7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/1

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om grønbog om større effektivitet i fuldbyrdelsen af retsafgørelser i Den Europæiske Union: udlæg i bankindeståender (1),

—

der henviser til sin beslutning af 22. april 2009 om effektiv fuldbyrdelse af domme i EU: adgangen til oplysninger om skyldneres aktiver (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholmprogrammet (3),

—

der henviser til Stockholmprogrammet for 2010-2014 - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (4), vedtaget af Det Europæiske Råd den 10. december 2009 (5), særlig punkt 3.4.2 heri,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0147/2011),

A.

der henviser til, at EU's vigtigste værktøj til at fremme væksten i kølvandet på finanskrisen er dets indre marked; der henviser til, at det er vigtigt, at de millioner af virksomheder og borgere, der gør brug af det indre marked og retten til at bo, arbejde og rejse overalt i EU, har adgang til effektive retsmidler, i tilfælde af at de har et krav mod en anden borger eller virksomhed,

B.

der henviser til, at det indre marked og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed kun bliver en realitet for borgere og virksomheder, hvis EU-retten, især på det civilretlige område, anvendes effektivt, fra gennemførelse og bevidstgørelse til anvendelse og håndhævelse,

C.

der henviser til, at det nuværende niveau for vellykket grænseoverskridende inddrivelse af gæld er bemærkelsesværdigt lavt, både for fysiske personers og virksomheders aktiver; der henviser til, at denne situation bremser grænseoverskridende handel, sender et budskab om straffrihed til genstridige skyldnere og hæmmer EU's økonomiske resultater,

D.

der henviser til, at omkostningerne ved grænseoverskridende inddrivelse af gæld i øjeblikket er uoverkommelige for kreditorer, i tilfælde hvor en skyldner har aktiver i flere medlemsstater; der henviser til, at tiden er inde til at forenkle og fremskynde denne gældsinddrivelsesproces,

E.

der henviser til, at sådanne uoverkommelige omkostninger har en negativ indvirkning på omfanget af grænseoverskridende lån og sågar grænseoverskridende kommercielle transaktioner, hvilket udgør en væsentlig hindring for, at det indre marked kan være fuldt funktionsdygtigt,

F.

der henviser til, at grænseoverskridende håndhævelse må være en prioritet i det indre marked, og at domstolene skal kunne handle hurtigt for at beordre indefrysning af skyldneres eller påståede skyldneres aktiver; der henviser til, at i mangel på en sådan facilitet kan lyssky erhvervsdrivende og andre, som bevidst søger at unddrage sig deres ansvar, flytte deres aktiver til en anden jurisdiktion, hvilket tvinger borgere og små virksomheder, som allerede har sikret sig en retsafgørelse, til at henvende sig til en anden medlemsstats domstole for at inddrive deres udestående,

G.

der henviser til, at en kendelse om udlevering af oplysninger om aktiver er påkrævet, med tanke på de praktiske vanskeligheder kreditorer står over for, når de ønsker adgang til oplysninger om debitorer fra offentlige eller private kilder i en grænseoverskridende sammenhæng,

H.

der henviser til, at de lovgivningsmæssige tiltag, der anmodes om i denne beslutning, bør baseres på detaljerede konsekvensanalyser, således som Parlamentet har anmodet om,

I.

der henviser til, at detaljerede oplysninger om procedurerne til håndhævelse af krav i hver enkelt medlemsstat bør være tilgængelige gennem den europæiske e-Justice-portal; der henviser til, at samarbejdet mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder bør forstærkes med henblik på at opnå en hurtigere gældsinddrivelse,

J.

der henviser til, at de foreslåede instrumenter bør supplere eksisterende EU-lovgivning og -initiativer, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (6), Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (8), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (9) samt den europæiske e-Justice-portal,

K.

der henviser til, at instrumenterne bør være enkle uden at medføre forsinkelser og unødvendige udgifter; der henviser til, at de i givet fald skal være tilgængelige ex parte med "overraskelseseffekt"; der henviser til, at skyldneres og påståede skyldneres rettigheder bør beskyttes tilsvarende for at undgå misbrug af de foranstaltninger, der anmodes om,

1.

anmoder Kommissionen om hurtigt at fremsætte forslag til retsakt til Parlamentet, på grundlag af artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, om foranstaltninger til indefrysning og offentliggørelse af skyldneres og påståede skyldneres aktiver i grænseoverskridende sager i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger nedenfor;

2.

bekræfter, at henstillingerne i bilaget respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

3.

finder, at den retsakt, der anmodes om, er uden finansielle følgevirkninger for Den Europæiske Unions budget;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/7

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/76/EU af 24. november 2010 om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF for så vidt angår kapitalkrav vedrørende handelsbeholdningen og gensecuritisationer og tilsyn med aflønningspolitikker (1),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Retsudvalget og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0074/2011),

1.

bifalder Kommissionens grønbog og muligheden for at forbedre corporate governance-strukturerne i hele EU;

2.

understreger, at et velfungerende indre marked afhænger af stabiliteten i det finansielle system og, i forbindelse med dette, af de europæiske borgeres og forbrugeres tillid til finansielle institutioner og -transaktioner; bemærker, at de aflønningssystemer, der er anvendt til dato, har ført til uhensigtsmæssige strukturer;

3.

er klar over, at det efter den finansielle krise er blevet klart, at kvaliteten af forbrugerbeskyttelse og garantier i den finansielle sektor kræver mærkbar og kraftig forbedring, navnlig med hensyn til overvågnings- og tilsynsmæssige aspekter;

4.

mener, at den finansielle sektor bør opfylde realøkonomiens behov, bidrage til at fremme bæredygtig vækst og udvise den størst mulige grad af socialt ansvar;

5.

bemærker, at mange finansielle institutioner verden over under den nylige finanskrise er gået fallit med store omkostninger for skatteyderne; mener, at Kommissionen gør ret i at undersøge enhver mulig årsag til, at finansielle institutioner er gået fallit, for at forhindre at der igen opstår en krise

6.

konstaterer, at der er en mangel på værdier og etik i visse aktørers adfærd på de finansielle markeder og i de finansielle virksomheder; understreger, at de finansielle markeder og institutioner som en del af deres sociale ansvar skal tage hensyn til alle berørte parters interesser, herunder klienter, aktionærer og ansatte;

7.

bemærker, at den amerikanske Sarbanes Oxley-Oxley Act var ude af stand til effektivt at beskytte finansielle institutioner i USA under finanskrisen, mens de samtidig øgede de administrative omkostninger for alle børsnoterede selskaber, især SMV'er, hvilket nedsatte konkurrenceevnen og sinkede oprettelsen af nye børsnoterede selskaber; understreger, at de nuværende økonomiske betingelser og behovet for vækst gør det tvingende nødvendigt at undgå en “Sarbanes Oxley-effekt” i EU;

8.

bemærker de forskelligartede corporate governance-strukturer over hele EU og de forskellige synsvinkler, som medlemsstaterne anlægger i forbindelse med regulering af disse strukturer; anerkender, at en enkelt standardiseret tilgang ville være uhensigtsmæssig og skade de finansielle virksomheders konkurrenceevne; konstaterer, at nationale tilsynsmyndigheder har en vis forståelse for disse forskellige synsvinkler og i mange tilfælde er i den bedste position til at træffe afgørelser, der følger EU-principperne; understreger ikke desto mindre, at stærke minimumsnormer er nødvendige for at sikre god governance i hele den finansielle sektor i Europa;

9.

anerkender, at området for corporate governance er under constant udvikling; mener, at en forholdsmæssig tilgang med en ligelig kombination af både målrettet regulering baseret på principper og fleksibel "comply or explain"-kodekser for bedste praksis er hensigtsmæssig, understreger, at den skal suppleres af en regelmæssig ekstern evaluering og passende reguleringstilsyn;

10.

mener, at en procedure med udvidet "comply or explain" med kontrol på andre områder kan være mere velegnet med specifikke lovgivningsmæssige krav og mere gennemgribende kontrolundersøgelser for at fastslå overensstemmelse eller afvigelse, og at såvel kvalitativ som kvantitativ vurdering er påkrævet, så overensstemmelsen ikke degenererer til en "afkrydsningsøvelse";

11.

opfordrer Kommissionen til at lade alle forslag, som den overvejer til forbedring af corporate governance, undergå en cost/benefit-analyse, der koncentrerer sig om nødvendigheden af at holde de finansielle institutioner stærke, stabile og konkurrencedygtige, så de kan medvirke til at skabe økonomisk vækst, idet der også tages hensyn til virkningerne af manglende regulering for den finansielle stabilitet og realøkonomien;

12.

Bemærker, at visse finansielle institutioner og tilsynsmyndigheder ikke har erkendt, at arten, omfanget og kompleksiteten af den risiko, som de havde indladt sig på, bidrog til den finansielle krise; mener, at effektiv risikostyring er et væsentligt element i en indsats for at forhindre en krise i fremtiden;

13.

opfordrer til, at der i alle finansielle institutioner oprettes et effektivt governance-system med tilstrækkelig effektiv risikostyring, overensstemmelse, intern revision (og, når der er tale om forsikringsselskaber, aktuarfunktioner), strategier og politikker, processer og procedurer;

14.

understreger, at risici er naturlige og nødvendige i den finansielle sektor med henblik på at skaffe likviditet, fremme konkurrenceevnen og bidrage til at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse; understreger, at det er absolut nødvendigt for at undgå en fremtidig finansiel krise, at bestyrelsen har en grundig forståelse af og er i stand til at vurdere risikoen;

15.

opfordrer til, at der oprettes obligatoriske risikokomitéer eller indføres tilsvarende ordninger på bestyrelsesplan for alle økonomisk betydningsfulde finansielle institutioner og på moderselskabsbestyrelsesplan for alle økonomisk betydningsfulde finansielle grupper; mener, at EU-tilsynsmyndigheder i samråd med de relevante nationale myndigheder bør etablere kriterier og procedurer for vurdering af, hvorvidt risikostyringsmedarbejdere og alle, der tager materielle risici, har de fornødne personlige egenskaber, som skal gennemføres af den finansielle institution, og at de nationale myndigheder bør sikre, at disse kriterier overholdes;

16.

mener, at risikokomitéen eller et andet tilsvarende organ bør være ansvarlig for tilsyn og for rådgivning af bestyrelsen om de risici, som den pågældende finansielle institution løber på nuværende tidspunkt, og rådgive om risikostrategi i fremtiden, herunder strategi for kapital- og likviditetsforvaltning, idet der tages hensyn til finansielle stabilitetsvurderinger udviklet af tilsynsmyndigheder eller centrale banker;

17.

understreger, at ansvaret for risikostyring i sidste instans ligger hos bestyrelsen, der også skal tage ansvaret for at vise, at der er overensstemmelse, og udforme genopretningsplaner;

18.

understreger, at uforholdsmæssige risici i en hvilken som helst institution er uforenelige med det yderst vigtige ansvar, der påhviler medlemmerne af dens bestyrelse, navnlig en langsigtet og bæredygtig forretningsstrategi;

19.

understreger, at virksomheder bør indføre en intern procedure, som gennemgås af tilsynsmyndigheden, til behandling af konflikter, der måtte opstå mellem risikostyringsafdelingen og de operationelle afdelinger; mener, at der desuden bør være en forpligtelse for bestyrelsen til at underrette tilsynsmyndighederne om samtlige materielle risici, som de er bevidste om;

20.

går ind for oprettelse af kanaler til at underrette risikoudvalget eller tilsynsmyndigheden om interne konflikter eller urimelig praksis i en virksomhed, også fordi praksis til tider afviger fra virksomhedens politik, og ledelsen ikke altid er informeret om faktisk praksis;

21.

mener, at kommunikationsvejene mellem risikostyring og bestyrelsen bør forbedres ved at der indføres en procedure, ved hvilken løsning af konflikter eller problemer sker på det rette niveau i hierarkiet;

22.

understreger, at risikostyringschefen (CRO) bør have direkte adgang til virksomhedens bestyrelse; for at sikre, at risikostyringschefens uafhængighed og objektivitet ikke kompromitteres, vil hele bestyrelsen træffe afgørelse om vedkommendes udnævnelse eller afskedigelse;

23.

foreslår endvidere, at der bør etableres procedurer for protokollering af tilfælde, hvor risikokomitéens afgørelse underkendes, og at disse protokoller bør forelægges revisorer og tilsynsmyndigheder;

24.

henviser til gennemsigtighedsdirektivet, der kræver, at institutioner offentliggør principielle risici i deres virksomhedsrapporter, og det fjerde selskabsdirektiv, der kræver, at institutioner redegør for deres interne kontrolsystemer i relation til risici i forbindelse med regnskabsaflæggelse; bemærker, at det bør kræves, at finansielle institutioner offentliggør genopretningsplaner og tilsynsrapporter herom;

25.

mener, at det bør være obligatorisk for finansielle institutioner, at der udarbejdes en årlig rapport - der kræver så lidt bureaukrati som muligt - om det interne kontrolsystems formålstjenlighed og effektivitet, og at denne vedtages af bestyrelsen; henviser endvidere til, at det bør være obligatorisk, at den årlige revisionsberetning, der udarbejdes af eksterne revisorer, skal indeholde en lignende vurdering; dog må man i EU undgå en "Sarbanes-Oxley-effekt";

26.

mener, at der i finansielle institutioner bør lægges større vægt på gennemførelse af foranstaltninger, der øger risikobevidstheden, da en styrkelse af risikobevidstheden på alle planer i institutionen - også blandt medarbejderne - er en afgørende faktor for en bedre risikostyring;

27.

er enig i, at det er nødvendigt at styrke foranstaltningerne til forebyggelse af interessekonflikter i bank-, værdipapir- og forsikringssektoren for at sikre bestyrelsesmedlemmernes objektivitet og uvildighed;

28.

opfordrer de internationale tilsynsmyndigheder til i samråd med de relevante nationale myndigheder at udvikle objektive passende kriterier for “personlighedstests" til vurdering af personers egnethed til kontrollerede funktioner, idet der tages hensyn til arten, kompleksiteten og størrelsen af den finansielle institution; mener, at tilsynsmyndigheder må gennemføre deres vurderings- og godkendelsesprocedure i god tid og på effektiv vis, idet der tages behørigt hensyn til de regulerede firmaers vurdering; mener, at tilsynsmyndigheder for store og systemisk relevante finansielle institutioner bør foretage gennemgribende kontrolundersøgelser af ledernes evner, ekspertise og diversitet både individuelt og kollektivt og deres egnethed i forhold til udnævnelsen, og for ledernes vedkommende den bredere sammensætning af ledelsesorganet og den tid, de bruger, idet der tages hensyn til deres andre aktiviteter;

29.

opfordrer Kommissionen til at udvikle lovgivning, der kræver, at store finansielle institutioner underkaster deres bestyrelser regelmæssig ekstern evaluering med henblik på at sikre ikke alene høje standarder, hvad angår bidrag fra individuelle ledere, men også, at bestyrelsen som helhed og dens udvalg er i stand til at opfylde institutionens strategiske målsætninger og risikomanagement; kræver, at store finansielle institutioner i deres årsberetning bekræfter, at de har foretaget en sådan evaluering, navnet på den person, der har udført den eksterne evaluering, en beskrivelse af evalueringsområdet, og at de har fulgt sidstnævntes henstillinger; opfordrer ESA'erne til at udvikle retningslinjer med hensyn til området for disse evalueringer i samråd med industrien, aktionærer og tilsynsmyndigheder;

30.

mener, at funktionerne so administrerende direktør og bestyrelsesformand bør være adskilte, men bemærker, at der er situationer, hvor det kunne være en fordel med en sammenlægning af disse funktioner; understreger desuden, at virksomhedsledelse og aflønningspolitikker skal overholde og fremme de i traktaterne og EU-direktiver fastlagte principper om lige løn til og ligebehandling af kvinder og mænd;

31.

mener, at ikke-eksekutive bestyrelsesmedlemmer i fællesskab bør besidde tidssvarende og relevante professionelle kvalifikationer, viden og erfaring, blandt andet på det finansielle område, for i fællesskab at styre de finansielle aktiviteter; kræver, at alle økonomisk betydningsfulde finansielle institutioner har ikke-eksekutive bestyrelsesmedlemmer; mener dog, at enhver finansiel institution bør have en bestyrelse med forskellige erfaringer, ekspertise og karakter, der kan sørge for sund og forsigtig management, og at udnævnelser skal ske på grundlag af fortjeneste;

32.

understreger, at større diversitet i bestyrelserne mindsker krisefølsomheden og bidrager til økonomisk stabilitet; opfordrer Kommissionen til at forelægge en plan for gradvis forbedring af kønsfordelingen med det mål inden for en overskuelig frist at sikre mindst 30 % af hvert køn i finansinstitutternes bestyrelser samt til at overveje foranstaltninger til styrkelse af den faglige, sociale og kulturelle diversitet;

33.

understreger, at en bredere sammensætning af sådanne organer sandsynligvis vil forbedre kvaliteten af drøftelser og beslutningsprocesser;

34.

understreger betydningen af arbejdstagerrepræsentanter i bestyrelserne, navnlig på grund af disses langsigtede interesse i en bæredygtig virksomhedsledelse samt deres erfaring og viden om virksomhedens interne strukturer;

35.

mener, at offentligt ejede finansielle institutioner og finansielle myndigheder skal sikre åbne og uafhængige udnævnelsesprocedurer;

36.

understreger, at bestyrelsesmedlemmer skal sætte tilstrækkelig tid af til at udføre deres hverv, hvis retningslinjer bør udvikles af EU-tilsynsorganer og overvåges af bestyrelsen og de nationale tilsynsførende organer;

37.

mener, at der bør være en general modstand imod, at en person sidder i alt for mange bestyrelser i forskellige finansielle grupper;

38.

anmoder om, at de regler om høring og inddragelse af arbejdstagerne, der er fastsat inden for rammerne af direktiv 2001/86/EF om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE), gennemføres effektivt;

39.

er af den opfattelse, at både den øverste ledelse og bestyrelsen bør være reelt ansvarlig for indførelsen og anvendelsen af corporate governance-principper på alle firmaets/selskabets niveauer;

40.

anser en klart defineret europæisk minimumsstandard for bestyrelsesmedlemmers ansvar i finansielle institutioner for nødvendig;

41.

bemærker, at Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske investeringsbank, Den Europæiske Investeringsfond og samtlige medlemsstaters centralbanker har mandlige ledere; bemærker, at der for øjeblikket kun sidder få kvinder i ledende stillinger medlemsstaternes centralbanker og i finansielle institutioner;

42.

mener, at bestyrelsesmedlemmer generelt bør være forpligtet til at udvise omhu og have pligt til at rapportere om materielle risici til tilsynsmyndighederne;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe balancerende foranstaltninger med henblik på lige repræsentation af mænd og kvinder i udnævnelse af ledere i finansielle institutioner og EU-organer;

44.

opfordrer Kommissionen til at fremme politikker, der kan hjælpe virksomheder i den finansielle sektor i det nuværende økonomiske miljø med at vurdere og sikre en mere balanceret repræsentation af mænd og kvinder i de beslutningstagende organer;

45.

understreger, at virksomhedsledelse og aflønningspolitikker skal overholde og fremme de i traktaterne og EU-direktiver fastlagte principper om lige løn til og ligebehandling af kvinder og mænd;

46.

mener, at lønningspolitik skal være baseret på en persons og dennes virksomheds funktion på lang sigt for at sikre, at lønningspolitikken ikke bidrager til, at der tages for store risici, og at lønningspolitikkerne eller -betalingerne aldrig bør undergrave en virksomheds stabilitet;

47.

glæder sig over de ændringer af lønpolitikken, der allerede er indført af de finansielle institutioner, hvor bonusser vil blive knyttet til langsigtet succes for virksomheden og kun udbetalt efter tidligst tre år; glæder sig også over, at det vil være muligt at kræve, at bonusser tilbagebetales, hvis de økonomiske mål ikke er nået;

48.

understreger, at der skal være tilstrækkelig åbenhed omkring alle aktieoptioner, og at disse skal have ventetider på mindst tre år; mener, at der skal gøres mere omfattende brug af kontingentkapitalinstrumenter i stedet for aktier, eftersom de er forbundet med færre interessekonflikter, der ansporer til kortsigtet tankegang;

49.

konstaterer, at spørgsmålet om aflønning i finansielle virksomheder er blevet behandlet under den tredje revision af kapitalkravsdirektivet (CRD III);

50.

understreger vigtigheden af en streng lønpolitik som fastlagt i kapitalkravsdirektivet (CRD III) og Solvens II; forventer, at disse og andre eksisterende lovgivningsmæssige foranstaltninger gennemføres mellem 2011 og 2013; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en evalueringsrapport i 2015;

51.

erkender, at de strukturelle tiltag er forskellige medlemsstaterne imellem; tilskynder til praksis, som styrker corporate governance i overensstemmelse med den finansielle institutions retlige form, størrelse, art, kompleksitet og forretningsmodel;

52.

Konstaterer, at anvendelsen af de eksisterende henstillinger vedrørende løn til bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede virksomheder hverken er ensartet eller tilfredsstillende; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå lovgivning på EU-plan vedrørende løn til bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede virksomheder for at sikre, at lønstrukturen i børsnoterede virksomheder ikke tilskynder til overdreven risikotagning, samt for at sikre lige vilkår i EU;

53.

understreger navnlig sin bekymring over, at aktionærer for øjeblikket er afskåret fra at føre kontrol med lønningspolitikken i finansielle institutioner;

54.

fastholder, at fuld gennemsigtighed er nødvendig, for at aktionærer skal kunne fore ordentligt tilsyn med lønningspolitikker, og opfordrer navnlig til offentliggørelse af antallet af personale i alle institutioner, der modtager fuld løn på over 1 mio. euro, i form af obligationer på mindst 1 mio. euro;

55.

er af den opfattelse at aktionærer bør hjælpe med at fastsætte en bæredygtig aflønningspolitik og bør have mulighed for at give udtryk for deres holdning til aflønningspolitikken, idet de har ret til at afvise den aflønningspolitik, der er fastsat af løn- og vederlagsudvalget under generalforsamlingen;

56.

mener, at en øget trevejsdialog mellem tilsynsmyndigheder, revisorer (både interne og eksterne) og virksomheder ville gøre det muligt at lokalisere væsentlige eller systemiske risici, der opdages på et tidligt stadium; tilskynder tilsynsmyndigheder, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, revisorer og virksomheder til at indlede åbne drøftelser og øge hyppigheden af møderne med henblik på at lette grundig tilsynsføring; anbefaler endvidere, at der afholdes bilaterale møder mellem revisorer og tilsynsmyndigheder for store finansielle institutioner; mener, at det er bestyrelsens og den interne revisors ansvar at sikre, at de nødvendige interne kontroller gennemføres for at fastslå systemiske risici og fastlægge en procedure, hvorefter bestyrelsen og tilsynsmyndighederne underrettes om disse risici, for at undgå negative følger;

57.

understreger, at revisorers primære opgave ikke skal besværliggøres unødigt af byrder i form af ekstra hverv, såsom undersøgelse og vurdering af ikke-revisionsrelaterede oplysninger, der falder uden for deres ekspertiseområde; mener, at revisorer bør rapportere direkte til tilsynsmyndighederne, når de opdager noget af materiel betydning for tilsynet, og bør deltage i industridækkende vurderinger af specifikke kontrolundersøgelser;

58.

insisterer på, at offentlige myndigheder, herunder ESA og nationale tilsynsmyndigheder skal overholde høje standarder for uafhængighed og corporate governance-ækvivalenter;

59.

tilskynder virksomhedsaktionærer til at spille en mere aktiv rolle med at drage bestyrelsen og dens strategi til ansvar for at afspejle de begunstigedes langsigtede interesser;

60.

opfordrer til, at der indføres lovgivning, der kræver, at alle med bemyndigelse til at forvalte investeringer på vegne af tredieparter i EU offentligt erklærer, hvorvidt de anvender og offentliggør i overensstemmelse med en kodeks for god praksis;

61.

mener, at væsentlige transaktioner over en fastsat og forholdsmæssigt passende størrelse bør kræve særlig godkendelse fra aktionærerne eller være underlagt krav om at informere aktionærerne, inden transaktionen kan gennemføres, forudsat at det er muligt at inddrage aktionærerne, fortrolighedsprincippet overholdes og den finansielle institutions daglige forretningsførelse ikke undermineres; understreger, at ESMA kan udstede retningslinjer vedrørende den passende benchmark i samråd med de relevante nationale myndigheder;

62.

anerkender, at gennemsigtighed er nødvendig i forbindelse med transaktioner med nærtstående parter, og at væsentlige transaktioner med nærtstående parter bør indberettes til børsmyndigheden og ledsages af en skrivelse fra en uafhængig rådgiver, der bekræfter, at transaktionen er fair og rimelig, eller at den bør gøres til genstand for en afstemning mellem aktionærerne, som den nærtstående part er udelukket fra; understreger, at ESMA kan udstede retningslinjer vedrørende den passende benchmark i samråd med de relevante nationale myndigheder;

63.

opfordrer til, at der afholdes årlige valg af de enkelte medlemmer af bestyrelsen, og at der hvert år obligatorisk skal anmodes om godkendelse af bestyrelsens politik eller ansvarsfrihed for bestyrelsen, med henblik på at gøre bestyrelsen mere ansvarlig og fremme en kultur med større ansvarlighed;

64.

opfordrer til undersøgelse af hindringerne for effektiv aktionærkontrol og for fjernelse af reguleringsmæssige hindringer for et rimeligt samarbejde;

65.

mener, at der bør indføres elektronisk afstemning for at tilskynde aktionærerne til at engagere sig i de finansielle institutioners corporate governance;

66.

mener, at alle kommanditselskaber i deres vedtægter skal kunne vælge, om kommanditisterne skal være anonyme eller nævnes ved navn, og at der i sidstnævnte tilfælde må vedtages en lov, der sikrer, at deres identitet faktisk offentliggøres;

67.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/13

—

der henviser til retningslinjerne for multinationale selskaber fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og trepartserklæringen om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO),

—

der henviser til ministererklæringen fra den fjerde samling i WTO-ministerkonferencen, der vedtoges den 14. november 2001 i Doha, navnlig artikel 44 om særlig og differentieret behandling,

—

der henviser til sin beslutning af 29. september 2005 om forslag til et strategisk partnerskab mellem EU og Indien (1),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 4. oktober 2006 med titlen "Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse" (KOM(2006)0567),

—

der henviser til sin beslutning af 26. marts 2009 om frihandelsaftale mellem EU og Indien (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om TRIPS-aftalen og adgang til medicin (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 22. maj 2007 om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (4),

—

der henviser til landestrategidokumentet for Indien (2007-2013),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at EU bør fortsætte med at prioritere et regelbaseret multilateralt handelssystem inden for rammerne af WTO, da det giver de bedste muligheder for en rimelig og retfærdig international handel ved at opstille passende regler og sikre, at de overholdes,

B.

der henviser til, at et vellykket og afbalanceret resultat af Doha-udviklingsdagsordenen er af afgørende betydning for både EU og Indien, og at en sådan aftale ikke udelukker bilaterale WTO+-aftaler, som kan supplere de multilaterale regler,

C.

der henviser til, at EU er Indiens største kilde til direkte udenlandske investeringer (FDI) og i 2009 tegnede sig for 27 % af FDI, men at EU's andel er faldet i de seneste tre år fra 37 % af de direkte udenlandske investeringer i 2007 til 32 % i 2008 og 27 % i 2009, og at EU's FDI-udstrømning til Kina i 2009 var betydeligt højere end til Indien, idet den udgjorde 5,3 mia. EUR til Kina sammenholdt med 3,1 mia. til Indien,

D.

