—

forsamlet i Paramaribo (Surinam) fra den 27. til den 29. november 2012,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 17, stk. 2,

—

der henviser til årtusindudviklingsmålene,

—

der henviser til erklæring af 24. august 2011 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om EU's reaktion på hungersnøden på Afrikas Horn,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions donorkonference i Addis Abeba den 25. august 2011,

—

der henviser til Kampala-aftalen af 9. juni 2011 og Galkacyo-aftalen af 22. juni 2012,

—

der henviser til Garowe I-aftalen af 15. december 2011 og Garowe II-aftalen af 15. februar 2012, der navnlig indeholder bestemmelser om etableringen af en parlamentarisk politisk struktur, som skal omfatte et nyt underhus med 225-medlemmer og en national forfatningsgivende forsamling med 1 000 medlemmer, begge med mindst 30 % kvinder,

—

der henviser til konklusionerne fra mødet mellem Den Afrikanske Union og De Forenede Nationers Politiske Kontor for Somalia (UNPOS) den 23. maj 2012 i Addis Abeba,

—

der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU’s beslutning af 9. april 2009 om skabelse og fremme af fred, sikkerhed, stabilitet og regeringsførelse i Somalia,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution af 26. maj 2009, hvori det anbefaledes at genoprette, uddanne, udstyre og fastholde somaliske sikkerhedsstyrker,

—

der henviser til beslutning af 30. november 2009 fra Rådet for Den Europæiske Union, hvori Rådet bekræftede, at det respekterer Somalias suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og enhed,

—

der henviser til konklusionerne fra det internationale Istanbul II-møde den 31. maj og 1. juni 2012, hvori det gentoges, at det internationale samfund er engageret i at sikre, at Somalias suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og enhed respekteres,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Politiske Anliggender (ACP-EU/101.261/12/fin.),

A.

der henviser til, at Somalia i over 20 år har været skueplads for konstante væbnede konflikt og tørker med heraf følgende ret alvorlige fødevarekriser, og at begge disse forhold har ført til store bevægelser af fordrevne personer og flygtninge;

B.

der henviser til, at der er mange forskellige årsager til denne ekstreme fattigdom og sult, herunder borgerkrig, politisk ustabilitet, manglende sikkerhed i hele regionen, forringelse af jordbunden, udenlandske investorers storstilede erhvervelse af landbrugsjord, stigningen i priserne på landbrugsprodukter, spekulation i basale råvarer, klimaændringer, ulovlig dumpning af giftigt affald på den somaliske kyst og alt for intensivt og ulovligt fiskeri ud for Somalias kyst fra europæiske og asiatiske fabriksskibes side;

C.

der henviser til, at 80 % af flygtningene er kvinder og børn, hvoraf mange har været udsat for seksuel vold og intimidering på deres vej til flygtningelejrene eller i selve lejrene;

D.

der henviser til, at adgang til befolkningen fortsat er et stort problem, når det gælder om at tackle den humanitære nødsituation i regionen;

E.

der henviser til, at Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom) er delvist finansieret af Fredsfaciliteten for Afrika, som igen er finansieret af Den Europæiske Udviklingsfond;

F.

der henviser til, at Uganda var det første land til at forpligte sine ressourcer, senere efterfulgt af andre lande i regionen, navnlig Etiopien, Burundi, Kenya og Djibouti;

G.

der henviser til, at gidseltagning og piratvirksomhed er kilder til finansiering af terrorisme;

H.

der henviser til, at Den Europæiske Union med sin ‧Operation Atalanta‧ (EUNAVFOR) siden 2008 har været til stede i farvandet ud for den somaliske kyst sammen med NATO og andre lande, der deltager i bekæmpelsen af piratvirksomhed;

I.

der henviser til, at militære aktioner ikke alene kan skabe varig sikkerhed, stabilitet og fred;

J.

der henviser til, at EU er den største donor til Somalia og fra 2008 til 2013 vil have udbetalt mere end én mia. EUR fordelt på forskellige programmer, herunder 500 mio. i udviklingsbistand, 242 mio. til humanitære nødhjælpsprogrammer og 325 mio. til Amisom;

K.

der henviser til, at Kommissionen står i begreb med at hæve den samlede humanitære bistand, der i indeværende år vil blive ydet til de befolkninger, der har været ofre for tørke, til 158 mio. EUR;

L.

der henviser til, at de vigtigste medlemsstater af Den Afrikanske Union på donorkonferencen i Addis Abeba gav tilsagn om at frigive næsten 350 mio. USD til fordel for de tørkeramte lande;

M.

der henviser til, at de blodige begivenheder, der har fundet sted i nabolande, tyder på, at konflikten er ved at brede sig;

N.

der henviser til, at ingen militær aktion i sig selv kan skabe varig sikkerhed, stabilitet og fred, medmindre den ledsages af et program for demokratisk udvikling;

1.

opfordrer Rådet for den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, EU-medlemsstaterne og Den Afrikanske Union til i overensstemmelse med prioriteringerne i handlingsplanen og køreplanen for Somalia, dvs. etablering af varige institutioner, konfliktløsning, bekæmpelse af usikkerhed, adgang til fødevaresikkerhed og fødevareuafhængighed, beskæftigelsesfremmende økonomisk vækst og støtte til regionalt samarbejde, at intensivere deres bestræbelser på at støtte Somalia i landets overgang hen imod at blive til en fredelig og demokratisk retsstat;

2.

mener ikke, at der findes nogen rent militær løsning på krisen i Somalia og problemet med piratvirksomhed i farvandene ud for Afrikas Horn/Somalia;

3.

så gerne, at Somalia opbygger sine kapaciteter på det politiske, sikkerhedsmæssige, retlige og fængselsrelaterede felt så hurtigt som muligt, således at det kan blive et land, der er styret af retsstatsprincippet og baseret på det demokratiske princip om god regeringsførelse;

4.

opfordrer Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union til fortsat at fremme forsoningsprocessen mellem parterne i borgerkrigen i Somalia; opfordrer dem indtrængende til at sikre teknisk og finansiel bistand til forsonings- og fredsprocessen og til mægling mellem alle borgerkrigens parter;

5.

glæder sig over Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråds afgørelse fra 2007 om at etablere Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom) med det formål at støtte den føderale overgangsregering for at få en konstruktiv dialog i stand mellem alle somalier og arbejde hen imod genopbygningen af en stat, der er styret af retsstatsprincippet;

6.

opfordrer til at gøre kampen mod somalisk terrorisme til en prioritet, navnlig ved at sætte ind over for terrorismens finansieringskilder såsom våben- og narkotikahandel, gidseltagning og piratvirksomhed til søs, herunder gennem en evaluering af indvirkningen af Det Arabiske Forår på dette område;

7.

finder det nødvendigt at sikre frie og gennemsigtige valg for at øge legitimiteten af de institutioner, der har til opgave at forvalte Somalias overgang hen imod at blive til en demokratisk, fredelig stat, hvor retsstatsprincippet har sejret;

8.

opfordrer indtrængende den somaliske regering til at gøre bekæmpelse af korruption til en prioritet og understreger, at henstillingerne i FN-rapporter skal tages i betragtning og føre til konkrete foranstaltninger;

9.

glæder sig over etableringen af en fond til genopbygning af Somalias sikkerheds- og forsvarsstyrker, hvilket skulle sætte Somalia i stand til at opbygge professionelle, veludstyrede sikkerheds- og forsvarsstyrker (en national hær, politistyrke, kystvagt og efterretningstjeneste), og glæder sig i denne forbindelse navnlig over bidraget fra den europæiske mission EUTM Somalia;

10.

glæder sig over EU's nye SHARE-program, som har til formål at øge modstandskraften i landene på Afrikas Horn over for de forskellige trusler, de står over for, men understreger, at dette program bør koordineres med EU’s strategi for Sahel, som står over for de samme trusler (terrorisme, narkotika, klimaændringer, flygtninge og fordrevne personer);

11.

glæder sig over den nye EU-mission EUCAP Nestor, hvormed formålet er at styrke flådekapaciteten i landene på Afrikas Horn, herunder Somalia, med henblik på at sikre sikkerheden til søs i Det Indiske Ocean;

12.

glæder sig over udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for Afrikas Horn og åbningen af et EU-kontor i Mogadishu;

13.

glæder sig over etableringen af en lokal stabilitetsfond, hvormed formålet navnlig er at samordne den internationale bistand til de nyligt tilgængelige områder i det sydlige Somalia;

14.

glæder sig over Verdensfødevareprogrammets indsats for som led i dets mission at yde fødevarehjælp til det største mulige antal mennesker til trods for den islamistiske gruppe al-Shabaabs fjendtlige aktioner;

15.

opfordrer de lokale myndigheder og alle borgerkrigens parter til at give humanitære hjælpeorganisationer adgang til de nødlidende i overensstemmelse med de internationale forskrifter om humanitær bistand;

16.

fordømmer den mangel på handelsmæssig konsekvens, som Somalia udviser ved at eksportere nogle af de fødevarer, det producerer, uden samtidig at kunne garantere fødevaresikkerhed for sin egen befolkning, og opfordrer indtrængende landet til at øge og støtte landbrugsproduktionen for på effektiv vis at imødegå fødevarekrisen i landet;

17.

er bekymret over den aktuelle deregulering af det somaliske marked og det forhold, at landet fungerer som en kæmpestor frizone, hvorigennem der passerer store mængder varer, forarbejdede produkter og husdyr;

18.

er bekymret over korruptionsniveauet i landet, som ifølge FN-eksperter medfører, at 70 % af den somaliske stats indtægter omdirigeres; opfordrer den somaliske stat til at oprette en revisionsinstitution;

19.

understreger, at unge spiller en central rolle for opbygningen af den somaliske stat, og henstiller, at de somaliske myndigheder og alle regionale og internationale partnere iværksætter programmer for unge med henblik på fremme af erhvervsuddannelse, uddannelse og beskæftigelse;

20.

understreger, at den somaliske diaspora kan spille en positiv rolle, navnlig for det økonomiske liv, takket være sine pengeoverførsler, som skønnes at udgøre omkring 2 mia. USD om året;

21.

er af den opfattelse, at det er vigtigt at støtte landbrug, ekstensivt husdyrbrug og kvægavl, og glæder sig over det vigtige arbejde, der udføres af forskellige ngo’er på dette område;

22.

opfordrer Europa-Kommissionen til at støtte alle programmer for adgang til vand som en grundlæggende rettighed og en del af menneskehedens fælles arv og til at støtte offentlige og private partnerskaber for adgang til drikkevand;

23.

finder, at Den Europæiske Union bør tillægge den positive rolle, som andre stater i regionen spiller for en løsning på krisen, stor betydning, og opfordrer disse stater til fortsat at træffe alle fornødne foranstaltninger til konsolidering af fred og sikkerhed i hele regionen;

24.

opfordrer indtrængende det internationale samfund til i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité og Røde Halvmåne snarest muligt at etablere og udvikle sundhedsinfrastruktur og ambulante lægecentre og klinikker for ernæringsterapi;

25.

opfordrer Europa-Kommissionen til at overveje at yde bistand og støtte til alle de afrikanske lande, der har sendt fredsbevarende styrker til landene på Afrikas Horn, navnlig Somalia, eftersom disse lande kunne blive ofre for gengældelsesaktioner fra terrororganisationer, der er aktive i regionen;

26.

