9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/1

1.1

De maritime fritidsaktiviteter, dvs. at tage ud på vandet for fornøjelsens skyld enten i en båd (en sejl- eller motorbåd, kano, kajak eller andet) eller for at dyrke en af de mange former for maritim sport, der tilbydes (vind- eller kitesurfing, dykning, sportsfiskeri osv.), er noget, der har været dyrket i Europa i alle samfundslag gennem rigtig mange år. I Europa bliver de maritime fritidsaktiviteter derfor ikke kun set som en sommerhobby, men som noget, der bidrager til at udvikle og formidle sportslige, kulturelle, miljømæssige og samfundsmæssige værdier. De folkelige maritime fritidsaktiviteter spiller således en vigtig social rolle og understøtter Den Europæiske Unions værdier.

1.2

Gennem de maritime fritidsaktiviteter kan navnlig de yngre generationer lære respekt for naturen, værdien af teamarbejde og ansvar, og de kan omgås andre mennesker, dyrke en sjov sport, der ikke er for dyr, lære nye steder at kende gennem maritim turisme og få adgang til særligt værdifulde havområder. De maritime fritidsaktiviteter har på det seneste også fået en terapeutisk rolle i forhold til handicappede og personer, som har mistet selvtilliden, og er med til at få disse personer integreret og hjælper dem til at genvinde den mistede selvtillid.

1.3

Baggrunden for denne udtalelse er, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har konstateret, at det europæiske indre marked på det maritime område fortsat er mangelfuldt. Den offentlige høring, der blev afholdt i oktober 2012 på den internationale bådmesse i Genova i Italien med deltagelse af repræsentanter for Kommissionen, Europa-Parlamentet, erhvervslivet, arbejdstagerne, brugerne og forbrugerne, universiteterne og miljøorganisationerne, har sat fokus på de mange vanskeligheder, som denne sektor fortsat har på det europæiske marked. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at overveje de tiltag, der foreslås i udtalelsen, og som er nødvendige for at færdiggøre det indre marked og fjerne de hindringer og andre restriktioner, der stadig findes på nationalt og internationalt plan.

1.4

Den europæiske søsportssektor har i disse kriseår oplevet et brat fald i produktionen, der alt efter land ligger på omkring 40-60 %, et tab af 46 000 arbejdspladser og et fald i produktionsomsætningen på 3-4,5 mia. euro. Ikke desto mindre er den stadigvæk den største søsportssektor på verdensplan, hvor USA's konkurrenceposition er blevet svækket, men hvor de nye vækstlande som Brasilien, Kina og Tyrkiet nu står stærkere.

1.5

EØSU finder det afgørende ikke at miste denne rigdom af ekspertise og evne til innovation, som har tilladt virksomhederne at stå imod og samtidig øge deres eksportandel, dog næsten udelukkende inden for produkter i den øvre ende af skalaen.

1.6

Middelhavet tegner sig for mere end 70 % af verdens maritime turisme, hvilket afføder omfattende økonomiske aktiviteter i landene omkring Middelhavet. Denne turisme hæmmes af indbyrdes forskellige nationale love, f.eks. når det gælder indregistrering af lystfartøjer, fartscertifikater, sikkerhedsforanstaltninger og beskatning, for blot at nævne de vigtigste.

1.7

Selvom EØSU er bevidst om, at de gamle søfartsnationer har forskellige interesser, opfordrer det Kommissionen til at finde fælles løsninger, og mener, at sektoren har en særlig interesse i snarest at få gennemført det grundlæggende princip for det indre marked om hverken direkte eller indirekte hindring af den frie bevægelighed for tjenesteydelser og personer.

1.8

På den ene side er sikkerheds- og miljøkravene til konstruktion af fritidsfartøjer harmoniseret på EU-plan, men på den anden side varierer de retlige rammer for selvsamme fartøjer meget fra land til land, hvad angår brugsbetingelserne (fartscertifikater, indregistrering, sikkerhedsforskrifter og -udstyr, beskatning osv.). Disse nationale forskelle opsplitter det indre marked og forvirrer de økonomiske aktører og brugerne, men skaber også en vis form for unfair konkurrence. Det mest åbenlyse eksempel er naturligvis Middelhavet, hvor søfartssektoren reguleres forskelligt i de enkelte lande, lige fra Spanien til Grækenland, men også i Frankrig, Italien, Slovenien og Kroatien. Sådanne forskellige behandlinger finder man ikke for andre transportformer såsom bil, tog eller fly.

1.9

Under den interessante høring på den internationale bådmesse i Genova bad repræsentanterne for de forskellige dele af sektoren, repræsentanterne for de ansatte i sektoren og miljøorganisationerne samstemmigt og indtrængende Den Europæiske Union om at træffe foranstaltninger, der kan støtte aktiviteterne i søfartsindustrien.

1.10

Søfartsindustrien er en sektor, hvor innovation, forskning og udvikling er afgørende for dens overlevelse, men i modsætning til mange andre sektorer kræver den ikke ekstraordinære foranstaltninger eller økonomisk støtte, men blot initiativer og tiltag, der kan sikre, at det indre marked på dette område bliver en realitet.

1.11

EØSU deler bekymringerne hos søfartssektorens repræsentanter og opfordrer Kommissionen til at lade vedtagelsen af det reviderede direktiv 94/25/EF om fritidsfartøjer under 24 meter opfølge af yderligere initiativer, som skal indgå i en særlig handlingsplan. Det ville være særdeles nyttigt at udarbejde en grønbog om de foranstaltninger, der skal træffes for søfartsindustrien, under inddragelse af alle de berørte parter og efterfølgende at udarbejde en handlingsplan, der er i tråd med de generelle principper for en ny europæisk industripolitik (1) og en europæisk politik for bæredygtig turisme (2).

1.12

EØSU henleder særligt opmærksomheden på følgende problemer, der skal tages og løses:

2.1

Europas søfartssektor består i dag af over 37 000 virksomheder, som direkte beskæftiger 234 000 mennesker og som i 2011 skabte en årlig omsætning på 20 mia. EUR. 97 % af sektoren udgøres af små og mellemstore virksomheder, og der er cirka 10 større, mere strukturerede koncerner. I 2008-2009 fik den økonomiske og finansielle krise salg og industriproduktion til at falde med i gennemsnit 40-60 %, og alle produktsegmenter blev ramt. Siden 2009 har den økonomiske krise medført et tab på mere end 46 000 arbejdspladser, og sektorens samlede produktionsomsætning er faldet med 3-4,5 mia. euro. Tabet af arbejdspladser har forholdsmæssigt været lige stort i de store og i de små og mellemstore virksomheder. Såvel tabet af arbejdspladser som faldet i omsætningen er primært sket i sektorens industrielle del (dvs. skibsværfter og fremstilling af tilbehør og dele). Serviceaktiviteterne (leasing/leje af lystbåde, reparation og vedligeholdelse, marinaer og lystbådehavne) som hidtil stort set havde holdt stand, er i år begyndt at mærke krisen. Selv om krisen har ændret den internationale situation markant, er Europa stadig verdens førende, medens USA's konkurrenceposition er blevet svækket, og de nye vækstlande som Brasilien, Kina og Tyrkiet vinder terræn (3).

2.2

Sektorens industriproduktion dækker hele skibsbygningsområdet, lige fra små fartøjer op til superyachts på mere end 100 m, men sektoren beskæftiger sig dog typisk med bygning af fartøjer med en skroglængde under 24 m (hvis konstruktion er reguleret ved direktiv 94/25/EF). Disse fartøjer anvendes til mange forskellige formål: lystfartøjer, små erhvervsfartøjer til kystvagten, politiet og toldvæsenet, små passagerfartøjer, der anvendes i turistområder og til og fra øer samt specialfartøjer. Industrien fremstiller udstyr og komponenter (motorer og fremdriftssystemer, overbygning, elektronik og navigationssystemer, sejl, maling, møbler og interiør), tilbehør (sikkerhedsudstyr, tekstilprodukter osv.) og maritimt sportsudstyr (til dykning, windsurfing, kitesurfing, kano/kajak osv.).

2.3

Serviceaktiviteterne er mangfoldige og forskelligartede, da de dækker forvaltning og udvikling af Europas 4 500 lystbådehavne og marinaer (som tilbyder 1,75 mio. bådpladser til i alt 6,3 mio. både i Europa) samt handel og vedligeholdelse af fartøjerne, leje og leasing af både på havet og floder (med eller uden besætning), sejlerskoler, maritime eksperter, finansielle og forsikringsmæssige eksperttjenester mm.

2.4

Næsten 48 mio. mennesker i EU dyrker i dag en eller flere former for vandsport, og heraf er der 36 mio., der sejler (motor- eller sejlbåd) (4). Sejlerens profil afspejler faktisk de forskellige sociale klasser i det enkelte land: selv om vandsport ofte uberettiget slås med et image, som medierne udelukkende forbinder med luksus, er det ikke noget, der er forbeholdt en social elite. Man kan med rette især tale om "folkelig søsport".

2.5

Gennem cirka de seneste ti år har vi desuden været vidner til, at lystsejlernes gennemsnitsalder er steget i takt med den demografiske udvikling i Europa, hvilket vækker bekymring for lystsejladsens fremtid.

2.6

I flere europæiske lande har virksomhederne i søfartssektoren og sportsklubberne via deres sammenslutninger gennem flere år udviklet initiativer, der tager sigte på lade de yngre generationer stifte bekendtskab med vandsport og lystsejlads. Disse forskellige initiativer har til formål at udbrede kendskabet til vandsport og lystsejlads dels som sport og turismeaktivitet dels som en erhvervssektor ved at tilbyde lærlinge og studerende erhvervserfaring og praktikophold i virksomheder. Disse nationale initiativer kunne også tages op på europæisk plan, hvor man kunne arrangere fælles reklamefremstød for vandsport og lystsejlads i forbindelse med arrangementer som f.eks. den europæiske søfartsdag den 20. maj (5).

2.7

Med en kystlinje på 66 000 km er Europa verdens vigtigste destination for lystsejlads. Lystsejlads dyrkes oftest langs kysterne, men foregår også i det indre af kontinentet – særligt i visse lande – dels på de 27 000 km indre vandveje, dels på søerne (Europa har 128 søer med et areal på over 100 km2). Der tænkes her især på Middelhavet, som alene tegner sig for 70 % af verdens charteraktiviteter inden for alle bådlængder.

2.8

Den europæiske industri er åben og konkurrencedygtig. Omkring to tredjedele af produktionen går til det indre marked og eksport til de traditionelle markeder som USA, Canada og Australien/New Zealand. Efter det drastiske fald i efterspørgslen i disse lande har europæisk industri oplevet en stigende eksport til nye vækstmarkeder i Asien (især Kina) og Latinamerika (især Brasilien), hvor efterspørgslen er stærk, men hvor de lokale myndigheder ønsker at beskytte og udvikle den indenlandske industri. I Asien afskrækker de administrative vanskeligheder og importformaliteterne navnlig de små og mellemstore europæiske virksomheder. CE-mærkningen af europæiske produkter er ikke almindeligt anerkendt, og skibsværfterne skal fremlægge deres egen dokumentation for at opnå lokal godkendelse, hvilket giver EU's skibsbygningssektor store problemer mht. beskyttelse af intellektuel ejendomsret og påfører SMV'erne urimeligt høje omkostninger samt presser de større virksomheder til at flytte.

3.1

I 1994 vedtog man det europæiske direktiv om fritidsfartøjer (direktiv 94/25/EF), som muliggjorde en harmonisering på europæisk plan af sikkerhedskravene til fritidsfartøjer på mellem 2,5 og 24 meter. Dette direktiv blev ændret i 2003 (direktiv 2003/44/EF) med tilføjelse af nye miljøkrav (bl.a. lavere tærskler for bådmotorers emission af forurenende luftarter og støj) og indlemmelse af personlige fartøjer (PWC) (vandscooter og jetski) i direktivets anvendelsesområde.

3.2

I løbet af de 15 år, hvor direktivet om lystfartøjer har været anvendt, har det på internationalt plan ført til udvikling af mere end 60 harmoniserede EN-ISO-standarder for såvel både som personlige fartøjer. Disse normer, der stammer fra Europa, anvendes i dag som teknisk reference på internationalt plan. Direktiv 94/25/EF har også gjort det muligt at skabe et indre europæisk marked for fritidsfartøjer og dermed skabt bedre vilkår for handlen, konkurrencen og samhandlen i EU. EØSU opfordrer Kommissionen til at fremsætte nogle sammenhængende forslag, så der kan skabes et fælles europæisk marked for maritime serviceydelser og dermed foranstalte en indbyrdes tilnærmelse af betingelserne for anvendelse og sejlads i Europa.

3.3

Direktiv 94/25/EF er i øjeblikket til revision og debat i Europa-Parlamentet og Rådet (direktivforslag COM(2011) 456 final). De mest markante ændringer omfatter en yderligere stramning af grænseværdierne for udstødningsemissioner for skibsmotorer, obligatorisk montering af tanke eller behandlingssystemer om bord til spildevand og tilpasning til kravene i den nye europæiske retlige ramme for markedsføring af harmoniserede produkter (afgørelse nr. 768/2008 og forordning 765/2008/EF). EØSU har tilkendegivet sin støtte til revisionsforslaget (6).

3.4

Det nye direktiv er efter EØSU's mening en mulighed for at genoverveje den nuværende metode til kategorisering af fritidsfartøjer. Direktivet fastlægger nemlig, at bådene skal opdeles i fire konstruktionskategorier afhængigt af deres evne til at klare visse vejrforhold (vindhastighed og bølgehøjde). Europa-Parlamentet har bedt Kommissionen gennemføre en teknisk undersøgelse af, om det er hensigtsmæssigt og muligt at revidere den nuværende opdeling i konstruktionskategorier, således at den afspejler det brede spekter af fritidsfartøjer på markedet i dag, og samtidig give brugeren præcise oplysninger om fartøjets karakteristika. Såvel den europæiske skibsbygningsindustri som den europæiske sammenslutning af brugere har taget positivt imod Europa-Parlamentets initiativ (7). EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for, at denne undersøgelse gennemføres.

3.5

På søtransportområdet har Kommissionen iværksat en revision af direktiv 2009/45/EF om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe med en skroglænge på over 24 meter, som er udført i metal og som anvendes til indenrigsfart. Men i dag er de fleste af disse skibe bygget af andre materialer end stål (især glasfiber og kompositmaterialer) og er derfor underlagt national lovgivning. Den foreslåede forenkling af direktivet, som Kommissionen er i færd med at udarbejde, kan efter EØSU's mening føre til en udvidelse af anvendelsesområdet og bl.a. indlemmelse af passagerskibe, som er under 24 meter og/eller bygget i andre materialer end metal. Det er vigtigt at sikre, at udvidelsen af anvendelsesområdet ikke er til skade for de europæiske skibsværfter, som bygger de små passagerskibe.

4.1

Stillet over for en dyb finanskrise med dramatiske økonomiske konsekvenser til følge har den europæiske skibsbygningsindustri reageret hurtigt og truffet de nødvendige foranstaltninger til at finde nye markeder uden for de traditionelle (Europa, Nordamerika, Australien/New Zealand), til at investere i nye modeller og ny teknologi for at kunne tilbyde innovative produkter og til at reducere produktionsomkostningerne og dermed forsvare sin position som førende på verdensplan. Hertil kommer, at de nuværende priser på nye både er mere konkurrencedygtige end tidligere for forbrugerne.

4.2

Vi er nødt til at løse problemet med finansiering af såvel industriproduktionen som køb af både under hensyntagen til de hindringer, der lægges i vejen af det europæiske banksystem. En af følgerne af finanskrisen for skibsbygningssektoren har været den ændrede efterspørgsel, som er normal for produkter, der ikke er livsnødvendige. Dertil kommer, at bankverdenen ikke længere garanterer finansiering på baggrund af fritidsfartøjets værdi af frygt for, at fartøjet mister meget af sin værdi. En anden konsekvens af finanskrisen har været et stagnerende marked for brugte både, da de fartøjer, som bankerne nu ejer, er blevet sat til salg til meget lave priser. Leasing, som er meget populært i søfartssektoren, er ligeledes i krise. Vi står over for en situation, der ligner den, vi har set i andre sektorer som f.eks. sektoren for fast ejendom i Spanien.

4.3

Før krisen tegnede de traditionelle markeder sig for cirka 80 % af den europæiske skibsbygningsindustris salg, og de resterende 20 % blev afsat til de nye markeder. Faldet på 40-60 % i salget på de traditionelle markeder, der forværres af deres aktuelle stagnation, er kun i ringe grad blevet opvejet af de stigende markedsandele på de nye markeder. Dertil kommer, at det ikke lykkes et stort antal værfter, som tilbyder "begynderfartøjer" (f.eks. joller og gummibåde), at finde nye afsætningsmuligheder på de nye markeder, hvor denne type produkter ikke efterspørges (dels pga. af prisen dels fordi de mellemste og lavere klasser i disse lande endnu ikke dyrker lystsejlads). Den europæiske skibsbygningsindustri står på disse markeder altså i højere grad over for et efterspørgselsproblem end et konkurrenceproblem.

4.4

I Europa udstikkes den retlige ramme for lystsejlads i vid udstrækning på nationalt plan. Selv om konstruktion af fritidsfartøjer er harmoniseret på EU-plan, varierer anvendelsesbetingelserne (f.eks. fartscertifikater, indregistrering, sikkerhedsudstyr, beskatning af sektoren osv.) omvendt virkelig meget fra land til land. EØSU mener, at nærhedsprincippet i dette tilfælde hæmmer etableringen af et europæisk indre marked.

4.5

Markedsovervågningen forekommer i dag meget utilfredsstillende på europæisk plan. Adskillige lystbåde, der ikke overholder de europæiske standarder for støj og emissioner, importeres og sælges i Europa, uden at de pågældende importører kontrolleres af markedsovervågningsmyndighederne, hvilket skaber unfair konkurrence.

4.6

Kommissionen bør i sit arbejde være særligt opmærksom på, at industrien og tjenesteydelserne i den rekreative sektor udvikler sig i overensstemmelse med principperne om miljøbeskyttelse og landskabsbevarelse, navnlig i relation til bevarelse af naturressourcer og naturlige økosystemer, bekæmpelse af støjforurening i de indre farvande, forurening af vandområder med kommunalt og industrielt affald, sikkerheden for personer, der deltager i forskellige former for vandbaserede/vandrelaterede fritidsaktiviteter osv.

5.1

EØSU afholdt en offentlig høring på den internationale bådmesse i Genova (oktober 2012), hvor det takket være den brede og kvalificerede deltagerskare kunne danne sig et overblik over holdningerne, problemerne og ønskerne hos de forskellige aktører i søfartssektoren.

5.2

Den europæiske skibsbygningssektor er i dag til trods for den nuværende økonomiske krise verdens førende takket være den innovation, som virksomhederne hele tiden har iværksat. De nuværende problemer med adgang til finansiering via banksystemet bringer de europæiske virksomheders evne til at investere i forskning, udvikling og innovation i fare. Innovation er og bliver det vigtigste redskab til at fastholde europæisk skibsindustris førerposition. Det er nødvendigt at lette adgangen for virksomhederne i søfartssektoren til EU-midlerne til forskning, udvikling og innovation, som nu stilles til rådighed for andre transportmidler, men som søfarten kun har begrænset adgang til. Et andet redskab, der bør fremmes på nationalt plan, er skattefritagelse for investeringer i forskning, udvikling og innovation. I skibsbygningsindustrien er innovation ikke udelukkende lig med teknologisk innovation, men også innovation inden for brug, vedligeholdelse og serviceydelser, som f.eks. leje og finansiering til søfartssektoren.

5.3

Situationen i Europa er meget uensartet, hvad angår de statslige koncessioner til skibsbygningsvirksomheder; i nogle lande begrænses investeringerne i lystbådehavne af koncessionsbetingelserne (enten med for kort varighed eller usikkerhed omkring fornyelse af koncessionen). EØSU anbefaler, at EU udarbejder retningslinjer for at fremme europæiske virksomheders investeringer i denne sektor.

5.4

Med Lissabontraktaten henhører turisme under EU's kompetence, og EU kan derfor foreslå initiativer. Kommissionen har bebudet, at den i 2013 vil offentliggøre sin strategi for kyst- og havturisme. Denne strategi burde gøre det muligt yderligere at udbrede lystsejlads i Europa og at takle en række problemer, som vil blive understreget i det kommende dokument, som f.eks. de lovgivningsmæssige forskelle mht. fartscertifikater, indregistreringer og sikkerhedskrav, således at der kan blive indført nogle foranstaltninger, der kan sikre en tilnærmelse af reglerne for lystsejlads i Europa.

5.5

EØSU bifalder udviklingen af beskyttede havområder, som dukker op flere og flere steder i Europa og især i Middelhavet. Dette skaber dog usikkerhed omkring reglerne for sejlads. EØSU anbefaler en harmonisering på EU-plan af reglerne for lystfartøjers adgang til beskyttede havområder, så den enkelte person fra starten ved, om vedkommendes fartøj er udstyret til at navigere i disse områder eller ej.

5.6

For at forbedre sikkerheden ville det være hensigtsmæssigt på EU-plan at samle data om ulykker i en fælles database, hvilket ville give mulighed for en samlet undersøgelse og sammenligning og en bedre forståelse af de risici, der er forbundet med udøvelsen af vandsport og på den baggrund udstikke de regler, der passer bedst til de indkredsede risici. EØSU opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at opstille en model for indsamling af data for at få ensartede og sammenlignelige data.

5.7

Spørgsmålet om erhvervsuddannelse og anerkendelse af de tilhørende eksamensbeviser på europæisk plan er ligeledes af afgørende betydning. Søfartsuddannelser (navnlig lærlingeuddannelser i industrisektoren og inden for de servicefag, der er tilknyttet reparation og vedligehold) findes ikke overalt i Europa. Man bør overveje, hvordan man kan udvikle uddannelsesplaner, der er anerkendt på EU-plan, og som vil give en uddannelse af høj kvalitet og fremme en større mobilitet blandt arbejdstagerne i EU samt tiltrække unge til søfartserhvervene. Der bør udarbejdes et europæisk "kvalifikationspas" i stil med, hvad der er indført for mineingeniører. Arbejdsmarkedets parter bør være med til at udvikle et system for anerkendelse af eksamensbeviser på europæisk plan og kunne f.eks. foreslå et pilotprojekt inden for rammerne af det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) (8). Uddannelse af mandskab og maritime eksperter er ligeledes to områder, der ville have gavn af en europæisk tilgang, som ville bane vej for at åbne arbejdsmarkedet i EU. Søfartssektoren har tidligere været plaget af, at der var meget lidt fokus på og kendskab til søfartserhvervene i skolerne og på universiteterne, hvilket bl.a. førte til et begrænset kendskab til karrieremulighederne inden for søfarten. I flere europæiske lande findes der ikke engang specifikke overenskomster på søfartsområdet, hvilket er med til at gøre sektoren mindre attraktiv.

5.8

Den europæiske søfartsindustri har nu gennem 15 år anvendt internationale ISO-standarder, som er harmoniserede i kraft af direktiv 94/25/EF. Det er afgørende at fremme anvendelsen af internationale standarder som f.eks. ISO som den eneste tekniske reference for fritidsfartøjer på internationalt plan for at undgå udbredelsen af nationale standarder (brasilianske, kinesiske osv.), som ville føre til en yderligere fragmentering af de tekniske krav og udgøre en reel hindring.

5.9

EU kan og bør forsvare sin søfartsindustri og forbedre og effektivisere sine direkte og indirekte markedskontrol- og markedsovervågningsforanstaltninger samt støtte sin eksportadgang til markederne uden for Europa. For eksempel bør handelsforhandlingerne mellem EU og Mercosur benyttes til at bekæmpe protektionistiske foranstaltninger og de alt for høje toldafgifter, som anvendes af visse sydamerikanske lande med det sigte at begrænse adgangen til deres markeder.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/8

1.1

Det er vanskelige tider for store dele af den europæiske industri. Ikke desto mindre er et voksende antal virksomheder i Europa og andre steder i verden ved at forberede sig på de mangeartede udfordringer, verden står over for, herunder virkningen af den demografiske udvikling, klimaforandringer og navnlig bæredygtige lavemissionsmål.

1.2

EØSU ønsker at fremhæve de holdningsændringer, der baner vejen for nye eller tilpassede forretningsmodeller. Bæredygtighed er et strategisk spørgsmål for Verdenssammenslutningen af Virksomheder for Bæredygtig Udvikling (WBCSD), i initiativer iværksat af virksomheder på nationalt plan og i udarbejdelsen af sektorielle kulstoffattige køreplaner på EU-niveau. Ændringer i virksomheders fokus og struktur samt i internationale værdikæder er medvirkende til, at nye forretningsmodeller ser dagens lys.

1.3

Et vigtigt aspekt er et proaktivt engagement i selskabsledelsen, hvilket også påvirker relationerne øverst og nederst i produktionskæden. Et lignende engagement og en lignende innovation findes på alle planer og understøttes af en interaktiv dialog med samarbejdsudvalg og særlige programmer i virksomhederne samt gennem den sektorielle sociale dialog på nationalt og europæisk plan.

1.4

I overgangen mod en kulstoffattig økonomi er man nødt til at sikre opdaterede færdigheder, og sørge for, at der findes højt kvalificerede job for så vidt muligt at undgå diskontinuitet eller midlertidig arbejdsløshed. Udover skræddersyede tiltag i virksomhederne bør der iværksættes programmer på EU-, nationalt og regionalt plan.

1.5

Nye perspektiver og ny dynamik vil forbedre virksomhedernes og værdikædernes modstandskraft og dermed sikre investeringer og beskæftigelse. En kulstoffattig økonomi forudsætter kontinuerlig, finjusteret koordinering mellem offentlige og private aktører foruden finansielle ordninger. Offentlige politikker bør drage nytte af holdninger og praksis fra den private sektor og omfatte målrettede, virksomhedsbaserede tilgange, der som oftest er langt mere udviklede end myndighedernes praksis.

1.6

For at støtte vækstinitiativet opfordrer EØSU til, at EU og medlemsstaterne overvejer at anvende uudnyttede midler eller endda helt nye midler til at finansiere hasteforanstaltninger. Kommissionen bør fremme F&U samt innovation ved at prioritere kulstoffattige initiativer i det kommende Horisont 2020-program, som absolut ikke må skæres ned. Kommissionen bør samtidig tilskynde til oprettelsen af operationelle offentlig-private partnerskaber i tæt samarbejde med de europæiske teknologiplatforme og industrisektorer, der dækker hele innovationskæden.

1.7

Konsekvens er afgørende. EØSU understreger, at man er nødt til sammen med alle aktører at drøfte en veldefineret, sammenhængende og langsigtet EU-ramme, at undgå overregulering, sikre en stærk forbindelse mellem F&U/innovation og energi/klimapolitik samt en effektiv energiinfrastruktur og lagringskapacitet. Man bør overveje god praksis og effektive, fælles indgåede ordninger. En sådan EU-ramme vil også gøre befolkningen og de direkte berørte parter mere positivt indstillede.

1.8

EU er ansvarlig for ca. 10 % af de globale drivhusgasemissioner. Den procentdel vil falde til ca. 5 % i 2040-2050. Der er ingen tvivl om, at EU går forrest i de globale forhandlinger om en bindende, global klimaaftale. EØSU understreger imidlertid, at man bør undgå forvridninger. Så længe der ikke er fælles spilleregler på globalt plan for nedbringelsen af drivhusgasemissioner og CO2-priser, er man nødt til gennem europæiske foranstaltninger for de globale sektorer at imødegå ubalancerne mellem EU og resten af verden.

1.9

Der må tages højde for den seneste udvikling. EØSU mener, at der bør foretages en tidssvarende evaluering af lavemissionsmålene, da industrielle aktiviteter meget bekymrende flyttes til tredjelande, først og fremmest USA, hvor energipolitikken er pragmatisk og fremsynet, og dette har vist sig skadelig for europæiske investeringer og job.

