11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/1

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/4

1.

Tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse udspringer ikke bare af Unions fælles værdier. De har også afgørende betydning for den sociale og territoriale samhørighed. Unionen og medlemsstaterne skal inden for rammerne af deres respektive beføjelser sikre, at sådanne tjenesteydelser udføres på grundlag af principper og betingelser, der giver dem mulighed for at opfylde deres målsætninger.

2.

Nogle tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan leveres af offentlige eller private virksomheder (1) uden særlig økonomisk støtte fra medlemsstaternes myndigheder. Andre tjenesteydelser kan kun leveres, hvis den pågældende myndighed yder økonomisk støtte til leverandøren. I fravær af specifikke regler for Unionen, kan medlemsstaterne frit bestemme, hvordan deres tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse skal organiseres og finansieres.

3.

Formålet med denne meddelelse er at fastslå de nøglebegreber, der ligger til grund for anvendelsen af statsstøttereglerne i forbindelse med kompensation for offentlig tjeneste (2). Meddelelsen vil derfor fokusere på de statsstøttekrav, der er de mest relevante for kompensation for offentlig tjeneste.

4.

Samtidig med denne meddelelse vil Kommissionen vedtage en specifik forordning vedrørende de minimis-støtte til virksomheder, der leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der fastslår, at visse kompensationsforanstaltninger ikke udgør statsstøtte ifølge traktatens artikel 107 (3), og udstede en afgørelse (4), der fastslår, at visse former for kompensation for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der udgør statsstøtte, er forenelige med traktaten i medfør af traktatens artikel 106, stk. 2, og fritager dem for anmeldelsespligten ifølge traktatens artikel 108, stk. 3, samt rammebestemmelser (5), der fastslår, på hvilke betingelser statsstøtte til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som ikke er omfattet af afgørelsen, kan erklæres for forenelige i henhold til traktatens artikel 106, stk. 2.

5.

Denne meddelelse berører ikke anvendelsen af andre bestemmelser i Unionens lovgivning, bl.a. vedrørende offentlige indkøb, og krav som følge af traktaten og EU's sektorspecifikke regler. Når en offentlig myndighed vælger at overdrage udførelse af en tjenesteydelse til tredjemand, skal denne overholde Unionens regler om offentlige indkøb, der følger af traktatens artikel 49-56, Unionens direktiver om offentlige indkøb (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (6) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (7)) og de sektorspecifikke regler (8). Også i de tilfælde, hvor direktiverne om offentlige indkøb ikke eller kun delvist finder anvendelse (f.eks. tjenesteydelseskoncessioner og tjenesteydelseskontrakter, der er nævnt i bilag IIB i direktiv 2004/18/EF, herunder forskellige sociale tjenesteydelser), skal tildelingen ikke desto mindre opfylde traktatens krav til åbenhed, ligebehandling, proportionalitet og gensidig anerkendelse (9).

6.

Ud over de spørgsmål, der behandles i denne meddelelse, afgørelse 2012/21/EU og Kommissionens meddelelse om EU-rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011), vil Kommissionen besvare individuelle spørgsmål, der opstår i forbindelse med anvendelsen af statsstøttereglerne på tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Den vil bl.a. gøre dette gennem sin interaktive informationstjeneste om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der er tilgængelig på Kommissionens website (10).

7.

Denne meddelelse berører ikke Den Europæiske Unions Domstols relevante retspraksis.

8.

Ifølge traktatens artikel 107, stk. 1, finder statsstøttereglerne generelt kun anvendelse, hvis modtageren er en »virksomhed«. Hvorvidt leverandøren af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal betragtes som en virksomhed, er derfor af afgørende betydning for anvendelsen af statsstøttereglerne.

9.

Domstolen har konsekvent defineret virksomheder som enheder, der udøver økonomisk aktivitet, uanset deres retlige form og finansieringsmåde (11). Hvorvidt en given enhed således betragtes som en virksomhed, vil udelukkende afhænge af, hvilke aktiviteter den udøver. Dette generelle princip har tre vigtige konsekvenser:

For det første er den pågældende enheds retlige form ifølge national ret ikke afgørende. En enhed, der f.eks. er klassificeret som en forening eller en sportsklub ifølge national ret, kan alligevel skulle betragtes som en virksomhed ifølge traktatens artikel 107, stk. 1. Det eneste relevante kriterium i den henseende er, om enheden udøver økonomisk aktivitet.

For det andet afhænger anvendelsen af statsstøttereglerne som sådan ikke af, om enheden er etableret med henblik på at skabe overskud. Ifølge Domstolens og Rettens retspraksis kan ikke-profitorienterede enheder også levere varer og tjenesteydelser på et givet marked (12). Når det ikke er tilfældet, er profitorienterede enheder naturligvis ikke underlagt statsstøttereglerne.

For det tredje klassificeres en enhed altid som en virksomhed i forhold til en bestemt aktivitet. En enhed, der udøver både økonomisk og ikke-økonomisk aktivitet, betragtes kun som en virksomhed i forhold til førstnævnte aktivitet.

10.

To adskilte retlige enheder kan betragtes som én økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Denne økonomiske enhed anses derefter for at være den relevante virksomhed. I den henseende ser Domstolen på, om der eksisterer kontrollerende kapitalandele eller funktionelle, økonomiske og organisatoriske forbindelser (13). På den anden side gælder det, at en enhed, der ikke selv leverer varer og tjenester på et marked, ikke udgør en virksomhed, blot fordi den besidder kapitalandele — selv kontrollerende andele — når besiddelsen kun danner grundlag for udøvelsen af de rettigheder, der er knyttet til at være aktionær eller medindehaver, samt i givet fald for modtagelsen af udbytte, der blot er afkastet af ejendomsretten til et formuegode (14).

11.

For at afklare sondringen mellem økonomisk og ikke-økonomisk aktivitet, har EU-Domstolen konstant fastslået, at en enhver aktivitet, der består i at levere varer og tjenesteydelser på markedet, er en økonomisk aktivitet (15).

12.

Spørgsmålet om, hvorvidt der findes et marked for visse tjenesteydelser kan afhænge af, hvordan disse tjenesteydelser er organiseret af den pågældende medlemsstat (16). Statsstøttereglerne finder kun anvendelse, når en given aktivitet udøves i en markedsrelateret sammenhæng. Visse tjenesteydelsers økonomiske karakter kan derfor variere fra medlemsstat til medlemsstat. På grund af politiske valg eller den økonomiske udvikling kan klassifikationen af en given tjenesteydelse endvidere ændre sig med tiden. En aktivitet, der i dag ikke er en markedsrelateret aktivitet, kan blive det i fremtiden og omvendt.

13.

En myndigheds beslutning om at ikke at give tredjemand mulighed for at levere en given tjeneste (f.eks. fordi den ønsker at udbyde tjenesten internt) udelukker ikke, at der er tale om økonomisk aktivitet. På trods af en sådan markedsafskærmning kan der være tale om en økonomisk aktivitet, hvis andre aktører ville og kunne udbyde tjenesten på det pågældende marked. Generelt er det forhold, at en given tjeneste leveres internt (17) ikke relevant for den pågældende aktivitets økonomiske karakter (18).

14.

Da sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser afhænger af de politiske og økonomiske forhold i en given medlemsstat, er det ikke muligt at opstille en udtømmende liste med aktiviteter, der umiddelbart aldrig vil være økonomiske. En sådan liste ville ikke give en egentlig retssikkerhed og ville derfor have begrænset nytte. Formålet med de følgende punkter er derfor at forsøge at afklare denne sondring på en række vigtige områder.

15.

Da traktaterne ikke indeholder en definition af økonomisk aktivitet, fastsætter retspraksis forskellige kriterier for anvendelsen af reglerne for det indre marked og for anvendelsen af konkurrenceretten (19).

16.

Det følger af Domstolens retspraksis, at traktatens artikel 107 ikke finder anvendelse, når staten handler »ved udøvelse af offentlig myndighed« (20), eller når myndigheder på statens vegne handler »i deres egenskab af offentlige myndigheder« (21). En enhed anses for at handle ved udøvelse af offentlig myndighed, når den omhandlede aktivitet er en opgave, der er et led i statens væsentlige opgaver, eller er forbundet med disse opgaver som følge af sin art, sit formål og de regler, den er undergivet (22). Generelt gælder det, at medmindre den pågældende medlemsstat har besluttet at indføre markedsmekanismer, vil aktiviteter, der naturligt indgår i offentlige myndigheders forrettigheder, og som udøves af staten, ikke udgøre økonomiske aktiviteter. Der kan f.eks. være tale om aktiviteter i tilknytning til:

17.

