8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/1

—

der henviser til artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 67 og artikel 81, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens høringsdokument af 18. januar 2011 om anvendelsen af alternativ tvistbilæggelse til bilæggelse af tvister vedrørende handelstransaktioner og handelspraksis i Den Europæiske Union og til det dokument, der blev offentliggjort i april 2011 med titlen "Summary of the responses received",

—

der henviser til Kommissionens høringsdokument af 11. december 2008 med titlen "Alternative dispute resolution in the area of financial services" og til det dokument, der blev offentliggjort den 14. september 2009 med titlen "Summary of the responses to the public consultation on alternative dispute resolution in the area of financial services",

—

der henviser til grønbogen om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område af 19. april 2002 (KOM(2002)0196),

—

der henviser til Kommissionens henstillinger af 30. marts 1998 om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (1) og af 4. april 2001 om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst" (KOM(2011)0206),

—

der henviser til Rådets resolution af 25. maj 2000 om et fællesskabsdækkende netværk af nationale organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (3) og til Det Europæiske Udenretslige Net (EEJ-Nettet), der blev indført den 16. oktober 2001,

—

der henviser til aftalememorandum af 30. marts 1998 om et grænseoverskridende udenretsligt klagenetværk inden for finansielle tjenesteydelser i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og til Fin-NET,

—

der henviser til Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (4),

—

der henviser til den europæiske adfærdskodeks for mæglere (herefter benævnt "adfærdskodeksen"), der blev indført i 2004,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (5),

—

der henviser til undersøgelsen "The Cost of Non ADR - Surveying and Showing the Actual Costs of Intra-Community Commercial Litigation", der blev offentliggjort den 9. juni 2010 af ADR Center, Rom, Italien,

—

der henviser til undersøgelsesresultaterne fra det europæiske virksomhedspanel (EBTP) med hensyn til alternativ tvistbilæggelse, som dækker tidsrummet fra den 17. december 2010 til den 17. januar 2011,

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2003 om Kommissionens grønbog om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område (6),

—

der henviser til sin henstilling af 19. juni 2007 på grundlag af beretningen fra Undersøgelsesudvalget om Krisen i Equitable Life Assurance Society (7),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholm-programmet (8),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om styring og partnerskab i det indre marked (9),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om gennemførelsen af direktivet om mægling i medlemsstaterne, dets indvirkning på mæglingen og domstolenes anvendelse af det (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0343/2011),

A.

der henviser til, at adgang til klage og domstolsprøvelse er en grundlæggende rettighed,

B.

der henviser til, at et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, jf. traktaterne, skal opfylde borgernes og virksomhedernes behov, f.eks. ved at skabe enklere og klarere procedurer og samtidig forbedre adgangen til klage og domstolsprøvelse,

C.

der henviser til, at retssager og alternativ tvistbilæggelse tjener nært forbundne formål, idet begge tilstræber at genskabe retsfreden mellem parterne i en tvist, beskytte en individuel materiel ret på passende vis og bilægge konflikter mellem parterne,

D.

der henviser til, at alternativ tvistbilæggelse, som hjælper parterne med at undgå de traditionelle retslige procedurer kan være et hurtigt og omkostningseffektivt alternativ til retssager,

E.

der henviser til, at alternativ tvistbilæggelse er en mekanisme til udenretlige forlig, som hjælper forbrugere og sælgere til at løse tvister ved hjælp af en tredjepart (mægler eller opmand),

F.

der henviser til, at offentlige myndigheder - herunder ombudsmænd og reguleringsmyndigheder - i mange lande spiller en vigtig rolle ved at tilskynde til tvistbilæggelse;

G.

der henviser til, at tillid til håndhævelsen af rettigheder i grænseoverskridende tvister kan bidrage til at stimulere EU’s økonomi ved at styrke borgernes tillid til det indre marked,

H.

der henviser til, at EU-borgernes kendskab til og forståelse af alternative tvistbilæggelsesordninger generelt er ringe og præget af forvirring, idet kun en lille procentdel af borgerne ved, hvordan man indgiver en klage til et alternativt tvistbilæggelsesorgan;

I.

der henviser til betydningen af mere offentlighed omkring eksisterende alternative tvistbilæggelsesordninger og af at gøre mere for at tilskynde forbrugerne og de erhvervsdrivende til at anvende dem som et alternativ til klager ved domstolene, for at gøre det muligt at undgå konfrontationer og stille et positivt udkomme i udsigt for begge parter;

J.

der henviser til, at der bør findes frem til en afbalanceret strategi, der på den ene side tager højde for fleksibiliteten i de alternative tvistbilæggelsessystemer og på den anden side for nødvendigheden af at sikre forbrugerbeskyttelse og retfærdige procedurer,

K.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har anmodet om, at der gøres en yderligere indsats for at udvikle alternativ tvistbilæggelse, der henviser til, at det i sin beslutning af 6. april 2011 om styring og partnerskab i det indre marked opfordrede Kommissionen til inden udgangen af 2011 at stille lovforslag om anvendelsen af alternative former for tvistbilæggelse i EU,

L.

der henviser til, at Kommissionen omtaler lovforslaget om alternativ tvistbilæggelse som et strategisk initiativ i sit arbejdsprogram og i sin meddelelse af 13. april 2011"Akten for det indre marked" som en af de 12 løftestænger til fremme af væksten og styrkelse af tilliden med det formål at styrke forbrugernes position,

M.

der henviser til, at fristen for gennemførelse af direktiv 2008/52/EF udløb den 21. maj 2011,

1.

noterer sig med tilfredshed Kommissionens nylige høring om alternativ tvistbilæggelse, der trods sin vidtrækkende titel udelukkende fokuserer på forbrugertransaktioner,

2.

mener imidlertid, at alternativ tvistbilæggelse indgår i en generel dagsorden for "retfærdighed og vækst" på tværs af samfundssektorerne; mener, at enhver tilgang til alternativ tvistbilæggelse bør række ud over forbrugerrelaterede tvister og omfatte civil- og handelsretlige transaktioner mellem virksomheder (B2B), såvel private som offentlige, familieretlige tvister, ærekrænkelsessager samt andre tvister af almen interesse eller tvister mellem parter, der har forskellig retsstilling;

3.

noterer sig med tilfredshed, at direktiv 2008/52/EF har harmoniseret visse standarder for mægling; understreger, at der skal defineres fælles termer og opretholdes proceduremæssige garantier inden for alle områder med alternativ tvistbilæggelse; mener, at det er nødvendigt atter at se på Kommissionens henstillinger fra 1998 og 2001 og adfærdskodeksen;

4.

mener, at det er nødvendigt gennem lovgivning at fastsætte minimumsstandarder for alternativ tvistbilæggelse for at skabe rammer for alternativ tvistbilæggelse i medlemsstaternes retsordener, jf. eksemplet med direktiv 2008/52/EF, selv om selvregulering fortsat er vigtig; understreger, at man inden for sådanne rammer bør bestræbe sig på ikke at begrænse forskellene inden for alternativ tvistbilæggelse, da der ikke findes nogen standardløsning, der vil kunne anvendes på de forskelligartede problemer, som opstår inden for de forskellige retsområder;

5.

understreger, at der er behov for en bedre forståelse af de mange forskellige typer mekanismer og procedurer (herunder offentlige myndigheders og ombudsmænds aktiviteter), som ofte under et omtales som alternativ tvistbilæggelse; mener, at selv om der findes en lang række ligheder mellem de forhandlingsteknikker og tvistbilæggelsesredskaber, man sædvanligvis finder i tvistbilæggelsessystemer, er der ikke desto mindre betydelige forskelle i tvistbilæggelsessystemernes struktur og opbygning rundt om i medlemsstaterne;

6.

mener, at lovforanstaltninger, der vedtages på EU-plan, vil kunne fremme anvendelsen af alternative tvistbilæggelsesordninger og opmuntre fysiske og juridiske personer til oftere at gøre brug heraf, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende tvister, eftersom retssager til løsning af denne type tvister er mere komplekse, dyrere og mere langvarige;

7.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til inden udgangen af 2011 at stille et lovgivningsmæssigt forslag om anvendelsen af alternativ tvistbilæggelse i forbrugerspørgsmål i EU, og understreger vigtigheden af, at det vedtages hurtigt;

8.

mener, at standarderne for alternativ tvistbilæggelse bør omfatte følgende elementer: tilslutning til/enighed om alternativ tvistbilæggelse; uafhængighed, gennemsigtighed, effektivitet, rimelighed, uafhængighed og fortrolighed; følger for forældelsesfrister; fuldbyrdelse af aftaler indgået efter mægling; deltagelse af tredjeparter;

9.

mener, at organerne til alternativt tvistbilæggelse regelmæssigt bør overvåges og evalueres af uafhængige evalueringseksperter;

10.

modsætter sig - for ikke at skade mulighederne for at få adgang til klage og domstolsprøvelse - at anvendelse af alternativ tvistbilæggelse gøres obligatorisk på EU-plan, men mener, at man kan undersøge muligheden for at indføre en obligatorisk ordning for opfordring af parterne til at overveje mulighederne for alternativ tvistbilæggelse;

11.

gør opmærksom på det italienske eksempel med "fælles forlig" som en mulig bedste praksis-model, der bygger på en protokol, der indgås mellem og undertegnes af en virksomhed og forbrugerorganisationerne, og hvorigennem virksomheden på forhånd forpligter sig at anvende alternativ tvistbilæggelse til løsning af enhver tvist, der måtte opstå inden for det område, der er omfattet af protokollen;

12.

understreger, at en klausul om alternativ tvistbilæggelse ikke bør stille sig hindrende i vejen for adgang til klage og domstolsprøvelse, navnlig ikke for den svagere part, som i visse tilfælde også kan være en SMV, og mener i derfor, at beslutninger, der træffes i forbindelse med alternativ tvistbilæggelse, kun må være bindende, såfremt alle de berørte parter udtrykkeligt har tilsluttet sig dette;

13.

er af den opfattelse, at der i forbindelse med alternativ tvistbilæggelse generelt bør gælde en forpligtelse til at afsløre omstændigheder, som påvirker tredjepartens uafhængighed eller giver anledning til en interessekonflikt, samt en pligt til at behandle alle parter ligeligt, jf. adfærdskodeksen;

14.

mener, at de berørte parter og i givet fald tredjeparten bør være forpligtet til at behandle oplysninger om alternativ tvistbilæggelse fortroligt, jf. adfærdskodeksen; overvejer også, hvor det er relevant, mere vidtrækkende foranstaltninger som f.eks. sikring af fortrolighedsforholdet, jf. artikel 7 i direktiv 2008/52/EF;

15.

bemærker imidlertid, at mens fortroligheden omkring personoplysninger skal respekteres, bør der også sikres en vis gennemsigtighed i forbindelse med alternativ tvistbilæggelse, således at medlemsstaterne og tvistbilæggelsesorganerne kan finde frem til og udveksle bedste praksis, og således at uafhængige reguleringsmyndigheder får mulighed for at undersøge sagsbehandlingen i tilfælde, hvor der er indgivet klage;

16.

mener, at ikke blot mægling, men også alternativ tvistbilæggelse generelt (jf. artikel 8 i direktiv 2008/52/EF) bør påvirke forlængelsesfristerne; erkender, at der er risici forbundet med de mange forskellige former for alternativ tvistbilæggelse, ligesom der er risici forbundet med forhaling af retssager; bemærker, at feasibilityundersøgelsen om europæisk aftaleret (11) lægger op til en suspension af forældelsesfrister i forbindelse med voldgifts- og mæglingsprocedurer og ved visse andre former for alternativ tvistbilæggelse; opfordrer Kommissionen til at arbejde videre med dette spørgsmål;

17.

er overbevist om, at en hurtig og billig håndhævelse af aftaler indgået efter alternativ tvistbilæggelse er uundværlig, også i grænseoverskridende sager; går ind for, at der gennemføres lovgivningsmæssige foranstaltninger i dette øjemed;

18.

erindrer om, at det er bydende nødvendigt at gennemføre særlige uddannelsestiltag for neutrale tredjeparter; opfordrer Kommissionen til at samle data om sådanne uddannelsestiltags karakter og længde og at bistå sektorerne med at udvikle uddannelses- og kvalitetskontrolordninger;

19.

støtter Kommissionen i dens ønske om at fremme brugen af alternative former for tilgængelig, hurtig, effektiv og omkostningslav tvistbilæggelse, som også vil gøre det muligt at skabe og opretholde gode og tillidsfulde handelsmæssige, økonomiske og sociale forbindelser samt godt naboskab og bidrage til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau med en ordning, som er til fordel for begge parter, sammenlignet med den nuværende retspraksis;

20.

understreger, at selvom der allerede findes en række effektive alternative tvistbilæggelsesordninger i Europa, så er den vigtigste hindring for anvendelsen af alternativ tvistbilæggelse i EU, at sådanne systemer ikke udvikler sig ens i hele EU, hverken geografisk eller inden for de forskellige sektorer; foreslår derfor en hurtig afhjælpning af mangler med hensyn til den geografiske dækning af alternativ tvistbilæggelse i Europa; beklager de anseelige sektorspecifikke mangler, som fortsat findes i de fleste medlemsstater, og går ind for en bedre sektorspecifik dækning, som muliggør deltagelse af parter, som har kendskab til den givne sektors funktionsmekanismer; tilskynder medlemsstaterne til at overveje at indføre et enkelt kontaktpunkt for hver sektor, som skal give oplysninger om, hvordan alternativ tvistbilæggelse kan indledes;

21.

erindrer om, at alternativ tvistbilæggelse er af særlig interesse for SMV'er; gentager sin opfordring til Kommissionen om at være opmærksom på synergivirkninger mellem alternativ tvistbilæggelse og EU-aftaleretten; ser desuden et behov for at vejlede om klausuler om alternativ tvistbilæggelse i standardkontrakter;

22.

anerkender de resultater, der er opnået med Fin-NET og ECC-Net, men mener, at der stadig kan opnås forbedringer med hensyn til orientering af parterne og finansiering; opfordrer Kommissionen til at støtte, styrke og udvide kapaciteten i de eksisterende organer på dette område, som har bevist deres effektivitet og værdien af deres indsats;

23.

mener, at der er et stort potentiale i online alternativ tvistbilæggelse, særlig i forhold til mindre krav; tager til efterretning, at der findes traditionelle alternative tvistbilæggelsesprocedurer online side om side med andre procedurer, der har til formål at forebygge tvister eller fremme tvistbilæggelse; understreger, at når der gennemføres traditionel alternativ tvistbilæggelse online, bør de proceduremæssige standarder ikke forringes, og spørgsmål vedrørende f.eks. håndhævelse af afgørelser bør også løses; mener, at der er særlige fordele forbundet med online-garantimærkeordninger; henviser til det arbejde, der foregår i UNICTRAL’s arbejdsgruppe om online tvistbilæggelse (12), og som vedrører B2B-transaktioner og transaktioner mellem virksomhed og forbruger (B2C);

24.

mener, at et "hierarki" af tvistbilæggelsesmetoder - som for det første omfatter en intern klageordning, for det andet alternativ tvistbilæggelse og som sidste udvej en retssag - vil medvirke til at reducere tidsforbrug og omkostninger; opfordrer Kommissionen til at bistå de sektorer, der arbejder for at fremme sådanne ordninger;

25.

understreger, at forskellige typer alternativ tvistbilæggelse spiller en central rolle i forbindelse med familietvister, hvor denne løsningsmodel kan medvirke til at begrænse de psykologiske skader, hjælpe parterne til at begynde at kommunikere igen og således navnlig bidrage til at beskytte børnene; mener, at der navnlig er et potentiale i grænseoverskridende alternativ tvistbilæggelse med hensyn til fleksibilitet; henviser også til det arbejde, der udføres af Europa-Parlamentets Mægler i Internationale Sager om Forældres Bortførelse af Børn;

26.

er enig med Kommissionen i, at passende mulighed for erstatning i det indre marked forudsætter både let adgang til alternativ tvistbilæggelse samt et effektivt, kollektivt klagesystem, da de to systemer komplementerer og ikke gensidigt udelukker hinanden;

27.

ser et potentiale i alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med de igangværende drøftelser om gruppesøgsmål, idet alternativ tvistbilæggelse er et effektivt middel til at undgå, at tvister søges løst via sagsanlæg ved domstolene;

28.

mener, at alternativ tvistbilæggelse opfylder et behov på EU-plan hvad angår pressefrihed og personlige rettigheder, eftersom æreskrænkelsessager og sager om krænkelse af personlige rettigheder kan medføre sagsomkostninger, der navnlig i visse medlemsstater er ruinerende, og at alternativ tvistbilæggelse kan forbedre situationen;

29.

understreger behovet for at sikre forbrugerne adgang til alternative tvistbilæggelsesordninger i både nationale og grænseoverskridende sager, navnlig vedrørende onlinesalg, der er i kraftig stigning i Unionen; konstaterer, at anvendelsen af alternative tvistbilæggelsesordninger fører til et højere forbrugerbeskyttelsesniveau og øger forbrugerne tillid til markedet, erhvervslivet og forbrugerbeskyttelsesorganerne ved at gøre dem mere attraktive, samtidig med at de fremmer handelen på tværs af grænserne og øger velstanden hos samtlige operatører på EU-markedet;

30.

opfordrer til indførelse af en effektiv ordning for udenretlig tvistbilæggelse i forbrugersager, som gælder i hele Europa;

31.

foreslår, at Kommissionens kommende lovforslag om anvendelsen af alternativ tvistbilæggelse i forbrugersager i EU omfatter de vejledende principper, som de europæiske systemer for alternativ tvistbilæggelse skal overholde og som er følgende:

32.

opfordrer Kommissionen til, for grænseoverskridende tvister på forbrugerområdet, at fastlægge en koordinerende struktur for at lette adgangen til og koordineringen af nationale og erhvervsstyrede alternative tvistbilæggelsesordninger;

33.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forbrugertvister vedrørende grænseoverskridende e-handel at arbejde for, at der hurtigt indrettes en flersproget platform, som skal gøre det muligt for forbrugerne at løse deres tvister fuldstændig on-line, idet det skal sikres, at denne platform opfylder bestemte kvalitetskrav og bygger på eksisterende former for alternativ tvistbilæggelse i medlemsstaterne;

34.

mener, at ansvaret for forbrugeroplysning deles af offentlige myndigheder, informations- og rådgivningsnetværk, regulerende myndigheder og forbrugergrupper, og henstiller, at de hver på deres niveau gennemfører bevidstgørelseskampagner og pilotprojekter om dette emne;

35.

kritiserer, at Kommissionens nuværende database for alternativ tvistbilæggelse skaber forvirring; foreslår Kommissionen med udgangspunkt i eksisterende databaser og netværk at skabe en flersproget europæisk internetportal for alternativ tvistbilæggelse, hvor enhver forbruger ville kunne indhente oplysninger om, hvordan alternativ tvistbilæggelse fungerer, hvad en sådan situation indebærer samt forbrugerens rettigheder og forpligtelser; understreger, at der af hensyn til forbrugerne skal lægges vægt på brugervenlighed og klarhed i forbindelse med internetportalen;

36.

understreger, at forbrugerne skal have mulighed for at indhente alle relevante oplysninger om alternativ tvistbilæggelse on-line med en pålidelig oversættelse til deres eget sprog gennem anvendelse af umiddelbart tilgængeligt og brugervenligt online oversættelsessoftware;

37.

understreger, at det er af afgørende betydning at øge forbrugernes bevidsthed om eksistensen af og fordelene ved alternativ tvistbilæggelse, inden en tvist på forbrugerområdet opstår; understreger ligeledes nødvendigheden af at styrke erhvervslivets og erhvervsorganisationernes ansvarsfølelse i den forbindelse; mener, at erhvervslivet og erhvervsorganisationerne har pligt til at orientere forbrugerne om mulighederne for alternativ tvistbilæggelse; foreslår, at alle kontraktdokumenter, der udarbejdes af branchefolk, som led i denne orientering bør indeholde en henvisning til muligheden for at benytte alternativ tvistbilæggelse samt kontaktoplysninger og information om regler for indlevering af sager for den relevante alternative tvistbilæggelsesordning; dette krav bør imidlertid ikke medføre større omkostninger og mere bureaukrati;

38.

anbefaler som mulig incitation for virksomhederne at indføre en europæisk kvalitetsmærkeordning for mægling i tvister på forbrugerområdet, som skal udstyres med retningslinjer for bedste praksis, således at forbrugerne hurtigt kan identificere virksomheder, som deltager i alternativ tvistbilæggelse; er af den opfattelse, at der bør udarbejdes en cost-benefit-analyse af forslaget; understreger, at Kommissionen bør sikre, at mærket anvendes og håndhæves korrekt;

39.

bemærker, at der er behov for en forbedring af det generelle oplysningsniveau om rettigheder og deres håndhævelse og specifikke oplysninger om ordninger for alternativ tvistbilæggelse, herunder om deres eksistens, deres funktion og deres lokalisering; mener, at oplysningsprogrammerne også bør fokusere på de vigtigste fordele ved at vælge alternativ tvistbilæggelse såsom de lavere omkostninger og hurtighed i forhold til en behandling ved domstolene samt deres succesrate; mener, at disse programmer skal målrettes mod borgere og SMV’er; mener, at alternativ tvistbilæggelse foregår mest effektivt i et netværk, der er tæt på borgerne, og på grundlag af en indsats i fællesskab med medlemsstaterne;

40.

opfordrer samtidig Kommissionen til snarest muligt at gøre forbrugere og erhvervslivet mere bevidst om de eksisterende lovgivningsmæssige instrumenter, som f.eks. forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure, direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område og forordning (EF) nr. 805/2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav; foreslår med henblik herpå, at nationale myndigheder, domstole, advokatsammenslutninger, handelsstandsforeninger, forbrugerråd, retshjælpsforsikringsselskaber og andre kompetente organisationer inddrages i en omfattende oplysningskampagne; opfordrer til, at der ydes økonomisk bistand til sådanne europæiske og nationale kampagner;

41.

henviser til, at anvendelsen af småkravsdomstole i visse medlemsstater fortsat er påfaldende begrænset, og at det er nødvendigt med en øget indsats for så vidt angår retssikkerhed, sprogbarrierer og gennemskuelighed; opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på disse domstole, når den udarbejder sit lovforslag om anvendelse af alternativ tvistbilæggelse i forbrugersager i EU;

42.

bemærker, at den omstændighed, at alternativ tvistbilæggelse bygger på forlig, betyder, at der er stor sandsynlighed for, at resultatet af tvistbilæggelser vil blive betragtet som fordelagtigt af alle parter, og påpeger, at de løsninger, der er resultatet af tvistbilæggelsesprocedurer, generelt efterleves; mener derfor, at der bør offentliggøres ajourførte statistikker vedrørende dette aspekt sammen med generel information om alternativ tvistbilæggelse;

43.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne til at gennemføre oplysningskampagner med henblik på at uddanne både forbrugere og erhvervslivet og bevidstgøre dem om fordelene ved at anvende disse procedurer;

44.

mener, at der bør gennemføres oplysningskampagner om alternativ tvistbilæggelse i samarbejde med handelskamre, forbrugergrupper og kontorer for loyal forretningspraksis (eller tilsvarende) for at sikre en veltilrettelagt og effektiv kampagne;

45.

mener, at ansvaret for virksomhedsoplysning deles af offentlige myndigheder og repræsentative organisationer og henstiller, at de hver på deres niveau gennemfører bevidstgørelseskampagner og pilotprojekter om dette emne;

46.

erkender, at en af de vigtigste hindringer for anvendelsen af alternative tvistbilæggelsesordninger er erhvervslivets tøven med at anvende sådanne mekanismer; foreslår, at både handelskamre, paraplyorganisationer på nationalt plan og EU-plan samt de øvrige brancheorganisationer pålægges at informere virksomhederne om eksistensen af alternativ tvistbilæggelse, om den mulige gavnlige effekt ved denne tvistbilæggelse, især med henblik på mulighederne for at mindske juridiske tvister på et tidligt tidspunkt og ligeledes med henblik på virksomhedens offentlige image og desforuden om muligheden for via denne form for tvistbilæggelse at genskabe tillidsfulde handelsforbindelser mellem parterne, i modsætning til en voldgiftsdom eller en retslig dom;

47.

opfordrer Kommissionen til på grundlag af de indsamlede oplysninger og en grundig konsekvensanalyse i overensstemmelse med bestemmelserne om bedre regulering at undersøge mulighederne for at fastsætte minimumsstandarder for alternativ tvistbilæggelse på tværs af sektorer og samtidig udvikle de eksisterende ordninger og anspore medlemsstaterne og de sektorer, der er omfattet af sådanne ordninger, til at øge finansieringen, eftersom alternativ tvistbilæggelse skal tilbyde parterne et billigt alternativ uden at blive til "retsvæsen i billigudgave";

