11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/1

1.

påpeger, at der ikke kan rejses tvivl om den videnskabelige dokumentation for klimaændringerne og de dermed forbundne konsekvenser, hvilket gør det absolut nødvendigt straks at vedtage rettidige, koordinerede, ambitiøse og bindende foranstaltninger på internationalt plan for at kunne tackle denne globale udfordring;

2.

opfordrer indtrængende de europæiske og internationale beslutningstagere til at fastholde deres fokus på modvirkning af og tilpasning til klimaændringer og til at afsætte de nødvendige ressourcer til disse mål på trods af statsgældskrisen; understreger i den forbindelse, at investeringer i infrastruktur med henblik på modvirkning af og tilpasning til klimaændringerne samt mere generelt skridt i retning mod en grøn økonomi meget vel kan være den eneste måde, hvorpå vi kan overvinde de nuværende problemer;

3.

bekræfter sit engagement i ambitiøse mål og foranstaltninger for at begrænse den globale opvarmning til højst 2 grader som beskrevet i en resolution om klimatopmødet i Cancún og i en udtalelse fra 2010 om den internationale klimapolitik; henviser endvidere til Rådets konklusioner (1);

4.

understreger, at der i overensstemmelse med de europæiske forpligtelser er et presserende behov for at nå frem til en internationalt juridisk bindende aftale i Durban til afløsning af Kyotoprotokollen i FN's regi, og opfordrer til, at den internationale aftale bygges på de fremskridt, der skete på Cancún-konferencen, som anerkendte det subnationale myndighedsniveaus afgørende rolle og opfordrede til og støttede, at indsatsen på lokalt og regionalt niveau bygges på en »grøn« økonomi med lav CO2-udledning;

5.

tror på, at de påkrævede investeringer ikke kun vil være med til at modvirke klimaforandringer, men at de også vil bidrage væsentligt til at skabe bæredygtig vækst i Europa, arbejdspladser og højst tiltrængte indtægter og dermed medvirke til at reducere den offentlige gæld;

6.

hilser derfor den nyligt udsendte rapport fra Kommissionens Fælles Forskningscenter (2) velkommen; den opfordrer til bæredygtige politikker og langsigtede programmer for investering i el-produktion med lav CO2-udledning for at opnå en væsentlig nedskæring af drivhusgasemissionerne;

7.

opfordrer i denne forbindelse og som aftalt på Cancún-topmødet parterne til at gøre Den Grønne Klimafond og Tilpasningsudvalget funktionsdygtige og give civilsamfundet og lokale og regionale myndigheder let adgang til disse instrumenter;

8.

bifalder ambitionen om at øge andelen af klimarelaterede udgifter til mindst 20 % i forbindelse med EU's flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 og opfordrer de internationale beslutningstagere til at træffe lignende foranstaltninger.

9.

anerkender, at EU's mål på klimaområdet kun kan opfyldes, hvis de fremtidige emissionsreduktioner fordeles i hele det internationale samfund på en retfærdig måde med behørigt hensyn til de enkelte landes og regioners evner og udgangspunkter, og der samtidig opnås global konsensus om effektive foranstaltninger, der bakkes op af fælles standarder for en regelmæssig overvågning, rapportering og verifikation (MRV); bifalder indgåelsen af Mexico City-aftalen og oprettelsen af byernes CO2-klimaregister (»carbonn® Cities Climate Registry«), der er svaret fra subnationale myndighedsniveauer i hele verden på MRV-klimabeskyttelsesforanstaltningerne;

10.

hilser det varmt velkommen, at lokale og regionale myndigheder på COP 16-konferencen i Cancún anerkendtes som vigtige »offentlige aktører« i den globale klimaindsats, og opfordrer til en lignende anerkendelse i aftalen om Kyotoprotokollens efterfølger; beder derfor om, at de lokale og regionale myndigheder styrkes, tildeles ressourcer og sikres adgang til finansiering;

11.

opfordrer til, at klimapolitiske mål så tidligt som muligt inddrages i den sociale udvikling, ved at der gives finansiel støtte, oprettes klimapartnerskaber og udvikles menneskelig kapital og viden med henblik på at skabe økonomisk vækst med lav CO2-udledning, bekæmpe ørkendannelse og udvikle bæredygtig skovdrift; opfordrer i denne forbindelse til, at der gøres en ekstra indsats for at gennemføre programmet for reduktion af emissioner fra skovrydning og skovforringelse (REDD+);

12.

konstaterer, at byområder tegner sig for 75 % af CO2-udledningen, og understreger, at en effektiv global indsats kræver »flerniveaustyring«, en fremgangsmåde, der indebærer koordinering af indsatsen på de lokale, regionale, nationale og overnationale myndighedsniveauer baseret på nærhedsprincippet; understreger i den forbindelse, at en »territorial pagt for regionale og lokale myndigheder om Europa 2020-strategien« som foreslået af EU's Regionsudvalg er et meget vigtigt redskab til håndtering af klimaændringerne;

13.

opfordrer derfor alle subnationale myndighedsniveauer i verden til at investere i bekæmpelsen af klimaændringer, øge borgernes bevidsthed, mobilisere politisk støtte hos offentligheden, øge medansvaret for processen, fremme erhvervsinvesteringer og nye forretningsmodeller, mobilisere finansieringskilder samt motivere producenter og forbrugere til at ændre adfærd for at skabe et ressourceeffektivt samfund og en mere klimavenlig økonomi;

14.

fremhæver indsatsen i de europæiske byer og regioner, der har vedtaget lokale eller regionale klima- og energistrategier med specifikke mål for modvirkning af klimaændringer, og som eksempelvis har undertegnet Borgmesteraftalen, der har til formål at reducere CO2-emissionerne med mindst 20 % inden 2020;

15.

fremhæver også indsatsen i øregioner, som inden for rammerne af Ø-pagten har forpligtet sig til at udarbejde en energihandlingsplan med det sigte at nå og endda overgå EU's mål for bæredygtig energi og bekæmpelse af klimaændringer;

16.

mener, at den ekspertise på dette felt, som de lokale og regionale myndigheder i EU sidder inde med, bør gøres tilgængelig for subnationale myndigheder i andre dele af verden;

17.

henviser til det aftalememorandum, det har underskrevet med USA's Borgmesterkonference, bekræfter sit engagement i udbygningen af dette særlige transatlantiske samarbejde og er parat til at overveje lignende former for samarbejde med partnere i andre dele af verden;

18.

finder det absolut nødvendigt at øge bevidstheden om problemerne i forbindelse med global opvarmning og inddrage borgerne i programmer for fremme af vedvarende energi. Disse programmers succes afhænger dels af borgernes bevidsthedsgrad og medansvarsfølelse, dels af et omfattende oplysningsarbejde, der kan føre til bredest mulig mobilisering af offentligheden. Et godt eksempel på dette er, at man på et tidligt stadium involverer medborgerne i programmerne til fremme af vedvarende energikilder.

19.

understreger, at visionen om en ressourceeffektiv lavemissionsøkonomi kræver en ny industriel revolution, der involverer alle myndighedsniveauer, borgere, virksomheder, universiteter og forskningscentre, og opfordrer disse aktører til at udveksle idéer og erfaringer på tværs af nationale grænser for at fremme initiativer nedefra;

20.

opfordrer til, at de prioriterede mål for miljø- og klimapolitikken indarbejdes i andre politikområder for at optimere synergien mellem dem, og erkender, at samme foranstaltninger kan og bør forfølge flere forskellige komplementære mål;

21.

påpeger behovet for en samlet tilgang til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, som kræver omstillinger i mange sektorer, f.eks. mobilitet, bygninger, mad, affaldshåndtering, genvinding og genbrug af produkter, samt arealanvendelse på land og i by, finansielle incitamenter til lav-CO2-investeringer, et nyt fokus på det økologiske fodaftryk i varers og tjenesters livscyklus og integration af bæredygtige adfærdsmønstre i uddannelse og efteruddannelse;

22.

opfordrer parterne til at være mere opmærksomme på klimarelaterede forsknings- og innovationsaktiviteter og -programmer og anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle subnationale myndigheder råder over tilstrækkelige finansielle midler til at tage denne udfordring op;

23.

beder derfor om, at der etableres hensigtsmæssige rammebetingelser, så de nødvendige ændringer i energiinfrastrukturen hurtigt kan gennemføres for at bane vej for intelligente net, der alt efter de lokale forhold gør det muligt for individuelle husstande, små og mellemstore virksomheder, lokale myndigheder og kooperativer at producere deres egen grønne energi og dele den på peer-to-peer-basis på tværs af regionerne; opfordrer Kommissionen til at indkalde til en særkonference med lokale og regionale myndigheder og relevante aktører for at kickstarte omstillingen af Europas energiproduktion og distribution og dermed vise en vej for andre;

24.

støtter emissionshandelsordninger som et middel til at håndtere klimaændringer og opfordrer i EU-sammenhæng medlemsstaterne til at anvende alle indtægterne fra EU-ordningen til at støtte forskning i lavemissionsteknologier og grønne investeringer.

25.

påpeger, at hvis EU skal være en troværdig drivkraft bag forandringer, må det foregå med et godt eksempel ved bl.a. at vedtage og gennemføre ambitiøse og bindende mål som dem for nedbringelse af CO2-udledningen, for vedvarende energi og for energieffektivitet;

26.

ser i resultaterne fra Cancún også en opgave for de regionale og lokale niveauer og påtager sig i den forbindelse et ansvar;

27.

tilbyder at bidrage til forhandlingerne i Durban med sin særlige ekspertise og viden og at spille en aktiv rolle i udformningen af forhandlingsprocessen;

28.

forventer at blive hørt regelmæssigt om europæiske og internationale klimaforhandlinger og ønsker derfor et tæt samarbejde med Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet;

29.

opfordrer de relevant parter til at sikre sammenhængen mellem de beslutninger, der skal træffes på klimakonferencen i Durban og på Rio+ 20-konferencen;

30.

pålægger Regionsudvalgets formand at forelægge denne resolution for formanden for Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Kommissionen, det polske rådsformandskab og FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC).

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/4

—

anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle borgere har råd til en bolig, ved at huslejestigninger baseres på en objektiv prisfastsættelse – en metode, som garanterer moderate ejendomspriser – og ved at skattepolitikken tilpasses med henblik på at begrænse spekulation;

—

hilser det velkommen, at Kommissionen, som Regionsudvalget tidligere har opfordret til, den 19. september 2011 fremsatte et nyt forslag om udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelse af lokale og sociale offentlige tjenester, herunder socialt boligbyggeri, for anmeldelse af støtte; minder i den forbindelse om, at det påhviler medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at fastlægge tjenester af almen interesse inden for den sociale boligpolitik og bestemme, hvordan de skal tilvejebringes og anvendes; understreger endvidere, at Kommissionen ikke har kompetence til at fastlægge betingelserne for tildeling af sociale boliger eller til at fastslå, hvilke kategorier af husstande der ikke kan få deres grundlæggende sociale behov opfyldt af markedskræfterne alene;

—

opfordrer til, at reglerne for berettigelse til støtte fra EU's strukturfonde til energirenovation af boliger til fremme af den sociale samhørighed forlænges, og at hver region gives større fleksibilitet med hensyn til omfanget af de midler, der bevilges til formålet. I forhold til strukturfondene bør partnerskabsprincippet udnyttes effektivt, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at samarbejde med lokale og regionale myndigheder om at fastlægge prioriteter og træffe beslutninger om, hvordan strukturfondsmidlerne skal anvendes;

—

understreger, at uacceptable boligvilkår i betydelig grad påvirker sundheden, og at en forbedring af boligkvaliteten kan forebygge de negative følger, som en for overfyldt, fugtig, kold eller dårligt udluftet bolig har på beboernes sundhed; tilføjer, at en mangel på bolig forårsager stress og nød, hvilket har en negativ indvirkning på livskvalitet, sundhed og velbefindende for enkeltpersoner, familier og samfund.

Ordfører

Alain HUTCHINSON (BE/PSE), medlem af parlamentet i hovedstadsregionen Bruxelles

1.

gentager sin støtte til Europa 2020-strategien med henblik på at fremme en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

2.

noterer sig med interesse, at balancen på boligmarkedet i betragtning af dens betydning for større finansiel og økonomisk stabilitet på EU-plan er blevet anerkendt som en mulig indikator i den mekanisme til makroøkonomisk overvågning, som indføres i det nye europæiske halvår;

3.

minder om, at alle EU-borgere har et grundlæggende behov for en økonomisk overkommelig og anstændig bolig, og at de regionale og lokale myndigheder meget ofte er en vigtig formidlende instans, når borgerne skal have opfyldt dette behov;

4.

understreger derfor, at selv om Den Europæiske Union ikke har nogen eksplicit kompetence på det boligpolitiske område, er det nødvendigt – i betragtning af boligspørgsmålets betydning for gennemførelsen af ovennævnte overordnede politiske EU-mål (økonomisk stabilitet, bekæmpelse af klimaændringer og social inklusion), den horisontale sociale klausul, som der henvises til i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og artikel 34 i charteret om de grundlæggende rettigheder – at belyse, hvordan EU-politikkerne kan øve indvirkning på boligsituationen;

5.

mener desuden, at de lokale, regionale og nationale myndigheders beføjelser til at fastlægge deres egen boligpolitik, især for det almennyttige boligbyggeri, bør bevares fuldt ud i overensstemmelse med Lissabontraktatens artikel 14 og protokol 26 hertil, så boligpolitikken med udnyttelse af alle de disponible finansielle midler fortsat kan opfylde befolkningens behov, og de lokale og regionale myndigheder på denne måde får mulighed for så effektivt som muligt at tackle de store udfordringer, der er fælles for hele EU;

6.

fremhæver det nødvendige i, at medlemsstaterne påtager sig et ansvar for boligpolitikken, og at EU-politikkerne tilvejebringer en ramme for opnåelse af dette mål;

7.

bifalder, at der nu åbnes for støtte fra EU's strukturfonde til energirenovering af det sociale boligbyggeri og til forbedring af boligforholdene for marginaliserede grupper; anmoder derfor om, at dette føres videre efter 2014;

8.

hilser det velkommen, at Kommissionen, som Regionsudvalget (1) tidligere har opfordret til, den 19. september 2011 (2) fremsatte et nyt forslag om udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelse af lokale og sociale offentlige tjenester, herunder socialt boligbyggeri, for anmeldelse af støtte; minder i den forbindelse om, at det påhviler medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at fastlægge tjenester af almen interesse inden for den sociale boligpolitik og bestemme, hvordan de skal tilvejebringes og anvendes; understreger endvidere, at Kommissionen ikke har kompetence til at fastlægge betingelserne for tildeling af sociale boliger eller til at fastslå, hvilke kategorier af husstande der ikke kan få deres grundlæggende sociale behov opfyldt af markedskræfterne alene.

9.

er enigt med Kommissionen i det nødvendige i at undgå fremtidige bobler på ejendomsmarkedet på grund af disses indvirkning på både den sociale og den finansielle stabilitet. I den forbindelse skulle de nye regler for et fælles realkreditmarked, som Kommissionen har foreslået, og som dels udvides til den periode, der går forud for kontraktunderskrivelsen, dels har til formål at skabe en tilpasset ramme for de markedsaktører, der er berørt af lånetransaktionen, kunne muliggøre en bedre beskyttelse af forbrugerne, især de fattige husholdninger, men uden at de udelukkes fra muligheden for at skaffe sig adgang til en bolig. Der er modeller for adgang til at købe sociale boliger, som er beskyttede og under tilsyn. Disse modeller indgår som en integreret del i de sociale boligpolitikker, og dette nye direktiv bør ikke have nogen begrænsende virkning på dem (3);

10.

understreger, at de økonomiske ubalancer, som uoverkommelige boligpriser skaber, ikke er begrænset til det finansielle område, men øver betydelig indflydelse på husstandenes forbrugstilbøjelighed. I Europa bruger de fattige husstande gennemsnitligt 40 % af deres indtægter (4) på bolig og opvarmning, og denne andel er stadig stigende;

11.

anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle borgere har råd til en bolig, ved at huslejestigninger baseres på en objektiv prisfastsættelse – en metode, som garanterer moderate ejendomspriser – og ved at skattepolitikken tilpasses med henblik på at begrænse spekulation;

12.

opfordrer til, at investeringer i socialt boligbyggeri støttes, og til at risikovurderingen ved boliginvesteringer tager hensyn til det sociale boligbyggeris særlige karakter, som ikke indebærer samme risici som resten af boligsektoren;

13.

mener, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) bør øge sine investeringer i denne sektor betydeligt, da energieffektive kvalitetsboliger til overkommelige priser udgør en infrastruktur for lokal økonomisk udvikling, navnlig i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen offentlig boligbank, og samtidig bør forbedre lånevilkårene; man bør være særlig opmærksom på behovet for at skabe en stor bestand af lejeboliger i bestemte regioner, så de dårligst stillede i befolkningen, som ikke har råd til en ejerbolig, kan få opfyldt deres behov.

14.

minder om, at boligsektoren tegner sig for 40 % af drivhusgasemissionerne og derfor er en højt prioriteret sektor, når det gælder bekæmpelse af klimaændringer; tilføjer, at det for at nå de fastsatte mål er nødvendigt at forbedre vilkårene for den boligmasse, der er ældre end 30 år, og som i nogle regioner udgør over 70 % af de eksisterende boliger; understreger endvidere, at energirenovation af fire boliger skaber så meget beskæftigelse, at det svarer til en arbejdsplads til én person, og fremhæver derfor denne sektors betydning i form af positive og strukturerende virkninger for beskæftigelsen, den økonomiske vækst og miljøet på lokalt niveau;

15.

opfordrer til, at reglerne for berettigelse til støtte fra EU's strukturfonde til energirenovation af boliger til fremme af den sociale samhørighed forlænges, og at hver region gives større fleksibilitet med hensyn til omfanget af de midler, der bevilges til formålet. I forhold til strukturfondene bør partnerskabsprincippet udnyttes effektivt, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at samarbejde med lokale og regionale myndigheder om at fastlægge prioriteter og træffe beslutninger om, hvordan strukturfondsmidlerne skal anvendes;

16.

glæder sig over, at Kommissionen prioriterer energibesparelse og effektivt energiforbrug og mener, at EU-direktivet om energieffektivitet (5), bør konsolideres under hensyntagen til nærhedsprincippet; opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at sikre, at forpligtelserne til nedbringelse af energiforbruget og energifattigdommen har en positiv virkning på sårbare husholdninger, og at foranstaltninger til renoveringsfremme sigter imod at reducere energifattigdommen gennem oprettelse af særlige nationale eller regionale fonde;

17.

understreger endvidere, at programmerne for faglig bistand, f.eks. Elena (udarbejdelse af lokalplaner for energieffektivitet) og øremærkede fonde som Jessica-programmet til integreret byudvikling (finansieret over strukturfondene), to vigtige instrumenter for gennemførelsen af Borgmesteraftalen, som Regionsudvalget var medinitiativtager til, bør forlænges og styrkes i den næste programperiode;

18.

støtter Kommissionens tilgang, der går ud på at reducere vores livsstils indvirkning på miljøet og at organisere økonomien som forklaret i flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien« (KOM(2011) 21 endelig), og noterer sig, at boligspørgsmålet og politikkerne for fysisk planlægning og byfornyelse bør mobiliseres bedre med dette mål for øje.

19.

bifalder Kommissionens vilje til at investere i en modernisering af økonomien og tilbyde alle borgere adgang til informations- og kommunikationsteknologi (ikt), som er et vigtigt værktøj til at kunne deltage aktivt i samfundet;

20.

henleder opmærksomheden på det stigende behov for sociale boliger fra alle alders- og samfundsgrupper samt det pres, der lægges på lokale og regionale myndigheder for at opfylde forskellige befolkningsgruppers behov, og opfordrer til, at der i udformningen af tjenester, som skal dække en aldrende befolknings behov, bedre tilpasses ydelserne til denne befolknings behov ved at undgå at gøre dem teknisk og økonomisk utilgængelige. Udvalget konstaterer, at de ældre i samtlige EU-lande bliver fattigere, og opfordrer til, at et særligt afsnit under det nye europæiske innovationspartnerskab inden for aktiv og sund aldring, som koordinerer forskningsindsatsen på området, sætter fokus på udvikling af økonomisk overkommelige løsninger, som gør det muligt for ældre at forblive og at klare sig selv i hjemmet så længe som muligt; det bør herunder tages i betragtning, at forbedring af de eksisterende boligers adgangsforhold er en fornuftig og realistisk måde at reducere de ældres behov for hjælp på; det gør det lettere for dem at blive boende i eget hjem og at genoptage et socialt liv, hvorved vilkårene for deres personlige autonomi forbedres;

21.

gentager behovet for at sætte borgerne i centrum af pilotprogrammer til udvikling af fremtidens byer (»intelligente byer«) ved at indføje et afsnit om »social inklusion« og ved at fremme brugernes deltagelse i projekterne og derved anerkende deres rolle som vigtige aktører i omdannelsen af byer, som for at være bæredygtige skal kunne sikre social samhørighed;

22.

mener, at teknologier til opførelse af passive bygninger bør være genstand for yderligere programmer til inddragelse af brugerne, og at det ud over teknologisk forskning er nødvendigt at yde EU-støtte til disse synlighedsaktioner og tage hensyn til brugerne/forbrugerne;

23.

bifalder fremskridtene inden for informationsteknologi og telepleje, som støtter ældre og handicappede i hjemmet.

24.

støtter Den Europæiske Unions mål om at mindske fattigdommen inden 2020, hvilket kræver ambitiøse gennemførelsesprogrammer fra medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders side;

25.

understreger, at uacceptable boligvilkår i betydelig grad påvirker sundheden, og at en forbedring af boligkvaliteten kan forebygge de negative følger, som en for overfyldt, fugtig, kold eller dårligt udluftet bolig har på beboernes sundhed; tilføjer, at en mangel på bolig forårsager stress og nød, hvilket har en negativ indvirkning på livskvalitet, sundhed og velbefindende for enkeltpersoner, familier og samfund;

26.

opfordrer til, at boligområdet gøres til en central søjle i disse programmer og kombineres med investeringer og politikker, der har til formål at forbedre udbuddet af anstændige boliger til overkommelige priser, såvel ejerboliger som lejeboliger;

27.

understreger det vigtige i, at Eurostats indikatorer for boligaspektet (pris, kvalitet) i den sociale inklusion offentliggøres regelmæssigt for at vurdere, hvilke fremskridt der er gjort på området, og at de suppleres af regionale og lokale statistikker;

28.

mener, at det haster med at løse hjemløshedsproblemet (6), og at der dertil kræves en koordineret indsats fra samtlige politikker, der har indvirkning på hjemløsheden; bifalder i den forbindelse Europa-Parlamentets beslutning om en EU-strategi for hjemløshed  (7) og opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at gennemføre den;

29.

opfordrer til, at social innovation støttes af platformen mod fattigdom, men også af rammeprogrammet for forskning, med henblik på at afprøve nye former for politikforvaltning for at forbedre adgangen til boliger og bekæmpe hjemløshed (8);

30.

noterer sig med interesse henstillingerne fra juryen på konsensuskonferencen om hjemløshed, som blev afholdt under det belgiske formandskab for Den Europæiske Union, og minder om de lokale og regionale myndigheders afgørende rolle i skabelsen af et partnerskab med de berørte aktører og i indsatsen for at øge udbuddet af økonomisk overkommelige boliger, som er en nødvendig, men ikke den eneste, forudsætning for en effektiv bekæmpelse af hjemløshed;

31.

er enigt i det nødvendige i at udvikle differentierede boligløsninger for at imødekomme stadig mere forskelligartede behov og at foreslå et alternativ til lejeboliger og private ejerboliger, såsom andelsboliger, boliger med delt ejerskab, »land trust communities« o. lign.; opfordrer medlemsstaterne til at støtte de lokale og regionale myndigheder i opretholdelsen og styrkelsen af bredden af udbud – og tage de nødvendige mekanismer for modernisering af boligmassen med i betragtning – uden at begunstige adgangen til ejerboliger på bekostning af adgangen til andre boligformer;

32.

fremhæver det nødvendige i, at Kommissionens meddelelse om socialt iværksætteri, som er bebudet i slutningen af 2011, kortlægger de muligheder, som sociale virksomheder tilbyder for at forbedre udbuddet af økonomisk overkommelige boliger;

33.

betoner vigtigheden af at forebygge og mindske uønskede forskelle mellem forskellige boligområder ved hjælp af byplanlægning og socialpolitiske foranstaltninger;

34.

understreger, at det ud over muligheden for at mobilisere EU's strukturfonde med henblik på at sikre boliger til marginaliserede samfundsgrupper – en foranstaltning, som bør føres videre i næste programperiode, da den imødekommer behovet for at få udryddet uværdige boliger – også er nødvendigt at gøre strukturfondene mere integrerede (ESF/EFRU) for at kunne støtte en bæredygtig udvikling af dårligt stillede kvarterer (9); henleder opmærksomheden på, at fornyelse af bykvarterer imidlertid ikke må føre til »gentrificering«, og at der bør gennemføres programmer til fremme af blandede beboersammensætninger for at sikre den sociale samhørighed.

35.

tilskynder medlemsstaterne til at sikre kontinuitet i det uformelle boligministermøde som forum for udveksling og bedre forståelse af nationale politikker og sammenhænge og for fastlæggelse af holdninger til spørgsmål, som øver betydelig indflydelse på medlemsstaternes boligpolitik, især dens finansiering;

36.

foreslår, i betragtning af boligens betydning for EU-borgernes hverdag, at Eurostat pålægges at udarbejde et specifikt eurobarometer for boligvilkår og -priser;

37.

anbefaler, at Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe »Intergroupe Urban-Logement« regelmæssigt afholder møder med Regionsudvalget om boligdimensionen i EU-politikkerne, især på byområdet.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/8

—

understreger, at en makroregional strategi ikke kan omfatte alle indsatsområder, men bør sætte fokus på de typiske udfordringer og problemer i den pågældende makroregion, som skal kortlægges på grundlag af en fælles vurdering partnerne imellem, og minder om, at makroregionernes grænser i deres egenskab af funktionelle områder ikke ligger fast, men bestemmes af de fælles udfordringer, som der skal tages fat på;

—

mener, at denne tilgang kan give et konkret indhold til målet om territorial samhørighed;

—

understreger, at merværdien i den makroregionale strategi ligger i, at den retter fokus mod landene i det vestlige Balkan, er en væsentlig drivende kraft i forsoningen mellem de berørte områder og dermed bidrager til den europæiske integration;

—

minder om, at det geografiske område, der berøres af strategien, omfatter tre medlemsstater (Italien, Grækenland og Slovenien), to kandidatlande (Kroatien og Montenegro) og tre potentielle kandidatlande (Albanien, Bosnien-Hercegovina og Serbien); fremhæver, at den makroregionale tilgang ved siden af den maritime dimension bør inddrage alle væsentlige spørgsmål, som dette geografiske område står over for i dag (beskyttelse og bevarelse af miljøet, energi, klimaændringer, forskning og innovation osv.);

—

påpeger, at Kommissionens princip om de »tre nej'er« (ingen nye regler, ingen nye institutioner og ingen yderligere midler) bør ledsages af »tre ja'er« (anvendelse og kontrol af eksisterende regler i makroregionen - etablering af en platform, et netværk eller en EGTS - koordineret anvendelse af eksisterende finansielle midler).