Spørgsmålet om, hvorvidt sociale sikringsordninger skal karakteriseres som omfattende en økonomisk aktivitet, afhænger af, hvordan de er tilrettelagt og struktureret. Overordnet set sondrer Domstolen og Retten mellem ordninger, der er baseret på princippet om solidaritet, og ordninger af økonomisk karakter.

18.

Domstolen og Retten bruger en række kriterier til at fastslå, om en social sikringsordning er baseret på solidaritet og således ikke omfatter en økonomisk aktivitet. En række faktorer kan være relevante i den henseende:

19.

Sådanne solidaritetsbaserede ordninger må ikke forveksles med ordninger af økonomisk karakter (33). I modsætning til solidaritetsbaserede ordninger er ordninger af økonomisk karakter normalt karakteriseret ved:

20.

Nogle ordninger kombinerer træk fra begge kategorier. I sådanne tilfælde afhænger klassifikationen af ordningen af en analyse af de forskellige aspekter og deres respektive betydning (38).

21.

Sundhedssystemerne i Unionen er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Disse nationale karakteristika er bestemmende for, i hvilket omfang de forskellige leverandører af sundhedstjenester konkurrerer med hinanden i en markedsrelateret sammenhæng.

22.

I nogle medlemsstater er offentlige hospitaler et led i den nationale sundhedstjeneste og næsten udelukkende baseret på princippet om solidaritet (39). Sådanne hospitaler finansieres direkte gennem sociale bidrag og andre statslige bidrag og leverer gratis tjenester gratis til deres medlemmer på grundlag af en universel dækning (40). Domstolen og Retten har fastslået, at når der findes en sådan struktur, handler de relevante organer ikke som virksomheder (41).

23.

Når denne struktur eksisterer, vil selv aktiviteter, som i sig selv kunne have økonomisk karakter, men som udelukkende udøves med henblik på at yde en anden ikke-økonomisk tjeneste, ikke have økonomisk karakter. En organisation, der køber varer — også i store mængder — med henblik på at tilbyde en ikke-økonomisk tjeneste, handler ikke som en virksomhed, blot fordi den foretager indkøb på et givet marked (42).

24.

I mange andre medlemsstater leverer hospitaler og andre leverandører af sundhedstjenester deres tjenester mod vederlag, der opkræves direkte hos patienterne eller via deres forsikring (43). I sådanne systemer er der en vis grad af konkurrence mellem hospitaler med hensyn til udbud af sundhedstjenester. Når det er tilfældet, er det forhold, at en sundhedstjeneste ydes af et offentligt hospital, ikke tilstrækkeligt til at klassificere aktiviteten som ikke-økonomisk.

25.

Domstolen og Retten har også fastslået, at sundhedstjenester, der ydes af uafhængige læger og andre private behandlere mod vederlag på deres egen risiko, skal betragtes som en økonomisk aktivitet (44). De samme principper gælder også for uafhængige apoteker.

26.

Unionens retspraksis har fastslået, at offentlig uddannelse, der organiseres inden for rammerne af det nationale uddannelsessystem, og som finansieres og overvåges af staten, kan betragtes som en ikke-økonomisk aktivitet. I den henseende har Domstolen fastslået:

»at staten ved at organisere og drive et offentligt undervisningssystem, der i almindelighed finansieres over det offentlige budget, og ikke af eleverne eller deres forældre, ikke vil drive virksomhed mod betaling, men varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område.« (45)

27.

Ifølge samme retspraksis påvirkes offentlig undervisnings ikke-økonomiske karakter i princippet ikke af det forhold, at eleverne eller deres forældre nu og da skal betale undervisnings- eller indskrivningsgebyrer som bidrag til systemets driftsudgifter. Sådanne finansielle bidrag dækker ofte kun en del af tjenestens egentlige omkostninger, og kan således ikke betragtes som betaling for den ydede tjeneste. De ændrer derfor ikke ved den ikke-økonomiske karakter af et generelt uddannelsessystem, der væsentligst finansieres via det offentlige budget (46). Disse principper kan dække offentlige uddannelsestjenester, som f.eks. faglig uddannelse (47), private og offentlige grundskoler (48) og børnehaver (49), sekundær undervisning på universiteter (50) og udbud af undervisning på universiteter (51).

28.

Et sådant offentligt undervisningsudbud må ikke forveksles med tjenester, der væsentligst finansieres af forældre eller elever eller af kommercielle indtægter. Kommercielle virksomheder, der udbyder videregående uddannelse, som udelukkende finansieres af de studerende, falder f.eks. klart inden for sidstnævnte kategori. I nogle medlemsstater kan offentlige institutioner også tilbyde uddannelsesaktiviteter, som på grund af deres struktur, finansieringsmåde og tilstedeværelsen af konkurrerende private virksomheder skal betragtes som økonomiske.

29.

I rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling og innovation (52) har Kommissionen fastslået, at visse aktiviteter, der udøves af universiteter og forskningsinstitutioner, falder uden for statsstøttereglernes anvendelsesområde. Det vedrører forskningsinstitutioners primære aktiviteter, nemlig:

30.

Kommissionen har endvidere fastslået, at teknologioverførsel (licensering, stiftelse af udbrydervirksomheder eller andre former for videnforvaltning skabt af forskningsinstitutionen) er af ikke-økonomisk karakter, hvis disse aktiviteter har en intern karakter (53) og samtlige indtægter herfra geninvesteres i forskningsinstitutionernes hovedaktiviteter (54).

31.

Kun fordele, der indrømmes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, kan udgøre statsstøtte i medfør af traktatens artikel 107 (55). Fordele, der finansieres af private midler, kan styrke visse virksomheders stilling, men er ikke omfattet af bestemmelserne i traktatens artikel 107.

32.

En sådan overførsel af statsmidler kan antage mange former, som f.eks. direkte tilskud, skattelettelser og naturalieydelser. Det forhold, at staten ikke opkræver markedspris for visse tjenester, udgør f.eks. et afkald på statsmidler. I sag C-482/99 Frankrig mod Kommissionen fastslog Domstolen i sin dom (56), at en offentlig virksomheds midler udgør statsmidler i medfør af traktatens artikel 107, da de offentlige myndigheder kan kontrollere disse midler. I de tilfælde, hvor en virksomhed, der har fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, finansieres med midler ydet af en offentlig virksomhed, og denne finansiering kan henføres til staten, vil denne finansiering således kunne udgøre statsstøtte.

33.

Tildeling uden udbud af licenser til at bruge offentlig infrastruktur eller andre særlige eller eksklusive rettigheder med en økonomisk værdi, kan indebære et afkald på statsmidler og skabe en fordel for modtagerne (57).

34.

Medlemsstaterne kan i nogle situationer finansiere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse med gebyrer eller bidrag betalt af visse virksomheder eller brugere, således at provenuet derfra overføres til de virksomheder, der har fået overdraget at udføre den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Den finansieringsform er blevet undersøgt nærmere af Domstolen, bl.a. i dommen i sag 173/73, Italien mod Kommissionen (58), der fastslog, at:

»Da de midler, som det drejer sig om, hidrører fra de obligatoriske bidrag, som lovgivningen i staten foreskriver, og da de, som den foreliggende sag viser, bestyres og fordeles i henhold til denne lovgivning, må de betragtes som støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler i artikel 92's (nu artikel 107) forstand, endog selv om de bliver administreret af institutioner, der ikke henhører under den offentlige myndighed.«

35.

På samme måde fastslog Domstolen i sin dom i de forenede sager C-78/90 til C-83/90 i sagen Compagnie Commerciale de l'Ouest (59), at foranstaltninger finansieret gennem skattelignende afgifter udgør foranstaltninger finansieret med statsmidler.

36.

Det betyder, at kompensation for drift af offentlige tjenester, som finansieres af skattelignende afgifter eller obligatoriske bidrag pålagt af staten, som forvaltes og allokeres i overensstemmelse med lovgivningen, udgør kompensation ydet ved hjælp af statsmidler.

37.