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/9

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, den europæiske menneskehedskonvention og EU's charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap og dennes ikrafttræden den 21. januar 2011 i henhold til Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (1),

—

der henviser til fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (2),

—

der henviser til artikel 2, 10, 19 og 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (3),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008)0426) og Parlamentets holdning af 2. april 2009 herom (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010"Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Rådets henstilling 98/376/EF af 4. juni 1998 om parkeringskort for mennesker med handicap (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010"En digital dagsorden for Europa" (KOM(2010)0245),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. maj 2000"På vej mod et Europa uden barrierer for handicappede" (KOM(2000)0284),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. september 2001"eEuropa 2002:Tilgængeligheden af offentlige websteder og deres indhold" (KOM(2001)0529),

—

der henviser til Verdenssundhedsorganisationens internationale klassifikation af funktionsevne og funktionsnedsættelse (ICF) af 22. maj 2001 (Verdenssundhedsforsamlingens (WHA) resolution 54.21),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2003"Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan" (KOM(2003)0650),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. januar 2003"Mod et juridisk bindende FN-instrument til fremme og beskyttelse af handicappedes rettigheder og værdighed" (KOM(2003)0016),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. marts 2005"Grønbogen "Demografiske ændringer - behov for ny solidaritet mellem generationerne" "(KOM(2005)0094),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2007"Handicappedes forhold i EU: EU-handlingsplanen for 2008-2009" (KOM(2007)0738),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 16. december 2010"Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed" (KOM(2010)0758),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2010"Den europæiske handicapstrategi 2010-2020: et nyt tilsagn om et Europa uden barrierer" (KOM(2010)0636),

—

der henviser til den valgfrie protokol til De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap ("den valgfrie protokol"), vedtaget den 13. december 2006,

—

der henviser til Rådets konklusioner om "Fremme af integration på arbejdsmarkedet - Genopretning efter krisen og forberedelse til Lissabondagsordenen for tiden efter 2010" af 30. november 2009,

—

der henviser til andragende 1454/2010 af Urzula Weber-Król,

—

der henviser til Kommissionens rapport om anvendelsen og resultaterne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (KOM(2011)0166),

—

der henviser til Domstolens dom af 11. juli 2006 i sag C 13/05 vedrørende direktiv 2000/78/EF - ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - begrebet handicap,

—

der henviser til Rådets beslutning 2010/707/EU af 21. oktober 2010 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (6),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 1988 om tegnsprog for døve (7),

—

der henviser til sin beslutning af 26. maj 1989 om den sociale situation for handicappede kvinder og kvinder, der bistår handicappede (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. september 1992 om mentalt handicappedes rettigheder (9),

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 1995 om handicappedes menneskerettigheder (10),

—

der henviser til sin erklæring af 9. maj 1996 om autisters rettigheder (11),

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 1996 om parkeringskort for handicappede - handicappedes rettigheder (12),

—

der henviser til sin beslutning af 11. april 1997 om lige muligheder for handicappede (13),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2003 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: Mod et juridisk bindende FN-instrument til fremme og beskyttelse af handicappedes rettigheder og værdighed (14),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. januar 2011"Årlig vækstundersøgelse: En hurtigere samlet EU-løsning på krisen" (KOM(2011)0011) og det dertil hørende udkast til rapport om beskæftigelsen,

—

der henviser til Rådets beslutning 2011/308/EU af 19. maj 2011 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (15),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU (16),

—

der henviser til rammeaftalen om det rummelige arbejdsmarked, som arbejdsmarkedets parter i Europa indgik den 25. marts 2010,

—

der henviser til Rådets konklusioner om fælles værdier og principper i EU's sundhedssystemer (2006/C 146/01),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 8. juni 2010"Lighed og sundhed i alle politikker: solidaritet på sundhedsområdet",

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A7-0263/2011),

A.

der henviser til, at personer med handicap (herunder fysiske og psykosociale handicap) som fuldgyldige borgere har lige rettigheder og ret til ubestridelig værdighed, ligebehandling, en uafhængig tilværelse og fuld deltagelse i samfundet,

B.

der henviser til, at over 80 mio. mennesker eller ca. 16 % af EU's samlede befolkning lever med handicap, hvortil regnes psykiske lidelser, under særlig henvisning til autisme, og at arbejdsløshedsprocenten er mindst dobbelt så høj som for personer uden handicap; der henviser til, at personer med handicap udgør en udsat gruppe, hvor fattigdomsraten er 70 % højere end gennemsnittet; der henviser til, at beskæftigelsesraten for personer med handicap kun er omkring 45 %, og at kvalitetsjob sikrer økonomisk uafhængighed og fremmer personlige præstationer; der henviser til, at arbejdsløshed øger risikoen for fattigdom og social udstødelse, idet mindst en fjerdedel af befolkningen på et tidspunkt vil blive ramt af en psykisk lidelse, og det for en tiendedels vedkommende kan føre til en handicappende kronisk psykisk lidelse, hvilket understreger behovet for aktive og målrettede politikker til bekæmpelse af denne vedvarende situation; der henviser til, at den højere fattigdomsrisiko ofte opstår som følge af begrænset adgang til ikke blot beskæftigelse og uddannelse, men også til sundhedspleje og fornøden behandling,

C.

der henviser til, at de mest marginaliserede samfundsgrupper er dem, der rammes hårdest af kriser, og at personer med handicap er en af de grupper, der påvirkes mest af finanskrisen i Europa,

D.

der henviser til, at Udvalget for Andragender med jævne mellemrum af de berørte borgere gøres opmærksom på mangler ved gennemførelsen af det eksisterende princip for ligebehandling af personer med handicap,

E.

der henviser til, at handicappede personer med behov for omfattende støtte hører til de mest udstødte i samfundet, at kvinder med handicap generelt er blandt de mest udsatte og marginaliserede medlemmer af samfundet, og at de oplever forskelsbehandling og udelukkes fra at deltage i uddannelse, beskæftigelse og det sociale liv,

F.

der henviser til, at en vellykket Europa 2020-strategi, der (på grundlag af innovation og forskning) sigter på at udvikle en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa, forudsætter strukturelle forbedringer med hensyn til mobiliteten hos og integrationen af personer med handicap,

G.

der henviser til, at dette tal vil stige markant i de kommende år på grund af den uundgåelige dannelse af en omvendt befolkningspyramide, da mere end en tredjedel af befolkningen på over 75 år har handicap, der i nogen grad hæmmer dem, og over 20 % er stærkt hæmmede,

H.

der henviser til, at EU formelt har ratificeret FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som desuden er blevet undertegnet af alle EU's 27 medlemsstater og ratificeret af 17 af dem,

I.

der henviser til, at EU's beføjelser med hensyn til beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af handicap i øjeblikket er begrænset til beskæftigelse, erhverv og erhvervsuddannelse (2000/78/EF), og at FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap er en blandet aftale, i medfør af hvilken EU og dets institutioner og medlemsstater har forpligtelser i tilknytning til dens gennemførelse og de i denne betænkning indeholdte forslag og tilgange, der skal overvejes og behandles i det kommende kommissionsforslag om en EU-lov om tilgængelighed,

J.

der henviser til, at sociale politikker for personer med handicap ofte henhører under medlemsstaternes kompetence og derfor bygger på de enkelte landes nationale traditioner og arv, sociale sædvaner og økonomiske udvikling samt på den yderst væsentlige rolle, som familier og foreninger spiller med hensyn til at hjælpe personer med handicap til at opnå selvstændighed og integrere sig i samfundet,

K.

der henviser til, at handicap er et begreb, der er under udvikling, og som er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsmæssige og omgivelsesbestemte barrierer, som forhindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet med samme værdighed og på lige fod med andre,

L.

der henviser til, at mobilitet, handicap og social inklusion hænger nøje sammen, især med hensyn til kommunikationsfrihed og adgang til kommunikation (herunder Braille og tegnsprog og andre alternative kommunikationsformer), bevægelsesfrihed inden for alle livets områder og adgang til tjenesteydelser; der henviser til, at fuld deltagelse i alle aspekter af samfundet bør fremmes under henvisning til betydningen af fællesskabspolitikkerne vedrørende informations- og kommunikationsteknologier samt inden for robotteknologi i hjemmet og online kommunikationsløsninger og til, at der er behov for at gå i retning af fuld tilgængelighed gennem fremme af kompatible standarder på det indre marked og udbredelse heraf,

M.

der henviser til, at adgangen til information (artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder) og kultur, jf. Rådets resolution af 6. maj 2003 om handicappedes adgang til kulturinfrastrukturer og kulturaktiviteter, spiller en vigtig rolle i menneskers, herunder handicappedes, intellektuelle udvikling og derfor har direkte indvirkning på deres beskæftigelsesmuligheder,

N.

der henviser til, at personer med handicap har ret til lokalt baserede serviceydelser, der giver bedre muligheder for en uafhængig tilværelse, ret til personlig assistance, ret til økonomisk og social uafhængighed og fuld deltagelse i samfundet og arbejdsmarkedet; der henviser til, at støtteaktiviteterne, hvis de var aflønnede, ville løbe op i næsten 50 % af BNP (kommissionen for måling af økonomiske resultater og sociale fremskridt, 21. april 2010),

O.

der henviser til, at barrierer i forbindelse med benyttelse af tjenesteydelser og varer, der udbydes til alle, udgør betydelige hindringer for personer med handicap,

P.

der henviser til, at personer med handicap i visse medlemsstater og visse sektorer diskrimineres hele deres liv, og navnlig i forbindelse med uddannelse og erhvervsuddannelse, som følge af manglende tidlig diagnosticering og indgriben for børn og elever med handicap, hvilket begrænser deres fremtidige beskæftigelsesmuligheder,

Q.

der henviser til, at andelen af unge i gruppen af 16-19-årige, som ikke er under uddannelse, er på 37 % for personer med handicap og på 25 % for personer med en vis grad af handicap, mens den er på 17 % for personer uden handicap,

R.

der henviser til, at artikel 24 i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev ratificeret af EU i december 2010, forbyder udelukkelse på grund af handicap fra uddannelsessystemet, og at et inkluderende uddannelsessystem udgør det bedste middel til bekæmpelse af diskriminerende holdninger, opbygning af et integrerende samfund og opnåelse af uddannelse for alle,

S.

der henviser til, at kvinder med handicap ofte lider under dobbelt diskrimination, og at regeringerne kan modvirke dette fænomen ved at integrere kønsaspektet på alle relevante områder af handicappolitikken,

T.

der henviser til, at den økonomiske krise udgør en udfordring for beskæftigelsen i almindelighed og for personer med handicap i særdeleshed, idet den stigende arbejdsløshedsprocent er betydeligt højere blandt personer med en eller anden form for handicap, og der er stigende bekymring for, at handicapydelserne anvendes til at kontrollere udbuddet af arbejdskraft,

U.

der henviser til, at familiemedlemmer til personer med handicap også indirekte lider under forskelsbehandling, og at foranstaltninger til støtte for familierne vil indvirke positivt på en fuld og ligeværdig gennemførelse af rettighederne for personer med handicap,

V.

der henviser til, at der i 2007 blev indgivet et andragende med 1 364 984 underskrifter til Kommissionen, hvori man krævede omfattende beskyttelse af personer med handicap i alle EU's politikker, og at Kommissionen hidtil ikke har taget behørigt hensyn til dette legitime initiativ;

1.

påpeger, at Europa 2020-strategiens mål om, at 75 % af befolkningen mellem 20 og 64 år skal være i arbejde, umuligt kan nås, medmindre det også omfatter de personer i denne aldersgruppe, som lider under en eller anden form for handicap;

2.

understreger, at udgifter til og investeringer i personer med handicap er en investering, der på lang sigt giver afkast i form af velfærd for alle og et bæredygtigt samfund, hvor folk lever længere og arbejder mere effektivt under bedre vilkår; understreger i denne forbindelse, at det er uacceptabelt som en kriseforanstaltning at foretage uberettigede nedskæringer i ydelser til personer med handicap eller projekter, der skal sikre deres sociale integration, da det ville indebære, at visse grundlæggende og umistelige rettigheder for personer med handicap ikke ville blive overholdt; mener tværtimod, at investeringerne på området bør øges betydeligt; minder om, at alle sundhedsydelser i EU bør være baseret på de grundlæggende værdier universalitet, adgang til kvalitetspleje og solidaritet;

3.

bemærker, at der under hele den finansielle krise, som nu viser tegn på opsving, har været en indre solidaritet i de europæiske samfund; anerkender fuldt ud og understreger, at der er behov for skræddersyede foranstaltninger for personer med handicap, der på grundlag af forskellige grader af handicap og særlige forhold har behov for endnu mere intensiv støtte baseret på menneskerettigheder og værdighed, samt at der er risiko for forskelsbehandling, hvilket ofte ikke respekteres og derfor bør belyses gennem europæiske oplysningskampagner; påpeger, at der derfor bør tages hensyn til behovene hos personer med handicap på grundlag af deres specifikke situation for at gøre det muligt at finde hensigtsmæssige løsninger på alle stadier af uddannelsen og arbejdslivet;

4.

understreger vigtigheden af målsætningerne i den nye europæiske handicapstrategi 2010-2020 og kræver navnlig, at der på grundlag af pålidelige data identificeres flere detaljerede tiltag på alle forvaltningsniveauer; finder det i denne forbindelse vigtigt at overholde det grundlæggende princip "intet om personer med handicap uden personer med handicap", dvs. at personer med handicap skal inddrages i alle foranstaltninger og afgørelser, der har indflydelse på deres situation;

5.

beklager, at Kommissionens meddelelse om den europæiske handicapstrategi ikke indeholder et integreret kønsaspekt eller et separat kapitel om en kønsspecifik handicappolitik, selv om kvinder med handicap ofte er dårligere stillet end mænd med handicap og oftere er ofre for fattigdom og social udstødelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage kønsaspektet i betragtning i hele den europæiske handicapstrategi 2010-2020;

6.

understreger behovet for en ny effektiv tilgang til personer med handicap begyndende med nedsættelse af en europæisk handicapkomité, der mødes regelmæssigt under aktiv inddragelse af Europa-Parlamentet og med repræsentative handicaporganisationers og nationale projektgruppers deltagelse for i overensstemmelse med nærhedsprincippet at opnå mere effektive mekanismer til koordinering og overvågning samt evaluering af gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi i Kommissionens og medlemsstaternes programmer og strategier;

7.

minder om, at et bæredygtigt samfund, hvor folk lever længere med et bedre helbred, også bør indebære forbedringer af planlægningen af byområder og fællesområder og af adgangen til de varer og tjenesteydelser, der er til rådighed, herunder lige adgang til nye informations- og kommunikationsteknologier, for at forbedre livskvaliteten for personer med handicap og forebygge social udstødelse;

8.

kræver fuld overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og opbakning til principperne design for alle og universelt design; anerkender den indsats, som EU og De Forenede Nationer har gjort med hensyn til lovgivning til fremme af den fulde integration af personer med handicap i samfundet; mener imidlertid, at der bør gøres mere;

9.

understreger navnlig behovet for at sikre fuld overholdelse af de rettigheder, der er fastsat i konventionen om barnets rettigheder, for så vidt angår børn med handicap, herunder retten til at lege, retten til uddannelse, retten til at deltage i samfundslivet, herunder det kulturelle og kunstneriske liv, retten til den nødvendige lægebehandling og friheden til at søge og modtage oplysninger og tanker; påpeger navnlig, at det af artikel 23 i ovennævnte konvention fremgår, at børn med handicap "bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet", og opfordrer til at sikre, at et barn med handicap har "fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse, sundhedspleje, revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige udvikling";

10.

opfordrer til en effektiv integration af handicap i hele Europa 2020-strategien og dens flagskibsinitiativer, herunder "Innovation i EU", hvori der ikke henvises til handicap;

11.

gør opmærksom på, at mange personer med handicap fortsat diskrimineres med hensyn til manglende anerkendelse af lighed for loven, og opfordrer medlemsstaterne til at rette op på og afhjælpe disse mangler, bl.a. med hensyn til effektiv domstolsadgang for personer med handicap og relevant uddannelse for ansatte i retsvæsenet, herunder politi og fængselspersonale, og understreger betydningen af at garantere og sikre deltagelse på lige fod med andre i det politiske og offentlige liv, herunder retten til at stemme, stille op til valg og påtage sig offentlige hverv, jf. artikel 29 i FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap, da det af relevante ngo'er og valgeksperter vurderes, at kun en lille procentdel af personer med handicap kan deltage i valg;

12.

mener, at køb af varer og tjenesteydelser, herunder relevante og tilgængelige oplysninger om disse, bør omfatte egnede (online) indkøbsløsninger samt varer og tjenesteydelser, der er udformet til at være tilgængelige på lang sigt; gør opmærksom på, at det er nødvendigt, at produkter til personer med handicap godkendes efter både europæiske og globale standarder; opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere, hensigtsmæssige foranstaltninger for at fremme udviklingen af og adgangen til universelt designede varer og tjenester, jf. artikel 29 i FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap, herunder udveksling af bedste praksis;

13.

fremhæver i lyset af FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap, at det af en række undersøgelser fremgår, at kvinder med handicap udsættes for dobbelt diskrimination baseret på både køn og handicap; opfordrer Kommissionen til på grund af den så godt som fuldstændige mangel på mekanismer i denne forbindelse at tage særligt hensyn til kvinder med handicap i socialbeskyttelsesordningerne;

14.

understreger, at personer med mentale handicap eller med mental funktionsnedsættelse i særlig grad risikerer misbrug og vold, og opfordrer medlemsstaterne til at indføre en avanceret kontrolmekanisme med henblik på at yde sociale tjenester og retsbeskyttelse til ofre for at sikre overholdelse af menneskerettighederne og frihedsrettighederne for personer i institutioner, særlig kvinder og børn med handicap; opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til at foretage undersøgelser af situationen for piger og kvinder med handicap, hvad angår vold; understreger behovet for foranstaltninger og tiltag for at bekæmpe den dobbelte diskrimination af kvinder og fremme fuldstændig lighed med hensyn til rettigheder og muligheder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe aktive og effektive foranstaltninger for at støtte og fremme overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet og til at gøre effektiv brug af EU-midler som f.eks. Progress til foranstaltninger, der skal forbedre offentlighedens kendskab til situationen for personer med handicap, der bor på institution; opfordrer medlemsstaterne til at sikre voldsramte kvinder med handicap fortrinsret til sociale boliger, tilskud til tilpasning af boligen, hjælp i hjemmet og offentlige tjenester i tilknytning til kønsbaseret vold;

15.

understreger, at medlemsstaterne bør tilskyndes til i langt højere grad at tage hensyn til de sociale aspekter af handicap; mener, at en nødvendig forudsætning for enkeltpersoners mulighed for at udøve deres borgerrettigheder er skabelse af et retsgrundlag til støtte for mekanismen for beslutningstagning; opfordrer medlemsstaterne til mest muligt at fremme støtteformer som f.eks. personlig hjælp og andre tjenester, der støtter personer med handicap, så de kan leve selvstændigt, for generelt at mindske institutionsplejen til fordel for andre støtteformer; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en grundig undersøgelse af disse fænomener og skabe øget bevidsthed i samfundet om dem; fremhæver betydningen af frivilligt arbejde som en afgørende støtte for mennesker med handicap og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte og forbedre de initiativer og støtteprogrammer, der vedrører dette arbejde;

16.

understreger vigtigheden af at garantere og sikre lige adgang til borgeroplysning, især vedrørende det offentliges håndtering af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, jf. artikel 21 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap;

17.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forberede sig på naturlige og menneskeskabte katastrofer og til i denne forbindelse navnlig at give personer med handicap relevante og nyttige oplysninger, bl.a. under henvisning til nyttige og relevante internationale eksempler;

18.

understreger behovet for handling på både nationalt og europæisk plan for at fremme overgangen fra institutionspleje til pleje i nærmiljøet under anvendelse af strukturfondene og ledsaget af foranstaltninger, der skal forbedre offentlighedens kendskab til situationen for personer med handicap, der bor på institution;

19.

understreger, at der på indeværende tidspunkt mangler eller kun i begrænset omfang findes sammenhængende, kønsspecifikke data om handicapspørgsmål og handicaprelaterede tjenester i medlemsstaterne, herunder specifikke indikatorer og oplysninger om antallet og kvaliteten af institutioner og boliger for personer med handicap, og at Eurostat bør fremlægge flere årlige, kønsspecifikke data om personer med handicap og deres plejere;

20.

er skuffet over den manglende gennemsigtighed og den begrænsede inddragelse af personer med handicap i dataindsamling og høringer og mener, at Kommissionen bør fremme inddragelsen af personer med handicap i høringsprocedurer, der skal være fuldt tilgængelige i overensstemmelse med ngo'ernes erfaringer og udformes, så de giver mulighed for at afgive specifikke kommentarer, og støttes af effektive oplysningskampagner, understreger, at den omstændighed, at der kun indløb 336 svar fra civilsamfundet i forbindelse med den høring, Kommissionen gennemførte online på sit centrale høringswebsted i 2009, viser, at oplysningskampagnerne ikke nåede målgrupperne, og at online-redskabet ikke var tilgængeligt for blinde, som benytter skærmlæsere; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at personer med handicap og deres organisationer inddrages i enhver implementeringsproces og på ethvert niveau (jf. artikel 33 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap);

21.

opfordrer Kommissionen til at sætte skub i overvågningen, samarbejdet og udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne, navnlig med hensyn til indsamling af sammenlignelige, kønsspecifikke data og fremskridtsindikatorer, for at nå de mål, der er sat på såvel nationalt plan som fællesskabsplan; understreger, at målingerne bør være baseret på de behov, som personer med handicap har, og ikke kun på lægelige aspekter, men at de også bør omfatte sociale, beskæftigelsesrelaterede og miljømæssige aspekter; understreger samtidig betydningen af at samordne bestræbelserne på at bekæmpe misbrug af ordningen og simulering af handicap;

22.

påpeger, at registrering af personer med handicap, så de kan modtage tjenesteydelser og støtte via det offentlige budget, ikke må føre til krænkelse af deres menneskerettigheder og privatliv eller til stigmatisering;

23.

understreger, at de demografiske ændringer også vil indebære en stigning i antallet af ældre med handicap, eftersom den højere forventede levetid medfører, at flere vil komme til at lide af et handicap, hvilket vil føre til et øget behov for udvikling og udformning af tjenesteydelser og løsninger, der gavner såvel personer med handicap uanset alder som ældre med eller uden handicap;

24.

tilskynder de to samfundsgrupper til at alliere sig for at bidrage til innovativ vækst, som også er baseret på beskæftigelse og social udvikling i medlemsstaterne, og for at efterkomme de nye krav i tilknytning til det aldrende samfund og den demografiske ændring;

25.

opfordrer Kommissionen til at styrke både sanktionerne imod og de positive incitamenter til medlemsstaterne med henblik på gennemførelse af artikel 16 i forordning (EF) nr. 1083/2006 og opfyldelse af de retligt bindende krav heri; opfordrer Kommissionen til at styrke ikke-forskelsbehandlings- og tilgængelighedsbestemmelserne i den fremtidige samhørighedspolitik for 2014-2020 og til at overvåge og bedømme gennemførelsen af de europæiske finansieringsprogrammer og anvendelsen af de europæiske fonde;

26.

opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen af de europæiske strukturfonde, særlig Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for at forbedre varers, tjenesteydelsers og bygningers tilgængelighed under anvendelse af europæiske fonde;

27.

anerkender, at fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed i EU; understreger, at den har positiv indflydelse såvel på handicappedes livskvalitet og deltagelse i samfundet og arbejdsmarkedet som på deres familiers deltagelse i samfundet, særlig med hensyn til bedre adgang til sundhedsydelser, idet der i højere grad bør fokuseres på personer med kroniske, handicappende lidelser for at mindske ulighederne på sundhedsområdet i EU;

28.

henleder opmærksomheden på, at selv om EU fremmer lighed og fri bevægelighed for borgerne på sit område, varierer rettighederne for personer med handicap fra medlemsstat til medlemsstat;

29.

understreger, at transporttilgængelighed gør det lettere for personer med handicap at deltage på arbejdsmarkedet og derfor bidrager til kampen mod fattigdom og social udstødelse;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skaffe hurtigere adgang til tjenesteydelser ved hjælp af forskellige strategier for at fjerne barrierer for adgang til disse teknologier, bl.a. lavere priser, herunder Europa 2020-flagskibsinitiativerne med henblik på at nå Europa 2020-målene;

31.

minder om, at mobilitet er et centralt element i den europæiske beskæftigelsesstrategi, og at der stadig er betydelige specifikke hindringer i vejen for, at personer med handicap i EU kan garanteres et værdigt og selvstændigt liv, særlig hvad angår muligheden for at overføre sociale ydelser og støtte samt adgangen til de nødvendige faciliteter eller til personlig hjælp;

32.