opfordrer Den Europæiske Union til at yde støtte til de afrikanske lande, der har hjulpet Somalia med at vinde sit territorium tilbage, og som derved har opfyldt deres internationale forpligtelser trods tab af menneskeliv og høje økonomiske omkostninger;

27.

glæder sig over, at Somalia overholdte den af FN fastsatte frist for afslutningen af overgangsperioden, som var den 20. august 2012;

28.

glæder sig over etableringen af en forfatningsgivende forsamling og udarbejdelsen af en ny forfatning og dennes vedtagelse i det nydannede parlament samt over valget af en præsident for republikken ved konsensus;

29.

glæder sig over dannelsen af et parlament, hvis medlemmer er udpeget af Somalias 135 traditionelle ledere (elders) og repræsenterer både de fire største somaliske klaner (Darod, Hawiye, Rahanweyn og Dir) og mindretalsklanerne, hvilket sikrer en høj grad af repræsentativitet for hele det somaliske samfund;

30.

glæder sig over, at kvoten for andelen af kvinder i parlamentet – 30 % – nu næsten er nået;

31.

finder, at det i forbindelse med den påkrævede bekæmpelse af korruption er nødvendigt ikke blot at tage kampen op mod de korrupte, men også mod dem, der korrumperer dem;

32.

glæder sig over, at der var opstillet seks kandidater til præsidentvalget, og at den nye præsident for Republikken Somalia, Hassan Sheikh Mohamud, blev valgt med et stort flertal; glæder sig over udnævnelsen af en premierminister, Abdi Farah Shirdan Said;

33.

udtrykker bekymring over den usikkerhed, der stadig hersker i hovedstaden, Mogadishu, og fordømmer terrorangrebet på Hassan Sheikh Mohamud nogle få dage efter hans valg;

34.

minder om, at de somaliske institutioner skal færdiggøre arbejdet med den endelige fastlæggelse af de fundamentale elementer, som den foreløbige forfatning lod stå åbne, og endvidere bestræbe sig på at stabilisere alle de områder på det nationale territorium, som er blevet befriet fra al-Shabaab;

35.

minder om, at det er meget vigtigt for det somaliske folk snarest muligt at modtage forsikringer om god regeringsførelse, gennemsigtighed i regeringens handlinger, klar og gennemsigtig domstolsprøvelse, respekt for grundlæggende frihedsrettigheder og religions- og trosfrihed;

36.

beklager, at der ved etableringen af Amisom ikke afsattes tilstrækkelige økonomiske midler til missionen, hvilket svækkede dens evne til at bekæmpe terrorcellerne under al-Shabaab, en islamisk gruppe, der har rødder tilbage til den hårde kerne i Unionen af Islamiske Domstole, men glæder sig over, at Sikkerhedsrådet i sin resolution 2036/2012 endelig tildelte Amisom tilstrækkelige ressourcer;

37.

understreger behovet for at hjælpe Somalia og dets demokratiske institutioner med at genetablere og udvide dialogen mellem alle landets indbyggere og med at fastlægge et program for national forsoning;

38.

understreger behovet for at overvåge og føre tilsyn med Somalias nye loyalistiske styrker og for at sørge for regelmæssig udbetaling af deres lønninger for at forhindre, at disse soldater, når de først har modtaget træning, deserterer og vender tilbage til deres respektive klaner eller endog slutter sig til oprørsgrupper og ekstremistiske grupper såsom Hezb al-Islam eller al-Shabaab;

39.

fremhæver betydningen af uddannelsesprogrammet (Den Europæiske Unions EUTM Somalia) for sikkerhedsstyrkerne (politi og hær); mener, at Amisom bør fastlægge en række udvælgelseskriterier til sikring af, at rekrutteringen af fremtidige medlemmer af de somaliske sikkerhedsstyrker underkastes hensigtsmæssige krav, nemlig krav vedrørende forskelligartet klanbaggrund, god sundhedstilstand, alder (over 18 år), potentiale for at få gavn af uddannelseskurser, manglende skyld i menneskerettighedskrænkelser osv.;

40.

opfordrer det internationale samfund og Den Afrikanske Union til at hjælpe Somalia med at sikre sig kontrol med sine naturressourcer;

41.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til Somalias overgangsinstitutioner, Den Afrikanske Unions og Den Europæiske Unions institutioner, AVS-Rådet, IGAD og De Forenede Nationers generalsekretær.

—

forsamlet i Paramaribo (Surinam) fra den 27. til den 29. november 2012,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til AVS-EU-partnerskabsaftalen ("Cotonouaftalen"), særlig artikel 21, stk. 1, litra b), om udvikling af iværksætterevner og virksomhedskultur, artikel 23, litra g), om økonomiske og teknologiske infrastrukturer og tjenesteydelser, herunder transport, telekommunikationssystemer, kommunikationstjenester og udvikling af informationssamfundet, og artikel 43 om informations- og kommunikationsteknologi og informationssamfundet,

—

der henviser til beslutningen om socioøkonomiske forandringer og udvikling af infrastruktur i Afrika: Energi, jernbaner, veje og ikt-sektorer, der blev vedtaget på det 15. ordinære møde i Den Afrikanske Unions Forsamling den 27. juli 2010 i Kampala, Uganda (dok. Assembly/AU/17 (XV) Add.4),

—

der henviser Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen ”Informations- og kommunikationsteknologier i udviklingssamarbejdet – Informations- og kommunikationsteknologiernes rolle i EU's udviklingspolitik” (COM(2001)0770 af 14. december 2001),

—

der henviser til UNCTAD XI Multi-stakeholder partnership, ICT for Development, der blev lanceret på det 11. UNCTAD-møde i São Paulo fra den 13. til den 18. juni 2004,

—

der henviser til årtusindudviklingsmålene (mål 8F), som blev vedtaget af FN i 2000,

—

der henviser til ”Report on the State of Broadband 2012” fra ITU/UNESCO Broadband Commission for Digital Development til FN 's Generalforsamling i september 2012,

—

der henviser til den fælles Afrika/EU-strategi (JAES), dens handlingsplan 2011-2013 og dens partnerskaber vedrørende videnskab, informationssamfund og rumforskning, der blev vedtaget på det 3. EU/Afrika-topmøde mellem stats- og regeringschefer i Tripoli i november 2010,

—

der henviser til Verdensbankens strategi for informations- og kommunikationsteknologisektoren 2011,

—

der henviser til beslutningen fra Den Interparlamentariske Union om nye informations- og kommunikationsteknologiers bidrag til god regeringsførelse, til forbedringen af parlamentsdemokrati og til forvaltningen af globalisering, der blev vedtaget på den 109. forsamling i Genève den 3. oktober 2003,

—

der henviser til CARICOM Connectivity Agenda, der blev vedtaget i 2003,

—

der henviser til Stillehavsøernes ikt-politik og strategiplan, der blev vedtaget af lederne i Stillehavsøernes Forum i 2000;

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel (ACP/EU/101.256/12/fin.),

A.

der henviser til, at ikt kan udgøre et vigtigt redskab for udvikling og økonomisk vækst, men for at kunne drage fordel af ikt's tværgående karakter og potentiale for at bidrage til opfyldelsen af det internationale samfunds udviklingsmål, således som disse fremgår af erklæringen om årtusindudviklingsmålene, skal ikt-aktiviteter integreres i udviklingsbistandsprogrammer;

B.

der henviser til, at ikt er et fundamental redskab til fremme af demokrati og fred i samfund/stater, da de øger interaktionen og gennemsigtigheden på alle niveauer lige fra civilsamfundsniveauet og til niveauet for internationale forbindelser; der henviser til, at anvendelsen af ikt til politiske formål kan styrkes ved at reducere de traditionelle hierarkier inden for politik og samtidig gøre det muligt for ngo’er og andre aktører at deltage i valgprocessen;

C.

der henviser til, at det er vigtigt at erindre om, at nogle af de lande, der nu er økonomisk udviklede lande, også havde held til overordnet set at gøre store udviklingsmæssige fremskridt gennem øget anvendelse af ikt;

D.

der henviser til, at adgang og tilslutning til informations- og kommunikationsteknologier er af afgørende betydning, ikke for selve teknologierne, men for integrationen af udviklingslande og overgangsøkonomilande i det globale vidensamfund, for støtte til sociale, økonomiske og kulturelle mål i deres samfund og for at øge effektiviteten og væksten i vigtige sektorer i deres økonomier; der henviser til, at ikt har vidtrækkende applikationer på tværs af sektorgrænser inden for landbrug, befolkning, sundhed og uddannelse, miljø, forebyggelse og forvaltning af katastrofer, kultur og kunst, øget indflydelse til borgerne og regeringsførelse, information og videndeling, jobskabelse, transport, industri, handel og finansvæsen;

E.

der henviser til, at ikt er en strategisk faktor, der skal integreres systematisk i udviklingsplaner og programprioriteter;

F.

der henviser til, at ikt har en meget stor direkte og indirekte indvirkning på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og daglige liv for borgerne i AVS-landene, herunder for så vidt angår jobskabelse og økonomisk vækst, hvilket gør det nødvendigt at identificere de mest presserende udviklingsbehov, de politiske løsninger, der er brug for til opfyldelse af disse behov, og det fornødne engagement på nationalt og internationalt plan med hensyn til f.eks. udviklingsorienterede politikker;

G.

der henviser til, at indvirkningen og anvendelsen af ikt er stærkt afhængig af uddannelsesniveau og primært af læse- og skrivefærdigheder; der henviser til, at hindringerne for en person med begrænset uddannelse er større, når det gælder internetbrugerfladen, end når det gælder f.eks. mundtlig kommunikation; der henviser til, at bekæmpelse af analfabetisme skal være et nationalt mål, hvis ikt skal slå igennem og være til nytte i mange lande og samfund;

H.

der henviser til, at computere og internettet fortsat, selv for en stor del af befolkningen i de økonomisk udviklede lande, er uvante og skræmmende redskaber, og at det vil tage analfabeter og oprindelige folk generationer at overvinde denne hindring;

I.

der henviser til, at it-kløften, selv om det samlede antal borgere med adgang til ikt er hurtigt stigende, er en reel kløft og repræsenterer en alvorlig mangel på balance med hensyn til adgang til eller anvendelse af ikt, navnlig i udviklingslandene; der henviser til, at udbredelsen af ikt og universel anvendelse heraf, selv om ressourcemangel er en stor hindring herfor, også kræver udvikling af basal infrastruktur og menneskelige ressourcer;

J.

der henviser til, at det må erkendes, at ikt også giver anledning til alvorlige bekymringer med hensyn til sikkerheden og privatlivets fred, misbrug til kriminelle formål, kulturel identitet, tab af indtægter til e-handel og sprog- og kønsbarrierer; der henviser til, at det er muligt at hoppe over teknologikløften uden at skulle gennemgå de traditionelle udviklingstrin, og at adgang til ikt kan medføre en positiv udvikling på feltet for menneskelige ressourcer, også selv om der ikke kan sikres en sådan adgang i alle regioner lige fra begyndelsen;

K.

der henviser til, at alle skal sikres beskyttelse af deres personoplysninger;

1.

lykønsker de AVS-lande, der har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at fremme ikt og sikre deres borgere og virksomheder adgang og tilslutning til den globale viden, og opfordrer dem til at fortsætte deres bestræbelser;

2.

fastholder, at ikt er et effektivt værktøj til at give borgerne øget indflydelse, styrke demokratiet, skabe god regeringsførelse og fremme menneskerettighederne;

3.