1.10

Et åbent samfund, hvor uddannelse er i fokus, forudsætter fleksible former for deltagelse, regler og ansvarsområder. Der bør udvikles en ny innovationskultur, baseret på deltagelse fra de berørte grupper. Sigtet bør være en grundlæggende konsensus i samfundet. Det er vigtigt at have en dybdegående forståelse af udfordringerne samt at anerkende, at de komplekse problemer, som verden står over for, kun kan løses i et samspil mellem industri, videnskab, samfund og politik. Alle berørte parter – virksomheder og deres ansatte, ngo'er, arbejdsmarkedets parter, leverandører, kunder og forbrugere – bør inddrages. Der bør sikres gennemsigtighed.

1.11

EØSU understreger, at de tiltag, der er fremhævet i denne udtalelse, bør indgå i den kommende industripolitik og i andre relevante politikområder. Hvad angår klimapolitikken og konkurrenceevne bør EU samarbejde tæt med industrien om at finde løsninger, hvor der er taget hensyn til den tekniske levedygtighed og den økonomiske gennemførlighed af politikkerne.

2.1

Teknologi og innovation, globaliserede finansmarkeder og handel, specialfremstillede varer, dynamiske værdikæder og genbrug har afgørende betydning for nutidens økonomi.

2.2

Samtidig udgør den voksende verdensbefolkning, indkomstspredning og problemer omkring råstoffer, vand og fødevarer yderligere udfordringer. Klimaforandringer, bæredygtig udvikling og energi – for så vidt angår effektivitet, lavemissionskrav, vedvarende energi og adgang til ressourcer - står højt på den internationale dagsorden. Man er nødt til at drøfte de nye målsætninger i en usikker tid med lav vækst i Europa.

2.3

Multinationale virksomheder og deres medarbejdere samt værdikæder i tidligere og efterfølgende led skal stadig oftere tackle den nuværende komplekse situation. Europæiske værdikæder er stadig blandt verdens bedste, og deres position bør sikres.

2.4

I denne udtalelse behandles nogle af de aktuelle tendenser i tankegange og holdninger inden for de sektorer og virksomheder, der baner vejen for nye forretningsmodeller. De kæmpemæssige udfordringer, vi står over for, kan kun løftes gennem såvel offentlige som private tiltag, og indebærer analyser, man er blevet enige om i fællesskab, finjusteret koordinering og initiativer til at skabe vækst og bæredygtig beskæftigelse. Offentlige og private aktører er nødt til fremover at indgå et samarbejde.

2.5

Der er bred enighed om, at den stigende CO2-udledning gennem mange årtier har en stor del af skylden for drivhuseffekten samt stigningen i gennemsnitstemperaturen, mærkbare ændringer i vejrmønstre og yderligere uforudsigelige konsekvenser såsom højere vandstande og ændringer i miljø- og økosystemer med (negativ) indvirkning på landbrug, hvilket har givet sig udslag i uforholdsmæssige prisstigninger på fødevarer, sult og fattigdom.

2.6

Problemer forbundet med klimaforandringer tager til (1). Uanset hvor kompliceret det måtte være, så må konklusionen være, at et globalt samarbejde på området for CO2-politikker og kulstoffattige køreplaner er særdeles ønskeligt.

2.7

Samtidig er der mange erhvervsvirksomheder, der – til trods for manglen på en stabil, langsigtet ramme – udvikler bæredygtige virksomhedsstrategier i både tidligere og senere led og fremstiller mere bæredygtige kulstoffattige produkter og tjenester. Der finder også større ændringer sted som følge af omstrukturering, optimering og omorganisering. Hvis man vil finde frem til globale løsninger, er det vigtigt at fokusere på kulstoffattig teknologi og innovation.

2.8

Værdikæder er fortsat et stort socioøkonomisk aktiv for Europa. Bæredygtig produktion kan kun baseres på konkurrenceevne, innovation, nye færdigheder og arbejdspladser af høj kvalitet. Der er i endnu højere grad brug for nøgleteknologier såsom bioteknologi, nanoteknologi og nye materialer, idet hastigt faldende udgifter til kommunikation og koordinering letter en geografisk spredning af forskellige aktiviteter inden for værdikæder. Selvom der ikke er tale om nogen lineær proces, så medfører det i en række tilfælde udflytning af arbejdskraftintensive og digitale aktiviteter.

2.9

I stadig flere virksomheder rodfæster idéen sig om, at »People, Planet, Profit«, som var et meget anvendt udtryk i 1990'erne, og som nu er tilbage i søgelyset, bør fungere som rettesnor uanset ofte meget komplicerede dilemmaer og modstridende valg. Det bør føre til en virksomhedsorienteret økonomisk, social og miljømæssig reaktion på aktuelle globale overbevisninger, udviklinger og indikatorer.

2.10

En målrettet virksomhedsbaseret tilgang, som er undervejs i en række lande, vil gøre virksomheder, der er baseret i Europa, stærkere. Det kan opfattes som en strategisk tilgang for fremtiden, at man engagerer de øverste chefer og bestyrelser, medarbejdere og personale, leverandører og kunder, arbejdsmarkedets parter og andre aktører

3.1

Den vestlige verdens tidligere dominans erstattes nu af polycentrisme med en lang række tyngdepunkter. Multinationale virksomheder er ofte forbindelsesleddet mellem de forskellige punkter. Verdensøkonomien er under konstant pres fra forskellige (forstyrrende) politiske og økonomiske impulser.

3.2

Også målsætninger for klimaforandringer og energi spiller ind her. FN, OECD og EU samt den private sektor udarbejder analyser og definerer ønskelige politikker som respons på disse nye udfordringer. Det er op til Kommissionen og Rådet at tage føringen, når der skal fastlægges en dagsorden, nedfældes spilleregler og skabes investerings- og innovationsfremmende betingelser.

3.3

Dow Jones' bæredygtighedsindekset fra 1999 og Global Reporting-initiativet er med til at fremme »bæredygtig« bevidsthed i den private sektor, og det samme gælder en bred vifte af andre aktører herunder ledende virksomheder og deres medarbejdere, arbejdsmarkedets parter og ngo'er af enhver slags. Verdenssammenslutningen af Virksomheder for Bæredygtig Udvikling (WBCSD) i Genève er et aktivt virksomhedsnetværk, der fastlægger erhvervslivets holdninger til de globale klimaforhandlinger. Sammenslutningen går også forrest i udviklingen af nye tilgange for erhvervslivet og i koordineringen af mangestrengede projekter mellem virksomheder. Dets største initiativ var »Vision 2050« i 2010, efterfulgt i 2012 af »Changing Pace«, som beskriver, hvad regulering betyder for fremme af god virksomhedsadfærd (2).

3.4

Ifølge initiativet »Changing Pace« er regeringerne nødt til at foretage et klart valg mellem de forskellige prioriteter og fastsætte regler, der definerer disse prioriteringer i form af mål for vækst og købekraft, og lægge fast, hvordan man opnår de bedste resultater. Det grundlæggende mål for erhvervslivet er »at levere stadig bedre varer og tjenesteydelser til flere og flere mennesker, til overkommelige priser, uden uholdbare konsekvenser, og på måder, der skaber arbejdspladser og økonomisk værdi (3)«.

3.5

»Changing Pace« sætter fokus på globale megatendenser på kortere og længere sigt samt offentlige politikker og målsætninger og ser på de politiske valgmuligheder ud fra erhvervslivets synspunkt. Kapitlet om menneskers værdier (»People's values«) behandler også helt konkret spørgsmålet om ansvarlige borgere og forbrugere.

3.6

Der er en tydelig kløft mellem de generelt accepterede analyser og de mål, som regeringerne rent faktisk opfylder. Den nuværende krise risikerer at overbelaste den europæiske økonomi: mange virksomheder er nødt til at tilpasse deres produktionskapacitet til faldende efterspørgsel i den vestlige verden og, lader det til, i Kina og Indien.

3.7

EU fører an i kampen mod klimaændringer og forbedring af energieffektiviteten gennem vedtagelsen af Kyotoprotokollen og gennemførelse af lovbestemmelser. Samtidig har andre større aktører i verden endnu ikke vedtaget lignende principper, endsige bindende lovgivning. Denne ubalancerede og utilfredsstillende situation fortsætter trods de seneste FN-konferencer. Der er dog stadig uklarhed omkring EU's industri, hvilket skaber uro og usikkerhed blandt de ansatte i de berørte selskaber. En velkoordineret og afbalanceret tilgang med koordinering mellem offentlige og private aktører er altafgørende.

3.8

Virksomheder er lige nu i gang med at foretage rationaliseringer. Selvom teknologi, innovation og stærke værdikæder sikrer gode resultater, medfølger der skadelige virkninger, der går hårdt ud over virksomheder og beskæftigelsen. Arbejdsløsheden er historisk høj i hele Europa, og ungdomsarbejdsløsheden vækker bekymring næsten overalt. Der er hårdt brug for nye perspektiver.

3.9

Krisen på det europæiske arbejdsmarked påvirker udsigterne til ambitiøse klimapolitikker. Omfattende afskedigelser i industrisektorerne samt unge menneskers begrænsede eller slet ingen adgang til arbejdsmarkedet er med til at underminere overførsel af viden og ekspertise, som er uundværlige for overgangen til en kulstoffattig økonomi.

3.10

En udbredt bevidsthed om klimaændringer og andre udfordringer er dog med til at skabe nye muligheder. Europæiske virksomheder integrerer i stigende grad denne dagsorden i deres strategier og forsøger at opnå konkurrencemæssige fordele. En lignende udvikling ses også i førende virksomheder i USA, Japan og endda i nye vækstøkonomier såsom Kina. I mange europæiske virksomheder er der – fra ledelsen til arbejderen - en overbevisning, om at sådanne justeringer vil bære frugt og skabe win win-situationer. De mest interessante resultater er opnået gennem »vugge-til-vugge‧-processer og gennem udvikling af en cirkulær økonomi, der gør brug af knappe ressourcer og materialer.

3.11

Som konklusion insisterer EØSU på en effektiv koordinering af analyser, synspunkter og fastsættelse af dagsordener mellem offentlige og private aktører. Dette er afgørende på forskellige niveauer - globalt, europæisk, nationalt og regionalt - for at sikre, at den europæiske økonomi fortsat er konkurrencedygtig, samtidig med at man sikrer bæredygtighed og social innovation. Nøglen ligger i teknologi og fremme af innovation samt i at sikre ajourføring af kompetencer, færdigheder og ledelse.

4.1

Mål for bæredygtighed indarbejdes i stigende grad af og i virksomheder som en del af virksomhedskulturen, VSA-politikker og risikostyringsprocesser. Ligesom der på globalt niveau findes en række førende virksomheder, der har tilsluttet sig principperne fastlagt i Changing Pace-initiativet (4), iværksættes der nu i Europa lignende initiativer på sektor- og virksomhedsniveau.

4.2

Denne tendens foregår i forskellige tempi inden for sektorer og individuelle virksomheder. Det tager tid og kræver en stor indsats at indføre en ny tankegang, der fremmer omdefinerede mål, især i en periode med langsom vækst. Bredere samfundsmæssige tendenser, som både ngo'er og kritiske forbrugere giver udtryk for, er også med til at fremme nye tilgange og metoder.

4.3

Denne udvikling er påvist i undersøgelser fra Kommissionen og eksperter. Sidste år konkluderede en rapport, at: »Det generelle billede af EU-industriens miljøpræstationer viser et stort fremskridt mod afkobling af økonomisk vækst og miljøpåvirkning i løbet af de sidste to årtier, hvor større bæredygtighed og ressourceeffektivitet i industrien spiller en vigtig rolle  (5)«.

4.4

Med henblik på at sikre at virksomhederne fremover er modstandsdygtige, forpligter de øverste chefer og bestyrelser sig ofte til sådanne processer ved at tage direkte ansvar, hvilket giver mere struktur og fokus i virksomhederne. Inden for WBCSD's netværk er personligt engagement almindelig praksis. Dette eksempel følges af virksomheder i de enkelte lande. Forbindelsen mellem erhvervsliv og bæredygtighed bliver mere og mere synlig og håndgribelig.

4.5

Europæiske virksomheder iværksætter mange initiativer for at forbinde miljømål med økonomisk modstandskraft. Denne proces, der startede i Nordeuropa, tager stadig mere fart og er efterhånden ved at brede sig til resten af kontinentet. De enkelte virksomheders mål er udtrykt i målerklæringer, projekter, samarbejde med akademikere, ngo'er, arbejdsmarkedets parter og andre. Nationale organisationer omfatter:

4.6

Der er fortsat store forskelle i tilgangen, hvilket kan henføres til det økonomiske udviklingsstadie, og i hvor høj grad den nationale økonomi og F & U er knyttet til udviklingen uden for landet og uden for Europa. Inden for den nærmeste fremtid vil erhvervslivet rundt omkring i Europa operere inden for de samme globale rammer, hvilket forudsætter ensartede holdninger og svar. Såvel ledelse som uddannelse og efteruddannelse skal tilpasses denne realitet.

4.7

Der er en række fællestræk:

5.1

Lavemissionsstrategier vil spille en central rolle for fremme af bæredygtig vækst, og de er knyttet til EU's industripolitik.

5.2

Europæisk industri er i øjeblikket nødt til at reagere på en lang og kompleks blanding af politiske mål og instrumenter på europæisk, nationalt og endog lokalt plan, med fokus på nedbringelse af CO2-emissioner, vedvarende energi og energieffektivitet. Mål og instrumenter er til tider modsatrettede, overlappende, og ikke ordentligt integrerede. Hvis industrien skal være effektiv og omkostningseffektiv, er der brug for mere enkle, forudsigelige og integrerede politikker.

5.3

Overgangen til en kulstoffattig økonomi er hovedsagelig blevet fremmet af bestræbelserne på at reducere de omkostninger, der opstod dengang olie- og energipriserne steg, og man endnu ikke var blevet bevidst om at beskytte miljøet mod de (reelle eller forventede) konsekvenser af klimaændringer på grund af udledningen af drivhusgasser.

5.4

Ifølge EØSU's opfattelse bør en konsekvent, sammenhængende EU-ramme for mere sikker, konkurrencedygtig og kulstoffattig energiforsyning, der gennemføres på konsekvent vis i medlemsstaterne, hvile på fire hovedsøjler:

5.5

EU's ETS vil være det centrale politikinstrument til at nå målsætningerne på en harmoniseret og omkostningseffektiv måde. Ordningen bør gennemføres på en markedsbaseret måde. EØSU gør imidlertid opmærksom på tre vigtige områder, der endnu ikke er blevet behandlet:

5.6

Hertil kommer, at der er bred enighed om, at der er behov for betydelige forudgående investeringer i offentlig infrastruktur, dvs. i det europæiske energinet. Et tilsagn fra offentlige aktører om at ville sørge for de indledende investeringer samt styrke tilliden hos private investorer vil være af afgørende betydning. Dette bør drøftes i Rådet og være en del af EU's vækstinitiativ.

5.7

Dette bør også afbøde en synlig tendens til udflytning af visse europæiske industriaktiviteter til andre regioner i verden, på trods af at Europa 2020-strategien og dens gennemførelse tager risikoen for kulstoflækage med i betragtning.

5.8

Ethvert forslag om strukturel forbedring af emissionshandelsordningen bør behandle de spørgsmål, der er nævnt i punkt 5.4 og 5.5. Den aktuelle debat om justering af ETS fokuserer ikke tilstrækkeligt på at løse disse problemer eller på at ændre udformningen af ETS. Fra 2020 og fremefter bør justerede retningslinjer føre til en stabil CO2-pris, og med udgangspunkt deri bør markedsdeltagerne kunne planlægge langsigtede investeringer med lavere CO2-udslip for øje. En forbedret udformning af ETS-ordningen vil betyde, at der ikke længere er behov for kortsigtede politiske indgreb.

5.9

Der er også behov for en forbedret udformning af ETS, hvis man vil øge befolkningens og arbejdstagernes accept. Selvom man forventer, at en del »traditionelle« arbejdspladser hurtigt vil forsvinde, er der endnu ikke rigtigt skabt nye, »grønne« kulstoffattige arbejdspladser. Ekstremt bratte ændringer bevirker, at overgangen til en kulstoffattig økonomi ofte opfattes som en trussel af de traditionelle produktionsområder. Der er brug for en social dialog på forskellige niveauer for at fremme gennemsigtighed og accept blandt de berørte personer og for at iværksætte uddannelses- og omskolingsprogrammer for alle arbejdstagere, så deres kompetencer bringes i overensstemmelse med arbejdsmarkedets skiftende krav.

5.10

Der er størst behov for en ny F&U- og innovationspolitik, der fokuserer på værdiskabelse i komplekse (internationale) værdikæder, der tager sigte mod en kulstoffattig økonomi. Den nuværende teknologiske retning bør gøres bredere. Klimaændringer, en begyndende mangel på strategiske ressourcer og deraf følgende prisstigninger gennemtvinger en mentalitetsændring i sektoren for energi og råstoffer. Indhentningsprocesser i vækstlande og udviklingslande samt teknologioverførsel skal også tages i betragtning. Efterspørgslen efter ressourcer er stigende, mens omstrukturering af energisystemer og øget ressourceeffektivitet er risikabel og meget dyr. Succesen vil også afhænge af forskellige tæt forbundne industrier og kompetenceområder. Alle disse faktorer gør, at det haster med at få fastlagt en sammenhængende teknologisk strategi i EU (6), der underbygges af en konsekvent politisk beslutningsproces.

5.11

Integrerede metoder går videre end produktionsfasen og har til formål at forbedre miljøresultaterne i hver fase af livscyklussen, dvs. design, råstoffer, montage, distribution og bortskaffelse. De offentlige og private aktører må drøfte integrerede produktpolitikker. De må fastlægges præcist for at undgå overregulering. Blandt de foreliggende værktøjer findes der, i det omfang det er hensigtsmæssigt, aftaler mellem producenter og regeringer/EU om miljømærker, energimærkning, miljøvenligt design, forbud mod stoffer og mærkning af økologisk fodaftryk. Med henblik på effektivitet bør mærkningen indeholde tilstrækkelig og troværdig forbrugerinformation også i henhold til direktivet om urimelig handelspraksis, som bør gennemføres ordentligt.

5.12

Betydelige udgifter til grundforskning og anvendt F&U er tillige en nødvendig forudsætning for at nå målet om en sikker, globalt konkurrencedygtig, rimelig prissat og effektiv energiforsyning for Europa, som er sikret gennem en effektiv energiinfrastruktur og tilsvarende regler (7).

5.13

Systeminnovation på tværs af sektorgrænser og integrerede værdikæder påvirker virksomhederne, da verdens fossilt baserede energisystemer i det lange løb bør omstilles til kulstoffattig energi, og mangel på råstoffer vil kræve en ressourcebesparende økonomi. Bæredygtighed gør sig gradvist gældende på alle markeder, hvilket er en udvikling, der udvisker de traditionelle grænser mellem sektorerne og skaber nye værdiskabende kæder.

5.14

Den aktuelle debat lægger op til flere græsrodsinitiativer i virksomhederne. Såvel større virksomheder som SMV'er er i færd med at udvikle kulstoffattige forretningsstrategier og modeller for hele værdikæden. Foregribelse af fremtidens energikrav vil også give konkurrencefordele, hvilket forudsætter en passende lovgivning. Det er ved at være daglig praksis i mange virksomheder, at innovative idéer og innovationsprocesser for produktion og organisation opstår internt i såvel ledelsen som blandt arbejderne.

5.15

Eksempler herpå er:

5.15.1

Da bebyggelse står for en betragtelig del af den endelige energiefterspørgsel, kan forbruget af fossile energikilder reduceres væsentligt på en omkostningseffektiv måde ved at forbedre den energimæssige ydeevne i eksisterende og nye bygninger, herunder gennem isolering og forbedrede opvarmningsteknikker. Andre eksempler er projekter iværksat af virksomheder og kommuner vedrørende transportinfrastruktur og transport af lokalt produceret bæredygtig energi. Disse aspekter og deres specifikke kontekst vil blive afdækket i en særskilt EØSU-udtalelse (8).

5.15.2

Sammenslutningen EUROCOAL foreslår en ren kulstrategi i tre tempi, der afspejler resultaterne af energikøreplanen 2050 og omfatter: indførelsen af den nyeste teknologi i den kulfyrede produktionssektor og derved nedbringelse af emissioner, udvikling af næste generation af højeffektive, fleksible teknologier og demonstration og anvendelse af CO2-opsamling, -transport og -lagring, sammen med CO2-lagring og -opsamling (CCS) for andre brændstoffer og sektorer. Der er plads til at forbedre mulighederne for at eksportere rene kulteknologier fra EU.

5.15.3

Skovbrugsindustrierne, der er baseret på fornyelige råstoffer og i sagens natur anvender vedvarende energi, er meget proaktive. Hvis det skal lykkes, er det vigtigt med en sektorspecifik politikpakke, indeholdende F&U, for at bringe banebrydende teknologier og nye produkter ud på markedet. Der skal være den rette balance mellem råstofferne, og i hvor stort omfang de anvendes til energiproduktion. Politikkerne skal være i overensstemmelse med den globale udvikling, andre politikområder og industriens investeringscyklus.

5.15.4

Tværgående initiativer er under opsejling. Offentlig-private partnerskaber som eksempelvis bæredygtig forarbejdningsindustri gennem ressource- og energieffektivitet (SPIRE) og initiativet om industriforskning i energikilder (EMIRI) for blot at nævne et par bør sikres høj prioritet og passende finansiering under Horisont 2020-program.

5.16

Lige nu er en række andre sektorer på EU-plan ved at udvikle langsigtede kulstoffattige køreplaner.

5.17

Overgangen til bioøkonomi i Europa vil også være en del af løsningen og udgøre et vigtigt skridt i opbygningen af en kulstoffattig økonomi. Virksomhederne udvikler nye biobaserede produkter og løsninger, der opfylder voksende forventninger og specifikationerne.

6.1

Processer som beskrevet ovenfor skal ledsages effektivt af og indarbejdes i teknologiske, økonomiske og sociale rammer og vilkår. De omfatter målrettede forsknings- og investeringsprogrammer i virksomhederne samt en finjusteret dialog såvel på sektor- som på virksomhedsniveau i samråd med en række interessenter og de offentlige myndigheder – i EU og på nationalt plan.

6.2

For at støtte vækstinitiativet kunne EU og medlemsstaterne overveje at anvende uudnyttede midler eller endda helt nye midler til at finansiere hasteforanstaltninger. Det 7. og det 8. forskningsrammeprogram bør fremme banebrydende teknologier og innovative projekter. EIB bør spille en understøttende rolle, og desuden anbefaler EØSU, at man ser på skattelettelser som et muligt redskab i den forbindelse.

6.3

Teknologiske platforme i EU, der hovedsageligt er industridrevne, er samlingspunkt for virksomheder, forskningsinstitutioner og akademikere samt offentlige synspunkter om den fremtidige udvikling (9). De spiller en afgørende rolle for analyse af internationale tendenser og for fælles målsætninger og tidsrammer.

6.4

Fastsættelse af markedets målsætninger indebærer drøftelser og afprøvning sammen med leverandører og kunder samt med aktører såsom arbejdsmarkedets parter, ngo'er, regionale myndigheder og forbrugere. EU og regeringerne har ansvaret for lovgivning og regulering, men det må aldrig blive en ensrettet proces. Det bør derimod knyttes til gennemførlige køreplaner og igangværende processer og planlægning i førende virksomheder (10). Dette kræver en løbende udveksling af analyser og afprøvning af synspunkter mellem den offentlige og den private sektor.

6.5

Den politiske diskussion fokuserer ofte primært på topstyrede initiativer fra EU (eller regeringerne) om klimaændringer, demografisk udvikling, sundhed, fødevarer, vand osv. uden en erkendelse af den aktuelle situation i erhvervslivet. EØSU opfordrer til at indarbejde analyser og løsninger fra private brancher, der har de samme problemer. Det, der især er behov for, hvis man vil tage fat på de overordnede problemer, er private investeringer, underbygget af en kvalificeret arbejdsstyrke.

6.6

Sociale mål i virksomhederne og behovet for at bevare medarbejdernes engagement skal integreres i moderniseringsprocesserne. EU og medlemsstaterne bør via den sektorielle og tværsektorielle sociale dialog fremme og iværksætte foranstaltninger til støtte for en socialt acceptabel forvaltning af overgangen til en kulstoffattig økonomi. Udover vægt på de færdigheder, lønmodtagerne og medarbejderne (11) bør have, skal kvantitative aspekter og tidsrammer også tages i betragtning.

6.7

Opdaterede læseplaner, uddannelses- og efteruddannelsesprogrammer og lærepladser kan afspejle den fælles forpligtelse, som regeringer/forvaltninger, virksomheder, personale og arbejdstagerrepræsentanter har på området for at rette op på den historisk høje arbejdsløshed.

6.8

Et vigtigt, hvis ikke ligefrem afgørende, aspekt er verdensomspændende, lige vilkår, for eksempel gennem globale standarder og certificeringer, gennemsigtig lovgivning, symmetrisk markedsadgang, beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og ensartede niveauer for forbrugerbeskyttelse. De grundlæggende arbejdsrettigheder bør også respekteres. Disse aspekter bør være en integreret del af den europæiske handelspolitik (12).

6.9

EØSU mener, at alle aktører bør notere sig processen for selvpålagte krav og procedurer i virksomheder og koncerner, eftersom en rettidig realisering af de ønskede mål kan være behæftet med en meget en stor byrde.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/16

1.1

EØSU bemærker, at dagligvareforretningerne i alle landene udgør et oligopol. Ifølge statistikkerne over markedsandele kontrollerer en håndfuld detailhandlere alle steder hovedparten af markedet. EØSU mener, at denne oligopolstilling bringer de forretninger, som oligopolet omfatter, i en stærk forhandlingsposition over for leverandørerne, og at de dermed får mulighed for at pålægge leverandørerne handelsvilkår, der langt fra er afbalancerede.

1.2

EØSU bemærker, at de forretninger, som udgør et oligopol, kun konkurrerer indbyrdes i forhold til forbrugerne. De kæmper indbyrdes om at vinde forbrugernes gunst, men de konkurrerer stort set ikke i forhold til leverandørerne. Selv forretningernes indbyrdes konkurrence over for forbrugerne vedrører primært detailsalgsprisen. Der tages ikke i tilstrækkelig grad højde for de forskellige sociale og miljømæssige aspekter, der indgår i den overordnede kvalitet (1).

1.3

EØSU bemærker, at der er en stor mangel på gennemsigtighed med hensyn til de forskellige aktørers priser og avancer. På grund af de store detailhandelskæders leverandørrabatter afspejler deres indkøbspris over for en leverandør rent faktisk ikke den reelle indtægt, som er forbundet med vedkommendes produkt.

1.4

EØSU er overbevist om, at der ikke findes aftalefrihed i en situation, hvor en kontraherende part kan pålægge sine handelspartnere sine vilkår. EØSU mener, at den tydelige mangel på reel aftalefrihed kommer til udtryk i form af de store detailhandelskæders urimelige handelspraksis og konkurrenceforvridning over for fødevareleverandørerne. Denne handelspraksis er ikke blot skadelig for producenterne, men også for forbrugerne (især på lang sigt). Generelt skader det aktuelle omfang af fænomenet urimelig handelspraksis offentlighedens interesse og nærmere bestemt medlemsstaternes økonomiske interesse.

1.5

EØSU mener, at den særligt bekymrende urimelige handelspraksis kun finder sted mellem store detailhandelskæder og deres leverandører af fødevarer. Den anvendes hverken af levnedsmiddelindustrien til ulempe for landbrugerne eller af de store detailhandelskæder til ulempe for leverandørerne af andre varer end fødevarer.

1.6

EØSU bemærker, at landbrugernes og forarbejdningsindustriens forsøg på at etablere producentsammenslutninger i visse lande er blevet straffet af de nationale konkurrencemyndigheder, idet disse sammenslutningers betydning er blevet vurderet udelukkende med hensyn til den nationale produktion.

1.7

EØSU bemærker et markedssvigt, idet situationen fortsat forringes i et system uden tilstrækkelige regler.