Ordfører

Gian Mario SPACCA (IT/ALDE), Præsident for Marche-regionen

1.

noterer sig med glæde, at der med Det Europæiske Råds vedtagelse i oktober 2009 af en EU-strategi for Østersøen blev sat en udvikling i gang, som har betydet, at visse europæiske regioner takket være makroregionale strategier har fundet eller er på vej til at finde løsninger på spørgsmålet om en afbalanceret og bæredygtig udvikling;

2.

minder om den rolle, som Regionsudvalget fra første færd har spillet i udarbejdelsen af makroregionale EU-strategier, såfremt de tilfører en europæisk merværdi, idet de fremmer inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder;

3.

glæder sig over, at talrige europæiske regioner på det forum, der blev afholdt den 13. april 2010 om »Europas makroregioner: Integration gennem territorialt samarbejde«, bekræftede deres interesse for dette spørgsmål. Med udgangspunkt i debatten og den øvrige indsats på forummet kan det konkluderes, at makroregioner kan være en ny metode til territorialt samarbejde på interregionalt og tværnationalt niveau. De kan styrke sammenhængen og samordningen mellem politiske tiltag inden for forskellige sektorer ved at rationalisere udnyttelsen af finansielle ressourcer og styrke de regionale og lokale myndigheders rolle i overensstemmelse med princippet om forvaltning på flere niveauer og under udstrakt inddragelse af civilsamfundets organisationer;

4.

mener, at den makroregionale tilgang mht. EU's interventionsmåder og -områder naturligt lader sig sammenkæde med andre af EU's strategiske politikker såsom Europa 2020-strategien, samhørighedspolitikken og den integrerede havpolitik;

5.

understreger, at den makroregionale strategi i kraft af sin natur ikke kan omfatte alle indsatsområder, men bør sætte fokus på de typiske udfordringer og problemer i den pågældende makroregion, som skal kortlægges på grundlag af en fælles vurdering partnerne imellem og i overensstemmelse med samarbejdsprincippet og nærhedsprincippet;

6.

påpeger, at makroregionernes grænser i deres egenskab af funktionelle områder ikke ligger fast, men bestemmes af arten og omfanget af de fælles udfordringer, som der skal tages fat på. Rammerne bør derfor baseres på konkrete kriterier (med udgangspunkt i de geografiske indbyrdes forbindelser), så der samarbejdes om problemer, som kan løses. Dette vil kunne sikre en bedre sammenkobling med andre områder, såsom Centraleuropa, Alperne og Donauområdet;

7.

mener, at den makroregionale strategi i lyset heraf kan blive et vigtigt instrument, der kan give et konkret indhold til målet om territorial samhørighed, som udtrykkeligt er opstillet i Lissabontraktaten, og styrke tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab for kandidatlande og potentielle kandidatlande ved at tage afsæt i regionernes fælles interesser, hvadenten de ligger i »gamle« eller »nye« medlemsstater eller i tredjelande, hvilket Den Europæiske Unions strategier for Østersøregionen og Donauregionen allerede har vist er muligt;

8.

understreger, at merværdien i den makroregionale strategi ligger i, at den understreger EU's interesse for landene i det vestlige Balkan, hvilket kom til udtryk i forbindelse med integrationen af områder i Central- og Østeuropa;

9.

påpeger, at den makroregionale strategi for Adriaterhavet/Det Joniske Hav er en væsentlig drivende kraft i forsoningen mellem områderne øst for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, og samtidigt har strategien den effekt, at værdier, som gennem århundreder har bygget bro over dette hav, anerkendes og genopdages;

10.

understreger, at den makroregionale strategi giver os en chance for at styrke det regionale samarbejde – i et område, som også er en del af det mere udstrakte Middelhavsområde – og at bidrage til den europæiske integrationsproces;

11.

understreger, at makroregionen ikke er et yderligere institutionelt niveau i EU, men udgør et operativt netværk, med andre ord en fælles handlingsstrategi, der inddrager aktører på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og omfatter forskellige finansieringsprogrammer og politikker. En fleksibel og ubureaukratisk sammenkobling af alle aktører, instrumenter og initiativer er derfor at foretrække.

12.

bemærker, at Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er et internationalt havområde og en international region. Hvad enten situationen betragtes ud fra et historisk, geografisk, økonomisk, miljømæssigt eller socialt perspektiv har samspillet mellem landene altid været et centralt element. Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er vigtige maritime (øko)regioner i Europa. De er sammenhængende og løber ud i den centrale del af Middelhavet, som er et delvis lukket havområde med en lav vandfornyelsesgrad;

13.

den adriatisk-ioniske makroregion omfatter EU-medlemsstater, kandidatlande og potentielle kandidatlande, som omkranser dette havområde. Det drejer sig om et meget heterogent område i økonomisk, miljømæssig og kulturel henseende. I forbindelse med den igangværende tiltrædelsesproces af landene i det vestlige Balkan vil Adriaterhavet og Det Ioniske Hav i endnu højere grad blive påvirket af den fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, udover at de deler en fælles arv;

14.

minder om, at det geografiske område, der berøres af strategien, omfatter tre medlemsstater (Italien – især regionerne langs Adriaterhavet og Det Ioniske Hav – Grækenland og Slovenien), to kandidatlande (Kroatien og Montenegro) og tre potentielle kandidatlande (Albanien, Bosnien-Hercegovina og Serbien) og dækker et område på næsten 450 000 km2 (ekskl. havområder) med en befolkning på ca. 60 millioner. En region, som strækker sig ud over Adriaterhavet og Det Ioniske Hav og som i kraft af sin natur forbinder territorier, folk og institutioner, egner sig særligt godt til udarbejdelse af en fælles strategi, der kan skabe muligheder for en bæredygtig udvikling og lette udvekslingen af ideer, personer, varer og tjenesteydelser mest muligt;

15.

understreger, at det adriatisk-ioniske havområde er et delvis lukket hav, som fremover i stigende grad vil blive et »indre EU-farvand«. Der er lighedspunkter mellem dette havområde og Østersøområdet. I begge tilfælde er der tale om et hav, der står over for samme type problemer og udfordringer, og som både fungerer som forbindelsesområde mellem medlemsstater og tredjelande og som en naturlig udmunding fra Donauområdet;

16.

understreger, at alle områder i Europa hænger funktionelt sammen, og at det derfor er ønskeligt at sammenknytte Østersøområdet og Donauområdet med det adriatisk-ioniske havområde, som er en naturlig forlængelse heraf, og derigennem styrke EU's politik for territorialt samarbejde;

17.

noterer, at der siden slutningen af 70'erne er en række forskellige organisationer, som beskæftiger sig med den adriatisk-ioniske region, og der er iværksat forskellige initiativer i området. De vigtigste er følgende:

Hertil skal føjes en række netværk på infrastrukturområdet (såsom sammenslutningen af havne i det nordlige Adriaterhav »North Adriatic Port Association« (NAPA)) og på kultur- og uddannelsesområdet;

18.

minder om, at området er berørt af omfattende EU-foranstaltninger, der finansieres via tematiske programmer (transport, energi, miljø osv.), nationale og regionale programmer under EU's samhørighedspolitik (mål 1 og 2), EU's territoriale samarbejdsprogrammer såsom IPA-programmet for grænseoverskridende samarbejde på tværs af Adriaterhavet, tilsvarende programmer for grænseoverskridende samarbejde (f.eks. Italien-Slovenien, Grækenland-Italien) og tværnationalt samarbejde (programmet for Centraleuropa, programmet for Sydøsteuropa, Middelhavsprogrammet (MED) og programmet for Alpeområdet) samt EFRU-midler og førtiltrædelsesinstrumentet (IPA). Den hastende karakter og merværdien af en EU-strategi for makroregionen beror netop på fordelene ved en tæt integration mellem disse programmer og dem, der gennemføres på nationalt, regionalt og lokalt plan, samt investeringerne fra Den Europæiske Investeringsbank, det lokale kreditsystem og private aktører. Det skal i denne forbindelse understreges, at en sådan proces ikke kan begrænses til en mellemstatslig tilgang – den kræver en hurtig indsats på politisk og institutionelt plan og udnyttelse af EU-institutionernes ekspertise;

19.

understreger, at dette enorme netværk af forbindelser udgør et vigtigt referencepunkt og det nødvendige grundlag for udviklingen af den europæiske dimension i de lokale og regionale politikker. Den støtte, der ydes til grænseoverskridende, tværnationale og interregionale partnerskabsmekanismer, får dermed på territorialt plan en strategisk dimension og bidrager til en struktureret dialog og et struktureret samarbejde mellem de lokale, regionale og centrale myndigheder i samklang med Lissabontraktaten;

20.

mener, at det adriatisk-ioniske initiativ i kraft af sin særlige karakter, navnlig de deltagende landes interesse for problemer i forbindelse med beskyttelse af hav- og kystområder, kan antage en mere mediterran dimension. Da initiativet er rettet mod et specifikt geografisk område og de hermed forbundne spørgsmål, kan det tilføre en merværdi til stabiliseringsprocessen i regionen og især til integrationen i det europæiske område, uden hermed at overlappe den indsats, der ydes af andre institutioner af forskellig struktur og størrelse;

21.

minder om, at det adriatisk-ioniske råd – der består af udenrigsministrene i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ – på sit møde den 5. maj 2010 i Ancona vedtog en erklæring, hvori de udtrykker støtte til forslaget om en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område og opfordrer de deltagere, der er medlemmer af EU, dvs. Italien, Grækenland og Slovenien, til at gøre en indsats for at sikre EU-institutionernes godkendelse af initiativet;

22.

understreger, at det adriatisk-ioniske råd den 23. maj 2011 i Bruxelles vedtog endnu en erklæring, hvori det dels bifalder Det Europæiske Råds opfordring på mødet den 23. april 2011 til medlemsstaterne om at arbejde videre med fremtidige makroregionale strategier, dels bekræfter sin egen opbakning til den makroregionale strategi for det adriatisk-ioniske område, som skal gennemføres i samarbejde med Kommissionen og under inddragelse af de nationale, regionale og lokale myndigheder;

23.

understreger, at formændene for de nationale parlamenter i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ, på deres 8. og 9. konference, som blev holdt henholdsvis i Bari (Italien) den 29. april 2010 og i Budva (Montenegro) den 11. april 2011, har vedtaget specifikke sluterklæringer, hvori parlamenterne forpligter sig til at gøre en endnu større indsats for at medvirke til tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab for alle de lande i det vestlige Balkan, som deltager i initiativet, og opfordrer EU-institutionerne til at udvikle en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske havområde, som ligger i Europas sydøstlige hjørne;

24.

minder om, at Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er omdrejningspunktet for aktiviteterne i de områder, der er berørt af strategien. Der er markante landskabsmæssige og miljømæssige forskelle mellem de to kyststrækninger og deres bagland på grund af deres geomorfologiske karakteristika, det store pres fra byudvikling og demografiske forskelle. Området har desuden tætte forbindelser med dele af Østrig og det centrale og østlige Middelhavsområde, som det påvirkes af;

25.

understreger, at nogle kystområder er påvirket af en høj grad af urbanisering, især omkring industriområder og udprægede turistområder. Et overdrevent pres på kystområderne til produktionsformål, lokal efterspørgsel og de deraf følgende ændringer har forårsaget en udbredt overbelastning og en reduktion af det naturlige miljø. Der findes ikke desto mindre naturskønne områder samt nationalt og regionalt fredede områder;

26.

påpeger, at visse kystområder udgør et sammenhængende landskab og en miljømæssig arv, som nu i stigende grad trues af udviklingsprocesser. Der kan konstateres mangler mht. kloakering og affaldshåndtering, stigende urbanisering i kystområderne og vedvarende luftforurenende emissioner fra transport, industriprocesser og energiproduktion;

27.

understreger, at det set i et bredere perspektiv er hensigten, at EU's strategi for den adriatisk-ioniske makroregion skal være et værdifuldt instrument ikke kun for de berørte områder, men for EU som helhed, da den fuldt ud sigter mod at opfylde EU's strategiske orientering mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og især Europa 2020-strategien. Strategiplanlægningen bør starte i 2012-2013, hvilket vil give mulighed for en sådan overensstemmelse og sikre størst mulig sammenhæng med prioriteterne i den næste flerårige finansielle ramme, de fælles strategier og tilhørende operative programmer;

28.

mener, at hvis der skal defineres en opgave for den adriatisk-ioniske strategi vil det være at »forbinde og beskytte«: forbinde makroregionens territorier med det formål at fremme bæredygtig udvikling, samtidig med at havets, kysternes og baglandets sårbare miljø beskyttes. EU's to strategier for Østersøområdet og Donauområdet kan sammen med EU's strategi for den adriatisk-ioniske makroregion og de fremtidige EU-strategier (1) også på infrastrukturområdet skabe de forbindelser og synergier, der efterlyses i punkt 18 i konklusionerne fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011. Med disse strategier ville der kunne skabes en ideel akse fra nord til syd i Europa, og i denne sammenhæng ville den adriatisk-ioniske makroregion kunne forbedre Europas adgangsforbindelser til resten af verden ved at lette presset på dem. Det centrale og østlige Middelhavsområde kunne også blive omfattet gennem en forlængelse af den Østersø-Adriaterhavskorridor, som bebudes i Kommissionens meddelelse KOM(2011) 500 af 29.6.2011, og dens sammenkobling med de intermodale net. Da der muligvis vil være et betydeligt territorialt overlap mellem strategien for den adriatisk-ioniske makroregion og strategien for Donauområdet, bør Kommissionen indføre passende koordineringsmekanismer.

29.

mener, at et havområde per definition er en fælles ressource, som forbinder de tilgrænsende lande og regioner, og et fælles aktiv, som de alle skal tage hånd om. Imidlertid har havet også brug for fælles tiltag, hvis det skal kunne skabe velstand og udvikling. Havet er et sårbart økosystem, og dette gælder i særlig grad for Adriaterhavet og Det Ioniske Hav, som er have med en lav vandfornyelsesgrad, der er forbundet med Middelhavet – som også er et delvis lukket hav. For at bevare det adriatiske og ioniske havmiljø bør der også indarbejdes passende havstrategier i den adriatisk-ioniske strategi;

30.

bemærker, at set i dette perspektiv kan den adriatisk-ioniske makroregion opfattes som et maritimt fællesskab. Strategien må derfor ikke kun udmønte sig i planlægningsdokumenter, men også i tiltag – konkrete, synlige tiltag, som skal imødegå de udfordringer, regionen står overfor. Stater, regioner og de andre aktører bør som de vigtigste partnere påtage sig et ansvar for specifikke prioriterede områder og pilotprojekter, som tager udgangspunkt i en integreret strategi for hav-, transport- og havnepolitikken inden for rammerne af de paneuropæiske korridorer;

31.

fremhæver, at den makroregionale tilgang ved siden af den maritime dimension bør inddrage alle væsentlige spørgsmål, som den adriatisk-ioniske makroregion står over for i dag: lige fra beskyttelse og bevarelse af miljøet til energi, lige fra klimaændringer til forskning og innovation og lige fra bevarelse af undervandsområder til kulturelle ressourcer, konkurrenceevne og jobskabelse, handel, logistik og uddannelse af offentlige administratorer i det adriatisk-ioniske område;

32.

minder om, at det er Europa-Kommissionens holdning, at man i udarbejdelsen af makroregionale strategier skal tage hensyn til princippet om de »tre nej'er«: ingen nye regler, ingen nye institutioner og ingen yderligere midler. Det mener dog, at dette princip bør ledsages af »tre ja'er«: ja til fælles aftaler om anvendelse og kontrol af eksisterende regler i makroregionen, ja til etablering af en platform/et netværk/en territorial klynge bestående af regionale og lokale myndigheder og medlemsstater under inddragelse af de berørte aktører og under EU-organernes ansvar og endelig ja til en koordineret anvendelse af eksisterende finansielle EU-ressourcer til udvikling og gennemførelse af makroregionale strategier;

33.

insisterer på, at Det Europæiske Råd bør give Kommissionen mandat til at udarbejde en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område inden 2012-2013. Debatten har tilstrækkeligt tydeligt vist, at en sådan strategi på europæisk plan udgør et ansvarligt valg fra EU-institutionernes side, da den giver mulighed for konsensus og samtidigt en pragmatisk tilgang til de tre centrale punkter i den makroregionale strategi for den nye programperiode 2014-2020;

34.

understreger i forbindelse med spørgsmålet om nærhed og proportionalitet, at det ligesom det var tilfældet med Østersøen og Donauområdet, er muligt at fastlægge en europæisk strategi for det adriatisk-ioniske område, som drager nytte af en lang række allerede eksisterende samarbejdsnetværk, udnytter de mange initiativer, programmer og projekter, som allerede er i gang, og koordinerer de værktøjer, som de forskellige aktører råder over, med henblik på at bidrage til at styrke integrationsprocessen både mellem landene og inden for de enkelte lande ved at øge inddragelsen af civilsamfundet i beslutningsprocessen og i gennemførelsen af de konkrete foranstaltninger;

35.

understreger, at den makroregionale strategi for det adriatisk-ioniske område på den måde vil være et forbilledligt eksempel på, hvordan »forvaltning på flere niveauer« kan gennemføres i praksis, i og med at den skaber muligheder for at opkvalificere og optimere samarbejdet og interaktionen mellem alle aktører, der er berørt af de store udfordringer i dette område;

36.

minder om, at i denne fase, hvor de fleste tiltag hviler på retsgrundlag, der berører områder henhørende under EU's og medlemsstaternes kompetenceområder, bør Kommissionen i begyndelsen begrænse sig til at foreslå konkrete foranstaltninger, der efterfølgende skal udvikles gennem samarbejde mellem samtlige berørte forvaltningsniveauer i henhold til deres respektive kompetencer og ansvar, og derefter indtage en rolle, der går ud på at koordinere, kontrollere og lette strategiens gennemførelse og opfølgning. Kommissionen bør så vidt muligt gøre brug af eksisterende velegnede strukturer i forbindelse med varetagelsen af denne opgave.

37.

bemærker, at i betragtning af erklæringen fra det adriatisk-ioniske råd (der består af udenrigsministrene i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ) og i lyset af de aktuelle problemers og udfordringers hastende karakter er det vigtigt straks at gå i gang med udarbejdelsen af en EU-strategi for det adriatisk-ioniske område, og Det Europæiske Råd opfordres derfor til at give Kommissionen mandat til at udarbejde ovennævnte strategi;

38.

opfordrer Europa-Parlamentet til – på grundlag af de erklæringer, som formændene for de nationale parlamenter i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ, har vedtaget på deres konferencer, og under hensyntagen til strategiens betydning for fuldendelsen af tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab – at tage et beslutsomt politisk initiativ til støtte for indførelsen af en EU-strategi for den adriatisk-ioniske makroregion;

39.

opfordrer Europa-Parlamentet, som er i gang med at udarbejde vigtige dokumenter om gennemførelsen af den integrerede havpolitik, forvaltningen af territorialfarvande og transportpolitikken, til i den forbindelse at tage hensyn til den adriatisk-ioniske makroregionale dimension;

40.

understreger, at EU-strategien for det adriatisk-ioniske område er fuldt ud forenelig med udviklingen af euroregioner med fokus på samarbejdet mellem grænseregioner eller udviklingen af europæiske strukturer inden for rammerne af grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale projekter, juridisk set i form af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS);

41.

anbefaler, at de makroregionale strategier integreres i EU's politik og navnlig som et selvstændigt område for territorialt samarbejde under samhørighedspolitikken for perioden efter 2013, især hvad angår det grænseoverskridende og tværnationale samarbejde, således at de regionale operationelle programmer i næste programmeringsperiode (2014-2020) kan bidrage til den praktiske gennemførelse af de makroregionale strategier;

42.

opfordrer – i tråd med punkt 21 i konklusionerne fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011 og Det Europæiske Råds konklusioner fra den 23.-24. juni 2011 og i betragtning af, at de nationale og lokale myndigheder længe har arbejdet med muligheden for at indføre en makroregional strategi – Kommissionen til straks at gå i gang med en nøje gennemgang af de strategiske projekter, som enten er sat i værk, vedtaget eller under vedtagelse og som vedrører det adriatisk-ioniske område, og opfordrer på ny Kommissionen til at overtage de »tre ja'er«, der er omtalt i punkt 32 i nærværende udtalelse;

43.

anser det for presserende nødvendigt at makroregionernes rolle og funktion bliver undersøgt nærmere og defineret i en særlig grønbog, hvilket udvalget allerede anmodede om i sin resolution om Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2010;

44.

understreger, at strategien for det adriatisk-ioniske område støtter sig på iagttagelsen af nærhedsprincippet. Den skal beskæftige sig med emner og problemstillinger, der ikke udelukkende kan løses på lokalt, regionalt eller nationalt niveau;

45.

fremhæver, at udarbejdelsen af denne strategi skal ledsages af en bred offentlig høring. Den bør gennemføres under hensyntagen til erfaringerne med EU's strategier for Østersøområdet og Donauområdet og i tæt samarbejde med de netværk og organisationer, som findes i det berørte område, med Regionsudvalget som repræsentant for de lokale og regionale myndigheder og med andre vigtige partnere;

46.

minder om, at partnerskabet »den adriatisk-ioniske makroregion« – i samklang med opfordringen fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011 til at sikre fuld gennemsigtighed og synlighed og til at udveksle bedste praksis mellem makroregionale strategier – som led i afholdelsen af »Open Days 2011« har taget initiativ til en analyse af makroregionale temaer med særlig vægt på forslaget om en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område gennem en debat mellem repræsentanter for de 13 regioner og byer i partnerskabet samt en workshop om offentlig-private partnerskaber med fremlæggelse af specifikke projekter, som er under gennemførelse;

47.

pålægger udvalgets formand at videresende denne initiativudtalelse til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det siddende rådsformandskab og partnerne i trioformandskabet.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/14

—

mener, at smart regulering bør medføre mindre bureaukrati og færre administrative byrder ikke blot for borgerne og interesseparterne, men også for de lokale og regionale myndigheder; forkaster imidlertid en udelukkende kvantitativ tilgang til regulering;

—

tager det øgede antal henvisninger til den lokale og regionale dimension i smart regulering samt til Regionsudvalgets aktiviteter og muligheder i denne sammenhæng til efterretning og betragter dette som et udtryk for anerkendelse af den rolle, EU's lokale og regionale myndigheder spiller i tilrettelæggelsen af EU's politikker og gennemførelsen af lovgivningen;

—

skal opfordre Kommissionen og andre EU-institutioner til i højere grad at være opmærksomme på det lokale og regionale forvaltningsniveau ved tilrettelæggelsen af lovgivningen, vurderingen af dens konsekvenser eller udstikningen af retningslinjer for gennemførelsen af EU's politikker og målsætninger;

—

mener, at både EU's målsætning om territorial samhørighed (EU-traktatens artikel 3) og såvel de horisontale bestemmelser i Lissabontraktaten om de sociale (EUF-traktatens artikel 9) og miljømæssige krav (EUF-traktatens artikel 11) som Europa 2020-strategiens tre prioriteter forudsætter konsekvensanalyser, der på afbalanceret vis analyserer de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af regulering;

—

erklærer sig parat til at bistå EU-institutionerne med analysebistand i det omfang, der er behov for lokale og regionale data, men skal samtidig minde om udvalgets begrænsede ressourcer og kerneopgave;

—

mener, at EU-institutionerne bør have en fælles tilgang til konsekvensanalyse, og at Regionsudvalget bør inddrages i tilrettelæggelsen af denne tilgang, uanset dens form;

—

støtter planerne om en revision af samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen under indtryk af de institutionelle ændringer i medfør af Lissabontraktaten, behovet for at implementere forvaltning på flere myndighedsniveauer og udviklingen i Regionsudvalgets politiske rolle. Revisionen bør medføre udvikling og forbedring af samarbejdet om konsekvensanalyser samt en mekanisme, i kraft af hvilken Regionsudvalget kan bidrage til den årlige rapport om bedre lovgivning.

Ordfører

Lord Graham TOPE (UK/ALDE), medlem af London Borough of Sutton

Basisdokumenter

Meddelelse fra Kommissionen om smart regulering i Den Europæiske Union KOM(2010) 543 endelig

Rapport fra Kommissionen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (17. rapport om bedre lovgivning, 2009)

KOM(2010) 547 endelig

1.

glæder sig over konceptet smart regulering, i kraft af hvilket et nyt perspektiv på EU-lovgivningsprocessen bekræftes og udvides, hvor lovgivningen løbende revideres og tilpasses til nye udfordringer og omstændigheder, på grundlag af omhyggelig evaluering og de konkrete erfaringer med gennemførelsen;

2.

mener, at smart regulering bør medføre mindre bureaukrati og færre administrative byrder ikke blot for borgerne og interesseparterne, men også for de lokale og regionale myndigheder. Forkaster imidlertid en udelukkende kvantitativ tilgang til regulering, i det omfang at de politiske prioriteter ikke må vige for hensyn til den samlede mængde lovgivning. Kræver allerede nu, at konsekvensanalyserne tillige indeholder overvejelser om omkostningerne ved manglende europæisk regulering;

3.

beklager, at de instrumenter, der er led i smart regulering, ikke finder anvendelse på delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (»komitologi«). Der er mangel på klart overblik over og gennemsigtighed i disse procedurer.

4.

tager det øgede antal henvisninger til den lokale og regionale dimension i smart regulering samt til Regionsudvalgets aktiviteter og muligheder i denne sammenhæng til efterretning og betragter dette som et udtryk for anerkendelse af den rolle, EU's lokale og regionale myndigheder spiller i tilrettelæggelsen af EU's politikker og gennemførelsen af lovgivningen.

5.

bemærker, at der i de fleste af udvalgets udtalelser udtrykkes bekymring over omfanget af høringen og inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i tilrettelæggelsen af EU-initiativer. Udtalelserne opfordrer i mange tilfælde til i højere grad at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af nye politikker og lovgivning, i evalueringen af deres potentielle virkninger og i deres gennemførelse;

6.

skal opfordre Kommissionen og andre EU-institutioner til i højere grad at være opmærksomme på det lokale og regionale forvaltningsniveau ved tilrettelæggelsen af lovgivningen, vurderingen af dens konsekvenser eller udstikningen af retningslinjer for gennemførelsen af EU's politikker og målsætninger;

7.

glæder sig derfor over planerne om at revidere de eksisterende høringsprocedurer og forlænge fristerne for afgivelse af høringssvar;

8.

mener, at høringsresultaterne bør offentliggøres og analyseres, således at der gives svar på spørgsmål om f.eks., hvordan fremsatte kommentarer er blevet anvendt til udformning eller ændring af et givent lovforslag, hvilke bidrag der ikke er blevet taget hensyn til osv.;

9.

skal igen give udtryk for sin bekymring over, at åbne høringer favoriserer velorganiserede og ressourcestærke respondenter eller særinteresser, der repræsenterer mindretal. Udvalget lægger derfor sammen med individuelle høringssvar fortsat stor vægt på høringssvar fra lokale og regionale myndigheder såvel som andre svar.

10.

bemærker indsatsen i Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder (»Stoiber-gruppen«);

11.

skal igen give udtryk for sin betænkelighed ved, at denne gruppe og Kommissionen næsten udelukkende fokuserer på de direkte byrder, EU-lovgivningen pålægger mindre virksomheder. Udvalget erkender, at der er tale om en alvorlig hindring for den økonomiske vækst, men minder om, at tunge rapporteringsforpligtelser for statslige, regionale eller lokale myndigheder i sidste ende kan resultere i administrative byrder for borgere og virksomheder på nationalt eller subnationalt niveau, og mener, at spørgsmålet om, hvilke byrder der pålægges lokale og regionale organer, også bør tages op til behandling, og at disse byrder bør lettes;

12.

glæder sig over det forelagte initiativ til fastlæggelse af bedste praksis for mindre byrdefuld implementering af ny lovgivning, og minder om Regionsudvalgets aktive bidrag – i form af en særlig rapport og en fast observatør i Stoiber-gruppen – til indsamlingen af eksempler på bedste praksis på lokalt og regionalt niveau i denne forbindelse, men understreger, at EU's indsats bør fokuseres på at forhindre, at overdrevne administrative byrder overhovedet opstår;

13.

noterer sig Kommissionens rapport om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet for 2010 (18. rapport om bedre lovgivning) og anerkender, at rapporten viser, at Kommissionen tager hensyn til Regionsudvalgets nærhedsanalyse.

