11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/1

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. juni 2010 til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS) (KOM(2010)0308),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 1. oktober 2010 om denne handlingsplan (14146/2010),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Europa 2020-flagskibsinitiativ - Innovation i EU" (KOM(2010)0546),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 18. januar 2011 til Europa-Parlamentet og Rådet "Midtvejsevaluering af de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation" (KOM(2011)0005), hvori det anføres, at det er nødvendigt med betydelig finansiering for at færdiggøre infrastrukturen til satellitnavigation,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 af 9. juli 2008 om den videre gennemførelse af de europæiske satellitbaserede navigationsprogrammer (Egnos og Galileo) (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1321/2004 af 12. juli 2004 om forvaltningsstrukturerne for de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation (2),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 8. december 2006 om satellitnavigationsapplikationer (KOM(2006)0769),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 912/2010 af 22. september 2010 om oprettelse af Det Europæiske GNSS-agentur, om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1321/2004 om forvaltningsstrukturerne for de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 29. januar 2004 om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om statusrapport om Galileo-programmet (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0084/2011),

A.

der henviser til, at GNSS-applikationer nu er et centralt og uundværligt element for aktiviteterne i alle transportsektorer, og til, at transporten bliver sikrere, mere miljøvenlig og økonomisk, når applikationerne virker effektivt,

B.

der henviser til, at transportapplikationer mængdemæssigt udgør 20 % og værdimæssigt 44 % af alle GNSS-applikationer, og til, at sikkerhedsoperationer - først og fremmest knyttet til transport - udgør yderligere 5 %,

C.

der henviser til, at EU ikke til evig tid kan være afhængig af systemer, der oprindeligt er blevet udviklet af andre lande til andre formål, som basis for den grundlæggende infrastruktur, der er nødvendig for driften af GNSS,

D.

der henviser til, at den europæiske geostationære navigations-overlay-tjeneste (Egnos) er et selvstændigt system, der skal supplere GPS, og som er afhængigt af tilstedeværelsen af GPS-signaler for at kunne foretage beregninger og rettelser; der henviser til, at der ikke vil være noget fuldstændigt uafhængigt GNSS, før Galileo bliver taget i anvendelse,

E.

der henviser til, at det europæiske Egnos-system er udformet til at dække en omfattende og varieret efterspørgsel nu og i fremtiden fra Europas og hele verdens industrisektorer, f.eks. på transport-, sikkerheds- og sporingsområdet, i overensstemmelse med målsætningerne i den nye, mere proaktive europæiske industripolitik, og til, at det også er kompatibelt med GPS og det væsentligt mere præcise Galileo-system,

F.

der henviser til, at GNSS’ kommercielle transportapplikationer repræsenterer et voksende globalt marked, som man så vidt muligt bør sikre sig til fordel for europæisk industri og med henblik på skabelse af faglærte job,

G.

der henviser til, at GNSS vil spille en afgørende rolle med hensyn til at støtte og fremme anvendelsen af intelligente transportsystemer (ITS),

H.

der henviser til, at udvikling af GNSS-applikationer og -tjenester er af væsentlig betydning for at sikre, at de infrastrukturinvesteringer, som Galileo medfører, udnyttes fuldt ud, og at Galileo-systemet udvikles til sin fulde kapacitet,

I.

der henviser til, at investering i denne sektor har konsekvenser for alle EU’s politikker, og til, at udviklingen og anvendelsen af denne sektor vil få direkte indvirkning på gennemførelsen af Europa 2020-strategien og på udviklingen af det europæiske marked for GNSS-applikationer og -tjenesters potentiale og dermed skabe beskæftigelse og øge Europas konkurrenceevne,

J.

der henviser til, at GNSS- og Galileo-projekterne vil medføre en betydelig merværdi for europæisk industripolitik, og til, at det er nødvendigt at sikre disse projekters succes,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om en handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS) og den række af specifikke sektorrelaterede, lovgivningsmæssige og tværgående aktioner, der foreslås i meddelelsen;

2.

er enig med Kommissionen i, at en målrettet handlingsplan på dette tidspunkt er den bedste mulighed for at sætte yderligere skub i udviklingen og anvendelsen af Egnos og Galileo, navnlig på transportområdet; understreger, at satellitnavigationssystemer bør sikre interoperabilitet mellem forskellige systemer (herunder konventionelle systemer) og desuden bør give mulighed for intermodal anvendelse inden for både passager- og godstransporttjenester;

3.

bemærker, at ud af de 15 sektorspecifikke forslag i handlingsplanen, er de ni direkte knyttet til transport, og de fleste af de andre er nødvendige for at understøtte de relevante transportapplikationer;

4.

opfordrer Kommissionen til at sikre hurtig certificering af Egnos til civil luftfart via de kompetente myndigheder;

5.

er enig i, at aktioner til fremme af anvendelsen af Egnos og Galileo inden for den civile luftfart er et strategisk krav i forbindelse med gennemførelse af SESAR (forskning i lufttrafikstyring i det fælles europæiske luftrum), navnlig for så vidt angår dets anvendelse til landingsprocedurer og i små lufthavne;

6.

beklager, at hele EU ikke i øjeblikket er dækket af Egnos, og opfordrer til, at det prioriteres at udvide Egnos-systemets dækning til det sydlige, østlige og sydøstlige Europa, således at det bliver muligt at anvende systemet i hele Europa inden for alle transportsektorer, og understreger betydningen af at sikre, at dækningen udvides til såvel MEDA-landene som til Mellemøsten og Afrika;

7.

understreger GNSS’ betydning for udvikling af ITS; påpeger, at ITS kan skabe mere effektive, renere og sikrere transportløsninger, og at behørig gennemførelse af en række ITS-tjenester kræver fuldstændigt operationelle GNSS-systemer;

8.

støtter det synspunkt, at Egnos og Galileo kan yde et vigtigt bidrag til styring af landevejstrafikken, og at der er behov for en oplysningskampagne på dette område for at øge anvendelsen af de muligheder, det giver med hensyn til opkrævning af afgifter, eCall, online-reservation af sikre parkeringspladser til lastbiler samt realtidssporing, med henblik på at bidrage til en sikrere og mere miljøvenlig landevejstransport;

9.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte de nødvendige lovgivningsmæssige forslag med henblik på at tilføre GNSS en merværdi med hensyn til sikkerhed inden for alle former for transport, navnlig landevejstransport, og bidrage til forbedret effektivitet i godstransporten;

10.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forstærke det industrielle samarbejde med tredjelande med henblik på at fremme udviklingen af Egnos- og Galileo-applikationer og -tjenester og deres interoperabilitet;

11.

er enig i, at Kommissionen bør foretage en nøje vurdering af behovet for at ændre den eksisterende lovgivning om digitale fartskrivere med henblik på at sikre, at de muligheder for oplysninger om position og hastighed, som GNSS giver, anvendes på passende måde;

12.

er enig i, at GNSS kan yde et vigtigt bidrag til at øge sikkerhed og effektivitet inden for skibsfarten, og at Kommissionen bør tage skridt til at øge bevidstheden om og forbedre kendskabet til mulige GNSS-applikationer til anvendelse til søs og på de indre vandveje og til at få Egnos-baserede applikationer accepteret på IMO- og ICAO-niveau;

13.

støtter Kommissionens hensigt om at iværksætte kampagner for at skabe større opmærksomhed hos de forskellige interesserede parter med henblik på at indgyde europæisk industri tillid til at investere i det kommercielle potentiale i EU's satellitnavigationsprojekter;

14.

opfordrer Kommissionen til effektiv gennemførelse af de markante bevidstgørelsesforanstaltninger, der er anført i handlingsplanen, med henblik på at sikre udbredt brug af Egnos i Europa inden for alle anvendelsesområder og dermed sikre mere komplekse fremgangsmåder;

15.

insisterer på, at Kommissionen inden for rammerne af budgetproceduren og den kommende flerårige finansielle ramme (FFR) bør foreslå foranstaltninger til at sikre et passende finansieringsniveau til forskning i og udvikling af GNSS samt til dets gennemførelse; understreger, at EU-finansiering inden for transportsektoren allerede er sparsom, og at yderligere midler til GNSS derfor ikke bør føre til færre midler til andre prioriteringer inden for den fælles transportpolitik; gentager sin opfordring til Kommissionen vedrørende såvel dette projekt som andre lignende projekter som f.eks. TEN-T, om at fremsætte et forslag til flerårig finansiering, der rækker videre end perioden for den flerårige finansielle ramme, for at tilvejebringe stabile og pålidelige finansielle rammer for mere ambitiøse europæiske projekter, hvis omfang rækker ud over de nuværende grænser;

16.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden af at overføre indtægterne fra Galileos kommercielle virksomhed til EU’s budget;

17.

anmoder Kommissionen om at informere Europa-Parlamentet om, hvordan de årlige vedligeholdelsesudgifter, der anslås til 800 mio. EUR, skal finansieres, når først Galileo er sat i drift;

18.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en samlet finansieringsstrategi, der ud over passende bidrag fra EU og medlemsstaterne bl.a. kunne omfatte samordnede skatteincitamenter, forenklede støtteansøgningsprocedurer og foranstaltninger, der kan kanalisere risikovillig kapital til SMV’er og fremme udvikling og markedsføring af Egnos- og Galileo-applikationer, i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond;

19.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de 100 mio. EUR i betalingsbevillinger, der sandsynligvis ikke vil blive udnyttet til forskning inden for det syvende rammeprogram, stilles til rådighed for udvikling af GNSS-applikationer;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvordan forenklede procedurer eventuelt kan sikre en mere effektiv og gennemsigtig udbetaling af midler til støtte for forskning inden for området GNSS-styret transport, idet der lægges særlig vægt på handicappedes behov og sættes særlig fokus på SMV’er;

21.

opfordrer Kommissionen til at lette SMV’ernes adgang til EU-finansiering til fremme af innovation i forbindelse med GNSS-applikationer, navnlig i forbindelse med det syvende og det ottende rammeprogram;

22.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvilke databeskyttelsesmæssige problemer der kan opstå i forbindelse med anvendelsen af Egnos-applikationer og -tjenester, og til at gøre alt, hvad den kan for at afhjælpe disse;

23.

noterer sig behovet for investering i forskning i GNSS-specifikke applikationer og tjenester, især med henblik på handicappedes specielle krav, da sådanne investeringer er af afgørende betydning for, at GNSS-tjenester kan udvikles og anvendes på passende måde;

24.

opfordrer Kommissionen til at fremme initiativer, der har til formål at udvikle sektorspecifikke servicecentre, navnlig til den maritime sektor;

25.

beklager, at manglen på midler til forskning og innovation til applikationer baseret på Egnos eller Galileo i væsentlig grad forsinker det teknologiske fremskridt og væksten i den industrielle kapacitet i EU samt en miljømæssigt effektiv gennemførelse heraf, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at indføre mekanismer, der gør det lettere for små og mellemstore virksomheder at få adgang til finansiering;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/5

—

der henviser til sin afgørelse af 20. oktober 2010 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (1) ("rammeaftalen"),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om lufttransportaftalen mellem EU og USA (2),

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om iværksættelse af forhandlinger om aftaler om passagerlisteoplysninger (PNR-aftaler) med USA, Australien og Canada (3),

—

der henviser til sin beslutning af 25. april 2007 vedrørende oprettelsen af et fælles europæisk luftfartsområde (4),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2007 om indgåelse af en lufttransportaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Amerikas Forenede Stater på den anden side (5),

—

der henviser til sin beslutning af 17. januar 2006 om en dagsorden for EU's luftfartspolitik over for tredjelande (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en dagsorden for EU’s luftfartspolitik over for tredjelande (KOM(2005)0079),

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 218 deri,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A7-0079/2011),

A.

der henviser til, at Parlamentet indtil Lissabontraktatens ikrafttræden kun blev hørt om indgåelsen af internationale luftfartsaftaler,

B.

der henviser til, at Parlamentet nu skal godkende aftaler på områder, på hvilke den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse,

C.

der henviser til, at Parlamentets straks skal "underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren" (7), når Kommissionen forhandler om indgåelse af aftaler mellem Unionen og tredjelande eller internationale organisationer,

D.

der henviser til, at rammeaftalen bør sikre, at institutionernes kompetencer og prærogativer udøves så effektivt og så gennemsigtigt som muligt;

E.

der henviser til, at Kommissionen i rammeaftalen har forpligtet sig til at respektere princippet om ligebehandling af Parlamentet og Rådet i lovgivnings- og budgetspørgsmål, især med hensyn til adgang til møder samt fremsendelse af dokumenter eller andre oplysninger,

1.

mener, at omfattende luftfartsaftaler med nabolande eller vigtige globale partnere kan give passagerer, fragtselskaber og luftfartsselskaber betydelige fordele, både gennem markedsadgang og gennem regelharmonisering til fremme af fair konkurrence, herunder med hensyn til statsstøtte, sociale standarder og miljøstandarder;

2.

erkender, at horisontale aftaler, der bringer eksisterende bilaterale aftaler på linje med EU-retten, er nødvendige for at sikre retssikkerhed og yderligere fordele med hensyn til forenkling og sikring af, at alle Unionens luftfartsselskaber nyder samme rettigheder;

3.

påpeger, at fly- og luftsikkerhedsstandarder for passagerer, besætninger og luftfarten i almindelighed er af afgørende betydning, og støtter derfor indgåelsen af luftsikkerhedsaftaler med lande med en betydelig luftfartøjsindustri i betragtning af de omkostningsbesparelser og konsekvent høje standarder, der kan opnås ved at minimere dobbeltarbejde i forbindelse med vurderinger, test og kontrol;

4.

beklager, at Rådet endnu ikke har givet Kommissionen mandat til at forhandle om indgåelse af en omfattende luftfartsaftale med vigtige handelspartnere såsom Folkerepublikken Kina og Indien; mener, at denne mangel i stadig stigende grad skader Unionens interesser, navnlig i betragtning af disse økonomiers hurtige vækst;

5.

påpeger, at vigtige stater, såsom Japan og Den Russiske Føderation, mangler på Kommissionens seneste liste over nuværende internationale luftfartsaftaler;

6.

udtrykker sin bekymring over det aktuelle spørgsmål om overflyvning af Sibirien; opfordrer Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder gå videre med dette spørgsmål i forbindelse med Ruslands forhandlinger om tiltrædelse af WTO, til at undgå konkurrenceforvridning mellem EU's luftfartsselskaber;

7.

understreger, at der i forbindelse med forhandlingerne om indgåelse af aftaler i hvert enkelt tilfælde må foretages en bedømmelse af fordelene ved en tidlig aftale set i forhold til at udsætte indgåelsen af aftalen i et forsøg på at nå et mere ambitiøst resultat;

8.

påpeger, at Parlamentet vil søge at benytte et konsekvent sæt standarder ved vurderingen af omfattende aftaler, som det får forelagt til godkendelse; bemærker, at Parlamentet i vurderingen i høj grad vil tage stilling til det omfang, hvori der er tale om: en afbalanceret lempelse af restriktioner for markedsadgang og investeringsmuligheder; incitamenter til bevarelse og forbedring af sociale standarder og miljøstandarder, garantier for databeskyttelse og sikring af privatlivets fred; gensidig anerkendelse af sikkerheds- og securitystandarder; og et højt niveau for passagerrettigheder er sikret;

9.

mener, at der er et presserende behov for verdensomspændende standarder for databeskyttelse og sikring af privatlivets fred, og at de kriterier, som Parlamentet opstillede i sin beslutning af 5. maj 2010, tilsammen udgør en passende model for en aftale herom; fastslår, at Unionen bør spille en ledende rolle i udviklingen af sådanne verdensomspændende standarder;

10.

henleder opmærksomheden på, at luftfartssektoren i stigende grad bidrager til den globale opvarmning, og mener, at aftaler bør omfatte en forpligtelse til inden for rammerne af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) at samarbejde om at reducere emissionerne fra fly sammen med et mål om at udvide det tekniske samarbejde inden for klimavidenskab (CO2- og andre klimarelevante emissioner i atmosfæren), forskning og teknologisk udvikling og brændstofeffektivitet;

11.

understreger, at visse luftfartsregler, herunder reglerne om støjrestriktioner og begrænsninger af natflyvninger, helt i overensstemmelse med princippet om fair konkurrence og nærhedsprincippet bør fastsættes på lokalt plan; anmoder Kommissionen om at samordne disse spørgsmål på EU-plan under hensyntagen til medlemsstaternes nationale lovgivning og princippet om "afbalanceret tilgang" som defineret af Organisationen for International Civil Luftfart;

12.

opfordrer Kommissionen til at anvende luftfartsaftaler til at fremme overholdelsen af den relevante internationale lovgivning om sociale rettigheder, navnlig de arbejdstagerrettigheder, der er forankret i Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende konventioner (ILO 1930-1999), OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder (1976, ændret 2000) og Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (1980);

13.

bemærker, at kriterierne i tilfælde af sikkerhedsaftaler omfatter: fuld gensidig anerkendelse af fremgangsmåder og procedurer; udveksling af sikkerhedsdata; fælles inspektioner; øget regelsamarbejde; og høringer på teknisk niveau med henblik på at løse problemer, inden de udløser ibrugtagning af tvistbilæggelsesmekanismen;

14.

understreger, at Parlamentet skal kunne følge hele processen lige fra begyndelsen for at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt det ved forhandlingernes afslutning kan godkende indgåelsen af en aftale; mener, at det også er i de øvrige institutioners interesse, at eventuelle betænkeligheder, som er tilstrækkelig store til at sætte spørgsmålstegn ved, om Parlamentet er rede til at godkende indgåelsen af en aftale, identificeres og tackles på et tidligt tidspunkt;

15.

erindrer om, at rammeaftalen fra 2005 allerede forpligtede Kommissionen til at sikre, at Parlamentet orienteres hurtigt og fuldt ud under forberedelsen, gennemførelsen og afslutningen af internationale forhandlinger; bemærker, at den reviderede rammeaftale fra oktober 2010 navnlig angiver, at Parlamentet fra første færd, regelmæssigt, og hvor nødvendigt, fortroligt bør modtage alle oplysninger vedrørende den verserende procedure i alle faser af forhandlingerne;

16.

forventer, at Kommissionen forelægger dets kompetente udvalg oplysninger om sin hensigt med at foreslå, at der indledes forhandlinger med henblik på at afslutte og ændre internationale luftfartsaftaler samt forelægger udkast til forhandlingsdirektiver, udkast til forhandlingstekster og det dokument, der skal paraferes, samt andre relevante dokumenter og oplysninger; forventer, at Parlamentets rolle i forhold til yderligere ændringer til en international luftfartsaftale tydeligt anføres i aftalen;

17.

påpeger, at ovenstående oplysninger i henhold til artikel 24 i rammeaftalen skal videresendes til Parlamentet på en sådan måde, at det i givet fald kan give udtryk for sine synspunkter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at rapportere til Parlamentet, hvordan Parlamentets synspunkter tages i betragtning;

18.

erkender, at Parlamentet, når det modtager følsomme oplysninger om igangværende forhandlinger, er forpligtet til at beskytte oplysningernes fortrolighed;

19.

bemærker, at Parlamentets forretningsorden gør det muligt for plenarforsamlingen "på grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg … [at] vedtage henstillinger og kræve, at disse tages i betragtning forud for indgåelsen af den pågældende internationale aftale" (artikel 90, stk. 4);

20.

erkender, at luftfartsaftaler ofte tillægger et fælles udvalg en væsentlig rolle, navnlig med hensyn til regelharmonisering; accepterer, at dette i mange tilfælde er et mere fleksibelt og effektivt middel til at træffe beslutninger end at søge at medtage sådanne spørgsmål i selve aftalen; understreger ikke desto mindre betydningen af, at Parlamentet modtager fuldstændig og rettidig information om arbejdet i de forskellige blandede udvalg;

21.

opfordrer Kommissionen til - med henblik på en effektiv informationsstrøm - regelmæssigt, men ikke sjældnere end hvert tredje år, at fremlægge en beretning for Parlamentet, hvori de eksisterende aftalers stærke og svage sider analyseres; påpeger, at Parlamentet på grundlag af denne beretning vil kunne vurdere fremtidige aftaler mere effektivt;

22.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/9

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), især artiklerne vedrørende forskning,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs (siden Lissabontraktaten, Den Europæiske Unions) syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (1),

—

der særlig henviser til artikel 7 i ovennævnte afgørelse vedrørende tilsyn, evaluering og revision af RP7,

—

der henviser til TEUF's artikel 182, stk. 2, vedrørende tilpasning af rammeprogrammet på baggrund af udviklingen,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. februar 2011"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om reaktionen på ekspertgruppens rapport om den foreløbige evaluering af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og på ekspertgruppens rapport om den foreløbige evaluering af finansieringsfaciliteten for risikodeling" (KOM(2011)0052),

—

der henviser til konklusionerne af den foreløbige evaluering af syvende rammeprogram for forskning (RP7), herunder finansieringsfaciliteten for risikodeling, fra det 3074. EU-rådsmøde om konkurrenceevne (det indre marked, industri, forskning og rummet) den 9. marts 2011,

—

der henviser til ekspertgruppens afsluttende rapport "Interim Evaluation of the Seventh Framework Programme" af 12. november 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning (2),

—

der henviser til ekspertgruppens rapport "Evaluation of the Sixth Framework Programme for Research and Technological Development 2002-2006" fra februar 2009,

—

der henviser til ekspertudvalgets rapport "Towards a world class Frontier Research Organisation - Review of the European Research Council's Structures and Mechanisms" af 23. juli 2009,

—

der henviser til rapporten fra gruppen af uafhængige eksperter "Mid-Term Evaluation of the Risk-Sharing Financial Facility (RSFF)" af 31. juli 2010,

—

der henviser til ekspertudvalgets rapport "First Interim Evaluation of the Innovative Medicines Initiative Joint Undertaking" af 20. december 2010,

—

der henviser til ekspertudvalgets rapport "First Interim Evaluation of the ARTEMIS and ENIAC Joint Technology Initiatives" af 30. juli 2010,

—

der henviser rapporten fra udvalget af uafhængige eksperter "Interim Evaluation of the Ambient Assisted Living Joint Programme" fra december 2010,

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse afgivet på plenarmødet den 27.-28. januar 2011 om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning,

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om gennemførelsen af synergivirkninger af midler øremærket til forskning og innovation i forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling i byer og regioner samt i medlemsstaterne og i EU (3),

—

der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2007 af 22. november 2007"Evaluering af EU's rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling: Kan Kommissionens tilgang forbedres?",

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 8/2009 om ekspertisenettene og de integrerede projekter i Fællesskabets forskningspolitik,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 2/2010 med titlen "Hvor effektive er ordningerne for støtte til projekteringsundersøgelser og opbygning af ny infrastruktur under sjette rammeprogram for forskning?",

—

der henviser til udtalelse af 15. september 2010 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0160/2011),

A.

der henviser til, at Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (RP7) er verdens mest omfattende forskningsstøtteinstrument og det vigtigste redskab i EU's forskningspolitik,

B.

der henviser til, at det er nødvendigt at tage hensyn til udviklingen som følge af midtvejsrevisionen af RP7 på grund af de mange forandringer, som har fundet sted siden forhandlingerne og vedtagelsen af programmet i 2006 (nye institutioner, nye politiske instanser, økonomisk krise), men også til, at der er betydelige finansielle midler til rådighed indtil programmets afslutning,

C.

der henviser til, at Lissabontraktaten indfører gennemførelsen af det europæiske forskningsrum som et specifikt middel i EU's politik,

