23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/1

1.

er overbevist om, at den vigtigste opgave for EU lige nu er at genskabe borgernes tillid til, at Unionen kan sikre finansiel stabilitet, få sat gang i den økonomiske vækst og etableret, at den legitime demokratiske politiske beslutningsproces er normen, snarere end finansmarkederne negative indflydelse;

2.

er positiv over for dybere europæisk integration inden for den økonomiske styring, forudsat at en sådan uddybning er demokratisk legitimeret og sker inden for EU's institutionelle rammer. Udvalget konstaterer ikke desto mindre, at Det Europæiske Råds møde den 9. december 2011 ikke kunne anvende fællesskabsmetoden på den nye finanspolitiske aftale eller den styrkede samordning af de økonomiske politikker på trods af, at 26 ud af 27 medlemsstater ønskede at beholde fællesskabsmetoden. Da der krævedes enstemmighed, stod man kun tilbage med den mellemstatslige tilgang med alle dens lovmæssige og politiske konsekvenser. Regionsudvalget beklager, at man indtil videre har valgt en for snæver tilgang til projektet og kun vil indføre budgetdisciplin i en mellemstatslig traktat. En eventuel reform af Lissabontraktaten er i Regionsudvalgets øjne mulig på et konvent, der afvikles efter den model, der blev anvendt til Konventet om Europas Fremtid (2002-2003), og som sikrer fuld inddragelse af EU's institutioner, herunder Regionsudvalget;

3.

glæder sig over, at Kommissionen på baggrund af den vanskelige økonomiske, budgetmæssige og institutionelle situation insisterer på at holde fast i fællesskabsmetoden. Som den politiske forsamling af lokale og regionale myndigheder i EU mener Regionsudvalget, at dette er den eneste måde, hvorpå Unionens demokratiske legitimitet kan garanteres, værdier som solidaritet og samhørighed håndhæves, og princippet om forvaltning på flere niveauer og nærheds- og proportionalitetsprincipperne overholdes; bekræfter, at det agter at lade dette værdisammenfald komme til udtryk i den reviderede samarbejdsaftale mellem Kommissionen og Regionsudvalget, som i øjeblikket forhandles på plads;

4.

glæder sig over Kroatiens forestående tiltrædelse og anfører endnu engang, at det gerne ser, at kroatiske observatører deltager i udvalgets arbejde allerede fra januar 2012.

5.

fremhæver, at selvom EU's budget er af relativ begrænset størrelse, er det vigtigt for at kunne tackle de udfordringer, man er blevet enige om, og som er fastlagt i Lissabontraktaten og Europa 2020-strategien. Udvalget betoner budgettets særlige karakter og merværdi i forhold til de nationale, regionale og lokale budgetter, hvilket skyldes, at det er et budget, der altid er i balance, hvilket vil sige, at ikke en eneste euro går til at tilbagebetale gæld, og at det helt overvejende anvendes til investeringer (94,5 %) på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Det understreger EU-budgettets helt store betydning som løftestang for strategien for genopretning af den europæiske økonomi og finansieringen af strukturelle investeringer primært rettet mod regionale og lokale myndigheder, hvilket er særlig vigtigt i den aktuelle krisesituation;

6.

understreger behovet for, at Regionsudvalget bliver ved med at udtrykke sine politiske holdninger til fremtidige europæiske foranstaltninger om dybere finanspolitisk og økonomisk integration og til synergierne mellem de subnationale, nationale og europæiske budgetter. Regionsudvalget er nødt til at forsvare de lokale og regionale myndigheders juridiske beføjelser, når det gælder deres finansielle uafhængighed, og reagere på alle foranstaltninger, som har indvirkning på de lokale og regionale myndigheders evne til at optage overkommelige lån;

7.

appellerer til de to grene af budgetmyndigheden, om at de inden udgangen af 2012 når til enighed om en flerårig finansiel ramme for perioden 2014-2020, og at de i overensstemmelse med artikel 311 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde forpligter sig til en reform af ordningen med egne indtægter for at bryde med princippet om "rimelig modydelse" ("juste retour") og sikre, at der er tilstrækkelig tid til at færdiggøre de partnerskabskontrakter og operationelle programmer, som skal udarbejdes, efter at de lovgivningsmæssige foranstaltninger knyttet til den flerårige finansielle ramme er blevet vedtaget;

8.

glæder sig over Kommissionens forslag om en forsøgsfase for initiativet vedrørende obligationslån.

9.

anser samhørighedspolitikken for at være EU's vigtigste støttepolitik, der kan bidrage til en afbalanceret og bæredygtig økonomisk udvikling såvel miljømæssigt som socialt overalt i Europa. På baggrund af dette og ikke mindst den aktuelle økonomiske, finansielle og sociale krise og Europa 2020-strategiens ambitiøse målsætninger beklager udvalget, at der i forslaget til flerårig finansiel ramme for 2014-2020 er skåret i budgettet til denne politik;

10.

glæder sig over, at samhørighedspolitikken stadig omfatter alle regioner i EU, og over den enklere struktur med to målsætninger og tre kategorier af regioner, sådan som det fremgår af den lovpakke, der blev offentliggjort den 6. oktober 2011. Alligevel gentager udvalget, at det gerne ser, at det ikke kun er indikatoren BNP pr. indbygger, der lægges til grund for tildelingen af støtte, særligt i forbindelse med gennemførelse og evaluering af programmer, idet den ikke i tilstrækkelig grad afspejler graden af økonomisk udvikling, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed og heller ikke de regionale forskelle;

11.

er positiv over for Kommissionens forslag om at (1) etablere en fælles strategisk ramme for at forbedre sammenhængen og synergien mellem EU's politikker og (2) oprette en partnerskabsaftale mellem Kommissionen og de enkelte medlemsstater, og bifalder, at de lokale og regionale myndigheder inddrages direkte i udarbejdelsen af denne politik.

12.

anerkender den vigtige funktion, som samhørighedspolitikken kan have i realiseringen af Europa 2020-strategien. Udvalget minder imidlertid om, at tanken med politikken som nedfældet i traktaten er at nedbringe de økonomiske, sociale og territoriale uligheder, og efterlyser derfor større fleksibilitet med hensyn til valg af tematiske målsætninger og af, hvor midlerne skal koncentreres ved i praksis at lægge vægt på principperne om forvaltning på flere niveauer og partnerskab med de lokale og regionale myndigheder;

13.

støtter lovgivningspakkens forslag om styrkelse af den bymæssige dimension, lokale udviklingstiltag og integrerede territoriale investeringer og opfordrer til, at handlingsplanerne for trafikken i byområder gennemføres med økonomisk støtte fra EU. Udvalget gør samtidig opmærksom på behovet for, at der tages passende højde for udviklingen i landdistrikter i planlægningen af samhørighedspolitikken med henblik på at skabe den rette forbindelse til den fælles landbrugspolitik;

14.

er i princippet enig i, at de offentlige udgifter til samhørighedspolitikken bør anvendes mere effektivt ved hjælp af en ordning med betingelser knyttet til samhørighedsmidlerne, men advarer dog mod, at denne ikke må være for kompleks at gennemføre. Det støtter idéen om forhåndsbetingelser, forudsat at listen af betingelser, der skal overholdes, er kort, ligesom det kan acceptere tanken om efterfølgende betingelser, såfremt de lokale og regionale myndigheder tages direkte med på råd om de resultatindikatorer, der skal anvendes. Udvalget afviser derimod forslagene om makroøkonomisk konditionalitet baseret på vækst- og stabilitetspagten og har stærke forbehold over for resultatreserven;

15.

bakker op om, at målsætningen om territorialt samarbejde styrkes med flere finansielle midler, således at det kan udvides til mere end blot en udveksling af god praksis mellem regioner i Europa;

16.

glæder sig over, at forslaget til revision af forordning 1082/2006 vedrørende oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) indeholder en lang række af de forslag, som Regionsudvalget har fremsat, navnlig vedrørende økonomiske aktørers og civilsamfundsaktørernes deltagelse i EGTS og med hensyn til at lette tredjelandsmyndigheders adgang til instrumentet. Udvalget fremhæver de muligheder, instrumentet rummer for at nå ud over landegrænser inden for alle EU's politikker. Det forpligter sig derfor til at fortsætte sin indsats for at fremme instrumentet, navnlig via den dertil indrettede platform og agter fortsat at stå for forvaltningen af EGTS-registret;

17.

vurderer, at "faciliteten for netforbindelser i Europa" med et budget på 50 mia. EUR vil kunne have positive virkninger og en stærk løftestangseffekt for styrkelsen af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU og for at tiltrække andre investeringer først og fremmest i form af projektobligationer; alligevel bør faciliteten være i overensstemmelse med samhørighedspolitikkens forvaltning og budget; Regionsudvalget mener, at det under alle omstændigheder er vigtigt at sikre sammenhæng og forenelighed med de projekter, der finansieres med strukturfondsmidler, og at de lokale og regionale myndigheder inddrages i udvælgelsen af projekter;

18.

vil afgive en udtalelse om de nye rammebestemmelser for TEN-T, som skal gælde alle aktører inden for TEN-T-politikken og ikke kun medlemsstaterne, og som vil kunne nedbringe de lovgivningsmæssige hindringer for gennemførelsen af et europæisk transportsystem betydeligt;

19.

er enig i, at fællesskabs-, adgangs- og miljøomkostninger internaliseres ved hjælp af harmoniserede afgifter for alle transportformer, hvis indtægter vil blive påvirket af gennemførelsen af et integreret, effektivt og bæredygtigt transportsystem. Udvalget bakker i øvrigt op om nye finansieringsinstrumenter, først og fremmest europæiske projektobligationer, og er af den overbevisning, at den stigende anvendelse af offentlig-private partnerskaber også kan bidrage til at sikre finansiering til nye transportinfrastrukturprojekter;

20.

understreger behovet for, at Kommissionen anlægger en overordnet strategi for at formidle samhørighedspolitikkens virkninger og fordele lokalt og regionalt, minder om den rolle, lokale og regionale myndigheder kan spille, og giver tilsagn om Regionsudvalgets støtte i denne henseende.

21.

insisterer på, at Europa 2020 får en fuld territorial dimension;

22.

beklager, at udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer for Europa 2020 i de fleste tilfælde ikke er blevet udnyttet til at gennemføre Europa 2020 i et partnerskab mellem alle myndighedsniveauer. Kommissionens årlige vækstundersøgelser (2012 og 2013) bør kræve, at medlemsstaterne i deres situationsrapporter kommer ind på forvaltning på flere niveauer og partnerskab. Den bør referere, i hvilket omfang og hvordan alle partnere, herunder de lokale og regionale myndigheder, har medvirket til gennemførelsen af Europa 2020. Hvis der er behov herfor og for at øge medansvaret for strategien, bør der udstedes specifikke anbefalinger herom. Tilliden til Europa 2020-strategien lider skade, hvis der ikke gøres noget ved det manglende partnerskab mellem EU, det nationale, regionale og lokale niveau og borgerne;

23.

minder om sit forslag om territoriale pagter, der skal etableres i alle medlemsstater som garanti for, at de nationale reformprogrammer gennemføres i partnerskab, og at partnerskabskontrakterne udarbejdes i fællesskab. Udvalget holder fast i, at det partnerskabsprincip, som Kommissionen har fremsat forslag om, må realiseres i praksis ved at gøre det til en forudgående betingelse for godkendelsen af partnerskabskontrakterne, at der er enighed mellem alle de offentlige myndigheder, der er juridisk kompetente til at anvende EU-støtten, og ved at fremme muligheden for territoriale pagter;

24.

mener, at opfølgningen af flagskibsinitiativerne bør styrkes og overvåges med henblik på opnåelse af resultater. Der skal fortsat gøres en indsats for at formidle aktionerne under alle flagskibsinitiativerne til aktørerne i lokalområderne. Resultaterne af Regionsudvalgets nylige undersøgelse "Europa 2020: hvad sker der ude i lokalområderne?" viser, at jo større viden de lokale og regionale myndigheder har om flagskibsinitiativerne, jo mere relevante er de for de lokale og regionale aktioner. Det skaber også mulighed for at indpasse eksisterende lokale og regionale initiativer inden for rammerne af de overordnede europæiske målsætninger og således skabe en følelse af medansvar og samordnet handling.

25.

mener, at det nuværende forskningsbudget i EU er utilstrækkeligt og bifalder derfor den betydelige saltvandsindsprøjtning til forskning og innovation, der er forslået som led i FFR'en (fra 53 mia. euro til 80 mia. euro). Takket være ovennævnte kommer EU nærmere Europa 2020-målet om, at 3 % af EU's BNP investeres i forskning og innovation i tråd med oprettelsen af flagskibsinitiativet "Innovation i EU". Udvalget understreger behovet for bedre koordinering mellem de nationale programmer og det europæiske forskningsrammeprogram;

26.

støtter oprettelsen af en fælles strategisk ramme under "Horisont 2020" for forskning og innovation, fordi rammen har potentiale til at forenkle og konsolidere de forskellige støtteprogrammer inden for dette område, såsom rammeprogrammet for forskning (FP7) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP). Det påpeger imidlertid, at den fælles strategiramme for forskning og innovation bør samordnes tæt og være forenelig med forslaget til fælles strategisk ramme for strukturfondene. Udvalget bifalder i den sammenhæng den regionale resultattavle for innovation, som ligger på linje med udvalgets anbefaling (1) om, at det også bør overvejes at udarbejde og offentliggøre en resultattavle for innovation på regionalt plan, således at lokale og regionale myndigheder, akademiske kredse (universiteter, andre videregående uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutter) og erhvervslivet kan vurdere og holde øje med resultaterne af den regionale innovation;

27.

bakker op om, at "Uddannelse Europa"-programmet for uddannelsesprojekter, som fremmer mobiliteten, forlænges og bevilges flere midler i perioden efter 2013. Udvalget mener, at uddannelse, der fremmer selvstændig tankegang, kreativitet og innovation, er en af de vigtigste faktorer for sikring af vækst og konkurrencedygtighed i fremtiden. Regionsudvalget anerkender desuden uddannelsens bredere rolle i en persons udvikling som helhed og dens sociale dimension og i at sikre lige muligheder og adgang til uddannelse, erhvervs- og efteruddannelse og mobilitet. Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har lyttet til dets opfordring til at inkludere sport i det integrerede program for uddannelse, unge og sport;

28.

bifalder kraftigt Kommissionens planer om at skabe forbindelser mellem nationale forskningssystemer og sørge for, at besættelsen af forsknings- og vigtige universitetsstillinger åbnes op for konkurrence;

29.

støtter yderligere tiltag, der sigter mod at udnytte potentialet i e-handel, e-forvaltning og ikt-understøttet udvikling generelt, samtidig med at der værnes om borgernes ret til pålidelig information, sikkerhed og privatlivets fred. Regionsudvalget anerkender den digitale dagsordens enorme betydning for energieffektivitet, interoperable offentlige tjenester og finansieringen af bredbåndsnet i hele EU. På den baggrund hilser det budgetbevillingen på 9,2 mia. EUR til digitale netværk under "faciliteten for netforbindelser i Europa" og de dertil knyttede retningslinjer for transeuropæiske telenet velkommen;

30.

minder om målsætningen i flagskibsinitiativet, den digitale dagsorden for Europa (2), om, at der skal være adgang til basale bredbåndsnet for alle europæere i 2013. Udvalget mener, at denne målsætning bør suppleres af en tilgang baseret på definerede rettigheder for borgerne og bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste;

31.

bifalder, at det fremtidige program "Kreativt Europa" for tiden efter 2013 har fokus på opnåelse af Europa 2020-målene. Ved at bringe kultur og medier sammen må programmet gøre formidlingen af kulturelle produkter lettere, skabe et indre marked for onlineaudiovisuelle værker og bane vej for skabelsen af arbejdspladser i de kulturelle og kreative sektorer, samtidig med at der holdes fast i og bygges videre på Europas kulturværdier.

32.

hilser det velkommen, at Kommissionen agter at fokusere på stabilitet og vækst, men samtidig har inkluderet flere vigtige initiativer på det sociale område i arbejdsprogrammet;

33.

gentager opfordringen i sin nylige udtalelse om socialt boligbyggeri (CdR 71/2011) til Kommissionen om hurtigst muligt at etablere en EU-ramme, der sikrer alle betalelige og acceptable boliger, og understreger, at denne ramme vil være helt i overensstemmelse med Europa 2020-målene om udryddelse af fattigdom og bedre sundhed for EU's befolkning. Udvalget beder endvidere om, at en sådan politisk ramme afstemmes med EU's energipolitikker, og at energirenovering af boliger fortsat bør kunne opnå støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, da det er en afgørende faktor for den sociale samhørighed;

34.

spørger, hvad der videre sker med initiativet for bedre muligheder for de unge, som Kommissionens formand omtalte i sin tale om Unionens tilstand;

35.

forpligter sig til at bidrage til Kommissionens pakke om socialt entreprenørskab, som er af stor betydning for de lokale og regionale myndigheder som såvel arbejdsgivere, tjenesteleverandører og kunder;

36.

agter at bidrage til Kommissionens henstillinger vedrørende børnefattigdom i tråd med Europa 2020-målene om at bekæmpe arbejdsløshed, social udstødelse og fattigdom;

37.

glæder sig over, at Rådet (landbrug og fiskeri) den 14. november 2011 nåede frem til en overgangsløsning om at bibeholde programmet om fødevarehjælp til de dårligst stillede indtil 2013, men beklager, at der ikke var enighed om en forlængelse af programmet efter 2013. Det mener under alle omstændigheder, at hvis kompetencen vedrørende de dårligst stillede flyttes fra den fælles landbrugspolitik til Den Europæiske Socialfond, så må midlerne også omfordeles i overensstemmelse dermed inden for budgettet;

38.

vil bidrage aktivt til udarbejdelsen af de flerårige finansielle programmer for perioden 2014-2020 om henholdsvis sundhed og forbrugerpolitik og til e-sundhedsprogrammet;

39.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle med hensyn til at udnytte sportens muligheder for at bidrage til den sociale integration og en sund levevis.

40.

giver tilsagn om aktivt at bidrage til EU's forberedelser af og aktivt deltage i FN's konference om bæredygtig udvikling i juni 2012 ("Rio+20-topmødet") og opfølgningen af topmødet. Det opfordrer i den forbindelse til, at der udarbejdes en køreplan for grøn økonomi på lokalt plan på topmødet i Rio og til, at FN's styringsstrukturer tages op til revision for fuldt ud at anerkende lokale og regionale myndigheder som nøglepartnere i arbejdet med at sikre bæredygtig udvikling;

41.

opfordrer igen Kommissionen til så tidligt som muligt i 2012 at fremlægge forslag til EU's 7. miljøhandlingsprogram med klare mål og tidsfrister og fokus på mekanismer, som kan støtte de lokale og regionale myndigheder i at gennemføre EU's gældende miljølovgivning, herunder eventuelt at udvide Borgmesteraftalen til også at omfatte den mere omfattende dagsorden for ressourceeffektivitet med vægten lagt på især bæredygtig vand- og affaldsforvaltning;

42.

ser frem til at vurdere den kommende køreplan for energi 2050 og bekræfter på ny sit engagement i at fremme bæredygtige energiløsninger på lokalt plan for at lette overgangen til en kulstoffattig økonomi. Det agter at tage behovet for mere afbalancerede energipolitikker og støtteordninger op;

43.

beder om, at Kommissionen, når den gennemfører EU's biodiversitetsstrategi 2020, tager hensyn til konventionen om biodiversitets COP 10-afgørelse om "Subnationale myndigheders, byers og andre lokale myndigheders handlingsplan for biodiversitet (2011-2020)";

44.

støtter EU's arbejde for at nå en global, juridisk bindende aftale i FN's regi og glæder sig over de fremskridt, man nåede i Durban, som er store skridt i den rigtige retning; Regionsudvalget opfordrer til, at den internationale klimadebat efter Durban bygger videre på de fremskridt, man nåede på konferencen i Cancun, hvor de subnationale myndigheders meget vigtige rolle blev anerkendt, og at man anerkender og giver mere aktiv opbakning til de vigtige lokale og regionale klimatilpasnings- og imødegåelsestiltag, bl.a. til det langsigtede arbejde med at skabe en "grøn" kulstoffattig økonomi;

45.

opfordrer til, at miljøpolitiske prioriteter og prioriteter på klimaområdet integreres i de øvrige politikker for at opnå størst mulig synergieffekt;

46.

hilser målet om at øge andelen af klimarelaterede udgifter til mindst 20 % i EU's flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 velkommen. Udvalget opfordrer imidlertid endnu en gang EU's budgetmyndighed til at sikre, at EU-budgettet og den flerårige finansielle ramme i højere grad indrettes, således at det fulde potentiale af den lokale og regionale indsats på klimaområdet udnyttes, og således at der bevilges flere midler til mellemlangsigtede og langsigtede investeringer i lokale og regionale energispare- og energieffektiviseringsprojekter, særligt inden for rammerne af Borgmesteraftalen;

47.

gentager i den henseende også sit ønske om, at de primære støttemodtagere under det nye LIFE-instrument fortsat er de lokale og regionale myndigheder, og at instrumentet kommer til at fungere som en katalysator, der sætter disse myndigheder i stand til at få mest muligt ud af EU-midlerne og iværksætte ambitiøse miljøbeskyttelsesprojekter;

48.

hilser den bebudede gennemgang af forordningen om nuklear sikkerhed velkommen.

49.

hilser det velkommen, at EU-institutionerne generelt støtter, at EU's politikker skal tage udgangspunkt i flerniveaustyring, og peger navnlig på lovpakken om samhørighedspolitikken, der bekræfter forvaltning på flere niveauer som et af de vigtigste grundprincipper, men opfordrer EU-institutionerne til også at føre flerniveaustyringsprincippet ud i livet ved at integrere en ægte flerniveaustyringskultur i de indledende faser af den politiske beslutningsproces og foreslå konkrete innovative værktøjer og instrumenter, der bygger på princippet om forvaltning på flere niveauer og partnerskab;

50.

understreger, at en EU-strategi for smart regulering bør sigte mod at mindske den administrative og finansielle byrde for lokale og regionale offentlige myndigheder og private virksomheder i EU. En grundig evaluering og konkrete gennemførelseserfaringer på alle myndighedsniveauer samt indførelse af nye e-forvaltningsløsninger er nødvendige elementer i en sådan strategi, som bygger på en politikcyklus, hvor lovgivningen løbende revideres og tilpasses nye udfordringer og omstændigheder;

51.

agter at fortsætte med at kontrollere anvendelsen af nærhedsprincippet, navnlig gennem samarbejde med andre EU-institutioner og med nationale og regionale parlamenter;

52.

opfordrer med en forbedring af de lovgivningsmæssige rammer for øje til konsekvensanalyser på EU-niveau, der i højere grad tager hensyn til det territoriale aspekt, og agter at yde et mere struktureret bidrag til Kommissionens konsekvensanalyser; har endvidere i sinde at udvikle mekanismer for udarbejdelse af bidrag til den efterfølgende evaluering af den gældende lovgivning, navnlig ved at undersøge, hvordan EU-lovgivningen gennemføres på lokalt og regionalt plan;

53.

hilser det velkommen, at den offentlige høringsperiode er udvidet fra 8 til 12 uger.