14.

minder om, at ethvert udkast til lovgivningsmæssig EU-retsakt i medfør af Lissabontraktaten skal indeholde en vurdering af dens potentielle virkninger, der også tager hensyn til de lokale og regionale niveauer;

15.

skal igen give udtryk for den betydning, udvalget tillægger forudgående konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer ved politikudformning og lovgivning, og så gerne en styrkelse af den efterfølgende evaluerings rolle;

16.

erkender, at indsatsen for at forenkle og forbedre europæisk lovgivning er en balance mellem udførelsen af forudgående konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer og sikringen af, at disse analyser og evalueringer ikke påfører flere administrative byrder for de forskellige forvaltningsniveauer;

17.

tager Udvalget for Konsekvensanalyses årlige rapport for 2010 til efterretning og mener, at dette udvalg vil komme til at spille en central rolle, men at en højere grad af uafhængighed af Kommissionen ville være gavnlig;

18.

mener, at konsekvensanalyserne og konsekvensanalyseudvalgets rolle giver anledning til og løbende sikrer en tættere overvågning af nærhedsprincippet på vegne af Kommissionens tjenestegrene. Der er klar dokumentation herfor i de tilfælde, hvor rapporten peger på, at oplysninger indsamlet som led i en konsekvensanalyse har fået Kommissionens generaldirektorater til at ændre opfattelse, hvad angår behovet for og merværdien af eventuel lovgivning;

19.

bemærker, at rapporten fra Udvalget for Konsekvensanalyse påpeger en tendens til snarere at udarbejde og offentliggøre konsekvensanalyser af endelige lovforslag end af politiske meddelelser tidligt i lovgivningsprocessen. Regionsudvalget opfordrer til, at politiske initiativer, der har stor bevågenhed og vidtrækkende konsekvenser, tidligt i lovgivningsprocessen ledsages af en konsekvensanalyse, navnlig hvis hensigten med initiativet er først at oplyse beslutningstagerne om mulige konkrete politiske alternativer på et senere tidspunkt;

20.

bemærker, at rapporten fra Udvalget for Konsekvensanalyse peger på behovet for som led i de konsekvensanalyser, der gennemføres af de enkelte generaldirektorater, også at gennemføre en evaluering af de sociale virkninger og de administrative omkostninger. Rapporten nævner imidlertid ikke vurderingen af de konkrete virkninger på lokalt og regionalt niveau eller Regionsudvalgets potentielle rolle med hensyn til at bistå Kommissionen med at gennemføre konsekvensanalyserne. Udvalget opfordrer Kommissionen til at tage spørgsmålet op, således at der i konsekvensanalyseudvalgets rapport for 2011 kan meldes om fremskridt på området;

21.

finder det ønskeligt, at GD for Regionalpolitik inddrages fuldt ud i Udvalget for Konsekvensanalyse, da det er det generaldirektorat, der er allermest lydhør over for lokale og regionale aspekter;

22.

mener, at både EU's målsætning om territorial samhørighed (EU-traktatens artikel 3) og såvel de horisontale bestemmelser i Lissabontraktaten om de sociale (EUF-traktatens artikel 9) og miljømæssige krav (EUF-traktatens artikel 11) som Europa 2020-strategiens tre prioriteter forudsætter konsekvensanalyser, der på afbalanceret vis analyserer de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af regulering;

23.

mener, at konsekvensanalyser af høj kvalitet og kontrol med gennemførelsen af lovgivningen vil være tidskrævende og lægge beslag på mange menneskelige ressourcer, hvis man skal sikre såvel ekspertise som en global vision;

24.

udtrykker forbehold over for den tendens, der er til at lade konsekvensanalyser gennemføres af »uafhængige organer« dvs. at lægge denne opgave ud hos bestemte konsulentfirmaer eller ad hoc-udvalg. Man kan godt tvivle på, at en sådan eksternalisering reelt fører til mere gennemsigtighed eller uafhængighed. Det er også ensbetydende med en fornægtelse af Kommissionens opgave, som går ud på at repræsentere EU-fællesskabets generelle interesse. Det kan også risikere at føre til en favorisering af dem, der råder over tilstrækkeligt med ressourcer til at gennemføre sådanne undersøgelser, på bekostning af de lokale myndigheder, ngo'er og civilsamfundets repræsentanter eller lønmodtagere med beskedne midler;

25.

erklærer sig parat til at bistå EU-institutionerne med disse foranstaltninger i det omfang, der er behov for lokale og regionale data, men skal samtidig minde om udvalgets begrænsede ressourcer og kerneopgave.

26.

minder om, at konsekvenserne af ny EU-lovgivning for de lokale og regionale myndigheder i lige så høj grad som af det oprindelige kommissionsforslag kan være afledt af de ændringer i lovgivningen, der foreslås af Europa-Parlamentet eller Rådet. Udvalget opfordrer de to førnævnte institutioner til også at lægge større vægt på virkningerne på lokalt og regionalt niveau af de forslag, de vedtager gennem hele lovgivningsprocessen, og stiller gerne sin ekspertise på området til rådighed. Udvalget finder, at de konkrete muligheder for et sådant samarbejde mellem Regionsudvalget, Europa-Parlamentet og Rådet om konsekvensanalyser, kontrol med nærhedsprincippet, gennemførelse af EU-lovgivningen og både forudgående og efterfølgende evaluering bør undersøges;

27.

opfordrer udvalgets egne ordførere til at tage de finansielle og administrative byrder og konsekvenserne for miljøet, den sociale struktur, de mindre og mellemstore virksomheder og civilsamfundet i betragtning i de anbefalinger, de fremsætter;

28.

mener, at EU-institutionerne bør have en fælles tilgang til konsekvensanalyse, og at Regionsudvalget bør inddrages i tilrettelæggelsen af denne tilgang, uanset dens form;

29.

glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med systemet for tidlig varsling under Lissabontraktaten tillægger de nationale parlamenters begrundede udtalelser tilstrækkelig vægt, også selvom antallet ikke er nok til »det gule kort«. I betragtning af Regionsudvalgets rolle og opgaver i nærhedsovervågningen anmoder det Kommissionen om at modtage de begrundede udtalelser, som de nationale parlamenter fremsender, oversættelserne heraf samt Kommissionens svar;

30.

støtter planerne om en revision af samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen under indtryk af de institutionelle ændringer i medfør af Lissabontraktaten, behovet for at implementere forvaltning på flere myndighedsniveauer og udviklingen i Regionsudvalgets politiske rolle. Revisionen bør medføre udvikling og forbedring af samarbejdet om konsekvensanalyser samt en mekanisme, i kraft af hvilken Regionsudvalget kan bidrage til den årlige rapport om bedre lovgivning.

31.

mener, at Gruppen på højt plan om styreformer i EU er et godt forum på embedsmandsniveau i medlemsstaterne og EU-institutionerne, herunder også Regionsudvalget, at drøfte praktiske spørgsmål vedrørende styreformer i EU og udveksle god praksis i;

32.

skal derfor beklage, at der hverken under det ungarske eller det polske formandskab for EU-Rådet vil blive afholdt noget samlet møde i gruppen, og anmoder om, at gruppen samles i 2012.

33.

minder om, at Lissabontraktaten udtrykkeligt nævner lokalt og regionalt selvstyre og nærhedsprincippets lokale og regionale dimension, hvilket betyder, at EU skal respektere de lokale og regionale myndigheders beføjelser, når der foreslås og vedtages ny lovgivning baseret på delt kompetence. Udvalget minder endvidere om, at Lissabontraktaten har tildelt Regionsudvalget en fremtrædende rolle vedrørende nærhedsprincippet, hvilket indebærer, at udvalget ikke alene skal værne om overholdelsen af de lokale og regionale myndigheders beføjelser, men også, at det skal fremme overholdelsen af nærhedsprincippet i forvaltningen på forskellige myndighedsniveauer;

34.

skal gentage sit tilsagn om fortsat at ville samarbejde med Kommissionen om at indarbejde forvaltning på flere myndighedsniveauer i de vigtigste EU-strategier og fælles politikker, herunder navnlig gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

35.

henleder opmærksomheden på Regionsudvalgets »Årsrapport om nærhedsprincippet 2010«, vedtaget af Regionsudvalgets præsidium den 4. marts 2011, og de emner, der skal strukturere nærhedsovervågningsnetværkets (SMN's) arbejdsprogram. Rapporten påpeger styrkelsen af overvågningen og bidraget til indarbejdelsen af en nærhedskultur i EU's beslutningsproces som Regionsudvalgets hovedprioriteter;

36.

glæder sig over, at der i ingen af udvalgets udtalelser er fundet tegn på direkte brud på nærhedsprincippet. Dette dokumenterer den alvor, hvormed Kommissionen betragter nærhedsprincippets overholdelse, og understreger værdien af Regionsudvalgets rolle som kontrolinstans;

37.

glæder sig over det stigende antal konsultationer af nærhedsovervågningsnetværket, der har potentiale til at forsyne udvalget med detaljerede praktiske kommentarer fra et bredt spektrum af lokale og regionale organer;

38.

anerkender behovet for rettidig, korrekt og effektiv implementering og korrekt anvendelse af EU-retten på samtlige myndighedsniveauer i medlemsstaterne og er klar over, at overtrædelsesprocedurer i visse tilfælde kan være nødvendige for at straffe manglende overholdelse eller virke afskrækkende. Udvalget skal dog give udtryk for betænkelighed ved, at Kommissionen i stigende grad forsøger at foreskrive, hvornår og hvordan medlemsstaterne skal gennemtvinge de lokale og regionale myndigheders overholdelse af EU-retten. Regionsudvalget mener, at håndhævelsen af EU-retten af hensyn til nærhedsprincippet er de nationale – og i givet fald regionale – regeringers eget ansvar, så længe det sikres, at EU-lovgivningens overordnede formål opfyldes.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/18

—

erkender, at der til dato er opnået resultater via de aktiviteter, der iværksættes som led i gennemførelsen af SBA, men anbefaler på det kraftigste, at SBA – for at Kommissionen og ikke mindst medlemsstaterne i langt større målestok kan opfylde målene – i højere grad gøres politisk bindende da det vil sikre en mere omfattende og korrekt gennemførelse og fjerne de aktuelle hindringer for SBA’s fulde indførelse;

—

mener, at SBA kræver politisk lederskab, og er af den opfattelse, at SBA mere eksplicit må anerkendes i Europa 2020-strategien for at give politikken en mere stabil forvaltningsstruktur med vedtagelse af en passende køreplan med vigtige milepæle, som medlemsstaterne skal nå og inkludere i deres nationale reformprogrammer;

—

regner med, at de regionale og lokale myndigheder vil få større muligheder for at bidrage til SBA’s målsætninger, og anbefaler en tydeligere anerkendelse af den lokale og regionale dimension for at fremme såvel en bottom-up som en top-down tilgang og samtidig gøre SBA mere synlig i EU. Udvalget konkluderer derfor, at der overalt i EU, på nationalt, regionalt og lokalt niveau, er behov for mere information om SBA, og at den må prioriteres højere;

—

gør opmærksom på, at det største problem for SMV’er er adgang til finansiering, og her er der brug for en samordnet indsats i de næste faser af SBA; understreger også vigtigheden af at gøre en indsats for at lette SMV’ernes adgang til markedet og væsentligt mindske de administrative byrder;

—

finder det dybt beklageligt, at tilsagnet om at inkorporere SBA i Lissabonstrategien og efterfølgende i Europa 2020-strategien ikke er blevet opfyldt. Dermed er muligheden for at bruge de nationale reformprogrammer som et hovedredskab for gennemførelsen af SBA indtil videre ikke blevet udnyttet. Udvalget opfordrer derfor igen indtrængende til, at principperne og målene for SBA omgående indbygges i gennemførelsen af Europa 2020-strategien og de nationale reformprogrammer.

Ordfører

Constance HANNIFFY (IE/PPE), medlem af Offaly County Council, Midland Regional Authority og Border, Midland and Western Regional Assembly

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Status vedrørende »Small Business Act« for Europa

KOM(2011) 78 endelig

1.

hilser Kommissionens »Status vedrørende »Small Business Act« for Europa« velkommen og understreger igen, at det bakker fuldt op om det fortsatte arbejde med denne særdeles vigtige politiske dagsorden om fremme af SMV’ers udvikling, vækst og levedygtighed i hele EU;

2.

indskærper, at de problemer, der hindrer gennemførelsen af Small Business Act (SBA) må løses på alle myndighedsniveauer i Den Europæiske Union, og henstiller, at medlemsstaterne i højere grad prioriterer de vigtigste elementer i SBA – tabet af 3,5 mio. job (1) i SMV’er i Europa som følge af den finansielle, økonomiske og sociale krise er den kedelige dokumentation for, at spørgsmålet må sættes øverst på den politiske dagsorden;

3.

erkender, at der til dato er opnået resultater via de aktiviteter, der iværksættes som led i gennemførelsen af SBA, men anbefaler på det kraftigste, at SBA – for at Kommissionen og ikke mindst medlemsstaterne i langt større målestok kan opfylde målene – i højere grad gøres politisk bindende da det vil sikre en mere omfattende og korrekt gennemførelse og fjerne de aktuelle hindringer for SBA’s fulde indførelse;

4.

støtter Kommissionens indsats for at styrke de forvaltningsmæssige aspekter af SBA, navnlig oprettelsen af nationale SMV-repræsentanter i medlemsstaterne, som sammen med Kommissionens særlige SMV-repræsentant skal stå for at styre gennemførelsen af SBA i EU;

5.

mener, at SBA kræver politisk lederskab, og er af den opfattelse, at SBA mere eksplicit må anerkendes i Europa 2020-strategien for at give politikken en mere stabil forvaltningsstruktur med vedtagelse af en passende køreplan med vigtige milepæle, som medlemsstaterne skal nå og inkludere i deres nationale reformprogrammer;

6.

regner med, at de regionale og lokale myndigheder vil få større muligheder for at bidrage til SBA’s målsætninger, og anbefaler en tydeligere anerkendelse af den lokale og regionale dimension for at fremme såvel en bottom-up som en top-down tilgang og samtidig gøre SBA mere synlig i EU;

7.

gør opmærksom på, at det største problem for SMV’er er adgang til finansiering, og her er der brug for en samordnet indsats i de næste faser af SBA; understreger også vigtigheden af at gøre en indsats for at lette SMV’ernes adgang til markedet og væsentligt mindske de administrative byrder;

8.

understreger endnu en gang, at det er vigtigt fortsat at yde passende støtte til SMV’er og således sikre forskelligartede virksomheders overlevelse på lang sigt. Ud over at fokusere på nyoprettede virksomheder med stort potentiale og nye og eksportorienterede SMV’er skal der også tages hensyn til etablerede virksomheder og virksomheder i udvikling eller under omlægning. Sideløbende hermed må udfordringerne for SMV’er, der er orienteret mod lokalområdet eller hjemmemarkedet, også anerkendes, da det i sidste ende er disse virksomheder, der er livsnerven i de lokale og regionale økonomier;

9.

understreger også, at SBA og SMV-politikken på alle niveauer må give plads til og arbejde med forskellige virksomhedsmodeller, herunder virksomheder i socialøkonomien, kulturelle og kreative industrier (inden og efter de bliver kommercielle), kooperativer og lignende retlige former for at skabe flest mulig arbejdspladser og størst mulig bæredygtig økonomisk vækst.

10.

finder det dybt beklageligt, at tilsagnet om at inkorporere SBA i Lissabonstrategien og efterfølgende i Europa 2020-strategien ikke er blevet opfyldt. Dermed er muligheden for at bruge de nationale reformprogrammer som et hovedredskab for gennemførelsen af SBA indtil videre ikke blevet udnyttet. Udvalget opfordrer derfor igen indtrængende til, at principperne og målene for SBA omgående indbygges i gennemførelsen af Europa 2020-strategien og de nationale reformprogrammer;

11.

er skuffet over, at SBA er gennemført i meget forskelligt omfang fra medlemsstat til medlemsstat. Dette erkendes i Kommissionens meddelelse, men de underliggende faktorer, der er årsagen til disse forskelle, undersøges ikke til bunds - medlemsstaterne må i højere grad holdes ansvarlige for at gennemføre SBA. Udvalget konkluderer derfor, at der overalt i EU, på nationalt, regionalt og lokalt niveau, er behov for mere information om SBA, og at den må prioriteres højere;

12.

glæder sig over, at medlemsstaterne har udpeget nationale SMV-repræsentanter, og beder indtrængende alle repræsentanterne om at leve fuldt op til deres ansvar og sikre, at forvaltningerne »tænker småt først« og i nødvendigt omfang tager hensyn til udfordringerne for SMV’er, når de udarbejder lovgivning, regler og procedurer, der kan påvirke SMV’ernes driftsvilkår i positiv retning;

13.

bemærker, at udnævnelsen af SMV-repræsentanter kan være politisk eller administrativ, og anbefaler, at flere medlemsstater gør udnævnelserne politiske for at sende et stærkere signal om, at det er en prioritet, og at der er vilje til at gennemføre SBA og tage fat på udfordringerne for SMV’er;

14.

fastholder, at det er en grundlæggende brist, at opnåelsen af SBA’s målsætninger er afhængig af de allerede eksisterende, meget forskellige programmer og finansieringsinstrumenter uden yderligere eller øremærkede midler;

15.

noterer sig udnævnelsen af en ny EU-repræsentant for SMV’er, men understreger igen, at meddelelsen ikke i tilstrækkeligt omfang behandler SMV-repræsentantens rolle, og opfordrer Kommissionen til at garantere, at SMV-repræsentanten får tilstrækkelige økonomiske ressourcer og den nødvendige støtte fra politisk hold til at sikre en vellykket gennemførelse af SBA’s målsætninger og styrke synligheden af og opmærksomheden om SMV-relaterede politiske tiltag;

16.

bifalder intentionen om at oprette en rådgivende gruppe vedrørende SBA sammensat af medlemsstater, SMV-repræsentanter og repræsentanter for SMV-organisationer og beder om, at Regionsudvalget får sæde i denne rådgivende gruppe, eftersom der er et ønske om, at SBA skal slå igennem på alle myndighedsniveauer og ikke kun på EU- og nationalt niveau;

17.

foreslår, at lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne tilskyndes til at tage SBA-principperne til sig og tilpasse foranstaltninger derunder til de lokale/regionale forhold. Udvalget mener, at den europæiske iværksætterregionsordning her kunne bruges som model;

18.

erkender, at de fleste af lovgivningsforslagene i SBA er blevet vedtaget med positive resultater, og opfordrer medlemsstaterne til at vedtage statutten for et europæisk privat selskab, der på lang sigt vil fremme en bedre udnyttelse af det indre marked, eftersom omkostningerne forbundet med at etablere virksomhed vil blive nedbragt, og forenkle de lovgivningsmæssige rammer og dermed gøre den grænseoverskridende handel lettere;

19.

appellerer til medlemsstaterne om, at de vedtager og gennemfører direktivet om forsinket betaling fuldt ud, og understreger, at det vigtigste spørgsmål her er håndhævelse af direktivet, og at medlemsstaterne må gøre en indsats for at forbedre betalingskulturen blandt virksomheder og offentlige forvaltninger;

20.

understreger, at forslaget om, at visse typer virksomheder – nystartede og mikrovirksomheder – skal kunne undtages fra lovgivningen, i givet fald bør gennemføres på en måde, så det ikke resulterer i »andenrangs« virksomheder og skaber forvirring på markedet;

21.

efterlyser mere udbredt brug af præstationsmålingen til at overvåge, vurdere og sammenligne medlemsstaternes resultater med hensyn til gennemførelsen af SBA og mener endvidere, at alle oplysningerne fra præstationsmålingen bør offentliggøres for på den måde dels at fungere som et kommunikationsværktøj, dels motivere medlemsstaterne til at gøre sig større umage.

22.

henleder opmærksomheden på de udfordringer, SMV’er står over for på grund af de strammere kreditvilkår, som finansieringsinstitutterne har indført (2) i kølvandet på den økonomiske nedtur og krisen på de internationale finansmarkeder, der fortsat gør sig gældende, og peger endvidere på de uforholdsmæssigt store virkninger, kreditstramningen har for SMV’er, fordi de formodes at være forbundet med højere kreditrisiko, hvilket i sidste ende underminerer deres evne til at overleve og fortsætte deres drift både på kort og mellemlangt sigt;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bygge på konklusionerne fra det andet møde i marts 2011 i det permanente finansieringsforum for små og mellemstore virksomheder og bifalder Kommissionens initiativer til tackling af problemer med adgang til kreditfaciliteter, herunder Mikrofinansieringsfaciliteten Progress og tilsagnet om at etablere en handlingsplan for forbedring af SMV’ers adgang til finansiering på et sundt kommercielt grundlag;

24.

anbefaler SBA-handlingsplanen, som sætter fokus på de vanskelige driftsvilkår for SMV’er, der søger adgang til finansiering: i) større gennemsigtighed i forholdet mellem banker og andre finansielle institutioner og SMV’er; ii) kombination af gælds- og aktieaspekter; iii) øgning af udlånsvoluminet ved udstedelse af værdipapirer; iv) forbedring af mulighederne for grænseoverskridende investeringer ved hjælp af risikovillig kapital og v) bedre regulering af mikrolån;

25.

mener, at den foreslåede kvikskranke for finansiering af SMV’er har visse fordele, men at den bør drøftes yderligere, og anbefaler som et første skridt en national eller regional kortlægning af alle støttemuligheder for SMV’er (omfattende støtteprogrammer og støtteorganisationer på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt niveau). Udvalget anbefaler videre, at Kommissionen overvejer andre modeller, der har været vellykkede med hensyn til at skabe merværdi for SMV’er ved at tilbyde et integreret henvisningssystem for støtte til virksomheder, og sørger for, at de bliver mere udbredt på lokalt og regionalt niveau;

26.

bifalder Kommissionens forslag om at gøre den effektive gennemførelse af SBA til en tematisk forudgående forpligtelse knyttet til EU-støtte under forslaget til fælles strategiske rammer og om at gøre SMV-investeringer til en tematisk prioritet i forslaget til EFRU-forordning. Derved burde det blive lettere at omsætte målsætningerne i SBA til virkelighed på lokalt/regionalt niveau i alle medlemsstater;

27.

mener, at uensartetheden i Den Europæiske Unions programmer, som SMV’er har adgang til, og i de krav, der er forbundet med programmerne, svækker deres adgang til finansiering, og foreslår en bedre kobling af EU-instrumenter og midler til SMV’er på EU-budgettet; kræver øget støtte i den næste FFR til samtlige programmer og instrumenter, der sigter mod at fremme SMV’er, og bifalder i den forbindelse generelt de SMV-relevante tiltag i Kommissionens forslag for 2014-2020, men venter med at tage endelig stilling til de endelige budgetter, den nøjagtige størrelse af støtten til SMV’er og detaljerne omkring den konkrete gennemførelse er faldet på plads;

28.

frygter, at programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP) for tiden efter 2013 – som indgår i den fælles strategiske ramme for forskning og innovation – ikke dækker SMV’ernes behov i passende omfang, og går derfor ind for, at der indbygges en særlig SMV-søjle i denne ramme; opfordrer til øget adgang til finansieringsinstrumenter, der er tilpasset SMV’ernes behov, bl.a. ved at der lægges større vægt på instrumenter til mikrofinansiering og mezzaninfinansiering, og gennem en udvidelse af CIP’s garantiinstrumenter og finansieringsfaciliteten for risikodeling under forskningsrammeprogrammet, samt til at gøre mere intelligent brug af Den Europæiske Investeringsbanks produkter, bl.a. JASMINE og JEREMIE;

29.

støtter Kommissionens beslutning om at forlænge de midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, som muliggør yderligere støtte til SMV’er, til udgangen af 2011, og mener, at Kommissionen bør forlænge ordningen ud over 2011 med forbehold af en nærmere analyse af, om rammebestemmelserne har opfyldt deres målsætninger;

30.

opfordrer de nationale regeringer til at overveje skatteincitamenter til innovative små, nystartede virksomheder i de første år efter opstart;

31.

finder det positivt, at Kommissionen vil tilse, at flere SMV’er opnår støtteberettigelse via styrkede lånegarantiordninger, som skal fremme investeringer, vækst, innovation og forskning, og anerkender endvidere de skitserede lovgivningsforslag til effektivisering af markedet for risikovillig kapital.

32.

understreger det vigtige i forenklede, klarere og mere konsekvente administrative rammevilkår for SMV’er og anser en styrket anvendelse af »SMV-testen« for afgørende i denne sammenhæng;

33.

opfordrer til, at »SMV-testen« anvendes mere systematisk i konsekvensanalyser og omfatter politiske meddelelser tidligt i lovgivningsprocessen samt lovgivningsforslag, og mener endvidere, at denne proces ville styrkes, hvis Udvalget for Konsekvensanalyse var mere uafhængigt af Kommissionen;

34.

anbefaler kraftigt, at alle medlemsstater anvender »SMV-testen« og »tænk småt først-princippet«, ikke kun i den nationale lovgivning, men også i politikrammer og administrative procedurer, der berører SMV’er, og foreslår, at Kommissionen som led i SMV-præstationsmålingen evaluerer medlemsstaternes anvendelse af »SMV-testen«;

35.

hilser det velkommen, at Kommissionen som anbefalet i udvalgets tidligere udtalelse om Small Business Act er parat til at bistå medlemsstaterne i at undgå overregulering i forbindelse med håndhævelsen af Den Europæiske Unions lovgivning ved at fremhæve de betydelige hindringer for virksomhedsopstart og -ekspansion på mikroniveau, som overregulering på grundlag af Den Europæiske Unions lovgivning er skyld i;

36.

går helhjertet ind for »only once«-princippet og opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at anvende det i forbindelse med alle anmodninger fra SMV’er om administrative og reguleringsmæssige oplysninger, men understreger, at der er visse tegn på, at offentlige myndigheder, når de har forsøgt at gennemføre »only once«-princippet og formidle indsamlede oplysninger, er stødt på indsigelser med henvisning til databeskyttelse og -opbevaring;

37.

bifalder Kommissionens tilsagn om at forelægge en række politiske anbefalinger i 2011, der skal gøre det lettere at fjerne hindringer for virksomhedsoverdragelse, og henleder endnu en gang opmærksomheden på, at dette navnlig har betydning for virksomhedsoverdragelse blandt slægtninge, eftersom der er et stort antal ejere af SMV’er, der er ved at komme op i årene, og som i løbet af det næste årti vil overlade virksomheden til andre; understreger tillige, at lignende problemer gør sig gældende for ejerdrevne SMV’er;

38.

beklager, at der hidtil ikke er sket store fremskridt i forenklingen af konkursprocedurerne, opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at opprioritere dette spørgsmål og anmoder endnu en gang Kommissionen om at overveje løsninger på de tilsvarende, men anderledes problemstillinger, som iværksættere, hvis virksomhed er kuldsejlet, men som ikke formelt er erklæret konkurs, står over for;

39.

gør opmærksom på de vanskeligheder, som iværksættere, der er tvunget til at lukke deres virksomhed, har med at få adgang til socialsikringsydelser i medlemsstaterne sammenlignet med de ydelser, deres ansatte har ret til.

40.

støtter udvidelsen af det fælles betalingsområde i EU (SEPA – Single European Payments Area) til at dække alle virksomheder i hele EU og er helt enigt i SEPA-rådets opfordring i maj 2011 (3) til, at der snarest muligt vedtages en forordning, der fastsætter slutdatoer for migration for SEPA-ordningerne for både kreditoverførsler og direkte debiteringer, der, når den er vedtaget, vil erstatte medlemsstaternes hidtil gældende ordninger for kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro, hvilket i sidste ende vil føre til en hurtigere og mere effektiv etablering og gennemførelse af SEPA;

41.

bifalder Kommissionens tilsagn om fuld gennemførelse af en europæisk kodeks for bedste praksis for bedre adgang for SMV’er til offentlige indkøbskontrakter og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om i højere grad at reagere på udvalgets tidligere opfordring til at fremme innovative aftaleprocedurer med henblik på at øge SMV’ers deltagelse i offentlige indkøbsprocedurer, bl.a. ved opdeling af flere udbud i delkontrakter eller ved i udbudsbekendtgørelserne at skabe mulighed for at afgive fælles tilbud, hvor dette er hensigtsmæssigt;

42.

tilskynder endvidere Kommissionen til at fremme anvendelsen af såkaldte udbudspas for tilbudsgivere på nationalt niveau (et elektronisk registreringssystem). Passet skal vise, at en SMV er i besiddelse af de erklæringer og den dokumentation, som de ordregivende myndigheder ofte beder om ved udbud. Når en SMV har fået tildelt et pas, behøver den ikke igen og igen sende de samme erklæringer og den samme dokumentation. Dette sparer megen tid og mange penge for SMV’er, der ofte deltager i udbudsprocedurer. Et sådant udbudspas skal gælde for en begrænset periode, eftersom de tilgrundliggende certifikaters gyldighed er begrænset. Et sådant system findes allerede nogle steder, og der er gode erfaringer med det;

43.

peger endnu en gang på det stort set uudnyttede potentiale inden for offentlige e-indkøb, bifalder opfordringen til Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gensidig anerkendelse af elektronisk identifikation og autentificering i hele EU inden 2012 og opfordrer med dette mål for øje Kommissionen til at undersøge, hvilke fremskridt der er sket med denne foranstaltning i 2011, for at sikre, at der tages de nødvendige skridt til kortlægning af problemområder, der kræver opmærksomhed i forbindelse med foranstaltningens gennemførelse;

44.

mener, at de besparelsesmuligheder, som ikt-løsninger indebærer, må udnyttes bedre, eftersom kun en tredjedel af samtlige offentlige indkøbsaftaler i Den Europæiske Union i øjeblikket indgås elektronisk, og opfordrer derfor til, at der tages større hensyn hertil i SBA, og at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer gennemførelse heraf;

45.

fremhæver endnu en gang den stadig stigende trussel, som det sorte marked udgør for lovlydige SMV’er, og opfordrer Kommissionen til at søge løsninger på de problemer, denne trussel giver anledning til i form af urimelig konkurrence og ureguleret handel, især foranstaltninger til forbedret beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret og intensiveret bekæmpelse af varemærkeforfalskning.

