4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/1

—

EØSU opfordrer EU's institutioner og de nationale regeringer til at forny det politiske engagement og inddrage alle relevante partnere (Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, de nationale parlamenter, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, det organiserede civilsamfund, de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer, byer og alle andre former for lokale myndigheder) i Europa 2020-strategien.

—

EØSU påtager sig at bygge videre på det hidtidige arbejde med de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer og nationale repræsentanter for det organiserede civilsamfund ved at blive det europæiske kontaktpunkt og oprette en platform for disse partnere, der kan fremme deres arbejde med Europa 2020-strategien.

—

På langt sigt mener EØSU, at Den Europæiske Union bør udvikle en langsigtet vision for det endelige formål med aktørernes inddragelse og arbejde for en gradvis opfyldelse af dette.

—

På kort sigt mener EØSU, at en række mindre ændringer ville skabe betydelige fremskridt. Navnlig bør medlemsstaterne og Kommissionen meget hurtigt genoverveje processernes timing og forløb med henblik på at give mulighed for en reel inddragelse af og medansvar blandt alle aktører.

2.1

Den 18. april 2012 anmodede det kommende cypriotiske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg om at udarbejde en udtalelse om en styrkelse af deltagelsesprocesserne og inddragelse af lokale myndigheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af Europa 2020-strategien på baggrund af formandskabets intentioner om at gøre emnet til en prioritet under formandsperioden og på det uformelle EPSCO-møde i juli 2012.

Med det europæiske semester, der nu er i sit tredje år, er tidspunktet kommet til at se nærmere på deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien og vurdere, hvordan de kan videreudvikles.

2.2

EØSU's Styringsgruppe for Europa 2020 har til opgave at overvåge arbejdet og samle nationale ØSU'er eller tilsvarende organer i medlemsstaterne, så de kan udveksle erfaringer om, hvordan deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien kan forbedres.

2.3

EØSU's rolle i gennemførelsen af Europa 2020-strategien (1) er nu fuldt ud anerkendt, og udvalget ønsker at dele sine anbefalinger til forbedringer af deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien og det europæiske semester.

3.1

Den Europæiske Union og dens befolkning oplever en alvorlig økonomisk og finansiel krise, som har haft alvorlige konsekvenser for EU som helhed og borgerne. Mange medlemsstater har oplevet ekstremt pressede situationer og stigende arbejdsløshed forbliver et problem. EØSU mener derfor, som fastholdt i en lang række udtalelser gennem de sidste tre år, at Europa 2020-strategien nu er vigtigere end nogensinde før, idet den opstiller en omfattende dagsorden for reformer, der har til formål at sikre bæredygtig vækst og opbygge et mere modstandsdygtigt EU.

3.2

Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst er vækststrategien, der fastsætter mål for centrale politikområder på EU- og nationalt niveau. Den har et meget bredt anvendelsesområde og det overordnede mål er at støtte intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst samt dække udviklingstendenser inden for innovation, F&U, klimaændringer, energi, arbejdsløshed, industripolitik, social og territorial samhørighed, fattigdomsniveauer, samhørighedspolitik mm.

3.3

Forvaltningen af Europa 2020-strategien sigter mod at samle europæiske, nationale og delte beføjelser i et flerlagssystem og bidrager således til at styrke uddybningen af den europæiske integration og dens legitimitet. Sammenlignet med Lissabonstrategien har Europa 2020-strategien indbyrdes forbundne flagskibsinitiativer, som skaber fokus og støtter vigtige tematiske områder, prioriteter, overordnede mål samt et styrket og strengt tilsynssystem, der giver mulighed for en kritisk vurdering af udviklingen (eller manglen på samme) på nationalt niveau.

3.4

Sammenlignet med Lissabonstrategien er rapporteringsmekanismen anderledes, ikke kun fordi den er mere fokuseret, men fordi den nu er samordnet med processerne under de nye og forbedrede systemer til økonomisk forvaltning, således at f.eks. stabilitets- og konvergensprogrammet og de nationale reformprogrammer forelægges Kommissionen samtidigt, hvilket giver et mere komplet overblik over medlemsstaternes situation og hensigter.

3.5

Ændringen i processen blev først fremhævet i selve Europa 2020-strategidokumentet, som præciserede, at "vi har behov for en højere grad af ejerskab" og at der "desuden er behov for et større input fra aktører på nationalt og regionalt niveau og fra arbejdsmarkedets parter" i den henseende. Der blev indgået en specifik forpligtelse til i højere grad at inddrage både EØSU og Regionsudvalget. Dette behov for deltagelsesprocesser er blevet gentaget ved flere lejligheder, først og fremmest i Det Europæiske Råds konklusioner fra marts 2010 og i Kommissionens "Guidance for drafting, implementing and monitoring National Reform Programmes under the Europe 2020 Strategy", som fastholder, at "det vil i høj grad være vigtigt at inddrage nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, regioner og andre aktører i udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer, for således at øge ejerskabet af strategien".

4.1

Efter tre år med Europa 2020-strategien står det klart, at mange medlemsstater har forpligtet sig til at inddrage arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i det europæiske semester og har involveret disse partnere i de nationale processer. Imidlertid er håndhævelsen af disse tilsagn fragmentarisk med varierende grader af forpligtelser. Selv hvor forpligtelserne findes, varierer den reelle inddragelse af partnerne i processen. Mens mange medlemsstater informerer og hører deres partnere, er processen ofte ufokuseret og set fra deltagernes side kan det virke som om processen er usammenhængende eller mangler en overordnet strategi. Navnlig har EØSU og andre givet udtryk for bekymring over de meget stramme tidsfrister, der ofte stort set ikke afsætter tid til en reel debat med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer eller regionale og nationale parlamenter. Disse bekymringer kommer ikke kun til udtryk på nationalt niveau. Mange organisationer på europæisk niveau har stillet spørgsmålstegn ved, om det europæiske semesters procesforløb og forvaltning samt overvågningen under Europa 2020-strategien kan forbedres. Europa-Parlamentet har fremsat politiske anbefalinger med det formål at give en bedre definition af parlamentets rolle og det bidrag, som det kunne yde (2), og Regionsudvalget offentliggør inden længe egne retningslinjer.

4.2

I EØSU har oprettelsen af Styringsgruppen for Europa 2020 skabt et vigtigt fokuspunkt for udvalgets arbejde og givet EØSU en gruppe, som har et overblik over alle Europa 2020-strategiens områder, og de dermed forbundne forslag, i stedet for at udvalget kun ser et fragmenteret billede. Repræsentanter for Kommissionen og andre aktører deltager løbende i møderne i Styringsgruppen. For at styrke den nationale forbindelse indbyder Styringsgruppen regelmæssigt de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer til at deltage i vigtige møder i det europæiske semester samt organiserer lokale Europa 2020-arrangementer i samarbejde med nationale civilsamfundsaktører. Dette arbejde bør styrkes og videreudvikles.

4.3

Selvom fokus ikke kun har ligget på det europæiske semester og Europa 2020-strategien har den rolle, som EØSU har spillet i indsatsen for at samle de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer, vist sig nyttig i forbindelse med udviklingen af udvalgets og partnernes analyser af og forståelse for situationen i hele EU og styrket de forslag, der kommer fra såvel EØSU som partnerne.

5.1

Med henblik på at optimere det europæiske semesters gennemslagskraft står det klart, at bedre og mere omfattende deltagelsesprocesser under Europa 2020-strategien ville være til gavn for strategien i sig selv og i sidste ende for borgernes velfærd.

5.2

Den Europæiske Union og medlemsstaterne henviser ofte til nytteværdien i deltagelsesprocesser og inddragelse af det organiserede civilsamfund. Arbejdsmarkedets parter og den bredere offentlighed kan i realiteten benytte sig af en række forskellige processer og systemer. Det er nyttigt at præcisere, hvorfor dette er så vigtigt, og hvad der potentielt kan vindes ved et velfungerende system, der sikrer større deltagelse. En proaktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund kan skabe:

6.1

Ved at se på de hidtidige processer på såvel europæisk som nationalt niveau mener EØSU, at der er meget at gøre, og at disse processer kan udvikles til et system, som reelt kan sikre et solidt partnerskab mellem EU's institutioner, nationale regeringer, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, nationale og regionale parlamenter og andre aktører. Dette vil i høj grad kræve en fokuseret og samordnet indsats og vil ikke kunne realiseres hurtigt. Imidlertid mener EØSU, at sådanne systemer bør udvikles ved gradvist at opbygge en strategisk og omfattende partnerskabsproces med flere niveauer, samtidig med at der hurtigt gennemføres enkle tiltag, der kan skabe forbedringer på kort sigt.

6.2

Som det vigtigste opfordrer EØSU alle EU-institutioner og nationale regeringer til at bekræfte deres politiske opbakning til en mere regelmæssig og systematisk inddragelse af arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, nationale parlamenter, regionale og lokale myndigheder og alle andre aktører og sikre, at dette gennemføres i størst muligt omfang vha. stærke, leve- og bæredygtige deltagelsesprocesser under Europa 2020-strategien. Lissabontraktaten understreger behovet for at høre civilsamfundet på europæisk niveau i beslutningsprocessen. Hvis medlemsstaterne skal opnå et større medejerskab af og inddragelse i både Europa 2020-strategien og den europæiske proces, bør de udvise den samme disciplin og høre nationale ØSU'er og tilsvarende organer så ofte som muligt.

7.1

Med hensyn til sin egen rolle mener EØSU, at det har afgørende betydning, at udvalget fortsat fokuserer på området og den strategiske inddragelse af alle elementer i Europa 2020-strategien. Målet er, at der fortsat skal være kapacitet til at se de mulige synergier, der skabes med strategien og dennes enkelte dele.

7.2

EØSU mener, at arbejdet i udvalgets egen Styringsgruppe for Europa 2020 bør fortsættes og videreudvikles. Styringsgruppen skal fastholde sit fokus på strategien og dennes følgevirkninger for den brede offentlighed og bør bygge på sin interne kommunikation med de medlemmer, der ikke er involveret i styringsgruppens arbejde for at sikre, at alle får gavn af styringsgruppens oversigter og indsigt.

7.3

EØSU mener, at det arbejde, udvalget gradvist har udført med at koordinere forbindelserne mellem og arbejdet i de eksisterende nationale økonomiske og sociale råd, har haft en meget positiv effekt, der dog kan forbedres. Mange af disse organisationer har ligeledes en rolle at spille på nationalt niveau i Europa 2020-strategien, hvilket også gælder for mange af deres medlemmer. Hvad angår en bedre inddragelse i Europa 2020-strategien mener EØSU, at der er tale om et område, hvor hurtige, enkle tiltag kunne give betydelige fordele. EØSU mener, at det har ideelle forudsætninger for at blive det europæiske kontaktpunkt for de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer, navnlig med hensyn til at yde bistand til rådenes eget arbejde under Europa 2020-strategien. EØSU er villig til at give et sådant tilsagn og begynde denne proces med at styrke kontakten og samarbejdet yderligere ved hurtigst muligt at inddrage de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer i et arrangement med fokus på Europa 2020-strategien.

8.1

EØSU støtter i høj grad det cypriotiske rådsformandskabs intention om at fokusere på en styrkelse af deltagelsesprocesserne under Europa 2020-processen og anvende en del af det uformelle EPSCO-møde i juli 2012 til behandling af dette spørgsmål. EØSU støtter fuldt ud dette som en god start, der skal gøre det muligt for medlemsstaterne og Kommissionen fuldt ud at overveje, hvordan de hver især kan forbedre deres indsats.

8.2

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at skabe klarhed på nationalt niveau, hvad angår spørgsmålet om, hvilke statslige organer der har ansvaret for hvilke foranstaltninger under Europa 2020 og forholdet mellem de organer, som har ansvaret for at koordinere eller overvåge de nationale reformprogrammer og de organer, der har ansvaret for den egentlige gennemførelse. Selv en enkel præcisering af dette i hver enkelt medlemsstat ville give aktører mulighed for at indgå i et samspil med de korrekte organer og dermed skabe en større gennemslagskraft.

8.3

EØSU mener, at fuld gennemsigtighed med hensyn til de anvendte deltagelsesformer i den enkelte medlemsstat samt beskrivelser af de processer og instrumenter, som regeringerne har til hensigt at anvende, vil give alle et overblik over hvad der sker, hvorfor og hvordan.

8.4

EØSU mener, at Kommissionen og medlemsstaterne hurtigst muligt bør evaluere timingen af de forskellige tiltag under det europæiske semester. Den mest vedholdende udfordring, som fremhæves af næsten alle aktører under de eksisterende strukturer, er manglen på tilstrækkelig tid til at udarbejde et velovervejet svar eller gennemføre en grundig debat. Medlemsstaterne bør hurtigst muligt overveje de tidsfrister, som de anvender for nærværende, og undersøge, hvordan disse kan gøres mere hensigtsmæssige.

8.5

EØSU opfordrer kraftigt lokale og regionale myndigheder til i højere grad at engagere sig i Europa 2020-processen inden for deres nationale rammer og direkte på europæisk plan. Regionsudvalgets etablering af Europa 2020-overvågningsplatformen er et glimrende skridt på vejen mod dette mål. EØSU mener, at et større engagement bør støttes af nationale regeringer. De lokale og regionale myndigheders forståelse for lokaludvikling og potentielle anvendelsesmuligheder er en vigtig del af det, der kræves, hvis Europa 2020-strategien skal udleve sit potentiale.

9.1

EØSU mener, at der allerede findes yderst nyttige modeller for etableringen af solide strukturer til en permanent dialog. EØSU mener, at Europarådets kodeks for bedste praksis vedrørende civil deltagelse i beslutningsprocessen  (3) skaber en glimrende ramme og principper for dette arbejde, som kan anvendes i forbindelse med Europa 2020-strategien. En sådan vifte af principper vil give EU og medlemsstaterne mulighed for gradvist at flytte debatten gennem inddragelsesprocessen fra et forholdsvist lavt niveau, der primært fokuserer på informationsformidling, til en åben høring, der skaber en dialog mellem deltagerne til i sidste ende et ægte partnerskab. EØSU mener, at processerne under Europa 2020 gradvist bør bevæge sig gennem disse deltagelsesstadier. Kodekset giver ligeledes en række yderst nyttige redskaber, som kunne anvendes i Europa 2020-processen.

9.2

Det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne bør involveres gennem hele det europæiske semester. En central proces inden for tilrettelæggelsen er udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer. Medlemsstaternes forberedelsesproces bør bygge på en bred og mere samarbejdsorienteret dialog med arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund. Disse aktører leverer ikke kun ekspertise vedrørende opstilling af mål og udformning af programmer og strategier for områder som beskæftigelse, uddannelse og social inklusion, de er også grundlæggende aktører for gennemførelsen af disse strategier.

9.3

Et andet centralt skridt i det europæiske semester er offentliggørelsen og evalueringen af de landespecifikke henstillinger. Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan og det organiserede civilsamfund skal informeres og høres om de landespecifikke henstillinger for de enkelte medlemsstater. I den forbindelse er timing altafgørende, således at det organiserede civilsamfund kan inddrages på et tidligt stadium i udarbejdelsen af fremtidsudsigter for de følgende cyklusser.

9.4

EØSU har i tidligere udtalelser foreslået benchmarking som en metode til at måle fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Her gennemfører det nationale økonomiske og sociale råd eller et tilsvarende organ en analyse og opstiller egne prioriterede kriterier ved brug af statistik, der er frit tilgængelig på Eurostats hjemmeside. Nogle ØSU'er arbejder allerede på den måde og andre nationale økonomiske og sociale råd bør opmuntres til at deltage i den samme proces. Ved hjælp af denne benchmarking overvåger aktørerne løbende gennemførelsen af reformerne. Dette udgør et værdifuldt input til revisionen af de nationale reformprogrammer.

9.5

Der bør træffes foranstaltninger for at sætte gang i debatten om gennemførelsen af Europa 2020-strategien i medlemsstaterne, og regeringerne bør udvikle mere effektive processer for feedback om resultaterne af en bedre civil og social dialog om strategien. Her kan civilsamfundet spille en særlig nyttig rolle i forbindelse med opfølgningen. Regelmæssige konferencer i medlemsstaterne, der involverer alle relevante aktører, ville være nyttige, og det samme gælder for åbne høringer i parlamentet til præsentation af de nationale reformprogrammer.

9.6

Der er et modsætningsforhold mellem EU-institutionernes voksende bevidsthed om behovet for at høre det organiserede civilsamfund, og de vanskeligheder, som hovedparten af de nationale ØSU'er eller tilsvarende organer står over for på nuværende tidspunkt. Størstedelen af disse organisationers budget finansieres som oftest gennem de offentlige budgetter. I mange medlemsstater er disse organers budgetter blevet beskåret. Dette resulterer i, at de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer udelukkende fokuserer på nationale prioriteter og reducerer deres deltagelse på europæisk niveau. EU's institutioner bør overveje, hvordan de kan give støtte og bistand til disse organisationer, i det mindste hvad angår deres bidrag til det europæiske semester.

9.7

Da det kan være særligt nyttigt at have et centralt kontaktpunkt for opfølgningen med ØSU'er eller tilsvarende organer kunne Kommissionen overveje at give EØSU ansvaret for at organisere en konference med deltagelse af alle nationale ØSU'er eller tilsvarende organer og institutionerne mindst en gang om året. Konferencen bør times nøje med forløbet af det europæiske semester, og formålet bør være at diskutere det europæiske semester, Europa 2020-strategien og deres bidrag og bedste praksis på området.

10.1

EØSU har den holdning, at aktørerne selv også kunne forny deres engagement i processerne under Europa 2020. Mens udvalget mener, at det primære ansvar ligger hos medlemsstaterne, og at de må evaluere processernes inddragelse af partnerne, kunne aktørerne i højere grad lære af hinanden og i højere grad satse på direkte kontakter til EU's institutioner og de nationale regeringer. På samme måde gælder det, at aktørerne bør forbedre deres egen foregribelse af faserne under det europæiske semester på trods af behovet for, at regeringerne hurtigst muligt genovervejer processernes timing.

11.1

I sin forespørgsel til EØSU fremhævede det cypriotiske rådsformandskab specifikt, at der var brug for input med henblik på at inddrage civilsamfundet bedre i gennemførelse og opfølgning inden for politikområder som fattigdom og udstødelse. EØSU mener, at de berørte aktørers deltagelse i en struktureret og løbende dialog på såvel EU-niveau som nationalt niveau har afgørende betydning for muligheden for at finde effektive løsninger inden for disse politikområder.

11.2

Det er vigtigt at udvikle partnerskabsarbejdet (eng. stakeholder approach) og den strukturerede dialog med civilsamfundets aktører, for så vidt angår politikudvikling, -gennemførelse og -opfølgning i arbejdet med platformen mod fattigdom og udstødelse. Inden for områder som fattigdom og udstødelse er det ofte civilsamfundets aktører som først støder på og skaber opmærksomhed omkring tendenser og samfundsudvikling. Deres fokuserede arbejde med at fremhæve brugerperspektivet, det præventive arbejde, men også udviklingen og udførelsen af innovative tjenester til disse målgrupper giver værdifuld viden og erfaring i strategiarbejdet til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse. Her ønsker EØSU at understrege betydningen af den sociale økonomis og ngo'ernes strategiske rolle med henblik på at reducere fattigdom, fremme skabelsen af nye arbejdspladser og udvikle tjenester, som på en kreativ måde opfylder samfundets behov.

11.3

Inden for disse politikområder er det vigtigt at nævne medlemsstaternes såkaldte sociale rapporter (National Social Reports, NSR), som er et supplement til de nationale reformprogrammer, og som fremlægges af Udvalget for Social Beskyttelse (Social Protection Committee). Disse rapporter, som bygger på den åbne koordineringsmetode, vurderer den sociale dimension af Europa 2020. Rapporterne identificerer de mest nærliggende reformer ud fra den årlige vækststrategi samt fremlægger forslag til konkrete tiltag. Det er af afgørende betydning at finde frem til en proces, hvor man kan inddrage de berørte aktører bedre i processen med NSR, hvilket p.t. ikke sker i tilstrækkeligt omfang, samt knytte disse tættere til de nationale reformprogrammer. Det er af største betydning, at den åbne koordineringsmetode for social beskyttelse styrkes med udgangspunkt i integrerede nationale strategier med henblik på at etablere en stærkere kobling med den europæiske platform mod fattigdom.

11.4

Det årlige EU-arrangement mod fattigdom og udstødelse bør følges op af en tilsvarende høring på nationalt niveau i samarbejde med det offentlige, personer som lever i fattigdom, ngo'er, organisationer inden for den sociale økonomi, arbejdsmarkedets parter og andre af civilsamfundets aktører. Det er sigtet i fællesskab at undersøge fremskridt og mangler inden for disse politikområder og anbefale reformer. Dette bør ske parallelt med, at de nationale reformprogrammer udarbejdes.

11.5

Også organisering af løbende dialogmøder og samråd om specifikke spørgsmål bør skemalægges i forvejen, således at interesserede aktører kan tilkendegive deres interesse. Partnerskabsarbejdet bør desuden omfatte en undersøgelse af de sociale effekter af den årlige vækstoversigt og de fremskridt, der er opnået.

11.6

De nationale reformprogrammer og fastlæggelsen af nationale mål er nøglekomponenter i bestræbelserne på at gennemføre Europa 2020-strategien og de politiske strategier til bekæmpelse af fattigdom. Det er vigtigt at sikre, at fattigdomsmålet er korrekt defineret, således at det omfatter grupper, der risikerer at ende i fattigdom, og tager hensyn til den kumulative marginalisering med henblik på at sikre, at strategier og reformer målrettes disse grupper effektivt. Her er inddragelse og partnerskab med aktører i civilsamfundet af central betydning, da disse ofte opdager nye risikogrupper tidligt eller identificerer øgede risici for marginaliserede grupper.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/6

1.1

Den vigtigste opgave for banksektoren, der i gennemsnit tegner sig for 5 % af EU's BNP, bør være at finansiere realøkonomien, herunder navnlig innovative virksomheder og væksten i små og mellemstore virksomheder, som er drivkraften bag den europæiske økonomi, samt at garantere indskyderes opsparing.

1.2

EØSU bifalder Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at styrke banksektoren og på at forebygge nye finanskriser ved at reducere risiciene og afbøde deres virkninger.