54.

glæder sig over Europa-Parlamentets støtte med 2 mio. EUR til Erasmusprogrammet for uddannelse af kommunalpolitikere og henstiller til Kommissionen, at den sikrer, at dette budget anvendes hurtigt og effektivt, ligesom det gentager sit tilsagn om at spille en aktiv rolle i udviklingen af programmet;

55.

gentager det nødvendige i, at lovgivning med relation til det indre marked respekterer den horisontale sociale klausul i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

56.

opfordrer i lyset af behovet for at opdatere forordningen om kompensation for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SGEI) (Almunia-pakken) endnu en gang til, at det årlige loft for de minimis-undtagelser hæves til 800 000 EUR for at øge mulighederne for undtagelse af sociale tjenesteydelser, for at fjerne det befolkningsrelaterede undtagelseskriterium og for at opgive planen om at give Kommissionen mandat til at måle effektiviteten af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

57.

forventer stadig, at Kommissionen som bebudet i meddelelsen fra april 2011 om "Akten for det indre marked" (3) fremlægger "forslag om foranstaltninger med det formål bedre at sikre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, herunder socialydelser af almen interesse, en ramme, der giver dem mulighed for at opfylde deres opgaver" og "gennemgår […] de foranstaltninger, der jf. artikel 14 og protokol nr. 26 er nødvendige for at sikre alle borgere adgang til tjenester, der er væsentlige i deres dagligliv, til en rimelig pris og deres integration i det økonomiske og sociale liv". Udvalget forventer endvidere, at Kommissionen præsenterer den bebudede meddelelse om en kvalitetsramme for tjenester af almen interesse;

58.

bifalder moderniseringen af EU's lovgivningsramme for offentlige indkøb i tråd med Europa 2020-målene og de øgede muligheder for at gøre målsætninger som bekæmpelse af klimaændringer, miljøbeskyttelse, forebyggelse af social udstødelse samt fremme af innovation og e-forvaltning gældende i forbindelse med offentlige indkøb;

59.

ser med tilfredshed på Kommissionens forslag om et forslag til direktiv og forslag til forordning om kreditvurderingsbureauer, der blev offentliggjort den 15. november 2011, og især på målsætningerne om at mindske de finansielle institutioners tillid til kreditvurderinger og gøre kreditvurderingsbureauerne mere ansvarlige for de vurderinger, de foretager. Udvalget beklager imidlertid, at Kommissionen ikke har taget hensyn til Europa-Parlamentets opfordring (4) til at lancere en gennemførlighedsundersøgelse og konsekvensanalyse i forbindelse med oprettelsen af et offentligt og uafhængigt europæisk kreditvurderingsinstitut;

60.

forventer, at Kommissionen offentliggør en hvidbog om pensioner, som bør ledsages af egentlige vurderinger af konsekvenserne for de lokale og regionale myndigheder, da de har ansvaret for størstedelen af beskæftigelsen i den offentlige sektor i EU og forvalter supplerende pensionsordninger for deres ansatte;

61.

understreger betydningen af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) (EGAF) og dennes rolle som værktøj til tackling af globaliseringsrelaterede virkninger på beskæftigelsen. Som et reaktivt værktøj kan EGAF imidlertid ikke træde i stedet for en præventiv beskæftigelsesstrategi, der sigter mod at foregribe langsigtede økonomiske forandringer og omstruktureringer. Hertil kommer, at EGAF ikke kan gøres til en kompensationsordning, der skal afbøde virkningerne af frihandelsaftaler. Udvalget afviser forslaget om at finansiere EGAF via midler, der ligger uden for den flerårige finansielle ramme;

62.

fremhæver betydningen af kvalitetsmærkeordningen for europæiske iværksætterregioner, som udvalget lancerede i 2010 i form af et grænseoverskridende "netværk" af regioner, der udvikler skræddersyede regionale strategier til fremme af iværksættervirksomhed og udnyttelse af erhvervslivets innovative potentiale;

63.

opfordrer til oprettelse af "Small Business Act-partnerskaber" til fremme af den videre gennemførelse af Small Business Act (SBA) på regionalt plan og ønsker at deltage i den rådgivende gruppe for SBA, der skal nedsættes.

64.

ser frem til ikrafttrædelsen af forordningen om det europæiske borgerinitiativ, som vil forbedre det demokratiske liv i EU ved at styrke borgernes og det organiserede civilsamfunds deltagelse i udformningen af EU-politikkerne og i sidste ende skabe en stærk følelse af "ejerskab" og identificering med EU hos borgerne. Udvalget agter at spille en aktiv rolle i organiseringen af europæiske borgerskabsinitiativer;

65.

understreger det vigtige i at skabe et europæisk offentligt rum, hvor ideen om europæisk identitet og borgerskab på flere niveauer – der supplerer statsborgerskabet og den nationale, regionale og lokale identitet – bidrager til at styrke det europæiske demokrati. Med dette for øje bifalder udvalget udpegelsen af 2013 til borgernes Europaår og peger på betydningen af at stille tilstrækkelige ressourcer og programmer til rådighed til fremme af de grundlæggende rettigheder, demokratiet og borgernes deltagelse i det europæiske projekt. Det ser derfor frem til ud over de foreslåede programmer for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab at bidrage til tilpasningen af det bebudede Europa for Borgerne-program for at sikre, at venskabsbypartnerskaber og mekanismer til fremme af decentral kommunikation støttes yderligere;

66.

går helhjertet ind for et åbent Europa, hvis fundament er et højt beskyttelsesniveau og fuld respekt for princippet om grundlæggende rettigheder for alle, hvilket bør være det gennemgående princip bag ethvert initiativ og enhver lovgivning, der falder inden for EU's aktivitetsområde. Udvalget opfordrer endvidere til fuld gennemførelse af charteret om grundlæggende rettigheder gennem konkrete foranstaltninger og initiativer;

67.

agter fortsat at bidrage til den fulde gennemførelse af målsætningerne i Stockholmprogrammet og -handlingsplanen, herunder især udviklingen af omfattende og samordnede politikker for migration, asyl, de ydre grænser og sikkerhed. Udvalget anerkender behovet for intelligente ydre grænser og understreger det vigtige i at opretholde og udbygge området uden indre grænser. Det bifalder derfor planerne om at styrke forvaltningen af Schengen-systemet og samtidig værne om dets fællesskabskarakter og sikre, at de nødvendige reaktioner på eksterne begivenheder baseres på gennemsigtige, fælles, europæiske regler, som ikke utilbørligt begrænser det eksisterende samarbejde på tværs af grænserne;

68.

bifalder, i lyset af de voksende udfordringer på disse områder, den betydelige budgetforhøjelse, der er foreslået for indre anliggender i den flerårige finansielle ramme for 2014-2020, og forenklingen af strukturen i programmerne for indre anliggender fra seks til to fonde: en asyl- og migrationsfond og en fond for indre sikkerhed, men opfordrer til, at der findes en balance mellem udgifterne til sikkerhed og grænsekontrol og udgifterne inden for områder, hvor lokale og regionale myndigheders aktioner sikrer en tydeligere merværdi, såsom integration af indvandrere og modtageforhold for asylansøgere;

69.

efterlyser egentlige fremskridt hvad angår reel fri bevægelse for borgere inden for EU. Dette omfatter en forenkling af procedurer for borgere, der har valgt at bevæge sig omkring i EU, inden for områder som anerkendelse af virkningerne af civilstandsattester, arverettigheder og bodelingsoverenskomster;

70.

mener, at lokale og regionale myndigheder kan yde et troværdigt bidrag til udviklingen af en solid ramme for civil- og strafferet, både på det materielle og proceduremæssige plan, og støtter derfor planerne om at styrke de processuelle rettigheder, garantere sikkerhed i hele EU og fortsat at tage udgangspunkt i rets- og politisamarbejde.

71.

vil aktivt bidrage til udformningen af den fremtidige lovgivning om den fælles landbrugspolitik ved at insistere på, at der sættes tydeligere fokus på beskæftigelse, en grønnere fælles landbrugspolitik, styrkelse af politikkens territoriale dimension og behovet for regulering af landbrugssektoren. Udvalget mener endvidere, at den fælles landbrugspolitik som følge af det presserende krav om, at den ikke alene skal bidrage til opfyldelse af fødevarebehovet, men også til opnåelse af Europas hovedopgaver, i højere grad skal tilpasses Europa 2020-strategien med henblik på at fokusere på landbrugsrelateret beskæftigelse, navnlig i sårbare områder, og gøre det muligt for landbrugere at opnå betaling for at sikre fælles mål såsom en forbedret strategi for fødevaresikkerhed, bæredygtig forvaltning af naturressourcer, beskyttelse af biodiversitet, håndtering af klimaændringerne og fornyelse af landområder i almindelighed;

72.

går ind for en rimeligere fordeling af den fælles landbrugspolitiks midler gennem anvendelse af objektive kriterier, der afspejler de forskellige økonomiske forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne, og opfordrer til en forenkling af proceduren for direkte betalinger;

73.

beklager, at budgettet for landdistriktsudvikling (101 mia. EUR) fortsat vil være uforholdsmæssigt lavt i forhold til de midler, der afsættes til direkte betalinger. Udvalget opfordrer til, at der lægges øget vægt på at støtte udviklingen af landdistrikternes økonomi og diversificering, og ikke mindst på at sikre bedre synergi med EU's samhørighedspolitik, for hvilken den fælles strategiramme udgør en god retlig og politisk ramme;

74.

vil bidrage til debatten om reformen af EU's fælles fiskeripolitik og om Den Europæiske Fiskerifond og vil i den forbindelse understrege betydningen af at udvikle et bæredygtigt fiskeri, samtidig med at man holder sig kystregionernes økonomiske og sociale udvikling for øje, da det er nødvendigt at sikre en rimelig balance mellem disse aspekter. Udvalget anser det derfor navnlig for vigtigt at opfordre til i højere at fremme bæredygtig beskæftigelse i kystområderne og gøre beskæftigelse i den maritime sektor mere attraktiv for de unge og samtidig sikre en harmonisk udnyttelse af havressourcerne.

75.

bifalder EU's indsats til støtte for demokratiske overgangsprocesser i forskellige dele af verden og gentager behovet for at inddrage alle aktører i denne proces for at muliggøre en effektiv kapacitetsopbygning, også på lokalt og regionalt plan;

76.

vil fortsat samarbejde med de øvrige institutioner om at styrke udvidelsesprocessens territoriale dimension og opfordre til inddragelse af kandidatlandenes og de potentielle kandidatlandes lokale og regionale aktører i den hermed forbundne udvikling. Samarbejdet vil foregå via Regionsudvalgets kompetente underudvalg (CIVEX) og navnlig dets arbejdsgrupper om Tyrkiet og Vestbalkan samt dets blandede rådgivende udvalg med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Regionsudvalget bebuder, at der i 2012 vil blive nedsat et blandet rådgivende udvalg EU-Montenegro, og gentager sine planer om at etablere blandede rådgivende udvalg med samtlige resterende ansøgerlande for at sikre en passende ramme for at kunne ledsage tiltrædelsesforhandlingerne fra et lokalt og regionalt perspektiv;

77.

vil fortsat gøre brug af Kommissionens støtte til lokalforvaltningsordningen (LAF) og deltage i tilrettelæggelsen af studiebesøg af folkevalgte kommunalpolitikere og overordnet personale fra tiltrædelses- og førtiltrædelseslande i Bruxelles med henblik på at give dem et indblik i det arbejde, der foregår i EU, og gøre dem bekendt med dele af den gældende fællesskabsret. Udvalget agter at udbygge den fælles afholdelse af arrangementer med LAF i de respektive lande for at udvide denne TAIEX-finansierede facilitets målgruppe og øge dens virkninger for lokale og regionale myndigheder, og gentager endvidere sit forslag om at udvikle tilsvarende initiativer for naboskabspartnerlande for at støtte deres kapacitetsopbygning på lokalt og regionalt plan;

78.

minder om, at den europæiske naboskabspolitik, herunder konsolideringen af demokratiske reformer og fremskridt mod et rodfæstet demokrati ikke kan opnås uden de lokale og regionale myndigheders aktive støtte, og vil fortsætte med at investere arbejde og ressourcer i udviklingen af naboskabspolitikkens lokale og regionale dimension;

79.

lægger stor vægt på den indsats, som den regionale og lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM) og konferencen af regionale og lokale myndigheder i Østpartnerskabet (CORLEAP) har ydet, og de muligheder, de har skabt for at opfylde naboskabspolitikkens mål. Som svar på opfordringen fra stats- og regeringschefernes østpartnerskabstopmøde i Warszawa vil Regionsudvalget arbejde for at gøre CORLEAP til en permanent institutionel samarbejdsramme og vil øge indsatsen for at bringe partnerskabslandenes lokale og regionale myndigheder tættere på EU;

80.

vil fortsat arbejde for øget deltagelse af de lokale og regionale myndigheder i fastlæggelsen, gennemførelsen og evalueringen af udviklingssamarbejdsstrategier. Til den ende vil Regionsudvalget støtte øget samordning af initiativer mellem alle aktører og fremme en tilgang, der bygger på partnerskaber på flere niveauer, som skal sikre, at udviklingsbistanden kan ydes effektivt. Det vil endvidere i praksis fortsætte sit tætte samarbejde med Kommissionen, især om konferencerne om decentralt samarbejde og oplysning både om atlasset for decentraliseret samarbejde, som kortlægger de eksisterende samarbejdsprojekter, og om den internetportal, som muliggør netværks- og partnerskabssamarbejde om udvikling af projekter og derved sikrer mere effektiv bistand;

81.

pålægger Regionsudvalgets formand at forelægge denne resolution for formanden for Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Kommissionen, det polske rådsformandskab og det kommende danske og cypriotiske formandskab.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/8

—

erkender, at de salgsfremstød, der hidtil er blevet gennemført uden for EU, har haft en begrænset effekt, og tilskynder derfor Kommissionen til at undersøge, hvorledes de kan nyorienteres, for det skal lykkes at bevare EU's førerposition inden for eksporten af landbrugsfødevarer;

—

er enigt med Kommissionen i, at de lokale markeder skal styrkes;

—

mener, at fremme af den europæiske landbrugsmodel ikke er forenelig med anvendelsen af genetisk modificerede organismer, og at produkter, hvori der indgår GMO'er, bør udelukkes fra enhver salgsfremmepolitik;

—

mener, at der bør sættes mere ind på at oplyse om de helbredsmæssige fordele ved en sund og alsidig kost;

—

vil støtte initiativer til, at den obligatoriske mærkning af varer udvides til også at omfatte produktionssted;

—

anser det for helt afgørende at råde over mere effektive, specifikke kanaler for oplysning og salgsfremstød end de nuværende til imødegåelse af kriser, således at man kan reagere hurtigt for at genvinde forbrugernes tillid samt indgyde producenterne tillid;

—

anbefaler, at udvælgelsen af programmer ikke kun foregår på EU-plan, og anmoder om, at regionerne inddrages i udvælgelsesproceduren og at de får forslagsbeføjelse i betragtning af deres kendskab til aktørerne og de lokale markeder, især de mindre produktioner;

—

mener, at Kommissionen i forhandlingerne om internationale handelsaftaler bør holde sig de europæiske fødevareproducenters interesser for øje;

—

mener, at de salgsfremstød, som iværksættes direkte af Kommissionen, bør kombineres bedre med de tiltag, som gennemføres af producenterne via flerårige programmer, for at opnå en større effektivitet;

—

mener, at et hvilket som helst af de produkter, der produceres i EU, med undtagelse af tobak og spiritus, bør kunne deltage i ordningen for salgsfremme. Dog bør der gives forrang til foranstaltninger vedrørende produkter, der bidrager til en sund og alsidig kost, samt til foranstaltninger vedrørende andre produkter med et særligt kvalitetsmærke, som fremhæver dets europæiske oprindelse.

Ordfører

Pedro Sanz ALONSO (ES/PPE), Ministerpræsident for den selvstyrende region La Rioja

Basisdokument

Grønbog om salgsfremstød og oplysningskampagner for landbrugsprodukter: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa

KOM(2011) 436 endelig

1.

har omhyggeligt studeret Grønbogen om "Salgsfremstød og oplysningskampagner for landbrugsprodukter: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra Europa" og værdsætter i høj grad dette initiativ;

2.

mener, at det europæiske landbrug er afgørende for de lokale og regionale økonomiers udvikling i kraft af sit meget vigtige bidrag til jobskabelsen og til fastholdelsen af befolkningen i landdistrikterne, og at landbrugspolitikken er afgørende for konsolideringen af aktiviteterne i sektoren;

3.

er enigt i, at markedet ikke altid har kendskab til eller værdsætter de bestræbelser, som producenterne i EU gør sig på områderne sundhed, miljø, dyrevelfærd og mht. de produkter, som er omfattet af europæiske kvalitetsordninger (BGB, BOB, GTS eller økologiske landbrugsprodukter), hvilket kan føre til en vis frustration blandt producenterne;

4.

er af den opfattelse, at det europæiske landbrug i kraft af sin produktionsmodel skiller sig ud fra landbruget i de konkurrerende lande, og at denne model derfor bør fremhæves for at gøre den mere kendt;

5.

er bevidst om, at EU har en rig kulinarisk arv, som kan regnes blandt verdens største på grund af alsidigheden i udbuddet af landbrugsprodukter, og at denne omstændighed bør udnyttes og gøres kendt i og uden for Den Europæiske Union;

6.

minder om, at regionerne og de regionale myndigheder er en vigtig partner i landdistriktudviklingen og i udviklingen af lokale markeder, og at de yder en uundværlig støtte til organiseringen af kollektive salgsfremmetiltag for mindre produktioner og for lokale markeder;

7.

glæder sig over, at de salgsfremstød, der er blevet gennemført indtil nu, har kunnet bidrage til at genvinde forbrugernes tillid i krisetilfælde såsom dioxin- og BSE-kriserne, men udvalget mener også, at mekanismerne til gennemførelse af disse fremstød skal være meget enklere at håndtere og have meget hurtigere effekt, hvis de skal bidrage til en hurtigere løsning af kriser som den, der opstod i forbindelse med E. coli, så forbrugernes tillid kan blive genoprettet så hurtigt som muligt;

8.

erkender, at de salgsfremstød, der hidtil er blevet gennemført uden for EU, har haft en begrænset effekt, og tilskynder derfor Kommissionen til at undersøge, hvorledes de kan nyorienteres, for det skal lykkes at bevare EU's førerposition inden for eksporten af landbrugsfødevarer;

9.

mener endvidere, at det i forbindelse med den forestående udvikling af en strategisk tilgang må sikres, at tilgangen stemmer overens med målene for EU's kvalitetspolitik og med målene for de enkelte medlemsstaters kvalitetspolitik på grund af de forskellige produktions- og afsætningsbetingelser. Navnlig må udnyttelsen af de pågældende EU støtteprogrammer gøres mere effektiv og virkningsfuld ved at gøre de eksisterende regler væsentligt mere fleksible og forenkle procedurerne for anmodning om og udbetaling af støtte;

10.

peger på, at der i lyset af videreudviklingen af EU's salgsfremstød på dette område, EU's kvalitetspolitik og reformen af den fælles landbrugspolitik – i overensstemmelse med ovennævnte mål og forudsætninger – også må foretages en revision af de gældende EU-retlige krav til medlemsstaternes salgsfremstød, af rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugs- og skovbrugssektoren 2007-2013 og af Kommissionens forordning (EF) nr. 1857/2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion af landbrugsprodukter;

11.

er enigt i, at multilande- eller multiproduktinitiativer ikke har været særligt attraktive, og opfordrer Kommissionen til at undersøge årsagerne hertil og til at blive ved med at støtte denne type programmer, især multiproduktprogrammerne.

12.

mener, at salgsfremme af den europæiske landbrugs- og landbrugsfødevareproduktion såvel i det indre marked som i tredjelande har til formål at støtte beskæftigelsen i landdistrikterne, idet produktion og forarbejdning er tæt knyttet til produktionsområdet; denne territoriale dimension bør vedblive med at være et grundlæggende element i målet om en afbalanceret fysisk planlægning på europæisk område;

13.

er enigt i, at salgsfremstødene og oplysningskampagnerne for landbrugsprodukter skal være ambitiøse og have en differentieret, strategisk tilgang, som er afpasset efter produktet og forholdene på det marked, indsatsen rettes mod. Der bør også opnås en passende komplementaritet mellem alle de instrumenter, der er til rådighed i dag, for at skabe større synergi og effektivitet;

14.

mener, at muligheden for salgsfremstød i fremtiden ikke bør begrænses til at præsentere et generisk billede af Europa, men bør gøre det klart lettere: at nævne kollektive handelsmærker, herunder regionale mærker, bl.a. med støtte fra regionerne og i overensstemmelse med præcise specifikationer, at nævne den geografiske oprindelse og produktionsmåden og give små og mellemstore virksomheder adgang til støttemidler. Hvis man vil fremme smagfulde produkter både i det indre marked og i tredjelande, må man også støtte, at der opstår mærkeloyalitet;

15.

understreger nødvendigheden af, at oplysningskampagner og salgsfremstød blandt andet tager sigte på at genskabe forbrugernes tillid såvel inden for som uden for EU, hvis der skulle opstå fødevarekriser i fremtiden;

16.

så gerne, at der ydes en større indsats for at formidle betydningen af kvalitetsmærker til forbrugerne.

17.

er enigt med Kommissionen i, at de lokale markeder skal styrkes gennem tiltag, der både oplyser om alsidigheden i de lokale produkter og deres sociale, kulturelle og historiske tilknytning til forbrugerne i den egn eller region, hvor de produceres, og om den lokale produktions bidrag til at forbedre miljøet ved at begrænse CO2-emissionerne i forbindelse med transport, konservering og emballering;

18.

går ind for at udnytte synergierne mellem instrumenterne til støtte for de regionale og lokale markeder og de øvrige EU-fonde, hvilket kan ske ved at medtage foranstaltninger til støtte for disse markeder i de forskellige programmer for landdistriktudvikling, som følger LEADER-tilgangen. Kommissionen bør således insistere på, at alle programmer for landdistriktudvikling i de europæiske regioner omfatter foranstaltninger til fremme af strategier for udvikling af de lokale markeder, udbredelse af slow food, forbrug af lokale fødevarer, 0-kilometer-køkkenet osv. og fremmer en større binding mellem producenter og forbrugere;

19.

understreger betydningen af at støtte og fremme landbrugsprodukter i Den Europæiske Unions ugunstigt stillede områder, såsom bjergområder, regioner i den yderste periferi, fjernområder, øer osv. for vedvarende at tilskynde til produktion af disse kvalitetsprodukter, især i lyset af diskussionen om statsstøtte i tilknytning til produktions- og markedsføringsvilkår, som i nogle tilfælde er klart ugunstige og derfor kræver større økonomisk støtte;

20.

mener, at fremme af den europæiske landbrugsmodel ikke er forenelig med anvendelsen af genetisk modificerede organismer, og at produkter, hvori der indgår GMO'er, bør udelukkes fra enhver salgsfremmepolitik.

21.

mener også, at der er brug for en særlig indsats for at udbrede kendskabet til de europæiske kvalitetssystemer (BOB/BGB/GTS/økologisk landbrug) ikke kun blandt forbrugerne, men også blandt producenterne ved at sætte fokus på de karakteristika, hvorved de adskiller sig fra de øvrige produkter, og på de fordele, der er forbundet med produktion, indkøb og forbrug af kvalitetsprodukter;

22.

beklager, at forordningsforslagene for den fælles landbrugspolitik efter 2013, som Kommissionen har fremlagt, især ELFUL-forordningen, ikke længere indeholder noget instrument til fremme af kvalitetsprodukter (den tidligere foranstaltning 33 i akse 1), skønt høringen om grønbogen om salgsfremstød for landbrugsprodukter endnu ikke er afsluttet. Anmoder om, at der udarbejdes konkrete forslag til erstatning for de nuværende foranstaltninger, og at forordningsforslagene for den fælles landbrugspolitik efter 2013 fortsat vil omfatte salgsfremstød med forbedringer for kvalitetsprodukter, eller at tidsplanerne for de to reformer bliver sammenfaldende;

23.

mener, at der bør sættes mere ind på at oplyse om de helbredsmæssige fordele ved en sund og alsidig kost, og at der bør gøres en ekstra indsats over for de yngste befolkningsgrupper; man kunne således intensivere og yde støtte til kampagner for sunde og alsidige spisevaner i skolerne med ekstra fokus på at stille lokalt producerede sunde fødevarer til rådighed for eleverne;

24.

vil støtte initiativer til, at den obligatoriske mærkning af varer udvides til også at omfatte produktionssted, og går ind for, at lignende mærkningsinitiativer rettes mod cateringsektoren;

25.

anser det for helt afgørende at råde over mere effektive, specifikke kanaler for oplysning og salgsfremstød end de nuværende til imødegåelse af kriser, således at man kan reagere hurtigt for at genvinde forbrugernes tillid samt indgyde producenterne tillid.

26.

mener, at man til gennemførelse af foranstaltninger inden for EU bør benytte alle de marketingværktøjer og kommunikationsmidler, der er til rådighed, og i hvert enkelt tilfælde udvælge dem, som har størst effekt afhængigt af det budskab, man ønsker at formidle, og det publikum, man ønsker at nå, og anser det for vigtigt, at alle landbrugsproducenter får adgang til disse værktøjer på individuelt eller kollektivt grundlag;

27.

anbefaler, at udvælgelsen af programmer ikke kun foregår på EU-plan. Ifølge de hidtidige erfaringer vil det føre til øget accept og motivering hos ansøgere og programdeltagere, hvis medlemsstaterne deltager direkte i programudvælgelsen. Endvidere er dette i tråd med nærhedsprincippet og sikrer større hensyntagen til de lokale forhold;

28.

anmoder med dette mål for øje om, at regionerne inddrages i udvælgelsesproceduren og at de får forslagsbeføjelse i betragtning af deres kendskab til aktørerne og de lokale markeder, især de mindre produktioner. Regionerne bidrager med en afgørende støtte til eller tager initiativ til kollektive fremmeforanstaltninger for mindre producenter eller mindre produktioner;

29.

anser det for nødvendigt at gennemføre generiske salgskampagner, der fremhæver fordelene ved at vælge produkter fra EU, som udmærker sig ved deres høje kvalitet, sikkerhed, hensyntagen til miljøet og dyrenes velfærd på grund af de strenge krav, der stilles til produktionen af dem, og medlemsstaternes endnu skrappere krav inden for rammerne af frivillige produktspecifikationer; udvalget ville endvidere sætte stor pris på, hvis der i forbindelse med de geografiske betegnelser kunne henvises til produktets oprindelsesland eller -region;

30.

mener, at alle salgsfremstød, der er finansieret direkte af Kommissionen, hvad enten de er generiske eller vedrører et enkelt produkt eller en gruppe af produkter, for at understrege den europæiske dimension bør ledsages af fælles sloganer, budskaber eller værdier, som Kommissionen fastlægger;

31.

ser positivt på Kommissionens forslag om at oprette en platform til udveksling af god praksis for at gøre det lettere at udarbejde multilandeprogrammer og definere deres målsætninger.