46.

anerkender det vigtige i at fremme og udvikle en iværksætterkultur og opfordrer medlemsstaterne til at lægge større vægt på at fremme iværksætteruddannelse og udvikle iværksættertankegang blandt studerende og på læreruddannelserne;

47.

ser gerne, at den europæiske iværksætterregionsordning sættes i sammenhæng med gennemførelsen af SBA for at fremme iværksættervirksomhed og som et redskab, der kan skabe netværk mellem regioner og udbrede bedste lokal og regional praksis for støtte til SMV’er;

48.

bifalder evalueringen af Erasmus-programmet for unge iværksættere og mener, at programmet i sin pilotfase har opfyldt mange af sine målsætninger og repræsenteret en ægte merværdi for EU; støtter udvidelsen af programmet, under forudsætning af at der findes løsninger på pilotfasens vigtigste mangler, herunder navnlig: a) bedre formidling af initiativet generelt og bedre reklame for fordelene for deltagere og værter, b) etablering af lokale/nationale kontaktpunkter til løsning af kommunikations- og formidlingsproblemer, c) bedre geografisk balance i deltagelsen, d) oprettelse af et opfølgningsprogram, som skal hjælpe deltagere med at konsolidere de indhøstede erfaringer, og e) et mere solidt finansielt grundlag for programmet;

49.

noterer sig og støtter indførelsen af mentorordninger for kvindelige deltagere, peger endnu en gang på behovene hos iværksættere blandt indvandrere, der i øvrigt ofte er mere iværksættermindede og mindre risikosky end befolkningen som helhed, og henstiller, at der ligeledes bør tages hensyn til behovene hos iværksættere blandt unge, minoriteter og ældre, ligesom der bør skelnes mellem de forskellige udfordringer og behov, som migrerende iværksættere blandt Den Europæiske Unions borgere og tredjelandsstatsborgere er konfronteret med;

50.

støtter Europa 2020-flagskibsinitiativet »En dagsorden for nye kvalifikationer og job«, som tager hensyn til nogle af de særlige kendetegn ved og udfordringer for SMV’er, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der inden for rammerne af SBA udformes en opkvalificerings- og beskæftigelsespolitik for at optimere potentialet for jobskabelse og kompetenceudvikling i SMV’er.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/23

—

ser gerne, at der etableres indikatorer, der supplerer BNP, og som bedre anskueliggør de fremskridt, der er gjort hen imod at mindske ulighederne internt i og mellem regioner i EU;

—

mener, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde mellem de forskellige berørte forvaltningsniveauer, således at man undgår formålsløse overlapninger i de situationer, hvor de strukturer, der skal gennemføre de nationale og europæiske foranstaltninger, er forskellige. Til det formål vil det være hensigtsmæssigt at intensivere dialogen og det deraf følgende samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer for at sikre større sammenhæng og komplementaritet mellem de forskellige foranstaltninger;

—

mener derfor, at de nationale og europæiske foranstaltninger kun vil blive vellykkede, hvis de kompetente lokale og regionale myndigheder gives et medansvar i overensstemmelse med partnerskabsprincippet;

—

støtter forslaget om en tilgang, der øger effektiviteten af samhørighedspolitikken ved at gøre den mere resultatorienteret, og er ikke afvisende over for princippet om at indføre forudgående vilkår. Det understreger dog, at disse vilkår ikke må være af en karakter, der kan forsinke iværksættelsen af strukturfondsprogrammer, og at det er imod betingelser knyttet til vækst- og stabilitetspagten;

—

vurderer, at det er vigtigt at efterprøve additionaliteten for at sikre, at midlerne anvendes til effektivt at supplere de nationale udgiftsprogrammer, således at EU's aktioner tilføres en reel merværdi;

—

støtter forslaget om at udarbejde en fælles strategisk ramme og mener, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne kan blive et redskab, der skaber reel komplementaritet mellem de nationale og EU's foranstaltninger, og betoner, at de skal udformes med fuld inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.

Ordfører

Francesco MUSOTTO (IT/AE), medlem af Siciliens regionalforsamling

1.

understreger, at EU ifølge bestemmelserne i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere artikel 158 i EF-traktaten) for at fremme en harmonisk vækst i Unionen som helhed skal udvikle og fortsætte sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Navnlig skal Unionen stræbe efter at formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder;

2.

fremhæver, at der særligt fokuseres på landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces og områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, bl.a. de nordligste meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder; påpeger, at de øvrige regioner i Europa også bør støttes for at sikre og styrke deres konkurrenceevne;

3.

betoner den centrale rolle, som byområderne og regionerne – lige som hovedstæderne og deres regioner – spiller som drivkraft for opnåelsen af de økonomiske, miljømæssige og sociale målsætninger i Europa 2020-strategien. Det skal også fremover være muligt at iværksætte foranstaltninger, der skal skabe økonomisk og social stabilisering i byer og byområder med alvorlige problemer, inden for rammerne af en sammenhængende tilgang og under hensyntagen til en rimelig regional handlefrihed. I den forbindelse må man gå ud fra, at den urbane dimension i sig selv er i overensstemmelse med Europa 2020-strategien. Man bør også lette samarbejdet mellem byer og opland inden for funktionelle områder i den enkelte medlemsstat ved at træffe de fornødne foranstaltninger i de fremtidige strukturfondsforordninger;

4.

støtter Kommissionens forslag, der er fremsat i meddelelsen om et budget for Europa 2020 (1), om at indføre en kategori for »overgangsregioner«. Udvalget bemærker samtidig, at regioner, hvis BNP pr. indbygger har oversteget 75 % af EU-27-gennemsnittet i de aktuelle finansielle overslag, også bør have mulighed for at bruge midler til investeringer i infrastruktur, hvorved de vil kunne konsolidere den merværdi, de har opnået i den indeværende programmeringsperiode. Ligeledes bør »energieffektivitetsmålet« også omfatte effektive transportformer, inklusive jernbanetransport og dertil hørende infrastruktur;

5.

minder om, at artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anerkender de fjernest liggende regioners særlige situation og begrunder nødvendigheden af at tilpasse anvendelsen af EU-retten til disse regioner og i givet fald vedtage særlige foranstaltninger, især på det samhørighedspolitiske område;

6.

er enig i det princip, som Kommissionen lægger til grund i den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed (2), nemlig at samhørighed også fremover skal betragtes som en udviklingspolitik for hele Den Europæiske Union og dermed også for alle dens regioner;

7.

mener derfor, at EU's samhørighedspolitik, der gennemføres via offentlige foranstaltninger på forskellige geografiske niveauer, fortsat bør spille en afgørende rolle for fremme af en harmonisk udvikling i EU som helhed. Størsteparten af ressourcerne bør således bruges til at fremskynde udviklingen i regioner med et efterslæb, men sideløbende skal konkurrenceevnen i alle regioner gives en saltvandsindsprøjtning og styrkes.

8.

gør gældende, at de økonomiske, sociale og territoriale uligheder i EU kun kan overvindes ved at samordne og sikre synergi og komplementaritet mellem de nationale og europæiske foranstaltninger, der udspringer af målet om reel solidaritet;

9.

mener, at disse principper i flere henseender kan vise sig helt afgørende, men især når det gælder om at

10.

opfatter samhørighedspolitikken, der gennemføres via offentlige foranstaltninger på forskellige geografiske niveauer, som det mest effektive redskab til at yde solidarisk støtte til de dårligst stillede regioner, samtidig med at den bidrager til at skabe vækst og velstand i EU som helhed. Udvalget fremhæver, at politikken har fået EU's samlede BNP til at vokse, gjort det lettere at anlægge ny infrastruktur og således gjort europæiske regioner lettere tilgængelige og forbedret miljøbeskyttelsen. Gennem investeringer i bæredygtige beskæftigelsesstrategier og ved at tage hensyn til arbejdsmarkedets behov er der opstået helt nye erhvervsfunktioner, ældre erhvervsfunktioner har ændret sig, mens traditionelle erhvervsfunktioner helt er forsvundet. At skabe kvalitetsjob betyder, at man sikrer borgernes personlige tilfredshed, en løn, der svarer til indsatsen, sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen og et familievenligt arbejdsliv. Ved at forbedre kvaliteten på arbejdspladsen øger man samtidig dens attraktivitet, hvilket igen har en positiv effekt på erhvervsmiljøet og dermed kan medvirke til at øge konkurrenceevnen i EU's regioner;

11.

understreger, at trods det at forskellene i udvikling er blevet betydeligt mindsket, kan en konsekvens af den seneste økonomiske og finansielle krise være, at ulighederne mellem og internt i EU's regioner bliver tydeligere; påpeger, at denne situation yderligere forværres i lande, der modtager støtte fra den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) og betalingsbalancestøttemekanismen, hvor regionale forskelle reelt kommer i anden række i bestræbelserne på at skabe forudsætninger og betingelser, der har et udelukkende nationalt fokus;

12.

gør opmærksom på, at kapaciteten til at udnytte egne ressourcer er mindre i de dårligere stillede områder end i mere velstående regioner, hvilket gør dem endnu mere sårbare over for eksterne chok og kan i en tid med krise som nu, og som ingen ved, hvornår ender, ødelægge de fremskridt, der er opnået. I disse områder er midlerne fra EU som supplement til de nationale foranstaltninger en vigtig faktor, som sikrer en vis stabilitet i de offentlige investeringer, og er derfor helt afgørende for den økonomiske genopretning;

13.

bemærker, at samhørighedspolitikken med sin bredt anlagte vision omfattende økonomisk udvikling i regioner med et efterslæb, støtte til socialt sårbare grupper, social og miljømæssig bæredygtig udvikling og respekt for geografiske og kulturelle karakteristika også er retningsgivende for de nationale foranstaltninger, der kan henføres til disse målsætninger om samhørighed;

14.

betoner derfor, at den nye samhørighedspolitik fortsat skal tilføres de midler, der er nødvendige for at arbejde hen imod målet om reel økonomisk og social balance mellem Europas regioner og på den måde styrke og supplere det arbejde, der gøres på nationalt og regionalt plan. Også fremover bør en tilstrækkelig stor del af EU's budgetmidler derfor afsættes til relevante støtteaktiviteter i EU-regioner med et relativt udviklingsefterslæb;

15.

understreger, at den nye samhørighedspolitik bør tage det grænseoverskridende samarbejde med i betragtning. I EU-landenes grænseområder bør der være muligheder for støtte til udvikling af samarbejde med nabolandene uden for EU's ydre grænser, især mellem stater og regioner med store økonomiske udviklingsforskelle. Udvalget erkender endvidere, at etablering af fælles territoriale områder i grænseområder kræver systematisk og selektiv støtte på EU-plan for dels at styrke den fysiske planlægning dels at gennemføre fælles udviklingsprojekter;

16.

er klar over, at BNP pr. indbygger på regionalt plan er en vigtig målestok for den økonomiske vækst, men ser gerne, at der i samarbejde med det lokale og regionale niveau etableres supplerende indikatorer, der fastlægger de forskellige regioners udgangssituation (baseline) og derigennem bedre anskueliggør de fremskridt, der er gjort hen imod at mindske de eksisterende uligheder internt i og mellem regioner i EU (3), og således også et mere troværdigt billede af udviklingsniveauet og de specifikke problemer med social og territorial samhørighed i de enkelte regioner;

17.

påpeger endvidere, at den forventede referenceperiode, der skal anvendes til at bestemme, om en region er berettiget til at modtage støtte fra EU's samhørighedspolitik fra 2014 og fremefter (sandsynligvis BNP pr. indbygger på regionalt plan for perioden 2007-2009), ikke vil afspejle den økonomiske krise og derpå følgende spareforanstaltningers fulde indvirkning på de europæiske regioner; anmoder om, at der gøres alt, hvad der er muligt, for at anvende mere aktuelle statistikker for regional BNP og udvikling i BNP til at fordele ressourcer samt mere progressive revisionsmekanismer i programmets løbetid.

18.

mener, at det vil være til gavn for såvel samhørighedspolitikken som de nationale politikker for regional udvikling, hvis der er de rette institutionelle rammer, en effektiv offentlig forvaltning og et godt fungerende partnerskab mellem de forskellige myndighedsniveauer, således at der kan udformes sammenhængende og samordnede strategier for udvikling på mellemlang og lang sigt og flerårige rammeprogrammer, som strategierne kan tage udgangspunkt i;

19.

mener, at samhørighedspolitikken via de offentlige foranstaltninger på forskellige niveauer og med respekt for de særlige nationale strukturer kan tilskynde medlemsstaterne til at styrke den institutionelle og administrative kapacitet, der er nødvendig for at sikre en bedre og mere effektiv brug af midlerne, og for at investeringerne i at mindske den ulige vækst får størst mulig virkning;

20.

fremhæver, at den måde, EU's samhørighedspolitik og de nationale politikker for regional udvikling gennemføres på, afhænger af situationen i den enkelte medlemsstat og er betinget af de institutionelle forhold og kompetencefordelingen og mere specifikt af graden af decentralisering, i hvor høj grad principperne om forvaltning på flere niveauer er blevet udmøntet, af de regionale og lokale erfaringer med territorial udvikling samt af programmernes karakter og geografiske rækkevidde (4);

21.

mener, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde mellem de forskellige berørte forvaltningsniveauer, således at man undgår formålsløse overlapninger i de situationer, hvor de strukturer, der skal gennemføre de nationale og europæiske foranstaltninger, er forskellige. Det er nemlig udvalgets opfattelse, at man med en integreret programplanlægning af alle udviklingstiltag inden for et givent område og med en tæt koordineret forvaltning gradvist vil opnå den optimale synergieffekt. Til det formål vil det være hensigtsmæssigt at intensivere dialogen og det deraf følgende samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer for at sikre større sammenhæng og komplementaritet mellem de forskellige nationale og europæiske foranstaltninger.

22.

gør gældende, at foranstaltninger, der iværksættes for at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle, vil have størst indflydelse på samhørigheden og konkurrenceevnen i de berørte områder, hvis de er en del af en samordnet indsats, der i højere grad er resultatorienteret og tilrettelagt under hensyntagen til problemernes lokale og regionale karakter;

23.

understreger, at territorial samhørighed med Lissabontraktaten er blevet et nyt politisk mål og dermed en prioritet på lige fod med økonomisk og social samhørighed, og som en følge heraf må den territoriale dimension integreres bedre i alle politikker med klare territoriale virkninger, bl.a. ved systematisk at analysere de territoriale konsekvenser af disse politikker. Udvalget mener, at overvågningssystemer her vil være nyttige til løbende at sikre overblik over, hvordan de offentlige udgifter til samhørighedsmålene fordeler sig i EU;

24.

fremhæver, at inddragelsen af de offentlige myndigheder på alle niveauer i den strategiske planlægning og gennemførelsen af foranstaltninger for at mindske den ulige økonomiske og sociale udvikling garanterer, at disse foranstaltninger tager udgangspunkt i den lokale eller regionale situation og kan trække på den viden, der er nødvendig for at udnytte det lokale/regionale potentiale, samle ressourcerne og sikre, at myndighedernes indsats får størst mulig virkning;

25.

bemærker, at udfordringer som kampen mod klimaændringerne, energiforsyning, globaliseringen, forholdet mellem byområder og landdistrikter, de demografiske ændringer og migration påvirker lokalområder meget forskelligt og derfor må tackles ved hjælp af løsninger, der udformes og gennemføres på lokalt og regionalt plan under overholdelse af nærhedsprincippet;

26.

mener derfor, at de nationale og europæiske foranstaltninger kun vil blive vellykkede, hvis de kompetente lokale og regionale myndigheder i overensstemmelse med deres egen nationale ret gives et medansvar, og hvis arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer i overensstemmelse med partnerskabsprincippet inddrages i opfølgningen af foranstaltningerne i planlægnings-, programmerings- og gennemførelsesfasen.

27.

erkender, at udviklingen i Europas regioner på grund af situationen for de offentlige finanser må foregå inden for nogle stramme rammer, hvorfor der må stræbes efter størst mulig effektivitet og virkning, og det støtter Kommissionens forslag om større resultatorientering, hvor der kan indføres klare og kvantificerbare mål og målbare resultatindikatorer med tilstrækkelig fleksibilitet, der er forenelige med de planlagte foranstaltninger, således at der i programperiodens løbetid kan foretages en samlet vurdering;

28.

er ikke afvisende over for princippet om at indføre forudgående vilkår for brug af strukturfondsmidlerne, således at de tæt og direkte knyttes til at forbedre EU-samhørighedspolitikkens virkninger, til at kunne påvirke gennemførligheden og funktionen af programmerne i positiv retning og til at sikre en bedre samordning af foranstaltninger til fremme af udviklingen;

29.

understreger dog, at disse vilkår ikke må være af en karakter, der kan forsinke iværksættelsen af strukturfondsprogrammer og dermed kraftigt svække de resultater, der forventes opnået i kraft af de nationale midler, der bruges til supplerende foranstaltninger;

30.

vil fremlægge en mere udtømmende redegørelse for sit syn herpå, når Kommissionens forslag foreligger;

31.

er til gengæld ikke enig i Kommissionens forslag om at indføre betingelser knyttet til vækst- og stabilitetspagten, idet der er risiko for, at det vil ramme de lokale og regionale myndigheder, som ikke er ansvarlige for medlemsstaternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser (5), da udviklingen vil blive standset eller forsinket og de allerede opnåede resultater svækket;

32.

bemærker, at forskellige faktorer kan hindre den optimale anvendelse af EU-midler i de områder og sektorer, hvor mulighederne for vækst er størst, hvilket kan betyde, at den samlede effekt i et givent område bliver mindre (6). Her bliver det vigtigt at efterprøve additionaliteten for at sikre, at midlerne anvendes til effektivt at supplere de nationale udgiftsprogrammer, således at EU's aktioner tilføres en reel merværdi;

33.

understreger derfor, at det ville være hensigtsmæssigt at overvåge strukturfondenes supplerende funktion mere effektivt og sikre, at EU-foranstaltningerne bakkes op af supplerende og komplementære aktioner, som ikke normalt eller i tilstrækkeligt omfang er omfattet af de nationale ordninger;

34.

mener, at effektiviteten af EU's samhørighedspolitik også afhænger af, at procedurerne forenkles for at mindske støttemodtagernes lovgivningsmæssige og administrative byrder mest muligt. Enklere procedurer er vigtige forudsætninger for midlernes effektive anvendelse. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at anbefale, at medlemsstaterne sammen med de regionale og lokale myndigheder undersøger og fremlægger forslag, der sigter mod at skabe større overensstemmelse mellem EU's regler (principper, frister og procedurer) og de nationale regler, således at resultater og virkning prioriteres, og man samtidig undgår at skabe ulige vilkår for de forskellige medlemsstaters anvendelse af midlerne.

35.

erkender, at Europa 2020-strategien er vigtig for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, og glæder sig over indholdet af Kommissionens meddelelse »Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020« (7), hvori det anføres, at realiseringen af strategiens målsætninger i vidt omfang vil afhænge af de beslutninger, der træffes på regionalt og lokalt niveau;

36.

mener, at samhørighedspolitikken kan yde et vigtigt bidrag til Europa 2020-strategien, men også at den ikke må integreres i selve strategien med tanke på, at sigtet med politikken er at fremme en harmonisk udvikling i EU ved at mindske de økonomiske og sociale forskelle mellem de forskellige områder i Europa, som fastslået i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De to processer bør derfor gennemføres, således at de også fremover forbliver uafhængige af hinanden med hver sit specifikke formål, hvor det ene ikke fuldstændig kan erstatte det andet, men inden for en ramme, hvor de, fordi de er samordnet og komplementære, gensidigt kan påvirke hinanden;

37.

støtter forslaget i den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed om at udarbejde en fælles strategisk ramme omfattende strukturfondene og de øvrige EU-fonde for territorial udvikling, dvs. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Fiskerifond (EFF), men dog således at de har deres egne midler og egne særskilte regler. Ser det som et positivt skridt, hvis de europæiske fonde, der anvendes til strukturpolitikkerne, integreres i én strategisk ramme for udviklingen, da samordningen dermed burde blive bedre;

38.

mener, at det i den igangværende debat om de fremtidige strukturfondsforordninger må sikres, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne, baseret på den fælles strategiske ramme, bliver et redskab, der skaber reel komplementaritet mellem de nationale og EU's foranstaltninger med de samme mål om at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle. Dette skal ske ved at fastlægge investeringsprioriteter og fordelingen af nationale og EU-midler og blive enige om betingelser og de mål, der skal nås;

39.

betoner imidlertid, at disse kontrakter i overensstemmelse med principperne om forvaltning på flere niveauer skal udformes med fuld inddragelse af de lokale og regionale myndigheder, dvs. de institutioner, der har ansvaret for at gennemføre og forvalte foranstaltningerne regionalt og lokalt, og altså ikke blot mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Dette vil sikre en mere effektiv samordning, synkronisering af de forskellige politiske dagsordener, samt at forvaltningen styrkes, ikke kun rent praktisk men også på strategisk plan;

40.

mener, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne, alt efter de konkrete omstændigheder i de enkelte medlemsstater, på relevant vis kan omsætte de territoriale pagter, som Regionsudvalget har lanceret i forbindelse med de nationale reformprogrammer;

41.

gør gældende, at en sådan samordning af de nationale politikker for regional udvikling og EU's samhørighedspolitik i praksis afspejler princippet om at samle foranstaltningerne, og således skabe størst mulig synergi mellem de forskellige instrumenter inden for samme område og tage højde for de indbyrdes sammenhænge. På den måde bliver der garanti for en højere grad af samordning af ikke blot anvendelsesområdet for EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, ELFUL og EFF, men også mellem de nationale foranstaltninger og målene for udviklingen;

42.

mener endvidere, at det er strategisk vigtigt, at de nationale politikker for regional udvikling og EU's samhørighedspolitik ikke tilrettelægges uafhængigt af sektorpolitikkerne, men at det er absolut nødvendigt med en bedre sammenhæng, koordinering og synergi mellem foranstaltninger. I mange sektorer er det i virkeligheden ofte sådan, at virkningerne af de offentlige politikker er sammenkædede, og politikkerne derfor kan have en samlet set større virkning, hvis deres gennemførelse er godt koordineret (8);

43.

mener, at det på den måde ville blive lettere konkret at indrette programmerne efter de fastlagte mål og koncentrere de igangværende politiske instrumenter og eksisterende finansielle ressourcer herom. Der ville nemlig kunne fastlægges prioriteter for støtteområder, investeringer og tilgængeligheden af EU-midler på grundlag af en analyse af de enkelte regioners ressourcer. Med en sådan indfaldsvinkel ville det være muligt at udnytte den enkelte regions potentiale og viden om egne prioriteter optimalt.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/29

—

understreger, at en ny europæisk industripolitiks succes afhænger af effektive politikker på områder som økonomiske rammebetingelser og styring, konkurrenceevne, finanssektorens struktur og investeringer, innovation og forskning, energi og ressourcer, den digitale dagsorden, nye kvalifikationer og job osv.;

—

understreger, at det ved omstruktureringen af den europæiske industri skal sikres, at virksomhederne kan anlægge deres ansættelsesstrategier med større fleksibilitet til gengæld for en rimelig beskyttelse af arbejdstagerne i de berørte sektorer i form af indkomstsikkerhed, tilbud om placering i andet job, omskoling og støtte til selvstændig erhvervsvirksomhed. Efter- og videreuddannelse gennem hele arbejdslivet er nøglen til en høj grad af beskæftigelsesegnethed og til en forkortelse af arbejdsløshedsperiodernes varighed. Samtidig får virksomhederne adgang til en reserve af kvalifikationer, så de hurtigt kan tilpasse sig ændringer på markedet. De lokale og regionale myndigheder har en vigtig rolle at spille i koordineringen af disse foranstaltninger. Desuden bør Den Europæiske Fond for Globaliseringstilpasning udnyttes bedre i denne forbindelse;

—

kræver, at lokale og regionale myndigheder i EU tildeles en større rolle i udformningen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien og i opfyldelsen af målene i Kommissionens meddelelse. Regionsudvalget understreger endnu en gang de europæiske lokale og regionale myndigheders nøglerolle, når det drejer sig om at sætte skub i industripolitikken og udvikle økonomien fra deres position i lokalsamfundet og med deres konkrete kendskab til industristrukturen og til virksomhedernes problemer;

—

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at indgå territoriale pagter på nationalt niveau med henblik på fastlæggelse og fælles gennemførelse af de nationale reformprogrammer og til sammen at evaluere deres fremskridt med det formål at koordinere og koncentrere deres indsats og politiske dagsordener om målene i Europa 2020-strategien, hvilket utvivlsomt vil bidrage afgørende til deres opfyldelse.

Ordfører

Patxi LÓPEZ (ES/PSE), Baskerlandets regeringsleder (lehendakari)

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En integreret industripolitik for en globaliseret verden – Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed

KOM(2010) 614 endelig

1.

glæder sig over Kommissionen vilje til at skabe en stærk og konkurrencedygtig europæisk industri orienteret mod bæredygtig vækst med henblik på økonomisk genopretning. Dette fremgår af meddelelsen »En integreret industripolitik for en globaliseret verden – Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed« (1) – et af Europa 2020-strategiens syv flagskibsinitiativer;

2.

understreger, at en ny europæisk industripolitiks succes afhænger af effektive politikker på områder som økonomiske rammebetingelser og styring, konkurrenceevne, finanssektorens struktur og investeringer, innovation og forskning, energi og ressourcer, den digitale dagsorden, nye kvalifikationer og job osv.;

3.

efterlyser derfor en større integration og koordinering af de flagskibsinitiativer, der indgår i Europa 2020-strategien;

4.

beklager, at flagskibsinitiativerne er blevet foreslået uden hensyntagen til deres budgetvirkning og kravene til deres gennemførelse;

5.

bemærker, at det er vigtigt at udnytte merværdien ved at handle på europæisk plan for at imødegå globale problemer og gennemføre Europa 2020-strategiens mål, idet bestræbelserne og synergierne samles i en koordineret politiktilgang;

6.

konstaterer, at de aktuelle strukturændringer i verden har vist os, at der er problemer og udfordringer af global art, som breder sig hurtigt, og som berører alle stater samt lokale og regionale myndigheder i en situation med større åbenhed og gensidig afhængighed. Det er derfor nødvendigt at indføre instrumenter for strategisk og teknologisk fremsyn med henblik på udvikling af hurtige og koordinerede reaktioner;

7.

minder om, at de nye konkurrenceevneparametre har sat spørgsmålstegn ved EU's økonomiske rolle i verden, og at Europa 2020-strategien skal have et stærkt skub fremad, hvis det skal lykkes EU's økonomi at genvinde sin position. Industrien skal i den forbindelse spille en nøglerolle som vækstmotor;

8.

er fortaler for et integreret bæredygtighedsbegreb, der omfatter økonomiske, sociale og miljømæssige variabler i et afbalanceret forhold. Der ligger et vigtigt potentiale for stimulering af økonomien i miljøbeskyttelse og miljøgenopretning, energi, effektiv ressourceforvaltning samt dækning af sociale behov i forbindelse med aldring og omsorg for plejeafhængige personer. Fremme af en industri, der kan konkurrere på globalt niveau, skal være forenelig med den økonomiske og sociale udvikling og respektere miljøet;

9.

opfordrer Kommissionen til at fokusere mere på de forskellige udviklingsniveauer og på udligning af de skævheder, som stadig findes i EU. Industripolitikken er et af de midler, der kan tages i anvendelse i den forbindelse. Medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder har meget forskellige holdninger til Europa 2020-strategiens fem mål, og konsekvenserne af krisen rammer dem med forskellig intensitet;

10.

understreger, at det ved omstruktureringen af den europæiske industri skal sikres, at virksomhederne kan anlægge deres ansættelsesstrategier med større fleksibilitet til gengæld for en rimelig beskyttelse af arbejdstagerne i de berørte sektorer i form af indkomstsikkerhed, tilbud om placering i andet job, omskoling og støtte til selvstændig erhvervsvirksomhed. Efter og videreuddannelse gennem hele arbejdslivet er nøglen til en høj grad af beskæftigelsesegnethed og til en forkortelse af arbejdsløshedsperiodernes varighed. Samtidig får virksomhederne adgang til en reserve af kvalifikationer, så de hurtigt kan tilpasse sig ændringer på markedet. De lokale og regionale myndigheder har en vigtig rolle at spille i koordineringen af disse foranstaltninger. Desuden bør Den Europæiske Fond for Globaliseringstilpasning udnyttes bedre i denne forbindelse;

11.

kræver, at lokale og regionale myndigheder i EU tildeles en større rolle i udformningen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien og i opfyldelsen af målene i Kommissionens meddelelse. Nogle lokale og regionale myndigheder har brede kompetencer og lang erfaring med økonomisk og industriel udvikling og med andre politikker med direkte relation til konkurrenceevnen. Deres placering tæt på erhvervslivets beslutningstagere og hovedaktører bevirker, at de kan forvalte de offentlige politikker mere effektivt;

12.

støtter i den forbindelse indgåelsen af territoriale pagter mellem regionerne og medlemsstaterne med henblik på at indgå forpligtelser for opfyldelse af Europa 2020-strategiens mål. Afstemning af mål, fælles strategier og finansiering på det industripolitiske område vil bidrage positivt til en større økonomisk vækst;

13.

erkender, at lokale erhvervsfremmeaktører (2) i regioner og byer spiller en rolle som drivkræfter for industrien. Deres virke er afgørende for, at det i højere grad lykkes at inddrage virksomheder, arbejdsmarkedets parter og borgerne i EU's industripolitik;

14.

anmoder Kommissionen om at udarbejde en særlig tidsplan for hver enkel prioritet i meddelelsen, så det bliver lettere at overvåge gennemførelsen af den nye industripolitik;

15.

foreslår, at Kommissionen i samarbejde med Regionsudvalget gennemfører en procedure for regelmæssig overvågning og evaluering af, hvor langt gennemførelsen af industripolitikken er nået, så man kan skabe synergier og samle ressourcerne om et fælles mål; opfordrer i den forbindelse til, at der udvikles kvalitative og kvantitative målinger af industripolitikkens udvikling med inddragelse af aspekter som jobskabelse, konkurrenceevne, bæredygtig udvikling og fremskridt mht. innovation.