For at være omfattet af traktatens artikel 107 skal kompensation for offentlig tjeneste påvirke eller true med at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. En sådan påvirkning forudsætter normalt, at markedet er åbent for konkurrence. Når markeder er åbne for konkurrence enten i medfør af Unionens lovgivning eller national lovgivning eller i praksis som følge af den økonomiske udvikling, finder statsstøttereglerne anvendelse. I den situation vælger medlemsstaterne frit, hvordan de definerer, organiserer og finansierer en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som omfattes af statsstøttekontrol, hvis der ydes kompensation til en tjenesteleverandør, uanset om denne er privat eller offentlig (herunder interne leverandører). Når markedet er forbeholdt én virksomhed (herunder en intern leverandør), er kompensationen til denne virksomhed ligeledes underlagt statsstøttekontrol. Når en økonomisk aktivitet er åbnet for konkurrence, kan en beslutning om at udbyde en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse ved andre metoder end en offentlig udbudsprocedure, som sikrer de laveste omkostninger for samfundet, føre til konkurrenceforvridning ved at forhindre konkurrenter i at komme ind på markedet eller gøre det lettere for støttemodtageren at udvide sin virksomhed til andre markeder. Der kan også være konkurrenceforvridning på inputmarkeder. Støtte til en virksomhed på et ikke-liberaliseret marked, kan påvirke samhandelen, hvis den støttemodtagende virksomhed også er aktiv på liberaliserede markeder (60).

38.

Støtteforanstaltninger kan også påvirke samhandelen, når den støttemodtagende virksomhed ikke selv deltager i grænseoverskridende aktiviteter. I sådanne tilfælde kan det nationale udbud fastholdes eller øges med det resultat, at virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, får forringet deres muligheder for at levere deres tjenester i den pågældende medlemsstat (61).

39.

I henhold til Domstolens retspraksis findes der ikke en grænseværdi eller en procentsats, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke vil blive påvirket (62). Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker således ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket.

40.

På den anden side har Kommissionen i flere tilfælde konkluderet, at aktiviteter havde en ren lokal karakter og ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstater. Som eksempler kan nævnes:

41.

Endelig har Kommissionen ikke pligt til at undersøge al økonomisk støtte, medlemsstaterne yder. Det fastslås i forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (67), at støtte, der ikke overstiger 200 000 EUR pr. virksomhed i en treårig regnskabsperiode, ikke er omfattet af traktatens artikel 107, stk. 1. Der gælder særlige de minimis-grænseværdier for transport, fiskeri og landbrug (68), og Kommissionen overvejer at vedtage en forordning med specifikke de minimis-tærskler for lokale tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

42.

Domstolen afklarede i Altmark-dommen (69) yderligere betingelserne for, hvornår kompensation for offentlig tjeneste ikke udgør statsstøtte, når den ikke medfører fordele.

43.

Domstolen fastslog følgende:

»For så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under traktatens artikel (traktatens artikel 107, stk. 1). For at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser imidlertid være opfyldt.

44.

Afsnit 3.2 til 3.6 omhandler de forskellige betingelser, der følger af retspraksis fra Altmark-sagen, navnlig begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse med henblik på traktatens artikel 106 (71), behovet for en overdragelsesakt (72), forpligtelsen til at fastlægge parametre for kompensationen (73), principperne for at undgå overkompensation (74) og principperne for valg af leverandør (75).

45.

Definitionen af begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse udvikler sig bl.a. afhængig af borgernes behov, den teknologiske og markedsmæssige udvikling og sociale og politiske valg i den berørte medlemsstat. Domstolen har fastslået, at tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse er tjenesteydelser, der har særlige karakteristika i forhold til tjenesteydelser inden for andre økonomiske aktiviteter (76).

46.

Da der ikke findes specifikke regler i Unionen, der definerer, hvornår der er tale om en tjenesteydelse af almindelig interesse, har medlemsstaterne en bred skønsmargen, når de definerer en given tjeneste som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse og yder kompensation til tjenesteleverandøren. Kommissionens kompetence i den henseende er begrænset til at tjekke, om medlemsstaten har foretaget en åbenlys fejl ved at definere tjenesten som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (77), og vurdere den statsstøtte, der måtte indgå i kompensationen. Når der findes specifikke EU-regler, er medlemsstaternes skøn også bundet af disse regler, uden at det vedrører Kommissionens forpligtelse til at foretage en vurdering af, om tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse er blevet defineret korrekt med henblik på statsstøttekontrol.

47.

Den første betingelse i Altmark-dommen vedrører definition af en opgave af almindelig økonomisk interesse. Dette krav falder sammen med kravet i traktatens artikel 106, stk. 2 (78). Det følger af traktatens artikel 106, stk. 2, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, har fået overdraget en »særlig opgave« (79). Generelt indebærer overdragelsen af en »særlig offentlig tjeneste« udbud af tjenester, som en virksomhed på rent forretningsmæssigt grundlag ikke ville påtage sig i samme omfang eller på samme vilkår (80). Medlemsstaterne eller Unionen kan knytte særlige betingelser til sådanne tjenester med henvisning til kriteriet om en almindelig økonomisk interesse.

48.

Kommissionen mener således ikke, det ville være passende at knytte særlige forpligtelser til offentlig tjeneste til en aktivitet, som allerede udbydes, eller som kan udbydes på tilfredsstillende vis og på vilkår, herunder hvad angår pris, objektive kvalitetskrav, kontinuitet og adgang til tjenesten, der er i overensstemmelse med den offentlige interesse, således som defineret af staten, af virksomheder, der driver forretning på normale markedsvilkår (81). Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en tjeneste kan leveres af markedet, er Kommissionens vurdering begrænset til en kontrol af, om medlemsstaten har foretaget en åbenlys fejl.

49.

Et vigtigt eksempel på dette princip er bredbåndssektoren, hvor Kommissionen allerede har givet klare retningslinjer for, hvilke aktivitetstyper der kan betragtes som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. I særdeleshed mener Kommissionen, at i områder, hvor private investorer allerede har investeret i bredbåndsinfrastruktur (eller er ved yderligere at udvide deres infrastruktur) og allerede leverer konkurrencedygtige bredbåndstjenester med passende dækning, bør etablering af parallel bredbåndsinfrastruktur ikke betragtes som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Hvis investorer imidlertid ikke kan levere passende bredbåndsdækning, kan der på visse betingelser ydes kompensation til en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (82).

50.

Kommissionen mener også, at tjenesteydelser, der defineres som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, skal henvende sig til borgerne eller være i hele samfundets interesse.

51.

For at traktatens artikel 106, stk. 2, kan finde anvendelse, skal driften af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse være overdraget til en eller flere virksomheder. De pågældende virksomheder skal derfor af staten have fået overdraget en særlig opgave (83). Ifølge den første betingelse i Altmark-dommen skal virksomheden faktisk være pålagt en forpligtelse til offentlig tjeneste. I overensstemmelse med den første betingelse i Altmark-dommen er det nødvendigt med en overdragelsesakt, der fastsætter de pågældende virksomheders og myndighedens respektive forpligtelser.

52.

Den offentlige opgave skal overdrages gennem en akt, der afhængig af, hvilken medlemsstat det drejer sig om, kan tage form af et lovgivningsmæssigt eller administrativt instrument eller en kontrakt. Opgaven kan også overdrages ved flere akter. På grundlag af Kommissionens tilgang i sådanne sager skal akten eller akterne i det mindst fastlægge:

53.

Det forhold, at tjenesteleverandøren er tilknyttet den proces, hvorved tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse overdrages, betyder ikke, at denne opgave ikke udspringer af en offentlig myndighedsakt, og det samme gælder, når overdragelsesakten oprettes på tjenesteleverandørens anmodning (84). I nogle medlemsstater er det ikke usædvanligt, at myndighederne finansierer tjenester, som leverandøren selv har udviklet og foreslået. Myndigheden skal imidlertid tage stilling til, om den kan godkende leverandørens forslag, før den yder kompensation. De bestemmelser, der er obligatoriske i overdragelsesakten, indføres direkte i den beslutning, der godkender tjenesteleverandørens forslag, eller anføres i et separat retligt bindende dokument, f.eks. en kontrakt med tjenesteleverandøren.

54.