32.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at den europæiske landbrugsfødevaresektor udfolder en stor marketingindsats på de eksterne markeder. Udvalget mener, at EU spiller en meget vigtig institutionel rolle med hensyn til at gøre det lettere for sektoren at vinde markedsandele og konsolidere sig på de eksterne markeder ved hjælp af officielle salgsfremstød og oplysningskampagner, og foreslår, at der ved tilrettelæggelsen heraf altid tages hensyn til de forskelligartede forhold i medlemsstaterne og til de forskellige operatører i den europæiske landbrugsfødevaresektor;

33.

mener, at Kommissionen i forhandlingerne om internationale handelsaftaler bør holde sig de europæiske fødevareproducenters interesser for øje og tage initiativ til salgsfremstød i de lande, hvormed der indgås aftaler, for at opnå en passende markedsandel i de pågældende lande;

34.

mener, at den fremtidige fælles landbrugspolitik skal ses i sammenhæng med EU's fremtidige handelspolitik, hvorfor Kommissionen af hensyn til den effektive markedsføring på de eksterne markeder bør optrappe sit arbejde for at sikre lige vilkår i WTO-regi og insistere på nødvendigheden af større beskyttelse af oprindelsesbetegnelsen (BOB) og den geografiske betegnelse (BGB) i handelsaftaler vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA);

35.

en af de bedste måder at beskytte EU's landbrugsfødevarer på er at sikre, at alle fødevarer, der sælges i EU (inkl. importerede) er underlagt den samme eller tilsvarende kontrol af fødevarehygiejne og fødevaresikkerhed.

36.

mener, at de salgsfremstød, som iværksættes direkte af Kommissionen, bør kombineres bedre med de tiltag, som gennemføres af producenterne via flerårige programmer, for at opnå en større effektivitet;

37.

opfordrer Kommissionen til at intensivere og udvide indsatsen til støtte for EU's producenter på de eksterne markeder gennem en varieret og fleksibel vifte af tiltag, som er tilpasset det marked, de rettes mod, og den type produkter, der gøres fremstød for;

38.

anser det for væsentligt at træffe foranstaltninger, som gør det muligt og lettere for SMV'erne at markedsføre sig på det eksterne marked, især takket være internettet. Oprettelsen af netværk kan være et instrument, som hjælper med hertil. Man kunne også undersøge, om fremstød, der gennemføres af grupper af små og mellemstore virksomheder, kunne prioriteres højere ved støttetildelingen eller modtage mere støtte.

39.

er klar over den vanskelighed, der ligger i, at de private aktører bidrager økonomisk til de generiske salgsfremstød, som skal fremme eller oplyse om den europæiske produktionsmodel eller om kvalitetssystemerne, idet disse burde gennemføres og finansieres af Kommissionen;

40.

understreger, at effektive salgsfremstød ikke, som det er tilfældet under de hidtidige bestemmelser, kan være forbeholdt branche- og erhvervsorganisationer, men at også institutioner i medlemsstaterne, herunder navnlig de kollektive aktører, som på regionalt plan fremmer kvalitetsfødevarer og kvalitetslandbrugsprodukter, skal have ligeberettiget adgang til disse instrumenter;

41.

synes, at der er opnået gode resultater med salgsfremstødet for vin i tredjelande, og mener derfor, at denne model kunne overføres til andre produkter, således at der gives adgang for private aktører til salgsfremme i tredjelande, hvilket anses for at være nødvendigt i sektorer, som er svagt organiserede, eller som ikke råder over repræsentative organisationer.

42.

mener, at man bør respektere de forskelligartede salgsfremmende instrumenter, som EU råder over, eftersom de hver især er knyttet til et bestemt produkt eller en bestemt gruppe af produkter og en specifik situation såsom sektorens størrelse, dens organisering, målmarked osv. Udvalget anser det derfor for nødvendigt at opretholde specifikke instrumenter til oplysning og salgsfremme ved siden af den horisontale tilgang;

43.

anmoder ligeledes Kommissionen om at sikre sammenhæng mellem foranstaltningerne under programmerne for henholdsvis kvalitetsfremme og salgsfremme.

44.

mener, at et hvilket som helst af de produkter, der produceres i EU, med undtagelse af tobak og spiritus, bør kunne deltage i ordningen for salgsfremme. Dog bør der gives forrang til foranstaltninger vedrørende produkter, der bidrager til en sund og alsidig kost, såsom frugt og grøntsager, mælk, olivenolie osv., samt til foranstaltninger vedrørende andre produkter med et særligt kvalitetsmærke, som fremhæver dets europæiske oprindelse.

45.

er enigt med Kommissionen i, at det er en god ide at kombinere nøglebudskaber – som bør fastlægges af Kommissionen og indgå i alle salgsfremmende foranstaltninger med henblik på at fremhæve dels værdien af det europæiske produktionssystem dels værdien af en sund og alsidig kost – med specifikke budskaber om bestemte produkter for at udbrede kendskabet til mangfoldigheden, traditionsrigdommen og kvaliteten af den europæiske landbrugsfødevarearv;

46.

understreger, at proceduren på mange punkter bør gøres mere fleksibel navnlig for også at kunne reagere på den kortsigtede udvikling på de pågældende markeder. Dette bør f.eks. opnås gennem en hurtig tilpasning af retningslinjerne, udvidede muligheder for omfordeling af midler uden tillægsaftale for at tilpasse igangværende programmer bedre til ændrede markedsvilkår, mindre krav til detaljeringsgraden i ansøgningerne om deltagelse i programmerne samt hurtigere beslutninger fra Kommissionens side;

47.

mener, at man i alle tilfælde, hvor det er muligt, bør fremhæve produktets oprindelse, uden at produktets EU-karakter må gå tabt;

48.

anser det navnlig for hensigtsmæssigt at benytte kollektive handelsmærker, herunder regionale mærker, bl.a. med støtte fra regionerne og i overensstemmelse med præcise specifikationer. Det kunne også være nyttigt, at mulighederne for salgsfremstød fremover ikke begrænses til at præsentere et generisk billede af Europa, og at det især for små og mellemstore virksomheder gøres lettere at nævne handelsmærker og producenter, end det er tilfældet inden for rammerne af de hidtidige undtagelser, forudsat at:

49.

mener, at erhvervsorganisationerne kan og bør spille en vigtig rolle på europæisk plan som igangsættere af multilandeprogrammerne, men for at det kan lade sig gøre må procedurerne og forvaltningsstrukturerne forenkles.

50.

er enigt i, at programmerne fortsat bør medfinansieres, og i at det nuværende loft på 50 % i nogle tilfælde bør forhøjes, især når der er tale om salgsfremstød på det eksterne marked. Med hensyn til budgettets størrelse foreslår Regionsudvalget, at Kommissionen undersøger, hvor store midler EU's konkurrenter såsom USA afsætter, og at den på dette grundlag fremlægger et overslag over det nødvendige budget.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/13

—

understreger behovet for, at de nationale regeringer fuldt ud inddrager de regionale og lokale myndigheder i de nationale strategier for integration af romabefolkningen i betragtning af, at social og økonomisk integration først og fremmest finder sted på det lokale plan; heri ligger også, at de nationale regeringer må sikre, at de lokale og regionale myndigheder råder over tilstrækkelige midler, til at de kan gennemføre integrationspolitikkerne for romaerne;

—

opfordrer til, at de nationale regeringer støtter de regionale og lokale myndigheders bestræbelser på integration af romabefolkningen gennem sammenhængende nationale politikker og lovgivning i et samarbejde med deres lokale og regionale niveauer inden for en klar EU-ramme, hvor mål og midler på de forskellige politiske niveauer koordineres;

—

understreger, at det er nødvendigt på alle myndighedsniveauer overalt i Europa at tage fat på den vanskelige situation, som romabefolkningen befinder sig i, og som er præget af diskrimination, fattigdom, utilstrækkeligt uddannelsesniveau, hindringer på arbejdsmarkedet, ghettodannelse og utilstrækkelig adgang til sundhedsmæssige og sociale ydelser. Udvalget understreger dog, at betegnelsen "roma" er en "paraplybetegnelse", der også dækker andre befolkningsgrupper med lignende kulturelle kendetegn, som igennem tiderne har været marginaliseret og socialt udstødt fra det europæiske samfund (sinti, sigøjnere, rejsende, kalè, omvandrende grupper, ashkali osv.) og som ikke kan samles i én enkelt sociokulturel kategori;

—

er af den opfattelse, at det for at nå disse mål er strategisk vigtigt at tage kønsaspektet med i betragtning og bekæmpe de forskellige former for diskrimination af romakvinderne, der forekommer såvel internt i som uden for romasamfundet. Det er nødvendigt at fremme deres medvirken og sociale ansvarliggørelse ved at give dem mulighed for almen og faglig uddannelse og beskæftigelse, hvilket vil have en positiv indvirkning på hele familien og børnenes helbred og uddannelse.

Ordfører

Alvaro ANCISI (IT/PPE), medlem af byrådet i Ravenna

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020

KOM(2011) 173 endelig

1.

bifalder Kommissionens meddelelse En EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020, som er et vigtigt skridt i retning af en bedre koordinering af politikerne for integration af romaerne på europæisk plan;

2.

er enigt i Rådets konklusioner vedrørende Kommissionens meddelelse fra den 19. maj 2011, som opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet i romataskforcen for at medtage romaernes integration i EU-politikkerne og vurdere EU-midlernes rolle i indsatsen for at fremme romaernes integration i EU, samt i forbindelse med udvidelsespolitikken;

3.

noterer sig Europa-Parlamentets prisværdige betænkning om emnet romaernes integration med titlen EU's strategi for integration af romaer, der blev vedtaget den 9. marts 2011 (1), og hvori det opfordrer Kommissionen til at fastlægge strategiens prioriterede områder, og til at der i strategien fremlægges en køreplan for indførelsen af bindende minimumsstandarder på EU-plan for de prioriterede områder: uddannelse, beskæftigelse, bolig og sundhedspleje;

4.

gentager sit tilbud om at samarbejde med Kommissionen, de europæiske organisationer og medlemsstaterne om at fremme sammenhængen og konsekvensen i politikker og udvikle fælles evalueringsstandarder, som skal bekæmpe de forskellige former for diskrimination og isolation af romaerne og fremme deres integration (2);

5.

understreger, at det er nødvendigt på alle myndighedsniveauer overalt i Europa at tage fat på den vanskelige situation, som romabefolkningen befinder sig i, og som er præget af diskrimination, fattigdom, utilstrækkeligt uddannelsesniveau, hindringer på arbejdsmarkedet, ghettodannelse og utilstrækkelig adgang til sundhedsmæssige og sociale ydelser. Udvalget understreger dog, at betegnelsen "roma" er en "paraplybetegnelse", der også dækker andre befolkningsgrupper med lignende kulturelle kendetegn, som igennem tiderne har været marginaliseret og socialt udstødt fra det europæiske samfund (sinti, sigøjnere, rejsende, kalè, omvandrende grupper, ashkali osv.) og som ikke kan samles i én enkelt sociokulturel kategori;

6.

understreger behovet for, at de nationale regeringer fuldt ud inddrager de regionale og lokale myndigheder i de nationale strategier for integration af romabefolkningen i betragtning af, at social og økonomisk integration først og fremmest finder sted på det lokale plan; heri ligger også, at de nationale regeringer må sikre, at de lokale og regionale myndigheder råder over tilstrækkelige midler, til at de kan gennemføre integrationspolitikkerne for romaerne;

7.

opfordrer til, at de nationale regeringer støtter de regionale og lokale myndigheders bestræbelser på integration af romabefolkningen gennem sammenhængende nationale politikker og lovgivning i et samarbejde med deres lokale og regionale niveauer inden for en klar EU-ramme, hvor mål og midler på de forskellige politiske niveauer koordineres;

8.

bifalder, at Kommissionen er nået til den erkendelse, at en strategi som klart er målrettet mod romaer og romaernes meget specifikke behov, samtidig med at den er fast forankret inden for den bredere strategi til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse ikke blot er i tråd med princippet om ikke-forskelsbehandling på både EU-plan og nationalt plan, men reelt er den eneste måde at imødegå dette særlige problem på;

9.

sætter pris på, at Kommissionen understreger behovet for politikker, som tager hensyn til særlige regionale forhold, og for, at der udpeges dårligt stillede mikroregioner, som har brug for særlige tilbud;

10.

er enigt med Kommissionen i, at hverken forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse eller tilhørsforhold til et mindretal (som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) eller socioøkonomiske tiltag er nok til at bekæmpe den sociale udstødelse af romaerne eller forbedre deres situation;

11.

mener, at man må blive ved med at slå til lyd for, at fordomme, racisme, forskelsbehandling (såvel direkte som indirekte og med særlig fokus på dobbelt eller flerdobbelt diskrimination) og segregering skal bekæmpes, og at der er behov for en holdningsændring blandt borgerne;

12.

værdsætter Kommissionens vilje til at fremme nationale strategier for romaernes integration gennem fastlæggelse af realistiske, målelige og sammenlignelige mål, frister og instrumenter, muligheder for teknisk bistand til at forbedre medlemsstaternes forvaltnings-, overvågnings- og evalueringskapacitet samt bevilling af EU-midler til integration som supplement til medlemsstaternes nationale tildeling af midler;

13.

støtter Kommissionens bestræbelser på at finde frem til konkrete instrumenter for at opfylde de mål, som EU-rammen opstiller, såsom den fælles indsats med Europarådet for at uddanne 1 000 rådgivere i løbet af to år med det mål at styrke romabørnenes integration i skolerne og knytte stærkere bånd til romasamfundene.

14.

mener, at de regionale og lokale myndigheder i mange medlemsstater har specifikke beføjelser på de fire prioriterede indsatsområder, som Kommissionen har defineret som værende af strategisk betydning for bekæmpelsen af segregering og social og økonomisk udstødelse af romabefolkningen, og at det under alle omstændigheder er på lokalt plan, at social samhørighed realiseres;

15.

anser det for vigtigt, at Kommissionen i forbindelse med de fire prioriterede mål, den har opstillet, opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge konkrete, målbare og sammenlignelige indikatorer for at kunne indføre et solidt overvågningssystem, som giver mulighed for at måle de fremskridt, der gøres i integrationen af romabefolkningen og i overvindelsen af handicappene;

16.

er enigt i målene angående:

—   Adgang til uddannelse: sikre, at alle romabørn, hvad enten de er fastboende eller ej, afslutter folkeskolen og har adgang til ordentlig undervisning uden diskrimination eller segregering; give bedre adgang til førskoleundervisning og børnepasningsfaciliteter, som sikrer ligebehandling og overholdelse af princippet om lige muligheder; nedbringe antallet af børn, der forlader ungdomsuddannelser, og generelt arbejde for at udrydde analfabetismen blandt romabefolkningen;

—   Adgang til beskæftigelse: nedbringe beskæftigelsesforskellene mellem romaer og resten af befolkningen ved uden nogen form for diskrimination at give romaerne fuld adgang til erhvervsrettede uddannelser, arbejdsmarkedet og selvstændig virksomhed samt fremme adgangen til mikrolån og målrettet rådgivning fra arbejdsformidlingernes side;

—   Adgang til sundhedspleje: give almindelig adgang til ordentlig sundhedspleje, især for kvinder og børn, og til forebyggende ydelser samt garanteret adgang til sociale ydelser på samme niveau som resten af befolkningen ved at inddrage dem aktivt i sundhedsprogrammer, som er specielt rettede mod dem; mindske forskellen i bestemte sundhedsindikatorer mellem romabefolkningen og det europæiske gennemsnit;

—   Adgang til bolig og væsentlige ydelser: fremme lige adgang til bolig, herunder sociale boliger, og til væsentlige offentlige ydelser såsom vand, el og gas, samtidig med at de ikke-fastboende romaers særlige behov bliver tilgodeset;

17.

er af den opfattelse, at det for at nå disse mål er strategisk vigtigt at tage kønsaspektet med i betragtning og bekæmpe de forskellige former for diskrimination af romakvinderne, der forekommer såvel internt i som uden for romasamfundet. Det er nødvendigt at fremme deres medvirken og sociale ansvarliggørelse ved at give dem mulighed for almen og faglig uddannelse og beskæftigelse, hvilket vil have en positiv indvirkning på hele familien og børnenes helbred og uddannelse;

18.

mener, at ikke alene mangel på økonomiske og beskæftigelsesmæssige muligheder, men også social udstødelse og diskrimination i adgangen til offentlige ydelser kan være årsager til romabefolkningens mobilitet i Europa, og at der derfor er brug for europæiske strategier og midler for at imødegå romaernes vandringer i Europa og fremme samarbejdet mellem de regioner, som de rejser fra og til.

19.

værdsætter, at nærheds- og proportionalitetsprincipperne, som defineret i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, overholdes:

20.

noterer sig rapporten om høringen af nærhedsovervågningsnetværket og værdsætter dens bidrag:

21.

anser det for nødvendigt i forbindelse med de eksisterende koordinationsmekanismer, herunder den åbne koordinationsmetode, at undersøge, hvilke fremgangsmåder der mest effektivt kan hjælpe medlemsstaterne til at etablere et mere struktureret samarbejde, især med henblik på systematisk mainstreaming af romaspørgsmål i EU's og de nationale politikker og indførelse af bindende mindstekrav for at fremme den sociale, økonomiske og kulturelle integration af romamindretallet;

22.

mener endvidere, at der stadig er et behov for en stærkere styring på flere niveauer, som inddrager de regionale og lokale myndigheder i beslutningsprocesserne og ikke kun henviser dem til at være gennemførende enheder, ved at udstyre dem med instrumenter og finansielle midler til at tage fat på opgaverne med romaernes integration.

23.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde eller revidere deres egne nationale strategier for romaernes integration efter den tidsplan, som Kommissionen har fastlagt, og i den forbindelse inddrage de regionale og regionale myndigheder i beslutnings- og gennemførelsesfaserne, bygge på god praksis og tage i betragtning, at uden en stærk inddragelse af disse myndigheder, kan målene i EU-rammen for romaernes integration frem til 2020 ikke opfyldes;

24.

anbefaler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder at fastlægge, gennemføre og overvåge deres egne strategier for romaernes integration i tæt samarbejde med romaernes civilsamfund ved at skabe kanaler for repræsentation, høring og deltagelse i planlægnings-, beslutnings-, gennemførelses-, overvågnings- og evalueringsprocedurerne om de politikker og projekter, der angår dem;

25.

anbefaler, at medlemsstaterne i tæt samarbejde med de regionale og lokale myndigheder etablerer effektive overvågningsordninger til at vurdere virkningen af tiltagene til integration af romaerne, således at de kan deles med alle relevante myndigheder og interessegrupper;

26.

anbefaler, at de beslutninger, som blev truffet på borgmestertopmødet om romaspørgsmål i Strasbourg den 22. september 2011, gennemføres hurtigst muligt;

27.

anbefaler medlemsstaterne at udarbejde strategier, som behandler spørgsmålet om romabefolkningens integration ikke kun ud fra den synsvinkel, at der er tale om en socialt og økonomisk vanskeligt stillet befolkningsgruppe, men også om et nationalt mindretal, som har krav på de rettigheder, der er fastlagt i rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal (ETS – nr. 157) som anbefalet af Europarådet;

28.

anmoder Kommissionen om at stille de nødvendige finansielle og øvrige ressourcer til rådighed for gennemførelsen af de forskellige handlingsplaner og initiativer;

29.

anbefaler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder at fremme foranstaltninger, der har til formål at anerkende værdien af romabefolkningens kultur og identitet, hvilket er af afgørende betydning for at bekæmpe stereotype forestillinger, fremmedhad og racisme og tilskynde til social og økonomisk integration uden at fremtvinge kulturel assimilation;

30.

anbefaler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder at iværksætte strategier, som har til formål at bekæmpe fordomme om romaerne, racisme og diskrimination i erkendelsen af, at samfundsøkonomiske foranstaltninger alene – uden en reel holdningsændring fra borgernes side – ikke er tilstrækkelige til at sætte skub i romabefolkningens integration;

31.

anbefaler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder at træffe konkrete målrettede foranstaltninger for at overvinde handicappene og sikre romabefolkningen lige adgang til uddannelse, beskæftigelse, sundheds- og socialydelser, bolig og væsentlige ydelser blandt andet ved at styrke båndene til romabefolkningen via kulturelle romarådgivere;

32.

anbefaler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder at arbejde for, at strategien for romaernes integration gennemføres i sammenhæng med EU's strategier for bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse, og at forebygge marginaliseringen og udelukkelsen af roma-børn i en meget tidlig alder ved at sørge for undervisning, pasning og pleje af børn under tre år med garanti for deres fulde integration og beskyttelse af deres rettigheder. I betragtning af de tværgenerationelle aspekter af social og økonomisk udelukkelse kan nedbringelsen af fattigdom og segregering blandt børn kraftigt mindske risikoen for fremtidig udelukkelse og social, økonomisk og beskæftigelsesmæssig diskrimination;

33.

anbefaler de regionale og lokale myndigheder at udveksle god praksis vedrørende romaernes integration i bevidstheden om, at netværk som EUROCITIES, internationale organisationer og andre statslige eller ikke-statslige aktører, som er aktive inden for de fire udvalgte prioriterede sektorer, kan bidrage til gennemførelsen af EU-rammen for romaernes integration ud fra et lokalt perspektiv og med inddragelse af byer i alle europæiske lande;

34.

anbefaler medlemsstaterne at følge Kommissionens opfordring til at gøre brug af de til rådighed værende EU-midler til støtte for indsatsen til gavn for romaernes integration, heriblandt strukturfondene, Den Europæiske Landbrugsfond og den europæiske mikrofinansieringsfacilitet, og ikke blot inddrage de lokale og regionale myndigheder og romaernes civilsamfund, men også høre internationale organisationer, religiøse organisationer samt ikke statslige organisationer om brugen af EU's tekniske bistand for at forbedre deres kapacitet til forvaltning, overvågning og evaluering af projekterne.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/18

—

påpeger, at øget inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i naboskabspolitikken kan styrke borgernes bevidsthed om, deltagelse i og støtte til politikkens målsætninger og modvirke forestillingen om, at det udelukkende er de nationale regeringer og institutionerne i Bruxelles, der er ansvarlige for vores kontinent. Således kan lokale og regionale myndigheder også bistå med at tackle farlige tendenser i form af isolation eller renationalisering, som ellers kan gå ud over stabiliteten i lande og regioner såvel i som uden for EU;

—

ser positivt på det arbejde og de muligheder, der ligger i at udnytte Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM), som sætter de lokale og regionale myndigheder i stand til at deltage i den politiske debat i Euro-Middelhavsområdet og sikrer den territoriale dimension i de projekter, der udvælges af Middelhavsunionens generalsekretariat. Dette sikrer også udveksling af bedste praksis og bidrager til at realisere den europæiske naboskabspolitiks mål;

—

støtter ligeledes Konferencen for Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabslandene (CORLEAP) som netværk for multilateralt samarbejde mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og landene i Østpartnerskabet med det formål yderligere at inddrage lokalmyndighederne i indsatsen for at sikre opnåelse af den europæiske naboskabspolitiks mål. Udvalget har endvidere til hensigt sammen med de lokale og regionale myndigheder fra landene i Østpartnerskabet at yde en fælles indsats for etablering af en permanent institutionel ramme for samarbejdet;

—

anbefaler en intensivering af naboskabspolitikken i hele Sortehavsområdet. Denne regions permanente geopolitiske betydning for EU, og dermed også Sortehavssynergiinitiativets betydning, bør understreges. EU-medlemslande, der grænser op til dette område, bør modtage relevant støtte fra EU til deres naboskabspolitiske aktiviteter.