D.

der henviser til, at forskning og innovation betragtes som et centralt element i intelligent, bæredygtig og solidarisk vækst i Europa 2020-strategien,

E.

der henviser til, at forskning er arbejdet med at omsætte økonomisk magt til viden, mens innovation er den omvendte proces med at omdanne viden til økonomisk magt,

F.

der henviser til, at EU og medlemsstaterne skal sørge for midler til at finde en fælles løsning på de store samfundsmæssige, økonomiske, miljømæssige og etiske udfordringer, som Europas befolkning står over for, såsom befolkningens aldring, sundhed, fødevareforsyning, bæredygtig udvikling, de store miljømæssige udfordringer, osv., og der henviser til, at løsningerne på disse problemer skal motivere borgerne til at påtage sig større ansvar for deres handlinger,

G.

der henviser til, at investeringer i FUI er det bedst mulige langsigtede reaktion på den aktuelle økonomiske og finansielle krise, der gør det muligt for EU at blive et samfund med færdigheder, som er konkurrencedygtige på verdensplan,

H.

der henviser til, at Europa konkurrerer med økonomiske stormagter som Kina, Indien, Brasilien, Australien, USA og Rusland, og der henviser til, at vores kapacitet til at forene og samordne EU's og medlemsstaternes indsats bl.a. på forskningsområdet er altafgørende for vores økonomiske konkurrenceevne og dermed for muligheden for at finansiere vore sociale ambitioner og opfylde vore forpligtelser vedrørende EU-borgernes velfærd og beskyttelsen af miljøet,

I.

der henviser til, at udgifterne til F&U i Europa er lave i sammenligning med andre globale magters, bl.a. på grund af manglende privat investering og innovationsvenlige rammebetingelser; der henviser til, at RP7’s tiltrækningskraft på industrisektoren og anvendelsen af forskning til gavn for økonomien således ikke fuldt ud er påvist; der henviser til, at der ud over de involverede beløb også er et klart behov for en bedre samordning og samfinansiering mellem medlemsstaterne, EU og regionerne, med fuld respekt for de særlige forhold i medlemsstaterne og deres etiske valg,

J.

der henviser til, at kun en relativ lille del af de offentlige investeringer i FUI er omfattet af det europæiske samarbejde,

K.

der henviser til, at en bedre forbindelse mellem den akademiske verden, forskningsverdenen og erhvervslivet er væsentlig for bedre at omsætte forskningsresultaterne i varer og tjenesteydelser, som skaber økonomisk vækst og fordele for samfundet som helhed,

L.

der henviser til, at RP7 bør bygge på de samme generelle principper som det europæiske forskningsrum (EFR),

M.

der henviser til, at 25,8 af programmets 54,6 mia. euro er udbetalt i løbet af de første fire år (2007-2010), dvs. 6,5 mia. årligt i gennemsnit, og at de resterende 28,8 mia. vil blive udbetalt i løbet af de sidste tre år (2011-2013), dvs. 9,6 mia. årligt i gennemsnit,

N.

der henviser til, at 2011-2013 er følsomme år, som kræver umiddelbar, særlig fokus på konkurrencefaktorer og faktorer i forbindelse med social samhørighed, hvoraf forskning og innovation er vigtige komponenter,

O.

der henviser til, at den komplekse administrative forvaltning, betydeligt bureaukrati, manglende gennemsigtighed, ineffektivitet og ubegrundede forsinkelser fortsat er et stort handicap for RP7 og i betydelig grad fratager forskere, erhvervslivet og SMV'er motivationen til at deltage i programmet, og derfor bør et kvantespring med hensyn til forenkling være en af de største prioriteringer;

P.

der henviser til, at målet om, at 40 % af forskerne i RP7 skal være kvinder, er ambitiøst og det rigtige mål; der henviser til, at andelen af kvindelige forskere på RP7-forskningsprojekter på nuværende tidspunkt kun er på skuffende 25,5 %,

1.

glæder sig over kvaliteten af ekspertrapporterne om den foreløbige evaluering af RP7 og over finansieringsfaciliteten for risikodeling, der dækker kvaliteten af aktiviteter, gennemførelsen og de opnåede resultater, trods ekspertgruppernes generelle mandat; understreger imidlertid, at evalueringen ikke dækker det samlede billede af både medlemsstaternes og EU's foranstaltninger;

2.

er uforstående over for forsinkelsen i Kommissionens meddelelse, som først kom den 9. februar 2011, når det var pålagt Kommissionen at offentliggøre den senest i 2010, og beklager svagheden ved denne meddelelse i betragtning af de foreliggende udfordringer, især den aktuelle økonomiske krisesituation, de beløb, der endnu ikke er indgået forpligtelser for under RP7, osv.;

3.

opfordrer Kommissionen til især at følge op på de ti konkrete anbefalinger fra ekspertgruppen;

4.

understreger den relative karakter af de konklusioner, der drages i den foreløbige evaluering, da hovedparten af RP7-midlerne endnu ikke er blevet fordelt, påbegyndte projekter stadig er i gang, og andre projekter, der finansieres under RP7, vil løbe ud over programmets afslutning;

5.

mener, at selv om Europa fortsat halter bagefter USA og er ved at tabe det førerskab, det havde i forhold til de nye vækstøkonomier, viser de resultater, der er opnået under RP7, en europæisk merværdi på F&U-området; opfordrer imidlertid Kommissionen til at forstærke sine bestræbelser på at kommunikere de gode resultater til medlemsstaterne, forskningskredse og EU-borgere;

6.

beklager manglen på en metode til vurdering af, i hvor høj grad projekter finansieret af RP7 har fremmet den videnskabelige viden;

7.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres kommunikationsindsats i forbindelse med RP7 (bl.a. ved at anvende nye teknologier som f.eks. intelligente forskningsinformationstjenester) ved at lette adgangen til information om deltagelse, bekendtgøre kommende forskningsudfordringer og udbrede forskningsresultater; støtter Kommissionens initiativer til fremme af fri adgang til resultaterne af offentligt finansieret forskning, når det er relevant og muligt i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder;

8.

glæder sig over deltagelsesniveauet og kvaliteten af de valgte projekter; beklager imidlertid, at programmets succes generelt er ret begrænset og ikke virker ansporende for især SMV'er, der spiller en vigtig rolle i forbindelse med at omsætte forskningsresultater til produkter og tjenesteydelser; mener, at en forenkling af administrative og finansielle regler samt bedre tilpasning af projekter og procedurer til SMV’ernes behov, kunne forbedre denne situation;

9.

konstaterer, at det stigende antal mål og emner samt diversificeringen af instrumenterne har udvidet RP7's anvendelsesområde og formindsket dets mulighed for at tjene et specifikt europæisk formål;

10.

bifalder styrkelsen af særprogrammet "Samarbejde", som stadig er relevant i betragtning af de nuværende videnskabelige og teknologiske udfordringer; fremhæver dets rolle i udviklingen af en kritisk masse inden for FUI, som ikke kan opnås tilsvarende på nationalt/regionalt plan og dermed viser den europæiske merværdi; mener, at tværnationalt forskningssamarbejde fortsat skal være en prioritet; anbefaler anvendelse af ordningen for fremtidige og opdukkende teknologier og almindelig udbredelse af køreplaner til alle temaområder; ønsker større fleksibilitet i formuleringen af temaer i indkaldelser af forslag og i fastsættelsen af finansieringstærskler og -lofter, hvor der skelnes mellem store og små projekter; understreger, at det nuværende samarbejdsprogram er for snævert, og at emnerne ofte er for specifikke til kunne behandle store samfundsmæssige udfordringer; anbefaler, at det næste rammeprogram indeholder indkaldelser af forslag med en bredere tematisk ramme;

11.

understreger, at bredere tværfaglige perspektiver også vil være nødvendige for at klare de voksende samfundsmæssige udfordringer effektivt; understreger, at samfundsvidenskaber og humaniora spiller en afgørende rolle med hensyn til at imødegå de store udfordringer, som EU står over for; beklager, at de meget specifikke og smalle tiltag i kapitlet om samfundsvidenskaber og humaniora i programmet for samarbejde gør det meget vanskeligt at drive ny og innovativ forskning på dette område;

12.

foreslår, at den RP7-støttede forskning - for at opfylde målene for EU’s 2020-strategi - i perioden 2011-2013 bør koncentrere sig om at tage fat på EU's mest påtrængende udfordringer inden for de sektorer, der er nævnt i programmet "Samarbejde" under RP7, dvs. sundhed (herunder klinisk og forebyggende forskning og medicinsk teknologi), fødevarer og bioteknologi (herunder fødevaresikkerhed), ikt, nanovidenskab og nanoteknologi, energi (herunder energieffektivitet, intelligente net, vedvarende energi, CO2-opsamling, SET-planen og anvendelse af biogas), miljø (herunder klimaændringer, vand, jord, træ og skove), bæredygtig transport, samfundsvidenskaber og humaniora, rummet og sikkerhed;

13.

foreslår en styrkelse af forskningssamarbejde såsom de aktiviteter, der finansieres i det særlige program "Samarbejde"; slår til lyd for muligheden for at danne små og mellemstore projekter og partner-konsortier, der muliggør effektiv koordinering, samtidig med, at det styrker den videnskabelige topkvalitet; understreger, at tilgangen med forskningssamarbejde fortsat skal være rammeprogrammets kerneelement;

14.

glæder sig over Det Europæiske Forskningsråds (ECR)lovende resultater under programmet "Ideer" og over ECR’s rolle, som har til formål at gøre den europæiske forskning mere synlig og attraktiv; beklager den private sektors manglende deltagelse og engagement i Det Europæiske Forskningsråd; opfordrer Kommissionen til at øge finansieringen af ECR (hvilket også vil skabe større succes) samt vurdere mulighederne for yderligere at forbedre ECR’s strukturer og mekanismer, herunder gøre ECR til en uafhængig juridisk enhed med beslutningskompetence og direkte ansvar for sin egen videnskabelige strategi og administrative forvaltning, hvilket også kan bane vejen for større uafhængighed af andre organer, der yder finansiering til F&U og innovation; går ind for større gennemsigtighed i processen med udpegning af Det Videnskabelige Råd og i sammensætningen af evalueringspanelerne; henstiller, at Det Europæiske Forskningsråd bibeholder en kraftig støtte til individuelle topforskere; opfordrer imidlertid Det Europæiske Forskningsråd til at skabe mulighed for støtte til teambaserede projekter, dog under forudsætning af at disse projekter er udformet efter bottom up-processer;

15.

støtter inden for programmet "Mennesker" Marie Curie-aktionerne, som er meget værdifulde for forskernes karriere og sikrer individuel bottom up-forskning inden for et meget bredt spektrum af emner, sætte en stopper for "hjerneflugt", gøre udsigten til en forskerkarriere mere attraktiv for lovende unge forskere fra både Europa og tredjelande; anbefaler i betragtning af den relativt store overtegning, at Marie Curie-programmet for mobilitet fortsættes med øgede midler inden for RP7 for yderligere at udvide mobilitetsmulighederne for forskere og ph.d.-studerende (herunder mellem universiteter og den private sektor eller mellem medlemsstater, f.eks. ved at indføre en et "forskerkuponsystem" med penge til forskning, der følger forskerne); mener dog, at der inden for Marie Curie-aktionerne også er mulighed for forenkling med hensyn til antallet af aktioner; beklager dog, at størsteparten af det videnskabelige arbejde, der udføres inden for EU, stadig udføres under usikre arbejdsvilkår;

16.

mener, at det for at øge de menneskelige ressourcer til forskning i Europa er nødvendigt at gøre en professionel karriere på dette område mere attraktiv ved at fjerne administrative hindringer og anerkende kvalifikationer og optræningstid samt arbejde på et hvilket som helst forskningscenter; tilskynder med dette formål for øje Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre et fælles system til evaluering af forskernes kompetence og karriere samt til vurdering af universiteternes præstation; bekræfter betydningen af at investere i undervisning, faglig uddannelse og udvikling af færdigheder og at supplere forbindelserne mellem uddannelse, forskning og innovation;

17.

er bekymret over forskelligartetheden af målene i programmet "Kapacitet" og de deraf følgende vanskeligheder, navnlig med hensyn til internationalt samarbejde og fremskridtet inden for de væsentlige forskningsinfrastrukturer (ESFRI); mener, at der er et klart behov for foranstaltninger til fordel for SMV'er og innovative SMV'er, og opfordrer Kommissionen til i det mindste at bevare disse foranstaltninger og det dermed forbundne budget, medens den tager skridt til at forbedre gennemførelsen af dem; finder, at "infrastruktur"-projekterne ERA-NET, ERA-NET+ og initiativerne baseret på artikel 185 opfylder deres rolle i struktureringen af det europæiske forskningsrum;

18.

anerkender, at de fælles teknologiinitiativer er relevante for europæisk industris konkurrenceevne; beklager de lovgivningsmæssige og administrative hindringer (retssubjektivitet, finansielle bestemmelser og i visse tilfælde også intellektuel ejendomsret), som kan afholde et stort antal af centrale forskningsaktører og SMV'er fra at deltage; beklager også de forskelligartede styringsstrukturer og retlige strukturer samt de høje driftsomkostninger ved opstarten af de fælles teknologiinitiativer; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser, så snart de har givet deres samtykke til at medfinansiere de fælles teknologiinitiativer; opfordrer Kommissionen til at forenkle regler og finansieringsrater for lignende kategorier af deltagere i alle fælles teknologiinitiativer, der følger RP7-modellen, herunder national samfinansiering; anmoder om at blive inddraget yderligere i det politiske tilsyn med disse instrumenter, især for at sikre en passende balance i deltagelse og aktiviteter; understreger, at disse initiativer ikke bør føre til outsourcing af offentlig finansiering og bør holde sig inden for de lovlige grænser for statsstøtte og prækonkurrence;

19.

anmoder Kommissionen om at give Parlamentet klare og detaljerede oplysninger om de fælles teknologiinitiativers funktion, og i hvert enkelt tilfælde give oplysning om den juridiske status, de personer, der indgår i bestyrelsen, og de udførte aktiviteter;

20.

anerkender den mere systematiske anvendelse af alt for åbne indkaldelser af forslag (bottom-up) for at sikre en langsigtet forskningskapacitet; understreger nødvendigheden af at bevare balancen mellem de to metoder (bottom-up og top-down), som hver især opfylder specifikke behov; understreger nødvendigheden af at drøfte og arbejde sammen med forskerne, industrien og civilsamfundets aktører for at opstille forskningsdagsordenerne;

21.

mener, at det - navnlig på baggrund af 2020-strategien og målet med "intelligent vækst" er nødvendigt at identificere fælles forskningsområder blandt dem, der synes mest lovende, hvad angår konkrete anvendelsesmuligheder, hvilket giver den højeste grad af ansvarsfællesskab i en etisk sammenhæng; påpeger, at disse områder kunne udgøre en del af en fælles forskningsplatform finansieret af EU og støttet af et fælles netværk for dataudveksling, der skulle behandles som værende af største vigtighed og have høj prioritet;

22.

beklager, at forskningsfinansieringen i Europa stadig er meget opsplittet, med mange forskellige finansieringskilder fra medlemsstaterne og EU, som anvender forskellige prioriteringer, evalueringskriterier, definitioner og procedurer, hvilket fører til unødvendig overlapning, forvirring, fejl og manglende kritisk masse; anmoder Kommissionen og Rådet om at sætte samarbejde og koordination mellem de forskellige EU-programmer og medlemsstaternes programmer øverst på dagsordenen; anmoder Kommissionen om en foretage en undersøgelse af hensyn til et bredere samspil mellem europæiske og nationale tiltag, herunder eventuel koordination i fasen med formulering af indkaldelser af forslag og vurdering af projekter, samt med henblik på at finde frem til de nationale regler eller love, der hæmmer eller vanskeliggør den finansielle styring af projekter vedrørende internationalt forskningssamarbejde; anmoder endvidere om, at indkaldelser af forslag inklusive dem, der finder sted i juli 2011, iværksættes i samråd med medlemsstaterne uden at overlappe eller konkurrere med de nationale initiativer, men som supplement til disse; mener i den forbindelse, at systemet med ERA-Net bør styrkes som et redskab til understøttelse af ekspertise og udvikling af kriterier for kvalitetsindikatorer, der udgør grundlaget for samarbejde mellem programmer eller joint-ventures; foreslår, at RP7 støtter de aktører, som forvalter de nationale programmer omfattet af den fælles programmering, således at rammeprogrammerne for forskning og udvikling ledes fra en projektstyringslogik mod en programstyringslogik, dog uden at man forsømmer styringen af små projekter; mener, at projekterne for at opnå en vellykket fælles programmering bør udvælges på grundlag af topkvalitet og være skræddersyet til de enkelte sektorers særlige forhold, samt at Kommissionens koordinerende rolle bør styrkes, og de deltagende medlemsstater bør opfylde deres finansielle forpligtelser; anmoder om, at de tre sidste år af RP7 anvendes til at fremme struktureringen af det europæiske forskningsrum;

23.

er skeptisk med hensyn til det faktum, at det ofte kun er muligt at finansiere ét - og kun ét - forslag for hver indkaldelse, hvilket fører til et spild af ressourcer investeret i forberedelse og evaluering af fremragende forslag og manglende finansiering af visse ideer af topkvalitet; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at finansiere forslag af topkvalitet, der ikke er blevet udvalgt, gennem et tillægsbudget for forskning ("matching research funds"), som medlemsstaterne, regional- og strukturfondene samt den private sektor bidrager til;

24.

understreger betydningen af Det Fælles Forskningscenters direkte aktioner og deres bidrag til en bæredygtig udvikling, konkurrenceevne og sikkerheden og pålideligheden af kerneenergi;

25.

anerkender betydningen af Black Sea Interconnection-projektet til etablering af et regionalt forsknings- og uddannelsesnetværk i den bredere Sortehavsregion og dets tilknytning til GEANT, og opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte forskningsprojekter i Sortehavsregionen, såsom HP-SEE, SEE-GRID, SCENE, CAREN og BSRN;

26.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med RP7 og den fremtidige finansielle ramme til at sikre et passende niveau for F&U-finansiering til applikationer og tjenesteydelser i forbindelse med det globale satellitnavigationssystem (GNSS);

27.

understreger, at al forskning inden for RP7 skal udføres i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som de kommer til udtryk i det europæiske charter; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at gøre alle dokumenter med tilknytning til INDECT (et forskningsprojekt der er finansieret af RP7 og som har til formål at udvikle et automatisk observationssystem, som konstant overvåger websider, overvågningskameraer og individuelle computersystemer) tilgængelige og at fastsætte et klart og strengt mandat for INDECT's forskningsmål, anvendelse og slutbrugere; understreger, at INDECT ikke bør modtage midler fra RP7 inden dets eventuelle indvirkning på grundlæggende rettigheder er blevet grundigt undersøgt;

28.

understreger, at erhvervslivets deltagelse ikke synes større end under de forrige rammeprogrammer, især i programmet "Samarbejde"; anmoder derfor Kommissionen om at foretage en detaljeret undersøgelse af programmets kapacitet til bedre at fremme investeringerne i den private sektor;

29.

mener, at procedurerne for indkaldelse af konkurrerende forslag til andre partnere bør være baseret på den grundlæggende præmis, at de involverede virksomheder og forskere har det mest indgående kendskab til projektet, og på, hvilke partnere de har mest behov for, og at Kommissionen, frem for at tvinge dem til at følge evalueringseksperternes rangliste, bør evaluere en skriftlig begrundelse for konsortiets valg;

30.

glæder sig over RP7's resultater til fordel for SMV'er, både hvad angår målene for SMV-støtte under programmet "Kapacitet", programmet "EUROSTARS" og 15 % -målet i programmet "Samarbejde"; opfordrer med henblik på yderligere at lette SMV’ernes deltagelse til, at der iværksættes flere ikke-tematiske indkaldelser af forslag for SMV'ere ved hyppigere at give mulighed for indkaldelse af forslag vedrørende SMV-specifikke aktiviteter (eller ved at have en permanent åben indkaldelse), ved yderligere at forenkle reglerne (herunder reglerne for programmet "EUROSTARS") og ved at afkorte perioden mellem ansøgning og bevilling; anbefaler, at SMV'er involveres mere aktivt i processen med at udnytte de opnåede resultater;

31.

mener, at unge forskeres deltagelse i projektteams i forbindelse med samarbejde om forskningsaktiviteter, der involverer virksomheder og videnskabsorganisation, bør fremmes; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe særlige foranstaltninger med henblik på at øge unge forskeres deltagelse i rammeprogrammer; opfordrer Kommissionen til at bruge midtvejsevalueringen af det syvende rammeprogram til at fremme beskæftigelsen blandt unge forskere ved at udforme regler og måder for deltagelse på en sådan måde, at der afsættes en væsentlig andel af finansieringen til ansættelse af unge forskere;

32.

noterer sig med bekymring visse medlemsstaters relativt beskedne deltagelse i RP7, hvilket ikke bidrager til territorial samhørighed og en afbalanceret udvikling i Europa; mener, at en bedre samordning, sammenhæng og synergi mellem RP7 og struktur- og samhørighedsfondene samt en bedre anvendelse af programmet "Mennesker" kan forbedre de underrepræsenterede medlemsstaters deltagelse; mener, at alle medlemsstater kan blive i stand til at opnå et højere ekspertiseniveau (stairway to excellence) ved at anvende strukturfondene til at styrke forskningsinfrastrukturen og fremme kapacitetsopbygningen inden for forskning og innovation; glæder sig derfor over nedsættelsen af synergiekspertgruppen, der er blevet etableret for at finde synergier mellem RP7, strukturfondene og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation; understreger imidlertid det ubetingede behov for at sondre mellem kriterierne for RP7 og strukturfondene, da principperne for fremragende forskningskvalitet (der udelukkende forvaltes og koordineres af Europa-Kommissionen) bør være afgørende ved tildeling af RP7-midler med henblik på at sikre maksimal merværdi for FUI i Europa; påpeger med tilfredshed, at der for perioden 2007-2013 inden for samhørighedsfondene er afsat 86 mia. EUR til støtte for innovation (25 % af det samlede beløb), hvoraf der til kerneforskning og teknologisk udvikling er afsat 50 mia. EUR, hvilket svarer til det samlede budget for RP7; understreger betydningen af F&U’s territoriale dimension, idet der tages hensyn til de forskellige områders specifikke behov og kapacitet under udformningen af politikker ("intelligent specialisering"); mener derfor, at det er af afgørende betydning at inddrage regionale og lokale myndigheder i opgaven med at øge forsknings- og innovationskapaciteten i deres områder; anbefaler, at de ikke anvendte midler på EU-budgettet nu og indtil slutningen af 2013 og i perioden 2014-2020 i endnu højere grad skal kanaliseres i retning af innovation, videnskab og forskning både i form af menneskelige ressourcer, udvikling og infrastruktur;

33.