understreger, at personer med handicap i medfør af direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser er berettigede til sundhedspleje på tværs af grænserne, og at de bør sikres lige adgang til sundhedsydelser i enhver EU-medlemsstat, særlig hvis de har behov for højt specialiseret behandling;

33.

opfordrer til en bedre gensidig anerkendelse af handicapstatus mellem medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle god praksis med henblik på at udjævne forskellene mellem de nationale systemer til vurdering af handicapgrad(er) over hele EU for at forbedre mobiliteten for personer med handicap;

34.

understreger behovet for at få medlemsstaterne til i deres sociale sikringsordninger og i forbindelse med pensionering i højere grad at anerkende det engagement og det ulønnede arbejde, der ydes af de personer, som regel kvinder, der passer personer med handicap; understreger, at disse kvinder fortjener særlig opmærksomhed;

35.

anerkender betydningen af Rådets henstilling 98/376/EF af 4. juni 1998 om parkeringskort for mennesker med handicap, i henhold til hvilken dette kort skal udformes efter en standardiseret model og anerkendes af samtlige medlemsstater for at gøre det lettere for indehaveren at køre bil, og bemærker, at et fælles EU-charter for rejsendes rettigheder og erhvervelse og fornyelse af kørekort og eventuelle andre tilladelser eller dokumenter, der er nødvendige med henblik på at fremme mobiliteten mellem medlemsstaterne, har betydning for integrationen i samfundet af personer med handicap i alle EU's medlemsstater; erkender, at også innovative former for gratis kommunikationsmidler for blinde og døve, f.eks. tilgængelige informationstjenester med særligt henblik på onlinetjenester, er afgørende for en fuld udøvelse af deres rettigheder, f.eks. "letlæsnings"-udgaver for personer med nedsatte mentale evner og kognitive funktionsnedsættelser; opfordrer til at reducere hindringerne for bevægelsesfriheden for personer med handicap gennem vedtagelse af et europæisk mobilitetskort, der er baseret på gensidig anerkendelse i medlemsstaterne af handicapkort og ydelser og rettigheder for personer med handicap for at gøre det lettere for personer med handicap at arbejde, studere og rejse, også ved hjælp af den åbne koordinationsmetode; opfordrer Kommissionen til at oprette et mere oplysende websted henvendt til personer med handicap, som gør rede for deres rettigheder og indeholder yderligere specifikke oplysninger om rejser;

36.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at fremme adgang uden fysiske barrierer til arbejdspladser og hjem for personer med handicap for på den måde at hjælpe dem med at blive integrerede i arbejdslivet;

37.

understreger, at innovative og videnbaserede økonomier ikke kan udvikle sig uden bindende lovgivning om indhold og form, der er tilgængelige for personer med handicap, f.eks. websteder, der er tilgængelige for blinde, og indhold med undertekster for hørehæmmede, herunder massemedietjenester og onlinetjenester for personer, der benytter tegnsprog, smartphone-applikationer og taktile og lydbaserede hjælpemidler inden for offentlige medier;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte en tosporet tilgang, hvor bindende lovgivning og standarder ses som supplerende instrumenter, der er nødvendige for at opnå tilgængelighed; fastslår, at lovgivningen i betragtning af den hurtige udvikling inden for Ikt-sektoren bør fastsætte bæredygtige rammer; påpeger, at standarderne bør være værktøjer, der løbende udvikles og sikrer, at lovgivningen gennemføres;

39.

er opmærksom på, at der ikke er lige adgang til sundhedspleje, herunder til oplysninger om sundhed og sundhedspleje, og opfordrer Europa-Kommissionen til at fremskynde sit arbejde med henstillinger, der støtter lige adgang til sundhedstjenesteydelser og oplysninger om sundhed og sundhedspleje;

40.

understreger, at det for at opnå, at personer med handicap aktivt engagerer sig på alle områder i det sociale liv, er nødvendigt at gøre en indsats for at stille kommunikationsløsninger til rådighed for personer med mentale handicap (f.eks. letlæselige websteder), og alternativ og supplerende kommunikation (AAC) for personer med komplekse kommunikationsbehov;

41.

opfordrer medlemsstaterne til med Kommissionens hjælp at fremme integration og anerkendelse af personer med handicap i samfundet ved at forbedre deres adgang til sport, fritid og kulturelle faciliteter og aktiviteter; herunder fremme og udveksling mellem medlemsstaterne af kulturelt materiale, der er tilgængeligt for synshæmmede, jf. Rådets resolution af 6. maj 2003 om handicappedes adgang til kulturinfrastrukturer og kulturaktiviteter (17);

42.

opfordrer medlemsstaterne til at udbedre mangler i lovgivningen om tilgængelighed, navnlig hvad angår offentlig transport, passagerers rettigheder, herunder beskadigede mobilitetshjælpemidler, elektroniske informations- og kommunikationssystemer og regler for offentlige bygninger og tjenesteydelser;

43.

er af den opfattelse, at lige muligheder ikke kan fortolkes således, at der gælder samme betingelser og vilkår for personer med forskellige behov, og mener derfor, at personer med forskellige handicap bør have adgang til tilstrækkelige midler, der gør det muligt for dem at købe varer og tjenesteydelser, hvilket reelt skaber lige muligheder;

44.

gentager nødvendigheden af at garantere almindelig, effektiv, ikke-diskriminerende adgang for personer med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedspleje og uddannelse samt forsyning af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, som f.eks. bolig, telekommunikation og elektronisk kommunikation, information, herunder information i et tilgængeligt format, finansielle tjenester, kultur og fritid, bygninger, der er tilgængelige for offentligheden, transportformer og andre offentlige områder og faciliteter;

45.

understreger, at deltagelse i arbejdslivet og økonomisk uafhængighed er yderst vigtige faktorer for den sociale integration af personer med handicap;

46.

gentager, at produkter, varer og tjenesteydelser, herunder de tilpassede udgaver heraf, ikke bør være diskriminerende og derfor ikke må koste mere for personer med handicap;

47.

fastholder, at SMV'er spiller en afgørende rolle med hensyn til at give personer med handicap adgang til beskæftigelse, da de kan tilbyde et arbejdsmiljø, der fører til en styrkelse af de handicappedes personlige og faglige potentiale; påpeger derfor, at SMV'er bør modtage ikke blot omfattende information om fremmende og støttende foranstaltninger for ansættelse af beskyttede personer, men også al relevant information om teknologier og kurser, der gør det muligt for personer med handicap at leve et selvstændigt og aktivt arbejdsliv;

48.

understreger, at det er særdeles vigtigt at ansætte personer med handicap på det almindelige arbejdsmarked; er opmærksom på det store behov for en mere fleksibel arbejdsmarkedslovgivning med vægt på nye former for forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til at vedtage lovgivningsmæssige og finansielle foranstaltninger, der effektivt støtter beskæftigelse af personer med handicap;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre og tilpasse deres aktive beskæftigelsespolitikker for at gøre det muligt for personer med handicap både at komme ind på arbejdsmarkedet og at blive på det; går ind for indførelse af initiativer, der er afpasset efter de behov, som er forbundet med hver type handicap, herunder planer og erhvervsvejledning, der aktiveres, så snart de personer, der har brug for hjælp, melder sig til de til formålet oprettede tjenester;

50.

understreger, at beskyttede værksteder og integrerede arbejdspladser, uden at kunne sammenlignes med deltagelse i det åbne arbejdsmarked, er værdifulde løsninger med henblik på at ledsage og støtte personer med forskellige handicap og på forskellige livsstadier, bl.a. gennem tilpasninger i rimeligt omfang under overgangen mod et åbent arbejdsmarked, og mener, at ubegrundede afslag på tilpasninger i rimeligt omfang (artikel 5 i direktiv 2000/78/EF) bør ses som en form for forskelsbehandling i overensstemmelse med artikel 2 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap; påpeger, at beskyttede værksteder og kvoter i nogle medlemsstater kan benyttes som en overgang mod et åbent arbejdsmarked, med tilvejebringelse af specifikke faciliteter til personer med handicap og ansættelse af personale, der er uddannet til at imødekomme deres behov; fremhæver, at der i store virksomheder bør udpeges repræsentanter blandt personer med handicap, der kan fungere som talsmænd for dem, og at et tæt samarbejde mellem relevante lokale ngo'er og SMV'er bør fremmes; påpeger, at der om nødvendigt bør ydes støtte til personlige assistenter, da dette betydeligt ville forbedre mulighederne for, at personer med handicap kan få fodfæste på arbejdsmarkedet;

51.

understreger vigtigheden af overgangsprogrammer, der for det første giver beskæftigelsesmuligheder, først på et beskyttet værksted og derefter på det åbne arbejdsmarked, og for det andet skaber mere fleksible rammer for overgangen fra faglig rehabilitering til andre former for beskæftigelse i løbet af gennemførelsen af Europa 2020- strategien;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at befæste og forbedre aktive beskæftigelsespolitikker, der er vedtaget med henblik på at indsluse personer med handicap på arbejdspladsen og øge de ansvarlige nationale myndigheders effektivitet;

53.

påpeger, at medlemsstaterne som en prioritet snarest muligt bør komme til enighed om og vedtage forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008)0426); opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte overvindelsen af de tekniske vanskeligheder i Rådet for at sikre, at der snarest opnås enighed; påpeger, at ikke-forskelsbehandlingspolitik spiller en afgørende rolle for at fremme social inklusion og beskæftigelse af personer med handicap;

54.

kræver, at EU-reglerne for offentlige indkøb revideres med henblik på at gøre tilgængelighedskriterierne obligatoriske ved håndhævelsen af udvælgelseskriterier, der sigter på at fremme social inklusion, innovation og tilgængelighed for personer med handicap;

55.

understreger, at langt størstedelen af de sociale sikringsordninger, på trods af forskellene medlemsstaterne imellem, ikke er tilstrækkeligt fleksible til, at enkeltpersoner kan modtage ydelser, der gør det muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet; opfordrer til, at disse systemer revideres for at gøre dem mere proaktive og sætte enkeltpersoner, der modtager ydelser eller er delvist handicappede, i stand til at blive på arbejdsmarkedet;

56.

minder om, at Kommissionen selv i sin meddelelse om en EU-handicapstrategi udtrykker bekymring over, hvor få fjernsynsprogrammer der er tilgængelige med undertekster og lydbeskrivelse i EU; understreger især, at døves og hørehæmmedes organisationer med støtte fra Europa-Parlamentet i flere år har ført en paneuropæisk kampagne for at sikre bredere adgang til undertekster på tv i EU; opfordrer til en mere omhyggelig gennemførelse af medlemsstaternes forpligtelse til at tilskynde programudbyderne til at sikre, at medietjenesterne gøres mere tilgængelige for høre- og synshæmmede, jf. direktiv 2007/65/EF; opfordrer Kommissionen til at yde særlige finansieringsmuligheder til offentlige programudbydere for at hjælpe dem med at dække omkostningerne til indførelse af undertekster og lydbeskrivelse i deres programmer;

57.

finder, at beskæftigelsesniveauet for personer med handicap på tværs af Europa er beklageligt lavt, og minder EU's institutioner om, at målet for Europa 2020-strategien ikke kan nås, medmindre situationen forbedres for disse mennesker; finder det derfor nødvendigt, at samfundet orienteres om og accepterer handicap, også på førskole- og grundskoleniveau;

58.

bemærker, at de nuværende uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer ikke er tilstrækkelige til at forhindre en høj frafaldsprocent blandt personer med handicap uden supplerende offentlige politikker, der tilbyder særlig støtteundervisning, eftersom Europa 2020-målsætningens tal udgør et fald på mindre end 10 %; understreger, at dette fører til, at personer med handicap i endnu højere grad stilles ringere i social og beskæftigelsesmæssig henseende og derfor risikerer fattigdom, særlig under den nuværende økonomiske krise; understreger under henvisning til den høje frafaldsprocent blandt personer med handicap og i lyset af Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om den sociale dimension af uddannelse, at det er nødvendigt at investere i og fremme effektive (herunder alternative) uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer, der er skræddersyet til handicappedes behov, egenskaber og evner; påpeger, at dette kræver, at tilstrækkeligt mange kvalificerede og motiverede fagfolk står til rådighed med solide og relevante programmer, samt at der findes sådanne programmer i læseplanerne for alle erhvervsuddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter, samt handicapprogrammer uden for læseplanen, for at bekæmpe negative holdninger til børn med handicap og hjælpe sidstnævnte til at opnå kvalifikationer, der er egnede til et moderne og åbent arbejdsmarked; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at give personer med handicap bedre adgang til information om eksisterende mobilitets- og uddannelsesprogrammer samt lige adgang til programmerne om livslang læring; påpeger i betragtning af ovenstående, at integration af ikke-forskelsbehandling i Europa 2020-strategien og dens flagskibsinitiativer er påkrævet for at overholde artikel 24 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap;

59.

bekræfter, at der bør fokuseres på inklusiv uddannelse, især i forbindelse med anerkendelse af tidligere erfaringsbaseret indlæring, og at dette derfor bør fremhæves i forbindelse med strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet ("ET 2020") og Europa 2020-flagskibsinitiativet om kvalifikationer og job; påpeger desuden, at der er behov for nye og egnede retningslinjer og behørig brug af it i skolen og hjemmet for at tilvejebringe personlig og skræddersyet assistance;

60.

understreger, at alle børn, også med handicap, skal garanteres ret til universel adgang til samtlige uddannelsessektorer og -niveauer i alle institutioner; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre den generelle oplysning til familier til børn med handicap, herunder om tidlig diagnosticering og støtte, og bane vejen for mulige løsninger i forhold til de pågældendes behov; understreger vigtigheden af tilskud fra staten til familierne til personer med handicap i form af finansiel støtte, praktisk bistand (bl.a. børnepasningsordninger), sundhedsydelser, psykologisk støtte og udveksling af ekspertise, men også mere fleksibel arbejdstid for (en af) forældrene til børn med handicap; opfordrer derfor medlemsstaterne til at oprette specialiserede og tilgængelige kontorer, hvor der kan indhentes information og søges administrativ vejledning; opfordrer medlemsstaterne til at støtte familierne til personer med handicap samt fagfolk, der arbejder i de nationale sundhedssystemer, gennem målrettede informations- og uddannelsesforanstaltninger og ved at inddrage patientorganisationer i beslutnings- og overvågningsprocesser;

61.

understreger, at arbejdsgiverne bør give personer med handicap mulighed for ansættelse, hvis de er kvalificerede, og for at gøre karriere, samt støtte dem gennem videreuddannelse;

62.

understreger, at der er behov for at fremme integrerede arbejdsrelaterede uddannelsesprojekter, der sætter unge med handicap i stand til at fortsætte direkte fra uddannelse til arbejdsliv;

63.

understreger, at der også må gøres en indsats for at behandle spørgsmålet om ikke-formel uddannelse og læring for unge med handicap, herunder på områder som sociale forbindelser, massemedier (der bør være underlagt stadig strengere krav om tilgængelighed, bl.a. til undertekster og lydbeskrivelsessystemer), sport og fritids- og udendørsaktiviteter, i overensstemmelse med det enkelte barns eller unge menneskes særlige behov; understreger, at disse ikke blot er vigtige værktøjer for det enkelte individs sunde udvikling, men ligeledes umistelige rettigheder, der er anerkendt af FN;

64.

understreger, at livslang læring er et vigtigt middel til at støtte og øge tilpasningen og fortsættelsen af beskæftigelse for personer med handicap, og at det er særlig vigtigt for personer, der får et handicap på et tidspunkt, hvor de er i beskæftigelse, og navnlig for personer, som lider af en invaliderende sygdom, der er i udvikling;

65.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte eller oprette revalideringstjenester på områderne sundhed, uddannelse, erhvervsuddannelse, beskæftigelse, værktøjer til uafhængighed, transport osv., der er mere effektive og overlappende, og som ikke alene skal kunne overvåges og være skræddersyet efter den enkeltes behov, men også kan hjælpe langsigtet budget- og udviklingsplanlægning;

66.

mener, at der bør kanaliseres passende støtte til handicaporganisationerne; insisterer på, at medfinansieringssatsen for disse organisationer ikke bør være mindre end 10 % af værdien af de projekter, de præsenterer, da det er almindeligt kendt, at de har finansielle vanskeligheder;

67.

understreger, at virksomhedernes frivillige sociale ansvar også kan give vigtige nye impulser til situationen for personer med handicap; opfordrer til indførelse af tilskud eller støtte, særlig på grundlag af EU-midler og -programmer, som kan variere afhængigt af kontrakttype, til firmaer og enkeltpersoner, der ansætter medarbejdere med handicap; opfordrer alle aktører og berørte parter til at støtte og følge god praksis på dette område, særlig hvad angår kvinder og børn med handicap;

68.

understreger endnu en gang, at embedsmænd i EU-institutionerne og i medlemsstaterne systematisk bør uddannes til at modtage og informere personer med handicap, og at der bør træffes konkrete foranstaltninger med henblik på at give adgang til offentlige retlige dokumenter og procedurer; opfordrer EU-institutionerne til at gå foran med et godt eksempel og ansætte personer med handicap, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til også at følge denne fremgangsmåde;

69.

understreger, at der i politikker, der fremmer og støtter uafhængig iværksætterånd, bør tages behørigt hensyn til integration af personer med handicap på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet generelt, da denne integration er en kilde til fleksibilitet, der i mange tilfælde sætter dem i stand til at overvinde begrænsninger og barrierer på arbejdspladsen; opfordrer medlemsstaterne til at indføre bedre og mere effektiv støtte til politikker til fremme af iværksætterånd i denne gruppe;

70.

opfordrer Kommissionen til på mere effektiv vis at gøre rede for fordelene ved tilgængelighed og integrere omkostnings- og udgiftsaspektet i skabelsen af et tilgængeligt nærmiljø med særligt henblik på den aldrende befolkning;

71.

tilskynder til oprettelse af særlige orlovsformer, så forældre kan tage sig af deres børn med handicap; opfordrer endvidere indtrængende til at sørge for, at forældre til børn med handicap får deres engagement og arbejde anerkendt, så det tæller som arbejdserfaring og specifikt tages i betragtning, når alderspensionsrettighederne beregnes;

72.

understreger, at barrierefri adgang til sundhedstjenester og komplekse genoptræningstjenester ikke stopper forværringen af helbredet fuldstændigt, især i et aldrende samfund, og at alle derfor har et ansvar med hensyn til daglige aktiviteter og forbrugsvaner, hvis der skal opnås et bæredygtigt samfund, hvor sundhed spiller en stadig større rolle, lige fra forebyggelse til genoptræning;

73.

opfordrer Kommissionen til at sørge for passende finansiel støtte til EU's paraplyorganisation til repræsentation af personer med handicap og andre europæiske organisationer for specifikke funktionsnedsættelser for at muliggøre fuld deltagelse i den politiske beslutningsproces og gennemførelsen af lovgivning, der bygger på tilsagnene i den europæiske handicapstrategi og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, samt i andre beslutningsprocesser vedrørende spørgsmål, der berører personer med handicap;

74.

beklager, at personer med handicap i deres dagligdag må påtage sig en yderligere økonomisk byrde, nemlig de ekstra udgifter, der på kort sigt tilsyneladende opstår som følge af deres handicap, hvilket i betydelig grad påvirker deres livskvalitet;

75.

opfordrer Kommissionen til, set i lyset af dens mål for fattigdomsbekæmpelse, at udlede data for fattigdom for at kunne beregne antallet af fattige personer med handicap, således at der kan opstilles sammenlignelige mål for fattigdomsbekæmpelse inden for rammerne af Europa 2020-strategien;

76.

påpeger, at fjernelse eller betydelig mindskelse af denne fattigdom vil medføre, at flere personer med handicap kommer i arbejde, hvilket vil øge statens nettoskatteindtægter og reducere antallet af mennesker, der på grund af ekstrem fattigdom har brug for ydelser;

77.

understreger endnu en gang, under henvisning til impulserne fra det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og den nye europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse, at fattigdommen ikke kan nedbringes, hvis man ikke integrerer personer med handicap, først på uddannelsesområdet og senere på arbejdsmarkedet, og tilpasser indkomstpolitikken med hensyn til invalidepensionsordningerne, jf. punkt 12 i konklusionerne fra mødet i Rådet (EPSCO) den 30. november 2009, hvorved man skal være opmærksom på, at denne proces også kan føre til stigmatisering;

78.

erkender, at tidlig diagnosticering og hjælp er afgørende og grundlæggende, når det drejer sig om børn med handicap, og må betragtes som en langsigtet investering i et aldrende samfund; bemærker, at familierne til personer med handicap er mere udsatte for risikoen for fattigdom og social udstødelse, og at der bør tages særligt hensyn til dem;

79.

opfordrer medlemsstaterne til at undgå uberettigede nedskæringer i den sociale beskyttelse af personer med handicap i forbindelse med de budgetstramninger, der blev indført som svar på den økonomiske krise, da det er nødvendigt at sikre en acceptabel levestandard for dem som deres uomtvistelige ret;

80.

bemærker, at personer med handicap har særlig risiko for at blive ramt af social udstødelse og fattigdom og understreger, at fattigdomsprocenten hos personer med handicap er 70 % højere end hos personer uden handicap; fremhæver, at svært handicappede eller multihandicappede og enlige forældre til børn med handicap er blandt de mest udsatte; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere deres rettigheder og træffe foranstaltninger til at forbedre deres livskvalitet ved bl.a. at give dem adgang til praktisk information om hverdagsspørgsmål, herunder ved at gøre dem bekendt med kompetenceopbygningsprocedurer og -tjenester, der har indvirkning på familielivet;

81.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger og regelmæssigt at udarbejde rapporter vedrørende sjældne sygdomme samt til at yde reel assistance til udvikling af kontakter mellem forældre og specialister, der bor tæt på deres hjem; mener, at INSERM må tage hensyn til dette og vurdere det i sit arbejde; opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af et europæisk netværk af akkrediterede centre for diagnose og behandling af specifikke former for sjældne sygdomme med henblik på at koordinere og overvåge deres aktiviteter og de fordele, de tilbyder patienterne;

82.

bekræfter, at Kommission med udgangspunkt i de nye rettigheder, der er fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder, har den korrekte tilgang til lige muligheder med hensyn til at styrke ikke-forskelsbehandling, støtte aktive inklusionspolitikker samt øget bevidsthed om handicap, herunder begreberne design for alle såvel som begrebet universelt design, og understrege vigtigheden af rimelige tilpasninger;

83.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til hurtigt at ratificere og gennemføre FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap og de valgfrie protokoller hertil og bifalder Kommissionens initiativ til at tiltræde konventionens valgfrie protokol;

84.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje indgåelse af en interinstitutionel aftale med Europa-Parlamentet og til i løbet af et år at udarbejde en særlig henstilling til Parlamentet om at engagere sig i overvågningen af gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap;

85.

opfordrer Rådet til at vedtage Kommissionens forslag til afgørelse om EU's tiltrædelse af den valgfrie protokol, idet det understreger den omstændighed, at den mekanisme, der oprettes ved denne protokol, med Europa-Parlamentets medvirken kunne føre til EU's faktiske gennemførelse af FN's konvention;

86.

opfordrer Kommissionen til at udvikle konkrete, relevante og mere detaljerede foranstaltninger og til at indføre en kontrolmekanisme for alle forvaltningsniveauer med hensyn til gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi i overensstemmelse med strategiens liste over foranstaltninger i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet;

87.

opfordrer medlemsstaterne til så vidt muligt at støtte egnede foranstaltninger og redskaber, der er skræddersyet (bortset fra det lægelige aspekt) til en mere uafhængig tilværelse for at sikre lige muligheder og en aktiv tilværelse for personer med handicap og deres familier;

88.

understreger, at der er behov for at hjælpe personer, der kan arbejde og vil blive i arbejdsstyrken, selv hvis de har mistet en del af deres funktionelle kapacitet; opfordrer medlemsstaterne til at fremme en rummelig kultur og hjælpe med at integrere personer med delvis arbejdskapacitet i arbejdsmarkedet;

89.

opfordrer medlemsstaterne til at (gen)overveje deres handicaprelaterede tiltag og nationale programmer eller strategier inden for den europæiske handicapstrategis rammer og frister i overensstemmelse med Europa 2020-strategien og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap;

90.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge et lovgivningsforslag til en EU-lov om tilgængelighed som bekendtgjort i den europæiske handicapstrategi og understreger behovet for effektive, bindende foranstaltninger på EU-niveau til forbedring af varers og tjenesteydelsers tilgængelighed for personer med handicap, idet der foreligger en klar køreplan;

91.

opfordrer medlemsstaterne til med støtte fra Kommissionen at vedtage specifikke sociale foranstaltninger for at sikre lige adgang til sundhedspleje, herunder sundheds- og revalideringstjenester af høj kvalitet, der er udformet for personer med mentale og fysiske handicap;

92.