Ordfører

Jacek PROTAS (PL/PPE), formand for Warmińsko-Mazurskie-regionen

Basisdokument

Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En ny tilgang til nabolande i forandring

KOM(2011) 303 endelig

1.

bifalder Kommissionens forslag og glæder sig over det overordnede mål, som tydeligt fremhæver betydningen af at støtte bestræbelserne på at skabe et velforankret demokrati og politiske reformer i partnerlandene. De lokale og regionale myndigheder i EU spiller en afgørende rolle som demokratiske og politiske institutioner, og de er vigtige for opbygningen af demokratiske strukturer. De lokale og regionale myndigheder vil derfor med glæde bidrage til denne indsats inden for naboskabspolitikken;

2.

ser med stor tilfredshed på den hidtidige udvikling inden for den europæiske naboskabspolitik (ENP), som har bestået i stadig større grad af differentiering og tilpasning til de konkrete behov og situationer. Regionsudvalget ser positivt på, at det oprindelige projekt ("one suit for all") fra 2004 bliver udvidet med mere og mere specialiserede instrumenter ("tailor made");

3.

ser med tilfredshed på, at den europæiske naboskabspolitik er blevet udspecificeret i Østpartnerskabet (EaP), Middelhavsunionen (UfM) samt Sortehavssynergiinitiativet, som er ved at tage form;

4.

mener, at differentieringsprocessen inden for ENP bør fortsætte, og at naboskabspolitikken bør være et integreret element i en ambitiøs og kohærent, europæisk udenrigspolitik og udvikles til et mere og mere specialiseret instrument i denne;

5.

påpeger, at en naboskabspolitik ført i og af regionerne kan være et effektivt instrument til fremme af de værdier, som udgør grundlaget for EU, nemlig respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal;

6.

anbefaler, at alle EU's regioner bør indbydes til at deltage i naboskabspolitikken, og at man udnytter de regionale og lokale myndigheders ekspertise og erfaring for så vidt angår eksterne forbindelser;

7.

anser det for særlig vigtigt, at der udvikles forståelse for naboskabspolitikken i regionerne;

8.

understreger betydningen af at udvikle såvel et regeringsniveau som et civilsamfundsniveau ("people-to-people") inden for den europæiske naboskabspolitik. De lokale og regionale myndigheders rolle kan i særdeleshed være vigtig for at opretholde et målrettet og ansvarligt samarbejde med civilsamfundsorganisationerne, men som offentlige myndigheder bør de også spille en rolle i opbygningen af kontakter på administrativt/officielt niveau;

9.

påpeger, at øget inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i naboskabspolitikken kan styrke borgernes bevidsthed om, deltagelse i og støtte til politikkens målsætninger og modvirke forestillingen om, at det udelukkende er de nationale regeringer og institutionerne i Bruxelles, der er ansvarlige for vores kontinent. Således kan lokale og regionale myndigheder også bistå med at takle farlige tendenser i form af isolation eller renationalisering, som ellers kan gå ud over stabiliteten i lande og regioner såvel i som uden for EU;

10.

understreger vigtigheden af et samarbejde mellem regioner i og uden for EU, som ikke grænser op til hinanden;

11.

anbefaler at støtte ikke blot den økonomiske vækst i snæver forstand, men også den bæredygtige udvikling i nabolandene, især med henblik på at mindske de regionale og sociale forskelle;

12.

tilslutter sig Kommissionens forslag om at opmuntre og støtte partnerskaber. Langsigtet samarbejde mellem alle samfundets forskellige aktører fremmer pluralisme og engagement på flere niveauer og øger dermed forudsætningerne for en bæredygtig økonomisk, social og demokratisk udvikling;

13.

mener, at de arbejdsformer og tiltag, som regionerne stiller til rådighed, kan være særligt nyttige for den europæiske naboskabspolitik og støtte op om ENP-instrumenter som TAIEX, SIGMA, venskabsbyer og -regioner og ENP-handlingsplaner;

14.

er enig med Kommissionen i, at der kan etableres effektive regionale partnerskaber på områder som SMV'er, miljø, uddannelse, ungdom, kultur, transport, forskning, udvikling i landdistrikterne og beskæftigelse. EU's lokale og regionale myndigheder har årelang erfaring med og konkret viden om ovenstående samarbejdsområder og vil gerne indgå i partnerskaber;

15.

fastholder de grundlæggende intentioner bag sin udtalelse "En stærk europæisk naboskabspolitik" og minder om denne udtalelses betydning og aktualitet;

16.

gør opmærksom på EU-institutionernes rolle i forbindelse med sikring af en effektiv udnyttelse af de tilgængelige midler i partnerlandene og kræver, at fokus bliver lagt på praktisk samarbejde, som munder ud i konkrete resultater;

17.

insisterer på, at der i EU's budget for 2014-2020 skal garanteres tilstrækkelige midler til at gennemføre ENP;

18.

bifalder Kommissionens ønske om at forenkle og samordne forskellige finansieringsinstrumenter og understreger den potentielle effekt og nytte, som dette kan bidrage til.

19.

er af den overbevisning, at den nødvendige differentiering af naboskabspolitikken ikke kun bør have formel karakter i form af en geografisk opdeling i en østlig og en sydlig dimension;

20.

anbefaler en differentiering af naboskabspolitikken ud fra, hvordan demokratiet (hhv. de demokratiske processer) fungerer, i hvor høj grad menneske- og borgerrettigheder respekteres, retsstatens tilstand, og hvordan de systemiske og økonomiske transformationsprocesser (med særlig vægt på indførelsen af frie markedsprincipper) skrider frem i de enkelte lande. Naboskabspolitikken vil være desto mere effektiv, jo mere målrettet den er;

21.

mener, at det er nødvendigt at udforme politiske instrumenter, som gør det muligt at behandle tiltag på civilsamfunds-, lokal- og regeringsniveau afhængigt af deres særtræk og muligheder. Tiltag på disse forskellige områder bør spille sammen, men skal ikke nødvendigvis, og bør ofte ikke, forløbe parallelt;

22.

mener, at princippet om "mere for mere" ("more for more") er både gennemsigtigt og velbegrundet for så vidt angår naboskabspolitikken på regeringsniveau;

23.

påpeger dog samtidig, at "mere for mere"-princippet er mindre gennemsigtigt på civilsamfundsniveau, og at en alt for formaliseret anvendelse ligefrem kan være kontraproduktiv, idet den besværliggør allerede etablerede "bottom up"-kontakter. Samfundsmæssige kontakters effektivitet fremmes nemlig af kontinuitet og af en så lav grad af formalisering som muligt;

24.

mener ikke, at inddragelse af de lokale og regionale myndigheder kan erstatte involvering af forskellige samfundsgrupper og den tredje sektor;

25.

understreger, at deltagelse af den tredje sektor bør anerkendes som en væsentlig faktor i naboskabspolitikken, der kræver særlige instrumenter;

26.

understreger de lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med etablering af handelsmæssige kontakter og mener, at tættere økonomisk integration kan fungere som katalysator for samfundsmæssige og politiske forandringer. Udvalget opfordrer desuden ENP-landene til at skabe et frihandelsområde;

27.

ser positivt på det arbejde og de muligheder, der ligger i at udnytte Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM), som sætter de lokale og regionale myndigheder i stand til at deltage i den politiske debat i Euro-Middelhavsområdet og sikrer den territoriale dimension i de projekter, der udvælges af Middelhavsunionens generalsekretariat. Dette sikrer også udveksling af bedste praksis og bidrager til at realisere ENP's mål;

28.

støtter ligeledes Konferencen for Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabslandene (CORLEAP) som netværk for multilateralt samarbejde mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og landene i Østpartnerskabet med det formål yderligere at inddrage lokalmyndighederne i indsatsen for at sikre opnåelse af ENP's mål. Udvalget har endvidere til hensigt sammen med de lokale og regionale myndigheder fra landene i Østpartnerskabet at yde en fælles indsats for etablering af en permanent institutionel ramme for samarbejdet;

29.

opfordrer Den Europæiske Union, Middelhavsunionen, de nationale regeringer og de internationale aktører til at fortsætte samarbejdet med ARLEM, der samler Regionsudvalget og sammenslutninger af regionale og lokale myndigheder om en bedre koordineret og mere effektiv indsats i Middelhavsområdet;

30.

anbefaler, at de samfundsmæssige kontakter først og fremmest får en mellemmenneskelig og direkte karakter. Det handler om deltagernes personlige engagement og ikke kun om deres deltagelse i institutionelle funktioner og handlinger;

31.

mener, at man bør stræbe efter at gøre byer og regioner interesserede i kulturel udveksling. Der er her tale om et område, hvor den tredje sektor kan vise sig særlig effektiv. Denne har imidlertid brug for klar støtte fra såvel de lokale og regionale myndigheder som de nationale regeringer;

32.

mener, at man bør udligne interesseforskelle på baggrund af geografisk placering imellem forskellige regionale grupperinger. Den overordnede koordinering af EU's udenrigspolitik må sikre, at differentiering ikke fører til konkurrence imellem en sydlig og en østlig retning, og specialisering af regionerne inden for forskellige sfærer af naboskabspolitikken må ikke fremkalde eller forstærke eventuelle interesseforskelle ej heller skabe negativ rivalisering;

33.

mener, at en institutionalisering af naboskabspolitikken bør muliggøre og understøtte, at regionerne engagerer sig og iværksætter tiltag "på afstand" (f.eks. ved at centraleuropæiske regioner samarbejder i Middelhavsområdet, eller ved at vesteuropæiske regioner samarbejder i Østeuropa). Dette vil styrke regionernes følelse af medansvarlighed for ENP som helhed;

34.

mener, at man bør styrke den rolle, som regioner i sårbare grænseområder henholdsvis mod øst og mod syd kan spille, eftersom de er direkte berørt af de europæiske naboskabsproblemer. Den europæiske naboskabspolitik bør aldrig føres hen over hovedet på disse regioner, men skal tværtimod tage hensyn til deres specifikke interesser;

35.

anbefaler særlig støtte til EU's grænseregioner inden for den europæiske naboskabspolitik;

36.

påpeger, at den europæiske naboskabspolitik må tage højde for de eksisterende forbindelser til tredjelande, navnlig Rusland, særlig i den østlige dimension. Regionerne bør gøres lydhøre over for dette aspekt af ENP, og passende former for samarbejde med alle de berørte tredjelande bør støttes;

37.

erklærer, at det har til hensigt at støtte demokratiseringsprocesserne i EU's nabolande ved fortsat at deltage i valgobservationer i samarbejde med Europarådets Kommunalkongres.

38.

mener, at der bør tages hensyn til Østpartnerskabets og naboskabspolitikkens særlige vilkår i Kaukasus;

39.

bemærker, at Georgien har brug for kontinuerlig og systematisk støtte inden for rammerne af Østpartnerskabet som følge af 2008-konfliktens særlige konsekvenser;

40.

anbefaler en intensivering af naboskabspolitikken i hele Sortehavsområdet. Denne regions permanente geopolitiske betydning for EU, og dermed også Sortehavssynergiinitiativets betydning, bør understreges. EU-medlemslande, der grænser op til dette område, bør modtage relevant støtte fra EU til deres naboskabspolitiske aktiviteter;

41.

mener, at Moldova udgør et særligt tilfælde. Eftersom naboskabspolitikken og Østpartnerskabet dér har gjort betydelige fremskridt, er der brug for så stor en interesse som muligt for udviklingen i dette land. Selv delvis succes i landet kan få stor betydning for fremme af naboskabspolitikken og den europæiske udenrigspolitik;

42.

anbefaler, at man er opmærksom på Kaliningradregionens særlige situation, idet den ikke er omfattet af naboskabspolitikken på trods af sin særlige placering. Regionen udgør imidlertid et særdeles vigtigt og sårbart territorium, idet den ikke blot grænser op til, men er omgivet af EU fra alle sider. Man bør ikke se bort fra denne regions særlige situation, når man fører naboskabspolitik i de omkringliggende områder;

43.

mener, at der til trods for skuffelserne som følge af den fortsat vanskelige situation i Hviderusland er behov for at fastholde naboskabspolitikkens engagement i dette land;

44.

anser det for nødvendigt med konsekvent støtte til de demokratiske, politiske, økonomiske og sociale transformationsprocesser i Ukraine;

45.

anbefaler på baggrund af "det arabiske forår", at naboskabspolitikken tildeles en væsentlig rolle i forbindelse med udviklingen af kontakter imellem samfundene. I den kommende tid bør der være særlig intensiv fokus på dette område. Engagementet i denne region bør betragtes som en test af alle EU-medlemmers ansvarlighed som stater, regioner og samfund;

46.

minder om, at de enkelte lande i området syd for Middelhavet er forskellige fra hinanden, og at EU's tilgang til dem skal målrettes og tilpasses i overensstemmelse hermed. Opbygning af demokrati og demokratisk overgang har alle lande imidlertid brug for, og indsatsen herfor starter først og fremmest på græsrodsniveau og kan ikke gennemtvinges fra oven, hvis dens resultater skal være stabile og rodfæstede i samfundet.

47.

mener, at euroregionerne bidrager til naboskabspolitikken med væsentlige erfaringer. For de centraleuropæiske landes vedkommende udgjorde de et nyttigt instrument i optagelsesprocessen og efter landenes optagelse i EU et nyttigt instrument, der regulerer forholdet til nabolande, som ikke er medlemmer af EU;

48.

tilbyder derfor sin støtte til etablering af varige, decentraliserede politiske og administrative, strukturer, idet udvalget mener, at administrativ og institutionel kapacitet blandt lokale og regionale myndigheder letter samarbejdet på decentralt niveau, gavner effektivitet og styring og er afgørende for demokratiseringsprocessen;

49.

anbefaler at undersøge mulighederne for at styrke de eksisterende euroregioner ved at anvende instrumentet Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde, da dette vil forbedre den juridiske sikkerhed for de berørte parter samt gøre de etablerede strukturer mere gennemsigtige. Udvalget gentager sin anmodning om, at EGTS med tredjelande bør gøres mulig på bilateralt plan og opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at lette oprettelsen og gennemførelsen af EGTS'er;

50.

understreger den praktiske nytte af programmer til kapacitetsopbygning som led i udvidelsen og EU's naboskabspolitik og foreslår – med pilotprojektet om lokalforvaltningsordningen som konkret eksempel (1) – at der for de sydlige Middelhavslande tilrettelægges tilsvarende initiativer for at støtte kapacitetsopbygningen på lokalt og regionalt niveau;

51.

bemærker, at euroregionerne muliggør et bredt spektrum af tiltag spændende fra økonomi til kultur. De gør det muligt at igangsætte spontane samarbejdsprocesser med deltagelse af den tredje sektor, og de har vist sig som et fleksibelt og usædvanlig effektivt handlingsinstrument på grænsen imellem Centraleuropa og Østeuropa, dvs. EU's ydergrænse;

52.

anbefaler, at man støtter projekter vedrørende etablering af nye euroregioner (og gør brug af erfaringer fra euroregioner, som har eksisteret længe), særligt euroregioner, der forbinder områder i Algeriet, Tunesien, Libyen og Egypten med tilsvarende områder i Sydeuropa;

53.

mener, at det faktum, at EU's sydlige grænse er en havgrænse, ikke skal ses som en hindring for at skabe euroregioner. Man bør fremhæve initiativer med henblik på etablering af euroregioner som Andalusien-Gibraltar-Marokko, Notio Egeo-Tyrkiet, Vorio Egeo-Tyrkiet og Polis-Trakiakent, selvom disse endnu er i deres vorden;

54.

mener, at der er et presserende behov for, at euroregionen "Sortehavet", som er under opbygning, snarest muligt kommer til at fungere;

55.

mener, at euroregioner effektivt kan understøtte instrumenter inden for ENP (ENPI), f.eks. TAIEX, SIGMA, Twinning og ENP-handlingsplaner;

56.

understreger merværdien af De Europæiske Grupper for Territorialt Samarbejde (EGTS) og den makroregionale strategi som innovative værktøjer for territorialt samarbejde på interregionalt og supranationalt niveau, for så vidt som de i det større Middelhavs- og Sortehavsområde kan styrke sammenhængen mellem og samordningen af de politiske aktioner på forskellige områder ved at rationalisere fordelingen af de finansielle midler og ved at fremhæve de lokale og regionale myndigheders rolle på grundlag af principperne for forvaltning på flere myndighedsniveauer og med bred deltagelse fra civilsamfundsorganisationerne.

57.

mener ikke, at kontakter mellem regeringer eller regionale myndigheder må træde i stedet for bredere og dybere kontakter imellem civilsamfundene. Alle Middelhavslande bør inddrages i euroregioner, som muliggør kontakter i den tredje sektor og borgerne imellem;

58.

anbefaler de initiativer, som euroregionerne typisk sætter i værk, som effektive instrumenter i bekæmpelsen af mange af de stereotyper og bekymringer, der er forbundet med migration over EU's grænser, og er overbevist om, at direkte samarbejdserfaring og udveksling også kan bidrage til at komme den stereotype opfattelse af Europa og Vesten til livs, som findes i mange af de lande, der grænser op til EU;

59.

mener, at en aktiv naboskabspolitik kan være en metode til at dæmme op for ukontrolleret migration;

60.

mener, at en naboskabspolitik, der består i at hjælpe de mest aktive personer og miljøer i EU's naboregioner og -lande, fremmer de politiske og økonomiske transformationsprocesser;

61.

fastslår, at støtte til personer og miljøer, som aktivt arbejder for demokrati og økonomiske reformer, øger effektiviteten af alle andre initiativer;

62.

understreger vigtigheden af, at der inden for naboskabspolitikken organiseres forskellige former for udveksling af unge og studerende samt videnskabeligt samarbejde;

63.

understreger betydningen af at styrke den administrative kapacitet i partnerlandene og glæder sig derfor over styrkelsen af nationale programmer som Estonian Centre of Eastern Partnership, der fokuserer på administrativ kapacitet, og The Eastern Partnership Academy of Public Administration i Warszawa, og opfordrer partnerlandene til at støtte administrative reformer og kapacitetsopbygning på lokalt og regionalt niveau.

64.

anbefaler, at euroregionerne i syd får partnere fra andre dele af Europa (ligesom regionerne). I særdeleshed bør der knyttes bånd imellem euroregioner ved EU's sydlige grænse og euroregioner i Central- og Nordeuropa, der grænser op til Østeuropa. ENP bør ikke splittes op i adskilte retninger, og EU's regionalpolitik bør modvirke dette. Den europæiske gruppe for territorialt samarbejde udgør et egnet instrument til at knytte sådanne bånd;

65.

mener, at EU's visumpolitik bør underkastes en systematisk analyse med henblik på at give visumlettelser til statsborgere fra ENP-lande, da dette vil lette dialogen mellem civilsamfundene;

66.

understreger de potentielle fordele ved at indføre lokal grænsetrafik ved visse af EU's grænser.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/23

—

bemærker, at civilstandsattester som f.eks. fødsels-, vielses- og dødsattester, skilsmissepapirer, navneændringer osv. er grundlæggende for en persons identitet og evne til at kunne deltage fuldt ud i det sociale, økonomiske og politiske liv;

—

understreger, at offentlige dokumenter har en vigtig funktion med hensyn til sikringen af, at EU-rettigheder kan udøves effektivt af de personer, der har disse rettigheder;

—

understreger, at lovgivningen om civilstand udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence og de enkelte lokale og regionale myndigheder; understreger, at det er nødvendigt at overholde nærheds- og proportionalitetsprincippet;

—

er enig i Kommissionens brede målsætning om at identificere og fjerne hindringer for udøvelsen af EU-rettigheder, navnlig i grænseoverskridende situationer, og gøre borgerne i stand til at opleve yderligere praktiske og synlige fordele af den igangværende EU-integration og opfordrer til at lade imødekommelsen af borgernes behov være det primære fokus for politikudviklingen på dette område;

—

tilslutter sig det synspunkt, at legalisering af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne ikke burde være nødvendig, men foreslår dog, i lyset af at der er en upålidelig og ufuldstændig udveksling af oplysninger, at der forud for indførelsen af lovgivning skal etableres faciliteter for administrativt samarbejde, således at registratorer kan søge at bekræfte dokumenter, hvis de har behov for det; mener, at medlemsstaterne i mellemtiden og for at lette forhandlinger med lande uden for EU med henblik på vedtagelse bør undersøge brugen af e-APP i forbindelse med udstedelse og brug af elektroniske apostillepåtegninger;

—

mener ikke, at muligheden for at oprette et europæisk civilstandskontor bør ignoreres, hvis det kan dokumenteres, at det er mere effektivt end at etablere en lang række nye kontorer eller opretholde tilsvarende kontorer i medlemsstaterne;

—

foreslår, at der indføres retningslinjer for bedste praksis for medlemsstaterne med henblik på at lette leveringen af civilstandsdokumenter på tværs af grænserne.

Ordfører

Patrick McGOWAN (IE/ALDE), medlem af Donegal County Council og Border Regional Authority

Basisdokument

Grønbog: Færre administrative henvendelser for borgerne: Fremme af fri cirkulation af offentlige dokumenter og anerkendelse af virkningerne af civilstandsattester

KOM(2010) 747 endelig

1.

bifalder Europa-Kommissionens initiativ om at fremme en borgernes union ved at udsende en grønbog til drøftelse i hele EU om mulighederne for lovgivningsmæssige forslag om to særskilte, men relaterede områder:

2.

bemærker, at offentlige dokumenter består i forskellige administrative dokumenter, notar- og retsdokumenter og -attester, og indbefatter civilstandsattester, der definerer og repræsenterer centrale begivenheder i en persons liv; bemærker endvidere, at civilstandsattester som f.eks. fødsels-, vielses- og dødsattester, skilsmissepapirer, navneændringer osv. er grundlæggende for en persons identitet og evne til at kunne deltage fuldt ud i det sociale, økonomiske og politiske liv;

3.

understreger, at offentlige dokumenter har en vigtig funktion med hensyn til sikringen af, at EU-rettigheder kan udøves effektivt af de personer, der har disse rettigheder. Disse rettigheder omfatter fri bevægelighed for borgerne og deres familiemedlemmer, fri bevægelighed for arbejdstagerne, retten til fri etablering, social sikring, fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og et effektivt retssystem for borgerne på det civil- og handelsretlige område, og der er rent faktisk et meget bredt udsnit af offentlige dokumenter, der er relevante i forbindelse med anerkendelsen af EU-rettigheder;

4.

er enig i Kommissionens brede målsætning om at identificere og fjerne hindringer for udøvelsen af EU-rettigheder, navnlig i grænseoverskridende situationer, og generelt mindske bureaukratiet for at lette det grænseoverskridende samarbejde og gøre borgerne i stand til at opleve yderligere praktiske og synlige fordele af den igangværende EU-integration, og opfordrer til at lade imødekommelsen af borgernes behov være det primære fokus for politikudviklingen på dette område;

5.

understreger, at civilstandssystemernes grundlæggende mangfoldighed (hændelsesbaseret, personbaseret og folkeregister) og de forskellige procedurer, der anvendes på tværs af EU, afspejler de offentlige myndigheders demokratiske og lovgivningsmæssige ordninger og repræsenterer deres forskellige samfundsværdier, og denne mangfoldighed ses f.eks. ved, at civilstandsattester har forskellige retsvirkninger i de forskellige medlemsstater;

6.

mener, at der generelt er et effektivt grundlag for registrering af civilstand i medlemsstaterne, men at der i vid udstrækning opstår problemer i forbindelse med håndteringen af grænseoverskridende forhold; bemærker imidlertid, at ca. en tredjedel af alle registreringer af civilstand i EU har et grænseoverskridende aspekt, og at de administrative problemer vil blive øget i takt med den stigende mobilitet i EU; en anden faktor, der komplicerer tingene for borgerne i forbindelse med grænseoverskridende forhold, er forskellene i den gældende lovgivning, hvor hvert land har sine egne regler vedrørende lovkonflikter;

7.

understreger, at skønt nogle offentlige dokumenter (f.eks. erhvervskvalifikationer) kan være underlagt fællesskabsretten, henhører lovgivningen om civilstand udelukkende under medlemsstaternes kompetence og de enkelte lokale og regionale myndigheder; understreger, at det er nødvendigt at overholde nærheds- og proportionalitetsprincippet i forbindelse med udviklingen af EU's politik og lovgivning på dette område;

8.

understreger, at de kompetente myndigheder i forbindelse med legalisering af dokumenter varierer meget mellem og inden for medlemsstaterne med en endnu bredere vifte af kompetente myndigheder med ansvar for civilstandsattester, der rækker fra retligt over religiøst til administrativt ansvar på forskellige forvaltningsniveauer, men påpeger alligevel, at det hyppigst er på lokalt og regionalt niveau, at borgerne kommer i kontakt med disse myndigheder, idet det anslås, at der er 80 000 lokale folkeregistre i hele EU;

9.

mener ikke, at disse emner skal anskues isoleret, men også skal medtænkes i forbindelse med EU-politikker i bredere forstand som f.eks. økonomisk politik, den digitale dagsorden, social- og arbejdsmarkedspolitik og ekstern politik med henblik på at styrke sammenhæng, effektivitet og konsekvens i forbindelse med EU's foranstaltninger.

10.

bemærker, at legalisering normalt anvendes til etablering af en formodning om et udenlandsk dokuments ægthed, eftersom myndighederne i et land måske ikke kender segl, stempler og underskrifter fra den myndighed, der har udstedt det offentlige dokument; er dog klar over, at visse offentlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og domme anerkendes uden yderligere legaliseringsforanstaltninger;

11.

mener, at legalisering koster tid, penge og energi og ikke i sig selv er en hensigtsmæssig foranstaltning til at undgå svig i den grænseoverskridende brug af offentlige dokumenter, og tilslutter sig bestemmelserne i Stockholmprogrammet om, at EU skal benytte sit medlemskab af Haagerkonferencen om International Privatret til at fremme relevante konventioner (også med henvisning til Den Internationale Civilstandskommission), eftersom medlemsstaterne ikke hidtil har haft en samarbejdsbaseret tilgang i forbindelse med konventioner om legalisering af dokumenter;

12.

er klar over, at anvendelsen af eksisterende konventioner, der omhandler legalisering af dokumenter og en lang række bilaterale aftaler, er opsplittet, f.eks. er Bruxelleskonventionen af 1987, der afskaffer legaliseringen af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne, blevet underskrevet af mindre end halvdelen af EU's medlemsstater, og der er endnu færre, der har ratificeret og gennemført den midlertidigt;

13.

tilslutter sig det synspunkt, at legalisering af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne ikke burde være nødvendigt i et EU, der bygger på gensidig tillid, og mener tilsvarende, at andre administrative formaliteter, der udgør hindringer for unionsborgerskabet og retten til fri bevægelighed, som f.eks. "certificate of no impediment" (certifikat for, at der kan indgås ægteskab) og "certificate of law" (attest i forbindelse med indgåelse af ægteskab), ligeledes kan blive unødvendige mellem medlemsstater;

14.

foreslår dog, i lyset af at der er en upålidelig og ufuldstændig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes folkeregistre (nogle medlemsstater hverken videregiver eller modtager oplysninger om "udenlandske" begivenheder vedrørende civilstand), at der forud for indførelsen af lovgivning skal etableres faciliteter for administrativt samarbejde mellem registratorer i medlemsstaterne, således at registratorer kan søge at bekræfte dokumenter, hvis de har behov for det, og at der ligeledes skal etableres lignende samarbejdskanaler for at lette bekræftelsen af andre officielle dokumenter f.eks. uddannelsesmæssige kvalifikationer og notardokumenter; sådanne samarbejdsfaciliteter kan i øvrigt også bistå tjenestemænd ved bekræftelsen af, at et dokuments indhold er korrekt, og at dokumentet er ægte;

15.

mener desuden, at begrundelserne for den manglende villighed til at ratificere eksisterende relevante konventioner (som f.eks. Bruxelleskonventionen af 1987) skal undersøges, og at det samme gælder for erfaringerne i de medlemsstater, der gennemfører den pågældende konvention midlertidigt;

16.

mener, at medlemsstaterne i mellemtiden og for at lette forhandlinger med lande uden for EU med henblik på vedtagelse bør undersøge brugen af e-APP (1) i forbindelse med udstedelse og brug af elektroniske apostillepåtegninger sammen med det e-Register med onlineadgang, som Spanien for nylig lancerede i Europa under "e-APP for Europe"-projektet, der støttes af Europa-Kommissionen.

