7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/1

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF (3),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse 2010/15/EU af 16. december 2009 om retningslinjer for forvaltningen af fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX), jf. artikel 12 i direktiv 2001/95/EF (direktivet om produktsikkerhed i almindelighed), og notifikationsproceduren, jf. samme direktivs artikel 11 (4),

—

der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (KOM(2008)0905),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Revision of the General Product Safety Directive: Summary of envisaged actions«, GD for Sundhed og Forbrugere, 18. maj 2010,

—

der henviser til køreplanen »Alignment to the New Legislative Framework (Decision No 768/2008/EC)«, GD for Erhvervspolitik, 15. april 2010,

—

der henviser til køreplanen »Review of Directive 2001/95/EC of the European Parliament and of the Council of 3 December 2001 on general product safety (GPSD)«, GD for Sundhed og Forbrugere, 25. marts 2010,

—

der henviser til Kommissions arbejdsdokument om forholdet mellem direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed og bestemmelserne om markedsovervågning i forordning (EF) nr. 765/2008, GD for Sundhed og Forbrugere, 2. marts 2010,

—

der henviser til Kommissions arbejdsdokument »Revision of the General Product Safety Directive: Identification of the Key Issues«, GD for Sundhed og Forbrugere, 15. september 2009,

—

der henviser til briefingdokumentet om markedsovervågning i medlemsstaterne, bestilt af IMCO-Udvalget og offentliggjort i oktober 2009,

—

der henviser til briefingdokumentet om revision af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og markedsovervågning, bestilt af IMCO-Udvalget og offentliggjort i september 2010,

—

der henviser til den workshop om revision af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og markedsovervågning, der blev afholdt den 30. september 2010,

—

der henviser til det trilaterale topmøde mellem EU, USA og Kina i Shanghai den 25.-26. oktober 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0033/2011),

A.

der henviser til, at det er meget vigtigt at sikre, at alle produkter, der bringes på markedet i EU, er sikre, med henblik på at garantere et højt beskyttelsesniveau for bl.a. forbrugere,

B.

der henviser til, at den nye lovgivningsmæssige ramme blev vedtaget i juli 2008, og at forordning (EF) nr. 765/2008 om markedsovervågning trådte i kraft den 1. januar 2010,

C.

der henviser til, at direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, hvorved der på fællesskabsplan fastlægges almindelige sikkerhedskrav for alle forbrugerprodukter, skal revideres og ved integrering bringes i overensstemmelse med den nye lovgivningsmæssige ramme, navnlig forordningen om markedsovervågning,

D.

der henviser til, at den lovgivningsmæssige ramme for produktsikkerhed og markedsovervågning består af tre lag af retsakter (direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, den nye lovgivningsmæssige ramme og sektorspecifikke harmoniseringsdirektiver), hvilket skaber usikkerhed og forvirring på det indre marked,

E.

der henviser til, at markedsovervågningsniveauet varierer meget blandt medlemsstaterne, og at nogle af dem ikke afsætter de nødvendige ressourcer til en effektiv markedsovervågning og fortolker begrebet »produkter, som frembyder en alvorlig risiko«, forskelligt, hvilket kan skabe hindringer for varernes frie bevægelighed i det indre marked, påvirke konkurrencen og bringe forbrugernes sikkerhed i det indre marked i fare,

F.

der henviser til, at samarbejdet mellem markedsovervågningsmyndighederne og fælles markedsovervågningstiltag er af afgørende betydning og derfor bør styrkes yderligere og tildeles flere ressourcer,

G.

der henviser til, at forordninger giver større klarhed, forudsigelighed og effektivitet i forhold til direktiver, således som det også anføres i Monti-rapporten,

1.

mener, at den nuværende lovgivningsmæssige ramme for markedsovervågning ikke sikrer sammenhæng nok og derfor bør revideres og koordineres bedre;

2.

foreslår Kommissionen at etablere en fælles europæisk ramme for markedsovervågning vedrørende alle produkter, der befinder sig på det indre marked eller kommer ind på EU-markedet; opfordrer Kommissionen til at spille en mere aktiv rolle i koordineringen af aktiviteterne hos de europæiske markedsovervågningsmyndigheder, toldmyndighederne og medlemsstaternes kompetente myndigheder;

3.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til en effektiv markedsovervågning; understreger, at svigtende markedsovervågningssystemer kan forårsage konkurrenceforvridning, bringe forbrugernes sikkerhed i fare og undergrave borgernes tillid til det indre marked; understreger i den forbindelse, at det er meget vigtigt at sikre det indre markeds ydre grænser, navnlig de større havne, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger mod ulovlige produkter fra tredjelande; foreslår, at Kommissionen gennemfører en gennemgribende evaluering af de indgangssteder, hvor produkter føres ind på EU-markedet, herunder en evaluering af, hvilke ressourcer, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelig kontrol;

4.

opfordrer medlemsstaterne til på koordineret vis at indføre sanktioner, herunder store bøder, der pålægges økonomiske aktører, som forsætligt bringer farlige produkter, eller produkter, der ikke opfylder kravene, ind på det indre marked; foreslår, at produktforbud bør offentliggøres så ofte som muligt for at gøre grænsekontrollerne og markedsovervågningen mere synlige og afskrække kriminelle markedsdeltagere;

5.

opfordrer Kommissionen til med deltagelse af markedsovervågningsmyndigheder og toldmyndigheder at samfinansiere yderligere fælles markedsovervågningstiltag;

6.

understreger nødvendigheden af at udveksle bedste praksis blandt medlemsstaterne; opfordrer til fælles samarbejde, samling af knowhow og udveksling af bedste praksis blandt markedsovervågningsmyndighederne; minder om betydningen af et samarbejde mellem told- og markedsovervågningsmyndighederne ved de ydre grænser med henblik på en passende kontrol af produkter, der føres ind i Fællesskabet; anerkender det vigtige bidrag, som Prosafe har ydet med hensyn til koordinering af fælles markedsovervågning og udveksling af gennemprøvet praksis inden for rammerne af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje, under hvilke omstændigheder Prosafe kunne fungere som platform for et udvidet samarbejde mellem medlemsstaterne for harmoniserede og ikke-harmoniserede produkter; mener, at det er nødvendigt at etablere et juridisk grundlag for tildeling af ressources til Prosafe til udførelse af denne opgave; understreger, at koordinering via Prosafe i dag indskrænkes af begrænsede ressourcer og Prosafes uformelle struktur;

7.

opfordrer EU’s medlemsstater til at dele undersøgelser vedrørende produktsikkerhed med andre medlemsstater; mener, at de pågældende produkters referencenumre bør anføres for at gøre det nemmere at identificere produkterne for andre myndigheder, der eventuelt kan drage fordel af at oversætte og anvende oplysningerne fra undersøgelserne; opfordrer medlemsstaterne til at lade deres kompetente myndigheder træffe foranstaltninger til markedsovervågning på grundlag af testresultater og undersøgelser også fra andre medlemsstater med henblik på at undgå dobbeltarbejde;

8.

foreslår, at der oprettes kontorer for uddannelse i produktsikkerhed, f.eks. inden for rammerne af produktkontaktpunkterne, der kan fremme uddannelse og overføre information mellem de forskellige brancher;

9.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at etablere en offentlig database med oplysninger om forbrugerproduktsikkerhed med en platform for klager, helst baseret på allerede eksisterende regionale og nationale systemer i medlemsstaterne; mener, at det vil øge bevidstheden om farlige produkter på tværs af grænserne i det indre marked og give forbrugerne mulighed for ad elektronisk vej at underrette de kompetente myndigheder om farlige produkter; mener, at databasen kan udformes ved at udvikle de eksisterende databaser såsom informationssystemet om markedsovervågning (ICSMS) eller Databasen over personskader (IDB); understreger behovet for, at databasen har et juridisk grundlag, og for at rapportering fra medlemsstaterne gøres obligatorisk; kræver, at der indføres et statistisk system for ulykker på grundlag af denne database, hvorfra der skal offentliggøres obligatoriske årlige rapporter; opfordrer til, at databasen bliver offentligt tilgængelig, men at den nødvendige fortrolighed for virksomhederne sikres;

10.

understreger, at globalisering, stadig større outsourcing og væksten i den internationale handel betyder, at flere produkter bliver omsat på markeder rundt omkring i verden; mener, at et tæt samarbejde mellem globale reguleringsmyndigheder og andre berørte parter inden for forbrugerproduktsikkerhed er af afgørende betydning for at tackle de udfordringer, som de komplicerede forsyningskæder og den større samhandel stiller;

11.

opfordrer Kommissionen til at intensivere internationalt samarbejde i International Consumer Product Safety Caucus (ICPSC) med henblik på at udveksle gennemprøvede praksisser og i fællesskab forebygge, at der i tredjelande produceres farlige stoffer med henblik på eksport til EU's indre marked;

12.

støtter revisionen af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og forordning nr. (EF) 765/2008 med hensyn til definitioner og de erhvervsdrivendes forpligtelser som fastlagt i afgørelse nr. 768/2008/EF uden at skabe unødige administrative byrder, navnlig for SMV'er; mener, at det kun at have en enkelt forordning er den eneste måde, hvorpå man kan have et enkelt system for alle produkter; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at etablere et enkelt markedsovervågningssystem for alle produkter på basis af en enkelt retsakt, der dækker både produktsikkerhedsdirektivet og forordning nr. (EF) 765/2008; mener, at denne nye retsakt bør udformes på en sådan måde, at der opnås et højt niveau af produktsikkerhed og markedsovervågning, at den juridiske basis afklares og der tages hensyn til de bestemmelser, der er mere udførligt uddybet i de to eksisterende retsakter;

13.

kræver en tilpasning af kravene om sporbarhed i direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og den nye lovgivningsmæssige ramme med henblik på at sikre et sammenhængende sporbarhedssystem og således undgå at skabe yderligere bureaukrati;

14.

opfordrer Kommissionen til at overveje at udforme mere præcise kriterier til evaluering af sikkerheden og farerne i forbindelse med, at produkter ikke opfylder kravene i EU-lovgivningen;

15.

finder det problematisk, at produkter, der betjenes af tjenesteydere, ikke er omfattet af det nuværende direktiv om produktsikkerhed i almindelighed, dvs. at de almindelige sikkerhedskrav gælder, når produktet håndteres af forbrugeren i tjenesteyderens lokaler, men ikke hvis det samme produkt betjenes af tjenesteyderen; understreger behovet for at få lukket dette hul i lovgivningen;

16.

kræver en forenkling af EU-lovgivningen om produktsikkerhed, navnlig for så vidt angår Kommissionens mål »bedre lovgivning« og »tænk småt først« som beskrevet i meddelelsen »På vej mod en akt for det indre marked«, og opfordrer til, at bestemmelserne om fødevareimitater medtages i det reviderede forslag

17.

kræver, at der indføres en henvisning til »handicappede« (sammen med de allerede eksisterende henvisninger til »børn« og »ældre«), med henblik på at garantere sikkerheden for særlig udsatte forbrugere i bredest mulige forstand;

18.

opfordrer Kommissionen til at medtage en forpligtelse for fabrikanterne til at foretage en risikoanalyse i designfasen; hvis der påvises risici, bør de fremgå af produktdokumentationen og stilles til rådighed for de offentlige myndigheder;

19.

understreger behovet for en mere effektiv lovgivningsramme, der giver mulighed for hurtig indgriben og pålidelige langsigtede løsninger, uden at politiske beslutninger uddelegeres til standardiseringsorganerne eller til Kommissionen uden et klart sæt væsentlige politiske krav, således som det er tilfældet ved harmoniseret lovgivning;

20.

understreger, at produkter, der frembyder alvorlige risici, skal tilbagetrækkes eller tilbagekaldes definitivt fra markedet så hurtigt som muligt, og at der skal sikres sporbarhed gennem hele forsyningskæden, hvilket kræver tilstrækkelige ressourcer hos markedsovervågningsmyndighederne;

21.

understreger vigtigheden af at sikre pålidelig sporbarhed i alle faser af et produkts livscyklus, samtidig med at det sikres, at dette ikke fører til øgede administrative byrder;

22.

understreger vigtigheden af produkternes sporbarhed og sporingsmærkning til at bestemme produktets oprindelsesland og den ansvarlige producent;

23.

kræver en effektiv håndhævelse af de identifikationsprocedurer, der allerede findes; opfordrer Kommissionen til at vurdere og evaluere brugen af nye teknologier, men er af den opfattelse, at brugen af nye teknologier bør afvejes i forhold til fordele og ulemper, og at de ikke bør bringe forbrugernes privatliv og sikkerhed i fare;

24.

understreger imidlertid, at én enkelt teknisk løsning ikke bør gennemtvinges som det officielle sporbarhedssystem/den officielle sporbarhedsmetode på EU’s marked; og kræver generelt proportionalitet;

25.

understreger behovet for forbedring og yderligere styrkelse af RAPEX-udveksling af oplysninger i forbindelse med farlige produkter fra tredjelande (såsom Kina og Indien) samt for en evaluering af RAPEX’ seneste undersøgelser;

26.

anerkender, at RAPEX er et nyttigt og effektivt værktøj til formidling af oplysninger blandt medlemsstaterne om de foranstaltninger, der træffes med hensyn til farlige produkter, men mener, at værktøjet kan forbedres yderligere;

27.

opfordrer Kommissionen til at give fagfolk, der beskæftiger sig med produktsikkerhed, producenter, handels- og forbrugerorganisationer og nationale myndigheder adgang til alle relevante oplysninger og samtidig sikre den nødvendige fortrolighed; opfordrer Kommissionen til at øge bevidstheden om RAPEX og EU-tilbagekaldelsessystemerne uden for EU;

28.

glæder sig over de nye RAPEX-retningslinjer, der er med til at forbedre funktionen af RAPEX; opfordrer Kommissionen til at tilpasse den nye risikovurderingsmetode til dem, der gælder for harmoniserede produkter, med henblik på at bistå markedsovervågningsmyndighederne i deres arbejde;

29.

opfordrer Kommissionen til at gøre rede for, hvilke produkter der skal klassificeres som frembydende en »alvorlig risiko« i forbindelse med RAPEX-meddelelser;

30.

Bemærker, at forbrugerprodukter, der markedsføres på det europæiske indre marked, i stadig højere grad kommer fra tredjelande; er især bekymret over, at der hvert år er et stigende antal RAPEX-meddelelser om produkter af kinesisk oprindelse, som står for mere end halvdelen af RAPEX-meddelelserne, og at det i 20 % af tilfældene ikke synes muligt at identificere fabrikanterne af de pågældende produkter; kræver derfor en øget international indsats og glæder sig over samarbejdet mellem EU, Kina og USA om produktsporbarhedsstrategier; bifalder alle former for støtte, uddannelse og seminarer, der organiseres af myndighederne i EU og Kina for at forbedre produktsikkerheden; understreger, at der er behov for flerårige programmer for at tage disse udfordringer op;

31.

opfordrer Kommissionen til at overveje det nyttige i at oprette et system som RAPEX – KINA for andre handelspartnere, i særdeleshed for dem, hvis produkter er blevet registreret i RAPEX-systemet;

32.

opfordrer Kommissionen til at sørge for, at Rapex-systemet eller andre passende systemer på EU-plan kommer til at omfatte sanktioner for overtrædelser begået af medlemsstaterne, med henblik på at sikre gennemsigtighed og incitamenter for alle berørte parter;

33.

er bekymret over de vanskeligheder, som markedsovervågningsmyndighederne støder på, når de skrider ind mod farlige produkter, der sælges online;

34.

glæder sig over Kommissionens Told 2013-projekt inden for produktsikkerhed, som vil give retningslinjer for toldkontrol i EU; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udstyre toldmyndighederne med særlige redskaber til at tackle de udfordringer, der er forbundet med en tilstrækkelig kontrol af importerede produkter; kræver et yderligere styrket samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder;

35.

erkender det stigende antal produkter, der købes over internettet af forbrugerne, og som kommer fra tredjelande og ikke overholder europæiske normer, hvorved forbrugernes sikkerhed og sundhed bringes i fare; opfordrer Kommissionen til at fremskynde og standardisere toldkontrol af produkter købt på internettet og foretage markedsovervågning, idet der særlig lægges vægt på produkter, som kan skade forbrugerne direkte som f.eks. lægemidler og levnedsmidler; opfordrer Kommissionen til at undersøge forskellige løsninger på dette problem for at styrke forbrugernes tillid til e-handel.

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder til at sikre en ordentlig uddannelse af personalet, således at produkter, der frembyder en risiko, kan opdages i større omfang; opfordrer indtrængende til et bedre samarbejde mellem told- og markedsovervågningsmyndighederne, inden produkter frigives på markedet, hvilket kræver et flerårigt program også på dette område;

37.

opfordrer Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder til at videreudvikle bevidstgørelseskampagner rettet mod forbrugerne med det formål at oplyse dem om risikoen for at købe forfalskede produkter, særligt på nettet;

38.

understreger behovet for, at markedsovervågningsmyndighederne deltager systematisk i processen med udvikling af sikkerhedsrelevante standarder, da dette er en egnet metode til at sikre, at deres viden indgår i standardiseringsprocessen og at der skabes større forståelse for standarderne, hvorved det sikres, at frivillig anvendelse af standarder bidrager til at øge forbrugernes sikkerhed og sundhed samt retssikkerheden, idet det giver medlemsstaternes myndigheder mulighed for at fortolke og anvende de europæiske standarder korrekt;

39.

opfordrer Kommissionen til at øge klarheden omkring mandater til standarder og overveje andre innovative metoder til at forbedre og integrere nationale og europæiske standardiseringssystemer på det område, som ikke er harmoniseret, med fokus på små og mellemstore virksomheders deltagelse, samtidig med at man bevarer hovedelementerne i den nuværende struktur;

40.

opfordrer indtrængende til, at Kommissionens gældende procedurer for fastlæggelse af mandat til udviklingen af europæiske standarder forbedres, så det sikres, at der rettidigt og effektivt reageres på nye eller nyligt konstaterede risici; undrestreger dog, at nye eller ændrede procedurer også bør være undergivet Parlamentets kontrol; understreger, at Parlamentet også bør have ret til at kontrollere procedurerne for overtagelse/anvendelse af internationale, ikke-europæiske og andre standarder;

41.

opfordrer de europæiske standardiseringsorganisationer og Kommissionen til at undersøge alle systemer, der menes at kunne sikre hurtigere udvikling af standarder, samtidig med at det sikres, at alle relevante aktører inddrages på en ordentlig måde, f.eks. muligheden for at indføre en hurtig procedure eller for, at Kommissionen offentliggør henvisninger til eksisterende europæiske standarder eller ISO-standarder, der er udarbejdet uden for et kommissionsmandat, hvis sådanne standarder anses for at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, eller for at løse et problem med en given risiko som en foreløbig foranstaltning, indtil der er fundet en varig løsning;

42.

kræver, at Kommissionens mandater til standardisering forbedres med henblik på at lade de europæiske standardiseringsorganisationer udvikle europæiske standarder, der opfylder de tekniske krav, der er en forudsætning for at efterleve en politisk beslutning eller evaluering af, om der er tale om en sådan efterlevelse; mener i denne sammenhæng, at det er nødvendigt at sikre bedre inddragelse af og samarbejde mellem Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganisationer i udkastfasen; mener i lyset af, at disse organisationer arbejder på grundlag af konsensus, at det er af afgørende betydning for, at systemet fungerer, at de politiske spørgsmål behandles på det politiske plan og ikke uddelegeres til hverken Kommissionen, standardiseringsorganerne eller retshåndhævende myndigheder;

43.

kræver, at der indføres en procedure for formel indsigelse mod en standard, lige som i afgørelse nr. 768/2008/EF, i direktivet om produktsikkerhed i almindelighed; mener, at brugen af denne procedure bør være mulig, selv før en standard er nævnt i Den Europæiske Unions Tidende, men at den ikke bør blive en erstatning for, at medlemsstaterne i betydelig grad forøger inddragelsen af deres markedsovervågningsmyndigheder i standardiseringssystemet;

44.

opfordrer Kommissionen og alle berørte parter til at garantere det europæiske standardiseringssystems finansielle holdbarhed, bl.a. via offentlig-private partnerskaber og gennem flerårig finansiel planlægning, eftersom dette er afgørende for at sikre systemets effektivitet;

45.

opfordrer Kommissionen til at tage yderligere skridt i overensstemmelse med den nye lovgivningsmæssige ramme, så de nødvendige revisioner kan foretages;

46.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/7

—

der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til det internationale sundhedsregulativ - IHR (2005) (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2005 om planlægning af beredskab og indsats over for pandemisk influenza i Det Europæiske Fællesskab (KOM(2005)0607),

—

der henviser til Rådets arbejdsdokument af 30. november 2007 om spørgsmål vedrørende sundhedssikkerhed (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. december 2008 om sundhedssikkerhed (3),

—

der henviser til ECDC's foreløbige vejledning om »Anvendelsen af specifikke vacciner mod pandemisk influenza under H1N1-pandemien i 2009« (4),

—

der henviser til WHO's vejledning af april 2009 om beredskab og indsats over for pandemisk influenza (5),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 30. april 2009 (6) om influenzainfektion af type A/H1N1,

—

der henviser til drøftelsen mellem ECDC's direktør og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed den 4. september 2009,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. september 2009 med titlen »Pandemisk influenza (H1N1) 2009« (7),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 15. september 2009 om fælles indkøb af vaccine mod influenza A (H1N1) (8),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 15. september 2009 om at kommunikere med offentligheden og medierne om pandemisk influenza (H1N1) 2009 (9),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 15. september 2009 om støtte til tredjelande til at bekæmpe influenza A (H1N1) (10),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 15. september 2009 om myndighedernes sagsbehandling med henblik på godkendelse af antivirale lægemidler og vacciner til beskyttelse mod pandemisk influenza (H1N1) 2009 (11),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 15. september 2009 om vaccinationsstrategier mod pandemisk influenza (H1N1) 2009 (12),

—

der henviser til dokumentet »Europæisk strategi for Influenza A/H1N1 - Overvågning af forholdet mellem fordele og risici ved vaccine« fra oktober 2009 (13),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. oktober 2009 om 2009-pandemien (H1N1) - en strategisk tilgang (14),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 23. november 2009 om sundhedssikkerhed i Den Europæiske Union og internationalt (15),

—

der henviser til evalueringsrapporten af 16. april 2010 om indsatsen på tværs af EU i forbindelse med pandemisk influenza (H1N1) 2009 (16),

—

der henviser til den endelige rapport fra januar 2010 om evaluering af Det Europæiske Lægemiddelagentur (17),

—

der henviser til resolution 1749 (2010) om »håndtering af H1N1-pandemien: mere gennemsigtighed krævet«, som blev vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling i juni 2010 (18),

—

der henviser til konklusionerne fra konferencen om erfaringerne fra A (H1N1)-pandemien den 1. og 2. juli 2010 (19),

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands henstillinger om Det Europæiske Lægemiddelagentur af hhv. 29. april og 19. maj 2010 (20),

—

der henviser til evalueringsrapporten af 25. august 2010 om strategier på tværs af EU i forbindelse med vacciner mod pandemier (21),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 13. september 2010 om erfaringerne fra A (H1N1)-pandemien - Sundhedssikkerhed i Den Europæiske Union (22),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 18. november 2010 om erfaringerne fra H1N1-pandemien og om sundhedssikkerheden i Den Europæiske Union (SEK(2010)1440),

—

der henviser til ECDC's »Årlige epidemiologiske rapport om smitsomme sygdomme i Europa 2010« (23),

—

der henviser til den workshop, som den 5. oktober 2010 blev afholdt af Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed vedrørende influenza A (H1N1)-pandemien - medlemsstaternes og EU’s reaktion,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0035/2011),

A.

der henviser til, at både nationale og internationale sundhedsmyndigheder, herunder WHO, i maj 2009 erklærede, at H1N1-influenza på det tidspunkt kun forårsagede mild sygdom, men at det ikke kunne tages for givet, at dette mønster ville fortsætte,

B.

der henviser til, at WHO's mandat ifølge det internationale sundhedsregulativ (IHR) - et juridisk instrument, der er bindende for de kontraherende stater - omfatter overvågning af folkesundheden, koordinering af internationale tiltag på folkesundhedsområdet og, i forhold til potentielt pandemiske vira, fastlæggelse af den gældende alarmberedskabsfase på en skala fra 1 til 6,

C.

der henviser til, at fasen for global pandemi fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i det internationale sundhedsregulativ og i samråd med andre organisationer og institutioner og med de berørte medlemsstater,

D.

der henviser til, at de kriterier, som WHO brugte i 2009 for at definere en »pandemi«, udelukkende var baseret på spredningen af virus uden hensyntagen til alvoren af den sygdom, den forårsagede,

E.

der henviser til, at medlemsstaterne, Kommissionen og eksterne organer, såsom WHO bør tage hensyn til et fremtidigt influenzaudbruds virulens såvel som til spredningen af virus, når de træffer afgørelser vedrørende folkesundheden, som kan påvirke folkesundhedspolitikken og den sociale politik i medlemsstaterne,

F.

der henviser til den høje grad af uforudsigelighed med hensyn til pandemiens alvor og af, hvordan den ville udvikle sig, og til muligheden for, at pandemien kunne forværres i Europa, som det var tilfældet i 1918 og 1968,

G.

