OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

22.6.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/1

Euroens vekselkurs (1)

21. juni 2013

2013/C 177/01

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,3180
JPY	japanske yen	128,66
DKK	danske kroner	7,4582
GBP	pund sterling	0,85330
SEK	svenske kroner	8,6927
CHF	schweiziske franc	1,2257
ISK	islandske kroner
NOK	norske kroner	7,9090
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	25,825
HUF	ungarske forint	298,87
LTL	litauiske litas	3,4528
LVL	lettiske lats	0,7016
PLN	polske zloty	4,3289
RON	rumænske leu	4,5350
TRY	tyrkiske lira	2,5515
AUD	australske dollar	1,4296
CAD	canadiske dollar	1,3705
HKD	hongkongske dollar	10,2239
NZD	newzealandske dollar	1,7004
SGD	singaporeanske dollar	1,6790
KRW	sydkoreanske won	1 521,52
ZAR	sydafrikanske rand	13,4906
CNY	kinesiske renminbi yuan	8,0832
HRK	kroatiske kuna	7,4905
IDR	indonesiske rupiah	13 088,24
MYR	malaysiske ringgit	4,2222
PHP	filippinske pesos	57,707
RUB	russiske rubler	43,2260
THB	thailandske bath	41,003
BRL	brasilianske real	2,9737
MXN	mexicanske pesos	17,5558
INR	indiske rupee	78,1200

(1) Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

22.6.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/8

Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

2013/C 177/07

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (2)

»LIERS VLAAIKE«

EF-Nr.: BE-PGI-0005-0967-22.02.2012

BGB ( X ) BOB ( )

1. Betegnelse

»Liers vlaaike«

2. Medlemsstat eller tredjeland

Belgien

3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1. Produkttype

Klasse 2.4.

Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk samt konfekturevarer

3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Lierse vlaaikes er små runde tærter med en højde på ca. 3 cm, en diameter på 5-6 cm og en vægt på ca. 45 g.

Tærten består af en bund og et fyld.

Bunden er en tynd tærtebund på ca. 3-4 mm i tykkelsen og ret høj, lavet af usødet mørdej og forbagt.

Bunden fyldes med en dej, der er tilsat krydderier og sukker, og som har en mørk farve. Når bunden er fyldt til kanten, får fyldet en let hvælvet form under bagningen. Strukturen er cremet og farven meget mørkebrun.

Smagen domineres af krydderier og sirup.

Konsistens

bund: sprød

fyld: cremet

farve

bund: farveløs

fyld: mørkebrun

smag

bund: tør og usødet

fyld: smag af sirup og krydderier (kanel, kryddernellike, muskatnød og koriander).

3.3. Råvarer (kun for forarbejdede produkter)

Bunden fremstilles af hvedemel (kvalitet 11,5/680), vand og smør.

Fyldet består af grov rasp, lys sirup, sødmælk og hvedemel (kvalitet 11,5/680).

Fyldet krydres med en krydderiblanding bestående af lige dele kanel, kryddernellike, muskatnød og koriander.

3.4. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)

—

3.5. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Tilberedning af dejen, udformning af den lille tærte og bagning af Liers vlaaike skal finde sted i det afgrænsede geografiske område.

3.6. Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.

—

3.7. Specifikke mærkningsregler

Mærkningen skal indeholde følgende: navnet »Liers vlaaike«, EU's mærke for beskyttede geografiske betegnelser og nedenstående logo for Liers vlaaike.

4. Præcis afgrænsning af det geografiske område

Det afgrænsede geografiske område dækker byen Lier (på fransk Lierre) samt delkommunen Koningshooikt i provinsen Antwerpen.

5. Tilknytning til det geografiske område

5.1. Det geografiske områdes egenart

Tærtetypen »vlaaien« og dens varianter er en del af den flamske bagetradition. Der er tale om enkle tærter, som både tilberedes af amatører og professionelle. De er endda udødeliggjort af de store flamske malere som f.eks. Pieter Brueghel. Et række af de gamle opskrifter er overleveret gennem tiden og er blevet ægte regionale specialiteter.

Konditorerne i Lier har holdt traditionen for Liers vlaaike i live. Opskriften og de kundskaber, der kræves for at lave den, er knyttet til Lier i en grad, så denne lille kage aldrig er blevet bagt uden for byen. Liers konditorer solgte dog tærten uden for kommunegrænserne, f.eks. på Antwerpens markeder.

Det er ikke et tilfælde, at Liers vlaaike så dagens lys et sted, der ligger så tæt på havnebyen Antwerpen. Den karakteristiske smag ved Liers vlaaike domineres af krydderier og sirup. Antwerpens havn var en af de vigtigste porte til Europa med hensyn til krydderier og sukkerrør fra Østen. Sukkerrørene blev forarbejdet på stedet til sirup og brunt puddersukker.

I Lier er der bevaret adskillige tærteforme i træ. Før 2. verdenskrig blev tærtebundene lavet i små træforme. Der blev lavet en dej med varmt vand, som blev lagt i forme og derefter sat til tørre i et par dage. Først derefter blev tærtebundene taget op af formene og bagt med fyldet.

5.2. Produktets egenart

Den specielle og traditionelle opskrift på Liers vlaaike opbevares af bagerne af Lier.

Tærten adskiller sig fra andre flamske tærter ved:

—	formen,	som er en lille individuel kage
—	bunden,	som består af en tør, usødet dej
—	fyldet,	som er baseret på rasp, sirup og krydderier.

Liers vlaaike indeholder ikke æg, salt, konserveringsmidler eller andre tilsætningsstoffer. Størstedelen af bagerne tilbereder deres egen rasp af små brød, boller, brød eller flutes, som tørres og rives.

Den lille tærtes kombination af en ikke-sødet bund og et meget sødt fyld med en hvælvet form udgør et enestående regionalt produkt, som kun sælges hos bagerne i Lier. Det er altså kun denne særlige tærte, der er kendt under navnet Liers vlaaike. Der findes ikke andre varianter.

5.3. Sammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB)

Den beskyttede geografiske betegnelse Liers vlaaike er baseret på det omdømme, produktet har — et produkt, som er blevet fremstillet i mere end trehundrede år i byen Lier.

Ifølge overleveringen stammer Liers vlaaike tilbage til 1722. Lodewijk Jozef van Kessel, som var kannik ved Saint-Bavon-katedralen i Gent, nævner opskriften i sine erindringer. »Tag en halv pot mælk, tre kiks og tre stødte kryddernelliker. Bring det i kog og hæld sirup i for at søde. Hæld massen på en tærtebund. Bag tærten.« Opskriften på fyldet har næsten ikke ændret sig. Kiksene er erstattet af rasp, og der anvendes en krydderiblanding i stedet for blot kryddernelliker.

På en handelsmesse i Lier i 1890 i anledningen af Saint-Gommaires helgendag tilbød bageren Van den Eyde kong Léopold II og dronning Marie Henriette Lierse vlaaike på et sølvfad, uden at nogen på forhånd var varskoet herom. Dronningen tog en tærte og smagte på den med velbehag. Hun henvendte sig herefter til Van den Eyde, fortalte ham, at tærten var virkelig velsmagende og spurgte, hvorledes man tilbereder en sådan kage. Bageren, som ikke ønskede, at opskriften skulle udbredes, skal efter sigende have svaret: »Deres Majestæt, De må ikke tage det fortrydeligt op, men jeg ønsker at bevare hemmeligheden!« Dronningen smilede og svarede: »Naturligvis, jeg skulle jo nødigt udkonkurrere Dem …«. Nogle uger senere var Van den Eydes butik på Antwerpse Straat forsynet med rigsvåbenet og titlen »Kongelig hofleverandør«.

I 1925 nævnte den berømte flamske forfatter Felix Timmermans Liers vlaaike i sin hymne »Schoon Lier«.

Liers vlaaike optræder i et stort antal ældre og nyere udgivelser om regionale produkter, f.eks. i bogen »De Zoete Provincie; Ambachtelijke specialiteiten uit Antwerpen« (1998 og 2007), hvor Liers vlaaike omtales som en af de ældste regionale bageopskrifter. Det nævnes også i A. Vanaises bog »Wat folklore in betrekking met de Pasteibakkerij« (1932), at »Liers vlaaike er en berømt spise. Disse runde kager bages i forme og består af en blanding af revet brød, sirup og mælk.«

Guidebøger som eksempelvis Jan Lambins »Zwerven door Vlaanderen« (1961), »Ippa’s Streekgerechtengids voor België« (1995), »Lekker Antwerpen« (1993) og »Kleine culinaire encyclopedie« (2009) nævner Liers vlaaike. Bagværket nyder endog international berømmelse på internettet.