der henviser til, at Indien i 2000 var EU's 17. vigtigste handelspartner og i 2010 den ottende vigtigste (hvor denne handel beløb sig til 67,8 mia.); der henviser til, at EU's relative andel af det indiske marked imidlertid faldt fra 23,2 % i 1999 til 14,5 % i 2009, mens Kinas markedsandel firedobledes i samme periode fra 2,6 % i 1999 til 11,3 % i 2009,

E.

der henviser til, at Indien er det land, der høster de største fordele af den generelle toldpræferenceordning (GSP); der henviser til, at EU's indførsel af varer med præference- eller nultold fra Indien beløb sig til 19,9 mia. EUR i 2009 svarende til 83 % af EU's samlede import fra Indien,

F.

der henviser til, at begge parter forventer at opnå betydelige fordele ved fjernelsen af told og ved liberalisering af handel med tjenesteydelser og af etableringsretten og har gentaget deres løfte om toldnedsættelser og yderligere liberalisering af etableringsretten og af handel med tjenesteydelser,

G.

der henviser til, at markedsadgang bør ledsages af gennemsigtige og passende regler og standarder, hvis det skal sikres, at handelsliberaliseringen får gavnlig virkning,

H.

der henviser til, at markedsadgang hæmmes af ikke-toldmæssige handelshindringer såsom sundheds- og sikkerhedskrav eller tekniske hindringer, kvantitative begrænsninger, konformitetsprocedurer, handelsforsvarsmekanismer, toldprocedurer, intern beskatning og manglende gennemførelse af internationale normer og standarder,

I.

der henviser til, at der i endnu højere grad bør tages hensyn til anerkendelse, passende og effektiv beskyttelse samt gennemførelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter, varemærker for varer eller tjenesteydelser, ophavsret og lignende rettigheder, geografiske betegnelser (herunder oprindelsesmærker), industrielt design og integrerede kredsløbs topografi,

J.

der henviser til, at forfalskede lægemidler potentielt kan være sundhedsskadelige; der henviser til, at EU og Indien bør gå sammen i bestræbelserne på at løse dette problem,

K.

der henviser til, at Indien er en af de største producenter og eksportører af generiske lægemidler,

L.

der henviser til, at sundhedsprogrammers succes og bæredygtighed i vid udstrækning afhænger af et kontinuerligt udbud af generiske lægemidler af høj kvalitet og til lav pris; der henviser til Indiens kritiske rolle som leverandør af sådanne produkter og til de påviste skadelige konsekvenser af TRIPS-plus-bestemmelserne om intellektuel ejendomsret for tilgængeligheden af generiske lægemidler,

M.

der henviser til, at artikel 1, stk. 1, i samarbejdsaftalen foreskriver respekt for menneskerettighederne og demokratiske principper; der henviser til, at dette er en væsentlig del af frihandelsaftalen,

N.

der henviser til, at EU's erhvervslivs adgang til det indiske marked stadig hæmmes af adskillige ikke-toldmæssige handelshindringer såsom omstændelige sundheds- og sikkerhedskrav eller tekniske hindringer, kvantitative begrænsninger, overdrevent restriktive konformitetsprocedurer, urimelige handelsforsvarsmekanismer, toldprocedurer, intern beskatning og manglende gennemførelse af internationale normer og standarder,

1.

mener, at frihandelsaftalen bør være afbalanceret og i overensstemmelse med WTO's regler og forpligtelser; mener, at en succesfuld Doha-udviklingsdagsorden stadig er EU's prioritet på handelsområdet, og at forhandlingerne med Indien om en frihandelsaftale således skal være komplementære i forhold til de multilaterale regler;

2.

glæder sig over resultatet af topmødet mellem EU og Indien i december 2010 og opfordrer forhandlingspartnerne til at øge forhandlingstempoet og fortsætte med at høre de centrale interessenter; erindrer om EU's og Indiens løfte om at øge tempoet i forhandlingerne om frihandelsaftalen og gøre væsentlige og effektive fremskridt med henblik på en snarlig indgåelse af en ambitiøs, afbalanceret og bredt funderet handels- og investeringsaftale; er skuffet over den langsomme udvikling i forhandlingerne; opfordrer begge parter til at gøre deres yderste for at indgå en omfattende, ambitiøs og afbalanceret frihandelsaftale inden udgangen af 2011;

3.

opfordrer Indiens føderale og statslige regeringer til at afstemme deres politikker og procedurer for at give mulighed for de størst mulige gevinster;

4.

påpeger, at målene for den fælles handelspolitik skal koordineres fuldt ud med EU's overordnede mål, at EU’s fælles handelspolitik i henhold til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal "føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil", og at Unionen i henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union bl.a. skal bidrage til bæredygtig udvikling, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne;

5.

gør på baggrund af de to økonomiers komplementaritet opmærksom på potentialet for en stigning i handlen og investeringerne mellem EU og Indien samt i forretningsmulighederne som følge af frihandelsaftalen; opfatter i det store og hele frihandelsaftalen mellem EU og Indien som en "win-win"- situation, men anbefaler, at der foretages en vurdering af de eksisterende sektorspecifikke vanskeligheder med henblik på at afdække eventuelle ulemper ved frihandelsaftalen for følsomme sektorer i EU;

6.

anmoder Kommissionen om at indføje et ambitiøst kapitel om bæredygtig udvikling, der skal indgå som en væsentlig del af frihandelsaftalen;

7.

glæder sig over resultaterne af de mange simuleringer, der viser, at frihandelsaftalen vil øge den samlede eksport og import både i EU og Indien; understreger, at den bilaterale handel med den nuværende gennemsnitlige vækstrate forventes at stige til 160,6 mia. inden 2015;

8.

bemærker, at Indiens gennemsnitlige toldsatser er faldet, men stadig er betragteligt højere end EU's toldsatser; påpeger navnlig, at Indiens gennemsnitlige satser for markedsadgang for ikke-landbrugsvarer (NAMA) nu er 10,1 %, mens gennemsnittet i EU er 4 %, og at Indiens gennemsnitlige toldsatser for landbrugsvarer er 13,8 %, mens gennemsnittet i EU er 13,5 %;

9.

understreger, at målet for industrihandel bør være fuldstændig afskaffelse af told på begge sider med asymmetri i tidsplanen, og at eventuelle undtagelser fra dette mål bør være begrænsede og genstand for revision og ikke bør omfatte udelukkelse af sektorer, som er af betydning for begge parter som f.eks. personbiler;

10.

bemærker, at aftalen bør respektere følsomme områder i forbindelse med handlen med landbrugsvarer, men at dette ikke bør forhindre markedsåbning på områder, hvor der er komplementaritet;

11.

opfordrer Kommissionen til at tage behørig højde for eventuelle negative virkninger for europæisk landbrug, navnlig inden for de områder, hvor markederne åbnes, GMO'er, mælk, oksekød, beskyttelse af intellektuel ejendom og oprindelsesmærkning;

12.

betragter det som vigtigt, at frihandelsaftalen kommer til at indeholde ambitiøse afsnit om tekniske handelshindringer og sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger; opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at behandle uløste problemstillinger såsom dyrevelfærd;

13.

anmoder begge parter om at sikre sig, at regulering og ikke-toldmæssige hindringer forvaltes, så de ikke hæmmer den samlede handel; opfordrer både EU og Indien til at udvikle en så effektiv disciplin, at det kan undgås, at der opstår unødvendige reguleringsmæssige hindringer for handel, og til at fjerne eksisterende hindringer, samtidig med at begge parters ret til at regulere respekteres;

14.

understreger, at frihandelsaftalen bør indeholde en bindende mekanisme for mellemstatslig tvistbilæggelse og bestemmelser om mægling i forbindelse med ikke-toldmæssige hindringer samt en effektiv beskyttelsesklausul;

15.

erkender, at tjenesteydelser er den hurtigst voksende sektor i den indiske økonomi; konstaterer, at Indien har offensiv interesse i liberaliseringen af leveringsmåde 1 og 4 i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS); bemærker, at EU ønsker at fuldføre liberaliseringen af markedsadgang og national behandling under leveringsmåde 3 for flertallet af tjenester; konstaterer, at målet med frihandelsaftalen ikke kan nås fuldt ud uden tilsagn i forbindelse med leveringsmåde 4; understreger, at der er store fordele ved en landsdækkende og EU-dækkende anerkendelse af faglige kvalifikationer og aftaler om gensidig anerkendelse og licenskrav inden for de liberale erhverv i både EU og Indien, hvilket let kan omfattes af frihandelsaftalen; kræver ikke desto mindre, at der gennemføres en grundig undersøgelse i forhold til de enkelte medlemsstater med henblik på at undgå negative konsekvenser for EU's arbejdsmarked, samtidig med at der under leveringsmåde 4 tillades midlertidig ophold for det fornødne uddannede personale;

16.

påpeger, at liberalisering af tjenesteydelser på ingen måde må hindre retten til at regulere tjenesteydelser, herunder offentlige tjenesteydelser;

17.

påpeger, at der ikke er balance i handlen med tjenesteydelser mellem EU og Indien, idet EU eksporterer 1,9 % af sine tjenesteydelser til Indien, mens Indien sender 11,6 % af sin samlede eksport til EU;

18.

opfordrer kraftigt Indien til at udvikle en hensigtsmæssig databeskyttelseslovgivning, som kan gøre det muligt for Indien at opnå status som et land med et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, hvilket vil kunne tillade eller muliggøre overførsel af personoplysninger fra EU på grundlag af og i overensstemmelse med EU-lovgivning;

19.

mener, at det vil kunne indebære betydelige fordele både for indisk økonomi og erhverv og for europæiske firmaer, som har ekspertise i international ret, og for deres klienter, hvis udenlandske advokat- og revisionsfirmaer får tilladelse til at arbejde i Indien; opfordrer Kommissionen til i fællesskab med de indiske myndigheder at undersøge mulighederne og omfanget af en liberalisering af juridiske tjenesteydelser og revisionstjenesteydelser som led i frihandelsaftalen;

20.

opfordrer Indien til at åbne yderligere op for bank-, forsikrings- og distributionssektoren i overensstemmelse med de reformer, som de indiske myndigheder har bebudet i erkendelse af, at den rette finansielle lovgivning er vigtig for at sikre tilsyn med finansielle tjenesteydelser, begrænse systemiske risici og yde det højst mulige forbrugerbeskyttelsesniveau;

21.

opfordrer Kommissionen til at forhandle om et kapitel om investeringer som led i frihandelsaftalen, der skal gøre det meget lettere at foretage investeringer på modpartens markeder ved at fremme og beskytte investeringsaftaler, samtidig med at umiddelbare markedsmuligheder undersøges; foreslår, at der i et sådant investeringskapitel kommer til at indgå indførelse af en ordning med informationskontorer for investorer i begge økonomier, der kan forklare dem forskellene i investeringsregler og -praksis og give oplysninger om alle retlige aspekter;

22.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at bestemmelserne om investeringsbeskyttelse ikke begrænser parternes mulighed for at udstede tvangslicenser eller underminerer andre folkesundhedspolitikker;

23.

glæder sig over, at Indien er gået med til at lade offentlige indkøb indgå i frihandelsaftalen; beklager imidlertid, at dette kun er sket på føderalt plan; opfordrer Kommissionen til under forhandlingerne at sikre effektive og gennemsigtige ordninger for offentlige indkøb; opfordrer Indien til at anvende gennemsigtige og retfærdige procedurer i forbindelse med tildelingen af offentlige kontrakter og give EU-virksomheder adgang til offentlige udbud; opfordrer Indien til at sikre den bredest mulige dækning og til navnlig at inddrage offentlige virksomheder;

24.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort med udarbejdelsen af et kapitel om handel og konkurrence i frihandelsaftalen mellem EU og Indien, og opfordrer begge parter til at forstærke deres samarbejde om handelsrelaterede konkurrencespørgsmål, intellektuelle ejendomsrettigheder og industri- og handelspolitik;

25.

glæder sig over, at Indien støtter op om en effektiv ordning for intellektuelle ejendomsrettigheder og agter at udnytte den fleksibilitet, der er indeholdt i TRIPS-aftalen, i international og national lovgivning med henblik på at opfylde landets folkesundhedsmæssige forpligtelser, navnlig hvad angår adgang til livsvigtige lægemidler; opfordrer Indien til at gennemføre og håndhæve denne ordning konsekvent, samtidig med at adgangen til livsvigtige lægemidler forbedres; henstiller til EU og Indien at sikre, at forpligtelser under frihandelsaftalen ikke lægger hindringer i vejen for adgang til livsvigtige lægemidler, mens Indien udvikler sin industrikapacitet fra at være generisk til at være forskningsbaseret; støtter samarbejde mellem EU og Indien inden for deres respektive forskningsbaserede lægemiddelindustri med henblik på at sikre en vækst i denne sektor, der vil gavne begge parter;

26.

opfordrer i overensstemmelse med sin beslutning af 12. juli 2007 Kommissionen til ikke at anmode om dataeneret i forbindelse med IPR-forhandlingerne og til at anerkende, at dataeneret vil have vidtrækkende konsekvenser for produktionen af generiske lægemidler, og derfor er til skade for udviklingslandenes lægemiddeladgang og folkesundhedspolitik;

27.

opfordrer Kommissionen og de indiske myndigheder til i fællesskab at udarbejde en fælles definition af forfalskede lægemidler på en måde, der ikke er til skade for adgangen til livsvigtige lægemidler, og koordinere tiltag til effektiv bekæmpelse af varemærkeforfalskning og navnlig af forfalskede lægemidler, der er til skade for patienternes sundhed;

28.

understreger, at et højt beskyttelsesniveau for geografiske betegnelser, senest på tidspunktet for frihandelsaftalens ikrafttrædelse, har afgørende betydning;

29.

anerkender, at et kapitel om bæredygtig udvikling er en væsentlig del af en frihandelsaftale, der har EU som part, og opfordrer begge parter til at indgå aftale om et ambitiøst kapitel, der udtrykker en fælles forpligtelse til at fremme bæredygtig udvikling og inklusiv vækst på grundlag af fælles værdier; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indføje juridisk bindende klausuler om menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder og håndhævelsen heraf inklusive foranstaltninger i tilfælde af overtrædelser;

30.

foreslår, at dette kapitel som minimum dækker ILO's otte grundlæggende og fire prioriterede konventioner og internationalt anerkendte miljøstandarder og endvidere indeholder incitamenter for virksomheder til at indgå VSA-forpligtelser;

31.

påskønner enhver indsats, den indiske regering gør for at afskaffe børnearbejde; opfordrer den indiske regering og Kommissionen til at fortsætte med at finansiere aktiviteter, der skal give børn mulighed for at gå i skole;

32.

understreger betydningen af at sikre, at EU-virksomheder, der gør brug af særlige økonomiske zoner, respekterer grundlæggende eller andre arbejdstagerrettigheder baseret på ILO-konventioner, som er ratificeret af Indien;

33.

understreger, at menneskerettigheds-, demokrati- og sikkerhedsklausuler er væsentlige elementer af frihandelsaftalen mellem EU og Indien; opfordrer derfor begge sider til at sikre, at dialogen om uafklarede spørgsmål forstærkes, hvilket navnlig gælder for Kashmir;

34.

støtter fuldt ud den praksis, der er med at indføre retligt bindende menneskerettighedsklausuler i alle EU’s internationale aftaler, sammen med en klar og præcis høringsmekanisme, der er udformet i overensstemmelse med artikel 96 i Cotonouaftalen;

35.

forventer, at Rådet og Kommissionen forelægger Parlamentet frihandelsaftalen til godkendelse i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (5);

36.

anmoder Kommissionen og Rådet om at tage fuldt hensyn til Parlamentets anmodninger i denne beslutning, inden de indgår frihandelsaftalen; minder om, at frihandelsaftalen skal have Parlamentets godkendelse for at kunne træde i kraft; opfordrer Kommissionen og Rådet til ikke at foreslå nogen midlertidig anvendelse af aftalen, inden Parlamentet har givet sin godkendelse;

37.

bifalder Indiens fremskridt i forbindelse med at blive både giver og modtager af udviklingsbistand;

38.

bemærker, at hvis det økonomiske samarbejde mellem EU og Indien baseres på et system af fælles universelle værdier, kan det sætte en standard for samarbejdet med andre asiatiske lande;

39.

mener, at EU skal være særligt opmærksom på sektoren for små og mellemstore virksomheder (SMV) i Indien, og foreslår derfor, at SMV'er styrkes i alle udviklingssamarbejdsprogrammer mellem EU og Indien via foranstaltninger, som bidrager til finansiering af markedsdrevne lokale projekter;

40.

glæder sig over spredningen i hele Indien af mikrokreditter, som har opnået anerkendelse som et effektivt middel til at skabe udvikling på græsrodsniveau;

41.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne og i Indien.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/19

—

der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om Europa 2020 (1),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (2),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2009 om styrkelse af de europæiske SMV'ers rolle i international handel (3),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel (4),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2008 om handel med tjenesteydelser (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2008 om handel med råvarer og råstoffer (6),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2008 om EU's strategi for øget markedsadgang for EU's virksomheder (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 22. maj 2007 om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Handel, vækst og verdensanliggender - Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Det globale Europa: i konkurrence på verdensmarkedet. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse" (KOM(2006)0567),

—

der henviser til Kommissionens rapport om "Handels- og investeringshindringer", som blev offentliggjort den 10. marts 2011,

—

der henviser til den fælles erklæring af 18. juli 1991 om forbindelserne mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Japan, som blev udfærdiget i Haag,

—

der henviser til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Japan om gensidig anerkendelse, som blev indgået i 2001 (9),

—

der henviser til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde vedrørende konkurrencebegrænsende aktiviteter, som blev indgået i 2003 (10),

—

der henviser til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål, som blev indgået i 2008 (11),

—

der henviser til den tiårige handlingsplan, som blev vedtaget på det 10. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Bruxelles den 8. december 2001,

—

der henviser til den fælles erklæring fra det 19. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Tokyo den 28. april 2010,

—

der henviser til den fælles erklæring fra det 18. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Prag den 4. maj 2009,

—

der henviser til rapporten fra Copenhagen Economics med titlen "Assessment of barriers to trade and investment between the EU and Japan", som blev offentliggjort den 30. november 2009,

—

der henviser til resultaterne af Kommissionens offentlige høring om handelsforbindelserne mellem EU og Japan, som blev offentliggjort den 21. februar 2011,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 24.-25. marts 2011,

—

der henviser til det planlagte topmøde mellem EU og Japan, som skal finde sted i Bruxelles den 25. maj 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at det regelbaserede multilaterale handelssystem, som er etableret via Verdenshandelsorganisationen (WTO), er den mest passende ramme til at regulere og fremme åben og fair handel,

B.

der henviser til, at det er vigtigt at betragte multilaterale, plurilaterale og bilaterale aftaler som elementer i en fælles udenrigspolitisk værktøjskasse og således som standardelementer i afbalancerede og komplementære politiske og handelsmæssige forbindelser,

C.

der henviser til, at EU fortsat målrettet bør satse på at opnå et afbalanceret udfald af Doha-udviklingsdagsordenen (DDA) som sin foretrukne strategi, hvilket ville fremme integreringen af udviklingslandene i det internationale handelssystem, og at EU sideløbende bør arbejde videre på bilaterale og plurilaterale handelsaftaler med andre industrialiserede lande, hvor det er realistisk at opnå gensidige fordele og økonomisk vækst inden for en kortere tidsramme,

D.

der henviser til, at EU og Japan i 2009 tilsammen tegnede sig for over en fjerdedel af det globale BNP og over 20 % af verdenshandelen,

E.

der henviser til, at Japan og EU gensidigt investerer i hinandens økonomier med samlede udenlandske direkte investeringer til en værdi af 200 mia. EUR i 2009,

F.

der henviser til, at den samlede bilaterale handel mellem EU og Japan, den tredjestørste nationale økonomi på verdensplan med hensyn til BNP, i 2010 havde en værdi af 120 mia. EUR, og at Japan er EU’s sjettestørste handelspartner, mens EU er Japans tredjestørste handelspartner,

G.

der henviser til, at både Rådet og Kommissionen har noteret sig, at Japans evne til at fjerne reguleringsmæssige handelshindringer er en forudsætning for, at der iværksættes forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Japan, hvilket vil fremme tættere økonomisk integration mellem disse to strategiske handelspartnere,

H.

der henviser til, at EU og Japan står over for de samme udfordringer som f.eks. Kinas politiske og økonomiske fremgang, den økonomiske afmatning i kølvandet på den globale finanskrise, demografisk tilbagegang og et presserende behov for at få adgang til råstoffer og energikilder og samtidig sikre stabile priser på dette punkt for at skabe fremgang for deres respektive industrier,

I.

der henviser til, at åben og fair handel fungerer som et vigtigt redskab til at fremme vækst og social velfærd, fordi der tages udgangspunkt i hver økonomis relative fordele og de potentielle synergier, der hidrører fra øget økonomisk integration og nye input i en videnbaseret økonomi,

J.

der henviser til, at både EU og Japan generelt har lav told på varer, idet over to tredjedele af EU’s eksportværdi til Japan er afgiftsfri, hvilket også gælder for over en tredjedel af Japans eksportværdi til EU,

K.

der henviser til, at den bilaterale handel mellem EU og Japan trods disse lave tariffer har et mindre omfang end EU’s handel med andre vigtige handelspartnere, først og fremmest fordi Japans ikke-toldmæssige handelshindringer (NTB’er) har negative konsekvenser for de europæiske virksomheders markedsadgangsmuligheder,

L.

der henviser til, at det anslås i undersøgelsen fra Copenhagen Economics fra november 2009, at de handelsmæssige omkostninger, der er forbundet med ikke-toldmæssige handelshindringer, er højere end de eksisterende toldniveauer, og at størstedelen af de potentielle økonomiske gevinster kan opnås ved at fjerne disse NTB’er; der henviser til, at det anslås i undersøgelsen, at EU kan øge sin eksport til Japan med 43 mia. EUR, og at Japan kan øge sin eksport til EU med 53 mia. EUR, hvis told og ikke-toldmæssige foranstaltninger mindskes mest muligt,

M.

der henviser til, at Kommissionen i sin rapport med titlen "Handels- og investeringshindringer" har indkredset forhindringer med hensyn til adgang til offentlige udbud, utilstrækkelig anerkendelse af internationale standarder hvad angår medicinsk udstyr samt fortrinsbehandling af nationale markedsledere inden for finansielle tjenesteydelser (f.eks. postvæsenet) som tre centrale anliggender for EU hvad angår Japans NTB'er,

N.

der henviser til, at beskyttelse og håndhævelse af intellektuel ejendomsret anses for at være af høj kvalitet i Japan; der henviser til, at Japan og EU har fælles mål og strategier med hensyn til intellektuel ejendomsret bortset fra geografiske betegnelser, og at begge har engageret sig i den plurilaterale bekæmpelse af forfalskning og piratvirksomhed ved at undertegne handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA),

O.

der henviser til, at ikt-industrien er en sektor med høj merværdi og en kilde til vækst både i EU og i Japan, særlig hvad angår fortsat udvikling af smartprodukter og -tjenesteydelser,

P.

der henviser til, at spørgsmål vedrørende investeringer i og handel med tjenesteydelser bør stå på dagsordenen for alle handelspolitiske drøftelser med Japan for at sikre, at åbningen af markederne ikke undergraver hverken de europæiske eller de japanske regler om beskyttelse af offentlige tjenesteydelser og kulturel mangfoldighed,

Q.

der bekræfter sin solidaritet med det japanske folk efter de nylige naturkatastrofer,

1.

mener, at det multilaterale handelssystem i WTO fortsat er langt den mest effektive ramme til at opnå åben og fair samhandel på verdensplan; mener, at EU og Japan i fællesskab bør bidrage til en vellykket afslutning af forhandlingerne om Doha-udviklingsdagsordenen;

2.

understreger, at Parlamentet går ind for en frihandelsaftale mellem EU og Japan, men ikke er tilfreds med de meget beskedne fremskridt, der er gjort i gruppen på højt plan i de seneste år; mener, at Japan i væsentlig grad må forpligte sig til at fjerne ikke-toldmæssige hindringer for adgang til offentlige udbud i Japan, inden der iværksættes forhandlinger;

3.

understreger, at en liberalisering af handelen mellem EU og Japan bør sameksistere med - snarere end hindre - regler om beskyttelse af offentlige tjenesteydelser og kulturel mangfoldighed og fremme reguleringsmæssig konvergens og tilslutning til multilaterale standarder i de tilfælde, hvor de allerede eksisterer;

4.

understreger, at det går ind for at styrke handelsforbindelserne mellem EU og Japan ved at fokusere på eliminering af ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer, herunder talrige restriktive bestemmelser og reguleringsmæssige foranstaltninger, som forhindrer EU-virksomheder i at få adgang til det japanske marked;

5.

mener, at Kommissionen i handelsforhandlingerne med Japan som en prioriteret målsætning bør fokusere på at fjerne disse hindringer, der i allerhøjeste grad afholder europæiske SMV'er fra at opnå markedsadgang;

6.

mener, at en nedsættelse eller eliminering af japanske toldtariffer på ikt-produkter, herunder ikt-dele og -komponenter, ville øge konkurrenceevnen og skabe nye job af høj kvalitet i EU; går desuden ind for, at det gensidige F&U-samarbejde mellem EU og Japan intensiveres, særlig hvad angår håndhævelse af intellektuel ejendomsret, for at fremme informationsdeling om patenter mellem de respektive patentkontorer;

7.

mener, at Kommissionens ambitionsniveau med hensyn til en frihandelsaftale mellem EU og Japan og særlig øget markedsadgang for europæiske virksomheder bør suppleres af et vidtgående engagement i bæredygtig udvikling, som parterne aftaler i fællesskab;

8.

understreger, at en frihandelsaftale mellem EU og Japan ikke blot ville være en fordel på grund af den øgede bilaterale handel med varer og tjenesteydelser, men også ville fremme et samarbejde om EU’s horisontale prioriteringer som f.eks. samarbejde inden for innovation, reguleringsmæssigt samarbejde og bekæmpelse af markedsmisbrug og sidst, men ikke mindst, et samarbejde om at imødegå større miljømæssige udfordringer;

9.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til som led i alle handelsdrøftelser med Japan at støtte og fremme initiativer, der tager sigte på at fremme menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder;

10.

er af den opfattelse, at en omfattende bæredygtigheds- og konsekvensanalyse er et afgørende led i en samlet vurdering af handelsforbindelserne mellem EU og Japan; anmoder Kommissionen om inden for rimelig tid at forelægge en sådan analyse, som navnlig bør fokusere på de mulige fordele og ulemper ved styrkede handelsforbindelser mellem EU og Japan for alle de berørte sektorer og særlig for alle industrisektorer og for de mere følsomme sektorer som f.eks. bil-, elektronik-, fly- og maskinerisektorerne;

11.

henstiller, at der inkorporeres effektive bilaterale sikkerhedsforanstaltninger i en frihandelsaftale mellem EU og Japan for at undgå en stærkt forøget import, der ville eller kunne forårsage alvorlig skade i industrien i EU og Japan, navnlig inden for følsomme sektorer som bil-, elektronik-, fly- og maskinindustrien;

12.

er overbevist om, at en frihandelsaftale mellem EU og Japan potentielt kan være til fordel for begge parter og gavne begge økonomier;

13.

understreger, at Parlamentet vil blive anmodet om at give sit samtykke til en eventuel frihandelsaftale mellem EU og Japan;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Japans regering og parlament.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/23

—

der henviser til Kommissionens grønbog: "Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne" (KOM(2010)0066),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. juni 2010 med titlen "Skovene skal rustes til klimaændringerne,"

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. marts 2010 om biodiversitet i tiden efter 2010,