understreger på det kraftigste, at anvendelsen af ikt i udviklingslandene inden for sektorer som uddannelse, sundhed, miljø, udvikling af landdistrikter og turisme kan have stor betydning for bekæmpelsen af fattigdom;

4.

opfordrer til, at der gøres en samordnet indsats fra alle berørte parters side for at mindske den nuværende kløft mellem industrilande og udviklingslande med hensyn til adgang til og anvendelse af ikt, da denne kløft kan marginalisere udviklingslandene yderligere; opfordrer AVS-landene til at forpligte finansielle ressourcer og udvise politisk vilje til opbygningen af et gunstigt miljø for ikt-drevet konkurrenceevne, idet der i denne forbindelse bør ske inddragelse af alle relevante nationale aktører, herunder regeringer, erhvervslivet og civilsamfundet i almindelighed;

5.

erindrer om, at nationalt og regionalt ejerskab af ikt-industrien i AVS-landene har central betydning for ikt’s mulighed for at opfylde løftet om bæredygtig menneskelig udvikling, og at der i forbindelse hermed ikke blot vil være brug for infrastruktur, men også for kapacitetsopbygning og iværksætteri;

6.

bekræfter AVS-landenes ret til at fastlægge deres egne nationale og regionale strategier samt partnerskabsstrategier for ikt-udviklingen; opfordrer regeringerne til at etablere gunstige retlige og institutionelle rammer for investeringer i og fremme af investeringer i ikt; opfordrer AVS-landene til at gøre ikt-infrastruktur mere tilgængelig, især i fjerntliggende områder og landdistrikter, og til at medtage it-uddannelse i uddannelsesplaner for offentlige uddannelsesinstitutioner; opfordrer AVS-landene til at investere i bredbåndsnet og integration heraf i nationale og regionale udviklingsstrategier;

7.

opfordrer AVS-landene til at arbejde for en udbygning af ikt-infrastrukturer i skoler og navnlig på universiteter for at gøre det muligt for alle forskere at deltage i globale debatter og læringsprocesser;

8.

opfordrer AVS-regeringerne til at vedtage og gennemføre lovgivning med henblik på at håndhæve princippet om beskyttelse af personoplysninger;

9.

tilskynder til såvel internationalt samarbejde på tværs af grænser som globalt engagement for at tage mere effektivt fat på store problemer og udfordringer og gøre det muligt for virksomheder, navnlig SMV'er i AVS-landene, at integrere sig bedre på og blive mere reaktive over for verdensmarkeder i hastig udvikling; opfordrer til øget udbredelse og anvendelse af ikt i AVS-landene, hvilket i betydelig grad kan forbedre produktiviteten og dermed konkurrenceevnen i erhvervslivet i disse lande; mener, at der bør gøres en indsats for at lette og fremme informationsstrømmen og udvekslingen af erfaringer og bedste praksis mellem udviklingslandene, især i forbindelse med syd-syd-samarbejdet;

10.

understreger, at fremme af kapacitetsopbygning og innovativ anvendelse af ikt også frembyder en særlig mulighed for at overvinde de udviklingsmæssige barrierer, som små og mellemstore øer og isolerede og fjerntboende samfund støder på; understreger også, at små og mellemstore øer har en stærk interesse i at udvikle kapacitetsopbyggende ikt-strategier på regionalt plan for at begrænse og dele udgifterne til infrastruktur; mener, at AVS-øerne skal samarbejde med EU's regioner i den yderste periferi og de oversøiske lande og territorier på ikt-området;

11.

opfordrer til, at alle berørte parter, herunder AVS-landenes regeringer, undersøger mulighederne for at tage innovative finansieringsmekanismer i brug for at skabe forudsætninger for fremme af en mere effektiv anvendelse af ikt til udviklingsformål; understreger, at adgang til information nutildags er afgørende for at opnå indflydelse og viden;

12.

opfordrer til partnerskaber, samarbejde – navnlig mellem SMV’er i Europa og i AVS-landene, som er aktive inde for ikt – og initiativer til støtte for forskning og uddannelse med særlig vægt på udvikling af færdigheder; opfordrer til fremme af lokal ikt-innovation og udvikling af ikt-iværksætteri i AVS-landene;

13.

pointerer, at ikt kan støtte allerede eksisterende nationale udviklingsstrategier og -programmer og gøre gennemførelsen af disse mere effektiv og gennemsigtig samt forbedre slutresultaterne;

14.

opfordrer EU og andre donorer til at afsætte flere midler til støtte for AVS-landenes og AVS-regionernes institutionelle kapacitet til at udvikle et informations- og vidensamfund ved hjælp af programmer, der tager sigte på at udvikle AVS-landenes borgeres, offentlige institutioners og virksomheders evne til at tilvejebringe, skaffe sig adgang til og forvalte information samt til at anvende både global og lokal viden i udviklingsøjemed; mener, at lokal viden og lokale perspektiver er vigtige for udvikling og iværksætteri, men også for sikringen af, at cyberspaceindhold afspejler verdens kulturelle og sproglige mangfoldighed;

15.

opfordrer AVS-landene til at opbygge mere gennemsigtige og forudsigelige rammer og skabe betingelser for et effektivt udviklingssamarbejde; tilskynder AVS-landene til at øge deres bestræbelser på at danne offentlig-private partnerskaber og opfordrer AVS-Gruppen og Den Europæiske Union til at finde frem til innovative finansieringsmekanismer med henblik på at forbedre adgangen til og kvaliteten af ikt og sænke udgifterne til anvendelsen heraf;

16.

mener, at støtte til bæredygtig energi og miljømæssig bæredygtighed er en nødvendig bestanddel i samarbejdet om udvikling af ikt;

17.

opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af ikt’s rolle i EU’s udviklingspolitik og ikt’s mere generelle indvirkning i AVS-landene for så vidt angår ikt-baserede iværksætterinitiativer og ikt’s bidrag til udviklingen i AVS-landene med henblik på at fremme AVS-ejerskab af ikt-industrien samt udvikling og udnyttelse af passende indhold og af etiske og retlige rammer med henblik på at sikre adgang for alle og samtidig beskytte de grundlæggende menneskerettigheder;

18.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette en enhed for eUdvikling, som kan hjælpe med til at integrere ikt i AVS-landene og til at fremme viden og udveksling af god praksis på dette område;

19.

opfordrer Kommissionen til at sørge for en sammenhængende ikt-politik inden for rammerne af EU’s udviklingspolitik;

20.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen, formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, Den Afrikanske Union og Det Panafrikanske Parlament.

—

forsamlet i Paramaribo (Surinam) fra den 27. til den 29. november 2012,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til AVS-EU-partnerskabsaftalen ("Cotonouaftalen"), særlig artikel 32, stk. 1, om miljø og naturressourcer og artikel 32A om klimaændringer,

—

der henviser til resolutionen om det internationale år for bæredygtig energi til alle (A/RES/65/151, New York, 20. december 2010), som blev vedtaget på FN's Generalforsamlings 65. samling,

—

der henviser til AVS-EU-energifaciliteten, som er et samfinansieringsinstrument, der blev oprettet i 2005 med henblik på at støtte projekter, som har til formål at øge adgangen til bæredygtige og økonomisk overkommelige energitjenester for de fattige i AVS-landenes landdistrikter og bynære områder,

—

der henviser til resolutionen om FN's årtusinderklæring (A/RES/55/2, New York, 8. september 2000), som blev vedtaget på FN's Generalforsamlings 55. samling,

—

der henviser til punkt 16 i den afrikanske konsensuserklæring til Rio+20, som blev vedtaget af Den Afrikanske Union den 25. oktober 2011 (E/ECA/CFSSD/7/Min./3),

—

der henviser til fælleserklæringen om Rio+20, som blev vedtaget af AVS-EU på det 37. møde i Ministerrådet i Port Vila den 14.-15. juni 2012,

—

der henviser til erklæringen "The Future We Want", som blev vedtaget på FN's konference om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro fra den 20. til den 22. juni 2012,

—

der henviser til Kommissionen for Den Afrikanske Unions program for udvikling af infrastruktur i Afrika (PIDA), som blev vedtaget af de afrikanske stats- og regeringschefer på Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Abeba den 23.-30. januar 2012,

—

der henviser til erklæringen fra Afrika-EU-energipartnerskabets første møde på højt plan, som blev afholdt i Wien den 14.-15. september 2010,

—

der henviser til Europa-Kommissionens initiativ ”Energising Development” (IP/12/372) om at tilføre udvikling mere energi, som blev taget den 16. april 2012 under Afrika-EU-energipartnerskabet,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2012 om EU-udviklingssamarbejde til støtte for målsætningen om global adgang til energi i 2030 (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde – ”EU’s energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU” (COM(2011)0539),

—

der henviser til udtalelse fra Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg til Europa-Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi om energipolitisk samarbejde med partnere uden for EU: En strategisk tilgang til sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energiforsyning (2012/2029(INI)),

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø (ACP-EU/101.251/12/A/fin.),

A.

der henviser til, at skønsmæssigt omkring 1,3 mia. mennesker, hvilket svarer til ca. 20 % af verdens befolkning, ikke har adgang til elektricitet, og at de næsten alle bor i landdistrikterne i udviklingslandene;

B.

der henviser til, at omkring 3 mia. mennesker er afhængige af biomasse til madlavning og opvarmning, og at ca. 2 mio., primært kvinder og børn, hvert år dør for tidligt som følge af røg fra ildsteder;

C.

der henviser til, at adgang til moderne, bæredygtig energiforsyning for alle betyder adgang til hele viften af nødvendig og ønsket energi (ikke blot elektricitet), f.eks. energi til belysning, madlavning og opvarmning af vand, rumopvarmning, køling og adgang til information og kommunikation samt energi til produktionsformål og generering af indkomst;

D.

der henviser til, at adgang til pålidelig, bæredygtig og økonomisk overkommelig energi er nødvendig for at opfylde basale menneskelige behov og fremme økonomisk og social udvikling; der henviser til, at årtusindudviklingsmålene ikke vil blive nået, medmindre der gøres betydelige fremskridt med at forbedre adgangen til energi;

E.

der henviser til, at dårlig adgang til moderne energi påvirker produktiviteten i landbruget, har negative konsekvenser for regional handel og integration og hæmmer jobskabelse og iværksætteri;

F.

der henviser til, at afhængighed af traditionelle energikilder medfører et markant øget tidsforbrug på hentning af vand og ikkebæredygtige brændselskilder og fratager børn retten til uddannelse og fritid og kvinder muligheden for at udøve indkomstskabende aktiviteter; der henviser til, at afbrænding af store mængder biomasse har en skadelig indvirkning på sundheden, især for kvinder og børn, og forårsager afskovning;

G.

der henviser til, at sammenhængen mellem energi, fattigdom og køn er et særdeles vigtigt spørgsmål; der henviser til, at navnlig kvinder fra landdistrikter og lavindkomsthusstande påvirkes af energifattigdom;

H.

der henviser til, at manglen på en moderne og pålidelig energiforsyning påvirker kvaliteten af sundhedsydelser ved at forhindre anvendelsen af moderne diagnostiske og terapeutiske metoder;

I.

der henviser til, at manglen på en moderne og pålidelig energiforsyning gør det umuligt at sikre kølekæden, som ellers muliggør opbevaring og transport af de vacciner og den medicin, der er nødvendig for at sikre både husdyrs og menneskers sundhed;

J.