1.8

EØSU mener, at selvregulering ikke er en hensigtsmæssig løsning på de konstaterede forvridninger. Det er ikke de »etiske kodekser«, som vil genskabe balancen mellem de berørte kommercielle forbindelser. Selve arten af de urimelige handelsmetoder kræver og berettiger, at de forbydes ved lov.

1.9

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at beskæftige sig med emnet oligopoler, undersøge deres reelle betydning og indflydelse, fastlægge i hvilket omfang deres effekt kan sammenlignes med monopolernes og efterfølgende ændre principperne om konkurrenceregulering på passende vis.

1.10

EØSU opfordrer også Kommissionen til at erkende den manglende aftalefrihed mellem de store detailhandelskæder og leverandørerne af fødevarer.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå løsninger til at gøre systemet mere gennemsigtigt. Den optimale løsning ville være at bringe de rabatter, som de store detailhandelskæder får af leverandørerne, frem i lyset, dvs. tvinge forretningerne til at lade prisen på de forskellige tjenester, de fakturerer leverandørerne, indgå i produktets endelige pris. Dette ville give mulighed for at se, hvad leverandørerne reelt modtager for deres produkter.

1.12

EØSU opfordrer Kommissionen til at give de nationale konkurrencemyndigheder klare instrukser, så de i vurderingen af producentsammenslutningernes forhandlingsposition kan tage højde for det relevante marked, dvs. alle de fødevarer i en bestemt kategori, der udbydes på den berørte medlemsstats marked, og ikke blot de varer, der produceres i det pågældende land.

1.13

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at opgive idéen om selvregulering og foreslå en bindende retsakt med henblik på at forbedre situationen i fødeforsyningsvarekæden ved at opfordre til fri konkurrence. Reguleringskonceptet bør ikke være baseret på beskyttelse af konkurrencen, men derimod give den medlemsstat, hvis økonomiske interesse er truet, mulighed for at optræde som sagsøger i forbindelse med administrative og retlige skridt.

1.14

Endelig mener EØSU, at der er brug for bedre lovgivning i form af et »samfundsmæssigt valg«, der rækker ud over et udelukkende kommercielt synspunkt med henblik på at stoppe tendensen til en konstant stigende koncentration af store detailhandelskæder samt fremme andre handelsformer som f.eks. mindre uafhængige detailhandlende, lokale markeder og direkte salg fra producent til forbruger. I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til særligt at rette opmærksomheden mod kortere distributionskanaler i de dokumenter vedrørende bekæmpelse af madspild, der er under udarbejdelse.

2.2.1

De store detailhandelskæder begyndte at udvikle sig hurtigt for ca. 30 år siden, og denne udvikling har været tæt forbundet med globaliseringen. Hovedparten af de store selskaber, som på nuværende tidspunkt kontrollerer detailmarkedet, består rent faktisk af multinationale virksomheder. De har meget lettere ved at nyde godt af de nye forhold, der følger af globaliseringen, end de små og mellemstore virksomheder (SMV).

2.2.2

De multinationale virksomheders udvikling (herunder dagligvareforretninger) er ofte til skade for SMV'erne. På mange områder kontrollerer en håndfuld store tværnationale selskaber hovedparten af det pågældende marked. Ud over detailhandelsvirksomhederne er der f.eks. tale om lægemiddel- og levnedsmiddelindustrien, frøproducenter (4), virksomheder der forarbejder olie, banksektoren osv. Disse multinationale virksomheder udgør ikke monopoler. I de fleste tilfælde står de på det samme marked over for konkurrencen fra andre multinationale virksomheder og endog SMV'er, og derfor formodes de ikke at have en dominerende stilling (5).

2.2.3

De store europæiske detailhandelsvirksomheder deltager aktivt i indtagelsen af verdensmarkedet. Den britiske distributør Tesco, de franske detailhandlere Auchan og Carrefour, de tyske og østrigske multinationale virksomheder Kaufland, Lidl, Metro og Billa samt det nederlandske firma Ahold er til stede i adskillige lande.

2.2.4

Resultatet af alt dette er, at en håndfuld distributører på effektiv vis kontrollerer fødevaredetailmarkedet i de forskellige lande. For eksempel kontrollerer fire virksomheder i Tyskland 85 % af markedet. I Det Forenede Kongerige kontrollerer ligeledes fire virksomheder 76 % af markedet. I Østrig kontrollerer tre detailhandlere 82 %. I Frankrig og i Nederlandene kontrollerer fem virksomheder 65 % osv. (6). Denne situation vidner på den ene side om, at ingen detailhandler lever op til den officielle definition af en dominerende stilling, og på den anden side om, at tre til fem handelsselskaber kontrollerer den vigtigste del af markedet og udgør et oligopol.

2.2.5

Oligopolets parter er unægteligt i indbyrdes konkurrence, men kun over for forbrugerne. De konkurrerer stort set ikke over for leverandørerne, og dette gør sig især gældende for SMV'erne. I modsætning til leverandørerne, som udgør et meget større antal, kan køberne vælge frit. Med andre ord skal leverandørerne gøre en stor indsats og mange indrømmelser for at kunne levere, mens køberne kan vælge dem, der tilbyder de mest »fleksible« vilkår.

2.2.5.1

Producenternes legitime krav om at tilegne sig en rimelig andel af merværdien på grundlag af sunde og rimelig forretningsforbindelser med distributørerne kræver imidlertid også, at producenterne er opmærksomme på de signaler om forbrugernes forventninger, som disse sender dem. Producenterne vil befinde sig i en stærkere forhandlingsposition, hvis de formår at tilpasse udførelsen og præsentationen af deres produkter til efterspørgselen.

2.3.1

På grund af deres køberstyrke kan de store detailhandelskæder diktere aftalevilkårene, der ofte er af en sådan art, at der kan tales om misbrug af køberstyrke. Disse aftalevilkår betegnes ligeledes »urimelig handelspraksis« eller »urimelige handelsmetoder«, og en ikke udtømmende liste over disse er blevet udarbejdet ved flere lejligheder. Ud over det konstante pres på købspriserne (om lavere priser), forsinkede betalinger og uforholdsmæssigt lange betalingsfrister har de store detailhandelskæder i kraft af urimelig handelspraksis fuldstændig ændret den klassiske samarbejdsmodel mellem leverandør og køber. Det vil ganske enkelt sige, at de kontraherende parter traditionelt bliver enige om mængden af og prisen på den vare, der skal leveres, samt om andre nødvendige forhold, og at leverandøren derefter leverer varen, og køberen betaler for den. Denne model er blevet fuldstændig ændret efter de store detailhandelskæders ankomst. Nu er leverandørerne, der bliver stadig dårligere betalt for deres produkter, nødt til at betale mere og mere eller give andre modydelser til gengæld for købernes tjenester. I stedet for at modtage penge modtager de således fakturaer! Det er værd at lægge mærke til, at det er lykkedes de store detailhandelskæder at indføre denne nye model, som nu er almindeligt accepteret, og ingen, heller ikke de kompetente myndigheder, undrer sig over den.

2.3.2

Generelt kan det konstateres, at den mest gængse urimelige praksis vedrører to aspekter af forholdet mellem leverandør og køber (7). Det første aspekt drejer sig om en overførsel af salgsomkostninger fra køber til leverandør, dvs. udgifter til reklame og markedsføring, butiksudstyr, distribution og drift af individuelle butikker. Detailhandlerne opfylder dette mål ved hjælp af de forskellige »betalinger«, der pålægges leverandørerne, f.eks. betaling for at lade en given vare indgå i sortimentet eller for udarbejdelse af reklamemateriale. Med hensyn til det andet aspekt overfører distributøren udgifterne i forbindelse med sin forretningsrisiko til leverandøren, hvilket i praksis betyder, at købsprisen justeres efterfølgende afhængigt af salget af den pågældende vare til de endelige forbrugere, og leverandøren er således med til at dække enhver afvigelse fra det ønskede salgsniveau. Det andet mål opfyldes ved hjælp af et kompliceret system til fastlæggelse af den endelige nettopris (forskellige typer returbonus). Begge mekanismer ødelægger den simple handelspraksis, ifølge hvilken produktionsomkostningerne dækkes af producenten og salgsomkostningerne af forhandleren.

2.3.3

Denne nye model for forholdet mellem detailhandlere og leverandører er blevet indført med den begrundelse, at der er brug for et tættere handelssamarbejde på grund af den skærpede konkurrence på detailmarkedet. Forretningerne mener, at det er i leverandørernes interesse, at salget af deres produkter stiger, og at det derfor er fuldt berettiget at lade disse bidrage økonomisk til markedsføringsomkostningerne. Selv om denne anskuelse langt fra deles af alle, må leverandørerne acceptere den. De store detailhandelskæder holder sig imidlertid ikke tilbage, og dette udvidede handelssamarbejde giver anledning til stadig mere skandaløse metoder. Enten bliver de reelt leverede tjenester tydeligt overfaktureret, eller køberne fakturerer helt fiktive tjenester. Sidstnævnte praksis kan betegnes som fakturering uden grundlag, idet den tydeligvis ikke omfatter nogen modydelse. Det er f.eks. tilstrækkeligt at angive »betaling for fast samarbejde«, »betaling for udstedelse af faktura«, »betaling for betaling af faktura« og »bidrag til firmafestudgifter«. Hvor utroligt det end lyder, er der rent faktisk blevet afsendt sådanne fakturaer fra forretninger til deres fødevareleverandører.

2.3.3.1

Medlemmerne af den franske nationalforsamling har registreret mere end 500 begrundelser fra indkøbscentraler for at kræve sådanne yderligere fordele fra deres leverandører (8).

2.3.3.2

Ifølge »Confederation of the Food and Drink industry« (FoodDrinkEurope) og Den Europæiske Forening af Mærkevareindustrier (AIM) har 84 % af de europæiske leverandører til de store detailhandelskæder i 2009 været udsat for manglende overholdelse af aftalebestemmelserne. 77 % af disse leverandører har været udsat for trusler om, at deres produkter ville udgå af sortimentet, hvis de ikke gav forretningerne uberettigede fordele. 63 % har fået deres fakturerede priser reduceret uden gyldig grund; 60 % af disse har været nødsaget til at foretage betalinger uden nogen reel modydelse.

2.3.4

De leverandørrabatter, som store detailhandelskæders fakturerer deres leverandører, gør prissystemet helt ugennemsigtigt. På denne måde kan hverken leverandørerne eller eksterne observatører få kendskab til den reelle købspris. En handelspolitik baseret på teknikken med »dobbelt avance« forårsager alvorlige problemer for forbrugere og leverandører (9). Der bør indføres et mere gennemsigtigt system.

2.4.1

Leverandørerne accepterer dette system, som er meget uhensigtsmæssigt for dem, fordi de ikke har noget valg. De er afhængige af de store detailhandelskæder for at sælge deres produkter, og derfor indgår de fortsat salgsaftaler, så længe dette samarbejde sikrer dem en minimal avance. De former for urimelig handelspraksis, som de forskellige forretninger anvender, er næsten ens, og man kan derfor ikke sige, at det er bedst at samarbejde med én forretning frem for en anden. De kommercielle forbindelser er præget af frygt (for ikke at få produkter optaget i sortimentet), hvilket endog erkendes i de officielle dokumenter (10).

2.4.2

Anvendelsen af urimelige aftalevilkår anses sædvanligvis for at være uetisk. I betragtning af ovennævnte former for praksis forekommer denne betegnelse imidlertid utilstrækkelig. I en situation, hvor handelsvilkårene dikteres af den stærkeste part, og hvor den anden part reelt ikke har mulighed for at afvise dem, er der snarere tale om afpresning eller gangstermetoder. Under sådanne omstændigheder er det heller ikke særligt passende at tale om den aftalefrihed, som detailhandlerne og de kompetente myndigheder ofte henviser til. Ligesom der ikke kan være tale om aftalefrihed i forbindelse med forholdet mellem naturlige monopoler (elektricitets- eller gasleverandører osv.) og forbrugerne, er det illusorisk at betegne de reelle forbindelser mellem de store detailhandelskæder og fødevareleverandørerne således.

2.5.1

De store detailhandelskæders anvendelse af misbrugsadfærd har ikke blot en negativ indvirkning på leverandørerne, men også på forbrugerne. Leverandørerne, navnlig de små og mellemstore producenter, befinder sig derfor ofte i en meget vanskelig økonomisk situation, der kan føre til afvikling af virksomheden, hvilket også sker ind imellem. De store fødevareproducenter klarer sig bedre, idet de kan kompensere for mindre indtægter pr. produkt med store leveringsmængder. Desuden har disse multinationale fødevareproducenter en forholdsvis stærk forhandlingsposition, idet de store detailhandelskæder ikke vil undvære deres produkter og derfor ikke kan behandle dem på samme måde som SMV'erne. Som et resultat heraf står ca. 20 store multinationale koncerner for eksempel i Frankrig for 70-80 % af supermarkedernes omsætning (11).

2.5.2

Med hensyn til forbrugerne, som ifølge de kompetente myndigheder er dem, der har størst fordel af dette system, ser det mindre rosenrødt ud i virkeligheden. Der er rent faktisk flere grunde til at tro, at anvendelsen af urimelig handelspraksis over for leverandørerne også har en negativ indvirkning på forbrugerne. For det første drager disse ikke altid fordel af den lave købspris (12), og for det andet bliver udvalget mere begrænset, der forekommer mindre innovation, kvaliteten af mange fødevarer forringes på grund af det konstante pres på købsprisen, og endelig stiger detailprisen (13).

2.5.2.1

De store detailhandelskæder har desuden en væsentlig social indflydelse, idet deres forretningsgang har trukket visse tabuemner frem i lyset i samfundslivet. For eksempel er søndag ikke længere så hellig som tidligere, fordi supermarkederne holder åbent alle ugens dage og til tider døgnet rundt med alle de konsekvenser, det indebærer for arbejdsvilkårene.

2.5.3

Ud over fødevaresektoren berører fænomenet store detailhandelskæder mange andre områder. Ofrene for de urimelige handelsmetoder er dog primært fødevareproducenter. Det er der sandsynligvis flere grunde til, og en af dem er uden tvivl, at producenterne af andre produkter end fødevarer har flere afsætningsmuligheder. Ud over supermarkederne har producenterne af tøj, diverse husholdningsapparater, bøger og sportsudstyr kæder af specialforretninger til deres rådighed. Det er derfor berettiget at beskæftige sig særligt med forholdene mellem de store detailhandelskæder og fødevareleverandørerne.

2.5.4

De påviste urimelige metoder forekommer desuden meget sjældnere mellem landbrugerne og levnedsmiddelindustrien, hvor sektorens virksomheder også har en forholdsvis stor køberstyrke. Selv om forhandlingerne om en købspris ofte er forholdsvis hårde, anmoder en industrivirksomhed sædvanligvis ikke sin leverandør af råvarer om et bidrag til køb af en ny flaske-tappekolonne – i modsætning til en stor detailhandelskæde, som systematisk afkræver sin leverandør et beløb i forbindelse med moderniseringen af sin forretning eller åbningen af en ny.

2.5.5

Langt størstedelen af de påviste urimelige metoder finder således kun sted mellem supermarkeder og fødevareleverandører. På grund af den omtalte praksis' konsekvenser og omfang er der imidlertid også et tredje offer, nemlig medlemsstatens økonomiske interesse. Det, at en del af leverandørerne ikke kan leve op til kravene fra de store detailhandelskæder, og de dermed forbundne økonomiske vanskeligheder, bidrager i flere lande til en nedgang i hele agrofødevaresektoren. Visse medlemsstater, der tidligere var selvforsynende med fødevarer, har således mistet deres fødevareforsyningssikkerhed, hvilket er særligt farligt i dag.

2.6.1

I nogen tid er de store detailhandelskæders misbrugsadfærd over for deres leverandører i stigende grad blevet kritiseret af myndighederne i de forskellige medlemsstater samt af EU-institutionerne. Det første dokument af meget kritisk karakter blev vedtaget af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i 2005 (14). Det er dog især den skriftlige erklæring fra medlemmerne af Europa-Parlamentet (15), som blev undertegnet af et flertal af medlemmerne i januar 2008, som har skabt en reel debat om emnet. Erklæringen er blevet efterfulgt af adskillige dokumenter og undersøgelser, som er offentliggjort af Kommissionen, Europa-Parlamentet og EØSU (16).

2.6.1.1

Det Europæiske Konkurrencenetværk, som forener Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i de 27 medlemsstater, har offentliggjort en rapport som opfølgning på Kommissionens meddelelse om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde. Meddelelsen slog til lyd for en fælles tilgang blandt konkurrencemyndighederne inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk, så de bedre kunne konstatere de kroniske problemer, der typisk vedrører fødevaremarkederne, og hurtigt koordinere fremtidige foranstaltninger. Kommissionen har etableret Forummet på højt plan for en bedre fungerende fødevareforsyningskæde på baggrund af det arbejde, der er blevet udført i flere ekspertplatforme, bl.a. dem, der omhandler aftalemæssig praksis mellem virksomheder (business to business), og som har til opgave at fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til at undgå urimelig handelspraksis. Efter at alle fødevareforsyningskædens aktører var nået til enighed om de grundlæggende principper, fik platformen beføjelse til at opnå konsensus om deres gennemførelse. På nuværende tidspunkt er det ikke alle parter, som er nået frem til et tilfredsstillende kompromis på frivillig basis.

2.6.2

Situationen er blevet politisk følsom, og myndighederne opfordres kraftigt til at reagere. Reguleringen, der udelukkende var baseret på markedskræfterne, har imidlertid slået fejl, og den betragtes nu sjældent som en optimal løsning, idet problemerne er blevet stadig værre i løbet af de seneste årtier, som har været præget af et system med uregulerede handelsforbindelser. Blandt mulige løsninger kan nævnes regulering, selvregulering og etablering af producentsammenslutninger og sammenslutninger i forarbejdningsindustrien, hvis styrke kan opveje de store detailhandelskæders købekraft.

2.6.3

De etiske kodekser er en såkaldt »blid« løsning. Der er tale om en frivillig forpligtelse til at afholde sig fra at anvende omtalte praksis. Selvregulering er blevet vedtaget i Det Forenede Kongerige, Spanien og Belgien. Resultaterne er hverken tilfredsstillende eller overbevisende. Ud over manglende positiv erfaring med selvregulering rejser de etiske kodekser et filosofisk spørgsmål. Hvilken etik er der reelt tale om i forbindelse med en multinational virksomhed? Drejer det sig om ledernes, aktionærernes eller selve samfundets etik? De multinationale virksomheders egentlige herrer er aktionærerne, som ofte er anonyme, og som ofte blot betragter deres aktiebeholdning som en rent økonomisk investering. De er ikke personligt ansvarlige for virksomhedens adfærd og eventuelle anvendelse af uhensigtsmæssig handelspraksis. For de store detailhandelskæders vedkommende er det derfor vanskeligt at betragte etik som en relevant reference.

2.6.4

Kommissionen og andre instanser anbefaler kraftigt landbrugere og små og mellemstore virksomheder at slutte sig sammen med henblik på at opnå en bedre forhandlingsposition under møderne med forretningernes indkøbere. I visse medlemsstater, hvor virksomhederne har sluttet sig sammen på denne måde, er initiativet imidlertid blevet straffet af de nationale konkurrencemyndigheder med den begrundelse, at de havde foretaget »karteldannelse«. Ifølge de lokale myndigheder var den andel af markedet, der blev kontrolleret af disse producentsammenslutninger, rent faktisk for stor. De tog dog kun højde for den indenlandske produktion og ikke for produkter fra andre lande. Af uforklarlige årsager tager ovennævnte myndigheder sædvanligvis ikke højde for alle produkter, der udbydes på det nationale marked, når de fastlægger, hvilken markedsandel en operatør dominerer.

2.6.5

Med hensyn til regulering er der gjort en mere eller mindre modig indsats i flere medlemsstater. Visse lande har forbudt anvendelsen af visse former for praksis (f.eks. er et forbud mod salg med tab indført i halvdelen af medlemsstaterne). Andre har vedtaget en sektorspecifik lovgivning, som det f.eks. er tilfældet i Ungarn, Italien, Tjekkiet, Rumænien, Slovakiet og Polen, eller har ændret deres standarder som det er tilfældet i Letland og Frankrig. I løbet af de senere år er der navnlig i flere post-kommunistiske lande i Central- og Østeuropa vedtaget love om bekæmpelse af de store detailhandelskæders uhensigtsmæssige handelspraksis. Årsagen er sandsynligvis, at situationen er særligt bekymrende i dette område. Til eksempel kan nævnes, at de store detailhandelskæder i modsætning til i Vesteuropa her næsten udelukkende er underlagt udenlandske selskaber, som har gode forbindelser med leverandørerne i deres oprindelsesland eller i det land, de tidligere har været etableret i. Resultat heraf er en nedgang i områdets landbrugsfødevaresektor.

2.6.6

Håndhævelsen af disse love er ganske vist ikke nogen let opgave, især fordi de leverandører, der udsættes for urimelige metoder, af eksistentielle årsager er bange for at indgive klager. På trods af dette er lovene imidlertid en mere hensigtsmæssig løsning end de etiske kodekser. På den ene side fordi urimelig handelspraksis ikke blot strider mod etikken, men fordi den også er uforenelig med de grundlæggende retsbegreber. Uanset de problemer, som er forbundet med håndhævelsen, er dette ene argument tilstrækkeligt til at forbyde urimelig handelspraksis ved lov. På den anden side fordi den systematiske lovgivningsmæssige indsats allerede til en vis grad har båret frugt i Frankrig (17).

2.6.7

Kommissionen erkender, at disse problemer forekommer, men foretrækker på nuværende tidspunkt selvregulering og kritiserer opsplitningen af det europæiske retsområde. De love, som er vedtaget af de forskellige medlemsstater, er ganske rigtigt ikke særlig forenelige med hinanden. Den eneste måde, hvorpå denne opsplitning og uforenelighed kan afhjælpes, er imidlertid at vedtage bindende EU-bestemmelser. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger i den henseende. Af praktiske årsager vil det ikke være hensigtsmæssigt at basere eventuelle EU-bestemmelser på begrebet beskyttelse, hvilket ville betyde, at det var op til de skadelidte leverandører at gøre deres rettigheder over for de store detailhandelskæder gældende ved domstolene. I lighed med det franske koncept bør det være den medlemsstat, hvis økonomiske interesse ligeledes er truet, som bør have rollen som sagsøger. Dermed kan man undgå de velkendte problemer, som er forbundet med leverandørernes frygt for at indgive klager.

2.6.7.1

Bestemmelserne bør indeholde krav om skriftlige aftaler, der for at være gyldige skal være forsynet med oplysninger om holdbarheden og mængden af samt kendetegnene ved de solgte produkter, deres pris samt leverings- og betalingsvilkårene. Betalingen bør under bødeansvar ske inden for en frist på 30 dage for letfordærvelige produkter og 60 dage for øvrige produkter. Følgende bør især forbydes:

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/22

1.1

EØSU støtter Kommissionens strategi om fremme af delt brug af frekvensressourcerne i det indre marked, eftersom trådløse forbindelser får stadig større betydning for økonomien.

1.2

EØSU håber, at det i sidste ende er de europæiske borgere, der kommer til at nyde godt af denne strategi og får fordel af de mange fremskridt. Det bør sikres, at de tildelte frekvensressourcer udnyttes bedst muligt med fuld sikkerhed for beskyttelse af personlige oplysninger af privat karakter.

1.3

Al lovgivning, der vedtages, skal sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau samt økonomisk, social og geografisk samhørighed for at undgå, at den digitale kløft udvides, og at der opstår et informationssamfund i to hastigheder.

1.4

Forvaltningen af den delte brug af frekvensressourcerne bør føre til et højt beskæftigelsesniveau og øge den europæiske økonomis konkurrenceevne uden at forvride konkurrencen. Denne lejlighed bør også benyttes til at styrke forskningen og innovative teknologier. EØSU anmoder Kommissionen om, at den, før der tages skridt til liberalisering på frekvensområdet, sikrer, at større konkurrence mellem brugere af frekvensbånd udmøntes i nettojobskabelse. I denne forbindelse bør opmærksomheden i tråd med EU 2020-strategien især rettes mod situationen i de medlemsstater, som er ramt af den økonomiske og finansielle krise.

1.5

EØSU håber, at Kommissionen vil vedtage en henstilling om et fælles format for adgangsrettigheder til frekvenser og en fælles terminologi til brug ved dokumentation af delebetingelser og deleregler.

2.1

Frekvenser er en offentlig nøgleressource for væsentlige sektorer og tjenester som f.eks. kommunikation via mobil, trådløst bredbånd og satellit, radio- og tv-transmission, transport og radiolokalisering og applikationer som f.eks. alarmer, fjernbetjeninger, høreapparater, mikrofoner og medicinsk udstyr.

2.2

De er medvirkende til, at offentlige tjenester som sikkerheds- og beredskabstjenester, herunder civilbeskyttelse, fungerer godt, og de understøtter videnskabelige aktiviteter som meteorologi, jordobservation, radioastronomi og rumforskning.

2.3

Let adgang til frekvenser spiller også en rolle med hensyn til udbud af elektronisk kommunikation, særlig for brugere og virksomheder i fjerntliggende og tyndt befolkede områder såsom landdistrikter eller øer.

2.4

Frekvensreguleringsforanstaltninger kan få konsekvenser for sikkerhed, sundhed og almenhedens interesser samt for økonomi, kultur, forskning, samfundsforhold og miljø.

2.5

I 2002 fastlagde frekvenspolitikbeslutningen de grundlæggende rammebestemmelser for radiofrekvenspolitikken. Den blev i 2012 suppleret med afgørelsen om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram i EU, som EØSU allerede har udtalt sig om.

2.6

EU's rammebestemmelser har til formål at lette adgangen til frekvensressourcer ved hjælp af det enklest mulige tilladelsessystem. Systemet fremmer brugen af generelle tilladelser, undtagen hvor der er et klart behov for individuelle tilladelser. Det er baseret på principper for effektiv udnyttelse og forvaltning af frekvensressourcer samt for teknologi- og tjenesteneutralitet.

Kommissionen har et tilstrækkeligt retsgrundlag for at behandle spørgsmålet om forvaltning af frekvensressourcerne, nemlig den retlige ramme for elektronisk kommunikation, reglerne for det indre marked og transport samt de regler, der skal forhindre konkurrenceforvridning.

2.7

Forvaltningen af frekvensressourcer er en væsentlig forudsætning for det indre marked for digitale tjenester, og dette initiativ bidrager derfor umiddelbart til at nå målene for Europa 2020-strategien. I overensstemmelse med radiofrekvenspolitikprogrammet søger Kommissionen bred konsensus om de foreslåede skridt, som skal fremme udviklingen af trådløse nyskabelser i EU, så det sikres, at de aktuelt tildelte frekvenser udnyttes bedst muligt.

3.1

Kommissionen undersøger i sin meddelelse de faktorer, der muliggør og fremmer delt brug af frekvensressourcerne, som f.eks. trådløst bredbånd, det trådløse samfund og nyskabende forskning og teknologi, og fremhæver følgende:

3.2

Meddelelsen kommer ind på udfordringerne på vejen mod en mere omfattende deling af frekvenser og drøfter bl.a. forvaltningen af skadelig interferens for at fjerne usikkerheden på dette område, indførelsen af tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger og incitamenter for alle interesseparter samt kapaciteten i tilladelsesfri frekvensbånd.

3.2.1

Hvis mere udbredt deling af frekvenser skal fremmes, forudsætter det:

3.3

Kommissionen foreslår at udvikle to værktøjer, som skal give incitament til en mere udbredt og mere effektiv udnyttelse af de nuværende frekvensressourcer:

3.4

Efterhånden som teknologiske fremskridt giver mulighed for flere fordelagtige delemuligheder i det indre marked, finder Kommissionen det nødvendigt at fremme investeringer og opmuntre frekvensbrugere til at udnytte deres frekvensressourcer bedre ved i tæt samarbejde med medlemsstaterne at fastlægge en procedure og nøglekriterier på EU-niveau med sigte på at identificere fordelagtige delemuligheder (f.eks. i en henstilling).

