(2012/C 25/01)

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

EUT C 13 af 14.1.2012

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 6 af 7.1.2012

EUT C 370 af 17.12.2011

EUT C 362 af 10.12.2011

EUT C 355 af 3.12.2011

EUT C 347 af 26.11.2011

EUT C 340 af 19.11.2011

Teksterne er tilgængelige i:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Government of Gibraltar samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (sag C-106/09), Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen, Government of Gibraltar samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Forenede sager C-106/09 P og 107/09 P) (1)

(Appel - Statsstøtte - materiel selektivitet - skatteordning - Gibraltar - »offshore«-selskaber)

(2012/C 25/02)

Processprog: engelsk

Parter

Sag C-106/09 P

Appellant: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal, V. Di Bucci og N. Khan, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Government of Gibraltar (ved solicitor J. Temple Lang, barrister M. Llamas og advokat A. Petersen), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved I. Rao, som befuldmægtiget, D. Anderson, QC, og barrister M. Gray) og Kongeriget Spanien (ved N. Díaz Abad og J.M. Rodríguez Cárcamo, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for Government of Gibraltar samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland: (ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, og barrister B. Doherty, barrister)

(Sag C-107/09 P)

Appellant: Kongeriget Spanien (ved N. Díaz Abad og J.M. Rodríguez Cárcamo, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal, V. Di Bucci og N. Khan, som befuldmægtigede), Government of Gibraltar (ved solicitor J. Temple Lang, barrister M. Llamas og advokat A. Petersen) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved I. Rao, som befuldmægtiget, D. Anderson, QC, og barrister M. Gray)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 18. december 2008 i de forenede sager T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning 2005/261/EF af 30. marts 2004 om Det Forenede Kongeriges påtænkte støtteordning vedrørende den gibraltarske regerings reform af selskabsskatten (Statsstøtte nr. C 66/2002 ex (N 534/2002) — Det Forenede Kongerige)

Konklusion

1)	Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 18. december 2008, Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen (forenede sager T-211/04 og T-215/04), ophæves.

2)	Europa-Kommissionen frifindes i de af Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland anlagte søgsmål.

3)	Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland pålægges, ud over at bære deres egne omkostninger, at betale Kommissionens og Kongeriget Spaniens omkostninger i appelsagerne såvel som Kommissionens omkostninger for Retten.

4)	Kongeriget Spanien og Irland bærer som procesdeltagere ved henholdsvis Retten og Den Europæiske Unions Domstol i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, første afsnit, deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 141 af 20.6.2009.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-212/09) (1)

(Traktatbrud - artikel 43 EF og 56 EF - frie kapitalbevægelser - præferenceaktier (»golden shares«) i GALP Energia SGPS SA ejet af den portugisiske stat - indgriben i driften af et privatiseret selskab)

(2012/C 25/03)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Braun, M. Teles Romão og P. Guerra e Andrade, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik (ved L. Inez Fernandes, som befuldmægtiget, bistået af advogados C. Botelho Moniz, M. Rosado da Fonseca og P. Gouveia e Melo)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 43 EF og 56 EF — statens og andre offentlige organers særlige rettigheder i GALP Energia, SGPS S.A. (»præferenceaktier«)

Konklusion

1)

Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 56 EF, idet den i GALP Energia SGPS SA har opretholdt særlige rettigheder som dem, der i dette tilfælde er fastsat i lov nr. 11/90 om rammelov for privatisering (Lei no 11/90, Lei Quadro das Privatizações) af 5. april 1990 og lovdekret nr. 261-A/99 om godkendelse af den første etape i privatiseringsprocessen for GALP — Petróleos e Gás de Portugal, SGPS SA’s selskabskapital (Decreto-Lei no 261-A/99 aprova a 1.a fase do processo de privatização do capital social de GALP — Petróleos e Gás de Portugal, SGPS SA) af 7. juli 1999 samt i selskabets vedtægter, til fordel for den portugisiske stat og andre offentlige organer og tildelt i tilknytning til præferenceaktier (»golden shares«), som staten ejer i dette selskabs selskabskapital.

2)	Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 180 af 1.8.2009.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 24. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-281/09) (1)

(Traktatbrud - direktiv 89/552/EØF - tv-radiospredningsvirksomhed - reklameindslag - sendetid)

(2012/C 25/04)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Lozano Palacios og C. Vrignon, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget)

Intervenient til støtte for den anden part i sagen: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved S. Behzadi-Spencer og S. Hathaway, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, og artikel 18, stk. 2, i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23) — sendetiden for reklameindslag

Konklusion

1)

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997, idet det har tilladt, at sendetiden på de spanske fjernsynskanaler for visse reklametyper, såsom infomercials, telepromotionsindslag, sponsorreklameindslag og korte indslag med reklame som formål, overstiger maksimumsgrænsen på 20 % af sendetiden pr. klokketime i direktivets artikel 18, stk. 2.

2)	Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 256 af 24.10.2009.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 24. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-404/09) (1)

(Traktatbrud - direktiv 85/337/EØF - vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet - direktiv 92/43/EØF - bevaring af naturtyper - vilde dyr og planter - kulminedrift i åbne brud - lokaliteten »Alto Sil« - særligt beskyttet område - lokalitet af fællesskabsbetydning - brun bjørn (Ursus arctos) - tjur (Tetrao urogallus))

(2012/C 25/05)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Recchia, F. Castillo de la Torre og J.-B. Laignelot, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 2 og 3 samt artikel 5, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11/EØF (EFT L 175, s. 40) og artikel 6, stk. 2-4, sammenholdt med artikel 7 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7) — minedrift i åbne brud — særligt beskyttet område »Alto Sil« (ES0000210) — levested for den cantabriske tjur

Konklusion

1)

Kongeriget Spanien har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 2 og 3 samt artikel 5, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, idet det — med undtagelse af minen »Ladrones« for så vidt angår den brune bjørn (Ursus arctos) — har godkendt minedrift i de åbne brud »Nueva Julia« og »Ladrones« uden at underlægge tildelingen af tilladelsen hertil en vurdering, der gør det muligt korrekt at identificere, beskrive og vurdere de direkte, indirekte og kumulative indvirkninger af eksisterende projekter om minedrift i åbne brud.

2)

Fra år 2000, tidspunktet for udlægningen af lokaliteten »Alto Sil« som et særligt beskyttet område, har Kongeriget Spanien tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 6, stk. 2-4, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, sammenholdt med artikel 7, — idet det har godkendt minedrift i de åbne brud »Nueva Julia« og »Ladrones« uden at underlægge tildelingen af tilladelser hertil en korrekt vurdering af projekternes eventuelle virkninger, og idet det under alle omstændigheder ikke har overholdt de betingelser, hvorunder et projekt kan gennemføres trods den risiko, det nævnte projekt indebærer for tjuren (Tetrao urogallus) — som er et af de naturgoder, der lå til grund for udlægningen af lokaliteten »Alto Sil« som særligt beskyttet område — nemlig manglen på alternative løsninger, eksistensen af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og meddelelsen til Europa-Kommissionen om kompensationsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre den globale sammenhæng i Natura 2000, og — idet det ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger for at undgå den forringelse af naturtyperne, herunder levestederne for arterne, og de alvorlige forstyrrelser, som minerne »Feixolín«, »Salguero-Prégame-Valdesegadas«, »Fonfría«, »Ampliación de Feixolín« og »Nueva Julia« forårsager for tjuren, hvis forekomst på lokaliteten »Alto Sil« er en af grundene til, at den blev udlagt som et særligt beskyttet område.

3)

Kongeriget Spanien har for så vidt angår lokaliteten af fællesskabsbetydning »Alto Sil« tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 92/43, idet det fra og med december 2004 ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger for at undgå den forringelse af naturtyperne, herunder levestederne for arterne, og de forstyrrelser, som forvoldes arterne af minerne »Feixolín«, »Fonfría«, »Ampliación de Feixolín«.

4)	I øvrigt frifindes Kongeriget Spanien.

5)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Europa-Kommissionens omkostninger. Kommissionen betaler en tredjedel af sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 11 af 16.1.2010.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. november 2011 — Den Italienske Republik mod Europa-Kommissionen

(Sag C-458/09 P) (1)

(Appel - støtte, der er ydet af de italienske myndigheder til nyligt børsnoterede virksomheder - lovgivning der fastsætter skattefordele)

(2012/C 25/06)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, og avvocato dello Stato P. Gentili)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved V. Di Bucci, D. Grespan og E. Righini, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Republikken Finland (ved M. Pere og H. Leppo, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 4. september 2009 i sag T-211/05, Italien mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af dens beslutning 2006/261/EF af 16. marts 2005 om Italiens støtteordning C 8/2004 (ex NN 164/2003) til fordel for nyligt børsnoterede selskaber (EUT 2006 L 94, s. 42)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

3)	Republikken Finland bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 24 af 30.1.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-496/09) (1)

(Traktatbrud - dom, hvorved Domstolen fastslår et traktatbrud - manglende opfyldelse - artikel 228 EF - økonomiske sanktioner)

(2012/C 25/07)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Pignataro, E. Righini og B. Stromsky, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, F. Arena og S. Fiorentino, avvocati dello Stato)

Sagens genstand

Traktatbrud — artikel 228 EF — manglende opfyldelse af Domstolens dom af 1. april 2004 i sag C-99/02 — anmodning om fastsættelse af en tvangsbøde

Konklusion

1)

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Kommissionens beslutning 2000/128/EF af 11. maj 1999 om Italiens støtteordning for foranstaltninger til fordel for beskæftigelsen og artikel 228, stk. 1, EF, idet den ikke på tidspunktet for udløbet af den frist, som er fastsat i den begrundede udtalelse, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 228 EF fremsatte den 1. februar 2008, har truffet alle foranstaltninger til opfyldelse af dommen af 1. april 2004 i sagen Kommissionen mod Italien (sag C-99/02) vedrørende tilbagesøgning hos modtagerne af den støtte, som i medfør af nævnte beslutning blev erklæret ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

2)

Den Italienske Republik skal til Europa-Kommissionen på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«, betale en tvangsbøde på et beløb, der svarer til at multiplicere grundbeløbet på 30 mio. EUR med procentdelen af den ulovlige uforenelige støtte, der endnu ikke er blevet tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode, beregnet i forhold til samtlige de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af denne dom, og dette pr. halvårs forsinkelse med iværksættelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde dommen af 1. april 2004 i sagen Kommissionen mod Italien (sag C-99/02), regnet fra afsigelsen af denne dom og indtil opfyldelsen af dommen af 1. april 2004.

3)	Den Italienske Republik skal til Europa-Kommissionen, på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«, betale et fast beløb på 30 mio. EUR.

4)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 24 af 30.1.2010.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-539/09) (1)

(Traktatbrud - Revisionsrettens udtrykte hensigt om at gennemføre kontroller i en medlemsstat - den nævnte medlemsstats modstand - Revisionsrettens beføjelser - artikel 248 EF - kontrol af det nationale administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift - forordning (EF) nr. 1798/2003 - Fællesskabets egne indtægter - egne momsindtægter)

(2012/C 25/08)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Caeiros og B. Conte, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland (ved C. Blaschke og N. Graf Vitzthum, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgeren: Europa-Parlamentet (ved R. Passos og E. Waldherr, som befuldmægtigede) og Revisionsretten for den Europæiske Union (først ved R. Crowe, dernæst ved T. Kennedy og B. Schäfer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 10 EF og artikel 248, stk. 1, 2 og 3, EF samt af artikel 140, stk. 2, og artikel 142, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1) — afslag på at lade Revisionsretten foretage kontrol i Tyskland af det administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift — rækkevidden af Revisionsrettens kontrolbeføjelser

Konklusion

1)

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold artikel 248, stk. 1-3, EF, idet den har modsat sig, at Revisionsretten for den Europæiske Union kan gennemføre kontrol i Tyskland af det administrative samarbejde i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdi og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

2)	I øvrigt frifindes Forbundsrepublikken Tyskland.

3)	Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

4)	Europa-Parlamentet og Revisionsretten bærer deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 51 af 27.2.2010.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. november 2011 — Bank Melli Iran mod Rådet for Den Europæiske Union, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen

(Sag C-548/09 P) (1)

(Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran med det formål at forhindre nuklear spredning - indefrysning af en banks midler - manglende meddelelse af afgørelsen - hjemmel - retten til forsvar)

(2012/C 25/09)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Bank Melli Iran (ved avocat L. Defalque)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bishop og R. Szostak, som befuldmægtigede), Den Franske Republik (ved E. Belliard, G. de Bergues, L. Butel og E. Ranaivoson, som befuldmægtigede), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved S. Hathaway, som befuldmægtiget, bistået af barrister D. Beard) og Europa-Kommissionen (ved S. Boelaert og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 14. oktober 2009 i sag T-390/08, Bank Melli mod Rådet, hvorved Retten frifandt Rådet for appellantens påstand om annullation af punkt 4 i afsnit B i bilaget til Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran, for så vidt som det vedrører Bank Melli Iran og dens filialer (EUT L 163, s. 29) — manglende individuel underretning af den nævnte afgørelse — tilsidesættelse af væsentlige formkrav — manglende retsgrundlag for afgørelsen om indefrysning af midler truffet over for appellanten — manglende overholdelse af retten til forsvar og princippet om en effektiv retsbeskyttelse — tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ejendomsretten

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Bank Melli Iran betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 80 af 27.3.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. november 2011 — Scarlet Extended SA mod Société belge des auteurs compositeurs et éditeurs SCRL (SABAM) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel de Bruxelles — Belgien)

(Sag C-70/10) (1)

(Informationssamfundet - ophavsrettigheder - internet - peer-to-peer-software - internetudbyder - etablering af et system til filtrering af elektronisk kommunikation med henblik på at hindre udveksling af filer, der udgør en krænkelse af ophavsretten - manglende generel forpligtelse til at overvåge udvekslingen af oplysninger)

(2012/C 25/10)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Scarlet Extended SA

Sagsøgt: Société belge des auteurs compositeurs et éditeurs SCRL (SABAM)

Procesdeltagere: Belgian Entertainment Association Video ASBL (BEA Video), Belgian Entertainment Association Music ASBL (BEA Music) og Internet Service Provider Association ASBL (ISPA)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Cour d’appel de Bruxelles — fortolkning af direktiver: — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10) — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157, s. 45) — Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31) — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178, s. 1) — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (»Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation«) (EFT L 201, s. 37) — behandling af oplysninger, der formidles via internettet — netværkoperatørernes indførelse af et system med filtrering af elektronisk kommunikation helt generelt og præventivt med henblik på at identificere forbrugere, der antagelig benytter filer, som krænker ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder — den nationale rets anvendelse af proportionalitetsprincippet ex officio — den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder — beskyttelse af privatlivets fred — ytringsfrihed

Konklusion

Følgende direktiver:

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) sammenholdt og fortolket i forhold til de krav, der kan udledes af beskyttelsen af de gældende grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at det pålægges en internetudbyder at indføre et system med filtrering

—	af al indgående og udgående elektronisk kommunikation, der gennemføres ved hjælp af internetudbyderens tjenesteydelser, navnlig ved anvendelse af »peer-to-peer«-software

—	der uden forskel anvendes over for alle kunderne

—	præventivt

—	for internetudbyderens egen regning, og

—

uden tidsbegrænsning med henblik på i udbyderens netværk at identificere omsætning af elektroniske filer, der indeholder et musikværk, kinematografisk værk eller audiovisuelt værk, som sagsøgeren hævder at have rettigheder til, og dernæst blokere overførslen af filer, hvis udveksling krænker ophavsretten.

---

(1)  EUT C 113 af 1.5.2010.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. november 2011 — Procureur-generaal bij het Hof van Beroep te Antwerpen mod Zaza Retail BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Cassatie van België — Belgien)

(Sag C-112/10) (1)

(Forordning (EF) nr. 1346/2000 - insolvensbehandlinger - indledning af en territorial insolvensbehandling - bestemmelser i den gældende nationale lovgivning, der forhindrer indledningen af en hovedinsolvensbehandling - kreditor, som har ret til at indgive begæring om territorial insolvensbehandling)

(2012/C 25/11)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van Cassatie van België

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Procureur-generaal bij het Hof van Beroep te Antwerpen

Sagsøgt: Zaza Retail BV

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hof van Cassatie van België — fortolkning af artikel 3,stk. 4, litra a) og b), i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT L 160, s. 1) — international kompetence til at indlede insolvensbehandling — kompetence for retterne i en medlemsstat, der ikke er centret for skyldnerens hovedinteresser, men for et af skyldnerens faste forretningssteder — udtrykkene »bestemmelserne« og »kreditor«

Konklusion

1)

Udtrykket »bestemmelserne« i artikel 3, stk. 4, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs, som henviser til de bestemmelser, der i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, forhindrer en hovedinsolvensbehandling i denne medlemsstat, skal fortolkes således, at det ikke tager sigte på de bestemmelser, der udelukker bestemte personer fra den kreds af personer, der har ret til at indgive anmodning om en sådan insolvensbehandling.

2)

Udtrykket »kreditor« i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 4, litra b), som anvendes til at betegne den kreds af personer, der har ret til at indgive anmodning om territorial insolvensbehandling, skal fortolkes således, at det ikke omfatter en myndighed i en medlemsstat, der i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat har til opgave at handle i almenhedens interesse, men som hverken indtræder i egenskab af kreditor eller for kreditorernes navn eller regning.

---

(1)  EUT C 113 af 1.5.2010.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. november 2011 — FOGGIA-Sociedade Gestora de Participações Sociais SA mod Secretário de Estado dos Assuntos Fiscais (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo — Portugal)

(Sag C-126/10) (1)

(Tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 90/434/EØF - fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater - artikel 11, stk. 1, litra a) - forsvarlige økonomiske betragtninger - omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne i de selskaber, der deltager i transaktionen - begreber)

(2012/C 25/12)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FOGGIA-Sociedade Gestora de Participações Sociais SA

Sagsøgt: Secretário de Estado dos Assuntos Fiscais

Procesdeltager: Ministério Público

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Supremo Tribunal Administrativo — fortolkning af artikel 11, stk. 1, litra a) i Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, partiel spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EFT L 225, s. 1) — transaktioner, hvis formål er skattesvig eller skatteunddragelse — begrebet »forsvarlige økonomiske betragtninger« og begrebet »omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne«

Konklusion

Artikel 11, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater skal fortolkes således, at i tilfælde af en fusion mellem to selskaber inden for samme koncern kan den omstændighed, at det overtagne selskab på tidspunktet for fusionen ikke udøver nogen virksomhed, ikke råder over nogen finansielle andele og alene overfører store skattemæssige tab, af ubestemt oprindelse, til det overtagende selskab, udgøre en formodning for, at transaktionen ikke er foretaget ud fra »forsvarlige økonomiske betragtninger« i denne bestemmelses forstand, selv om transaktionen har en positiv indvirkning på koncernens strukturelle omkostninger. Det tilkommer den forelæggende ret, henset til alle omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, at undersøge, om de forhold, der udgør formodningen for skattesvig eller skatteunddragelse i nævnte bestemmelses forstand, er opfyldt i denne sag.

