OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

19.4.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/1

Retningslinjer til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 244/2012 af 16. januar 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne, hvori der fastlægges en ramme for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne

2012/C 115/01

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.	MÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

2.	DEFINITIONER

3.	ETABLERING AF REFERENCEBYGNINGER

4.	IDENTIFIKATION AF ENERGIEFFEKTIVITETSFORANSTALTNINGER, FORANSTALTNINGER BASERET PÅ VEDVARENDE ENERGI OG/ELLER PAKKER OG VARIANTER AF SÅDANNE FORANSTALTNINGER FOR HVER REFERENCEBYGNING

4.1.	Eventuelle energieffektivitetsforanstaltninger og foranstaltninger baseret på vedvarende energikilder (og pakker og varianter heraf), der kan overvejes

4.2.	Metoder til nedbringelse af antallet af kombinationer og dermed beregninger

4.3.	Indendørs luftkvalitet og andre komfortrelaterede spørgsmål

5.	BEREGNING AF DET BEHOV FOR PRIMÆRENERGI, SOM BLIVER RESULTATET AF AT ANVENDE FORANSTALTNINGER OG PAKKER AF FORANSTALTNINGER PÅ EN REFERENCEBYGNING

6.	BEREGNING AF TOTALOMKOSTNINGERNE I NETTONUTIDSVÆRDI FOR HVER REFERENCEBYGNING

6.1.	Begrebet omkostningsoptimum

6.2.	Omkostningskategorisering

6.3.	Indsamling af omkostningsdata

6.4.	Diskonteringssatsen

6.5.	Ikkeudtømmende liste over omkostningselementer, der skal indgå i beregningen af de oprindelige investeringsomkostninger ved bygninger og bygningsdele

6.6.	Beregning af periodiske udskiftningsomkostninger

6.7.	Beregningsperiode over for anslået levetid

6.8.	Udgangsåret for beregningerne

6.9.	Beregning af restværdien

6.10.

Omkostningsudvikling over tid

6.11.

Beregning af udskiftningsomkostningen

6.12.

Beregning af energiomkostningen

6.13.

Behandling af beskatning, tilskud og faste afregningstariffer i omkostningsberegningen

6.14.

Inddragelse af indtægter fra produceret energi

6.15.

Beregning af bortskaffelsesomkostninger

7.	UDLEDNING AF ET OMKOSTNINGSOPTIMALT NIVEAU FOR HVER REFERENCEBYGNINGS ENERGIMÆSSIGE YDEEVNE

7.1.	Identificering af det omkostningsoptimale område

7.2.	Sammenligning med gældende krav i medlemsstaterne

8.	FØLSOMHEDSANALYSE

9.	ANSLÅET UDVIKLING I ENERGIPRISERNE PÅ LANGT SIGT

1. MÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

I overensstemmelse med artikel 5 og bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (1) udgør Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 244/2012 (2) en udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne i form af en ramme for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne (herefter »forordningen«).

Rammen for sammenligningsmetoden specificerer, hvordan man sammenligner energieffektivitetsforanstaltninger, foranstaltninger, der inddrager vedvarende energikilder, samt pakker og varianter af sådanne foranstaltninger på grundlag af deres energimæssige ydeevne og de anslåede omkostninger ved at gennemføre dem, og hvordan disse skal anvendes på udvalgte referencebygninger med det formål at finde frem til omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne. Ifølge bilag III til direktiv 2010/31/EU har Kommissionen pligt til at udstikke retningslinjer for brugen af rammen for sammenligningsmetoden, således at medlemsstaterne kan træffe de fornødne foranstaltninger.

Dette dokument omfatter disse retningslinjer, der er i overensstemmelse med bilag III til direktiv 2010/31/EU. Selv om retningslinjerne ikke er juridisk bindende, indeholder de relevante, supplerende oplysninger til medlemsstaterne og afspejler anerkendte principper for de omkostningsberegninger, der kræves i forbindelse med forordningen. Retningslinjerne er som sådan beregnet til at lette brugen af forordningen. Det er ordlyden i forordningen, der er juridisk bindende og umiddelbart gældende i medlemsstaterne.

For at lette medlemsstaternes brug af dette dokument er det udarbejdet over samme struktur som rammemetoden i henhold til bilag I til forordningen. Retningslinjerne vil i modsætning til selve forordningen blive revideret jævnligt, efterhånden som der høstes erfaring med anvendelsen af rammemetoden, både i medlemsstaterne og Kommissionen.

2. DEFINITIONER

En række af definitionerne i artikel 2 i forordningen bør afklares yderligere.

I definitionen af totalomkostninger er udgiften til jord udeladt. Men hvis en medlemsstat ønsker det, kan den i de oprindelige investeringsomkostninger og dermed også i totalomkostningerne medregne udgiften til det nytteareal, der er nødvendigt til anlæggelse af en given foranstaltning, og dermed indføre en rangordning af foranstaltningerne, alt efter det areal de optager.

Primærenergi for en bygning er den energi, der skal bruges til at producere den energi, der leveres til bygningen. Den beregnes ud fra den leverede og den eksporterede mængde af energibærere ved anvendelse af omregningsfaktorer for primærenergi. Primærenergi dækker både ikkevedvarende energi og vedvarende energi. Hvis begge medregnes, kan resultatet kaldes samlet primærenergi.

Som en del af definitionen af totalomkostninger kan en medlemsstat vælge at medtage andre eksterne omkostninger (f.eks. miljø- eller sundhedsomkostninger) ud over CO2-omkostningen i beregningen af det makroøkonomiske omkostningsoptimum.

Til beregningen af årlige omkostninger indeholder metoden, som den forelægges af Kommissionen, ikke en specifik kategori til kapitalomkostningen, idet man anså denne for allerede at være dækket af diskonteringssatsen. Hvis en medlemsstat ønsker specifikt at registrere de betalinger, der optræder gennem hele beregningsperioden, kan den f.eks. inddrage kapitalomkostningerne i kategorien årlige omkostninger for at sikre, at de også diskonteres.

Metoden til beregning af nytteareal skal defineres på nationalt plan. Det skal indberettes tydeligt til Kommissionen.

I vurderingen af det omkostningsoptimale niveau er det den ikkevedvarende del af primærenergien, der tages højde for. Det skal bemærkes, at dette ikke er i strid med direktivets definition af primærenergi, idet både den ikkevedvarende del og den samlede mængde primærenergi til bygningens drift skal indberettes for bygningens samlede ydeevne. De tilsvarende konverteringsfaktorer for primærenergi skal fastlægges på nationalt plan i en tabel i overensstemmelse med bilag II til direktiv 2006/32/EF (3).

Energieffektivitetsforanstaltninger kan forstås som enkeltstående foranstaltninger eller en pakke af foranstaltninger. I sin endelige form vil en pakke af foranstaltninger udgøre en variant af en bygning (= et komplet sæt foranstaltninger/pakker, som er bragt i anvendelse på en bygning til energieffektiv forsyning heraf, bl.a. indgreb i klimaskærmen, passivtekniske tiltag, indgreb i bygningsinstallationerne og/eller foranstaltninger med vedvarende energi).

Energiomkostningerne omfatter alle omkostninger ved energiforbrug som behandlet i direktiv 2010/31/EU i forbindelse med enhver typisk brug af en bygning. Energiforbruget ved apparater (og udgiften hertil) er derfor ikke omfattet, selv om medlemsstaterne også kan vælge at inkludere disse i deres nationale anvendelse af forordningen.

3. ETABLERING AF REFERENCEBYGNINGER

I overensstemmelse med bilag III til direktiv 2010/31/EU og bilag I, afsnit 1, i forordningen skal medlemsstaterne definere referencebygninger med henblik på beregningen af det omkostningsoptimale niveau.

Hovedformålet med referencebygningen er at repræsentere den typiske og gennemsnitlige bygningsbestand i en given medlemsstat, da det er umuligt at beregne hver enkelt bygnings omkostningsoptimum. Derfor skal de etablerede referencebygninger så nøjagtigt som muligt afspejle den bestående nationale bygningsbestand, så metoden kan udløse repræsentative beregningsresultater.

Det anbefales, at man etablerer referencebygninger på en af to følgende måder:

Udvælgelse af et virkeligt eksempel, der repræsenterer den mest typiske bygning i en bestemt kategori (anvendelsestype med tilhørende referenceniveauer for belægningsmønster, gulvareal, bygningens kompakthed udtrykt ved forholdet mellem overflade og volumen, bygningsskærmens struktur med tilhørende U-værdi, tekniske serviceinstallationer og energibærere sammen med deres andel af energiforbruget).

2)	Skabelse af en virtuel bygning, som for hvert relevant parameter (se pkt. 1) indeholder de mest almindeligt anvendte materialer og installationer.

Valget mellem disse to måder bør træffes på grundlag af ekspertforespørgsler, statistiske datas tilgængelighed osv. Det er muligt at benytte forskellige indgangsvinkler til forskellige bygningskategorier. Medlemsstaterne skal indberette, hvordan de har valgt referencesituationen i hver bygningskategori (se også pkt. 1.4 i indberetningsskemaet i afsnit 1 i bilag III til forordningen).

Medlemsstaterne kan frit anvende og tilpasse allerede eksisterende kataloger og databaser over referencebygninger til deres beregninger af det omkostningsoptimale niveau. Desuden kan resultater fra arbejdet under programmet Intelligent Energi i Europa (IEE) bruges som input, f.eks.:

— TABULA– Typology Approach for Building Stock Energy Assessment: http://www.building-typology.eu/tabula/download.html

— ASIEPI Project– et sæt referencebygninger til undersøgelser vedrørende beregning af energimæssig ydeevne: http://www.asiepi.eu/wp2-benchmarking/reports.html (4)

Ifølge forordningen skal medlemsstaterne identificere mindst én referencebygning for nye bygninger og mindst to for eksisterende bygninger, som står over for en større renovering, i hver af følgende kategorier:

—	enfamiliehuse

—	lejlighedskomplekser og flerfamiliehuse

—	kontorer og

—	øvrige kategorier uden for boligmassen i listen i bilag I, nr. 5, i direktiv 2010/31/EU, for hvilke der findes specifikke mindstekrav til ydeevnen.

Forordningen giver medlemsstaterne valget mellem:

—	at etablere referencebygninger (igen en for nybygninger, to for eksisterende bygninger) for hver enkelt kategori af bygninger uden for boligmassen, i det mindst for dem, hvortil der findes mindstekrav til energimæssig ydeevne, eller

—

at definere referencebygninger for andre kategorier uden for boligmassen på en sådan måde, at en referencebygning repræsenterer to eller flere kategorier. På denne måde kan man indskrænke de nødvendige beregninger og dermed den administrative byrde. Det er måske endda muligt, at man af en basisreferencebygning for kontorkategorien kan udlede alle referencebygninger for kategorierne uden for boligmassen.

Det betyder, at hvis en medlemsstat definerer kontorbygninger på en måde, så disse referencebygninger kan anvendes på alle andre kategorier uden for boligmassen, kan medlemsstaten nøjes med at definere ni referencebygninger i alt. I modsat fald vil antallet af referencebygninger naturligvis blive højere.

Forskellige bygningsbestande kan kræve forskellig kategorisering. I ét land kan det være, at en sondring efter byggematerialer er den mest velegnede metode, mens det i et andet land kan være bygningens alder. Det vil være vigtigt, at medlemsstaten tydeligt angiver i sin rapport til Kommissionen, hvorfor det valgte kriterium garanterer et realistisk billede af bygningsbestanden. Med hensyn til den bestående bygningsbestand understreges betydningen af de gennemsnitlige karakteristika.

