15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/1

—

der henviser til direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) (1),

—

der henviser til direktiv 2003/6/EF om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (2),

—

der henviser til G20-rklæringerne af 2. april 2009 fra London, af 25. september 2009 fra Pittsburgh og af 26. og 27. juni 2010 fra Toronto,

—

der henviser til de tekniske råd til Kommissionen fra CESR (Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg) som led i revisionen af MiFID-direktivet om aktiemarkeder - »equity markets« (Ref.: CESR/10-394),

—

der henviser til CESR's tekniske råd til Kommissionen som led i revisionen af MiFID-direktivet om transaktionsrapportering - »Transaction Reporting« (Ref.: CESR/10-292),

—

der henviser til CESR's tekniske råd til Kommissionen som led i revisionen af MiFID-direktivet om investorbeskyttelse og mellemhandlere - »Investor Protection and Intermediaries« (Ref.: CESR/10-417),

—

der henviser til CESR's opfordring til tilkendegivelse af synspunkter vedrørende mikrostrukturelle spørgsmål i forbindelse med de europæiske aktiemarkeder (Ref.: CESR/10-142),

—

der henviser til rapporten til den franske økonomi-, industri og beskæftigelsesminister om revisionen af MiFID-direktivet fra februar 2010,

—

der henviser til IOSCO’s høringsrapport om politikker for direkte elektronisk adgang fra februar 2009,

—

der henviser til henstillingerne fra CPSS og IOSCO om centrale modparter fra november 2004,

—

der henviser til meddelelsen fra den amerikanske børstilsynsmyndighed (Securities and Exchanges Commission on Equity Market Structure) (Nr. 34-61358; Reg. nr. S7-02-10),

—

der henviser til CESR's tekniske rådgivning til Kommissionen i forbindelse med revisionen af MiFID-direktivet og svar på Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger (Ref: CESR/10-802, Ref: CESR/10-799, Ref: CESR/10-808, Ref: CESR/10-859, Ref: CESR/10-860),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0326/2010),

A.

der henviser til, at G20 har bestemt, at ingen finansiel virksomhed, intet finansielt produkt og intet område skal være uden for rækkevidde af intelligent regulering og effektivt tilsyn, og er nået til enighed om, at alle standardiserede OTC-derivatkontrakter bør handles på børser eller elektroniske handelsplatforme, alt efter hvad der er relevant,

B.

der henviser til, at den manglende gennemsigtighed og den deraf følgende uoverskuelighed med hensyn til finanssystemernes risikomønstre var med til at forværre finanskrisen, fordi det lettede udbredelsen af generel mistillid og derved bidrog til en kraftig begrænsning af likviditetsstrømmene,

C.

der henviser til, at forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed, især hvad angår prisdannelsesprocessen, effektive og likvide markeder og konkurrence på ensartede vilkår var hovedmålene, da MiFID-direktivet trådte i kraft, men at de endnu ikke er opfyldt og derfor fortsat skal prioriteres; der henviser til, at begrænsning af systemiske risici efter finanskrisen også skal prioriteres som led i revisionen af MiFID-direktivet,

D.

der henviser til, at ændringer i MiFID-direktivet altid bør tage højde for direktivets betydning for styringen af kapitalstrømme til realøkonomien og den deraf følgende indvirkning på beskæftigelse, investeringer og pensioner,

E.

der henviser til, at op til 40 % af handelsvolumenet stadig afvikles ved OTC-handel, og at markedsdeltagere bør tilskyndes til at foretage en større del af deres transaktioner i organiserede handelscentre,

F.

der henviser til, at formålet med at lade MiFID-direktivet omfatte fritagelser for krav om gennemsigtighed før handel samt oprettelse af MTF og dark pools var at lette et skift til mere regulerede og gennemsigtige handelscentre,

G.

der henviser til, at OTC-handler ifølge MiFID-direktivet kendetegnes ved, at de er ad hoc og uregelmæssige, foretages med engrosmodparter og er et led i en forretningsforbindelse, der selv er kendetegnet ved handler over normal markedsstørrelse, og hvor handlerne foretages uden for de systemer, som det pågældende selskab normalt benytter til sine forretninger som en systematisk internaliseringsordning,

H.

der henviser til, at MiFID-direktivet ganske vist åbner mulighed for fritagelser, der tillader uofficiel handel på organiserede markeder og etablering af MTF og SI, samt at OTC-handler ganske vist defineres som uregelmæssige og ad hoc, men at OTC-handler, der ikke er foretaget på SI-basis, fortsat udgør en stor del af aktiehandelen med 38 % af alle rapporterede handler i henhold til CESR/10-394, og at denne andel ikke er faldet siden gennemførelsen af MiFID-direktivet, hvorfor der bør sikres strengere og mere effektiv håndhævelse af MiFID-bestemmelser og -fritagelser,

I.

der henviser til, at markedsfragmentering inden for aktiehandel har haft uønsket indvirkning på likviditeten og markedseffektiviteten som følge af den forringede gennemsigtighed, der skyldes et øget antal dark pools og forbundne netværker, virkningerne af et øget antal handelscentre, både for børshandel og handel uden for børserne, og mere teknologidreven handel, og har bevirket, at den gennemsnitlige transaktionsstørrelse er faldet fra 22 266 EUR i 2006 til 9 923 EUR i 2009 for nogle brugere,

J.

der henviser til, at faldet i transaktionsstørrelse har ført til en mindskelse af markedsdeltageres kapacitet til omgående at udføre store ordrer på et bestemt marked, og at ønsket om at forebygge markedspåvirkning i forbindelse med store ordrer har tilskyndet til en voksende »dark pool«-handel; der henviser til, at der ved mindre end 10 % af den samlede handel med andele af aktier fra EØS på organiserede markeder gøres brug af MiFID-direktivets bestemmelser om fritagelse for krav om gennemsigtighed før en handel (»pre-trade transparency waivers«) (CESR/10-394), samt at denne fritagelse i MiFID-direktivet muliggør »dark-pool«-handel, hvilket er et mere gennemsigtigt og bedre reguleret alternativ til dark-pool-OTC-handel, men at manglen på tilstrækkelig regulering på området for OTC-handel, herunder mægleres forbundne netværker, giver konkurrencefordel til OTC-handelen og tilskynder til en øget »handel i det skjulte«, hvilket undergraver markedsgennemsigtigheden generelt; der henviser til, at omtrent halvdelen af handlerne på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af kravene for gennemsigtighed før handel, men at halvdelen af OTC-transaktionerne er under markedsstørrelse og derfor ikke kræver beskyttelse imod markedsvirkninger,

K.

der henviser til, at der for at sikre lige vilkår bør foretages en indgående undersøgelse af forretningsmodellerne i forbindelse med mægleres forbundne netværker (BCN) med henblik på at sikre, at de dér, hvor de leverer tjenester, som betyder, at de i det væsentlige fungerer som regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter eller SI (Systematic Internalisers), reguleres tilsvarende,

L.

der henviser til, at der ikke har kunnet påvises konkurrencefordele i form af en mere konkurrencedygtig og innovativ handelsinfrastruktur, da de samlede transaktionsomkostninger ikke er mindsket og uoverskueligheden er øget, samtidig med at det er tydeligt, at kvaliteten og integriteten for alle deltagere på et mere fragmenteret marked ikke er sikret tilfredsstillende,

M.

der henviser til, at højfrekvenshandelen formodes at tilføre finansmarkederne likviditet, hvorfor det ville være nyttigt at fastslå, hvorvidt der er risici forbundet med elektroniske ordresystemer og det betragtelige handelsvolumen, som tilskrives HTF-strategier - anslået til 70 % i USA - især på baggrund af konklusionerne fra det amerikanske børstilsyn (Securities and Exchange Commission) vedrørende »lynkrakket« i USA den 6. maj 2010, da HFT-likviditetsudbydere trak sig ud af markedet,

N.

der henviser til, at HFT-strategier er et forholdsvis nyt fænomen i Europa og nu anslås at udgøre 35 % af det samlede markedsvolumen,

O.

der henviser til, at der bør etableres større gennemsigtighed via rapportering af handelsaktiviteter før og efter handel for alle investeringskategorier for at gøre det muligt tidligere at forudse og vurdere problemer, der er ved at udvikle sig, gøre prisdannelsesprocessen mere effektiv og skabe tillid mellem markedsaktører,

P.

der henviser til, at det fremgik af afgørelserne fra G20-mødet i Pittsburgh den 24. og 25. september 2009, at »alle standardiserede OTC-kontrakter skal handles på børser eller elektroniske handelsplatforme«,

Q.

der henviser til, at forskellen i medlemsstaternes gennemførelse har ført til ufuldstændig anvendelse af MiFID-direktivets bestemmelser,

1.

erkender, at markedsinfrastrukturerne har været modstandsdygtige under hele krisen, men opfordrer Kommission til alligevel at styrke markedsinfrastukturer på tværs af alle handelscentre og clearingssystemer for at gøre dem i stand til at klare fremtidige risici gennem øget gennemsigtighed, bedre modstandskraft og myndighedstilsyn med samtlige aggregerede handelstransaktioner;

2.

glæder sig over Kommissionens forslag til forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, som er en nødvendig forudsætning for øget gennemsigtighed og sikkerhed på markederne for finansielle instrumenter, og betragter det som et første skridt hen imod en overførsel af den store OTC-markedsandel til handelscentre, der er omfattet af MiFID-reglerne;

3.

mener ud fra princippet om ligebehandling, at MTF bør være underlagt det samme tilsynsniveau og derfor reguleres på tilsvarende måde som konkurrencen mellem MTF, og at RM bør forgå på lige vilkår, idet man bør være opmærksom på den vigtige betydning, MTF har for markedsadgangen;

4.

anmoder ESMA om at gennemføre en undersøgelse af funktionsmåden for den systematiske internaliseringsordning (SI) og forslag til forbedringer af den måde, hvorpå denne kategori reguleres for at sikre, at denne ordning bruges til gennemførelse af ordrer på bilateral basis med den finansielle modpart;

5.

kræver, at investeringsfirmaer, der yder porteføljeforvaltningstjenester og fungerer som porteføljemanagere, af de investeringsfirmaer, som de placerer deres ordrer hos, sikres den bedst mulige udførelse, også hvis porteføljemanageren i MiFID-direktivet kategoriseres som en egnet modpart;

6.

kræver, at ESMA undersøger, om den bedst mulige udførelse af enkelte ordrer skal reguleres bedre, hvad angår adgang til efterhandelsdata og med hensyn til udførelseskvalitet og markedsteknologi, såsom order routing og netværker af handelscentre;

7.

kræver, at bestemmelserne i MiFID-direktivet overholdes nøje for at sikre, at BCN, der udfører aktiviteter svarende til et RM, en MTF eller en SI, reguleres som disse, og kræver med henblik på at sikre lettere håndhævelse heraf, at alle BCN forpligtes til at forelægge alle nødvendige oplysninger for de ansvarlige myndigheder, herunder:

8.

anmoder om en undersøgelse af OTC-handel med aktier og slår til lyd for forbedringer af den måde, hvorpå OTC-handel reguleres, med henblik på at sikre øget anvendelse af RM og MTF i forbindelse med gennemførelse af ordrer på multilateral basis og af SI i forbindelse med gennemførelse af ordrer på bilateral basis samt et væsentligt fald i OTC-handelens andel af den samlede aktiehandel;

9.

anmoder om, at Kommissionen foretager en undersøgelse af konsekvenserne af, at der fastsættes en minimumsordrestørrelse for dark pool-transaktioner, og hvorvidt denne ved streng overholdelse ville kunne sikre opretholdelse af en passende handelsstrøm gennem »gennemsigtige« handelscentre til gavn for prisdannelsen;

10.

opfordrer Kommissionen til at foretage en revision af MiFID-direktivets fritagelse fra krav om gennemsigtighed før handel for at:

11.

opfordrer til, at fritagelserne fra kravene om gennemsigtighed før en handel anvendes ensartet i alle medlemsstater for at begrænse gennemførelsesforskelle, der kan føre til usikkerhed, reguleringsarbitrage og uensartede vilkår; mener, at tekniske standarder fastlagt af ESMA kan være en passende måde til at opnå dette i overensstemmelse med princippet om et enkelt regelsæt for finansielle tjenester;

12.

glæder sig over de seneste tilkendegivelser fra nogle markedsdeltagere om, at de vil adskille deres før- og efterhandelsdata, og opfordrer til en yderligere indsats for at få indført fælles datastandarder og gjort data lettere tilgængelige;

13.

opfordrer Kommissionen til at oprette en arbejdsgruppe, der skal overvinde de vanskeligheder, som forhindrer en konsolidering af markedsdata i Europa og navnlig af den ringe kvalitet af data for samtlige transaktioner;

14.

opfordrer ESMA til at udarbejde fælles rapporteringsstandarder og -formater for rapportering af alle data efter handel både fra organiserede handelscentre og OTC for at lette datakonsolideringen;

15.

opfordrer til, at alle rapporterende handelscentre forpligtes til at adskille efterhandelsdata fra førhandelsdata, så oplysningerne kan stilles til rådighed for alle markedsdeltagere til kommercielt rimelige og sammenlignelige priser; opfordrer endvidere Kommissionen til at overveje at indføre godkendte offentliggørelsesordninger for at indføre kvalitetsstandarder for offentliggørelse af handler og indskrænke antallet af handelscentre, som handler kan rapporteres til, samt mindske anvendelsen af internetsider, som er en hindring for konsolideringen;

16.

opfordrer til en indskrænkning af tidsfristen for udsat offentliggørelse, så transaktioner rapporteres til tilsynsmyndighederne senest 24 timer efter, at de har fundet sted; mener, at forsinkelser på mere end ét minut for offentliggørelse af transaktioner under normale omstændigheder bør anses for at være uacceptable;

17.

mener, at det er afgørende at analysere opdelingen af og forretningsmodellerne for OTC-handler, og opfordrer derfor til indførelse af en særlig markering af gennemsigtighed før og efter handler ved OTC-handler med henblik på en mere indgående forståelse af disse OTC-handlers karakteristika og vurdering af, hvilke typer af transaktioner, der lovligt kan gennemføres via OTC som følge af deres særlige karakteristika;

18.

insisterer på, at alle handelsplatformer efter lynkrakket (»flash-crash«) skal være i stand til at bevise over for de nationale tilsynsmyndigheder, at deres tekniske installationer og deres overvågningssystemer er i stand til at modstå den form for ordreannullering, som man oplevede den 6. maj 2010, for at sikre, at de også under ekstreme omstændigheder uden problemer vil kunne håndtere aktiviteter forbundet med højfrekvenshandel (HFT) og algoritmisk handel, og bevise, at de er i stand til at genskabe deres ordrebøger ved dagens afslutning, så tilfælde af usædvanlig markedsaktivitet kan udpeges og ethvert tilfælde af mistanke om markedsmisbrug identificeres;

19.

opfordrer ESMA til at foretage en undersøgelse af omkostninger og fordele ved algoritmisk handel og højfrekvenshandel på markedet og dens virkninger for andre markedsbrugere, især institutionelle investorer, for at afgøre, hvorvidt den betragtelige markedsstrøm, der automatisk genereres, giver reel likviditet til markedet, og hvilken indvirkning dette har på den samlede prisdannelse, samt af det mulige misbrug ved manipulation af markedet, som fører til ulige vilkår mellem markedsdeltagerne, og af dets indvirkning på den samlede markedsstabilitet;

20.

kræver, at praksis med »layering« eller »quote stuffing« udtrykkeligt defineres som markedsmisbrug;

21.

Kræver, at der foretages en undersøgelse af, hvorvidt virksomheder, der driver højfrekvenshandel, skal reguleres for at sikre, at de råder over robuste systemer og kontroller, med løbende regulatoriske revisioner af de algoritmer, de benytter, deres kapacitet til at foretage overvågning og forespørgsel i løbet af dagen med hensyn til udestående positioner og gearing i real tid samt deres evne til at bevise, at de har etableret effektive forvaltningsprocedurer til at håndtere ekstraordinære hændelser;

22.

kræver en undersøgelse af udfordringerne ved højfrekvenshandel med hensyn til markedsovervågning; erkender tilsynsmyndighedernes behov for passende muligheder for at identificere og overvåge mulig skadelig adfærd; kræver med tanke på dette, at alle ordrer, som modtages af regulerede markeder og MTF, såvel som de handler, der gennemføres på disse platforme, rapporteres til de kompetente myndigheder;

23.

opfordrer til, at alle handelscentre, der tillader samplacering af servere, enten direkte eller gennem eksterne dataleverandører, sikrer bevarelse af lige adgang for alle samplacerede kunder, om muligt under de samme betingelser, hvad angår infrastrukturlatens, således at man følger MiFID-direktivets praksis med ikke-diskrimination;

24.

opfordrer tilsynsmyndighederne til at overvåge og regulere leveringen af sponsoreret adgang og Kommissionen til at overveje yderligere foranstaltninger, herunder:

25.

opfordrer til trods for den nødvendige anvendelse af kontrolforanstaltninger ESMA til yderligere at undersøge, hvorvidt sponsoreret adgang overskrider grænsen for ikke-diskriminerende adgang;

26.

opfordrer Kommissionen til at godkende de principper, som er udviklet af IOSCO's tekniske komité for direkte elektronisk adgang, herunder sponsoreret adgang, og som vil indeholde kriterierne for udvælgelse af de kunder, der kan indrømmes sponsoreret adgang, og kontraktforbindelserne mellem platformen, medlemmet og kunden samt en beskrivelse af deres respektive ansvar, hvad angår brugen af passende kontroller og filtre;

27.

er under henvisning til princippet om, at alle investorer bør behandles ens, af den opfattelse, at praksis med lynordrer udtrykkeligt bør forbydes;

28.

opfordrer ESMA til at undersøge gebyrstrukturerne for at sikre, at udførelsesgebyrer, andre biomkostninger ved udførelsen og andre incitamenter i forbindelse hermed er gennemsigtige, ikke-diskriminerende og forenelige med en pålidelig prisdannelse og udformes og gennemføres på en sådan måde, at de ikke tilskynder til handel i ureelt øjemed, samt at fastslå, hvorvidt de brugere, som afgiver ordrer, uanset om ordrerne gennemføres eller ej, bør betale et minimumsgebyr, idet disse ordrer skal forvaltes af markedsinfrastrukturen;

29.

slår til lyd for, at ESMA foretager en undersøgelse af »maker/taker«-gebyrmodellen for at fastslå, hvorvidt også modtagere af den mere fordelagtige »maker«-gebyrstruktur bør være underlagt de formelle »market maker«-forpligtelser og tilsyn i forbindelse hermed;

30.

opfordrer til, at ESMA fører tilsyn og ved hjælp af gennemførelsesbestemmelser fastsætter solide volatilitetsafbrydelser og lukningssystemer (»circuit breakers«), der kan sættes i funktion samtidigt i alle EU's handelscentre med henblik på at forhindre et lynkrak af den type, som ramte USA;

31.

kræver, at ingen ureguleret markedsdeltager skal kunne få direkte eller ufiltreret sponsoreret adgang til formelle handelscentre, og at betydelige markedsdeltagere, der handler for egen regning, skal have pligt til at lade sig registrere hos myndighederne og indvillige i, at deres handelsaktiviteter underkastes et passende niveau af tilsyn og kontrol af hensyn til stabiliteten;

32.

kræver, at egenhandelstransaktioner gennemført via algoritmiske handelsstrategier af uregulerede enheder udelukkende skal gennemføres via en reguleret finansiel modpart;

33.

kræver, at anvendelsesområdet for MiFID-direktivets regler for gennemsigtighed udvides til alle »egenkapitallignende« instrumenter, herunder aktiecertifikater (DR), børsnoterede fonde (ETF), børshandlede råvarer (EDC) og certifikater;

34.

opfordrer Kommissionen og ESMA til at overveje at indføre et gennemsigtighedskrav, såvel før som efter handel, for alle ikke-aktierelaterede finansielle instrumenter - herunder stats- og selskabsobligationsmarkeder - der skal anvendes på en måde, som differentierer mellem aktivklasser, hvor dette er passende, og samtidig kombineres med foranstaltninger, der skaber yderligere standardisering af OTC-derivatprodukter, for at gøre det muligt at sikre mere gennemsigtighed;

35.

mener i betragtning af de problemer, som der er konstateret med hensyn til datakvalitet og konsolidering af efterhandelsdata for europæiske aktier, at Kommissionen bør sikre, at efterhandelsdata for ikke-aktierelaterede produkter forelægges i en form, som let kan konsolideres;

36.

støtter Kommissionens planer om at anvende et større spektrum af MiFID-direktivets bestemmelser på derivatinstrumenter, eftersom handel med sådanne produkter i stigende grad overgår til organiserede handelscentre og er genstand for voksende standardisering og krav om central clearing;

37.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag for at sikre, at alle OTC-derivatkontrakter, som kan standardiseres, handles på børser eller elektroniske handelsplatforme, hvor dette er passende, for at sikre, at prisen på disse kontrakter dannes på en gennemsigtig, rimelig og effektiv måde, som er fri for interessekonflikter;

38.

kræver en revision af IOSCO-standarderne for clearingorganisationer, værdipapirafviklingssystemer og systemrelevante betalingssystemer med henblik på yderligere at øge markedsgennemsigtigheden;

39.

mener, at det er nødvendigt for tilsynsmyndigheder på tværs af de forskellige markeder for fysiske og finansielle produkter at have adgang til samme data for at identificere tendenser og tværgående forbindelser, og opfordrer Kommissionen til at koordinere indsatsen både inden for EU og på verdensplan;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Den Europæiske Centralbank.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/8

—

der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 2, stk. 5, artikel 67, 74, 196 og 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Rådets og Kommissionens program af 20. december 2002 med henblik på at forbedre samarbejdet i EU om at forebygge og begrænse følgerne af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare terrortrusler (2002-CBRN-programmet) (1),

—

der henviser til Rådets rammeafgørelse (2002/475/RIA) af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme (2) som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2008/919/RIA (3),

—

der henviser til EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben fra 2003,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003 »Et sikkert Europa i en bedre verden«, der vedtoges af Det Europæiske Råd i Bruxelles den 12. december 2003, 2010-strategien for EU's indre sikkerhed (4) og Kommissionens meddelelse herom (KOM(2010)0673),

—

der henviser til EU's solidaritetsprogram om følgerne af terrortrusler og -angreb fra 2004 (5),

—

der henviser til EU's terrorbekæmpelsesstrategi fra 2005, der vedtoges af Det Europæiske Råd i Bruxelles den 1. december 2005 (6), og handlingsplanen til dens gennemførelse (7),

—

der henviser til Hyogo-handlingsplanen for 2005-2015 (8), der vedtoges på verdenskonferencen om katastrofeforebyggelse i Japan den 18.-22. januar 2005,

—

der henviser til det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (9), særlig dets finansiering af CBRNEmap-projektet (10),

—

der henviser til Rådets beslutning 2007/162/EF, Euratom af 5. marts 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (11),

—

der henviser til Rådets beslutning 2007/779/EF, Euratom af 8. november 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (omarbejdet) (12),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 af 5. maj 2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (13),

—

der henviser til Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre (14), navnlig når det gælder foranstaltninger med konsekvenser på tværs af grænserne, som bl.a. fastlægger retningslinjer for en integreret tilgang til styrkelse af kapaciteterne for beskyttelse af kritisk infrastruktur på EU-plan, herunder behovet for et informations- og varslingsnetværk vedrørende kritisk infrastruktur (CIWIN), og som tildeler Kommissionen en forslagsstillende og koordinerende rolle med hensyn til forbedring af beskyttelsen af denne kritiske infrastruktur,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om øget kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear sikkerhed i Den Europæiske Union - en europæisk CBRN-handlingsplan (KOM(2009)0273),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 30. november 2009 om styrkelse af kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear sikkerhed (CBRN-sikkerhed) i Den Europæiske Union - en CBRN-handlingsplan på EU-niveau (15),

—

der henviser til Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (16),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om EU's terrorbekæmpelsespolitik: vigtigste resultater og fremtidige udfordringer (KOM(2010)0386),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere - Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (KOM(2010)0171),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om CBRN-emner og katastrofeforebyggelse og -indsats og i denne forbindelse til sin nylige beslutning af 10. februar 2010 om jordskælvet i Haiti (17), der opfordrer til oprettelse af en EU-civilbeskyttelsesstyrke,

—

der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om Kommissionens meddelelse om en fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer (18),

—

der henviser til ændret forslag af 25. oktober 2010 fra Rådets formandskab til udkast til Rådets konklusioner om beredskab og indsats i tilfælde af et CBRN-angreb, udarbejdet på grundlag af målene i foranstaltning H.29 om forbedring af katastrofeberedskabsplanerne i EU's CBRN-handlingsplan (19), som vedtaget af Rådet den 8. november 2010,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle (KOM(2010)0600),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udenrigsudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0349/2010),