—

der henviser til Kommissionens hvidbog om tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag (KOM(2009)0147) og sin beslutning herom af 6. maj 2010 (1),

—

der henviser til ministerkonferencen om beskyttelse af skovene i Europa (MCPFE) - FOREST EUROPE, dens forskellige beslutninger og det ekspertarbejde, der er udført i forbindelse med opstilling af retningslinjer, kriterier og indikatorer for bæredygtig skovforvaltning,

—

der henviser til Rådets resolution af 26. februar 1999 om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union (2) og til Kommissionens rapport om gennemførelsen heraf (KOM(2005)0084),

—

der henviser til EU's handlingsplan for skovbruget 2006-2011 (KOM(2006)0302) og den eksterne midtvejsevaluering af dens gennemførelse (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (4), sammenfattende rapport om bevaringsstatus for naturtyper og arter, i medfør af habitatdirektivets artikel 17 (KOM(2009)0358) og sine beslutninger af 21. september 2010 om gennemførelsen af EU's lovgivning til bevarelse af biodiversitet (5) og af 3. februar 2009 om uberørte naturområder i Europa (6),

—

der henviser til konklusionerne fra UNEP COP10-konferencen om biologisk diversitet i Nagoya i oktober 2010 og Aichi-biodiversitetsmålene, navnlig forpligtelsen til at beskytte 17 % af landområder og indre vandvejsområder gennem effektive bevaringsforanstaltninger, integreret i større landskaber,

—

der henviser til undersøgelsen "Shaping forest communication in the European Union: public perceptions of forests and forestry" (7),

—

der henviser til FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Kyotoprotokollen og Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringers (IPCC) retningslinjer for god praksis for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF),

—

der henviser til EU's handlingsplan for biomasse (KOM(2005)0628),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (8), Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (9), Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (10), rapport fra Kommissionen om bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling (KOM(2010)0011) og IPCC's fjerde vurderingsrapport, kapitel 9: "Forestry and the results of public consultation on the preparation of a report for a sustainability scheme for energy uses of biomass",

—

der henviser til det europæiske klimaændringsprogram og det arbejde, der er udført af ekspertgruppen om klimapolitik for LULUCF (11),

—

der henviser til sine undersøgelser nr. 449.292 om grønbogen om skovbeskyttelse og skovinformation i EU, nr. 440.329 om skovbrug og EU's emissionshandelsordning og nr. 449.237 om den europæiske strategi for forebyggelse og bekæmpelse af skovbrande samt konklusionerne fra mødet den 13. juli 2010 i Bruxelles i undergruppen om skovbrug under den tværfaglige gruppe om klimaændringer, biodiversitet og bæredygtig udvikling,

—

der henviser til den europæiske landskabskonvention fra 2000 (Firenzekonventionen),

—

der henviser til Rådets direktiv 1999/105/EF om markedsføring af forstligt formeringsmateriale (12) og revisionen af EU's plantesundhedsordning,

—

der henviser til den sammenfattende rapport fra TEEB (The Economics of Ecosystems and Biodiversity (de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet)): "Mainstreaming the Economics of Nature" og til TEEB-opdateringen om klimaspørgsmål,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 26. april 2010 om forebyggelse af skovbrande i Den Europæiske Union,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 8. og 9. november 2010 om innovative løsninger til finansiering af foranstaltninger til forebyggelse af katastrofer,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (13),

—

der henviser til rapporten om gennemførelsen af Forest Focus-forordningen (KOM(2010)0430),

—

der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs tekniske rapport nr. 9/2006: "European forest types: Categories and types for sustainable forest management reporting and policy",

—

der henviser til rapport til Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter: "Impacts of Climate Change on European Forests and Options for Adaptation" (14),

—

der henviser til rapport fra 2009 til Kommissionens Generaldirektorat for Miljø: "EU policy options for the protection of European forests against harmful impacts" (15),

—

der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2004 om skovbrugsforanstaltninger i forbindelse med politikken for udvikling af landdistrikterne (med Kommissionens svar),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der markedsfører træ og træprodukter (16),

—

der henviser til anbefalinger fra FAO/UNECE/ILO's netværk af eksperter om gennemførelse af bæredygtig skovforvaltning,

—

der henviser til MCPFE's Helsinki-resolution H1, der definerer bæredygtig skovforvaltning som "forvaltning og brug af skove og skovområder på en måde og i et tempo, som vedligeholder deres biodiversitet, produktivitet, genvækstevne, vitalitet og deres mulighed for at opfylde nutidens og fremtidens relevante økologiske, økonomiske og sociale funktioner på lokalt, nationalt og globalt plan, og som ikke er skyld i ødelæggelse af andre økosystemer",

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0113/2011),

A.

der henviser til, at mere end 42 % af EU's areal er dækket af skov og skovområder, og at skovbaserede virksomheder med en omsætning på mere end 300 mia. EUR står for mere end 2 mio. job, især i landområderne, og bidrager til økonomisk vækst, job og velstand gennem tilvejebringelse af tømmer og muligheder for turisme,

B.

der henviser til, at EU's skove udgør en helhed af biosfærer bestående ikke blot af træer, som yder uvurderlige økosystemtjenester, herunder kulstoflagring, regulering af flodernes vandtilførsel, landskabsbevarelse, opretholdelse af jordens frugtbarhed, beskyttelse af jorden mod erosion og ørkendannelse og beskyttelse mod naturkatastrofer, hvilket alt sammen har stor betydning for landbruget, udvikling af landdistrikter og de europæiske borgeres livskvalitet,

C.

der henviser til, at ca. 40 % af EU's skove er offentlig ejendom, og at ca. 60 % af EU's skove ejes af mere end 10 mio. private skovejere, hvilket betyder, at både private og offentlige aktører har et ansvar for beskyttelsen af skovene og for bæredygtig udnyttelse af skovene gennem gennemførelse af bæredygtig skovforvaltning,

D.

der henviser til, at uagtet alarmerende skovrydningstal forskellige steder i verden er den langsigtede bestræbelse på stigende skovdække i EU stabil, og at kulstoflagringen i træbiomasse i Europa menes at være stigende; der henviser til, at kulstoflagringen i skovene i Europa til trods for den generelt positive udvikling fortsat befinder sig langt under den naturlige kapacitet, og at skovene endda kan blive en kulstofkilde, idet presset efter at øge skovningsniveauerne stiger, og omkring 500 000 hektar skov i EU hvert år går tabt som følge af skovbrande og ulovlig skovhugst,

E.

der henviser til, at 30 % af Natura 2000-områderne er skovhabitater og andre træbevoksede habitater, der spiller en vigtig rolle som forbindelsesled i dannelsen af netværk mellem biotoper, og at 66 % af skovhabitattyperne af fællesskabsbetydning har en ugunstig bevaringsstatus,

F.

der henviser til, at bjergskove udgør en tredjedel af det samlede skovareal i EU og er et væsentligt element i det naturlige landskab, idet de bidrager til beskyttelsen af jordbunden og reguleringen af vandforsyningen; der henviser til, at disse skove spiller en væsentlig rolle i lokale økonomiske aktiviteter;

G.

der henviser til, at beskyttelse af de sidste tilbageværende uberørte naturområder kan bidrage til at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemfunktioner i EU inden 2020,

H.

der henviser til, at energi fra fast biomasse og bioaffald forventes at udgøre 58 % af EU's vedvarende energi i 2020, og til, at mens andelen af biomasse fra skovbrug forventes at falde relativt, er der en støt stigende efterspørgsel efter træ som energikilde; der henviser til, at det derfor at nødvendigt med årvågenhed for at undgå ulovlig skovhugst og intensivering af skovbrugspraksis, der kan øge fældningsgraden til over 100 % i nogle medlemsstater, hvilket vil modarbejde målsætningerne angående klimaændring og biodiversitet; der henviser til, at energi fra biomasse bør være mindre afhængig af skovbiomasse,

I.

der henviser til, at beskyttelsen af skovene og skovenes funktioner bør integreres i alle EU-politikker, der vedrører skove,

J.

der henviser til, at skovene udgør levende og evolutionære økosystemer, ofte på tværs af landegrænserne, der kan klassificeres på forskellige måder, f.eks. efter bioklimatiske zoner eller skovtyper, og til, at Det Europæiske Miljøagentur til vejledning i forbindelse med vedtagelsen af EU-politikker har udviklet en særlig skovtypologi; der henviser til, at de seneste videnskabelige resultater fra alle områder, f.eks. vedrørende det europæiske vandskel, bør tages i betragtning i EU-politikker, der berører skovene, og at det bør undgås, at disse politikker bliver for brede til at kunne få virkning,

K.

der henviser til, at forskellige skovtyper og skovsektorer står over for forskellige og uforudsigelige biotiske og abiotiske trusler fra klimaændringer, f.eks. skadedyr, storme, tørke og brande, hvilket gør skovenes modstandskraft til hjørnestenen i beskyttelsesindsatsen,

L.

der henviser til, at solide og sammenlignelige oplysninger om EU-skovenes tilstand og følgerne af klimaforandringer og produktionsmønstre i skovene er en vigtig forudsætning for strategi og planlægning, herunder vedrørende skovenes bidrag til bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringer,

M.

der henviser til, at skovbrande og påsatte brande, som der ofte ligger særlige motiver bag, ødelægger mere end 400 000 hektar skov om året, især, men ikke udelukkende i Middelhavsområdet, med alvorlige skader til følge for menneskers liv, ejendom, beskæftigelse, biodiversitet og skovenes beskyttende funktioner; der henviser til, at regeneration efter brand er særligt vanskelig for skove og i forbindelse med Natura 2000-netværk umuliggør opnåelsen af målsætningerne med netværkene;

N.

der henviser til, at den ovennævnte hvidbog om tilpasning til klimaændringer udpeger skove som et af de centrale indsatsområder, idet det understreges, at EU's skovbrugsstrategi bør opdateres for at inddrage klimarelaterede aspekter,

O.

der henviser til, at kun 5 % af de europæiske skovområder er gamle, primære og uforstyrret af menneskelig aktivitet; der henviser til, at den lille andel, denne skovtype udgør, i forening med en øget opsplitning af de tilbageværende bevoksninger af alle skovtyper øger skovenes sårbarhed over for klimatrusler og til dels forklarer den vedvarende dårlige bevaringsstatus for mange problematiske skovarter i Europa,

P.

der henviser til, at forbedringen af skovenes beskyttende funktioner bør være en del af EU's og medlemsstaternes strategier for civilbeskyttelse, især på baggrund af klimatiske ekstremfænomener som f.eks. brande og oversvømmelser,

Q.

der henviser til, at TEEB-rapporten har fremlagt en overbevisende cost-benefit-analyse af offentlige investeringer i økosystembaserede tilgange til tilpasning til og bekæmpelse af klimaforandringer, især med hensyn til grøn infrastruktur som f.eks. genetablering og bevarelse af skovene,

R.

der henviser til, at forskellige nationale, regionale og lokale skovforvaltningssystemer skal respekteres og bistås med henblik på at øge deres tilpasningsevne,

S.

der henviser til, at de europæiske skoves evne til at fungere som effektive dræn for CO2, NH3 og NOX stadig er underudnyttet, og at træ fra bæredygtigt forvaltede skove kan have en vedvarende afbødende effekt, idet det kan fungere som en genanvendelig og kulstofrig erstatning for energiintensive materialer såsom metallegeringer, plast og beton, der anvendes i vid udstrækning inden for byggeindustrien og andre industrigrene,

T.

der henviser til, at opvarmningen om sommeren i Sydeuropa ifølge data indsamlet af Kommissionen vil ske dobbelt så hurtigt som i resten af Europa, og at sommernedbøren i syden vil falde med 5 % pr. tiår,

U.

der henviser til at EU' handlingsprogram for skovbruget har fire mål: at forbedre den langsigtede konkurrenceevne, beskytte miljøet, forbedre livskvaliteten og fremme koordinationen, og at der navnlig er sket betydelige fremskridt inden for opnåelsen af det første mål,

V.

der henviser til, at der gennem Forest Europe-processen på frivilligt grundlag er opnået europæisk konsensus om bæredygtig skovforvaltning; der endvidere henviser til, at den nuværende kontekst for bæredygtig skovbrugsforvaltning ikke er blevet fuldt anerkendt og konsekvent gennemført,

W.

der henviser til, at der i forbindelse med Forest Europe-processen blev gennemført omfattende forberedelser til forhandlinger om et juridisk bindende instrument, og at beslutninger i denne forbindelse kan forventes ved den næste konference i Oslo i juni 2011,

X.

der henviser til, at forordningen om beskyttelse af skovene mod brande (17) og forordningen om overvågning af skovene (18) er udløbet, hvilket har medført ad hoc-rapportering og utilstrækkelig finansiering,

Y.

der henviser til, at genetisk udvælgelse bør tilstræbe og orienteres mod at forbedre skovøkosystemets tilpasningsevne,

Z.

der henviser til, at der er behov for flere oplysninger om skovenes indflydelse på vejrmønstrene på europæisk plan,

AA.

der henviser til, at den ovenfor omtalte rapport fra 2009 til Kommissionen: "EU policy options for the protection of European forests" udpeger og undersøger fire politiske muligheder, henholdsvis en fortsættelse af den nuværende indfaldsvinkel, den åbne koordinationsmetode, øget overvågning og indførelse af et skovrammedirektiv,

1.

glæder sig over Kommissionens grønbog om skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne; mener, at EU's skovstrategi skal styrkes med henblik på at forbedre bæredygtig forvaltning og bevarelse i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet;

2.

understreger imidlertid, at EU i henhold til artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union kan handle på områder, hvor målene for den påtænkte handling beviseligt ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne;

3.

glæder sig over, at skovene efter Kommissionens opfattelse skal betragtes som en vigtig bidragyder til løsning af klimakrisen; understreger, at bæredygtig skovforvaltning er af afgørende betydning for, at EU kan nå sine klimamål og levere økosystemtjenester såsom biodiversitet, beskyttelse mod naturkatastrofer og binding af CO2 fra atmosfæren;

4.

minder om, at skove udgør biosfærer bestående af meget mere end træer, og at deres modstandskraft således afhænger af den biologiske mangfoldighed ikke kun af træer, men af alle organismer i skoven, bl.a. de vilde dyr, der lever i skove, og at skovene er af afgørende betydning for de europæiske samfunds tilpasning til klimaændringerne,

5.

minder om, at skovene udgør de primære kulstofdepoter og spiller en afgørende rolle i indsatsen mod klimaændringer; understreger, at det derfor er yderst vigtigt for EU at styrke sin strategi for indsatsen mod de faktorer, der forårsager nedbrydelse af skovene, eksempelvis brande og luftforurening;

6.

er overbevist om, at økologisk bæredygtighed er en forudsætning for, at EU's skove kan vedblive med at varetage deres økonomiske og sociale funktioner;

7.

understreger den rolle, som skovenes biodiversitet spiller i forbindelse med tilpasning til klimaændringerne, og behovet for at øge kendskabet til indikatorerne for skovenes biodiversitet, herunder særligt til skovenes genetiske kapacitet, med henblik på bedre tilpasning;

8.

lykønsker Kommissionen med den omfattende analyse af biotiske og abiotiske trusler i Kommissionens grønbog og henleder opmærksomheden på behovet for desuden at undersøge andre faktorer, som har direkte betydning for klimaændringernes indvirkning på skovene, eksempelvis afløvning, og minder om, at andelen af træer uden blade i Sydeuropa er fordoblet i løbet af de seneste 20 år, hvilket har medført direkte konsekvenser i form af nedsat kapacitet og virkning, for så vidt angår kulstofbindingsprocesserne og begrænsningen af skovenes temperaturudlignende funktioner i perioder med tørke eller hedebølge, fordi træerne taber bladene for tidligt;

9.

anerkender de vigtige bidrag til bæredygtig skovdrift fra eksisterende globale certificeringsordninger såsom Forest Stewardship Council og Programme for the Endorsement of Forest Certification Schemes;

10.

understreger, at den ovenfor omtalte EU-skovbrugsstrategi og handlingsplanen for skovbruget bør ajourføres for at medtage klimaændringsdimensionen og mere generelle spørgsmål vedrørende skovbeskyttelse; minder om, at en omfattende debat om skovbrugspolitikken med medlemsstaterne og alle interessenter, som berøres af gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger, må gå forud for enhver ajourføring;

11.

glæder sig over succesen med EU's bestræbelser på at opnå global konkurrenceevne for de europæiske skovbaserede industrier;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at opnå de mål for miljø og livskvalitet, der er opstillet i handlingsprogrammet for skovbruget, hvis gennemførelse i øjeblikket halter bagud;

13.

opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af de EU-politikker, der indvirker på EU's skove, for at se, om disse politikker er sammenhængende og garanterer beskyttelse af skovene;

14.

opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af den finansiering, der i øjeblikket er til rådighed for skove og skovbrug, og til at omfordele eksisterende midler, som har en negativ indvirkning på skovenes biodiversitet, i overensstemmelse med de ovenfor omtalte rådskonklusioner fra marts 2010;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 27. februar 2008 om en innovativ og bæredygtig træ- og papirvareindustri (KOM(2008)0113) samt i handlingsplanen for skovbruget, men bemærker samtidig, at overdreven regulering vil gøre træprodukter mindre konkurrencedygtige i forhold til ikke-vedvarende og energiintensive materialer;

16.

understreger, at skovbeskyttelsesforanstaltninger bør afspejle de biotiske og abiotiske truslers grænseoverskridende natur i forhold til deres type, bioklimatiske zone og regionale betingelser; understreger desuden, at der bør træffes foranstaltninger til at støtte, koordinere og supplere medlemsstaters og regioners politiske initiativer i de tilfælde, hvor EU kan tilføre en merværdi, og i overensstemmelse med den skovtypologi, som Miljøagenturet har udviklet;

17.

understreger, at skovbeskyttelsen er afhængig af en langsigtet indsats fra medlemsstaternes, regionernes, de skovbaserede industriers og såvel offentlige som private skovejeres side;

18.

mener, at de nordlige boreale skove (taiga) og skovene ved Middelhavet er af umådelig stor værdi for den europæiske biodiversitet og som dræn for atmosfærisk kulstof, og at beskyttelsen af dem bør udbygges;

19.

mener, at den langsigtede planlægning af skovene skal være fleksibel, justerbar og deltagende, tage højde for alle tænkelige scenarier og gøre det muligt at overveje flere muligheder i forhold til fremtidig udvikling, hvorved der kan skabes et realistisk og pålideligt grundlag som støtte til forvaltningsmæssige beslutninger; mener, at dette på EU-plan bør tage form af et permanent skovbrugsforum for at sikre en langsigtet skovbeskyttelse;

20.

glæder sig over, at Forest Europe har haft succes med at forstærke bæredygtig skovforvaltning og opnå europæisk konsensus om retningslinjer, kriterier og indikatorer for bæredygtig skovforvaltning; bemærker imidlertid, at der i den eksisterende kontekst omkring bæredygtig skovforvaltning mangler en konsekvent gennemførelse;

21.

minder om, at formålet med bæredygtig skovforvaltning er at forene de produktive og beskyttende aspekter ved skovene for at sikre, at deres økonomiske, sociale og miljømæssige funktioner kan fortsætte i overensstemmelse med nationale, regionale og lokale prioriteringer; bemærker med bekymring, at den stigende tendens til udelukkende at betragte skovene ud fra et økonomisk perspektiv og dermed glemme deres miljømæssige og sociale aspekter er uforenelig med principperne for en bæredygtig skovforvaltning;

22.

opfordrer Kommissionen til at stille forslag, som skal supplere den ovenfor omtalte forordning (EU) nr. 995/2010 om træ for at sikre, at alt tømmer og alle træprodukter, der sælges på det europæiske marked, stammer fra bæredygtigt forvaltede skove;

23.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at udrydde ulovlig skovhugst og handelen med træ, der er produceret på denne måde, da de derved vil medvirke til at bekæmpe skovrydning, ødelæggelse af skove og tab af biodiversitet;

24.

opfordrer til en styrkelse af forbindelsen mellem de nationale skovprogrammer og handlingsplanen for skovbruget gennem struktureret rapportering til Den Stående Skovbrugskomite;

25.

mener, at bæredygtig skovforvaltning er væsentlig for EU's skoves fortsatte evne til at varetage økonomiske, økologiske og sociale funktioner; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vise deres støtte til Forest Europe-processen ved at gøre gennemførelsen af bæredygtig skovforvaltning obligatorisk i EU; mener desuden, at en sådan forpligtelse vil kunne bidrage til at indarbejde bæredygtighedsprincipper i skovbrug og fungere som den bedst mulige støtte for Forest Europe-processen og de juridisk bindende aftaler, der er under overvejelse inden for rammerne af Forest Europe og FN's skovforum;

26.

er tilhænger af en fuldstændig gennemførelse af en aktiv bæredygtig skovforvaltning i forbindelse med langsigtede nationale skovprogrammer, som indeholder nationale og regionale prioriteter, målelige mål og evalueringskriterier, og som tager højde for de stigende trusler mod skovene, der hidrører fra klimaændringer;

27.

understreger, at udviklingsplaner eller operationelle programmer for landdistrikter ikke bør betragtes som svarende til nationale skovprogrammer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deres nationale skovprogrammer tager højde for konklusioner og anbefalinger i undersøgelser af klimaændringernes indvirkning på vandressourcer, økosystemerne og biodiversiteten, og at udviklingsplaner eller operationelle programmer for landdistrikter er i samklang med skovprogrammer, biodiversitetsstrategier og handlingsplaner for vedvarende energi;

28.

bemærker, at genetisk mangfoldighed, naturlig genvækst og mangfoldighed i struktur og artsblanding blandt alle organismer, som lever i skovene, er generelle aspekter i forbindelse med skovtilpasningsmuligheder, der går på tværs af bioklimatiske zoner, bæredygtige forvaltningssystemer og skovtyper; bemærker yderligere, at bæredygtig skovforvaltning sikrer, at kommercielt udnyttede skove er rentable, men ikke påtvinger rentabilitet for de skoves vedkommende, der har en anden primær funktion end produktion af træ;

29.

mener, at langsigtet beskyttelse af skovene afhænger af, at der skabes eller bevares økosystemer i skovene med træer af meget forskellig sammensætning, alder og struktur;

30.

opfordrer Kommissionen til at forelægge anbefalinger til, hvordan nationale civilbeskyttelsessystemer kan tilpasses, så de tager højde for klimaændringernes indvirkning på skovene; opfordrer især Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at udvide EU's taktiske reserve til slukning af skovbrande i henseende til ressourcer og kapacitet;

31.

advarer mod ubegrænset kommerciel udnyttelse af skovressourcer, som meget ofte fører til uigenkaldelig udryddelse af disse, navnlig når der er tale om naturlige skove;

32.

mener, at træer fra skovlandbrug i betragtning af deres betydning for CO2-binding bør betragtes på samme måde som ikke-produktive traditionelle skovområder i forbindelse med kampen mod klimaændringer;

33.

opfordrer Kommissionen til at gå videre med udarbejdelsen af en hvidbog om skovbeskyttelse i EU og til at inddrage resultaterne af den offentlige høring om grønbogen, det bredt anerkendte behov for at være forberedt på klimaændringer samt undersøgelsen af politiske muligheder og undersøgelsen af tilpasningsmuligheder; mener, at hvidbogen ud over at betone skovenes bidrag til økonomien via træ- og ikke-træ-produkter og -tjenester bør fokusere på bevarelse og udvidelse af de europæiske skove, da de hjælper de europæiske samfund med at mindske følgerne af klimaændringer og tilpasse sig til dem; mener desuden, at der bør sikres et højere beskyttelsesniveau for habitater af høj kvalitet og for skove, der virker som beskyttelse mod oversvømmelser, jordskred, brande, tab af biodiversitet og ekstreme vejrkatastrofer; mener, at tilstrækkelige finansielle ressourcer, vidensdeling og fremme af forskning og information må være uomgængelige aspekter i Kommissionens forslag;

34.

gentager sit syn på behovet for øget finansiering til EU-skovbeskyttelsesforanstaltninger via søjlen for landdistriktsudvikling under den fælles landbrugspolitik; påpeger, at de nye udfordringer som følge af klimaændringerne gør det klart, at beskyttelsen af skovene kræver øget finansiering, og at det kan blive nødvendigt med nye former for bistand;

35.

opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at undersøge og til Parlamentet og Rådet at rapportere om muligheder for betaling for økosystemydelser, der anerkender deres økonomiske værdi og belønner bevarelse af skovenes biodiversitet og genoprettelse af skovenes økosystemer; påpeger, at det er vigtigt, at virksomhederne anerkender de fordele i form af troværdighed, reklame og andre finansielle fordele, der følger med at involvere sig i bevarelse af biodiversitet og skovbeskyttelse;

36.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag om forebyggelse af skovbrande, som omfatter finansiering til forebyggelsesplaner og risikovurdering, det europæiske informationssystem for skovbrande (EFFIS), branddetektion, infrastruktur, uddannelse og genrejsning af skov efter brand samt overvejelser om et 30-årigt forbud mod byggeri på områder, hvor der har været en skovbrand;

37.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag, der forbyder byggeri på områder, der er blevet ryddet med brande, der beviseligt er påsat;

38.

opfordrer til afskaffelse af juridiske hindringer for bæredygtig forvaltning;

39.

påpeger behovet for at fastlægge de økonomiske rammer, der er nødvendige for at fremme bekæmpelse af skovbrande, og opfordrer ligeledes til indførelse af større fleksibilitet ved anvendelse af solidaritetsfonden;

40.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag om skovinformation og til at tage højde for klimatrusler og behovet for indsamling og udbredelse af relevante, harmoniserede og sammenlignelige data om skovdække, biodiversitet, biotiske og abiotiske trusler og arealanvendelse i tilknytning til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD) og miljøregnskaber; opfordrer desuden Kommissionen til at indsamle og overvåge indikatorer vedrørende skovenes beskyttende funktioner f.eks. til modvirkning af erosion og tilbageholdelse af vand;

41.

opfordrer Kommissionen til at støtte forskning i skovenes indflydelse på regionale vejrmønstre i EU, således at der kan tilvejebringes oplysninger til brug for skovforvaltningsstrategier med hensyn til ændringer i skovenes størrelse, sammensætning og placering samt virkningerne af disse ændringer;

42.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udvikle og udbrede retningslinjer for bedste praksis, der bygger på principperne for bæredygtig forvaltning, og som er afpasset efter de private og offentlige ejeres samt lokalsamfundenes behov, for at sikre modstandskraft mod klimaændringer; bemærker desuden betydningen af udveksling af bedste praksis om, hvordan virksomheder og erhvervssektorer kan bidrage til biodiversitetsmål og forstærke livscyklus-tankegangen, og hvordan de kan skabe forbindelse mellem bevarelse af biodiversitet og generering af indtægter; påpeger behovet for at styrke kommunikations- og informationspolitikken med henblik på at sikre bæredygtig skovforvaltning, informere offentligheden og fremme brugen af bæredygtigt træ;

43.

understreger behovet for at øge koordinations- og informationsbestræbelser vedrørende skovbeskyttelse; mener, at der er behov for en større indsats for at sikre, at interne EU-foranstaltninger er i overensstemmelse med de politiske erklæringer udadtil vedrørende skove (samarbejde, udvikling, handel med eksotiske træsorter osv.);

44.

mener, at skove er en del af menneskehedens kollektive kulturelle og miljømæssige arv, og at bemærkelsesværdige træer bør beskyttes, uanset om de befinder sig i eller uden for skove; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle passende strategier til beskyttelse af dem, herunder overvejelse vedrørende skovobservationscenter; opfordrer desuden medlemsstaterne til i forbindelse med deres nationale politikker at fremme lige og offentlig adgang til skove og naturområder og anerkende, at retten til offentlig adgang til skove og naturområder (allemansrätten), sådan som den praktiseres i nogle medlemsstater, indebærer mange fordele i form af demokratisk adgang til rekreation, værdsættelse af økosystemer og respekt for naturarven;