understreger betydningen af forskning i nye terapeutiske metoder, som yderligere kan lette integrationen af personer med handicap i samfundet, påpeger i denne forbindelse, at f.eks. teater og kæledyrsterapi har givet gode resultater ved at fremme socialisering og evnen til at kommunikere med andre mennesker;

93.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at hjælpe synshæmmede til at foretage forretningstransaktioner;

94.

opfordrer Kommissionen til at medtage flere handicaprelaterede aspekter i den planlagte revision af reformen af offentlige indkøb;

95.

opfordrer Kommissionen til som afslutning på debatten som følge af offentliggørelsen af grønbogen om pensioner at argumentere for en tværgående handicappolitik i den kommende hvidbog, som vil blive offentliggjort i anden halvdel af 2011;

96.

opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt supplerende foranstaltninger inden for rammerne af de europæiske strukturfonde, især Fonden for Udvikling af Landdistrikterne, hjælper personer med handicap, der bor i landdistrikter i Europa, til at være aktive borgere;

97.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at udarbejde regler om personlig sikkerhedskontrol ved anvendelse af transporttjenester, som vil garantere passagerernes grundlæggende rettigheder og værdighed og tjene formålet med deres rejser, især med hensyn til medicinsk udstyr, hjælpemidler og tilbehør, der må medbringes ombord, og at nå frem til en klar, fælles fortolkning af de eksisterende sikkerhedskrav, således at det sikres, at personer med handicap ikke nægtes mulighed for at rejse - når der ikke er nogen reel begrundelse og i uforholdsmæssigt omfang - blot for at undgå ulejlighed for tjenesteudbyderen;

98.

anmoder Kommissionen om at øge indsatsen for at opnå skræddersyede navigationsbaserede tjenester for blinde og svært synshæmmede og om årligt at aflægge rapport om disse og udarbejde særlige henstillinger - under hensyntagen til den dynamiske teknologiske udvikling - og sikre, at der gøres fremskridt, og at fortsat multimodal dør-til-dør transport er mulig, jf. hvidbogen "En køreplan for et fælles europæisk transportområde - mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem";

99.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres sundhedsydelser til personer med handicap, f.eks. foranstaltninger vedrørende fysisk adgang til tjenester, uddannelse og lægepersonale, information i tilgængelige formater, tilpassede rådgivningstjenester, herunder oversættelse til forskellige sprog, samt sundhedstjenester, der er tilpasset de behov, som personer med handicap har;

100.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med støtten til sport og fritidsaktiviteter for personer med handicap at undlade at skelne ved fastsættelse af handicap; opfordrer indtrængende Rådet til at fortsætte sin indsats, idet det minder om, at Europarådets Ministerudvalg i 1986 lovede at støtte sport for personer med handicap;

101.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at forbedre adgangen for personer med handicap på ophavsretområdet, herunder gennem øget udveksling af bedste praksis, støtte udviklingen af de mest effektive samarbejdsmetoder og sikre, at tjenesteyderne er underlagt passende, fælles og obligatoriske krav vedrørende personer med handicap, med særlig vægt på synshæmmede;

102.

understreger, at direktiv 2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis, navnlig bestemmelsen om vildledende udeladelser, i medfør af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap også er relevant for disse;

103.

opfordrer Kommissionen og Rådet til på baggrund af Europa-Parlamentets praksis og erfaringer at træffe foranstaltninger med henblik på at fjerne barriererne for døves adgang til IKT, jf. Parlamentets beslutninger af 1988 og 1998, og til årligt at aflægge beretning herom for de berørte medlemmer af Europa-Parlamentet;

104.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en undersøgelse vedrørende synshæmmede, der analyserer særlige kendetegn for digitale displays (interfaces) på industriprodukter og indenlandske produkter samt alternative, tilsvarende informationsløsninger for blinde, og til at fremsætte specifikke lovgivningsforslag;

105.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at anerkende tegnsprog som officielt sprog i medlemsstaterne; mener, at medlemsstaterne derfor bør arbejde på at muliggøre denne anerkendelse i overensstemmelse med Bruxelleserklæringen af 19. november 2010;

106.

opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med FN's 2015-mål at tage hensyn til handicappedes interesser i forbindelse med bistanden til internationale forbindelser og udvikling;

107.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/25

—

der henviser til direktiv 2004/18/EF og 2004/17/EF om fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter (1) og direktiv 2007/66/EF om forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (2),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/48/EF om indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (3), der trådte i kraft den 22. januar 2011, og hvori det fastslås, at direktiver om offentlige indkøb er "fællesskabsretsakter vedrørende spørgsmål, der er omhandlet i konventionen",

—

der henviser til WTO-aftalen om offentlige indkøb af 15. april 1994,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og navnlig artikel 26 heri (integration af mennesker med handicap),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om lige adgang til offentlige markeder i EU og i tredjelande (4),

—

der henviser til Kommissionens grønbog om modernisering af EU's politik for offentlige indkøb (KOM(2011)0015),

—

der henviser til Kommissionens grønbog om øget anvendelse af elektronisk baserede offentlige indkøbsprocedurer i EU (KOM(2010)0571),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om et indre marked for virksomheder og vækst (5),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om nye udviklingstendenser for offentlige indkøbskontrakter (6),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2009 med titlen "Prækommercielle indkøb: vedvarende høj kvalitet i offentlige tjenester i Europa gennem øget innovation" (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Smart regulering i Den Europæiske Union" (KOM(2010)0543),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "På vej mod en akt for det indre marked. For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne. 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen" (KOM(2010)0608),

—

der henviser til professor Mario Montis rapport af 9. maj 2010 om "En ny strategi for det indre marked",

—

der henviser til Kommissionens tjenestegrenes arbejdsdokument (SEK(2010)1214),

—

der henviser til rapporten om evaluering af SMV'ernes adgang til EU's markeder for offentlige indkøb, "Evaluation of SMEs' access to public procurement markets in the EU" (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Offentlige indkøb for et bedre miljø" (KOM(2008)0400),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Tænk småt først" - En "Small Business Act" for Europa" (KOM(2008)0394),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020-flagskibsinitiativ. Innovation i EU" (KOM(2010)0546),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 11.-12. maj 2011 om grønbogen om "Modernisering af EU's politik for offentlige indkøb - mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb",

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 13. juli 2011 om grønbogen om "Modernisering af EU's politik for offentlige indkøb - mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb",

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 13. juli 2011 om grønbogen om øget anvendelse af elektronisk baserede offentlige indkøbsprocedurer i EU,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Budgetkontroludvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Regionaludviklingsudvalget (A7-0326/2011),

A.

der henviser til, at et velfungerende marked for offentlige indkøb i EU er en vigtig drivkraft for vækst og en hjørnesten i det indre marked, og at et sådant marked desuden er af væsentlig betydning med henblik på at stimulere konkurrence og innovation og tackle udfordringer inden for miljø- og socialpolitikken, der hurtigt dukker op, samt spørgsmål omkring arbejdskvalitet, herunder passende lønninger, lighed, social samhørighed og integration, samtidig med at der opnås optimal værdi for borgere, virksomheder og skatteydere;

B.

der henviser til, at EU's regler for offentlige indkøb har bidraget væsentligt til øget gennemsigtighed og lige behandling, bekæmpelse af korruption og professionalisering af indkøbsprocessen;

C.

der henviser til, at det i betragtning af de nuværende økonomiske forhold er mere afgørende end nogen sinde at sikre en optimal effektivitet i de offentlige udgifter, samtidig med at man i så høj grad som muligt begrænser udgifterne for virksomhederne, og at et mere velfungerende marked for offentlige indkøb ville bidrage til at nå disse to mål;

1.

bifalder Kommissionens grønbog og den brede høringsproces som et udgangspunkt for revisionen af direktiverne om offentlige indkøb, i overensstemmelse med bestemmelserne i Lissabontraktaten og EU-Domstolens retspraksis og i tråd med de reviderede statsstøtteregler;

2.

påpeger, at der, selv om revisionen af direktiverne om offentlige indkøb i EU i 2004 førte til en nyttig videre udvikling af det indre marked for offentlige indkøb, nogle år efter gennemførelsen af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF i national ret er behov for at vurdere, om det vil være nødvendigt med forbedringer og præciseringer af direktiverne for at tackle de mangler, der har vist sig i praksis; understreger, at mange interessenter anser bestemmelserne om offentlige indkøb for at være yderst komplekse, hvilket fører til omkostningskrævende og tunge administrative overholdelsesprocedurer; beklager de hyppige tilfælde af utilstrækkelig gennemførelse af bestemmelserne i national lovgivning og de utilstrækkelige uddannelsesforanstaltninger; opfordrer Kommissionen til at foreslå en væsentlig forenkling og konsolidering af bestemmelserne, samtidig med at de præciseres yderligere, hvis det er nødvendigt; understreger desuden, at øget brug af IKT nu skal spille en vigtig rolle, når det gælder om at reducere administration og omkostninger, og at de forskellige europæiske initiativer omkring e-indkøb og e-handel derfor bør afpasses efter reformen af indkøbsbestemmelserne;

3.

opfordrer til, at det udtrykkeligt anføres i direktiverne, at de ikke afholder noget land fra at overholde ILO-konvention C94; opfordrer Kommissionen til at tilskynde alle medlemsstater til at overholde denne konvention; understreger, at bæredygtige offentlige indkøb, hvis de skal fungere effektivt, kræver klare og entydige EU-regler, der nøjagtigt definerer rammen for medlemsstaternes lovgivning og gennemførelse;

4.

anmoder om en præcisering af direktivernes anvendelsesområde; konstaterer, at hovedformålet med offentlige indkøb er offentlige myndigheders indkøb af varer, arbejde og tjenesteydelser med henblik på at imødekomme borgernes behov og sikre effektiv anvendelse af offentlige midler; påpeger, at der skal være en direkte fordel for den ordregivende myndighed, for at en procedure skal kunne betegnes som en offentlig indkøbsprocedure;

5.

opfordrer til en præcisering af definitionerne i direktiverne - f.eks. definitionen af et "offentligretligt organ" - i tråd med EU-Domstolens retspraksis, og uden at anvendelsesområdet for EU's regler om offentlige indkøb begrænses;

6.

minder om sin beslutning fra maj 2010 om nye udviklingstendenser for offentlige indkøbskontrakter, hvor man tog højde for EU-Domstolens retspraksis og var af den opfattelse, at samarbejde mellem offentlige organisationer ikke falder ind under bestemmelserne om offentlige indkøb, såfremt følgende kriterier er opfyldt: partnerskabets formål er udførelse af en offentlig opgave, som påhviler alle de berørte offentlige myndigheder, opgaven udføres udelukkende af de berørte offentlige myndigheder, dvs. uden deltagelse af privat kapital, og arbejdet udføres hovedsageligt på vegne af de berørte offentlige myndigheder; understreger, at overførsel af opgaver mellem organisationer i den offentlige sektor henhører under medlemsstaternes interne administrative organisation og ikke er omfattet af bestemmelser om indkøb; mener, at disse præciseringer bør kodificeres i direktiverne om offentlige indkøb;

7.

understreger, at koncessionskontrakter om tjenesteydelser er udelukket fra anvendelsesområdet for de europæiske bestemmelser om offentlige indkøb; minder om, at der skal tages passende hensyn både til procedurernes kompleksitet og forskellene medlemsstaterne imellem, når det gælder retskultur og retspraksis i medlemsstaterne i forbindelse med koncessionskontrakter om tjenesteydelser; mener, at processen med at definere "koncessioner på tjenesteydelser" og de juridiske rammer herfor har udviklet sig som følge af direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter fra 2004 og EF-Domstolens supplerende retspraksis; fastholder, at eventuelle forslag til en retsakt, som vedrører koncessioner på tjenesteydelser, kun er berettiget, hvis formålet er at afhjælpe forvridninger i det indre markeds funktion; påpeger, at der hidtil ikke er konstateret sådanne forvridninger, og at en retsakt om koncessioner på tjenesteydelser derfor er unødvendig, hvis målet ikke er en påviselig forbedring af det indre markeds funktion;

8.

understreger, at den nuværende klassifikation af A- og B-tjenesteydelseskategorier bør fastholdes, for så vidt som "lettere" bestemmelser for B-tjenesteydelser har deres berettigelse i denne kategoris karakteristika som hovedsagelig lokalt eller regionalt leverede tjenesteydelser; opfordrer Kommissionen til at udvikle redskaber, der gør det enklere for lokale og regionale myndigheder at afgøre, hvilken kategori konkrete udbudsopgaver henhører under;

9.

konstaterer i denne forbindelse, at anvendelse af lovgivningen om offentlige indkøb på ydelsen af personlige sociale tjenester ofte ikke er den bedste måde at sikre optimale resultater på for brugerne af de pågældende tjenester; kræver, at god national praksis, der hviler på, at alle udbydere, der er i stand til at opfylde de forud fastlagte retlige betingelser, uanset deres retlige form har adgang til udbudsproceduren, anerkendes i EU-retten, forudsat at der tages hensyn til de almindelige principper om lige behandling, gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling;

10.

understreger, at indførelse af nye regler for markederne for offentlige indkøb under EU-tærskelværdierne bør undgås, da dette kan bringe retssikkerheden på nationalt plan i fare;

11.

opfordrer Kommissionen til at afpasse direktivet om klageprocedurer efter de nye rammer for offentlige indkøb, der vil blive afstukket efter den nuværende revision, og gennemføre denne øvelse sideløbende med det centrale lovgivningsforslag, med henblik på at sikre ensartethed;

12.

understreger Kommissionens ansvar for at kontrollere, at EU-direktiver implementeres korrekt i medlemsstaterne;

13.

er af den opfattelse, at for at udnytte de offentlige indkøbs fulde potentiale bør kriteriet om den laveste pris ikke længere være det afgørende kriterium ved tildelingen af kontrakter, og at det generelt bør erstattes af kriteriet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud i henseende til økonomiske, sociale og miljømæssige fordele - under hensyntagen til de relevante varers, tjenesteydelsers eller arbejders samlede livscyklusomkostninger; understreger, at dette ikke udelukker den laveste pris som et afgørende kriterium, når det gælder meget standardiserede varer eller tjenesteydelser; anmoder Kommissionen om i nært samarbejde med medlemsstaterne at udvikle metoder til beregning af livscyklusomkostninger på et bredt og ikke-obligatorisk grundlag; understreger, at tilslutning til kriteriet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud vil fremme innovationen og indsatsen for at opnå en højere kvalitet og værditilvækst og dermed for at opfylde kravene i Europa 2020-strategien; understreger, at dette navnlig er relevant hvad angår offentlige indkøb af varer, der indvirker på forbrugernes sundhed - f.eks. i fødevaresektoren - hvor kvalitet og produktionsmetoder spiller en vigtig rolle; understreger, at reglerne for offentlige indkøb bør være tilstrækkeligt fleksible til at sikre, at passive forbrugere, f.eks. i hospitaler, ældreplejefaciliteter, skoler og børnehaver, ligeledes har adgang til sunde fødevarer af høj kvalitet og ikke blot må takke til takke med det billigste tilbud, der er til rådighed;

14.

anerkender, at offentlige indkøb, hvis de bruges effektivt, kan være en sand drivkraft for fremme af kvalitetsbeskæftigelse, -lønninger og -vilkår, lige muligheder, udvikling af kompetencer og uddannelse, fremme af miljøpolitikker og tilvejebringelse af incitamenter til forskning og innovation; opfordrer Kommissionen til at tilskynde regeringer og ordregivende myndigheder til at øge brugen af bæredygtige offentlige indkøb og dermed støtte og fremme beskæftigelse af høj kvalitet og sikre, at der leveres tjenesteydelser og varer af høj kvalitet i Europa; opfordrer Kommissionen til nøje at gennemgå, hvordan offentlige indkøb har bidraget til at nå EU's bredere mål, og til at redegøre for, hvad der bør gøres i fremtiden for at forbedre disse mål;

15.

minder om, at prækommercielle indkøb er et underudnyttet redskab, der kan fremme innovation inden for offentlige indkøb og yde et væsentligt bidrag til at indkredse og skabe højvækstmarkeder og forbedre små og mellemstore virksomheders adgang til offentlige indkøb; mener desuden, at den foreslåede model for deling af risici og fordele (IPR) ved prækommercielle indkøb kræver både en juridisk præcisering og en forenkling, for at de instanser, der varetager indkøb, regelmæssigt og effektivt kan gøre brug af dette redskab; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå en tilpasning af de relevante bestemmelser om indkøb eller statsstøtte som led i den generelle revision for at fremme anvendelsen af prækommercielle indkøb;

16.

henleder opmærksomheden på betydningen af standarder for offentlige indkøb, eftersom sådanne standarder kan gøre det lettere for offentlige indkøbere at nå deres politiske målsætninger på effektiv og gennemsigtig vis; opfordrer i denne henseende til etablering af en regelmæssigt opdateret database for standarder, navnlig vedrørende miljømæssige og sociale kriterier, som skal gøres tilgængelig for offentlige myndigheder for at sikre, at indkøbere, når de udarbejder udbud, har adgang til behørige retningslinjer og et klart sæt regler, så de nemt kan kontrollere, om disse udbud overholder de relevante standarder;

17.

opfordrer til, at der inden for offentlige indkøb i højere grad anvendes ikke-diskriminerende og åbne standarder for at støtte målsætningerne om forenkling og innovation, navnlig på tilgængeligheds- og IKT-områderne og miljøområdet;

18.

understreger, at det, at en vare eller tjenesteydelse er blevet bæredygtigt produceret, med rette betragtes som et produktkarakteristikum, som kan anvendes som et kriterium til at sammenligne med varer eller tjenesteydelser, der ikke er blevet bæredygtigt produceret, således at de ordregivende myndigheder har mulighed for på en gennemskuelig måde at kontrollere de miljømæssige og sociale virkninger af de kontrakter, de tildeler, samtidig med at den nødvendige forbindelse til kontraktens genstand ikke svækkes; påpeger, at det er nødvendigt, at muligheden for medtagelse af krav om fremstillingsprocessen i de tekniske specifikationer for alle typer kontrakter klarlægges, hvor dette er relevant og forholdsmæssigt; henviser til Wienstrom-sagen, som er blevet det klassiske eksempel på, hvordan og hvorfor produktkarakteristika kan kategoriseres som tekniske specifikationer;

19.

understreger behovet for at styrke offentlige indkøbs bæredygtighedsdimension ved at lade denne udgøre en integrerende del af hvert enkelt trin i indkøbsprocessen (dvs. test af evnen til at opfylde kontrakten, tekniske specifikationer, klausuler vedrørende kontraktens udførelse);

20.

påpeger, at indkøbsmyndigheder som reaktion på øget bevidsthed om varers, arbejders og tjenesteydelsers miljø- og klimaindvirkning bør medtage miljøomkostninger i deres vurdering af "det økonomisk mest fordelagtige tilbud" og deres beregning af livscyklusomkostninger;

21.

bemærker, at direktivernes tekst skal være mere specifik, når det gælder om at forbedre adgangen for handicappede;

22.

mener, at de nugældende bestemmelser om underentreprise bør styrkes, eftersom anvendelsen af flerdobbelte underentrepriseniveauer kan skabe problemer med hensyn til overholdelsen af kollektive aftaler, arbejdsvilkår og sundheds- og sikkerhedsstandarder; foreslår derfor, at de offentlige myndigheder underrettes om alle detaljer vedrørende anvendelsen af underleverandører, inden der indgås en kontrakt; anmoder Kommissionen om med henblik på den fremtidige revision af direktiverne at vurdere, om der er behov for yderligere bestemmelser om tildeling af underentreprisekontrakter, f.eks. om etablering af en ansvarskæde, navnlig for at undgå, at små og mellemstore virksomheder som underleverandører underlægges dårligere betingelser end dem, der gælder for den hovedentreprenør, der tildeles den offentlige kontrakt;

23.

anerkender den rolle, som EU kan spille ved at lette udviklingen af vellykkede offentlig-private partnerskaber, idet man fremmer fair konkurrence og udveksling af bedste praksis på tværs af medlemsstaterne i forbindelse med de sociale politikker og beskæftigelsespolitikkerne; konstaterer dog, at der findes store forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår de lovkrav og proceduremæssige krav, der er gældende på dette område; opfordrer derfor Kommissionen til at skabe klarhed omkring begrebet "offentlig-private partnerskaber", navnlig med hensyn til, hvordan parterne skal fordele fælles risici og opfylde deres finansielle forpligtelser;

24.

opfordrer Kommissionen til at foretage en fornyet vurdering af tærskelværdierne for vareindkøbskontrakter og tjenesteydelseskontrakter og om nødvendigt hæve dem for at lette bl.a. nonprofitaktørers, socioøkonomiske aktørers og SMV'ers adgang til offentlige indkøb; anmoder om, at der tages nøje hensyn til de retligt bindende krav i WTO-aftalen om offentlige indkøb; understreger, at det i betragtning af de i forvejen vanskelige forhandlinger om spørgsmålet om adgang til offentlige indkøb heller ikke bør glemmes, at en forhøjelse af tærskelværdierne i Europa let kunne føre til yderligere komplikationer for EU's handelspolitik;

25.

understreger, at enhver udvidelse af EU's bestemmelser om offentlige indkøb med hensyn til, "hvad der skal indkøbes", ville udgøre en væsentlig ændring af den nuværende ordning og bør vurderes nøje; tvivler på, at dette ville bidrage til forenklingen og strømliningen, og frygter snarere, at det ville føre til mere komplicerede bestemmelser med mange undtagelser, som ville være vanskelige at administrere i praksis - idet direktiver om offentlige indkøb er proceduredirektiver ("hvordan foretages indkøb"), der ikke bør suppleres med bestemmelser om, "hvad der skal indkøbes";

26.

påpeger, at direktiverne ofte opfattes som for detaljerede, og at de er blevet stadig mere tekniske og komplekse, samtidig med at den juridiske risiko for manglende overholdelse af disse bestemmelser er blevet væsentligt større for både de ordregivende myndigheder og leverandørerne; bemærker, at frygten for udfordringer fører til en risikosky tilgang, som kvæler innovation og bæredygtig udvikling, hvilket alt for ofte fører til, at de ordregivende myndigheder vælger den laveste pris snarere end den bedste værdi; opfordrer til bredere forhandlings- og kommunikationsmargener kombineret med foranstaltninger til sikring af gennemsigtighed og forebyggelse af misbrug og diskrimination, og henstiller, at høring af markedet udtrykkeligt bør være tilladt som et muligt første skridt;

27.

bemærker, at politikken for offentlige indkøb først og fremmest skal sikre medlemsstaternes effektive brug af midlerne, skabe de bedst mulige resultater med hensyn til offentlige indkøb gennem anvendelse af klare, gennemsigtige og fleksible procedurer og gøre det muligt for virksomhederne i EU at konkurrere på lige vilkår i hele Unionen;

28.

går i forbindelse med revisionen af EU-lovgivningen om offentlige indkøb ind for klare, enkle og fleksible bestemmelser, hvor der sker en reduktion af detaljeringsniveauet, og indkøbsprocedurerne gøres enklere, mindre besværlige, billigere, mere åbne for SMV'er og mere investeringsvenlige; mener derfor, at der er behov for en mere omfattende anvendelse af de generelle principper om gennemsigtighed, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling; mener, at en forenkling af bestemmelserne om offentlige indkøb ville gøre det muligt at begrænse fejlrisikoen og i højere grad tage hensyn til små ordregivende myndigheders behov;

29.

går ind for, at der foretages en vurdering af, hvorvidt der kan tillades mere udbredt anvendelse af udbudsproceduren med forhandling med forudgående offentliggørelse i hele EU ud over, hvad der er fastsat i de gældende direktiver, således at de ordregivende myndigheder og de erhvervsdrivende har større muligheder for at kommunikere og på en hensigtsmæssig måde kan afpasse udbud og efterspørgsel efter hinanden; mener, at der, hvis det påtænkes at udvide anvendelsesområdet for udbudsproceduren med forhandling, bør indføres yderligere beskyttelse mod misbrug - f.eks. en forpligtelse for en ordregivende myndighed til lige fra begyndelsen over for eventuelle tilbudsgivere at fastsætte i det mindste visse minimumsbetingelser med hensyn til gennemførelsen af proceduren, således som det også er god praksis i forbindelse med private indkøbskontrakter - og at der bør fastsættes krav om skriftlig dokumentation;

30.

opfordrer Kommissionen til at tage de nuværende tilgange til kvalifikationen af leverandører (navnlig rammeaftaler, dynamiske indkøbssystemer og forsyningsvirksomhedsindkøberes anvendelse af kvalifikationssystemer) op til fornyet overvejelse for at sikre, at eventuelle nye tilgange til kvalifikation begrænser omkostninger og tidsrammer, er attraktive for både ordregivende myndigheder og økonomiske aktører og giver de bedst mulige resultater;

31.