1.3

EØSU mener, at man bør lære af den seneste tids økonomiske og finansielle kriser og anlægge en ny strategi, som indebærer, at de nationale, europæiske og internationale myndigheder sikrer et mere effektivt tilsyn, og at finansieringsinstitutterne i højere grad ansvarliggøres.

1.4

EØSU støtter foranstaltninger til styrkelse af bankernes kapitalstruktur og deres kapacitet til at finansiere økonomien og advarer bankernes ledelse mod fristelsen til meget kortsigtet profit og markedsdestabiliserende spekulation.

Bankledelsernes, de nationale, europæiske og bankinterne tilsynsorganers ansvar bør defineres klarere for på basis af gennemsigtige regler at fremme etisk adfærd.

1.5

EØSU henleder imidlertid opmærksomheden på de vanskeligheder, som ophobningen af regler afstedkommer, og de udfordringer, som Europas ca. 8 000 banker står over for, hvis de skal finansiere økonomien i en meget vanskelig tid i EU som følge af gældskrisen, hvis omfang og konsekvenser endnu ikke er under kontrol.

1.6

De europæiske banker står over for skærpet konkurrence fra tredjelandes banker, der ikke er underlagt de samme lovgivningsmæssige og administrative begrænsninger i deres oprindelsesland som i EU.

1.7

Foranstaltningerne til styrkelse af kapitalstrukturen omfatter krav om større og bedre egenkapital, bedre risikodækning, fastsættelse af gearingsgrad og en ny tilgang til likviditet. De vil kunne indvirkning på bankernes driftsresultater og medføre betydeligt lavere indtjening for dem.

1.8

Der vil derfor kunne være tendens til, at bankerne reducerer deres størrelse for at konsolidere forretningen, retter blikket mod de mest rentable aktiviteter og tilbyder færre finansielle tjenesteydelser for bedre at kunne styre deres risikoeksponering.

Nogle slår til lyd for, at bankerne bør vende tilbage til deres oprindelige funktion: at modtage indskud fra kunder, beskytte opsparerne og finansiere realøkonomien.

1.9

EØSU mener, at det kunne være hensigtsmæssigt at sikre en gradvis tilbagevenden til en situation, hvor de kommercielle bankers virksomhed holdes adskilt fra finansierings- og investeringsbankernes aktiviteter. Den nuværende verdensomspændende krise viser, at et globalt finansielt system baseret på ubegrænset liberalisering indebærer risiko for at komme ud af kontrol som følge af markedets misbrug af den frihed, der er indført:

1.10

De nye egenkapitalkrav, navnlig kravet om en forhøjelse af kernekapitalandelen til 9 % inden 30. juni 2012 for 60 systembanker og fra 2015 til udgangen af 2018 for de øvrige banker, kan få skæbnesvangre konsekvenser for de lokale banker og andelsbankerne, der er mere velvilligt indstillede over for SMV'er og mikrovirksomheder. Kapitalkravene må ikke diskriminere en bestemt gruppe af banker.

1.11

Hvis disse banker får vanskeligere ved at skaffe kapital, bliver det også sværere for SMV'erne at få adgang til den nødvendige finansiering. Det må undgås, at der sker en kreditstramning og en forhøjelse af bankgebyrerne. Udvalget beder Kommissionen, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder om at sikre, at kapitalbufferen for de mindre banker tilpasses disse bankers forretningsmodel.

1.12

Tilsynskravene har allerede ført til en kreditstramning, som gør det dyrere for SMV'er, herunder navnlig nystartede virksomheder, innovative virksomheder og højrisikovirksomheder, at opnå kredit. Europa vil ikke kunne opfylde målene for 2020-strategien, den digitale dagsorden, Europe Cloud Active, energikøreplanen 2050 og Small Business Act, hvis der som følge af nye tilsynsregler sker et fald i den del af finansieringsmidlerne, der går til små og mellemstore virksomheder.

EØSU opfordrer Kommissionen til meget nøje at følge bankernes långivning og prispolitik over for virksomheder og privatpersoner.

1.13

Foranstaltningerne til en effektivisering af de nationale, europæiske og internationale tilsynsmyndigheders overvågning af markederne vil få dybtgående konsekvenser for bankernes organisation og interne kontroller. Dette vil resultere i et større ledelsesansvar og en forpligtelse til tættere overvågning af egenkapitalforrentningen samt bedre risikostyring. Bankerne bør udarbejde salgsprognoser og udviklingsstrategier for produkter og porteføljer under iagttagelse af rentabiliteten og under hensyntagen til behovet for at evaluere deres egenkapitals absorptionskapacitet. Dette vil indebære en restrukturering, som vil øge betydningen af og beskæftigelsen inden for it, tilsyn og risikostyring på bekostning af mere traditionelle sektorer.

1.14

Bankerne i EU beskæftiger over 3 mio. lønmodtagere, hvoraf langt størstedelen er ansat i detailbankleddet. Siden begyndelsen af 2011 er der skåret mere end 150 000 stillinger væk og talrige filialer er lukket. Ifølge en række prognoser vil yderligere 100 000 arbejdspladser gå tabt i 2012. EØSU anmoder Kommissionen om at prioritere en forbedring af den sociale dialog i sektoren og at bestræbe sig på at skabe enighed mellem arbejdsmarkedets parter om de initiativer, der har betydning for erhvervets udvikling.

1.15

EØSU så gerne, at der i forbindelse med gennemførelsen af de nye reguleringstiltag blev taget hensyn til de forskellige forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne, herunder navnlig de nye medlemsstater, hvis kreditmarkeder ikke er fuldt udviklede, og hvor størstedelen af bankerne er ejet af de store europæiske og internationale bankkoncerner. Disse koncerner vil, for at forbedre deres resultater og leve op til de nye krav, kunne blive fristet til at overføre kapital fra datterselskaberne og begrænse deres investeringer, hvorved finansieringen af økonomien i de pågældende lande vil blive betydeligt begrænset. EØSU minder i den forbindelse om forpligtelsen i henhold til Wien-initiativet til ikke at opsuge likviditet. Det er nødvendigt at beskytte visse oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne i Tyskland og Polen. Sektoren omfatter alene i Polen mere end 300 banker. Det er en sektor, som har behov for en overgangsperiode for at kunne gennemføre den dybtgående reform, som de nye regler indebærer.

1.16

Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen. EØSU minder om, at kapitalens fri bevægelighed er en ret, der er sikret på europæisk niveau, mens indskudsgaranti og banksolvens henhører under de nationale myndigheders kompetenceområde. Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis der sker en ensartet gennemførelse af tilsynsreglerne på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det forslag, der er fremsat af en række europæiske ledere, om at skabe en europæisk bankunion for på EU-niveau at indføre tilsyn med systembanker og etablere en indskudsgaranti i tilfælde af bankkrak, bør imidlertid overvejes nærmere.

1.17

I forhold til resten af verden risikerer de europæiske banker at blive mindre konkurrencedygtige sammenlignet med deres konkurrenter. De banker, der rejser supplerende egenkapital, henter de fleste af pengene i statslige investeringsfonde og banker i Asien og Mellemøsten. Der er reel fare for, at det europæiske banksystems ejerskabsstruktur vil komme til at unddrage sig EU-medlemsstaternes kontrol. Derfor beder EØSU de europæiske myndigheder om at intensivere indsatsen for at sikre, at de samme tilsynsregler finder anvendelse internationalt med henblik på at nå frem til et sæt regler, der reelt er gældende på globalt plan.

1.18

Ny informationsteknologi: e-banking, homebanking, sikker netbetaling (e-signatur) og cloud computing er i færd med at revolutionere de traditionelle bankydelser. Bankerne har den tunge opgave at skulle finansiere realøkonomien, samtidig med at de står over for højere finansieringsomkostninger efter indførelsen af ny teknologi og lavere rentabilitet. EØSU mener, at sektorens aktører skal ledsages og støttes i denne dybtgående omstillingsproces.

2.1

Finanskrisen og dens konsekvenser for økonomien har fået regeringer og finansielle myndigheder til at spørge sig selv, hvad de dybereliggende årsager var til, at et finansielt system, man troede var velfunderet, velreguleret og effektivt kontrolleret, kunne kollapse fuldstændigt.

2.2

De første finansielle og monetære foranstaltninger (kraftig sænkning af de toneangivende rentesatser, likviditet, statsstøtte) blev truffet i al hast. De mere langsigtede foranstaltninger havde til formål at styrke markedsstrukturerne og undgå systemiske kriser i fremtiden, hvorfor der i højere grad var tale om regulerings-, tilsynsmæssige og fiskale tiltag. De overnationale organisationer – IMF, G20, Den Internationale Betalingsbank (BIS), Kommissionen – valgte at forholde sig åbent over for samarbejde, men der har været divergerende synspunkter.

2.3

Siden krisen i 2008 er der blevet vedtaget over 50 lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU. 99 % af lovændringerne vil være vedtaget i slutningen af 2011 og træde i kraft i 2013, med undtagelse af kravet om kernekapitalandelen, tier 1, der skal overholdes allerede fra 30. juni 2012 af 60 banker, der betragtes som systembanker. For de øvrige banker forventes reglerne at træde i kraft mellem 2015 og 2018.

2.4

Basel III-aftalen, som blev offentliggjort i november 2010, kræver, at bankerne øger mængden og kvaliteten af deres egenkapital for at være bedre rustet til fremtidige kriser. Navnlig fastsætter aftalen, at

Basel III-reglerne fastsætter en minimal gearingsgrad på 3 % og to obligatoriske likviditetsdækningsgrader: Den kortsigtede likviditetskvote kræver, at banken råder over likvide aktiver af høj kvalitet til dækning af sine likviditetsbehov over en periode på 30 dage. Den langsigtede likviditetskvote kræver et minimumsbeløb til stabil finansiering, der ligger over bankens likviditetsbehov over en periode på et år.

2.4.1

I juli 2011 fremlagde Kommissionen sine forslag til implementering af Basel III-aftalen i form af et nyt kapitalkravsdirektiv (CRD IV). Formålet var at styrke den europæiske banksektor og samtidig tilskynde bankerne til at fortsætte med at finansiere væksten. Kommissionen har imidlertid ikke taget noget konkret initiativ til at fremme långivningen.

2.5

Hensigten er at tilskynde bankerne til at hensætte mere egenkapital, så de kan modstå kriser, og at foreslå en ny ordning, der giver tilsynsmyndighederne nye beføjelser til at overvåge bankerne og skride ind, når de mener, at der foreligger en risiko.

2.6

CRD IV omfatter de kapitaldækningskrav, der falder ind under det gældende direktivs anvendelsesområde, men skal implementeres på en måde, der er tilpasset den enkelte medlemsstat.

2.7

På trods af forsinkelser og mangler ved de vedtagne regler er der tale om reelle fremskridt i retning af en ny regulering. Der er dog stadig en række udestående spørgsmål:

3.1

De europæiske banker står i øjeblikket over for voldsomme forandringer i henseende til konjunktur og regulering, hvilket skaber frygt for deres evne til at finansiere økonomien i en økonomisk situation, der forværres af gældskrisen, hvilket navnlig rammer eurozonen.

3.2

Med gennemførelsen af Basel III-reglerne vil bankerne blive tvunget til at styrke egenkapitalen, overholde den meget skrappe langsigtede likviditetskvote (NSFR) og opbygge likviditetsreserver.

3.3

De stresstest, bankerne er blevet udsat for i to faser, har ikke bortvejret frygten for, hvad der kan ske med dem, hvis én eller flere stater i eurozonen misligholder deres gældsforpligtelser.

3.4

I det internationale finanssamfund har der bredt sig et klima af mistillid, som har skabt likviditetsproblemer på interbankmarkedet og har fået bankerne til at rette blikket mod de sikreste investeringer.

3.5

I den sammenhæng har Den Europæiske Centralbank interveneret i to omgange og tilbudt et samlet beløb på 1 bio. EUR i 3-årige lån til banksektoren til en rente på 1 %. Denne facilitet har været afgørende for at genoprette tilliden til interbankmarkedet og opretholde økonomiens kreditvolumen. En betydelig del af disse midler er imidlertid ført tilbage til ECB, og en anden del er afsat til at købe offentlig gæld. EØSU mener, at ECB bør oprette en mekanisme til sporing af disse midlers anvendelse.

3.6

Behovet for en rekapitalisering af bankerne, som af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed vurderes til 100 mia. EUR, er mere og mere presserende.

3.7

Långivningen til virksomhederne, navnlig SMV'erne, og til de lokale og regionale myndigheder og borgerne, bliver strammere og strammere. Risikoen granskes indgående af bankerne, og følgen er, at omkostningerne stiger. Samtidig får virksomhederne stadig vanskeligere ved at skaffe finansiering via de finansielle markeder. Denne situation, som skyldes den økonomiske stramning, er en medvirkende årsag til, at prognoserne med ganske få undtagelser peger på lav eller nulvækst i 2012 i hele EU.

4.1

På den baggrund er det nødvendigt at henvise til subprime-krisen: Advarselssignalerne burde have fået tilsynsmyndighederne til at gribe ind. Ingen havde sat spørgsmålstegn ved rentabiliteten af en investering, der var profitabel for bankerne og deres kunder. Selv om FDIC havde advaret mod disse produkter, foretog Federal Reserve sig intet mellem 2002 og 2006.

4.2

Krakket i Lehman Brothers kunne have været undgået, hvis tilsynsmyndighederne i tide var blevet klar over instituttets alvorlige likviditetsproblemer. De farer, der er forbundet med realkreditlån på 100 % af garantiværdien, som af mæglere blev solgt videre i trancher, undgik enhver kontrol. For at undgå nye kriser må der indføres foranstaltninger, der sikrer, at lederne af de finansielle institutioner pådrager sig et personligt ansvar for mangel på ordentligt tilsyn.

4.3

Hvis det forholder sig sådan, at krisen blev udløst af produkter, der var for komplekse, altså af såkaldt "toksiske" produkter, er det også indlysende, at tilsynsmyndighederne med henvisning til de eksisterende regler kunne have forbudt dem eller forbudt at bringe dem i omløb.

De nye regler kan ikke fuldstændigt garantere, at en ny krise kan undgås, hvis ikke tilsynsmyndighederne udstyres med de ressourcer, der er nødvendige for at udfylde deres rolle, og hvis den interne kontrol fortsætter med at være ineffektiv.

4.4

På baggrund af liberaliseringen af finansmarkederne må regeringerne overholde de tilsagn om samarbejde, som de har afgivet internationalt, for at undgå forskellig regulering i forskellige dele af verden.

4.5

Et nyt sæt regler bør hvile på følgende principper:

4.6

Tilsynsinstanserne skal periodisk evalueres af et uafhængigt organ bestående af eksperter, som ikke længere arbejder i finanssektoren. Denne evaluering bør navnlig sætte fokus på indvirkningen af tilsynsinstansernes beslutninger på bankernes ledelse.

5.1

Bankerne er i øjeblikket under stærkt pres, da de som følge af gennemførelsen af de nye regler er nødsaget til at revidere deres forretningsmodel. Den kombinerede effekt af de gældende regler og et vanskeligt finansielt og økonomisk klima har været:

5.2

Samlet vil dette medføre:

5.3

De nye regler gælder uden skelen til, om der er tale om store eller små banker. De kan vise sig at være uhensigtsmæssige i visse lande, f.eks. i de nye medlemsstater i Øst- og Centraleuropa, hvor væksten er højere.

5.4

Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis tilsynsreglerne anvendes på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen.

5.5

Der må tages hensyn til oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne. Det er en sektor, der er sund og klarer sig selv, og som for at kunne gennemføre den reform, som de nye regler indebærer, vil have behov for en overgangsperiode. Andelsbankerne er et afgørende led i udviklingen på lokalt plan og handler i andelshavernes interesse. De er både indskydere og låntagere, og der er tale om SMV'er, landbrugsbedrifter, kommuner og en lang række andre lokale aktører.

5.6

De store banker vil søge investeringer med begrænset risiko og større afkast. Dertil skal lægges frygten for en hårdere beskatning og for tab på statsgælden på visse poster på passivsiden.

5.7

Konsolideringsprocessen vil sandsynligvis tage fart: Sparekasserne og andelsbankerne kan regne med, at de har adgang til "autonome" finansieringskilder, men de banker, der er henvist til kapitalmarkedet for at kunne refinansiere sig selv, vil blive tvunget til at fusionere med negative konsekvenser for SMV'erne og forbrugerne til følge. Nogle banker opkøbes og videresælges efter optrævling af deres lokale eller regionale netværk. Koncentrationsprocessen i den nationale banksektor har været kraftig for andelsbanker, gensidige foreninger og sparekasser.

5.8

Dårligere rentabilitet i bankerne, bl.a. pga. højere finansieringsomkostninger og de meget restriktive krav til likviditetsstyringen, kan medføre øgede bankgebyrer og højere renter på kundernes langsigtede indskud og individuelle konti.

5.9

Bankerne vil på baggrund af nye regler fremskynde omlægninger i organisationen og anvendelsen af ny teknologi (netbank, elektroniske serviceskranker, smartphones).

5.10

Udviklingen i distributionskanalerne vil på sigt medføre en indskrænkning af filialnettet og et fald i antallet af arbejdspladser. Anvendelsen af kapitalkravsdirektivet (CRD IV) vil medføre en stigning i antallet af beskæftigede i IT- og risikostyringsafdelingerne på bekostning af andre aktivitetsområder i bankerne. Der er behov for at tilrettelægge en social dialog af høj kvalitet på alle niveauer om beskæftigelsesspørgsmål og uddannelse for at styre den igangværende udvikling.

6.1

Europa-Parlamentet har tilsluttet sig princippet om en afgift på finansielle transaktioner, og Kommissionen har undersøgt, hvordan den kan gennemføres. Der er ikke enighed om afgiften blandt medlemsstaterne, og de amerikanske myndigheder er imod. Den planlagte afgift vil være så lav, at den hverken vil udgøre en ubærlig byrde for bankerne eller vil gå ud over deres globale konkurrenceevne. Som understreget i to tidligere vedtagne EØSU-udtalelser (1) er formålet med afgiften er både at indbringe nye skatteindtægter navnlig til at finansiere udviklingsbistanden og ændre bankernes adfærd for at prioritere finansiering af økonomien på mellemlangt og langt sigt i stedet for meget kortsigtet spekulation

6.2

Adskillelsen af detail- og finansierings- og investeringsbankforretningen, der sætter spørgsmålstegn ved universalbankmodellen, er genstand for en undersøgelse iværksat af kommissær Michel Barnier. Debatten går på, om der skal være total adskillelse, ske en udsondring af bankens investeringsaktiviteter eller indføres forbud mod, at bankerne investerer for egen regning. Nogle eksperter bestrider dette synspunkt og mener, at universalbankerne sikrer markedets likviditetsdybde og en bedre finansiering af økonomien.

6.3

Udsigterne for udviklingen i den finansielle sektor og bankerne har ændret sig gennem de seneste tredive år: åbningen af markederne har ført til en globalisering af den finansielle sektor, der på sin side har medvirket til, at der er opstået en lang række skatteparadiser og reguleringsmæssige fristeder. Den stigende internationale konkurrence har befordret fremkomsten af nye former for finansielle institutter samt nye produkter og tjenesteydelser.

6.4

De store bankkoncerner har vist svaghederne og begrænsningerne ved en vækst, der lod hånt om god forvaltning. Der vil være en tendens til, at bankerne vil reducere størrelsen, konsolidere forretningen og mindske udsvingene i overskuddene, der til gengæld vil blive mere forudsigelige og uden ekstravagante bonusser. De vil koncentrere deres virksomhed om kerneaktiviteterne, dvs. at modtage indskud og give lån, idet udbuddet af andre ydelser vil blive begrænset. Endvidere vil de begrænse deres internationale ekspansion og koncentrere aktiviteterne om de markeder, der udviser størst vækst, hvilket vil begrænse rentabiliteten.

6.5

De nye regler vil medføre øget ansvarliggørelse i forbindelse tildelingen af bonusser og aflønningsordningerne for ledende medarbejdere, som vil blive underkastet strammere kontrol.

6.6

Banktilsynet, der udvides til at omfatte alle finansielle virksomheder, vil kunne overvåge aktiviteterne i banklignende virksomheder (de såkaldte skyggebanker).

6.7

Der er behov for at indføre stramme regler for adgangen til bankerhvervet for at kunne udvælge personale med kompetencer, der skaber sikkerhed for kunder og investorer.

6.8

Når statsstøtten og den internationale støtte, der er en følge af finanskrisen, ophører, vil sektoren som helhed uden tvivl udvikle sig i takt med konjunkturerne og den tekniske udvikling. For den velstyrede virksomhed er det imidlertid særlig virksomhedens egen strategi, der får betydning. Bankerne står over for den svære opgave at fastholde deres troværdighed som dem, der finansierer realøkonomien, samtidig med at de vil blive konfronteret med højere finansieringsomkostninger og lavere rentabilitet.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/12

—

fremskynde videnudvikling, teknologioverførsel og -anvendelse

—

fastholde EU's førerstilling inden for kulstoffattige energiteknologier

—

fremme forskning i energiomdannelsesteknologier til opnåelse af 2020-målene for energi og klimaændringer

—

bidrage til omstillingen til en lavemissionsøkonomi i hele verden senest i 2050.

—

ETP'erne samler alle interessenter: forskningscentre og universiteter, industri (store virksomheder og SMV'er), producenter af anlæg, ikke-kommercielle og kommercielle organisationer, sammenslutninger, offentlige myndigheder og fagforeninger.

—

I platformen er "rollefordelingen" og hierarkiet i sektoren klar. Interessenterne har en fælles vision, køreplan og plan for gennemførelsen.

—

ETP'erne får betydeligt input og støtte fra industrien, en af grundpillerne i EU's økonomi. ETP'erne er industristyrede, hvorved det sikres, at deres initiativer er relevante for industrien. ETP'erne yder ikke blot input vedrørende teknologi- og forskningsbehov, men også vedrørende teknologioverførsel.

—

ETP'erne har en enkel og effektiv ledelsesstruktur og er fleksible, de mobiliserer "kræfter" og forener ressourcer.

—

ETP'erne findes i industrisektorer, som indtager en vigtig position i værdikæden: Mange innovationer er afhængige af grundlæggende processer (f.eks. fremstilling, forarbejdningsindustrier, skovbrug og robotteknologi) og grundmaterialer (kemikalier og stål). Proces- og materialeinnovation virker derfor som katalysator for innovationen i EU.