---

(1)  EUT C 134 af 22.5.2010.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. november 2011 — KHS AG mod Winfried Schulte (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesarbeitsgericht Hamm — Tyskland)

(Sag C-214/10) (1)

(Tilrettelæggelse af arbejdstiden - direktiv 2003/88/EF - ret til årlig betalt ferie - bortfald af ret til årlig betalt ferie, der ikke er afholdt som følge af sygdom, ved udløbet af en frist, der er fastsat i de nationale bestemmelser)

(2012/C 25/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesarbeitsgericht Hamm

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KHS AG

Sagsøgt: Winfried Schulte

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Landesarbeitsgericht Hamm — fortolkning af artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9) — ret til godtgørelse for årligt betalt ferie, som ikke er afholdt, til en arbejdstager, som ikke har kunnet udnytte sin ret til årlig betalt ferie på grund af sygdom i referenceperioden, og hvor arbejdsudygtigheden har varet i adskillige år indtil afslutningen af ansættelsesforholdet — kollektiv overenskomst, som kun tillader godtgørelse for ikke-afholdt årlig betalt ferie ved afslutning af ansættelsesforholdet og som fastsætter, at retten til årlig betalt ferie, der ikke er afholdt på grund af sygdom, bortfalder ved udløbet af en frist på 15 måneder efter referenceperioden

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, såsom kollektive overenskomster, der ved hjælp af en overførselsperiode på 15 måneder, efter hvis udløb retten til årlig betalt ferie bortfalder, begrænser kumulation af sådanne ferierettigheder for en arbejdstager, der har været uarbejdsdygtig i flere på hinanden følgende referenceperioder.

---

(1)  EUT C 234 af 28.8.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. november 2011 — Commissioners for Her Majesty's Revenue and Customs mod The Rank Group PLC (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) og Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) (Det Forenede Kongerige) — Det Forenede Kongerige)

(Forenede sager C-259/10 og C-260/10) (1)

(Moms - sjette momsdirektiv - fritagelser - artikel 13, punkt B, litra f) - væddemål, lotterier og andre former for hasardspil eller spil om penge - princip om afgiftsneutralitet - mekanisk bingo med gevinster udbetalt kontant (»mechanised cash bingo«) - spillemaskiner - administrativ praksis, der afviger fra lovbestemmelserne - forsvar begrundet med fornøden omhu (»due diligence«)

(2012/C 25/14)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) og Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) (Det Forenede Kongerige)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Commissioners for Her Majesty's Revenue and Customs

Sagsøgt: The Rank Group PLC

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) — fortolkning af artikel 13, punkt B, litra f), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — fritagelse af væddemål, lotterier og andre hasardspil eller spil om penge — mekanisk bingo med gevinst udbetalt i kontanter (»mechanised cash bingo«) — national lovgivning, der foreskriver forskellig momsmæssig behandling af ydelser og tjenester, som er identiske set fra forbrugerens side, eller som tilfredsstiller de samme behov hos forbrugerne — forskelsbehandling på grundlag af indsatsens og gevinstens størrelse — tilsidesættelse af princippet om afgiftsmæssig neutralitet?

Konklusion

1)

Princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at en forskellig merværdiafgiftsmæssig behandling af to tjenesteydelser, som er identiske eller sammenlignelige fra forbrugerens synspunkt, og som tilfredsstiller de samme behov hos denne, er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af dette princip. En sådan tilsidesættelse forudsætter således ikke, at der derudover dokumenteres en faktisk konkurrence mellem de omhandlede tjenesteydelser eller en konkurrencefordrejning på grund af den forskellige behandling.

2)

Princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at det, i tilfælde af at to hasardspil behandles forskelligt med hensyn til tildeling af merværdiafgiftsfritagelse i henhold til artikel 13, punkt B, litra f), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, ikke skal tages i betragtning, at de to spil henhører under forskellige bevillingskategorier og er underlagt forskellige retlige regelsæt med hensyn til kontrol og regulering.

3)

Ved bedømmelsen af, om to typer af spillemaskiner er sammenlignelige, henset til princippet om afgiftsneutralitet, og kræver samme merværdiafgiftsmæssige behandling, skal det efterprøves, om anvendelsen af disse typer er sammenlignelig fra gennemsnitsforbrugerens synspunkt og tilfredsstiller de samme behov hos denne, hvorved de elementer, der vil kunne tages i betragtning i denne henseende bl.a. omfatter minimums- og maksimumsindsatser og gevinster samt chancerne for gevinst.

4)

Princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person ikke kan kræve tilbagebetaling af merværdiafgift, der er blevet betalt af visse tjenesteydelser, ved at gøre gældende, at dette princip er blevet tilsidesat, når den berørte medlemsstats afgiftsmyndigheder i praksis har behandlet sammenlignelige tjenesteydelser som afgiftsfritagne ydelser, selv om de ikke er merværdiafgiftsfritaget i henhold til den relevante nationale lovgivning.

5)

Princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at en medlemsstat, der har benyttet sig af sine skønsbeføjelser i henhold til artikel 13, punkt B, litra f), i sjette direktiv 77/388 og har merværdiafgiftsfritaget tilrådighedsstillelse af ethvert middel til hasardspil, samtidig med at den har udelukket en kategori af spillemaskiner, der opfylder visse kriterier, fra denne fritagelse, ikke kan modsætte sig en anmodning om tilbagebetaling af merværdiafgift, som begrundes med tilsidesættelsen af dette princip, med den begrundelse, at medlemsstaten har reageret med den fornødne omhu på udviklingen af en ny type af spillemaskiner, som ikke opfylder disse kriterier.

---

(1)  EUT C 209 af 31.7.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. november 2011 — Circul Globus București (Circ & Variete Globus București) mod Uniunea Compozitorilor și Muzicologilor din România — Asociația pentru Drepturi de Autor — U.C.M.R. — A.D.A (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Înalta Curte de Casație și Justiție — Rumænien)

(Sag C-283/10) (1)

(Tilnærmelse af lovgivningerne - ophavsret og beslægtede rettigheder - direktiv 2001/29/EF - artikel 3 - begrebet »overføring af et værk til den del af almenheden, som befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted« - spredning af musikalske værker foran en almenhed uden betaling til selskabet til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder af det til disse rettigheder svarende vederlag - indgåelse af aftaler om overdragelse af økonomiske rettigheder med ophavsmændene til værkerne - anvendelsesområdet for direktiv 2001/29)

(2012/C 25/15)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Înalta Curte de Casație și Justiție

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Circul Globus București (Circ & Variete Globus București)

Sagsøgt: Uniunea Compozitorilor și Muzicologilor din România — Asociația pentru Drepturi de Autor — U.C.M.R. — A.D.A

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Înalta Curte de Casație și Justiție — fortolkning af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10) — overføring af musikalske værker til et tilstedeværende publikum uden betaling til organet for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder af vederlaget for disse rettigheder — indgåelse af aftaler med værkernes ophavsmænd om overdragelse af ophavsrettighederne — begrebet »overføring af et værk til en del af almenheden, som befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted« — ovennævnte direktivs anvendelsesområde

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og særligt dets artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at det udelukkende omfatter overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted, med udelukkelse af enhver overføring af et værk, som fremføres direkte på et offentligt tilgængeligt sted, uanset metoden til offentlig fremførelse eller direkte præsentation af værket.

---

(1)  EUT C 234 af 28.8.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 10. november 2011 — X mod Inspecteur van de Belastingdienst/Y (sag C-319/10) og X BV mod Inspecteur van de Belastingdienst P (sag C-320/10) (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Haarlem — Nederlandene)

(Forenede sager C-319/10 og C-320/10) (1)

(Fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering - kyllingekød, der er udbenet, frosset og gennemtrængt af salt - gyldighed og fortolkning af forordning (EF) nr. 535/94, nr. 1832/2002, nr. 1871/2003, nr. 2344/2003 og nr. 1810/2004 - supplerende bemærkning 7 til kapitel 2 i den kombinerede nomenklatur - afgørelse fra WTO’s tvistbilæggelsesorgan - retsvirkninger)

(2012/C 25/16)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Haarlem

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X (sag C-319/10) og X BV (sag C-320/10)

Sagsøgt: Inspecteur van de Belastingdienst/Y (sag C-319/10) og Inspecteur van de Belastingdienst P (sag C-320/10)

Sagens genstand

Anmodninger om præjudiciel afgørelse — Rechtbank Haarlem — fortolkning og gyldighed af Kommissionens forordning (EF) nr. 535/94 af 9. marts 1994 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 68, s. 15), Kommissionens forordning (EF) nr. 1832/2002 af 1. august 2002 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 290, s. 1), Kommissionens forordning (EF) nr. 1871/2003 af 23. oktober 2003 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 275, s. 5) og Kommissionens forordning (EF) nr. 2344/2003 af 30. december 2003 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 346, s. 38) — stykker af kyllingekød, der er udbenet, frosset og gennemtrængt af salt — tarifering

Konklusion

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor angivelserne i toldproceduren for overgang til fri omsætning blev foretaget inden den 27. september 2005, er det hverken inden for rammerne af fortolkningen af den supplerende bemærkning 7 til kapitel 2 i den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i Kommissionens forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7. september 2004 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, eller inden for rammerne af vurderingen af denne supplerende bemærknings gyldighed, muligt at påberåbe sig afgørelsen af 27. september 2005 fra tvistbilæggelsesorganet under World Trade Organisation (WTO), der vedtog en rapport fra WTO’s appelorgan (WT/DS269/AB/R, WT/DS286/AB/R) og to rapporter fra et særligt panel under WTO (WT/DS269/R og WT/DS286/R), som ændret ved appelorganets rapport.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 24. november 2011 — Medeva BV mod Comptroller-General of Patents, Designs and Trade Marks (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-322/10) (1)

(Humanmedicinske lægemidler - supplerende beskyttelsescertifikat - forordning (EF) nr. 469/2009 - artikel 3 - betingelser for udstedelse af et certifikat - begrebet »beskyttet ved et grundpatent, der er i kraft« - kriterier - yderligere eller andre kriterier for et lægemiddel, der indeholder mere end én aktiv ingrediens, eller for en kombinationsvaccine (»multi-disease vaccine«)

(2012/C 25/17)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Medeva BV

Sagsøgt: Comptroller-General of Patents, Designs and Trade Marks

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) — fortolkning af artikel 3, litra a) og b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (EUT L 152, s. 1) — betingelser for udstedelse af et certifikat — begrebet »beskyttet ved et grundpatent, der er i kraft« — kriterier — yderligere eller andre kriterier for et lægemiddel, der indeholder mere end én aktiv ingrediens, eller for en kombinationsvaccine (»Multi-disease vaccine«)

Konklusion

1)

Artikel 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at de kompetente patentmyndigheder i en medlemsstat udsteder et supplerende beskyttelsescertifikat, der omfatter aktive ingredienser, som ikke fremgår af ordlyden af kravene i det grundpatent, der påberåbes til støtte for en sådan ansøgning.

2)

Artikel 3, litra b), i forordning nr. 469/2009 skal fortolkes således, at bestemmelsen under forudsætning af, at de øvrige betingelser, der er fastsat i denne artikel, ligeledes er opfyldt, ikke er til hinder for, at de kompetente patentmyndigheder i en medlemsstat udsteder et supplerende beskyttelsescertifikat for en sammensætning af to aktive ingredienser, der svarer til de aktive ingredienser, der fremgår af ordlyden af kravene i det påberåbte grundpatent, når det lægemiddel, hvis markedsføringstilladelse fremlægges til støtte for ansøgningen om supplerende beskyttelsescertifikat, ikke blot indeholder denne sammensætning af to aktive ingredienser, men også andre aktive ingredienser.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 24. november 2011 — Gebr. Stolle GmbH & Co. KG (sagerne C-323/10, C-324/10 og C-326/10) og Doux Geflügel GmbH (sag C-325/10) mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Forenede sager C-323/10 — C-326/10) (1)

(Forordning (EØF) nr. 3846/87 - landbrug - eksportrestitutioner - fjerkrækød - plukkede og rensede høns)

(2012/C 25/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Gebr. Stolle GmbH & Co. KG (sagerne C-323/10, C-324/10 og C-326/10) og Doux Geflügel GmbH (sag C-325/10)

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Jonas

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Finanzgericht Hamburg — fortolkning af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3846/87 af 17. december 1987 om fastsættelsen af nomenklaturen over eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 366, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2765/1999 af 16. december 1999 (EFT L 338, s. 1) — position 0207 12 90 — høns, plukkede, men ikke fuldstændigt rensede, som fastsat i den pågældende position i nomenklaturen

Konklusion

1)

Underposition 0207 12 90 i bilag I til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3846/87 af 17. december 1987 om fastsættelsen af nomenklaturen over eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2091/2005 af 15. december 2005 om offentliggørelse for 2006 af nomenklaturen over eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, skal fortolkes således, at en fjerkræslagtekrop, der henhører under denne underposition, skal være fuldstændigt renset, således at det udgør en tariferingsretlig hindring, såfremt en slagtekrop efter den maskinelle rensningsprocedure præsenteres med f.eks. en del af tarmen eller luftrøret.

2)

Produktkode 0207 12 90 9990 i bilag I til forordning nr. 3846/87, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2765/1999 af 16. december 1999, skal fortolkes således, at begrebet »uregelmæssig sammensætning« alene tillader tilstedeværelsen i en slagtekrop af maksimalt fire af de der nævnte indvolde i et eller flere eksemplarer, forudsat at det samlede antal ikke overstiger fire stykker.

3)	Underposition 0207 12 10 i bilag I til forordning nr. 3846/87, som ændret ved forordning nr. 2765/1999, skal fortolkes således, at den ikke omfatter fjerkræslagtekroppe, i hvilke en af de indvolde, der er nævnt i underpositionen, nemlig hals, hjerte, lever og kråse, er til stede flere gange.

4)

Underposition 0207 12 10 i bilag I til forordning nr. 3846/87, som ændret ved forordning nr. 2765/1999, skal fortolkes således, at med henblik på tarifering for at opnå eksportrestitution henhører en fjerkræslagtekrop, hvorpå der efter den maskinelle plukningsproces forekommer enkelte små rørfjer, fjer, fjerposer og dun, under denne underposition, for så vidt som disse fjerrester er forenelige med kendetegnene ved grydeklare høns og med en sund og sædvanlig handelskvalitet.

5)	Produktkode 0207 12 90 9990 i bilag I til forordning nr. 3846/87, som ændret ved forordning nr. 2765/1999, skal fortolkes således, at den ikke omfatter fjerkræslagtekroppe, hvor luftrøret er vedhæftet halsen.

6)

I forbindelse med toldkontrollen af, at eksportvarerne svarer til den toldposition, der er anført i udførselsangivelsen, gælder resultatet af en undersøgelse af en del af de angivne varer for alle varerne i angivelsen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. Der skal ikke accepteres en fejlmargin, som gør det muligt at antage, at en enkelt afvigelse ikke var til hinder for restitution.

---

(1)  EUT C 209 af 31.7.2010.

EUT C 274 af 9.10.2010.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. november 2011 — Hypoteční banka, a.s. mod Udo Mike Lindner (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Okresní soud v Chebu — Den Tjekkiske Republik — Hypoteční banka, a.s. mod Udo Mike Lindner)

(Sag C-327/10) (1)

(Retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område - realkreditaftale indgået af en forbruger, der er statsborger i en medlemsstat, med en bank, der er etableret i en anden medlemsstat - en medlemsstats lovgivning, der gør det muligt, når forbrugerens bopæl er ukendt, at anlægge sag mod den pågældende ved en ret i denne stat)

(2012/C 25/19)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Okresní soud v Chebu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hypoteční banka, a.s.

Sagsøgt: Udo Mike Lindner

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Okresní soud v Chebu — fortolkning af artikel 81 TEUF, artikel 16, stk. 2, artikel 17, stk. 3, og artikel 24 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1) samt artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) — kompetence vedrørende en realkreditaftale indgået af en forbruger, der er statsborger i en medlemsstat, med en bank, der har hjemsted i en anden medlemsstat — en medlemsstats lovgivning, der gør det muligt, når forbrugerens bopæl er ukendt, at anlægge sag mod ham ved en ret i denne stat

Konklusion

1)

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at anvendelsen af de i forordningen fastsatte regler forudsætter, at situationen i den sag, som er indbragt for en ret i en medlemsstat, rejser spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af denne rets internationale kompetence. Der er tale om en sådan situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor en ret i en medlemsstat skal træffe afgørelse i en sag, der er anlagt mod en statsborger i en anden medlemsstat, hvis bopæl ikke kendes af denne ret.

2)

Forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at — i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en forbruger, der har indgået en aftale om et langfristet realkreditlån, hvortil der er knyttet en forpligtelse til at oplyse medkontrahenten om enhver adresseændring, opgiver sin bopæl, inden der er blevet anlagt sag mod ham for tilsidesættelse af sine kontraktlige forpligtelser, er retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugerens sidst kendte bopæl er beliggende, i medfør af forordningens artikel 16, stk. 2, kompetente til at træffe afgørelse i nævnte sag, når det ikke i henhold til samme forordnings artikel 59 er lykkedes retterne at fastlægge sagsøgtes nuværende bopæl, og når de endvidere ikke er i besiddelse af indicier, som gør det muligt for dem at fastslå, at denne faktisk er bosat uden for Unionens område — forordningen ikke er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i en medlemsstats nationale procesret, som under hensyn til at undgå situationer, hvor en sagsøger ikke har adgang til domstolsprøvelse, gør det muligt at anlægge sag mod en person, hvis bopæl er ukendt, i denne persons fravær, såfremt den ret, for hvem sagen er indbragt, inden den træffer afgørelse i sagen, har sikret sig, at alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at finde sagsøgte.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. november 2011 — Norma-A SIA og Dekom SIA mod Latgales plānošanas reģions, som er indtrådt i rettighederne efter Ludzas novada dome (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākās tiesas Senāts — Letland)

(Sag C-348/10) (1)

(Offentlige kontrakter - direktiv 2004/17/EF - artikel 1, stk. 3, litra b) - direktiv 92/13/EØF - artikel 2d, stk. 1, litra b) - begrebet »koncessionskontrakt om tjenesteydelser« - levering af offentlige bustransportydelser - ret til at udnytte tjenesteydelsen og betaling til tjenesteyderen af et beløb i kompensation for tab - risiko for driften begrænset i henhold til national lovgivning og kontrakten - klageprocedurer ved tildeling af kontrakter - umiddelbar anvendelighed af artikel 2d, stk. 1, litra b), i direktiv 92/13/EØF på kontrakter indgået inden fristen for gennemførelse af direktiv 2007/66/EF)

(2012/C 25/20)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākās tiesas Senāts

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Norma-A SIA og Dekom SIA norma

Sagsøgt Latgales plānošanas reģions, som er indtrådt i rettighederne efter Ludzas novada dome

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Augstākās tiesas Senāta Administratīvo lietu departaments — fortolkning af artikel 1, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT L 134, s. 1), og artikel 2d, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 76, s. 14), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (EFT L 335, s. 31) — begrebet koncession af tjenesteydelser — kontrakt om offentlige bustransportydelser, som modsvares af en ret til at levere ydelsen og den ordregivende myndigheds betaling til tjenesteyderen af en kompensation for tab forbundet med driften, idet risikoen som er forbundet med levering af disse ydelser er begrænset ved national lovgivning og nævnte kontrakt — klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter — annullationssøgsmål vedrørende koncessionskontrakten — direkte anvendelighed i Letland af artikel 2d, stk. 1, litra b), i direktiv 92/13/EØF på kontrakter indgået inden udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2007/66/EF

Konklusion

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester skal fortolkes således, at en kontrakt, hvorved den valgte tilbudsgiver i medfør af de offentligretlige bestemmelser og kontraktbestemmelser, som regulerer leveringen af disse ydelser, ikke påtager sig en væsentlig del af den risiko, som den ordregivende myndighed løber, udgør en »tjenesteydelseskontrakt« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra d). Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede transaktion skal kvalificeres som en koncessionskontrakt om tjenesteydelser eller en offentlig tjenesteydelseskontrakt under hensyntagen til alle den nævnte transaktions karakteristika.