gentager sin støtte til den systematiske tilladelse til alternative bud (eller varianter), da de er af afgørende vigtighed for at fremme og udbrede innovative løsninger; understreger, at specifikationer, der henviser til funktionsdygtighed og funktionelle krav, og den udtrykkelige tilladelse til alternative bud giver tilbudsgiverne mulighed for at foreslå innovative løsninger, navnlig i stærkt innovative sektorer som IKT; anmoder desuden om, at alle såvel lovgivningsmæssige som ikke-lovgivningsmæssige kanaler undersøges for at sikre, at offentlige indkøb i højere grad bidrager til fremme af innovation i Europa;

32.

opfordrer Kommissionen til at medtage præciseringer i lovgivningen om offentlige indkøb, navnlig hvad angår kontraktens udførelsesfase (f.eks. om en "omfattende ændring" af en gældende kontrakt, om ændringer, der vedrører kontrahenten, og om kontrakternes ophør);

33.

anser det for beklageligt, at tilbudsgivere kun har begrænsede muligheder for at rette udeladelser i deres tilbud; anmoder derfor Kommissionen om at præcisere, hvilke udeladelser der kan rettes af tilbudsgiverne, hvilke yderligere rettelser det er tilladt at foretage, og hvordan man sikrer gennemsigtighed og ligebehandling;

34.

påpeger, at de ordregivende myndigheder bør have mulighed for at drage fordel af tidligere erfaringer med en tilbudsgiver på baggrund af en officiel evalueringsrapport; anbefaler, at der fastlægges en tidsfrist for udelukkelser, hvilket burde sikre gennemsigtighed og objektivitet; henleder opmærksomheden på behovet for i direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF at indføje en lovgivningsmæssig præcisering, hvori det anføres, at en tilbudsgiver, der i forbindelse med en tidligere indkøbsprocedure er fundet skyldig i en forseelse, kan genvinde sin pålidelighed efter at have forelagt substantielle beviser for, at han har gennemgået en effektiv "selvrensning"; mener, at en sådan præcisering ville fremme mekanismer til bekæmpelse af korruption ved at understøtte incitamenter til fremskyndelse af elimineringen af korrupt adfærd og ville fjerne alvorlige retsusikkerheder;

35.

beklager grønbogens manglende omtale af mangler, manglende ekspertise og viden omkring indkøb og offentlige indkøbsstrategiers mangelfulde karakter; understreger vigtigheden af at fremme en professionel tilgang og sikre objektivitet både fra de ordregivende myndigheders og markedsaktørernes side, navnlig gennem støtte til fastlæggelsen af målrettede uddannelsesprogrammer; anbefaler, at der oprettes et netværk af ekspertisecentre inden for de eksisterende nationale rammer, og at udvekslingen af oplysninger og bedste praksis mellem medlemsstaterne fremmes; tilskynder også paraplyorganisationer på både nationalt plan og EU-plan til i fællesskab at påtage sig ansvaret for at stille relevante oplysninger til rådighed og til at fremme udvekslingen af oplysninger mellem deres medlemmer i hele EU; understreger betydningen af klare og let forståelige manualer for både ordregivende myndigheder og tilbudsgivere; finder det beklageligt, at dokumenterne "En håndbog om varetagelse af miljøhensyn i forbindelse med offentlige indkøb (Grønne indkøb)" og "Buying social - A Guide to Taking Account of Social Considerations in Public Procurement", offentliggjort i henholdsvis 2005 og 2010, ikke er tilstrækkeligt brugbare i denne henseende;

36.

konstaterer, at kun 1,4 % af alle kontrakter tildeles virksomheder fra en anden medlemsstat; understreger, at professionalisering og bedre skoling af ordregivende myndigheder og tilbudsgivere ville styrke konkurrencen i EU og bidrage til, at fordelene ved et indre marked for offentlige indkøbskontrakter i højere grad kunne udnyttes;

37.

understreger, at let adgang til offentlige indkøb for SMV'er, der er drivkraften i den europæiske økonomi, er afgørende for at bevare beskæftigelsen og for bæredygtig udvikling, innovation og vækst; understreger, at forenkling af procedurerne og de administrative formaliteter, udformning af SMV-venlige strategier og gennemførelse af kodeksen for bedste praksis vil lette SMV'ernes adgang til offentlige kontrakter og gøre dem i stand til at deltage på mere lige og retfærdige vilkår; mener, at en forenklet, lige og fair adgang til offentlige kontrakter for alle erhvervsdrivende ville kunne føre til, at skatteydernes penge blev anvendt på en bedre måde; påpeger, at SMV'er ikke generelt har nogen væsentlig specialiseret administrativ kapacitet, og at det således er meget vigtigt at begrænse den administrative byrde, der pålægges dem, til et minimum;

38.

påpeger, at udvælgelseskriterier vedrørende finansiel status, f.eks. med hensyn til en virksomheds omsætning, bør stå i et rimeligt forhold til en given kontrakts karakter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, når de vedtager fleksible og brugervenlige instrumenter, ikke at skabe nye hindringer for SMV'er og til først og fremmest at tage hensyn til disses interesser; opfordrer Kommissionen til med henblik på at forbedre adgangen til offentlige indkøbsprocedurer og øge deres gennemsigtighed, navnlig til gavn for mindre kontraherende myndigheder og tilbudsgivere, at modernisere Tenders Electronic Daily (TED)-webstedet for at gøre det mere tilgængeligt ved at forbedre dets tiltrækningskraft og brugervenlighed, med særligt fokus på søgekriterier og kvaliteten og detaljeringsgraden i de sammendrag, der oversættes for hvert udbud; anbefaler, at TED tilbyder en varslingsservice for brugere, således at de informeres, når der offentliggøres nye udbud af interesse;

39.

anmoder Kommissionen om at øge bevidstheden om, hvor vigtigt det er at opdele kontrakter i partier, og om at overveje gennemførelsen af princippet om at "følge eller forklare", som går ud på, at bestemmelser om spørgsmål såsom opdelingen i partier skal overholdes, eller også skal det forklares, hvorfor de ikke kan overholdes;

40.

påpeger, at ordregivende myndigheder i højere grad bør udnytte muligheden for at opdele offentlige kontrakter i partier, hvilket i såvel kvalitets- som kvantitetsmæssig henseende ville gøre det lettere for SMV'er at deltage i offentlige indkøb og ville forbedre konkurrenceniveauet; tilskynder SMV'er til at gøre brug af fælles indkøb og fælles anvendelse af kontrakter, hvilket vil gøre det muligt for dem at foretage stordriftsbesparelser inden for områder som logistik og transport; opfordrer offentlige myndigheder til at udvise fleksibilitet, når de skal tage stilling til disse moderne og frivillige ordninger; opfordrer Kommissionen til at undersøge alle muligheder for at fremme midlertidige eller permanente grupperinger af SMV'er og af små enheder for at sætte dem i stand til uden at skulle optræde som underleverandører at deltage i udbud, der ikke er opdelt i partier; anmoder Kommissionen om med hensyn hertil navnlig at undersøge den nuværende praksis med at give dele af kontrakter, der ikke er blevet opdelt i partier og er for store til, at SMV'er kan deltage i indkøbsproceduren, til SMV'er i underentreprise, ofte på dårligere betingelser end dem, der gælder for hovedentreprenøren;

41.

foreslår, at der gives tilladelse til egenerklæring, hvor det er muligt, og at der udelukkende anmodes om originale dokumenter fra de kandidater, der går videre, eller den valgte tilbudsgiver, idet eventuelle forsinkelser eller markedsforvridninger som følge af fejlagtige erklæringer samtidig undgås; anmoder Kommissionen om at fremme muligheden for et "elektronisk indkøbspas", der accepteres af alle medlemsstater, og som viser, at den økonomiske aktør opfylder de betingelser, der kræves i EU-lovgivningen om offentlige kontrakter; understreger, at et europæisk prækvalifikationssystem bør kunne blive et nyttigt instrument, hvis der drages omsorg for, at det er enkelt, billigt og let tilgængeligt for SMV'er;

42.

opfordrer Kommissionen til - med henblik på at bekæmpe korruption i forbindelse med offentlige indkøb - at fremme en mere effektiv rapporteringspraksis, herunder informationsudveksling mellem medlemsstaterne om udelukkelse af underlødige tilbudsgivere; anmoder Kommissionen om at få fastlagt klare regler om beskyttelse af informanter, i overensstemmelse med henstillingerne i resolution 1729(2010) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling (9), om at styrke gennemsigtigheden i kontrakter, der finansieres med EU-midler, og om at fremme uddannelsesaktioner både på institutionelt niveau og i befolkningen generelt;

43.

bemærker, at visse medlemsstater allerede anvender effektive procedurer for tildeling af offentlige kontrakter, som sikrer gennemsigtighed og korrekt brug af skatteydernes penge; anmoder Kommissionen om at undersøge medlemsstaternes bedste praksis på dette område og finde frem til de mest effektive principper for offentlige indkøb i EU;

44.

påpeger, at en af målsætningerne med direktiverne er bekæmpelse af korruption og favorisering; understreger, at medlemsstaterne står over for forskellige udfordringer på dette område, og at en mere detaljeret europæisk tilgang risikerer at undergrave bestræbelserne på at strømline og forenkle reglerne og i stedet skabe et nyt bureaukrati; pointerer, at principperne om gennemsigtighed og konkurrence er centrale for bekæmpelsen af korruption; opfordrer til, at der vælges en fælles tilgang til "selvrensningsforanstaltninger" for at undgå markedsforvridninger og sørge for retssikkerhed for såvel økonomiske aktører som ordregivende myndigheder;

45.

er af den opfattelse, at offentlige kontrakter, eftersom de vedrører offentlige midler, bør være gennemsigtige og kunne kontrolleres af offentligheden; anmoder Kommissionen om en præcisering for at sikre, at lokale og andre offentlige myndigheder gives juridisk sikkerhed og kan oplyse borgerne om deres kontraktlige forpligtelser;

46.

opfordrer Kommissionen til at vurdere problemerne i forbindelse med usædvanligt lave tilbud og til at foreslå passende løsninger; anbefaler, at de ordregivende myndigheder sørger for tidlige og tilstrækkelige oplysninger til andre tilbudsgivere i tilfælde af unormalt lave tilbud med henblik på at give dem mulighed for at vurdere, om der er grundlag for at indlede en klageprocedure; efterlyser større sammenhæng mellem EU's fælles eksterne handelspolitik og fremgangsmåderne i medlemsstater, hvor usædvanligt lave tilbud accepteres;

47.

glæder sig over Kommissionens grønbog om øget anvendelse af e-indkøb; påpeger, at det ikke er lykkedes handlingsplanen for e-indkøb at nå sit mål, og at der er brug for øget politisk lederskab på alle statslige niveauer - herunder også EU-niveau - for at holde fast ved e-indkøb og fremskynde overgangen til denne metode; ønsker at sikre, at mindst 50 % af både EU-institutionernes og medlemsstaternes offentlige indkøb foretages elektronisk i tråd med den forpligtelse, som medlemsstaternes regeringer påtog sig på ministerkonferencen om e-forvaltning i Manchester i 2005;

48.

understreger, at Kommissionen kan spille en enestående rolle med hensyn til fremme af fremskridt omkring standardiserings- og infrastrukturspørgsmål - af sikkerhedshensyn har f.eks. e-signaturer og tidsstempler brug for et format fastlagt ved fælles overenskomst; anmoder Kommissionen om at udarbejde de pågældende fælles standarder; understreger, at besværlige tekniske krav vedrørende autentifikation af tilbudsgivere kan virke som hindringer for økonomiske aktører; understreger i denne forbindelse behovet for at udvikle et standardiseret system for e-signaturer; opfordrer medlemsstaterne til at etablere en valideringstjeneste for certifikater, der udstedes af udbydere af certificeringstjenester under deres tilsyn;

49.

understreger, at det for at sikre interoperabiliteten mellem forskellige systemer og undgå leverandørafhængighed er nødvendigt med åbne standarder og teknologineutralitet; opfordrer Kommissionen til at sikre reel interoperabilitet mellem de forskellige platforme for e-indkøb, der allerede er indført i medlemsstaterne, og i den forbindelse i højere grad udnytte de resultater, der er opnået gennem EU-initiativer såsom Peppol og e-Certis;

50.

påpeger, at alle lovgivningsmæssige forslag om udvidelse og forenkling af anvendelsen af e-indkøb bør integreres i revisionen af de vigtigste direktiver om offentlige indkøb og bør være i tråd med anvendelsesområdet og de generelle bestemmelser om offentlige indkøb såsom bestemmelserne om forpligtelserne i tilknytning til tærskelværdier;

51.

understreger, at e-indkøb kan være drivkraften bag forenklingen af hele indkøbsprocessen og indføre effektive procedurer, som kan føre til betydelige omkostnings- og tidsbesparelser for både virksomheder og offentlige administrationer og øge gennemsigtighed og tilgængelighed; henleder opmærksomheden på, at navnlig elektronisk tildeling af kontrakter åbner nye perspektiver for en forvaltningsmodernisering på området for offentlige kontrakter; gentager, at e-indkøb er mindre omkostningskrævende, hurtigere og mere gennemsigtige end konventionelle offentlige indkøbsprocedurer; mener imidlertid, at der stadig er plads til forbedringer, og at der bør gøres mere for så vidt angår adgang til pålidelige, sammenlignelige og objektive oplysninger og statistiske data; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme grænseoverskridende brug af e-indkøb;

52.

pointerer, at lovgivning ikke er det eneste middel til fremme af ændringer; anmoder derfor Kommissionen om at udforske nye metoder til grænseoverskridende udveksling af oplysninger og bedste praksis og overførsel af viden blandt lokale og regionale aktører; understreger, at der er et stort behov for at øge kapacitet og viden hos personale, der beskæftiger sig med e-indkøb, samt for - ved hjælp af nationale incitamenter og/eller EU-incitamenter til sikring af lige vilkår mellem SMV'er og store virksomheder - at bistå SMV'er med opbygning af viden og kapacitet; glæder sig over faciliteten for netforbindelser i Europa som et nyt instrument, der kan fremme e-indkøb over grænserne og dermed muliggøre udviklingen af det digitale indre marked;

53.

glæder sig over bekendtgørelsen i Kommissionens handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 om, at ePractice.eu-platformen vil blive omdannet til et effektivt redskab for udveksling af erfaringer og oplysninger mellem medlemsstater og e-forvaltningsbrugere, og slår stærkt til lyd for, at platformens anvendelsesområde udvides til også at omfatte lokale og regionale brugere;

54.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/35

—

der henviser til artikel 21, 45 og 47 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde og artikel 15, 21, 29, 34 og 35 i EU's charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til artikel 151 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet (2),

—

der henviser til ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (4), rapporten fra 2008 om anvendelsen af direktiv 2004/38/EF (KOM(2008)0840) og Rådets resolutioner fra november 2007 og april 2009 vedrørende direktiv 2004/38/EF,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om retningslinjer for en bedre gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (KOM(2009)0313),

—

der henviser til den sammenlignende undersøgelse af anvendelsen af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, udarbejdet af European Citizen Action Service (ECAS) på anmodning af Europa-Parlamentets Retsudvalg,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om retningslinjer for en bedre gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF samt til dens erklærede hensigt om at offentliggøre forenklede vejledninger for EU-borgerne og gøre bedst mulig brug af internettet,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2007"Mobilitet, et instrument til at skabe flere og bedre job: Den europæiske handlingsplan for jobmobilitet (2007-2010)" (KOM(2007)0773),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. november 2008"Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed som følge af udvidelsen af EU" (KOM(2008)0765),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2008"Nye kvalifikationer til nye job, om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet" (KOM(2008)0868),

—

der henviser til Kommissionen meddelelse af 13. juli 2010"Bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling" (KOM(2010)0373),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011"Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - "Sammen om fornyet vækst" " (KOM(2011)0206), der omfatter arbejdstagernes mobilitet som et af de tolv centrale instrumenter,

—

der henviser til Europa 2020-strategien og især flagskibsinitiativerne "En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job" og "Youth on the Move",

—

som henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 27. november 2008 om misbrug og omgåelse af retten til fri bevægelighed,

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) af 9. marts 2009 om arbejdskraftens arbejdsmæssige og geografiske mobilitet og arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union,

—

der henviser til sin beslutning af 2. april 2009 om problemer og perspektiver i forbindelse med unionsborgerskabet (6),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om den europæiske handlingsplan for jobmobilitet (2007-2010) (7),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kortlægning af de resterende hindringer for mobiliteten på det indre arbejdsmarked (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0258/2011),

A.

der henviser til, at det at kunne leve og arbejde i en anden medlemsstat - uanset ens etniske oprindelse - er en af EU's grundlæggende frihedsrettigheder, et grundlæggende element i unionsborgerskabet og anerkendt af traktaterne, men at statistikkerne viser, at alt for få mennesker drager fordel af denne ret til trods for specifikke initiativer til støtte for arbejdstagernes mobilitet;

B.

der henviser til, at arbejdstagernes mobilitet i EU bør fremmes i hele Den Europæiske Union, hvor der er et ansættelsesbehov;

C.

der henviser til, at EU's arbejdstagere kan møde vanskeligheder og udfordringer, når de søger beskæftigelse i en værtsmedlemsstat;

D.

der henviser til, at retten til at bo og arbejde i et andet EU-land er en af Unionens grundlæggende frihedsrettigheder og et grundlæggende, traktatfæstet element i unionsborgerskabet, men at der ifølge statistikkerne og til trods for de specifikke initiativer, der er taget til støtte for arbejdstagernes mobilitet, stadig er for få mennesker, der drager fordel af denne ret;

E.

der henviser til, at den nuværende mobilitet blandt arbejdstagere ikke er tilstrækkelig til at øge arbejdsmarkedernes effektivitet i EU; der henviser til, at kun 2,3 % af EU's borgere bor i en anden medlemsstat end den, hvori de er statsborgere, men at 17 % har til hensigt at drage fordel af den frie bevægelighed i fremtiden, og at 48 % ville overveje at søge job i et andet land eller en anden region i tilfælde af afskedigelser;

F.

der påpeger, at arbejdstagernes frie bevægelighed er en positiv samfundsøkonomisk faktor for både EU og medlemsstaterne og udgør en milepæl for EU-integrationen, den økonomiske udvikling, den sociale samhørighed, individets muligheder for at dygtiggøre sig fagligt og bekæmpelsen af fordomme, racisme og fremmedhad, ligesom den kan modvirke de negative følger af den økonomiske krise og gøre det lettere at møde globaliseringens udfordringer ved at inddrage alle interessenter på beslutningstagerplan i en dialog med civilsamfundet;

G.

der påpeger, at man ved at fremme arbejdstagernes mobilitet yder et positivt bidrag til opfyldelsen af beskæftigelsesmålsætningerne i Europa 2020-strategien; opfordrer Kommissionen til at føje arbejdskraftens mobilitet til flagskibsinitiativerne og medlemsstaterne til at inkludere aspekterne vedrørende arbejdskraftens geografiske mobilitet, når de udformer deres nationale strategier og reformprogrammer;

H.

der påpeger, at arbejdstagernes mobilitet i Europa hæmmes af manglende fleksibilitet i arbejdsmarkedslovgivningen;

I.

der henviser til, at mobile arbejdstagere fra de lande, der tiltrådte EU i 2004 og 2007, ifølge Kommissionens meddelelse af 18. november 2008 har haft en positiv indvirkning på økonomien i de medlemsstater, der har taget imod mobile arbejdstagere;

J.

der påpeger, at den udvikling, som på det seneste har fundet sted i vores samfund, bl.a. som følge af industrielle forandringer, globaliseringen, ændringerne i befolkningens sammensætning og udviklingen inden for transportmidler, nødvendiggør en højere grad af mobilitet blandt arbejdstagere;

K.

der henviser til, at der ikke er registreret negative virkninger i de medlemsstater, der ikke har anvendt overgangsforanstaltningerne om fri bevægelighed for arbejdstagere fra de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 og 2007, men at en række medlemsstater har besluttet fortsat at anvende restriktioner i deres arbejdsmarkeder for statsborgere fra Rumænien og Bulgarien;

L.

der henviser til, at der på trods af EU-retsakter og -programmer, der tager sigte på at fremme fri bevægelighed for arbejdstagere, er lagt hindringer i vejen for den fulde gennemførelse af denne grundlæggende frihedsrettighed (f. eks. sociale, sproglige, kulturelle, juridiske og administrative hindringer, mangelfulde politikker for tilbagevenden, der ikke opfylder behovene hos vandrende arbejdstagere, manglende anerkendelse af mobilitetserfaring, problemer vedrørende ansættelse af ægtefæller eller partnere, og en forsinket proces for anerkendelse af eksamensbeviser og faglige kvalifikationer);

M.

der henviser til, at faglig og geografisk mobilitet hos arbejdstagere i tider med økonomisk krise kan bidrage til at mindske arbejdsløsheden ved at matche udbuddet af arbejdskraft med efterspørgslen samt bidrage til jobskabelsen, til tilpasningen af økonomien, samfundet og befolkningssammensætningen til strukturelle ændringer samt til den økonomiske vækst og EU's konkurrenceevne; der påpeger, at de nuværende procedurer for anerkendelse af faglige kvalifikationer udgør en alvorlig hindring for arbejdskraftens mobilitet i EU;

N.

der henviser til, at disse hindringer og begrænsninger krænker en grundlæggende rettighed for arbejdstagere, gør genrejsningen af EU's økonomier mere vanskelig og kan føre til uheldige virkninger såsom mere illegalt arbejde, en udvidelse af den sorte økonomi og udnyttelse af arbejdstagere;

O.

der henviser til, at forskelsbehandling på grund af seksuel orientering er forbudt i henhold til artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder;

P.

der henviser til, at den nuværende økonomiske krise har haft negative indvirkninger på mobiliteten og har ramt midlertidigt ansatte og deltidsansatte, hvoraf kvinder udgør hovedparten af de berørte, hårdest;

Q.

der henviser til, at der er store kønsbestemte forskelle for så vidt angår arbejdstagernes mobilitet inden for EU (mænd angiver, at de flytter på grund af et nyt job eller en jobforflyttelse langt oftere end kvinder, henholdsvis 44 % mod 27 % (9)); der henviser til, at der er behov for bedre overvågning af mobilitetsfænomenet baseret på data opdelt efter køn;

1.

påpeger, at Kommissionens rapport (KOM(2008)0840) konstaterer medlemsstaternes vedvarende overtrædelser af gennemførelsen af direktiv 2004/38/EF, som påvirker udøvelsen af den frie bevægelighed for arbejdstagere, og at denne situation har givet anledning til talrige individuelle klager, andragender, og mere end 40 spørgsmål og forespørgsler fra Parlamentet, hvorfor Kommissionen har indledt fem overtrædelsesprocedurer for ukorrekt anvendelse af direktivet;

2.

bifalder Kommissionens meddelelse (KOM(2010)0373), som beskriver og forklarer den nuværende situation vedrørende fri bevægelighed for arbejdstagere, men beklager manglen på konkrete løsninger på problemerne med mobilitet;

3.

glæder sig over initiativer fra Kommissionens side, såsom "WO.M.EN Mobility Enhancement Mechanism", og opfordrer den til at udvide og øge rækkevidden af projekter, der sigter mod at forøge kvinders mobilitet på arbejdsmarkedet;

4.

opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme arbejdskraftens mobilitet ved at forelægge en langsigtet, samlet og tværfaglig mobilitetsstrategi for at forbyde alle eksisterende juridiske, administrative og praktiske hindringer for den frie bevægelighed for arbejdstagere; anmoder om en konsekvent, effektiv og gennemsigtig politik, der fokuserer på arbejdsmarkedets krav og de økonomiske tendenser;

5.

opfordrer Kommissionen til at styrke arbejdskraftens mobilitet ved at planlægge og fremme yderligere strategier med sigte på udbredelse af forenklet information om vandrende arbejdstageres rettigheder og de fordele, mobiliteten indebærer for den generelle udviklingsproces samt for økonomierne såvel i medlemsstaterne som i EU som helhed; finder, at oplysning af arbejdstagerne, deres familier og andre interesserede parter om deres rettigheder og muligheder og de værktøjer, der står til deres rådighed for så vidt angår fri bevægelighed, er en afgørende faktor for en effektiv gennemførelse af EU-lovgivningen;

6.

er af den opfattelse, at mobilitet kun kan fremmes effektivt gennem væsentlige forbedringer, hvad angår solidaritet og fælles ansvar fra medlemsstaternes side, og gennem fastlæggelse af en klar lovgivningsmæssig ramme for lovlig migration;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at fjerne hindringer for arbejdstagernes mobilitet ved at tilbyde personer (hvoraf flertallet er kvinder), der følger deres ægtefæller eller partnere til en anden medlemsstat, relevante tilbud, såsom kurser, for at lette deres integration i det nye sociale og kulturelle miljø, for eksempel sprogkurser og erhvervsuddannelser;

8.