45.

kræver af hensyn til opnåelse af målene i EU 2020-strategien om nationale skovhandlingsplaner, at de enkelte medlemsstater eller regioner skal udvikle en skovstrategi, der skal omfatte skovrejsning på flodbredder, opsamling af regnvand, landbrugsaktiviteter og forskning med henblik på udvælgelsen af de traditionelle plante- og træsorter og -arter, der bedst kan modstå tørke;

46.

understreger, at det, selv om Europa ubestrideligt råder over knowhow om skovbrug, som skyldes mangeårige skovbrugstraditioner, er nødvendigt at øge de finansielle ressourcer til forskning i klimaændringers indvirkning på skovene; mener, at det som følge af den videnskabelige usikkerhed omkring tidsrammen for og omfanget af truslerne mod skove i de forskellige områder er nødvendigt at øremærke midler til klimaforskning i forhold til specifikke behov og løsninger for forskellige bioklimatiske zoner for at forbedre det relevante vidensgrundlag;

47.

anmoder medlemsstaterne om at opstille langsigtede forskningsprogrammer for at forbedre forståelsen af virkninger og sårbarhed og understøtte foranstaltninger med henblik på tilpasning inden for skovsektoren; opfordrer Kommissionen til i den flerårige ramme for forskning og teknologisk udvikling at fremme inddragelse af projekter vedrørende viden om skovenes økosystemer og deres evne til at tilpasse sig følgerne af klimaændringer;

48.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan for beskyttelsen af EU's skove med henblik på at foregribe de negative virkninger ved spredningen af insekter og sygdomme som følge af klimaændringerne;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme forskning i klimaændringer og deres konsekvenser for skovene, fremme øget bevidsthed om skovenes forskelligartede betydning og betydningen af en bæredygtig forvaltning af skovene, støtte grunduddannelse og intern uddannelse af ansatte i skovbruget, der fokuserer på de ekspertiseområder, der forventes at blive nødvendige som følge af klimaændringerne (fremme af mangfoldighed samt skadesforebyggelse og -genopretning), og tilskynde til udveksling af viden og erfaringer;

50.

mener, at det som følge af behovet for effektiv forskning i skovenes økosystemers "forsvarspotentiale", prognostisk forskning og forskning i strategier til afbødning af klimaændringernes følger for hele skovbrugs- og træsektoren er nødvendigt med koordinering og finansiering på EU-plan;

51.

påpeger, at debatten om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 bør tage højde for, at skovene varetager væsentlige miljøfunktioner og bidrage til opnåelsen af sociale og økonomiske målsætninger vedrørende udvikling af landdistrikter og nationale økonomier; opfordrer derfor medlemsstaterne og regionerne til at samarbejde fuldt ud med skovmyndighederne og offentligheden mere generelt om udarbejdelsen af programmer for udvikling af landdistrikterne for at sikre sammenhæng i EU's politikker og under hensyntagen til, at skovbrug i nogle tilfælde udgør en selvstændig sektor i landdistrikternes økonomi;

52.

erindrer om, at skovene spiller en central rolle for tilvejebringelsen af samfundsøkonomiske og miljømæssige offentlige goder, der er til gavn for samfundet og for udviklingen, navnlig i landdistrikter; opfordrer Kommissionen til at udvikle en politisk strategi, som anerkender denne rolle, samtidig med at ejernes ejendomsrettigheder respekteres;

53.

glæder sig over, at Kommissionen i sin seneste meddelelse om en reform af den fælles landbrugspolitik (19) anerkender den vigtige rolle, som landbrugerne spiller som uundværlige aktører i forebyggelsen af skovbrande, som forvaltere af skovenes økosystemer, der beskytter dem mod trusler mod biodiversiteten, f.eks. skadedyr, og frem for alt som territoriale grundpiller, idet videreførelsen af deres levebrød er den mest effektive metode til at undgå affolkning;

54.

fastholder, at producenter, producentgrupper og offentlige organer i landdistrikterne bør kunne komme i betragtning til skovbrugsforanstaltninger under den fælles landbrugspolitiks anden søjle; mener, at EU fortsat bør yde støtte til skovrejsning under nationale programmer for udvikling af landdistrikterne, samtidigt med at det bør sikres, at disse initiativer ikke forstyrrer markedet, og at skovrejsningsforanstaltninger bygger på lokalt materiale, der er modstandsdygtige over for skadedyr og brand og bidrager til bevarelsen af biodiversitet; understreger desuden, at skovrejsningsbestræbelser skal prioritere træsorter, som betragteligt forbedrer jordbundskvalitet og biodiversitet, samtidig med, at de skal respektere kendetegnene ved det sted, der beplantes, naturligt hjemmehørende arter og behovet for blandingsskove;

55.

henleder, som Rådet også gjorde det i sine konklusioner af 11. juni 2010, opmærksomheden på, at der kan opstå alvorlige problemer ved at overlade skovene til sig selv, eftersom det muligvis ikke længere vil være muligt at sikre, at de fortsat opfylder deres funktioner;

56.

finder det nødvendigt at fremme og støtte oprettelsen af sammenslutninger af producenter og skovforvaltningsorganer, der driver bæredygtig skovforvaltning, navnlig i områder, der er kendetegnet ved små skove, da dette vil kunne bidrage til at skabe balance i leveringen af de mange varer og tjenesteydelser, som skove kan levere; mener, at sådanne sammenslutninger og organer vil kunne styrke producenternes forhandlingsposition i forsyningskæden for træ og bidrage til at tilvejebring og skabe mere lige vilkår, samtidig med at de vil kunne bidrage til at løse problemerne i forbindelse med den økonomiske krise, international konkurrence og klimaændringer og til at bekæmpe ulovlig skovhugst;

57.

fastholder, at støtten til offentlige og private aktører, der beskytter skovenes biodiversitet af arter, levesteder og økosystemer, bør øges, og at frivillige beskyttelsesmetoder og områder, der forbinder NATURA 2000-områder, også bør kunne komme i betragtning, eftersom biodiversitet af afgørende for opretholdelse, udvikling og tilpasning af landbrug;

58.

opfordrer til, at det fakturabaserede aflønningssystem erstattes af et system med standard- eller arealbaserede omkostninger

59.

opfordrer til, at der udarbejdes en standard for god skovbrugspraksis, der skal benyttes som grundlag for alle foranstaltninger vedrørende skovene;

60.

opfordrer til, at det gøres obligatorisk at medtage foranstaltninger vedrørende skovenes miljø og Natura 2000 i programmer for udvikling af landdistrikter, og opfordrer til arealbaseret støtte til Natura 2000-netværket under direkte betalinger;

61.

opfordrer til at inddrage en ny fælles landbrugspolitisk foranstaltning vedrørende "in situ- og ex situ-bevaring af lokalitetsbestemt skovgenetisk materiale";

62.

forkaster på det kraftigste anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder over for de genetiske ressourcer i skovene;

63.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere de langsigtede perspektiver for skovbrugs- og skovbeskyttelsesprojekter i al EU-finansiering;

64.

er overbevist om, at forebyggelse af skovbrande er langt mere omkostningseffektivt end at bekæmpe dem;

65.

henleder opmærksomheden på det akutte behov for at gennemføre de anbefalinger vedrørende forebyggelse af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, som Parlamentet for nylig har vedtaget (20), navnlig anbefalingerne om ordninger for genbeplantning/ny beplantning af skove, som prioriterer lokale arter og blandede skove, for at støtte biodiversiteten og en forbedret modstand mod brande, storme og sygdomme; henleder desuden opmærksomheden på de særlige problemer, som øer og regioner i den yderste periferi har i forbindelse med bekæmpelse af brande; anmoder om særbehandling af disse regioner gennem de forskellige finansieringsinstrumenter, der er til rådighed, herunder solidaritetsfonden;

66.

mener, at forebyggelse af skovbrande gennem landskabsplanlægning og -sammenhæng, infrastruktur og uddannelse bør være fast forankret i EU's politikker for skovbeskyttelse og -tilpasning samt civilbeskyttelse;

67.

påpeger, at ny- eller gentilplantning med produktive arter i vandfattige områder og regioner, hvor der er fare for ørkendannelse, vil gavne indbyggerne og sikre deres engagement i bevaringsopgaver og brandbekæmpelse;

68.

understreger skovområders indiskutable betydning for den offentlige sikkerhed, idet de beskytter menneskelige habitater mod negative påvirkninger fra naturfænomener;

69.

mener, at emissionshandelsordningen i sin nuværende form er uforenelig med LULUCF-regnskabet, primært på grund af forskellen mellem de årlige overensstemmelseskrav til industrielle anlæg under emissionshandelsordningen og de længere tidshorisonter, der skal til, for at ændringer i kulstoflagrene i jordbesiddelser kan opstå og observeres, og mener derfor, at der ikke skal laves nogen kobling; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at genoverveje, hvordan der bedst kan tilvejebringes finansiering til kulstofbesparelser fra LULUCF-aktiviteter;

70.

anerkender udfordringerne i forbindelse med inddragelsen af LULUCF i medlemsstaternes mål i henhold til beslutningen om en fælles indsats; er særligt bekymret over, at forskelle i optællingspræcision og stor naturlig variation kan undergrave godkendelsesordningen i henhold til nævnte beslutning; opfordrer derfor til indførelse af separate mål for LULUCF-sektoren;

71.

tilkendegiver sit engagement i opnåelsen af EU's 2020-mål for vedvarende energi og målet om en klimaændring på højst 2 °C; er imidlertid bekymret for, at den korte tidsramme, der anvendes i den aktuelle beregningsmetode for drivhusgas, og den deraf følgende formodning om kulstofneutralitet for træbiomasse vil kunne hindre opnåelsen af disse mål; opfordrer Kommissionen til at konsultere IPCC og til at indføre en ny drivhusgasberegningsmetode, der kan kontrollere over længere perioder og kontrollere biomasseemissioner fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovforvaltning, vurdere kulstofstrømme på nationalt plan og integrere de forskellige faser i skovbrug (tilplantning, udtynding og fældning);

72.

konstaterer, at de nuværende biobrændselskriterier, som Kommissionen retligt har udviklet, ikke er egnede i forbindelse med biomasse, og opfordrer til udvikling af nye bindende bæredygtighedskriterier for biomasse, der udbydes til energianvendelse; fastslår, at Kommissionen bør konsultere det arbejde, der er udført, og de resultater, der er opnået i Forest Europe, med henblik på at udvikle kriterier, hvis faktor med hensyn til mulige risicifordrejninger på markedet for vedvarende energi ikke bygger på antagelsen om kulstofneutralitet, tager højde for indirekte emissioner og ikke undergraver EU's 2020-mål for vedvarende energi og biodiversitet; bemærker, at den detaljerede gennemførelse af kriterierne bør overdrages til det lokale niveau under hensyntagen til særlige lokale forhold;

73.

opfordrer til anvendelse af skovdefinitioner baseret på en miljørelateret skovklassifikation som den, som Miljøagenturet foreslog i 2007, for at kunne skelne mellem kulstofrige gamle skove, intensivt forvaltede monokulturer og andre skovtyper, herunder buskads i Middelhavsområdet, på basis af biomer og successionsstadier;

74.

understreger betydningen af at beskytte skovenes mangfoldighed på alle successionsstadier inden for EU for at sikre biodiversiteten i skovene, idet hvert successionsstadium skaber betingelserne for det efterfølgende stadium, og idet successionen mellem de senere stadier vil blive bragt i alvorlig fare uden en koordineret beskyttelse af alle stadier;

75.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats på internationalt plan for at få udarbejdet en ny FN-definition af skove, hvori definitionerne af naturlige skove præciseres på grundlag af biomer, og som skelner mellem hjemmehørende skove og skove domineret af træmonokulturer og ikke-hjemmehørende arter; bemærker, at da EU er den største offentlige donor af støtte til udviklingslande (skovbrugssektoren modtog mere end 600 mio. EUR i 2003), vil en sådan definition i høj grad styrke den politiske sammenhæng og rentabilitet; beklager, at grønbogen ikke registrerer nogen fremgang i forhold til behovet for at koordinere EU-tiltag i og uden for Unionen og for at opnå en global bindende aftale under FN's skovforum;

76.

bemærker, at globalt samarbejde både på administrativt niveau og på forskningsniveau om fastlæggelse af standarder, bedste praksis og overførsel af teknologi og videnskabelig knowhow er af stor betydning, navnlig i forbindelse med REDD-systemet (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation (reduktion af emissioner fra afskovning og skovødelæggelse i udviklingslande)); påpeger desuden, at en rimelig fordeling af fordelene ved REDD-systemet ikke kan opnås uden aktivt samarbejde og udveksling af bedste praksis; understreger betydningen af GMES-programmet (Global Monitoring for Environment and Security (global miljø- og sikkerhedsovervågning))ved kortlægning, overvågning og registrering af skovarealer på europæisk og internationalt plan såvel som det bidrag, som således indsamlede oplysninger kan yde til FN-forhandlingerne om klimaændringerne;

77.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/35

—

der henviser til årsrapporten 2009 fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) forelagt Europa-Parlamentet i medfør af del II, afsnit G, punkt 43, i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 (1),

—

der henviser til ovennævnte interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning,

—

der henviser til sine beslutninger om FUSP-årsrapporterne 2007 og 2008 af henholdsvis 19. februar 2009 (2) og 10. marts 2010 (3),

—

der henviser til sin holdning af 8. juli 2010 om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (4),

—

der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om styrkelse af OSCE - EU's rolle (5),

—

der henviser til erklæringen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om politisk ansvarlighed (6),

—

der henviser til den højtstående repræsentants redegørelse på Europa-Parlamentets plenarmøde den 8. juli 2010 om den grundlæggende organisering af EU-Udenrigstjenestens centraladministration (6),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 16. september 2010 om EU's forbindelser udadtil,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0168/2011),

A.

der henviser til, at EU fortsat bør udvikle målene for sin udenrigspolitik og fremme sine værdier og interesser globalt med det overordnede mål at bidrage til fred, sikkerhed, solidaritet, konfliktforebyggelse, fremme af demokrati, beskyttelse af menneskerettighederne, ligestilling mellem mænd og kvinder, overholdelse af folkeretten og støtte til internationale institutioner, reel multilateralisme og gensidig respekt mellem nationerne, bæredygtig udvikling, fri og fair handel og udryddelse af fattigdom,

B.

der henviser til, at gennemførelsen af Lissabontraktaten tilføjer en ny dimension til EU's optræden udadtil og vil medvirke til at gøre EU's udenrigspolitik mere sammenhængende, konsekvent og virkningsfuld,

C.

der henviser til, at Lissabontraktaten skaber en ny fremdrift i EU's udenrigspolitik, navnlig ved at tilvejebringe institutionelle og operationelle redskaber, der kan give EU mulighed for at påtage sig en international rolle, som svarer til Unionens fremtrædende økonomiske status og ambitioner, og for at organisere sig på en måde, så den kan optræde som en effektiv global aktør, der kan tage et medansvar for den globale sikkerhed og påtage sig en ledende rolle med hensyn til at udforme fælles svar på fælles udfordringer,

D.

der henviser til, at den nye fremdrift i EU's optræden udadtil også kræver, at EU handler mere strategisk for at gøre sin vægt gældende internationalt; der henviser til, at EU's evne til at påvirke den internationale orden ikke kun kræver sammenhæng mellem Unionens politikker, aktører og institutioner, men også et reelt strategisk koncept for EU's udenrigspolitik, hvormed alle medlemsstaterne enes om at følge det samme sæt af prioriteter og mål, således at de kan tale med én stærk stemme på den internationale scene; der henviser til, at EU's udenrigspolitik bør udstyres med de nødvendige midler og instrumenter for at sætte EU i stand til at handle effektivt og sammenhængende på den internationale scene,

E.

der henviser til, at den internationale orden befinder sig i en gennemgribende forandringsproces, hvorved der dukker nye udfordringer op og skabes nye magtstrukturer, som kræver, at EU samarbejder mere aktivt med nuværende og kommende magter og ikke-statslige aktører samt med bilaterale og multilaterale partnere og institutioner for at fremme effektive løsninger på problemer, som er fælles for europæiske borgere og verden som helhed, og som kan have indflydelse på den globale sikkerhed,

F.

der henviser til, at den nye fremdrift også skal føre til, at der defineres et nyt paradigme for EU's strategiske partnerskaber, nye som gamle; der henviser til, at dette bør baseres på fælles grundlæggende værdier såsom viljen til demokrati, respekten for menneskerettighederne, grundlæggende friheder, retsstatsprincipperne og folkeretten samt på fælles fordele, interesser og en fælles forståelse af den globale sikkerhed,

G.

der henviser til, at parlamentarisk kontrol med EU's udenrigspolitik er afgørende for, at EU-borgerne forstår og støtter Unionens optræden udadtil; der henviser til, at kontrol styrker denne optrædens legitimitet; der henviser til, at organisering og fremme af et effektivt og regelmæssigt interparlamentarisk samarbejde i EU skal besluttes i fællesskab af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i overensstemmelse med Lissabontraktatens protokol 1, artikel 9 og 10,

1.

glæder sig over Rådets årsrapport og roser dens gennemsigtige og temaorienterede struktur, som giver et klart overblik over politikker og aktioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; glæder sig også over Rådets bestræbelser på at lægge større vægt og sætte et stærkere fokus på konflikternes og problemernes regionale kontekst; beklager imidlertid, at rapporten ikke anfører nogen mulige tilgangsvinkler til løsning af de konflikter og problemer, der beskrives i rapporten;

2.

opfordrer Rådet til ikke at begrænse indholdet af FUSP-årsrapporterne til blot at omfatte en beskrivelse af FUSP-aktiviteterne, men gøre dem til et redskab fokuseret på politikker og løsninger; er af den opfattelse, at rapporten bør være mere end blot et katalog over begivenheder og udviklingstræk land for land, og at der i rapporten også bør tages stilling til spørgsmålet om effektiviteten i EU's udenrigspolitik såvel som de midler, som er nødvendige for at forfølge målene for EU's optræden udadtil; opfordrer Rådet til også at lade rapporten omfatte en evaluering af samordningen og sammenhængen mellem FUSP og EU's andre eksterne politikker såvel som strategiske og organisatoriske anbefalinger for fremtiden på basis af en evaluering af aktionerne inden for rammerne af FUSP;

3.

mener, at den årlige rapport om FUSP i højere grad bør baseres på den nye institutionelle ramme, som er skabt med Lissabontraktaten, og fungere som et instrument til en forbedret interinstitutionel dialog, navnlig ved at diskutere gennemførelsen af en strategi for EU's udenrigspolitik, evaluere dens effektivitet og skitsere dens fremtidige retning;

4.

gentager, at det er tilhænger af at udvikle en sammenhængende strategi for EU's udenrigspolitik på baggrund af de mål og principper, der er fastslået i artikel 21 i EU-traktaten, som klart fastlægger EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant (NF/HR) til at gøre brug af sine fulde beføjelser til at igangsætte, gennemføre og sikre overholdelse af FUSP, idet hun inddrager Parlamentets relevante organer fuldt ud i disse bestræbelser;

5.

understreger behovet for at skabe større kohærens mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Kommissionen og medlemsstaterne under ledelse af den højtstående repræsentant; henstiller, at synergien mellem EU-niveauet og det nationale niveau forbedres, og at samordningen mellem de forskellige institutionelle aktører styrkes med henblik på at integrere alle relevante instrumenter og politikker bedre og sende et fælles EU-budskab om centrale politiske spørgsmål; anser samarbejde på alle planer mellem EU-Udenrigstjenesten, de relevante organer og udvalg i Europa-Parlamentet og de respektive tjenestegrene i Kommissionen som afgørende for, at EU kan udforme en strategisk tilgang til EU's nabolande og til kandidatlande, potentielle kandidatlande og andre partnerlande samt til andre politikområder såsom fremme af menneskerettigheder og demokrati, handel, udvikling, energisikkerhed og retlige og indre anliggender;

6.

forventer, at EU-Udenrigstjenesten ved at sikre en tættere samordning mellem FUSP og andre eksterne politikker vil medvirke til at styrke EU's rolle og indflydelse på den globale scene og gøre Unionen i stand til at fremføre sine interesser og værdier mere effektivt og på en måde, som er i overensstemmelse med Unionens nuværende internationale handelsmæssige og økonomiske status; opfordrer den højtstående repræsentant til at etablere de nødvendige samordningsstrukturer og -mekanismer i EU-Udenrigstjenesten;

7.

bemærker dog, at tilvejebringelsen af fuld sammenhæng og effektivitet i den fælles EU-politik sideløbende med oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten først og fremmest vil kræve EU-medlemsstaternes politiske vilje til at overvinde deres forskellige syn på centrale udenrigspolitiske spørgsmål; anser det i denne henseende for afgørende, at medlemsstaterne ikke blot bliver enige om en fælles strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men også sikrer, at deres nationale politik støtter EU's holdninger;

8.

beklager, at udtalelser fra enkelte medlemsstater eller grupper af medlemsstater i flere tilfælde har efterladt et indtryk af manglende enighed og gjorde arbejdet særligt vanskeligt for den højtstående repræsentant; opfordrer derfor medlemsstaterne til at afstå fra sådanne individuelle og ukoordinerede handlinger og udtalelser og til at bestræbe sig på at bidrage til en effektiv og synlig FUSP; anmoder på den anden side den højtstående repræsentant om at sikre, at EU's holdninger kommer klart til udtryk, om at reagere hurtigt og synligt og om at give FUSP en klar og specifik profil;

9.

understreger, at EU's særlige repræsentanters rolle generelt bør være at repræsentere og koordinere EU's politik over for regioner, som er af specifik strategisk eller sikkerhedsmæssig betydning for EU, og som kræver, at EU til stadighed er til stede og synlig; mener, at der bør etableres en tæt samordning mellem EU's særlige repræsentanter og de relevante afdelinger i EU-Udenrigstjenesten, og at vigtige tematiske spørgsmål, som tidligere blev varetaget af personlige repræsentanter, bør genbehandles, og at der bør stilles forslag om at overdrage denne rolle til højtstående embedsmænd i EU-Udenrigstjenesten eller EU's særlige repræsentanter; anser det for afgørende, at fastlæggelsen EU's særlige repræsentanters rolle og mandater underlægges forudgående høring af Parlamentet, og at der i henhold til EU-traktatens artikel 36, stk. 1, stilles forslag om procedurer og omfang af de underretninger og rapporter, som EU's særlige repræsentanter skal stille til rådighed for Parlamentet;

10.

minder om, at traktaten foreskriver, at Parlamentet har ret til at blive hørt vedrørende FUSP- og FSFP-anliggender, at der tages behørigt hensyn til dets synspunkter, og at det har ret til at rette henstillinger; opfordrer den højtstående repræsentant til at konsolidere hørings- og underretningsforpligtelserne, som i dag udføres af Kommissionen og Rådet med hensyn til EU's optræden udadtil; anmoder Rådet om at anlægge en konstruktiv strategi inden for rammerne af forligsudvalget for instrumenterne til bistand til tredjelande, herunder stabilitetsinstrumentet, ved at anerkende Parlamentets ret til demokratisk kontrol af strategipapirer og flerårige handlingsplaner, som fastslået i artikel 290 i TEUF;

11.

understreger, at den reviderede interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning fra 2006 skal give større gennemsigtighed i FUSP's budgetprocedure og tage behørig højde for Budgetmyndighedens krav til informationsniveauet, så myndigheden regelmæssigt og fuldt ud informeres om baggrunden, konteksten og de finansielle implikationer af politiske beslutninger på dette politikområde; er af den opfattelse, at Europa-Parlamentet bør modtage tilstrækkelige oplysninger forud for vedtagelsen af mandater og strategier på FUSP-området; glæder sig over, at den højtstående repræsentant har udtrykt sin støtte til forslaget om, at alle vigtige FSFP-missioner anføres i budgettet; mener i denne forbindelse, at fuld gennemsigtighed og demokratisk kontrol kræver separate budgetposter for hver enkelt mission; gentager, at Parlamentets kompetente organer med henblik på at forbedre den demokratiske legitimitet af FUSP bør høres forud for iværksættelsen af FSFP-missioner og bør kunne føre kontrol med FSFP-missioner; understreger, at det for at opfylde kriterierne om troværdighed og selvdefinering i Lissabontraktaten er nødvendigt at tilføre FUSP-målene tilstrækkelige budgetmidler;

12.

mener, at de regelmæssige fælles konsultationsmøder om FUSP bør suppleres af ekstra møder, som afholdes, hvis der opstår behov for forudgående orientering; foreslår i denne henseende, at møderne også bør udformes som lektioner i centrale strategiske og politisk-militære emner for at forbedre planlægningen og styringen af fremtidige missioner og bidrage til at udvikle en fremsynet tilgang til fremtidige behov; minder også om Parlamentets ret til at blive hørt og om Parlamentets behov for at blive underrettet om hastende finansielle ordninger for visse initiativer, som iværksættes i FUSP-regi i henhold til artikel 41, stk. 3, i EU-traktaten;

13.

støtter i overensstemmelse med den aftale, som kvadrilogen undertegnede i Madrid om oprettelsen og driften af EU-Udenrigstjenesten, og i overensstemmelse med finansforordningen som ændret, hvad angår EU-Udenrigstjenesten, oprettelsen i 2011-budgettet af budgetposter til de tre store missioner under FUSP/FSFP; mener, at denne forbedrede opførelse af missioner vil øge både gennemsigtigheden og ansvarligheden i FUSP/FSFP og tjene EU's interesser; understreger, at opførelsen af større FUSP/FSFP-missioner ikke må ske på bekostning af oplysningsniveauet og gennemsigtigheden vedrørende missioner af mindre omfang og mindre politisk synlighed;

14.

betragter dog denne nye kontoplan som en grundlæggende forudsætning og kun som et første skridt hen imod et fuldt detaljeret FUSP-budget, som vil give et samlet overblik og muliggøre opfølgning af missioner, der finder sted i FUSP-regi; er af den opfattelse, at en sådan ny kontoplan hverken vil bringe den nødvendige fleksibilitet i FUSP-budgettet eller kontinuiteten i indsatsen for de allerede indledte missioner i fare;

15.

minder om ånden i TEUF, som sigter mod at gøre den fælles beslutningsprocedure til den generelle procedure, og som tilsvarende fører til ophævelse af særlige klausuler eller procedurer, der tidligere blev anvendt på nogle instrumenter eller politikker i henhold til den tidligere traktat og den interinstitutionelle aftale; bekræfter herved, at de bestemmelser, der begrænser fleksibiliteten i finansieringen af FUSP nu er grundløse; understreger, at en ny kultur for dialog, gensidig tillid og udveksling af oplysninger i overensstemmelse med ovenstående og med henblik på at øge FUSP's effektivitet og ansvarlighed omsider bør være fremherskende i interinstitutionelle forbindelser, i faserne for både udformning, gennemførelse og efterfølgende vurdering;

16.

understreger, at der i forbindelse med de kommende overvejelser om den flerårige finansielle ramme 2014-2020 er behov for at foretage en grundig analyse af de finansielle behov for FUSP på lang sigt;

17.