Ifølge en kvantitativ markedsanalyse foretaget af VLAM (Vlaams Centrum voor Agro- en Visserij Marketing vzw) blandt indbyggere i provinsen Antwerpen ser 72 % af respondenterne Liers vlaaike som et traditionelt regionalt produkt (2003).

Liers vlaaike er opført på den flamske Euroterroir-liste (1995) og i 2007 anerkendt som et af Flanderns traditionelle regionale produkter.

Tærten fremstilles hele året og er en dessert, som indbyggerne i Lier gerne serverer for deres udenbys gæster. Tærten serveres ofte ved små og store begivenheder i lokalsamfundet og på rådhuset. Under deres besøg i Lier i 2000 kunne det belgiske kronprinsepar, Philippe og Mathilde, smage byens lækre tærter. I forbindelse med lokale festligheder såsom den fest, der blev afholdt for alle indbyggere i Lier over 75 år, byder byen gæsterne på kaffe og Liers vlaaike. Forskellige lokale restauranter plejer at servere Liers vlaaike i form af petitfour til kaffen.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006 (3))

http://lv.vlaanderen.be/nlapps/data/docattachments/20120117_dossier%20met%20bijlage.pdf

eller

http://www.vlaanderen.be/landbouw — beleid — kwaliteitssystemen — Europese kwaliteitssystemen — vlaamse dossiers

(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2) Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

(3) Se fodnote 2.

22.6.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/12

Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

2013/C 177/08

Denne offentliggørelse giver ret til at rejse indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

ANSØGNING OM REGISTRERING AF EN GTS

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 509/2006

om garanterede traditionelle specialiteter i forbindelse med landbrugsprodukter og fødevarer (2)

»SALINĀTĀ RUDZU RUPJMAIZE«

EF Nr.: LV-TSG-0007-01043-11.10.12

1. Den ansøgende sammenslutnings navn og adresse

Latvijas Maiznieku biedrība

Adresse: Lizuma iela 5

Rīga, LV-1006

LATVIJA

Tlf. +371 6754540, +371 27063370

E-mail: birojs@maizniekubiedriba.lv

2. Medlemsstat eller tredjeland

Letland

3. Varespecifikation

3.1. Navn, der søges registreret (artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1216/2007)

»Salinātā rudzu rupjmaize«

3.2. Navnets art

☒	Navnet er specifikt i sig selv
	Navnet udtrykker landbrugsproduktets eller fødevarens specificitet

Ordet »salināt« betyder at søde, f.eks. ved at hælde varmt vand på mel (K. Karulis, Latviešu etimoloģijas vārdnīca (etymologisk ordbog over det lettiske sprog), Bind II, 1992). Det er et gammelt ord, der allerede var almindeligt anvendt i den vestlige del af Letland i det 18. århundrede.

Navnet »salinātā rudzu rupjmaize« betegner brød, der er lavet med rugmel og skoldet mel — dvs. at en del af melet er sammenblandet med varmt vand for at give brødet sødme.

I sit forskningsarbejde Mūsu maize. Our daily bread (2004) forklarer etnografen Indra Čeksteres, at »rupjmaize« (rugbrød) i Kurzeme går under betegnelsen »salinātā maize«, når en del af melet er blevet skoldet med varmt vand.

3.3. Søges navnet forbeholdt det produkt, som ansøgningen vedrører, jf. artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 509/2006

☒	Navnet søges forbeholdt det pågældende produkt
	Navnet søges ikke forbeholdt det pågældende produkt

3.4. Produkttype

Kategori 2.3.

Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk samt konfekturevarer.

3.5. Beskrivelse af det landbrugsprodukt eller den fødevare, som navnet i pkt. 3.1 henviser til (artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1216/2007)

»Salinātā rudzu rupjmaize« er et lettisk surdejsrugbrød, der fremstilles med skoldet mel og surdej. Brødet, som er formet aflangt, bages på ovnbunde brød og vejer mellem et eller flere kg. Skorpen er glat og mørk, og efter bagning påsmøres den enten en masse af stivelse eller vædes med vand.

Udseende og form: et aflangt brød med afrundede ender, som mindst er dobbelt så langt som det er bredt. Det kan være forsynet med et mærke/angivelser på oversiden eller snit på siderne.

Skorpe: mørk, glat og skinnende; eventuelt med påstrøede kommenfrø; der er eventuelt klid, mel eller ahornblade på undersiden.

Krumme: mørk med større eller mindre huller; elastisk; kan være let fugtig.

Smag og aroma: behagelig aroma af bagt brød og kommenfrø med en sursød rugbrødssmag.

3.6. Beskrivelse af produktionsmetoden for det landbrugsprodukt eller den fødevare, som navnet i punkt 3.1 henviser til (artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1216/2007)

Den fremgangsmåde, der anvendes til at lave »salinātā rudzu rupjmaize«, omfatter følgende faser: tilberedning, afkøling og fermentering af dej, opdeling af dej i portioner, formning af brød og bagning.

Opskrift for »salinātā rudzu rupjmaize« (for 10 kg mel) (3)

Skoldet mel

Rugmel

3 kg

Kommenfrø

0,08-0,1 kg

Varmt vand

6-8 liter

Ufermenteret malt

0,2-0,3 kg

Vandtemperatur:

85-95 °C

Temperatur for skoldet mel

Indledende	:	63-68 °C
Afsluttende temperatur	:	35-28 °C

Forberedelsestid:

12-24 timer

Fermentering af skoldet mel

Afkølet, skoldet mel	7-10 kg
Surdej	0,4-0,6 kg
Fermenteringens varighed:	3-6 timer
Fermenteringstemperatur:	35-36 °C

Dej

Fermenteret skoldet mel	7-10 kg
Rugmel	7 kg
Sukker	0,4-0,8 kg
Salt	0,15-0,2 kg
Fermenteringens varighed:	2-3 timer
Fermenteringstemperatur:	30-34 °C

Det mel, der skoldes i forbindelse med bagning af »salinātā rudzu rupjmaize«, er rugmel. Traditionelt forberedes det skoldede mel i kar lavet af træ fra løvtræer (asp eller lind) med ca. 30 l vand og blandes med en træspatel. Mikrofloraen fra tidligere fermenteret dej, som sidder tilbage på karrets sider, fremmer fermenteringen, så beholderen vaskes ikke, men skrabes omhyggeligt ren og opbevares et tørt sted. Man skolder ca. 30 % (3 kg) af den samlede mængde mel, der anvendes til at fremstille brødet (10 kg). Det mel, der tages fra til skoldning, og kommenfrøene sødes ved skoldning med vand, der har en temperatur på ca. 95 °C. Efter denne proces skal det skoldede mels temperatur ligge på 63-68 °C.

Der er normalt brug for 2-2½ gang mere vand end mel. Vandet tilføjes gradvist, således at melet og vandet nemmere kan blandes sammen til en homogen masse med en konsistens svarende til tyk fløde. Når det skoldede mel har en temperatur på 63-65 °C, tilføjes der ca. 200-300 g ufermenteret rugmalt, som blandes godt ind i massen. Kommenkornene og malten giver det skoldede mel en aroma af kommen og produktets typiske sursøde smag. Den søde smag fremkommer ved, at stivelse omdannes til sukker af malten, mens den sure smag hidrører fra mælkesyren og eddikesyren, der er et resultat af mælkesyrefermentering.

Hvis den skoldede melasse tilberedes korrekt, skal den have en homogen konsistens svarende til tyk fløde, og farven skal være gråbrun. Efter tilberedningen af det skoldede mel skal det opbevares 2-4 timer i det kar, hvor det blev tilberedt. I det tidsrum skal der opretholdes en optimal temperatur på 63-65 °C, for at stivelsen kan blive omdannet til sukker. Herefter omrøres det skoldede mel, således at det afkøles. Afkøling og fermentering af det skoldede mel finder sted i det samme kar og varer mellem 12 og 24 timer. Når temperaturen har nået ca. 36 °C, tilføjes omkring 0,2 kg surdej fra den foregående bagning til det skoldede mel, for at stimulere mælkesyrens fermentering. Surdejen skal indledningsvist kun tilføjes i den øverste del af karret; et par timer senere røres den halvvejs ned i det skoldede mel og til sidst helt ned i bunden. I løbet af fermenteringen bliver det skoldede mel en smule syrligt, og der opstår en behagelig sursød smag.

Efter fermentering af det skoldede mel, æltes dejen i et trækar eller lign. Der tilføjes rugmel, sukker og salt til dejen med det skoldede mel efter fermenteringen. Der kan tilføjes op til 10 % hvedemel. Dejen æltes, indtil den ikke længere hænger fast på hænderne, og alle ingredienserne blandes sammen. Dejens overflade glattes med hænderne, og dejen dækkes og placeres et varmt sted med henblik på fortsat fermentering. Revner i dejens overflade og hævning til dobbelt størrelse viser, at dejen er fermenteret. Herefter kan den deles op i stykker og bages.

