencevilkår for virksomhederne på det indre marked.

23.

Der bør etableres bedre klagebehandlings- og mæglingsmekanismer på nationalt, regionalt og lokalt plan.

24.

Der bør gives støtte til oprettelsen af informationssystemer på nationalt plan, som gør det muligt at formidle oplysninger, der kan vise, at EU's miljølovgivning gennemføres på en virkningsfuld måde.

25.

Tresidede partnerskabsaftaler om gennemførelsen bør indgås mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder for at forbedre anvendelsen af den specifikke miljølovgivning og for at løse specifikke eller grænseoverskridende problemer med håndteringen af miljøproblemer.

26.

Det videnskabelige evidensgrundlag for miljøpolitikken, navnlig indsigten i økosystemets funktion (energi-, vand- og materialestrømme og dermed forbundne bæredygtige jord-, vand- og lokale klimafunktioner) og tilgængeligheden, bør forbedres ved at forenkle, strømline og modernisere indsamling, styring og deling af miljødata og miljøoplysninger samt de instrumenter, som gør det muligt at foregribe, evaluere og håndtere nye miljørisici og udfylde de eksisterende videnshuller hurtigst muligt. Samtidig bør forskere inden for dette område modtage særlig støtte i form af stipendieprogrammer og, hvor det er muligt, inddrages som eksperter i løsningen af miljøproblemer på lokalt og regionalt plan. I den forbindelse skal der satses på en målrettet prioritering baseret på udnyttelse af synergieffekter med eksisterende overvågningskrav for at undgå en skærpelse af den bureaukratiske byrde som følge af fastlæggelsen af yderligere overvågnings- og kontrolkrav.

27.

Hvad angår ressourceeffektivitet og lav kulstofemission er det først og fremmest et spørgsmål om fuldt ud at gennemføre EU's Klima- og Energipakke frem til 2020 samt affaldslovgivningen ved at sikre korrekt omsætning, gennemførelse og anvendelse i alle medlemsstaterne ved hjælp af implementeringsgrupper, der skal forestå omsætningen af miljølovgivningen på lokalt og regionalt plan.

28.

Sideløbende hermed er det nødvendigt at fjerne hindringerne i det indre marked for genbrugsaktiviteter samt reducere den samlede indvirkning på miljøet af produktion og forbrug ved at fremme produkter med lav miljøbelastning og give forbrugerne korrekt information og vejledning om produkterne, som er baseret på et videnskabeligt grundlag.

29.

Også fra erhvervslivets side kan virksomhedernes voksende ansvarlighed over for miljøproblemerne, de frivillige miljørevisioner, miljømærker, som garanterer produkternes miljøvenlighed, og udbredelsen af »ecobusiness« i sig selv højne miljøkvaliteten, hvilket bør støttes.

30.

Grønnere og mere effektive teknologier, forbedret produktivitet og nye beskæftigelsesmuligheder vil støtte væksten og beskæftigelsen.

31.

En sammenhængende og integreret politisk ramme på lokalt og regionalt plan til støtte for ressourceeffektivitet og grønnere produkter vil hjælpe de små og mellemstore virksomheder, der forsøger at blive mere ressourceeffektive, ved at reducere deres produktionsomkostninger og lette deres adgang til nye markeder.

32.

Når det gælder finansieringen er det vigtigt at sikre, at miljø- og klimamål støttes med tilstrækkelige midler. De skal medtages i partnerskabskontrakterne, og det skal sikres, at mindst 20 % af EU's budget for 2014-2020 afsættes hertil. Navnlig skal finansieringen af særligt omkostningskrævende miljøforanstaltninger, der skal gennemføres inden 2020, f.eks. den ønskede forbedring af skadede økosystemer vha. et net af grøn infrastruktur, sikres. Disse foranstaltninger indgår i EU's biodiversitetsstrategi som et væsentligt element i det 7. miljøhandlingsprogram.

33.

Sideløbende hermed bør der gøres en indsats for at øge tildelingen af EU-midler til miljøforanstaltninger med mindst 25 % ved at anvende et system til rapportering og sporing af miljørelaterede udgifter for bl.a. at sikre en rettidig finansiering af særligt omkostningskrævende miljøforanstaltninger til forbedring af skadede økosystemer, der skal gennemføres inden 2020.

34.

Miljøskadelig støtte bør gradvis udfases, og der bør gøres større brug af markedsbaserede instrumenter, herunder beskatning og sanktioner over for miljøskadevoldere.

35.

Den private sektors finansiering af miljø- og klimarelaterede udgifter bør fremmes og øges, navnlig ved at lette adgangen til innovative finansielle instrumenter.

36.