De parametre, der danner udgangspunkt for beregning af kompensationen, skal være fastsat på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at sikre, at de ikke medfører en økonomisk fordel, der kunne begunstige den støttemodtagende virksomhed i forhold til konkurrerende virksomheder.

55.

Behovet for på forhånd at fastsætte parametre for kompensationen betyder ikke, at kompensationen skal beregnes på basis af en bestemt formel (f.eks. en bestemt pris pr. dag, pr. måltid, pr. passager eller pr. antal brugere). Det afgørende er, at det fra starten er klart, hvordan kompensationen beregnes.

56.

Når myndigheden beslutter at yde kompensation for alle leverandørens udgiftsposter, skal det fra begyndelsen bestemmes, hvordan disse poster fastsættes og beregnes. Kun de udgifter, der er direkte knyttet til udbud af den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, kan komme i betragtning i den henseende. Alle virksomhedens indtægter i forbindelse med udbuddet af den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal fratrækkes.

57.

Når virksomheden tilbydes en rimelig fortjeneste i forbindelse med kompensationen, skal overdragelsesakten også fastslå kriterierne for beregning af denne fortjeneste.

58.

Når der er foreskrevet en revision af kompensationen i løbet af overdragelsesperioden, skal overdragelsesakten præcisere retningslinjerne for revisionen og de eventuelle virkninger, den kan få for den samlede kompensation.

59.

Hvis tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse overdrages efter en udbudsprocedure, skal metoden for beregning af kompensationen indgå i de oplysninger, der formidles til alle de virksomheder, som ønsker at deltage i proceduren.

60.

Ifølge den tredje betingelse i Altmark-dommen må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til hermed forbundne indtægter såvel som til en rimelig fortjeneste. Enhver mekanisme vedrørende valg af tjenesteleverandør skal derfor fastlægges på en sådan måde, at kompensationen beregnes på basis af disse elementer.

61.

Ved rimelig fortjeneste forstås den forrentning af kapitalen (85) i hele overdragelsesperioden, som en gennemsnitsvirksomhed betinger sig, hvis den skal udføre en given tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, under hensyntagen til virksomhedens risiko. Risikoniveauet afhænger af den pågældende sektor, tjenesteydelsens art og kompensationsmekanismen. Forrentningen bør så vidt muligt beregnes ud fra forrentningen af kapitalen i forbindelse med lignende former for kontrakter om offentlig tjeneste på konkurrencevilkår (f.eks. kontrakter, der tildeles ved offentligt udbud). I sektorer, hvor der ikke findes nogen virksomhed, der kan sammenlignes med den, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, kan der henvises til sammenlignelige virksomheder i andre medlemsstater eller om nødvendigt i andre sektorer, forudsat at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i hver sektor. Ved fastlæggelsen af, hvad der udgør en rimelig fortjeneste, kan medlemsstaterne indføre incitamentsbaserede kriterier, bl.a. vedrørende kvaliteten af den udbudte tjeneste og produktivitetsgevinster. Der må ikke opnås produktivitetsgevinster på bekostning af kvaliteten af den udbudte tjeneste.

62.

Ifølge den fjerde betingelse i Altmark-dommen skal den tilbudte kompensation enten være et resultat af en offentlig udbudsprocedure, som giver mulighed for at udvælge den leverandør, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, eller fastsættes med udgangspunkt i en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkelig udstyret med de nødvendige midler.

63.

Den enkleste måde, hvorpå offentlige myndigheder kan opfylde den fjerde betingelse i Altmark-dommen, er at gennemføre en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udbudsprocedure i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (86) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (87) som forklaret nedenfor (88). Som nævnt i punkt 5 er gennemførelse af en offentlig udbudsprocedure ofte obligatorisk ifølge de eksisterende regler i Unionen.

64.

Også i de tilfælde, hvor en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende offentlig udbudsprocedure ikke er et retligt krav, kan det være en hensigtsmæssig metode til at sammenligne forskellige potentielle tilbud og fastsætte kompensationen, så statsstøtte undgås.

65.

Ifølge Domstolens retspraksis udelukker udbudsproceduren kun tilstedeværelse af statsstøtte, når den giver mulighed for at vælge den leverandør, der er i stand til at levere tjenesten »til de laveste omkostninger for samfundet«.

66.

Hvad angår udbuddets karakteristika, er en offentlig (89) procedure i overensstemmelse med kravene i de offentlige udbudsregler acceptabel, men en begrænset (90) procedure kan også opfylde den fjerde betingelse i Altmark-dommen, medmindre interesserede aktører forhindres i at afgive bud uden en gyldig grund. På den anden side giver en konkurrencepræget dialog (91) eller proceduren med forhandling efter forudgående udbudsbekendtgørelse (92) den ordregivende myndighed store skønsbeføjelser og kan begrænse interesserede aktørers deltagelse. De kan derfor kun anses for at være tilstrækkelige til at opfylde den fjerde betingelse i Altmark-dommen i særlige tilfælde. Proceduren med forhandling uden forudgående udbudsbekendtgørelse (93) kan ikke sikre, at proceduren fører til valg af den tilbudsgiver, der kan levere de omhandlede tjenester til de laveste omkostninger for samfundet.

67.

Tildelingskriteriet »laveste pris« (94) opfylder klart den fjerde betingelse i Altmark-dommen. Kriteriet om »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« (95) er ligeledes tilstrækkeligt, forudsat at tildelingskriterierne, herunder miljømæssige (96) eller sociale kriterier, har tæt tilknytning til den omhandlede tjeneste og giver mulighed for at vælge det økonomisk mest fordelagtige tilbud, der matcher markedsværdien (97). I sådanne tilfælde kan en tilbagebetalingsklausul være hensigtsmæssig for på forhånd at undgå overkompensation. Den ordregivende myndighed har mulighed for i tildelingsafgørelsen at fastsætte kvalitative standarder, som alle økonomiske aktører skal opfylde, eller tage hensyn til kvalitative aspekter i relation til de forskellige tilbud.

68.

Endelig kan der være situationer, hvor en udbudsprocedure ikke kan sikre de laveste omkostninger for samfundet, da den ikke indebærer en tilstrækkelig åben og egentlig konkurrence. Det kan f.eks. være tilfældet på grund af den omhandlede tjenestes særlige karakteristika, eksisterende intellektuelle ejendomsrettigheder eller nødvendig infrastruktur ejet af en bestemt tjenesteleverandør. På samme måde kan en tilbudsgiver i de tilfælde, hvor der kun indkommer et tilbud, ikke formodes at sikre, at proceduren fører til de laveste omkostninger for samfundet.

69.

Når der findes en generelt accepteret godtgørelse på markedet for en given tjeneste, er denne markedsgodtgørelse den bedste referenceværdi med henblik på at fastsætte kompensationen i mangel af udbud (98).

70.

Når der ikke findes en sådan godtgørelse på markedet, skal kompensationen fastsættes på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med materielle midler til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Målet er at sikre, at en ineffektiv virksomheds høje omkostninger ikke anvendes som referenceværdi.

71.

Hvad angår begrebet »veldrevet virksomhed«, bør medlemsstaterne i mangel af en officiel definition anvende objektive kriterier, der i økonomisk henseende er repræsentative for en tilfredsstillende drift. Kommissionen mener ikke, at det forhold, at en virksomhed er overskudsgivende, er et tilstrækkeligt kriterium til at karakterisere den som »veldrevet«. Der skal også tages hensyn til det forhold, at virksomheders økonomiske resultater, navnlig i de sektorer der er mest berørt af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, kan være stærkt påvirket af deres markedsstyrke eller af de gældende sektorregler.

72.

Kommissionen mener, at begrebet »veldrevet virksomhed« er ensbetydende med, at de gældende nationale, europæiske eller internationale regnskabsstandarder overholdes. Medlemsstaterne kan bl.a. basere deres analyse på analytiske nøgletal for produktiviteten (som f.eks. omsætning/indskudt kapital, samlede omkostninger/omsætning, omsætning/ansat, merværdi/ansat eller personaleomkostninger/merværdi). Medlemsstaterne kan også bruge analytiske nøgletal til at måle kvaliteten af den udbudte tjeneste i forhold til brugerforventninger. En virksomhed, der har fået overdraget at levere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som ikke opfylder de kvalitative kriterier fastsat af den omhandlede medlemsstat, er ikke en veldrevet virksomhed, selv om dens omkostninger er lave.

73.