17.

understreger, at et væsentligt problem for mange borgere er den grænseoverskridende transmission af civilstandsdokumenter; understreger, at der i nogle medlemsstater kan kræves personlig tilstedeværelse, for at en person kan få adgang til sin egen civilstandsattest eller få apostillepåtegninger, og et sådant unødvendigt bureaukrati kan medføre betydelige omkostninger for personer, som nu er bosat uden for den pågældende medlemsstat; foreslår derfor, at man, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes, overvejer at indføre retningslinjer for bedste praksis for medlemsstaterne med henblik på at lette leveringen af civilstandsdokumenter på tværs af grænserne med passende beskyttelsesforanstaltninger for at reducere risikoen for svig;

18.

understreger, at hver enkelt medlemsstat har udviklet sit eget regelsæt om borgerskab og civilstand med udgangspunkt i sin historie, kultur og sit politiske og lovgivningsmæssige system, og at en større ændring kan have betydelige demokratiske, lovgivningsmæssige og økonomiske følger for myndighederne i medlemsstaterne og kræve omfattende juridiske og administrative ændringer af strukturer og processer, og det kan desuden medføre betydelige sociale og kulturelle ændringer for borgere og samfund;

19.

er ikke desto mindre klar over, at EU-borgerne, navnlig dem, der bor og arbejder i en "anden" medlemsstat, forventer, at deres liv ikke kompliceres unødvendigt af bureaukrati i forbindelse med håndteringen af grænseoverskridende anliggender vedrørende civilstand;

20.

er klar over, at logistikken og omkostningerne i forbindelse med løbende undervisning af de anslåede 125 000 registratorer i EU i andre medlemsstaters civilstandssystemer og processer er urealistiske, og understreger således behovet for at udvikle andre gennemførlige løsninger med henblik på at løse de konkrete problemer, som borgerne står over for;

21.

medgiver, at de nuværende ufuldstændige kontakter og ad hoc-kontakter mellem medlemsstaternes registratorer muligvis opstår på grund af juridiske, proceduremæssige, logistiske og ikke mindst sproglige vanskeligheder, og foreslår derfor, at Kommissionen går i gang med at etablere en ekspertgruppe bestående af specialister i registrering fra de enkelte medlemsstater, således at forslag om håndteringen af grænseoverskridende spørgsmål kan trække på et bredt input og for at gøre det lettere for EU at arbejde på en mere samarbejdsbaseret måde i internationale fora;

22.

mener, at det omkostnings- og tidskrævende krav om oversættelse og bekræftet oversættelse af offentlige dokumenter bør mindskes med større brug af standardformularer og anvendelse af elektroniske kodnings- og aflæsningssystemer; mener, at en sådan udvikling kan finde sted inden for større internationale fora;

23.

accepterer, at der er en udbredt lyst til bureaukratisk forenkling, ikke bare i form af overførsel af papirprocesser, så disse udføres online, og dette, kombineret med de muligheder, der ligger i den elektroniske datalagring og -overførsel, giver mulighed for og drivkraft til at modernisere og centralisere informationssystemer;

24.

mener, at registreringen af alle begivenheder vedrørende en persons civilstand på et centralt sted er et mål, der er værd at tage op til overvejelse i de medlemsstater, der ikke gør dette, og at det burde lette registreringen af hændelser vedrørende en persons civilstand, der ikke finder sted på national grund, men er klar over, at det kan have betydelige omkostningsfølger og give bekymringer med hensyn til subsidiaritet for de ansvarlige myndigheder, og at det muligvis ikke er politisk gennemførligt i alle tilfælde;

25.

anerkender dog, at der i mange medlemsstater ikke findes en centraliseret registrering, og at et enkelt kontaktpunkt kan være med til at minimere de praktiske problemer, som registratorer og borgere står over for, men mener, afhængigt af spørgsmål som f.eks. om dataene findes elektronisk, landets størrelse, opdelingen af det lovgivningsmæssige ansvar, sproglige spørgsmål osv. i medlemsstaterne, at sådanne centrale informationspunkter kan indføres på regionalt plan;

26.

mener, at der er behov for at vise, at pilotprojekter, der er udviklet med henblik på den elektroniske udveksling af civilstandsdokumenter, kan fungere effektivt og kan tilpasses en bredere brug, og ønsker en gennemgang af eksisterende elektroniske værktøjer, der letter samarbejdet mellem de offentlige myndigheder i EU; mener, at indførelsen af beskyttelsesforanstaltninger til at forhindre svig og beskytte borgernes privatliv og personoplysninger bør prioriteres;

27.

mener, at forbindelserne mellem EU-informationskilder og relevante leverandører af oplysninger i medlemsstaterne kan udvides med hensyn til information til borgerne om deres EU-rettigheder generelt, og at de lokale og regionale myndigheder er de rette til at yde bistand i den forbindelse;

28.

er klar over, at ideen om et harmoniseret europæisk civilstandscertifikat er meget ambitiøs, eftersom det er meget forskelligt, hvordan medlemsstaterne ser på arten, formen og indholdet af civilstandscertifikater; ud over forskelle i disses beviskraft og måden, hvorpå der kan indføjes ændringer, kan fødselsattester på tværs af EU indeholde oplysninger om legitimitet og barnets religion og om forældrenes civilstand og socioøkonomiske status;

29.

understreger, at som det er blevet drøftet, vil europæiske civilstandscertifikater til at begynde med kræve en samtidig drift af nationale og EU-ordninger, hvilket kan give problemer med hensyn til den juridiske fortolkning af forskellige systemers konsekvens og relativitet, set i lyset af at der allerede findes mange kombinationer og kombinationsmuligheder inden for civilretlige, religiøse og udenlandske love, som domstolene i medlemsstaterne eventuelt vil skulle træffe afgørelse om;

30.

mener, set i lyset af de forskellige retlige og administrative strukturer og processer vedrørende den civile registrering på tværs af EU, at et forslag om en automatisk anerkendelse af civilstandscertifikater, der er udstedt af andre medlemsstater, er tilsvarende problematisk og ikke kan fungere uden en betydelig ændring af den nationale lovgivning i medlemsstaterne, der skal fjerne uoverensstemmelser i den måde, som borgerne behandles på;

31.

mener, set i lyset af forskellene medlemsstaterne imellem med hensyn til disse spørgsmål, at Kommissionen kan fortsætte, selv på grundlag af øget samarbejde, med at søge at standardisere lovkonflikter og domsmyndighed vedrørende civilstandsanliggender yderligere for at give borgerne mere klarhed;

32.

mener dog, at det kan være problematisk at tillade borgere at vælge den gældende lov i én medlemsstat frem for en anden i forbindelse med hændelser vedrørende civilstand, et par kan f.eks. være uenige om retsmyndighed, og dette kan medføre "civilstandsshopping", hvor enkeltpersoner udvælger de praksisser, der passer bedst til deres egne omstændigheder;

33.

mener ikke, at muligheden for at oprette et europæisk civilstandskontor bør ignoreres, hvis det kan dokumenteres, at det er mere effektivt end at etablere en lang række nye kontorer eller opretholde tilsvarende kontorer i medlemsstaterne, og mener endvidere, at det kunne: (a) hjælpe med at udvikle en mere kollektiv EU-tilgang til internationale konventioner, (b) forbedre det administrative samarbejde ved at indsamle og udveksle bedste praksis og erfaringer f.eks. med hensyn til kompatibilitet på it-relaterede områder samt yde vejledning til nationale myndigheder om internationale spørgsmål, (c) fungere som et centralt kontaktpunkt for forespørgsler om civilstand med en grænseoverskridende dimension, der kan gavne registratorer og naturligvis bidrage til at løse problemer, som borgere oplever i forbindelse med deres rimelige forventninger om udøvelsen af deres rettigheder i EU, og (d) eventuelt fungere som et centralt EU-backup- eller referenceregister til civilstandsdokumenter;

34.

opfordrer indtrængende til en mere rettidig gennemførelse og anvendelse af eksisterende lovgivning, der påvirker opnåelsen af de rettigheder, som EU-borgerskabet giver, og opfordrer til, at medlemsstaterne samarbejder yderligere ved at deltage i eksisterende mellemstatslige organisationer med henblik på at lette det internationale samarbejde i civilstandssager og den bredere ratifikation af eksisterende konventioner;

35.

opfordrer registreringsmyndighederne i medlemsstaterne til at levere eksempler (med oversættelse) på deres civilstandsdokumenter online, således at "udenlandske" registratorer kan få i hvert fald en vis fortrolighed med dem, og Kommissionen kan eventuelt hjælpe med at koordinere eller lette dette initiativ;

36.

vil fremme Kommissionens etablering af et netværk af registratorer/konsulære eksperter fra alle medlemsstater, der skal undersøge, om der kan indgås et tilstrækkeligt administrativt samarbejde til at arbejde hen imod en afskaffelse af formaliteter i forbindelse med legaliseringen, og vil støtte arbejdet hen imod udarbejdelsen af forslag med relation til harmoniseringen af lovkonflikter; mener dog, at der kan være behov for at behandle spørgsmål om gensidig anerkendelse og europæiske civilstandscertifikater mere dybtgående;

37.

mener, at grønbogen nødvendigvis behandler spørgsmålene fra et EU-27-perspektiv og et langsigtet perspektiv, og understreger, at mere lokale løsninger også kan anvendes i forbindelse med behandlingen af de problemer, som borgerne støder på regelmæssigt, især de borgere, der bor i grænseområder og eventuelt bor og arbejder i forskellige retskredse; tilskynder i den forbindelse til yderligere bilaterale og multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og med andre lande samt initiativer på subnationalt plan analogt med EGTS-projekterne om territorialt samarbejde;

38.

understreger, at der skal foretages konsekvensanalyser af alle lovgivningsmæssige forslag, navnlig med henvisning til sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige følger inden for medlemsstaterne;

39.

ønsker, set i lyset af de lokale og regionale myndigheders relevante ansvar, at deltage fuldt ud i debatten, efterhånden som den udvikler sig, og stiller i den forbindelse sit rådgivende netværk (2) til rådighed for Europa-Kommissionen.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/28

—

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder yder et vigtigt bidrag til udviklingen af rumteknologisektoren ved at skabe klynger og konkurrenceområder, der fører producenter (også SMV’er), højere læreanstalter og videnskabelig forskning sammen. De spiller dermed en afgørende rolle for processerne omkring innovation og teknologioverførsel;

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheder også spiller en afgørende rolle som brugere;

—

forventer, at EU’s udvidede beføjelser medfører, at også de lokale og regionale myndigheder inddrages i udformningen og gennemførelsen af EU’s rumpolitik på en langsigtet og omfattende måde;

—

henstiller, at Kommissionen fremsætter forslag om, hvordan man fremover kan garantere langsigtet finansiering til driften af GMES-infrastrukturen inden for rammerne af EU’s budget, og afviser Kommissionens forslag om, at midlerne hentes uden for EU’s budget. Både GMES og Galileo er europæiske projekter og hører derfor også hjemme i EU’s budget, både for at sikre den finansielle bæredygtighed og for at garantere, at finansieringen er præget af transparens og demokratisk kontrol;

—

henstiller derfor indtrængende til at fremme oprettelsen af regionale centre for GMES-udvikling og -anvendelse og at støtte europæiske netværk som eksempelvis Nereus, samt udviklingen af disse.

Ordfører

Hermann KUHN (DE/PSE), medlem af Bremens parlament

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En EU-rumstrategi til gavn for borgerne

KOM(2011) 152 endelig

1.

bifalder Kommissionens meddelelse om en EU-rumstrategi til gavn for borgerne som det første vigtige skridt hen imod udformningen af en fremtidig europæisk rumpolitik, der bygger på det nye grundlag i Lissabontraktaten (art. 189 TEUF);

2.

mener, at en fælles EU-rumpolitik vil styrke Europas økonomiske og politiske uafhængighed og handlekraft, bidrage væsentligt til EU’s økonomiske og samfundsmæssige innovationsevne og konkurrencedygtighed samt yde omfattende og mangfoldige bidrag på områder som miljøbeskyttelse, bekæmpelse af klimaændringer, offentlig sikkerhed og civilbeskyttelse, humanitær bistand samt kommunikation og informationsformidling til alle borgere;

3.

påpeger, at målene for EU’s rumpolitik falder sammen med de mest forskelligartede sociale, økonomiske, økologiske og territoriale forhold på det regionale plan, og at det netop er de lokale og regionale myndigheder, der gør det muligt at iværksætte og gennemføre store dele af EU’s rumpolitik i praksis;

4.

minder om, at de forskellige innovative udviklere og slutbrugere af rumteknologierne allerede arbejder i regionerne. De lokale og regionale myndigheder skaber vigtige klynger og konkurrenceområder, der fører producenter (også SMV’er), højere læreanstalter og videnskabelig forskning sammen. De spiller dermed en afgørende rolle for processerne omkring innovation og teknologioverførsel. De lokale og regionale myndigheder sørger for at installere, udvikle og vedligeholde ruminfrastrukturen med henblik på startramper, satellitintegration, udstyr og software og står generelt for den jordbaserede infrastruktur;

5.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder også spiller en afgørende rolle som brugere. De fungerer bl.a. som instanser for fysisk planlægning, som myndigheder med ansvar for miljø og civilbeskyttelse, eller de udfører andre opgaver, hvor der indgår indsamling og bearbejdning af satellitbaserede data. Desuden udgør regionerne og deres borgere det egentlige marked, hvor rumteknologier anvendes og udnyttes. De lokale og regionale myndigheder har brug for de mest forskelligartede rumteknologier og tjenester for at forvalte deres områder, sikre de offentlige tjenester og for at støtte regionaludviklingen;

6.

har derfor altid fulgt nøje med i debatten om rumpolitik og har i sine udtalelser flere gange gjort opmærksom på den praktiske betydning, de europæiske rumprogrammer har;

7.

forventer, at EU’s udvidede beføjelser medfører, at også de lokale og regionale myndigheder inddrages i udformningen og gennemførelsen af EU’s rumpolitik på en langsigtet og omfattende måde;

8.

beklager netop derfor, at de lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen af EU’s rumpolitik slet ikke nævnes i Kommissionens meddelelse, selv om denne udvikling i høj grad afhænger af deres medvirken;

9.

konstaterer, at Kommissionens meddelelse tager hensyn til nærhedsprincippet, men at der dog bør rettes øget opmærksomhed mod de lokale og regionale myndigheders betydning og rolle i videreudviklingen af rumpolitikken.

10.

støtter udarbejdelsen og gennemførelsen af et omfattende og ambitiøst EU-rumprogram, der bygger på de hidtidige resultater, og som viderefører og udbygger prioriteterne miljøovervågning, klimaforandringer, sikkerhed, konkurrenceevne og udforskning af rummet;

11.

mener, at et sådant program vil give regionerne vigtige økonomiske og sociale fordele. Udover at EU styrker sin position på områder som miljø, bekæmpelse af klimaændringer, sikkerhed, grundforskning og anvendt forskning, vil EU formentlig øge sin konkurrenceevne på områder som ny teknologi, fremme af innovative virksomheder og skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet;

12.

anbefaler, at flagskibsprogrammerne Galileo og GMES snart tages i brug, så man hurtigst muligt kan få gavn af deres økonomiske, sociale og miljømæssige potentiale;

13.

foreslår, at programmer til sikring af EU’s uafhængige adgang til rummet og til udforskning af rummet bliver optaget som yderligere prioriteter i EU’s rumprogram.

14.

bakker op om alle bestræbelser på en pålidelig færdigudvikling af Galileo-programmets kapacitet, helst inden 2014, for at drage nytte af de økonomiske, sociale og miljømæssige fordele, som dette projekt rummer for netop de lokale og regionale myndigheder;

15.

konstaterer med bekymring, at der hidtil ikke er fremsat forslag om yderligere støtte til programmerne Egnos og Galileo gennem en tilpasning af den nuværende flerårige finansielle ramme. Det er imidlertid en forudsætning for at undgå yderligere forsinkelser og ekstraomkostninger;

16.

finder det nødvendigt at sikre, at EU også efter 2014 finansierer den operationelle etape af Galileo (bl.a. vedligeholdelse og udskiftning af satellitter, garanti for systemets integritet, jordbaserede aktiviteter og adgang til data). Det er den eneste måde at opnå de forventede langsigtede økonomiske virkninger på;

17.

henstiller, at Kommissionen i højere grad støtter og fremmer udviklingen og udformningen af operationelle "lokalitetsbaserede tjenester" og tilknyttede produkter, herunder især demonstrationsprojekter;

18.

understreger, at de globale satellitnavigationssystemers langsigtede ledelses- og forvaltningsstruktur bør være demokratisk, fuldkommen transparent, finansielt stabil og socialt ansvarlig. Det er Kommissionens opgave at sikre dette i tæt samarbejde med de relevante deltagere, herunder lokale og regionale aktører.

19.

anser GMES-programmet for at være et afgørende EU-instrument til tilvejebringelse af de data, der er akut behov for, frem for alt med hensyn til miljøovervågning og civil sikkerhed. Det er derfor af afgørende betydning for de lokale og regionale myndigheder;

20.

udtrykker tilfredshed med foranstaltningerne til at styrke GMES-programmets indsats mod klimaforandringer, og betoner dettes betydning for EU’s regioner med hensyn til bekæmpelsen af klimaforandringer samt afbødningen af konsekvenserne (f.eks. vedrørende den globale fødevaresikkerhed);

21.

opfordrer til, at den nødvendige infrastruktur tilvejebringes hurtigt inden 2014, at udviklingen og forberedelsen af operationelle tjenester styrkes – bl.a. ved hjælp af Galileo og nye telekommunikationssystemer, som den europæiske datarelæsatellit (EDRS) – samt at de planlagte tjenester sikres på lang sigt. I den forbindelse bør man tage hensyn til de ydelser, de eksisterende nationale tjenester samt Den Europæiske Organisation til Udnyttelse af Meteorologiske Satellitter (EUMETSAT) stiller til rådighed;

22.

henstiller, at Kommissionen fremsætter forslag om, hvordan man fremover vil sikre en bæredygtig finansiering af GMES-infrastrukturens operationelle drift. Udvalget afviser den finansiering, som Kommissionen foreskriver, hvor midlerne hentes uden for EU’s budget. Både GMES og Galileo er europæiske projekter og hører derfor også hjemme i EU’s budget, både for at sikre den finansielle bæredygtighed og for at garantere, at finansieringen er præget af transparens og demokratisk kontrol;

23.

understreger i den forbindelse på ny den afgørende betydning, som de europæiske regioner har for udviklingen af tjenester for miljø og offentlig sikkerhed, for udbredelsen af udnyttelse af rumteknologi på lokalt niveau samt for udvekslingen af erfaringer og god praksis;

24.

henstiller derfor indtrængende til at fremme oprettelsen af regionale centre for GMES-udvikling og -anvendelse og at støtte europæiske netværk som eksempelvis Nereus, samt udviklingen af disse;

25.

beklager, at de tjenester, der allerede stilles til rådighed af programmerne GMES og Galileo, ikke altid uden videre kan tilpasses til de kommunale og regionale myndigheders behov;

26.

minder om, at den frie og gratis adgang til satellitdata er sikret i henhold til forordningen om EU-jordobservationsprogrammet (GMES) og dets indledende operationelle aktiviteter (2011-2013), og kræver, at denne frie og gratis adgang også garanteres i den operative fase fra og med 2014. I den forbindelse skal spørgsmål om databeskyttelse samt beskyttelse af applikationer være afklaret.

27.

understreger, at GMES er et civilt projekt, og at GMES’ anvendelsesområder primært er civilt orienterede;

28.

gør opmærksom på, at aspekter vedrørende sikkerhed og mulige forbindelser med forsvaret har stor politisk betydning. Kommissionens meddelelse er imidlertid for vag på dette centrale punkt, og Regionsudvalget mener, at det er tvingende nødvendigt at tilføje uddybende kommentarer;

29.

går ind for, at der tages hensyn til komponenten "sikkerhed" i GMES-programmet, men mener imidlertid, at der er behov for en mere præcis definition af dette område samt en afgrænsning i forhold til de militære anvendelsesområder;

30.

ser et behov for en grundig belysning af, hvorvidt og hvordan nationale civile og militære observationskapaciteter kan inddrages i styrkelsen af komponenten "sikkerhed" i GMES for at forbedre resultaterne og undgå, at der opbygges unødvendige overlappende strukturer;

31.

mener, at det er nødvendigt med en principiel afklaring af spørgsmålet om, hvilket retsgrundlag og hvilke politiske rammevilkår der skal ligge til grund for anvendelsen af data og tjenester inden for GMES-infrastrukturen til støtte for en europæisk forsvarspolitik.

32.

støtter følgende udsagn fra Rumrådet fra 2008: "Det er nødvendigt for Europa at udvikle en fælles vision og en langsigtet strategisk planlægning med hensyn til udforskning af rummet, så at Europa sikres nøglepositioner, hvorfor der må tages udgangspunkt i Europas ekspertiseområder". Også den videnskabelige udforskning af rummet har gjort EU til en pålidelig partner inden for den globale rumsektor. Rumforskningsprogrammerne giver ny viden, stimulerer innovation og teknologi og er i høj grad med til at bidrage til EU-rumindustriens konkurrenceevne samt til at vække opfinderlysten hos unge;

33.

opfordrer derfor til, at man hurtigt udvikler og gennemfører en sådan strategi med de nødvendige foranstaltninger med det formål at fremme udforskningen af rummet som en global og fredelig opgave for menneskeheden, og at gøre den til en selvstændig del af EU’s rumpolitik i en global sammenhæng;

34.

henstiller derfor til, at EU og ESA i samarbejde med medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder fastlægger en fælles køreplan for de overordnede retningslinjer for EU’s fremtidige udforskning af rummet (f.eks. Månen og Mars);

35.

betragter opretholdelsen og finansieringen af driften af Den Internationale Rumstation ISS indtil 2020 som en fast bestanddel af en europæisk rumstrategi. Ud over de forberedende systemer som specialiserede klinikker, raketsonder, faldtårne og parabolfly bør anvendelsen af ISS til grundforskning samt til anvendt forskning (bl.a. nye materialer, biologi, medicin) spille en central rolle i EU’s rumstrategi;

36.

kræver derfor en præcis definition af EU’s rolle i afdækningen af forskningsbehovet under hensyntagen til medlemsstaternes forskningsaktiviteter, for at de lokale og regionale myndigheder også kan formulere deres behov, forventninger og bidrag.

37.

understreger vigtigheden af, at EU har selvstændig adgang til rummet, fordi denne adgang bidrager væsentligt til den europæiske økonomis store forretningsmæssige potentiale og i det hele taget har gjort denne udvikling mulig;

38.

opfordrer i den sammenhæng til en langsigtet finansiering af EU’s opsendelsesbase i Kourou og at integrere en langsigtet europæisk raketstrategi (Ariane-familien) i EU’s rumfartsprogram.

39.

deler den opfattelse, at EU-initiativer til støtte for rumteknologi kan og bør være afgørende faktorer for gennemførelsen af EU’s forsknings- og innovationspolitiske mål. GMES-programmet og dets applikationer er dermed frem for alt til gavn for miljø- og sikkerhedspolitikken og yder derudover et væsentligt bidrag til EU’s samlede innovations- og konkurrenceevne. Der er også andre områder, der drager nytte af rumrelaterede innovationer, herunder uddannelse, kultur, kommunikation samt energisektoren. Rumteknologier og deres anvendelse er blevet et stadig vigtigere led i borgernes hverdag;

40.

betoner derfor, at EU-rumpolitikkens bæredygtighed er en vigtig bestanddel i den omfattende Europa 2020-strategi, eftersom den er forbundet med de nyeste teknologier, innovative virksomheder og arbejdspladser af høj kvalitet. Etableringen af en basisinfrastruktur i regionerne har særlig betydning i den sammenhæng, fordi den skaber bæredygtig vækst og beskæftigelse;

41.

bakker op om Kommissionens overvejelser om at udarbejde en sektorspecifik rumindustripolitik, der bl.a. bør behandle aspekter som EU’s uafhængighed, fremme af små og mellemstore virksomheder samt koordineringen af europæiske, nationale og regionale programmer.