gentager, at ifølge artikel 218, stk. 6, i TEUF er Europa-Parlamentets udtalelse/godkendelse påkrævet for alle internationale aftaler, herunder aftaler, der hovedsageligt vedrører FUSP, med undtagelse af aftaler, der udelukkende vedrører FUSP; i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF skal Parlamentet underrettes fuldt ud i indlednings-, forhandlings- og afslutningsfasen af proceduren for indgåelse af internationale aftaler; forventer, at den højtstående repræsentant giver alle relevante oplysninger om forhandlingerne under hele proceduren, herunder forhandlingsdirektiver og udkast til forhandlingstekster, og minder om, at den højtstående repræsentant i erklæringen om politisk ansvarlighed har forpligtet sig til at anvende bestemmelserne i rammeaftalen om internationale aftaler, for så vidt angår fortrolige FUSP-dokumenter; opfordrer til, at der etableres en effektiv samarbejdsform, som kombinerer respekt for Parlamentets beføjelser med den nødvendige grad af fortrolighed; mener, at der er behov for en omfattende aftale, som inddrager alle institutionerne og dækker alle EU-organer for at regulere parlamentsmedlemmernes indsigt i fortrolige dokumenter;

18.

noterer sig sin traktatforpligtelse til sammen med nationale parlamenter at sikre, at der etableres et effektivt og regelmæssigt interparlamentarisk samarbejde, og at dette fremmes, navnlig hvad angår den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik; finder det beklageligt, at der endnu ikke foreligger nogen aftale om, hvordan dette skal ske; understreger, at Parlamentets egen repræsentation i et eventuelt nyt interparlamentarisk samarbejde bør være af et omfang, der afspejler, hvor stor og betydningsfuld en rolle det spiller i forbindelserne udadtil; gentager på denne baggrund sin vilje til at nå frem til en aftale med de nationale parlamenter, der kan føre til en reel styrkelse af den parlamentariske dimension af EU som en global aktør;

19.

understreger, at FSFP-aktioner bør indlejres i en samlet politik, der er målrettet mod lande og regioner i krise, hvor EU's værdier og strategiske interesser står på spil, og hvor FSFP-operationer ville skabe en reel merværdi med hensyn til at styrke fred, stabilitet og retsstatsprincipperne; understreger også behovet for en proces, hvor der drages lære af tidligere erfaringer, og hvor man mere præcist kan evaluere de enkelte operationers vellykkede gennemførelse og varige indvirkning på stedet;

20.

opfordrer den højtstående repræsentant, Rådet og medlemsstaterne til at afhjælpe den manglende balance mellem den civile og den militære planlægningskapacitet i EU-Udenrigstjenesten og til at øge antallet af ansatte inden for retlige anliggender, civil administration, toldvæsen og mægling for at sikre, at der tilføres FUSP-missionerne passende og tilstrækkelig ekspertise;

21.

fremhæver behovet for optimal koordinering mellem EU's katastrofeberedskab og andre af EU's instrumenter – såsom civile og/eller militære FSFP-missioner – som allerede er iværksat, eller som vil kunne iværksættes umiddelbart efter en katastrofe; er af den opfattelse, at den i mange tilfælde alt for skarpe skelnen mellem militære og civile krisestyringsoperationer snarere afspejler forholdsvis forældede institutionelle mønstre, og at et civilt og militært samspil bedre er i stand til at tackle de faktiske forhold på stedet; understreger derfor nødvendigheden af en systematisk evaluering af behovene fra sag til sag for at sikre den mest hensigtsmæssige reaktion, eftersom mange kriser kan kræve en kombination af militære og civile redskaber baseret på en generel forståelse for forbindelserne mellem sikkerhed og udvikling;

22.

betragter det som en strategisk prioritet for EU at styrke de internationale partnerskaber for krisestyring og forbedre dialogen med andre større krisestyringsaktører, f.eks. FN, NATO, Den Afrikanske Union (AU), OSCE og tredjelande som USA, Tyrkiet, Norge og Canada, og at synkronisere aktioner, dele informationer og forene ressourcerne inden for fredsbevarende og fredsskabende aktiviteter, herunder samarbejde om krisestyring og navnlig sikkerhed til havs samt kampen mod terror i henhold til folkeretten;

23.

understreger, at etableringen af EU-Udenrigstjenesten giver EU en enestående mulighed for at indfri sine løfter om konfliktforebyggelse og fredsopbygning med særlig henvisning til Göteborgprogrammet og for yderligere at styrke EU's evne til at forebygge konflikter som et alternativ til krisestyring; understreger med henblik herpå vigtigheden af at sidestille Direktoratet for Konfliktforebyggelse og Sikkerhedspolitik med andre direktorater ved at ved at tilføre det tilstrækkelige ressourcer til politikprogrammering og ved at styrke kontakten til de geografiske afdelinger og oprette formelle relationer til de relevante rådsarbejdsgrupper; er af den opfattelse, at den nuværende adskillelse mellem krisestyringsstrukturen og Direktoratet for Konfliktforebyggelse og Sikkerhedspolitik også bør tages op til fornyet overvejelse;

24.

advarer mod risikoen for, at EU's medlemsstater bliver alt for afhængige af tredjelande med hensyn til deres energileverancer, hvilket i sidste ende vil kunne undergrave EU's udenrigspolitiske uafhængighed; understreger, at begrebet energisikkerhed i bund og grund er forbundet med forsyningssikkerheden; minder følgelig om det presserende behov for at tage energiudfordringerne op ved at fremme både vedvarende og interne energikilder, etablere et effektivt internt energimarked og gennemføre en fælles europæisk ekstern energipolitik, som bygger på en bedre samordning af medlemsstaternes politik på området, diversificering af energileverandørerne og fremme af strategiske energiinfrastrukturprojekter såsom Nabuccoledningen eller andre levedygtige sydkorridoralternativer; går ind for et integreret og interoperabelt europæisk energinet; beklager, at medlemsstaterne aktivt støtter initiativer, som i realiteten konkurrerer med bestræbelser på at sikre og diversificere energiforsyningskilderne;

25.

glæder sig over Det Europæiske Råds beslutning om at opfordre Kommissionen til inden juni 2011 at offentliggøre en meddelelse om forsyningssikkerhed og internationalt samarbejde, som tager sigte på yderligere at forbedre konsekvensen og sammenhængen i EU's optræden udadtil på energiområdet; opfordrer i den forbindelse den højtstående repræsentant til målrettet at følge Parlamentets henstillinger om at udvikle en konsekvent og samordnet politik, navnlig ved at fremme EU's samhørighed i forbindelse med en konstruktiv dialog med energileverandørerne, navnlig Rusland samt transitlandene; mener, at energisikkerheden også til fulde bør afspejles i EU's udvidelses- og naboskabspolitik, herunder gennem politisk dialog og praktisk samarbejde med vores partnere;

26.

henleder opmærksomheden på en ny generation af sikkerhedsudfordringer og -risici, f.eks. cyberangreb, social uro, politiske oprør, globale kriminelle netværk og økonomiske aktiviteter, som truer retsstatsprincippet og de demokratiske principper, og understreger vigtigheden af at opstille strategier, som tager højde for denne udvikling;

27.

understreger behovet for at samordne arbejdet på at imødegå ukonventionelle trusler, som f.eks. cybertrusler; opfordrer Kommissionen og Rådet til at foretage en grundig analyse af truslerne og behovene på dette område, der udmunder i en flerdimensionel og samlet europæisk cybersikkerhedsstrategi, som bør omfatte beredskabsplaner i tilfælde af cyberangreb;

28.

understreger, at EU's optræden udadtil bør tage hensyn til den eksterne dimension, hvad angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; gentager vigtigheden af en hensigtsmæssig indvandringsforvaltning; mener derfor, at det er afgørende at sikre samarbejde fra såvel oprindelses- som transitlandenes side og fremme en reel vilje til samarbejde mellem disse lande ved at gennemføre en positiv konditionalitetspolitik;

29.

understreger, at EU er nødt til at styrke sin ledende position inden for klimastyring på globalt plan og yderligere udbygge dialogen med andre nøgleaktører, såsom de nye vækstlande (Kina, Brasilien, Indien), Rusland, USA og udviklingslandene, eftersom klimaforandringer er blevet en central faktor i de internationale forbindelser;

30.

mener, at hvis EU's udenrigspolitik og optræden udadtil skal være konsekvent i forhold til EU's egne værdier, må de prioritere fremme af demokratiet, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og retfærdige samfund, eftersom et regelbaseret demokratisk samfund er grundlaget for at styrke menneskerettighederne og fremme stabilitet; gentager således sin holdning om, at menneskerettighederne konsekvent bør mainstreames i EU's udenrigspolitik; mener, at EU's nye institutionelle struktur, navnlig EU-Udenrigstjenesten og den tilhørende tjenestegren, åbner mulighed for at forbedre EU's konsekvens og effektivitet på dette område; opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til proaktivt gennem bilaterale forbindelser med tredjelande og aktiv deltagelse i internationale fora at tilstræbe, at tredjelande forpligter sig til at respektere menneskerettighederne, og påtale menneskerettighedsovergreb og ikke at afstå fra at træffe egnede foranstaltninger, hvis menneskerettighederne krænkes; opfordrer på baggrund af de voksende grove krænkelser af trosfriheden Kommissionen til at gennemføre en grundig evaluering og mainstreame trosfriheden i EU's menneskerettighedspolitik;

31.

betragter spørgsmålet om religions- og trosfrihed verden over - navnlig for kristne, forfulgte eller truede mindretal og religiøse kritikere - og den tværreligiøse dialog som et nyt vigtigt emne for FUSP; understreger, at religions- og trosfrihed er en central menneskeret såvel som et instrument til tackling af religiøst motiveret diskrimination og vold, og at den dermed bidrager til politisk og samfundsmæssig stabilitet; opfordrer derfor den højtstående repræsentant til snarest at opstille en EU-strategi for styrkelse af menneskeretten til religions- og trosfrihed; opfordrer hende desuden til at oprette en stående enhed i EU-udenrigstjenestens menneskerettighedsdirektorat, som skal overvåge situationen med hensyn til statslige og samfundsmæssige begrænsninger af religions- og trosfriheden og beslægtede rettigheder;

32.

opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til at sikre, at FUSP-politikkerne og -aktionerne til fulde gennemfører FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed, hvori der opfordres til, at kvinder deltager i alle aspekter og på alle niveauer af konfliktløsningen; opfordrer også til, at FUSP-politikkerne tager hensyn til FN's Sikkerhedsråds resolution 1820 (2008) om seksuel vold i konflikt- og postkonfliktsituationer og til FN's Sikkerhedsråds efterfølgende resolution 1888 (2009), 1889 (2009) og 1960 (2010), der bygger på de tidligere nævnte resolutioner; opfordrer den højtstående repræsentant, EU-medlemsstaterne og lederne af FSFP-missionerne til at indføre samarbejde med og høring af lokale kvindeorganisationer som en standardprocedure for alle FSFP-missioner; bemærker med beklagelse, at kun en enkelt kvinde hidtil er blevet udpeget til en højerestående post i EU-Udenrigstjenesten, og at der kun er én kvinde blandt EU's særlige repræsentanter;

33.

fremhæver, at virkningsfuld multilateralisme bør være det altoverskyggende strategiske hensyn for EU, og at Unionen i denne forbindelse bør indtage en ledende rolle i det internationale samarbejde, støtte internationale institutioner, lette international konsensus og fremme global handling; understreger det presserende behov for at behandle globale spørgsmål, som vedrører alle EU's borgere, f.eks. bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet, pandemier og klimaforandringer, cybersikkerhed, opnåelse af 2015-målene og udryddelse af fattigdom, energisikkerhed, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, fredelig konfliktløsning og nedrustning, migrationsforvaltning og fremme af menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder; påpeger behovet for forbedret kontrol med EU-midler i overensstemmelse med Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 15/2009;

34.

finder det særdeles glædeligt, at FN's Generalforsamling den 3. maj 2011 vedtog en resolution om EU's deltagelse i FN's arbejde, hvorved der tages hensyn til de institutionelle ændringer, som Lissabontraktaten har medført, og at Unionens repræsentanter får mulighed for hurtigt og effektivt at forelægge og fremme EU's holdninger i FN; anser det for afgørende at samarbejde med EU's strategiske partnere med henblik på at finde løsninger på større regionale og globale problemer; henstiller endvidere, at strategiske partnerskaber tilføjes en multilateral dimension ved at indarbejde globale spørgsmål i dagsordnerne for EU's bilaterale og multilaterale topmøder; opfordrer Frankrig og Det Forenede Kongerige til som permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 34, stk. 2, at opfordre den højtstående repræsentant til at forelægge EU's holdning, hver gang EU har fastlagt en fælles holdning om et emne på Sikkerhedsrådets dagsorden; mener, at EU som sådan bør være repræsenteret i multilaterale finansielle institutioner, herunder Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, med forbehold af medlemsstaternes repræsentation;

35.

mener, at EU bør udnytte vedtagelsen af NATO's nye strategiske koncept til at styrke sit partnerskab med NATO betragteligt og samtidig udbygge EU's udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik; finder det i denne forbindelse positivt, at den højtstående repræsentant har forelagt en række konkrete forslag for NATO's generalsekretær med henblik på etablering af en organisation-til-organisation-forbindelse; understreger, at EU er enig i de fleste af de sikkerhedstrusler, som NATO har kortlagt i sit nye strategiske koncept; påpeger, at der er behov for at finde pragmatiske måder at udrede udestående vanskeligheder, opfordrer i den forbindelse EU til at gøre sin indflydelse gældende for at sikre en vellykket afslutning af den igangværende proces hen imod en samlet løsning af Cypernproblemet, der kan fjerne alle uoverensstemmelser mellem Cypern og Tyrkiet, som står i vejen for udviklingen af et tættere samarbejde mellem EU og NATO,

36.

finder det vigtigt at sikre, at 'de eksisterende styrker og kapaciteter, som de to organisationer i vidt omfang er fælles om, anvendes så effektivt som muligt, og at de sikkerhedsmæssige forhold for de europæiske tropper og civile operatører er så optimale som muligt; opfordrer NATO til at afholde sig fra at udvikle en civil krisestyringskapacitet, der vil overlappe EU-strukturer og -kapaciteter, opfordrer til en sammenhængende strategi vedrørende nuklear ikkespredning og nedrustning inden for rammerne af EU-NATO-samarbejdet på linje med handlingsplanen i erklæringen fra NPT-gennemgangskonferencen 2010; opfordrer både NATO og Rusland til at bestræbes sig på at skabe et mere stabilt forhold baseret på gensidig tillid;

37.

anerkender, at det er nødvendigt at styrke OSCE og bekræfte organisationens værdier; er kraftigt tilhænger af, at EU involverer sig aktivt i bestræbelserne på at styrke OSCE, herunder ved at sikre, at processen ikke resulterer i en svækkelse af nogen af organisationens tre dimensioner (den politisk-militære dimension, den økonomiske og miljømæssige dimension og den menneskelige dimension); understreger, at EU også bør henlede opmærksomheden på betydningen af at fortsætte Korfuprocessen og afholde regelmæssige møder på højt niveau for at give politisk opbakning til OSCE's aktiviteter og gøre dem mere synlige;

38.

erkender den arktiske regions voksende internationale status og betydning og opfordrer til en socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtig EU-politik for Arktis, som tager hensyn til de lokale og oprindelige folks rettigheder; anser Arktisk Råd, den nordlige dimension og Det Euro-arktiske Barentsråd for knudepunkter for samarbejdet i Arktis og støtter EU's ønske om at få status af fast observatør i Arktisk Råd; understreger behovet for en arktisk enhed i EU-Udenrigstjenesten;

39.

gentager sin opbakning bag det transatlantiske partnerskab som et vigtigt element og et af hovedelementerne i EU's optræden udadtil; opfordrer EU til på ny at bekræfte sin opbakning bag det transatlantiske partnerskab med USA og målsætningen om et barrierefrit transatlantisk marked, der kan danne baggrund for et forstærket transatlantisk partnerskab; opfordrer den højtstående repræsentant til at bestræbe sig på at skabe en bedre koordinering og et øget samarbejde mellem EU og dets nærmeste allierede, USA; opfordrer hende til at sikre, at EU optræder som en konsekvent, aktiv, lige og dog selvstændig partner til USA, bl.a. når det gælder om at styrke den globale sikkerhed og stabilitet og fremme freden og respekten for menneskerettighederne; opfordrer endvidere til, at der fastlægges en fælles tilgang til globale udfordringer såsom spredning af atomvåben, terrorisme, klimaændringer og energisikkerhed og en fælles tilgang til global ledelse ved at støtte og reformere internationale institutioner og fremme respekten for folkeretten og fredelige løsninger af konflikter; opfordrer den højtstående repræsentant til at foretage tæt samordning og udvikle synergier med USA med henblik på at sikre stabilitet og sikkerhed på det europæiske kontinent og på verdensplan, herunder med udgangspunkt i et ønskeligt samarbejde med relevante aktører såsom Rusland, Kina, Indien og Tyrkiet og med hensyn til stabilitet i hele Mellemøsten, Iran, Afghanistan og Pakistan;

40.

opfordrer indtrængende til, at der opstilles en samlet EU-USA-strategi til forbedring af sikkerhedssituationen i hele Mellemøsten, Iran, Afghanistan og Pakistan, som omfatter samarbejde med Tyrkiet, Rusland og Kina;

41.

bekræfter, at alle landene på Vestbalkan har udsigt til EU-medlemskab, og understreger vigtigheden af et fortsat engagement i udvidelsesprocessen fra såvel regionens landes som EU's side; minder om, at udsigterne til en EU-udvidelse udgør et vigtigt incitament for videreførelsen af politiske og økonomiske reformer i Vestbalkanlandene og dermed bidrager til en effektiv stabilitet og udvikling i regionen;

42.

anerkender det fremskridt, alle lande i regionen har gjort på deres vej hen imod EU; bemærker dog, at politisk ustabilitet og institutionelle svagheder sammen med uløste bilaterale spørgsmål hæmmer yderligere fremskridt for nogle lande i EU-integreringen; understreger, at Unionen har behov for en klar og fælles vision i forhold til regionen; opfordrer den højtstående repræsentant til aktivt at engagere sig i løsningen af de vedvarende problemer;

43.

bemærker, at situationen i Kosovo fortsat er stabil og fredelig, men skrøbelig; er bekymret over de alvorlige problemer og overtrædelser af valgloven, der fandt sted i en lang række distrikter under det seneste valg, og opfordrer EU til nøje at overvåge demokratisituationen i Kosovo; tilskynder alle de involverede parter til at forbedre de demokratiske rettigheder og levevilkårene for alle, der lever i Kosovo, og understreger betydningen af en valgreform og retfærdige valg som led i Kosovos igangværende overgang til demokrati; opfordrer Kosovos politikere til at respektere forfatningen; tilskynder Kosovos nye regering og parlament til at forbedre den fremtidige valgproces med det formål at sikre alle kosovoske borgeres demokratiske rettigheder og styrke landets udsigter til integration i EU; er bevidst om, at det ikke er alle medlemsstater, der har anerkendt Kosovos uafhængighed;

44.

glæder sig over dialogen mellem Kosovo og Serbien og understreger, at den kan bidrage til stabilitet ikke kun i Kosovo, men i hele regionen og bidrage til at forbedre situationen for hele Kosovos befolkning; udtrykker sin fulde tillid til, at retsstatsmissionen EULEX i Kosovo tackler problemet med savnede personer i relation til Kosovokonflikten og efterforsker organiseret kriminalitet og forfølger de implicerede kriminelle, specielt som en reaktion på påstandene om umenneskelig behandling og handel med organer under og umiddelbart efter konflikten; opfordrer til en grundig EULEX-efterforskning af disse påstande og en mønsterværdig rettergang for alle, som i sidste ende bliver fundet skyldige; gentager nødvendigheden, at EULEX støtter og bistår den lokale administration med hensyn til god forvaltningsskik og sikrer, at missionen kan fungere effektivt i hele Kosovo, ved at optrappe sine aktiviteter i den nordlige del af Kosovo; opfordrer Kommissionen til straks at indlede en visumdialog med myndighederne i Pristina for at fastlægge køreplanen for visumliberaliseringen;

45.

opfordrer den højtstående repræsentant til at optrappe dialogen med de politiske ledere i Bosnien-Hercegovina efter valget for at hjælpe landet og dets befolkninger med at holde kursen mod EU-integration; mener, at Bosnien-Hercegovina har gjort begrænsede fremskridt med hensyn til reformer i forbindelse med EU-integrationsprocessen, og at de fremherskende politiske dagsordener, der er baseret på etnicitet og afgrænsede fællesskaber, kan hindre opfyldelsen af kravene til EU- og NATO-medlemskab;

46.

er dybt bekymret over den aktuelle interne konflikt i Albanien og opfordrer regering og opposition til at afstå fra brugen af magt og til at indlede en ny dialog for at gøre en ende på konflikten og finde et bæredygtigt kompromis; glæder sig i denne forbindelse over de initiativer, der er taget af repræsentanten for den højtstående repræsentant i samarbejde med kommissæren for udvidelse og naboskabspolitik;

47.

opfordrer den højtstående repræsentant og Kommissionen til at videreføre deres engagement i forhold til det østlige partnerskab med vores østeuropæiske naboer med henblik på politisk associering og økonomisk integration, herunder på energiområdet, på grundlag af fælles europæiske værdier og inden for rammerne af vilkår og incitamenter, som har til formål at udvirke reformer; minder om, at uløste konflikter i regionen fastlåser de involverede parter i en situation, hvor freden ikke er bæredygtig; opfordrer de involverede parter til at søge en fredelig løsning på lang sigt; understreger vigtigheden af, at der tages hensyn til internationale menneskerettighedsnormer under de igangværende forhandlinger om en associeringsaftale med de østlige partnerskabslande; opfordrer til initiativer og aktioner, som kan afføde og fremme regionalt samarbejde i Sydkaukasus;

48.

håber, at revisionen af den europæiske naboskabspolitik, som Kommissionen har igangsat, vil føre til en ny strategisk vision og en differentieret strategi inden for rammerne af samme politik, hvad angår interesseområderne, afstemt efter EU's mange forskellige interesser, udfordringerne og de regionale trusler;

49.

bekræfter nødvendigheden af en sammenhængende strategi i det regionale samarbejde gennem operationaliseringen af de initiativer og instrumenter, som EU har foreslået for sit østlige naboskab (det europæiske partnerskab, Sortehavssynergien/EU-strategien for Sortehavet osv.); er af den opfattelse, at det er nødvendigt at sikre komplementariteten og differentieringen mellem de foreslåede initiativer, især på projektplan, med henblik på en mere effektiv anvendelse af ressourcerne og for at opnå konkrete resultater;

50.

fordømmer den belarussiske præsident Lukasjenkos regimes voldsomme undertrykkelse af oppositionsmedlemmer, journalister og civilsamfundsrepræsentanter efter præsidentvalget den 19. december 2010, og kræver alle tilbageholdte personer løsladt øjeblikkeligt og renset for alle anklager; glæder sig over Rådets afgørelse af 31. januar 2011 om at indføre et visumforbud og indefryse 157 udvalgte belarussiske embedsmænds økonomiske aktiver; indtager den holdning, at sanktionerne over for de belarussiske regeringsembedsmænd bør forblive i kraft, indtil alle politiske fanger er løsladt fra de belarussiske fængsler; glæder sig over resultatet af den internationale donorkonference for solidaritet med Belarus afholdt den 2. februar 2011, hvor EU forpligtede sig til at bevilge 17,3 mio. euro til støtteaktioner til civilsamfundet, herunder til studerende og uafhængige medier; er af den opfattelse, at Kommissionen bør styrke de mellemfolkelige kontakter mellem EU og Belarus; opfordrer de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til at tage unilaterale skridt for at lette udstedelsen og nedsætte prisen på korttidsvisa, især Schengenvisa, eftersom de er mest relevante for den bredere befolkning, studerende og andre unge; understreger betydningen af at sikre, at Belarus ikke isoleres, navnlig ikke fra de eksisterende regionale rammer;

51.

opfordrer til, at Den Parlamentariske Forsamling Euronest etableres hurtigst muligt, uden deltagelse af det belarussiske parlament, for dermed at fremhæve forsamlingens rolle for styrkelsen af demokratiet og de demokratiske institutioner og dets rolle i udbygningen af den parlamentariske dimension af partnerskabet;

52.

beklager manglen på væsentlige fremskridt, hvad angår løsningen på de fastlåste konflikter i Sydkaukasus; understreger, at dette er en anstødssten, som forhindrer udviklingen af en ægte multilateral og regional dimension af det østlige partnerskab; forventer et styrket engagement fra EU-Udenrigstjenestens side i regionen og opfordrer til en mere proaktiv rolle, som sigter mod at fremme dialogen mellem parterne, udvikle tillidsskabende foranstaltninger, anspore til mellemfolkelige kontakter og dermed bane vejen for en varig løsning;

53.

understreger vigtigheden af en mere aktiv EU-rolle ved løsningen af de fastlåste konflikter i Transnistrien og Sydkaukasus;

54.

udtrykker tilfredshed med og støtter Republikken Moldovas myndigheders ønske om at styrke forbindelserne til EU via indgåelsen af en associeringsaftale og etableringen af en dialog om visumliberalisering og indledningen af forhandlinger om en frihandelsaftale;

55.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde gennemførelsen af projekterne under Sortehavssynergien og til at bevare dette spørgsmål på EU-Udenrigstjenestens dagsorden;

56.

understreger Sortehavsområdets betydning i det østlige partnerskab og mener, at et større engagement fra EU's side er nødvendigt i denne forbindelse;

57.

erkender det store potentiale for etablering af et strategisk samarbejde mellem EU og Centralasien; opfordrer under hensyntagen til regionens strategiske beliggenhed til et forstærket samarbejde omkring imødegåelsen af de fælles sikkerhedsudfordringer samt politiske, økonomiske og energimæssige anliggender; understreger behovet for snarest at beskæftige sig med spørgsmålet om vandforvaltning på regionalt plan for at fremme en samlet bæredygtig udvikling, forbedre den menneskelige sikkerhed, fremme godt naboskab og forebygge konflikter;

58.

opfordrer den højtstående repræsentant til at sikre, at EU's holdning til Rusland, herunder i forhandlingerne om en ny aftale mellem EU og Rusland, er sammenhængende; opfordrer indtrængende EU til at sikre, at fremme af retsstatsprincippet, herunder folkeretten, principperne om gensidighed og gennemsigtighed såvel som et engagement til fordel for det pluralistiske demokratis værdier og respekt for menneskerettighederne udgør kernen i den nye omfattende aftale; understreger, at et tilsagn om at forbedre menneskerettighedssituationen i Rusland og korruptionsbekæmpelsen, specielt inden for retsvæsenet, bør udgøre en integrerende del af den nye aftale; forventer stabile fremskridt i de nuværende forhandlinger;

59.

understreger, at styrkelsen af retsstatsprincippet på alle områder af det russiske offentlige liv, herunder økonomien, ville gavne samfundet som helhed, kræver en styrkelse af menneskerettighedsdialogen mellem EU og Rusland for at fremme positive ændringer i menneskerettighedssituationen i Rusland; opfordrer til aktioner og gennemførelse af initiativer, der styrker kontakterne mellem de europæiske og russiske civilsamfund, og som styrker det russiske civilsamfund; understreger betydningen af partnerskabet for modernisering i denne forbindelse; understreger samtidig behovet for et fornyet partnerskab med Rusland, som bygger på gensidig respekt og gensidighed, og som omhandler spørgsmålene om kampen mod terror, energisikkerhed og -forsyning, klimaændring, nedrustning, konfliktforebyggelse og ikkespredning af atomvåben, herunder med henvisning til Iran, Afghanistan og Mellemøsten, med henblik på at nå målet om at styrke den globale sikkerhed og stabilitet;

60.