der henviser til, at medlemsstaterne på grundlag af WHO's pandemialarm og efterfølgende anbefalinger reagerede hurtigt i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og anvendte de midler, de havde til rådighed, for at gennemføre handlingsplanerne for folkesundhed; der henviser til, at vedtagelsen af højeste alarmberedskabsfase, hvilket angiver tilstedeværelsen af en pandemi, gav anledning til afgørelser for folkesundheden, der i visse tilfælde var overdrevne,

H.

der henviser til, at WHO først afblæste alarmberedskabet vedrørende H1N1-influenza i august 2010 (redegørelse fra WHO's generaldirektør af 10. august 2010 (24)),

I.

der henviser til, at forberedelse af og reaktion på sundhedsmæssige risici i EU i henhold til nærhedsprincippet henhører under medlemsstaternes kompetence; der henviser til, at Lissabontraktaten tilskynder medlemsstaterne til at styrke samarbejde og deling af information og god praksis inden for rammerne af WHO og de eksisterende strukturer i EU; der henviser til, at strengere koordineringsforanstaltninger truffet af Kommissionen med støtte fra ECDC og EMEA inden for rammerne af det internationale sundhedsregulativ, styrker nationale foranstaltningers effektivitet,

J.

der henviser til, at medicinalindustrien måtte reagere på en pludselig, presserende og eksponentielt voksende efterspørgsel på vacciner fra medlemsstaternes side; der henviser til, at medicinalindustrien var nødt til i største hast at udvikle en ny vaccine, der kunne forventes at være effektiv mod denne virus,

K.

der henviser til, at omkostningerne til styring af denne krise i medlemsstaterne var betydelige og måske kunne have været reduceret gennem et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne og bedre koordination mellem medlemsstaterne og ECDC,

L.

der henviser til, at de udgifter, som visse medlemsstater afholdt via deres beredskabsplaner, i vid udstrækning skyldes køb af store mængder af vacciner og antivirale behandlinger, og til, at indkøbsprocedurerne har ført til alvorlige bekymringer med hensyn til overholdelse af reglerne for offentlige indkøb og gennemsigtighed i nogle medlemsstater,

M.

der henviser til, at der var betydelige prisforskelle blandt de medlemsstater, som havde tidligere købsaftaler for vacciner, blandt andet på grund af de differentierede ansvarsbetingelser for hver enkelt aftale,

N.

der henviser til, at embedsmænd i forskellige medlemsstater er blevet anklaget for korruption og sammensværgelse i forbindelse med kontrakter indgået i sommeren 2009 mellem sundhedsministerierne og producenterne af vacciner mod influenza H1N1,

O.

der henviser til, at vaccineleverandørernes modvilje mod at påtage sig det fulde produktansvar ifølge Kommissionen kan have bidraget til at formindske borgernes tillid til vaccinesikkerheden; der henviser til, at tilliden til vaccinen mod H1N1-influenza også blev undermineret af ufuldstændige og modstridende meddelelser om fordele og risici ved vaccination og H1N1-influenzaens potentielle risici for offentligheden,

P.

der henviser til, at EU's og medlemsstaternes forskellige anbefalinger, for så vidt angår de prioriterede målgrupper til vaccination, viser den betydelige usikkerhed og de afvigende synspunkter, der herskede med hensyn til, hvad der var de bedste forholdsregler mod H1N1-influenzaen,

Q.

der henviser til, at planlægningen af influenzapandemiberedskab i vidt omfang er afhængig af vaccinationsstrategier; der henviser til, at vaccinationsstrategier bør bygge på tre forudsætninger for at få succes, nemlig vaccinens effektivitet, en positiv balance mellem fordele og risici ved vaccinen og målrettet indsats i risikogrupperne,

R.

der henviser til, at der skal være gennemsigtighed med hensyn til opfyldelsen af disse forudsætninger,

S.

der henviser til, forholdet mellem risici og fordele ved anvendelsen af vaccinerne nu er blevet påvist i undersøgelser af tolerance og immunogenicitet på grundlag af den faktiske brug,

T.

der henviser til, at der er behov for undersøgelser af vacciner og antivirale lægemidler, der er uafhængige af medicinalvirksomhederne, således at der skabes balance mellem privat og offentligt finansierede undersøgelser,

U.

der henviser til, at der i tilfælde af en fremtidig influenzapandemi er brug for mere arbejde for at forbedre effektiviteten af influenzavacciner, navnlig til højrisikogrupper og mod muterede varianter,

V.

der henviser til, at EU på grund af sit tidlige indkøb af vacciner og sine systematiske vaccinationsstrategier, især blandt de mest sårbare grupper, var den bedst forberedte region i verden; der henviser til, at der imidlertid opstod betydelige forskelle mellem EU-medlemsstaternes beredskab, og at manglen på et reelt samarbejde svækkede EU's samlede beredskab,

W.

der henviser til, at det begrænsede samarbejde mellem medlemsstaterne, især manglen på fælles offentlige indkøb af vaccine, manglen på fælles lagre, manglen på en solidaritets- og formidlingsordning mellem medlemsstaterne og fraværet af forudgående købsaftaler i flere medlemsstater, var de vigtigste faktorer, der undergravede et bedre beredskab i EU,

X.

der henviser til, at EMA's dokumenter vedrørende forskningsprotokoller, kliniske forsøg og bivirkninger af lægemidler, der har været genstand for deres evaluering, trods gentagne anmodninger fra Den Europæiske Ombudsmand til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) stadig ikke er offentligt tilgængelige,

Y.

der henviser til, at information og kommunikation vedrørende H1N1-influenza i EU i 2009-2010 har vist mediernes afgørende rolle ikke blot i forbindelse med formidling af forholdsregler og anbefalinger vedrørende folkesundhed, men også ved deres fremhævelse af udvalgte aspekter ved udbruddet og dets konsekvenser, hvilket potentielt har ændret den offentlige mening og myndighedernes respons,

1.

anmoder om, at EU's og medlemsstaternes forebyggelsesplaner vedrørende fremtidige influenzapandemier tages op til fornyet overvejelse med henblik på at opnå større effektivitet og sammenhæng, og for at de kan blive tilstrækkeligt selvstændige og fleksible til så hurtigt som muligt og efter en konkret og individuel vurdering at kunne tilpasses den reelle risiko på grundlag af opdaterede relevante oplysninger;

2.

anmoder om en præcisering, og om nødvendigt en evaluering, af, hvilke roller, opgaver, beføjelser, begrænsninger, relationer og ansvar der ligger hos de vigtigste aktører og forvaltningsinstanser på EU-niveau i forbindelse med sundhedsrisici - henholdsvis Kommissionen, ECDC, EMA og medlemsstaterne, men også hos de mere uformelle organer som f.eks. Udvalget for Sundhedssikkerhed, HEOF eller »sundhedsgruppen« bestående af højtstående embedsmænd, der kan intervenere i beslutningsprocessen i forbindelse med styring af en sundhedskrise, og opfordrer til, at sådanne oplysninger gøres offentligt tilgængelige;

3.

glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til at undersøge muligheden for en revision og en langsigtet styrkelse af retsgrundlaget for Udvalget for Sundhedssikkerhed;

4.

anmoder om, at der lægges særlig vægt på forberedelse mellem sektorer inden for rammerne af samarbejdet mellem medlemsstaterne i Udvalget for Sundhedssikkerhed;

5.

understreger nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og medlemsstaternes koordination med ECDC for at sikre en sammenhængende risikostyring som reaktion på en pandemi i overensstemmelse med det internationale sundhedsregulativ fra 2005;

6.

opfordrer til fortsættelse og forbedring af samarbejdet og koordinationen mellem medlemsstater, institutioner og internationale og regionale organisationer, navnlig på de tidlige stadier i en virussygdoms udbrud, med henblik på at få slået fast, hvor alvorlig den er, og træffe passende forvaltningsmæssige afgørelser;

7.

finder det tilrådeligt at styrke mandatet for Udvalget for Folkesundhed, hvis indsats og rolle bør styrkes, således at det bedre kan støtte medlemsstaterne i at nå frem til en sammenhængende tilgang til forberedelse af og reaktion på trusler mod folkesundheden og nødsituationer af internationalt omfang, som defineret i det internationale sundhedsregulativ;

8.

opfordrer indtrængende WHO til at revidere definitionen af en pandemi, således at der ikke kun tages hensyn til den geografiske spredning, men også til, hvor alvorlig den er;

9.

opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at inddrage fagfolk i sundhedssektoren i alle faser af forberedelsen og gennemførelsen af strategier til forebyggelse og bekæmpelse af pandemier;

10.

opfordrer indtrængende EU til at tildele flere ressourcer til forskning og udvikling med hensyn til forebyggende foranstaltninger inden for den offentlige sundhedspleje og til at overholde sit mål om afsætte 3 % af EU's BNP til F&U; opfordrer mere specifikt til en stigning i de investeringer, der er øremærket til en bedre evaluering og foregribelse af virkningerne af en influenzavirus, både i perioderne mellem pandemier og i begyndelsen af en pandemi;

11.

opfordrer til fortsatte investeringer i nationale epidemiologiske, serologiske og virologiske overvågningscentre;

12.

bifalder oprettelsen af en procedure, der giver medlemsstaterne mulighed for at foretage et samlet indkøb af antivirale vacciner og lægemidler på frivillig basis med henblik på blandt andet at opnå lige adgang, gunstige priser og fleksibilitet med hensyn til bestilling af et givent produkt;

13.

erindrer om, at ansvaret for et lægemiddels kvalitet, sikkerhed og effektivitet, for så vidt angår de godkendte indikationer, i henhold til gældende EU-lovgivning om lægemidler påhviler producenten, og anmoder om, at medlemsstaterne fuldt ud gør brug af denne bestemmelse i forbindelse med ethvert indkøb af vacciner som et vigtigt element i opretholdelse/genvinding af borgernes tillid til vaccinesikkerheden;

14.

anmoder om, at man inden for rammerne af en fælles og ansvarlig forvaltning af vaccineudbuddet, overvejer muligheden af at lette udviklingslandenes adgang til vaccineprodukter i tilfælde af en pandemi;

15.

mener, at Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) skal udøve sine beføjelser som et uafhængigt organ, der skal vurdere og viderekommunikere, hvor stor infektionsrisikoen er, og som skal have tilført tilstrækkelige midler til gennemførelsen af alle sine opgaver;

16.

anmoder ECDC om med input fra WHO at bidrage til at gennemgå bedste praksis for de nationale influenzaberedskabsplaner og fremsætte henstillinger om bedste praksis på områder såsom krisestyringsteknikker, vaccination og kommunikationsstrategier;

17.

kræver, at man sikrer øget bevågenhed og fuldstændig gennemsigtighed med hensyn til vurderingen af og indberetningen om de lægemidler, som anbefales i sundhedsmæssige nødsituationer, især i tider med reelle pandemiske tilstande;

18.

understreger behovet for undersøgelser fra firmaer, der er uafhængige af medicinalvirksomheder, af vacciner og antivirale lægemidler, herunder også med hensyn til overvågning af vaccinationsdækningen;

19.

ønsker at sikre, at de videnskabelige eksperter ikke har finansielle eller andre interesser i medicinalindustrien, der kan påvirke deres uvildighed; anmoder om, at der udarbejdes en europæisk adfærdskodeks i forbindelse med udøvelse af hvervet som videnskabelig ekspert i alle europæiske myndigheder, der har ansvaret for sikkerhed, forvaltning og forebyggelse af risici; forlanger, at de enkelte eksperter tilslutter sig de etiske principper i denne adfærdskodeks, før de påbegynder deres hverv;

20.

anmoder om, at eksperter, som er involveret i den farmaceutiske sektor kan konsulteres, men bør udelukkes fra beslutningstagning;

21.

anmoder navnlig Kommissionen om med støtte fra EMA at forbedre den hurtige godkendelsesprocedure til markedsføring af lægemidler, der har til formål at imødegå en sundhedsmæssig krise - bl.a. ved at gøre dem egnede til forskellige influenzastammer, varierende grader af sygdommene og forskelle i målgrupperne - således at der gennemføres behørige kliniske forsøg, før der opstår en pandemi, med henblik på at sikre en fuldstændig vurdering af forholdet mellem risici og fordele ved anvendelsen af disse lægemidler for de relevante målgrupper, og til at forelægge relevante lovgivningsmæssige forslag, når det er nødvendigt;

22.

opfordrer til en vurdering af de influenzavaccinationsstrategier, der anbefales i EU og anvendes i medlemsstaterne, som skal omfatte vaccinernes effektivitet, forholdet mellem risici og fordele samt de forskellige anbefalede målgrupper med henblik på at opnå sikker og effektiv anvendelse;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at indlevere følgende oplysninger til Kommissionen inden den 8. september 2011:

24.

opfordrer Kommissionen til med støtte fra ECDC og EMA at udarbejde en sammenfattende rapport om de i punkt 23 omhandlede oplysninger, opdelt på medlemsstater, inden den 8. marts 2012 og til at gøre den offentligt tilgængelig som et vigtigt bidrag til gennemgangen af de nuværende beredskabsplaner for influenzapandemier;

25.

minder EMA om lovkravet om at sikre offentlig adgang til alle de dokumenter vedrørende kliniske forsøg, forskningsprotokoller og lægemidlers bivirkninger, som har været vurderet af deres eksperter, herunder vacciner og antivirale lægemidler, der er blevet anbefalet som led i kampen mod H1N1-influenza; glæder sig over de nye regler om aktindsigt, som blev vedtaget af EMA i oktober 2010;

26.

er opmærksom på, at interessekonflikter hos eksperter, der rådgiver offentlige sundhedsmyndigheder, skaber mistanke om utilbørlig påvirkning og er skadelige for den samlede troværdighed af de offentlige sundhedsmyndigheder og deres henstillinger; mener, at alle interessekonflikter skal undgås;

27.

anmoder om vedtagelse af en definition på interessekonflikt, som er fælles for alle europæiske offentlige sundhedsmyndigheder;

28.

anmoder om, at Parlamentet underrettes om sådanne interessekonflikter ved hjælp af en intern undersøgelse, der gennemføres af Budgetkontroludvalget med henblik på at afgøre, om betalinger til de nævnte eksperter er blevet foretaget på en korrekt og gennemsigtig måde, og om de procedurer, der normalt anvendes af EU-institutionerne til at undgå sådanne interessekonflikter, er blevet fulgt;

29.

anmoder om, at interesseerklæringerne for alle eksperter, der rådgiver europæiske offentlige sundhedsmyndigheder, offentliggøres, herunder også for medlemmer af uformelle grupper;

30.

er opmærksom på nødvendigheden af at kommunikere til offentligheden om risici og fordele på en klarere og mere gennemskuelig måde; understreger nødvendigheden af at nå frem til et sammenhængende budskab til borgerne, så snart en sundhedsrisiko er blevet vurderet; insisterer på, at det er vigtigt med konsekvent kommunikation fra medlemsstaternes side vedrørende budskabets informative indhold (f.eks. virussens og risikoens art, hvordan man bedst forebygger den samt risici og fordele ved forebyggelse og/eller behandling);

31.

anmoder om en global EU-strategi for de såkaldte risikogrupper, om hvordan man kan nå dem og kommunikere med dem i tilfælde af pandemier;

32.

opfordrer til, at der opbygges et tillidsforhold til medierne i forbindelse med spredning af meddelelser vedrørende folkesundheden; anmoder om, at der etableres en udvalgt gruppe af disponible eksperter, der til enhver tid kan besvare spørgsmål fra journalister, samt om, at der skal være en talsmand til rådighed;

33.

understreger behovet for ansvarliggørelse af informationsfagfolk og for forsigtighed i forbindelse med behandling af meddelelser med sundhedsoplysninger, især i forbindelse med en pandemi;

34.

forventer i denne forbindelse en mere omfattende indsamling og hurtig forelæggelse af sammenhængende data fra nationale sundhedskontrolmyndigheder til de kompetente EU-myndigheder;

35.

anser det for absolut nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne fokuserer på hurtigt at foretage de nødvendige revisioner, herunder bedre kommunikationsstrategier, med henblik på at skabe tillid til offentlige sundhedstiltag, der sigter mod at forberede sig på og forebygge pandemier;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, WHO og de nationale parlamenter.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/15

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af hhv. 17. juni 2010 og 11. december 2009,

—

der henviser til protokollen fra ØKOFIN-mødet den 19. oktober 2010 og til den heri citerede rapport til Det Europæiske Råd,

—

der henviser til det belgiske formandskabs program, navnlig forslagene om innovativ finansiering,

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om skat på finansielle transaktioner (1),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise (2),

—

der henviser til sin beslutning af 22. september 2010 om europæiske tilsynsmyndigheder (3) og særlig sin beslutning af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (4), af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (5), af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (6) og af 22. september 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (7),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om innovativ finansiering på globalt og europæisk plan (SEK(2010)0409) og til Kommissionens meddelelse om beskatning af den finansielle sektor (KOM(2010)0549/5) samt til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2010)1166),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (KOM(2010)0484),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om Bankafviklingsfonde (KOM(2010)0254),

—

der henviser til G20-erklæringen udstedt i Washington den 15. november 2008, G20-erklæringen udstedt i London den 2. april 2009 og ledernes erklæring efter G20-topmødet i Pittsburgh den 25. september 2009,

—

der henviser til IMF's 2010-rapport til G20 om beskatning af den finansielle sektor,

—

der henviser til OECD's rådgivende fagforeningskomités papir af 15. februar 2010»The parameters of a financial transaction tax and the OECD global public good resource gap, 2010-2020«,

—

der henviser til OECD's 2010-rapport »The elephant in the room: the need to deal with what banks do«,

—

der henviser til det østrigske økonomiske forskningsinstituts (WIFO) undersøgelsesrapport fra marts 2008, »A General Financial Transaction Tax: Motives, Revenues, Feasibility and Effects«,

—

der henviser til Foundation for European Progressive Studies' papir fra marts 2010, »Financial Transaction Taxes: Necessary, Feasible and Desirable«,

—

der henviser til Centre for Economic Policy Research's undersøgelsesrapport fra december 2008, »Benefits of a Financial Transactions Tax«,

—

der henviser til Kommissionens beretning - Resultattavle for statsstøtte - Beretning om den seneste udvikling inden for krisestøtte til den finansielle sektor (KOM(2010)0255),

—

der henviser til Notre Europe's undersøgelsesrapport »An ever less carbonated Union? Towards a better European Taxation against climate change«,

—

der henviser til slutdokumentet fra FN's generalforsamlings plenarmøde på højt niveau, »Keeping the promise: united to achieve the Millennium Development Goals« fra september 2010,

—

der henviser til den erklæring, der blev fremsat i forbindelse med det syvende plenarmøde i Styringsgruppen for Innovativ Udviklingsfinansiering, som blev afholdt i Santiago i januar 2010,

—

der henviser til ekspertudvalgsrapporten fra 2010 til Taskforce on International Financial Transactions for Development, »Globalising Solidarity: The Case for Financial Levies«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0036/2011),

A.

der henviser til, at den globale finansielle og økonomiske krise i 2007 var af et hidtil uset omfang og afslørede, at de forskrifts- og tilsynsmæssige rammer for det globale finansielle system led under væsentlige funktionssvigt, der kan beskrives som en kombination af uregulerede finansielle markeder, alt for komplekse produkter og uigennemsigtige jurisdiktioner, der henviser til, at Europa har behov for mere gennemsigtige og effektive finansielle markeder,

B.

der henviser til, at frie markeder er grundlaget for skabelse af velfærd på verdensplan, og at markedsøkonomier og fri handel skaber velfærd og løfter folk ud af fattigdom,

C.

der henviser til, at den bemærkelsesværdige stigning i omfanget af finansielle transaktioner i den globale økonomi i løbet af det seneste årti - et omfang, der i 2007 nåede et niveau, der var 73,5 gange højere end verdens nominelle BNP, hovedsagelig som følge af boomet på derivatmarkedet - illustrerer, at der i stadig stigende grad er tale om en manglende forbindelse mellem de finansielle transaktioner og realøkonomiens behov,

D.

der henviser til, at den finansielle sektor er stærkt afhængig af handelsmønstre, f.eks. højfrekvenshandel, som fortrinsvis sigter mod udbytte på kort sigt og er sårbare over for en høj grad af gearing, som var en af hovedårsagerne til den finansielle krise; der henviser til, at dette har ført til overdreven prisvolatilitet og vedvarende afvigelser i aktie- og råvarepriserne i forhold til deres basisniveauer,

E.

der henviser til, at erhvervslivets, regeringers og enkeltpersoners mulighed for at låne og udlåne til hinanden er en afgørende faktor for verdensøkonomien; der henviser til, at den finansielle krise har blotlagt eksempler på negative sider af det internationale kapitalmarked; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at skabe balance mellem behovet for at træffe foranstaltninger, der bidrager til at bevare den finansielle stabilitet, og behovet for at bevare bankernes evne til at yde kredit til økonomien,

F.

der henviser til, at der på G20-topmøderne i Washington i 2008 og i Pittsburgh i 2009 nåedes til enighed om at iværksætte reformer for at styrke de forskriftsmæssige rammer for og overvågningen af de finansielle markeder for at få finansielle institutioner til at påtage sig en rimelig del af ansvaret for turbulensen på de finansielle markeder,

G.

der henviser til, at det hidtil er skatteyderne, der har båret størstedelen af udgifterne til krisen, og at deres penge mange steder i verden er blevet brugt af regeringerne til at redde private banker og andre finansielle institutioner ud af krisen; der henviser til, at der er et stigende krav om, at finansielle institutioner og aktører, der i årevis har nydt godt af umådeholdent store afkast af værdipapirer og årlige bonusudbetalinger og modtaget størstedelen af virksomhedernes samlede overskud, skal yde et rimeligt bidrag til dækning af udgifterne,

H.

der henviser til, at det navnlig i EU forholder sig sådan, at udgifterne til redningsaktioner har forværret og fremskyndet den skatte- og gældskrise, der er opstået, og som har lagt en uventet stor byrde på de offentlige budgetter og bragt jobskabelse, velfærdsforanstaltninger og opnåelsen af klima- og miljømål i alvorlig fare,

I.

der henviser til, at kortsigtede dispositioner og spekulation på det europæiske marked for statsobligationer bidrog væsentligt til at forværre den statslige underskudskrise i euroområdet i perioden 2009-2010 og har blotlagt den nære sammenhæng mellem ulemperne ved den finansielle sektor og problemerne med at garantere de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i en tid med ekstreme budgetunderskud og voksende offentlig og privat gæld,

J.

der henviser til, at stabilitets- og vækstpagtens ineffektivitet i dens nuværende form og forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til konkurrenceevne satte gang i den aktuelle debat om den europæiske økonomiske forvaltning, hvis nøgleelementer skulle være foranstaltninger til styrkelse af stabilitets- og vækstpagten, særlig hvad angår dens forebyggende del, ufortøvet iværksættelse af uundgåelige strukturreformer samt koordinering af skattepolitikker og bekæmpelsen af skattesvig og -unddragelse for at sikre retfærdig beskatning og gradvist flytte skattebyrden fra arbejde over mod kapital og aktiviteter med store negative eksternaliteter,

K.

der henviser til, at krisen har understreget behovet for at finde nye, bredere, retfærdige og bæredygtige indtægtskilder og styrke den gældende lovgivning og gøre opkrævningen af skatter mere effektiv for at sikre, at finanspolitisk konsolidering reelt kombineres med langsigtet økonomisk genrejsning og holdbare offentlige finanser, jobskabelse og social integration, som er centrale prioriteringer i EU 2020-strategien,

L.

der henviser til, at de alvorlige budgetmæssige begrænsninger som følge af den nylige krise kommer på et tidspunkt, hvor EU har afgivet særdeles vigtige tilsagn på globalt plan, hovedsagelig vedrørende klimaændringsmålene, 2015-målene og udviklingsbistand, navnlig til tilpasning til og afbødning af virkningerne af klimaændringer i udviklingslandene,

M.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 17. juni 2010 erklærede, at EU bør føre an i bestræbelserne på at fastsætte en global tilgang til indførelsen af ordninger med afgifter og skatter for finansielle institutioner, og efterlyste en nærmere undersøgelse og yderligere uddybning af spørgsmålet om indførelse af en global afgift på finansielle transaktioner,

N.

der henviser til, at Europa-Parlamentet allerede har anmodet Kommissionen om at foretage en konsekvensvurdering og analysere fordelene ved en afgift på finansielle transaktioner, og at Europa-Parlamentet derfor bør afvente resultatet af denne analyse, inden det træffer yderligere foranstaltninger,

1.

tager Kommissionens hidtil udførte arbejde for at imødekomme Parlamentets opfordring i beslutningen af 10. marts 2010 om en gennemførlighedsundersøgelse vedrørende en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan og på EU-plan til efterretning; understreger behovet for en grundig konsekvensvurdering og opfordrer til, at resultatet heraf samt eventuelle konkrete forslag offentliggøres inden sommeren 2011 som bebudet i Kommissionens meddelelse om beskatning af den finansielle sektor; understreger, at en afbalanceret og grundig undersøgelse af gennemførligheden af en afgift på finansielle transaktioner i EU er det grundlag, som proceduren for indførelse af en sådan afgift bør gennemføres på;

2.