16.

glæder sig over, at initiativet giver industrien en nøglerolle i den nye europæiske vækstmodel som en sektor, der er afgørende for økonomien i kraft af sin store evne til at trække de øvrige økonomiske aktiviteter med sig;

17.

erkender, at selve industribegrebet har udviklet sig og har nået en økonomisk fase, hvor den såkaldte »diffuse industri« eller nye industri, der har brug for tjenester med høj merværdi for at kunne udvikle sig, har fået en større betydning;

18.

påpeger, at industripolitikken ikke bør nøjes med en sektororienteret tilgang, men omdannes til en konkurrenceevnepolitik med en bredere tilgang, der indebærer aktiv støtte til virksomhederne – nødvendiggjort af den nye kontekst med industriel omstrukturering;

19.

påpeger, at EU bør investere i de områder, der har det største sociale og økonomiske potentiale, og efterlyser en større orientering mod en intelligent udvikling af en videnbaseret økonomi i EU, strategiske investeringer i forskning og udvikling, videnskabs- og teknologiorienteret uddannelse og ikke-teknologisk innovation osv.;

20.

konstaterer, at industrien i EU er meget afhængig af råvarer og energiressourcer, som hele tiden bliver dyrere og mere sparsomme, og som er afhængige af den internationale politiske konjunktur;

21.

gentager, at et af hovedmålene bør være at afkoble den økonomiske vækst fra et større ressourceforbrug;

22.

mener derfor, at udvikling af processer, der gør det muligt at forvalte disse ressourcer mere effektivt, substitution af råvarer og fortsat konsolidering og anvendelse af alternative energikilder bør opstilles som strategiske mål for EU's industripolitik;

23.

minder om, at de demografiske forandringer vil skabe nye forbrugsmønstre. Befolkningsaldringen i de udviklede lande vil skabe nye behov for sociale ydelser, men vil også give industrien og servicesektoren nye muligheder. Den voksende middelklasse i de nye vækstlande vil være en anden potentiel kilde til udvikling og innovation;

24.

anerkender de nye vækstlandes rolle i den nye geoøkonomiske situation, der tegner sig i øjeblikket. Vækstlandene vil få en ny rolle som attraktive markeder med høj vækst, men også som ophavsmænd til nye strømme af direkte investeringer og en voksende efterspørgsel efter teknologi, forskning og udvikling;

25.

er enig i, at det haster med at gennemføre strukturelle reformer i lyset af de radikale forandringer, der berører erhvervsmiljøet, og som skaber et nyt konkurrencemønster på globalt niveau, hvor teknologi og ikt-kompetencer og overgangen til en lav-CO2-økonomi, sammen med de nye vækstlandes opsving, får en afgørende betydning;

26.

anmoder om, at man fjerner hindringerne for virksomhedernes vækst og finder frem til løsninger og modeller for samarbejde og partnerskab mellem virksomheder. Problemerne i forbindelse med internationalisering, innovation og bæredygtighed kan ikke løses isoleret eller uden kontakt til omverdenen;

27.

understreger, at der bør skabes muligheder for, at virksomhederne kan opnå en velfungerende størrelse i specifikke nicher. På den måde kan EU få små multinationale nichevirksomheder. Specialisering er reelt et af de strategiske aspekter, som vil være bestemmende for virksomhedernes konkurrenceevne. Disse bliver nødt til at udvikle mere sofistikerede produkter og tjenester rettet mod mere specifikke markedssegmenter, der giver større udbytte;

28.

fremhæver det presserende behov for at uddanne og kvalificere mennesker til arbejdet i vidensindustrien og skabe gode og attraktive vilkår for dem, så der tages højde for problemerne med at besætte job på områder af strategisk betydning for fremtiden, f.eks. forskning og videnskab, teknik, sundhed eller matematik. Ligeledes bør arbejdstagernes kompetencer, færdigheder og viden ajourføres løbende og tage sigte på efterspørgslen fra nye sektorer og teknologier, ikke kun til gavn for virksomhederne, men også for at hjælpe de arbejdstagere, der mister deres job, med hurtigt at tilpasse sig nye sektorer og teknologier;

29.

påpeger desuden, at det er nødvendigt at udvikle alsidighed og tværfaglighed og samtidig fokusere på personlige kompetencer som samarbejdsevne eller omstillingsparathed for at sikre større tilpasning til industrisektorens behov;

30.

finder det nødvendigt, at de europæiske industrier udvikler en »globaliseringsrefleks« og tilpasser sig til den nye konkurrencesammenhæng, der allerede er international og dermed af natur i stadig forandring. Globaliseringen har øget konkurrencen ved at åbne markederne for nye konkurrenter, der benytter sig af nye muligheder for mobilitet og fremskaffelse af information;

31.

påpeger, at internationaliseringen er en udfordring for samfundet som helhed, ikke kun for virksomhederne. Hvis de europæiske virksomheder resolut skal satse på internationalisering og blive konkurrencedygtige på internationalt niveau, er det også nødvendigt, at enkeltpersoner, universiteter, uddannelsescentre eller det videnskabelige-teknologiske system har indarbejdet den internationale kultur og drivkraft i deres strategi;

32.

understreger, at der er sket en opsplitning af værdikæden, som har tydeliggjort de forskellige områders specifikke lokaliseringsfordele, hvad angår de forskellige opgaver, der indgår i fremstilling eller levering af et bestemt produkt eller en bestemt tjenesteydelse;

33.

slår til lyd for bedre låneadgang og bedre kreditmuligheder, støtter oprettelsen af finansieringsforummet for små og mellemstore virksomheder og understreger desuden vigtigheden af, at banker og finansieringsinstitutter varetager deres funktion som formidlere på en ansvarlig og gennemsigtig måde, så der sikres en bedre sammenhæng mellem finansøkonomien og realøkonomien;

34.

efterlyser ligeledes en forbedring af finansmarkedernes funktionsmåde gennem effektive foranstaltninger og opfordrer til videreførelse af det arbejde, som EU har påbegyndt med henblik på en passende regulering af finansmarkederne og bekæmpelse af spekulation og banksystemernes sårbarhed, så de kan modstå de systemiske risici; det vil skabe større balance og stabilitet og styrke tilliden til fordel for et sundt forretningsmiljø;

35.

er fortaler for mere samarbejde mellem Den Europæiske Investeringsbank og de lokale og regionale myndigheder i EU med henblik på at forbedre støtten til investeringer i forskning og udvikling på lokalt og regionalt plan.

36.

foreslår, at der på EU-niveau fastlægges og iværksættes en konkurrenceevneplan, som fastlægger EU's industripolitiske rammebetingelser;

37.

gentager, at konkurrenceevnen er en udfordring for hele samfundet og alle systemer, der spiller sammen i den økonomiske udvikling, ikke kun for erhvervslivet. Konkurrenceevnen har betydning for enkeltpersoner, universiteter, teknologicentre, sundhedstjenester osv. samt for alle produktive sektorer og aktiviteter;

38.

går ind for, at der udvikles en systematisk tilgang til industripolitikken med inddragelse af forskellige politikker, som bidrager til konkurrenceevnen; det bør også overføres til det nationale, regionale og lokale niveau. Forbedring af EU-industriens effektivitet og konkurrenceevne forudsætter, at vi også forbedrer EU's stilling på områder som transport, social sikring og forbrugerbeskyttelse, finansiel formidling, energi, miljø, det indre marked og handelspolitik, og at de tackles på en koordineret måde som en »konkurrenceevnekæde«;

39.

mener, at den nye industripolitik bør fremme en tværsektoriel tilgang. I de seneste år er det blevet stadig mere udbredt at anvende koncepter, der styrker samarbejdet mellem virksomheder via klyngeprojekter eller klyngesamarbejdsprojekter; et af deres hovedmål er at samle alle funktioner i værdikæden i samme initiativtype og at koordinere dem. Målet hermed bør være at skabe effektive rammebetingelser for hele værdikæden uden at gribe ind i virksomhedernes beslutningstagning. Da klyngerne har en direkte forbindelse til de områder, de er placeret i, er det desuden vigtigt at tage hensyn til deres markante regionale dimension ved udformningen af den nye industripolitik;

40.

gentager, at fremgang for vækst og jobskabelse i vid udstrækning vil afhænge af en forbedring af produktiviteten såvel i fremstillingsindustrien som i erhvervstjenesteindustrien;

41.

understreger de små og mellemstore virksomheders afgørende betydning i EU: de tegner sig for 2/3 af beskæftigelsen i industrien. Derfor bør de offentlige politikker i EU bygge på princippet »tænk småt først« og tage særligt hensyn til disse virksomheders behov, da de er afgørende økonomiske aktører for jobskabelse og økonomisk vækst. Vi bliver kun konkurrencedygtige, hvis vores små og mellemstore virksomheder er det;

42.

beder derfor om, at der i meddelelsen i højere grad tages hensyn til betydningen af de erhvervsfremmekontorer, som er knyttet til lokale og regionale myndigheder, og som decentralt leverer støttetjenester af afgørende betydning for de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne;

43.

anbefaler, at der træffes de nødvendige forholdsregler for at sikre en effektiv gennemførelse af »Small Business Act«, og understreger, at den seneste revision med rette prioriterer de små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering og intelligent lovgivning;

44.

er enig i, at det er nødvendigt at skabe betingelserne for, at virksomhederne får adgang til de bedst mulige tjenester, da det i vid udstrækning er bestemmende for kvaliteten af deres produkter og tjenester og dermed for deres konkurrenceevne. Der bør lægges størst vægt på foranstaltninger, som bidrager til at styrke kompetencerne og konkurrencen mellem leverandører af tjenesteydelser til virksomhederne;

45.

støtter iværksættelse af foranstaltninger, der letter innovationsudvikling og forenkler især de små og mellemstore virksomheders forvaltning ved at reducere de omkostninger, der er forbundet med administration og lovgivning, og som har indvirkning på virksomhedernes konkurrenceevne; f.eks. kan anvendelsen af »fitness checks« (kvalitetskontrol) udvides til også at omfatte industripolitikken og mere generelt områder, der har forbindelse med industripolitikken;

46.

understreger, at den europæiske industripolitiks store effekt og dens regionale dimension gør det nødvendigt at tilpasse dens mål til de forskellige udgangssituationer. Det er afgørende for at sikre en afbalanceret og sammenhængende udvikling; påpeger, at der bør være sammenhæng mellem den foreliggende meddelelse fra Kommissionen og de retningslinjer, der er indeholdt i meddelelserne »Regionalpolitikkens bidrag til intelligent vækst i Europa 2020« (3) og »Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020« (4);

47.

er enig i, at der er behov for at gøre fremskridt mht. intelligent specialisering for at fremme industriens konkurrenceevne, og er fortaler for, at byer og regioner i EU udvikler deres egne innovationsnicher. Intelligent specialisering er bindeleddet mellem Kommissionens meddelelse om industripolitikken og flagskibsinitiativet »Innovation i EU«;

48.

finder det nødvendigt at tilskynde til integration af de instrumenter, der skal fremme klyngedannelsen i EU, og udvikle en samlet tilgang med fokus på vækst og konkurrenceevne, der ikke kun skal føre til udveksling af erfaringer, men til fremme af konkrete, fælles samarbejdsprojekter. EU er en ideel ramme for styrkelse af det tværnationale samarbejde, der kan lette klyngedannelsen på verdensplan;

49.

peger på behovet for fortsat at udvikle strategiske projekter på EU-niveau om konkrete aspekter og med en stor løftestangseffekt for teknologioverførsel og skabelse af synergier, som f.eks. industriel udvikling af »grønne biler«, »energieffektive bygninger« og »fremtidens fabrikker«. Det er nødvendigt at videreudvikle og uddybe denne type langsigtede initiativer, som viser den merværdi, EU tilfører;

50.

mener, at også de offentlige forvaltninger kan fungere som en vigtig drivkraft for virksomhedernes konkurrenceevne gennem innovative offentlige indkøb. Ved at prioritere innovative og bæredygtige produkter eller tjenesteydelser kan kriterierne for offentlige udbud tilskynde de kontraherende virksomheder til innovation. Det vil øge de offentlige tjenesters kvalitet og tilgængelighed. I den forbindelse skal den administrative byrde imidlertid ikke forøges, da det ellers ikke længere vil være interessant for SMV'er at deltage i offentlige udbud;

51.

opfordrer medlemsstaterne og de relevante regionale og lokale myndigheder til at gøre mere for at fremme en iværksætterkultur i det europæiske samfund, især blandt de unge. Uddannelsessystemerne bør udvikle undervisningsprogrammer, der bl.a. omfatter fremme af iværksætterånd, risikovillighed, lederskab og kreativitet som personlige nøglekompetencer;

52.

gør opmærksom på, hvor vigtigt det er at udvikle globaliseringsrelaterede profiler, hvor kendskab til fremmedsprog, villighed til international jobmobilitet og udvikling af en mentalitet, der er åben for kontakt med personer fra andre kulturer, spiller en afgørende rolle;

53.

foreslår, at teknologi- og internationaliseringsstrategier i højere grad integreres i meddelelsen. Innovation, teknologi og internationalisering er tre begreber, som nødvendigvis supplerer hinanden og er indbyrdes forbundne, og der bør gøres en indsats for at fastlægge fælles politikker;

54.

kræver en tilstrækkelig ambitiøs og konkret tilgang til den kommende forberedelse af støttestrategien for de små og mellemstore virksomheders internationalisering. Denne strategi bør lægge særlig vægt på at fremme samarbejde mellem virksomheder og udvikling af indbyrdes forbindelser samt oprettelse af kontakter på tværs af sektorer;

55.

opfordrer indtrængende Kommissionen til rent faktisk at gennemføre de foranstaltninger, den foreslog i sin meddelelse »Handel, vækst og verdensanliggender – Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi« (5), især vedrørende dagsordenen for forhandlinger i internationale institutioner og uddybningen af strategiske partnerskaber. For at øge den europæiske industripolitiks indflydelse i verden er det afgørende, at der handles på EU-plan:

56.

er enig med Kommissionen i, at konkurrencepolitikken har strategisk relevans for industriens konkurrenceevne i EU og for en konkurrence på lige vilkår på det indre marked. Et retfærdigt konkurrencemiljø, der fremmer lige vilkår, tilskynder virksomhederne til at forny sig for at blive konkurrencedygtige og udvikler det private initiativ. Det er helt afgørende at sikre, at politikken fungerer og gennemføres tilfredsstillende af medlemsstater samt lokale og regionale myndigheder;

57.

gentager imidlertid, at den offentlige sektor skal spille en ny rolle ved at finde frem til forskellige former for offentlig-privat samarbejde med henblik på finansiering af strategiske infrastrukturer og produktive investeringer i stor målestok. Det offentlig-private samarbejde bør også anvendes til udvikling af industripolitikken for at nå frem til en afstemning af interesser og iværksættelse af konkrete projekter med en europæisk dimension, der kan gøre udnyttelsen af de offentlige midler mere effektiv. Desuden vil samarbejdet mellem offentlige myndigheder på forskellige myndighedsniveauer og offentlige institutioner bidrage til en øget koordinering af politikkerne og større effektivitet.

58.

glæder sig over, at innovation betragtes som et centralt element i Europa 2020-strategien og har fået en strategisk plads i EU's flagskibsinitiativ »Innovation i EU«. Prioriteten »en intelligent vækst« sigter fornuftigvis på viden og innovation som en af de tre grundstammer i EU's økonomiske vækst fremover;

59.

konstaterer, at det er nødvendigt at udvide og uddybe innovationsbegrebet, og fremhæver, at industrien bør kombinere innovation baseret på egne erfaringer, dvs. en DUI-tilgang (Doing, Using and Interacting), med en STI-tilgang (Science, Technology and Innovation) baseret på eksplicit viden af videnskabelig eller teknologisk art;

60.

beklager, at meddelelsen ikke har lagt mere vægt på ikke-teknologisk innovation som kilde til konkurrencefordele. De virkelige ændringer i virksomhederne stammer ofte fra innovation af ledelse og organisation på områder som strategi, processer, markedsføring, industriel organisering eller forbindelserne med leverandørerne. Satsningen på ikke-teknologisk innovation har for mange regioner og lokalområder betydet et stort spring fremad hvad angår konkurrenceevne;

61.

foreslår derfor, at der i evalueringer af industripolitikken inddrages indikatorer for ikke-teknologisk innovation;

62.

understreger, at viden og kreativitet er grundlaget for innovation, og at virksomhederne systematisk bør inddrage og forvalte viden og kreativitet i alle deres aktiviteter;

63.

beklager, at meddelelsen i forbindelse med den nye industripolitik ikke nævner den menneskelige faktors betydning, som er afgørende, hvis den reelt ønsker at skabe et solidt grundlag for en velafbalanceret vækst på lang sigt. I en vidensbaseret industri er det mennesket, der er hovedaktør for forandring og for skabelse af konkurrencefordele for virksomhederne;

64.

mener, at universiteternes og teknologi- og forskningscentrenes forskning, udover den teoretiske forskning, bør åbne sig og i højere grad orientere sig mod markedets behov og forskningsresultaternes nytteværdi i praksis;

65.

mener, at der er behov for at sikre større koordinering mellem forskning og industri for at komme videre med intelligent specialisering af geografiske områder inden for centrale støtteteknologier som nanoteknologi, mikro- og nanoelektronik, industriel bioteknologi, fotonik, avancerede materialer og avancerede fremstillingsteknologier, og for at støtte oprettelse af tværnationale net og styrke samarbejdet på regionalt, nationalt og internationalt plan;

66.

påpeger, at udvikling af en europæisk industri baseret på innovation og viden nødvendigvis må medføre, at europæiske virksomheder opnår et større antal patenter. Det er i den forbindelse særlig relevant at råde over et system, der effektivt beskytter virksomhedernes og opfindernes intellektuelle ejendomsret, har lavere adgangsomkostninger og sikrer en bedre juridisk beskyttelse mod forfalskning og piratkopiering. Det er derfor bydende nødvendigt at forenkle og billiggøre proceduren for opnåelse af patenter og at harmonisere deres automatiske godkendelse i alle medlemsstater i lighed med forslaget om et fælles EU-patent;

67.

påpeger, at de nye informations- og kommunikationsteknologier er blevet en afgørende faktor for forøgelse af virksomhedernes produktivitet, og er derfor enig i, at det er nødvendigt at fremme de små og mellemstore virksomheders brug af dem. Tilpasning og integration af disse teknologer vil få betydning for de europæiske virksomheders konkurrencemuligheder i forhold til konkurrenter fra tredjelande. Teknologierne fremmer samarbejde, behandling og udveksling af oplysninger og idéer samt en mere direkte adgang til markedet og kunderne;

68.

fremhæver betydningen af at forbedre det indbyrdes forhold mellem de forskellige aktører og af at indføre begrebet »regionale økosystemer for innovation« i de regionale udviklingsstrategier. De »regionale økosystemer for innovation« indebærer udvikling af netværk og udveksling af viden, enheder, der er forankret i regionen, og fleksible organisationsmodeller;

69.

anbefaler udvikling af en tilgang, der tager mere hensyn til de små og mellemstore virksomheders behov i forbindelse med fastlæggelsen af retningslinjerne for det kommende rammeprogram for forskning og udvikling, og som fremmer deres deltagelse i fælles EU-projekter;

70.

beder Kommissionen om at lægge større vægt på den regionale dimension ved fastlæggelsen af den fælles strategiske ramme for forskning og udvikling, der skal omfatte rammeprogrammet og programmet for konkurrenceevne og innovation, og om at videreføre pilotindsatsområdet Vidensregioner for at styrke de europæiske regioners forskningspotentiale gennem tværnationale klynger;

71.

understreger igen behovet for at skabe et klima, der fremmer inddragelse af privat kapital i erhvervsinvesteringer relateret til innovation, forskning og udvikling, hvilket forudsætter, at der udvikles finansieringsformer som risikokapital eller »Business Angels«;

72.

efterlyser imidlertid et mere præcist system af indikatorer og mål, som ud over den procentdel af virksomhedernes budget, der går til forskning og udvikling, også omfatter aspekter i relation til forbedring af konkurrenceevne og produktivitet, det vil sige et system, som er beregnet på at måle resultaterne af forskning og udvikling.

73.

mener, at EU bør udnytte de stærke sider, det har udviklet til gavn for den europæiske industris konkurrenceevne. Vi har et solidt teknologisk og videnskabeligt grundlag, universiteter på højt niveau samt en kvalificeret og specialiseret arbejdsstyrke. Vi har udviklet et indre marked, som fjerner barrierer for handel og arbejdskraftens frie bevægelighed. Vi har skabt klynger og samarbejdsnetværk, og EU har været banebrydende for gennemførelsen af grønne løsninger;

74.

påpeger, at vi på trods af de dokumenterede fremskridt siden oprettelsen af det indre marked endnu ikke fuldt ud har udnyttet alle dets muligheder for at skabe en bæredygtig og inklusiv vækst. Det indre marked er EU's økonomiske drivkraft, og det er vigtigt, at det gennemføres fuldt ud for at kunne bidrage til industriens vækst og konkurrenceevne;

75.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fjerne de hindringer og mangler, der bremser det indre markeds vækstpotentiale; erkender, at tjenesteydelsesdirektivet har gjort det muligt at fjerne nogle af de barrierer, der stadig findes i det indre marked for levering af tjenesteydelser og virsksomhedsetablering i en anden medlemsstat. Kommissionen bør fortsætte arbejdet i denne retning og involvere lokale og regionale myndigheder, som jo er vigtige aktører på markedet for tjenesteydelser;

76.

mener, at befolkningens aldring, klimaændringerne og bevarelsen af miljøet er tre af de vigtigste udfordringer, Den Europæiske Union står over for i de kommende år;

77.

understreger derfor, at bæredygtighed bør betragtes som en vigtig mulighed for den europæiske industris fremtid, da den utvivlsomt vil bidrage til oprettelse af flere nye job og virksomheder med en markant innovativ og konkurrencedygtig profil;

78.

glæder sig over Kommissionens vilje til at arbejde for større sammenkædning og sammenhæng mellem miljøkravene og de industripolitiske mål og fortsætte overgangen til en mere effektiv ressourceforvaltning i hele industrien. De strategiske energiressourcer og råvarer er blevet færre og dyrere. Det tvinger industrien til at anvende dem mere rationelt, hvilket bør indebære ressourceeffektivitet, genanvendelse og substitution med andre materialer;

79.

gentager, at konsolideringen af den »grønne økonomi« dels udspringer af behovet for effektiv energiudnyttelse, dels af den voksende bevidsthed om, at mere miljøinnovation er vejen frem. Der vil således blive udviklet innovative økonomiske aktiviteter, fra vedvarende energi til nye materialer, med henblik på at medvirke til en økonomi med lave CO2-emissioner;

80.

finder det imidlertid nødvendigt, at medlemsstaterne og de relevante regionale eller lokale myndigheder udvikler ansvarlige forbrugere med et etisk og selektivt forbrug, som indebærer større krav til virksomhederne om kvalitet, information og gennemsigtighed. Forbrugerne spiller således en vigtig rolle ved at stimulere virksomhedernes konkurrencepotentiale og vedtagelsen af ansvarlige politikker;

81.

hilser det velkomment, at meddelelsen inddrager og understreger virksomhedernes sociale ansvar som et element, der også bidrager til europæiske virksomheders konkurrenceevne og førende position i verden;

82.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder kender de særlige vilkår i hvert enkelt område og råder over kompetencer til at formidle nye værdier og bringe virksomhedernes sociale ansvar et skridt videre. Kommissionen bør fortsætte med at fremme dette begreb og støtte sig til de lokale og regionale myndigheder, hvis opgave det er at gennemføre det i praksis. Det er i den forbindelse afgørende at overholde nærhedsprincippet og forvalte politikkerne på det myndighedsniveau, som er mest effektivt og tættest på borgerne;

83.

slår til lyd for indførelse af nye styringsmodeller i virksomhederne, som i højere grad inddrager de ansatte som et vigtigt middel til at øge effektiviteten af alle de industrielle processer og dermed konkurrenceevnen og for at forebygge usikre arbejdsvilkår i forbindelse med industrielle ændringer;

84.

gør dog opmærksom på, at det samtidig er nødvendigt at øge industriens interne fleksibilitet. De forskellige interessegrupper er nødt til at reagere og tilpasse sig til en omskiftelig økonomisk virkelighed, hvilket indebærer at tilrettelægge produktionen efter udsvingene i efterspørgslen og de teknologiske ændringer;

85.

efterlyser i denne forbindelse en større fleksibilitet på medlemsstaternes arbejdsmarkeder baseret på en dialog med arbejdsmarkedets parter; den skal ledsages af sikre systemer for social beskyttelse, der kan bidrage til økonomisk vækst og social samhørighed med flere og bedre job. Reguleringen af arbejdsmarkederne skal sikre overgangen mellem arbejdsløshedsperioder og perioder med ansættelse og give garanti for økonomisk sikkerhed samt muligheder for erhvervsuddannelse og -vejledning med henblik på at styrke beskæftigelsesegnetheden.