Den fermenterede dej deles op i stykker med våde hænder. »Salinātā ruzdu rupjmaize« formes til lange brød, som glattes med våde hænder; der laves snit på siderne af de større brød for at forhindre, at de sprækker; på brødenes overside kan der eventuelt snittes et kors eller et mærke af en eller anden art. Brødene kan inden bagning placeres på overflader dækket med klæde eller plader eller pladestager, som er overhældt med klid eller dækket med ahornblade og så derefter placeres i ovnen. Brødene bages på en varm ovnbund, ikke på bageplader eller i forme. Ovnen varmes op til en høj temperatur (280-350 °C) ved bagningens start, således at der dannes en stærk skorpe, som ikke revner. Herefter fortsætter bagningen ved en lavere temperatur (200-250 °C). Bagningen varer fra en til to timer, afhængigt af brødenes størrelse. Når brødene tages ud af ovnen, påsmøres de stivelsesmasse eller vædes med vand, hvilket giver dem en blødere og mere skinnende overflade.

Organoleptiske og fysisk-kemiske indikatorer for brødkvaliteten

Form, præsentation	Aflangt brød, der er mindst to gange så langt som det er bredt; tyk mørk, skinnende skorpe, som kan være pådrysset kommenfrø
Krummeporøsitet	Jævnt porøs; porene kan være større eller mindre
Krummeelasticitet	Mørk, elastisk og let fugtig
Smag og aroma	Behagelig aroma af bagt brød og kommenfrø og sursød smag
Brødets aciditet, pH	8-14
Brødets fugtighedsindhold i %	38-45

Efter bagningen afkøles brødet og opbevares derefter i et køligt, velventileret rum eller dækkes med et linklæde. Efter afkøling kan brødene sælges hele eller skåret i skiver eller mindre stykker. Brødet kan også emballeres i klæde, papir eller plasticposer. Det kan opbevares ved stuetemperatur (15-25 °C) eller fryses (– 18 °C). »Salinātā rudzu rupjmaize« holder sig friskt i lang tid og kan holde sig i mindst 5-10 dage.

3.7. Landbrugsproduktets eller fødevarens specificitet (artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1216/2007)

»Salinātā rudzu rupjmaize« har særlige egenskaber på grund af opskriften og den fremgangsmåde, der anvendes ved fremstillingen.

Til fremstillingen af »salinātā rudzu rupjmaize« anvendes der rugmel, ca. 0,8 % kommenkerner, 4-8 % sukker og 0,3 % ufermenteret rugmalt, men i modsætning til andre typer rugbrød anvendes der ikke gær.

Fremstillingsmetoden er speciel, i og med at ca. 30 % af rugmelet inden tilberedningen sødes ved skoldning, hvorefter det skoldede mel fermenterer i mindst 12 timer. Det skoldede mel tilberedes desuden i kar lavet af løvtræ. Efter skoldningen afkøles melet heri langsommere, end det ville have gjort i kar fremstillet af metal eller andre materialer. Når melet er blevet skoldet med varmt vand (85-95 °C), opbevares det ved 63-65 °C i yderligere 2-4 timer, således at stivelsen kan blive omdannet til sukker og herved give brødet sin søde smag. Hertil kommer, at mikroflora indeholdende mælkesyrebakterier fra skoldet mel fra tidligere bagninger forbliver på karrets sider, og det sætter gradvist gang i fermenteringen af mælkesyre og øger det skoldede mels syrlighed under afkølingen. Udviklingen af uønskede mikroorganismer hindrer mælkesyrefermentering. Varigheden af tilberedningen af det skoldede mel og fermentering gør det muligt for mikroorganismer at multiplicere sig i tilstrækkelige mængder til at give brødet den krævede syrlighed, aroma og porøsitet, og der tilføjes derfor ikke gær.

Et andet af de særlige træk ved det lettiske »salinātā rudzu rupjmaize« er, at kommenfrø tilføjes under tilberedningen af det skoldede mel og dejen, hvilket giver brødet sin særlig kommenaroma.

Det lettiske »salinātā rudzu rupjmaize« er også kendt for sin aflange form: det er to gange så langt som det er bredt. Det har håndformede runde ender og en glat skinnende mørkebrun skorpe, som er dækket af en stivelsesmasse, og en aromatisk krumme. »Salinātā rudzu rupjmaize« bages på en varm ovnbund, ikke på bageplader eller i forme. Det sikrer en meget effektiv varmeoverførsel, hvilket er med til at bevare dets særlige form og samtidigt gør det muligt at opnå en større krumme og en kraftigere skorpe.

3.8. Landbrugsproduktets eller fødevarens traditionelle karakter (artikel 3, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1216/2007)

Rugbrød har altid været et af de uomgængelige fødevareprodukter i de lettiske hjem, hvorfor det også i dag næsten kan siges at udgøre en symbolsk bestanddel af den lettiske nationale identitet. Rugbrød indgår i den lettiske kulturkanon under afsnittet om »folkelige skikke«. Som i andre europæiske lande er den lettiske kulturkanon en oversigt over de mest enestående og betydningsfulde kunstneriske værker og kulturskatte og afspejler de vigtigste kulturelle bidrag til landets historie.

I sit forskningsværk Mūsu maize. Our Daily Bread (2004) forklarer etnografen Indra Čekstere, at »rugbrød (rupjmaize) i Kurzeme er kendt som »salinātā maize«, når en del af melet er blevet skoldet med varmt vand«. En klump dej fra en tidligere bagning opløses i varmt vand og tilføjes som surdej. Den tynde dej blandes i karret og fermenterer natten over. Det røres rundt med en lang træspatel. Om morgenen indledes æltningen. Æltningen, hvorunder der tilsættes kommenfrø og mere mel, tager lang tid. Når dejen ikke længere hænger fast i hænderne, indstilles æltningen. Karret med den hævende dej placeres ved siden af ovnen, og der formes lange små brød på pladestagen, som dækkes med et lag mel eller ahornblade og hurtigt placeres i ovnen.

I bogen Latviešu tradicionālie ēdieni (traditionelle lettiske retter) (udarbejdet af I. Heinola og S. Stinkule og udgivet i 2006 med støtte fra statens kulturkapitalfond) bemærkes det, at helt op til starten af det 20. århundrede var hovedaktiviteterne for den lettiske og liviske befolkning landbrug og fiskeri, og hovedbestanddelene i deres kost var hjemmelavet rugbrød og forskellige kogte retter. Publikationen indeholder en beskrivelse af »salinātā rudzu rupjmaize«, hvori det bemærkes, at der blev anvendt rugmel til fremstillingen af brødet, og at en del af melet blev skoldet. Dejen blev forberedt i et trækar, og dets fermentering blev sat i gang med surdej fra den foregående bagning og mikroorganismer på karret sider. Der blev formet lange brød af dejen, og de blev bagt i en træfyret ovn.

I sin bog Daudzveidīgā maizīte (De mange forskellige brød) (1993) beskriver brødeksperten Zigrīda Liepiņa også fremstillingen af traditionelt »salinātā rudzu rupjmaize«, således som det stadig blev fremstillet i starten af det 20. århundrede. Der lægges i beskrivelsen vægt på det enestående ved skoldningen af melet og varigheden af fermenteringen i trækar, som giver brødet sin særlige, behagelige aroma og den porøse og elastiske krumme.

Husholdnings- og håndværkslæreren M. Leiše har beskrevet tilberedningen af »salinātā rudzu rupjmaize«. Hun bemærker, at det er bedst at anvende et kar af løvtræ til forberedelse af brødet, og at der skal hældes varmt vand over noget af melet, som herefter blandes med en træspatel, indtil dejen får en homogen konsistens. Ca. 12 timer senere, når det skoldede mel er afkølet, tilføjes der surdej, hvorefter blandingen fermenterer. Først herefter æltes dejen. Den hævende dej opdeles i brød, som bages på en ovnbund (Praktiskā mājturība (Praktisk husholdning), udgivet af A. Gulbis, Riga, 1931).