—

ETP'erne beskæftiger sig allerede med udfordringer i vores samfund. De dækker et område, som har stor betydning for samfundet målt på vækst og job med høj merværditilvækst, og kan finde svarene på vigtige politiske spørgsmål (f.eks. bioøkonomi, råstoffer og ressourceeffektivitet).

—

Nogle ETP'er har etableret nationale og regionale teknologiplatforme i alle EU-lande.

—

Uddannelse er en strategisk komponent i platformene.

—

Der findes allerede en række gennemførelsesredskaber (f.eks. OPP'er, klynger osv.), som har deres udspring i de eksisterende ETP'er.

—

ETP'erne bør tænke strategisk og ikke udvikle sig til en snæver lobbygruppe og miste fokus. Der kan forekomme dobbeltarbejde, og ETP'ernes aktiviteter kan være alt for spredte.

—

I nogle tilfælde dominerer de store virksomheder ETP'erne.

—

Det er ikke let at anerkende og tilskrive endelige anvendelser og innovationer til ETP'erne:

—

Der må gøres mere for at skabe et tværsektorielt perspektiv og harmonisere interessenternes interesser og den måde, de samarbejder på.

—

ETP'erne bør forbedre deres kommunikation og formidlingen af resultater.

—

ETP'er er nøglen til at styrke EU's "industripolitik". De relaterede NTP'er og RTP'er afspejler ETP-strukturen i medlemsstaterne og forbedrer koordineringen og effektiviteten af platformen. Koordineringen og harmoniseringen af europæiske, nationale og regionale F&I-programmer bør blive bedre i samarbejde med ETP'erne.

—

ETP'ernes rolle som formidler af løsninger nødvendiggjort af de samfundsmæssige udfordringer vil blive mere synlig med den styrkede strategi, hvor der i tillæg til forskning satses på innovation.

—

Der er fastlagt specifikke prioriteter for at give innovationen i den offentlige og private sektor en saltvandsindsprøjtning: ressource- og energieffektivitet i forarbejdningsindustrien (SPIRE), OPP i biobaserede industrier, europæiske innovationspartnerskaber vedrørende vand, råstoffer, intelligente byer (fælles med SET-planen og EMIRI).

—

ETP'er beder Kommissionen om i højere grad at anvende koordinerede støtteaktioner til at få gang i samarbejdet i værdikæden og forbedre forenklingsbestræbelserne. Forbedring af det internationale samarbejde og tiltrækning af den bedste internationale knowhow til kommercialisering og udnyttelse i EU kunne tilføre arbejdet i ETP'erne et betydeligt løft.

—

ETP'erne bør sammenkæde innovationsværktøjer på efterspørgselssiden og supplere forskning for at fremskynde markedsudbredelsen.

—

ETP'erne kunne skabe større opmærksomhed om forskellige industrielle fremstillingsprocessers betydning for den fortsatte velfærd og velvære i Europa.

—

Personorienteret uddannelse, læring og videre- og efteruddannelse bør bibeholdes inden for ETP-strukturen.

—

ETP'er anfører, at de ikke har nok finansielle ressourcer til at drive platformene.

—

ETP'erne kan blive ramt af tilbagegangen for industrien i EU, som er ved at miste sin internationale førerposition. De mærker konsekvenserne af en generelt lav risikovillighed i EU og manglende anerkendelse af iværksættervirksomhed sammenlignet med andre dele af verden.

—

Mere effektiv gennemførelse af Kommissionens arbejde med at forenkle lovgivningen (herunder når det gælder deltagelse i EU-projekter), optrappet indsats for at nedbringe fragmenteringen og konkurrencen mellem institutionernes initiativer, bedre koordinerede politikker og større synlighed i institutionerne fremover kunne gøre ETP'erne mere effektive.

—

Fremstillingsprocesser og F&I-aktiviteterne knyttet til fremstilling tiltrækker ikke længere borgerne og slet ikke de unge, hvilket bl.a. skyldes udflytningen af fremstillingsaktiviteter til lande uden for Europa.

—

styrke EU's position inden for forskning

—

styrke industriens førerposition inden for innovation. I den forbindelse vil der blive investeret massivt i nøgleteknologier, og SMV'er vil få bedre adgang til kapital og støtte

—

medvirke til at finde løsninger på de spørgsmål, som optager alle europæere, herunder klimaforandringer og udvikling af bæredygtig transport og mobilitet.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/17

1.1

Verden undergår hastige geopolitiske forandringer. Vestens dominans er under pres både økonomisk og politisk. Forsvarsbudgetterne i hele Den Europæiske Union beskæres, samtidig med at Kina, Indien, Brasilien, Rusland og andre lande øger udgifterne til forsvaret. EØSU opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til at foretage en samlet vurdering af de aspekter, der afgør EU's stilling og rolle i verden, med det formål at opdatere Europas udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker og gøre dem tidssvarende.

1.2

Forsvarspolitik formes af landes strategiske interesser, formodede trusler og politiske målsætninger, som i Europa primært fastsættes ud fra nationale forhold. Forældede tilgange fører tydeligvis til stigende fragmentering, huller, overkapacitet og manglende interoperabilitet i den europæiske forsvarskapacitet. Argumenterne for forbedringer er overvældende; det er et spørgsmål om politisk vilje. Allerede helt tilbage i 1986 argumenteredes der overbevisende herfor! (1) Situationen er nu langt mere presserende i politisk, økonomisk og forsvarsmæssig henseende. EØSU henstiller, at Rådet arbejder seriøst på en EU-paraply for forsvarsområdet.

1.3

Sikkerheds- og forsvarspolitikken bør styrke EU's og medlemsstaternes selvtillid. Den bør indgyde samfundet og borgerne, soldater med det rigtige udstyr, virksomheder og arbejdsstyrken i sektoren tillid. Borgerne i EU har ret til ordentlig beskyttelse. Behovet for egnet fremtidssikret forsvarsmateriel er stigende. Til den ende er medlemsstaternes nuværende isolerede handlinger helt utilstrækkelige og spild af skatteydernes penge.

1.4

I lighed med USA's og andre (nyere) internationale aktørers politikker og gældende praksis og eftersom regeringerne har eneansvaret for at beskytte borgerne og garantere sikkerheden, understreger EØSU, at der er behov for at definere de europæiske strategiske interesser inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) (2). I sidste ende kan de tre områder udenrigs- og sikkerhedsanliggender, forsvar og industriel kapacitet ikke holdes adskilt fra hinanden, idet de understøtter Europas position i verden, dets økonomiske og politiske interesser og dets værdier (menneskerettigheder, demokrati). Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør inddrages direkte.

1.5

EØSU understreger, at hvis Europa ønsker at bevare en solid sikkerheds- og forsvarsindustri, der sikrer en kritisk masse for opnåelse af effektivitet og omkostningseffektivitet, er en radikal omlægning af tankegang og politikker påkrævet. Der skal udstikkes en stabil og forudsigelig fremtid for de væbnede styrker, som matcher Europas økonomiske og teknologiske vægt. På grund af de store forskelle medlemsstaterne imellem påhviler det primære ansvar her de medlemsstater, der er de største producenter.

1.6

Som EØSU ser det, er der stærke argumenter for at styrke planlægningen og koordineringen i Europa:

1.7

EØSU efterlyser en velgennemtænkt EU-industripolitik for forsvarssektoren kendetegnet ved det særlige, at den skal opfylde krav fra regeringer og er modtager af offentlig støtte, til at supplere Det Europæiske Forsvarsagenturs aktioner og forsvarspakken fra 2007 (3). Inden for rammerne af Europa 2020 skal denne industripolitik basere sig på delte kompetencer mellem medlemsstaterne og EU – med Det Europæiske Forsvarsagentur og Kommissionen som fuldgyldige partnere – og på høringer af forsvarsindustrien og andre interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, og omfatte en veltilrettelagt social dialog.

1.8

EU-politikker og -støtte bør skabe sammenhæng mellem EU's investeringer og de nationale investeringer, så der bliver mindre fragmentering og overlapning af offentlige udgifter, og kvaliteten og interoperabiliteten bliver bedre.

1.9

F&U på det allermest avancerede niveau er helt afgørende for udviklingen af den "nye generation" af forsvarsmateriel, der er så hårdt brug for. F&U af denne art kan aldrig alene være industriens ansvar. Hovedansvaret påhviler regeringerne. Det er derfor et område, der er meget sårbart over for de aktuelle budgetnedskæringer. Rådet og interessenter bør omgående identificere og så snart som muligt iværksætte forskningsprogrammer, som kan hjælpe den europæiske industri med at slippe fri af den uønskede afhængighed af andre. Teknologi med dobbelt anvendelse er et must. EU's program for F&U bør yde støtte i denne henseende. Det bør garantere et effektivt forsknings- og udviklingssamarbejde på tværs af landegrænser.

1.10

En yderligere styrkelse af det teknologiske og industrielle grundlag for Europas forsvar må i så vid udstrækning som mulig planlægges. Til det formål er det nødvendigt med passende foranstaltninger på EU-niveau (4).

1.11

Der er behov for tættere koordinering mellem Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur og andre relevante interessenter i EU. Det nye tilsagn fra formand Barroso (5), næstformand Tajani og kommissær Barnier og etableringen af forsvarstaskforcen kommer på det helt rigtige tidspunkt. EØSU hilser også Europa-Parlamentets fremadskuende beslutning fra december sidste år om den europæiske forsvarssektor og de mange forskelligartede interesser, der står på spil, velkommen (6).

1.12

I samme ånd og for at styrke EU's initiativ med en forsvarstaskforce opfordrer EØSU Kommissionen til at rejse disse spørgsmål offentligt. Kommissionen bør også overveje at bidrage til at finde en passende løsning på følgerne af, at der er forskel på medlemsstaternes industrielle og teknologiske formåen og forskel på omfanget af investeringer i forskning og forsvar generelt.

2.1

Det fremgår af artikel 42 i traktaten om Den Europæiske Union, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I artikel 42, stk. 3, tilføjes det, at medlemsstaterne stiller militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af denne politik. Siden 2005 har Det Europæiske Forsvarsagentur arbejdet for at styrke det industrielle og teknologiske grundlag for forsvarssektoren og sikre soldaterne bedre udstyr. Der har imidlertid kun været meget begrænsede fremskridt.

2.2

Fuldførelsen af det indre marked og velfungerende finansiel koordinering har høj prioritet nu. Europa 2020-strategien understøtter i høj grad begge målsætninger. Denne positive udvikling burde endvidere være springbrættet for nye tiltag inden for den europæiske forsvarsindustri.

2.3

Imidlertid har der ikke været en tilsvarende udvikling i forsvarssektoren. Den militære pagt indgået mellem Frankrig og Storbritannien i 1998 så ud til at markere startskuddet til en ny måde at tænke på og en ny begyndelse. Den samme vilje til et tættere forsvarssamarbejde sås i etableringen af det europæiske forsvars- og rumfartsselskab (EADS) i 2003. Efterfølgende er der imidlertid ikke sket yderligere for at styrke dette samarbejde. Det er meget sigende, at LoI-landene (gruppen af lande med den største produktionskapacitet: Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien og Sverige) modsat tidligere intentioner endnu ikke har fremlagt realiserbare forslag til rationaliseringer eller konsolidering.

2.4

Stagnation har givet sig udslag i, at der tænkes i nationale baner med fokus på national produktion. Der forekommer en vis renationalisering. Industrivirksomheder baseret i Europa har alle blikket rettet mod eksportmarkederne. Der er ingen fælles strategisk vision hverken blandt regeringer eller partnere i industrien.

2.5

Mens dette står på, har nyopståede udfordringer stadig større indflydelse på de potentielle markeder. En stor udfordring er udviklingen af forsvarsmateriel i vækstøkonomierne. Kina, Rusland, Indien og Brasilien (BRIK-landene) er på vej med nogle mindre lande lige i hælene. Kinas forsvarsbudget forventes at øges fra de nuværende 120 mia. EUR til 250 mia. EUR i 2015. Rusland har bebudet en stor stigning i sit forsvarsbudget i perioden indtil 2015. USA's forsvarsudgifter er mere end dobbelt så store som Europas samlede budget: 450 mia. EUR mod 204 mia. EUR i 2007, og det europæiske budget skrumper stadig mere ind. Det samlede F&U-budget i Europa svarer højst til 20 % af budgettet i USA. 50 % af forsvarsbudgettet i Europa går til menneskelige ressourcer, mens det i USA er 25 %. Der er flere soldater i tjeneste i Europa, men de har langt mindre udstyr. Verden vil aldrig komme til at se ud som tidligere. Vi har ikke tiden på vores side.

2.6

I løbet af de seneste årtier har mange undersøgelser argumenteret for, at forsvarsindustrien tilpasses det globale marked. De har alle fremhævet permanente mangler, idet forsvarsmarkederne har vist sig at være meget ufuldkomne, da de fleste lande fortsat støtter deres "egen" industri. Det er meningen, at bestræbelserne på at forbedre markederne, bl.a. EU's forsvarspakke fra 2007, skal få bugt med nogle af manglerne på markedet og den divergerende nationale praksis.

2.7

Problemstillingerne på området er komplekse bl.a. på grund af den meget lange tid, der forløber fra design af produkterne, til de tages i brug. EØSU mener derfor, at en bredt anlagt debat omfattende teknologiske, økonomiske og sociale aspekter vil være en mere hensigtsmæssig tilgang til området end blot at se på de forsvarsmæssige aspekter.

2.8

Et nøglepunkt er de divergerende strategiske opfattelser i lande med en betydelig forsvarsmaterielindustri, særligt definitionen af "grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser" og forholdet mellem national sikkerhed og eksportmarkeder. Nogle mindre lande har en nogenlunde veludviklet industri, mens der i andre praktisk taget ingen produktionsanlæg er. Det er klart, at landene har forskellige tilgange afhængigt af deres behov og potentiale. Resultatet er fragmentering og en sammenstykket vision for forsvarsindustrien. Indsatser som den i Libyen afdækker med smertelig tydelighed de voksende forskelle i de våbensystemer, der bruges. Konsekvenserne bør klart anerkendes og analyseres.

2.9

Denne udvikling vedrører både investeringer og beskæftigelsen. Forsvarsindustrien er en højteknologisk sektor, som direkte beskæftiger 600 000 kvalificerede personer og indirekte yderligere to millioner. Presset for yderligere nedskæringer er bekymrende. Produktionsanlæg er ofte koncentreret i regioner, som kunne blive ekspertisecentre, men som desværre er i fare for at blive ramt af økonomiske nedskæringer. Disse anlæg vil blive meget hårdt ramt, hvis omstruktureringerne og nedskæringerne ikke planlægges og ikke gennemføres på en struktureret måde.

2.10

De enkelte regeringer er naturligvis primært optagede af at fastholde beskæftigelsen. Det kan dog meget vel blive en hindring for udviklingen af den fælles vision, der er brug for, hvis de sociale konsekvenser af en forsvarsindustri i tilbagegang skal tackles ordentligt, og i den forbindelse tabet af knowhow og virkningerne for den menneskelige kapital. En fælles vision vil derimod virke til gavn for en alsidig jobskabelse og undgå risikoen for tab til tredjelande af forskere og højt specialiseret teknisk og videnskabeligt personale, eftersom det er i strid med de mål, som EU har sat sig med Europa 2020-strategien.

2.11

EU's strategier og mellemstatslige rammer kan og bør have samme perspektiv. Så længe national suverænitet kommer først, vil resultatet af en fælles ramme være moderat, og overkapacitet, overlapninger og fragmentering vil kun i meget begrænset omfang kunne fjernes. Modsætningsforholdet mellem på den ene side filosofien om national suverænitet og på den anden side finansielle, teknologiske, økonomiske og sociale behov er åbenbart.

2.12

Det er derfor bekymrende, at målsætningen om "sammenlægning og deling", dvs. organiseringen af den indbyrdes afhængighed i Europa, ikke er blevet omsat til en fælles strategi. Trods den udbredte bevidsthed om den ændrede internationale kontekst er presset udefra tilsyneladende endnu ikke stærkt nok til at fremme fælles strategier og løsninger. Mærkeligt nok er europæiske lande derimod stadig villige til at forblive afhængige af USA, når det gælder indkøb af forsvarsmateriel, i stedet for at købe ind i Europa.

2.13

Hvis Europa ønsker at bevare en solid sikkerheds- og forsvarsindustri, der er i stand til at udvikle og producere de allernyeste systemer, og på den måde garantere sin egen sikkerhed, skal tankegang og politikker radikalt omlægges. Venter vi længere, fremskyndes nedskæringer i kapacitet til niveauer, der ligger under niveauer, hvorfra EU igen vil kunne nå tilbage på toppen på kritiske områder. Denne tilbagevenden til toppen ville blive yderligere vanskeliggjort af, at nedskæringer i F&U-budgetter ville have direkte virkninger for en generation af forskere og kvalificerede arbejdstagere. Hvis det ikke lykkes for Europa, risikerer vi, at industrier forsvinder, job går tabt, og knowhow siver væk, hvorefter Europas skæbne vil være overladt til andre. En forståelse af, at det haster med at sætte ind, er nødvendig hos dem, der bekymrer sig om Europa og europæisk sikkerhed.

3.1

EU-traktaten understreger med rette den uløselige forbindelse mellem udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. En effektiv udenrigspolitik skal nødvendigvis opbygges på grundlag af en overbevisende forsvarskapacitet. En tilstrækkelig forsvarskapacitet skal på sin side udformes og udvikles med udgangspunkt i formodede trusler og aftalte målsætninger i en yderst kompliceret og skrøbelig international kontekst.

3.2

Det centrale element er EU's position og rolle i morgendagens verden set i lyset af de hurtigt skiftende geopolitiske realiteter, hvor et stigende antal globale aktører træder ind på scenen. Set i det perspektiv mener EØSU, at det haster med en fælles indsats i Europa. Tidligere og nylige erfaringer beviser, at en bibeholdelse af traditionelle strategier risikerer at køre EU og medlemsstaterne ud på et sidespor.

3.3

EØSU opfordrer til, at der udstikkes en stabil og forudsigelig fremtid for de væbnede styrker, som matcher Europas nuværende økonomiske og teknologiske vægt. De store tidsforskelle fra systemerne designes til de tages i brug, styrker behovet for at træffe beslutninger i år.

3.4

Set ud fra en social og politisk synsvinkel fremhæver EØSU fire vigtige aspekter med hensyn til behovet for en effektiv europæisk forsvarskapacitet:

3.5

Der foregår en løbende debat om fremtiden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), selvom ordvalget er et andet. Mange debatemner, herunder om brugen af kampgrupper, uoverensstemmelserne om udviklingen af et enkelt operationelt hovedkvarter, finansiering af EU's FSFP-missioner, inddragelsen af bidrag til disse missioner og opfordringerne til en evaluering af den europæiske sikkerhedsstrategi, munder i realiteten ud i en debat om FSFP i alt andet end navn. Det ville være udtryk for et fremskridt at se debatten som en sådan. Derudover bør der i forbindelse med alle forhandlinger om disse vigtige emner tages højde for de industrielle følgevirkninger af trufne (eller ikke-trufne) beslutninger. Det vil ligeledes være et udtryk for den stærke forbindelse mellem industriel kapacitet og gennemførelsen af en FSFP. Hovedansvaret ligger hos regeringerne.

3.6

Det transatlantiske forhold og NATO spiller en afgørende rolle. Gennem lang tid har amerikanere ytret hård kritik af europæernes håndtering af Europas forsvarsforpligtelser i alliancen. Fra begge sider af Atlanten lyder der konstante opfordringer om at danne en "europæisk søjle" i NATO. Indtil nu har det modsatte været tilfældet.

3.7

Manglen på en reel "europæisk søjle" har dybe politiske rødder. I Europa er der stadig ikke en tilstrækkelig politisk vilje til at definere "strategiske" interesser eller en fælles central militærkapacitet. I modsætning hertil anvender USA og andre lande en model for strategiske aktiviteter, der omfatter alle forskningsaktiviteter og industrisektorer, der bidrager til deres statsborgeres globale sikkerhed, hvad enten denne er af civil eller militær karakter.

3.8

Set på denne baggrund mener EØSU, at en "europæisk søjle" bør resultere i, at den overdrevne europæiske afhængighed af USA, hvad angår militær kapacitet, bør erstattes af et mere velafbalanceret forhold. Parallelt med den stærkt nødvendige debat om fælles europæiske strategiske interesser, som udelukkende er et ansvarsområde, der tilfalder regeringerne, bør der hurtigst muligt iværksættes en målrettet planlægning vha. et samarbejde mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne og forsvarsindustrien samt en progressiv evaluering af medlemsstaternes vane med automatisk at købe "lagervarer" i USA.

3.9

Bedre vilkår for et industrielt samarbejde med den amerikanske industri på et mere jævnbyrdigt grundlag vil være en fordel set ud fra såvel et industrielt som et finansielt perspektiv.

4.1

Der er en tæt forbindelse mellem udenrigs- og forsvars-/sikkerhedspolitikkerne og forsvarsindustrien. Trods privatiseringer har staterne store interesser i forsvarsindustrien som kunde, lovgiver og udsteder af eksportlicenser.

4.2

Forsvarsindustrien har et betragteligt råderum på eksportmarkederne. Dette skyldes til dels privatisering, til dels støtte fra regeringerne: den økonomiske krise gør nogle forsvarsministre til erklærede tilhængere af eksport. Krisen tvinger under alle omstændigheder forsvarssektoren til at se eksport som et centralt element i deres forretningsmodel. Gennemsnitligt set var 2011 et meget lønsomt år for europæisk industri. Virksomhederne er også forholdsvis gode til at udvikle "dobbelt anvendelse"-produktion.

4.3

Globale aktører som Kina, Indien og Brasilien har deres egne udenrigspolitiske ambitioner, der resulterer i stigende forsvarsbudgetter. For øjeblikket forventes dette at skabe muligheder for europæisk eksport. Hvor længe vil denne situation vare ved? Industrien klarer sig stadig forholdsvis godt, men dens resultater baserer sig hovedsageligt på investeringer, der blev foretaget for 20 til 25 år siden. Stadigt faldende eller stagnerende investeringer for øjeblikket vil allerede få uoprettelige konsekvenser i nærmeste fremtid.