86.

understreger endnu en gang de europæiske lokale og regionale myndigheders nøglerolle, når det drejer sig om at sætte skub i industripolitikken og udvikle økonomien fra deres position i lokalsamfundet og med deres konkrete kendskab til industristrukturen og til virksomhedernes problemer;

87.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med de lokale og regionale myndigheder at bevæge sig frem mod en større koordinering og et helhedssyn på udformningen af en ambitiøs industripolitik, der fokuserer på konkurrenceevne, og som udnytter synergierne med de øvrige flagskibsinitiativer i Europa 2020-strategien;

88.

anmoder indtrængende Kommissionen om at forbedre betingelserne for og styringen af industripolitikken ved at give regioner og kommuner en større rolle i udformningen og gennemførelsen af industripolitikken. Deres nærhed til virksomhedernes reelle situation og deres beføjelser, herunder lovgivningsmæssige, på det industripolitiske område gør dem til centrale aktører i den økonomiske udvikling. Det er derfor et ideelt område for udvikling af en politisk bottom-up-tilgang;

89.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at indgå territoriale pagter på nationalt niveau med henblik på fastlæggelse og fælles gennemførelse af de nationale reformprogrammer og til sammen at evaluere deres fremskridt med det formål at koordinere og koncentrere deres indsats og politiske dagsordener om målene i Europa 2020-strategien, hvilket utvivlsomt vil bidrage afgørende til deres opfyldelse;

90.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders rolle i forbedringen af den territoriale samhørighed og nedbringelsen af økonomiske og sociale skævheder; de er nøglefigurer i udviklingen af en decentral tilgang, som bidrager til struktureringen af industripolitikken på lokalt og regionalt plan i Europa.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/37

—

opfordrer til, at tidsplanen for Kommissionens køreplan for et ressourceeffektivt Europa forkortes, og at der vedtages indikatorer allerede i 2012; opfordrer ligeledes til, at de kompetente lokale og regionale institutioner høres med henblik på at sikre, at indikatorerne er realistiske og gennemførlige, hvad angår såvel kapacitet som udgiftsniveau;

—

opfordrer Kommissionen til at overveje at vedtage en »kurv« af navnlig fire indikatorer for ressourceforbruget: fodaftrykket på jorden, anvendelsen af råstoffer (biodiversitet, biologiske og mineralske ressourcer), fodaftrykket på vandet og drivhusgasfodaftrykket; insisterer på, at Kommissionen gør indikatorerne til en integreret del af systemet med nationale rapporter for Europa 2020 og dets tilknyttede flagskibsinitiativ, således at de kommer til at udgøre en ledetråd for de nationale reformprogrammer og budgetforhandlinger;

—

beklager, at køreplanen ikke omtaler muligheden for at inddrage borgmesteraftalen i tiltagene til opnåelse af ressourceeffektivitet, og tilbyder i samarbejde med Kommissionen at undersøge konkrete midler til at udvide borgmesteraftalen til også at omfatte anvendelsesområder, der er centrale for flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, såsom biodiversitet og arealanvendelse, affald og vand samt luftforurening;

—

anbefaler specifikke tiltag, der især sigter mod at udvikle ressourceeffektive europæiske transport- og energisystemer med begrænset CO2-udledning, fremme brugen af »grønne« offentlige indkøb og skabelse af et samfund med nul affald baseret på optimeret affaldsforebyggelse og behandling af affaldet som en ressource i en cirkulær økonomi, fremme substitution og effektiv ressourceudnyttelse i værditilvækstkæden for råstoffer, effektivt udnytte, beskytte og genoprette økosystemfunktioner samt mindske det nuværende befæstede areal overalt, hvor der ikke er behov for det.

Ordfører

Michel LEBRUN (BE/PPE), medlem af parlamentet for det franske sprogfællesskab i Belgien

Basisdokumenter

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Flagskibsinitiativet: Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien

KOM(2011) 21 endelig

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Køreplan til et ressourceeffektivt Europa

KOM(2011) 571 endelig

1.

mener, at enhver fremadrettet miljø-, klima- og energipolitik skal basere sig på princippet om god forvaltning. Efter Regionsudvalgets opfattelse betyder det, at vi har et ansvar for at forvalte og anvende naturressourcerne på en måde og i et omfang, der sikrer deres bæredygtighed og bevarer deres diversitet. Det overordnede mål med en sådan politik er en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at ødelægge de næste generationers muligheder for at opfylde deres;

2.

er stærkt foruroliget over, at EU i dag er inde i en farlig og uholdbar udvikling, når det gælder produktion og forbrug. Som Kommissionen skriver i meddelelsen om sit flagskibsinitiativ: »At fortsætte ad samme spor som hidtil med hensyn til ressourceforbrug er ikke nogen reel mulighed«;

3.

bifalder på den baggrund iværksættelsen af flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, som har til formål at gøre effektivitet i ressourceforbruget til et ledende princip for Den Europæiske Unions politikker for energi og lavemissionsøkonomi, transport, råvarer og råstoffer, bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion af varer og tjenesteydelser, affaldshåndtering, arealanvendelse og økosystemer, landbrug og fiskeri. Dette initiativ har den vigtige opgave at skabe synergieffekter mellem de forskellige områder og støtte en afvejning af de involverede interesser og målsætninger, samtidig med at initiativet sikrer en fælles, sammenhængende og bæredygtig strategi for ressourceforbruget;

4.

udtrykker tilfredshed med den positive effekt, som flagskibsinitiativet har på den europæiske miljøpolitik. Den europæiske miljøpolitik i almindelighed og den aktuelle politik for effektiv anvendelse af ressourcer (såsom den tematiske strategi for bæredygtig anvendelse af naturressourcer) i særdeleshed er dog centreret om at reducere de negative følger for miljøet af økonomisk udvikling og udvinding af naturressourcer. Med flagskibsinitiativet bliver fokus udvidet til de negative følger af ineffektiv anvendelse af naturressourcer for den økonomiske udvikling. Flagskibsinitiativet er således det nødvendige incitament til øget integration af miljøpolitik i EU's politik for økonomi og produkter;

5.

glæder sig over, at EU med flagskibsinitiativet fra nu af medtager samtlige naturressourcer, dvs. traditionelle energiressourcer, men også biotiske og abiotiske råstoffer såsom brændsel, biomasse, mineraler, metaller og træ, agerjord og fiskebestande, jordbund, vand, luft samt økosystemtjenester eller tjenester, som har med beskyttelse af biodiversiteten at gøre;

6.

er glad for, at Kommissionen har opfordret Regionsudvalget til, inden beslutningsproceduren skydes i gang, at tilkendegive sin holdning til, hvilken rolle de lokale og regionale myndigheder bør spille i gennemførelsen af dette initiativ, særligt i de tilfælde, hvor de har særlige kompetencer set i relation til dette initiativ, hovedsagelig i forbindelse med standarder, bl.a. for byggeri og affaldshåndtering. Regionsudvalget får dermed mulighed for at komme til orde allerede fra de tidlige udviklingsstadier af de fremtidige politikker;

7.

er fuldstændig enig med Kommissionen i, at tre centrale forudsætninger skal opfyldes, hvis fordelene ved en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi skal kunne realiseres, nemlig 1) politisk vilje til forandring, 2) en langsigtet planlægning af politik og investeringer og 3) en langsigtet holdnings- og adfærdsændring hos borgerne på området ressourceeffektivitet. Indførelsen og gennemførelsen af disse principper skal ske gennem en tilgang med forvaltning på flere myndighedsniveauer. I lyset heraf minder Regionsudvalget om, at de lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og evalueringen af disse politikker (1), hvilket allerede er fuldt ud anerkendt af Kommissionen og Europa-Parlamentet.

8.

sætter pris på, at EU engagerer sig til fordel for en tæt sammenkobling mellem økonomisk udvikling, samfundenes velfærd og en ansvarlig udnyttelse af naturressourcerne;

9.

mener, at overgangen til en ressourceeffektiv økonomi vil skabe øget velfærd for nuværende og kommende generationer. Et led heri vil være de enorme muligheder for økonomi, handel og innovation. Den vil bidrage til at fastholde EU's konkurrenceevne, bl.a. ved at reducere materialeudgifterne og energiforbruget samt ved at virke stimulerende på beskæftigelsen i »miljøteknologisektoren«;

10.

påpeger på ny, at det er absolut nødvendigt med en ambitiøs EU-politik, der løser problemerne ved kilden, for at forbedre miljøet og luftkvaliteten, og plæderer for en stærkere EU-politik vedrørende drivhusgasemissioner og luftforurening;

11.

gør opmærksom på, at en lang række lokale og regionale myndigheder allerede har vedtaget og foretaget en vellykket gennemførelse af forskellige politikker og fremgangsmåder, som har til formål at fremme ressourceeffektiviteten. Disse initiativer fortjener opmærksomhed og bør anerkendes på europæisk niveau, så alle får mulighed for at nyde godt af den ekspertise, som nogle har erhvervet på området, og således at de mest effektive initiativer kan fremmes;

12.

henleder opmærksomheden på, at der ikke i Kommissionens initiativ henvises til de mange instrumenter og politiske strategier i EU, som allerede er begyndt at behandle spørgsmålet om ressourceeffektivitet. Det gælder f.eks. temastrategien for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og temastrategien for affaldsforebyggelse og -genanvendelse samt handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik. Disse strategier kan forventes at komme til at danne præcedens i forbindelse med vedtagelsen og gennemførelsen af kommende strategier for andre spørgsmål, der har med forvaltningen af naturressourcerne at gøre;

13.

peger på EU's og medlemsstaterne ansvar, når det gælder fremme af initiativer til forbedring af ressourceeffektiviteten på verdensplan. I den forbindelse støtter Regionsudvalget alle de forslag, Kommissionen har fremsat som led i forberedelsen af Rio+ 20-konferencen, der finder sted i juni 2012, ikke mindst de foranstaltninger, der sigter mod mobilisering af privat og offentlig finansiering og investering samt bevægelse hen imod et mere effektivt, globalt, multilateralt styringssystem. Regionsudvalget beder om, at dette styringssystem tilrettelægges med mekanismer for deltagelse og samarbejde på flere myndighedsniveauer, således at regioner og byer høres og får mulighed for at deltage aktivt på de områder, der har betydning for dem;

14.

tilslutter sig Kommissionens opfordring til en hurtig gennemførelse af OECD's erklæring om grøn vækst, som blev vedtaget i juni 2009;

15.

glæder sig over støtten fra EU og medlemsstaterne til arbejdet i den internationale forskergruppe under FN's miljøprogram (UNEP) omkring bæredygtig forvaltning af ressourcer samt dens initiativ for en grøn økonomi;

16.

beklager, at den tiårige programramme vedrørende bæredygtige forbrugsmønstre og bæredygtig produktion for perioden 2011-2021 ikke kunne vedtages på det 19. møde i FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling i maj.

17.

understreger sammenhængen mellem miljø- og socialpolitikken. Når produktionen af olie, gas og andre materialer topper, hvilket nogle mener allerede er sket, vil det uundgåeligt medføre, at prisen på dem stiger. De første, der kommer til at lide under følgerne heraf, vil være de borgere, der har de laveste indkomster, og de regioner, hvis gennemsnitsindkomster er lavest;

18.

understreger, at det på grund af flagskibsinitiativets tværgående og komplekse natur er nødvendigt, at der sker en forvaltning af initiativet og en overvågning af fremskridtene inden for rammerne af Europa 2020-strategien, »det europæiske halvår« og den årlige vækstundersøgelse gennem en årlig kontrol af medlemsstaternes resultater, således at EU kan opnå øget ressourceeffektivitet;

19.

peger på behovet for at klarlægge de budgetmæssige virkninger af flagskibsinitiativerne inden for rammerne af Europa 2020-strategien (2). Den næste flerårige finansielle ramme bør afspejle flagskibsinitiativet et ressourceeffektivt Europas ambitioner ved at sikre, at EU's tiltag koordineres gennem en fælles strategiske ramme, da initiativet har berøringsflade med en række af de politikker, som finansieres over EU's budget;

20.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med evalueringen af de nationale reformplaner, der blev indgivet af medlemslandene i april 2011, at tage hensyn til, hvor stor en indsats landene gør for at fremme ressourceeffektiviteten;

21.

minder om, at en vellykket Europa 2020-strategi i høj grad afhænger af, hvilke beslutninger der træffes på lokalt og regionalt niveau. Derfor har Regionsudvalget allerede erklæret sig som tilhænger af, at der i de nationale reformplaner henvises til gennemførelsen af territoriale pagter for Europa 2020 i form af partnerskaber på flere niveauer mellem EU-, nationale, regionale og lokale myndigheder (3);

22.

vil derfor opfordre til, at man fremmer en integreret lokal udvikling som en central metode til gennemførelse af dette flagskibsinitiativs målsætninger;

23.

finder det vigtigt, at Regionsudvalget via sin platform for overvågning af Europa 2020-strategien deltager i gennemførelsen af flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« samt i gennemførelsen af en integreret politik for ressourceeffektivitet.

24.

opfordrer til, at den foreslåede tidsplan i køreplanen for ressourceeffektivitet, som fastlægger udgangen af 2013 som frist for fastsættelse og efterfølgende vedtagelse af indikatorer og mål, forkortes. Regionsudvalget anbefaler, at disse indikatorer vedtages og tages i brug i løbet af 2012. Endvidere beder Regionsudvalget om, at de kompetente lokale og regionale institutioner høres om fristerne for disse indikatorer med henblik på at sikre, at de er realistiske og gennemførlige, hvad angår såvel kapacitet som udgiftsniveau;

25.

bifalder Kommissionens forslag i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa om, at der vedtages et begrænset antal indikatorer med henblik på at sikre synlighed og effektivitet som grundlag for udformningen af politikker. Udvælgelsen af disse indikatorer bør baseres på, hvor vigtige, relevante, troværdige og solide de er, og bør anerkendes i videst muligt omfang;

26.

opfordrer Kommissionen til at overveje at vedtage en »kurv« af navnlig fire indikatorer for ressourceforbruget: fodaftrykket på jorden, anvendelsen af råstoffer (biodiversitet, biologiske og mineralske ressourcer), fodaftrykket på vandet og drivhusgasfodaftrykket. Disse indikatorer er forholdsvis nemme at måle, samtidig med at de giver en god indikation af vores ressourceforbrug og dets konsekvenser. De ville kunne supplere indikatorerne for måling af miljøbelastningen og ressourceeffektiviteten;

27.

fastholder, at der må vedtages en samlet indikator som f.eks. det økologiske fodaftryk som et nyttigt instrument i reklameøjemed og til informationskampagner. I den forbindelse skal det imidlertid præciseres, at en sådan indikator pga. den høje aggregeringsgrad kun i meget begrænset omfang kan bidrage til politikudformningen; data og metoder bør harmoniseres mellem medlemsstaterne, og Kommissionen kan hjælpe med at opnå dette;

28.

glæder sig over Kommissionens forslag om, at der vedtages et begrænset antal mål for ressourceeffektiviteten, som er både ambitiøse, kvantificerbare, præcise og sammenhængende. Disse mål bør f.eks. omfatte en forbedring af de 4 under punkt 26 nævnte indikatorer, f.eks. nulvækst i omfanget af befæstede arealer eller en øget affaldsforebyggelse og -genanvendelse;

29.

opfordrer Kommissionen til i sin evaluering af indikatorer og mål at undersøge, i hvilket omfang de politikker, som de lokale om regionale myndigheder kunne iværksætte på grundlag heraf, ville være gennemførlige;

30.

insisterer på, at Kommissionen lader indikatorerne indgå i den årlige vækstundersøgelse, som fra og med 2012 vil skyde det økonomiske halvår i gang, og at de dermed bliver en integreret del af systemet med nationale rapporter for Europa 2020, samt leder diskussionen hen på, hvordan reformprogrammerne og de nationale budgetforhandlinger skal bringes i overensstemmelse med Europa 2020-strategien;

31.

gør sig til talsmand for, at disse indikatorer for ressourceforbruget bliver en integreret del af Kommissionens og medlemsstaternes konsekvensanalyser af politiske forslag. Kommissionen bør bidrage med retningslinjer og redskaber for at give medlemsstaterne, de lokale og regionale myndigheder, virksomheder og andre enheder mulighed for at anvende disse indikatorer på en enkelt og effektiv måde;

32.

konstaterer, at omfanget og mangfoldigheden af de udfordringer, der skal løftes i forbindelse med ressourcebevarelsen, kræver, at alle disponible instrumenter på europæisk, nationalt, lokalt og regionalt niveau mobiliseres. De europæiske og nationale instrumenter indebærer øget integration af miljøaspekter i politikken for økonomi og produkter, og på lokalt niveau udgør Borgmesteraftalen et instrument, som allerede har vist sin effektivitet på energiområdet;

33.

opfordrer de internationale, europæiske, nationale og subnationale institutioner til at gøre status over de mange erfaringer og resultater, som underskriverne af Borgmesteraftalen (omkring 300 kommuner, over 100 regioner i mere end 40 lande) allerede har indsamlet i denne henseende;

34.

opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at arbejde sammen om konkrete mekanismer, der vil gøre det muligt at dele erfaringerne under Borgmesteraftalen med vore internationale partnere, dvs. fremme samarbejde om ressourceeffektivitet på lokalt og regionalt plan mellem byer og regioner i EU og i vore nabolande mod syd og øst og med udviklingslande;

35.

beklager, at køreplanen ikke omtaler muligheden for at inddrage borgmesteraftalen i tiltagene til opnåelse af ressourceeffektivitet. Regionsudvalget opfordrer i den forbindelse indtrængende Kommissionen til at arbejde på at få udvidet borgmesteraftalen til dette område;

36.

tilbyder desuden i samarbejde med Kommissionen at undersøge konkrete midler til at udvide borgmesteraftalen til også at omfatte anvendelsesområder, der er centrale for flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, f.eks. biodiversitet og arealanvendelse, affald og vand samt luftforurening (CdR 164/2010 fin);

37.

anmoder med tanke på udarbejdelsen af vandstrategien for Europa navnlig Kommissionen om i samarbejde med Regionsudvalget i 2012 at udvide borgmesteraftalen til også at omfatte 20-20-20-målene for integreret vandforvaltning som anført i Regionsudvalgets udtalelse CdR 5/2011 fin;

38.

støtter varmt etableringen af en »overgangsplatform for ressourceeffektivitet med mange aktører«, som ligeledes bør omfatte »beslutningstagere fra forskellige administrative niveauer, bl.a. regionalt og lokalt niveau« (4). En sådan platform kunne beskæftige sig med overlapning mellem de berørte politikker og bidrage til identifikationen af mål og hindringer for omstillingen;

39.

støtter Kommissionens forslag om netværk og udveksling af bedste praksis mellem instanser, som tilbyder programmer om ressourceeffektivitet. Derudover opfordrer Regionsudvalget EU til at støtte oprettelsen af nationale, regionale og lokale agenturer med ansvar for ressourceeffektivitet, hvor sådanne ikke findes. De eksisterende agenturers kompetencer kunne udvides til at omfatte alle spørgsmål, der har med ressourceforbrug at gøre, og bør omfatte information til og rådgivning af de offentlige myndigheder, virksomhederne og borgerne om eksisterende foranstaltninger og løsninger for opnåelse af ressourceeffektivitet.

40.

påpeger, at et ressourceeffektivt Europa ikke blot får brug for teknologisk innovation, men også for innovation af sit socioøkonomiske system med nye adfærdsmodeller for så vidt angår produktion og forbrug, en ændret levevis og nye styringsmodeller samt et program for strategisk forskning orienteret mod systemisk innovation;

41.

opfordrer i særlig grad til, at der gennemføres de nødvendige ændringer i infrastrukturen med det formål at fremme intelligente net, således at Sms'er og kooperativer kan producere deres egen grønne energi og dele den på »peer-to-peer«-basis på tværs af regioner. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at organisere en særlig konference med de lokale og regionale myndigheder og relevante aktører, som skal tjene det formål at sætte skub i omstillingen af EU's energiproduktion;

42.

understreger det nødvendige i at gennemføre en række foranstaltninger, herunder en ændring af medlemsstaternes budgetpolitikker og økonomiske politikker samt grønne reformer af afgifterne, som i højere grad tager hensyn til ressourceeffektivitet, hvis målene under flagskibsinitiativet skal opfyldes. Det vil ligeledes være nødvendigt at udforme de nationale regnskaber, så de omfatter spørgsmålet om ressourceeffektivitet ved at støtte indregningen af eksterne omkostninger med henblik på at fastsætte passende priser, få forureneren til at betale, samtidig med at forbrugerne beskyttes, samt ved lidt efter lidt at afskaffe subventioner, som har negative konsekvenser for miljøet;

43.

mener, at udviklingen af et ressourceeffektivt europæisk transportsystem med begrænset CO2-udledning har afgørende betydning for flagskibsinitiativets succes; i den sammenhæng bør det tilstræbes at reducere forbruget af energi og råstoffer i bilproduktionen og støtte industrien i denne indsats. Endvidere bør der ske en mere drastisk reduktion af forbruget samt indføres transportsystemer, der samlet trækker i retning af et stadig mindre ressourceforbrug;

44.

sætter pris på, at flagskibsinitiativet omfatter fremme af en europæisk vandpolitik, som prioriterer vandbesparende foranstaltninger og øget vandeffektivitet. Regionsudvalget vil fremsætte anbefalinger på dette område i sin perspektivudtalelse om »De regionale og lokale myndigheders rolle i befordringen af en bæredygtig vandforvaltning« (5).

45.

beklager, at de eksisterende politikker rettet mod energieffektivitet ikke gør det muligt at nå energi- og klimapakkemålene for 2020. Energieffektivitet bør gøres til et bindende mål og til et vigtigt led i målet om en reduktion af drivhusgasemissionerne inden 2050;

46.

opfordrer Kommissionen til fortsat at koncentrere sig om bygge- og anlægssektoren, servicesektoren og transportsektoren i de lovgivningsmæssige og finansielle initiativer, som ligger i forlængelse af Kommissionens energieffektivitetsplan 2011, som blev vedtaget for nylig (6);

47.

mener stadig, at bygge- og anlægssektoren bør have lovgivningsmæssige og økonomiske incitamenter til at gennemføre mere renovering med henblik på at opnå højere energieffektivitet;

48.

henleder opmærksomheden på behovet for at sikre uddannelse af og støtte til en kompetent og tilgængelig arbejdsstyrke inden for energieffektivitet i alle berørte erhvervssektorer og dermed også i bygge- og anlægssektoren. Regionsudvalget foreslår, at der iværksættes en EU-strategi for oplysning og uddannelse af denne arbejdsstyrke. Udvalget understreger i den forbindelse flagskibsinitiativets potentiale, og de dermed forbundne nødvendige innovative foranstaltninger til skabelse af højt kvalificerede og varige job inden for en række forskellige brancher og fagområder i EU;

49.

opfordrer Kommissionen til via sit kommende direktiv om energibesparelser at fremsætte forslag om konkrete foranstaltninger med hensyn til bygningsrenovering samt sørge for at der i den flerårige budgetplan er afsat tilstrækkelige beløb til istandsættelse og renovering af europæiske bygninger med henblik på at gøre dem energieffektive inden 2013. Disse foranstaltninger bør knyttes sammen med en strategi for finansiering af bygninger med et meget lavt energiforbrug;

50.

opfordrer Kommissionen til at foreslå et samlet system til måling af energieffektiviteten i EU, som indeholder en metode, der kan anvendes af de lokale og regionale myndigheder;

51.

bifalder Kommissionens mål om at sikre omstillingen til en ressourceeffektiv lavemissionsøkonomi (7);

52.

opfordrer til, at disse mål afspejles på en passende måde i den flerårige finansielle ramme, bl.a. også ved at der stilles supplerende finansiering til rådighed for de lokale og regionale niveauer;

53.

anerkender, at den europæiske emissionshandelsordning er et vigtigt instrument, når det gælder om at styre investeringer i retning af de sektorer, som ordningen dækker – elproduktion, energiintensiv industri og fra og med næste år luftfartsbranchen – ved økonomisk at belønne de investeringer, som fremmer et mindre CO2-fodaftryk – og håber, at ordningens effektivitet forbedres efter 2012;

54.

slår ikke desto mindre til lyd for, at den europæiske emissionshandelsordning kommer til at spille en større rolle i forbindelse med fremme af teknologier med et lille CO2-fodaftryk, for så vidt som disse teknologier også bidrager til en forbedring af indikatorerne for ressourceforbruget og ikke øger miljørisiciene;

55.

bifalder dermed Kommissionens planer om at fjerne en del af de nuværende rettigheder fra markedet med henblik på at stimulere EU's omstilling til en lavemissionsøkonomi;

56.

glæder sig over, at køreplanen omfatter metoder for forvaltning af jordbunden, som gør, at CO2 i højere grad fastholdes i jorden, og minder om, at et øget indhold af organisk materiale i jorden indebærer andre fordele for miljøet og landbruget samt for beskyttelsen af jordbunden og dens fertilitet;

57.

beklager imidlertid, at landbrugssektorens muligheder for at mindske virkningerne af klimaforandringerne er splittet op mellem flere forskellige kategorier i FN's protokoller samt i Kyoto-protokollen om informationsformidling og miljøregnskab på trods af, at sektoren spiller en afgørende rolle for en effektiv og bæredygtig anvendelse af ressourcerne;

58.

understreger, at det er vigtigt at finde en balance mellem anvendelsen af biobrændstoffer i en lavemissionsøkonomi og beskyttelsen af biodiversitet, vandforvaltning og miljøbeskyttelse generelt samt den globale fødevareforsyning;

59.

understreger betydningen af at lade de politiske tiltag til gavn for bedre energieffektivitet være ledsaget af sociale foranstaltninger, der kan give de mest udsatte befolkningsgrupper og regioner adgang til effektive energitjenester.

60.

opfordrer Kommissionen til at sikre en effektiv gennemførelse af EU's handlingsplan for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik samt vedtage en bredere strategi;

61.

opfordrer Kommissionen til at støtte en »top runner«-tilgang, når det gælder produktpolitik, ved at kombinere flere afskrækkende instrumenter, som fordriver de ringeste produkter fra markedet, og incitamenter, som belønner de bedste produkter og fremskynder deres fodfæste på markedet;

62.

tilskynder til økoinnovation som et vigtigt redskab til udvikling af nye ressourceeffektive produkter eller tjenesteydelser samt med henblik på øget konkurrenceevne og jobskabelse. Den kommende handlingsplan for økoinnovation bør etablere nye partnerskaber for innovation med deltagelse af de lokale og regionale myndigheder;

63.

gentager sit ønske om at fremme brugen af »grønne« offentlige indkøb hos de lokale og regionale myndigheder;

64.

opfordrer til, at der fastsættes bindende mål for grønne offentlige indkøb for de nationale regeringer og EU-institutionerne, samt til at grønne offentlig indkøb får en plads i det kommende direktiv om offentlige indkøb med henblik på at skabe større juridisk klarhed og gøre brugen heraf mere udbredt;

65.

mener, at der bør foretages en gennemgribende revision af direktivet om miljøvenligt design og dets gennemførelsesforanstaltninger med henblik på at fremme ressourceeffektiviteten ved at udvide dets anvendelsesområde til også at omfatte ikke-energirelaterede produkter med væsentlige miljøpåvirkninger (8), og opfordrer til at udvikle metoder til livscyklusanalyse af varer og tjenesteydelser og gøre resultaterne af disse analyser tilgængelige for de lokale og regionale myndigheder for at gøre det lettere for dem at vælge;

66.

anmoder om, at der træffes foranstaltninger til at bekæmpe bevidst eller urimelig forældelse af varer og tjenesteydelser med henblik på at øge varernes holdbarhed, reparationsdygtighed og genanvendelsesevne og at støtte økonomiske og industrielle tiltag, der bidrager hertil;

67.

opmuntrer navnlig de lokale og regionale myndigheder til i højere grad at anvende ordningen for miljøstyring og miljøhensyn (EMAS), som er et markedsbaseret instrument for organisationers ressourceforvaltning. Regionsudvalget vurderer, at det ville være muligt at øge deltagelsen i dette system, hvis de hermed forbundne udgifter kunne elimineres eller reduceres, og hvis medlemsstaterne fik besked på at fastsætte deres egne mål for, hvor stort et antal organisationer der officielt skulle deltage i EMAS;

68.

opfordrer indtrængende til, at Kommission, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder skærper foranstaltningerne med henblik på at bevidstgøre forbrugerne og virksomhederne om de miljømæssige og sociale konsekvenser af deres forbrug, f.eks. gennem mærkning, inddragelse af bæredygtigt forbrug i uddannelsessystemerne samt en styrket kontrol med markedsføring af miljømæssig art.