A.

der henviser til, at EU kan pege på en langvarig deltagelse i CBRN-programmer begyndende med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Ghent den 19. oktober 2001 og fra Det Europæiske Råd i Laeken den 13.-14. december 2001; der henviser til, at der i 2002 vedtoges et CBRN-program, som blev erstattet af EU's solidaritetsprogram i 2004, og til, at Rådet den 12. november 2009 vedtog en ny CBRN-handlingsplan på EU-niveau,

B.

der henviser til, at CBRN-katastrofer, uanset om de skyldes en ulykke eller en terrorhandling, udgør alvorlige trusler mod sikkerheden og sundheden for befolkningen i EU, som kan påvirke deres liv, miljøet og ejendom, herunder kulturarven og samfundslivet i en eller flere EU-medlemsstater, idet de kan lamme kritiske infrastrukturer og styringsredskaber,

C.

der henviser til, at både Rådet og Kommissionen er enige om, at antallet af hændelser i forbindelse med CBRN-materiale, herunder terrorhandlinger, hidtil har været relativt lille, og at de fleste katastrofer, hvor CBRN-stoffer er indblandet, har skyldtes industrielle ulykker eller stigningen i og den globale spredning af farlige patogener,

D.

der henviser til, at den eksisterende og vedvarende risiko for CBRN-katastrofer på Den Europæiske Unions område, uanset om de måtte skyldes en ulykke eller en terrorhandling, lægger alvorlige hindringer i vejen for, at borgerne i fuldt omfang kan nyde alle grundlæggende rettigheder og friheder, og er i modstrid med løftet om skabelsen og udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Europa,

E.

der henviser til, at en af de største CBRN-risici hidrører fra terrororganisationers spredning af CBRN-materiale, og til, at en vigtig foranstaltning derfor vedrører styrkelse af ikke-spredningsordningen og nedrustning gennem universel og fuldstændig gennemførelse af alle relevante internationale traktater og aftaler (navnlig traktaten om ikke-spredning af kernevåben, konventionen om kemiske våben og konventionen om biologiske våben) og enighed om en aftale om en traktat om forbud mod produktion af spalteligt materiale til våbenformål (Fissile Material Cut-off Treaty),

F.

der henviser til, at fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport eller levering eller brug af skydevåben, sprængstoffer, kernevåben, biologiske og kemiske våben samt, for så vidt angår biologiske og kemiske våben, forskning og udvikling samt undervisning i fremstilling eller brug af sprængstoffer, skydevåben eller andre våben til illegale formål indgår i EU's definitioner på terrorhandlinger og oplæring i at begå terrorhandlinger, jf. Rådets rammeafgørelser 2002/475/RIA og 2008/919/RIA,

G.

der henviser til, at foranstaltninger vedrørende CBRN-materialer er en af hjørnestenene i EU's terrorbekæmpelsesstrategi, og til, at en CBRN-handlingsplan på EU-niveau derfor vedtoges af Rådet den 30. november 2009,

H.

der henviser til, at problemet med misbrug af visse kemikalier, som offentligheden har let adgang til på markedet, og som kan bruges som prækursorer til hjemmelavede sprængstoffer, kan føre til en række terrorhandlinger og andre kriminelle handlinger i EU; der henviser til, at dette kræver streng overvågning af og kontrol med gennemførelsen af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og brug af sprængstofprækursorer (KOM(2010)0473),

I.

der henviser til, at der efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse er ved at blive skabt en ny balance i ansvarsfordelingen mellem de forskellige EU-institutioner på den ene side og EU og medlemsstaterne, herunder forsvarssagkundskab, på den anden side; der henviser til, at etableringen af en sådan ny ramme er en kontinuerlig proces, som kræver forståelse for fælles værdier og fælles mål,

J.

der henviser til, at medlemsstaterne i princippet er ansvarlige for CBRN-politik, men at et tæt samarbejde og en nøje samordning på EU-plan ikke desto mindre er nødvendig,

K.

der henviser til, at oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS) åbner muligheder for at forbedre EU's overordnede kriseberedskab via foranstaltninger inden for rammerne af stabilitetsinstrumentet (IfS),

L.

der henviser til, at EU's CBRN-handlingsplan bør sikre et effektivt samspil mellem de nationale og europæiske initiativer til håndtering af CBRN-trusler og til udarbejdelse af de nødvendige modforholdsregler og både styrke den »horisontale« koordinering mellem Kommissionen og medlemsstaterne og den »vertikale« koordinering mellem redskaber på EU-plan og medlemsstaternes redskaber for at fremme effektivitet og hurtighed i forbindelse med informationsudveksling, udveksling af bedste praksis, analytisk rapportering på alle niveauer, fælles planlægning, udvikling af operationelle procedurer og øvelser og en omkostningseffektiv fælles adgang til eksisterende ressourcer,

M.

der henviser til, at adskillige strafferetshåndhævende EU-agenturer deltager i CBRN-foranstaltninger, f.eks. Europol, gennem oprettelsen af en europæisk bombedatabase og varslingssystemet for sprængstoffer og CBRN-materialer; der henviser til, at dette nødvendiggør, at der fastlægges procedurer for udøvelsen af Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters kontrol som foreskrevet eksempelvis i artikel 88 TEUF,

N.

der henviser til, at sundhedsrisici og den hermed forbundne forekomst af farlige, patogene stoffer er voksende både inden for EU og på verdensplan, hvilket det seneste udbrud af A/H1N1 viste,

O.

der henviser til, at miljøforurenings- og smitteproblemer, herunder også af grænseoverskridende art, kan indtræffe som følge af CBRN-hændelser, hvorfor det er nødvendigt at indarbejde genopretning og dekontaminering i EU's CBRN-politik,

P.

der henviser til, at det overordnede mål for EU's nye CBRN-politik er at reducere risikoen for og skaderne efter kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare hændelser i forhold til EU's borgere, og til at dette skal opnås ved at »mindske sandsynligheden for CBRN-hændelser og begrænse konsekvenserne af de hændelser, der måtte indtræffe«,

Q.

der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om EU's rolle inden for global sundhed (20) anerkender behovet for at samordne foranstaltningerne på EU-plan og globalt plan for at kunne reagere hurtigt på sundhedsfarer og forpligter sig til at forbedre beredskabet og udrykningsmekanismerne i forbindelse med epidemier eller udbrud, herunder overlagte handlinger såsom bioterrorisme,

R.

der henviser til, at sammenlignet med atomteknologi og forløberne herfor er biologiske materialer såsom miltbrand billigere og meget nemmere at skaffe og sprede, hvilket gør det muligt at udføre ikkekonventionelle terrorangreb, der udgør en alvorlig, længerevarende sundhedsfare og risiko for miljøet, herunder landbruget og fødevareforsyningen,

S.

der henviser til, at udrykningstjenesterne, herunder politi, brandvæsen og ambulancer, ikke er i stand til at yde hjælp til ofre på åstedet for en kemisk, biologisk, radiologisk eller nuklear hændelse uden personlig fare for mandskabet, medmindre det har modtaget foregribende beskyttelse i form af medicinske modforanstaltninger og tilstrækkelig oplæring,

T.

der henviser til, at regionale lagre af medicinske modforanstaltninger er tilstrækkelige til at beskytte borgerne ved at afveje sundhedsmæssige og økonomiske hensyn, samtidig med at medlemsstaternes ansvar og solidaritet sikres,

U.

der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen med sit Global Alert and Response-program (21) forsøger at styrke biosikkerhed og beredskab mod udbrud af farlige og nyopståede patogene stoffer,

V.

der henviser til, at EU via sine medlemsstater og Kommissionen er en aktiv deltager i drøftelserne om Ottawa-initiativet vedrørende sundhedssikkerheden i verden, der sigter mod at opnå et samordnet, globalt tiltag til styrkelse af sundhedsberedskabet og imødegå truslen fra international kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear terrorisme,

W.

der henviser til, at truslen mod den kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare sikkerhed ikke kun hidrører fra terrorangreb og uagtsomhed, men også fra de områder, der endnu er forurenet af kemiske våben fra Anden Verdenskrig, der blev dumpet i havet eller på atomaffaldspladser i EU,

X.

der henviser til, at det hensigtsmæssige kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare sikkerhedsniveau i EU også afhænger af sikkerhedsniveauet i tredjelande,

Y.

der henviser til, at der kan opstå nye sikkerhedstrusler gennem anvendelsen af nye teknologier ved planlægning af terrorangreb, idet sikkerhedsstandarderne ikke tilpasses hurtigt nok i forhold til de teknologiske fremskridt,

Z.

der henviser til, at der er behov for en gennemgang af de forskellige standarder, der på nuværende tidspunkt anvendes, med henblik på at fastsætte nødvendige og tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger,

AA.

der henviser til, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau er inddelt i tre overordnede afsnit: forebyggelse, sporing samt beredskab og indsats og indeholder et fjerde afsnit om »Foranstaltninger vedrørende CBRN-forebyggelse, CBRN-sporing og CBRN-indsats«, og som anerkender, at hver enkel af disse etaper har afgørende betydning for den rette gennemførelse af risikovurderingsundersøgelser, svar og modforholdsregler, idet der anlægges en tværgående og grænseoverskridende strategi til håndtering af CBRN-materialer med opstilling af målbare mål og aktioner for hver af disse etaper,

AB.

der henviser til, at de ændringer, Rådet har foretaget i den nuværende europæiske CBRN-handlingsplan, som Kommissionen foreslog, svækker handlingsplanen, idet den gør medlemsstaternes deltagelse ikke-bindende og udvander de fastsatte foranstaltninger, hvoraf mange fastholdes på nationalt plan i stedet for at blive EU-omfattende, og desuden svækker den overvågning af og kontrol med deres gennemførelse, der skal udføres af Kommissionen, som i nogle tilfælde ikke engang er medtaget som »involveret aktør« sammen med medlemsstaterne,

1.

bemærker, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau skræver over den nye opdeling af kompetencerne mellem medlemsstaterne og EU efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, som fremgår af artikel 5 TEU i sammenhæng med principperne om kompetencetildeling, subsidiaritet og proportionalitet; påpeger, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau dækker området med delt intern kompetence (artikel 4 TEUF), idet den angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, offentlig sikkerhed og transport, foruden civilbeskyttelse (artikel 196 TEUF) samt Unionens optræden udadtil (artikel 21 og 22 TEU);

2.

gør imidlertid opmærksom på, at det fælles CBRN-sikkerhedssystem ikke bør indskrænke medlemsstaternes kompetence på dette politikområde;

3.

betragter handlingsplanen som et vigtigt redskab til at sikre et godt samspil mellem de nationale og europæiske initiativer i kampen mod CBRN-trusler;

4.

erkender, at det er afgørende at udnytte sagkundskaben på området og undgå overlapning, fragmentering og uoverensstemmelser i EU-institutionernes og/eller medlemsstaternes indsats på sikkerheds- og forsvarsområdet, hvor den grundlæggende ret til livet står på spil, og hvor der ikke gælder nogen grænser for følgerne af skødesløshed og lemfældighed;

5.

understreger, at EU bør styrke sin fælles strategi til CBRN-forebyggelse, -sporing og -svar ved at skabe specifikke mekanismer (regulerings-, lovgivnings- og ikke-lovgivningsmæssige instrumenter), som gør samarbejde og bistand obligatorisk i tilfælde af en CBRN-katastrofe forårsaget af en ulykke eller et terrorangreb; erindrer om, at det overordnede mål for EU-institutionerne bør være at sikre, at et nationalt eller transnationalt svar på en CBRN-ulykke eller et CBRN-terrorangreb bliver effektivt og bygger på EU-solidaritet på en koordineret måde i Kommissionens regi og med paneuropæisk rækkevidde;

6.

erindrer, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau giver EU og dens medlemsstater en mulighed for at identificere de lovgivningsmæssige midler til effektivt at kunne gennemføre den solidaritetsklausul, der er indeholdt i artikel 222 TEUF, og at medlemsstaterne bør informeres om hinandens planer og bedste praksis for håndtering og imødegåelse af CBRN-katastrofer, uanset om de skyldes en ulykke eller er forsætlige, således at de kan komme hinanden til undsætning på en koordineret og effektiv måde;

7.

understreger, at det er afgørende at styrke den normative og reguleringsmæssige deltagelse for Kommissionen, som i den nuværende udgave af CBRN-handlingsplanen på EU-niveau er tildelt en temmelig vag rolle under mange af de fastsatte mål og foranstaltninger; opfordrer følgelig til, at Kommissionen så vidt muligt fremsætter lovgivningsforslag for alle områder, der er omfattet af handlingsplanen, og understreger, at kun hvis der tildeles Kommissionen en håndfast reguleringsmæssig rolle, vil mangler i medlemsstaternes indsats kunne afhjælpes;

8.

mener, at medlemsstaternes deltagelse i CBRN-kontrollen må strække sig længere end til en simpel deling af bedste praksis og information, og at teknologier og infrastrukturer også bør samles og deles for at undgå overlapning og spild af ressourcer, således at der kan skabes værdifulde og omkostningseffektive synergier på EU-plan; opfordrer medlemsstaterne til at indgå aftale om metoder for sporing og forebyggelse af CBRN-katastrofer, overførsel af CBRN-materialer inden for EU og afværgeforanstaltninger, herunder deling af CBRN-relaterede oplysninger og grænseoverskridende bistand;

9.

opfordrer derfor de medlemsstater, der er nået længst inden for intern sikkerhed, til trods for dette spørgsmåls sårbare og ekstremt nationale karakter at dele deres oplysninger, teknologier og infrastrukturer og iværksætte fælles strategiske projekter som omtalt ovenfor; opfordrer Kommissionen og Rådet til at oprette og regelmæssigt opdatere en database med de medicinske modforholdsregler, der er til rådighed i medlemsstaterne til indsats mod CBRN-hændelser, at fremme fælles udnyttelse af eksisterende kapaciteter og koordinere en politik for fordelagtige indkøb i forbindelse med de nævnte modforholdsregler;

10.

slår til lyd for, at der udvikles EU-kvalitets- og sikkerhedsstandarder samt et EU-laboratoriesystem og -netværk med henblik på certificering af CBRN-sikkerhedsudstyr og -teknologier; understreger, at der også bør gælde strenge sikkerhedsstandarder og ansættelsesprocedurer for personale beskæftiget på anlæg med adgang til skadelige agenser; slår til lyd for deling og anvendelse af den bedste viden og sagkundskab fra både det civile og militære område; understreger, at der - igen under Kommissionens ledelse - bør afsættes de nødvendige forsknings- og udviklingsmidler for at sikre, at der kan gennemføres programmer vedrørende anvendt forskning og større demonstrationsprogrammer med en EU-dimension, og at der i betragtning af dette markeds opsplitning er behov for en EU-industripolitik inden for civil sikkerhed, som kan stimulere samarbejdet mellem virksomheder i EU og yde en særlig støtte til små og mellemstore virksomheder/små og mellemstore industrier (SMV/SMI), der skaber en væsentlig del af innovationen under RP7/Sikkerhed, som bør øges, og at der bør gøres en indsats for at fremme samarbejdet (navnlig samarbejdet på tværs af grænserne) mellem europæiske virksomheder; ønsker, at der indføres en overordnet projektforvaltning, som er i stand til at forestå samtlige projekter vedrørende CBRN-sikkerhed og dækker hele CBRN-truslens livscyklus (forebyggelse, sporing og indsats): opfordrer Kommissionen til at foreslå en strategi til udvikling af bioforsvarsindustrien i Europa;

11.

påskønner, at CBRN-beskyttelse behandles som et emne inden for rammerne af det etablerede europæiske rammesamarbejde (EFC) om sikkerheds- og forsvarsforskning mellem Kommissionen, Den Europæiske Rumorganisation (ESA) og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA); understreger, at komplementaritet, samordning og synergi mellem investeringer i forsvarsforskning og -teknologi og Kommissionens investeringer i forskning i civil sikkerhed under det syvende rammeprogram vil kræve en reel forbedring af de relevante retlige vilkår for udveksling af oplysninger inden for EFC og mellem aktiviteter på nationalt plan og EU-plan, som fastsat i Rådets beslutning 2006/971/EF af 19. december 2006 om særprogrammet »Samarbejde« til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-13) (22); opfordrer til udvikling af anvendt forskning med en europæisk dimension vedrørende anlæggenes sikkerhed med henblik på at beskytte lokalbefolkningen og miljøet samt til iværksættelse af store demonstrationsprogrammer; går ind for, at der oprettes ekspertisecentre, som er specialiseret i CBRN-trusler, og at forskerne gøres mere mobile;

12.

insisterer på, at der skal sørges for passende garantier og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med anvendelse af medlemsstaternes fælles databaser og følsomme forskningsdata, eftersom et sådant fokus på datasikkerhed vil tilskynde til et stærkere samarbejde og oplysningsfællesskab mellem medlemsstaternes myndigheder og organer;

13.

understreger betydningen af øget beredskab og opfordrer til regelmæssig kortlægning af nationale kapaciteter og aktiver samt til fælles øvelser medlemsstaterne imellem;

14.

opfordrer til, at der inden for Kommissionens tjenestegrene hurtigt oprettes en europæisk krisehåndteringsmekanisme, som skal koordinere civile og militære midler, således at det sikres, at EU har en hurtig reaktionskapacitet til håndtering af en CBRN-katastrofe, og gentager sin opfordring til, at der oprettes en europæisk civilbeskyttelsesstyrke på basis af den eksisterende EU-ordning for civilbeskyttelse, som vil sætte Unionen i stand til at samle de ressourcer, der er nødvendige for at yde nødhjælp, herunder humanitær bistand, inden for 24 timer efter en CBRN-katastrofe i og uden for EU's område; understreger, at passende broer og partnerskaber også skal bygges mellem organer såsom Europol, Interpol og retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne med henblik på at skabe et effektivt netværk for proaktiv foregribelse/tidstro overvågning af nødsituationer og operationel indsats/koordinering i forbindelse med CBRN-relaterede katastrofer, og at der ligeledes skal foretages indberetninger til Kommissionen herom; erindrer om Barnier-rapporten fra 2006 »En europæisk civil beredskabsstyrke: Europe Aid« (23), som Parlamentet kraftigt støttede, og glæder sig i denne forbindelse over, at Kommissionen har vist ny vilje til at oprette en EU-katastrofeberedskabskapacitet som anført i Kommissionens meddelelse »Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle« (KOM(2010)0600);

15.

opfordrer til at udnytte teknologiens dobbelte nytteformål (civilt og militært) som en kilde til synergi; opfordrer med udgangspunkt i veldefinerede hovedlinjer for strategisk samarbejde til samarbejde med EDA, NATO-lande såsom USA og Canada samt tredjelande, som er foregangsmænd inden for CBRN-sikkerhed, via udveksling af god praksis, strukturerede ekspertdialoger og fælles kapacitetsudvikling; understreger, at det er vigtigt, at EU's medlemsstater gennemfører fælles øvelser til forebyggelse og håndtering af hændelser i forbindelse med CBRN-sikkerhed, og at medlemsstaternes væbnede styrker og civilforsvarsstyrker samt EU's civilbeskyttelsesordning inddrages heri;

16.

bemærker, at den eksisterende civilbeskyttelsesordning for EU som fastlagt i Rådets beslutning 2007/779/EF i øjeblikket er det rette redskab til håndtering af CBRN-katastrofer, og understreger, at denne struktur bør være det forum, hvor beslutninger om CBRN-katastrofeberedskab og -indsats træffes; bemærker imidlertid, at der for at nå dette mål og for at sikre tilstrækkelig forebyggelse og sporing må etableres et samarbejde med civilbeskyttelsesorganer, efterretnings- og retshåndhævelsesmyndigheder samt sikkerhedstjenester og militære informations- og indsatscentre i hver enkelt medlemsstat og på EU-plan, som f.eks. Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC) under Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og Det Fælles Situationscenter (SITCEN); erindrer desuden om den rolle, der er tildelt Den Stående Komité for det Operationelle Samarbejde om den Indre Sikkerhed (COSI), der har til opgave at lette, fremme og styrke det operationelle samarbejde mellem de relevante nationale myndigheder i medlemsstaterne, når det gælder den indre sikkerhed;

17.

erindrer om, at Det Fælles Situationscenter (SitCen) er blevet placeret i den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, og at dets personale hovedsageligt kommer fra medlemsstaternes efterretningstjenester og politi; understreger, at centrets rolle er af største betydning, idet det yder støtte til de nationale krisestyringscentre;

18.

opfordrer medlemsstaterne til under tilsyn af Kommissionen at samordne deres indsats for at øge interoperabiliteten mellem udstyr, kapaciteter og teknologier inden for civilbeskyttelse med henblik på effektivt at omsætte den nye solidaritetsklausul til praksis i tilfælde af en CBRN-katastrofe;

19.

understreger, at styrkelsen af EU's civilbeskyttelseskapacitet ud over forskning i teknologier med dobbelt anvendelse, infrastrukturer og kapaciteter også bør omfatte strategisk samarbejde med EDA som omtalt ovenfor, ESA, Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA), Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og andre internationale CBRN-centre eller ekspertprogrammer;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at udpege eller oprette en national myndighed, der i tilfælde af et CBRN-angreb eller en CBRN-katastrofe skal fungere som hovedkoordinator for alle involverede nationale og lokale organer og for alle de modforholdsregler, der træffes for at imødegå en sådan hændelse;

21.

tilslutter sig den vurdering, at CBRN-angreb er en alvorlig trussel mod sikkerheden for mennesker, der bor i EU; støtter derfor alle foranstaltninger, der giver bedre beskyttelse mod CBRN-angreb;

22.

understreger, at bekæmpelse af terrorisme må ske under fuldstændig overholdelse af de internationale menneskerettighedsbestemmelser og europæisk lovgivning om grundlæggende rettigheder, principper og værdier, herunder retsstatsprincippet; erindrer om nødvendigheden af at respektere Århuskonventionens principper om offentlighedens adgang til information, deltagelse og domstolsprøvelse i miljøsager;

23.

erindrer om, at det er en central prioritet at forhindre, at terrorister får adgang til CBRN-materialer, både under den nuværende EU-terrorbekæmpelsesstrategi fra 2005 og den fremtidige samt under EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben; kræver derfor, at EU's terrorbekæmpelseskoordinator regelmæssigt aflægger rapport til Parlamentet via passende og relevante EU-agenturer og -sagkyndige om niveauet for alle potentielle CBRN-risici eller -trusler i EU eller mod EU-borgere og -interesser andre steder; betoner, at det er nødvendigt med mere klarhed om de respektive roller for de forskellige EU-organer og nationale organer, der er involveret i bekæmpelsen af terrorisme; anerkender i denne forbindelse COSI's og SITCEN's koordinerende rolle; kræver, at Parlamentet som det eneste direkte demokratisk valgte organ i EU og inden for rammerne af sine beføjelser garanteres demokratisk indsigt i disse to organer og holdes omgående og fuldt ud informeret om deres aktiviteter under hensyntagen til, at de skal kunne fungere sikkert;

24.

opfordrer EU-institutionerne til at sikre demokratisk kontrol med og gennemskuelighed i udviklingen og gennemførelsen af alle dele af EU's CBRN-handlingsplan og til at respektere offentlighedens ret til adgang til al information og relevant dokumentation vedrørende offentlig sikkerhed og almindelige risici i forbindelse med CBRN-katastrofer;

25.

opfordrer til, at de foranstaltninger, der er fastsat i CBRN-handlingsplanen, integreres i alle de EU-redskaber på området eksterne forbindelser, som vedrører økonomisk samarbejde og politisk dialog med tredjelande (herunder EU's ikke-spredningsklausuler); opfordrer Kommissionen og Rådet til i deres politiske og sociale dialog med tredjelande at anvende alle tilgængelige midler (herunder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og redskaber på området eksterne forbindelser) til at fremme standarder for sporing, forebyggelse, herunder udveksling af oplysninger, og indsats mod CBRN-hændelser i tredjelande som skitseret i handlingsplanen;

26.

understreger, at der er en nær forbindelse og reciprocitet mellem sikkerheden internt i EU og sikkerheden uden for EU; ser i den sammenhæng positivt på den indsats, der gøres af regionale CBRN-ekspertisecentre i spændingsområder uden for EU for at fremme ekspertisenetværker, forbedre kapaciteten til at kontrollere eksporten og forebygge illegal handel med CBRN-stoffer samt styrke den samling af bestemmelser, som disse stater har til rådighed, og det regionale samarbejde på dette område; opfordrer til uddannelse i Europa af internationale eksperter fra risikolande vedrørende overholdelse af de fornødne sikkerheds- og fortrolighedsregler;