der henviser til, at kun 8 % af de 409 mia. USD, der blev ydet i støtte til fossile brændstoffer i udviklingslandene i 2010, ifølge Det Internationale Energiagentur gik til de 20 % af befolkningen, som har den laveste indkomst;

K.

der henviser til, at anvendelsen af vedvarende energi-teknologier er afgørende for, at udviklingslandene kan reducere deres afhængighed af fossile brændstoffer og dermed mindske deres sårbarhed over for udsving i energipriserne; der henviser til, at store projekter inden for vedvarende energi (såsom vandkraft eller energiafgrøder) også kan have alvorlige sociale og miljømæssige konsekvenser for lokalbefolkningen, f.eks. for vand- eller fødevaresikkerheden; der henviser til, at en omhyggelig vurdering af de miljømæssige konsekvenser af vedvarende energi-teknologier derfor er en vigtig forudsætning for finansiering fra donorlande;

L.

der henviser til, at AVS-landene har et kolossalt energiforsyningspotentiale, navnlig inden for vedvarende energi, og at energiproduktion kræver tilsagn om enorme bæredygtige og langsigtede private og offentlige investeringer;

M.

der henviser til, at forudsætningerne for energiproduktion og -distribution varierer meget AVS-landene imellem, og at løsningerne med henblik på at forbedre adgangen til energi som sådan skal tage hensyn til disse forskelle, eftersom forskelligartede løsninger kan være mere bæredygtige på lang sigt;

N.

der henviser til, at det navnlig i de mindst udviklede lande forholder sig sådan, at kun et lille mindretal af befolkningen har adgang til energinettet; der henviser til, at netadgang ikke vil nå hele befolkningen inden for en overskuelig fremtid, hvilket gør decentrale løsninger såsom energiløsninger i lille skala eller uden for elektricitetsnettet samt mininet til en vigtig måde at sørge for universel adgang til energi på i de kommende år; der henviser til, at universel adgang til nettet bør være det langsigtede mål;

O.

der henviser til, at potentialet for en fuldstændig udnyttelse af de tilgængelige vedvarende energikilder i AVS-landene hæmmes af manglen på vedvarende energi-teknologier, uddannelse og politisk gennemførelse;

1.

opfordrer alle relevante aktører til at udvikle større bevidsthed om behovet for universel adgang til energi og til at anerkende betydningen af en sådan universel adgang for opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene; understreger, at en forbedret adgang til pålidelige, sikre, økonomisk overkommelige, omkostningseffektive, klimavenlige og bæredygtige energitjenester bidrager til det menneskelige velbefindende samt til bestræbelserne på at sikre en bæredygtig udvikling;

2.

støtter forslag om at medtage "universel adgang til energi" i en endnu ikke defineret ramme for den globale udvikling efter 2015, som bør udformes på fuldt ud inklusiv og gennemsigtig vis;

3.

bemærker, at erfaringerne har vist, at målsætninger om centraliseret energifremstillingskapacitet og udbygning af net ofte ikke har ført til bedre energitjenester for de fattige; fremhæver derfor behovet for at støtte vedvarende decentrale løsninger såsom energiløsninger i lille skala eller uden for elektricitetsnettet samt mininet for at nå alle dele af udviklingslandenes befolkninger, især de fattige og landbefolkningen; opfordrer EU til at målrette sin indsats, både økonomisk og teknisk, mod disse mindre omfattende løsninger på energifattigdom i fjerntliggende områder uden at forsømme de store projekter, der er nødvendige for industriel udvikling;

4.

bemærker, at vedvarende energi i mange udviklingslande besidder et enormt potentiale for at garantere en bæredygtig energiforsyning og reducere afhængigheden af fossile brændstoffer og dermed mindske sårbarheden over for energiprisudsving; opfordrer AVS-landene til at omlægge støtten til fossile brændstoffer for i højere grad at støtte vedvarende brændstoffer og for først og fremmest at stille støtten til rådighed for den del af befolkningen, der har den laveste indkomst;

5.

er klar over, at Den Europæiske Union i løbet af de seneste 10 år allerede har støttet adgangen til energi i udviklingslandene med mere end 1 mia. euro, og glæder sig over, at adgang til sikker, økonomisk overkommelig, miljøvenlig og bæredygtig energi også vil blive gjort til en støtteprioritet inden for rammerne af EU-udviklingsstrategien "en dagsorden for forandring"; opfordrer Europa-Kommissionen til sammen med dens AVS-partnere og ved hjælp af verificerbare og pålidelige indikatorer at kontrollere, hvilke fremskridt der opnås med denne støtte for så vidt angår adgang til energi; glæder sig over EU-initiativet "Energising Development" om at tilføre udvikling mere energi, hvormed formålet er at give 500 mio. mennesker adgang til bæredygtige energitjenester senest i 2030; glæder sig over, at Europa-Kommissionens ”dagsorden for forandring”-program prioriterer adgang til energi højt;

6.

opfordrer indtrængende udviklingspartnere, herunder Den Europæiske Union, til at målrette deres støtte mod vedvarende, energieffektive og decentrale energiløsninger i lille skala, navnlig for landbefolkningen og de fattige, samt mod forbedring af husstandes tilslutning til elforsyningsnettet og til at anerkende omfanget af de fattiges energibehov og afspejle dette i deres programmer og finansieringsporteføljer; understreger behovet for at skabe nye energiprodukter, som er målrettet regionen, og investere i anvendelsen af disse;

7.

opfordrer AVS-regeringerne til at forbedre slutbrugeres sikre adgang til pålidelige, økonomisk overkommelige, sikre, omkostningseffektive, klimavenlige og bæredygtige moderne energiforsyninger og sikre en ligelig fordeling af energitjenesterne samt ægte inklusiv vækst;

8.

opfordrer også til at støtte innovative betalingsordninger for at gøre adgang til energi økonomisk overkommelig for slutbrugere;

9.

opfordrer til brug af mere effektive madlavningsfaciliteter, da den traditionelle afbrænding af store mængder biomasse i åbne ildsteder har en skadelig indvirkning på sundheden, især for kvinder og børn, og forårsager afskovning;

10.

opfordrer til støtte og fremme af overførslen af økonomisk overkommelige vedvarende energi-teknologier og hermed forbundet forskning, viden og innovation til AVS-landene;

11.

opfordrer til udbredelse af kendskabet til disse aktioner og udveksling af bedste praksis for at øge deres effektivitet;

12.

konstaterer, at et syd-syd-samarbejde på energiområdet har stor betydning, idet det kunne føre til teknologiske løsninger og større uafhængighed og dermed forhindre eventuelle konflikter i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder; opfordrer AVS-landene til at knytte nationale forskningsinstitutioner sammen i regionale samarbejdsplatforme og netværker for forskning og udvikling, så det bliver muligt at dele ressourcer og omkostninger i forbindelse med forskning og udvikling;

13.

understreger, at der bør fastlægges specifikke foranstaltninger til forbedring af adgangen til energi for at sikre, at samfundets fattigste også får gavn af denne udvikling;

14.

understreger, at AVS-landenes og EU-medlemsstaternes civilsamfundsorganisationer spiller en central rolle, når det gælder om at nå ud til de fattigste og mest fjerntboende samfundsmedlemmer og om at fremme adgang til energi som en forudsætning for udvikling på både regionalt og nationalt plan;

15.

opfordrer AVS-landene til at tage disse foranstaltninger med i deres nationale udviklingsstrategier for at nå årtusindudviklingsmålene;

16.

opfordrer til oplysning om og uddannelse inden for bæredygtig udnyttelse af energi;

17.

understreger, at AVS-EU-energifaciliteten internationalt er en af de meget få finansieringsmekanismer, der yder støtte til vedvarende energi-løsninger i lille skala, og opfordrer derfor til fortsat støtte til styrkelse af AVS-EU-energifaciliteten under den næste flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020; erkender, at en forlænget og udvidet facilitet er det eneste initiativ, der er direkte målrettet decentrale projekter til nedbringelse af energifattigdom;

18.

opfordrer EU til at udarbejde klare retningslinjer om miljømæssige bæredygtighedskriterier for finansiering af projekter vedrørende vedvarende energi; opfordrer Kommissionen til at gøre brugen af decentraliseret vedvarende energi eller bæredygtige energikilder med lave emissioner/høj energivirkningsgrad til en prioriteret betingelse for støtte til nye energiprojekter;

19.

bekræfter på ny AVS-landenes ret til selv at sammensætte deres energimiks og opfordrer dem til at udarbejde strategidokumenter, hvori de definerer deres energipolitik;

20.

opfordrer AVS-landene til at deltage i FN's initiativ om bæredygtig energi til alle og udarbejde nationale gennemførelsesplaner; opfordrer AVS-landene til gennem deres respektive nationale anvisningsberettigede at behandle universel adgang til energi som en udviklingsprioritet og til at gøre energi til en fokussektor i deres strategioplæg til nedbringelse af fattigdom og deres uddannelsesprogrammer;

21.

understreger betydningen af klart formulerede, målelige mindstestandarder, som bør formuleres som målsætninger for at gøre det muligt at vurdere, hvorvidt der er sket fremskridt inden for adgang til energi til madlavning, belysning, opvarmning, køling eller kommunikation;

22.

opfordrer EU til at bistå AVS-lande, som deltager i FN’s initiativ om bæredygtig energi til alle, med opbygningen af deres institutionelle og teknologiske kapacitet; understreger, at pålidelige retlige rammer og overholdelse af retsstatsprincippet er en vigtig forudsætning for at tiltrække udenlandske investeringer; opfordrer AVS-landene til at vælge forretningsmodeller på et velinformeret grundlag for at skabe overensstemmelse mellem udbuds- og efterspørgselssiden; opfordrer EU's medlemsstater til at bistå AVS-landene med udveksling af bedste praksis og viden om egnede teknologier;

23.

opfordrer med hensyn hertil navnlig til overførsel af energieffektivitetsteknologi for at gøre det muligt at anvende energi på den mest produktive måde og dermed få flest mulige energitjenester ud af en given mængde energi;

24.

opfordrer alle relevante aktører til at fremme en afbalanceret kombination af store projekter og decentraliserede projekter, som har til formål at skabe adgang til økonomisk overkommelige energitjenester i AVS-landene; erkender, at det for at opfylde målet om universel adgang til energi senest i 2030 vil være nødvendigt at producere 55 % af al ny elektricitet ved hjælp af mininet og isolerede løsninger uden for nettet;

25.

konstaterer, at det kan blive nødvendigt med omfattende programmer for vedvarende energi for på bæredygtig vis at opfylde den stigende energiefterspørgsel i bycentre og i industrien; opfordrer til, at sådanne programmer altid overholder de højeste sociale og miljømæssige standarder;

26.

minder om, at gennemsigtighed og god regeringsførelse er grundlaget for AVS-EU-udviklingssamarbejdet;

27.

opfordrer EU til at respektere princippet om universel adgang til pålidelige, sikre, økonomisk overkommelige, omkostningseffektive, klimavenlige og bæredygtige energitjenester, når der udarbejdes og gennemføres internationale aftaler, som berører denne sektor;

28.

erkender, at civilsamfundet, lokale myndigheder og lovgivere spiller en vigtig rolle inden for energisektoren for så vidt angår bekæmpelse af korruption;

29.

opfordrer EU til at fremme private udenlandske investeringer i energiinfrastruktur og -tjenester via EU's officielle udviklingsbistand ved at etablere offentlig-private partnerskaber eller lånegarantiprogrammer med banker;

30.

understreger, at private virksomheder bør spille en nyttig rolle, når det gælder om at gøre det muligt for udviklingslandene at nå årtusindudviklingsmålene, idet der skal lægges særlig vægt på global adgang til energi; understreger endvidere betydningen af at støtte udviklingen af finansielle ressourcer og teknologisk kunnen, der er tilpasset lavindkomstmarkeder, navnlig gennem en øget inddragelse af private virksomheder i nationale og internationale institutionelle partnerskaber;

31.

understreger, at det energirelaterede udviklingssamarbejde mellem AVS og EU bør fokusere på både levering af mere energi til flere områder og på kvaliteten, stabiliteten og pålideligheden af energiforsyning og energieffektivitet;

32.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen, formanden for Rådet for Den Europæiske Union, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og FN's Menneskerettighedsråd.