Der kan fremsættes følgende bemærkninger til kriterierne for bygningskategoriernes underkategorier:

Alder	Dette kriterium kan være fornuftigt i et land, hvor den eksisterende bygningsbestand indtil videre ikke er blevet renoveret, og hvor en bygnings oprindelige alder derfor stadig er en god målestok for dens energimæssige ydeevne. I lande, hvor bygningsbestanden allerede i vidt omfang er blevet renoveret, er aldersgrupperne blevet for forskelligartede til blot at blive kategoriseret efter alder.
Størrelse	Størrelseskategorierne er interessante, i og med at de kan repræsentere underkategorier for både energimæssige og omkostningsrelaterede karakteristika.
Klimaforhold	I flere medlemsstater skelner man i de nationale krav mellem landets forskellige klimazoner eller regioner. Det anbefales, at referencebygningerne i så fald er repræsentative for de pågældende klimazoner eller regioner, og at energiforbruget i referencebygningerne beregnes for hver klimazone. Det anbefales, at klimaforholdene beskrives og benyttes i overensstemmelse med DS/EN ISO 15927 – »Bygningers hygrotermiske ydeevne – Beregning og præsentation af klimadata« som et landegennemsnit eller for hver klimazone, hvis der sondres på denne måde i den nationale bygningslovgivning. Data om graddage (opvarmning) er tilgængelige hos Eurostat. Det anbefales, når det er relevant, også at medtage kølegraddage (med angivelse af basistemperatur og tidsenhed brugt til beregning).
Orientering og afskærmning	Afhængigt af bygningens geometri og vinduesfladernes størrelse og fordeling/orientering kan bygningens orientering og afskærmning (fra nærtstående bygninger eller træer) have stor indflydelse på energibehovet. Det er imidlertid vanskeligt at udlede en »gennemsnitlig« situation heraf. Det kan være nyttigt at definere en »sandsynlig« situation for en bygning, der ligger på landet, og en sandsynlig situation for en bygning i et byområde, hvis dette kriterium indgår i de nationale mindstekrav. Den typiske placering af referencebygningen(erne) bør også afspejle indflydelsen fra bygningens orientering, opvarmning fra solen, afskærmning, kunstig belysning osv.
Byggematerialer i bærende og andre strukturer	Byggematerialerne i klimaskærmen kan bidrage til den termiske ydeevne og have indflydelse på en bygnings energibehov. F.eks. kan en høj bygningsmasse reducere energiefterspørgslen efter køling om sommeren. Der bør sandsynligvis sondres mellem forskellige typer bygninger i definitionen af referencebygninger (f.eks. mellem massive bygninger og lette konstruktioner og mellem glasfacader og almindelige facader med vinduer), hvis et land har en rimelig stor andel af begge typer.
Fredede og bevarings-værdige bygninger	Medlemsstater, som ikke har udelukket fredede og bevaringsværdige bygninger (artikel 4, stk. 2, i direktiv 2010/31/EU), vil måske gerne fastlægge underkategorier, som afspejler kendetegnene ved de mest typiske fredede og bevaringsværdige bygninger.

Det må generelt antages, at bygningsbestanden bliver mere realistisk repræsenteret med et større antal referencebygninger (og underkategorier), men man foretager naturligvis en afvejning mellem den administrative byrde som følge af beregningsarbejdet og bygningsbestandens repræsentativitet. Hvis bygningsbestanden er forskelligartet, er der sandsynligvis brug for flere referencebygninger.

Den valgte tilgang til etablering af referencebygninger for henholdsvis nye og eksisterende bygninger er grundlæggende den samme med den undtagelse, at beskrivelsen af referencebygningen for eksisterende bygninger giver en fuldstændig, kvalitativ beskrivelse af den typiske bygning og de deri indbyggede installationer. For så vidt angår nye bygninger, giver referencebygningen kun bygningens grundlæggende geometri, typiske funktioner og typiske omkostningsstruktur i den pågældende medlemsstat, geografisk beliggenhed og indendørs og udendørs klimaforhold.

4. IDENTIFIKATION AF ENERGIEFFEKTIVITETSFORANSTALTNINGER, FORANSTALTNINGER BASERET PÅ VEDVARENDE ENERGI OG/ELLER PAKKER OG VARIANTER AF SÅDANNE FORANSTALTNINGER FOR HVER REFERENCEBYGNING

I overensstemmelse med bilag III til direktiv 2010/31/EU og bilag I, afsnit 2, til forordningen skal medlemsstaterne definere energieffektivitetsforanstaltninger, der skal anvendes på de etablerede referencebygninger. Foranstaltningerne, der indgår i beregningen, skal dække de teknologier, der er anført i artikel 6 i direktiv 2010/31/EU og gentages i artikel 7 (sidste afsnit), nemlig decentral forsyning, kraftvarme, fjernvarme og fjernkøling og varmepumper. I overensstemmelse med afsnit 2, nr. 3, i bilag I til forordningen skal medlemsstaterne også medtage foranstaltninger baseret på vedvarende energikilder i beregningerne. Det skal bemærkes, at løsninger baseret på vedvarende energi ikke udelukkende behøver være knyttet til opfyldelsen af målsætningen om næsten energineutrale bygninger.

Desuden kan foranstaltninger, der berører én installation, også påvirke en anden installations energimæssige ydeevne. F.eks. påvirker klimaskærmens isoleringsgrad bygningsinstallationernes kapacitet og dimensioner. Der skal tages højde for dette samspil mellem forskellige foranstaltninger, når man definerer pakker/varianter.

Det anbefales derfor, at foranstaltningerne kombineres i pakker og/eller varianter, eftersom fornuftige kombinationer af foranstaltninger kan skabe synergieffekter, som giver bedre resultater (med hensyn til omkostninger og energimæssig ydeevne) end enkeltforanstaltninger. Varianter defineres i den delegerede forordning som »det samlede resultat og beskrivelsen af et komplet sæt foranstaltninger/pakker, som er bragt i anvendelse på en bygning; den kan bestå i en kombination af indgreb i klimaskærmen, passivtekniske tiltag, indgreb i bygningsinstallationerne og/eller foranstaltninger med vedvarende energi«.

Selv om det derfor kan være vanskeligt at skelne nøjagtigt mellem en pakke og en variant, er det klart, at varianten refererer til hele sæt af løsninger, der er nødvendige for at opnå høj ydeevne i eksisterende bygninger m.m. Varianterne kan f.eks. være veletablerede koncepter, der bruges til at opføre en certificeret miljømærket bygning, et passivhus, et trelitershus eller andre sæt af foranstaltninger, som er fastlagt med henblik på at opnå meget stor energieffektivitet. Det skal imidlertid bemærkes, at omkostningsoptimeringsmetodens formål er at sikre en fair konkurrence mellem de forskellige teknologier, og at dette formål ikke er begrænset til beregning af totalomkostningerne ved allerede etablerede og anerkendte pakker/varianter.

Inden for en pakke/variant af foranstaltninger kan effektivitetsforanstaltninger, der er omkostningseffektive, godt give mulighed for at indlemme andre foranstaltninger, der endnu ikke er omkostningseffektive, men som kunne bidrage massivt til primærenergi- og CO2-besparelser i det samlede bygningskoncept – forudsat at den samlede pakke stadig giver flere gevinster end omkostninger i bygningens eller bygningsdelens levetid.

Jo flere pakker/varianter der anvendes (og variationer af foranstaltningerne i den vurderede pakke), jo mere nøjagtigt bliver det beregnede omkostningsoptimum ved den opnåelige ydeevne.

Fastlæggelsen af de endeligt valgte pakker/varianter vil sandsynligvis foregå i en løbende proces, hvor den første beregning af de valgte pakker/varianter afdækker behovet for at føje yderligere pakker til, så man kan se, nøjagtig hvor der forekommer pludselige spring i totalomkostningerne, og hvorfor. Derfor kan det være nødvendigt at definere en tillægspakke for at afdække, hvilken teknologi der er skyld i den højere omkostning.

Til beskrivelsen af hver pakke/variant skal man bruge oplysninger om den energimæssige ydeevne. Tabel 3 i indberetningsskemaet, der danner bilag til forordningen, giver et overblik over det grundlæggende sæt tekniske parametre, der er nødvendige for at foretage en beregning af den energimæssige ydeevne.

Det anbefales medlemsstaterne, når de fastsætter deres nationale beregningsmetode, at de ikke lader rækkefølgen af de definerede foranstaltninger/pakker/varianter forudbestemme resultatet. Medlemsstaterne bør altså forsøge at undgå at fastlægge regler, hvorefter en given foranstaltning på klimaskærmen altid anvendes først, og en anden foranstaltning i en bygningsinstallation først derefter er tilladt.

4.1. Eventuelle energieffektivitetsforanstaltninger og foranstaltninger baseret på vedvarende energikilder (og pakker og varianter heraf), der kan overvejes

Mange foranstaltninger kunne komme i spil som udgangspunkt for etablering af foranstaltninger/pakker/varianter i forbindelse med beregningen. Nedenstående liste er ikke udtømmende. Det kan heller ikke antages, at alle foranstaltninger vil være lige velegnede i forskellige nationale og klimatiske sammenhænge.

På baggrund af artikel 9 i direktiv 2010/31/EU og definitionen heri på en næsten energineutral bygning, som dækker både energieffektivitet og vedvarende energikilder, bliver det nødvendigt også at overveje foranstaltninger baseret på vedvarende energikilder til beregningerne. Disse foranstaltninger bliver i særdeleshed nødvendige i fremtiden for at opfylde kravene til næsten energineutralitet som fastlagt i artikel 9 i direktiv 2010/31/EU og kan udgøre omkostningsoptimale løsninger allerede inden.

Nedenstående liste skal blot ses som en vejledning til de eventuelle foranstaltninger, der kan overvejes.

Bygningens struktur

—	Samlet mur-/vægkonstruktion i nye bygninger eller ekstra isoleringssystemer i eksisterende mure/vægge (5)

—	Samlet tagkonstruktion i nye bygninger eller ekstra isoleringssystemer i eksisterende tage

—	Alle dele af isoleringsplader/batts i isoleringssystemer i nye bygninger eller ekstra isolering i eksisterende pladesystemer

—	Alle dele af gulvkonstruktionen i stueetagen og fundamentet, som er anderledes end referencebygningens konstruktion, eller ekstra isoleringssystem i eksisterende gulvkonstruktion

—	Øget termisk inerti ved anvendelse af eksponerede massive byggematerialer indvendigt i bygningerne (kun til visse klimaforhold)

—	Bedre indramning af døre og vinduer

—	Bedre solafskærmning (fastmonteret eller mobil, manuelt eller automatisk betjent, solfilm på vinduerne)

—	Bedre lufttæthed (maksimal lufttæthed svarende til det aktuelle teknologiske stade)

—	Bygningens orientering og eksponering for sollys (kan kun gælde nye bygninger)

—	Ændring af forholdet mellem klare og uigennemsigtige overflader (optimeret forhold mellem glas og mur i facaden)

—	Åbninger til natventilation (tværventilation eller udsugning)

Installationer

—	Installation eller forbedring af en varmeinstallation (baseret på fossile brændsler eller vedvarende energikilder med fortætningskedel, varmepumper osv.) alle steder

—	Overvågnings- og målerudstyr til temperaturstyring af rum- og vandtemperatur

—	Installation eller forbedring af varmtvandsforsyningsinstallationer (baseret på fossile brændsler eller vedvarende energikilder)

—	Installation eller forbedring af ventilation (mekanisk med varmegenvinding, naturlig, balanceret mekanisk, udsugning)

—	Installation eller forbedring af et kølesystem med aktiv køler eller hybridteknologi (f.eks. jordvarmeveksler, køler)

—	Forbedring af udnyttelsen af dagslys

—	Installation med aktiv belysning

—	Installation eller forbedring af PV-systemer

—	Ændring af energibærer til en installation

—	Ændring af pumper og ventilatorer

—	Isolering af rør

—	Varmtvandsbeholder eller gennemstrømningsvandvarmer med forskellige bærere, kan kombineres med solvarme

—	Solvarmeanlæg (og køleanlæg) (af forskellig størrelse)

—	Intensiv natventilation (for andre bygninger end boliger med massive strukturer og kun under visse klimaforhold)

—	Mikrokraftvarmeproduktion med forskellige bærere

—	Bemærk: Vedvarende energi, der produceres i nærheden (f.eks. i et kraftvarmeværk, fjernvarmeværk eller fjernkøleværk) kan kun medregnes, når en bestemt bygnings energiproduktion og energiforbrug er meget tæt knyttet til hinanden.

—	Alternative installationer såsom dem, der er opført på listen i artikel 6 i direktiv 2010/31/EU, herunder decentral forsyning, fjernvarme- og fjernkøleanlæg, kraftvarmeproduktion osv.

Etablerede varianter

—	Eksisterende pakker/varianter såsom nationale miljømærker og andre etablerede lavenergibygninger eller næsten energineutrale bygninger, f.eks. passivhuse.