69.

går ind for, at der vedtages et mål om et samfund med nul affald baseret på optimeret affaldsforebyggelse og behandling af affaldet som en ressource i en cirkulær materialeøkonomi;

70.

beklager, at nedgravning af affald fortsat er den almindeligste form for bortskaffelse af affald i byerne. Regionsudvalget anmoder derfor Kommissionen om særligt at rette opmærksomheden mod gennemførelsen og anvendelsen af den eksisterende EU-lovgivning om affald som et vigtigt element i fremme af ressourceeffektiviteten;

71.

opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne samt de lokale og regionale myndigheder til straks at skride effektivt til handling mod udslip af affald til behandling på anlæg, som ikke opfylder normerne, hvad enten det er inden for eller uden for EU. Udvalget opfordrer også til, at de nævnte aktører forbedrer konkurrenceevnen for EU's genanvendelsesindustri igennem hele værditilvækstkæden, stimulerer innovation inden for ressourceeffektivitet og design af genanvendelige produkter, skaber økonomiske incitamenter eller nye markedsbaserede instrumenter med henblik på at genanvende og fremme anvendelsen af sekundære råmaterialer, optimerer udarbejdelsen og anvendelsen af kriterier for, hvornår affald ophører med at være affald, samt kvalitetskriterier for genanvendte materialer, idet der tages højde for det igangværende arbejde i Kommissionen vedrørende kriterier for affaldsfasens ophør. Regionsudvalget anmoder ligeledes om, at der vies varer, der indeholder råstoffer, som er truet af mangel, særlig opmærksomhed, herunder navnlig sjældne jordarter;

72.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at vedtage ambitiøse affaldsforebyggelsesprogrammer, således som artikel 29 i affaldsrammedirektivet foreskriver, herunder klare kvantitative benchmarks for affaldsforebyggelsesforanstaltningerne (9);

73.

opfordrer Kommissionen til navnlig at fremme forebyggelse af biologisk affald og reduktion af fødevareaffald samt yde fortsat støtte til den europæiske uge for affaldsforebyggelse, som har haft stor succes i en lang række regioner og byer;

74.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle i udviklingen af markeder for genanvendelse og genvinding. I lyset heraf opfordrer Regionsudvalget endnu en gang til, at der i WEEE-direktivet indføjes reelle og præcise mål for genvinding af elektronisk affald, samtidig med at det sikres, at princippet om producentansvar er fuldstændigt indarbejdet i lovgivningen;

75.

henleder opmærksomheden på, at de lokale og regionale myndigheder har et stort råderum til at fremme genanvendelse ud over EU’s aktuelle mål. En lang række byer og regioner er langt fremme og har allerede nu i vidt omfang overskredet EU’s minimumskrav til genanvendelse og udvikling af alternativer til nedgravning af affaldet. De har i øjeblikket et mål om nul affald til deponering i jorden eller afbrænding samt høje niveauer for genanvendelse af husholdningsaffald. I den forbindelse kan Regionsudvalget kun opfordre EU og medlemsstaterne til fortsat at anspore til oprettelse af instrumenter til fremme af genanvendelse, som benyttes af de effektive byer og regioner. Det gælder navnlig i de regioner, der ikke er nået så langt på dette område;

76.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde den evaluering, som affaldsrammedirektivet pålægger den, af fordelene ved oprettelsen af bindende EU-mål for affaldsforebyggelse samt af ophævelsen af det nuværende bindende mål for genanvendelse af fast byaffald. Sidstnævnte foranstaltning kan resultere i, at der skabes 500 000 nye arbejdspladser i Europa (10).

77.

glæder sig over, at effektiv udnyttelse af ressourcer indgår i den meddelelse, som Kommissionen offentliggjorde i forbindelse med flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, og hvis titel er »Imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer« (11);

78.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om i højere grad at fremme substitution og effektiv ressourceudnyttelse i værditilvækstkæden for råstoffer, herunder efterforskning, udvinding, forarbejdning, genanvendelse, miljøvenligt design, industriel økologi og ressourceeffektiv produktion;

79.

opfordrer medlemsstaterne og regionerne til med fortsat støtte fra Kommissionen at fastlægge deres bæredygtige og ressourceeffektive mineralpolitikker, indføre en fysisk planlægningspolitik for mineraler og etablere en klar procedure for tilladelse til minedrift;

80.

bifalder Kommissionens retningslinjer for udvinding af ikke-energimineraler og for Natura 2000-kravene (12) og opfordrer til en integreret tilgang til disse spørgsmål i fremtiden;

81.

noterer sig Rådets opfordring til Kommissionen om at foreslå foranstaltninger til tackling af problemerne med forsyning af råvarer til den skovbaserede industri og sektoren for vedvarende energi;

82.

opfordrer til indførelse af et obligatorisk certificeringssystem i hele EU samt incitamenter til anvendelse af biomasse til energi og skovtræ fra bæredygtigt forvaltede skove. Regionsudvalget henleder opmærksomheden på den forvaltningsmæssige rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille i den forbindelse;

83.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremlægge forslag til bindende minimumskriterier for bæredygtig anvendelse af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling (13).

84.

bekræfter, at udnyttelse, beskyttelse og effektiv genopretning af økosystemfunktioner som fastlagt af medlemsstaterne inden for rammerne af det nye biodiversitetsmål for 2020 og nærmere beskrevet i »EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020«  (14) er nødvendigt for at sikre en effektiv ressourceudnyttelse;

85.

glæder sig over den støtte, EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 yder til at fremme arbejdet med værdiansættelsen af biodiversiteten, herunder den økonomiske værdiansættelse af biodiversiteten, og økosystemtjenesterne, til at tilskynde strukturfondenes forvaltningsmyndigheder til at investere i naturkapital som et aktiv, der skal gives videre til kommende generationer, og en kilde til økonomisk udvikling, til at fremme den fælles landbrugspolitiks støtte til biodiversiteten, til at fastsætte et delmål, der går ud på at genoprette økosystemer, og til at fremme skabelsen af en »grøn infrastruktur«;

86.

beklager, at de lokale og regionale myndigheders centrale bidrag til en effektiv gennemførelse af strategien ikke anerkendes tilstrækkeligt på trods af udvalgets tidligere anbefalinger;

87.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at lancere lokale og regionale pilotprojekter om biodiversitetsbeskyttelse, herunder navnlig pilotprojekter om de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet (The Economics of Ecosystems and Biodiversity, TEEB), som skal støtte de lokale og regionale myndigheder i vedtagelsen og gennemførelsen af de instrumenter, der er fastlagt i den internationale rapport »TEEB Report for Local and Regional Policy Makers« (rapport til de politiske beslutningstagere på lokalt og regionalt plan om de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet) (15);

88.

bemærker, at forringelsen af naturlige og semi-naturlige levesteder, herunder græsarealer, vådområder, heder og moser, som er af helt central betydning for bekæmpelsen af klimaændringer, fortsat giver anledning til store betænkeligheder. Regionsudvalget opfordrer derfor EU, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at gå i gang med udarbejdelsen af passende programmer til bevarelse og genopretning af disse økosystemer;

89.

er bekymret over den stigende udnyttelse af jord til urbanisering og transportnet, hvilket øger arealbefæstelsen. Dette betyder, at mindre vand trænger igennem til jorden, at oversvømmelses- og erosionsrisikoen øges, at dyrearters levesteder og populationer fragmenteres, og at varmeøeffekten forværres i byerne, som derved bliver mere sårbare over for hedebølger og klimaændringer;

90.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde sammen med de lokale og regionale myndigheder om at etablere integrerede systemer for arealanvendelse og fysisk planlægning, som kan bidrage til at opnå bæredygtige beboelsesmønstre i byerne, skabe incitamenter til at genanvende forladte industrigrunde i stedet for at inddrage grønne områder og landdistrikter, oprette en database over forladte og uudnyttede grunde for at mindske det nuværende befæstede areal overalt, hvor der ikke er behov for det;

91.

understreger, at en fælles tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse, herunder målet om at vedtage et jordbundsrammedirektiv, fortsat bør indgå i EU's fremtidige miljøpolitik.

92.

er betænkelig ved, at de anslåede kommercielle fiskebestande ligger uden for de sikre biologiske grænser. Udvalget gentager derfor sin opfordring til inden 2015 at vedtage målet om maksimalt bæredygtigt udbytte som et ledende hovedprincip for den fremtidige fiskeripolitik (16);

93.

går ind for den tilgang, Kommissionen anbefaler i sin meddelelse »Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020«  (17);

94.

plæderer navnlig for et øget bidrag fra strukturfondene til gennemførelsen af flagskibsinitiativet og opfordrer de myndigheder, der er ansvarlige for forvaltningen af strukturfondene, til at investere mere i en kulstoffattig økonomi, i økosystemfunktioner, biodiversitet og økoinnovation;

95.

går endvidere ind for forslaget om at optimere investeringerne i effektiv ressourceudnyttelse;

96.

er fuldstændig overbevist om, at det er muligt at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv udvikling i og uden for EU's grænser med lokale og regionale myndigheder som drivkraft for forandring og socioøkonomisk udvikling.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/45

—

glæder sig over, at Kommissionen i lighed med Regionsudvalget mener, at der i den forbindelse bør skelnes mellem 1) situationer, hvor de minimis-kompensation for offentlig tjeneste ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og som følge heraf ikke bør være omfattet af statsstøttekontrol, 2) kompensation for lokale offentlige tjenester, der overskrider de minimis-tærsklen, men som på grund dels af de særlige karakteristika, der gælder for deres tilrettelæggelse, dels af det indre markeds nuværende udviklingsstade ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der skader Unionen, og 3) kompensation for øvrige offentlige tjenester, der har en EU-relevant eller grænseoverskridende dimension, og som er omfattet af sektorspecifikke direktiver eller forordninger, eller hvor de udvalgte virksomheders struktur er grænseoverskridende eller overnational;

—

gentager sin opfordring til at hæve tærsklen til 800 000 euro om året;

—

anmoder Kommissionen om at afstå fra at indføre et befolkningskriterium i den nye de minimis-forordnings anvendelsesområde;

—

er modstander af indførelsen af en evaluering ved Kommissionen af, hvad økonomisk effektiv kompensation for offentlig tjeneste er. Efter udvalgets opfattelse giver hverken artikel 106 eller et ensidigt kommissionsdirektiv eller -afgørelse i henhold til samme artikels stykke 3 tilstrækkelig hjemmel hertil. Kommissionens beføjelser som europæisk konkurrencemyndighed berører på ingen måde spørgsmålet om de nærmere vilkår for, hvordan de offentlige myndigheder i medlemsstaterne sikrer en effektiv fordeling af det offentliges ressourcer i medlemsstaterne.

Hovedordfører

Karl-Heinz LAMBERTZ (BE/PSE), ministerpræsident for det tyske sprogfællesskab i Belgien

Basisdokumenter

Regionsudvalgets reviderede udtalelse i forbindelse med dokument CdR 150/2011 fin i henhold til forretningsordenens artikel 52 – ECOS-V-016

1.

glæder sig over Kommissionens forslag til lovpakke vedrørende statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste;

2.

mener, at dette forslag til revision af lovgivningen er et politisk initiativ, der har stor betydning for de lokale og regionale myndigheder, eftersom det har til formål at fastsætte nye, klare og afbalancerede regler for en finansiering af de offentlige tjenesteydelser, der er i overensstemmelse med det indre marked, og således skabe den retssikkerhed og retlige forudsigelighed, der er nødvendig for at kunne udvikle de offentlige tjenester i EU. Udvalget beklager imidlertid, at Kommissionen ikke opfylder det mål, man selv har sat, nemlig at skabe større klarhed omkring spørgsmålene vedrørende anvendelsesområder og anvendelse samt at minimere de administrative byrder, navnlig for de berørte parter;

3.

mener, at den af Kommissionen foreslåede overordnede opbygning af reglerne for kontrol med statsstøtte, i højere grad bør tage hensyn til de offentlige tjenesters lokale, grænseoverskridende og EU-relevante dimension, de forskellige måder, disse tjenester er tilrettelagt på, og den faktiske risiko for påvirkning af samhandelen mellem EU's medlemsstater. Imidlertid afspejles dette kun delvist i forslagene;

4.

glæder sig over, at Kommissionen i lighed med Regionsudvalget (1) mener, at der i den forbindelse bør skelnes mellem 1) situationer, hvor de minimis-kompensation for offentlig tjeneste ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og som følge heraf ikke bør være omfattet af statsstøttekontrol, 2) kompensation for lokale offentlige tjenester, der overskrider de minimis-tærsklen, men som på grund dels af de særlige karakteristika, der gælder for deres tilrettelæggelse, dels af det indre markeds nuværende udviklingsstade ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der skader Unionen, og 3) kompensation for øvrige offentlige tjenester, der har en EU-relevant eller grænseoverskridende dimension, og som er omfattet af sektorspecifikke direktiver eller forordninger, eller hvor de udvalgte virksomheders struktur er grænseoverskridende eller overnational.

5.

glæder sig over forslaget til meddelelse, der navnlig på baggrund af udviklingen i EU-Domstolens retspraksis præciserer og ajourfører en række EU-retlige begreber og principper, der finder anvendelse på tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Udvalget beklager imidlertid, at Kommissionen ikke har fastlagt logiske kriterier, der bygger på EU-domstolens bestemmelser, for definitionen af økonomisk virksomhed, den lokale betydning og betydningen for det indre marked. Det medfører for brede fortolkningsmuligheder i forbindelse med evalueringen, samt fortsat retsusikkerhed;

6.

understeger, at artikel 14 i TEUF, der vedrører den overordnede gennemførelse af traktaten, giver Europa-Parlamentet og Rådet ny hjemmel til ved forordning at fastsætte principper og vilkår, der sikrer, at tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan opfylde deres særlige formål. Regionsudvalget anmoder derfor Kommissionen om at formalisere afklaringen af nøglebegreber, der ikke er defineret i traktaten, med et forslag til Rådets og Europa-Parlamentets forordning på grundlag af artikel 14 i TEUF;

7.

finder, at det foreliggende forslag til meddelelse ikke fritager Kommissionen for dens forpligtelse til at fremlægge et gennemtænkt forslag til en ramme for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

8.

glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at hæve de minimis-forordningens (2) øvre grænse for, hvornår offentlig støtte betragtes som statsstøtte, for derved at udelukke samtlige borgernære offentlige tjenester fra anvendelsesområdet, navnlig tjenester inden for lokal social udvikling som f.eks. social integration, bekæmpelse af social eksklusion, ældrepleje, lokale aktiviteter og tilrettelæggelse af kulturelle, sportslige og socialpædagogiske aktiviteter, som især varetages af lokale foreninger og meget små lokale sociale foretagender. Begrundelsen for forslaget er, at der ikke er risiko for, at denne type offentlige tjenester påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne;

9.

beklager imidlertid, at Kommissionen kun foreslår at hæve tærsklen på 200 000 euro over tre år til 150 000 euro om året, hvorved kun borgernære tjenester på under fire ansatte vil være omfattet. Udvalget skal derfor gentage sin opfordring til at hæve tærsklen til 800 000 euro om året for at dække borgernære tjenester med under 20 ansatte, som kun råder over de midler, de modtager i kompensation fra offentlige myndigheder, fordi tjenesterne ydes gratis og i et begrænset område;

10.

anmoder Kommissionen om at afstå fra at indføre et befolkningskriterium i den nye de minimis-forordnings anvendelsesområde. Befolkningens størrelse har ingen som helst betydning, når det drejer sig om at måle effekten af en lokalmyndigheds økonomiske aktivitet på samhandelen mellem medlemsstaterne. I øvrigt bør Kommissionen undgå at tage udgangspunkt i overvejelser, der indebærer en risiko for diskrimination mellem enheder (kommuner, regioner, stat osv.). Befolkningskriteriet alene tager heller ikke hensyn til det forhold, at de borgernære tjenester i henhold til de i traktaten fastsatte principper om friheden til at tilrettelægge og udlægge offentlige tjenester kan være samfinansieret af flere større offentlige myndigheder på forskellige niveauer. Endelig bør det undgås at straffe kommuner, der som led i et samarbejde i fællesskab tilrettelægger sådanne tjenester. Derfor bør afgørelsen om, hvorvidt en tjeneste er lokal og begrænset, træffes ud fra et samlet sæt af kriterier, der navnlig tager hensyn til den pågældende lokalmyndigheds geografiske placering og den pågældende offentlige tjenestes potentielle brugerkreds. En sådan afgørelse bør i overensstemmelse med art. 174 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde tage hensyn til situationen i de områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, og på den baggrund sørge for en differentiering af lettelserne. Omsætningsbegrænsningen på 5 mio. EUR bør ophæves;

11.

konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen lægger stor vægt på gennemsigtighed og udelukker enhver form for uigennemsigtig støtte, der ikke kan beregnes nøjagtigt, fra forordningens anvendelsesområde.

12.

støtter i overensstemmelse med traktatens proportionalitetsprincip Kommissionens metode til at sikre hensynet til visse offentlige tjenesters rent lokale karakter samt forslaget om at udvide forhåndsantagelsen om forenelighed med det indre marked til andre tjenester end blot hospitaler og socialt boligbyggeri;

13.

mener, at indførelsen af det nye begreb »grundlæggende sociale behov« er meget forvirrende for de lokale og regionale myndigheder og deres partnere, fordi det overlapper det allerede eksisterende begreb »sociale tjenesteydelser af almen interesse« og de sociale tjenesteydelser, som er undtaget i henhold til artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet; anmoder derfor Kommissionen om at holde sig til begrebet sociale tjenesteydelser som defineret i artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet, hvori det i medfør af nærhedsprincippet overlades til medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at afgrænse begrebet; Kommissionen opfordres også til at præcisere, at den oversigt over tjenesteydelser, som den fremlægger i forslaget til beslutning om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hverken er restriktiv eller udtømmende;

14.

anmoder Kommissionen om at afstå fra at nedsætte den årlige kompensationstærskel med 50 %, der er betingelsen for anvendelse af beslutningen, og at fastholde tærsklen på 30 mio. euro om året;

15.

anmoder Kommissionen om ud fra hensynet til principperne om, at de offentlige myndigheder i medlemsstaterne har frihed til selv at forvalte og tilrettelægge offentlige tjenester, at undlade at gøre fritagelsen fra anmeldelsespligten betinget af, at der er fastsat en øvre grænse for overdragelsesaktens løbetid;

16.

anmoder Kommissionen om at undlade at gøre fritagelsen fra anmeldelsespligten for sociale tjenester betinget af, at tjenesterne udelukkende udøves af virksomheder, der har fået overdraget denne opgave, når bestemmelserne i direktivet om gennemskuelighed i forbindelserne mellem virksomheder og offentlige myndigheder (henvisninger) finder anvendelse, og de berørte virksomheder beregner omkostningerne ud fra de faktisk afholdte udgifter;

17.

mener, at de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med udbudsprocedurer, der har til formål at overholde Altmark-dommens fjerde betingelse for berettigelse til kompensation for offentlig tjeneste, bør kunne fastsætte kvalitative kriterier med henblik på at afgøre, hvilket tilbud der økonomisk er mest fordelagtigt, frem for blot at bruge bedste pris som kriterium;

18.

mener, at den nye definition af »rimelig fortjeneste«, der foreslås baseret på forrentning af kapitalen og på indikatorer for fortjeneste er af en sådan kompleksitet, at den vil være uanvendelig for mange lokale og regionale myndigheder;

19.

anmoder Kommissionen om i sine endelige revisionsforslag at tage hensyn til samtlige de former, som kompensation for offentlig tjeneste grundet de lokale og regionale myndigheders vide skønsbeføjelser med hensyn finansieringen af disse tjenester kan antage. Herunder hører også kompensation i form af støtte til langsigtede investeringer, der er nødvendige for finansiering af lokal offentlig infrastruktur. Udvalget skal anmode Kommissionen om at lade overvejelserne omfatte mere end blot lovligheden af den driftsstøtte, der ydes årligt, og om at præcisere dens grundlag for at vurdere, hvornår der i tilfælde af langsigtet investeringsstøtte, navnlig i infrastruktur i form af fast ejendom og jord, er tale om overkompensation;

20.

skal minde Kommissionen om, at der ligeledes bør tages hensyn til andre objektive kriterier, der kan nedbringe risikoen for påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, forvridning af konkurrencen eller krydssubsidiering, f.eks. de begrænsede lokale og regionale beføjelser hos operatører, der er omfattet af en lokal godkendelsesordning, visse offentlige eller private operatørers begrænsede saglige beføjelser, der skyldes, at de er oprettet specifikt med henblik på at levere en bestemt tjenesteydelse i et givent lokalområde, hvorved de ikke udøver nogen erhvervsmæssige aktiviteter på markedet, og visse sociale foretagenders almennyttige karakter, der kommer til udtryk ved, at de reinvesterer et eventuelt overskud efter fratrækning af fremtidig kompensation i finansieringen af den offentlige tjeneste, de har fået overdraget ansvaret for;

21.

foreslår, at Kommissionens endelige beslutning i overensstemmelse med traktatens principper om nærhed og proportionalitet pålægger de offentlige myndigheder, der yder kompensation for offentlig tjeneste, at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge, kontrollere og opveje enhver form for eventuel overkompensation, idet udvalget mener, at dette er i de lokale og regionale myndigheders egen interesse. Til gengæld bør klageadgangen for de virksomheder, der i tilfælde af påviselig overkompensation sanktioneres faktisk og direkte, forbedres;

22.

foreslår, at Kommissionen gør anvendelsen af disse bestemmelser betinget af, at

23.

minder om, at udvalget er modstander af indførelsen af en evaluering ved Kommissionen af, hvad økonomisk effektiv kompensation for offentlig tjeneste er. Efter udvalgets opfattelse giver hverken artikel 106 eller et ensidigt kommissionsdirektiv eller -afgørelse i henhold til samme artikels stykke 3 tilstrækkelig hjemmel hertil. Kommissionens beføjelser som europæisk konkurrencemyndighed berører på ingen måde spørgsmålet om de nærmere vilkår for, hvordan de offentlige myndigheder i medlemsstaterne sikrer en effektiv fordeling af det offentliges ressourcer i medlemsstaterne. Kommissionens enebeføjelser på området er underlagt EU-Domstolens kontrol og er begrænset til at sikre, at Kommissionen kan påse, at kompensation for offentlig tjeneste, der ikke lever op til de af EU-Domstolen i Altmark-dommen fastsatte krav, er i overensstemmelse med reglerne og således omfattet af forbuddet mod og kontrollen med statsstøtte;

24.

afviser, at medlemsstaterne skal dokumentere behovet for offentlige tjenesteydelser i form af en markedsundersøgelse. Udvalget mener, at det ville være et indgreb i medlemsstaternes eneret til at organisere og udforme tjenesteydelser af almen interesse.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/53

—

gør opmærksom på, at udvalget føler sig stærkt forpligtet af sit forslag om at etablere en »territorial pagt mellem de regionale og lokale myndigheder med henblik på Europa 2020-strategien« med det formål at sikre medansvar for strategien på flere myndighedsniveauer i kraft af et effektivt partnerskab mellem Den Europæiske Unions, nationale, regionale og lokale offentlige myndigheder. Forslaget støttes af Europa-Parlamentet, Kommissionen og Det Europæiske Råd. De territoriale pagter bør fokusere på nogle få skræddersyede prioriteter, der har særlig værdi for de enkelte berørte regioner;

—

erkender den store kløft mellem den nyeste forskningsviden og den konkrete virkelighed. Der er brug for en kraftig regional indsats for at udmønte forskningsresultater i innovation, der har et lokalt tilsnit, og som kan anvendes overalt i EU;

—

understreger betydningen af at opbygge regional innovationskapacitet på grundlag af intelligent specialisering og komplementaritet i forhold til naboregioner;

—

opfordrer pionerregioner til at etablere europæiske konsortier, der integrerer kapacitet på forskellige områder med det formål at skabe banebrydende samfundsmæssige innovationer til brug i hele Europa. Gennem sine forskellige aktører kan hver region blive en pioner, som fokuserer på sine egne behov og stærke sider;

—

opfordrer regionerne til at bevæge sig i retning af åben innovation inden for partnerskaber, der har mennesket i centrum, mellem aktører i den offentlige og private sektor, hvor universiteterne og andre videninstitutioner spiller en afgørende rolle, dvs. at modernisere Triple Helix-konceptet.

Ordfører

Markku MARKKULA (FI/PPE), medlem af byrådet i Espoo, medlem af regionalrådet i Helsinki-Uusimaa

Basisdokument

/

1.

anerkender, at Europa 2020-strategien både er en overordnet strukturel reformplan og en plan til bekæmpelse af krisen. Derudover indeholder planen også en bredere vifte af målsætninger og en mere integreret økonomisk styring (1). I den henseende har de lokale og regionale myndigheder potentialet og den politiske vilje til at imødegå økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer set ud fra et territorialt perspektiv;

2.

understreger, at gode planer og korrekte analyser ikke er tilstrækkelige til at sikre effektive resultater, som bevidnet ved den mislykkede Lissabonstrategi. Der skal træffes modige praktiske foranstaltninger, som giver alle myndighedsniveauer i medlemsstaterne – lokale, regionale og centrale – et større medejerskab, og som inddrager alle øvrige aktører. Regionerne bør opmuntres til at udvikle regionale innovationsplatforme, der fungerer som efterspørgselsstyrede servicecentre og fremmer brugen af international viden i gennemførelsen af Europa 2020-strategien, intelligent specialisering og europæisk samarbejde i overensstemmelse med regionernes interesser. Hvis dette skal blive en realitet, må vi få en ny dynamisk opfattelse af regionale innovative økosystemer, hvor virksomheder, byer og universiteter samt andre offentlige og private sektorers aktører (Triple-Helix-konceptet) lærer at samarbejde på nye og kreative måder med det formål at udnytte deres innovative potentiale fuldt ud;

3.

fremhæver, at regionerne har en afgørende rolle at spille i den partnerskabsbaserede gennemførelse af Europa 2020-strategien, idet de nu er blevet vigtige aktører på mange politikområder, herunder det sociale, økonomiske, industrielle, innovative, uddannelses- og miljørelaterede. Dette vil kræve en omfattende, kompleks, åben og tværfaglig strategi, som samler de mange komplementære aktiver, der findes i regioner og byer;

4.

støtter i høj grad Kommissionens erklæring om, at der er behov for fuldt ud at integrere de nationale reformprogrammer og stabilitets- og konvergensprogrammer i de nationale budgetprocedurer og inddrage de lokale og regionale myndigheder samt relevante aktører i udformning og gennemførelse af de nationale reformprogrammer (2);

5.

opfordrer til, at de radikale forandringer, der kan realiseres af pionerregioner og -byer, fokuserer på:

6.

understreger betydningen af, at man giver lokalbefolkningen og lokalsamfundene mulighed for at udnytte det eksisterende potentiale fuldt ud. Dette kræver, at de lokale og regionale myndigheders rolle styrkes, ikke kun som traditionelle tjenesteudbydere, men også som katalysatorer for nye erhvervsaktiviteter gennem et proaktivt samarbejde. Alle de forskellige aktører bør arbejde sammen om at skabe en regional samarbejdskultur, som er karakteriseret ved lydhørhed over for lokalbefolkningens og lokalsamfundets motiver, mål og ressourcer.

7.

bifalder den bredere strategiske vision, der inkluderer de sociale og miljømæssige dimensioner som ligestillede og komplementære søjler på linje med økonomisk vækst og opfordrer til, at den store betydning af samfundsmæssig innovation anerkendes i alle flagskibsinitiativerne til gennemførelse af strategiens tre prioriteter vedrørende intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

8.

opfordrer beslutningstagere, såvel offentlige som private, til at anerkende behovet for et nyt lederskab og ledelsesfærdigheder, kompetencer, strukturer og praktiske metoder til udførelse af aktiviteter i globale netværksvirksomheder;

9.

opfordrer regionale beslutningstagere til at blive katalysatorer for forandringer og udvikle en strategisk ramme for en innovationsbaseret regional udvikling set i lyset af, at innovation højner kvalitetsniveauet, fremmer en mere effektiv forvaltning af offentlige og private udgifter og har et stort potentiale til at skabe ny vækst og nye arbejdspladser. Det er politikernes opgave at kortlægge og bygge videre på en regions unikke aktiver med henblik på at opfylde strategiske udviklingsmål. Med det mål for øje må regionerne udforme en fornuftig og realistisk vision for deres økonomiske og sociale fremtid og opstille et bredere, mere integreret og mere effektivt policy mix. Dette vil kræve en kombination af instrumenter fra forskellige politikområder og myndighedsniveauer, der støtter vidensdannelse, formidling og anvendelse og udformning af sammenhængende politiske pakkeløsninger på basis af bedre parametre, fremtidsorienteret budgetplanlægning og faktabaserede eksperimenter;

10.

foreslår for at indfri ovennævnte målsætning, at Kommissionen i samarbejde med et antal regioner og forskellige ekspertgrupper går i gang med at udvikle de nødvendige projekter. I forbindelse med disse er der behov for at udvikle metoder til at trække bearbejdet information og fremtidsprognoser ud af generelle statistiske oplysninger med henblik på at kunne analysere en specifik sektor eller et specifikt emne;

11.

opfordrer pionerregioner til at etablere europæiske konsortier, der integrerer kapacitet på forskellige områder med det formål at skabe banebrydende samfundsmæssige innovationer til brug i hele Europa. Gennem sine forskellige aktører kan hver region blive en pioner, som fokuserer på sine egne behov og stærke sider;

12.

opfordrer til en målrettet læreproces, som integrerer forskellige politiske beslutningsniveauer for at koordinere brugen af ressourcer og styrke tiltagenes gennemslagskraft. Med henblik på at opbygge en fælles kapacitet bør der for politiske beslutningstagere, højtstående embedsmænd, ledere i industrien og forskere udvikles MBA-ledelsesprogrammer, der omfatter strategiudformning på flere niveauer. Der er brug for uddannelsesprogrammer af denne type på både europæisk og regionalt plan. Den rolle, som de regionale beslutningstagere spiller i de forskellige lande i forbindelse med implementeringen af Europa 2020-strategien, vil herved blive styrket, og det indbyrdes samarbejde og udbredelsen af god praksis vil blive forbedret.