—

forsamlet i Paramaribo (Surinam) fra den 27. til den 29. november 2012,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 18, stk. 2,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger,

—

der henviser til sine resolutioner af 18. maj 2011 om de demografiske omvæltninger i Nordafrika og Mellemøsten: konsekvenser for AVS-landene, Europa og verden (6), og af 23. november 2011 om det arabiske forår og dets konsekvenser for nabolandene syd for Sahara (7),

—

der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU's beslutning om den libyske konflikts konsekvenser for nabolandene i AVS og EU (101.157/endelig), der vedtoges i Horsens i Danmark den 30. maj 2012,

—

der henviser til udtalelsen fra sine medformænd fremsat den 28. maj 2012 i Horsens vedrørende situationen i Mali,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutninger af 20. april 2012 om situationen i Mali og af 14. juni 2012 om menneskerettigheder og sikkerhedssituationen i Sahelregionen,

—

der henviser til den endelige rapport fra Rådet for Den Europæiske Union om sikkerheds- og udviklingsinitiativet i Sahel af 1. oktober 2010 (8),

—

der henviser til Rådets konklusioner om en EU-strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel af 21. marts 2011 (3076. møde i Rådet for udenrigsanliggender),

—

der henviser til EU-Udenrigstjenestens rapport med titlen "Strategi for sikkerhed og udvikling i Sahelregionen: Statusrapport, marts 2012",

—

der henviser til Rådets konklusioner om Sahel af 23. marts 2012 (9), som godkender krisestyringskonceptet for en civil rådgivnings-, bistands- og uddannelsesmission i Sahel inden for FSFP,

—

der henviser til konklusioner fra Rådet for Den Europæiske Union af 23. juli 2012 om Mali og Sahel,

—

der henviser til Rådets konklusioner om Mali af 15. oktober og 19. november 2012 vedrørende Mali,

—

der henviser til udtalelsen fra generaldirektøren for Humanitær Bistand under Europa-Kommissionen om forebyggelse af en humanitær katastrofe i Mali,

—

der henviser til udtalelserne af næstformanden og EU’s højtstående repræsentant Catherine Ashton og hendes talsmand af 22. og 26. marts 2012, udtalelserne af april 2012 om situationen i Mali og af 4. juli 2012 om menneskerettighedssituationen i det nordlige Mali og ødelæggelsen af byen Timbuktus kulturhistoriske arv,

—

der henviser til udtalelserne af 4. juli 2012 af næstformanden og EU’s højtstående repræsentant Catherine Ashton, der bekræfter EU’s engagement i at støtte Malis befolkning med at genindføre legitim og ansvarlig regeringsførelse i hele landet, og af 31. juli 2012 med påmindelse om, at EU er modstander af dødsstraf under alle omstændigheder og mod henrettelse ved stening, som er en særlig grusom og umenneskelig straf,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds erklæringer om Mali af 22. og 26. marts, 4. og 9. april, 8. august (10) og 17. september 2012 (11),

—

der henviser til anmodningen fra FN’s Sikkerhedsråd i juli om, at det internationale samfund udarbejder en integreret regional strategi for situationen i Mali,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 2056 af 5. juli 2012 og 2071 af 12. oktober 2012 om situationen i Mali,

—

der henviser til mødet på højt niveau om Sahel afholdt i New York den 26. september 2012, til FN’s generalsekretær Ban ki-Moons appel af samme dato om øjeblikkelig international støtte til Sahelregionen, og til udnævnelsen af Romano Prodi til FN’s generalsekretærs særlige repræsentant,

—

der henviser til FN’s rapport om missionen til vurdering af indvirkningen af den libyske krise på Sahelregionen af 26. januar 2012,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed, og 1888 (2008), 1820 (2009) og 1960 (2010) om seksuel vold i væbnede konflikter,

—

der henviser til anmodningen fra FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) af 23. februar 2012 om et beløb på 35,6 mio. USD til at håndtere den voksende humanitære krise i Mali,

—

der henviser til rapporterne og appellerne fra flere FN-agenturer:

—

der henviser til udtalelsen fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder med fordømmelse af de alvorlige menneskerettighedsovertrædelser, der er begået i den nordlige og sydlige del af landet,

—

der henviser til protokollen til Den Afrikanske Unions konvention om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme, vedtaget i Addis Abeba den 8. juli 2004 på den 3. ordinære samling i konferencen for Den Afrikanske Union (AU), og dermed til slutkommunikeet fra Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråd af 14. juli 2012 om situationen i Mali,

—

der henviser til appellen fra Den Afrikanske Unions formand, Benins præsident Boni Yayi, med opfordring til det internationale samfund om at samarbejde med AU om at forhindre en omfattende humanitær katastrofe, hvorefter der blev afholdt et møde i støtte- og overvågningsgruppen om situationen i Mali i Bamako den 19. oktober 2012 på initiativ af AU og i samråd med FN og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas),

—

der henviser til Den Afrikanske Unions beslutning af 13. november 2012 om at tilslutte sig det harmoniserede operationelle koncept for den planlagte indsættelse af en afrikansk-ledede international støttemission for Mali (MISMA) og Unionens henstilling til FN’s Sikkerhedsråd om at give missionen mandat for en etårig periode,

—

der henviser til de relevante bestemmelser i Ecowas-protokollen om mekanismen for forebyggelse, styring og løsning af konflikter og opretholdelse af fred og sikkerhed,

—

der henviser til Ouagadougouerklæringen af 15. april 2012, rammeaftalen af 6. april 2012 mellem den militære junta og Ecowas og tilsagnet af 1. april 2012 om en tilbagevenden til forfatningsretlige tilstande,

—

der henviser til slutkommunikeet fra den ekstraordinære samling af konferencen for Ecowas' stats- og regeringschefer af 11. november 2012 om Mali med bekendtgørelse af beslutningen om at vedtage et harmoniseret operationelt koncept for indsættelsen af en afrikansk-ledet international styrke,

—

der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) på den maliske regerings anmodning har iværksæt en “indledende undersøgelse” af situationen, og henviser til ICC’s bemyndigelsesområde vedrørende de forbrydelser, der er begået i den nordlige del af landet: voldtægter, massakrer på civile, rekruttering af børnesoldater, tortur, plyndringer, tvungne forsvindinger og ødelæggelse af hospitaler, retsbygninger, rådhuse, skoler, kirker, moskeer og mausoleer,

—

der henviser til skrivelsen fra den maliske overgangspræsident Dioncounda Traoré til FN’s generalsekretær med opfordring til FN’s Sikkerhedsråd om i medfør af kapitel VII i FN-pagten at vedtage en resolution, der tillader en intervention af en international militærstyrke til at bistå den maliske hær med at genvidne kontrollen over de besatte nordlige områder,

—

der henviser til rapporten fra Den Internationale Krisegruppe af 24. september 2012, rapporten af 2012 fra Human Rights Watch om de alvorlige krænkelser begået mod lokalbefolkningen og rapporten fra Amnesty International om tvungne forsvindinger, udenretslige drab og tortur begået af juntaen,

A.

der henviser til, at en ny bølge af voldelige sammenstød ramte det nordlige Mali den 17. januar 2012, da islamistiske militante grupper allieret med de etniske separatistiske Tuareg-oprørere rejste sig mod den maliske hær;

B.

der henviser til, at statskuppet den 22. marts 2012, gennemført af officerer i protest mod at de ikke havde fået tilstrækkelig støtte til kampen mod oprørerne i nord, bragte Malis langvarige demokratiske proces, der var påbegyndt for mere end to årtier siden, til ophør, afbrød valgprocessen og gjorde det muligt for illegale væbnede grupper at støde frem mod den sydlige del af landet;

C.

der henviser til, at formanden for Nationalforsamlingen i henhold til forfatningen af 25. februar 1992 er blevet udråbt til republikkens fungerende præsident;

D.

der henviser til bølgen af anholdelser uden nogen form for retslige procedurer af politiske ledere, herunder to kandidater til præsidentvalget, og af højtstående militærfolk, der holdes fangne i militærlejre;

E.

der henviser til præsident Traorés “opfordring til dialog” med henblik på at bevare Malis enhed, og til, at forhandlinger med de magter, der holder landets nordlige del besat, kun vil være muligt på et grundlag af tilsagn om at respektere landets territoriale integritet og opgive volden, terrorismen og den organiseret kriminalitet for stedse;

F.

der henviser til, at den overgangsregering, der er blevet indsat, står over for en række udfordringer, heriblandt en dyb sikkerhedsmæssig, politisk, økonomisk og social krise, hvortil kommer en stigning i arbejdsløsheden, og henviser til, at kun en legitim, demokratisk valgt myndighed kan udvirke en varig løsning herpå;

G.

der henviser til, at Sahelregionen er et centralt punkt mellem Afrika syd for Sahara og Europa med betydelige implikationer for sikkerheden i Maghreb-landene, Afrika og Europa, og til, at dette derfor bør være et anliggende for hele det internationale samfund i den hensigt at sikre, at en videreudvikling af situationen ikke gør det muligt for terrorkræfter at konsolidere deres greb om det nordlige Mali;

H.

der henviser til, at det nordlige Mali er blevet til et område kendetegnet ved lovløshed og er besat af væbnede styrker, der overtræder borgernes grundlæggende rettigheder, begår summariske henrettelser, plyndringer og voldtægter og vedbliver at ødelægge religiøse symboler, der er en del af verdens kulturarv og en pryd for Mali, Afrika og verden, og til, at dette område udgør en støttebase for terrorangreb på Maghreb-, afrikanske og EU-lande og gør det muligt for disse grupper at forfølge visse mål, såsom forgrening af smugleri og ulovlig handel og etableringen af islamiske stater;

I.

der henviser til, at AQMI (al-Qaeda i islamisk Maghreb) og andre militante islamiske kræfter, såsom Ansar Dine, MUJAO (bevægelsen for enhed og djihad i Vestafrika) og det Nigeria-baserede Boko Haram, er aktive i regionen, navnlig inden for smugleri af stoffer, våben, cigaretter og mennesker, og især er indblandet i bortførelser af gidsler for løsepenge;

J.

der henviser til, at besættelsesstyrkerne i det nordlige Mali lader hånt om de traditioner for tolerance, solidaritet og respekt for mennesket, som er en del af den måde, islam praktiseres på i regionen;

K.

der henviser til, at mere end 25 vesterlændinge siden 2008 er blevet bortført i Sahel; der henviser til, at ofrene tæller turister, ngo-ansatte og diplomater af forskellige nationaliteter, fortrinsvist europæiske og algerisk; der henviser til, at nogle af disse gidsler stadig tilbageholdes, heriblandt en gruppe franske statsborgere der blev bortført i september 2010;