27.

opfordrer EU's institutioner og medlemsstaterne til at modstå pres fra industrien og andre interessenter, der måtte forsøge at slippe for mere regulering, som det kan forventes (og som det klart fremgår af en sammenligning mellem Kommissionens og Rådets udgaver af CBRN-handlingsplanen på EU-niveau); mener, at bekymringerne i industrien med hensyn til kvaliteten og konsekvenserne af de foreslåede reguleringsforanstaltninger bør tages i betragtning, uden at formålet med foranstaltningerne, nemlig retten til livet, frihed og sikkerhed for alle mennesker i Europa og deres samfund, tabes af syne; understreger den overordnede vigtighed af at sikre overvågning og beskyttelse af CBRN-materialer i hele EU og effektivitet i EU's indsats mod en katastrofe, uanset om den måtte skyldes en ulykke eller forsæt, og betydningen af, at der udfoldes bestræbelser på at få elimineret disse trusler;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at deltage fuldt ud i gennemførelsesfaserne af CBRN-handlingsplanen på EU-niveau og til at samarbejde med de EU-organer, som skal omsætte handlingsplanens mål og foranstaltninger til konkrete skridt, således at der kan garanteres CBRN-sikkerhed i alle EU-medlemsstater;

29.

opfordrer Kommissionen til at optræde som den overordnede forvalter og formidler i forbindelse med etablering og regelmæssig ajourføring af EU-listerne over CBRN-agenser, hvor det bør være Kommissionen, der skal træffe afgørelsen om en fornuftig tidsramme; betoner, at listerne også bør omfatte mulige forebyggende foranstaltninger og modforholdsregler for hver enkel CBRN-agens i forhold til dens farlighed og potentiale for ondsindet anvendelse og sårbarhed;

30.

mener, at EU's CBRN-handlingsplanen bør sætte højere, risikobaserede standarder for så vidt angår kriterier for sikringsvurdering af CBRN-anlæg i højrisikogruppen, og understreger de nationale myndigheders rolle og ansvar med hensyn til at gennemføre regelmæssig kontrol af disse anlæg, eftersom fastlæggelsen af »kriterier«, som det fremgår af den nuværende handlingsplan, der er ændret og vedtaget af Rådet, i sig selv simpelt hen ikke er tilstrækkeligt og sætter en forbløffende lav standard kombineret med lave niveauer for det ansvar, der er tildelt de organisationer, der beskæftiger sig med CBRN-materialer, relevante myndigheder i medlemsstaterne og EU-organer; understreger desuden, at alle foranstaltninger, der træffes, skal stå i forhold til de sandsynlige risici;

31.

understreger, at sikkerhedsforanstaltninger og -krav til CBRN-anlæg i højrisikogruppen i hele EU bør være genstand for EU-bestemmelser og ikke blot for dokumenter om god praksis, og at der i den forbindelse bør foretages en grundig høring, der samler EU-organer, medlemsstaternes myndigheder og organisationer, der beskæftiger sig med CBRN-agenser i højrisikogruppen; mener, at der, indtil den fornødne regulering er vedtaget og på plads, bør tildeles Kommissionen en større overvågnings- og inspektionsrolle;

32.

glæder sig over Det Fælles Forskningscenters (FFC's) initiativer til støtte for IAEA- programmer og nukleare inspektioner; anbefaler, at der træffes foranstaltninger med henblik på at samordne centrets databaser og forskningsresultater med medlemsstaternes;

33.

støtter, at der udarbejdes strategier til at øge opmærksomheden i virksomheder, videnskabs- og universitetsmiljøer og finansinstitutioner omkring risici ved spredning af og ulovlig handel med CBRN-materiale i forbindelse med deres arbejde og aktiviteter; er mere generelt af den opfattelse, at fortrolighed er afgørende for, hvor effektive bestemte sikkerhedsforanstaltninger i handlingsplanen bliver, og at der bør skabes et værn mod enhver risiko for offentliggørelse, som kunne gøre dem virkningsløse;

34.

mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør føre tilsyn med de aktiviteter, der udføres af organisationer, der beskæftiger sig med CBRN-materialer i højrisikogruppen, og sikre, at disse organisationer overholder risikobaserede sikringsstandarder og standarder for offentlig sikkerhed, hvilket indebærer, at der jævnligt skal gennemføres inspektioner af anlæg i højrisikogruppen;

35.

finder det afgørende, at afsnittet om forebyggelse i EU's CBRN-handlingsplan ændres, således at det sikres, at den kemiske industri erstatter brugen af kemikalier i højrisikogruppen med passende alternativer af lavere risiko, hvor dette er videnskabeligt, teknologisk og miljømæssigt muligt, og der er en klart øget sikkerhed; anerkender de økonomiske omkostninger, som en udskiftning kan medføre, og deres konsekvenser for de relevante industrier, men opfordrer EU, medlemsstaterne og den private sektor til at give EU-borgernes sikkerhed førsteprioritet; anbefaler i denne forbindelse, at der etableres en specifik forbindelse til den eksisterende REACH-forordning (24), hvilket den udgave af handlingsplanen, som Kommissionen foreslog, netop forsøgte at gøre; opfordrer Kommissionen til at forelægge en undersøgelse af gennemførelsen af REACH i denne henseende;

36.

understreger, at de største CBRN-risici ligger i terroristers spredning af CBRN-materiale; understreger derfor betydningen af at gøre de internationale kontrolordninger mere effektive og forbedre grænse- og eksportkontrollen;

37.

anmoder Rådet og Kommissionen om at opfordre alle medlemsstater til at underskrive og overholde deres forpligtelser i henhold til konventionen om kemiske våben (CWC) og konventionen om biologiske våben (BWC) og til at gøre deres yderste for at fremme den supplerende verifikationsprotokol til konventionen om biologiske våben, som indeholder lister over farlige biologiske agenser og patogener samt bestemmelser om oplysningserklæringer og kontrolinspektioner; opfordrer desuden medlemsstaterne, Rådet, Kommissionen og det internationale samfund til som en del af verifikationsbilaget til konventionen om kemiske våben at udarbejde en liste over alle potentielt skadelige kemiske stoffer, herunder hvidt fosfor;

38.

opfordrer desuden Kommissionen og Rådet til fortsat at styrke indsatsen til støtte for traktatsystemet, navnlig konventionerne om kemiske og biologiske våben, og opfordrer derfor alle medlemsstaterne til at indføre et strengt forbud mod produktion og anvendelse af biologiske og kemiske våben og til at desarmere deres egne våben;

39.

er sig bevidst, at spredning øger truslen om misbrug fra terroristgruppers side, og opfordrer EU til at fortsætte sin indsats for at samordne lovrammerne for kampen mod nuklear terrorisme og sikre sig, at gældende love overholdes; støtter projekterne vedrørende samarbejde med tredjelande, f.eks. i Middelhavsområdet, om at bekæmpe illegal handel med nukleart og radiologisk materiale; opfordrer EU til at arbejde for, at CWC og BWC bliver gældende i hele verden, med henblik på konferencen til behandling af konventionen om forbud mod biologiske våben og toksinvåben (BTWC) i 2011;

40.

opfordrer Kommissionen til at forelægge sammenlignelige data og en samlet vurdering af den aktuelle situation i virksomhederne i Europa med hensyn til sikring og øget kontrol med CBRN-materialer i højrisikogruppen, herunder en oversigt over alle relevante nationale love om gennemførelsen af CWC, BWC og andre internationale redskaber, der vedrører CBRN-materialer; denne oversigt bør også omfatte en gennemgang af, i hvilket omfang medlemsstaterne og virksomhederne opfylder deres internationale forpligtelser; erkender dog, at håndhævelsesforanstaltninger som BWC og CWC kan være utilstrækkelige til at tackle de risici, der hidrører fra ikke-statslige aktørers og navnlig terrornetværks anvendelse af CBRN-materialer;

41.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremme det eksisterende udkast til konvention om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring, overførsel og anvendelse af uranvåben og sådanne våbens tilintetgørelse og til at forelægge denne konvention for FN's medlemslande til undertegnelse og ratificering; opfordrer alle EU's medlemsstater og FN's medlemslande til at indføre et moratorium for anvendelse af våben med forarmet uran, indtil et globalt forbud mod disse våben er blevet aftalt;

42.

støtter, at der træffes foranstaltninger til bekæmpelse af finansiering af spredning, og at de fastlagte mekanismer til bekæmpelse af finansiering af terrorisme tages som udgangspunkt herfor;

43.

bifalder Kommissionens aktiviteter inden for rammerne af IfS med henblik på håndtering af CBRN-aktiviteter; anser disse aktiviteter for supplementer til handlingsplanen og opfordrer Kommissionen til at udvide projekterne til andre områder end blot det tidligere Sovjetunionen (SEDE); opfordrer ligeledes Kommissionen til at bygge på erfaringerne inden for rammerne af stabilitetsinstrumentet og indkalde forslag til at styrke sikkerheden og beskyttelsen af civile laboratorier med henblik på at undgå fremtidig spredning;

44.

mener, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau utvetydigt bør slå til lyd for, at der fastlægges EU-retningslinjer for sikringsuddannelse og standardkrav, der skal gennemføres i alle 25 medlemsstater, og bør sikre, at der er særlige uddannelsesprogrammer for sikkerhedspersonale, der omgås CBRN-materialer i højrisikogruppen, herunder personale i virksomheder og forskningscentre, hvor der forefindes CBRN-materialer i højrisikogruppen, og at der fastlægges krav til CBRN-medarbejdere (roller, kompetencer og uddannelse); understreger, at der også bør sørges for sikrings- og sensibiliseringsuddannelse af beredskabspersonale;

45.

understreger, at en revision i nær fremtid af CBRN-handlingsplanen på EU-niveau ikke blot bør fremme selvregulering i de berørte virksomheder og ikke kun råde virksomhederne til at følge adfærdskodekser, men bør opfordre Kommissionen til at udvikle paneuropæiske retningslinjer og bestemmelser for alle sektorer, der beskæftiger sig med CBRN-stoffer i højrisikogruppen;

46.

mener, at det er af allerstørste betydning, at der holdes nøje øje med alle transaktioner i EU, hvori der indgår CBRN-materialer, og at Kommissionen og medlemsstaterne i stedet for blot at opfordre industrien til at indberette transaktioner bør udarbejde en egentlig lovramme til regulering og overvågning af transaktioner, således at sikkerhedsniveauet øges, og der sikres en faktisk og hurtig indberetning af alle mistænkelige transaktioner såvel som af tab eller tyveri af CBRN-materialer; understreger, at disse bestemmelser bør etablere et grundlag for fuld gennemsigtighed i alle sektorer, der beskæftiger sig med CBRN-agenser, således at virksomhederne holdes ansvarlige for disse transaktioner; mener, at der bør tages høje for den private sektors evne til at håndhæve den relevante lovgivning og de relevante bestemmelser i forbindelse med overvågningen af sektorens indberetningsforpligtelser for at sikre et grundigt tilsyn;

47.

påpeger, at sikring af både transport og opbevaring af CBRN-materialer ubestrideligt og uundgåeligt indgår i processen med at gøre adgangen til disse materialer så vanskelig som muligt og med håndtering af CBRN-relaterede sikkerhedsproblemer;

48.

understreger, at de risici, der er forbundet med internethandel med kemikalier, kræver yderligere undersøgelser og specifikke tiltag;

49.

opfordrer til, at der skabes klarhed med hensyn til styrkelse af import-/eksportordningen hvad angår medlemsstaternes og Kommissionens roller; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og sikre anvendelsen af de eksisterende internationale bestemmelser og Kommissionen til at føre tilsyn, idet den vurderer og rapporterer om efterlevelsen; påpeger, at det i lyset af den teknologiske æras udvikling er vigtigt, at der foretages en gennemgang og revision af relevant lovgivning og relevante bestemmelser om erhvervelse, import, salg, sikker opbevaring og transport af CBRN-materialer;

50.

understreger behovet for at styrke eksisterende kontrol- og sikkerhedsmekanismer, hvor de findes, og for at indføre sådanne mekanismer, hvor de ikke findes, hos alle udbydere af posttjenester, der beskæftiger sig med at befordre forsendelser, på baggrund af de terrorhandlinger, der er begået i europæiske lande med anbringelse af sprængstoffer i postpakker;

51.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse i samarbejde med medlemsstaternes myndigheder for at vurdere situationen lokalt i forbindelse med sporing af CBRN og en undersøgelse af atomkraftværkers sikkerhed i EU og dets nabolande i tilfælde af en ulykke eller et tilsigtet terrorangreb; opfordrer Kommissionen til at bygge videre på resultaterne af denne vurdering og arbejde på fælles EU-retningslinjer for håndtering af ulykker eller tilsigtede angreb af denne art og til i denne forbindelse også at finde frem til måder, hvorpå det kan sikres, at medlemsstaterne afsætter tilstrækkeligt med menneskelige og materielle ressourcer til denne indsats;

52.

opfordrer til en styrkelse af monitorerings- og informationscentret (MIC), der allerede er oprettet som led i EU's civilbeskyttelsesordning, og som gør det muligt at udveksle information og god praksis mellem medlemsstater på behørig vis, og som kan føre til paneuropæiske standarder for sporing af CBRN-aktiviteter;

53.

anmoder Kommissionen om at overvåge, vurdere og årligt rapportere til Parlamentet om medlemsstaternes efterlevelse og anmoder de nationale myndigheder om at sikre, at bestemmelser og retningslinjer følges og efterleves af de relevante virksomheder og organisationer, der beskæftiger sig med CBRN-materialer i højrisikogruppen;

54.

finder det afgørende, at der gennemføres grundige undersøgelser med henblik på inddragelse af alle relevante nationale og EU-organer og interessenter på et obligatorisk grundlag, og at der i den forbindelse foretages en vurdering af måder, hvorpå udvekslinger og samarbejde kan blive hurtigere og nemmere, således at indsatsen mod en offentlig sikkerhedstrussel kan blive mere effektiv;

55.

opfordrer Rådet til at tildele Kommissionen rollen som »koordinator« i forbindelse med beredskabsplanlægning, således at den kan optræde som kontrollant og dermed sikre, at der findes lokale og nationale beredskabsplaner; understreger, at Kommissionen bør påtage sig rollen som indsamler af disse planer, hvilket vil give den den bedste mulighed for at identificere mulige mangler og derved kunne reagere mere prompte end de relevante myndigheder;

56.

bifalder, at det er hensigten at styrke EU's civilbeskyttelseskapacitet; bemærker dog, at mange EU-medlemsstaters militære forsvarsafdelinger høster ekspertise fra praktiske erfaringer i bekæmpelse af CBRN-katastrofer; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og Kommissionen til at udveksle bedste praksis og investere mere i grundig koordinering mellem såvel civil som militær ekspertise;

57.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at udpege behov, som skal opfyldes for at forbedre civilbeskyttelseskapaciteten, med henblik på fælles anskaffelsesprojekter; opfordrer i denne forbindelse til særlig fokus på at fastlægge EU's behov for CBRN- beredskab og -indsatskapacitet, herunder medicinske modforanstaltninger, således at tilgængeligheden af medicinske modforanstaltninger i tilfælde af en CBRN-hændelse vurderes både på EU- og medlemsstatsniveau;

58.

opfordrer til afholdelse af fælles øvelser mellem EU's medlemsstater og mellem medlemsstaterne og tredjelande for at forhindre farlige situationer med hensyn til kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear sikkerhed;

59.

glæder sig over, at der planlægges EU-øvelser, der skal simulere CBRN-hændelser eller -angreb, og understreger, at en CBRN-handlingsplan på EU-niveau bør indeholde bestemmelser om, at resultaterne og vurderingerne af sådanne øvelser skal indgå i en løbende debat om udviklingen af paneuropæiske standarder;

60.

henleder opmærksomheden på, at Kommissionen bør føre an i fastlæggelsen af standarder, der bygger på behovene for modforanstaltningskapaciteter; understreger, at dette er den eneste måde, hvorpå den højst mulige sikkerhedsstandard kan opnås over hele EU, da det er den eneste mulige måde, hvorpå det kan sikres, at alle medlemsstater følger samme retningslinjer og anvender de samme principper i forbindelse med opbygning af kapaciteter og forberedelse af de relevante menneskelige og materielle ressourcer til imødegåelse af en katastrofe, uanset om den måtte skyldes en ulykke eller er forsætlig;

61.

understreger behovet for at skabe regionale/EU-omfattende lagre af beredskabsressourcer, hvis størrelse så vidt muligt bør afspejle det aktuelle trusselsniveau, og som skal rumme såvel medicinske som andre former for relevant udstyr, under koordinering af EU's civilbeskyttelsesmekanisme, finansieret af EU og på linje med EU-retningslinjer, som der er bred tilslutning til; understreger betydningen af, at der føres velforvaltede lagre for at sikre, at beredskabsressourcerne og det medicinske eller andet relevant udstyr er fuldt funktionsdygtigt, tidssvarende og opdateret; opfordrer til, at CBRN-handlingsplanen på EU-niveau - indtil denne EU-/regionale adgang til ressourcer bliver til virkelighed - angiver en måde, hvorpå medlemsstaterne kan dele modforanstaltninger og ressourcer i tilfælde af en CBRN-ulykke eller et terrorangreb, således at den nye solidaritetsklausul kan blive ført ud i praksis; understreger, at ethvert tilfælde af bistand til specifikke EU-medlemsstater skal kunne henføres til en anmodning fra de relevante politiske myndigheder i de berørte lande og ikke må kollidere med en medlemsstats evne til at beskytte sine egne borgere;

62.

opfordrer til en revision af Den Europæiske Solidaritetsfond, således at den i højere grad kan finde anvendelse ved naturkatastrofer og ligeledes vil kunne finde anvendelse ved industrielle og menneskeskabte katastrofer, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af de tilgængelige strukturfondsmidler med henblik på at styrke forebyggelse og beredskab;

63.

opfordrer Kommissionen til som forberedelse til det beklagelige tilfælde, at der måtte forekomme en ulykke, et udbrud eller en forsætlig brug af CBRN, at etablere rapporteringsmekanismer, der kan sikre en forbindelse mellem EU's civilbeskyttelsesmekanismes arbejde og andre af EU's varslingssystemer inden for relevante områder i forbindelse med sundhed, miljø, fødevareproduktion og dyrevelfærd; opfordrer desuden Kommissionen til at etablere mekanismer for udveksling af information og undersøgelser med internationale organer såsom Verdenssundhedsorganisationen, Den Meteorologiske Verdensorganisation og Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen;

64.

opfordrer til, at der oprettes specialiserede EU-/regionale beredskabsteam, hvori skal indgå sundhedsprofessionelle, retshåndhævende personale og militært personel, og bemærker, at, hvis sådanne team oprettes, skal der regelmæssigt planlægges særlig undervisning og operationelle øvelser;

65.

opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe tilstrækkelig finansiering til udvikling af forbedret udstyr til sporing og identificering af biologiske agenser i tilfælde af et angreb eller en ulykke; beklager, at det eksisterende sporingsudstyr har begrænsninger med hensyn til kapacitet og hastighed, hvilket medfører, at der går værdifuld tid tabt i en nødsituation; understreger, at redningspersonale skal have det rette udstyr og den rette medicinske beskyttelse i forvejen for at kunne arbejde med størst mulig personlig sikkerhed i et katastrofeområde, hvor der kan findes skadelige patogener; understreger, at der også er behov for forbedret udstyr til identificering af agenser og diagnostik på hospitaler og lignende institutioner, der modtager ofre fra en ulykke;

66.

opfordrer de forskellige EU-organer og nationale organer, der medvirker til informationsindsamlingen, til at gennemgå deres organisationsstrukturer og, hvor sådanne mangler, udpege personer med erfaring i og viden om identificering og vurdering af CBRN-trusler og -risici;

67.

opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at aflægge rapport til Parlamentet med en trussels- og risikovurdering vedrørende CBRN;

68.

opfordrer til igangsættelse på europæisk plan af uddannelses- og sensibiliseringsprogrammer i betragtning af, hvilke muligheder internettet byder på som en hovedkilde til borgeroplysning om CBRN-spørgsmål; understreger, at det tillægges stor betydning af få koordineret systemerne til hurtig varsling og orientering af EU-borgere i tilfælde af CBRN-hændelser; konstaterer med interesse, at der foregår en gennemførlighedsundersøgelse med henblik på inden for JRC at oprette et europæisk center for uddannelse i nuklear sikkerhed;

69.

bemærker de ukoordinerede, overdrevne investeringer i vacciner under A/H1N1-pandemien; glæder sig over udkastet til Rådets konklusioner »Erfaringerne fra A(H1N1)-pandemien - Sundhedssikkerhed i Den Europæiske Union« (12665/2010), der sigter mod udvikling af en mekanisme for fælles anskaffelse af vacciner og antivirusmedicin til indførelse i medlemsstaterne på frivillig basis, og tilskynder medlemsstaterne til i fællesskab at udvikle regionale beredskabsløsninger, herunder deling af den eksisterende kapacitet og samordning af omkostningseffektive indkøb af medicinske modforanstaltninger, og samtidig sikre et højt beredskabsniveau i tilfælde af CBRN-hændelser i EU;

70.

bemærker, at EU-lovgivningen (Rådets afgørelse 90/424/EØF som ændret ved Rådets afgørelse 2006/965/EF) foreskriver en fællesskabstilgang til udryddelse, styring og overvågning af dyresygdomme og zoonoser, herunder indkøb og opbygning af lagre af veterinærmedicinske modforanstaltninger til infektionsbeskyttelse af dyr; beklager, at der ikke allerede eksisterer en sådan fællesskabstilgang til samordning af indkøb og opbygning af lagre af medicinske modforanstaltninger til beskyttelse af den menneskelige befolkning i EU mod infektioner fra farlige, biologiske patogene stoffer;

71.

gør opmærksom på, at en hændelse eller et angreb, der involverer biologiske patogene stoffer - f.eks., men ikke kun miltbrand - vil forurene det berørte område i årtier fremover og alvorligt skade planters, dyrs og menneskers liv og sundhed og resultere i økonomiske omkostninger på lang sigt; opfordrer Kommissionen til at indarbejde genopretnings- og dekontamineringsstrategier i CBRN-politikken;

72.

understreger, at en hændelse, der omfatter CBRN-stoffer og påvirker jordbundsforholdene og/eller drikkevandstilførslen, kan få ødelæggende og vidtrækkende konsekvenser for sundheden og velfærden for alle beboere i det berørte område; opfordrer Kommissionen til at tage dette i betragtning i udarbejdelsen af EU's CBRN-handlingsplan;

73.

understreger betydningen af at sikre, at der foretages effektiv kontrol af vandbåren smittespredning, dvs. miljøforurening, jordforurening, deponering af affald og/eller udslip af radioaktive stoffer;

74.

beklager, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed om beredskab og indsats i Kommissionens meddelelse og Rådets konklusioner om EU's CBRN-handlingsplan, idet denne i overvejende grad fokuserer på påvisning og forebyggelse; opfordrer Kommissionen og Rådet til at lægge større vægt på at udvikle beredskabs- og indsatsmekanismer, der er nødvendige for at beskytte den offentlige sundhed og miljøet for det tilfælde, at en CBRN-hændelse skulle indtræffe på EU's territorium;

75.

beklager, at CBRN-handlingsplanen savner foranstaltninger til sikring af radiologiske og nukleare anlæg og materialer og til forbedring af udrykningsplanerne vedrørende de forskellige typer radiologiske krisesituationer og deres konsekvenser for befolkningen og miljøet;

76.

er foruroliget over tilfælde, hvor enkeltpersoner og aktivister har været i stand til at skaffe sig nukleart affaldsmateriale fra indtil flere oparbejdningsanlæg i Europa, og opfordrer til en øjeblikkelig, samordnet indsats for at forbedre sikkerheden ved radioaktive og nukleare materialer og anlæg;

77.

beklager, at Kommissionens meddelelse og Rådets konklusioner om CBRN-handlingsplanen savner fokus på tilstrækkelig beskyttelse af offentlige transportnet og transportbrugernes helbred set i lyset af de mange terrorangreb mod offentlig transport de seneste år og den generelt øgede risiko for CBRN-hændelser i forbindelse med transport af sådanne materialer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre foregribende beskyttelsesforanstaltninger for udrykningsmandskab, der indsættes ved CBRN-hændelser, og efterfølgende behandling af ofre, især mod biologiske, patogene stoffer;

78.

gør opmærksom på, at en CBRN-hændelse kan få varig virkning på dyrkningen af fødevareafgrøder og dermed potentielt kan øve negativ indflydelse på EU's fødevare- og forsyningssikkerhed; opfordrer Kommissionen til at tage dette i betragtning i udarbejdelsen af EU's CBRN-handlingsplan;