4.4

Derudover er det realistisk at forvente, at nye stormagter vil begynde at opbygge deres egen industri, uafhængigt af vestlige industrier, og derfor at de, som Europas kommende konkurrenter på markeder i tredjelande, i stigende grad vil blokere for import fra vestlige lande eller opstille betingelser for denne.

4.5

For øjeblikket findes der ingen store nye programmer i Europa, der befinder sig i en opstartsfase, og dette vil utvivlsomt påvirke de fremtidige eksportresultater. Derudover er det et stykke tid siden, at en stor vækstøkonomi har krævet en betydelig teknologioverførsel til og produktion i deres lande.

4.6

Enkeltstående eksportkontrakter vil efter al sandsynlighed blive anvendt til at kopiere teknologi fra vestlige industrier. For disse kan det være et alternativ til blokeringen af import at etablere produktions- (og udviklings)faciliteter i de berørte lande. For nærværende er det hovedsageligt et teoretisk spørgsmål, i hvor stort et omfang en sådan udvikling vil påvirke faciliteter og beskæftigelsesmuligheder i Europa. På længere sigt er det sandsynligt, at den europæiske industris position vil blive undermineret af nye giganter. En forbedret teknologi og produktion i disse lande vil også påvirke (potentielle) eksportmarkeder i andre tredjelande. Konkurrencen inden for såvel produkter som priser vil blive skærpet.

4.7

På grund af lange tidsmæssige forskydninger inden for udvikling og produktion samt teknologiske investeringer og fortsat innovation har Europa brug for en målrettet koordinering til sikring af en moderne og selvstændig forsvarsindustri. Så længe markedsstørrelsen hovedsageligt bestemmes af nationale grænser, vil markedet stort set altid befinde sig under den kritiske masse, selv i store medlemsstater. Eksport til tredjelande kan til en vis grad afhjælpe dette problem, men fremtiden er usikker, mens markedsvilkårene ofte er ustabile.

4.8

Vedvarende budgetreduktioner, som under de nuværende forhold indebærer betydelige begrænsninger, bør opfattes som en advarsel. De påvirker budgetterne til investeringer og indkøb, navnlig når de operationelle og vedligeholdelsesrelaterede omkostninger forbliver på samme niveau eller stiger som følge af igangværende militæroperationer (Afghanistan, Libyen, indsatsen mod pirater for blot at nævne nogle få).

4.9

Dette resulterer i udsættelsen eller endda aflysningen af investeringer, som har afgørende betydning for industriens muligheder for at sikre bibeholdelse og fornyelse af produktions- og udviklingskapaciteten. Derudover vil industrien selv være mindre parat til at investere i en sådan bibeholdelse eller nye aktiviteter i vanskelige tider. Kun ved at arbejde sammen på sammenhængende vis kan det sikres, at de nødvendige investeringer gennemføres.

4.10

EØSU er fortaler for en velgennemtænkt europæisk industripolitik for forsvarssektoren fra design af systemer til den operationelle fase. Det er et spørgsmål om at gennemføre en specifik industripolitik. Der i sagens natur tale om et offentligt marked: F&U skal finansieres med mere end startkapital som følge af de urentable fortjenstmargener i opstartsfasen og specifikke lovgivningsmæssige krav. Det er nødvendigt at kortlægge centrale europæiske industrikapaciteter samt investeringspolitikker, der skal støtte en solid europæisk produktion. Eftersom der ikke er noget enkeltstående land, der har tilstrækkelige ressourcer til at finansiere "den nye generation" af forsvarsmateriel, er det nødvendigt at koordinere nationale og europæiske mål samt nationale og europæiske ressourcer på såvel finansielt som industrielt plan. Styringen bør baseres på delte kompetencer mellem EU og medlemsstaterne i tråd med den aftalte Europa 2020-strategi. Dette er ligeledes en effektiv metode til at optimere koordineringen mellem EU's institutioner og internt i Kommissionen, som stadig langt fra udnytter sit potentiale. I den henseende kan den taskforce, som snart starter som en platform – bestående af Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og EU-Udenrigstjenesten – med det formål at diskutere prioriteter, kapacitet og mangler, yde en værdifuld støtte.

4.11

F&U er et centralt emne. Forsvarsindustrien er baseret på højteknologiske og vidensintensive industrielle aktiviteter, som også er nødvendige ved udviklingen af prototyper. F&U er næsten aldrig udelukkende industriens ansvar. Udviklings- og systemlivscyklussen er ganske enkelt for lang og de finansielle konsekvenser for store til, at industrien kan påtage sig samtlige finansielle risici. De historiske erfaringer viser, at alle vellykkede programmer gennemføres af stater og industrien i fællesskab.

4.12

En meget stor procentdel af den globale F&U inden for forsvarssektoren finansieres af staterne enten direkte eller indirekte gennem offentlige indkøb. Ikke overraskende undgår forsvarsindustrien gennemsnitligt set at påtage sig en overdreven finansiel risiko set i lyset af produkternes karakter. F&U i forsvarssektoren er i særlig grad sårbar over for statslige nedskæringer.

4.13

Som konsekvens heraf er der, ud over en industriel konsolidering, brug for en tilstrækkelig finansiering og sammenlægning af ressourcer, der er aftalt mellem medlemsstaterne, Kommissionen og industrien med det formål at fremme forskning, teknologi og udvikling. Investeringer i forsvarssektoren kræver en høj grad af finansiering til F&U og teknologiske projekter. Derudover skal adgangen til kritiske teknologier sikres. Hvis kritiske teknologier til udvikling og produktion ikke længere var tilgængelige pga. eksportrestriktioner udstedt af tredjeparter, ville det blive vanskeligt at opfylde europæiske målsætninger på sikkerhedsområdet.

4.14

F&U udført uden for forsvarsorganisationer spiller en stadig større rolle pga. fremskridtene inden for den uafhængige videnskab og teknologi på mange områder. Ofte er det kun i de sidste udviklingsfaser, at den endelige anvendelse afgør, om F&U kan beskrives som "forsvarsrelateret" eller "civil". F&U med dobbelt anvendelse får stadig større betydning for forsvarsapplikationer, jf. f.eks. IT. Det er dermed yderst vigtigt for det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDITB) at fremme F&U med dobbelt anvendelse, især da det skaber muligheder for at finde finansiering uden for forsvarssektorerne.

4.15

Offentlig F&U-finansiering på EU-niveau bør aftales medlemsstaterne imellem. Den kan gennemføres via det kommende 8. rammeprogram (RP8) eller via en særskilt fond, helst med udgangspunkt i pakker af avancerede forskningsområder, f.eks. nanoteknologi og kunstig intelligens. Der skal etableres særlige procedurer set i lyset af forbindelserne mellem forsvarsindustrien og den offentlige sektor.

4.16

Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) bør have en fremtrædende rolle, som planlagt i det europæiske rammesamarbejde, også med henblik på at undgå daglig politisk indblanding. EDA bør få lejlighed til at udfylde sin rolle fuldt ud som fastlagt i Lissabontraktaten (7).

4.17

En kompetent arbejdsstyrke med opdaterede færdigheder spiller en afgørende rolle for et industrielt program og et F&U-program på forsvarsområdet (8). Dette er endnu et stærkt argument for en stabil ramme for F&U og industrien i stedet for en ukontrolleret omstrukturering. Man skal huske på, at arbejdsstyrken i forsvarsindustrien er det fundament, som den fremtidige forsvarskapacitet bygger på. Høring af og kommunikation med industrien, F&U-institutter, højere uddannelsesinstitutioner, militære organisationer og interesserede fagforbund skal bidrage til at sikre, at såvel den igangværende omstrukturering som den fremtidsorienterede produktion af forsvarsmateriel i Europa organiseres på effektiv vis.

4.18

Budgetmæssige begrænsninger gør det nødvendigt at imødegå overlapninger og manglende effektivitet. En kontrolleret konsolidering er ikke nødvendigvis lig med etableringen af store virksomheder. Den handler om at opbygge en tilstrækkelig kritisk masse og kvalitet efter internationale standarder, som sikrer en konkurrencedygtig position på hjemmemarkeder og i tredjelande. Det bliver mere og mere nødvendigt, at medlemsstaterne, de relevante EU-aktører og industrien koordinerer projektplanlægningen på europæisk niveau.

4.19

Det er et faktum, at der er forskel på industriernes størrelse og output. Der er stor forskel på medlemsstaternes industrielle betydning. Et element i aftalen mellem de deltagende lande bør være at sikre, at industrierne i ikke-LoI-lande (=de væsentligste producenter) vil blive tilknyttet relevante projekter. Denne tilgang er ikke kun politisk hensigtsmæssig, den fremmer også et frugtbart samarbejde mellem store og små virksomheder samt forskningsinstitutter. Som leverandører bør SMV'er effektivt bidrage til intelligente specialiseringskæder.

4.20

Lande i Centraleuropa føler, at de på grund af deres udsatte geografiske beliggenhed er sårbare, hvilket der må tages særligt hånd om. Af hensyn til såvel behovet for, at befolkningen i disse lande føler sig godt beskyttede, som ønsket om fuldt ud at udnytte den specifikke tekniske viden inden for forsvarsområdet fremhæver EØSU, at det er nødvendigt i passende omfang at integrere den viden og de kompetencer, der findes i landene i Centraleuropa, i aktuelle og fremtidige forsvarsprojekter.

4.21

Et integreret europæisk marked for forsvarsprodukter ville skabe et mere stabilt hjemmemarked. Ud over at kombinere eksisterende nationale markeder ville et europæisk marked fremme en harmonisering eller endda en standardisering af kriterier og regler for offentlige indkøb mellem de forskellige medlemsstater. En større harmonisering eller standardisering ville forbedre de finansielle og økonomiske vilkår og fremme de europæiske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked.

4.22

Et europæisk forsvarsmarked ville have kritisk masse. På den baggrund peger EØSU på de ødelæggende konsekvenser, hvis medlemsstaterne fortsætter med at købe "lagervarer" i udlandet, navnlig USA. For det første underminerer dette industriens fordele ved et europæisk marked, og priserne for sådanne forsvarsprodukter ville som konsekvens heraf stige for europæiske kunder, hvis industrien blev forhindret i at sælge i tredjelande, hvor (den statslige) konkurrence uden tvivl vil blive stadig hårdere. For det andet betaler europæiske lande, som køber "lagervarer" i USA, for amerikanernes udgifter på teknologiområdet, som er inkluderet i prisen på disse produkter.

4.23

Set i lyset af de finansielle og internationale politiske perspektiver er det nødvendigt at gennemføre en grundlæggende europæisk debat og drage operationelle konklusioner. Hvis ikke alle medlemsstater er parate til at deltage under en fælles ramme, bør princippet om "forstærket samarbejde" gælde. Mere integration og en positiv holdning til køb af europæiske produkter vil vise sig at være den eneste måde, hvorpå der kan realiseres markedsstørrelser, der kan sammenlignes med markederne i USA. Uden et effektivt hjemmemarked er der alvorlig tvivl om, hvorvidt europæisk industri har en chance for at konkurrere på verdensplan.

5.1

Industrilandskabet mellem de forskellige væbnede styrker – land, sø, luft – er i høj grad forskelligt fra land til land. På en række områder er der ikke længere noget enkelt land, som kan betragtes som værende i stand til at udvikle nye generationer af forsvarsmateriel på selvstændig basis.

5.2

I landsektoren findes der kun et begrænset antal store systemintegrerende virksomheder, som er i stand til at udvikle og producere tunge kampvogne og lettere militærkøretøjer. De største europæiske producenter befinder sig i Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige. Der findes en bred vifte af delsystemsproducenter og tertiære leverandører, hvor Centraleuropa er underrepræsenteret.

5.3

Mange lande udvikler deres "egen" skibsbygningsindustri, og der bygges skibe af meget varierende størrelse og kompleksitet fra land til land. LoI-landene og Nederlandene indtager en førerposition, også når det drejer sig om modeldesign og komplekse søværnsforskningsfaciliteter, som i væsentlig grad adskiller sig fra udviklingen af civil skibsbygning. Også her findes der en bred vifte af delsystemsproducenter og tertiære leverandører.

5.4

Militærfly udvikles og produceres kun i enkelte lande. Industrien er koncentreret om et beskedent antal store multinationale virksomheder, der driver virksomhed på europæisk niveau og derudover. Industrien er primært koncentreret om EADS, BEA-Systems, Dassault og Saab-Aircraft. Den avancerede aerodynamiske forskning er begrænset til enkelte lande.

5.5

Elektroniksektoren, herunder kommando, kontrol og kommunikation, får stigende betydning på forsvarsområdet og omfatter vigtige industrielle aktører som Thales, BEA-Systems og Finmeccanica. For de største europæiske industrikoncerner som Philips og Siemens er forsvarsområdet mindre vigtigt. For disse virksomheder er produktionsvolumen for en omkostningseffektiv masseproduktion af specifikke elektroniske komponenter såsom integrerede kredsløb til forsvarsformål alligevel for lille. Inddragelsen af disse store industrikoncerner understreger imidlertid vigtigheden af "dobbelt anvendelse" på dette område.

5.6

Med hensyn til ammunition og eksplosive stoffer er antallet af industrier gradvist faldet gennem de sidste årtier til dels pga. miljømæssige restriktioner. Den offentlige sikkerhed tvinger sådanne industrier til enten at flytte gamle produktionssteder eller lukke disse.

5.7

Adgangen til kritiske teknologier er afgørende og bør støttes inden for rammerne af en FSFP. Det samme gælder for bestemte materialer som kulstoffibre eller materialer til elektroniske komponenter.

5.8

Forsvarspakken fra 2007, der blev vedtaget i 2009, kan yde stor støtte. Medlemsstaterne skulle have omsat direktiverne i sommeren 2011. Det er stadig for tidligt at afgive en positiv eller kritisk vurdering af direktivernes følgevirkninger for etableringen af ét indre marked. Processen er endnu ikke afsluttet, og spørgsmålene vedrørende gennemførelsen af målet om overførsel af forsvarsprodukter internt i EU samt opfattelsen af væsentlige nationale sikkerhedsinteresser er endnu ikke besvarede.

5.9

EUF-traktatens artikel 346 indeholder en undtagelse fra EU's lovgivning om offentlige indkøb, når det drejer sig om at beskytte væsentlige nationale sikkerhedsinteresser. Denne brede formulering kan forhindre en fornuftig markedsudvikling, navnlig hvad angår hensigtsmæssige forsyningskæder. EØSU er fortaler for en mere specifik fortolkning af artikel 346, som giver tilstrækkelige muligheder for europæiske løsninger og optimale europæiske forsyningskæder, der fremmer forsyningssikkerheden og tilgængelige specialteknikker i medlemsstaterne og nytteværdi for pengene.

5.10

Den nationale informationssikkerhed skaber problemer af samme type som dem, der nævnes i punkt 5.9, og skal derfor også evalueres. Det er også et vigtigt og følsomt emne i forbindelse med europæiske virksomheders deltagelse i forsvarsprojekter i USA.

5.11

"Sammenlægning og deling", herunder fælles uddannelsesprogrammer, bør iværksættes som et fremadrettet program. En grundlæggende forudsætning er, at hensigtserklæringer erstattes med konkrete planer og en målrettet strategi indeholdende præcise tiltag. Så længe der ikke er enighed om forsvarsdoktrinerne, vil det imidlertid være meget vanskeligt at realisere "sammenlægning og deling" på en effektiv måde.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/24

—

inddragelse af mænd i debatten og kommunikationen;

—

udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre, først og fremmest på uddannelsesområdet, og når det gælder karrieremuligheder;

—

fremme af de akademiske uddannelser, som kan få kvinder til at opstarte nye virksomheder;

—

sikring af lige adgang til midler og ressourcer og

—

bedre social sikring for selvstændige.

—

EU-netværket af mentorer for kvindelige iværksættere lanceret ved et arrangement under det polske formandskab den 15. november 2011. Netværket er et af de tiltag, der foreslås i statussen over "Small Business Act" fra 2011, og gennemfører og supplerer de tiltag, der har som sigte at fremme, støtte og tilskynde iværksættervirksomhed blandt kvinder.

—

EU-netværket for politikere til fremme af kvinders iværksættermuligheder.

—

Portalen for kvindelige iværksættere (6).

—

ulovlig forskelsbehandling og chikane på grund af køn skal udryddes, og

—

lige muligheder for mænd og kvinder fremmes.

5.1.3.1

Oprettelse af et kontor for kvindelige virksomhedsejere under Kommissionen og i medlemsstaternes kompetente ministerier. Det skal helst ikke lægges under ligestillingsministerierne, da ansvaret for økonomisk virksomhed bør holdes klart adskilt fra ansvaret for ligestilling mellem mænd og kvinder. Kontoret skal have et vægtigt mandat med mål og ressourcer. For øjeblikket beskæftiger 1 ud af 900 ansatte i Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik sig udelukkende med kvindelige iværksættere i Europa!

5.1.3.2

Udpegelse af en direktør/ansvarlig eller højtstående repræsentant for kvindelige erhvervsdrivende og iværksættere i Kommissionen og medlemsstaternes erhvervsministerier, der skal have til opgave at skabe opmærksomhed på tværs af afdelinger om de økonomiske gevinster ved at tilskynde flere kvinder til at opstarte og udvikle virksomheder. Disse hverv bør være tidsbegrænsede (4-10 år, afhængigt af økonomi og finansieringsstruktur) og have et helt klart mandat med konkrete mål og ansvar. Direktøren/Den ansvarlige eller højtstående repræsentant kunne også få til opgave at skabe interesse for erhverv og studier, som vil få flere kvinder til at blive iværksættere, bl.a. forskning, videnskab, højteknologi, direkte salg og online/it-udvikling.

5.1.3.3

Indsamling af vigtige data, som gør det muligt at måle og kvantificere bevillingen af ressourcer til kvindelige iværksættere – en af de væsentligste årsager til, at kvinder forskelsbehandles i erhvervslivet, navnlig i opstartsfasen. Støtte til den årlige opdatering af politikker og forskning i kvinders erhvervsvirksomhed i Europas regioner. Forøgelse af mængden af kønsopdelte data og større adgang til dem i alle myndighedskontorer og -agenturer. Det er absolut nødvendigt, at Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og medlemsstaternes ministerier for økonomisk udvikling foretager en kønsspecifik konsekvensanalyse ved at indsamle relevante data omfattende antallet af kvindelige iværksættere, antallet af virksomheder ejet af kvinder, antallet af ansatte i disse virksomheder og ressourcer bevilget til disse virksomheder og iværksættere. Det er vigtigt at anerkende, at lande som Australien, Canada og USA har haft held til at øge andelen af kvindelige iværksættere ved at indsamle og analysere denne type data.

5.1.3.4

Håndhævelse af den gældende ligestillingslovgivning. Nye tal viser, at arbejdsløsheden blandt kvinder i Europa er den højeste i 23 år. Også antallet af ikke-erhvervsaktive unge, herunder nyuddannede kvinder, er højere end nogensinde tidligere. Der er stadig forskelle i mænds og kvinders løn og et underskud af kvinder i beslutningsprocessen overalt i Europa. Det er vigtigt, at EU og medlemsstaterne opfylder deres ligestillingsforpligtelse og kønsopdeler information, særligt når der indsamles data, og ressourcer fordeles.

5.2.1.1

Eftersom alle aktiviteter, der skal få flere kvinder til at blive iværksættere eller eje virksomhed, har samfundsmæssige og økonomiske fordele, der gavner alle, bør mænd opmuntres til at deltage i denne debat og anerkende den merværdi, der skabes ved at fremme kvinders iværksætteraktiviteter. Information, netværk og uddannelse i den henseende bør omfatte begge køn, og den sociale sikring bør garantere ligebehandling af alle i samfundet.

5.2.1.2

Alle bør have mulighed for at blive iværksættere ved at sikre, at uddannelse på alle niveauer udrydder kønsstereotype opfattelser af iværksættere, og ved omhyggeligt at vælge det sprog og de betegnelser, der bruges til at beskrive iværksættere. Samtidig skal det sikres, at den støtte, universiteter og højere uddannelsesinstitutioner for øjeblikket tilbyder iværksættere, appellerer til og kan bruges af unge kvinder, således at kløften i antallet af unge mænd og unge kvinder, der starter virksomhed, lukkes.

5.2.1.3

Traditionelle og utraditionelle karriereforløb må fremmes over for kvinder i alle aldre på en kønsneutral måde. Europa har mange højtkvalificerede, veluddannede kvinder, hvoraf mange på grund af krisen for øjeblikket er arbejdsløse, og som måske ikke har overvejet egen virksomhed som en mulighed.

5.2.1.4

Der bør oprettes særlige erhvervscentre for kvinder, som tilbyder vigtig erhvervsinformation, netværk, videndeling, kurser og mentorordninger. I nogle EU-lande findes der slet ikke den slags centre, og i EU generelt er de ofte lagt under erhvervsorganisationer eller handelskamre og mangler ressourcer. Men centre med øremærkede ressourcer kan være yderst effektive til at fremme iværksættervirksomhed blandt kvinder. I Tyskland er der mange eksempler på bedste praksis.

5.2.1.5

Kvinder, som ønsker at starte egen virksomhed eller videreudvikle deres forskning eller innovationer, må støttes og have adgang til information, midler og ressourcer til forskning, videnskab og teknologi.

5.2.1.6

De finansielle institutioner bør gennemgå deres offentliggjorte oplysninger om udlån i forhold til køn. Undersøgelser viser, at der gives få lån til kvinder og ofte til meget højere rente end til mænd (15).

5.2.1.7

De sociale sikringsordninger for iværksættere bør gennemgås, særligt bør der ses på de praktiske aspekter forbundet med ydelser til kvindelige iværksættere under graviditet, som har børn eller plejeforpligtelser. Kommissionens Handlingsplan: Den europæiske dagsorden for iværksætterkultur (16) understreger behovet for bedre sociale sikringsordninger, men går ikke langt nok i de forslag, der fremsættes.