påpeger, at en forhøjelse af de nuværende beskatningsværktøjers skatteprocenter og en udvidelse af disse værktøjers anvendelsesområde samt yderligere nedskæringer i de offentlige udgifter hverken er nogen tilstrækkelig eller nogen holdbar løsning med henblik på imødegåelse af de største fremtidige udfordringer på europæisk og globalt plan; understreger, at en af hovedprioriteringerne ved imødegåelsen af disse udfordringer og drøftelsen af nye finansieringsordninger bør være at skabe redskaber til at styrke den europæiske konkurrenceevne og den økonomiske vækst;

3.

understreger, at et velfungerende indre marked er EU's bedste redskab i en globaliseret og konkurrencepræget verden og hoveddrivkraften bag europæisk vækst; understreger, at der bør fokuseres på styrkelse af det indre marked og eftersøgning af mere intelligente måder til at bruge nationale og europæiske midler gennem en mere holistisk tilgang til budgetreformen, som omfatter både udgifts- og indtægtssiden af budgettet; påpeger, at udgifterne bør være resultatorienterede, og at de nye finansielle instrumenter til gennemførelse af budgettet skal være praktiske, integrerede og fleksible;

4.

fremhæver, at den bedste måde, hvorpå reelle og effektive vækstpolitikker kan fremmes, er at fjerne de resterende hindringer på det indre marked; henviser til, at undersøgelser har vist, at der kunne opnås årlige besparelser på helt op til 200-300 mia. EUR, hvis alle hindringer for de fire friheder blev fjernet;

5.

fremhæver betydningen af relanceringen af det indre marked og understreger nødvendigheden af, at EU udarbejder og effektivt gennemfører fælles regler for det indre marked, så det kan fungere som relæ for strukturel vækst; understreger, at indsatsen skal fokusere på drivkraften bag den europæiske økonomi: Europas 20 millioner virksomheder, særlig de små og mellemstore virksomheder, der ledes af iværksættere og andre kreative personer;

6.

understreger, at et af EU’s største aktiver er dets størrelse, og at der bør drages fuldt udbytte af denne fordel ved at udnytte det indre markeds potentiale og bruge EU-budgetmidler til at give den offentlige sektors indsats for at stimulere vækstfaktorerne større gennemslagskraft;

7.

understreger, at Kommissionen bør vedtage en fælles strategisk ramme, som skitserer en samlet investeringsstrategi, der omsætter målene og målsætningerne for Europa 2020 til investeringsprioriteter og indkredser investeringsbehovene i forhold til overordnede mål og flagskibsprojekter og de reformer, der er nødvendige for at få størst muligt udbytte af de »impactinvesteringer«, der støttes af samhørighedspolitikken;

8.

understreger, at en af hovedfordelene ved innovative finansieringsinstrumenter er deres dobbelte fordel, da de kan bidrage til at nå vigtige politiske mål, f.eks. stabilitet på de finansielle markeder og gennemsigtighed, og samtidig er forbundet med et betydeligt indtægtspotentiale; understreger i denne forbindelse, at der også bør tages højde for disse instrumenters indvirkning på de negative eksternaliteter, der er forbundet med den finansielle sektor;

9.

henviser til, at skatteunddragelse og skattesvig i Europa anslås at forårsage årlige økonomiske tab på 200-250 mia. EUR; mener derfor, at det ved at reducere omfanget af skattesvig ville være muligt at begrænse de offentlige underskud uden at forhøje skatterne; påpeger på denne baggrund, at innovativ finansiering bør puste nyt liv i medlemsstaternes, EU’s og det internationale samfunds bestræbelser på at bekæmpe skatteunddragelse og -svig samt andre former for ulovlig kapitalflugt, der har alvorlige budgetmæssige konsekvenser;

10.

understreger, at EU i kølvandet på krisen er nødt til at overbevise sine borgere om, at det har viljen og værktøjerne til at anvende en afbalanceret kombination af en finanspolitisk konsolideringsstrategi og konjunkturstimulerende politikker for at sikre en langsigtet økonomisk genrejsning;

11.

mener, at skattepolitikken er den manglende dimension i EU's tilgang til den finansielle sektor, hvorimod der for nylig er gjort betydelige fremskridt med hensyn til både regulering og tilsyn;

12.

udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har erkendt, at den finansielle sektor ikke pålægges tilstrækkelige afgifter, navnlig fordi de fleste finansielle tjenesteydelser ikke er pålagt moms, og opfordrer til innovative finansieringsforanstaltninger for at få mere udbytte af denne sektor og dermed bidrage til at flytte skattebyrden væk fra arbejdstagerne;

13.

mener, at indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner kan være med til at tackle problemet med de yderst skadelige handelsmønstre på de finansielle markeder, f.eks. kortsigtede dispositioner og automatiseret højfrekvenshandel, samt til at begrænse spekulation; understreger, at en afgift på finansielle transaktioner således ville have potentiale til at forbedre markedseffektiviteten, øge gennemsigtigheden, begrænse overdreven prisvolatilitet og skabe incitamenter for den finansielle sektor til at foretage langsigtede investeringer med merværdi for realøkonomien;

14.

fremhæver de aktuelle skøn over forventede indtægter fra en lav afgift på finansielle transaktioner, som i kraft af en sådan afgifts store skattegrundlag årligt ville indbringe næsten 200 mia. EUR på EU-plan og 650 mia. USD på globalt plan; mener, at den finansielle sektor på denne måde ville kunne yde et betydeligt bidrag til dækning af omkostningerne ved krisen og til holdbare offentlige finanser;

15.

bemærker udviklingen i debatten om en global afgift på finansielle transaktioner og de forskellige holdninger med hensyn til en sådan afgifts gennemførlighed og effektivitet samt den nye drøftelse af en afgift på finansielle aktiviteter, men konstaterer, at G20 ikke hidtil har været i stand til at fremme meningsfyldte fælles initiativer på dette område; opfordrer G20-lederne til at sætte skub i drøftelserne om en aftale om det minimum af fælles elementer, der skal gælde for en global afgift på finansielle transaktioner, samt til at give retningslinjer for, hvilken fremtid de ønsker for de forskellige afgiftsformer;

16.

er tilhænger af, at der indføres en afgift på finansielle transaktioner, hvis indtægter vil fremme markedernes funktion ved at begrænse spekulation og bidrage til at finansiere globale offentlige goder og nedbringe de offentlige underskud; mener, at indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner bør ske på det bredest mulige grundlag, og at EU bør fremme indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan; mener endvidere, at EU, hvis dette mislykkes, bør indføre en afgift på finansielle transaktioner på EU-plan som et første skridt; opfordrer Kommissionen til inden for kort tid at udarbejde en gennemførlighedsundersøgelse, idet der tages hensyn til behovet for lige vilkår på globalt plan, og forelægge konkrete lovgivningsmæssige forslag;

17.

påpeger, at der bør tages hensyn til erfaringerne fra indførelsen på medlemsstatsplan af sektorspecifikke afgifter på transaktioner, når mulighederne for beskatning af den finansielle sektor på globalt plan og på EU-plan undersøges;

18.

understreger endvidere, at en forskydning af rent spekulative transaktioner i retning af andre jurisdiktioner ville have få negative følger, men muligvis også har potentiale til at bidrage til øget markedseffektivitet; betoner i øvrigt, at ikke alle aktiviteter, der anses for at være spekulative, bør fordømmes, eftersom visse former for risikotagning kan øge stabiliteten på EU’s finansielle markeder;

19.

understreger, at central clearing og afvikling af værdipapirtransaktioner inden for det centraliserede europæiske marked kan lette indførelsen af en EU-afgift på finansielle transaktioner, som kan være administrativt billig og enkel at gennemføre; minder imidlertid om, at det skal tages i betragtning, at den finansielle sektor er global og indbyrdes forbundet, i forbindelse med udformningen af de tekniske aspekter af afgiften på finansielle transaktioner;

20.

noterer sig Kommissionens nylige meddelelse som et første skridt, der kan bidrage til en forståelse af dette emne; mener, at bevisbyrden med hensyn til eventuelle fordele og/eller ulemper ved indførelsen af en EU-afgift på finansielle transaktioner ligger hos Kommissionen og i dennes konsekvensvurdering;

21.

bemærker, at Kommissionens nylige meddelelse annoncerede en konsekvensvurdering af de forskellige muligheder for beskatning af den finansielle sektor, og opfordrer til, at Kommissionen i sin gennemførlighedsundersøgelse også ser på transaktionernes og indtægternes geografiske asymmetri og muligheden for at indføre en gradueret eller differentieret afgiftsprocentsats på basis af aktivkategori, afgiftsincidens, den pågældende aktørs karakter eller den kortsigtede og spekulative karakter af visse former for transaktioner; anmoder Kommissionen om at trække på al tilgængelig forskning;

22.

opfordrer Kommissionen til i sin gennemførlighedsundersøgelse at analysere de forskellige mulige løsningsmodeller for en EU-afgift på finansielle transaktioner og deres konsekvenser, herunder fordelene for økonomien og samfundet ved at reducere omfanget af de spekulative finansielle transaktioner, som i øjeblikket forårsager alvorlige markedsforvridninger;

23.

understreger, at en afgift på finansielle transaktioner bør have det bredest mulige grundlag for at garantere lige vilkår på de finansielle markeder og ikke forskyde transaktioner i retning af mindre gennemsigtige produkter; mener derfor, at Kommissionens gennemførlighedsundersøgelse bør se på alle transaktioner med finansielle aktiver, såsom spot- og derivattransaktioner, der gennemføres på børserne, samt Over-The-Counter (OTC)-derivater; påpeger, at graduering af en afgift på finansielle transaktioner med forskellige afgiftsprocentsatser på tværs af de forskellige handelssystemer vil kunne forbedre markedsstabiliteten yderligere ved at skabe positive incitamenter for finansielle aktører til at flytte deres transaktioner væk fra OTC-produkter og til mere transparente og velregulerede handelssystemer;

24.

glæder sig i den forbindelse over Kommissionens nylige forslag om OTC-derivater og short-selling, ifølge hvilket der skal gælde udtrykkelige krav vedrørende central clearing og handelsregistre for alle OTC-derivattransaktioner, hvorved der åbnes teknisk mulighed for at indføre denne EU-afgift på finansielle transaktioner på et bredt grundlag;

25.

insisterer på, at det slås fast, hvem der i sidste ende kommer til at betale afgiften, da byrden som regel lægges over på forbrugerne, som i dette tilfælde ville være detailinvestorer og enkeltpersoner; understreger behovet for omfattende regler om undtagelser og tærskler med henblik på at forhindre dette;

26.

glæder sig over IMF's nylige forslag, som støttes af Kommissionen, om at indføre en afgift på bankaktiver for at gøre det muligt for hvert enkelt land at opkræve mellem 2 og 4 % af BNP til finansiering af fremtidige kriseløsningsmekanismer; er af den opfattelse, at bankafgifter bør stå i rimeligt forhold til det berørte kreditinstituts systemiske betydning og til det risikoniveau, der er forbundet med en aktivitet;

27.

påpeger, at bankafgifter, en afgift på finansielle aktiviteter og en afgift på finansielle transaktioner alle har forskellige økonomiske formål og forskelligt indtægtspotentiale; understreger, at bankafgifter, da de er baseret på balanceførte positioner, ikke kan bruges til at begrænse finansiel spekulation og regulere den grå banksektor yderligere; betoner endvidere i denne forbindelse betydningen af mekanismer til finansielt tilsyn og gennemsigtighed for at øge det finansielle systems robusthed og stabilitet;

28.

bemærker IMF's forslag om en afgift på finansielle aktiviteter og Kommissionens nylige tilsagn om at gennemføre en grundig konsekvensvurdering af potentialet heri; understreger, at en afgift på finansielle aktiviteter primært er et indtægtsorienteret beskatningsværktøj, der er rettet mod den finansielle sektor og gør det muligt at beskatte økonomiske afkast og fortjenester ved overdreven risikovillighed og som sådan kunne være en løsning på den nuværende momsfritagelse for den finansielle sektor;

29.

er klar over, at der findes forskellige muligheder for at forvalte de ekstra indtægter fra beskatning af den finansielle sektor på både nationalt og europæisk plan; understreger, at det er nødvendigt at få løst spørgsmålet om, hvordan de indtægter, der genereres gennem en afgift på finansielle transaktioner, skal anvendes, samt at en vurdering og prioritering af disse muligheder bør ses som et afgørende element i den overordnede debat om innovativ finansiering for at give skatteyderne et dækkende billede af rationalet bag yderligere beskatning af den finansielle sektor; understreger, at indtægterne fra en global afgift på finansielle transaktioner som følge af dennes globale karakter bør anvendes til finansiering af globale politiske mål som f.eks. udvikling og fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene samt bekæmpelse af klimaændringerne; bemærker Kommissionens mål om at øge størrelsen på EU’s budget gennem innovative finansielle instrumenter; er overbevist om, at det af hensyn til beskyttelsen af ovennævnte innovative finansieringsværktøjers europæiske merværdi bør sikres, at en del af disse indtægter kan tildeles EU-budgettet til finansiering af EU-projekter og -politikker; minder om, at Kommissionens nylige meddelelse om en gennemgang af EU-budgettet betragter en EU-beskatning af den finansielle sektor som en mulighed for at skabe egne midler; opfordrer til en bred debat mellem EU-institutionerne, de nationale parlamenter samt EU-interessenter og repræsentanter for civilsamfundet om de valgmuligheder, der er til rådighed i forbindelse med disse politikker, hvilken del af indtægterne, der skal tildeles hhv. EU-budgettet og de nationale budgetter, og de forskellige måder hvorpå dette kan opnås; bemærker vedrørende forvaltningen af den del af indtægterne, der skal tildeles de nationale budgetter, at alle løsningsmuligheder bør vurderes, herunder tildeling af indtægter til konsolidering af de offentlige finanser;

30.

understreger, at den eventuelle indførelse af disse nye beskatningsværktøjer i den finansielle sektor bør analyseres i lyset af de eksisterende skatteforhold i den sektor, idet der tages hensyn til sekundære virkninger og sættes særligt fokus på at indkredse synergier mellem gamle og nye afgifter;

31.

bemærker Kommissionens mål om at øge størrelsen på EU’s budget gennem innovative finansielle instrumenter og anerkender de potentielle fordele ved at geare finansiering i den private sektor med offentlige midler; er dog opmærksom på, at brugen af SPV-selskaber til at finansiere projekter kan føre til en stigning i betingede forpligtelser; mener derfor, at sådanne foranstaltninger bør ledsages af en fuldstændigt gennemsigtig offentliggørelse kombineret med passende retningslinjer, risikostyring, eksponeringsgrænser og kontrol- og overvågningsprocedurer, som alle skal oprettes på en demokratisk ansvarlig måde;

32.

bemærker, at eurobonds i stigende grad omtales som et fælles gældsforvaltningsinstrument; noterer sig alle de nylige forslag og initiativer med sigte herpå; opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til omgående at komme med en reaktion på opfordringen i Parlamentets beslutning af 16. december 2010 (8) om oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet om at sende det nødvendige politiske signal med henblik på en kommissionsundersøgelse af et fremtidigt system af eurobonds med en klar specificering af de betingelser, der skal til, for at et sådant system vil være gavnligt for alle deltagende medlemsstater samt for euroområdet som helhed;

33.

støtter tanken om at udstede fælles EU-projektobligationer med henblik på finansiering af Europas betydelige infrastrukturbehov og strukturelle projekter inden for rammerne af EU 2020-strategien og i lyset af forventede nye EU-strategier, som f.eks. den nye strategi for udvikling af energiinfrastrukturen, og andre store projekter; mener, at EU-projektobligationer ville sikre de fornødne investeringer og skabe tilstrækkelig tillid til, at store investeringsprojekter ville kunne tiltrække den nødvendige støtte, og at de således ville blive en vigtig mekanisme til at sikre maksimal gearing af den offentlige støtte; minder om, at disse projekter for at give Europa et bæredygtigt fundament skal bidrage til den økologiske omformning af vore økonomier og dermed bane vejen for en kulstoffri økonomi;

34.

understreger, at EU-budgettet i højere grad bør anvendes til at sætte skub i investeringer; fremhæver, at normen for projekter med langsigtet kommercielt potentiale bør være, at EU-midler anvendes i partnerskab med den private banksektor, navnlig gennem Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD);

35.

opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Centralbank til at undersøge, hvilken betydning den moralske risiko får for medlemsstater, der finansierer væsentlige infrastrukturprojekter via EU's projektobligationer eller eurobonds, især når sådanne infrastrukturprojekter har tværnational rækkevidde;

36.

understreger, at den nuværende beskatningsmodel fuldt ud bør integrere princippet om, at forureneren betaler, gennem anvendelse af innovative finansieringsværktøjer med det formål at lægge afgiftsbyrden over på aktiviteter, der forurener miljøet, skaber væsentlige drivhusgasemissioner eller forbruger betydelige mængder af ressourcer;

37.

støtter derfor tanken om at styrke emissionshandelsordningen, samt om at foretage en omfattende revision af direktivet om energibeskatning for at gøre CO2-emissioner og energiindhold til grundlæggende kriterier for beskatning af energiprodukter;

38.

understreger, at begge værktøjer er forbundet med en stor dobbelt fordel, idet de på den ene side skaber store incitamenter for at gå over til CO2-fri og bæredygtige og vedvarende energikilder og, på den anden, betydelige ekstra indtægter; minder imidlertid om, at hovedformålet med at indføre en CO2-afgift er at ændre adfærden og produktionsstrukturerne, eftersom den forventede indtægt falder, når produktionsmønstrene skifter til bæredygtige og vedvarende energikilder;

39.

mener, at en CO2-afgift og revisionen af energibeskatningsdirektivet bør være det obligatoriske mindstemål for alle medlemsstater, og at det bør overlades til den enkelte medlemsstats kompetence at gå videre, hvis den finder det passende;

40.

understreger, at der bør fastsættes passende overgangsperioder med henblik på at undgå CO2-lækager og for at forhindre, at der lægges uoverkommelige byrder over på lavindkomstforbrugerne; finder det derudover nyttigt at fastsætte særlige målrettede foranstaltninger til gavn for lavindkomsthusstande og øge investeringerne i infrastruktur til den offentlige sektor og i husholdningernes energieffektivitet;

41.

mener dog, at muligheden for en global aftale på G20-plan eller inden for WTO bør undersøges til bunds, forud for indførelsen af en sådan afgift på udenlandsk import til EU for at sikre, at dette grænsebeskatningsredskab ikke på den ene side fører til mangel på råvarer og på den anden side fører til gengældelsesforanstaltninger fra tredjelande over for EU-eksport;

42.

henviser til, at det i betragtning af den stigende efterspørgsel efter energi i de nye lande er bydende nødvendigt for EU at foretage tilstrækkelige investeringer i energiforsyning og -effektivitet, der vil styrke Unionens energiinfrastruktur og i så vid udstrækning som muligt reducere dens sårbarhed over for markedsudsving, som kan have negative konsekvenser for EU's økonomi og 2020-målene;

43.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at tildele indtægter fra klimaafgifter til at finansiere F & U og foranstaltninger til nedbringelse af kulstofemissioner og bekæmpelse af global opvarmning, fremme af energieffektivitet, bekæmpelse af energifattigdom og forbedring af energiinfrastrukturen i EU og i udviklingslandene; minder i denne sammenhæng om, at mindst 50 % af indtægterne fra auktionssystemet over CO2-emissioner ifølge direktivet om handel med emissionskvoter under EU's emissionshandelsordning skal øremærkes til foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer, navnlig i udviklingslandene;

44.

bemærker, at revolverende finansielle instrumenter til energibesparende foranstaltninger er en innovativ måde at finansiere klimavenlige projekter på; bifalder skabelsen af en særlig finansieringsfacilitet, der også kunne tiltrække private investorer (inden for rammerne af offentlige-private partnerskaber), der kunne sikre anvendelsen af uudnyttede midler fra forordningen om genopretningsprogrammet til støtte for energieffektivitet og vedvarende initiativer; anmoder Kommissionen om nøje at vurdere dette instruments effektivitet og at analysere mulighederne for at anvende en lignende tilgang, herunder initiativer inden for energi, energieffektivitet og råstoffer, til fremtidige ubrugte midler i EU's budget;

45.

anerkender vigtigheden af energieffektivitet og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre effektiv brug af strukturfondene for at øge energieffektiviteten i bygninger, især boliger; opfordrer til en effektiv udnyttelse af midlerne fra EIB og andre offentlige organer til finansiering samt koordinering mellem EU og nationale fonde og andre former for bistand, der kan fremme investeringer i energieffektivitet med henblik på at nå EU's mål;

46.

minder medlemsstaterne om muligheden for at anvende nedsatte momssatser på tjenesteydelser, der tilbyder forbedringer i hjemmet og øget energieffektivitet;

47.

mener endvidere, at økonomisk udnyttelse af ressourcer og innovation i grønne teknologier er af stor betydning for konkurrenceevnen;

48.

understreger, nu hvor der udvikles og med tiden skal gennemføres ny, innovativ beskatning, behovet for en overordnet, grænseoverskridende og tværsektoriel vurdering af forskellige typer af eksisterende og planlagt finansiering og beskatning af og subsidier til miljø- og klimaaktiviteter, hvad man kunne kalde »miljøfinansieringens de Larosière«, med henblik på at målrette disse nye værktøjer mere effektivt og udelukke muligheden for overlapning og/eller indbyrdes modstridende politikker;

49.

erkender, at en CO2-afgift vil være et instrument til at nedbringe emissionerne snarere end en langsigtet indtægtskilde, da denne kilde med tiden vil blive udtømt, hvis instrumentet viser sig at være effektivt;

50.

opfordrer medlemsstaterne til på ny at bekræfte deres tilsagn om at øremærke 0,7 % af deres bruttonationalindkomst (BNI) til officiel udviklingsbistand (ODA); beklager dybt, at det i 2008 kun var Sverige, Luxembourg, Danmark og Nederlandene, der nåede eller overskred dette mål, skønt alle EU-medlemsstater har accepteret dette 0,7 % mål for udgifterne;

51.

minder om, at Den Europæiske Union som helhed, inklusive dens medlemsstater, på trods af den globale krise fortsat er den førende donor af udviklingsbistand og tegner sig for 56 % af verdens samlede udviklingsbistand til i alt 49 mia. EUR i 2009, hvilket bekræftes af EU-regeringernes samlede tilsagn om at øremærke hhv. 0,56 % og 0,70 % af BNI til ODA i hhv. 2010 og 2015;

52.

understreger den altafgørende betydning af sund økonomisk forvaltning for så vidt angår al EU’s udviklingsbistand og humanitære bistand, navnlig fordi de EU-institutioner, der er involveret i beslutningstagningen og implementeringen af denne bistand skal stå fuldt til ansvar over for EU’s borgere og skatteydere;

53.

understreger, at innovativ udviklingsfinansiering kan supplere traditionelle udviklingsbistandsmekanismer og dermed bidrage til, at de når deres mål til tiden; minder om, at innovative finansieringsinstrumenter bør ligge ud over FN’s mål om, at 0,7 % af BNP skal gå til udviklingssamarbejde; betoner, at innovativ udviklingsfinansiering bør være kendetegnet ved diversificeret finansiering for at nå det højeste indtægtspotentiale, men også være fuldt tilpasset det enkelte lands prioriteringer og give det stor råderet over midlerne; understreger samtidig behovet for, at udviklingslandene selv øger deres indsats på skatteområdet, navnlig med hensyn til skatteopkrævning og bekæmpelse af skatteunddragelse, hvilket er af afgørende betydning for en forsvarlig finanspolitik;

54.

understreger, at levering af effektiv udviklingsbistand af høj kvalitet kræver en særlig indsats med hensyn til donorkoordination og forvaltningsordninger; mener, at hvis problemerne med fragmentering af den europæiske udviklingsbistand, som fører til ineffektivitet med såvel økonomiske som politiske konsekvenser, blev løst, ville det medføre effektivitetsgevinster for medlemsstaterne på anslået op til 6 mia. EUR om året og desuden lette arbejdet for partnerlandenes forvaltninger;

55.

minder om, at der er behov for 300 mia. USD for at nå 2015-målene inden 2015; beklager den kendsgerning, at flertallet af udviklede lande til trods for den erklæring, som de for nylig afgav på FN’s topmøde på højt plan om 2015-målene i september 2010, endnu ikke har opfyldt deres løfte om at forhøje udviklingsbistanden, og påpeger, at det er nødvendigt at gøre en langt bedre samlet indsats; understreger, at det ikke er acceptabelt, at innovative finansieringsmekanismer måske af visse lande vil blive opfattet som en tilskyndelse til ikke at yde offentlig udviklingsbistand (ODA); understreger, at tilsagn om ODA og innovative finansieringsmekanismer skal ses som et afgørende og supplerende element i bekæmpelsen af fattigdom;

56.

understreger, at offentligt tilsyn og gennemsigtighed i innovative finansieringssystemer, som en afspejling af erfaringerne fra den nylige finans- og fødevarekrise, er en uomgængelig forudsætning for, at disse kan indføres;

57.

understreger, at det er nødvendigt hurtigst muligt at forbedre EU's koordination af velstandsskabende foranstaltninger på lokale markeder, og at fremme af innovativ finansiering af udvikling ikke kun skal baseres på en forhøjelse af skatterne, men at man også bør undersøge andre metoder, såsom en forøgelse af de nationale indtægter, hvilket bedst kan opnås gennem anerkendelse og beskyttelse af ejendomsrettigheder, kortlægning af landbrugsarealer og forbedring af forretnings- og investeringsmiljøet i udviklingslandene;