glæder sig over det vedholdende, men beskedne fremskridt mod en mere afbalanceret kønsfordeling i deltagelsen i RP7, eftersom mangfoldighed er vigtig for kreativitet og innovation; påpeger, at kvindelige forskere har tendens til at arbejde på mindre og ikke så profilerede projekter og opgaver, og at der synes at eksistere et meget problematisk "glasloft" for kvindelige forskere, som medfører en begrænset andel af kvindelige forskere med høj anciennitet, hvilket det lave antal kvindelige forskere, der udvælges som modtagere af EFR-tilskud til etablerede forskere, også tyder på; er enig i, at foranstaltninger til at øge kvinders deltagelse bør styrkes under hele forløbet af projekternes livscyklus (især med hensyn til fleksibel arbejdstid, forbedrede børnepasningsfaciliteter, socialsikringsbestemmelser og forældreorlov), og at Kommissionen bør forstærke sin indsats for at befordre kvindelige forskere, og at den bør tilskynde medlemsstaterne til at gøre noget ved spørgsmålet om manglende ligestilling; understreger, at målet med 40 % deltagelse af kvinder i programmet og de rådgivende udvalg bør gennemføres med finfølelse; opfordrer Kommissionen til at oprette et tværgående udvalg til at overvåge og rådgive om andelen af kvindelige forskere og til at udvikle en ligestillingsplan som anbefalet i ex post-evalueringen af RP6; opfordrer universiteter og EU-institutioner til at fremme videnskab som et interessant område for begge køn lige fra de tidligste uddannelsestrin ved at fremme kvindelige forskere som rollemodeller;

34.

opfordrer til, at man på regionalt plan anerkender, at de formidlende institutioner (såsom handelskamre, Enterprise Europe Network og regionale innovationsagenturer) har en vigtig rolle som forbindelsesled mellem innovative SMV'ere i de enkelte regioner og Kommissionen;

35.

mener, at programmerne bør åbnes for internationale partnere; fremhæver, at det grundlæggende princip bør være, at alle programmer bør være åbne for finansiering også for udenlandske grupperinger (med specifikke kompetencer); afviser den tanke, at Kommissionen bedre skulle være i stand til at afgøre valget af samarbejdspartnere end forskere;

36.

finder, at RP7 bør bekræfte sine prioriteringer med hensyn til internationalt samarbejde; mener, at mållande og -emner for internationale samarbejdsaktioner bør vælges i samråd med medlemsstaterne for at sikre disse aktioners komplementaritet med alle involverede parters aktioner; gentager imidlertid, at der skal tages hensyn til samarbejdet med udviklingslande;

37.

mener, at RP7's finansieringsniveau, der er troværdigt og nødvendigt, i det mindste bør fastholdes for at leve op til de store samfundsmæssige udfordringer, og påpeger, at en investering i FUI er en langsigtet investering og et afgørende element for opfyldelsen af 2020-strategiens mål;

38.

mener, at udgifterne til RP7 samt de generelle forskningsretningslinjer så vidt muligt bør samordnes med de overordnede politiske målsætninger i Europa 2020-strategien; mener, at videnskabelige fremskridt med hensyn til de store udfordringer kræver, at der på mellemlang til lang sigt gøres brug af finansieringsinstrumenter, som støtter både grundforskningen og samarbejdet med erhvervslivet og andre eksterne partnere;

39.

påpeger den vigtige rolle, som forskningsinfrastrukturer spiller, og understreger, at udvikling og finansiering af dem (baseret på ESFRI’s liste og herunder tilvejebringelse af laboratorieudstyr og instrumenter samt vedligeholdelse heraf) bør koordineres og samfinansieres bedre mellem RP7, EIB-instrumenter, strukturfondene og de nationale og regionale politikker; er af den opfattelse, at en overlapning af forskningsinfrastrukturer i forskellige medlemsstater bør undgås, og at en åben og ekspertisebaseret adgang til forskningsinfrastrukturer bør udvides; opfordrer til, at der gøres en kraftig indsats for at øge finansieringen af forskningsinfrastrukturer inden for RP7 dér, hvor det vil få den største merværdi på EU-plan;

40.

mener, at modtagerne af finansiering til forskningsinfrastruktur tydeligt bør begrunde deres rolle og deres anvendelse af udstyr, laboratorier og forskningspersonale eller teknisk personale; finder derfor, at der bør etableres et overvågnings- og tilsynssystem, der sikrer, at aftalerne overholdes;

41.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at overholde deres finansielle forpligtelser, inklusive forpligtelser til aktioner på grundlag af artikel 185 og 187, i forbindelse med internationale forskningsaftaler;

42.

opfordrer - da målet er, at 3 % af BNP skal investeres i forskning og teknologisk udvikling i 2020, og da forskning og innovation er den eneste sikre vej til et økonomisk genopsving i EU - Kommissionen til at overveje muligheden for at etablere et bindende midlertidigt niveau for investering i forskning og teknologisk udvikling på omkring 1 % af BNP i 2015;

43.

noterer sig en styrkelse af "innovationsdimensionen" i de fremtidige arbejdsprogrammer; mener, at der for at give forsknings- og innovationsprogrammer en klar indvirkning på markedet og samfundet bør udvikles aktioner, som muliggør optimal udnyttelse og kommercialisering af forskningsresultater f.eks. ved at tage hensyn til kommercialiseringen af forskningsresultater i specifikke indkaldelser eller ved hjælp af evalueringskriterier på særlige områder; opfordrer Kommissionen til at påbegynde en finansiering af demonstrations-, pilot- og konceptbekræftelsesprojekter, inden RP7 udløber, og til at overveje en finansieringsordning til belønning af vellykkede projekter og til støtte for lanceringen af dem på markedet med henblik på at supplere den nuværende forhåndsfinansiering; mener, at der også i denne forbindelse er behov for en tæt koordination mellem RP7, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og strukturfondene;

44.

bemærker, at hvis RP7 er struktureret på en sådan made, at der skelnes mellem videnskab for videnskabens egen skyld, videnskab for konkurrence og videnskab for samfundet, er der risiko for, at den gradvise overgang fra grundforskning til anvendt forskning og innovation ikke vil blive taget med i overvejelserne; henviser til nødvendigheden af at forhindre, at en vellykket gennemførelse af integrerede projekter hindres af ufleksible strukturer;

45.

mener, at både RP7 og det fremtidige RP8 bør yde et større bidrag til udviklingen af erhvervslivet i Europa og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til anvendt forskning;

46.

anerkender, at RP7 først og fremmest tager sigte på forskning og teknologisk udvikling, men understreger imidlertid betydningen af at udforme EU-politikker og -programmer på en sådan måde, at synergier inden for hele F&U-værdikæden (fra forskning og uddannelse via innovation til jobskabelse) udnyttes maksimalt; mener, at dette er den eneste måde til at nå de mål, der er opstillet i flagskibsinitiativet "Innovation i EU", og til at fremskynde Europas forvandling til et videnbaseret samfund; glæder sig i denne forbindelse over den nuværende udvikling af en resultattavle for innovation og opfordrer til en bred definition af innovation (herunder ikke-teknologisk innovation og arbejdstagerskabt innovation) og til udvikling af mere effektive modeller, metodologier og redskaber til at måle og sætte gang i innovation, herunder ved hjælp af offentlige indkøb, fastlæggelse af standarder og finansieringsteknikker;

47.

anerkender, at de europæiske teknologiplatforme, de fælles teknologiinitiativer og de offentlig-private partnerskaber bidrager til en større deltagelse fra erhvervslivets side og opfordrer til, at de konsolideres i fremtidige programmer; understreger nødvendigheden af at sikre passende regler for deltagelse (inklusive regler for intellektuel ejendomsret) og for finansiering (inklusive finansiering af indirekte omkostninger) samt bestræbelser på yderligere forenkling med henblik på at tiltrække et større antal SMV’er, offentlige forskningsinstitutter og mindre forskningsorganisationer og dermed at sikre en bedre balance i de interesserede parters adgang til og deltagelse i fælles teknologiinitiativer og offentlig-private partnerskaber;

48.

er bekymret over den alt for store administrative byrde, der er forbundet med RP7; understreger, at forenklingsforanstaltninger, der ikke kræver ændring af lovgivningen, bør gennemføres så hurtigt som muligt under hensyntagen til enkelhed, stabilitet, konsekvens, retssikkerhed, gennemsigtighed, ekspertise og tillid, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for yderligere forenklingsforanstaltninger, herunder naturalydelser fra ansøgerne, samt yderligere tilpasning til beregnings- og regnskabsmetoder, som anvendes i nationale finansieringsordninger; opfordrer Kommissionen til omgående at træffe foranstaltninger til at forkorte behandlingstiden fra ansøgning til bevilling, til at reducere de bureaukratiske procedurer for udarbejdelse, indgivelse og vurdering af projekter (bl.a. ved hjælp af en EU-portal for ansøgninger, der er baseret på den tilsvarende amerikanske model), til at reducere antallet af periodiske rapporter om den finansielle status og revisionsdokumenter pr. rapporteringsperiode og finde en bedre balance mellem risici og kontrol i forskningen; betoner, at en "risikosky" kultur i EU's forskningspolitik vil forhindre finansiering af risikobetonede forskningsidéer med stort potentiale for epokegørende resultater, og foreslår derfor, at der satses på en tillidsbaseret tilgang med en højere accept af risici og fiasko, modsat en ren resultatbaseret tilgang, der kunne hæmme den innovative forskning; anbefaler en forenklet tolkning og yderligere afklaring af definitionen på støtteberettigede omkostninger; støtter forslaget til revision af finansforordningen med henblik på at forenkle procedurerne og opfordrer til revision og/eller bredere fortolkning af EU’s personalebestemmelser, for så vidt angår personligt ansvar; efterlyser mere præcise, konsekvente og gennemsigtige revisionsregler, bl.a. anvendelse af færre stikprøver og flere realistiske kriterier såsom deltagernes erfaring samt, hvordan det forudgående forløb har været med hensyn til fejl og overholdelse;

49.

gentager, at det er vigtigt hurtigst muligt at tage skridt til at forenkle de administrative og finansielle procedurer i den nuværende forvaltning af RP7 som omhandlet i Parlamentets beslutning af 11. november 2010; glæder sig over Kommissionens afgørelse af 24. januar 2011, der indfører tre forenklingsforanstaltninger, samt over oprettelsen af det fælles registreringssystem (URF); anmoder Kommissionen om hurtigt at gennemføre disse foranstaltninger på en ensartet måde og om at undersøge, hvor der stadig er mulighed for at iværksætte yderligere forenklingsforanstaltninger; beklager de alvorlige problemer med fortolkning og manglende retssikkerhed for deltagerne i RP7 og gentager sit ønske om, at verserende tvister mellem Kommissionen og støttemodtagerne i alle rammeprogrammerne afsluttes snarest under overholdelse af princippet om forsvarlig forvaltning af offentlige midler; anmoder Kommissionen om at give støttemodtagerne tilladelse til at konsultere clearingudvalget for forskning under eller efter et projekt for at klarlægge spørgsmål om omkostningskalkulation, regler for deltagelse og revision, inklusive efterfølgende revisioner; understreger nødvendigheden af at bevare det, der fungerer godt, og kun ændre de regler, der er behov for at tilpasse;

50.

efterlyser foranstaltninger, der mindsker behandlingstiden, for at øge andelen af tilskud, der bevilges på under otte måneder med en vis procent i 2011 og på under seks måneder i den resterende periode;

51.

glæder sig meget over henstillingerne om at afkorte tidsfristen for tilkendelse af udbud og efterlyser en evaluering af eksisterende instrumenter, inden der oprettes nye instrumenter under RP7;

52.

foreslår, at Kommissionen bistår offentlige organer med at forbedre deres forvaltningssystemer ved at foretage vurderinger uden finansielle konsekvenser, hvilket ville tilskynde disse organer til at træffe en række foranstaltninger til at forbedre deres projektstyring og gennemføre dem inden for en bestemt frist på under et år;

53.

finder, at RSFF både kvalitativt og kvantitativt har haft en afgørende løftstangsvirkning på investeringerne i FUI i en krisetid, hvor banksektoren ikke længere kunne spille denne rolle, hvilket i de første år resulterede i 8 mia. eurolån, der udløste investeringer for mere end 20 mia. euro;

54.

udtrykker imidlertid sin bekymring over de urimeligt små beløb, der er bevilget til forskningsinfrastrukturer, universiteter og forskningsorganer samt SMV'er, især innovative SMV'er, og over den åbenbare skævhed i de bevilgede låns fordeling, både geografisk og mellem sektorerne; støtter følgelig ekspertgruppens konkrete anbefalinger om at forbedre visse underrepræsenterede målgruppers deltagelse, og støtter Det Europæiske Råds konklusioner af 4. februar 2011, navnlig dets ønske om, at alle muligheder undersøges med sigte på at tilføre den intellektuelle ejendomsret på EU-plan en øget værdi, navnlig for at lette SMV’ernes adgang til vidensmarkedet;

55.

beklager, at der kun er RSFF-projekter i gang i 18 EU-medlemsstater og i to associerede lande, og at SMV’er, universiteter/forskningsinstitutioner og forskningsfaciliteter i øjeblikket er underrepræsenteret i RSFF; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorfor de ni øvrige EU-medlemsstater ikke har gjort brug af denne nye facilitet, som har vist sig i betragteligt omfang at bidrage til finansieringen af FUI, og til at sikre, at alle berørte lande deltager;

56.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge, hvilke oplysninger der er givet om adgangen til RSFF-lån på medlemsstatsplan, og at sikre, at potentielle deltagere får passende information og hjælp til adgang til RSFF-lån, navnlig i de medlemsstater, der har en anden valuta end euro;

57.

henstiller, at anvendelsen af dette innovative finansieringsinstrument videreføres og forstærkes i RP7 og i det kommende RP8, eftersom det bidrager til at lette adgangen til finansiering og øge private investeringer; understreger nødvendigheden af at sikre, at, at disse finansieringsinstrumenter udformes hensigtsmæssigt for SMV;

58.

anmoder om, at der i anvendelsen af RP7 tages hensyn til de forskellige følger i de enkelte medlemsstater af den økonomiske krise i programmets sidste år (2011-2013) i betragtning af de betydelige summer (28,8 mia. euro over tre år), der mangler at blive tildelt, til EU 2020-målene og til forberedelsen af et europæisk forskningsrum og gennemførelsen af Innovation i EU; mener navnlig, at målene i RP7 skal tilpasses EU’ strategier for ressourceeffektivitet, råstoffer og den digitale agenda;

59.

mener, at de resterende bevillinger ikke bør tages fra forskningen og anvendes til andre programmer eller instrumenter, der ikke hører under området for forskning og innovation eller i RP7’s mål;

60.

understreger behovet for at udvide, stimulere og sikre finansieringen af forskning og udvikling i EU via en betydelig forøgelse af de relevante udgifter fra og med 2013; mener, at denne øgede finansiering, der helst skal medføre en fordobling af budgettet, må skabe bæredygtig vækst og konkurrence via ekspertise; understreger, at denne forøgelse af midlerne må kombineres med en mere resultat- og præstationsorienteret strategi og med en radikal forenkling af finansieringsprocedurerne; går ind for yderligere samarbejde mellem EU’s forskellige FUI-programmer, f.eks. under titlen "En fælles strategisk ramme for forskning og innovation"; mener, at det er vigtigt for alle berørte parter, at der er kontinuitet i det kommende program, når det er blevet fastlagt;

61.

understreger, at det er nødvendigt at tage hensyn til de resultater, der er opnået på alle de områder, der defineres som politiske prioriteter i forbindelse med finansiering, og at vurdere, hvor effektive de har været, med henblik på at forbedre evalueringen af fremtidige programmer;

62.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/20

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 9. november 2010"Handel, vækst og verdensanliggender - Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612) samt til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 7. juli 2010"Etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik" (KOM(2010)0343),

—

der henviser til Kommissionens og den canadiske regerings fælles undersøgelse om vurdering af fordele og ulemper ved et tættere økonomisk partnerskab mellem EU og Canada fra oktober 2008 (1) samt til den fælles rapport om screeningsundersøgelsen EU-Canada af 5. marts 2009 (2),

—

der henviser til den fælles erklæring fra topmødet mellem EU og Canada om en omfattende økonomisk partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Canada, der blev undertegnet i Prag den 6. maj 2009 (Rådets dok. 09547/2009),

—

der henviser til Kommissionens henstilling til Rådet af 20. december 2010 om ændring af forhandlingsdirektiverne for en økonomisk integrationsaftale med Canada med henblik på at give Kommissionen beføjelse til på Unionens vegne at forhandle om investeringer (SEK(2010)1577),

—

der henviser til Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd af 10. marts 2011"Handels- og investeringshindringer - rapport 2011: Engagering af vores strategiske økonomiske partnere i forbedret markedsadgang: Prioritering af indsats for nedbrydelse af handelshindringer" (KOM(2011)0114),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig af 22. maj 2007 om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (3), af 19. februar 2008 om EU's strategi for øget markedsadgang for EU's virksomheder (4), af 20. maj 2008 om handel med råvarer og råstoffer (5), af 4. september 2008 om handel med tjenesteydelser (6), af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel (7), af 5. februar 2009 om styrkelse af de europæiske SMV'ers rolle i international handel (8), af 5. maj 2010 om topmødet EU-Canada (9), af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (10), af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører (11), af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler (12), af 17. februar 2011 om Europa 2020 (13) og af 6. april 2011 om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer (14),

—

der henviser til rammeaftalen om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og Canada (15) og andre efterfølgende bilaterale aftaler med Canada, navnlig aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om toldsamarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål (16), aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om sundhedsforanstaltninger til beskyttelse af folke- og dyresundheden i samhandelen med levende dyr og animalske produkter (17), aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om handel med vin og spiritus (18), aftalen om civil luftfartssikkerhed mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada (19) og lufttransportaftalen mellem Canadas regering og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (20),

—

der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (21),

—

der henviser til artikel 207, stk. 3, og artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at det regelbaserede multilaterale handelssystem, der er etableret via Verdenshandelsorganisationen (WTO), fortsat udgør den mest hensigtsmæssige ramme for regulering af handel og for fremme af loyal og retfærdig handel gennem udvikling af hensigtsmæssige regler og sikring af reglernes overholdelse,

B.

der henviser til, at en vellykket afslutning af Dohaudviklingsdagsordenen (DDA) er af afgørende betydning for den videre udvikling af WTO; der henviser til, at en sådan aftale ikke udelukker bilaterale aftaler, der går ud over WTO-forpligtelserne og supplerer de multilaterale regler,

C.

der henviser til, at partnerskabet med Canada er et af EU’s længstvarende og tætteste, idet Canada var det første industrialiserede land, som EU - i 1976 - undertegnede en rammeaftale om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde med; der henviser til, at der i årenes løb er undertegnet en række bilaterale aftaler med henblik på at lette forstærkede handelsforbindelser,

D.

der henviser til, at EU er Canadas næstvigtigste handelspartner og til, at Canada i øjeblikket er EU’s 11. vigtigste handelspartner (2009); der henviser til, at Canada er EU’s fjerdestørste kilde til direkte udenlandske investeringer (FDI), mens EU er Canadas næststørste kilde til direkte udenlandske investeringer (2008),

E.

der henviser til, at den fælles undersøgelse i 2008 påviste betydelige potentielle gevinster for både Canada og EU ved liberalisering af deres bilaterale handel,

F.

der henviser til, at den private sektor i både EU og Canada har udvist betydelig støtte til en ambitiøs og omfattende økonomisk aftale, og mener, at en fremme af tættere økonomisk partnerskab mellem EU og Canada vil sende et stærkt signal om vækst til investorer og virksomheder både inden for EU og Canada og internationalt,

G.

der henviser til den generelle enighed om, at det økonomiske partnerskab mellem EU og Canada endnu ikke har nået sit fulde potentiale, og at en frihandelsaftale mellem EU og Canada kan bidrage væsentligt til at udvikle og opnå dette ved at forbedre handels- og investeringsstrømmene og samtidig fjerne toldsatser, herunder særligt høje toldsatser, og uberettigede ikke-toldmæssige hindringer samt støtte et tættere samarbejde, især inden for lovgivningsmæssigt samarbejde, arbejdskraftens mobilitet og anerkendelse af kvalifikationer,

H.

der henviser til, at de igangværende forhandlinger om en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale (CETA) sigter på indgåelsen af en meget avanceret aftale, der i sit ambitionsniveau overgår enhver anden aftale om handel og økonomi, som EU eller Canada hidtil har indgået, og som vil kunne styrke de allerede stærke bilaterale handels- og investeringsmæssige forbindelser endnu mere,

I.

der henviser til, at Kommissionen forsøger at integrere investeringsbeskyttelse i de igangværende forhandlinger med Canada, og har foreslået Rådet, at der sker en ændring af de nuværende forhandlingsdirektiver,

J.

der henviser til både EU’s og Canadas erklæringer om, at der er gjort betydelige fremskridt i CETA-forhandlingerne, og at der tilstræbes indgåelsen af en aftale senest ved udgangen af 2011,

1.

mener, at det multilaterale handelssystem i WTO fortsat er langt den mest effektive ramme for på globalt plan at opnå fri, fair og rimelig samhandel; gentager sin stærke støtte til en vellykket afslutning af forhandlingerne om Dohaudviklingsdagsordenen, som stadig er EU’s handelsmæssige prioritet; mener, at EU og Canada i fællesskab kan bidrage til en vellykket afslutning af forhandlingerne om Dohaudviklingsdagsordenen;

2.

bifalder en aftale med Canada, der går ud over WTO-forpligtelserne og supplerer de multilaterale regler, under den forudsætning, at forhandlingerne udmøntes i en afbalanceret og ambitiøs aftale af høj kvalitet, der rækker langt videre end toldnedsættelser; kræver anvendelse af princippet om gensidighed for så vidt angår de disponible retsmidler i sager, der involverer handelskonflikter, og fremhæver navnlig behovet for at forbedre markedsadgangen, især til markederne for tjenesteydelser og offentlige indkøb (herunder også på lavere niveau end føderalt niveau), og for at forbedre beskyttelsen af intellektuel ejendomsret;

3.

opfordrer Kommissionen, som et tegn på god vilje, til at ophøre med at anfægte kravene i Ontario Green Energy Act om lokalt indhold;

4.

mener, at kapitlet om intellektuel ejendomsret ikke må indvirke negativt på produktionen af generiske lægemidler og skal respektere TRIPS' undtagelser på folkesundhedsområdet;

5.

bemærker, at Kommissionen har valgt at forhandle om liberalisering af tjenesteydelser i form af en negativ-liste, men er af den opfattelse, at dette skal ses som en ren undtagelse og ikke skabe præcedens for fremtidige forhandlinger; mener, at GATS-undtagelsen for offentlige forsyningsvirksomheder fortsat er det mest hensigtsmæssige redskab til at sikre EU-borgere universel adgang til offentlige ydelser;

6.

udtrykker bekymring over den fortsatte udvinding af asbest i Canada og dennes alvorlige indvirkning på arbejdstagernes sundhed; minder om, at EU har forbudt al brug, udvinding og fremstilling af asbest samt forarbejdning af asbestprodukter; opfordrer Canada til at træffe lignende foranstaltninger med henblik på at forbedre folkesundheden;

7.

gør på baggrund af de to økonomiers komplementaritet opmærksom på det fremtidige potentiale for øgede handels-, investerings- og forretningsmæssige muligheder mellem EU og Canada, som CETA-aftalen mellem EU og Canada kan foranledige;

8.

mener, at Kommissionens ambitionsniveau i drøftelserne med Canada bør modsvares af en lige så ambitiøs tilgang til bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til omfanget af forpligtelserne på arbejdsmarkedet, miljøkapitlets rækkevidde og måden at løse spørgsmål vedrørende multilaterale miljøaftaler på samt håndhævelsesmekanismen, og at den bør støtte og fremme initiativer, der sigter på at bidrage til imødegåelsen af klimaforandringer, fremme juridisk bindende menneskerettigheder og de sociale og miljømæssige standarder samt fremme virksomhedernes sociale ansvar;