L.

der henviser til, at de summer, der er blevet betalt som løsepenge for omtrent 40 gidsler bortført siden 2003, udgør AQMI’s og dets allieredes primære indtægtskilde og sætter dem i stand til at finansiere våben, logistik og rekruttering såvel som til at købe sig til støtteaktiviteter, hvilket betyder, at bekæmpelsen af terrorisme også indebærer en kamp mod skjulte pengekredsløb og skattely;

M.

der henviser til den enorme størrelse af Malis nordlige regioner og til, at grænserne i området er lette at krydse og derfor fordrer effektivt regionalt samarbejde om oplysninger og indsats;

N.

der henviser til, at den udbredte forekomst i Mali af våben fra Libyen, som ingen myndighed har forsøgt at bremse, af narkotika- og cigaretsmugleri, den store arbejdsløshed og fattigdommen i betydelig grad bidrager til destabiliseringen af regionen som helhed og truer Afrikas sikkerhed og stabilitet, fra vest til Somalia i øst såvel som i Maghreb-landene og Den Europæiske Union;

O.

der henviser til, at genoprettelsen af Malis territoriale integritet og en varig fred i regionen kræver virkningsfuld deltagelse af og utvetydig inddragelse af den algeriske regering;

P.

der henviser til EU-investeringer, navnlig i at fremme udviklingen i både Mali og i regionen i øvrigt;

Q.

der henviser til, at de potentielle naturressourcer i det nordlige Mali ikke må blive det eneste interesseemne for det internationale samfund;

R.

der henviser til, at årsagerne til disse konflikter overordnet set er manglende respekt for menneskerettighederne, manglende retsorden, etniske og religiøse spændinger, organiseret kriminalitet, krænkelser og ulighed;

S.

der henviser til de seneste alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået mod befolkningen i Mali af bevæbnede voldsmænd, især i Malis nordlige regioner, hvor mennesker har fået deres arme eller ben amputeret, efter sigende i overensstemmelse med sharialoven;

T.

der henviser til, at FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for børn i væbnede konflikter har udtrykt dyb bekymring over forlydender om, at der rekrutteres børnesoldater i de besatte regioner;

U.

der henviser til, at mere end 50 % af de fordrevne er kvinder og børn, der er frataget enhver form for beskyttelse og derfor udgør en særlig sårbar gruppe, hvilket især fremgår af, at Ansar Dine har oprettet et fængsel beregnet til kvinder, der er anholdt for ikke at bære islamisk tørklæde;

V.

der henviser til de alvorlige konsekvenser af de usikre tilstande, ikke blot for regionens økonomi, men også på områder såsom fordelingen via statsbudgettet af indtægterne fra udnyttelsen af disse ressourcer til imødegåelse af den høje ungdomsarbejdsløshed, landets udbredte fattigdom, manglende jobsikkerhed, ekstrem social nød og terrorgruppernes rekruttering af unge; der henviser til, at terrorismen i Sahel derfor på lang sigt skal bekæmpes ved hjælp af en aktiv politik til fremme af udvikling, social retfærdighed, retsstatsprincippet og integration;

W.

der henviser til, at den humanitære situation i de oprørskontrollerede områder løbende forværres i takt med, at plyndringer, bortførelser og kaos er blevet til dagens orden, og at folk har været tvunget til at flygte til regioner, hvor de lever under ekstremt fattige forhold og deres basale menneskelige behov ikke kan opfyldes;

X.

der henviser til, at de fleste humanitære organisationer har forladt de nordlige områder på grund af plyndringer af deres faciliteter og lagre;

Y.

der henviser til, at 4,6 millioner mennesker i Mali ifølge FN’s skøn er truet af fødevaremangel, 1,6 millioner af disse i den nordlige del af landet, især fordi nødhjælpsoperationerne er blevet indstillet på grund af sikkerhedssituationen;

Z.

der henviser til, at forhandlingerne mellem konfliktens parter har ført til oprettelsen af humanitære korridorer til levering af nødhjælp til befolkningen i det nordlige Mali, således at malisk Røde Kors kan bringe fødevarer frem;

AA

der henviser til den systematiske ødelæggelse af kulturmonumenterne i Timbuktu og Gao, der er opført på UNESCO’s kulturarvsliste;

1.

fordømmer:

2.

fordømmer det voldelige overgreb, som blev begået mod præsident Dioncounda Traoré den 21. maj 2012;

3.

fordømmer på det kraftigste enhver magtovertagelse ved magtanvendelse, alle terrorhandlinger og plyndringer af hospitaler, skoler, nødhjælpsagenturer og statslige bygninger, alle former for grusom og umenneskelig straf og alle krigsforbrydelser og bortførelser, og udtrykker sin dybeste medlidenhed med de sagesløse civile, der har mistet livet som følge af disse handlinger;

4.

fordømmer på det kraftigste de menneskerettighedsovertrædelser, der er begået mod civile i Mali, især mod sundhedspersonale, traditionelle ledere, lærere og journalister;

5.

udtrykker dyb bekymring over rekrutteringen af børnesoldater og fremhæver, at der skal ydes støtte, især til kvinder og piger;

6.

erklærer udråbelsen af Azawads uafhængighed for ugyldig og fastholder, at Mali er en uafhængig, suveræn, sekulær og udelelig stat;

7.

fordømmer enhver støtte fra enhver side ydet til de ansvarlige for alle disse terrorhandlinger;

8.

opfordrer til genetablering af Malis territoriale integritet såvel som til genoprettelse af fred, demokrati og stabilitet i regionen;

9.

opfordrer den nationale samlingsregering og Ecowas til at forsøge at respektere 45-dagsfristen, der er fastsat i resolution 2071, pkt. 1, for fremlæggelse af ”detaljerede, retsligt forpligtende anbefalinger” til et ”strategisk koncept” og et ”koncept for operationer” for en afrikansk operation med autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd;

10.

opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til så snart som muligt at imødekomme opfordringen fra de maliske overgangsmyndigheder om at indsætte en international styrke til at bistå Malis væbnede styrker med at genvinde kontrollen over de besatte områder i landets nordlige del i overensstemmelse med pkt. 6 i dets resolution 2071, og bringe befolkningens lidelser til ophør;

11.

opfordrer overgangsregeringen til at efterforske de forsvundne soldater fra det 33. faldskærmsregiment (de røde beretter) og den vold, der er begået mod dem, og til at bringe de ansvarlige for en domstol;

12.

opfordrer Ecowas og EU til at støtte demokratiseringen og udviklingen af landet som den primære måde til at imødegå intolerance og vold;

13.

beklager dybt den stigende indflydelse i landet fra et politisk, intolerant og voldeligt islam;

14.

minder om, at den eneste legitime måde, hvorpå folkets ret til selvbestemmelse kommer til udtryk, er gennem frie og retfærdige valg, og håber derfor på en snarlig tilbagevenden til demokratiske, forfatningsretlige tilstande i form af en genoptagelse af den frie og demokratiske valgproces inden for den tidsramme, der er opstillet i køreplanen og rammeaftalen af 6. april 2012;

15.

kræver, at gidslerne øjeblikkeligt løslades, udtrykker sin dybfølte sympati med deres pårørende og kondolerer over for de efterladte til de gidsler, der er blevet henrettet;

16.

opfordrer alle de berørte parter – navnlig Malis politikere – til at udvise tilbageholdenhed og sammenhold i den hensigt at genoprette og styrke myndighedernes autoritet og befordre gennemførelsen af de initiativer, der er iværksat på regionalt og internationalt niveau;

17.

opfordrer til, at der iværksættes en undersøgelse af de grusomheder, der er begået i Mali i de seneste måneder; opfordrer Den Internationale Straffedomstol til at følge op på de oplysninger, den er blevet forelagt af den maliske regering og til at retsforfølge alle personer, der har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden;

18.

opfordrer MNLA, MUJAO og Ansar Dine-bevægelsen til øjeblikkeligt at afgive kontrollen over de besatte zoner til den maliske stats legitime myndigheder i overensstemmelse med Malis forfatning og folkeretten;

19.

understreger nødvendigheden af virkningsfulde foranstaltninger til at bremse kilderne til finansiering af terrorisme og medgerningsmændene hertil; opfordrer til vedtagelse af de foranstaltninger, som FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC) har slået til lyd for, og til oprettelsen af et specialiseret ”Tracfin-program”;

20.

beklager dybt, at EU har været så længe om, i tæt samarbejde med Ecowas, AU og FN, at vedtage målrettede sanktioner mod personer, der er involveret i de væbnede grupper i det nordlige Mali og mod dem, der modarbejder en tilbagevenden til forfatningsretlige tilstande;

21.

opfordrer til, at alle foranstaltninger, som træffes for at bekæmpe terrorisme, efterlever internationale menneskerettighedskonventioner og -protokoller;

22.

udtrykker sit broderskab og sin solidaritet med kvinderne, mændene og børnene i regionen i det nordlige Mali;

23.

glæder sig over

24.

roser Ecowas for dets mæglingsbestræbelser; glæder sig over den indsats, som Ecowas, AU og FN såvel som nabolandene har opvist for at bistå Mali med at træffe konkrete foranstaltninger til at beskytte landets suverænitet, enhed og territoriale integritet;

25.

glæder sig over aftalen af 23. september 2012, der blev indgået mellem den maliske regering og Ecowas, der har ført til indsættelsen af en afrikansk militærstyrke i Mali;

26.

opfordrer Ecowas til at fortsætte sine bestræbelser og EU til at træde aktivt til for side om side med Ecowas og FN at genoprette freden og Malis territoriale integritet;

27.

glæder sig over Burkina Fasos mægling og opfordrer den maliske regering til at nedsætte en national forhandlingskommission til støtte for den internationale mægling;

28.

glæder sig over FN’s generalsekretærs beslutning om at udpege en særlig udsending til Mali og AU’s beslutning om at udpege en høj repræsentant for Mali og Sahel;

29.

glæder sig over vedtagelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2071 i medfør af FN-pagtens kapitel VII, og over den voksende internationale interesse angående Sahel og Mali, som også fremgår af det møde på højt niveau, der blev afholdt i tilknytning til FN’s Generalforsamling den 26. september 2012 og af udarbejdelsen af en integreret FN-strategi for Sahel;

30.

opfordrer regeringerne i Vestafrika og Maghreb til at bekæmpe udbredelsen af våben- og narkotikahandel ved at gøre afbalanceret og bæredygtig udvikling til kernen i deres udviklingspolitikker og sørge for grundlæggende offentlige tjenesteydelser til befolkningen i almindelighed og beskæftigelse for unge i særdeleshed;

31.

håber, at de afrikanske lande, som ikke er medlemmer af Ecowas, men er direkte berørte af sikkerhedssituationen i Sahel og Sahara, bliver inddraget;

32.

håber, at den fælles kommandokommission (CEMOC), der blev oprettet i 2010 af Algeriet, Mali, Mauretanien og Niger til samordning af kampen mod terrorisme, organiseret kriminalitet og narkotikahandel i Sahel-Sahara-regionen, omsider vil indtage en aktiv rolle;

33.

opfordrer til en fælles EU-plan for en dybdegående vurdering af støtten til tiltag til håndtering af krisesituationen i Sahelregionen og den væbnede konflikt i Mali; mener, at EU bør træde aktivt til for side om side med Ecowas, AU og FN at genoprette fred, sikkerhed og den maliske suverænitet; opfordrer indtrængende EU til at stille den fornødne støtte til rådighed for Ecowas’ militære indsats;