Det er vigtigt at understrege, at eksisterende varianter ikke bør tages for givet som den eneste omkostningsoptimale løsning, selv om de har været omkostningseffektive eller endda omkostningsoptimale hidtil.

4.2. Metoder til nedbringelse af antallet af kombinationer og dermed beregninger

En af de største udfordringer ved beregningsmetoden er på den ene side at sikre, at alle foranstaltninger med en mulig indvirkning på en bygnings primære eller endelige energiforbrug tages i betragtning, og at beregningsarbejdet på den anden side skal være til at håndtere og stå i et rimeligt forhold til formålet. Anvendelse af flere varianter til flere referencebygninger kan hurtigt resultere i tusindvis af beregninger. Imidlertid har testkørsler udført for Kommissionen afsløret, at der skal beregnes og anvendes mindst 10 pakker/varianter plus referencesituationen for hver referencebygning.

Der kan bruges forskellige teknikker til at begrænse antallet af beregninger. F.eks. kan man udforme databasen over energieffektivitetsforanstaltninger som en matrix, hvori teknologier, der gensidigt udelukker hinanden, udelades, så antallet af beregninger minimeres. Eksempel: En varmepumpe til rumopvarmning skal ikke vurderes i kombination med en højeffektiv kedel til rumopvarmning, da de to løsninger udelukker og ikke supplerer hinanden. De eventuelle energieffektivitetsforanstaltninger og foranstaltninger baseret på vedvarende energikilder (og pakker/varianter heraf) kan præsenteres i en matrix, og umulige kombinationer fjernes.

Normalt ville de mest repræsentative teknologier i et givet land vedrørende en given referencebygning blive angivet øverst. Anerkendte varianter af det overordnede niveau for energimæssig ydeevne bør overvejes her som en pakke af løsninger, som opfylder det forventede mål, udtrykt i form af et sæt kriterier, der skal opfyldes, herunder primærenergi fra ikkevedvarende energikilder.

Stokastiske metoder til beregning af energimæssig ydeevne er et effektivt middel til at præsentere virkningerne af bestemte foranstaltninger og kombinationer heraf. Heraf kan der udledes et begrænset antal kombinationer af de mest lovende foranstaltninger.

4.3. Indendørs luftkvalitet og andre komfortrelaterede spørgsmål

Som bestemt i afsnit 2, nr. 6, i bilag I til forordningen skal de foranstaltninger, der indgår i beregningen, opfylde de grundlæggende krav til bygværker (forordning (EU) nr. 305/2011) og til indendørs luft og komfort i overensstemmelse med gældende EU-krav og nationale krav. Beregningen af omkostningsoptimum skal også udformes, således at forskellene i luftkvalitet og komfort fremgår klart. I tilfælde af alvorlige mangler med hensyn til indendørs luftkvalitet og andre parametre kan en foranstaltning også udelukkes fra den nationale beregning og fastsættelse af krav.

Der fastsættes normalt en minimumsrate for luftudskiftning i forbindelse med indendørs luftkvalitet. Den fastsatte ventilationsgrad kan afhænge af og variere alt efter ventilationstypen (naturlig, udsugning eller balanceret ventilation).

Med hensyn til niveauet for sommerkomfort kan det anbefales, især til sydlige klimaforhold, bevidst at medregne passiv køling, som kan opnås i kraft af en ordentlig bygningskonstruktion. Beregningsmetoden ville i så fald blive udformet, så man i hver foranstaltning/pakke/variant medregner risikoen for overopvarmning og behovet for et aktivt kølesystem.

5. BEREGNING AF DET BEHOV FOR PRIMÆRENERGI, SOM BLIVER RESULTATET AF AT ANVENDE FORANSTALTNINGER OG PAKKER AF FORANSTALTNINGER PÅ EN REFERENCEBYGNING

Målet med beregningsproceduren er at fastslå det årlige samlede energiforbrug i form af primærenergi, som omfatter energiforbrug til opvarmning, køling, ventilation, varmt vand og belysning. Den primære reference hertil er bilag I til direktiv 2010/31/EU, som også gælder fuldt ud for rammen for beregning af det omkostningsoptimale niveau.

I henhold til definitionerne i direktiv 2010/31/EU kan elforbruget til husholdningsapparater og andre elektriske apparater via stikkontakter inkluderes, men det er ikke obligatorisk.

Det anbefales, at medlemsstaterne anvender CEN-standarder til deres beregninger af energimæssig ydeevne. I den tekniske CEN-rapport TR 15615 (»paraplydokument«) redegøres for det generelle forhold mellem EPBD-direktivet og de europæiske energistandarder. Desuden indeholder standard EN 15603:2008 anvisning på beregning af det samlede energiforbrug og følgende definitioner:

Definitioner vedrørende energimæssig ydeevne anvendt i EN 15603:2008

— Energikilde: kilde, hvorfra brugbar energi kan udvindes enten direkte eller gennem en omdannelses- eller transformationsproces

— Energibærer: stof eller fænomen, som kan bruges til at frembringe mekanisk arbejde eller varme eller til at drive kemiske eller fysiske processer

— Systemgrænse: grænsen uden om alle områder forbundet med bygningen (både inden for og uden for bygningen), hvor der forbruges eller produceres energi

— Energibehov til opvarmning eller køling: varmemængde, der skal leveres til eller trækkes ud af et klimatiseret lokale for at opretholde den tilsigtede temperatur i et givet tidsrum

— Energibehov til varmt brugsvand: varmemængde, der skal overføres til den nødvendige mængde brugsvand for at varme det op fra den kolde temperatur i forsyningsnettet til den indstillede leveringstemperatur på leveringsstedet

— Energiforbrug til rumopvarmning eller -køling eller varmt brugsvand: energitilførslen til varme-, køle- eller varmtvandssystemet for at dække energibehovet til opvarmning, køling eller varmt brugsvand

— Energiforbrug til ventilation: tilførsel af elektrisk energi til ventilationssystemet med henblik på lufttransport og varmegenvinding (ikke inklusive energitilførsel til forvarmning af luft)

— Energiforbrug til belysning: tilførsel af elektrisk energi til belysningsinstallationen

— Vedvarende energi: energi fra kilder, som ikke udtømmes ved udnyttelsen, f.eks. solenergi (termisk og fotovoltaisk), vindenergi, vandkraft og fornybar biomasse (definitionen adskiller sig fra den, der anvendes i direktiv 2010/31/EU)

— Leveret energi: energi, oplyst for hver energibærer, der leveres til de tekniske bygningsinstallationer hen over installationssystemgrænsen for at opfylde de anvendelsesformål, som der tages hensyn til i beregningen (opvarmning, køling, ventilation, varmt brugsvand, belysning, apparater osv.)

— Eksporteret energi: energi, oplyst for hver energibærer, der leveres af den tekniske bygningsinstallation hen over systemgrænsen og anvendes uden for systemgrænsen

— Primærenergi: energi, som ikke har gennemgået nogen omdannelses- eller transformationsproces.

I henhold til afsnit 3 i bilag I til forordningen omfatter beregningen af den energimæssige ydeevne først beregningen af det endelige energibehov til opvarmning og køling, derefter det endelige energibehov til alle typer energiforbrug og sidst det primære energiforbrug. Det betyder, at beregningen bevæger sig i retning fra behovet til kilden (dvs. fra bygningens energibehov til primærenergien). Elektriske installationer (som belysning, ventilation og hjælpesystemer) og varmeinstallationer (opvarmning, køling, varmt brugsvand) vurderes separat inden for bygningens grænser.

I forbindelse med metoden til beregning af omkostningsoptimum anses energiproduktion på stedet ved hjælp af lokalt tilgængelige vedvarende energikilder ikke for at indgå i leveret energi, som indebærer et behov for ændring af den foreslåede systemgrænse i EN 15603:2008.

Ifølge metoden til beregning af omkostningsoptimum gør den ændrede systemgrænse det muligt at udtrykke alle typer energiforbrug med en enkelt indikator for primærenergi. De aktive teknologier baseret på vedvarende energi vil således komme i direkte konkurrence med efterspørgselssidens løsninger, og formålet og hensigten med beregningen af omkostningsoptimum er at identificere den løsning, der indebærer færrest totalomkostninger uden at diskriminere eller begunstige en bestemt teknologi.

Det vil føre til en situation, hvor visse foranstaltninger baseret på vedvarende energi udviser bedre omkostningseffektivitet end visse energiefterspørgselsreducerende foranstaltninger. Men det generelle billede bør stadig være, at de energiefterspørgselsreducerende foranstaltninger er mere omkostningseffektive end foranstaltninger, der øger forsyningen af vedvarende energi, så den overordnede tanke i EPBD (»reducer først energiforbruget«) ikke undergraves, og man stadig overholder definitionen af næsten energineutralitet (en bygning med en meget høj energimæssig ydeevne, hvor det næsten fraværende eller meget beskedne behov, der stadig er for energi, i vidt omfang dækkes af vedvarende energi).

Hvis en medlemsstat ønsker fuldstændig at undgå risikoen for, at aktive installationer baseret på vedvarende energi erstatter de energiefterspørgselsreducerende foranstaltninger, kunne beregningen af det omkostningsoptimale niveau foretages gradvis ved udvidelse af systemgrænsen til de fire niveauer, der vises i figur 1 nedenfor: energibehov, energiforbrug, leveret energi og primærenergi. Dermed bliver det tydeligt, hvordan hver foranstaltning/pakke af foranstaltninger bidrager til bygningernes energiforsyning med hensyn til omkostninger og energi.

Leveret energi inkluderer f.eks. elektrisk energi fra elnettet, gas fra gasnettet, olie eller piller (alle med deres respektive omregningsfaktorer for primærenergi), som transporteres til bygningen og leveres til dens tekniske bygningsinstallation.

Det anbefales, at man beregner den energimæssige ydeevne som følger:

Beregning af energimæssig ydeevne fra nettoenergibehov til forbrug af primærenergi:

Beregning af bygningens nettobehov for termisk energi til at dække brugerens krav. Energibehovet om vinteren beregnes som energitab via klimaskærmen og ventilationen minus det interne varmetilskud (udstyr, belysning og personer) samt det naturlige varmetilskud (passiv solvarme, passiv køling, naturlig ventilation osv.).

2)	Herfra trækkes termisk energi fra vedvarende energikilder genereret og forbrugt på stedet (f.eks. solfangere) (6).

3)	Beregning af energiforbruget for hver slutanvendelse (rumopvarmning og -køling, varmt vand, belysning, ventilation) og for hver energibærer (elektricitet, brændsel) under hensyntagen til de særlige træk (sæsonbestemt effektivitet) ved produktion, distribution, emission og styring.

4)	Fra elforbruget trækkes elektrisk energi fra vedvarende energikilder genereret og forbrugt på stedet (f.eks. fotovoltaiske celler).

5)	Beregning af leveret energi for hver energibærer som summen af energiforbruget (som ikke dækkes af vedvarende energi).

6)	Beregning af primærenergi forbundet med den leverede energi ved hjælp af nationale omregningsfaktorer.

7)	Beregning af primærenergi forbundet med energi eksporteret til markedet (f.eks. genereret af vedvarende energi eller kraftvarmeproduktion på stedet).

8)	Beregning af primærenergi som forskellen mellem de to mængder, der beregnedes i pkt. 6 og 7.

Figur 1

Skematisk illustration af beregningsprocessen

For at opnå pålidelige resultater anbefales det:

—	at definere beregningsmetoden klart, også i henseende til nationale love og regler

—	at udarbejde en klar definition af de systemgrænser, der er fastlagt for vurderingen af energimæssig ydeevne

—	at foretage beregningerne ved at inddele året i en række beregningstrin (f.eks. måneder, timer osv.), udføre beregningerne for hvert trin ved hjælp af trinafhængige værdier og opsummere energiforbruget for alle trin over et år

—	at vurdere energibehovet til varmt vand ifølge fremgangsmåden i EN 15316-3-1:2007

—	at vurdere energiforbruget til belysning med den hurtige metode, der foreslås i standard EN 15193:2007, eller mere detaljerede beregningsmetoder

—	at anvende standard EN 15241:2007 som reference ved beregning af energiforbruget til ventilation

—	i relevant omfang at tage hensyn til virkningen af integrerede kontroller ved kombination af flere systemers kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med EN 15232.