Regionsudvalget opfordrer til at afstemme EU's sektorspecifikke miljølovgivning (EU-grænseværdier) med EU's emissionspolitik (EU-foranstaltninger ved kilden) ved at anlægge en helhedstilgang, som gør det muligt at samordne disse foranstaltninger med de sektorspecifikke miljødirektivers mål og tidsplaner. Kommissionen opfordres til at beregne varigheden af udskiftningscyklussen for emissionskildeforanstaltningerne og evaluere, hvornår grænseværdierne kan nås under realistiske vilkår med det mål at opnå en effektiv reduktion af emissionerne i hele EU. Med dette for øje må ambitionsniveauet i de sektorspecifikke miljødirektiver (grænseværdier) og tidsrammerne for gennemførelsen svare til ambitionsniveauet og tidsrammerne for gennemførelsen af EU's kildebaserede miljøforanstaltninger.

37.

Med hensyn til den nødvendige sikring af EU-borgernes sundhed og trivsel er det vigtigt at understrege behovet for at opdatere EU's politik for luftkvalitet og inddrage den nyeste videnskabelige viden, identificere omkostningseffektive foranstaltninger til bekæmpelse af luftforurening ved kilden og styrke indsatsen for at sikre fuld overholdelse af EU's luftkvalitetslovgivning, navnlig med hensyn til fine partikler i luften.

38.

På støjområdet haster det med at identificere omkostningseffektive foranstaltninger til at reducere støj ved kilden.

39.

Regionsudvalget opfordrer til ambitiøse foranstaltninger til bekæmpelse af vigtige miljøforureningskilder, navnlig transport og mobilitet. Det syvende miljøhandlingsprogram henviser i den forbindelse til hvidbogen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (COM(2011) 144 final). Regionsudvalget bifalder ambitionsniveauet i hvidbogen, men for at opfylde ambitionerne slår udvalget til lyd for udarbejdelse af en EU-handlingsplan med delmål, konkrete foranstaltninger (f.eks. kildebaserede EU-foranstaltninger) og evalueringskriterier (3).

40.

På vandområdet bliver det en vigtig opgave at optrappe gennemførelsen af drikkevandsdirektivet, navnlig for små leverandører, og lige så vigtigt er det at udfolde lignende bestræbelser mht. badevandsdirektivet med henblik på at opnå et overholdelsesniveau på over 95 % frem til 2020.

41.

Det haster med at foretage systematiske forudgående vurderinger af de socioøkonomiske, miljømæssige og territoriale virkninger i EU som helhed og på nationalt, regionalt og lokalt plan.

42.

Regionsudvalget bifalder, at et »prioriteret mål« for byernes bæredygtighed er blevet medtaget som et af målene for det syvende miljøhandlingsprogram, og opfordrer til minimumskriterier for bæredygtighed, som skal opfyldes af et flertal af byer i EU.

43.

Der bør opnås større sammenkædning med internationale aftaler ved at støtte internationale og regionale processer, som sigter mod at forvandle verdensøkonomien til en inklusiv, grøn økonomi, og ved at bane vejen for en fremtid, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig for vor planet og for nutidens og fremtidens generationer.

44.

På det lokale plan skal programmet også være mere ambitiøst og udvide initiativer såsom Borgmesteraftalen til andre områder, der indgår i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa, som f.eks. biodiversitet og især arealudnyttelse, sådan som Regionsudvalget for nylig anbefalede det i en udtalelse om dette emne (CdR 1121/2012 fin). Tilsvarende bør man også se på forvaltning af affald og vandressourcer samt luftforurening, da dette vil kunne lette gennemførelsen af EU's miljøpolitik gennem en innovativ flerniveaustyring, som kan engagere de lokale og regionale forvaltningsorganer proaktivt i anvendelsen af EU-lovgivningen.

45.

Det samme gælder for indførelsen af prisen »Europas grønne hovedstad«, som er en udmærkelse til byer med en eksemplarisk og innovativ gennemførelse af EU's miljølovgivning.

46.

Det syvende miljøhandlingsprogram bør således baseres på miljølovgivningens grundlæggende principper — forureneren betaler-princippet, forsigtighedsprincippet, forebyggelsesprincippet og princippet om indgreb ved kilden — med det mål at iværksætte foranstaltninger, aktioner og mål, som er i overensstemmelse med principperne om smart regulering inden for rammerne af afbalancerede og bæredygtige miljøpolitikker. Alt for mange tiltag er stadig korrigerende foranstaltninger, der træffes i slutningen af en proces eller som sidste led i kæden, hvor prioriteten i stedet burde være at tilpasse eller sætte spørgsmålstegn ved disse processer for kraftigt at mindske deres indvirkning på miljøet i hvert stadium af processerne. Der burde fokuseres på innovative initiativer inden for cirkulær økonomi, lukning af materialecyklusser og sammenlignende livscyklusanalyser med henblik på systemisk reducering af de miljømæssige virkninger af menneskelige aktiviteter, og der bør i den forbindelse gøres målrettet brug af den indtil nu indsamlede viden om økosystemets funktion med hensyn til energi-, vand- og materialekredsløb og disses positive indvirkning på udviklingen af bæredygtige jord-, vand- og lokale klimafunktioner.