34.

glæder sig over iværksættelsen den 1. august 2012 af FSFP EUCAP SAHEL Niger-missionen;

35.

glæder sig over konklusionerne fra Den Europæiske Unions Råd for udenrigsanliggender af 19. november 2012, der erindrer om EU’s intention om at yde finansiel støtte til den afrikanske operation i Mali, og glæder sig over forslaget om en mission inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik under et FN-mandat;

36.

fremhæver, at en militær intervention i EU-regi i kamphandlinger er udelukket, men håber, at EU vil være i stand til, via et FN-mandat, at imødekomme anmodningen fra de maliske myndigheder om logistisk assistance til at skabe sikkerhed for institutioner, omorganisere de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne under civil kontrol, og genoprette den territoriale integritet;

37.

er overbevist om, at en varig løsning for regionen bør sigte mod at styrke statsinstitutionerne, borgernes aktive deltagelse i beslutningsprocessen og etableringen af et grundlag for en bæredygtig og retfærdig økonomisk udvikling;

38.

opfordrer den maliske regering til, der hvor der forefindes internationale investeringer, at føre en retfærdig politik om adgang til jord og vand for hele befolkningen i Mali;

39.

er af den opfattelse, at det med henblik på at opnå en fredelig løsning på konflikten i Mali er nødvendigt at imødegå de grundlæggende årsager til konflikten, hvilket indebærer en garanti for fordelingen af ressourcer og indtægterne herfra over statsbudgettet med det formål at sikre bæredygtig og retfærdig udvikling af de forskellige regioner og respekt for de grundlæggende menneskerettigheder;

40.

opfordrer indtrængende til, at de nationale og internationale konventioner efterleves i forbindelse med tilrettelæggelsen af mineprojekter;

41.

gentager sin dybe bekymring over den hastigt forværrende humanitære situation og fødevarekrise og opfordrer EU og dens medlemsstater til at øge og fremskynde fremførslen af nødhjælp til de nødlidende befolkninger;

42.

opfordrer det internationale samfund til at støtte Malis nabolande, der modtager titusindvis af flygtninge;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til institutionerne under EU, AU, AVS-Gruppen og Ecowas, FN’s generalsekretær og regeringen, parlamentet og overgangspræsidenten i Mali;

—

forsamlet i Paramaribo (Surinam) fra den 27. til den 29. november 2012,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 18, stk. 2,

—

der henviser til partnerskabsaftalen 2000/483/EC mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og efterfølgende revideret i Luxembourg i 2005 og 2010,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948 og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966,

—

der henviser til artikel 3 i Genève-konventionen fra 1949 og protokol II hertil, som forbyder summariske henrettelser, voldtægt, tvangsrekruttering og andre grusomheder,

—

der henviser til den internationale konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989, som især forbyder inddragelse af børn i væbnede konflikter,

—

der henviser til den fakultative protokol til den internationale konvention om barnets rettigheder om inddragelse af børn i væbnede konflikter, som er blevet ratificeret af landene i De Store Søers Område,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, især resolution 2076 (2012), 2053 (2012), 1925 (2010) og 1856 (2008) om situationen i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvori fastlægges mandatet for FN’s mission i DRC (MONUSCO), Sikkerhedsrådets erklæring af 2. august 2012 og de månedlige rapporter fra FN’s generalsekretær om dette emne,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000), 1820 (2008), 1888 (2009) og 1960 (2010) om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til De Forenede Nationers Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005 om resultaterne af verdenstopmødet i 2005, særlig punkt 138–140 om ansvaret for at beskytte befolkninger,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions konstituerende akt, også kaldet Lomékonventionen, der blev vedtaget på det ekstraordinære topmøde for stats- og regeringscheferne for Organisationen for Afrikansk Enhed i Lomé i juli 2000,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions charter om menneskerettigheder og folks rettigheder, som blev ratificeret af DRC i 1982,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråds afgørelse af 19. september 2012 om sikkerhedssituationen i det østlige DRC,

—

der henviser til konklusionerne fra møderne i Den Europæiske Unions Råd for udenrigsanliggender den 25. juni og 19. november 2012 om situationen i det østlige DRC,

—

der henviser til EU’s retningslinjer fra 2004 om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og til den lokale strategi for gennemførelse af disse retningslinjer for DRC vedtaget af missionscheferne den 20. marts 2010,

—

der henviser til Rådets fælles aktion 2009/769/FUSP af 19. oktober 2009 om ændring af den fælles aktion 2007/405/FUSP om Den Europæiske Unions politimission vedrørende reformen af sikkerhedssektoren og dens grænseflade med retsvæsenet i Den Demokratiske Republik Congo (EUPOL RD Congo),

—

der henviser til missionen til reform af sikkerhedssektoren, EUSEC RD Congo, der blev etableret i juni 2005 (Rådets fælles aktion 2005/355/FUSP af 2. maj 2005 om Den Europæiske Unions rådgivnings- og bistandsmission vedrørende reform af sikkerhedssektoren i DR Congo),

—

der henviser til rapporten fra FN’s generalsekretær af 23. august 2010 om de seneste massevoldtægter begået mod civile af medlemmer af væbnede grupper i det østlige DRC,

—

der henviser til erklæringen af 19. oktober 2012 fra formanden for FN's Sikkerhedsråd,

—

der henviser til erklæringen af 23. juni 2011 fra Margot Wallström, den tidligere særlige repræsentant for FN’s generalsekretær om seksuel vold i væbnede konflikter,

—

der henviser til Europa-Parlamentets tidligere beslutninger om DRC, især af 12. juni 2012 om valgobservation i DRC,

—

der henviser til erklæringen af 27. september 2012 fra Rådets formand, Herman Van Rompuy,

—

der henviser til erklæringerne af 7. juni, 12. juni, 10. juli og 23. november 2012 fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Catherine Ashton,

—

der henviser til erklæringen af 22. februar 2011 fra Andris Piebalgs, kommissær for udvikling, om ”DRC - Et skridt hen imod afskaffelse af straffrihed”,

—

der henviser til erklæringen af 26. juni 2012 fra Kristalina Georgieva, kommissær for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring om forværringen i den humanitære situation i DRC,

—

der henviser til pagten om sikkerhed, stabilitet og udvikling i De Store Søers Område, der blev indgået af stats- og regeringscheferne for medlemsstaterne af Den Internationale Konference om De Store Søers Område (ICGLR) i Nairobi i december 2006, der trådte i kraft i juni 2008,

—

der henviser til udtalelserne fra stats- og regeringscheferne for medlemsstaterne af ICGLR vedrørende sikkerhedssituationen i det østlige DRC, navnlig af 24. november 2012,

—

der henviser til resolutionen fra Den Internationale Organisation af Frankofone Lande (OIF), der vedtoges på det 14. topmøde af frankofone lande i Kinshasa den 13.–14. oktober 2012 om situationen i DRC,

—

der henviser til skrivelsen af 21. juni 2012 fra formanden for FN’s Sikkerhedsråds komité nedsat ved resolution 1533 (2004) om DRC til formanden for Sikkerhedsrådet, med interimsrapporten fra ekspertgruppen om DRC og bilagene hertil og med anmodning om, at rapporten offentliggøres som Sikkerhedsrådets officielle dokument (S/2012/348),

—

der henviser til rapporterne fra menneskerettighedsorganisationer om de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, der er begået i det østlige DRC,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om DRC og De Store Søers Område, navnlig til sin beslutning af 22. november 2007,

A.

der henviser til, at dele af de væbnede styrker i DRC (FARDC) siden april 2012 har gjort mytteri i den østlige del af landet, nærmere betegnet i provinsen Nord-Kivu, og at dette mytteri hurtigt udviklede sig til væbnet oprør under betegnelsen M23-bevægelsen (den 23. marts) med krav om implementering af den fredsaftale, der blev undertegnet i Goma den 23. marts 2009 mellem DRC’s regering og den væbnede gruppe kendt som CNDP (den nationale folkekongres);

B.

der henviser til, at voldsspiralen i DRC i de seneste år især er knyttet til konflikten mellem på den ene side de væbnede oprørsgrupper M23, Mai-Mai-gruppen, FDLR (de demokratiske styrker for Rwandas befrielse) og de rwandiske hutu-rebeller og på den anden side DRC’s væbnede styrker (FARDC);

C.

der henviser til, at M23-oprørsgruppen i næsten otte måneder har holdt en stor del af provinsen Nord-Kivu besat og her har oprettet sine egne forvaltningsstrukturer, og til at denne del af provinsen derfor ligger fuldstændigt uden for DRC-statsmagtens kontrol, hvilket medvirker til vedvarende ustabile og usikre forhold;

D.

der henviser til den alvorlige trussel, som denne krigstilstand og tilstedeværelsen af irregulære, væbnede grupper i Det Store Søers Område udgør mod freden, sikkerheden, stabilitet og økonomisk og social udvikling, både i DRC og i hele regionen; der henviser til de alvorlige menneskerettighedskrænkelser og den humanitære krise, som denne situation afføder; der henviser til rapporten udarbejdet af FN-eksperter i juni 2012 med en vurdering af våbenembargoen i DRC og til de berørte myndigheders svar på de anklager, der fremsættes i rapporten;

E.

der henviser til de bestræbelser, som medlemsstaterne af ICGLR, SADC, EU, AU og FN har lagt for dagen for at udfinde en konstruktiv politisk løsning på konflikten i det østlige DRC og til at sikre overholdelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, demokratiet og retsstatsprincippet og for at drage omsorg for velfærd og sikkerhed for alle de mennesker, der er berørt af denne konflikt;

F.

der henviser til, at medlemsstaterne af ICGLR har oprettet en fælles verifikationsmekanisme til at overvåge troppebevægelser i det østlige DRC og har besluttet at indsætte en neutral international styrke;

G.

der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråd har forlænget mandatet til FN’s stabiliseringsmission i DRC (MONUSCO) frem til den 30. juni 2013, jf. dets resolution 2053 (2012);

H.

der henviser til, at det østlige DRC siden begyndelsen på denne krig har været ramt af gentagne grusomheder i form af menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser, som f.eks. massevoldtægter, herunder voldtægt af mindreårige piger, tortur, massakrer på civile og udbredt rekruttering af børnesoldater;

I.

der henviser til, at seksuel vold og den meget udbredte anvendelse af voldtægt har voldsomme konsekvenser, som f.eks. fysisk og psykologisk nedbrydning af ofrene, og skal betragtes som krigsforbrydelser;

J.

der henviser til, at den manglende retsforfølgelse af de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser forstærker klimaet af straffrihed og tilskynder til, at der begås nye forbrydelser;

K.

der henviser til, at de ovennævnte begåede forbrydelser og kampene mellem FARDC og M23-oprørerne har medført, at 2,4 millioner congolesere, der lever i områder berørt af kampene, er blevet intern fordrevet og 420 000 drevet på flugt til nabolandene, og henviser til, at de lever under umenneskelige forhold;

L.

der henviser til, at EU bidrager til genoprettelsen af retsvæsen og sikkerhedsstyrker (politi og hær) og forsøger at gøre disse sektorer velfungerende ved hjælp af finansiel og teknisk bistand og ved at oplære personellet inden for rammerne af EUSEC RD- og EUPOL RD-missionerne;

M.