Med hensyn til energibehovet til opvarmning og køling udgør bygningens og dens installationers energibalance grundlaget for proceduren. I henhold til EN ISO 13790 består beregningsproceduren i følgende trin:

—	Valg af beregningsmetode

—	Definition af grænser og termiske områder i bygningen

—	Definition af indvendige forhold og eksterne databidrag (vejret)

—	Beregning af energibehovet for hver tidsenhed og i hvert område

—	Subtraktion fra energibehovet af genvundne tab fra installationen

—	Hensyntagen til samspil mellem områder og/eller installationer.

Til det første og sidste trin foreslås der forskellige metoder i CEN-standarderne, nemlig:

—

Tre forskellige beregningsmetoder:

—	en fuldt beskrevet månedsbaseret næsten statisk beregningsmetode

—	en fuldt beskrevet simpel timebaseret dynamisk beregningsmetode (»simple hourly method«)

—	beregningsprocedurer til detaljerede (f.eks. timebaserede) dynamiske simuleringsmetoder

—

To forskellige måder at håndtere samspil mellem en bygning og dens installationer på:

—	Holistisk tilgang (effekten af alle varmetilskud forbundet med en bygning og dens tekniske bygningsinstallationer inddrages i beregningen af energibehovet til opvarmning og køling).

—	Forenklet tilgang (genvundne tab fra varmeinstallationen – opnået ved at multiplicere tab fra varmeinstallationen, som kan genvindes, med en fast konventionel genvindingsfaktor – fratrækkes direkte varmetabet fra hver teknisk bygningsinstallation, der indgår).

Det anbefales for at opnå pålidelige resultater i forbindelse med metoden til beregning af det omkostningsoptimale niveau at:

—	udføre beregningerne ved hjælp af en dynamisk metode

—	definere betingelser for systemgrænser og mønstre for brug af referencer i overensstemmelse med beregningsprocedurerne, som ensrettes for alle beregningsserier vedrørende en bestemt referencebygning

—	angive kilden til de anvendte vejrdata

—	definere termisk komfort som indendørs operativ temperatur (f.eks. 20 °C om vinteren og 26 °C om sommeren) og mål udtrykt for alle beregningsserier vedrørende en bestemt referencebygning.

Desuden foreslås det at:

—	anvende en holistisk tilgang til at se på samspillet mellem en bygning og dens installationer

—	kontrollere dagslysstrategierne (med naturligt lys) ved hjælp af dynamisk simulering

—	vise apparaters elforbrug.

For at beregne energiforbruget til rumopvarmning, varmt vand og rumkøling og energiproduktionen (termisk og elektrisk) fra vedvarende energikilder er det nødvendigt at karakterisere installationernes sæsonbestemte effektivitet eller at anvende dynamisk simulering. Følgende CEN-standarder kan bruges som reference:

—	Rumopvarmning: EN 15316-1, EN 15316-2-1, EN 15316-4-1, EN 15316-4-2

—	Varmt vand: EN 15316-3-2, EN 15316-3-3

—	Klimaanlæg: EN 15243

—	Termisk energi baseret på vedvarende energikilder: EN 15316-4-3

—	Elektrisk energi baseret på vedvarende energikilder: EN 15316-4-6

—	Kraftvarmesystemer: EN 15316-4-4

—	Fjernvarme og storvolumensystemer: EN 15316-4-5

—	Biomasseforbrændingssystemer: EN 15316-4-7.

Fjernvarme og fjernkøling og decentral energiforsyning kan behandles på samme måde som elforsyning fra kilder uden for systemgrænsen, som dermed ville blive tillagt en bestemt primærenergifaktor. Fastlæggelsen af disse primærenergifaktorer ligger uden for afgrænsningen af nærværende retningslinjer for beregning af omkostningsoptimale niveauer og skal ske separat.

For at beregne primærenergi skal de nyeste nationale omregningsfaktorer tages i anvendelse sammen med konverteringstabellen i bilag II til direktiv 2006/32/EF (7). De skal indberettes til Kommissionen som led i den rapportering, der nævnes i artikel 5 i direktiv 2010/31/EU og artikel 6 i forordningen.

Beregningseksempel:

Vi tager en kontorbygning beliggende i Bruxelles med følgende årlige energibehov:

—	20 kWh/(m2 a) til rumopvarmning

—	5 kWh/(m2 a) til varmt vand

—	35 kWh/(m2 a) til rumkøling

og med følgende årligt energiforbrug:

—	7 kWh/(m2 a) el til ventilation

—	10 kWh/(m2 a) el til belysning.

Bygningen har en gaskedel til opvarmning (rumopvarmning og varmt brugsvand) med en samlet sæsonbestemt effektivitet på 80 %. Om sommeren bruges et mekanisk køleanlæg: Den sæsonbestemte effektivitet i hele køleanlægget (produktion, distribution, emission og styring) er 175 %. Installerede solfangere giver termisk energi til varmt vand på 3 kWh/(m2 a), og et PV-anlæg giver 15 kWh/(m2 a) elektricitet, hvoraf de seks bruges til bygningen og 9 kWh eksporteres til elnettet. Vedrørende elektricitet antages det, at omregningsfaktoren er 0,4 for leveret/primær (primær/leveret = 2,5).

Energiberegningsresultater:

—	Forbruget af brændselsenergi til rumopvarmning er 25 kWh/(m2 a): 20/0,80

—	Forbruget af brændselsenergi til varmt brugsvand er 2,5 kWh/(m2 a): (5 - 3)/0,80

—	Forbruget af elektricitet til rumkøling er 20 kWh/(m2 a): 35/1,75

—	Leveret brændselsenergi er 27,5 kWh/(m2 a): 25 + 2,5

—	Leveret elektrisk energi er 31 kWh/(m2 a): 7 + 10 + 20 - 6

—	Primærenergi er 105 kWh/(m2 a): 27,5 + (31/0,4)

—	Primærenergi forbundet med energi eksporteret til markedet er 22,5 kWh/(m2 a): 9/0,4

—	Nettoprimærenergi er 82,5 kWh/(m2 a): 105 – 22,5.

6. BEREGNING AF TOTALOMKOSTNINGERNE I NETTONUTIDSVÆRDI FOR HVER REFERENCEBYGNING

I overensstemmelse med bilag III til direktiv 2010/31/EU og bilag I, afsnit 4, til forordningen er rammen for beregning af omkostningsoptimum baseret på metoden med nettonutidsværdi (af totalomkostningerne).

Beregningen af totalomkostninger omfatter den oprindelige investering, summen af årlige omkostninger hvert år og den endelige værdi samt i givet fald bortskaffelsesomkostninger, alle med reference til udgangs-året. Til beregningen af det makroøkonomiske omkostningsoptimum skal kategorien totalomkostninger udvides med en ny kategori, nemlig drivhusgasemissionsomkostningen defineret som den pengemæssige værdi af skader på miljøet forårsaget af CO2-emissioner knyttet til en bygnings energiforbrug.

Beregningerne af totalomkostningerne resulterer i en nettonutidsværdi af omkostninger, der påløber gennem en defineret beregningsperiode, idet der tages hensyn til restværdier af udstyr med længere levetid. Fremskrivninger af energiomkostninger og renter kan begrænses til beregningsperioden.

Fordelen ved totalomkostningsmetoden er, at den giver mulighed for at bruge en ensartet beregningsperiode (så langtidsholdbart udstyr inddrages med sin restværdi) i modsætning til afskrivningsmetoden og mulighed for at inddrage livscyklusomkostninger (LCC), som også er baseret på nettonutidsværdiberegninger.

Udtrykket »totalomkostninger« er hentet i standard EN 15459 og svarer til det, der generelt i litteraturen kaldes »LCC-analyse«.

Det skal bemærkes, at totalomkostningsmetoden som foreskrevet i forordningen ikke omfatter andre omkostninger end energi (f.eks. vand), da den følger anvendelsesområdet for direktiv 2010/31/EU. Totalomkostningsbegrebet er heller ikke fuldstændig overensstemmende med en livscyklusvurdering (LCA), hvori alle miljøvirkninger i hele livscyklussen ville indgå, herunder såkaldt grå energi. Medlemsstaterne kan dog frit udvide metoden i retning af fuld livscyklusomkostning og kan til formålet også inddrage EN ISO 14040/14044 og 14025.

6.1. Begrebet omkostningsoptimum

I overensstemmelse med direktiv 2010/31/EU skal medlemsstaterne fastlægge omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne. Metoden er henvendt til nationale myndigheder (ikke til investorer), og det omkostningsoptimale niveau beregnes ikke i hvert enkelt tilfælde, men til at udvikle generelt anvendelige regler på nationalt plan. I virkeligheden vil der være masser af omkostningsoptimale niveauer til forskellige investorer afhængigt af den enkelte bygning og investorens eget perspektiv og forventninger til, hvad der udgør acceptable investeringsvilkår. Det er derfor vigtigt at understrege, at de identificerede omkostningsoptimale niveauer ikke nødvendigvis er omkostningsoptimale i enhver bygning/investor-kombination. Imidlertid kan medlemsstaterne med en fornuftig tilgang til definitionen af referencebygninger sikre, at de gældende krav egner sig til de fleste bygninger.

Selv om man skal huske den særlige situation for lejede bygninger, f.eks. med hensyn til problemet med splittede incitamenter eller en situation, hvor lejen er fastsat og ikke kan øges ud over en vis grænse (f.eks. af socialpolitiske årsager), er det ikke ønskeligt at have forskellige krav til bygninger, alt efter om de lejes ud eller ikke, idet beboerens status er uafhængig af bygningen, som jo er målet for beregningen.

Imidlertid kan der være visse investorgrupper, som ikke vil kunne drage fuld nytte af en fuld omkostningsoptimal investering. Dette spørgsmål, der ofte kaldes ejer/lejer-dilemmaet, skal behandles af medlemsstaterne som led i nogle bredere politiske målsætninger inden for energieffektivitet og socialpolitik og ikke i forbindelse med metoden til beregning af omkostningsoptimum. Selve beregningerne kan imidlertid give medlemsstaternes myndigheder oplysninger om det finansieringshul, som visse investorgrupper er oppe imod, og dermed underbygge politikkerne. F.eks. kan forskellen mellem det makroøkonomiske og det finansielle omkostningsoptimum give en idé om den nødvendige finansiering og finansielle støtte, som der måske stadig er brug for til at gøre energieffektivitetsforanstaltningerne økonomisk interessante for investoren.

Ud over at der findes forskellige og muligvis utallige individuelle perspektiver og investeringsforventninger, er der også spørgsmålet om, i hvilket omfang der tages cost-benefit-hensyn, altså om man kun ser på de umiddelbare omkostninger og fordele ved investeringsbeslutningen (dvs. det finansielle perspektiv), eller om man også ser på andre indirekte omkostninger og fordele (ofte kaldet eksterne omkostninger), som udløses af en investering i energieffektivitet, og som gælder for andre af markedets aktører end investoren (makroøkonomisk perspektiv). Begge perspektiver har et specifikt rationale og kvalificerer overvejelserne om forskellige spørgsmål.

Formålet med beregningsøvelsen på makroøkonomisk plan er at forberede og kvalificere fastlæggelsen af alment gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne og indarbejde et bredere perspektiv på almenvellet, hvor investering i energieffektivitet og de dermed forbundne omkostninger og fordele holdes op imod alternative politikker, og hvor eksterne omkostninger er indregnet. Som sådan sammenlignes investeringen i energieffektivitet i bygninger med andre politiske foranstaltninger, som mindsker energiforbruget, energiafhængigheden og CO2-emissionerne. Sådan et bredere investeringsperspektiv falder også forholdsvis godt i tråd med primærenergi som den energimæssige ydeevnes »mønt«, mens et rent privat investeringsperspektiv kan rettes ind mod enten primærenergi eller leveret energi.

Imidlertid vil det i praksis være umuligt at indfange alle direkte og indirekte samfundsmæssige fordele, idet de kan være immaterielle eller umulige at kvantificere eller omregne i penge. Ikke desto mindre har visse eksterne fordele og omkostninger kunnet kvantificeres og omkostningsberegnes, så de kan inddrages i beregningerne.