5.2.1.8

En offentlig medieaftale omfattende hele EU bør udformes og implementeres, og public service-kanaler i medlemsstaterne bør tilskyndes til at forpligte sig til at fastlægge mål om, at mediedækningen af iværksættere skal fordele sig ligeligt mellem mænd og kvinder – så kvinder fjernes fra "kvindesiderne" og i stedet flyttes til erhvervssiderne! Undersøgelser viser, at medieomtale kan have stor positiv betydning for opfattelsen af og holdningen til kvindelige iværksættere. Større medieomtale af succesrige kvindelige iværksættere som rollemodeller vil have en målbar effekt på holdningen til kvindelige iværksættere i samfundet.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/29

1.1

Det potentiale, som udgøres af de kvinder, der arbejder og/eller driver forretning i landbrugs- og landdistrikterne, bør analyseres, opgøres og udnyttes i alle EU's politikker og ikke stækkes af nogen af dem: dette er forudsætningen for, at kvinder kan blive drivkraft for udvikling og innovation og på denne måde hjælpe hele sektoren med at komme ud af krisen.

1.2

Der bør garanteres ligebehandling, lige muligheder og tiltag til forbedring af kvinders vilkår i hele EU's lovgivning og programmer via en effektiv integration af kønsaspektet og ved at forenkle procedurerne for adgang til midler og regelmæssigt evaluere resultaterne.

1.3

Kvinder bør inddrages i udviklingsplanerne for sektoren på territorialt og regionalt plan: dette forudsætter, at de bliver i stand til at deltage og udtrykke deres behov, erfaringer og projekter (kapacitetsopbygning).

1.4

Der bør være en interaktion mellem universiteter og forskningscentre og de berørte kvinder med det mål at analysere potentiale og behov, stille uddannelsesmæssige og teknologiske instrumenter til rådighed for at støtte udviklingen af virksomheder, der ledes af kvinder, og forbedre arbejds- og livskvaliteten for kvinderne i landbruget.

1.5

Ikt (1) er af grundlæggende betydning for udviklingen og forbedringen af kvindernes aktivitet i landbruget, forudsat at teknologierne er effektive, jævnt fordelt over territoriet, tilgængelige og ikke for dyre (bredbånd). Dette kan også skabe job til ikt-teknikere.

1.6

Oprettelsen af netværk mellem kvinder ved hjælp af velfungerende informations- og kommunikationsteknologier udvikler kontakter, understøtter deltagelsen og fremmer forbindelser og udveksling af god praksis mellem kvinder i EU og kvinder i kandidat- og tredjelande til gavn for det internationale samarbejde og handelen.

1.7

Uddannelsen bør rette sig mod de berørte kvinders behov og potentiale. Innovative former for formidling kan kvinderne selv tage sig af (diskussionsgrupper og selvindlæring, avisrubrikker, oplysningstiltag i uddannelsesinstitutionerne osv.).

1.8

For at kvinder kan organisere sig og medvirke til at udvikle deres eget potentiale er der behov for effektive, tilgængelige og fleksible offentlige tjenester, som kan frigøre noget af den tid, der går med pasningsopgaver. Dette gælder for sektorerne sundhed, transport, kredit, distribution, marketing, pleje af ældre familiemedlemmer og børn, men også for velfærdssystemer, som sikrer beskyttelse af de kvinder, der ikke er forsikrede. Også i disse tilfælde skabes der afledt beskæftigelse inden for de berørte serviceområder.

1.9

Alle medlemsstater i EU bør fremme den juridiske anerkendelse af medhjælpende hustruer med henblik på social sikring, herunder sygesikring. På EU-plan bør der fastlægges en retlig ramme for fælles sociale sikringsrettigheder evt. via en særlig status for landbokvinder.

1.10

Kvinder kan bidrage til bæredygtigheden i landbruget og landdistrikterne, hvis de får de nødvendige informationsmæssige og teknologiske redskaber stillet til rådighed (grønne teknologier, forvaltning og effektiv udnyttelse af ressourcerne, produktion af ren energi). Til etablering af denne type innovative og bæredygtige virksomheder bør der indføres en hurtig procedure for forenklet adgang til midlerne (især under 2. søjle i den fælles landbrugspolitik).

1.11

Kvinder kan sætte gang i en genoplivning af håndværk, traditionelle kvalitetsprodukter og økologiske produkter bl.a. via et tættere samspil mellem producenter og forbrugere, som bør nærmere undersøges og udnyttes (som i tilfældet med de korte forsyningskæder).

1.12

Reformen af den fælles landbrugspolitik og politikkerne for landdistriktsudvikling bør medvirke til at opgradere kvinders arbejde og aktiviteter navnlig via tematiske programmer forbeholdt for kvinder (2. søjle).

1.13

Medlemsstater, regioner, lokalforvaltninger og arbejdsmarkedets parter er alle ansvarlige for at fremhjælpe det potentiale, som landbokvinder har, ved at tilvejebringe retlige rammebetingelser og indføre et relevant retsgrundlag, som sikrer, at princippet om ligebehandling og ligelig repræsentation af mænd og kvinder bliver overholdt, også internt i deres egne rækker. Positive eksempler i enkelte medlemsstater bør tilskynde til, at kvinder – som krævet af Europa-Parlamentet – bliver repræsenteret i alle politiske, økonomiske og sociale organer inden for landbrugssektoren og i landdistrikterne på passende vis.

2.1

Det potentiale, som kvinderne repræsenterer i landbruget og i landdistrikterne, er undervurderet: rapporten om den fælles landbrugspolitik 2010 (2) kommer kun ind på kvindernes situation via Eurostats statistikker, og rapporten om landdistriktsudvikling 2010 (Rural Development in the European Union – Statistical and Economic Information Report 2010) nævner kort forskellen i erhvervsfrekvens (mænd 76 %, kvinder 62 % (3)). Også i Rådets interessante afgørelse af 20. februar 2006 om "Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne" (4) nævnes kvinderne kun i forbindelse med fremme af kvinders adgang til arbejdsmarkedet.

2.2

Europa-Parlamentet opregner derimod i sin beslutning fra 2011 om kvinders rolle i landbrug og landdistrikter (5) lige præcis de vigtigste problemer, som kvinder står over for, og peger på nogle strategiske fremgangsmåder til forbedring af kvinders sociale og økonomiske situation. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tilslutter sig helt og fuldt EP's analyse og er enigt i konklusionerne. Det har i øvrigt selv afgivet en række udtalelser (6).

2.3

EØSU værdsætter Kommissionens forslag til forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (7) såvel som meddelelsen om det europæiske innovationspartnerskab om landbrugets produktivitet og bæredygtighed (8): disse tekster indeholder interessante elementer, som giver håb om større bevågenhed fra institutionernes side omkring kønsaspekterne. Udvalget ser gerne, at Rådet følger dette op med passende beslutninger.

2.4

EØSU anerkender udtrykkeligt de aktiviteter, der udføres af organisationer for kvinder i landdistrikter og lignende netværk i en række medlemsstater. Disse er for en dels vedkommende selvstændige, mens andre er integrerede i landbrugsorganisationerne. Der findes ligeledes ungdomslandbrugsorganisationer, der i betragtelig grad arbejder for ligestilling mellem kønnene. Herved får mange kvinder de fornødne kvalifikationer og motiveres til yderligere iværksætterrelaterede, sociale, faglige og politiske aktiviteter. Disse organisationer har ligeledes en stor del af æren for de hidtil realiserede fremskridt, f.eks. i forbindelse med landbofamiliers adgang til social sikring. I visse landbrugsorganisationer – hidtil traditionelt domineret af mænd – er kvinder i dag aktive og har stor indflydelse (9). Sådanne eksempler bør tjene som et forbillede i alle medlemsstater."

2.5

Denne udtalelse vil på linje med de nævnte dokumenter søge at indkredse nogle kriterier og foranstaltninger, som kan hjælpe kvinder med at frigøre deres potentiale som arbejdstagere og iværksættere ved at påtage sig en innovativ rolle for at fremme en bæredygtig udvikling og kvalitetsbeskæftigelse. Ved at definere det potentiale og de behov, som gør sig gældende for kvindelige arbejdstagere og iværksættere på landet, kan man forbedre produktionen, opgradere den, give den strategiske fremtidsudsigter, diversificere den og skabe større sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og politikkerne for landdistriktsudvikling og territorial samhørighed.

3.1

De forskellige reformer af den fælles landbrugspolitik har udvisket begrebsgrænserne mellem landbrugsøkonomi, landdistriktsøkonomi og forvaltning/udnyttelse af landdistrikterne. Dette udvider det scenarie (10), hvori kvinders problemer skal analyseres, men det gør det også mere nødvendigt at råde over præcise kønsopdelte og kvalitative data. Den indsats, som Eurostat allerede har påbegyndt i denne retning, bør forstærkes. I EP's beslutning antages det, at der er 26,7 mio. mennesker, som er "fast beskæftiget inden for landbruget", hvoraf 42 % (dvs. 11,2 mio.) er kvinder. Denne beskæftigelse omfatter alle de aktiviteter i landbruget og landdistrikterne, hvor der gøres en arbejdsindsats af en hvilken som helst art (som dog ofte ikke er de pågældendes eneste, endsige vigtigste, erhvervsaktivitet). Eurostat derimod opgør beskæftigelsen i landbruget på grundlag af ÅAE (årsarbejdsenhed), hvilket reducerer det samlede antal mænd og kvinder, som under en eller anden form er beskæftiget i sektoren, til 11,1 mio. i 2010 (fordelt på landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri) og dermed kvindernes andel til ca. 4,7 mio. (11).

3.2

Denne henvisning til statistiske metoder viser, at problemet ikke drejer sig om, hvor mange personer der er tale om, men om landbrugets og landdistrikternes strategiske rolle i samspillet med byerne og de bynære områder og deres bæredygtige udvikling (miljømæssigt og socialt). Kvinders situation i landbruget og landdistrikterne vil således blive behandlet med fokus på to aspekter: det europæiske landbrugs høje produktionsstandarder og det potentiale, som kvinder udgør og som kan frigøres gennem indsættelse af få ressourcer, når blot de anvendes effektivt og målrettet. Det tages med i betragtning, at vi endnu befinder os i en dyb krise, som skaber vanskeligheder – men også muligheder – for de kvinder, som lever og arbejder i landbrugsområder og landdistrikter.

4.1

Nylige undersøgelser af situationen for landbruget og landdistrikterne tyder på, at sektoren – efter en nedgang i produktion og beskæftigelse på grund af opbremsningen i forbrug og eksport – nu atter er i vækst og har en større indtjening. Især det indre marked har en vis forkærlighed for kvalitet og bæredygtighed: f.eks. bliver forbrugerne stadig mere positivt indstillede over for indkøb af lokale produkter ("nul-kilometer" distribution eller korte forsyningskæder (12)) og/eller indkøb af økologiske produkter.

4.2

Hvad angår beskæftigelsen gik der ca. 900 000 arbejdspladser tabt i landbruget fra 2007 til 2008, mens saldoen for 2008-2009 er -200 000 ÅAE (13). Den negative beskæftigelsesudvikling kan således være et udtryk for, at der på grund af rationaliseringen af bedrifterne rent fysisk er blevet nedlagt arbejdspladser med det resultat, at andelen af ufaglærte arbejdstagere er gået tilbage til fordel for faguddannet arbejdskraft.

4.3

Trods disse positive tegn er vi ikke kommet ud af krisen, og kvindernes situation er heller ikke forbedret: en stor del af landbrugsproduktionen foregår stadig med uformelt ansat kvindelig arbejdskraft, som i forvejen tegner sig for en meget lille andel af beskæftigelsen på såvel fuldtid (26 % af kvinderne mod 52 % af mændene) som deltid (9,7 % af mændene mod 11,8 % af kvinderne) (14). Hertil kommer sæsonarbejdet (som udgør den altovervejende ansættelsesform, mens tidsubestemt kontraktansættelse er sjælden), uformelt arbejde og illegalt arbejde, som er en stor usynlig eller problematisk sektor, for hvilken der ikke foreligger data, og hvor der bør gøres en indsats for at fremme lovliggørelsen af det arbejde, der ellers udføres sort, og så vidt muligt stabiliseringen af kvinders beskæftigelse.

4.3.1

De kvindelige indvandreres situation er meget bekymrende (hvad enten de kommer fra lande i eller uden for EU), idet de ofte nægtes de mest elementære rettigheder og må finde sig i forsinket udbetaling af løn eller uberettigede og urimelige lønnedskæringer. Denne situation er forværret, siden krisen satte ind og kan ikke retfærdiggøres af vanskelighederne med kreditgivningen til små landbrugsbedrifter og forarbejdningsvirksomheder; mange kvinder har måttet vende tilbage til deres hjemland uden at have fået løn eller er blevet ofre for udnyttelse, kriminalitet eller handel med arbejdskraft, som desværre i nogle EU-lande endnu ikke er strafbar.

4.3.2

Bl.a. på grund af bedrifternes spredte beliggenhed og for manges vedkommende ringe størrelse er det en kompliceret opgave at føre kontrol med, om ansættelsesvilkårene opfylder lovens krav. En omhyggelig forvaltning fra de lokale myndigheders side sammen med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer kan danne udgangspunkt for bekæmpelsen af uregelmæssigheder og kriminalitet og således garantere alle parters rettigheder og sikkerhed.

5.1

Landbrugsproduktionens kvalitative dimension er et vigtigt aspekt af kvindernes arbejde, hvad enten de er producenter, medhjælpere, forbrugere eller formidlere af ægte traditioner, kreativitet og adfærd. For at udnytte denne realitet er det nødvendigt at træffe samordnede valg på lokalt plan.

5.2

Ved udviklingen og anvendelsen af avancerede produktionsteknikker, forskning, erhvervsvejledning og -uddannelse bør forskningscentre og universiteter interagere med landbruget og landdistrikterne ved at lade kvinders behov og analysen af deres potentiale indgå i deres studier.

5.3

Ofte tror man, at ethvert problem vedrørende forbedring af kvaliteten og konkurrenceevnen kan løses ved at tilbyde en eller anden form for uddannelse. Dette kan give stødet til en kvantitativ, men ikke kvalitativ og målrettet vækst i uddannelsestilbuddene, som ofte ikke modsvarer erhvervslivets og de relevante sociale aktørers konkrete behov og ikke indgår i deltagelsesbaserede strategier for bæredygtig udvikling. Landbruget og landdistrikterne har brug for kvindelige arbejdstagere og iværksættere med den nødvendige uddannelsesmæssige baggrund, men uddannelse alene giver ikke direkte adgang til beskæftigelse, erhvervsaktivitet eller et arbejds- og familieliv, hvis de nødvendige strukturer og tjenester ikke er til stede, og hvis der ikke skabes bæredygtige kvalitetsjob.

6.1

Ethvert tilbud om uddannelse, offentlige tjenesteydelser eller rationalisering bør tage udgangspunkt i en analyse af de konkrete vilkår for de kvinder, som bor og arbejder på landet, og deres egne ønsker. Dette indebærer en nøje analyse af de lokale forhold og den relevante befolkningsgruppes potentiale og forventninger, og den bør gennemføres med de berørte kvinders aktive deltagelse. Deltagelse er en proces, som de nationale, regionale og lokale myndigheder, men også erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationerne er ansvarlige for. Det samlede potentiale i et givet område kan øges, hvis de derboende kvinders potentiale bliver frigjort. Målrettede og effektive programmer til udvikling af innovation, iværksætteri og beskæftigelse for kvinder kan skabe arbejdspladser (især for de unge) og dermed bremse og undertiden ligefrem vende tendensen til affolkning af landdistrikterne.

6.1.1

Både universiteter og lokalområder bør medvirke til undersøgelsen af dette potentiale: forskningscentre bør inddrages i udformningen og evalueringen af udviklingsplanerne. Dette kræver, at der etableres effektiv kontakt via avancerede, tilgængelige ikt-tjenester mellem universiteter og kvinder med henblik på forskning og afprøvning af resultaterne i marken (15).

6.1.2

De regionale udviklingsplaner bør indeholde specifikke uddannelsestilbud til kvindelige arbejdstagere, medhjælpende hustruer og iværksættere med henblik på at udnytte deres evne til tilpasning, innovation og formidling af viden og fremgangsmåder. De kvinder, som har fået en faglig uddannelse, bør tilskyndes til at videregive deres viden til andre kvinder via formelle kanaler (kooperativer, strukturer for medindflydelse på de lokale myndigheders beslutninger, aktionsgrupper vedrørende landdistriktsudvikling osv.) og uformelle kanaler (diskussions- og selvuddannelsesgrupper, oplysningstiltag i uddannelsesinstitutionerne, radio- og tv-udsendelser, avisrubrikker, sociale virksomheder osv.). Det nødvendige incitament består ikke kun i finansielle midler, men kan også opnås ved at give kvinder mere tid til rådighed gennem lettelser og gode lokale servicetilbud (betalt orlov til løsning af plejeopgaver, børnepasningsfaciliteter, effektiv og gratis transport (16), afløsningsordninger i forbindelse med plejeopgaver, gårdbørnehaver osv.).

6.2

En effektiv, hurtig (bredbånd) og ikke for dyr internetdækning er en forudsætning, når man tager i betragtning, at det i nogle EU-lande stadig er under 60 % af husstandene, som er tilsluttet nettet. Mere udbredt anvendelse af ikt kan også lette adgangen til fjernundervisning og kommunikation mellem fjerntliggende områder og kan tilskynde til at kommunikere med landbokvinder i andre lande og dermed vække interessen for at lære sprog og udveksle erfaringer.

6.2.1

Desuden kan ikt fremme oprettelsen af netværk mellem kvindelige iværksættere, medhjælpende hustruer og kvindelige arbejdstagere, som – stimuleret af indvandrerkvinder fra lande uden for EU – herigennem kan kommunikere og interagere med kvinder fra kandidatlande og tredjelande. Disse netværk kan skabe en frugtbar udveksling af erfaringer, et bedre udviklingssamarbejde og ligefrem større handelsmæssig integration samt bidrage til at løse fødevareudfordringen på verdensplan.

6.3

Landbokvinders helbred må prioriteres højt. Effektive sundhedstjenester bør bl.a. med anvendelse af telemedicin og telediagnostik og medicinsk udstyr af kvalitet overvåge sundhed, sikkerhed og erhvervssygdomme på arbejdspladserne, hvilket også kan skabe arbejdspladser for specialiseret personale. Sådanne tjenester (især vedrørende reproduktiv sundhed og forebyggende gynækologiske undersøgelser) bør være gratis. Under alle omstændigheder bør prisen altid stå i forhold til indkomst og forsørgerbyrder. Et vigtigt aspekt er, at ældre kvinder udgør en stor andel af befolkningen: i nogle stærkt landbrugsprægede lande har kvinder en meget længere forventet levetid end mænd, og derfor er kvinderne i overtal i aldersgruppen over 60 år (17). For disse kvinder er det vigtigt, at der er mulighed for lægehjælp, sundhedspleje og hjemmehjælp også for ikke at vælte flere omsorgsbyrder over på de yngre kvinder.

6.4

Vilkårene for medhjælpende hustruer i landbruget varierer stadig meget fra land til land. Formelt anerkendes de ikke som arbejdstagere, skønt de arbejder hårdt i sektoren og i visse medlemsstater stadig ikke har nogen sygesikring eller pension (bortset fra den almindelige forsikring, hvis velfærdssystemet omfatter en sådan). Der er brug for instrumenter, som kan sikre disse kvinder dækning via f.eks. specifikke pensionsfonde oprettet af arbejdsmarkedets parter eller de regionale myndigheder. Det vil også være hensigtsmæssigt at fastlægge en retlig ramme for fælles sociale sikringsrettigheder evt. via en særlig europæisk status for landbokvinder.

6.5

Kvinder spiller en stor rolle i rationel energiudnyttelse og bortskaffelse af affald, for så vidt som de administrerer familiens økonomi. Affaldssortering og passende komposterings- og forarbejdningsfaciliteter (biomasse) kan bidrage til målene om energibesparelser og til fremkomsten af gode cirkler i landbrugsproduktionen og den økologiske produktion, som reelt er selvforsynende på energiområdet. Adgangen til nye grønne teknologier til brug i produktionen og i en effektiv udnyttelse af ressourcerne bør fremmes og støttes med specifikke incitamenter til bedrifter og aktiviteter, der forvaltes af kvinder.

6.6

I mange lande har kvinder haft gode resultater med at gå sammen om landboturismeprojekter især i form af kooperativer, som har givet vældigt gode driftsresultater. På grund af den stigende interesse for denne form for turisme ville det være en god ide at etablere netværk for denne erhvervsaktivitet og udbrede bedste praksis.

6.7

For at bidrage til bæredygtig udvikling og understøtte kvindernes arbejde (som ofte udføres på små jordlodder) bør distributionen være af høj kvalitet, funktionel og fleksibel: lokale distributionskooperativer, hvor omkostningerne holdes nede, kan bidrage til at fremme salg af egnstypiske produkter af kvalitet til mere overkommelige priser. Specifikke salgsfremstød for disse produkter har også vist sig at være nyttige.

6.8

Det er vigtigt at forøge den handelsmæssige værdi af håndværksmæssigt fremstillede og egnstypiske produkter, som er ved at forsvinde. Målrettede oplysnings- og marketingstiltag kan hjælpe med til at bevare og skabe aktiviteter og arbejdspladser og dermed modvirke afvandringen fra landet og kvalitetsforringelsen som følge af masseimport. Der er derfor et uomgængeligt behov for at skabe et effektivt samspil mellem land og by gennem etablering af passende tjenesteydelser, teknologier og transportforbindelser, som kan forbinde landdistrikter og landbrugsområder med markederne i byerne (18).

6.9

Det er nødvendigt at forbedre adgangen til finansiering med henblik på etablering af landbrugsbedrifter og -kooperativer samt håndværksvirksomheder gennem ansvarliggørelse af de traditionelle banker (især landbrugsbanker og lokale sparekasser), men også ved at fremme programmer for mikrokredit især med sigte på kvinder.

7.1

I afventning af vedtagelsen af forslaget til forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene (19), skal der mindes om, at ELFUL-forordningen understreger, at fondens midler skal støtte ligestilling mellem mænd og kvinder samt oplysning af og medindflydelse for organisationer, som arbejder for opfyldelsen af dette mål (20). Den nye fælles forordning kunne styrkes ved at indføre en hurtig procedure for kvinder, som etablerer innovative og bæredygtige landbrugsbedrifter eller håndværksvirksomheder på landet. Dette ville give de civilsamfundsorganisationer, som deltager i det partnerskab, der er omfattet af artikel 6 i den nævnte forordning, større styrke og kapacitet til at fremsætte forslag.