opfordrer den højtstående repræsentant til at intensivere samtalerne med Rusland for at sikre en betingelsesløs opfyldelse af alle bestemmelserne i sekspunktsaftalen fra 2008 mellem Rusland, EU og Georgien og til at arbejde på at nå frem til en endelig løsning på denne konflikt, hvad angår Georgiens territoriale integritet; er af den opfattelse, at Rusland navnlig bør garantere fuld ubegrænset adgang for Den Europæiske Unions observatørmission (EUMM) til Abkhasien og Sydossetien; understreger nødvendigheden af at skabe stabilitet i de ovennævnte georgiske regioner;

61.

understreger behovet for en langsigtet strategisk tilgang fra både EU's og Tyrkiets side til deres fremtidige forbindelser; glæder sig over udtalelsen fra Rådet af 14. december 2010, hvori der opfordres til et intensiveret samarbejde omkring sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål af fælles interesse; er af den opfattelse, at Ankaras stadigt mere aktive udenrigspolitik frembyder nye udfordringer og muligheder for FUSP; opfordrer den højtstående repræsentant til at inddrage Tyrkiet i en institutionaliseret dialog om centrale strategiske spørgsmål - såsom energipolitik, stabilitet på Vestbalkan og i Kaukasusområdet, Irans atomprogram og de demokratiske tendenser i Mellemøsten - og derved sikre større tilnærmelse af målene og tilføre de bilaterale forbindelser en ny dynamik; understreger imidlertid, at en sådan dialog ikke bør træde i stedet for, men supplere og styrke Tyrkiets tiltrædelsesproces;

62.

beklager, at Tyrkiets tiltrædelsesproces er så godt som gået i stå; minder om, at alle EU's medlemsstater og Tyrkiet bærer et fælles ansvar for at overvinde hindringerne på Tyrkiets vej hen imod EU-medlemskab; advarer mod alvorlige problemer på lang sigt, hvis forbindelserne mellem EU og Tyrkiet ikke stabiliseres, og EU og NATO fortsat hindres i at opfylde målsætningen om et tættere samarbejde; håber under alle omstændigheder, at Tyrkiet vil fortsætte sin moderniseringsproces efter europæiske retningslinjer;

63.

støtter genoptagelsen af direkte fredsforhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed og understreger, at det er nødvendigt, at der føres meningsfulde forhandlinger inden for en begrænset tidsramme og i et klima af gensidig tillid, og at et sådant klima forudsætter, at Israel øjeblikkeligt gør en ende på den politik, der går ud på at fortsætte med opførelsen af bosættelser; minder om, at EU er den største bidragyder til Den Palæstinensiske Myndighed og Israels største handelspartner og dermed har en direkte interesse i at overbevise begge parter om hurtigst muligt at løse de grundlæggende udestående spørgsmål (dvs. flygtninge, grænser og Jerusalems status) og i at have en levedygtig palæstinensisk stat, der lever i fred side om side med Staten Israel; understreger nødvendigheden af en tostatsløsning og anerkender begges ret til at leve side om side i sikkerhed, velstand og fred; glæder sig derfor over Rådets konklusioner vedrørende Mellemøstfredsprocessen af 13. december 2010 og over EU's erklærede vilje til at hjælpe parterne med at nå dette mål;

64.

opfordrer EU til i overensstemmelse med konklusionerne fra Rådets møde den 12. december 2009 at indtage en stærkere politisk rolle, som svarer til Unionens økonomiske engagement i regionen; er overbevist om, at der er presserende behov for en omfattende omformulering af EU's politik over for Mellemøsten, så Unionen kan udøve en afgørende og sammenhængende politisk rolle ledsaget af effektive diplomatiske redskaber til gavn for freden og sikkerheden i denne naboregion, som er at vital strategisk betydning for EU; opfordrer den højtstående repræsentant til at fremlægge en ny EU-strategi for regionen, som skitserer EU's interesser, mål og de midler, den kan bringe i anvendelse, idet EU fremmer demokratiet og retsstatsprincippet i regionen og primært kanaliserer ressourcer til styrkelse af civilsamfundet;

65.

er dybt foruroliget over magtanvendelsen mod Camp Ashrafs beboere i Irak, som medførte store skader, og beklager tabet af menneskeliv; opfordrer den irakiske regering til at afstå fra at anvende vold og til at respektere menneskerettighederne i forhold til lejrens beboere; kræver, at der gennemføres en uafhængig international undersøgelse med bl.a. uhindret adgang til Camp Ashraf med henblik på en omfattende vurdering af situationen på stedet; opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed og finde en fredelig og varig løsning på situationen;

66.

giver udtryk for sin solidaritet med borgerne i de sydlige naboskabslande, der kæmper for demokrati, frihed og social retfærdighed; opfordrer EU til utvetydigt og prompte at støtte nye ønsker om demokrati, frihed og social retfærdighed; er fortsat bekymret over, at EU's Middelhavspolitik ikke indeholder en klar, langsigtet strategisk vision for fremskridt og udvikling i regionen; kræver en klarlæggelse og forbedring af Middelhavsunionens begrundelse, mål og arbejdsmetoder; mener, at det er af største vigtighed og yderst presserende at nytænke og revidere EU's strategi i forhold til Middelhavsregionen, og understreger, i denne forbindelse, at den strategiske gennemgang af ENP bør tage fuldt hensyn til og afspejle den nye udvikling i regionen og indlede en politisk dialog med EU's sydlige naboer; kræver desuden, at Middelhavsunionen omdefineres, så den kan bidrage aktivt og effektivt til skabelsen af demokratiske, bæredygtige og retfærdige samfund i hele regionen; understreger betydningen af at kvinderne inddrages i den demokratiske overgang og de institutionelle reformer; understreger igen, at styrkelse af demokratiet, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende friheder er væsentlige elementer i denne dialog;

67.

minder om Parlamentets rolle i EU's budgetprocedure og understreger, at det er nødvendigt at sikre Middelhavsunionens demokratiske legitimitet, at beslutninger tages på en gennemsigtig måde og at Europa-Parlamentet, Middelhavsunionens parlamentariske forsamling og de nationale parlamenter er involveret i beslutningsprocessen;

68.

overvåger situationen i Tunesien og Egypten og andre lande i regionen; støtter befolkningernes legitime krav om demokrati, frihed og social retfærdighed; opfordrer EU til at opbygge et partnerskab baseret på gensidig interesse og med fokus på beskæftigelse, uddannelse og faglig uddannelse, der kan bidrage til at mindske den aktuelle sociale og økonomiske krise i disse lande, og til at yde passende bistand til eventuelt at støtte de igangværende politiske reformer og den sociale og økonomiske udvikling; understreger, hvor vigtigt det er at støtte institutionel kapacitetsopbygning, skabelsen af et uafhængigt retssystem, styrkelsen af civilsamfundets organisationer og dannelsen af pluralistiske politiske partier inden for et sekulært system; glæder sig over folkeafstemningen om forfatningsreformerne i Egypten; tilskynder det egyptiske myndigheder til at fortsætte revisionen af forfatningen og valgloven med henblik på afholdelsen af frie og retfærdige valg;

69.

beklager EU-medlemsstaternes manglede enighed om, hvordan situationen i Libyen skal gribes an, eftersom dette indsnævrer den højtstående repræsentants muligheder for omfattende FUSP-aktioner på dette område; glæder sig dog over Rådets beslutning om at iværksætte en EU-militæroperation til støtte for humanitære bistandsoperationer som reaktion på krisesituationen i Libyen, den såkaldte EUFOR Libyen-operation;

70.

understreger, at de voldsomme overgreb mod fredelige demonstranter i Syrien med hundreder af dræbte og anholdte må bringes til ophør omgående; opfordrer den syriske præsident og regering til at behandle de legitime krav fra det syriske folk ved at indgå i en ægte national dialog, der skal have til formål at gennemføre væsentlige politiske, økonomiske og sociale reformer, og til at sætte en stopper for undertrykkelsen af den politiske opposition, civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmperne; glæder sig over FN's Menneskerettighedsråds resolution, som indeholder en fordømmelse af den syriske regerings vold mod fredelige demonstranter og et forslag om, at FN's højkommissær for menneskerettigheder sender en undersøgelsesdelegation til landet; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til fuldt ud at tage de igangværende begivenheder i Syrien i betragtning i deres bilaterale forbindelser med landet og bl.a. suspendere de videre forhandlinger om associeringsaftalen mellem EU og Syrien, tage samarbejdet med syriske myndigheder under ENPI op til fornyet overvejelse og træffe alvorlige og målrettede sanktioner mod det syriske regime med henblik på at opnå en ændring af regimets politik;

71.

opfordrer myndighederne i Bahrain og Yemen til at afholde sig fra magtanvendelse over for demonstranter og respektere deres forsamlings- og ytringsfrihed; understreger, at de ansvarlige for tab af menneskeliv og forvoldte skader snarest muligt vil blive holdt ansvarlige og retsforfulgt enten ved nationale domstole eller ved Den Internationale Straffedomstol i Haag; opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at støtte de fredelige demokratiske forhåbninger hos befolkningerne i Bahrain og Yemen, revidere deres politikker i forhold til disse lande, respektere EU's adfærdskodeks for våbeneksport og være parat til at bistå med gennemførelsen af konkrete politiske, økonomiske og sociale reformdagsordener i disse lande, hvis de nationale myndigheder reelt forpligter sig hertil; er dybt bekymret over udviklingen i Bahrain og navnlig over den dødsdom, der blev afsagt den 28. april 2011 over fire demonstranter; opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at lægge pres på myndighederne i Bahrain med henblik på et moratorium for dødsstraf og for at sikre retfærdig rettergang samt passende retlige repræsentation og ret til appel;

72.

gentager, at det støtter fuldstændig op om den særlige domstol for Libanon som en uafhængig domstol, der er nedsat ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1757, og som opfylder de højeste juridiske standarder; fastslår atter, at det støtter kraftigt op om Libanons suverænitet, enhed og territoriale integritet og den uindskrænkede funktion af alle libanesiske institutioner; understreger, at intern stabilitet og respekt for folkeretten er fuldt forenelige; opfordrer de libanesiske politiske kræfter til fortsat at indgå i en åben og konstruktiv dialog til fremme af velfærd, velstand og sikkerhed for alle libanesiske borgere; udtrykker sin anerkendelse af den centrale rolle, som FN's fredsbevarende styrke i Libanon (UNIFIL) indtager, og opfordrer til gennemførelse af alle bestemmelserne i FN's Sikkerhedsråds resolution 1701;

73.

understreger, at udgangspunktet for enhver langsigtet løsning på krisen i Afghanistan må være de afghanske borgeres interesser med hensyn til den interne sikkerhed, civilbeskyttelse og økonomisk og socialt fremskridt, og at den bør omfatte konkrete foranstaltninger til udryddelse af fattigdom og diskrimination mod kvinder og til styrkelse af respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet samt forsoningsmekanismer, et ophør af opiumsproduktionen, en solid statsopbygningsproces, integration af Afghanistan i det internationale samfund og fordrivelse af al-Qaeda fra landet; understreger, at Afghanistan bør udstyres med en politistyrke, som er i stand til at sikre et mindstemål af sikkerhed, der kan muliggøre en efterfølgende tilbagetrækning af udenlandsk militær tilstedeværelse fra landet; gentager, at et meningsfyldt engagement fra EU's side og fra det internationale samfund som helhed i Afghanistan bør fokusere på at hjælpe afghanerne med at opbygge deres eget statsapparat med stærkere demokratiske institutioner, som kan repræsentere folket, sikre retsstatsprincippet, fred, territorial integritet, bæredygtig social og økonomisk udvikling og forbedre levevilkårene for alle borgerne, og navnlig kvinder og børn, og samtidig respektere alle landets etniske og religiøse samfundsgruppers historiske, religiøse, åndelige og kulturelle traditioner; minder endvidere om, hvor vigtigt det er at støtte civilsamfundet, opbygge demokratiske institutioner, f.eks. gennem uddannelse af sikkerhedsstyrker og dommerstanden, støtte uafhængige medier, ngo'er og parlamentarisk kontrol;

74.

gentager, at Pakistan spiller en central rolle i regionen, og at et stabilt, verdsligt og lovformeligt Pakistan er af afgørende betydning for stabiliteten i Afghanistan og regionen i bredere forstand; understreger endvidere Pakistans mulige rolle i den afghanske fredsproces; understreger, at Pakistan ikke må tjene som sikkert område for Al-Quaeda og Taleban; erkender, at de ødelæggende oversvømmelser i august 2010 har betydet et tilbageslag for Pakistans nye regering, der var begyndt at gøre fremskridt i håndteringen af en lang række udfordringer; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til sammen med det internationale samfund at udvise stærk solidaritet og konkret støtte som svar på Pakistans presserende behov for genopbygning og rehabilitering efter oversvømmelserne og på landets forhåbninger om at opbygge et robust og velstående samfund; glæder sig over og opfordrer til at intensivere EU's bestræbelser på at styrke den politiske støtte til fremskyndelse af institutions- og kapacitetsopbygningen i Pakistan og til at hjælpe Pakistans demokratiske institutioner med at bekæmpe ekstremismen, idet man navnlig søger at afskaffe blasfemilovene og at støtte Pakistans civilsamfund; opfordrer Pakistan til øjeblikkelig at tiltræde ikkespredningstraktaten og til fuldt ud at samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur i afdækningen af Pakistans atomarsenal og -faciliteter;

75.

støtter fuldt ud E3+3's tilsagn om at tilstræbe en tidlig forhandlingsløsning på det iranske atomspørgsmål med det sigte at genoprette den internationale tillid til, at Irans atomprogram udelukkende er beregnet til fredelige formål, i overensstemmelse med NPT's centrale princip; støtter Rådets tosporede model, som sigter mod at finde en diplomatisk løsning, da det er den eneste bæredygtige løsning på det iranske atomspørgsmål; beklager, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1929(2010), som indfører en fjerde runde af sanktioner over for Iran på grund af landets atomprogram, og de supplerende restriktive foranstaltninger bebudet af EU, USA, Japan, Canada og Australien blev uundgåelig, fordi Iran ikke samarbejdede fuldt ud med Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) angående målene for landets atomprogram; understreger, at en løsning på atomspørgsmålet ikke må findes på bekostning af EU's støtte til det iranske civilsamfund og dets berettigede krav om universelle menneskerettigheder og ægte demokratiske valg;

76.

fordømmer på det kraftigste de vedvarende provokerende, opildnende og antisemitiske udtalelser fra den iranske præsident, der har krævet Israel fjernet fra kortet, og beklager navnlig truslerne mod selve eksistensen af staten Israel; er meget foruroliget over det kraftigt stigende antal henrettelser i Iran, der kan betegnes som udenretslige statsmord i betragtning af manglen på en behørig rettergang, samt den fortsatte systematiske undertrykkelse af borgere, der ønsker mere frihed og demokrati; understreger, at officielle gensidige kontakter mellem Europa-Parlamentets delegationer og det iranske parlament, Majlis, også bør benyttes til at tage menneskerettighedsspørgsmål op og bør være betinget af fri adgang til at besøge politiske fanger og menneskerettighedsaktivister, og at repræsentanterne bør have mulighed for frit at udveksle alle former for politiske tilkendegivelser; opfordrer den højtstående repræsentant til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at genindsætte en EU-delegation i Iran, således at det bliver muligt at overvåge situationen på stedet ud fra et EU-perspektiv; opfordrer indtrængende det iranske regime til at afstå fra indblanding i Iraks interne anliggender;

77.

udtrykker sin tilfredshed med intensiveringen af sektordialogerne med Kina og opfordrer til et samordnet fælles arbejde om de kontroversielle emner, som blev fremhævet på topmødet mellem EU og Kina for nylig; glæder sig over fremskridtene i retning af en bedre forvaltningspraksis med hensyn til økonomi og retsvæsen; er dybt bekymret over de vedvarende, alvorlige og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne i landet, herunder krænkelserne af mindretallenes rettigheder, især hvad angår tibetanere, uighurer og mongoler, og opfordrer den højtstående repræsentant til at intensivere menneskerettighedsdialogen og sikre, at menneskerettighederne til stadighed er på dagsordenen;

78.

påpeger, at forbindelserne med Japan vil blive gennemgribende påvirket af det forfærdelige jordskælv, tsunamien og den efterfølgende atomkatastrofe, som har ramt landet, og forventer, at EU udviser solidaritet og yder støtte med det formål at hjælpe de japanske myndigheder med at håndtere denne katastrofe; påpeger, at især efter de seneste dramatiske begivenheder er EU's forbindelser til Japan, som er et land, der deler EU's demokratiske værdier og prioritering af menneskerettighederne, fortsat ekstremt vigtige både i økonomisk forstand og med hensyn til samarbejde i multinationale fora; understreger, at den nuværende fokusering på Kina ikke må overskygge den nødvendige indsats for at styrke samarbejdet med Japan og fjerne de tilbageværende hindringer for økonomisk integration;

79.

glæder sig over de skridt, der blev taget af parterne på begge sider af Taiwanstrædet, og som resulterede i undertegnelsen af 15 aftaler, herunder den økonomiske samarbejdsrammeaftale (ECFA) og en aftale om intellektuelle ejendomsrettigheder, i juni 2010; støtter kraftigt styrkelsen af de økonomiske bånd mellem EU og Taiwan og undertegnelsen af en økonomisk samarbejdsaftale mellem EU og Taiwan, i betragtning af at udbygningen af de økonomiske forbindelser over strædet er i begge parters og EU's interesse; gentager sin støtte til Taiwans meningsfyldte deltagelse som observatør i relevante internationale organisationer og aktiviteter, f.eks. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO); udtrykker sin anerkendelse af EU's beslutning om at yde visumfritagelse til taiwanske borgere, et skridt, der vil bidrage til at styrke handels- og investeringsforbindelserne mellem EU og Taiwan samt de mellemfolkelige kontakter;

80.

anerkender Indiens enorme betydning som en fremspirende regional økonomisk magt og som en stor demokratisk partner for Europa; udtrykker sin anerkendelse af Indiens samarbejde med EU, navnlig i Afghanistan og i operation Atalanta; opfordrer til et tættere samarbejde om spørgsmål vedrørende atomnedrustning, klimaforandringer, globale økonomiske forvaltningsstrukturer og fremme af demokrati, retsstatsprincipperne og menneskerettighederne; udtrykker foruroligelse over truslerne mod de borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettighederne i Jammu og Kashmir og den vedvarende kulturelle diskrimination på grundlag af kaster; forventer, at det strategiske partnerskab med Indien vil udvikle sig i overensstemmelse med den fælles handlingsplan og føre til konkrete resultater; ser frem til en snarlig indgåelse og undertegnelse af en frihandelsaftale, men understreger samtidig vigtigheden af, at de aktuelle forhandlinger om en sådan frihandelsaftale på ingen måde skader bestræbelserne på at nedbringe fattigdommen i Indien;

81.

udtrykker sin kraftige støtte og opmuntring til partnerskaberne med AU og andre afrikanske regionale organisationer i forbindelse med håndteringen af stabilitets- og sikkerhedsproblemer på det afrikanske kontinent og bestræbelserne på at sikre fremskridt på andre centrale områder, f.eks. demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, klimaforandringer og opnåelsen af 2015-målene; mener, at processen med voksende ejerskab og beføjelser for AU med hensyn til sikkerheds- og stabilitetsspørgsmål på det afrikanske kontinent, navnlig hvad angår fredsbevarende missioner, kræver en konsolidering af institutionsopbygnings- og beslutningsprocesserne i AU, og at EU bør støtte AU i denne henseende;

82.

udtrykker sin støtte til beslutningen om at udarbejde en sammenhængende EU-holdning til regionen på Afrikas Horn ved at hjælpe med at genopbygge statsinstitutionerne i Somalia og ved at kæde menneskelig sikkerhed sammen med udvikling, retsstatsprincipper, respekt for menneskerettighederne og kvinders rettigheder og dermed inddrage alle EU-instrumenter med henblik på at skabe langsigtede løsninger;

83.

glæder sig over EU's vilje til at støtte en fredelig gennemførelse af den samlede fredsaftale i Sudan og til at arbejde hen mod varig stabilitet i regionen; understreger samtidig behovet for en fornyet indsats for at løse sikkerhedsproblemerne og opnå en varig fredsaftale for Darfur; er af den opfattelse, at Sydsudans snarlige uafhængighed har følger for stabiliteten i kulturelt delte stater og indebærer udfordringer, som den højtstående repræsentant bør være forberedt på; lykønsker den sudanske befolkning med den positive udvikling i forbindelse med folkeafstemningen i Sydsudan, som oplyst af EU's valgobservationsmission; opfordrer EU til fortsat at støtte parternes bestræbelser på at opnå fremskridt i forbindelse med fredsaftalens resterende punkter, med særlig vægt på situationen for flygtninge og hjemvendte; opfordrer til at træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af en bæredygtig relation mellem nord og syd efter folkeafstemningen;

84.

minder om, at Alassane Ouattara er den eneste legitime vinder af præsidentvalget i Côte d'Ivoire den 28. november 2010, og at valgresultatet ikke kan drages i tvivl; noterer sig arrestationen af den siddende leder, Laurent Gbagbo, og håber, at det vil bidrage til at standse voldshandlingerne; opfordrer indtrængende alle politiske kræfter i landet til at respektere de ivorianske vælgeres vilje og sikre en fredelig magtoverdragelse så snart som muligt; opfordrer i denne forbindelse til genindførelse af lov og orden; opfordrer EU til fuldt ud at støtte præsident Quattaras bestræbelser i retning af forsoning, genopbygning og udvikling såvel som fremme af velfærd og stabilitet for det ivorianske folk;

85.

mener, at EU bør vedtage en omfattende holdning til sikkerheds- og stabilitetsproblemerne i Sahelregionen; insisterer på, at terrorisme og tværnational organiseret kriminalitet (smugling af narkotika, våben, cigaretter og mennesker) frembyder alvorlige trusler ikke kun for landene i regionen, men også direkte for EU; finder det nødvendigt, at EU hjælper landene i regionen med at udvikle politikker og instrumenter til imødegåelse af disse voksende sikkerhedstrusler ved at anvende alle relevante EU-instrumenter for at løse vedvarende konflikter, såsom Vestsaharakonflikten, og fremme demokratiske reformer i alle landene i regionen, udrydde fattigdommen, sikre en bæredygtig udvikling, behandle regionens problemer i forbindelse med klimaforandringer, forvalte migrationsstrømmene syd-syd og syd-nord og sikre demokrati, retsstatsprincipperne, menneskerettighederne, institutionsopbygning (navnlig for sikkerhedssektoren) og bekæmpelse af organiseret kriminalitet; mener, at der også bør etableres en konsensusproces mellem landene i regionen i samarbejde med og gradvist under ejerskab af AU;

86.

glæder sig over Rådets beslutning vedrørende Zimbabwe om at forny de restriktive foranstaltninger mod visse politikere, embedsmænd og selskaber, der holder Mugaberegimet ved magten; beklager, at der endnu ikke har fundet tilstrækkelige demokratiske ændringer sted, og opfordrer navnlig SADC-landene til at hjælpe med at sikre, at Zimbabwe gør hurtige fremskridt hen imod frie og fair internationalt overvågede valg, og at der sker en hurtig udvikling i retning af en gnidningsløs magtovergang;

87.

udtrykker bekymring over lukningen af FSFP-missionen i Guinea-Bissau i september 2010 og opfordrer indtrængende Rådet og den højtstående repræsentant til at overveje nye veje til bekæmpelse af organiseret kriminalitet i Guinea-Bissau og dermed hindre dette land i at blive en ny narkostat;

88.

glæder sig over afslutningen af forhandlingerne om associeringsaftalen med Centralamerika og om flerpartshandelsaftalen med Peru og Colombia; understreger dog, at EU fortsat bør prioritere de regionale integrationsprocesser i Latinamerika; bemærker med tilfredshed, at forhandlingerne om associeringsaftalen med Mercosur er blevet genoptaget, og opfordrer til en hurtig afslutning af forhandlingerne;

89.

anerkender de positive resultater af topmødet mellem EU og LAC i Madrid og understreger behovet for at føre tilsyn med gennemførelsen af Madridhandlingsplanen; minder om behovet for at vedtage et euro-latinamerikansk charter for fred og sikkerhed, og at dette charter med udgangspunkt i FN's charter og de hertil hørende dele af folkeretten skal indeholde strategier og retningslinjer for en fælles politisk og sikkerhedsmæssig indsats til at imødegå fælles trusler og udfordringer;

90.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, NATO's generalsekretær, formanden for NATO's Parlamentariske Forsamling, den fungerende formand for OSCE, formanden for OSCE's Parlamentariske Forsamling, formanden for Europarådets Ministerkomité og formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/51

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til De Forenede Nationers pagt,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi med titlen "Et sikkert Europa i en bedre verden", som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og der henviser til rapporten om dens gennemførelse med titlen "At skabe sikkerhed i en verden i forandring", der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender - forsvar) om FSFP, som blev vedtaget den 9. december 2010 og den 31. januar 2011,

—

der henviser til resultatet af topmødet mellem Det Forenede Kongerige og Frankrig om sikkerheds- og forsvarssamarbejdet af 2. november 2010,

—

der henviser til strategien for den indre sikkerhed for Den Europæiske Union, som blev godkendt af Det Europæiske Råd den 25.-26. marts 2010,

—

der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (1) skal tilrettelægges og fungere,

—

der henviser til sin beslutning af 23. november 2010 om civilt-militært samarbejde og udvikling af civil-militær kapacitet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0166/2011),

1.

minder om, at det internationale system undergår nogle hurtige og gennemgribende ændringer, fordi magten overgår til nye internationale aktører og på grund af en stadig større gensidig afhængighed, som omfatter økonomiske og finansielle anliggender, miljøforringelse og klimaændringer, energi- og ressourceknaphed samt indbyrdes forbundne sikkerhedsudfordringer;

2.

anerkender, at EU i en turbulent global kontekst og på et tidspunkt med økonomisk og finansiel krise er nødt til at styrke sin strategiske autonomi for at fastholde sine værdier, forsvare sine interesser og beskytte sine borgere ved at fastlægge en fælles holdning til de vigtigste udfordringer og trusler og ved at justere sin kapacitet og sine ressourcer til at imødegå dem på en tilfredsstillende måde og dermed bidrage til at bevare international fred og stabilitet i verden, bl.a. ved at stræbe efter en effektiv multilateralisme;

3.

mener, at en styrkelse af den strategiske autonomi i sikkerhedsanliggender indebærer, at EU er i stand til at vedtage fælles politiske målsætninger og strategiske retningslinjer, at etablere strategiske partnerskaber med relevante internationale organisationer, bl.a. NATO, og lande, at indhente tilstrækkelige efterretninger og foretage fælles analyser og evalueringer, at udnytte og om nødvendigt samle finansielle, civile og militære ressourcer, at planlægge og udføre effektive krisestyringsoperationer inden for hele den udvidede række af missioner af Petersberg-typen og at fastlægge og gennemføre en fælles forsvarspolitik, hvilket vil være de første konkrete skridt i retning af opbygningen af et fælles forsvar;

4.

understreger, at de nye bestemmelser om fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), der blev indført med Lissabon-traktaten, er en klar udmelding om, at EU har til hensigt at agere som en stabilitetsskabende faktor på verdensplan og giver et klart retsgrundlag for styrkelsen af EU's evne til at forfølge sin udenrigs- og sikkerhedspolitik ved hjælp af en samlet tilgang, hvor man trækker på alle de instrumenter, der er tilgængelige for EU og dets medlemsstater, for at forebygge og håndtere kriser og konflikter og for at skabe varig fred;

5.

minder navnlig om, at

6.