På den anden side vil det mikroøkonomiske perspektiv afdække begrænsningerne for investoren, når det f.eks. er ønskeligt med strengere krav til energieffektivitet set fra et samfundsmæssigt synspunkt, men disse ikke er omkostningseffektive for investoren.

Forordningen kræver, at medlemsstaterne beregner omkostningsoptimum én gang på makroøkonomisk plan (eksklusive alle gældende afgifter (f.eks. moms) og alle gældende tilskud og incitamenter, men inklusive CO2-omkostninger) og én gang på finansielt plan (hvor der tages hensyn til slutbrugerpriser inklusive afgifter og i relevant omfang tilskud, men eksklusive de ekstra udgifter til reduktion af drivhusgasemissioner).

For så vidt angår beregningen af det makroøkonomiske omkostningsoptimum, kræver forordningen, at beregningen af drivhusgasemissionsomkostningerne tilpasses de valgte beregningsdatoer og den valgte metode. Disse omkostninger beregnes ved at tage summen af de årlige drivhusgasemissioner ganget med de forventede priser pr. ton CO2-ækvivalent af de hvert år udstedte drivhusgasemissionskvoter, og hvor der anvendes en nedre grænse i begyndelsen på 20 EUR pr. ton CO2-ækvivalent frem til 2025, 35 EUR frem til 2030 og 50 EUR efter 2030 i overensstemmelse med Kommissionens prognoser for CO2-priser i emissionshandelssystemet (målt i faktiske og faste priser i euro med 2008 som referenceår).

Der skal tages hensyn til ajourførte scenarier, hver gang beregningerne af det omkostningsoptimale niveau revideres. Medlemsstaterne kan frit forudsætte højere CO2-omkostninger end disse minimumsgrænser, f.eks. 0,03-0,04 EUR/kg, som det foreslås i tabel 2 i bilaget til direktiv 2009/33/EF (8).

Endelig kan medlemsstaterne frit udvide kategorien for drivhusgasemissionsomkostninger fra kun at omfatte CO2-udledninger til at dække en bredere vifte af miljøforurenende stoffer, hvilket også er i overensstemmelse med direktiv 2009/33/EF, bilaget, tabel 2, som vist nedenfor:

Nutidsværdien af minimumsmiljøomkostningerne pr. emissionsenhed, som skal bruges i beregningen af miljøomkostningerne:

NOx	NMHC	PM
0,0044 EUR/g	0,001 EUR/g	0,087 EUR/g

Med hensyn til beregningen i finansielt perspektiv skal det bemærkes, at det sædvanligvis kræves, at alle tilgængelige støtteordninger (samt afgifter og alle tilgængelige tilskud) indregnes for at afspejle den reelle finansielle situation. Da sådanne ordninger imidlertid ofte ændrer sig hurtigt, er det også muligt for en medlemsstat at foretage en beregning uden tilskud ud fra en privat investors synspunkt.

Desuden kan beregningen på finansielt plan forenkles ved at udelukke moms fuldstændig fra alle omkostningskategorier i totalomkostningsberegningen, hvis der i den pågældende medlemsstat ikke findes momsbaserede tilskud og støtteforanstaltninger. En medlemsstat, der allerede har eller agter at indføre momsbaserede støtteforanstaltninger, bør inddrage moms som et element i alle omkostningskategorier for at kunne indregne støtteforanstaltningerne i sin beregning.

6.2. Omkostningskategorisering

I henhold til afsnit 4 i bilag I til forordningen skal medlemsstaterne anvende følgende grundkategorier til omkostningerne: oprindelige investeringsomkostninger, løbende omkostninger (inklusive energiomkostninger og periodiske udskiftningsomkostninger) og i relevant omfang bortskaffelsesomkostninger. Desuden er drivhusgasemissionsomkostningen medtaget i beregningen på makroøkonomisk plan.

På grund af deres betydning i den givne sammenhæng angives energiomkostningerne som en separat omkostningskategori, selv om de normalt ses som en del af driftsomkostningerne. Desuden anses udskiftningsomkostninger ikke som en del af vedligeholdelsesomkostningerne (som det sommetider er tilfældet i andre omkostningsstrukturer), men som en separat omkostningskategori.

Denne omkostningskategorisering til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav bygger på standard EN 15459. Den adskiller sig en smule fra de omkostningskategoriseringssystemer, der normalt bruges til en livscyklusvurdering (LCA) (sammenlign med standard ISO 15686-5:2008 on Buildings and constructed assets - Service-life planning - Part 5 Lifecycle costing). Følgende illustration opsummerer de omkostningskategorier, der skal anvendes:

Figur 2

Omkostningskategorisering ifølge rammemetoden

Det skal understreges, at opregningen af omkostningskategorier i forordningen er altomfattende. Ikke desto mindre kan også andre omkostningskategorier tages i betragtning, hvis de anses som vigtige i sammenhæng med beregningen af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav (såsom omkostninger ved udledning af andre miljøforurenende stoffer) (se endvidere kapitel 6.1).

Desuden er den nødvendige kapitalomkostning til finansiering af investeringer i energieffektivitet ikke medtaget som en separat kategori i forordningen. Men medlemsstaterne kan lade den indgå, f.eks. i kategorien årlige omkostninger, for at sikre, at de også diskonteres.

Energiomkostningerne bygger på forbrug, bygningens størrelse, aktuelle takster og prisforudsigelser og er direkte forbundet med resultatet af beregningen af den energimæssige ydeevne. Det betyder, at energiomkostningerne afhænger af bygningens systemegenskaber. De fleste andre omkostningselementer såsom investeringsomkostninger, vedligeholdelsesomkostninger og udskiftningsomkostninger opføres hovedsagelig under specifikke bygningsdele. Derfor skal totalomkostningerne beregnes under anvendelse af en tilstrækkelig udspecificering af bygningerne i separate bygningsdele, så forskellene på de enkelte foranstaltninger/pakker/varianter afspejles i resultatet af totalomkostningsberegningen.

Drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, der ikke er brændselsrelaterede, er ofte vanskeligere at vurdere end andre udgifter, eftersom driftsplanerne varierer fra bygning til bygning. Der er stor forskel på bygninger, selv inden for samme kategori. En vis indsamling og screening af data kan derfor være nødvendig for at fastslå en rimelig gennemsnitlig omkostning pr. kvm for visse kategorier og underkategorier.

Forordningen foreskriver i princippet en strategi med fuld medregning af alle omkostninger for nybygninger og for større renoveringer. Det betyder, at for hver vurderet foranstaltning/pakke/variant, der anvendes på en referencebygning, skal man medregne den fulde omkostning ved anlæggelse (eller større renovering) og den efterfølgende anvendelse af bygningen. Eftersom beregningsøvelsens fokus er på sammenligningen mellem foranstaltninger/pakker/varianter, kan følgende omkostninger imidlertid udelades af beregningen:

—	Omkostninger ved bygningsdele, der ikke påvirker bygningens energimæssige ydeevne, f.eks. gulvbelægning og vægmaling (hvis beregningen af den energimæssige ydeevne ikke afdækker forskelle i så henseende).

—

Omkostninger, som er de samme for alle foranstaltninger/pakker/varianter, der er vurderet i henseende til en bestemt referencebygning (selv om de tilhørende bygningsdele påvirker eller kunne påvirke bygningens energimæssige ydeevne). Eftersom disse omkostningselementer ikke gør nogen forskel i sammenligningen mellem foranstaltninger/pakker/varianter, er det ikke obligatorisk at regne dem med. Det kunne f.eks. være følgende situationer:

—	for nybygninger: jordarbejde og fundamenter, trapper, elevatorer osv. – hvis disse omkostningselementer er ens for alle de vurderede foranstaltninger/pakker/varianter

—	for større renoveringsarbejder: stilladser, nedbrydning osv. – igen forudsat at der ikke er forskel på de vurderede foranstaltninger/pakker/varianter, hvad disse omkostninger angår.

Det skal bemærkes, at forordningen ikke giver mulighed for at bruge metoden med beregning af ekstraomkostninger (9). Til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne er ekstraomkostingsberegningsmetoden ikke egnet af følgende grunde:

—	En standardbygnings egenskaber påvirker resultaterne af vurderingen af det omkostningsoptimale niveau.

—

Ekstraomkostingsberegningsmetoden kan ikke fuldt ud afspejle omfanget af de vurderede foranstaltninger/pakker/varianter. Mange energieffektivitetsforanstaltninger skal ses som en indbygget del af en bygningskonstruktion. Det gælder især foranstaltninger, som vedrører passiv køling, f.eks. valget af vinduesarealets andel af hele klimaskærmen og placering af vinduesarealer efter bygningens orientering, aktivering af termisk masse og pakken til natkøling. Ekstraomkostningsberegningsmetoden gør det vanskeligt at vise den indbyrdes forbindelse mellem visse bygningsegenskaber, f.eks. at valget af en bestemt type facade kræver visse statiske forudsætninger, og at termoaktive bygningssystemer til opvarmning og køling kræver en vis nettoenergiefterspørgsel. Hvis man skulle gøre det muligt at vise alle disse potentielle indbyrdes forbindelser i en ekstraomkostningsberegning, ville den blive forvirrende og uigennemsigtig.

—	Ekstraomkostningsberegningsmetoden kræver en detaljeret omkostningsfordeling mellem omkostninger ved standardrenovering og omkostninger, som forbindes med supplerende energieffektivitetsforanstaltninger. Denne fordeling er ikke altid let at foretage.

6.3. Indsamling af omkostningsdata

Ifølge forordningen skal omkostningsdata være markedsbaserede (f.eks. indhentet via en markedsanalyse) og sammenhængende, for så vidt angår sted og tid for investeringsomkostninger, løbende omkostninger, energiomkostninger og i givet fald bortskaffelsesomkostninger. Det betyder, at omkostningsdata skal indsamles fra en af følgende kilder:

—	evaluering af nylige byggeprojekter

—	analyse af standardtilbud fra byggefirmaer (ikke nødvendigvis relateret til gennemførte byggeprojekter)

—	brug af eksisterende omkostningsdatabaser, som er udledt af markedsbaserede datasamlinger.

Det er vigtigt, at omkostningsdatakilderne afspejler den specificeringsgrad, der er nødvendig for at sammenligne forskellige foranstaltninger/pakker/varianter i forbindelse med en given referencebygning. Såkaldte top-down benchmarkdatabaser som BKI (2010) (10) og OSCAR (11), som ofte bruges til grove estimater af investerings- og driftsomkostninger ved bygninger, kan derfor ikke bruges til beregninger af omkostningsoptimale niveauer, fordi dataene heri ikke i tilstrækkelig grad vedrører bygningens energimæssige ydeevne. Deres udspecificeringsgrad er for lav til, at man kan udlede omkostningsforskelle mellem forskellige foranstaltninger/pakker/varianter.

6.4. Diskonteringssatsen

Diskonteringssatsen udtrykkes i faste priser og tager således ikke hensyn til inflationen.

Diskonteringssatsen i den makroøkonomiske og finansielle beregning skal fastlægges af medlemsstaten efter udførelse af en følsomhedsanalyse med mindst to satser for hver beregning. I følsomhedsanalysen for den makroøkonomiske beregning skal der bruges én sats på 4 % udtrykt i faste priser. Dette er i overensstemmelse med Kommissionens gældende retningslinjer fra 2009 for konsekvensanalyse, hvor den foreslår en social diskonteringssats på 4 % (12).

En højere diskonteringssats – typisk højere end 4 % uden inflation og eventuelt differentieret efter formålet (bolig henholdsvis andre formål) – vil afspejle en rent kommerciel, kortsigtet tilgang til værdiansættelse af investeringer. En lavere sats – typisk fra 2-4 % uden inflation – vil nøjere afspejle de fordele, som investeringer i energieffektivitet giver bygningens beboere over hele investeringens levetid. Diskonteringssatsen vil være forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, da den til en vis grad ikke kun afspejler politiske prioriteringer (i henseende til den makroøkonomiske beregning), men også forskellige finansieringsklimaer og realkreditvilkår.

For at diskonteringssatsen kan bruges, skal der som regel udledes en sats, der kan bruges i beregningen af totalomkostningerne. Rd(i), som er diskonteringsfaktoren for år »i« baseret på diskonteringsrenten »r«, kan beregnes som:

Formula

Hvor

p	er antal år fra udgangsperioden, og
r	er realdiskonteringssatsen.