der henviser til, at DRC råder over enorme naturressourcer og til, at vedvarende illegal udnyttelse af disse ressourcer, navnlig i det østlige DRC – som endvidere i mange tilfælde er kontrolleret af bevæbnede, paramilitære grupper – bidrager til at finansiere og holde konflikterne gående og er en kilde til ustabilitet for hele regionen;

N.

der henviser til, at den stigende arbejdsløshed, den sociale krise, fødevarekrisen, de utilstrækkelige basale tjenesteydelser, forarmelsen af befolkningen og nedbrydningen af miljøet også har en del af ansvaret for den manglende stabilitet i regionen; der henviser til, at disse problemer nødvendiggør en omfattende udviklingsplan og -strategi;

O.

der henviser til, at de konflikter, der gik forud for den nuværende situation, fortsat har en tilbagevendende indvirkning på de aktuelle begivenheder; der henviser til, at det er nødvendigt at håndtere konsekvenserne af konflikten, især gennem demilitarisering, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter, repatriering af flygtninge, genbosættelse af mennesker, som er blevet fordrevet inden for deres eget land, og implementering af bæredygtige udviklingsprogrammer;

P.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der tages alle nødvendige skridt til at bringe disse konflikter til ophør, afvæbne og opløse de væbnede grupper og forebygge nye konflikter for at kunne konsolidere freden og demokratiet, fremme stabilitet og udvikling i regionen for dermed at sikre velfærden for alle folk i De Store Søers Område og gøre det muligt for DRC's legitime institutioner at koncentrere deres indsats om genopbygningen af landet, der er blevet ødelagt af de gentagne krige;

1.

udtrykker stærk bekymring over forværringen af den generelle situation i det østlige DRC, som har alvorlige politiske, økonomiske, sociale, humanitære og sikkerhedsmæssige konsekvenser i DRC og i hele regionen;

2.

fordømmer på det kraftigste angrebene udført af M23 og alle andre negative kræfter i det østlige DRC i de seneste måneder; modsætter sig enhver udefrakommende intervention i konflikten og opfordrer alle de berørte parter i regionen til at bidrage oprigtigt til en fredelig løsning; opfordrer desuden til øjeblikkelig implementering af kriseløsningsplanen vedtaget i Kampala den 24. november 2012 og glæder sig især over den diplomatiske indsats, der er gjort af Republikken Congos præsident Saasou Nguesso i denne henseende;

3.

glæder sig over de bestræbelser, der er blevet gjort af medlemsstaterne af ICGRL, AU og FN gennem de diplomatiske skridt og initiativer, de har taget med henblik på at nå frem til en varig og fredelig, politisk løsning på krisen;

4.

opfordrer DRC og nabolandene til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at nå frem til en strukturel løsning, der kan tilvejebringe en varig fred, sikkerhed, stabilitet, økonomisk udvikling og respekt for menneskerettighederne i regionen ved hjælp af samarbejde, permanent dialog, etablering af tillid og forsoning; bekræfter sit tilsagn om at ville samarbejde med DRC og De Store Søers Område med dette formål for øje;

5.

fordømmer alle voldshandlinger og alle krænkelser af menneskerettighederne i det østlige DRC og i De Store Søers Område og udtrykker sin solidaritet med den krigsplagede befolkning i DRC; opfordrer alle de styrker, der deltager i konflikten i det østlige DRC til at respektere menneskerettighederne og den humanitære folkeret, til at standse alle angreb på civile, især kvinder og børn, og til at give adgang til og beskytte humanitære hjælpeorganisationer, der kommer den nødlidende civilbefolkning til undsætning;

6.

fordømmer kraftigt de seksuelle voldshandlinger, som er blevet begået i massivt omfang i De Store Søers Område, især voldtægt af kvinder og piger samt rekrutteringen af børnesoldater; fordømmer mordforsøget på Dr. Mukwege og opfordrer til en uafhængig dommerundersøgelse til at kaste lys over denne gerning;

7.

anser det for essentielt, at der foretages en uvildig, tilbundsgående efterforskning af alle tidligere og aktuelle sager om menneskerettighedsovertrædelser; opfordrer indtrængende til, at gerningsmændene til krænkelser af menneskerettigheder, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, seksuel vold mod kvinder og rekruttering af børnesoldater bliver anmeldt, identificeret, retsforfulgt og straffet i henhold til national strafferet og folkeretten;

8.

opfordrer alle stater i De Store Søers Område til at gøre en indsats for at bringe de straffrie tilstande til ophør som et centralt element i processen til at forbedre retsstatstilstandene, hvilket er den eneste måde, hvorpå der kan sikres varig fred og håndhævelse af ofrenes ret til konkret retslig afhjælpning ved en uafhængig domstol; opfordrer regeringerne i regionen og de europæiske stater til at arbejde nøje sammen med ICC med dette mål for øje og opfordrer til øjeblikkelig gennemførelse af de internationale arrestordrer;

9.

opfordrer det internationale samfund og i særdeleshed EU, AU og FN til fortsat at træffe alle tænkelige foranstaltninger til at yde mere samordnet og virkningsfuld bistand til befolkningen i det østlige DRC og bidrage til indsatsen for at afhjælpe den humanitære katastrofe; udtrykker sin dybeste bekymring over situationen og antallet af internt fordrevne mennesker og flygtninge i nabolandene, og opfordrer til, at den humanitære hjælp til dem optrappes;

10.

opfordrer alle myndigheder i De Store Søers Område til at samarbejde om at beskytte befolkningerne og muliggøre adgang for nødhjælpen, idet der tages særligt hensyn til sårbare grupper såsom kvinder og børn; glæder sig over ICGLR’s intention om at oprette en humanitær hjælpefond for katastrofeofre;

11.

opfordrer indtrængende DRC's regering og det internationale samfund til at skaffe alle nødlidende personer i det østlige DRC passende lægehjælp, herunder posttraumatisk og psykologisk støtte;

12.

mener, at gennemsigtig adgang til og kontrol over DRC’s naturressourcer og en ligelig fordeling over statsbudgettet af indtægterne fra udnyttelsen af disse ressourcer er et uundværligt element i at opnå en bæredygtig udvikling af landet, især inden for uddannelse, sundhed og sikkerhed; opfordrer derfor AU og landene i De Store Søers Område til at træffe yderligere foranstaltninger til at bekæmpe ulovlig udnyttelse af og handel med naturressourcer og opfordrer EU og det internationale samfund til at intensivere deres samarbejde med DRC på dette område;

13.

bekræfter på ny DRC’s umistelige og uantastelige ret til respekt for dets suverænitet og territoriale integritet;

14.

anmoder om, at der gøres en indsats på både nationalt og internationalt plan for at øge statens autoritet og forbedre retsstatsforholdene i DRC, navnlig på områder som regeringsførelse og sikkerhed, bl.a. i tæt samarbejde med EU’s militære mission vedrørende reform af sikkerhedssektoren (EUSEC) og EU’s politimission (EUPOL), som bør videreføres for at konsolidere fred og sikkerhed både i selve DRC og i De Store Søers Område;

15.

opfordrer alle lande i området og alle internationale organer til at samarbejde aktivt med myndighederne i DRC for at opløse og demobilisere alle væbnede grupper og etablere en varig fred i det østlige DRC;

16.

opfordrer stats- og regeringscheferne i De Store Søers Område til at arbejde på at sikre en konkret gennemførelse af de eksisterende regionale freds- og udviklingsinstrumenter og anmoder alle stater, som har undertegnet sikkerheds-, stabilitets- og udviklingspagten i De Store Søers Område, om at gennemføre den fuldstændigt for at skabe og konsolidere det nødvendige grundlag for fred og sikkerhed i området; opfordrer FN, EU, AU og støtter af De Store Søers Område til at bakke stærkt og aktivt op om bestræbelserne på at gennemføre pagten;

17.

glæder sig over de initiativer, der allerede er taget af ICGLR, til at støtte bestræbelserne på at opnå en stabilisering i DRC, og understreger betydningen af, at den fælles verifikationsmekanisme fungerer korrekt, og af opstillingen og en effektiv indsættelse af den planlagte neutrale internationale styrke; glæder sig over, at de involverede lande arbejder aktivt for oprettelsen af denne fælles verifikationsmekanisme;

18.

opfordrer indtrængende til, at der fremsættes svar og følges op på de anklager, der fremsættes i rapporten og bilagene hertil fra FN’s Sikkerhedsråds sanktionsudvalg;

19.

støtter op om videreførelsen af MONUSCO-stabiliseringsmissionen i DRC, idet det udtrykkeligt opfordrer missionen til at gøre en mere virkningsfuld indsats for at sikre de congolesiske civiles sikkerhed; henstiller, at der tages skridt til at fremme og befordre etableringen af lokale fredsinitiativer af MONUSCO og DRC’s regering, især i områder, hvor der er store etniske spændinger, med henblik på at opnå en varig stabilisering af situationen;

20.

tilskynder DRC’s ledere til at tage alle nødvendige initiativer til at konsolidere demokratiet og sikre deltagelse af alle aktive kræfter i den congolesiske nation i styringen af landet på basis af konstitutionelle og juridiske regler;

21.

pålægger sine medformænd at sende denne resolution til Rådet og Kommissionen for Den Afrikanske Union, Rådet for AVS-EU, Den Europæiske Unions Råd og Europa-Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN’s generalsekretær, FN’s Sikkerhedsråd, FN's særlige repræsentant vedrørende seksuel vold i væbnede konflikter, medlemsstaterne af Den Internationale Konference om De Store Søers Område og præsidenterne, premierministrene og parlamenterne i de berørte medlemsstater.

(a)

Stater, som er ved at ratificere partnerskabsaftalen;

(b)

Stater, som er medlemmer af AVS-gruppen;

(i)

betænkninger fra de stående udvalg. Disse er begrænset til tre pr. samling. Den maksimale længde af betænkningernes beslutningsforslag er fastsat i bilag II til denne forretningsorden

(ii)

uopsættelige spørgsmål efter indstilling fra et stående udvalg eller fra Præsidiet selv. Uopsættelige spørgsmål kan kun undtagelsesvis opføres på dagsordenen, og der kan højst behandles to pr. samling. Andre spørgsmål henvises til det ansvarlige stående udvalg

(iii)

et centralt emne til behandling på højt niveau.

—

fremme af den demokratiske proces gennem dialog og konsultation,

—

økonomiske og finansielle spørgsmål, handelsspørgsmål og gennemførelsen af Den Europæiske Udviklingsfond.

—

sociale og miljømæssige spørgsmål.

I.

DET POLITISKE UDVALG

Dette udvalgs sagsområde omfatter:

Udvalget koordinerer arbejdet med informations- og undersøgelsesrejser, herunder udsendelse af valgobservatører, i overensstemmelse med artikel 28 i Forsamlingens forretningsorden.

II.

UDVALGET OM ØKONOMISK UDVIKLING, FINANSANLIGGENDER OG HANDEL

Dette udvalgs sagsområde omfatter:

III.

UDVALGET OM SOCIALE ANLIGGENDER OG MILJØANLIGGENDER

Dette udvalgs sagsområde omfatter:

—

Begrundelser, forberedende arbejdsdokumenter og beretninger om studierejser: seks sider

—

Beslutningsforslag i betænkninger og om uopsættelige spørgsmål: fire sider, inkl. indledende punkter, men ekskl. henvisende led;

(a)

Ved møder, der afholdes på Europa-Parlamentets normale arbejdssteder:

(b)

Ved møder, der afholdes uden for Europa-Parlamentets normale arbejdssteder: