20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/1

A.

der henviser til, at formålet med selskabsregistre er at undersøge, registrere og opbevare selskabsoplysninger om f.eks. selskabets retlige form, hjemsted og kapital, udpegelser, dets retlige repræsentanters mandatudløb, beføjelser og særlige karakteristika, regnskabsdokumenter for hvert enkelt regnskabsår, og - når det er relevant - selskabets afvikling, samt at offentliggøre disse oplysninger,

B.

der henviser til, at selskabsregistre i EU fungerer på national eller regional basis og kun opbevarer oplysninger om selskaber, der er registreret inden for det område, registrene har ansvaret for,

C.

der henviser til, at der er stigende efterspørgsel efter adgang til oplysninger om selskaber i tværnational sammenhæng, enten til handelsformål eller for at lette adgangen til klage og domstolsprøvelse, og at det er af afgørende betydning for kreditorer og retshåndhævende myndigheder at råde over pålidelige og opdaterede oplysninger om skyldnere og disses aktiver, samt at det er nødvendigt at offentliggøre særlige detailoplysninger for at sikre, at arbejdstagerrettigheder i henhold til EU-selskabsretten respekteres,

D.

der henviser til, at den omstændighed, at selskabsregistrene endnu ikke er sammenkoblet, medfører økonomiske tab og problemer for alle berørte parter - ikke blot for virksomhederne, men også for deres ansatte, forbrugerne og offentligheden - specielt hvad angår gennemsigtighed, effektivitet og retssikkerhed, samt at lettere adgang til pålidelige og ajourførte oplysninger om selskaber fra alle medlemsstater på tværs af grænserne vil øge gennemsigtigheden og retssikkerheden i det indre marked og kan genoprette tilliden til markederne efter den finansielle og økonomiske krise,

E.

der henviser til, at oplysningerne i selskabsregistre siden 1. januar 2007 er blevet opbevaret elektronisk og er tilgængelige online i alle medlemsstater, samt at de relevante forretningsoplysninger ganske vist er tilgængelige online, men at registerstandarderne varierer og de berørte parter er nødt til at håndtere forskellige sprog, søgekriterier og strukturer,

F.

der henviser til, at der er en tendens til at være forskel på de enkelte registres indhold, oplysningsværdi og retlige betydning, og at dette kan have juridiske konsekvenser, som kan variere fra medlemsstat til medlemsstat,

G.

der henviser til, at en fælles indgangsportal til forretningsoplysninger om alle europæiske selskaber kunne spare både tid og penge, men at det for at nå dette mål bør overvejes at gøre det obligatorisk for alle medlemsstater at deltage i denne indgangsportal,

H.

der henviser til, at denne fælles indgangsportal bør levere oplysninger af høj kvalitet fra alle medlemsstaterne, at disse oplysninger bør være pålidelige og opdaterede samt foreligge i et standardformat og på alle EU-sprog, og at indgangsportalen bør følges aktivt op af Kommissionen,

I.

der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med sit flagskibsinitiativ vedrørende en industripolitik for en globaliseret verden, der indgik i dens meddelelse om Europa 2020 - En europæisk strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, påtænker »at forbedre erhvervsklimaet, navnlig for SMV, bl.a. ved at nedbringe transaktionsomkostningerne ved at drive forretning i Europa«,

J.

der henviser til, at Rådet den 25.-26. maj 2010 vedtog konklusioner, hvori det med rette understreger, at oplysningernes kvalitet er vigtig, og at det er nødvendigt, at adgangen til oplysninger forenkles, således at parternes tillid øges og aktiviteterne inden for det indre marked bedre kan lykkes, samt at det nødvendigt, at alle medlemsstater inddrages, når der skal sikres en centraliseret adgang til oplysninger,

K.

der henviser til, at samarbejde mellem selskabsregistre er af afgørende betydning i forbindelse med tværnationale fusioner, flytning af hjemsted eller tværnational insolvensbehandling, og at flere selskabsretlige instrumenter eksplicit kræver et sådant samarbejde, f.eks. direktiv 2005/56/EC, forordning (EF) nr. 2157/2001 og forordning (EF) nr. 1435/2003,

L.

der henviser til, at de offentlighedskrav til udenlandske filialer, der stilles i ellevte selskabsdirektiv 89/666/EØF, betyder, at det i praksis er en nødvendighed, at selskabsregistre samarbejder, og henviser til, at samarbejdet ikke bør begrænses til det tidspunkt, hvor der åbnes en filial, men også bør gå så vidt som til at sikre, at de relevante oplysninger er korrekte og opdaterede, således at der undgås forskelle mellem indholdet i registret med filialens detailoplysninger og indholdet i registret med moderselskabets,

M.

der henviser til, at der kan komme væsentlig flere sager, hvor der er behov for tværnationalt samarbejde, når først statutten for det europæiske private selskab (KOM(2008)0396) er vedtaget,

N.

der henviser til, at der allerede findes flere mekanismer for samarbejde mellem selskabsregistre, såsom European Business Register (EBR), projektet vedrørende interoperabilitet mellem handelsregistre i hele Europa (BRITE) og informationssystemet for det indre marked (IMI), men at EBR og BRITE er frivillige ordninger, hvorfor ikke alle medlemsstater deltager heri, samt at BRITE desuden kun er et forskningsprojekt,

O.

der henviser til, at det i sin beslutning af 18. december 2008 udtrykte glæde over planerne om at oprette en e-justice-portal, og at handlingsplanen for 2009-2013 vedrørende europæisk e-justice omfatter en integrering af EBR i e-justice-portalen,

1.

mener, at der kun vil kunne drages fordel af projektets nyttevirkning for det europæiske økonomiske områdes videre integrering, hvis alle medlemsstater deltager heri, og er af den opfattelse, at det med henblik herpå bør overvejes at kræve obligatorisk deltagelse af alle medlemsstater;

2.

mener, at EBR-initiativerne og BRITE-projektet bør videreføres først, og at deltagelse heri bør gøres obligatorisk; understreger IMI's betydning for en bedre gennemførelse af lovgivningen om det indre marked, da det allerede har vist sig at være et effektivt instrument, når det gælder gennemførelsen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (10) og servicedirektivet (11); erindrer om, at alle medlemsstater allerede anvender IMI, og at det kan udvides til en bredere vifte af procedurer, uden at det medfører betydelige investeringer fra medlemsstaternes side;

3.

påpeger, at registeroplysningerne ikke kan sammenlignes med oplysninger af ren økonomisk karakter, og mener derfor, at offentligheden bør sikres adgang til pålidelige og opdaterede oplysninger via en officiel fælles indgangsportal; understreger, at dette vil skabe større gennemsigtighed, effektivitet og retssikkerhed til fordel for virksomhederne og deres ansatte, for forbrugerne og systemet som sådant;

4.

opfordrer Kommissionen til at arbejde hen imod at integrere alle medlemsstaterne i denne fremtidige fælles indgangsportal ved at stille ekspertise og yderligere ressourcer til rådighed og anmoder den om at undersøge fordele og ulemper ved obligatorisk medlemskab af denne nye fælles indgangsportal for alle medlemsstaterne;

5.

gør opmærksom på, at oplysninger i forskellige handelsregistre kan have varierende betydning, og at dette ikke blot for virksomhederne, men også for disses ansatte og forbrugerne igen kan få retlige konsekvenser, som kan være forskellige medlemsstaterne imellem;

6.

mener, at oplysninger om selskabsregistrering også er vigtige for medarbejdere, især i virksomheder, der omfattes af EU-selskabsretten, såsom Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001, Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 og direktiv 2005/56/EF, og mener, at disse oplysninger også er vigtige på baggrund af bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/72/EF (12) og Rådets direktiv 2001/86/EF (13), som garanterer, at medarbejderes allerede eksisterende medbestemmelsesrettigheder bevares i de nydannede selskaber;

7.

understreger derfor, at det er vigtigt, at brugere, når de indhenter registeroplysninger, gøres opmærksomme på, at den pågældende oplysnings retlige betydning og de med oplysningen forbundne forpligtelser kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat;

8.

påpeger med hensyn til forholdet mellem moderselskaber og filialer, at mere automatiseret sammenkobling ville lette udvekslingen af registrerede oplysninger;

9.

er klar over, at der ikke altid er tilstrækkelig logisk sammenhæng mellem de registrerede oplysningers indhold;

10.

mener, at det er afgørende for, at det interne marked kan fungere rigtigt, at offentligheden har adgang til officielle og pålidelige oplysninger om selskaber, der opererer i EU, og udtrykker i den forbindelse sin tilfredshed med Kommissionens grønbog om sammenkobling af selskabsregistre;

11.

bemærker, at større gennemsigtighed på det indre marked kunne øge de grænseoverskridende investeringer;

12.

er overbevist om, at en bedre og nemmere adgang til oplysninger er nødvendig for at bistå små og mellemstore virksomheder, der er et centralt element i den europæiske økonomis rygrad og hoveddrivkraften i skabelsen af arbejdspladser, økonomisk vækst og social samhørighed i Europa, da det bidrager til at mindske disse virksomheders administrative byrder;

13.

understreger, at nem adgang til pålidelige data om fusioner, flytninger af hjemsted eller andre tværnationale procedurer er afgørende for europæiske virksomheder og vil give konkurrenceevnen i det indre marked et ekstra løft og få dette marked til at fungere mere gnidningsløst ved at styrke dets vigtige frihedsområder, dvs. fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser og personer;

14.

mener, at enhver strategi for at komme ud af krisen og forbedre det indre markeds funktion skal omfatte større gennemsigtighed og samarbejde i grænseoverskridende mekanismer, hvilket vil øge tilliden hos Europas 500 millioner forbrugere;

15.

udtrykker sin anerkendelse af bestræbelserne i forbindelse med de forskellige samarbejdsmekanismer og -initiativer;

16.

understreger imidlertid, at der skal gøres større fremskridt, og at det for at skabe markedsgennemsigtighed kræves, dels at oplysningerne i de 27 medlemsstaters selskabsregistre er nemt tilgængelige via en fælles indgangsportal, som følges aktivt op, dels at de er pålidelige, opdaterede og foreligger i et standardformat samt på alle officielle EU-sprog; mener, at det først bør vurderes, i hvor vid udstrækning dette forårsager yderligere oversættelsesudgifter, og at det med henblik herpå bør overvejes at kræve obligatorisk deltagelse af alle medlemsstater;

17.

kræver, at det sikres, at kendskab til denne fælles indgangsportals eksistens udbredes på effektiv vis, således at alle berørte parter kan anvende den til at indhente klare og pålidelige oplysninger om europæiske virksomheder;

18.

påpeger, at Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder (Stoiber-Gruppen) har fundet frem til, at en lettelse af den grænseoverskridende elektroniske adgang til forretningsoplysninger kan medføre besparelser på mere end 160 mio. EUR om året;

19.

understreger betydningen af adgang til oplysninger om europæiske selskaber, især på baggrund af servicedirektivet og den endnu ikke vedtagne statut for det europæiske private selskab;

20.

understreger dog, at de opnåede fremskridt ikke bør betyde ekstra administrative byrder for selskaberne, navnlig SMV;

21.

glæder sig til lanceringen af e-justice-portalen, som skal være tilgængelig for enkeltpersoner, virksomheder, praktiserende jurister og retsvæsnet samt være brugervenlig; støtter planerne om at integrere EBR i denne portal;

22.

understreger betydningen af en yderligere sammensmeltning af BRITE-, IMI- og EBR-data og -systemer med henblik på at oprette en fælles dataindgangsportal for de berørte parter og forbrugerne i det indre marked, hvilket kan nedbringe transaktionsomkostningerne for såvel producenter som forbrugere, idet oplysningerne samles på ét sted og der dermed gives den grænseoverskridende handel, især den grænseoverskridende elektroniske handel, og den økonomiske vækst i EU et løft;

23.

går ind for, at der i mellemtiden indføres frivillige mekanismer for samarbejde mellem registre, navnlig hvad angår regelmæssig opdatering af de oplysninger, der skal være tilgængelige vedrørende udenlandske filialer; anbefaler, at praktiske spørgsmål, som kræver samarbejde, afklares i en administrativ aftale mellem medlemsstaterne og/eller deres selskabsregistre;

24.

mener, at en sammenkobling af nettet af selskabsregistre og det elektroniske net, der blev oprettet i henhold til gennemsigtighedsdirektivet, vil åbne hurtig adgang til juridiske og finansielle oplysninger om noterede selskaber og skabe en merværdi for investorer;

25.

insisterer på, at en europæisk løsning skal sikre borgerne og selskaberne en tilstrækkelig beskyttelse af personrelaterede og konkurrencerelevante oplysninger med henblik på at forhindre misbrug heraf samt garantere følsomme oplysningers retssikkerhed;

26.

understreger, at enhver form for integreret europæisk løsning navnlig skal tage i betragtning, i hvor høj grad nationale registre eller europæiske registre, der hidtil har eksisteret for bestemte økonomiske sektorer, vil kunne nedlægges, tilpasses eller sammenlægges for at undgå dobbeltarbejde i overensstemmelse med det mål at skære ned på bureaukratiet og sikre klarhed og enkelhed;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/6

A.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i 2009 bekræftede, at bæredygtig udvikling er et centralt mål for Lissabontraktaten, og til at hovedprincipperne i EU's strategi for en bæredygtig udvikling omfatter en integreret tilgang til økonomiske, sociale og økologiske spørgsmål, intensivering af den sociale dialog, styrkelse af virksomhedernes sociale ansvar samt forsigtigheds- og skadevolderprincippet,

B.

der henviser til, at et af EUROPA 2020-strategiens fokuspunkter er at fremme en social, ressourcebevarende, miljøvenlig og konkurrencedygtig økonomi,

C.

der henviser til, at industrilandene i henhold til Københavnsaftalen skal nedbringe deres CO2-emissioner med 80-90 % i forhold til 1990-niveauet inden 2050,

D.

der henviser til, at konsekvenserne af klimaforandringerne i Europa er forskellige fra den ene region til den anden, at regionerne i Syd- og Østeuropa, hvor mere end en tredjedel af EU's befolkning bor, ifølge Kommissionens undersøgelse (7), er særligt udsatte for presset fra klimaforandringerne, at de mest sårbare befolkningsgrupper rammes hårdest, og at der som følge heraf kan opstå større regionale og sociale forskelle;

E.

der henviser til, at ændringen til en bæredygtig økonomi påvirker sektorerne positivt på forskellig vis, nemlig at der skabes nye arbejdspladser eller at eksisterende arbejdspladser erstattes eller delvist bortfalder, at alle arbejdspladser skal tilpasses en bæredygtig ressourcebesparende produktions- og arbejdsmetode, og at det største tilpasningsbehov derfor opstår i eksisterende ansættelsesforhold, hvor fleksible ansættelsesforhold kunne være fordelagtige,

F.

der henviser til, at tallene i grønbogen om demografiske ændringer (KOM(2005)0094) viser, at der vil ske en formindskelse af arbejdsstyrken med 20,8 mio. (6,8 %) fra 2005 til 2030, og at antallet af personer over 60 år nu stiger dobbelt så hurtigt, som det gjorde før 2007 - med omkring to mio. om året sammenlignet med tidligere en mio.,

G.

der henviser til, at denne ændring vil kunne føre til en stabilisering af beskæftigelsen og en vækst i antallet af arbejdspladser med betydelige spill-over-effekter, og at man der, hvor der er blevet indført pålidelige rammebetingelser, kan notere en jævn stigning i beskæftigelsesmulighederne og jobsikkerheden, som stabiliseres gennem stigende eksport,

H.

der henviser til, at hvis europæiske forskere og virksomheder ikke formår at omsætte deres forskningsresultater til kommercielle produkter, vil den nødvendige økonomiske vækst og de deraf følgende beskæftigelsesmæssige gevinster ved en innovationsbaseret økonomi ikke kunne opnås, og at Kommissionens Innovation Scoreboard viser en innovationskløft på 30 % til USA og 40 % til Japan,

I.

der henviser til, at der i visse nye sektorer endnu ikke findes strukturer for dialog mellem arbejdsmarkedets parter, at der for visse nye sektorers vedkommende ikke findes kollektive overenskomster, eller hvor eksisterende overenskomster ikke anvendes, og hvor der heller ikke findes branchekodekser, at alle sektorer er stærkt pressede til at øge konkurrencedygtigheden, og at der i regioner med høj arbejdsløshed er et betydeligt pres for at acceptere dårlige arbejdsbetingelser,

J.

der henviser til den langvarige jobusikkerhed, som har udviklet sig på EU's arbejdsmarked de seneste to årtier, hvor der er en tendens til, at især unge i stadig højere grad arbejder på kortvarige kontrakter med dårligere arbejdsvilkår, og at nye job, som bliver skabt under disse omstændigheder, ikke kan betragtes som bæredygtige, samt at det er nødvendigt at gøre noget ved disse strukturelle mangler i forbindelse med målet om at udvikle jobpotentialet i en ny bæredygtig økonomi,

K.

der henviser til, at overgangen til en ny, bæredygtig økonomi ikke bør bruges som et påskud til at udelukke de mest sårbare og mindst kvalificerede arbejdstagere fra arbejdsmarkedet, og at det som følge heraf er nødvendigt at undgå, at virksomheder »skummer fløden«, hvorved de mindst kvalificerede vil blive de første ofre,

L.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er forankret som mål i Lissabontraktaten og indgår blandt Millennium-målene, og at kvinder er underrepræsenteret i forskellige sektorer og derfor ikke i tilsvarende omfang får gavn af væksten i beskæftigelsen som følge af den nye bæredygtige økonomi,

M.

der henviser til, at en ny økonomi vil tage form i et aldrende samfund med en arbejdsstyrke, der bliver mindre, hvilket gør det nødvendigt at tiltrække flere kvinder til at udføre betalt arbejde ved at tilpasse tilrettelæggelsen af arbejdet til og forberede arbejdsgivere i alle sektorer på en mere forskelligartet arbejdsstyrke,

N.

der henviser til, at nylige undersøgelser viser, at tilstedeværelsen af kvinder på alle ansvarsniveauer udgør en øget værdi for virksomhederne, særlig i forhold til deres økonomiske resultater,

O.

der henviser til, at kvinder sikrer sig størstedelen af universitetsuddannelserne i EU, og at de udgør et flertal af de studerende inden for handel, management og jura, men at de stadig beklæder et mindretal af ledelsesposterne i virksomheder og offentlige instanser,

P.

der henviser til, at kvinder særlig på grund af kønsdiskriminerende stereotyper inden for uddannelse og i samfundet er underrepræsenterede på områder, som fejlagtigt bliver betragtet som »mandlige«, såsom informationsteknologi, ingeniørarbejde og fysik samt tekniske fag, f.eks. mekanikerarbejde og murerarbejde,

Q.

der henviser til, at arbejdsløsheden er stigende blandt ældre arbejdstagere, som står over for et særdeles akut problem med social udelukkelse, efter at de er fyldt 55 år, og på trods af den fremgang, der er sket i det seneste årti, var kun lidt over en tredjedel af alle kvinder mellem 55 og 64 år i arbejde i 2008, mens 55 % af mændene i samme aldersgruppe var i arbejde,

1.

er af den opfattelse, at bæredygtig udvikling skal baseres på en langsigtet vision, hvor økonomisk vækst, social samhørighed og miljøbeskyttelse går hånd i hånd og støtter hinanden; understreger det potentiale, som skabelsen af »grønne job« i en bæredygtig økonomi udgør;

2.

mener, at der efter krisens ophør vil være store muligheder for bæredygtig vækst på basis af social retfærdighed og miljøeffektivitet; bemærker, at transformationen af de europæiske økonomier fra forurenende til miljøeffektive økonomier vil medføre grundlæggende ændringer i produktion, distribution og forbrug, og at dette bør anvendes som en chance for at bevæge sig i retning af ægte bæredygtighed, uden at velstand eller beskæftigelse bringes i fare; mener, at overgangen til en økonomi baseret på ikke-forurenende energikilder skal ses som en mulighed for at investere i bæredygtig udvikling og ikke blot som en belastning af offentlige og private budgetter;

3.

understreger betydningen af foranstaltninger, der fremmer vækst og beskæftigelse i landdistrikterne med henblik på at dæmme op for affolkningen af landdistrikterne;

4.

henviser til behovet for at gøre produktionen af varer og tjenesteydelser mere bæredygtig; konstaterer, at investeringer i en ny bæredygtig økonomi udgør et stort vækstpotentiale for arbejdsmarkedet og skaber nye indtjeningsmuligheder; peger på, at positive resultater i visse sektorer opnås på bekostning af andre sektorer, og at omskoling og efteruddannelse derfor bør fremmes;

5.

er af den opfattelse, at den nuværende globale økonomiske og sociale krise, som har forsinket ændringer af energiudnyttelsen og nedsættelse af CO2-udledninger, ikke skal afholde medlemsstater fra at overgå til en konkurrencedygtig og mere bæredygtig økonomi med lav CO2-udledning og effektiv ressourceudnyttelse, da dette skridt vil gør dem mere modstandsdygtige, mindre afhængige af stigende importpriser og mere konkurrencedygtige;

6.

mener, at der skal ydes en større indsats for at internalisere eksterne omkostninger; opfordrer Kommissionen til at anvende eksisterende politiske instrumenter, eller om nødvendigt udvikle nye, til at placere omkostningerne og sikre, at fremtidige politikforslag afspejler resultater heraf;

7.

mener, at en ny, bæredygtig økonomi for EU skal sikre en afbalanceret økonomisk og social udvikling; opfordrer til en ambitiøs og bæredygtig industripolitik med vægten lagt på ressourceeffektivitet; understreger, at det er nødvendigt, at den grønne økonomi giver udsigt til anstændige, godt betalte job, hvor der fokuseres på miljøbeskyttelse;

8.

er fast overbevist om, at miljøpolitik baseret på markedsøkonomi kan blive en katalysator for vækst og beskæftigelse i alle grene af økonomien, og understreger, at forudsigelige, investeringsvenlige rammebetingelser udgør det grundlag, der vil gøre det muligt for innovative virksomheder at udnytte disse muligheder bedst muligt til fordel for miljøet og arbejdstagerne;

9.

henstiller til industrien at deltage i innovation på miljøområdet, eftersom iværksættere er vigtige for en større udbredelse af miljøinnovation; bemærker i denne forbindelse, at tilvejebringelse af information til iværksættere gennem demonstration af nye forretningsmuligheder vil være afgørende for om en strategi, der sigter mod udvikling af en økonomi med effektiv ressourceudnyttelse og en bæredygtig industri, bliver en succes;

10.

støtter Kommissionens hovedinitiativ i EUROPA 2020-strategien om at gennemføre overgangen til en bæredygtig økonomi nu, gøre den økonomiske vækst mindre afhængig af ressource- og energiforbruget, nedbringe de klimaskadelige emissioner og dermed modvirke jordens opvarmning; hilser forslaget om at tilpasse de lovmæssige rammebetingelser, de markedsøkonomiske styringsinstrumenter, subventioner og indgåelsen af offentlige kontrakter til dette mål velkommen; beklager imidlertid, at Kommissionen med EU 2020-strategien ikke benytter lejligheden til at behandle spørgsmålet om det arbejdsmarkedsmæssige potentiale ved en bæredygtig økonomi;

11.

bemærker, at der for at nå EU 2020-strategiens mål for beskæftigelse og udnytte jobpotentialet ved en ny bæredygtig økonomi samt forbedre bæredygtigheden af produktionen af varer og tjenesteydelser er behov for at øge energieffektiviteten på boligområdet, at øge andelen af vedvarende energiformer, miljøteknologi, bæredygtig transport og mobilitet, af bæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri og rådgivning gennem miljøtjenester samt af genbrug, produktionsprocesser med lavt ressourceforbrug og lukket kredsløb for materialers levetid; konstaterer, at servicesektoren og den socioøkonomiske sektor også rummer et stort grønt beskæftigelsespotentiale;

12.

understreger den store betydning, det har for skabelsen af job med rettigheder, at den offentlige sektor foregår med et godt eksempel og vedtager fremsynede normer for offentlige indkøb samt tilvejebringer incitamenter og informationer, især inden for områderne energi, konstruktion af infrastrukturer og faciliteter, transport og kommunikation; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til især i forbindelse med prækommercielle indkøb at fremme anvendelsen af miljønormer og sociale normer samt støtte klausuler om lokalt indhold og virksomheder, der opererer i en bæredygtig og solidarisk økonomi, især SMV’er;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udveksle erfaringer og bedste praksis med hensyn til beskæftigelsesmuligheder, når de tager sig af klimaforandringernes økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger;

14.

er overbevist om, at grønne bæredygtige jobs ikke blot bør være et appendiks, men at erhvervssektoren og samfundet som helhed bør organiseres bæredygtigt; er opmærksom på, at ingen grene af økonomien kan afgrænses og kaldes »miljøbeskyttelse« eller »miljøindustri«, eftersom miljøbeskyttelsesaktiviteterne indgår som integreret del af mange traditionelle sektorer, som f.eks. fremstillingsvirksomhederne, byggeindustrien og serviceindustrien; kræver derfor, at der vedtages en foreløbig definition svarende til ILO’s definition, i henhold til hvilken alle arbejdspladser, der fremskynder en bæredygtig udvikling, er grønne job; påpeger, at definitionen på den ene side omfatter arbejdspladser, der direkte nedbringer energi- og råstofforbruget, beskytter økosystemer og biodiversitet og mindsker affaldsproduktion og luftforurening, og på den anden side alle arbejdspladser, der mindsker det økologiske fodaftryk; anerkender, at definitionens relative aspekt gør, at der ikke kan sættes absolutte tal på jobpotentialet;

15.

er af den opfattelse, at der er behov for betydeligt mere forskning for at kunne måle virkningerne af miljø- og klimaforandringspolitikkerne på nettoforøgelsen af beskæftigelsen; opfordrer Kommissionen til at prioritere dette område i det ottende rammeprogram;

16.

fremhæver, at alle jobs er underlagt forpligtelsen til at fremme en bæredygtig udvikling, og at alle produktions- og arbejdsmetoder bør udformes på en sådan måde, at de er så ressource-, materiale- og energieffektive som muligt; fremhæver, at dette tiltag skal gælde for hele forsyningskæden, og at det ikke giver mening at skelne mellem gode og dårlige industrier, eftersom alle industrier kan gøres mere bæredygtige;

17.

mener, at det er meget vigtigt, at nye EU-rammebestemmelser ledsages af et budget, der er tilstrækkeligt til at støtte offentlig forskning og gøre forskningsresultaterne tilgængelige på en enkel og ubureaukratisk måde, således at alle virksomheder, herunder mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, kan foretage ændringer i forhold til energieffektivitet, anvendelse af nye energikilder, nye produktionsmetoder og genanvendelse samt bedre ressourceudnyttelse og skabe job med tilknyttede rettigheder;

18.

opfordrer til, at der som led i EU 2020-strategien udvikles en europæisk beskæftigelsesstrategi for en bæredygtig økonomi, hvis mål er at optimere jobpotentialet, idet der lægges særlig vægt på anstændigt arbejde, arbejdstagerne sundhed og sikkerhed, kvalifikationsbehov og en socialt retfærdig overgang; understreger, at en bæredygtig økonomi skal kombinere social, teknologisk, økonomisk og økologisk bæredygtighed; understreger, at en bæredygtig beskæftigelsesstrategi som denne bør indtage en central plads i de beskæftigelsespolitiske retningslinjer;

19.

henstiller til, at de regionale myndigheder vedtager udviklingsstrategier i overensstemmelse med målene i EU 2020-strategien med henblik på at skabe nye job i en bæredygtig økonomi;

20.

opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2011 at foreslå en strategi, der omfatter lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger til at tilskynde til grønne job, som er en kilde til vækst og velstand for alle;

21.

understreger, at de europæiske virksomheders innovationsevne har gjort dem til de førende i verden inden for miljøbeskyttelse; er bekymret over, at produktionsaktiviteter fortsat i vid udstrækning udflyttes fra EU-lande til tredjelande, som har meget lavere miljøstandarder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til straks at tage kampen effektivt op mod dette fænomen ved at arbejde på en verdensomspændende, multilateral tilgang, som skal sikre, at den globale konkurrence baseres på sammenlignelige krav;

22.

understreger, at en stabil, langsigtet og ambitiøs lovgivningsramme er en forudsætning for virkeliggørelsen af det fulde grønne beskæftigelsespotentiale; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at definere miljøstandarder og finansielle incitamenter, der skaber pålidelige rammebetingelser mindst 10 år frem i tiden, og på den måde skaber rets- og planlægningssikkerhed; kræver, at eksisterende finansielle instrumenter anvendes til fremme af bæredygtighed, og at en forbedring af økonomiske aktiviteters og produktioners bæredygtighed opføres under de finansielle rammer for forskellige fonde, herunder strukturfondene og samhørighedsfonden, som et af de mål, der skal fremmes;

23.

understreger i denne forbindelse betydningen af begrebet integreret byudvikling, og påpeger at en bæredygtig omstrukturering af dårligt stillede byområder kan fungere som en ledestjerne; mener, at et klart politisk grundlag, herunder opretholdelse af den bymæssige dimension i strukturfondene, er en forudsætning herfor;

24.

konstaterer, at der inden for de eksisterende programmer er behov for midler til at gennemføre målrettede undersøgelser i de dårligst stillede regioner i EU for at fastsætte strategiske mål og fastlægge, hvilken type tiltag der kræves for at skabe gunstige forhold for udviklingen af bæredygtige lokaløkonomier, med det konkrete formål at skabe nye grønne job og integrerede tiltag for at tiltrække nye grønne virksomheder og støtte dem, som allerede eksisterer;

25.

understreger, at målrettet investering til fordel for den miljømæssige forandring af de dårligt stillede regioner i EU er et af de vigtigste instrumenter i forhold til at nå de strategiske mål om regional konvergens og territorial samhørighed;

26.

understreger betydningen af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) for regional klyngedannelse, idet forskning, innovation og infrastruktur knyttes sammen lokalt i forbindelse med nye teknologier såsom vedvarende energi og energieffektivitet; understreger endvidere, at regionale og lokale myndigheder, særligt i byområderne, bedst er i stand til at skabe de nødvendige betingelser for væksten af innovative virksomheder i klynger; henviser til, at sådanne klyngedannelser især kan anspore til lokal økonomisk udvikling og skabe nye job i regionerne;

27.

er klar over, at der kun er tale om ringe samordning mellem EU's finansieringsordninger og de nationale og regionale finansieringsordninger, og understreger derfor, at det er nødvendigt med bedre samordning på flere planer mellem programmerne og støtte til større synergi mellem de forskellige fælles politikker gennem anvendelse af strukturfondene, udviklingsfondene for landbruget og landdistrikterne, forskningsrammeprogrammet og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP), der skal bidrage til en bæredygtig, ressourceeffektiv økonomi; mener, for så vidt angår midlerne til den fælles landbrugspolitik, at det bør overvejes i højere grad at gå fra direkte støtteordninger over til udvikling af landdistrikter og udvikling af et miljømæssigt bæredygtigt landbrug;

28.

opfordrer igen Kommissionen og medlemsstaterne til at udnytte genopbygningsfondens positive resultater og etablere et nyt fællesskabsinitiativ, herunder pilotprojekter, med henblik på omstilling til en ny, bæredygtig økonomi;

29.

bemærker, at Kommissionen i punkt 8 i Rådets konklusioner af 21. oktober 2009 opfordres til så hurtigt som muligt at foretage en sektorvis revision af subsidier, der har negative indvirkninger på miljøet, og som er uforenelige med en bæredygtig udvikling; opfordrer Kommissionen til straks at skride til handling på grundlag af disse konklusioner og undersøge muligheden for en omfordeling af disse subsidier i budgettet rettet mod støtte af nye aktiviteter i forbindelse med den bæredygtige økonomi;

30.

efterlyser effektive finansieringsordninger og skattemæssige incitamenter for at hjælpe SMV'er med at arbejde hen imod miljøvenlige beskæftigelsespolitikker og sikre miljørigtig innovation og produktion;

31.

er af den opfattelse, at den eksisterende og foreslåede EU-miljølovgivning har væsentligt potentiale til at skabe nye arbejdspladser inden for områder såsom luft, jord, vand, energi, offentlige tjenesteydelser, landbrug, transport, skovbrug og miljøstyring; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre EU-lovgivning, der kan føre til nye investeringer i miljøvenlige teknologier og arbejdspladser;

32.

minder om, at offentlige indkøb udgør en stor andel af markedet og kan levere betydelige incitamenter til at skabe en grønnere økonomi; opfordrer derfor til, at alle offentlige indkøb gør høje miljøstandarder påkrævet;

33.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at foregribe ændringer, dvs. at overvinde mangel på oplysning og usikkerhed og fremme bevidsthed, sociale læringsprocesser og ændringer i forbrugsmønstre; konstaterer, at der er brug for incitamenter til at få virksomhederne til at investere mere i ren teknologi, og at arbejdstagere er mere villige til at tackle forandring, hvis der er udsigt til flere beskæftigelsesmuligheder og et sikkerhedsnet for de ansatte;

34.

understreger, at nødvendigheden af at udvikle potentialet for beskæftigelse af høj kvalitet i en ny, bæredygtig økonomi indebærer, at innovationen skal tage sigte på at finde svar på de største udfordringer for samfundet, herunder arbejdsløshed og fattigdom, klimaændringer, befolkningens aldring og ressourceknaphed; henleder opmærksomheden på betydningen af en industri- og en forskningspolitik, der er baseret på åben innovation og klynger, for at fremme de forskellige offentlige og private økonomiske aktørers videnpulje og stimulere innovationen; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at udvikle en europæisk teknologiplatform for ressourcebesparende industrier;

35.

anbefaler, hvis en medlemsstat beslutter sig for at støtte f.eks. øget produktion af vind-, bio- eller solenergi, at støttens omfang baseres på en videnskabelig vurdering af empiriske data, og at støtten skaber rimelige investeringsperspektiver og sikkerhed for potentielle investorer, og opfordrer til nøje at undersøge faktorer, som stigningen i nettoantallet af jobs skabt gennem støtten, energipriserne samt drivhusgassernes og andre forurenende stoffers nettoindvirkning på emissioner, og dermed sætte som mål at optimere forbedringen af bæredygtigheden;

36.

konstaterer, at der ikke findes en ensartet opfattelse af, hvilke teknologiske valg der er mest miljømæssigt, økonomisk eller socialt bæredygtige i den globale konkurrencesituation; konstaterer, at der skal tages højde for mange variabler, når man sammenligner f.eks. bæredygtigheden af energiproduktion fra vindmøller, fotovoltaiske solcellepaneler, forbrænding af kul med opsamling og lagring af kulstof, atomreaktorer eller andre teknologier; opfordrer derfor til flere videnskabelige undersøgelser af området, som sammenligner hele livscyklusser i produktionen, og opfordrer til at gøre alle produktionsprocesser mere ressourceeffektive;

37.

understreger, at det kun ved at øge den kvindelige deltagelse på det europæiske arbejdsmarked kan blive muligt fuldt ud at udnytte vækstpotentialet og jobpotentialet i den nye økonomi, eftersom reduktionen af kløften mellem mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens har tegnet sig for halvdelen af stigningen af Europas samlede beskæftigelsesfrekvens og en fjerdedel af den årlige økonomiske vækst siden 1995, og da dette er en forudsætning for at sikre bæredygtig vækst og imødekomme kravene fra den miljømæssige forandring i et aldrende samfund;

38.

opfordrer til et EU-initiativ, der skal øge bevidstheden blandt arbejdsgivere, særlig i traditionelt mandsdominerede sektorer, om behovet for og fordelene ved en mere forskelligartet arbejdsstyrke i et aldrende samfund og tilbyde dem værktøjer, der skal forberede dem på mere mangfoldighed;

39.

opfordrer EU, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at bekæmpe diskrimination og fremme ligestilling i en bæredygtig økonomi, skabe arbejdsmiljøer, der tiltrækker og fastholder kvinder i disse sektorer, fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv gennem tilstrækkelige børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet og fleksible familievenlige arbejdspladsordninger, skabe muligheder og betingelser, som gør det muligt for både mænd og kvinder at være en del af arbejdsmarkedet på lige vilkår, fremme andelen af kvinder i mandsdominerede repræsentationsstrukturer, nedbringe kønsbestemt opdeling og lønforskelle;

40.

påpeger, at investering i social infrastruktur er en mulighed for at modernisere Europa og fremme ligestilling og kan betragtes som en parallel strategi til modernisering af den fysiske infrastruktur gennem investering i grønne teknologier; mener, at ligestilling mellem mænd og kvinder derfor bør være en politisk prioritet og et væsentligt værktøj;

41.

understreger, at en målrettet indsats for at sikre kvinders adgang til uddannelse på alle niveauer ved at bekæmpe kønsdiskriminerende stereotyper og at sørge for livslang læring er afgørende for at nedbryde kønsopdeling på arbejdsmarkedet; opfordrer til at stille den rette uddannelse til rådighed for at forhindre underrepræsentation af kvindelige arbejdstagere i grønne job, eftersom et massivt fravalg af videnskab og teknologi fra kvindernes side vil hæmme Europas vækst og bæredygtighed, og efterlade mange talentfulde og kvalificerede unge kvinder i udkanten af beskæftigelse og økonomisk sikkerhed;

42.

opfordrer til et specifikt EU-initiativ, der skal tiltrække piger til MINT-erhvervene (matematik, informationsvidenskab, naturvidenskab og teknologi) og bekæmpe stereotyper, som stadig dominerer disse erhverv; understreger, at mediernes rolle og uddannelse er nøglen til at bekæmpe sådanne stereotyper;

43.

understreger, at unge kvinder i overgangen fra skole til arbejde bør styres hen imod lærepladser, hvor de er underrepræsenterede, og dette skal fremmes ved planlægning mellem skoler, universiteter, uddannelsescentre og/eller virksomheder, så de kan tilegne sig specifikke færdigheder og evner, også på højt niveau og ekspertniveau, gennem arbejdserfaring ved at arbejde under ordnede snarere end usikre forhold, og med udsigt til realisering;

44.

opfordrer EU og medlemsstaterne til i forbindelse med programmerne under Den Europæiske Socialfond (ESF) at prioritere grønne jobs til kvinder højere, idet der tages hensyn til, at ESF financierer uddannelsesprojekter på områder som vedvarende energi og økoturisme; understreger, at en større indsats er påkrævet for at øge den kvindelige deltagelsesfrekvens i ESF-støttede projekter, som for øjeblikket ligger på under 10 %; opfordrer til at indføre kønsspecifik budgettering i ESF samt i genopretningsplaner og strukturtilpasningsprogrammer for at sikre, at sådanne programmer tiltrækker og integrerer kvinder i lige så høj grad som mænd;

45.

understreger, at overgangen til en ny økonomi ikke bør benyttes som et påskud til at skære i forskellige ligestillingsforanstaltninger, men i stedet bør opfattes som en unik mulighed for at øge kvinders deltagelse på det europæiske arbejdsmarked, da det er en forudsætning for at sikre holdbar vækst, udvikle jobpotentialet optimalt og styrke konkurrenceevnen;

46.

opfordrer Kommissionen til udover jobpotentialet for højt kvalificerede arbejdstagere at være særligt opmærksom på de mange arbejdspladser i det mellemste og nederste kvalifikationsområde i den bæredygtige økonomi samt på lavere uddannede, men faglærte arbejdstagere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage særligt hensyn til dette i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken; opfordrer medlemsstaterne til at tillægge arbejdspladser i området for mellem- og lavtuddannede højere værdi og sikre anstændige arbejdsbetingelser på dette område;

47.

understreger nødvendigheden af, at der lægges særlig vægt på anstændigt arbejde, kvalifikationsbehov og en socialt retfærdig overgang; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at sikre, at alle i EU får gavn af en beskæftigelsesstrategi for en bæredygtig økonomi; understreger behovet for at inkludere alle former for job i denne strategi, hvad enten de kræver højt kvalificerede, mellem- eller lavtkvalificerede arbejdstagere; opfordrer til at øge uddannelses- samt forsknings- og udviklingsmulighederne; opfordrer desuden til, at der sættes fokus på de beskæftigelsespolitiske retningslinjer og Kommissionens »Nye kvalifikationer til nye job«-program, navnlig for mennesker, der er længst fra arbejdsmarkedet, de mest sårbare, især handicappede og lavtuddannede arbejdstagere, samt at disse mennesker beskyttes;

48.

mener, at beskæftigelsespolitik spiller en vigtig rolle i forbindelse med bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og opfordrer derfor til, at der i overensstemmelse med ILO's program om anstændigt arbejde sikres gode arbejds- og lønbetingelser, som både sikrer anstændige levevilkår og garanterer en passende andel af BNP;

49.

konstaterer, at en ofte lav organisationsgrad på arbejdstager- og arbejdsgiversiden i visse nye brancher gør, at der er stor risiko for usikre arbejdsforhold og dårlige arbejdsbetingelser; opfordrer EU og medlemsstaterne til at skabe rammebetingelser for etablering af repræsentationsstrukturer i de nye brancher; opfordrer arbejdsmarkedets parter til at organisere sig og opfordrer Kommissionen til at fremme udvekslingen af eksempler på bedste praksis over hele EU, især gennem en øget information og høring af arbejdstagere og oprettelsen af europæiske samarbejdsudvalg;

50.

bemærker, at det er nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre en effektiv harmonisering på EU-plan af mindstekrav for tilrettelæggelsen af arbejdstiden i forbindelse med arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;

51.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at udarbejde integrerede planer for evalueringen af aktiviteterne i forbindelse med den miljømæssige forandring, både på lokalt og nationalt niveau; opfordrer arbejdsmarkedets parter til at føre tilsyn med arbejdstagernes deltagelse i strategien for bæredygtig udvikling ved at foreslå og senere vedtage politikker til styrkelse af deres effektive deltagelse for så vidt angår bæredygtig mobilitet for arbejdstagere og grøn vækst;

52.

opfordrer arbejdsmarkedets parter til at åbne op for nye brancher og udvikle strategier til integration af brancheforeninger i forholdet mellem arbejdsmarkedets parter;

53.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at knytte offentlige tilskud samt offentlige udbud mere snævert sammen med sociale minimumstandarder på medlemsstatsplan og fremme etableringen af repræsentationsstrukturer for arbejdsmarkedets parter;

54.

påpeger, at uddannelse og livslang læring for arbejdstagere, der påvirkes af ændringerne i en virksomheds eller branches produktionsprocesser, også skaber nye job; opfordrer EU til at udvikle en ramme, der gør det muligt at foregribe forandringer og omstrukturering, navnlig af produktionen, og som giver alle berørte arbejdstagere ret til at deltage i ordninger vedrørende uddannelse og livslang læring; opfordrer medlemsstater, arbejdsgivere og medarbejdere til at anerkende styringen af færdigheder, uddannelse og livslang læring som et fælles ansvar, jf. arbejdsmarkedets parters rammeaftale fra 2002 om livslang læring; opfordrer Kommissionen til at medtage en niende nøglekompetence vedrørende miljø, klimaforandringer og bæredygtig udvikling - som har afgørende betydning i et videnssamfund - i referencerammen for kvalifikationer for livslang læring; opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde begrebet bæredygtighed i al grundlæggende uddannelse og livslang læring;

55.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at øge indsatsen for på en effektiv måde at håndtere de negative virkninger ved omstrukturering i forhold til både den lokale økonomi og beskæftigelsen; understreger, at det er nødvendigt at udsende retningslinjer for håndtering af forandringer og disses sociale konsekvenser;

56.

påpeger, at medlemsstaterne skal tilpasse deres efteruddannelses- og uddannelsessystemer samt udforme og gennemføre målrettede aktionsplaner for omskoling af arbejdstagere i brancher, der påvirkes af omlægningen af lokale økonomier henimod en ny bæredygtig økonomi, sikre deres adgang til nye grønne bæredygtige arbejdspladser, sikre, at arbejdsstyrken kan tilpasse deres færdigheder til arbejdsmarkedsbehovene i en mere bæredygtig økonomi på grundlag af kompetencebaserede uddannelseskoncepter; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens »Nye kvalifikationer til nye job«-initiativ og anerkender samarbejdet med EU's medlemsstater som et skridt i den rigtige retning; påpeger imidlertid, at dette initiativ må knyttes nærmere til Rådets afgørelse om bæredygtig udvikling og videreudvikles ved hjælp af konkrete foranstaltninger både på EU-plan og i EU’s medlemsstater;

57.

understreger behovet for at styrke den åbne samarbejdsmetode og udvekslingen af bedste praksis vedrørende bæredygtig udvikling, grønne job og livslang læring for at sikre vellykket og effektiv styring af økonomiens forvandling og dermed af de nye uddannelseskrav og de negative sociale konsekvenser, der følger af denne form for forandring;

58.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe aldersdiskrimination og tilpasse uddannelsestilbud og strategier for livslang læring til behovene hos ældre arbejdstagere for at sikre et høj deltagerniveau også for arbejdstagere over 55, herunder kvinder over 55;

59.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at vedtage detaljerede politikker om innovation og kreativitet, navnlig inden for uddannelse, herunder erhvervsuddannelse, som grundlag for en grøn økonomi, konkurrencedygtighed og fremgang;

60.

mener, at det i krisetider er meget vigtigt at tiltrække unge mennesker til den nye type grønne job og at sikre, at kvalificeringsprogrammerne fremmer de unges adgang til arbejdsmarkedet, så de unge mennesker kan nyde godt af jobpotentialet, bekæmper høj arbejdsløshed blandt borgere under 25 år og udnytter den unge generations kompetencer inden for nye teknologier; beklager, at flagskibsinitiativet »Unge på vej« i EUROPA 2020-strategien udelukker unge, som ikke er en del af det videregående uddannelsessystem; understreger, at der for at kunne skabe reel forandring skal fokuseres på de unge, der lige nu har færrest muligheder og risikerer fattigdom;

61.

opfordrer medlemsstaterne til i fællesskab med arbejdsmarkedets parter at udarbejde og gennemføre erhvervsmæssige vejledningsprogrammer til unge inden for videnskab og teknologi for at fremme udviklingen af en levedygtig og bæredygtig økonomi samt oplysnings- og bevidstgørelsestiltag i forhold til emner inden for økologi og miljø, både gennem det formelle uddannelsessystem og inden for rammerne af de lokale og regionale myndigheders foranstaltninger;

62.

opfordrer Kommissionen til at arbejde tættere sammen med medlemsstaterne ved udarbejdelsen af mellem- og langsigtede prognoser vedrørende de færdigheder, der kræves på arbejdsmarkedet, og tilskynde til partnerskaber mellem universiteter og erhvervssektoren for at fremme unges indtræden på arbejdsmarkedet, samtidig med at der ydes bistand til etableringen af et videnbaseret samfund, udvikle anvendt forskning og skabe bedre udsigter på arbejdsmarkedsmarkedet for kandidater, der har afsluttet deres studier;

63.

opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at fastsætte mål for lige deltagelse af kvinder og mænd, sikre lige muligheder for uddannelse, og udvikle målrettede ansættelsesordninger, specielle lærlingeuddannelser og uddannelsesinitiativer for kvinder, vandrende arbejdstagere, langtidsarbejdsløse og andre grupper, der diskrimineres mod på arbejdsmarkedet;

64.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af globaliseringstilpasningsfonden til at implementere EU-målsætninger og fremme nye kvalifikationer, herunder for nye, bæredygtige grønne jobs af høj kvalitet;

65.

opfordrer de ansvarlige berørte parter til at overvåge beskæftigelsen med henblik på at gøre grundlæggende erhvervsuddannelse og livslang læring mere relevant; opfordrer i denne sammenhæng medlemsstaterne til at gøre brug af muligheden for overgangsfonde til håndtering af kvalifikationsbehov;

66.

opfordrer EU og medlemsstaterne til under Den Europæiske Socialfonds målsætning at opføre foranstaltninger til fremme af evnen til at tilpasse sig en bæredygtig økonomi som et bidrag til at øge de økonomiske aktiviteters bæredygtighed og infrastrukturudviklingen;

67.

minder om, at bæredygtighedsdimensionen ikke bør begrænses til uddannelse i miljørelaterede job, men at den også skal indarbejdes i alle uddannelsesprogrammer med henblik på kulturelt at fremme en bæredygtig udvikling og miljøbevidstheden;

68.

fremhæver merværdien af livslang læring, og opfordrer medlemsstaterne til at kortlægge det lokale potentiale grundigt med henblik på at tilrettelægge efterspørgselsstyrede uddannelser, der matcher de forhåndenværende ressourcer med de aktuelle behov, og til at genetablere erhvervsuddannelsernes prestige ved at levere uddannelser på højt niveau, navnlig i regioner hvor det lokale potentiale og de traditionelle arbejdsområder kræver særlige kompetencer og viden for at blive fuldt udviklet; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med kortlægningen af de lokale behov at stille tilstrækkelig teknisk bistand til rådighed for medlemsstaterne, og bemærker, at erhvervsskoler med en høj standard kan bidrage til at reducere arbejdsløsheden blandt nyuddannede og føre til varig beskæftigelse;