7.2

Med hensyn til forslaget til fælles forordning om fondene, som behandles i EØSU's udtalelse (21), skal det her bekræftes, at udvalget er meget bekymret over de konsekvenser, som makroøkonomisk konditionalitet (art. 21) kan få for projekter rettet mod udvikling af initiativer til fordel for kvinder. EØSU anmoder om, at man via en specifik bestemmelse undgår direkte eller indirekte at ramme de svageste, herunder kvinder.

7.3

EØSU håber, at Kommissionen – ud over den indsats, den allerede har gjort i de nævnte forslag – bliver bedre i stand til på et tidligt tidspunkt at opfange udviklingen i kvinders holdninger og krav og at den især undgår en ufleksibel udformning af indholdet og procedurerne i programmerne til forbedring af kvinders vilkår på landet.

7.4

En stærkere og bedre inddragelse af kvinder i udviklingen af landbruget og landdistrikterne bør systematisk indarbejdes også i EU-programmerne for forskning og udvikling, uddannelse (bl.a. Den Europæiske Socialfond) og arbejdstagernes mobilitet og naturligvis i gennemførelsen af politikken for økonomisk, social og territorial samhørighed.

7.5

Bestemmelser, programmer og projekter vedrørende gennemførelsen af 2. søjle bør underkastes regelmæssig kontrol i forbindelse med procedurerne for overvågning af den fælles landbrugspolitik for at efterprøve, om de effektivt bidrager til målet om lige muligheder, og om midlerne bruges hensigtsmæssigt.

7.6

Der bør også indføres tematiske delprogrammer for kvinder i forbindelse med politikken for landdistriktudvikling, og de erfaringer, som Leader-programmet har givet, bør udnyttes og spredes på passende vis.

7.7

For at kunne udvikle programmer, som først og fremmest sigter mod at frigøre kvinders potentiale, bør lokalområderne – i fysisk, administrativ og sociologisk forstand – spille hovedrollen i en deltagerbaseret proces. Arbejdsmarkeds- og civilsamfundsorganisationerne bør tage del som hovedpersoner i ansvaret for de valgte løsninger og deres gennemførelse. For at kunne gøre dette må de også vise sig i stand til i praksis og effektivt at repræsentere kvinders interesser og integrere dem på alle organisationsniveauer og i den forbindelse også medvirke til deres kapacitetsopbygning.

7.7.1

EØSU opfordrer alle de organisationer, der er repræsenteret i dets midte, til at vende deres interesse mod de kvinder, som lever og arbejder på landet, og gøre sig til talsmænd for deres behov og ønsker samt systematisk indsætte kvinder i de forskellige horisontale og vertikale partnerskabsstrukturer.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/34

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anerkender, at både EU og Moldova har interesse i at knytte tættere bånd til hinanden. Med udgangspunkt i sin studietur i marts 2012 fremsætter udvalget følgende anbefalinger med det formål at:

1.2

I sine anbefalinger til Kommissionen og Europa-Parlamentet opfordrer udvalget først og fremmest til, at der indgås en vidtgående og bred frihandelsaftale, og at civilsamfundets organisationer inddrages i alle faser af forløbet. For at opnå en vidtgående og bred frihandelsaftale bør man koordinere Kommissionens arbejde med EU-Udenrigstjenestens indsats. Udvalget anbefaler, at Kommissionen:

1.3

I sine anbefalinger til Moldovas offentlige myndigheder opfordrer EØSU regeringen og parlamentet til at:

1.4

I sine anbefalinger til civilsamfundsorganisationerne i Moldova ønsker udvalget at udbygge sine forbindelser til det moldoviske civilsamfund inden for rammerne af østpartnerskabet. Udvalget fremsætter følgende forslag til det moldoviske civilsamfund og er parat til at præsentere dem på en konference afholdt i Moldova for at konkretisere partnerskabets platform for "mellemfolkelig kontakt". Ud over at oprette et råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål anbefaler EØSU, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet:

2.1

Civilsamfundet i Moldova er allerede involveret i politikken for tilnærmelse til EU via en række mekanismer. I januar 2011 blev det nationale råd for deltagelse, som er et rådgivende organ bestående af 30 medlemmer, oprettet. Det samarbejder med regeringen, mens et andet organ varetager funktionen som rådgiver for parlamentet. Den nationale konvention for europæisk integration, der blev grundlagt i november 2010, fungerer som paraply for en række organisationer. Den har til opgave at fremsætte forslag og formidle information om EU-integrationsprocessen og dermed muliggøre en direkte og åben debat med de berørte parter. Derudover er der opstået adskillige tematiske platforme for civilsamfundsorganisationer på nationalt niveau.

2.2

Moldoviske organisationer deltager i forskellige grupper i østpartnerskabets civilsamfundsforum: demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og stabilitet, generelle anbefalinger, miljø, energi og klimaændringer samt mellemfolkelig kontakt. EØSU slår til lyd for, at der oprettes en femte arbejdsgruppe om den sociale dialog, der også mere generelt tager fat på de økonomiske og sociale spørgsmål (3).

2.3

Arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at skabe tættere bånd mellem EU og Moldova. Fagforbundenes uafhængighed, som er anerkendt i forfatningen, er forankret i loven af juli 2000, der garanterer foreningsfriheden, retten til at deltage i overenskomstforhandlinger samt beskyttelsen af fagforeningernes aktiver. Fagforeningslandskabet har ændret sig markant i de seneste år: de to eksisterende fagforeninger, CSRM og Solidaritate, er blevet samlet til ét organ, nemlig den nationale sammenslutning af fagforbund i Moldova (Confederatiei Nationale a Sindicatelor din Moldova, CNSM). CNSM er blevet medlem af Den Internationale Faglige Sammenslutning og er nu begyndt at deltage i internationale aktiviteter og møder. CNSM kan også søge om status som observatør i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation.

2.3.1

Den mest repræsentative arbejdsgiverorganisation er den nationale sammenslutning af arbejdsgivere i Moldova, som blev grundlagt i 1996, har 32 medlemmer og definerer sig selv som værende upolitisk og uafhængig. Det nationale beskæftigelsesagentur forvalter mobilitetspartnerskabet mellem EU og Moldova for at sikre, at integrationen af Moldovas arbejdsmarked foregår uden gnidninger. Arbejdsgiverorganisationerne deltager i denne proces ved at gennemføre beslutningerne fra projektet på lokalt og regionalt niveau.

2.3.2

Det vil desuden være hensigtsmæssigt at støtte arbejdsmarkedsparternes kommunikationsafdelinger i forbindelse med spørgsmål vedrørende den vidtgående og brede frihandelsaftale, i samarbejde med deres branchekolleger på EU-plan eller i medlemsstaterne.

2.4

Nogle grupper i befolkningen, navnlig i landdistrikterne, befinder sig fortsat i en sårbar situation. Kvinderne er særlig hårdt ramt af den forværrede sociale situation, hvilket giver sig udslag i høj arbejdsløshed, tab af kvalifikationer, lønnedgang, sæsonarbejde og endnu ringere sociale ydelser. Kvinder har samme rettigheder som mænd, men er mere udsatte på arbejdsmarkedet. Derudover er kun 14 % af alle iværksættere i Moldova kvinder. Landbefolkningen er stadig overrepræsenteret i de dele af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen (4), og andelen af fattige i landdistrikterne voksede i 2009. Børn i Moldova udsættes for en lang række farer: hjemløshed, børnearbejde, børnehandel og børneprostitution giver anledning til bekymring. Fænomenet med "socialt forældreløse" børn, som bliver sendt på børnehjem af deres familier pga. fattigdom, er fortsat udbredt.

2.5

Mediernes rolle er blevet forbedret i de seneste år. Koordineringsudvalget for audiovisuelle medier vedtog en ny metode for tilsyn med mediedækningen af politik i slutningen af oktober 2010, med støtte fra EU og Europarådet. Derudover så to nye tv-stationer (Jurnal TV og Publika TV) og fire nye radiostationer (Radio Sport, Aquarelle FM, Publika FM og Prime FM) dagens lys i 2010. Der bør gives høj prioritet til at afholde kurser for journalister om europæiske anliggender. Fremskridtene på området ytringsfrihed vil gøre det lettere at informere offentligheden og erhvervslivet – navnlig landbrugerne – om de udfordringer, der er forbundet med tilnærmelsesprocessen.

2.6

Selv om der er sket ubestridelige fremskridt på området, kæmper civilsamfundet fortsat med alvorlige organisatoriske vanskeligheder. Der er stadig territoriale uligheder: ngo-sektoren er aktiv i de vigtigste byområder – Chișinău, Balti, Cahul and Ungheni – men er stort set inaktiv i store områder af landet. Fagforeningerne har derimod et større netværk i hele landet. Som følge af løsrivelsesprocessen er samarbejdet på tværs af Dnestr-floden stadig yderst begrænset. Desuden er ngo'erne i vid udstrækning afhængige af eksterne donorer, hvilket kan sætte deres uafhængighed og bæredygtighed på spil. Endelig er ekspertnetværkene – selv om de er af høj kvalitet – ofte baseret på en meget snæver kreds af specialister, fordi antallet af store ngo'er næsten ikke er vokset i de seneste år.

3.1

Forberedelserne til den nye vidtgående og brede frihandelsaftale mellem EU og Moldova omfatter varer, tjenesteydelser og investeringer, men dens vidtgående og brede karakter indebærer en effektiv gennemførelse og anvendelse af EU-lovgivningen på handelsområdet. Og det kræver tilstrækkelig støtte og væsentlige reformer. Moldovas økonomi er svækket af flere forskellige faktorer: en dårlig transportinfrastruktur (navnlig veje), hjemmemarkedets ringe størrelse, et ugunstigt klima for innovation, en kronisk ustabil politisk situation, dårlig adgang til finansiering samt korruption. Eksporten er ikke længere rettet mod postsovjetiske markeder alene. Det er en realitet, at eksporten i stigende grad er orienteret mod Europa: næsten halvdelen af landets eksport går denne vej. Dette skyldes den voksende eksport i tekstilsektoren (fra 10 % i 1999 til 22,7 % i 2008) (5) pga. den billige kvalificerede arbejdskraft.

3.2

En bæredygtighedsvurdering, der blev iværksat samtidig med forhandlingerne og nu er under udarbejdelse, vil inden september 2012 kaste lys over de positive og negative virkninger, som åbningen af handelen medfører (6). Ifølge reglerne for rådgivning (7) skal EØSU konsulteres om de emner, som omfattes af forhandlingerne, samt vedrørende bidragene til den offentlige høring. Desuden vil man sætte særligt fokus på det positionspapir, Kommissionen skal udarbejde efter konsekvensanalysen samt gennemgå ledsageforanstaltningerne grundigt.

3.3

De risici, som aftalen indebærer for EU, er klart afgrænsede: de vedrører hovedsageligt standarder vedrørende sundhed og plantebeskyttelse samt investeringsgarantier. En øget indsats til bekæmpelse af korruption er en forudsætning for et bedre erhvervsklima, hvilket er nødvendigt for at tiltrække europæiske investeringer. Ifølge det internationale korruptionsindeks 2011 var Moldova nr. 112 på verdensranglisten, med en score på 2,9 (hvor 0 betyder meget korrupt, mens 10 betyder ikke korrupt) (8). Ansvaret for at håndtere problemet ligger hos Centre for Combating Economic Crime and Corruption samt den offentlige anklagers særlige antikorruptionsenhed. Der er indført passende lovgivning, men antikorruptionspolitikken gennemføres ikke korrekt. Man kan beklage manglen på politisk vilje, en noget fatalistisk holdning i offentligheden samt civilsamfundets mangelfulde engagement i disse spørgsmål. Bekæmpelse af korruption er en af hovedprioriteterne for de internationale donorer (Europarådet, EU, SIDA, Verdensbanken, UNDP, USAID osv.). Adskillige ngo-sammenslutninger har også taget emnet op (Centre for the Analysis and Prevention of Corruption, Transparency International Moldova, Anti-Corruption Alliance samt Centre for Investigative Journalism). Det politiske skift har hidtil ikke givet konkrete resultater på dette område.

3.4

Frihandelsaftalen vil få vidtgående konsekvenser på det sociale område. I den forbindelse understreger EØSU, hvor vigtig den sociale dialog er for landets udvikling. Udvalget anbefaler, at Moldova vedtager den protokol i Europarådets sociale charter, der indeholder et system for kollektiv klageadgang, at man opgraderer arbejdsinspektoratet og indfører arbejdsretter. De moldoviske myndigheder samarbejder med ILO om problemet med sort arbejde med henblik på at opnå europæiske standarder, og deltager i Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne (2012). Derudover bør migranter, der vender tilbage til Moldova, modtages bedre, og moldovere bør have flere rettigheder i andre lande. Omskoling og efteruddannelse af arbejdstagerne bør også have prioritet.

3.5

Landbrugs- og landbrugsfødevaresektoren spiller en central rolle i Moldova i forbindelse med forhandlingerne om aftalen. Der bør ske yderligere forbedringer inden for Moldovas landbrugssektor, der bør føres kontrol med overholdelsen af sundheds- og plantebeskyttelsesstandarderne samt konkurrencereglerne, hvis Moldova vil eksportere til EU og garantere fødevaresikkerheden. Foreløbigt er der blevet vedtaget standarder, men den konkrete gennemførelse er en langsommelig og dyr proces, navnlig når det gælder animalske produkter (i 2008 var honning det eneste animalske produkt, Moldova kunne eksportere). Tilpasningen til europæiske standarder giver betydelige meromkostninger for de små producenter: myndighederne skal føre en politik, der indebærer institutionelle reformer og støtte til landbrugs- og vinsektoren. Projekter finansieret af Kommissionens "Aid for Trade"-mekanisme vil kunne bidrage til at højne standarderne.

3.6

Industrien, som længe har været præget af afmatning, vil sandsynligvis kunne drage nytte af de prismæssige konkurrencefordele og nærheden til de europæiske markeder, hvilket den hurtige udvikling inden for tekstilsektoren vidner om. Der kan etableres let industri overalt i landet, navnlig i de ugunstigt stillede områder i den sydlige del af landet. Bilindustrien har for nylig opnået et gennembrud i den nordlige del af landet, takket være tyske investorer. Moldovas deltagelse i EU's strategi for Donauområdet og moderniseringen af store industrianlæg (særlig dem, der er placeret på Dnestr-flodens højre bred) vil kunne gavne udviklingen.

3.7

For at kunne betegnes som en dybtgående og bred aftale skal en sådan frihandelsaftale med EU bygge på Moldovas evne til at overholde EU-lovgivningen. Dette krav vil indebære finansiel støtte. Erfaringer med udvidelser af det indre marked har allerede peget på den afgørende rolle, som strukturfondene spiller med hensyn til at sikre social og økonomisk samhørighed. EØSU anbefaler derfor samordnede ledsageforanstaltninger af tilsvarende værdi for at mindske risikoen for øget social ulighed eller regionale forskelle. Med dette for øje skal tilsynsudvalget for aftalen navnlig sætte fokus på gennemførelsen af programmet for landbrug og udvikling af landdistrikter (ENPARD).

3.8

Miljøsituationen i Moldova er en kilde til alvorlig bekymring, når man tænker fremadrettet (jord, vand, energi), hvilket bør tages i betragtning i forhandlingerne om aftalen. Arven fra sovjettiden er særligt tung på dette punkt, navnlig vedrørende forvaltningen af toksiske reststoffer. De seneste års tilbagevendende tørkeperioder har vist, at Moldovas økonomi er sårbar over for forværringer af miljøet og klimaet. Desuden er over halvdelen af landets grundvand forurenet, hvilket rammer drikkevandsforsyningen til to tredjedele af befolkningen. Miljøpolitikken påvirkes af manglen på ressourcer, trods de internationale forpligtelser fra bl.a. Den Europæiske Investeringsbank. Der er også presserende behov for at varsle alle økonomiske aktører, som i det store og hele stadig er uvidende om problemerne inden for transport og byggeri. Moldova, som er tiltrådt det europæiske energifællesskab, er også i høj grad afhængig af importerede fossile brændstoffer, og energieffektiviteten er fortsat lav. EØSU går ind for at styrke miljøorganisationerne, når det gælder energibesparelser, rationel anvendelse af ressourcer samt affaldshåndtering.

3.9

Konsekvensanalysen bør især fokusere på situationen i Transdnestrien for i lyset af det vidtgående og brede frihandelsområde at vurdere de mulige virkninger for grænsesikkerheden samt de økonomiske og sociale konsekvenser. Aftalen bør bidrage til at udjævne de interne uoverensstemmelser og sikre den territoriale integritet.

4.1

For at støtte civilsamfundet i at opnå bedre dialog og rådgivning anbefaler EØSU, at der oprettes et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål, lige som man har gjort i andre lande i regionen. En analyse af de erfaringer, man har gjort andre steder i Europa, vil gøre Moldova i stand til at finde sin egen vej.

4.2

Projektet med et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål er en reaktion på behovet for at give civilsamfundet en klar struktur, og det vil øge dets indflydelse og relevans. De mange nye ad hoc-strukturer danner en fleksibel, eksperimenterende ramme, men det er usikkert, hvor længe de kan holde, og hvor stabilt de fungerer. Fordi arbejdsmarkedets parter, sammenslutninger og ngo'er arbejder tæt op ad hinanden, bliver sidstnævnte mindre synlige i den offentlige debat.

4.3

Et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil være et vigtigt bidrag til at opnå konsensus omkring de valg, samfundet står over for, fordi det vil kunne tage hensyn til forskellige interesser i udviklingsmodellen. Der skal udvikles en samarbejdsmetode, som bygger på rådgivning, omkring de tre søjler inden for bæredygtig udvikling. Det vil også være et afgørende skridt i retning af en bæredygtig strategi for at reintegrere Transdnestrien.

4.4

Et råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil være en garant for uafhængige analyser, fordi de ville være upartiske og ikke ville skele til finansieringskilderne, og samtidig gøre det muligt at lade forskellige synspunkter komme til udtryk. Rådet bør desuden håndtere spørgsmålet om, hvorledes man kan undgå forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse eller religion.

4.5

Et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil imødekomme behovet for vurdering af offentlige politikker, mens EU-lovgivningen indarbejdes. Institutionen kan fungere som vært for udvalget for overvågning af handelsaftalen i samarbejde med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/39

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/45

3.2.1

Produktionspyramiden bør vendes om og gives et tværnationalt kooperativt fokus samt en kritisk masse, der sikrer den nødvendige produktionsstørrelse og -omfang. Med udgangspunkt i enkeltmands- eller familieproducenter bør man fremme sammenslutninger eller kooperativer i praksis, hvilket stimulerer landdistrikternes økonomi, og lade dem indgå i strukturer af større dimension (regionale net og konkurrencedygtige klynger), som bringer landmændene tættere på de dele af distributionskæden, hvor værditilvæksten er størst. Denne kooperative omstrukturering vil gøre det muligt at maksimere udbyttet og dække den mangfoldige efterspørgsel ved at forkorte distributionskæderne mellem produktions- og forbrugscentrene (8). Desuden vil en kooperativ integration (9) medføre en større sporbarhed igennem hele processen, både hvad angår kvalitet og prisdannelse, hvilket vil føre til en bedre udnyttelse af ressourcerne og en højere effektivitet.

3.2.2

Socialt kooperativt overskud. Kooperativernes overskud tilgår kooperativernes egne medlemmer, hvilket øger deres muligheder for at forbedre deres markedsposition, øger beskæftigelsesegnetheden og giver en mere vidtrækkende adgang til grundlæggende ressourcer på mere rimelige betingelser for producenter og forbrugere, hvilket vil skabe synergier inden for den nye handelsramme.

3.2.3

Koncentration af efterspørgslen  (10). Ved hjælp af forbrugerkooperativer samt fremme af forbrugernetværk, der samler borgernes efterspørgsel, vil man give bedre adgang til kvalitetsprodukter til gunstige priser. Den direkte kontakt med producenterne kan ske på lokal- og nærmarkederne og ved at optimere onlinehandlen. Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med EU's største landbrugsorganisationer og landbrugsfødevarekooperativers mål, som er at fremme/støtte landmændenes initiativer til at sælge deres produkter direkte til slutbrugeren (f.eks. direkte salg fra gårdene igennem landbrugskooperativer, på lokale markeder ved hjælp af kollektive platforme eller gennem virksomheder, der styres af producenterne) (11).

3.2.4

En cirkulær  (12) markedsmodel ved hjælp af en forkortelse af distributionskæderne. For at modvirke overvægten af aktører, der ikke tilføjer værdi til landbrugsfødevarebranchens distributionskæde, bør man fremme muligheden for distributionskæder, der samler produktions- og forbrugselementerne så meget som muligt, dvs. hhv. primære producenter og slutbrugere (13). På denne måde kan man fremme markedssløjfer, der gør det muligt at tilpasse midler og omkostninger mellem befolkningens behov og produktionsmidlerne og dermed undgå over- eller underskud i produktionen, som er fænomener, der kan påvirke priserne kunstigt. Alt dette vil medføre en mere fair, gennemsigtig og afbalanceret produktion i landbrugsfødevarekæden, som kan gøre op med flere urimelige og illoyale forretningsmetoder, der går ud over den fair konkurrence.

3.2.5

Ny teknologi  (14). Den teknologiske innovation er hjørnestenen i udviklingen af et mere kooperativt marked, både hvad angår den innovative udvikling inden for fødevareproduktionsteknikker og de logistiske strukturer, der er nødvendige for at øge effektiviteten af kommunikationsvejene i forbindelse med anvendelsen af intelligente produktions-, distributions- og forbrugsnet (som organisationsformer, der har et højt niveau af selvorganisering og udviklingsfrihed, og som har kapacitet til at ændre adfærd for at nå sine målsætninger). Disse net er virale, interoperable og internt forbundne i en digitaliseret verden og kan erstatte tomme mellemled. Derfor bør ny teknologi være det redskab, man anvender til at tilrettelægge processen mod en øget kollektiv effektivitet, da den gør det muligt at forandre tingenes tilstand og indføre innovation i fødevarekæden.

3.3.1

Vedtagelse af foranstaltninger inden for rammerne af EU-politikker. Ved hjælp af en reform af den juridiske ramme og en politik med incitamenter bør man etablere støtteforanstaltninger til fremme af kooperativer ved hjælp af udviklingsagenturer, finanslån, etc. samt foranstaltninger for kooperativ integration og internationalisering, foranstaltninger til samhørighed og social innovation samt foranstaltninger, der kan fremme partnerskaber mellem de offentlige institutioner, SMV'er, kooperativer, forbrugerorganisationer og andre sammenslutninger.