påpeger samtidig, at mobilitet fortsat bør være frivillig; understreger, at der på EU-plan bør gøres en større indsats for at mildne de negative bivirkninger af øget mobilitet, herunder hjerne- og ungdomsflugt, samt de negative virkninger på familiesammenhold og børn, når en eller begge forældre arbejder i udlandet;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at oprette samarbejdsmekanismer, der tager sigte på at afværge de ødelæggende virkninger det kan have på familier, især på børn, at være adskilt fra deres forældre og at opholde sig langt væk fra dem;

10.

minder i betragtning af bestemmelserne i traktaterne og den eksisterende lovgivning om, at medlemsstaterne har et ansvar for at forenkle de administrative procedurer vedrørende udøvelsen af arbejdstagernes frie bevægelighed med henblik på en optimal gennemførelse af denne ret og på at undgå uberettigede, unødvendige eller besværlige administrative procedurer, der begrænser anvendelsen af denne ret;

11.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme strømliningen af den administrative praksis og administrativt samarbejde for at muliggøre synergier mellem nationale myndigheder;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe mere effektive kommunikationskanaler mellem vandrende arbejdstagere og de relevante offentlige tjenester, således at arbejdstagerne sikres fuld adgang til information om deres rettigheder og forpligtelser;

13.

understreger, at "arbejdstagernes rettigheder" kan gennemføres bedre, hvis og når en vandrende arbejdstager fra EU er ansat i en lovligt lønnet beskæftigelse i en værtsmedlemsstat;

14.

understreger, at kvindelige arbejdstagere, der flytter til udlandet på grund af arbejde, der involverer børne- eller ældrepleje, såsom stillinger som babysittere, au-pair-piger, barnepiger eller sygeplejersker, ofte er ansat af private familier eller familiemedlemmer, og dermed ender med at arbejde uden en kontrakt eller illegalt og derfor ikke råder over nogen rettigheder og fordele forbundet med social sikring, sundhedspleje osv.;

15.

er bekymret over den dårlige gennemførelse og anvendelse af eksisterende direktiver om fri bevægelighed for arbejdstagere, navnlig direktiv 2004/38/EF med hensyn til retten til indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgeres familiemedlemmer, og tunge administrative procedurer og yderligere opholdsdokumenter (arbejdstilladelser, dokumentation for tilfredsstillende bolig), som er uforenelige med direktiv 2004/38/EF;

16.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at udøve sine beføjelser i henhold til traktaterne gennem kontinuerlig og omfattende overvågning af gennemførelsen af direktiv 2004/38/EF, herunder om nødvendigt at udøve sin ret til at indlede overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater, der ikke overholder reglerne;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres overgangsbestemmelser om adgang til deres arbejdsmarkeder, der på lang sigt kan have negative følger for de grundlæggende værdier og rettigheder som fastlagt i EU-traktaterne, f.eks. fri bevægelighed, ikke-forskelsbehandling og solidaritet samt lige rettigheder; glæder sig derfor over nogle medlemsstaters nylige beslutning om fuldt ud at åbne deres arbejdsmarkeder for visse af de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, og beklager de nylige lovforslag i andre medlemsstater, der har til formål at undergrave rettighederne for arbejdstagere for de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 og 2007; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om en sådan politik er i strid med EU-lovgivningen;

18.

opfordrer Kommissionen til at styrke det nuværende retlige grundlag for anerkendelse af erhvervskvalifikationer, som er fastlagt i direktiv 2005/36/EF;

19.

opfordrer Kommissionen til at ændre Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (10) for at tage hensyn til Europa-Parlamentets forslag i denne beslutning;

20.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne anvender Bruxelles I-forordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område; understreger betydningen af Bruxelles I-forordningen med hensyn til sanktioner og bøder for udnyttelse af arbejdstagere;

21.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne gennemfører direktiv 2004/38/EF uden forskelsbehandling, herunder på grundlag af seksuel orientering; minder Kommissionen om tidligere opfordringer til at sikre fri bevægelighed for alle EU-borgere og deres familier, uanset deres seksuelle orientering;

22.

bemærker, at retten til fri bevægelighed for arbejdstagere ikke kan ses isoleret fra andre rettigheder og grundlæggende principper i EU, og at respekten for den europæiske sociale model og de rettigheder, der er sikret i den europæiske menneskerettighedskonvention, som afspejlet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, vil give mulighed for anstændige job, tilfredsstillende arbejdsvilkår, herunder beskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen, sociale sikringsrettigheder, ligebehandling, forening af familie- og arbejdsliv og den frie udveksling af tjenesteydelser; understreger, at retten til at stemme ved lokale, regionale og europæiske valg er et vigtigt element i disse rettigheder, og opfordrer til en bedre implementering heraf; bemærker, at retten til at stemme ved nationale valg i oprindelsesmedlemsstaten kan fortabes, og opfordrer til nærmere overvejelser om dette spørgsmål;

23.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en resultattavle over de hindringer, EU-arbejdstagere støder på, når de ønsker at udøve deres ret til fri bevægelighed, og de måder, hvorpå medlemsstaterne håndterer disse hindringer, med henblik på at vurdere, hvorvidt disse hindringer tackles grundigt og effektivt;

24.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig evaluering af den nuværende økonomiske situation i medlemsstaterne med hensyn til arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en bedre harmonisering af migrationspolitikkerne med arbejdsmarkedet med henblik på at afhjælpe problemer med arbejdskraftmangel og fremme den interne produktion;

25.

bifalder Kommissionens sammenkædning af arbejdstagernes mobilitet med Europa 2020-strategien, da det betragter dette som en afgørende forudsætning for styrkelsen af velfærden i hele EU via en sund og holdbar jobskabelse;

26.

understreger vigtigheden af ligebehandling af arbejdstagere kombinereret med en tilstrækkelig beskyttelse af deres rettigheder i overensstemmelse med den nationale lovgivning og de kollektive overenskomster i den pågældende medlemsstat; mener, at princippet om samme løn for samme arbejde det samme sted sammen med ligestilling bør gælde i hele EU for at forhindre løndumping og social dumping; understreger, at rettigheder kun vil være til gavn for alle, hvis de implementeres og håndhæves korrekt; opfordrer med henblik herpå Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den frie bevægelighed aldrig udnyttes med henblik på forskelsbehandling, løndumpning og social dumpning;

27.

mener, at der bør ske en tættere samordning af EU's og medlemsstaternes lovgivninger for at forhindre enhver slags hindringer for gennemførelse og anvendelse af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed;

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til under hensyntagen til nærhedsprincippet at sikre den korrekte gennemførelse af den eksisterende lovgivning om ikke-diskrimination, træffe praktiske foranstaltninger til at håndhæve princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere og bekæmpe fordomme, racisme og fremmedhad;

29.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke EU's politik til bekæmpelse af direkte og indirekte forskelsbehandling, udnyttelse af vandrende arbejdstagere i EU og misbrug af deres rettigheder på grund af deres utilstrækkelige kendskab til sprog og love, der gælder for deres ansættelse i værtsmedlemsstaten;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at bede de myndigheder, som fører tilsyn med arbejdsmarkedet, være mere opmærksomme på beskyttelsen af vandrende arbejdstageres rettigheder, navnlig ved at forbedre uddannelsen og oplysningen på det arbejdsretlige område;

31.

finder, at man forud for vedtagelsen af ændringer af medlemsstaternes lovgivning vedrørende social sikring samt sundheds- og skattesystemet bør foretage en vurdering af, hvilken indvirkning de vil have på arbejdstagernes frie bevægelighed; opfordrer derfor til indførelse af et krav om udførelse af en grænseoverskridende konsekvensanalyse, der kan give detaljerede oplysninger om hindringer for den frie bevægelighed;

32.

påpeger, at den øgede grænseoverskridende mobilitet også kræver også en aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter med henblik på at give de pågældende arbejdstagere, herunder især dem med midlertidigt arbejde i udlandet, passende og effektiv information samt støtte og beskyttelse med hensyn til deres sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder;

33.

mener, at med henblik på en effektiv gennemførelse af alle politikker, der er berørt af den frie bevægelighed for arbejdstagere, må indsatserne koordineres, navnlig på området for gennemførelsen af det indre marked, koordinering af de sociale sikringsordninger, supplerende pensionsrettigheder, beskyttelse af arbejdstagere, grænseoverskridende sundhedsydelser, uddannelse og erhvervsuddannelse, skattemæssige foranstaltninger, såsom dem, der har til formål at undgå dobbeltbeskatning, og anti-diskriminationspolitikker;

34.

understreger, at restriktioner for arbejdskraftens frie bevægelighed udgør en hindring for et velfungerende indre marked, og at den økonomiske krise viser behovet for at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed;

35.

gentager, at medlemsstaterne, når det gælder ansættelse, for at undgå inkonsekvens inden for EU’s indre marked skal give Unionens borgere præference og eventuelt give præference til tredjelandsstatsborgere, som ansøger om højt kvalificeret beskæftigelse som fastlagt i Rådets direktiv 2009/50/EF af 25. maj 2009 om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (11); understreger, at det er vigtigt at give afslag på ansøgninger om et blåt EU-kort inden for de arbejdsmarkedssektorer, hvortil der er begrænset adgang for arbejdstagere fra andre medlemsstater på grundlag af overgangsordninger;

36.

opfordrer til en bedre koordinering mellem de europæiske og de nationale institutioner med henblik på at yde bedre information og hjælp til borgerne og overvåge, hvordan retten til fri bevægelighed for arbejdstagere bliver omsat til praksis og brugt af enkeltpersoner, med henblik på at øge arbejdskraftens mobilitet;

37.

mener, at tilstrækkelige sociale sikringssystemer i høj grad letter den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet for arbejdstagere, og at den sociale integration af mobile arbejdstagere og social reintegration af tilbagevendte arbejdstagere skal indgå i politikken om arbejdskraftens mobilitet; understreger i den forbindelse, at anerkendelse af tidligere erhvervede rettigheder og en større forståelse for forskellene mellem de enkelte medlemsstaters systemer er en uomgængelig nødvendighed, som skal fremmes;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at tackle problemet med skinselvstændighed blandt vandrende arbejdstagere; understreger nødvendigheden af at give disse arbejdstagere adgang til rettigheder og beskyttelse;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe fremmedhad rettet mod alle EU-arbejdstagere ved at tilvejebringe midlerne til integration og information og fremme forståelsen, den kulturelle mangfoldighed og respekten i de medlemsstater, der er vært for vandrende EU-arbejdstagere;

40.

understreger, at en effektiv gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed kræver en koordineret indsats fra EU og de nationale myndigheder for at lette og forenkle de administrative procedurer vedrørende spørgsmål, der er indirekte knyttet til denne ret, såsom overførsel af indregistreringer og sikkerhed for adgang til lægejournaler, oprettelse af en omfattende database over nuværende sundhedsarbejderes kompetencer, undgåelse af dobbeltbeskatning og klare regler om refusion af lægeudgifter;

41.

understreger vigtigheden af, at vandrende arbejdstagere får mulighed for at tage deres erhvervede socialsikringsrettigheder med sig, således at de kan få effektiv gavn heraf;

42.

mener, at SMV'er kan fungere som en udløsende faktor for økonomisk genopretning og udvikling, idet de er den primære kilde til jobskabelse; gentager derfor behovet for en EU-forpligtelse til at støtte og udvikle SMV'erne (f.eks. gennem mikrofinansieringsfaciliteten Progress), navnlig gennem arbejdsmarkedspolitikker og faglige uddannelsesprogrammer;

43.

opfordrer grænseregionerne til at overveje at indgå aftaler om fremme af arbejdskraftens mobilitet hen over grænserne til gensidig gavn for disse regioner;

44.

opfordrer medlemsstaterne til at udrydde de eksisterende overgangshindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed for de medlemsstater, der tiltrådte i 2007; er af den opfattelse, at disse hindringer er udtryk for en dobbeltstandard, medfører uheldige virkninger og repræsenterer diskriminerende foranstaltninger over for europæiske borgere, der opfordrer til effektiv håndhævelse af præferenceklausulen i hele EU;

45.

mener, at arbejdsstyrkens mobilitet inden for Den Europæiske Union er af afgørende betydning for den økonomiske genopretning og opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger; opfordrer indtrængende de medlemsstater, som stadig pålægger rumænske og bulgarske statsborgere arbejdsmarkedsrestriktioner, til at fjerne dem inden udgangen af 2011 i overensstemmelse med den frist, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten;

46.

opfordrer til et tættere og mere effektivt samarbejde mellem de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med kontrol af ansættelseskontrakters overensstemmelse med national lovgivning og EU-lovgivning; påpeger, at gensidig bistand og udveksling af oplysninger skal garanteres mellem medlemsstaterne i tilfælde af overtrædelser; anmoder Kommissionen om at overvåge denne proces;

47.

opfordrer de offentlige myndigheder og alle berørte parter til at gøre deres yderste for at øge bevidstheden blandt arbejdstagerne om deres rettigheder og de forskellige instrumenter (arbejdsret, kollektive overenskomster, adfærdskodekser, bestemmelser om social sikring), som regulerer deres ansættelsesforhold samt deres arbejds- og levevilkår;

48.

beklager det faldende omfang af arbejdstilsyn i hele EU; understreger, at effektiv kontrol er en forudsætning for at kunne garantere lige behandling og lige konkurrencevilkår; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres tilsyn med arbejdspladser og sikre deres arbejdstilsyn tilstrækkelige ressourcer; opfordrer Kommissionen til at forbedre samarbejdet mellem og koordineringen af arbejdstilsyn;

49.

mener, at medlemsstaterne bør sikre, at børn af mobile arbejdstagere fra EU ikke risikerer at få problemer med hensyn til deres nationalitet eller statsborgerskab på grund af deres forældres valg af beskæftigelse, og at de særlige behov blandt børn af mobile arbejdstagere bør undersøges tilstrækkeligt for at sikre en effektiv politisk respons;

50.

understreger, at medlemsstaterne bør forbedre situationen for de børn, der efterlades af deres forældre, og hjælpe dem med at udvikle sig normalt og få en uddannelse og et passende socialt liv;

51.

udtrykker foruroligelse over det voksende omfang af tvangsarbejde i EU, som på visse områder har tætte forbindelser til organiseret kriminalitet; understreger nødvendigheden af at gøre tvangsarbejde til en hovedprioritet i Europols og Eurojusts aktiviteter; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forstærke deres indsats for at kontrollere, retsforfølge og straffe tvangsarbejde samt sørge for, at dette er omfattet af strafferetten; understreger behovet for foranstaltninger, der sikrer beskyttelsen af ofre for tvangsarbejde;

52.

opfordrer Kommissionen til at undersøge og offentliggøre både positive og negative afledte effekter af arbejdskraftens mobilitet for værts- og hjemlande og for EU, hvad samfundsøkonomien og den geografisk samhørighed angår, og fremhæve konsekvenser som f.eks.; økonomiske tab, øget sort arbejde og urimelige arbejdsvilkår som følge af en uklar juridisk situation på grund af overgangsforanstaltninger, manglende bevidsthed hos EU-borgerne om deres rettigheder og resultaterne af medlemsstaternes udskudte foranstaltninger med henblik på integration af EU-arbejdstagere fra 2004- og 2007-integrationsbølgerne; opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at undgå iværksættelsen af overgangsforanstaltninger, der begrænser den frie bevægelighed for arbejdstagere og har negativ indflydelse på konkurrenceevnen på EU's arbejdsmarkeder, både for enhver nuværende medlemsstat og kommende kandidatlande;

53.

opfordrer Kommissionen til at forfølge sine egne initiativer, der sigter på at fremme unge menneskers geografiske mobilitet, ved hjælp af undervisningsforløb omhandlende mobilitet og i den forbindelse at inddrage alle programmer, der vedrører dette emne;

54.

glæder sig over Kommissionens plan om at etablere en regelmæssig systematisk vurdering af langsigtet udbud og efterspørgsel på EU's arbejdsmarkeder frem til 2020, opdelt efter sektor, erhverv, kvalifikationsniveau og lande, og opfordrer kraftigt til koordinering af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikker mellem medlemsstaterne med henblik på at opfylde målene i EU's 2020-strategi om jobskabelse og undgå eventuelle fremtidige indirekte hindringer for udøvelsen af retten til fri bevægelighed, som f.eks. manglende anerkendelse af eksamensbeviser fra andre EU-lande; mener, at planen klart bør identificere, hvor der er mangel på arbejdskraft i EU på kort, mellemlang og lang sigt;

55.

opfordrer til, at der udarbejdes og gennemføres egnede foranstaltninger såvel til at bekæmpe den forskelsbehandling og de negative stereotyper, som stadigvæk eksisterer, og som især arbejdstagere fra Øst- og Sydeuropa konfronteres med, som til at fremme integration i modtagerlandet af de arbejdstagere, der gør brug af deres ret til fri bevægelighed;

56.

opfordrer myndigheder på alle niveauer til at sikre politisk støtte og øge bevidstheden om mulighederne og fordelene ved mobilitet, især hos dem, der er nye på arbejdsmarkedet, idet Kommissionens koordinerende rolle understreges;

57.

mener, at medlemsstaterne bør gøre det nemmere, og at de bør fastlægge generelle kriterier for at anerkende eksamensbeviser og kvalifikationer, da dette meget ofte er en kilde til vanskeligheder for dem, der søger arbejde i en anden medlemsstat end deres oprindelsesstat;

58.

tager stærkt afstand fra de medlemsstaters politikker, der aktivt tilskynder andre EU-borgere til at forlade den pågældende medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at efterprøve, om sådanne politikker er i strid med retten til fri bevægelighed;

59.

understreger og anerkender betydningen af offentlige arbejdsformidlinger, og især EURES-systemet og -netværket, for fremme af arbejdskraftens mobilitet inden for EU, navnligt i grænseoverskridende regioner, gennem oplysninger om ledige stillinger, rettigheder og pligter i forbindelse med migration, herunder immigration, og i forbindelse med grænsearbejde, såvel som oplysninger om uddannelses- og erhvervsuddannelsesmuligheder samt arbejds- og levevilkår; understreger den særlige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller for så vidt angår rådgivning af arbejdstagere i grænseoverskridende partnerskaber; understreger, at EURES fortsat bør anvendes til at fremme fair mobilitet, og opfordrer derfor Kommissionen til fortsat at afsætte økonomiske midler til at støtte det arbejde, som arbejdsmarkedets parter udfører i grænseregioner;

60.

opfordrer til at udvikle EURES’ institutionelle formåen og styrke dens one stop-struktur, der gør mobilitet lettere for arbejdstagere og deres familier;

61.

er bekymret over reduktionen af midlerne til EURES-rådgivere; opfordrer til, at EU forpligter sig til en langsigtet strategi, der tillader EURES og dets personale at udføre sine opgaver effektivt, og bemærker, at dette kun vil være muligt, når midlerne øges;

62.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at gøre samarbejdet mellem EURES og de dertil svarende nationale offentlige myndigheder mere produktivt og effektivt;

63.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at gøre borgerne opmærksom på EURES ved at stille relevant materiale og rådgivning om brugen af EURES til rådighed gennem offentlige jobcentre og derudover ved at organisere møder med henblik på at fremme mobilitet inden for rammerne af videregående uddannelser;

64.

mener, at oplysninger til EU's arbejdstagere om fordele, rettigheder og forpligtelser i forbindelse med arbejdskraftens mobilitet bør forbedres yderligere; opfordrer Kommissionen til at koordinere sin indsats med de nationale myndigheder og udvikle links mellem EURES og onlinenetværket SOLVIT til problemløsning med det sigte at øge kvaliteten af den service, der ydes til borgere, der gør brug af deres ret til mobilitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette flersprogede rådgivende organer for vandrende arbejdstagere i EU, navnlig hvor mange af disse arbejdstagere er ansat;

65.

understreger, at man i forbindelse med fremme af aktive beskæftigelsespolitikker bør prioritere oplysninger om uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer i hele EU højt;

66.

opfordrer indtrængende til at styrke gennemførelsen af Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet (12), der også omhandler de minimumsoplysninger, som arbejdstagere bør modtage fra deres arbejdsgiver om deres arbejdsforhold, herunder alle relevante bestemmelser vedrørende deres arbejdssituation i værtslandet;

67.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at fremme aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter med henblik på at sikre gennemførelse i praksis og styrkelse af vandrende arbejdstageres rettigheder;

68.

understreger behovet for samarbejde mellem arbejdstagere og arbejdsgivere i EURES-netværket;

69.

opfordrer til mere dialog og koordination mellem nationale og regionale myndigheder, da de normalt er den første kilde til information for mange borgere, fordi de er tæt på borgerne og har kendskab til deres behov, og opfordrer til i større grad at inddrage arbejdsmarkedets parter;

70.

opfordrer medlemsstaterne til en strengere overvågning af rekrutteringsvirksomheders aktiviteter for at sikre, at vandrende arbejdstageres rettigheder ikke krænkes og deres forventninger ikke skuffes, således at arbejdstagernes frie bevægelighed og sociale sikkerhed ikke påvirkes negativt;

71.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge situationen for bureauer og organisationer, der tilbyder job til arbejdstagere fra andre medlemsstater, og til at opspore potentielle illegale eller sorte job eller bureauer/organisationer, der udbyder fiktive job;

72.

understreger, at arbejdsgiverne i forbindelse med gennemførelse af den frie bevægelighed bør være forpligtede til at give udenlandske arbejdstagere oplysninger om arbejdstagernes rettigheder i det land, hvor arbejdsstedet er beliggende; mener desuden, at der bør etableres flersprogede rådgivende organer for vandrende arbejdstagere i medlemsstaterne;

73.

opfordrer Kommissionen til at indlede en oplysningskampagne om skattemæssige virkninger for arbejdstagere, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, med henblik på at skabe bedre forståelse for og gøre opmærksom på mulige løsninger på vigtige forhold, der kan have en tilskyndende eller afskrækkende virkning på arbejdstagerne med hensyn til mobilitet;

74.

mener, at man for at sikre og forbedre Europas konkurrenceevne skal give højeste prioritet til investeringer i formel og uformel uddannelse, erhvervsuddannelse, udveksling af erhvervserfaring og koordinerede aktioner for at fremme arbejdskraftens mobilitet;

75.

er af den opfattelse, at det er nødvendigt at styrke en aktiv arbejdsmarkedspolitik, navnlig på områderne erhvervsuddannelse og livslang læring, fordi den kan bidrage til øget mobilitet i arbejdsstyrken, lette forandringer ved strukturel arbejdsløshed og give arbejdstagerne mulighed for at tilpasse sig ændringer på arbejdsmarkedet;

76.

lykønsker Kommissionen med dens flagskibsinitiativ Youth on the Move og lanceringen af dagsordenen for nye kvalifikationer og nye job, og glæder sig især over pilotprojektet "Dit første EURES-job" og den foreslåede indsats for indførelse af et europæisk kvalifikationspas;

77.

glæder sig over, at unge bibringes de færdigheder, der er nødvendige for at arbejde og leve i andre lande; er af den opfattelse, at folk har ret til at leve og arbejde i et land efter eget valg;

78.

mener, at færdigheder og viden, der svarer til specifikke nationale, regionale eller lokale markedsbehov, vil fremme arbejdstagernes mobilitet, og anmoder Kommissionen om at udarbejde en køreplan for krav om kvalifikationer og en vurdering på mellemlang og lang sigt af fremtidige arbejdspladser, hvor der er match mellem udbud og efterspørgsel af færdigheder, såvel som prognoser på mellemlang og lang sigt for mangel på arbejdskraft inden for udvalgte erhverv, der kan opstå som følge af demografiske ændringer og befolkningens aldring;

79.

er af den opfattelse, at mobilitet i arbejdsstyrken er en tovejsproces: på den ene side fører mobilitet til erhvervelse af færdigheder og viden gennem alle mulige former for undervisning, således at den erhvervsaktive befolkning forberedes på konkurrencen i søgningen efter et job, og på den anden side kan mobile arbejdstagere opgradere deres færdigheder og viden ved hjælp af mobiliteten, idet de samler mere praktisk erfaring og viden i det nye job;

80.

mener, at mobilitet navnlig skal fremmes inden for erhvervsuddannelserne, da der stadigvæk er stor mangel på dette område; fremhæver vigtigheden af programmer som Leonardo, og opfordrer medlemsstaterne og virksomheder, der er involveret i erhvervsuddannelse, til at gøre mere brug af disse programmer og også til at gøre det nemmere at benytte sig af dem;

81.

håber også, at de nye kompetencer, som mobile arbejdstagere erhverver, når de bevæger sig rundt, vil blive værdsat, således at deres individuelle potentiale vil blive anerkendt, og deres muligheder for varig erhvervsmæssig integration forbedres;

82.