47.

EU-borgerne bliver mere og mere bevidste om den rolle, som miljøet spiller i deres liv. Der er tale om det niveau, som er tættest på lokalsamfundene, og derfor spiller de lokale og regionale myndigheder en afgørende forbindende rolle, når det gælder uddannelse og mobilisering.

48.

Principperne om nærhed og proportionalitet er gældende i udformningen, gennemførelsen og anvendelsen af miljølovgivningen via bestemmelsen i artikel 192 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som fastlægger kompetencefordelingen mellem EU, medlemsstaterne og de nationale, regionale og lokale myndigheder i miljøpolitiske spørgsmål.

49.

I lyset af de konkrete foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget, er det nødvendigt at definere de mål, som skal tackles på lokalt og regionalt plan.

50.

»Lokal Agenda 21« kan og bør være et deltagelsesbaseret demokratisk redskab på lokalt og regionalt plan med henblik på at realisere de miljøpolitiske mål og formidle information, bl.a. via internettet, om gennemførelsen af det syvende miljøhandlingsprogram på lokalt plan og om de retsmidler, der står til rådighed i denne forbindelse.

51.

Princippet om styring på flere niveauer bør holdes i hævd på miljøområdet. Regionsudvalget mener ikke, at miljøproblemer kan løses eller EU politikker gennemføres på ét enkelt myndighedsniveau. EU's miljøpolitik kan ikke længere udformes udelukkende på EU-niveau. I stedet for, at de nationale og subnationale myndigheder forventes at gennemføre lovgivning, der er fastlagt af EU, må politikken udformes gennem en vekselvirkning mellem de forskellige myndighedsniveauer. Der er behov for flerniveaustyring, hvilket indebærer at de enkelte myndighedsniveauer (europæisk, nationalt, regionalt og lokalt) samordnet med de øvrige myndigheder hver tager deres ansvar og iværksætter de foranstaltninger, der kan og må gennemføres på det pågældende niveau for at undgå dobbeltarbejde.

52.

Regionsudvalget mener, at der i højere grad bør gøres brug af flerniveaustyring i politikudformningsfasen. Miljøforbedringer i EU forudsætter, at ambitionerne er realistiske, hvilket kræver indbyrdes afstemning mellem lovgivning og gennemførelse. Med henblik herpå er det nødvendigt i politikudformningsfasen at være opmærksom på de mulige finansielle, politiske eller juridiske følger for de decentrale myndigheder og på, om EU-lovgivningen er gennemførlig og kan håndhæves.

53.

Regionsudvalget anbefaler, at flerniveaustyring også i højere grad anvendes i gennemførelsesfasen. Gennemførelse af miljølovgivning er ikke kun et spørgsmål om retlig gennemførelse (omsætning til national lovgivning). Dette betyder, at EU's miljølovgivning skal ledsages af europæiske og nationale gennemførelsesplaner (med retningslinjer, bedste praksis og kildebaserede foranstaltninger). I den sammenhæng gør Regionsudvalget sig til talsmand for styring på flere myndighedsniveauer og henviser til oprettelse af team på tværs af offentlige myndigheder (cross-government teams) i medlemsstaterne, hvor eksperter fra de forskellige myndighedsniveauer samarbejder om fastlæggelse af nationale gennemførelsesplaner.

54.

Derfor er det vigtigt, at det syvende miljøhandlingsprogram bakker op om de lokale og regionale myndigheders rolle i anvendelsen af lovgivningen ved at gøre følgende:

55.

Det syvende miljøhandlingsprograms strategi vil til dels afhænge af, hvilke specifikke politiske værktøjer der vælges til opfyldelse af de opstillede mål, hvilket først bliver besluttet, når der er udført konsekvensanalyser. Det vil berøre omkostningseffektiviteten og specifikke sociale og økonomiske virkninger, men også de nationale, regionale og lokale myndigheders rolle i forbindelse med gennemførelsen af politikker og lovgivning, som vedtages på EU-plan. Imidlertid må de i det foregående punkt fastsatte foranstaltninger ikke øge udgiftspresset på de lokale og regionale myndigheder. Regionsudvalget mener, at udgiftsbyrden i forbindelse med de fastsatte foranstaltninger primært bør bæres af EU eller de nationale regeringer. Det er vigtigt at sikre, at vores økosystemer, som støtter vækst og beskytter vores borgeres sundhed, forbliver modstandsdygtige for at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling.