15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/1

—

"Mere Europa", hvis elementer gensidigt forstærker hinanden, således at det bliver stærkere end summen af de enkelte dele. Billedet af EU som den barske indvarsler af stramninger, social tilbagegang og fattigdom må udviskes. I tillæg til den monetære union er tiden kommet til en politisk union med en sammenhængende politik på det økonomiske, finansielle, beskæftigelsesmæssige og sociale område til gavn for borgerne. EU-budgettet bør være udformet således, at der skabes de rigtige incitamenter for konkurrencedygtighed, vækst og øget beskæftigelse. Det må styrkes og understøttes med ordninger for egne indtægter, én enkelt samhørighedspolitik, hvorunder civilsamfundet inddrages aktivt, og en mere interventionistisk rolle for Den Europæiske Investeringsbank. EØSU henstiller derfor til stats- og regeringscheferne, at de på EU-topmødet den 22.-23. november når til et resultat, der kan tackle disse udfordringer.

—

Inddragelse af civilsamfundet i udformningen af EU-politikker og –beslutninger. Dette er vigtigt ikke blot for at styrke de europæiske institutioners og EU's aktioners demokratiske legitimitet, men også for at bane vej for en fælles forståelse af, hvad formålet med Europa er, og i hvilken retning det udvikler sig, og for at genskabe troen på EU-projektet ved at sikre, at borgerne i EU fuldt ud deltager i opbygningen af Europa. Derfor haster det med hurtigt at få gennemført bestemmelserne i EU-traktatens artikel 11 om deltagelsesdemokrati.

—

Bæredygtige investeringer i kvalifikationer, infrastruktur, socialøkonomien, tjenesteydelser og produkter bør indgå i de nationale reformprogrammer som en social investeringspagt, der bør kombineres med en europæisk stimuluspakke, hvis fokus er reel jobskabelse, og som er samordnet med de nationale udviklingsplaner. Dette er en forudsætning for, at EU 2020-strategien kan blive en succes. Investeringer i klimavenlig energi- og industriproduktion vil som et led i tilvejebringelsen af en grøn økonomi være en del af løsningen på de langsigtede problemer med klimaændringer og sikre bæredygtig udvikling.

—

Fælles aktioner i euroområdet for at stabilisere gælden og få gang i genopretningen i hele EU. ECB bør tilskyndes til at iværksætte sit program for opkøb af obligationer med det formål at stabilisere låneomkostningerne i euroområdet som bebudet af bankens formand. Programmet skal selvsagt gennemføres under overholdelse af ECB's mandat. Ligeledes bør EIB opfordres til at udstede projektobligationer for at fremme væksten. EØSU bifalder den beslutning, som 11 medlemsstater har truffet, om at indføre en afgift på finansielle transaktioner. I den forbindelse anmoder det EU om at optrappe indsatsen for at øge gennemsigtigheden og bekæmpe sort arbejde, skattesvig, skatteunddragelse og korruption i og uden for EU. Aktiviteter i euroområdet bør også omfatte de medlemsstater, som ønsker at tilslutte sig den monetære union.

—

En fiskal union, en bankunion og en finansiel union, som er de nødvendige bærende søjler for en økonomisk og monetær union. Deres gennemførelse kræver, at der er en social dialog og en dialog med det organiserede civilsamfund.

—

Støtte til SMV'er for igen at skabe vækst med "Small Business Act" for Europa som rettesnor. Det indre markeds fulde potentiale må frigøres, hvilket bl.a. betyder, at der må åbnes op for tjenesteydelser og for en større rolle for socialøkonomien, at unødvendige administrative byrder må fjernes, og at SMV'er og iværksættere må have lettere adgang til oplysninger, nye digitale teknologier, finansiering, kredit, kapital-, arbejds- og teknologimarkederne, EU's finansielle instrumenter og lånegarantier.

—

Overholdelse og varetagelse af forbrugernes rettigheder, især de svageste blandt dem, hvis gæld stiger, og levevilkår er usikre, og som er i risiko for dyb fattigdom og udstødelse.

—

Et ægte indre marked, hvor ekspertisen kan flytte derhen og bruges dér, hvor der er brug for den. Fuldførelsen af et indre arbejdsmarked for eksperter bør være en integreret del af gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

—

Muligheder for de unge: EØSU vil fortsat tilskynde EU til at få skabt et Europa, hvor der forskes og skabes innovation, til at investere i de europæiske uddannelsessystemer og til at sikre, at der afsættes de nødvendige midler til at finansiere og styrke programmer for unges mobilitet som Erasmus. EØSU henstiller til Kommissionen, at den trækker sit forslag til EU-budget tilbage, hvis medlemsstaterne, som konstant taler om investeringer og vækst, ikke støtter et EU-budget og en flerårig finansiel ramme, der muliggør fremtidige investeringer. Der er behov for foranstaltninger, som støtter SMV'er, så de kan ansætte unge medarbejdere, der er arbejdsløse eller måske ikke har tilstrækkelig erfaring.

—

Forbedring af den europæiske økonomis konkurrenceevne ved hjælp af innovation og stabil finansiering til forskning og udvikling og en specifik politik for uddannelse og støtte til SMV'er og mikrovirksomheder og deres ansatte, en støttepolitik for investeringer, markedsadgang og afskaffelse af administrative byrder. Dette vil også virke til gavn for en fornyelse af den europæiske industri, som er en vigtig sektor for vækst og beskæftigelse.

—

Gunstige retlige rammer, som ikke skaber unødvendige omkostninger til administration og overholdelse af lovgivningen. Den økonomiske lovgivning bør være entydig, retfærdig og rimelig. For alle virksomheder er dette vigtigt, men især for SMV'er.

—

En særlig indsats, så EU opfattes som en aktiv og global partner. I denne henseende er den internationale handelspolitik vigtig, idet den bør fremme EU's værdier til støtte for bæredygtig udvikling og deltagelse af civilsamfundet bl.a. ved at nedsætte civilsamfundsorganer til at overvåge gennemførelsen af handelsaftaler.

—

Ligestilling mellem mænd og kvinder med gennemførelse af lovgivningen om ligestilling og princippet om lige muligheder. Lønforskellen mellem mænd og kvinder for samme arbejde er på 17 %, og dertil kommer, at kvinder og børn er blevet hårdest ramt af krisen.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/3

1.1

Under de nuværende omstændigheder, hvor en tilbagevenden til de tidligere vækstniveauer har lange udsigter, er det af afgørende betydning, at forbrugeren sættes i centrum for Unionens politik på det økonomiske og finansielle område i tråd med Kommissionens meddelelse "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst". Den rolle, stærke og uafhængige forbrugerorganisationer spiller på markedet, er yderst vigtig, og de bør forsynes med de menneskelige, materielle og tekniske ressourcer, som er nødvendige for at løse deres opgave med at beskytte forbrugernes rettigheder og interesser.

1.2

Forbrugernes ret til at organisere sig for at sikre deres rettigheder anerkendes i EU's primære ret i artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det anerkendes således ved lov på EU-niveau, at forbrugerorganisationer spiller en uundværlig rolle som garanter for tilliden til det indre marked og for dets udvikling.

1.3

Uden at tilsidesætte nærhedsprincippet opfordrer EØSU Kommissionen til at tage initiativ til at finde frem til nogle fælles minimumsrettigheder for forbrugerorganisationer, især retten til at blive konsulteret og hørt gennem deres repræsentanter, en juridisk og/eller administrativ fastlæggelse af forbrugernes rettigheder og interesser gennem forudgående høring og samråd om foranstaltninger, som berører deres rettigheder eller retligt beskyttede interesser på nationalt og europæisk niveau, og retten til at deltage i reguleringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.4

Det faktum, at leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er fælles om det forbrugergrundlag, der aftager disse tjenester, herunder mange sårbare forbrugere, gør det nødvendigt at overvåge de særlige træk ved de enkelte markeder (gas, vand elektricitet osv.) uden at glemme, at alle disse tjenester danner en integreret helhed i betragtning af den indvirkning, som de samlet set kan have på livskvaliteten og husholdningsbudgettet. Disse aspekter er forbrugerorganisationerne særligt egnede til at tage sig af. Der bør for mangelfulde tjenesteydelser oprettes et system svarende til det, der er indført for produkter (RAPEX), således at forbrugerorganisationerne kan advare forbrugerne online om eksistensen af sådanne tjenester.

1.5

Der er en enorm forskel på adgangen til information og ekspertviden om, hvordan markederne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer, hvordan priser, værdier og elementer, der betyder noget for adgangen til nettene, fastsættes, og hvordan de påvirker forbrugerne, eftersom reguleringen er meget teknisk og kompliceret, men samtidig af uomtvistelig interesse for forbrugerne og de organisationer, der repræsenterer dem.

1.6

Forbrugerne finder det som oftest vanskeligere at sammenligne tjenesteydelser end produkter. Denne opgave er særlig kompleks, når det drejer sig om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dels er kontraktvilkårene i forbindelse med disse tjenesteydelser meget forskellige, f.eks. måden at fastsætte tarifferne på, dels skal inddragelse af elementer ud over selve tjenesteydelsen forklares tydeligt af de regulerende organer, drøftes med organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser, og forstås af disse.

1.7

EØSU mener, at Kommissionen bør tilskynde medlemsstaterne og de nationale reguleringsorganer til at fremme gennemsigtighed, information og beslutningstagning ved at skabe debat om de interesser, der står på spil – udbud/efterspørgsel (regulerede økonomiske sektorer og forbrugere) – og bakke op om positiv forskelsbehandling af repræsentative organisationer for forbrugernes interesser, så de kan deltage sammen med de økonomiske aktører på lige vilkår i reguleringsmyndighedens diskussionsfora og rådgivende organer. Hensigten er at styrke forbrugerorganisationernes handlekraft og dermed også den enkelte forbrugers.

2.1

EØSU vil som europæisk talerør for civilsamfundets organisationer med denne initiativudtalelse understrege behovet for at give det indre marked et menneskeligt ansigt og forsvare økonomisk demokrati (1) med alt, hvad det indebærer af høring, deltagelse og gennemsigtig beslutningstagning i forbindelse med regulering af tjenesteydelser af almen interesse, adgang til information og deltagelse, høring og repræsentation af forbrugerne i reguleringen af disse tjenesteydelser, herunder også finansielle tjenesteydelser.

2.2

I overensstemmelse med Kommissionen meddelelse "Europa 2020 – en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst", som vil sætte forbrugerne og deres rettigheder i centrum på det indre marked, bør forbrugerne kunne have tillid til, at deres nationale og europæiske organisationer er i stand til at beskytte dem og råder over de midler, den viden og de instrumenter, der er nødvendige for at handle på deres vegne. De regler, der skal sikre, at konkurrencen ikke bliver fordrejet på det indre marked, har som deres endegyldige mål at øge forbrugernes velfærd (2).

2.3

EØSU konstaterer, at det i den nuværende situation er vigtigt at placere forbrugeren i centrum for EU's politik og for opbygningen af det indre marked, og at det derfor er afgørende, at forbrugerorganisationerne er uafhængige og stærke. EØSU har allerede bemærket, at bevarelse af den økonomiske ligevægt forudsætter, at disse organisationer er i stand til fuldt ud at udfylde deres rolle som modvægt til markedet, og har anbefalet Kommissionen at øge finansieringen væsentligt for at give dem de nødvendige midler til at specialisere sig (3).

2.4

EØSU er klar over og understreger, at medlemsstaterne også har forskellige tilgange til forbrugerorganisationernes rolle, deres måde at organisere sig på, ressourcer, videnniveau og specialisering samt hvor repræsentative de skal være. Og skønt der findes forbrugerorganisationer på EU-plan (f.eks. BEUC, ANEC), anser EØSU det for afgørende at tackle forbrugernes problemer ud fra et EU-perspektiv.

Ligeledes tilskynder EØSU til samarbejde mellem erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer som en form for dialog, der er særligt velegnet til at finde frem til mere afbalancerede løsninger til gavn for markedsudviklingen, og støtter eksistensen af fora på nationalt og EU-plan, der har dette mål for øje.

3.1

EU's institutioner har fuldt ud erkendt, hvad forbrugernes tillid betyder for den fulde gennemførelse af det indre marked. Forbrugernes ret til at blive repræsenteret og hørt har været eksplicit anerkendt siden det første program for en forbrugerbeskyttelsespolitik i 1975 (4), hvor medlemsstaterne bekræftede deres vilje til at øge indsatsen til fordel for forbrugerne. De efterfølgende programmer bekræftede de opstillede mål og rettigheder indtil godkendelsen af de såkaldte "strategiske planer for forbrugerbeskyttelse", som sikrer inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker, både hvad angår indhold og procedurer.

3.2

Ifølge disse programmer og planer skulle forbrugerne og deres repræsentanter råde over den fornødne kapacitet og tilstrækkelige ressourcer til at kunne sikre deres interesser på samme betingelser som de øvrige parter på markedet. Det var derfor nødvendigt at ændre mekanismerne for organisationernes deltagelse i udformningen af EU's politikker.

3.3

I den aktuelle strategiske plan (5) er styrkelse af forbrugersammenslutningerne på EU-niveau imidlertid ikke længere hovedmålet for forbrugerpolitikken, der nu fokuserer på at styrke forbrugerbevægelserne i de enkelte medlemsstater. Desværre er opfyldelsen af disse planers mål med hensyn til forbrugerinddragelse aldrig blevet evalueret på EU-plan.

3.4

Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har i de seneste år valgt at bruge en strategi, der går ud på at styrke forbrugerne individuelt, i håbet om at det vil fremtvinge den ønskede tillid til det indre marked. For at videreføre denne strategi har de i forbindelse med revisionen af den eksisterende EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse været varme fortalere for total harmonisering på nøgleområder i forbrugerpolitikken, og samtidig har de udviklet teorien om gennemsnitsforbrugeren (6) som en "almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger" (7) til det yderste. Det har medført, at lovgivningen bygger på et falsk grundlag, nemlig eksistensen af en ideel oplyst og bevidst forbruger, som statistikkerne har vist ikke findes.

3.5

De tilgængelige data viser, at langt fra alle forbrugere spiller den aktive, oplyste og stærke rolle, som et konkurrencedygtigt og innovativt marked kræver. I realiteten føler flertallet af de europæiske forbrugere sig hverken tillidsfulde, vidende eller beskyttede (8).

3.6

Samtidigt har EU været meget tilbageholdende med at betragte forbrugerne som en samlet gruppe. EU's konkrete tiltag i forhold til forbrugerorganisationer er få, og EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et konkret forslag om gruppesøgsmål, som er et meget vigtigt middel til at forsvare forbrugernes interesser på nationalt og europæisk plan.

3.7

Forbrugernes ret til at organisere sig for at sikre deres interesser anerkendes i artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det er derfor vigtigt med en anerkendelse på EU-niveau af, at forbrugerorganisationer spiller en enestående og uundværlig rolle som garanter for tilliden til det indre marked og for dets udvikling. Dette retfærdiggør, at der fastlægges visse grundlæggende fælles rettigheder og principper, som det er op til medlemsstaterne konkret at formulere i deres nationale politikker.

3.8

I januar 2011 nævnte ECCG (Den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe) bl.a. følgende hovedårsager til, at der er behov for stærke forbrugerorganisationer:

EØSU henviser her til sine bemærkninger i en tidligere udtalelse om de karakteristika, der bør kendetegne forbrugerorganisationerne (10).

3.9

Uden stærke forbrugerorganisationer, der er uafhængige af den politiske og økonomiske magt og bidrager aktivt til et frit og konkurrencedygtigt marked, som kræver gennemsigtig information og griber til handling for at beskytte forbrugernes individuelle og kollektive interesser, vil det være vanskeligere at opbygge tillid blandt europæiske forbrugere.

4.1

Forbrugerorganisationerne er vigtige allierede i kampen for at genvinde forbrugernes tillid og i opbygningen af det indre marked. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at tage initiativ til at tildele forbrugerorganisationerne nogle fælles minimumsrettigheder, især ret til at blive konsulteret og ret til at blive hørt via deres repræsentanter, en retlig og/eller administrativ definition af forbrugerrettigheder og forbrugerinteresser med hensyn til forudgående høring om tiltag, som berører deres rettigheder eller retligt beskyttede interesser, på nationalt eller EU-plan, samt ret til at deltage i reguleringen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

4.2

Da det ikke er muligt at drøfte alle de aspekter, der bør sikres for de relevante forbrugerorganisationer, i denne udtalelse, vil EØSU blot fremhæve følgende:

4.3

EØSU minder om, at Lissabontraktaten i protokol 26 om tjenesteydelser af almen interesse og i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 36, fremhæver betydningen af disse tjenesteydelser for EU, som fastlægger de principper, der styrer tilgangen til dem. Desuden minder EØSU om, at levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke kan sikres af markedet uden offentlig indgriben (eller kun på andre betingelser hvad angår kvalitet, sikkerhed og tilgængelighed, ligebehandling og adgang for alle). Den specifikke forpligtelse til offentlig tjeneste pålægges leverandøren ved en overdragelsesakt og ud fra et kriterium om almen interesse, der sikrer, at tjenesteydelsen ydes på vilkår, der gør det muligt for leverandøren at opfylde sine opgaver (11).

4.4

Mange tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som f.eks. elektricitet og gas, vand eller kommunikation har traditionelt været leveret af staten, som ejede forsyningsnettene. Debatten om dem har ofte fokuseret på risici (sundhed, sikkerhed, miljø), nationale politiske strategier for naturressourcer eller markedsliberaliseringsprocesser som i energisektoren.

4.5

Ud fra forbrugerens synsvinkel drejer de vigtigste spørgsmål sig om garantier for sikker forsyning og om forbrugerens egen adgang hertil, med prisen som næsten enerådende faktor for forbrugerens valg.

Forbrugerne finder det vanskeligere at sammenligne tjenesteydelser end produkter, og opgaven bliver særlig vanskelig i forbindelse med kontraktvilkår, der som regel ikke er tydeligt forklaret, f.eks. metoden til fastsættelse af tariffer og priser, som er meget bred og inddrager mange elementer ud over selve tjenesteydelsen. Hertil kommer, at metoden hverken bliver drøftet eller forstået af de organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser.

Der bør for mangelfulde tjenesteydelser oprettes et system svarende til det, der er indført for produkter (RAPEX), således at forbrugerorganisationerne kan advare forbrugerne online om eksistensen af sådanne tjenester.

4.6

Markedsobservatoriet for Energi opdeler energiprisen i tre store grupper: 1) energi, transport og distribution (net), 2) andre afgifter og 3) moms, og sammenligninger priserne i forskellige medlemsstater. Selv om de specifikke elementer, der indgår i "andre afgifter" i hver medlemsstat, ikke defineres som de burde, er det muligt at foretage en sådan prisanalyse for andre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (vand, kommunikation). Det ville være en nyttig information, hvis der blev foretaget en sådan analyse også i andre sektorer.

4.7

Kommissionen har gennemført detaljerede undersøgelser af prisen på bestemte tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og har især fremhævet oplysningerne fra Markedsobservatoriet for Energi. Den konkluderer bl.a. følgende:

4.8

På trods af de mange forskellige reguleringsorganer og de europæiske incitamenter til gennemsigtighed i beslutningsprocessen er der reelt set enorme forskelle på forbrugerorganisationernes adgang til oplysninger og specialviden om, hvordan markederne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer, især hvad angår prisdannelsen, de involverede værdier og adgangen til netværk samt måden, disse elementer berører forbrugerne på.

4.9

Efter EØSU's mening bør Kommissionen tilskynde medlemsstaterne og de nationale reguleringsorganer til ikke kun at fremme oplysningernes og beslutningsprocessernes gennemsigtighed, men også til at fremme en balance mellem de forskellige interesser – de regulerede økonomiske sektorers og forbrugernes – ved at støtte de organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser, og give dem positiv forskelsbehandling (for eksempel via specifik uddannelse, opfølgning, finansiel støtte).

4.10

Forbrugerorganisationernes deltagelse i diskussionsfora og rådgivende organer på lige fod med de økonomiske aktører er efter EØSU's opfattelse den måde, hvorpå man på et konkurrencedygtigt marked mest hensigtsmæssigt kan sikre, at forbrugerorganisationernes og dermed også den enkelte forbrugers handlekraft styrkes (12).

4.11

EØSU mener imidlertid, at risiciene (først og fremmest for, at forbrugerorganisationerne bliver "bundet") er sekundære i forhold til vigtigheden af at sikre erhvervelse af specifik viden på komplekse områder, der har en mærkbar indvirkning på forbrugernes livskvalitet, som kun kan beskyttes gennem en effektiv repræsentation af forbrugerne.

4.12

EU-institutionerne kan og bør tilskynde forbrugerorganisationerne til at deltage i reguleringsmyndighedernes organer og debatfora – især i fora, hvor der drøftes tariffer og priser (13) – ikke kun for at demonstrere reguleringsprocessens uafhængighed og gennemsigtighed, især vedrørende takststrukturen, men også for at bidrage til et aktivt medborgerskab og stærke forbrugerorganisationer.

4.13

Ganske vist berøres denne problematik overfladisk i direktiverne om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas (14), hvorefter den regulerende myndighed, i det omfang det er relevant, og i overensstemmelse med principperne om bedre regulering, skal høre transmissionssystemoperatørerne og i givet fald arbejde tæt sammen med andre relevante nationale myndigheder under udførelsen af opgaverne, under iagttagelse af disses uafhængighed og uden at det berører deres egne specifikke kompetencer. Ikke desto mindre anbefales deltagelse og debat med forbrugerorganisationer ikke i alle konkurrencesituationer.

4.14

I konkurrencesituationer bestemmer tarifstrukturen ikke kun tjenesteleverandørernes, men også forbrugernes adgang, eftersom den direkte påvirker prisen, hvilket kan holde nogle forbrugere udenfor eller forhindre dem i at skifte leverandør (15).

4.15

I forbindelse med reguleringen har man forsømt spørgsmålet om prisen og behovet for at drøfte tarifstrukturen, som former prisen, med forbrugernes repræsentanter. Dette spørgsmål behandles heller ikke i EU's retsakter om emnet (f.eks. førnævnte direktiver). Oplysningerne fra Markedsobservatoriet for Energi viser imidlertid klart, at prisen på disse tjenesteydelser påvirkes af omkostninger (afgifter og andet), der væltes over på forbrugerne og virksomhederne, hvilket skader virksomhedernes konkurrenceevne og gør forbrugerne mere sårbare på det indre marked.

4.16

Der findes valg vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som har direkte indvirkning på de omkostninger, der i sidste ende afspejles i den pris, forbrugerne skal betale. EØSU mener, at hensynet til sund konkurrence på det indre marked og beskyttelse af forbrugerne gør det berettiget, at EU-institutionerne griber ind for at sikre større gennemsigtighed i prisdannelsen for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og for at overvåge udviklingen af dens forskellige elementer og tariffer. Med henblik på dette bør medlemsstaterne og de nationale reguleringsmyndigheder tilskyndes til at støtte aktiv deltagelse af forbrugerorganisationer og små og mellemstore virksomheder i beslutningsprocessen for fastsættelse af tarifferne (16).

4.17

EØSU påpeger til slut, at det vil være vanskeligt af opnå en effektiv repræsentation af forbrugerne, hvis de ikke får mulighed for at tage affære gennem kollektive søgsmål. På den baggrund opfordres Kommissionen til at sætte nyt skub i arbejdet med indførelse af kollektive søgsmål på europæisk plan.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/8

1.1

EØSU finder det afgørende at udarbejde konkrete handlingsforslag for at sikre, at de forskellige EU-institutioner på deres respektive områder tager initiativ til at fastlægge passende foranstaltninger til at gennemføre EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2. Denne proces bør ses som en mulighed for at udvide og styrke strukturerne til at føre en dialog med civilsamfundet på EU-plan såvel som på nationalt, regionalt og lokalt plan.

1.2

Demokratiets kerne er og bliver det repræsentative demokrati. Deltagelsesdemokrati er en supplerende tilgang, men er aldrig et alternativ til det repræsentative demokrati, som er grundlaget for alle vore samfund. Ligeledes er den civile dialog ikke i konkurrence med den sociale dialog, da de hver især spiller en helt specifik og særlig rolle i henhold til traktatens bestemmelser.

1.3

Det er som fastlagt i EU-traktaten nødvendigt at skabe et effektivt deltagelsesdemokrati, der afspejler Den Europæiske Unions værdier og identitet. I betragtning af den nuværende økonomiske, sociale og politiske krise er det særdeles vigtigt at gennemføre artikel 11 fuldt ud for at øge Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet i borgernes øjne. I sidste ende kan EU kun undgå ekstremisme, forsvare sine demokratiske værdier og skabe et "skæbnefællesskab" ved at sikre mere gennemsigtighed, en større fornemmelse af ejerskab hos borgerne og det organiserede civilsamfund og en øget deltagelse af disse på både nationalt og EU-plan.

1.4

Gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2, skal ses som en afgørende mulighed for at bevæge sig ud over de allerede eksisterende processer for høring og inddragelse af civilsamfundet, som er blevet udviklet på EU-plan siden offentliggørelsen af hvidbogen om styreformer i EU i 2001. Der er allerede blevet udviklet forskellige eksempler på praksis for inddragelse af civilsamfundet, hvoraf nogle er gået længere end at dele oplysninger og kan ses som gode eksempler, der kan bruges som grundlag for at skabe en struktureret ramme for den civile dialog i EU i henhold til artikel 11, stk. 1 og 2.

1.5

EØSU anbefaler derfor følgende:

1.6

EØSU's væsentlige og stadig stærkere engagement i at skabe et europæisk offentligt rum kan dermed indbyde og opmuntre til en mere aktiv rolle for Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet i gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2, og dermed skabe betydelige proces- og produktrelaterede resultater for samtlige EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer i EU.

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har gennem de seneste 12 år gjort store fremskridt i fastlæggelsen af den europæiske civile dialog, dens rolle som supplement til det repræsentative demokrati og dens særlige karakter i forhold til den sociale dialog. Den civile dialog er blevet defineret som en demokratisk meningsdannende proces, som kan antage forskellige former afhængigt af de involverede aktører. EØSU er blevet enigt om en definition af den civile dialogs aktører og begreber og om dens relation til deltagelsesdemokratiet (1).

2.2

EØSU har desuden genbekræftet nærhedsprincippet på EU-plan; det har foreslået et klart skema med 14 kvantitative og kvalitative kriterier til måling af repræsentativiteten af de civilsamfundsorganisationer, der er valgt til at deltage i den horisontale, vertikale og sektorielle civile dialog; og det har præcist indkredset forskellene mellem høring (en topstyret proces) og den civile dialog (en bundstyret eller snarere cirkelformet proces). EØSU har således bidraget til de institutionelle landevindinger, som nu er lovfæstede i EU-traktatens artikel 11 (2).

2.3

EU-traktaten, som trådte i kraft i december 2009, stadfæster den formelle anerkendelse af deltagelsesdemokratiets rolle (civil dialog, høring, det europæiske borgerinitiativ). Bestemmelserne i artikel 11 (3) bygger videre på det repræsentative demokratis centrale institution (artikel 10 og 12) (4) og styrker den, og er dermed udtryk for en innovativ europæisk demokratimodel.

2.4

Det gælder nu om at arbejde på en konkret gennemførelse af artikel 11, og navnlig bør vi starte arbejdet med stk. 1 og 2, eftersom høringspraksis omtalt i stk. 3 nu i vid strækning er færdigudviklet, og det europæiske borgerinitiativ allerede er blevet reguleret (5). EØSU's historie har nemlig lært os, at effektive dialogstrukturer forudsætter en klar juridisk ramme og institutionel kontinuitet.

2.5

I marts 2010 opfordrede EØSU Kommissionen til at "fremlægge en grønbog om den civile dialog, der omhandler den konkrete udformning af artikel 11, stk. 1 og stk. 2, med det formål at tænke over den allerede eksisterende praksis, definere procedurer og principper nærmere, evaluere disse og sammen med det organiserede civilsamfund gennemføre forbedringer, særligt hvad angår etableringen af klare strukturer" (6). Et år senere, i 2011, på et ekstraordinært møde arrangeret af Gruppe III i EØSU om Hvad er mulighederne for deltagelsesdemokrati i Europa? blev disse opfordringer gentaget, og man enedes om en "køreplan for deltagelsesdemokrati" (7).

2.6

EØSU konstaterer, at med undtagelse af høringspraksis og reguleringen af det europæiske borgerinitiativ, som trådte i kraft den 1. april 2012, er der ikke sket nogen udvikling i de forskellige institutioner mht. de bestemmelser, der vedrører den civile dialog (artikel 11, stk. 1 og 2), og at der hidtil ikke har været nogen positiv reaktion på anmodningen om en grønbog herom.

2.7

I hele Europa har der desuden bredt sig en strukturel økonomisk krise, der sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for den europæiske integration og desuden giver næring til et dobbelt, farligt fænomen. På den ene side en tilbagevenden til mellemstatslige forhandlinger for at finde løsninger på krisen med en mangedobling af EU-topmøderne, og på den anden side en stigende afstand mellem borgerne, deres organisationer og EU-institutionerne. Dertil kommer en udbredt fornemmelse af, at EU ikke blot er ude af stand til at finde vej ud af krisen, men at det også pålægger politiske stramninger, der rammer alle EU-borgerne, og at der nærmest ingen dialog er med de forskellige repræsentanter for det organiserede civilsamfund omkring de valg, der træffes. Den manglende forståelse og afstand synes således at tage til og baner vej for en farlig situation, hvor EU-institutionerne selv risikerer at miste deres legitimitet.

2.8

EØSU er overbevist om, at den dynamik, som EU-traktaten har skabt, og den brede vifte af emner og prioriteter, som nu er på EU's dagsorden, kræver en stærk og overbevisende styrkelse af det fællesskabsretlige samarbejde. Alt dette kan kun ske gennem en styrkelse og en fornyelse af dette samarbejde og en styrkelse af det parlamentariske demokrati, som er grundlaget for EU-institutionerne, samt ved hjælp af en ny æra med direkte inddragelse af civilsamfundet med fokus på at styrke den europæiske identitet og vække borgernes interesse. En større inddragelse af borgerne gennem den civile dialog, i såvel dens direkte former som via de repræsentative organisationer, jf. artikel 11, er ved at blive en central udfordring for selve den europæiske integrations fremtid. Det handler nemlig om ejerskab, tilslutning, gennemsigtighed og større demokratisk legitimitet af beslutningsprocesserne.

2.9

Artikel 11 og gennemførelsen heraf er således et værdifuldt redskab til at skabe en sådan dynamik i deltagelsesdemokratiet, og EØSU har uden tvivl den fornødne erfaring til at tilbyde sig selv som katalysator i denne proces for at styrke det europæiske demokratiske liv i tæt samarbejde med de forskellige EU-institutioner og det organiserede civilsamfunds vigtigste europæiske og nationale netværk.

2.10

EØSU er bevidst om, at det kun delvist afspejler de forskellige dele af det, der forstås ved "det organiserede civilsamfund" (8), og har netop derfor ud fra en pragmatisk indfaldsvinkel gennem nogen tid taget en række skridt til at sikre en stadig bredere forgrening af sine forbindelser med de europæiske civilsamfundsorganisationer. I en krisetid mener EØSU, at det er mere afgørende end nogensinde at styrke sådan en "bro" mellem institutionerne og civilsamfundet med henblik på at ledsage de strukturpolitiske valg og endda de institutionelle reformer, som EU er nødt til at gennemføre, hvis det skal have en fremtid.

2.11

Artikel 11 er som helhed en klar tillidserklæring til merværdien af det aktive medborgerskab, til værdien af deltagelsesdemokratiet og til den rolle, som det aktive medborgerskab kan spille ved at styrke befolkningens tilhørsforhold til det europæiske projekt og samtidig skabe en stadig mere velinformeret og sammenhængende offentlig mening i Europa. Ved at placere den allerede etablerede tradition for høringsprocedurer (stk. 3) under deltagelsessøjlen (stk. 1 og 2) tilkendegiver artikel 11 dermed et væsentligt skifte i retning af en mere avanceret type struktureret dialog.

2.12

Efter 15 år med udarbejdelse af teorier og vigtige dokumenter, som er at finde i det tidligere omtalte kompendium (9), er der nu behov for specifikke målrettede aktioner og redskaber for de enkelte EU-institutioner, men samtidig skal der udarbejdes en overordnet koordineret og sammenhængende strategi for at sikre en bedre gennemførelse af artiklens overordnede mål.

2.13

EØSU mener ikke, at man bør falde for fristelsen til at omdanne artikel 11's præskriptive fundament (navnlig stk. 1 og 2) til noget rent deskriptivt, som var det blot et fotografi af det, der allerede findes. Det ville overhovedet ikke afspejle lovgiverens hensigt og ej heller leve op til de europæiske civilsamfundsorganisationers høje forventninger.

3.1

EØSU mener, at det er nyttigt at tage udgangspunkt i eksisterende god praksis, hvis man vil begynde at udvikle praktiske foranstaltninger til gennemførelse af artikel 11, stk. 1 og 2.

3.2

Gennem de seneste ti år er der i EU sket en fast stigning i forskellige samarbejdsformer med civilsamfundsorganisationerne. Der er i vidt omfang tale om høringer, som foretages af Kommissionen.

3.3

I Kommissionen har et stigende antal generaldirektorater udviklet et betragteligt antal af disse høringer med forskellige målsætninger, hyppighed, format og effekt. De har udviklet sig stort set uafhængigt af hinanden og er undertiden blevet til egentlige "høringsfora". Der er tale om forskellige situationer og resultater, som i visse tilfælde allerede er blevet til ret strukturerede former for løbende dialog med civilsamfundet (10). EØSU finder det under alle omstændigheder nødvendigt at gentage, at man ikke kan sammenblande høringernes juridiske struktur med den nye form for civil dialog, der i øvrigt skal være struktureret og permanent.

3.4

Vi kan nævne EU's sundhedsforum under Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere (SANCO), platformen for grundlæggende rettigheder under EU's agentur for grundlæggende rettigheder, kontaktgruppen for civilsamfundet under Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde – EuropeAid (GD DEVCO) og Dialogen med civilsamfundet, som er lanceret af Generaldirektoratet for Handel (TRADE).

3.5

Sidstnævnte udgør nok den mest avancerede mekanisme til struktureret sektordialog, både pga. det brede spekter af involverede aktører (mere end 800 registrerede organisationer), og fordi cirka halvdelen af disse har sæde i en af medlemsstaterne og ikke i Bruxelles. Det er også den eneste, for hvilken der er blevet bestilt en ekstern evaluering (11), af GD TRADE selv.

3.6

Et andet eksempel er "Det europæiske integrationsforum" (12), som blev oprettet i 2009 på baggrund af et fælles initiativ af EØSU og Kommissionen, og som har en fast deltagerskare på omkring et hundrede såvel europæiske som nationale interessenter. Dette forum har desuden også løbende deltagelse af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og regeringsrepræsentanter fra EU-medlemslandene. Efter en lidt vanskelig start er forummet i dag blevet samlingssted for struktureret dialog om den konkrete udvikling af EU's dagsorden for integrationspolitik, især i den forudgående fase.

3.7

Et tredje eksempel er civilsamfundsforaene inden for rammerne af det komplekse system af EU's eksterne forbindelser. Her skal nanvlig fremhæves succesen med de blandede rådgivende udvalg, der blev oprettet i forbindelse med forhandlingerne om EU-tiltrædelse, det rådgivende udvalg Cariforum-EU's rolle i overvågningen af den specifikke økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Cariforum og civilsamfundets rolle, som er fastlagt i frihandelsaftalen mellem EU og Korea.

3.8

Cotonou-aftalen (13) er nok den mest komplekse og omfattende, både hvad angår antallet af involverede lande og aktører og antallet af gennemførte aktioner. Den giver en formel anerkendelse af "at ikke-statslige aktører kan spille en supplerende rolle i og potentielt bidrage til udviklingsprocessen (defineret som den private sektor, arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer, civilsamfundet)" (14). På baggrund af et specifikt mandat afholder EØSU regelmæssige møder med de økonomiske og sociale aktører fra AVS-EU, og der er desuden blevet udarbejdet et specifikt finansielt støtteprogram i de forskellige lande, som forvaltes af de respektive EU-delegationer, med stigende inddragelse af disse aktører og investering i kapacitetsopbygning (15).

3.9

Endelig skal det nævnes, at Europa-Parlamentet siden 2007, omend uregelmæssigt og med forskelligt udfald, har taget initiativ til at arrangere tre temabaserede borgerfora med deltagelse af en bred vifte af europæiske civilsamfundsorganisationer (16). Dette arbejde er for tiden genstand for en særskilt intern evaluering i Europa-parlamentet med henblik på en nødvendig og stærkere relancering i de kommende år.

3.10

Der er også på internationalt plan visse bemærkelsesværdige eksempler på civilsamfundets effektive deltagelse i beslutningsprocesserne. Der kan bl.a. nævnes Århus-konventionen (17) under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa og kodeksen for god praksis for civilsamfundets deltagelse i beslutningsprocessen, som er vedtaget af konferencen af ikke-statslige internationale organisationer (INGO'er) (18).

3.11

Århuskonventionen sikrer ikke alene, at offentligheden og de relevante civilsamfundsorganisationer har ret til adgang til myndighedernes miljøoplysninger, men fastlægger også, at offentligheden har ret til at deltage i beslutningsprocesser om miljøsager og eventuelt gøre indsigelser mod myndighedernes beslutninger. Repræsentanterne for civilsamfundet kan desuden udpege medlemmer af konventionens overvågningsudvalg og de kan være repræsenteret i præsidiet. Endelig har de pågældende civilsamfundsorganisationer adgang til finansiel støtte.

3.12

Hvad angår Europarådet, sigter kodeksen for god praksis, som er anerkendt af ministerrådet, mod at forbedre civilsamfundets deltagelse i beslutningsprocessen på lokalt, regionalt og nationalt plan. Kodeksen for god praksis fastlægger fire forskellige deltagelsesniveauer (information, høring, dialog og partnerskab), der kan anvendes som model af hhv. civilsamfundet og de offentlige myndigheder.

3.13

Der findes desuden gode eksempler på regionalt og nationalt plan. Særligt bemærkelsesværdigt er det franske tiltag "Grenelle Environnement", som blev til på den franske præsidents initiativ i 2007 (19). Dette forum samlede repræsentanter for staten, de lokale myndigheder, ngo'erne og arbejdsmarkedets parter i en proces med dialog og partnerskab, som efterfølgende mundede ud i to vigtige lovpakker på miljøområdet i hhv. 2008 og 2010. På forslag af "Grenelle Environnement" blev det økonomiske og sociale råds navn i 2008 desuden ændret til "det økonomiske, sociale og miljøpolitiske råd", og der blev udpeget repræsentanter for miljøsektoren til at deltage i rådet (20). Til sidst skal nævnes andre modeller for civil dialog, som er udviklet på nationalt og lokalt plan, og som har form af "samarbejdsplatforme", "internationale aftaler" eller "samarbejdsaftaler eller -protokoller" osv., og som bør anvendes som sådan.

4.1

Der er på nuværende tidspunkt særdeles interessante eksempler, som i praksis går langt ud over de gængse former for almindelig høring. I visse tilfælde har de medført mere stabile og alsidige processer for aktiv deltagelse og konsolidering af samarbejdsformer, som baner vejen for mulige former for struktureret civil dialog, som foreskrevet i EU-traktatens artikel 11. Denne praksis er imidlertid i vid udstrækning ikke tilstrækkeligt kendt uden for de berørte kredse i de enkelte sektorer og trænger til at blive vurderet, i højere grad fremmet, udvidet og gjort mere stabil.

4.2

Hvordan disse fora opfattes af de forskellige interessenter, navnlig hvad angår deres effektivitet, afhænger af en række faktorer: det meget forskellige niveau af ejerskab i forhold til processen, aktørernes oplevelse af repræsentationsniveauet (21), den finansielle situation der kan være befordrende eller ej for deltagelse af mindre strukturerede aktører, som ikke er til stede i Bruxelles, af den tekniske kapacitet til aktivt at bidrage til diskussionen og sikre opfølgning af processen og af kontinuiteten af den operationelle investering fra EU-institutionernes side.

4.3

Det er værd at understrege visse vigtige aspekter af disse processer:

4.4

Disse resultater afslører muligheden for en kritisk masse, som, hvis den udnyttes systematisk og omtales tilstrækkeligt, kunne være en vigtig brik i opbygningen af deltagelsesdemokratiet på europæisk plan. Under alle omstændigheder ville dette gøre det muligt at synliggøre denne søjle i det europæiske demokrati, både for offentligheden og internt i de forskellige institutioner. Omfanget af de europæiske civilsamfundsorganisationers bidrag og den indsats, som EU-institutionerne allerede i længere tid har gjort, ville dermed blive mere synligt og værdsat.

4.5

EØSU foreslår derfor, at Kommissionen med aktiv medvirken fra alle de øvrige institutioner tager initiativ til en større, mere detaljeret undersøgelse.

4.6

Her ti år efter hvidbogen om nye styreformer i EU (23) bør en sådan undersøgelse resultere i en mere komplet overordnet status over de opnåede resultater, den konkrete indvirkning på lovgivningsprocessen, de uventede ændringer, der opstod og blev afprøvet, de indkredsede problemstillinger og manglerne og uoverensstemmelserne samt de afholdte udgifter, og endelig bør den pege på de elementer, der er nødvendige for at opnå en mere relevant og udbredt deltagelse. Undersøgelsen bør desuden vurdere den konkrete effektivitet og udbredelse af samtlige eksisterende strukturerede samarbejdsformer med civilsamfundet, se på hvilke parametre og betingelser der kræves opfyldt for at øge deres effektivitet, og indkredse, hvilken god praksis der kan opstilles som eksempel, samt finde ud af, hvordan den kan udvikles yderligere. Endelig bør den også vurdere, i hvor høj grad der er kendskab til dette omfattende arbejde, og hvordan det opfattes uden for de berørte kredse, hvordan det bidrager til udbredelsen af deltagelsesdemokratiet, opbakningen til det europæiske projekt og dermed til opbygningen af et offentligt europæisk rum. En sådan undersøgelse bør desuden skitsere elementerne til en konsekvensanalyse set fra såvel de forskellige institutioners som de forskellige organiserede civilsamfundsaktørers synsvinkel.

4.7

Hvis en sådan undersøgelse blev udarbejdet i lyset af artikel 11 (24) og dermed direkte og aktivt inddrager civilsamfundsorganisationerne, kunne den blive et godt arbejdsgrundlag for at indkredse retningslinjer og andre praktiske forhold med henblik på at udvikle den strukturerede dialog i henhold til EU-traktatens artikel 11. Dermed kunne den give Kommissionen og de øvrige EU-institutioner de nødvendige elementer til senere at udarbejde mere præcise praktiske forslag i overensstemmelse med grønbogen, der er nævnt i punkt 2.5, og som EØSU understreger, er vigtig. Navnlig bør den søge at identificere eventuelle fælles retningslinjer og praksis for samtlige institutioner, under hensyntagen til deres individuelle selvbestemmelse, med det sigte at udvikle en utvetydig, effektiv, inklusiv og gennemsigtig procedure for civilsamfundets strukturerede deltagelse i gennemførelsen af den europæiske integration.

4.8

EØSU kan klart bidrage på dette punkt ved at stille sin ekspertise og sine netværk til rådighed og deltage aktivt i gennemførelsen af denne undersøgelse, både i udformnings- og gennemførelsesfasen og i den efterfølgende udbredelse af resultaterne, navnlig i de 27 medlemsstater.

4.9

Dertil kommer, at Kommissionen og Europa-Parlamentet den 23. juni 2011 søsatte det fælles åbenhedsregister, som erstatter det register, Kommissionen oprettede i 2008. Registret omfatter allerede flere tusinde forskellige organisationer, der kommer fra vidt forskellige dele af det europæiske civilsamfund, og som skal levere en ret lang række informationer samt forpligter sig til at overholde en fælles adfærdskodeks (25). Dette ene register, som er fælles for de to institutioner, og det faktum, at Rådet allerede har udtrykt interesse i at komme med om bord, er tegn på en klar retning og en vilje fra institutionernes side til at gå koordineret til værks i dette spørgsmål, der er så vigtigt og følsomt for forbindelserne til civilsamfundet.

4.10

EØSU mener, at registret, som indtil videre kun har det formål at skabe gennemsigtighed for dem, der står i kontakt med EU-institutionerne for at påvirke politikkerne, gradvist kunne blive et redskab til at indkredse interessenterne i den civile dialog i forbindelse med spørgsmålet om repræsentativitetskriterier. Et sådant registers potentiale mht. udvikling af den strukturerede civile dialog bør derfor også kortlægges i forbindelse med ovennævnte undersøgelse.

4.11

Lissabontraktaten åbner desuden nye muligheder i forhold til Det Europæiske Råd. Det er nu en permanent struktur, og formanden for Det Europæiske Råd udpeges nu for en periode på 2,5 år med mulighed for genudpegelse. Alt dette danner grundlag for at strukturere en mere langsigtet vision og mere stabile forbindelser til det organiserede civilsamfund. Det Europæiske Råd er nemlig også forpligtet til at efterleve kravet i EU-traktatens artikel 11, og det faktum, at det i dag har ansvaret for at udstikke EU's overordnede politiske retningslinjer, gør det endnu mere strategisk vigtigt at udvikle et samarbejde, der gradvist udvikler sig til en struktureret civil dialog. EØSU mener, at Rådet bør etablere en særlig enhed til at beskæftige sig med dialogen med civilsamfundet, og EØSU er i forlængelse af sine specifikke funktioner parat til at samarbejde tæt med Rådet om at forfølge dette mål i praksis.

5.1

Gennem de seneste ti år har EØSU også ændret sine arbejdsmetoder betydeligt og har frem for alt i væsentligt omfang udvidet inddragelsen af interessenter, eksperter og europæiske civilsamfundsorganisationer i sit arbejde.

5.2

Alle områder er blevet berørt: den mere traditionelle del af udvalgets arbejde (udtalelserne) med stigende inddragelse af eksperter og en mangedobling af høringerne (af meget forskelligt omfang); nedsættelse af kontaktgruppen med civilsamfundsorganisationerne; de forskellige møder og arrangementer afholdt inden for rammerne af sektionernes, gruppernes og formandskabernes programmer såvel i Bruxelles som i de forskellige EU-medlemsstater; det arbejde, der er gennemført om Europa 2020-strategien i samarbejde med de økonomiske og sociale råd og lignende organisationer i de forskellige medlemsstater; og endelig den brede vifte af aktiviteter gennemført inden for rammerne af udvalgets egne eksterne forbindelser.

5.3

Der toner et billede frem af omfattende og tiltagende forbindelser og dialog med en bredere og mere forskelligartet vifte af aktører fra det europæiske organiserede civilsamfund. En temmelig vidtforgrenet og meget sektoropdelt udvikling, hvor det indbyrdes kendskab til hinandens tiltag ofte er ret lavt, og hvor det overordnede potentiale ikke er blevet tilstrækkeligt udnyttet.

5.4

5.5

EØSU skal udnytte alle nyttige synergier med de øvrige EU-institutioner for at sikre, at artikel 11 gennemføres ordentligt. I dette øjemed gentager EØSU sin vilje til at skabe nye muligheder for at arbejde med Det Europæiske Råd og at styrke og udvide de eksisterende samarbejdsmuligheder med Europa-Parlamentet, Kommissionen og Regionsudvalget.

5.6

Den nye samarbejdsprotokol, som EØSU og Kommissionen  (27) har underskrevet og som konsoliderer og styrker udvalgets rolle som privilegeret bindeled mellem det organiserede civilsamfund og EU-institutionerne, åbner i den sammenhæng utallige muligheder, som bør forfølges med beslutsomhed. Denne protokol konsoliderer og styrker de samarbejdsveje, der er udviklet gennem årene, og den etablerer nye, ambitiøse og konkrete veje til gradvist og i fællesskab at gennemføre EU-traktatens artikel 11 med det sigte at udvikle "deltagerdemokrati på EU-plan med henblik på at styrke EU's demokratiske legitimitet" (28). Navnlig "betragter Kommissionen samarbejdet som et privilegeret redskab til at føre "en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative organisationer og civilsamfundet", som der står i EU-traktatens artikel 11"  (29).

5.7

Protokollen peger navnlig på to centrale muligheder for at udvikle et sådant samarbejde, som kunne blive en stabil og struktureret ramme, i hvilken man gradvist kunne indlemme et stadigt større netværk af organisationer, der repræsenterer det europæiske civilsamfund, og dermed give yderligere struktur til den praktiske udvikling af den strukturerede civile dialog i artikel 11, stk.2:

5.8

EØSU skal desuden arbejde på at skabe de mest hensigtsmæssige synergier med civilsamfundsorganisationerne på både nationalt og europæisk plan og samtidig udvikle et struktureret samarbejde på begge niveauer.

5.9

Især kan et sådant struktureret samarbejde udvikles på nationalt plan med henvisning til det bidrag, protokollen nu forlanger af EØSU, mht. "evalueringen af gennemførelsen af EU-lovgivning, navnlig i relation til de horisontale bestemmelser i EUF-traktatens artikel 8 og 12" (30). I dette øjemed bør der ske en styrkelse af det eksisterende samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer.

5.10

Endelig nedsatte EØSU i 2004 kontaktgruppen med det europæiske civilsamfunds organisationer og netværk, som der også henvises til i den reviderede protokol. I forbindelse med de skitserede perspektiver finder EØSU det nødvendigt at revidere, omstrukturere og genoplive kontaktgruppens rolle ved navnlig at åbne den for alle dele af det organiserede civilsamfund og med henvisning til den bredeste sammensætning af de tre grupper i EØSU. En sådan styrkelse kunne konkret bidrage til et afgørende fremskridt i gennemførelsen af navnlig EU-traktatens artikel 11, stk. 1, (vedrørende den horisontale civile dialog) og samtidig gøre udvalget til en platform, der befordrer denne proces. En således revideret og styrket kontaktgruppe vil kunne spille en stadig mere værdifuld rolle i EØSU, især i overvågningen af gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11.

6.1

EØSU ser det som sin pligt i stigende grad at gøre sig gældende som ekspertisecenter for den europæiske civile dialog og samtidig udvikle og finjustere de eksisterende redskaber, stimulere nye former for struktureret dialog og åbne fora med støtte fra interessenterne inden for rammerne af en overordnet strategi og med en stadig mere passende deltagelse af de europæiske civilsamfundsorganisationer med det sigte at udbrede god praksis for civil dialog på alle niveauer. På denne måde kan EØSU yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af artikel 11.

6.2

EØSU mener også, at man også bør tage fat på at skabe en synlig platform til denne nye æra med deltagelsesdemokrati. Ud over at være en nyskabelse, både hvad angår indhold og form, ville det også fremme hele den overordnede proces og være en kommunikationsbegivenhed i sig selv. Dette er en måde at give form og indhold til opbygningen af en europæisk offentlig sfære, som foreslået af filosoffen Jürgen Habermas, som en grundlæggende forudsætning for selve det europæiske projekt, men som stadig er langt fra at være gennemført. Denne opgave er så meget desto mere nødvendig i forbindelse med krisen og den allerede påviste risiko for, at den demokratiske opbakning til den europæiske samling går i opløsning.

6.3

I EØSU er forslaget om et sådant forum allerede blevet nævnt under såvel konferencer organiseret i EØSU (31) som i en nylig vigtig udtalelse om Fornyelse af fællesskabsmetoden  (32).

6.4

EØSU mener, at et sådant struktureret forum til den europæiske civile dialog kan have form af et årligt arrangement og have følgende karakteristika og mål:

6.5

EØSU mener, at et sådant arrangement på en konstruktiv måde kunne anspore alle EU-institutionerne til at gøre den civile dialog til en horisontal opgave for både alle Kommissionens generaldirektorater, alle Rådets arbejdsgrupper og alle Europa-Parlamentets udvalg på en gennemsigtig og afbalanceret måde i forhold til de forskellige dele af det europæiske organiserede civilsamfund, hvilket Europa-Parlamentet i sin tid anmodede om (35).

6.6

For at tillægge dette perspektiv mere vægt og fylde opfordrer EØSU desuden Kommissionen til på ny at fremsætte et konkret, endeligt forslag til en europæisk statut for foreninger, som de europæiske civilsamfundsorganisationer i høj grad efterlyser, og som også EØSU har udtrykt ønske om i flere udtalelser.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/16

1.3.1

EØSU anbefaler, at:

2.1

Følgende betragtning indgår i visionen om en aktiv og sund aldring, der er fastlagt af Kommissionens styringsgruppe om aktiv aldring: "Aktiv og sund aldring består i en proces med at optimere mulighederne for sundhed, deltagelse og sikkerhed for at øge livskvaliteten, efterhånden som mennesker ældes. Processen henvender sig både til den enkelte borger og til befolkningsgrupperne. "Sundhed" er en tilstand med fysisk, mentalt og socialt velbefindende. "Aktiv" defineres som fortsat deltagelse i sociale, økonomiske, kulturelle og spirituelle anliggender samt borgeranliggender – det er ikke blot evnen til at være fysisk aktiv eller til at deltage i arbejdsstyrken" (1).

2.2

Formålet med denne udtalelse er at fremhæve ældres nuværende aktive deltagelse i Europa og kortlægge barriererne med henblik på at opnå flere borgeres deltagelse samt understrege, at en sådan deltagelse fortsætter gennem hele livet. Opbygningen af et ældrevenligt (2) Europa kræver en lang forberedelsesperiode og et langsigtet perspektiv. Udtalelsen bygger på tidligere EØSU-udtalelser om ældre og aldring (3).

2.3

På nuværende tidspunkt bor der 85 millioner borgere over 65 år i Europa, og dette tal vil stige til 151 millioner i 2060. Det er vigtigt ikke kun at fokusere på den kronologiske alder, men også at anerkende og opbygge evnen til at deltage gennem hele livet og anerkende, at ældres (der med henblik på denne udtalelse defineres som personer over 65 år) eventuelle helbredsmæssige begrænsninger ikke nødvendigvis afholder dem fra et samfundsmæssigt engagement.

2.4

Ældres aktive, sociale, kulturelle, økonomiske og politiske deltagelse bygger på en korrekt opfattelse af alder (4). Vi må tilskynde medier og regeringer til ikke at anvende en overdrevet dramatisk sprogbrug til at beskrive et aldrende samfund.

2.5

Aldersbaserede fordomme må forhindres, idet de er skadelige for opfattelsen af ældre og afholder disse fra deltagelse. Dette medfører tab af uundværlige bidrag og øger spændingerne mellem generationerne. Vi bør fejre det længere og sundere liv, vi har opnået takket være bedre uddannelse og ernæring og den vægt, der lægges på den sociale kontrakt mellem generationerne.

2.6

I forbindelse med de negative holdninger, der knytter sig til ældre, tages der ikke højde for de ældres rolle som arbejdstagere, forbrugere, deltagere i fællesskabsprojekter og personer, der drager omsorg for andre. Negative opfattelser af ældre er skadelige, idet diskrimination undergraver selvværd og skaber en barriere for større engagement og for ældres bidrag til økonomien. Den forventede levetid er steget på grund af ny udvikling inden for lægemidler, farmakologi og teknologi, øget forståelse for sundhed og på grund af uddannelse. Forskning har vist, at selvoplyst livskvalitet hos meget gamle mennesker ofte er meget bedre end den generelle opfattelse. Vi må ændre holdningen til aldring, som alt for ofte knytter sig til negative misforståelser og fordomme (5).

2.7

Demografiske ændringer giver vækstmuligheder på markedet for det "grå guld", idet ældre er forbrugere i mange sektorer og bidragsydere via deres beskæftigelse.

2.8

Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af alder gennem lovgivning, ledelse og skabelse af ny dynamik i udformningen af politikker bør derfor være en prioritet i forbindelse med fremme af aktiv aldring og frigørelse af potentialet hos den ældre del af befolkningen til fuldt ud at deltage i udviklingen af landets sociale og økonomiske kapital.

2.9

Vi bør ikke være enige i synspunktet om, at vi som 65-årige bliver modtagere af ydelser og ikke bidragsydere. Aldersbarrierer bør afskaffes. Ældre bliver ikke en homogen gruppe på grund af alder, men bevarer derimod deres forskellige synspunkter, energier, erfaringer, fordomme, behov og ønsker. Vi bliver alle ældre, og det vil kræve konstant tilpasning, hvis de forventninger, der måtte forekomme i 2060, skal imødekommes.

2.10

Statistiske data vedrørende ældre bør anvendes med forsigtighed, så det ikke antages, at sundhedsbetingelser, deltagelsesprocenter osv. er ens for alle mellem 65 og 100 år, for disse personer har forskellige behov og evner. Vi bør undgå at gøre antagelser på baggrund af alder og at skabe fastlåste grupper.

2.11

Man kan ikke vurdere ældres velfærd uden også at tage højde for de vigtigste strategier vedrørende indkomstniveau, helbred og sundhedsydelser samt for bevarelsen af lokale sociale netværk og fællesskabsinitiativer. Disse emner er især relevante i forbindelse med de barrierer for deltagelse, der kan opstå. Adgangen til tjenesteydelser og aktiv deltagelse afhænger i høj grad af en tilstrækkelig indkomst, og dette punkt må indføres som en integreret del af pensionsreformen.

3.1

Den nylige rapport "Gold Age Pensioners" (6) beskriver ældre som personer, der skaber social samhørighed. Den understreger deres bidrag til familien og samfundet i form af frivilligt arbejde og deltagelse i demokratiske institutioner.

3.2

Ældre har en højere stemmeprocent ved alle valg. Af en Eurostat-rapport (7) fremgår det, at 50 % af alle borgere over 55 år har stemt, og at en højere alder er lig med større interesse i politik. Det stigende antal ældre i samfundet har en betydelig politisk indflydelse, som i USA betegnes som "grey power". Denne indflydelse bliver anvendt.

3.3

Gennemsnitsalderen for valgte medlemmer i Europa-Parlamentet er 54 år, og det ældste medlem er 84 år. Samme billede tegner sig for andre regeringsinstitutioner og EØSU, hvilket bekræfter, at alder ikke bør være en hindring for deltagelse, uanset hvilket niveau der er tale om.

3.4

Mange ældre bidrager i bestyrelser for ngo'er, offentlige myndigheder og virksomheder med den erfaring og ekspertise, de har opnået gennem hele deres arbejdsliv.

4.1

I betragtning af omfanget af ældres bidrag til samfundet på forskellige måder kan der gøres antagelser om ældres sociale inklusion og inddragelse i beslutningsprocessen. Ældre føler sig ofte "holdt uden for" i forbindelse med beslutninger vedrørende deres velfærd eller det samfund, de lever i. Den enkelte har brug for personlig støtte, og organisationerne har brug for at udvikle mekanismer, der tager højde for ældres synspunkter.

4.2

Platformen for Europas ældre offentliggjorde i 2010 en rapport (8), der afspejlede de metoder, som var blevet udviklet i de forskellige medlemsstater, og som bl.a. omfattede nationale og lokale ældreråd og offentlige høringer. Det er en grundlæggende forudsætning for den europæiske strategi for social integration, at alle aktører deltager i udviklingen af løsninger på de problemer, de står over for. Det er yderst vigtigt at deltage, men det er også vigtigt at blive lyttet aktivt til, så der kan dannes grobund for ændringer.

4.3

Personer, der udsættes for social udstødelse som følge af dårligt helbred, handicap eller fattigdom, bør bistås, og den enkelte bør gives muligheder. Den skotske demensarbejdsgruppe "The Scottish Dementia Working Group" er et godt eksempel på personer, der har fået stillet en demensdiagnose, og som er fast besluttet på stadig at kunne foretage valg og bevare kontrollen over deres liv. Gruppen har etableret et imponerende nationalt og internationalt omdømme vedrørende entusiastisk og frygtløs kampagneføring med sigte på at skabe bedre forståelse for demens og presse på for at opnå bedre tjenesteydelser. Personer med demens leder organisationen, er hovedtalere på konferencer og taler deres sag over for regeringen (9).

4.4

En effektiv deltagelse kræver imødekommende strukturer og tilsagn fra regeringsorganer, ngo'er, arbejdsgivere og andre institutioner om, at de lytter seriøst til ældre som aktører, at det sprog, der anvendes, er jargonfrit, at mødelokalerne er let tilgængelige, og at prisen for at deltage er rimelig, samt at der findes transportmuligheder. Ældre bør være opmærksomme på deres rettigheder og forpligtelser og gøre sig bekendt med de emner, der skal drøftes, så IKT-uddannelse er et vigtigt element (10).

4.5

Der lægges stadig større vægt på samproduktion, som omfatter enkeltpersoner, samfund og organisationer med færdigheder, viden og evne til at arbejde sammen om at skabe muligheder og løse problemer (11). I den forbindelse kan principperne, der ligger til grund for alle deltagelsesaktiviteter, anvendes på såvel individuelt niveau i forbindelse med sammensætning af en plejepakke som på de nationale regeringers niveau i forbindelse med politikudvikling.

5.1

EØSU bifaldt Kommissionens støtte til fælles programmeringsinitiativer og udviklingen af køreplaner for fremtidige forskningsaktiviteter på området for aldring og demografiske forandringer, som er en integreret del af "Horisont 2020: Køreplaner for aldring" (12), velkommen.

5.2

Fortsat forskning i alle livets aspekter for ældre er vigtig for at sikre velbegrundede politiske beslutninger om sundhed, sociale tjenester, uddannelse, indkomstniveau og deltagelse. Ældre bør inddrages i identificering af problemer og deltagelse i forskning. Det er især vigtigt at udføre relevante kliniske medicinforsøg på ældre.

6.1

Efterhånden som befolkningen ældes, pålægges plejeopgaverne et stigende antal ældre kvinder, hvilket kan medføre økonomiske udfordringer på grund af tabt løn og reducerede pensionsrettigheder. Ældre yder et betydeligt bidrag som uformelle plejere af ældre, svagere familiemedlemmer, hvilket medfører væsentlige besparelser på statens velfærdsbudget. De uformelle plejeres erfaring og færdigheder samt behovet for uddannelsesmuligheder bør anerkendes.

6.2

I øvrigt passer mange bedsteforældre deres børnebørn af nødvendighed i familier, der er stødt på vanskeligheder, eller for at give deres børn mulighed for at arbejde og dermed være økonomisk aktive.

6.3

Der er brug for social innovation på området for uformel pleje, og medlemsstaterne bør gøre en større indsats for at imødekomme de stigende udfordringer og ansvarsopgaver, som uformelle plejere pålægges i forbindelse med knappe og utilpassede plejeydelser.

7.1

"En markant spændvidde af frivillige aktiviteter udført af ældre går langt ud over de traditionelle aldersrelaterede emner, som f.eks. støtte til svagelige eller syge ældre" (13). Disse frivillige aktiviteter omhandler velfærd og sundhed, fritid, miljø, religiøse organisationer, kultur og politik.

7.2

Ældre udfører frivilligt arbejde, fordi de derved kan bevare og udvide deres færdigheder og sociale relationer samt forebygge social isolation og udstødelse og tjene samfundet. Frivilligt arbejde kommer begge parter til gode. Det fremgår af en undersøgelse, som blev foretaget i 2009, at 78 % af EU27-befolkningen mener, at ældre i høj grad yder et bidrag som frivillige i velgørende organisationer og samfundsorganisationer (14).

7.3

I mangel af lovmæssige tjenesteydelser eller i forbindelse med nedskæringer heraf bør det påskønnes, at ældre frivilligt udfylder disse huller, men de har brug for opbakning.

7.4

Det er værd at nævne, at anerkendelsen og viften af frivillige aktiviteter varierer betydeligt fra én medlemsstat til en anden, og at personer, der som ældre yder frivilligt arbejde, typisk har gjort dette på andre tidspunkter i livet. Den enkelte kan opmuntres og gøres i stand til gennem hele livet at involvere sig i frivilligt arbejde, hvilket har visse fordele, når vedkommende bliver ældre, idet det forhindrer isolation og social udstødelse og stimulerer kontakter og venskaber.

8.1

Ud over forbruget kan de ældres bidrag til økonomien måles via betaling af indkomstskat og omsætningsafgifter, varetagelse af uformel pleje af familiemedlemmer, som medfører besparelser for staten, pasning af børnebørn, så børnene kan vende tilbage på arbejdsmarkedet, samt værdien af frivilligt arbejde og fastholdelse af et erhvervsaktivt liv. Desuden overdrages der værdier til yngre familiemedlemmer med henblik på at hjælpe disse med større finansielle forpligtelser (15).

8.2

En stigende anerkendelse af den aldrende befolkning bør øge virksomhedernes og andre enheders potentiale til at udvikle og markedsføre produkter og tjenesteydelser, der leveres til denne del af befolkningen i en situation med et aldrende samfund og dermed stimulere væksten inden for produktion og beskæftigelse (16).

8.3

Ældre anerkendes ikke i tilstrækkelig grad som forbrugere, hvilket fastholder de negative holdninger til disse personer. Stereotype holdninger til ældre har tendens til at skabe formodninger om, at ældre ikke behøver eller ikke ønsker forskellige muligheder eller tjenester, og at "ungdomsmarkedet" er vigtigere (17).

9.1

"Næsten 60 % af arbejdstagerne mener, at de vil være i stand til at bestride deres job i en alder af 60 år" (18).

9.2

På grund af den forlængede levetid er det vigtigt, at ældre er raske og rørige og kan vælge at blive på arbejdsmarkedet frem til den lovbestemte pensionsalder og evt. længere. Dette kræver anerkendelse af ældres kapacitet, tilpasning af arbejdsmiljø og -tider (som også er hensigtsmæssigt gennem hele livscyklussen) samt mulighed for at deltage i uddannelse for at holde trit med de skiftende metoder samt bekæmpelse af aldersdiskrimination på arbejdspladsen. EØSU har for nylig vedtaget en udtalelse med forslag om en række særlige foranstaltninger til imødekommelse af disse krav og har understreget nødvendigheden af den centrale rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller med hensyn til at sikre egnede politikker og tilpasninger (19).

9.3

Det bør erkendes, at der er forskel på personer, som arbejder efter pensionsalderen, fordi de ønsker det, og dem, som gør det, fordi de er nødt til det pga. utilstrækkelige pensionsindtægter.

9.4

Ældre bringer et væld af erfaringer og kvalifikationer med sig på arbejdspladsen, hvilket er af stor værdi i en tid med mangel på kvalifikationer, og sikrer, at der fortsat bidrages til økonomien. Erhvervslivet bør opfordres til at udvikle bedste praksis for strategier vedrørende håndtering af aldersspørgsmålet.

9.5

Ældre har potentiale til at blive selvstændige og iværksættere og dermed opnå øget selvstændighed og kontrol over deres arbejdsvilkår. Ældres bidrag på dette område er stigende. Tal fra Eurostat fra 2010 viser, at 50 % af de erhvervsaktive over 65 år er selvstændige (20). Incitamentet til nye projekter og tjenester, der afspejler de demografiske ændringer, kan komme fra ældre, som selv er erhvervsdrivende, og der er behov for i højere grad at opfordre enkeltpersoner til at benytte sig af disse muligheder (21).

10.1

EØSU har over en årrække understreget betydningen af livslang læring som en af de vigtigste betingelser for social integration, længere tid på arbejdsmarkedet, personlig udvikling og evnen til at deltage effektivt (22).

10.2

Et stigende antal ældre deltager i undervisning, men der er tale om en ujævn fordeling mellem medlemsstaterne (23). Ældres engagement i samfundsgrupper og ngo'er er en væsentlig kilde til uformel læring.

11.1

Anvendelsen af IKT spiller en stadig større rolle for alle borgere. Brugen af internet og e-mail giver ældre mulighed for at holde sig ajour med aktiviteter uden for hjemmet og bevare en regelmæssig kontakt til familiemedlemmer, der ikke bor i nærheden. Dette kan forstærkes ved brug af Skype eller lignende medier for at få visuel kontakt. Brugen af overvågede chatrooms kan hjælpe ældre, som er bundet til hjemmet, med at komme i kontakt med andre med lignende interesser, hvilket medvirker til at reducere isolation.

11.2

Der er betydelige fordele knyttet til anvendelsen af e-sundhed med hensyn til overvågning af vilkår og reaktion på nødsituationer. Sådanne metoder bør ikke erstatte den regelmæssige direkte kontakt mellem mennesker, og e-sundhedssystemerne bør tage højde for behovet for virkelige relationer mellem mennesker.

11.3

Mere kontroversielle IKT-applikationer omfatter personovervågningssystemer i "intelligente" boliger, i personligt sikkerhedsudstyr og i overvågningsudstyr til personer med demens. Hensigten er på sikker vis at gøre den pågældende person i stand til at blive mere selvstændig og vælge aktiviteter. Anvendelsen af sådanne metoder skal være baseret på etiske afgørelser og praksis, tydeligt være til fordel for den ældre og ikke anvendes som kontrolmekanisme eller en metode til reducering af støttepersonale.

11.4

Anvendelsen af internet til onlinehandel er helt klart fordelagtig for personer med mobilitetsproblemer, men bør afvejes med deres behov for at møde andre mennesker og bevæge sig uden for hjemmet. Databeskyttelse og retten til privatlivets fred må sikres.

11.5

Anvendelsen af IKT kræver oplæring og støtte samt adgang til udstyr. Disse emner fremhæves i EØSU's udtalelse om fremme af digitale kundskaber, digitale færdigheder og inddragelse i informationssamfundet (24).

12.1

Selv om ældres inddragelse i en række aktiviteter med indvirkning på det sociale og økonomiske liv er blevet understreget, er der stadig betydelige barrierer for mange ældre, som hindrer dem i at deltage.

12.2

Den kronologiske alder er blot én ud af mange karakteristika, der kendetegner en person. De forskellige aldersgruppers viden, færdigheder og erfaring er en ressource af afgørende betydning for samfundet. Et inklusivt samfund for alle aldersgrupper kræver et kollektivt ansvar hos beslutningstagere, relevante aktører og borgerne selv for at udforme politikker og fremgangsmåder, der sikrer retfærdighed og inddragelse uanset alder.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/21

1.1

EØSU ser med stor tilfredshed og stor tillid på de nylige foranstaltninger, som Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, andre EU-organer og medlemsstaterne har truffet for at fremme den sociale inklusion og integration af de europæiske romaer, navnlig Kommissionens rammestrategi og vedtagelsen af de nationale strategier for integration af romaer.

1.2

EØSU henleder samtidig opmærksomheden på, at "disse bestræbelser som helhed ikke på afgørende måde har gjort det muligt at afhjælpe den forskelsbehandling, som en stor del af romaerne er udsat for, eller forbedre deres livskvalitet eller muligheder …"

1.3

Allerede i 2011 gav EØSU i en sonderende udtalelse (1) udtryk for sin bekymring med hensyn til civilsamfundsorganisationernes og romaernes tilslutning til de nationale strategier for integration af romaer, og fremlagde flere forslag.

1.4

Resultaterne af den undersøgelse, som EØSU har bestilt til gennemførelse i EU's 27 medlemsstater, peger i samme retning som undersøgelser foretaget af ERPC (EU Roma Policy Coalition) og af andre civilsamfundsorganisationer: blandt talsmændene for romasamfundene, civilsamfundsorganisationerne og deres repræsentanter er der ikke kun er stor utilfredshed, men også frustration og udbredt mistillid. Det ser ud til, at de nationale strategier for integration af romaerne ikke har opfyldt romasamfundenes voksende forventninger og oprigtige håb om, at disse strategier reelt kunne bidrage til en mærkbar forbedring af romaernes integration i samfundet.

1.5

Det ser ikke ud til, at de midler og ressourcer, der er afsat for at nå målene i de nationale strategier for integration af romaer, er tilstrækkelige til at opveje den vedvarende forskelsbehandling og udstødelse, som romaerne lider under, og til at udligne de negative følger for deres livskvalitet og muligheder. Derfor henleder udvalget opmærksomheden på nødvendigheden af at samordne politikkerne og afsætte tilstrækkelige midler i forhold til de ønskede mål.

1.6

EØSU mener, at tilrettelæggelsen og gennemførelsen af nationale strategier for integration af romaer altid bør tage udgangspunkt i rettigheder for at sikre, at menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder respekteres.

1.7

Udvalget betoner nødvendigheden af at prioritere kampen mod forskelsbehandling på alle områder i samfundslivet.

1.8

EØSU gentager, at en positiv tilgang til romaernes sociale situation bør blive mere udbredt, og at det generelt er afgørende for gennemførelsen af integrationspolitiske tiltag, at den enkelte har styrken, redskaberne og magten til at forme sin egen skæbne.

1.9

EØSU støtter Kommissionens forslag om at oprette et net af nationale kontaktpunkter for romaerne med de fornødne beføjelser, og understreger, at det organiserede civilsamfund – især romaernes organisationer og repræsentanter for deres interesser – bør inddrages fuldt ud i hele forløbet omkring de nationale strategier for integration af romaer (tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning, evaluering).

1.10

Opfølgningen og evalueringen af de nationale strategier for integration af romaer bør styrkes varigt med udgangspunkt i argumenter, der er videnskabeligt funderet, og med brug af uafhængige evalueringer. Det er vigtigt at indføre en ordning, hvor der afsættes midler til dette.

2.1

I april 2011 vedtog Kommissionen et særdeles vigtigt strategidokument med titlen "En EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020" (2). Meddelelsen fastsætter for første gang i EU's historie de vigtigste strategiske målsætninger i tæt tilknytning til hovedpunkterne i Europa 2020-strategien, bestemmelserne i EU's charter om grundlæggende rettigheder og konklusionerne i De 10 fælles grundprincipper for integration af romaerne  (3). De politiske opgaver er koncentreret omkring fire områder: adgang til uddannelse, til beskæftigelse, til sundhedspleje og til bolig. I meddelelsen lægges der i øvrigt særlig vægt på samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne og romaernes organisationer. Der gives udtryk for støtte til oprettelse og gennemførelse af en solid opfølgnings- og evalueringsmekanisme, og medlemsstaterne opfordres samtidig til at udarbejde og vedtage deres nationale strategidokumenter og fremsende dem til Kommissionen inden udgangen af 2012.

2.2

Rådet bekræfter i sine konklusioner (4), hvad Kommissionen betoner i sin meddelelse (5), og det konkluderes:

"(Rådet udtrykker tilfredshed med) Kommissionens meddelelse (…), og medlemsstaterne tilskyndes til at fastsætte realistiske nationale mål (…) samt indføre en kontrolmekanisme og gøre eksisterende EU-midler mere tilgængelige for projekter, der tager sigte på integration af romaer", og der insisteres på nødvendigheden af:

3.1

EØSU ser med stor tilfredshed og stor tillid på de foranstaltninger, som Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, andre EU-organer og medlemsstaterne har truffet for at fremme den sociale inklusion og integration af de europæiske romaer, og påskønner, at deres indsats herfor er blevet optrappet i den seneste tid;

3.2

fremhæver, at det er "af vital betydning aktivt at inddrage repræsentanter for romaerne og deres samfund i både tilrettelæggelse og gennemførelse på alle niveauer (EU, nationalt, regionalt og lokalt) …".

3.3

EØSU ønsker "at deltage i opfølgningen på og vurderingen af disse politikker på grundlag af det mandat, udvalget har fået af civilsamfundet, og ved at støtte sig til de væsentlige forbindelser, som forener udvalget med civilsamfundets organisationer i medlemsstaterne. Udvalget har til hensigt at engagere sig i mæglingen mellem EU's institutioner og det organiserede civilsamfund og deltage som aktiv partner i den europæiske platform for romaernes integration samt i andre former for struktureret dialog".

—

forskellige dokumenter fra Kommissionen om udarbejdelsen af de nationale strategier og indholdet af disse,

—

dokumenter om Open Society Institute (OSI)'s deltager- og observatørrolle og dets formidling af oplysninger, især i de nye medlemsstater (7),

—

spørgeskemaet fra ERPC (EU Roma Policy Coalition),

—

rapporter om indholdet af strategierne og deres udarbejdelse, fremlagt af organisationer i civilsamfundet, der beskæftiger sig med romaernes forhold, såsom ERIO (European Roma Information Office), og centret Amalipe,

—

resultaterne af online-rundspørgen i de 27 medlemsstater, der er udarbejdet for EØSU.

5.5.1

Der er en stor risiko for, at den positive indstilling på EU-plan til at se på romaernes situation ikke udnyttes, og at der i stedet indtræffer et nyt fejlslag med store konsekvenser. Derfor skønner udvalget, at det er særlig nødvendigt, at der følges op på de nationale politikker, og at de løbende tages op til overvejelse ud fra et perspektiv, der lægger vægt på de nationale strategier for integration af romaer, så eventuelt negative konsekvenser eller skadelige virkninger af politikkerne ikke overgår de fordele, der ønskes opnået med strategierne. Der bør indføres effektive mekanismer til koordinering og tilpasning af politikkerne.

5.5.2

Det fremgår af undersøgelsen af de nationale strategier for integration af romaer, at der er bekymrende store forskelle mellem på den ene side den markerede politiske vilje til at sætte en stopper for den forskelsbehandling og udstødelse, som romaerne er udsat for, og på den anden side effektiviteten af de instrumenter, ressourcer og mekanismer, der er til rådighed. Udvalget anbefaler, at der mere håndfast end tidligere skrides ind mod den politiske udnyttelse af disse spørgsmål.

5.6.1

Udvalget er af den opfattelse, at det er af væsentlig betydning, at de nationale strategier for integration af romaer altid tager udgangspunkt i loven, der sikrer de samme grundlæggende rettigheder for alle borgere i medlemsstaterne som nedfældet i europæisk lovgivning og internationale traktater og konventioner om menneskerettigheder.

5.6.2

Kampen mod forskelsbehandling på alle områder af det sociale liv bør prioriteres. Udvalget mener, at EU's og medlemsstaternes politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling i endnu større grad bør gøre det muligt at afdække forskelsbehandling og straffe det i overensstemmelse med europæisk retstradition.

5.6.3

Det er nødvendigt at forsvare de omrejsende romaers menneskerettigheder og ikke lægge begrænsninger på den fulde udfoldelse af disse rettigheder. Derfor bør retten til uddannelse og retten til et passende niveau af sundhedspleje indgå blandt disse rettigheder. I stedet for at anlægge en udvisningspolitik bør der så vidt muligt iværksættes en mere afbalanceret politik for integration af omrejsende romaer fra EU's medlemsstater (EU-borgere).

5.6.4

Det er hensigtsmæssigt at gøre en særlig indsats med henblik på, at det bliver almindelig praksis, at romaerne indgår i medierne, skolevæsenet og andre dele af det offentlige rum. Der bør iværksættes programmer til at formidle romaernes historie og kultur og til at oplyse om romaernes problemer med forskelsbehandling og udstødelse. Det er vigtigt, at romaerne selv deltager i disse oplysningskampagner.

5.6.5

Alle tilfælde af racisme og fremmedhad bør afdækkes i en konsekvent tilgang, og de bør i givet fald sanktioneres retligt. Opinionsdannerne, navnlig den politiske og mediemæssige elite, har i denne sammenhæng et særligt ansvar.

5.6.6

Man skal afholde sig fra i tale at kriminalisere romaerne som en etnisk gruppe og at forbinde dem med negative sociale forhold (kriminalitet, adfærd, der strider mod samfundets normer). Der bør også gøres en indsats for at udrydde denne form for tale. Dette bør især følges af strafferetssystemet og af medierne.

5.6.7

EØSU understreger, at man bør udbrede en positiv tilgang til romaernes sociale situation. Udvalget anbefaler, at EU-institutionerne og deres netværk bestræber sig på ikke kun at tale om romaerne og romasamfundene i forbindelse med sociale problemer og som problemer, men i stedet fremhæver de personer og de romasamfund, der integrerer sig, der er forbilleder for social opstigning og integration, og som påberåber sig deres romaidentitet.

5.6.8

Det er afgørende for gennemførelsen af integrationspolitiske tiltag, at den enkelte har styrken, redskaberne og magten til at forme sin egen skæbne. Derfor skal den samlede politik og dens enkelte indsatsområder bidrage til at udvikle de berørtes evne til inden for retsstatens rammer at træffe beslutninger om deres eget liv samt bidrage til at flertallet i samfundet bliver i stand til at acceptere dette ud fra et interessefællesskab.

5.7.1

EØSU understreger, at civilsamfundet ikke bør have en passiv, dekorativ rolle i de nationale strategier for integration af romaer, men være en aktiv deltager.

5.7.2

Udvalget støtter Kommissionens forslag om oprettelse af nationale kontaktpunkter for romaer, men understreger, at det kun giver mening, hvis de råder over passende beføjelser og ressourcer, navnlig økonomiske. Deres indsats skal under alle omstændigheder formes som et tæt og institutionaliseret samarbejde med civilsamfundsorganisationerne.

5.7.3

Den europæiske platform for romaernes integration bør inddrages i evalueringen af de strategiske programmer. Med dette formål for øje bør platformens arbejdsmåde forbedres.

5.7.4

Det organiserede civilsamfund, herunder romaernes organisationer og interessegrupper, bør fuldt ud deltage i hele processen med udarbejdelsen af nationale strategier for integration af romaer (tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning og evaluering), og ikke kun på nationalt plan, men også på regionalt og lokalt plan. Denne metode bør anvendes på alle niveauer i beslutningsprocessen, og arbejdsmåden herfor bør fastlægges, dvs. hvor drøftelserne finder sted, hvordan metoderne til gennemsigtighed sikres, hvilke instrumenter og ressourcer der stilles til rådighed.

5.7.5

Udvalget understreger, at der bør føres en politik, som gør det lettere for borgere, der betragter sig som medlemmer af et af de forskellige romasamfund, at engagere sig i samfundet, og som fremhæver deres sociale integration. Til dette formål bør der også indføres støtteforanstaltninger.

5.8.1

Da opfølgning og evaluering ikke generelt er en del af medlemsstaternes nationale strategier for integration af romaer, eller kun udgør en mindre gennemarbejdet del af dem, anbefaler EØSU, at hver medlemsstat kompletterer sine programmer på dette punkt og udpeger de ansvarlige organisationsmæssige enheder og de institutionelle mekanismer, indikatorerne for målene, evalueringsmetoderne, informationskilderne osv.

5.8.2

Der bør også følges op på de nationale strategier for integration af romaer, og de bør løbende tages op til overvejelse med fokus på, om de har en overordnet og sammenhængende politik på de fem prioriterede områder i den strategiske ramme, om de kompletterer de nuværende mangelfulde rammer, og om de i denne forbindelse sikrer passende handlingsprogrammer med dertil hørende finansielle instrumenter.

5.8.3

Medlemsstaterne bør sikre, at de nationale strategier for integration af romaer er i overensstemmelse med de nationale, regionale og lokale udviklingspolitikker, og at det er muligt at modvirke eller opveje de utilsigtede virkninger, som disse politikker kan have på målene i de nationale strategier for integration af romaer.

5.8.4

Udvalget anbefaler, at Kommissionen opretter et net af uafhængige eksperter i hver medlemsstat med henblik på at foretage en begrundet evaluering af de nationale strategier for integration af romaer. Desuden anbefaler udvalget, at medlemsstaterne også i de operationelle programmer afsætter ressourcer til EU's opfølgning og til civilsamfundsorganisationers (uafhængige) evaluering. Det er nødvendigt at indarbejde elementet "opfølgning og evaluering" i budgettet for programmerne.

5.8.5

Udover Eurostats koordinering anbefaler EØSU, at eksperter i de nationale statistikkontorer med henblik på at foretage den nødvendige opfølgning af strategierne vedrørende romaerne også udarbejder indikatorer baseret på veldokumenterede elementer, og at disse kontorer udarbejder en fælles statistisk metode til fastlæggelse af indikatorerne.

5.9.1

Udvalget understreger, at det er nødvendigt at afsætte tilstrækkelige midler i forhold til de vedtagne politikdokumenters mål, og at de skal udgøre særskilte budgetposter.

5.9.2

Krisen rammer først og fremmest de mest sårbare. For at nå målene i Europa 2020-strategien kan der foretages tilpasninger både i budgetpolitikkerne og med hensyn til prioriteringerne, afhængigt af situations udvikling. Disse tilpasninger bør dog besluttes på en gennemsigtig måde og inden for rammerne af en beslutningsproces, der sikrer konsensus med repræsentanterne for de interesserede parter.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/27

1.1

Den 10. maj 2012 fremlagde Kommissionen sit forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår behandlingen af vouchere. Formålet er at gøre vouchere til genstand for detaljerede, neutrale og gennemsigtige afgifter.

1.2

Kommissionen ønsker at indføre fælles regler for at forhindre dobbeltafgiftspålæggelse og afgiftsunddragelse. Opretholdelse af status quo vil skabe flere skævheder på enhedsmarkedet og føre til konkurrencefordrejning, når vilkårene ikke er de samme for alle aktører på markedet.

1.3

Man har – især i den senere tid – kunnet konstatere en betydelig stigning i anvendelsen af vouchere. Deres forskellige anvendelsesmuligheder skaber uklarhed med hensyn til afgiftspligt. Derfor må de klarest mulige regler fastsættes for alle medlemsstater for at undgå skævheder på enhedsmarkedet.

1.4

EØSU bifalder bestræbelserne på at definere de forskellige former for vouchere så præcist som muligt. Formålet er at forhindre forsøg på afgiftsunddragelse i forbindelse med brug af vouchere. Samtidig vil reglerne sikre, at udstedere af vouchere ikke bliver stillet ringere end deres konkurrenter.

1.5

EØSU bifalder især Kommissionens bestræbelser på at undgå uforholdsmæssigt store administrative byrder i forbindelse med distribution af vouchere til flere formål, hvor kun indløseren skal betale afgift, eftersom det kun er indløseren, der ved, hvornår og hvordan voucheren er blevet brugt.

1.6

Der er ikke nogen merværdi forbundet med at fastsætte regler for afgiftspligt med relation til behandling af vouchere, hvis medlemsstaterne ikke overholder disse regler. Det er derfor afgørende, at medlemmerne holder sig til de fælles regler og fjerner forskellige undtagelser, som skaber konkurrencefordrejning og udvander konkurrencevilkårene.

1.7

Kommissionen ønsker at ændre momsdirektivet, for så vidt angår behandlingen af vouchere, på grund af udviklingen inden for telekommunikationstjenester, hvor forudbetalte telekort udgør en stor del af det samlede antal vouchere.

1.8

EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på en række problemer, som må løses, inden direktivet træder i kraft. Dette gælder først og fremmest potentielle problemer med forskellige grænser for undtagelse af gratis vouchere fra afgifter i de enkelte medlemsstater, manglende overgangsbestemmelser og fraværet af regler for manglende indløsning af vouchere til ét formål.

2.1

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem indeholder bestemmelser om tid og sted for levering af varer og ydelser, afgiftsgrundlag, forfald af merværdiafgift (moms) og fradragsret. Disse regler er dog ikke tilstrækkelige til at sikre konsistens i alle aspekter af afgiftspålæggelsen af vouchere. Resultatet er skævheder på markedet, der er alvorlige nok til at virke negativt på enhedsmarkedets gode funktion.

2.2

I øjeblikket råder en ukoordineret tilgang i medlemsstaterne. Den er årsag til betydelige skævheder på markedet, som må fjernes. Med henblik på at skabe en sikker, ensartet behandling og undgå uoverensstemmelser, konkurrencefordrejning, dobbelt- eller nulafgiftspålæggelse og for at mindske risikoen for afgiftsunddragelse foreslår Kommissionen nu fælles regler.

2.3

Vouchere har en række karakteristika, der gør dem problematiske i henseende til afgiftspålæggelse. Det er derfor nødvendigt at skelne mellem forskellige typer og at fastsætte klare regler, der gør dette muligt.

2.4

Formålet med direktivet er at skelne betalingsinstrumenter fra vouchere og at definere sidstnævnte, som kan have en fysisk eller en elektronisk form afhængigt af deres brug. Forpligtelser for udstedere af vouchere specificeres også.

2.5

En voucher er en ret til at modtage varer eller ydelser eller til at få en rabat. Men disse rettigheder overdrages ofte fra en person til en anden, uden at voucheren bliver indløst. For at undgå risikoen for dobbeltafgiftspålæggelse, hvis den ydelse, som denne ret repræsenterer, afgiftspålægges, er det nødvendigt at fastslå, at overdragelsen af denne ret og indløsningen af varer eller ydelser skal betragtes som én enkelt transaktion.

2.6

For at sikre neutralitet skal afgiftspligten vedrøre en enkelt transaktion for varer eller ydelser, der leveres til gengæld for voucheren.

2.7

Ifølge direktivet skal vouchere udstedt af rejsebureauer afgiftspålægges i den medlemsstat, hvor rejsebureauet er etableret. For at forhindre forsøg på at flytte afgiftsstedet falder varer og ydelser, der leveres ved brug af sådanne vouchere, også ind under denne bestemmelse.

2.8

Når vouchere passerer via en distributionskanal, foreslår Kommissionen, at slutværdien fastsættes ved udstedelsen, hvilket betyder, at momsniveauet forbliver det samme under hele distributionsprocessen for vouchere til flere formål.

2.9

Hvis vouchere distribueres af en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men på vegne af tredjemand, anses den afgiftspligtige person for selv at have modtaget og leveret voucherne. Hvis distributionen omfatter vouchere til flere formål, hvor afgiftspålæggelse først sker ved indløsningen af voucheren, resulterer dette i tilpasninger i alle led i distributionskæden, hvilket kun genererer begrænsede eller ingen afgiftsindtægter. For at undgå uforholdsmæssigt store administrative byrder bør en afgiftspligtig person, der distribuerer sådanne vouchere, ikke anses for at have modtaget og leveret voucheren selv.

2.10

Kommissionen definerer afgiften for vouchere til flere formål, når de distribueres. Når distributøren opnår en gevinst ved at sælge til en anden distributør, skal distributionsydelsen pålægges afgift på grundlag af distributørens overskud.

2.11

Direktivforslaget sigter mod at afskaffe alle undtagelser i medlemsstaterne vedrørende afgifter på levering af varer eller ydelser over grænserne. Denne bestemmelse vil fjerne risikoen for dobbelt- eller nulafgiftspålæggelse.

2.12

Kommissionen deler vouchere op i vouchere til ét formål og vouchere til flere formål på grundlag af deres anvendelse. Ved "vouchere til ét formål" forstås vouchere, der giver ret til at modtage en levering af varer eller ydelser, hvis leveringsstedet og det modtagne beløb er kendt. Når det gælder vouchere til ét formål, betales moms af det beløb, som er modtaget for voucheren, også selv om betalingen har fundet sted inden leveringen af varerne eller ydelsen. I tilfælde af vouchere til flere formål opstår afgiftspligten, når voucheren indløses.

2.13

Med hensyn til vouchere, der giver rabat på leveringen af varer eller ydelser, fastsætter Kommissionen, at leverandøren har leveret en ydelse til udstederen af voucheren, hvis den indløses.

2.14

Når der gives en prisreduktion for varer og ydelser til gengæld for en voucher, udgør den tilbagebetaling, som indløseren modtager fra udstederen af voucheren, det afgiftspligtige beløb for den reklameydelse, som indløseren leverer til voucherens udsteder.

2.15

Når det gælder vouchere til flere formål, er det kun indløseren, der ved, hvad der er blevet leveret hvornår og hvor. For at sikre, at der betales moms, skal kun indløseren være ansvarlig for betaling af moms af de leverede varer eller ydelser til skattemyndighederne.

2.16

Kommissionen behandler også spørgsmålet om sikring af korrekt anvendelse og opkrævning af den forfaldne moms, når vouchere distribueres over grænserne, hvis denne distribution udgør en særskilt ydelse, der ikke er de varer eller ydelser, som erhverves med voucheren.

2.17

Eftersom medlemsstaterne ikke selv kan forenkle, harmonisere og modernisere momsreglerne for vouchere, har Kommissionen foreslået dette direktivforslag på EU-niveau i henhold til artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

3.1

EØSU hilser Kommissionens bestræbelser på at forenkle, harmonisere og modernisere momsreglerne på enhedsmarkedet velkommen. I den nuværende situation kan medlemsstaternes egne regler for afgifter på vouchere føre til dobbeltafgiftspålæggelse, afgiftsunddragelse og konkurrencefordrejning på enhedsmarkedet.

3.2

EØSU bifalder Kommissionens tilgang i forbindelse med udvidelsen af momsdirektivet for så vidt angår behandlingen af vouchere. Det opfordrer dog samtidig Kommissionen til i nærmeste fremtid også at gennemgå andre – ikke ubetydelige – markeder for varer og ydelser, såsom transport, smartphones, internettet og sociale medier.

3.3

Ændringerne i direktivet tager ikke fat på problemet med kuponer, der anvendes på samme måde som vouchere. Hvis reglerne kun ændres for vouchere, kan man forvente øget anvendelse af instrumenter, der ligner disse, men ikke er underlagt klart definerede regler. Det ville derfor være hensigtsmæssigt at tilføje begrebet "kupon" i direktivet og at fastsætte regler for behandling af kuponer.

3.4

Direktivet ændres først og fremmest på grund af den øgede anvendelse af vouchere inden for telekommunikation, som udgør størstedelen af markedet. EØSU anbefaler Kommissionen at definere anvendelsen af telefonvouchere med stor omhu, da moderne teknologi giver disse meget brede anvendelsesmuligheder.

3.5

EØSU støtter udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte moms i forbindelse med vouchere. Hverken det sjette momsdirektiv (1) eller momsdirektivet (2) indeholder regler for behandling af transaktioner, der involverer vouchere. Som følge heraf opstår der problemer med afgiftsgrundlaget eller med tid og sted for transaktionen. I forbindelse med grænseoverskridende distribution af vouchere har der været usikkerhed omkring transaktioner og fortolkningsproblemer for både udstedere og distributører af vouchere.

3.6

De fælles momsregler blev vedtaget i 1977, men enhedsmarkedet skal nu håndtere en række ændringer, som har udviklet sig gennem årene som følge af nye forretningsmetoder. Det er derfor vigtigt, at momsreglerne bringes i overensstemmelse med ændringer i markedsoperatørernes adfærd. Vouchere og afgiftspålæggelse af disse er eksempler på ændringer, som ikke har kunnet forudses og derfor nu må reguleres.

3.7

Klare regler vil løse mange af EU-Domstolens vanskeligheder. Domstolen har udsendt en række retningslinjer, der delvis dækker emnet, men området er ikke blevet behandlet i sin helhed. EØSU bifalder fastlæggelsen af momsvilkår for vouchere, som udmøntes i klare regler for virksomhederne og fjerner både dobbelt- og nulafgiftspålæggelse.

3.8

EØSU bifalder definitionen af henholdsvis vouchere til ét formål, vouchere til flere formål og rabatkuponer, fordi den gør de regler, som markedsoperatørerne skal overholde inden for dette meget brede område, klarere.

4.1

EØSU hilser sondringen mellem betalingstjenester og vouchere velkommen. Udvalget glæder sig over, at der i direktivforslagets artikel 30a skelnes mellem vouchere til ét formål, vouchere til flere formål og rabatkuponer. Denne uddybning betyder, at de forskellige former for vouchere nu er blevet defineret.

4.2

Der bør fastsættes en frist for forbrugerens indløsning af en voucher, for ellers vil der opstå problemer med tilbagebetaling af moms, hvis afgiftssatserne ændres.

4.3

Definitionen af en enkelt transaktion i artikel 30b som levering af en voucher, der giver ret til at modtage en levering af varer eller ydelser, og den efterfølgende levering af disse varer eller ydelser er god og forenkler opfyldelsen af afgiftspligten. Artiklen bør kobles til artikel 74c.

4.4

Artikel 65, der fastsætter både momspligten og afgiftsgrundlaget, forenkler anvendelsen af vouchere til ét formål betydeligt.

4.5

Der må fastsættes en procedure for vouchere med ét formål. Vouchere pålægges afgift på det tidspunkt, hvor de sælges. Hvis vouchere til ét formål ikke indløses, har udstederen af voucheren i henhold til en afgørelse fra EU-Domstolen ikke ret til tilbagebetaling af afgiften. Udstederen har dog allerede betalt moms.

4.6

Der bør gøres mere detaljeret rede for proceduren for vouchere til flere formål i de tilfælde, hvor distributøren ikke får overskud eller ligefrem underskud, og hvor nogle medlemsstater har forskellige afgiftsgrundlag eller afgiftsfritagelse – f.eks. for farmaceutiske produkter.

4.7

Kommissionen fastsætter, at hvis de varer og ydelser, der leveres ved indløsning af en voucher, er afgiftspålagt, har den afgiftspligtige person ret til at fratrække momsen på udgifter til udstedelsen af voucherne. Det bør præciseres, at denne afgift er fradragsberettiget, også selv om disse goder eller ydelser leveres af en anden end udstederen af voucheren.

4.8

EØSU ser potentielle problemer i artikel 74a, stk. 1 og 2, hvor der kan opstå komplikationer, hvis vouchere til flere formål anvendes over grænserne. Det kan blive svært at fastsætte afgiftsgrundlaget og transaktionens nominelle værdi i henseende til de forskellige momssatser i de lande, hvor vouchere anvendes.

4.9

EØSU øjner også et problem hvad angår de nødvendige overgangsordninger, når der indføres ensartede afgiftsregler for vouchere – navnlig for så vidt angår varigheden af disse ordninger, eftersom mange vouchere til flere formål har en lang indløsningsfrist.

4.10

Uforholdsmæssigt store administrative byrder kan opstå, hvor dele af en transaktion udføres i forskellige medlemsstater. Et godt eksempel er forbrug af telekommunikationstjenestekredit, der er delt mellem forskellige medlemsstater.

4.11

En række spørgsmål trænger sig desuden på i de tilfælde, hvor vouchere gives væk som et middel til markedsføring af varer og ydelser. Sådanne vouchere indløses ofte slet ikke, eller de indløses, uden at udstederen ved det, hvilket vanskeliggør afgiftspålæggelsen.

4.12

I adskillige medlemsstater er reklamevouchere for varer og ydelser til virksomheder i dag fritaget for afgift op til en vis grænse. Disse grænser varierer meget på grund af forskelle i økonomisk styrke og markedets størrelse i medlemsstaterne. Disse lande må afskaffe undtagelserne for at undgå konkurrencefordrejning på enhedsmarkedet. Herved forhindres, at virksomhederne kan spekulere i at optimere deres skattepligt ved at producere og distribuere reklamevouchere i lande, der giver afgiftsfritagelse for sådanne vouchere. Hvis en grænse bibeholdes, bør den gælde for alle og formentlig begrænses til vouchere, eftersom en generel grænse for reklamemateriale ville skabe problemer.

4.13

EØSU forventer, at indførelsen af fælles regler i alle medlemsstater og fjernelsen af mulighederne for skatteunddragelse dels vil betyde, at medlemsstaterne vil opkræve mere moms fra vouchere og dermed øge deres skatteindtægter, dels vil styrke denne afgiftsforms anvendelsesområde, neutralitet og gennemsigtighed. Ændringen af direktivet vil således også influere på EU's budget. En virkning, som EØSU forventer bliver positiv, selv om det er meget vanskeligt at sætte tal på.

4.14

Der har været en betydelig stigning i anvendelsen af vouchere eller rabatkuponer til varer eller tjenester, især i de senere år. De forskellige typer og anvendelser af disse vouchere udvikler sig konstant, og denne udvikling vil uden tvivl fortsætte. Man må derfor formode, at der vil blive behov for nye regler for nye former for vouchere uden en klart defineret anvendelse.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/31

1.1

Denne udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er blevet udarbejdet i forbindelse med et rådsdirektiv, der vil indføre en hurtig reaktionsmekanisme (HRM), der giver medlemsstaterne mulighed for at bekæmpe momssvig mere effektivt først og fremmest ved at begrænse den tid, der er nødvendig for at indføre fravigelser i forhold til bestemmelse af hvem, der skal betale moms. Foranstaltningen vil også fjerne risikoen for, at medlemsstaterne indfører nationale foranstaltninger til bekæmpelse af momssvig, der ikke har et retsgrundlag i EU-lovgivningen.

1.2

EØSU støtter målet med forslaget dvs. at gøre bekæmpelsen af skattesvig mere effektiv, og mener, at den metode, der foreslås, udgør et fremskridt i forhold til den nuværende retlige situation. På den anden side fremhæver EØSU i denne udtalelse, at der er en række mangler i forslaget og fremkommer med bemærkninger og alternative forslag, der kan forbedre situationen i fremtiden.

1.3

Momssvig er en ekstremt skadelig aktivitet, der dræner betydelige beløb fra medlemsstaternes budgetindtægter og derved modarbejder deres indsats for at konsolidere de offentlige finanser. De forskellige typer momssvig ændrer sig relativt hurtigt, så det er nødvendigt at udforme lovgivningen, der skal hjælpe med at udrydde disse aktiviteter, så effektivt som muligt.

1.4

EØSU glæder sig over, at forslaget til direktiv giver medlemsstaterne mulighed for at reagere fleksibelt over for svig i en bestemt sektor og for næsten umiddelbart at indføre foranstaltninger til forebyggelse af tab af muligt skatteprovenu. En nedsættelse af den tid, der er nødvendig for at indrømme fravigelser fra det fælles momssystem, hjælper i kampen mod skattesvig og skatteunddragelse.

1.5

EØSU er i en vis grad bekymret over, at der indføres en fravigelse fra den undersøgelsesprocedure, der er nedfældet i artikel 3, stk. 5, i forordning (EU) nr. 182/2011, især da den foreslåede procedure gør det næsten umuligt, at en medlemsstats anmodning om fravigelse fra det fælles momssystem kan blive drøftet af eksperter på et møde i udvalget.

1.6

Med hensyn til behovet for at bekæmpe momssvig, der relativt hurtigt kan ændre form, foreslår EØSU, at der også anvendes den tekniske viden, som eksperter sidder inde med, og hvoraf mange er i det organiserede civilsamfund, når der udarbejdes og ledes efter yderligere effektive foranstaltninger. Det er nødvendigt med ekspertgruppemøder, hvor disse forhold kan blive drøftet så bredt som muligt.

1.7

Da momssvig er en sofistikeret form for international kriminalitet, der skader de offentlige finanser, fremhæver EØSU, at der er behov for et effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder i jagten på at komme den til livs. EØSU ser derfor gerne, at de europæiske institutioner gør en større indsats for at tilrettelægge aktiviteter, der bidrager positivt til dette samarbejde.

2.1

I disse vanskelige tider, hvor alle EU's medlemsstater gør en betydelig indsats i et forsøg på at foretage en reel konsolidering af de offentlige finanser, ser Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg positivt på alle tiltag, der kan understøtte disse bestræbelser, hvad enten det er af betydning for de offentlige budgetters indtægtsside eller udgiftsside. Med dette forslag om ændring af Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdisystem sigter Kommissionen på at forbedre effektiviteten af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse og bidrager herved til en konsolidering af indtægtssiden.

2.2

Økonomien i EU befinder sig i den sværeste periode, siden den blev skabt, og en effektiv beskatning er for tiden et særligt vigtigt element i forsøget på at fremskynde konsolideringen af medlemsstaternes offentlige finanser.

2.3

I henhold til den årlige vækstundersøgelse for 2012 er en målrettet finanspolitisk konsolidering vejen til resultater, og den er af grundlæggende betydning for genoprettelsen af den makroøkonomiske stabilitet, der er grundlaget for vækst og for sikringen af den europæiske sociale models fremtid. En mere effektiv skatteopkrævning og bekæmpelse af skatteunddragelse vil medvirke til at øge indtægterne på statsbudgetterne i flere medlemsstater. En mere effektiv håndhævelse af reglerne vedrørende alle former for skat kan i denne henseende også gavne.

2.4

I henhold til bilag IV i COM(2011) 815 final kan et skattesamarbejde om navnlig grænseoverskridende transaktioner gøre det indre marked i EU mere effektivt. Denne påstand er baseret på formodningen om, at de fleste af de resterende barrierer for det indre marked skyldes en mangel på samordning af skattepolitikkerne. Indførelsen af den hurtige reaktionsmekanisme kan til en vis grad fjerne sådanne forskelle, selv om EØSU ønsker at fremhæve, at anvendelsen af HRM også kan føre til betydelige negative virkninger i forbindelse med visse medlemsstaters skatteprovenu.

2.5

En af de største opgaver af skattemæssig karakter, som EU-medlemsstaterne for tiden står over for, er kampen mod skattesvig og skatteunddragelse. Effektive foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse kan forbedre skatteopkrævningen og spille en betydelig rolle med hensyn til at øge skatteprovenuet, og en bedre opkrævning af momsen er en af de mulige foranstaltninger til skattemæssig konsolidering.

2.6

Det er Europols vurdering, at momssvig og momsunddragelse i forbindelse med kvoterne af drivhusgasemissioner i 2008 og 2009 forårsagede et tab på 5 mia. EUR i flere EU-medlemsstaters budgetter. I henhold til Rob Wainwright, direktør for Europol, er der stadig et betydeligt omfang af organiseret momssvig i Europa. Dette er skyld i, at centralregeringernes indtægter i stort omfang bliver drænet for midler, hvilket undergraver målsætningen om at gøre økonomien i Europa mere konkurrencedygtig og miljøvenlig.

2.7

I grønbogen om momssystemets fremtid blev det i 2006 konkluderet, at momsopkrævningsdifferencen udgjorde 12 % af det teoretiske momsprovenu, mens tabene i visse medlemsstater blev vurderet til at være over 20 %. En del af differencen skyldes svig, der udnytter manglerne i det nuværende system, navnlig muligheden for momsfrie køb af varer og tjenesteydelser på tværs af grænserne. En effektiv mekanisme, der kan udrydde momssvig, vil være en måde, hvorpå de betydelige skader, som disse aktiviteter forårsager, kan bekæmpes, og det vil hjælpe med til konsolideringen af de offentlige finanser.

2.8

De særlige foranstaltninger, der vedtages med artikel 395a, vil styrke bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse og gøre den mere effektiv, da der med disse foranstaltninger tages højde for det specifikke momssystem og den specifikke forvaltning, der er i den anmodende medlemsstat. Sådanne foranstaltninger vil bidrage til at skabe et effektivt system til at lede efter og opdage nye former for skattesvig og skatteunddragelse. Der er dog grund til betænkeligheder med hensyn til medlemsstaternes mulige tab af beføjelser på skatteområdet.

2.9

På grundlag af de oplysninger, der indsamles i forbindelse med indrømmelserne af fravigelse fra det fælles momssystem (momsdirektivet), vil Kommissionen råde over vigtige praktiske oplysninger "nedefra", der vil gøre det muligt at forbedre direktivet yderligere. Sådanne oplysninger vil blive anvendt til at afskaffe mangler og forældede bestemmelser og til at ajourføre forældede dele af direktivet.

3.1

Forslaget om ændring af Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdisystem giver Kommissionen flere beføjelser med hensyn til at indrømme fravigelser for at forebygge momssvig. Sådanne former for svig forårsager store tab på budgetterne og skader konkurrencen på det indre marked og det indre markeds virke. EØSU bifalder alle tiltag, der kan få det indre marked til at fungere bedre og gøre kampen mod skattesvig og skatteunddragelse mere effektiv.

3.2

EØSU bemærker, at i henhold til andet afsnit i artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF, må foranstaltninger til forenkling af momsopkrævningen ikke eller kun i ubetydelig grad påvirke medlemsstatens samlede indtægt fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug. Med hensyn til forslaget tvivler EØSU på, at virkningerne på medlemsstaterne samlede skatteopkrævninger vil blive undersøgt på passende vis.

3.3

EØSU glæder sig over den virkning, som forslaget vil have for den tid, det vil tage at godkende en særlig foranstaltning, som en medlemsstat ønsker at anvende for at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse, hvilket vil øge sandsynligheden for, at disse aktiviteter bekæmpes mere effektivt.

3.4

Da momssvig hovedsagelig optræder i forbindelse med handel på tværs af grænserne (de såkaldte karruseltransaktioner og "missing trader"-svig) vil mulighederne for effektivt at gøre noget ved disse problemer via fravigelser i en enkelt medlemsstat være meget begrænsede, og det er nødvendigt, at skattemyndighederne i medlemsstaterne yderligere samordner procedurerne.

3.5

EØSU bemærker også, at de beføjelser, som Kommissionen vil påtage sig i medfør af dette forslag, er meget specialiserede og indviklede. EØSU bemærker, at personer med professionel ekspertise, navnlig fra praktisk arbejde, bør være i centrum af den gruppe, der beskæftiger sig med fremtidige forslag, når det drejer sig om forslag, der er omfattet af proceduren i forslaget til nye artikler i direktivet. Det organiserede civilsamfund er en god kilde til sådanne eksperter.

4.1

I sin nuværende form vil forslaget kun muliggøre en hurtigere godkendelse (inden for en måned) af særlige foranstaltninger, der fraviger direktiv 2006/112/EF, i tilfælde hvor en medlemsstat anmoder om en fravigelse med hensyn til udpegelsen af modtageren som den person, der er ansvarlig for betaling af momsen på særlige leverancer af varer og tjenesteydelser, som fravigelse fra artikel 193 (som på nuværende tidspunkt synes at være et effektivt redskab til bekæmpelse af svig), mens det i andre tilfælde kræves enstemmighed i Rådet, hvilket i betydelig grad kan svække indsatsen for en effektiv bekæmpelse af momssvig. EØSU fremhæver også, at bedragerne nu samarbejder effektivt, så det vil være hensigtsmæssigt, hvis skattemyndighederne og politiet i en række lande oplyses om og inddrages i proceduren for indrømmelse af fravigelser under forlaget til nye artikler i direktivet. Dette gælder navnlig for lande, som ulovlige aktiviteter kan overføres til efter en fravigelse.

4.2

EØSU forslår også, at det godkendelsesforløb, der finder sted i udvalget i henhold til artikel 395b, stk. 2, og 3, ikke udelukker muligheden for, at et medlem af udvalget kan anmode om afslutning på den skriftlige procedure uden noget resultat, hvilket hovedsagelig bør sikre en effektiv beskyttelse af dette medlems legitime interesser, der kan skades af en anden medlemsstats anmodning om godkendelse af særlige foranstaltninger. En anden måde at håndtere denne mangel på vil være at indføre en mekanisme, hvormed det kræves, at Rådet godkender den særlige foranstaltning, og hvor foranstaltningen vil ophøre med at finde anvendelse, hvis den ikke godkendes.

4.3

Idet forslaget til direktiv indfører den hurtige reaktionsmekanisme, forkortes den tid, der kræves for at godkende en særlig foranstaltning til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, betydeligt fra de otte måneder, der førhen kunne forløbe fra et positivt forslag fra Kommissionen til Rådets enstemmige godkendelse, til én måned, idet godkendelsesbeføjelserne overføres til Kommissionen. EØSU støtter denne fremskyndelse som en måde, hvorpå bekæmpelsen af skattesvig kan forbedres. Medlemsstaterne bør dog om fornødent have mulighed for at forelægge udkastet til anmodning om fravigelse til drøftelse på forhånd i det rådgivende udvalg og derved komme mulighederne for sagsanlæg ved Domstolen i forkøbet.

4.4

EØSU er af den opfattelse, at "passende kontrolforanstaltninger i medlemsstaterne" ikke er tilstrækkeligt tydeligt defineret i artikel 395a, stk. 1 i forslaget. EØSU foreslår derfor, at Rådet fjerner denne skævhed, og at anvendelsesområdet for disse foranstaltninger udvides til at dække de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 395a, stk.1, litra b), i forslaget.

4.5

I de tilfælde, hvor en fravigelse, der er indrømmet på grundlag af proceduren, der er omhandlet i artikel 395, i sin anvendelsesperiode viser sig at være en effektiv foranstaltning til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, foreslår EØSU, at der indføres en mekanisme for at udbrede denne gode praksis og anvende foranstaltningen i andre medlemsstater via forenklede procedurer som de, der er omhandlet i forslaget.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/34

1.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at det omfattende lovgivningsprogram for finansielle reformer, som går forud for nærværende "Pakke om en bankunion", er af central betydning, men ikke tilstrækkeligt til at reagere på krisen og stabilisere Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU (1)) for at genskabe tilliden til euroen og EU's fremtid samt forbedre styringen og bekæmpe den tiltagende opsplitning af bankmarkederne i Unionen. Derfor mener EØSU, at den pakke af foranstaltninger, der redegøres for i Kommissionens køreplan COM(2012) 510 og i de to lovgivningsmæssige forslag COM(2012) 511 og COM(2012) 512, hvoraf sidstnævnte også behandles i denne udtalelse, er hensigtsmæssig.

1.2

EØSU gratulerer Kommissionen med dens grundige arbejde og støtter også dens opfordring til, at foranstaltningerne vedtages inden udgangen af 2012 og omhyggeligt forberedes under hensyntagen til følgerne for banksektoren og de nationale økonomier. Det er absolut nødvendigt, at vore regeringer har tilstrækkeligt vidsyn til at opbygge mere Europa og et bedre Europa ved at afgive beføjelser og støtte, at disse anvendes til at sikre en overvågning af høj kvalitet og med større integration til fordel for en virkelig europæisk styring, som er samfundsmæssigt nyttig og effektiv økonomisk set.

1.3

At disse foranstaltninger er presserende og utilstrækkelige kan udledes af det faktum, at omkostningerne langt overstiger de 4,5 billioner EUR i form af skattemidler, som hidtil er blevet sat på spil for at redde bankerne i EU. Finanskrisen har fremkaldt den værste verdensomspændende recession siden den store depression, især i euroområdet, hvor genskabelse af tilliden til euroen og forvaltningen af dens institutioner derfor er endnu mere nødvendig og hastende. Nye, strammere regler vil give borgerne og markederne sikkerhed, skønt anfægtelsen af de eksisterende regler og de nye reglers uafklarede karakter og træge gennemførelse kan være kilde til større usikkerhed. Derfor bør der også fastsættes kortere og præcise frister for tilpasningen af de institutioner, som understøtter euroen.

1.4

EØSU opfordrer især til, at man hurtigt når til enighed om den fælles tilsynsmekanismes ikrafttræden. Dette betyder, at der må tages fat på centraliseringen allerede i 2013 og ikke sættes uklare mål på dette stadium, eftersom det oprindelige hovedformål med indførelsen af en fælles mekanisme er at redde euroen, så omkostningerne for skatteyderne ved eventuelle omstruktureringer eller lukninger holdes nede på et minimum ved på forhånd at mobilisere tilstrækkelige midler og lade aktionærerne og kreditorerne bære afviklingsomkostningerne.

1.5

EØSU tager positivt imod, at Den Europæiske Centralbank (ECB) til dette formål lige fra starten udstyres med et tilsynsråd, som skal forhindre eventuelle interessekonflikter med dens monetære aktiviteter.

1.6

EØSU bakker op om, at ECB får til opgave at føre tilsyn med samtlige banker i Unionen, hvor små de end måtte være – især med de konsoliderede regnskaber for grænseoverskridende aktiviteter – og at anvende det gældende fælles regelsæt på dem. EØSU går også ind for, at ECB tildeles de funktioner, beføjelser og ressourcer, som er af afgørende betydning for at kunne påvise risici, der truer bankernes levedygtighed, og for at kunne kræve, at bankerne træffer de nødvendige afhjælpende foranstaltninger med aktiv inddragelse af de nationale tilsynsmyndigheder i den fælles tilsynsmekanisme. Det er også rimeligt, at disse myndigheder beholder ansvaret for forbrugerbeskyttelse, skønt Kommissionens forslag ikke siger noget om, hvorledes de mulige interessekonflikter mellem det makroprudentielle tilsyn på europæisk plan og de nationale myndigheders beføjelser skal tackles.

1.7

Hvad angår de makroprudentielle politikker giver EØSU sin støtte til, at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og ECB får en større rolle at spille inden for rammerne af et mere integreret finansielt system, og opfordrer Kommissionen til at præcisere interaktionen mellem de nationale myndigheder og ECB.

1.8

EØSU bifalder forslaget om at gøre det lettere for de lande uden for euroområdet, som anvender opt in-muligheden, at deltage med samme rettigheder som eurolandene via mere smidige og attraktive procedurer, uden at overtræde traktaten om EU's funktionsmåde (TEUF).

1.9

EØSU anser det for absolut nødvendigt at sikre god sammenhæng mellem Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og ECB vel vidende, at der i starten vil være nogle overlappende funktioner. Hvad beslutningstagningen angår, kræver revisionen af afstemningsreglerne ved at ændre EBA-forordningen og give det uafhængige panel større beføjelser til at træffe afgørelser yderligere analyse og overvejelse for at sikre afbalanceret hensyntagen til de medlemsstaters bankinteresser på det indre marked, som ikke er med i den fælles tilsynsmekanisme (i tråd med Det Europæiske Råds konklusioner om fuldførelse af ØMU'en vedtaget den 18. oktober 2012). Det skal samtidig forhindres, at integrationen i euroområdet lammes af blokerende mindretal. Det er vigtigt at undgå, at der opstår et todelt marked for finansielle tjenesteydelser. Det er derfor, EØSU har rejst spørgsmålet.

1.10

Endvidere bør ECB, ESRB og de netop etablerede europæiske tilsynsmyndigheder, herunder det uafhængige panel, involvere civilsamfundets organisationer i deres arbejde, især forbrugerorganisationer og fagforeninger (2), uden at det må gå ud over deres absolutte uafhængighed, gennemsigtighed og modstandsdygtighed over for politisk pres.

1.11

Tempoet i overførslen af banktilsynet og de dermed forbundne ændringer i Den Europæiske Banktilsynsmyndighed – som bør koncentrere sig om at sikre sammenhæng mellem og harmonisering af bestemmelser og tekniske standarder, så de kan udbredes til hele EU – er lige så væsentlige elementer som strengere forsigtighedskrav til bankerne (3), tiltagene til styrkelse og forbedring af det fælles system for indskudsbeskyttelse (4) og integreret bankkrisestyring med redskaber til genopretning og afvikling af banker (5) med det mål at styrke den europæiske banksektor og forhindre fremtidige afsmittende virkninger, især dem, som hidrører fra den øgede risiko, som investeringsbankernes kunder løber. EØSU opfordrer Kommissionen til at fastsætte konkrete tidshorisonter og operationelle mål for dette fælles regelsæt.

1.12

Udvalget opfordrer Kommissionen til at foreslå en tidsplan og nærmere bestemmelser for den fælles afviklingsmekanisme (6) såvel som andre relevante delmål, der endnu ikke er blevet konkretiserede, såsom forvaltningen af eventuelle kriser i forbindelse med den fælles tilsynsvirksomhed. På denne måde vil bankunionen vinde i troværdighed og blive et fælles fundament for hele det indre marked. Dermed vil man kunne forhindre, at selv ret små banksvigt udløser grænseoverskridende systemisk skade eller mistillid, som fører til, at indskud overføres til et andet land til skade for banksystemet i det pågældende land. Udvalget går ind for, at den fælles afviklingsmekanisme på sigt kan påtage sig yderligere koordineringsopgaver i forbindelse med kriseforvaltning. Men tilsyn og afvikling bør gå hånd i hånd for at undgå, at en medlemsstat kommer til at bære ansvaret for eventuelle beslutninger på europæisk plan om at afvikle en bank og for omkostningerne ved indskudsdækning.

1.13

EØSU opfordrer de øvrige EU-institutioner til at overholde de grundprincipper, som bør være ledetråden for al afledt lovgivning og den øvrige gældende ret, ud fra en lovbaseret og ikke magtbaseret tilgang. Det må sikres, at disse principper atter bliver holdt i hævd, ikke mindst i euroområdet, for at understøtte bankunionen via en finanspolitisk union baseret på en fælles mekanisme for udstedelse af gældsinstrumenter og en anden mekanisme for fiskale overførsler for at modstå de cyklusser, som skaber asymmetriske chok som dem, der især har ramt eurolandene i de seneste år. Den fælles tilsynsmekanisme kan finansieres med tilsynsbidrag, som opkræves af kreditinstitutterne, og som bør afspejle risikoprofilen for de institutter, der skal overvåges. EØSU mener, at Kommissionen bør udsende en grønbog eller hvidbog om, hvordan bankunionen kan finansieres på harmoniseret vis, så den kan træffe beslutning om afgifter og skat på finansielle aktiviteter og bankvirksomhed, som er nødvendige, men i dag kilde til opsplitning.

1.14

Bankunionen vil være det første skridt på vejen til en positiv udviklingsspiral for euroområdet og hele EU, så man kan få rettet op på dets konstruktionsfejl og give det indre marked mulighed for at genvinde sin konkurrenceevne og opfylde Europa 2020-strategiens mål. På den måde vil der kunne dæmmes op for den store tilstrømning af nye finansielle produkter i tilknytning til skyggebankvirksomhed, som Basel III-bestemmelserne har givet mulighed for som anført i de seneste rapporter fra Den Internationale Valutafond (IMF). EØSU opfordrer Kommissionen til at fremskynde arbejdet med udformning af de nye modeller for investerings- og handelsbankvirksomhed, da skyggebankvirksomhed i mange lande er ved at vokse sig større end traditionel, reguleret bankvirksomhed.

1.15

EØSU opfordrer Kommissionen og EU's medlovgivere til at gøre dette projekt til et redskab for finansiel og digital inklusion. Den fælles tilsynsmekanismes ledelse skal optræde ansvarligt og kontrolleres demokratisk ved regelmæssigt eller på opfordring at aflægge beretning om sin forvaltning over for Europa-Parlamentet. Dette vil øge den politiske synlighed af disse emner og hjælpe med til at øge borgernes opbakning til EU-institutionerne.

1.16

Endelig skal bankunionen ikke begrænse sig til euroområdet og Unionen som helhed, men også udbrede sine mål vedrørende samarbejde og konkurrenceevne, til euroens eksterne indflydelsessfærer og resten af verden.

2.1

Den 1. januar 2011 begyndte banktilsynsmyndigheden at fungere. Den var blevet oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010 på grundlag af anbefalingerne i Larosière-rapporten for at reformere tilsynsstrukturen og skabe et integreret europæisk system bestående af tre myndigheder (for banker, børsmarkeder, forsikrings- og pensionsfonde) samt Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB).

2.2

Sideløbende hermed er forbrugerbeskyttelsen og tilliden til finansielle tjenesteydelser siden juli 2010 blevet styrket gennem indskudsgarantiordninger for banker (MEMO/10/318), investeringsselskaber (MEMO/10/319) og forsikringsselskaber (MEMO/10/320), og så sent som den 6. juni 2012 bebudede Kommissionen nye krisestyringstiltag for at undgå fremtidige bankredninger. Kommissionen foreslog dette fælles tilsynssystem i sin meddelelse Fremdrift i den europæiske genopretning af 4. marts 2009 og gav en mere detaljeret beskrivelse af den nye konstruktion i sin meddelelse Finansielt tilsyn i EU af 27. maj 2009. Begge meddelelser fik den 19. juni 2009 tilslutning fra Det Europæiske Råd, som erklærede, at systemet bør have til formål at opgradere kvaliteten af tilsynet og styrke de nationale tilsynsmyndigheder, styrke tilsynet med grænseoverskridende koncerner og fastlægge et fælles regelsæt, der direkte gælder for alle finansielle institutioner, der er aktive i det indre marked. Rådet understregede også, at kreditvurderingsbureauerne bør henhøre under de nye europæiske tilsynsmyndigheders kompetence (derfor blev forordning (EF) nr. 1060/2009 ændret ved forordning (EU) nr. 513/2011).

2.3

Som afslutning på denne vanskelige lovgivningsproces foreslår Kommissionen i sin meddelelse "En køreplan for oprettelse af en bankunion" at fastlægge rammerne for et fælles, højt regulerings- og tilsynsniveau, som anvendes konsekvent på alle banker og øvrige finansielle institutioner i hele EU, ved at indføre fælles mekanismer for tilsyn, afvikling og indskudsgaranti på grundlag af et fælles regelsæt.

2.4

Derfor opfordrer den til at nå til enighed om fem centrale aktioner inden udgangen af 2012. Tre af dem er forslag til retsakter, som EØSU allerede har udtalt sig om eller er ved at behandle: forslag vedrørende overholdelse af mindstekapitalkravene til bankerne (CRD4-forslagene (7)), direktivet om indskudsgarantiordninger og direktivet om genopretning og afvikling af kreditinstitutter. De to andre forslag er sammen med køreplanen emnet for nærværende udtalelse: en ny forordning om overdragelse af specifikke opgaver til ECB vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og ændringen af forordning (EU) 1093/2010 om oprettelse af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), som er nødvendig for at forbedre koordineringen mellem EBA og den fremtidige fælles tilsynsmyndighed og for at sikre balance i beslutningstagningen mellem lande, som er med i eller står uden for den fælles tilsynsmekanisme af hensyn til bevarelsen af det indre markeds integritet. Efter disse fem aktioner bebuder Kommissionen en fælles afviklingsmekanisme for banker og koordinering af afviklingsredskaberne.

2.5

Denne køreplan kommer på et tidspunkt, hvor den eurobaserede model for finansiel integration er kommet til kort over for den krise, der startede i 2007. De hurtige fremskridt i den europæiske integration af aktie- og obligationsmarkederne trak dele af banksektoren med sig - mere for engrosmarkedernes (interbankforretninger, værdipapirudstedelse osv.) end detailmarkedernes vedkommende (banklån og –indskud). Men på grund af krisen er detailbankerne blevet berørt af de seneste tendenser til opsplitning og den deraf følgende renationalisering af engrosbankerne, som er blevet fremmet af tilsynsmyndighedernes samt afviklings- og indskudsgarantiordningernes fortsatte nationale tilsnit (8). Renationaliseringen af gældsmarkederne er gået særligt stærkt.

2.6

I euroområdet har nedskæringerne og de økonomiske stramninger, som krisen har forårsaget med de deraf følgende fald i BNP og beskæftigelsen, haft et meget større omfang. Således erklærede Kommissionen den 23. oktober 2011 over for de europæiske stats- og regeringschefer, at EU har mistet 2 billioner EUR i tabt økonomisk vækst mellem 2007 og 2010 på grund af krisen (9).

2.7

Ved udgangen af 2010 havde USA og syv europæiske lande ifølge IMF genvundet næsten en tredjedel af de offentlige midler, der var blevet anvendt til bankredninger siden krisen begyndte (1,8 ud af 5,2 billioner USD). Resten kan genvindes næsten fuldt ud i de kommende år via skatter eller andre initiativer, medmindre der kommer endnu en recession fremkaldt af en ny gældsrelateret bankkrise.

2.8

Køreplanen fastsætter konkrete datoer for tilsynets ikrafttræden i euroområdet (10), men ikke i fuldt omfang for den fælles tilsynsmekanisme og afviklingsmekanismen, skønt Kommissionen anser førstnævnte for særlig vigtig for at stabilisere situationen og en forudsætning for direkte rekapitalisering af banker via den europæiske stabilitetsmekanisme.

2.9

Endelig er det som en afslutning på arbejdet med bankunionen absolut nødvendigt at fremskynde og styrke de initiativer, Kommissionen arbejder på for tiden: regulering af skyggebanksystemet (IP/12/253); styrkelse af kreditvurderingernes pålidelighed (IP/11/1355); opstramning af reglerne for hedgefonde (IP/09/669), baissespekulation (IP/10/1126) og derivater (IP/10/1125); modvirkning af uansvarlige aflønningssystemer i banker (IP/09/1120); reformer inden for revision (IP/11/1480) og regnskabsføring (IP/11/1238). Det er også absolut nødvendigt at lytte til EØSU's anbefalinger om afskaffelse af skatteparadiser (11).

3.1

Krisens meromkostninger i EU (12) har forværret skævhederne og assymetrierne mellem landene, hvilket har svækket effektiviteten af så vigtige traktatfæstede politikker som den monetære politik, handelspolitikken og politikken for samhørighed og bæredygtighed samt opsplittet de finansielle markeder og pengeinstitutmarkederne, hvorved Europa 2020-strategiens mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og bedre økonomisk styring er blevet endnu sværere at nå (13). Mens nogle få lande har kunnet nedbringe deres renteudgifter, har de lande, som har været hårdest ramt af den finansielle krise og gældskrisen, oplevet meget kraftigere stigninger i deres offentlige renteudgifter og været nødt til at sænke de offentlige lønninger, pensioner, uddannelses- og sundhedsudgifter samt investeringerne i teknisk og social infrastruktur (14).

3.2

Den nødvendige forbedring af de demokratiske procedurer bør kunne forliges med bankunionens mål om at lette formidlingen mellem opsparede midler og investeringer, som er bankernes egentlige opgave, og som indebærer kontrol med den tekniske effektivitet og effektive ressourceallokering, hvilket understøtter EU's retsprincipper og har betydning for alle borgeres friheder og interesser.

3.3

Skønt der lige fra krisens begyndelse er vedtaget talrige foranstaltninger for at forhindre, at mistilliden til de finansielle institutioner skulle smitte af på statsgældssektoren i eurolandene, er denne onde cirkel ikke blevet brudt endnu. For at de finansielle institutioner atter kan opfylde deres funktion som formidlere mellem opsparede midler og investeringer, tilråder den økonomiske teori derfor at føre politikker for positiv – ikke negativ – omfordeling, såsom fælles mekanismer for gældsudstedelse og fiskale overførsler som modvægt mod asymmetriske cykliske chok (15).

3.4

Indsatsen for at fremme gennemsigtighed og mindske de risici, der påvirker det globale finansielle system – som de seneste rapporter fra IMF og Verdensbanken anbefaler – er i høj grad forenelig med den vej hen imod finansiel og digital inklusion og beskyttelse af forbrugernes interesser, som EU er slået ind på og har konsolideret gennem sin 2020-strategi.

3.5

Endelig bør den stærkere demokratiske kontrol medvirke til ikke alene at fremme overensstemmelsen med traktater og principper, men også give bankunionen en central placering i Europa 2020-strategien, hvilket er af vital betydning for vores politiske projekts fremtid.

4.1

EØSU anser Kommissionens foreslåede køreplan for at være et passende bidrag til styring på europæisk plan og er enigt i, at det haster med at få indført de to nye retsakter såvel som de næste bebudede tiltag, der alle er absolut nødvendige for at genvinde tilliden til euroen og EU's fremtid.

4.2

Det vigtigste mål med den fælles tilsynsmekanisme bør være at sikre et centraliseret tilsyn med bankerne, som er mere effektivt end det tilsyn, der i dag varetages af det nuværende net af nationale myndigheder, og at koordinere gennemførelsen af den med den fælles afviklingsmekanisme, så man undgår en politisering af beslutninger om bankafviklinger.

4.3

Blandt de mange grunde til, at Den Europæiske Centralbank er bedst egnet til at centralisere tilsynet, skal fremhæves dens netværk, dens uafhængighed og det forhold, at traktaten om EU's funktionsmåde tager højde herfor, således at det ikke vil være nødvendigt med en traktatændring for at opnå et tilsyn af kvalitet.

4.4

EØSU går også ind for, at de nationale tilsynsmyndigheder fortsat skal være ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og terrorisme i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF (16) såvel som for tilsynet med kreditinstitutter fra tredjelande. Udvalget kræver dog, at lande, som af forskellige årsager ikke overholder direktivet til punkt og prikke, bliver udelukket fra den fælles afviklingsmekanisme. For at gøre det lettere at føre et centraliseret tilsyn bør de berørte nationalbankers vedtægter ligeledes hurtigst muligt tilpasses for at sikre, at informationerne kan strømme uhindret.

4.5

I forbindelse med de nyoprettede organer bør der indføres afstemningsregler, som udelukker medlemmer, for hvem afstemningen kan indebære en interessekonflikt. Det må sikres, at personer i ledende stillinger er uafhængige og ansvarlige, ved at indføre sanktioner over for dem, der ikke lever op til deres forpligtelser, i betragtning af den skade, som disse kan påføre bankerne og et i øvrigt velfungerende finanssystem, for ikke at tale om økonomier, virksomheder og enkeltpersoner.

4.6

Finanssektoren er ved at reagere på den nye lovramme ved hjælp af innovative produkter, som slipper uden om de nye bestemmelser. IMF advarer i sine sidste rapporter om en ny bølge af innovative finansielle produkter, som i nogle tilfælde ligner dem, der fremkaldte den nuværende krise. Derfor bør der ved opgørelsen af omkostningerne ved det centraliserede tilsyn tages hensyn til de forskellige aktørers risikoprofil for ikke at belaste de kreditinstitutter, som ikke befatter sig med en sådan praksis.

4.7

EØSU advarer således mod den klare risiko for en stadig større udbredelse af skyggebankvirksomhed, der - som vi før har set - ville være i modstrid med såvel finanssektorens funktioner som de europæiske borgeres principper, værdier og rettigheder.

4.8

For bedre at udnytte sit potentiale bør den nye europæiske bankunion samarbejde tættere med andre eksisterende unioner for at få større udbytte af de muligheder, som dens finansielle institutioner besidder, især de mere globaliserede. Navnlig bør bankunionen fokusere på de naboområder, som allerede er knyttet til euroen eller afhængige af den (direkte eller indirekte er euroen allerede en valuta i over 50 lande).

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/39

1.1

EØSU bakker op om grønbogen, som udvalget ser som et skridt i den rigtige retning.

1.2

Selv om det finansielle system utvivlsomt har behov for likviditet, som siden før finanskrisen i høj grad har været afhængig af skyggebankerne, viser erfaringerne fra krisen, at man i lovgivningsprocessen bør vægte den nødvendige stabilitet i det finansielle system højere.

1.3

Selv om det ikke er fastlagt i lovgivningen, har regeringerne, centralbankerne og de offentlige forsikringsinstitutioner i praksis været nødt til at håndtere de tab, som skyggebankerne har forårsaget.

1.4

En af grønbogens primære målsætninger bør være at undgå risikoen for regelarbitrage.

1.5

De første Baselaftaler var drivkraften bag udviklingen af skyggebanker, da bankernes balancer nøje blev reguleret, mens der ikke førtes tilsyn med ikke-balanceførte aktiviteter. De senere Baselaftaler, som EU har omsat til CRD III og CRD IV-direktiverne vil efter EØSU's mening dække disse huller. Faktisk bør skyggeaktiviteter ikke finde sted, og derfor bør skyggebankerne være underlagt de samme lovgivnings- og tilsynskrav som resten af det finansielle system.

1.6

Den nye regulering bør ligeledes have til formål at sikre de europæiske forbrugere et højt beskyttelsesniveau.

1.7

EØSU betoner vigtigheden af at koordinere det overordnede tilsyn og udvekslingen af oplysninger.

1.8

Alle dele af det finansielle system bør tjene realøkonomiens – og ikke spekulationens – interesser.

1.9

EØSU understreger det finansielle systems afgørende rolle for investeringer, jobskabelse og samfundets velfærd.

1.10

Den nye regulering af finansmarkederne er afgørende for at genoprette en bæredygtig økonomi.

—

to aktiviteter:

—

fem typer enheder:

—

samspillet mellem almindelige banker og enheder i skyggebanksystemet (Baselkomitéen for Banktilsyn, BCBS),

—

de systemiske risici forbundet med pengemarkedsfonde (Den Internationale Børstilsynsorganisation, IOSCO),

—

securitiseringskravene (IOSCO og BCBS),

—

andre enheder i skyggebanksystemet (FSB),

—

værdipapirlån og repo (FSB).

3.1

EØSU mener, at grønbogen er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og at den tilvejebringer en relevant analyse af problemerne i forbindelse med skyggebankverdenen.

3.2

Banker har traditionelt finansieret deres transaktioner med egenkapital og kommercielle indskud. For at øge deres udlånskapacitet blev securitisering af udlån almindelig praksis. Securitisering kan i visse tilfælde være nyttig, men denne praksis blev misbrugt i tiden op til krisen, fordi udlånene var af lav kvalitet (subprime), og på grund af gentagen recirkulering af værdipapirer (derivater) for at øge bankernes profit. Omfanget af bankernes transaktioner afgøres af, i hvor høj grad bankens aktiver er gearede. Baselaftalerne regulerede gearing af balancer, men gearing af ikke-balanceførte aktiviteter forblev ureguleret og foregik i stort omfang. Misbrug af subprime og umådeholden gearing foregik via skyggebanker. Endvidere blev bankernes grundlæggende opgave – løbetidsændring – der går ud på at forvandle kortfristede fordringer til langfristede lån, forbundet med større og større risici, da bankerne i for høj grad blev afhængige af kortfristet interbankfinansiering. Denne afhængighed fremskyndede likviditetskrisen, efterhånden som derivatmarkedet brød sammen. Ikke overraskende vil de nye Baselaftaler regulere derivater, gearing og likviditet.

3.3

Som følge af deregulering skete der grundlæggende ændringer i bankvirksomheden. På grund af krisen er traditionel handelsbankvirksomhed, som bidrog til velstand og forbedrede levevilkår for befolkningen i årtier, blevet mere eller mindre svækket. Nu da lovgiverne er ved at få bugt med skyggebanksystemets excesser, bør de vægte den nødvendige stabilitet i det finansielle system højere.

3.4

Skyggebankerne har udført funktioner vedrørende omdannelse af likviditet og/eller løbetidsændring på samme måde som almindelige banker. Selv om de modsat almindelige banker formelt ikke har adgang til långivere i sidste instans (centralbanker), har regeringerne i praksis været nødt til at tage hånd om de tab, som skyggebankerne har genereret, ved hjælp af forskellige mekanismer, hvilket der er friske eksempler på. Den store taber har her været skatteyderne.

3.5

Skyggebankerne er ikke underlagt de samme tilsynskrav som almindelige banker. Imidlertid er der adskillige områder, hvor skyggebankerne imiterer de almindelige banker, og de fleste skyggebanker kontrolleres af en almindelig bank. En af grønbogens primære målsætninger bør være at undgå risikoen for regelarbitrage.

3.6

Rapporten fra FSB fokuserer behørigt på, hvordan det makroprudentielle tilsyn kan bidrage til at identificere opbygningen af systemiske risici. Det er vigtigt at overvåge de indbyrdes forbindelser og de kanaler, hvorigennem risikoen kan bevæge sig fra skyggebankerne til den regulerede bankverden. EØSU mener, at det er vigtigt at skelne mellem:

Skyggeaktiviteter bør ikke finde sted, og derfor bør skyggebankerne – i det omfang de nye regler overhovedet levner dem en plads – være underlagt de samme lovgivnings- og tilsynskrav som resten af det finansielle system. De reformer, der allerede er trådt i kraft eller er under udarbejdelse (CRD III, CRD IV, Solvens II, Basel III), bør bidrage til dette formål.

3.7

EØSU mener, at reguleringen af skyggebanksystemet også bør sigte mod at beskytte de europæiske forbrugere ved at sikre, at der udbydes gennemsigtige produkter. Forbrugerne har ret til en upartisk vurdering og til at modtage uvildig rådgivning. Udvalget bakker op om oprettelsen af et europæisk agentur til beskyttelse af forbrugerne af finansielle tjenester svarende til Bureau of Consumer Financial Protection, som Dodd Frank-loven (1) medførte, således at forbrugerbeskyttelsen styrkes, gennemsigtigheden øges og klageprocedurerne gøres mere effektive.

3.8

EØSU har desuden bakket op om, at man tilskynder til rapportering af uregelmæssigheder og beskytter informanter med henblik på at fremme en sanering af det finansielle system ved hjælp af retsregler, der sikrer informanternes immunitet, når de meddeler myndighederne, at ulovlige handlinger har fundet sted.

3.9

Der er behov for et overordnet fokus på problemerne i skyggebanksystemet samt for at frembringe politiske svar. Man bør lægge vægt på koordineringen af det overordnede tilsyn og udvekslingen af oplysninger. Under alle omstændigheder bør det faktum, at der ikke findes nogen aftale på internationalt plan, ikke være en hindring for, at EU indfører passende lovgivningsmæssige foranstaltninger.

3.10

På baggrund af den finansielle krise bør det stå klart, at det finansielle system i alle henseender skal tjene realøkonomien. Ved at gå væk fra de tidligere regler, der styrede bankverdenen i flere årtier, skabte man en eksplosiv vækst i spekulative produkter, hvilket i sidste ende gjorde omfattende skade på økonomien.

3.11

Historisk set har bankerne og de finansielle institutioner, der reguleres af staten, spillet en livsvigtig rolle i økonomien som depositarer og knudepunkter for borgere og virksomheders opsparinger til finansiering af investeringer, jobskabelse og samfundets velfærd. Denne rolle har ikke altid haft forrang i årene op til krisen.

3.12

EØSU foreslår, at den finansielle sektors sociale ansvarlighed og målet om at "sikre, at alle finansielle aktiviteter bidrager til den økonomiske vækst" gøres til en del af grønbogens målsætninger. Den nye regulering af finansmarkederne er et afgørende instrument til at genoprette en bæredygtig økonomi.

3.13

Med den lovgivning, der er trådt i kraft i løbet af de seneste år eller snart træder i kraft, i betragtning minder EØSU om målsætningen om bedre lovgivning med fokus på enkelhed og klarhed. Det er nødvendigt at undgå overlap og forvridninger, som kan medføre usikkerhed i lovgivningen og skabe grobund for regelarbitrage.

3.14

De strukturer, som er blevet oprettet med henblik på forsigtighedstilsyn – blandt disse først og fremmest Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) – bør have til opgave at overvåge det finansielle systems udvikling og især skyggebankernes aktiviteter med henblik på at opdage systemiske risici og foreslå foranstaltninger, der kan afhjælpe dem.

3.15

EØSU understreger behovet for, at EU bidrager til FSB's arbejde med skyggebanker og koordinerer sine tiltag med dette råd med henblik på at sikre overensstemmelse vedrørende tiltagenes indhold og timing.

3.16

EØSU fremhæver nødvendigheden af, at reglerne for forsigtighedstilsyn forhindrer urimelig konkurrence i det finansielle system.

a)

Er De enig i den foreslåede definition af skyggebanker?

Ja. Den brede formulering medfører, at den komplicerede samling af finansielle enheder og aktiviteter, der karakteriserer skyggebanksystemet, er dækket af definitionen. Hvorom alting er, så bør manglen på en anerkendt definition ikke være en hindring for, at myndighederne gennemfører lovgivning og tilsyn.

b)

Er De enig i den foreløbige liste over enheder og aktiviteter i skyggebanksystemet? Bør flere enheder og/eller aktiviteter analyseres? Hvis ja, hvilke?

a)

Er De enig i, at skyggebanker kan bidrage positivt til det finansielle system? Er der andre positive aspekter ved disse aktiviteter, som bør bevares og fremmes fremover?

Skyggebanksystemet bidrog til finansialiseringen af økonomien og boligboblen, som fra 2007 og fremefter har påvirket adskillige udviklede lande og bragt deres økonomier på fallittens rand. Derfor bør man give dette system et grundlæggende, men ikke fuldstændigt ansvar for den store recession, som har ramt USA og mange EU-lande.

Det finansielle system bør som helhed tjene realøkonomien.

b)

Er De enig i beskrivelsen af de kanaler, hvorigennem aktiviteter i skyggebanksystemet skaber nye risici eller overfører disse til andre dele af det finansielle system?

Ja. De fire risikogrupper er i overensstemmelse med den lære, man kan drage af den finansielle krise.

c)

Bør andre kanaler, hvorigennem aktiviteter i skyggebanksystemet skaber nye risici eller overfører disse til andre dele af det finansielle system, også tages i betragtning?

a)

Er De enig i, at der er behov for strengere overvågning og regulering af enheder og aktiviteter i skyggebanksystemet?

b)

Er De enig i forslagene vedrørende udpegning og overvågning af de pågældende enheder og deres aktiviteter? Er der efter Deres mening i EU brug for permanente processer for indsamling og udveksling af oplysninger om udpegning og tilsynspraksis mellem alle EU's tilsynsmyndigheder, Kommissionen, ECB og andre centralbanker?

c)

Kan De tilslutte Dem ovennævnte overordnede principper for tilsyn med skyggebanker?

d)

Kan De tilslutte Dem ovennævnte overordnede principper for lovgivningsmæssige foranstaltninger?