42.

bifalder, at Kommissionens forslag om en fælles strategi for finansiering af forskning og innovation fremhæver rumsektoren som et centralt teknologiområde. Det drejer sig især om udviklingen af avancerede materialer, nanoteknologi samt automatisering (robotter, intelligente systemer), der spiller en afgørende rolle for bevarelsen af EU’s konkurrenceevne;

43.

forventer, at der bliver stillet effektive støttende finansieringsinstrumenter til rådighed, bl.a. for at fremme iværksættelsen af innovative metoder og deres udbredelse i regionerne.

44.

mener, at den satellitbaserede telekommunikation er afgørende for EU’s rumindustri;

45.

understreger betydningen af de deraf følgende økonomiske effekter af den satellitbaserede telekommunikation, særligt i EU’s regioner. Den yder et væsentligt bidrag til den territoriale samhørighed ved at give borgere, myndigheder og virksomheder adgang til det digitale univers;

46.

forventer derfor, at videreudviklingen af den satellitbaserede kommunikation kommer til at indgå i EU’s rumpolitiske foranstaltninger. Det drejer sig her ikke blot om at sikre adgangen til egnede frekvenser, men også om bæredygtigt at sikre fremme af nye innovative tjenester, som bygger på kommunikation (bl.a. i samspil med Galileo og GMES), og evt. skabe nye systemer (f.eks. det automatiske satellitbaserede identifikationssystem AIS til global overvågning af skibstrafikken).

47.

bakker Kommissionen op i synspunktet om, at det internationale samarbejde skal være et vigtigt og nødvendigt element i EU’s rumpolitik;

48.

går ud fra, at EU’s rumprogram vil muliggøre dette internationale samarbejde "i øjenhøjde", og at det øger europæiske produkters, systemers og tjenesteydelsers muligheder i den internationale konkurrence;

49.

går ind for tanken om at stille sagkundskab og infrastrukturer til rådighed for især Afrika for at medvirke til at forbedre levevilkårene (f.eks. vedrørende arealanvendelse, fødevareressourcer, forvaltning af vandressourcer osv.).

50.

forventer, at EU’s nye kompetencer inden for rumpolitikken efter Lissabontraktaten også vil medføre ændringer i styringen. Nu er det EU’s opgave at sætte skub i den strategiske udformning og gennemførelsen af hele EU’s rumpolitik. I den forbindelse er det særlig vigtigt at styrke samarbejdet mellem EU og medlemsstaterne;

51.

understreger, at EU’s politiske og økonomiske støtte - inden for rammerne af retfærdige og effektive bestemmelser og en effektiv beslutningsstruktur samt med udgangspunkt i anerkendelse af kompetencer på alle niveauer – vil få afgørende betydning for, at EU’s rumpolitik lykkes;

52.

understreger betydningen af Den Europæiske Rumorganisation ESA og af de nationale rumagenturer, som hidtil med held har stået for gennemførelsen af de nationale og europæiske rumstrategier, og hvis regelsæt har gjort det muligt at udvikle en solid og konkurrencedygtig industri og forskningssektor. Der bør tages behørigt hensyn til den rolle, ESA’s strukturer og kapaciteter spiller, særligt i forbindelse med den fremtidige fastlæggelse af organisationens administration og dens bestemmelser;

53.

opfordrer til, at EU får ansvaret for udformningen af den europæiske rumpolitik og de strategiske visioner samt udarbejdelsen af nødvendige foranstaltninger, når der etableres en europæisk ledelsesstruktur for rummet. ESA kunne få til opgave at fungere som "udøvende myndighed" og gennemføre dette på EU-niveau;

54.

understreger atter kraftigt, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i udviklingen, anvendelsen og den offentlige formidling af EU’s rumpolitik. Derfor er det også så vigtigt, at de inddrages i udformningen af den fremtidige EU-rumpolitik;

55.

henstiller derfor, at regionerne får mulighed for at deltage på passende vis i de styrende organer for de europæiske rumfartsprogrammer, som skal etableres, og at regionerne bliver repræsenteret i de organer, som skal forvalte disse programmer, sammen med EU-institutionerne og medlemsstaterne. De lokale og regionale myndigheder skal sættes i stand til at udnytte rumteknologiens udvikling og samtidig yde et bidrag til denne proces.

56.

minder om, at regionerne allerede på nuværende tidspunkt har foretaget betydelige investeringer i opbygningen af EU’s kompetencer inden for rumsektoren og også vil gøre det i fremtiden. Samtidig er EU nødt til at sørge for en pålidelig finansiering af rumprogrammerne. Kun på denne måde kan man sikre en tværnational og konkurrencedygtig udformning af aktiviteterne;

57.

ser især behov for en mere substantiel, målrettet og bæredygtig finansiering af rumforskningen og kræver derfor en mere effektiv koordinering for at kunne sikre synergierne mellem rumforskningen og andre innovative forsknings- og udviklingsområder;

58.

mener, at EU’s rumpolitik også bør koordineres med andre politikker og deres finansieringsinstrumenter (forskning, innovation, samhørighed, regionalt samarbejde osv.) for at gøre det lettere for netop regionerne at tage del i udviklingen og anvendelsen;

59.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den finansielle planlægning på mellemlang sigt fra 2014 at fremlægge et forslag om, hvordan EU’s, ESA’s og de enkelte medlemsstaters bidrag ("nationale programmer" og "regionale" investeringer) kan betragtes overordnet for så vidt muligt at opnå stor synergieffekt samt at undgå overlapninger.

60.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge et omfattende forslag til et EU-rumprogram, der bygger på EU-rumstrategien og både omfatter rumfartens brugerorienterede anvendelsespotentiale samt forsknings- og innovationspotentialet, og som er fuldt forankret i finansplanlægningen på mellemlag sigt, især hvad Galileo- og GMES-programmerne angår;

61.

understreger de lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen, gennemførelsen og anvendelsen af rumteknologier;

62.

henstiller derfor til, at Kommissionen snart iværksætter en høring med de involverede institutionelle aktører og de vigtigste interessegrupper med henblik på at udarbejde EU-rumstrategien og den påkrævede gennemførelsesplan. Påpeger, at de lokale og regionale myndigheder bør medvirke i udarbejdelsen og gennemførelsen af EU’s rumstrategi på en måde, der svarer til deres betydning og ansvar;

63.

mener, at Kommissionen bør støtte de lokale og regionale myndigheder i arbejdet med at oplyse borgerne, virksomhederne og myndighederne om de resultater og de muligheder, som EU’s rumprogram tilbyder regionerne.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/34

—

opfordrer til, at Rio+20 udtrykkeligt anerkender, at urbaniseringen er en af de allervigtigste nye udfordringer, som verden er nødt til at tage op, og at der gives større støtte til at udveksle erfaringer og overføre viden om bæredygtig byudvikling mellem subnationale regeringer og lokale myndigheder på verdensplan;

—

opfordrer til, at Rio+20 vedtager en køreplan for grøn økonomi, som bør indeholde et særligt kapitel om grøn økonomi på lokalt plan, der anerkender den nøglerolle, som subnationale regeringer og lokale myndigheder spiller. Dette kapitel bør især fremme oprettelsen af en international aftale mellem borgmestre og regionale ledere og støtte decentraliseret samarbejde om udvikling. En eventuel kapacitetsudviklingsordning bør forpligte modtagerlandene til at inddrage de subnationale myndighedsniveauer tæt i denne proces;

—

henstiller, at der gøres plads til subnationale regeringer og lokale myndigheder inden for de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling ved siden af de nationale regeringer og FN's organer som relevante myndighedsaktører med fuld anerkendelse. Rio+20 bør tilpasse de eksisterende strukturer i de såkaldte "større grupper", f.eks. ved at indføre en ny og rummelig kategori af "myndighedsaktører" og give den fremtidige verdensmiljøorganisation (eller UNEP) eller et fremtidigt råd for bæredygtig udvikling mandat til at nedsætte en stående komité for subnationale og lokale forvaltninger;

—

anmoder Rio+20 om at definere de fremtidige forvaltningsstrukturer, der er nødvendige for yderligere at udvikle Lokal Agenda 21, og støtte udviklingen af et globalt miljødemokrati, f.eks. ved at støtte oprettelsen af andre regionale konventioner i stil med UNECE's Århuskonvention eller ved at indlede forhandlinger om en global konvention om det tiende princip i Rioerklæringen.

Ordfører

Ilmar REEPALU (SE/PSE), medlem af Malmøs byråd

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Rio+20: Mod en grøn økonomi og bedre styring

KOM(2011) 363 endelig

1.

bifalder FN's generalforsamlings beslutning om at indkalde til en FN-konference om bæredygtig udvikling på højest mulige niveau i Rio de Janeiro i juni 2012 (UNCSD eller Rio+20-topmødet) med det formål at sikre fornyet politisk opbakning til bæredygtig udvikling, at vurdere de indtil videre opnåede fremskridt og den manglende gennemførelse af nogle af resultaterne af de tidligere vigtige topmøder om bæredygtig udvikling og at tage nye og fremtidige udfordringer op. Dette vil ske inden for rammerne af to specifikke temaer: en grøn økonomi i sammenhæng med bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom og de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling;

2.

opfordrer alle, der deltager i Rio+20-konferencen eller i de opfølgende foranstaltninger, til at garantere, at konferencen bliver en succes, samt til at foretage virkelige fremskridt hen imod en bæredygtig udvikling;

3.

har ved flere lejligheder understreget betydningen af tiltag og ændringer til støtte for og udvikling af arbejdet med bæredygtig udvikling. Regionsudvalget mener, at alle aktører – globalt, inden for Den Europæiske Union og på de nationale, subnationale og lokale forvaltningsniveauer har et fælles ansvar for at skabe et bæredygtigt samfund med respekt for de ressourcer, der til rådighed. Regionsudvalgets medlemmer, kommuner og subnationale regeringer har her en vigtig rolle at spille og er et langt stykke hen ad vejen drivkræfterne i arbejdet for at realisere bæredygtig udvikling, ikke mindst i kraft af deres nærhed til EU-borgerne;

4.

opfordrer derfor til, at der i alle Rio+20-drøftelserne udtrykkeligt henvises til subnationale og lokale myndigheder  (1) , og til at deres rolle styrkes. Subnationale og lokale myndigheder må inddrages aktivt i forberedelsen af topmødet, under topmødet og i det opfølgende arbejde og gennemførelsen. Medlemsstaterne opfordres til at etablere fora med subnationale og lokale myndigheder, der skal forberede Rio+20;

5.

opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til at udarbejde en klar og utvetydig EU-holdning forud for FN-konferencen og sikre, at de politiske aftaler, der indgås i Rio de Janeiro, følges op af konkret handling. Regionsudvalget betoner i denne forbindelse, at borgernes deltagelse, kompetence og beslutningsdygtighed på subnationalt og lokalt plan er en grundlæggende forudsætning for et bæredygtigt samfund. For at støtte dette må man respektere og udvikle principperne om subsidiaritet og proportionalitet på alle styringsniveauer fra det globale over Den Europæiske Unions planlægnings- og beslutningsproces til de nationale og subnationale niveauer. De subnationale og lokale myndigheder skal anerkendes som fuldt ligeværdige partnere og som det myndighedsniveau, der er bedst egnet i indsatsen for at skabe bæredygtig udvikling, både under forberedelserne til FN-konferencen og i gennemførelsen af resultaterne;

6.

opfordrer til, at Rio+20-topmødet udtrykkeligt anerkender, at urbaniseringen er en af de allervigtigste nye udfordringer, som verden er nødt til at tage op. Urbaniseringen har især betydning for subnationale og lokale myndigheder, da det er dem, der i første række skal tackle de dermed forbundne udfordringer og muligheder. Siden begyndelsen af dette århundrede har situationen været den, at flertallet af verdens 7 milliarder mennesker bor i byer. Verdens befolkning skønnes at ville stige fra de nuværende 7 til 9 milliarder mennesker i 2050, og ifølge nogle scenarier vil 60 procent af denne befolkning i år 2030 bo i byer. Denne tendens er særlig tydelig i udviklingslande og i lande med en rivende udvikling. Bæredygtig byudvikling kræver en holistisk og integreret tilgang til håndteringen af de økonomiske, miljømæssige og sociokulturelle aspekter af byudvikling og fysisk planlægning. Regionsudvalget opfordrer til at intensivere indsatsen for at udvikle og støtte bæredygtig byudvikling;

7.

fremhæver, at "bæredygtig udvikling" bygger på en samklang mellem de sociale, økologiske og økonomiske faktorer, og at bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse bør være et centralt politisk spørgsmål på Rio+20-konferencen, på linje med beskyttelse af ressourcer, bekæmpelse af klimaændringer og andre miljøpolitiske mål;

8.

ser gerne, at der udfoldes større bestræbelser for at frembringe, evaluere, præsentere og udbrede gode eksempler på bæredygtig byudvikling. Der er et udbredt ønske om udveksling af erfaringer og overførsel af viden både om institutionelle aspekter og om en holistisk og integreret systemtilgang i planlægnings- og beslutningsprocesserne. God byforvaltning, fysisk planlægning, jorddyrkningssystemer, lovgivning og politikker, finansiering, offentlig-privat samarbejde, folkelig deltagelse, almen og faglig uddannelse samt information er alle områder, hvor der er et stort behov for udveksling af erfaringer og overførsel af viden mellem subnationale regeringer og lokale myndigheder på verdensplan;

9.

ønsker at understrege, hvor vigtigt det er at fokusere på og udbygge de forskellige former for partnerskaber og samspillet mellem byer og deres opland. En voksende bybefolkning medfører en kraftig efterspørgsel efter produktion og forsyning af varer såsom fødevarer og den dermed følgende behandlingen af affaldsprodukter og husholdningsaffald. Et konkret eksempel på behovet for større samarbejde mellem byer og deres opland er behandlingen af bioaffald, hvor der er brug for velfungerende ordninger for tilbageførsel af plantenæringsstof til landbrugsjorden, så den biologiske cyklus kan fungere hensigtsmæssigt i et lukket kredsløb;

10.

mener, at almen og faglig uddannelse samt informationsformidling er af afgørende betydning for at skabe større offentlig bevidsthed. Udvikling af undervisningsprogrammer, som omfatter ikke alene teknisk viden om specifikke aspekter, men også en holistisk og integreret systemtilgang, er særlig vigtig for overgangen til en grøn økonomi;

11.

ønsker at understrege, at mange af de udfordringer og konkrete tiltag, som det internationale samfund må tage fat på i arbejdet for at skabe bæredygtig udvikling, ikke kan klares alene ved hjælp af ny teknologi og større finansielle investeringer. Der er også brug for at opbygge viden for at tilpasse og ændre folks adfærd, forbrugsmønstre osv.;

12.

understreger, at såvel traditionelle som sociale medier er særligt vigtige redskaber i denne forbindelse. Man bør tage skridt til at støtte udviklingen af sociale medier som redskaber til at udveksle information, mobilisere borgerne, sammenkoble initiativer og skabe en kritisk offentlighed for dermed at fremme et bæredygtigt samfund;

13.

understreger, at et af de redskaber, der er taget i brug i bestræbelserne på at skabe et bæredygtigt samfund, er venskabsbyer. Mange venskabsbyprojekter med et bi- eller multilateralt islæt og tematisk grundlag er allerede iværksat eller er ved at blive det på lokalt og subnationalt plan. En lang række aktører deltager i denne proces både på nationalt, subnationalt og lokalt plan i Den Europæiske Union og internationalt. Venskabsbyprojekter er et særligt effektivt redskab, når de har et tematisk fokus, tager sigte på bæredygtighed og ikke blot involverer nationale regeringer og lokale myndigheder, men også civilsamfundsorganisationer, hvilket er endnu vigtigere for deres succes;

14.

fremhæver, at internationale, regionale og nationale sammenslutninger af subnationale myndighedsniveauer også har en vigtig rolle at spille, idet de kan fremme udvekslingen og sikre, at regionale og lokale myndigheder bliver hørt på internationalt plan. Regionsudvalget er selv en vigtig institutionel aktør på området i EU og er overbevist om, at der bør sættes mere ind på at koordinere de eksisterende strukturer og netværk og forbedre evalueringen af innovative projekter og formidlingen af bedste praksis.

15.

vil gerne understrege, at bæredygtig udvikling med de tre dimensioner: økonomisk, økologisk og social, er grundlaget for vækst, flere jobmuligheder, en grøn økonomi, større velfærd og et renere og sundere miljø;

16.

konstaterer, at det nuværende økonomiske system overskrider grænsen for planetens kapacitet med hensyn til bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, og at Den Europæiske Union i øvrigt importerer stigende mængder af fossile energikilder og råstoffer, hvoraf nogle – som er af strategisk betydning for Unionen nu og i fremtiden – kan blive en mangelvare i de kommende årtier. Det følger af denne konstatering, at økonomien nødvendigvis må lægges om i retning at en udvikling, som er mere bæredygtig og hensynsfuld over for disse ressourcer;

17.

understreger kraftigt, at overgangen til et mere bæredygtigt udviklingsmønster ikke kun er et problem, men derimod frembyder en række muligheder, især når der skabes forståelse for, at forbedringen af miljøet går hånd i hånd med skabelsen af økonomisk og social merværdi. Disse muligheder skal udnyttes gennem relevante foranstaltninger på områder som økonomisk politik, uddannelse og forandringer i samfundet;

18.

fastslår, at man også under de nuværende finansielle vilkår i Den Europæiske Union og internationalt bør stræbe efter en holdbar økonomi og en bæredygtig beskæftigelse;

19.

understreger vigtigheden af grønt arbejde og fremme af dette, når det forstås som anstændigt arbejde inden for de økonomiske sektorer, der omfatter bæredygtighed (både nye og eksisterende sektorer), på grund af den mulighed, det grønne arbejde giver for at bidrage til den sociale samhørighed. I denne sammenhæng er uddannelse og kapacitetsopbygning inden for bæredygtighed vigtige elementer i bestræbelserne på at muliggøre en fuldstændig udvikling af disse vigtige sektorer;

20.

anbefaler, at der på Rio+20-topmødet opstilles en ny alternativ model til at måle vækst og velfærd hinsides BNP. Dette er nødvendigt for at nyorientere den politiske debat og opnå en grundlæggende ændring af opfattelsen af "fremskridt". Der er brug for indikatorer til at tage klimaændring, biodiversitet, ressourceeffektivitet og social integration med i betragtning;

21.

mener, at EU især kan spille en vigtig rolle på FN-topmødet, hvis man selv går foran med et godt eksempel. EU vil kunne styrke sin forhandlingsposition, hvis man opstiller ambitiøse mål for sig selv på vejen mod en "grøn økonomi", f.eks. inden for de områder, der indgår i Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativ om "et ressourceeffektivt Europa";

22.

støtter Kommissionens forslag om, at der på Rio+20-topmødet vedtages en køreplan for en grøn økonomi, som opstiller mål og passende indikatorer og omfatter både direkte internationale indgreb og klare rammer for initiativer på globalt, regionalt (herunder EU-), nationalt og subnationalt plan, såvel som en frist for deres gennemførelse;

23.

støtter i denne forbindelse endvidere EU's opfordring til, at Rio+20 etablerer en kapacitetsudviklingsordning til at yde konkret, landespecifik vejledning til alle interesserede lande om overgangen til en grøn økonomi og om, hvordan de kan få adgang til de til rådighed værende midler. Udvalget understreger, at landene under en sådan ordning bør forpligtes til at inddrage de subnationale myndighedsniveauer tæt i denne proces;

24.

mener, at køreplanen bør indeholde et særligt kapitel om grøn økonomi på lokalt plan, der anerkender den nøglerolle, som subnationale og lokale myndigheder spiller i overgangen til en grøn økonomi. Dette kapitel bør især tage fat på de store udfordringer, der ligger i urbanisering og skabelsen af en grøn økonomi, fremme oprettelsen af en international aftale mellem borgmestre og regionale ledere og støtte decentraliseret samarbejde om udvikling mellem subnationale og lokale myndigheder;

25.

anmoder om, at de mange eksempler på subnationale og lokale myndigheders succesrige initiativer til fremme af en grøn økonomi bliver opført blandt de redskaber til skabelse af en grøn økonomi, som Kommissionen har foreslået med henblik på Rio+20;

26.

minder om de subnationale og lokale myndigheders vigtige rolle og mange aktiviteter på områder som udviklingsbistand og decentraliseret samarbejde, i tæt samarbejde med Regionsudvalget, dets medlemmer og Kommissionen, f.eks. Regionsudvalgets "Atlas", internetportalen og konferencerne om decentraliseret samarbejde;

27.

så gerne foranstaltninger på globalt plan for at støtte udviklingen af en miljøbaseret erhvervssektor, som kan blive en realitet ved at:

28.

anerkender behovet for at gøre fremskridt i udviklingen af nye mekanismer og instrumenter inden for samarbejde mellem den offentlige og den private sektor (socioøkonomiske aktører) med henblik på udarbejdelse og gennemførelse af grønne økonomiske politikker med fokus på fremme og sikring af partnerskaber med flere aktører;

29.

understreger atter, at en af de største udfordringer i dag er at reducere klimapåvirkningen drastisk både på globalt og lokalt plan, samtidig med at man sikrer energiforsyning og velfærd. Kommuner og subnationale regeringer myndigheder har en stor rolle at spille i denne proces. I Den Europæiske Union er de ansvarlige for en bred vifte af initiativer med henblik på at reducere klimapåvirkningen, sikre energiforsyningen og tilpasse sig til klimaforandringerne. Cancunaftalerne, der blev undertegnet i december 2010, anerkender lokale myndigheder som offentlige aktører og åbner adgang til internationale finansieringsfaciliteter for byer. Subnationale og lokale myndigheder må nødvendigvis inddrages aktivt i nationale klimaindsatsplaner og kunne forvente at få adgang til finansiel støtte;

30.

understreger, at der må træffes foranstaltninger for at beskytte, sikre og genudvikle vigtige ressourcer, materialer og naturkapital. Især håber Regionsudvalget, at Rio+20-topmødet vil fokusere specielt på vand. Adgang til vand er et hastigt stigende problem og en stor opgave, især for store byer. Regionsudvalget støtter derfor etableringen af et internationalt partnerskab om vand for at tackle dette problem. I den forbindelse henviser Regionsudvalget til sine anbefalinger om de subnationale regeringer og lokale myndigheders rolle angående fremme af bæredygtig vandforvaltning (udtalelse CdR 5/2011 fin);

31.

understreger behovet for at forbedre forvaltningen og beskyttelsen af havmiljøet og havene og mener, at det bør gøres til en af de centrale søjler i Rio-samarbejdet på linje med klimaet og biodiversitet;

32.

fremhæver Kommissionens udsagn om, at "bæredygtig landanvendelse og landbrug bliver en hjørnesten i den grønne økonomi". Det er derfor udvalgets opfattelse, at en bæredygtig byudvikling og fysisk planlægning forudsætter, at produktiv landbrugsjord i mindst muligt omfang anvendes til bebyggelse på en sådan måde, at fremtidig dyrkning af jorden umuliggøres;

33.

mener, at der skal skaffes store finansielle midler til veje for at muliggøre overgangen til en global grøn økonomi. Afgifter og priser bør afspejle miljøomkostninger og -fordele bedre. Regionsudvalget gentager sin opfordring til at inddrage forureneren betaler-princippet og udvidet producentansvar i alle tiltag og til at indføre omkostningsudligningsmodeller til forvaltning af naturressourcer. Køreplanen for en grøn økonomi skulle kunne sætte skub i nye offentlige og private finansieringstiltag og partnerskaber;

34.

foreslår, at køreplanen desuden bør omfatte en række konkrete og tidsmæssigt begrænsede skridt, der sigter mod at afvikle alle miljøskadelige støtteordninger inden 2020. Dermed vil man kunne frigøre yderligere finansielle midler til andre aktiviteter. Desuden burde de sparemål og effektivitetsstandarder, som man har udviklet i EU for en række produkter og processer, anvendes på internationalt plan.