2)

Artikel 2d, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, finder ikke anvendelse på offentlige kontrakter, der er indgået inden udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2007/66.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. november 2011 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-379/10) (1)

(Traktatbrud - det almindelige princip om, at medlemsstaterne kan ifalde ansvar på grund af en tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilregnes en af deres nationale domstol, der træffer afgørelse i sidste instans - fuldstændig udelukkelse af statens ansvar for skade, som skyldes en fortolkning af retsregler eller en bedømmelse af faktum og beviser foretaget af en domstol, som træffer afgørelse i sidste instans - den nationale lovgivers begrænsning af statens ansvar til tilfælde, hvor en sådan domstol har handlet forsætligt eller groft uagtsomt)

(2012/C 25/21)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Pignataro og M. Nolin, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, og avvocato dello Stato G. De Bellis)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af det almindelige princip om, at medlemsstaterne kan ifalde ansvar på grund af en tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilregnes en af deres nationale domstol, der træffer afgørelse i sidste instans — ansvar begrænset til tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed

Konklusion

1)

Den Italienske Republik har tilsidesat det almindelige princip om, at medlemsstaterne kan ifalde ansvar på grund af tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilregnes en af deres nationale domstole, som træffer afgørelse i sidste instans, idet den i henhold til artikel 2, stk. 1 og 2, i lov nr. 117 af 13. april 1988 om erstatning for tab forårsaget ved udøvelse af judicielle funktioner samt dommeres civilretlige ansvar (legge no 117 sul risarcimento dei danni cagionati nell’ esercizio delle funzioni giudiziarie e responsabilità civile dei magistrati): — har udelukket, at den italienske stat kan ifalde ansvar for tab, der er forvoldt borgere på grund af en tilsidesættelse af EU-retten, som kan tilregnes en domstol, som træffer afgørelse i sidste instans, når denne tilsidesættelse er en følge af en sådan domstols fortolkning af retsregler eller dens bedømmelse af faktum og beviser, og — har begrænset et sådant ansvar til tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 301 af 6.11.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 10. november 2011 — straffesag mod  QB (*1) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Bruchsal — Tyskland)

(Sag C-405/10) (1)

(Miljøbeskyttelse - forordning (EF) nr. 1013/2006 og forordning (EF) nr. 1418/2007 - kontrol med overførsel af affald - forbud mod eksport af brugte katalysatorer til Libanon)

(2012/C 25/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Bruchsal

Part i hovedsagen

 QB (*1)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Amtsgericht Bruchsal — fortolkning af artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (EUT L 190, s. 1) og af Kommissionens forordning (EF) nr. 1418/2007 af 29. november 2007 om eksport til nyttiggørelse af visse typer affald, der er opført i bilag III eller IIIA til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006, til visse lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald (EUT L 316, s. 6) — forbud mod eksport af affald i affaldsgruppe B 1120 (katalysatorer) til Libanon

Konklusion

Artikel 36, stk. 1, litra f), og artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald, sammenholdt med bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1418/2007 af 29. november 2007 om eksport til nyttiggørelse af visse typer affald, der er opført i bilag III eller IIIA til forordning nr. 1013/2006, til visse lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 740/2008 af 29. juli 2008, skal fortolkes således, at eksport fra Den Europæiske Union til Libanon af affald, der er bestemt til nyttiggørelse, og som henhører under kode B1120, liste B, del 1, i bilag V til forordning nr. 1013/2006, er forbudt.

---

(*1)  Information er fjernet eller erstattet inden for rammerne af beskyttelse af personoplysninger og/eller fortrolighed.

(1)  EUT C 288 af 23.10.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. november 2011 — Deo Antoine Homawoo mod GMF Assurances SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Justice (Queen’s Bench Division) — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-412/10) (1)

(Retligt samarbejde på det civilretlige område - lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt - forordning (EF) nr. 864/2007 - tidsmæssigt anvendelsesområde)

(2012/C 25/23)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice (Queen’s Bench Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deo Antoine Homawoo

Sagsøgt: GMF Assurances SA

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — High Court of Justice (Queen’s Bench Division) — fortolkning af artikel 15, litra c), artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007, af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199, s. 40) samt af artikel 297 TEUF — tidsmæssigt anvendelsesområde — rækkevidden af den lov, der skal anvendes på skadevoldende begivenheder

Konklusion

Artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen), sammenholdt med artikel 297 TEUF, skal fortolkes således, at en national ret er forpligtet til udelukkende at anvende denne forordning på skadevoldende begivenheder, der har fundet sted fra den 11. januar 2009, og at tidspunktet for erstatningssøgsmålets anlæggelse og tidspunktet for en afgørelse vedrørende den anvendelige lovgivning truffet af den ret, som sagen er indbragt for, ikke har betydning med hensyn til fastlæggelsen af denne forordnings tidsmæssige anvendelsesområde.

---

(1)  EUT C 301 af 6.11.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 24. november 2011 — Georgetown University, University of Rochester og Loyola University of Chicago mod Comptroller-General of Patents, Designs and Trade Marks (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (Patents Court) — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-422/10) (1)

(Humanmedicinske lægemidler - supplerende beskyttelsescertifikat - forordning (EF) nr. 469/2009 - artikel 3 - betingelser for udstedelse af et certifikat - begrebet »beskyttet ved et grundpatent, der er i kraft« - kriterier - yderligere eller andre kriterier for et lægemiddel, der indeholder mere end én aktiv ingrediens, eller for en kombinationsvaccine (»multi-disease vaccine«)

(2012/C 25/24)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (Patents Court) (Det Forenede Kongerige)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Georgetown University, University of Rochester og Loyola University of Chicago

Sagsøgt: Comptroller-General of Patents, Designs and Trade Marks

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — High Court of Justice (Chancery Division) — fortolkning af artikel 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler — betingelser for opnåelse af certifikatet (EUT L 152, s. 1) — mulighed for at udstede et supplerende beskyttelsescertifikat for en aktiv ingrediens eller en sammensætning af aktive ingredienser, hvis den aktive ingrediens eller sammensætningen af aktive ingredienser er beskyttet ved et grundpatent, der er i kraft som omhandlet i forordningens artikel 3, litra a)

Konklusion

Artikel 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler skal fortolkes således, at bestemmelsen under forudsætning af, at de øvrige betingelser, der er fastsat i denne artikel, ligeledes er opfyldt, ikke er til hinder for, at de kompetente patentmyndigheder i en medlemsstat udsteder et supplerende beskyttelsescertifikat for en aktiv ingrediens, der svarer til de aktive ingredienser, der fremgår af ordlyden af kravene i det påberåbte grundpatent, når det lægemiddel, hvis markedsføringstilladelse fremlægges til støtte for ansøgningen om supplerende beskyttelsescertifikat, ikke blot indeholder denne aktive ingrediens, men også andre aktive ingredienser.

---

(1)  EUT C 301 af 6.11.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. november 2011 — Hristo Gaydarov mod Director na Glavna direktsia »Ohranitelna politsia« pri Ministerstvo na vatreshnite raboti (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)

(Sag C-430/10) (1)

(En unionsborgers frie bevægelighed - direktiv 2004/38/EF - forbud mod at forlade det nationale område på grund af en straffedom i et andet land - handel med narkotika - foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden)

(2012/C 25/25)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hristo Gaydarov

Sagsøgt: Director na Glavna direktsia »Ohranitelna politsia« pri Ministerstvo na vatreshnite raboti

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 27, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EFT L 158, s. 77), femte betragtning og 20. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 105, s. 1) og artikel 71, stk. 1 og 2, i konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT L 239 af 22. september 2000, s. 19) — begrænsning af retten til fri bevægelighed for en unionsborger — forbud mod at forlade sin hjemstats område på grund af en narkotikaforbrydelse begået i en tredjestat — foranstaltning der kan begrundes i den offentlige orden af hensyn til generalprævention og specialprævention

Konklusion

Artikel 21 TEUF og artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF er ikke til hinder for en national ordning, der tillader begrænsninger i den ret, som tilkommer en statsborger i en medlemsstat til at rejse til en anden medlemsstat, bl.a. med den begrundelse, at den pågældende er blevet idømt straf for narkotikahandel i en anden stat, forudsat at den pågældende statsborgers personlige adfærd for det første udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, at den påtænkte indskrænkende foranstaltning for det andet er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål, samt at denne foranstaltning for det tredje kan være genstand for en effektiv domstolsprøvelse, der gør det muligt at efterprøve, såvel faktisk som retligt, foranstaltningens lovlighed i henhold til kravene i EU-retten.

---

(1)  EUT C 301 af 6.11.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. november 2011 — Petar Aladzhov mod Zamestnik director na Stolichna direktsia na vatreshnite raboti kam Ministerstvo na vatreshnite raboti (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)

(Sag C-434/10) (1)

(En unionsborgers frie bevægelighed - direktiv 2004/38/EF - forbud mod at forlade det nationale område på grund af manglende betaling af skattegæld - foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden)

(2012/C 25/26)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Petar Aladzhov

Sagsøgt: Zamestnik director na Stolichna direktsia na vatreshnite raboti kam Ministerstvo na vatreshnite raboti

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 27, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EFT L 158, s. 77) — begrænsning i en unionsborgers udøvelse af retten til fri bevægelighed — forbud mod at en fysisk person som repræsentant for et handelsselskab forbydes at forlade det nationale område på grund af udestående offentligretlige gældsforpligtelser over for staten, der betragtes som »betydelige« — foranstaltning begrundet i hensynet til den offentlige orden

Konklusion

1)

EU-retten ikke er til hinder for en medlemsstats lovbestemmelse, der gør det muligt for den administrative myndighed at forbyde en statsborger i denne stat at udrejse heraf med den begrundelse, at en skattegæld i det selskab, hvor han er en af direktørerne, ikke er blevet betalt, dog på den dobbelte betingelse, at den omhandlede foranstaltning under visse særlige omstændigheder, som bl.a. kunne følge af karakteren eller størrelsen af denne gæld, har til formål at modsvare en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, og hvis tilsigtede mål således ikke alene opfylder økonomiske betragtninger. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om denne dobbelte betingelse er opfyldt.

2)

Selv hvis det antages, at forbudsforanstaltningen mod at udrejse af området, således som den, der er blevet pålagt Petar Aladzhov i hovedsagen, er blevet vedtaget på de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, er de betingelser, der er fastsat i samme artikels stk. 2, til hinder for en sådan foranstaltning, — hvis den udelukkende er baseret på eksistensen af en skattegæld i et selskab, hvori denne sagsøger er en af direktørerne, og alene på grund af denne egenskab, uden at der er foretaget en specifik vurdering af hans personlige adfærd, og uden at det er godtgjort, at han på nogen måde udgjorde en trussel mod den offentlige orden, og — hvis forbuddet mod at udrejse af området ikke er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som det forfølger, og går videre end nødvendigt for at nå dette. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i den sag, som den har fået forelagt.

---

(1)  EUT C 317 af 20.11.2010.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. november 2011 — J.C. van Ardennen mod Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Centrale Raad van Beroep — Nederlandene)

(Sag C-435/10) (1)

(Direktiv 80/987/EØF - beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens - insolvensydelse - udbetaling underlagt en forpligtelse til at lade sig registrere som arbejdssøgende)

(2012/C 25/27)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Centrale Raad van Beroep

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J.C. van Ardennen

Sagsøgt: Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Centrale Raad van Beroep — fortolkning af artikel 4, 5 og 10 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 (EFT L 270, s. 10) — rækkevidden af den garanti, der tilbydes af garantiinstitutionen — national lovgivning, der forpligter arbejdstagere til straks at lade sig registrere som arbejdssøgende, inden de anmoder om betaling af løntilgodehavender, som ikke er blevet udbetalt

Konklusion

Artikel 3 og 4 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende for at kunne hævde deres ret til fuld betaling af løntilgodehavender såsom dem, der er omhandlet i hovedsagen.

---

(1)  EUT C 317 af 20.11.2010.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. november 2011 — Finanzamt Lüdenscheid mod Christel Schriever (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof — Tyskland)

(Sag C-444/10) (1)

(Moms - sjette direktiv - artikel 5, stk. 8 - begrebet »hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse« - overdragelse af ejendomsretten til varebeholdningen og erhvervsinventaret, som finder sted samtidig med udlejningen af erhvervslokalerne)

(2012/C 25/28)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Finanzamt Lüdenscheid

Sagsøgt: Christel Schriever

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesfinanzhof — fortolkning af artikel 5, stk. 8, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — mulighed for medlemsstaterne for at fritage en overdragelse af en samlet formuemasse fra moms — udleje af en detailforretnings butikslokale på ubestemt tid med overdragelse af denne detailforretnings varebeholdning og forretningsinventar til lejeren — mulighed for at kvalificere denne transaktion som en »overdragelse af en samlet formuemasse« som omhandlet i artikel 5, stk. 8, i direktiv 77/388/EØF

Konklusion

Artikel 5, stk. 8, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes således, at overdragelse af ejendomsretten til en detailforretnings varebeholdning og erhvervsinventar — som finder sted samtidig med, at den nævnte forretnings lokaler på ubestemt tid, men opsigeligt med kort varsel af begge parter, udlejes til erhververen — udgør en hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse i denne bestemmelses forstand, under forudsætning af at de overdragne goder er tilstrækkelige til, at den nævnte erhverver på varig vis kan fortsætte med en selvstændig økonomisk virksomhed.

---

(1)  EUT C 317 af 20.11.2010.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 17. november 2011 — Oliver Jestel mod Hauptzollamt Aachen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof (Tyskland))

(Sag C-454/10) (1)

(EF-toldkodeksen - artikel 202, stk. 3, andet led - toldskylds opståen ved ikke forskriftsmæssig indførsel af varer - begrebet »skyldner« - deltagelse i den ikke forskriftsmæssige indførsel - person, der handler som formidler ved indgåelsen af købsaftaler om varer, der indføres på ikke forskriftsmæssig måde)

(2012/C 25/29)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Oliver Jestel

Sagsøgt: Hauptzollamt Aachen

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesfinanzhof — fortolkning af artikel 202, stk. 3, andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1) — toldskyldens opståen ved ikke forskriftsmæssig indførsel af varer i Den Europæiske Unions toldområde — person, der uden at medvirke direkte ved indførslen formidler indgåelsen af købsaftaler om varer, der indføres ikke-forskriftsmæssigt — betingelser for at en sådan person bliver debitor for toldskylden

Konklusion

Artikel 202, stk. 3, andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at en person, der uden at medvirke direkte ved indførslen har fungeret som formidler ved indgåelsen af købsaftaler vedrørende varer, der indføres i Den Europæiske Unions toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, skal anses for debitor for toldskylden vedrørende denne transaktion, hvis personen vidste eller med rimelighed burde have vidst, at denne indførsel var ikke forskriftsmæssig, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bedømme.

---

(1)  EUT C 317 af 20.11.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. november 2011 — Asociación Nacional de Establecimientos Financieros de Crédito (ASNEF) (sag C-468/10) og Federación de Comercio Electrónico y Marketing Directo (FECEMD) (sag C-469/10) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo — Spanien)

(Forenede sager C-468/10 og 469/10) (1)

(Behandling af personoplysninger - direktiv 95/46/EF - artikel 7, litra f) - direkte virkning)

(2012/C 25/30)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Asociación Nacional de Establecimientos Financieros de Crédito (ASNEF) (sag C-468/10) og Federación de Comercio Electrónico y Marketing Directo (FECEMD) (sag C-469/10)

Sagsøgt: Administración del Estado

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunal Supremo — fortolkning af artikel 7, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46 af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31) — behandling af personoplysninger, som er nødvendig, for at den registeransvarlige og de tredjemænd, til hvem de skal videregives, kan forfølge en legitim interesse — supplerende krav — direkte virkning af bestemmelserne i et direktiv

Konklusion

1)

Artikel 7, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som, i tilfælde af at den registrerede ikke har givet sit samtykke og for at muliggøre behandlingen af den pågældendes personoplysninger, som er nødvendig for, at den registeransvarlige eller den tredjemand eller de tredjemænd, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en legitim interesse, kræver, ud over at den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder ikke krænkes, at nævnte oplysninger er opført i offentligt tilgængelige kilder, og således kategorisk og generelt udelukker enhver behandling af oplysninger, som ikke er opført i sådanne kilder.

2)	Artikel 7, litra f), i direktiv 95/46 har direkte virkning.

---

(1)  EUT C 346 af 18.12.2010.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. november 2011 — Partrederiet Sea Fighter mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Højesteret — Danmark)

(Sag C-505/10) (1)

(Direktiv 92/81/EØF - punktafgift af mineralolier - fritagelse - begrebet »sejlads« - mineralolier anvendt som brændstof til en gravemaskine, der er monteret på et skib og fungerer uafhængigt af skibets motor)

(2012/C 25/31)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Højesteret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Partrederiet Sea Fighter

Sagsøgt: Skatteministeriet

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Højesteret — fotolkning af artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12) — fritagelse for mineralolier, der anvendes som motorbrændstof med henblik på sejlads — udtrykket »med henblik på sejlads« — mineralolier, der anvendes som motorbrændstof — mineralolier, der anvendes som motorbrændstof til en gravemaskine, der er fastmonteret på et skib, men som har en selvstændig motor og brændstoftank og således fungerer uafhængigt af skibets fremdriftsmotor

Konklusion

Artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier, som ændret ved Rådets direktiv 94/74/EF af 22. december 1994, skal fortolkes således, at mineralolier, der leveres til anvendelse i en gravemaskine, der er fastmonteret på et skib, men som følge af egen selvstændig motor og olietanke fungerer uafhængigt af skibets fremdriftsmotor, ikke er fritaget for punktafgift.

---

(1)  EUT C 13 af 15.1.2011.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 10. november 2011 — LG Electronics, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-88/11 P) (1)

(Appel - EF-varemærker - ordmærket »KOMPRESSOR PLUS« - afslag på registrering - forordning (EF) nr. 40/94 - artikel 7, stk. 1, litra c) - beskrivende karakter - Rettens prøvelse af et anbringende om et nyt bevis - urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder og beviser)

(2012/C 25/32)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: LG Electronics, Inc. (ved avocat J. Blanchard)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 16. december 2010, LG Electronics mod KHIM (sag T-497/09), hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i en sag, hvori appellanten havde nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 23. september 2009 af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 397/2009-1) vedrørende en ansøgning om registrering af ordmærket KOMPRESSOR PLUS som EF-varemærke — varemærkets beskrivende karakter — artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1) — Rettens prøvelse af nye faktiske omstændigheder — urigtig gengivelse af beviser

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet den delvist er ugrundet, delvist ikke kan antages til realitetsbehandling.