69.

understreger betydningen af, at medlemsstaterne anvender Den Europæiske Socialfond til at investere i kompetencer, beskæftigelse samt uddannelses- og omskolingsaktiviteter med henblik på at skabe flere og bedre job gennem nationale, regionale og lokale projekter; mener, at ældres erhvervserfaring også kan bidrage til disse initiativer i betragtning af den stigende andel af ældre i befolkningen i EU; henstiller, at regionale og lokale myndigheder opretholder hensigtsmæssige og vedvarende kontakter med erhvervslivet, arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og ngo'er med henblik på at tilrettelægge behovene på arbejdsmarkedet på mellemlang og lang sigt;

70.

anerkender den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i forbindelse med uddannelse, som er grundlaget for erhvervelse af supplerende fremtidsorienterede kompetencer, herunder gennem livslang læring og omskoling; henviser til, at rammebetingelserne for uddannelse og efteruddannelse af unge, herunder dem, der forlader skolen uden kvalifikationer, i mange lande henhører under de regionale og lokale myndigheders ansvar; opfordrer derfor regionerne til at udnytte strukturfondene til uddannelsesmæssig infrastruktur, navnlig i dårligt stillede byområder og regioner, og til at anvende denne støtte til at etablere omfattende og inkluderende skoleuddannelser; henviser til det betydelige (uddannelsesmæssige) potentiale, som netværk mellem lokale og regionale myndigheder og virksomheder og sammenslutninger rummer med hensyn til varig jobskabelse på områderne lokal transport, mobilitet i byområder, uddannelse samt forskning og udvikling, og understreger betydningen af lige muligheder;

71.

konstaterer, at der er behov for samarbejde mellem medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og de videregående uddannelsesinstitutioner med henblik på at etablere grund- og overbygningsuddannelser og at oprette fagområder, der er rettet mod økonomiernes miljømæssige omlægning;

72.

mener, at de demografiske udfordringer kræver en bredere strategi, hvor jobskabelse og tilpasning til nye og kommende behov på det europæiske arbejdsmarked kombineres; mener, at der i denne forbindelse skal gøres yderligere fremskridt for at forbedre mobiliteten for EU’s arbejdstagere, herunder forskere og andre sagkyndige, med henblik på at opnå et Europa uden hindringer på EU’s indre marked;

73.

bemærker, at en forbedring af de økonomiske aktiviteters bæredygtighed kan medføre forandringer i hele brancher; opfordrer EU og medlemsstaterne til at sørge for at undgå, at der skabes sociale tabere ved overgangen til en bæredygtig økonomi, og at arbejde frem mod rammebetingelser for socialt retfærdige ændringer, som minimerer risiciene ved forandringen og optimerer udbyttet for alle arbejdstagere; understreger, at socialt retfærdige ændringer indgår i grundlaget for bæredygtig udvikling og er en nødvendig forudsætning for, at befolkningen i Europa vil støtte op omkring ændringerne;

74.

fremhæver, at de omkostninger, der følger af en manglende styring af overgangen, kan blive langt højere end omkostningerne ved forebyggende investeringer; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til i fællesskab at påtage sig ansvaret for en foregribende styring af overgangen;

75.

understreger behovet for at integrere den bæredygtige økonomi i rammerne for virksomhedernes og samfundets miljøansvar, og muligheden for gennem uddannelsesprogrammer for virksomhedernes sociale ansvar at fremme en kultur med bæredygtig udvikling og en bæredygtig økonomi;

76.

minder om, at skabelsen af de nødvendige betingelser for, at arbejdstagerne kan lade sig videreuddanne for at undgå jobtab, samt en fremme af og støtte til kollektive overenskomster, så forandringerne kan foregribes, og afskedigelser undgås, sammen med en styrkelse af socialsikring, systemer til sikring af indkomst og proaktive sektorspecifikke uddannelsesinitiativer er vigtige forebyggelsesforanstaltninger;

77.

opfordrer Kommissionen til på EU-niveau at yde støtte til forskning i fremtidens karrierer for at forhindre afskedigelser og bevare job i EU;

78.

understreger, at der er behov for et nært og effektivt samarbejde og komplementaritet mellem internationale organisationer, og opfordrer Verdenshandelsorganisationen til at skride til handling i forhold til de sociale og miljømæssige aspekter af investering og handel;

79.

anerkender, at ngo’er og fagforeninger spiller en vigtig rolle i udviklingen af det potentiale, der ligger i grønne jobs, hvad angår bidrag til beslutningsprocesser, som arbejdsgivere og i forbindelse med bevidstgørelse af offentligheden;

80.

påpeger, at de organisationer, der investerer i miljøeffektive praksisser, vil bidrage til at skabe et bedre arbejdsmiljø for deres personale og som følge heraf kan være mere produktive; opfordrer medlemsstaterne til at fremme fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og tilskynde alle økonomiske sektorer til at bestræbe sig på at lade sig EMAS-registrere; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til på alle høringsniveauer at inkludere væsentlige miljømæssige emner i den sociale dialog med fokus på sektorforhandlinger; fremhæver, at arbejdstagerne for at gøre overgangen socialt retfærdig bør inddrages som partnere i processen; opfordrer til at inddrage arbejdstagerrepræsentanter i ansvaret for at gøre arbejdspladserne grønne, jf. ILO’s definition, i overensstemmelse med national praksis, således at arbejdspladser, virksomheder og brancher kan gøres mere bæredygtige; opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til på en struktureret måde at samarbejde med aktører og eksperter på miljøområdet for at få rådgivning omkring styring af overgangen;

81.

opfordrer EU til, med hjælp fra arbejdsmarkedets parter, at påbegynde en systematisk dialog i forhold til de eksterne relationer, med henblik på en lignende tilgang til bæredygtig udvikling i andre dele af verden, for at sikre de samme udviklingsbetingelser og sikre, at den industrielle konkurrenceevne ikke er i fare; mener, at fair konkurrence mellem bæredygtige fremstillingsindustrier vil have en gavnlig virkning for så vidt angår en bedre beskyttelse af arbejdstagerne og en forbedring af deres arbejdsbetingelser;

82.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte oplysnings- og bevidstgørelseskampagner om udvikling af grønne job i en bæredygtig økonomi;

83.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/18

A.

der henviser til, at de fire medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz) er væsentlige handelspartnere for Den Europæisk Union (EU), og at Schweiz og Norge er henholdsvis den fjerde- og femtevigtigste handelspartner opgjort efter volumen,

B.

der henviser til, at forbindelserne mellem EU og tre EFTA-medlemsstater (Island, Liechtenstein og Norge) er baseret på aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som sikrer fuld deltagelse i det indre marked, og til, at EØS-aftalen forvaltes og overvåges inden for stærkt institutionaliserede rammer,

C.

der henviser til, at Schweiz' deltagelse i EØS-aftalen blev nedstemt ved en folkeafstemning i 1992, og til at forbindelserne mellem Schweiz og EU derfor på nuværende tidspunkt er baseret på mere end 120 bilaterale aftaler og sektoraftaler, som sikrer en vidtrækkende grad af integration, men ikke fuld deltagelse i det indre marked,

1.

anser EØS-aftalen for en væsentlig drivkraft til økonomisk vækst; glæder sig over de generelt gode resultater, EØS/EFTA-staterne har haft med at gennemføre lovgivningen om det indre marked, som det fremgår af resultattavlen for det indre marked for EØS/EFTA-staterne; bemærker, at forbindelserne mellem EU og Schweiz rummer langt større udfordringer, når det gælder gennemførelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer;

2.

bemærker, at bilaterale aftaler ikke omfatter nogen automatisk mekanisme for tilpasning af deres indhold til den efterfølgende udvikling af den relevante EU-ret; anerkender, at en ensidigt vedtaget tilpasning af den nationale lovgivning til EU's lovgivning på områder, der er omfattet af bilaterale aftaler, er et resultat af det schweiziske folks suveræne afgørelse om ikke at tilslutte sig EØS-aftalen, hvilket bør respekteres fuldt ud;

3.

glæder sig over, at den årlige resultattavle for forbrugermarkederne nu indeholder forbedrede data om EØS/EFTA-staterne; opfordrer EFTA-tilsynsmyndigheden til med hjælp fra og i samarbejde med Kommissionen at videreudvikle den systematiske overvågning af gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked;

4.

bemærker, at der med Lissabontraktatens ikrafttræden hersker usikkerhed om, hvilken EU-lovgivning der gælder for EØS; mener, at dette kan føre til en langsommere gennemførelse af lovgivningen om det indre marked i EØS/EFTA-staterne; opfordrer Kommissionen til at give en vurdering af situationen;

5.

bemærker, at Lissabontraktaten styrker de nationale parlamenters rolle i EU's beslutningsproces; mener, at parlamenterne i EØS/EFTA-staterne på tilsvarende måde burde knyttes nærmere til lovgivningsprocessen i EU i forbindelse med EØS-relevante forslag; opfordrer Kommissionen til at sende de nationale parlamenter i EØS/EFTA-staterne de lovgivningsmæssige forslag, der sendes til de nationale parlamenter i EU-medlemsstaterne, til orientering;

6.

opfordrer Kommissionen til at formalisere anmeldelsesproceduren for nye EU-regler og ny EU-lovgivning, der er omfattet af EØS-aftalen, for at mindske kløften mellem vedtagelsen af ny lovgivning og den eventuelle implementering i EØS/EFTA-stater;

7.

opfordrer EØS/EFTA-staterne til at afsætte tilstrækkelige midler til at gennemføre reglerne om det indre marked; mener, at gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet, navnlig oprettelse af kvikskranker, er af afgørende betydning i denne forbindelse;

8.

erkender, at gennemførelsen af reglerne om det indre marked i EØS/EFTA-landene af institutionelle grunde nødvendigvis sker langsommere end i EU; påpeger, at der trods disse forskellige vilkår og de generelt gode resultater fortsat er muligheder for en yderligere nedsættelse af gennemførelsesunderskuddet også i EØS/EFTA-landene;

9.

bemærker, at man i øjeblikket drøfter andre vigtige forslag til lovgivningen om det indre marked, herunder Kommissionens forslag til direktiv for forbrugerrettigheder; opfordrer Kommissionen til at styrke inddragelsen af EØS/EFTA-staterne i disse drøftelser;

10.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort i retning af liberalisering af udvekslingen af tjenesteydelser på tværs af grænserne mellem EU og Schweiz, og navnlig den positive effekt af aftalen om fri bevægelighed for personer, der er kommet til udtryk i en konstant stigning fra 2005-2009 i antallet af udstationerede arbejdstagere og selvstændige leverandører af tjenesteydelser fra EU, der arbejder i Schweiz; bemærker, at denne tendens har været til gavn for begge parter;

11.

bemærker, at Schweiz har vedtaget en række støtteforanstaltninger i tilknytning til aftalen om fri bevægelighed for personer, som har til formål at beskytte arbejdstagere imod løndumping og social dumping, sikre ligebehandling af schweiziske tjenesteudbydere og EU's tjenesteudbydere og sikre offentlig støtte til aftalen; bemærker, at disse foranstaltninger kan hindre EU-virksomheders, navnlig små og mellemstore virksomheders, levering af tjenesteydelser i Schweiz; bemærker, at ifølge Domstolens retspraksis vil en række af disse foranstaltninger kun være acceptable, hvis de i rimeligt omfang beskytter en almen interesse, som ikke allerede er beskyttet af tjenesteydelsesleverandørernes oprindelsesstater;

12.

gør opmærksom på, at navnlig følgende støtteforanstaltninger er uforholdsmæssige i forhold til aftalen om fri bevægelighed og gør det vanskeligt for små og mellemstore virksomheder at levere tjenesteydelser i Schweiz: den i Schweiz gældende otte dages anmeldelsespligt, kravet om at bidrage til udgifterne til gennemførelse af trepartsudvalg og en alt for streng praksis på dette område; opfordrer i denne forbindelse også de schweiziske myndigheder til at ophæve kravene om, at udenlandske virksomheder, der yder tjenester på tværs af grænserne, skal stille en garanti for finansiel redelighed;

13.

er bekymret over den seneste udvikling i lufthavnen Zürich-Kloten, hvor de schweiziske myndigheder har nægtet at lade tyske og østrigske taxaer afhente passager, og udtrykker alvorlig tvivl om, hvorvidt denne foranstaltning er i overensstemmelse med aftalen om fri bevægelighed for personer; opfordrer Kommissionen til at undersøge dette problem indgående;

14.

opfordrer Kommissionen til at undersøge de foranstaltninger, der modarbejder det indre markeds effektivitet inden for EU, og som også skaber problemer for schweiziske leverandører af tjenesteydelser, og til at træffe foranstaltninger, hvis det er nødvendigt;

15.

opfordrer den schweiziske regering og kantonerne til at trække på EU's og EØS's erfaringer med åbningen af tjenesteydelsessektoren i forbindelse med gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet; understreger, at tjenesteydelsesdirektivet ud fra en økonomisk synsvinkel har vist sig at have en liberaliserende virkning ikke blot mellem medlemsstaterne, men også inden for medlemsstaterne, via processen med screening af den nationale lovgivning med henblik på at fjerne unødvendige hindringer for etablering og via processen med peer review, hvorved medlemsstaterne har begrundet yderligere restriktioner med hensynet til almenvellet; mener derfor, at en tilsvarende øvelse kan bidrage til at bane vejen for øget levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne mellem EU og Schweiz;

16.

glæder sig over den schweiziske regerings indsats for at forbedre adgangen til informationer for virksomheder fra EU;

17.

bifalder Det Schweiziske Forbundsråds beslutning om at overtage direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og opfordrer Schweiz og Kommissionen til at indgå en aftale om gennemførelsen af direktivet så hurtigt som muligt;

18.

bemærker, at overordnet set indeholder aftalen om fri bevægelighed for personer ikke nogen omfattende aftale om fri udveksling af tjenesteydelser, og at sidstnævnte kun dækkes selektivt af specifikke bilaterale aftaler; understreger, at en omfattende aftale om fri udveksling af tjenesteydelser ville bringe begge parter betydelige økonomiske fordele; opfordrer Kommissionen og Schweiz til at udforske muligheden af at indlede forhandlinger med det formål at indgå en altomfattende aftale om fri udveksling af tjenesteydelser;

19.

mener, med fuld respekt for årsagerne til den særlige karakter af forbindelserne mellem Schweiz og EU, at der bør gøres alt for, at identiske eller parallelle regler om det indre marked, bl.a. inden for fri udveksling af tjenesteydelser, fortolkes og anvendes på samme måde i EU og i Schweiz, for at sikre Schweiz meningsfuld deltagelse i det indre marked;

20.

understreger EU's og Schweiz' gensidige interesse i større ensartethed i anvendelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer og en mere passende konvergens mellem lovgivningen om det indre marked i Schweiz og EU, hvilket ville skabe et mere gennemsigtigt og forudsigeligt miljø for erhvervsdrivende fra begge sider;

21.

glæder sig over den uafhængige tendens blandt schweiziske myndigheder til at tage hensyn til den del af Domstolens retspraksis, der stammer fra tiden efter underskrivelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer; glæder sig over den nylige vedtagelse af den schweiziske lovgivning, der sigter mod at tage højde for Cassis de Dijon-princippet;

22.

tilskynder Kommissionen og Schweiz til snarest muligt at nå til enighed i de igangværende forhandlinger om bilaterale aftaler, herunder om produktsikkerhed; opfordrer Kommissionen og Schweiz til at udforme disse og fremtidige aftaler på en så klar og fremadrettet måde som muligt for på forhånd kraftigt at begrænse mulighederne for en uensartet anvendelse;

23.

opfordrer Kommissionen og Schweiz til at overveje at udvikle en mekanisme, der kan sikre en hurtigere tilpasning af aftalen om fri bevægelighed for personer til den relevante EU-rets udvikling inden for de områder, der er omfattet af aftalens anvendelsesområde;

24.

opfordrer Kommissionen og Schweiz til i nær fremtid at se på mulighederne for at finde horisontale løsninger på visse institutionelle spørgsmål for at mindske fragmenteringen og styrke gennemsigtigheden i beslutningssystemet, fremme kommunikationen mellem de blandede udvalg og undersøge, om der kan indføres en effektiv tvistbilæggelsesmekanisme;

25.

opfordrer til mere kommunikation mellem Europa-Parlamentet og Schweiz og til at inddrage schweiziske repræsentanter mere i Europa-Parlamentets og dets respektive organers arbejde;