35.

anbefaler, at De Forenede Nationers miljøprogram (UNEP) omdannes til en verdensmiljøorganisation (WEO). Med en omdannelse af UNEP til en særorganisation under FN vil der blive skabt en global multilateral miljøorganisation, som er den mest lovende vej frem, hvis man vil forbedre den internationale miljøstyring. Dens mandat bør revideres og styrkes, og organisationen bør fungere på lige fod med andre særorganisationer under FN. Den bør endvidere have en afdeling til at forestå gennemførelsen, som bør være decentraliseret på regionalt og nationalt niveau og rettet mod at yde lande og subnationale og lokale myndigheder mere direkte støtte til den effektive gennemførelse af multilaterale miljøaftaler om f.eks. klimaændringer eller biodiversitet;

36.

anbefaler også, at der oprettes et Råd for Bæredygtig Udvikling (SDC) i stedet for den nuværende Kommissionen for Bæredygtig Udvikling (CSD). Sigtet med dette forslag er at opnå bedre styring, en fælles holdning og koordination i arbejdet med bæredygtig udvikling på alle niveauer;

37.

støtter udviklingen af målsætninger for bæredygtig udvikling (SDG), især på langt sigt, i stil med millenniumudviklingsmålene. Et bredt politisk engagement baseret på fælles mål kunne så udmøntes i en række specifikke, konkrete mål og fremgangsmåder til at måle dem;

38.

insisterer på, at Rio+20-topmødet anerkender, at styring nødvendigvis må omfatte alle myndighedsniveauer lige fra det lokale og subnationale over det nationale og regionale til det globale niveau. Rio+20 bør støtte en konsekvent forvaltning på flere niveauer baseret på interaktion, synergi og komplementaritet mellem alle forvaltningsniveauer;

39.

gør opmærksom på den nylige øgede anerkendelse af de subnationale og lokale myndigheders særlige status som offentlige institutioner i Riokonventionerne: for eksempel anerkendes de som offentlige aktører ("governmental stakeholders") i Cancunaftalen og i afgørelse X/22 om en handlingsplan for subnationale myndigheder, byer og andre lokale myndigheder fra den tiende konference mellem parterne (COP 10) i konventionen om biodiversitet (CBD). Regionsudvalget har aktivt støttet denne udvikling;

40.

henstiller, at der gøres plads til subnationale og lokale myndigheder inden for de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling ved siden af de nationale regeringer og FN's organer som relevante statslige aktører med fuld anerkendelse. Rio+20-topmødet bør gribe muligheden for at tilpasse de eksisterende strukturer i de såkaldte "større grupper" for at afspejle udviklingen siden 1992, særligt hvordan den lokale og subnationale forvaltnings rolle har ændret sig, og f.eks. indføre en ny og rummelig kategori af "myndighedsaktører". Regionsudvalget beklager, at de subnationale myndighedsniveauer trods deres specifikke og stadig vigtigere forvaltningsmæssige rolle i den nuværende internationale styringsstruktur er repræsenteret i FN-organer på samme niveau som civilsamfundet, erhvervslivet eller andre grupper, der er defineret af socioøkonomiske kriterier og ikke af deres forvaltningsmæssige rolle;

41.

foreslår på denne baggrund, at Rio+20-topmødet giver UNEP (eller den fremtidige verdensmiljøorganisation) eller Rådet for Bæredygtig Udvikling (SDC) mandat til at nedsætte en stående komité for subnationale og lokale forvaltninger som en ny struktur, der på passende vis repræsenterer forvaltning på flere niveauer og udgør et permanent forum for høring af og samarbejde med subnationale og lokale myndigheder over hele verden. Regionsudvalget kan her tjene som model;

42.

erkender, at de subnationale og lokale niveauers ansvar og roller er vidt forskellige både inden for Den Europæiske Union og globalt, og at subnationalt og lokalt selvstyre er i konstant udvikling. Det er derfor nødvendigt at tage højde for disse forskelle, når man søger at inddrage subnationale og lokale myndigheder så tæt som muligt i arbejdet med at udvikle bæredygtige samfund;

43.

vil gerne understrege betydningen af at udvikle fælles holdninger og koordination i arbejdet med bæredygtig udvikling på verdensplan. I denne proces er byer og subnationale regeringer hovedaktører. Vigtige platforme for koordination og udveksling af erfaringer er borgmesteraftalen, Agenda 21 og strategierne for bæredygtig udvikling;

44.

understreger, at Kommissionens fokusering på den private sektor ikke bør overskygge behovet for, at Rio+20-topmødet, EU og medlemsstaterne arbejder for at fremme bæredygtig udviklingsstyring på de subnationale og lokale myndigheders niveau, herunder styrkelse af borgernes indflydelse;

45.

vil gerne understrege betydningen af at sætte borgerne i centrum i arbejdet for at skabe et bæredygtigt samfund. Derfor må målsætninger og foranstaltninger i denne proces nødvendigvis tilpasses forskellige lokale situationer. Dialogen om såvel fysiske og finansielle tiltag som ændringer i forbrug og adfærd skal baseres på de eksisterende vilkår på subnationalt og lokalt plan. Der må gøres noget for at støtte borgernes direkte deltagelse i arbejdet for at skabe et bæredygtigt samfund, f.eks. ved at:

46.

håber, at Rio+20-topmødet vil støtte udviklingen af et globalt miljødemokrati. Dette kan ske ved, at Århuskonventionens parter på Rio+20-topmødet understreger deres vilje til at åbne konventionen op for hele verden, men også på anden vis – for eksempel ved at støtte oprettelsen af andre regionale konventioner i stil med Århuskonventionen eller ved at indlede forhandlinger om en global konvention om det tiende princip i Rioerklæringen (2);

47.

håber, at Agenda 21-arbejdet bliver genoplivet og ført videre. Rio+20 bør definere de fremtidige forvaltningsstrukturer, der er nødvendige for yderligere at udvikle Lokal Agenda 21 i denne henseende. Lokal Agenda 21, som blev introduceret efter Riotopmødet i 1992, er et godt eksempel på en græsrodsproces, som har givet gode og varige resultater i form af såvel konkrete foranstaltninger som større indsigt i og øget medvirken i bæredygtige mærkesager fra samfundsaktørernes side. Indsigt og borgerdeltagelse er grundlaget for Lokal Agenda 21. I mange tilfælde har Lokal Agenda 21-arbejdet ført til nye grønne job;

48.

ønsker især, at der stilles bedre videnstøtte til rådighed for de subnationale og lokale niveauer. For at arbejdet for et bæredygtigt samfund kan blive effektivt, har alle aktører brug for et tilgængeligt planlægnings- og beslutningsgrundlag. Dette gælder også i forbindelse med opfølgning, evaluering af og feedback på de resultater og erfaringer, der indvindes i arbejdet for et bæredygtigt samfund;

49.

forventer, at Kommissionen i sit fortsatte arbejde med at forberede Rio+20-topmødet vil udvikle og styrke dialogen med Regionsudvalget og dets medlemmer. Regionsudvalget håber, at EU's delegation til Rio+20-topmødet vil omfatte et passende antal delegerede fra Regionsudvalget.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/40

—

mener, at det foreslåede finansieringsniveau bør betragtes som det absolutte minimum, der kræves for at opnå de ambitioner, medlemsstaterne har vedtaget for EU i traktaten og Europa 2020-strategien;

—

gentager sin stærke modvilje mod enhver form for makroøkonomiske betingelser;

—

støtter indførelsen af kun de ex ante-betingelser i forvaltningen af EU programmerne, som virker som et instrument til at forbedre programmernes effektivitet og opfordrer til at gøre indgåelse af en formel partnerskabsaftale mellem de enkelte medlemsstater og deres lokale og regionale myndigheder til en særlig ex ante-betingelse;

—

gentager sin modvilje mod den foreslåede præstationsreserve og understreger samtidig, at ex post-betingelser og suspension af støtte under klart definerede forudsætninger kun bør finde anvendelse, hvis resultaterne ligger langt under det forventede;

—

støtter FFR-forslaget om oprettelse af en ny "overgangs-"kategori for regioner;

—

understreger, at det foreslåede absorptionsloft ikke bør resultere i, at niveauet af forpligtelsesbevillinger sættes lavere end niveauet af faktiske udbetalinger i perioden 2007-2013 i nogen medlemsstat;

—

opfordrer til en betydelig inddragelse af lokale og regionale myndigheder i forbindelse med overvågning og forvaltning af infrastrukturprojekter, der finansieres under faciliteten "Netforbindelser i Europa";

—

bifalder den betydelige saltvandsindsprøjtning til forskning og innovation, der er forslået som led i FFR'en;

—

bifalder løftet om en mere miljøvenlig fælles landbrugspolitik og forslagene om konvergens mht. betalinger og et loft over størrelsen af de direkte betalinger;

—

beklager, at budgettet for udvikling af landdistrikter fortsat er uforholdsmæssigt lille i forhold til de midler, der er bevilliget til direkte betalinger;

—

mener ikke, at EU's store udgiftsposter, såsom Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen eller den globale miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES), skal finansieres uden for FFR's anvendelsesområde;

—

mener, at indførelsen af EU's egne indtægter skal erstatte nationale bidrag og giver udtryk for sin støtte til Kommissionens forslag om indførelsen af en ny momsbaseret indtægt og en afgift på finansielle transaktioner.

Ordfører

Flo CLUCAS (UK/ALDE), medlem af Liverpool City Council

Basisdokumenter

1.

bifalder offentliggørelsen af Kommissionens forslag af 29. juni 2011 om den flerårige finansielle ramme for 2014-20 (FFR), udkastet til Rådets forordning om gennemførelsen af den flerårige finansielle ramme, den interinstitutionelle aftale om budgetsamarbejde og lovpakken vedrørende EU's egne indtægter. Regionsudvalget mener, at disse forslag tilsammen danner en troværdig ramme for finansieringen af fremtidige EU-prioriteter og er et solidt udgangspunkt for yderligere drøftelser;

2.

mener, at EU-budgettet trods sin begrænsede størrelse er afgørende for håndteringen af EU's udfordringer. I forhold til de nationale budgetter ligger EU-budgettets specificitet i den europæiske merværdi, den løftestangseffekt, som det skaber, samt i det faktum, at EU-budgettet består af op til 94,5 % investeringsudgifter og kun 5,5 % administrationsudgifter. Det er derfor Regionsudvalgets opfattelse, at der er behov for en holdningsændring, især hos de nationale statskasser, så EU's kerneopgaver bliver anset som en investering frem for en udgift. Ud over at være model for finansiel effektivitet bør FFR'en også søge at være model for demokratisk forvaltning og gennemsigtighed;

3.

bemærker især alvoren af de økonomiske og sociale problemer, som medlemsstaterne står over for i øjeblikket, og understreger, at der i forbindelse med EU-budgettet, Europa 2020-strategien og den europæiske økonomiske forvaltning bør søges et koordineret samarbejde for at fremme stabilitet, bæredygtig økonomisk vækst, miljøbeskyttelse, social velfærd og territorial samhørighed og for at genoprette tilliden til europæisk integration;

4.

støtter hovedprincipperne bag FFR 2014-20, herunder et fokus på resultater, stimulering af investeringer fra andre kilder og frem for alt forenkling af gennemførelsen, bl.a. ved at samle forskellige finansieringsprogrammer. Der bør især lægges vægt på de grupper, der har vanskeligt ved at få adgang til EU-finansiering. Regionsudvalget opfordrer derfor til en optrapning af oplysnings- og pr-aktiviteterne vedrørende midlerne samt af rådgivningstjenesterne på EU-niveau;

5.

påpeger, at FFR'ens udformning og gennemførelse i høj grad kan drage fordel af lokale og regionale myndigheders bidrag. Lokale og regionale myndigheder har ansvaret for offentlige investeringer i samme omfang som centralregeringer. De spiller en særlig vigtig rolle, ikke kun ved forvaltning af EU-støttede projekter, men også ved fremme af adgang til midler og sikring af, at udgifter koordineres mellem forskellige fonde;

6.

mener derfor, at der findes et betydeligt potentiale for at fremme forvaltning på flere niveauer i udformningen og gennemførelsen af FFR'en. Med henblik herpå opfordrer Regionsudvalget til, at Kommissionen behandler nye arbejdsmåder og nye former for partnerskaber med lokale og regionale myndigheder som en afgørende del af alle nye former for forvaltning og finansiering, der skal tilknyttes FFR'en;

7.

beklager, at ligestilling og lighed ikke har nogen fremtrædende rolle i Kommissionens forslag, og opfordrer medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at arbejde for integration af ligestilling i EU's budget.

8.

gentager, at EU må have et troværdigt budget på over 1 % af EU's BNI (1), så det kan nå de store europæiske mål og tilpasse dem Europa 2020-målsætningerne og de specifikke lokale og regionale behov. Regionsudvalget mener, at de nuværende forslag med et budget på 1 025 mia. euro eller 1,05 % af EU's BNI knap nok når dette mål;

9.

mener, at det foreslåede finansieringsniveau derfor bør betragtes som det absolutte minimum, der kræves for at opnå de ambitioner, medlemsstaterne har vedtaget for EU i traktaten og Europa 2020-strategien. Nu hvor Kommissionen har foreslået en beskeden FFR, som er konstant i faste priser i forhold til den nuværende periode, skal den sammen med Parlamentet og med Regionsudvalgets stærke opbakning gøre sit yderste under forhandlingerne for at forsvare det foreslåede niveau mod nedskæringer;

10.

bifalder, at budgetposterne har fået navneforandring for bedre at afspejle Europa 2020-prioriteterne, men beklager samtidig, at man ikke har benyttet sig af muligheden for at anbringe alle EU-midler til støtte for territorial udvikling under én post;

11.

konstaterer yderligere, at Kommissionen ikke har benyttet sig af muligheden for en 10-årig budgetperiode, men glæder sig over muligheden for at benytte en sådan cyklus fra 2020, hvilket vil sikre en stabil og finansieringsmæssigt mere langsigtet samt forbedret demokratisk kontrol.

12.

beklager det nuværende budgets mangel på fleksibilitet og fremhæver behovet for større fleksibilitet til at flytte midler inden for de enkelte budgetposter i fremtiden;

13.

beklager, at man slet ikke nævner muligheden for at overføre uudnyttede budgetbevillinger eller margener til en EU-fleksibilitetsreserve i stedet for at give midlerne tilbage til medlemsstaterne;

14.

noterer sig forslaget om en "vurdering" af gennemførslen af FFR'en i 2016, men fremhæver, at man i stedet bør udføre en komplet midtvejsevaluering (der inkluderer den foreslåede vurdering) i 2017 med mulighed for at justere udgifter baseret på nye prioriteter, med forbehold for visse begrænsninger;

15.

gentager sin stærke modvilje mod enhver form for makroøkonomiske betingelser, som vil sætte en stopper for den økonomiske støtte til lokale og regionale myndigheder som følge af økonomiske beslutninger, der træffes af medlemsstaternes regeringer;

16.

støtter imidlertid indførelsen af kun de ex ante-betingelser i forvaltningen af EU-programmerne, som virker som et instrument til at forbedre programmernes effektivitet og vurdere den nuværende tekniske og administrative kapacitet frem for den simple gennemførelse af EU-lovgivningen; kravet om at udarbejde strategier, planer eller foranstaltninger som ex ante-betingelse må ikke betyde, at midlernes udbetaling betinges af efterfølgende gennemførelse, herunder gennemførelse af planer, der ikke er samfinansieret med EU-midler, da dette vil krænke proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet;

17.

opfordrer til at gøre indgåelse af en formel partnerskabsaftale mellem de enkelte medlemsstater og deres lokale og regionale myndigheder til en særlig ex ante-betingelse, der skal efterprøves af Kommissionen;

18.

understreger, at ex post-betingelser og suspension af støtte under klart definerede forudsætninger kun bør finde anvendelse, hvis resultaterne ligger langt under det forventede, og opfordrer til, at der tages højde for nationale forhold i forbindelse med kravet om tilbagebetaling af allerede tildelt støtte. Ligeledes bør der være et tæt samarbejde med de nationale og regionale myndigheder med henblik på at fastlægge disse ex post-betingelser, således at man ikke risikerer, at finansieringen afbrydes på grundlag af kriterier, der ikke er strengt objektive og målbare;

19.

fremhæver, at resultater og mål skal fastlægges i samarbejde med lokale og regionale myndigheder, og alle nye administrative udgifter skal holdes på et minimum. Skridtet mod måling af resultater bør medføre, at det nuværende system med måling af detaljerede input og output ophører i overensstemmelse hermed. Fremgangsmåden med betingelser kræver, at de involverede parter får en tydeligere og bedre forklaring på, hvordan systemet vil fungere i praksis;

20.

understreger, at EU's nye flerårige finansielle ramme bør være i fuld overensstemmelse med en bæredygtig anvendelse af ressourcer, og efterlyser en bedre analyse af CO2-fodaftrykket fra de investeringer, der foretages med støtte fra EU-budgettet.

21.

tilslutter sig det tværeuropæiske islæt i den foreslåede samhørighedspolitik for alle regionerne, under hvilken størstedelen af midlerne tildeles de fattigste regioner, mens de mere velstående regioner stadig får mulighed for at håndtere deres udfordringer. Regionsudvalget bifalder den klare henvisning til, at økonomisk, social og territorial samhørighed optræder som et delloft under budgetpost 1, men beklager, at der ikke er fastsat en margen, som ville give adgang til at øge midlerne under dette delloft, hvis der er ubenyttede midler andetsteds;

22.

noterer sig også, at de beløb, der er afsat til strukturfondene (336 mia. euro til EFRU, ESF og Samhørighedsfonden, men ikke "Netforbindelser i Europa") er 3 % lavere end de nuværende 347 mia. euro. Målet må være at finansiere strukturfondene på en måde, der som minimum er konstant i faste priser i forhold til den nuværende periode;

23.

afviser forslaget om, at velstående regioner "hovedsageligt skal anvende hele deres bevilling" fra strukturfondene, undtagen den fra ESF, på energiområdet og små og mellemstore virksomheders udvikling og innovation. Selvom det er nødvendigt med et vist fokus i hvert af de operationelle programmer, vil sådanne begrænsninger på EU-niveau ikke sikre en merværdi grundet de europæiske regioners forskelligartede karakter og de forskellige udfordringer, de står over for. Det bør være muligt at tilbyde et friere valg fra en større menu med Europa 2020-strategiens tematiske mål;

24.

gentager sin modvilje mod den foreslåede præstationsreserve på 5 % af midlerne til samhørighedspolitikken, som skaber risiko for, at man ender i en situation, hvor ingen vinder, da reserven bestemmes på baggrund af foruddefinerede nationale rammer. Hvis det fastlagte mål ikke nås (det kan der være objektive og eksterne grunde til), går beløbet, der er afsat til præstationsreserven, blot tabt. En vellykket programgennemførsel vil være rigelig belønning i sig selv, og det ville være bedre at tildele midler til forebyggende foranstaltninger som f.eks. teknisk bistand til at opbygge institutionel kapacitet;

25.

støtter FFR-forslaget om oprettelse af en ny "overgangs-"kategori for regioner med et BNP på mellem 75 % og 90 % af EU's BNP og bifalder i den forbindelse forslaget om et sikkerhedsnet for de regioner, som mister konvergensstøtten, men fremhæver dog, at samhørighedspolitikkens troværdighed lider under, at man bruger BNP-data, som er adskillige år bagud i forhold til den nuværende økonomiske situation;

26.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de regioner, hvis BNP er faldet i forhold til referenceperioden 2006-2008, ved at udnytte fleksibiliteten i den foreslåede finansielle ramme, anvende den foreslåede justeringsproces i henhold til artikel 5 i forslaget til Rådets FFR-forordning og ved hjælp af en midtvejsgenvurdering af den flerårige finansielle ramme i 2017. I programmeringsdokumenterne skal der tages hensyn til den økonomiske nedgangs forskelligartede indvirkninger på regionerne;

27.

bekræfter, at Den Europæiske Socialfond (ESF) skal forblive stærkt forankret i EU's samhørighedspolitik. ESF gennemføres netop bedst på det territoriale niveau ved integrerede og lokalt baserede programmer frem for separate tematiske programmer eller sektorprogrammer på nationalt niveau;

28.

fremhæver det vigtige i at fremme lighed og ligestilling mellem kønnene i EU og tredjelande gennem afsætning af tilstrækkelige ressourcer til ESF, Den Europæiske Udviklingsfond og andre sociale programmer;

29.

bifalder forslaget om at holde bevillingerne til Samhørighedsfonden til en tredjedel af den samlede samhørighedsfinansiering på nationalt niveau i de støtteberettigede medlemsstater (stater med en BNI på under 90 % af EU-gennemsnittet);

30.

støtter, at budgettet for det europæiske territoriale samarbejde øges fra 9 mia. euro til 13 mia. euro, og noterer sig den betydelige europæiske merværdi fra INTERREG og andre programmer, der opfordrer Europas regioner til at samarbejde om de fælles udfordringer;

31.

støtter i høj grad forslaget om at oprette en fælles strategisk ramme, som skal føre til et nyt sæt retningslinjer for de primære europæiske fonde med en territorial dimension. For at sikre fælles praksis og procedurer for gennemførelse mellem fondene under selve gennemførelsen skal den strategiske ramme imidlertid gå videre end blot at tilpasse midlerne på det strategiske niveau;

32.

bakker op om strategien med at fastsætte loftet for samhørighedsbevillinger på et niveau, der afspejler den nuværende gennemførelsesprocent og den faktiske absorptionskapacitet i hver enkelt medlemsstat, men understreger, at det nye loft skal lægges på et niveau, der gør det muligt for alle medlemsstater at tilstræbe en effektiv samhørighedspolitik. Det foreslåede absorptionsloft bør navnlig ikke resultere i, at niveauet af forpligtelsesbevillinger sættes lavere end niveauet af faktiske udbetalinger (justeret for inflation) i perioden 2007-2013 i nogen medlemsstat;

33.

insisterer på, at partnerskabsprincippet bliver til virkelighed, og at det aktivt fremmes og håndhæves strengt. Regionsudvalget bifalder partnerskabsaftaler som mulighed i den strategiske programplanlægning, men gør udtrykkeligt opmærksom på, at den konkrete udformning af disse aftaler skal respektere nærhedsprincippet og kompetencefordelingen i medlemsstaterne. Anvendelsesområdet for disse aftaler må derfor ikke række videre end samhørighedspolitiske foranstaltninger og andre fonde under den fælles strategiske ramme. Kompetente lokale og regionale myndigheder skal behandles som ligeberettigede med nationale myndigheder i forberedelsen, realiseringen, overvågningen og evalueringen af strukturfondsprogrammerne og de tilhørende partnerskabsaftaler. Territoriale pagter mellem lokale, regionale og nationale myndigheder bør også være en mulighed for at formalisere partnerskabsordninger i samarbejde med de nationale regeringer;

34.

gentager sit forslag om, at der udstedes "borgerobligationer" til fremme af lokal udvikling, hvis muligheder fremhæves. Borgerobligationer kan betyde, at EU-støttede projekter får yderligere bidrag fra den enkelte borger eller offentlige fonde, som ønsker at bidrage til finansieringen til gengæld for et garanteret og rimeligt investeringsafkast;

35.

fremhæver desuden behovet for at udvikle lokale energiløsninger gennem programmet for intelligente byer, der fremmer ren og effektiv energiforsyning, og efterlyser øget støtte til lokale og regionale myndigheder. Der bør især fremskaffes den nødvendige tekniske ekspertise til udarbejdelse af lokale eller regionale handlingsplaner i kampen mod klimaforandringer, og man bør opfordre til åben sparring af idéer. I denne sammenhæng peger Regionsudvalget på den vigtige rolle, som Borgmesteraftalen spiller, og på, at aftalens budget bør øges for at forbedre mulighederne for at give de lokale og regionale myndigheder teknisk ekspertise til at udarbejde klimaplaner og takle mere specifikke energi- og ressourcemæssige udfordringer som f.eks. vandpolitik.

36.

noterer sig forslaget om en ny facilitet til 40 mia. euro, "Netforbindelser i Europa", til fremme af investeringer i transport-, energi- og ikt-netværk af europæisk betydning og mener, at man ved at fjerne flaskehalsene på disse netværk kan skabe en betydelig merværdi for samfundet. Der er imidlertid behov for en betydelig inddragelse af lokale og regionale myndigheder i forbindelse med overvågning og forvaltning af sådanne infrastrukturprojekter, hvilket ikke indgår i planerne for de centraliserede forvaltningsordninger, der foreslås for nærværende;

37.

gentager sin støtte til indførelsen af europæiske projektobligationer til finansiering af netværk og minder om, at sådanne obligationer kan have en betydelig positiv løftestangseffekt for EU-budgettet. Sådanne instrumenter skal dog ses som et værdifuldt tillæg til, frem for en erstatning af, tilskud fra strukturfondene.

38.

mener, at det nuværende forskningsbudget er utilstrækkeligt og bifalder derfor den betydelige saltvandsindsprøjtning til forskning og innovation, der er forslået som led i FFR'en (fra 53 mia. euro til 80 mia. euro). Takket være ovennævnte kommer EU nærmere Europa 2020-målet om, at 3 % af EU's BNP investeres i forskning og innovation i tråd med oprettelsen af flagskibsinitiativet "Innovation i EU". Regionsudvalget giver især sin støtte til det styrkede program "Vidensregioner", men mener, at det er afgørende at fremskynde anvendelsen af forskning på markedet. Regionsudvalget støtter idéen om at stille flere midler til rådighed for klyngeinitiativer og andre lokale partnerskaber, der bidrager til at øge innovationspotentialet;

39.

støtter oprettelsen af en fælles strategisk ramme under "Horisont 2020" for forskning og innovation, fordi rammen har potentiale til at forenkle og konsolidere de forskellige støtteprogrammer inden for dette område, såsom rammeprogrammet for forskning (FP7) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP). Regionsudvalget gør dog opmærksom på, at det strategiske rammeprogram for forskning og innovation i høj grad skal hænge sammen og koordineres med den foreslåede strategiske ramme for de territoriale fonde.