3.5

Kommissionen mener, at frekvensdelingskontrakter kan give brugerne en større retlig sikkerhed og samtidig skabe markedsbaserede incitamenter, herunder finansiel kompensation, til at identificere flere fordelagtige delemuligheder i det indre marked, hvis de nationale tilsynsmyndigheder tildeler adgangsrettigheder til delefrekvenser til yderligere brugere i et frekvensbånd.

3.6

Kommissionen foreslår en vej frem, der består af følgende skridt:

4.1

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, da den sætter gang i nødvendige overvejelser over en fremtidig tilpasning af EU's reguleringsramme til målene for det flerårige radiofrekvenspolitikprogram.

4.1.1

I denne forbindelse undersøger meddelelsen, hvordan manglen på ledige frekvenser og de høje priser på omfordeling af frekvensressourcer til nye anvendelser kan imødegås, da disse forhold i høj grad begrænser anvendelsen af trådløse forbindelser, og den slår til lyd for væsentlige forandringer i forvaltningen af frekvensressourcerne.

4.2

For at fjerne de nuværende reguleringsmæssige hindringer for udbredelsen af innovative radiobaserede accessteknologier og fremme delt brug af frekvensressourcerne vælger Kommissionen en helhedsstrategi, hvor de nationale tilsynsmyndigheder og aftaler mellem etablerede brugere og nye brugere af frekvensressourcerne aktivt skal fremme kollektiv og delt brug af disse ressourcer.

4.3

Desuden vil Kommissionen handle på grundlag af de gældende EU-rammebestemmelser for elektronisk kommunikation gennem udvikling og gennemførelse af principper for effektiv udnyttelse og forvaltning af frekvensressourcer samt for teknologi- og tjenesteneutralitet. Dette finder EØSU meget relevant. Kommissionen agter at udnytte sine kompetencer på dette område fuldt ud for at forbedre og udbrede anvendelsen af frekvensressourcerne så meget som muligt. Det skal gøres ved at udnytte den frie konkurrence og tilnærme de nationale tilsynsmyndigheders kriterier for brugstilladelse med særlig vægt på adgang til frekvenser via tilladelser på delebasis.

4.4

EØSU vil dog fremhæve forskellige aspekter i meddelelsens indhold for så vidt muligt at sikre, at de kommende skridt til regulering af frekvensressourcerne baseres på solide principper, især på principperne om demokrati, gennemsigtighed, overholdelse af de grundlæggende rettigheder og af de rettigheder, der indehaves af forbrugerne og brugerne af elektronisk kommunikation. Især bør forbrugernes og brugernes rettigheder klart beskyttes mod svig gennem fastlæggelse af kriterier, der fremmer en rimelig pris, almen adgang til frekvensressourcerne samt effektive klage- og erstatningsordninger. Det bør endvidere sikres, at de uafhængige tilsynsorganer har kapacitet til at løse tværnationale konflikter om frekvensanvendelse for at undgå skadelig interferens. Kommissionen bør gennem regelmæssige rapporter orientere om de skridt, der er taget, og de mål, der er opfyldt, i forbindelse med de nævnte rettigheder og pligter.

4.5

I forbindelse med den fremtidige udvikling af den relevante rammelovgivning opfordrer EØSU Kommissionen til at udarbejde en så udtømmende liste som muligt over »reguleringsmæssige hindringer« for udbredelsen af innovative radiobaserede accessteknologier.

4.6

Målet er at undgå situationer, hvor en falsk overbeskyttelse af brugerne i virkeligheden – af nationale eller andre protektionistiske grunde – bruges som påskud til at forhindre maksimal åbning af frekvensressourcerne. Det bør gøres lettere at integrere andre brugere og innovative teknologier. EØSU finder det nødvendigt, at meddelelsen ledsages af en garanti for større tilgængelighed til de nye teknologier for personer med handicap.

4.7

Dette ville desuden resultere i en forøgelse af indtægterne fra opkrævning af frekvensbrugsafgifter, der utvivlsomt giver et godt udbytte. Da frekvensressourcerne er et fysisk begrænset rum, og da de foreslåede tiltag vil øge brugertrafikken, bør man imidlertid efter EØSU's mening nøje overveje forskellige spørgsmål som f.eks. kompensation til de nuværende indehavere af brugstilladelser, hvordan man undgår sammenbrud eller indskrænkning af frekvensressourcerne på grund af overudnyttelse, hvordan man sikrer indførelse af mere innovative teknologier osv. Selv om denne udtalelse ikke drejer sig om samme emne som visse tidligere udtalelser om gennemførelsen af EU's tiltag i forbindelse med den teknologiske udvikling, som f.eks. den såkaldte digitaliseringsgevinst, bør man vurdere den reelle indvirkning af disse tiltag for at sikre, at de forventninger, der stilles til udviklingen af EU's radiofrekvenspolitik, er realistiske.

4.8

På den anden side er EØSU mest stemt for at begrænse de nationale tilsynsmyndigheders udstedelse af individuelle tilladelser mest muligt. EØSU foretrækker en meget mere åben adgang, forudsat at der reelt er frekvensressourcer til rådighed, og at frekvensbrugernes erhvervede rettigheder respekteres. EØSU opfordrer derfor de nationale tilsynsmyndigheder til kun i begrænsede og velbegrundede tilfælde at udstede individuelle tilladelser for at fremme en langt mere åben adgang.

4.9

Det fremgår også af meddelelsen, at der blandt andre relevante mål også er behov for at mindske den teknologiske kløft mellem producenter i EU-medlemsstater og i tredjelande hvad angår fremstilling af apparater, som letter den elektroniske kommunikation. En af grundene til denne kløft er fragmenteringen af den nuværende reguleringsramme. EØSU anmoder Kommissionen om, at den fremlægger en konsekvensanalyse af de mulige fordele, som frigørelsen af frekvenser kan få mht. overvindelse af den digitale kløft mellem EU's medlemsstater. EØSU støtter derfor en hurtig tilpasning af denne ramme og har tillid til, at Kommissionen kan regulere på dette område ved brug af udvalgsprocedurerne.

4.9.1

EØSU fremhæver endvidere EU's stærke forpligtelse over for de grundlæggende rettigheder og opfordrer Kommissionen til ved udarbejdelsen af de relevante tilpasningsbestemmelser at være meget omhyggelig med at beskytte disse grundlæggende rettigheder, f.eks. privatlivets fred, tavshedspligt eller behandling af data, som kan blive lagret af leverandører af elektroniske kommunikationstjenester.

4.9.2

Det forekommer også tilrådeligt at etablere en form for effektiv overvågning af nye brugeres tilladelsesfri adgang til frekvensbåndene, når disse brugere bliver dominerende i kraft af merværdien af deres teknologiske innovationer, især hvis disse skaber problemer for den fredelige anvendelse af frekvenser, som benyttes af tredjeparter, hvis ret til beskyttelse ikke er sikret af en national tilsynsmyndighed. EØSU er foruroliget over de konsekvenser, som denne liberaliseringsproces kan få for gennemførelsen af princippet om adgang til tjenester af almen interesse (politi, ambulance, redningstjeneste osv.).

4.9.3

Man bør ligeledes nøje undersøge situationen for brugere, som ønsker at få frekvensadgang, og som udbyder en tjenesteydelse af almen interesse. De kunne blive fritaget for betaling af en finansiel kompensation, eller der kunne fastsættes et symbolsk beløb i medfør af en overnational bestemmelse og eventuelt en relevant lovgivning.

4.9.3.1

Intet af det ovenstående tilsidesætter pligten til at fremme målsætninger af almen interesse i overensstemmelse med EU-retten, især hvad angår lovgivningen om indhold og audiovisuel politik samt medlemsstaternes ret til at organisere og anvende deres frekvensressourcer til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed.

4.10

Ønsket om uafhængighed og retssikkerhed er også en grund for EØSU til at foreslå, at ansvaret for at overvåge og rapportere om aftaler om delt brug af frekvenser mellem brugere samt om disse aftalers overholdelse af konkurrencereglerne pålægges de nationale tilsynsmyndigheder og i givet fald Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), når der er behov for strategisk planlægning, koordinering og harmonisering af især procedurer for udstedelse af generelle tilladelser eller individuelle rettigheder til frekvensudnyttelse, og når der skal overvindes barrierer for udviklingen af det indre marked.

4.11

Kommissionen bør sammen med repræsentanter for forbrugerorganisationer og virksomheder udarbejde en »kodeks for god praksis« i forbindelse med formidling på EU-niveau af information om ansøgninger om frekvensdeling og dens resultater. Det vil gøre det lettere at udbrede gennemsigtige processer og en optimal forvaltning af ressourcerne i »frekvensregistret«.

4.12

Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til på grundlag af arbejdet i Frekvenspolitikgruppen (RSPG) at udarbejde en gennemførelsesretsakt i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 291. Den skal medvirke til at nå målene om bl.a. en fælles tilgang til delt frekvensadgang og udformningen af de henstillinger, som skal fremme anvendelsen af fælles kriterier for udstedelsen af disse tilladelser i EU, således at de bliver lettere at gennemføre i alle EU's medlemsstater.

4.12.1

Denne regulering bør blandt andre relevante elementer omfatte beskyttelse af principperne om fri konkurrence, beskyttelse af sikkerheden og af de rettigheder, som indehaves af brugerne af elektronisk kommunikation. Der bør lægges særlig vægt på at nedbringe prisen på de tjenester, som leveres af udbyderne af elektronisk kommunikation.

4.13

EØSU er overbevist om, at den teknologiske innovation, som udvidet adgang til frekvenser muligvis vil resultere i, vil kunne støttes med midler fra EU's Solidaritetsfond for at fremme teknologiudbredelsen i EU's mindre udviklede medlemsstater.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/27

1.1

Efter EØSU's opfattelse udgør det indre energimarked en mulighed for at drage fordel af de forskellige energivalg, man har truffet rundt omkring i Europa, og sikre sig, at hele systemet – via sammenkoblede infrastrukturer – fungerer optimalt til gavn for både industrielle og private forbrugere.

1.2

EØSU støtter Kommissionens tilgang, for så vidt som den sigter mod at afskaffe foranstaltninger, der forhindrer slutbrugerne i at nyde godt af et bredt udvalg af forskellige former for energi.

1.3

Fremover bør forbrugeren sættes i centrum, og alle nye funktioner i forbindelse med forsyningsnet og intelligente målere (smart grids og smart meters) bør udformes med tanke på forbrugernes behov.

1.4

Der er en stor informationskløft, når det gælder det indre energimarkeds formål og virkemåde. Kun ved hjælp af en omfattende oplysningskampagne iværksat af EU og udformet i samarbejde med samtlige repræsentanter for det organiserede civilsamfund kan der rådes bod på denne.

1.5

Kampen mod energifattigdom bør have høj prioritet i de offentlige politikker, der føres i EU. EØSU opfordrer Rådet og Kommissionen til at sætte dette emne øverst på dagsordenen for det europæiske topmøde om energi i maj 2013.

2.1

Kommissionen efterlyser netop i sin meddelelse en indsats, der gør det muligt at nå målet om et velfungerende indre energimarked i 2014, som blev fastsat af EU's stats- og regeringschefer i februar 2011. De påpegede på daværende tidspunkt, at det var nødvendigt, at man inden udløbet af denne frist havde tilendebragt gennemførelsen af det indre energimarked, således at alle europæiske forbrugere frit ville kunne vælge elektricitets- og gasleverandør.

2.2

Opbygningen af det indre marked for elektricitet og gas blev da også påbegyndt allerede i 1996 ud fra en tanke om, at alle europæiske forbrugere for det første frit skulle kunne vælge leverandør (uanset dennes nationalitet) og få leveret sin energi ved hjælp af energiinfrastrukturer, som ikke længere var afhængige af producenterne, og at effektiviteten af dette indre marked for det andet ville have en positiv effekt på energipriserne og sende dynamiske og relevante signaler om, hvilke investeringer der var brug for.

2.3

Indtil videre er det ikke lykkedes at få opfyldt denne ambition til fulde. Det indre energimarked har gjort det muligt i nogle medlemslande at tilbyde forbrugerne mere fleksible muligheder og en mere konkurrencebestemt prisfastsættelse. Dette har afbødet prisstigningerne som følge af de stigende priser på de primære energikilder. Det har også gjort det nemmere at skabe mere likvide og transparente engrosmarkeder, og derved er forsyningssikkerheden i Den Europæiske Union blevet styrket. I de fleste af medlemsstaterne har udviklingen af energimarkederne være kendetegnet ved, at monopoler (nationale eller regionale) er blevet til oligopoler (stadig nationale eller regionale), som hverken blander sig i hinandens forhold eller i nævneværdig grad konkurrerer med hinanden.

2.4

De nye redskaber, der er blevet skabt (børser, markedskoblinger osv.), omfatter kun mindre mængder, og hovedparten af handlen foregår stadig primært på nationalt plan. Hvad elektricitet angår, er konkurrencen mellem producenterne i visse lande nærmest hypotetisk. I 8 ud af 27 lande kontrolleres 80 % af elproduktionen af historiske operatører, og som følge af de nationale gasleverandørers dominerende position (endda enedominans i visse lande) er også det indre marked for gas stadig i høj grad teoretisk.

2.5

Det indre energimarked fungerer derfor i dag ikke så meget som et europæisk økonomisk samarbejdsområde, der takket være reel konkurrence kommer de europæiske virksomheder og forbrugere til gode, men i langt højere grad som et kludetæppe af praksisser, markeder og nationale aktører, hvor man under tilsyn af de regulerende myndigheder i de enkelte lande og ACER anvender de forskellige EU-bestemmelser, der er blevet vedtaget de seneste tyve år. De valg, man foretager på energiområdet i de enkelte lande, har imidlertid en betydning for energipriserne i nabolandene, og beslutningerne på området kan ikke træffes ensidigt.

2.6

Priserne skævvrides, idet der pålægges uigennemskuelige, asymmetriske, ofte overdrevent høje lokale eller nationale afgifter, som i visse tilfælde er steget med 1 000 % på 15 år, og dermed lægges der et urimeligt stort pres på såvel de enkelte husstande som på de elektrointensive industrier. De nationale politikker til fremme af udviklingen af vedvarende energikilder, som ikke er koordineret landene imellem, gør det nødvendigt – for så vidt som at energien fra disse energikilder ikke kan styres og sendes først ind i nettet – hurtigt at omdanne det europæiske marked, hvis ikke man vil risikere at svække forvaltningen af det europæiske elsystem. Uanset hvilken energiform, der er tale om, er der behov for fuld gennemsigtighed for så vidt angår nationale støtteordninger (eller fritagelsesordninger), hvis man vil sikre sig, at alle markedsaktører udviser en loyal adfærd, og at EU's konkurrenceregler overholdes til punkt og prikke på energiområdet.

2.7

Den udbredte praksis med nationalt regulerede tariffer resulterer ikke i de dynamiske prissignaler, som vil kunne opmuntre forbrugerne til at reducere deres forbrug og holde deres energiregning under kontrol. Den sikrer heller ikke, at de reelle forsyningsomkostninger eller produktionsomkostninger bliver dækket, hvilket underminerer såvel energiselskabernes økonomi som de investeringer i både produktion og net, der er nødvendige over de kommende årtier.

2.8

Endelig har de europæiske borgere/forbrugere i stort omfang ikke forstået det indre energimarked, hverken for så vidt angår dets målsætninger eller dets virkemåde. Dette skyldes manglen på en pædagogisk tilgang såvel som på oplysning og gennemsigtighed. Selv om markedet for private forbrugere teoretisk set har været frit siden den 1. juli 2007, har kun en lille procentdel af forbrugerne i visse af EU's medlemsstater valgt at skifte leverandør, hvilket er resultatet af en kronisk mangel på information og kommunikation fra staterne, regulatorerne og markedsaktørerne.

3.1

I lyset af de store udfordringer, Europa står over for (verdensomspændende økonomisk krise, global opvarmning, sikring af forsyningen osv.), er der behov for større gennemsigtighed, fleksibilitet, handel med energi og sammenkoblinger mellem medlemsstaterne, således at man kan høste de indlysende fordele med hensyn til effektivitet og solidaritet samt optimere resultaterne af investeringerne.

3.2

EØSU bakker helhjertet op om Kommissionens initiativer og mener, at fuldførelsen af et egentligt fælles energiområde for 500 millioner forbrugere er en væsentlig forudsætning for fornyet vækst i Europa og også for gennemførelsen af et europæisk energifællesskab. Energi i rigelige mængder, som er fælles og konkurrencedygtig, er i EØSU’s øjne en af forudsætningerne for udviklingen af europæisk økonomi og for, at der kan skabes beskæftigelse i Europa. Europæisk industri har brug for konkurrencedygtige energipriser for at kunne overleve i Europa og fortsætte sin udvikling.

3.3

Ud over at håndhæve de forordninger og direktiver, som er blevet vedtaget siden december 1996, er det derfor også vigtigt at sikre, at ånden i teksterne om det indre energimarked efterleves, og at medlemsstaterne fremmer en egentlig konkurrence, både på regionalt, nationalt og EU-plan. EØSU støtter de initiativer, der er rettet mod at lette anvendelsen og øge effektiviteten af energitransmissionsnettene gennem fremskyndet standardisering, som er nødvendig med henblik på en omfattende udvikling af de vedvarende energikilder. Udvalget støtter øget sammenkobling af energinet og markedskobling samt multilateralt samarbejde som f.eks. oprettelsen af Coreso (en platform for koordination af elnettet i Vesteuropa), som er forstadiet til en europæisk elcentral.

3.4

Eksistensen af regulerede tariffer, som hovedsageligt skyldes nationale politiske hensyn, grænser til protektionisme, som går imod Unionens interesser. Sådanne tariffer er til hinder for, at energiens reelle pris kommer til at påvirke forbrugernes adfærd, og de kan kun accepteres midlertidigt i de medlemsstater, som ønsker dem. Der bør sendes prissignaler, som afspejler den reelle prisudvikling (inkl. CO2), til forbrugerne og investorerne for at styre de fremtidige valg i den rigtige retning. En energipris, som er i overensstemmelse med de reelle omkostninger, er en af forudsætningerne for en bedre styring af forbruget og et led i en nødvendig udvikling for forbrugerne, som skal være mere aktive i den nye model, der er ved at blive opbygget.

3.5

Samtidig er det nødvendigt at få et overblik over såvel lokal som national energibeskatning, hvor der findes store forskelle medlemsstaterne imellem, og foretage en decideret nytænkning heraf. Hvad elektricitet angår, varierer andelen af afgifter og moms således fra 4,7 % i Det Forenede Kongerige til 54,6 % i Danmark uden hensyn til energiindholdet i den producerede strøm. EØSU støtter derfor Kommissionens initiativer til fordel for en ensartet og mere intelligent prisfastsættelse på energi i Europa. Opfyldelsen af 20-20-20-målene og en reduktion på 80-95 % af CO2-emissionerne inden 2050 forudsætter, at der etableres en fælles fiskal ramme, som på et objektivt grundlag fastlægger regler for, hvilken skattebyrde der skal pålægges vedvarende energikilder og fossile energikilder, og som tager højde for hver enkelt produkts energiindhold og dets CO2-emission.

3.6

Energifattigdom, som berører 13 % af de europæiske husstande, dvs. 65 millioner europæere, er en uadskillelig del af opbygningen af det indre energimarked. Den konkurrence, der indledningsvis blev fastsat som et af målene for det indre energimarked, skal nødvendigvis være i alle europæiske forbrugeres interesse. Det indebærer, at borgerne/forbrugerne skal sættes i centrum, og at der hurtigst muligt skal udarbejdes en EU-definition af energifattigdom, som – i lighed med EU’s politikker for regionsstøtte – vil kunne udløse nationale støttepolitikker. EU bør sørge for at skelne disse både nødvendige og hastende foranstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom fra de protektionistiske afgiftspolitikker, som strider imod ånden i det indre marked. EØSU foreslår, at man på det kommende europæiske topmøde om energi i maj 2013 sætter fokus på dette spørgsmål og skitserer omridset af en offentlig europæisk energimyndighed.

3.7

De vigtigste indsatsområder er efter EØSU’s opfattelse oplysning, information og gennemsigtighed på energiområdet (1), således at forbrugerne sættes i stand til at træffe så oplyste beslutninger som muligt, både med hensyn til økonomi og energieffektivitet, og skifte til de billigste leverandører. Unionen bør foretage en større kommunikationsindsats for at forklare spørgsmål af fælles interesse og på en konkret og enkel måde at give de europæiske forbrugere den information, de har behov for.

3.8

Efter EØSU's opfattelse er forbrugerengagement en vigtig forudsætning for en effektiv udvidelse af den intelligente måling, som kan føre til øget energieffektivitet. Der er imidlertid stadig en lang række ubesvarede spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om hvorvidt de potentielle fordele vejer tungere end omkostningerne for forbrugerne, og spørgsmålet om databeskyttelse. Det er i alle energibrugeres interesse, at disse problemer løses så hurtigt som muligt.

3.9

Morgendagens europæiske energimarked skal ikke længere udelukkende være styret af udbuddets logik. Det bør også opmuntre til belastningsstyring i industrien og i de private husholdninger og drage størst mulig nytte af de nye funktioner i forbindelse med forsyningsnet og intelligente målere. EØSU bakker dermed op om, at der på EU-niveau udformes koordinerede kapacitetsmekanismer, som kan udjævne spidsbelastninger, sikre at de europæiske elektricitetssystemer er velfungerende (navnlig i spidsbelastningsperioder) og stimulere til reduktion af strømforbruget.

3.10

EØSU efterlyser en egentlig europæisk debat om energiomstillingen, udfordringerne i forbindelse hermed samt omkostningerne og fordelingen af disse mellem medlemsstaterne. Europa kan ikke være summen af 27 medlemsstaters energipolitikker udformet i de enkelte landes egen interesse. Unionen bør være i stand til at evaluere følgevirkningerne af et lands beslutninger for de andre lande. I den forbindelse er det afgørende at inddrage civilsamfundet. Det er positivt, at der findes forskellige fora. Der bør iværksættes en egentlig europæisk dialog om energi med deltagelse af alle berørte parter, ikke mindst medlemsstaterne, i overensstemmelse med den europæiske dimension.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/30

1.1

Som i tidligere udtalelser slår EØSU atter fast, at det af hensyn til kampen mod de globale klimaforandringer og den europæiske luftfartssektors konkurrenceevne er afgørende at nå frem til en global løsning på emissionshandelen. Denne løsning skal suppleres af et velfungerende fælles europæisk luftrum og en række bestemmelser, der er i overensstemmelse med disse målsætninger.

1.2

Udvalget glæder sig derfor over beslutningen om at udsætte anvendelsen af ETS på luftfartsoperatører med flyvninger til og fra Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), indtil de internationale forhandlinger afsluttes.

1.3

EØSU er imidlertid af den opfattelse, at det er vigtigt, at alle regioner i verden bliver enige om at begrænse CO2-emissionerne fra intraregionale flyvninger.

1.4

Udvalget fremhæver risiciene for den europæiske transportsektors konkurrenceevne. Mens udsættelsen er i kraft for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, vil passagerer på flyvninger inden for EU, men ikke passagerer, der ankommer fra tredjelande, blive pålagt en afgift.

1.5

EØSU anmoder derfor Rådet og Parlamentet om, med støtte fra Kommissionen, at presse på for en hurtig og overordnet løsning for at undgå urimelige prisforskelle og konkurrenceforvridning, som vil skade konkurrenceevnen og beskæftigelsen og være i klar modstrid med den fælles Europa 2020-strategi.

2.1

Det europæiske direktiv 2008/101/EF, som med virkning fra 2012 inkorporerer luftfartssektoren, herunder tredjelandes luftfartsoperatører, i EU's emissionskvotehandelsordning, blev for nylig erklæret gyldigt i en afgørelse fra Domstolen i en sag anlagt af flere nordamerikanske luftfartsoperatører, som mente, at de europæiske regler overtrådte flere internationale aftaler (1).

2.2

Domstolen fastslår, at »ordningen for handel med kvoter hverken overtræder den internationale sædvanerets påberåbte principper på området eller open sky-aftalen«. De europæiske bestemmelser er således i overensstemmelse med målsætningerne i Kyotoprotokollen, som indeholder bestemmelser om indgåelse af en aftale om flyvemaskiners drivhusgasemissioner inden for rammerne af FN's Organisation for International Civil Luftfart (ICAO).

2.3

Som reaktion på udviklingen i de internationale forhandlinger og for at skabe et positivt forhandlingsklima vil Kommissionen midlertidigt udelukke ikke-europæiske flyvninger fra EU's emissionshandelsordning (ETS).

2.4

I henhold til gældende ETS-bestemmelser tildeles virksomheder, som er forpligtet til at nedbringe deres emissioner, CO2-kvoter svarende til den mængde CO2 , som de må udlede. Disse kvoter falder fra år til år. Virksomheder, som nedbringer deres emissioner med mere, end de er forpligtet til, får tildelt kvoter, som de efterfølgende kan sælge til virksomheder, der ikke har gjort det lige så godt, og som har brug for ekstra kvoter. Fra 2012 finder ETS-direktivet også anvendelse på luftfartssektoren og gælder for alle flyvninger til og fra europæiske lufthavne. Samtidig er det blevet obligatorisk at føre emissionsregnskab og deltage i emissionshandelsordningen, og den første frist for returnering af kvoter er sat til april 2013.

2.5

For at lette indgåelsen af en global aftale i ICAO-regi var det nødvendigt at godkende en midlertidig fravigelse fra EU's ETS-direktiv for at sikre, at der ikke gribes ind over for luftfartsoperatører, som ikke lever op til dette direktivs krav om rapportering og overholdelse for flyvninger til og fra EU med retning mod eller afgang fra lufthavne i tredjelande, der er opstået før den 1. januar 2014.

2.6

I en tid med økonomisk afmatning kan den foreslåede tilgang imidlertid skade konkurrencedygtigheden af den europæiske lufttransport i forhold til den internationale transport. En »frysning« af ETS-direktivet i et år, mens der ventes på en international aftale om luftfartstransportens drivhusgasemissioner (en global markedsbaseret mekanisme – MBM), ville ikke gælde transporten inden for EU.

2.7

For netop at undgå sådanne urimelige forhold og konkurrenceforvridning mener udvalget, at fravigelsen bør være strengt midlertidig og kun gælde for de luftfartsoperatører, som enten ikke har modtaget eller har returneret alle de gratis kvoter, der er blevet tildelt for de omtalte aktiviteter i 2012. Af samme grund bør disse kvoter ikke tages med i beregningen af de dertil hørende rettigheder.

3.1

Forslaget til afgørelse sigter mod at:

3.2

Forslaget sigter desuden mod at undgå konkurrenceforvridning, og fravigelsen gælder kun de luftfartsoperatører, som enten ikke har modtaget eller har returneret alle de gratis kvoter, der er blevet tildelt for de omtalte aktiviteter i 2012.

4.1

Udvalget har i sine tidligere udtalelser allerede slået fast, at følgende faktorer er afgørende for den europæiske luftfartssektor:

»Skabelsen af et fælles europæisk luftrum er endvidere afgørende for at sikre, at EU's luftfartsindustri er konkurrencedygtig på verdensmarkedet« (2) med tanke på, at luftfartssektoren tegner sig for en stor del af den europæiske økonomi med 748 mio. passagerer om året, mere end 11 mio. tons transporterede varer, et bidrag til BNP på 359 mia. euro og flere end 5 mio. ansatte.

4.2

Udvalget er derfor enigt i beslutningen om at udsætte anvendelsen af ETS på luftfartsoperatører med flyvninger til og fra EØS for at nå frem til en afslutning på de internationale forhandlinger, men er af den opfattelse, at alle regioner i verden er nødt til at nå til enighed om at håndhæve ETS, selv for deres intraregionale flyvninger.