mener, at unge arbejdstagere ikke bør være det eneste fokus, og at der er behov for målrettede strategier, der fremmer og letter den frie bevægelighed for forskellige kategorier af arbejdstagere baseret på deres særlige karakteristika (alder, køn, kvalifikationer, tilhørsforhold til sårbare grupper og minoriteter) og behov, således at mobilitet bliver mulig for alle kategorier af arbejdstagere;

83.

opfordrer medlemsstaterne til at skræddersy deres strategier for livslang læring og erhvervsuddannelse i overensstemmelse med udviklingen på arbejdsmarkedet og give kvalifikationer, der kan overføres, og som har en bredere geografisk og vidensmæssig dækning, med henblik på at matche dem hensigtsmæssigt med udbuddet af arbejdspladser;

84.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om at opnå højere sammenlignelighed af skolers og universiteters undervisningsplaner og undervisningssystemer inden for EU gennem forenklet gensidig anerkendelse af eksamensbeviser med henblik på også at fremme gensidig anerkendelse af uddannelsesmæssige kvalifikationer, hvilket er uomgængeligt; understreger imidlertid, at dette ikke er det samme som anerkendelse af kvalifikationer til de lovregulerede erhverv, selv om Parlamentet gerne ser en mere liberaliseret adgang i almindelighed til disse erhverv; glæder sig i denne sammenhæng over, at der indgås stadig flere aftaler om grænseoverskridende samarbejde mellem højskoler og universiteter, og opfordrer medlemsstaterne til at støtte denne udvikling;

85.

opfordrer medlemsstaterne til at øge SMV’ernes deltagelse i livslang læring ved at skabe incitamenter dertil for deres arbejdstagere og arbejdsgivere, med særlig vægt på undervisning i sprog og ny teknologi, også svarende til arbejdsmarkedets krav, idet størstedelen af Europas arbejdsstyrke er ansat i SMV’er; mener ved hjælp at disse foranstaltninger ikke blot at skabe et mere konkurrencedygtigt Europa, men også at styrke mobiliteten og således afhjælpe det problem, at man i en række medlemsstater ikke kan få ledige stillinger besat;

86.

er af den opfattelse, at der skal findes en bedre synergi mellem programmer med sigte på at fremme den frie bevægelighed for studerende, personer under erhvervsuddannelse og praktikanter, og programmer, som specifikt sigter mod at fremme den frie bevægelighed for arbejdstagere;

87.

opfordrer medlemsstaterne til med hjælp fra Kommissionen og arbejdsmarkedets parter at skabe strukturer til støtte af sprogindlæring og til undervisning i værtsmedlemsstatens kulturelle traditioner for vandrende arbejdstageres familier, navnlig fordi disse faktorer fortsat udgør en hindring for europæiske borgeres mobilitet;

88.

mener, at utilstrækkeligt kendskab til sprog (især hvad voksne angår) fortsat udgør en vigtig hindring for arbejdskraftens mobilitet og kan føre til øget sort arbejde; opfordrer medlemsstaterne til aktivt at fremme fremmedsprogsundervisningen og udvide den i alle typer skoler, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på dette område;

89.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/46

—

der henviser til EU-traktatens artikel 3,

—

der henviser til artikel 9, 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Mod et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser - der bygger på resultaterne af den gensidige evalueringsproces i tjenesteydelsesdirektivet" (KOM(2011)0020) og til det medfølgende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om den gensidige evalueringsproces i tjenesteydelsesdirektivet (SEK(2011)0102),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid" (KOM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "På vej mod en akt for det indre marked" (KOM(2010)0608),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. marts 2011 om et bedre fungerende indre marked for tjenesteydelser - den gensidige evalueringsproces i tjenesteydelsesdirektivet,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (2),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om styring og partnerskab i det indre marked (3),

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2011 om gennemførelse af servicedirektiv 2006/123/EF (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0324/2011),

A.

der henviser til, at tjenesteydelser stadig kun udgør ca. en femtedel af den samlede EU-handel, men mere end to tredjedele af EU's BNP og beskæftigelse;

B.

der henviser til, at aktiviteter, der er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, tegner sig for 40 % af EU's BNP og beskæftigelse og til, at disse aktiviteter også rummer det mest uudnyttede potentiale til økonomisk vækst og jobskabelse i EU, da der på det indre marked stadig er mange hindringer for handelen med tjenesteydelser;

C.

der henviser til, at tjenesteydelserne fremmer medlemsstaternes økonomier ved at skabe beskæftigelse, vækst og innovation og til, at et velfungerende og integreret indre marked for tjenesteydelser derfor er så meget desto mere nødvendigt i lyset af den nuværende økonomiske og finansielle krise og som en betingelse for genopretning;

D.

der henviser til, at tjenesteydelsesdirektivet er en løftestang for væksten i EU, og at en fuldstændig og korrekt gennemførelse heraf indgår i EU 2020-strategien og akten for det indre marked;

E.

der henviser til, at selv om rettidig og korrekt gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet har været en udfordring for medlemsstaternes administrationer, er den nødvendig og udgør desuden et stærkt grundlag for udviklingen af det administrative samarbejde medlemsstaterne imellem,

F.

der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med gennemgangsprocessen har fået underretning om tæt på 34 000 krav,

1.

bifalder Kommissionens meddelelse om den gensidige evalueringsproces for tjenesteydelsesdirektivet og anerkender det omfattende arbejde, som Kommissionen og navnlig medlemsstaternes nationale administrationer, inklusive de lokale og regionale forvaltninger, har udført;

2.

understreger, at et velfungerende indre marked for tjenesteydelser er en forudsætning for at skabe vækst, anstændig beskæftigelse og innovation i Europa og for at bevare Europas konkurrenceevne på verdensplan;

3.

konstaterer, at det generelle potentiale af det fælles marked for tjenesteydelser ikke er blevet udnyttet fuldt ud, da kun en lille del af SMV’erne yder grænseoverskridende tjenesteydelser på grund af markedsbegrænsninger i medlemsstaterne;

4.

mener, at førsteprioriteten for skabelsen af et indre marked for tjenesteydelser er, at tjenesteydelsesdirektivet gennemføres fuldstændigt og komplet i alle medlemsstater, og at der etableres fuldt operative kvikskranker;

5.

opfordrer derfor til overvejelser om, at kvikskrankerne stiller deres information til rådighed på engelsk såvel som på det lokale sprog til gavn for udbydere og modtagere af tjenesteydelser fra andre medlemsstater, og om at disse skal kunne anvende en elektronisk underskrift;

6.

understreger, at den gensidige evalueringsproces har gjort en vurdering af det indre marked for tjenesteydelser mulig efter gennemførelsen af direktivet, navnlig i relation til kravene i artikel 9, 15 og 16;

7.

bemærker den vage formulering af tjenesteydelsesdirektivets artikel 39, hvad angår de præcise mål for den gensidige evalueringsproces; bemærker, at der var forskellige opfattelser og forventninger blandt interessehaverne, hvad angik direktivets formål og resultater;

8.

påpeger, at den gensidige evaluering blev organiseret efter udløbet af tidsfristen for gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivets bestemmelser; understreger, at gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet ikke skal forveksles med den gensidige evalueringsproces;

9.

beklager forsinkelserne i gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet i visse medlemsstater, og mener, at disse har indvirket på den gensidige evalueringsproces;

10.

er af den opfattelse, at selv om tidspunktet for den gensidige evalueringsproces har været en udfordring, har den bidraget til at opretholde fremdriften i gennemførelsen af direktivet;

11.

mener, at den gensidige evalueringsproces har vist sig at være en hensigtsmæssig fremgangsmåde for Kommissionen og medlemsstaterne til at opnå en bedre forståelse af de resterende hindringer og af situationen i hver enkelt medlemsstat; bemærker, at processen har gjort det muligt for medlemsstaterne at få feedback på deres politiske valg og har gjort det lettere at fremme bedste praksis og øget gennemsigtighed i gennemførelsesresultaterne;

12.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indlede en dialog om, hvilke hindringer der henholdsvis skal tillades og forbydes;

13.

mener, at den gensidige evalueringsproces har været central for tydeliggørelsen af visse uklare forhold i forbindelse med levering af tjenesteydelser både på nationalt og på grænseoverskridende plan, såsom gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer og forsikringsforpligtelser pålagt grænseoverskridende leverandører af tjenesteydelser; understreger, at den i sidste instans har bidraget til at evaluere, om de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i hver enkelt medlemsstat, er i overensstemmelse med ånden i tjenesteydelsesdirektivet;

14.

understreger "klyngediskussioner" som det centrale element i den gensidige evaluering; bifalder samarbejdsånden og den gensidige tillid, som var fremherskende under diskussionerne;

15.

er af den opfattelse, at den gensidige evaluering har bidraget til udviklingen af en "europæisk ånd" blandt de medlemsstaternes administrationer og har sat dem i stand til at få et bedre kendskab til hverandre; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den viden og erfaring, der opnås gennem den gensidige evaluering, fastholdes og bruges til at forbedre det indre marked for tjenesteydelser;

16.

bemærker, at inddragelsen af interessehavere i den gensidige evalueringsproces var begrænset; erkender, at en vis grad af fortrolighed var en vigtig betingelse for at skabe gensidig tillid mellem medlemsstaterne; beklager dog, at den regelmæssige feedback på processen ikke er blevet videregivet til interessehaverne;

17.

er bevidst om de administrative omkostninger, der er forbundet med den gensidige evaluering, navnlig i medlemsstater, hvor den regionale administration var involveret i processen;

18.

mener, at den gensidige evalueringsproces i tjenesteydelsesdirektivet er et vigtigt instrument til at indkredse yderligere initiativer med det sigte at gøre det indre marked for tjenesteydelser mere velfungerende; bifalder, at Kommissionen foreslår en række foranstaltninger, der skal udnytte det momentum, der er opnået i gennemførelsesfasen og under den gensidige evaluering;

19.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at holde Europa-Parlamentet informeret om fremskridtene og resultaterne af den dialog, der føres med medlemsstaterne om gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet; anmoder Kommissionen om at træffe yderligere håndhævende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt;

20.

ser frem til den annoncerede økonomiske vurdering af gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet og dets indvirkning på den måde, hvorpå tjenesteydelsesmarkedet fungerer; håber, at denne evaluering vil gøre det muligt at måle direktivets reelle virkning på den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen; opfordrer Kommissionen til at sikre maksimal gennemskuelighed i gennemførelsen af denne evaluering og opfordrer den til at forelægge resultaterne heraf for Parlamentet, så snart de foreligger;

21.

bifalder initiativet til et ydelsestjek af det indre marked og håber på en væsentlig forbedring af den praktiske forståelse af, hvordan forskellige dele af EU's lovgivning konkret anvendes og interagerer; mener, at ydelsestjekket skal udføres ved, at det indre markeds brugeres perspektiv tages i betragtning;

22.

opfordrer Kommissionen til at inddrage Europa-Parlamentet på tæt hold i ydelsestjek-initiativet;

23.

opfordrer til bearbejdelse af de resterende reguleringsmæssige barrierer som f.eks. bestemmelserne om monopol, forsikringsforpligtelser, retlig form og kapitalejerskabskrav; opfordrer Kommissionen til at koncentrere sin indsats om uberettigede eller uforholdsmæssige krav, der bør ophæves for at sikre, at det indre marked kan fungere gnidningsløst;

24.

beklager dybt, at der ikke tidligere er skredet ind på de områder, hvor det længe har været kendt, at der var problemer;

25.

beklager, at Kommissionen ikke har udformet kriterier for valg af specifikke typer af krav i forbindelse med målrettede tiltag; opfordrer Kommissionen til at redegøre for, hvorfor de øvrige krav i tjenesteydelsesdirektivets artikel 15, som f.eks. et minimumsantal af ansatte og minimums- og/eller maksimumstakster, er blevet betragtet som mindre vigtige end dem, der er fremhævet i meddelelsen;

26.

opfordrer Kommissionen til at indsamle og forelægge data, der kvantificerer virkningerne af de forskellige tilbageværende krav, som, hvis de ophæves, vil medføre et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser; opfordrer Kommissionen til i sine foranstaltninger at fokusere på fjernelse af de krav, der vil tilføre betingelserne for et velfungerende indre marked for tjenesteydelser den størst mulige grad af merværdi, i overensstemmelse med artikel 1 i tjenesteydelsesdirektivet; anmoder desuden Kommissionen om i sine foranstaltninger at fokusere på sektorer og erhverv med et stort vækstpotentiale for grænseoverskridende levering af tjenesteydelser;

27.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte og intensivere arbejdet med medlemsstaterne på en individuel basis med henblik på at opnå en fuldstændig og korrekt gennemførelse og implementering af direktivet om tjenesteydelser i alle medlemsstater;

28.

mener, at der stadig findes mange nationale hindringer, som navnlig hæmmer væksten inden for erhvervsmæssige tjenesteydelser mellem virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at nye og eksisterende krav er ikke-diskriminerende, nødvendige og forholdsmæssigt afpassede; opfordrer Kommissionen til mere aktivt at inddrage medlemsstaterne med henblik på nøje at overvåge og sikre behørig underretning om de relevante nationale lovgivningsforanstaltninger vedrørende gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivets artikel 15;

29.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde mere snævert med henblik på at sikre en korrekt anvendelse i medlemsstaterne af klausulen om den frie udveksling af tjenesteydelser i tjenesteydelsesdirektivets artikel 16; opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende evaluering af den aktuelle situation, for så vidt angår levering af grænseoverskridende tjenesteydelser i EU, inklusive af årsagerne til den begrænsede vækst i denne sektor og en detaljeret oversigt over effektiviteten af medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne i tjenesteydelsesdirektivets artikel 16;

30.

understreger nødvendigheden af at sikre sammenhæng i gennemførelsen af de forskellige dele af lovgivningen, der har central betydning for tjenesteydelsesaktiviteterne;

31.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre fuldstændig og korrekt gennemførelse af de bestemmelser i tjenesteydelsesdirektivet, der ikke indgik i den gensidige evalueringsproces, såsom kvikskrankerne, og opfordrer Kommissionen til at sikre streng håndhævelse af de relevante bestemmelser;

32.

opfordrer Kommissionen til at være særdeles opmærksom på de regelmæssige kontroller og evalueringer af det arbejde, der udføres af kvikskrankerne i medlemsstaterne, idet disse spiller en central rolle med hensyn til at stille nødvendig information til rådighed for tjenesteudbydere på en opdateret og brugervenlig måde;

33.

konstaterer, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer som f.eks. SOLVIT spiller en vigtig rolle i at sikre, at tjenesteudbydere og navnlig SMV’er i fuldt omfang kan drage fordel af deres rettigheder i det indre marked; glæder sig over, at Kommissionen har meddelt, at den vil vurdere effektiviteten af disse redskaber og aflægge beretning om behovet for yderligere specifikke initiativer;

34.

tilslutter sig Kommissionens holdning om, at tjenesteudbydere såvel som modtagere af tjenesteudbydere bør hjælpes med henblik på at håndhæve deres rettigheder, og anbefaler, at der gøres brug af eksisterende instrumenter som SOLVIT;

35.

gentager sin støtte til brug af den gensidige evalueringsproces på andre politikområder, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt; mener, at den gensidige evaluering har vist sig innovativ og gavnlig og bør betragtes som et instrument til at gøre det indre marked mere velfungerende;

36.

foreslår derfor, at der overvejes en "mild" gensidig evaluering og, hvor det er hensigtsmæssigt, at denne indføres til gensidig evaluering af politiske områder omfattet af direktiver med en horisontal karakter, og hvor medlemsstaterne har bevaret et stort spillerum, for dermed at sikre mere homogen lovgivning, bedre forbindelser og gensidig forståelse mellem medlemsstaterne og for at undgå overregulering (såkaldt "gold plating");

37.

anbefaler, at gensidig evaluering bør anvendes som et "fleksibelt instrument" fra sag til sag; mener, at instrumentet målrettet bør foreslås til udvalgte direktiver af "horisontal" karakter, som omfatter adskillige gennemførelsesforanstaltninger og sætter vide rammer for medlemsstaternes egne skøn; foreslår desuden en målrettet brug af gensidig evaluering, hvor kun de centrale bestemmelser i et direktiv er genstand for proceduren;

38.

opfordrer imidlertid Kommissionen til klart at definere målene for og formålet med den gensidige evaluering, inden den foreslår gensidig evaluering af andre direktiver, således at det sikres, at processen ikke pålægger de evaluerende myndigheder unødige byrder;

39.

mener, at "klyngediskussioner" fortsat bør være det centrale element i den gensidige evalueringsproces; finder, at et udsøgt, men begrænset antal eksperter i klyngediskussionerne giver mulighed for effektivitet og resultater; er af den opfattelse, at gensidig evaluering bør udvikles yderligere som en procedure til udveksling af bedste praksis og politiske udviklingserfaringer mellem medlemsstaterne, og at Kommissionens rolle kan tydeliggøres som vejledende og styrende under processen, navnlig under disse klyngediskussioner; mener, at klyngernes sammensætning altid bør afspejle medlemsstaternes forventninger og de mulige konsekvenser for det indre marked;

40.

anmoder Kommissionen om at øge gennemsigtigheden ved at informere Europa-Parlamentet om indholdet af og de gjorte fremskridt inden for drøftelserne mellem medlemsstaterne og ved at forelægge regelmæssige rapporter i alle stadier af den gensidige evaluering med henblik på at holde alle aktører informeret; opfordrer Kommissionen til at gøre hovedkonklusionerne af klynge- og plenarmøderne offentligt tilgængelige;

41.

gør opmærksom på, at sammenligningstabellerne og den gensidige evaluering har forskellige formål og derfor bør betragtes som forskellige og ikke enstydige politikinstrumenter, og at sammenligningstabellerne således er uundværlige for gennemførelsen i national ret af EU-lovgivningen;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/51

—

der henviser til konklusionerne og aftalerne fra G20-topmøderne i London, Pittsburgh, Toronto og Seoul,

—

der henviser til Palais-Royal-initiativets rapport, der blev offentliggjort den 8. februar 2011, om reform af det monetære system via en samarbejdstilgang for det 21. århundrede,

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet (1),

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om EU som global aktør: dens rolle i multilaterale organisationer (2),

—

der henviser til det løbende relevante arbejde inden for den transatlantiske dialog mellem lovgivere og den transatlantiske dialog inden for erhvervslivet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0323/2011),

A.

der henviser til, at verdensøkonomiens udvikling i de sidste årtier overordnet set har ført til øget, men ulige fordelt vækst og velstand, og har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom; samtidig er antallet af mennesker, der endnu lever i fattigdom og nød, fortsat uacceptabelt højt; der henviser til, at de sociale og økonomiske uligheder mellem og inden for verdens lande skal udjævnes; der henviser til, at EU’s bekæmpelse af fattigdom skal være en af hovedprioriteterne for EU 2020-strategien;

B.

der henviser til, at USA og EU på nuværende tidspunkt stadig bearbejder de værste følger af den mest alvorlige internationale økonomiske lavkonjunktur siden verdenskrisen (1929-33);

C.

der henviser til, at udviklingen af verdensøkonomien i de seneste årtier har lidt under uholdbare ubalancer;

D.

der henviser til, at en effektiv global økonomisk styring vil gøre det muligt at minimere de negative følger og rette op på de alvorlige følger af globaliseringen som f.eks. stigende ulighed og ødelæggelse af miljøet;

E.

der henviser til, at fremkomsten af nye store aktører i verdensøkonomien, både hvad angår verdenshandel og økonomisk vækst - her tænkes i første række på Kina og Indien - har haft en gennemgribende effekt og har på fundamental vis omformet det økonomiske landskab, således at handelsreformer og konvertible vekselkurser er påkrævet;

F.

der henviser til, at de nuværende ubalancer fortsat hovedsageligt skyldes manglende konkurrenceevne og privat og offentlig opsparing i underskudslandene og store opsparinger kombineret med manglende efterspørgsel i overskudslandene, der i dag er endnu større af omfang, og henviser til, at disse ubalancer i lyset af den store grad af globalisering og omfanget af kapitalstrømme giver anledning til nye krav til den overordnede styring og til udfordringer for strukturerne i de eksisterende institutionelle ordninger;

G.

der henviser til, at hovedelementet i genskabelsen af balancen i verdensøkonomien bredt set er tvedelt: forbedret konkurrenceevne og vidtrækkende reformer, der kan fostre vækst i underskudslandene og åbning af markederne og en fornuftig pengepolitik i overskudslandene;

H.

der henviser til, at det første årti, hvori ØMU'en har fungeret, har vist, at ansvarlig budgetpolitik er en af forudsætningerne for at minimere følgerne af globale finansielle og økonomiske slag;

I.

der henviser til, at der findes en lang række internationale organisationer, der har til formål at forvalte verdensøkonomien, som f.eks. IMF, Verdensbanken, WTO, UNCTAD og IFC sammen med de mellemstatslige fora G7 og G20, og heraf er IMF og G20 de mest effektive fora, om end de begge stadig skal forbedres;

J.

der henviser til, at globale markeder kræver globale regler;

K.

der henviser til, at de rådende monetære ordninger har ført til en betydelig akkumulering af udenlandske valutareserver, navnlig i amerikanske dollar, i nogle overskudlande, hvilket derpå har øget udbuddet af kapital i underskudslande og udløst et nedadrettet pres på rentesatserne, hvilket ansporede til den prisboble på aktiver, som spillede en central rolle i den seneste finansielle krise;

L.

der henviser til, at den globale økonomiske krise, der startede i den finansielle sektor, nu har ført til høje gældsbyrder i nogle af de førende økonomiske aktører i verden, herunder USA, Japan og EU;

M.

der henviser til, at G20 i sin sluterklæring fra Pittsburgh er blevet enige om en ramme for kraftig, bæredygtig og afbalanceret vækst, og at der er et presserende behov for en multilateral tilgang som en reaktion på krisen;

N.

der henviser til, at der på verdensplan hersker en erkendelse af, at visse sektorer inden for finansverdenen spillede en rolle, hvormed de bidrog til den verdensomspændende finansielle krise, afslørede svagheder i den finansielle regulering, forværrede statsgældskrisen og skærpede den alment udbredte forståelse af, at finanssektorens ansvar og gennemsigtighed skal forbedres, bl.a. ved at den betaler en rimelig del af de omkostninger, som krisen har forårsaget;

O.

der henviser til, at den meget omtalte ubalance på betalingsbalancens løbende poster er en følge af underliggende strukturelle ubalancer i de nationale økonomier;

P.

der henviser til, at manglen på en koordineret og effektiv regulering af det globale finansielle system førte til svagheder i den finansielle sektor, som derefter forværrede sårbarhederne i verdensøkonomien;

Q.

der henviser til, at G20’s øgede rolle og fremtrædende plads som et forum for uformelle politiske drøftelser på højeste verdensplan er en ønskelig udvikling; der henviser til, at G20 som institution savner et retligt grundlag og et permanent sekretariat, og har en svag ledelsesstruktur, navnlig sammenlignet med andre internationale institutioner som IMF og WTO;

R.

der henviser til, at det nuværende internationale monetære system har gjort det muligt for adskillige lande at anvende konkurrencemæssige devalueringsstrategier, som sammen med de øgede spekulative transaktioner, der blev foretaget af kapitalstærke markedsaktører på valutamarkederne, i betydelig grad har bidraget til uforholdsmæssig stor ustabilitet i valutakurserne og skabt betydelige risici for valutamarkederne såvel som for den internationale handel;

S.

der henviser til, at EU ikke betragtes som en stærk aktør i omstruktureringen af det internationale monetære og finansielle system, dels fordi Unionen ikke taler med én stemme og dels som følge af opsplitningen af dens eksterne repræsentation inden for internationale økonomiske spørgsmål;

T.

der henviser til, at det er af afgørende betydning at sikre, at de økonomiske og finansielle systemer ikke skader realøkonomien;

U.

der henviser til, at IMF i overensstemmelse med anbefalingerne fra G20 har fået tildelt øgede beføjelser til at føre tilsyn og overvåge det globale finansielle system, dens finansielle ressourcer er blevet forøget, og der er igangsat en gennemgribende reform af dens forvaltningsstruktur;

V.

der henviser til, at de finansielle markeder i løbet af de sidste årtier har udviklet sig til at fungere globalt via it-intensive processer og net, og at standardiseringen af data er haltet bagefter, hvilket har hindret dataindsamling, -analyse og -operationer på markedsplan - og ofte endda på firmaplan -, hvilket har indskrænket gennemsigtigheden af de finansielle transaktioner;

1.

fremhæver, at globale ubalancer udgør en mulig trussel mod den finansielle og makroøkonomiske stabilitet, især voldsomme ubalancer, inden for de førende økonomier, og kan have følgevirkninger for andre økonomier; bemærker på denne baggrund, at ubalancer, som skyldes strukturelle, uoverensstemmende forhold og en mangel på konkurrencevene i den hjemlige økonomi, bør imødegås af både overskuds- og underskudslande, da disse ligeledes kan være kilde til grundlæggende problemer;