2)	LG Electronics Inc. betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 120 af 16.4.2011.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. november 2011 — Murat Dereci, Vishaka Heiml, Alban Kokollari, Izunna Emmanuel Maduike og Dragica Stevic mod Bundesministerium für Inneres (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgerichtshof — Østrig)

(Sag C-256/11) (1)

(Unionsborgerskab - opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til unionsborgere - afslag baseret på manglende udøvelse af borgerens ret til fri bevægelighed - eventuel forskelsbehandling i forhold til unionsborgere, som har udøvet retten til fri bevægelighed - associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 - tillægsprotokollens artikel 41 - »standstill«-klausuler)

(2012/C 25/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Murat Dereci, Vishaka Heiml, Alban Kokollari, Izunna Emmanuel Maduike og Dragica Stevic

Sagsøgt: Bundesministerium für Inneres

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Verwaltungsgerichtshof — fortolkning af artikel 20 TEUF, artikel 41 i tillægsprotokollen af 23. november 1970 knyttet til aftalen om en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, og om de foranstaltninger, der skal træffes med henblik på disses ikrafttræden (EFT 1972, L 293, s. 4), samt artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, vedtaget af det associeringsråd, som er oprettet ved nævnte aftale — unionsborgerskab — ret for unionsborgere og deres familiemedlemmer til frit at opholde sig på en medlemsstats område — situation hvor unionsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor han er statsborger — betingelser for udstedelse af opholdstilladelse til tredjelandsstatsborgeres familiemedlemmer

Konklusion

1)

EU-retten og navnlig dens bestemmelser om unionsborgerskabet skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelandsstatsborger ophold på dens område, når denne tredjelandsstatsborger ønsker at opholde sig dér med et familiemedlem, som er unionsborger, bosat og statsborger i denne medlemsstat, og som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, forudsat at en sådan nægtelse ikke indebærer, at unionsborgeren fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved statussen som unionsborger, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen, undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972, skal fortolkes således, at vedtagelsen af en ny lovgivning, som er mere restriktiv end den tidligere lovgivning, skal anses for at udgøre en »ny restriktion« som omhandlet i denne bestemmelse, når den tidligere lovgivning i sig selv udgjorde en lempelse af en tidligere lovgivning vedrørende betingelserne for udøvelse af etableringsfriheden for tyrkiske statsborgere på tidspunktet for denne protokols ikrafttræden på den pågældende medlemsstats område.

---

(1)  EUT C 219 af 23.7.2011.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 29. september 2011 — Angelo Grisoli mod Regione Lombardia (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-315/08) (1)

(Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit - artikel 49 TEUF - etableringsfrihed - folkesundhed - apoteker - nærhed - befolkningens forsyning med lægemidler - driftsbevilling - geografisk fordeling af apotekerne - mindsteafstand mellem apotekerne)

(2012/C 25/34)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Angelo Grisoli

Sagsøgt: Regione Lombardia

Procesdeltager: Comune di Roccafranca

Sagens genstand

Præjudiciel — Consiglio di Stato — fortolkning af artikel 152 EF og 153 EF — oprettelse af nye apoteker — national lovgivning som fastsætter begrænsninger afhængig af indbyggerantallet og betingelser med henblik på bevilling til åbning af et nyt apotek

Konklusion

Artikel 49 TEUF er ikke til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter begrænsninger for åbning af nye apoteker, for så vidt som det i denne lovgivning bestemmes, at

—	der i kommuner med under 4 000 indbyggere kun må åbnes et enkelt apotek

—	åbningen af et nyt apotek i kommuner med over 4 000 indbyggere er undergivet betingelser, såsom at det indbyggertal, der kræves for åbning af et apotek, er overskredet med mindst 50 %, og at der skal være en mindsteafstand til eksisterende apoteker,

såfremt en sådan lovgivning ved fravigelse af de grundlæggende regler gør det muligt i enhver zone, som har særlige demografiske eller geografiske kendetegn, at åbne et tilstrækkeligt antal apoteker, som kan sikre en passende farmaceutisk betjening, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

---

(1)  EUT C 260 af 11.10.2008.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 9. september 2011 — Cassina S.p.A. mod Alivar Srl, Galliani Host Arredamenti Srl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte d'appello di Milano — Italien)

(Sag C-198/10) (1)

(Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit, industriel og kommerciel ejendomsret - direktiv 98/71/EF - retlig beskyttelse af mønstre - artikel 17 - betingelse om kumulering af mønsterbeskyttelsen med den ophavsretlige beskyttelse - national lovgivning, der udelukker den ophavsretlige beskyttelse af mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige før lovgivningens ikrafttræden)

(2012/C 25/35)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte d'appello di Milano

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cassina S.p.A.

Sagsøgt: Alivar Srl, Galliani Host Arredamenti Srl

Sagens genstand

Præjudiciel — Corte d'appello di Milano — fortolkning af artikel 17 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre — national lovgivning, der har gennemført direktivet ved at indføre ophavsretlig beskyttelse for mønstre — en medlemsstats adgang til at udvide betingelserne for at yde denne beskyttelse

Konklusion

Artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som enten fuldstændigt eller inden for grænserne af den tidligere brug udelukker mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige før ikrafttrædelsen af denne lovgivning, fra den ophavsretlige beskyttelse i denne medlemsstat i forhold til alle tredjemænd, der allerede på det nationale område har fremstillet og/eller solgt produkter på grundlag af disse mønstre før udelukker mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige før ikrafttrædelsen af denne lovgivning, denne dato.

---

(1)  EUT C 179 af 3.7.2010.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 12. september 2011 — Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-289/10 P) (1)

(Appel - offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - analyse, udvikling, vedligeholdelse og support af telematiske systemer for kontrol med punktafgiftspligtige varer - afvisning af buddet - manglende begrundelse for denne afvisning)

(2012/C 25/36)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved dikigoros N. Korogiannakis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved M. Wilderspin, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 19. marts 2010 i sag T-50/05, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 18. november 2004 om ikke at antage sagsøgerens bud inden for rammerne af udbudsproceduren om analyse, udvikling, vedligeholdelse og support af telematiske systemer for kontrol med afgiftspligtige varer, såvel som beslutningen om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver

Konklusion.

1)	Appellen forkastes.

2)	Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens kendelse (Femte Afdeling) af 22. september 2011 — Hubert Pagnoul mod État belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Liège — Belgien)

(Sag C-314/10) (1)

(Artikel 92, stk. 1, artikel 103, stk. 1, og artikel 104, stk. 3, første afsnit, i procesreglementet - præjudiciel forelæggelse - undersøgelse af en national regels overensstemmelse med såvel EU-retten som med den nationale forfatning - national lovgivning, hvorefter der i første række skal foretages en kontrol af forfatningsmæssighed - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - krav om tilknytning til EU-retten - Domstolen åbenbart inkompetent)

(2012/C 25/37)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hubert Pagnoul

Sagsøgt: État belge

Sagens genstand

Præjudiciel — Tribunal de première instance de Liège — fortolkning af artikel 6 TEU, artikel 267 TEUF og artikel 47 i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder — pligt for de nationale retter til forudgående forelæggelse for Cour constitionelle i tilfælde af spørgsmål om en national lovs tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder — spørgsmål om den nationale bestemmelse om forudgående forelæggelse er forenelig med EU-retten — mulighed for de nationale retter til at udøve kontrol med nationale bestemmelsers forenelighed med internationale aftaler når forfatningsdomstolen har fastslået, at den pågældende nationale lov er forenelig med de grundlæggende rettigheder, der er sikret i forfatningen

Konklusion

Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare det spørgsmål, som Tribunal de première instance de Liège (Belgien) har forelagt.

---

(1)  EUT C 246 af 11.9.2010.

Domstolens kendelse (Femte Afdeling) af 22. september 2011 — Richard Lebrun og Marcelle Howet mod État belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Liège — Belgien)

(Sag C-538/10) (1)

(Procesreglementets artikel 92, stk. 1, artikel 103, stk. 1, og artikel 104, stk. 1, første afsnit - præjudiciel forelæggelse - undersøgelse af en national regels overensstemmelse med såvel EU-retten som den nationale forfatning - national lovgivning, hvorefter der i første række skal foretages en kontrol af forfatningsmæssighed - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - krav om tilknytning til EU-retten - Domstolen åbenbart inkompetent)

(2012/C 25/38)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Richard Lebrun og Marcelle Howet

Sagsøgt: État belge

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunal de première instance de Liège — fortolkning af artikel 6 TEU, artikel 267 TEUF og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — de nationale retters forudgående obligatoriske forelæggelse for Cour constitutionelle hvis det formodes, at en national lov tilsidesætter grundlæggende rettigheder — forenelighed, med hensyn til EU-retten, af den nationale bestemmelse, der foreskriver denne forudgående forelæggelse — de nationale retters mulighed for at udøve kontrol med nationale retsforskrifters overensstemmelse med internationale traktater, når forfatningsdomstolen har erklæret den pågældende nationale lov for forenelig med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved forfatningen

Konklusion

Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare det spørgsmål, som Tribunal de première instance de Liège (Belgien) har forelagt.

---

(1)  EUT C 38 af 5.2.2011.

Domstolens kendelse (Femte Afdeling) af 30. september 2011 — Sociedade Quinta do Portal, SA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Vallegre, Vinhos do Porto SA

(Sag C-541/10 P) (1)

(Appel - EF-varemærker - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 8, stk. 1, litra b) - EF-ordmærket PORTO ALEGRE - det ældre nationale ordmærke VISTA ALEGRE - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - det anfægtede varemærke erklæret ugyldigt)

(2012/C 25/39)

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Sociedade Quinta do Portal, SA (ved advogado F. Bolota Belchior)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved abogados P. López Ronda og G. Macias Bonilla) og Vallegre, Vinhos do Porto SA

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 8. september 2010 i sag T-369/09, Quinta do Portal mod KHIM, hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i et annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 18. juni 2009 af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1012/2008-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Vallegre, Vinhos do Porto, SA og Sociedade Quinta do Portal, SA.

Konklusion.

1)	Appellen forkastes.

2)	Quinta do Portal SA betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 38 af 5.2.2011.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 13. september 2011 — Hans-Peter Wilfer mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-546/10 P) (1)

(Appel - EF-varemærker - figurmærke, der gengiver et guitarhoved - afslag på registrering - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - Harmoniseringskontorets ex officio prøvelse af de faktiske omstændigheder - artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 74, stk. 1, i forordning (EF) nr. 40/94 - antagelse til realitetsbehandling af beviser fremlagt for første gang for Retten - ligebehandling)

(2012/C 25/40)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Hans-Peter Wilfer (ved Rechtsanwalt W. Prinz)

Den anden part i sagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved G. Schneider, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 8. september 2010 i sag T-458/08, Wilfer mod KHIM, hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i en sag med påstand om annullation af afgørelse truffet den 25. juli 2008 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret, hvorved dette afslog en klage over undersøgerens afgørelse om delvist afslag på registrering af et figurmærke, der gengiver et guitarhoved i farverne sølv, grå og brun, som EF-varemærke for visse varer, der henhører under klasse 9 og 15 — fornødent særpræg ved et figurmærke med en todimensional gengivelse af en del af produktet

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Hans-Peter Wilfer betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 30 af 29.1.2011.

Domstolens kendelse af 20. september 2011 — Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-561/10 P) (1)

(Appel - offentlige tjenesteydelsesaftaler - udbud - datatjenester og vedligeholdelse af SEI-BUD/AMD/CR-systemer - afvisning af tilbud - utilstrækkelig begrundelse - urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviser)

(2012/C 25/41)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved dikigoros N. Korogiannakis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved S. Delaude og N. Bambara, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-387/08, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Den Europæiske Unions Publikationskontor for appellantens påstand dels om annullation af Publikationskontorets beslutning af 20. juni 2008 om afvisning af sagsøgerens bud i forbindelse med et offentligt udbud med henblik på indgåelse af rammekontrakter vedrørende datatjenester og vedligeholdelse af SEI-BUD/AMD/CR-systemer og tilknyttede tjenester (nr. AO 10185) (EUT 2008/S 43-058884) og om at tildele kontrakten til en anden byder, dels om erstatning.

Konklusion.

1)	Appellen forkastes.

2)	Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 72 af 5.3.2011.

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 21. september 2011 — Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Biofarma SA

(Sag C-316/11 P) (1)

(Appel - EF-varemærke - sag for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret - manglende overholdelse af pligten til at betale klagegebyr inden for fristen - appelkammerets afgørelse, hvorved klagen erklæres ikke at være blevet indgivet)

(2012/C 25/42)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Longevity Health Products, Inc. (ved Rechtsanwalt J. Korab)

De andre parter i sagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Biofarma SA

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 15. april 2011 i sag T-96/11, Longevity Health Products mod KHIM — Biofarma, hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i et annullationssøgsmål indledt af ansøgeren om ordmærket »VITACHRON female« for varer og tjenesteydelser i blandt andet klasse 5 til prøvelse af afgørelse truffet den 10. januar 2011 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM) (sag R 1357/2010-4), hvorefter den klage, der blev indgivet over indsigelsesafdelingens afgørelse, hvorved der meddeltes afslag på registrering af det pågældende varemærke i forbindelse med en indsigelse rejst af indehaveren af de nationale varemærker »VITATHION« for varer og tjenesteydelser i klasse 5, ikke kunne anses for indgivet, for så vidt som klagegebyret ikke var blevet betalt inden for fristen

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Longevity Health Products, Inc. betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 269 af 10.9.2011.

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 21. september 2011 — Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Biofarma SA

(Sag C-378/11 P) (1)

(Appel - EF-varemærker - sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret - manglende overholdelse af fristen for betaling af klagegebyr - appelkammerets afgørelse om ikke at anse klagen for indgivet)

(2012/C 25/43)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Longevity Health Products, Inc. (ved Rechtsanwalt J. Korab)

Deandre parter i sagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Biofarma SA

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 15. april 2011 i sag T-95/11, Longevity Health Products mod KHIM — Biofarma VITACHRON (male), hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i en sag anlagt af indehaveren af ordmærket »VITACHRON male« for varer og tjenesteydelser i bl.a. klasse 5 til prøvelse af afgørelse R-1357/2010-4 truffet den 10. januar 2011 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret, hvorved klagen over indsigelsesafdelingens afgørelse om afslag på registrering af det nævnte varemærke i en indsigelsessag rejst af indehaveren af de nationale varemærker »VITATHION« for varer og tjenesteydelser i klasse 5, blev anset for ikke at være indgivet, eftersom klagegebyret ikke var blevet betalt inden fristens udløb

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Longevity Health Products, Inc. betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 269 af 10.9.2011.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Rovigo (Italien) den 18. august 2011 — straffesag mod Md Sagor

(Sag C-430/11)

(2012/C 25/44)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Rovigo

Part i hovedsagen

Md Sagor

Præjudicielle spørgsmål

1)

Henset til principperne om loyalt samarbejde og om direktivers effektive virkning, er artikel 2, 4, 6, 7 og 8 i direktiv 2008/115/EF (1) da til hinder for, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i en medlemsstat pålægges en bøde, der som en strafferetlig sanktion erstattes af husarrest, alene som følge af udlændingens ulovlige indrejse og ophold, selv inden den pågældende har undladt at efterkomme en administrativ udsendelsesafgørelse?

2)

Henset til principperne om loyalt samarbejde og om direktivers effektive virkning, er artikel 2, 15 og 16 i direktiv 2008/115/EF da til hinder for, at en medlemsstat efter vedtagelsen af direktivet kan indføre en bestemmelse, der fastsætter, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i medlemsstaten pålægges en bøde, der som en strafferetlig sanktion erstattes af udvisning, der kan fuldbyrdes umiddelbart, uden overholdelse af den procedure og de rettigheder for udlændingen, som er fastsat i direktivet?

3)

Er princippet om loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, TEU, til hinder for en national bestemmelse, der vedtages, mens fristen for gennemførelse af et direktiv løber, med henblik på at omgå direktivet eller under alle omstændigheder begrænse direktivets anvendelsesområde, og hvilke foranstaltninger skal retten træffe, såfremt et sådant formål konstateres?

---

(1)  EUT L 348, s. 98.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof te Amsterdam (Nederlandene) den 10. oktober 2011 — UPC Nederland BV mod Gemeente Hilversum

(Sag C-518/11)

(2012/C 25/45)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof te Amsterdam

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UPC Nederland BV

Sagsøgt: Gemeente Hilversum

Præjudicielle spørgsmål

1)

Omfatter det materielle anvendelsesområde for de nye lovgivningsmæssige rammer forsyning med frit modtagelige radio- og tv-pakker via kabel, for hvilken tjenesteydelse der betales transmissionsomkostninger og et beløb med hensyn til (inkluderet) betaling til radio- og tv-stationer og kollektive rettighedsorganisationer i forbindelse med offentliggørelsen af deres beskyttede værker?

2)

A. Har kommunen, i betragtning af liberaliseringen af telekommunikationssektoren og målsætningen for de nye lovgivningsmæssige rammer, der indeholder strenge procedurer for koordination og høring, før en national tilsynsmyndighed er (ene)kompetent til at intervenere på slutbrugerstadiet med en foranstaltning som en priskontrol, stadig kompetence til (til opgave) at varetage sine indbyggeres offentlige interesser ved at intervenere på slutbrugerstadiet med et tarifbegrænsende vilkår? B. Hvis nej, er de nye lovgivningsmæssige rammer da til hinder for, at kommunen anvender et tarifbegrænsende vilkår, der blev aftalt i forbindelse med salget af dets kabelnetforetagende?

3)

Såfremt spørgsmål 2 A. og B. besvares benægtende, opstår følgende spørgsmål: Er en myndighed som kommunen i en situation som den foreliggende (også) bundet af EU-rettens loyalitetsprincip, såfremt den ved indgåelsen af et tarifbegrænsende vilkår og dets senere anvendelse ikke handler til gennemførelse af en offentlig opgave men inden for rammerne af en privatretlig beføjelse (se også spørgsmål 6 A.)?

4)

For så vidt som de nye lovgivningsmæssige rammer finder anvendelse, og kommunen er bundet af loyalitetsprincippet: A. Er loyalitetsprincippet sammen med (målsætningen for) de nye lovgivningsmæssige rammer, der indeholder strenge procedurer for koordination og høring, før en national tilsynsmyndighed må intervenere på slutbrugerstadiet med en foranstaltning som en priskontrol, til hinder for, at kommunen anvender et tarifbegrænsende vilkår? B. Hvis nej, lyder besvarelsen af spørgsmål 6 A. anderledes for så vidt angår perioden efter, at Kommissionen i sit letter of serious doubt havde givet udtryk for alvorlig tvivl med hensyn til, om den af den nederlandske tilsynsmyndighed Onafhankelijke Post & Telecom Autoriteit (herefter »OPTA«) foreslåede priskontrol kan forenes med de nye lovgivningsmæssige rammer som omhandlet i rammedirektivets artikel 8, og OPTA derpå afstod fra at træffe denne foranstaltning?