9.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort i CETA-forhandlingerne, og opfordrer Kommissionen til fortsat at høre de centrale interessenter; opfordrer Kommissionen til, selv om den fælles undersøgelse påviste betydelige potentielle gevinster for både Canada og EU, snarest muligt at gennemføre en omfattende bæredygtighedsvurdering med det formål at evaluere den endelige aftales sektormæssige virkninger og socio-økonomiske konsekvenser for EU;

10.

noterer sig, at kompetencen vedrørende forbindelserne mellem EU og Canada alene ligger på det føderale niveau, men eftersom de canadiske provinser og territorier er ansvarlige for gennemførelsen af de traktatforpligtelser, der hører under deres jurisdiktion, finder det afgørende og glæder sig over deres deltagelse i CETA-forhandlingerne og tilskynder provinserne og territorierne til at synkronisere deres politikker og procedurer, således at de potentielle gevinster kan maksimeres; mener, at vellykkede forhandlinger bør omfatte udtrykkelige tilsagn fra provinsernes og territoriernes regeringer;

11.

bemærker ikke uden bekymring, at Kommissionen forelagde Rådet et forslag til ændring af forhandlingsdirektiverne, således at Kommissionen får beføjelse til at forhandle med Canada om investeringer uden at afvente Parlamentets holdning til den kommende overordnede EU-investeringspolitik; opfordrer Kommissionen til at tage fuldt hensyn til Europa-Parlamentets konklusioner om dette emne, når der forhandles om investeringer med Canada; mener, at i betragtning af det højt udviklede retssystem i Canada og EU udgør en mekanisme til bilæggelse af tvister mellem staterne samt brugen af lokale retsmidler de mest relevante værktøjer til løsning af investeringstvister; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den potentielle mekanisme til bilæggelse af tvister mellem investorer og stater ikke lægger hindringer i vejen for fremtidig lovgivning på politisk følsomme områder som f.eks. miljølovgivningen, og at den integreres i bredere krav, således som anført i Europa-Parlamentets beslutning om den fremtidige EU-politik for internationale investeringer;

12.

understreger, at investeringskapitlet skal fremme investeringer af høj kvalitet, som respekterer miljøet og fremmer gode arbejdsbetingelser; kræver endvidere, at investeringskapitlet respekterer begge parters ret til at lovgive, navnlig på områderne national sikkerhed, miljø, folkesundhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, industripolitik og kulturel mangfoldighed; opfordrer Kommissionen til at holde følsomme sektorer som kultur, uddannelse, nationalt forsvar og folkesundhed ude af investeringsaftalerne;

13.

gentager sin bekymring over de virkninger for det globale miljø, som udvindingen af oliesand har som følge af det høje CO2-emissionsniveau under produktionsprocessen og den dermed forbundne trussel for den lokale biodiversitet; udtrykker sin overbevisning om, at CETA-forhandlingerne ikke bør påvirke EU's ret til at lovgive gennem direktivet om brændstofkvalitet eller begrænse de canadiske myndigheders mulighed for at indføre fremtidige miljøstandarder for udvindingen af oliesand; opfordrer begge parter til at løse eventuelle uoverensstemmelser i mindelighed og uden at sætte CETA-forhandlingerne på spil;

14.

noterer sig den nylige lovgivningsmæssige udvikling vedrørende EU’s forbud mod sælprodukter, navnlig Canadas anmodning til WTO om oprettelse af et formelt tvistbilæggelsespanel; forventer, at Kommissionen fortsat står fast på EU’s holdning med hensyn til forbud mod sælprodukter, og udtrykker sine stærke forhåbninger om, at Canada vil trække sin WTO-sag, som er i modstrid med positive handelsforbindelser, tilbage, før Europa-Parlamentet skal ratificere CETA-aftalen;

15.

henleder opmærksomheden på EU's og Canadas forskellige politikker for så vidt angår reguleringen af genetisk modificerede organismer (gmo'er); advarer om, at EU's strengere regler kunne blive anfægtet af private virksomheder i forbindelse med CETA's foreslåede mekanisme til bilæggelse af tvister;

16.

mener, at kapitlerne om landbrug for begge parter vil udgøre et vigtigt emne i disse forhandlinger; er bekymret over muligheden for betydelige indrømmelser på området for gmo'er, mælk og oprindelsesmærkning; understreger derfor, at der bør tages fuldt hensyn til interesserne og prioriteringerne i landbruget, og opfordrer Kommissionen til at forhandle om en aftale, der både vil være til fordel for EU's og Canadas forbrugere samt for landbrugssektoren på begge sider, og inden for rammerne af et globalt afbalanceret resultat sikre større, men fair konkurrence mellem EU’s og Canadas leverandører af landbrugsvarer; glæder sig i denne forbindelse over begge parters indledende forpligtelse til ikke at opretholde, indføre eller genindføre landbrugseksportsubsidier for de landbrugsprodukter, som udveksles, eftersom dette må ses som et positivt skridt til fordel for ambitiøse og fair forhandlinger, samt over aftalen om at samarbejde inden for WTO-landbrugsforhandlingerne;

17.

anmoder Kommissionen om, i tråd med ønsket om sammenhæng i EU-politikkerne og især i forbindelse med de oversøiske lande og territorier, at sikre, at deres interesser vedrørende deres strategiske produkter bevares i den kommende aftale mellem EU og Canada;

18.

understreger, at forhandlingerne om sundheds- og plantesundhedsmæssige foranstaltninger er et stort problem i kapitlerne om landbruget; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forpligte sig til at forhandle sig frem til bestemmelser for dem, der sikrer en høj standard;

19.

minder Rådet og Kommissionen om, at Rådet i forbindelse med alle internationale handelsaftaler efter Lissabontraktatens ikrafttræden skal indhente samtykke fra Parlamentet, og at både Rådet og Kommissionen har pligt til på alle stadier i proceduren at holde Parlamentet øjeblikkeligt og fuldstændig underrettet; opfordrer Rådet til omgående at forelægge Parlamentet samtlige oplysninger om de stadier i proceduren, som det er ansvarligt for, navnlig vedrørende de vedtagne forhandlingsdirektiver og eventuelle ændringer heraf; opfordrer Rådet og Kommissionen til på alle stadier af forhandlingerne at inddrage Parlamentet og til at tage fuldt hensyn til Parlamentets holdning;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Canadas føderale regering og parlament og til regeringerne og parlamenterne i Canadas provinser og territorier.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/24

—

der henviser til notatet fra marts 2009 fra Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) om internationalt samarbejde om tilsyn med kreditvurderingsbureauer,

—

der henviser til det fælles forum om status over anvendelsen af kreditvurderinger i juni 2009,

—

der henviser til rapporten af 25. september 2009 fra Rådet for Finansiel Stabilitet til G20-lederne om forbedring af den finansielle regulering,

—

der henviser til rapporten af 29. oktober 2010 fra Den Internationale Valutafond om global finansiel stabilitet, statslige myndigheder, finansiering og systemisk likviditet,

—

der henviser til erklæringen fra G20-topmødet i Toronto den 26. og 27. juni 2010,

—

der henviser til rapporten af 27. oktober 2010 fra Rådet for Finansiel Stabilitet om principper for begrænsning af afhængigheden af vurderinger fra kreditvurderingsbureauer,

—

der henviser til den offentlige høring, Kommissionen iværksatte den 5. november 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0081/2011),

A.

der henviser til, at det glæder sig over den igangværende indsats på globalt, internationalt og europæisk plan med henblik at indføre regler for kreditvurderingsbureauer,

B.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauer forventes at være informationsformidlere, der mindsker uoverensstemmelser mellem de informationer, der cirkulerer på kapitalmarkederne, og letter den globale markedsadgang, mindsker informationsomkostningerne og øger den potentielle låner- og investorskare, hvorved de tilfører markederne likviditet og gennemsigtighed og letter prisdannelsen,

C.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauerne med den seneste lovgivning har fået overdraget endnu en rolle, som kan beskrives som en "godkendelsesrolle", hvilket er et udslag af, at kreditvurderinger stadig hyppigere inddrages i forbindelse med lovmæssige kapitalkrav,

D.

der henviser til, at de finansielle aktører har stolet for meget på kreditvurderingsbureauernes vurdering,

E.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauer vurderer tre forskellige sektorer, den offentlige sektor, selskaber og strukturerede finansielle instrumenter, og at de spillede en vigtig rolle i forbindelse med den finansielle krises opståen, fordi de foretog forkerte vurderinger af strukturerede finansielle instrumenter, som i gennemsnit måtte nedjusteres tre til fire gange under krisen,

F.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1060/2009 var det første svar på finanskrisen, og at den allerede behandler de mest presserende problemer, idet den indeholder bestemmelser om tilsyn med og regler for kreditvurderingsbureauer, men at den ikke behandler alle de grundlæggende problemer, og at den rent faktisk skaber nogle nye adgangsbegrænsninger,

G.

der henviser til, at fraværet af reguleringsmæssig sikkerhed i denne sektor udgør en risiko for EU's finansielle markeder, og derfor kræver, at Kommissionen, inden den fremsætter forslag om yderligere ændringer af forordning (EF) nr. 1060/2009, identificerer manglerne i den nye ramme og forelægger en indvirkningsvurdering af de alternativer, der vil kunne afhjælpe disse mangler, herunder muligheden af yderligere lovforslag,

H.

der henviser til, at kreditvurderingssektoren har flere problemer, hvoraf de største er manglen på konkurrence, oligopolistiske strukturer og manglen på ansvarlighed og gennemsigtighed, at et af problemerne navnlig i forbindelse med de dominerende kreditvurderingsbureauer er betalingsmodellen, og at reguleringssystemets største problem er overdreven tillid til eksterne kreditvurderinger,

I.

der henviser til, at den bedste måde at styrke konkurrencen på vil være at skabe en regulering, der kan fremme adgangen, og at foretage en mere grundig analyse af de nuværende hindringer for adgang og andre faktorer, der påvirker konkurrencen,

J.

der henviser til, at der i gode tider er en tendens til, at markedsaktørerne fejlvurderer eller negligerer den metode, der benyttes til kreditvurderinger, og betydningen af disse vurderinger, som tager sigte på at fastslå sandsynligheden for misligholdelse,

K.

der henviser til, at den seneste udvikling i eurokrisen har kastet lys over statsgældsvurderingernes vigtige rolle og over både inkonsekvens og konjunkturforværrelse i anvendelsen af disse vurderinger i forbindelse med regulering,

L.

der henviser til, at vurderingernes uafhængighed af markedsmæssig og politisk interferens er aldeles afgørende og skal sikres, uanset hvilke nye strukturer og forretningsmodeller der måtte dukke op, og i forbindelse med økonomisk styring og stresstester,

M.

der henviser til, at selv om vurderingerne kan skifte og faktisk skifter som følge af basale tilpasninger til risikoprofil eller ny information, bør de udformes således, at de er stabile og ikke svinger i forhold til stemningen på markedet,

N.

der henviser til, at Basel II-systemet har ført til en overdreven tillid til eksterne vurderinger, hvilket i nogle tilfælde har fået bankerne til at undlade at foretage deres egne vurderinger af de engagementer, de har indgået,

O.

der henviser til, at der i den seneste lovgivning om kreditvurderinger i USA med Dodd-Frank Act vises mindre tillid i reguleringsmæssig sammenhæng til bureauernes vurderinger,

1.

mener, at det internationale finansielle reguleringssystems overdrevne afhængighed af eksterne kreditvurderinger inden for en realistisk tidsramme bør begrænses så meget som muligt på baggrund af den ændring, der er sket i anvendelsen af kreditvurderingerne, hvor udstederne nu snarere vurderes med henblik på at sikre dem præferencebehandling inden for en bestemt reguleringsramme end med henblik på at give dem adgang til de globale kapitalmarkeder;

2.

mener, at de konkurrencefordrejninger, der skyldes den almindelige praksis, at kreditvurderingsbureauer vurderer markedsaktører, samtidig med at de modtager ordrer fra dem, skal begrænses;

3.

er enig i de principper, der blev opstillet af Rådet for Finansiel Stabilitet i oktober 2010, og som giver en generel vejledning til, hvordan afhængigheden af eksterne kreditvurderinger kan begrænses, og glæder sig over Kommissionens offentlige høring, der blev indledt i november 2010; anmoder Kommissionen om at undersøge, om og i givet fald hvordan medlemsstaterne anvender kreditvurderinger i reguleringsøjemed, for at mindske den udbredte overdrevne tillid til dem i det finansielle reguleringssystem;

4.

påpeger manglerne ved den standardiserede fremgangsmåde i Basel-bestemmelserne, som gør det muligt at fastsætte de lovmæssige kapitalkrav til finansielle institutioner på grundlag af eksterne kreditvurderinger; finder det vigtigt at fastlægge kapitalkravsregler, som sikrer en forsvarlig intern risikovurdering, bedre tilsyn med sådanne risikovurderinger og bedre adgang til kreditrelevante oplysninger; støtter i den forbindelse øget anvendelse af den metode, der er baseret på interne kreditvurderinger, forudsat at den er pålidelig og sikker, og at den finansielle institution er tilstrækkelig stor og avanceret og har en tilstrækkelig kapacitet til, at den kan foretage en tilfredsstillende risikovurdering; mener, at det for at sikre lige vilkår er vigtigt, at interne modeller overholder de parametre, der er fastlagt i EU-bestemmelserne, og underkastes konsekvent tilsyn og godkendelse; mener samtidig, at mindre og knap så avancerede institutioner med mindre kapacitet bør have mulighed for at anvende eksterne kreditvurderinger, hvis de ikke har mulighed for at gennemføre en intern kreditvurdering, forudsat at de opfylder passende krav om rettidig omhu;

5.

påpeger betydningen af at følge udviklingen under Basel III og den aktuelle CRD IV-proces i denne forbindelse;

6.

mener, at det er nødvendigt at genskabe investorernes evne til selv at udvise rettidig omhu, hvis der skal gives tilladelse til øget brug af virksomhedsinterne modeller for kreditrisikovurdering; foreslår, at banker og andre finansielle markedsaktører bør anvende korrekte interne risikovurderinger meget oftere;

7.

er af den opfattelse, at markedsaktørerne ikke bør investere i strukturerede eller andre produkter, hvis de ikke selv kan vurdere den underliggende kreditrisiko, eller at de som alternativ bør anvende den højeste risikovægtning;

8.

anmoder Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker om at overveje deres brug af eksterne kreditvurderinger og opfordrer dem kraftigt til at opbygge ekspertise i at udarbejde egne modeller for vurdering af kreditstandarden for aktiver, der kan anvendes som sikkerhedsstillelse for likviditetsskabende transaktioner, og mindske deres afhængighed af eksterne kreditvurderinger;

9.

anmoder Kommissionen om nøje at vurdere den potentielle anvendelse af alternative instrumenter til at måle kreditrisikoen;

10.

er opmærksom på interessekonflikt, der automatisk opstår, hvis markedsaktørerne udformer interne kreditrisikovurderinger for deres egne lovmæssige kapitalkrav, og anser det på den baggrund for nødvendigt at øge tilsynsmyndighedernes ansvar, kapacitet, myndighed og ressourcer til at kontrollere, vurdere og overvåge de interne modellers egnethed og til at træffe forsigtighedsforanstaltninger; mener, at hvis en intern model er så kompleks, at tilsynsmyndigheden ikke kan vurdere den på passende måde, kan en sådan model ikke godkendes til brug i forbindelse med regulering; mener, at gennemsigtighed i forbindelse med uafhængige akademiske vurderinger også må spille en rolle;

11.

mener, at Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) for at kunne udøve sine tilsynsbeføjelser på en effektiv måde bør have ret til at foretage uanmeldte undersøgelser og kontrolundersøgelser på stedet, og at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, når den udøver sine tilsynsbeføjelser, bør give de personer, som er omfattet af procedurerne, lejlighed til at blive hørt for at respektere deres ret til forsvar;

12.

fremhæver kreditvurderingssektorens globale natur og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde sammen med andre G20-lande på at finde frem til en global fremgangsmåde, der bygger på de højeste standarder, både med hensyn til overholdelse af lovgivningen for kreditvurderingsbureauer og med hensyn til tilsyns- og markedsmæssig regulering i forbindelse med nedbringelse af den overdrevne afhængighed af eksterne kreditvurderinger, med henblik på at opretholde lige vilkår og forebygge regelarbitrage, samtidig med at markederne forbliver åbne;

13.

betragter konkurrencestimulering, fremme af gennemsigtighed og spørgsmålet om en fremtidig betalingsmodel som de vigtigste opgaver, mens spørgsmålet om et kreditvurderingsbureaus oprindelse bør være sekundært;

14.

gentager, at forordning (EF) nr. 1060/2009 udtænker to systemer til at håndtere eksterne kreditvurderinger fra tredjelande, og at hensigten bag valideringsordningen var at tillade anvendelse af eksterne kreditvurderinger fra tredjelande, der betragtes som ikke-tilsvarende, i EU, hvis der for et kreditvurderingsbureau var et klart ansvar forbundet med at give en godkendelse;

15.

understreger, at øget konkurrence i sektoren ikke automatisk indebærer bedre vurderinger, og gentager, at alle kreditvurderingsbureauer skal følge de højeste standarder for integritet, offentliggørelse af oplysninger, gennemsigtighed og styring af interessekonflikter som fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009 med henblik på at sikre vurderingernes kvalitet og undgå "kreditvurderingsshopping";

16.

anmoder Kommissionen om at gennemføre en detaljeret konsekvensanalyse og gennemførlighedsundersøgelse af omkostninger og fordele ved og mulig ledelsesstruktur for en fuldstændig uafhængig europæisk kreditvurderingsfond, som kan udbrede sin ekspertise inden for alle tre kreditvurderingssektorer; mener, at Kommissionen bør se på omkostningerne til finansiering af de første tre til højst fem år med denne kreditvurderingsfond, og at de skal vurderes omhyggeligt; understreger, at man ved udarbejdelsen af et lovforslag desangående skal være påpasselig med ikke at underminere de parallelle politiske initiativer med henblik på at begrænse den overdrevne tillid til kreditvurderinger og opmuntre nye kreditvurderingsbureauer til at indtræde på markedet;

17.

anmoder Kommissionen om at udarbejde en detaljeret konsekvensanalyse, gennemførlighedsundersøgelse og et detaljeret overslag over udgifterne til den nødvendige finansiering sammen med det i punkt 9 nævnte arbejde; er af den helt klare opfattelse, at finansieringsomkostningerne under ingen omstændigheder bør bæres af skatteyderne, og mener, at den nye europæiske kreditvurderingsfond bør være fuldstændig uafhængig efter startperioden;

18.

mener, at den nye europæiske kreditvurderingsfond for at være troværdig skal være fuldstændig uafhængig og selvstændig med hensyn til forvaltning, personale og ledelse, dvs. ikke bundet af instrukser fra medlemsstaterne, Kommissionen og alle andre offentlige organer samt finansindustrien og andre kreditvurderingsbureauer, og skal operere i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1060/2009 som ændret;

19.

anmoder Kommissionen om at gennemføre en detaljeret undersøgelse af omkostninger og fordele ved samt ledelsesstrukturer for et sådant netværk af europæiske kreditvurderingsbureauer, hvori skal indgå overvejelser af, hvordan kreditvurderingsbureauer, der arbejder på nationalt plan, kan opfordres til at tilslutte sig partnerskaber eller fælles netværksstrukturer for at udnytte eksisterende ressourcer og personale, hvorved de muligvis vil blive i stand til at yde øget dækning og konkurrere med kreditvurderingsbureauer, der arbejder på tværs af grænserne; foreslår, at Kommissionen kunne undersøge metoder til at støtte netværk af kreditvurderingsbureauer, men er af den opfattelse, at initiativet til et sådant netværk bør komme fra branchen;

20.

mener, at det kan være nødvendigt indledningsvis at støtte oprettelsen af et sådant netværk, men at netværket bør kunne finansiere sig selv og give overskud; anmoder Kommissionen om at vurdere nødvendigheden af og det potentielle behov for midler til at finansiere opstarten af og de lovgivningsmæssige strukturer i forbindelse med dette projekt;

21.

mener, at etablering af et virkelig uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau ligeledes bør undersøges grundigt og vurderes af Kommissionen; anmoder Kommissionen om især at foretage en grundig undersøgelse af spørgsmålet om dets personale, som bør være fuldstændig uafhængigt, og spørgsmålet om dets ressourcer, som bør komme fra gebyrer fra den private finansielle sektor;

22.

mener, at kreditvurderinger skal tjene det formål at øge oplysningerne til markedet på en måde, som giver investorerne en sammenhængende vurdering af kreditrisici på tværs af sektorer og lande; finder det vigtigt at sætte brugerne i stand til at få bedre indsigt i kreditvurderingsbureauerne og understreger i denne forbindelse den centrale betydning af øget gennemsigtighed i deres aktiviteter;

23.

påpeger, at det for at give investorerne mulighed for at vurdere risikoen og opfylde deres pligt til rettidig omhu og deres tillidsforpligtelser er nødvendigt i højere grad at offentliggøre produktoplysninger om strukturerede finansielle instrumenter, så investorerne kan træffe velinformerede valg; mener, at avancerede investorer bør være i stand til at vurdere de underliggende kreditter, hvorefter de kan udlede risikoen ved et securitiseret produkt; støtter de initiativer, som ECB og andre allerede har taget med henblik på at give adgang til mere information om strukturerede finansielle produkter i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til at vurdere nødvendigheden af, at der i højere grad offentliggøres oplysninger om alle produkter inden for finansielle instrumenter;

24.

bemærker, at de fleste kreditvurderingsbureauer i tillæg til deres kreditvurderingsaktivitet udarbejder prognoser, undersøgelser, advarsler og observationer, som har en betydelig indflydelse på markederne; mener, at de bør offentliggøres i overensstemmelse med fastlagte kriterier og protokoller, som sikrer gennemsigtighed og fortrolighed;

25.

anmoder Kommissionen om at foreslå en ændring af direktiv 2003/71/EF og direktiv 2004/109/EF med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelige, nøjagtige og fuldstændige oplysninger til rådighed i større omfang om strukturerede finansielle instrumenter;

26.

mener i denne forbindelse, at det er afgørende, at der fuldt ud tages højde for databeskyttelsesaspekter i enhver eventuel fremtidig foranstaltning;

27.

overvejer, om det ville være en fordel at forpligte udstederne til at drøfte indholdet af og metoden bag et struktureret finansielt instrument med en tredjepart, som enten foretager en uopfordret kreditvurdering eller udarbejder en intern risikoanalyse;

28.

erindrer om Kommissionens forpligtelse i betragtning 5 i forordning (EF) nr. 1060/2009 som ændret med hensyn til oplysningernes gennemsigtighed; anmoder Kommissionen om at foretage den nødvendige analyse med henblik på at forelægge resultatet med potentielle ændringer af lovgivningen for Parlamentet og Rådet som led i den igangværende revision af forordning (EF) nr. 1060/2009;

29.

bemærker de fremskridt, der er gjort angående gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger i forordningerne CRA 1 og CRA 2; opmuntrer Kommissionen til at foretage en indvirkningsvurdering af disse bestemmelser efter gennemførelsen af kreditvurderingsbureauregistreringsprocessen for at afdække områder, hvor yderligere offentliggørelse af oplysninger til brugerne kan være gavnlig;

30.

