15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/1

1.1

EØSU finder, at forudsætningerne på trods af den meget følsomme og uafklarede situation i Middelhavsområdet er til stede for at indlede en dialog på flere niveauer mellem Kommissionen, medlemsstaterne, de lande, som deltager i Euromiddelhavssamarbejdet, de lokale og regionale myndigheder og civilsamfundet om udarbejdelsen af en makroregional strategi (i to dele) for Middelhavet, som skal opfylde områdets behov og styrke dets internationale konkurrenceevne (1).

1.2

EØSU erkender, at Middelhavsområdet udgør et særligt udstrakt område med mange forskellige økonomiske, sociale, politiske og kulturelle karakteristika og at det består af lande med forskellig struktur og infrastruktur (EU-medlemsstater, stater uden for EU med status af kandidatlande, ikke EU-medlemsstater, som deltager i Euromiddelhavssamarbejdet), og foreslår derfor, at der udformes to subregionale politikker (én for den østlige del af Middelhavet og én for den vestlige del af Middelhavet), som skal supplere hinanden og koordineres både indbyrdes og med den makroregionale strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav.

1.3

EØSU noterer sig Rådets afgørelser og tager til efterretning, at Europa-Parlamentet erklærer sig enig i, at en makroregional strategi hverken behøver flere bevillinger, lovbestemmelser eller forvaltningsorganer (de tre gange »nej«), men anser det ikke desto mindre for nødvendigt at give økonomisk støtte til teknisk bistand i forbindelse med indsamling af oplysninger og fremme af de fornødne strukturplaner.

1.4

Efter EØSU's mening vil de betydelige økonomiske ressourcer, som EU allerede har afsat til aktioner og programmer via strukturfondene og EIB's finansieringsværktøjer, være tilstrækkelige som finansieringsinstrumenter. Disse bør anvendes gennemsigtigt og med stor fleksibilitet. Udvalget støtter også oprettelsen af en euromiddelhavsinvesteringsbank gennem EIB samt en støttepolitik, der er åben for investeringer fra flere forskellige finansieringsinstitutter (Kreditanstalt für Wiederaufbau, (KfW), Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Islamiske Udviklingsbank).

1.5

EØSU anser det for umiddelbart presserende at styrke det subregionale samarbejde ved at fremme de kommercielle, turistmæssige og industrielle forbindelser mellem landene i det sydlige Middelhav.

1.6

Efter EØSU's opfattelse må Rådet træffe de nødvendige politiske beslutninger og straks rydde udestående spørgsmål af vejen, så Middelhavsunionen kan blive en aktør for strategisk planlægning og for gennemførelse af den nye makroregionale politik.

1.7

EØSU mener, at en hurtig godkendelse i Rådet af strategien for Adriaterhavet og Det Joniske Hav (jf. konklusionerne fra samlingen den 24. juni 2011) vil bane vej for vedtagelsen af en makroregional strategi for Middelhavet.

1.8

EØSU finder, at Cypern, Malta og de andre Middelhavsøer, som befinder sig i en særlig vanskelig situation på grund af manglende konnektivitet og få forbindelser til den kontinentale del af EU, kan komme til at spille en særlig betydningsfuld rolle for EU's nye strategi, hvilken form den end måtte få.

1.9

EØSU gør opmærksom på den store betydning, som fremme af landbrugsproduktionen har for Middelhavsområdet som helhed.

1.10

EØSU anser det for nødvendigt at forbedre skibs- og flyforbindelserne mellem landene omkring Middelhavet og mellem disse og resten af EU.

1.11

Det er EØSU's hensigt med denne udtalelse at lancere en debat om den nye makrostrategi for Middelhavet og at sætte de vigtigste spørgsmål vedrørende denne strategi på dagsordenen. Udvalget vil fortsætte arbejdet med dette ekstremt vigtige emne i nye udtalelser, som vil gå mere i detaljer med og uddybe de emner, som præsenteres i denne udtalelse.

2.1

Da Cypern overtog EU-formandskabet i andet halvår 2012, valgte landet som en af sine prioriteter at få udarbejdet en udtalelse om »En makroregional strategi for Middelhavsområdet« med særlig vægt på aspektet »Hvordan kan en sådan strategi gavne ø-staterne?«

2.2

Når EØSU blev valgt til opgaven, er det, fordi udvalget spiller en vigtig rolle i kraft af sine rådgivende udtalelser, der udtrykker de nationale civilsamfundsorganisationers synspunkter og styrker deltagerdemokratiet i EU.

2.3

I forlængelse af de vellykkede makrostrategiske initiativer i Østersøområdet (2) – såvel som makrostrategier for udvikling af Donauområdet og for ikke så længe siden også for Adriaterhavet og Det Joniske Hav samt for Atlanterhavet – gøres Middelhavsområdet nu til genstand for en strategi, fordi det er en region med særlige kendetegn og behov.

2.4

Denne strategi vil få til formål at skabe sammenhængende politikker, der kan hjælpe landene i området med at knytte tættere økonomiske og sociale bånd, med at samarbejde om løsningen af deres fælles problemer og med at skabe velfærd i regionen og at gøre den internationalt konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig i miljømæssig henseende. En sådan makrostrategi vil desuden muliggøre samordning af EU-institutionernes politikker, målsætninger og aktioner med politikker, målsætninger og aktioner iværksat af medlemsstaterne, regionerne, de lokale aktører, de lokale økonomiske og sociale råd og andre, som beskæftiger sig med Middelhavsregionen (især med regionens små isolerede østater).

2.5

Strategien skal desuden løse problemer, som den aktuelle internationale økonomiske krise har skabt, og accelerere udviklingstakten ved at skabe beskæftigelsesmuligheder og nedbringe arbejdsløsheden.

2.6

I den forbindelse anvender udtalelsen Kommissionens definition (3) på en makroregional strategi: en makroregional strategi er en strategi, som omfatter flere forskellige landes territorium eller regioner, der deler visse fællestræk eller det samme (hav)område eller stilles over for de samme udfordringer i form af udviklingsproblemer, klimaændringer, beskeden økonomisk eller kulturel udveksling osv. En makroregional strategi udnytter allerede eksisterende værktøjer, programmer og finansieringsmuligheder til at indfri de særlige målsætninger for regionens makrostrategi og søger at inddrage både offentlige og private kilder i planlægningen med henblik på at justere de mere generelle politikker efter den disponible (europæiske, nationale og regionale) finansiering. En sådan strategi vil muliggøre konvergens mellem regionernes og de forskellige medlemsstaters midler i kraft af en samordnet »styring« og den »fælles gavn« for alle de deltagende parter.

2.7

EU er klar over, at det politiske og sociale klima i landene i det sydlige Middelhav har ændret sig og stadig er meget labilt efter revolutionerne. Derfor har EU vedtaget en ny tilgang til landene i det sydlige Middelhav under overskriften »partnerskab for demokrati og fælles velstand«, som skal belønne de lande, som gør fremskridt med de nødvendige reformer og med konkrete og målbare målsætninger (4).

3.1

Der findes allerede et stort antal programmer og initiativer for både Middelhavet generelt (f.eks. den europæiske Middelhavsrelation, der er kendt som »Barcelona-processen«) og for mere afgrænsede dele af Middelhavsområdet som f.eks. Adriaterhavet og Det Joniske Hav (territorialt samarbejde i Middelhavet inden for rammerne af makroregionen »Adriaterhavet og Det Joniske Hav«). På denne baggrund vil den nye makroregionale strategi skulle omfatte alle Middelhavslande, dvs. EU-medlemsstaterne Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, Cypern, Slovenien og Malta samt tredjelandene Kroatien, Montenegro, Albanien, Tyrkiet, Libanon, Syrien, Den Palæstinensiske Myndighed, Jordan, Israel, Egypten, Libyen, Algeriet, Tunesien og Marokko.

3.2

Før man beskriver rammen for målsætninger og politikker, må man dog kortlægge, hvad det er for nogle udfordringer, regionen står overfor.

3.2.1

For det første har Middelhavet, især det østlige Middelhav, stor historisk betydning og omfatter såvel EU-medlemsstater som tredjelande, der befinder sig på forskellige udviklingsstadier. Med de mange tusind år gamle bysamfund, den erhvervsmæssige udnyttelse og den tætte trafik af varer, personer og skibe er Middelhavet præget af meget betydelige handelsaktiviteter og menneskelig mobilitet. Men de økonomiske forbindelser mellem Middelhavslandene er meget begrænsede, f.eks. findes der ikke direkte fly- eller skibsforbindelser mellem landene i det østlige Middelhav. Det er ikke helt forkert, når nogle siger, at Euromiddelhavssamarbejdet desværre begrænser sig til et samarbejde mellem landene syd for Middelhavet og EU samt til bilateralt samarbejde mellem disse og visse medlemsstater.

3.2.2

For det andet har personmobiliteten på grund af de fremherskende økonomiske uligheder, forskelle i udviklings- og velstandsniveauerne og de hyppige konflikter, som i dag præger regionen, antaget dimensioner af permanent (lovlig eller ulovlig) (5) migration af økonomiske grunde med negative følger såvel i oprindelseslande som i bestemmelseslande. En særlig alvorlig del af denne migration udgøres af mennesker, der flytter for at opnå politisk asyl.

3.2.3

For det tredje er Middelhavet den dag i dag et arnested for politisk ustabilitet og militære konflikter med beklagelige tab af menneskeliv, økonomisk ruin og negative følger for økonomiske og kommercielle transaktioner og miljøet. Efter udbruddet af de arabiske revolutioner er der desuden behov for hurtigt at udforme en ny strategi, der kan skabe tættere økonomiske og sociale bånd mellem landene i området gennem et EU-initiativ, struktureret omkring en demokratisk dialog med såvel stater som civilsamfund (6), og for at vise, at EU grundlæggende står skulder ved skulder med befolkningerne i det sydlige Middelhav (7).

3.2.4

For det fjerde råder området over mange værdifulde råstoffer, herunder ikke mindst energikilder i Mellemøsten og Nordafrika. Nylige fund af nye naturgaskilder er en vigtig begivenhed. Dette ventes at give EU adgang til nye energikilder – på et mere stabilt grundlag. Man skal dog sørge for ordentlige sikkerhedsvilkår og bedre forbindelser med skib, fly osv. mellem Middelhavslandene og resten af verden med særlig vægt på den kommercielle skibsfart, der er en vigtig økonomisk aktivitet i hele området.

3.2.5

For det femte har årtusinders ressourceforbrug, landbrug, den hyppige tørke (også for nylig), overfiskning og den tætte søtransport skabt forurening med negative konsekvenser dels for livet i havet og langs kysterne dels for turismeaktiviteterne. Områdets landbrug skaber stadig færre og dårligere landbrugsprodukter (8), og havets rigdomme udtømmes gradvis, så udbyttet af fiskeri mindskes.

3.2.6

For det sjette er det et fællestræk for alle landene omkring Middelhavet, at turismeindustrien har stor betydning for beskæftigelsen og som kilde for udvikling. Derfor bør fremme af samarbejde inden for turisme mellem landene i regionen udgøre et grundlæggende element i strategien til løsning af de store problemer, især problemerne knyttet til sæsonudsving.

3.2.7

For det syvende anvendes internetmedier og andre teknologiske kommunikationsmidler kun i begrænset omfang, især i landene syd for Middelhavet. Der mangler desuden en indsats inden for forskning og innovation – sektorer, der har stor betydning i den moderne økonomi, og konnektiviteten mellem landene er meget ringe.

3.3

Opmærksomheden henledes på, at de økonomiske, politiske og sociale relationer mellem landene i Nordafrika befinder sig på et meget lavt niveau, således at det såkaldte Euromiddelhavssamarbejde i realiteten er begrænset til et samarbejde mellem EU og nogle få lande. Samtidig har programmer, som EU har gennemført i området, haft begrænset succes på grund af mangel på egnede lokale samarbejdspartnere, korruption (9), dårlig evne til at sætte sig ind i lokale skikke, traditioner og kulturelle og sociale tankegange. »Barcelona-processen«, som har eksisteret siden 1995, kan kun opvise sparsomme resultater, mens Meda-programmet og Middelhavsunionen endnu ikke har produceret de forventede resultater med hensyn til effektiv fremme af samarbejdet mellem EU og landene i Middelhavsbækkenet.

4.1

På baggrund af ovenstående udfordringer foreslås følgende målsætninger for makrostrategien for Middelhavet:

4.1.1

Bæredygtig udvikling gennem styrkelse af konkurrenceevnen for økonomierne i Middelhavslandene med henblik på at løse den aktuelle internationale krise og skabe beskæftigelsesmuligheder og nedbringe arbejdsløsheden.

4.1.2

Tættere bånd mellem Middelhavslandene og forvandling af Middelhavslandene til kommunikationsbroer mellem EU, Mellemøsten og Afrika med sigte på at konsolidere fred, velstand og regional samhørighed.

4.1.3

Formulering af en ambitiøs energipolitik til fordel for såvel landene i området som EU, eftersom EU har behov for at sprede energiforsyningen ud på flere leverandører for at mindske sin afhængighed af Rusland.

4.1.4

Styrkelse af den fri bevægelighed for varer, kapital, tjenester og personer mellem de lande, der ikke er medlemmer af EU.

4.1.5

Forbedret konnektivitet med henblik på hurtig og uhindret adgang for varer, personer og tjenesteydelser med særlig vægt på sikring af sikker transport af energiprodukter.

4.1.6

En styrket position for de små østater i Middelhavet, der er medlemmer af EU, dvs. Cypern og Malta, ved at disse påtager sig ansvaret for initiativer, som skal forbedre forbindelserne til Middelhavspartnerne, især ved at udbygge de elektroniske forbindelser mellem de pågældende lande og resten af verden.

4.1.7

Fremme af programmer for skabelse af nye arbejdspladser for grupper, som kræver en særlig indsats (kvinder (10) unge, personer med særlige behov osv.).

4.2

Makrostrategien for Middelhavet (delt i to subregionale strategier: én for det østlige Middelhav og én for det vestlige Middelhav) bør sigte mod reelt at gøre området til en banebrydende region inden for handel, turisme, kultur, idéer, innovation, forskning og uddannelsesaktiviteter og mod at skabe fred i regionen med henblik på social udvikling og velstand.

5.1

Ovenstående analyse vil gøre det lettere at identificere de vigtigste elementer i strategien. Strategien bør i overensstemmelse med EU's Europa 2020-strategi (11) baseres på følgende 6 søjler:

5.1.1

Første søjle vedrører økonomisk samarbejde og udvikling kombineret med målsætninger om bæredygtighed med seriøse interventioner til fordel for økonomien, f.eks.:

5.1.2

Anden søjle vedrører miljøbeskyttelse og afbødning af klimaforandringer, hvilket konkret vil sige:

5.1.3

Tredje søjle vedrører transport og sigter mod at garantere skibs- og flyforbindelser og sikker transport af varer og personer. Her er der planer om følgende:

5.1.4

Fjerde søjle vedrører samarbejdet på energiområdet  (12). Samarbejdet omfatter kulbrinte, naturgas, vedvarende energi og sikker transport af energi fra produktionslande til EU m.m. Det langsigtede mål om at skabe et »energifællesskab mellem EU og det sydlige Middelhav« er en meget dristig, men ikke desto mindre nødvendig plan. Til dette formål må der udformes en energipolitik på flere niveauer for Middelhavet med henblik på

5.1.5

Femte søjle vedrører innovation og konkurrenceevne. Strategien bør drage nytte af de muligheder for at styrke konkurrenceevnen, som de allerede eksisterende europæiske initiativer tilbyder inden for forskning og innovation og dermed for at bidrage til velfærd for befolkningerne i hele Middelhavsområdet:

5.1.6

Den sjette søjle vedrører migration og mobilitet (13) og omfatter en indsats for fremme af god organisation af lovlig migration, overholdelse af den internationale asyllovgivning, nedbringelse af illegal indvandring, bekæmpelse af kriminelle net for menneskehandel og endelig beskyttelse af menneskerettigheder i forbindelse med grænsekontrol:

6.1

Makrostrategien for Middelhavet (delt i to subregionale strategier) skal iværksættes inden for EU's Europa 2020-strategi og de programmer og den finansieringsstøtte, der allerede er i kraft (14), og gennem anvendelse af europæiske initiativer som Interact-programmet med henblik på ydelse af den nødvendige tekniske bistand og uddannelse (15). Det bliver dog nødvendigt at skabe en ny styringsstruktur og at forbedre institutionernes funktionsmåde. Den makroregionale strategi bør tilbyde nye tilgange, som vil være til gavn for alle implicerede lande med praktiske foranstaltninger og politikker, som vil kunne gennemføres effektivt, for øje.

6.2

Middelhavsstrategien (for henholdsvis det østlige og det vestlige Middelhav) skal gøre brug af alle eksisterende ressourcer og skal knyttes til Middelhavstilgangens eksterne aspekter. Den skal fokusere på en mere effektiv koordinering af aktioner og politikker mellem Kommissionen, medlemsstaterne, regionerne, de lokale myndigheder og andre interessenter med henblik på et godt resultat.

6.3

EU anerkendte Middelhavets meget store betydning på topmødet om Middelhavet i 2008 i Paris og besluttede straks at forbedre samarbejdet ved at oprette en fast mekanisme under benævnelsen »Middelhavsunionen« (16). Til denne mekanisme, som blev indført i Barcelona med store forhåbninger, overlod man konkrete projekter vedrørende havforurening, sikkerhed til søs, energi og udvikling af økonomiske forbindelser mellem landene i Euromiddelhavspartnerskabet. Desværre har Middelhavsunionen hidtil kun givet meget skuffende resultater.

6.4

Makroregioner har ikke strengt markerede grænser, følgelig skal de emner, de vælger at fremme, være centreret om aftalte udfordringer og fælles elementer, der kan løse problemerne, ligesom de skal knyttes til andre makroregionale strategier, som EU har skabt, ved at gennemføre en kombination af politikker og aktioner, som de deltagende lande selv vælger.

7.1

På baggrund af ovenstående forventes en makroregional strategi for Middelhavet konkret at komme til at omfatte følgende delforanstaltninger:

7.1.1

Indførelse af en passende styrings- og samordningsmekanisme for gennemførelsen af den makroregionale strategi, som vil være i stand til at koordinere de mange EU-organer og lokale aktører, som involveres. Derfor foreslås følgende:

7.1.2

Gennemførelse af EU's politik for godt naboskab. Den hidtidige tilgang i forbindelse med makroregionale strategier har været begrænset til gennemførelsen af interne EU-politikker. Skal gennemførelsen af en sådan strategi i Middelhavsområdet krones med held, må eksterne og internationale politiske aspekter også gennemføres - naturligvis med fokus på EU-politikker for godt naboskab, eftersom mange lande uden for EU deltager.

7.1.3

Udarbejdelse af politikker for:

7.1.3.1

uddannelse og efteruddannelse af de menneskelige ressourcer

7.1.3.2

forbedring af internetkommunikation og elektronisk kommunikation, samt løbende forbedring af onlinetjenesterne inden for e-forvaltning

7.1.3.3

fælles planlægning for forskning og innovation med henblik på en bæredygtig udvikling og erhvervsuddannelse

7.1.3.4

sikring af fri transit til havs samt fri bevægelighed for varer, personer og energi ved at gennemføre en politik for sikker og billig transport, oprettelse af nye skibsruter og opgradering af den kommercielle skibsfart

7.1.3.5

en effektiv sammenkædning af alle regioner omkring Middelhavet med resten af verden gennem sø- og flytransport

7.1.3.6

udvidelse af de kommercielle og politiske forbindelser gennem oprettelse af frihandelszoner på grundlag af de eksisterende Euromiddelhavsaftaler med afskaffelse af importtold og koordinerede aktioner, f.eks. konvergens inden for lovgivning

7.1.3.7

iværksættelse af foranstaltninger på konkurrenceområdet, for offentlige indkøb, beskyttelse af investeringer og spørgsmål med relation til sundhed og plantesundhed.

7.1.4

Finansieringen af grænseoverskridende og interregionale samarbejdsprojekter kan komme fra de eksisterende finansieringskilder (17), dvs. EU's strukturfonde, bidrag fra medlemsstaterne, bidrag fra andre donatorlande (f.eks. Norge og Schweiz), den Europæiske Investeringsbank (18), FEMIP (19) (Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab), Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og de budgetbevillinger, der er afsat til Middelhavsunionen med mulighed for deltagelse af lokale myndigheder, private aktører og ikke-statslige organisationer.

7.1.5

Den nye makroregionale strategi skal funktionelt knyttes til andre EU-politikker som Europa 2020-strategien, samhørighedspolitikken, den nye fælles landbrugs- og fiskeripolitik, Connecting Europe-faciliteten, de transeuropæiske net for transport, telekommunikation og energi, Horisont 2020-programmet, den digitale dagsorden, Cosme-programmet og ikke mindst den integrerede havpolitik og politikken for det fælles europæiske asylsystem (20).

8.1

Der er en uomgængelig kendsgerning, at der ikke hidtil er udarbejdet en permanent integreret EU-strategi med særlig fokus på de to østater i EU: Cypern og Malta, som har problemer på transport- og energiområdet. Den manglende tilgængelighed forhindrer fuldførelsen af det indre marked.

8.2

Med en ny makroregional strategi for Middelhavet, som nøje kortlægger Cyperns og Maltas konnektivitetsmidler, skabes der gunstige forudsætninger for anvendelsen af EU's ressourcer.

8.3

Cypern i det østlige Middelhav og Malta i det vestlige Middelhav kan spille en konkret rolle i forbindelse med gennemførelsen og styringen af en makroregional strategi, hvis styringsorganerne for strategien placeres eller flyttes til øerne.

9.1

EØSU har i samarbejde med de økonomiske og sociale råd i medlemsstaterne i Middelhavsområdet, tilsvarende organer i landene i Nordafrika (hvor de findes) og civilsamfundsorganisationer besluttet at afholde en »Euromiddelhavskonference for økonomiske og sociale råd«. Konferencen vil blive afholdt inden længe.

9.2

EØSU besidder den nødvendige ekspertise og de nødvendige erfaringer til at blive medlem af de to Middelhavsforummer, såfremt de oprettes.

9.3

EØSU har i sinde at udarbejde flere andre udtalelser om videreudviklingen af den makroregionale strategi for Middelhavet.

—

http://www.interact-eu.net/about_us/about_interact/22/2911

—

http://www.interact-eu.net/ipvalencia/ipvalencia/117/619 (som mere specifikt vedrører Middelhavsantennen i Valencia).

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/9

1.1

Energienklaver i begrebets bredeste forstand går ud over de pågældende lande og regioner i Europa, såvel på det økonomiske som på det sociale og miljømæssige plan, da deres afhængighed af importerede fossile brændstoffer sædvanligvis er høj. Fænomenet forårsager store prismæssige forskelle, der igen fører til en skævvridning for så vidt angår solidaritet og en homogen udvikling af de europæiske områder.

1.2

EØSU støtter målsætningen om eliminering af energienklaver i henhold til Det Europæiske Råds beslutning i februar 2011. For at dette kan lykkes, støtter udvalget navnlig de initiativer, der gør det muligt inden for prioriterede korridorer at forstærke de energimæssige sammenkoblinger mellem EU-landene. En sammenkobling af energienklaver til tredjelandes netværker kan være en førsteprioritet, når denne mulighed viser sig at være den mest relevante til at sikre og diversificere energiforsyningerne.

1.3

Alle de medlemsstater, der er berørte af energienklaver, står ikke nødvendigvis i den samme situation med hensyn til produktion og muligheder for energiimport. Udover udviklingen af sammenkoblinger, der er nødvendig for samtlige energienklaver, men også for de andre EU-medlemsstater, bør de løsninger, der kommer fra lokale energikilder, tilpasses hver enkelt situation.

1.4

Navnlig for så vidt angår de baltiske lande og de central- og østeuropæiske lande opfordrer EØSU til, at man afskaffer fortolkningsforskellene i principperne for energimarkeder og energiforsyning mellem Rusland og EU og får det stadfæstet i de internationale aftaler. Et eksempel på en sådan aftale kunne være en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale med særlig vægt på energi (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2012 om Rådets årlige rapport til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (12562/2050 (INI)).

1.5

For så vidt angår energifællesskabet i Sydøsteuropa henstiller EØSU til en udadvendt samråds- og integrationsindsats samt en ny dimension i form af »tiltag blandt det organiserede civilsamfund«.

1.6

Visse europæiske stater og regioner befinder sig helt tydeligt i en særlig situation. Som følge af Republikken Cyperns geostrategiske placering kan landet gå hen og blive et egentligt energiknudepunkt både for vedvarende energi men også for gasstrømme. Generelt bør den indenlandske energiproduktion udvikles på øerne. Disse kunne således fungere som forsøgsanlæg (test-beds) til afprøvning og godkendelse af nye energiteknologier. Ved bevilling af fællesskabsmidler til udviklings- og demonstrationsaktiviteter, kan der lægges evalueringskriterier til grund, der tager højde for deres særtræk og særlige behov. Denne fælles indsats kan bidrage til at rette op på deres energimæssige handicap som følge af deres dårlige sammenkobling med resten af Europa.