5)

A. Er artikel 101 TEUF en ordre public-regel, der medfører, at en ret i embeds medfør skal anvende denne bestemmelse uden for tvisten i den forstand, der forudsættes i artikel 24 og 25 i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (lovbog om borgerlige retskrav, herefter »Rv«)? B. Hvis ja, ved hvilke af de faktiske omstændigheder, der fremkommer under sagens behandling, skal retten i embeds medfør undersøge, om artikel 101 TEUF skal finde anvendelse? Er retten også forpligtet hertil, såfremt denne undersøgelse (muligt) fører til inddragelse af udfyldende faktiske omstændigheder som omhandlet i Rv’s artikel 149, efter at parterne har haft lejlighed til at ytre sig herom?

6)

Såfremt artikel 101 TEUF skal anvendes uden for tvisten mellem sagens parter og på baggrund af (målsætningen med) de nye lovgivningsmæssige rammer, OPTA’s og Europa-Kommissionens anvendelse heraf og afstemningen af begreber fra de nye lovgivningsmæssige rammer — såsom stærk markedsposition og afgrænsning af de relevante markeder — med de tilsvarende begreber i den europæiske konkurrenceret, giver de faktiske omstændigheder, der foreligger i denne sag, anledning til følgende spørgsmål: A. Skal kommunen ved salget af sin kabelnetbedrift og det i denne sammenhæng aftalte tarifbegrænsende vilkår betragtes som en virksomhed i den betydning, der forudsættes i artikel 101 TEUF (se også spørgsmål 3)? B. Skal det tarifbegrænsende vilkår betragtes som en alvorlig begrænsning som omhandlet i artikel 101, stk. 1, litra a), TEUF og som nærmere beskrevet i Kommissionens meddelelse om aftaler af ringe betydning, der ikke indebærer en mærkbar begrænsning af konkurrencen (bagatelaftaler, 2001/C 368/07, punkt 11)? Hvis ja, er der allerede tale om en mærkbar begrænsning af konkurrencen, jf., artikel 101, stk. 1, TEUF? Hvis nej, påvirkes besvarelsen af de i spørgsmål 6 D. (nedenfor) nævnte omstændigheder? C. Hvis det tarifbegrænsende vilkår ikke er nogen alvorlig begrænsning, har det da en konkurrencebegrænsende virkning (allerede) fordi: — Den nederlandske konkurrencemyndighed (Nederlandse Mededingingsautoriteit) har udtalt, at UPC ikke har misbrugt sin magtposition ved de (højere) tariffer, dette selskab anvender for levering af sådanne tjenesteydelser som forsyning af det samme marked med basispakken via kabel? — Kommissionen i sit letter of serious doubt har givet udtryk for alvorlig tvivl med hensyn til, om intervention (på forhånd, ved hjælp af en priskontrol) på slutbrugerstadiet for tjenesteydelser såsom UPC’s forsyning med basispakken via kabel kan forenes med de formål, der er anført i rammedirektivets artikel 8? Har det nogen betydning for besvarelsen, at OPTA som følge af brevet om serious doubt afstod fra priskontrollen? D. Kan aftalen og det heri indeholdte tarifbegrænsende vilkår mærkbart begrænse konkurrencen i den betydning, der forudsættes i artikel 101, stk. 1, TEUF, (også) henset til at: — UPC i henhold til de nye lovgivningsmæssige rammer betragtes som en virksomhed med en stærk markedsposition (bagatelmeddelelsen, punkt 7) — så godt som alle de nederlandske kommuner, som i halvfemserne solgte deres kabelnet til private som UPC, i salgsaftalerne har forbeholdt sig visse beføjelser med hensyn til tariferingen af basispakken (bagatelmeddelelsen, punkt 8)? E. Må aftalen med dens tarifbegrænsende vilkår antages at (kunne) have en mærkbar påvirkning af handelen mellem medlemsstater, jf. artikel 101, stk. 1, TEUF, som nærmere beskrevet i retningslinjerne vedrørende begrebet »påvirkning af handelen« i traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004 C 101, s. 81), henset til at: — UPC i henhold til de nye lovgivningsmæssige rammer må betragtes som en virksomhed med en stærk markedsposition — OPTA har fulgt den europæiske høringsprocedure for at gennemføre en priskontrol med sådanne tjenesteydelser, som leveres af en kabeludbyder med en stærk markedsposition som UPC i form af basispakken, idet denne procedure i henhold til de nye lovgivningsmæssige rammer må følges, da en påtænkt foranstaltning kan have indflydelse på handelen mellem medlemsstater — aftalen i sin tid havde en værdi på 51 millioner NLG (godt 23 millioner EUR) — så godt som alle nederlandske kommuner, der i halvfemserne solgte deres kabelnet til kabelnetudbydere som UPC, i salgsaftalerne har taget forbehold med hensyn til tariferingen af basispakken?

7)

Har en ret i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF beføjelse til at erklære et forbud i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF for uanvendeligt på baggrund af de nye lovgivningsmæssige rammer og Kommissionens alvorlige tvivl i dens letter of serious doubt med hensyn til, om en intervention (på forhånd) i tariferingen på slutbrugerstadiet kan forenes med konkurrenceretten? Har det for besvarelsen heraf nogen betydning, at OPTA foranlediget af Kommissionens letter of serious doubt afstod fra den påtænkte priskontrol?

8)

Giver den europæiske nullitetssanktion i artikel 101, stk. 2, TEUF mulighed for relativisering af dens tidsmæssige virkning set i lyset af forholdene på det tidspunkt, da aftalen blev truffet (starten af liberaliseringsperioden inden for telekommunikationssektoren) og den senere udvikling inden for telekommunikationssektoren, herunder de nye lovgivningsmæssige rammers ikrafttrædelse og Kommissionen heraf følgende alvorlige betænkeligheder med hensyn til fastsættelse af en priskontrol?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Obersten Gerichtshof (Østrig) den 12. oktober 2011 — Amazon.com International Sales Inc. m.fl. mod Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Gesellschaft mbH

(Sag C-521/11)

(2012/C 25/46)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Amazon.com International Sales Inc., Amazon EU Sàrl, Amazon.de GmbH, Amazon.com GmbH under likvidation og Amazon Logistik GmbH

Sagsøgt: Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Gesellschaft mbH

Præjudicielle spørgsmål

1)

Foreligger der en »rimelig kompensation« som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, når a) rettighedshaverne som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29/EF over for den, der som den første i erhvervsøjemed mod vederlag markedsfører medier, der er egnede til reproduktion af deres værker, i indlandet, har krav på et passende vederlag og dette krav udelukkende kan gøres gældende gennem et administrationsselskab b) dette krav ikke afhænger af, om markedsføringen sker til mellemleverandører, til fysiske eller juridiske personer med henblik på anvendelse til ikke-private formål eller til naturlige personer med henblik på anvendelse til private formål c) mens den, der anvender medierne til reproduktion på grundlag af en tilladelse fra rettighedshaveren eller atter eksporterer disse, inden de sælges til den endelige forbruger, over for administrationsselskabet har krav på tilbagebetaling af vederlaget?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: 2.1. Ville der foreligge en »rimelig kompensation« som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, såfremt det i spørgsmål 1 (a) nævnte krav kun består ved markedsføring til fysiske personer, der anvender medierne til reproduktion til private formål? 2.2. Såfremt spørgsmål 2.1 besvares bekræftende: Skal det ved markedsføring til fysiske personer lægges til grund, at de vil anvende medierne til private formål, indtil det modsatte er bevist?

3)

Såfremt spørgsmål 1 eller spørgsmål 2.1 besvares bekræftende: Følger det af artikel 5 i direktiv 2001/29/EF eller andre bestemmelser i EU-retten, at et krav på en rimelig kompensation, der skal gøres gældende af et administrationsselskab, ikke består, såfremt administrationsselskabet ved lov er forpligtet til ikke at udbetale halvdelen af provenuet til rettighedshaverne, men derimod skal lade denne halvdel tilfalde sociale og kulturelle institutioner?

4)

Såfremt spørgsmål 1 eller spørgsmål 2.1 besvares bekræftende: Er artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF eller en anden bestemmelse i EU-retten til hinder for et krav på en rimelig kompensation, der skal gøres gældende af et administrationsselskab, såfremt der allerede i en anden medlemsstat — om end muligvis på et grundlag, der er i strid med EU-retten — er blevet betalt et passende vederlag for markedsføringen af medierne?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 17. oktober 2011 — Lowlands Design Holding BV, den anden part i sagen: Minister van Financiën

(Sag C-524/11)

(2012/C 25/47)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lowlands Design Holding BV

Sagsøgt: Minister van Financiën

Præjudicielt spørgsmål

Hvorledes skal KN-underposition 6209 20, 6211 42 og 9403 30 fortolkes med henblik på tariferingen af sådanne artikler til spædbørn og småbørn, som omhandles i denne sag?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 18. oktober 2011 — IVD GmbH & Co. KG mod Ärztekammer Westfalen-Lippe

(Sag C-526/11)

(2012/C 25/48)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: IVD GmbH & Co. KG

Sagsøgt: Ärztekammer Westfalen-Lippe

Øvrige procesdeltagere: WWF Druck + Medien GmbH

Præjudicielt spørgsmål

Er der tale om, at et offentligretligt organ (konkret: en erhvervsmæssig sammenslutning) i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 9, andet afsnit, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1), der »for størstedelens vedkommende finansieres af staten«, eller hvis »drift er underlagt […] kontrol« fra staten, såfremt

—	organet i henhold til lov er berettiget til at opkræve bidrag hos dets medlemmer, men loven hverken fastsætter bidragenes størrelse eller omfanget af de ydelser, der skal finansieres gennem bidraget,

—	gebyrordningen imidlertid kræver statslig tilladelse?

---

(1)  EUT L 134, s. 114.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hessisches Landessozialgericht (Tyskland) den 19. oktober 2011 — Angela Strehl mod Bundesagentur für Arbeit Nürnberg

(Sag C-531/11)

(2012/C 25/49)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Hessisches Landessozialgericht, Darmstadt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Angela Strehl

Sagsøgt: Bundesagentur für Arbeit Nürnberg

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 68, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (1) fortolkes således, at den kompetente institution i bopælsmedlemsstaten ved beregning af ydelserne skal tage hensyn til den løn, som en uægte grænsearbejder (artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i forordning (EØF) nr. 1408/71), har modtaget under sin seneste beskæftigelse i en anden medlemsstat, som ikke er blevet påfulgt af en beskæftigelse i bopælsstaten, og anmeldelsen af arbejdsløsheden først er indgivet dér 11 måneder efter, at beskæftigelsen i den anden medlemsstat er ophørt?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2, som ændret).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Köln (Tyskland) den 19. oktober 2011 — Susanne Leichenich mod Ansbert Peffekoven og Ingo Horeis

(Sag C-532/11)

(2012/C 25/50)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Susanne Leichenich

Sagsøgt: Ansbert Peffekoven og Ingo Horeis

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF (1) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter fortolkes således, at begrebet bortforpagtning og udlejning af fast ejendom omfatter udlejning af en husbåd, med dertilhørende kajareal og anløbsbro, som udelukkende er beregnet til stationær og varig benyttelse som restaurant/diskotek på en afgrænset og identificerbar kajplads i vandet? Er det relevant for vurderingen, hvordan husbåden er forbundet med grund og jord, eller hvor meget arbejde der er forbundet med at fjerne bådens fastgørelsesforanstaltninger?

2)

Såfremt spørgsmål 1, første punktum, besvares bekræftende: Skal artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 fortolkes således, at begrebet »køretøjer«, der ifølge Domstolens dom af 3. marts 2005, sag C-428/02, også omfatter både, ikke finder anvendelse på en bortforpagtet husbåd, der ikke kan sejle ved egen kraft (ingen motor), og som er blevet bortforpagtet alene med henblik på varig udnyttelse på den konkrete beliggenhed og ikke med henblik på sejlads? Udgør bortforpagtningen af husbåden og anløbsbroen, herunder de dertilhørende land- og vandarealer, en samlet afgiftsfri ydelse, eller skal der i momsmæssig henseende eventuelt sondres mellem udlejningen af husbåden og af anløbsbroen?

---

(1)  Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1)

Sag anlagt den 19. oktober 2011 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien

(Sag C-533/11)

(2012/C 25/51)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved S. Pardo Quintillán og A. Marghelis, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, idet det ikke har gennemført alle nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, der blev afsagt af Domstolen den 8. juli 2004 i sag C-27/03.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale Kommissionen den foreslåede tvangsbøde på 55 836 EUR pr. dag, hvormed opfyldelsen af den dom, der blev afsagt den 8. juli 2004 i sag C-27/03 forsinkes, regnet fra afsigelsen af dommen i denne sag, og indtil dommen i sag C-27/03 er opfyldt.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb pr. dag på 6 204 EUR regnet fra afsigelsen dommen af 8. juli 2004 i sag C-27/03 indtil afsigelsen af dommen i denne sag, eller indtil dommen i sag C-27/03 er opfyldt, såfremt opfyldelsen heraf sker først.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at hvad angår hovedstadsregionen Bruxelles og seks byområder med over 10 000 PE i regionen Vallonien er kloaknettene til opsamling af byspildevand hidtil ikke bragt i overensstemmelse med kravene i artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (1).

Hvad angår hovedstadsregionen Bruxelles, et byområde med over 10 000 PE i regionen Flandern, og byområder med over 10 000 PE i regionen Vallonien opfylder systemerne til rensning af dette spildevand, som udledes i følsomme områder, ikke forskrifterne i artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 91/271/EØF.

Kommissionen udleder heraf, at Belgien hidtil ikke har vedtaget de nødvendige bestemmelser til fuldstændigt at opfylde Domstolens dom af 8. juli 2004.

---

(1)  EFT L 135, s. 40.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Salzburg (Østrig) den 21. oktober 2011 — Hermine Sax mod Pensionsversicherungsanstalt Landesstelle Salzburg

(Sag C-538/11)

(2012/C 25/52)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Salzburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hermine Sax

Sagsøgt: Pensionsversicherungsanstalt Landesstelle Salzburg

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal forordning (EF) nr. 883/2004, navnlig dennes artikel 7 og kapitel 1 i afsnit III (ydelser ved sygdom), og forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes således, at en plejekrævende person, som oppebærer en østrigsk rente (pension), er berettiget til en plejeydelse i henhold til Bundespflegegeldgesetz (østrigsk lov om plejeydelse, herefter »BPGG«) i form af en kontantydelse ved sygdom, uanset at den pågældende har primær bopæl i Forbundsrepublikken Tyskland, når hun opfylder de øvrige betingelser for tildeling i henhold til BPGG, og er disse forordninger således til hinder for anvendelsen af den nationale bestemmelse i § 3 BPGG?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Skal forordning (EF) nr. 883/2004, konkret henholdsvis navnlig artikel 10 og artikel 11, stk. 3, litra e), samt artikel 21, 29 og 34 og kapitel 1 i afsnit III (ydelser ved sygdom), og forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes således, at en plejekrævende person, der oppebærer en dobbeltpension, nærmere bestemt en østrigsk rente (pension) og en tysk rente, er berettiget til en plejeydelse i henhold til BPGG i form af en kontantydelse ved sygdom, uanset at den pågældende har primær bopæl i Forbundsrepublikken Tyskland, når hun opfylder de øvrige betingelser for tildeling i henhold til BPGG, og er disse forordninger således til hinder for anvendelsen af den nationale bestemmelse i § 3 BPGG?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende: Hvorledes skal forordning (EF) nr. 883/2004, navnlig artikel 10, artikel 34 og artikel 31 samt forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes ved kumulation og modregning af ydelser fra en social sikringsordning til dækning af risikoen for plejebehov, nærmere bestemt ved ret til en kombinationsydelse, der omfatter en tysk plejeydelse (valg mellem natural- og kontantydelse) og ret til en østrigsk plejeydelse, konkret: 3.1. Skal der ved eksport af ydelsen alene foretages modregning i den østrigske plejeydelse i henhold til BPGG af den kontantydelse, der ydes af den tyske bopælsstat eller alene af naturalydelsen eller af den samlede plejeydelse (den samlede værdi af plejeydelsen og naturalydelsen), og skal der herved tages hensyn til de forskellige prisniveauer i de pågældende medlemsstater? 3.2. Skal der ved modregningen tages hensyn til, om der ydes tilsvarende plejeydelser af bopælsstaten, eller skal der ved modregning bortses fra sådanne plejeydelser, som ydes af bopælsstaten, og som alene er fastsat i henhold til den sociale sikringsordning i bopælsstaten til dækning af risikoen for plejebehov? 3.3. Skal den ret, for hvilken den plejekrævende person har indbragt sagen, efterprøve de materielle betingelser for modregning, når den sagsøgte institution ikke har indledt en procedure som omhandlet i artikel 31 i forordning (EF) nr. 987/2009, ikke har gjort anbringender gældende vedrørende spørgsmålet om tilsvarende ydelser og navnlig har undladt at oplyse den plejekrævende om forbuddet mod kumulation af ydelser?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Bruxelles (Belgien) den 24. oktober 2011 — Daniel Levy og Carine Sebbag mod État belge — SPF Finances

(Sag C-540/11)

(2012/C 25/53)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Daniel Levy og Carine Sebbag

Sagsøgt: État belge — SPF Finances

Præjudicielt spørgsmål

Handler en medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsretten, navnlig artikel 56 EF, sammenholdt med artikel 10 EF, artikel 57, stk. [2], EF og artikel 293 EF, såfremt den i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en anden medlemsstat forpligter sig til at ophæve dobbeltbeskatningen af udbytte som følge af fordelingen af beskatningsbeføjelserne ifølge denne overenskomst for derefter at ændre sine nationale regler, således at dobbeltbeskatning ikke længere lempes?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče Republike Slovenije (Republikken Slovenien) den 25. oktober 2011 — Jožef Grilc mod Slovensko zavarovalno združenje GIZ

(Sag C-541/11)

(2012/C 25/54)

Processprog: slovensk

Den forelæggende ret

Vrhovno sodišče Republike Slovenije

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jožef Grilc

Sagsøgt: Slovensko zavarovalno združenje GIZ

Præjudicielt spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2000/26/EF (1) fortolkes således, at erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor en skadelidt er bosat, har passiv søgsmålskompetence i en retssag som denne skadelidte — der har lidt skade som følge af et uheld i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er bosat, forvoldt af et køretøj, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat — anlægger for at opnå udbetaling af en erstatning, fordi skadelidte senest tre måneder efter fremsættelse af erstatningskravet over for skadevolderens forsikringsselskab eller dets skadebehandlingsrepræsentant ikke har modtaget et begrundet svar på det omtalte krav fra forsikringsselskabet eller dets skadebehandlingsrepræsentant?