4.3

Udvalget fremhæver de risici, der kan opstå for den europæiske transportsektors konkurrenceevne. Mens udsættelsen er i kraft, vil passagerer på flyvninger inden for EU, men ikke passagerer, der ankommer fra tredjelande, blive pålagt en afgift af hensyn til miljømæssige krav.

4.4

I lyset af de ovenstående bemærkninger opfordrer udvalget derfor til, at man hurtigt når frem til en overordnet løsning for at undgå urimelige prisforskelle og konkurrenceforvridning: manglen på en global løsning på emissionshandlen vil uden tvivl sætte en kæp i hjulet for det europæiske marked, der som det eneste vil være pålagt sådan en form for lovgivning.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/33

1.1

EØSU bifalder det bidrag, som VVM-konceptet (vurdering af virkninger på miljøet) har ydet til at forbedre miljøets tilstand i medlemsstaterne og i EU som helhed.

1.2

Hvor effektiv processen med at træffe en korrekt afgørelse om et projekts miljøpåvirkning er, afhænger i høj grad af kvaliteten og uafhængigheden af miljøkonsekvensvurderingen og af de oplysninger, der ligger til grund for denne. Når denne kvalitet skal vurderes, bør proportionalitetsprincippet bringes i anvendelse, og der må også stilles krav om kvalitet for så vidt angår de godkendende myndigheder i en konstruktiv dialog med civilsamfundet.

1.3

Efter udvalgets opfattelse er det vigtigt at påpege, at de involverede omkostninger – både økonomiske, men især også mht. tid – kan vanskeliggøre SMV'ernes projekter, navnlig når proportionalitetsprincippet ikke overholdes i forbindelse med kravet om alternativer.

1.4

Hvad angår projekter, hvor de miljøkonsekvenser, der er kendte eller kortlagt på forhånd, er ubetydelige, bør VVM-direktivet gennemføres på en fleksibel og rimelig måde, således at procedurerne for miljøgodkendelse og byggetilladelse kan kombineres. EØSU bifalder og støtter Kommissionens tiltag til at forbedre retssikkerheden for dem, som er involveret i miljøkonsekvensvurderingsprocessen.

1.5

EØSU ser yderst positivt på forslaget om at fastsætte tidsrammer for de hovedfaser, direktivet kræver gennemført (offentlig høring, screeningafgørelse og endelig VVM-afgørelse), og indføre en mekanisme, der skal sikre harmonisering og koordinering af miljøkonsekvensvurderingsprocesser i hele EU.

1.6

Efter udvalgets opfattelse bør der kun stilles krav om overvågning i forbindelse med VVM-afgørelsen, når det er berettiget, og kun i strengt nødvendigt omfang.

1.7

Hvad angår forslaget om at indføre en bestemmelse om »tilpasning af miljøkonsekvensvurderingen på baggrund af nye udfordringer« mener EØSU, at en sådan udvidelse af direktivets anvendelsesområde bør gælde alle projekter med en forventet indvirkning på de aspekter af miljøbeskyttelsen, som vurderes, hvor proportionalitetsprincippet spiller en vigtig rolle, og hvor projektets forskellige forberedelses- og gennemførelsestrin klart kan adskilles.

1.8

EØSU støtter borgernes ret til aktindsigt og til at deltage i miljøkonsekvensvurderingsprocessen. Samtidig opfodrer udvalget dog til, at procedurereglerne for miljøkonsekvensvurderingen af projekter udformes således, at man undgår, at bestemmelserne i VVM-direktivet misbruges til korrupte formål og til at trække sagerne i langdrag. EØSU ønsker, at klagerne bliver behandlet inden for en rimelig frist i alle berørte parters interesse.

2.1

Direktiv 2011/92/EU, som samordner principperne for miljøkonsekvensvurdering ved at indføre minimumskrav, bidrager til en høj grad af beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed.

2.2

Det er nødvendigt at ændre direktiv 2011/92/EU for at styrke kvaliteten af miljøkonsekvensvurderingen, strømline de forskellige trin i proceduren og øge sammenhængen og samspillet med andre EU-retsakter og -politikker og med medlemsstaternes strategier og politikker på områder, der er underlagt national kompetence.

2.3

De foranstaltninger, der træffes for at undgå, begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige virkninger for miljøet, bør medvirke til at undgå enhver forringelse af miljøets kvalitet og ethvert nettotab af biodiversitet, i overensstemmelse med Unionens forpligtelser i medfør af konventionen og med målene og foranstaltningerne ifølge EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020.

2.4

Klimaændringerne vil fortsat medføre skade på miljøet og bringe den økonomiske udvikling i fare. Derfor bør Unionens miljømæssige, sociale og økonomiske modstandsdygtighed styrkes, så klimaændringerne kan gribes effektivt an overalt i EU. Der må gøres en indsats for tilpasning til og modvirkning af klimaændringer i mange forskellige sektorer af EU-lovgivningen.

2.5

Under anvendelsen af direktiv 2011/92/EU er det nødvendigt at sikre et konkurrencepræget erhvervsklima, særlig for små og mellemstore virksomheder, for at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i overensstemmelse med de mål, der er opstillet i Kommissionens meddelelse, »Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«.

2.6

Den miljørapport om et projekt, som bygherren skal forelægge, bør omfatte en vurdering af rimelige alternativer til det påtænkte projekt, herunder af den nuværende miljøstatus' sandsynlige udvikling, hvis projektet ikke gennemføres (referencescenario), med det formål at forbedre kvaliteten af vurderingsprocessen og gøre det muligt at integrere miljøhensyn i en tidlig fase af projektudformningen.

2.7

Med henblik på at sikre åbenhed og ansvarlighed i forvaltningen bør de kompetente myndigheder forpligtes til at begrunde deres afgørelser om tilladelse til projekter, så det fremgår, at de har taget hensyn til resultaterne af de gennemførte høringer og de indsamlede oplysninger.

2.8

Der bør indføres tidsfrister for de forskellige trin i miljøkonsekvensvurderingen af projekter for at bidrage til en mere effektiv beslutningsproces og øge retssikkerheden, idet der også tages hensyn til det påtænkte projekts art, kompleksitet, placering og dimensioner. Disse tidsfrister bør under ingen omstændigheder føre til, at man går på kompromis med de høje miljøbeskyttelsesstandarder, navnlig ikke dem, der følger af anden EU-lovgivning på miljøområdet, og heller ikke med offentlighedens deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse.

3.1

Udvalget bifalder det bidrag, som VVM-konceptet har ydet til at forbedre miljøets tilstand i medlemsstaterne og i EU som helhed. Dette koncept er et tværgående instrument under EU's og medlemsstaternes miljøpolitikker og retssystemer og er den praktiske udmøntning af denne politiks retlige rammer.

3.2

Kommissionens forslag om yderligere forbedringer af miljøkonsekvensordningen for projekter trækker på en omfattende erfaring med anvendelsen af VVM i de 27 år, der er gået, siden det første VVM-direktiv blev vedtaget (1). Der blev desuden gennemført en offentlig høring, hvis resultater bidrog til at formulere de foreslåede ændringer og revidere bestemmelserne i det kodificerede VVM-direktiv 2011/92/EU (2), så manglerne afhjælpes, og så direktivet kommer til at afspejle den miljømæssige og samfundsøkonomiske udvikling og bringes i overensstemmelse med principperne om intelligent regulering.

3.3

Hvor effektiv processen med at træffe en korrekt afgørelse om et projekts miljøpåvirkning er, afhænger i høj grad af kvaliteten af de oplysninger, der ligger til grund for miljøkonsekvensvurderingen, og af kvaliteten i vurderingsprocessen. Kvalitet bør defineres objektivt, og kravene til kvalitet bør fastlægges i tråd med proportionalitetsprincippet – dvs. i forhold til kvaliteten og omfanget af den information, som er til rådighed på det pågældende trin af den fysiske planlægning. Ud over informationens kvalitet og uafhængighed bør der også stilles krav om, at de, som forvalter proceduren – navnlig i de godkendende myndigheder – skal have de nødvendige kompetencer, og at disse løbende skal forbedres. EØSU understreger, at det ville være ønskværdigt at få fastlagt, under hvilke betingelser borgerne kan kræve en supplerende ekspertvurdering.

3.4

Mens der ikke findes standardløsninger, da det afhænger af det specifikke samspil mellem de enkelte foreslåede projekter og det omgivende miljø, skal de grundlæggende principper styrkes, når det drejer sig om sikring af data af bedre kvalitet til etablering af basisoplysninger samt vurdering af potentielle følgevirkninger, alternativer og den generelle datakvalitet. Fleksibilitet med hensyn til kravenes proportionalitet bør spille den afgørende rolle i effektive VVM-procedurer. Dette princip er også en afgørende forudsætning for at forbedre sammenhængen med andre af EU's retsinstrumenter og strømline forvaltningen, så omfanget af unødvendigt bureaukrati reduceres.

3.5

En styrket gennemførelse skal være en prioritet og bør ske på grundlag af en fælles europæisk ramme. Denne bør imidlertid tilvejebringe den nødvendige fleksibilitet og bør navnlig tilpasses de særlige lokale og regionale behov med hensyn til beskyttelse af sundhed og miljø. Når det gælder vurderingen af projekternes konsekvenser på tværs af grænserne, skal denne ramme samtidig være nøje defineret og omfattende nok til at forhindre, at ikke-legitime interesser spiller ind.

3.6

Vurderinger på lokalt, regionalt og nationalt niveau forudsætter adgang til data af god kvalitet på strategisk niveau, der kan danne baggrund for vurderingen af specifikke projekter. Det er den statslige forvalter, der skal have ansvaret for at indsamle sådanne data og gøre disse tilgængelige for vurderingsprocessen i alle sektorer.

3.7

EØSU sætter pris på, at Kommission i den forberedende fase har overvejet flere forskellige alternativer, når det gælder de nødvendige ændringer af VVM-direktivet, og at det forslag, som efter omfattende analyser er blevet fremsat, er baseret på et alternativ, hvor både de økonomiske omkostninger og de miljømæssige fordele ifølge konsekvensanalysen er rimelige. Ikke desto mindre finder vi det nødvendigt at påpege, at de involverede omkostninger – både økonomiske, men især også mht. tid – kan vise sig at være en hæmsko for SMV'erne, navnlig kravet om alternativer, som ligefrem kan vise sig at være ødelæggende for projektet.

3.8

Hvad angår projekter, hvor de miljøkonsekvenser, der er kendte eller kortlagt på forhånd, er ubetydelige, bør VVM-direktivet gennemføres på en fleksibel og rimelig måde, således at procedurerne for miljøgodkendelse og byggetilladelse kan kombineres. Herved undgår man overdrevne og unødvendige forsinkelser igennem hele kæden af godkendelsesprocedurer. Denne anbefaling er endnu vigtigere nu, hvor transeuropæiske net, som er afgørende for integrationen af el- og gasmarkederne og for udviklingen af transportinfrastrukturen, er ved at blive godkendt.

4.1

EØSU kan kun bifalde, at Kommissionen med den foreslåede revision af VVM-direktivet søger at forbedre sammenhængen i EU-lovgivningen ved bl.a. at skærpe definitionen af visse nøglebegreber, hvor det er nødvendigt. Dog bør bygherren og den kompetente myndighed for hvert enkelt projekt og med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet vurdere og blive enige om en liste over relevante oplysninger og udvælgelseskriterier, der er nødvendige for miljøkonsekvensvurderingen.

4.2

EØSU ser også yderst positivt på forslaget om at fastsætte tidsrammer for de hovedfaser, direktivet kræver gennemført (offentlig høring, screeningafgørelse og endelig VVM-afgørelse), og indføre en slags VVM-kvikskranke, der skal sikre koordinering eller fælles gennemførelse af miljøkonsekvensvurderingerne med miljøvurderingerne. Det vil imidlertid virke mod hensigten, hvis den kompetente myndighed kan forlænge den »almindelige« frist på tre måneder til gennemførelse af den obligatoriske screening med yderligere tre måneder. Det er ganske enkelt helt afgørende, at processen harmoniseres i hele EU, og fristen på højst tre måneder plus en måned for den kompetente myndigheder til at nå frem til en afgørelse er tilstrækkelig.

4.3

EØSU er enigt i forslaget om, at medlemsstaterne for projekter, der tjener et beredskabsformål, kan vælge ikke at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering, når det er nødvendigt og berettiget. Udvalget bifalder også Kommissionens tiltag til at øge åbenheden og ansvarligheden og kravet om, at de kompetente myndigheder skal begrunde deres afgørelse (hvad enten den er positiv eller negativ) vedrørende et givent projekt.

4.4

EØSU bifalder og støtter Kommissionens tiltag til at forbedre retssikkerheden for dem, som er involveret i miljøkonsekvensvurderingsprocessen. Udvalget er dog overbevist om, at det kun vil kunne lade sig gøre, hvis der fastlægges bindende frister for ikke blot de enkelte faser i vurderingsprocessen, men også for fuldførelse af hele processen og vedtagelsen af en afgørelse om det foreslåede byggeri. Det er især vigtigt at begrænse risikoen for misbrug i de enkelte faser af miljøkonsekvensvurderingsprocessen, da det unødigt forsinker beslutningerne og dermed mindsker retssikkerheden for de involverede i processen.

4.5

EØSU henstiller, at man går meget forsigtigt til værks med hensyn til gennemførelsen af alternativer – et emne, som gentagne gange er blevet drøftet mange forskellige steder. Der er en klar begrundelse for og logik i »referencescenariet«, særligt når det gælder investeringer i modernisering. Antallet af alternativer og deres detaljeringsgrad bør stå mål med omfanget og karakteren af projektet og aftales på forhånd med den kompetente myndighed.

4.6

Særlige områder, hvor der er behov for en bedre gennemførelse, omfatter:

4.7

Et andet problem er kravet om overvågning: Efter EØSU's opfattelse bør der kun stilles krav om overvågning i VVM-afgørelsen, når det er berettiget, og kun i det omfang det er strengt nødvendigt for at holde øje med væsentlige indvirkende faktorer i byggefasen af et projekt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i den foreslåede ændring. Dette skyldes, at der i lovgivningen om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening er krav om overvågning af projekter og anlæg, så snart de er i drift, og at disse bestemmelser fortsat finder anvendelse i henhold til eksempelvis direktivet om industrielle emissioner.

4.8

Hvad angår forslaget om at indføre en bestemmelse om »tilpasning af miljøkonsekvensvurderingen på baggrund af nye udfordringer« mener EØSU, at en sådan udvidelse af direktivets anvendelsesområde bør gælde alle projekter med en forventet indvirkning på de aspekter af miljøbeskyttelsen, som vurderes. EØSU henstiller, at følgende aspekter overvejes:

4.8.1

Byggeriets virkninger for beskyttelsen af biodiversiteten bør både vurderes i de tilfælde, hvor en region berøres, og hvor et lokalområde berøres. Selv om andre juridiske instrumenter beskytter visse miljøaspekter (såsom nationalparker, naturreservater, Natura 2000-områder osv.), er der tydeligvis behov for en mere omfattende vurderingsproces som f.eks. miljøkonsekvensvurderingen, der er underlagt lovgivning på både nationalt og europæisk niveau.

4.8.2

Klimaændringerne er et globalt fænomen, som har konsekvenser på lokalt niveau og kræver handling på lokalt niveau. Det er en større udfordring at vurdere, hvilken indvirkning et projekt har på klimaændringerne på verdensplan samt at bekæmpe klimaændringer. Proportionalitetsprincippet må finde anvendelse her, og der er behov for vejledning på nationalt og lokalt niveau. Af den grund bør vurderinger i relation til klimabeskyttelse fokusere på projektets reelle direkte indvirkning på det lokale klima (arealanvendelse, vandressourcer osv.) og virkningerne på regionalt plan. EØSU finder også spørgsmålet om vurdering af mulighederne for at modvirke de forventede (lokale, regionale og globale) virkninger af klimaændringerne vigtigt.

4.8.3

I den henseende påpeger EØSU, at det foreslåede kriterium for at vurdere et givent projekts indvirkning på de globale klimaændringer, nemlig drivhusgasemissionerne, er utilstrækkeligt. Udvalget opfordrer derfor til, at der vejledes om gennemførelsen af dette aspekt, og at der fastlægges krav om gennemførelse af en klimakonsekvensanalyse i forbindelse med den strategiske miljøvurdering af planer og programmer.

4.8.4

Katastroferisikovurderingen bør ikke have fokus på helt igennem hypotetiske situationer eller hypotetiske sammenfald af hændelser. En vurdering af denne art, under overholdelse af proportionalitetsprincippet, er i alt væsentligt ikke et nyt krav, for så vidt at den fortsat vil vedrøre potentielt forudsigelige naturkatastrofer (oversvømmelser, storbrande, jordskælv osv.).

4.8.5

EØSU mener, at der i rækken af godkendelsesprocedurer er behov for at inkludere en vurdering af forbruget af (natur)ressourcer i miljøkonsekvensvurderingen. Økonomisk brug af ressourcerne er uden tvivl et økonomisk princip, der er en selvfølge i ethvert projekt, hvis det skal have nogen som helst chance for at blive gennemført. Dog viser den negative udvikling i biodiversiteten, at der foruden dette er behov for proaktive tiltag. Der er imidlertid for få oplysninger til at kunne foretage en sådan vurdering i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen. Det er nødvendigt med vejledning og informationsindsamling for at kunne vurdere dette aspekt af miljøkonsekvensvurderingen. Selv om en vurdering af forbruget af råvarer, naturressourcer og energi i produktive investeringer er omfattet af den integrerede godkendelsesprocedure i henhold til direktivet om industrielle emissioner, tages der ikke hensyn til ødelæggelsen af biodiversiteten.

4.9

EØSU støtter borgernes ret til aktindsigt og til at deltage i miljøkonsekvensvurderingsprocessen. Samtidig opfordrer udvalget dog til, at procedurereglerne for miljøkonsekvensvurderingen af projekter udformes således, at man undgår, at bestemmelserne i VVM-direktivet misbruges til korrupte formål og til at trække sagerne i langdrag. En frist på 27 måneder til at udstede en afgørelse er ganske enkelt uacceptabel og gør, at EU som økonomisk område er helt uegnet for nye investeringer.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/41

1.1

EØSU anser det for hensigtsmæssigt og hastende at sikre dybhavsarternes bæredygtighed og beskyttelsen af havbunden. Der er tale om et kompliceret problem, som kræver en løsning baseret på omfattende data og en grundig videnskabelig analyse. Der bør anlægges en forsigtig tilgang for at undgå fiskeredskaber, hvis indvirkning ikke er kendt fuldt ud, og som kan forvolde langvarig skade.

1.2

Desuden mener EØSU, at enhver ændring, der foretages i dette fiskeri, bør tage hensyn til bæredygtigheden i såvel miljømæssig som socioøkonomisk henseende, da et stort antal arbejdspladser ikke kun på havet, men også på land – og i sidste ende kystsamfundenes levedygtighed – afhænger af dette fiskeri. Alle berørte parter bør inddrages i høringer og forhandlinger om udformningen af passende fiskerikontrolordninger og i deres gennemførelse og håndhævelse, som bør foregå i samarbejde.

1.3

En overflytning til kapitlet om fiskeritilladelser af artiklen om inddragelse af fiskeritilladelser, som nu står i kapitlet om kontrol, og hvori der også henvises til de videnskabelige observatører, vil efter EØSU's mening gøre forslaget mere sammenhængende og bortvejre enhver tvivl om de videnskabelige observatørers rolle. De må under ingen omstændigheder opfattes som kontrollører.

1.4

EØSU understreger nødvendigheden af, at enhver foranstaltning, der vedtages på dette område, baseres på resultaterne af de videnskabelige undersøgelser, som hidtil har givet vældigt gode resultater.

2.1

I reformen af den fælles fiskeripolitik (1), som Kommissionen tog fat på med grønbogen i 2009 (2), indgår andre ændringer af de forordninger, som gennemfører den fælles fiskeripolitik i bestemte zoner og/eller for bestemte arter. Således kan man opfatte det forslag, som denne udtalelse drejer sig om, og som i en vis forstand vil betyde, at dybhavsfiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav bliver omfattet af de ændringer, der generelt skal fastsættes for den fælles fiskeripolitik, især principperne om bæredygtighed og videnskabelige undersøgelser, som grundlag for fiskeriet.

2.2

Den revision af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december, som det nye forslag indeholder, implementerer på den ene side indholdet af resolution nr. 61/105 og 64/72, som De Forenede Nationers Generalforsamling har vedtaget og rettet til de regionale fiskeriorganisationer med det mål, at der kan træffes foranstaltninger, som kan sikre beskyttelsen af de sårbare marine økosystemer i dybhavet mod enhver skade forårsaget af fiskeriet, således at der kan foretages en ansvarlig udnyttelse af ressourcerne, ligesom det gælder generelt for enhver aktivitet. På den anden side erkender Kommissionen nødvendigheden af at rette op på nogle af de mangler, der er blevet påvist i gennemførelsen af den nuværende forordning.

2.3

I den mellemliggende periode og i lyset af de problemer, som blev opdaget i den praktiske anvendelse af forordning (EF) nr. 2371/2002, har Kommissionen offentliggjort bestemmelser, som til en vis grad har tilpasset forordningens indhold.

2.4

Her kan fremhæves meddelelsen af 29. januar 2007, som henviste til bestandene af dybhavsfisk og divergensen mellem de fastsatte TAP'er (samlede tilladte fangstmængder) og de foretagne fangster. Det anførtes, at forskellene til dels skyldtes manglen på et solidt videnskabeligt grundlag, både når det gjaldt de arter, der nævnes i forordningen, og den reelle kapacitet af de flåder, som driver fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav, hvis kvoter blev fastlagt forud for denne forordning. Det ansås også for nødvendigt at følge og overvåge dette fiskeri, hvilket blev lettere med det satellitbaserede fartøjsovervågningssystem.

2.5

Forordning (EF) nr. 199/2008 om fastlæggelse af en EF-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren, udmøntede i et vist omfang Kommissionens forskellige forslag om fastlæggelse af et EU-program, som kunne føre ønsket om at forvalte og kontrollere fiskeriet på et videnskabeligt grundlag ud i livet.

2.6

Til sidst skal nævnes forordning (EU) nr. 1262/2012, som fastsatte fiskerimulighederne for fiskebestande af visse dybhavsarter for årene 2013 og 2014 for at efterkomme kravet om fastlæggelse af toårige fangstplaner. Heri fastsættes TAC'erne og – hvad der er vigtigere – fordelingen af dem.

3.1

Udgangspunktet er erkendelsen af, at målene i forordning (EF) nr. 2347/2002 ikke er blevet opfyldt tilfredsstillende, især hvad angår:

3.2

EØSU mener, at de utallige retningslinjer om dette spørgsmål, som er blevet afstukket siden 2003, da forordningen trådte i kraft, kan have haft negative følger, såvel miljømæssige som økonomiske, for fiskefartøjerne. Derfor – og som generel ledetråd for debatten om det nye forslag – bør der tilstræbes forenkling, lovgivningsmæssig stabilitet og retssikkerhed for medlemsstaterne og de berørte økonomiske og sociale aktører.

3.3

Dybhavsbestandene kan være såvel målarter som bifangster i andre fiskerier. Formålet med forslaget er så vidt muligt at sikre en bæredygtig udnyttelse af dybhavsbestandene, reducere fiskeriets indvirkning på miljøet og forbedre informationsgrundlaget for videnskabelige vurderinger. Som midler til opnåelse af dette mål fastsættes en række foranstaltninger, der omtales i det følgende.

3.4.1

Generelt fastsættes fiskerimulighederne på grundlag af en udnyttelsesgrad for de berørte dybhavsarter, som svarer til det maksimalt bæredygtige udbytte. For at opnå en sådan bæredygtighed anvendes forskellige foranstaltninger: for det første fastlægges der en ordning med fiskeritilladelser, hvor hver ansøger skal oplyse, hvilken eller hvilke arter i de opstillede lister der er målart for det pågældende fiskeri. EØSU konstaterer, at listerne i det foreliggende forslag, der er baseret på aftaler indgået i Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), er mere omfattende end de nuværende og inkluderer fiskerier, som i dag ikke er medtaget i reguleringen af dybhavsbestandene. For det andet lægges der mere vægt på betydningen af videnskabelige oplysninger, skønt det skal bemærkes, at de fleste medlemsstater råder over forskningsinstitutioner og forskere, som har udført et eksemplarisk arbejde, der kan understøtte et bæredygtigt fiskeri.

3.4.2

Fiskeritilladelserne er en uomgængelig betingelse for at kunne drive dybhavsfiskeri, og visse fangstredskaber (bundtrawl og hildingsgarn) forbydes efter en overgangsperiode på to år. De fartøjer, som fisker efter andre målarter, kan få adgang til disse zoner med en fiskeritilladelse, hvori dybhavsarterne er anført som bifangst, inden for en bestemt grænse.

3.4.3

I dag kan der for nogle arters vedkommende (for eksempel glashvarre eller dybvandshummer) kun drives rentabelt fiskeri med trawlgrej. Et forbud herimod med meget kort frist, uden at det er blevet forhandlet med de berørte parter, kan medføre økonomiske tab og tab af arbejdspladser i denne sektor. EØSU mener, at et bedre videnskabeligt kendskab og et kontrolleret fiskeri af disse arter sammen med andre tekniske foranstaltninger og støtteindgreb ville muliggøre et bæredygtigt fiskeri set ud fra et miljømæssigt, socialt og økonomisk synspunkt. I dette øjemed bør der ydes støtte til udbredelsen af nye fangstmetoder med tekniske løsninger, som kan gøre det muligt at erstatte de nuværende trawlredskaber med andre metoder til dybhavsfiskeri.

3.5.1

Dette mål er et gennemgående kriterium i hele den fælles fiskeripolitik: uden videnskabelig viden om havmiljøet og dets levesteder kan man ikke identificere udnyttelsesgraden i overensstemmelse med princippet om en maksimalt bæredygtig udnyttelse heraf. Forvaltningen af fiskeriet skal ske på grundlag af en udnyttelsesgrad, som svarer til det maksimalt bæredygtige udbytte.

3.5.2

EØSU har allerede i udtalelsen om grønbogen og i de senere udtalelser herom efterlyst en bedre videnskabelig viden om havmiljøet og bestandenes tilstand, og det har foreslået, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) får til opgave at koordinere forskningen og indsamlingen af data.

3.5.3

EØSU fastholder desuden sit forslag i udtalelsen om finansiering af den fælles fiskeripolitik (3), som går ud på, at det bliver uafhængige videnskabelige organer, som sammen med fiskerne og deres organisationer skal varetage denne opgave. I forlængelse heraf gentager vi nødvendigheden af videreuddannelse for at øge den menneskelige kapital, især ved at vække unge forskeres interesse for havmiljøet.

3.6.1

Ifølge forslaget vil de årlige fiskerimuligheder, som i dag kan fastsættes ved hjælp af en begrænsning af fiskeriindsatsen eller fangstbegrænsninger, fremover udelukkende blive fastsat gennem begrænsninger af fiskeriindsatsen. Hvad dette angår, understreger EØSU atter, at enhver begrænsning bør baseres på et videnskabeligt grundlag.

3.6.2

Medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til at undgå en forøgelse af såvel fangstkapaciteten som bifangsterne af sårbare arter samt til at forebygge udsmid.

3.6.3

For at undgå diskrimination af EU's fiskere, der er underlagt kvoter eller begrænsninger af indsatsen, mens deres konkurrenter fra andre lande kan fiske ubegrænset, kræver EØSU, at Kommissionen bestræber sig kraftigt på at indgå regionale aftaler om bevarelse af ressourcerne, som er bindende for alle parter.

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i følgende elementer i forslaget:

4.2

På den anden side erkender EØSU, at bundtrawl kan udgøre en trussel ikke alene mod dybhavsarterne, men også mod havbunden i sårbare områder. Dog bør disse fiskeredskaber ikke dæmoniseres, for de er de eneste, som rigtigt anvendt gør det muligt at udnytte andre bestande uden at sætte deres bæredygtighed over styr. EØSU foreslår, at der fastsættes videnskabelige kriterier for at fastlægge grænserne for anvendelsen af disse redskaber.