1.7

EØSU anbefaler, at man på en og samme tid tilskynder til bedre sammenkoblinger, udvikling af indenlandsk vedvarende energi samt anvendelse af energieffektivitetsforanstaltninger og tiltag til optimering af energiefterspørgslen. De evalueringskriterier, der anvendes i EU's programmer på området, bør tage højde for målsætningen om eliminering af energienklaver, navnlig i udvælgelsen af energiinfrastrukturprojekter af fælles interesse.

1.8

Hvorom alting er, hvis EU – i samråd med medlemsstaterne, industrien og civilsamfundet i de pågældende områder – ikke hurtigt indleder initiativer med henblik på en gradvis afvikling af energienklaver, vil det blive endnu vanskeligere at gennemføre Europa 2020-strategiens målsætninger og få det fulde udbytte af den fælles indsats, der allerede er iværksat til fordel for vækst og konkurrenceevne i EU.

1.9

EØSU vurderer, at den energimæssige fattigdom i den forbindelse ikke længere kan opfattes som noget udelukkende nationalt eller lokalt anliggende, der falder ind under socialpolitikken. I betragtning af, at de overvejende årsager til denne fattigdom ikke kun findes inden for de nationale rammer, ønsker EØSU, at EU's energipolitik tager fat på de store ubalancer, der bidrager til dette fænomen. Man bør derfor på nuværende tidspunkt evaluere de konkrete politiske foranstaltninger i lyset af deres forventede konsekvenser for de faktorer, der kan medvirke til større eller mindre energifattigdom.

1.10

EØSU mener, at energienklavernes eksistens er forbundet med samfundsmæssige omkostninger. Denne omkostning bør evalueres, og løsningsmodeller for at nedbringe den bør indgå i en global indsats. Man bør færdiggøre den europæiske energipolitik og udstyre den med de rette midler i forhold til såvel medlemsstaternes indbyrdes afhængighed som de vanskeligheder, de støder på. For at kunne evaluere fænomenets samlede indvirkning opfordrer EØSU Kommissionen til at gennemføre en omfattende undersøgelse af omkostningerne ved »det manglende Europa« på energiområdet som følge af disse energienklavers eksistens.

1.11

EØSU plæderer for en gennemsigtig, global og præcis evaluering af omkostningerne – også de eksterne omkostninger – i forbindelse med anvendelse af fossile brændstoffer, men også vedvarende energikilder samt de indirekte omkostninger forbundet med netværksforbedring, reservekapacitet og den nødvendige støtte til de grønne teknologier. Denne vurdering er afgørende for en optimal vejledning i forbindelse med de investeringsmæssige og politiske valg, man står over for, navnlig for så vidt angår den kraftige udvikling af produktionen af vedvarende energi i visse energienklaver med henblik på eksport til EU-medlemsstater eller tredjelande.

2.1

Det cypriotiske formandskabs anmodning er endnu et eksempel på, at der er behov for en europæisering af energipolitikken og at skabe et »europæisk energifællesskab« sådan som EØSU slår til lyd for (1). Dette forudsætter en styrket territorial samhørighed og en homogen vision for udviklingen af de europæiske områder. Målsætningen om en bedre sammenkobling af »energienklaver« i EU indgår således i nogle konkrete retningslinjer, der kan være medvirkende til at forbedre samarbejdet på energiområdet, hvilket man slog til lyd for i januar 2012 i udtalelsen TEN/459 om »Civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af et fremtidigt europæisk energifællesskab (2)«.

2.2

I forbindelse med det cypriotiske formandskabs høringsanmodning og drøftelserne på europæisk plan (se navnlig punkt 5 i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 4. februar 2011, EUCO 2/1/11 REV 1), henviser begrebet energienklaver eller »energiøer« til et område – som kan være en egentlig ø eller fastlandsenklave – med få eller ingen indenlandske energikilder, der ikke er tilstrækkeligt tilknyttet energitransportnetværket, og som derfor ofte er afhængige af en ekstern energikilde eller -leverandør. Mangfoldigheden i medlemsstaternes energiregnskaber afslører store skillelinjer mellem dem. Begrebet »energienklaver« har derfor en såvel teknisk som (geo-)politisk karakter (afhængighed af en enkelt leverandør).

2.3

De faktorer, der bør tages i betragtning, omfatter blandt andet manglen på sammenkoblinger, afhængighed af en enkelt energikilde/-leverandør, afstanden fra energiproduktionsstedet/ energitransportkorridorerne, investeringsudgifter alt efter markedets størrelse, vanskeligheden ved at vende de tunge tendenser i de nationale energipolitikker samt de specifikke geografiske/klimatiske forhold.

2.4

Hvis man holder sig til Eurostats definition, findes der i EU flere hundredvis af øer af forskellig størrelse og status. Ud over fire medlemsstater – Cypern, Irland og Malta og UK – er mere end 286 øer i Europa beboet af mere end 10 mio. indbyggere: Nordsøen og Østersøen, regioner i den yderste periferi for tre staters vedkommende (De Kanariske Øer for Spanien, Madeira og Azorerne for Portugal, Réunion, Mayotte, Guyana, Martinique, Guadeloupe og Saint-Martin for Frankrig). Der vil i denne udtalelse ikke blive taget individuelt hensyn til hverken de forskellige øer, der er tilknyttet medlemsstaterne, eller regionerne i den yderste periferi.

2.5

Der findes en form for energienklave, hvis karaktertræk først og fremmest tager sit udspring i 1900-tallets historie. Den Iberiske Halvø er i princippet stadig en energihalvø, da diktatorerne Franco og Salazar prioriterede selvstændighed i de fleste netværkspolitikker: transport, især jernbane, og elektricitet, med meget få eksterne forbindelser navnlig til resten af det europæiske kontinent gennem Frankrig. Denne situation har varet ved igennem de sidste tyve år, på grund af den store lokale modstand mod mange forskellige projekter om opbygning af de netværker, der krydser Pyrenæerne. Dette problem er ved at blive løst, og en ny jævnstrømsforbindelse vil snart udvide mulighederne for handel med det sydvestlige Middelhav. Men ud over en styrkelse af kapaciteten af elnetsammenkoblingerne mellem Frankrig og Spanien (hvor transitkapaciteten i 2014 vil gå fra 1 400 til 2 800 MW), vil det sandsynligvis i de kommende år blive nødvendigt at overveje andre måder at udveksle energi på mellem Den Iberiske Halvø og resten af det europæiske kontinent. Målet om inden 2020 at råde over 4 000 MW i handelskapacitet, herunder gennem en ny elektrisk forbindelse på den atlantiske side, bør støttes. Dette projekt skal optages på listen over projekter af fælles europæisk interesse, som skal vedtages i henhold til forordningen om retningslinjer for det transeuropæiske transportnet.

2.6

De baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) er på sin vis også energimæssige øer i forhold til EU, da deres netværker udelukkende afhænger af den tidligere »eksklusivpartner«, Rusland (og i mindre omfang Hviderusland). Der findes her en prioritet for så vidt angår europæisk, energimæssig integration. Det er jo paradoksalt, at de tre baltiske lande som integreret del af den politiske union til dato ikke selv har draget fordel af integrationen og den interne europæiske solidaritet på energiområdet. Hvordan kan man acceptere, at disse stater er afhængige af et tredjeland, der for øvrigt nu også er blevet medlem af WTO og ikke overholder de europæiske standarder for så vidt angår netværksadgang og ikke har tilsluttet sig energichartret og ikke arbejder for en styrkelse af sammenkoblingerne med de central- og østeuropæiske lande? EØSU opfordrer derfor til en mindskelse af skævhederne mellem de russiske og europæiske energimarkeder samt til en ny ambitiøs og verdensomspændende partnerskabs- og samarbejdsaftale, der omfatter et særligt kapitel om energisamarbejde (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2012 om Rådets årlige beretning til Europa-Parlamentet om udenrigspolitik og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (12562/2011 – 2012/2050 (INI)).

2.7

Sydøsteuropa (Balkanregionen) er et transitområde, og visse staters fremskridt med henblik på deres tiltrædelse af EU (Kroatien, men også Serbien, Montenegro, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, ...) forudsætter reformer i forhold til de nabolande, der er medlem af EU (Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Slovenien, Østrig og snart Kroatien). Oprettelsen af et energifællesskab i denne region er udtryk for en bevidsthed, som bør opmuntres og udbygges, bl.a. gennem en effektiv og gennemsigtig høring af civilsamfundsorganisationer i regionen vedrørende energistrategien.

2.8

Generelt set befinder alle EU-medlemsstater sig i en situation præget af en stærk indbyrdes afhængighed. For nogle af landene er afhængighedsforholdet over for nabolandene ekstremt stærkt navnlig i Central- og Østeuropa især Ungarn, selv om der ikke i ordets bogstaveligste forstand er tale om »energiøer«. Udvalget mener derfor, at det er strengt nødvendigt at føre en fælles energipolitik. Der er i den forbindelse brug for, at EU gør sig nogle generelle overvejelser om større solidaritet medlemsstaterne imellem. Dette aspekt er i øvrigt medtaget i artikel 194 i TEUF.

3.1

Energienklaver dækker over meget forskellige realiteter, men følgerne er stort set ens uanset situationen. Følgerne af disse enklaver munder næsten altid ud i:

3.2

Energiefterspørgslen er stor og voksende såvel i energienklaverne som i andre områder af EU. Under disse betingelser vil en potentielt mindre sikker og en i hvert fald meget dyrere forsyning gå hårdt ud over energienklavernes økonomiske konkurrenceevne. Visse industrisektorer og dermed også beskæftigelsen kan være truet, da visse aktiviteter ikke længere er rentable.

3.3

På samme måde vejer høje energipriser tungt på husholdningernes budget. Energifattigdom er længe blevet betragtet som et udelukkende nationalt eller lokalt problem. Og rent faktisk hører den direkte støtte til enkeltpersoner under disse niveauers kompetenceområde. Imidlertid findes nogle af de vigtigste årsager til energifattigdom ikke kun inden for nationale rammer. Ved at påvirke de store ubalancer, bør EU's energipolitik også bidrage til at begrænse dette fænomen.

3.4

Den ofte meget høje afhængighed af fossile brændstoffer – især olie – fastholder desuden CO2-udledningen på et højt niveau. På baggrund af miljøstandarder (direktiv om industrielle emissioner) og det generelle ønske om at beskytte menneskers sundhed, skal der foretages betydelige investeringer for at reducere disse emissioner. Disse omkostninger bør også indgå i energienklavernes energiregning.

3.5

Konsekvenserne af en situation med energienklaver bør evalueres bedre med hensyn til såvel vækst, konkurrenceevne og bæredygtig udvikling af de pågældende områder, som solidaritet, samhørighed og »manglende fortjeneste« for resten af EU i mangel af et på ethvert område komplet og funktionelt energimarked i EU. EØSU mener, at energienklavers eksistens er forbundet med samfundsmæssige omkostninger. Denne omkostning bør evalueres og løsningsmodeller for at nedbringe dem bør indgå i en global indsats. Man bør færdiggøre den europæiske energipolitik og udstyre den med de rette midler i forhold til såvel medlemsstaternes indbyrdes afhængighed som de vanskeligheder, de støder på.

3.6

Ud over at demonstrere fordelene ved yderligere europæisk integration, er målet at fremme den industrielle udvikling og dermed beskæftigelsen. Det europæiske industris konkurrenceevne er afhængig af mange faktorer, som de offentlige myndigheder kun har lille eller ingen indflydelse på. Udfordringen går således ud på at forhindre, at energipolitikken – som EU både kan og skal styre – bliver en bremseklods for vækst og beskæftigelse. EØSU opfordrer allerede nu medlemsstaterne og Kommissionen til ikke yderligere at forsinke gennemførelsen af de allerede fremhævede foranstaltninger, der kan være med til at reducere udgifterne til energi og øge forsyningssikkerheden. Det kan eksempelvis være en bedre koordinering af de nationale beslutninger om energi og en fælles planlægning af infrastruktur og netværk, etablering af europæiske sammenslutninger til indkøb af fossile brændstoffer og i givet fald europæiske forhandlingsmandater over for eksterne partnere.

4.1

To løsninger synes at være prioriteret på nuværende tidspunkt: for det første en tættere kobling af energienklaverne til det indre marked for energi (infrastruktur og tilrettelæggelse af markedet) for at øge solidariteten og tilpasse den tekniske tilrettelæggelse af det europæiske netværk med EU's politiske mål og lovgivning, og for det andet fremme af alternative energikilder, nærmere betegnet den lokale produktion af vedvarende energi. Det forudsætter, at man fremhæver potentialet – forudsat det findes – og foreslår foranstaltninger til at udnytte det fuldt ud på bæredygtig vis. I sidste instans kan fremme af energieffektivitet og styring af efterspørgslen gennem intelligente net bidrage til en optimeret energiefterspørgsel.

4.2

Kommissionen har allerede iværksat en større reform af EU's politik til støtte for energiinfrastruktur, især de sammenkoblinger (jf. Connecting Europe Facility), som EØSU har udtalt sig positivt om. (3) Det kan dog være nyttigt at gå endnu videre i den fælles planlægning af infrastruktur, således som EØSU slår til lyd for i sin udtalelse om det europæiske energifællesskab. (4) Med hensyn til elektricitet fastsatte Det Europæiske Råd i 2002 et mål for medlemsstaterne om at etablere en sammenkobling svarende til 10 % af deres installerede produktionskapacitet. Visse europæiske elektricitetsgrænser er stadig overbelastede og har fortsat langt til dette mål.

4.3

Den massive vækst i vedvarende energi i Nordsøen, sol- og vindenergi i det sydlige Europa vil samtidig kræve ny infrastruktur, der er mere »intelligent«, for at blive ordentligt integreret i det store europæiske netværk. Disse fremskridt på intelligente net vil kunne reducere forbruget med 9 % i 2020 og reducere CO2-udledningen med 9-15 %. Indsættelsen af intelligente net og foranstaltninger til styring af efterspørgslen kan være lettere på mindre markeder og hurtigere give bedre resultater. Sammen med skærpede energieffektivitetsforanstaltninger, kan dette medvirke væsentligt til at optimere efterspørgselen efter energi. De investeringer, der skal gennemføres, skal ses i forhold til en samlet styring af indsatsen på området, en nedbringelse af energiomkostningerne i en situation med stigende priser og mindre behov for investeringer i den konventionelle produktionskapacitet (mindre driftsoverskud) eller vedvarende energi.

4.4

I alt anslår ENTSO-E, at det i de næste ti år i Europa vil blive nødvendigt at anlægge 52 300 km nye højspændingsledninger, gennem en samlet investering på 104 milliarder EUR for omkring hundrede prioriterede projekter, hvoraf 80 % er et direkte resultat af udviklingen inden for vedvarende energi. Begrebet stordriftsfordele i de energienklaver, der har et potentiale på området, gør integration af vedvarende energi endnu mere vanskelig, hvis netværket ikke er særligt stort. Produktionskapaciteten i industrianlæg til fremstilling af vedvarende energi (i modsætning til decentral produktion) kan udgøre en relativt høj procentdel af produktionen eller forbruget, men her er følgerne af især uregelmæssig forsyning vanskeligere at styre.

4.5

Styrkelsen af sammenkoblingerne er derfor afgørende for at øge forsyningssikkerheden men også for at skabe en bedre balance mellem energiproduktionen og -forbruget i et større netværk i forbindelse med den kraftige udvikling af vedvarende energi. Dette gælder ligeledes for konventionelle kapaciteter, der tager over ved indstilling eller betydelig forsinkelse i produktionen af vedvarende energi.

4.6

Udviklingen af vedvarende energi kræver en fleksibel reservekapacitet, der er tilpasset og kan fungere ved lav grundlastproduktion (low baseload). Flydende naturgas (LNG) kan være løsningen på et afhængighedsforhold til en enkelt gasleverandør – og til de høje priser – som denne praktiserer, samtidig med at man sikrer en mere fleksibel og billigere løsning end olie, så man muliggør støtte til udviklingen af vedvarende energi. Udviklingen af flydende naturgas (LNG), kræver imidlertid betydelige investeringer i havneinfrastruktur og opbevaring.

4.7

EØSU er overbevist om, at fremtiden for det europæiske energisystem forudsætter bedre sammenkoblinger og udvikling af vedvarende energi, ikke mindst for energienklavernes vedkommende, så man kan forbedre forsyningssikkerheden. Brugen af fossile brændstoffer vil fortsat være dominerende, men øget produktion af vedvarende energi nødvendiggør en drastisk styrkelse af nettet på nationalt og europæisk plan (jf. EØSU's udtalelse om energikøreplanen 2050 og »no-regret«-foranstaltninger) (5).

4.8

Denne nødvendighed bliver dog ikke konkretiseret på effektiv vis uden en gennemsigtig, global og præcis evaluering af de dermed forbundne omkostninger. For på bedste vis at kunne vejlede i valg af investering og politik, bør der foreligge en i videst mulig omfang objektiv viden om omkostningerne – herunder også de eksterne – forbundet med fossile brændstoffer samt de ekstraomkostninger, de vedvarende energikilder medfører. Undersøgelser af disse indirekte omkostninger er i høj grad indbyrdes modstridende, hvilket gør dette behov endnu mere presserende.

4.9

Med hensyn til vedvarende energi, er det vigtigt at tage højde for størrelsen af investeringerne i ny produktionskapacitet, men også omkostningerne ved styrkelsen af nettet og udgifterne til eventuelle subsidier. Til dette sidste punkt kan det være nødvendigt i højere grad at understøtte de områder, der er mere energiafhængige, og hvor vedvarende energi hidtil har været mindre udviklet. Men det er vigtigt, at stigningstakten i produktionen af grøn energi sker i takt med styrkelsen af netværket. Det er også vigtigt at få fastlagt den nødvendige reservekapacitet for hver enkelt ekstra produktionsenhed for vedvarende energi. Reservekapaciteten kan dog importeres, men det forudsætter sammenkoblinger og et effektivt regionalt og europæisk samarbejde. Vilkårene for støtte til vedvarende energi bør tage højde for dette aspekt for at optimere tempoet for udviklingen og omkostningerne til støtten, som pålægges skatteyderne.

4.10

Alle disse omkostninger bør efter en præcis evaluering sammenholdes med energiregningen for de importerede fossile brændstoffer og omfatte alle omkostninger, herunder også de politiske og miljømæssige. Dette er nødvendigt for at evaluere de såvel positive som negative følger for EU's konkurrenceevne. Det er ligeledes på den baggrund, at der i visse energienklaver foregår en kraftig udvikling af produktionen af vedvarende energi med henblik på eksport til andre EU-medlemsstater eller tredjelande.

4.11

EØSU ønsker, at man først og fremmest lader de stater og regioner, der er berørte af fænomenet energienklaver, indgå i denne dynamiske styrkelse af infrastrukturen, og at fastsættelsen af de udvalgte prioriteter tager højde for deres større afhængighed. For eksempel kunne Baltic Energy Market Interconnection Plan (BEMIP) bane vejen for en bedre koordinering og energisammensætning i regionen. Dette ville gøre energinettene mere tilgængelige, navnlig i Estland, Letland og Litauen.

4.12

Der er for nylig blevet gjort fremskridt i samarbejdet mellem Letland og Litauen. Der findes på dette område et flagskibsinitiativ: Litauen vil bygge en terminal i Klaïpeda til flydende gas, som vil forsyne opbevaringstanken i Incukalns i Letland. Litauen vurderer, at denne beholder kan fungere som »regional gasreserve«. EØSU henviser i den forbindelse til sit forslag om sammenlægning af ressourcer som fossile brændstoffer og navnlig at gruppere gasindkøb (6). Estland, Letland og Litauen er i gang med at udvikle og gennemføre projekter om elsammenkoblinger (LitPol Link NordBalt og Estlink 2) med andre EU-lande, navnlig Polen. Samtidig arbejder de tre baltiske lande hen imod en fuldstændig integration i det europæiske energisystem, hvor man kombinerer elforsyningssystemer med det kontinentaleuropæiske elnet i synkrondrift (indgår på nuværende tidspunkt i en gennemførlighedsundersøgelse). De baltiske lande udvikler tillige i fællesskab kernekraftværksprojektet Visaginas, der kan medvirke til at sikre energisikkerheden i disse lande og udgøre et vigtigt element i integrationen af det europæiske elsystem.

4.12.1

Cyperns ny energidimension (vigtige fund af gas i territorialfarvandene) kan gøre landet til en vigtig regional aktør. En mærkbar stigning i landets produktionsmidler til vedvarende energi og et stærkt engagement i ovennævnte projekter kan gøre landet til et energiknudepunkt med kurs mod bedre regional integration og aktør i naboskabspolitikken på energiområdet. De europæiske operatørers nylige beslutning om fremtidig udnyttelse af Cyperns gasressourcer bør give mulighed både for en bedre integration i Unionen og en aktiv naboskabspolitik.

4.13

Desuden kan afhængighed af en enkelt leverandør reduceres med iværksættelsen af den tredje energipakke. Spørgsmålet om den regionale tilrettelæggelse af markedet er også afgørende: Litauen og Estland deltager allerede i Nord Pool Spot, de baltiske og de nordiske landes elmarked, som Letland har planer om at tilslutte sig næste år. Ud over dette eksempel opfordrer EØSU de baltiske lande til at finde fælles løsninger på deres behov og at udvikle den regionale energidialog.

4.14

Der skal laves flere sammenkoblinger til EU's tilgrænsende tredjelande, der enten kan producere og eksportere energi til EU, eller varetage transit til EU fra andre produktionssteder. Dette gælder især for energiprojekter rundt om Middelhavet (Solenergiplanen for Middelhavsområdet, Medgrid, Middelhavsunionens energipakke, Desertec osv.), hvor man opfordrer de berørte lande (Cypern, Malta) eller regioner (Kreta, Sardinien, Korsika, Sicilien, Balearerne...) til at deltage i disse projekter.

4.15

Energifællesskabet [i Sydøsteuropa] bør på dette område have et element af udadvendt samråd og integration, samt en dimension i form af »tiltag blandt det organiserede civilsamfund«. EØSU's fælles rådgivende udvalg (FYROM, Montenegro, Kroatien) og de økonomiske og sociale råd og tilsvarende institutioner i disse lande bør spille en rolle.

4.16

Desuden bør demonstration og udvikling af vedvarende energi fremhæves yderligere, især i forbindelse med energikøreplanen 2050 og den nylige meddelelse om integration af vedvarende energikilder i det indre marked (COM (2012) 271 final).

4.17

Der er behov for løsninger og samordnede forslag inden for EU og i dens periferi, hvor man inddrager:

4.18

Kun mellemstatlige løsninger og løsninger, der involverer flere operatører, er levedygtige. Energipolitikkerne, uanset om der er tale om indkøb, etablering af netværk, forskning og udvikling osv., kan ikke udformes alene af nogle enkelte EU-lande, der fører en »selvstændig« energipolitik, da det ville have alt for store konsekvenser for de andre stater. Det er nødvendigt med en stærkere koordinering af energimix eksempelvis mellem stater og regioner, der er præget af fænomenet energienklaver og hvis energipolitik er stærkt begrænset. Dermed kunne disse stater og regioner endda bane vejen for et tættere samarbejde på europæisk plan, ud over hvad der blot vedrører »suverænitet på energiområdet«.

4.19

Disse løsninger – infrastruktur, fremstilling af vedvarende energi, øget koordinering mellem stater og regioner af energipolitikkerne – bør imidlertid være ledsaget af en stærkere inddragelse af civilsamfundet i forhold til konsekvenserne for energimix, tilrettelæggelse af markedet, priser, konkurrenceevne, miljøhensyn og den sociale accept. I denne forbindelse henviser EØSU til sit forslag om et civilsamfundsforum for energispørgsmål, som udvalget fremsatte i forbindelse med sit arbejde med det europæiske energifællesskab (7).

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/16

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at de personrelaterede tjenesteydelser på social-, sundheds- og uddannelsesområdet i Europa er et vigtigt centralt element i den europæiske socialmodel. Disse tjenester, som er indbyrdes forbundne og forstærker hinandens effektivitet, udgør tilsammen en »gylden trekant«, der har stor betydning for samfundets funktion og kvalitet.

1.2

Det er udvalgets opfattelse, at disse tjenesteydelser har en central funktion både for integrationen af den enkelte borger i samfundet og bevarelsen af den sociale samhørighed. Derved sikrer de en effektiv demokratisk deltagelse og social retfærdighed. Tilsvarende har de stor betydning for opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger om bæredygtighed, intelligent jobskabelse og styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed i EU.

1.3

EØSU mener, at der bør tages mere hensyn til den kendsgerning, at befolkningen aldres, og efterspørgslen på sundhedsydelser stiger i takt med, at færre og færre familier har mulighed for at yde denne omsorg – bl.a. pga. kvinders stigende deltagelse på arbejdsmarkedet. Derfor bør der fokuseres mere på vigtigheden af en bedre planlægning og styring, når det gælder plejepersonalets kvalifikationer og uddannelse på den ene side og prioritering af budgetbevillingerne på den anden.

1.4

EØSU er bevidst om medlemsstaternes kompetence på dette område og de nationale, regionale og lokale myndigheders skønsbeføjelser i leveringen af disse tjenesteydelser. EØSU gør dog samtidig opmærksom på, at EU og medlemsstaterne også har et stort fælles ansvar på dette område, og understreger, at Lissabontraktatens protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt som bilag til traktaten, har indført en vigtig innovation i den henseende. Derfor er det efter EØSU's mening nødvendigt, at medlemsstaterne indleder et harmoniseringssamarbejde med henblik på at overvinde de eksisterende uligheder og sikre den grundlæggende fri etableringsret (under overholdelse af som minimum de lovbestemte og overenskomstmæssige arbejdsmarkedsstandarder i modtagelseslandet) og frihed til at levere tjenesteydelser.

1.5

I lyset af sektorens betydning for EU's samlede bruttonationalprodukt og de vigtige muligheder, den giver for beskæftigelse, nye arbejdspladser og virksomheder, samt dens evne til at levere innovative kvalitetsløsninger som svar på det europæiske samfunds strukturelle ændringer og behov samt Lissabontraktatens målsætninger på området, anmoder EØSU Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om at:

1.6

EU bør på koordineret vis afsætte en del af midlerne fra de forskellige strukturfonde til udvikling af mangelfulde sociale infrastrukturer og sundhedstjenesteydelser og til lokale beskæftigelsesinitiativer i sektoren. Især bør der oprettes en budgetpost for støtte til landdistrikter. Det samme gælder Horisont 2020- og Kultur-programmet og efteruddannelsesforanstaltninger i relation til de nye teknologier, der anvendes på social- og sundhedsområdet. Ydermere bør forskningen i optimering af tjenesteydelsernes effektivitet samt dokumentation og udveksling af gode erfaringer fremmes.

1.7

EØSU anser det for vigtigt at etablere en konstruktiv og velstruktureret social dialog på alle niveauer (lokalt, nationalt og europæisk) for sektoren for personrelaterede tjenesteydelser. En sådan social dialog bør spille en afgørende rolle med henblik på at:

Kommissionen og medlemsstaterne bør konkret og aktivt støtte iværksættelsen og udviklingen af en sådan social dialog og tilrettelæggelsen af arbejdet i den forbindelse. Til en begyndelse kunne denne støtte tage form af studier over sektoren og konferencer på europæisk plan for sektorens arbejdsmarkedsparter.

2.1

Formålet med udtalelsen er at undersøge, hvilke ændringer der er ved at ske i de nuværende tendenser, og den fremtidige udvikling på området for personrelaterede sociale og sundhedsmæssige ydelser og dertil knyttede uddannelsestjenester og især, hvilke nye muligheder for beskæftigelse af høj kvalitet denne sektor kan frembringe.

2.2

De sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser er rettet mod den enkelte borger og dennes grundlæggende behov. Sektoren spænder over flere forskellige områder: fra medicinske og psykosociale behandlingscentre til institutioner, som yder sociale og sundhedsmæssige tjenester, hjemmehjælp, samt plejehjem og centre til pleje af psykisk syge, børn, ældre og handicappede.

2.3

Et andet særtræk ved sektoren er den betydelige indvandring fra lande uden for EU samt en kraftig tendens til sort arbejde med de dertilhørende alvorlige følger for den enkelte og samfundet som helhed.

2.4

Med denne udtalelse ønsker EØSU at bidrage til kortlæggelsen af den merværdi, som de personrelaterede tjenester kan tilføre Europa 2020-strategien. Målet er at identificere behovene for kvalificeret personale og nye erhvervsprofiler med henblik på at skabe innovative sociale muligheder, flere og bedre arbejdspladser og større velfærd for alle borgere takket være bedre integration og større social samhørighed.

2.5

De personrelaterede tjenesteydelser på social-, sundheds- og uddannelsesområdet i Europa er et vigtigt centralt element i den europæiske socialmodel. Disse tjenester, som er indbyrdes forbundne og forstærker hinandens effektivt, udgør tilsammen en »gylden trekant«, der har stor betydning for samfundets funktion og kvalitet.

2.6

EØSU støtter konceptet med den »gyldne trekant« bestående af integrerede tjenester, der sigter på kvalitetsuddannelse, effektiv sundhedspleje og fuld social integration og på at opnå, at disse tre tjenesteydelser er så effektive som overhovedet muligt i forhold til følgende kriterier: tilgængelighed, adgang for alle, vægt på den enkelte, universalitet, kontinuitet og høj kvalitet med et klart fokus på resultater, respekt for grundlæggende rettigheder, deltagelse og partnerskab, integreret forvaltning, investeringer i menneskelig kapital og sociale infrastrukturer, høje præstationsniveauer, kvalificerede job og gode arbejdsvilkår, karriereudvikling, solidaritet og social samhørighed.

2.7

På baggrund af netop disse kendetegn mener EØSU, at der bør tages et særligt hensyn til den gyldne trekant af professionaliserede personrelaterede tjenesteydelser med henblik på at opfylde Europa 2020-strategiens målsætninger for bæredygtighed, økonomisk og beskæftigelsesmæssig udvikling samt økonomisk og social samhørighed i EU.

2.8

Udtalelsen gør brug af adskillige informationskilder: fra generelle undersøgelser til konkrete virksomhedsanalyser. Det bemærkes, at EØSU i tidligere udtalelser (1) allerede har behandlet demografiske tendenser og aktiv aldring samt konsekvenserne af en aldrende befolkning for sundheds- og velfærdssystemerne. Desuden er EØSU selv i færd med at opstille en køreplan for en række initiativer vedrørende problemer med aldring i det europæiske samfund (inden for rammerne af det ottende rammeprogram for forskning og udvikling) og vedrørende ældres deltagelse i samfundslivet (2).

2.9

Udtalelsen behandler kun de personrelaterede uddannelsesmæssige tjenester i det omfang, de har relevans for leveringen af tidssvarende sociale og sundhedsmæssige tjenester af høj kvalitet. For flere oplysninger om tjenesteydelserne på området for uddannelse og livslang læring henvises til de mange udtalelser, som EØSU allerede har udarbejdet om emnet (3).

3.1

Det fremgår af Eurostats statistikker for EU-27, at den europæiske sektor for sociale og sundhedsmæssige ydelser samt tilknyttede uddannelsesmæssige tjenester i 2009 beskæftigede flere end 21,5 mio. personer (4). I forhold til de nye medlemsstater tegner de gamle EU-lande sig for størstedelen af disse arbejdstagere, hvoraf hovedparten er kvinder, som udgør 75 % af sektorens lønmodtagere, og unge (mere end 43 % er under 40 år). Mellem 2000 og 2010 genererede sektoren mere end 4 mio. nye arbejdspladser på socialområdet og inden for sundheds- og hjemmepleje. Det står i skarp kontrast til den faldende beskæftigelse i EU i kølvandet på den økonomiske krise, hvor netop denne sektor har været i stor vækst i perioden 2008-2010 og skabt ca. 770 000 nye arbejdspladser (5).

3.2

Sundhedssektoren er en af de største industrier i EU. Den tegner sig for ca. 10 % af BNP samt for hver 10. arbejdstager, og andelen af arbejdstagere med en videregående uddannelse er desuden højere end gennemsnittet på serviceområdet (6). Beskæftigelsen i sektoren stiger i takt med befolkningens aldring (7), kvindernes stigende deltagelse på arbejdsmarkedet og den større efterspørgsel på sundhedstjenester. Der er derfor behov for flere harmoniserede definitioner og uddannelsesstandarder på EU-niveau for at fremme den geografiske mobilitet og erhvervsmæssige dynamik og derved sikre effektive og bæredygtige tjenester af høj kvalitet i hele EU.

3.3

Arbejdsstyrken er bl.a. sammensat af plejeassistenter, sygeplejersker, ungdomsrådgivere, socialarbejdere og læger. Ny forskning (8) viser, at plejepersonalet i hele sundhedssektoren har en høj arbejdsmoral og ansvarsfølelse på trods af de lave lønninger og den mangelfulde anerkendelse af deres arbejde. Nogle undersøgelser påviser desuden, at der er alvorlig mangel på personale og stadig flere vanskeligheder med at rekruttere og fastholde egnet og kvalificeret arbejdskraft.

3.4

En europæisk strategi inden for rammerne af Europa 2020-strategien (9) er nødvendig for at sikre større teknisk såvel som strukturel innovation, nedbringe omkostninger og fremme kvalitetsarbejdspladser. Strategien skal forbedre adgangen til sundhedspleje, især i dårligt stillede områder og på medicinske områder, der lider under personalemangel på landsplan, ved hjælp af europæiske netværk for sundhedscentre af høj kvalitet med kvalificeret og særligt motiveret personale, som stilles til rådighed for alle EU-borgere.

3.5

Lønningerne i sektoren er generelt lavere end landsgennemsnittet for tilsvarende arbejdsopgaver, og kvinder – som udgør langt størstedelen af arbejdskraften og ofte har indvandrerbaggrund – bliver som regel underbetalt (10) og i vid udstrækning overset og har usikre ansættelsesforhold, også selvom de er velkvalificerede. Dette fremgår af de seneste undersøgelser i delsektorer (11) såsom sundhedspleje, børnepasning, ældrepleje og andre former for støtte til personer med plejebehov.

3.6

Sektoren adskiller sig fra andre på følgende punkter (12):

3.7

Som tidligere bemærket for de personrelaterede tjenesteydelser er det også vigtigt at »være opmærksom på de særlige kendetegn for mindre operatører, der leverer tjenester af almen økonomisk interesse, sociale ydelser og ikke-kommercielle tjenester. Der skal tages større hensyn til disses særtræk og specifikke bidrag til den almene interesse« (13) i den sociale dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet generelt.

3.8

Situationen er især alvorlig i landdistrikter og andre dårligt stillede områder, hvor manglen på sociale samt sundheds- og uddannelsesmæssige infrastrukturer ofte indebærer, at den kvalificerede arbejdskraft udvandrer, hvilket påvirker oprettelsen og etableringen af virksomheder og udviklingen af disse områder. Man skal derfor søge en mere afbalanceret regional udvikling og fremme større territorial samhørighed, især i den del af sektoren for de personrelaterede tjenesteydelser på det sociale samt sundheds- og uddannelsesmæssige område, der er møntet på børn og spædbørn (14).

3.9

For at integrere de vandrende arbejdstagere på bedre vis skal der opstilles finansielle og organisationsrelaterede støtteforanstaltninger, der sigter mod sprogundervisning, en forbedring af fagets image, modtagelse og husning samt uddannelse i plejepraksis. Der bør samtidig tages højde for den efterfølgende reintegrering i hjemlandet for at undgå hjerneflugt på sundhedsområdet (15).

3.10

Investeringsomkostningerne i sektoren er derfor ganske høje og ofte kontroversielle set ud fra et bæredygtighedskriterium, idet den finansielle krise har gjort det nødvendigt at forbedre omkostningseffektiviteten for de sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser. Medlemsstaterne er således under pres for at finde den rette balance mellem levering af sundhedsmæssige ydelser til alle og overholdelse af de budgetmæssige begrænsninger. Ser man på de opnåede resultater, står det imidlertid klart, at investeringerne i denne sektor er yderst produktive og nyttige: arbejdsstyrken er sundere, bedre integreret, mere kvalificeret, bedre motiveret og også mere stabil.

3.11

Lissabontraktatens protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt som bilag til traktaten, har desuden indført vigtig innovation i den henseende, »eftersom den dækker alle tjenesteydelser af almen interesse og for første gang i en traktat indfører betegnelsen »ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse« over for »tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«« (16). De personrelaterede tjenesteydelser har unægtelig både en »økonomisk« såvel som en »ikke-økonomisk« karakter. De er af almen økonomisk interesse, da de er vigtige for, at alle industri- og servicesektorer er velfungerende, mens deres ikke-økonomiske aspekt har betydning for integrationen af alle borgere og den sociale samhørighed i samfundet.

3.12

Protokollen er ifølge EØSU »ikke blot en erklæring om fortolkning af traktaterne og Unionens fælles værdier, hvad angår tjenesteydelser af almen interesse, men skal ses som en brugsanvisning for Unionen og medlemsstaterne. Den placerer konsekvent brugerne og opfyldelsen af deres behov, præferencer og rettigheder i centrum for bestemmelserne og fastholder fælles principper om et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og tilgængelighed, lige behandling og fremme af universel adgang« (17).

3.13

Frem for alt er det vigtigt at give sektoren en stærk europæisk dimension ved hjælp af en harmoniseret EU-ramme og en europæisk strategi for strukturelle foranstaltninger, selvom udvalget allerede har fremhævet »de nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse så tæt på brugernes behov som muligt« (18).

4.1

EØSU mener, at det er vigtigt at udvikle en europæisk strategi til imødegåelse og styring af de ændringer, der i øjeblikket finder sted i det europæiske samfund og dets økonomiske og sociale model. Det forudsætter, at der fastlægges strategiske prioriteringer for den europæiske sektor for personrelaterede tjenesteydelser på det sociale samt sundheds- og uddannelsesmæssige område. De omfatter:

4.2

De menneskelige ressourcer er den første store søjle i sektoren for personrelaterede tjenesteydelser, som det fremgår af de midler, der er afsat under Europa 2020-strategien til målet om at holde EU's borgere aktive, socialt integrerede og sunde i længere tid, hvilket i sidste ende vil have en positiv afsmitning på produktivitet og konkurrenceevne. Sektoren er blandt de første, der nævnes i Initiativet om ledende markeder i Europa, og er en integreret del af flagskibsinitiativet En dagsorden for nye kvalifikationer og job.

4.2.1

Med tanke for tjenesteydelsernes betydning bør EU's strategiske aktion vedrørende menneskelige ressourcer have fokus på:

Disse aktioner på europæisk plan bør ledsages af foranstaltninger om løbende overvågning baseret på en nøje videnskabelig vurdering.

4.3

Indførelse af passende teknologier i sektoren til støtte for tjenestemodtagere og -udbydere udgør denne strategis anden søjle: strukturel såvel som metodologisk og teknisk innovation i personrelaterede tjenesteydelser på social- og sundhedsområdet kan bidrage til at imødegå udfordringen vedrørende bæredygtighed i forbindelse med de igangværende demografiske forandringer og realiseringen af inklusiv vækst.

4.3.1

Kommunikations- og informationsteknologier bør tages i brug for at fremme autonomi og større ansvarliggørelse og en kultur med fokus på den personlige sundhed samt koordinering af de sociale og sundhedsmæssige tjenester med henblik på at udvikle stadigt mere integrerede ydelser, som sætter borgeren i centrum af et koordineret kontinuum af tjenesteydelser af høj kvalitet.

4.3.2

e-Sundhed, digitale færdigheder inden for informationsteknologi og telemedicin udgør tilsammen en vigtig søjle i innovationsprocessen inden for sundhedspleje og revalidering, da de giver patienter mulighed for at tage deres medicinske forhistorie med sig overalt og således nyde godt af en lægebehandling, der er så individuelt tilpasset som muligt (19).

4.3.3

Hvis de personrelaterede tjenesteydelser skal være effektive, må der opstilles en avanceret teknologisk platform til udveksling af succesfuld praksis mellem brugere og leverandører af langtidspleje, udveksling af retningslinjer for lokal beslutningstagning samt kvalitetsevaluering/-overvågning. Platformen skal også være et forum, hvor processerne til omsorgsplanlægning kan finjusteres med henblik på at forbedre omkostningsfordelingssystemer for sociale, sundhedsmæssige samt paramedicinske ydelser (20).

4.3.4

Gennem F&U på nationalt og europæisk niveau skal man drage størst mulig nytte af it-teknologier i de personrelaterede tjenesteydelser på det sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige område for at fremme nye fagprofiler, der skal skræddersyes, så de passer til de forskellige behov blandt børn, handicappede, ældre og borgere med fysiske eller psykiske lidelser.

4.4

Søjle tre: muligheden for at opstille et europæisk rum for integrerede tjenesteydelser bør nøje overvejes med det formål at overvinde de eksisterende uligheder og reelt sikre den grundlæggende fri etableringsret (under overholdelse af som minimum de lovbestemte og overenskomstmæssige arbejdsmarkedsstandarder i modtagelseslandet) og frihed til at levere tjenesteydelser (især i denne sektor, som er vigtig for tjenesteydelsernes frie bevægelighed) gennem gensidig anerkendelse, administrativt samarbejde og – om nødvendigt – harmonisering med henblik på at tilvejebringe en række ansvarlige tjenesteydelser med borgeren i centrum i hele EU. EU og medlemsstaterne bør udøve deres ansvar i fællesskab for at realisere denne målsætning.

4.4.1

Udfordringen med at omdanne den europæiske økonomi til en innovativ og moderne økonomi, der bygger på en fuld gennemførelse af den fjerde frihed om tjenesteydelsernes frie bevægelighed samt udvikling af en »femte frihed«, dvs. den fulde og frie bevægelighed af viden, vil give Europa mulighed for at udnytte sit potentiale fuldt ud. I den sammenhæng skal innovationsresultaterne på social- og sundhedsområdet overvåges ved hjælp af et europæisk overvågningssystem, der opstilles med henblik herpå.

4.4.2

Der er behov for et solidarisk europæisk rum, der sikrer adgang til de basale personrelaterede kvalitetsydelser på det sociale samt sundheds- og uddannelsesmæssige område i hele EU. Med henblik herpå skal man også gennemføre »den frivillige europæiske kvalitetsramme i de enkelte medlemsstater og inden for en række sektorer« (21) og inddrage brugere i kvalitetsdefinitionen og -vurderingen.

4.4.3

Forudsætningen for et system for integrerede tjenester er, at der ud over harmoniserede kvalitetsprincipper eksisterer en gensidig anerkendelse af kvalifikationer samt kvalitetskontrol af de enkelte ydelser, og at der indledes en social dialog på forskellige niveauer og tæt på borgerne med inddragelse af alle aktører for at intensivere det gensidige samarbejde.

4.5

Støttepolitikker samt politikker for strukturer og infrastrukturer udgør den fjerde søjle i den europæiske strategi på området for personrelaterede tjenesteydelser.

4.5.1

Et nøgleelement i denne søjle er, at man på målrettet vis iværksætter EU-programmer og strukturelle foranstaltninger – sammen med foranstaltningerne under Europa 2020-strategien – med særligt fokus på Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne samt EU-programmerne Kultur og Horisont 2014/2020.

4.5.2

Man bør på EU-niveau også opstille foranstaltninger til udvikling af en EU-ramme, der skal lette og fremme gode resultater, for så vidt angår faglige kvalifikationer og tjenesternes kvalitet, dokumentation og udveksling af positive erfaringer. Rammen skal indføre standardiserede systemer til overvågning af kvalitet, kundetilfredshed og værdi for pengene. Det sker af hensyn til tjenesteudbydernes faglighed, arbejdsvilkår og karrieremuligheder såvel som med tanke for offentlige, private og socioøkonomiske virksomheder, der opererer i sektoren, og endelig med øje for tjenestemodtagerne og deres familier samt den sociale økonomi.

4.5.2.1

Den frivillige sektor spiller i den forbindelse en stor rolle og yder et bidrag af høj kvalitet til de menneskelige, sociale og følelsesmæssige aspekter, hvilket man bør støtte og fremme: Der bør være et særligt fokus på EU-foranstaltninger, der støtter udveksling af bedste praksis inden for frivilligt arbejde i sektoren for personrelaterede ydelser.

4.5.3

Der skal være fokus på betydningen af investeringer og især vægt på behovet for at diversificere den finansielle dækning (beskatning, forskellige former for bidrag til social sikring (beskyttelse), forsikring, solidaritet mellem generationerne, offentlig-private partnerskaber), eftersom størstedelen af befolkningen ikke kan dække omkostningerne til langsigtet sundhedspleje.

4.5.4

Man bør på EU-niveau afsætte en del af strukturfondsmidlerne til udvikling af mangelfulde sociale infrastrukturer, sundhedstjenester og plejeydelser og til lokale beskæftigelsesinitiativer i sektoren samt indføre en særlig budgetpost til landdistrikter og dårligt stillede områder via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Leader-initiativet.

4.5.5

På EU-niveau bør man ligeledes revidere støtteforanstaltningerne for familiepolitikker med det mål at sikre mere fleksible aftaler på arbejdspladsen for personer, der yder pleje til familiemedlemmer.

5.1

EØSU mener fuldt og fast, at »inden for bl.a. sundhedsområdet, børnepasning, ældreomsorg, bistand til handicappede og socialt boligbyggeri udgør disse tjenesteydelser et vigtigt sikkerhedsnet for borgerne og bidrager til at fremme social samhørighed« (22).

5.2

Udvalget fremhæver, at de personrelaterede tjenesteydelser på det sociale samt sundheds- og uddannelsesmæssige område er af almen interesse – såvel økonomisk og som ikke-økonomisk – og at de spiller en vigtig rolle for et velfungerende europæisk samfund af høj kvalitet, i og med at de bidrager til social sikring og inddragelse samt i betydeligt omfang til økonomiens præstationsniveau og konkurrenceevne. Mens efterspørgslen på disse ydelser stiger, sker der samtidig et fald i finansieringskapaciteten som følge af den økonomiske krise og, på længere sigt, de demografiske tendenser.

5.3

EØSU understreger kraftigt Lissabontraktatens målsætninger for uddannelse, socialsikring og sundhed. De afspejler den kollektive sociale bevidsthed og ønsket om at give borgerne en så høj levestandard, som alle medlemsstaternes økonomi tillader.

5.4

Under de nuværende forhold mener EØSU derfor, at forudsætningen for en yderligere udvikling i disse sektorer er:

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/23

1.1

EØSU er fuldt overbevist om, at ægte partnerskaber, hvor alle partnere og interessenter fra det organiserede civilsamfund (1) inddrages i forberedelsen, gennemførelsen og den efterfølgende evaluering af programmer og projekter iværksat under EU's samhørighedspolitik, bidrager direkte til at øge kvaliteten af disse programmer og projekter og til, at resultaterne bliver som ønsket. Partnerskabsprincippet er et glimrende eksempel på, hvordan god forvaltning kan anvendes i andre EU-politikker og dermed sikre en effektiv gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

1.2

EØSU har efterlyst en adfærdskodeks og bakker derfor fuldt op om Kommissionens initiativ, ligesom det er helt enigt i de foreslåede henstillinger. EØSU er glad for den støtte, der har været til kodeksen fra Europa-Parlamentets og Regionsudvalgets side; dog minder det om, at alle offentlige og private partnere bør være ligeværdige i et partnerskab.

1.3

EØSU er imidlertid dybt skuffet over, at Rådet for øjeblikket har slettet den foreslåede adfærdskodeks fra Kommissionens forslag. EØSU opfordrer Regionsudvalget til, at de to udvalg sammen går i aktion for at forsvare kodeksen.

1.4

EØSU ser med stor alvor på den voksende bekymring i det organiserede civilsamfund med hensyn til gennemførelsen af partnerskabsprincippet. Indberetninger fra nogle medlemsstater viser en udvikling i retning af en udvanding af partnerskabsprincippet, og at inddragelsen af det organiserede civilsamfund er for nedadgående. Det giver også anledning til bekymring, at adfærdskodeksen er blevet slettet fra Kommissionens forslag. I denne tid med kriser er der brug for, at arbejdsmarkedets parter og øvrige civilsamfundsorganisationer engagerer sig endnu stærkere.

1.5

Selvom Kommissionens dokument endnu blot er et arbejdsdokument, kommer det på et godt tidspunkt, da strukturfondsprogramplanlægningen for perioden 2014-2020 allerede er startet i flere medlemsstater og regioner. Kommissionen bør aktivt udbrede kendskabet til dokumentet, så det kan bruges af de relevante partnere. EØSU opfordrer alle sine medlemmer til aktivt at tilskynde deres organisationer til at deltage i projekter og programmer under EU's samhørighedspolitik på grundlag af adfærdskodeksen.

1.6

Det er magtpåliggende for EØSU at understrege, at de operationelle programmer bør have fokus på »partnerskabsvenlige« tiltag og foranstaltninger. Ligebehandling og pluralisme i partnerskaber, målrettede partnerskaber for målrettede programmer og større kapacitetsopbygning bør være de overordnede retningslinjer.

1.7

EØSU mener, at overvågningsudvalgene bør suppleres af andre partnerskabsinstrumenter. I den forbindelse minder EØSU om, at formuleringen i den af Europa-Parlamentet foreslåede ændring af artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser om, at myndighederne »samarbejder« med partnerne skal erstattes med »inddrager« partnerne.

1.8

EØSU foreslår en »partnerskabskontrol«, som partnerne selv står for. En europæisk overvågningsordning af denne art bør være baseret på en enkel tjekliste og peerevalueringer, som Kommissionen står for i samarbejde med de europæiske interesseorganisationer. EØSU vil meget gerne deltage aktivt i dette arbejde.

1.9

Korrekt gennemførelse af partnerskabsprincippet i overensstemmelse med adfærdskodeksen bør være en forudgående betingelse, når Kommissionen indgår partnerskabsaftaler med de forskellige medlemsstater. I den henseende kunne der lægges et ekstra beløb oveni midlerne til de operationelle programmer for at skabe et incitament til at opfylde denne betingelse.