opfordrer til, at der samtidig med øget gennemsigtighed i kreditvurderingsprocessen og den interne revision i den forbindelse føres et skrappere tilsyn med kreditvurderingsbureauerne fra EU's tilsynsmyndigheders side, og til, at de nationale tilsynsmyndigheder fører et mere indgående tilsyn med finansielle institutioners brug/afhængighed af kreditvurderinger;

31.

mener, at Kommissionen bør overveje, om det under visse omstændigheder vil være passende at indføre to obligatoriske vurderinger, f.eks. i forbindelse med strukturerede finansielle instrumenter og eksterne kreditvurderinger, der anvendes i reguleringsøjemed, og om den mest konservative, dvs. den mindst gunstige, eksterne kreditvurdering bør betragtes som reference i reguleringsøjemed; anmoder Kommissionen om at udarbejde en konsekvensanalyse vedrørende den eventuelle anvendelse af to obligatoriske vurderinger;

32.

mener, at omkostningerne ved begge vurderinger bør afholdes af udstederen, og at den første eksterne vurdering bør foretages af et kreditvurderingsbureau valgt af udstederen, mens der for den anden eksterne vurderings vedkommende bør overvejes forskellige muligheder med hensyn til overdragelsen, herunder muligheden af, at overdragelsen foretages af Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) på basis af specifikke, definerede og objektive kriterier, under hensyntagen til tidligere resultater, og samtidig med at etableringen af nye kreditvurderingsbureauer støttes, og konkurrencefordrejning undgås;

33.

påpeger, at renommé ikke kan påtvinges af en myndighed, men at ethvert nyt kreditvurderingsbureau kun vil blive accepteret, hvis det opnår troværdighed;

34.

er klar over, at markedsaktørerne er imod volatile kreditvurderinger på grund af de store omkostninger, der er involveret (i forbindelse med salg eller køb), når vurderingerne justeres; mener dog, at kreditvurderingerne derfor har tendens til at blive konjunkturforstærkende og halte bagefter udviklingen på finansmarkedet;

35.

bemærker, at kreditvurderingsbureauer skal anvende klare kriterier ved vurderingen af en stats resultater, og er klar over, at den nuværende vurdering ikke er en mekanisk afvejning af disse faktorer; anmoder sektoren om at afdække, hvilke metoder og bedømmelser der anvendes ved vurderingen af statsgæld, og forklare afvigelse fra disse modelgenererede vurderinger og fra de vigtigste internationale finansinstitutioners prognoser;

36.

bemærker, at kreditvurderinger ifølge IMF kan forklare op til næsten 70 % af CDS-spreads; er bekymret over de konjunkturforstærkende virkninger, som vurderinger han have, og kræver særlig opmærksomhed omkring disse følsomme emner;

37.

mener, at de bestemmelser, der gør købs- og salgsbeslutningerne betinget af kreditvurderinger, bør afskaffes for at begrænse de skadelige pris- og spread-bevægelser, som kreditvurderinger medfører;

38.

mener, at adgangen til oplysningerne om statsgæld bør gøres lettere, mere overensstemmende og sammenlignelig, således at større og mere avancerede markedsaktører tilskyndes til at foretage deres egen vurdering af statsgældsrisikoen, da næsten alle oplysninger om statsgæld er tilgængelige for offentligheden;

39.

mener i betragtning af de følger, som kreditvurdering af statsgæld kan få for markedet, at gennemsigtigheden omkring metoder og årsager til beslutninger samt kreditvurderingsbureauernes troværdighed skal forbedres på dette område; efterlyser en undersøgelse med henblik på at inddrage den kommende europæiske kreditvurderingsfond og det kommende uafhængige europæiske kreditvurderingsbureau i denne kreditvurdering;

40.

støtter øget offentliggørelse af og redegørelse for metoder, modeller og centrale formodninger, der anvendes af kreditvurderingsbureauer, bl.a. i lyset af den systemiske indvirkning, som en nedjustering af den offentlige gæld kan få;

41.

mener, at det vil være nyttigt med offentlig information om gennemsnittet af eksisterende eksterne kreditvurderinger fra anerkendte kreditvurderingsbureauer; foreslår derfor, at der oprettes et europæisk kreditvurderingsindeks (EURIX), som skal samle vurderinger fra registrerede kreditvurderingsbureauer, der er tilgængelige på markedet;

42.

går ind for, at der skal være mulighed for flere forskellige betalingsmodeller i sektoren, men påpeger, at der er risiko for interessekonflikter, der skal afhjælpes igennem tilstrækkelig gennemsigtighed og regulering, uden at der pålægges en uberettiget model; anmoder Kommissionen om på grundlag af den nylige høring at fremsætte forslag til mulige alternative betalingsmodeller, som involverer såvel udstedere som brugere; anmoder Kommissionen om i denne forbindelse at være særlig opmærksom på den potentielle anvendelse af "investor betaler"-modellen og dens fordele og ulemper for at gøre vurderingerne mindre tilbøjelige til at skabe interessekonflikter;

43.

mener, at god forvaltningsskik i kreditvurderingsbureauer er afgørende for kvaliteten af kreditvurderinger, og opfordrer til fuld gennemsigtighed fra kreditvurderingsbureauernes side om de gældende forvaltningsprincipper;

44.

påpeger, at ESMA er ansvarlig for at gennemføre og håndhæve, at kreditvurderingsbureauerne efterlever forordning (EF) nr. 1060/2009; mener, at eksterne kreditvurderinger, der tjener reguleringsformål, ikke bør klassificeres som simple udtalelser, og at kreditvurderingsbureauer bør holdes ansvarlige for, at de metoder, der ligger til grund for deres vurderinger, anvendes konsekvent; anbefaler derfor, at kreditvurderingsbureauers civilretlige ansvar i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsømmelighed fastlægges på et ensartet grundlag i hele EU, og anmoder Kommissionen om at pege på måder, hvorpå et sådant civilretligt ansvar kan nedfældes i medlemsstaternes civilret;

45.

påpeger, at det endelige ansvar for en beslutning om investering påhviler markedsaktøren, dvs. kapitalforvalteren, den finansielle institution eller den avancerede investor; bemærker, at ansvarligheden også vil blive fremmet af det centrale register (CEREP), der er oprettet ved CRA 1, som offentliggør data på en standardiseret måde om resultaterne af de vurderinger, der er udstedt af kreditvurderingsbureauer, der er registreret i EU, hvorved der gives investorerne mulighed for at foretage deres egen vurdering af visse kreditvurderingsbureauer, hvilket vil øge opmærksomheden omkring renomméet; påpeger, at investorerne bør råde over effektive risikostyringsredskaber, som administrationen dog skal føre passende tilsyn med;

46.

foreslår, at ethvert registreret kreditvurderingsbureau foretager en årlig gennemgang med henblik på at vurdere sine hidtidige kreditvurderingsresultater og samler oplysningerne herom i en ansvarlighedsrapport til tilsynsmyndigheden; foreslår desuden, at ESMA regelmæssigt gennemfører stikprøvekontroller af ansvarlighedsrapporterne for at sikre høj kvalitet i kreditvurderingerne;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/31

—

der henviser til Lissabontraktaten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som trådte i kraft den 1. december 2009,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. oktober 2010 med titlen "Smart regulering i Den Europæiske Union" (KOM(2010)0543),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 9. september 2010 om bedre lovgivning - Kommissionens 15. årsrapport i overensstemmelse med artikel 9 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2008 om "Bedre lovgivning 2006" i overensstemmelse med artikel 9 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2007 om bedre lovgivning 2005: anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet - 13. rapport (3),

—

der henviser til sin beslutning af 10. juli 2007 om minimering af de administrative omkostninger som følge af lovgivning (4),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet (12. rapport) (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning (6),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om bedre lovgivning,

—

der henviser til den interinstitutionelle fælles indstilling til konsekvensanalyse, som blev indgået mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen i november 2005,

—

der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2010,

—

der henviser til resultaterne af den undersøgelse om konsekvensanalyser i EU-medlemsstaterne, som Europa-Parlamentet har fået gennemført,

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyser af 15. januar 2009 og bilagene hertil (SEK(2009)0092),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juni 2002 om konsekvensanalyse (KOM(2002)0276),

—

der henviser til rammeaftalen af 20. oktober 2010 mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2010 med titlen: En integreret industripolitik for en globaliseret verden - Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed (KOM(2010)0614),

—

der henviser til rapporten for 2010 af 24. januar 2011 fra Udvalget for Konsekvensanalyse (SEK(2011)0126),

—

der henviser til skrivelse af 16. november 2010 fra formanden for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling til ordføreren om resultaterne af en konsekvensanalyse, som blev foretaget vedrørende konsekvenserne af at udvide barselsorloven til 20 uger,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi samt Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0159/2011),

A.

der henviser til, at konsekvensanalyser er en systematisk vurdering af de forventede virkninger af en lovgivningsproces,

B.

der henviser til, at det bør være et prioriteret politisk mål for Den Europæiske Union at indføre et gennemsigtigt, klart og effektivt lovgivningsmiljø af høj kvalitet,

C.

der henviser til, at konsekvensanalyser yder et positiv bidrag til en generel forbedring af fællesskabsretsakternes kvalitet og dermed fører til bedre lovgivning,

D.

der henviser til, at problemer, der opstår ved gennemførelsen og anvendelsen af gældende EU-ret, bl.a. skyldes lovteksternes mangelfulde affattelse, og til, at alle EU's lovgivningsorganer har et fælles ansvar for dette forhold,

E.

der henviser til, at Lissabontraktaten indeholder horisontale social- og arbejdsmarkeds- samt og miljøbestemmelser (artikel 9 og 11 i TEUF), som EU skal tage hensyn til i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af sine aktiviteter og politikker, og som kræver en tilbundsgående analyse af de sociale og miljømæssige konsekvenser af den foreslåede lovgivning;

F.

der henviser til, at konsekvensanalyser i forbindelse med vedtagelse af ny lovgivning samt forenkling og omarbejdning af gældende ret kan bidrage til en bedre vurdering af den foreslåede lovgivnings sociale, økonomiske, miljø- og sundhedsmæssige virkninger samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder og derigennem føre til mindre bureaukrati, samt sikre sammenhæng i EU's politikker med det formål at nå de af Det Europæiske Råd fastsatte overordnede mål,

G.

der henviser til, at Kommissionen betragter Udvalget for Konsekvensanalyse (IAB) som uafhængigt, selv om det hører under kommissionsformandens myndighed og er sammensat af højtstående tjenestemænd fra flere generaldirektorater og har vicegeneralsekretæren som formand; der henviser til, at dette fører til forudindtagethed i forhold til oplysningerne og dermed til brud på den nødvendige neutralitet,

H.

der henviser til, at Parlamentet adskillige gange har givet udtryk for sin støtte til anvendelsen af uafhængige konsekvensanalyser i Den Europæiske Union,

I.

der henviser til, at de konsekvensanalyser, som Kommissionen gennemfører, er af varierende kvalitet og ofte snarere tjener til at retfærdiggøre et lovgivningsforslag end til at foretage en objektiv vurdering af de faktiske omstændigheder,

J.

der henviser til, at konsekvensanalyser kan anvendes til at skabe unødige bureaukratiske hindringer for viderebehandling og ikrafttrædelse af EU-lovgivning og -politikker,

K.

der henviser til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i henhold til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003, den interinstitutionelle fælles indstilling til konsekvensanalyse fra november 2005, og i rammeaftalen af 20. oktober 2010 mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen har forpligtet sig til at formulere en dagsorden for bedre lovgivning, og til, at nærværende beslutning indeholder konkrete forslag til en forbedring af konsekvensanalyserne,

L.

der henviser til, at Kommissionen forfølger en ny strategi i industripolitikken, hvorefter alle politikforslag med væsentlige virkninger for økonomien underkastes en indgående analyse af deres konsekvenser for konkurrenceevnen,

1.

understreger, at konsekvensanalyser er et vigtigt hjælpemiddel til en bedre og mere intelligent lovgivning over hele gyldighedsperioden, som lovgiverne i EU burde anvende oftere for at hjælpe dem med at foretage en mere effektiv evaluering af de økonomiske, sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser af de forskellige politiske muligheder og konsekvenserne for de grundliggende rettigheder, idet en cost/benefit-analyse blot er et kriterium blandt flere;

2.

glæder sig over meddelelsen om intelligent lovgivning og understreger, at konsekvensanalyser bør spille en central rolle i hele den politiske cyklus, lige fra udformning til gennemførelse, håndhævelse, evaluering samt revidering af lovgivningen; understreger betydningen af, at der træffes velovervejede og velinformerede beslutninger i den fase, hvor et forslag til retsakt udformes, idet dette både kan føre til bedre resultater og en kortere lovgivningsproces;

3.

understreger, at en grundig konsekvensanalyse er en forudsætning for lovgivning af høj kvalitet og for korrekt gennemførelse, anvendelse og håndhævelse heraf;

4.

understreger, at en konsekvensanalyse på ingen måde kan erstatte den politiske debat og lovgivernes demokratiske beslutningsproces, men udelukkende tjener som en teknisk forberedelse af en politisk beslutning;

5.

fremhæver, at konsekvensanalyser skal gennemføres på et tidligt tidspunkt i formuleringen af en given politik; understreger, at de skal være fuldstændig uafhængige og altid bør hvile på en velfunderet og objektiv analyse af de mulige konsekvenser;

6.

understreger, at medlovgiverne i henhold til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning har forpligtet sig til at foretage konsekvensanalyser forud for vedtagelsen af et væsentligt ændringsforslag, når de mener, at det er hensigtsmæssigt og nødvendigt for lovgivningsprocessen;

7.

anser det for nødvendigt at inddrage eksterne eksperter fra alle politikområder samt alle berørte grupper i konsekvensanalyseprocessen for at sikre uafhængighed og objektivitet; understreger i den forbindelse den afgørende forskel på offentlig høring og uafhængige konsekvensanalyser; mener, at EU-institutionerne skal have tilstillet det endelige resultat og bevare kontrollen over metoden og kvaliteten i forbindelse med konsekvensanalyser for at sikre, at de alle udføres efter de samme høje normer;

8.

opfordrer til den størst mulige åbenhed i forbindelse med udformningen af konsekvensanalyserne, herunder offentliggørelse på et tildigt stadium af en fuldstændig køreplan for vedtagelsen af den foreslåede lovgivning for at sikre, at alle interesserede parter har lige adgang til lovgivningsprocessen; mener derfor også, at Kommissionen nuværende høringsfrist bør forlænges til 12 uger;

9.

mener ikke, at det skal være muligt, at konsekvensanalyser af projekter eller lovgivning, som foreslås af offentlige forvaltninger eller virksomheder, der hører under dem, godkendes af de pågældende forvaltninger;

10.

anser det for afgørende, at medlemsstaterne gennemfører en forhåndskontrol af konsekvensanalysen med henblik på at vurdere det pågældende lovforslags indvirkninger på national ret og offentlige politikker; opfordrer til, at der gennemføres en mere omfattende efterfølgende evaluering, og at det overvejes at indarbejde obligatoriske sammenligningstabeller for at sikre, at medlemsstaterne har gennemført EU-lovgivningen korrekt og opfyldt målene hermed;

11.

mener, at konsekvensanalyser er et hensigtsmæssigt instrument til at kontrollere relevansen af Kommissionens forslag og i særdeleshed overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt til tydeligere over for medlovgivere og offentligheden at begrunde en given foranstaltning;

12.

understreger, at de vigtigste elementer i en god konsekvensanalyse består i problemidentifikation, høring af de berørte parter, definition af de tilsigtede mål samt udarbejdelse af strategiske handlemuligheder;

13.

anser det for vigtigt, at nye lovforslag altid ledsages af en konsekvensanalyse; fremfører, at dette meget vel også kan være relevant for forenkling og omarbejdning af EU-lovgivning og for delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, jf. artikel 290 og 291 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

14.

betragter konsekvensanalysen som et "levende dokument", der indgår i lovgivningsprocessen; understreger, at der skal garanteres tilstrækkelig fleksibilitet, så der kan gennemføres flere konsekvensanalyser under lovgivningsprocessen;

15.

opfordrer til, at konsekvensanalyser ikke udelukkende koncentrerer sig om cost/benefit-analyser, men tager hensyn til en lang række kriterier i overensstemmelse med princippet om en integreret tilgang for at give lovgiverne så bredt et billede som muligt; henviser i den forbindelse til de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter, der er omhandlet i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 og den fælle s indstilling fra 2005, som skal kombineres i en enkelt analyse; understreger i den forbindelse nødvendigheden af at skabe sammenhæng mellem Unionens forskellige politikker og aktiviteter under hensyn til alle dens mål og i overensstemmelse med princippet om kompetencedeling, jf. artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

16.

henstiller til, at der i forbindelse med konsekvensanalyserne altid gennemføres en cost-benefit-analyse, dvs. en analyse af omkostningseffektiviteten af alle udgiftsprogrammer og -foranstaltninger, og en undersøgelse af de eventuelle virkninger for små og mellemstore virksomheder (SMV); opfordrer i den forbindelse til en konsekvent anvendelse af den SMV-test, der er fastsat i Small Business Act fra 2008; minder i den forbindelse om, at enhver lov, der belaster SMV'er, bør indeholde en nøje evaluering af den gældende lovgivning med henblik på at mindske de samlede lovgivningsmæssige byrder på SMV'er;

17.

kræver, at alle nye politikforslag, som har væsentlige konsekvenser for industriens konkurrenceevne, underkastes en indgående analyse inden for rammerne af konsekvensanalyser; kræver endvidere, at der også foretages en efterfølgende vurdering af EU-lovgivningens indvirkninger på den europæiske økonomis konkurrenceevne; henviser til, at Kommissionen har stillet en sådan fremgangsmåde i udsigt i sin meddelelse om en integreret industripolitik i en globaliseret verden;

18.

understreger nødvendigheden af at tage ved lære at den efterfølgende evaluering af gældende lovgivning og af en analyse af Domstolens relevante retspraksis, og af, at der finder en grundig drøftelse sted om de strategiske valgmuligheder, der forefindes på et bestemt politikområde, før der fremsættes forslag til ny lovgivning;

19.

foreslår, at konsekvensanalyser, der gennemføres på europæisk plan, også behandler spørgsmålet om den europæiske merværdi i form af, hvilke omkostningsbesparelser der opnås ved en europæisk løsning, og hvilke meromkostninger medlemsstaterne pålægges i tilfælde af, at der ikke findes en europæisk løsning;

20.

mener, at virkningen på EU's økonomiske partnerskaber samt følgerne af at vælge en specifik europæisk standard i stedet for en international standard bør tages i betragtning i konsekvensanalyser;

21.

understreger, at konsekvensanalyser fuldt ud skal tage hensyn til de alternativer, der står til rådighed for lovgiverne, samt indeholde en seriøs analyse af muligheden for at undlade at handle;

22.

understreger, at konsekvensanalyser ikke må føre til mere bureaukrati og unødvendige forsinkelser i lovgivningsprocessen; der skal imidlertid afsættes tilstrækkelig tid til konsekvensanalyser, hvis det skal give pålidelige resultater; fremhæver i den forbindelse, at konsekvensanalyser ikke bør misbruges til at blokere uønsket lovgivning; foreslår derfor, at der etableres tekniske og administrative forudsætninger for at gennemføre konsekvensanalyser hurtigt og rettidigt, f.eks. ved hjælp af instrumenter, såsom rammeaftaler, fremskyndede udbudsprocedurer og en optimal udnyttelse af egne ressourcer;

23.

opfordrer i overensstemmelse med bedste praksis til at udnytte erfaringerne fra andre lande, som i årevis har gennemført konsekvensanalyser, med henblik på yderligere at forbedre konsekvensanalyserne på EU-plan;

24.

opfordrer til, at konsekvensanalyser ajourføres gennem hele lovgivningsprocessen med henblik på at tage hensyn til de ændringer, der opstår under denne proces;

25.

understreger, at konsekvensanalyser ikke blot bør gennemføres forud for vedtagelsen af en lovgivningsmæssig tekst (ex ante) men også efter vedtagelsen(ex post); minder om, at dette er nødvendigt for bedre at kunne vurdere, om sigtet med en retsakt virkelig er blevet nået, og i hvilket omfang den pågældende retsakt bør tilpasses eller bibeholdes; understreger imidlertid, at den efterfølgende evaluering aldrig bør erstatte Kommissionens forpligtelse til i sin egenskab af "traktaternes vogter" effektivt og rettidigt at overvåge medlemsstaternes anvendelse af EU-retten;

26.

understreger Kommissionens primære ansvar for at iværksætte konsekvensanalyser af høj kvalitet for så vidt angår de forslag, som Kommissionen stiller, når den i overensstemmelse med traktaten udøver sin initiativret;

27.

erkender, at der er sket en forbedring af kvaliteten af Kommissionens konsekvensanalyser i de seneste år, men at der er behov for yderligere forbedringer;

28.

henviser i denne sammenhæng til Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse (Impact Assessment Board - IAB), som blev oprettet i 2006, og som i væsentlig grad er ansvarlig for videreudviklingen af Kommissionens konsekvensanalyser;

29.

understreger, at medlemmerne af Udvalget for Konsekvensanalyse kun formelt er uafhængige, eftersom de for nuværende udpeges af kommissionsformanden og er underlagt dennes anvisninger, hvorfor der ikke kan være tale om fuldstændig uafhængighed; opfordrer derfor til, at medlemmerne af Udvalget for Konsekvensanalyse evalueres af Europa-Parlamentet og Rådet, før de udnævnes, og at de ikke længere kan modtage anvisninger fra Kommissionens formand; opfordrer til, at arbejdet i Udvalget for Konsekvensanalyse og ekspertens arbejde foregår i fuld offentlighed og med den højeste grad af åbenhed, så deres uafhængighed kan kontrolleres i praksis;

30.

opfordrer ligeledes til inddragelse af eksperter fra alle politikområder og berørte interesserede grupper i arbejdet i Udvalget for Konsekvensanalyse; opfordrer til, at disse eksperter ikke kommer fra Kommissionen og ikke er underlagt anvisninger;

31.

foreslår desuden, at Europa-Parlamentet og navnlig de relevante fagudvalg på et tidligt tidspunkt og på omfattende vis involveres i hele konsekvensanalyseprocessen samt i det arbejde, som Udvalget for Konsekvensanalyse udfører, f.eks. gennem meddelelser og foreløbige rapporter; opfordrer Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et sammendrag på to - fire sider sammen med den fuldstændige konsekvensanalyse og i givet fald en begrundelse for ikke at have gennemført en konsekvensanalyse, når den fremsætte forslag til retsakt, så det kan kontrolleres, at alle relevante forhold er blevet taget i betragtning, uden at de truer analysens uafhængighed ved at påvirke den egentlige evaluering;

32.

fremfører, at Kommissionen under udarbejdelsen af konsekvensanalysen bør høre medlemsstaterne, da disse efterfølgende skal omsætte retningslinjerne til national ret, og de nationale myndigheder normalt bedst ved, hvordan lovgivningen fungerer i praksis;

33.

understreger, at intelligent lovgivning på grundlag af fuldstændig og objektiv konsekvensanalyse fortsat er EU-institutionernes fælles ansvar, og at Kommissionen derfor også skal tage hensyn til feedback fra Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemsstaterne.