Svaret på de fire foregående spørgsmål er ja. EØSU understreger på den ene side behovet for et omfattende tilsyn, som omfatter alle dele af det finansielle system og, på den anden side, at de tilsynsførende og regeludstedende organer på de forskellige niveauer bør tildeles det nødvendige kvalificerede personale og finansielle midler.

e)

Hvilke foranstaltninger kan gennemføres for at sikre en ensartet behandling af skyggebanker på internationalt plan og undgå regelarbitrage på verdensplan?

Det er afgørende, at der i G-20-regi sker en koordinering, og at alle disse lande vedtager de samme regler. Det internationale redskab til identifikation af juridiske enheder (Legal Entity Identifier – LEI) vil ifølge FSB's forslag (af 8. juni 2012) bidrage til at afhjælpe de statistiske mangler, forbedre risikostyringen i virksomhederne, forbedre vurderingen af de makro- og mikroprudentielle risici, forhindre markedsmisbrug og sætte en stopper for finansiel svindel.

a)

Hvordan ser De på de foranstaltninger, der allerede er truffet på EU-niveau for at løse problemerne vedrørende skyggebanksystemet?

EØSU har i flere udtalelser bakket op om EU's foranstaltninger, bl.a. MiFID-direktivet (2), FAIF-direktivet (3) og lovgivningen vedrørende kreditvurderingsbureauer (4). I denne forbindelse bør direktiverne CRD III (5), CRD IV (6) og Solvens II (7) fremhæves.

a)

Er De enig i analysen af de spørgsmål, der på nuværende tidspunkt er omfattet af de fem centrale områder, hvor Kommissionen undersøger yderligere valgmuligheder?

Ja. Det er af afgørende betydning, at lovgivningen gøres mere effektiv, ikke blot i Europa, men også på internationalt plan. Eksempelvis findes pengemarkedsfonde primært i USA.

b)

Er der andre spørgsmål, der bør tages i betragtning? Hvis ja, hvilke?

c)

Hvilke ændringer af gældende EU-ret vil eventuelt være nødvendige for at imødegå de risici og løse de problemer, der er beskrevet ovenfor?

Svar til b) og c): Paul Tucker, vicedirektør i Bank of England og medlem af FSB (konference i Bruxelles den 27. april 2012) har foreslået disse "10 bud":

d)

Hvilke andre foranstaltninger, f.eks. øget overvågning eller ikke-bindende foranstaltninger, bør overvejes?

EØSU foreslår:

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/44

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykker anerkendelse af Kommissionens meddelelse, da det anser det for meget vigtigt, at der hurtigt indføres et generelt system for e-indkøb, hvilket nogle medlemsstater har haft positive erfaringer med. Markedet for offentlige indkøb repræsenterer enorme summer, nemlig ca. 20 % af EU’s BNP.

1.2

I en meget negativ konjunkturperiode som den nuværende med budgettilpasninger, som er meget byrdefulde for borgerne, er opfattelsen af EU meget negativ, og det samme gælder dets initiativer. EU-institutionerne må gøre en større indsats for at blive mere åbne og tydeligere forklare, hvorfor det er nødvendigt at træffe visse beslutninger. Kommissionen, som er den eneste EU-institution med beføjelse til at fremsætte lovgivningsforslag, har et særligt ansvar ikke kun for at informere, men også for at overbevise EU-borgerne om nytten af sine forslag. EØSU gør sit bedste på dette område, og Kommissionen burde samarbejde mere med de andre EU-institutioner, også med de rådgivende.

1.3

EØSU understreger, at lineære nedskæringer af de offentlige budgetter, som resulterer i tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet af ældre, erfarne medarbejdere, der er beskæftiget med offentlige indkøb, er ved at dræne den offentlige administration for menneskelig kapital. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at undgå sådanne vilkårlige nedskæringer, som kun giver et kortvarigt løft til budgettet, da det ofte viser sig nødvendigt at få løst opgaverne eksternt, fordi det tilbageblevne personale endnu ikke har den nødvendige faglige erfaring.

1.4

EØSU understreger betydningen af e-indkøb på grund af de potentielle fordele, de kan bibringe:

1.5

Kommissionen anser det for realistisk, at overgangen kan fuldendes senest medio 2016 (antageligt i 2017, idet omsætningen i national ret tager 2 år), og dermed begynder det virkeligt at gå stærkt i forhold til, hvad der er sket i de sidste 8 år. Der er efter EØSU's mening tale om et fornuftigt og ambitiøst mål, som kun kan nås, hvis bestemte betingelser mht. standardisering, interoperabilitet og tilgængelighed, som der slås til lyd for i denne udtalelse, bliver opfyldt. Hvis disse betingelser ikke bliver opfyldt, kan der være fare for, at markedet bliver yderligere opsplittet.

1.6

EØSU støtter de foreslåede mål, men må dog bemærke, at det trods alle de tilsagn, der er givet, stadig er en meget beskeden procentdel af de offentlige indkøb, som foretages elektronisk. Kommissionen er ved at afslutte en undersøgelse, som ventes offentliggjort i år, og hvori niveauerne for e-indkøb angives land for land. I Italien er det f.eks. 4 %.

1.7

EØSU beklager den ringe samarbejdsvilje fra nogle medlemsstaters side, som vægrer sig ved ændringen, som ikke agter at skabe konkurrence på markedet for offentlige indkøb for at beskytte landets egne virksomheder og for ikke at give afkald på en betydelig økonomisk og politisk magt.

1.8

Kommissionen kalder det "inerti" i sin meddelelse. EØSU mener, at der snarere er tale om "passiv modstand" mod ændringen og modtagelighed over for nationalt pres af protektionistisk karakter. Offentliggørelse af alle udbud i elektronisk format vil gøre det omsonst og skadeligt at fastsætte en tærskel for EU-udbud, og dette er et stærkt ønske især fra SMV'ernes side.

1.9

EØSU er af den opfattelse, at opretholdelsen af tærsklerne strider mod udviklingen af det indre marked og modvirker en konkurrence med samme spilleregler for alle.

1.10

Kommunikation. Borgerne, virksomheder, de lokale og nationale myndigheder bør overbevises om disse instrumenters nytteværdi. For at dette kan ske, må der investeres ressourcer i information, kommunikation og uddannelsesaktiviteter på integreret vis og uden isolerede initiativer.

1.11

Gennemsigtighed. En af de umiddelbare følger af elektronisk bekendtgørelse af de offentlige udbud er, at gennemsigtigheden øges. EØSU foreslår, at bekendtgørelsen ud over udbuddet også kommer til at omfatte en rapport om arbejdets gennemførelse, tidsplan og tidspunkt for færdiggørelsen af de tildelte bygge- og anlægsarbejder eller vareleveringer. Gennemsigtigheden vil medvirke til at gøre det stadig vanskeligere at begå svig, hvilket vil give yderligere besparelser for de offentlige myndigheder og forbedre markedets effektivitet.

1.12

Interoperabilitet og standardisering. EØSU lægger særlig vægt på spørgsmålene vedrørende interoperabilitet mellem de forskellige platforme (ofte portaler) og standardiseringen af procedurer og elektroniske dokumenter, som udveksles i de forskellige faser af udbudsproceduren. Fremkomsten af utallige isolerede platforme og forskellige formater og fremgangsmåder er en hindring for automatiseringen af de offentlige indkøb og afskrækker leverandørerne, især SMV'erne, fra at deltage. Kommissionen bør uden yderligere forsinkelser anbefale brugen af en fælles europæisk (eller international) standard for de forskellige offentlige indkøbsprocedurer. Dette gælder især det arbejde, som CEN har udført i workshoppen "Business Interoperability Interfaces (BII) for public procurement in Europe" (1) og implementeringen af BII-profilerne i PEPPOL's specifikationer.

1.13

Opsplitning. Manglen på en europæisk strategi har ført til oprettelse af platforme og identifikationsinstrumenter, som ikke er i dialog med hinanden, såvel på nationalt som regionalt plan (Tyskland, Italien m.fl.). Alt dette har ifølge SMV'ernes organisationer betydet, at SMV'er i næsten alle tilfælde afholder sig fra at indgive bud, i andre tilfælde har det medført urimelige meromkostninger til administration, især for SMV'erne. EU bør efter EØSU's mening effektivt modvirke opsplitningen af markedet.

1.14

Tilgængelighed og enkelhed. EØSU understreger, at fordelene for markedet, for de offentlige myndigheder og for borgerne kun kan realiseres på den betingelse, at systemerne bliver tilgængelige med garanti for lave omkostninger, at systemerne bliver lette at forvalte og vedligeholde, at moduler, procedurer og løsninger bliver standardiserede og et fælles glosar fastlagt, hvilket er et velafprøvet instrument til løsning af sprogproblemet (glosaret skal også være tilgængeligt og let at bruge) i overensstemmelse med de principper, som Kommissionen selv har forpligtet sig til at overholde i Small Business Act.

1.15

Sociale virksomheder. EØSU anbefaler, at man ved overgangen til elektroniske instrumenter er yderst påpasselig med at sikre, at de bliver tilgængelige for de sociale virksomheder. Mange sociale tjenester udføres i dag af disse virksomheder, som udgør en meget vigtig del af alle de virksomheder, der leverer pleje- og bistandsydelser.

1.16

Ved udbud over tærskelværdierne bør EU-lovgivningen understøtte SMV'erne i at opfylde kravene til kapital og erfaringsgrundlag, blandt andet via konsortiumlignende former eller midlertidige virksomhedssammenslutninger. Tilfældet med Portugal er en god illustration. 87 % af udbuddene er tildelt SMV'er, men i værdi svarer dette kun til 19 %.

2.1

I meddelelsen gøres der rede for den strategiske betydning af elektroniske offentlige indkøb (e-indkøb) og for de vigtigste aktioner, ved hjælp af hvilke Kommissionen agter at støtte overgangen til fuldt elektroniske offentlige indkøb i EU.

2.2

Besparelserne for forvaltninger, som allerede er gået over til e-indkøb, ligger på mellem 5 % og 20 %. Hvis man går ud fra, at besparelserne på alle offentlige indkøb i EU svarer til den laveste procentsats, vil de alligevel overstige 100 milliarder euro, når man tager de offentlige indkøbs samlede omfang i betragtning.

2.3

På området offentlige indkøb (2) har Kommissionen som fastsat i akten for det indre marked fra 2011 (3) fremlagt nogle forslag med henblik på at gå helt over til e-indkøb i EU senest medio 2016 (4). Det endelige mål er elektroniske offentlige indkøb, hvor alle faser af proceduren fra udbudsbekendtgørelse til betaling gennemføres elektronisk (det såkaldte "straight through"-princip) (5).

2.4

E-indkøb kan medvirke til at gøre det lettere for især SMV'er at deltage i udbud og gøre procedurerne mere gennemsigtige og dermed fremme grænseoverskridende konkurrence, innovation og vækst i det indre marked.

2.5

Kommissionen har indkredset to vigtige hindringer for udbredelsen af e-indkøb:

2.6

For at gennemføre de foreslåede mål har Kommissionen opstillet en handlingsplan med 15 punkter.

3.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anerkender vigtigheden af en revision af rammebestemmelserne om offentlige indkøb og af en gradvis overgang til fuldt automatiserede offentlig indkøb, således at det gøres obligatorisk at benytte elektroniske kommunikationsmidler i nogle faser af indkøbsprocessen.

3.2

Den køreplan, som Kommissionen foreslår for en gradvis indførelse af e-indkøb, er meget ambitiøs, og korrekt gennemført vil den være til stor gavn for alle aktører på det offentlige indkøbsmarked. I betragtning af, at udviklingen af offentlige e-indkøb er meget uensartet i de forskellige lande, som allerede oplever en opsplitning mht. løsninger og platforme, kan manglen på klare strategisk/operative retningslinjer – uden at visse grundlæggende minimumsbetingelser er opfyldt – bidrage til at øge opsplitningen af markedet.

3.3

Udviklingen af offentlige e-indkøb bør dog ikke ske på bekostning af princippet om valg af det bedste tilbud som fastsat i forslaget til direktiv om offentlige indkøb (6).

3.4

EØSU lægger særlig vægt på spørgsmålene vedrørende interoperabilitet mellem de forskellige platforme (ofte portaler) og tilgængeligheden af de procedurer og elektroniske dokumenter, som udveksles i de forskellige faser af udbudsproceduren. Der bør indføres en åben europæisk (eller international) standard for de løsninger (software), som benyttes til e-indkøb i den offentlige sektor. Fremkomsten af utallige isolerede platforme og forskellige formater og procedurer er en hindring for automatiseringen af de offentlige indkøb og afskrækker leverandørerne, især SMV'er, fra at deltage. Det arbejde, som den europæiske standardiseringsorganisation (CEN) har udført i workshoppen "Business Interoperability Interfaces (BII) for public procurement in Europe" har resulteret i "interoperable standardprofiler" til implementering af standardiserede softwareløsninger.

3.5

For at overvinde de nuværende barrierer bakker EØSU op om, at Kommissionen træffer specifikke tiltag for at gøre det obligatorisk at anvende åbne internationale eller europæiske standarder til implementering af interoperable tekniske løsninger. Der bør udarbejdes retningslinjer for en korrekt anvendelse af de åbne standarder på grundlag af arbejdet i CEN's BII-workshop og implementeringen af resultaterne i PEPPOL-projektet. Den digitale dagsorden for Europa omfatter udtrykkeligt (7) en aktion til fordel for standardiseringen af e-indkøb ved hjælp af tekniske specifikationer, som kan implementeres af alle leverandører af ikt-løsninger og -tjenester.

3.6

EØSU fremhæver det grundlæggende bidrag, som e-indkøb kan yde til gennemsigtigheden i den offentlige sektors indkøbsprocesser og til bekæmpelsen af svig. De elektroniske hjælpemidler gør det muligt at overvåge og evaluere hele processen, og hvorledes leverandøren har udført arbejdet. Sådanne oplysninger er vigtige for at garantere størst mulig gennemsigtighed ("e-transparency") i den offentlige sektor og kan være et vigtigt incitament til at begynde at anvende e-indkøbsværktøjerne, især for SMV'er. Portugal er et eksempel på bedste praksis på dette område (8). Dette gælder også for Litauen, hvor bekendtgørelse, adgang og afgivelse af bud kun kan foretages elektronisk, hvilket har givet påviselige fordele i form af et fald i priserne (14-55 %) for indkøbte varer og tjenesteydelser, en forøgelse af antallet af leverandører, der deltager i udbuddene, med 20-90 % samt en forkortelse af den tid, indkøbsprocessen tager, fra 46 til 11 dage.

3.7

Det er endvidere vigtigt, at initiativerne vedrørende e-indkøb omfatter uddannelsestilbud til SMV'er om brugen af teknologierne og fordelene derved. Investeringen i uddannelse af offentligt og privat ansatte er afgørende. EØSU anser det for meget nyttigt at yde en sådan støtte. SMV'erne ville kunne hente støtte i de relevante erhvervsorganisationer.

3.8

Sprogbarriererne findes, og de tages ikke behørigt med i betragtning i denne meddelelse. De oplysninger, der er at finde på e-indkøbsplatformene, bør være til rådighed på mindst ét andet europæisk sprog, ud over det nationale. Dette kan dog medføre for store ekstraomkostninger. En løsning kunne være, at Kommissionen udvikler en online "oversætter" for e-indkøb.

3.9

Kommissionen kommer ikke ind på problemet med synligheden af indkøb under tærsklen (below thresholds) på hele det indre marked, hvilket især har betydning for SMV'er og mikrovirksomheder. EØSU mener, at tiden er inde til at overveje, om det er hensigtsmæssigt at opretholde tærsklerne, når det tages i betragtning, at med den elektroniske bekendtgørelse vil alle udbud være tilgængelige for alle.

4.1

EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at gå over til automatiserede offentlige indkøb. Kommissionen fokuserer på de indledende faser i indkøbsprocessen (offentliggørelse af udbudsbekendtgørelser, adgang til udbudsmateriale, afgivelse af tilbud, vurdering af tilbud og tildeling af kontrakten), men det er vigtigt også at medtage de forskellige faser, der følger efter tildelingen af kontrakten (ordrer, fakturaer, betalinger), og at offentliggøre udbuddenes afvikling, opståede problemer, tidsforbrug og omkostninger.

4.2

Harmoniseringen af de tekniske krav er afgørende for udviklingen af it-løsninger og -tjenester, som kan indføres og benyttes på lokalt, nationalt og grænseoverskridende plan. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at gå i gang med aktion nr. 2, som har dette formål. Konsekvenserne er særligt vigtige ikke kun for de offentlige myndigheder, men især for leverandørerne, som vil kunne bruge standardiserede og interoperable løsninger på europæisk plan.

4.3

Anvendelsen af elektroniske signaturer komplicerer de grænseoverskridende transaktioner. Aktioner, som fremmer sådanne løsningers interoperabilitet, er derfor velkomne. Dog er det vigtigt at bemærke, at nogle af vanskelighederne ved e-indkøb ifølge lande som f.eks. Portugal består i overdrevne krav til de elektroniske signaturer og omkostningerne ved tidsstemplingstjenesterne, ud over interoperabiliteten mellem de forskellige e-indkøbsplatforme (9).

4.4

Fremme af enkle løsninger og god praksis kan utvivlsomt bidrage væsentligt til projekter vedrørende automatisering af offentlige indkøb. SMV'ernes behov, især i fasen for elektronisk afgivelse af tilbud, bør tages med i betragtning ved udviklingen af de respektive løsninger. De resultater, som Kommissionens ekspertgruppe (e-Tendering Expert Group) er nået frem til, er derfor vigtige og vil kunne evalueres af de berørte parter.

4.5

Den vigtigste indsats, som Kommissionen bør fokusere mest på, drejer sig om, hvorledes de forskellige e-indkøbsløsninger kan implementeres i det indre marked. Nærmere bestemt har PEPPOL-projektet (Pan-European Public Procurement Online) omfattet 11 lande, som har udviklet tekniske specifikationer med henblik på udvikling af standardiserede løsninger til mere kritiske faser i indkøbsprocessen og en åben platform til udveksling af standardiserede dokumenter, således at der kan opnås fuld interoperabilitet mellem de forskellige europæiske platforme.

4.5.1

PEPPOL-komponenterne omfatter: instrumenter til validering af elektroniske signaturer baseret på elektroniske certifikater udstedt af europæiske myndigheder; en Virtual Company Dossier til standardiseret præsentation af virksomhedsoplysninger (certifikater og attester); et elektronisk katalog til præsentation af tilbud vedrørende produkter og tjenester i et standardformat; elektroniske ordrer og elektronisk fakturering, som med fastlagte procedurer hjælper køber og leverandør med at udveksle information i forbindelse med fælles aktiviteter. Endelig en transmissionsinfrastruktur til forsendelse af elektroniske dokumenter (netværket) på grundlag af fælles kompatible standarder på nationalt plan, og som forbinder de enkelte e-indkøbssystemer/-samfund.

4.5.2

Det europæiske system for virtuelle virksomhedsdossierer (European Virtual Company Dossier (VCD) System) giver – på en måde svarende til eCertis (et informationssystem, som hjælper til at identificere de forskellige certifikater og attester, der ofte kræves fremlagt i udbudsprocedurerne i de 27 medlemsstater, i Kroatien (tiltrædelsesland), i Tyrkiet (kandidatland) og i de tre EØS-lande (Island, Liechtenstein og Norge) – oplysninger om kriterier og dokumentation/attester, der kræves for at deltage i udbudsprocedurer i medlemsstaterne. Mens databasen eCertis imidlertid i dag er udformet som en database med informationer, stiller VCD-systemet yderligere grænseflader til rådighed for at tilslutte andre tjenester. eCertis burde udformes efter et koncept svarende til VCD-systemet. Kommissionen bør garantere overensstemmelsen og ajourføre det dertil hørende sæt af juridiske oplysninger ved at stille en sådan tjeneste til rådighed og understøtte den teknisk.

4.5.3

EØSU ønsker en stærk støtte fra Kommissionen og medlemsstaterne for at styrke den rolle, som sammenslutningen OpenPEPPOL spiller, og understreger dens betydning for, at de udarbejdede tekniske specifikationer kan blive vedligeholdt, udviklet og overtaget af den offentlige sektor i Europa til gennemførelse af offentlige indkøb med garanti for standardisering og interoperabilitet i de forskellige faser af indkøbsprocessen – ikke kun i de faser, der går forud for tildelingen af kontrakten, men også i de efterfølgende, for at undgå opsplitning af markedet.

4.6

EØSU er enigt i behovet for at finansiere og understøtte udviklingen af en e-indkøbsinfrastruktur via Connecting Europe-faciliteten (CEF) med afsæt i det, som medlemsstaterne i PEPPOL-konsortiet allerede har udviklet i form af den nuværende transmissionsinfrastruktur (netværket), som forbinder de forskellige systemer i Europa. EØSU understreger vigtigheden af at opretholde en åben, prismæssigt tilgængelig og sikker infrastruktur baseret på fælles standarder. Forhåbentligt kan strukturfondene anvendes til at fremme indførelsen af offentlige e-indkøb.

4.7

EØSU anbefaler at iværksætte en integreret kommunikationsstrategi baseret på de eksisterende systemer, især OpenPEPPOL, i samarbejde med "Europe Enterprise"-netværket og med anvendelse af programmer for netværkssamarbejde for regioner og kommuner. Kommunikationsstrategien kunne gennemføres i fællesskab af Kommissionen, OpenPEPPOL og det nye pilotprojekt A (CIP ICT PSP) Basic Cross Sector Services (BCSS) for den del, der vedrører offentlige e-indkøb.

4.8

EØSU støtter Kommissionens beslutning om at automatisere hele indkøbsprocessen i sine egne strukturer og stille de udviklede open source-løsninger til rådighed.

4.9

EØSU er enigt i behovet for at overvåge indførelsen af elektroniske redskaber til offentlige indkøb og beskrive fordelene herved. Kommissionen bør hvert kvartal efter vedtagelsen af direktivet offentliggøre et notat om det kvalitative og kvantitative forløb af udbuddene i de enkelte medlemsstater for at gøre status over fremskridtene i indkøbsprocesserne.

4.10

Samtidigt er det afgørende for opnåelse af større gennemsigtighed og konkurrence, at der indledes en dialog på internationalt plan om anvendelsen af de elektroniske redskaber til offentlige indkøb. Anvendelsen af internationale standarder fremstår også her som et nødvendigt middel til opnåelse af dette mål, og derfor bør man overvåge udviklingen på området. Især er det nødvendigt at overvåge og anbefale anvendelsen af standarder (CEN/BII og PEPPOL's specifikationer) i den offentlige sektors e-indkøb.

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/49

1.1

EU's statsstøttepolitik er af strategisk betydning for EU i en globaliseret og stærkt konkurrencepræget økonomi.

1.2

Den reform, som Kommissionen foreslår i meddelelsen, bør efter EØSU's opfattelse støttes, idet den som mål har at få:

1.3

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der er en positiv forbindelse mellem effektiv statsstøtte og målet om bæredygtig og inklusiv vækst, som bør styrkes. En målrettet statsstøttepolitik vil kunne fremme innovationen (herunder den sociale innovation), anvendelsen af grønne teknologier og udviklingen af den menneskelige kapital, uden at miljøet lider skade. En dynamisk offentlig statsstøttepolitik, der anvendes rigtigt, kan aktivt medvirke til at øge beskæftigelsen og den sociale samhørighed.

1.4

Reformen er ambitiøs for så vidt angår mål, fremgangsmåde og frister, men bør specificeres nærmere på en række punkter.

1.5

EØSU beder Kommissionen præcisere nogle begreber i meddelelsen:

1.6

For EØSU rejser den foreslåede reform en række spørgsmål:

1.7

Endelig foreslår EØSU nogle ændringer, det finder nødvendige som følge af det – af Kommissionen og Rådet erkendte - behov for at støtte SMV'er, ikke mindst når de udsættes for konkurrence fra tredjelandsvirksomheder, som modtager større beløb i direkte eller indirekte statsstøtte på vilkår, der er mere uigennemskuelige.