2.

understreger, at den finansielle og økonomiske krise har vist, at tilstrømningen af kapital som følge af globale ubalancer bør ledsages en forsvarlig pengepolitik og en robust finansiel regulering og styring;

3.

erkender behovet for, at de politiske beslutningstagere over hele verden fortsat arbejder på løsninger til at reformere den globale økonomiske styring for at bidrage til at genoprette ligevægten i verdensøkonomien og undgå en ny lavkonjunktur; understreger, at reformen af den globale styring bør sikre, at markederne er forankret i en omfattende institutionel ramme, for at de kan fungere hensigtsmæssigt; finder endvidere, at en af de fremmeste mål for den globale økonomiske styring bør være skabelsen af et klima, der tilgodeser langsigtede investeringer;

4.

understreger vigtigheden af at føre en ansvarlig pengepolitik; opfordrer indtrængende centralbankerne i de større økonomier til at tage eventuelle negative eksterne virkninger som f.eks. aktivbobler, dynamikken ved carry-trade og finansiel destabilisering i andre lande i betragtning i forbindelse med gennemførelsen af konventionelle eller ikke-konventionelle foranstaltninger;

5.

er klar over, at tilliden til den underliggende økonomis styrke og dens finansielle markeders dybde, gennemsigtighed og grad af sofistikeret opbygning i sidste ende er de mest afgørende faktorer for, hvilke valutaer tredjelandes centralbanker bruger som reserver; understreger i denne forbindelse, at enhver valuta, der ønsker at blive en del af IMF’s valutakurv med særlige trækningsrettigheder skal være genstand for fuld konvertering, og erkender, at sammensætningen af IMF's nævnte valutakurv bør afspejle den relative betydning af de valutaer, der indgår i verdens handels- og finanssystemer;

6.

fastslår, at valutakurserne bør afspejle de underliggende grundlæggende markedsforhold med henblik på at øge åbenheden og fleksibiliteten og lette den økonomiske tilpasning og derfor ikke bør forvaltes eller manipuleres af nationale pengepolitiske myndigheder;

7.

opfordrer medlemmerne af IMF til at overholde både IMF’s vedtægter, navnlig forpligtelsen til ikke at manipulere med vekselkursen, og de relevante bestemmelser i GATT- og WTO-aftalerne;

8.

opfordrer indtrængende til, at der atter gøres overvejelser om anvendelsen af særlige trækningsrettigheder (SDR) som en mulig erstatning for dollaren som verdens reservevaluta, hvilket vil kunne bidrage til at stabilisere det globale finansielle system; anmoder IMF om at undersøge mulighederne for yderligere tildeling såvel som en bredere anvendelse af SDR navnlig til udbygning af et nyt multilateralt valutakurssystem;

9.

støtter G20-staternes indsats for og løfte om at gennemføre passende vækstorienterede planer for konsolidering af de offentlige finanser på mellemlang sigt og samtidig støtte den indenlandske efterspørgsel på et niveau, som fastsættes ud fra hvert lands forhold, føre en hensigtsmæssig pengepolitik, øge valutakursernes fleksibilitet, således at de afspejler de underliggende grundlæggende økonomiske forhold bedre, og gennemføre strukturreformer med sigte på at fremme jobskabelse og bidrage til at genskabe en global balance;

10.

bemærker dog herudover, at udsigterne til, at der i G20-regi rettes op på de globale ubalancer, foreløbig forekommer begrænsede;

11.

opfordrer indtrængende Verdenshandelsorganisationen (WTO) til at spille en aktiv rolle i indkredsningen og håndteringen af mulige handelsforvridninger inden for finansielle tjenesteydelser, som skyldes uensartede reguleringsordninger;

12.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende mekanisme baseret på og tæt forbundet med WTO's regler, der kan forhindre brugen af handel som et udenrigspolitisk redskab på en måde, som er i modstrid med de internationalt anerkendte demokratiske værdier, som de afspejles i FN-pagten;

13.

opfordrer Kommissionen til på det næste møde mellem EU og USA i Det Transatlantiske Økonomiske Råd at rejse spørgsmålet om gensidigt samarbejde om overvågning af råvarederivater i overensstemmelse med den eksisterende regulering af gennemsigtighed og markedsmisbrug;

14.

opfordrer EU til at gennemføre erklæringerne fra G8-/G20-topmøderne, navnlig med henblik på tilskuddene til fossile brændstoffer og landbrug, samt tage hensyn til OECD's retningslinjer på dette område og prisustabiliteten på fødevare- og råvaremarkederne;

15.

opfordrer Kommissionen til at tage sin handelsstrategi op til overvejelse vedrørende en styrkelse af syd-syd-handelen og den intraregionale handel i andre dele af verden med henblik på at formindske mange små økonomiers sårbarhed og bidrage til udviklingen af styrkede økonomiske partnere i fremtiden;

16.

støtter udarbejdelse af en tidsplan for en handlingsplan til gennemførelse af G20’s rammer for en kraftig, bæredygtig og afbalanceret vækst;

17.

glæder sig over alle initiativer til yderligere diskussion og samarbejde om fælles, globale udfordringer, men bemærker, at mange af de eksisterende fora, såsom G20, kun er til uformelle drøftelser, ikke har et retligt grundlag eller en international organisations sædvanlige elementer, hverken i deres beslutningsprocedurer eller i gennemførelsen og tilsynet med deres beslutninger, og de derfor vil forblive svage som styrende institutioner;

18.

bemærker, at den konsensusmetode til beslutningstagning, som kendetegner mange af de globale samarbejdsorganer, ikke er fremmende for de modige beslutninger, der skal træffes, men ofte fører til vage, ikke-bindende aftaler; opfordrer indtrængende det globale forum til at efterligne EU's skridt væk fra beslutningstagning udelukkende baseret på enstemmighed;

19.

er af den opfattelse, at tilsagn afgivet af G20-landene skal være mere konkrete, og at fremskridtene skal overvåges af et uafhængigt, mere formelt og bredere organ med vedtægter og et sekretariat, f.eks. IMF;

20.

glæder sig over de skridt, som blev vedtaget på topmødet af G20-finansministrene i Paris den 19. februar 2011, om at måle de eksisterende ubalancer ved hjælp af et sæt indikatorer; understreger, at disse indikatorer bør dække såvel interne ubalancer, f.eks. offentlig gæld, offentlige underskud, privat opsparing og privat gæld, som eksterne ubalancer opstået som følge af handels- og investeringsmæssige strømme og overførsler;

21.

opfordrer G20 til regelmæssigt at underkaste sig en gensidig evalueringsproces, der bygger på G20-rammer og de ovennævnte indikatorer med henblik på at fremlægge valgmuligheder for politiske strategier til opnåelse af solid, bæredygtig og afbalanceret vækst;

22.

understreger, at de finansielle aktører er aktive på globalt plan, og mener fra nu af, at koordinationsmanglerne i den finansielle regulering skal udbedres for at undgå, at de bliver muligt for visse finansielle aktører at drage fordel af tilsynsarbitrage;

23.

betoner, at EU skal spille en førende rolle i den globale politiske reform for at gøre de internationale institutioner mere legitime, gennemsigtige og ansvarlige, og at Unionen i øget omfang skal fungere som partner i internationale økonomiske sammenhænge;

24.

opfordrer til, at Unionen får plads i IMF og Verdensbanken; opfordrer til et mere demokratisk IMF, herunder med et åbent og meritbaseret valg af administrerende direktør, og en betydelig forøgelse af stemmerettighederne til udviklings- og overgangslande;

25.

fastholder, at den globale økonomiske styring skal være tilstrækkelig reaktionsdygtig, fleksibel og pragmatisk til at gøre det muligt at fastslå, hvilke ordninger er de mest hensigtsmæssige afhængig af forholdene og i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

26.

understreger, at EU skal spille en førende rolle i den globale økonomiske reform for at gøre de internationale institutioner og uformelle fora mere legitime, gennemsigtige og ansvarlige;

27.

bemærker, at disse institutioner og fora, navnlig G20, mangler en vis parlamentarisk legitimitet på verdensplan og opfordrer dem derfor til at inddrage parlamenterne i deres beslutningstagning; beklager de demokratiske mangler hos visse partnere;

28.

noterer sig de problemer, som kan opstå, hvis de politikker, som føres af forskellige uformelle fora og internationale økonomiske og finansielle institutioner, ikke er sammenhængende; fastholder, at foranstaltninger til at fremme institutionel koordinering på verdensplan bør vedtages via IMF;

29.

fremhæver behovet for en global forståelse for en fælles tilgang til pengepolitik, international handel, bæredygtige offentlige finanser og fleksible valutaer baseret på grundlæggende økonomiske forhold; mener, at den globale økonomi bør være karakteriseret ved åbne markeder til gensidig fordel for alle markedsdeltagere; understreger, at høje sociale og miljømæssige standarder er af afgørende betydning og skal udvikles i enhver henseende; understreger, at IMF og WTO bør udgøre kernen i en sådan proces;

30.

opfordrer indtrængende medlemmerne af WTO til at tiltræde multilaterale handelsaftaler og indlede forhandlinger om yderligere internationale handelsrunder med henblik på at opnå en betydelig reduktion af hindringerne for international handel, samtidig med at der sikres lige vilkår i alle sektorer og dermed bidrages til økonomisk vækst og udvikling;

31.

mener, at EU, for at gøre det muligt for udviklingslandene at opnå flere handelsfordele og sikre anstændige arbejdsvilkår og lønninger for alle arbejdstagere, har stor interesse i at styrke ILO og fremme deltagelsen i WTO's arbejde samt overvågningen af bæredygtighedskapitler, der er forbundet med den generelle toldpræferenceordning;

32.

opfordrer Kommissionen til at omlægge EU's handels- og investeringsstrategi, så den indbefatter BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) som fremtidige større handelspartnere med egne interesser i et fælles globalt netværk af indbyrdes sammenvævede interesser, hvad angår en social og miljømæssigt bæredygtig udvikling;

33.

er af den opfattelse, at multilaterale udviklingsbanker skal være mere effektive i deres tildeling af supplerende ressourcer til imødekommelse af specifikke lokale behov, skal understøtte langsigtede investeringer og konsolidere lokale økonomier;

34.

anbefaler et stærkt og uafhængigt IMF med tilstrækkelige redskaber og ressourcer, der sætter fonden i stand til at sætte øget fokus på grænseoverskridende markedssammenfletning, både ved at styrke det multilaterale tilsyn og ved at koncentrere sig om økonomier af systemisk betydning samt udvikle indikatorer til evaluering af varige, store ubalancer; opfordrer til, at IMF's interventionsmandat udvides til også at omfatte risici, der stammer fra kapitalposterne;

35.

betoner nødvendigheden af at sikre, at multilaterale aftaler om udveksling af skatteoplysninger automatisk omfatter informationsudvekslingsbestemmelser og opfordrer til en styrkelse af retsgrundlaget for OECD's sortlistning af ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner med henblik på at styrke gennemsigtigheden på beskatningsområdet og bekæmpe svig og skatteunddragelse; opfordrer indtrængende Kommissionen til senest ved udgangen af 2011 at foreslå en solid standard for landeopdelt indrapportering for multinationale selskaber med det formål at styrke gennemsigtigheden og skattemyndighedernes adgang til relevante data;

36.

fremhæver betydningen af de internationale initiativer, der tages inden for regnskabs- og revisionsstandarder;

37.

opfordrer G20-lederne til uden yderligere venten at færdiggøre drøftelserne om det minimum af fælles elementer, der skal gælde for en global afgift på finansielle transaktioner;

38.

anser G20 for at være et centralt forum for globalt samråd, andre organers betydning ikke at forglemme, men bemærker, at G20 har nogle mangler som en global institution, herunder manglende repræsentation af små lande, manglende gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed såvel som fraværet af et retsgrundlag med henblik på at gøre dets afgørelser bindende;

39.

opfordrer IMF og G20 til at stræbe efter og handle på grundlag af tilkendegivelser og rådgivning fra globale økonomier med lave budgetunderskud og disciplinerede offentlige udgifter;

40.

understreger, at euroområdet i forbindelse med drøftelser om globale pengepolitiske ordninger bør betragtes som én enhed som følge af dets fælles valuta og fælles valutakurspolitik;

41.

opfordrer indtrængende EU og dens medlemsstater til at finde løsninger med henblik på yderligere at forbedre samordningen mellem G-grupperingerne og FN-systemet;

42.

opfordrer til, at der oprettes et internationalt råd af centralbanker - der i første omgang består af EU's, Japans og Det Forenede Kongeriges og USA's centralbanker - med et mandat til at koordinere pengepolitikken, at forestå det finansielle tilsyn og udvide og fremme SDR'er som en global reservevaluta;

43.

anbefaler, at IMF styrkes politisk med årlige topmøder med lederne fra de lande, der er repræsenteret i IMF's bestyrelse; tilskynder på denne baggrund endvidere IMF-medlemsstaterne til at udnævne personer fra de øverste regeringskredse til poster i bestyrelsen, således at den kan føre an som et forum for diskussioner og beslutninger vedrørende den globale økonomiske styring;

44.

mener, at det er nødvendigt at øge gennemsigtigheden i internationale kapitalstrømme, navnlig ved at søge at bringe bankhemmeligheden til ophør;

45.

understreger, at manglen på samarbejde mellem finansielle tilsynsorganer har gjort det nemt for den finansielle krise at brede sig og har forværret følgerne af den; opfordrer i denne forbindelse EU's tilsynsmyndigheder til at indtage en førerposition i etableringen af internationalt samarbejde og indføre bedste praksis inden for finansiel regulering; understreger ligeledes, at konvergens i retning af fælles finansielle lovgivningsrammer mellem USA og EU vil være gavnligt;

46.

bemærker, at der er et behov for en global gennemførelse af reformerne til forbedring af gennemsigtigheden og ansvarligheden i de finansielle institutioner;

47.

indskærper, at selv om der i verdens finanscentre er blevet vedtaget lovgivning udformet til at forbedre reguleringen af visse områder af den finansielle sektor, er yderligere reformer af regler og praksis inden for bank- og skyggebanksystemet fortsat påkrævede;

48.

understreger behovet for at give EU’s finansielle tilsynsmyndigheder et klart mandat til at arbejde tæt sammen med deres modparter i tredjelande og på internationalt plan, som ESRB gør det med Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB);

49.

understreger behovet for at kombinere mikro- og makrotilsyn som led i en sammenhængende, ensartet tilgang;

50.

bemærker, at USA og EU tilsammen står for næsten 40 % af verdenshandelen og næsten 50 % af verdens GNP, og anbefaler øget dialog om makrotilsyn med fokus på den transatlantiske dialog, på grundig og ligelig gennemførelse af Basel III-pakke og på yderligere drøftelser om en eventuel udvidelse af tilsynets anvendelsesområde til også at omfatte andre finansielle institutioner end banker; kræver, at der fortsat er fremdrift bag reformen af den finansielle sektors regulering for at sikre, at den finansielle sektor effektivt fremmer stabilitet og vækst i den reale verdensøkonomi;

51.

respekterer den tilgang, som G20, WTO, Basel III og andre multinationale organer har anlagt, samtidig med at det erkender de mulige farer ved overregulering og reguleringsmæssig konkurrence;

52.

glæder sig over oprettelsen af Global Economy Meeting med centralbankcheferne under Den Internationale Betalingsbank (BIS) som en referencegruppe for tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem centralbanker;

53.

er bekymret over risikoen for opsplitning som følge af mangfoldigheden af bestemmelser, som indvirker på globale finansielle aktørers aktiviteter; kræver derfor en større grad af integration mellem de mekanismer, der er indført i de forskellige sektorer;

54.

anerkender, at EIB indtager en vigtig rolle i indsatsen for at fremme vækst via langsigtede investeringer;

55.

understreger behovet for at udvikle passende kriterier til identifikation af systemisk vigtige finansielle institutioner med henblik på at undgå institutioner, der er "for store eller for indbyrdes forbudne til at mislykkes" og dermed for at mindske den systemiske risiko gennem anvendelse af yderligere reserve- og kapitalkrav såvel som kartellovgivning;

56.

opfordrer Basel-komiteen for Banktilsyn til at foreslå foranstaltninger til at begrænse systemisk vigtige institutioners bankaktiviteter i detailleddet og kræve, at de kapitaliseres i adskilt form;

57.

opfordrer indtrængende Basel-komiteen for Banktilsyn til at udarbejde en tilgang med en standardmodel for beregning af risikovægtede aktiver for præcist at vurdere og sammenligne bankers eksponering over for kredit- og markedsrisici;

58.

anbefaler, at der udarbejdes en passende international infrastruktur under IMF's auspicier som en enestående kilde for både myndigheder og sektoren til standardiserede basale finansielle data, der gør det teknisk muligt at udføre tilsynsopgaver på internationalt plan og opnå mere sikre og mere effektive processer i sektoren;

59.

fremhæver de positive følger, som en stærkere ramme for økonomisk styring i EU og euroområdet vil have for det globale samarbejde og den globale samordning;

60.

bemærker, at det er vigtigt at styrke og uddybe EU's indre marked, ikke kun som et internt mål, men som et eksempel til efterfølgelse for andre handelsblokke i verden;

61.

understreger behovet for, at EU's politikker både på landbrugsområdet og det finansielle område bidrager til at undgå globale slag mod fødevareforsyningen og -priserne;

62.

gør opmærksom på de positive følger af en stærkere ramme for økonomisk styring, der styrker stabilitets- og vækstpagten i EU og euroområdet med henblik på samarbejde og koordinering på verdensplan;

63.

mener, at EU bør spille en aktiv rolle i omstruktureringen af det internationale monetære og finansielle system ved hjælp af en mere handlekraftig ekstern repræsentation baseret på en mere effektiv og gennemsigtig intern beslutningsproces i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Lissabontraktaten;

64.

glæder sig over oprettelsen af de fire nye europæiske finansielle tilsynsmyndigheder, nemlig Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, og håber, at de vil blive stærke og effektive;

65.

mener, at behovet for at fremme internationalt lige vilkår ikke bør forhindre EU eller andre regionale blokke og lande i at styrke regionale ordninger med henblik på fuldt ud at anvende den fleksibilitet, som WTO og andre internationale normer giver, for at genskabe balancen i de makroøkonomiske forhold og øge velstanden;

66.

opfordrer EU til at fokusere på at nedbringe sin energiafhængighed for at begrænse den importerede inflation og genskabe den handelsmæssige ligevægt i forhold til de olieproducerende lande;

67.

understreger, at frembringelsen af globale offentlige goder, såsom klimabeskyttelse og opfyldelse af 2015-målene kunne blive begunstiget af en EU-rammeordning om markedsadgang;

68.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til, hvordan der kan foretages en forbedring af EU's interne beslutningsprocedure for at forbedre sammenhængen i dens repræsentation udadtil på området økonomiske og finansielle anliggender, således at det kan sikres, at EU's repræsentation både er demokratisk og ansvarlig i forhold til Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og de nationale parlamenter;

69.

opfordrer indtrængende G20 og WTO til at afsøge mulighederne for en global aftale om en CO2-afgift på importerede varer og tjenesteydelser;

70.

minder om, at euroområdet i henhold til artikel 138 i Lissabontraktaten skal etablere en samlet ekstern repræsentation; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge et forslag til retsakt desangående;

71.

understreger, at fuld deltagelse i verdensøkonomien er af afgørende betydning for, at EU kan udnytte alle sine muligheder og er den bedste mulighed for at gøre dette som en samlet enhed;

72.

opfordrer EU til altid at fremme fair handel, demokrati, menneskerettigheder, anstændige arbejdsbetingelser og bæredygtig udvikling i sin handelspolitik i overensstemmelse med Lissabontraktaten, sin interne dagsorden og 2015-målene;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/60

—

der henviser til artikel 14, stk. 3, artikel 23, 24 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til artikel 5 i FN's konvention om barnets rettigheder,

—

der henviser til artikel 7, 8, 16, 17, 27 og 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2008"Bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv: større støtte med henblik på at forene arbejds-, privat- og familieliv" (KOM(2008)0635),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010"Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015" (KOM(2010)0491),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 3. oktober 2008 om gennemførelse af Barcelona-målene om pasningsmuligheder for børn i førskolealderen (KOM(2008)0638),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 18. december 2008 om ligestilling mellem kvinder og mænd – 2010 (KOM(2009)0694),

—

der henviser til Kommissionens henstilling 2008/867/EF af 3. oktober 2008 om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020),

—

der henviser til EU-platformen mod social udstødelse,

—

der henviser til Eurofounds rapport af 24. marts 2010 om anden europæiske livskvalitetsundersøgelse: Familieliv og arbejde,

—

der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om kvinder og fattigdom (1),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2009 om ikke-forskelsbehandling på grundlag af køn og solidaritet mellem generationerne (2),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (3),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om vurdering af resultaterne af køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 og henstillinger for fremtiden (4),

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2011 om sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union - 2010 (6),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0317/2011),

A.

der henviser til, at den traditionelle familiemodel med to forældre og begrebet moderskab alene inden for ægteskab er blevet undergravet som følge af sociokulturelle ændringer, der er blevet fulgt op af adgang til arbejdsmarkedet og større finansiel uafhængighed for kvinder, og at enlige mødre får stadig større betydning som gruppe betragtet i alle højtudviklede og industrialiserede lande; der henviser til, at et stigende antal kvinder frit vælger at blive mødre og leve alene;

B.

der henviser til, at der lægges uforholdsmæssig stor vægt på, at teenagere, der bliver forældre, baner vejen for et liv som eneforsørger, hvilket giver et unøjagtigt billede af hvem, der er eneforsørgere; der henviser til, at de skadelige og unøjagtige generaliseringer undergraver eneforsørgeres og også deres børns tillid og selvrespekt;

C.

der henviser til, at familier med en eneforsørger ikke udgør en homogen gruppe men dækker en meget bred række familiære, finansielle og sociale situationer,

D.

der henviser til, at levevilkårene for visse kategorier af enlige mødre ikke desto mindre gør dem sårbare, hvilket kan få følger for deres børn,

E.

der henviser til, at enlige mødre får stadig større betydning som gruppe betragtet i alle højtudviklede og industrialiserede lande, hvad enten det sker som følge af skilsmisse, separation eller, at forældrene aldrig har været gift, hvorfor det er nødvendigt at tilpasse politikkerne for at tage højde for denne nye virkelighed,

F.

der henviser til medlemsstaternes ansvar for at sikre enlige mødre og deres børn rimelige vilkår,

G.

der henviser til, at den offentlige politik i mange medlemsstater fortsat ikke er tilpasset de forskellige familiemodeller og -situationer, og at enlige forældre fortsat er ugunstigt stillet både socialt og økonomisk,

H.

der henviser til, at valget som ugift mor i mange samfund ikke giver et dårligt omdømme eller bidrager til stigmatisering som i samfund, der af forskellige grunde er domineret af patriarkalske modeller,

I.

der henviser til, at langt størstedelen af de enlige forældre i Europa er kvinder; der henviser til, at gennemsnitlig 85 % af de enlige forældre i 2001 var mødre i alderen 25 til 64, hvilket betyder, at 5 % af den samlede kvindelige befolkning var enlige mødre, og at enlige mødre i visse medlemsstater udgjorde 6-7,5 % (Den Tjekkiske Republik, Polen, Ungarn og Slovenien) og i andre helt op til 9 % (Estland, Letland),

J.

der henviser til, at holdningerne til enlige mødre og den politik, der følges på dette område, afviger fra region til region i hele Europa, hvilket skaber en manglende geografisk balance, hvor de nordlige regioner har mere udprægede velfærdssystemer, og de sydlige regioner er afhængige af den udvidede families rolle, og de østlige regioner er præget af en blanding af begge,

K.

der henviser til, at enlige mødre som følge af forskelle i den officielle politik og i deres retlige status (fraskilte, separerede, ugifte eller enker) ikke befinder sig i den samme situation, og at der er forskelle i den støtte, herunder sundhedsydelser for dem selv og deres børn, som de modtager,

L.

der henviser til, at enlige mødre ofte afbryder deres almene og faglige uddannelse, fordi deres begrænsede tide ressourcer, der anvendes til pasning af deres børn, hvorfor de desuden konfronteres med risikoen for social udstødelse og fattigdom,

M.

der henviser til, at undervisning i og oplysninger om kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, især de yngre kvinders, er vigtig for at undgå uønskede svangerskaber;

N.

der henviser til, at kvinder, som har mistet deres partner som følge af vold, herunder kønsbestemt vold, terrorisme og organiseret kriminalitet, er mere sårbare over for isolering fra samfundet og derfor har behov for særlig bevågenhed for at fremme deres reintegration i samfundet og for vejledning i en fortsættelse af den forældrerolle, som er bedst for barnet,

O.

der henviser til, at de ansvarlige myndigheder på europæisk plan er ved at indføre foranstaltninger og programmer med henblik på støtte til disse grupper,