4.3

Kort sagt mener EØSU, at forslaget går i den rigtige retning, men der bør findes en passende balance mellem beskyttelsen af levestederne og de sårbare arter og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne set ud fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt. Derfor mener EØSU, at forbuddet mod bundredskaber (trawl og hildingsgarn) uden hensyntagen til de videnskabelige evalueringer muligvis er en overreaktion.

4.4

Som et alternativ til forbuddet foreslår EØSU, at man følger FAO's internationale retningslinjer for forvaltning af dybhavsfiskeri på åbent hav. De Forenede Nationer har vurderet, at anvendelsen af disse retningslinjer har givet gode resultater på internationalt plan og især i Den Europæiske Union. Ligeledes hilses det velkommen, at Kommissionen anerkender nødvendigheden af finansiel støtte til udskiftning af fangstredskaber og uddannelse af besætningerne. En sådan støtte bør afpasses efter den økonomiske og sociale krise, som præger Europa.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/44

1.1

EØSU bifalder etableringen af overordnede økonomiske retningslinjer for lande med euroen som valuta, der skal fungere som en sammenhængende ramme for den tiltrængte øgede integration samt for øget og mere effektiv samordning.

1.2

Derudover støtter udvalget formuleringen af landespecifikke henstillinger samt planerne om at overvåge gennemførelsen, der gør det muligt at tage højde for forskellene i økonomisk ydeevne samt årsagerne til krisen, der varierer fra land til land.

1.3

EØSU ønsker dog at benytte henstillingen om gennemførelse af de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik som en lejlighed til at fremhæve behovet for at revidere strategien for økonomisk politik, særligt med tanke på planerne om at ajourføre retningslinjerne i 2014. Udvalget mener, at det fremherskende makroøkonomiske policy-mix er skævt, fordi det ikke tilgodeser vigtigheden af efterspørgsel og en mere retfærdig fordeling. Flere reformbestræbelser ser ud til at have en stabiliserende effekt på finansmarkederne, hvilket skulle gøre det muligt at lægge større vægt på vækstpolitikker og jobskabelse i den nuværende økonomiske politiske strategi. Banksektorens og finansmarkedernes operationelle kapacitet er imidlertid ikke genoprettet fuldt ud.. Samtidig levner den stramme økonomiske politik heller ingen plads til et troværdigt ekspansionsprogram for at nedbringe statsgælden og arbejdsløsheden. Krisen er tværtimod blevet værre. I stedet for at arbejde sig ud af krisen, sparede euroområdet sig ind i et dobbeltdyk med vidtrækkende økonomiske og især sociale konsekvenser. Hvis man negligerer disse sociale konsekvenser, risikerer man på lang sigt at sætte Europas økonomiske vækst på spil.

1.4

Stabiliseringsbestræbelserne på nationalt politisk niveau er dømt til at mislykkes, hvis de undergraves af udviklingen på finansmarkederne og spekulation. Derfor kræver udvalget en strammere omstrukturering af finansmarkederne, der tager højde for skyggebanksystemet og samordnes på G20-niveau, samt en omlægning af finanssystemet, som igen skal være i overensstemmelse med de realøkonomiske behov. EØSU kræver en »realøkonomisk fornyelse« i Europa, som sætter fokus på iværksættervirksomhed frem for spekulative motiver.

1.5

Et troværdigt solidarisk sikkerhedsnet, der bl.a. bygger på et solidt fundament af vundet tillid, kan sikre, at vinden tages ud af sejlene på spekulation mod lande i vanskeligheder og dermed sænke deres finansieringsomkostninger. Desuden kan fælles europæiske obligationer samt større uafhængighed af kreditvurderingsbureauer medvirke til at sænke finansieringsomkostningerne i de lande, der er hårdest ramt af krisen.

1.6

Foranstaltningerne til konsolidering af de offentlige finanser, som er nødvendig af mange forskellige grunde, bl.a. udgifterne til bankstøtte, foranstaltningerne til genopretning af økonomien og i nogle lande den bristede bolig- og byggeboble, udviser forskellige grader af uopsættelighed og kræver derfor bredere og mere fleksible tidsrammer. De bør endvidere tage hensyn til efterspørgselseffekten og må tilpasses Europa 2020-strategiens social- og beskæftigelsespolitiske målsætninger. Vækst og beskæftigelse er nemlig alfa og omega for en vellykket konsolidering. Et lavt budgetunderskud er frem for alt et resultat af – og ikke forudsætningen for – en positiv overordnet makroøkonomisk udvikling og forsvarlig styring.

1.7

En bæredygtig finanspolitisk konsolidering skal være velafbalanceret og på den ene side tage hensyn til udbuds- og efterspørgselsvirkninger og på den anden side i samme omfang tage hensyn til indtægter og udgifter. Udvalget understreger eftertrykkeligt, at en integreret finanspolitisk ramme (»finanspolitisk union«) ikke bare omfatter de offentlige udgifter, men også de offentlige indtægter. Udvalget efterlyser en generel genovervejelse ikke kun af udgifterne, men også af skattesystemerne med henblik på en mere retfærdig fordeling. Det henviser til en række mulige foranstaltninger til at øge skatteindtægterne for hermed at sikre finansiering af det ønskede niveau af social sikring og fremtidsorienterede offentlige investeringer. Det ville være hensigtsmæssigt at harmonisere beskatningsgrundlaget og -systemerne på grundlag af tilbundsgående analyser af de forskellige økonomiske systemer i EU. Dermed kan man modvirke konkurrenceforvridning inden for EU i stedet for at underminere de offentlige indtægter yderligere ved at konkurrere på lave skatter.

1.8

Udvalget kræver en reevaluering af de fiskale multiplikatorer på baggrund af omfattende internationale undersøgelser, som viser, at disse multiplikatorer i en recession varierer fra land til land og har en langt større uønsket virkning på den økonomiske vækst og beskæftigelsen, end man hidtil har antaget. Politikken bør i højere grad drage nytte af, at de negative indkomst- og beskæftigelsesmultiplikatorer i reglen bliver mindre af foranstaltninger på indkomstsiden end af sænkede udgifter, særligt når foranstaltningerne på indkomstsiden rettes mod befolkningsgrupper med lavere forbrug. Dette kan give mulighed for at skabe beskæftigelse og efterspørgsel gennem budgetneutrale omlægninger, hvor man frigør midler til ekspansive foranstaltninger, f.eks. til uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer, investeringer i industri, forskning og sociale tjenesteydelser. Det bidrager igen til at styrke virksomhedernes og forbrugernes tillid, hvilket er tvingende nødvendigt.

1.9

Sådanne ekspansive foranstaltninger vil også stimulere importen, særligt i lande med overskud. Det vil være langt mere effektivt at samordne disse foranstaltninger på EU-niveau, fordi importkvoten for det samlede euroområde (dvs. i forhold til tredjelande) er meget lavere end for de enkelte nationale økonomier hver for sig.

1.10

I forbindelse med afviklingen af de eksterne ubalancer er det af symmetrihensyn vigtigt, at overskudslandene bruger deres eksportfortjeneste til velfærdsforbedringer til gavn for den brede befolkning. Ved således at stimulere den indenlandske efterspørgsel ville man også medvirke til at mindske »importunderskuddet«.

1.11

Ved siden af den fornødne omlægning af det makroøkonomiske policy-mix kan socialt ansvarlige strukturreformer også øge efterspørgslen og forbedre den økonomiske ydeevne.

1.12

Generelt er det ikke hensigtsmæssigt at fokusere på den prismæssige konkurrenceevne i forbindelse med afviklingen af de eksterne ubalancer, hvilket ofte er forbundet med krav om løntilbageholdenhed. Tilbageholdenhed på lønområdet for at fremme eksporten i alle lande i euroområdet på samme tid får ikke kun vidtrækkende omfordelingsmæssige konsekvenser, men lægger også generelt en dæmper på efterspørgslen og skaber en ond cirkel, som trækker alle lande med ned.

1.13

Udvalget gentager sit krav om en lønpolitik, som udnytter produktivitetspotentialet fuldt ud, og afviser de aldeles uacceptable statslige bestemmelser for og indgreb i den selvstændige overenskomstpolitik.

1.14

Andre omkostningsfaktorer, der ofte har større betydning end lønforholdene, negligeres hyppigt. Desuden tilsidesætter man den rolle, som ikke-prisrelaterede faktorer spiller for konkurrenceevnen. Europa kan imidlertid kun opnå succes i den globale konkurrence med en »high-road«-strategi, hvor vægten ligger på merværdi af høj kvalitet. En »low-road«-strategi med fokus på underbudskonkurrence med andre regioner i verden er dømt til at mislykkes.

1.15

Overordnet set har den europæiske socialmodel med sine automatiske stabilisatorer i det sociale sikkerhedsnet bidraget til krisehåndteringen ved at fremme efterspørgslen og øge tilliden. Stækker man dette system, risikerer man at havne i en dyb recession på linje med 1930ernes depression.

1.16

Principielt går EØSU ind for at styrke arbejdsmarkedspartnernes rolle på nationalt og europæisk plan samt at øge samordningen af lønpolitikken på europæisk niveau, f.eks. ved at styrke den makroøkonomiske dialog, som også bør indføres i euroområdet. I udarbejdelsen af nye retningslinjer bør man holde sig for øje, at lande med en velfungerende arbejdsmarkedsdialog har vist sig at være bedre rustede til at afbøde krisens følgevirkninger end andre lande.

1.17

Desuden fastholder udvalget sit krav om hurtigst muligt og i størst muligt omfang at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre repræsentative civilsamfundsorganisationer i politikudformningen. De fornødne forandringer og reformer kan kun medføre positive resultater og accept, hvis byrdefordelingen virker retfærdig.

1.18

Sammenfattende kan det konstateres, at Europa har brug for en ny vækstmodel, hvor der er fokus på at bekæmpe den uacceptable arbejdsløshed og på at skabe tilstrækkeligt albuerum til fremtidsinvesteringer og sociale og økologiske investeringer, der er med til at skabe vækst og efterspørgsel. Gennem finanspolitiske omlægninger og sikring af et tilstrækkeligt indtægtsgrundlag med henblik på en mere retfærdig fordeling skal man styrke de sociale systemer for at øge produktionsevnen og stabilisere efterspørgslen og tilliden. Med en sådan vækstmodel kan man også opnå en holdbar konsolidering af de offentlige finanser.

2.1

I »Rådets henstilling af 13. juli 2010 om overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker« blev følgende retningslinjer fastlagt, som bør være stabile indtil 2014, således at der kan fokuseres på gennemførelsen:

—   Retningslinje 1: Sikre de offentlige finansers kvalitet og holdbarhed

—   Retningslinje 2: Rette op på makroøkonomiske ubalancer

—   Retningslinje 3: Reducere ubalancerne i euroområdet

—   Retningslinje 4: Optimere støtten til FoU og innovation, styrke videntrekanten og udnytte den digitale økonomis potentiale

—   Retningslinje 5: Forbedre ressourceeffektiviteten og reducere drivhusgasserne

—   Retningslinje 6: Forbedre erhvervsklimaet og forbrugernes situation og modernisere industrigrundlaget for at sikre et fuldt fungerende indre marked

2.2

I lyset heraf fremsatte Kommissionen den 30. maj 2012 sin seneste »Henstilling med henblik på Rådets henstilling om gennemførelse af de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik i de lande, der har euroen som valuta«, som indeholder en ajourføring af henstillingerne om den overordnede udformning af den økonomiske politik i euroområdet. Desuden blev der udarbejdet landespecifikke henstillinger til alle EU's 27 medlemsstater. Den 6. juli 2012 vedtog Rådet for Den Europæiske Union de relevante dokumenter.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at skabe en sammenhængende ramme for den yderst tiltrængte øgede samordning af den europæiske økonomiske politik. Det er helt afgørende, hvis man igen vil slå ind på en fast kurs med sigte på vækst og beskæftigelse. Der er nemlig risiko for, at foranstaltninger til afvikling af ubalancer måske nok kan være hensigtsmæssige for et enkelt land, men at de samme foranstaltninger kan være kontraproduktive for euroområdet samlet set.

3.2

Derfor er det nødvendigt at have en overordnet europæisk indstilling samt en europæisk tankegang og anskuelse. Udvalget deler dermed Kommissionens synspunkt om, at et reelt økonomisk politisk samarbejde, i hvert fald i Eurogruppen, kræver fordybet integration samt øget og mere effektiv samordning. Her skal der tages hensyn til medlemsstaternes forskellige økonomiske resultater (BNP-niveau og vækst, beskæftigelsesniveau og udviklingstendenser, omfang og struktur af budgetunderskud og gæld, udgifter til FoU, sociale udgifter, betalingsbalancens løbende poster, energiforsyning mm.).

3.3

Den igangværende krise begyndte i USA i 2008 og bredte sig til resten af verden. I kølvandet på krisen blev det tydeligt, at valutaunionens struktur i for høj grad satte sin lid til markedskræfterne, og at risikoen for ubalancer ikke blev håndteret forsvarligt. Udviklingen i de offentlige budgetter i eurområdet frem til 2008 viste, at det ikke generelt var manglende budgetdisciplin, der lå til grund for krisen.

Forhold gæld/BNP i % (Kilde: AMECO 2012/11)

3.4

I euroområdet i gennemsnit voksede underskuddet og gælden først som følge af massive indsprøjtninger af offentlige midler, der skulle redde det finansielle system og støtte efterspørgslen og arbejdsmarkedet, som brød sammen i kølvandet på finanskrisen (1), og som følge af de faldende offentlige indtægter, der især skyldtes den dalende beskæftigelse. Dette aspekt er særligt vigtigt for udformningen af økonomisk-politiske strategier – en forkert diagnose fører nemlig til fejlbehandling. Derfor bifalder EØSU principielt den landespecifikke differentiering i forbindelse med vurderingen af gennemførelsen af retningslinjerne. Der findes ikke nogen universalløsning, fordi også årsagerne til krisen varierer betydeligt fra land til land.

3.5

EØSU vil dog benytte lejligheden til at fremhæve behovet for at revidere den økonomisk-politiske strategi. Det vedrører ikke bare de årlige revisioner, men har også særlig relevans for den nye version af retningslinjerne for den økonomiske politik i 2014.

3.6

I 2012 kradsede krisen i Europa på femte år. Kort efter fastlæggelsen af de nuværende retningslinjer opererede Kommissionen i sin prognose for euroområdet fra efteråret 2010 stadig med en BNP-vækst på 1,6 % og med en ledighed på 9,6 % i 2012. Reelt befandt euroområdet sig allerede i en recession i 2012, og ledigheden steg til over 11 %, i nogle lande helt op til 25 %.

3.7

I modsætning hertil vokser USA's økonomi moderat, men stabilt, med omkring 2 %, hvilket bl.a. skyldes en fortsat stærkt ekspansiv monetær politik samt regeringens social- og finanspolitiske kurs. Forbrug, investeringer og industriproduktion vokser stabilt, så ledigheden ligger betydeligt under niveauet fra oktober 2009, hvor arbejdsløsheden toppede (2).

3.8

I den »europæiske økonomiske genopretningsplan« fra 2008 - som stadig var stærkt præget af den voldsomme økonomiske nedgang efter Lehman Brothers-krakket - erkendte man behovet for at styrke den indenlandske efterspørgsel aktivt og regulere markederne, men den økonomiske politik vendte alligevel hurtigt tilbage til sit traditionelle fokus. De gentagne advarsler – også fra EØSU's side – om, at Europa skulle arbejde sig ud af krisen og ikke spare sig ind i en ny krise, blev ignoreret – og dermed blev det frygtede dobbeltdyk til virkelighed.

3.9

For det første slog den europæiske økonomiske politik fejl, fordi det ikke lykkedes at stabilisere finansmarkederne. Stor volatilitet, høje spreads samt uretmæssigt høje langfristede rentesatser og bankernes store likviditetsreserver har vist, at finanssystemets funktionsdygtighed endnu ikke er fuldt genoprettet trods de første vigtige skridt hen imod en bankunion. Det har skabt tilsvarende usikkerhed blandt virksomheder og forbrugere, hvilket fortsat hæmmer vækstmulighederne.

3.10

For det andet har den økonomiske politik ikke formået at modvirke den manglende interne og eksterne efterspørgsel. Den markante stramning af bestemmelserne for medlemsstaternes finanspolitik samt den overilede og alt for radikale overgang til en restriktiv finanspolitik, der oven i købet blev gennemført samtidig i alle lande, svækkede alle de væsentlige elementer i den interne efterspørgsel. Og eftersom de vigtigste handelspartnere – nemlig de andre medlemsstater – er gået på smalkost på samme tid, er det klart, at den eksterne efterspørgsel også lægger en dæmper på vækstimpulserne. Samtidig med, at den interne efterspørgsel daler, oplever man altså en gensidig svækkelse af eksportmulighederne.

3.11

Det fremherskende makroøkonomiske policy-mix er skævt, fordi det ikke tilgodeser efterspørgselssiden samt fordelingsaspekterne. Det er ikke andet end en fortsættelse af den politik, der i sin tid blev Lissabonstrategiens endeligt, fordi den hverken tog højde for den manglende interne efterspørgsel i vigtige, store medlemsstater eller den stigende uretfærdighed i fordelingen. Samtidig fokuseres der ensidigt på finanspolitisk konsolidering og en strategi, der går ud på at sænke omkostningerne for at øge den prismæssige konkurrenceevne. Udvalget bifalder Kommissionens krav om en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, hvilket også fremhæves i Kommissionens efterfølgende dokumenter samt i den årlige vækstundersøgelse 2013 (3). Denne konsolidering eksisterer dog tilsyneladende kun på papiret – man har i hvert fald endnu ikke fundet empirisk belæg for, at den er blevet gennemført.

3.12

På europæisk niveau har den økonomiske politik ikke formået at iværksætte foranstaltninger, der gør det muligt at nedbringe statsgælden og arbejdsløsheden samtidig inden for rammerne af et troværdigt ekspansivt program. Væsentlige nedskæringer i de offentlige udgifter – særligt på velfærdsområdet – samt højere generelle skatter har fatale konsekvenser for økonomier, der i forvejen er præget af nedgang. Den disponible indkomst daler, og det smitter af på forbrugerefterspørgslen, produktionen og beskæftigelsen. En stram økonomisk politik bremser altså skatteindtægterne i langt større omfang, end man oprindeligt troede, hvilket også IMF måtte erkende i sin seneste prognose (4). Dermed forværres recessionen yderligere, hvilket i sidste ende giver endnu større budgetunderskud – en ond cirkel, som man endnu ikke kan se enden på. De høje økonomiske og sociale omkostninger afspejles i den drastisk stigende arbejdsløshed.

3.13

Det er åbenlyst, at der – særligt pga. udgifterne til bankstøtte og foranstaltningerne til genopretning af økonomien og i nogle lande den bristede bolig- og byggeboble – er brug for landespecifikke konsolideringsstrategier til at sikre de offentlige finansers bæredygtighed. EØSU påpeger imidlertid, at programmerne til at nedbringe statsgælden skal tilpasses til Europa 2020-strategiens mål om økonomisk genopretning samt de sociale og beskæftigelsespolitiske mål i denne strategi. Vækst og beskæftigelse er alfa og omega for en vellykket konsolidering, hvorimod radikale stramningspolitikker og store sociale skævheder ligefrem kan øge gældskvoten.

3.14

Selv om udvalget i nærværende udtalelse har særligt fokus på det makroøkonomiske policy-mix, er det ikke ensbetydende med, at strukturreformernes betydning træder i baggrunden. Socialt afbalancerede strukturreformer på områder som afgiftsordninger, energiforsyning, forvaltning, uddannelse, sundhed, boligbyggeri, transport og pensioner skal medvirke til at styrke efterspørgslen og ydeevnen under hensyntagen til de landespecifikke forskelle mht. konkurrenceevne.

3.15

Regional- og strukturpolitikken bør også lægge vægt på at øge produktiviteten for at gøre det muligt at modernisere eller udvikle en bæredygtig industri- og serviceøkonomi. Generelt kan det konstateres, at lande med en økonomisk tung industrisektor klarede sig bedre igennem krisen, hvilket lægger op til, at man udvikler passende industrialiseringsorienterede politikker.

3.16

Udvalget foreslår imidlertid, at man udvider den gængse, ofte noget snævre opfattelse af begrebet »strukturreform«. Krav om strukturreformer bør f.eks. også tilgodese strukturen i reguleringen af finansmarkederne, strukturen i koordineringen af skattesystemerne samt strukturen i de offentlige udgifter og indtægter.

4.1.1

EØSU deler Kommissionens synspunkt om vigtigheden af stabilitet i det finansielle system og dets funktionsdygtighed. Det grundlæggende princip bag enhver vellykket krisehåndtering og -forebyggelse er at undgå, at råderummet for den økonomiske politik ikke undermineres og modarbejdes af spekulation på finansmarkederne. Dermed opstår der behov for en klar, effektiv overvågningsstruktur samt en skrappere regulering af finansmarkederne (der tager højde for skyggebanksystemet), der udgør en større risiko for stabiliteten end manglende konkurrenceevne gør. For at undgå omgåelse af en sådan regulering, bør de relevante skridt samordnes på G20-niveau. Finansmarkederne skal reduceres til et fornuftigt niveau. De skal igen fungere som en støtte for realøkonomien og ikke som konkurrenter til den (5).

4.1.2

For at sænke de kunstigt høje spekulationsbaserede finansieringsomkostninger for lande i krise, er det på den ene side nødvendigt at mindske afhængigheden af private kreditvurderingsbureauer. På den anden side kan et troværdigt solidarisk sikkerhedsnet, der bl.a. bygger på et solidt fundament af vundet tillid, tage vinden ud af sejlene på og dermed afværge spekulation mod lande i vanskeligheder. Der blev for nylig taget flere vigtige skridt i denne retning (Den Europæiske Centralbanks seneste program til opkøb af statsobligationer, den europæiske stabilitetsmekanismes (ESM) endelige ikrafttræden og fulde funktionsdygtighed osv.). Med de rette rammebetingelser kan fælles europæiske obligationer også være med til at aflaste den finansielle situation i de lande, der er hårdest ramt af krisen (6).

4.1.3

Udvalget fremhæver behovet for at bekæmpe forbindelsen mellem forretningsbanker og statsgæld. Desuden skal man modvirke fragmenteringen og renationaliseringen af finansmarkederne ved at stabilisere sektoren. Også en optrapning af bestræbelserne på at udvikle en bankunion kan – sammen med effektive redskaber til genopretning og afvikling af kreditinstitutter på europæisk og nationalt niveau (7) – bidrage til en stabilisering.

4.2.1

En bæredygtig finanspolitisk konsolidering skal ikke kun tage hensyn til balancen mellem udbuds- og efterspørgselsvirkningerne, men skal også skabe balance mellem udgifter og indtægter. I mange lande er arbejdskraftfaktoren under uforholdsmæssigt stort pres. Det er derfor på sin plads med en generel nytænkning ikke kun af udgifterne, men også af hele skattesystemet, hvor man bør se nærmere på spørgsmålet om en retfærdig fordeling mellem forskellige former for indkomst og formue. I den henseende må der også kræves et passende bidrag fra de grupper, som i særlig grad har draget nytte af den uheldige udvikling på finansmarkederne og de bankredningspakker, som blev finansieret af skatteyderne.

4.2.2

På indtægtssiden findes der en række strategier for at styrke skatteindtægterne: afgifter på finansielle transaktioner (hvilket udvalget gentagne gange har krævet (8)), energi- og miljøafgifter, lukning af skatteparadiser (9), målrettet bekæmpelse af skattesvig, beskatning af store formuer, ejendom og arv, beskatning af banker for at internalisere de eksterne omkostninger (10), harmonisering af beskatningsgrundlag og -systemer for at modvirke konkurrenceforvridning inden for EU i stedet for som hidtil at underminere de offentlige indtægter yderligere ved at konkurrere på lave skatter. Der tages ikke altid højde for, at en integreret finanspolitisk ramme (finanspolitisk union) ikke kun omfatter de offentlige udgifter, men også indtægterne.

4.2.3

I nogle medlemsstater er der desuden behov for et langt mere effektivt skatteopkrævningssystem.

4.2.4

Den traditionelle tilgang til finanspolitisk konsolidering er ensbetydende med nedskæringer af de offentlige udgifter. Der findes dog ingen beviser for dogmet om, at reducerede udgifter giver bedre resultater end øgede indtægter. De empiriske erfaringer fra de lande, der er hårdest ramt af krisen – f.eks. Grækenland – viser, at håbet om såkaldte ikke-keynesianske virkninger var forgæves. Reducerede udgifter fremmer ikke private investeringer, som bygger på tillid, hvis de økonomiske stramninger svækker den interne efterspørgsel i hele valutaunionen. Desuden virker nedskæringer af udgifter, f.eks. på områder som socialsystemer eller offentlige tjenesteydelser, i reglen regressivt; dermed forværres den uretfærdige fordeling, og der lægges en dæmper på forbruget. Der er imidlertid rigelig plads til at reducere visse uproduktive udgifter, f.eks. på forsvarsområdet.

4.2.5

Politikken bør i stedet drage nytte af de store variationer blandt indkomst- og beskæftigelsesmultiplikatorerne i de forskellige finanspolitiske foranstaltninger. Næsten alle empiriske undersøgelser viser, at multiplikatoreffekten af skatteforanstaltninger er ringere end multiplikatoreffekten af foranstaltninger på udgiftssiden. En politik, der stræber efter at øge statens indtægter kan dermed frigøre midler, der er hårdt brug for andre steder, f.eks. til beskæftigelsesprogrammer med særligt fokus på unge.

4.2.6

En sådan budgetneutral omfordeling ville straks skabe beskæftigelse og efterspørgsel uden at belaste de offentlige finanser. Ud over de positive virkninger på de nationale økonomier ville sådanne foranstaltninger, især i overskudslande, stimulere importen og dermed give ekspansive impulser til hele valutaunionen.

4.2.7

Det vil være langt mere effektivt at samordne disse foranstaltninger på EU-niveau, fordi importkvoten for det samlede euroområde (altså i forhold til tredjelande) er meget lavere end for de enkelte nationale økonomier hver for sig.

4.3.1

Det er nødvendigt at overvåge betalingsbalancens løbende poster og elementerne heri i lyset af den enkelte medlemsstats svagheder i produktiviteten og de deraf følgende private og offentlige finansieringsproblemer, så man kan (re)agere i rette tid. Når man afvikler underskud på betalingsbalancen bør man dog tage hensyn til symmetrien: ét lands eksport er et andet lands import. Følgelig kan en afvikling ikke udelukkende opnås vha. nedskæringer i underskudslandene, tværtimod er der lige så stort behov for, at overskudslandene stimulerer importen ved at styrke deres interne efterspørgsel og med andre ord afvikler deres »importunderskud«.

4.3.2

Set fra et europæisk synspunkt udgør særligt energiområdet en undtagelse. Her har alle medlemsstater i praksis store handelsbalanceunderskud (11). Med en miljøvenlig omlægning af EU's indre marked, hvor man udnytter egne, alternative energiressourcer internt i EU, burde man kunne mindske afhængigheden af import af energi fra fossile brændstoffer. Netop på området solenergi har områderne i den sydlige periferi mulighed for også at forbedre de interne europæiske handelsbalancer

4.3.3

I forbindelse med bekæmpelsen af de eksterne underskud lægges der for det meste for stor vægt på den prismæssige konkurrence. Et ensidigt fokus på den prismæssige konkurrence indebærer en risiko: den »tyske model« (tilbageholdenhed på lønområdet for at fremme eksporten eller dæmpe importen) som løsning for alle lande på samme tid kan i betragtning af den interne handels store betydning i euroområdet skabe en ond cirkel (»race to the bottom«).

4.3.4

For det meste bliver enhedslønomkostningernes forskelligartede udvikling betragtet som en af de vigtigste årsager til krisen, hvilket resulterer i krav om at mindske lønomkostningerne. Bortset fra, at en sænkning af lønkvoten ville få vidtrækkende omfordelingsvirkninger og dæmpe efterspørgslen, overser man også andre relevante omkostningsfaktorer (f.eks. energi-, materiale- og finansieringsomkostninger) (12).