58.

minder om, at alvorlige pandemiske sygdomme - aids, tuberkulose og malaria - som rammer udviklingslandene, navnlig Afrika syd for Sahara, udgør en alvorlig hindring for opnåelse af 2015-målene; erindrer i denne forbindelse om, at et solidaritetsbidrag, der opkræves på flybilletter, er et væsentligt finansielt redskab til at afhjælpe sundhedsproblemer, og at dette bør udvikles yderligere; opfordrer navnlig Kommissionen til at undersøge flere finansieringsmekanismer for at behandle globale sundhedsspørgsmål og lette adgangen til medicin i fattige lande;

59.

påpeger, at klimaændringerne i særdeleshed vil berøre udviklingslandene, og mener, at finansieringsforanstaltninger til afbødning af virkningerne af klimaændringer og til at mindske energifattigdom vil bidrage til opnåelse af 2015-målene;

60.

glæder sig over, at sluterklæringen fra FN-topmødet om 2015-målene, der blev vedtaget den 22. september 2010, for første gang særligt henviser til den innovative finansierings rolle for at opfylde disse mål;

61.

understreger den hidtidige succes med innovative finansieringsmekanismer, navnlig den internationale facilitet for køb af medicin (UNITAID), den internationale finansieringsfacilitet for immunisering (IFFIm) og det forudgående markedsengagement for vacciner (AMC), som til dato har tilvejebragt mere end 2 mia. USD; bemærker, at andre innovative finansieringsmekanismer også har vist sig at være effektive, f.eks. gæld-for-natur-aftaler eller gæld-for-sundhed-aftaler eller bunkerfuelafgifter;

62.

minder om den konsekvente støtte, som en række europæiske stats- og regeringschefer har givet til gennemførelse af en afgift på finansielle tjenesteydelser ved FN-topmødet om 2015-målene i september 2010 og forventer afgørende foranstaltninger fra dem til fordel for dette tilsagn;

63.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at tilslutte sig pilotgruppen om innovative finansieringsmekanismer oprettet i 2006 og deltage i alle eksisterende mekanismer, herunder i solidaritetsbidraget fra flybilletter;

64.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå gennemførelse af innovative udviklingsfinansieringsmekanismer på EU-plan;

65.

opfordrer institutionerne og EU's regeringer til nøje at undersøge muligheden for at oprette et globalt lotteri til at finansiere foranstaltninger til bekæmpelse af sult, som det foreslås i Verdensfødevareprogrammet, i stil med fødevareprojektet;

66.

mener, at ODA ikke vil være i stand til at udrydde fattigdom, hvis ikke G20, EU og de finansielle virksomheder står fast på at modarbejde korrupte regeringer i modtagerlandene; understreger derfor nødvendigheden af at optrappe EU’s bistand til styrkelse af skattemyndigheder, retsvæsen og antikorruptionsagenturer i udviklingslandene; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at bekæmpe bestikkelse, som udføres af virksomheder, som har hjemsted i deres jurisdiktioner, men driver virksomhed i udviklingslande;

67.

minder om, at et beløb, der anslås til 800 mia. EUR, dvs. 10 gange så stort som den samlede mængde af ODA, hvert år går tabt for udviklingslandene på grund af illegale praksisser, såsom ulovlige kapitalstrømme og skatteunddragelse, og at forhindring og begrænsning heraf kunne vise sig at være afgørende for opnåelse af 2015-målene; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sætte bekæmpelse af skattely, korruption og destruktive beskatningsstrukturer øverst på dagsordenen i alle internationale fora for således at gøre udviklingslandene i stand til at øge deres nationale indtægter;

68.

minder om G20's kollektive ansvar for at afbøde virkningerne af krisen for udviklingslandene, som har været hårdt ramt af krisens indirekte følger;

69.

opfordrer med henblik på at opnå gennemsigtighed i ODA indtrængende til, at ansvarlighed bør fremmes ved, at de nationale kontrolmekanismer og den parlamentariske kontrol med støtten styrkes; opfordrer EU og G20 til at forfølge deres dagsorden om at slå ned på skattely og skattehemmelighed ved at fremme landespecifik rapportering;

70.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremme og arbejde hen imod gennemførelse af innovative finansieringsinstrumenter for udvikling såsom en international skat på finansielle transaktioner, transportafgifter, bekæmpelse af illegale kapitalstrømme og en nedsættelse eller lettelse af omkostningerne ved pengeoverførsler;

71.

konstaterer, at den økonomiske og finansielle krise vil kaste mange udviklingslande ud i en ny gældskrise, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forny deres bestræbelser på at lette gældsbyrden for udviklingslandene;

72.

erindrer om, at udviklingslandene er dårligst rustet til at klare klimaændringerne, og at de sandsynligvis generelt vil blive hårdest ramt af dette fænomen; opfordrer til gennemførelse af EU's finansielle løfter i henhold til Københavnsaftalen og den globale klimaændringsalliance; opfordrer EU til at spille en afgørende rolle i de fælles initiativer fra de industrialiserede landes side med henblik på at yde et større og mere konkret bidrag til understøttelse af udviklingen i den tredje verden, som de har et historisk ansvar for;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Europa-Parlamentets Udvalg om Politikudfordringer, Kommissionen, Det Europæiske Råd, EIB, ECB, IMF og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/25

—

der henviser til artikel 168 og 184 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til EU-traktatens artikel 2,

—

der henviser til artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder om ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU« (KOM(2009)0567),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1350/2007/EF af 23. oktober 2007 om oprettelse af andet EF-handlingsprogram for sundhed (2008-2013) (1),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (2),

—

der henviser til Udvalget for Social Beskyttelses meddelelse om »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU«,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 8. juni 2010 om »Lighed og sundhed i alle politikker: Solidaritet på sundhedsområdet«,

—

der henviser til rapporten om den anden fælles vurdering fra Udvalget for Social Beskyttelse og Kommissionen af de sociale virkninger af den økonomiske krise og de politiske tiltag,

—

der henviser til Rådets konklusioner om fælles værdier og principper i EU's sundhedssystemer (3),

—

der henviser til Rådets resolution af 20. november 2008 om unges sundhed og trivsel,

—

der henviser til den endelige rapport fra kommissionen for sociale sundhedsdeterminanter (WHO, 2008),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU« (4),

—

der henviser til sin beslutning af 1. februar 2007 om fremme af sunde kostvaner og fysisk aktivitet - en europæisk dimension i forebyggelsen af overvægt, fedme og kroniske sygdomme (5)) samt sin beslutning af 25. september 2008 om hvidbog om sundhedsproblemer i relation til ernæring, overvægt og fedme (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 9. oktober 2008 om hvidbogen »Sammen om sundhed: en strategi for EU 2008-2013« (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0032/2011),

A.

der henviser til, at universalitet, adgang til pleje af høj kvalitet, lighed og solidaritet er fælles værdier og principper, der underbygger sundhedssystemerne i EU's medlemsstater,

B.

der henviser til, at borgerne i gennemsnit lever et længere og sundere liv end de tidligere generationer, og at EU på baggrund af befolkningens aldring står over for en vigtig udfordring, nemlig de store forskelle i den fysiske og mentale sundhedstilstand, der eksisterer mellem og inden for EU-medlemsstaterne,

C.

der henviser til, at forskellen i forventet levealder ved fødslen mellem de laveste og højeste socioøkonomiske grupper er på 10 år for mænd og 6 år for kvinder,

D.

der henviser til, at kønsdimensionen i forbindelse med forventet levealder også er et alvorligt emne, der skal behandles i debatten om sundhedsmæssige uligheder,

E.

der henviser til, at sundhed ud over genetiske determinanter frem for alt påvirkes af folks livsstil, deres adgang til sundhedspleje, herunder sundhedsoplysning og –uddannelse, sygdomsforebyggelse samt af deres adgang til behandling af kort- og langvarige sygdomme; der henviser til, at lavere samfundsøkonomiske grupper er i større risiko for at forfalde til dårlig ernæring og tobaks- og alkoholafhængighed, som alt sammen er væsentlige medvirkende faktorer ved mange sygdomme og lidelser, herunder hjerte-kar-sygdomme og kræft,

F.

der henviser til, at der i alle medlemsstater er blevet fundet sundhedsmæssige uligheder mellem befolkningsgrupper med højt og lavt uddannelsesniveau, faglært og ufaglært beskæftigelse samt høj og lav indkomst,

G.

der henviser til, at der er tegn på, at der eksisterer en kønsdimension i graden af underernæring, som tyder på, at kvinder oftere lider af underernæring, og at denne ulighed forstærkes yderligere længere nede ad den samfundsøkonomiske rangstige,

H.

der henviser til, at køns- og aldersmæssige uligheder i biomedicinsk forskning og kvinders underrepræsentation i kliniske forsøg underminerer patientplejen,

I.

der henviser til, at komparativ måling af ulighederne på sundhedsområdet er et vigtigt første skridt i retning af effektive tiltag,

J.

der henviser til, at sygdomsforekomsten ofte er højere blandt personer med lav uddannelse, i ufaglært beskæftigelse og med lav indkomst, og at der også kan ses væsentlige uligheder i udbredelsen af de fleste specifikke sygdomme, og af de fleste specifikke kroniske ikke-overførbare sygdomme, orale sygdomme og visse former for mentale lidelser,

K.

der henviser til, at brugen af tobak blandt kvinder, særlig yngre kvinder, stiger hastigt med frygtelige konsekvenser for deres fremtidige helbred, og at skadevirkningerne ved rygning i kvinders tilfælde forstærkes af adskillige negative faktorer,

L.

der henviser til, at Kommissionen har bemærket, at der er en social gradient i sundhed i alle EU's medlemsstater (Kommissionens meddelelse af 20. oktober 2010 med titlen »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU«), og at Verdenssundhedsorganisationen definerer denne sociale gradient som forbindelsen mellem de samfundsøkonomiske uligheder og ulighederne på sundhedsområdet og i adgangen til sundhedspleje,

M.

der henviser til, at utallige projekter og undersøgelser har bekræftet, at navnlig begyndende overvægt og fedme hænger sammen med tidlige uligheder skabt af det samfundsøkonomiske miljø, og at den hyppigste forekomst af overvægt og fedme er registreret i de lavere samfundsøkonomiske grupper; der henviser til, at denne situation kan føre til endnu større sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske uligheder grundet den øgede risiko for fedmerelaterede sygdomme,

N.

der henviser til, at der stadig er en række faktorer såsom hygiejne, bolig- og arbejdsvilkår, underernæring, uddannelse, indkomst, alkoholindtagelse og rygning, der har direkte indflydelse på ulighederne på sundhedsområdet på trods af de samfundsøkonomiske og miljømæssige fremskridt, der overordnet set har ført til en forbedring af folkesundheden over en lang periode,

O.

der henviser til, at klimaændringer forventes at medføre en række potentielle sundhedsmæssige konsekvenser gennem en hyppigere forekomst af ekstreme vejrforhold såsom hedebølger og oversvømmelser, gennem skiftende forløb inden for infektionssygdomme og gennem øget ultraviolet stråling; der henviser til, at ikke alle EU-lande er lige klar til at håndtere disse udfordringer,

P.

der henviser til, at uligheder på sundhedsområdet ikke kun er opstået på grund af en række økonomiske, miljømæssige og livsstilsrelaterede faktorer, men også på grund af problemer med adgang til sundhedspleje,

Q.

der henviser til, at uligheder på sundhedsområdet også hænger sammen med problemer med adgangen til sundhedspleje, både af økonomiske årsager (ikke så meget for større behandlinger, som håndteres korrekt af medlemsstaterne, men for hverdagsbehandlinger, såsom tand- og øjenpleje) og som et resultat af dårlig fordeling af medicinske ressourcer i visse dele af EU,

R.

der henviser til, at manglen på fagfolk i sundhedssektoren i visse dele af EU og det faktum, at de nemt kan flytte til andre dele af EU, er et reelt problem, og at situationen fører til store uligheder i adgangen til sundhedspleje og i patientsikkerheden,

S.

der henviser til, at personer, der lever i fjerntliggende områder eller ø-regioner fortsat har begrænset adgang til hurtig sundhedspleje af god kvalitet,

T.

der henviser til, at patienter, der lever med kroniske sygdomme eller lidelser udgør en særlig gruppe, der er ofre for ulighed i adgangen til diagnose og pleje, sociale og andre støtteydelser, og som er udsatte i forhold til finansielle belastninger, ringe adgang til beskæftigelse, social diskrimination og stigmatisering,

U.

der henviser til, at vold mod kvinder er et udbredt fænomen i alle lande og i alle sociale klasser og har en dramatisk indvirkning på kvinders og børns fysiske og følelsesmæssige helbred,

V.

der henviser til, at infertilitet er en medicinsk tilstand, anerkendt af Verdenssundhedsorganisationen, som har en særlig indvirkning på kvinders helbred, og til, at en undersøgelse i Det Forenede Kongerige (UK National Awareness Survey) har vist, at over 94 % af de kvinder, der lider af infertilitet, også lider af forskellige former for depression,

W.

bemærker, at der er store uligheder mellem medlemsstaterne, når det gælder adgangen til fertilitetsbehandling,

X.

der henviser til, at arbejdsløsheden i de 27 EU-medlemsstater ifølge Eurostat, EU's statistiske kontor, nåede op på 9,6 % i september 2010, og at Rådets Udvalg for Social Beskyttelse i sin udtalelse af 20. maj 2010 udtalte bekymring for, at den nuværende økonomiske og finansielle krise ville få negativ indvirkning på folks adgang til sundhedspleje og på medlemsstaternes sundhedsbudgetter,

Y.

der henviser til, at den nuværende økonomiske og finansielle krise kan få alvorlig indvirkning på sundhedssektoren i adskillige EU-medlemsstater, både hvad angår udbud og efterspørgsel,

Z.

der henviser til, at de restriktioner, der er affødt af den nuværende økonomiske og finansielle krise, kombineret med konsekvenserne af den kommende demografiske udfordring, som Unionen vil stå over for, alvorligt vil kunne undergrave medlemsstaternes sundhedssystemers finansielle og organisatoriske bæredygtighed og dermed hindre en retfærdig adgang til sundhedspleje på deres område,

AA.

der henviser til, at faren for uligheder på sundhedsområdet øges yderligere, hvis en person er ramt af fattigdom og samtidig på anden måde er sårbar - er barn, ældre, handicappet eller tilhører en minoritet, og at dårligt helbred omvendt kan føre til fattigdom og/eller social udstødelse,

AB.

der henviser til, at de tidlige år har livslang indvirkning på mange aspekter af sundhed og velbefindende - fra fedme, hjertesygdomme og mental sundhed til uddannelse, erhvervskvalifikationer, økonomisk status og livskvalitet,

AC.

der henviser til, at uligheder på sundhedsområdet har betydelige økonomiske konsekvenser for EU og for medlemsstaterne, og at tab forbundet med uligheder på sundhedsområdet vurderes at koste omkring 1,4 % af BNP,

AD.

der henviser til, at der i mange EU-lande ikke er sikret retfærdig adgang til sundhedspleje for udokumenterede indvandrere, hverken i praksis eller i loven,

AE.

der henviser til, at der stadig forekommer tilfælde i medlemsstaterne, hvor medlemmer af forskellige sociale grupper (f.eks. personer med handicap) møder forhindringer i forhold til retfærdig adgang til sundhedsplejeinstitutioner, hvilket begrænser deres adgang til sundhedsydelser,

AF.

der henviser til, at medlemsstaterne på grund af befolkningens aldring må håndtere problemer med afhængighed af andre og et stigende behov for geriatrisk pleje og behandling, og at der derfor er behov for en ændring af den måde, sundhedsplejen er organiseret på, samt til, at ulighederne i forbindelse med ældre menneskers adgang til sundhedspleje er stigende,

1.

glæder sig over de centrale forslag i Kommissionens meddelelse »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU«: 1) færre uligheder på sundhedsområdet som en del af vores overordnede mål for den sociale og økonomiske udvikling; 2) forbedring af data- og videnbaserne (herunder måling, overvågning, evaluering og rapportering); 3) skabelse af engagement i hele samfundet med henblik på at begrænse ulighederne på sundhedsområdet; 4) opfyldelse af de mest sårbare borgeres behov; og 5) udvikling af EU-politikkernes bidrag til begrænsning af uligheder på sundhedsområdet;

2.

understreger vigtigheden af, at sundhedsydelser ydes som en grundlæggende rettighed, og peger på behovet for at opretholde og forbedre den almene adgang til sundhedssystemer og til sundhedspleje til en overkommelig pris;

3.

påpeger betydningen af at forbedre adgangen til sygdomsforebyggelse, sundhedsfremme, primær og specialiseret sundhedspleje og reducere ulighederne mellem forskellige sociale grupper og aldersgrupper, og understreger, at disse mål kan nås gennem optimering af de offentlige udgifter til præventiv og helbredende sundhedspleje og særlige programmer rettet mod sårbare grupper;

4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser på at håndtere de samfundsøkonomiske uligheder, hvilket i sidste ende vil gøre det muligt at mindske nogle af de uligheder, der har at gøre med sundhedspleje; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til på grundlag af de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet at fokusere på de sårbare gruppers behov, herunder dårligt stillede grupper af indvandrere og folk, der tilhører etniske minoriteter, børn og unge, mennesker med handicap, med særligt fokus på mentale lidelser, patienter, der er diagnosticeret med kroniske sygdomme eller lidelser, ældre, mennesker, der lever i fattigdom, og mennesker, der lider af alkoholisme og stofmisbrug;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de mest sårbare grupper, herunder de udokumenterede indvandrere, får ret til og sikres retfærdig adgang til sundhedsydelser; opfordrer medlemsstaterne til at se på muligheden for at støtte sundhedspleje for illegale indvandrere ved at opstille en definition baseret på fælles principper for grundlæggende elementer af sundhedspleje som defineret i deres nationale lovgivning;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til indvandrerkvinders særlige sundhedsbeskyttelsesbehov med særlig henvisning til sundhedssystemernes pligt til at sørge for tilstrækkelig tolkning; mener, at disse systemer bør udvikle uddannelsesinitiativer, der gør det muligt for læger og andre fagfolk at erhverve en interkulturel forståelse baseret på anerkendelse af og respekt for mangfoldighed og sensitivitet blandt folk fra forskellige geografiske regioner; mener desuden, at indsatser og oplysningskampagner til bekæmpelse af kønslemlæstelse af piger/kvinder, herunder strenge straffe for dem, der praktiserer det, også må prioriteres;

7.

opfordrer EU og medlemsstaterne til hurtigt at finde løsninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, navnlig i nogle medlemsstater, hvor Rådets direktiv 2000/43/EF, som forbyder en sådan forskelsbehandling, ikke er gennemført, og hvor kvinder fra etniske minoriteter har ingen eller kun ringe social beskyttelse og ingen eller kun ringe adgang til sundhedsydelser;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til juridisk rådgivning og information af god kvalitet i samarbejde med civilsamfundsorganisationer for at hjælpe almindelige borgere, herunder udokumenterede indvandrere, til at blive bedre oplyst om deres personlige rettigheder;

9.

understreger, at den økonomiske og finansielle krise og de økonomiske stramninger, medlemsstaterne har gennemført, navnlig på udbudssiden, kan føre til en reduktion af støtten til folkesundhed, sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og langtidspleje som resultat af budgetnedskæringer og lavere skatteindtægter, mens behovet for sundhedsydelser og langtidspleje kan stige som følge af en kombination af faktorer, der bidrager til en forringelse af den almene befolknings sundhedstilstand;

10.

understreger, at uligheder på sundhedsområdet i EU er en væsentlig byrde for medlemsstaterne og deres sundhedssystemer, og at et effektivt fungerende indre marked og en målrettet og om muligt koordineret offentlig forebyggelsespolitik kan bidrage til forbedringer på dette område;

11.

understreger, at negative socioøkonomiske faktorer (fedme, rygning osv.), adgangen til sundhedsydelser (som bringes i fare af manglende godtgørelse af udgifter til pleje og medicin, utilstrækkelig forebyggelse og fragmentering af den medicinske demografi) og effektive diagnoser bør betragtes som nøgleaspekter i bestræbelserne på at bekæmpe ulighederne på sundhedsområdet, og at adgangen til og prisen på farmaceutiske behandlinger også bør betragtes som et centralt aspekt for de enkelte borgeres sundhed; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at gennemsigtighedsdirektivet (89/105/EØF) gennemføres korrekt, og at der tages passende hensyn til konklusionerne i Kommissionens meddelelse fra 2008 om sektorundersøgelsen i medicinalindustrien;

12.

understreger, at sundhedsydelser ikke er og ikke bør betragtes som almindelige varer eller tjenesteydelser;

13.

opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at evaluere og gennemføre nye foranstaltninger til at forbedre effektiviteten af deres offentlige udgifter til sundhedssektoren, navnlig gennem investering i forebyggende sundhedspleje med henblik på at mindske de fremtidige langtidsomkostninger og sociale byrder, at omstrukturere sundhedssystemerne for at sikre rimelig adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet (navnlig basal lægehjælp) uden forskelsbehandling i hele EU, og opfordrer Kommissionen til at undersøge anvendelsen af de eksisterende EU-midler med henblik på at fremme investeringer i sundhedsinfrastruktur, forskning og uddannelse og for at fremme og intensivere sygdomsforebyggelse;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at rimelig adgang til sundhedspleje og behandlingsmuligheder for ældre patienter indgår i deres sundhedspolitikker og –programmer, og at gøre tilstrækkelig adgang til sundhedsydelser og behandling for ældre til en prioritet for det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne i 2012; opfordrer medlemsstaterne til at fremme initiativer til håndtering af social isolation blandt ældre patienter, idet dette har en betydelig indvirkning på patientens sundhed på længere sigt; fremhæver behovet for, at EU og dens medlemsstater via en hensigtsmæssig og langsigtet strategi imødegår de sociale og økonomiske virkninger af den europæiske befolknings aldring med henblik på at sikre sundhedssystemernes finansielle og organisatoriske bæredygtighed såvel som et ensartet og vedvarende udbud af sundhedsydelser til patienterne;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at blive bedre til nøje at overvåge de sundhedsmæssige og sociale virkninger af krisen på nationalt, regionalt og lokalt plan;

16.

opfordrer Kommissionen til at fremme en samling af erfaringer i forbindelse med sundhedsuddannelse, fremme af sundere livsstil, forebyggelse, tidlig diagnosticering og hensigtsmæssig behandling, især hvad angår drikkeri, rygning, ernæring, fedme og stoffer; opfordrer medlemsstaterne til at fremme fysisk aktivitet, god ernæring og programmer for sunde skoler rettet mod børn, navnlig i mere ugunstigt stillede områder, og til at forbedre niveauet af personlig, social og sundhedsmæssig uddannelse med henblik på at fremme sundere adfærd og anspore til positiv livsstilsrelateret adfærd;

17.

opfordrer alle medlemsstaterne til at investere i den sociale, uddannelsesmæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige infrastruktur i overensstemmelse med princippet om sundhed i alle politikker, samtidig med at de koordinerer foranstaltninger vedrørende sundhedspersonales kvalificering, uddannelse og mobilitet, og på den måde sikrer kapaciteten og bæredygtigheden i sundhedsinfrastrukturen og arbejdsstyrken både på EU-plan og på nationalt plan;

18.

understreger, at ulighederne på sundhedsområdet i EU ikke vil blive udlignet uden en fælles og overordnet strategi for det europæiske sundhedspersonale, herunder en samordnet politik for ressourceforvaltning, almen og faglig uddannelse, minimumskvalitets- og sikkerhedsstandarder og registrering af sundhedsprofessionelle;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at oplysninger om sundhed, sund livsstil, sundhedspleje, forebyggelsesmuligheder, tidlig diagnosticering af sygdomme og hensigtsmæssig behandling er til rådighed i en form og på sprog, der gør dem forståelige for alle, ved anvendelse af ny informations- og kommunikationsteknologi, særligt med henvisning til internetbaserede sundhedstjenester;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme indførelsen af telemedicinske teknologier, der i betydeligt omfang kan begrænse de geografiske uligheder i adgangen til visse former for sundhedspleje, særligt hvad angår specialiseret behandling, især i grænseregioner;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme offentlige politikker, der har til formål at sikre sunde livsbetingelser for alle spædbørn, børn og unge, herunder præ-undfangelsespleje, mødrepleje og foranstaltninger til støtte for forældre, navnlig gravide og ammende kvinder, for at sikre en sund start på livet for alle nyfødte og undgå yderligere uligheder på sundhedsområdet, og dermed anerkende betydningen af at investere i metoder, der fokuserer på barnets tidlige udvikling og livsforløb;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle gravide kvinder and alle børn, uanset deres status, har ret til og reelt nyder social beskyttelse som fastsat i deres nationale lovgivning;

23.

minder om, at EU i henhold til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap er forpligtet til at sikre handicappedes ret til den højst opnåelige standard inden for sundhedspleje uden forskelsbehandling på grund af handicap; fastholder, at inddragelsen af handicap i alle relevante indikatorer til måling af sundhed er et essentielt skridt i retning af opfyldelse af denne forpligtelse;