understreger, at pligten til at sikre sammenhæng, sådan som den defineres i den nye formulering af artikel 40 i EU-traktaten (i henhold til hvilken gennemførelsen af både FUSP og EU's andre politikker ikke berører anvendelsen af de respektive procedurer), og den nylige retspraksis fra EU-Domstolen (jf. SALW-sagen) både beskytter fællesskabsmetodens forrang og FUSP's særpræg og beføjelser og samtidig fremmer konvergensen i de forskellige politikker, instrumenter, ressourcer og retsgrundlag i en holistisk, samlet tilgang, hvor det at bidrage til fred og sikkerhed i verden bliver en generel målsætning for hele EU's optræden udadtil og indadtil, og FSFP er et af dens instrumenter; bemærker, at militære aktiver også kan tages i brug i tilfælde af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, sådan som det viste sig i praksis ved EU's militærstabs koordinering af militær kapacitet til støtte af civilt ledede humanitære nødhjælpsaktioner under oversvømmelserne i Pakistan i sommeren 2010 i overensstemmelse med gældende FN-retningslinjer om anvendelse af militær- og civilforsvarsaktiver i forbindelse med international katastrofehjælp (Osloretningslinjerne) og efter anmodning fra Kommissionen;

7.

udtrykker derfor bekymring over, at der over et år efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse stadig ikke er nogen klare tegn på en samlet tilgang fra EU's side på grundlag af traktaten, der ville gøre det muligt at overvinde de traditionelle proceduremæssige og institutionelle hindringer, samtidig med opretholdelsen de eksisterende juridiske prærogativer, når det gælder de europæiske borgeres sikkerhed;

8.

er overbevist om, at en troværdig ekstern sikkerhedspolitik kræver en større gensidig afhængighed mellem medlemsstaterne og en styrket intern samhørighed samt gensidig tillid og solidaritet, på samme måde som det var tilfældet med den indre sikkerhed i forbindelse med Schengensamarbejdet (hvor Schengenlandene beskytter de andre medlemsstaters grænser ved at beskytte sine egne grænser, og hvor de nationale bestemmelser har konsekvenser for hele verdensdelen, og opgaverne i forbindelse med beskyttelse af ens egen nationale sikkerhed også kan finde sted på en anden medlemsstats område eller i fælles hold, der arbejder i overensstemmelse med de europæiske bestemmelser);

9.

beklager EU-medlemsstaterne manglende vilje til at fastlægge en fælles holdning om krisen i Libyen, om FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 og om, hvordan den kan gennemføres; giver udryk for dyb bekymring over risikoen ved at betragte ad hoc-alliancer af villige stater eller bilateralt samarbejde som acceptable alternativer for FSFP, da ingen europæisk stat har kapacitet til at spille en væsentlig sikkerheds- eller forsvarsrolle i det 21. århundrede; erindrer om, at Lissabon-traktaten gør det muligt at overdrage en krisestyringsopgave til en gruppe medlemsstater, men udelukkende på grundlag af en rådsbeslutning, som fastlæger målsætningerne og rækkevidden af og betingelserne for deres gennemførelse og inddrager den højtstående repræsentant; fastholder, at en fælles reaktion på udviklingen i Libyen er altafgørende for udformningen af en troværdig ny strategi for vores naboskabspolitik mod syd; gentager, at det mandat, som FN's Sikkerhedsråd gav gennem resolution 1973 om beskyttelse af den libyske civilbefolkning ikke må overskrides gennem overdreven magtanvendelse; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at tage konkrete initiativer for at udvirke en hurtig våbenstilstand med henblik på at standse blodudgydelserne og den libyske befolknings lidelser; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at spille en vigtig og direkte rolle i bestræbelserne på at udforme politiske initiativer med henblik herpå; mener, at det er afgørende at indgå i et nært samarbejde med Det Midlertidige Nationale Overgangsråd, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga om at afslutte den nuværende militære konflikt og bevæge sig i retning af politiske og diplomatiske løsninger, herunder gennemførelse af målet om Gaddafi-regimets afgåen; understreger, at udformningen af en strategi for Sahelregionen og Afrikas Horn udgør endnu en konkret mulighed for at demonstrere EU's evne til at handle, både når det drejer sig om sikkerhed, og når det drejer sig om udviklingsudfordringer;

10.

opfordrer Det Europæiske Råd til at udføre sin opgave med at identificere EU's strategiske interesser og politiske målsætninger ved at udarbejde en europæisk udenrigspolitisk strategi, der svarer til den internationale udvikling, er baseret på en reel konvergens mellem de forskellige dimensioner af EU’s optræden udadtil og som gøres til genstand for en regelmæssig revision; opfordrer den høje repræsentant/næstformanden og Rådet til at gøre princippet om menneskers sikkerhed til et centralt element i den europæiske udenrigspolitiske strategi og omsætte det til konkrete politiske retningslinjer;

11.

opfordrer Det Europæiske Råd og dets formand til at tackle denne opgave ved at gå ind i en politisk dialog med Europa-Parlamentet og drøfte dets henstillinger; understreger, at en sådan dialog er påkrævet som følge af de nye bestemmelser i traktaterne og nødvendigheden af, at den europæiske udenrigspolitiske strategi fastlægges og gennemføres på grundlag af en virkelig samlet tilgang; foreslår, at en sådan dialog finder sted regelmæssigt, og at der fokuseres på de opnåede fremskridt såvel som på mulighederne;

12.

understreger, at den demokratiske legitimering af FUSP/FSFP i væsentlig grad udspringer af Europa-Parlamentets rolle som den institution, der direkte repræsenterer EU-borgerne, hvilket er et vægtigt argument for dets ret til at forvente, at der tages behørigt hensyn til dets udtalelser og henstillinger;

13.

minder desuden om, at næstformanden/den højtstående repræsentant i henhold til traktaten skal godkendes af Europa-Parlamentet, og at Parlamentet er med til at vedtage budgettet for EU's optræden udadtil, herunder civile FUSP- og FSFP-missioner og de administrative udgifter, der opstår som følge af EU's militære koordination, og at dets tilslutning er absolut nødvendig for udmøntningen af EU's strategier i lovtekster og for indgåelsen af internationale aftaler, herunder de aftaler, der hovedsagelig vedrører FUSP, med de aftaler, der udelukkende vedrører FUSP, som eneste undtagelse;

14.

ønsker et styrket samarbejdet med EU's nationale parlamenter om den demokratiske kontrol af FUSP og FSFP med henblik på en gensidig styrkelse af indflydelsen på de politiske valg, som de andre EU-institutioner og medlemsstaterne træffer, idet de nationale parlamenters prærogativer i forsvarsanliggender respekteres fuldt ud; beklager, at der under parlamentsformandskonferencen den 4. og 5. april 2011 ikke kunne opnås enighed om formatet for en interparlamentarisk konference om FUSP/FSFP, og glæder sig til indgåelsen af en aftale med de nationale parlamenter om nye former for interparlamentarisk samarbejde på dette område; erindrer om, at artikel 9 i protokol nr. 1 til Lissabon-traktaten om de nationale parlamenters rolle klart bestemmer, at tilrettelæggelsen og fremme af enhver form for effektivt og regelmæssigt interparlamentarisk samarbejde inden for Unionen tilrettelægger af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i fællesskab;

15.

understreger den rolle, som traktaterne giver Kommissionen for så vidt angår gennemførelsen af politikker og aktioner i forbindelse med de andre dimensioner af EU's optræden udadtil, fremsættelse af forslag til lovgivningsinitiativer, gennemførelsen af budgettet, forvaltningen af fællesskabsprogrammerne og tilrettelæggelsen af EU's eksterne repræsentation bortset fra FUSP; opfordrer Rådet, Kommissionen og Parlamentet til at styrke deres samarbejde for - med respekt for deres respektive prærogativer - at sikre, at der er overensstemmelse mellem de forskellige områder af EU's optræden udadtil, hvilket vil give en mere effektiv udnyttelse af FSFP-instrumenterne;

16.

understreger, at næstformanden/den højtstående repræsentants beføjelser ikke blot består i at have "to kasketter", men er en sammensmeltning af funktioner og legitimeringskilder, som sætter næstformanden/den højtstående repræsentants rolle i centrum for den proces, der skal skabe sammenhæng mellem de forskellige instrumenter, aktører og procedurer i forbindelse med EU's optræden udadtil; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at fortolke sin rolle som proaktiv og føre en konstruktiv dialog med Parlamentet inden for rammerne af den dobbelte målsætning om dels aktivt at tilstræbe politisk enighed mellem medlemsstaterne om de strategiske retningslinjer og de politiske valg for FUSP og FSFP, dels at sikre sammenhæng, reel samordning og fuld udnyttelse af alle potentielle synergivirkninger mellem FUSP-FSFP og de andre områder inden for EU's optræden udadtil og inden for de interne politikker, der er udadrettede eller har konsekvenser udadtil;

17.

anser Tjenesten for EU's Optræden Udadtil for at spille en vigtig rolle, når det gælder om at skabe en reel, samlet tilgang, der bygger på fuldstændig integration mellem FSFP, FUSP og de andre dimensioner af EU's optræden udadtil, især politikker for udviklingssamarbejde, handel og energisikkerhed; glæder sig over resultatet af de forhandlinger, der førte til oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil som et organ i EU-institutionernes tjeneste og de forskellige dimensioner af EU's optræden udadtil, og som sikrede den en lang række beføjelser og ansvarsområder og samtidig garanterede en solid tilknytning til Kommissionen uden på nogen måde at bevæge sig ind på dens prærogativer, og håber, at overdragelsen til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil af ansvaret for den strategiske planlægning af de vigtigste finansielle instrumenter i forbindelse med EU's optræden udadtil vil give sig udslag i en effektiv, sammenhængende anvendelse af dem med det sigte at fremme EU's principper og målsætninger

18.

gentager sin støtte til en bedre samordning og en større synergi mellem den civile og militære krisestyringsstruktur og -kapacitet inden for rammerne af den samlede tilgang uden en udviskning af forskellene mellem de civile og militære roller og de forskellige beslutningsprocedurer og kommandoveje;

19.

beklager, at den midlertidige organisationsplan for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ikke omfatter samtlige eksisterende enheder, der tager sig af planlægning og programmering af kriseberedskab, konfliktforebyggelse og fredsskabelse sammen med FSFP-strukturerne i henhold til Madridaftalerne; opfordrer i den forbindelse for det første til afholdelse af regelmæssige møder i en krisestyringskommission, som består af CMPD, CCPC, EUMS, SITCEN, enhederne for fredsskabelse, konfliktforebyggelse, mægling og sikkerhedspolitik, formanden for PSC, de geografiske afdelinger og andre politiske afdelinger, som hører under næstformanden/den højtstående repræsentants og generalsekretærens myndighed, med deltagelse af Kommissionens strukturer for humanitær bistand, civilbeskyttelse og den indre sikkerhed alt efter omstændighederne; sådanne måder skulle koordineres af den administrerende direktør for kriseberedskab; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant og Kommissionen til at etablere med effektivt alarm- og beredskabssystem samt en stor, fælles kommandocentral, som er placeret hos Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og som er i stand til at sikre overvågning 24 timer i døgnet, syv dage i ugen, så man undgår det eksisterende dobbeltarbejde, der næppe er foreneligt med nødvendigheden af at råde over et passende overvågnings- og kriseberedskabssystem; mener, at der for at skabe passende synergi bør sikres regelmæssig koordinering og udveksling mellem dette system og det europæiske katastrofeberedskabscenter, som er under udvikling i Kommission, idet de respektive prærogativer dog skal respekteres; opfordrer for det andet til etablering af en permanent arbejdsstruktur blandt ovennævnte aktører ud over akut krisestyring for at udvikle fælles metoder, f.eks. inden for retsstatsopbygning eller reform af sikkerhedssektoren; anmoder for det tredje om en midtvejsrevision af de nuværende ordninger for at etablere en virkelig integreret strategisk planlægning og idéudvikling inden for krisestyring og fredsopbygning for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

20.

mener, at krisestyringskommissionen skal have til opgave dels at udføre fælles planlægning i forbindelse med potentielle kriseskuepladser og -scenarier, dels ved hjælp af en krisecentral for konkret forvaltning af kriseberedskabet både i Bruxelles og på stedet at samordne anvendelsen af de forskellige finansielle instrumenter og kapaciteter, der er til rådighed for EU, uden at det underminerer de specifikke beslutningsprocedurer og retsgrundlag for henholdsvis anvendelse af civil og militær kapacitet i forbindelse med FUSP/FSFP og brugen af fællesskabsinstrumenter;

21.

understreger nødvendigheden af at styrke, fordele og tilrettelægge de civile og militære beredskabsstrukturer, -tjenester og -enheder, der er placeret i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og i Kommissionen, på en mere rationel måde og:

22.

beklager de ringe resultater, som man har nået med processen for det overordnede civile mål for 2010 med hensyn til civil kapacitet, og navnlig kontrasten mellem det personale, som medlemsstaterne stiller til rådighed på papiret, og det personale, der reelt er til rådighed til missionerne, de begrænsede fremskridt i forbindelse med uddannelse af menneskelige ressourcer (manglende fælles standarder, et begrænset antal uddannelsesprogrammer, som er uploadet til programmet for uddannelsesmuligheder i Goalkeeper-softwaremiljøet "Schoolmaster"); opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant, Rådet og medlemsstaterne til på en samordnet måde at relancere udviklingsprocessen for civil kapacitet, navnlig hvad angår rekruttering, ligelig deltagelse af begge køn, uddannelse og indsats; understreger især betydningen af den fortsatte udvikling af systemerne med de to overordnede civile mål, som EU hidtil har gennemført for at klare disse udestående udfordringer; anmoder om indførelse af en fællesskabsordning til forbedring af den civile kapacitet, især uddannelse og forøgelse af den civile afdeling af Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi;

23.

gentager, at en troværdig, pålidelig og eksisterende militærkapacitet er en absolut forudsætning for en uafhængig FSFP og for en effektiv samlet tilgang, og at det er nødvendigt, at medlemsstaterne stiller den til rådighed; understreger desuden, at denne militærkapacitet kan anvendes til forskellige formål og ikke mindst civile formål i overensstemmelse med de principper, som udgør grundlaget for EU's optræden på den internationale scene og EU's retsordens autonomi;

24.

beklager den skarpe kontrast mellem de 200 mia. EUR, som medlemsstaterne hvert år anvender på forsvar, de knappe midler til EU's rådighed og de frygteligt langvarige konferencer om styrkeopbygning til EU's militære operationer, samtidig med at der ledig kapacitet og personale; beklager, at styrkeopbygningsprocessen, der har været anvendt i mere end 12 år, ikke har ført til reelle forbedringer af kvantiteten eller kvaliteten af den militære kapacitet, som er til rådighed for FSFP-missionerne; understreger behovet for regelmæssigt at evaluere forbedringerne af den militære kapacitet; påpeger, at der er et stigende misforhold mellem øget efterspørgsel fra udlandet og de ressourcer, som medlemsstaterne stiller til rådighed for Unionen;

25.

konstaterer med bekymring, at de nuværende økonomiske stramninger risikerer at give sig udslag i nedskæringer, som ikke er aftalt på europæisk plan, og i fortsatte overlapninger, som kan sætte spørgsmålstegn ved selve FSFP, mens de i stedet burde få medlemsstaterne til at anvende deres forsvarspenge på en smartere måde gennem sammenlægning og anvendelse af en større andel af deres forsvarskapacitet, -budget og -behov i fællesskab, alt imens de opnår større sikkerhed for borgerne; anmoder medlemsstaterne om at skabe en større gennemsigtighed med hensyn til deres respektive forsvarsbudgetter;

26.

minder om, at FUSP og SFSP også bør føre til nedrustning og ikke-spredning af våben, lige fra håndvåben og lette våben (SALW) til atomsprængladninger og ballistiske våben opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at prioritere denne politik ved at støtte en ny række proaktive foranstaltninger, som tager fat på problemerne med landminer, klyngeammunition, ammunition med forarmet uran, håndvåben og lette våben, biologiske, kemiske og nukleare masseødelæggelsesvåben og leveringsmåden heraf; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til på årsbasis at aflægge beretning til Europa-Parlamentet om gennemførelsen af NPT-konferencen 2010 og dens handlingsplan om nedrustning og ikke-spredning;

27.

beklager de omfattende gentagelser af forsvarsprogrammer i EU, f.eks. de over 20 programmer for pansrede køretøjer, de seks forskellige programmer for angrebsubåde, de fem programmer for jord-til-luft-missiler og de tre programmer for kampluftfartøjer, som betyder, at der ikke opnås nogen stordriftsfordele, at begrænsede økonomiske ressourcer bliver spildt, og at priserne på europæisk forsvarsudstyr er alt for høje, hvilket igen medfører en fortsat fragmentering af det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDTIB), vanskeliggør konkurrenceevnen for hele den sikkerhedsrelaterede industrielle sektor i Europa og bringer teknologisk lederskab og beskæftigelse i fare

28.

bekræfter, at alle ovennævnte punkter skal løses gennem en stærk fælles langsigtet politisk, hvor man til fulde udnytter Lissabon traktatens muligheder, og at en fælles forsvarspolitik, som gradvist skal føre til et fælles forsvar, skal tage sigte på at styrke EU's evne til at reagere på kriser og muliggøre langvarig fredsskabelse, og frem for alt på at sikre Europas strategiske selvstændighed og evne til at gribe ind; opfordrer til, at der afholdes et ekstraordinært møde i Det Europæisk Råd om europæisk sikkerhed og forsvar; gentager sin opfordring til udarbejdelse af en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar, hvis udarbejdelse skal inddrage alle relevante interesserede parter i EU og som skal være baseret på nationale forsvars- og sikkerhedsevaluering i samtlige medlemsstater, som gennemføres på grundlag af en fælles skabelon og muliggør direkte sammenlignelighed af styrker og svagheder i den nuværende formåen og beredskabsforudsætninger;

29.

anmoder medlemsstaterne om at støtte Det Europæiske Forsvarsagentur som EU's ekspertagentur, som er overdraget rollen med at påvise og udvikle forsvarskapacitet inden for krisestyring og fremme og udbygning af Europas samarbejde på rustningsområdet;

30.

noterer sig, at den fransk-britiske aftale af 2. november 2010 om sikkerheds- og forsvarssamarbejdet er iværksat uden for rammerne af traktaten om Den Europæiske Union; håber imidlertid, at dette seneste forsøg på fransk-britisk samarbejde kan fungere som katalysator for yderligere fremskridt på europæisk plan i tråd med Unionens institutionelle ramme og med de logiske behov for rationalisering, interoperabilitet og omkostningseffektivitet; understreger, at EDA kunne spille en støtterolle i denne sammenhæng; mener, at det fransk-britiske forsvarssamarbejde bør fungere som køreplan for et mere effektivt europæisk forsvarssamarbejde baseret på kapacitetsplanlægning og gensidig afhængighed; opfordrer regeringerne i Frankrig og i Det Forenede Kongerige til at forpligte sig til fremtidige europæiske multilaterale ordninger for sammenlægning og fælles anvendelse;

31.

understreger, at det permanente strukturerede samarbejde som omhandlet i traktaten indeholder garantier og fastsætter forpligtelser, og at det også er et instrument til fremme af bedre brug af FSFP's aktiver i en periode med en stram finanspolitik og overvindelse af manglen på konsensus blandt medlemsstaterne opfordrer Rådet og medlemsstaterne til uden yderligere forsinkelser at fastsætte indhold og målsætninger for et sådant samarbejde på militærområdet med inddragelse af alle medlemsstater, som viser sig at være både politisk villige og i besiddelse af den nødvendige militære kapacitet;

32.

mener, at det er nødvendigt at styrke forsvarsministrenes rolle i Udenrigsministerrådet;

33.

erindrer om, at klausulen om gensidig bistand udgør en juridisk forpligtelse til effektiv solidaritet i tilfælde af et udefra kommende angreb på en medlemsstat, uden at dette påvirker NATO's rolle i den europæiske sikkerhedsordning samtidig med, at visse medlemsstaters neutralitet respekteres; opfordrer derfor til seriøse overvejelser om de reelle konsekvenser af klausulen om gensidig bistand, så de uløste spørgsmål vedrørende de gennemførelsesbestemmelser, der blev fjernet fra udkastet til traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde; opfordrer til, at der udarbejdes politiske retningslinjer, hvilket navnlig er blevet en absolut nødvendighed efter ophævelsen af den ændrede Bruxelles-traktat (WEU) for nylig;

34.

anerkender, at tidspunktet i FSFP's udviklingsforløb efter den politiske indsats og den institutionelle indsats nu er kommet til en konkret indsats med hensyn til militær kapacitet; minder om det store potentiale i de nye bestemmelser i Lissabontraktaten til at fremme udviklingen af denne kapacitet og gradvist fastlægge rammer for EU's forsvarspolitik og gentager behovet for, at disse bestemmelser bringes i anvendelse på en effektiv måde så hurtigt som muligt;

35.

henstiller, at medlemsstaterne uforbeholdent forpligter sig til at stille militær kapacitet til rådighed på permanent basis på en måde, som er i tråd med tendensen til at lægge stadig større vægt på de kvalitative aspekter; er enigt i opfordringerne fra forsvarsministrenes uformelle møde i Gent, i det tysk-svenske dokument og i Weimarinitiativet, og opfordrer til, at den operative fase straks indledes i overensstemmelse med konklusionerne fra Rådet i december 2010, hvor forsvarsministrene blev enige om, at EDA skulle intensivere sit arbejde for eventuelt med støtte fra en ekspertgruppe at lette identificeringen af de områder, hvor man kunne sammenlægge og i fællesskab anvende militær kapacitet; understreger behovet for at gøre dette nye tiltag til kapacitetsudvikling til en succes; opfordrer medlemsstaterne til at overholde tidsfristen, som blev fastsat af Rådet i december 2010; minder om, at stabscheferne i alle EU's 27 væbnede styrker har fået til opgave at gennemgå deres kapacitet senest i maj 2011, at EU's militære personale er blevet pålagt at bruge disse data til senest i midten af 2011 at fremlægge et samlet overblik, og at EU's forsvarsministre skal vedtage de endelige konklusioner inden udgang af indeværende år; anmoder agenturet om at prioritere dette nye initiativ og at udarbejde en liste over potentielle nye samarbejdsprojekter (f.eks. på områder som satellitkommunikation, lægehjælp, søfartslogistik og IT-sikkerhed) for at undgå dobbelte udgifter og øge interoperabiliteten;

36.

tilslutter sig henstillingerne fra Rådet (udenrigsanliggender) i januar 2011, hvor næstformanden/den højtstående repræsentant opfordredes til at arbejde med de emner, der er genstand for Weimarinitiativet, så der kan træffes konkrete foranstaltninger på baggrund af en rapport, som næstformanden/den højtstående repræsentant skal fremlægge på et møde i Rådet (udenrigsanliggender) senest i midten af 2011 med henblik på så vidt muligt at opnå konkrete resultater inden årets udgang, herunder muligheden for at udvide sådanne initiativer til andre interesserede medlemsstater;

37.

bekræfter nødvendigheden af at løse problemet med den manglende balance, når det gælder kapaciteten til planlægning og gennemførelse af civile og militære operationer, ved at give EU en fast civil-militært planlægnings- og gennemførelseskapacitet eller et operativt hovedkvarter (OHQ), som vil muliggøre en mere reaktiv og omkostningseffektiv EU-indsats; understreger den begrænsede brug af Berlin Plus-aftalerne, der hidtil kun har vedrørt overtagelse af eksisterende NATO-missioner, og problemerne i forbindelse med rammenationskonceptet, som er baseret på brugen af fem nationale OHQ'er, idet manglen på forudgående planlægning kommer oven i vanskelighederne dels med at opbygge styrker, dels ved den øgede kompleksitet i samordningen af civil og militær kapacitet;

38.

mener, at det eksisterende operationscenter, selv om det er det første positive skridt, ikke lever op til kravene og til ambitionsniveauet for et permanent OHQ, og at det i stedet bør gøres permanent og sættes i stand til at forvalte større missioner, gives tilstrækkelige menneskelige ressourcer og operationelle infrastrukturer og sættes i stand til at imødegå upålideligheden i EU's kommunikations- og informationssysteminfrastruktur, der navnlig skyldes manglen på en permanent kommando- og kontrolstruktur (C2) (og relevant retsgrundlag), hvilket også kan have en negativ indflydelse på situationsbevidstheden; slår til lyd for, at det militære operative hovedkvarter placeres sammen med det civile hovedkvarter, så det bliver muligt at udføre hele viften af militære operationer og civile operationer og udnytte de mulige synergieffekter mest muligt, alt imens man respekterer de adskilte civile og militære kommandoveje og de forskellige beslutningsprocedurer og finansieringsmekanismer;

39.

glæder sig over, at næstformanden/den højtstående repræsentant i sit svar på Weimarinitiativet anerkender nødvendigheden af en militær gennemførelseskapacitet for EU; fastholder, at der i den omkostningseffektivitetsanalyse, som næstformanden/den højtstående repræsentant ønsker, også skal tages højde for de omkostninger, der skyldes manglen på et OHQ for EU; erklærer hermed, at det agter at gennemføre en undersøgelse af dette aspekt og af den nye strukturs mulige omkostninger og finansieringsmekanismer;

40.

anerkender nytteværdien af kampgrupper, men opfordrer kraftigt til en omhyggelig genovervejelse af konceptet og strukturen for disse kampgrupper, der hidtil ikke er blevet benyttet, med henblik på en større grad af fleksibilitet og effektivitet; mener, at

41.

lægger vægt på henvisningen i traktaten til en europæisk kapacitets- og rustningspolitik, som skal fastlægges med deltagelse af Det Europæiske Forsvarsagentur, og opfordrer til, at EU's institutioner, organer og medlemsstater samarbejder om udformningen og gennemførelsen af en sådan politik;

42.

opfordrer til et tæt samarbejde mellem EDA og Kommissionen med henblik på at styrke en kapacitet med dobbelt anvendelsesformål for at finde frem til den mest omfattende tilgang til sikkerhedsbaseret forskning, navnlig inden for rammerne af sikkerhedsafsnittet i rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling; glæder sig i den forbindelse til det ottende rammeprogram, som også vil omhandle ekstern sikkerhed; anmoder desuden Kommissionen om at anerkende, at der reelt eksisterer civil-militær krisestyring, og overveje finansiering af sikkerheds- og forsvarsforskning, som også kan anvendes til civile formål, med fællesskabsmidler; fremfører imidlertid, at dette samarbejde ikke bør overskride, hvad der er nødvendigt for et civil-militært samarbejde om fredsbevaring, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed såvel som krisestyringsaktiviteter;

43.

opfordrer EDA's chef (næstformanden/den højtstående repræsentant) til sammen med Rådet i tide at fremlægge forslag til en ny rådsafgørelse om genetablering af EDA i overensstemmelse med dets nye rolle som beskrevet i Lissabontraktaten; sætter spørgsmålstegn ved det nuværende retsgrundlag for EDA, som stammer tilbage fra 2004, på baggrund af Lissabon-traktaten og dens konsekvenser for EDA; anmoder Rådet om at orientere Europa-Parlamentet om de nødvendige ændringer af Rådets fælles aktion om etablering af EDA som følge af, at EDA er omfattet af Lissabon-traktaten;

44.

opfordrer til etablering af et stærkt partnerskab mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet, EDA og de deltagende medlemsstater om udarbejdelsen af det ottende rammeprogram med henblik på at tilvejebringe investeringer i teknologiområder af fælles interesse på EU-plan, navnlig i betragtning af at, bevillingerne til F&U på forsvarsområdet i dag i Europa svarer til ca. 10 % af de amerikanske bevillinger;

45.

opfordrer til et stærkt samarbejde mellem EDA og Den Fælles Organisation for Forsvarsmaterielsamarbejde (OCCAR); udbeder sig oplysninger fra EDA's chef (næsteformanden/den højtstående repræsentant) om resultaterne af forhandlingerne om de administrative vilkår for deres samarbejde, som lev indledt i april 2009;