4.3.5

Inden krisen var de reelle enhedslønomkostninger i Portugal, Spanien og Grækenland f.eks. for nedadgående fra år 2000 og frem til 2007 (13). De alt for høje nominelle avancestigninger har åbenbart presset priserne lige så meget i vejret som de nominelle lønstigninger.

4.3.6

Knap 90 % af den samlede efterspørgsel i EU kommer fortsat fra EU's medlemsstater. Hvad lønudviklingen angår, fastholder EØSU derfor det synspunkt, det fremførte i sin udtalelse om den årlige vækstundersøgelse 2011: »En fornuftig lønpolitik må spille en central rolle i håndteringen af krisen. En lønudvikling, der retter sig efter den nationale produktivitetsstigning for hele økonomien, vil set ud fra et makroøkonomisk synspunkt være udtryk for, at der samlet set er fundet en balance mellem en passende udvikling i efterspørgslen og bevarelse af den prismæssige konkurrenceevne. Arbejdsmarkedets parter må derfor bestræbe sig på at undgå en tilbageholdenhed på lønområdet, der baserer sig på en beggar-thy-neighbour-politik og i stedet lade lønpolitikken tage udgangspunkt i produktiviteten. (14)«

4.3.7

Desuden bliver den rolle, som andre faktorer end prisen spiller for konkurrenceevnen, for det meste undervurderet (15). I den forbindelse henvises der til Kommissionens definition af »konkurrenceevne«, nemlig »økonomiens evne til vedvarende at sikre befolkningen høje stigende levestandarder og høj beskæftigelse« (16).

4.3.8

Formueindkomstbalancens betydning er vokset i de lande, der er hårdest ramt af krisen, hvilket ikke mindst skyldes den stærkt øgede nationale rentespredning. Når ubalancerne analyseres, må man derfor ikke udelukkende fokusere på handelsbalancens udvikling.

4.4.1

Den europæiske socialmodel giver Europa en komparativ fordel i den globale konkurrence. Velfærdsstaten bidrager nemlig til den økonomiske succes, hvis den økonomiske ydeevne på den ene side og den sociale balance på den anden side ikke opfattes som modsætninger, men som to sider af samme sag.

4.4.2

De automatiske stabilisatorer i de sociale sikringssystemer har bidraget til Europas krisehåndtering, styrket efterspørgslen og forhindret en recession på linje med 1930ernes depression. De sociale beskyttelsessystemer har også stor psykologisk betydning, fordi de mindsker risikoen for panikopsparinger og dermed stabiliserer forbruget.

4.4.3

I nogle lande med en velfungerende social dialog (f.eks. Østrig, Tyskland og Sverige) har arbejdsmarkedets parter bidraget væsentligt til at mindske risikoen for stigende arbejdsløshed som følge af den nedsatte produktion. For ud over støtten fra økonomiske og socialpolitiske foranstaltninger bidrog aftalerne mellem arbejdsmarkeders parter, der blev indgået på virksomheds- og brancheniveau, væsentligt til at opretholde de eksisterende stillinger (f.eks. gennem nedsat arbejdstid, afspadsering, afholdelse af opsparet ferie, uddannelsesorlov osv.). Disse erfaringer bør inddrages i udarbejdelsen af de nye retningslinjer og i de årlige landerapporter.

4.4.4

De europæiske regeringer opfordres til at styrke arbejdsmarkedspartnernes rolle på europæisk og nationalt niveau. Disse bør støttes i at intensivere bestræbelserne på at koordinere lønpolitikken i hele Europa. Til dette formål bør man lægge større vægt på den makroøkonomiske dialog; der bør desuden etableres en lignende dialog inden for euroområdet.

4.4.5

Den frie forhandlingsret skal under alle omstændigheder sikres også i krisen: Lønpolitikken skal udformes i frie forhandlinger mellem arbejdstager- og arbejdsgiversammenslutninger med beføjelse til at indgå kollektive overenskomster. Nationale mål eller indgreb såsom lønnedskæringer, der forordnes af staten, er uacceptable og afvises (17).

4.4.6

Ud over arbejdsmarkedsparternes betydning bør man også fremhæve den vigtige rolle, de øvrige repræsentative civilsamfundsorganisationer – bl.a. forbrugerne – spiller. Særligt i krisetider er sidstnævnte uomgængelige, både som talerør for borgerne og som partnere i den civile dialog.

4.4.7

De fornødne forandringer og reformer kan kun give positive resultater, hvis der kan opnås et afbalanceret forhold mellem økonomiske og sociale mål og hvis byrdefordelingen virker retfærdig (mellem lande, indkomstgrupper, kapital og arbejde, sektorer, forskellige befolkningsgrupper osv.). Retfærdighed og social balance er afgørende forudsætninger for accepten af konsolideringsforanstaltninger. Hvis de mangler, sættes den sociale samhørighed på spil, og populisme og EU-skepsis kan få urovækkende kraftig medvind. Udvalget gentager i den forbindelse sin indtrængende opfordring om hurtigst muligt og i størst muligt omfang at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre repræsentative civilsamfundsorganisationer i politikudformningen.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/52

1.1

EØSU understreger, at sundhed har høj prioritet for Europas borgere, og slår fast, at medicinsk udstyr (1) og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (IVD) (2) er yderst vigtigt for at forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme. De har stor betydning for vores sundhed og for livskvaliteten hos mennesker, der lider af og lever med sygdomme og handicap.

1.2

EØSU hilser Kommissionens omarbejdning af den nuværende lovgivning velkommen, da den er mere vidtgående end blot en forenkling af regelsættet og fastlægger mere effektive regler med en skærpelse af proceduren for godkendelse inden markedsføring og især af overvågningen af udstyret, efter at det er bragt i omsætning. Set i lyset af den seneste skandale med defekte brystimplantater, der i juni 2012 fik Europa-Parlamentet til at vedtage en beslutning, men også andre store problemer med højrisiko medicinsk udstyr og implantater, er EØSU på samme måde som Europa-Parlamentet (3) fortaler for, at der for disse produkters vedkommende indføres en godkendelsesprocedure af høj kvalitet, inden de markedsføres. Forslaget er en imødekommelse af borgernes behov for patientsikkerhed og udstyr, der virker.

1.3

Højrisiko medicinsk udstyr (klasse III og implantabelt udstyr) og IVD må være underlagt en egnet og skrap EU-godkendelsesprocedure, inden det bringes i omsætning, hvorunder sikkerheden, effektiviteten og en positiv balance mellem risici og fordele må dokumenteres af resultaterne af kliniske undersøgelser af høj standard. Resultaterne bør opbevares i en offentligt tilgængelig central database. For højrisiko medicinsk udstyr og IVD, der allerede er markedsført, skal det sikres, at artikel 45 i forslaget til forordning overholdes, således at udstyrets sikkerhed og effektivitet påvises.

1.4

EØSU er helt enig i, at den retlige form skal være en »forordning« og ikke et »direktiv«, så der bliver færre muligheder for divergerende fortolkninger i medlemsstaterne, og således at patienterne i Europa stilles mere lige, og leverandørerne får lige vilkår.

1.5

I tillæg til sikkerhed er hurtig adgang til de nyeste medicinske teknologier til stor fordel for patienter. Hvis der går alt for lang tid, før nyt udstyr stilles til rådighed, skader det patienterne, som får færre (i nogle tilfælde livsbevarende) behandlingsmuligheder, eller om ikke andet hindres de i at lette deres handicap og forbedre deres livskvalitet.

1.6

EØSU påpeger, at sektorerne for medicinsk udstyr og IVD med deres store innovationskapacitet og højtkvalificerede job udgør en vigtig del af den europæiske økonomi og kan yde et betydeligt bidrag til gennemførelsen af Europa 2020-strategien og flagskibsinitiativerne. Den rigtige lovgivning er derfor altafgørende ikke blot for at sikre, at sundhedsbeskyttelsen er på så højt et niveau som muligt, men også for at skabe innovationsfremmende og konkurrencedygtige rammer for en industri, hvor 80 % af fabrikanterne er små, mellemstore og mikrovirksomheder.

1.7

EØSU er tilhænger af skrappe godkendelsesprocedurer for højrisiko medicinsk udstyr og IVD, inden de bringes på markedet, hvorunder sikkerheden og effektiviteten skal dokumenteres af resultaterne af egnede kliniske prøvninger og undersøgelser. Derimod er det betænkelig ved at indføre et centraliseret system for godkendelse inden markedsføring i Europa, der forlænger godkendelsesfristerne yderligere med det resultat, at patienterne ikke får hurtig adgang til den seneste medicinske teknologi, og omkostningerne for SMV'erne stiger markant, hvorved deres innovationskapacitet bringes i fare.

1.8

En skærpelse af godkendelseskravene til medicinsk udstyr og IVD skal ske på en måde, der er gennemsigtig og forudsigelig, og som ikke gør godkendelsesproceduren mindre effektiv og resulterer i færre fremtidige innovationer.

1.9

EØSU bifalder indførelsen af et system, hvorefter alt udstyr tildeles en unik udstyrsidentifikation (UDI), hvilket vil gøre identifikationen hurtigere og forbedre sporbarheden. EØSU ville også bifalde et fuldt funktionsdygtigt centralt registreringsredskab (Eudamed), hvorved man ville få udryddet registreringer flere steder og nedbragt SMV'ernes udgifter betragteligt.

1.10

EØSU støtter en styrkelse af patienters stilling. For at sikre en passende erstatning i skadestilfælde skal den skadelidte kunne gøre et direkte krav gældende og opnå fuld erstatning. Når patienter skal bevise, at en skade er forårsaget af fejlbehæftet medicinsk udstyr, bør fabrikanten stille al nødvendig dokumentation og information vedrørende det pågældende udstyrs sikkerhed og effektivitet til rådighed for patienten (og/eller den, der betaler behandlingsomkostningerne). Derudover opfordrer EØSU Kommissionen til ved hjælp af passende ordninger at sikre, at udbetalingen af erstatning ikke resulterer i markante prisstigninger på medicinsk udstyr.

1.11

EØSU konstaterer, at civilsamfundets inddragelse under de foreslåede lovrammer er temmelig begrænset. Civilsamfundets observatørstatus i de midlertidige undergrupper nedsat af den nyetablerede Koordinationsgruppe for Medicinsk Udstyr (MDCG) er ikke tilstrækkelig. EØSU foreslår, at der nedsættes et »rådgivende udvalg« bestående af repræsentanter for legitime interessenter etableret på EU-niveau. Dette udvalg bør fungere parallelt med og samarbejde med Koordinationsgruppen for Medicinsk Udstyr og rådgive Kommissionen og medlemsstaterne om de forskellige aspekter af medicinsk teknologi og gennemførelse af lovgivningen.

1.12

EØSU gentager, at der i forordningsforslagene må tilføjes passende bestemmelser om uddannelse og efter- og videreuddannelse af de ansatte i sundhedssektoren i overensstemmelse med anbefalingerne i Rådets konklusioner om innovation i sektoren for medicinsk udstyr (4).

1.13

Relevant sammenkædning med andre juridiske sagsområder og organer: EØSU fremhæver, at det skal sikres, at de nye regler for undersøgelse af IVD's kliniske ydeevne – ledsagende diagnosticering, er forenelige med de regler, som bliver resultatet af de igangværende drøftelser om det nye regelsæt for kliniske forsøg med lægemidler som anført i en nylig udtalelse fra EØSU (5).

1.14

Interne prøvninger af IVD: EØSU anbefaler, at princippet om vurdering af risici og fordele ved medicinsk udstyr skal gælde for alle produkter, uanset om de bringes i omsætning eller udelukkende udvikles og anvendes internt i en institution (intern prøvning).

1.15

Tre år efter forordningernes ikrafttræden bør myndighederne og interessenter fra civilsamfundet i fællesskab foretage en formel evaluering af deres virkemåde for at sikre, at målene med dem opfyldes.

2.1

Medicinsk udstyr og IVD er yderst vigtige for at forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme. De har stor betydning for vores sundhed og for livskvaliteten hos mennesker med handicap.

2.2

Sektorerne for medicinsk udstyr og IVD udgør en vigtig og innovativ del af den europæiske økonomi. Årligt omsætter de for omkring 95 mia. euro (medicinsk udstyr tegner sig for 85 mia. euro og IVD for 10 mia. euro), og de investerer massivt i forskning og innovation (7,5 mia. euro om året). De beskæftiger mere end 500 000 mennesker (de fleste højtkvalificerede) fordelt på ca. 25 000 virksomheder, hvoraf mere end 80 % er små, mellemstore og mikrovirksomheder.

2.3

Den hurtige demografiske og samfundsmæssige udvikling, enorme videnskabelige fremskridt, den nyere skandale med defekte silikonebrystimplantater (6), problemer med metal-mod-metal hofteimplantater og andre produkter (7) har alle medvirket til og fremskyndet behovet for at revidere de gældende lovrammer.

2.4

Blandt højrisiko medicinsk udstyr spiller implantater en stor rolle: f.eks. blev der solgt ca. 400 000 PIP-silikonebrystimplantater på verdensplan. Et stort antal kvinder i Storbritannien (40 000), Frankrig (30 000), Spanien (10 000), Tyskland (7 500) og Portugal (2 000) har fået indopereret PIP-silikonebrystimplantater med en lækagehyppighed på 10-15 % inden for 10 år efter implantationen (8). Alene i Tyskland blev der i 2010 indopereret ca. 390 000 hofte- og knæproteser, hvoraf ca. 37 000 var udskiftningsoperationer, hvor de kunstige led måtte udskiftes (9).

2.5

De væsentligste mangler ved det nuværende system kan efter EØSU's opfattelse opsummeres som følger:

3.1

Pakken består af en meddelelse (11), et forslag til forordning om medicinsk udstyr (12) (til at erstatte direktiv 90/385/EØF om aktive, implantable medicinske anordninger og direktiv 93/42/EØF om medicinske anordninger) og et forslag til forordning om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (13) (til at erstatte direktiv 98/79/EF om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik).

3.2

De vigtigste nyskabelser i forordningsforslagene er:

3.3

Sektorerne for medicinsk udstyr og IVD med deres store potentiale for innovation og for at skabe højtkvalificerede job kan yde et betydeligt bidrag til gennemførelsen af Europa 2020-strategiens mål. Begge sektorer er af stor betydning for flere af flagskibsinitiativerne, især En digital dagsorden for Europa (14) og Innovation i EU (15).

4.1

EØSU er helt enig i, at der skal være tale om forordninger, som finder umiddelbar anvendelse og fjerner risikoen for uensartet gennemførelse og fortolkning i medlemsstaterne. Det er en god metode til at skabe mere lighed for patienter i hele EU og lige vilkår for leverandører.

4.2.1

Højrisiko medicinsk udstyr (klasse III og implantabelt udstyr) og IVD må være underlagt en egnet og skrap EU-godkendelsesprocedure, inden det bringes i omsætning, hvorunder sikkerheden, effektiviteten og en positiv balance mellem risici og fordele må dokumenteres af resultaterne af kliniske undersøgelser af høj standard. Resultaterne bør opbevares i en offentligt tilgængelig central database. For højrisiko medicinsk udstyr og IVD, der allerede er markedsført, skal det sikres, at artikel 45 i forslaget til forordning overholdes, således at udstyrets sikkerhed og effektivitet påvises.

4.2.2

På den baggrund støtter EØSU, at de eksisterende lovrammer for højrisiko medicinsk udstyr skærpes med udgangspunkt i modellen med overensstemmelsesvurdering og decentrale tilsynsmyndigheder som anført i forordningsforslagene. Vi bakker op om, at kravene til opnåelse af overensstemmelsesattest strammes for så vidt angår dokumentation og øvrige betingelser, herunder prækliniske og kliniske data, kliniske evalueringer og undersøgelser, analyse af forholdet mellem risici og fordele osv (16). Dermed vil den gældende standard for godkendelser i EU blive højnet betydeligt, og det vil ikke i særligt omfang påvirke den hurtige adgang til nye produkter.

4.2.3

EØSU er stærk tilhænger af skrappe godkendelsesprocedurer inden markedsføring, men er betænkelig ved at indføre et system for godkendelse inden markedsføring i Europa, som det er kendt fra USA. Sådan et system forlænger godkendelsesfristerne. For patienterne betyder det, at de først får adgang til de nyeste livsbevarende medicinske teknologier med en vis forsinkelse. Et centralt system for godkendelse inden markedsføring vil også have negative virkninger for de fleste europæiske SMV'er i sektoren for medicinsk udstyr, da deres omkostninger stiger markant, og deres innovationskapacitet bringes i alvorlig fare. De vil have vanskeligt ved at finansiere og overleve langtrukne markedsføringsgodkendelser.

4.2.4

Nyt forslag til kontrolmekanisme – (art. 44/42): EØSU konstaterer, at Koordinationsgruppen for Medicinsk Udstyr kan blande sig i den ansøgning, som indsendes af det bemyndigede organ. EØSU er helt klar over vigtigheden af patientsikkerhed. For ikke at skabe yderligere og uforudsigelige forsinkelser for fabrikanterne (og som en følge heraf for patienterne) skal det ske på en gennemsigtig og forudsigelig måde, som ikke gør godkendelsesproceduren mindre effektiv og resulterer i færre fremtidige innovationer.

4.3.1

EØSU hilser den foreslåede forbedring og skærpelse af overvågningen velkommen, ikke mindst indførelsen af en EU-portal, hvor fabrikanterne skal indberette alvorlige forhold og de korrigerende foranstaltninger, de har iværksat, for at mindske risikoen for gentagelse (art. 61/59). Alle berørte nationale myndigheder modtager automatisk indberetningerne, hvorved koordineringen mellem dem vil kunne forbedres.

4.3.2

Som en yderligere garanti for sikkerheden ved medicinsk udstyr og ikke mindst for at opdage problemer med sikkerheden ved implantater på lang sigt må de bestemmelser i lovgivningen, der gælder efter markedsføring, skærpes, og det gælder især klinisk opfølgning efter markedsføring, overvågning og markedstilsyn.

4.4.1

For EØSU er et af de allervigtigste elementer i begge omarbejdede forordninger forslaget om øget gennemsigtighed i hele systemet.

4.4.2

EØSU støtter derfor indførelsen af et system, hvorefter alt udstyr tildeles en unik udstyrsidentifikation (UDI), hvilket vil gøre identifikationen hurtigere, forbedre sporbarheden og understøtte Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni (17).

4.4.3

EØSU anser oprettelsen af et fuldt funktionsdygtigt Eudamed som et velegnet værktøj til at øge gennemsigtigheden. Med indførelsen af en sådan central registrering (Eudamed) vil man få udryddet registreringer i flere medlemsstater, hvilket vil være med til at nedbringe ansøgernes administrative omkostninger med op til 157 millioner euro.

4.5.1

Ifølge det gældende produktansvarsdirektiv (85/374/EØF) er fabrikanter af medicinsk udstyr underlagt et produktansvar. Imidlertid skal den person, der har lidt skade (eller den, der betaler behandlingsomkostningerne), bevise den forvoldte skade, og at det medicinske udstyr var fejlbehæftet. Patienten er ofte ikke i besiddelse af den information, der er nødvendig for at bevise, at produktet var fejlbehæftet. Fabrikanten bør derfor forpligtes til at stille alle nødvendige dokumenter og oplysninger om udstyrets sikkerhed og effektivitet til rådighed for den person, der har lidt skade.

4.5.2

EØSU er også helt enig i, at der bør etableres en erstatningsordning for patienter, der har lidt skade på grund af fejlbehæftet medicinsk udstyr eller IVD. For at sikre en passende erstatning i skadestilfælde skal den skadelidte kunne gøre et direkte krav gældende og opnå fuld erstatning. Bevisbyrden med hensyn til om fejlbehæftet medicinsk udstyr har forårsaget en skade eller ej, skal flyttes fra patienten til producenten. Patienten bør kun forpligtes til at påvise, at der foreligger en objektiv mulighed for, at det medicinske udstyr har forårsaget en skade. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til ved hjælp af passende ordninger at sikre, at udbetalingen af erstatning ikke resulterer i markante prisstigninger på medicinsk udstyr.

4.6.1

EØSU støtter, at der strammes op på udpegelsen og overvågningen af bemyndigede organer med henblik på at sikre samme kompetenceniveau i hele EU. Udvalget bifalder også det centrale tilsyn med medlemsstaternes udpegelser.

4.6.2

EØSU støtter alle forslag, der styrker rettighederne og forpligtelserne for de kompetente myndigheder på den ene side (bedre koordinerede og klarere procedurer, uvarslede kontrolundersøgelser på stedet) og leverandørerne (anmodning om »kvalificeret person«) på den anden side.

4.6.3

EØSU bifalder, at de høje kvalitetsstandarder og kompetencer for bemyndigede organer i EU gøres ensartede, men er bekymret for, om dette mål kan nås, hvis antallet af bemyndigede organer forbliver så højt, som det er nu (på næsten 80). EØSU anbefaler høj kvalitet i stedet for kvantitet.

4.7.1

EØSU bemærker, at medlemsstaterne i Rådets konklusioner om innovation i sektoren for medicinsk udstyr (18) opfordrede Kommissionen til at forbedre informationen og uddannelsen af sundhedspersoner, patienter og patienternes familier om den rigtige anvendelse af udstyr. Medicinsk udstyr virker kun, hvis det bruges korrekt. Om det er effektivt, afhænger af færdighederne og erfaringerne hos den læge eller det laboratoriepersonale, som bruger det.

4.7.2

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at inkludere passende bestemmelser om uddannelse og efteruddannelse af det faguddannede personale i forordningsforslagene.

4.8.1

EØSU mener ikke, at der er tilstrækkelig mulighed for at inddrage alle interessenter i Koordinationsgruppen for Medicinsk Udstyr, som forslaget er formuleret. Ifølge forordningsforslagene kan koordinationsgruppen nedsætte permanente eller midlertidige undergrupper, men EØSU mener, at det er utilstrækkeligt, hvis organisationer, der repræsenterer forbrugernes, ansatte i sundhedssektorens og industrien for medicinsk udstyrs interesser på EU-niveau, kun vil blive indbudt til at deltage i disse undergrupper som observatører. Det må være garanti for, at de aktivt høres.

4.8.2

Erfaringen har vist, at fremskridt i EU kun opnås, når de forskellige aktører har en fælles vision og fælles mål. Systemet kan i dag trække på et aktivt »rådgivende udvalg« inden for rammerne af Ekspertgruppen for Medicinsk Udstyr. Dette udvalg bør bibeholdes og specifikt omtales i lovgivningen. Ellers vil beslutninger blive truffet og politikken fastlagt, uden at man på et tidligt tidspunkt og retmæssigt har hørt patienter, sundhedspersoner, industrien og andre dele af civilsamfundet.

4.9.1

Det vil være nødvendigt at kontrollere, om forordningen fungerer efter hensigten. Senest tre år efter forslagenes ikrafttræden bør myndighederne og interessenter fra civilsamfundet i fællesskab foretage en formel evaluering af deres virkemåde for at sikre, at målene med dem opfyldes.

5.1

Definition: EØSU er bange for, at den foreslåede definition af ledsagende diagnosticering i artikel 2, nr. 6), er for bred og kan skabe juridisk usikkerhed. EØSU foreslår følgende definition: »»ledsagende diagnosticering«: udstyr, som specifikt er bestemt til udvælgelse af patienter, som tidligere er blevet diagnosticeret med en sygdom eller disposition og er egnede til behandling med et bestemt medicinsk produkt« (i stedet for »egnede til målrettet behandling«).

5.2

Klinisk dokumentation: Forslaget til IVD-forordning indeholder omfattende regler for undersøgelser af klinisk ydeevne med IVD og indfører tillige muligheden for, at »sponsorer« af multinationale interventionelle undersøgelser af klinisk ydeevne kan indsende én enkelt ansøgning via en elektronisk portal, som skal etableres af Kommissionen.

5.2.1

Med forslaget til forordning må det imidlertid sikres, at de nye regler for undersøgelser af klinisk ydeevne er forenelige med de regler, der bliver resultatet af de igangværende drøftelser om det nye regelsæt for kliniske forsøg med lægemidler, som anført i EØSU's tidligere udtalelse (19). EØSU mener endvidere, at databaserne over forsøg skal være interoperable.

5.3

»Interne prøvninger«: Ifølge forslaget til IVD-forordning gælder der samme krav til interne højrisiko (klasse D) prøvninger som til kommercielle klasse D-prøvninger. Derimod gælder IVD-forordningen ikke fuldt ud for interne prøvninger i andre klasser (herunder klasse C og udstyr til ledsagende diagnosticering). EØSU anbefaler, at princippet om vurdering af risici og fordele ved medicinsk udstyr skal gælde for alle produkter, uanset om det bringes i omsætning eller udelukkende udvikles og anvendes internt i en institution (intern prøvning).

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/58

1.1

EØSU støtter Kommissionens forslag, idet det forenkler den retlige ramme, afklarer de eksisterende standarder og skaber større sammenhæng i EU-lovgivningen, når det gælder markedsføring af produkter.

1.2

Det skal understreges, at de erhvervsdrivende er ansvarlige for produkternes overensstemmelse med kravene i et omfang, der afhænger af deres rolle i forsyningskæden, for at sikre et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed. EØSU anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om, at de inden for deres respektive ansvarsområder garanterer, at produkter fra tredjelande, som markedsføres på EU's marked, opfylder direktivets krav.

1.3

Hvad sanktionerne angår beder EØSU Kommissionen om på overnationalt plan at præcisere deres art, klassificere de forskellige typer adfærd og fastlægge sanktionernes minimumsindhold, omend det er medlemsstaterne, som skal indføre dem i deres lovgivning. Derfor ser EØSU meget frem til, at Kommissionen vedtager den såkaldte »markedsovervågningspakke«, som indeholder detaljerede bestemmelser om en større grad af samarbejde og harmonisering.

1.4

Kommissionen, producenterne og forbrugerne bør undersøge muligheden for i fremtiden at indføre et nyt mærkningssystem, der sikrer oplysning om produkternes oprindelse og garanterer deres sporbarhed, for at forbedre forbrugeroplysningen.

2.1

Den eksisterende retlige ramme for markedsføring, fri bevægelighed og ibrugtagning i EU af radio- og teleterminaludstyr blev indført i 1999 (1) og har været afgørende for gennemførelsen af det indre marked på dette område.

2.2

EØSU udtrykte i sin tid (2) sin støtte til dette direktiv, som indeholder væsentlige krav vedrørende beskyttelsen af sundhed og sikkerhed, elektromagnetisk kompatibilitet og undgåelse af skadelig interferens. Disse krav omsættes til tekniske krav inden for ikke-obligatoriske harmoniserede standarder, som i anden lovgivning efter »den nye metode«, hvormed direktivet begrænses til at fastlægge de væsentlige forskriftsmæssige krav (3).

2.2.1

Den nuværende retlige ramme er kompleks, eftersom direktiv 1999/5/EF fastsætter, at kun udstyr, der opfylder direktivets krav, kan markedsføres, og medlemsstaterne kan ikke indføre yderligere restriktioner på nationalt niveau vedrørende samme krav, for så vidt angår beskyttelse af sundhed og sikkerhed, elektromagnetisk kompatibilitet og forhindring af skadelig interferens.

2.2.2

Disse produkter er også omfattet af anden EU-lovgivning om miljøforhold, navnlig direktivet om farlige stoffer, direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr og batteridirektivet samt gennemførelsesforanstaltninger i henhold til direktivet om miljøvenligt design.

2.2.3

Ibrugtagning og anvendelse af radioudstyr er underlagt national lovgivning. Når medlemsstaterne udøver denne kompetence, skal de overholde gældende EU-lovgivning, herunder:

2.3

I den forbindelse skal den nødvendige overensstemmelse med EU's andre politikker og mål sikres, herunder navnlig den nye lovgivningsmæssige ramme, der blev godkendt i 2008 (4), og som EØSU er enig i (5), eftersom den er baseret på følgende:

2.4

For at gøre den komplekse retlige ramme mere overskuelig har Kommissionen fremsat et forslag, der tager sigte på at tydeliggøre anvendelsen af direktiv 1999/5/EF og erstatte det med henblik på at fjerne unødvendige administrative byrder for virksomheder og myndigheder ved at skabe øget frekvensfleksibilitet og lette de administrative procedurer i forbindelse med frekvensanvendelsen.