2.1

Partnerskabsprincippet blev introduceret i 1988, men gennemførelsen har lige siden været usammenhængende og langsom. Et forløb, som har omfattet det organiserede civilsamfund, først og fremmest arbejdsmarkedets parter. Lande, hvor partnerskab er en naturlig del af den politiske beslutningsproces, har haft lettere ved at integrere princippet. Det blev styrket, da Kommissionen havde et mere direkte ansvar for samhørighedspolitikken, og dengang fællesskabsinitiativer som EQUAL og LEADER blev lanceret.

2.2

I mange tilfælde har partnerskabet dog kun været formelt. I programmeringsperioden 2006-2013 er partnerskabsprincippet ikke blevet aktivt fremmet, trods det at aktørinddragelse i samme periode blev et helt centralt element i gennemførelsen af Lissabonstrategien. EU's samhørighedspolitik skulle tackle nye udfordringer, da EU blev udvidet med 10 lande i 2004 og senere med Bulgarien og Rumænien i 2007.

2.3

Kommissionen slog ned på mangler, og civilsamfundspartnere kritiserede tilbageslag. I kølvandet på det ændrede balanceforhold mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forvaltningen af EU's samhørighedspolitik kom udbredelse af god praksis i centrum.

2.4

I 2009 anmodede Kommissionen EØSU om en sonderende udtalelse om fremme af partnerskaber inden for strukturfondene på grundlag af god praksis. Udtalelsen blev dengang suppleret af publikationen »Der skal to til en tango« med udvalgte eksempler på god praksis i medlemsstaterne. Kommissionen er efterfølgende gået videre med EØSU's forslag til en adfærdskodeks.

2.5

Den nuværende situation viser, at partnerskaber med det organiserede civilsamfund er under udvikling i de fleste medlemsstater. På nogle områder kan Polen være et eksempel for andre, da der hele tiden udvikles god praksis. Partnerskab i praksis er uden tvivl en udfordring for de nyeste medlemslande, Bulgarien og Rumænien og snart Kroatien. Det samme kan siges om nogle af de medlemsstater, der tiltrådte i 2004, og dem, der har været medlemmer i adskillige år, f.eks. Portugal og Grækenland.

2.6

Det organiserede civilsamfund ser med voksende bekymring på gennemførelsen af partnerskabsprincippet. Forventningerne bliver ikke indfriet. Indberetninger fra nogle medlemsstater viser en udvikling i retning af en udvanding af partnerskabsprincippet, at inddragelsen af det organiserede civilsamfundet er for nedadgående, og at Rådet har taget adfærdskodeksen af bordet. I nogle lande er programplanlægningen for årene 2014-2020 gået i gang uden egentlig inddragelse af de private aktører. Denne politiske modvilje må mildnes, så adfærdskodeksen kan gennemføres rigtigt.

3.1

I henhold til Kommissionens forslag til fælles strategisk ramme for fondene for perioden 2014-2020 pålægges medlemsstaterne en klar forpligtelse til at etablere et partnerskab. Partnerskabet vil blive understøttet af en europæisk adfærdskodeks for partnerskaber, som fastlægger målene og betingelserne for gennemførelsen af partnerskaber og fremmer udvekslingen af information, erfaringer, resultater og god praksis blandt medlemsstaterne. Kodeksen skal vedtages af Kommissionen som en delegeret retsakt senest tre måneder efter vedtagelsen af forordningen om fælles bestemmelser.

3.2

Kommissionens arbejdsdokument er et første skridt hen imod effektiv håndhævelse af partnerskabsprincippet. Under 6 overskrifter opregnes 18 udførlige retningslinjer. De seks overskrifter er:

3.3

Det bemærkes, at forslaget til adfærdskodeks er blevet oversat til alle EU-sprog, hvilket vil gøre udbredelsen og anvendelsen nemmere.

4.1

Efter specifik anmodning fra Kommissionen udarbejdede EØSU en udtalelse om partnerskabsprincippet i 2010 (ECO/258 - ordfører: Jan Olsson (2)) og har indgående behandlet Kommissionens forslag vedrørende partnerskab i sin udtalelse om forordningen om fælles bestemmelser (ECO/314 - ordfører: Ioannis VARDAKATSANIS).

4.2

EØSU foreslog, at adfærdskodeksen baseredes på en række retningslinjer, som næsten alle er medtaget i Kommissionens arbejdsdokument:

4.3

EØSU er fuldt overbevist om, at partnerskaber, hvor alle partnere som defineret i artikel 5, stk. 1, i forordningen om fælles bestemmelser, inddrages i forberedelsen, gennemførelsen og den efterfølgende evaluering af projekter iværksat under EU's samhørighedspolitik, er en direkte medvirkende faktor til, at politikken bliver en succes. Udvalget ser det som et fremskridt, at artikel 5 i Kommissionens forslag gør partnerskaber obligatoriske, og gentager, at der på alle niveauer skal være tale om en reel deltagelse i gennemførelsen af fondene, hvilket også gælder de partnere, der har stemmeret i overvågningsudvalgene.

4.4

EØSU opfordrer Regionsudvalget til, at de to udvalg sammen går i aktion for at forsvare kodeksen, og Kommissionen og Europa-Parlamentet til igen at få den indføjet, efter at Rådet har fjernet den. Dette formulerede EØSU meget klart på det uformelle ministermøde i Nicosia den 6. november 2012.

5.1

Rådet har afvist Kommissionens forslag til en adfærdskodeks, hvilket utvivlsomt vil have negative følger for gennemførelsen af partnerskabsprincippet i praksis.

5.2

Europa-Parlamentet har foreslået en omfattende ændring af adfærdskodeksen i artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser baseret på ni krav. EØSU støtter dette. Ændringsforslaget er gengivet herunder (3). Dog er EØSU betænkelig ved, at parlamentet skelner mellem private og offentlige partnere, da det kan bane vej for forskelsbehandling af partnerne.

5.3

Regionsudvalget bakker op om adfærdskodeksen og opfordrer de relevante lokale og regionale aktører til at etablere partnerskaber. Det fremhæver bl.a., at der bør tages hensyn til de særlige forhold i medlemsstaterne, vigtigheden af subsidiaritet og proportionalitet samt pluralisme i proceduren for udvælgelse af partnere, så også marginaliserede grupper inddrages. Regionsudvalget rejser spørgsmålet om partnernes rettigheder og ansvar og sondrer i den forbindelse også mellem private og offentlige partnere.

6.1

Det europæiske organiserede civilsamfund mener, at en af grundene til, at strukturfondene havde mindre gennemslagskraft i årene 2007-2013 i flere medlemsstater var, at der ikke var etableret partnerskaber.

6.2

Det bør fremgå langt klarere, at det organiserede civilsamfund ligesom offentlige myndigheder repræsenterer almene interesser.

6.3

Ofte har det organiserede civilsamfund ikke mulighed for at indgå i reelle og ægte partnerskaber på grund af barrierer, der skyldes regler om samfinansiering, administrative byrder, utilstrækkelige målsætninger i de nationale operationelle programmer og manglende deltagelse i overvågning af fondene.

6.4

Det organiserede civilsamfund anerkender Kommissionens indsats for at forenkle procedurerne, men mener, at der endnu ikke er gjort nok for, at midlerne let og i rette tid kan udnyttes af den private sektor i bred forstand. Det er stadig for komplekst, og der er stadig for meget administration. Bureaukratiet må mindskes. Der må ses på følgende forhold:

6.5

Det organiserede civilsamfund fremhæver, at kapacitetsopbygning er vigtig for partnerne, og ser gerne, at der fastlægges en definition af kapacitetsopbygning. Kapacitetsopbygning bør forstås som større inddragelse af partnerne i forberedelsen, gennemførelsen og overvågningen af strukturfondene i alle faser.

6.6

EØSU peger på behovet for at etablere et bredtfavnende partnerskab, som repræsenterer en lang række forskellige interesser. Det bør klart være fastlagt, hvordan disse forskellige partneres ansvar og opgaver skal fordeles.

7.1

Gennemførelse af partnerskabsprincippet i praksis er en kontinuerlig proces. Kommissionens forslag er et første skridt i retning mod at formalisere og kodificere partnerskabsprincippet på EU-niveau. EØSU konstaterer med tilfredshed, at både Europa-Parlamentet og Regionsudvalget støtter anvendelsen af partnerskabsprincippet i praksis. Partnerskabsprincippet er da også et glimrende eksempel på, hvordan god forvaltning kan anvendes i andre EU-politikker og dermed sikre en effektiv gennemførelse af Europa 2020-strategien.

7.2

EØSU er meget bekymret over, at Rådet ønsker at begrænse partnerskabsprincippet med en tilbagevenden til de nuværende mere restriktive regler for programmeringsperioden 2006-2013. Det opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at hjælpe med at vende denne udvikling.

8.1

Eftersom planlægningen af strukturfondsprogrammerne for 2014-2020 allerede er gået i gang i flere medlemsstater, er det vigtigt, at både offentlige myndigheder og det organiserede civilsamfund gør brug af Kommissionens arbejdsdokument. EØSU påskønner, at adfærdskodeksen er blevet oversat til alle EU-sprog. Kommissionen bør aktivt fremme kendskabet til sine forslag i medlemsstaterne i samarbejde med både den offentlige forvaltning og det organiserede civilsamfund.

8.2

EØSU mener ikke, at Kommissionens forslag er udførligt nok vedrørende overvågningen. En europæisk overvågningsordning baseret på en enkel tjekliste og peerevalueringer bør etableres i samarbejde med de europæiske interesseorganisationer. EØSU vil meget gerne deltage i dette arbejde.

8.3

Tjeklisten bør fastlægge mindstekrav til især udvælgelse af partnere, deres deltagelse i de forskellige faser og partnernes kapacitetsopbygning. Der bør også tages stilling til, hvordan interessekonflikter løses. Kravene kunne understøttes af en SWOT-analyse (af styrker, svagheder, muligheder og trusler), som kan danne grundlaget for forbedringer.

8.4

Under dette system bør de private aktører/partnere foretage en »partnerskabskontrol« baseret på den tjekliste, der foreslås ovenfor. EØSU foreslår et helt enkelt evalueringsskema med tre kategorier: utilstrækkeligt/tilstrækkeligt/fremragende. En kontrol af den art vil styrke partnernes deltagelse i evalueringen som foreslået i Kommissionens arbejdsdokument.

8.5

EØSU minder om, at den af Europa-Parlamentet foreslåede formulering i artikel 5 om, at myndighederne »samarbejder« med partnerne, bør erstattes med »inddrager« partnerne.

8.6

EØSU gentager sit tidligere forslag om, at regioner, der ønsker at udveksle erfaringer og formidle god praksis, etablerer et netværk af »regioner der udmærker sig på partnerskabsområdet«.

8.7

Eksemplerne på god praksis i EØSU's brochure »Der skal to til en tango« er generelt blevet værdsat. Det kunne være meget nyttigt at afprøve dem i andre lande (også selv om partnerskabet vil skulle tilpasses de nationale forhold). EØSU foreslår, at brochuren opdateres, hvor der i den nye udgave medtages læren af uhensigtsmæssig praksis.

8.8

EØSU understreger, at det er vigtigt så tidligt som muligt at inddrage partnerne i en dialog inden for rammerne af et arbejdsprogram (plan for information/høring/inddragelse) og en nøjagtig køreplan som foreslået af EØSU og støttet af Kommissionen. Dette forløb skal også udspecificeres i partnerskabsaftalen. Korrekt gennemførelse af partnerskabsprincippet i overensstemmelse med adfærdskodeksen bør være en betingelse for, at Kommissionen indgår partnerskabsaftaler med de forskellige medlemsstater. EØSU foreslår, at midlerne til de operationelle programmer bruges til partnernes kapacitetsopbygning, hvilket vil skabe et incitament til at opfylde betingelsen.

8.9

Udvælgelsen af partnere bør ske efter devisen »pluralisme i partnerskaber«. Ikke blot økonomiske interessegrupper, arbejdsmarkedets parter og relevante civilsamfundsgrupper, men også andre grupper som innovative, nye og marginaliserede sektorer i samfundet bør kunne deltage og spille en rolle i partnerskaberne. For disse sektorer er modellen med koordineringsplatforme vældig nyttig. Også de allermindste mikrovirksomheder (med deres store beskæftigelsespotentiale) og socialøkonomien (som opfølgning på initiativet for socialt iværksætteri) må inddrages som økonomiske partnere i partnerskaber.

8.10

Forslaget om, at programmerne skal have et tematisk fokus og målrettes geografisk, mod grupper, sektorer osv., vil skabe fokuserede og mere effektive partnerskaber.

8.11

Arbejdet i overvågningsudvalgene er ofte meget formelt og opfylder ikke kravet om et ægte partnerskab. Det bør suppleres af rådgivende organer, arbejdsgrupper og andre partnerskabsinstrumenter for at styrke partnerskabsprocessen.

8.12

Kapacitetsopbygning er et must for partnere i alle medlemsstater, så de kan bidrage væsentligt til processen. Teknisk bistand såvel som medlemsstaternes egne midler bør anvendes til dette formål.

3a.

Den europæiske adfærdskodeks skal beskrive bl.a. følgende krav:

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/28

1.1

EØSU opfordrer indtrængende Rådet til at puste nyt liv i forhandlingerne om en indgåelse af den valgfri protokol til FN's konvention om handicappedes rettigheder for at sikre, at europæiske handicappede drager fuld nytte af konventionen.

1.2

Udvalget opfordrer formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet til i samarbejde med Det Europæiske Handicapforum at arrangere endnu et topmøde om handicap i december 2013 for at gøre status over gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder i EU.

1.3

EØSU understreger, at FN's handicapkonvention omfatter forpligtelser, som kræver ændringer i lovgivningen og den politik, der føres på både EU-niveau og i medlemsstaterne, og at den økonomiske situation ikke må bruges som undskyldning for at forsinke gennemførelsen af tiltag relateret til handicappedes rettigheder.

1.4

EØSU opfordrer Kommissionen til som en integreret del af den kommende overordnede EU-strategi at foretage en grundig gennemgang af gennemførelsen af handicapstrategien med deltagelse af relevante parter og efterlyser også en gennemgang af eksisterende lovgivning, politik og programmer samt udarbejdelse af nye forslag.

1.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at lade sit generalsekretariat udvikle et konsekvensanalyseredskab for FN's konvention om handicappedes rettigheder.

1.6

EØSU bifalder, at Rådet har oprettet en uafhængig struktur, som skal fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN's handicapkonvention, og opfordrer til, at man vedtager en særlig budgetpost, som kan gøre deltagerne i stand til at udføre deres opgaver i fuld uafhængighed af kontaktpunktet.

1.7

EØSU ser frem til at blive hørt af Kommissionen i forbindelse med et ambitiøst lovgivningsforslag om en EU-lov om tilgængelighed med et så bredt anvendelsesområde som muligt, der omfatter krav til offentlige og private tjenesteleverandører og producenter om at skabe fuld tilgængelighed for handicappede og indeholder en præcis og vidtfavnende definition af tilgængelighed.

1.8

EØSU bifalder, at den digitale dagsorden også omfatter lovgivning om tilgængelighed til offentlige websteder og websteder, som leverer basale ydelser til offentligheden, og ser frem til, at der i 2012 fremlægges en solid lovgivning på området.

1.9

EØSU opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til at udbygge eller fastholde bestemmelser til fordel for handicappede i strukturfondsforordningerne, forordningerne om Connecting Europe-faciliteten (1) og TEN-T-nettet samt i Horisont 2020 (2), særprogrammet om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab og programmerne om udviklingssamarbejde og humanitær bistand ved at medtage foranstaltninger, som sikrer inddragelse af handicappede gennem kapitalfremskaffelse og kapacitetsopbygning.

1.10

EØSU ser meget gerne, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Europa-Kommissionen og Rådet sørger for, at FN's konvention om handicappedes rettigheder indarbejdes i de eksterne forbindelser og det internationale samarbejde samt i internationale handelsaftaler, bl.a. ved at sikre, at EU's og medlemsstaternes holdninger til handicappedes rettigheder koordineres inden for de forskellige FN-organer.

1.11

EØSU opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at træffe de fornødne foranstaltninger til at gennemføre FN's handicapkonvention internt i EU gennem en revision af institutionernes praksis for beskæftigelse, arbejdsvilkår, ansættelse, uddannelse, tilgængelighed til bygninger, arbejdsområder og kommunikationsværktøjer samt en revision af de krav, der stilles til EU-finansierede agenturer.

1.12

EØSU noterer sig, at José Manuel Barroso i december 2011 gav tilsagn om at drøfte gennemførelsen af FN's handicapkonvention ved et møde med kommissærkollegiet og generaldirektørerne, og udvalget opfordrer til, at man hvert år sætter dette emne på dagsordenen.

1.13

EØSU bifalder, at der afholdes et arbejdsforum, som samler kontaktpunkter og koordinerende funktioner fra de forskellige centraladministrationer såvel som uafhængige funktioner fra EU og medlemsstaterne, der står for gennemførelsen af FN's handicapkonvention, tillige med repræsentanter for civilsamfundet, og vil gerne give udtryk for sin interesse for at deltage i de kommende møder.

1.14

EØSU ser frem til at bidrage med en udtalelse om EU's beretning til FN's komite for rettigheder for personer med handicap i 2013.

1.15

Efter EØSU's opfattelse bør udvalget selv tage passende skridt til at gennemføre FN's handicapkonvention internt i institutionen og leve op til dens forpligtelser. Dette indebærer, at udvalget skal opmuntre til at ansætte handicappede i EØSU, sørge for at anvende en ikke-diskriminerende ansættelsesprocedure, forbedre bygningers, websteders, ikt-værktøjers og dokumenters tilgængelighed, sikre tilpasninger i rimeligt omfang for ansatte, medlemmer og eksperter med handicap, arrangere uddannelse for sine medarbejdere, også gennem udarbejdelse af en brochure om FN's konvention om handicappedes rettigheder, og inddrage handicapaspektet i sine aktiviteter.

1.16

EØSU understreger, at det er nødvendigt, at EU-institutionerne foretager en systematisk overvågning og gennemførelse af FN's handicapkonvention, og går derfor stærkt ind for at oprette et styringsudvalg for gennemførelsen og overvågningen af konventionen. Styringsudvalget skal opfordre EU-institutionerne til at aflægge beretning om deres arbejde og samle reaktioner fra handicappede gennem deres repræsentative organisationer og civilsamfundet for at skabe sig et selvstændigt overblik over, hvordan gennemførelsen af FN-konventionen skrider frem.

1.17

EØSU foreslår, at der arrangeres et møde om gennemførelsen af FN-konventionen med deltagelse af nationale økonomiske og sociale råd, civilsamfundsorganisationer og nationale menneskerettighedsorganisationer.

1.18

EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter til at indarbejde gennemførelsen af FN-konventionen om handicappedes rettigheder i de kollektive forhandlinger på grundlag af vedtagne retningslinjer.

2.1

Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, mental, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

2.2

Der er ca. 80 millioner handicappede i Europa, og ifølge Eurostats tal har de 2-3 gange større risiko for at blive arbejdsløse end ikke-handicappede. Kun 20 % af alle personer med svære handicap er i arbejde, sammenlignet med 68 % af personer uden handicap. I forhold til ikke-handicappede er der over 50 % mindre sandsynlighed for, at handicappede får en videregående uddannelse. Kun 38 % af de handicappede mellem 16 og 34 år i Europa har en arbejdsindkomst, sammenlignet med 64 % af de ikke-handicappede.

2.3

EØSU gør opmærksom på sine udtalelser om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Den europæiske handicapstrategi 2010-2020: et nyt tilsagn om et Europa uden barrierer  (3) og Unge med handicap: beskæftigelse, inklusion og deltagelse i samfundslivet  (4).

2.4

EØSU noterer sig, at FN's konvention om handicappedes rettigheder og dens valgfri protokol blev vedtaget den 13. december 2006 i De Forenede Nationers hovedsæde i New York, blev åbnet for undertegnelse den 30. marts 2007 og trådte i kraft den 3. maj 2008.

2.5

EØSU påpeger, at handicapkonventionen har nydt bred international opbakning og allerede er blevet undertegnet af 154 lande og ratificeret af 126. Den valgfri protokol er indtil videre blevet underskrevet af 90 lande og ratificeret af 76. Alle EU's 27 medlemsstater har underskrevet konventionen, og 24 har allerede ratificeret den.

2.6

EØSU understreger, at FN's handicapkonvention er et komplet menneskerettighedsinstrument, som dækker borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Udvalget påpeger endnu en gang, at alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder nødvendigvis må gælde for alle personer med handicap.

2.7

EØSU betoner, at FN's konvention om handicappedes rettigheder dækker alle personer med handicap og udtrykkeligt anerkender, at multidiskrimination på baggrund af handicap og andre faktorer såsom etnisk tilhørsforhold, køn og økonomisk stilling er et stort problem, som kun kan bekæmpes gennem en tværfaglig indsats, der tager højde for de forskellige årsager til denne komplekse form for forskelsbehandling.

2.8

EØSU fremhæver, at FN's handicapkonvention bl.a. omfatter bestemmelser om lighed og ikke-diskrimination, tilgængelighed, retten til at færdes frit og til statsborgerskab, adgang til retssystemet, frihed for vold, retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet, retten til et familieliv, personlig mobilitet, uddannelse, beskæftigelse, sundhed, social tryghed, internationalt samarbejde, civilbeskyttelse samt bestemmelser om, at handicappede har ret til gennem deres repræsentative organisationer at deltage i beslutningsprocesser, og at der også skal tages højde for problematikken omkring handicappede kvinder og børn.

2.9

EØSU betoner, at FN-konventionen markerer et paradigmeskift væk fra at betragte handicappede som »objekter« for velgørenhed og lægelig behandling. I stedet fokuseres der på dem som »subjekter« med rettigheder, mennesker, der er i stand til at gøre krav på disse rettigheder og træffe beslutninger om deres liv på grundlag af frit og informeret samtykke. At give de handicappede en stemme, øge deres valgmuligheder og give dem bedre livsmuligheder er centrale temaer i FN's konvention om handicappedes rettigheder.

2.10

EØSU bifalder, at konventionen præciserer og beskriver, hvordan alle kategorier af menneskerettigheder finder anvendelse for personer med handicap, ligegyldigt i hvor stort omfang de har behov for støtte, og identificerer områder, hvor der er behov for forandringer, for at personer med handicap kan udøve deres rettigheder effektivt.

2.11

EØSU anerkender, at FN's konvention om handicappedes rettigheder er den første internationale traktat om menneskerettigheder, som kan ratificeres af regionale samarbejdsorganisationer som f.eks. EU, og henleder opmærksomheden på Rådets afgørelse af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (5), som udpeger Kommissionen til kontaktpunkt i forbindelse med forhold, der vedrører gennemførelsen af FN-konventionen.

2.12

EØSU understreger, at afgørelsen omfatter en liste over områder, som falder ind under Unionens enekompetence eller delte kompetence. Denne liste er under stadig udvikling og kan forventes at blive udvidet med tiden. Områder med enekompetence omfatter statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet og den fælles toldtarif. Området med delt kompetence omfatter aktiviteter til bekæmpelse af diskrimination på grund af handicap, fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, landbrug, jernbane- og landevejstransport, sø- og luftfart, beskatning, det indre marked, lige løn for lige arbejde til mænd og kvinder, transeuropæisk netpolitik og statistikker.

2.13

EØSU noterer sig adfærdskodekset mellem Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen (6), som indeholder aftaler mellem disse tre parter om forskellige aspekter af gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder og om repræsentation i de organer, som er blevet oprettet ved konventionen, procedurer for udarbejdelse af EU's beretning til FN's komite for rettigheder for handicappede og proceduren for oprettelse af en ramme til overvågning af en eller flere uafhængige funktioner med deltagelse af civilsamfundet.

3.1

EØSU bifalder, at Den Europæiske Union for første gang i sin historie har tiltrådt en international konvention om menneskerettigheder ved den 23. december 2010 at indgå FN's konvention om handicappedes rettigheder, og anerkender, at EU og dets medlemsstater såvel som den europæiske handicapbevægelse via Det Europæiske Handicapforum har påtaget sig en lederrolle i forbindelse med udarbejdelsen af konventionen. Udvalget mener endvidere, at EU bærer et særligt ansvar for at øge bestræbelserne på gennemførelse og opfølgning og være et eksempel til efterfølgelse for andre dele af verden.

3.2

EØSU opfordrer på det kraftigste Rådet til at puste nyt liv i forhandlingerne om en indgåelse af den valgfri protokol til FN-konventionen om handicappedes rettigheder, hvilket vil gøre det muligt for enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner at indgive klager til FN's komite for rettigheder for personer med handicap, når alle retsmidler inden for EU er udtømt, således som Europa-Kommissionen foreslog i 2008. Herved forebygges og lukkes eksisterende huller i beskyttelsen af handicappede, når krænkelsen af deres rettigheder er sket på områder, hvor EU har kompetence.

3.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje at ratificere andre menneskerettighedstraktater som f.eks. konventionen om barnets rettigheder og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, herunder også deres valgfrie protokoller. Udvalget opfordrer EU til at deltage i de drøftelser, der i øjeblikket finder sted i FN's åbne arbejdsgruppe, som behandler udarbejdelsen af en ny tematisk FN-menneskerettighedskonvention om ældres rettigheder, og til at sikre, at gruppens arbejde er i fuld overensstemmelse med FN-konventionen om handicappedes rettigheder.