13.

fremhæver behovet for fælles aktiviteter og et vidtrækkende samarbejde mellem forskellige flagskibsinitiativer med det formål at muliggøre og fremme en effektiv gennemførelse af Europa 2020-strategien. Gennem anvendelse af denne tilgang vil lokale og regionale myndigheder være i stand til at udvikle et samarbejde på tværs af regioner. De vil i særlig grad være i stand til at fremme strategier baseret på åbne platforme og fremme genanvendelsen og interoperabiliteten af de løsninger og strukturer, som de udvikler. Selvom de endelige resultater kan have et stærkt lokalt præg resulterer et aktivt samarbejde, set på baggrund af strukturer og interoperabilitet, i stordriftsfordele og etablering af større markeder for lokale aktiviteter;

14.

anerkender, at det centrale spørgsmål for de lokale og regionale myndigheder (set i lyset af det store antal foranstaltninger, der tager udgangspunkt i eller har tilknytning til flagskibsinitiativerne) handler om, hvordan gennemførelsen af de mest relevante aktiviteter fremskyndes. Med det formål at øge flagskibsinitiativernes gennemslagskraft i regionerne skal der derfor tages hånd om flere aspekter:

a)

at støtte initiativer som videnregioner, »levende laboratorier« og »intelligente byer«;

b)

at udvikle partnerskaber, der kan tjene som platforme for en udvidelse af de regionale beslutningstageres videnbase og fremme samfundsmæssige nyskabelser;

c)

at oprette en platform for intelligent specialisering, der skal støtte regionernes indsats for at udforme strategier, som prioriterer konkurrencerelaterede fordele og et potentielt samarbejde med andre regioner;

d)

at støtte samarbejdet mellem erhvervslivet og den akademiske verden gennem oprettelsen af vidensalliancer med særlig fokus på at løse problemerne vedrørende manglen på innovationskompetencer;

e)

at styrke det videnskabelige grundlag for politiske beslutninger ved hjælp af et »europæisk forum for fremadrettede aktiviteter«, der har deltagelse af lokale og regionale myndigheder samt andre offentlige og private interessenter for at forbedre det videnskabelige grundlag for politikkerne;

f)

udvikle en bredere interesse for brugen af »Triple Helix«-modellen for at iværksætte innovative regionale (subregionale) forskningsklynger og udvikle innovationsplatforme samt styrke de aktiviteter, der udgår fra vidensamfundets tre elementer (synergi mellem forskning, uddannelse og innovationsaktiviteter);

g)

at fjerne de eksisterende organisatoriske forskelle mellem EU's regionale og lokale myndigheder gennem partnerskaber og fremadrettede samarbejdsprojekter, der tager sigte på »Innovation i EU«, og som er holdbare over tid og befordrende for, at strukturelt og organisatorisk mindre myndigheder går sammen om at udnytte deres ekspertise på en fast og struktureret måde.

a)

at fokusere på nøglekompetencer i vidensamfundet, såsom læringskompetence, sprog og kultur, iværksætter- og innovationsfærdigheder samt menneskelige færdigheder og evnen til at udnytte ikt-potentialet i fuldt omfang;

b)

at kæde den formelle, uformelle og ikke-formelle uddannelse og erhvervsuddannelse sammen med behovene på arbejdsmarkedet med henblik på at øge de unges beskæftigelsesegnethed og gøre dem i stand til at frigøre deres potentiale og udvikle sig personligt og fagligt;

c)

at åbne muligheder for mobilitet for så mange unge som muligt, uanset deres baggrund, økonomiske situation eller den geografiske beliggenhed af deres region;

d)

at videreudvikle de europæiske instrumenter, der skal fremme og styrke læringsmobiliteten i alle dele af uddannelsessystemet;

e)

at støtte inddragelsen af Europass (den europæiske model for et CV) i det kommende europæiske kvalifikationspas med det formål at fremme mobiliteten;

f)

at iværksætte samarbejdsinitiativer mellem offentlige myndigheder baseret på aftaler med det sigte at finde de bedste løsninger til effektivt at forberede de studerende på voksenlivets ansvar, at udvikle et tættere samarbejde mellem erhvervsuddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere og universiteter med henblik på et optimalt uddannelsesforløb, også inden for erhvervsuddannelse, som opfylder de studerendes og arbejdsgivernes krav, at inddrage arbejdsgiverne i at identificere uddannelsesmæssige problemer og udarbejde løsninger herpå, at støtte skoler i at gennemføre forberedende uddannelsesprogrammer, at få unge til at deltage i erhvervsfaglige praktikophold, og at gøre videreuddannelse populært blandt arbejdsgiverne;

g)

at fremhæve, at grunden til et godt helbred og en god form lægges allerede i ungdommen og giver forudsætningerne for et godt liv. De aktiviteter, der udgår fra organer, som arbejder uden fortjeneste for øje, er en af samfundets hjørnesten. Udvalget opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til ikke at gå videre med de forslag (Kommissionens grønbog om momssystemets fremtid (KOM(2010) 695), der vil kunne true disse foreningers eksistens og økonomiske situation.

a)

at opstille lokale digitale dagsordener for at fremskynde en optimal brug af ikt gennem et koordineret lokalt, regionalt og europæisk samarbejde;

b)

at forbedre interoperabilitet og e-forvaltning gennem udvikling af nye applikationer, såsom borgercentrerede e-tjenester, e-læring, e-sundhed, e-afstemning, e-forvaltning, intelligente transportsystemer og brug af regional information i byplanlægningen;

c)

at fremme det digitale indre marked som en hjørnesten i den digitale dagsorden for Europa og støtte omfattende pionerprojekter, hvor der trækkes på den bedste europæiske ekspertise og alle berørte parter inddrages;

d)

at sikre lige bredbåndsadgang til en overkommelig pris i alle områder og lede pilotprojekter, der sigter på at afhjælpe forskellene med hensyn til adgang;

e)

at udvikle fælles løsninger på områder som databeskyttelse og sikkerhed i forbindelse med ikt-produkter og -tjenester, hvilket er en forudsætning for, at borgerne har tillid hertil og, at de foreliggende muligheder udnyttes.

a)

at forbedre styringen på klimaområdet ved at inddrage de lokale og regionale myndigheder som væsentlige aktører i bestræbelserne på at bekæmpe og modvirke klimaændringerne og fremme en mere bæredygtig ressourceanvendelse og for at motivere producenter og forbrugere til at udvise en mere klimavenlig og ressourceeffektiv adfærd;

b)

at skabe brugercentrerede parametre til brug for værdiskabelse og konsekvensanalyser, som kan anvendes af de forskellige myndighedsniveauer i forbindelse med skabelsen af et bæredygtigt vidensamfund, og i den sammenhæng begrænse brugen af indikatorer for at sikre, at politikkerne udarbejdes på en effektiv måde, der er synlig og forståelig for borgerne;

c)

at vedtage lokale eller regionale klima- og energistrategier, som indeholder en større andel af grønne offentlige indkøb, herunder ved projekter, som modtager støtte fra medlemsstaterne og Den Europæiske Union;

d)

at anvende køreplaner og aftaler til at mobilisere politisk støtte og fremme investeringer i klimavenlig infrastruktur, fornyelse af energisystemerne og økologiske offentlige tjenester.

a)

at fremme den industrielle modernisering gennem europæiske strategiske projekter, som sigter mod at have en global løftestangseffekt med hensyn til en effektiv udveksling af viden og teknologi (på områder som grøn transport og energieffektive bygninger);

b)

at sikre en udveksling af idéer og forretningsmodeller gennem initiativer som »den europæiske iværksætterregion«, der har til formål at opmuntre de lokale og regionale myndigheder til at fremme nyskabelser med relation til SMV'er og iværksætterkultur;

c)

at fremme idéen om regionale innovative økosystemer og udvikle et tættere samarbejde mellem fremstillingssektoren og universiteter og teknologicentre med det formål at skabe ny vækst og beskæftigelse;

d)

at iværksætte foranstaltninger der sikrer at arbejde og familieliv kan forenes ved at forbedre kvaliteten af offentlige tjenesteydelser, f.eks. heldagsbørnepasning, og fremme en familievenlig udformning af arbejdslivet vha. bl.a. fleksible arbejdstids- og beskæftigelsesmodeller.

a)

at skabe forudsætninger for jobskabelse og lokale foranstaltninger til styring af industrielle og økonomiske forandringer, f.eks. ved at kortlægge kløfter på området e-færdigheder og dermed forbundne forretningsmuligheder;

b)

at fremme strategiske partnerskaber mellem lokale og regionale myndigheder, uddannelsesinstitutioner og virksomheder med det formål at fremme regionale innovative økosystemer og forlige dem med flexicurity-politikkerne;

c)

at fremme lokale tiltag vedrørende digitale færdigheder, skolefrafald, livslang læring og større indflydelse til den ældre generation;

d)

at udvikle stærkere forbindelser mellem erhvervsliv og universiteter, f.eks. ved at integrere »meritgivende« praktikophold i alle universitetsstudier, og tage højde for erhvervsaktive studerendes behov og problemer ved udviklingen af programmer, f.eks. gennem kortere udlandsophold og »Internationalisation at Home«.

a)

at udvikle en lokale og regional dagsorden for social inklusion, således at de lokale sociale tjenester bliver mere effektive og tilgængelige for alle;

b)

at anvende lovgivningsmæssige kompetencer og programmer, som er skræddersyede til lokale behov på områderne uddannelse, boliger, byplanlægning, sociale tjenester, sikkerhed og kulturelle aktiviteter med et særligt fokus på børn og unge;

c)

at fremme e-inddragelse, socialøkonomien, frivilligt arbejde og virksomhedernes sociale ansvar;

d)

at evaluere de gennemførte reformer, særligt med hensyn til omfanget, omkostningerne og følgevirkningerne af samfundsmæssige innovationer og formidle de nye løsninger, som har vist sig effektive, i hele Europa til anvendelse på lokalt plan.

15.

understreger, at formålet med at give strategien en større regional og lokal dimension er at styrke medlemsstaternes forpligtelse over for strategien og det politiske medansvar for den, og derved gøre den mere relevant for og smidig i forhold til græsrødderne;

16.

gør opmærksom på, at udvalget føler sig stærkt forpligtet af sit forslag om at etablere en »Territorial pagt mellem de regionale og lokale myndigheder med henblik på Europa 2020-strategien« med det formål at sikre medansvar for strategien på flere myndighedsniveauer i kraft af et effektivt partnerskab mellem Den Europæiske Unions, nationale, regionale og lokale offentlige myndigheder. Forslaget støttes af Europa-Parlamentet, Kommissionen og Det Europæiske Råd (3);

17.

bemærker, at adskillige af de nationale reformprogrammer for Europa 2020-strategien, som de nationale regeringer som led i det europæiske halvår senest i april 2011 fremlagde for Kommissionen, pegede på den rolle, som de lokale og regionale myndigheder har spillet i programmernes udformning. Kun få nationale reformprogrammer peger imidlertid på, at der er blevet anvendt en tilgang med forvaltning på flere myndighedsniveauer for at gennemføre dele af den nye strategi, og kun ét af programmerne nævner udtrykkeligt Regionsudvalgets forslag om territoriale pagter;

18.

opfordrer i høj grad medlemsstaterne til at hjælpe regioner og byer med at etablere nationale territoriale pagter med henblik på Europa 2020-strategien (4) for i et samarbejde med de centrale myndigheder at opstille nationale mål, forpligtelser og rapporteringsstrukturer med udgangspunkt i Europa 2020-målene, der fuldt ud respekterer de nationale lovgivningsmæssige rammer (5);

19.

fremhæver den merværdi, de territoriale pagter skaber. De bør fokusere på nogle få skræddersyede prioriteter, der har særlig værdi for de enkelte berørte regioner, og det bør undgås, at de bliver et nyt bureaukratisk instrument, men i stedet tilstræbes, at de føjer sig naturligt ind i de nationale reformprogrammer for at sikre overholdelsen af principperne om forvaltning på flere myndighedsniveauer og om partnerskab. De kan have form af politisk forpligtende tilsagn, eventuelt suppleret af frivillige aftaler mellem offentlige organer, og fokusere på styring og gennemførelse af Europa 2020-strategien. De territoriale pagter kan navnlig udformes på politikområder, hvor de regionale og lokale myndigheder er nøgleaktører med hensyn til at udforme og gennemføre de overordnede mål for og flagskibsinitiativerne som led i Europa 2020-strategien;

20.

minder om, at der findes adskillige eksempler på aftaler om forvaltning på flere myndighedsniveauer med det formål at opnå fælles målsætninger for den territoriale udvikling i kraft af integreret og koordineret politiktilrettelæggelse. Aftalerne er vidt forskellige og afspejler ikke blot forskellige mål, men også reelle forskelle mellem de pågældende lande og den socioøkonomiske, kulturelle, institutionelle og miljømæssige mangfoldighed. Som eksempler kan nævnes Østrig (territoriale beskæftigelsespagter 2007-2013), Spanien (Kataloniens territoriale pagter for landdistrikterne), Belgien (Flanders in Action-pagten 2020 og Plan Marshall 2. Green for Wallonia), Storbritannien (Greater Nottingham Partnership), Frankrig (territoriale pagter om inklusion, planaftaler mellem stat og regioner) og Tyskland (BMBF-innovationsinitiativet »Iværksætterregioner«). Regionsudvalget gentager sit tilsagn om at arbejde for størst mulig erfaringsformidling til fremme af den gensidige læringsproces (6); henleder også opmærksomheden på fælles aktiviteter med henblik på at styrke og videreudvikle nabokontakten mellem lokalsamfundene og de lokale og regionale myndigheder i to eller flere nabolande på grundlag af bilaterale eller multilaterale samarbejdsaftaler mellem de berørte parter;

21.

gentager sit budskab fra præsidiets erklæring til Det Europæiske Råds forårstopmøde 2011: De territoriale pagter vil bidrage til at give den nye strategi en territorial dimension og vil også være med til at sikre, at alle politikinstrumenter og finansieringskilder, der står til rådighed på de forskellige involverede myndighedsniveauer, vil blive sat ind på at nå Europa 2020-målene;

22.

fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder, ifølge medlemsstaternes og Den Europæiske Unions lovgivning skal gennemføre målsætningerne i Europa 2020-strategien, og opfordrer derfor formandskaberne for Den Europæiske Union til i konklusionerne fra Det Europæiske Råd udtrykkeligt at støtte principperne om forvaltning på flere myndighedsniveauer, herunder Regionsudvalgets forslag om territoriale pagter;

23.

gør opmærksom på, at analysen af de nationale reformprogrammer viser, at de lokale og regionale myndigheder i de fleste medlemsstater ikke blev inddraget i tilstrækkelig grad, da medlemsstaterne udarbejdede deres reformprogrammer. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til at inddrage de lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen af de nationale reformprogrammer i så høj grad, som det er muligt. En bottom up-strategi for gennemførelsen, som i overensstemmelse med nærhedsprincippet så vidt muligt inddrager de kompetente forvaltningsniveauer forbedrer ikke kun chancerne for gode resultater med de nationale reformprogrammer, men skaber også en større forståelse for gennemførelsen af disse. Regionsudvalget er parat til at udvikle territorialpagtkoncepter og regionale operationelle programmer i samarbejde med de regioner, der måtte være interesseret. Derved kunne man sætte skub i Europa 2020-strategien og gennemføre flagskibsinitiativer på regionalt plan. Typiske eksempler er »Local Digital Agenda« og »Local Innovation Agenda«, som bistår regionerne med intelligent specialisering, udvikler europæisk samarbejde og danner grundlag for velfærd;

24.

understreger betydningen af at opbygge regional innovationskapacitet på grundlag af intelligent specialisering og komplementaritet i forhold til naboregioner. Potentialet i de europæiske makroregioner bør udnyttes fuldt ud til at udvide markeder og agere som innovativ forsøgsfacilitet til støtte for vækst. I denne sammenhæng er der klar dokumentation for, at Østersøregionen kan fungere som stifinder og som prototypeeksempel for resten af Europa.

25.

erkender den store kløft mellem den nyeste forskningsviden og den konkrete virkelighed. Der er brug for en kraftig regional indsats for at udmønte forskningsresultater i innovation, der har et lokalt tilsnit, og som kan anvendes overalt i EU. De lokale og regionale myndigheder skal mobilisere offentlig-private partnerskaber og opmuntre til græsrodsdeltagelse (den såkaldte brugerdrevne åbne innovation for værdiskabelse i åbne samfund);

26.

understreger den centrale overordnede rolle, som flagskibsinitiativerne Innovation i EU (7) og Den digitale dagsorden (8) spiller for at skabe gunstige betingelser for at slå bro over den kløft, der adskiller eksisterende forskningsresultater og den konkrete virkelighed. Den strategiske og operationelle praksis på lokalt og regionalt plan skal udvikles, ja endda ændres radikalt i overensstemmelse med de nyeste forskningsresultater;

27.

opfordrer til aktivt at fremme innovation på tjenesteområdet med henblik på at modernisere processer og gøre disse til en del af en tankegang baseret på digitale systemer;

28.

henstiller, at Kommissionen hurtigt tager beslutninger, der kan danne grundlag for udviklingen af det indre marked, navnlig et digitalt indre marked, og som kan finansiere nogle få storstilede forsknings- og udviklingsinitiativer, der er egnede til at overføre og konceptualisere den globale forskningsviden, så den kan gøres virkelighedsnær og praktisk anvendelig på en tværfaglig og kreativ måde. Der skal være tale om pionerinitiativer, der gør brug af de bedste eksperter og udveksling af aktører fra forskellige forskningsområder;

29.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i fællesskab med Regionsudvalget at igangsætte en bredt anlagt kommunikationskampagne for at øge de lokale og regionale beslutningstageres og offentlighedens opmærksomhed om Europa 2020-strategien. Med det formål foreslår Regionsudvalget sammen med Kommissionen at udarbejde en »Håndbog om Europa 2020-strategien til brug for kommunerne og regionerne« for at gøre det anskueligt, hvordan de kan bidrage til gennemførelsen af strategien, og samtidig gøre opmærksom på de forskellige finansieringskilder (nationalt, lokalt, regionalt og gennem Den Europæiske Union);

30.

bekræfter, at udvalget fortsat vil overvåge gennemførelsen af Europa 2020-strategien lokalt vha. Europa 2020-overvågningsplatformen. Resultaterne af Regionsudvalgets overvågningsindsats vil for at yde et bidrag til en vellykket strategi og som led i det europæiske halvår blive offentliggjort hvert år i december måned forud for Kommissionens årlige vækstundersøgelse og forårstopmødet i Det Europæiske Råd.

31.

understreger, at den egentlige udfordring for EU, medlemsstaterne og regionerne består i at skabe den nødvendige synergi mellem de forskellige offentlige og private finansieringsinstrumenter for at sikre, at Europa 2020-strategien kan gennemføres, og opfordrer til en stærkere koordinering af de nationale, regionale og lokale offentlige budgetter for at give regionerne og kommunerne muligheder for en bedre udnyttelse af strukturfondene og Den Europæiske Unions programmer;

32.

lægger navnlig vægt på behovet for fremskridt med hensyn til at samle ressourcerne om Europa 2020-strategiens målsætninger og fremhæver koblingen mellem samhørighedspolitikken og Europa 2020-strategien, der indebærer en reel mulighed for fortsat at yde støtte til, at de fattigere regioner i Den Europæiske Union kan indhente deres efterslæb, lette koordineringen mellem Den Europæiske Unions politikker og udvikle samhørighedspolitikken til en central vækstkatalysator i hele Den Europæiske Union, samtidig med at der tages hånd om de samfundsmæssige udfordringer såsom den aldrende befolkning og klimaforandringerne (9);

33.

bekræfter i denne sammenhæng sin interesse for to kommissionsforslag vedr. den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 (10), nemlig udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne mellem Kommissionen og de enkelte medlemsstater, som afspejler partnernes engagement på nationalt og regionalt niveau, og en fælles strategisk ramme, som skal skabe øget sammenhæng mellem EU's politikker med henblik på at opfylde målene for Europa 2020 og samhørighedsmålsætningerne, til afløsning af de eksisterende særskilte pakker med retningslinjer;

34.

minder om de samhørighedspolitiske foranstaltninger til opbygning af regionale innovationssystemer, territoriale samarbejdsinstrumenter, tilvejebringelse af risikovillig kapital og tiltagene til at fremskynde indføringen af innovative produkter og fremme netværksdannelse mellem interesseparterne fra erhvervslivet, forskningen og forvaltningerne (11);

35.

minder om behovet for at skabe bedre måleværktøjer end BNP alene for at kunne tage højde for spørgsmål som f.eks. klimaforandringerne, ressourceeffektivitet, livskvalitet og social inklusion, og peger på, at de indekser, der skal anvendes af de lokale, regionale, nationale og Den Europæiske Unions myndigheder skal være ensartede og fremme den samfundsmæssige innovation og dens udbredelse samt sikre sammenhæng i beslutningerne (12). Disse supplerende indikatorer bør inddrages i gennemførelsen og evalueringen af samhørighedspolitikken, så den enkelte regions udviklingsniveau afspejles bedre (13);

36.

opfordrer Kommissionen til at gøre det lettere at danne nye territoriale partnerskaber ved at forenkle og forbedre forvaltningen af de tværregionale samarbejdsprogrammer (14);

37.

opfordrer til øget funktionskapacitet blandt regioner og kommuner med henblik på udnyttelsen af det 7. rammeprogram for forskning, programmet for konkurrenceevne og innovation og tilsvarende initiativer. Der bør være særligt fokus på fuld udnyttelse af digitaliseringen og de nye centrale støtteteknologier i moderniseringen af den regionale innovationspolitik.

38.

anerkender, at innovation er et resultat af forskellige faktorer og tværfaglige metoder og opfordrer til foranstaltninger til at øge regionernes strukturelle og relationelle kapital, både internt som led i praktiske fællesskaber og i samarbejde med andre;

39.

mener, at virksomhederne bør tænke i nye baner og trække bredt på de ressourcer, der står til rådighed i deres region, og at de derfor er afhængige af social kapital for at opnå gode resultater. På den anden side opfordrer Regionsudvalget regionerne til at bevæge sig i retning af åben innovation inden for partnerskaber, der har mennesket i centrum, mellem aktører i den offentlige og private sektor, hvor universiteterne og andre videninstitutioner spiller en afgørende rolle, dvs. at modernisere Triple Helix-konceptet;

40.

bifalder brugen af prækommercielle indkøb som brobygger mellem samfundsmæssig innovation og teknologibaserede løsninger og understreger, at moderniseringen af reglerne for offentlige indkøb skal styrke den offentlige sektors muligheder for at få mest muligt for pengene (15). Forudsat at de nærmere vilkår og processerne kan koordineres mellem regionerne, kan prækommercielle offentlige indkøb også være en betydelig drivkraft for det indre marked i EU;

41.

gentager, at prækommercielle indkøb kan styrkes yderligere ved kombination med åben innovation med sigte på at fremskynde udviklingen af det grønne videnssamfund, det vil med andre ord sige, hvis de bruges til at udvikle fælles, genanvendelige løsninger til at skabe de infrastrukturer og tjenesteydelser, som moderne innovationsøkosystemer i den virkelige verden er bygget på.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/61

—

finder det positivt, at de grundlæggende rettigheder styrkes i EU. Til trods for en solid EU-lovgivning på menneskerettighedsområdet er der mangler, når det kommer til sikringen af rettighederne i praksis;

—

bakker op om strategiens tre hovedpunkter og konstaterer samtidigt, at strategien især tager sigte på EU's institutioner og mere specifikt handler om, hvad Kommissionen skal og bør gøre; slår til lyd for en mere strategisk tilgang til arbejdet med at gennemføre chartret. Det indebærer, at alle institutioner involveres, også de lokale og regionale politiske niveauer;

—

ønsker at medvirke til at fremme en kultur, hvor rettighederne beskyttes og fremmes på flere politiske niveauer, og ser gerne, at borgernes bevidsthed om disse rettigheder øges, og at offentligt ansatte i EU, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder informeres bedre om chartrets gyldighed som direkte gældende ret;

—

mener, at forslaget til strategi bør præciseres, hvad angår procedurerne i forbindelse med indledende høringer om lovforslag. Disse procedurer bør fremstå mere klart, så konsekvensanalyserne kan blive korrekte og anvendelige. At forskellige aktører, herunder det lokale og regionale politiske niveau, får mulighed for at udtrykke deres synspunkter, er vigtigt for at styrke demokratiet i EU.

Ordfører

Lotta Håkansson HARJU (SE/PSE), medlem af kommunalbestyrelsen i Järfälla kommune

Basisdokument

Strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder

KOM(2010) 573 endelig

1.

Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse er Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blevet juridisk bindende. Chartrets rettigheder kan hævdes ved Den Europæiske Unions Domstol i Luxembourg, og de nationale domstole skal tage fuldt hensyn til chartret i deres afgørelser. Lissabontraktaten indebærer også, at EU skal tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

2.

Anliggender om rettigheder, der hører under den europæiske menneskerettighedskonvention, indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Så snart EU har ratificeret denne konvention, vil også EU's lovgivning kunne prøves af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

3.

Overtrædelser af menneskerettighedskonventionen kan indklages af de enkelte borgere i Europarådets medlemsstater, mens overtrædelser af EU's grundlæggende rettigheder kan indklages af EU's medlemsstater, EU's institutioner, juridiske eller fysiske personer. En af forudsætningerne for et velfungerende regelværk i hele Europa er en snarlig ratificering af den europæiske menneskerettighedskonvention fra EU's side.

4.

I EU-chartret samles alle de grundlæggende rettigheder, som garanteres af EU, i én tekst, og de forsynes med en klar definition. Retssikkerheden styrkes, og den enkeltes rettigheder tydeliggøres. Chartret finder anvendelse for EU's institutioner og for medlemsstaterne, når de anvender eller gennemfører EU-retten.

5.

I chartret slås det fast, at EU's kompetencer ikke udvides som følge af de nye artikler. Kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne skal respekteres.

6.

Værdien af lokalt selvstyre anerkendes i EU-traktaten, hvor respekten for medlemsstaternes nationale identitet (art. 4, stk. 2) nu også omfatter deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre. Et stærkt selvstyre på lokalt og regionalt niveau er en central del af EU-landenes demokratiske systemer. Nærhedsprincippet omformuleres i Lissabontraktaten og udvides for første gang til at omfatte såvel det nationale som det regionale og lokale plan. Samtlige EU-lande har nu også ratificeret den europæiske konvention om lokalt selvstyre.

7.

I den foreliggende meddelelse (KOM(2010) 573 endelig) fremlægger Kommissionen sin strategi. Dens overordnede mål er at fremme en »refleks« vedrørende grundlæggende rettigheder. Strategien har tre hovedpunkter:

8.

Strategien fokuserer først og fremmest på Kommissionens og EU-institutionernes arbejde og procedurer. Ifølge strategien skal Kommissionen kontrollere, at alle EU-retsakter er i overensstemmelse med chartret på hvert trin i lovgivningsprocessen, herunder gennemførelsen på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

9.

finder det positivt, at de grundlæggende rettigheder styrkes i EU. Til trods for en solid EU-lovgivning på menneskerettighedsområdet er der mangler, når det kommer til sikringen af rettighederne i praksis;

10.

bifalder derfor Kommissionens strategi for EU's konkrete gennemførelse af chartret om de grundlæggende rettigheder og er enig med Kommissionen i, at det er vigtigt at bestræbe sig på en bedre gennemførelse af de rettigheder, som garanteres af EU;

11.

bakker op om strategiens tre hovedpunkter og konstaterer samtidig, at strategien især tager sigte på EU's institutioner og mere specifikt handler om, hvad Kommissionen skal og bør gøre; slår til lyd for en mere strategisk tilgang til arbejdet med at gennemføre chartret. Det indebærer, at alle institutioner involveres, også de lokale og regionale politiske niveauer;

12.

understreger betydningen af, at man kritisk gennemgår holdbarheden af den kompetencefordeling vedrørende grundlæggende rettigheder, som slås fast i EU's traktater og chartret, i de kommende år, hvor chartrets indhold skal udmøntes i både politisk handling og juridisk vurdering. Chartret om grundlæggende rettigheder indebærer ikke en udvidelse af EU's beføjelser, og der bør tages hensyn til den rolle, som kommuner og regioner spiller i landenes politiske systemer;