79.

tilskynder til samarbejde og udveksling af bedste praksis med lande, der har oparbejdet ekspertise inden for CBRN-relateret risikostyring, forebyggelse, påvisning, kommunikation og udrykning, såsom USA, Australien og Indien;

80.

tilskynder til fælles politiske tiltag til afhjælpning af skader på områder, der er forurenet med kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare stoffer, således at jorden og arealet atter kan tages i brug så hurtigt som muligt og farerne for helbred og miljø reduceres;

81.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at overveje at udvikle reaktionsmodeller, der fastlægger den ideelle indsats i tilfælde af kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare hændelser, og som specielt omhandler uddannelses-, sundheds- og ældreplejeinstitutioner;

82.

opfordrer medlemsstaterne til i udarbejdelsen af evakueringsplaner for kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare hændelser at være særlig opmærksomme på hensynet til ældre, børn, personer i medicinsk behandling, handicappede og lignende, sårbare grupper;

83.

opfordrer medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på anlæggelsen af civilbeskyttelsesrum i (offentlige og administrative) institutioner og på lokalt og regionalt niveau, hvor den europæiske offentlighed kan søge tilflugt i tilfælde af katastrofer;

84.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at søge at opnå en aftale om fælles minimumssikkerhedsstandarder med EU's nabolande, hvis der på deres territorium findes objekter, der kan udgøre en betydelig fare for den miljømæssige og menneskelige sikkerhed i EU i tilfælde af en ulykke;

85.

opfordrer Kommissionen til i sin handlingsplan at tage højde for en mere fleksibel tilpasning af sikkerhedsforanstaltningerne til den teknologiske udvikling;

86.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger, for så vidt angår deres indvirkninger på miljø og sundhed, og til at sikre, at nye foranstaltninger udelukkende indføres på grundlag af resultaterne af sådanne vurderinger, der skal foretages periodisk;

87.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en CBRN-køreplan for EU for tiden frem til 2013, hvor CBRN-handlingsplanen skal revideres, indeholdende udfordringer og politiske tiltag, og til regelmæssigt at rapportere til Parlamentet om køreplanens aktuelle udvikling og fremskridt til dato;

88.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til hurtigt at revidere og anvende den europæiske CBRN-handlingsplan i overensstemmelse med planens anbefalinger og forventer, at de gennemfører den snarest; opfordrer desuden Kommissionen og Rådet til at henvise den næste europæiske CBRN-handlingsplan til Parlamentet mindst et år, inden planen går ind i gennemførelsesfasen, således at Parlamentet kan afgive sin udtalelse i rette tid;

89.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/23

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, navnlig artikel 174 til 178,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 28. maj 2010 til omarbejdning af finansforordningen vedrørende Den Europæiske Unions almindelige budget (KOM(2010)0260),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (1),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2008 om forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik (2),

—

der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om åbenhed i regionalpolitikken og finansieringen heraf (3),

—

der henviser til Regionsudvalgets hvidbog om forvaltning på flere myndighedsniveauer af 17.-18. juni 2009 og høringsrapporten,

—

der henviser til konklusionerne fra det uformelle ministermøde, der fandt sted den 16.-17. marts 2010 i Málaga,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. september 2004 med titlen »Medlemsstaternes og Kommissionens ansvar i forbindelse med den delte forvaltning af strukturfondene og Samhørighedsfonden - Nuværende situation og perspektiver for den nye programmeringsperiode efter 2006« (KOM(2004)0580),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301),

—

der henviser til Revisionsrettens årlige beretning om gennemførelsen af budgettet for regnskabsårene 2006 og 2008,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. februar 2008 med titlen »En handlingsplan til styrkelse af Kommissionens tilsynsfunktion ved delt forvaltning af strukturforanstaltninger« (KOM(2008)0097),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. februar 2009 med titlen »Rapport om gennemførelsen af handlingsplanen til styrkelse af Europa-Kommissionens tilsynsfunktion ved delt forvaltning af strukturforanstaltninger« (KOM(2009)0042),

—

der henviser til meddelelsen af 28. oktober 2009 fra kommissærerne Samecki og Špidla til Kommissionen, som indeholder en interimsrapport om opfølgningen af handlingsplanen til styrkelse af Europa-Kommissionens tilsynsfunktion ved delt forvaltning af strukturforanstaltninger (SEK(2009)1463),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. februar 2010 om konsekvenserne af handlingsplanen til styrkelse af Europa-Kommissionens tilsynsfunktion ved delt forvaltning af strukturforanstaltninger (KOM(2010)0052),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0280/2010),

A.

der henviser til, at gennemførelsen af samhørighedspolitikken i vid udstrækning er decentraliseret med ansvaret placeret hos subnationale myndigheder,

B.

der henviser til, at samhørighedspolitikken er en forløber med hensyn til anvendelsen af forvaltning på flere myndighedsniveauer som et instrument til at forbedre kvaliteten af beslutningsprocesserne gennem aktiv inddragelse af de subnationale myndigheder lige fra den retsaktforberedende fase i drøftelserne,

C.

der henviser til, at der med forvaltning på flere myndighedsniveauer forstås Unionens, medlemsstaternes og de regionale og lokale administrative enheders samt de samfundsøkonomiske parters og ngo’ers koordinerede indsats på grundlag af princippet om partnerskab og samfinansiering og med det formål at udvikle og gennemføre EU-politikkerne, og at denne definition underforstået medfører en deling af ansvaret mellem de forskellige myndighedsniveauer,

D.

der henviser til, at Revisionsrettens beretning fra 2006 viste, at de tilgængelige kontrolsystemer for samhørighedspolitikken ikke var tilstrækkeligt effektive og havde en fejlfrekvens på 12 % i de godtgjorte udgifter, og årsberetningen for 2008 bekræftede dette med uberettiget godtgjorte udgifter på 11 %,

E.

der henviser til, at Kommissionen skal styrke sin tilsynsfunktion for at reducere fejlfrekvensen, forbedre kontrolsystemet og øge bistanden til subnationale myndigheder og støttemodtagere, hvilket tilsammen vil føre til en mere resultatorienteret, brugervenlig politik på lang sigt,

F.

der henviser til, at alt for komplekse procedurer for anmodning om finansiering samt overflødig kontrol risikerer at holde samhørighedspolitikkens mulige støttemodtagere tilbage,

G.

der henviser til, at de praktiske løsninger, som borgerne forventer, hvad angår offentlige serviceydelser (såsom offentlig transport, drikkevand, socialt boligbyggeri og offentlig uddannelse), kun kan opnås ved god forvaltning på to gensidigt supplerende niveauer: på den ene side det institutionelle system, som fastsætter fordelingen af kompetencer og budgetter mellem staten og de regionale og lokale myndigheder, og på den anden side partnerskabssystemet, der forener alle de offentlige og private aktører, som på et bestemt geografisk område arbejder med samme emne,

H.

der henviser til, at partnerskaber bør tage hensyn til alle relevante samfund og grupper, kan gavne og forbedre udbyttet af samhørighedspolitikkens gennemførelse gennem øget legitimitet, garanteret gennemsigtighed og bedre absorption af midler, og desuden også bør vurderes ud fra den sociale værdi og de fordele for civilsamfundet, de repræsenterer,

I.

der henviser til, at en integreret tilgang bør tage hensyn til de særlige territorielle særtræk (geografiske og naturbetingede handicap, affolkning, placering i den yderste periferi, osv.) for således at kunne håndtere de lokale og regionale udfordringer,

1.

glæder sig over Regionsudvalgets hvidbog om forvaltning på flere myndighedsniveauer og anerkendelsen af subnational subsidiaritet i Lissabontraktaten; understreger, at fremgangsmåden på flere myndighedsniveauer ikke kun skal anvendes vertikalt, men også horisontalt blandt aktører på samme niveau i alle Unionens politikker med delt kompetence, herunder samhørighedspolitikken;

2.

glæder sig over konklusionerne fra det uformelle ministermøde i Málaga i marts 2010 og finder, at forvaltning på flere myndighedsniveauer er en forudsætning for at opnå territorial samhørighed i Europa; opfordrer til at gøre dette princip obligatorisk for medlemsstaterne på politikområder med stærk territorial påvirkning for at sikre en balanceret territorial udvikling i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet; påpeger, at en sådan bestemmelse på ingen måde bør føre til mere besværlige procedurer;

3.

mener, at en tilfredsstillende forvaltning på flere myndighedsniveauer skal baseres på en bottom-up-tilgang, hvor der tages hensyn til den administrative mangfoldighed i den enkelte medlemsstat; opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge, hvorledes forvaltningen på flere myndighedsniveauer iværksættes på den mest effektive måde og til at forbedre samarbejdet med de regionale og lokale myndigheder samt med Fællesskabets administration ved f.eks. at indbyde tjenestemænd fra alle myndighedsniveauer til de regelmæssige møder organiseret af Kommissionen eller ved at etablere europæiske territoriale pagter, der på frivillig basis knytter de forskellige myndighedsniveauer sammen;

4.

anbefaler at systematisere den territoriale konsekvensanalyse ved tidligt i den politiske beslutningsproces at inddrage de forskellige berørte aktører for at få indsigt i de lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige fællesskabsforslags økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser for regionerne;

5.

understreger, at forvaltning på flere myndighedsniveauer giver mulighed for bedre at udnytte potentialet i territorialt samarbejde takket være de forbindelser, der er udviklet blandt private og offentlige aktører på tværs af grænserne; opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til snarest muligt at vedtage de nødvendige bestemmelser, der tillader oprettelsen af europæiske grupper for territorialt samarbejde; henstiller til Kommissionen at fremme udveksling af informationer mellem de EGTS'er, som allerede er oprettet, og de EGTS'er, der er ved at blive oprettet inden for rammerne af eksisterende programmer; glæder sig over kvaliteten af Regionsudvalgets indsats i forbindelse med EGTS'erne og opfordrer til, at alle foreliggende instrumenter, og navnlig platformen til overvågning af Lissabonprocessen og nærhedsovervågningsnettet, anvendes med henblik på at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem regioner og medlemsstater med det formål i fællesskab at identificere og fastslå de nødvendige planlægningsmæssige mål og aktiviteter og for at realisere en komparativ evaluering af resultaterne af samhørighedspolitikken;

6.

opfordrer de nationale, regionale og lokale myndigheder til at intensivere deres anvendelse af den integrerede tilgang inden for den nuværende programmeringsperiode; foreslår at gøre denne tilgang obligatorisk inden for rammerne af den fremtidige samhørighedspolitik; er af den opfattelse, at en fleksibel og integreret tilgang ikke kun bør inddrage de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter ved territoriel udvikling, men også bør gøre det muligt at koordinere de forskellige involverede parters interesser med udgangspunkt i territorielle særtræk for at kunne håndtere de lokale og regionale udfordringer;

7.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en vejledning for offentlige og private aktører om, hvordan principperne om forvaltning på flere myndighedsniveauer og den integrerede tilgang skal gennemføres i praksis; henstiller til, at de foranstaltninger, der skal fremme disse to tilgange, finansieres under EFRU - teknisk bistand;

8.

henstiller, at Regionsudvalget bruger Åbent hus-arrangementet i 2011 og, såfremt dette på nuværende tidspunkt endnu er muligt, Åbent hus-arrangementet i 2010 som en anledning til at fremme og uddybe drøftelserne om de mest hensigtsmæssige måder at fremme forvaltning på flere myndighedsniveauer; foreslår, at der oprettes et EU-mærke for forvaltning på flere myndighedsniveauer, og at dette indføres i alle EU’s regioner fra 2011;

9.

bemærker, at decentraliserede mekanismer er af afgørende betydning for forvaltningen på flere myndighedsniveauer; opfordrer som følge af behovet for forenkling indtrængende medlemsstaterne og regionerne til at uddelegere gennemførelsen af en del af de operationelle programmer, når dette kan lade sig gøre, og navnlig til bedre at anvende de samlede subventioner; anmoder dem om at træffe de fornødne foranstaltninger til decentralisering, både på det lovgivningsmæssige og budgetmæssige plan, således at forvaltningen på flere myndighedsniveauer kan fungere bedst muligt under overholdelse af principperne om partnerskab og subsidiaritet; understreger, at de regionale og lokale myndigheder, navnlig dem med lovgivningsmæssige beføjelser, bør involveres yderligere, da de er dem, der ved mest om deres områders udviklingsmuligheder og behov, og derfor kan medvirke til en forbedret gennemførelse af samhørighedspolitikken;

10.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at involvere relevante regionale og lokale myndigheder samt civilsamfundets aktører fra de helt tidlige stadier i forhandlingerne om Unionens lovgivning og om de programmer, hvortil der ydes tilskud fra strukturfondene, for at muliggøre en belejlig dialog mellem de forskellige forvaltningsniveauer; opfordrer disse myndigheder til at deltage i de ansvarlige beslutningstagende organer på lige fod med de nationale repræsentanter;

11.

understreger, at det for at midlerne anvendes effektivt og med størst mulig virkning er en forudsætning, at der er tilstrækkelig administrativ kapacitet både på EU-plan og regionalt og lokalt plan; opfordrer derfor Kommissionen til at øge sin administrative kapacitet med henblik på at forhøje merværdien af samhørighedspolitikken og sikre foranstaltningernes bæredygtighed, og opfordrer medlemsstaterne til at garantere de fornødne administrative strukturer og hensigtsmæssige menneskelige ressourcer på områder som ansættelse, aflønning, uddannelse, ressourcer, procedurer, gennemsigtighed og tilgængelighed;

12.

opfordrer medlemsstaterne til også, hvor det er nødvendigt, at styrke de lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med forberedelse, forvaltning og gennemførelse af programmer samt forhøje de midler, de har til rådighed; henstiller, at der i samhørighedspolitikken vedtages en lokal udviklingsmetodologi, der baseres på lokale partnerskaber, navnlig for projekter vedrørende bymæssige, landlige og grænseoverskridende emner; opfordrer Kommissionen til at fremme indgåelsen af partnerskaber mellem regioner, hvis udviklingsperspektiver svarer til hinanden, og at sikre, at der på EU-plan etableres en passende ramme for koordinering af det makroregionale samarbejde;

13.

mener, at principperne om partnerskab og samfinansiering fremmer de subnationale myndigheders overtagelse af ansvar i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken; gentager sin tilslutning til disse principper om god forvaltning og anmoder om, at de bevares på trods af nedskæringer i de offentlige udgifter på grund af den økonomiske krise;

14.

henstiller, at praksissen med partnerskab styrkes og opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en fælles definition på partnerskabskonceptet som en betingelse for at opbygge reelle partnerskaber med regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets aktører; anmoder Kommissionen om grundigt at kontrollere gennemførelsen af dette princip ved at udvikle særlige evalueringsværktøjer og udbrede bedste praksis på dette område ved hjælp af ikt-værktøjer; erindrer om, at partnerskab kan bidrage til effektiviteten, legitimiteten og gennemsigtigheden på alle stadier i programlægningen og gennemførelsen af strukturfondene og kan øge engagementet over for og ejerskabet af programresultaterne; understreger vigtigheden af frivillighed i partnerskabsprocessen;

15.

gør opmærksom på behovet for at høre offentligheden via organisationer, der repræsenterer civilsamfundet og ngo'er, for også at tage hensyn til deres forslag og understreger, at civilsamfundets deltagelse er med til at legitimere beslutningsprocessen; konstaterer, at bestræbelserne på at sikre offentlig deltagelse i forberedelsen af de operationelle programmer for perioden 2007-2013 ikke helt har opfyldt forventningerne; opfordrer Kommissionen til at identificere bedste praksis og fremme anvendelsen heraf, så borgernes deltagelse kan forbedres under den kommende programmeringsperiode;

16.

opfordrer til, at princippet om forvaltning på flere myndighedsniveauer integreres i alle stadierne af Europa 2020-strategiens udformning og gennemførelse for at sikre reelt ejerskab af resultaterne til de regionale og lokale myndigheder, der skal gennemføre den; erindrer i denne sammenhæng om forslaget til territorialpagt mellem lokale og regionale myndigheder for så vidt angår Europa 2020-strategien, som skulle stimulere regionerne og byerne til at bidrage til at gøre gennemførelsen af 2020-strategiens målsætninger til en succes;

17.

anbefaler, at Kommissionen på ny analyserer mulighederne for at gennemføre pilotprojektet »Erasmus for lokale og regionale folkevalgte«, der blev iværksat af Parlamentet, og opfordrer med henblik på at øge standarderne for foreslåede projekter og nå effektivitetsmålene Kommissionen til under budgetposten EFRU – operationel teknisk bistand at gennemføre en uddannelses- og mobilitetsplan for de lokale og regionale aktører, som er med til at lede samhørighedspolitikprogrammer, samt de partnere, som er specialiserede i implementeringen af den integrerede tilgang og forvaltning på flere myndighedsniveauer; opfordrer derfor Kommissionen til at tildele tilstrækkelige midler til disse initiativer og forstærke netværket med de regionale og lokale myndigheder, herunder gennem Regionsudvalget;

18.

er af den opfattelse, at det europæiske netværk af regioner bør udvide deres arbejde inden for god praksis med hensyn til forvaltning og partnerskaber, i højere grad bør lægge vægt på politiske og strategiske erfaringer fra tidligere programcyklusser og bør sikre offentlig adgang til vigtige oplysninger om bedste praksis på alle Unionssprogene og således medvirke til at sikre, at god praksis rent faktisk gennemføres;

19.

mener, at en større rolle for det regionale og lokale niveau skal svare til en styrket tilsynsfunktion for Kommission med fokus på kontrol af revisionssystemer snarere end af enkeltstående projekter; efterlyser i denne sammenhæng en europæisk certificeringsordning for nationale revisionsinstitutioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at færdiggøre godkendelsen af rapporterne om overensstemmelsesvurdering for at undgå betalingsforsinkelser og tab af midler på grund af frigørelse og at udarbejde et forslag om den acceptable fejlrisiko før 2012;

20.

glæder sig over resultaterne i Kommissionens beretning om handlingsplanen fra februar 2010 og de korrigerende og forebyggende foranstaltninger, der er påbegyndt indtil nu; opfordrer GD REGIO til at fortsætte denne øvelse gennem hele gennemførelsesperioden for at opretholde den fremdrift, som handlingsplanen har skabt;

21.

understreger, at europæiske initiativer inden for samhørigheds- og strukturpolitikken bør koordineres bedre, således at de ikke bringer sammenhængen i regionalpolitikken i fare; kræver derfor en styrkelse af koordineringen inden for Kommissionen mellem GD REGIO, som har ansvaret for samhørigheds- og strukturpolitikkerne, og de generaldirektorater, som har ansvaret for de tilsvarende sektorinitiativer; opfordrer til, at Kommissionen under henvisning til de regionale og lokale myndigheders øgede rettigheder jf. Lissabontraktaten i højere grad inddrager dem i udarbejdelse af politikkerne med det formål at højne ansvarligheden hos de ansvarlige for projekterne; opfordrer desuden Kommissionen til at udføre større kontrol med resultaterne på stedet for bedre at kunne evaluere projektstrukturernes og aktiviteternes effektivitet i forhold til de fastsatte målsætninger;

22.

opfordrer Kommissionen til at styrke »uddannelsesprogrammet for undervisere« for forvaltningsmyndigheder og attesteringsmyndigheder; understreger, at der bør være permanent overvågning for at sikre, at indholdet af uddannelsen rent faktisk overføres til de lavere niveauer på en balanceret måde, der ikke forsømmer de lokale aktører;

23.

opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigt at aktivere den nye portal i databasen SFC 2007, der giver direkte adgang til relevante oplysninger for alle de aktører, som har med strukturfondene at gøre; henstiller til medlemsstaterne at fremme og videreformidle oplysninger om dette instrument blandt regionale og lokale myndigheder samt endelige støttemodtagere;

24.

opfordrer Kommissionen til at indføre yderligere mekanismer for teknisk bistand for at fremme viden på regionalt og lokalt niveau om problemerne vedrørende gennemførelse, navnlig i medlemsstater, hvor der efter Kommissionens efterfølgende evaluering af samhørighedspolitikkens 2000-2006-programmer er konstateret vedvarende vanskeligheder med den administrative kapacitet for så vidt angår gennemførelsen af disse programmer;

25.

anmoder om en standardiseret anvendelse af modellen med ensartet information og modellen med én enkelt revision (SISA) på alle revisionsniveauer med henblik på at undgå dobbelte revisioner og overkontrol; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en manual for én enkelt revision med alle de vejledninger, der hidtil er blevet udarbejdet;

26.

opfordrer medlemsstaterne til yderligere at udnytte de finansieringstekniske instrumenter som et middel til at øge projekternes kvalitet og de private aktørers deltagelse, navnlig SMV'er, i de europæiske projekter; opfordrer Kommissionen til at forenkle måden, hvorpå disse instrumenter fungerer, da den nuværende kompleksitet begrænser brugen af dem;

27.

er overbevist om, at overholdelsen af procedurerne ikke må være på bekostning af kvaliteten af interventionerne; anmoder Kommissionen om en mere resultatorienteret politik i fremtiden med fokus på kvalitetsydelse og strategisk projektudvikling frem for kontrol; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at udvikle objektive og målbare indikatorer, som kan sammenlignes i hele Unionen, til bedre overvågnings- og evalueringssystemer, og til fortsat at overveje behovet for fleksible bestemmelser i tilfælde af økonomisk krise;

28.

bemærker, at anvendelsen af klare og gennemsigtige procedurer indgår som et vigtigt led i god forvaltning; glæder sig derfor over den igangværende forenkling af finansforordningen og strukturfondsbestemmelserne og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at overholde bestemmelserne i den reviderede finansforordning og offentliggøre oplysningerne om de endelige modtagere af strukturfondsmidlerne; opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå forståelige bestemmelser, der ikke får brug for hyppigt at blive ændret; opfordrer til en mere enkel opbygning af fondene efter 2013, ikke som en konsekvens af den økonomiske krise, men som et generelt princip i den fremtidige samhørighedspolitik for at lette anvendelsen af midlerne og henstiller til, at den større gennemsigtighed og fleksibilitet for så vidt angår udnyttelsen af EU-fondene ikke fører til en uforholdsmæssig forøgelse af den administrative byrde, som risikerer at afskrække mulige partnere fra at deltage i projekterne;

29.

glæder sig over Kommissionens strategirapport 2010 om gennemførelsen af samhørighedspolitikprogrammer, da det kan føre vigtige oplysninger tilbage til den politiske beslutningsproces; mener, at der i høj grad skal tages hensyn til konklusionerne i denne rapport, når der udarbejdes forslag til forbedring af gennemførelsen af samhørighedpolitikkens programmer;

30.

gentager sit ønske om en stærk og korrekt finansieret samhørighedspolitik, der kan sikre at alle EU's regioner udvikler sig på en harmonisk måde; kræver, at budgettet til denne politik videreføres efter 2013, og at ethvert forsøg på renationalisering afvises;

31.

opfordrer Kommissionen til at medtage differentierings- og proportionalitetsprincipperne i fremtidige forordninger og tilpasse kravene til programmernes størrelse og partnertype, især når små offentlige myndigheder er involverede; anmoder om øget anvendelse af faste beløb og enhedstakster for alle fonde, navnlig for generalomkostninger og teknisk assistance; foreslår, at der bliver givet mulighed for mere fleksible evalueringskriterier for innovative projekter med henblik på at stimulere dem og mildere kontrolkrav for pilotprojekterne; opfordrer Kommissionen til at udvikle princippet om et tillidsforhold med medlemsstater, der forpligter sig til og for hvem det lykkes at anvende fondene på fornuftig vis;

32.

opfordrer til en mere dybtgående harmonisering og integration af strukturfondenes regler med henblik på at opbygge en mere brugervenlig politik i fremtiden og derved undgå, at et projekt bliver opdelt i forskellige dele, som passer til forskellige fonde; henstiller, at der ikke kun bliver sat fokus på udgifternes korrekthed, men også på kvaliteten af interventionerne, og at ressourcerne koncentreres om at styrke den forvaltningsmæssige bistand;

33.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremsætte forslag til forordninger om den næste programperiode, vedtage gennemførelsesbestemmelser, udarbejde de nødvendige vejledninger og udbyde kurser i disse i god tid, samt til at lette forhandlingen og godkendelsen af de operationelle programmer for at undgå forsinkelser i gennemførelsen af samhørighedspolitikken og udnyttelsen af midlerne efter 2013;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/29

—

der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig afsnit I og afsnit XVIII,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 25. og 26. marts 2010,

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet - et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (KOM(2006)0567),

—

der henviser til OECD's årsrapport for 2009,

—

der henviser til »Successful partnerships: a guide«, OECD's LEED-forum for partnerskaber og lokalforvaltning, 2006,