Virksomheder, hvor disse analytiske nøgletal viser en effektiv drift, kan betragtes som repræsentative gennemsnitsvirksomheder. Analysen og sammenligningen af omkostningsstrukturerne skal imidlertid tage hensyn til den omhandlede virksomheds størrelse og det forhold, at der i visse sektorer eksisterer virksomheder med meget forskellige omkostningsstrukturer side om side.

74.

Henvisning til omkostningerne for en »gennemsnitsvirksomhed« i en given sektor betyder, at der findes et tilstrækkeligt antal virksomheder, hvis omkostninger kan tages i betragtning. Disse virksomheder kan være beliggende i den samme medlemsstat eller i andre medlemsstater. Kommissionen mener imidlertid ikke, at der kan henvises til omkostninger for en virksomhed, som har en monopolstilling eller modtager offentlig kompensation på betingelser, der ikke er i overensstemmelse med Unionens lovgivning, da omkostningsniveauet i begge tilfælde kan være højere end normalt. De omkostninger, der skal tages i betragtning, er alle omkostningerne i forbindelse med tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, dvs. de direkte omkostninger, der er nødvendige for at levere tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, og et passende bidrag til de indirekte omkostninger i forbindelse med både tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse og andre aktiviteter.

75.

Hvis medlemsstaten kan godtgøre, at omkostningsstrukturen for den virksomhed, der har fået overdraget at levere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, svarer til den gennemsnitlige omkostningsstruktur for effektive og sammenlignelige virksomheder i den omhandlede sektor, vil en kompensation, der giver virksomheden mulighed for at dække sine omkostninger, herunder opnå en rimelig fortjeneste, være i overensstemmelse med den fjerde betingelse i Altmark-dommen.

76.

Ved udtrykket »virksomhed, der er tilstrækkeligt udstyret med materielle midler« forstås en virksomhed, der råder over de nødvendige ressourcer til umiddelbart at opfylde de forpligtelser til offentlig tjeneste, der påhviler den virksomhed, der overdrages driften af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse.

77.

Ved »rimelig fortjeneste« forstås den forrentning af kapitalen (99), som en gennemsnitsvirksomhed betinger sig, uanset om den skal levere den givne tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse i hele overdragelsesperioden, under hensyntagen til risikoniveauet, jf. afsnit 3.5.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/15

1.

Finansiel støtte fra offentlige myndigheder kan være nødvendig, for at visse tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan udføres ud fra sådanne principper og på sådanne vilkår, at de kan tjene deres formål, nemlig hvis indtægterne fra tjenesteydelsen ikke dækker de omkostninger, der er forbundet med forpligtelsen til offentlig tjeneste.

2.

Det følger af EU-Domstolens retspraksis (1), at kompensation for offentlig tjeneste ikke udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis den offentlige tjeneste opfylder visse betingelser (2). Hvis disse betingelser er opfyldt, finder artikel 108 i traktaten ikke anvendelse.

3.

I fald kompensationen for offentlig tjeneste ikke opfylder disse betingelser, og de almindelige betingelser for anvendelse af artikel 107, stk. 1, i traktaten er opfyldt, udgør sådanne kompensationer derimod statsstøtte, der er omfattet af artikel 106, 107 og 108 i traktaten.

4.

Kommissionen præciserede i sin meddelelse om anvendelsen af EU’s statsstøtteregler på kompensation for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (3) betingelserne for, hvornår kompensation for offentlig tjeneste skal anses for statsstøtte. Kommissionen vil desuden i sin forordning om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (4), fastsætte, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at mindre kompensationsbeløb for udførelse af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse ikke bør anses for at påvirke samhandelen mellem medlemsstater og/eller fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene. I så fald er kompensationen ikke dækket af artikel 107, stk. 1, i traktaten og er derfor ikke omfattet af anmeldelsesproceduren i artikel 108, stk. 3 i traktaten.

5.

Ved vurderingen af, om statsstøtte til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse er forenelig, er retsgrundlaget artikel 106, stk. 2, i traktaten. Heri præciseres det, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler, er underkastet traktaternes bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne. Artikel 106, stk. 2, i traktaten åbner dog mulighed for at gøre en undtagelse fra traktatens bestemmelser, i det omfang anvendelsen af konkurrencereglerne retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de overdragne opgaver. Det er en forudsætning for, at denne undtagelse kan anvendes, at udviklingen i samhandelen ikke påvirkes i en sådan grad, at det strider mod Unionens interesse.

6.

Kommissionens afgørelse 2012/21/EU (5) om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (6), fastsætter, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at visse kompensationer for offentlig tjeneste udgør statsstøtte, der er forenelig med det indre marked, jf. artikel 106, stk. 2, i traktaten, og er fritaget fra pligten for forudgående anmeldelse, jf. artikel 108, stk. 3, i traktaten.

7.

Principperne i denne meddelelse vedrører kompensation for offentlige tjenester, men kun hvis der er tale om statsstøtte, der ikke er omfattet af afgørelse 2012/21/EU. Kompensation er i så fald underlagt anmeldelsespligten efter artikel 108, stk. 3, i traktaten. I denne meddelelse er det præciseret, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en sådan statsstøtte er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten. Den erstatter fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (7).

8.

Principperne i denne meddelelse finder anvendelse på kompensation for offentlig tjeneste inden for luft- og søtransport, med forbehold af strengere bestemmelser i EU-lovgivningen for bestemte sektorer. De finder ikke anvendelse på landtransportsektoren eller public service-radio og -tv, der er omfattet af Kommissionens meddelelse om statsstøttereglernes anvendelse på public service-radio og tv (8).

9.

Statsstøtte til kriseramte leverandører af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse vurderes i henhold til Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (9).

10.

Principperne i denne meddelelse finder anvendelse med forbehold af:

11.

På det indre markeds nuværende udviklingsstade kan statsstøtte, der ikke er omfattet af afgørelse 2012/21/EU, erklæres for forenelig med artikel 106, stk. 2, i traktaten, hvis den er nødvendig for udførelsen af den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse og ikke påvirker udviklingen i samhandelen på en måde, der er i strid med Unionens interesse. Den balance, som dette er udtryk for, kræver at de i punkt 2.2.-2.10 fastsatte betingelser er opfyldt.

12.

Støtten bevilges til at udføre tjenesteydelser, der reelt er af almindelig økonomisk interesse og falder inden for definitionen i artikel 106, stk. 2, i traktaten.

13.

Kommissionen har i sin meddelelse om anvendelsen af EU's statsstøtteregler på kompensation for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse udstukket retningslinjerne for, hvilke krav der skal være opfyldt, for at en tjenesteydelse overholder definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Medlemsstaterne kan f.eks. ikke forbinde tjenesteydelser med særlige public service-forpligtelser, hvis de allerede udføres eller kan udføres tilfredsstillende og på vilkår, der ifølge statens definitioner er i overensstemmelse med den offentlige interesse med hensyn til pris, objektive kvalitetskendetegn, kontinuitet og tilgængelighed, af virksomheder, der drives på markedsvilkår. Med hensyn til spørgsmålet, om markedet kan levere en tjenesteydelse, begrænser Kommissionens undersøgelse sig til at kontrollere, om medlemsstatens definition påviseligt er fejlagtig, medmindre EU-lovgivningens bestemmelser indeholder en strengere standard.

14.

Med henblik på anvendelsen af principperne i denne meddelelse bør medlemsstaterne vise, at de har taget et rimeligt hensyn til behovet for offentlige tjenester ved at høre offentligheden eller anvende andre passende instrumenter med henblik på at tage hensyn til brugeres og leverandørers interesser. Det gælder ikke, når det er klart, at en ny høring ikke vil medføre nogen merværdi i forhold til en tidligere høring.

15.

Ansvaret for udførelsen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse skal være overdraget virksomheden ved en eller flere akter, hvis form den enkelte medlemsstat kan fastlægge. Ved »medlemsstat« forstås centraladministration, regionale eller lokale myndigheder.

16.

Denne eller disse akter skal bl.a. indeholde:

17.

Overdragelsesaktens gyldighedsperiode bør kunne begrundes ud fra objektive kriterier som behovet for at afskrive ikke-overdragelige faste aktiver. I princippet bør varigheden ikke overstige det tidsrum, der kræves for at afskrive de vigtigste af de aktiver, som er nødvendige for at udføre tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse.