34.

henviser til, at de foreløbige resultater af en konsekvensanalyse altid bør underkastes en ekstern evaluering forud for den endelige godkendelse; opfordrer til, at resultaterne af denne evaluering gøres offentligt tilgængelige;

35.

henviser til Revisionsrettens kritik af, at Kommissionen indimellem iværksætter lovgivningsinitiativer til trods for, at konsekvensanalyseprocessen ikke er afsluttet; bemærker endvidere kritikken af, at alle politiske valgmuligheder muligvis ikke får samme grad af opmærksomhed; understreger, at konsekvensanalysen i fuld udstrækning skal tage højde for alle politiske valgmuligheder;

36.

kræver for at sikre større gennemsigtighed, at navnene på alle de eksperter og øvrige personer, som har taget del i konsekvensanalyseprocessen, offentliggøres samen med deres interesseerklæringer;

37.

foreslår desuden med hensyn til offentlige høringer, at interesseorganisationer på et tidligt tidspunkt underrettes om en planlagt høring; foreslår endvidere, at interesseorganisationerne inden for rammerne af de offentlige høringer også får lejlighed at fremsætte udtalelser til konsekvensanalyser i god tid, inden det pågældende forslag fra Kommissionen offentliggøres;

38.

kræver, at det oplysningsmateriale, som Kommissionen anvender, skal være pålideligt og sammenligneligt;

39.

opfordrer Kommissionen til i konsekvensanalyser systematisk at undersøge, hvilke administrative byrder forslag til retsakter medfører, og altid klart angive, hvilke af alternativerne der mindsker de administrative byrder mest og skaber mindst nyt bureaukrati;

40.

henviser til, at det er en ulempe, at resultaterne af en konsekvensanalyse fremlægges samtidig med et lovgivningsforslag, eftersom det efterlader det indtryk, at konsekvensanalysen først og fremmest tilsigter at berettige Kommissionens forslag; opfordrer derfor til hurtig offentliggørelse af dokumenter i alle faser af lovgivningsprocessen, herunder af Kommissionens endelige konsekvensanalyse som godkendt af Udvalget for Konsekvensanalyse, og til, at dette sker inden høringerne af de øvrige tjenestegrene indledes;

41.

foreslår, at Kommissionen offentliggør alle sine endelige konsekvensanalyser i en særlig publikationsserie, således at offentligheden let kan finde og henvise til dem på et særligt websted;

42.

opfordrer til, at Kommissionen gennemfører en efterfølgende evaluering af de vedtagne retsakter; gentager, at den efterfølgende evaluering aldring kan erstatte Kommissionens ovennævnte pligt til at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne;

43.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte fyldestgørende bemærkninger til de af Parlamentet gennemførte konsekvensanalyser;

44.

opfordrer sine udvalg til at anvende de allerede tilgængelige interne konsekvensanalyseinstrumenter på en mere konsekvent måde; minder om, at der findes en særlig budgetpost for udarbejdelse af konsekvensanalyser; finder der navnlig nødvendig at gennemføre en parlamentarisk konsekvensanalyse, når der foretages væsentlige ændringer i det oprindelige forslag;

45.

minder endvidere om, at konsekvensanalyser ikke nødvendigvis skal udarbejdes på grundlag af en langvarig undersøgelse, men også kan foretages i form af begrænsede undersøgelser, workshops og eksperthøringer;

46.

mener, at der i alle Parlamentets lovgivningsmæssige beslutninger skal medtages en henvisning til, at der skal tages hensyn til samtlige konsekvensanalyser, som EU-institutionerne har gennemført inden for de områder, som er omfattet af den pågældende lovgivning

47.

henviser til, at Parlamentet og dets udvalg allerede på nuværende tidspunkt råder over de nødvendige instrumenter til at kontrollere Kommissionens konsekvensanalyser; mener, at forelæggelse af Kommissionens konsekvensanalyse for de relevante udvalg ville udgøre et værdifuldt supplement til den kontrol, der gennemføres af Europa-Parlamentet; bemærker, at en sådan kontrol også kan gennemføres på en række andre måder, herunder ved hjælp af supplerende konsekvensanalyser, uddybende analyser, eksterne eksperters undersøgelse af Kommissionens egne konsekvensanalyser og gennem afholdelse af særlige møder med uafhængige sagkyndige; fremhæver, at arbejdet inden for Parlamentets afdelinger i denne sammenhæng bør videreudvikles på en sammenhængende måde;

48.

understreger, at Parlamentets egne konsekvensanalyser kan anses som korrigerende til Kommissionens konsekvensanalyser;

49.

opfordrer til en systematisk og tidligst mulig behandling af Kommissionens konsekvensanalyser på parlaments- og navnlig udvalgsplan;

50.

fremhæver, at afgørelsen om udarbejdelse af en intern konsekvensanalyse skal træffes i det kompetente udvalg med ordførerens medvirken; opfordrer til, at Parlamentets forretningsorden ændres, så en fjerdedel af et udvalgs medlemmer kan kræve, at der iværksættes en konsekvensanalyse;

51.

opfordrer alle sine udvalg til, før de behandler et forslag til retsakt, at drøfte konsekvensanalysen indgående med Kommissionen;

52.

understreger, at konsekvensanalyser, der gennemføres under den parlamentariske lovgivningsproces, også er vigtige; tilskynder Parlamentet til at undersøge muligheden for på et hvilket som helst stade i lovgivningsprocessen at iværksætte konsekvensanalyser, hvis der foretages væsentlige ændringer; henviser til, at dette ikke må medføre lange forsinkelser;

53.

tilskynder derudover til, at de enkelte medlemmer får mulighed for at anmode om at få gennemført mindre undersøgelser for at give dem relevante oplysninger eller statistikker på områder, der berører deres parlamentariske arbejde, og foreslår, at sådanne undersøgelser gennemføres af Europa-Parlamentets bibliotek som et supplement til dets nuværende opgaver;

54.

opfordrer derfor Parlamentet til at udarbejde en plan for, hvordan biblioteket kan tilbyde medlemmerne denne service; understreger, at en sådan plan skal baseres på bedste praksis i parlamentsbiblioteker, bl.a. i medlemsstaterne, og at den bør gennemføres efter strenge regler og i tæt samarbejde med udvalgenes forskningsenheder;

55.

understreger betydningen af en fælles konsekvensanalysemekanisme for kvaliteten og sammenhængen i formuleringen af Parlamentets politik;

56.

opfordrer derfor til, at der opbygges et integreret system for konsekvensanalyse inden for Parlamentet; foreslår i denne sammenhæng, at der udvikles en fælles procedure for konsekvensanalyse på grundlag af en fælles systematik og metodik, som anvendes af alle udvalg;

57.

opfordrer til, at dette bør ske inden for rammerne af en autonom struktur, som anvender Parlamentets egne ressourcer, f.eks. biblioteket og politikafdelingerne, og fra sag til sag eksterne eksperter, f.eks. eksperter udlånt fra nationale konsekvensanalyseorganer, og som skal stå til ansvar over for Parlamentet gennem et tilsynsråd bestående af medlemmer;

58.

opfordrer til, at der oprettes den nødvendige forvaltningsstruktur med henblik herpå, idet det sikres, at en sådan struktur ikke medfører yderligere udgifter, men anvender eksisterende ressourcer;

59.

understreger, at det på lang sigt bør overvejes, hvorvidt de europæiske institutioner bør anvende en fælles tilgang med hensyn til udarbejdelsen af konsekvensanalyser; erindrer om, at der i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 og den interinstitutionelle fælles indstilling fra november 2005 allerede blev opfordret til indførelse af en fælles metode i forbindelse med konsekvensanalyser i EU-institutionerne;

60.

beklager, at Kommissionen stiller sig afvisende over for ideen om, at EU-institutionerne skal anvende en fælles fremgangsmåde ved udarbejdelsen af konsekvensanalyser;

61.

henviser til, at Rådet hidtil kun sjældent har anvendt konsekvensanalyseinstrumentet; opfordrer derfor Rådet til ligeledes i højere grad at gøre brug af konsekvensanalyser i overensstemmelse med ovennævnte interinstitutionelle fælles indstilling til konsekvensanalyser for at forbedre kvaliteten af dets bidrag til lovgivningsprocessen; understreger, at intelligent lovgivning baseret på fuldstændige og objektive konsekvensanalyser forbliver EU-institutionernes og medlemsstaternes fælles ansvar;

62.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/39

—

der henviser til artikel 2, 3, 6 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 7, 9, 145-161, 206-209 og 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 5, 12, 14, 15, 16, 21, 23, 26, 27, 28, 29, 31, 32, 33, 34 og 36 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder,

—

der henviser til FN's menneskerettighedserklæring (1948) og andre FN-instrumenter på menneskerettighedsområdet, især pagten om borgerlige og politiske rettigheder (1966) og pagten om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966), konventionen til eliminering af alle former for racediskrimination af 1965, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (1979), konventionen om barnets rettigheder (1989), den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (1990) og konventionen om handicappedes rettigheder (2006) (1),

—

der henviser til FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme for erhvervslivet og menneskerettighederne, som er et forslag fra Generalsekretariatets særlige repræsentant for menneskerettigheder og tværnationale selskaber og andre virksomheder, professor John Ruggie, der blev vedtaget enstemmigt af FN's Menneskerettighedsråd i 2008 (beslutning 8/7), de vejledende principper for gennemførelse af rammen (2), der er offentliggjort for nylig, og konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) af 8. december 2009, der bemærker erhvervslivets vigtige rolle med henblik på at opnå fuld respekt for menneskerettighederne og gentager Rådets fulde støtte til det arbejde, som FN's særlige repræsentant udfører (3),

—

der henviser til den seneste rapport fra John Ruggie, FN's Generalsekretariats særlige repræsentant for menneskerettigheder og tværnationale selskaber og andre virksomheder (2),

—

der henviser til den europæiske socialpagt, navnlig dens artikel 5, 6 og 19 (4),

—

der henviser til den europæiske konvention om vandrende arbejdstageres retsstilling (5),

—

der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konventioner, særlig de otte grundlæggende konventioner om foreningsfrihed og reel anerkendelse af retten til at føre kollektive forhandlinger (konvention nr. 87 og 98), om afskaffelse af alle former for tvangsarbejde (konvention nr. 29 og 105), om afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (konvention nr. 100 og 111) og om effektiv afskaffelse af børnearbejde (konvention nr. 138 og 182) (6),

—

der endvidere henviser til ILO-konventioner om arbejdsklausuler (offentlige kontrakter) (konvention nr. 94) og om kollektive forhandlinger (konvention nr. 154) (7),

—

der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til ILO's globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus den 19. juni 2009 på Den Internationale Arbejdskonference (8),

—

der henviser til erklæringen om social retfærdighed for en fair globalisering, der blev vedtaget ved konsensus af de 183 ILO-medlemsstater den 10. juni 2008 (9),

—

der henviser til Marrakesh-aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (10), og til erklæringen fra den fjerde ministerkonference, der blev afholdt i Doha i november 2001, især til afsnit 31 heri (11),

—

der henviser til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser, særlig dens artikel 1, stk. 2, litra d), den såkaldte MODE 4 (12),

—

der henviser til rapporten fra Verdenskommissionen for Globaliseringens Sociale Dimension med titlen "A Fair Globalisation: Creating Opportunities For All’ (13),

—

der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne fra G20-topmødet i Pittsburgh den 24.-25. september 2009 (14),

—

der henviser til de seneste opdateringer af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder (15),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (16) og om ændring af forordning (EF) nr. 546/2009,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (17) (udstationeringsdirektivet),

—

der henviser til sin beslutning af 20. september 1996 om Kommissionens meddelelse om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande (18) samt til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler (19),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2001 om åbning af og demokrati i den internationale handel (20), der indeholder krav om WTO's efterlevelse af de Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's grundlæggende sociale standarder såvel som EU's anerkendelse af ILO's beslutninger, herunder eventuelle opfordringer til sanktioner i forbindelse med alvorlige overtrædelser af de grundlæggende sociale standarder,

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om anstændigt arbejde for alle (21), hvori der med henblik på fremme af anstændigt arbejde kræves indarbejdelse af de sociale standarder i EU's handelsaftaler, især de bilaterale aftaler,

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2005 om globaliseringens sociale dimension (22),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2005 om udnyttelse af børn i udviklingslandene, med særligt fokus på børnearbejde (23),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om retfærdig handel og udvikling (24),

—

der henviser til beslutning af 22. maj 2007 om "et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen" (25) som svar på Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "Det globale Europa: i konkurrencen på verdensmarkedet. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse" (KOM(2006)0567),

—

der henviser til sine beslutninger af 30. maj 2002 om Kommissionens grønbog om fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar (26) og af 15. januar 1999 om en adfærdskodeks for europæiske virksomheder i udviklingslandene (27),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2007 om virksomheders sociale ansvar: et nyt partnerskab (28),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler (29),

—

der henviser til sine beslutninger om de økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-regionerne og -staterne, især beslutningerne af 26. september 2002 (30), af 23. maj 2007 (31) og af 12. december 2007 (32),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om børnearbejde (33),

—

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 16. september 2010 om "En verden i forandring: en udfordring for EU" (34),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om den sociale dimension af globaliseringen - EU's politiske bidrag til at sprede fordelene til alle borgerne (KOM(2004)0383),

—

der henviser til Kommissionens nye europæiske sociale dagsorden af 2. juli 2008 (KOM(2008)0412),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Fremme af anstændigt arbejde for alle - EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden" (KOM(2006)0249),

—

der henviser til den offentlige høring om virksomheders offentliggørelse af ikkefinansielle oplysninger, som er iværksat af Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelser, Financial Reporting Unit (35),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Handel, vækst og verdensanliggender: Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612),

—

der henviser til den generelle præferenceordning (GSP), der trådte i kraft den 1. januar 2009 og tillader toldfri adgang eller adgang til nedsat toldsats for et forhøjet antal varer, og som ligeledes indeholder en ny tilskyndelsesforanstaltning til fordel for sårbare lande, der har særlige handelsmæssige, finansielle eller udviklingsmæssige behov (36),

—

der henviser til alle aftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande,

—

der navnlig henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og EU, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, og til revisionerne heraf i 2005 og 2010 (37),

—

der særlig henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Colombia og Peru om en flerpartshandelsaftale (38),

—

der henviser til høringen om anvendelse af de sociale og miljømæssige standarder i handelsforhandlinger, som blev afholdt af Europa-Parlamentet den 14. januar 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A7-0172/2011),

A.

der henviser til, at EU's høje standarder for social beskyttelse og beskyttelse af menneskerettighederne er afgørende redskaber for Den Europæiske Union, når den forhandler om handelsforbindelser med tredjelande,

B.

der henviser til, at beskyttelsen af økonomiske og sociale rettigheder er en forpligtelse for alle medlemsstaterne og alle andre stater i henhold til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, og til, at dette indebærer retten for alle til at oprette og tilslutte sig fagforeninger for at beskytte sine interesser,

C.

der henviser til, at ILO's vigtigste konventioner er internationalt anerkendt som et grundlag for retfærdig international handel, og til, at desværre ikke alle medlemsstater respekterer dem fuldt ud,

D.

der henviser til, at det er i Unionens interesse at indgå bilaterale handelsaftaler til gavn for Unionen og handelspartnerne, så længe begge parter respekterer rettighederne i verdenserklæringen om menneskerettigheder,

E.

der henviser til, at medlemsstaternes holdning tydeligt skal afspejle principperne i den europæiske sociale model, når det gælder sociale anliggender og samarbejde mellem medlemsstaterne baseret på den åbne koordinationsmetode,

F.

der henviser til, at en demokratisk retsstat er afhængig af stærke og frie fagforeninger, sociale organisationer og sociale bevægelser, og at disse kun kan eksistere i et demokratisk samfund med deling af statsmagten,

G.

der henviser til, at nogle udviklingslande anfører, at de er under pres for at opgive deres komparative fordele, når Unionen kræver, at de skal overholde internationale arbejdsstandarder,

H.

der henviser til, at ILO 2008-erklæringen om social retfærdighed for en fair globalisering, der blev vedtaget ved konsensus af de 183 ILO-medlemsstater, fastsætter, at krænkelse af grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen ikke kan gøres gældende eller på anden måde anvendes som en legitim komparativ fordel, og at arbejdsstandarder ikke bør anvendes til handelsprotektionisme,

I.

der henviser til, at nogle tredjelande forsøger at håndhæve MODE 4 (39), når de forhandler om handelsaftaler med EU,

J.

der henviser til, at mange virksomheder lever op til deres sociale ansvar (VSA) og arbejder for at garantere, at sociale standarder og miljøstandarder overholdes inden for deres område, f.eks. gennem deltagelse i FN's "Global Compact" eller frivillige erhvervsinitiativer,

K.

der henviser til de principper, der ligger til grund for VSA, og som er fuldt ud anerkendte på internationalt plan, hvad enten det er af OECD, ILO eller FN, vedrørende den ansvarlige adfærd, der forventes af virksomheder, og forudsætter først og fremmest, at den gældende lovgivning overholdes, navnlig på områderne beskæftigelse, forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, menneskerettigheder, miljø, forbrugernes interesser og gennemsigtighed i forhold til forbrugerne, kampen mod korruption,

L.

der henviser til, at vedtagelsen af en henstilling om VSA og om tilskyndelsen til at håndhæve den bør virkeliggøres på EU-niveau,

M.

der henviser til, at globaliseringen letter arbejdstagernes mobilitet mellem medlemsstaterne og til tredjelande,

N.

der henviser til, at ILO's rolle i forbindelse med fastsættelsen af nye standarder ikke overholdes, på trods af ILO's deltagelse i G20, den globale anerkendelse af dagsordenen for anstændigt arbejde og medtagelsen af beskæftigelse og anstændigt arbejde i 2015-mål nr. 1,

O.

der henviser til, at ubetinget respekt for foreningsfrihed og effektive kollektive forhandlinger bør påmindes,

P.

der henviser til, at dagsordenen for anstændigt arbejde bør fremmes,

Q.

der henviser til, at det er ekstremt vigtigt at forebygge alle former for løndiskrimination i henhold til princippet om retten til lige løn for lige arbejde, der er indeholdt i artikel 23 i verdenserklæringen om menneskerettighederne,

R.

der henviser til, at midtvejsevalueringen af EU’s generelle præferenceordning (GSP) (40) viser, at GSP+-handelsordningen, der kræver, at modtagerlandene ratificerer og gennemfører specifikke internationale konventioner effektivt inden for menneskerettigheder, centrale arbejdsstandarder, bæredygtig udvikling og hensigtsmæssig styring, har haft en betydelig positiv virkning på ligestilling mellem kønnene i disse lande,

S.

der henviser til, at social beskyttelse af arbejdstagerne bør fremmes,

T.

der henviser til, at ratificeringen og anvendelsen af ILO-konventioner, der af ILO er klassificeret som opdaterede, skal fremmes med henblik på at opnå en gradvist øget dækning af de fire søjler for anstændigt arbejde - beskæftigelse, social beskyttelse, social dialog og rettigheder på arbejdspladsen - med særligt fokus på sociale forvaltningskonventioner nr. 81 og 129 om arbejdstilsyn, nr. 122 om beskæftigelsespolitik og nr. 144 om trepartshøringer,

U.

der henviser til, at den nye europæiske sociale dagsorden af 2. juli 2008 (KOM(2008)0412) opfordrer EU-medlemsstaterne til på ny at arbejde for at ratificere og anvende ILO-konventionerne, der af ILO er klassificeret som opdaterede, med henblik på at gå foran med et godt eksempel for partnere i hele verden,

V.

der henviser til, at en effektiv anvendelse af internationale arbejdsstandarder i mange lande påvirkes negativt af svage arbejdsforvaltninger og manglende kapacitet hos arbejdsmarkedets parter,

W.

der henviser til, at det i ILO's globale beskæftigelsestendenser 2011 skønnes, at 50,1 % af alle arbejdstagere på globalt plan, dvs. 1,53 mia., havde sårbare job (41) i 2009, og der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise er standset, og at faldet i sårbare job fra før 2008 er vendt,

X.

der henviser til, at det i ILO's rapport om global social sikkerhed fra 2010 anføres, at mere end 50 % af alle arbejdstagere ikke har social beskyttelse, og der henviser til, at der er fornyet interesse for at udvide omfanget af social sikring, herunder fremme af sociale sikkerhedssystemer,

1.

minder om, at EU stræber efter at blive den førende enhed i verden på området socialpolitik ved at fremme sociale målsætninger på globalt plan; understreger Europa-Parlamentets vigtige rolle med udgangspunkt i Lissabontraktaten, der styrker dets indflydelse betydeligt;

2.

minder også om, at der ved gennemførelsen af Fællesskabets politikker og mål skal tages hensyn til den horisontale sociale klausul i artikel 9 TEUF, f.eks. kan Fællesskabet i forbindelse med artikel 46, artikel 49 TEUF eller EU's handelspolitik ikke tilsidesætte kravene om almen interesse (42);

3.

minder endvidere om, at artikel 7 TEUF kræver sammenhæng mellem EU's politikker, og at lovgiveren skal tage hensyn til alle EU's mål og handle i overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling, i den betydning at EU skal sørge for den rette balance mellem de forskellige mål og/eller interesser ved vedtagelsen af en akt med et specifikt retsgrundlag (43),

4.

opfordrer medlemsstaterne til at respektere de grundlæggende ILO-konventioner, navnlig hvad angår fjernelsen af hindringer for foreningsfrihed og kollektive forhandlinger gennem tilskyndelse til falsk status som selvstændigt erhvervsdrivende eller ved at tvinge enkeltpersoner til at afstå fra kollektive aftaler;

5.

opfordrer parterne i frihandelsaftaler til i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af medlemskabet af ILO og af ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde og dens opfølgning, vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på dens 86. samling i 1998, at forpligte sig til i såvel lovgivning som praksis at respektere, fremme og anvende principperne vedrørende de grundlæggende rettigheder, dvs.:

6.

minder om, at EU på verdensplan opfattes som en magnet og en attraktiv partner på grund af den unikke kombination af økonomisk dynamik med en social model;

7.

understreger, at den europæiske sociale model giver lige muligheder inden for uddannelse, oplæring og på arbejdsmarkedet og lige adgang til sociale ydelser som centrale elementer af økonomisk succes;

8.

mener, at manglende overholdelse af de grundlæggende internationale sociale standarder er en form for social og miljømæssig dumping til skade for de europæiske virksomheder og arbejdstagere;

9.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med internationale organisationer med henblik på at forbedre den sociale dimension af globaliseringen på grundlag af den europæiske sociale model;

10.

understreger betydningen af en sammenhængende indsats vedrørende social beskyttelse i og uden for Unionen;

11.

foreslår at udvikle en dialog med alle berørte parter, der fremhæver betydningen af sociale anliggender og lægger vægt på gennemførelse og håndhævelse af pragmatiske og bæredygtige løsninger; understreger i denne forbindelse betydningen af at styrke bevidstheden hos arbejdsmarkedets parter om deres rettigheder og pligter;

12.

vurderer, at det er nødvendigt at styrke de kompetente internationale institutioners rolle (navnlig ILO, WTO, OECD og FN) og deres samarbejde om udarbejdelsen, gennemførelsen og fremme af de grundlæggende internationale sociale standarder samt sanktionerne i forbindelse hermed;

13.

går ind for, at Unionen afholder sig fra handelsaftaler med lande, som ikke overholder menneskerettighederne og de grundlæggende arbejdsbestemmelser;

14.

støtter etableringen af værktøjer til en bæredygtig dialog med partnerlande, der bygger på gensidig respekt og sigter mod udvikling af partnerlandenes, navnlig udviklingslandenes, egne ressourcer og en forsigtig udvikling af erhvervssektorer;

15.