26.

bemærker, at der i lyset af de nye udfordringer i de nuværende og planlagte forhandlinger om flere politikområder, bl.a. forbrugerbeskyttelse, er behov for at drøfte muligheden af at gå ud over den eksisterende institutionelle ramme og måske indgå en altomfattende bilateral aftale til gensidig fordel for Schweiz og EU;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/22

A.

der henviser til, at de seneste udsving i fødevare- og råvarepriser har givet anledning til alvorlig bekymring om effektiviteten af de europæiske og de globale fødevareforsyningskæder,

B.

der henviser til, at de priser, som landbrugerne modtager, på trods af en årlig stigning i fødevarepriserne på 3,3 % siden 1996, kun er steget med 2,1 %, mens driftsomkostningerne er steget med 3,6 %, hvilket beviser, at fødevareforsyningskæden ikke fungerer godt nok,

C.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse erkender, at: »Disse forandringer har givet landbrugsproducenterne store problemer og (…) desuden [har] været til skade for forbrugerne« (5),

D.

der henviser til, at de endelige forbrugerpriser i gennemsnit har været konstante eller endog er steget på trods af den bratte nedgang i priserne på landbrugsråvarer i 2008,

E.

der henviser til, at ligevægt i handelsforbindelserne ikke kun ville forbedre fødevareforsyningskædens virkemåde, men ligeledes ville komme landbrugerne til gode,

F.

der henviser til, at spredningen af urimelig handelspraksis i dag underminerer landbrugernes evne til at investere og innovere (navnlig i grøn teknologi, klimaafbødning og vedvarende energikilder, mens landbrugere er forpligtet til at opfylde høje miljøstandarder, som vil blive endnu strengere under den fælles landbrugspolitik efter 2013),

G.

der henviser til, at landbrugets andel af værditilvæksten i fødevarekæden er faldet fra 31 % i 1995 til 24 % i 2005 i EU-25, og at foreløbige tal for de følgende år viser et yderligere fald i den andel, der kommer landbrugerne til gode, i modsætning til en konstant stigning i overskuddet hos forarbejdningsvirksomheder, grossister og/eller detailhandlere og erhverv uden for fødevareforsyningskæden,

H.

der henviser til, at den gennemsnitlige landbrugers indkomst faldt med mere end 12 % i EU-27 i 2009, hvilket betyder, at landbrugere ikke længere kan tjene en rimelig indtægt gennem deres arbejde, og at landbrugere og fødevaresektoren i henhold til målene for den fælles landbrugspolitik på trods af dette skal producere fødevarer, der opfylder meget høje kvalitetsstandarder til priser, der er overkommelige for forbrugerne,

I.

der henviser til, at fødevareforsyningskæden omfatter landbrugere, landbrugskooperativer, producentorganisationer, fødevareforarbejdningsindustri, grossister, detailhandlende, supermarkedskæder, catering, restauranter, direkte leverancer fra selvforsynings- og privatproduktion og forbrugere, men også erhvervsdrivende uden for fødevareforsyningskæden, såsom kommunikations- og reklamevirksomheder, leverandører af transport- og logistikydelser, energi- og anden forsyning, emballage, tekniske ressourcer, tilsætningsstoffer, teknologi og leverandører af rådgivningstjenester, og at denne kompleksitet og store diversitet skal tages i betragtning for at forbedre bæredygtigheden i hele kæden,

J.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse peger på alvorlige problemer, såsom misbrug af dominerende stilling fra købers side, urimelige kontraktformer (herunder sene betalinger), ensidige kontraktændringer, forudbetalinger som adgangsgebyr for indledning af forhandlinger, begrænset markedsadgang, manglende oplysninger om prisdannelse og fordeling af bruttoavancer i fødevarekæden, tæt forbundet med stigende koncentration i råstof-, engros- og detailsektoren,

K.

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009, der anbefaler at omstruktureringen og konsolideringen af landbrugssektoren fremmes og lettes gennem støtte til oprettelse af frivillige landbrugsproducentorganisationer,

L.

der henviser til, at globaliseringen og koncentrationsprocesserne, navnlig på detailhandelsniveau, har skabt uligevægt mellem de forskellige aktører i fødevarekæden, og at situationen i dag er kendetegnet af et meget lille antal magtfulde detailhandlere, der direkte eller indirekte forhandler med 13,4 mio. landbrugere og 310 000 fødevarevirksomheder i hele Unionen,

M.

der henviser til, at en for høj koncentration fører til tab af produktmangfoldighed, kulturarv, detailforretninger, job og levebrød,

N.

der henviser til, at Kommissionen fremfører, at kontraktmæssige skævheder i forbindelse med en ulige forhandlingsposition har en negativ indvirkning på fødevareforsyningskædens konkurrenceevne, idet mindre, men effektive aktører kan være tvunget til at arbejde med reduceret rentabilitet, hvilket begrænser deres evne og incitament til at investere i bedre produktkvalitet og innovation af produktionsprocesserne,

O.

der henviser til, at fødevarer handles frit på det indre marked, og at resultatet af prisforhandlingerne mellem producenter (producentorganisationer), forarbejdningsvirksomheder, råvarehandlere og detailhandlere ofte bestemmes af prisudviklingerne på verdensmarkedet,

P.

der henviser til, at de enorme forskelle i antal og økonomisk magt mellem landbrugerne og detailhandlerne er et klart bevis på den manglende ligevægt i fødevareforsyningskæden, og at det for at udligne den talmæssige uligevægt er nødvendigt at fremme udviklingen af afsætningsorganisationer i landbruget; der henviser til, at kooperativer spiller en væsentlig rolle ved at øge medlemmernes indflydelse og forhandlingsposition,

Q.

der henviser til, at EU er integreret i og ved traktat bundet til verdenshandelen,

R.

der henviser til, at EU er verdens største importør og eksportør af landbrugsprodukter, idet EU's import af landbrugsprodukter i 2008 steg med 10 % til 986 mia. EUR, og eksporten af landbrugsprodukter steg med næsten 11 % til 752 mia. EUR,

S.

der henviser til, at EU allerede giver et meget stort antal indrømmelser under sin udviklingsbistandspolitik, og at bilaterale aftaler ikke bør indgås ensidigt og til skade for europæisk landbrug,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 om »en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa« (KOM(2009)0591), fordi den anerkender eksistensen af en stor styrkemæssige uligevægt mellem aktørerne, men mener, at de foranstaltninger, der foreslås i meddelelsen, ikke er tilstrækkelige til at løse de pågældende problemer;

2.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at løse problemet med ulige fordeling af overskuddet inden for fødevarekæden, især med henblik på en rimelig indtægt til landbrugerne; erkender, at det for at fremme bæredygtige og etiske produktionssystemer er nødvendigt at kompensere landbrugerne for deres investeringer og engagementer på området, og understreger, at magtkampe skal afløses af samarbejde;

3.

understreger, at alle Rom-traktatens målsætninger for landbruget (øget produktivitet, passende fødevareforsyning, rimelige forbrugerpriser og markedsstabilisering) er nået med undtagelse af målet om rimelig indkomst inden for landbruget, og opfordrer derfor Kommissionen til at tage tilstrækkelig højde for dette i alle budgetforslag;

4.

erkender, at det er absolut nødvendigt med en stabil, sikker og rentabel produktionssektor inden for fødevarekæden; bemærker dog også, at fødevarekæden udgøres af en række aktører - landbrugere, forarbejdningsvirksomheder, fabrikanter, leverandører og detailhandlere - der alle skaber merværdi, og som alle har behov for en vis grad af sikkerhed;

5.

opfordrer Kommissionen til at forbedre prisovervågningsværktøjet for europæiske fødevarer med det formål at gøre det mere brugervenligt ved at inkludere en gennemsigtig og flersproget grænseflade, der omfatter et større antal fødevarer, og således opnå bedre mulighed for prissammenligning i hvert led i fødevareforsyningskæden inden for medlemsstaterne og mellem forskellige medlemsstater for at imødekomme forbrugernes og landbrugernes behov for mere gennemsigtighed i fødevareprisdannelsen;

6.

beklager Kommissionens tøven med at gennemføre en undersøgelse af fordelingen af bruttoavancer i hele forsyningskæden som aftalt i forbindelse med budgetproceduren for 2009;

7.

understreger, at uligevægt i den forretningsmæssige gennemsigtighed mellem landbrugsvirksomheder og aktører før og efter i fødevarekæden kan have negative følger for landbrugernes og producentgruppernes forhandlingsposition;

8.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at gennemføre pilotprojektet om oprettelse af et europæisk observationscenter for landbrugspriser og -fortjenstmargener (suppleret med data om priser, margener og mængder), hvortil Parlamentet og Rådet afsatte en bevilling på 1,5 mio. EUR i 2010-budgettet;

9.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at opretholde den højtstående gruppe for fødevareforsyningskæden som et permanent diskussionsforum, da det har vist sig at være et vigtigt instrument til identificering af problemer, udstedelse af anbefalinger og vedtagelse af strategier med henblik på at afhjælpe den nuværende uligevægt;

10.

opfordrer Kommissionen til at foreslå, at der indføres obligatorisk årlig indberetning fra de førende europæiske råvarehandlere, forarbejdningsvirksomheder, grossister og detailhandlere om deres markedsandele (med oplysning om private mærker) for de vigtigste fødevarer og om deres månedlige salgsmængder, således at alle markedsparter kan vurdere udviklingen i efterspørgsel, udbud og prisudviklingen i fødevarekæden;

11.

understreger, at fødevareforarbejdningsindustrien i nogle lande har den højeste margen i fødevarekæden, hvilket ligeledes er blevet bekræftet fra Kommissionens side, og opfordrer derfor navnlig til, at forarbejdningsindustrien overvåges og undersøges med henblik på at sikre prisgennemsigtighed;

12.

mener, at det er nødvendigt at øge markedsgennemsigtigheden og oplysningsniveauet til forbrugerne som forudsætning for at fremhæve produkternes identitet og sikre forskelligheden af fødevarer og landbrugsvarer, som er udtryk for en række landes og regioners historie og kultur og afspejler den enkelte medlemsstats »særegne« landbrug;

13.

opfordrer Kommissionen til at foretage en konsekvensanalyse af fordelene ved en forbedret retlig ramme for private kvalitets- og distributørmærker for at begrænse deres antal, således at forbrugerne sikres større gennemsigtighed, og producenternes adgang til markedet forbedres;

14.

fremhæver behovet for at fremme en avancestigning for den europæiske landbrugsfødevareproduktion og iværksætte oplysningskampagner for forbrugerne om de bestræbelser, som landmænd og industrien udfolder til gavn for miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd;

15.

opfordrer de nationale og europæiske konkurrencemyndigheder og andre regulerende myndigheder, der er involveret i produktion og handel, til gribe hårdt ind over for råvarehandleres, råstofleverandørers, forarbejdningsvirksomheders og detailhandleres dominerende position og omfattende markedsandel inden for fødevareforsyningskæden, og opfordrer indtrængende disse myndigheder til at standse enhver form for misbrug af markedsstyrke fra købers side, der bringer landbrugere i en meget ulige forhandlingsposition;

16.

opfordrer Kommissionen til at skabe et nyt forhold mellem konkurrencebestemmelserne og den fælles landbrugspolitik med henblik på at give landbrugere og deres brancheorganisationer en række redskaber, der gør det muligt at forbedre deres forhandlingsposition;

17.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af en enkelt detailhandlers eller få detailhandleres omfattende markedsandel i en given medlemsstat; opfordrer ligeledes indtrængende Kommissionen til at overveje muligheden af at indføre korrigerende foranstaltninger - til fordel for producenter og forbrugere - hvis det menes, at en detailhandlerpraksis eller markedsandel begrænser konkurrencen;

18.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en rapport for Europa-Parlamentet inden udgangen af 2010 med data om købermagtmisbrug i EU, konkurrencebegrænsende adfærd og urimelige kontraktvilkår i hele fødevarekæden fra råstofleverandører af til forbrugere og foreslå passende løsninger;

19.

opfordrer medlemsstaterne til, når det er relevant, at give deres nationale konkurrencemyndigheder større handlemuligheder ved at indføre simple mekanismer til indsamling af bevismateriale vedrørende konkurrenceforvridning gennem brug af urimelig kontraktpraksis;

20.

mener, at der på EU-plan er behov for et forbud mod salg af landbrugsprodukter under købsprisen;

21.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse af samtlige sektorer langs hele fødevareforsyningskæden for at afdække omfanget af misbrug af køberstyrke i sektoren, og understreger den succes, undersøgelsen af konkurrenceforholdene inden for lægemiddelsektoren i 2009 har haft;

22.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at revidere de kriterier, der i øjeblikket finder anvendelse for at vurdere konkurrencebegrænsende adfærd (Herfindahlindekset), idet dette indeks, der er brugbart i forbindelse med vurdering af risici for monopoldannelse, ikke giver et sandfærdigt billede af den konkurrencebegrænsende praksis af samordnet og oligopolitisk art, som øjensynligt finder sted - i hvert fald i et vist omfang - i store detailhandelsvirksomheder;

23.

opfordrer Kommissionen til at sikre en mere målrettet anvendelse af konkurrencereglerne i fødevarekæden og overveje lovgivningsforslag på området til Parlamentet og Rådet for effektivt at begrænse udviklingen af dominerende markedsstilling inden for råstofsektorer, fødevareforarbejdningsindustrien og detailsektoren og styrke landbrugernes forhandlingsposition ved at sætte dem i stand til at træffe koordinerede foranstaltninger over for dominerende aktører gennem effektive producentorganisationer, sektororganisationer og små og mellemstore virksomheder;

24.

mener, at forordning (EF) nr. 1234/2007 om den fælles markedsordning (FMO) skal revideres hurtigst muligt for at styrke sådanne organisationer, og at forordningens anvendelsesområde skal udvides, således at det kommer til at omfatte bæredygtige produktionsmetoder som en betingelse for fritagelse fra bestemmelserne i artikel 101 i EUF-traktaten;

25.

mener, at der på EU-plan er behov for en vis grad af koordinering og harmonisering af nationale foranstaltninger over for urimelig handelspraksis;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre lovgivningsmæssig differentiering for produkter med et stærkt territorialt præg, der kendetegnes ved deres særlige, afgrænsede, lokale eller regionale natur i sammenligning med standardiserede produkter;

27.

opfordrer Kommissionen til at indføre foranstaltninger for at sikre forskellige ernæringsmæssige, miljømæssige og sundhedsrelaterede karakteristikas overlevelse og sikre, at en sådan diversitet matches med passende priser, for i bund og grund bør der også konkurreres på grundlag af forskellige målelige kvalitetskendetegn;

28.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU's konkurrenceregler ikke omgås ved misbrug af købekraft (konkurrenceforvridning) i fødevarekæden, hvilket ofte forekommer i form af sene betalinger til landbrugere eller små forarbejdningsvirksomheder, efterfølgende ændringer af kontraktvilkår, tvungne rabatter, videresalg med tab, krav om uforholdsmæssigt store mængder og uberettigede betalinger for optagelse i varesortimenter, og om nødvendigt at fremsætte passende lovgivningsmæssige forslag;

29.

anmoder specielt om, at betalingsfristerne op igennem fødevareforsyningskæden forkortes til maksimalt 30 dage for alle fødevarer og mindre for letfordærvelige landbrugsprodukter som del af den igangværende revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (undtagelser bør overvejes for producentorganisationer og andelsselskaber);

30.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå en udvidelse af den gældende europæiske konkurrencelovgivning ud over dens nuværende snævre fokusering på forbrugervelfærd og hensynet til lave fødevarepriser;

31.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om kravene fra individuelle distributionskæder - ud over lovbestemmelser - i forbindelse med grøntsags- og frugtdyrkningspraksis og pesticidrester kan forhindre den frie handel og på uretfærdig vis styrke distributørernes stilling i fødevareforsyningskæden;

32.

opfordrer til, at der udarbejdes en liste over forskellige former for urimelig markedspraksis som f.eks. salg til priser under kostprisen og salgskommission, og at sådanne metoder udtrykkelig forbydes i Den Europæiske Union; opfordrer ligeledes til, at der oprettes en offentlig liste over virksomheder, der ikke overholder dette, og at der indføres sanktioner;

33.