18.

Støtte vil kun blive betragtet som forenelig med det indre marked, jf. artikel 106, stk. 2, i traktaten, i de tilfælde, hvor direktiv 2006/111/EF er gældende, og virksomheden overholder direktivet (11). Støtte, der ikke overholder dette direktiv, anses for at påvirke udviklingen af samhandelen i et sådant omfang, at det strider mod Unionens interesse efter artikel 106, stk. 2, i traktaten.

19.

Støtte anses kun for forenelig med det indre marked efter artikel 106, stk. 2, i traktaten, hvis den ansvarlige myndighed, når den overdrager den pågældende virksomhed at udføre tjenesteydelsen, overholder eller forpligter sig til at overholde gældende EU-udbudsregler. Herunder skal den overholde gældende krav til gennemsigtighed, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling, der direkte fremgår af traktaten og den afledte EU-ret, der måtte finde anvendelse. Støtte, der ikke overholder disse regler og bestemmelser, anses for at påvirke udviklingen af samhandelen i et sådant omfang, at det strider mod Unionens interesser efter artikel 106, stk. 2, i traktaten.

20.

Hvis en myndighed overdrager flere virksomheder at udføre samme tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, bør kompensationen beregnes på grundlag af samme metode for alle virksomheder.

21.

Kompensationen må ikke overstige, hvad der er nødvendigt til at dække de nettoomkostninger (12), der er forbundet med at opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste, herunder en rimelig fortjeneste.

22.

Kompensationen beregnes på grundlag af enten forventede omkostninger og indtægter eller faktiske omkostninger og indtægter eller en kombination heraf, alt afhængig af hvilke effektivitetsincitamenter medlemsstaterne i overensstemmelse med punkt 40 og 41 som udgangspunkt ønsker at skabe.

23.

Hvis kompensationen helt eller delvis beregnes på grundlag af de forventede omkostninger og indtægter, skal omkostninger og indtægter fremgå af overdragelsesakten. De skal bygge på plausible og observerbare parametre for det økonomiske klima, som tjenesteydelserne af almindelig økonomisk interesse udføres i. De fastsættes om nødvendigt under hensyntagen til ekspertudtalelser fra tilsynsmyndigheder eller andre enheder, som er uafhængige i forhold til virksomheden. Medlemsstaterne skal angive, hvilke kilder de bygger disse forventninger på (13). Omkostningsoverslaget skal afspejle de effektivitetsgevinster, som leverandøren af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse forventes at opnå i hele overdragelsesaktens gyldighedsperiode.

24.

Ved beregningen af, hvilke nettoomkostninger der er nødvendige eller forventes at være nødvendige for at kunne opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste, bør »net avoided cost«-metoden anvendes, hvis det kræves af EU-lovgivningen eller den nationale lovgivning, og så vidt det er muligt i andre tilfælde.

25.

Ud fra net avoided cost-metoden beregnes de nettoomkostninger, som er nødvendige, eller som forventes at være nødvendige, for at leverandøren kan opfylde forpligtelsen til offentlig tjeneste, som forskellen mellem leverandørens nettoomkostninger ved forpligtelsen til offentlig tjeneste og de nettoomkostninger eller nettofortjeneste, samme leverandør ville have haft uden forpligtelsen. Det er vigtigt, at de omkostninger, leverandøren af tjenesteydelsen må forventes at undgå, og de indtægter, han må forventes ikke at opnå, ved ikke at være forpligtet til offentlig tjeneste, beregnes korrekt. Der tages ved beregningen af nettoomkostningerne højde for de fordele, herunder så vidt muligt immaterielle fordele, som leverandøren af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse nyder.

26.

Bilag IV til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (14) og bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (15) indeholder nærmere retningslinjer for, hvordan net avoided cost-metoden skal anvendes.

27.

Skønt Kommissionen betragter net avoided cost-metoden som den nøjagtigste til at beregne omkostningerne ved forpligtelser til offentlig tjeneste, kan der være tilfælde, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at anvende den. I så fald kan Kommissionen, når det begrundes behørigt, acceptere, at der anvendes en anden metode til at beregne nettoomkostningerne ved forpligtelser til offentlig tjeneste, f.eks. omkostningsfordelingsmetoden.

28.

I omkostningsfordelingsmetoden beregnes nettoomkostningerne ved forpligtelserne til offentlig tjeneste som forskellen mellem en given leverandørs omkostninger og indtægter ved at opfylde sin forpligtelse til offentlig tjeneste som fastsat og anslået i overdragelsesakten.

29.

De omkostninger, der kan tages hensyn til i den forbindelse, er alle nødvendige omkostninger ved driften af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse.

30.

Når denne tjenesteydelse er den pågældende virksomheds eneste aktivitet, kan der tages hensyn til alle dens omkostninger.

31.

Udøver virksomheden også andre aktiviteter, der ikke vedrører tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, kan der som omkostning medregnes alle de direkte omkostninger, der er nødvendige for at udføre den offentlige tjenesteydelse, og et passende bidrag til de indirekte omkostninger, der er fælles for tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse og andre aktiviteter. Omkostninger, der knytter sig til andre aktiviteter end tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, skal omfatte alle direkte omkostninger og et passende bidrag til de fælles omkostninger. Ved fastsættelsen af det passende bidrag til de fælles omkostninger kan markedsprisen for brug af ressourcerne bruges som benchmark, hvis de foreligger (16). Hvis der ikke foreligger en markedspris, kan det passende bidrag til de fælles omkostninger fastsættes med reference til den fortjeneste (17), som virksomheden med rimelighed kan forventes at få på de aktiviteter, der ikke vedrører tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, eller ved hjælp af andre mere egnede metoder.

32.

De indtægter, der skal indregnes, skal mindst omfatte alle indtægter fra tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse som fastsat i overdragelsesakten og uforholdsmæssigt store fortjenester fra særlige rettigheder eller enerettigheder, selv om de måtte være knyttet til andre aktiviteter, jf. punkt 45, og uanset om de uforholdsmæssigt store fortjenester kan betragtes som statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten.

33.

Ved rimelig fortjeneste forstås den forrentning af kapitalen (18) i hele overdragelsesaktens gyldighedsperiode, som en gennemsnitsvirksomhed betinger sig, hvis den skal udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, under hensyntagen til virksomhedens risiko. Risikoniveauet afhænger af den pågældende sektor, tjenesteydelsens art og kompensationsmekanismen.

34.

I behørigt begrundede tilfælde kan der anvendes andre fortjenestesindikatorer end forrentning af kapitalen til at fastlægge, hvad der udgør en rimelig fortjeneste, f.eks. gennemsnitlig forrentning af egenkapitalen (19) i overdragelsesperioden, afkast af investeret kapital, afkastningsgrad eller fortjeneste ved salg.

35.

Uanset hvilken indikator der vælges, skal medlemsstaten forelægge Kommissionen dokumentation for, at den forventede fortjeneste ikke overstiger, hvad en gennemsnitsvirksomhed betinger sig, hvis den skal udføre tjenesteydelsen, f.eks. i forhold til afkast i forbindelse med lignende kontrakter, der er tildelt på konkurrencevilkår.

36.

En forrentning af kapitalen, der ikke overstiger den relevante swaprente (20) med tillæg af 100 basispoint (21), anses under alle omstændigheder for rimelig. Den relevante swaprente er den rente, hvis løbetid og valuta svarer til overdragelsesaktens løbetid og valuta.

37.

Hvis det er forbundet med en betydelig forretningsmæssig eller kontraktlig risiko at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, eksempelvis fordi kompensationen har form af et fast beløb, der skal dække de forventede nettoomkostninger og en rimelig fortjeneste, og virksomheden opererer på et konkurrencepræget marked, må den rimelige fortjeneste ikke overstige et niveau svarende til en forrentning af kapitalen, der står i forhold til risikoen. Denne forrentning bør så vidt muligt beregnes ud fra forrentningen af kapitalen i forbindelse med lignende former for kontrakter om offentlig tjeneste på konkurrencevilkår (f.eks. kontrakter, der tildeles ved offentligt udbud). Når det ikke er muligt at anvende denne metode, kan der, hvis det kan begrundes, anvendes andre metoder til beregning af forrentningen af kapitalen (22).

38.