opfordrer ligeledes Kommissionen til under forhandlingerne at tilpasse sine krav i henhold til hvert enkelt partnerskabslands udviklingsniveau; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at opstille en liste over de supplerende standarder, der skal indføres gradvist og på en fleksibel måde under hensyntagen til det pågældende partnerlands økonomiske, sociale og miljømæssige forhold;

16.

mener, at gennemførelsen af disse grundlæggende standarder både på partnerlandenes og medlemsstaternes territorium skal underkastes en løbende overvågning af et uafhængigt organ, og at manglende overholdelse eller krænkelse heraf, som konstateres på grundlag af forud fastsatte kriterier, bør kunne medføre sanktioner via effektive og gennemsigtige procedurer;

17.

mener, at standarderne skal gennemføres samlet, og at hverken toldfrie områder eller værtslandsaftaler kan anvendes til at fravige herfra;

18.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med partnerlandene med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn og alle former for vold mod kvinder og at realisere ligestilling mellem kønnene i og uden for Unionen i overensstemmelse med principperne i 2015-målene og Beijing-handlingsplanen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger, der vil styrke kvinders juridiske og sociale position betydeligt med henblik på at udnytte deres potentielle bidrag til den økonomiske og sociale udvikling;

19.

glæder sig over fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingslande og territorier ved hjælp af de nuværende og fremtidige GSP-handelsaftaler; anmoder om, at ratificering og effektiv gennemførelse af internationale konventioner vedrørende ligestilling mellem kønnene er en forudsætning i alle eksterne handelsmæssige og økonomiske partnerskabsaftaler;

20.

opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med hinanden og med partnerlandene om at beskytte sårbare grupper og at bekæmpe ikke bare forskelsbehandling på grund af køn, men også forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering; henleder særlig opmærksomheden på personer, der udsættes for forskellige former for forskelsbehandling og har mange ulemper med henblik på at tage fat på de grundlæggende årsager til fattigdom;

21.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere afskaffelse af børnearbejde og respekt for børns rettigheder i forbindelse med handelsaftaler, dialoger med andre lande og udviklingssamarbejde, og konstaterer, at den private sektor kommer til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med respekten for børns rettigheder; mener, at foranstaltninger til bekæmpelse af børnearbejde bør omfatte skabelsen af anstændige job for voksne, samtidig med at børn får mulighed for at få en passende uddannelse; opfordrer yderligere til at oprette en EU-hotline for børnearbejde, hvor borgerne kan anmelde alle de europæiske virksomheder, der gør brug af børnearbejde hvor som helst i verden; mener, at en sådan hotline bør have en lille, men tilstrækkelig kapacitet, der kan sætte den i stand til at offentliggøre en årlig rapport om sine resultater;

22.

understreger, at Unionens udgifter inden for rammerne af udviklingssamarbejde, associerings- eller stabiliseringsaftaler og handelsaftaler giver enestående muligheder for at bistå partnerlandene med at indføre bæredygtig uddannelse, erhvervsuddannelse, arbejdsmarkedsinstitutioner og social beskyttelse med henblik på større social og økonomisk sikkerhed og dermed større velfærd;

23.

insisterer på, at Kommissionen og medlemsstaterne inden for rammerne af udviklingssamarbejde og ekstern bistand støtter gennemførelsen af programmer for anstændigt arbejde, der afspejler de nationale behov og prioriteter vedrørende beskæftigelse og socialpolitik, og som er baseret på en trepartsaftale (arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer); anmoder endvidere Kommissionen og medlemsstaterne om at integrere sociale mål og beskæftigelsesmål bedre i de økonomiske og handelsmæssige sektorer inden for udviklingssamarbejde og ekstern bistand;

24.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med partnerlandene om at forbedre kvaliteten af borgernes kvalifikationer, så de er relevante for nye job og beskæftigelse, som katalysator for stabilitet, velfærd, integrerende samfund og hensigtsmæssig styring, især i EU's nabolande;

25.

opfordrer til, at der etableres sociale attachéer i den nye tjeneste for EU's optræden udadtil, for at øge dens effektivitet på området socialpolitik, og navnlig for at sikre, at anstændigt arbejde for alle gennemføres som et centralt politisk mål;

26.

erkender, at selv om tendensen inden for bilaterale handelsaftaler gradvist går i retning af større accept af arbejdstagerrettigheder og sociale standarder i tilknytning til handelsdagsordener, indeholder frihandelsaftaler stadig få henvisninger til de sociale standarder; beklager, at EU ikke råder over en standardmodel for en "social klausul", der skal indføjes i alle bilaterale handelsaftaler; opfordrer EU til at inkorporere en social klausul, der er på linje med andre internationalt vedtagne og anerkendte standarder (dvs. ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder), i alle EU's eksterne handelsaftaler, herunder dem, der ligger inden for WTO's rammer;

27.

minder om, at WTO's nuværende praksisser bør gavne såvel udviklingslandene som de udviklede lande;

28.

minder om, at konkurrencepolitik og socialpolitik skal være forbundet med hinanden, og understreger, at den europæiske sociale model under ingen omstændigheder må svækkes til fordel for konkurrence og påståede økonomiske fordele; gentager, at den europæiske sociale model bør fungere som eksempel for beskyttelse af arbejdstagere i udviklingslandene;

29.

minder om, at EU har fastsat et mål om ikke blot at gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar (VSA), men også at fremme VSA i de eksterne politikker, som EU iværksætter; anerkender Kommissionens indsats for at fremme bedste praksis med hensyn til VSA i de europæiske virksomheder, der opererer i udlandet, men understreger, at den bør være mere opmærksom på betydningen af certificeringer og mærker, der bevidner virksomhedernes overholdelse af VSA-principper;

30.

mener, at VSA er en nyttig og ikke-bindende form for engagement hos multinationale selskaber; anbefaler en yderligere og mere målrettet fremme af VSA gennem bl.a. ISO-standard 26000, FN's "Global Compact" eller OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og ved at knytte VSA sammen med bredere initiativer, der fremmer anstændigt arbejde i sektorer og samfund eller på nationalt og regionalt plan, f.eks. ILO's "Better Work and SCORE"-program, der involverer arbejdstagere, arbejdsgivere, myndigheder og andre relevante interessenter;

31.

understreger på det kraftigste, at der på EU-plan ikke bør vedtages et direktiv til regulering af VSA og håndhævelse af overholdelsen heraf;

32.

mener, at Kommissionen i sin fremtidige meddelelse om internationaliseringen af små og mellemstore virksomheders aktiviteter bør foreslå foranstaltninger, der giver mulighed for at støtte og fremme disse virksomheders foranstaltninger på VSA-området, og som respekterer princippet "tænk småt først" og tager hensyn til disse virksomheders særlige karakter;

33.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at en nuværende opdatering af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder styrkes ved at opretholde og forbedre anvendelsen i "specifikke tilfælde" og indføre bedste praksis for "nationale kontaktpunkter"(NCP), herunder en undersøgelse af, hvordan EU bedre kan opfylde sine forpligtelser vedrørende nationale kontaktpunkter gennem delegationer af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

34.

påpeger, at VSA bør fokusere på nye områder såsom arbejdstilrettelæggelse, lige muligheder, social integration foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, udvikling af livslang uddannelse og læring; understreger, at VSA bør omfatte f.eks. kvaliteten af arbejdet, ligestilling vedrørende løn og karrieremuligheder samt fremme af innovative projekter med henblik på at støtte overgangen til en bæredygtig økonomi;

35.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tilskynde virksomheder med hjemsted i EU til at respektere menneskerettighederne, herunder de økonomiske og sociale rettigheder, og miljøet i forbindelse med alle deres globale aktiviteter, navnlig deres datterselskabers og andre associerede juridiske enheders aktiviteter;

36.

understreger, at det bør anses for at være lige så vigtigt, at virksomheder fra EU overholder strenge miljøpolitiske standarder i tredjelande, som at arbejdstagernes rettigheder overholdes, idet miljøskader næsten altid også udsætter arbejdstagernes sundhed for fare, ødelægger landbrugsarealer, fangstpladser og andre økonomiske ressourcer og dermed fratager mange mennesker deres sociale eksistensgrundlag;

37.

understreger, at europæiske virksomheder, deres filialer og deres underleverandører på grund af deres tungtvejende indflydelse i de internationale handelsudvekslinger spiller en central rolle med hensyn til fremme og udbredelse af arbejdsstandarder og sociale standarder, og at deres adfærd derfor bør være i overensstemmelse med de europæiske værdier og internationalt anerkendte standarder; mener, at det ville være ret og rimeligt, hvis europæiske virksomheder, der flytter deres produktion til lande med færre sociale forpligtelser, kunne holdes ansvarlige, også ved de europæiske domstole, for eventuelle skader og negative eksternaliteter, som påvirker lokalbefolkningen;

38.

opfordrer Kommissionen til at stille ændringsforslag til sit forslag til forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2010/0383 (COD)) for at give sagsøgere mulighed for at anlægge sag mod et datterselskab, der har hjemsted i et tredjeland, sammen med det europæiske moderselskab og ved oprettelse af yderligere værneting;

39.

anmoder Kommissionen om at arbejde for, at der i højere grad tages hensyn til VSA i handelspolitikkerne på multilateralt plan i de internationale fora, der har støttet VSA, navnlig OECD og ILO og WTO efter Doha;

40.

opfordrer Kommissionen til på systematisk vis at inkludere et kapitel om bæredygtig udvikling med en juridisk bindende bestemmelse om VSA i de frihandelsaftaler og investeringsaftaler, som den forhandler med tredjelande;

41.

foreslår, at denne bestemmelse om VSA omfatter overholdelse af ILO's otte grundlæggende og fire prioriterede konventioner og ligeledes giver incitamenter for virksomhederne til at indgå VSA-forpligtelser samt en diligenspligt for virksomheder og koncerner af virksomheder, dvs. en pligt til at træffe foregribende foranstaltninger for at identificere og forebygge enhver form for krænkelse af menneskerettighederne og overtrædelse af miljøreglerne, korruption eller skatteunddragelse, herunder i deres filialer og forsyningskæder, (dvs. i deres indflydelsessfære);

42.

opfordrer alle medlemsstater til at overholde og fremme ILO's centrale arbejdsstandarder og til at overholde de hidtil vedtagne konventioner på det sociale område og konkret følge de principper heri, der drejer sig om arbejdstageres grundlæggende rettigheder;

43.

fremhæver, at der er rapporteret om gentagne overtrædelser af grundlæggende arbejdstagerrettigheder i adskillige lande med GSP Plus-status, uden at dette dog har medført suspension af præferencer; mener, at den manglende håndhævelse af konditionaliteten undergraver EU's ambitioner om at fremme social- og arbejdsmarkedspolitikken og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder globalt og strider mod princippet om politikkohærens for udvikling;

44.

påskønner ILO's tilsynsordning for internationale arbejdstagerrettigheder, som er enestående i international sammenhæng og bidrager til at sikre, at landene gennemfører de konventioner, de ratificerer; understreger, at ILO i tilfælde af problemer bør bistå landene gennem social dialog og teknisk bistand;

45.

opfordrer Kommissionen til at fremme et tættere samarbejde mellem WTO og ILO og gøre det muligt for ILO at forelægge ekspertrapporter for WTO under handelskonflikter, med henblik på at integrere arbejdsstandarder og anstændigt arbejde i WTO's aktiviteter og forhindre, at den sociale udvikling bringes i fare;

46.

mener, at Unionens politikker bør fokusere på enkeltpersoner så vel som på institutioner, når det gælder udviklingen af menneskelige ressourcer og arbejdsmarkedsreformer;

47.

er foruroliget over visse tredjelandes praksis med at anvende MODE4-processen til deres handelsaktiviteter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hellere at sigte mod at strukturere den internationale migration på en sådan måde, at udnyttelse og hjerneflugt undgås;

48.

støtter initiativer, der fremmer udviklingen af dialogen og samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter i partnerlande og tværnationalt, og anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle de eksisterende programmer med fokus på dem, der har til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med institutionel kapacitet til udvikling og gennemførelse af politikker;

49.

argumenterer for gennemførelse af foreningsfrihed for fagforeninger og retten til at føre kollektive forhandlinger uden undtagelse med henblik på at håndhæve, forbedre og forsvare ordentlige arbejdsbetingelser;

50.

minder om EU's retningslinjer for forskellige menneskerettighedsspørgsmål, der udgør et stærkt politisk signal om, at dette er Unionens prioriteter; anmoder derfor Rådet om at vedtage lignende retningslinjer baseret på de otte grundlæggende ILO-konventioner, der skal anvendes som et pragmatisk redskab for EU, der hjælper til bedre at fremme Unionens eksterne socialpolitik; gentager, at overholdelse af den internationale menneskerettighedslovgivning ifølge verdenserklæringen fortsat er en bindende forpligtelse for alle virksomheder;

51.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme en proaktiv strategi for afhjælpning af de sociale konsekvenser af tilpasninger og omstruktureringer i relation til globaliseringen;

52.

glæder sig over organiseringen af G20-møder mellem socialministrene, og opfordrer Kommissionen til at deltage aktivt i dem; beklager, at opfølgningen på EU-plan generelt er utilfredsstillende;

53.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at integrere beskæftigelses-, social- og miljøpolitikker, herunder aspekter vedrørende ligestilling mellem kønnene, i alle forhandlinger vedrørende globale økonomiske styringsstrukturer og makroøkonomiske dialoger;

54.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til god regeringsførelse på det finansielle, skattemæssige og retslige område som en metode til at styrke globaliseringens sociale dimension;

55.

anmoder Kommissionen om en henstilling rettet til de EU-medlemsstater, der støtter gennemførelsen og ratificeringen af ILO's konventioner, der af ILO er klassificeret som opdaterede, for at forbedre arbejdstagernes rettigheder og arbejdsvilkår i Unionen og partnerlandene med sigte på en retfærdig og inklusiv globalisering gennem større sammenhæng i den eksterne dimension af medlemsstaternes økonomiske og sociale politik; anmoder Kommissionen om i samme forbindelse at tilskynde medlemsstaterne til at foretage regelmæssige gennemgange, der undersøger konsekvenserne af økonomiske og finansielle politikker samt handelspolitikker;

56.

mener, at spredningen af internationale lovgivere udløser presserende spørgsmål vedrørende den internationale retsordens sammenhæng og effektivitet, navnlig hvad angår beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder og de grundlæggende rettigheder;

57.

foreslår, at ændringen af den globale styring bør have fokus på større integration af lovgiverne i FN's retsorden og større respekt for de principper, som FN's specialiserede agenturer, navnlig ILO og WHO, slutter op om;

58.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/51

—

der henviser til artikel 208 til 211, artikel 290 og 291, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (1) (DCI),

—

der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000, der opstiller millenniumudviklingsmålene som det internationale samfunds fælles kriterier for udryddelse af fattigdom,

—

der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik: den europæiske konsensus om udvikling, som blev undertegnet den 20. december 2005 (2),

—

der henviser til fælleserklæringen om demokratisk kontrol og sammenhæng i eksterne indsatser og Kommissionens erklæring om demokratisk kontrol og sammenhæng i foranstaltningerne udadtil vedføjet den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3),

—

der henviser til erklæringer fra Kommissionen, der er indføjet i referatet fra Rådet og formelt godkender Rådets fælles holdning angående vedtagelsen af DCI (4) og især Kommissionens erklæring vedrørende artikel 5 i DCI-forordningen,

—

der henviser til skrivelse D (2007) 303749 af 5. marts 2007 fra Josep Borrell Fontelles, daværende formand for Udviklingsudvalget, til daværende kommissærer Ferrero-Waldner og Michel (5),

—

der henviser til skrivelse A (2007) 5238 af 26. marts 2007 fra daværende kommissær Ferrero-Waldner til Josep Borrell Fontelles, daværende formand for Udviklingsudvalget (6),

—

der henviser til "Reporting Directives for the Creditor Reporting System" fra OECD's Komité for Udviklingsbistand (OECD/DAC) (7),

—

der henviser til Domstolens dom af 23. oktober 2007 i sag C-403/05 (Parlamentet mod Kommissionen), Annullationssøgsmål - Kommissionens beslutning om godkendelse af et projekt vedrørende sikkerheden ved Filippinernes grænser (beslutning truffet med hjemmel i forordning (EØF) nr. 443/92),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1337/2008 af 16. december 2008 om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (8),

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd den 29.-30. oktober 2009 (dok. 15265/2009),

—

der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) skal tilrettelægges og fungere (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2010 om revision af EU's budget (KOM(2010)0700),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 19. oktober 2010, "EU's budgetstøtte til tredjelande i fremtiden" (KOM(2010)0586),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 10. november 2010"EU's udviklingspolitik til støtte for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling - Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik" (KOM(2010)0629),

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om udkast til Kommissionens beslutninger om landestrategidokumenter og vejledende programmer for Malaysia, Brasilien og Pakistan (10),

—

der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om Kommissionens forslag til beslutning om udarbejdelse af regionale strategidokumenter og regionale vejledende programmer om Mercosur og Latinamerika (11),

—

der henviser til sin beslutning af 21. juni 2007 om Kommissionens udkast til beslutning om udarbejdelse af regionale strategidokumenter 2007-2013 og regionale vejledende programmer for Asien (12),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om den demokratiske kontrol med gennemførelsen af finansieringsinstrumentet for udviklingssamarbejde (DCI) (13),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om Kommissionens udkast til afgørelse om særlige foranstaltninger i 2007 vedrørende Irak (14),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om udkast til Kommissionens beslutninger om årlige handlingsprogrammer for Brasilien og for Argentina for 2008 (15),

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2007 om lokale myndigheder og udviklingssamarbejde (16),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om "lokale myndigheder: igangsættere af udvikling" (KOM(2008)0626),

—

der henviser til den strukturerede dialog, der blev igangsat af Kommissionen i 2010 med det formål at inddrage civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder i EU's udviklingssamarbejde,

—

der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om udkast til Kommissionens afgørelse om den årlige handlingsplan 2009 for ikke-statslige aktørers og lokale myndigheders rolle i forbindelse med udvikling (Del II: Målrettede projekter) (17),

—

der henviser til sin holdning af 3. februar 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (18),

—

der henviser til sin holdning af 3. februar 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (19),

—

der henviser til sin holdning af 3. februar 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (20),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0187/2011),

A.

der henviser til, at det overordnede mål for samarbejdet i forbindelse med dette instrument i henhold til artikel 2, stk. 1, i DCI-forordningen "er udryddelse af fattigdom i partnerlande", herunder "en indsats for at nå årtusindudviklingsmålene",

B.

der henviser til, at alle foranstaltningerne under geografiske programmer og 90 % af de udgifter, der påregnes under de tematiske programmer, i henhold til artikel 2, stk. 4, i DCI-forordningen skal opfylde kriterierne for statslig udviklingsbistand (ODA), der er fastlagt af OECD/DAC,

C.

der henviser til, at det kun er 0,2 % af de forpligtelser, der finansieres under DCI's tematiske programmer mellem 2007 og 2009, som ifølge Kommissionens beregninger ikke opfylder ODA-kriterierne,

D.

der henviser til, at Parlamentet i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF ("Komitologiafgørelsen" (21)) i 2007 indledte en procedure med demokratisk kontrol af gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1905/2006, herunder alle landestrategidokumenter (CSP), regionale strategidokumenter (RSP), tematiske strategidokumenter (TSP) samt de flerårige vejledende programmer og størsteparten af de årlige handlingsprogrammer (AAP),

E.

der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med fælleserklæringen om demokratisk kontrol og sammenhæng i foranstaltningerne udadtil og erklæringen fra Kommissionen om demokratisk kontrol og sammenhæng i foranstaltningerne udadtil, der er vedføjet den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning, har forpligtet sig til at tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets holdning, når den gennemfører strategierne,

F.

der henviser til, at principperne om "ejerskab", deltagelse og god regeringsførelse indebærer en tilgang med flere aktører, hvor de forskellige udviklingspartnere, dvs. lokale myndigheder eller ikke-statslige aktører, bidrager på en supplerende og sammenhængende måde; der henviser til, at det imidlertid er vigtigt at sondre klart mellem de lokale myndigheders særlige rolle og de ikke-statslige aktørers rolle, når det gælder kompetenceområde, legitimitet og demokratisk kontrol, erfaring med forvaltning af lokale anliggender og inddragelse i gennemførelsen af offentlige politikker,

G.

der henviser til, at EU's midler til finansiering af internationalt samarbejde med Afrika hidrører fra fire geografiske instrumenter: EUF for afrikanske AVS-lande, TDCA for Sydafrika, ENPI for fem nordafrikanske lande og DCI for de tematiske programmer,

H.

der henviser til, at Kommissionen påtog sig at sikre, at 20 % af den bistand, som ydes under landeprogrammerne omfattet af DCI-forordningen, senest i 2009 ville blive afsat til grundskole- og sekundærskoleuddannelse og grundlæggende sundhedspleje gennem projekt-, program- eller budgetstøtte knyttet til disse sektorer og ved hjælp af en ligelig fordeling over alle geografiske områder,

I.

der henviser til, at EU har forpligtet sig til et samlet mål om at anvende 0,7 % af sin bruttonationalindkomst (BNI) på ODA senest i 2015,

J.

der henviser til, at FN's miljøtopmøde i 2012 har til formål at opnå fornyet politisk engagement til fremme af bæredygtig udvikling, at vurdere de fremskridt, der er gjort i retning af internationalt vedtagne mål vedrørende bæredygtig udvikling og at tage nye og fremtidige udfordringer op,

K.

der henviser til, at det i artikel 290 i TFEU er fastsat, at Kommissionen i en lovgivningsmæssig retsakt kan få delegeret beføjelse til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt,

1.

bifalder Kommissionens vilje til at leve op til sin forpligtelse til at indgå i en regelmæssig og indgående dialog med Parlamentet angående gennemførelsen af DCI; anerkender den indsats, der er gjort for at holde Parlamentets DCI-arbejdsgrupper informeret om, hvorledes der er blevet taget højde for dets kommentarer om strategidokumenter ved udarbejdelsen af de årlige handlingsprogrammer;

2.

bemærker, at dialogen mellem Kommissionen og Parlamentet som en del af de demokratiske kontrolaktiviteter især under midtvejsrevisionen har hjulpet til med at undgå vedtagelsen af strategidokumenter, der indeholder bestemmelser, som overskrider beføjelser, og til at gøre strategidokumenterne forenelige med kravene i DCI-forordningen og især ODA's udvælgelseskriterier;

3.

finder det beklageligt, at flere af Parlamentets synspunkter, der blev rejst i løbet af den demokratiske kontrolprocedure, især angående manglende fokus på fattigdom og 2015-målene, ikke er blevet taget tilstrækkeligt i betragtning af Kommissionen;

4.

beklager, at de nationale parlamenter i praksis kun yderst sjældent er blevet inddraget i udarbejdelsen af landestrategidokumenterne, selv om den europæiske konsensus om udvikling (2005) og DCI fremhæver betydningen af ejerskab; finder det beklageligt, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har gennemført bestemmelserne i artikel 19, 20 og 33 i forordning (EF) nr. 1905/2006 i samråd med ikke-statslige aktører og lokale myndigheder;

5.

noterer sig, at en "pro-vækst-strategi" ikke bør forveksles med en langsigtet udviklingsstrategi, som indebærer finansiering af langsigtede målsætninger med hensyn til f.eks. sundhed, uddannelse, adgang til energi i landdistrikter og støtte til fordel for små landbrug;

6.