---

(1)  EFT L 181, s. 65.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 24. oktober 2011 — Staatssecretaris van Financiën, den anden part: Codirex Expeditie BV

(Sag C-542/11)

(2012/C 25/55)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Staatssecretaris van Financiën

Den anden part: Codirex Expeditie BV

Præjudicielt spørgsmål

På hvilket tidspunkt får varer fra tredjelande en toldmæssig bestemmelse som omhandlet i EF-toldkodeksens artikel 50 (1) i et tilfælde, hvor varer med status som »varer under midlertidig opbevaring« er angivet til henførsel under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 24. oktober 2011 — Woningstichting Maasdriel, den anden part: Staatssecretaris van Financiën

(Sag C-543/11)

(2012/C 25/56)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Appellant: Woningstichting Maasdriel

Den anden part: Staatssecretaris van Financiën

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 135, stk. 1, litra k), i momsdirektivet af 2006 (1), sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 1 og 3, fortolkes således, at en levering af en ubebygget grund, der er opstået ved nedrivning af en på grunden eksisterende bygning med henblik på opførelse af nye bygninger, under alle omstændigheder ikke kan fritages for moms?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Rheinland-Pfalz (Tyskland) den 24. oktober 2011 — Helga Petersen og Peter Petersen mod Finanzamt Ludwigshafen

(Sag C-544/11)

(2012/C 25/57)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Rheinland-Pfalz

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Helga Petersen og Peter Petersen

Sagsøgt: Finanzamt Ludwigshafen

Præjudicielt spørgsmål

Er en retsforskrift, hvorefter skattefritagelse af indtægter fra lønnet beskæftigelse oppebåret af en person, der er skattepligtig i en medlemsstat, er betinget af, at arbejdsgiveren har hjemsted i denne stat, mens en sådan skattefritagelse ikke er foreskrevet, hvis arbejdsgiveren har hjemsted i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, forenelig med artikel 49 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (som affattet ved Nicetraktaten, undertegnet den 26.2.2001; nu: artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Frankfurt (Oder) (Tyskland) den 24. oktober 2011 — Agrargenossenschaft Neuzelle eG mod Landrat des Landkreises Oder-Spree

(Sag C-545/11)

(2012/C 25/58)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Frankfurt (Oder)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Agrargenossenschaft Neuzelle eG

Sagsøgt: Landrat des Landkreises Oder-Spree

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere gyldig (1), for så vidt som den for 2009 til 2012 fastsætter en nedsættelse af de direkte betalinger med en sats på over 5 %?

2)	Er artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere gyldig?

---

(1)  EUT L 30, s. 16.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeidshof te Antwerpen (Belgien) den 31. oktober 2011 — Edgard Mulders mod Rijksdienst voor Pensioenen

(Sag C-548/11)

(2012/C 25/59)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Arbeidshof te Antwerpen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Edgard Mulders

Sagsøgt: Rijksdienst voor Pensioenen

Præjudicielt spørgsmål

Tilsidesættes artikel 46 i forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1) såfremt en periode med arbejdsudygtighed, hvor der oppebæres arbejdsudygtighedsydelser og indbetales AOW-bidrag, ikke betragtes som en »forsikringsperiode« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra r), ved beregningen af en vandrende arbejdstagers pension?

---

(1)  EFT 1971 II, s. 366.

Appel iværksat den 2. november 2011 af Internationaler Hilfsfonds eV til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 21. september 2011 i sag T-141/05 RENV, Internationaler Hilfsfonds eV mod Europa-Kommissionen

(Sag C-554/11 P)

(2012/C 25/60)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Internationaler Hilfsfonds eV (ved Rechtsanwalt H. Kaltenecker)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

a)	Kendelsen, der blev afsagt den 21. september 2001, ophæves og sagen hjemvises til Retten med pålæg om, at der foretages en ny bedømmelse efter afsigelse af dommen i sag T-300/10. Subsidiært træffer Domstolen selv afgørelse i sagen.

b)	Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået i forbindelse med den mellemliggende tvist, som den appellerede kendelse vedrører, samt omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er blevet iværksat til prøvelse af Rettens kendelse af 21. september 2011 i sag T-141/05 RENV, hvorved det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse i en sag, som appellanten og sagsøgeren i første instans havde anlagt i 2005 til prøvelse af en beslutning, der var blevet truffet af Kommissionen. Den oprindelige sag var anlagt til prøvelse af Kommissionens afslag på at give sagsøgeren fuldstændig aktindsigt i dokumenterne i sagen vedrørende LIEN 97-2011-aftalen.

Appellanten har appelleret Rettens kendelse på grund af fejlagtig anvendelse af de processuelle regler, navnlig den mangelfulde koordination af procedurerne i sag T-36/10 og sag T-141/05 RENV, hvorved appellantens interesser blev tilsidesat i betydeligt omfang. Derudover har Retten truffet en fejlagtig afgørelse vedrørende sagsomkostningerne til skade for appellanten.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 3. november 2011 — Enosi Epangelmation Asfaliston Ellados »EEAE«, Syllogos Asfalistikon Praktoron N. Attikis »SPATE«, Panellinios Syllogos Asfalistikon Symvoulon »PSAS«, Syndesmos Ellinon Mesiton Asfaliseon »SEMA« og Panellinios Syndesmos Syntoniston Asfalistikon Symvoulon »PSAS« mod Ypourgos Anaptixis og Omospondia Asfalistikon Syllogon Ellados

(Sag C-555/11)

(2012/C 25/61)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Enosi Epangelmation Asfaliston Ellados »EEAE«, Syllogos Asfalistikon Praktoron N. Attikis »SPATE«, Panellinios Syllogos Asfalistikon Symvoulon »PSAS«, Syndesmos Ellinon Mesiton Asfaliseon »SEMA« og Panellinios Syndesmos Syntoniston Asfalistikon Symvoulon »PSAS«

Sagsøgte: Ypourgos Anaptixis (Udviklingsministeren) og Omospondia Asfalistikon Syllogon Ellados

Præjudicielt spørgsmål

Skal bestemmelsen i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2002/92/EF, som lyder: »Udøves sådan virksomhed [hvis forskellige former opregnes i første afsnit i samme bestemmelse] af forsikringsselskaber eller af ansatte i forsikringsselskaber, der handler på forsikringsselskabets ansvar, anses det ikke for forsikringsformidling«, forstås således, at det er tilladt en ansat i et forsikringsselskab, som ikke besidder de kvalifikationer, der kræves i direktivets artikel 4, stk. 1, lejlighedsvis, men ikke som hovederhverv at udøve forsikringsformidling, selv om den pågældende ansatte ikke står i et lønmodtagerforhold til selskabet, idet dette dog fører tilsyn med hans handlinger, eller tillader direktivet kun denne virksomhed, når den udøves inden for rammerne af et lønmodtagerforhold?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo de Valladolid (Spanien) den 3. november 2011 — María Jesús Lorenzo Martínez mod Dirección Provincial de Educación de Valladolid

(Sag C-556/11)

(2012/C 25/62)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo de Valladolid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: María Jesús Lorenzo Martínez

Sagsøgt: Dirección Provincial de Educación de Valladolid

Præjudicielt spørgsmål

Er den omstændighed, at en person er vedtægtsmæssig tjenestemand og dermed den omstændighed, at denne har et tilhørsforhold til en personkategori, der indgår i den offentlige undervisningssektor, en tilstrækkeligt objektiv begrundelse for, at alene vedtægtsmæssige tjenestemænd i den offentlige undervisningssektor, når disse har godtgjort, at de opfylder de fastsatte krav herfor, kan modtage det individuelle element af det særlige tillæg for »videreuddannelse« (også benævnt seks-års-ydelse)?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Republikken Polen) den 4. november 2011 — Maria Kozak mod Dyrektor Izby Skarbowej w Lublinie

(Sag C-557/11)

(2012/C 25/63)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maria Kozak

Sagsøgt: Dyrektor Izby Skarbowej w Lublinie

Præjudicielt spørgsmål

Er den transportydelse, som et rejsebureau selv har leveret inden for rammerne af en samlet pris, som den har modtaget fra en rejsende for en rejseydelse, der er leveret til denne rejsende, hvilken ydelse pålægges afgift efter særordningen for rejsebureauer i artikel 306-310 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), i sin egenskab af nødvendig del af leveringen af denne rejseydelse undergivet afgiftspligt i henhold til den for rejseydelser gældende normale afgiftssats, eller i henhold til den nedsatte sats, der i medfør af artikel 98, sammenholdt med nr. 5) i bilag III til direktivet, finder anvendelse på den ydelse, der består i befordring af personer?

---

(1)  EUT L 347, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione Tributaria Provinciale di Parma (Italien) den 7. november 2011 — Danilo Debiasi mod Agenzia delle Entrate — Ufficio di Parma

(Sag C-560/11)

(2012/C 25/64)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione Tributaria Provinciale di Parma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Danilo Debiasi

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate — Ufficio di Parma

Præjudicielt spørgsmål

Det skal undersøges, om der er en konflikt mellem national lovgivning og fællesskabsretten og nærmere bestemt mellem på den ene side artikel 19, stk. 5, og artikel 19a i lovdekret nr. 633/77 og på den anden side artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 388/77/EØF (1) og dokumentet KOM (2000) 348 endelig af 7.6.2000, samt om der foreligger »forskelsbehandling« med hensyn til momsordningen mellem de forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union for så vidt som levering af tilsvarende sundhedsydelser undergives forskellig momssats.

---

(1)  EFT L 145, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil de Alicante (Spanien) den 8. november 2011 — Fédération Cynologique Internationale mod Federación Canina Internacional de Perros de Pura Raza

(Sag C-561/11)

(2012/C 25/65)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Mercantil de Alicante

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Fédération Cynologique Internationale

Sagsøgt: Federación Canina Internacional de Perros de Pura Raza

Præjudicielt spørgsmål

I en tvist om krænkelse af den eneret, der er knyttet til et EF-varemærke, nemlig retten til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket, således som det er fastsat i artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (1), udstrækker eneretten sig da til enhver tredjemand, der gør brug af et tegn, der medfører risiko for forveksling (fordi det ligner et EF-varemærke for [lignende] tjenesteydelser og varer), eller er den tredjemand, som gør brug af dette tegn [der kan forveksles], der er blevet registreret til denne som EF-varemærke, derimod undtaget, så længe registreringen af det yngre varemærke ikke er annulleret?

---

(1)  EUT L 78, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Sibiu (Rumænien) den 10. november 2011 — Mariana Irimie mod Administrația Finanțelor Publice Sibiu og Administrația Fondului pentru Mediu

(Sag C-565/11)

(2012/C 25/66)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Sibiu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Mariana Irimie

Sagsøgte: Administrația Finanțelor Publice Sibiu og Administrația Fondului pentru Mediu

Præjudicielt spørgsmål

Skal principperne om effektivitet, ækvivalens og proportionalitet — som gælder for de retsmidler, som en privatperson, der har lidt et tab som følge af anvendelsen af en bestemmelse, der er i strid med fællesskabsretten, har adgang til med henblik på udbedring af tilsidesættelser af fællesskabsretten — og som følger af retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol i forening med artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, der begrænser størrelsen af det beløb, som kan kræves tilbagebetalt af den privatperson, hvis rettigheder er blevet tilsidesat?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vestre Landsret (Danmark) den 14. november 2011, Agroferm A/S mod Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

(Sag C-568/11)

(2012/C 25/67)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Vestre Landsret

Parter

Sagsøger: Agroferm A/S

Sagsøgte: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Præjudicielle spørgsmål

1)

Henhører et produkt, der er fremstillet på basis af sukker ved fermentering ved hjælp af Corynebacterium glutamicum og — som nærmere specificeret i bilag 1 til forelæggelseskendelsen — består af ca. 65 % lysinsulfat og derudover af urenheder fra fremstillingsprocessen (uomdannet udgangsmateriale, reagenser, der er anvendt i fremstillingsprocessen, samt biprodukter), under position 2309, position 2922 eller position 3824 i den kombinerede nomenklatur i den affattelse, der fremgår af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 1719/2005 (1) af 27. oktober 2005 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif? Har det i den forbindelse betydning, om urenhederne måtte være bibeholdt bevidst med henblik på at gøre produktet specielt egnet til eller forbedre dets egnethed til foderfremstilling, eller om urenhederne måtte være bibeholdt, fordi det ikke er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fjerne dem? Efter hvilke retningslinjer skal dette i givet fald bedømmes? Har det betydning for besvarelsen, at det er muligt at fremstille andre lysinholdige produkter, herunder »ren« lysin (≥ 98 %) og lysin·HCI-produkter, der har et højere lysinindhold end det foran beskrevne lysinsulfatprodukt, og har det i den forbindelse betydning, at indholdet af lysinsulfat og urenheder i det foran beskrevne lysinsulfatprodukt svarer til, hvad der gælder for andre fabrikanters lysinsulfatprodukter? Efter hvilke retningslinjer skal dette i givet fald bedømmes?

2)

Hvis det lægges til grund, at produktionen efter legalitetsprincippet ikke var omfattet af restitutionsordningen, vil det da være i strid med EU-retten, at de nationale myndigheder under iagttagelse af nationale retssikkerhedsprincipper og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i en sag som den foreliggende undlader at tilbagesøge restitutionsbeløb, som producenten har modtaget i god tro?

3)

Hvis det lægges til grund, at produktionen efter legalitetsprincippet ikke var omfattet af restitutionsordningen, vil det da være i strid med EU-retten, at de nationale myndigheder under iagttagelse af nationale retssikkerhedsprincipper og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i en sag som den foreliggende opfylder tidsbegrænsede tilsagn (restitutionscertifikater), som producenten har modtaget i god tro?

---

(1)  EUT L 286, s. 1

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Comercial Cluj (Rumænien) den 14. november 2011 — SC Volksbank România SA mod Andreia Câmpan og Ioan Dan Câmpan

(Sag C-571/11)

(2012/C 25/68)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Comercial Cluj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC Volksbank România SA

Sagsøgte: Andreia Câmpan og Ioan Dan Câmpan

Præjudicielt spørgsmål

Henset til, at vurderingen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF (1) af om kontraktvilkårene er urimelige, hverken omfatter definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse kontraktvilkår er affattet på et let forståeligt sprog

og

henset til, at den i artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48/EF anførte definition af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten — som inkluderer alle provisioner, som forbrugeren skal betale i forbindelse med forbrugerkreditaftalen — i medfør af artikel 2, stk. 1 [o.a.: rettere stk. 2], litra a), i direktiv 2008/48/EF (2), ikke kan anvendes til fastlæggelse af genstanden for en kreditaftale, som er sikret ved pant,

er det uklart, om

begreberne »genstand« og/eller »pris« jf. artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF kan fortolkes således, at en provision — der af parterne benævnes som »risikoprovision« i en kreditaftale, som er sikret ved pant, og som beregnes som 0,22% af restbeløbet og som skal betales månedligt på forfaldsdagen i hele kreditaftalens løbetid — henhører under »genstanden« og/eller »prisen« for en kreditaftale, som er sikret ved pant?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133, s. 66).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen Sad Veliko Tarnovo (Bulgarien) den 11. november 2011 — »Menidzharski biznes reshenia« OOD mod Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Veliko Tarnovo

(Sag C-572/11)

(2012/C 25/69)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen Sad Veliko Tarnovo

Parter i hovedsagen

Sagsøger:„Menidzharski biznes reshenia” OOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Veliko Tarnovo

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 203 sammenholdt med artikel 168, litra a) i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem i tilfælde som det i hovedsagen foreliggende og under hensyn til princippet om momsens neutralitet og beskyttelsen af den berettigede forventning fortolkes således, at fradragsretten for indgående moms kan nægtes — selv om risikoen for afgiftsprovenuet er fjernet — når denne risiko kun er fjernet med hensyn til afregningen med statskassen af den moms, som en leverandør har påført fakturaen, uden at fjernelsen af risikoen for afgiftsprovenuet har påvirket leverandørens handlinger eller hensigter, som førte til, at en faktura fik et svigagtigt indhold, idet det herpå blev anført, at momsen skulle betales af leverandøren?

---

(1)  EUT L 347, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 16. november 2011 — Eleftherios-Themistoklis Nasiopoulos mod Ypourgos Ygeia kai Pronoias

(Sag C-575/11)

(2012/C 25/70)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Eleftherios-Themistoklis Nasiopoulos

Sagsøgt: Ypourgos Ygeia kai Pronoias

Præjudicielt spørgsmål

Er målet om at sikre et højt niveau af sundhedstjenester tilstrækkeligt i henhold til artikel 43 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under hensyntagen til princippet om forholdsmæssighed, til at begrunde en restriktion af etableringsfriheden, som følger af gældende retsforskrifter i en bestemt medlemsstat (værtsmedlemsstaten), der a) giver mulighed for at begrænse udøvelsen af visse former for erhvervsvirksomhed til personer, som har ret til i den pågældende medlemsstat at udøve det lovregulerede erhverv som fysioterapeut, b) udelukker muligheden for delvis adgang til dette erhverv, og c) derfor medfører, at en statsborger i værtsmedlemsstaten, som i en anden medlemsstat (oprindelsesmedlemsstaten) har erhvervet et kvalifikationsbevis, der giver mulighed for at udøve et lovreguleret erhverv inden for sundhedstjenester i sidstnævnte medlemsstat (men som på grund af manglende opfyldelse af betingelserne i Rådets direktiv 92/51/EØF om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF, EFT L 209, ikke giver mulighed for at udøve erhvervet som fysioterapeut i værtsmedlemsstaten), i værtsmedlemsstaten heller ikke, ved delvis adgang til fysioterapeuterhvervet, kan udøve blot dele af den virksomhed, som hører til dette erhverv, nemlig de dele, som vedkommende har ret til at udøve i oprindelsesmedlemsstaten?

Appel iværksat den 18. november 2011 af Deltafina SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-12/06, Deltafina mod Kommissionen

(Sag C-578/11 P)

(2012/C 25/71)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Deltafina SpA (ved avvocati J.-F. Bellis og F. Di Gianni)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves helt eller delvist, i det omfang den frifinder Europa-Kommissionen i søgsmålet anlagt af appellanten.

—	Kommissionens beslutning af 20. oktober 2005 annulleres helt eller delvist for så vidt den vedrører appellanten.

—	Den bøde, som appellanten er blevet pålagt, annulleres eller nedsættes inden for rammerne af Domstolens fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på en fornyet afgørelse af sagen under hensyn til den af Domstolen tilkendegivne retsopfattelse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag såvel som i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på fire anbringender.

1)

Retten konkluderede med urette, at Deltafina havde tilsidesat sin samarbejdspligt, da selskabet undlod at oplyse Kommissionen om, at selskabet havde afsløret oplysninger vedrørende selskabets samarbejde med Kommissionen. Retten skulle i stedet have udtalt sig om spørgsmålet, om Kommissionen — i lyset af aftalen vedrørende »spillets regler«, som blev indgået på mødet mellem Kommissionen og Deltafina den 14. marts 2002 — med rette kunne konkludere, at Deltafina havde tilsidesat sin samarbejdspligt, eftersom selskabet på mødet afholdt hos APTI den 4. april 2002 afslørede, at det havde anmodet om bødefritagelse. Retten trådte herved i parternes sted ved efterfølgende at definere betingelserne for Deltafinas samarbejdspligt, undlod at træffe afgørelse om Deltafinas principale påstand og tilsidesatte selskabets ret til forsvar.