Hvis det ikke er forbundet med en betydelig forretningsmæssig eller kontraktlig risiko at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, eksempelvis fordi nettoomkostningerne ved at yde en sådan tjenesteydelse i det væsentligste kompenseres fuldt ud efterfølgende, må den rimelige fortjeneste ikke overstige det niveau, der er angivet i punkt 36. Denne form for kompensationsmekanisme udgør ikke noget effektivitetsincitament for leverandøren af offentlige tjenesteydelser. Derfor er anvendelsen af den begrænset til tilfælde, hvor medlemsstaten kan godtgøre, at det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at tage hensyn til produktiviteten eller udforme en kontrakt med effektivitetsincitamenter.

39.

Medlemsstaternes kompensationsmetode skal indeholde incitamenter til, at tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse er af høj kvalitet og udføres effektivt, medmindre det kan begrundes behørigt, at dette ikke er muligt eller hensigtsmæssigt.

40.

Effektivitetsincitamenter kan udformes forskelligt alt efter omstændighederne og sektoren. Eksempelvis kan medlemsstaterne på forhånd fastsætte et fast kompensationsniveau, som forlods indregner de effektivitetsgevinster, som virksomheden må forventes at høste i løbet af overdragelsesaktens gyldighedsperiode.

41.

Alternativt kan medlemsstaterne opstille produktivitetsmål i overdragelsesakten og lade kompensationen afhænge af, i hvor høj grad målene opfyldes. Hvis virksomheden ikke opfylder målene, nedsættes kompensationen, og det angives i overdragelsesakten, hvordan nedsættelsen skal beregnes. Omvendt forhøjes kompensationen, hvis virksomheden overgår forventningerne, og det angives i overdragelsesakten, hvordan forhøjelsen skal beregnes. Produktivitetsgevinster skal deles, så de kommer både virksomheden og medlemsstaten og/eller brugerne til gode.

42.

Effektivitetsincitamenter skal bygge på objektive og målbare kriterier, som er angivet i overdragelsesakten, og som efterfølgende kan gøres til genstand for en gennemskuelig vurdering udført af en enhed, der er uafhængig af den pågældende leverandør af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

43.

Effektivitetsgevinster skal opnås, uden at det forringer kvaliteten af tjenesteydelsen, og uden at EU-lovgivningens standarder overtrædes.

44.

Udøver en virksomhed tillige andre aktiviteter end tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, skal omkostninger og indtægter i forbindelse med dels tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse dels andre aktiviteter opføres særskilt i dens interne regnskaber, jf. de i punkt 31 fastsatte principper. Hvis en virksomhed har fået overdraget at udføre flere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, dvs. fra forskellige ordregivere og tjenesteydelser af forskellig art, skal det i virksomhedens interne regnskaber være muligt at kontrollere, om der i forbindelse med de enkelte tjenesteydelser er forekommet overkompensation.

45.

Har den pågældende virksomhed enerettigheder eller særrettigheder, der knytter sig til andre aktiviteter end den tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som støtten er ydet til, og giver disse aktiviteter en fortjeneste, som overstiger den rimelige fortjeneste, eller har staten indrømmet virksomheden andre fordele, skal de tages i betragtning, uanset hvordan de vurderes i relation til artikel 107, stk. 1, i traktaten, og lægges til virksomhedens indtægter. Den rimelige fortjeneste fra aktiviteterne, som virksomheden har særlige rettigheder eller eneret til, skal vurderes på forhånd ud fra, om den pågældende virksomhed løber en risiko eller ej. Ved vurderingen skal der også tages hensyn til de effektivitetsincitamenter, som medlemsstaten har indført i forlængelse af leveringen af den pågældende tjenesteydelse.

46.

Medlemsstaten kan bestemme, at store fortjenester fra andre aktiviteter end tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, særlig af aktiviteter, hvortil anvendes den infrastruktur, der er nødvendig for udførelsen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, skal afsættes helt eller delvist til finansiering af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse.

47.

Ved overkompensation forstås kompensation, som virksomheden modtager ud over det i punkt 21 fastsatte støttebeløb i hele kontraktperioden. Virksomheden kan som fastsat i overdragelsesakten beholde et overskud, der hidrører fra uventet store effektivitetsgevinster, som en rimelig ekstrafortjeneste, jf. punkt 39-42 (23).

48.

Eftersom overkompensation ikke er nødvendig for udførelsen af tjenesten af almindelig økonomisk interesse, er der tale om statsstøtte, som er uforenelig.

49.

Medlemsstaterne skal sikre, at kompensation for udførelse af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse ydes i overensstemmelse med kravene i denne meddelelse, og især at virksomhederne ikke modtager en kompensation, der er større end det beløb, der fastsættes i henhold til kravene i dette punkt. De fremlægger dokumentation efter anmodning fra Kommissionen. De foretager regelmæssigt kontrol eller sikrer, at der foretages en kontrol ved overdragelsesperiodens udløb og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år. I forbindelse med støtte, som tildeles på anden måde end gennem et offentligt udbud med offentliggørelse (24), bør der under normale omstændigheder foretages en kontrol hvert andet år.

50.

Hvis medlemsstaten på forhånd har fastlagt et fast kompensationsniveau, hvori den forlods har indregnet de effektivitetsgevinster, som public service-leverandøren må forventes at høste i overdragelsesaktens gyldighedsperiode, under hensyntagen til en korrekt fordeling af udgifter og indtægter og rimelige forventninger som beskrevet i dette punkt, begrænses overkompensationskontrollen i princippet til at kontrollere, at den fortjeneste, som leverandøren er berettiget til i henhold til overdragelsesakten, rent faktisk er rimelig set ud fra en forhåndsvurdering.

51.

Opfyldelse af de krav, der er fastsat i punkt 2.1-2.8, er som regel tilstrækkelig til, at støtten ikke fordrejer konkurrencen i strid med Unionens interesse.

52.

I visse undtagelsestilfælde kan der dog stadig være nogle alvorlige konkurrenceforvridninger på det indre marked, og støtten kan påvirke handelen i en sådan grad, at det strider mod Unionens interesse.

53.

I sådanne tilfælde vil Kommissionen undersøge, om forvridningen kan mindskes ved at pålægge medlemsstaterne bestemte vilkår eller kræve, at de indgår bestemte forpligtelser.

54.

Alvorlige konkurrenceforvridninger i strid med Unionens interesse forventes kun at opstå i ekstraordinære tilfælde. Kommissionen vil nøjes med at gribe ind over for forvridninger som følge af støtte, der har negativ virkning for andre medlemsstater og det indre markeds funktion, f.eks. fordi de fratager virksomheder inden for vigtige erhvervssektorer muligheden for at opnå et sådant omfang i deres aktiviteter, at de kan fungere effektivt.

55.

Denne form for forvridning kan f.eks. opstå, hvis overdragelsesaktens løbetid ikke kan berettiges med henvisning til objektive kriterier (som f.eks. kravet om, at faste aktiver, der ikke kan overdrages, skal kunne afskrives), eller overdragelsesakten samler en række opgaver (normalt omfattet af forskellige overdragelsesakter uden tab af sociale fordele og uden yderligere effektivitetsomkostninger i forbindelse med leveringen af tjenesteydelserne). I sådanne tilfælde undersøger Kommissionen, om den offentlige tjenesteydelse ville kunne leveres med samme resultat, men på en mindre konkurrenceforvridende måde, f.eks. gennem en begrænsning af overdragelsesakten med hensyn til løbetid eller anvendelsesområde eller ved hjælp af særskilte overdragelsesakter.

56.

Det kan desuden være nødvendigt med en nærmere vurdering i de tilfælde, hvor en medlemsstat overdrager leveringen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse til en udbyder af offentlige tjenesteydelser uden forudgående udvælgelsesprocedure på et ikke-monopoliseret marked, hvor næsten ens tjenesteydelser allerede leveres eller kan forventes at blive leveret i nær fremtid, da der ikke tidligere fandtes nogen tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Denne negative påvirkning af handelsudviklingen kan være mere udtalt i de tilfælde, hvor tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse udbydes til en pris, der ligger under nuværende eller eventuelt kommende udbyderes omkostninger, hvorved de holdes uden for markedet. Kommissionen kan derfor, samtidig med at den fuldt ud respekterer medlemsstatens vide skønsmargen, når det drejer sig om at definere tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, kræve, at der foretages ændringer, f.eks. af tildelingen af støtte, hvis den med rimelighed kan bevise, at den samme tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse kan leveres på samme betingelser for brugerne, men med færre konkurrenceforvridninger og færre omkostninger for staten.