24.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at integrere kvinders sundhedstilstand og spørgsmålet om aldring (ældre kvinder) som faktorer i integration af kønsaspektet, og anvende kønsbudgettering i deres sundhedspolitikker, -programmer og -forskning, fra deres udvikling og opbygning til konsekvensanalyse; opfordrer til at inkludere en kønsspecifik konsekvensanalyse i politikkerne for det EU-finansierede rammeprogram for forskning og agenturerne for offentlig finansiering og give mulighed for indsamling og analyse af køns- og aldersspecifikke data med henblik på at identificere de vigtigste helbredsmæssige forskelle mellem kvinder og mænd til støtte for en politikændring, og til at indføre og sammenligne epidemiologiske redskaber til at analysere årsagerne til forskellen i den forventede levetid for mænd og kvinder;

25.

mener, at EU og medlemsstaterne bør sikre kvinder let adgang til prævention og retten til sikker abort;

26.

opfordrer Kommissionen til at forsyne medlemsstaterne med eksempler på god og bedste praksis for at tilskynde til mere konsekvens i adgangen til fertilitetsbehandling;

27.

opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at fokusere på kvinders menneskerettigheder, især hvad angår at forebygge, forbyde og forfølge dem, der gør sig skyldige i tvangssterilisering af kvinder og kønslemlæstelse af piger/kvinder;

28.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at anerkende mænds vold mod kvinder som et spørgsmål om folkesundhed, uanset hvilken form den antager;

29.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afskaffe forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med adgang til assisteret reproduktionsteknologi på grundlag af ægteskabelig status og seksuel orientering eller etnisk og kulturel oprindelse;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at følge Verdenssundhedsorganisationens eksempel og anerkende fedme som en kronisk sygdom med det formål at sikre adgang til fedmeforebyggelsesprogrammer og give garanti for adgang til behandling med dokumenteret positive medicinske resultater til personer, der lider af fedme og har behov for behandling, også med henblik på at forebygge yderligere sygdomme;

31.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at integrere kønsaspektet i tobakskontrol som anbefalet af WHO's rammekonvention om tobakskontrol, og indføre ikke-rygekampagner rettet mod unge piger og kvinder;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og støtte medicinsk og farmaceutisk forskning i sygdomme, der primært rammer kvinder, med henvisning til alle faser af deres liv og ikke kun de fødedygtige år;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at løse de problemer med ulighed i adgangen til sundhedsydelser, der har en effekt på hverdagen, såsom tandpleje eller oftalmologi;

34.

foreslår EU og medlemsstaterne at gennemføre sammenhængende politikker og støtteforanstaltninger for kvinder, der ikke arbejder eller har job i sektorer, hvor de ikke er omfattet af en personlig sygesikring, og forsøge at finde måder at få dem forsikret på;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til som led i sit samarbejde med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne at fremme bedste praksis med hensyn til prisfastsættelse og godtgørelse af udgifter til lægemidler, herunder gennemførlige modeller for differentiering af lægemiddelpriser, for i højere grad at gøre lægemidlerne økonomisk tilgængelige og mindske den ulige adgang hertil;

36.

gentager, at indførelsen af et europæisk patent med en passende sprogordning og et fælles tvistbilæggelsessystem er af afgørende betydning for genopretningen af den europæiske økonomi;

37.

bemærker, at det hidtidige arbejde i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, bl.a. hvad angår produktsikkerhed og reklame, har været med til at tage fat på visse aspekter af ulighederne på sundhedsområdet i EU, og understreger i den forbindelse, at det er vigtigt, at der føres nøje tilsyn med den information, som de farmaceutiske virksomheder videregiver til patienterne, især de mest sårbare og mindst oplyste grupper, og at det er nødvendigt, at der indføres et effektivt og uafhængigt lægemiddelovervågningssystem;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres sundhedssystemer til behovene hos de dårligst stillede grupper ved at udvikle systemer til fastsættelse af betalinger til sundhedsprofessionelle, der sikrer alle patienter adgang til sundhedsydelser;

39.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre alt for at tilskynde medlemsstaterne til at tilbyde patienterne godtgørelse af sundhedsudgifter og mindske uligheden i adgangen til medicinsk behandling af lidelser eller sygdomme som postmenopausal osteoporose og Alzheimers sygdom, der ikke godtgøres i visse medlemsstater, og anmoder om, at Kommissionen handler omgående;

40.

understreger, at ikke kun de nationale regeringer, men også de regionale myndigheder i mange lande har stor indflydelse på folkesundheden, sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og udbuddet af sundhedsydelser, og at de derfor bør inddrages aktivt; påpeger, at regional- og lokalregeringer og andre berørte parter også kan yde et afgørende bidrag, herunder på arbejdspladser og i skoler; især når det gælder sundhedsuddannelse, fremme af sund livsstil, effektiv sygdomsforebyggelse og tidlig screening og diagnosticering af sygdomme;

41.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte op om lokalpleje-tilgangen og til at sørge for en integreret sundhedspleje, som er tilgængelig på lokalt eller regionalt niveau og forbedrer støtteforanstaltningerne til patienterne i deres eget lokale og sociale miljø;

42.

opfordrer alle medlemsstaterne til at revurdere deres politikker om ting, der har betydelig indvirkning på sundhedsmæssige uligheder, såsom tobak, alkohol, fødevarer og lægemidler, og på folkesundhed og sundhedsplejekapacitet;

43.

tilskynder medlemsstaterne til at udvikle partnerskaber i grænseområderne med det formål at dele udgifter til infrastrukturer og personale og nedbringe ulighederne på sundhedsområdet, navnlig hvad angår for adgang til avanceret udstyr;

44.

anmoder Kommissionen om at undersøge virkningerne af afgørelser, der er baseret på nationale og regionale vurderinger af effektiviteten af lægemidler og medicinsk udstyr på det indre marked, herunder patienternes adgang hertil og innovation inden for nye produkter og medicinsk praksis, der er nogle af de vigtigste faktorer i spørgsmålet om ulighed på sundhedsområdet;

45.

mener, at gennemførelsen af direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser bør ledsages af præcise konsekvensanalyser for bedst muligt at vurdere dets effektivitet i forhold til at bekæmpe ulighederne på sundhedsområdet og sikre, at det opretholder et rimeligt niveau af beskyttelse for borgerne og værner om patientsikkerheden, navnlig med hensyn til den geografiske fordeling af de medicinske ressourcer, både de menneskelige og de materielle;

46.

bemærker, at effektive grænseoverskridende sundhedsydelser af høj kvalitet kræver øget gennemsigtighed i oplysningerne til offentligheden, patienterne, tilsynsmyndighederne og udbyderne af sundhedsydelser om en lang række spørgsmål, herunder patientrettigheder, klagemuligheder og lovgivningsbestemmelser om sundhedspersonale;

47.

beklager, at direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser ikke er blevet ledsaget af et lovgivningsforslag om sundhedsprofessionelles mobilitet for at tage højde for risikoen for »hjerneflugt« i EU, der i alvorlig grad øger de geografiske uligheder i visse medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til at råde bod herpå, eventuelt i forbindelse med den kommende revision af direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer (2005/36/EF);

48.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i fuldt omfang at gennemføre det eksisterende direktiv om erhvervsmæssige kvalifikationer (2005/36/EF); tilskynder, på baggrund af de medicinske kvalifikationers komplekse natur, Kommissionen til i sin evaluering og gennemgang af direktivet at lukke nogle af de huller i bestemmelserne, som ellers risikerer at skade patienterne og gå ud over deres ret til sikker behandling; opfordrer endvidere Kommissionen til at overveje, hvorvidt registrering i IMI-systemet skal gøres obligatorisk for de kompetente myndigheder, og udvide de kompetente myndigheders muligheder for proaktivt at dele disciplinære oplysninger om sundhedspersonale ved at etablere en passende alarmeringsmekanisme;

49.

henstiller til Kommissionen, at den i sit kommende lovgivningsforslag om erhvervsmæssige kvalifikationer indfører en styrket ordning til automatisk anerkendelse af kvalifikationer i medlemsstaterne;

50.

understreger, at øget innovation ofte fører til bedre adgang til behandling, hvilket er særlig relevant for isolerede samfund og landsbysamfund;

51.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at fremme udviklingen af telemedicinske tjenester som et middel til at udligne de geografiske uligheder i udbuddet af sundhedsydelser på både regionalt og lokalt plan;

52.

opfordrer Rådet og Kommissionen til i højere grad at anerkende i Europa 2020-strategien, at fysisk og mental sundhed og trivsel er centrale faktorer i bekæmpelsen af udstødelse, og til at medtage sammenlignelige indikatorer for forskellige niveauer af socioøkonomisk status og offentlig sundhedstilstand i proceduren for overvågningen af Europa 2020-strategien, såvel som til at tage hensyn til aldersbaseret forskelsbehandling, især i forbindelse med kliniske forsøg for behandlinger, der passer bedre til ældres behov;

53.

mener, at EU og medlemsstaterne skal støtte civilsamfund og kvindeorganisationer, der fremmer kvinders menneskerettigheder, herunder kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, retten til en sund livsstil og til at arbejde for at sikre, at kvinder har en stemme i europæiske og nationale sundhedspolitiske spørgsmål;

54.

tilskynder alle medlemsstaterne til at fostre og opbygge kapacitet og international udveksling og samarbejde mellem samtlige flersektorbaserede interessenter inden for udvikling og gennemførelse af politikker, der mindsker ulighederne på sundhedsområdet;

55.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte og gennemføre en forenet tilgang til politikudformning på lokalt, regionalt og nationalt plan, og dermed stræbe mod tilgangen om integration af sundhedsaspektet i alle politikker;

56.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle et fælles sæt indikatorer til overvågning af uligheder på sundhedsområdet efter alder, køn, socioøkonomisk status, geografisk placering såvel som risici affødt af alkoholisme og stofmisbrug, og at opstille en metode til at revidere de sundhedsmæssige forhold i medlemsstaterne med henblik på at identificere og prioritere områder, der bør forbedres, og bedste praksis;

57.

understreger, at sundhedsmæssige uligheder udspringer af sociale uligheder i form af boligforhold og sociale adfærdsmønstre tilknyttet køn, race, uddannelsesnormer, beskæftigelse og den ulige fordeling af ikke blot indkomst, men også lægehjælp, sygdomsforebyggelse og sundhedsfremmende tjenester;

58.

understreger, at de sundhedsfarer, der eksisterer for ugunstigt stillede (fattige) sociale grupper udgør den bagvedliggende årsag til problemet med sundhedsmæssige uligheder, idet det erindres, at disse farer forøges af en kombination af fattigdom og andre sårbarheder;

59.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der i fuldt omfang tages hensyn til nedbringelsen af ulighederne på sundhedsområdet og forbedringen af adgangen til fysisk og mental sundhedspleje, og at disse aspekter integreres i dets nuværende initiativer, såsom partnerskabet om sund og aktiv aldring og EU-platformen mod fattigdom og social udstødelse, og i fremtidige initiativer vedrørende barnets tidlige udvikling og ungdomspolitikker med fokus på almen og faglig uddannelse og beskæftigelse;

60.

opfordrer til bedre samordning mellem de EU-agenturer, som spiller en betydelig rolle i bekæmpelsen af sundhedsmæssige uligheder, især mellem Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur;

61.

opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne i at opnå en bedre anvendelse af den åbne koordinationsmetode med henblik på at støtte projekter til håndtering af faktorer, der medvirker til uligheder på sundhedsområdet;

62.

opfordrer Kommissionen til at udvikle måder at inddrage og involvere alle de relevante berørte parter på europæisk plan for at fremme anvendelsen og udbredelsen af god praksis på folkesundhedsområdet;

63.

henleder opmærksomheden på, at varieret kost af høj kvalitet har særlig stor betydning i forhold til andre sundhedsdeterminanter, og opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at gøre større brug af de virkningsfulde programmer, der er etableret inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik (gratis uddeling af mælk og frugt i skoler og mad til de dårligst stillede grupper);

64.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe et netværk af særlige sociale ydelser, sundheds- og rådgivningsydelser med separate telefonlinjer for kvinder, par og familier med henblik på at forebygge vold i hjemmet og yde kvalificeret professionel hjælp og støtte til dem, har behov for det, i samarbejde med de øvrige organer på området;

65.

opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne i at opnå en bedre udnyttelse af EU's samhørighedspolitik og strukturfonde til støtte for projekter, der bidrager til at håndtere de sociale determinanter for sundhed og reducere uligheder på sundhedsområdet; opfordrer endvidere Kommissionen til at bistå medlemsstaterne med at effektivisere anvendelsen af Progress-programmet;

66.

opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at stoppe de aktuelle nedskæringer i de offentlige udgifter til sundhedsydelser, som spiller en central rolle for et højt niveau af sundhedsbeskyttelse for kvinder og mænd;

67.

opfordrer Kommissionen til at integrere en tilgang baseret på økonomiske og miljømæssige determinanter for sundhed og princippet om lighed og sundhed i alle politikker i udviklingen af alle interne og eksterne EU-politikker, især med henblik på at nå årtusindudviklingsmålene, og navnlig et højt niveau af mødresundhed;

68.

opfordrer indtrængende alle medlemsstaterne til at anerkende sundhedens betydning for samfundet og til ikke at fokusere snævert på BNP-tilgangen ved måling af den samfundsmæssige, lokale og personlige udvikling;

69.

opfordrer Rådet til at fremme bekæmpelsen af uligheder på sundhedsområdet som en politisk prioritet i alle medlemsstater under hensyntagen til de sociale determinanter for sundhed og de livsstilsbaserede risikofaktorer såsom alkohol, tobak og ernæring ved hjælp af indsatser på områder som forbrugerpolitik, beskæftigelse, boligforhold, social- og arbejdsmarkedsforhold, miljø, landbrug, fødevarer, uddannelse, leve- og arbejdsvilkår og forskning, i overensstemmelse med princippet om sundhed i alle politikker;

70.

opfordrer Kommissionen til at støtte foranstaltninger, der finansieres via de nuværende og fremtidige handlingsplaner for folkesundheden, for at håndtere de sociale determinanter for sundhed;

71.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for at forbedre mekanismerne til overvågning af uligheder på sundhedsområdet i hele EU (mellem og inden for medlemsstaterne) ved at forbedre dataindsamlingen gennem mere systematiske og sammenlignelige oplysninger, som supplerer de eksisterende data vedrørende uligheder på sundhedsområdet og gennem regelmæssig overvågning og analyse;

72.

anmoder Kommissionen om at overveje at udarbejde et forslag til Rådets henstilling eller et andet passende Fællesskabsinitiativ, der sigter mod at tilskynde til og støtte medlemsstaternes udarbejdelse af integrerede nationale eller regionale strategier til begrænsning af uligheder på sundhedsområdet;

73.

opfordrer Kommissionen til i sine statusrapporter at vurdere effektiviteten af den indsats, der gøres for at reducere uligheder på sundhedsområdet, og den forbedring af sundheden, som politikkerne vedrørende sociale, økonomiske og miljømæssige determinanter for sundhed medfører;

74.

opfordrer Kommissionen til at følge tilgangen om integration af sundhedsaspektet i alle politikker ved politikudformningen på EU-niveau og at gennemføre virkningsfulde konsekvensundersøgelser, der medregner resultaterne af lighed på sundhedsområdet;

75.

påpeger, at åbne, konkurrenceprægede og velfungerende markeder kan stimulere innovation, investeringer og forskning inden for sundhedssektoren, og anerkender, at dette skal ledsages af en omfattede finansiel støtte til offentlig forskning, for at bæredygtige og effektive modeller for sundhedsydelser kan udvikles yderligere og for at fremme udviklingen af nye teknologier og anvendelsen heraf på dette område (f.eks. telemedicin) samt en fælles metode til vurdering af teknologien på sundhedsområdet, hvilket alt i alt bør komme alle borgere til gode, herunder dem med en lavere socioøkonomisk baggrund, og under hensyntagen til befolkningens aldring;

76.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte offentlige informations- og bevidstgørelsesprogrammer og til at intensivere dialogen med civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og ngo'er vedrørende sundhed og sundhedstjenester;

77.

finder det nødvendigt at øge antallet af kvinder, der deltager i udviklingen af sundhedspolitikker, planlægning af programmer og levering af sundhedsydelser;

78.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/37

—

der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om fremme af god forvaltning på skatteområdet (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »Skat og udvikling - Samarbejde med udviklingslandene om god forvaltningspraksis på skatteområdet« (KOM(2010)0163),

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om følgerne af den internationale finansielle og økonomiske krise for udviklingslande og udviklingssamarbejde (2), samt til Monterrey-erklæringen (2002), konferencen i Doha om udviklingsfinansiering (2008), Pariserklæringen (2005) og Accrahandlingsplanen (2008) hvor det eksplicit blev fastslået, at kapitalflugt og illegale pengestrømme er en væsentlig hindring for tilvejebringelsen af indenlandske indtægter til udviklingsformål,

—

der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene: midtvejsevaluering som forberedelse til FN's møde på højt plan i september 2010 (3),

—

der henviser til G20-topmødet i Seoul den 11.-12. november 2010 og til initiativet fra det tyske ministerium for økonomisk samarbejde og udvikling, der skal styrke det internationale samarbejde med udviklingslandene for at bekæmpe skattesvig og -unddragelse, kaldet »den internationale skattepagt«(ITC),

—

der henviser til konklusionerne fra den internationale konference om skatter og afgifter i Pretoria den 29. august 2008,

—

der henviser til konklusionerne fra G20-topmødet i London den 2.-3. april 2009,

—

der henviser til ledernes erklæring efter G20-topmødet i Pittsburgh den 24. og 25. september 2009 og til sin beslutning herom af 8. oktober 2009 (4),

—

der henviser til sin beslutning af 24. april 2009 om G20-topmødet i London den 2. april 2009 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 14. november 2007 om udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1725/2003 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 med hensyn til International Financial Reporting Standards (IFRS) 8 om oplysning om driftssegmenter (6),

—

der henviser til rapporten fra den norske regerings kapitalflugtudvalg om »Skatteparadis og Utvikling« (»Tax Havens and Development«) fra juni 2009,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om International Handel (A7-0027/2011),

A.

der henviser til at styrkelsen af skattesystemet er en af de største udfordringer, udviklingslandene står over for med hensyn til opfyldelsen af MDG-udviklingsmålene,

B.

der påpeger, at skatteopkrævning kan være en pålidelig og bæredygtig kilde til udviklingsfinansiering, såfremt der findes en progressiv beskatningsordning, en effektiv skatteforvaltning til at sikre overholdelsen af skattereglerne samt en gennemsigtig og kontrollerbar anvendelse af de offentlige indtægter,

C.

der henviser til, at det er vanskeligt for udviklingslandene at øge skatteindtægterne på grund af utilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til at inddrive skatterne, utilstrækkelig administrativ kapacitet, mangler ved det politiske systems legitimitet, ulige indkomstfordeling og mangelfuld skatteforvaltning,

D.

der henviser til, at de mest almindelige former for illegale pengestrømme og kapitalflugt navnlig omfatter manipulering af koncerninterne afregningspriser (transfer pricing) mellem lande for at tiltrække direkte udenlandske investeringer, round-tripping, double-dipping, overførsler af store kontantbeløb, ugennemsigtige og ufordelagtige investeringsprotokoller samt smugling,

E.

der henviser til, at offshore-centre og skattely er med til at muliggøre en årlig illegal kapitalflugt på en billion USD; der henviser til, at disse illegale pengestrømme omtrent svarer til ti gange det beløb, der ydes i bistand til udviklingslande med henblik på fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling,

F.

der påpeger, at skattely, der tilbyder bankhemmelighed og fiktive domiciler sammen med »nulskat« for at tiltrække kapital og indtægter, som skulle have været beskattet i andre lande, skaber en skadelig skattekonkurrence,

G.

der påpeger, at skattekonkurrencen har resulteret i, at en større del af skattebyrden er flyttet over på arbejdstagere og lavindkomsthusstande, og tvunget fattige lande til at foretage skadelige nedskæringer i deres offentlige serviceydelser,

H.

påpeger, at skattesvig i udviklingslande medfører et årligt tab af skatteindtægter svarende til ti gange det beløb, der tilføres i udviklingsbistand fra industrialiserede lande,

I.

der fremhæver, at muligheden for at forbedre mobiliseringen af indenlandske ressourcer påvirkes yderligere af den globale kontekst med liberalisering af internationale markeder, hvilket fører til, at toldindtægter skal erstattes med andre indenlandske ressourcer; der påpeger, at IMF's undersøgelser har vist, at mens rige lande har været i stand til at opveje faldet i handelsafgifter som hovedindtægtskilde med andre indtægtskilder, herunder navnlig moms, har de fattigste lande i bedste fald kun formået at erstatte ca. 30 % af de tabte handelsafgifter (7),

J.

der henviser til, at den »kortlægning«, som ITC har stået i spidsen for, har vist, at der er behov for yderligere donorkoordination på området beskatning og udvikling,

K.

der henviser til, at eksistensen af en stor uformel sektor i økonomien vanskeliggør mobiliseringen af indenlandske ressourcer,

L.

der henviser til, at mange udviklingslande går glip af boomet i råvarepriserne, fordi de ikke modtager en rimelig andel af mineralindtægterne i royalties,

M.

der henviser til, at mange udviklingslande end ikke opnår et minimum af skatteindtægter, som ville være nødvendigt for at finansiere offentlige serviceydelser og opfylde internationale forpligtelser såsom fattigdomsreduktion,

N.

der henviser til, at skatter potentielt er en mere stabil og bæredygtig indtægtskilde end bistand og giver de pågældende lande bedre muligheder for at blive økonomisk selvhjulpne,

O.

der henviser til, at konsoliderede regnskaber med komplekse koncernstrukturer og økonomiske aktiviteter, der er fordelt på forskellige virksomheder, ofte gør det vanskeligt at identificere de virksomheder, som skal beskattes, og bestemme det korrekte skattegrundlag,

P.

der henviser til, at såkaldte vulturefunds, som ofte er hjemmehørende i skattely, i stigende grad opkøber udviklingslandes gæld med en enorm rabat og bagefter sagsøger landene for det oprindelige gældsbeløb (ofte med renter og strafgebyrer) og derved i betydelig grad begrænser det råderum, som ekstra skatteindtægter kan give udviklingslandene,

Q.

der henviser til, at der ikke findes love, som begrænser den fortjeneste, en vulturefund kan opnå ved at føre retssager mod udviklingslande med henblik på indkrævning af misligholdt gæld, ligesom der ikke findes nogen tilsynsmæssige strukturer, der kan kaste lys over, hvem disse vulturefunds er, eller hvor meget de har betalt for den gæld, der tidligere ansås for værdiløs,

R.

der påpeger, at der i mange udviklingslande findes flere forskellige selskabsskattesatser, der ikke kun afhænger af indtægter og udbytter, men også af erhvervssektorer, hvilket betyder, at den sektorvise fordeling af ressourcer skævvrides af forskelle i skattesatserne,

S.

der finder, at overholdelse af skattereglerne bør defineres som betaling på rette tid og rette sted, hvor »rette« skal forstås sådan, at de økonomiske transaktioner i alt væsentligt er foretaget på det sted, hvor de opgives i beskatningsøjemed, og i den angivne form,

1.

er enig med Kommissionen i, at et effektivt og retfærdigt skattesystem er af afgørende betydning for fattigdomsbekæmpelse, god forvaltningspraksis og statens opbygning;

2.

konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har taget initiativ til at styrke kapaciteten til at udøve god forvaltningspraksis på skatteområdet med henblik på udvikling, og forstår, at der er behov for et sæt regler til støtte for internationalt samarbejde på skatteområdet, gennemsigtighed, udvikling af de offentlige og private sektorer og økonomisk vækst;

3.

fremhæver, at skattetrykket i udviklingslandene (skat/BNP) ligger på mellem 10 og 20 % mod 25-40 % i industrilandene; beklager, at donorerne indtil nu har givet alt for lidt støtte til skatterelateret assistance; bifalder i den forbindelse Kommissionens forslag om at øge hjælpen til udviklingslandene i forbindelse med skattereformer og forbedringer af skattevæsenet via EUF-støtte til AVS-stater, instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCECI) og naboskabs- og partnerskabsinstrumentet (ENPI) samt støtte til de nationale kontrolinstanser, parlamenter og ikke-statslige aktører;

4.

bemærker, at der bør lægges større vægt på kapacitetsopbygning i udviklingslandene for at hjælpe dem med at drage effektiv nytte af informationsudveksling og imødegå skatteunddragelse effektivt via deres egen interne lovgivning;

5.

konstaterer med bekymring, at skattesystemerne i mange fattige lande fortsat er kendetegnet ved ekstremt smalle skattegrundlag, skattefritagelser for eliten, ordninger med midlertidig skattefritagelse for virksomheder, der kan give et stærkt incitament til skatteunddragelse, ved at skattepligtige virksomheder indgår økonomiske forbindelser med skattefritagne virksomheder med henblik på at flytte deres overskud til sidstnævnte, massive indtægter fra naturressourcer, som ikke opgives, og store illegale kapitalstrømme der er forbundet med massive skatteunddragelser;

6.

understreger, at skatteindtægter ikke skal betragtes som et alternativ til udlandsbistand, men snarere som en integreret del af de offentlige indtægter, der skal lette disse landes udvikling;

7.