3.4

EØSU erkender, at Den Europæiske Union som underskriver af FN-konventionen om handicappedes rettigheder skal opfylde alle forpligtelser i konventionen i overensstemmelse med omfanget af dens kompetencer. Det gælder også pligten til regelmæssigt at aflægge beretning til FN's komite for rettigheder for personer med handicap.

3.5

EØSU understreger, at artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder klart henviser til beskyttelse af handicappedes rettigheder (7).

3.6

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at vedtage lovgivning, politikker og programmer, som gennemfører FN-konventionen om handicappedes rettigheder fuldt ud for så vidt angår spørgsmål, som hører ind under Unionens enekompetence og delte kompetence, og til at revidere eksisterende lovgivning og politikker med henblik på at sikre fuld beskyttelse af alle handicappede i EU.

3.7

Udvalget opfordrer formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet til i samarbejde med Det Europæiske Handicapforum at arrangere endnu et topmøde om handicap i december 2013 med fokus på gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder i EU (8).

3.8

EØSU bifalder, at Europa-Parlamentet sammen med Det Europæiske Handicapforum i december 2012 arrangerer et europæisk parlament af handicappede, således at dette kan yde et bidrag til EU's beretning til FN's komite for rettigheder for handicappede.

3.9

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at gennemføre FN's konvention om handicappedes rettigheder internt i EU. Dette indebærer:

4.1

EØSU hilste i sin resolution af 21. september 2011 den europæiske handicapstrategi 2010-2020 velkommen som et politisk nøgleredskab til gennemførelse af FN-konventionen om handicappedes rettigheder i EU og opfordrede samtidig Kommissionen til at sikre, at eksisterende og kommende afledt ret overholder konventionen og giver personer med handicap mulighed for at deltage og bidrage (9).

4.2

EØSU opfordrer til, at der foretages en grundig gennemgang af gennemførelsen af handicapstrategien med deltagelse af relevante parter, og at der i den forbindelse sættes nye mål og målsætninger.

4.3

EØSU anmoder Rådet og Europa-Parlamentet om at indarbejde gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder i EU's flerårige finansielle ramme for at sikre, at der ikke bruges en eneste eurocent på projekter eller infrastrukturer med dårlig tilgængelighed.

4.4

EØSU opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til at:

4.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at oprette en mekanisme, som vil belønne EU-støttede projekter, der lever op til konventionen om handicappedes rettigheder med hensyn til udvikling af tilgængelige løsninger og inklusion af handicappede.

4.6

EØSU minder om de handicapbestemmelser, som er en del af Europa 2020-strategien, især i den tredje søjle om social inklusion og den digitale dagsorden, og opfordrer til, at gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder gøres til en del af alle flagskibsinitiativerne.

4.7

EØSU er bekymret over, at stramningerne i en lang række af EU's medlemsstater har en stribe negative følger, også for handicappede og deres familier, hvilket fører til yderligere social udstødelse, forskelsbehandling, ulighed og arbejdsløshed. Udvalget understreger, at krisen ikke må tjene som undskyldning for at udsætte gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder.

4.8

EØSU opfordrer Det Europæiske Råd til at vedtage en egentlig strategi for vækst, som indeholder foranstaltninger til fordel for ugunstigt stillede grupper som f.eks. handicappede, herunder beskæftigelsesfremmende initiativer, fremme af tjenester, som giver bedre muligheder for at leve et selvstændigt liv og deltage i samfundslivet, hvor der også tages hensyn til den situation, som personer, der er blevet handicappede som ældre, befinder sig i, samt udvikling af tilgængelig infrastruktur.

4.9

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte foranstaltninger, der ved hjælp af skatteincitamenter for virksomhederne sikrer, at handicappede har adgang til arbejdsmarkedet. Endvidere bør der træffes foranstaltninger, som fremmer iværksætterånd, muligheden for at bevæge sig ind og ud af arbejdsmarkedet og lige adgang til social beskyttelse og arbejdstagerrettigheder.

4.10

EØSU ser frem til at blive hørt af Kommissionen vedrørende dennes forslag til en ambitiøs EU-lov om tilgængelighed med et så bredt anvendelsesområde som muligt, der omfatter krav til offentlige og private tjenesteleverandører og producenter om at skabe fuld tilgængelighed samt indeholder en præcis og vidtfavnende definition af begrebet tilgængelighed, der dækker både virtuelle og fysiske miljøer, giver mulighed for interoperabilitet og kompatibilitet med støtteteknologier og lever op til europæiske standarder.

4.11

EØSU opfordrer Rådet til at fortsætte arbejdet med forslaget til et direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og til at bringe forslaget i overensstemmelse med FN's konvention om handicappedes rettigheder ved at lade det omfatte en definition af begrebet handicap og forskelsbehandling på grund af tilknytning, som forbyder forskelsbehandling i forbindelse med adgang til økonomiske tjenester og forsikringsydelser og behandler spørgsmålet om adgang til uddannelse samt trækker en tydelig linje mellem begrebet tilpasninger i rimeligt omfang for at sikre den enkelte adgang og begrebet tilgængelighed, som omfatter en foregribende og gruppebaseret pligt.

4.12

EØSU understreger, at handicappedes behov bør gøres til en del af alle programmer, strategier og politikker på EU-niveau, som er målrettet kvinder, børn, grupper der er udsat for forskelsbehandling såsom etniske eller religiøse minoriteter, bøsser og lesbiske samt ældre.

4.13

EØSU peger på behovet for – bl.a. gennem udarbejdelse af et sæt ad hoc-retningslinjer – at sikre størst mulig overensstemmelse med EU's interne lovgivning og politikker ved at inddrage FN-konventionen om handicappedes rettigheder i EU's eksterne forbindelser og i Unionens aktiviteter rettet mod udvikling og humanitær bistand.

4.14

Navnlig opfordrer EØSU EU til at koordinere sin holdning med medlemsstaternes, når det gælder drøftelser i FN, som har betydning for handicappedes rettigheder, f.eks. ved at sikre, at EU's holdning til rammen for årtusindudviklingsmålene efter 2015 omfatter handicappedes menneskerettigheder, og at handicappede nævnes i FN's generelle politikgennemgang, som foretages hvert fjerde år.

4.15

EØSU opfordrer EU til at overføre sin støtte til FN's konvention om handicappedes rettigheder til andre igangværende multilaterale fora såsom de forhandlinger, der i øjeblikket finder sted i Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret vedrørende reformen og liberaliseringen af lovgivningen om ophavsret.

4.16

EØSU roser det hidtil udførte arbejde med hensyn til den politiske dialog om den nye transatlantiske dagsorden mellem USA og EU om reformen vedrørende handicappede og opfordrer under hensyntagen til den forestående amerikanske ratificering til, at man forbedrer den transatlantiske dialog om handicappolitik yderligere med henblik på at sætte endnu mere skub i den globale reformproces.

4.17

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at de relevante tjenestegrene inden for de enkelte generaldirektorater får til opgave at inddrage gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder i udarbejdelsen af politikker og lovgivning.

4.18

EØSU opfordrer Kommissionens generalsekretariat til at udvikle et konsekvensanalyseinstrument om handicappedes rettigheder til anvendelse i forbindelse med alle nye lovgivningsforslag og til at inkludere et modul om rettigheder som følge af FN's handicapkonvention i uddannelsen af alle nye ansatte og i efteruddannelsesprogrammerne.

4.19

EØSU understreger, at handicappede ifølge afsnit (o) i præamblen i FN's konvention om handicappedes rettigheder samt artikel 4, stk. 3, skal inddrages i politiske processer og beslutningsprocesser, politikker og ordninger, der vedrører handicappede, og opfordrer EU-institutionerne og de nationale regeringer til at iværksætte passende procedurer.

5.1

EØSU bemærker, at artikel 33, stk. 2, i FN's konvention om handicappedes rettigheder forpligter deltagerstaterne til at udpege eller opstille en struktur, herunder en eller flere uafhængige funktioner, med henblik på at »fremme, beskytte og overvåge« gennemførelsen af konventionen.

5.2

EØSU opfordrer Rådet til at træffe afgørelse om formelt at udpege en sådan struktur.

5.3

EØSU påpeger, at når der udpeges eller opstilles en sådan funktion, bør deltagerstaterne tage hensyn til Paris-principperne vedrørende status for nationale institutioner til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne samt disses funktionsmåde.

5.4

EØSU mener navnlig, det er vigtigt, at strukturen er uafhængig af det kontaktpunkt og den koordinerende funktion, som er blevet udpeget i EU, at der udformes et klart mandat for hver af deltagerne i strukturen samt tilvejebringes en særlig budgetpost, som gør dem i stand til at udføre deres opgaver.

5.5

EØSU understreger, at det er nødvendigt at fastlægge klare regler for struktureret høring af deltagerne i strukturen inden for deres respektive roller, ikke mindst med henblik på udarbejdelse af lovgivning.

5.6

EØSU anerkender, at civilsamfundet og i særdeleshed personer med handicap og de organisationer, der repræsenterer dem, ifølge artikel 33, stk. 3, i FN's konvention om handicappedes rettigheder skal inddrages og deltage fuldt ud i overvågningsprocessen. Det gælder også det kontaktpunkt og den koordinerende funktion, som er blevet udpeget af Rådet til at gennemføre FN's konvention om handicappedes rettigheder.

5.7

EØSU mener, at Det Europæiske Handicapforum som europæisk paraplyorganisation, der repræsenterer 80 millioner borgere med handicap i Europa, bør inddrages i overvågningen af konventionen på EU-niveau og i alle politiske processer og beslutningsprocesser på EU-niveau, der vedrører handicappede.

5.8

EØSU er overbevist om, at partnerskab er et middel til at skabe bæredygtig økonomisk og social udvikling. Det skal baseres på et langsigtet perspektiv for reel deltagelse af civilsamfundet ved også at inkludere løbende kapacitetsopbygning hos alle partnere og stille de fornødne midler til rådighed for deltagelse (13).

5.9

EØSU opfordrer EU til at lade midler til støtte for gennemførelse af FN's konvention om handicappedes rettigheder indgå i sit kommende særprogram om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab, hvilket også bør omfatte kapacitetsopbygning og tilstrækkelige midler til handicaporganisationer.

5.10

EØSU anerkender betydningen af at oprette en EU-struktur, der er i overensstemmelse med FN's konvention om handicappedes rettigheder, og som kan fungere som eksempel for lande uden for EU, navnlig de lande som er medlemmer af regionale organisationer.

5.11

EØSU understreger, at EU skal afgive sin første periodiske beretning til FN's komite for rettigheder for handicappede i starten af 2013, og ser i forbindelse med udarbejdelsen heraf frem til at blive hørt af Kommissionen sammen med en lang række andre berørte aktører, herunder civilsamfundet og ikke mindst handicapbevægelsen.

5.12

EØSU bifalder alle de aktiviteter, Kommissionen og Eurostat foreslår for at forbedre og øge dataindsamlingen og de detaljerede statistikker og indikatorer om handicap med henblik på at udvikle mere effektive politikker og overvåge gennemførelsen af disse bedre. EØSU ser frem til offentliggørelsen af dataene fra ad hoc-modulet om handicap i EU's arbejdsstyrkeundersøgelse 2011 og tilskynder Kommissionen, Eurostat, EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder og medlemsstaterne til systematisk at indføje spørgsmål om handicap i alle de vigtigste undersøgelser samt udvikle særlige undersøgelser og indikatorer, som gør det muligt at måle interaktionen mellem handicappede og de barrierer, de handicappede møde i dagligdagen, såvel som virkningen af de politiske instrumenter, der er udformet med henblik på at nedbryde sådanne barrierer.

5.13

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at udvikle oplysningskampagner om de rettigheder og forpligtelser, der er stadfæstet i FN's konvention om handicappedes rettigheder, henvendt til offentlige myndigheder på alle niveauer, private virksomheder, medier, universiteter og forskningscentre, skoler samt social- og sundhedsvæsnet.

5.14

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at FN's konvention om handicappedes rettigheder gennemføres på de forskellige beslutningsniveauer ved at inddrage dens bestemmelser i lovgivning, politikker og administrative beslutninger og ved at udvikle handlingsplaner på handicapområdet, der er i overensstemmelse med konventionen.

5.15

EØSU tilskynder til partnerskaber mellem fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, socialøkonomiske organisationer og handicaporganisationer med henblik på at fremme handicappedes adgang til arbejde i tråd med FN's konvention om handicappedes rettigheder.

6.1

Efter EØSU's opfattelse bør udvalget selv træffe passende foranstaltninger med henblik på at gennemføre FN's konvention om handicappedes rettigheder internt i institutionen og leve op til dens forpligtelser. Dette indebærer navnlig:

6.2

EØSU understreger, at handicappedes rettigheder bør være et tværgående anliggende, som berøres i alle udvalgets udtalelser, der har betydning for handicappedes liv.

6.3

EØSU betoner, at de rettigheder, der er stadfæstet i FN's konvention om handicappedes rettigheder, bør indgå i arbejdet i alle udvalgets faglige sektioner, da disse berører alle områder med sociale, kulturelle og økonomiske aktiviteter.

6.4

EØSU understreger i den forbindelse, at det er nødvendigt at oprette et styringsudvalg for gennemførelsen og overvågningen af konventionen, som skal opfordre EU-institutionerne til at aflægge beretning om deres arbejde og indhente synspunkter fra civilsamfundet, navnlig Det Europæiske Handicapforum i dets egenskab af repræsentativ organisation for handicappede. Disse skal bruges i forbindelse med udarbejdelsen og afgivelsen af EU's beretning til FN's komite for rettigheder for handicappede. Gennem inddragelse af disse forskellige sektioner vil styringsudvalget kunne bidrage med et uafhængigt billede af, hvordan gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder skrider frem.

6.5

EØSU minder om den rolle, udvalget spiller for styrkelsen af EU's demokratiske legitimitet ved at lægge vægt på deltagelsesdemokrati og civilsamfundsorganisationernes rolle.

6.6

EØSU opfordrer til, at der oprettes et organ, som skal fremme og koordinere dialogen mellem EU-institutioner og EU-organer og civilsamfundet vedrørende gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder på EU-niveau.

6.7

EØSU anbefaler, at udvalget får lov til at bidrage i form af en udtalelse til den beretning, EU skal afgive til FN's komite for rettigheder for handicappede.

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/36

1.1

Mental sundhed er vigtig for livskvalitet og velvære hos alle borgere i EU. WHO definerer mental sundhed: »som en tilstand af velvære, i hvilken den enkelte udnytter sine evner, kan klare livets normale belastninger, arbejde produktivt og frugtbart og er i stand til at yde et bidrag til samfundet« (1). Dette aspekt kan kun i utilstrækkeligt omfang dokumenteres via økonomiske nøgletal som BNP. Den aktuelle krise har kastet mange millioner mennesker ud i livsangst, psykologisk krise og arbejdsløshed, og krisen har påvirket selvmordsrisikoen. Sikring af den psykiske ligevægt har derfor i højere grad end abstrakte finansspørgsmål central betydning for mange menneskers livslykke. For den enkelte er mental sundhed en forudsætning for, at man kan realisere sit intellektuelle og følelsesmæssige potentiale. På samfundsniveau udgør den psykiske sundhed en ressource for det sociale sammenhold, en bedre social velfærd og økonomisk velstand.

1.2

Initiativet har til formål i bred forstand at styrke den mentale sundhed og bevidstgøre befolkningen om dette spørgsmål. Ud over kroniske og akutte mentale sygdomme eller handicap inddrages også belastende problemer, der ikke klassificeres som sygdomme, og som muligvis har fysiske årsager eller følgevirkninger. Temaet mental sundhed omfatter en lang række forskellige facetter, der påvirkes af lægefaglige og socialpolitiske forhold, men også af livsvilkår som f.eks. arbejdsliv, ungdom, alderdom eller fattigdom.

1.3

Mentale problemer kan have forskellige årsager og følger, f.eks. traumer, skadelige barndomserfaringer, stofmisbrug, overbelastning, arbejdsløshed, hjemløshed, udstødelse – også kombineret med arvelighed. Der er derfor mange forskellige løsningsmodeller og relevante politikområder. Det er ofte muligt at gøre noget ved årsagerne, som der derfor bør tages passende hensyn til i en mere inklusiv politik og økonomi. Den sociale økonomi, civilsamfundet og nye tiltag inden for socialt iværksætteri kan spille en nøglerolle i den forbindelse. Forebyggelse, tidlig diagnose og behandling af psykiske sygdomme skal være flerdimensionel (psykoterapeutiske, medicinske og socioøkonomiske strategier). Der skal i højere grad tages hånd om emnet psykiske problemer og sygdomme inden for de generelle sundhedsuddannelser, læreruddannelserne og lederuddannelserne. En offentligt støttet styrkelse af sundhedsbeskyttelsen på arbejdspladsen og en moderne virksomhedskultur kan hjælpe mennesker med handicap og begrænse forekomsten af arbejdsrelaterede problemer.

1.4

En styrkelse af borgerbaserede, frivillige, familiebaserede og professionelle netværk og inddragelse af de berørte personer og deres foreninger spiller en central rolle. Forebyggelse og bevidstgørelse er en samfundsopgave. Vha. ambulant behandling i nærmiljøet og beskyttede boliger kan frihedsbegrænsninger og institutionsbaseret behandling ofte undgås. Særlig vigtig i den sammenhæng er europæiske anbefalinger og god praksis, som tager udgangspunkt i en passende nedtrapning af den institutionsbaserede psykiatri og af medicinforbruget og sigter mod opbygning af støtte i det sociale miljø og andre alternative støtteformer. Således opnåede midler til videnskab og forskning kunne endvidere i højere grad være rettet mod den mentale sundhed. Omstruktureringer og nye prioriteringer er også muligt i mindrebemidlede medlemsstater.

1.5

I hele EU bør der gives støtte til at fremme den brede offentligheds forståelse for dette temaområde, f.eks. via en indsats i børnehaver, skoler og virksomheder samt hos læger og i plejeinstitutioner. Kampagner mod stigmatisering og ikkediskriminerende sprogbrug i medierne kan bidrage til at mindske diskriminationen af mennesker med psykiske sygdomme. Sundhedssituationen har også vidtrækkende følger for samfundsøkonomien. Disse er sekundære set i forhold til de meget alvorlige følger for den enkelte (2). Der må i stigende grad stilles spørgsmål til, hvilke sociale, politiske og økonomiske interesser og strukturer der er med til at forværre problemstillingen, og hvordan en effektiv videreudvikling af de personorienterede forsorgsstrukturer og støtte til familien som livets første lærested kan fremme inklusion på aktiv vis. De tydelige fremskridt inden for lægevidenskab, professionel og frivillig bistand samt forretningsmodeller for forebyggelse på sundhedsområdet skal i stigende grad prioriteres og støttes.

2.1

De mest udbredte sygdomme i Europa er angstrelaterede lidelser, depressioner og forskellige former for misbrug. Ifølge undersøgelser fra 2010 lider 38 % af europæerne af psykiske sygdomme (3). I 2005 var der allerede tale om 27 % (4). 58 000 personer dør hvert år som følge af selvmord. Inden 2020 vil depression være den næsthyppigste sygdom i industrilandene (5). Fraværet som følge af psykiske sygdomme blandt de forsikrede i en stor tysk sygekasse (6) steg fra 2006 til 2009 med 38 % for erhvervsaktive og 44 % for arbejdsløse. I denne periode steg antallet af recepter på »lægemidler til behandling af nervesystemet« med 33 %, herunder hører f.eks. antidepressive midler (7). I Storbritannien registrerer 44 % af arbejdsgiverne endvidere stigende problemer med den psykiske sundhed og 40 % et stigende antal stressforårsagede sygedage (8).

2.2

Mental sundhed og velbefindende har hidtil ikke været i fokus i et europæisk år. Men fordomme om psykiske lidelser og psykosociale handicap og stigmatisering i samfundet generelt og på arbejdsmarkedet er f.eks. stadig en realitet. Som led i en inklusiv og bæredygtig vækst kræver Europa 2020-strategien endvidere en forbedret social inklusion af denne gruppe og EU-sundhedsprogrammer, der er udformet med dette mål for øje. Desuden fastlægger FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, underskrevet af EU som det første internationale instrument vedrørende menneskerettigheder nogensinde, helt klare rettigheder for personer med psykosociale handicap. Rettighederne i henhold til denne konvention skal respekteres og håndhæves via alle relevante EU-politikker og -aktiviteter. Et europæisk år for mental sundhed og velbefindende ville derfor være en måde, hvorpå der kunne skabes tilstrækkelig opmærksomhed om disse krav.

2.3

Mental sundhed har siden midten af 1990'erne været genstand for nogle målrettede projekter inden for EU's sundhedspolitik, der prioriterer dette område (9). I 2005 lancerede Kommissionen en høring med udgangspunkt i grønbogen om mental sundhed (10).

2.4

EØSU bekræfter sin udtalelse om grønbogen  (11) og understreger den mentale sundheds betydning for samfundet og den enkelte borger som et grundlæggende element i sundhedsopfattelsen. For Den Europæiske Union, der opfatter sig selv som et værdisamfund, er den mentale sundhed en vigtig kilde til social samhørighed og inklusion af alle. Dette krav stilles også i FN's konvention om handicappedes rettigheder, der set ud fra et menneskerettighedsaspekt har til formål at fremme inklusion og et helhedsorienteret menneskesyn.

2.5

Kommissionen beskæftiger sig også med denne problemstilling i forbindelse med økonomi, beskæftigelsespolitik og sundhedspolitik (folkesundhed). Sikring af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau er en tværgående opgave for EU ifølge EUF-traktatens artikel 168. Med et europæisk år for mental sundhed ville EU leve op til EUF-traktatens artikel 6 om at gennemføre »tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag på europæisk plan til beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed«.

2.6

EU-strategien for mental sundhed har blandt andet ydet støtte til den europæiske pagt for mental sundhed og trivsel fra 2008 (12). Konklusionerne fra Rådet i juni 2011 tager ligeledes udgangspunkt i denne europæiske pagt (13).

2.7

De tematiske konferencer, der blev afholdt inden for rammerne af EU-strategien, var ikke tilstrækkeligt velegnede til at bevidstgøre den brede offentlighed og lade temaerne indgå i EU-borgernes dagligdag. Dette kunne realiseres vha. et europæisk år. Under et sådant ville offentlige instanser på alle niveauer beskæftige sig med emnet, hvilket også ville gælde for civilsamfundets aktører i deres forskellige roller som eksperter, opinionsdannere og sociale virksomheder. Et europæisk år for mental sundhed skal først og fremmest tilrettelægges i tråd med FN's konvention om handicappedes rettigheder. Mennesker med en psykisk sygdom eller et handicap skal anerkendes som ligeberettigede juridiske personer og have mulighed for at udøve deres fulde rets- og handlefrihed på alle livsområder (jf. FN's konvention om handicappedes rettigheder).

2.8

Mange mennesker med psykiske problemer får ofte ikke den behandling, rehabilitering og støtte til social inklusion, som er nødvendig set ud fra faglige og etiske synspunkter, selvom lægevidenskaben og de sociale tjenester har gjort store fremskridt på området. Ofte er mental sundhed ikke en sundhedspolitisk prioritet. I stedet for en udbygning af støttestrukturerne gennemføres der især i finansielt vanskelige budgetsituationer og krisetider ofte nedskæringer, eller prisen på nødvendige tjenester og behandlingstilbud stiger. Det ville i stedet netop i økonomiske kriser være nødvendigt med investeringer i inklusion, i uddannelse og i den sociale økonomi. Staten må navnlig ikke i krisetider vende ryggen til velfærdssektoren.

Ventelister og lange procedurer er navnlig kontraproduktive i forbindelse med akutte problemer. Institutionsbaseret behandling og frihedsbegrænsninger bør reduceres til et nødvendigt minimum til fordel for ambulante tjenester i lokalområdet, mødesteder, rådgivningstjenester og lægefaglige behandlingstilbud. De berørtes autonomi bør styrkes gennem lovfæstede rettigheder og gennem koncepter, der ikke træder i stedet for egne beslutninger, men støtter dem i at træffe beslutninger, bl.a. også om deres behov for hjælp og terapi, så resultatet ikke bliver en indskrænkning af deres juridiske handlingsfrihed. Klassificeringen i sygdomskategorier, ensidig inddragelse i psykiatriens mekanismer, ordinering af psykofarmaka og anvendelse af tvang skal være genstand for en kritisk vurdering og systematisk evaluering i forhold til retsstats- og menneskerettighedsprincipperne. Deltagelse i samfundet, meningsfyldt beskæftigelse og en struktureret hverdag skal være en del af det overordnede koncept i samtlige faciliteter og boligformer. Psykofarmakas indvirkning på deltagelsesevnen og morbiditeten må anskues på en mere følsom måde. Adgangen til behandling må ikke begrænses gennem en opsplitning af behandlingsstrukturerne samt bureaukratiske og tidskrævende ansøgningsprocedurer. Krisestøtte og forebyggelse af selvmord kræver let tilgængelige og fagligt kompetente tjenester. Nationale nødkaldenumre og andre fagligt velegnede interventionsmuligheder skal indføres i hele Europa.