—

der henviser til rapporten om den globale konkurrence 2009-2010 fra Det Verdensøkonomiske Forum, Genève, Schweiz, 2009,

—

der henviser til den uafhængige rapport »An agenda for a reformed cohesion policy - A place-based approach to meeting European Union challenges and expectations« (»En dagsorden for en reformeret samhørighedspolitik - en stedbaseret tilgang til imødegåelse af EU's udfordringer og forventninger«), der blev udarbejdet af Fabrizio Barca i april 2009 på anmodning af Danuta Hübner, kommissær med ansvar for regionalpolitik,

—

der henviser til dokument om retningslinjer for fremtiden for EU's samhørighedspolitik fra De Europæiske Kommuners og Regioners Råd, Bruxelles, december 2009,

—

der henviser til beslutningen fra Forsamlingen af Regioner i Europa (AER) om regionalpolitik efter 2013, der blev vedtaget på AER's generalforsamling den 8. november 2007 i Udine, Italien,

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om gennemførelsen af strukturfondsforordningen 2007-2013: resultaterne af forhandlingerne om de nationale samhørighedsstrategier og de operationelle programmer (1),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bedste praksis inden for regionalpolitik og hindringer for anvendelsen af strukturfondene (2),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2008 om forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik (3),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om grønbog om territorial samhørighed og status for debatten om den kommende reform af samhørighedspolitikken (4),

—

der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om EU 2020 (5),

—

der henviser til den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273),

—

der henviser til Kommissionens 20. årsrapport om gennemførelse af strukturfondene i 2008 (KOM(2009)0617),

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Private og offentlige investeringer til fordel for genopretningen og langsigtede strukturændringer: udvikling af offentlig-private partnerskaber« (KOM(2009)0615),

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om en statsstøttereform 2005-2009 (6),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0309/2010),

A.

der henviser til, at fremme af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og solidariteten mellem medlemsstaterne er et af EU's mål, sådan som det er stadfæstet i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

B.

der henviser til, at EU kun kan være konkurrencedygtig på verdensplan, hvis de interne politikker øger EU's evne til at imødegå globale udfordringer i krisetider ved hjælp af en bæredygtig, kulstoffattig økonomi, der bevarer biodiversiteten, idet perioder med afmatning har vist, at mindre udviklede regioner har ringere genoprettelseskapacitet,

C.

der henviser til, at konkurrenceevne og samhørighed hverken er modsætninger eller uforenelige, men at de på visse områder supplerer hinanden,

D.

der henviser til, at selv om der er sket betydelige fremskridt med hensyn til konvergensen i EU, kan der konstateres en tendens til, at territoriale skævheder mellem EU-regionerne bliver værre, f.eks. med hensyn til tilgængelighed, navnlig hvad angår de regioner, der strukturelt set er ugunstigt stillet, men også på intraregionalt plan og inden for EU's områder, hvilket kunne føre til territorial adskillelse, øge forskellene mellem velstandsniveauerne i EU-regionerne og forringe EU's globale konkurrenceevne,

E.

der henviser til, at OECD's årsrapport for 2009 indeholdt en henstilling om langsigtet vækst, som lagde vægt på betydningen af beskatning, investering i infrastruktur, uddannelse og arbejdsstyrken samt regulering af produktionsmarkeder og dermed fremhævede disses betydning,

F.

der henviser til, at Det Verdensøkonomiske Forum i sin rapport om den globale konkurrence fra 2009 såvel som i andre rapporter har påpeget infrastrukturens afgørende betydning som nr. to af de 12 søjler, som den globale konkurrenceevne vurderes på grundlag af, og fastslog, at infrastruktur af høj kvalitet er nødvendig for at reducere afstande, tiltrække udenlandske investeringer og sikre, at økonomisk udvikling er mulig,

G.

der henviser til, at konkurrenceevne i den sidste ende kun kan opnås, hvis den økonomiske vækst reelt er bæredygtig i hele EU,

H.

der henviser til, at man i rapporten fra den uafhængige ekspertgruppe om F&U og innovation, der blev udpeget efter Hampton Court-topmødet, og som Esko Aho stod i spidsen for, under betegnelsen »Skabelse af et Innovativt Europa« identificerer de nøgleområder - e-sundhed, medicin, transport og logistik, miljø, digitalt indhold, energi og sikkerhed - hvor et marked for innovation kan fungere, og hvor den offentlige politik kan spille en væsentlig rolle,

I.

der henviser til, at det er nødvendigt for at nå EU 2020-målene at acceptere de forskellige udviklingsniveauer og de forskellige begrænsninger, og at der bør fastlægges målsætninger, som er i overensstemmelse med den faktiske situation og de faktiske behov, som identificeres ved høring af alle relevante aktører på de forskellige forvaltningsniveauer,

J.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i marts 2010 anerkendte vigtigheden af at fremme økonomisk, social og territoriel samhørighed, bl.a. via udviklingen af infrastruktur, med henblik på at sikre en vellykket EU 2020-strategi i en situation, hvor denne nye strategi vil tage fat på blokeringer i den økonomiske udvikling,

K.

der henviser til, at samhørighedspolitikken har vist sig at være et effektivt instrument til at reagere på en fleksibel måde på de socioøkonomiske udfordringer, som finanskrisen medfører,

L.

der henviser til, at foruden god infrastruktur er de vigtigste forudsætninger for konkurrenceevnen at fremme forskning, innovation og teknologisk udvikling og at sørge for tilsvarende uddannelse af høj kvalitet til folk i regionerne,

M.

der henviser til, at regionerne vil spille en afgørende rolle for begrænsningen af krisens virkninger for offentligheden, og at de derfor bør slutte op om partnerskabsprincippet og udvikle passende instrumenter for forhåndsvurdering af de forskellige politiktypers territoriale virkninger med henblik på at imødegå større udfordringer såsom tilpasning til globalisering, demografiske ændringer og den deraf følgende affolkning af regionerne, klimaændring, energirelaterede spørgsmål og beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed samt nye udfordringer, der opstår som følge af krisen;

N.

der henviser til, at resultatet af drøftelserne om samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 har vist, at kvaliteten af programmer og inddragelsen af interessenter er øget på alle forvaltningsniveauer, hvilket udgør et skridt fremad i retning af opfyldelse af Lissabonmålene om øget økonomisk konkurrenceevne og beskæftigelse,

O.

der henviser til, at reformen af samhørighedspolitikken skal fremme denne politik ved at sikre mere sammenhæng og bedre koordinering og synergi mellem de europæiske politikker uden at fremhæve ét politikområde på bekostning af et andet og på baggrund af EU's behov og målsætninger med hensyn til bæredygtig udvikling,

P.

der henviser til, at de lokale og regionale aktørers involvering i samhørighedspolitikken afspejles i deres regionale og lokale strategier for at fremme økonomisk udvikling og social inddragelse,

Q.

der henviser til, at den økonomiske konkurrenceevne i regioner med et udviklingsefterslæb øges gennem udvikling af deres kapaciteter, herunder udvikling af infrastruktur af enhver slags, hvilket muliggør adgang til uddannelse, forskning og innovation,

R.

der henviser til, at selv om visse elementer i opbygningen af disse instrumenter, som f.eks. en fælles tidsramme og tilpasning til Lissabondagsordenen, giver mulighed for synergier, er der stadig forskelle, som f.eks. forskellige retsgrundlag, tematisk kontra territorialt fokus og delt kontra centraliseret forvaltning,

1.

understreger de landvindinger, der er gjort ved EU’s samhørighedspolitik, og det faktum, at dens gennemførelse er uomgængelig nødvendig for, at EU 2020-strategien kan lykkes som et instrument til udryddelse af forskellene mellem regionerne ved, at de gøres mere konkurrencedygtige, at indledningen af strukturelle reformer lettes, og regionernes evne til at tilpasse sig det globale klima øges;

2.

glæder sig over, at alle medlemsstater for perioden 2007-2013 afsatte et betydeligt beløb af deres samlede finansielle tildelinger til F&U, innovation og udvikling af en videnbaseret økonomi, hvilket har ført til 246 nationale eller regionale operationelle programmer med ca. 86 mia. euro afsat til forskning og innovation, af hvilke der allerede er afsat 50 mia. euro til primær F&U samt innovationsaktiviteter; understreger, at eftersom forskning og innovation er væsentligt for forbedringen af EU's konkurrenceevne i betragtning af de globale udfordringer, skal der fortsat investeres i disse områder, og der skal foretages jævnlige resultatbaserede vurderinger af fremskridtene; anbefaler derfor med henblik på den næste programmeringsperiode, at medlemsstaterne og Kommissionen afsætter tilstrækkelige midler fra strukturfondene til forskning og innovation, især bæredygtig innovation, og styrker forskningskapaciteterne; understreger nødvendigheden af at fremme og anvende vellykkede modeller i videntrekanten for at sikre den bæredygtige udvikling i regional forskning og strategiske rammer for innovation i samarbejde med virksomheder, forskningscentre, universiteter og offentlige myndigheder; understreger det potentiale, der ligger i videnintensive regionale innovative klynger, med hensyn til at mobilisere den regionale konkurrenceevne, og opfordrer til en bedre koordinering af strukturfondene og det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling;

3.

understreger, at man ved at styrke koncentrationen af samhørighedspolitikkens ressourcer kan sikre, at denne politik giver et væsentligt bidrag til at fremme konkurrenceevnen, innovationen og beskæftigelsen i EU;

4.

understreger, at den offentlige sektor på alle regeringsniveauer samt den private sektor spiller en nøglerolle i gennemførelsen af samhørighedspolitikken og i forbindelse med genopbygning af tilliden og solidariteten i krisetider og desuden ved at sikre lige muligheder, hvad angår adgangen til offentlige investeringer, navnlig i infrastruktur, nye teknologier og menneskelig kapital, samt ved at sikre en bæredygtig udvikling;

5.

understreger, at EU-regionernes økonomiske konkurrenceevne hænger tæt sammen med eksistensen af et passende beskæftigelsesniveau, uddannet og kompetent arbejdskraft, social sikring og adgang til offentlige tjenesteydelser; understreger i den forbindelse, at den støtte til den sociale samhørighed, som samhørighedspolitikken giver, øger denne politiks betydning for den samlede regionale konkurrenceevne på globalt plan;

6.

er af den opfattelse, at en samhørighedspolitik, der tager sigte på at reducere forskellene i udviklingsniveauer og forbereder regionerne til at imødegå langsigtede og kortsigtede udfordringer (globalisering, demografiske ændringer, affolkning af landdistrikter, klimaændring og beskyttelse af den biologiske mangfoldighed) ved at tage hensyn til deres specifikke styrker og svagheder i overensstemmelse med traktaternes ånd har vist sig at være væsentlig for den europæiske integrationsproces;

7.

påpeger, at EU 2020-strategiens udfordringer bedre kan imødegås ved en forøgelse af synergierne mellem forskning, udvikling og innovation og samhørighedspolitikker; understreger, at samhørighedspolitik skal spille en væsentlig rolle i gennemførelsen af EU 2020-strategien, eftersom den stimulerer strukturelle ændringer i hele Europa og understøtter væsentlige investeringsprioriteter på alle planer, nemlig lokalt, regionalt, nationalt og grænseoverskridende plan, idet den sikrer social, økonomisk og territorial samhørighed; påpeger dog, at selv om samhørighedspolitikkens prioriteringer skal tilpasses til EU 2020-målene, skal den fortsat være en uafhængig politik, der kan tage højde for regionale særpræg og støtte de svageste og mest trængende regioner, så de overvinder deres socioøkonomiske vanskeligheder og naturlige handicap, og så skævhederne mindskes; mener, at man ved at sikre kontinuiteten i de samhørighedspolitiske retningslinjer, der allerede er i anvendelse, vil beskytte den regionale dimension af FUI og skabe job inden for innovative sektorer;

8.

tilslutter sig de holdninger, der kommer til udtryk i grønbogen om territorial samhørighed, hvad angår konkurrenceevnen, som afhænger »af, at der skabes forbindelser til andre landområder for at sikre, at fælles aktiver udnyttes på koordineret og bæredygtig vis« for at frigøre det potentiale, der ligger i EU's territoriale diversitet; understreger i den forbindelse, at den problemløse og koordinerede operation af transporttjenester, tilstrækkelig adgang til telekommunikation og, hvor det er passende, samling på områderne for energi, sundhedspleje, forskning, uddannelse, miljøbeskyttelse og infrastruktur er grundlæggende forudsætninger for yderligere at styrke konkurrenceevnen; opfordrer Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag til fastlæggelsen og den efterfølgende gennemførelse af målsætningen om territorial samhørighed;

9.

mener, at medlemsstaterne bør støtte en stedbaseret tilgang til fastlæggelse og gennemførelse af samhørighedspolitikken; anerkender, at regionernes rolle er forskellig i forskellige medlemsstater afhængigt af disses politiske og administrative struktur; anmoder om, at subsidiaritetsprincippet i dets styrkede og udvidede version som defineret i TEUF bør gennemføres på behørig vis, og at forbedring bør tilstræbes i den nuværende programmeringsperiode ved at fremme princippet om decentralisering til lokale myndigheder med henblik på at forbedre udnyttelsen af bevillingerne; anser det for at være kontraproduktivt i denne forbindelse, at regioner gennemsnitligt forvalter 30,5 % af det samlede budget, der er afsat til samhørighedspolitikken, idet det resterende budget forvaltes af de centrale regeringer; mener derfor, at partnerskabsprincippet må styrkes væsentligt i fremtiden;

10.

er af den opfattelse, at navnlig grænseområderne understreger de problemer, som EU står over for i forbindelse med udfordringen ved at åbne grænserne og dermed fuldende det indre marked og globaliseringen; understreger, at sådanne områders konkurrenceevne kan undermineres af nødvendigheden af at tackle konkurrerende skatte- og velfærdssystemer, komplekse administrative ordninger og migrationsstrømme mellem regioner og lande; understreger vigtigheden af, at man udvikler de nødvendige redskaber til grænseoverskridende samarbejde og forvaltning på flere niveauer, og opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af information og bedste praksis;

11.

minder om, at territorial samhørighed har en horisontal, multisektoriel karakter, og at EU's politikker derfor skal bidrage til dens opnåelse; gentager, at dette koncept ikke er begrænset til regionalpolitikkens virkninger, men også indebærer koordination med andre EU-politikker, der tager sigte på bæredygtig udvikling og giver konkrete resultater på regionalt plan med henblik på at udvikle og til fulde udnytte de specifikke former for regionalt potentiale og øge deres indvirkning på stedet, så man fremmer regionernes konkurrenceevne og tiltrækningskraft og skaber territorial samhørighed; er af den opfattelse, at »koncentration, samarbejde og forbindelse« er den territoriale samhørigheds nøglebegreber med henblik på en mere afbalanceret territorial udvikling i EU;

12.

understreger, at styring på mange niveauer medfører overdragelse af ansvar for programmer, hvilket giver mulighed for bedre udnyttelse af det territoriale samarbejdes potentiale, og at principperne om styring på mange niveauer derfor bør gennemføres, for at EU kan blive i stand til at arbejde hen imod fælles mål gennem brug af sammenhængende og resultatorienterede foranstaltninger, idet der opstilles regionale og lokale prioriteter;

13.

bifalder resultaterne af Urban- og Leader-initiativerne og understreger nødvendigheden af at gøre brug af disse erfaringer og de dermed forbundne eksempler på bedste praksis i forbindelse med skabelsen af rammerne for en integreret, afbalanceret udvikling af by- og landdistrikter i overensstemmelse med de enkelte regioners behov; opfordrer Kommissionen til at undersøge og foreslå arbejdsmetoder, der fremmer by- og landpartnerskaber, bekæmper affolkningen af landdistrikter og samtidig fremmer en bæredygtig udvikling af byområder, eftersom næsten 80 % af EU’s befolkning bor i byområder; påpeger, at både by- og landområder spiller en dynamisk rolle i den regionale økonomiske udvikling, og understreger med henblik på næste programmeringsperiode nødvendigheden af investering i såvel by- som byoplandsprojekter og for en bedre koordination med landdistriktsudviklingsprogrammer;

14.

betragter partnerskaber som et nøgleprincip for fastlæggelsen af indholdet i samhørighedspolitikken, eftersom en bottom-up-tilgang styrker den administrative kapacitet og kvaliteten af programmeringsprocessen; mener, at alle forvaltningsniveauer bør spille en sammenhængende, komplementær og positiv rolle med hensyn til fremme af EU's økonomiske konkurrenceevne; opfordrer Kommissionen til at give en klarere definition af partnerskabsprincippet for at sikre, at der oprettes ægte partnerskaber med regionale og lokale myndigheder, og for at lette udvekslingen af bedste praksis mellem regionerne;

15.

påpeger, at samfinansiering er et fundamentalt princip for en sund forvaltning af samhørighedspolitikken; opfordrer til den fortsatte anvendelse af dette princip trods de begrænsninger af de offentlige udgifter, som krisen har medført;

16.

understreger behovet for at fremme iværksætterånd og støtte små og mellemstore virksomheder (SMV’er), idet man anerkender den afgørende rolle, de har spillet for fremme af økonomisk konkurrenceevne og jobskabelse; understreger behovet for at revidere og konsolidere den rolle, som de EU-instrumenter, der støtter EU's konkurrenceevne, spiller, med henblik på at forenkle de administrative procedurer, gøre adgangen til finansiering lettere, særlig for SMV'er, og indføre innovative incitamentmekanismer med henblik på at nå målene i forbindelse med intelligent, bæredygtig og integrativ vækst samt fremme af et tættere samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og andre finansielle institutioner; påskønner i denne forbindelse den merværdi, der tilbydes af finansieringstekniske instrumenter, og tilskynder til brugen heraf samt til brug af revolverende fonde og globale tilskud i videst mulig målestok med henblik på at opnå positive synergier og maksimerende resultater; opfordrer endvidere til, at der skabes forenklet adgang til risikokapital og mikrofinansiering;

17.

understreger endvidere, at effektiv gennemførelse af samhørighedspolitikken i høj grad afhænger af, hvordan den udformes, og at det derfor er af afgørende betydning at inddrage lokale og regionale myndigheder i en tidlig fase i udformningen og gennemførelsen af den fremtidige samhørighedspolitik; understreger ligeledes behovet for at oprette horisontale og vertikale partnerskaber mellem de offentlige myndigheder på alle niveauer med henblik på at opnå en så effektiv forvaltning som muligt på flere niveauer; minder om, at styring på mange planer er et af samhørighedspolitikkens væsentligste principper, og at det er af grundlæggende betydning for sikring af kvaliteten af beslutningsprocessen; understreger i denne forbindelse vigtigheden af det partnerskab, som de regionale myndigheder har med Regionsudvalget;

18.

bifalder ændringen af Rådets forordning nr. (EF)1083/2006, der forenkler procedurerne for anvendelsen af strukturfondene og Samhørighedsfonden, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte forenklingen af sådanne procedurer for at sikre fleksibiliteten af disse samt begrænse de administrative omkostninger for bidragsmodtagerne, således at myndighederne rettidigt kan imødegå større udfordringer med de nødvendige ressourcer; mener, at offentlig-private partnerskaber reelt kan yde et bidrag ved at supplere de tiltag, der gennemføres på lokalt og regionalt plan, og opfordrer Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag med henblik på konsolidering af offentlig-private partnerskaber inden for rammerne af samhørighedspolitikken;

19.

understreger betydningen af, med henblik på at fjerne skævhederne, forsat primært at støtte projekter, der er rettet mod regioner med et udviklingsefterslæb, således at de forventede effekter kan opnås i løbet af den nuværende programmeringsperiode i overensstemmelse med de indledende skøn; bemærker, at forbedret adgang og infrastrukturfaciliteter vil bidrage til at gøre de regioner, der halter bagefter på det indre marked, mere konkurrencedygtige, og det vil således bidrage til EU's eksterne konkurrenceevne som helhed; mener, at tilbagetrækningen af denne støtte ville begrænse effekten af de indledende positive resultater;

20.

understreger, at selvom samhørighedspolitikken traditionelt er koncentreret om de mindst velstående regioner, vedrører den dog alle europæiske regioner, uanset deres udviklingsniveau; understreger derfor nødvendigheden af at tilskynde til at arbejde hen imod regional konkurrenceevne og beskæftigelse; gentager, at en stærk og velfinansieret samhørighedspolitik med et budget, der i det mindste svarer til det nuværende i såvel absolut og relativ henseende, er en forudsætning for at nå målene med EU 2020-strategien med henblik på såvel at sikre en intelligent, bæredygtig og integrativ økonomi, idet EU gøres konkurrencedygtig på verdensplan, som at sikre, at alle regioner udvikler sig harmonisk og opnår målet med social, økonomisk og territorial samhørighed;

21.

mener, at BNP skal forblive hovedkriteriet, når der skal træffes afgørelse om støtteberettigelse under regionalpolitikken, selv om der også kan benyttes andre målbare indikatorer, hvis disse viser sig at være relevante, men at de nationale myndigheder dog skal gives mulighed for på det relevante niveau i beslutningstagningen at anvende andre indikatorer, som tager hensyn til særlige forhold i regionerne og byerne;

22.

understreger vigtigheden af i forbindelse med tildeling af midlerne at tage hensyn til de specifikke karakteristika ved for eksempel kystområder, bjergegne og afsidesliggende regioner, regioner, der er ramt af affolkning, eller fjerntliggende grænseregioner og byer; tilskynder regionerne til at stille forslag til, hvordan deres regionale særtræk kan udnyttes; opfordrer Kommissionen til at tilpasse de forskellige finansieringsinstrumenter med henblik på at skabe merværdi på kort og mellemlang sigt, idet der ligeledes tages hensyn til konsekvenserne af den økonomiske og finansielle krise;

23.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan nye teknikker inden for finansforvaltning kan forbedre samhørighedspolitikkens effektivitet og indvirkning med henblik på at opnå de bedst mulige resultater i de valgte projekter;

24.

understreger de positive virkninger, som ligestilling mellem kønnene har på EU's økonomiske vækst, på den sociale samhørighed og således på EU's konkurrenceevne;

25.

understreger den afgørende betydning, som regionaludvikling og territorial samhørighed som følge af deres europæiske merværdi overalt i Europa har for styrkelsen af EU's økonomiske konkurrenceevne og for at nå EU 2020-målene, idet en stedbaseret tilgang er et af de vigtigste skridt på vejen mod økonomisk balance;

26.

understreger vigtigheden af en integreret tilgang til strukturfondenes anvendelse, eftersom det er et vigtigt redskab til at hjælpe regionerne med at opnå bæredygtig vækst, beskæftigelse og velstand;

27.

understreger nødvendigheden af at fastholde overgangsordningerne for at styrke og forbedre det nuværende udviklingsniveau, der risikerer at blive forringet, hvis finansieringen reduceres betydeligt, når et givet mål er nået; påpeger, at dette ville sikre ligebehandling af regioner i samme situation, hvilket på sin side ville føre til en effektiv tilrettelæggelse af programmerne;

28.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at den europæiske offentligheds forventninger er baseret på dennes behov, og især på ønsket om adgang til tilstrækkelig infrastruktur og offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, som bør tilvejebringes på en retfærdig måde og til overkommelige priser for alle europæiske borgere, uanset hvor de bor og arbejder; insisterer på, at retten til lige muligheder skal respekteres, og understreger nødvendigheden af handicappedes adgang til alle infrastrukturer og projekter, der finansieres under strukturfondene;

29.

understreger, at det for at konsolidere viden og innovation som drivkraft i den fremtidige økonomiske vækst og EU's konkurrenceevne er nødvendigt at forbedre uddannelsens kvalitet, bygge videre på forskningsresultaterne, fremme innovation og videnoverførsel i hele EU, udnytte IKT mest muligt, sikre, at innovative idéer bliver afspejlet i nye produkter og tjenesteydelser, som fremmer vækst og arbejdspladser af høj kvalitet og bidrager til at tage fat på udfordringerne med samfundsmæssige forandringer i Europa og resten af verden, tilskynder til iværksætterkultur, prioriterer brugernes behov og markedsmuligheder og sikrer en tilgængelig og tilstrækkelig finansiering, i hvilken strukturfondene spiller en vigtig rolle;

30.

fremhæver det forhold, at økonomisk, social og territoriel samhørighed giver mulighed for i fuldt omfang at udnytte potentialet ved forskning, udvikling og innovation og for at sikre en højere levestandard for de europæiske borgere og en større tillid til EU; mener, at selektiv og kombineret investering i forskning, udvikling og innovation bør tage hensyn til den eksisterende kapacitet og det eksisterende potentiale på regionalt og lokalt plan samt støtte udviklingen af nøgleområder såsom e-sundhed, medicin, transport og logistik, miljø, digitalt indhold, energi og sikkerhed gennem institutionsudvikling og kapacitetsopbygningsprogrammer;