40.

bifalder den øgede finansiering af EU's særlige programmer for uddannelse, erhvervsuddannelse og unge (herunder sport) med en budgetstigning til 15 mia. euro. Disse programmer bør suppleres med midler fra ESF. Regionsudvalget bifalder især det fokus, der er på rationalisering og forenkling af de nuværende programmer for unge, uddannelse og erhvervsuddannelse under et enkelt integreret program med forenklede procedurer. "Uddannelse i Europa"-programmet bør dog ikke kun være målrettet studerende på videregående uddannelser, men også tage fat på det komplekse problem med elever, der forlader skolen for tidligt, som er et område, hvor lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle. Desuden fremhæver Regionsudvalget de kulturelle og kreative sektorers stadigt stigende økonomiske og sociale betydning og behovet for tilstrækkelig støtte til disse sektorer fra EFRU og ESF;

41.

anser det for strengt nødvendigt, at der i forbindelse med omlægningen af støtteprogrammerne fortsat vil være mulighed for, at unge kan modtage støtte, som er afpasset efter deres specifikke behov. Dette nye integrerede program bør bygge på det positive grundlag i det nuværende program "Aktive unge". Ligesom EU-strategien for unge bør det fremme ikke blot udvekslingen af unge og faglærte, men tillige unges deltagelse i Europas demokratiske liv.

42.

noterer som ved strukturfondene forslaget om en reduktion af midlerne til den fælles landbrugspolitik fra 396 mia. euro til 372 mia. euro. Imidlertid bemærker Regionsudvalget, at den fælles landbrugspolitik, som omfatter både Søjle I og II, stadig udgør en større post i budgetudgifterne end de 336 mia. euro, der er afsat til strukturfondene;

43.

mener, at den fælles landbrugspolitik som følge af det presserende krav om, at den ikke alene skal bidrage til opfyldelse af fødevarebehovet, men også til opnåelse af Europas hovedopgaver, i højere grad skal tilpasses Europa 2020-strategien, således at landbrugere på et rimeligt grundlag kan få betaling for at sikre fælles mål, såsom en forbedret strategi for fødevaresikkerhed, bæredygtig forvaltning af naturressourcer, beskyttelse af biodiversitet, håndtering af klimaændringerne og fornyelse af landområder i almindelighed;

44.

hilser det især velkommen, at Kommissionen har valgt ikke at opsplitte EU-støtten yderligere med en separat sektorfond for klimaændringer, men i stedet har valgt en mere integreret strategi for at gøre 30 % af udgifterne under Søjle I mere miljøvenlige. Regionsudvalget fremhæver imidlertid, at mere miljøvenlige udgifter ikke må resultere i en udhuling af medlemsstaternes landbrugsmiljøprogrammer;

45.

bifalder løftet om en mere miljøvenlig fælles landbrugspolitik og anmoder om, at indsatsen for at gøre den fælles landbrugspolitik mere miljøvenlig omfatter klare, bindende og eksplicitte kriterier for modtagerne for jordbundsbeskyttelse og effektiv anvendelse af grundvand samt en plan for afskaffelse af alle miljøskadelige støtteordninger;

46.

bifalder forslagene om konvergens mht. betalinger og et loft over størrelsen af de direkte betalinger, som bør føre til en mere retfærdig tildelingsordning på tværs af medlemsstaterne. Regionsudvalget giver ligeledes sin fulde opbakning til forslaget om at tillade en højere grad af fleksibilitet mellem den fælles landbrugspolitiks to søjler: direkte betalinger og udvikling af landdistrikter;

47.

er bekymret over, at den foreslåede "reserve til kriser i landbrugssektoren" på 3,5 mia. euro, som vil udvide Globaliseringsfondens anvendelsesområde er et udtryk for, at Kommissionen foretrækker reaktive frem for præventive foranstaltninger. Regionsudvalget mener, at højere budgetfleksibilitet er bedre til håndtering af kriser end oprettelsen af stadigt flere forskelligartede reserver, fonde og nødinstrumenter uden for FFR, og mener i den forbindelse, at den fælles landbrugspolitiks levedygtighed hænger uløseligt sammen med opretholdelsen af markedsregulerende mekanismer, der bekæmper prisudsving og sikrer stabile priser for både producenter og forbrugere;

48.

beklager, at budgettet for udvikling af landdistrikter (90 mia. euro) fortsat er uforholdsmæssigt lille i forhold til de midler, der er bevilliget til direkte betalinger, men bifalder, at ELFUL kobles tættere sammen med de andre territoriale fonde under den fælles strategiske ramme. Den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken kan ikke betragtes løsrevet fra hinanden og skal have en tættere koordinering end den nuværende. Med hensyn til at fjerne "akse-tilgangen" understreger Regionsudvalget, at der ikke fremover må være mindre fokus på andre, ikke-landbrugsorienterede projekter som fremme af social integration, fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling af landdistrikter (ny prioritet 6);

49.

anmoder om, at EU's fødevaredistributionsprogram for de dårligst stillede fortsættes på mindst samme niveau som i den nuværende programmeringsperiode. Hvis kompetenceområdet for programmet flyttes fra den fælles landbrugspolitik til Den Europæiske Socialfond, bør budgetmidlerne flyttes i overensstemmelse hermed;

50.

er bekymret for, at det kan medføre en reduktion i de bevilgede midler til fiskeri, hvis fiskeripolitikken inkluderes i en integreret havpolitik under Den Europæiske Hav- og Fiskerifond. En sådan reduktion er uhensigtsmæssig i lyset af udfordringerne i fiskerisamfundene;

51.

understreger værdien af LIFE+-programmet og bifalder en stigning i midlerne til 3,2 mia. euro.

52.

hilser budgetforslagene under denne post velkommen og understreger, hvor vigtigt det er at have et fuldt finansieret budget for indvandring, asyl og sikkerhed. Regionsudvalget fremhæver især behovet for en sammenhængende strategi for forvaltning af EU's ydre grænser og bifalder tiltag til at udvikle et fælles europæisk asylsystem, som er et klart eksempel på et område, hvor samarbejde på EU-niveau er den eneste løsning. Der bør imidlertid findes en nøje balance mellem sikkerheds- (også indre sikkerhed) og grænserelaterede udgifter på den ene side og udgifter til f.eks. integration af indvandrere og modtagelse af asylansøgere på den anden side, hvor lokale og regionale myndigheders tiltag kan indebære en klar merværdi;

53.

understreger betydningen af at afsætte tilstrækkelige ressourcer til fremme af grundlæggende rettigheder, demokrati og borgernes deltagelse i opbygningen af et europæisk medborgerskab; finder det derfor yderst vigtigt, at programmet Europa for Borgerne lægger vægt på partnerskaber til støtte for civilsamfundet på EU-niveau;

54.

mener, at EU's sikkerhed er nært forbundet med udbredelsen af demokrati, god ledelse og retsstatsprincippet, både inden for EU og i tredjelande, og at det påhviler EU at fremme disse værdier på globalt plan;

55.

understreger vigtigheden af de 396 mia. euro, der foreslås afsat til EU's program for offentlig sundhed, og fremhæver, at der skal stilles tilstrækkelige midler til rådighed til social, biologisk og teknologisk innovation på sundhedsområdet. Regionsudvalget noterer, at sundhedsydelser og sociale tjenester er vigtige og en afgørende drivkraft for beskæftigelse i fremtiden, og understreger derfor, at håndtering af uligheder på sundhedsområdet skal anses som en budgetprioritering;

56.

understreger vigtigheden af de 1,6 mia. euro, der foreslås afsat til "Kreativt Europa"-programmet, og fremhæver, at der skal stilles tilstrækkelige midler til rådighed til alle aktører i de kulturelle og kreative sektorer, som yder et væsentligt bidrag til Europa 2020-målsætningerne.

57.

erkender, at EU har en betydelig gennemslagskraft på internationalt niveau, som er større end den indflydelse, de enkelte medlemsstater samlet har, og at de udfordringer, som EU står over for, kræver en global løsning. Regionsudvalget bifalder derfor, at de afsatte midler til naboskabspolitikken og udviklingssamarbejdet øges (36 mia. euro);

58.

støtter Kommissionens forslag om rationalisering af instrumenterne i forbindelse med udvidelse gennem oprettelse af et enkelt integreret førtiltrædelsesinstrument;

59.

gentager sin anmodning om at gøre det muligt for lokale og regionale myndigheder i de lande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik, at modtage finansiel støtte til deres deltagelse i relevante organer;

60.

understreger sit engagement i bekæmpelse af fattigdom og især i årtusindudviklingsmålene, som skal nås inden 2015, og bakker op omkring målet om at afsætte 0,7 % af medlemsstaternes BNP til udviklingsarbejde i udlandet. Regionsudvalget fremhæver især, at EU spiller en vigtig rolle i sikringen af en sammenhængende tilgang til levering af humanitær bistand og opfordrer alle medlemsstater til at gøre en indsats for at sikre, at de lever op til deres udviklingstilsagn.

61.

understreger, at det er nødvendigt at finde og indføre løbende administrative effektivitetsbesparelser i alle EU-institutioner og rådgivende organer, men uden at underminere deres afgørende rolle i opnåelsen af de europæiske mål;

62.

fremhæver, at man kan opnå betydelige besparelser ved omstrukturering og interinstitutionelt samarbejde samt bedre organisering af interinstitutionelle aktiviteter ved hjælp af integreret anvendelse af e-løsninger.

63.

mener principielt ikke, at EU's store udgiftsposter, såsom Den Europæiske Udviklingsfond, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, den globale miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES) og andre instrumenter, der tegner sig for 58 mia. euro af udgifterne, skal finansieres uden for FFR's anvendelsesområde. Det sætter begrænsninger for inddragelsen af det parlamentariske demokrati og skader gennemsigtigheden. Principielt set skal alle udgiftsposter, selv de langsigtede og de, der måske ikke vil blive udnyttet, være genstand for debat under samme betingelser som FFR;

64.

støtter den bebudede forenkling af det meget komplekse system for rabatter og korrektioner, hilser det velkommen, at nye korrektioner i form af faste beløb bliver tidsbegrænsede, og bifalder Kommissionens forslag om at erstatte de eksisterende rabatsystemer med en generel korrektionsmekanisme. En sådan korrektionsmekanisme må under alle omstændigheder sikre, at korrektionerne principielt ikke forhøjes, og at resultatet bliver en fair udligning medlemsstaterne imellem. Nogle korrektionsmekanismer ophører automatisk i 2013, men Det Forenede Kongeriges tildelte korrektion og de dertil hørende rabatter, der er tildelt Tyskland, Nederlandene, Østrig og Sverige, har endnu ingen udløbsdato. Regionsudvalget mener imidlertid, at der kun kan foretages revision af korrektionsmekanismerne, hvis man også medtager de underliggende og gyldige grunde hertil.

65.

mener, at indførelsen af EU's egne indtægter bør erstatte nationale bidrag, og minder om, at alle medlemsstater og nationale parlamenter har tilsluttet sig artikel 311 i TEUF, ifølge hvilken EU's budget fuldt ud finansieres med egne indtægter. Regionsudvalget bakker derfor op omkring initiativer, der reducerer medlemsstaternes direkte bidrag til budgettet og samtidig øger andelen af EU's egne indtægter, der afsættes til håndtering af fremtidige udfordringer;

66.

giver derfor udtryk for sin støtte til Kommissionens forslag om indførelsen af en ny momsbaseret indtægt. Forslagene er ambitiøse, men alligevel meget nødvendige;

67.

bifalder forslaget om at indføre en afgift på finansielle transaktioner, som er koordineret på europæisk plan. Beskatning af den finansielle sektor ville være et vigtigt bidrag til større retfærdighed og ville resultere i en begrænsning af antallet af finansielle transaktioner, særligt spekulationer;

68.

mener, at enhver ny ordning til finansiering af EU-budgettet skal overholde principperne om redelighed, økonomisk stabilitet, solidaritet, gennemsigtighed og forenkling og gælde for alle medlemsstater. Med henblik herpå må der foretages en grundig konsekvens- og gennemførlighedsanalyse, inden der kan træffes beslutning om nye egne indtægter. Mere vigtigt er det at iværksætte en debat i medlemsstaterne med nøje inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.

69.

bifalder, at FFR'en indeholder særlige bestemmelser i tilfælde af, at den ikke vedtages inden udgangen af 2012, men anerkender, at dette i sidste ende kan virke demotiverende for at opnå en rettidig aftale. Regionsudvalget opfordrer derfor EU-institutionerne til at komme til enighed om forslagene inden for den fastlagte tidsramme;

70.

beklager, at Europa-Parlamentet i stedet for fuld medbestemmelse kun får beføjelse til at afgive samstemmende udtalelse om FFR'en, hvilket betyder, at Parlamentet ikke formelt kan ændre forslagene. Regionsudvalget opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til at sikre størst mulig høring af Regionsudvalget og Europa-Parlamentet ved at indføre styrkede samarbejdsmekanismer;

71.

vil muligvis revidere nærværende udtalelse i 2012, efterhånden som FFR-forhandlingerne skrider frem.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/49

—

peger på det vigtige i at respektere de forskellige regeringsniveauers kompetencer og iagttage nærhedsprincippet, når energieffektivitetsforanstaltninger skal gennemføres;

—

bifalder forslaget i direktivet om at undersøge mulighederne for at fremme energieffektiviteten med henblik på at nå målet om primærenergibesparelser på 20 % inden 2020;

—

mener, at der i forslaget til direktiv om energieffektivitet er en række huller og utilstrækkeligheder, bl.a. på følgende områder:

—

begrænsede anvendelsesområder for de fastsatte foranstaltninger

—

undervurdering af de regionale og lokale aktørers rolle

—

manglende oplysningskampagner ud over foranstaltninger til bedre informering om befolkningens energiforbrug i realtid;

—

afviser direktivets forslag om, at den offentlige sektor årligt skal renovere 3 % af sine bygninger, og at offentlige organer skal købe produkter, tjenesteydelser og bygninger med høj energiydeevne.

Ordfører

Jean-Louis JOSEPH (FR/PSE), borgmester i Bastidonne

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF

KOM(2011) 370 endelig

1.

gør opmærksom på merværdien af EU-tiltag til fremme af energieffektiviteten, der er nødvendige for at sikre sammenhæng og effektivitet i de enkelte foranstaltninger, der indgår i gennemførelsen af energisparemål, og for at undgå konkurrenceforvridninger mellem medlemsstaterne. Samtidig fremhæver udvalget, at disse foranstaltninger naturligvis bør indføres på nationalt, regionalt og lokalt plan. Udvalget peger derfor på det vigtige i at respektere de forskellige regeringsniveauers kompetencer og iagttage nærhedsprincippet, når energieffektivitetsforanstaltninger skal gennemføres;

2.

mener, at de udfordringer, der er forbundet med energieffektivitet, er en afgørende faktor i bekæmpelsen af klimaændringer og styringen af vores energiforbrug og indgår i en bæredygtig, ansvarlig og inklusiv økonomisk vækst, der som mål har at nedbringe udledningen af drivhusgasser og sørge for forsyningssikkerhed på energiområdet;

3.

konstaterer, at EU's situation er kendetegnet ved stadig større afhængighed af energiimport i en periode med stigende priser; mener, at adgangen til sikre og bæredygtige energikilder vil få stigende betydning og afgørende indflydelse på den fremtidige økonomiske vækst og udviklingen af energiretfærdighed;

4.

minder om, at Regionsudvalget gentagne gange har understreget, at overgangen til en økonomi kendetegnet ved effektiv udnyttelse af ressourcer, herunder navnlig energiressourcer, giver kolossale muligheder for at skabe økonomisk vækst, job, som ikke er truet af udflytning, og teknologisk udvikling, som sikrer EU's konkurrenceevne;

5.

understreger betydningen af "trias energetica"-modellen i forbindelse med fastlæggelsen af de såkaldte "20-20-20-mål" for nedbringelse af drivhusgasemissioner, for energieffektivitet og for udvikling af vedvarende energi inden 2020. Energieffektivitet er fortsat hjørnestenen i EU's politik for begrænsning af klimaændringernes følger inden for forsyningssikkerhed, produktion og energiforbrug;

6.

bifalder forslaget i direktivet om at undersøge mulighederne for at fremme energieffektiviteten med henblik på at nå målet om primærenergibesparelser på 20 % inden 2020;

7.

henleder imidlertid opmærksomheden på, at Kommissionens seneste undersøgelser, som nævnt i energieffektivitetsplan 2011 (1), tyder på, at EU ikke højst vil have opfyldt halvdelen af sine forpligtelser med hensyn til energieffektivitet i 2020. I lyset heraf udgør direktivforslaget en særlig stor udfordring;

8.

beklager, at forslaget til direktiv ikke peger ud over 2020, især hvad angår det centrale mål for 2050 (en nedbringelse af drivhusgasemissionerne inden 2050 med 80-95 % i forhold til 1990) om at begrænse virkningerne af klimaændringerne;

9.

mener, at der i forslaget til direktiv om energieffektivitet er en række huller og utilstrækkeligheder, bl.a. på følgende områder:

10.

understreger, at direktivet pålægger medlemsstaterne at fastsætte et vejledende nationalt energieffektivitetsmål udtrykt som et absolut tal for primærenergiforbruget i 2020. Kommissionen skal inden den 30. juni 2014 vurdere, om det er sandsynligt, at EU kan nå sit mål om 20 % primærenergibesparelser inden 2020, idet den tager hensyn til summen af de nationale mål. I den forbindelse

11.

afviser fastsættelsen af kvantitative mål for den offentlige sektor og for sektoren for distribution og salg af energi, men beklager, at der ikke er opstillet sådanne mål for sektoren for person- og godstransport og for handels- og industrisektorer, som ikke er omfattet af emissionskvoteordningen. Mere specifikt

12.

bifalder indførelsen af ordninger for energisparepligt, især energisparepligtordningerne for energidistributører, der skal sikre årlige besparelser svarende til 1,5 % af distributørernes energisalg (3), og peger på det vigtige i at tage hensyn til nærhedsprincippet ved indførelsen af bindende ordninger for energieffektivitet;

Regionsudvalget beklager

13.

understreger de regionale og lokale aktørers centrale rolle i forberedelsen og gennemførelsen af energieffektivitetsprogrammer. De regionale og lokale myndigheder er som ansvarlige for de lokale bolig-, beskæftigelses-, transport- og uddannelsespolitikker i kontakt med borgerne og samtlige lokale aktører med henblik på at udarbejde politikker, der tager hensyn til borgernes interesser og de regionale og lokale udfordringer inden for energieffektivitet, og er dem, der er i den bedste position til at udvirke adfærdsændringer med hensyn til den måde, borgerne forbruger energi på i en ny tidsalder med mikroproduktion, intelligent netteknologi og dynamisk prisfastsættelse. I den forbindelse foreslår udvalget at øge inddragelsen af regionale og lokale aktører ved hjælp af foranstaltninger, der tilskynder

14.

understreger det vigtige i at bevidstgøre og informere borgerne. Den enkeltes adfærd er af central betydning for miljøbeskyttelsen og for en effektiv anvendelse af energieffektivitetsforanstaltninger, som også berører borgerne. Bevidstgørelses- og oplysningskampagner er derfor helt afgørende. I den forbindelse

15.

bifalder forslaget om fremme af energisyn for virksomheder og ordninger for energisyn til overkommelige priser for slutkunder og små og mellemstore virksomheder. For at optimere kvaliteten af energisynene anbefaler Regionsudvalget imidlertid,

16.

hilser de foreslåede foranstaltninger til udvikling af energitjenester velkommen, men

17.

understreger, at uddannelse spiller en vigtig rolle. For at kunne tage det her behandlede direktivs udfordringer op er det vigtigt, at medlemsstaterne og de regionale og lokale aktører stiller uddannelsesmuligheder, eksperter og fagfolk inden for området til rådighed.

1.

EU har etableret finansieringsordninger (ELENA, JESSICA osv.) og fonde med henblik på energieffektivitet (EEE-F osv.), den finansielle ramme 2014-2020, som afsætter en stor procentdel af strukturfondsmidlerne til energieffektivitet. Der findes andre finansieringsværktøjer såsom energiydeevnekontrakter, offentlig-private partnerskaber og nationale eller regionale energieffektivitetsfonde, som fremmer arbejdet med energieffektivitet i en tid, hvor de offentlige midler er beskedne.

2.

Der findes mindre kostbare løsninger med kortere investeringsafkast, f.eks. revision af varme- og kølesystemer og varmereguleringssystemer for bygninger, som muliggør en progressiv investering.

3.

Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne tager hensyn til bygningers forskellighed og undtager nogle af dem (historiske bygninger, midlertidige bygninger, skure, magasiner osv.). Det tager også klimaforskellene mellem de nordlige og sydlige medlemsstater med i betragtning.

4.

Energieffektivitet i bygningssektoren giver også lokale arbejdspladser, som ikke kan flyttes ud. Som Hutchinson skriver i Regionsudvalgets rapport om en europæisk dagsorden for lokal beskæftigelse, skaber renovering af fire boliger, hvad der svarer til ét job, og han understreger derfor de store positive og strukturerende konsekvenser for beskæftigelsen.

5.

Medlemsstaterne har netop fået en køreplan om uddannelse af håndværkere med henblik på gennemførelsen at direktivet om bygningers energimæssige ydeevne.

1.

Det er vigtigt at huske på, at direktivet om bygningers energimæssige ydeevne 2010/31 overlader det til medlemsstaterne at bestemme, om beskyttede bygninger, der indgår i et fredet område, skal renoveres eller ej.

2.

Der bør anvendes europæiske standarder for energiforvaltning og -regnskab.

3.

Adgangen til energiydeevnekontrakter bør gøres lettere og øges.

4.

Medlemsstaterne bør støtte regioner og kommuner ved at tilbyde økonomisk hjælp eller anden form for støtte.

5.

Endelig forekommer det hensigtsmæssigt at tilskynde de offentlige myndigheder til at indføre uddannelses- og oplysningstiltag, som tager sigte på god forvaltning og vedligeholdelse af bygninger samt en mådeholden energianvendelse fra brugernes side.

23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/65

—

er glad for, at man siden oprettelsen af Den Europæiske Union har været særlig opmærksom på, at selskabsbeskatning er et vigtigt led i etableringen af det indre marked;

—

mener, at det vil være en forenkling og spare udgifter til administration for selskaberne, hvis de i forbindelse med beregningen af deres skattegrundlag kun skal have at gøre med én skatteadministration – som oven i købet vil være kompetent til at behandle alle spørgsmål eller tvister i forbindelse med dette skattegrundlag – i stedet for 27 forskellige administrationer;

—

ønsker, at Kommissionen kigger nærmere på konsekvenserne af, at skattemæssige tab kan fremføres på ubestemt tid, og på, hvilke foranstaltninger der eventuelt kan gennemføres for at bekæmpe misbrug;

—

rejser ikke direkte tvivl om selve princippet i direktivforslaget, men mener, at forslaget bør tages op til fornyet gennemgang under hensyntagen til behovet for (a) tilstrækkelige kvantitative og kvalitative indikatorer til at foretage en fuld evaluering af indvirkningen på nærhedsprincippet af denne type forslag med grænseoverskridende effekt, (b) flere oplysninger om de samlede konsekvenser af FKSSG og (c) en analyse af forslagets konsekvenser for lokale og regionale myndigheder.

Ordfører

Gusty GRAAS (LU/ALDE), medlem af kommunalrådet i Bettembourg

Basisdokument

Forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG)

KOM(2011) 121 endelig

1.

er glad for, at man siden oprettelsen af Den Europæiske Union har været særlig opmærksom på, at selskabsbeskatning er et vigtigt led i etableringen af det indre marked;

2.

mener, at udfoldelsen af erhvervsaktiviteter på tværs af grænserne ofte støder imod de mange forskellige regler af især skattemæssig karakter; det er først og fremmest et stort handicap for små og mellemstore virksomheder og en hindring for udviklingen af det indre marked;

3.

henviser desuden til Kommissionens meddelelse om selskabsbeskatning fra 1990 (SEK(90) 601), der gav anledning til adskillige vigtige tiltag inden for direkte beskatning, f.eks. direktiv 90/434/EØF om en fælles beskatningsordning ved fusion, direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber samt voldgiftskonventionen 90/436/EØF. Ti år senere afsluttede direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties listen over EU's skatteforanstaltninger;

4.

konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen siden tiåret 2000-2010 nu er vendt tilbage til en mere ambitiøs beskatningspolitik med forsøget på at sikre, at alle selskabsaktiviteter på EU-niveau bliver omfattet af ét fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. Kommissionens "nye" ambition på området er blevet bekræftet i meddelelser fra 2003 (KOM(2003) 726 endelig) og 2005 (KOM(2005) 702 endelig);

5.

konstaterer, at Kommissionens erklæringer tog en konkret vending i november 2004 med nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der skulle undersøge indførelsen af et fælles konsolideret grundlag for selskabsskatten;

6.

har noteret sig denne arbejdsgruppes arbejde, navnlig arbejdspapiret "Et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag – udkast til en teknisk ramme" (CCCTB/WP/57), som fastlægger en stor del af det tekniske grundlag for forslaget til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) af 16. marts 2011 (KOM(2011) 121 endelig), der er genstand for denne udtalelse.