2.9

Samtidig skal der altid tages hensyn til de gensidigt forstærkende virkninger af socioøkonomiske levevilkår, arbejdsløshed og sygdomsforløb. Der findes derudover mennesker, som har brug for ressourcer og støtte til at kunne leve et godt liv med en psykisk sygdom. Dette indebærer, at fremme af bedre inklusion og en styrket retsstilling for kronisk psykisk syge og mentalt handicappede mennesker bør være et tema for det europæiske år.

2.10

Når der ydes hjælp til mennesker med mentale problemer bør der tages hensyn til filosofiske, religiøse, psykologiske og spirituelle behov og anskuelser.

2.11

Sociale faktorer har en betydelig indflydelse på den mentale sundhed. I den forbindelse spiller et godt arbejde en central rolle ved at opbygge en identitet og skabe mening i tilværelsen. I en vis grad bestemmes de daglige livs- og arbejdsvilkår ikke mere af stabile kulturelle traditioner samt kommunale og demokratiske beslutningsprocesser, men af centraliserede økonomiske rammevilkår og strukturer. Økonomi- og strukturpolitikken bør derfor også tage højde for borgernes mentale sundhed og målsætningerne om attraktive og inklusive boligområder og arbejdsvilkår.

2.12

Det moderne menneske oplever nye muligheder i dagens multioptions-, medie- og forbrugersamfund, men også nye stressfaktorer. Uddannelsessystemerne er f.eks. ofte ikke i stand til at opfylde det presserende behov for en etisk, kognitiv og social dannelse på højt niveau. En sådan kunne imidlertid være med til at fremme den nødvendige selvstændighed og den mentale balance. Opløsningen af sociale relationer er tiltagende og resulterer i tabet af eksterne ressourcer som venner, familie og kolleger. Hyppige jobskift og dermed mange flytninger, arbejdsløshed samt mindre forpligtende personlige relationer bidrager ikke til opbygningen af sociale netværk i lokalområdet. Så meget desto vigtigere er den obligatoriske deltagelse af de berørte personer og deres foreninger i udformningen af støtte- og netværksstrukturer.

2.13

Når ligevægten mellem den enkeltes selvstændige ansvar og den sociale sikkerhed er forstyrret, stiger risikoen for psykiske sygdomme. Dette omfatter f.eks. såkaldte beskæftigelsesincitamenter, som pga. manglen på arbejdspladser eller strukturelt betingede negative fremtidsudsigter for iværksættere ikke kan have nogen effekt. Hjemløshed og mentale problemer er ofte tæt forbundet, og hjælpen må derfor tage fat på begge problemområder. Forældre i en prekær beskæftigelsessituation og deres børn udsættes ofte for belastning som følge af usikkerhed, fattigdom, uddannelseskrav, tidnød og stress i familien. Hjælpen bør derfor være tilsvarende mangfoldig og også omfatte tilbud i form af f.eks. offentligt støttet uddannelseshjælp og familierekreation. Stor statsgæld og økonomiske vanskeligheder samt nedskæringer i den sociale sikkerhed og høj arbejdsløshed øger risikoen for depressioner, angst og »tvangsneuroser« betydeligt. Selvmordsprocenten steg med over 10 % i 11 medlemsstater i første halvår af 2011. Hensigtsmæssige investeringer i social sikkerhed og sociale tjenesteydelser ville i høj grad bidrage til at løse problemet (14).

3.1.1

Afbrudte ansættelsesforhold, hyppige omstruktureringer, krav til medarbejderne om altid at stå til rådighed, stort tidspres, overbelastning, stigende krav til fleksibilitet og mobilitet har ofte konsekvenser for den psykiske sundhed (15). Handicapstatistikker i Nederlandene viser, at psykiske sundhedsproblemer i 2010 var hovedårsagen til længerevarende sygefravær (ca. 55 dage). I Storbritannien anslår HSE (16), at ca. 9,8 mio. arbejdsdage gik tabt pga. arbejdsbetinget stress (2009-2010), og gennemsnitligt tegnede hver person, der led af arbejdsbetinget stress, sig for 22,6 sygedage. I 2010-2011 gik der 10,8 mio. arbejdsdage tabt (17). Når familieliv, pleje af familiemedlemmer og tid til kulturelle, sportslige og rekreative aktiviteter ikke kan forenes med arbejdslivet, udgør dette en yderligere risiko. Mange lande har indført plejeperioder for familiemedlemmer og ret til orlov. Virksomheder skal ofte beskæftige sig med problemstillinger, der ikke er opstået i arbejdssammenhæng. Der bør i højere grad gives offentlig støtte til virksomhedsmodeller, der kan danne skole, når det gælder sundhedsbeskyttelse, inklusion, hensigtsmæssige deltidsløsninger, hjælp på arbejdspladsen samt videreuddannelse af ledere og arbejdstagere. Innovative virksomhedskulturer kan også styrke arbejds- og produktkvaliteten. Proaktiv håndtering af risikoen for stress med udgangspunkt i forskning samt fjernelse og nedbringelse af stressfaktoren bør indgå i en konsekvent forebyggende strategi gennem anvendelse af bestemmelserne i traktaten, direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet samt rammeaftalen om arbejdsbetinget stress, som arbejdsmarkedets parter i EU indgik i 2004.

Usikkerhed hvad angår beskæftigelsesmuligheder og levevilkår samt overmægtige strukturelle rammevilkår på arbejdsmarkedet udgør yderligere risikomomenter. Der skal sættes klare grænser for de konstant stigende krav til arbejdspræstation og de stadig ringere arbejdsvilkår. Arbejdsmarkedets tabere tilskrives ofte en individuel skyld, også når dette ikke er tilfældet. Arbejdsgivernes krav om en nødvendig og rimelig fleksibilitet fra arbejdstagernes side kan sidestilles med arbejdstagernes krav om fleksibilitet med hensyn til familieanliggender, plejeforpligtelser og individuelle problemstillinger (omsorgsfuld arbejdsgiver og »fokus på den enkelte«). Mennesker med mentale problemer har en større risiko for at miste deres arbejde eller blive uarbejdsdygtige som følge af deres sygdom. I den forbindelse spiller samfundets fordomme også en betydelig rolle. På den måde går arbejdskraft, ressourcer og værdiskabelse til spilde.

3.1.1.1

De hidtidige kvoter til fordel for eksempelvis handicappede er i nogle lande langt fra tilstrækkelige som instrumenter. Der er i stedet behov for en dristig integrationspolitik til fordel for de mange mennesker, som i dag er udelukket fra arbejdsmarkedet, og til gavn for samfundet.

3.1.2

Paritært sammensatte og offentligt støttede rådgivnings- og mæglingsinstanser kan sikre en åben behandling af temaet. Der bør være virksomhedsbaserede eller eksterne organer, som repræsenterer handicappede og personer med mentale problemer på arbejdspladsen. En hensigtsmæssig ansættelsessikkerhed, arbejdsløshedsforsikringer, lovsikret arbejdsmarkedsbeskyttelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, en offentligt støttet sundhedsforvaltning i virksomhederne, ordninger for tilbagevenden til arbejdsmarkedet samt en aktiv arbejdsmarkeds- og familiepolitik bør derudover reducere risikoen. Til gavn for arbejdsgiverne, navnlig SMV'er, skal det i den forbindelse sikres, at konkurrenceevnen bevares, at man undgår administrative byrder og at de offentlige støttestrukturer er pålidelige (18). Almennyttige tjenester, velfærdsorganisationer og andre kræfter i civilsamfundet kan spille en vigtig rolle, når det gælder politisk og praktisk støtte til de berørte personer, til virksomhederne og til arbejdsformidlingerne.

3.2.1

Psykiske sygdomme hos børn og unge er svære at kortlægge statistisk. Dette skyldes blandt andet, at det ofte er svært at skelne mellem syge og adfærdsvanskelige børn, ligesom det er vanskeligt at præcisere, om der er behov for rådgivning, opdragelse eller behandling. Det vil sige, at det som hovedregel ikke er muligt at skelne mellem ovennævnte behov, idet skillelinjerne er flydende. F.eks. registrerer den tyske sammenslutning af psykoterapeuter en årlig forekomst på mellem 9,7 % (psykisk syge) og 21,9 % (psykisk påfaldende adfærd) (19). Hvad angår depressioner registreres en stigende risiko for at blive ramt af sygdommen samt en lavere gennemsnitsalder for, hvornår sygdommen optræder første gang. Eksperter konstaterer en stigende forekomst af angst- og adfærdsforstyrrelser og et klart voksende forbrug af psykofarmaka.

3.2.2

Samtidig registrerer daginstitutioner og skoler en stigende andel af børn og unge med f.eks. skolefrafald (14,4 % på EU-plan), påfaldende adfærd, koncentrationsbesvær og voldelige tendenser. I den forbindelse er der ofte tale om en kombination af problemer, der er knyttet til bl.a. psykiske problemer, manglende modstandsdygtighed over for forbrugsmuligheder (20) og medier, computer- eller andre former for afhængighed samt generelle udviklingsproblemer. Det stigende forbrug af antidepressive midler, methylphenidat og lignende lægemidler allerede i en tidlig alder giver grund til bekymring. Der er et presserende behov for at indsamle statistisk materiale i hele Europa og udvikle alternativer.

3.2.3

Den stigende usikkerhed hos børn og unge samt deres forældre er et problem som børne- og ungepsykiatrien ikke kan løse – og slet ikke alene. Hjælp i den tidlige barndom og støtte til familiens centrale rolle er lige så vigtig som den faglige kompetence i daginstitutioner, hos børnelæger og i skoler. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis enhver form for påfaldende adfærd defineres som en psykisk forstyrrelse eller sygdom, og komplekse individuelle og samfundsmæssige problemer dermed ensidigt gøres til lægefaglige problemstillinger (21). Stigende individualisering, forskellige muligheder på uddannelsesområdet, arbejdsløshed, fattigdom, social udstødelse, personlig skyldfølelse og overbelastede forældre samt uddannelsessystemer, som i stigende grad bygger på konkurrence, der starter på de tidlige alderstrin, hvilket begrænser mulighederne for dem, som ikke kan følge med de førende i klassen, kan være faktorer, som der skal tages hensyn til i en forebyggende indsats. Der er brug for, at hele samfundet påtager sig et fælles ansvar: levedygtige boligområder, passende tilgange til uddannelse af unge, veludstyrede skoler og daginstitutioner, et ikke-kommercielt udbud af fritidsaktiviteter, ungdomsgrupper, foreninger og kulturtilbud samt et fintmasket net af professionel, tværfaglig hjælp i form af f.eks. uddannelsesrådgivning og ikke-formelle uddannelsestilbud. Stofmisbrug må tackles konsekvent gennem tidlig påvisning, forebyggelse, rådgivning og terapier samt kontrol af forsyningskanaler. Investeringer på dette område kan forhindre uoverskuelig skade for de berørte personer og for samfundet. Unge bør have en lovsikret garanti for at blive integreret i uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og andre former for meningsfuld beskæftigelse. På alle disse felter spiller almennyttige tjenester samt velfærds- og civilsamfundsorganisationer en særlig vigtig politisk og praktisk rolle.

3.3.1

Den fortsatte stigning i den forventede levetid anses for at være en blandt flere vigtige forklaringer på det generelt stigende antal psykiske sygdomme. I en høj alder tiltager multimorbiditeten af fysiske sygdomme, som er forbundet med en forhøjet depressionsrisiko. Samtidig forårsager bestemte aldersbetingede sygdomme som f.eks. Alzheimer og Parkinsons sygdom ofte en følgesygdom i form af en depression. Levende og inklusive boligområder, tilgængelige og ambulante sociale tjenester, muligheder for frivilligt arbejde, en hensigtsmæssig deltagelse i arbejds- og erhvervslivet og en passende indretning af plejeinstitutioner er væsentlige faktorer i indsatsen for at hindre social isolation og sikre forebyggelse på sundhedsområdet. I sociale centre, i plejetjenester og blandt læger bør der opbygges tilstrækkelig ældrepsykiatrisk kompetence. Modeller for bedste praksis, især i forbindelse med demenssyge, fortjener større europæisk opmærksomhed.

3.3.2

Ældre mennesker behandles i reglen af alment praktiserende læger, som ikke i tilstrækkeligt omfang henviser til neuropsykiatriske speciallæger. Særligt i forbindelse med demensrelaterede sygdomme og depressioner er en tidlig diagnose imidlertid vigtig, hvilket understreger behovet for en tværfaglig behandling: På de fleste almindelige institutioner for ældrepleje tilbydes der ikke en regelmæssig psykiatrisk pleje. Dette gælder også for andre instanser for ældre, som f.eks. rådgivende tjenester. De lægefaglige fremskridt, navnlig inden for gerontologi og tekniske hjælpemidler bør være til gavn for alle berørte mennesker på en hensigtsmæssig måde.

3.3.3

Alt i alt bør disse karakteristika ved børne- og ungepsykiatrien samt ældrepsykiatrien i højere grad tages op inden for de almene uddannelser i medicin, psykiatri og psykoterapi.

4.1

I et europæisk år for mental sundhed ville den menneskeretsbaserede tilgang have central betydning. De lægefaglige og psykosociale tjenesteydelser skal støtte de berørte mennesker og styrke deres potentiale til selvhjælp gennem myndiggørelse. I den forbindelse skal menneskets værdighed og rets- og handleevne være et vigtigt udgangspunkt for de personer, der yder den berørte person bistand i kriseperioder. Det er derudover nødvendigt at øge kapaciteten blandt medarbejderne i de forskellige serviceerhverv med henblik på at fremme kendskabet til mentale sundhedsproblemer og psykosociale lidelser.

4.2

Mennesker i en psykisk krise vil ofte ikke erkende, at de lider af en sygdom, idet samfundet stigmatiserer disse sygdomme. Også medierne bidrager i høj grad til dette problem. Det billede der formidles af disse sygdomme i den brede befolkning er ofte med til at skabe angst, modvilje og mistro mod hensigtsmæssige behandlingstilbud. Der er et presserende behov for kampagner mod stigmatisering på europæisk niveau. De skal have et langsigtet perspektiv og koncentrere sig om en forebyggende indsats. Alle juridisk relevante områder (retsvæsen, politi, offentlige instanser mm.) skal også inddrages i disse kampagner med henblik på at optimere deres faglige forudsætninger for omgangen med psykisk syge. Stigmatisering bør også så vidt muligt undgås i organiseringen og finansieringen af hjælp. Især bør styrkelsen af evnen til at klare tilværelsen tilbydes hele befolkningen. Fremme af møder og udvekslinger mellem patienter og mennesker uden psykiatrisk erfaring bør være et centralt element i denne politik.

4.3

Også på beskæftigelsesområdet bør der om muligt ikke skabes parallelverdener, som de berørte personer inddrages i uden hensyntagen til deres ønsker eller ret til valgfrihed. Først og fremmest skal den berørte person selv kunne afgøre, om vedkommende vil udføre sit skånejob i en specialiseret institution eller på det almindelige arbejdsmarked. Hvis der gives støtte til deltagelse i arbejdslivet ude i virksomhederne øges chancerne for en erhvervsmæssig revalidering i mange tilfælde. (»supported employment«) (23). Arbejdsindsatsen bør generelt aflønnes med en overenskomstmæssig løn, der bør forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter. »Lommepenge«, der sikrer et eksistensminimum, er ikke passende for mennesker med psykiske sygdomme eller handicap. En relativt effektiv model til en trinvis reintegration er den såkaldte Hamburg-model (24).

4.4

Helt konkret kan det fastslås, at der i EU foregår menneskerettighedskrænkelser over for mennesker med psykiske sygdomme på følgende områder: uforholdsmæssige frihedsbegrænsninger og tvangsbehandlinger, i sidstnævnte tilfælde uden informeret samtykke fra den berørte person, og ofte er det ikke muligt at anke i sådanne tilfælde. Det er vigtigt at etablere programmer til afinstitutionalisering, ambulante behandlingstjenester i lokalområdet, en ubureaukratisk adgang til støtte, behandlingsaftaler, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne, og en politik mod stigmatisering, der også inddrager de berørte personer som eksperter i deres levevilkår.

4.5

Det er nødvendigt at revidere EU-strategien for mental sundhed. EØSU mener først og fremmest, at det er nødvendigt at undersøge, i hvor stort omfang mennesker med psykiske sygdomme afholdes fra at deltage i samfundet generelt og i særdeleshed på arbejdsmarkedet. I den forbindelse skal det også undersøges, hvordan man vha. henholdsvis forebyggelse og gode plejetjenester kan forhindre uarbejdsdygtighed eller nedsat arbejdsevne. Derudover er der spørgsmålet om, hvorvidt sprogbrugen i lægevidenskab, medier og samfund vanskeliggør eller forhindrer inklusion.

4.6

Chancerne for, at temaet mental sundhed vil få øget opmærksomhed i offentligheden, stiger som følge af dette initiativ. Der udøves indflydelse på prioriteringen af temaer på den politiske dagsorden, og der skabes gode forudsætninger for at fremme innovative idéer til fordel for alle.

4.7

For at fremme det europæiske år for mental sundhed er det nødvendigt ud over EØSU selv først og fremmest at inddrage de relevante aktører i civilsamfundet, herunder grupper, foreninger og andre aktører med erfaring på psykiatriområdet samt sundhedsvæsenet. Endvidere må de relevante generaldirektorater i Kommissionen, medlemmer af Europa-Parlamentet og Regionsudvalget involveres. På nationalt niveau skal de berørte ministerier inddrages på samme måde som medlemmerne af de nationale parlamenter. De berørte parter skal generelt inddrages mere i udformningen af de relevante politikker.

4.8

For at sikre, at initiativet også får en synlig gennemslagskraft på medlemsstatsniveau, bør »handlingsrammen for psykisk sundhed« benyttes parallelt hermed, og der bør udarbejdes en fælles referenceramme for foranstaltninger til fremme af psykisk sundhed i sundhedssystemet og socialpolitikken samt på relevante områder som skole og arbejdsplads. Som instrument til gensidig læring bør der anvendes peer reviews i tråd med den åbne koordinationsmetode. Foranstaltningerne skal have konsekvenser for lovgivning, finansieringssystemer, herunder Den Europæiske Socialfond, og de berørte sygdomsramte og virksomheders rettigheder. Det må undersøges, om et permanent observationscenter kan sikre en løbende overvågning af dette tema. EU's sundhedsovervågning bør give mere detaljerede europæiske data om mentale lidelser, især om arten af den hjælp, der ydes, om antallet af psykiatriske institutioner samt om forbruget af psykofarmaka. Potentielle samarbejdspartnere fra de mest forskelligartede samfundsområder bør med tiden overtales til at give permanent støtte. Initiativet og det europæiske år må ikke kun have en tidsmæssigt begrænset effekt. Tværtimod bør der skabes en vedvarende og holdbar bevidsthed om temaet, der resulterer i mærkbare konsekvenser for de berørte mennesker.

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/44

1.1

Socialt landbrug er en innovativ tilgang, som kombinerer to begreber: det multifunktionelle landbrug og social- og sundhedsforsorg på lokalt niveau. Det bidrager til velfærd og social integration af personer med særlige behov i forbindelse med produktion af landbrugsprodukter. Da det sociale landbrugs betydning er stigende, har EØSU valgt at udarbejde en initiativudtalelse om emnet.

1.2

Socialt landbrug har bredt sig over hele Europa i forskellige former, som har nogle træk til fælles, mens også frembyder mange forskelle, hvad angår indfaldsvinkel, forbindelserne med andre sektorer og finansiering.

1.3

Der er imidlertid behov for en definition på EU-niveau for at afgøre, hvilke aktiviteter der falder ind under begrebet, og for at fastlægge en ramme og kriterier, bl.a. for kvalitet, som aktiviteterne skal opfylde for at kunne modtage støtte fra de forskellige politikker. Definitionen bør dog ikke være så restriktiv, at den fastlåser en virkelighed, der er i konstant udvikling.

1.4

Da der hverken på EU-niveau eller på nationalt niveau findes en lovramme for socialt landbrug, er der heller ingen koordinering mellem de forskellige berørte politikker og/eller institutioner. Efter EØSU's mening bør EU-institutionerne og de regionale og nationale institutioner fremme og støtte socialt landbrug gennem etablering af en egnet og fordelagtig lovramme og iværksættelse af de foranstaltninger, der beskrives i det følgende.

1.5

Der er kun få og fragmenterede statistikker over socialt landbrug. Efter EØSU's mening ville det være nyttigt at lancere et statistisk forskningsprogram for at kvantificere og nærmere analysere fænomenets udbredelse i medlemsstaterne og de forskellige former, det antager. Denne database kunne udvides med henblik på at fremme forskningsprogrammer i de enkelte medlemsstater.

1.6

Det sociale landbrug bør understøttes af tværfaglig forskning på forskellige områder med henblik på at bekræfte empiriske resultater, analysere dets effekt og fordele ud fra forskellige synsvinkler (socialt, økonomisk, sundhedsmæssigt, personligt osv.) samt sikre udbredelse af den viden, der er opnået i praksis. Man bør til dette formål fremme og udvikle det samarbejde på EU-plan, der er indledt med projektet »SoFar« og »COST Action« i det kommende rammeprogram Horisont 2020 for perioden 2014-2020.

1.7

EØSU finder det desuden meget vigtigt at etablere og styrke det sociale landbrugs netværk med henblik på at dele indsamlet viden, udveksle erfaringer og skabe bevidsthed om fænomenet. En fælles repræsentation af det sociale landbrugs interesser på politisk niveau og etablering af en hovedorganisation på EU-niveau er desuden ønskelig. Det ville styrke såvel debatten mellem de involverede parter som civilsamfundsorganisationernes rolle.

1.8

For at sikre et højt kvalitets- og kompetenceniveau i det sociale landbrugs aktiviteter bør man endvidere være særlig opmærksom på uddannelsen af de implicerede parter – både dem, der leverer ydelserne, og de personer med særlige behov, som modtager dem.

1.9

Hvis det sociale landbrug skal udvikle sig i hele Europa, kræver det et positivt klima, øget inddragelse af civilsamfundet og et frugtbart samarbejde mellem de forskellige politikområder og forvaltningerne (af sundheds-, social-, landbrugs- og beskæftigelsesanliggender) på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau. Det betyder, at de offentlige myndigheder skal anerkende det sociale landbrug og støtte det målrettet ved at give det permanent adgang til finansielle midler, der dækker forskellige aspekter af denne type landbrug.

1.10

Det kunne også være nyttigt, hvis Kommissionen skabte en permanent struktur med deltagelse af alle de berørte generaldirektorater. Lignende strukturer kunne etableres i medlemsstaterne. Desuden bør Kommissionen tilskynde til gennemførelse af en komparativ analyse af medlemsstaternes socialsikringssystemer og udgifterne til dem med henblik på at finde flere sparemuligheder i forbindelse med projekter om socialt landbrug.

1.11

EØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionens forslag for perioden 2014-2020 åbner nye perspektiver for det sociale landbrug. Det ser dog ud til at blive nødvendigt at støtte det bedre i den kommende programperiode. Med dette for øje bør EU og medlemsstaterne koordinere anvendelsen af de forskellige politikker, der har relation til det sociale landbrug. Efter EØSU's mening bør medlemsstaterne og de forskellige myndigheder (nationale og europæiske), der har ansvaret for forvaltningen af EU-midlerne, styrke deres samarbejde for at fjerne hindringerne for adgang til strukturfondene og lette adgangen for aktørerne i marken.

1.12

Den fælles strategiske ramme giver mulighed for at kombinere forskellige fonde som led i en diversificeret finansieringsstrategi. Kommissionen bør i den forbindelse opfordre medlemsstaterne til at nævne det sociale landbrug i deres programlægning og via en integreret tilgang udvikle særlige programmer, der gør det muligt for denne sektor at få mere gavn af de forskellige strukturfonde. En anden mulighed kunne være at planlægge tematiske delprogrammer for det sociale landbrug eller at støtte de Leader-projekter, der gennemføres på dette område.

2.1

Det sociale landbrug har udviklet sig i landområder næsten overalt i Europa siden slutningen af 1900-tallet som en ny, økonomisk bæredygtig praksis, og erfaringerne på dette område vokser konstant. »Socialt landbrug« (»social farming«) er begrebet, der samler alle disse aktiviteter, men der anvendes også udtryk som »farming for health«, »care farming«, »green care« og »green therapies«. Alle disse udtryk henviser til forskellige metoder eller aktiviteter inden for omsorg, social reintegration, uddannelse og revalidering af udsatte personer eller til uddannelse af personer med særlige behov. Aktiviteterne, der gør det muligt for personer i en vanskelig situation at genoptage kontakten med en produktionsaktivitet og med naturen, er med til at give dem velvære, forbedre deres sundhedstilstand og inddrage dem i en social sammenhæng. De gør det lettere for dem at lære, øger deres selvværd og dermed også deres deltagelse i det sociale liv.