2)

Retten foretog ikke en behørig og korrekt konstatering af de faktiske omstændigheder, idet den, i stedet for at anvende de undersøgelsesbeføjelser, som er fastsat i artikel 65 i Rettens procesreglement, under retsmødet, efter en uformel procedure, som således er behæftet med retslige fejl, hørte vidneudsagn fra to deltagere i mødet den 24. marts 2002 vedrørende »spillets regler«, uden hensyntagen til de garantier, som er indeholdt i procesreglementets artikel 68 and 76, og overholdt herved ikke grundlæggende regler for bevisoptagelse.

3)	Retten tilsidesatte princippet om, at den skal træffe afgørelse inden for rimelig tid. Proceduren for Retten var unødigt lang, og varede fem år og atten måneder, idet der gik mere end 43 måneder fra afslutningen af den skriftlige behandling og beslutningen om at indlede den mundtlige forhandling.

4)

Endelig nægtede Retten at træffe afgørelse i overensstemmelse med dens fulde prøvelsesret vedrørende argumentet, hvorefter den bøde, som Deltafina var blevet pålagt, var uforholdsmæssig og udtryk for forskelsbehandling, i det omfang Kommissionen havde anvendt den samme nedsættelse af bøden for Deltafina og Dimon Italia, til trods for den væsentlige forskel mellem deres respektive bidrag til konstateringen af overtrædelsen, hvilket er retsstridigt. Dommen i sag T-13/03, Nintendo mod Kommissionen, fastslog det princip, at Kommissionen ikke kan tilsidesætte princippet om ligebehandling ved vurderingen af virksomheders samarbejde under den administrative procedure, hvoraf der skal foretages både en kronologisk og en kvalitativ sammenligning.

Appel iværksat den 22. november 2011 af Muhamad Mugraby til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. september 2011 i sag T-292/09, Muhamad Mugraby mod Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

(Sag C-581/11 P)

(2012/C 25/72)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Muhamad Mugraby (ved advocate S. Delhaye)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Det fastslås, at Kommissionen ikke har efterkommet i) appellantens begæring om, at Kommissionen skal rette en henstilling til Rådet vedrørende suspension af EF-bistand til Libanon i henhold til artikel 28 i forordning (EF) nr. 1638/2006 (1), idet der både er pligt og adgang til at træffe sådanne foranstaltninger i henhold til den pågældende forordning, ii) appellantens begæring om, at Kommissionen i sin egenskab af organ, som er direkte ansvarlig for gennemførelse af de forskellige EF-bistandsprogrammer vedrørende Libanon, skal suspendere gennemførelsen af disse programmer, indtil der sker ophør af Libanons kontinuerlige tilsidesættelse af grundrettigheder, og herunder specielt appellantens rettigheder.

2)

Det fastslås, at Rådet i dets egenskab af part i EU/Libanon-Associeringsrådet ikke har efterkommet appellantens begæring om at opfordre Kommissionen til at henstille til Rådet, at dette vedtager specifikke og effektive foranstaltninger vedrørende EF-bistand til Libanon i henhold til associeringsaftalen (2) mellem Libanon og Fællesskabet med henblik på opfyldelse af parternes forpligtelser i henhold til aftalen.

3)

Det fastslås, at EU, Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter og som et organ, der er direkte ansvarlig for gennemførelsen af de forskellige EF-bistandsprogrammer vedrørende Libanon, samt Rådet, i dets egenskab af part i EU/Libanon-Associeringsrådet, er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold for den skade, appellanten har lidt som følge af den løbende undladelse siden december 2002 af effektivt at anvende de ressourcer og virkemidler, der var til rådighed i relation til en effektiv håndhævelse af menneskerettighedsklausulen i associeringsaftalen.

4)	Kommissionen tilpligtes i form af en delvis genoprettelse in natura at foreslå Rådet en suspension af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Libanon, indtil Libanon overholder associeringsaftalens artikel 2 for så vidt angår appellanten.

5)

Kommissionen tilpligtes at begrænse udførelsen af de aktuelle bistandsprogrammer (som foretages eller forestås af Kommissionen) til de programmer, der specifikt har til formål at fremme grundrettigheder, og som ikke udgør økonomisk støtte til de libanesiske myndigheder, indtil Libanon overholder associeringsaftalens artikel 2 for så vidt angår appellanten.

6)	Rådet tilpligtes at opfordre Kommissionen til at rette en henstilling, som anført under 4) ovenfor, og til med henblik på at opnå samme mål at handle gennem institutionerne i associeringsaftalen.

7)	EU, Rådet og Kommissionen, som var de sagsøgte i første instans, tilpligtes at erstatte appellantens økonomiske og ikke-økonomiske skade med et beløb, der fastsættes ex aequo et bono til ikke under 5 000 000 EUR, samt at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at den appellerede kendelse bør ophæves af følgende grunde:

Retten har begået retlige fejl ved — at afvise søgsmålet, selv om der ingen afvisningsgrunde forelå, — at tilsidesætte sagsøgerens ret til at angive alle sagsøgte, — at tilsidesætte sagsøgerens ret til forsvar ved at se bort fra de argumenter, som han har fremsat, — at undlade at træffe afgørelse om samtlige de erstatningskrav, som sagsøgeren har fremsat, — at se bort fra EU-retten og EU's forpligtelser i henhold til international ret, og ved at basere kendelsen på forordninger, der er udstedt af en af EU-institutionerne.

Appellanten har også gjort gældende, at Retten har misfortolket associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Libanon, og at Retten savnede retsgrundlag for dels dens fortolkning af »vide skønsbeføjelser«, dels dens konstatering af, at den ingen beføjelse har til at udstikke ordrer til Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.

Som følge af ovenstående har appellanten gjort gældende, at han af Retten er blevet udsat for retsnægtelse.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24.10.2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (EUT L 310, s. 1).

(2)  Interimsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side om handel og handelsanliggender (EFT 2002 L 262, s. 2).

Appel iværksat den 24. november 2011 af Rügen Fisch AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 21. september 2011 i sag T-201/09 — Rügen Fisch AG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM), den anden part i sagen Schwaaner Fischwaren GmbH

(Sag C-582/11 P)

(2012/C 25/73)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Rügen Fisch AG (ved Rechtsanwälte O. Spuhler og M. Geitz)

De andre parter i appelsagen:

—	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

—	Schwaaner Fischwaren GmbH

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 21. september 2011 i sag T-201/09 ophæves, og afgørelse truffet den 20. marts 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 203/2007-4) annulleres.

—	Subsidiært ophæves ovennævnte dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret og sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort følgende gældende til støtte for sin appel:

I den appellerede dom fastslog Retten fejlagtigt, at den absolutte registreringshindring i varemærkeforordningens (1) artikel 7, stk. 1, litra c), er til hinder for registreringen af ordet SCOMBER MIX som EF-varemærke som følge af det omtvistede varemærkes beskrivende karakter.

Rettens vurdering udgør en tilsidesættelse af varemærkeforordningen artikel 7, stk. 1, litra c), sammenholdt med forordningens artikel 51, stk. 1, litra a). Ordmærket SCOMBER MIX er ikke beskrivende, eftersom der ud fra den relevante forbrugers synspunkt er tale om en fantasibetegnelse, der entydigt opfattes som et varemærke.

De varer og tjenesteydelser, som er omfattet af den omhandlede varemærkeansøgning, er bestemt til gennemsnitsforbrugere. En gennemsnitlig forbruger er imidlertid ikke bekendt med det latinske sprog eller det zoologiske begreb »scomber«. Ordmærket SCOMBER MIX udviser den minimumsgrad af særpræg, som kræves for at blive registreret som et EF-varemærke i henhold til EU-retten.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

Appel iværksat den 23. november 2011 af Dow AgroSciences Ltd, Dow AgroSciences LLC, Dow AgroSciences, Dow AgroSciences Export, Dow Agrosciences BV, Dow AgroSciences Hungary kft, Dow AgroSciences Italia Srl, Dow AgroSciences Polska sp. z o.o., Dow AgroSciences Iberica, SA, Dow AgroSciences s.r.o., Dow AgroSciences Danmark A/S og Dow AgroSciences GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-475/07, Dow AgroSciences Ltd m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-584/11 P)

(2012/C 25/74)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Dow AgroSciences Ltd, Dow AgroSciences LLC, Dow AgroSciences, Dow AgroSciences Export, Dow Agrosciences BV, Dow AgroSciences Hungary kft, Dow AgroSciences Italia Srl, Dow AgroSciences Polska sp. z o.o., Dow AgroSciences Iberica, SA, Dow AgroSciences s.r.o., Dow AgroSciences Danmark A/S og Dow AgroSciences GmbH (ved avocats C. Mereu og K. Van Maldegem)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom i sag T-475/07 ophæves, og

—	Kommissionens beslutning 2007/629/EF af 20. september 2007 (1) om afvisning af at optage trifluralin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF (2) og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof annulleres, eller

—	subsidiært hjemvises sagen til Retten, og

—	indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort gældende, at Retten, ved ikke at tage deres påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2007/629/EF om afvisning af at optage trifluralin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof, til følge, har tilsidesat fællesskabsretten. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at Retten begik en række fejl i sin fortolkning af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser, der fandt anvendelse på appellanternes situation. Dette førte til, at Retten begik en række retlige fejl, navnlig følgende:

—	Retten fastslog ikke, at appellanterne af den rapporterende medlemsstat og af EFSA blev anmodet om at fremlægge yderligere data til belysning af dossieret medhold i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 451/2000 (3).

—	Retten fastslog ikke, at Kommissionen ikke havde fulgt den almindelige forskriftsprocedure som foreskrevet i henhold til Rådets afgørelse 1999/468 (4) og fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat afgørelsens artikel 5.

—	Retten fastslog ikke, at Kommissionen havde foretaget en bedømmelse af trifluralin på grundlag af kriterier, der falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 91/414, og som ikke har grundlag i de relevante bestemmelser, og dermed har handlet ultra vires.

Af disse grunde har appellanterne gjort gældende, at Rettens dom i sag T-475/07 skal ophæves, og Kommissionens beslutning 2007/629/EF skal annulleres.

---

(1)  EUT L 255, s. 42.

(2)  EFT L 230, s. 1.

(3)  EFT L 55, s. 25.

(4)  EFT L 184, s. 23.

Appel iværksat den 24. november 2011 af Regione Puglia til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Afdeling) den 14. september 2011 i sag T-84/10, Regione Puglia mod Kommissionen

(Sag C-586/11 P)

(2012/C 25/75)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Regione Puglia (ved avvocati F. Brunelli og A. Aloia)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Kendelse afsagt af Retten den 14. september 2011 og meddelt appellanten den 15. september 2011, hvorved sag T-84/10 afvistes, ophæves.

—

Følgelig behandles sagens realitet, og Europa-Kommissionens afgørelse K(2009) 10350 af 22. december 2009, som bekræfter gyldigheden og anvendeligheden alene af bestemmelsen i artikel 4 om »ophævelse af suspensionen af mellemliggende betalinger fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling vedrørende det program, som afgørelsen omhandler«, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har for det første gjort gældende, at der er begået en procedurefejl for Retten, som har været alvorligt til skade for appellanten, navnlig undladelsen af at gennemføre den mundtlige forhandling i henhold til artikel 114, stk. 3, i Rettens procesreglement.

Appellanten har for det andet anført, at Retten har tilsidesat fællesskabsretten, idet den dels har foretaget en ukorrekt fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF, og Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 (1), sammenholdt med artikel 4, stk. 2 og 3, TEUF, og artikel 5, stk. 3, TEUF, dels ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for sine konklusioner, hvilket er i strid med artikel 81 i Rettens procesreglement.

---

(1)  EFT L 161, s. 1.

Appel iværksat den 24. november 2011 af Omnicare, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-289/09 — Omnicare, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Astellas Pharma GmbH

(Sag C-587/11 P)

(2012/C 25/76)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Omnicare, Inc. (ved M. Edenborough, QC)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Astellas Pharma GmbH

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	Der træffes afgørelse om, at appellanten tilkendes sagsomkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har som eneste anbringende gjort gældende, at Retten foretog en urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (1) (den »nye forordning«). Sagen omhandler en indsigelse rejst af Astellas Pharma GmbH (tidligere Yamanouchi Pharma GmbH) (»indsigeren«) på grundlag af indsigerens tyske varemærkeregistrering nr. 394 01 348, idet denne har gjort gældende, at der foreligger risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (2) (den »gamle forordning«) (som imidlertid er identisk med de relevante dele af den nye forordning). Eftersom det ældre varemærke var registreret mere end 5 år før indsigelsen blev rejst, skal indsigeren til støtte for sin indsigelse kunne godtgøre, at han har gjort reel brug af varemærket.

Det er gjort gældende at Retten fejlagtigt antog, at der var blevet gjort reel brug af indsigerens ældre varemærke. Det er ikke bestridt, at det omhandlede varemærke rent faktisk var blevet brugt af indsigeren eller med dennes samtykke i forbindelse med handel i relation til de tjenesteydelser, som registreringen omfattede. Brugen vedrørte imidlertid tjenesteydelser, der ikke blev afkrævet betaling for. Følgelig kan en sådan brug ikke påberåbes med henblik på at fastslå, at der har været gjort reel brug af varemærket. Spørgsmålet er blevet behandlet i en del retspraksis, som ifølge appellanten a) er forkert anvendt af Retten, og b) under alle omstændigheder ikke er konsekvent. Som følge heraf er der behov for at Domstolen træffer afgørelse om, hvilke juridiske konsekvenser der bør drages under sådanne faktiske omstændigheder.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærket, EFT 1994 L 11, s. 1.

Appel iværksat den 24. november 2011 af Omnicare, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-290/09 — Omnicare, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Astellas Pharma GmbH

(Sag C-588/11 P)

(2012/C 25/77)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Omnicare, Inc. (ved M. Edenborough, QC)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Astellas Pharma GmbH

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	Der træffes afgørelse om, at appellanten tilkendes sagsomkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har som eneste anbringende gjort gældende, at Retten foretog en urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (1) (den »nye forordning«). Sagen omhandler en indsigelse rejst af Astellas Pharma GmbH (tidligere Yamanouchi Pharma GmbH) (»indsigeren«) på grundlag af indsigerens tyske varemærkeregistrering nr. 394 01 348, idet denne har gjort gældende, at der foreligger risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (2) (den »gamle forordning«) (som imidlertid er identisk med de relevante dele af den nye forordning). Eftersom det ældre varemærke var registreret mere end 5 år før indsigelsen blev rejst, skal indsigeren til støtte for sin indsigelse kunne godtgøre, at han har gjort reel brug af varemærket.

Det er gjort gældende at Retten fejlagtigt antog, at der var blevet gjort reel brug af indsigerens ældre varemærke. Det er ikke bestridt, at det omhandlede varemærke rent faktisk var blevet brugt af indsigeren eller med dennes samtykke i forbindelse med handel i relation til de tjenesteydelser, som registreringen omfattede. Brugen vedrørte imidlertid tjenesteydelser, der ikke blev afkrævet betaling for. Følgelig kan en sådan brug ikke påberåbes med henblik på at fastslå, at der har været gjort reel brug af varemærket. Spørgsmålet er blevet behandlet i en del retspraksis, som ifølge appellanten a) er forkert anvendt af Retten, og b) under alle omstændigheder ikke er konsekvent. Som følge heraf er der behov for, at Domstolen træffer afgørelse om, hvilke juridiske konsekvenser der bør drages under sådanne faktiske omstændigheder.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker, EFT 1994 L 11, s. 1.

Appel iværksat den 25. november 2011 af Alliance One International, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-25/06, Alliance One International, Inc. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-593/11 P)

(2012/C 25/78)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Alliance One International, Inc. (ved avvocati C. Osti, A. Prastaro og G. Mastrantonio)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 9. september 2011 i sag T-25/06, Alliance One International mod Kommissionen, ophæves i dens helhed, og hvis sagen er moden til påkendelse,

—	annulleres artikel 1, stk. 1, i den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører SCC, Dimon og Alliance One, og som følge heraf

—	nedsættes de bøder, der er pålagt Transcatab og Dimon Italia (Mindo), således at bøderne ikke overstiger 10 % af deres omsætning i det seneste regnskabsår, og

—	nedsættes de bøder, der er pålagt Transcatab og Dimon Italia-Mindo, eftersom multiplikationsfaktoren ikke finder anvendelse længere, idet den byggede på koncernens størrelse.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de omkostninger, som Alliance One International har afholdt i forbindelse med sagen ved Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Alliance One har nedlagt påstand om: (i) annullation af den appellerede dom i dens helhed, (ii) annullation af artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning af 20. oktober 2005 i sag COMP/C.38.281/B.2 — Råtobak — Italien, for så vidt som den vedrører Standard Commercial Corp. (»SCC«), Dimon Inc. (»Dimon«) og Alliance One, og som følge heraf (iii) nedsættelse af de bøder, der er pålagt Transcatab S.p.A. (»Transcatab«) og Dimon Italia S.r.l. (»Dimon Italia«; nu Mindo), således at bøderne ikke overstiger 10 % af deres omsætning i det seneste regnskabsår, eller subsidiært om (iv) nedsættelse af de bøder, der er pålagt Trancatab og Dimon Italia (nu Mindo), eftersom multiplikationsfaktoren ikke finder anvendelse længere, og (v) under alle omstændigheder om at Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de omkostninger, som Alliance One har afholdt i forbindelse med sagen ved Retten.

Alliance One har gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves af følgende grunde:

—

For det første har Retten tilsidesat artikel 296 TEUF og artikel 48 og 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten har undladt at foretage en konkret og fyldestgørende undersøgelse af det relevante bevismateriale, som appellanten havde fremlagt med henblik på at modbevise formodningen om bestemmende indflydelse, og den har som følge heraf ikke i tilstrækkelig grad underbygget sin begrundelse for ikke at finde, at formodningen om faktisk kontrol måtte forkastes på grundlag af bevismaterialet, og dette indebærer tilsidesættelse af uskyldsformodningen, legalitetsformodningen og princippet om individuelt ansvar.

—	For det andet har Retten tilsidesat appellantens ret til forsvar ved at afvise det af Alliance One fremlagte bevismateriale, anvende de almindelige principper om bevisbyrde og de processuelle regler om bevisførelse urigtigt.

Appel iværksat den 25. november 2011 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-232/06, Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-597/11 P)

(2012/C 25/79)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved Δικηγόροι N. Korogiannakis og M. Dermitzakis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom ophæves.

—

Domstolens fulde prøvelsesret udøves, Kommissionens beslutning af 19. juni 2006 om ikke at antage buddet afgivet af appellanten under udbudsproceduren (»UP«) TAXUD/2005/AO-001 vedrørende specifikation, udvikling, vedligeholdelse og support i forbindelse med it-systemer for told omfattet af DG-TAXUD’s (»CUST-DEV«) it-projekter (EUT 2005/S 187-183846) og om at tildele det samme bud til en anden tilbudsgiver, meddelt til appellanten ved skrivelse af 19. juni 2006, annulleres, og den krævede erstatning tildeles.

—	Subsidiært henvises sagen til Retten, således at den træffer afgørelse om sagens realitet.