Det skal bemærkes, at totalomkostningerne som følge af det finansielle beregningsprincip bliver højere, når der anvendes lavere diskonteringssatser, eftersom de fremtidige omkostninger (hovedsagelig energiomkostninger) diskonteres til en lavere sats, hvilket giver totalomkostningerne en højere nutidsværdi.

6.5. Ikkeudtømmende liste over omkostningselementer, der skal indgå i beregningen af de oprindelige investeringsomkostninger ved bygninger og bygningsdele

Listen nedenfor er ikke nødvendigvis altomfattende eller ajourført og har udelukkende et vejledende formål med hensyn til de elementer, der skal medtages:

Vedrørende klimaskærmen

Isolering af klimaskærmen:

—	Isoleringsmaterialer

—	Yderligere materialer til brug ved isolering af bygningens klimaskærm (mekanisk fastgørelse, klæbematerialer osv.)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installationsomkostninger ved isolering (f.eks. dampspærrer, membraner, lufttæthedsanordninger og sikring mod varmetab fra kuldebroer)

—	Energirelaterede omkostninger ved andre byggematerialer, hvis relevant

—	Andre bygningsrelaterede foranstaltninger med virkning for den termiske ydeevne. Det kan f.eks. være udvendige afskærmninger, solbeskyttelsessystemer og passive systemer, der ikke indgår andre steder.

De tekniske produkter og systemer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 88 – »Thermal insulating materials and products« og CEN/TC 89 – »Thermal performance of buildings and building elements«

Vinduer og døre:

—	Ruder og/eller rudebeklædning

—

Ramme

—	Tætninger og forseglinger

—	Installationsomkostninger

De tekniske bygningsinstallationer, produkter og bygningsdele er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 33 – »Doors, windows, shutters, building hardware and curtain walling« og CEN/TC 89 (se overfor).

Vedrørende bygningsinstallationer

Rumopvarmning:

—	Produktions- og lagringsudstyr (kedel, lagertank, varmeproduktionsstyring)

—	Distribution (cirkulationspumpe, kredsløbsventiler, distributionsstyring)

—	Kilder (radiatorer, lofts- og gulvvarme, ventilationskonvektorer, emissionskontrol)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installationsomkostninger

De tekniske bygningsinstallationer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 228 – »Heating systems in buildings« og CEN/TC 57 – »Central heating boilers«, f.eks. EN 15316-2-1 CEN/TC 247, EN 12098, EN 15500, EN 215, EN 15232.

Til referenceindeklima skal bruges EN 15251 »Input-parametre til indeklimaet ved design og bestemmelse af bygningers energimæssige ydeevne vedrørende indendørs luftkvalitet, termisk miljø, belysning og akustik« eller en tilsvarende standard.

Varmt brugsvand:

—	Produktion og lagring (bl.a. solvarmeanlæg, kedel, lagertank, varmeproduktionsstyring)

—	Distribution (cirkulationspumpe, kredsløbsventiler/blandingsbatterier, distributionsstyring)

—	Kilder (radiatorer, gulvvarme, emissionskontrol)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installation (herunder isolering af installationer og rør)

De tekniske bygningsinstallationer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 228 – »Heating systems in buildings« og CEN/TC 57 – »Central heating boilers« og CEN/TC 48 – »Domestic gas-fired water heaters«.

Ventilationssystemer:

Vedrørende investeringer skal omkostningerne ved mekaniske ventilationssystemer vurderes. Muligheder for naturlig ventilation er dækket med definitionen af referencebygningerne.

Investeringsomkostningerne skal omfatte:

—	Varmeproduktions- og genvindingsudstyr (varmeveksler, forvarmer, varmegenvindingsenhed, varmeproduktionsstyring)

—	Distribution (ventilatorer, cirkulatorer, ventiler, filtre, distributionsstyring)

—	Kilder (kanaler, udtag, emissionskontrol)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installationsomkostninger

De tekniske bygningsinstallationer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 156 – »Ventilation for buildings«. EN 15251 eller en tilsvarende standard skal bruges til referenceindeklima og ventilationskrav.

Køling:

Da der skal sikres en behagelig indetemperatur, skal der medregnes passive eller aktive køleforanstaltninger eller en kombination af disse (til dækning af det resterende kølebehov) afhængigt af de specifikke klimaforhold. I denne kategori henvises til omkostningerne ved aktive kølesystemer. Passive køleforanstaltninger dækkes enten af valget af referencebygninger (f.eks. bygningsmassen) eller af kategorien »varmeisolering« (f.eks. isolering af tage for at nedsætte kølebehovet) eller kategorien »andre bygningsrelaterede foranstaltninger med virkning for den termiske ydeevne« (f.eks. udvendig afskærmning). Investeringsomkostningerne ved aktive kølesystemer skal omfatte:

—	Produktions- og lagringsudstyr (generator, varmepumpe, lagertank, varmeproduktionsstyring)

—	Distribution (cirkulationspumpe, kredsløbsventiler, distributionsstyring)

—	Kilder (loft/gulv/bjælker, ventilationskonvektorer, emissionskontrol)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installationsomkostninger

De tekniske bygningsinstallationer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 113 – »Heat pumps and air conditioning units«. Til referenceindeklima skal bruges EN 15251.

Belysning:

Vedrørende investeringer skal aktive systemer til kunstig belysning eller anordninger til forøgelse af brugen af dagslys vurderes. Foranstaltninger, der refererer til klimaskærmens udformning og geometri (størrelse og placering af vinduer) dækkes af valget af referencebygninger. Investeringsomkostningerne skal omfatte:

—	Typen af lyskilder og lamper

—	Tilhørende styringssystemer

—	Anordninger til forøgelse af brugen af dagslys

—	Installationsomkostninger

EN 12464 »Lys og belysning - Belysning ved arbejdspladser - Del 1: Indendørs arbejdspladser « skal bruges til referenceindeklima og ventilationskrav. Energikravene til belysningssystemer er beskrevet i EN 15193.

Bygningsautomatik og -styring:

Investeringsomkostningerne skal omfatte:

—	Bygningsforvaltningssystemer med overvågningsfunktioner (der gøres rede for separate systemstyringer inden for det specifikke system)

—	Intelligente tekniske bygningsinstallationer, central styring

—	Styring (produktion, distribution, kilder, cirkulatorer)

—	Aktuatorer (produktion, distribution, kilder)

—	Kommunikation (ledninger, sendere)

—	Konstruktionsomkostninger

—	Installations- og programmeringsomkostninger

De tekniske bygningsinstallationer er f.eks. beskrevet i forskellige standarder under CEN/TC 247 – »Building Automation, Controls and Building Management«.

Tilslutning til energiforsyning (net eller lager):

Investeringsomkostningerne skal omfatte:

—	Omkostninger ved første tilslutning til energinettet (f.eks. fjernevarme, PV-system)

—	Lagertanke til flydende brændsel

—	Nødvendige tilhørende installationer

Decentrale energiforsyningssystemer baseret på energi fra vedvarende energikilder:

Investeringsomkostningerne skal omfatte:

—	Produktion

—	Distribution

—	Betjeningsanordninger

—	Installationsomkostninger

6.6. Beregning af periodiske udskiftningsomkostninger

Ud over oprindelige investeringsomkostninger og løbende omkostninger er de periodiske udskiftningsomkostninger den tredje omkostningsfaktor. Mens mindre reparationsarbejder og forbrugsmaterialer sædvanligvis indgår i vedligeholdelsesomkostningerne, henviser den periodiske udskiftning til den nødvendige udskiftning af en hel bygningsdel som følge af ældning og behandles derfor som en separat omkostningskategori.

Tidspunktet for periodisk udskiftning afhænger af bygningsdelens levetid. Ved udløbet af denne levetid skal der tages højde for en udskiftning i beregningen af totalomkostningerne.

Det påhviler medlemsstaterne at bestemme den anslåede økonomiske levetid for bygningsdele og for hele bygningen, men de kan vælge at bruge den vejledning, der findes i standard EN 15459 (for energisystemer i bygninger) og andre standarder. Under alle omstændigheder skal der anvendes en sandsynlig levetid for bygningsdele til beregningen. Generelt vil udskiftningsomkostningen være den samme som den oprindelige investeringsomkostning (i faste priser!). Hvis der imidlertid kan forventes store prisstigninger over de næste 10-15 år, giver forordningen mulighed for og tilskynder også til, at udskiftningsomkostningsniveauet tilpasses, og der dermed tages hensyn til den forventede prisudvikling, efterhånden som teknologierne modnes.

6.7. Beregningsperiode over for anslået levetid

Brugen af en beregningsperiode som led i beregningen af nettonutidsværdi hindrer ikke medlemsstaterne i at vælge en anslået økonomisk levetid for bygninger og bygningsdele. Den anslåede levetid kan enten være længere eller kortere end beregningsperioden.

Hvis en referencebygningskategori for eksisterende bygninger skulle fastlægges sådan, at referencebygningens resterende levetid var kortere end beregningsperioden, ville den maksimale resterende levetid i så fald blive beregningsperioden.

Faktisk har bygningsdeles tekniske levetid kun begrænset indflydelse på beregningsperioden, som snarere afgøres af bygningens renoveringscyklus, som er den periode, hvorefter en bygning undergår en større renovering, herunder forbedring af bygningen som helhed og en tilpasning til ændrede brugerkrav (til forskel fra simpel udskiftning). Årsagerne til en større renovering er som regel mange, og ældning af vigtige bygningsdele (f.eks. facaden) er blot en af dem. En renoveringscyklus kan være meget forskellig fra bygningstype til bygningstype (hvorfor der fastsættes forskellige beregningsperioder for boliger/offentlige bygninger og erhvervsbygninger uden for boligmassen i den delegerede retsakt) og mellem medlemsstaterne, men er næsten aldrig under 20 år.

Figur 3 illustrerer fremgangsmåden for en bygningsdel, som har en længere levetid end beregningsperioden (f.eks. facaden eller bygningens bærende struktur). Med en anslået levetid på 40 år og en lineær afskrivning bliver restværdien efter 30 år (slutningen af beregningsperioden) 25 % af den oprindelige investeringsomkostning. Denne værdi skal diskonteres til begyndelsen af beregningsperioden.

Figur 3

Beregning af restværdien af en bygningsdel, som har en længere levetid end beregningsperioden

Figur 4 viser, hvordan restværdien skal beregnes for en bygningsdel, som har en kortere levetid end beregningsperioden (f.eks. en kedel). Med en anslået levetid på 20 år skal delen udskiftes efter denne periode. Når delen er blevet udskiftet, starter en ny afskrivningsperiode. I dette tilfælde er restværdien af delen efter 30 år (slutningen af beregningsperioden) 50 % af udskiftningsomkostningen. Også her skal denne værdi diskonteres til begyndelsen af beregningsperioden.

Figur 4

Beregning af restværdien af en bygningsdel, som har en kortere levetid end beregningsperioden

6.8. Udgangsåret for beregningerne

Forordningen kræver, at medlemsstaterne bruger det år, hvor de foretager beregningen, som beregningens udgangsår. Hovedformålet hermed er at sikre, at det aktuelle pris- og omkostningsniveau bliver afspejlet, når de forskellige foranstaltninger/pakker/varianters omkostningsoptimum identificeres (i det omfang, sådanne data allerede er tilgængelige). Det er imidlertid muligt for medlemsstaterne at basere deres beregning på udgangsåret (beregningsåret, f.eks. 2012 som første regnskabsår), men benytte de krav, der allerede er fastlagt og planlagt til ikrafttræden i den nærmeste fremtid, f.eks. krav, der ville gælde fra 2013, som reference for mindstekravene til energimæssig ydeevne.

6.9. Beregning af restværdien

Forordningen kræver, at restværdien indgår i totalomkostningsberegningen. Bygningens restværdi ved slutningen af beregningsperioden er summen af bygningsdelenes restværdi. Restværdien af en bestemt bygningsdel afhænger af den oprindelige investeringsomkostning, afskrivningsperioden (som afspejler bygningsdelens levetid) og i givet fald omkostninger til bortskaffelse af en bygningsdel.