46.

bekræfter, at en af de vigtigste forudsætninger for en selvstændig og troværdig FSFP er indførelsen af et mere konkurrencedygtigt og effektivt europæisk forsvars- og sikkerhedsmarked, som er underlagt reglerne for offentlige udbud, med en styrket industriel og teknologisk basis for det europæiske forsvar (EDTIB), som tager hensyn til vigtige industrielle kapaciteter, forsyningssikkerhed mellem landene, et udvidet og diversificeret leverandørgrundlag og øget forsvarsmaterielsamarbejde;

47.

understreger, at det er vigtigt for det europæiske forsvarsmarked, at følgende direktiver bliver gennemført i de nationale lovgivninger af samtlige medlemsstater:

henstiller, at medlemsstaterne nøje overholder fristerne, hvilket kontrolleres af Kommissionen, og at de sørger for de nødvendige gennemførelsesbestemmelser og forbereder personalet på den nye lovgivnings anvendelse; anmoder medlemsstaterne om at tage hensyn til de respektive vejledningsnotater fra Kommissionen;

48.

henstiller, at der snarest foretages en evaluering af gennemførelsen af den fælles holdning til fastlæggelse af fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr, som blev vedtaget den 8. december 2008, for at sikre, at alle involverede nationale myndigheder i alle medlemsstater overholder den i fuld udstrækning og på samme måde;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at rette sig efter EDA's adfærdskodeks for offentlige indkøb af forsvarsmateriel og dets adfærdskodeks for kompensationskøb for at undgå krænkelser af bestemmelserne om det indre marked og mindske mulighederne for korruption;

50.

understreger, at det er nødvendigt at afhjælpe manglen på forskrifter og standarder for at fremme det europæiske sikkerheds- og forsvarsmarked, der er under udvikling, da det begrænser markedsmulighederne for både store virksomheder og SMV'er og forhindrer interoperabiliteten mellem sikkerhedssystemerne; giver sin fulde støtte til arbejdet i EDA i medfør af det nye retsgrundlag i Lissabon-traktatens; opfordrer til et tæt samarbejde mellem EDA og Kommissionen for at skabe et europæisk forsvarsmarked; opfordrer derfor Kommissionen til i samarbejde med EDA at udarbejde et første oplæg til en europæisk industripolitik inden for forsvars- og sikkerhedsområdet;

51.

opfordrer de deltagende medlemsstater til at betragte deres deltagelse i EDA som en permanent indsats og til at give agenturet de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer; opfordrer til en forøgelse af udgifterne til operationelle projekter og undersøgelser (som hidtil gennemsnitligt har ligget på ca. 25 % af budgettet), hvis den beklagelige situation skulle opstå, at vetoerne mod en forøgelse af budgettet fortsætter i længere tid;

52.

opfordrer de medlemsstater, der deltager i EDA, til at supplere det arbejde og de initiativer, som næstformanden/den højtstående repræsentant fremlægger i sin egenskab af chef for agenturet, og opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at indføre nogle arbejdsmetoder, der forbedrer deltagerlandenes evne til at tage ansvar som beslutningstagere og er i tråd med agenturets mellemstatslige karakter og traktatens bestemmelser, med sigte på at skabe politisk enighed;

53.

mener, at det er nødvendigt at vedtage lovtiltag i EU, herunder omfattende rammebestemmelser om etablering og registrering af, udstedelse af tilladelse til og overvågning af private militære firmaer og private sikkerhedsfirmaer (PMS) og indberetning af eventuelle overtrædelser af gældende lov, både internt og eksternt;

54.

opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at indlede indførelsen af hensigtsmæssige tiltag:

55.

mener, at de eksterne og interne aspekter af EU's sikkerhed bør behandles som komplementære dimensioner af den samme strategi, sådan som Det Europæiske Råd har gjort det klart siden sit møde i Tampere (1999), Feira og Stockholm (2010), da det vedtog EU-målsætningerne for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for perioden 2010-2014; understreger, at kerneværdier og normer som menneskerettigheder, grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og humanitær ret under ingen omstændigheder er til forhandling i forbindelse med bekæmpelsen af international terror, og at én af konklusionerne fra Europa-Parlamentets midlertidige udvalg om CIA's formodede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger er, at nationale og EU's politikker og indsats mod terrorisme skal underkastes mere parlamentarisk tilsyn;

56.

mener, at det er blevet mere og mere tydeligt i den moderne tid, og navnlig efter den 11. september, at mange tværnationale trusler såsom terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, organiseret kriminalitet, internetkriminalitet, narkotika og menneskehandel ikke kan neutraliseres uden en samordnet indsats, som omfatter ”eksterne” sikkerhedspolitiske tiltag og "interne" lovgivningsmæssige og politiske foranstaltninger og redskaber, hvilket allerede blev fremhævet i EU's første handlingsplan om bekæmpelse af terrorisme (2001) og EU's terrorbekæmpelsesstrategi (2005); erindrer om, at Rådets rapport i 2008 om gennemførelse af en europæisk sikkerhedsstrategi påpeger, at statsopløsning påvirker europæisk sikkerhed, hvilket tilfældet med Somalia er et eksempel på;

57.

anerkender, at forbindelserne mellem den eksterne og interne sikkerhedspolitik er blevet mere og mere åbenbare i medlemsstaterne og navnlig i tredjelande såsom USA, hvor Ministeriet for Indenrigssikkerhed, der blev oprettet i 2003 ved en sammenlægning af 22 statslige agenturer, nu beskæftiger over 200 000 tjenestemænd og har et årligt budget på over 40 mia. USD; betragter det ikke som nogen overraskelse, at Ministeriet for Indenrigssikkerheds vigtigste missioner delvist er de samme som dem, som EU har knyttet sammen med indførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (beskyttelse af de ydre grænser, indvandring og bekæmpelse af terrorisme);

58.

glæder sig over, at vigtige bestemmelser i Lissabon-traktaten afspejler en tilpasning til ovennævnte kontekst og behovet for at udnytte synergieffekterne mellem den eksterne sikkerhed og den interne sikkerhed, som omfatter:

59.

mener, at den europæiske sikkerhedsstrategi (2003) og den interne sikkerhedsstrategi (2010) begge identificerer en række fælles områder - såsom terrorisme, organiseret kriminalitet og internetsikkerhed - som har konsekvenser for begge sikkerhedsdimensioner; er derfor enig i, at det er nødvendigt at forbedre den måde, som vi samler de interne og eksterne dimensioner på, hvilket er en ide, som Kommissionen har udviklet med i sin meddelelse "Strategien for EU's indre sikkerhed i praksis - Fem skridt hen imod et mere sikkert EU" (2010) KOM(2010)0673;

60.

mener, at komplementariteten af interne og eksterne sikkerhedsmålsætninger afspejles af følgende:

61.

er af den opfattelse, at alle ovenstående initiativer derfor kun kan iværksættes med et solidt retsgrundlag og lovbestemmelser, der kan vedtages i henhold til den interne almindelige EU-kompetence, hvor kvalificeret flertal i Rådet er reglen, og som også omfatter fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet og sidst, men ikke mindst, retslig kontrol fra Domstolens side;

62.

er af den opfattelse, at det således vil være logisk, når den samme trussel kræver anvendelse af eksterne og interne sikkerhedsforanstaltninger, at EU prioriterer de mest effektive - og juridisk velunderbyggede - tilgængelige foranstaltninger, som er dem, der opstår som følge af den interne kompetence; mener, at Europa-Parlamentet også skal spille en afgørende rolle i forbindelse med de tilknyttede specifikke FSFP-strategier og -foranstaltninger;

63.

minder Rådet og næstformanden/den højtstående repræsentant om, at de har pligt til at holde Parlamentet informeret om status for de eksterne forbindelser og navnlig om forbindelserne med tredjelande og internationale organisationer, med hvilke der er forhandlinger i gang om eller indgået internationale aftaler i EU's interesse; minder Rådet om, at aftaler om udveksling af fortrolige informationer med tredjelande og internationale organisationer, hvis de ikke udelukkende henhører under FUSP, skal forhandles og indgås på en sådan måde, at Europa-Parlamentet informeres og inddrages i henhold til artikel 218, stk. 6, i TEUF; forbeholder sig i den forbindelse retten til at vurdere, hvorvidt aftalen mellem EU's medlemsstater, som mødes i Rådet, vedrørende beskyttelse af klassificerede oplysninger, som er udvekslet i EU's interesse, griber ind i udøvelsen af de beføjelser, som traktaten har givet det;

64.

glæder sig over, at EU siden 2003 og indtil i dag har foretaget en lang række aktioner (24) på tre kontinenter med forskellige interventionstyper, hvoraf hovedparten har været civile med fokus på politi, reformer af sikkerhedssektoren og styrkelse af retsstaten; bemærker, at ud af de hidtidige 24 FSFP-missioner har 16 været civile;

65.

bemærker, at denne tendens bekræftes af profilen for de 13 igangværende missioner, og når man ser bort fra denne klassifikation, er missionerne i stadig større grad "multifunktionelle", sådan som det er tilfældet med EULEX Kosovo, der kombinerer flere funktioner (politi, toldvæsen og retssystem) med opgaver som uddannelse, overvågning og bistand samt ledelsesopgaver, eller som i tilfældet med den seneste EUTM Somalia-mission, der er hjemmehørende i Uganda og tager sigte på militær uddannelse af den føderale overgangsregerings sikkerhedsstyrker, hvilket er et eksempel på, at der lægges øget vægt på SSR-relaterede opgaver inden for militær krisestyring;

66.

bifalder den igangværende revision af de eksisterende civile FSFP-begreber, hvor navnlig retsstatsprincippet vil blive betragtet som et centralt begreb for civile missioner, der dækker politi, retsvæsen, civil forvaltning, toldvæsen, grænseovervågning og andre relevante områder til gavn for planlæggerne og eksperterne på området, når det gælder om at iværksætte og gennemføre missioner med styrkelse og/eller overtagelse af eksisterende strukturer (ledelsesopgaver); støtter det igangværende arbejde med at udvikle begrebet retlige FSFP-missioner, og minder samtidig om, at det er nødvendigt at undgå overlapninger med eventuelle fællesskabsprogrammer; opfordrer i lyset heraf til, at den højtstående repræsentant/næstformanden hurtigt giver Europa-Parlamentet en omfattende redegørelse for anvendelsen af private sikkerheds- og militærvirksomheder under FSFP- og FUSP-missioner med angivelse af erhvervsmæssige krav og virksomhedsstandarder, der kræves fra kontrahenter, gældende forordninger og lovmæssige forpligtelser og ansvar, overvågningsmekanismer, effektivitetsvurdering og involverede omkostninger;

67.

anerkender ligeledes, at Lissabon-traktaten har skabt grundlag for en udvidelse af opgaverne af Petersberg-typen, som rent faktisk allerede var i gang i årene inden traktatens ikrafttrædelse, og på denne måde bragt nytænkning og etableret styrkede politisk-juridiske rammer, som svarer til virkeligheden;

68.

henstiller nu, at den opnåede erfaring udnyttes til at puste nyt liv i missionerne (EUTM Somalia-missionen var den eneste nye intervention i de sidste to år), eftersom missionerne udgør en målestok for FSFP-mandatet og derfor for EU's troværdighed som international aktør;

69.

understreger den tvingende nødvendighed af konkrete fremskridt med hensyn til forskellige tekniske, juridiske, operative og ikke mindst politiske og strategiske aspekter; fastholder navnlig, at alle missioner skal indgå i en klar politisk strategi (på mellemlang og lang sigt), og understreger, at missioner ikke må træde i stedet for politik; mener, at en sådan sammenhæng er vigtig for at sikre interventionens operative succes og mere generelt for at bryde den onde cirkel, hvor FSFP, i stedet for at være et instrument til fremme af FUSP, er tilbøjelig til at træde i stedet for denne, hvilket medfører en lang række inkonsekvenser;

70.

konstaterer med bekymring, at sammenhængene med en klar politisk strategi hidtil har manglet og fortsat mangler i langt de fleste tilfælde, hvilket har en negativ indflydelse på missionernes effektivitet, f.eks.:

71.

glæder sig over Rådets beslutning om at iværksætte operationen EUFOR Libyen til støtte for de humanitære bistandsoperationer, hvis der anmodes om det fra UN OCHA's side; opfordrer Rådet til straks at yde humanitær bistand til Misrata og andre befolkningscentre, navnlig ad søvejen; er dybt bekymret over det stigende antal ofre for konflikten i Libyen og Gaddafi-regimets påståede anvendelse af klyngeammunition og andre våben mod civilbefolkningen; beklager dybt, at EUFOR's mandat blev begrænset til humanitære aspekter, når der var gode grunde til, at EU stillede sig i spidsen for den maritime overvågning (sikring af overholdelsen af embargoen og bistand til Frontex) og for den humanitære bistand og beskyttelse af civile i Libyen; henviser i den forbindelse til sin beslutning af 10. marts 2011, hvori næstformanden/den højtstående repræsentant opfordredes til at undersøge muligheden for at sikre overholdelsen af embargoen ved anvendelse af luftbårne og søgående FSFP-aktiver; beklager visse medlemsstaters veto mod en udvidelse af mandatet for EUFOR Libyen, mens de samtidig gennemfører sådanne operationer i eget regi; opfordrer til, at man indleder planlægningen af en eventuel mellem- og langsigtet FSFP-mission i Libyen, som skal beskæftige sig med reform af sikkerhedssektoren, institutionsopbygning og grænseforvaltning;

72.

opfordrer til en bedre koordinering i landet, hvorfor delegationscheferne (der i dag er tjenestemænd i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og ikke længere i Kommissionen) og EU's særlige repræsentanter vil spille en vigtig rolle; mener, at denne koordinering skal finde sted på flere planer, og navnlig:

73.

anbefaler en revision af Athenamekanismen med henblik på rationalisering og forøgelse af andelen af fællesudgifter (der i øjeblikket anslås at ligge på ca. 10 %), således at der kommer en mere retfærdig fordeling af byrderne ved militæroperationer, hvor deltagere i en mission, der i forvejen har påtaget sig et tungt ansvar med hensyn til risici og omkostninger, i den nuværende situation er forpligtede til at påtage sig yderligere økonomisk ansvar;

74.

glæder sig over det resultat, der blev opnået i forbindelse med Madridaftalen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og som har ført til indførelsen af specifikke budgetposter for de vigtigste missioner (EULEX Kosovo, EUPOL Afghanistan, EUMM Georgien) for at sikre større gennemsigtighed og en bedre parlamentarisk kontrol med udgifterne; understreger behovet for at oprette en budgetpost for hver enkelt FSFP-mission; giver udtryk for sin vilje til at samarbejde med det nye faste formandskab for PSC for at forbedre og effektivisere de fælles konsultationsmøder om FUSP i overensstemmelse med næstformanden/den højtstående repræsentants erklæring om politisk ansvarlighed, der blev vedtaget i Madrid; erklærer, at der er interesseret i at lære af den amerikanske kongres og andre nationale parlamenter for så vidt angår procedurer og metoder for kontrol med sikkerheds- og forsvarspolitik;

75.

opfordrer til oprettelse af den i Lissabon-traktaten foreskrevne opstartsfond til forberedende aktiviteter som optakt til militære operationer for at fremskynde udbetalingen af midler inden for rammerne af det hermed forbundne forslag til en revision af Athenamekanismen;

76.

henstiller til, at der gøres en indsats for at løse problemerne med at finde fagfolk til de civile missioner (sådan som det er tilfældet med EULEX Kosovo-missionen og EUPOL Afghanistan-missionen), der som bekendt udgør den mest anvendte interventionstype, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger til hurtig indsættelse og bæredygtighed;

77.

anbefaler, at kvindeligt personale af hensyn til integrering af ligestillingsaspektet i overensstemmelse med UNSCR 1325 og med henblik på en større effektivitet af de civile og militære missioner inddrages på en passende måde på alle niveauer af krisestyringen; understreger behovet for, at kvinder inddrages i høje beslutningstagende stillinger og regelmæssige høringer af civilsamfundet, herunder kvindeorganisationer, og at kapaciteten til at arbejde med ligestillingsspørgsmål under missioner styrkes; opfordrer til etablering af hensigtsmæssige offentlige klageprocedurer i forbindelse med FSFP- missioner, som navnlig ville bidrage til rapportering af seksuel og kønsbaseret vold; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at medtage en detaljeret rapport om kvinder, fred og sikkerhed i halvårsvurderingen af FSFP-missioner; understreger, at det er vigtigt, at EU udnævner flere kvindelige politibetjente og soldater til FSFP-missioner, og i den forbindelse kunne styrken af kvindelige politibetjente i FN's fredsbevarende styrke i Liberia anvendes som en model;

78.

anmoder næstformanden/den højtstående repræsentant om at tage de nødvendige skridt for at optimere en eventuel indsættelse af europæiske ressourcer og europæisk kapacitet til civile missioner og bemærker med bekymring de høje udgifter til sikkerhedsopgaver i forbindelse med missionerne EUJUST LEX Iraq og EUPOL Afghanistan, som er overdraget til private sikkerhedsselskaber;

79.

anerkender nødvendigheden af at etablere nogle mere solide formelle institutionaliserede mekanismer, som - med jævne mellemrum og ud fra fælles kriterier - evaluerer udførelsen af missionerne på stedet; mener, at dette ville gøre det muligt at udnytte erfaringerne ud fra et politisk-strategisk og teknisk, juridisk og operationelt synspunkt, og at det på lang sigt kunne udgøre grundlaget for en forbedring af igangværende interventioner og føre til anvendelsen af kriterier, der skal anvendes på opstående kriser for at skabe den bedst mulige balance mellem strategiske interesser og disponible ressourcer;

80.

erklærer, at den multipolare udvikling i det internationale system og fastlæggelsen af strategiske partnerskaber skal finde sted inden for rammerne af en aktiv indsats for at fremme multilateralisme som den dimension, der har den største sammenhæng med respekt for retsstatsprincippet generelt, EU's særlige karakter, og med den stadig større gensidige afhængighed, der kendetegner globaliseringsprocessen;

81.

gentager, at EU fuldt ud respekterer bestemmelserne og principperne i De Forenede Nationers pagt, og anerkender, at hovedansvaret for at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed i verden ligger hos FN's Sikkerhedsråd.

82.

minder om, at Lissabon-traktaten forpligter EU til at fremme multilaterale løsninger, navnlig inden for rammerne af FN, og at EU's internationale optræden skal være inspireret af principperne i FN's charter og folkeretten samt EU's principper og værdier;

83.

anerkender, at Lissabon-traktaten ud fra et juridisk synspunkt har overvundet det tidligere modsætningsforhold mellem EU- og fællesskabspolitikkerne ved at give en fælles status som juridisk person og ved at styrke selvstændigheden i EU's retsorden i forhold til folkeretten, selv når den internationale sikkerhed står på spil, sådan som det allerede blev fastslået med Domstolens retspraksis i Kadi-sagen (i henhold til hvilken international ret kun kan "trænge igennem denne retsorden på de betingelser, der er fastsat i de forfatningsmæssige principper, der gælder i Fællesskabet");

84.

opfordrer de medlemsstater, der er medlem af FN's Sikkerhedsråd, til at forsvare EU's fælles interesser og holdninger og til at arbejde for en reform af FN, så EU som sådan bliver fast medlem;

85.

understreger nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem EU og FN med hensyn til krisestyring, navnlig i de tidlige faser af en krise og genopbygning efter konflikter, i nært samarbejde med de relevante strukturer i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

86.

opfordrer medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at strømline EU's effektive deltagelse ved FN's Generalforsamlings møder;

87.

anerkender, at NATO udgør grundlaget for det kollektive forsvar for de medlemsstater, der er medlemmer af organisationen og rækker ud over dens medlemsstater; erindrer om behovet for et konstruktivt samarbejde mellem EU og NATO, navnlig hvor de to organisationer er aktive i de samme operationsområder; ser frem til forslagene fra den højtstående repræsentant, som hun fik pålæg om at udarbejde i Det Europæiske Råds konklusioner fra september 2010, der henviser til samarbejdet mellem EU og NATO om krisestyring;

88.

bifalder aftalen i NATO's nye strategiske koncept om en yderligere styrkelse af det strategiske partnerskab mellem EU og NATO; gentager, at de fleste af de trusler, der er identificeret i det nye strategiske koncept, også deles af EU, og understreger betydningen af at forbedre samarbejdet mellem EU og NATO om krisestyring med henblik på gensidig styrkelse og med respekt for deres selvstændige beslutningstagning; gør opmærksom på, at det er nødvendigt at undgå unødvendige overlapninger i indsats og ressourcer i forbindelse med krisestyring, og opfordrer EU og NATO til at udbygge deres samarbejde med hver deres respektive midler, med henblik på en samlet tilgang til kriser, som begge aktivt er inddraget i; opfordrer NATO til nøje at begrænse udviklingen af civil kapacitet for at undgå overlapning;

89.

understreger, at det afrikanske kontinent har afgørende betydning for EU's sikkerhed, fredsbevarelsen og konfliktforebyggelsen; støtter et tæt samarbejde mellem EU og Den Afrikanske Union inden for rammerne af partnerskabet for fred og sikkerhed i forbindelse med den fælles strategi for EU og Afrika; opfordrer til, at Den Afrikanske Union gør en større indsats og påtager sig et større ansvar, navnlig med hensyn til krisestyring, og gentager nødvendigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer konkrete foranstaltninger for at bekæmpe handel med og udbredelse af håndvåben og lette våben; støtter tilsagnet i Tripolierklæringens om at gøre den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur fuldt operationelt;

90.

henstiller navnlig til udvikling af afrikanske tidlige varslings- og konfliktforebyggelsesmekanismer, styrkelse af mæglingskapaciteten i "Panel of the Wise" og undersøgelse af mulighederne for at anvende anbefalingerne i Prodi-betænkningen om finansiering af afrikanske fredsbevarende operationer; opfordrer til udvikling af samarbejdsforbindelser og styrkelsen af de subregionale organisationers kapacitet i Afrika;

91.

minder om, at det ud over partnerskabet med andre internationale organisationer såsom FN, NATO og AU er nødvendigt at styrke samarbejdet med enkelttredjelande inden for rammerne af FSFP; minder om, at erfaringen viser, at tredjelandene kan tilføre FSFP-missionerne vigtige aktiver, menneskelige ressourcer og ekspertise, f.eks. i forbindelse med EUFOR Tchad/CAR, hvor Rusland leverede nogle yderst nødvendige helikoptere, og EUFOR Althea, hvor lande som Tyrkiet og Marokko har bidraget med betydelige troppekontingenter; minder endvidere om, at inddragelsen af tredjelande kan øge legitimiteten af FSFP-operationer og være med til at skabe en bredere sikkerhedsdialog med vigtige partnere, idet der dog fortsat skal være pligt til at fremme respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincipperne;

92.

mener, at en sådan dialog bør omhandle de respektive trusselsvurderinger, indebære (hvor det er relevant) deltagelsen af tredjelande i EU's øvelser og træningsaktiviteter og føre til et tættere gensidigt engagement på tværs af grænserne; mener, at proceduremæssige forhindringer bør tackles med henblik på at lette samarbejdet med tredjelande og undgå de forsinkelser, som forhandling om ethvert specifikt bidrag kan medføre; mener endvidere, at der til dette formål kunne fastlægges rammeaftaler og standardprocedurer med visse tredjelande for at lette deres bidrag;

93.

understreger betydningen af et FSFP-samarbejde med EU's nabolande, som skal sikre regional ligevægt og skabe en række muligheder, som kan fungere som en katalysator for reformer inden for sikkerhedssektoren i partnerlandene og ikke blot bidrage til udviklingen af civil og militær kapacitet, for at EU's østlige og sydlige nabolande kan deltage i FSFP-missioner, men også sikre bedre støtte i forvaltningen af den regionale sikkerhed;

94.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, næstformanden/den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og FN's og NATO's generalsekretærer.

7.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 377/66

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om nye styreformer i internationale organisationer (1),

—

der henviser til princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, som fastsat i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 21, stk. 1 og stk. 2, litra h), i traktaten om Den Europæiske Union, hvori Unionen opfordres til at fremme multilaterale løsninger på fælles problemer, især inden for De Forenede Nationers rammer, og arbejde for en høj grad af samarbejde med henblik på at fremme et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring,

—

der henviser til FN’s Generalforsamlings udkast til resolution om Den Europæiske Unions deltagelse i FN’s arbejde (2), vedtaget den 3. maj 2011,

—

der henviser til EU's prioriteringer for FN's 65. Generalforsamling vedtaget af Rådet den 25. maj 2010 (3),

—

der henviser til de interne arrangementer, som Det Europæiske Råd fastsatte i september 2010 med henblik på at forbedre Den Europæiske Unions eksterne politik gennem en mere integreret tilgang (4),

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) ”Et sikkert Europa i en bedre verden”, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og Rådets dertil hørende gennemførelsesrapport af 12. december 2008"At skabe sikkerhed i en verden i forandring",

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om "Den Europæiske Union og De Forenede Nationer: et argument for multilateralt samarbejde" (KOM(2003)0526),

—

der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om styrkelse af OSCE - EU's rolle (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet (6),

—

der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om de institutionelle aspekter af Den Europæiske Unions tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (7),

—

der henviser til sin henstilling til Rådet af 25. marts 2010 om FN's Generalforsamlings 65. samling (8),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om NATO's rolle i EU's sikkerhedsstruktur (9),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0181/2011),

A.

der henviser til, at globaliseringsprocesserne medfører en bred vifte af muligheder og udfordringer for global styring og samtidig afslører sociale smuthuller og fejl, som f.eks. på de finansielle markeder, inden for energisikkerhed, i fattigdomsbekæmpelsen, i klimapolitikken og med hensyn til menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at imødegåelsen af globale udfordringer og trusler kræver verdensomspændende samarbejde og en fælles indsats samt effektive institutioner og retmæssige regler; der henviser til, at internationale organisationer kun kan fungere og være effektive, hvis de afspejler alle staters legitime interesser i den multipolære verden,

B.

der henviser til, at EU’s tilsagn om effektiv multilateralisme, som det fremgår af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003, er det ledende princip for EU’s optræden udadtil; der henviser til, at EU - på baggrund af sine interne erfaringer med samarbejde mellem nationer og institutioner, regelbaseret orden og multilateralisme i stor målestok - har et særligt globalt ansvar, som det fortsat skal værne om; der henviser til, at EU er udstyret med et sæt værdier - f.eks. respekt for menneskerettighederne, frihed, demokrati, lighed, broderskab og retsstatsprincippet - og politiske værktøjer, herunder sin status som én samlet juridisk person, der er nødvendige for at styrke multilaterale strukturer,

C.

der henviser til, at merværdien ved EU’s medlemskab af multilaterale organisationer ligger på de områder, hvor EU har enekompetence eller delt kompetence: økonomiske og handelsmæssige spørgsmål, miljøpolitik, udviklingsbistand og sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at EU desuden kan have merværdi i de multilaterale organisationer eller ved de topmøder, hvor ikke alle dets medlemmer er repræsenteret,

D.

der henviser til, at Lissabontraktaten - ved at give EU status som juridisk person - styrker EU’s kapacitet til at blive optaget i forskellige internationale organisationer, tildeler EU en bredere vifte af kompetencer på det udenrigspolitiske område, giver EU mulighed for at forstærke sin fælles stemme på verdensplan, især ved at oprette stillingen som næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), tilskynder til alle former for gensidigt fordelagtigt EU-samarbejde med relevante internationale og regionale organisationer og grupper af lande, og gør det muligt for Unionen at indrette sig på en sådan måde, at den kan blive en effektiv global aktør,