påpeger, at effektive, progressive og retfærdige skattesystemer er af afgørende betydning for udviklingen, da de bidrager til at finansiere leveringen af offentlige goder og til statsopbygning og god regeringsførelse, at målet for fattige lande må være at blive skattemæssigt selvhjulpne i stedet for at være afhængige af udenlandsk bistand, og at skatteunddragelse og -undgåelse hæmmer dem i at nå disse mål;

8.

beklager, at skattely gør det vanskeligere at regere demokratisk, gør økonomisk kriminalitet mere rentabelt, tilskynder til »rent seeking« og forværrer den skæve fordeling af skatteindtægterne; anmoder EU om at sætte kampen mod skattely og korruption øverst på dagsordenen i internationale finans- og udviklingsinstitutioner;

9.

påpeger, at skatteunddragelse påfører udviklingslandene store finansielle tab, og at en af EU's prioriteringer er foranstaltninger til bekæmpelse af skattely og skatteunddragelse med henblik på at yde udviklingslandene effektiv hjælp til at få adgang til deres skatteindtægter; minder om behovet for, at der på europæisk og internationalt plan træffes de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med de forpligtelser, der bl.a. blev indgået af G20;

10.

påpeger, at medens de positive virkninger af de økonomiske partnerskabsaftaler først vil kunne mærkes på mellemlang til lang sigt, vil indtægtstabet hidrørende fra toldnedsættelser få øjeblikkelige konsekvenser;

11.

understreger, at der bør være større fokus på udviklingslandenes vanskeligheder med at rejse indenlandske indtægter i en globaliseret kontekst, hvor store inden- og udenlandske foretagender tilbydes mange forskellige former for fritagelser med henblik på at tiltrække investeringer; opfordrer EU til at hjælpe udviklingslandene med at opbygge skattesystemer, der kan sætte dem i stand til at drage nytte af globaliseringsprocessen;

12.

understreger, at de fattigste lande har vanskeligt ved at erstatte faldet i handelsafgifterne, som er en følge af den handelsliberalisering, der foregår på globalt plan, med andre former for indenlandske indtægter, idet disse i bedste fald kun har formået at dække 30 % af de mistede handelsafgifter;

13.

understreger, at skattely ved at øge konkurrencen om mobil kapital griber ind i udviklingslandenes suveræne ret til at beskatte kapitalindkomst som et middel til at udvide deres skattegrundlag, selv om dette i forvejen er snævrere end de rige landes;

14.

minder om, at den asymmetriske information, som er resultatet af bankhemmeligheden i skattely, mindsker de internationale finansielle markeders effektivitet, fordi den har ført til højere risikopræmier og dermed øgede låneomkostningerne for både rige og fattige lande;

15.

er opmærksom på, at en kvalitativ og kvantitativ forbedring af mobiliseringen af udviklingslandes nationale økonomiske ressourcer først vil bære frugt på længere sigt; opfordrer EU til at opretholde sit tilbud om bistand af enhver art, lige så længe som udviklingslandene anser dette for at være nødvendigt for finansieringen af deres udvikling;

16.

fastholder, at god forvaltningspraksis og velfungerende institutioner er den vigtigste drivkraft for økonomisk fremgang; opfordrer indtrængende Kommissionen til at bistå skattemyndighederne, domstolene og antikorruptionsorganerne i udviklingslandene i deres indsats for at opbygge et progressivt og bæredygtigt skattesystem, som på længere sigt vil give en »forvaltningsdividende« gennem øget legitimitet og ansvarlighed, og for effektivt at indføre princippet om god forvaltningspraksis på skatteområdet i planlægningen, gennemførelsen og overvågningen af lande- og regionalstrategidokumenterne; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres tilsagn om bistand på skatteområdet og til at bekæmpe bestikkelsespraksis hos virksomheder, der har hjemsted på deres område, men også opererer i udviklingslande; henstiller, at Kommissionen inddrager udviklingslandenes nationale parlamenter i budgetprocessen og derved fremmer et harmonisk samarbejde og øget gennemsigtighed i denne proces;

17.

minder om, at god forvaltningspraksis på skatteområdet hverken kan eksporteres eller pålægges udefra, og at det er op til hvert enkelt land at fastlægge sin egen skattepolitik; opfordrer i den sammenhæng Kommissionen og de nationale regeringer til ikke at lægge hindringer i vejen for, men tværtimod samarbejde med alle lande, der på konsekvent og retfærdig vis indfører skatteforhøjelser, der har indvirkning på udenlandske virksomheder i det pågældende land, navnlig inden for udvinding af primærressourcer, som er en vigtig kilde til velstand i udviklingslande;

18.

opfordrer Kommissionen til at indføje en klausul om skatteforvaltning, herunder om overvågning af dens gennemførelse, i EU's relevante aftaler med tredjelande;

19.

minder om, at faldet i toldindtægterne, der især er en følge af økonomiske partnerskabsaftaler med EU, har en negativ indvirkning på størrelsen af de finansielle midler, udviklingslandene har umiddelbar rådighed over; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til som led i en enhver bistand til forbedring af de nationale skattesystemer og med henblik på at kompensere for disse tab at tilskynde udviklingslandene til at prioritere de direkte progressive skatter højere end de indirekte, herunder især forbrugsskatter, som i sagens natur rammer lavindkomstgrupper i befolkningen hårdere;

20.

opfordrer til, at der systematisk inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler iværksættes foranstaltninger til støtte for skattereformer, i form af både materiel bistand (it-systemer) og organisatorisk bistand (juridisk og skattemæssig uddannelse af personale i skatteforvaltningen), såfremt et udviklingsland anmoder herom; understreger behovet for en særlig indsats i de afrikanske lande, der stadig ikke modtager langsigtet støtte på skatteområdet;

21.

understreger på ny behovet for at skabe større sammenhæng mellem EU’s udviklings- og handelspolitik; påpeger om, at selv om krisen kan have øget udsvingene i råvarepriserne og forårsaget en mindskelse i kapitalstrømmene til udviklingslandene, er EU og dets medlemsstater under ét stadig den største udviklingsbistandsdonor med 56 % af den samlede udviklingsbistand i verden til en værdi af 49 mia. EUR i 2009; understreger, at det i denne forbindelse burde være en prioritet for udviklingslandene at indføre et effektivt skattesystem, der kan mindske deres afhængighed af udenlandsk bistand og af andre uforudsigelige pengestrømme udefra;

22.

kræver, at der sker en styrkelse af sammenhængen mellem på den ene side EU’s økonomiske støtte til og åbning af sine markeder for bestemte lande og på den anden side disse landes indsats for at overholde principperne om god forvaltningspraksis på skatteområdet;

23.

bifalder det regionale initiativ til samarbejde på skatteområdet, der skal sætte udviklingslande i stand til at drøfte skatter og afgifters rolle i statsopbygning og kapacitetsudvikling og udveksle bedste praksis om skatteforvaltning;

24.

minder om, at den største udfordring for de fattige lande er at udvide skattegrundlaget; påpeger, at de faldende handelsafgifter bl.a. har ført til indførelse af forbrugsafgifter (moms eller energibeskatning); påpeger, at selv hvis moms kan gøre det muligt at udvide skattegrundlaget i økonomier med en stor uformel sektor, betyder det forhold, at momsen er ens for alle, at den rammer den fattige befolkning hårdest; mener, at EU's udviklingsbistand bør prioritere initiativer, der sigter på at forbedre skattesystemernes effektivitet og gennemsigtighed, f.eks. ved at finde frem til måder, hvorpå udviklingslandene kan udvide deres skattegrundlag/skatteindtægtsstrømme via direkte og indirekte beskatning;

25.

påpeger, at formålet med en udvidelse af samhandlen med udviklingslandene bør være at fremme disse landes udvikling og bæredygtige økonomisk vækst; konstaterer, at afskaffelsen af toldafgifter nødvendigvis vil medføre et indtægtstab og derfor bør være omfattet af et strengere tilsyn, være mere gradvis og gå hånd i hånd med gennemførelsen af skattereformer, der kan gøre det muligt at finde alternative indtægter til at opveje tabet (moms, ejendomsskat, indkomstskat);

26.

konstaterer med bekymring, at milliarder af dollars strømmede ud af det afrikanske kontinent hvert år mellem 1991 og 2004; understreger navnlig, at denne udstrømning skønnes at udgøre 7,6 % af områdets årlige BNP, hvilket gør de afrikanske lande til nettokreditorer over for donorlandene; mener, at industrilandenes officielle udviklingsbistand og gældslettelse kun vil være effektiv, hvis der træffes konkrete foranstaltninger af såvel G20 som OECD og EU til at sikre, at det potentielle skattegrundlag i udviklingslandene ikke undergraves gennem skatteunddragelse; tilskynder i den forbindelse FN og OECD til i snævert samarbejde med det afrikanske skattevæsensforum (African Tax Administration Forum) at videreføre deres arbejde på dette område;

27.

påpeger vigtigheden af, at metoderne til opkrævning af indtægter fra alternative kilder understøtter og ikke modarbejder innovation, iværksættervirksomhed og oprettelse af små og mellemstore virksomheder, samt virker fremmende på ejerskabet og den lokale udvikling;

28.

understreger, at de administrative omkostninger, navnlig ved et system med differentierede momssatser, kan være for høje for udviklingslande, hvis skattemyndigheder ikke er udstyret med de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, og at de derfor skal overvejes nøje; mener, at punktafgifter i sådanne tilfælde skal være meget selektive og kun anvendes på ganske få varer, dvs. primært varer, hvis forbrug indebærer negative eksterne omkostninger for samfundet og som normalt er kendetegnet ved en uelastisk efterspørgsel (tobak, alkohol, osv.); opfordrer i tilfælde af begrænsninger også til identificering og beskatning af de virksomheder, som kan bidrage til øgede skatteindtægter (for eksempel virksomheder, der beskæftiger sig med råstofudvinding);

29.

understreger, at det med henblik på at øge den direkte beskatning er vigtigt, at den uformelle sektor integreres i den formelle økonomi, og at erhvervsklimaet forbedres;

30.

understreger, at udviklingslandene i den globale kontekst med skattekonkurrence henter en større del af deres skatteindtægter fra kapital og har stærkt begrænsede muligheder for at inddrive skatter andetsteds fra; bemærker, at et fald i skatteindtægterne som følge af den nævnte konkurrence bør modvirkes ved at udvide skattegrundlaget eller ved helt at afholde sig fra en sådan konkurrence, hvis det er opportunt, og hvis andre faktorer såsom god regeringsførelse, retssikkerhed og undgåelse af nationalisering kan komme i fare i konkurrencen om udenlandske direkte investeringer; påpeger, at lavindkomstlande har brug for at kunne forhandle effektivt med multinationale selskaber med henblik på at sikre en rimelig andel af selskabernes fortjeneste, og minder om, at de bør have tilstrækkeligt politisk råderum til at indføre kontrol med kapitalbevægelser, eftersom retten til at opkræve og omfordele skatteindtægter er et centralt kriterium for staters suverænitet og legitimitet og dermed en forudsætning for god regeringsførelse;

31.

påpeger, at den franske regering har bestilt en undersøgelse af spørgsmålet om politiske incitamenter for beskatning, men at der er behov for mere forskning; anmoder derfor Kommissionen om at undersøge, i hvilket omfang de forskellige metoder til ydelse af bistand, f.eks. gavebistand kontra lån, kan bidrage til at begrænse eller opveje bistandens potentielt negative virkninger på indtægtsopkrævningen, samt hvorvidt budgetstøtte og hermed forbundne forbedringer i gennemsigtigheden og effektiviteten af den offentlige udgiftsforvaltning på længere sigt kan bidrage til at øge borgernes villighed til at betale skat;

32.

bemærker, at der ikke har været tilstrækkelig fokus på, hvordan regeringer kan bruge skattepolitikkerne til at mindske den indkomst- og velfærdsmæssige ulighed ved at minimere de eksisterende kønsrelaterede forskelle i skattepligten;

33.

opfordrer til, at man koncentrerer sig om principperne om neutralitet, lighed og enkelthed med hensyn til skattesystemer i udviklingslande, hvilket bør opnås gennem:

34.

mener, at det er nødvendigt, at OECD udarbejder nye retningslinjer for anvendelse af »transfer pricing« (koncerninterne afregningspriser) som et vigtigt redskab til at forhindre visse multinationale selskaber i at overføre deres overskud til lande med de mest favorable skatteordninger, og sikre, at de betaler deres skat i de lande - herunder udviklingslande - hvor overskuddet reelt er skabt;

35.

mener, at der er et uomgængeligt behov for et system, der anvender en lav skatteprocent for lav- og mellemindkomster, bygger på et udvidet skattegrundlag og udelukker alle former for skønsmæssige skattefritagelser og -begunstigelser, herunder for udvindingsindustrierne; understreger behovet for offentlig investeringer i projekter, der har positive lokale virkninger på økonomisk, social og miljømæssig plan, samtidig med at der ikke skabes mulighed for skattedumping;

36.

understreger, at manipulering af handelspriser er en af de vigtigste drivkræfter for den illegale udstrømning af kapital; opfordrer Kommissionen til at bidrage til styrke det offentliges ekspertise på dette område i udviklingslandene og til at udarbejde konkrete forslag med henblik på at sikre, at G20-landene, OECD, FN og WTO overvejer et bredere sæt indikatorer og metoder, der kan løse problemet med manipulering af handelspriser, heriblandt USA's »comparable profits method« der har givet lovende resultater i forbindelse med identificering af manipulerede priser på transaktioner;

37.

opfordrer til en indsats mod den illegitime manipulation af transferpriser og for en revision af de globale skatteregler, som skal gå videre end den omtalte »comparable profits method« i det omfang, der findes andre og mere lovende alternativer, som kan løse problemet med forkert prisansættelse mere effektivt; understreger, at EU, G20, FN og WTO i almindelighed bør koncentrere deres indsats om tiltag, der bygger på det såkaldte »armslængdeprincip«, ifølge hvilket skattepligtige transaktioner skal foregå på samme vilkår som dem, der foregår mellem uafhængige virksomheder;

38.

opfordrer indtrængende EU til, over for G20- og OECD-landene, at forsvare princippet om automatisk informationsudveksling på skatteområdet i lighed med EU's direktiv om beskatning af opsparing for at bekæmpe illegale pengestrømme i jurisdiktioner med bankhemmelighed;

39.

opfordrer til, at der indføres en skat på finansielle transaktioner, hvis indtægter kan anvendes at forbedre markedets funktion ved at mindske spekulation og bidrage til at finansiere globale offentlige goder som f.eks. udvikling og bekæmpelse af klimaforandringer og nedbringe de offentlige underskud; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge en feasibility-undersøgelse, der tager behovet for ensartede spilleregler på globalt plan i betragtning, og i givet fald at fremsætte konkrete lovgivningsmæssige forslag;

40.

foreslår, at man ved revideringen af Cotonouaftalen indføjer en særlig bestemmelse om god forvaltningspraksis på skatteområdet;

41.

opfordrer EU’s medlemsstater til at træffe tilsvarende foranstaltninger inden for rammerne af deres bilaterale støtteprogrammer;

42.

opfordrer indtrængende til udvikling af initiativer, der kan sikre en større gennemsigtighed i afgifterne på naturressourcer, bl.a. via OECD-konventionen om bekæmpelse af bestikkelse og gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI); hilser vedtagelsen af ændringsforslagene om henholdsvis konfliktmineraler fra Congo og gennemsigtighed, der var stillet til lovforslaget om en finansreform i USA, velkommen og anmoder Kommissionen om at overveje et tilsvarende lovgivningsinitiativ, der dog ikke må indebære, at regeringerne i udviklingslandene får mindre ansvar, eller at virksomhederne pålægges unødige administrative byrder, idet dette allerede har været genstand for kritik fra interessenter i udviklingslandene og kan vise sig at virke mod hensigten;

43.

understreger, at udnyttelsen af naturressourcer bør tjene til at hjælpe et land til at opfylde sine overordnede sociale og økonomiske mål, hvilket for regeringer i udviklingslande indebærer opstilling af visioner, eventuelt sammen med internationale interessenter og eksperter, for naturressourcesektorens plads i landets økonomiske fremtid; påpeger, at den bedste anvendelse af naturressourcer for nogle landes vedkommende kan bestå i at lade dem forblive i jorden til fremtidig brug, medens det for andre kan være bedre at udvinde dem hurtigt som en midlertidig indenlandsk kilde til indtægter, der kan benyttes til at foretage de investeringer, som er nødvendige for at opnå vækst og dække akutte menneskelige behov;

44.

påpeger, at udviklingslandene bør være ligeværdige partnere i drøftelsen og vedtagelsen af nye initiativer inden for råstofudvinding; understreger, at nye ordninger på dette område bør tage form af generelle internationale standarder for at undgå, at der skabes endnu et kludetæppe af regler, der vil virke stik imod regeringernes, skatteforvaltningernes og de internationale virksomheders intentioner;

45.

understreger, at Kommissionens forslag og de ikke-statslige gennemsigtighedsinitiativer for udvindingsindustrien, herunder naturressourcechartret (NRC), Ækvatorprincipperne og de retningslinjer for investorer og virksomheder, som er udarbejdet af »Critical Resource«, i virkeligheden er erhvervsvenlige, fordi de giver retssikkerhed, langtidsholdbare partnerskaber samt beskyttelse mod renationalisering, genåbning af forhandlinger eller udvisning; påpeger, at der dog også er problemer, som skal finde en løsning, for eksempel det faktum, at virksomheder kan blive tvunget til at afgive forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som vil stille dem dårligere i konkurrencen, eller at nogle aftaler med regeringerne er baseret på hemmeligholdelse af oplysninger;

46.

bemærker at afgifter på naturressourcer altid bør betragtes som et midlertidigt middel til forøgelse af indenlandske indtægter; påpeger, at en vellykket beskatning af naturressourcer ofte medfører fremgang inden for den direkte beskatning, herunder selskabsskat, og ikke-skattemæssige indtægter såsom royalties;

47.

påpeger, at et stort antal rentierstater, der har rigelige indtægter fra afgifter på naturressourcer, herunder navnlig olie og mineraler, har ringe incitament til at udvise ansvarlighed, lydhørhed og effektivitet; fastholder, at stærke institutionelle og demokratiske kontrolmekanismer er af afgørende betydning for bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet; opfordrer navnlig Kommissionen til at forstærke sin assistance til udviklingslande i forbindelse med udformningen af kontrakter mellem disse lande og multinationale selskaber om ressourceudvinding;

48.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at engagere sig mere i gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) ved at yde det finansielle tilskud og deltage i dets styrende organ;

49.

minder om, at kvaliteten af regnskabsaflæggelsen er af afgørende betydning for en effektiv bekæmpelse af skattesvig; påpeger, at landebaseret regnskabsaflæggelse er af afgørende betydning for udvindingsindustrien, men at det vil være til lige så stor fordel for investorer i alle sektorer og derved bidrage til god forvaltningspraksis globalt; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme indføjelsen af et krav i IASB's internationale regnskabsstandard om, at alle multinationale virksomheder skal indberette deres indkomst og skat for hvert land for sig; understreger, at dette krav er i samklang med nødvendigheden af at forbedre de multinationale selskabers sociale ansvar; opfordrer Kommissionen til at integrere landebaseret regnskabsaflæggelse i sin reform af regnskabsdirektiverne;

50.

efterlyser indførelse af en forpligtelse til landebaseret regnskabsaflæggelse for tværnationale virksomheder, herunder vedrørende overskud før og efter skat, med henblik på at øge gennemsigtigheden og adgangen til relevante oplysninger for skattemyndigheder; er af den opfattelse, at EU med henblik på at sikre ens dækning af alle sektorer og alle virksomheder bør indføre dette princip som en del af den forestående revision af gennemsigtighedsdirektivet og EU’s regnskabsdirektiver, mens Kommissionen på internationalt plan bør lægge pres på IASB med henblik på hurtigt at få udviklet den dertil svarende generelle standard; opfordrer endnu en gang Kommissionen til at rapportere tilbage til Parlamentet om resultatet af dens offentlige høring og dens drøftelser med IASB inden for de kommende seks måneder;

51.

understreger vigtigheden af landebaseret regnskabsaflæggelse og anmoder om, at forhandlingerne om dette spørgsmål forstærkes ud fra følgende retningslinjer:

52.

konstaterer, at ITC's kortlægning har vist, at der er behov for yderligere donorkoordination på skatte- og udviklingsområdet; opfordrer Kommissionen til at tage initiativer i den retning og intensivere sin støtte til multilaterale og regionale initiativer, som f.eks. det afrikanske skattevæsensforum (African Tax Administration Forum) og det fællesamerikanske skattevæsenscenter (Inter-American Centre of Tax Administration);

53.

understreger, at den konventionelle officielle udviklingsbistand ikke vil kunne udrydde global fattigdom, medmindre der træffes ambitiøse foranstaltninger i G20, OECD og EU til at slå hårdt ned på skattely og skadelige skattestrukturer;

54.

konstaterer, at offshore-finanscentre siden G20-topmødet den 2. april 2009 har forpligtet sig til at overholde OECD's standarder for gennemsigtighed og informationsudveksling; bemærker imidlertid, at de skadelige skattelystrukturer stadig florerer; påpeger endnu en gang, at man for at bekæmpe skattely effektivt er nødt til at gå ud over OECD's rammer, da disse udviser forskellige mangler; fastholder i den forbindelse sin bekymring over, at OECD's internationale standarder indeholder en forpligtelse til at udveksle oplysninger efter anmodning, men intet krav om automatisk informationsudveksling i lighed med det, der findes i direktivet om beskatning af opsparing; finder det ligeledes kritisabelt, at OECD gør det muligt for regeringer at slippe af organisationens sorte liste, blot de lover at efterleve principperne om udveksling af oplysninger, men uden at kontrollere, om principperne reelt omsættes i praksis; mener også, at kravet om indgåelse af aftaler med 12 stater for at blive taget af den sorte liste er vilkårligt, idet det ikke er kædet sammen med nogen kvalitative indikatorer, der kan gøre det muligt at foretage en objektiv vurdering af, om principperne for god forvaltningspraksis efterleves;

55.

fremhæver, at udviklingslandene hvert år mister op til 800 mia. EUR til skattely og illegale finansstrømme; bemærker, at øget gennemsigtighed i de finansielle processer kan være et afgørende skridt i retning af fattigdomslettelse og en væsentlig velstandsskabelse;

56.

finder, at automatisk informationsudveksling bør finde sted under alle omstændigheder; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forslag til administrativt samarbejde på skatteområdet med henblik på at udvide samarbejdet mellem medlemsstaterne til at omfatte skatter og afgifter af enhver art, afskaffe bankhemmeligheden og gøre automatisk informationsudveksling til hovedreglen;

57.

konstaterer med tilfredshed, at nogle medlemsstater har undertegnet Europarådets og OECD's konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager, og opfordrer indtrængende de 17 medlemsstater, der ikke har gjort det, til at undertegne konventionen;

58.

opfordrer EU til at forstærke sin indsats og træffe konkrete foranstaltninger - som f.eks. sanktioner - mod skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt; opfordrer Rådet til at undersøge muligheden for en multilateral ordning for automatisk udveksling af skatteoplysninger i tæt samarbejde med FN's ekspertudvalg om internationalt samarbejde i skattesager;

59.

opfordrer Kommissionen til at vedtage mere stringente kriterier for identifikation af skattely og til at arbejde for en internationalt bindende multilateral aftale om automatisk udveksling af skatteoplysninger, herunder for truster og fonde, der også skal omfatte modforanstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse; opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingslande i deres kamp mod ulovlige udførsler og kapitalflugt, da disse fænomener udgør en alvorlig hindring for at mobilisere indenlandske indtægter til udviklingsformål; henleder navnlig Kommissionens opmærksomhed på Europa-Parlamentets holdning af 24. april 2009 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (8) og på de foranstaltninger, der anbefales til bekæmpelse af skattely;

60.

udtrykker betænkeligheder ved de uheldige virkninger, beskatningsaftalerne har på fordelingen af skatteindtægterne; bemærker, at metoden med at basere beskatningsretten på bopælsprincippet frem for kildelandsprincippet bidrager til at gøre skattely til et mere attraktivt sted; finder, at rimeligheden af beskatningsaftalerne bør tages op til revision med henblik på at overveje muligheden af at give kildelandet, hvor de faktiske aktiviteter finder sted, den primære beskatningsret;

61.

beklager, at G20 endnu ikke har fremlagt en klar tidsplan og en konkret sanktionsmekanisme med henblik på en effektiv bekæmpelse af skattely; opfordrer til vedtagelse af en international konvention der skal have til formål at fjerne skadelige skattestrukturer og omfatte sanktioner rettet mod såvel usamarbejdsvillige jurisdiktioner som finansielle institutioner, der arbejder med skattely; opfordrer indtrængende EU til at vedtage foranstaltninger i lighed med USA's »Stop Tax Havens Abuse Act« og overveje muligheden af at fratage finansielle institutioner, der gør forretninger med skattely, retten til at drive bankvirksomhed;

62.

mener, at EU desuden bør sikre konsekvensen i anvendelsen i både EU og på internationalt niveau af standarderne vedrørende tilsynsvirksomhed, beskatning samt hvidvaskning;

63.

anmoder om offentliggørelse på internationalt plan af vulturefunds' strukturer med henblik på at kunne identificere dem og forbyde deres virksomhed;

64.