57.

En nærmere undersøgelse er desuden berettiget i tilfælde, hvor overdragelsen af forsyningspligten er forbundet med særlige rettigheder eller eneret, der medfører en så alvorlig tilsidesættelse af konkurrencen på det indre marked, at det strider mod Unionens interesse. Samtidig med at sådanne sager først og fremmest behandles efter artikel 106, stk. 1, i traktaten, kan det forekomme, at statsstøtten vurderes at være uforenelig, hvis eneretten medfører fordele, som det ikke er muligt at vurdere, kvantificere eller konstatere ved hjælp af de metoder, der benyttes til at beregne nettoomkostningerne ved tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der er beskrevet i punkt 2.8.

58.

Kommissionen er også opmærksom på situationer, hvor støtten gør det muligt for virksomheden at finansiere etableringen eller brugen af infrastruktur, som ikke er åben for andre aktører, og som gør det muligt at holde andre aktører ude fra markedet for tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse eller andre relevante markeder. Hvis dette er tilfældet, kan det eventuelt kræves, at konkurrenter på passende vilkår får fair og ikke-diskriminerende adgang til denne infrastruktur.

59.

I tilfælde af konkurrenceforvridninger som følge af, at overdragelsesakten hindrer, at EU-lovgivningen om opretholdelse af det indre markeds funktion gennemføres og håndhæves i praksis, undersøger Kommissionen, om det er muligt med samme resultat at yde den offentlige tjeneste på en mindre konkurrenceforvridende måde, f.eks. gennem fuld gennemførelse af EU-sektorlovgivningen.

60.

For hver kompensation for en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, der er omfattet af denne meddelelse, offentliggør den pågældende medlemsstat følgende oplysninger på internettet eller et andet egnet medie:

61.

Principperne i punkt 14, 19, 20, 24, 39, 51-59 og 60a gælder ikke for støtte, der opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2012/21/EU.

62.

Hvert andet år aflægger medlemsstaterne rapport til Kommissionen om overholdelsen af denne meddelelse. Rapporterne skal indeholde en oversigt over, hvordan denne meddelelse anvendes i de forskellige public service-sektorer, herunder:

Den første rapport indgives senest den 30. juni 2014.

63.

Medlemsstaterne skal desuden en gang om året fremlægge en rapport for Kommissionen om støtte, som er bevilget på grundlag af en afgørelse truffet af Kommissionen med henvisning til denne meddelelse, jf. Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (25) (nu artikel 108 i traktaten) og Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (26).

64.

Disse rapporter vil blive offentliggjort på Kommissionens internetside.

65.

Kommissionen planlægger at tage denne meddelelse op til revision den 31. januar 2017.

66.

I henhold til artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 659/1999 kan Kommissionen til en positiv afgørelse knytte betingelser for, at støtte anses for at være forenelig med det indre marked, og påbud, hvorved det kan sikres, at afgørelsen overholdes. På området for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan det være nødvendigt at fastsætte betingelser og påbud, bl.a. for at sikre, at støtte til de involverede virksomheder ikke fører til fordrejninger af konkurrence og handel i det indre marked. I lyset af den konkrete situation, der gør sig gældende for den enkelte tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, kan det i denne forbindelse være nødvendigt at kræve periodiske rapporter eller udstede andre påbud.

67.

Kommissionen anvender bestemmelserne i denne meddelelse fra den 31. januar 2012.

68.

Kommissionen anvender principperne i denne meddelelse på alle anmeldte statsstøtteprojekter og træffer afgørelse om projekterne på grundlag af principperne, også selv om projekterne blev anmeldt før den 31. januar 2012.

69.

Kommissionen anvender principperne i denne meddelelse, når den efter den 31. januar 2012 skal træffe afgørelse om uberettiget støtte, også selv om støtten blev bevilget før denne dato. I tilfælde, hvor støtten blev bevilget før den 31. januar 2012, anvendes principperne i punkt 14, 19, 20, 24, 39 og 60 imidlertid ikke.

70.

Som passende foranstaltning i henhold til artikel 108, stk. 1, i traktaten foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne senest den 31. januar 2013 offentliggør en liste over de eksisterende støtteordninger om kompensation for offentlige tjenesteydelser, som skal bringes i overensstemmelse med denne meddelelse, og at medlemsstaterne bringer disse støtteordninger i overensstemmelse med denne meddelelse senest den 31. januar 2014.

71.

Senest den 29. februar 2012 skal medlemsstaterne over for Kommissionen bekræfte, at de er indforstået med de foreslåede foranstaltninger. Ved manglende svar vil Kommissionen antage, at den pågældende medlemsstat ikke er indforstået.

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/23

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/28

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/29

Titel: Retningslinjer for god fremstillingspraksis flydende, koncentrerede, frosne og tørrede ægprodukter, der anvendes som fødevareingredienser (ikke-spiseklare ægprodukter)

Forfatter: European Egg Processors Association (EEPA)

Reference: http://ec.europa.eu/food/food/biosafety/hygienelegislation/good_practice_en.htm

Titel: EU-retningslinjer for god hygiejnepraksis for opdræt af hønniker og æglæggerflokke

Forfatter: Committee of Professional Agricultural Organisations and General Confederation of Agricultural Co-operatives in the European Union (COPA-COGECA), European Union of wholesale with eggs, egg products, poultry and game (EUWEP)

Reference: http://ec.europa.eu/food/food/biosafety/salmonella/impl_reg_en.htm

Titel: Retningslinjer for god hygiejnepraksis for forebyggelse og bekæmpelse af patogene mikroorganismer med særligt henblik på salmonella i Gallus gallus (slagtekyllinger), der opdrættes på bedrifter med henblik på kødproduktion, og under indfangning, læsning og transport

Forfatter: Committee of Professional Agricultural Organisations and General Confederation of Agricultural Co-operatives in the European Union (COPA-COGECA), Association of Poultry Processors and Poultry Trade in the EU (AVEC)

Reference: http://ec.europa.eu/food/food/biosafety/salmonella/impl_reg_en.htm

Titel: EU-retningslinjer for god hygiejnepraksis og anvendelse af HACCP-principperne ved produktion af naturtarme til pølser

Forfatter: European Natural Sausage Casings Association (ENSCA)

Reference: http://ec.europa.eu/food/food/biosafety/hygienelegislation/good_practice_en.htm

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/30

—

Article 75 de la loi no 1312/2003 du 30 décembre 2003 de finances rectificatives pour 2003.

—

artikel 17 i Kommissionens forordning (EF) nr. 736/2008 af 22. juli 2008 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling, forarbejdning og afsætning af fiskevarer

—

artikel 37 i Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 af 27. juli 2006 om Den Europæiske Fiskerifond

—

2 mio. EUR i 2012

—

1,3 mio. EUR i 2013

—

0,7 mio. EUR i 2014

FranceAgriMer, établissement national des produits de l’agriculture et de la mer

12 rue Henri Rol-Tanguy

TSA 20002

93555 Montreuil-sous-Bois Cedex

FRANCE

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/31

De minister van Economische Zaken, Landbouw en Innovatie

ter attentie van de heer Jongerius, directie Energiemarkt

ALP/562

Bezuidenhoutseweg 30

Postbus 20101

2500 EC Den Haag

NEDERLAND

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/32

De minister van Economische Zaken, Landbouw en Innovatie

ter attentie van de heer P. Jongerius, directie Energiemarkt

ALP/562

Bezuidenhoutseweg 30

Postbus 20101

2500 EC Den Haag

NEDERLAND

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/33

De minister van Economische Zaken, Landbouw en Innovatie

ter attentie van de heer P. Jongerius, directie Energiemarkt

ALP/562

Bezuidenhoutseweg 30

Postbus 20101

2500 EC Den Haag

NEDERLAND

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/34

De minister van Economische Zaken, Landbouw en Innovatie

ter attentie van de heer P. Jongerius, directie Energiemarkt

ALP/562

Bezuidenhoutseweg 30

Postbus 20101

2500 EC Den Haag

NEDERLAND

11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/35

Conselleria de Agricultura, Pesca y Alimentación

C/ Amadeo de Saboya, 2

46410 Valencia

ESPAÑA