beklager, at Kommissionen som svar på Parlamentets resolutioner, der påpegede en manglende respekt for kravene i ODA's udvælgelseskriterier som fastlagt i artikel 2, stk. 4, i forordningen, kun ændrede eller tilbagetrak 3 ud af 11 udkast til gennemførelsesforanstaltninger;

7.

finder det beklageligt, at det udvalg, der er nedsat i overensstemmelse med artikel 35 i forordningen om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, ikke har reageret på Parlamentets beslutninger, hvori det anføres, at Kommissionen har overskredet sine gennemførelsesbeføjelser; bemærker med bekymring, at det omfattende kontrolarbejde, som Parlamentet har udført, ikke har vundet genklang hos medlemsstaternes repræsentanter i DCI-udvalget, og tilskynder medlemsstaterne til at påtage sig deres ansvar og i tæt samarbejde med Parlamentet sikre, at de foranstaltninger, der foreslås af Kommissionen, er i fuld overensstemmelse med forordningens bestemmelser;

8.

anmoder Kommissionen om i rækkefølge efter prioriteter og med den respektive vægtning at angive, hvilke kriterier den anvender for fordeling af midler mellem DCI-lande og -regioner og de forskellige aktivitetssektorer inden for de enkelte geografiske og tematiske programmer;

9.

mener, at der i mange lande- og regionalstrategidokumenter ikke tildeles tilstrækkelige midler til DCI's overordnede mål om udryddelse af fattigdom i forbindelse med bæredygtig udvikling, og at det i mange dokumenter ikke præciseres klart, i hvilken udstrækning de foreslåede foranstaltninger vil bidrage til 2015-målene;

10.

henleder navnlig opmærksomheden på kravet om ODA-berettigelse for de geografiske programmer under DCI og opfordrer kraftigt Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til hver eneste gang at sikre fuld overensstemmelse med denne juridiske forpligtelse;

11.

påpeger, at udviklingsvenlig politikkohærens, ejerskab i udviklingssammenhæng og en bistand, der ikke opsplittes, er afgørende forudsætninger for bistandens nyttevirkning;

12.

understreger, at EU fortsat har brug for et specifikt instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, som udelukkende er rettet mod udviklingslande og udtrykkeligt forfølger de mål, der er defineret i artikel 208 i TEUF; insisterer på, at de årlige tal for ODA i den næste periode for den flerårige finansielle ramme skal øges i faste priser for at nå det samlede mål om at anvende 0,7 % af BNI på ODA senest i 2015;

13.

understreger, at fuld overensstemmelse med ODA-kriterierne og i særdeleshed med OECD/DAC-kravet om, at hver transaktion administreres med det hovedformål (22) at fremme økonomisk udvikling og velfærd i udviklingslandene, fortsat skal være en betingelse, så alle foranstaltninger finansieres som en del af de geografiske programmer under det nye instrument; efterlyser en mere stringent ODA-kvote for tematiske programmer end under den aktuelle DCI, især for programmer vedrørende "migration og asyl", hvor Kommissionen ikke har tilkendegivet klart, hvordan foranstaltninger, der finansieres i forbindelse med grænsekontrol, opfylder ODA-kriterierne i overensstemmelse med OECD/DAC-kriterierne;

14.

understreger, at opnåelse af 2015-udviklingsmålene fortsat skal være instrumentets primære mål for perioden indtil 2015; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at EU's hjælp fortsat er i overensstemmelse med de internationalt aftalte målsætninger og mål for udvikling, der vedtages af FN og andre kompetente internationale organisationer for perioden efter 2015;

15.

anerkender behovet for et samarbejde uden for ODA med mange udviklingslande for at få globale offentlige goder; mener, at denne type samarbejde bør reguleres, og at midler bør kanaliseres via et eller flere separate instrumenter for at sikre gennemsigtighed og for at beskytte udviklingssamarbejdes særlige karakter som et selvstændigt politikområde inden for eksterne relationer; insisterer på linje med løftet på Det Europæiske Råd den 29.-30. oktober 2009 på, at finansiering i forbindelse med klimaændringer ikke bør underminere eller skade kampen mod fattigdom og den fortsatte udvikling mod 2015-udviklingsmålene, og at de begrænsede ODA-midler, der er tilgængelige til at mindske fattigdom, ikke må omdirigeres til ikke-udviklingsmål i udviklingslande; understreger, at OECD-definitionen af ODA ikke bør ændres, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle udviklingsprojekter, der finansieres af EU, ikke modarbejder bestræbelserne på at modvirke de globale klimaændringer, og at alle sådanne projekter er "klimasikret", især store infrastrukturprojekter eller projekter på mindre øer, der vil være de første, der bliver ramt af følgerne af klimaændringerne;

16.

er i en tid med alvorlige problemer for de offentlige finanser bekymret over, at der fokuseres kraftigt på investeringer i den private sektor som et middel til at fremskaffe flere finansieringsmidler på udviklingsområdet; påpeger, at udviklingssamarbejde er det eneste politikområde i foranstaltningerne udadtil (ud over humanitær bistand), der ikke er beregnet på at tjene EU's interesser, men derimod i højere grad på at forsvare interesserne for jordens mest marginaliserede og sårbare befolkninger; tilskynder derfor Kommissionen til at sikre, at offentlige midler, der anvendes til at støtte den private sektors investeringer i Syd, ikke bortdirigeres fra i forvejen underfinansierede sektorer (som det f.eks. har været tilfældet med programmerne til fordel for ikke-statslige aktører og lokale myndigheder), og at denne støtte effektivt vil gøre det muligt at udvikle den lokale private sektor og små og mellemstore virksomheder i lavindkomstlande;

17.

er enig i, at der er brug for en differentieret tilgang til den blandede gruppe af udviklingslande, og at den traditionelle økonomiske støtte kan blive mindre relevant for vækstlande; mener, at støtte til vækstlande godt nok kan fremme bæredygtig økonomisk vækst, men stadig bør fokusere på at styrke partnerlandets finanspolitik og fremme mobilisering af indenlandske indtægter, der kan føre til nedbringelse af fattigdom og støtteafhængighed;

18.

opfordrer kraftigt Kommissionen til gennem øget støtte at bistå udviklingslandene og vækstlandene med at gennemføre skattereformer med det formål at støtte effektive, rimelige og bæredygtige skattesystemer; opfordrer endvidere Kommissionen til effektivt at indføre princippet om god forvaltningspraksis på skatteområdet i planlægningen, gennemførelsen og overvågningen af lande- og regionalstrategidokumenterne og træffe de nødvendige forholdsregler for at håndhæve en ordning med landeopdelt indberetning for transnationale selskaber;

19.

understreger, at det fremtidige udviklingssamarbejdsinstrumentet fortsat bør dække alle udviklingslande i de geografiske områder, som det finder anvendelse på ifølge OECD/DAC's liste over udviklingslande;

20.

opfordrer til en udvidet koordinering mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at overholde traktatens bestemmelse i artikel 210 TEUF og støtter udviklingen af fælles europæiske strategidokumenter; er af den opfattelse, at alle EU-programmeringsdokumenter for hvert land og region bør indeholde detaljeret og ajourført information om hoveddonorer og et særligt kapitel om effektiviteten af EU's bistand med præcisering af de foranstaltninger, der iværksættes for at øge koordineringen, harmoniseringen og komplementariteten på donorområdet og forbedre arbejdsdelingen blandt donorerne og især blandt EU-medlemsstaterne;

21.

gentager sin anmodning om, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) medtages i EU's budget, hvilket ville forenkle procedurerne og øge effektiviteten af EU-bistanden; insisterer på, at dette ikke bør føre til nogen reduktion af det samlede finansieringsbeløb på EU-niveau for DCI og for EUF og af det samlede beløb, der stilles til rådighed for ODA på EU-niveau;

22.

mener, at støtten til udsatte grupper (kvinder, handicappede, unge, arbejdsløse og indfødte) og til integrering af kønsaspektet og tackling af andre "tværgående" spørgsmål bør øges; ønsker, at afløseren for DCI kræver klare kriterier i programmeringsdokumenterne for at sikre, at virkningen af EU's interventioner på disse områder kan måles;

23.

understreger, at inddragelsen af de lokale myndigheder i udviklingspolitikkerne er helt nødvendig for at kunne virkeliggøre 2015-målene og for at kunne sikre en god regeringsførelse; påpeger navnlig, at de lokale myndigheder har en kritisk rolle at spille på områder som uddannelse, bekæmpelse af sult, sundhed, vand, sanitet, social samhørighed og lokal økonomisk udvikling; finder det derfor særdeles vigtigt, at deres rolle udvides i det næste finansieringsinstrument i overensstemmelse med princippet om ejerskab;

24.

understreger behovet for en regelmæssig og struktureret dialog mellem Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, ikke-statslige aktører (ISA'er) og lokale myndigheder om programmering, implementering og evaluering af strategidokumenter; understreger derfor behovet for at tage konklusionerne fra den strukturerede dialog i betragtning i forbindelse med fremtidige finansielle instrumenter;

25.

understreger behovet for fleksibilitetsbestemmelser, der giver EU mulighed for at reagere på ændringer med hensyn til behov og prioriteter; foreslår en undersøgelse af EUF-modellen for begrænsede landerammer til bistand uden for programmer som en mulig model for det fremtidige udviklingssamarbejdsinstrument; understreger dog, at midler, der bruges på en mere fleksibel måde, skal forfølge ægte udviklingsmål;

26.

mener, at det nye udviklingssamarbejdsinstrument skal udgøre et grundlag for målrettet og mere fleksibel bistand i vanskelige situationer; mener, at den nye finansielle arkitektur skal hjælpe med at sikre en forsvarlig koordinering af nødhjælp, rehabilitering og udvikling (LRRD) via fleksibilitet og komplementaritet i finansieringsmekanismerne;

27.

opfordrer til et benchmark på 20 % for udgifter under de geografiske programmer, som skal tildeles til grundlæggende sociale tjenester ifølge FN's definition i 2015-målene (indikator 8,2 for mål nr. 8: "Udvikling af et globalt partnerskab for udvikling");

28.

kræver strenge udvælgelseskriterier for budgetstøtte; understreger, at Kommissionen skal afholde sig fra at bruge budgetstøtte i lande, hvor det ikke er muligt at sikre gennemsigtighed i offentlige udgifter, at budgetstøtte altid skal ledsages af tiltag for at udvikle det modtagende lands parlamentariske kontrol og revisionskapacitet og for at øge gennemsigtigheden og den offentlige adgang til oplysninger, samt at civilsamfundet bør inddrages i overvågningen af budgetstøtten;

29.

erkender, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle på udviklingsområdet, f.eks. som regeringens vagthund for at sikre ansvarlighed, og ønsker, at der tildeles passende midler til civilsamfundet i udviklingslandene;

30.

gentager sin anmodning til Kommissionen om at forelægge en samlet opgørelse over den generelle, sektorspecifikke budgetstøtte til de enkelte projekter eller i enhver anden form, som er ydet de lokale myndigheder; understreger, at et sådant samlet billede ville gøre bistanden til de lokale myndigheder mere sammenhængende og forbedre forvaltningspraksissen i partnerlandene;

31.

bemærker, at alle tematiske programmer under DCI har bevist deres relevans, og understreger, at det er bydende nødvendigt at opretholde både de tematiske og de geografiske programmer, men opfordrer til en vis fornyelse af fokus i lyset af nye udfordringer, som f.eks. den globale finansielle og økonomiske krise, den globale fødevarekrise, klimaændringer og særlige behov hos skrøbelige stater og stater i forandring;

32.

anfører, at migration er et område, hvor det klart er nødvendigt at prioritere udviklingsvenlig politikkohærens frem for kortsigtede betragtninger i EU vedrørende migration, som for det meste har til formål at bekæmpe illegal indvandring; understreger, at udviklingsmidler, der er knyttet til migration, ikke bør anvendes til øget grænseforvaltning og bekæmpelse af illegal indvandring; insisterer på, at eventuelle fremtidige tematiske programmer for migration fuldstændigt skal være på linje med EU's udviklingsmål, og at den grundlæggende finansiering under dette program skal overholde ODA's udvælgelseskriterier; fremhæver navnlig, at projekter, der vedrører syd-syd-migration, bør prioriteres i det tematiske program;

33.

understreger, at det nye tematiske program "Investere i mennesker" skal fokusere på - men ikke være begrænset til - gennemførelsen af de 2015-mål, der er længst fra at være opfyldt, med særlig vægt på lande og regioner med kritiske MDG-indikatorer; betoner, at grunduddannelse og alfabetisering er udgangspunktet for den menneskelige bevidstgørelsesproces og for ejerskab i udviklingssammenhæng; opfordrer derfor til ligeledes at inkludere fokus på uddannelse som et redskab til frigørelse og deltagelse i programmet;

34.

mener, at det nye instrument bør sikre en differentieret tilgang til spørgsmålet om tildeling af støttemidler til civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder, og også undgå unødvendig konkurrence mellem de to aktørtyper; understreger behovet for at løse problemet med for mange ansøgninger om støttetildeling under det nuværende program; opfordrer til, at der fuldt ud tages hensyn til resultaterne af den strukturerede dialog i forbindelse med det fremtidige instrument og ved fastlæggelsen af de foreslåede bistandsformer;

35.

påpeger, at en af årsagerne til, at 2015-målene ikke er opfyldt, er den manglende erkendelse af det bidrag, som miljø, naturressourcer og økosystemer kan yde til menneskelig udvikling og fattigdomsudryddelse; bemærker med bekymring, at den nuværende europæiske (ODA) kun tildeler 3 % af de samlede midler til miljøområdet, og tilføjer, at det er et yderligere problem, at en del af EU's og medlemsstaternes bistand til udviklingslandene investeres i projekter, som fremmer klimaændringer i stedet for at modvirke dem; understreger, at der er behov for at forbedre den udviklingsvenlige politikkohærens på området klimaændringer, især med hensyn til finansieringen af klimaindsatsen og integreringen af denne indsats i EU's udviklingssamarbejde;

36.

understreger, at Revisionsretten i sin særberetning nr. 6/2006 konkluderede, at EU fra 2001 kun har gjort begrænset fremskridt i bestræbelserne på at integrere miljøhensyn i udviklingssamarbejdet, da der ikke i tilstrækkelig grad var taget hensyn til miljøspørgsmål i landestrategidokumenterne; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at sikre, at miljøspørgsmål integreres bedre og overvåges systematisk i alle eksterne politikker og finansielle instrumenter, navnlig i lyset af de nuværende udfordringer med klimaændringer og tab af biodiversitet;

37.

gentager, at artikel 290 i TEUF er fuldt gældende for DCI, og understreger derfor, at anvendelsen af proceduren for delegerede retsakter er obligatorisk for de afgørelser, der opfylder kriterierne i artikel 290 i TEUF, herunder udarbejdelsen af generelle mål, prioriteter, forventede resultater og finansielle tildelinger;

38.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/59

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 1. juli 2010 om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet (KOM(2010)0348),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse 2010/233/EU af 26. april 2010 om oprettelse af en ekspertgruppe for en fælles referenceramme vedrørende europæisk aftaleret (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. juli 2001 med titlen "Europæisk aftaleret" (KOM(2001)0398),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. februar 2003 om en mere sammenhængende europæisk aftaleret - en handlingsplan (KOM(2003)0068),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. oktober 2004 med titlen Europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem (KOM(2004)0651),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 23. september 2005 med titlen "Første årlige statusrapport om europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret" (KOM(2005)0456) og til Kommissionens rapport af 25. juli 2007 med titlen "Anden statusrapport om den fælles referenceramme" (KOM(2007)0447),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. oktober 2009 om grænseoverskridende e-handel fra virksomhed til forbruger i EU (KOM(2009)0557),

—

der henviser til sin beslutning af 3. september 2008 om den fælles referenceramme for europæisk aftaleret (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2007 om europæisk aftaleret (3),

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2006 om europæisk aftaleret (4),

—

der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem (5),

—

der henviser til sine beslutninger af 26. maj 1989 (6), 6. maj 1994 (7), 15. november 2001 (8) og 2. september 2003 (9) om samme emne,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0164/2011),

A.

der henviser til, at det europæiske aftaleretlige initiativ, hvis målsætning er at løse en række problemer ved det indre marked, som bl.a. forskellige dele af den aftaleretlig lovgivning har skabt, har været under behandling i mange år,

B.

der henviser til, at det i kølvandet på den globale finanskrise forekommer endnu vigtigere end før at få skabt et samlet europæisk aftaleretligt system for at få det fulde udbytte af det indre marked og derved bidrage til opfyldelsen af Europa 2020-målene,

C.

der henviser til, at det indre marked fortsat er opsplittet på grund af mange faktorer, herunder den manglende gennemførelse af den eksisterende lovgivning om det indre marked,

D.

der henviser til, at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser for bedre at forstå, hvorfor det indre marked fortsat er opsplittet, og hvordan disse problemer kan løses på bedst mulig vis, herunder hvordan man kan sikre, at eksisterende lovgivning bliver gennemført,

E.

der henviser til, at Kommissionen i den oven for nævnte grønbog har præsenteret talrige løsningsmodeller for et europæisk aftaleretligt instrument, som kunne hjælpe med til at udbygge iværksættervirksomhed og styrke borgernes tillid til det indre marked,

F.

der henviser til, at ekspertgruppen, som blev nedsat for at bistå Kommissionen med at udarbejde et forslag til en fælles referenceramme vedrørende europæisk aftaleret, har indledt sit arbejde med en rundbordsdrøftelse med de implicerede parter,

G.

der henviser til, at forskellene i aftaleret på nationalt niveau ikke udgør den eneste hindring for SMV'er og forbrugere med hensyn til aktiviteter på tværs af grænserne, idet de stilles over for andre problemer såsom sprogbarrierer, forskellige skatteordninger, spørgsmålet om onlineforhandleres pålidelighed, begrænset adgang til bredbånd, digitale færdigheder, sikkerhedsproblemer, befolkningens demografiske sammensætning i de enkelte medlemsstater, bekymringer vedrørende privatlivets fred, klagebehandling og intellektuelle ejendomsrettigheder m.v.,

H.

der henviser til, at tre fjerdedele af detailhandlerne ifølge en kommissionsundersøgelse fra 2008 kun sælger indenlands, og at salg på tværs af grænserne ofte kun finder sted i nogle enkelte medlemsstater (10),

I.

der henviser til nødvendigheden af at sondre mellem konventionelle grænseoverskridende transaktioner og e-handel, som der er særlige problemer med, og hvor transaktionsomkostningerne er anderledes; der henviser til, at det også med henblik på fremtidige konsekvensanalyser er nødvendigt omhyggeligt og præcist at definere, hvad transaktionsomkostningerne består af,

J.

der henviser til den klare konstatering af, at anvendelsen af udenlandsk (forbruger)lovgivning på grænseoverskridende transaktioner i henhold til Rom I-forordningen (11) pålægger virksomhederne, især små og mellemstore virksomheder, betragtelige transaktionsomkostninger, som alene i Det Forenede Kongerige er vurderet til 15 000 EUR pr. virksomhed og pr. medlemsstat (12),

K.

der henviser til, at der er behov for flere oplysninger for så vidt angår de transaktionsomkostninger, som anvendelsen af artikel 6, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, litra a), i Rom I-forordningen foranlediger under hensyntagen til, at Rom I kun har været anvendt siden december 2009,

L.

der henviser til, at sådanne transaktionsomkostninger anses for at udgøre vigtige hindringer for handel på tværs af grænserne, hvilket 50 % af de detailhandlere i EU, som allerede deltager i grænseoverskridende handel, bekræftede i et interview i 2011, hvor de anførte, at en harmonisering af de gældende love for grænseoverskridende handel i EU ville øge deres handel på tværs af grænserne, mens 41 % anførte, at dette ikke ville øge deres salg; der henviser til, at sammenlignet hermed anførte 60 % af de detailhandlere, som ikke handlede på tværs af grænserne, at omfanget af deres grænseoverskridende handel ikke ville øges af mere harmoniserede lovgivningsmæssige rammer, mens 25 % anførte, at salget ville stige (13),

M.

der henviser til, at nogle af de mest åbenlyse hindringer for forbrugere og SMV’er i forbindelse med det indre marked er kompleksiteten i aftalemæssige forhold, uretfærdige aftalevilkår og -betingelser, uhensigtsmæssige og utilstrækkelige oplysninger og ineffektive og tidskrævende procedurer,

N.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at ethvert EU-initiativ tager højde for såvel virksomhedernes som forbrugernes reelle behov og interesser; der henviser til, at disse interesser også omfatter juridiske/lingvistiske problemer (fastsættelse af standardvilkår og -bestemmelser for små virksomheder på alle EU-sprog) og vanskelighederne med at håndhæve aftaler på tværs af grænserne (fastsættelse af autonome EU-bestemmelser på det procedureretlige område),

O.

der henviser til, at markedet på nettet ifølge en kommissionsundersøgelse fortsat er opsplittet, idet 61 % ud af 10 964 forsøgsvis afgivne ordrer om salg på tværs af grænserne mislykkedes, og at køb på tværs af grænserne tilsyneladende øger forbrugernes chancer for at finde et billigere tilbud (14) og at finde varer, som i hjemlandet ikke er tilgængelige på nettet (15); imidlertid forekommer den angivne andel på 61 % at være meget høj og kræver derfor yderligere undersøgelse, kontrol og vurdering,

P.

der henviser til, at en gradvis harmonisering ikke effektivt vil overvinde de hindringer på det indre marked, der skyldes divergerende nationale aftaleretlige bestemmelser, hvorfor enhver foranstaltning på dette område derfor må baseres på klar dokumentation for, at et sådant initiativ vil gøre en reel forskel, der ikke kan opnås gennem andre og mindre indgribende midler,

Q.

der henviser til, at en fælles europæisk aftaleret vil gavne forbrugerne og især bidrage til øget og lettilgængelig grænseoverskridende handel i det indre marked,

R.

der henviser til, at forhandlingerne om direktivet om forbrugerrettigheder (16) har vist, hvor vanskeligt det er at harmonisere forbrugerretlige bestemmelser, der anvendes i aftaler, uden at underminere den fælles indsats for en høj standard for forbrugerbeskyttelse i Europa, samt hvilke begrænsninger dette har lagt på processen,

S.

der henviser til, at enhver foranstaltning på området for europæisk aftaleret må tage hensyn til nationale bindende regler og stemme overens med det forventede direktiv om forbrugerrettigheder, som vil få betragtelig indflydelse på indholdet og harmoniseringsgraden af et eventuelt fremtidigt instrument på området for europæisk aftaleret; der henviser til behovet for konstant og nøje i de kommende måneder at føre tilsyn med dets gennemførelse for at fastslå, hvilket anvendelsesområde det frivillige instrument bør have;

T.

der henviser til, at ethvert slutprodukt på området for europæisk aftaleret skal være realistisk, kunne gennemføres, være rimeligt og velgennemtænkt, inden det eventuelt ændres og formelt vedtages af EU’s medlovgivere,

1.

støtter indsatsen for at fjerne de talrige hindringer for dem, der ønsker at foretage grænseoverskridende transaktioner på det indre marked, og finder, at projektet vedrørende europæisk aftaleret sammen med andre foranstaltninger kunne være nyttigt for udnyttelsen af det indre markeds fulde potentiale med deraf følgende store økonomiske og beskæftigelsesmæssige fordele;

2.

glæder sig over den åbne debat om grønbogen og opfordrer indtrængende de kompetente tjenestegrene i Kommissionen til at gennemføre en grundig analyse af resultatet af denne høring;