3.3.2

Kooperativernes offentlige indkøb  (15). De senere års fremskridt inden for grønne offentlige indkøb og senest vedtagelsen af etiske kriterier for offentlige myndigheders indkøb har haft en stor betydning for den sociale og økonomiske udbredelse af bæredygtigheds- og samarbejdsaktioner. De offentlige indkøb har potentiale til at gå forrest som eksempel og står for store mængdeindkøb, hvilket uden tvivl gør dem til et uundværligt instrument til at fremme de mål, som forfølges. Det kan være afgørende for en ny produktions- og forbrugsmodel, at man stimulerer markedsstrømmene mellem de offentlige myndigheder og kooperativnettene.

3.3.3

Kvalitetsmærker  (16). Kvalitetsmærker er indirekte fremmende instrumenter, der bekræfter produkternes oprindelse, kendetegn og egenskaber samt, i dette tilfælde, merværdien af det sociale aspekt i den kooperative produktion ("kooperative mærker"). Dette image vil øge kendskabet til produkterne og gøre det muligt for landbrugsorganisationerne at fokusere på markedet frem for produktionen.

3.3.4

Gennemsigtighed og forbrugeroplysning  (17). Sammenkædet med informations- og oplysningskampagner om købsbeslutninger på et kooperativt marked er gennemsigtighed (særligt vedrørende kvalitet og sporbarhed) en afbalancerende faktor i værdikæden, der fører til mere ensartede oplysninger og til koordinerede aktioner mellem produktion og forbrug. Dette er vigtigt for effektiviteten i en model, der bygger på bæredygtighed, og sammenkæder udbud og efterspørgsel både tidsmæssigt og geografisk i integrationen af de respektive salgsprocesser. Man bør ligeledes prioritere forbrugerorganisationer samt distributionskanaler, der fører til en koncentration af den endelige efterspørgsel efter landbrugsfødevarer.

3.3.5

Uddannelse inden for socialt iværksætteri og kooperativbevægelsen  (18). Selv om dette er et åbenlyst proaktivt instrument, som ikke skaber umiddelbare resultater, er det ikke desto mindre afgørende for konsolideringen af de ændringer, der finder sted på markedet. Kendskabet til og tilegnelsen af de kooperative principper på uddannelsesinstitutionerne vil ikke blot skabe en positiv holdning til kooperativmodellen og til samarbejde som en kilde til tillid tidligt i livet. Det kan også påvirke elevernes forældre og tilskynde dem til forbrugsmønstre, der er i overensstemmelse med de foreslåede aktioner. Det er især vigtigt at fremme iværksætterånden blandt unge ved at tilskynde og motivere til oprettelse og konsolidering af kooperativer, hvad enten det drejer sig om produktions-, salgs- eller forbrugsfasen. Alt dette vil uden tvivl bidrage til oplysning om, udveksling og udbredelse af god kooperativ praksis.

3.3.6

Differentieret skattebehandling  (19). Det er afgørende, at et mere retfærdigt skattesystem kan lede forbruget hen mod en effektiv udnyttelse af ressourcerne (20), således at der tages et større hensyn til de enkelte produkters indhold, hvad angår sociale og miljømæssige aspekter samt den sociale merværdi, der opnås ved den kooperative model. Med udgangspunkt i en særlig skatteordning er skattemæssige incitamenter og udligningsstøtte blandt de mest direkte og potentielt effektive instrumenter til at opnå de opstillede mål. Erfaringer fra flere medlemsstater viser, at vedtagelsen af en differentieret skattebehandling fremmer selvstændighed og finansiel uafhængighed, men kræver en forudgående konsekvensanalyse på lige fod med nogle af de ovennævnte initiativforslag.

3.3.7

Anvendelse af teknologi. Teknologiske fremskridt og den universelle adgang hertil er den bedste vej til at nå de fastlagte mål. I denne sammenhæng bør følgende tiltag fremhæves: forskning og innovation inden for landbrugsfødevareproduktion, oprettelse af nye marketingområder og distributionskanaler samt den stigende anvendelse af kvalitetscertificering ved tildeling af points på baggrund af næringsværdi, forsyningsgaranti og andre fordele for befolkningen og fratrækning af points for sociale og miljømæssige omkostninger, etc., således at man tilgodeser kriterier såsom sundhed og fødevaresikkerhed, det økologiske og sociale fodaftryk, og at de værdiansættes af forbrugerne i forhold til prisen og de tilhørende produktions- og distributionsomkostninger. Hvis man skal indføre et sådant certificeringsredskab kræver det samtidig andre instrumenter såsom intelligent telefoni, specifikke it-applikationer og sociale netværk.

3.4.1

Økonomi: stabil og sikker adgang til markederne for landbrugsprodukter, bæredygtig finansiering, socialt ansvarlige investeringer, stimulering af markedet, bevarelse af konkurrencen, beskyttelse af forbrugernes rettigheder og interesser, etc.

3.4.2

Samfund: fysisk planlægning, landdistrikternes udvikling og inklusion, kulturarv samt lokal og regional identitet, fødevaresuverænitet og -sikkerhed, en ende på overproduktion samt adgang til fødevarer, produkternes sociale sporbarhed, en bremsning af udflytningen af virksomheder, garanti for ordentlige lønninger, forbedring af arbejdsforhold, socialt ansvar og bæredygtigt forbrug, befolkningssundhed og sund livsstil, befolkningens direkte deltagelse i beslutningsprocesserne hos de institutioner, der repræsenterer den, etc.

3.4.3

Miljø: energibesparelser, bevarelse af økosystemer, økologiske fodaftryk, miljøvenligt landbrug, fornuftig og ansvarlig anvendelse af råmaterialer og naturlige ressourcer, landbrugsfødevareprodukternes livscyklus, oprettelse af grønne job som en strategi til udvidelse af markedet, etc.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/49

—

bakker EØSU op om behovet for et sæt standardiserede EU-regler, der gælder for hele luftfartssektoren, og som sætter en stopper for ukontrollerede subsidieordninger og sikrer lige konkurrencevilkår for alle markedsaktører, også på lokalt niveau,

—

er udvalget enigt i, at private investeringer som et overordnet princip ikke kan betragtes som statsstøtte. Samtidig kan en offentlig operatør optræde som privat investor, hvis investeringen kan retfærdiggøres ud fra et kommercielt synspunkt,

—

anbefaler EØSU, at der kun bør være mulighed for at tildele statsstøtte til investeringer i lufthavnsinfrastruktur og startstøtte til flyselskaber i klart definerede tilfælde, og at denne støtte tilpasses efter tidsperiode og intensitet,

—

tilslutter udvalget sig behovet for fuld offentliggørelse af hvilken støtte, der er tilgængelig for lufthavne og flyselskaber, og under hvilke betingelser denne støtte kan tildeles,

—

opfordrer EØSU til at fremme den sociale dialog og undgå social dumping i sektoren,

—

fremhæver udvalget vigtigheden af en korrekt gennemførelse af retningslinjerne, og at håndhævelse er en afgørende faktor,

—

anbefaler EØSU, at der udarbejdes en langsigtet politik for udvikling af regionale lufthavne. Det er en forudsætning for en vellykket håndhævelse af luftfartsretningslinjerne, at man bliver enige om klare politiske prioriteter for udvikling af regionale lufthavne.

—

et behov for at forenkle retningslinjerne og gøre dem mere gennemsigtige,

—

støtte til større håndhævelse af reglerne om statsstøtte til flyselskaber og lufthavne,

—

en ny kategori af regler for at forhindre konkurrenceforvridning mellem lufthavne i samme opland og

—

mere klarhed og forudsigelighed i forhold til regler om investeringsstøtte (klare definitioner af finansielle parametre).

—

der må ikke ske nogen konkurrenceforvridning,

—

man bør forbedre regional udvikling og adgang ved hjælp af yderligere realisering af regional lufttransport,

—

duplikering af urentable lufthavne bør undgås, og

—

man bør lige ledes undgå at skabe og fastholde overkapacitet.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/54

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ønsker allerførst at understrege, at virksomheder pr. definition er de vigtigste aktører i tilpasningsstrategierne for de enheder, som opererer på markederne, og at virksomheder derfor er i centrum for omstruktureringerne.

1.2

EØSU understreger den vigtige rolle, som Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) har spillet og fortsat spiller som forum for konstruktiv dialog og udvikling af idéer og forslag henvendt til Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

1.3

EØSU minder om, at omstruktureringer som regel er komplekse processer. Ved at foregribe ændringerne rustes virksomheder og arbejdstagere til at tackle de nye udfordringer, de sociale konsekvenser af forandringerne minimimeres, og chancerne for, at forandringerne bliver vellykkede, optimeres, samtidig med at der opbygges gensidig tillid, og arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund konsekvent inddrages.

1.4

Arbejdstagere og virksomheder i EU står over for:

1.5

EØSU mener derfor, at grønbogen kommer på det helt rigtige tidspunkt, men ser gerne, at lanceringen af overvejelserne og debatterne følges op af konkrete og effektive aktioner iværksat ved hjælp af en integreret tilgang omfattende alle niveauer inden for produktion, forbrug og tjenester. Dette forudsætter samarbejde og informationsudveksling mellem de forskellige led i produktions- og distributionskæden suppleret af udveksling af god praksis på området og en nøjagtigt fastlagt tidsplan for gennemførelsen af retningslinjer, standarder og referencerammer udarbejdet på grundlag af europæiske standarder og fælles værdier.

1.6

EØSU anser det for væsentligt, at arbejdsmarkedets parters, det organiserede civilsamfunds og forbrugernes rolle i foregribelse af forandringer og omstruktureringer styrkes på EU-, medlemsstats-, regionalt og lokalt niveau og i virksomhederne, og at de ansvarlige på lokalt og regionalt plan og viden- og kompetencenetværk inddrages.

1.7

Den sociale dialog, forhandlinger og deltagelse er efter EØSU's opfattelse ikke blot grundlæggende værdier i den europæiske sociale model, men tillige instrumenter, som med gode resultater har understøttet og fremmet den sociale samhørighed, kvalitetsbeskæftigelse, skabelse af arbejdspladser og styrket innovationen og de europæiske økonomiers konkurrenceevne.

1.8

EU's struktur-, samhørigheds-, innovations- og forskningspolitikker bør efter udvalgets opfattelse tilrettelægges, så de proaktivt understøtter de mekanismer, som foregriber og ledsager omstruktureringerne, så der etableres systemer, der gavner såvel arbejdstagere som virksomheder.

1.9

EØSU finder det vigtigt, at økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter i langt højere grad deltager i strukturfondenes tilsynsorganer for at garantere, at EU's strukturpolitik bliver vellykket.

1.10

EØSU anbefaler en tæt kobling og koordinering mellem de strukturpolitiske foranstaltninger og foranstaltningerne til støtte for forskning og innovation, og at omstillingen til en europæisk lavemissionsøkonomi understøttes med investeringer og industripolitikker.

1.11

EU's programmer for almen og erhvervsfaglig uddannelse og videreuddannelse bør ifølge EØSU være de offentlige myndigheders og virksomhedernes vigtigste værktøjer til proaktiv foregribelse af forandringer og flankere den indsats, som løbende ydes af de økonomiske aktører, først og fremmest SMV'er og arbejdstagere.

1.12

EØSU anbefaler en tættere koordinering på EU-niveau mellem Kommissionens politikker og tjenester, agenturer og de mange observatorier for entydigt og konsekvent at understøtte de beslutninger, der træffes i virksomheder under omstrukturering. Særligt bør der for SMV'er og mikrovirksomheder, som har indlysende vanskeligheder med at foregribe omstruktureringer, være ordninger, som yder passende støtte og vejledning.

1.13

EØSU gentager, at statsstøtten til at understøtte beskæftigelsen i virksomheder i vanskeligheder som følge af globaliseringen bør gives på betingelser, der garanterer fri og fair konkurrence.

1.14

Endelig opfordrer EØSU til, at EU optrapper sin støtte til udarbejdelse af participative fremsynsanalyser på regionalt og sektorielt niveau med henblik på at opstille fælles visioner, så der bl.a. ved i højere grad at udnytte de regionale og lokale muligheder kan skabes flere og bedre arbejdspladser i sunde og konkurrencedygtige virksomheder.

1.15

Med tanke på den demografiske udvikling i Europa finder EØSU det særligt vigtigt, at der føres en aktiv politik i forhold til befolkningsaldringen og det såkaldte "seniormarked", og at produktion og tjenester tilpasses disse nye muligheder.

2.1

Det vil tage tid, før den europæiske økonomi kommer sig over den værste recession i Europa i årtier. Krisen sætter de nationale budgetter og regeringerne under et stort pres og udmønter sig i rationaliseringer, omstruktureringer og i afhændelse af virksomheder i realøkonomien med voldsomme følgevirkninger for arbejdsløsheden.

2.2

Omstruktureringerne er komplekse og meget forskelligartede processer, og indebærer tilpasninger af virksomhedsstrategier som følge af omorganiseringer og ændringer i virksomhedsform, størrelse og aktivitet.

2.2.1

Især på sektorniveau bør der fastlægges forskellige økonomiske og driftsmæssige mål afpasset efter situationen på de globale markeder og i de sektorer, hvor virksomheden driver forretning.

2.3

Metoden hertil er at foregribe beskæftigelsesmulighederne i nye sektorer under passende hensyntagen til forbrugernes interesser og adfærd, og i den forbindelse bør der især være fokus på SMV'er, som er dem, der er hårdest ramt af den aktuelle krise.

2.4

Ved at foregribe ændringerne rustes virksomhederne og arbejdstagerne til den fremtidige udvikling, og de kan træffe forholdsregler, så de sociale konsekvenser af de omstruktureringer, der skal til for at tackle disse udfordringer, minimimeres, stabiliteten garanteres, omkostninger nedbringes, og samtidig værnes der om miljøet og den bæredygtige udvikling. Konkrete fremtidsudsigter for arbejdstagere og virksomheder kan indhentes fra de europæiske teknologiplatforme og deres analyser.

2.5

I de sidste tyve år har vi været vidner til en acceleration af ompositionering på markederne, udflytninger, omstruktureringer og/eller lukninger af produktionsenheder, fusioner, opkøb og/eller udlicitering af aktiviteter. Alligevel er behovet for at blive bedre til at foregribe denne udvikling blevet stadig mere presserende i Europa i de sidste fire år i takt med de hastige forandringer og de omstruktureringer, som den forværrede økonomiske og finansielle krise og krisen på markederne har gjort tvingende nødvendige. Også eksplosionen i internetsalg og handel på tværs af grænser påvirker markederne i de forskellige lande.

2.6

Den økonomiske og finansielle krise har ikke blot fremskyndet omstruktureringer på forskellige niveauer, men tillige resulteret i stramninger og nedskæringer i de offentlige udgifter med store tab af arbejdspladser i den offentlige sektor til følge og i mange lande desuden undermineret de forskellige ordninger, iværksat for at hjælpe arbejdstagere, lokalsamfund og virksomheder.

2.7

Kommissionens målsætning i forhold til omstruktureringer er at medvirke til at styrke og udbrede en kultur, hvor omstruktureringer foregribes, og hvor der tænkes i nye baner med hensyn til, hvordan omstruktureringerne gennemføres: Unionen og medlemsstaterne har et fælles ansvar for at nå de mål, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (art. 145 i EUF-traktaten).

2.8

Allerede i sin meddelelse om omstruktureringer og beskæftigelse fra 2005 anerkendte Kommissionen de problemer i form af sociale omkostninger, der er forbundet med omstruktureringer, ikke blot for arbejdstagerne, hvis beskæftigelsessituation bliver stadig mere usikker, men også for de forskellige sektorer i økonomien.

2.9

Selv om omstruktureringer primært reguleres af national og regional lovgivning, har EU et stort ansvar i forbindelse med styringen, kontrollen og fremskyndelsen af disse omstruktureringer, da det dels skal overvåge, at EU-lovgivningen på området fungerer korrekt med hensyn til såvel information og høring som beskyttelse af arbejdstagerne (1), dels skal det i medfør af Europa 2020-strategien og forpligtelserne i traktaten spille en aktiv rolle.

2.10

Hvis EU skal klare de udfordringer, der er opstået som følge af den finansielle og økonomiske krise, globaliseringen, klimaændringerne, den demografiske udvikling og de sociale omkostninger i form af voksende ulighed ved de økonomiske stramninger, er det nødt til at udvikle og forbedre proaktive strategier for foregribelse og styring af omstruktureringer med udgangspunkt i en fælles ramme af værdier og praksis, der er i overensstemmelse med traktatens overordnede sociale og økonomiske mål.

2.11

Inden for rammerne af de "integrerede retningslinjer" for Europa 2020 (vedtaget af Rådet den 22. april 2010) skal EU og medlemsstaterne således gennemføre reformer for at skabe "intelligent vækst" baseret på viden og innovation med fokus på forbrugernes behov og adfærd og

2.12

Omstruktureringen af virksomheder og sektorer må understøttes af tidlige varslingssystemer (jf. Den Europæiske Overvågning af Omstrukturering (European Restructuring Monitor - ERM)) i virksomheder, hvilket er en forudsætning for, at omstruktureringsprocessen kan planlægges effektivt af alle parter i fællesskab, at give arbejdstagerne mulighed for at efteruddanne sig i passende omfang og at sikre, at der dannes branchenetværk og netværk på tværs af brancher, så omstillingen kommer til at forløbe på en sammenhængende måde, ligesom der må tilbydes karriererådgivning, som garanterer stor beskæftigelsesegnethed.

2.13

Den 18. april 2012 fremlagde Kommissionen i Strasbourg sin nye beskæftigelsespakke (som EØSU vil afgive udtalelse om senere), hvori medlemsstaterne tilskyndes til at styrke deres nationale beskæftigelsespolitikker, og hvori der lægges op til en tættere samordning og overvågning af beskæftigelsespolitikkerne.

3.1

Kommissionen har iværksat en offentlig høring om omstrukturering af virksomheder og foregribelse af forandringer med det mål "at få identificeret praksis og politikker, der giver resultater inden for omstruktureringer og tilpasning til forandringer".

3.2

I grønbogen formuleres en række spørgsmål om læren af krisen, de mulige økonomiske og industrielle tilpasninger, virksomhedernes og arbejdstagernes tilpasningsevne, de regionale og lokale myndigheders rolle, hvordan uddannelse kan bruges i styringen af menneskelige ressourcer og i dialogen mellem økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter.

4.1

Efter udvalgets opfattelse bør grønbogen ses som en fortsættelse af 2005-meddelelsen om omstruktureringer og beskæftigelse, der havde til sigte at definere en rolle for EU i at foregribe og styre omstruktureringerne med det mål at skabe beskæftigelse.

4.2

Meddelelsen fra 2005 har ifølge udvalget haft den positive virkning, at der på EU-niveau er blevet udviklet forskellige aktiviteter for at fremme en europæisk tilgang til foregribelse af forandringer og omstruktureringer, herunder mange tematiske konferencer på højt niveau og seminarer for eksperter (omstruktureringsfora), initiativer inden for rammerne af ESF, forskellige komparative analyser og udformning af en "værktøjskasse" og retningslinjer, hvilket tjenestegrenenes arbejdsdokument Restructuring in Europe 2011, som ledsager grønbogen, er et tydeligt eksempel på.

4.3

Det bekymrer EØSU, at grønbogen ikke indeholder forslag til aktioner til iværksættelse efter en stram og nøje fastlagt tidsplan for at imødegå den aktuelle alvorlige krise, men i stedet stiller en række åbne spørgsmål uden nærmere at præcisere en tidshorisont og gennemførelsesforanstaltninger. Derimod forekommer foranstaltninger foreslået i andre instrumenter at kunne have større gennemslagskraft, bl.a. foranstaltningerne i beskæftigelsespakken fra maj 2012, som EØSU vil afgive udtalelse om.

4.4

Selv om virksomheder pr. definition er de vigtigste aktører i tilpasningsstrategierne og i at få placeret deres forretningsenheder på markedet og dermed i de omstruktureringer, der følger af disse operationelle strategier, kan der ikke ses bort fra:

4.5

For at kunne gennemføre en udviklingsstrategi på EU-niveau gentager EØSU sine synspunkter i en tidligere udtalelse (2) om, at "arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund som helhed [bør] stræbe efter at indføre et "socialt ansvarligt område", hvor man kan iværksætte forskellige indbyrdes koordinerede strategier":

4.6

EU's struktur-, samhørigheds-, innovations- og forskningspolitikker bør efter EØSU's opfattelse tilrettelægges, så de proaktivt understøtter de mekanismer, som foregriber og ledsager omstruktureringerne, så der etableres systemer, der gavner arbejdstagere og virksomheder. Strukturfondene, navnlig Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, kan spille en stor rolle i at øge arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed og dæmme så meget som muligt op for de sociale konsekvenser af afskedigelser.

4.7

EØSU finder det vigtigt, at arbejdsmarkedets parter, økonomiske interesseorganisationer og civilsamfundsorganisationer i langt højere grad involveres i strukturfondenes samarbejds- og tilsynsorganer, og understreger, at det er de specifikke kompetencer hos de berørte parter i lokalområdet, der afgør, om EU's strukturpolitik bliver vellykket.

4.8

Udvalget finder det især vigtigt, at omstruktureringspolitikkerne og industripolitikkerne for omstilling til en lavemissionsøkonomi samordnes, således at der tages hensyn til klimaet og miljøet, og der med den rigtige finansiering skabes nye "grønne" arbejdspladser og kompetencer, som fremhævet af EØSU i tidligere udtalelser (4).

4.8.1

2012 er europæisk år for aktiv aldring og bl.a. af den grund, mener EØSU, at det er vigtigt, at der i ngo'er, socialøkonomien og i virksomheder udvikles kompetencer inden for tjenesteydelser, der understøtter en sund, aktiv og værdig aldring, og at der udvikles produkter og tjenester, som opfylder disse forbrugeres behov (5).