Det sociale landbrug er således en innovativ tilgang, som kombinerer to begreber: det multifunktionelle landbrug og social- og sundhedsforsorg på lokalt niveau. Det er på den ene side tæt knyttet til landbrugets multifunktionelle karakter og indgår fuldt og helt i udviklingen af landdistrikterne, da det giver landmændene mulighed for at diversificere deres indtægter. På den anden side er det gavnligt for samfundet, fordi det leverer en social ydelse og forbedrer de eksisterende tjenesteydelser til gavn for indbyggerne i landdistrikterne ved at udnytte landbrugets og landdistrikternes ressourcer i bred forstand.

2.2

Selv om der er mange ligheder mellem den måde, det sociale landbrug praktiseres på i Europa – i den forstand, at praksis er tæt knyttet til traditionelle aktiviteter i landdistrikternes økonomi og foregår i landbrugsbedrifter (økologiske gårde, høj arbejdskraftintensivitet, høj grad af multifunktionalitet, åbning mod lokalområdet, stor diversificering og fleksibilitet) – er der også mange forskelle mellem landene på baggrund af deres historie, tilgang og fokus. Vel vidende, at tilgangene varierer meget, kan der udskilles tre hovedtilgange:

2.3

Der er også en forskel i fokus: I Italien og Frankrig er det sociale landbrug hovedsageligt knyttet til social- og omsorgssektoren, i Nederlandene er det tættere på sundhedssystemet, i Flandern nærmere landbrugssektoren og i Tyskland, Storbritannien, Irland og Slovenien ligger det et sted mellem socialsektoren og sundhedssektoren.

2.4

Finansieringsformerne varierer fra land til land:

I virkeligheden er finansieringsformerne dog ofte mere varierede og blandede.

2.5

Det sociale landbrug er organiseret på mange forskellige måder. Det kan være private landbrugsvirksomheder styret af en privat entreprenør, som gennem socialt landbrug kan diversificere sine indtægtskilder og samtidig opretholde en normal produktion med henblik på markedet. Det kan også være socialøkonomiske virksomheder eller kooperativer, foreninger, stiftelser, dvs. organisationer uden kommercielt sigte. I andre tilfælde er det offentlige organer eller organer i sundhedssektoren, som står bag det sociale landbrug, selv om arbejdet foregår på landbrugsbedrifterne.

3.1

Det er ikke let at definere det sociale landbrug, da det praktiseres på mange forskellige måder. Der er imidlertid behov for en definition på EU-niveau for at afgøre, hvilke aktiviteter der falder ind under begrebet, og for at fastlægge en ramme og kriterier, bl.a. for kvalitet, som aktiviteterne skal opfylde for at kunne modtage støtte fra de forskellige politikker. Definitionen bør dog ikke være så restriktiv, at den fastlåser en virkelighed, der er i konstant udvikling. Den skal tværtimod levere en ramme, der er tilstrækkelig fleksibel til at indbefatte den mangfoldighed af aktiviteter og den bottom-up-tilgang, der karakteriserer det sociale landbrug.

3.2

Selv om aktiviteterne, der indgå i det sociale landbrug, er meget forskellige, har de altid to fællestræk: 1) de foregår på en landbrugsbedrift og 2) de henvender sig til personer, der midlertidigt eller permanent har særlige behov, herunder på det pædagogiske område. Det sociale landbrug bidrager således til disse personers velvære og personlige udfoldelse, men også til udviklingen af landdistrikter og en bedre udveksling mellem by og land.

3.3

Socialt landbrug kan således i første omgang defineres som en række aktiviteter, der anvender landbrugets ressourcer, såvel planter som dyr, til at skabe sociale serviceydelser i landdistrikter eller bynære områder, f.eks. revalidering, terapi, beskyttede arbejdspladser, livslang uddannelse og andre aktiviteter, der bidrager til social integration (jf. definitionen i Cost Action 866 – Green Care – europæisk samarbejdsinitiativ om videnskab og teknologi). Det drejer sig bl.a. om inden for en landbrugsbedrifts rammer at skabe de rette betingelser for, at personer med særlige behov kan deltage i bedriftens daglige gøremål, så det sikres, at de udvikler sig, gør fremskridt og føler sig bedre tilpas.

3.4

I den nuværende situation kan der opstilles fire hovedområder inden for socialt landbrug:

4.1

Der er ingen tvivl om, at det sociale landbrug gennem sine terapeutiske aktiviteter, indslusning på arbejdsmarkedet og pædagogiske aktiviteter leverer offentlige tjenesteydelser af stor værdi, og at det bidrager til en bæredygtig udvikling. Via den diversificering af aktiviteter, det skaber, og den underliggende dynamik kan det desuden få en betydelig indvirkning på den lokale udvikling.

4.2

Mange eksperimenter er blevet iværksat på græsrodsniveau og har skabt lokale netværk, der har banet vej for en samlet udvikling af en hel egn. På denne baggrund er det sociale landbrug helt i tråd med OECD's publikation »New Rural Paradigm« (2006), og det omtales direkte i »Rural Policy Reviews« vedrørende OECD-landene (f.eks. Italien). Endvidere blev socialt landbrug taget op på OECD's konference om udvikling af landdistrikterne i Quebec (2009). Det skal bemærkes, at nogle initiativer for socialt landbrug finansieres under udviklingspolitikken for landdistrikterne 2007-2013 (akse III og IV i Leader-programmet) og Den Europæiske Socialfonds foranstaltninger med henblik på social inklusion.

4.3

Der er på alle niveauer en stigende bevidsthed om det sociale landbrugs potentiale, og landbrugets organisationer, lokalsamfund samt social- og sundhedsinstitutioner ser med nye øjne på dette fænomen. Det er dog kun få lande (Frankrig, Italien, Nederlandene), der har fastlagt sektorbestemmelser på nationalt niveau eller på regionalt niveau. Man kan desuden overalt konstatere en mangel på forbindelser mellem de forskellige politikker og/eller institutioner, der er involveret i socialt landbrug.

Aktørerne i det sociale landbrug er imidlertid begyndt at organisere sig for at dele deres erfaringer, og det må erkendes, at de spontant opståede netværk af sociale landbrugere spiller en væsentlig rolle.

4.4

I løbet af de seneste år har Kommissionen iværksat en række initiativer for at støtte disse aktiviteter, især Cost Action 866 – Green Care og SoFar-projektet (initiativ finansieret af Kommissionen under det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling). I december 2009 lanceredes et tematisk initiativ med deltagelse af 7 medlemsstater inden for Det Europæiske Netværk for Landdistriktsudvikling med det formål at analysere muligheder og barrierer i de nationale eller regionale landdistriktsudviklingsplaner, som medfinansieres af ELFUL. Et sammenfattende dokument om socialt landbrug blev fremlagt i 2008 af Tyskland (ved professor Thomas van Elsen) som led i SoFar-projektet og opdateret i 2009.

5.1.1

I betragtning af de offentlige goder, det sociale landbrug producerer, og dets bidrag til en bæredygtig udvikling bør det fremmes og støttes af EU-institutionerne og af medlemsstaternes regeringer. Dette indebærer etablering på de forskellige niveauer af en egnet og favorabel lovramme, anerkendelse af det sociale landbrugs merværdi, forbedring af det sociale landbrugs forvaltning, et positivt klima og et frugtbart samarbejde mellem de forskellige politikområder og forvaltningerne (af sundheds-, social-, landbrugs- og beskæftigelsesanliggender) på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau. Målrettet støtte fra de offentlige myndigheders side og en samlet indsættelse af strukturfondene til fordel for socialt landbrug ville desuden være ønskeligt, og man bør fremme og støtte den tværfaglige forskning samt styrke kommunikation og erfaringsudveksling.

5.1.2

Ved udarbejdelsen af en lovramme for det sociale landbrug bør der lægges særlig vægt på spørgsmål i forbindelse med kvaliteten af det sociale landbrug. Der bør fastlægges generelle kriterier, herunder for kvalitet, som aktiviteterne skal opfylde. Der bør også fastlægges foranstaltninger, der sikrer et rimeligt tilsyn med det sociale landbrugs aktiviteter.

5.1.3

En permanent struktur skabt af Kommissionen med deltagelse af alle dens generaldirektorater kunne desuden være et nyttigt middel til at fremme, følge og koordinere udviklingen af det sociale landbrug i Europa. Lignende strukturer kunne etableres i medlemsstaterne.

5.3.1

Det samarbejde på EU-niveau, som er indledt med »SoFar« og projektet »Cost Action 866 – Green Care«, bør fremmes og udbygges. Det er meget vigtigt, at der i Europa skabes og udveksles videnskabelig, professionel og praktisk viden.

Med henblik på mere dybtgående analyser har det sociale landbrug behov for støtte fra forskning på områder som behandling og medicin, socialt arbejde i landbruget samt landbrug og uddannelse. Forskningen skal foregå i tæt kontakt med arbejdet i praksis. De positive empiriske resultater, der er opnået i behandlingen med planter og dyr, skal bekræftes af solide videnskabelige analyser for at blive anerkendt i lægekredse. Læren af erfaringerne med nyttevirkningen af at integrere personer i den daglige og årlige arbejdsrytme på en gård skal dokumenteres og anvendes til videreudvikling af det sociale landbrug.

5.3.2

Tværfaglig forskning, som analyserer det sociale landbrugs effekt og fordele ud fra forskellige synsvinkler (socialt, økonomisk, sundhedsmæssigt, personligt), som sikrer overførsel af den erfaringsbaserede viden, og som inddrager dem, der udfører arbejdet i praksis, kan skabe nye idéer og styrke engagementet i det sociale landbrug. Den videnskabelige støtte til pilotprojekter kan være med til at udvikle modeller baseret på individuelle eller kooperative virksomheder for en hel region. Der bør iværksættes tværfaglige studier og forskning for at analysere det sociale landbrugs effekt, dels hvad angår mulighederne for besparelser i sygeforsikringsordninger, dels hvad angår forbedring af sundhedstilstand og velvære hos modtagerne af det sociale landbrugs ydelser. Disse aspekter er allerede blevet analyseret og udforsket i nogle lande, bl.a. i Holland.

5.3.3

Denne forskning kunne finde sted inden for det kommende rammeprogram Horisont 2020 (perioden 2014-2020), da det inddrager de sociale aspekter på forsknings- og innovationsområdet. Koordinering og understøttelse af det sociale landbrug via Horisont 2020 er meget ønskeligt, da dette program kunne lette møder og udveksling mellem forskere fra forskellige fag med relation til denne form for landbrug.

5.5.1

Nye projekter inden for socialt landbrug udvikles ofte isoleret og uden kendskab til lignende projekter eller erfaringsudveksling mellem disse. Det er imidlertid afgørende at etablere og styrke det sociale landbrugs netværk for at sikre udveksling af erfaringer, bidrage til udbredelse af kendskabet til forskellige projekter og udnytte den bedste praksis. Et første skridt i denne retning er blevet taget i forbindelse med Det Europæiske Netværk for Landdistriktsudvikling. Denne type netværk bør styrkes.

5.5.2

Desuden bør man fremme samarbejdet samt fælles publikationer og en tilstedeværelse på internettet.

5.5.3

Det ville endvidere være hensigtsmæssigt at arbejde for at en fælles repræsentation af det sociale landbrugs interesser på politisk niveau og tilskynde til etablering af en hovedorganisation på EU-niveau. En sådan organisation, som skulle inddrage civilsamfundet, kunne lette debatten mellem det sociale landbrugs aktører og bistå dem på såvel teknisk som administrativt plan og samtidig sikre, at det sociale landbrugs interesser fremmes på politisk plan. I denne forbindelse har landbrugets organisationer en vigtig rolle.

5.5.4

Alle disse tiltag kunne planlægges og gennemføres som led i den nye politik for udvikling af landdistrikterne 2014-2020 og bl.a. baseres på Det Europæiske Netværk for Landdistriktsudvikling og medlemsstaternes netværk for landdistriktsudvikling. Dermed ville det tidligere omtalte tematiske initiativ vedrørende socialt landbrug blive udvidet til at omfatte andre medlemsstater.

5.6.1

I den aktuelle politik for udvikling af landdistrikterne har det sociale landbrug kunnet få en vis støtte, især under akse III (diversificering) og IV (Leader), samt under Den Europæiske Socialfonds akse »social inklusion«. Anerkendelsen af det sociale landbrug som et element i udviklingen af landdistrikternes økonomi bør imidlertid give det adgang til støtte fra alle initiativer, som fremmes og finansieres af EU's strukturfonde (ELFUL, ESF og EFRU), og dermed til nye finansieringskilder.

5.6.2

Selv om Kommissionens forslag til strukturfondenes næste programperiode åbner visse nye perspektiver – for så vidt som fattigdomsbekæmpelse, social inklusion og diversificering af landbrugsaktiviteter nævnes som klare mål for denne politik (og ideelt set kan kombineres i det sociale landbrug) – er det nødvendigt at lægge mere vægt på det sociale landbrugs rolle i den kommende programperiode og i partnerskabsaftalen, så det kan opnå endnu mere støtte. Med dette for øje bør EU og medlemsstaterne koordinere anvendelsen af de forskellige politikker, der har relation til det sociale landbrug. Efter EØSU's mening bør medlemsstaterne og de forskellige myndigheder (nationale og europæiske), der har ansvaret for forvaltningen af EU-midlerne, styrke deres samarbejde for at fjerne hindringerne for adgang til strukturfondene og lette adgangen for aktørerne i marken.

5.6.3

Den nye programmeringsramme giver det sociale landbrug mulighed for finansiering fra flere fonde og over flere år. Den fælles strategiske ramme gør det muligt at kombinere de forskellige fonde som led i en diversificeret finansieringsstrategi. Medlemsstaterne bør opfordres til at nævne det sociale landbrug i deres programlægning og udvikle særlige programmer, der gør det muligt for det sociale landbrug at få mere gavn af de forskellige strukturfonde. Det er meget vigtigt at overbevise de nationale og lokale myndigheder om, at de reelt skal udnytte disse muligheder for finansiering.

Eftersom det sociale landbrug har en multidimensionel og multifunktionel karakter, kunne dets aktører få stort udbytte af en virkelig integreret tilgang, der ville gøre det lettere at anvende og koordinere de forskellige fonde og de dertil hørende procedurer og sagsbehandlingsforløb.

5.6.4

Det kunne derfor være meget nyttigt at indføre en kommunikationspolitik over for medlemsstaterne i forbindelse med udvikling af landdistrikterne. Den skulle også omfatte tilsynsaktiviteter og udarbejdelse af rapporter. En anden mulighed ville være at indføre et tematisk delprogram under artikel 8 eller at styrke Leader-projekter med socialt landbrug som emne.

5.6.5

Endelig bør de forskellige generaldirektorater i Kommissionen styrke deres samarbejde for at lette det sociale landbrugs adgang til alle EU's strukturfonde og fjerne de barrierer, som hidtil har hindret landbrugerne i at benytte sig af regionalpolitikkerne.

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/49

1.1

Denne udtalelse vedrører personbefordring med jernbane. Den er udarbejdet og bør læses i lyset af de målsætninger vedrørende tjenesteydelser af almen interesse, der er fastsat i Lissabontraktatens artikel 14 og protokol nr. 26. Udtalelsen følger henstillingerne i hvidbogen om transport, hvori det fremhæves, at det er nødvendigt at opfylde målsætningerne for nedbringelse af emissionerne af drivhusgasser og sikre en bæredygtig miljøvenlig mobilitet.

1.2

Ønsket med denne udtalelse er ikke kun at undersøge operatørernes opfyldelse af deres målsætninger for mobilitet og de relevante parters rettigheder og forpligtelser men også at se nærmere på de europæiske borgeres adgang til tjenesteydelser af almen interesse vedrørende transport ad jernbane i EU og kvaliteten af denne.

1.3

Da kvaliteten af jernbanetransporten er en nødvendig men ikke i sig selv tilstrækkelig betingelse for udviklingen af denne transportform, mener EØSU, idet det tager udgangspunkt i konkrete observationer af de forskellige forhold, at det er ønskeligt, at jernbanetransporten forbedres rent resultatmæssigt, hvilket vil gøre det til en mere attraktiv transportform.

1.4

EØSU insisterer på, at der bør udarbejdes flerårige planer for investeringerne i og vedligeholdelsen af infrastrukturerne, og at finansieringen af dette bør sikres på lang sigt. Problemerne vedrørende den fysiske planlægning, den fortsatte rådighed over infrastrukturerne og tilvejebringelse af ressourcer på kort og mellemlang sigt bør ligeledes tages i betragtning.

1.5

EØSU opfordrer ligeledes EU og de nationale og regionale organer til at ændre finansieringsvilkårene for de forskellige dele af infrastrukturerne i overensstemmelse med nærhedsprincippet og med henblik på at styrke solidariteten mellem regionerne. Udvalget anbefaler, at der med henblik herpå foretages en omfordeling af de transportmidler, der er bevilget under regionalpolitikken, hvilket vil have en stor løftestangseffekt på den fysiske planlægning.

1.6

EØSU anmoder om, at et uafhængigt organ gennemfører en undersøgelse på europæisk plan af forbrugernes tilfredshed med udgangspunkt i faktuelle forhold (punktlighed, pålidelighed, prispolitik, renlighed, adgangsmuligheder osv.). Evalueringen bør gennemføres på grundlag af en metode fastlagt af et koordineringsudvalg bestående af alle berørte parter (brugere, kompetente myndigheder, operatører, ansatte), der har beføjelse til at føre kontrol.

1.7

EØSU ser med bekymring på Kommissionens ønske om at revidere forordning 1370/2007 (om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej), der er resultatet af et vanskeligt kompromis på institutionelt plan. Udvalget bemærker, at denne forordning i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet giver medlemsstaterne store organisationsbeføjelser, og at den ligevægt, som forordningen indfører, bør vurderes i lyset af de erfaringer, der bliver gjort i den overgangsperiode, der er omhandlet i forordningens artikel 8, stk. 2.

1.8

På baggrund af bestemmelserne i forordning 1371/2007/EF og den mulige udvikling, opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge følgende forslag til forbedringer:

1.9

EØSU opfordrer desuden Kommissionen og medlemsstaterne til i fællesskab at undersøge følgende forslag til forbedringer:

1.10

Under hensyntagen til nærhedsprincippet opfordrer EØSU desuden medlemsstaterne til at undersøge følgende forslag til forbedringer:

2.1.1

Det er så meget desto sværere for aktørerne at fastlægge og blive enige om passagerernes tilfredshed, som det er virksomhederne, der råder over kildematerialet til analyserne, og ensidigt opstiller servicekvalitetsstandarderne, som de evaluerer sig selv ud fra (art. 28 i forordning 1371). Dette er tilfældet, hvad angår de indgåede forpligtelser til punktlighed, pålidelighed, renlighed, modtagelse, information, prispolitik osv., uden at denne liste er udtømmende.

2.1.2

En stor del af de passagerer, der rammes af jernbanetrafikproblemerne, gør med beklagelse opmærksom på, at der er flere og flere årsager til driftsforstyrrelserne, at togdriften er uforudsigelig, at det er umuligt at få oplysninger i realtid om trafiksituationen, og at der generelt savnes oplysninger om driftsforstyrrelser. De har indtryk af, at situationen til stadighed forværres i enkelte medlemsstater. Operatørerne giver ikke de rejsende nem adgang til den kompensation vedrørende jernbanetjenester, der er omhandlet i forordning 1371/2007/EF.

2.1.3

I flere tilfælde har de transportansvarlige eller kompetente myndigheder været nødt til at gribe ind over for de jernbanevirksomheder, der er underkastet krav om offentlig tjeneste, og som varetager størsteparten af den daglige trafik, for at opretholde jernbanetjenesternes niveau.

2.1.4

De forskellige aktører udbyder flere og flere tjenester, der ikke hænger sammen, og organisationsstrukturerne har undergået kraftige ændringer, der mangler stabilitet og klarhed, hvilket har ført til en driftsform, der baserer sig på de lokale operatørers evne til at reagere, men da disse ofte er langt væk fra realtidsinformationskanalerne, er driften blevet mangelfuld, og passagererne dermed utilfredse. Derfor er det nødvendigt at klarlægge situationen i hver medlemsstat for at finde ud af, hvor der kan gøres fremskridt.

—

Vanskelig adgang til information, manglende eller uhensigtsmæssig signalering.

—

Uforståelige eller uigennemsigtige priser.

—

Det er umuligt at planlægge en rejse i tilstrækkelig god tid inden datoen for togets afgang på grund af de tidsmæssige grænser for forudreservation.

—

Problemer med overbooking.

—

Forhold i togene, på banegårdene og på perronerne, der ikke er hensigtsmæssige (overfyldte ventesale) eller uhygiejniske, mangel på toiletter.

—

De handicappede har problemer med adgangen til perronerne, banegårdene, stationerne, tjenesterne, togene, skal anmode om assistance for lang tid i forvejen (48 timer) og kriterierne for assistance kan være for strenge (samlet vægt).

—

Manglende sikkerhed i togene, på banegårdene og på stationerne.

—

For sen indsættelse af udstyret, manglende hensyntagen til perronskifte i korrespondancerne.

—

To tog med tæt afgang fra samme perron, mens der er mange ubenyttede perroner.

—

Manglende plads til bagagen.

—

Manglende hensyn til multimodal transport (svært at få cyklen med toget, dårlige eller manglende muligheder for at skifte til andre transportformer, mangel på oplysninger om priserne og mangel på integrerede takster og tjenester).

—

Ringe punktlighed, upålidelig lokaltrafik, aflysning af tog uden varsel.

—

Ringe organiseret assistance til passagerer ved driftsforstyrrelser, utilstrækkelig eller ingen kompensation.

—

Nedlagte eller omlagte togtjenester uden at brugerne, deres repræsentanter eller de berørte lokalsamfund høres først (nedlagte nattog, ændrede afgange, nye frekvenser…).

—

Forlængelse af transporttiden mellem to stop.

—

Vanskeligheder med at købe billetter.

—

Uvejr: manglende teknisk tilpasning og procedurer til at genetablere en normal drift.

—

Udstyrsproblemer: følgerne af utilstrækkeligt tilsyn med udstyret, hvad angår tilstand, levetid og forældelse, og mangel på planlægning og faste budgetter til vedligeholdelse.

—

Menneskelige problemer: selvmord, demonstrationer, der hører under adgang til sårbare installationer, men EØSU ønsker ikke at kommentere årsagerne og virkningerne af dette i denne udtalelse.

—

Højt niveau af sikkerhed for personer og for driften.

—

Personalets faglige dygtighed.

—

Mulighed for, at jernbanerne bidrager til den fysiske planlægning og egnsudviklingen.

3.1

Kommissionen har fulgt traktatens princip om borgernes frie bevægelighed og støttet princippet om bæredygtig mobilitet. Det er almindeligt anerkendt, at jernbanen er en effektiv form for massetransport, der kan tilpasses de kompetente myndigheders ønsker. Transportformen er miljøvenlig og kan udnytte de infrastrukturer, der stadig findes i stort omfang, hvis de er godt vedligeholdt eller lette at modernisere.

3.2

EU har fastlagt et europæisk net af internationale strækninger. Der er investeret, og der vil stadig blive investeret, store beløb til at udbygge dette net. Hvis de europæiske rejsende skal have mulighed for dør-til-dør-transport uden afbrud og uforholdsmæssige omstigninger er det dog nødvendigt, at. medlemsstaternes investeringer forfølger samme mål som dette EU-initiativ.

3.3

En undersøgelse af de lokale forbindelser og den fysiske planlægning har kunnet føre til, at der er foretaget strategiske valg, hvori der ikke er taget højde for nødvendigheden af at reducere omstillingen mellem transportformerne, hvilket har en negativ virkning på anvendelsen af den offentlige transport.

3.4

Denne undersøgelse forud for vigtige valg indgår nu i stadig højere grad i de offentlige myndigheders overvejelser, men de står over for uklare finansieringsmuligheder, der ikke er forudsigelige og stabile på mellemlang og lang sigt.

3.5

Udgifterne til transport er dog en stor byrde for statens og regionernes budget. Borgerne, der godt er klar over dette forhold især i de nuværende krisetider, ønsker reel gennemsigtighed og pålidelige informationer. De fremhæver på ny, at de nye store projekter ikke er blevet underkastet en kontraekspertise. Som EØSU har gjort opmærksom på i en tidligere udtalelse (TEN/479), er dialogen mellem myndighederne og civilsamfundet et meget vigtigt aspekt, især når det drejer sig om investeringer i transportinfrastruktur.

4.1

Denne udtalelse kommer i forlængelse af tidligere initiativer:

4.2

Da der er vilje til at skabe et europæisk transportnet, er det kun naturligt, at størsteparten af de europæiske midler er blevet afsat til de vigtigste jernbanestrækninger. Denne dynamik har på grund af begrænsede budgetter ført til, at valget er faldet ud til fordel for oprettelsen af nye strækninger for hurtigtog, hvilket undertiden har været til skade for moderniseringen af andre eksisterende strækninger. De offentlige myndigheder bør styrke jernbaneudbuddet i det samlede offentlige transportudbud og kan endda i visse tilfælde overveje at gøre denne transportform til omdrejningspunktet i et sammenhængende multimodalt transportnet. Derfor bør EU-midlerne omfordeles til fordel for en sammenhængende politik for bæredygtig mobilitet (midler fra DG Regio).