31.

mener, at nogle af de midler, der er afsat til forskning, udvikling og innovation under samhørighedspolitikken, bør anvendes til at opnå og fastholde rollen som verdens førende på områder, hvor Europa allerede har en konkurrencefordel, og på områder, hvor Europa har fornyet mulighed for at blive verdens førende;

32.

mener, at det for at styrke det indre marked er nødvendigt med specifikke foranstaltninger for at fremme konkurrencen på europæisk plan, uden at der dog skabes ubalance mellem medlemsstaterne; mener, at der på denne måde kan opnås et pænt stabilitets- og økonomisk velstandsniveau på europæisk plan;

33.

anbefaler, at medlemsstaterne og Kommissionen er mere opmærksomme på at støtte større projekter, der dækker to eller flere operationelle programmer med større indvirkning på europæisk plan, hvilket vil skabe merværdi, føre til beskæftigelse af høj kvalitet og sikre regionernes bæredygtige udvikling;

34.

mener, at samhørighedspolitikken fortsat bør fremme foranstaltninger, der vil skabe det størst mulige antal job, hvilket gør det muligt at udnytte de lokale menneskelige ressourcer og sørge for deres løbende udvikling, så man sikrer en høj produktivitet;

35.

fastholder, at opnåelsen af økonomisk, social og territorial samhørighed er en nødvendig betingelse, men at det ikke er tilstrækkeligt til at sikre den økonomiske konkurrenceevne på verdensplan, hvilket kræver betydelige investeringer på nøgleområder såsom energi, miljø, infrastruktur, uddannelse, forskning og udvikling, kreative industrier og tjenester, logistik og transport;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/37

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om Kommissionens arbejdsprogram for 2011 (KOM(2010)0623),

—

der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, navnlig bilag 4,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at dialogen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen gennemføres i god tid, således at kræfterne kan samles om at definere EU’s vigtigste strategiske målsætninger for næste år og de kommende år,

B.

der henviser til, at de politiske prioriteringer bør afstemmes efter de disponible finansielle midler,

C.

der henviser til, at europæiske politikker og foranstaltninger sammen med medlemsstaternes i overensstemmelse med nærhedsprincippet kan og skal yde et reelt bidrag til at hjælpe borgerne med at imødese og reagere over for et samfund i hastig udvikling,

D.

der henviser til, at 2011 bliver af afgørende betydning for Unionens fremtidige succes og en betydelig udfordring for Kommissionen og Unionen som helhed,

E.

der henviser til, at den finansielle krise stadig påvirker medlemsstaternes økonomier betydeligt, og at der må foretages store ændringer på både nationalt plan og på EU-plan; der henviser til, at en fuldstændig genopretning kræver en fælles europæisk strategi for bæredygtig vækst og jobskabelse, som understøttes med de nødvendige beføjelser og ressourcer,

1.

bemærker, at dette arbejdsprogram er det første, der vedtages inden for den nye programmeringscyklus, og understreger, at dialogen med Kommissionen bør styrkes med henblik på at udvikle den tydelige sammenhæng mellem politiske prioriteringer og midler til at finansiere dem på EU-plan;

2.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forpligte sig til at gennemføre en realistisk og gennemførlig programmering, der er effektiv, kan omsættes til praksis og er bedre gennemført end tidligere; anmoder om, at der forelægges en klar tidsplan for alle større forslag;

3.

opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt og ifølge en klar tidsplan at tilpasse den gældende fællesskabsret til bestemmelserne i artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.

opfordrer Kommissionen til at handle under videst mulig udøvelse af sine retlige beføjelser og politiske myndighed, bemærker, at Den Europæiske Union ikke kan fungere effektivt, medmindre Kommissionen identificerer, formulerer og fremmer Unionens og borgeres generelle interesser og effektivt udfører sin pligt til at føre tilsyn med anvendelsen af traktaterne og EU-lovgivningen;

5.

bemærker, at de bestræbelser, der hidtil er blevet gjort for at løse finanskristen og støtte den økonomiske genopretning i Europa, overhovedet ikke har været tilstrækkelige i forhold til, hvad der er nødvendigt; og beklager, at arbejdsprogrammerne ikke indeholder yderligere foranstaltninger til at skabe flere jobs; opfordrer derfor Kommissionen til at nøjagtigt at gøre rede for, hvordan dens initiativer og forslag vil leve op til denne udfordring;

6.

mener, at EU straks bør indlede arbejdet med strukturelle reformer med henblik på at forbedre dets konkurrencedygtighed og sætte skub i væksten; mener endvidere, at en modernisering af infrastrukturen (herunder bredbånd), en øget indsats med hensyn til forskning, udvikling og innovation, en politik, der sikrer tilstrækkelig, økonomisk og ren energi, innovation og udvikling af nye teknologier samt kvaliteten af uddannelser og erhvervsuddannelser er centrale punkter i strategien;

7.

glæder sig over den vægt, der lægges på reform af Europas økonomiske styring; advarer om, at medmindre EU kan udvikle en troværdig økonomisk styring, navnlig i euroområdet, som kan sikre en forsvarlig finanspolitik og få gang i væksten igen, vil euroens fremtid være i fare; insisterer på, at en sådan reform skal tage fuldt hensyn til Parlamentet holdning, som den fremgår af Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010, og som formål skal have at fremme EU’s økonomiske og sociale mål som anført i artikel 3 i Lissabontraktaten;

8.

erindrer om, at Europa-Parlamentet og Rådet som budgetmyndighedens to parter bør inddrages på lige fod i enhver anvendelse af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme; anmoder om, at der hurtigt fremsættes forslag med henblik på at gøre kriseløsningsmekanismen permanent (f.eks. en europæisk valutafond), at integrere EU 2020-strategien fuldstændigt i de langsigtede makroøkonomiske rammer, at tage de indledende skridt til fælles emission af en del af statsgælden og indføre obligationer med dette formål for øje som beskrevet i tidligere betænkninger fra Europa-Parlamentet og sikre en fælles ekstern repræsentation for euroområdet; går ind for en mindre traktatændring, der giver et retsgrundlag til en sådan mekanisme, frem for en grundlæggende ændring af traktaten;

9.

insisterer på, at Kommissionen hurtigt skal fremsætte forslag om revision af den nuværende finansielle ramme; mener, at den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 også skal afspejle det udvidede omfang af disse ansvarsområder; opfordrer Kommissionen til at forelægge et ambitiøst forslag om investering med henblik på at opfylde EU 2020-strategiens mål og på at skabe jobs, sætte skub i væksten og garantere EU-borgernes sikkerhed; mener, at fleksibilitet inden for denne ramme vil være af væsentlig betydning, og at EU-budgettet bør give mulighed for anvendelse af alternative finansieringskilder (øremærkning, projektobligationer osv.);

10.

minder om, at vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme kræver Europa-Parlamentets godkendelse; opfordrer Kommissionen til at fremme en hurtig vedtagelse af en interinstitutionel aftale om Parlamentets rolle i forbindelse med udarbejdelse af og forhandling om den næste flerårige finansielle ramme;

11.

opfordrer kraftigt Kommissionen til i juni 2011, efter vedtagelse af Parlamentets holdning til den nye finansielle ramme, at fremsætte dristige og innovative forslag til en væsentlig revision af ordningen om egne indtægter, til at skabe en ordning, som er retfærdig, klar, gennemsigtig og neutral i forhold til EU-borgernes skattebyrde; er stærkt overbevist om, at den flerårige finansielle ramme og spørgsmålet om egne indtægter er indbyrdes forbundet og bør afgøres på samme tid på grundlag af en åben debat mellem institutionerne og med omfattende inddragelse af nationale parlamenter, og at de ikke kan udsættes længere;

12.

understreger, at samhørighedspolitikken er et af EU’s vigtigste instrumenter til at dæmme op for den økonomiske krise ved at fremme investeringer i realøkonomien; bifalder i denne forbindelse Kommissionens første vurdering af gennemførelsen af foranstaltninger med relation til samhørighedspolitikken inden for rammerne af den europæiske økonomiske genopretningsplan, der understreger den vigtige rolle, som denne politik spiller med hensyn til at imødegå konsekvenserne af krisen; understreger den åbenlyse kobling, der er mellem samhørighedspolitikken og de tre store prioriteter i Europa 2020-strategien, ved at lette tilvejebringelsen af øget, intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst samtidig med, at en harmonisk udvikling i Unionens 271 regioner fremmes;

13.

bemærker indførelsen af et »europæisk halvår«; mener, at Parlamentets udvalg skal have en vigtigere rolle, således at de kan vise deres ekspertise ved at udarbejde »årsafslutningsbetænkninger« om fremskridt i forbindelse med vigtige målsætninger, der bør følges op af de politiske gruppers (fælles) beslutninger;

14.

beklager, at forslagene om det europæiske halvår og styringspakken ikke giver særlig stor mulighed for europæisk demokratisk kontrol og insisterer på, at Parlamentet inddrages kraftigt i begge dele;

15.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte forslag om omarbejdelsen af direktivet om markedsmisbrug og direktivet om markeder for finansielle instrumenter; bemærker, at Kommissionen må tage hensyn til den eventuelle samlede virkning af de forslag, den fremsætter, for at sikre, at de forøger finanssektorens stabilitet, gennemsigtighed og ansvarlighed og dens kapacitet til at være til gavn for realøkonomien med hensyn til vækst og job;

16.

anmoder om, at lovgivningsinitiativet til kriseløsning i banksektoren koordineres med de konkurrencepolitiske regler med henblik på at skabe en samlet ramme for krisestyring, der omfatter både private og offentlige aktører og beskytter skatteborgerne; mener, at revisionen af forordningen om kreditvurderingsbureauer bør behandle den manglende konkurrence i sektoren og opfordrer Kommissionen til at reagere på Parlamentets nylige anmodning om at undersøge mulighederne for et uafhængigt europæisk kreditvuderingsinstitut og stærkere inddragelse af uafhængige offentlige enheder i afgivelsen af kreditvurderinger;

17.

anmoder Kommissionen om at forelægge en omfattende handlingsplan, med tidsplan og mål, med henblik på at gennemføre et indre marked for onlineindhold og onlinetjenester i et åbent og fremgangsrigt digitalt samfunds interesse og for at bygge bro over it-kløften;

18.

understreger, at den digitale agenda og investeringer i informations- og kommunikationsteknologien er altafgørende for Europas konkurrenceevne på lang sigt, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte udviklingen på markedet for næste generations netværk og adgang hertil via fortsat liberalisering af det indre marked for kommunikation med henblik på at sætte skub i innovationen i EU;

19.

opfordrer kraftigt Kommissionen til at fremme viden og innovation i det 8. rammeprogram efter midtvejsevalueringen og minder om betydningen af, at Parlamentet får mulighed for at forelægge sine egne prioriteter inden vedtagelsen af det 8. rammeprogram i 2012;

20.

glæder sig over, at Kommissionen har ambitioner med hensyn til Innovation i EU, som vil omfatte en revision af statsstøtten til F&U og innovationsrammer, hvilket øger EIB's og venturekapitalrisikoens rolle; anerkender også den rolle, som offentlige indkøb kan spille med hensyn til at stimulere innovation;

21.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at reducere bureaukratiet i sine F&U-programmer og øge deltagelsen af innovative virksomheder i projekterne; mener, at Kommissionen yderligere bør fremme offentlig-private partnerskaber for at fremme europæisk forskning, udvikling og innovation;

22.

understreger betydningen af de nye flerårige programmer efter 2013 inden for uddannelse, kultur, det audiovisuelle område, ungdom og borgerskab, som forventes forelagt i 2011; mener, at de aktioner, der iværksættes, og de foranstaltninger, der træffes under disse programmer, bør svare til de europæiske borgeres behov og være baseret på en passende og effektiv budgetramme; mener, at initiativet »unge på vej« understreger betydningen af sådanne programmer;

23.

understreger den strategiske betydning af flagskibsinitiativet om ressourceeffektivitet og opfordrer indtrængende Kommissionen til at arbejde hurtigt på et ambitiøst forslag med henblik på at opnå bindende målsætninger og konkrete benchmarks inden for rammerne af det europæiske halvår med koordinering af den økonomiske politik; og opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til lovgivning for at reducere EU’s emissioner yderligere;

24.

mener, at en korrekt og funktionsdygtig gennemførelse af eksisterende lovgivningsmæssige instrumenter såsom den tredje energipakke bør prioriteres højt og støtter fuldt ud 2050-strategien, initiativer vedrørende intelligente net og forsyningssikkerhed;

25.

understreger, at energisikkerhed er særdeles vigtig, hvis den økonomiske vægt skal være bæredygtig, med henblik på at sikre uafbrudte forsyninger, respekt for kontraktaftaler, en rimelig markedspris og for at undgå afhængighed af alt for få producenter;

26.

mener, at meddelelsen om en ny industripolitik for Europa bør efterfølges af effektive foranstaltninger, navnlig med henblik på at opnå det ønskede skift i retning af en CO2-fattig og bæredygtig økonomi og for at sikre, at målet om 20 % større energieffektivitet vil blive opfyldt;

27.

understreger, at modvirkning af klimaændringer og tilpasning er en høj prioritet, som også vil være til gavn den europæiske industris og SMV’ers konkurrenceevne;

28.

glæder sig over prioriteringerne med hensyn til offentliggørelsen af hvidbogen og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremskynde forberedelserne til en revision af TEN-T-retningslinjerne og de moderniserede finansieringsmekanismer i tråd med Europa 2020-strategien og revisionen af EU-budgettet;

29.

insisterer allerede nu på, at reformen af landbrugspolitikken skal resultere i en stærk, retfærdig og ægte fælles og alsidig politik, der opfylder forbrugernes og producenternes forventninger og effektivt leverer »offentlige goder«, navnlig fødevaresikkerhed, og sikrer, at EU forbliver selvforsynende med fødevarer;

30.

minder om, at Parlamentet i sin beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013 insisterede på, at de midler, som tildeles den fælles landbrugspolitik i 2013-budgettet, i det mindste forbliver uændrede i løbet af den næste finansielle programmeringsperiode;

31.

kræver, at import til EU af landbrugsprodukter fra tredjelande kun tillades, hvis de er produceret i overensstemmelse med de europæiske standarder for forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd og miljøbeskyttelse og sociale minimumsstandarder; insisterer på, at der ikke må indgås bilaterale eller multilaterale handelsaftaler på bekostning af EU’s landbrugsproducenter;

32.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i lyset af konklusionerne i Revisionsrettens rapport om reformen af sukkermarkedet at revidere sine konsekvensanalyseprocedurer med henblik på at sikre, at de bedste og mest opdaterede data anvendes i forbindelse med udarbejdelsen af analyserne, hvilket er af afgørende betydning, når virkningerne af fremtidige bilaterale handelsaftaler for nøglesektorer i den europæiske økonomi skal vurderes;

33.

bifalder de kommende forslag fra Kommissionen vedrørende gennemførelsen af den integrerede havpolitik, såsom forslaget om en ramme for fysisk planlægning af havområder, meddelelsen om bæredygtig vækst i kystregioner og havområder samt meddelelse om integrering af havovervågning; insisterer imidlertid på, at finansieringen af gennemførelsen af den integrerede havpolitik garanteres i EU's budget gennem et proportionelt bidrag fra alle sektorer, der berøres af denne politik;

34.

mener, at der kun kan skabes inklusiv vækst på grundlag af ligebehandling af alle arbejdstagere på arbejdspladsen og lige vilkår for alle virksomheder; mener, at Kommissionen arbejdsprogram bør indeholde forslag, der sikrer disse principper, og insisterer på, at lovgivningsforslaget om gennemførelse af udstationseringsdirektivet som angivet i meddelelsen om akten for det indre marked, skal præcisere udøvelsen de grundlæggende sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder;

35.

anmoder om, at der fremsættes et forslag fra Kommissionen om medarbejdernes finansielle deltagelse i virksomheders overskud;

36.

opfordrer Kommissionen til i sine rapporter om »nye færdigheder og jobs« og »en platform mod fattigdom« at tage hensyn til de særlige vanskeligheder, som kvinder står over for, og især fremme ligebehandling på arbejdspladsen som et middel til at bekæmpe fattigdom og til at tilskynde kvinder til at blive iværksættere ved at gennemføre foranstaltninger, som bidrager til udveksling af bedste praksis;

37.

er overbevist om, at det fortsat er en vigtig udfordring at få udlignet kønsbestemte lønforskelle, og gentager sine anmodninger til Kommissionen i Parlamentets beslutning af 2008 om at forelægge Parlamentet et lovforslag om en revision af den eksisterende lovgivning vedrørende gennemførelse af princippet om lige løn for mænd og kvinder under hensyntagen til Parlamentets henstillinger i bilaget til beslutningen;

38.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til arbejdsmarkedsparternes synspunkter på pensionsområdet og at sikre, at hvidbogen afspejler både arbejdsgivernes og arbejdstagernes forventninger, herunder en styrkelse af den første søjle;

39.

glæder sig over reformen af EURES-jobportalen, der gør oplysninger og jobrådgivning mere tilgængelig for unge arbejdstagere, men beklager, at dette forslag er udsat til 2012, selv om unge mennesker har brug for den her og nu;

40.

efterlyser større effektivitet og bedre resultater i forbindelse med de to store EU-udannelsesorganer: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) og Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF);

41.

går stærkt ind for en større markedsintegration rettet mod de store vedvarende mangler, der er blevet påvist af professor Monti, således at tilliden hos EU-borgere, arbejdstagere, små virksomheder og forbrugere øges; mener, selv om det glæder sig over offentliggørelsen af akten for det indre marked, at forslagene bør være mere ambitiøse og konkrete; anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at opstille klare prioriteringer og fremsætte lovgivningsforslag;

42.

anmoder om en modernisering af EU’s lovgivningsmæssige rammer for offentlige indkøb ved en harmonisering af direktiverne og aftalen om statslige indkøb og kræver en klarere tidsplan for næste år;

43.

opfordrer Kommissionen til at sikre en konsekvent fremgangsmåde mellem det retlige instrument om europæisk aftaleret og direktivet om forbrugerrettigheder; finder det afgørende, at Kommissionen foretager en integreret behandling af en klar politikstrategi for forbrugere hurtigst muligt i 2011 og ikke i 2014 som foreslået på indeværende tidspunkt;

44.

støtter genbehandlingen af pakkerejsedirektivet og af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, der er koncentreret om markedsovervågning;

45.

understreger behovet for en effektiv retlig ramme for produktsikkerhed i EU; støtter revisionen af direktivet om produktsikkerhed, hvilket kræver, at der opstilles en klarere tidsplan, på linje med revisionen af de nye retlige rammer; opfordrer Kommissionen til at revidere CE-mærkningsordningen for at sikre, at forbrugerne kan betragte CE-mærkningen som et sikkerhedsmærke;

46.

mener, at det er vigtigt med initiativer inden for civilretten for at puste nyt liv i det indre marked; støtter Kommissionens indsats på det civilretlige område, der har til formål at gøre de civilretlige instrumenter mere e-justice-venlige;

47.

opfordrer til at finde en endelig løsning på problemerne med oprettelsen af et europæisk patent, og opfordrer Kommissionen til om nødvendigt at fremsætte et forslag til styrket samarbejde;

48.

beklager dybt manglen på lovgivningsinitiativer vedrørende cabotage og forsinkelsen til 2012 af adgangen til jernbanemarkedet, herunder åbningen af markedet for indenlandske rejsende; gentager, at Parlamentet er fast overbevist om, at den detaljerede EU-politik om passagerrettigheder bør bevares og udvikles;

49.

er dybt bekymret over, at der ikke foreligger konkrete forslag om grundlæggende rettigheder eller det horisontale direktiv om ikke-forskelsbehandling, og at spørgsmålet om ikke-forskelsbehandling ikke engang nævnes; opfordrer Kommissionen til at handle hurtigt for at deblokere direktivet om ikke-forskelbehandling;

50.

efterlyser et forslag om en meddelelse om udvidet solidaritet inden for EU på asylområdet, men beklager manglen på forslag til retsakter om asyl, i betragtning af at EU skulle have en fælles asylpolitik på plads inden 2012;

51.

efterlyser forslag om migration; erindrer om, at det afhænger af VIS’ og SIS’ succes, om det foreslåede ind- og udrejsesystem kan fungere korrekt, selv om SIS II endnu ikke er fuldt operationelt;

52.

understreger behovet for en ambitiøs politik om grundlæggende rettigheder efter Lissabontraktatens ikrafttræden og for at gøre de grundlæggende rettigheder i charteret så effektive som muligt; anmoder Kommissionen om at sikre, at ethvert lovgivningsmæssigt initiativ er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og garantere, at medlemslandene overholder charteret i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivning; anmoder om, at overvågningskapaciteten styrkes, og at traktatens mekanismer anvendes mod krænkelser af chartret om grundlæggende rettigheder;

53.

understreger, at EU-borgernes rettigheder og friheder bør respekteres fuldt ud i bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet, og at databeskyttelse og retten til retsmidler er væsentlige, hvis der skal skabes en troværdig og effektiv sikkerhedspolitik; mener, at det stigende antal forbrydelser kræver flere fællesskabsplaner vedrørende organiseret kriminalitet og cybersikkerhed;

54.

glæder sig over forslaget om rettighederne for ofre for kriminalitet og ikke mindst om retten til juridisk bistand og retshjælp, men beklager, at dette er den eneste foranstaltning, der er planlagt; efterlyser en klar tidsplan for de resterende foranstaltninger i køreplanen om proceduremæssige rettigheder;

55.

glæder sig over lanceringen i 2011 af en ny omfattende lovgivningsramme for beskyttelsen af personoplysninger i EU; understreger, at det nøje vil kontrollere alle forslag, herunder EU-PNR og EU-TFTP, for at sikre at de er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder;

56.

glæder sig over forslagene på det civilretlige område, men opfordrer Kommissionen til, med henblik på at opnå fælles standarder for EU-borgere i alle medlemsstater, at overveje at fremskynde revisionen af EU-retten på det civil- og strafferetlige område og rapportere til Parlamentet;

57.

støtter initiativer, der har til formål at forene arbejdsliv og familieliv ved bl.a. foranstaltninger vedrørende en minimumsperiode for forældreorlov og fremme af fleksible arbejdsordninger for kvinder og mænd og støtte til plejere for at kombinere beskæftigelse med plejeansvar;

58.

beklager Kommissionens forsinkelse med at stille forslag til retsakter på området for »Lissabonisering« af det nuværende »acquis« for det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager, som er en prioritet på området for borgernes rettigheder og retlige og indre anliggender;

59.

mener, at det er tvingende nødvendigt med en revision af den retlige ramme efter vedtagelsen af Lissabontraktaten, og beklager, at en sådan revision først forslås for 2012-2013; kræver, at alle agenturer for retlige og indre anliggender skal være effektive og - først og fremmest - ansvarlige;

60.

understreger, at fremme af menneskerettighederne i hele verden er en af Den Europæiske Unions hovedmålsætninger på internationalt plan, og at forbedrede handelsforbindelser og øget udviklingsbistand kan bidrage til at tilskynde til fremskridt på dette område;

61.

opfordrer Kommissionen til at holde gang i udvidelsesprocessen;

62.

understreger, at nye initiativer ville blive hilst velkomne i forbindelse med:

63.

mener, at EU, hvis det på effektiv vis skal projicere sine værdier og principper og bidrage til politisk stabilitet og økonomisk udvikling i dets naboområder, må støtte unge demokratier i hele Europa og styrke forbindelserne med sine partnere; opfordrer Kommissionen til at afslutte revisionen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) med henblik på at sikre bedre sammenhæng mellem politiske mål og finansielle instrumenter; mener, at EU bør styrke menneskerettighederne og den demokratiske konditionalitet i forholdet til sine naboer;

64.

opfordrer Kommissionen til at give fødevaresikkerhed i Afrika højere prioritet; understreger behovet for at styrke landbrugssektoren i Afrika på en bæredygtig måde; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at sikre, at de fattige i Afrika får lettere adgang til lån og finansielle tjenester; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme foranstaltninger, der kan sætte skub i handelen inden for det afrikanske kontinent, herunder forbedrede støttepakker for de regionale økonomiske fællesskaber og forbedring af infrastrukturer på hele det afrikanske kontinent;

65.

opfordrer Kommissionen til hvert år at aflægge rapport om EU’s fremskridt med hensyn til at opfylde 2015-målene og indføre foranstaltninger, der sikrer, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelse til at yde 0,7 % af BNI til officiel udviklingsbistand (ODA), og til at overvåge sådanne forehavender;

66.

understreger, at der i forbindelse med de igangværende forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA) bør sættes fornyet fokus på udviklingsdimensionen;