3.1

Tilpasning til afgørelse 768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af produkter, herunder definitionerne i kapitel R1 i afgørelse 768/2008/EF, forpligtelserne for erhvervsdrivende, tre moduler til overensstemmelsesvurdering, forpligtelserne til at notificere overensstemmelsesvurderingsorganer og de forenklede beskyttelsesprocedurer.

3.2

Afgørelse 768/2008/EF blev vedtaget sammen med forordning (EF) 765/2008 (om akkreditering og markedsovervågning). Begge bestemmelser har til hensigt at forbedre det indre markeds funktion og forsøger at opnå en mere sammenhængende tilgang til politikken til harmonisering af de tekniske bestemmelser vedrørende produkternes sikkerhed, en mere effektiv overvågningsmekanisme for alle varer, der indføres fra EU eller tredjelande, samt en styrket beskyttelse af forbrugerne på det indre marked.

3.3

Der indføres en ny definition af »radioudstyr« omfattende alt udstyr og kun udstyr, som tilsigtet udsender signaler ved hjælp af radiofrekvenser, uanset om dette tjener et kommunikationsformål eller ej. Derfor lyder forslaget til en ny titel på direktivet: »Direktivet om markedsføring af radioudstyr«. Nærværende direktiv finder ikke anvendelse på fastnetterminaludstyr.

3.4

Forslaget giver mulighed for:

3.5

Der indføres mulighed for at kræve, at produktkategorier, der udviser lave overensstemmelsesniveauer, registreres i det centrale system på baggrund af overensstemmelsesoplysninger fra medlemsstaterne.

3.6

Forslaget tydeliggør forholdet mellem direktiv 1999/5/EF og lovgivningen om frekvensanvendelsen på EU-plan og nationalt plan.

3.7

Forenkling og begrænsning af den administrative byrde:

3.8

Tilpasning af forslaget til direktiv til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til forordning (EU) nr. 182/2011 om Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, procedurerne for udøvelse af gennemførelsesbeføjelser og delegerede beføjelser og udøvelsen af delegerede beføjelser:

4.1

Med henblik på at skabe større sammenhæng med EU-retten i henhold til artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde støtter EØSU Kommissionens forslag om omarbejdning som lovgivningsteknik. Omarbejdning består i, at der vedtages en ny retsakt, der i én og samme tekst samler både de indholdsmæssige ændringer, der foretages af retsakten, og de bestemmelser i den tidligere retsakt, der forbliver uændrede. Den nye retsakt træder i stedet for og ophæver den tidligere retsakt, som ligeledes bør tilpasses terminologien i afgørelse 768/2008/EF og i Lissabontraktaten.

4.2

Den frie bevægelighed for varer er en af de fire grundlæggende og traktatfæstede friheder, og nærværende forslag til direktiv styrker den frie bevægelighed af sikre produkter ved at styrke beskyttelsen af forbrugerne, forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og skabe lige konkurrencevilkår for erhvervsdrivende.

4.3

EØSU mener, at bestræbelserne på at sikre europæisk industri og genoprette konkurrenceevnen afhænger af, at det indre marked opnår fuld interoperabilitet og mindsker fragmenteringen, hvilket gælder for såvel de nationale markeder som investeringerne i forskning og innovation.

4.4

EØSU understreger behovet for at udvikle en proaktiv industripolitik, der bedre afspejler balancen mellem producenternes kapacitet, og som indfører en teknisk lovgivningsmæssig ramme for intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig for de produkter, som er omfattet af fælles og harmoniserede standarder, forskrifter og procedurer.

4.5

Vedtagelsen af tekniske standarder og forskrifter bør ske i henhold til principperne for den nye standardiseringspolitik, som sikrer offentliggørelse og gennemsigtighed samt fuld deltagelse af arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for det organiserede civilsamfund.

5.1

Hvad angår anvendelsesområdet for dette direktiv, udelukker artikel 1, stk. 3, radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med den offentlige sikkerhed, forsvar og statens sikkerhed, herunder statens økonomiske stabilitet, som bør defineres og præciseres med henblik på at skabe større klarhed.

5.1.1

Radioudstyr, der er udelukket i medfør af artikel 1, stk. 3, fremgår ikke af bilag I: udstyr, der ikke er omfattet af dette direktiv.

5.2

EØSU mener ligeledes, at det kan være nødvendigt, at udstyret kan fungere sammen med andet radioudstyr via netværk og kan forbindes med de relevante typer grænseflader i hele EU, hvilket kan forenkle anvendelsen af radioudstyr og fremme interoperabiliteten mellem radioudstyr og tilbehør.

5.3

For at forbedre beskyttelsen af brugernes personoplysninger og privatlivets fred bør der helt fra starten udarbejdes en etisk og social dimension for de teknologiske sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at opnå samfundets accept. Det er nødvendigt at sikre beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder helt fra starten og i alle faser, fra udformning og standardisering til den praktiske teknologiske anvendelse.

5.4

Det bør afklares, hvilke krav der gælder for markedsføring af produkter fra såvel EU som tredjelande. Derfor burde artikel 6 anføre de tilfælde, hvor det formodes at de væsentlige krav, som direktivet fastlægger, er opfyldt (harmoniserede europæiske standarder, internationale standarder offentliggjort af Kommissionen), såvel som de tilfælde, hvor der gælder supplerende nationale standarder.

5.5

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de markedsførte produkter opfylder de krav, der er fastlagt i relation til det pågældende frekvensbånd for at undgå interferens på 800 MHz-båndet såvel som unødig kontaminering af radiofrekvensen. Denne opfordring er særligt nødvendig i grænseregioner, hvor en harmonisering af tidsslot og anvendt teknologi ville være ønskværdig.

5.6

EØSU støtter adgangen, navnlig for handicappede, til alarmtjenester, som skal understøtte de nødvendige funktioner.

5.7

Det bør påhvile de erhvervsdrivende, i forhold til den rolle, de hver især spiller i forsyningskæden, at drage omsorg for, at produkterne opfylder de gældende krav, således at der sikres et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed, og således at der sikres fair konkurrence på EU-markedet.

5.8

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i udøvelsen af deres respektive beføjelser at sikre, at produkter fra tredjelande, der kommer ind på EU-markedet, opfylder alle kravene i dette direktiv. Det bør navnlig sikres, at importører, der bringer produkter i omsætning, opfylder alle krav, og at de ikke bringer produkter i omsætning, der ikke opfylder sådanne krav eller udgør en risiko.

5.9

Det er vigtigt at sikre, at radioudstyr kan spores gennem hele forsyningskæden, idet det forenkler markedsovervågningen og fremmer forbrugernes ret til oplysninger.

5.10

EØSU gentager (6), at det nuværende mærkningssystem ikke garanterer, at produktet har gennemgået en procedure, der giver garanti for kvalitet og sikkerhed, hvilket skuffer forbrugernes forventninger.

5.11

Hvad angår akkrediteringsordningen og overensstemmelsesvurderingen, støtter EØSU fælles kompetenceniveauer for overensstemmelsesvurderingsorganerne samt strengere udvælgelseskriterier og harmoniserede udvælgelsesprocedurer for overensstemmelsesvurdering.

5.12

Ligeledes mener EØSU, at kravene til overensstemmelsesvurderingsorganernes uafhængighed bør skærpes ved at udvide de tilfælde af uforenelighed, der fastlægges i artikel 26, stk. 4, til en periode på 2 eller 3 år forud for overensstemmelsesvurderingen.

5.13

EØSU udtrykker bekymring over forslagets bestemmelser om delegerede retsakter, som ikke altid er konkretiseret tilstrækkeligt. Det fremgår bl.a. af artikel 5, som regulerer registreringen af radioudstyr i visse kategorier, at Kommissionen tillægges beføjelser til at foretage en efterfølgende identifikation heraf, uden at der angives nærmere kriterier herfor, hvilket giver Kommissionen en for omfattende skønsfrihed.

5.14

Hvad angår indførelsen af sanktioner, bør forslaget på overnationalt plan præcisere arten og minimumsindholdet af de sanktioner, som medlemsstaterne skal indføre i deres lovgivning, eftersom det af forslaget til direktiv kun følger, at de nationale myndigheder skal indføre sanktioner for en sådan adfærd, som bør være »effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«, og dette kan føre til »forum shopping« fra visse operatørers side eller til overtrædelse af princippet om »ne bis in idem« i tilfælde af sideløbende sanktioner.

5.15

EØSU anbefaler, at fristen på 5 år i artikel 47, stk. 2, forkortes i lyset af sektorens hastige udvikling.

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/62

1.1

EØSU støtter de grundlæggende principper i forslaget til forordning. Samtidig bemærker udvalget, at de finansielle ressourcer, der er afsat til den planlagte Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, ikke er tilstrækkelige til, at fondens mål kan opfyldes.

1.2

Set i lyset af at 24,2 % af EU's befolkning risikerer fattigdom eller social udstødelse, et tal som forventes at stige yderligere, opfordrer EØSU til, at den nye fond tildeles et budget, som er skræddersyet til fondens behov. Budgettet for den nye fond bør stå i et rimeligt forhold til Europa 2020-strategiens mål om at mindske antallet af personer, som lever i eller risikerer fattigdom eller social udstødelse med mindst 20 millioner inden 2020. Budgettets størrelse bør ikke afvige fra de ressourcer, der er afsat til de eksisterende programmer for materiel bistand.

1.3

EØSU er bekymret for, at medfinansiering fra medlemsstaterne kan resultere i vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af finansielle transaktioner under den nye fond og går derfor ind for, at den nye fond i fuldt omfang finansieres under EU-budgettet, som det har været tilfældet med tidligere års programmer for materiel bistand.

1.4

EØSU støtter de forenklede procedurer og den reduktion af medlemsstaternes administrative byrde, navnlig for partnerorganisationer, der er skitseret i forslaget til forordning. I den forbindelse advarer EØSU imod, at medlemsstaterne eventuelt bruger de komplekse procedurer under Den Europæiske Socialfond.

1.5

EØSU bifalder de bestemmelser, som sikrer, at partnerorganisationer forsynes med tilstrækkelige likvide midler til en effektiv gennemførelse af operationer, og bifalder det faktum, at fonden også dækker administrations-, transport- og lageromkostninger samt finansierer kapacitetsopbygning i partnerorganisationer.

1.6

EØSU støtter etableringen af en platform på EU-niveau til udveksling af erfaringer og bedste praksis. EØSU opfordrer også til, at civilsamfundsorganisationer inddrages i overvågningen og vurderingen af den nye fonds operationelle programmer på medlemsstatsniveau.

1.7

På baggrund af de forskellige forhold i medlemsstaterne opfordrer EØSU de nationale regeringer til at definere den nye fonds status og rolle i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne med det formål at sikre, at der bliver tale om et instrument, som på effektiv vis supplerer andre tiltag under nationale strategier og planer til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, herunder foranstaltninger, der støttes af Den Europæiske Socialfond.

1.8

EØSU understreger, at EU og medlemsstaterne baserer deres socialpolitik på den europæiske sociale model, samfundsvidenskabelige standarder og Europa 2020-strategien. Dette betyder, at målene er rettighedsbaserede sociale ydelser, overholdelse af EU's kompetencefordeling, samfundsmæssig integration og solidaritet internt i medlemsstaterne og i EU. Der skal opretholdes pålidelige socialstatslige strukturer, navnlig tilgængelige sociale tjenester, for bl.a. at forebygge eksistenstruende nødsituationer. Ved alle former for bistand skal det forhindres, at fattigdommen rodfæster sig, eller at de berørte personer stigmatiseres.

1.9

Set i lyset af forskellene i de nationale politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i EU's medlemsstater og i betragtning af det helt utilstrækkelige budget, der er afsat til fonden, opfordrer EØSU derudover til, at der indføres et frivilligt system for de enkelte medlemsstaters brug af fonden. Dette bør imidlertid ikke resultere i nogen form for reduktion i de tilgængelige midler under Den Europæiske Socialfond for de medlemsstater, der ikke anvender fonden.

2.1

Denne EØSU udtalelse vedrører det nye EU-støtteprogram for de socialt dårligst stillede, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, som erstatter EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer samt støtteprogrammet for de dårligst stillede 2012-2013, som erstattede førnævnte program.

2.2

EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer blev iværksat i 1987. Det fastsatte de almindelige regler for levering af fødevarer fra interventionslagrene til visse organisationer med henblik på uddeling til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet. Programmet fremmer den sociale samhørighed i EU ved at reducere den økonomiske og sociale ulighed.

2.3

Under EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer uddelte civilsamfundsorganisationer (akkrediterede velgørenhedsorganisationer) fødevarebistand til de socialt dårligst stillede personer i de fleste EU-medlemsstater. I mange tilfælde havde denne bistand afgørende betydning for den videre indsats til sikring af social integration af dårligt stillede grupper og var samtidig et klart og synligt udtryk for europæisk solidaritet.

2.4

Programmets budget steg fra 97 mio. euro i 1988 til 500 mio. euro i 2009 (navnlig i forbindelse med successive EU-udvidelser). Næsten 19 millioner af de fattigste europæere har indtil nu (2011) haft gavn af EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer (1).

2.5

Et antal medlemsstater deltog imidlertid ikke i EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer med det argument, at det var unødvendigt eller uforeneligt med deres nationale politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Nogle civilsamfundsorganisationer i disse lande har fremhævet det stigma, der er forbundet med at modtage direkte materiel bistand og mener, at det er bedre, at staten giver den nødvendige finansielle bistand til dækning af alle grundlæggende behov. Imidlertid findes der i disse lande også personer og grupper, som af forskellige årsager befinder sig uden for rækkevidde for den finansielle støtte, der ydes af offentlige bistandsprogrammer.

2.6

EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer blev, uafhængigt af programmets sociale dimension, et instrument i EU's landbrugspolitik, som bidrog til at stabilisere landbrugsmarkederne vha. anvendelsen af interventionslagre. En række reformer af den fælles landbrugspolitik har resulteret i en betydelig reduktion af interventionslagrene, som i de seneste år ikke har været store nok til at imødekomme behovet for fødevarehjælp. Der blev derfor i samråd med repræsentanter for civilsamfundsorganisationer udarbejdet et forslag til forordning med det formål at oprette et permanent system for hjælp til de dårligst stillede. De fleste af de dermed forbundne ændringer, herunder den trinvise introduktion af medfinansiering, planer for fødevareuddeling for tre år ad gangen, opstillingen af prioriterede aktioner, der skal gennemføres af medlemsstaterne og en forøgelse af det tilgængelige budget opnåede ikke det nødvendige flertal i Rådet.

2.7

EU-Domstolen fastslog den 13. april 2011, at køb af fødevarer på markederne ikke regelmæssigt kunne anvendes til at erstatte stadig mindre interventionslagre. Europa-Parlamentet opfordrede herefter Kommissionen og Rådet (beslutning af 7. juli 2011) til at finde en overgangsløsning for de resterende år under den nuværende flerårige finansielle ramme med det formål at forhindre store restriktioner i fødevarehjælpen. Den 15. februar 2012 blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning om midlertidig uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen vedtaget for 2012 og 2013. Dette program udløber ved afslutningen af det årlige program for 2013 (2).

2.8

I 2011 var 24,2 % af EU's befolkning – ca. 120 millioner borgere – truet af fattigdom eller social udstødelse (sammenlignet med 23,4 % i 2010 og 23,5 % i 2008) (3). Set i lyset af den nuværende økonomiske og finansielle krise kan det forventes, at antallet vil stige i næsten alle medlemsstater. Fattigdom og social udstødelse er derudover yderst komplekse fænomener. De vedrører ikke kun arbejdsløse, men rammer også personer i beskæftigelse, hvis lønninger ikke er tilstrækkelige til at dække de mest basale livsbehov.

2.9

Inden for rammerne af Europa 2020-strategien har Den Europæiske Union sat sig det mål at mindske antallet af personer, som lever i eller risikerer fattigdom eller social udstødelse, med mindst 20 millioner inden 2020. 2010 blev udnævnt til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. EØSU påpeger, at den økonomiske krise har resulteret i en forværring af fattigdom og social udstødelse og sået alvorlig tvivl om nogle medlemsstaters muligheder for at opfylde denne målsætning under Europa 2020-strategien, navnlig hvis der ikke gives en passende finansiel støtte fra EU's side.

2.10

Spørgsmålet om bistand til de socialt dårligst stillede har mange gange været genstand for en aktiv interesse og debat i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Alene i 2011 vedtog EØSU to udtalelser, som fremhævede behovet for at videreføre og videreudvikle denne form for støtte (4). Set på baggrund af det overordnede mål for social integration, der er skitseret i Europa 2020-strategien, vedtog EØSU alene i 2012 udtalelser, som dækkede utallige aspekter vedrørende bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse, herunder emner som ældres og handicappedes situation, psykisk sundhed samt aspekter med relation til udviklingen af socialt landbrug og socialt boligbyggeri (5).

2.11

De Forenedes Nationers verdenserklæring om menneskerettigheder fastlægger enhvers ret til »en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder (…)« (6). Disse bestemmelser afspejles i EU-traktatens bestemmelser om respekt for den menneskelige værdighed, herunder bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler (7). Et af de mest grundlæggende principper i det europæiske samfund, som er baseret på historiske erfaringer, er solidaritetsprincippet (8), som også, og først og fremmest, bør gælde for de borgere i Den Europæiske Union, som oplever dyb fattigdom og social udstødelse.

3.1

I modsætning til tidligere programmer for fødevareuddeling placerer forslaget til forordning, som er baseret på artikel 175, stk. 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), med henvisning til artikel 174 i TEUF, den nye Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede under samhørighedspolitikken. Forslaget til forordning fastslår også, at formålet med forordningen, dvs. en forbedring af den sociale samhørighed i EU og bidrag til bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse, ikke i tilstrækkeligt omfang kan opfyldes af medlemsstaterne selv, men bedre kan realiseres på EU-niveau. Derfor kan EU i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet fastlagt i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union træffe foranstaltninger i tråd med nærhedsprincippet som fastholdt i denne artikel (9).

3.2

Formålet med den nye Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede er at fremme den sociale samhørighed i EU ved at bidrage til opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål om at mindske fattigdommen. Gennem imødekommelsen af basale behov er det hensigten med det foreslåede instrument, at det skal yde ekstra støtte til indsatsen for at afhjælpe fattigdom og social udstødelse i EU. Den nye fond bygger til dels på erfaringerne med EU's program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer, samtidig med at en del af fondens ressourcer øremærkes til materiel bistand i form af nonfood forbrugsprodukter til hjemløse og/eller børn og ledsageforanstaltninger, som bidrager til social reintegration.

3.3

Fondens støtte er målrettet til personer, som lider under fødevaremangel, hjemløse og børn, som oplever materielle afsavn. Specifikke aktiviteter for målgrupperne og støttens udformning forbliver et anliggende for medlemsstaterne.

3.4

De partnerorganisationer, der direkte uddeler fødevarer eller varer inden for rammerne af operationer, der støttes af fonden, skal selv gennemføre aktiviteter, som supplerer den materielle bistand, og som tager sigte på social integration af de socialt dårligst stillede personer. Det er op til medlemsstaterne at afgøre, hvorvidt de ønsker at anvende fonden til at støtte denne form for ledsageforanstaltninger.

3.5

Niveauet for medfinansiering fra fonden til operationelle programmer i de enkelte medlemsstater er blevet fastsat til maksimalt 85 % af de støtteberettigede udgifter med undtagelser for medlemsstater, der oplever midlertidige budgetproblemer.

4.1.1

EØSU konstaterer med beklagelse, at de finansielle ressourcer, der er tildelt den planlagte fond, langt fra er tilstrækkelige til, at fondens mål kan opfyldes.

4.1.2

Ved indkøb af fødevarer skal det sikres, at ingen konkurrenceregler overtrædes og at der tages behørigt hensyn til SMV, regionale, økologisk følsomme og socialt inklusive udbydere. Organisationer, der distribuerer levnedsmidler, må ikke operere med privat vinding for øje.

4.1.3

Det er allerede velkendt, at Kommissionen under den finansielle ramme for 2014-2020 har afsat et budget på 2,5 mia. euro til den nye fonds aktiviteter, dvs. 360 mio. euro pr. år. Debatten om den endelige udformning af EU's budget har imidlertid skabt frygt for, at dette beløb kan underkastes yderligere nedskæringer. Det beløb på 500 mio. euro om året, der er afsat under det nuværende program for perioden 2012-2013, er imidlertid allerede utilstrækkeligt til at imødekomme behovene i medlemsstaterne fuldt ud. Det anslås, at der er behov for et beløb på ca. 680 mio. euro om året (10). En mulig stigning i antallet af medlemsstater, som anvender den nye fond (20 for nærværende) (11), og fleksibiliteten i den foreslåede støtte, f.eks. bestemmelsen vedrørende uddelingen af elementære forbrugsgoder, ud over fødevarer, til personlig brug for hjemløse eller børn samt de planlagte aktiviteter til social reintegration gør det sandsynligt, at behovene i betydeligt omfang vil overstige ressourcerne i det nuværende budget. Fondens foreslåede budget er dermed uden tvivl utilstrækkeligt til at opfylde de behov, som fonden har til formål at dække. Derudover er det, med udsigt til at Den Europæiske Unions budget forbliver på sit nuværende niveau eller kun falder let i perioden 2014-2020, vanskeligt at acceptere en reduktion på mindst 28 % (sammenlignet med programmet i 2012-2013) af de midler, der afsættes til materiel bistand.

4.1.4

Kommissionen vurderer, at »det samlede antal personer, som vil modtage bistand direkte fra fonden, gennem medlemsstaternes medfinansiering og naturalydelser fra partnerorganisationer vil udgøre ca. fire millioner« (12). Selv hvis det antages, at denne målsætning opfyldes fuldt ud, kan der stilles spørgsmålstegn ved fondens effektivitet med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål (en reduktion af antallet af personer, der oplever fattigdom i EU, med mindst 20 millioner). I den forbindelse opfordrer EØSU til, at den nye fond gives en passende høj prioritering på europæisk plan og til, at fonden tildeles et budget, der er tilstrækkeligt til at opfylde de eksisterende behov.

4.1.5

EØSU henviser i den henseende til Regionsudvalgets udtalelse, som i forbindelse med støtteprogrammet for 2012-2013 »opfordrer Kommissionen til løbende at vurdere, om det årlige finansielle loft på 500 millioner euro, der er fastsat for programmeringsperioden, er tilstrækkeligt set i lyset af, at finanskrisen kan øge kravet om offentlige nedskæringer, og at den økonomiske usikkerhed medfører højere arbejdsløshed i mange lande« (13).

4.1.6

EØSU opfordrer ligeledes til, at fonden finansieres 100 % via EU-budgettet, som det var tilfældet med tidligere års programmer for fødevarehjælp. Udvalget mener, at medfinansiering fra medlemsstaterne kan resultere i finansielle vanskeligheder ved gennemførelsen af programmet og ikke blot i medlemsstater, der står over for midlertidige budgetproblemer (hvor der er skabt en mulighed for en forhøjelse af betalingerne) (14).

4.1.7

EØSU støtter den bestemmelse i forordningen, der gør det muligt at anvende interventionslagre til fødevarehjælp, selvom det ikke forventes, at lagrene vil blive fyldt op i væsentligt omfang i nærmeste fremtid (15). I betragtning af det langt fra tilstrækkelige budget, der er tildelt fonden, er udvalget imidlertid ikke tilhænger af, at værdien af de anvendte interventionslagre medregnes i budgettet.

4.1.8

Set i lyset af fondens beskedne budget og visse medlemsstaters opfattelse af, at fonden er unødvendig eller uforenelig med deres nationale politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, opfordrer EØSU endelig til, at der indføres et valgfrit (frivilligt) system for de enkelte medlemsstaters brug af fonden, hvilket også kunne betyde, at der blev flere ressourcer til rådighed i fonden for de medlemsstater, der måtte ønske at gøre brug af den.

4.2.1

EØSU mener, at fødevarehjælp bør ydes under hensyntagen til samtlige de tre situationer, der beskrives i forslaget – fødevaremangel, hjemløshed og materielle afsavn hos børn, men også grupper og personer, der er socialt udstødte af særlige herunder historiske grunde. Adgang til fødevarer er det første skridt på vejen mod social integration og reintegration af de udstødte. Set i lyset af de forskellige forhold i de enkelte medlemsstater foreslår EØSU imidlertid, at fastlæggelsen af de forskellige former for støtte til individuelle målgrupper helt og fuldt overlades til medlemsstaterne.

4.2.2

EØSU er også modstander af, at organisationer, som uddeler direkte fødevarehjælp eller anden bistand, forpligtes til at engagere sig i aktiviteter, som supplerer tildelingen af materiel bistand, når disse aktiviteter ikke støttes af medlemsstatens operationelle program inden for rammerne af fonden (16).

4.3.1

EØSU støtter Kommissionens holdning til en forenkling af procedurerne og en reduktion af de administrative byrder for medlemsstater og navnlig partnerorganisationer (17). Strømlinede og forenklede procedurer for operationer skal være i tråd med fondens specifikke mål og målgrupper. I den forbindelse vil EØSU gerne advare mod at anvende Den Europæiske Socialfonds procedurer (18). I nogle medlemsstater er disse procedurer komplekse og kan vise sig at være uegnede for partnerorganisationerne.

4.3.2

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at etablere en EU-platform, hvis aktiviteter vil blive finansieret inden for rammerne af den tekniske bistand. Udvekslingen af erfaringer og bedste praksis mellem EU-institutioner, medlemsstater, arbejdsmarkedet parter og andre civilsamfundsorganisationer vil give en merværdi for fonden (19).

4.3.3

EØSU bifalder kravet om, at medlemsstaterne skal udarbejde operationelle programmer i samarbejde med organer, der repræsenterer civilsamfundet (20). EØSU foreslår også, at det bliver obligatorisk at etablere overvågningsudvalg eller andre organer, der skal overvåge og vurdere de operationelle programmer i medlemsstaterne under inddragelse af civilsamfundsorganisationer, personer, som er direkte berørt af fattigdom eller deres repræsentanter.

4.3.4

EØSU bifalder den kendsgerning, at fonden dækker omkostninger til administration, transport og lagring af fødevarer og forbrugsgoder og, at det vil være muligt at finansiere partnerorganisationers kapacitetsopbygning (21). Dermed kan partnerorganisationerne inddrages i den effektive gennemførelse af operationer under fonden.

4.3.5

EØSU er tilfreds med, at partnerorganisationerne får tildelt tilstrækkeligt med likvide midler til en effektiv gennemførelse af operationerne (22).

9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/68

1.1

I den foreliggende tekst stiller Kommissionen forslag til et direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber med et mål om, at det underrepræsenterede køn skal udgøre mindst 40 % inden 2020.

1.2

EØSU glæder sig over dette forslag. Selv om udvalget foretrækker frivillige foranstaltninger frem for kvoter, anerkender det, at kønsbalancen i børsnoterede EU-selskaber ikke vil rykke sig meget uden juridisk bindende målsætninger. I dag er blot 13,7 % af bestyrelsesmedlemmer kvinder, hvilket vidner om en tydelig forskelsbehandling.

1.3

EØSU og Kommissionen anerkender behovet for at respektere friheden til at drive virksomhed. Dette direktiv er en mindstenorm, der har til formål at forbedre betingelserne for et velfungerende erhvervsliv, og som giver medlemsstaterne mulighed for at gå videre end de anbefalede foranstaltninger. Arbejdsmarkedets parter i EU udarbejdede i 2005 en plan, hvori de præsenterede flere af argumenterne for kønsligestilling og fremhævede praktiske redskaber til medlemsstaterne og virksomheder (1).