4.3

Udvalget anmoder derfor om, at der foretages en objektiv vurdering af den nuværende situation for jernbanetransporten (fordele/ulemper). Kommissionen bør gennemføre denne vurdering med al den fornødne gennemsigtighed og alle nødvendige informationer og ved at opfordre borgerne til at udtrykke deres ønsker om dette emne, der vedrører langt størstedelen af dem (transport hjem-arbejde, lejlighedsvis tjenesterejse, familiebesøg, ferier).

5.1

I disse krisetider, hvor de offentlige midler er knappe, vil en ekspansiv økonomisk politik baseret på en strategi for bæredygtig udvikling have positive virkninger på antallet af arbejdspladser og kvaliteten heraf, på opfyldelsen af målsætningerne for ændringen af transportformerne og på de europæiske borgeres adgang til transporttjenesteydelser af almen interesse. EØSU fremhæver, at de store anlægsarbejder bør være en del af denne strategi.

5.2

EØSU fremhæver, at det kan få borgere til skifte bopæl eller arbejde, hvis ændringer i togtider eller togafgange fører til forringede jernbanetjenester. Denne tvungne mobilitet er ikke den form for mobilitet, som borgerne ønsker. EØSU minder om, at udviklingen ofte har ført til, at borgerne skifter til en anden transportform (bil eller fly), hvilket går imod den anbefalede politik.

5.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at indlede og udforme et europæisk program til modernisering af jernbanenettet og/eller at støtte de fremtidige programmer i medlemsstaterne. Det vil være let at integrere et program, der sigter på at opfylde de ønsker, som jernbanevirksomhedernes kunder måtte udtrykke, i EU's strategier (strategi for bæredygtig udvikling, Horisont 2020 …). Dialogen med civilsamfundet om transportpolitikken vil blive højt værdsat af borgerne. En omfordeling af transportmidlerne bevilget under regionalpolitikken, vil have en stor løftestangseffekt på denne strategi.

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/53

1.1

Retten til en bolig er en ret, som medlemsstaterne er internationalt forpligtet til at sikre, hvilket Den Europæiske Union skal tage hensyn til. Denne ret er faktisk anerkendt såvel i De Forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettigheder, som fastsætter, at »Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder«. I Europarådets reviderede socialpagt hedder det, at »de undertegnende lande forpligter sig til at sikre den effektive udøvelse af retten til en bolig og til at træffe foranstaltninger med henblik på at fremme adgangen til en bolig af passende standard, at forebygge og reducere hjemløshed med henblik på gradvist helt at eliminere denne og at gøre prisen på boliger overkommelig for dem, som mangler tilstrækkelige ressourcer«. Retten til en bolig er nedfældet i mange medlemsstaters forfatninger og/eller er omfattet af specifikke love med henblik på effektiv udøvelse af denne ret.

1.2

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter, at »for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat i EU-retten og national lovgivning og praksis«.

1.3

I de fleste medlemsstater gennemføres disse rettigheder ved hjælp af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse i henhold til artikel 36 i charteret om grundlæggende rettigheder, hvorefter »Unionen anerkender og respekterer adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som fastsat i national lovgivning og praksis, i overensstemmelse med traktaterne med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen«.

1.4

I henhold til artikel 106, stk. 2, i TEUF – og for så vidt som den universelle ret til en bolig udmøntes i en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse – er virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, ikke underkastet EU-bestemmelserne om konkurrence og forbud mod samt kontrol med statsstøtte, undtagen i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem af de nationale, regionale eller lokale myndigheder. Kommissionens afgørelse af 20. december 2011 (»SGEI-afgørelsen«) begrænser tilvejebringelsen af sociale boliger til mindrebemidlede eller vanskeligt stillede samfundsgrupper, som af økonomiske grunde er ude af stand til at skaffe sig en bolig på markedsvilkår.

1.5

Protokol nr. 26 til Lissabontraktaten anerkender, at medlemsstaterne og deres nationale, regionale og lokale myndigheder har det overordnede ansvar for at levere, udlægge, finansiere og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og de tillægges vide skønsbeføjelser på området og demokratisk valgfrihed.

1.6

Samme protokol pålægger blandt andet medlemsstaterne at sørge for et højt niveau med hensyn til overkommelige priser og fremme af universel adgang til deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.7

Udøvelsen af retten til en bolig er forudsætningen for at nyde godt af andre grundlæggende rettigheder, såsom retten til menneskelig værdighed, til beskyttelse af privatlivets fred og bopælen, retten til at stifte familie, adgang til vand, sundhed, energi osv. En passende bolig er afgørende for, at et menneske kan udfolde sig og integreres i samfundet.

1.8

Den reelle udøvelse af retten til en bolig afhænger som oftest og i det væsentlige af, om der findes et passende udbud af boliger. Retten til en bolig fortolkes normalt som en ret til en anstændig bolig til en overkommelig pris.

1.9

At sikre adgang til en bolig betyder almindeligvis ikke, at de offentlige myndigheder har pligt til at stille en bolig til rådighed til enhver, der ansøger herom. Staten eller den kompetente offentlige myndighed har en politisk forpligtelse til via sine politikker og programmer at gøre det lettere for hele befolkningen at opnå en bolig.

1.10

Medlemsstaterne intervenerer på vidt forskellige måder og i vidt forskelligt omfang i de nationale boligmarkeders funktionsmåde i deres forsøg på at konkretisere denne grundlæggende rettighed med det mål at give alle borgere adgang til en ordentlig bolig til en overkommelig pris. Ved at inddrage de fremtidige beboere i passende grad i opførelsen af socialt boligbyggeri bidrager man både til, at denne type bolig kan tilbydes til en mere overkommelig pris, og til en forbedring af de berørte personers beskæftigelsesudsigter.

1.11

Boligen er set i dette perspektiv et gode (offentligt eller underlagt det offentlige), for hvilket medlemsstaterne ud fra deres egne politiske valg og kollektive præferencer fastlægger minimumsnormer for beboelighed og komfort, specifikke bestemmelser for byplanlægning og byggeri, maksimale byggeprocenter, lofter over prisudviklingen på huslejeområdet som f.eks. i Tyskland eller ordninger for boligstøtte eller skattebegunstigelse for at påvirke denne store udgiftspost på husholdningernes budget.

2.1

Det må konstateres, at trods disse foranstaltninger er der mange borgere i EU, som ikke længere har adgang til en ordentlig bolig, som de kan betale. I 2010 var 5,7 % af den europæiske befolkning boligløse (kilde: Europe Information Service S.A.), hvilket står i kontrast til, at Europarådets reviderede socialpagt sigter mod at reducere hjemløshed med henblik på gradvist helt at eliminere denne, 17,86 % boede i boliger, som var overfyldte eller ikke anstændige, og for 10,10 % af husholdningerne oversteg boligudgifterne 40 % af deres disponible indkomst.

2.2

Mange medlemsstater har desuden valgt at udforme og tilrettelægge et parallelt udbud af såkaldte »sociale« eller almene boliger, som et supplement til det spontane udbud på det private boligmarked. Disse almene boliger stilles til rådighed på særlige vilkår, først og fremmest af almennyttige foretagender oprettet specifikt til dette formål, men også af private investorer, som kan være fysiske eller juridiske personer, der er bemyndiget hertil og støttes finansielt af de nationale, regionale eller lokale myndigheder.

2.3

Alle medlemsstater bortset fra Grækenland har en almen boligpark. 25 millioner europæiske husstande bor således i en almen bolig, for hvilke vilkårene mht. fysisk planlægning, adgang og pris fastlægges direkte af de offentlige myndigheder i medlemsstaterne.

2.4

Dette parallelle udbud af boliger bidrager især til at dæmpe boligmarkedets cykliske karakter og fænomenet med boligbobler i kraft af den stabilitet og priskontrol, der karakteriserer de almene boliger. De medlemsstater, der råder over en stor almen boligpark, er således blevet forskånet for boligbobler og de makroøkonomiske konsekvenser heraf.

2.5

Socialt boligbyggeri er blot en af de måder, hvorpå de offentlige myndigheder søger at afhjælpe boligmarkedets manglende evne til at dække hele boligefterspørgslen og sikre alle adgang til en anstændig bolig til en overkommelig pris/leje. Ved at inddrage de fremtidige beboere i passende grad i opførelsen af socialt boligbyggeri kan man tilbyde denne type bolig til en mere overkommelig pris, forbedre beboernes tilfredshed med de udbudte boliger og give dem mulighed for at opnå eller forbedre deres arbejdsvaner og færdigheder og dermed øge deres muligheder på arbejdsmarkedet.

2.6

Markedets manglende evne til at dække hele boligbehovet går ikke kun ud over dem, som ganske enkelt ikke kan opnå en bolig, men viser sig også derved, at nogle mennesker er henvist til sundhedsfarlige, uegnede eller overfyldte boliger, mens andre må bruge hovedparten af deres indkomst på at betale deres husleje eller månedlige ydelse på deres lån.

2.7

Boligbehovene varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat og inden for den enkelte medlemsstat: mellem landene i Vest- og Østeuropa, fra land til by og inden for de forskellige byområder samt mellem byernes centrum og yderkvartererne.

2.8

I Unionens medlemsstater følges tre forskellige tilgange

3.1

I betragtning af markedets manglende evne til at sikre hver borger en passende bolig, kan det sociale boligbyggeri falde ind under det EU-retlige begreb »tjenesteydelse af almen økonomisk interesse«, hvis det defineres som en sådan af den pågældende medlemsstat, og tjenesteydelsen kan i så fald modtage offentlige tilskud eller kompensation for offentlig tjeneste.

3.2

Protokol nr. 26 til Lissabontraktaten bekræfter de nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse så tæt på brugernes behov som muligt. Den almene boligmasse er underlagt en forpligtelse til offentlig tjeneste, som fastlægges af de offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan, hvad angår planlægning, pris, betingelser for tildeling og beboelse. Samme protokol pålægger blandt andet medlemsstaterne at sørge for et højt niveau med hensyn til overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder.

3.3

Hvis det sociale boligbyggeri klassificeres som tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, er det omfattet af artikel 14 og artikel 106, stk. 2, i TEUF samt dens protokol nr. 26, der navnlig knæsætter princippet om kollektive præferencer af social og kulturel art og om dækning af lokale behov i forbindelse med medlemsstaternes definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. I henhold til disse bestemmelser har opfyldelsen af de opgaver, som påhviler det sociale boligbyggeri, forrang frem for konkurrence- og indre markedsreglerne inden for rammerne af visse betingelser, der er fastlagt i SGEI-afgørelsen, jf. punkt 3.6.

3.4

I medfør af disse bestemmelser i TEUF har Kommissionen fritaget statsstøtte til almene boligorganisationer for kravet om forudgående anmeldelse.

3.5

Medlemsstaternes klassificering af socialt boligbyggeri som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal blot kontrolleres af Kommission for åbenbare fejl under overvågning af Den Europæiske Unions Domstol.

3.6

På boligområdet er Kommissionen af den opfattelse, at eftersom den offentlige tjenesteydelse har en almennyttig karakter, skal definitionen af almene boliger sammenkædes direkte med »mindrebemidlede eller vanskeligt stillede samfundsgrupper« og ikke tilpasses de forskelligartede boligbehov, der gør sig gældende på de lokale boligmarkeder. Dette er en kilde til evindelige konflikter mellem Kommissionen og visse medlemsstater, almene boligorganisationer og repræsentanter for lejerne af almene boliger, som ikke deler Kommissionens holdning, mens den får opbakning fra andre.

4.1

Kommissionens beslutningspraksis i forbindelse med kontrollen for åbenbare fejl i klassificeringen af socialt boligbyggeri som en almennyttig tjeneste har medført ændringer i visse medlemsstaters politiske valg mht. tilrettelæggelsen og finansieringen af socialt boligbyggeri og har medvirket til, at der er opstået tvister.

4.2

I Nederlandene har denne beslutningspraksis ført til, at omkring 400 000 familier, som af Kommissionen er blevet bedømt som værende for rige til at få adgang, ikke kan få en almen bolig, skønt de i praksis ikke har råd til en bolig på markedets vilkår.

4.3

I Sverige, hvor man ikke har ønsket at følge denne praksis, er det sociale boligbyggeri blevet udelukket fra anvendelsesområdet for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og dermed er der stillet spørgsmålstegn ved dets finansiering i form af kompensation for offentlig tjeneste, som er den eneste form for finansiering, der er forenelig med traktatens princip om forbud mod statsstøtte.

4.4

I Frankrig har den nationale sammenslutning af boligejere (l’Union nationale de la propriété immobilière) indgivet en klage til Kommissionen over den franske stat, især med den begrundelse, at indtægtsgrænserne for at få adgang til en almen bolig er for høje og ikke i overensstemmelse med Kommissionens beslutningspraksis.

4.5

Direktivforslagene om offentlige indkøb og koncessioner indebærer, at deres krav og bestemmelser om indkaldelse af bud kommer til at gælde for samarbejdet inden for almene boligorganisationer, som har karakter af sociale virksomheder og offentligretlige organer. Ved at udvide den retspraksis, der er opbygget vedrørende samarbejde mellem offentlige myndigheder, til samtlige ordregivende myndigheder, rejser Kommissionen tvivl om den praksis med samarbejde og fælles ressourceudnyttelse, som er nødvendig for at modernisere de almene boliger, forvalte dem fornuftigt og styrke deres lokale forankring.

4.6

Disse konkrete eksempler viser, at EU-retten har direkte konsekvenser for medlemsstaternes definition, tilrettelæggelse og finansiering af socialt boligbyggeri, og at der er behov for at fastlægge et retsgrundlag, som fremmer udviklingen af det sociale boligbyggeri i Den Europæiske Union.

4.7

I kraft af sine mange aspekter og store udbredelse i Den Europæiske Union spiller det sociale boligbyggeri en nøglerolle i gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Almene boliger bidrager aktivt til målet om at gøre EU til en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi ved at bidrage til at sikre høje niveauer for beskæftigelse, produktivitet, inklusion og social samhørighed. Endvidere medvirker de aktivt til at bekæmpe fattigdom og klimaændring såvel som energifattigdom.

4.8

Selv om det er op til hver enkelt medlemsstat at fastlægge sine egne nationale mål på hvert af disse områder, herunder for udbuddet af almene boliger, bør konkrete foranstaltninger på europæisk plan understøtte Europa 2020-strategien, også når det gælder almenboligområdet.

5.1

Det sociale boligbyggeri bidrager aktivt til gennemførelsen af flere af Europa 2020-strategiens mål ved at understøtte vækststrategien og regionernes attraktivitet, tiltrække investeringer og medfølgende arbejdspladser, som ikke kan udflyttes, bekæmpe fattigdom og social udstødelse samt engagere sig i kampen mod klimaændring og energifattigdom.

5.2

Den Europæiske Union har således verdens andenstørste produktion af almene boliger, efter Kina, som har gjort socialt boligbyggeri til en ledsagepolitik for økonomisk og bymæssig vækst og afbødning af boligboblerne i den private boligsektor.

5.3

Socialt boligbyggeri er fuldt berettiget til strukturfondsstøtte for perioden 2014-2020 ifølge Kommissionens forslag, navnlig i forbindelse med renovation af varmeinstallationer og fremme af vedvarende energikilder, integrerede aktioner til fremme af bæredygtig byudvikling og bekæmpelse af marginalisering, hvorved marginaliserede grupper får adgang til en bolig og sociale ydelser til en overkommelig pris og af god kvalitet.

5.4

Det sociale boligbyggeri indgår i et konkret og effektivt svar på Kommissionens og Rådets ønske om at forbedre den økonomiske styring i euroområdet og især overvågningen af boligbobler og deres katastrofale følger for den makroøkonomiske og sociale balance. Udviklingen af et parallelt udbud af almene boliger bidrager til at dæmpe disse fænomener med bobler og markedscyklusser i boligsektoren.

5.5

Hvis en medlemsstat af budgetmæssige årsager eller en for restriktiv fortolkning af definitionen af »mindrebemidlede eller vanskeligt stillede samfundsgrupper« ikke længere er i stand til at tilpasse udbuddet af almene boliger til dens borgeres reelle behov i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser mht. retten til en bolig, vil adgangen for alle til en anstændig bolig til en overkommelig pris kun kunne realiseres ved, at de offentlige myndigheder griber kraftigt ind i det private marked.

6.1

Det sociale boligbyggeri skal tackle den nye klimasituation og nødvendigheden af at forbedre den energimæssige ydeevne for den eksisterende boligpark og de nye almene boliger, der udbydes. De almene boligorganisationers politik for energiinvesteringer bør modtage offentlig støtte, da de giver mulighed for at bekæmpe klimaforandringerne, imødegå mindrebemidlede husstandes energifattigdom og fremme lokal beskæftigelse og regionernes økonomiske udvikling. Samhørighedspolitikken kan bidrage aktivt til denne dynamik og få en løftestangseffekt på mobiliseringen af andre supplerende finansieringer.

6.2

Befolkningsaldringen betyder også, at der i forbindelse med den nødvendige tilpasning af den almene boligpark skal tages hensyn til ældres og plejekrævende personers behov og til udviklingen af nye integrerede tjenester, som giver plejekrævende personer mulighed for at blive i hjemmet og få adgang til almene boliger.

6.3

Det forhold, at familier, som har fået tildelt og/eller ansøger om en almen bolig, bliver stadig mere sårbare, gør det endnu mere nødvendigt at sikre et socialt miks og højne kvaliteten af de almene boliger samt udvikle integrerede tilgange til bæredygtig byudvikling, som omfatter de sociale, økonomiske, bymæssige og miljømæssige aspekter, således som Kommissionens forslag til EFRU-forordning lægger op til.

7.1

Den Europæiske Union bør først og fremmest sikre retlige rammer, som gavner udviklingen af det sociale boligbyggeri i medlemsstaterne, både hvad angår finansieringen af dette udbud og fastlæggelsen af adgangskriterier og driftsformer. Sådanne gunstige retlige rammer omfatter kontrollen med åbenbare fejl i klassificeringen som tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, lovligheden af statsstøtte til almene boligorganisationer, anvendelsen af bestemmelserne om offentlige indkøb og om samarbejde mellem almene boligorganisationer, men også anvendelsen af lavere momssatser i og med, at en bolig er et stærkt nødvendigt gode.

7.2

Kommissionen bør revidere sin beslutningspraksis vedrørende kontrollen med åbenbare fejl i medlemsstaternes klassificering af socialt boligbyggeri som en tjeneste af almindelig økonomisk interesse, da den måske ikke altid tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende i sektoren. Den bør overlade det til medlemsstaterne at fastlægge betingelserne for adgang til almene boliger og prisniveauet med udgangspunkt i de lokale behov og lokale præferencer samt de faktiske behov hos mindrebemidlede eller socialt vanskeligt stillede grupper, i henhold til bestemmelserne i protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse.

7.3

EØSU glæder sig over Kommissionens beslutning om at forlænge fritagelsen for forhåndsanmeldelse af statsstøtte, der ydes i form af kompensation for offentlig tjeneste til almene boligorganisationer, og over at den har taget hensyn til særlige aspekter, især mht. funktionsperiode og langsigtede investeringer.

7.4

EØSU glæder sig over, at Kommissionen i en meddelelse om socialt iværksætteri har bebudet, at den vil fremme et gunstigt miljø for udviklingen af sociale virksomheder i Den Europæiske Union, også når det gælder opnåelse af bolig, og at begunstige oprettelsen af solidariske investeringsfonde. EØSU understreger nødvendigheden af at respektere den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i de medlemsstater, hvor der er tradition for at inddrage dem i forvaltningen af det sociale boligbyggeri.

7.5

Kommissionen, Parlamentet og Rådet bør lade direktivforslagene om offentlige indkøb og koncessioner omfatte samarbejdet mellem almene boligorganisationer i deres egenskab af offentligretlige organer og sociale virksomheder ved at inddrage dem i anvendelsesområdet for offentlig-offentligt samarbejde i betragtning af, at disse enheder tjener almenhedens interesse og at der er investeret offentlig eller privat kapital i dem.

7.6

Kommissionen bør genoverveje sine forslag om momssystemets fremtid ved at bevare medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en lavere momssats for offentlige, sociale eller private tjenesteudbyderes opførelse og renovation af almene boliger i deres egenskab af et stærkt nødvendigt gode af lokal karakter, som ikke påvirker handelen mellem medlemsstaterne og det indre markeds gnidningsløse funktion.

7.7

Den Europæiske Union bør ligeledes hjælpe medlemsstaterne med at udvikle deres almene boligpark og modernisere den, således at den bliver i stand til at imødegå de nye demografiske, sociale og klimatiske udfordringer og dermed bidrage aktivt til at opfylde målene for Europa 2020-strategien.

7.8

EØSU glæder sig på denne baggrund over Kommissionens forslag om EFRU- og ESF-forordningerne, som åbner mulighed for strukturfondsstøtte for perioden 2014-2020 til investeringer på områderne renovation af varmeinstallationer i almene boliger, integrerede aktioner for bæredygtig byudvikling, adgang til en almen bolig af god kvalitet til en overkommelig pris for marginaliserede grupper og fremme af sociale virksomheder. EØSU minder om, at målet er at kunne tilbyde en almen bolig af god kvalitet til alle, som har behov herfor.

7.9

EØSU mener, at sådanne foranstaltninger er nødvendige og bør ledsage bestemmelserne i Kommissionens direktivforslag om energieffektivitet, som pålægger de almene boligorganisationer årligt at renovere varmeinstallationerne i 4 % af den almene boligpark. En sådan forpligtelse bør følges op med specifikke tiltag til finansiering af de dermed følgende investeringer, især via EFRU, men også gennem oprettelse af en investeringsfond på EU-plan.

7.10

Parlamentet og Rådet bør vedtage Kommissionens forslag om EFRU- og ESF-forordningerne, som er et led i gennemførelsen af Europa 2020-strategien og som for første gang i alle strukturfondsforordningerne anerkender boligsektorens fremtrædende rolle i medlemsstaternes investeringspolitik inden for rammerne af samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020.

7.11

Reguleringen af medlemsstaternes boligmarkeder er en faktor af stor betydning for stabiliteten i euroområdet i betragtning af boligboblernes makroøkonomiske og sociale indvirkning. Almene boliger bidrager til stabilisering af boligmarkederne og til regulering af cykliske udsving i boligpriserne.

7.12

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at indføre en stærkere makroøkonomisk overvågning af euroområdet og i den forbindelse tage højde for de makroøkonomiske følger af boligbobler. EØSU mener, at disse bestemmelser om stærkere overvågning bør ledsages af foranstaltninger til fremme af en intelligent regulering af boligmarkederne i medlemsstaterne og udvikling af et udbud af almene og private boliger, som kan stabilisere og dæmpe konjunkturbevægelserne på boligmarkedet og gå hånd i hånd med en bæredygtig byudvikling.

7.13

EØSU mener, at tiden nu er inde til at overveje spørgsmålet om oprettelse af en økonomisk reserve på EU-plan til sikring af finansieringen af det sociale boligbyggeri, som er en del af den europæiske sociale model. Man bør undersøge muligheden for indførelse af en ordning for folkelig opsparing til socialt boligbyggeri. En sådan opsparingskonto kunne etableres online af EIB, som i givet fald skulle forvalte disse midler. En sådan fremgangsmåde ville have det dobbelte formål at stabilisere investeringerne i det sociale boligbyggeri og give investorerne en fast folkelig forankring.

15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/59

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer Kommissionen til at inddrage udvalget i de igangværende aktiviteter i de forskellige arbejdsgrupper, som er blevet oprettet inden for rammerne af den tredje grundpille i det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, »mellemfolkelig dialog«. Som institutionelt forum for den civile dialog i EU sidder EØSU allerede inde med omfattende knowhow og erfaringer, som udvalget kan investere i etableringen af en sådan dialog med Kina. EØSU konstaterede allerede i 1999, at »… kulturen strukturerer civilsamfundets aktionsfelt« (1), og betragter derfor kultur – som udvalget definerer bredt – som et horisontalt anliggende. Med denne tilgang har udvalget gode forudsætninger for at ledsage og støtte den politiske anvendelse af »blød magt« samt det »interkulturelle diplomati« mellem dialogpartnerne EU og Kina inden for rammerne af sine beføjelser.

1.2

De mellemfolkelige initiativer bør i første omgang så vidt muligt udbygges på græsrodsniveau gennem øget udveksling af studerende, eventuelt egne praktikprogrammer samt partnerskaber mellem byer og kommuner.

1.3

Der bør lægges vægt på at udvikle kulturturismen. Erfaringen har vist, at kulturturisme ikke kun giver økonomisk vækst, men også medvirker til at skabe større gensidig forståelse på lang sigt.

1.4

Der bør kræves udbredelse af internationale standarder vedrørende menneskerettigheder samt demokratiske og grundlæggende frihedsrettigheder, som er vigtige forudsætninger for kulturelle udtryksformer, kulturel udveksling og kulturel mangfoldighed.

1.5

Uddannelsesområdet (herunder voksenuddannelse) bør inddrages i de fælles aktiviteter, fordi den interkulturelle dialog rummer mange forskellige muligheder på dette område. Det spænder fra sprogundervisning over forbrugervejledning til oplysning om miljøspørgsmål mm.

1.6