4.9

Desuden bør EU's programmer for almen og erhvervsfaglig uddannelse og videreuddannelse ifølge EØSU være de vigtigste værktøjer til proaktiv foregribelse af forandringer og flankere den løbende indsats fra virksomhedernes og arbejdstagernes side: som påpeget af Businesseurope har 72 % af virksomhederne i EU identificeret et behov for systematisk at videreuddanne deres egne ansatte, og 32 % af arbejdstagerne i EU deltog i 2010 i uddannelseskurser betalt af deres arbejdsgiver.

4.10

Som sociale løsninger på krisen har de nationale hjælpepakker og de forslag, man hidtil har vedtaget, været utilstrækkelige. Behovet for at skabe arbejdspladser og iværksætte foranstaltninger, der kan sætte gang i efterspørgslen (såsom bedre koordinerede pakker med skatteincitamenter og lønpolitikker), er ikke blevet taget tilstrækkeligt alvorligt.

4.10.1

Statsstøtten og støtten fra strukturfondene til at fastholde beskæftigelsen i virksomheder ramt af globaliseringen eller kreditstramninger bør ydes på betingelser, der garanterer, at støtten ikke skaber hindringer for den fri konkurrence, først og fremmest gives for at fastholde beskæftigelsesniveauet og er i overensstemmelse med kollektive overenskomster. Der må ses på udviklingen i Holland, hvor modeller med "selvstændige uden ansatte" fungerer rigtig godt. Via dette system får arbejdsløse en chance for at stille deres sagkundskab til rådighed og skabe deres eget job.

4.11

Efter EØSU's opfattelse bør der på EU-niveau være en tættere koordinering mellem Kommissionens politikker og tjenestegrene for entydigt og konsekvent at understøtte de beslutninger, der træffes i virksomheder under omstrukturering.

4.12

EØSU finder det helt afgørende, at arbejdsmarkedets parters og det organiserede civilsamfunds rolle styrkes på alle niveauer: Den sociale dialog, forhandlinger og deltagelse er ikke blot grundlæggende værdier i den europæiske sociale model, som altid har haft EØSU's opbakning, men tillige instrumenter, som med gode resultater har understøttet og fremmet den sociale samhørighed, kvalitetsbeskæftigelse, skabelse af arbejdspladser og styrket innovationen og de europæiske økonomiers konkurrenceevne.

4.13

EØSU understreger i denne forbindelse den rolle, Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) spiller som et privilegeret forum for konstruktiv dialog og udvikling af idéer og forslag takket være den erfaring, den har opbygget gennem årene siden EKSF-traktaten.

4.14

Som utallige undersøgelser og analyser af god praksis viser, er tillid mellem arbejdsmarkedets parter og en effektiv social dialog på både EU-niveau og i medlemsstaterne væsentlige forudsætninger for bedst muligt at kunne foregribe og styre forandringer.

4.15

Navnlig opfatter EØSU dialog, høring og forhandlinger som væsentlige betingelser i forbindelse med reformer og overgang til flexicurity. På den ene side må der opstilles rammebetingelser, som under hensyntagen til de forskellige nationale forhold giver virksomhederne mulighed for hurtigt og med en vis fleksibilitet at tilpasse sig innovationer, markeder og brugernes/forbrugernes ønsker, og på den anden side må arbejdstagerne støttes og hjælpes i at omstille sig og udvikle sig fagligt.

4.16

I øvrigt fungerer flexicurity kun, som EØSU allerede har understreget, hvis arbejdstagerne er veluddannede. Der er rent faktisk en tæt forbindelse mellem skabelsen af nye kompetencer og nye arbejdspladser. Endvidere bør foranstaltninger, der gennem stabile arbejdspladser "fremmer flexicurity-modellens sikkerhedsaspekt (i videst mulig forstand) … efter EØSU's mening prioriteres højest i den givne situation".

4.17

Det er vigtigt, at offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og virksomheder gør en fælles indsats for at forbedre udbuddet af beskæftigelse og uddannelse ved at udvikle nye bredt anvendelige erhvervsprofiler og faglige kompetencer og støtte uddannelsesforløb igennem hele det aktive liv.

4.18

EØSU understreger den afgørende betydning af mekanismer, der sikrer adgang til uddannelse og videreuddannelse, og som sigter på at opfylde behovet for nye faglige profiler og nye kvalifikationer, især for unge, i tråd med perspektiverne i "En dagsorden for nye kvalifikationer og job", som EØSU har afgivet udtalelse om (6).

4.19

EØSU betoner vigtigheden af et tæt samarbejde mellem de forskellige aktører på lokalt niveau, da en god social dialog – især på det niveau – der bygger på tillid, og en positiv indstilling til forandringer, er vigtige faktorer for at kunne forebygge eller begrænse de negative sociale konsekvenser.

4.20

Der bør efter EØSU's opfattelse være særlig fokus på SMV'er, hvilket indebærer, at offentlige myndigheder og private organisationer, heriblandt arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, handels-, industri- og håndværkskamre og andre institutioner især på lokalt og regionalt plan, bør iværksætte passende foranstaltninger, som giver dem lettere adgang til kredit og uddannelse, ligesom bureaukratiet og administrationen bør forenkles med hensigtsmæssige tiltag.

4.21

Yderligere høringer og en definition af en politik til foregribelse af forandringer og omstruktureringer bør bygge på resultaterne af de mere end syv års undersøgelser, studier og rapporter, der har fundet sted i EU.

4.22

Mens fokus hidtil klart har været på analyser og udveksling af information om god praksis (7) og erfaringer med nyskabelser, bør EU fremover i højere grad koncentrere sig om konkrete aktioner, dvs. om udvikling og vækst og fremme gennemførelsen af fælles retningslinjer, standarder og referencerammer udarbejdet på grundlag af europæiske standarder og fælles værdier.

4.23

Sidst men ikke mindst understreger EØSU betydningen af det menneskelige aspekt: de mennesker – og deres familier, som rammes af omstruktureringer i sektorer og virksomheder, gennemlever ofte personlige tragedier, som der ikke altid tages tilstrækkeligt hensyn til. Sideløbende med nye nødvendige investeringer, genskabelse af væksten og udviklingen af bæredygtige arbejdspladser må der være foranstaltninger om psykologisk og social støtte.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/60

—

visse former for stabilitetsobligationer vil reducere forpligtelsen til budgetdisciplin eller helt fjerne den, når medlemsstaterne i euroområdet sammenlægger kreditrisikoen for dele af eller hele deres offentlige gæld. Derved opstår en risiko for moralsk hasard, fordi en kreditrisiko, som opstår på grund af et enkelt lands manglende budgetdisciplin, skal deles af alle andre deltagende lande,

—

eftersom udstedelse af stabilitetsobligationer kan svække markedsdisciplinen, kræves der betydelige ændringer i rammerne for den økonomiske styring i euroområdet, hvilket vil kunne få følger for den budgetmæssige suverænitet,

—

stabilitetsobligationer skal have en høj kreditkvalitet for at blive accepteret af investorerne,

—

det vil også være vigtigt at opnå en høj kreditkvalitet for at sikre, at alle medlemsstaterne i euroområdet accepterer stabilitetsobligationer,

kreditvurderingen for stabilitetsobligationer vil primært afhænge af de deltagende medlemsstaters kreditkvalitet og den underliggende garantistruktur.

3.2.1.1

Metode nr. 1: Fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Med denne metode dækkes euroområdets offentlige finansiering fuldt ud ved udstedelse af stabilitetsobligationer, og nationale udstedelser ophører. Det vil sandsynligvis være kreditvurderingen for de største medlemsstater i euroområdet, der vil dominere ved bestemmelse af stabilitetsobligationernes kreditvurdering, hvilket betyder, at en stabilitetsobligation udstedt i dag kunne forventes at få en høj kreditvurdering. Denne metode vil mest effektivt levere fordelene ved udstedelse af stabilitetsobligationer, men samtidig indebærer den størst risiko for moralsk hasard. Denne metode forudsætter meget robuste rammer for at sikre overholdelse af budgetdisciplinen, den økonomiske konkurrenceevne og mindskelse af de makroøkonomiske skævheder i de enkelte lande.

3.2.1.2

Metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Ved denne metode understøttes udstedelsen af stabilitetsobligationer med solidarisk garanti, men det er kun en begrænset del af de nationale udstedelser, der erstattes.

Den del af udstedelsen, som ikke er stabilitetsobligationer, vil fortsat være omfattet af de respektive nationale garantier. Følgelig vil markedet for statsobligationer i euroområdet bestå af to særskilte dele: stabilitetsobligationer og statsobligationer. Et vigtigt aspekt ved denne metode vil være de specifikke kriterier for fastlæggelse af de relative andele af stabilitetsobligationer og nationale obligationer.

3.2.1.3

Metode nr. 3: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med pro rata-garanti

Med denne metode substitueres de nationale obligationer kun delvis med stabilitetsobligationer og understøttes med pro rata-garanti af medlemsstaterne i euroområdet. Denne metode er forskellig fra metode nr. 2, for så vidt som medlemsstaterne fortsat hæfter for deres respektive andel af de udstedte stabilitetsobligationer og for deres nationale udstedelser.

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/72

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bekræfter sin kraftige støtte til den europæiske rumfartspolitik, herunder ikke mindst til de store europæiske projekter Galileo og GMES, som udvalget finder af strategisk betydning for den økonomiske og forskningsmæssige udvikling i Europa. I alle sine udtalelser om emnet (1) har EØSU understreget behovet for at skænke rumfartsaktiviteter større opmærksomhed og flere ressourcer, eftersom dette er et område, hvor EU bør fastholde sin position i første række.

1.2

EØSU er kategorisk imod Kommissionens forslag om at lægge den nødvendige finansiering til udvikling og gennemførelse af GMES-programmet over i en særlig ekstern fond.

1.3

EØSU fremhæver, at der er presserende behov for at sikre fortsættelsen af et program, der er på vej ind i sin operationelle fase, for ellers risikerer programmet at blive en fiasko. Hele forslaget om at indføre nye mekanismer for finansiering, forvaltning og styring, som adskiller sig fra EU's sædvanlige og konsoliderede mekanismer, kommer på et dårligt tidspunkt, synes uberettiget og er overordentligt risikabelt. Oprettelsen af nye organer og finansieringsmodeller kræver i realiteten, at man giver sig i kast med årelange, udmarvende og usikre forhandlinger og undersøgelser, hvilket synes at være uhensigtsmæssigt og at passe dårligt til den operationelle gennemførelse af et program som GMES, eftersom Kommissionen og de europæiske agenturer allerede råder over alle de kompetencer og beføjelser, der er nødvendige for at gennemføre programmet.

1.4

EØSU anmoder om, at finansieringen af programmet bliver medtaget under den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020, og at styringen af programmet bliver struktureret på en sådan måde, at der tages hensyn til den aktuelle kapacitet i Europa, og man undgår opsplitning af forvaltningsaktiviteterne og oprettelse af nye organer, der ikke er egnet til forvaltning af et program, som blev udviklet i sidste årti. Denne anmodning blev allerede fremsat i en tidligere udtalelse (2).

1.5

Meddelelsen vedrørende detaljer i gennemførelsen af forslaget til mellemstatslig aftale om GMES-aktiviteter (3), som er blevet offentliggjort under udarbejdelsen af nærværende udtalelse, ændrer ikke ved udvalgets konklusioner. Tværtimod bestyrker den dem, eftersom den giver EØSU lejlighed til på ny at henlede opmærksomheden på den store risiko, der er forbundet med at indføre en ny finansierings- og forvaltningsmodel, som ikke er blevet afprøvet, og som befinder sig uden for den flerårige finansielle ramme og EU's egne konsoliderede forvaltningskanaler.

1.6

EØSU er meget bekymret for, at GMES reelt risikerer at komme i alvorlige vanskeligheder, hvilket vil betyde, at en allerede foretaget investering på over 3,2 mia. EUR går til spilde. I lyset af debatten i medlemsstaterne synes man at kunne være sikker herpå – der er ikke længere kun tale om en risiko.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at det under et år før den planlagte operationelle gennemførelse (i 2013 er det planen at opsende A-satellitterne i konstellationerne Sentinel-1, Sentinel-2 og Sentinel-3) synes meget risikabelt og uberettiget at omdefinere programmets komplekse finansierings- og styringssystem som beskrevet i den her behandlede meddelelse, ikke mindst i lyset af programmets strategiske betydning for EU.

1.8

Meddelelsen indeholder ikke nogen gennemførlighedsanalyse, der gør det muligt at evaluere gennemførelsens eventuelle effektivitet. Begrundelsen for nødvendigheden af et nyt system er heller ikke klar.

1.9

EØSU gør opmærksom på, at de to europæiske flagskibsprogrammer for rumfart, Galileo og GMES, behandles forskelligt: Førstnævnte er omfattet af den flerårige finansielle ramme. Sidstnævnte er ikke.

1.10

For så vidt angår styringen er det overraskende at konstatere, at den europæiske rumorganisation kun tildeles en marginal rolle i dette komplekse system, selv om den hidtil har stået for det meste af udformningen, forvaltningen og anvendelsen af de europæiske satellitsystemer, ligesom den i samarbejde med Kommissionen har leveret næsten hele finansieringen. Udskiftningen af denne med nye organer med sparsom erfaring med forvaltning af satellitsystemer og indsamlede data synes at være dårligt funderet.

1.11

EØSU finder, at med under et år til indførelsen af GMES-programmets finansieringsmodel indebærer en så radikal omdefinering af programmets kompetencer, som det foreslås i meddelelsen, en meget stor risiko for systemets operationelle ibrugtagning.

1.12

EØSU henleder opmærksomheden på den usikkerhed og mangel på præcision, som præger Kommissionens forslag til styring. De kritiske elementer i den foreslåede model springer i øjnene, idet den tekniske koordination overlades til organer, som hverken er fortrolige med rumaktiviteter eller deler arbejdskultur med andre agenturer. Over 80 % af GMES-programmets planlagte aktiviteter vedrører i øvrigt rumaktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til at revidere den foreslåede model og som oprindeligt planlagt holde fast ved en centraliseret styring og overlade det tekniske ansvar for programmet til ESA under overvågning og kontrol af Kommissionen.

2.1

Meddelelsen af 30. november 2011 beskriver Kommissionens forslag vedrørende finansiering uden for den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 (4) af den operationelle fase af det europæiske jordovervågningsprogram GMES, sådan som programmet hidtil har været defineret og er blevet bragt frem til den endelige gennemførelsesfase. Meddelelsen beskriver også forslaget vedrørende programmets styring. Det drejer sig således om en meddelelse af grundlæggende betydning for GMES-programmet.

2.2

Den senere meddelelse om visse detaljer i forbindelse med gennemførelsen af forslaget til mellemstatslig aftale om GMES-aktiviteter (5), der er blevet offentliggjort under udarbejdelsen af nærværende udtalelse, ændrer ikke ved bemærkningerne til denne meddelelse eller ved konklusionerne, eftersom det drejer sig om en supplerende meddelelse, der mere detaljeret beskriver de finansielle aspekter af den foreslåede fond og indførelsen af et nyt organ, GMES-rådet, der fordobler de beføjelser, som hidtil har været gældende i forvaltningen af de europæiske rumprogrammer, og derved giver anledning til åbenlyse kompetencestridigheder og dobbeltstrukturer i den europæiske beslutningsproces.

2.3

GMES-programmet er det ene af Unionens to flagskibsinitiativer for rumfart (Galileo er det andet). Det har en grundlæggende jordovervågningsfunktion, idet det leverer metoder til at forstå og overvåge klimaændringer, til civilbeskyttelse og sikkerhed samt til bæredygtig udvikling og krisestyring.

2.4

Den manglende medtagen af finansieringen af det strategiske jordovervågningsprogram i forslaget til flerårig finansiel ramme for perioden 2014-2020 har skabt alvorlig bekymring for, at et strategisk europæisk program, der til dato har kostet ti års arbejde og en investering på over 3 mia. EUR, skal blive tabt på gulvet.

2.5

EØSU har allerede i sin analyse fra december 2011 (6) udtrykt alvorlig bekymring for dette programs fremtid som følge af den manglende kontinuitet i dets finansiering.

2.6

Europa-Parlamentet mente i sin beslutning fra februar 2012 om GMES' fremtid (7) ikke, "at finansiering af GMES uden for den flerårige finansielle ramme (FFR) – med en finansiering og en forvaltningsstruktur som anført i det forslag, som Kommissionen offentliggjorde i sin meddelelse – er en mulig løsning".

2.7

Rumfartsdelen af GMES er baseret på tre satellitkonstellationer: Sentinel-1, Sentinel-2 og Sentinel-3, og på de instrumenter (Sentinel-4 og Sentinel-5), der er om bord på de andre satellitter. De første satellitter i de tre konstellationer skal sættes i kredsløb i 2013. Det er derfor på høje tid, at man fastsætter den finansielle ramme, som skal sikre finansieringen af de snarligt forestående aktiviteter.

2.8

Da der ikke forelå et forslag til pressekonferencen den 9. januar 2012, bekræftede ESA's generalsekretær, at ESA ikke vil igangsætte den planlagte opsendelse, så længe der ikke foreligger en beslutning om finansieringen af GMES-aktiviteterne (8).

2.9

Kommissionen foreslår i sin meddelelse, at den vil finde den fornødne finansiering til gennemførelse og etablering af hele infrastrukturen gennem oprettelsen af en ny fond specielt til GMES. Oprettelsen kræver en mellemstatslig aftale mellem EU's medlemsstater forsamlet i Rådet.

2.10

Alle EU's 27 medlemsstater vil skulle bidrage til fonden på grundlag af deres bruttonationalindkomst (BNI). I meddelelsen foreslås en model for aftalen, der senere er blevet uddybet i den efterfølgende meddelelse (9).

2.11

Det forslag vedrørende styringen, som er indeholdt i meddelelsen og ikke er mindre vigtigt end finansieringsforslaget, identificerer en række aktører, som skal tage sig af de forskellige aspekter og sektorer, som vil blive berørt af GMES.

2.12

Indførelsen af et nyt og indviklet finansieringssystem og et nyt forvaltningsorgan for rumprogrammet (GMES-rådet) synes ikke at være berettiget. Det kommer også for sent, kun et år før opsendelsen af de første satellitter.

3.1

Det europæiske jordovervågningsprogram GMES og satellitnavigationsprogrammet Galileo er EU's to store strategiske programmer, som Unionen skal bruge til at bevare sin uafhængighed og fremtrædende position inden for rumfart.

3.2

Det anses for strategisk vigtigt for Europas fremtid at opretholde en stærk førerposition og uafhængighed inden for rumfart på grund af de mangeartede og betydningsfulde spin-offs af rumfartsaktiviteter på forskellige økonomiske, teknologiske, geopolitiske og kulturelle områder i bred forstand.

3.3

GMES blev oprettet som et strategisk EU-program ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 911/2010.

3.4

Meddelelsen bekræfter, at "med henblik på de voksende globale udfordringer har Europa behov for sit eget velkoordinerede og pålidelige jordobservationssystem. GMES er et sådant system".

3.5

Meddelelsen foreslår en ny finansieringsmodel uden for det konsoliderede forvaltningssystem under EU's budget. Den nye model kræver deltagelse og godkendelse af alle 27 medlemsstater. I betragtning af den aktuelle økonomiske situation (her tænkes f.eks. – men ikke udelukkende – på situationen i Grækenland og den eventuelle mangel på likviditet i Frankrig og Italien) er det meget sandsynligt (om ikke sikkert), at denne mekanisme vil blive blokeret, hvilket vil være enden på GMES-programmet.

4.1

Ifølge meddelelsen skal GMES ikke medtages i den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020.

4.2

Finansieringen skal bringes på plads gennem indgåelsen af en intern aftale mellem repræsentanter for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet.

4.3

Ifølge aftalen skal de enkelte EU-medlemsstater udarbejde de procedurer, der er nødvendige for aftalens ikrafttræden, og dernæst underrette Rådets generalsekretær, når procedurerne er klar.

4.4

Aftalen træder først i kraft, når alle EU's medlemsstater har ratificeret den.

4.5

Aftalen kan således tidligst træde i kraft, når den sidste medlemsstat har ratificeret den. Som den økonomiske situation ser ud i dag (i EU generelt og i visse medlemsstater i særdeleshed), synes denne bestemmelse alene at være tilstrækkelig til at sikre GMES-programmets fiasko.

4.6

Det udgør en risiko, at tidspunktet for og de nærmere omstændigheder ved den relevante rådssamling end ikke er kendt i skrivende stund, i betragtning af at opsendelsen af Sentinel 1-2-3-satellitterne er nært forestående (2013).

4.7

Der foreslås i meddelelsen, at Rådet på forslag af Kommissionen vedtager en forordning vedrørende planlægning, forvaltning og gennemførelse af GMES-fonden. Forslaget til denne forordning foreligger endnu ikke.

4.8

Ifølge meddelelsen skal Rådet på forslag af Kommissionen vedtage en finansforordning for GMES-fonden, der fastsætter regler for oprettelsen og gennemførelsen samt for fremlæggelse og revision af regnskaber. Forslaget til denne forordning foreligger endnu ikke.

4.9

Til dato har udviklingen af programmet kostet over 3,2 mia. EUR, hvoraf næsten hele beløbet er kommet fra ESA (1,89 mia.) og EU (1,3 mia.).

4.10

Igangsættelsen af programmet i sin helhed, herunder vedligeholdelse, videreudvikling og løbende tilpasning, skønnes at ville kræve et budget for perioden 2014-2020 på 5,8 mia. EUR, hvilket svarer til ca. 0,6 % af EU's budget for den pågældende periode, som den flerårige finansielle ramme fastsætter til 1 025 mia. EUR. Det er også værd at minde om, at EU's budget svarer til ca. 1 % af BNP.

4.11

Forslaget om at finansiere GMES-programmet uden for EU's budget synes ikke at indebære nogen økonomiske fordele, eftersom de 27 medlemsstater under alle omstændigheder skal sikre finansieringen, selv om der bliver tale om en ny finansieringskanal baseret på en kompleks mellemstatslig aftale. Udvalget kan derfor ikke se det hensigtsmæssige i forslaget.

4.12

Hvad rumfartsdelen angår, råder ESA over det fornødne budget til at opsende de tre A-satellitter i konstellationerne Sentinel-1, 2 og 3. Opsendelsen af Sentinel-1 er allerede betalt, og opsendelsen af de to andre forventes ikke at ville give finansieringsproblemer. Budgettet efter 2013 inkluderer efter planen udviklingen af alle konstellationer, så disse kan leverer de tjenester, de er beregnet til.