opfordrer til, at der inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler etableres en uafhængig kontrolmekanisme, der skal undersøge den skattemæssige nettovirkning af afskaffelsen af toldafgifter samt de fremskridt, der gøres med hensyn til skattereformer i de enkelte lande; opfordrer til, at der indsættes en bestemmelse om en obligatorisk samlet revision af alle økonomiske partnerskabsaftaler efter tre til fem år, og at der gives mulighed for at ændre den enkelte aftales bestemmelser, således at de bedre kan bidrage til udryddelse af fattigdom, bæredygtig udvikling og regional integration; opfordrer endvidere til, at der foretages en obligatorisk revision af individuelle landes fremskridt med hensyn til gennemførelse af skattereformer eller effektiv skatteinddrivelse i overensstemmelse med de seneste udgaver af OECD’s modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue;

65.

understreger, at skattemyndighederne i udviklingslandene i det omfang, de ikke er en del af de respektive finansministerier, er nødt til at samarbejde, især om skatte- og budgetpolitik og på måder, der ikke stimulerer til rivalisering og jalousi, men fremmer gode indbyrdes relationer og god forvaltningspraksis på skatteområdet;

66.

opfordrer til oprettelse eller (såfremt de allerede findes) institutionelle forbedringer af de såkaldte (halv-) autonome ligningsmyndigheder (Autonomous Revenue Authorities, ARA) ved hjælp af passende checks and balances-systemer, der kan gøre det muligt at forhindre, at skattemyndighederne misbruges;

67.

understreger i den forbindelse, at ARA'ers høje status og forvaltningsmæssige autonomi skal opvejes af pluralistiske forvaltningsordninger, der kan sikre,

68.

mener, at udviklingen af et effektivt skattesystem i udviklingslande skal være rygraden i deres offentlige finanser; mener, at EU’s nye investeringspolitik i udviklingslandene bør medvirke til at skabe et gunstigere miljø for private udenlandske og nationale investeringer og skabe betingelserne for en mere effektiv international bistand; fastholder, at EU’s investeringspolitik bør fokusere på udvikling af SMV’er, herunder via mikrolån, og fremme innovation, en effektiv offentlig forvaltning, offentlige-private partnerskaber og overførsel af viden med henblik på at fremme vækst;

69.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/48

—

der henviser til tredje del, afsnit III, og femte del, afsnit II og V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til de principper vedrørende hensynet til dyrs velfærd, der er nedfældet i artikel 13 i TEUF,

—

der henviser til WTO-aftalerne og navnlig til landbrugsaftalen, som blev færdigforhandlet under Uruguay-runden og trådte i kraft den 1. januar 1995,

—

der henviser til erklæringen vedtaget på den fjerde ministerkonference fra den 9.-14. november 2001 i Doha, til afgørelsen truffet af WTO's almindelige råd den 1. august 2004 og til erklæringen vedtaget på den sjette ministerkonference fra den 13.-18. december 2005 i Hongkong,

—

der henviser til sin beslutning af 4. april 2006 om evaluering af Doha-runden efter WTO's ministerkonference i Hongkong (1),

—

der henviser til det reviderede udkast til regler for landbruget, som WTO-formanden for landbrugsforhandlingerne omdelte den 6. december 2008,

—

der henviser til aftalememorandummet af 15. maj 2009 mellem USA og Kommissionen vedrørende importen af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse vækstfremmende hormoner, og USA's anvendelse af forøgede afgifter på visse varer fra Det Europæiske Fællesskab,

—

der henviser til den gensidigt acceptable løsning, som den 15. juli 2009 blev opnået mellem Canada og EU, på tvisten benævnt »European Communities - Measures Affecting the Approval and Marketing of Biotech Products« (De Europæiske Fællesskaber - foranstaltninger med virkning for godkendelsen og markedsføringen af biotekniske produkter),

—

der henviser til den aftale, der blev paraferet den 15. december 2009, mellem EU og en række latinamerikanske lande om fastlæggelse af betingelserne for en endelig bilæggelse af verserende tvister om EU’s ordning for import af bananer (Genève-aftalen),

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2009 om perspektiverne for Dohaudviklingsdagsordenen (DDA) efter den syvende WTO-ministerkonference (2),

—

der henviser til afslutningen den 17. december 2009 af forhandlingerne mellem EU og Marokko om en aftale vedrørende liberaliseringsforanstaltninger for landbrugs- og fiskeriprodukter,

—

der henviser til afslutningen den 1. marts 2010 af forhandlingerne mellem EU, Peru og Colombia om underskrivelsen af en flerpartsaftale,

—

der henviser til den gensidigt acceptable løsning, som den 18. marts 2010 blev opnået mellem Den Argentinske Republik og EU, på tvisten benævnt »European Communities - Measures Affecting the Approval and Marketing of Biotech Products« (De Europæiske Fællesskaber - foranstaltninger med virkning for godkendelsen og markedsføringen af biotekniske produkter),

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om landbrugsprodukters kvalitet: Hvilken strategi skal følges? (3),

—

der henviser til afslutningen den 19. maj 2010 af forhandlingerne mellem EU og Centralamerika om associeringsaftalens handelssøjle,

—

der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013 (4),

—

der henviser til frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea, som blev underskrevet den 6. oktober 2010,

—

der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Mercosur om indgåelse af en associeringsaftale,

—

der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Canada om indgåelse af en omfattende aftale om økonomi og handel,

—

der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Indien om indgåelse af en frihandelsaftale,

—

der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Ukraine om indgåelse af en associeringsaftale,

—

der henviser til undersøgelsen med titlen »Stocktake of the WTO Agricultural Negotiations after the Failure of the 2008 Talks« (status over WTO-landbrugsforhandlingerne efter sammenbruddet af 2008-drøftelserne) fra juni 2009,

—

der henviser til vejledningen med titlen „Geographical Indications and TRIPs; 10 Years Later. A roadmap for EU GI holders to get protection in other WTO Members’ (geografiske betegnelser og den internationale aftale om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS): 10 år senere - en køreplan for EU-indehavere af geografiske betegnelser til at opnå beskyttelse i andre WTO-lande), som Kommissionen havde bestilt,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 15. september 2010 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (KOM(2010)0484),

—

der henviser til spørgsmålet om den toldfritagelse for varer fra Pakistan, der er omhandlet i artikel 1 i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af hastende autonome handelspræferencer for Pakistan (KOM(2010)0552),

—

der henviser til FN's 2015-mål (MDG),

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget (A7-0030/2011),

A.

der henviser til, at EU's import af landbrugsprodukter fortsat er langt den største i verden og i det seneste årti er næsten fordoblet i værdi, således at den nu udgør knap 20 % af verdensimporten,

B.

der henviser til, at EU’s andel af verdens samlede landbrugseksport er faldende som følge af den hurtigere vækst hos andre centrale landbrugshandelspartnere; der henviser til, at slutprodukter udgjorde 68 % af EU-eksportens værdi i 2007-2009, mens mellemprodukter og råvarer udgjorde henholdsvis 23 % og 9 %; der endvidere henviser til, at verdensmarkedspriserne spiller en vigtig rolle i de vanskeligheder, EU oplever med eksporten af sine produkter, fordi prisniveauet generelt er lavt, og EU har relativt høje produktionsomkostninger,

C.

der henviser til, at EU’s underskud på handelen med landbrugsprodukter i 2008 nåede en rekordhøjde på 7 mia. euro; der henviser til, at EU’s handelsunderskud over for f.eks. Mercosur er mere end fordoblet siden 2000, og at EU’s import af landbrugsprodukter fra Mercosur nu beløber sig til 19 mia. EUR, medens eksporten har en værdi af 1 mia. euro,

D.

der henviser til, at EU er verdens største importør af landbrugsprodukter fra udviklingslandene og importerer mere end USA, Japan, Canada, Australien og New Zealand tilsammen; der henviser til, at omkring 71 % af EU’s samlede landbrugsimport stammer fra udviklingslandene som et resultat af »alt undtagen våben«-initiativet (EBA) for de mindst udviklede lande (LDC), den generelle toldpræferenceordning (GSP) og de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA),

E.

der henviser til, at WTO’s udkast til regler for landbruget fra 2008 vil kræve endnu større indrømmelser fra EU end dem, der indgik i det i forvejen vidtgående tilbud, EU fremsatte i oktober 2005,

F.

der påpeger, at en anvendelse af princippet om politikkohærens for udvikling (PCD) på landbrug og handel også vil få betydning for opfyldelsen af MDG-udviklingsmål 1(udryddelse af ekstrem fattigdom og sult) og 8 (verdenspartnerskab for udvikling), herunder ved hjælp af bestemmelser om en mere retfærdig handelsregulering og markedsadgang,

G.

der henviser til, at EU allerede har foretaget en drastisk nedskæring af sin handelsforvridende interne støtte i modsætning til centrale handelspartnere, især USA, som fastholdt og i visse tilfælde udbyggede sine støtteordninger i forbindelse med landbrugsloven fra 2008,

H.

der henviser til, at EU unilateralt har foretaget en omfattende nedskæring af sine eksportrestitutioner, således at disses andel af den fælles landbrugspolitiks budget er faldet fra 29,5 % i 1993 til kun 1,2 % i 2009, medens den del af landbrugseksportens værdi, for hvilken der betales eksportrestitutioner, er faldet fra 25 % i 1992 til blot 0,9 % i 2009; der henviser til, at visse centrale handelspartnere stadig i vid udstrækning gør brug af andre former for eksportfremme,

I.

der henviser til, at USA som led i tvisten omkring »hormonkød« fortsat pålægger EU sanktioner og endda har meddelt, at man for at øge sanktionernes virkning vil »rotere« dem til andre af EU’s landbrugsprodukter (den såkaldte »karrusellovgivning«); der henviser til, at EU i henhold til aftalememorandummet bevilger en importkvote på 20 000 ton oksekød til nultold,

J.

der henviser til, at USA i WTO-regi har gjort indsigelse mod EU's hygiejne- og markedsføringsregler for fjerkræ,

K.

der henviser til, at der er opnået en gensidigt acceptabel løsning på tvisten med Canada og Argentina om genetisk modificerede organismer (GMOs); der henviser til, at USA har anmodet om en generel tilladelse til at træffe gengældelsesforanstaltninger,

L.

der henviser til, at afgørelsen fra WTO’s sukkerpanel var en af de vigtigste drivkræfter bag EU's sukkerreform i 2006 og stadig har stor indflydelse på sukkerhandlen; der påpeger, at den fælles markedsordning for sukker overholder alle EU's handelsforpligtelser; der henviser til, at EU i løbet af 3 år er gået fra at være den næststørste sukkereksportør til at være den næststørste nettoimportør, navnlig til gavn for udviklingslande (LDC- og AVS-lande),

M.

der henviser til, at 2006-sukkerreformen har levet op til målsætningen om forøgelse af konkurrenceevnen, nedbringelse af sukkerpriserne og en sænkning af sukkerproduktionskvoten med omkring 30 %; der påpeger, at reformen imidlertid har medført, at 83 fabrikker ud af i alt 189 i EU-27 er blevet lukket, at over 16 500 direkte arbejdspladser i landdistrikterne er gået tabt, og at omkring 140 000 landbrugere har måttet indstille sukkerroedyrkningen,

N.

der henviser til, at det internationale sukkermarked er et af de mest omskiftelige landbrugsråvaremarkeder og endvidere er domineret af ét land (Brasilien); der påpeger, at EU's sukkerproduktion sikrer en stabil forsyning til verdensmarkedet synlighed, ligesom den sikrer de europæiske forbrugere en stabil intern forsyning med bæredygtige produkter af høj kvalitet,

O.

der henviser til, at EU fremmer den bæredygtige produktion af vedvarende energi via krav, som skal tages i anvendelse inden udgangen af 2010; der henviser til, at EU allerede importerer mere end 25 % af sit bioethanolforbrug, heri ikke medregnet bioethanol, der importeres i blandinger for at undgå betaling af importafgifter; der påpeger nødvendigheden af, at Kommissionen sikrer balancen mellem den interne bioethanolproduktion og importen, jf. artikel 23, stk. 5, litra a), i direktivet om vedvarende energi /2009/28/EF (5)),

P.

der henviser til, at den 4. partskonference under WHO's rammekonvention om bekæmpelse af tobaksrygning afholdes i november 2010; der henviser til, at der er iværksat en offentlig høring om en eventuel revision af tobaksvaredirektivet (2001/37/EF (6)); der henviser til, at flere WTO-medlemmer har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det canadiske lovforslag C-32, som i praksis vil medføre et forbud mod alle traditionelle blandede tobaksvarer med undtagelse af dem, som udelukkende indeholder Virginia-tobak, der er den eneste tobakssort, der produceres i Canada og anvendes i fremstillingen af canadiske tobaksvarer, er i overensstemmelse med aftalen om tekniske handelshindringer (TBT),

Q.

der påpeger, at EU i de internationale handelsaftaler skal sikre en balance mellem markedsliberalisering og beskyttelsen af økonomiske sektorer samt arbejdstager- og forbrugerrettigheder,

R.

der finder, at EU's handelsaftaler med tredjelande skal beskytte de EU-sektorer, der oplever vanskeligheder - især sektorerne for frugt og grøntsager, husdyravl og korn, hvor indkomsterne er faldet betydeligt - og på samme tid sikre dem reelle eksportmuligheder,

S.

der understreger, EU's indgåelse af internationale handelsaftaler ikke må være til skade for lokale små landbrug, der yder et betydeligt bidrag til fødevaresikkerheden i deres regioner,

T.

der finder, at EU skal sigte på at sikre en forbedret overvågning af menneskerettighedsstandarderne samt de sociale og miljømæssige standarder i forbindelse med indgåelsen af internationale handelsaftaler,

U.

der påpeger, at indgåelsen af handelsaftaler, som er forhandlet på plads af Kommissionen, kræver Parlamentets godkendelse,

1.

mener, at EU’s landbrugssektor udgør en klar merværdi for europæisk økonomi og bør spille en strategisk rolle i Europa 2020-strategien for løsning af de økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer, EU står over for; understreger behovet for at sikre sammenhæng mellem EU's politikker for henholdsvis landbrug, handel og udvikling;

2.

understreger, at den eksterne handelspolitik ikke må skade EU’s evne til at bevare en stærk landbrugssektor og sørge for fødevaresikkerhed i en periode med stadigt kraftigere markedsudsving; opfordrer Kommissionen til at forsvare EU-landbrugets multifunktionalitet i alle fora og navnlig WTO, herunder den vigtige rolle, landbruget spiller for beskæftigelsen og livskraften i landdistrikterne, og den europæiske landbrugsfødevaremodel, som er et strategisk vigtigt element i Europas økonomi;

3.

fordømmer Kommissionens fremgangsmåde, som alt for ofte består i at give indrømmelser på landbrugsområdet for til gengæld at opnå øget markedsadgang for industriprodukter og tjenesteydelser i tredjelande; opfordrer Kommissionen til at ophøre med at tilgodese industri- og servicesektorens interesser på landbrugsinteressernes bekostning;

4.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en fremgangsmåde, der tilsigter opnåelse af balance mellem intern produktion og import under hensyntagen til udviklingen i multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger inden for de respektive landbrugssektorer samt til EU’s miljømæssige, sociale og sikkerhedsmæssige standarder og til respekten for menneskerettighederne;

5.

understreger nødvendigheden af, at Kommissionen foretager konsekvensanalyser for landbrugssektoren, som skal offentliggøres, inden der indledes forhandlinger eller foreslås opdateringer for at tage højde for nye elementer, der er fremkommet under forhandlingerne; fremhæver nødvendigheden af at gennemføre en regulær og gennemsigtig proces, hvor alle interesserede parter høres, navnlig i Parlamentet og Kommissionen; minder om, at der i forbindelse med frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea blev nedsat et nationalt rådgivende råd, og bemærker, at dette kunne være en præcedens for inddragelse af interesserede parter og interessenter i fremtidige handelsaftaler;

6.

understreger, at konsekvensanalyser skal tage hensyn til de specifikke kendetegn ved hver enkelt vare, for eksempel på oksekødsmarkedet, og tage højde for markedssegmentering; påpeger, at tidligere konsekvensanalyser kun har beskæftiget sig med globale tal; opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge detaljerede konsekvensanalyser, der viser de virkninger, som åbningen af EU's landbrugsmarkeder for Mercosur-handelsblokken har haft på specifikke markedssegmenter;

7.

finder, at der ikke bør træffes beslutninger om nogen yderligere åbning af EU-markedet for landbrugsimportvarer, uden at der er sikkerhed for, at EU's landbrugere kan få kompensation for deres tab;

8.

understreger, at økonomisk kompensation ikke kan ophæve de negative virkninger, som en indstilling af landbrugsproduktion i EU vil få, idet landbruget står som garant for fødevaresikkerhed og -kvalitet, spiller en afgørende rolle for velstanden i EU's landdistrikter og beskytter mod risikoen for, at jorderne opgives og landdistrikterne affolkes; fremhæver derfor nødvendigheden af at opretholde de vilkår, som er nødvendige for, at EU’s landbrugere kan overleve og opretholde en rimelig indkomst i alle medlemsstater, og derigennem bane vejen for en revitalisering af landbruget i Europa på baggrund af den nøglerolle, den fælles landbrugspolitik spiller i EU-regi;

9.

erindrer om, at EU’s producenter er forpligtede til at opfylde de højeste standarder for kvalitet, produkthygiejne, bæredygtige produktionsmetoder, plantesundhed, dyresundhed og -velfærd, sporbarhed, kontrol med pesticidrester, veterinærmedicin og tilsætningsstoffer;

10.

anser det for uomgængeligt, at de metoder, tredjelande anvender til produktion af varer, der eksporteres til EU, skal give de europæiske forbrugere de samme garantier med hensyn til sundhed, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, bæredygtig udvikling og sociale minimumsstandarder som dem, der kræves af EU-producenter; understreger, at det kun på denne måde kan sikres, at EU-producenterne kan konkurrere på lige vilkår med tredjelande, og insisterer på nødvendigheden af en stramning af importkontrollen ved grænserne og en intensivering af den kontrol, Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret foretager af produktions- og afsætningsvilkårene i de lande, der eksporterer til EU, således at overholdelsen af EU's standarder kan garanteres;

11.

fremhæver, for så vidt angår importen, nødvendigheden af en streng overholdelse af oprindelsesbestemmelserne og af mekanismerne for forebyggelse af trekantshandel;

12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en proaktiv indsats for at fremme EU’s offensive landbrugsinteresser og gøre det lettere for EU-produkter at få adgang til tredjelandsmarkeder, eftersom EU’s kvalitetsprægede landbrugsfødevarer har et stort potentiale for eksport og verdensmarkedsstabilisering; understreger bl.a. behovet for at styrke programmerne for salgsfremme, bemærker, at sådanne foranstaltninger er forenelige med WTO-reglerne, eftersom de falder under den såkaldte grønne boks;

13.

bemærker, at regionerne i den yderste periferi er en integreret del af EU, og at handelsaftaler gælder i fuldt omfang i disse regioner; understreger, at lavere toldsatser udgør en trussel mod de skrøbelige økonomier i den yderste periferi, som hovedsagelig er baseret på landbrug og producerer varer svarende til dem, der produceres i bl.a. latinamerikanske partnerlande; påpeger, at EU's politikker i henhold til artikel 349 i TEUF kan tilpasses til de særlige geografiske og økonomiske omstændigheder i sådanne regioner; opfordrer derfor Kommissionen til i sine forhandlinger at tage hensyn til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi for at sikre, at deres udvikling ikke undergraves;

14.

mener, at det tilbud, som EU fremsatte på landbrugsområdet i et forsøg på at sikre et positivt udfald af DDA, var særdeles generøst og ikke kan forhøjes, men at dette udspil indtil nu ikke er blevet gengældt på samme ambitiøse måde af andre udviklede lande og mest udviklede udviklingslande;

15.

erindrer om, at reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 og sundhedstjekket i 2008 ved at foregribe de sandsynlige resultater af Doha-runden viste, hvor alvorligt EU tog sine reformtilsagn, hvorimod man stadig venter på tilsvarende indrømmelser fra EU’s handelspartnere;

16.

opfordrer Kommissionen til nøje at overholde sit forhandlingsmandat fra Rådet, der sætter den seneste reform af den fælles landsbrugspolitik som ramme for Kommissionens råderum på betingelse af, at der opnås tilsvarende indrømmelser fra handelspartnerne; anmoder Kommissionen om at afholde sig fra at fremsætte forslag, som ville foregribe de beslutninger, der skal træffes om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013;

17.

understreger den rolle, som ikke-handelsmæssige hensyn spiller i Dohaudviklingsdagsordenen; påpeger, at der i forbindelse med forhandlingerne for landbrugssektoren skal findes en passende balance mellem samhandelens økonomiske dimension og de ikke-økonomiske værdier, herunder sociale værdier, miljøhensyn, menneskers sundhed og dyrs sundhed og velfærd;

18.

beklager de manglende fremskridt vedrørende oprettelsen af et multilateralt vin- og spiritusregister samt udvidelsen af beskyttelsen af geografiske betegnelser til at dække alle landbrugsvarer; påpeger, at disse elementer er en uomgængelig betingelse for et afbalanceret resultat af landbrugsforhandlingerne; understreger behovet for, at de principper, der ligger til grund for EU's kvalitetspolitik for landbrugsvarer, sikres en større udbredelse på multilateralt og bilateralt plan;

19.

erindrer om, at EU allerede har foretaget en betydelig nedskæring af sin handelsforvridende interne støtte, og anmoder andre handelspartnere om at give bindende tilsagn om at gøre det samme;

20.

erindrer om, at WTO-medlemmerne under ministerkonferencen i Hongkong i 2005 forpligtede sig til at eliminere alle former for eksportsubsidier og parallelt hermed indføre discipliner for alle eksportforanstaltninger med tilsvarende virkning, især eksportkreditter, statslige landbrugshandelsvirksomheder og regler for fødevarehjælp;

21.

finder, at den generelle sænkning af toldsatserne bør vurderes i lyset af EU’s tilbud på områderne indenlandsk støtte og eksportkonkurrence og afhænge af, om det vil være muligt at bevare den særlige beskyttelsesmekanisme, at opnå en specifik undtagelse fra toldforenklingsdisciplinerne og at opnå tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne for toldnedskæringer og for udpegning af følsomme varer; mener, at den foreslåede mekanisme for udpegning af følsomme varer undergraves fuldstændig af forpligtelsen til at opnå en væsentlig toldkvoteudvidelse;

22.

understreger nødvendigheden af at fastholde helhedsprincippet i WTO's DDA-forhandlinger; påpeger, at der nu i nogen tid har været en tendens til at koncentrere forhandlingerne om et begrænset antal områder, herunder landbruget, hvor EU har store defensive interesser, medens der er gjort relativt færre fremskridt på andre forhandlingsområder, og at dette truer med at underminere EU's forhandlingsposition; påpeger endvidere, at dette gør det vanskeligt at gøre status over runden som helhed;

23.

fastholder, at det bør være en legitim ret for udviklingslandene at iværksætte politikker, der kan skabe intern merværdi;

24.

understreger, at de store prisudsving som påpeget af FAO har medført en forværring af problemerne med underernæring på globalt plan, og at den øgede liberalisering af verdenshandelen med landbrugsprodukter, som WTO-aftalerne har medvirket til, indtil videre ikke har gjort det muligt at mindske truslen om sult i verden; understreger, at EU også har pligt til at bidrage til fødevaresikkerheden på verdensplan;

25.

konstaterer, at der med aftalen om bananhandel er sat punktum for en 20-årig konflikt, som har været den teknisk mest komplekse og politisk mest følsomme og betydningsfulde tvist i WTO-regi, og at denne aftale udgør et vigtigt skridt hen imod konsolidering af et regelbaseret multilateralt handelssystem og samtidig kan være et afgørende bidrag til løsning af problemerne vedrørende tropiske produkter og præferencer inden for rammerne af WTO-forhandlinger;

26.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at bilæggelsen af tvisten om »hormonkød« fører til ophævelse af sanktionerne mod EU-produkter og samtidig garanterer, at importen af oksekød til EU overholder EU-kravene;

27.

mener, for så vidt angår tvisten om klorbehandlet fjerkræ, at import til EU af sådanne varer strider mod den europæiske offentligheds krav om sikre produkter og mod de principper, der ligger til grund for den europæiske fødevaremodel;

28.

opfordrer Kommissionen til at lægge alle kræfter i at forsvare EU’s ordning for tilladelse og markedsføring af genmodificerede organismer mod enhver udfordring i WTO;

29.

er af den opfattelse, at EU skal prioritere indgåelsen af multilaterale aftaler; mener, at bilaterale handelsaftaler skal være et supplement til de multilaterale procedurer og sigte på overholdelse af de regler for lige arbejdsvilkår, fælles miljøregler og fødevaresikkerhedsstandarder, som allerede er gældende i Den Europæiske Union, og undgå kun at fremme programmer for bæredygtig udvikling; erindrer om, at EU har væsentlige offensive landbrugsinteresser, navnlig hvad angår forarbejdede produkter af høj kvalitet; er af den opfattelse, at bilaterale handelsaftaler med vigtige handelspartnere kan anvendes til at fremme EU's fødevareindustris eksportinteresser og give betydelige økonomiske fordele;

30.