6.10. Omkostningsudvikling over tid

Med undtagelse af energiomkostninger og udskiftningsomkostninger indeholder forordningen ikke andre omkostningsstigninger eller -fald i fast priser. Det betyder, at prisudviklingen i de øvrige omkostningskategorier (dvs. driftsomkostninger og vedligeholdelsesomkostninger) antages at følge den overordnede inflationstakt.

Erfaringen viser, at prisen på ny teknologi hurtigt kan falde, når markedet tager den til sig, som det har været tilfældet med nye og mere effektive kedler og termoruder. Da de fleste investeringer kun optræder i år 1, vil fremtidige fald i teknologipriserne ikke få nogen stor indflydelse på omkostningsberegningerne. Ikke desto mindre bliver det meget vigtigt at tage højde for sådanne prisfald i forbindelse med en gennemgang og ajourføring af inddata til den næste beregningsøvelse. Medlemsstaterne kan også inkludere en innovations- eller tilpasningsfaktor i deres beregning for at sikre, at de tager hensyn til den dynamiske omkostningsudvikling over tid.

Med hensyn til omkostningsudviklingen for energibærere og CO2-omkostninger over tid findes der i bilag II til forordningen oplysninger, som medlemsstater kan bruge til deres beregninger, selv om de også frit kan bruge andre prognoser. På grundlag af denne og andre kilder til information skal medlemsstaterne udvikle deres egne scenarier for omkostningsudvikling over tid. Der skal antages en energiomkostningsudvikling for alle energibærere, som bruges i signifikant omfang i en given medlemsstat, og denne udvikling kan f.eks. dække alle typer bioenergi, LP-gas, fjernvarme og -køling.

Det er vigtigt at bemærke, at scenarierne for de forskellige brændselskilder skal have en sandsynlig korrelation. Desuden skal der være en sandsynlig korrelation mellem elpristendensen i en medlemsstat og den overordnede tendens, dvs. tendensen for de primære underliggende brændsler, der bruges på nationalt plan til elproduktion. Der kan også antages en prisudvikling for spidslastpriser, hvis det er relevant.

6.11. Beregning af udskiftningsomkostningen

Med hensyn til udskiftningsomkostninger er det muligt at tilpasse den oprindelige investeringsomkostning (der tjener som grundlag for fastsættelse af udskiftningsomkostningen) for udvalgte bygningsdele, hvis man forventer en større teknologisk udvikling de kommende år.

6.12. Beregning af energiomkostningen

Energiomkostningerne skal afspejle både den nødvendige kapacitet og den nødvendige energi. Desuden skal energiomkostningerne om muligt bygge på et vægtet gennemsnit af de priser for grundlast (variable omkostninger) og spidslast (i reglen faste omkostninger), der betales af slutkunden, inklusive alle omkostninger og skatter samt leverandørens fortjenstmargener. Alle typer energiforbrug, der er nævnt i bilag I til direktiv 2010/31/EU, skal indgå.

6.13. Behandling af beskatning, tilskud og faste afregningstariffer i omkostningsberegningen

Det er nødvendigt at inddrage alle gældende skatter og afgifter (moms m.v.), støtteordninger og incitamenter i beregningen af det finansielle omkostningsoptimum, mens de ikke skal med i beregningen af det makroøkonomiske omkostningsoptimum. Det vedrører navnlig, men ikke udelukkende:

—	energi- og/eller CO2-afgifter på energibærere

—	investeringstilskud, der gives til eller afhænger af anvendelsen af energieffektive teknologier og vedvarende energikilder

—	regulerede faste minimumsafregningstariffer for energi produceret af vedvarende energikilder.

Mens forordningen pålægger medlemsstaterne at inddrage de skatter og afgifter, som kunderne betaler, i beregningen på finansielt niveau, har de lov til at udelade tilskud og incitamenter, eftersom disse kan ændre sig meget hurtigt. Derfor kan de gældende incitamenter og tilskud ikke medregnes i hele perioden, idet beregningen af det omkostningsoptimale niveau skal være det nationale benchmark. Desuden vil det heller ikke være muligt at revidere benchmarks, hver gang der sker en ændring i tilskud eller incitamenter. For at undgå, at den gældende tilskudsordning bare fortsætter, vil en medlemsstat måske finde det nyttigt også at beregne de reelle private omkostninger uden tilskud for at identificere forskellen og dermed målrette den fremtidige tilskudspolitik.

Når medlemsstaterne udelader tilskud af beregningen på finansielt niveau, bør de sikre, at ikke kun tilskud og støtteordninger til teknologier, men også eventuelle gældende tilskud til energipriser udelades.

6.14. Inddragelse af indtægter fra produceret energi

Hvis en medlemsstat ønsker at inkludere »eventuelle« indtægter fra vedvarende energi i beregningen (ifølge bilag III til direktiv 2010/31/EU), bør den bestræbe sig på at inddrage alle tilgængelige tilskud og støtteordninger (til både el og varme og også vedvarende energi og energieffektivitet). Hvis der f.eks. kun blev medtaget en fast afregningstarif for produceret el i ligningen, ville de øvrige tilskud og støtteordninger og de teknologier, der nyder godt heraf, blive ugunstigt behandlet, og resultatet ville indebære en indbygget ubalance til fordel for de medtagne tilskud. Især bør man undgå en ubalance til gunst for elproduktion på bekostning af en reduceret efterspørgsel efter opvarmning og køling.

Indtægter fra produceret energi kan udledes af kategorien årlige omkostninger. Muligheden for at medregne indtægter fra produceret energi ville naturligvis medføre, at alle andre skatter, afgifter, gebyrer og tilskud blev inddraget for at komplettere det finansielle perspektiv, som denne mulighed egner sig bedst til.

6.15. Beregning af bortskaffelsesomkostninger

I henhold til forordningen er medtagelsen af bortskaffelsesomkostninger i totalomkostningsberegningen ikke obligatorisk. Medlemsstaterne kan medtage bortskaffelsesomkostninger, hvis de mener, de er relevante, og hvis de kan anslå plausible beløb herfor. Bortskaffelsesomkostningerne skal diskonteres til begyndelsen af beregningsperioden. I princippet er der to steder, hvor bortskaffelsesomkostningerne kan medtages i totalomkostningsberegningerne:

—

Det første og mest anvendte sted er omkostningen ved den udtjente bygning, dvs. omkostningen ved nedrivning og bortskaffelse af materialerne, herunder nedlukningsomkostninger (se standard ISO 15686 vedrørende en mere præcis definition af omkostninger ved endt levetid). Indflydelsen fra omkostningen ved endt levetid afhænger af to faktorer, nemlig omkostningens absolutte beløb og – endnu vigtigere – tidspunktet, hvor de formodes at indtræffe. I denne forbindelse er det vigtigt at bemærke, at omkostningerne ved endt levetid ikke forekommer ved udløbet af beregningsperioden, men ved slutningen af bygningens levetid. Derfor kræves der en vurdering af bygningens levetid som helhed (og ikke kun for de enkelte bygningsdele). Dette kan afhænge af dels bygningstypen (f.eks. præfabrikerede huse i modsætning til murede bygninger) dels anvendelsestypen (f.eks. har detailbutikker normalt en kortere levetid end boliger). Medlemsstaterne kan frit vælge levetider for bygninger, men de anvendte levetider bør udvise en sandsynlig korrelation ved sammenligning mellem forskellige bygningskategorier.

—

Det andet sted, bortskaffelsesomkostningen kan medtages, er i forbindelse med udskiftningsomkostningerne, eftersom demontering eller nedrivning af en gammel bygningsdel medfører nogle omkostninger. Disse omkostninger er sædvanligvis ikke medregnet, når udskiftningsomkostningen fastsættes til samme beløb som den oprindelige investering (hverken omkostningsforøgelse eller -fald i faste priser). Derfor kan der i totalomkostningsberegningen medtages et tillæg til visse ekstra bortskaffelsesomkostninger i forbindelse med udskiftningsarbejder.

Den største udfordring med hensyn til at inddrage bortskaffelsesomkostningerne er at få fat i pålidelige og markedsbaserede omkostningsdata. Normalt tages bortskaffelsesomkostninger i byggesektoren kun i betragtning i form af et tilnærmet beløb baseret på bygningens volumen og differentieret (i visse tilfælde) efter bygningstype.

7. UDLEDNING AF ET OMKOSTNINGSOPTIMALT NIVEAU FOR HVER REFERENCEBYGNINGS ENERGIMÆSSIGE YDEEVNE

7.1. Identificering af det omkostningsoptimale område

Baseret på beregninger af primærenergiforbruget (trin 3) og totalomkostningerne (trin 4) forbundet med de forskellige foranstaltninger/pakker/varianter (trin 2) vurderet for de definerede referencebygninger (trin 1) kan der tegnes grafer for hver referencebygning til beskrivelse af primærenergiforbruget (x-aksen: kWh primærenergi/(m2 nytteareal og år)) og totalomkostningerne (y-aksen: EUR/m2 nytteareal) for de forskellige løsninger. Af de vurderede foranstaltninger/pakker/varianter kan der udvikles en specifik omkostningskurve (= nedre grænse for det område, der er markeret med numrene på de forskellige varianter.

Figur 5

Forskellige varianter inden for grafen og placering af det omkostningsoptimale område (13)

Kombinationen af pakker med den laveste omkostning er det laveste punkt på kurven (i illustrationen ovenfor er det pakke 3). Dens placering på x-aksen giver automatisk det omkostningsoptimale niveau for mindstekravene til energimæssig ydeevne. Ifølge afsnit 6, stk. 2, i bilag I til forordningen gælder, at hvis pakkerne har ens eller meget ensartede totalomkostninger, er det pakken med det laveste primærenergiforbrug (= venstre kant af det omkostningsoptimale område), der om muligt skal være vejledende for definitionen af det omkostningsoptimale niveau.

For bygningsdeles vedkommende vurderer man de omkostningsoptimale niveauer ved at fastlægge alle parametre (mulighed 1: start med varianten, der er blevet identificeret som omkostningsoptimal, mulighed 2: brug forskellige varianter og uddrag et gennemsnit af slutværdierne) og bruge forskellige ydeevneværdier for en bestemt bygningsdel. Derefter kan man tegne grafer, der viser ydeevnen (x-aksen, f.eks. i W/(m2K) for bygningsdele såsom taget af en bygning) og totalomkostningerne (y-aksen, i EURO/m2 nytteareal). De egenskaber ved bygningsdelen, der har den laveste omkostning, lægger det omkostningsoptimale niveau. Hvis forskellige egenskaber ved bygningsdelen har de samme eller meget ensartede omkostninger, bør den egenskab, der har det laveste primærenergiforbrug (venstre kant af det omkostningsoptimale område), være vejledende for definitionen af det omkostningsoptimale niveau (der skal tages hensyn til, at der forekommer større startinvesteringsbehov).

Det er vigtigt at bemærke, at mindstekrav til ydeevne for kedler og andre installerede apparater og udstyr fastsættes i henhold til rammedirektivet om miljøvenligt design (14).

7.2. Sammenligning med gældende krav i medlemsstaterne

De gældende krav i medlemsstaterne skal sammenlignes med det beregnede omkostningsoptimale niveau. Derfor skal de gældende regler anvendes på referencebygningen, så man får en beregning af bygningens primærenergiforbrug i henhold til reglerne for trin 3.

Dernæst beregnes forskellen mellem det nuværende niveau og det identificerede omkostningsoptimale niveau ifølge ligningen i nedenstående boks.

Identifikation af forskel:

Forskel i % (for referencebygningen) = (omkostningsoptimalt niveau [kWh/m2a] – aktuelle mindstekrav til ydeevne [kWh/m2a]) / omkostningsoptimalt niveau [kWh/m2a]) x 100 %

For bygningsdele beregnes forskellen ud fra følgende ligning:

Forskel i % (for en enkelt bygningsdel) = (omkostningsoptimalt niveau [indikator for ydeevnen (15)] – aktuelle mindstekrav til ydeevne [indikator for ydeevnen]) / omkostningsoptimalt niveau [indikator for ydeevnen]) x 100 %

Forskellen mellem de beregnede omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne og de aktuelle krav bør beregnes som forskellen mellem gennemsnittet af alle gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne og gennemsnittet af alle de beregnede omkostningsoptimale niveauer, der fremkommer ved anvendelse af varianterne på alle benyttede sammenlignelige referencebygninger og bygningstyper. Det påhviler medlemsstaterne at indføre en vægtning, der viser den forholdsvis større betydning i medlemsstaten af én referencebygning (og kravene til den) frem for en anden. Denne fremgangsmåde bør imidlertid fremgå af indberetningerne til Kommissionen.