67.

opfordrer Kommissionen til aktivt at fremme håndgribelige fremskridt i de aktuelle WTO-forhandlinger for at snarest muligt at afslutte Doha-runden; fastholder, at styrkelsen af eksisterende bilaterale og regionale frihandelsaftaler og indgåelsen af nye er vigtigt, men bør betragtes som em komplementær strategi og ikke som et alternativt til den multilaterale ramme;

68.

erindrer om, at multilateralisme skal forblive EU's øverste prioritet, og forlanger, at de igangværende og nye handelsforhandlinger bør respekter princippet om særlig og differentieret behandling af udviklingslande; er fast overbevist om, at der er behov for effektive og reformerede multilaterale handelsregler for at opbygge et mere afbalanceret og retfærdigt økonomisk system som en del af en ny global styring, der er til gavn for udviklingen og bidrager til at udrydde fattigdom;

69.

understreger, at importvarer fra tredjelande kun bør markedsføres i EU, hvis de opfylder de europæiske forbrugerbeskyttelsesbestemmelser; mener, at Kommissionen i forbindelse med internationale forhandlinger bør insistere på, at vore handelspartnere overholder EU’s miljømæssige og sociale standarder;

70.

opfordrer til, at der indføjes en klausul om virksomhedernes social ansvar (VSA) i alle internationale aftaler, der undertegnes af EU; mener, at dette skal omfatte rapportering og gennemsigtighed fra selskabernes side, fornøden omhu fra virksomheders og koncerners side, gennemførelse af undersøgelser i tilfælde af dokumenteret overtrædelse af VSA-forpligtelserne og bedre domstolsadgang for ofre for selskabers handlinger;

71.

anmoder Kommissionen om at fremkomme med et lovgivningsinitiativ i lighed med den nye amerikanske lov om »konfliktmineraler« med henblik på at styrke gennemsigtighed og god forvaltningsskik i den ekstraktive industrisektor i udviklingslandene; opfordrer Kommissionen til at optrappe bekæmpelsen af korruption i sådanne lande, eftersom den underminerer menneskerettigheder og god regeringsførelse;

72.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at fremsætte forslag om ændring af OLAF-forordningerne;

73.

understreger, at Kommissionen bør bidrage mere åbent til en positiv holdning til nationale forvaltningserklæringer undertegnet af finansministre; understreger, at Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til hurtigst muligt at udstede nationale forvaltningserklæringer; opfordrer til, at der indføres omfattende brugervenlige onlinedatabaser;

74.

opfordrer derfor til systematiske, regelmæssige og uafhængige evalueringer af EU-programmer - både interne politikker og udviklingsbistand - for at sikre, at de når de ønskede resultater på en omkostningseffektiv måde for at

75.

er overbevist om, at en korrekt og rettidig gennemførelse og anvendelse af EU-direktiver er særligt vigtigt for at fjerne borgernes manglende tillid til EU's indsats; mener, at dette kræver et effektivt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne;

76.

henstiller, at EU-lovgivningen skal forenkles og understreger, at konsekvensanalyser forud for lovgivningen skal anvendes objektivt og effektivt under hensyntagen til gennemførelsen; støtter på det kraftigste Kommissionens igangværende bestræbelser omkring projektet for intelligent regulering;

77.

glæder sig over, at Kommissionen vil være mere opmærksom på aspekter omkring konkurrenceevnen i konsekvensanalyserne, og understreger betydningen af en evaluering af kombinerede retsakters akkumulerede virkning på konkurrenceevnen (fitnesscheck);

78.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/45

—

der henviser til stats- og regeringschefernes Tripoli-erklæring af 30. november 2010,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Det Panafrikanske Parlaments erklæring forud for topmødet af 27. november 2010,

—

der henviser til artikel 177-181 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at partnerskabet mellem Afrika og EU er baseret på den begge parters gensidige interesse i at udnytte deres samlede potentiale,

B.

der henviser til, at Tripoli-erklæringen er udtryk for de forskellige lederes vilje til at konsolidere det strategiske partnerskab, der blev etableret for tre år siden mellem de to kontinenter for at klare de fælles udfordringer sammen og fremme bæredygtig økonomisk vækst til fordel for hele Afrika,

C.

der henviser til, at EU er ansvarlig for mere end halvdelen af al udviklingsbistand og stadig er Afrikas vigtigste handelspartner,

D.

der henviser til, at Afrika diversificerer sine partnerskaber, navnlig med større lande i Asien og Latinamerika,

1.

glæder sig over vedtagelsen af den strategiske handlingsplan for 2010-2013 og dennes partnerskaber og håber, at den kommer til at bidrage med merværdi i forhold til Cotonouaftalen og Middelhavsunionen, og at den er udtryk for en ambitiøs tilgang til de interkontinentale forbindelser;

2.

understreger, at de grundlæggende principper i den fælles Afrika-EU-strategi bør udformes på en måde, så den fremmer udviklingslandenes bæredygtige behov for at bekæmpe fattigdom og sikrer en anstændig indtægt og et anstændigt eksistensgrundlag samt overholdelsen af de grundlæggende menneskerettigheder, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige rettigheder;

3.

håber, at der vil blive taget ved lære af de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med gennemførelsen af den første handlingsplan (2008-2010), og håber, at de intentioner, der principielt gives udtryk for i stats- og regeringschefernes sluterklæring, bliver fulgt op af handling;

4.

bemærker med interesse, at der kan åbnes op for langt mere effektive bidrag til strategien fra både den private sektor og civilsamfundet, navnlig i Afrika, end det hidtil har været tilfældet;

5.

anerkender også den regionale integrations vigtige rolle for vækst og udvikling og understreger navnlig det tilsagn, der findes i Tripoli-erklæringen, om at den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur skal gøres fuldt operationsdygtig i tæt samarbejde med regionale organisationer;

6.

glæder sig over fremskridtene i gennemførelsen af en afrikansk freds- og sikkerhedsarkitektur med henblik på håndtering af freds- og sikkerhedsudfordringer på det afrikanske kontinent; understreger i denne forbindelse betydningen af at yde forudsigelig og bæredygtig finansiering til afrikanske fredsstøttende operationer, nødvendigheden af at opbygge lokal modstandsdygtighed og viljen til at beskytte civile i væbnede konflikter;

7.

mener, at konfliktforebyggelsespolitikker er en væsentlig forudsætning for varig fred, og at de strukturelle årsager til konflikter bør søges løst gennem iværksættelse af en bæredygtig udviklingspolitik for at opfylde den afrikanske befolknings grundlæggende behov, bekæmpe arbejdsløshed og social og økonomisk uretfærdighed;

8.

mener, at vedtagelsen af den nye amerikanske lov om »konfliktmineraler« er et stort skridt i bekæmpelsen af ulovlig udvinding af mineraler i Afrika, som giver næring til borgerkrige og konflikter; mener, at Kommissionen og Rådet bør forelægge et lignende forslag for at sikre, at mineraler, der importeres til EU's marked, kan spores, samtidig med at der tages hensyn til initiativet til forbedring af gennemsigtighed i udvindingsindustrien (EITI);

9.

opfordrer EU og Den Afrikanske Union (AU) til sammen at tage fat på centrale spørgsmål af fælles interesse, såsom svar på politiske kriser og støtte til økonomisk regeringsførelse med henblik på at formulere fælles dagsordner om regeringsførelse gennem den nyligt etablerede platform for dialog om regeringsførelse og menneskerettigheder;

10.

glæder sig over Afrikas og EU’s fælles forpligtelse over for visse grundlæggende principper, herunder overholdelse af menneskerettighederne, demokratiske principper og retsstatsprincipperne samt fordømmelse af alle former for terrorisme;

11.

noteres sig, at stats- og regeringscheferne i deres erklæring fastslår, at de står sammen om beskyttelse af menneskerettighederne på begge kontinenter; understreger princippet om disse rettigheders universalitet, som navnlig skal overholdes i aktioner, der planlægges som del af partnerskabet om demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder;

12.

udtrykker dyb beklagelse over, at man på trods af vores gentagne tilsagn om at fremme demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder indbød Robert Mugabe til det tredje Afrika-EU-topmøde, som han deltog aktivt i; opfordrer alle aktører til fremover at markere deres politiske standpunkt tydeligere for at sende et klart signal om vores faste tro på retsstaten og demokratiet;

13.

opfordrer indtrængende til, at alle aktioner, der udføres i de forskellige partnerskabers regi, gennemføres uden forskelsbehandling på grund af køn, racemæssig eller etnisk baggrund, religion eller overbevisning, handicap, alder eller seksuel orientering eller mod personer, der lever med hiv/aids;

14.

støtter Det Panafrikanske Parlaments opfordring til alle Den Afrikanske Unions medlemsstater om at ratificere Den Afrikanske Unions charter om demokrati, valg og regeringsførelse;

15.

understreger Det Europæiske Råds formand, Herman Van Rompuys, opfordring til de afrikanske ledere om at støtte Den Internationale Straffedomstol og fuldt ud tiltræde princippet om bekæmpelse af straffrihed;

16.

opfordrer indtrængende EU og AU til at forpligte sig til at samarbejde for at sikre bedre samarbejde mellem Afrika og EU i relevante internationale organer, herunder FN;

17.

glæder sig over aftalen mellem EU og AU om at indgå i en politisk dialog for at finde løsninger på fælles bekymringer vedrørende økonomiske partnerskabsaftaler; anerkender, at regional integration, handel og investeringer er af afgørende betydning for den økonomiske stabilitet og bæredygtig udvikling;

18.

opfordrer indtrængende EU og AU til at samarbejde om bæredygtig udnyttelse af råstoffer, især ved at fokusere på kapacitetsopbygning, ledelse, udvikling af infrastruktur, investeringer, viden og evner inden for geologi, gennemsigtige minedriftskontrakter; opfordrer i denne forbindelse til, at der indføres miljømæssigt forsvarlige og socialt bæredygtige råstofpolitikker, som også gavner den lokale befolkning;

19.

opfordrer indtrængende alle medlemsstater af Den Afrikanske Union til at fremme indførelsen af en retlig og skattemæssige ramme, der på den ene side er befordrende for at stimulere den økonomiske vækst og tiltrække direkte udenlandske investeringer og på den anden for at udrydde korruption og skære ned på bureaukrati og dårlig forvaltning;

20.

henstiller indtrængende til Afrikas og EU's ledere at leve op til tilsagnet fra Tripoli og anvende strategien som et redskab til fremme af intra-kontinental afrikansk handel, herunder forbedrede støttepakker til de regionale økonomiske fællesskaber og til forbedring af infrastrukturen på hele det afrikanske kontinent;

21.

noterer sig det fornyede tilsagn fra Den Europæiske Unions medlemsstater om at afsætte 0,7 % af deres BNP til officiel bistand inden 2015, hvilket er af afgørende betydning, hvis 2015-målene skal nås inden 2015;

22.

vil navnlig forsøge at sikre, at opnåelsen af 2015-målene bliver en central del af bestræbelserne inden for alle partnerskaberne;

23.

minder om, at specifikke aktiviteter vedrørende mødres, nyfødtes og børns sundhed, køn, uddannelse, jordpolitik og bæredygtig udvikling, adgang til vand og sanitet samt mennesker med handicap er afgørende for at nå 2015-målene; opfordrer til videreførelse af programmer inden for uddannelse og sundhed;

24.

betoner betydningen af at sikre fødevaresikkerhed i hele Afrika og understreger nødvendigheden af at styrke landbrugs- og fiskerisektoren i Afrika på en bæredygtig måde, især hvad angår små landbrugere og fiskere;

25.

minder om den dominerende rolle, som landbrugssektoren spiller for de nationale økonomier i Afrika; understreger derfor, at harmonisering af sanitære standarder og plantesundhedsstandarder samt kapacitetsopbygning spiller en central rolle for landbrugssektoren i Afrika;

26.

beklager, at der på topmødet ikke fandt drøftelser sted om, at visse udenlandske investorer med støtte fra deres regeringer for tiden opkøber landbrugsarealer i Afrika, hvilket, hvis dette spørgsmål ikke håndteres korrekt, truer med at undergrave den lokale fødevaresikkerhed og kan få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser;

27.

mener, at Afrikas og EU's ledere bør udvise reel vilje til at fastlægge en mekanisme til hindring af ulovlig kapitalflugt med henblik på skatteunddragelse, fremme af gennemsigtighed i forbindelse med afrapporteringen for hvert enkelt land og modstå internationalt pres for regler, der kan muliggøre skattetænkning og -unddragelse i Afrika;

28.

er af den overbevisning, at vedvarende energi er af grundlæggende betydning for Afrikas økonomiske og sociale udvikling, og understreger formand Barrosos opfordring til en grøn energirevolution i Afrika;

29.

glæder sig over Afrika-EU-programmet for samarbejde om vedvarende energi og de politiske mål, som blev vedtaget på mødet på højt plan om energi i Wien i september 2010, og som skal nås inden 2020, herunder at skabe adgang til moderne og bæredygtige energitjenester for yderligere 100 millioner afrikanere, fordoble kapaciteten for grænseoverskridende elektricitetsforbindelser i Afrika, fordoble anvendelsen af naturgas i Afrika og øge anvendelsen af vedvarende energi i Afrika samt forbedre energieffektiviteten i Afrika i alle sektorer;

30.

opfordrer EU og AU til at forene deres bestræbelser på at nedbringe emissionerne fra skovrydning og skovforringelser;

31.

minder om EU’s tilsagn om 7,2 mia. EUR i 2010-2012 til klimaændringsprojekter og -initiativer, der kan iværksættes hurtigt, hvoraf en betydelig del vil være til rådighed for Afrika;

32.

understreger, at verdens fattigste befolkninger rammes først og hårdest af klimaændringer, og opfordrer alle aktører til at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig til konsekvenserne af klimaændringerne og med at fremme kulstoffattig vækst for at få udryddet fattigdommen;

33.

anfører, at det er af allerstørste vigtighed at gøre fremskridt i bestræbelserne på at opnå en global klimaaftale for at kunne bekæmpe fattigdom, og understreger i denne forbindelse det enorme potentiale, der findes i naturressourcer som sol, vind, floder og tidevand, og som ofte forefindes i rigelige mængder i afrikanske lande;

34.

bemærker, at migration har positive virkninger og insisterer på behovet for en fælles strategi med en tidsplan og målrettede projekter rettet mod at mindske de negative virkninger af ulovlig migration;

35.

minder om alle parters tilsagn om at skabe flere og bedre job gennem fremme af bæredygtig og inklusiv vækst;

36.

glæder sig over styrkelsen af eksisterende programmer i forbindelse med studerendes og universitetsansattes mobilitet sammen med initiativer som f.eks. det panafrikanske universitet (Pan-African University) og initiativet til harmonisering af uddannelsessystemer og -programmer (Tuning Educational Structures and Programmes);

37.

anfører, at hjerneflugt er et stort problem for Afrika, og at uddannede personer, der har forladt deres land, bør gives stærke incitamenter til at vende tilbage og bruge deres tillærte færdigheder i deres oprindelsesland;

38.

bifalder iværksættelsen af en dialog på højt plan om videnskabs- og teknologipolitik på højtstående embedsmandsniveau og ministerielt niveau med henblik på at styrke samarbejdsrammerne for videnskab og teknologi for hurtigere at skabe inklusiv økonomisk vækst og social udvikling i Afrika;

39.

bemærker, at Sudan ikke er repræsenteret, og at myndighederne i dette land ikke betragter sig selv som bundet af stats- og regeringschefernes Tripoli-erklæring, og ønsker at se alle elementer i fredsaftalen fra 2005 gennemført som anført i ovennævnte erklæring, herunder således den folkeafstemning, der er berammet til januar 2011, og som skal give befolkningen i det sydlige Sudan mulighed for at vælge deres egen skæbne;

40.

beklager at visse stats- og regeringschefer fra EU’s største medlemsstater ikke var i stand til at deltage i topmødet mellem EU og Afrika;

41.

beklager, at der ikke er nogen finansieringsplan til at ledsage den fælles Afrika-EU-strategi, og opfordrer på ny til, at EUF bliver omfattet af EU-budgettet, således at der kan finde parlamentarisk kontrol sted med gennemførelsen af de forskellige EU-finansieringsinstrumenter, der anvendes i forbindelse med oprettelsen af de forskellige partnerskaber;

42.

håber, at organer på ministerielt plan i højere grad bliver inddraget i strategiens gennemførelse;

43.

opfordrer til, at Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet sættes i stand til at udøve deres tilsynsfunktion i forbindelse med gennemførelse af den strategiske handlingsplan;

44.

opfordrer de nationale parlamenter i Afrika og EU til at behandle og drøfte den strategiske plan;

45.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Rådet og AU-Rådet, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/49

—

der henviser til præamblen til traktaten om Den Europæiske Union, særlig anden betragtning og fjerde til syvende betragtning,

—

der henviser til EU-traktatens artikel 2, artikel 3, stk. 3, andet led, artikel 6 og artikel 7,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000, som proklameret den 12. december 2007 i Strasbourg,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder (KOM(2010)0573),

—

der henviser til alle beslægtede konventioner og henstillinger vedrørende grundlæggende rettigheder fra Europarådet og FN, herunder fra specialiserede overvågningsorganer,

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og retspraksis,

—

der henviser til aftalememorandummet mellem Europarådet og Den Europæiske Union (1),

—

der henviser til Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse,

—

der henviser til aktivitets- og årsrapporterne fra Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA),

—

der henviser til ngo-rapporter om menneskerettighederne,

—

der henviser til den offentlige høring, som Europa-Parlamentet holdt den 21.-22. juni 2010, om betydningen af chartret om grundlæggende rettigheder for udviklingen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed,

—

der henviser til sin beslutning af 14. januar 2009 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union 2004-2008 (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0344/2010),

A.

der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union bygger på et fællesskab af udelelige og universelle værdier i form af respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, solidaritet, retsstaten og respekt for menneskerettighederne for alle, som er bosat på EU's område, herunder personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at effektiv beskyttelse og fremme af rettigheder skal være et overordnet mål for alle EU's politikker, også hvad angår deres eksterne dimension, og en afgørende betingelse for konsolideringen af Den Europæiske Union, som bidrager til fremme af freden, de værdier og principper, som menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder repræsenterer, og befolkningens velfærd,

B.

der henviser til, at Lissabontraktatens ikrafttræden skabte en ny situation i EU på menneskerettighedsområdet ved at gøre chartret om grundlæggende rettigheder (chartret) juridisk bindende og således omsætte grundlæggende værdier til konkrete rettigheder; der henviser til, at chartret siden vedtagelsen er blevet en inspirationskilde for europæiske domstoles retspraksis; der henviser til, at Kommissionen har offentliggjort en årlig rapport om gennemførelsen af chartret, og at fremme og gennemførelse af grundlæggende rettigheder, der bygger på chartret, skal indgå i FRA's årsrapporter,

C.

der henviser til, at der skal udvikles en ægte kultur for grundlæggende rettigheder, som fremmes og styrkes i både EU-institutionerne og medlemsstaterne, navnlig når de anvender og gennemfører EU-lovgivning, såvel internt som i forbindelser med tredjelande,

D.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i henhold til sin forretningsorden årligt kan behandle, undersøge og vurdere situationen for de grundlæggende rettigheder og fremsætte henstillinger,

1.

understreger, at effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er grundlaget for demokratiet og retsstaten i EU og en væsentlig forudsætning for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og kræver handling på flere planer (internationalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan); understreger endvidere den rolle, som regionale og lokale myndigheder kan spille for gennemførelse og fremme af disse rettigheder i praksis; opfordrer derfor alle EU's institutioner og medlemsstaternes regeringer og parlamenter til inden for de nye institutionelle og retlige rammer, som Lissabontraktaten har skabt, at udarbejde en omfattende intern menneskerettighedspolitik for EU, som omfatter effektive ansvarliggørelsesmekanismer på både nationalt plan og EU-plan med henblik på bekæmpelse af krænkelser af menneskerettighederne;

2.

gør opmærksom på sine beslutninger og sine mundtlige forespørgsler med forhandling samt resultaterne af missioner i 2009 vedrørende konkrete tilfælde af trusler mod grundlæggende rettigheder såsom privatlivets fred, den personlige værdighed og databeskyttelse, forbud mod tortur, tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, ytrings- og informationsfrihed, presse- og mediefrihed, ikke-forskelsbehandling, brug af mindretalssprog, romaernes situation og fri bevægelighed, romakvinder, forskelsbehandling af personer af samme køn, der er gift eller lever i registreret partnerskab, mindreårige, tilbageholdelsescentre for indvandrere og påstået ulovlig tilbageholdelse af fanger inden for rammerne af CIA’s program for ekstraordinære overførsler; understreger, at alle disse beslutninger afspejler de værdier, der er indeholdt i chartret, viser Parlamentets klare engagement i, at de grundlæggende rettigheder beskyttes til enhver tid, og sender klare politiske budskaber til alle mennesker i EU, medlemsstaterne og EU-institutionerne samt til internationale partnere;

3.

beklager, at Rådet og Kommissionen hverken har fulgt op på nogen af anbefalingerne i Europa-Parlamentets betænkning fra 2007 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (3) eller har orienteret Europa-Parlamentet om drøftelserne mellem EU og USA om dette spørgsmål;

4.

finder det nødvendigt at overveje udviklingen vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder efter Lissabon og ønsker med denne beslutning at præcisere den rolle, som de enkelte institutioner og mekanismer bør spille i den nye europæiske arkitektur for grundlæggende rettigheder;

5.

gentager, at Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 har ført til grundlæggende retlige ændringer af EU, som i stigende grad bør markere sig som et fællesskab med fælles værdier og principper; bifalder således EU's nye system til beskyttelse af grundlæggende rettigheder på flere niveauer, som hidrører fra mange kilder og styrkes gennem en række mekanismer, herunder det juridisk bindende charter, de rettigheder, som EMRK garanterer, og hvis anerkendelse hidrører fra EU's forpligtelse til at tiltræde konventionen, og de rettigheder, der bygger på medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner og deres fortolkning i henhold til ECHR's og Domstolens retspraksis;

6.

bekræfter, at chartret har samme juridiske værdi som traktaterne og repræsenterer den mest moderne kodificering af grundlæggende rettigheder, skaber en god balance mellem rettigheder og solidaritet og omfatter borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt tredjegenerationsrettigheder (dvs. ret til god forvaltning, informationsfrihed, sundt miljø og forbrugerbeskyttelse); mener, at EU bør udarbejde en lovgivningsmæssig ramme til beskyttelse mod virksomheders krænkelser af grundlæggende rettigheder;

7.

understreger, at indarbejdelsen af chartret i EU's primære ret ikke udvider EU's kompetenceområde, men er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og skaber nye ansvarsområder for beslutningstagnings- og gennemførelsesorganerne og ligeledes for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-lovgivning på nationalt plan, og at chartrets bestemmelser således kan anvendes direkte af EU's domstole og nationale domstole; opfordrer EU's institutioner og medlemsstaterne til at forbedre sammenhængen mellem deres forskellige organer med ansvar for overvågning og gennemførelse med henblik på effektiv anvendelse af den fastlagte overordnede ramme og til at styrke en EU-dækkende overvågningsmekanisme og et hurtigt varslingssystem, f.eks. den universelle regelmæssige gennemgang;

8.

minder om, at respekt for EU's kerneværdier og beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder udgør et fælles grundlag for EU's forbindelser med tredjelande, og understreger, at EU også på det punkt er bundet af chartret; minder i denne forbindelse om, at fremme af demokrati og retsstatsprincippet går hånd i hånd med overholdelse, beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; understreger, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil inden for EU's nye institutionelle struktur kun kan give mulighed for at forbedre sammenhængen i og effektiviteten af de udenrigspolitiske bestræbelser på at fremme menneskerettigheder og demokrati, hvis en menneskerettighedsbaseret tilgang til tjenestens struktur, ressourcer og aktiviteter støttes; understreger, at Unionen fører an i indsatsen for at fremme menneskerettighederne i verden; opfordrer i denne forbindelse EU til at sikre, at menneskerettighedsklausuler i internationale aftaler bliver håndhævet, at aftaler med tredjelande afspejler principperne i chartret, og at der opretholdes en sammenhæng mellem EU’s interne og eksterne menneskerettighedspolitikker;

9.

bekræfter, at EU's tiltrædelse af EMRK vil udgøre et mindstemål for beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Europa og give adgang til endnu en mekanisme til håndhævelse af menneskerettighederne, nemlig muligheden for at klage til ECHR over en EU-institutions eller en medlemsstats handling, som indebærer en krænkelse af menneskerettighederne, i forbindelse med gennemførelse af EU-lovgivning, såfremt spørgsmålet hører ind under EMRK, og at ECHR's retspraksis dermed vil yde et ekstra bidrag til EU's nuværende og fremtidige indsats for overholdelse og fremme af grundlæggende frihedsrettigheder på områderne borgerlige rettigheder og retlige og indre anliggender som supplement til Domstolens retspraksis på dette område;

10.

opfordrer alle EU's og Europarådets medlemsstater til at give udtryk for deres klare politiske engagement i, og vilje til at støtte, tiltrædelsesprocessen og -aftalen og til at sikre gennemsigtighed i tiltrædelsesprocessen og understreger samtidig, at der bør gennemføres en passende høring af de relevante interessenter; opfordrer Kommissionen til at runde sine interne høringer og forhandlingerne med Europarådet af med at finde hensigtsmæssige løsninger på de væsentligste tekniske spørgsmål med henblik på inden for en rimelig tidsfrist at fuldføre tiltrædelsesprocessen og sikre det højest mulige beskyttelsesniveau for menneskerettigheder i Europa;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre opmærksom på fordelene ved tiltrædelse af EMRK og på alle de krav, der skal opfyldes af ansøgerne, ved at udarbejde retningslinjer om hensigtsmæssig anvendelse og virkningerne af denne nye mekanisme, således at det sikres, at den kan anvendes effektivt, og ved at medtage den i uddannelsen af alle relevante fagfolk;

12.

bifalder Lissabontraktatens nye horisontale forpligtelser til at bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem mænd og kvinder, respekt for privatliv og familieliv, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder og ligeledes udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik og bekæmpe menneskehandel, samt den udtrykkelige henvisning til personer, der tilhører mindretal, hvilket er udtryk for en anden af EU's grundlæggende værdier; bifalder EU's nye status som juridisk person, som giver det mulighed for at tiltræde internationale traktater, forbedringen af retsbeskyttelsen med udvidelsen af Domstolens kompetence til områder med indlysende relevans for beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, f.eks. politisamarbejde og retligt samarbejde på det strafferetlige område, Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters styrkede indflydelse på den europæiske beslutningsproces, navnlig i form af evaluering af gennemførelsen af EU's politik for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, den større rolle, der er tildelt de europæiske borgere, som nu har beføjelse til at tage initiativ til EU-lovgivning gennem det europæiske borgerinitiativ, og forpligtelsen til at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet (artikel 11, stk. 2, i TEU);

13.

kræver fuld og sammenhængende gennemførelse i overensstemmelse med international og europæisk menneskerettighedslovgivning af Stockholmprogrammet, som omsætter traktatens forpligtelser og principper i praksis ved at fastsætte strategiske retningslinjer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

14.

mener, at de europæiske institutioner ofte har handlet parallelt i forbindelse med beskyttelse af grundlæggende rettigheder, og opfordrer dem derfor til at overveje de trufne foranstaltninger og til at forbedre deres indbyrdes samarbejde, f.eks. via etablering af et interinstitutionelt samarbejde om den årlige overvågning af menneskerettighedssituationen i EU, således at institutionerne kan bygge på hinandens rapporter;

15.

noterer sig, at der er oprettet en kommissærpost med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab, og betragter det som et bevis på Kommissionens ønske om at intensivere indsatsen på området for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og som en efterkommelse af Parlamentets gentagne anmodninger herom; mener, at en sådan opdeling mellem retfærdighed og sikkerhed ikke bør skærpe det misforståede modsætningsforhold mellem nødvendigheden af at beskytte alle menneskers menneskerettigheder og nødvendigheden af at garantere deres sikkerhed; mener, at den nye kommissær bør lægge særlig vægt på EU's politikker til bekæmpelse af ulovlig migration og terrorisme, og at kommissærkollegiets fulde støtte er afgørende for, at den nye kommissær kan opretholde en høj profil;

16.

opfordrer Kommissionen til at udnævne 2013 til det europæiske år for medborgerskab for at sætte skub i debatten om EU-borgerskab og oplyse EU's borgere om deres rettigheder, navnlig de nye rettigheder, der er en følge af Lissabontraktatens ikrafttræden;

17.

forventer, at den nye kommissær i overensstemmelse de intentioner, der allerede er kommet til udtryk, træffer konkrete foranstaltninger, og bifalder navnlig som det vigtigste tilsagnet om at indføre en konsekvensanalyse vedrørende grundlæggende rettigheder for alle nye lovgivningsforslag, at overvåge lovgivningsprocessen for at sikre, at nye endelige tekster er i overensstemmelse med chartret, at anvende en nultolerancepolitik ved overtrædelse af chartret, foretage grundige undersøgelser og indlede overtrædelsesprocedurer, når medlemsstaterne ikke opfylder deres menneskerettighedsforpligtelser ved gennemførelse af EU-lovgivning, og at sikre, at EU's borgere er velinformerede om den nye arkitektur for grundlæggende rettigheder; slår til lyd for en opfølgning af Kommissionens meddelelse fra 2003 om artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union (KOM(2003)0606) med henblik på at definere en gennemsigtig og sammenhængende metode til håndtering af mulige krænkelser af menneskerettighederne og anvende artikel 7 i TEU, når det er relevant, på grundlag af den nye menneskerettighedsarkitektur;

18.

minder Kommissionen om, at den skal undersøge, om alle nye lovgivningsforslag er i overensstemmelse med chartret, og at den skal kontrollere eksisterende instrumenter med samme formål; foreslår, at det i konsekvensanalyser, der ledsager Kommissionens forslag, klart bør angives, hvorvidt forslagene er i overensstemmelse med chartret, så dette skridt bliver et naturligt led i fremsættelsen af lovgivningsforslag; minder Kommissionen om, at den er forpligtet til at foretage brede høringer af de berørte parter for at sikre sammenhæng og gennemsigtighed i Unionens handlinger (artikel 11, stk. 3, i TEU); understreger i denne forbindelse, at FRA-platformen er vigtig for udførelsen af denne opgave;

19.

minder Kommissionen om, at den bør gennemføre objektive undersøgelser og indlede traktatbrudsprocedurer, når en medlemsstat i forbindelse med gennemførelse af EU-lovgivning krænker de rettigheder, der er nedfældet i chartret; minder endvidere Kommissionen om, at den skal anmode medlemsstaterne om pålidelige data og oplysninger, at den også skal indsamle oplysninger fra ikke-statslige kilder, og at den skal anmode FRA og andre menneskerettighedsorganer om bidrag;

20.

gør opmærksom på stigende nationalisme, fremmedhad og forskelsbehandling i nogle medlemsstater og understreger, at Kommissionen bør gøre en aktiv indsats for at forhindre og bekæmpe disse mulige krænkelser af grundlæggende rettigheder;

21.

understreger betydningen af Kommissionens årlige overvågning af overholdelsen af chartret og bemærker, at dens overvågningsrapporter bør indeholde en analyse af gennemførelsen af de garanterede rettigheder, en vurdering af de mest omstridte spørgsmål og af situationen for de mest sårbare grupper i EU, en redegørelse for eksisterende mangler i beskyttelsen samt en kortlægning af de vigtigste tendenser og strukturelle problemer på nationalt plan og EU-plan med henblik på at foreslå konkrete initiativer og foranstaltninger, og anbefaler, at bedste praksis formidles til medlemsstaterne;

22.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om strategien for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder, der bl.a. omhandler dens forebyggende tilgang ved den effektive gennemførelse, betydningen af interne uddannelsestiltag om grundlæggende rettigheder, systematisk kontrol af aspekter vedrørende grundlæggende rettigheder i Kommissionens konsekvensanalyser udført af udvalget for konsekvensanalyse samt en målrettet kommunikationsindsats, der er tilpasset til forskellige relevante situationer; bifalder endvidere den vægt, der i meddelelsen lægges på betydningen af de politiske kriterier for tiltrædelse, som blev fastsat af Det Europæiske Råd i København i 1993 og kræver, at ansøgerlande skal have oprettet stabile institutioner, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal; mener, at fastholdelsen af dette kriterium støtter beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i de fremtidige medlemsstater;

23.

opfordrer Kommissionen til at håndhæve de værdier og principper, der er nedfældet i traktaten og chartret, og fremme den strategi, der er fastlagt i Stockholmprogrammet, gennem konkrete lovgivningsforslag, samtidig med at den tager ECHR's retspraksis i betragtning under udførelsen af disse aktiviteter; kræver endvidere, at den gældende EU-ret tilpasses til Lissabontraktaten inden for politisamarbejde og retligt samarbejde, og at den demokratiske ansvarlighed styrkes i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

24.

henstiller, at der etableres et samarbejdsforhold mellem kommissæren med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, ved at kommissæren regelmæssigt indbydes til at udveksle synspunkter om aktuelle spørgsmål og udvikling med relevans for grundlæggende rettigheder;

25.

understreger, at Europa-Parlamentet også bør styrke sin egen konsekvensanalyse vedrørende grundlæggende rettigheder i forbindelse med lovgivningsforslag og ændringsforslag, der behandles i lovgivningsprocessen, for at gøre den mere systematisk, navnlig ved at udvide de muligheder, der for øjeblikket eksisterer i medfør af artikel 36 i Parlamentets forretningsorden om overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at det bør anmode Juridisk Tjeneste om at udtale sig om retlige aspekter af spørgsmål om grundlæggende rettigheder i EU;

26.

opfordrer Rådet til at indføre de ændringer, som traktaten kræver, og overholde chartret under lovgivningsprocessen; bifalder derfor nedsættelsen af Rådets stående Gruppe vedrørende Grundlæggende Rettigheder, Borgerlige Rettigheder og Fri Bevægelighed for Personer og understreger betydningen af, at dette nye organ har et bredt mandat til at inddrage ethvert spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder i EU og medlemsstaterne og fungere som et forum for Rådets drøftelser om interne menneskerettighedsspørgsmål, og at dette nye organ også i sine forbindelser med Europa-Parlamentet, arbejder gennemsigtigt og effektivt;

27.

bekræfter den interinstitutionelle aftale »Interinstitutionel fælles indstilling til konsekvensanalyse« (4), der henvises til i Kommissionens meddelelse om strategien for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder, hvor det fastsættes, at Europa-Parlamentet og Rådet er ansvarlige for at analysere konsekvenserne af deres egne ændringsforslag;

28.

opfordrer Rådet til at sikre, at Rådets Gruppe vedrørende Grundlæggende Rettigheder, Borgerlige Rettigheder og Fri Bevægelighed for Personer har et bredt mandat, der f.eks. kan omfatte drøftelse af og officielle udtalelser om rapporter fra FRA (som supplement til henstillinger fra FN's traktatorganer, særlige procedurer og mekanismer), vurdering af EU's instrumenters og politikkers eksterne indvirkning på menneskerettighederne, i samarbejde med Rådets Gruppe vedrørende Menneskerettigheder, sikring af samordning med agenturer uden mandat, men med indvirkning på menneskerettighedsområdet (f.eks. EIB og Frontex), undersøgelse af EU's og medlemsstaternes undertegnelse, ratificering og overholdelse af internationale menneskerettighedsinstrumenter og oprettelse af et forum, hvor Rådet kan drøfte interne menneskerettighedsspørgsmål;

29.

kræver, at dets ret til demokratisk kontrol respekteres på grundlag af traktaterne; fastholder, at det er nødvendigt at øge gennemsigtigheden og aktindsigten mellem EU-institutionerne for at forbedre det interinstitutionelle samarbejde, bl.a. hvad angår ansvarliggørelse, i sager vedrørende grundlæggende rettigheder; understreger sin opgave bestående i at følge op på sine beslutninger om grundlæggende rettigheder i EU og sin opgave bestående i at evaluere andre EU-institutioners arbejde og stille dem til ansvar for deres handlinger eller undladelser, når det vurderer udviklingen på området (f.eks. ved hjælp af årsrapporter), hvor det kombinerer politiske budskaber med en faktabaseret tilgang; understreger sin ret i henhold til artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til straks at blive underrettet fuldt ud om alle faser i proceduren for indgåelse af internationale aftaler mellem Unionen og tredjelande eller internationale organisationer;

30.

bekræfter, at Domstolen spiller en mere betydningsfuld rolle for at sikre, at alle EU's institutioner, agenturer og medlemsstater, der gennemfører EU-lovgivning, overholder chartret behørigt, og bemærker, at dette vil give Domstolen mulighed for at styrke og videreudvikle sin retspraksis vedrørende grundlæggende rettigheder; understreger, at de nationale domstole, Domstolen og ECHR skal samarbejde fast for at fremme udviklingen af et sammenhængende system af retspraksis på området;

31.

understreger, at den rolle, som FRA spiller for den løbende overvågning af grundlæggende rettigheder i EU og Lissabontraktatens konsekvenser på dette område, ved at levere analyse, bistand og ekspertise, en opgave, der kræver kvalitet, objektivitet, reel uvildighed og gennemsigtighed; opfordrer Kommissionen til at revidere og styrke FRA's mandat for at tilpasse agenturets arbejde til de nye krav, der er baseret på Lissabontraktaten og chartret; påpeger, at FRA’s overvågningsfunktion inden for rammerne af det reviderede mandat bør omfatte tiltrædelseslandene; konstaterer, at der derfor er behov for tilstrækkelige ressourcer til, at agenturet kan løse de opgaver, som gennemførelsen af chartret afstedkommer; gentager sin anmodning om at blive fuldt ud tilknyttet revisionen af FRA's flerårige program; glæder sig over indføjelsen af et bilag i FRA’s årsberetning, der viser medlemsstaternes ratifikation af internationale menneskerettighedsinstrumenter;

32.

understreger, at FRA's hovedopgave er at forsyne de beslutningstagende institutioner med oplysninger og data om spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder, og at det derfor indsamler og analyserer oplysninger og data og øger bevidstheden ved at udføre videnskabelig forskning og undersøgelser, der er baseret på grundige metoder, udgive tematiske rapporter og årsrapporter og skabe netværkssamarbejde og fremme dialogen med det civile samfund; bifalder agenturets årsrapport fra 2009 og dets strategi gående ud på at forelægge en sammenlignende oversigt og fremhæve god praksis i de 27 medlemsstater;

33.

opfordrer EU's beslutningstagende institutioner til at anvende de data og oplysninger, som FRA har leveret, i en lovgivningsmæssig aktivitets forberedende fase og under beslutnings- og/eller overvågningsprocesser og til at samarbejde løbende og tæt med FRA og samtidig inddrage dets ngo-platform;

34.

opfordrer alle andre EU-agenturer til at overholde deres forpligtelse til at beskytte de grundlæggende rettigheder og til at integrere grundlæggende rettigheder i alle deres aktiviteter; opfordrer EU til at sikre, at dets agenturer kan drages fuldt ud til ansvar på dette punkt;

35.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at give Frontex mulighed for at indlede et struktureret samarbejde med de agenturer, der beskæftiger sig med grundlæggende rettigheder eller indvandrere eller asyl, og med FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) med henblik på at lette de operationer, der har betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne; bifalder den samarbejdsaftale, som Frontex og FRA undertegnede i 2010;

36.

understreger, at EU og medlemsstaterne inden for deres respektive ansvarsområder er fælles om forpligtelserne på området for gennemførelse og/eller håndhævelse af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og at dette fælles ansvar og denne delte kompetence både repræsenterer en mulighed og en forpligtelse for medlemsstaterne og EU's institutioner; understreger, at de nationale parlamenters rolle er blevet styrket med Lissabontraktaten, og støtter iværksættelsen af en formel løbende dialog mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter;

37.

minder medlemsstaterne om, at de er forpligtede til på anmodning at forelægge Kommissionen, som traktaternes vogter, pålidelige data og oplysninger;

38.

understreger, at medlemsstaternes dømmende organer har stor betydning for overholdelsen og håndhævelsen af de grundlæggende rettigheder, og opfordrer derfor indtrængende til, at let adgang til domstolene og en rimelig tidsfrist for behandling af sager støttes, hvilket vil styrke beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fremme den igangværende uddannelse af nationale dommere i grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder de nye aspekter på området efter Lissabontraktatens ikrafttræden;

39.

mener, at EU ikke blot bør skride ind over for krænkelser af grundlæggende rettigheder, efter at de har fundet sted, men også bør forsøge at forhindre dem; kræver derfor en overvejelse af mekanismer til tidlig påpegning af potentielle krænkelser af grundlæggende rettigheder i EU og medlemsstaterne, midlertidig frysning af foranstaltninger, der udgør sådanne krænkelser, og fremskyndede retlige procedurer til fastsættelse af, om en foranstaltning er i strid med EU's grundlæggende rettigheder, og kræver sanktioner, såfremt den type foranstaltninger alligevel gennemføres i strid med EU-lovgivningen;

40.

opfordrer EU's institutioner og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at øge offentlighedens bevidsthed og informere den korrekt, da grundlæggende rettigheder kan beskyttes mere effektivt, hvis borgerne kender deres egne rettigheder og de mekanismer, der kan beskytte dem; opfordrer til, at samfundsmæssige organisationers og relevante ngo'ers erfaringer udnyttes aktivt, og til, at der løbende samarbejdes med alle disse organer, når den nye arkitektur for grundlæggende rettigheder gennemføres, og der træffes foranstaltninger i specifikke sager;

41.

understreger sin ret til årligt at udarbejde en betænkning om situationen for grundlæggende rettigheder i EU og påpeger, at spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder vil blive taget op over for EU's institutioner, agenturer eller medlemsstater, hvis det er nødvendigt;

42.

henstiller, at det undersøges, hvordan EU's institutioner og agenturer kan samarbejde bedre med internationale organisationer, som beskæftiger sig med beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og hvordan erfaringer på området kan formidles og udnyttes bedre;

43.

opfordrer EU's institutioner til at udnytte aftalememorandummet mellem Europarådet og EU fuldt ud med henblik på større synergi og sammenhæng på europæisk plan og henstiller til bedre udnyttelse af menneskerettighedsovervågningsmekanismers ekspertise og Europarådets standarder og konklusioner for på den måde at undgå dobbeltarbejde; bekræfter nødvendigheden af, at EU inddrages mere i Europarådets menneskerettighedskommissærs arbejde, og af, at EU tager større hensyn til dette arbejde, når den iværksætter politikker vedrørende frihedsrettigheder, retfærdighed og sikkerhed;

44.

opfordrer EU's medlemsstater til at undertegne og ratificere Europarådets og FN's vigtigste menneskerettighedskonventioner og de tilhørende valgfri protokoller, deriblandt den europæiske socialpagt (revideret), Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel, rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal, den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog, FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om flygtninges retsstilling, FN’s konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, FN’s konvention om organiseret kriminalitet og dens to protokoller om menneskehandel og -smugling, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, FN's konvention om barnets rettigheder og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap; henstiller endvidere, at internationale dokumenter tages mere i betragtning i EU's lovgivningsproces, og at der henvises mere til dem;

45.

understreger, at det er nødvendigt at være tilstrækkeligt opmærksom på FN's forskellige overvågningsmekanismer og på FN's menneskerettighedsorganers konklusioner, og anmoder om, at disse organers henstillinger med relevans for medlemsstaterne overvåges nøje; understreger betydningen af FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang; anbefaler, at der samarbejdes med Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder og med FN’s flygtningehøjkommissærs kontor; og bifalder, at FN's højkommissær for menneskerettigheder har åbnet sit første europæiske regionale kontor i Bruxelles;

46.

understreger, at Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR), OSCE's særlige repræsentanter for mediefrihed og bekæmpelse af menneskehandel og højkommissæren for nationale mindretal spiller en vigtig rolle og arbejder aktivt;

47.

opfordrer de medlemsstater, der sidder i FN’s Sikkerhedsråd, til at sikre garanti for de proceduremæssige rettigheder, når påståede terrorgrupper eller terrorister opføres på eller fjernes fra lister, sådan som det kræves i henhold til relevant retspraksis i Domstolen;

48.

understreger, at den nye arkitektur vil blive målt på, hvor effektivt de mest presserende problemer og hyppigst forekommende krænkelser håndteres af de ansvarlige institutioner både i medlemsstaterne og på EU-plan, også inden for rammerne af EU’s eksterne forbindelser;

49.

minder derfor om alle sine beslutninger, debatter og resultater af missioner i 2009 om spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder, som har vist, at der er mange udestående problemer og specifikke eksempler på krænkelse af grundlæggende rettigheder, som kræver hurtige konkrete initiativer, mellemsigtede strategier og langsigtede løsninger og opfølgning fra EU-institutionernes side, som f.eks.:

50.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

15.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 169/58

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde) (4),

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 7 (respekt for privatliv og familieliv) og artikel 8 (beskyttelse af personoplysninger),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel i det indre marked (7),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om forbrugerbeskyttelse (8),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om resultattavlen for det indre marked (9),

—

der henviser til sin beslutning af 13. januar 2009 om omsætning, gennemførelse og håndhævelse af direktiv 2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame (10),

—

der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om resultattavlen for forbrugermarkederne (11),

—

der henviser til sin beslutning af 3. september 2008 om hvordan markedsføring og reklame påvirker ligestillingen mellem mænd og kvinder (12),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. januar 2009 om »Overvågning af det indre markeds konsekvenser for forbrugerne - Anden udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne« (KOM(2009)0025), der er ledsaget af arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om »Anden udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne« (SEK(2009)0076),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 29. marts 2010 med titlen »Consumer Markets Scoreboard - Consumers at Home in the Internal Market - Monitoring the integration of the retail Internal Market and Benchmarking the Consumer Environment in Member States« (SEK(2010)0385),

—

der henviser til rapporten om forbrugerbeskyttelse i det indre marked udgivet af Kommissionen i oktober 2008 i en særlig Eurobarometerundersøgelse nr. 298,

—

der henviser til analyserapporten om holdningerne til salg over grænserne og forbrugerbeskyttelse udgivet af Kommissionen i marts 2010 i Flash Eurobarometer nr. 282,

—

der henviser til den europæiske fremgangsmåde i forbindelse med mediekendskab i et digitalt miljø (KOM(2007)0833),

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer for gennemførelsen af direktivet om urimelig handelspraksis (SEK(2009)1666),

—

der henviser til udtalelse 2/2010 om adfærdsbetinget onlinereklamering, vedtaget den 22. juni 2010 af Artikel 29-Gruppen vedrørende Databeskyttelse,

—

der henviser til udtalelse 5/2009 om sociale onlinenetværk, vedtaget den 12. juni 2009 af Artikel 29-Gruppen vedrørende Databeskyttelse,

—

der henviser til meddelelse af 5. februar 2009 fra den franske nationale kommission for informationsteknologi og frihedsrettigheder (CNIL) med titlen »La publicité ciblée en ligne« (»Den målrettede onlinereklame«),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Kommissionen om kvinderettigheder og ligestillingen mellem mænd og kvinder (A7-0338/2010),

A.

der henviser til, at reklamer stimulerer konkurrencen og konkurrenceevnen, sandsynligvis begrænser misbrug af dominerende stilling og tilskynder til nyskabelse i det indre marked, og at reklamer følgelig gavner forbrugerne, navnlig ved at øge udvalget, sænke priserne og tilvejebringe oplysninger om nye produkter,

B.

der henviser til, at reklamer udgør en vigtig og ofte afgørende finansieringskilde for et dynamisk og konkurrencedygtigt medieunivers og aktivt bidrager til en forskelligartet og uafhængig presse i Europa,

C.

der henviser til, at visse former for reklamepraksis ikke desto mindre kan have en negativ indflydelse på det indre marked og forbrugerne (urimelig praksis, indtrængen i det offentlige/private rum, personlig målretning, adgangsbarrierer for og forvridning af det indre marked),

D.

der henviser til, at det stadig er påkrævet at bekæmpe urimelig handelspraksis i reklamebranchen, eftersom det klart fremgår af den særlige Eurobarometerundersøgelse nr. 29, at sådanne former for praksis fortsat er et udbredt fænomen,

E.

der henviser til, at udviklingen af kommunikationsmidler har stor betydning på reklameområdet, navnlig gennem udviklingen af internettet, sociale netværk, forummer og blogs, brugernes øgede mobilitet og den hurtige vækst i digitale produkter,

F.

der henviser til, at virksomhederne - idet forbrugerne udviser en vis træthed over for den store mængde reklamebudskaber - fristes til at anvende de nye kommunikationsteknologier til at udbrede kommercielle budskaber, selv hvor disse ikke klart fremstår som sådanne og dermed risikerer at vildlede forbrugerne,

G.

der henviser til, at udviklingen af nye reklamepraksisser online og via mobiludstyr er skyld i en række problemer, der skal løses for at sikre et højt beskyttelsesniveau for brugerne,

H.

der henviser til, at reklamer spiller en vigtig økonomisk rolle, navnlig med hensyn til finansiering af gratis tjenester, og der henviser til, at deres omfang er steget kraftigt,