L. Dumpe har beskrevet den måde, hvorpå »salinātā rudzu rupjmaize« blev bagt omkring 1915 i sin bog Latviešu tautas ēdieni (Lettiske nationalretter) (2006), som er baseret på materiale, der er indsamlet under etnografiske studier. Hun bemærker, at »der til fermentering af normalt brød blev anvendt varmt vand (45-65 °C), mens der til »salinātā«-brød blev anvendt endnu varmere vand (95 °C). Det blev æltet, indtil dejen ikke længere hang fast i hænderne, og der aftegnede sig en hvid streg i dejen, hvis man trak en finger hen over den. Den æltede dej blev overdækket og fermenterede igen et varmt sted. Den færdige dej blev opdelt i stykker, og der blev formet lange brød, som blev bagt på en ovnbund. Herefter blev brødene vædet, eller påsmurt stivelsesmasse. Det gjorde skorpen blød og skinnende«.

3.9. Minimumskravene og procedurerne for verifikation af specificiteten (artikel 4 i forordning (EF) nr. 1216/2007)

»Salinātā rudzu rupjmaize« skal opfylde de minimumskrav, der er angivet i varespecifikationen, og være i besiddelse af produktets relevante specifikke egenskaber.

Mindstekravene til »salinātā rudzu rupjmaize« er følgende:

1)	tilberedning af »salinātā rudzu rupjmaize« skal ske i overensstemmelse med den produktionsmetode, der er beskrevet i pkt. 3.6, og med anvendelse af de specificerede ingredienser

det bagte rugbrøds

—	ydre og form: et velformet aflangt brød med afrundede ender; det kan være forsynet med mærker eller snit på siderne eller på oversiden

—	skorpe: mørk, glat og skinnende; kan være pådrysset kommenkerner; der kan være klid eller mel på brødets underside, og brødet kan være bagt ovenpå ahornblade

—	krumme: større eller mindre porer; elastisk; krummen kan være let fugtig

—	smag og aroma: behagelig aroma af bagt brød og kommenkerner; sursød rugbrødssmag.

Producenterne skal føre fortegnelser over den mængde »salinātā rudzu rupjmaize«, de fremstiller og sælger.

Producenterne skal opbevare og over for kontrolmyndigheden fremvise de dokumenter, der er nødvendige for at fastslå produktets sammensætning.

En medarbejder hos producenten, som har fået pålagt denne opgave, kontrollerer, at der er overensstemmelse med varespecifikationen, at de særlige ingredienser er anvendt, at der er overensstemmelse med den foreskrevne fremstillingsmetode, og at brødene har det korrekte udseende og de ønskede organoleptiske egenskaber. Kontrolorganet gennemfører desuden kontrol en gang om året.

4. Myndigheder eller organer, der kontrollerer overholdelsen af varespecifikationen

4.1. Navn og adresse

Navn:	Pārtikas un veterinārais dienests (fødevare- og veterinærmyndighed)
Adresse:	Peldu iela 30 Rīga, LV-1050 LATVIJA
Tlf.	+371 67095230
E-mail:	pvd@pvd.gov.lv

☒ Offentlig

 Privat

4.2. Myndighedens/organets særlige opgaver

Inspektionsorganet, som er fødevare- og veterinærmyndigheden, har ansvaret for at sikre, at fremstillingsmetoden og kvalitetsindikatorerne er korrekte (se pkt. 3.6). Der gennemføres kontrol af produktionsprocessen og af den anvendte opskrift, og der foretages en evaluering af produktets organoleptiske egenskaber.

(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2) EUT L 93 af 31.3.2006, s. 1.

(3) Denne opskrift giver ca. 15-20 kg, hvoraf der kan bages 13-18 brød med en vægt på hver 1 kg under hensyn til et vægtsvind på 10 % under bagningen. Efter bagningen påsmøres brødene et lag stivelsesmasse, der laves ved sammenkogning af kartoffelmel og vand.

22.6.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/18

2013/C 177/09

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

ANSØGNING OM ÆNDRING

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (2)

ANSØGNING OM ÆNDRING I HENHOLD TIL ARTIKEL 9

»PERAS DE RINCÓN DE SOTO«

EF-Nr.: ES-PDO-0105-0251-05.10.2010

BGB ( ) BOB ( X )

1. Afsnit i varespecifikationen, som berøres af ændringen

—		Produktets betegnelse
—	☒	Varebeskrivelse
—	☒	Geografisk område
—	☒	Bevis for oprindelse
—	☒	Produktionsmetode
—		Tilknytning
—		Mærkning
—		Krav i nationale bestemmelser
—	☒	Andet (Inspektionsorgan, juridiske krav)

2. Type ændring(er)

—	☒	Ændring af enhedsdokument eller resuméark
—		Ændring af varespecifikationen for en registreret BOB eller BGB, for hvilken hverken enhedsdokumentet eller resuméet er offentliggjort
—		Ændring af en varespecifikation, hvor der ikke kræves ændring af det offentliggjorte enhedsdokument (artikel 9, stk. 3, i forordning (EF) nr. 510/2006)
—		Midlertidig ændring af varespecifikationen, fordi de offentlige myndigheder har indført obligatoriske sundheds- eller plantesundhedsforanstaltninger (artikel 9, stk. 4, i forordning (EF) nr. 510/2006)

3. Ændring(er)

3.1. Beskrivelse

Afsnit B.3 »Særlige karakteristika« er blevet ændret og opdelt i følgende underafsnit: B.3.1. Fysiske og kemiske karakteristika, B.3.2. Organoleptiske karakteristika og B.3.3. Fysiske karakteristika.

I underafsnittet B.3.1 »Fysiske og kemiske karakteristika« (måles i forbindelse med transporten og ikke i forbindelse med høsten) er følgende slettet: maksimalt opløseligt tørstofindhold, da der ikke er nogen begrundelse for at opstille en grænseværdi for denne parameter, idet vores produkts sødme er et af dets særlige karakteristika, og minimumshårdhed, idet denne parameter varierer afhængigt af frugtens modenhed, der er klimabetinget med modning, der fortsætter efter høst — hvor frugten bliver sødere og blødere — hvilket imødekommer krav fra markedet og forbrugerne. Endelig viser erfaringer, at minimumsstørrelsen kan reduceres med 5 mm, hvis målmarkedet kræver det. I underafsnit B.3.3. »Fysiske karakteristika« er henvisningen til forordning (EF) nr. 1619/2001 blevet slettet, fordi der under alle omstændigheder skal være overensstemmelse med denne forordning.

3.2. Geografisk område

Det geografiske område, der oprindeligt ikke var korrekt afgrænset, er blevet udvidet til at omfatte følgende kommuner i Ebrodalen: Albelda, Alberite, Alcanadre, Agoncillo, Arrubal, Ausejo, Azofra, Cenicero, Entrena, Fuenmayor, Hormilla, Hormilleja, Huércanos, Lardero, Logroño, Murillo, Nalda, Nájera, Navarrete, Pradejón, San Asensio, Torremontalbo, Uruñuela og Villamediana de Iregua.

Dette område, der i sin helhed ligger i Ebrodalen og i afstand fra bjergene, deler fælles karakteristiske menneskelige og naturlige faktorer med det område, der oprindeligt var afgrænset, og det udgør ét enkelt sammenhængende hele.

3.3. Bevis for oprindelse

Dette afsnit er ændret, så det nu er mere kortfattet og præcist. Det er blevet redigeret og indeholder nu den nye nomenklatur fra Instituto de Calidad Agroalimentaria de La Rioja og den nye struktur fra virksomhedsregistret. Endelig er »Asociación para la Promoción de la Pera de Rincón de Soto« (sammenslutningen til promovering af Rincón de Soto-pærer) erstattet af »Consejo Regulador« (rådgivende råd).

3.4. Produktionsmetode

Dette afsnit er ændret, så det nu er mere kortfattet og præcist, og der tages nu højde for teknologisk udvikling, der ikke forringer frugtens kvalitet, og for de nye private kvalitetsstandarder. Der er ikke længere referencer til arbejdsprocesser, der kun kan udføres manuelt, eller til krav om, at der kun må benyttes kurve af træ.

3.5. Øvrige forhold

Afsnit G — »Inspektionsorgan« oplyser det nye navn på inspektionsorganet, og i afsnit I om »Retlige krav« er den gældende lovgivning blevet opdateret.

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (3)

»PERAS DE RINCÓN DE SOTO«

EF-Nr.: ES-PDO-0105-0251-05.10.2010

BGB ( ) BOB ( X )

1. Betegnelse

»Peras de Rincón de Soto«

2. Medlemsstat eller tredjeland

Spanien

3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1. Produkttype

Kategori 1.6.

Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet.

3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Frugt af arterne Pyrus Communis L. af sorterne Blanquilla og Conference, klasserne »Ekstra« og »I«, der er beregnet til konsum i frisk tilstand.