finder det vigtigt, at importerede landbrugsvarer giver EU's forbrugere de samme garantier med hensyn til forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd, miljøbeskyttelse og sociale minimumsstandarder, som europæisk producerede varer giver, og henviser til sin faste holdning i dette spørgsmål; opfordrer Kommissionen til at indføje klausuler i bilaterale handelsaftaler, der forpligter tredjelande til at overholde de samme sundheds- og plantesundhedsmæssige krav, som europæiske producenter skal overholde; finder, at disse aftaler i det mindste skal sikre overholdelsen af internationale forpligtelser og standarder;

31.

understreger, at der for at undgå at »betale to gange« - først på bilateralt og derefter på multilateralt niveau - bør holdes fast ved princippet om en »single pocket agreement«, i henhold til hvilket indrømmelser, der gøres i bilaterale aftaler, skal kædes sammen med det endelige resultat af Doha-forhandlingerne;

32.

understreger betydningen af en streng gennemførelse af de præferentielle oprindelsesregler; opfordrer til en revision af samtlige de handelspræferencer, som Den Europæiske Union har givet vækstlande, der er medlemmer af G20;

33.

er af den opfattelse, at der bør indføres mekanismer, som kan forhindre ulovlig praksis i handelen med landbrugsfødevarer, såsom trekantshandel, hvor et land eksporterer sin produktion til EU ved at drage fordel af en præferentiel adgang til EU-markedet og derefter dækker sine egne behov ved at importere produkterne fra udlandet; mener, at det for at forhindre sådanne uregelmæssigheder er nødvendigt, at den præferentielle markedsadgang, som EU indrømmer i handelsaftaler med tredjelande, ikke overstiger den faktiske produktions- og eksportkapacitet i de pågældende lande;

34.

opfordrer Kommissionen til ihærdigt at forsvare indføjelsen af geografiske betegnelser som en vigtig del af handelsaftalen om bekæmpelse af varemærkeforfalskning (ACTA); beklager, at der at dømme ud fra de nyligt afsluttede eller igangværende handelsforhandlinger kun skal ske beskyttelse fra EU's handelspartneres side af de af EU’s geografiske betegnelser, som er opført på en »kortliste«; påpeger, at bilaterale aftaler i overensstemmelse med strategien for »Det globale Europa« bør sikre øget international beskyttelse af geografiske betegnelser gennem WTO +-bestemmelser; fremhæver nødvendigheden af at gennemføre en regulær og gennemsigtig proces, hvor alle interesserede parter høres, navnlig i Parlamentet og Kommissionen;

35.

erindrer om, at frihandelsaftalen med Sydkorea anerkender et stort antal geografiske betegnelser; opfordrer til, at der gøres yderligere bestræbelser i denne retning i fremtidige handelsaftaler; påpeger, at beskyttelse og anerkendelse af geografiske betegnelser i tredjelande er potentielt meget værdifuld for EU's landbrugsfødevaresektor;

36.

bemærker, at frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea i henhold til Kommissionen vil fritage EU-eksportørerne for betaling af 380 mio. EUR årligt i afgifter, eftersom 99 % af afgifterne på EU’s landbrugseksport bortfalder;

37.

anmoder Kommissionen om at sikre, at handelsaftalerne ikke undergraver EU’s ordning med indgangspriser for frugt og grøntsager, samtidig med at de nuværende importtidsplaner bevares; opfordrer ikke desto mindre indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at foretage de nødvendige ændringer, der kan sikre, at ordningens virkemåde forbedres;

38.

understreger, at især den komplekse ordning med indgangspriser for tomater, der importeres fra Marokko, volder problemer; opfordrer derfor Kommissionen til snarest at foretage de relevante ændringer;

39.

udtrykker stor betænkelighed ved EU's aftale med Marokko; påpeger, at mens de europæiske markeder er blevet næsten fuldstændigt åbnet for import af varer fra Marokko, er visse landbrugsvarer stadig underlagt kvoter ved eksport fra EU, herunder vigtige produkter som kernefrugter;

40.

beklager, at der under forhandlingerne om landbrugskapitlet i associeringsaftalen med Marokko ikke blev givet garantier for overholdelsen af de præferentielle importkvoter eller de indgangspriser, der gælder for marokkanske eksportvarer;

41.

opfordrer Kommissionen til at opfylde sine tilsagn vedrørende EU's sukkersektor og ophøre med at give systematiske indrømmelser på sukkerområdet i bi- og multilaterale handelsforhandlinger; noterer sig i denne sammenhæng initiativerne i sukkersektoren, som har øget denne sektors konkurrencedygtighed og samtidig forbedret dens miljømæssige bæredygtighed og bidraget til EU's udviklingsdagsorden gennem de præferencer, der er tildelt AVS- og LDC-landene;

42.

påpeger, at eventuelle yderligere bilaterale indrømmelser til tredjelande (f.eks. latinamerikanske lande og Ukraine) af adgang til EU’s sukkermarked vil destabilisere dette marked og udhule præferencestillingen for LDC- og AVS-landene; er så meget mere bekymret over, at sådanne indrømmelser, når de gives til nettoimporterende lande, tilskynder til anvendelse af swap-mekanismer; opfordrer Kommissionen til fortsat at udelukke sukker og sukkerderivater, herunder ethanol, fra de bilaterale forhandlingers anvendelsesområde;

43.

opfordrer Kommissionen til at holde øje med forsøg på at omgå betalingen af importafgifter for ethanol, idet stadigt større mængder ethanol kommer ind i EU i form af blandinger med en meget lav importafgift;

44.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gives symmetriske toldindrømmelser i de frihandelsaftaler, som EU indgår med lande, der har en stor landbrugsproduktion og eksportkapacitet, som f.eks. Mercosur;

45.

konstaterer, at forhandlingerne om associeringsaftalen EU-Mercosur - en aftale af allerstørste betydning, som vil berøre 700 millioner mennesker og være verdens mest ambitiøse biregionale aftale - er blevet genoptaget, og understreger derfor, at Europa-Parlamentet bør inddrages snævert på alle forhandlingstrin;

46.

finder det uacceptabelt, at Kommissionen genoptog forhandlingerne med Mercosur uden at offentliggøre en detaljeret konsekvensanalyse og uden at tage spørgsmålet op i en egentlig politisk debat med Rådet og Parlamentet; kræver, at en undersøgelse af disse forhandlingers indvirkning på europæiske landbrugssektorer og -regioner udarbejdes og drøftes, inden der udveksles nogen toldsatsforslag mellem EU og Mercosur; påpeger, at det i lyset af forhandlingernes landbrugsmæssige implikationer er nødvendigt at kæde dem sammen med Doharunden; anmoder følgelig Kommissionen om ikke at afslutte forhandlingerne med Mercosur, inden WTO-runden er bragt til afslutning, som fastlagt i dens mandat; opfordrer Kommissionen til at holde Rådet og Parlamentet behørigt orienterede om udviklingen i forhandlingerne med Mercosur og fremover at informere Rådet og Parlamentet, inden sådanne handelsforhandlinger indledes;

47.

er stærkt bekymret for virkningerne på EU’s landbrugssektor som helhed af en eventuel associeringsaftale med Mercosur, eftersom Mercosur i marts 2006 i sin anmodning om adgang til EU’s landbrugsmarked gik betydeligt længere end det allerede omfattende tilbud, som EU fremsatte i 2004; finder det derfor nødvendigt at tage indrømmelserne op til revision med henblik på at beskytte vore landbrugeres interesser;

48.

påpeger, at de nye medlemsstaters holdning ikke er taget i betragtning i forhandlingerne mellem EU og Mercosur, der bygger på et mandat givet af Rådet i 1999;

49.

bemærker, at landbrugsvirksomheder i Mercosurlandene har langt lavere produktionsomkostninger, herunder omkostninger til jord, arbejdskraft og kapital, og at producenterne i Mercosur ikke skal leve op til de samme standarder som EU-producenterne for så vidt angår miljø, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og fytosanitære foranstaltninger; understreger, at det for at opnå et afbalanceret slutresultat for begge parter er nødvendigt at sikre, at forhandlingerne tager fuldt hensyn til alle konsekvenser og virkninger, navnlig på det miljømæssige og sociale område; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en analyse af en sådan aftales konsekvenser for landbrugssektoren;

50.

er af den opfattelse, at markedsintegrationsniveauet i Mercosur-toldunionen på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt til at garantere en hensigtsmæssige udveksling af importerede varer inden for regionen; er af den opfattelse, at en aftale ikke vil give noget reelt udbytte, hvis der ikke er bestemmelser, som sikrer en fuldstændig og effektiv bevægelighed for varer inden for Mercosurområdet;

51.

beklager, at Kommissionen for nylig har givet toldindrømmelser til de lande, der eksporterer bananer til EU; opfordrer til en revision af den støtte, som europæiske producenter modtager som led i hjælpeprogrammerne for regioner i den yderste periferi (Posei), med henblik på at sikre disse producenter en kompensation for de virkninger, som disse toldnedsættelser vil få på priserne på EU-markedet; mener, at der under tilsvarende forhandlinger i fremtiden bør tages hensyn til EU- og AVS-producenternes interesser, således at disse sektorer, som giver mange arbejdspladser, ikke svækkes;

52.

understreger, at en række rapporter fra Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret peger på det vedvarende problem med brasiliansk oksekøds manglende opfyldelse af EU’s producent- og forbrugerstandarder for fødevaresikkerhed, dyreidentifikation og -sporbarhed, dyresundhed og sygdomskontrol;

53.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge de forskellige rapporter, hvori det brasilianske sundhedsovervågningsorgan (ANVISA) redegør for den udbredte brug i Brasilien af pesticider, som er forbudt i EU og de fleste andre dele af verden, og peger på de alvorlige sundhedsmæssige risici, der følger af denne praksis;

54.

udtrykker dyb bekymring over den politik, som Argentina i modstrid med sine WTO-forpligtelser fører med det formål at begrænse importen af fødevarer, der konkurrerer med den indenlandske produktion; påpeger, at disse foranstaltninger kommer oven i Argentinas ikke-automatiske importlicensordning, som i forvejen har negative virkninger for EU-eksporten; opfordrer Kommissionen til at tage alle nødvendige skridt til at sikre, at disse foranstaltninger, som strider mod selve ånden i forhandlingerne om en EU-Mercosur-aftale, effektivt afskaffes;

55.

udtrykker betænkelighed ved de indrømmelser, der er givet for frugt og grøntsager som led i Euro-Middelhavsaftalerne; finder i den forbindelse, at det komplementære forhold mellem vækstsæsonerne i de sydlige og nordlige Middelhavslande fortsat børe være en rettesnor for liberaliseringen af handelen med landbrugsvarer inden for Middelhavsunionen;

56.

understreger, at selv om tobaksvarer skal være omfattet af et strengt regelsæt, skal lovreguleringen af ingredienser i tobaksvarer i EU og på internationalt plan følge en proportional, risikobaseret tilgang, der afspejler de videnskabelige fakta; advarer mod ethvert ikke-videnskabeligt baseret forbud mod bestemte ingredienser, der i praksis vil føre til et forbud mod de traditionelle europæiske tobaksblandinger, eftersom dette vil få alvorlige socioøkonomiske konsekvenser for tobaksavlerne i EU (der dyrker orientalske og Burley-tobakker), uden at være nogen gevinst for folkesundheden;

57.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forhandlingerne om EU's handelsaftaler, herunder med Canada og Ukraine, at tage hensyn til EU-borgernes interesser, udvise åbenhed og holde Parlamentet løbende informeret om udviklingen i forhandlingerne; beklager, at Kommissionen endnu ikke har informeret Parlamentet om forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Canada, selv om disse forhandlinger påbegyndtes i oktober 2009; opfordrer Kommissionen til at give Parlamentet og de udvalg, der er ansvarlige for de relevante sagsområder, detaljerede oplysninger om hver yderligere forhandlingsrunde; udtrykker endvidere bekymring over de indrømmelser, som Kommissionen eventuelt har givet under forhandlingerne, især på områderne markedsåbning, GMO'er, mælk, beskyttelse af intellektuel ejendomsret og oprindelsesmærkning, og opfordrer Kommissionen til ikke at give nogen indrømmelser, der kan få negative følger for europæisk landbrug;

58.

er foruroliget over udsigten til indrømmelser på kornområdet i forhandlingerne med Ukraine, eftersom den ukrainske produktion er særdeles konkurrencedygtig, og Ukraine allerede er det land, der gør størst brug af de toldkontingenter for korn (hvede og byg), der tilbydes tredjelande; opfordrer derfor Kommissionen til at begrænse sit tilbud på dette område;

59.

understreger på ny landbrugshandelens betydning for den økonomiske udvikling og fattigdomsbekæmpelsen i udviklingslande; opfordrer EU til at hjælpe AVS-landene med at tilpasse sig den øgede globale konkurrence;

60.

opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til denne beslutning, når den udarbejder og implementerer sin fremtidige handelsstrategi;

61.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/58

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. november 2010 med titlen »Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder« (KOM(2010)0672),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2010 med titlen »TSE-køreplan 2: Strategidokument om transmissible spongiforme encephalopatier i 2010-2015« (KOM(2010)0384),

—

der henviser til Rådets afgørelse 93/355/EØF (1) af 8. juni 1993 om indgåelse af et aftalememorandum inden for rammerne af GATT mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om visse olieafgrøder, som omfatter Blair House aftalen om begrænsning af produktionen af olie- og proteinafgrøder i Den Europæiske Union og fastsættelse af specifikke priser for sådanne afgrøder,

—

der henviser til den rapport, som LMC International i november 2009 forelagde for Kommissionen med titlen »Evaluation of Measures applied under the Common Agricultural Policy to the protein crop sector« (2),

—

der henviser til Rådets forordning (EØF) nr. 1431/82 (3) og (EF) nr. 1251/1999 (4), som fastsatte særforanstaltninger for proteinafgrøder og indførte det maksimale garantiareal, Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (5) og artikel 76-78 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (6) vedrørende afvikling af særlig støtteordninger for proteinafgrøder, og Kommissionens forordning (EF) nr. 1121/2009 (7), som fastsatte detaljerede bestemmelser vedrørende præmien for proteinafgrøder,

—

der henviser til forordning (EF) nr. 767/2009 (8) om markedsføring og anvendelse af foder,

—

der henviser til artikel 68 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009, som giver medlemsstaterne mulighed for at yde støtte til proteinafgrøder på deres område, og som specifikt er blevet anvendt af Frankrig, Spanien, Polen og Finland,

—

der henviser til undersøgelsen med titlen »Economic Impact of Unapproved GMOs on EU Feed Imports and Livestock Production«, som Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter offentliggjorde i 2007,

—

der henviser til anbefalingerne vedrørende betydningen af forskning og lokal viden, herunder vedrørende bælgfrugter, der er indeholdt i rapporten fra FN's Landbrugspanel (IAASTD) om den globale fødevareforsyning, som er udarbejdet af De Forenede Nationers Udviklingsprogram, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og Verdensbanken,

—

der henviser til de undersøgelser, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har anmodet om, og som blev forelagt på en workshop den 11. oktober 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2008 om bæredygtigt landbrug og biogas: behov for revision af EU-lovgivningen (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0026/2011),

A.

der henviser til, at EU's samlede produktion af proteinafgrøder på indeværende tidspunkt kun omfatter 3 % af Unionens agerjord og kun tegner sig for 30 % af de proteinafgrøder, der bruges til dyrefoder i EU, og at dette underskud i det seneste årti har været stigende,

B.

der henviser til, at der i nogle medlemsstater er store landbrugsarealer, der ligger brak år efter år, hvilket fører til, at deres produktionspotentiale forspildes,

C.

der henviser til, at dette betydelige underskud i produktionen af proteinafgrøder kan føres tilbage til tidligere indgåede internationale handelsaftaler, især med De Forenede Stater, som gjorde det muligt for EU at beskytte sin kornproduktion og til gengæld tillod toldfri import af proteinafgrøder og olieafgrøder til EU (GATT og Blair House aftalen af 1992); der endvidere henviser til, at dette var knyttet til de betydelige fremskridt med hensyn til effektiviteten af produktionen af proteinafgrøder og brugen af nye teknologier uden for EU, hvilket udgjorde en konkurrencemæssig ulempe for EU-landbrugere, som ikke fandt produktion af proteinafgrøder økonomisk attraktiv,

D.

der henviser til, at 70 % (42 mio. tons) af de råvarer, der er rige på vegetabilske proteiner, og som forbruges i EU i dag, især sojamel, importeres fra navnlig Brasilien, Argentina og USA, og at ca. 60 % af denne import (26 mio. tons) er biprodukter fra produktion af raffineret vegetabilsk olie og hovedsagelig bruges til dyrefoder, navnlig sojamel,

E.

der henviser til, at der årligt, på grund af de ringe mængder, der produceres, kun forarbejdes 2 millioner tons proteinafgrøder i den europæiske foderblandingsindustri, som imidlertid mener, at den ville kunne forarbejde næsten 20 millioner tons om året,

F.

der henviser til, at denne import repræsenterer opdyrkning af arealer på 20 millioner ha uden for EU svarende til mere end 10 % af EU's agerjord, og at disse produkter ikke er underlagt de samme lovgivningsmæssige begrænsninger med hensyn til miljø, sundhed og gmo'er som europæiske produkter,

G.

der henviser til, at eftersom de sydamerikanske leverandører får nye kunder, herunder Kina, som er mindre krævende end EU med hensyn til produktionsvilkårene, og hvis forsyningsstrategi er temmelig uigennemskuelig, kan det i det lange løb svække markedsstabiliteten og EU's forsyningskæde,

H.

der henviser til, at EU's husdyrsektor som helhed er sårbar over for prisudsving og handelsforvridninger, og at den er afhængig af proteinimport af høj kvalitet og til en overkommelig pris; der yderligere henviser til, at sektorens konkurrenceevne svækkes af ekstraomkostningerne til import af proteinafgrøder til dyrefoder, som skyldes fraværet af en teknisk løsning på problemerne i forbindelse med nultolerancepolitikken for tilstedeværelse af ikke tilladte gmo'er i planterne,

I.

der henviser til, at utilstrækkelig import af soja og majs påfører EU's husdyrsektor og foderstofsektor yderligere omkostninger og truer den interne kødproduktions økonomiske levedygtighed,

J.

der henviser til, at antallet af forskningsprogrammer i EU vedrørende proteinafgrøder er faldet fra 50 i 1980 til 15 i 2010, og at uddannelse og opnåelse af praktisk erfaring inden for produktion af proteinafgrøder i EU er blevet forsømt på grund af den lave andel, som EU-producerede bælgfrugter (lucerne, kløver, esparsette osv.) og bælgplanter som ærter, soja, lupiner, hestebønner og vikker udgør, hvilket har ført til en ringe grad af innovation og en lav produktion af frø, der er tilpasset EU's regioner,

K.

der henviser til, at EU i høj grad er afhængigt af sojabønner og majs, der er importeret fra tredjelande, og at enhver afbrydelse i forsyningerne af disse produkter på grund af en minimal forekomst af gmo'er er særdeles bekostelig for den europæiske foderindustri,

L.

der henviser til, at en forskningspolitik kun kan forventes at give gode resultater, hvis den er omfattet af mellemlang- og langsigtede forpligtelser, hvilket på indeværende tidspunkt ikke er tilfældet for proteinafgrøder,

M.

der henviser til, at landbrugernes viden om bæredygtig praksis, der kombinerer afgrødeproduktion og husdyravl ved hjælp af en afbalanceret vekseldrift og en fornuftig anvendelse af græsningsarealerne, risikerer at gå tabt, og at de proteinafgrøder, der dyrkes i EU, desuden ikke giver foderblandinger af den kvalitet, som de forskellige husdyravlssektorer har behov for,

N.

der henviser til, at det, hvis proteinafgrøder skal indgå som et bæredygtigt element i dyrkningsmønstrene, er nødvendigt på kort sigt at øge indtægterne fra disse afgrøder, navnlig gennem en særlig støtte under den fælles landbrugspolitik,

O.

der henviser til, at en forbedring af balancen mellem forsyninger og forbrug af korn, protein og oliefrø i EU kunne indebære betydelige økonomiske fordele for landbrugerne og fødevare- og foderindustrien samt give forbrugerne et bedre udvalg af sunde fødevarer af høj kvalitet, hvis de politiske rammer for den kommende reform af den fælles landbrugspolitik fuldt ud imødegår de nye udfordringer, som beskrives i Kommissionens meddelelse,

P.

der henviser til, at alle de muligheder, som de forskellige salgsfremmende foranstaltninger giver, bør udnyttes til at fremme konsum af korn, proteinafgrøder og oliefrø, som bør beskyttes yderligere gennem en kvalitetsordning for landbrugsprodukter til beskyttelse af geografiske eller traditionelle produkter for på denne måde at bidrage til at bevare lokale og regionale fødevarer, der er fremstillet af disse varer,

Q.

der i en klimaændringsoptik henviser til, at produktion af proteinafgrøder reducerer drivhusgasemissionerne betydeligt gennem assimilering og binding af kvælstof i jorden (op til 100 kg N/ha om måneden) og en deraf følgende mindsket anvendelse af syntetisk kvælstofgødning, som i kraft af sit indhold af dinitrogenoxid har et opvarmningspotentiale, som er 310 gange højere end for kuldioxid,

R.

der henviser til, at det gennem EU's »GL-pro«-program har vist sig, at der ved hvert fjerde år at lade proteinafgrøder indgå i vekseldrift opnås en betydelig reduktion af CO2-emissionerne (omkring 10-15 %) og en lavere ozonproduktion,

S.

der med hensyn til jordfrugtbarhed henviser til, at hvis en større procentdel af proteinafgrøder dyrkes på agerjord som led i en øget brug af vekseldrift og omdrift, ville det bidrage til en mere afbalanceret oplagring af næringsstoffer, mindre jordforsuring, bedre sygdomsresistens, en forbedret jordstruktur (herunder øget energieffektivitet ved jordbehandling), mindre brug af ukrudtsbekæmpelsesmidler og øget biodiversitet, hvilket fremmer bestøvningen,

T.

der henviser til, at hvis et større antal afgrøder indgår i en vekseldrift, vil det bidrage til at mindske sandsynligheden for forekomst af sygdomme og ukrudt og dermed behovet for plantebeskyttelse, og at en højere andel af proteinafgrøder i en vekseldrift kan bidrage til at reducere energiforbruget med 10 %,

U.

der for så vidt angår vandforvaltning henviser til, at navnlig anvendelse af bælgfrugtafgrøder ved fremstilling af dyrefoder - f.eks. vedvarende brug af kløvergræsblandinger eller blandinger af korn og proteinafgrøder - samt permanent plantedække i væsentlig grad kan reducere udvaskningen i grundvandet af næringsstoffer, især nitrater og fosfater,

V.

der med hensyn til biodiversiteten i landbruget henviser til, at en øget anvendelse af proteinafgrøder, der er tilpasset europæiske klimaforhold, f.eks. bønner, soja, ærter, linser, lupiner, kikærter, alfalfa/lucerne, kløver, Phacelia spp, Lotus corniculatus og esparsette, vil stabilisere og øge diversiteten i produktionssystemet betydeligt,

W.

der med hensyn til proteinproduktion og global fødevaresikkerhed henviser til, at der må skabes bedre balance mellem vegetabilsk og animalsk proteinproduktion, særlig i betragtning af den mængde af energi, vand og eksterne hjælpestoffer, der på indeværende tidspunkt forbruges ved intensiv produktion af animalsk protein, sammenholdt med forbruget ved produktion af proteinholdige planter til konsum, således at der altid primært fokuseres på den globale fødevarebalance,

X.

der henviser til, at flere af EU's politikker har indflydelse på EU's proteinunderskud, og til nødvendigheden af, at Kommissionen også undersøger de spørgsmål, der er knyttet til dyrkning af gmo'er i og uden for EU, udvikling af biobrændsel og en fornyet vurdering af det fuldstændige forbud mod brug af animalsk protein i dyrefoder,

Y.

der henviser til, at det, udover gennem brug af lokale proteinafgrøder, også er muligt at forbedre kvaliteten af ikke-importerede foderblandinger ved at anvende biprodukter af oliefrø som soja, solsikke- og rapsfrø,

Z.

der henviser til, at brug af bælgplanteafgrøder eller frøafgrøder i stedet for importerede proteiner, navnlig sojakager, kan ændre avlsmetoderne betydeligt og dermed spille en rolle til forbedring af landbrugsprodukters kvalitet (overgang fra standardprodukter til certificerede produkter under ændring af kravene) og af producenternes indtægter,

AA.

der henviser til, at forbuddet mod brug af animalsk protein i dyrefoder blev indført som følge af BSE-krisen for at forhindre kontaminering med TSE; der endvidere henviser til, at dette forbud kun bør ophæves på grundlag af videnskabelige data og tilstrækkelige forebyggelses- og kontrolforanstaltninger, og at det på disse betingelser bør overvejes at anvende forarbejdede animalske proteiner fra slagteaffald til fremstilling af foder til enmavede dyr (svin og fjerkræ), forudsat at ingredienserne stammer fra kød, der er godkendt til konsum, og at forbuddet mod genanvendelse inden for samme art og tvungen kannibalisme fuldt ud gennemføres og kontrolleres,

AB.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse af 17. november 2010 klart understreger behovet for at styrke produktionen af proteinafgrøder som led i et mere integreret vekseldriftsystem,