I overensstemmelse med betragtning 14 i direktiv 2010/31/EU er der en betydelig uoverensstemmelse mellem resultatet af beregningen af omkostningsoptimum og de aktuelt gældende mindstekrav i en given medlemsstat, hvis mindstekravene ligger 15 % under det omkostningsoptimale niveau.

8. FØLSOMHEDSANALYSE

Følsomhedsanalyser er standardpraksis i forhåndsvurderinger, når resultatet afhænger af antagelser af nøgleparametre, hvis fremtidige udvikling kan få betydelig indvirkning på slutresultatet.

Forordningen kræver derfor, at medlemsstaterne foretager mindst en følsomhedsanalyse af forskellige prisscenarier for alle energibærere af relevans i en national sammenhæng plus mindst to scenarier for hver af diskonteringssatserne, der skal bruges i beregningen af henholdsvis det makroøkonomiske og finansielle omkostningsoptimum.

Til følsomhedsanalysen på baggrund diskonteringssatsen til den makroøkonomiske beregning skal den ene af diskonteringssatserne fastsættes til 4 % i faste priser (16). Medlemsstaterne skal bestemme den bedst egnede diskonteringssats for hver beregning, når følsomhedsanalysen er foretaget. Det er denne, der skal bruges til omkostningsoptimumberegningen.

Medlemsstaterne opfordres til også at foretage denne analyse for andre faktorer såsom de fremskrevne tendenser i fremtidige investeringer i bygningsteknologi og bygningsdele eller enhver anden faktor, som vurderes at have betydelig indflydelse på resultatet (f.eks. primærenergifaktorer).

Selv om en fremtidig prisudvikling ganske vist ikke påvirker startomkostningerne ved investeringerne i starten af beregningsperioden, er vurderingen af, hvordan teknologiernes udbredelse på markedet kan påvirke deres prisniveau, et meget nyttigt værktøj for politikerne. Under alle omstændigheder er disse teknologiprisers udvikling afgørende for en kvalificeret revision af omkostningsoptimumberegningerne.

Ud over at foretage en følsomhedsanalyse for disse to nøgleparametre kan medlemsstaterne frit foretage yderligere følsomhedsanalyser, især for de primære omkostningsfaktorer, som de er identificeret i beregningen, f.eks. de oprindelige investeringsomkostninger i større bygningsdele eller omkostninger i forbindelse med vedligeholdelse og udskiftning af energiinstallationer i bygninger.

9. ANSLÅET UDVIKLING I ENERGIPRISERNE PÅ LANGT SIGT

De prognoser for energiprisudviklingen, der er anført i bilag II til forordningen, giver oplysning om den anslåede udvikling i priserne på olie, gas og kul og elektricitet på langt sigt. Medlemsstaterne skal tage hensyn til disse oplysninger, når de fastlægger omkostningerne for energibærere med henblik på deres beregninger af det omkostningsoptimale niveau.

Oplysningerne i bilag II til forordningen stammer fra energitrendscenarier, der er udviklet med PRIMES-modellen (et energimodelleringssystem, som stimulerer en løsning med ligevægt i markedet mellem udbud og efterspørgsel efter energi i EU-27 og medlemsstaterne). Europa-Kommissionen offentliggør hvert andet år en ajourføring af disse tendenser, og den seneste version kan læses på: http://ec.europa.eu/energy/observatory/trends_2030/index_en.htm.

Den seneste ajourføring (17) udløser en årlig stigning på 2,8 % i gaspriserne, en årlig stigning på 2,8 % i oliepriserne og en årlig stigning på 2 % i kulpriserne. Disse tendenser kan forlænges på den anden side af 2030, indtil der foreligger prognoser på længere sigt.

Disse fremskrivninger bygger på en forholdsvis høj oliepris sammenlignet med tidligere fremskrivninger og ligner referencefremskrivninger fra andre kilder. De prisantagelser, der danner udgangspunkt for EU27, er resultatet af energimodellering på verdensplan (ved hjælp af PROMETHEUS, en stokastisk global energimodel), som udleder prisudviklingen på olie, gas og kul på grundlag af en konventionel anvendelse af viden om udviklingen i verdens energisystemer.

Internationale brændselspriser (i 2008-priser) forudsiges at stige gennem prognoseperioden med oliepriser på op til 88 USD/bbl (73 EUR/bbl) i 2020 og 106 USD/bbl (91 EUR/bbl) i 2030. Gaspriserne følger en lignende kurve og når op på 62 USD/boe (51 EUR/boe) i 2020 og 77 USD/boe (66 EUR/boe) i 2030, mens kulpriserne stiger i den økonomiske genopretningsperiode til næsten 26 USD/boe (21 EUR/boe) i 2020, men derefter stabiliserer sig på 29 USD/boe (25 EUR/boe) i 2030.

Med hensyn til elektricitet vil de fremskrevne ændringer i EU27's elproduktionssektor få betydelig indvirkning på energiomkostningerne og elpriserne. De samlede kumulerede investeringsudgifter til elproduktion i perioden 2006-2030 forventes at nå 1,1 bio. EUR (i 2008-priser) med store prisstigninger på el både i forhold til dagens niveau og i sammenligning med basislinjen fra 2007. Auktionshandler og stigende brændselspriser og højere kapitalomkostninger (ved vedvarende energi og CCS) er blandt de faktorer, der forklarer elprisstigningen.

Gennemsnitsprisen på el fratrukket auktionsbetalinger stiger til 108,4 EUR/MWh i 2020 og 112,1 EUR/MWh i 2030 (i faste priser, dvs. i 2005-priser), hvilket er en støt stigning sammenlignet med nuværende tal på grund af højere kapitalomkostninger og drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og højere brændselsomkostninger og variable omkostninger. Auktionsbetalingerne udgør 9,4 % af den gennemsnitlige elpris før skat.

Tabel 1

Anslået udvikling på langt sigt i elpriserne efter skat i EUR/MWh (basislinje 2009)

	2000	2005	2010	2015	2020	2025	2030
Gennemsnit	96	104	110	127	140	146	144
Industri	59	71	77	92	101	104	98
Service	123	124	124	139	152	159	159
Husholdninger	127	133	144	164	180	191	192

Det anbefales, at der til boliger bruges husholdningernes prisprognoser, mens det nok er mere passende at bruge priserne i industri- og servicesektoren til andre bygninger end boliger.

Medlemsstaterne kan også udvikle formodede energipriser til beregningsperioden ud fra de aktuelle omkostningsniveauer, som f.eks. Eurostat kan levere. Informationen fra Eurostat skelner mellem priser på husholdningers og erhvervslivets forbrug afhængigt af leveret volumen. Således skal der tages hensyn til forskellige prisniveauer for de referencebygninger, der er beskrevet i kapitel 3.

Andre energibærere kan kobles til disse formodede udviklingstendenser (f.eks. naturgas forbundet med olieprisen) eller udledes af andre nationale eller internationale prognoser. Da prisen på mange energibærere er under kraftig national, regional eller endda lokal påvirkning, f.eks. biomasse, fjernvarme og jordvarme, bør der i disse prognoser tages højde for forventede politiske og økonomiske tendenser på længere sigt. F.eks. med hensyn til fjernvarme bør der tages hensyn til eventuelle virkninger fra nødvendige forandringer i infrastrukturen (fjernevarmesystemets størrelse, energi leveret pr. meter net osv.).

Fyringsolie:

Fyringsolie er en brændbar væske med lav viskositet, der bruges i fyr og kedler i bygninger. Da der er tale om et destillat af råolie, er prisen på fyringsolie i sagens natur forbundet med råolieprisen. Desuden påvirkes prisen på fyringsolie af andre faktorer som udbud og efterspørgsel, sæsonudsving, kursforholdet mellem dollar og euro og logistikomkostninger.

Effektiviteten af elproduktionen afhænger af, hvilke typer primærbrændsler og specifikt udstyr man anvender. Disse karakteristika er unikke for det enkelte kraftværk og varierer på tværs af medlemsstaterne. F.eks. har nogle lande en højere andel af vandkraft, mens andre forbruger større mængder kul eller bruger store mængder kernekraft. Medlemsstaterne skal indføre omregningsfaktorer til omregning af elforbruget i deres referencebygninger til primærenergi.

(1) EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13.

(2) EUT L 81 af 21.3.2012, s. 18.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF (EUT L 114 af 27.4.2006, s. 64).

(4) ASIEPI-projektet definerer kun bygningens geometri og vil ikke være fyldestgørende til beregningsformål.

(5) Sædvanligvis varieres tykkelsen af isoleringen trinvis og gradvis. Der vil normalt være en maksimal tykkelse, der gælder for hver bygningsdel. Der skal tages hensyn til den tilhørende U-værdi, som kræves og anbefales i national lovgivning/nationale tekniske standarder. Der kan anvendes isolering inde eller ude eller på begge sider på forskellige steder inde i væggene (der skal tages højde for risikoen for kondensdannelse på indvendig eller udvendig side).

(6) Bemærk, at Kommissionen i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16) snart har en metode klar til beregning af energi fra varmepumper.

(7) Et forslag om ændring af direktivet om energitjenester blev forelagt af Kommissionen den 22. juni 2011 (KOM(2011) 370 endelig). Omregningsfaktorerne findes i konverteringstabellen i forslagets bilag IV.

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/33/EF af 23. april 2009 om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport (EUT L 120 af 15.5.2009, s. 5)

(9) En metode med beregning af ekstraomkostninger tager udgangspunkt i en standardbygning (f.eks. en bygning, som er i overensstemmelse med de faktiske mindstekrav), hvortil der føjes ekstra foranstaltninger (f.eks. bedre isolering, afskærmning og et ventilationssystem med varmegenvinding). Omkostningssammenligningen baseres på ekstra investeringsomkostninger og forskelle i løbende omkostninger.

(10) Baukosteninformationszentrum Deutscher Architekten (BKI): Statistische Kostenkennwerte für Gebäude, 2010, www.baukosten.de.

(11) Jones Lang LaSalle: Büronebenkostenanalyse OSCAR 2008, Berlin, 2009. Kan bestilles på: www.joneslanglasalle.de.

(12) Se: http://ec.europa.eu/governance/impact/commission_guidelines/docs/ia_guidelines_annexes_en.pdf. Det amerikanske ministerium for energi foreslår i sit føderale energiforvaltningsprogram, 2010-udgaven, om energiprisindekser og diskonteringssatser en sats på 3 % med henblik på livscyklusanalyser. Se: http://www1.eere.energy.gov/femp/pdfs/ashb10.pdf.

(13)

Kilde: Boermans, Bettgenhäuser et al., 2011: Cost-optimal building performance requirements - Calculation methodology for reporting on national energy performance requirements on the basis of cost optimality within the framework of the EPBD, ECEEE.

(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter, EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.

(15) F.eks. U-værdi af et tag [W/m2K].

(16) Denne sats bruges i Kommissionens gældende retningslinjer fra 2009 for konsekvensanalyse og svarer i store træk til det gennemsnitlige realafkast af langsigtet statsgæld i EU over en periode fra de tidlige 1980'ere.

(17)

Kilde: EU Energy Trends to 2030; update 2009. Den Europæiske Union, 2010: http://ec.europa.eu/energy/observatory/trends_2030/doc/trends_to_2030_update_2009.pdf.

(18) Se http://heating-oil.blogs-uk.co.uk/

		ISSN 1977-0871 doi:10.3000/19770871.C_2012.115.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 115

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	55. årgang 19. april 2012

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Kommissionen
2012/C 115/01	Retningslinjer til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 244/2012 af 16. januar 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne, hvori der fastlægges en ramme for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne	1

	OPLYSNINGER FRA MEDLEMSSTATERNE
2012/C 115/02	Medlemsstaternes oplysninger om statsstøtte ydet i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) ( 1 )	29

2012/C 115/03	Medlemsstaternes oplysninger om statsstøtte ydet i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) ( 1 )	34


	(1) EØS-relevant tekst