Ved levering skal pærerne overholde følgende krav:

Hårdhed: maksimalt 6,12 kg/cm2

Opløseligt tørstofindhold: minimum opløseligt tørstofindhold 13 °Brix

Mindstestørrelse: Størrelsen, som er bestemt ved den maksimale diameter, er 58 mm for Blanquilla og 60 mm for Conference. Disse mindstestørrelser kan reduceres med 5 mm, hvis markedet kræver det.

Naturlig skurv, uden brug af slibende kemiske produkter.

Stilk, synlig.

3.2.1. Organoleptiske egenskaber

Blanquilla-pærer, der vokser i det angivne område, er karakteristiske ved deres duft, som er intens og har den rette balance mellem syrlighed og sødme. Conference-pærer har en træagtig tekstur og en intens smag med en uovertruffen balance mellem syrlighed og sødme. Begge sorter er meget saftige og har et højt sukkerindhold, hvilket er af afgørende betydning for frugtens smag.

3.3. Råvarer (kun for forarbejdede produkter)

—

3.4. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)

—

3.5. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Pærerne dyrkes, opbevares og udvælges derefter inden for det afgrænsede område.

BOB Rincón de Soto-pærer skal ikke blot nå frem til forbrugeren i perfekt tilstand, de skal også overholde alle de specifikke krav, der stilles på hvert trin frem til forbrugeren.

Derfor skal Rincón de Soto-pærer — ud over at opbevares korrekt — undergå en omhyggelig og endelig udvælgelse inden levering. Det er på dette trin, at pærer med fejl og pærer, der er blevet ødelagt under opbevaring, bliver fjernet sammen med alle de pærer, der ikke overholder de kvalitetskrav, der adskiller dem fra andre pærer.

Da den endelige udvælgelse først kan finde sted, umiddelbart inden produktet leveres fra opsamlingscentret, hvor pærerne fjernes fra de kurve, som de høstes og opbevares i, betragtes denne fase som et led i produktionsprocessen, og den skal derfor udføres inden for det afgrænsede geografiske område.

Hvis pærerne dyrkes, opbevares og endeligt udvælges inden for det afgrænsede geografiske område, er dette en garanti for både produktets oprindelse og for den optimale kontrol af produktet, og dermed er det en sikkerhed for bevaring af dets fysiske og organoleptiske kvaliteter.

3.6. Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.

BOB Rincón de Soto-pærer emballeres ligeledes i forbindelse med den endelige udvælgelse, hvor de pærer, der overholder specifikationen, tages op af kurvene og placeres i kasserne, som de leveres i. Derfor skal denne emballering også finde sted inden for det afgrænsede geografiske område.

På opsamlingscentret skal frugten emballeres i kasser i kun ét lag. Kasserne er udformet, så de fastholder indholdet, og dermed forhindres en eventuel beskadigelse i forbindelse med transport og distribution.

Dette betragtes dog ikke som egentlig emballering, da det ikke nødvendigvis er den endelige emballage, som frugten præsenteres i for kunden.

3.7. Specifikke mærkningsregler

Etiketterne skal indeholde ordene »Denominación de Origen Protegida« og »Peras de Rincón de Soto«. Det er ikke tilladt at benytte etiketter, der på nogen måde kan vildlede kunden.

4. Præcis afgrænsning af det geografiske område

Kommunerne Albelda, Alberite, Alcanadre, Aldeanueva de Ebro, Alfaro, Agoncillo, Arrubal, Ausejo, Azofra, Calahorra, Cenicero, Entrena, Fuenmayor, Hormilla, Hormilleja, Huércanos, Lardero, Logroño, Murillo, Nalda, Nájera, Navarrete, Pradejón, Rincón de Soto, San Asensio, Torremontalbo, Uruñuela og Villamediana de Iregua, der alle er beliggende langs Ebrodalen.

5. Forbindelse til det geografiske område

5.1. Det geografiske områdes egenart

Naturbestemte faktorer

La Rioja er under kraftig påvirkning af terrænets topografi, og bjergene mod syd fungerer som en tydelig naturlig adskillelse mellem Ebrodalen og resten af landskabet, hvor de bevirker, at der dannes en skarp regn- og temperaturkurve.

Det geografiske område, der i sin helhed ligger i Ebrodalen og i afstand fra bjergene, har karakteristiske ensartede klima- og jordbundsforhold, der gør området særligt velegnet til at dyrke pærer med specifikke, højt skattede organoleptiske og kvalitetsmæssige karakteristika. Dette, sammen med en dybt forankret tradition for pæredyrkning, afgrænser området som en enkeltstående sammenhængende helhed.

Orografi: Med hensyn til frostforhold, solens indstråling og fordampning er placeringen af det afgrænsede geografiske område i nærheden af Ebrodalen ideelt til korrekt udvikling af pærer af uovertruffen kvalitet. Dette skyldes, at området er fladt, åbent, frit for forhindringer, velventileret og fugtigt, hvilket sikrer et højt niveau af solindstråling og forhindrer frost som følge af fordampning.

Jordbund: I overensstemmelse med de krav, frugten stiller, ligger pæreplantagerne koncentreret inden for det afgrænsede geografiske område på de store sletter i nærheden af floder, hvor der er en god luftudskiftning, og hvor jordbunden består af leret kiselholdig jordbund. Den er sund, homogen, dyb og fri for aktiv kalk, der i for store koncentrationer ville gøre træerne udsatte for klorose, og den er vandgennemtrængelig, hvilket er af stor betydning, da pæreplantagerne kunstvandes, og pæretræer er meget følsomme over for for fugtig jordbund.

Klima: Da det afgrænsede geografiske område er beliggende i Ebrodalen i god afstand til bjergene, har det et tempereret middelhavsklima med visse kontinentale træk, der er karakteriseret af milde vintre, lange somre og små udsving i temperaturen mellem dag og nat (undtagen om sommeren), hvilket gør det til et ideelt klima for optimal pæredyrkning.

Med hensyn til den tørre periodes fugtighed, varighed, intensitet og tidspunkt kan klimaet karakteriseres som tørt middelhavsklima.

Menneskelige faktorer

Dyrknings- eller produktionsforhold: Pæreavlerne sikrer, at træerne har det rette forhold mellem frugt og træmasse, ved at udføre manuel beskæring på de korrekte tidspunkter.

Den manuelle beskæring sikrer endvidere, at træerne er velafbalancerede og velformede, så der kan ske tilstrækkelig lys- og luftgennemtrængning, hvilket fremmer fotosyntese og respiration og giver en jævnt fordelt produktionsmængde.

For at sikre korrekt frugtbæring og forhindre indtørring om sommeren på grund af middelhavsklimaet må avlerne ligeledes sørge for kunstvanding. De udnytter deres erfaring og viden om områdets specifikke klimatiske karakteristika, og de ved, at træerne skal vandes hyppigst fra det tidspunkt, hvor knopperne viser sig, og indtil frugten er afsat, og fra starten af modningen i løbet af sommeren — der falder nemlig mindst regn i den tid, hvor træerne har mest brug for vand.

Alle avlerne er klar over, at korrekt plukning er af afgørende betydning for at opnå frugt af høj kvalitet, og derfor udføres plukningen altid omhyggeligt og lige på det tidspunkt, hvor frugten netop er på det rette modenhedsstadium. Modenhedsstadiet er fundamentalt, hvis man vil opnå frugt, der ikke blot er af høj kvalitet, men som også er i stand til at bevare denne kvalitet i lang tid. Pærerne plukkes af træet netop på det sted, hvor stilken sidder på grenen, og på den måde kan man sikre sig, at den forbliver intakt. Der skal især udvises stor forsigtighed med Blanquilla-pærer, der er sværere at plukke, idet deres skræl er meget sartere end Conference-pærernes skræl, og deres stilk er meget skrøbeligere.

5.2. Produktets egenart

De pærer, der dyrkes i det afgrænsede geografiske område er større, mere aflange, sødere og lidt hårdere, og de har en grønnere skræl end de pærer, der dyrkes i naboområderne, og derfor opnår de også en højere pris på markedet. Endelig er højden og de nærliggende floder af betydning for dannelsen af naturlig skurv, uden at det er nødvendigt at benytte kemikalier.

5.3. Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB)

Omdømme

De ældste historiske referencer til produktion og markedsføring af frugt i dette område går tilbage til 1747, hvor Blanquilla-pærer blev beskrevet som en »udsøgt frugt« og spist ved Philip den femtes hof. Derefter omtales frugten i en række håndskrifter fra 1752, hvor der refereres til dyrkning og plukning af pærer i kommunen Rincón de Soto. I det 19. århundrede, i tiden med kirkens konfiskationer af Mendizabal, begyndte landbrugsdriften at blive liberaliseret i området, og man begyndte at afsætte frisk frugt. Alfaro (centrum i et distrikt, der først opnåede bystatus i det 19. århundrede, men som sammen med Calahorra delte historie og traditioner med Rincon de Soto) eksporterede sin enestående frugt, bl.a. de fantastiske Blanquilla-pærer, til hele Spanien og til udlandet. Produktionen af Conference-pærer begyndte også at opnå en vis betydning. Derfor blev landbrug regionens eneste kilde til velstand, og pærer var juvelen i kronen og allerede højt skattet på den tid.

Naturbestemte faktorer

Orografi: På grund af terrænhøjden og den korte afstand til floder er der ofte morgentåge, som pludselig letter efter et par timer og viger for klart solskin. Fordampningen af den fugt, som tågen efterlader på overfladen af Conference-pærerne, og som solen skinner på, giver anledning til dannelsen af naturlig skurv. Der er derfor ingen behov for brug af kemikalier til at påvirke skrællens overflade kunstigt. Denne naturlige skurv er et højt skattet karakteristisk træk, der adskiller produktet fra pærer, der er dyrket i naboområderne.

Klima

Klimaet i det afgrænsede geografiske område er af afgørende betydning for »Peras de Rincón de Soto«, idet det er med til at give dem deres særlige farve, aroma, størrelse, syrlighed, tekstur og høje indhold af opløseligt tørstof. Den høje gennemsnitstemperatur i juni, hvor den ikke falder drastisk om natten, og et klima uden perioder med forårsfrost er med til at fremme frugternes hurtige vækst. I modningsperioden er de kortere dage, de faldende nattemperaturer, de mange solskinstimer og den kraftige solbestråling den direkte årsag til et højere indhold af opløseligt tørstof end i pærerne fra naboområderne. Sukkerindholdet er dog det væsentligste mål for frugtkødets kvalitet, da det sammen med syrligheden bestemmer smagen.

Kontrasten mellem de høje dagtemperaturer om sommeren og de kølige nattemperaturer i høsten giver frugten dens karakteristiske hårdhed og tekstur. Høje temperaturer under modning udløser flygtige stoffer, hovedsageligt ethylen og aromatiske stoffer, der bidrager til den karakteristiske aroma ved »Peras de Rincón de Soto«.

Menneskelige faktorer

Den traditionelle specifikke praksis er også en del af kæden mellem de specifikke karakteristika ved »Peras de Rincón de Soto« og det menneskelige og geografiske miljø.

Frugtavlerne er omhyggelige med at skabe det korrekte forhold mellem frugt og træmasse på deres træer, og derfor har de altid foretaget manuel udtynding og beskæring af træerne. Med et passende antal frugter pr. træ opnår man en bedre størrelse og en bedre sødme. For at sikre korrekt frugtbæring og forhindre indtørring om sommeren etablerer frugtavlerne ud fra deres viden om områdets specifikke klimatiske forhold vanding i form af passende kunstvanding, hvor der er behov for det. På den måde kan de forhindre en reduktion af frugtens størrelse, organoleptisk tab, indtørring eller massive frugttab. Medmindre der er indtrådt særligt ugunstige klimatiske forhold, bliver træerne ikke kunstvandet lige før plukning, da det ville føre til frugt med et lavere indhold af opløseligt tørstof, hvilket ville reducere frugtens værdi og gøre den vanskeligere at opbevare.

Ved at følge med i frugtens udvikling i frugtplantagen opnås en ekspertise til at afgøre næsten helt præcist, hvornår frugten bør høstes (farve, kernernes farve, modstand mod træk og frugtkødets hårdhed). Endelig kan man ved at undersøge indholdet af opløseligt tørstof sikre, at »Peras de Rincón de Soto« bliver høstet, netop når de har opnået den rette modenhed — hverken for grøn eller for moden.

Endelig er det inden for det afgrænsede geografiske område, at opsamlingscentrene har opnået mange års erfaring i håndtering, opbevaring og udvælgelse af pærer, og de har erhvervet en omfattende viden om de specifikke karakteristika ved Rincón de Soto-pærer. Denne erfaring giver dem mulighed for at opbevare pærerne indtil levering, hvor de hurtigt finder frem til eventuel frugt, der ikke lever op til kravene, eller som er ødelagt.

Henvisning til offentliggørelse af varespecifikationen

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006 (4))

http://www.larioja.org/upload/documents/733015_Pliego_y_documento_unico_peras_de_rincon.pdf?idtab=438497

(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2) Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

(3) Se fodnote 2.

(4) Se fodnote 2.

22.6.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/24

2013/C 177/10

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1151/2012 (1).

ANSØGNING OM ÆNDRING

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (2)

ANSØGNING OM ÆNDRING I HENHOLD TIL ARTIKEL 9

»MONTES DE GRANADA«

EF-Nr.: ES-PDO-0105-0169-28.07.2008

BGB ( ) BOB ( X )

1. Afsnit i varespecifikationen, som berøres af ændringen

—		Produktets betegnelse
—		Varebeskrivelse
—	☒	Geografisk område
—	☒	Bevis for oprindelse
—	☒	Produktionsmetode
—	☒	Tilknytning
—		Mærkning
—	☒	Krav i nationale bestemmelser
—	☒	Andre (kontrolinstans)

2. Type ændring(er)

—	☒	Ændring af enhedsdokument eller resuméark.
—		Ændring af varespecifikationen for en registreret BOB eller BGB, for hvilken hverken enhedsdokumentet eller resuméet er offentliggjort.
—		Ændring af en varespecifikation, hvor der ikke kræves ændring af det offentliggjorte enhedsdokument (artikel 9, stk. 3, i forordning (EF) nr. 510/2006).
—		Midlertidig ændring af varespecifikationen, fordi de offentlige myndigheder har indført obligatoriske sundheds- eller plantesundhedsforanstaltninger (artikel 9, stk. 4, i forordning (EF) nr. 510/2006).

3. Ændring(er)

3.1. Geografisk område

Det geografiske produktions- og fremstillingsområde for BOB »Montes de Granada« udvides til at omfatte yderligere 22 kommuner.

På den ene side udvides området mod kommunerne Peligros og Viznar i området Sierra Arana, og på den anden mod følgende kommuner, som ligger på Granadas højslette:

Beas de Guadix, Benalúa de Guadix, Cortes y Graena, kommunen Gor (undtagen den del af området, der er omfattet af naturparken Sierra de Baza), Gorafe, Guadix, Marchal, Purullena, kommunerne Baza og Caniles (undtagen den del af begge områder, der er omfattet af naturparken Sierra de Baza), Benamaurel, Cortes de Baza, Cúllar, Cuevas del Campo, Freila, Zújar, Castilléjar, Castril, Galera og Huéscar.

Grunden til, at disse kommuner er blevet inkluderet i produktionsområdet for oprindelsesbetegnelsen »Montes de Granada«, er, at de sammen med det nuværende område udgør en ensartet helhed, både for så vidt angår naturforholdene (højdeforhold, geologi, jordbundsforhold, klimatologi osv.) og de menneskelige faktorer (den dyrkede olivensort, dyrknings- og produktionsmetoder til fremstilling af jomfruolivenolie). Desuden har den olie, der fremstilles i de kommuner, som foreslås inkluderet i området, de samme fysiske, kemiske og organoleptiske egenskaber, som den, der er beskyttet af BOB Montes de Granada.

3.2. Emballering

Kravet om, at aftapning foregår i produktionsområdet, er blevet fjernet, eftersom der er etableret metoder til at garantere det beskyttede produkts sporbarhed.

3.3. Tilknytning

Teksten ændres, så den passer til strukturen i punkt 5 i enhedsdokumentet: »Tilknytning til det geografiske område«.

3.4. Kontrolinstans

Den kompetente myndighed, som er ansvarlig for kontrollerne, specificeres, og der inkluderes link til dennes websted, hvor der findes detaljerede oplysninger om de organer, som er ansvarlige for, at varespecifikationen er overholdt, inden produktet sælges.

3.5. Krav i nationale bestemmelser

De nationale krav ajourføres med angivelse af den gældende lovgivning.

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (3)

»MONTES DE GRANADA«

EF-Nr.: ES-PDO-0105-0169-28.07.2008

BGB ( ) BOB ( X )

1. Betegnelse

»Montes de Granada«

2. Medlemsstat eller tredjeland

Spanien

3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1. Produktets art

Kategori 1,5.

Fedtstoffer (smør, margarine, olier, m.m.)

3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Ekstra jomfruolivenolie fremstillet af sunde, modne oliven (Olea europea) af primære sorter (Picual, Lucio og Loaime) og sekundære sorter (Escarabajuelo, Negrillo de Iznalloz, Hojiblanca og Gordal de Granada), der dyrkes i det pågældende afgrænsede område.

Olierne fremstilles ved samlet knusning af de primære og sekundære olivensorter, hvorfor der er tale om olier, der indeholder flere sorter og beriges af de forskellige sorters egenskaber. En af de mest fremtrædende organoleptiske egenskaber er den kraftige karakter, som den fremherskende sort Picual tilfører (grøn farve, mellembitter til stærkt bitter smag og frugtagtig aroma), og som mildnes af sorterne Lucio, Loaime og sekundære sorter, der tilfører olien en frisk aroma, der minder om forskellige frugter, en mindre bitter smag og en mere gylden farve.

Generelt har den ekstra jomfruolivenolie, der fremstilles i området, en frugtagtig aroma og smag (med mellemhøj til høj intensitet), der minder om friske eller modne, nyligt knuste olivenfrugter, og en let bitter, fyldig smag, hvis intensitet varierer alt efter, hvor modne de anvendte olivenfrugter har været. Olien har lav surhedsgrad, og farverne ligger i de grønne nuancer fra stærkt grøn over til grønlig gul.

For så vidt angår fedtstofsammensætningen, er den kendetegnet af et højt oliesyreindhold, som normalt ligger over 80 %, og undertiden når op på 83 %. Olien har desuden et højt indhold af enkelt-/flerumættede fedtsyrer (12 til 20) og derfor høj ernæringsværdi og stabilitet, hvis den udsættes for oxidering. Den har høj kemisk stabilitet hovedsagelig takket være de polyfenoler, der giver den bitre smag, og som gør olien mere modstandsdygtig over for oxidering end andre jomfruolivenolier.

3.3. Råvarer (kun for forarbejdede produkter)

Ikke relevant

3.4. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)

Ikke relevant

3.5. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Dyrkning af olivenfrugterne og fremstilling af produktet skal finde sted inden for det geografiske område, der er beskrevet i punkt 4.

3.6. Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.

Aftapningen skal foregå under passende forhold og i emballage, der er beregnet til fødevarer for at sikre produktet en lang holdbarhed. Det aftappede produkt skal opbevares mørkt og varmt for at sikre, at det når forbrugeren i bedst mulig stand.

3.7. Specifikke mærkningsregler

Produktet skal være påsat et overensstemmelsesmærke, kaldet en bagsideetiket, som kan identificeres ved hjælp af en alfanumerisk kode, og den skal være placeret således, at den ikke kan genbruges, og så den sikrer sporbarhed.

4. Præcis afgrænsning af det geografiske område

Det beskyttede geografiske område omfatter følgende kommuner: Alamedilla, Alfacar, Alicún de Ortega, Beas de Guadix, Benalúa de Guadix, Benalúa de las Villas, Benamaurel, Calicasas, Campotéjar, Castillejar, Castril, Cogollos Vega, Colomera, Cortes de Baza, Cortes y Graena, Cúllar, Cuevas del Campo, Darro, Dehesas de Guadix, Deifontes, Diezma, Fonelas, Freila, Galera, Gobernador, Gorafe, Guadahortuna, Guadix, Güevéjar, Huélago, Huéscar, Iznalloz, den nordlige del af kommunen La Peza (til floden Fardes), Marchal, Montejícar, Montillana, Morelábor, Nívar, Pedro Martínez, Píñar, Peligros, Purullena, Torrecardela, Villanueva de las Torres, Víznar, Zújar, kommunen Moclín (det østlige område af kommunen indtil den naturlige grænse, der markeres af floden Velillos), kommunen Albolote y Atarfe, (det nordlige område, der naturligt afgrænses af floderne Cubillas og Colomera indtil, hvor de løber sammen) og kommunerne Baza, Caniles og Gor (undtagen de dele af disse kommuner, der er omfattet af naturparken »Sierra de Baza«).

5. Tilknytning til det geografiske område

5.1. Det geografiske områdes egenart

De landbrugsmæssige forhold i det afgrænsede område, der benævnes »Montes de Granada« (Granadas bjerge), udgør et ensartet og enestående miljø til dyrkning af olivenlunde på den iberiske halvø.

Området er kendetegnet ved, at det har det højeste beliggende olivendyrkningsområde på den iberiske halvø med en gennemsnitlig højde over havets overflade, der overstiger de 900 m, og det er omgivet af de subbetiske bjergsystemer. Dette er årsagen til, at der findes et stort område med olivenlunde på »bjerge eller middelhøjt bjergterræn« i provinsen Granada, som er et område, der traditionelt er kendt som »Montes de Granada«. Den første reference, hvori det geografiske område »Montes de Granada« nævnes, og som henviser til »bjergrige områder« og »olivendyrkning« i området Montes de Granada, stammer fra det 16. århundrede. Helt konkret indeholder et dokument i de såkaldte »Repartimientos de consigna« (uddelegering af ordrer) efter de katolske kongers generobring af Granada en henvisning, hvori der står » … a cada vecindad correspondió también una parte de las matas de olivas que …« (… til hvert nabolag hørte også en del af olivenlundene, som … (Peinado Santaella, 1989; La repoblación de la tierra de Granada: Los Montes, Universidad de Granada).

Landskabet i området består af skiftevis lavninger, som er mellem 750 og 900 m over havets overflade, og bjergkamme, der løber fra øst mod vest, og hvis maksimalhøjde varierer mellem 1 400 og 2 000 m over havets overflade. Landskabet er generelt mere stejlt i de kalkholdige bjergmassiver, og forskellige andre morfologier giver også et brat terræn med kalk-, mergelkalk- og mergelholdige bakkekamme og bjergbakker. I takt med at man bevæger sig mod øst fra Peligros, som er den kommune i det afgrænsede, der ligger længst mod sydvest tæt ved Vega de Granada (den intrabetiske lavning), bliver landskabet mindre bjergrigt med tendens til at danne en højslette omkring 1 200 m, hvor man finder den subbetiske bjergkæde med den intrabetiske lavning i kommunen Huéscar, som er den nordøstligste kommune i det afgrænsede område, der betegnes »Montes de Granada«.

Det afgrænsede område Montes de Granada har nogle særlige klimatiske forhold, som er afgørende for de egenskaber, der karakteriserer områdets jomfruolivenolier.

Området er kendetegnet ved et kontinentalt middelhavsklima med store temperaturudsving både fra dag til dag og fra årstid til årstid. Men det er især karakteristisk, at der er lange, kolde vintre, som varer fra november til marts med en gennemsnitstemperatur på mellem 5 og 6 °C og en gennemsnitlig minimumstemperatur på under 2 °C med hyppige snefald, hvilket skyldes den høje beliggenhed (750 til 2 000 m). På den anden side er somrene på grund af provinsen Granadas sydlige beliggenhed lange og varme, og de strækker sig fra slutningen af maj til oktober med en maksimal gennemsnitstemperatur, der overstiger 30 °C. Den gennemsnitlige nedbør er på mellem 400 og 600 mm om året, og sågar endnu mindre i tørkeår.

Denne type vintre minder om dem, man finder på den nordlige højslette på den iberiske halvø, selvom området ligger i syd. Disse atypiske temperaturforhold for de sydlige breddegrader skyldes den geografiske beliggenhed, som det afgrænsede område Montes de Granada har midt i en firkant, hvis sider falder sammen med de bjergsystemer, hvis temperaturer er de laveste på hele den sydlige del af den iberiske halvø. Det afgrænsede område Montes de Granada afgrænses af følgende områder: Sierra Nevada mod sydvest (årlig gennemsnitstemperatur 8-10 °C), Sierra Mágina-Sierra de Lucena-Montejícar mod nordvest (årlig gennemsnitstemperatur 10-12 °C), Sierra de Baza mod sydøst (årlig gennemsnitstemperatur 10-12 °C) og Sierra de Castril og Sierra de la Sagra mod nordøst (årlig gennemsnitstemperatur 8-10 °C).

Denne ekstreme klimatype har påvirket praksis for olivendyrkningen i området Montes de Granada op gennem historien lige fra valget af olivensorter, som er tilpasset de ekstreme vintre, over de forskellige praksisser som »tidlig høst« for at undgå frosten i januar og februar måned til podningsmetoderne, som har tendens til at bevare så mange blade som muligt på så lidt træ som muligt for at beskytte oliventræet mod de stærke frostgrader om vinteren. På den anden side har de samme klimatiske betingelser været med til at sikre, at skadedyr og lokale sygdomme i Andalusiens olivenområder som olivenfluer og svampesygdomme ikke har kunnet spredes, hvilket har forbedret frugternes kvalitet (frugtens lave syrlighed) og oliernes kvalitet.

De sorter, der stammer fra de afgrænsede område Montes de Granada som Lucio, Loaime, Escarabajuelo og Negrillo de Iznalloz, er historisk blevet valgt på grund af deres evne til at tilpasse sig de ekstreme landbrugsmæssige forhold, og de adskiller sig særligt ved deres evne til at modstå frost og frugtens tidlige modning, hvilket er ønskeligt for at kunne høste frugten, før vinterfrosten sætter ind. Der er således i kommunen Cogollo Vega henvisninger til »Olivas de Marca« (kvalitetsoliven) fra 1634, og disse henvisninger refererer til frugtrige træer, der sikrede en høst af høj kvalitet (Libro de Apeos de Cogollos Vega, Real Chancillería de Granada). Der findes stadig træer i denne del af Montes de Granada, som er over 500 år gamle, og de er af sorten Loaime, et navn med arabisk oprindelse, som blev dyrket før de katolske kongers generobring af Granada.

Tilpasningen til de landbrugsmæssige forhold af sorten Picual (den primære sort), som blev indført i området midt i det 14. århundrede, og hvis høst ikke meget alternerer fra år til år, og som er kraftigere end de førnævnte oprindelige arter, har gjort det muligt at udvikle størstedelen af de nuværende olivenlunde side om side med de ældste oprindelige sorter.

I midten af det 19. århundrede blev det i et vigtigt historisk dokument (Diccionario Geográfico Estadístico e Histórico, Pascual Madoz, 1845. Genudgivet af Bosque Maurel, 1987) beskrevet, hvor fortrinlige og velsmagende olivenfrugterne og olivenolien på denne egn var, idet der ordret står: »Montes de Granada … y aunque las aguas potables son escasas, las de los ríos Cubillas, Benalúa y Moclín se utilizan para el riego de algunas tierras de sus márgenes y produce toda clase de cereales, aceite clarísimo y exquisito, vino y todo género de semillas … « (Montes de Granada … og selvom der ikke er meget drikkevand, anvendes vandet fra floderne Cubillas, Benalúa og Moclín til at vande nogle af jordområderne langs floderne, hvor der dyrkes mange forskellige kornsorter og fremstilles en aldeles klar og velsmagende olie, vin og alle former for frø …).

5.2. Produktets egenart

De særlige karakteristika, der kendetegner olien fra »Montes de Granada«, er:

—	En karakteristisk fedtstofsammensætning, hvor det høje indhold af oliesyre er fremtrædende, og det ligger over 80 %, men kan være så højt som 83 %. Olien har desuden et højt indhold af enkelt-/flerumættede fedtsyrer (12 til 20), hvilket giver den en høj ernæringsværdi.

—	Lav syrlighed.

—	Farven varierer fra intens grøn til grønlig gul alt efter modningsgrad og sammensætningen af sorter i olien.

—	Frugtagtig aroma og smag af frisk og moden frugt med en mellemhøj til høj intensitet (median for egenskaben frugtagtig ≥ 3).

—	Svagt bitter, pikant smag med en intensitet, der varierer alt efter olivenfrugternes modningsgrad, og som er forbundet med oliernes indhold af polyfenoler.

5.3. Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB)

Det forhold, at Montes de Granadas fremstillingsområde ligger så højt, sammenholdt med de ekstreme temperaturforhold om efteråret og vinteren, som er olivenfrugtens modningsperiode, er bestemmende for disse oliers enestående kvalitet.

Blandt videnskabsfolk er det alment kendt, at miljøets temperatur og højden på olivenfremstillingsområderne har indflydelse på olivenfrugternes modningsproces om efteråret og vinteren. Oliernes fedtsyreprofil og indholdet af klorofyl, som giver olierne deres grønne farve, bliver i høj grad påvirket af disse forhold. Jo højere beliggenhed og jo lavere temperatur navnlig i de måneder, hvor frugterne modnes (efterår og vinter), jo højere er indholdet af umættede fedtsyrer, særligt oliesyrerne, og jo højere er oliernes indhold af klorofyl. Dette er følgen af en langsom modning af olivenfrugterne, hvilket skyldes de lave temperaturer, og dette er et særligt træk, som kendetegner fremstillingsområdet Montes de Granada. Sorten af olivenfrugt har også indflydelse på indholdet af fedtsyrer og klorofyl, og sorten Picual, som er den, der primært anvendes i fremstillingsområdet, har det højeste indhold af oliesyrer blandt de sorter, der dyrkes i Spanien. Indholdet af oliesyre i olierne fra Montes de Granada, som er mellem 80 og 83 %, er blandt de højeste, der findes i jomfruolivenolie. Af samme grund er indholdet af enkelt- og flerumættede fedtsyrer meget højt i disse olier — det varierer mellem 12 og 20 — hvilket dels skyldes indflydelse fra andre af områdets sorter f.eks. Lucio og Loaime, som har et lavere indhold end sorten Picual. På den anden side er det sorten Picual, der giver olierne fra Montes de Granada deres grønne farve af forskellig intensitet fra stærk grøn til en grønlig gul. Den er også en af de olivensorter i Spanien, der har det højeste indhold af klorofyl, og dette sammen med dens langsomme modning, som skyldes indflydelse fra fremstillingsområdet, understreger farven endnu mere.

Den høje gennemsnitlige beliggenhed, som olivenlundene i Montes de Granada har, og som er over 900 m og kendetegner et stort område med bjerge eller mellemhøjt bjergterræn, giver olier med et lavt syreindhold på grund af, at temperaturerne under høsten er lave (vinter), eftersom de fedtspaltende enzymers aktivitet reduceres i takt med, at temperaturen falder. Den lave forekomst af visse skadedyr som f.eks. olivenfluer er med til at forhindre fedtnedbrydende processer i frugterne om efteråret.

Slutteligt skal det nævnes, at man i lang tid har kendt til de landbrugsmæssige forholds indflydelse på jomfruolivenoliers organoleptiske egenskaber, hvilket betyder, at når olivenfrugterne dyrkes i et »bjergområde«, er de mere velduftende og har en bedre smag, end olier, der dyrkes på lavereliggende områder eller i landbrugsjord. Forklaringen skal findes i den del af de udvundne jomfruolier, der ikke kan forsæbes, og som er ansvarlige for duften, og denne del stiger, jo højere frugterne dyrkes. Således giver den langsommere modning af frugterne under de landbrugsmæssige forhold, som man finder på »bjerge og lavtliggende bjergområder«, olivenfrugter med mere duft, hvilket sammenholdt med de miljømæssige stressfaktorer, som er typiske for Montes de Granada om efteråret og vinteren (lave temperaturer og mangel på vand), og der fremtvinges en stigning i indholdet af polyfenolske komponenter, som giver olierne en bitter og pikant smag. Sorterne er også vigtige for disse polyfenolske forbindelser, og her er sorten Picual den, der er mest udbredt blandt de olivensorter, der dyrkes i Spanien.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006 (4))

Den fulde tekst til varespecifikationen for betegnelsen kan findes på følgende link:

http://www.juntadeandalucia.es/agriculturaypesca/portal/export/sites/default/comun/galerias/galeriaDescargas/cap/industrias-agroalimentarias/denominacion-de-origen/Pliegos/PliegoMontesdeGranadamodificado.pdf

(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2) Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

(3) Se fodnote 2.

(4) Se fodnote 2.

		ISSN 1977-0871 doi:10.3000/19770871.C_2013.177.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 177

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	56. årgang 22. juni 2013

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Kommissionen
2013/C 177/01	Euroens vekselkurs	1

	OPLYSNINGER FRA MEDLEMSSTATERNE
2013/C 177/02	Bekendtgørelse fra Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet — Ændring af forpligtelse til offentlig tjeneste vedrørende ruteflyvning ( 1 )	2

2013/C 177/03	Bekendtgørelse fra Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet — Udbud vedrørende ruteflyvning med forpligtelse til offentlig tjeneste	3

2013/C 177/04	Bekendtgørelse fra Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet — Ændring af forpligtelse til offentlig tjeneste vedrørende ruteflyvning ( 1 )	4

2013/C 177/05	Bekendtgørelse fra Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet — Udbud vedrørende ruteflyvning med forpligtelse til offentlig tjeneste	5

	V Øvrige meddelelser
	PROCEDURER VEDRØRENDE GENNEMFØRELSEN AF KONKURRENCEPOLITIKKEN
	Europa-Kommissionen
2013/C 177/06	Anmeldelse af en planlagt fusion (Sag COMP/M.6959 — Onex/JELD-WEN) — Behandles eventuelt efter den forenklede procedure ( 1 )	6

	ANDET
	Europa-Kommissionen
2013/C 177/07	Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer	8

2013/C 177/08	Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer	12

2013/C 177/09	Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer	18

2013/C 177/10	Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer	24


2013/C 177/11	Meddelelse til læserne (se omslagets tredje side)	s3