—	Kommissionen tilpligtes at betale appellantens retlige omkostninger og andre omkostninger, inklusive dem i forbindelse med den oprindelige procedure.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves på følgende grundlag:

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at anlægge en urigtig fortolkning af finansforordningens artikel 89, stk. 1, og artikel 98, stk. 1, af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 140, stk. 1 og 2, og artikel 141, stk. 2, og af principperne om ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighed og fri konkurrence.

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig retsanvendelse ved fejlfortolkning og urigtig gengivelse af de forelagte beviser.

Endelig, har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig retsanvendelse ved at fortolke ændringen af udvælgelseskriterierne urigtigt, ved ikke at undersøge tilstedeværelsen af flere åbenbare fejlvurderinger under vurderingen af udbuddet og ved ikke at give en tilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom.

Appel iværksat den 25. november 2011 af Land Wien til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 20. september 2011 i sag T-267/10, Land Wien mod Europa-Kommissionen

(Sag C-608/11 P)

(2012/C 25/80)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Land Wien (ved Rechtsanwalt W.-G. Schärf)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstand

Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Sjette Afdeling) den 20. september 2011 i sag T-267/11 ændres, således at appellantens påstand tages til følge, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i første og anden instans

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af kendelse afsagt af Retten den 20. september 2011, hvormed Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om i det væsentlige dels at Kommissionens afgørelse af 25. marts 2010 om henlæggelse af sagsøgerens klage vedrørende projektet om udbygning af reaktor 3 og 4 i Mochovce-atomkraftværket (Den Slovakiske Republik) annulleres, dels at det fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet i henhold til artikel 265 TEUF, i det omfang ikke alle de ønskede dokumenter vedrørende dette projekt under tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1) er blevet fremsendt til sagsøgeren.

Retten har tilsidesat Euratom-traktaten, idet den ikke fortolkede denne i lyset af Lissabontraktaten. Retten har underkendt, at det følger af Lissanbontraktaten, at den i artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder anerkendte ret til aktindsigt i dokumenter er juridiskbindende, og at appellanten umiddelbart kan henvise hertil med henblik på at indhente samtlige de oplysninger, som Kommissionen ligger inde med vedrørende udbygning af Mochovce-atomkraftværket.

I modsætning til Rettens opfattelse udgør Kommissionens skrivelse som svar på appellantens spørgsmål en anfægtelig beslutning som omhandlet i artikel 263 TEUF. Dette fremgår af Domstolens faste praksis og navnlig af dom af 11. november 1981 i sag 60/81 (IBM).

---

(1)  EFT L 145, s. 43.

Appel iværksat den 1. december 2011 af Luigi Marcuccio til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 14. september 2011 i sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag C-617/11 P)

(2012/C 25/81)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (ved avvocato G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Ophævelse af de dele af dommen af 14. september 2011 i sag T-236/02, hvor Retten frifandt Europa-Kommissionen for den af appellanten fremsatte erstatningspåstand.

—	Principalt: Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanten gives medhold i sin erstatningspåstand.

—	Subsidiært: Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer fornyet afgørelse om erstatningspåstanden.

Anbringender og væsentligste argumenter

—	Der foreligger en formel fejl af en sådan grovhed, at appellantens interesser har lidt ubodelig skade.

—

Dommen indeholder ingen form for begrundelse, og argumentationen er irrationel, modstridende, ulogisk og usammenhængende, og der er tale om en fejlagtig, urigtig, falsk og irrationel fortolkning og anvendelse af bilag X til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, af de almindelige fortolkningsprincipper og af de betingelser, der skal være opfyldt for, at en institution i Den Europæiske Union kan blive dømt til at betale skadeserstatning.

—	Der foreligger forveksling, vilkårlighed og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

—	Der er tale om en forvanskning og fordrejning af de faktiske omstændigheder, og fejlagtig, urigtig, falsk og irrationel fortolkning og anvendelse af de principper, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt påstande kan antages til realitetsbehandling.

Appel iværksat den 2. december 2011 af New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 29. september 2011 i sag T-415/09 — New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Vallis K. — Vallis A. & Co. O.E.

(Sag C-621/11 P)

(2012/C 25/82)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH (ved Rechtsanwälte V. Spitz, A. Gaul, T. Golda og S. Kirschstein-Freund)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Vallis K. — Vallis A. & Co. O.E.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 29. september 2011 i sag T-415/09 ophæves, og a) afgørelse truffet den 30. juli 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) annulleres, for så vidt som der derved blev givet afslag på klagen, og afslaget på ansøgningen for varer i klasse 25 blev fastholdt b) subsidiært hjemvises sagen til Retten til endelig afgørelse.

2)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

—

Den omstændighed, at der er blevet taget hensyn til yderligere beviser for brug, som er blevet fremlagt efter udløbet af den frist, der er blevet fastsat af Harmoniseringskontoret for sådanne beviser, udgør en tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2 og stk. 3, og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (1) (tidligere artikel 43, stk. 2 og stk. 3, og artikel 74, stk. 2 i forordning nr. 40/94), og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.

—

Fremlæggelsen af beviser for reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, reguleres udelukkende af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Ordlyden af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 hjemler ikke et skøn. Artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 er derfor for så vidt ikke anvendelig. I tilfælde af, at der ikke inden for den periode, der er fastsat af Harmoniseringskontoret i overensstemmelse med regel 22, stk. 2, første punktum, er ført bevis for reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, skal indsigelsen afvises.

—

I tilfælde af, at Harmoniseringskontoret i overensstemmelse med artikel 75 i forordning nr. 207/2009 og regel 20, stk. 4, i forordning nr. 2868/95 opfordrer indsigeren til at fremsætte bemærkninger som svar på ansøgernes argumenter med hensyn til det fremlagte bevis for brug, kan indsigeren følgelig fremsætte sine bemærkninger. Der kan imidlertid ikke tages hensyn til yderligere beviser, idet disse er blevet fremlagt efter fristens udløb. Ved at tage hensyn til for sent fremlagt beviser, tilsidesatte Harmoniseringskontoret artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.

—	Den blotte fremsættelse af bemærkninger fra ansøgerens side, hvorved denne bestrider, at de beviser, der blev fremlagt inden for fristen, var tilstrækkelige, begrunder ikke, at der kan tages hensyn til yderligere beviser for brug.

—

Selv hvis artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 anses for anvendelig på yderligere beviser for brug, som er blevet fremlagt efter udløbet af fristen i regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, er artikel 42, stk. 2, stk. 3, og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 blevet tilsidesat i den foreliggende sag.

—

De beviser, der blev fremlagt efterfølgende, udgjorde ikke yderligere beviser. Fremlæggelse af sådanne beviser forudsætter, at de beviser, der fremlægges inden for den første frist, godtgjorde, at der forelå reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, og at de beviser, der fremlægges på et senere tidspunkt udelukkende underbygger de allerede godtgjorte faktiske omstændigheder. Retten tilsidesatte således artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 ved at tillade, at denne bestemmelse kunne anvendes i appelsager.

—

Der er sket en overskridelse af den skønsmæssige beføjelse, der er blevet tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. Harmoniseringskontoret overskred sin skønsmæssige beføjelse ved udelukkende at tage hensyn til, at fremlæggelsen af yderligere eksempler på brug var nødvendig for indsigeren. Spørgsmålet om, hvorvidt fremlæggelse af yderligere beviser er nødvendig for en part i sagen, er ikke en omstændighed, som appelindstævnte skal tage hensyn til. Dette spørgsmål skal den respektive part selv besvare. Endvidere tog Harmoniseringskontoret ikke hensyn til en række yderligere omstændigheder. Det foretog end ikke en vurdering af værdien af det materiale, der først blev fremlagt. Ved at fastslå, at der ikke var sket en overskridelse af den skønsmæssige beføjelse, tilsidesatte Retten den anvendelige ret.

---

(1)  Rådets forordning (EF) af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

Appel iværksat den 6. december 2011 af Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 21. september 2011 i sag T-268/10, Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS mod Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

(Sag C-625/11 P)

(2012/C 25/83)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS (ved avocats K. Van Maldegem og R. Cana)

De andre parter i appelsagen: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens kendelse i sag T-268/10 ophæves.

—

Den afgørelse, der er truffet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), og hvorefter acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier, i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006, og den efterfølgende optagelse af acrylamid den 30. marts 2010 på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006 annulleres.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling af appellantens annullationssøgsmål.

—	Det Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale sagens omkostninger (herunder sagsomkostningerne ved Retten).

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort gældende, at Retten har tilsidesat EU-retten ved ikke at tage deres påstand om annullation af den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning nr. 1907/2006, og af den efterfølgende optagelse af acrylamid den 30. marts 2010 på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/200 til følge. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at Retten har begået en række fejl i sin fortolkning af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser, der fandt anvendelse på appellanternes situation. Dette førte til, at Retten begik en række retlige fejl, navnlig for så vidt angår følgende:

—	dens fortolkning og anvendelse af procesreglementets artikel 102, stk. 1, og retspraksis vedrørende beregningen af tidsfrister

—

dens forkastelse af appellantens påstand om annullation af den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning 1907/2006, og af den efterfølgende optagelse den 30. marts 2010 af acrylamid på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i denne forordning.

Appellanterne har på baggrund heraf gjort gældende, at Domstolen skal ophæve Rettens dom i sag T-268/10, og at den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning 1907/2006, i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006, og den efterfølgende optagelse den 30. marts 2010 af acrylamid på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006 skal annulleres.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396, s. 1).

Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Anden Afdeling den 17. oktober 2011 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-551/09) (1)

(2012/C 25/84)

Processprog: tysk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.

---

(1)  EUT C 63 af 13.3.2010.

Kendelse afsagt af formanden for Sjette Afdeling den 28. september 2011 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-179/10) (1)

(2012/C 25/85)

Processprog: fransk

Formanden for Sjette har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.

---

(1)  EUT C 161 af 19.6.2010.

Rettens dom af 30. november 2011 — Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-208/06) (1)

(Konkurrence - karteller - markedet for methacrylater - beslutning der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 - begrebet en samlet overtrædelse - overtrædelsens varighed - bøder - overtrædelsens grovhed - formildende omstændigheder)

(2012/C 25/86)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Quinn Barlo Ltd (Cavan, Irland), Quinn Plastics NV (Geel, Belgien) og Quinn Plastics GmbH (Mainz, Tyskland) (ved advokaterne W. Blau, F. Wijckmans og F. Tuytschaever)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved V. Bottka og S. Noë, derefter ved V. Bottka og N. Khan, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af artikel 1 og 2 i Kommissionens beslutning K(2006) 2098 endelig af 31. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/F/38.645 — Methacrylat) for så vidt som de vedrører sagsøgerne, subsidiært en påstand om annullation af denne beslutnings artikel 2 for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde og mere subsidiært en påstand om nedsættelse af denne bøde.

Konklusion

1)

Artikel 1 i Kommissionens beslutning K(2006) 2098 endelig af 31. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.645 — Methacrylater) annulleres dels i det omfang den fastslår, at Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH har overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved at have deltaget i en række aftaler og former for samordnet praksis vedrørende ikke blot faste plader af polymethyl-methacrylat, men også sammensætninger til støbning af polymethyl-methacrylat og sanitetsvarer af polymethyl-methacrylat, dels i det omfang disse selskaber deri holdes ansvarlige for deltagelse i kartellet i perioden fra den 1. november 1998 til den 23. februar 2000.

2)	Den bøde, som Quinn Barlo, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH er pålagt in solidum i henhold til artikel 2 i beslutning K(2006) 2098 endelig fastsættes til 8 250 000 EUR.

3)	I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

4)	Quinn Barlo, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH bærer 60 % af deres egne omkostninger og betaler 60 % af Europa-Kommissionens omkostninger.

5)	Kommissionen bærer 40 % af sine egne omkostninger og betaler 40 % af de omkostninger, Quinn Barlo, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH har afholdt.

---

(1)  EUT C 224 af 16.9.2006.

Rettens dom af 8. december 2011 — Deutsche Post mod Kommissionen

(Sag T-421/07) (1)

(Statsstøtte - foranstaltninger truffet af de tyske myndigheder til fordel for Deutsche Post AG - beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF - ingen tidligere endelig beslutning - afvisning)

(2012/C 25/87)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Deutsche Post AG (Bonn, Tyskland) (ved advokaterne J. Sedemund og T. Lübbig)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved N. Khan og B. Martenczuk, derefter ved B. Martenczuk og D. Grespan, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: UPS Europe NV/SA (Bruxelles, Belgien) og UPS Deutschland Inc. & Co. OHG (Neuss, Tyskland) (ved advokaterne T. Ottervanger og E. Henny)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 12. september 2007 om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, [EF] hvad angår den statsstøtte, som Forbundsrepublikken Tyskland har tildelt Deutsche Post AG (støtte C 36/07 (ex NN 25/07))

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Deutsche Post AG bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)	UPS Europe NV/SA og UPS Deutschland Inc. & Co. OHG bærer deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 22 af 26.1.2008.

Rettens dom af 8. december 2011 — Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen

(Sag T-39/08) (1)

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - levering af it-tjenesteydelser i forbindelse med værtskab, forvaltning, forbedring, fremme og vedligeholdelse af en internetportal - forkastelse af buddet og tildeling af kontrakten til en anden bydende - udvælgelseskriterier - tildelingskriterier - ansvar uden for kontraktforhold)

(2012/C 25/88)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved advokat N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved E. Manhaeve og N. Bambara, som befuldmægtigede, bistået af advokat J. Stuyck)

Sagens genstand

Dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 12. november 2007, hvorved Kommissionen afviste sagsøgerens bud afgivet i forbindelse med et offentligt udbud EAC/04/07 vedrørende hosting, forvaltning, forbedring, fremme og vedligeholdelse af Kommissionens internetportal om onlinelæring (e-learning) (elearningeuropa.info) (EUT 2007 S 87) samt meddelte, at kontrakten blev tildelt en anden tilbudsgiver, dels en påstand om erstatning

Konklusion

1)

Kommissionens afgørelse af 12. november 2007, hvorved Kommissionen afviste et bud afgivet af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE i forbindelse med et offentligt udbud EAC/04/07 vedrørende værtskab, forvaltning, forbedring, fremme og vedligeholdelse af Kommissionens internetportal om onlinelæring (e-learning) (elearningeuropa.info) samt meddelte, at kontrakten blev tildelt en anden tilbudsgiver, annulleres.

2)	Erstatningspåstanden tages ikke til følge.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger samt betaler de af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 92 af 12.4.2008.

Rettens dom af 30. november 2011 — Kommissionen mod Dittert

(Sag T-51/08 P) (1)

(Appel - personalesag - tjenestemænd - forfremmelse - forfremmelsesåret 2005 - prioritetspoint - manglende tildeling som følge af en teknisk fejl - forfremmelsesudvalg A* - tildeling af færre supplerende prioritetspoint end foreslået af de overordnede - ikke-opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd)

(2012/C 25/89)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Daniel Dittert (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne B. Cortese og C. Cortese)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 22. november 2007 i sag F-109/06 (endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser), Dittert mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne dom.

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Daniel Dittert afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 92 af 12.4.2008.

Rettens dom af 30. november 2011 — Kommissionen mod Carpi Badía

(Sag T-52/08 P) (1)

(Appel - personalesag - tjenestemænd - forfremmelse - forfremmelsesåret 2005 - prioritetspoint - manglende tildeling som følge af en teknisk fejl - forfremmelsesudvalg A* - tildeling af færre supplerende prioritetspoint end foreslået af de overordnede - ikke-opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd)

(2012/C 25/90)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: José María Carpi Badía (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne B. Cortese og C. Cortese)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 22. november 2007 i sag F-110/06 (endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser), Carpi Badía mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne dom.

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af José María Carpi Badía afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 92 af 12.4.2008.

Rettens dom af 30. november 2011 — Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing AG mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-107/08) (1)

(Dumping - import af siliciummangan med oprindelse i Kina og Kasakhstan - annullationssøgsmål - eksportpris - sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi - beregningen af underbudsmarginen - ansvar uden for kontraktforhold)

(2012/C 25/91)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Transnational Company »Kazchrome« AO (Aktioubé, Kazakhstan) og ENRC Marketing AG (Kloten, Schweiz) (først ved advokaterne L. Ruessmann og A. Willems, derefter ved A. Willems og S. De Knop)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union (først ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne G. Berrisch og G. Wolf, derefter ved J.-P. Hix og B. Driessen, som befuldmægtigede, bistået af advokat G. Berrisch) og Europa-Kommissionen (ved H. van Vliet og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Euroalliages (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne J. Bourgeois, Y. van Gerven og N. McNelis)

Sagens genstand

Dels en påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1420/2007 af 4. december 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciummangan med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Kasakhstan og afslutning af proceduren vedrørende importen af siliciummangan med oprindelse i Ukraine (EUT L 317, s. 5), for så vidt som den vedrører importen af siliciummangan fremstillet af Transnational Company »Kazchrome« AO, dels en påstand om erstatning

Konklusion

1)

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 1420/2007 af 4. december 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciummangan med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Kasakhstan og afslutning af proceduren vedrørende importen af siliciummangan med oprindelse i Ukraine annulleres, for så vidt som den vedrører importen af siliciummangan fremstillet af Transnational Company »Kazchrome« AO.

2)	I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.

3)	Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing AG bærer halvdelen af deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

4)	Rådet betaler halvdelen af Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketings omkostninger og bærer sine egne omkostninger.

5)	Euroalliages bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 116 af 9.5.2008.

Rettens dom af 30. november 2011 — Sniace mod Kommissionen

(Sag T-238/09) (1)

(Statsstøtte - gældsomlægningsaftaler - beslutning om, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet - begrundelsespligt)

(2012/C 25/92)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Sniace, SA (Madrid, Spanien) (ved advokaterne F.J. Moncholí Fernández og S. Rating)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Urraca Caviedes, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2009/612/EF af 10. marts 2009 angående den støtteforanstaltning C 5/2000 (ex NN 118/1997), som Spanien har iværksat til fordel for Sniace, SA, Torrelavega, Cantabrien, og om ændring af beslutning 1999/395/EF

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Sniace, SA bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

---

(1)  EUT C 193 af 15.8.2009.

Rettens dom af 30. november 2011 — Hartmann mod KHIM (Complete)

(Sag T-123/10) (1)

(EF-varemærker - ansøgning om EF-ordmærket Complete - absolutte registreringshindringer - mangel på fornødent særpræg - beskrivende karakter - begrundelse - varer, som udgør en ensartet gruppe - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009)

(2012/C 25/93)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Paul Hartmann AG (Heidenheim an der Brenz, Tyskland) (ved advokat N. Aicher)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (først ved B. Schmidt, dernæst ved R. Manea og R. Pethke, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 20. januar 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 601/2009-4) vedrørende en ansøgning om registrering af ordmærket Complete som EF-varemærke

Konklusion

1)	Afgørelse truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) den 20. januar 2010 (sag R 601/2009-4) annulleres.

2)	Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler Paul Hartmann AG’s omkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er afholdt af sidstnævnte i forbindelse med sagen for appelkammeret.

---

(1)  EUT C 134 af 22.5.2010.