1.7.1

EØSU foreslår, at loftet for de minimis-støtten, som ikke er store beløb, men som har positive virkninger for SMV'er og mikrovirksomheder og kun begrænset indvirkning på det indre marked og kun gives til den enkelte virksomhed i 3 på hinanden følgende år, permanent hæves fra 200 000 euro til 500 000 euro i tråd med den beslutning, der lige er blevet truffet vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.7.2

Da det er nødvendigt at hjælpe SMV'er i EU med at udvikle internationale markeder, foreslår EØSU en ændring af artikel 27, stk. 3, i den generelle gruppefritagelsesforordning 800/2008, så støtte til SMV'ers deltagelse i messer og udstillinger i en begrænset periode på tre på hinanden følgende år gøres forenelig med det indre marked.

1.8

På baggrund af egne erfaringer fremsætter EØSU tre praktiske anbefalinger over for Kommissionen:

2.1

Kommissionen ønsker at modernisere EU's statsstøttepolitik med tre primære mål for øje:

2.2

Reformen udspringer af en lunken evaluering af den gældende politik:

2.3

For at rette op på denne situation i en tid, hvor alle det indre markeds muligheder bør udnyttes (energi, transport, digital teknologi), foreslår Kommissionen en reform, der er ambitiøs for så vidt angår mål, fremgangsmåde og frister.

2.4

Målene for den foreslåede reform er ambitiøse, da man på den ene side ønsker at gøre en af EU's ældste og bedst integrerede politikker til et instrument for væksten i Europa og på den anden side vil forbedre procedurerne temmelig radikalt, uden dog at sætte tal på eller anføre nærmere detaljer om disse forbedringer i meddelelsen.

2.5

Måden, der foreslås reformeret på, er ambitiøs, eftersom Kommissionen stiller forslag om at gennemføre en række tæt forbundne ændringer på samme tid som led i en "integreret strategi":

2.6

Tidsplanen for den foreslåede reform er ambitiøs, eftersom Kommissionen sigter mod at få vedtaget forslagene til revision af procedurereglementet og bemyndigelsesreglementet i efteråret 2012 og de øvrige dele af "pakken" inden udgangen af 2013, dvs. inden de finansielle overslag 2014-2020 træder i kraft.

3.1.1

EØSU er enigt i målene i Kommissionens meddelelse om at "lette behandlingen af støtte, der er veludformet, rettet mod påviste markedssvigt og mål af fælles interesse" og koncentrere kontrollen om de sager, der har størst indvirkning på det indre marked ved at forenkle reglerne og træffe hurtigere afgørelser.

Dette skal ses som et led i den mere generelle udvikling af konkurrenceretten vedrørende såvel reglerne om konkurrenceforvridende praksis (karteller og misbrug af dominerende stilling) som fusionskontrol.

3.1.2

Konkurrenceforvridende praksis: Den "modernisering af konkurrenceretten", der blev gennemført med forordning nr. 1/2003 (1) og de ledsagende dokumenter, var startskuddet til en decentralisering af konkurrencereglernes anvendelse med afskaffelse af ordningen med forhåndsanmeldelse. Kommissionen kan således koncentrere kræfterne om at bekæmpe de allerværste begrænsninger og forekomster af misbrug, først og fremmest karteller. Denne modernisering sker samtidig med, at netværkssamarbejdet mellem de nationale konkurrencemyndigheder på den ene side og Kommissionen på den anden side optrappes.

3.1.3

Fusionskontrol: Kommissær Almunia har for nylig bebudet, at det ikke er utænkeligt, at EU's fusionskontrolordning snart vil blive revideret, blandt andet for at give Kommissionen mulighed for at koncentrere sig om de fusioner, der sandsynligvis vil have størst indvirkning på markedet (2). På kort sigt vil der blive tale om at forenkle behandlingen af de mindst problematiske sager ved at forbedre den "forenklede procedure" og revidere proceduren for forhåndsanmeldelse. På længere sigt er det muligt, at selve fusionskontrolordningen vil blive revideret med undersøgelser af erhvervelser af ikke-kontrolgivende minoritetsinteresser og større overensstemmelse mellem tærskler og henvisninger på nationalt og EU-niveau.

3.2.1

EØSU gentager sin støtte til en general ramme for statsstøtte baseret på følgende kriterier (3):

3.3.1

EØSU har forstået, at Kommissionens fokus på at kontrollere de mest problematiske sager især vil være en følge af, at flere statsstøtteforanstaltninger undtages fra anmeldelsespligten. Dette må nødvendigvis indebære, at der lægges et større ansvar over på medlemsstaterne. EØSU bemærker, at dette kræver, at der ses på det særlige ved statsstøttereglerne. Staten og mere generelt alle de statslige og offentlige myndigheder, der kan tildele støtte, er nemlig i en vis forstand både "dommer og part".

3.3.2

Hvis medlemsstaterne får et større ansvar for at kontrollere statsstøtten, er der fare for, at de håndhæver reglerne subjektivt og handler illoyalt, samt at der igen indsniger sig en vis økonomisk patriotisme, som i sidste ende vil skabe større retlig usikkerhed for virksomhederne.

3.3.3

Man kan forestille sig flere forskellige måder at begrænse denne risiko på:

3.4.1

Kommissionen og medlemsstaterne har vist, at de i perioden 2008 til 2011 har evnet at reagere på den økonomiske og finansielle krise med vedtagelsen af en række specifikke dokumenter (5). Primært takket være et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne og en stor indsats fra Kommissionens tjenestegrenes side har man kunnet træffe beslutninger inden for kort tid til såvel medlemsstaternes som virksomhedernes tilfredshed.

3.4.2

Generelt er procedurerne dog alt for lange og komplekse for de implicerede parter. EØSU bakker derfor op om Kommissionens ønske om at få nedbragt sagsbehandlingstiden ved at forbedre administrativ praksis og give medlemsstaterne et ansvar med henblik på at opnå gennemsigtighed og effektivitet. Så vidt muligt bør fristerne afpasses efter tempoet i de økonomiske aktiviteter.

3.4.3

I den henseende kunne den forenklede procedure for behandling af visser former for støtte (6) udvides, så længe det sker inden for rammebestemmelserne. Under denne procedure kontrollerer Kommissionen kun, om støtten er i overensstemmelse med gældende regler og praksis.

3.5.1

Det er altafgørende, at statsstøttereglerne gennemføres i praksis. EØSU konstaterer imidlertid, at de nationale myndigheder ofte ikke har mulighed for at sikre, at statsstøttereglerne rent faktisk håndhæves, og først og fremmest garantere rettighederne for virksomheder, der rammes af, at konkurrerende virksomheder får udbetalt ulovlig støtte. Der kan være flere årsager hertil, bl.a. manglende viden hos dommerne om EU's konkurrenceregler og procedurekravene ved retssager.

3.5.2

Det er nødvendigt at finde løsninger, der kan forbedre håndhævelsen af statsstøttereglerne i praksis. Virksomheder og de nationale myndigheder bør have adgang til mere effektive værktøjer og procedurer.

4.1.1

EØSU bifalder målet om kun at godkende støtte, som (i) er med til at understøtte væksten, idet den skal rette op på et markedssvigt (tildelingen af statsstøtte skal således ikke erstatte, men supplere en privat udgift), og (ii) fungerer som incitament, dvs. får modtagerne til at iværksætte aktiviteter, som de ellers ville have afholdt sig fra.

4.1.2

I den sammenhæng er det vigtigt, at begrebet "markedssvigt" præciseres og illustreres med eksempler fra forskellige områder primært på grundlag af den gældende EU-retspraksis. Dette vil fremme en ensartet forståelse af begrebet fra såvel de offentlige myndigheders som virksomhedernes side og gøre det lettere at anvende, når der udformes støtteforanstaltninger.

4.2.1

Meddelelsen kommer i punkt 16 og 17 ind på tredjelandes konkurrencepolitik. Kommissionen konkluderer, at EU's regler er mere gennemsigtige og samtidig giver mulighed for at yde støtte i samme størrelsesorden. Kommissionen bygger dette på en sammenlignende undersøgelse foretaget af WTO i 2006. EØSU beder Kommissionen om at få WTO til at foretage en ny undersøgelse, da mange WTO-lande uden for EU i lyset af krisen har udbetalt massive støttebeløb, især til sektorer i fremstillingsindustrien. EØSU mener derfor, at den fremtidige konkurrencepolitik, der skal gælde fra 2013, bør bygge på en ny og nøjagtig status over situationen i for eksempel USA, Kina, Indien og Brasilien (herunder støtten fra føderale myndigheder) i en tid, hvor den globale krise har skærpet den økonomiske konkurrence.

4.2.2

Statsstøtteregler bør anvendes på en måde, som øger virksomhedernes konkurrenceevne i det indre marked og internationalt. Imidlertid konkurrerer europæiske virksomheder med virksomheder fra tredjelande, hvis lovgivning i nogle tilfælde ikke sætter nogen grænser for statsstøtten. Dette kan føre til alvorlige konkurrencefordrejninger til skade for de europæiske virksomheder som nævnt af Kommissionen i meddelelsen (7).

4.2.3

Inden for rammerne af sine beføjelser iværksætter Kommissionen initiativer, der har til formål at skabe lige vilkår på globalt plan baseret på loyal konkurrence. Enhver reform af statsstøttereglerne bør derfor være samordnet med Kommissionens øvrige tiltag vedrørende handelspolitiske instrumenter (WTO-regler, bilaterale frihandelsaftaler).

4.3.1

Kommissionen erkender i sit forslag til forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder 2014-2020 (COM(2011) 834 final), at det er nødvendigt at hjælpe SMV'er med at eksportere inden for EU og i hele verden for at sætte gang i væksten. Der er planer om at yde støtte og støttetjenester til SMV'er med vækstpotentiale via Enterprise Europe-netværket.

4.3.2

Samtidig forekommer Kommissionens holdning dog at være for restriktiv, for eksempel når det gælder SMV'ers deltagelse i messer og udstillinger, hvor artikel 27 i forordning 800/2008 af 6. august 2008 fastlægger flere betingelser, som alle skal være opfyldt: Støtten må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede omkostninger og kan kun gives til SMV'er, som opfylder EU's definition heraf, og kun til den første gang de deltager i en messe eller udstilling.

4.3.3

Udvalget mener ikke, at denne betingelse om første deltagelse er hensigtsmæssig i forhold til en international udviklingsstrategi, som kræver tilstedeværelse på et marked i mindst tre år, inden der kan udarbejdes en sådan strategi (agentur, etablering, distribution). EØSU foreslår derfor, at betingelsen i artikel 27, stk. 3, om førstegangsdeltagelse erstattes af en betingelse om "deltagelse i en messe eller udstilling i ikke mere end tre på hinanden følgende år", mens de to andre betingelser bibeholdes uændret.

4.4.1

EU bør sikre, at statsstøtten fremmer innovation – også på det sociale område med den støtte til social innovation, som allerede er afsat under programmet "Innovation i EU", ibrugtagning af grønne teknologier og udvikling af den menneskelige kapital inden for rammerne af en model for bæredygtig udvikling. EØSU glæder sig over, at støtte til social innovation stadigt oftere anerkendes som støtte, der er forenelig med det indre marked (8), og ønsker, at der sættes fart i denne udvikling fremover i forbindelse med moderniseringen af statsstøtten.

4.4.2

EØSU støtter også idéen om, at statsstøtte til forskning og udvikling også kan gå til design, fremstilling og markedsføring af produkter, programmer og tjenesteydelser for sårbare grupper i samfundet (bl.a. handicappede) (9).

15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/54

1.1

Kommissionen vedtog den 22. maj 2012 den europæiske forbrugerdagsorden. Dette dokument fastsætter de strategiske rammer inden for forbrugerpolitikken via fire centrale mål: forbedret forbrugersikkerhed; forbedret forbrugeroplysning; forbedret gennemførelse og håndhævelse af lovgivningen samt sikring af klageadgangen; tilpasning af rettighederne og de vigtigste politikker til den økonomiske og samfundsmæssige udvikling. Den indgår i Europa 2020-strategien.

1.2

EØSU er enigt med Kommissionen i, at forbrugerne har en vigtig rolle som drivkraft til vækst, og i at det er nødvendigt at tage hensyn til forbrugernes situation.

1.3

EØSU støtter de målsætninger, der er fastsat i dagsordenen, men er skeptisk med hensyn til dagsordenens sammenhæng med forbrugerprogrammet og med hensyn til de midler, der påtænkes afsat, da de aldeles ikke synes at være tilstrækkelige til at føre ambitionerne ud i livet.

1.4

EØSU minder om, at der bør tages hensyn til forbrugernes interesser i udarbejdelsen og gennemførelsen af alle EU's politikker. EØSU glæder sig over, at Kommissionen med forbrugerdagsordenen vil samle de fleste af EU's hidtil spredte politiske initiativer, der vedrører forbrugerne i EU, i en enkelt lovtekst. Denne dagsorden er et vigtigt skridt, der understreger den betydning, som forbrugernes behov og forventninger har fået i EU's politikudformning.

1.5

EØSU glæder sig over, at forbrugerorganisationernes rolle værdsættes, og bemærker, at disse bør råde over midler, der står i forhold til deres opgaver. EØSU glæder sig særligt over, at Kommissionen i dagsordenen giver udtryk for, at den vil samarbejde med de nationale regeringer for at sikre, at forbrugerorganisationernes rolle værdsættes i højere grad.

1.6

EØSU lægger særlig vægt på, at der gøres noget for sårbare personer og især i den nuværende økonomiske og sociale situation. Det støtter derfor de initiativer i dagsordenen, der fremmer finansiel inklusion og adgang til primære tjenester.

1.7

EØSU understreger, at det finder alle tiltag vedrørende bæredygtig udvikling vigtige. Det deler derfor de overvejelser om energistyring og miljøvenligt design, som Kommissionen har gjort sig. Udvalget fremhæver desuden, at der er behov for effektive foranstaltninger med henblik på at øge de etiske standarder og miljønormerne, hvad angår fremstillingen og distributionen af varer, navnlig varer importeret fra tredjelande.

1.8

EØSU er af den opfattelse, at en forbedring af fødevaresikkerheden er af central betydning for at garantere, at produkterne er sikre fra fremstillingsstedet til forbrugsstedet, og at det sikrer en sund og rimelig konkurrence. Foranstaltningerne, der bør træffes, vil også bidrage til at genoprette forbrugernes tillid, der er blevet svækket af forskellige sundhedskriser.

1.9

EØSU glæder sig over alle de initiativer, der er truffet med henblik på at sikre forbrugerne oplysninger, der er tilpasset deres behov. EØSU minder dog om, at en større bevidstgørelse af forbrugerne ikke betyder, at de erhvervsdrivende kan frasige sig deres ansvar.

1.10

EØSU støtter de initiativer, der sigter på at garantere, at forbrugerlovgivningen håndhæves og styrkes, og på, at der indføres effektive klagemuligheder. EØSU minder i denne henseende om, at alternative former for tvistbilæggelser bør være uafhængige af parterne i tvisten. Endelig går udvalget, som fremhævet i forskellige udtalelser, ind for indførelsen af kollektive søgsmålsprocedurer, og mener, at indførelsen af et EU-dækkende instrument ikke længere kan udskydes.

3.1

EØSU er enigt med Kommissionen med hensyn til forbrugernes afgørende rolle som drivkraft til vækst, udfordringerne i de kommende år og det absolutte behov for at tage hensyn til de forhold, vi lever under. Forbrugernes købekraft er forringet på grund af krisen. Forbrugsmønstrene ændrer sig. De kræver, at forbrugerne besidder flere tekniske kundskaber, og de er undertiden kostbare.

3.2

Unionens regelgrundlag er solidt, men der er vanskeligheder med gennemførelsen heraf. Forbrugerne råder ikke over passende midler til at få respekteret deres rettigheder, men antallet af klager er i konstant stigning, og mens der er en overflod af information i forskellige former, mangler forbrugerne pålidelig oplysninger.

3.3

Man kan kun tilslutte sig de principper, der nævnes i dagsordenen, men EØSU tvivler på sammenhængen mellem forbrugerprogrammet og dagsordenen og på måderne, hvorpå denne politik vil blive gennemført.

3.4

Med hensyn til dette har EØSU i sin udtalelse af 28. marts 2012 (1) understreget manglen på midler afsat til forbrugerpolitikken og udtrykt sin tvivl vedrørende muligheden af at gennemføre et ambitiøst program, da den budgetmæssige ramme slet ikke er på højde med den ambition, der gives udtryk for.

3.5

Kommissionen har forelagt en lang liste over de initiativer, der vil blive truffet for at opfylde målsætningerne i dagsordenen. Det vigtigste er dog, at disse initiativer er af høj kvalitet, at SMV'erne kan anvende dem i praksis, og at de er tilstrækkeligt effektive til at sikre forbrugerne et reelt højt beskyttelsesniveau. Forbrugerne kan først få fuld glæde af tiltagene, efter at de er vedtaget og iværksat af medlemsstaterne og de andre interesseparter.

3.6

EØSU kan i denne sammenhæng konstatere, at der mangler en gennemsigtig og effektiv procedure til evaluering af gennemførelsen af dagsordenen og af resultaterne af den. EØSU opfordrer Europa-Kommissionen til at tilføje vurderingskriterier og kvalitetsindikatorer, så det er muligt at evaluere de årlige fremskridt, og til hver 18. måned at offentliggøre en rapport om gennemførelsen af dagsordenen.

3.7

Det fremgår af dagordenen, at forbrugerpolitik vedrører mange områder, og det er et forhold, der understøtter, hvad EØSU allerede har fremhævet, nemlig at det er nødvendigt at tage hensyn til forbrugernes interesser i udarbejdelsen og gennemførelsen af alle EU's politikker. EØSU undrer sig dog over, at dagsordenen ikke indeholder elementer til forbrugerbeskyttelse på sundhedsområdet vedrørende lægemiddelprodukter og medicinsk udstyr, selv om disse produkter har fået meget offentlig opmærksomhed i flere medlemsstater på grund af de skader, de har forvoldt forbrugere og patienter. EØSU er af den opfattelse, at en omfattende forbrugerbeskyttelse ligeledes bør dække lægemidler og medicinsk udstyr for så vidt angår sikkerhed, oplysning og forbrugernes rettigheder.

3.8

EØSU bemærker med tilfredshed, at Kommissionen ønsker, at de erhvervsdrivende tager del i de politikker, der iværksættes for at beskytte forbrugerne. Derfor bør der uden tøven iværksættes tiltag, der sigter mod at oplyse virksomhederne bedre om forbrugernes rettigheder. Netværkene af virksomhedsorganisationer, der berøres heraf, opfordres til med støtte fra Kommissionen hurtigst muligt at udbyde kurser navnlig rettet mod SMV'er.

3.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at inddrage berørte parter og interessenter, når dagsordenen iværksættes, og til at styrke dialogen især med forbrugerorganisationerne for i udarbejdelsen af politikkerne at sikre en passende deltagelse af de berørte aktører.

4.1.1

EØSU bakker varmt op om en revision af lovgivningsrammen vedrørende produktsikkerhed med henblik på at garantere forbrugerne sikre produkter og tjenesteydelser.

4.1.2

EØSU mener, at indførelsen af kontrolregler, moderne fælles fremgangsmåder og samarbejdsmetoder, herunder med de kompetente myndigheder på produktionsstedet, vil muliggøre en bedre overvågning af markedet med henblik på at skabe en fair konkurrence, der vil være til gavn for alle virksomheder og forbrugere. EØSU sætter herudover spørgsmålstegn ved den rolle, som standardiseringen skal opfylde, og de midler, der afsættes hertil.

4.1.3

EØSU mener, at det er væsentligt med en styrkelse af sikkerheden for at genoprette forbrugernes tillid, der er blevet svækket af forskellige sundhedskriser. I dette perspektiv er det af central betydning, at gennemførelsen af loven og koordineringen mellem medlemsstaterne forbedres.

4.2.1

EØSU er enigt med Kommissionen vedrørende det skæve forhold mellem den store informationsmængde, som forbrugerne har adgang til, og forbrugernes behov for oplysning. EØSU er enig i, at det er nødvendigt, at forbrugerne har adgang til klare, pålidelige og sammenlignelige oplysninger, ikke kun elektronisk, men også via andre medier.

4.2.2

EØSU glæder sig over, at forbrugerorganisationernes rolle værdsættes, og minder om, at dette bør udtrykkes konkret gennem afsætning af midler fra både de europæiske og de nationale myndigheder i et omfang, der gør, at målsætningerne kan opfyldes, især hvad angår afprøvning af de produkter og tjenesteydelser, der tilbydes forbrugerne.

4.2.3

Udvalget støtter de tiltag, der er truffet for at formidle oplysninger til forbrugerne, for så vidt oplysningerne er relevante og virkningsfulde.

4.2.4

Udvalget støtter alle tiltag om større bevidstgørelse af forbrugerne, og betoner især, at det ikke kun er nødvendigt at informere forbrugerne, men også at øge deres viden og færdigheder, hvilket bør starte i skolen, f.eks. hvad angår it og penge. Tiltagene bør være langsigtede, uden at de på nogen måde skal erstatte de oplysninger, som de erhvervsdrivende skal give.

4.3.1

EØSU noterer sig Kommissionens beslutning om at sikre, at forbrugerlovgivningen overholdes, hvilket er et bredt ønske, og bemærker, at ophobningen af love og regler ikke er hensigtsmæssig med hensyn til at sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau.

4.3.2

Udvalget støtter de europæiske netværk, og bemærker, at det europæiske retlige netværk, der er det ældste, blev oprettet i 2001. For at sikre netværkenes effektivitet opfordrer udvalget til, at der regelmæssigt foretages en evaluering af netværkene, og at den nødvendige lære heraf drages.

4.3.3

EØSU støtter alle tiltag, der øger kendskabet til ret og lov i Den Europæiske Union.

4.3.4

Udvalget støtter tiltagene vedrørende selvregulering og fælles regulering som offentliggørelsen af retningslinjer på den betingelse, at de effektivt opfylder de offentlige politikkers målsætninger. Den regelmæssige kontrol og evaluering af tiltagene bør sikre, at bindende foranstaltninger kan erstatte retningslinjerne, hvis målsætningerne for tiltagene ikke opfyldes.

4.3.5

EØSU støtter Kommissionens tiltag for en lettelse af alternative konfliktløsninger på den betingelse, at systemerne, hvilket udvalget har fremhævet i sin udtalelse (2), navnlig er uafhængige og upartiske i forhold til parterne i konflikten og ikke udelukker søgsmål.

4.3.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte effektive foranstaltninger, der fremmer elektroniske handelstransaktioner i kombination med onlinetvistbilæggelser. Udvalget glæder sig i øvrigt over, at der påtænkes oprettet en platform, hvor interessenter kan diskutere skabelsen af et europæisk tillidsmærke for internetsteder.

4.3.7

Med hensyn til kollektive søgsmål beklager EØSU, at dagsordenen knap nok nævner muligheden af at indføre et sådant redskab i forbrugerretten, og mener på baggrund af situationen i visse lande og situationen i forbindelse med grænseoverskridende klager og efter alle de høringer, der har fundet sted, at tiden er kommet til hurtigt og uden mere tøven at indføre dette redskab.

4.4.3.1

EØSU bemærker, at Kommissionen har besluttet at optrappe sin indsats i forbindelse med de finansielle tjenester, der tilbydes forbrugerne, særlig de mest sårbare. Udvalget støtter dette valg, der bør sikre mere gennemsigtige og sammenlignelige tjenesteudbud og priser.

4.4.3.2

Udvalget ønsker at minde om, at det er særlig opmærksomt på alle dele og aspekter, der vedrører finansiel inklusion.

4.4.4.1

Udvalget støtter uden forbehold vedtagelsen af forordningerne om fødevareinformation og ernæringsanprisninger, og dette af hensyn til folkesundheden, som er et særlig vigtigt emne for forbrugerne.

4.4.4.2

De problemer, der har været i den senere tid i visse medlemsstater med hensyn til ulovligt salg af alkoholiske drikkevarer, er endnu et eksempel på vigtigheden af at overvåge og kontrollere markedet.

4.4.4.3

EØSU hilser velkommen idéen om at lancere initiativer rettet mod de forskellige led i fødevarekæden med henblik på at undgå fødevarespild.

4.4.5.1

Udvalget er særlig bevidst om den væsentlige betydning, som energi har for alle forbrugerne og især for de mest sårbare, som bør have mulighed for at skaffe sig energi på rimelige vilkår.