opfordrer Kommissionen til at undersøge om - og i så fald i hvilket omfang - misbrug af private mærker (produkter af eget mærke) og supermarkedskædernes praksis med indkøbsalliancer fører til urimelig konkurrence og pres på landbrugerne samt systematisk reduktion af producentpriser; understreger at misbrug af private mærker har en negativ konsekvens for producenternes kapacitet i forhold til innovation (især småproducenternes); opfordrer indtrængende Kommissionen til at gribe ind over for dette, således at landbrugere og producentgrupper behandles retfærdigt i forbindelse med prisdannelsen;

34.

er af den opfattelse, at Kommissionens anbefalinger om at fremme vertikal integration af fødevareindustrien ikke altid afspejler behovet for at afbalancere forhandlingsstyrken mellem landmænd, distributører og fødevareindustri, og at strategierne derfor bør ledsages af foranstaltninger, der skal forhindre misbrug;

35.

advarer om, at kontraktlandbrug, påtvunget fra købers side, vertikal integration og futures, som får stadig større betydning, kan svække konkurrencen og yderligere kan svække landmændenes forhandlingsposition, og opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge følgerne af kontrakter af denne type og gribe ind, hvis det er nødvendigt;

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme indgåelse af rimelige aftaler mellem alle aktører i fødevareforsyningskæden på grundlag af på betingelser, der forhandles på plads med landbrugs- og producentorganisationer, herunder sektor- og brancheorganisationer, for at fremme en bæredygtig landbrugspraksis og sikre den bedst mulige produktkvalitet, reducere indkøbspriser for råstoffer og garantere rimelige salgspriser, og til at sørge for et let tilgængeligt system, der sikrer mod kontraktbrud fra købers side; mener, at standardkontrakter kunne være et nyttigt værktøj, som det burde være obligatorisk at anvende inden for visse sektorer, og støtter udvekslingen af bedste praksis om underretning om kontraktpraksis mellem medlemsstaterne, herunder orientering af Kommissionen;

37.

glæder sig over og støtter oprettelsen af ombudsmandsposter for fødevaredetailhandelen og andre voldgiftsmekanismer, der har til formål at sikre overholdelse af indgåede aftaler, og opfordrer Kommissionen til at undersøge erfaringer på området med henblik på oprettelse af en ombudsmandspost for fødevaredetailhandelen på EU-plan, som skal have til opgave at sikre håndhævelsen af adfærdskodekser, bedste praksis og aftaler ved transaktioner mellem aktører fra forskellige medlemsstater;

38.

opfordrer Kommissionen til at afdække urimelig praksis i forbindelse med gebyrer for optagelse af produkter i varesortimenter og andre former for betaling for markedsadgang, og at undersøge dette i henhold til konkurrencereglerne, og opfordrer endvidere Kommissionen til at foreslå ensartede regler om betaling for optagelse af produkter i varesortimenter og andre former for betaling for markedsadgang og navnlig at skride ind, hvis distributører kræver uforholdsmæssigt høje gebyrer;

39.

mener, at Kommissionen skal tage initiativ til en omfattende informationskampagne på europæisk plan for at gøre landbrugere opmærksomme på deres rettigheder, det misbrug, de muligvis udsættes for, og de midler, de råder over til at klage over misbrug;

40.

opfordrer EU til at presse på for oprettelsen af et uafhængigt globalt kontrolorgan, der skal fastsætte regler for handel med råvarefutures og optioner og gennemføre strenge lovgivningsmæssige foranstaltninger mod global spekulation i landbrugsråvarer;

41.

anmoder om, at der i betragtning af markedets stigende indflydelse træffes foranstaltninger til at modvirke ekstreme prisudsving, eftersom nogle aktører i fødekæden drager fordel af dette fænomen, mens andre tydeligvis skades af det, og opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte lovgivningsforslag om instrumenter til at bremse prisudsving for at mindske producenternes sårbarhed;

42.

opfordrer Kommissionen til at styrke de europæiske råvarebørsmyndigheders beføjelser til at forebygge spekulation i landbrugsråvarer og arbejde hen imod gennemførelse af passende EU-foranstaltninger, der kan forhindre spekulation i ikke-landbrugsråvarer med henblik på at påvirke landbrugsfutures;

43.

opfordrer Kommissionen til at forbedre tilsynet og den generelle gennemsigtighed inden for landbrugsråvarederivatmarkederne og også at forbedre gennemsigtigheden for OTC-aktiviteter i forbindelse med den kommende revision af MiFID-direktivet og anden relevant lovgivning;

44.

opfordrer indtrængende Rådet til yderligere at fremme selvreguleringsinitiativer og muligheden for etablering af gensidige fonde til håndtering af økonomiske risici med henblik på at styrke landmændenes forhandlingsposition, især gennem støtte til afsætnings-, producent- og sektororganisationer og landbrugsandelsselskaber;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde regelsæt for god handelspraksis i fødekæden, herunder klagemekanismer og sanktioner for urimelig praksis, og opfordrer Kommissionen til at foreslå et fælles regelsæt, der skal gælde i hele EU, for at skabe ny balance i fødevareforsyningskæden; opfordrer også indtrængende Kommissionen til at fremsætte et forslag om at indføre en mekanisme på EU-plan til overvågning af forbindelserne mellem dominerende detailhandlende og deres forhandlere gennem specialiserede organer i medlemsstaterne;

46.

mener, at det er nødvendigt at fremme en tættere integration af de forskellige dele af kæden gennem brancheorganisationer og at udarbejde frivillige standardkontrakter med mulighed for, at medlemsstater kan kræve, at de i bestemte tilfælde - navnlig ved letfordærvelige varer - gøres bindende;

47.

beklager, at Kommissionen i sin meddelelse ikke lægger større vægt på landbrugets betydning i fødevareforsyningens og fødevareindustriens økonomiske værdikæde, og understreger sammenhængen mellem lave priser ab landmand og strukturel overskudsproduktion og konsekvenserne heraf for bæredygtighed, fødevarekvalitet, dyrevelfærd, landbrugsinnovation og beskæftigelse i ugunstigt stillede regioner;

48.

opfordrer Kommission til at foreslå, at der vedtages instrumenter til støtte og fremme af fødevareforsyningskæder, der forvaltes af landbrugere, korte forsyningskæder og landbrugsmarkeder for at skabe en direkte forbindelse til forbrugerne og give landbrugere mulighed for at få en mere rimelig andel af den endelige salgspris ved at mindske antallet af mellemmænd og trin i processen;

49.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine aktiviteter navnlig at tage højde for situationen i udviklingslandene og ikke at sætte disse tredjelandes selvforsyning med fødevarer på spil;

50.

opfordrer Kommissionen til at revidere EU-hygiejnestandarderne for nær- eller fjernsalg og produkters holdbarhed, at decentralisere og forenkle certificerings- og kontrolsystemer og fremme direkte forbindelser mellem producent og forbrugere og korte fødevareforsyningskæder;

51.

bekræfter betydningen af og behovet for håndfaste regler om kvaliteten af landbrugsprodukter og minder i den forbindelse om sin beslutning af 25. marts 2010 om kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter og bekræfter det uomgængelige krav om, at importerede produkter overholder alle gældende kvalitets- og produktionskrav, så der ydes beskyttelse mod illoyal konkurrence over for europæiske produkter;

52.

minder om, at indkomststabilitet i landbruget er en forudsætning for at erhvervet kan investere i grøn teknologi, afbødning af klimaændringer og vedvarende energikilder samt miljøbeskyttelsesforanstaltninger til fordel for et bæredygtigt landbrug; minder desuden om, at de skal opfylde høje miljøstandarder;

53.

anser det for vigtigt at forbedre organisationen af fødevareforsyningskæden og rationalisere den yderligere med henblik på at reducere de miljømæssige konsekvenser af fødevaretransport (»fødevarekilometer«) og fremme afsætningen af lokale fødevarer;

54.

understreger, at investering i faciliteter til bevaring og emballering af landbrugsprodukter kan være et værdifuldt bidrag til at sikre rimelige priser for disse produkter;

55.

understreger behovet for at sikre bæredygtig udvikling af landbrugsøkonomien ved at fremme forarbejdning af landbrugsprodukter såvel som ikkelandbrugsaktiviteter på bedrifterne med henblik på at øge antallet af arbejdspladser og generere yderligere indtægter;

56.

opfordrer Kommissionen til at støtte lokale og regionale initiativer vedrørende markedsføring af fødevarer og ikke at bebyrde dem unødigt med regler og bureaukrati, eftersom disse i høj grad bidrager til landbrugsvirksomheders generering af merværdi;

57.

opfordrer Kommissionen til at være tilstrækkelig opmærksom også på lokale fødevareproducenter, f.eks. producenter, der er involveret i selvforsyningsproduktion, ved revision af EU-standarder;

58.

opfordrer Kommissionen til at overveje eventuelle ændringer af reglerne om offentlige indkøb til catering for at fremme bæredygtige landbrugsmetoder og dyrevelfærd samt udvikle sæsonbetonede og lokale fødevarer;

59.

mener, at offentlige indkøb f.eks. i forbindelse med specifikke programmer for mejeriprodukter, frugt og grøntsager på skoler skal garantere adgang for små lokale producenter og lokale producentgrupper;

60.

mener, at der skal træffes foranstaltninger til at fremme landbrugsmarkeder, som administreres direkte af landmænd, oprettelse af salgssteder for producenter, hvor de kan sælge deres produkter direkte til forbrugerne, og indførelse af programmer til fremme af salg af produkter på lokale markeder;

61.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet at analysere det enorme spild af fødevarer i fødevarekæden, som i de fleste medlemsstater udgør op til 30 % af de fødevarer, der produceres, og gribe ind via en bevidstgørelseskampagne om den grundlæggende værdi af fødevarer;

62.

bekræfter behovet for at udvikle fødevareprogrammer for de EU-borgere, som har brug for disse programmer, såsom de dårligst stillede grupper, de ældre og de unge;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/30

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union for at afbøde de negative konsekvenser af globaliseringen for arbejdstagere, der rammes af kollektive afskedigelser, og vise sin solidaritet med disse arbejdstagere samt forbedre deres muligheder for genansættelse har etableret en Europæisk Fond for Tilpasning til Globaliseringen (i det følgende benævnt »EGF«) for at yde økonomisk støtte til individuelle programmer for faglig reintegrering, og at EGF maksimalt råder over en bevilling på 500 mio. EUR om året, som enten stammer fra den eksisterende margen under det samlede udgiftsloft for det foregående regnskabsår eller fra forpligtelsesbevillinger, der er bortfaldet i de to foregående regnskabsår, undtagen de bevillinger, der er knyttet til udgiftsområde 1b i den finansielle ramme; der henviser til, at EGF blev oprettet som et fleksibelt, specifikt støtteinstrument, som skulle reagere hurtigere og mere effektivt på reintegration af arbejdstagere ramt af afskedigelser som følge af ændringer i verdenshandelen,

B.

der henviser til, at Den Europæiske Union for at modvirke den stigende arbejdsløshed som følge af den økonomiske og finansielle krise og tage ved lære af erfaringerne i 2007 og 2008 har ændret reglerne for anvendelse af EGF i juni 2009, og at denne ændring angik alle ansøgninger, som skal indgives før den 31. december 2011, og bestod i en udvidelse af anvendelsesområdet for EGF, en lempelse og en præcisering af kriterierne for intervention, en midlertidig forhøjelse af samfinansieringssatsen og en forlængelse af medlemsstaternes frist for udnyttelse af den finansielle støtte,

C.

der henviser til, at udviklingen i de bevillinger, der blev anvendt i overensstemmelse med EGF mellem 2007 og slutningen af sidste halvår 2009, afslører beskeden gennemførelse af de tildelte midler, idet kun 80 mio. EUR er blevet anvendt ud af 1,5 mia. EUR, der var disponible, til 18 ansøgninger, til fordel for 24 431 arbejdstagere og 8 medlemsstater til et meget begrænset antal sektorer (særligt tekstil- og bilindustrien); der henviser til, at disse mangler også belyses ved forskellen mellem niveauet for oprindelige tildelinger og den endelige gennemførelse, idet 24,8 mio. EUR efterfølgende blev tilbagebetalt i forbindelse med de første 11 sager eller 39,4 % af de anvendte beløb,

D.

der henviser til, at det endnu ikke er muligt at vurdere, hvordan EGF fungerer i henhold til den reviderede forordning, da ansøgninger, der er indgået siden maj 2009, afventer afgørelse eller er ved at blive gennemført, men en mere intensiv brug af EGF har dog allerede kunnet konstateres, hvilket bekræfter relevansen af de ændringer, der er blevet gennemført, således at antallet af ansøgninger, der er blevet indgivet mellem maj 2009 og april 2010, er steget fra 18 til 46, de ønskede bidrag fra 80 til 197 mio. EUR, antallet af medlemsstater, der anmoder om støtte, fra 8 til 18, og antallet af arbejdstagere, der skal hjælpes næsten fordoblet (36 712 yderligere arbejdstagere), og de økonomiske sektorer, der er berørt, er blevet meget diversificeret,

E.

der imidlertid henviser til, at ni medlemsstater endnu ikke har udnyttet EGF, at de anvendte beløb ligger langt under det maksimale årlige disponible beløb på 500 mio. EUR, og de fleste anmodninger vedrører regioner, hvis BNP pr. indbygger ligger over EU-gennemsnittet, og hvis arbejdsløshed stadig er moderat, og at det kan konkluderes, at forbedringerne af den oprindelige forordning ganske vist har været meget vigtige, men at de har været meget beskedne i forhold til det stigende antal kollektive afskedigelser i de seneste år,

F.

der henviser til, at forhøjelsen af tærsklen for samfinansiering fra 50 % til 65 % i forbindelse med revisionen i juni 2009 kan være en af de faktorer, der forklarer det stigende antal ansøgninger,

G.

der henviser til, at den lave udnyttelsesgrad for EGF i de fattigste regioner i EU dels skyldes nationale strategier, dels vanskeligheder med at fremme en konkretisering af kandidaturer, inden der træffes afgørelse på europæisk plan,

H.

der henviser til, at på trods af den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen af 17. juli 2008 med opfordring til en så hurtigt og effektivt økonomisk støtte fra EGF som muligt, er sagsbehandlingstiden fra tidspunktet for de kollektive afskedigelser til den dato, hvor EGF støtter den medlemsstat, der har ansøgt, stadig omkring 12-17 måneder, og at denne periode er en delvis forklaring på forskellen mellem antallet af arbejdstagere, som der er ansøgt om EGF-støtte til, og antallet af støttede arbejdstagere,

I.

der henviser til, at forslaget til interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om samarbejde på budgetområdet (5) kun i begrænset omfang ændrer proceduren for anvendelse af EGF, idet trilogproceduren bliver frivillig i overensstemmelse med praksis, og at denne ændring ikke kan forventes at afhjælpe den tunge og langsommelige procedure,

J.

der henviser til, at ifølge Kommissionens midtvejsevaluering af IIA (6) er nødvendigheden af en specifik afgørelse fra budgetmyndighedens to parter en af de faktorer, der forsinker proceduren, og at dette ikke bør forhindre, at beslutninger om mobiliseringen af EGF fremskyndes og forenkles,

K.

der henviser til, at pålidelige og konsistente data om gennemførelsen af EGF siden ændringen heraf efter 2009 endnu ikke er tilgængelige, og finder, at der er behov for gennemskuelighed og periodiske rapporteringsforpligtelser,

L.

der konstaterer, at de 27 afgørelser, der er blevet truffet mellem 2007 og april 2010, alle har været positive og hvad angår beløb, har svaret til Kommissionens forslag,

M.

der henviser til, at globaliseringen og den økonomiske krises virkninger på beskæftigelsen vil vare ved efter 2013, og at det som følge heraf er sandsynligt, at tendensen til en stigning i antallet af ansøgninger vil fortsætte i de kommende år; der imidlertid henviser til, at hensigten med fonden ikke er, at den skal være en erstatning for manglen på innovation,

1.

mener, at merværdien af EGF som et af Den Europæiske Unions socialpolitiske instrumenter består i en synlig, specifik, rettidig og midlertidig finansiel støtte til individuelle programmer for omskoling og faglig reintegrering af arbejdstagere, der er ramt af kollektive afskedigelser i sektorer eller regioner, der oplever alvorlige sociale og økonomiske forstyrrelser;

2.

mener, at stigningen i antallet af anmodninger om intervention fra EGF og vanskelighederne med at anvende mobiliserings- og gennemførelsesprocedurerne kræver hurtige ændringer i de procedure- og budgetmæssige bestemmelser; understreger, at Kommissionen bør forbedre oplysningerne om og synligheden af EGF blandt medlemsstaterne og de potentielle modtagere af midler fra fonden; anmoder derfor Kommissionen om at fremskynde forelæggelsen af midtvejsevalueringen til den 30. juni 2011 og fremlægge et forslag til revision af EGF-forordningen for at afhjælpe de største mangler ved fonden inden udløbet af den aktuelle finansielle ramme;

3.

opfordrer Kommissionen til i sin fornyede undersøgelse at evaluere bidragene ud fra følgende kvalitative aspekter:

4.

opfordrer Kommissionen til i sin fornyede undersøgelse at evaluere bidragene ud fra et budgetmæssigt synspunkt, navnlig med hensyn til

5.

mener, at der ved revisionen af forordningen bør der tages hensyn til resultaterne af evalueringen af EGF's funktion samt de indhøstede erfaringer, og at der skal inkorporeres foranstaltninger, der kan være med til at reducere varigheden af proceduren for anvendelse af fonden væsentligt;

6.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en tilføjelse til forordningen om Globaliseringsfonden, hvorved medlemsstaterne forpligtes til at støtte deltagelsen af en arbejdstagersammenslutning i gennemførelsesfasen; opfordrer Kommissionen til at organisere udveksling af erfaringer og god praksis vedrørende arbejdstageres inddragelse i gennemførelsen af Globaliseringsfonden, så arbejdstagere i eksisterende og nye tilfælde kan drage nytte af den ekspertise, der er opnået fra tidligere tilfælde;

7.

understreger, at den tid, der er nødvendig for at tilvejebringe midler fra EGF, kan reduceres med 50 %, hvis følgende foranstaltninger udarbejdes og vedtages:

8.

opfordrer Kommissionen til at give medlemsstaterne et sæt retningslinjer for udformning og gennemførelse af ansøgninger om støtte fra Globaliseringsfonden, der tager sigte på en hurtig ansøgningsprocedure og en bred konsensus blandt interessenterne om den påtænkte strategi og de foranstaltninger, der forventes at blive indført for at sikre en effektiv reintegration af arbejdstagerne på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde proceduren ved at forfinansiere de foranstaltninger, der skal iværksættes på datoen for ansøgningen, for at udnytte Globaliseringsfondens gennemførelsesperiode mest muligt til de berørte arbejdstageres fordel;

9.

minder medlemsstaterne om, at de er forpligtede til på den ene side at inddrage arbejdsmarkedets parter fra begyndelsen af forberedelsen af ansøgningerne i overensstemmelse med artikel 5 i forordningen om Globaliseringsfonden og til på den anden side at overholde forordningens artikel 9, der pålægger medlemsstaterne at informere og orientere om de støttede foranstaltninger, idet oplysningerne også skal være henvendt til de berørte arbejdstagere, lokale og regionale myndigheder og arbejdsmarkedets parter, og ligeledes til at standardisere procedurerne; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at samarbejdsudvalg inddrages inden påbegyndelsen af ethvert program for at sikre, at arbejdsmarkedets parter reelt hjælper med at udarbejde omstillingsplaner, der opfylder de ansattes og ikke virksomhedernes behov;

10.

anmoder medlemsstaterne om at indføre en kommunikations- og administrationsstruktur for Globaliseringsfonden på nationalt plan i samarbejde med alle interessenter, navnlig arbejdsmarkedets parter, og udveksle bedste praksis på europæisk plan, hvilket vil sikre, at Globaliseringsfonden hurtigt og effektivt kan gribe ind i tilfælde af masseafskedigelser;

11.

minder om, at forordning (EF) nr. 1927/2006 giver mulighed for, at flere medlemsstater i fællesskab kan indgive ansøgning om støtte fra Globaliseringsfonden, hvis de berørte arbejdstagere i et geografisk område eller en given sektor ikke er koncentreret i én medlemsstat;

12.

mener, at en mere effektiv samordning mellem Kommissionen og Parlamentet vil fremskynde og forenkle procedurerne, hvorved beslutningsprocessens varighed kan reduceres, uden at det går ud over de relevante udvalgs behandling af ansøgningerne, og derfor:

13.

mener, at disse foranstaltninger, der umiddelbart ville forenkle og lette proceduren for anvendelse af EGF, kunne indføres i forordningen i forbindelse med revisionen, hvis de hidtidige erfaringer berettiger til noget sådant; er af den opfattelse, at ingen af disse foranstaltninger på nogen måde bør begrænse Parlamentets beføjelser som den ene af budgetmyndighedens parter, når der træffes beslutning om mobilisering af fonden;

14.

mener ikke, at det er tilstrækkeligt at forbedre proceduren, men at det er nødvendigt at forlænge den aktuelle undtagelsesordning, der blev indført i juni 2009, indtil udløbet af den flerårige finansielle ramme for at hjælpe arbejdstagere, der mister deres job på grund af den økonomiske og finansielle krise, og derfor bibeholde samfinansieringssatsen på 65 %, da de problemer, der ligger til grund for godkendelsen, langt fra er afhjulpet;

15.

konstaterer, at der for første gang inkluderes betalingsbevillinger til EGF i Kommissionens budgetforslag for 2011, og mener, at dette er et vigtigt element i det samlede oplæg til forvaltningen og synligheden af denne fond; mener imidlertid, at disse betalingsbevillinger muligvis ikke er tilstrækkelige til at dække de beløb, der er nødvendige til EGF-ansøgningerne i 2011; gentager derfor sit krav om ikke udelukkende at finansiere EGF-ansøgningerne gennem overførsler fra ESF-poster og opfordrer Kommissionen til at finde og anvende forskellige budgetposter til dette formål uden yderligere forsinkelse;

16.

understreger, at fremtiden for EGF vil blive afgjort inden for rammerne af forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme; mener, at der til dette formål kunne undersøges flere muligheder; mener, at det især bør overvejes at oprette en uafhængig fond med bevillinger til forpligtelse og til betaling, og opfordrer Kommissionen til at stille forslag til finansiering af en sådan fond; mener, at enhver fremtidig reform af EGF bør opretholde dens fleksibilitet, som på nuværende tidspunkt udgør en komparativ fordel i forhold til EU's strukturfonde;

17.

understreger, at omdannelsen af de nuværende foranstaltninger under EGF til et permanent støtteinstrument for aktiv jobsøgning er udtryk for en politisk vilje til at opbygge en social EU-søjle, der kan supplere de sociale politikker i medlemsstaterne og forny den europæiske tilgang til faglig uddannelse; understreger på den baggrund, at EGF's mål bør være tydeligt adskilte i forhold til ESF og de europæiske programmer for livslang læring, idet EGF fokuserer på at forbedre den enkelte bistandsmodtagende arbejdstagers kvalifikationer og ikke på at opfylde erhvervslivets ønsker eller levere horisontale tjenester til uddannelsesinstitutioner;

18.

opfordrer de medlemsstater, der anvender Globaliseringsfonden, til at skabe synergier mellem Globaliseringsfonden, ESF og mikrofinansiering med henblik på at finde frem til den foranstaltning, der passer bedst til det enkelte tilfælde;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende Globaliseringsfonden til at gennemføre EU's mål, fremme nye kompetencer til nye, bæredygtige og grønne job af høj kvalitet i en given region og fremme iværksætterånd og livslang læring, for således at give arbejdstagerne mulighed for at udvikle deres personlige karriere og bidrage til at forbedre konkurrenceevnen i EU i forbindelse med globaliseringen;

20.

anmoder Kommissionen om at forbedre sin orientering om anvendelsen af EGF ved at gøre de årlige meddelelser mere indholdsrige og regelmæssigt fremsende oplysninger til Europa-Parlamentet om medlemsstaternes gennemførelse af de finansielle bidrag;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/36

A.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 44/2001, sammen med forgængeren, Bruxelleskonventionen, er et af de mest vellykkede stykker EU-lovgivning; den skabte grundlaget for et europæisk retsområde og har været til gavn for borgere og virksomheder ved at fremme retssikkerheden og forudsigeligheden af afgørelserne gennem ensartede europæiske regler - suppleret med en omfattende retspraksis - og forhindre parallelle retssager, og den anvendes som reference og som et redskab for andre instrumenter,

B.

der henviser til, at forordningen ikke desto mindre er blevet kritiseret i kølvandet på en række afgørelser fra Domstolen og skal moderniseres,

C.

der henviser til, at en afskaffelse af eksekvaturproceduren - som er Kommissionens hovedmålsætning - ville fremskynde retsafgørelsernes frie bevægelighed og udgøre en vigtig milepæl i oprettelsen af et europæisk retsområde,

D.

der henviser til, at det er sjældent, at der gives afslag på en anmodning om eksekvatur: kun 1-5 % af afgørelserne om sådanne anmodninger appelleres, for det meste uden held; det er ikke desto mindre inden for det indre marked vanskeligt at retfærdiggøre den tid, det kræver, og de omkostninger, der er forbundet med at få anerkendt en udenlandsk retsafgørelse, hvilket kan være særligt besværligt, når en sagsøger vil anmode om fuldbyrdelse på grundlag af en domsskyldners aktiver i flere jurisdiktioner,

E.

der henviser til, at der ikke kræves eksekvatur i forbindelse med en række EU-instrumenter: det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument, det europæiske betalingspåkrav, den europæiske småkravsprocedure og forordningen om underholdspligt (20),

F.

der henviser til, at en afskaffelse af eksekvaturproceduren bør gennemføres ved, at det bestemmes, at en retsafgørelse, der opfylder betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til forordningen, og som kan fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor den blev truffet, kan fuldbyrdes i hele EU; der henviser til, at dette bør kombineres med en særlig procedure for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, således at der sikres domsskyldnere en passende ret til at indbringe sagen for fuldbyrdelsesstatens domstole, hvis den pågældende part ønsker at anfægte fuldbyrdelsen af de i forordningen fastlagte grunde; der henviser til, at det vil skulle sikres, at fuldbyrdelsesforanstaltninger, der træffes inden udløbet af fristen for anmodning om prøvelse, ikke er uigenkaldelige,

G.

der henviser til, at minimumsgarantierne i forordning (EF) nr. 44/2001 skal opretholdes,

H.

der henviser til, at embedsmænd og fogeder i modtagelsesstaten skal kunne fastslå, at det dokument, der søges fuldbyrdet, er en autentisk, endelig afgørelse fra en national ret,

I.

der henviser til, at voldgift er reguleret på tilfredsstillende måde ved New York- konventionen fra 1958 og Genève-konventionen fra 1961 om international handelsvoldgift, som alle medlemsstaterne er part i, og at voldgift fortsat skal holdes uden for forordningens anvendelsesområde,

J.

der henviser til, at reglerne i New York-konventionen er minimumsregler, og at de kontraherende staters lovgivning kan være mere imødekommende over for voldgiftsretters kompetence og voldgiftskendelser,

K.

der desuden henviser til, at en regel om, at domstolene i den medlemsstat, hvor voldgiftsretten sættes, bør have enekompetence, kan give anledning til betydelige bekymringer,

L.

der henviser til, at den heftige debat, som er opstået i kølvandet på forslaget om at indføre en enekompetence for retsafgørelser, der stadfæster voldgiftskendelser, ved medlemsstaternes civile domstole, viser, at medlemsstaterne endnu ikke er nået frem til en fælles holdning hertil, og at det i betragtning af den globale konkurrence på området ville give bagslag, hvis man forsøger at tvinge dem til at nå frem til en sådan,

M.

der henviser til, at de forskellige nationale proceduremæssige anordninger, der er udviklet for at beskytte voldgiftsretters kompetence (forbud mod at anlægge retssag, så længe de er i overensstemmelse med den fri bevægelighed for personer og de grundlæggende rettigheder, fastslåelse af, at en voldgiftsklausul er gyldig, tilkendelse af erstatning for tilsidesættelse af en voldgiftsklausul, den negative virkning af »Kompetenz-Kompetenz-princippet« osv.), fortsat skal være til rådighed, og at virkningerne af sådanne procedurer og de deraf følgende domstolsafgørelser i de andre medlemsstater må afgøres efter lovgivningen i de pågældende medlemsstater, således som det var tilfældet forud for dommen i West Tankers-sagen,

N.

der henviser til, at partsautonomi er af afgørende betydning, og at anvendelsen af reglen om litispendens som godkendt af Domstolen (f.eks. i Gasser-sagen) gør, at værnetingsklausuler kan undermineres af illoyale »torpedoaktioner«,

O.

der henviser til, at tredjemand kan være bundet af en værnetingsaftale (f.eks. i et konnossement), som de ikke specifikt har givet samtykke til, og at dette kan skade deres adgang til domstolene og være åbenbart urimeligt, hvorfor værnetingsaftalers virkning i forhold til tredjemand må reguleres i en særlig bestemmelse i forordningen,

P.

der henviser til, at det i grønbogen antydes, at mange af problemerne med forordningen kunne afhjælpes gennem bedre kommunikation mellem domstolene; der henviser til, at det nærmest ville være umuligt at lovgive om bedre kommunikation mellem domstolene ved et internationalprivatretligt instrument, men at kommunikationen kan fremmes som led i skabelsen af en europæisk retskultur gennem uddannelse og brug af netværk (Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, netværket af præsidenterne for de øverste domstole i EU, det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område),

Q.

der henviser til, at der med hensyn til individets rettigheder er behov for at begrænse muligheden for »forum shopping« ved at understrege, at domstolene principielt kun bør erklære sig kompetente i tilfælde, hvor der er tale om en tilstrækkelig, materiel eller betydelig tilknytning til det land, hvor der anlægges sag, da dette ville bidrage til at skabe en bedre balance mellem de interesser, der står på spil, navnlig mellem retten til udtryksfrihed og retten til beskyttelse af omdømme og privatliv; der henviser til, at spørgsmålet om lovvalg vil blive behandlet særskilt i et lovgivningsinitiativ om Rom II-forordningen; der bør ikke desto mindre gives de nationale domstole en vis vejledning i den ændrede forordning,

R.

der henviser til, at der i relation til foreløbige foranstaltninger bør ske en præcisering af Denilauler-dommen, således at det gøres klart, at foranstaltninger uden tilvarsling af den pågældende part kan anerkendes og fuldbyrdes på grundlag af forordningen, hvis sagsøgte har mulighed for at anfægte dem,

S.

der henviser til, at det er uklart, i hvilket omfang sikrende retskendelser, der tager sigte på at fremskaffe oplysninger og beviser, falder uden for anvendelsesområdet for forordningens artikel 31,

1.

opfordrer Kommissionen til at se nærmere på forholdet mellem de forskellige regler om retternes kompetence, fuldbyrdelse og lovvalg; mener, at det overordnede mål bør være at få skabt nogle retlige rammer, der har en konsekvent struktur og er let tilgængelige; finder, at der i dette øjemed bør ske en ensretning og harmonisering af terminologien på alle områder og af alle begreber og krav om lignende regler på alle områder (f.eks. litispendens, værnetingsklausuler osv.), og endemålet kunne være en omfattende kodificering af den internationale privatret;

2.

kræver, at kravet om eksekvaturprocedure afskaffes, men mener, at der til gengæld skal indføres passende garantier for at beskytte de rettigheder, der tilkommer den part, mod hvem der søges om fuldbyrdelse; er derfor af den opfattelse, at der skal indføres en særlig procedure, hvortil der skal være adgang i den medlemsstat, hvori der søges om fuldbyrdelse; mener, at der bør gives adgang til denne procedure efter anmodning fra den part, mod hvem der søges om fuldbyrdelse, til den på listen i forordningens bilag III anførte domstol; er af den opfattelse, at begrundelserne for indgivelse af en anmodning efter denne særlige procedure bør være følgende: a) at anerkendelse er i åbenbar modstrid med de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvori der søges om anerkendelse, b) i tilfælde, hvor der er faldet udeblivelsesdom, at sagsøgte ikke har modtaget det dokument, hvorved der anlagdes sag, eller et tilsvarende dokument i tilstrækkelig god tid og således, at det gav sagsøgte mulighed for at forberede sit forsvar, medmindre sagsøgte undlod at foretage sig noget for at gøre indsigelse mod dommen, mens dette stadig var muligt, c) at dommen er uforenelig med en dom afsagt i en tvist mellem de samme parter i den medlemsstat, hvori der søges om anerkendelse, og d) at dommen er uforenelig med en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat eller i en tredjestat i en sag med samme genstand og mellem de samme parter, forudsat at den tidligere dom opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til; mener endvidere, at det bør være muligt at indgive en anmodning til en dommer, selv inden der er taget fuldbyrdelsesskridt af nogen art, og at dommeren, hvis han/hun finder, at der er seriøse begrundelser for anmodningen, bør henvise sagen til den på listen i bilag II anførte domstol, således at denne kan prøve sagen ud fra de ovenfor anførte begrundelser; slår til lyd for, at der i præamblen indføres en betragtning om, at en national domstol skal kunne straffe en unødvendig eller urimelig anmodning, bl.a. i henseende til omkostninger;

3.

opfordrer Kommissionen til at indlede en offentlig debat om spørgsmålet om grundlæggende retsprincipper i forbindelse med internationalprivatretlige instrumenter;

4.

mener, at der skal være en harmoniseret proceduremæssig tidsramme for den i punkt 2 omhandlede særlige procedure, således at det sikres, at den gennemføres så hurtigt som muligt, og at det skal sikres, at de fuldbyrdelsesskridt, der måtte blive taget, inden fristen for anmodning om anvendelse af den særlige procedure er udløbet, eller inden den særlige procedure er afsluttet, ikke er uigenkaldelige; det er navnlig vigtigt, at en udenlandsk retsafgørelse ikke bør fuldbyrdes, hvis den ikke er behørigt forkyndt for domsskyldneren;

5.

mener ikke alene, at det er nødvendigt med et krav om en ægthedsattest som et proceduremæssigt hjælpemiddel til sikring af anerkendelse, men også, at der bør være en standardformular for attesten; mener med dette formål for øje, at attesten i bilag V bør omarbejdes for så vidt muligt at undgå behovet for oversættelse;

6.

er af den opfattelse, at man ud fra besparelseshensyn kan begrænse oversættelsen af den afgørelse, der skal fuldbyrdes, til den endelige afgørelse (den dispositive del og sammenfatningen af præmisserne), men at der bør kræves en fuldstændig oversættelse, hvis der indgives anmodning om anvendelse af den særlige procedure;

7.

finder, at officielt bekræftede dokumenter ikke bør kunne fuldbyrdes umiddelbart uden mulighed for indsigelse mod dem ved domstolene i det land, hvor der anmodes om fuldbyrdelse; den særlige procedure, der skal indføres, bør derfor ikke være begrænset til tilfælde, hvor en fuldbyrdelse af dokumentet åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, da man kan forstille sig en situation, hvor et officielt bekræftet dokument kan være uforeneligt med en tidligere retsafgørelse, og holdbarheden (i modsætning til ægtheden) af et officielt bekræftet dokument kan anfægtes ved domstolene i domsstaten under påberåbelse af fejl, afgivelse af urigtige oplysninger osv., selv under fuldbyrdelsessagen;

8.

finder, at underholdsforpligtelser, der er omfattet af forordning (EF) nr. 4/2009, bør holdes uden for forordningens anvendelsesområde, men gentager, at endemålet bør være et omfattende regelsæt, der dækker alle områder;

9.

modsætter sig på det bestemteste en (selv delvis) afskaffelse af udelukkelsen af voldgift fra forordningens anvendelsesområde;

10.

mener, at det i forordningens artikel 1, stk. 2, litra d), bør præciseres, at ikke kun voldgiftssager, men også retssager, der i hovedsagen eller som et incidenspunkt eller et præjudicielt spørgsmål drejer sig om gyldigheden eller rækkevidden af voldgiftsretters kompetence, falder uden for forordningens anvendelsesområde; mener endvidere, at der bør tilføjes et stykke til artikel 31, hvori det fastslås, at en retsafgørelse ikke anerkendes, hvis retten i domsstaten i sin afgørelse om et spørgsmål vedrørende gyldigheden eller rækkevidden af en voldgiftsklausul har tilsidesat lovgivningen om voldgift i den medlemsstat, som anmodningen om fuldbyrdelse er rettet til, medmindre afgørelsen fra den pågældende medlemsstat fører til samme resultat, som hvis lovgivningen om voldgift i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, var blevet anvendt;

11.

mener, at man også bør præcisere dette i en betragtning;

12.

støtter, at man som løsning på problemet med »torpedoaktioner« fritager den ret, der er udpeget ved en værnetingsaftale, fra forpligtelsen til at udsætte sagen i henhold til reglen om litispendens; mener, at dette bør kombineres med et krav om, at enhver kompetencetvist afgøres hurtigt som et præjudicielt spørgsmål af den valgte ret, og at dette bør bakkes op af en betragtning, hvori det understreges, at partsautonomien går forud for alt andet;

13.

mener, at forordningen bør indeholde en ny bestemmelse om muligheden for at påberåbe sig værnetingsaftaler over for tredjemand; det kunne i en sådan bestemmelse fastslås, at en person, der ikke er part i aftalen, kun er bundet af en eksklusiv værnetingsaftale indgået i overensstemmelse med forordningen, hvis a) aftalen er indeholdt i et skriftligt dokument eller en elektronisk registrering, b) den pågældende person rettidigt og på passende måde er blevet underrettet om, hvilken domstol sagen skal anlægges ved, c) den valgte domstol i godstransportaftaler er i) transportørens hjemsted, ii) det modtagelsessted, der er aftalt i transportaftalen, iii) det leveringssted, der er aftalt i transportaftalen, eller iv) den havn, hvor varerne først lastes på et skib, eller den havn, hvor varerne sidst losses fra et skib; det bør endvidere bestemmes, at tredjemand i alle andre tilfælde kan anlægge sag ved den domstol, der ellers ville være kompetent i henhold til forordningen, hvis det forekommer åbenbart urimeligt at pålægge den pågældende part at anlægge sag ved den valgte domstol;

14.

foreslår med henblik på at undgå problemer af den type, der opstod i sagen Owusu mod Jackson, en løsning på linje med artikel 15 i forordning (EF) nr. 2201/2003, således at der gives mulighed for, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, kan udsætte sagen, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat eller et tredjeland er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, således at parterne kan rette en anmodning til den pågældende ret, eller den ret, som sagen er anlagt ved, kan henvise sagen til den pågældende ret med parternes samtykke; glæder sig over det tilsvarende forslag i forslaget til forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv (21);

15.

mener på den ene side, at spørgsmålet om, hvorvidt forordningens regler bør tillægges refleksvirkning, ikke er blevet behandlet i tilstrækkelig grad, og at det ville være overilet at tage et sådant skridt uden nærmere undersøgelser, omfattende høringer og en politisk debat, hvor Parlamentet bør spille en ledende rolle, og opfordrer Kommissionen til at iværksætte denne proces; mener på den anden side, at der, eftersom der findes mange bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande, og under hensyn til spørgsmål om gensidighed og international høflighed, er tale om et globalt problem, som også bør løses parallelt på Haagerkonferencen ved genoptagelse af forhandlingerne om en international domskonvention; giver Kommissionen mandat til at gøre sit yderste for at genoplive dette projekt, som er international privatrets hellige gral; opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, i hvor stort et omfang Luganokonventionen fra 2007 (22) kunne tjene som model og inspiration for en sådan international domskonvention;

16.

finder i mellemtiden, at fællesskabsreglerne om enekompetence med hensyn til tinglige rettigheder over fast ejendom eller leje og forpagtning af fast ejendom kan udvides til at omfatte sager anlagt i et tredjeland;

17.

slår til lyd for, at forordningen ændres, således at eksklusive værnetingsklausuler til fordel for tredjelandes domstole kan gives refleksvirkning;

18.

er af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres en regel, der tilsidesætter afgørelsen i sagen Owens Bank mod Bracco, bør gøres til genstand for en særskilt undersøgelse;

19.

er af den opfattelse, at en selvstændig europæisk definition (der i sidste instans ville finde anvendelse i alle EU-retsakter) af begrebet fysiske personers bopæl ville være ønskelig, navnlig for at undgå situationer, hvor personer kan have mere end en bopæl;

20.

er modstander af en fælles definition af selskabers hjemsted i Bruxelles I-forordningen, da en definition med så vidtrækkende konsekvenser bør drøftes og fastlægges inden for rammerne af den europæiske selskabsret, der er under udvikling;

21.

finder, at forordningen bør omfatte en regel om, at en fuldbyrdende ret ikke må afvise at anvende de regler om rentesatser, der automatisk gælder ved retten i domsstaten, og i stedet anvende sin nationale rentesats alene fra datoen for afgørelsen om fuldbyrdelsen i overensstemmelse med den særlige prøvelsesprocedure;

22.

mener, at man med henblik på at løse problemet med »torpedoaktioner« bør fritage den anden ret, ved hvilken sagen anlægges, for forpligtelsen at udsætte sagen i henhold til reglen om litispendens, når det er åbenbart, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, ikke er kompetent; forkaster imidlertid ideen om, at reglen om først i tid i det hele taget ikke bør finde anvendelse i tilfælde af negative anerkendelsessøgsmål, da sådanne søgsmål kan have et legitimt kommercielt formål; mener dog, at det ville være bedst at løse kompetencespørgsmålene i forbindelse med forslagene om indførelse af en fælles patentdomstolsordning;

23.

mener, at de terminologiske uoverensstemmelser mellem forordning (EF) nr. 593/2008 (Rom I) (23) og forordning (EF) nr. 44/2001 bør fjernes ved at medtage en definition af »den erhvervsdrivende« i Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, og ved at erstatte formuleringen »aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold« i artikel 15, stk. 3, i Bruxelles I- forordningen med en henvisning til direktiv 90/314/EØF (24) om pakkerejser, som det er tilfældet i Rom I-forordningens artikel 6, stk. 4, litra b);

24.

opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til Domstolens retspraksis at overveje, hvorvidt der kan findes en løsning, der skaber større retssikkerhed og yder passende beskyttelse for den mest sårbare part, til gavn for arbejdstagere, der ikke udfører deres arbejde i én enkelt medlemsstat (f.eks. langturschauffører og flypersonale);

25.

er af den opfattelse, at reglen i Shevill-dommen må modificeres; mener derfor, at der med henblik på at afbøde den påståede tendens hos retterne i visse jurisdiktioner til at erklære sig stedligt kompetente i sager, der kun har en ringe tilknytning til det land, hvor sagen er anlagt, bør tilføjes en betragtning, hvori det præciseres, at retterne i det pågældende land i princippet kun bør erklære sig kompetente, hvis sagen har en tilstrækkelig, materiel eller betydelig tilknytning til det pågældende land; mener, at dette vil være nyttigt med henblik på at skabe bedre balance mellem de berørte interesser;

26.

mener, at retskendelser, der tager sigte på at fremskaffe oplysninger og beviser eller at sikre beviser, bør være omfattet af begrebet foreløbige og sikrende retsmidler for at sikre bedre adgang til domstolene;

27.

finder, at forordningen bør tillægge domstolene i den medlemsstat, hvor de ønskede oplysninger eller beviser befinder sig, kompetence med hensyn til sådanne retsmidler, ud over kompetencen for de domstole, der er kompetente med hensyn til sagens realitet;

28.

finder, at »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler« bør defineres i en betragtning med den formulering, der er anvendt i St Paul Dairy-sagen;

29.

er af den opfattelse, at den sondring, der foretages i Van Uden-sagen mellem sager, hvor den domstol, der anvender retsmidlet, er kompetent til at påkende sagens realitet, og sager, hvor den ikke er det, bør erstattes med et kriterium om, hvorvidt der anmodes om retsmidler til støtte for søgsmål, der er anlagt eller skal anlægges i den pågældende medlemsstat eller i en ikke-medlemsstat (i hvilket tilfælde begrænsningerne i artikel 31 ikke bør finde anvendelse), eller til støtte for søgsmål i en anden medlemsstat (i hvilket tilfælde begrænsningerne i artikel 31 bør finde anvendelse);

30.

opfordrer indtrængende til, at der indsættes en betragtning for at løse problemerne i forbindelse med det i Van Uden-dommen fastslåede krav om en »reel tilknytning« til den stedlige kompetence for den domstol i en medlemsstat, der anvender et sådant retsmiddel, for at gøre det klart, at domstolene i medlemsstaterne ved afgørelsen om, hvorvidt et foreløbigt retsmiddel anvendt til støtte for en sag i en anden medlemsstat skal anvendes, fornys, ændres eller ophæves, bør tage hensyn til alle omstændigheder, herunder i) eventuelle udtalelser fra den domstol i en medlemsstat, hvor hovedsagen er anlagt, om det omhandlede retsmiddel eller tilsvarende retsmidler, ii) om der er en reel tilknytning mellem det retsmiddel, der anmodes om, og den medlemsstats territorium, hvor anmodningen er fremsat, og iii) retsmidlets sandsynlige indflydelse på sager, der verserer eller skal anlægges i en anden medlemsstat;

31.

forkaster Kommissionens idé om, at den domstol, hvor hovedsagen er anlagt, bør kunne ophæve, ændre eller tilpasse foreløbige retsmidler anvendt af en domstol i en anden medlemsstat, da dette ville stride mod ånden i forordningens princip om gensidig tillid; mener endvidere, at det er uklart, på hvilket grundlag en domstol skulle kunne ændre en afgørelse truffet af en domstol i en anden jurisdiktion, og hvilken lovgivning der ville finde anvendelse under sådanne omstændigheder, og at dette kunne skabe reelle praktiske problemer. f.eks. med hensyn til omkostningerne;

32.

understreger, at Kommissionen i forbindelse med sit kommende arbejde med retsakter om kollektive søgsmål eventuelt vil være nødt til at overveje at fastlægge særlige kompetenceregler for kollektive søgsmål;

33.

mener på baggrund af de særlige vanskeligheder inden for international privatret, EU’s lovvalgsreglers betydning for virksomheder, borgere og parter i internationale tvister og behovet for en konsekvent retspraksis, at tiden er inde til at oprette en særlig afdeling i Domstolen for anmodninger om præjudicielle afgørelser vedrørende international privatret;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/44

A.

der henviser til, at selv om traktaten om Den Europæiske Union og chartret om grundlæggende rettigheder fastsætter de værdier, som EU bygger på, er det ikke alle mennesker i EU, der i praksis har fuld gavn af chartret om grundlæggende rettigheder, navnlig kvinder fra etniske minoritetsgrupper, herunder dem der er ofre for vold, menneskehandel og fattigdom; der endvidere henviser til, at disse værdier er fælles for medlemsstaternes samfund, der er præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd,

B.

der henviser til, at artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder forbyder enhver forskelsbehandling på grund af tilhørsforhold til et nationalt mindretal; der imidlertid henviser til, at mange grupper af etniske mindretal, der lever i EU, stadig er ofre for forskelsbehandling, social udstødelse og udsondring,

C.

der henviser til, at ligebehandling er en grundlæggende rettighed, og ikke et privilegium, for alle borgere, og der henviser til, at tolerance bør være en generel livsholdning og ikke en tjeneste, der ydes nogle personer; der henviser til, at alle former for forskelsbehandling skal bekæmpes med lige stor intensitet;

D.

der henviser til, at kvinder fra etniske minoriteter er ugunstigt stillet ikke kun i forhold til kvinder generelt, men også i forhold til mænd fra etniske minoriteter,

E.

der henviser til, at en fælles EU-indsats er forudsætningen for en sammenhængende politik til fremme af den sociale inklusion af kvinder fra etniske minoriteter, herunder foranstaltninger, som bekæmper diskrimination og forbedrer adgangen til boliger, beskæftigelse, uddannelse, sundhedsydelser og sociale ydelser, og som fremmer respekten for de grundlæggende rettigheder,

F.

der henviser til, at der ikke findes nogen universelt accepteret juridisk definition af etniske minoritetsgrupper, og at principperne om lige muligheder og ligebehandling baseret på gensidig respekt, forståelse og accept bør udgøre en hjørnesten i EU's integrationspolitikker for alle indbyggere i EU uanset deres baggrund,

G.

der henviser til, at lige adgang for alle til uddannelse af høj kvalitet fremmer inklusionen på arbejdsmarkedet og den generelle livskvalitet; der henviser til, at etniske minoriteter i visse medlemsstater imidlertid udelukkes fra at deltage fuldt ud og på lige vilkår i de almindelige uddannelsessystemer; der henviser til, at uddannelsessystemerne må formidle værdier som tolerance og lighed med henblik på at sikre udviklingen af et demokratisk og åbensindet samfund i EU,

H.

der henviser til, at integrationspolitikker for borgere fra tredjelande drager fordel af et stærkere kønsperspektiv, der er væsentligt til sikring af, at der tages særlige hensyn til behov hos kvinder fra etniske minoritetsgrupper,

I.

der henviser til, at politikker og lovgivning vedrørende indvandring og asyl bør fremme inklusionen af kvinder fra etniske minoritetsgrupper,

J.

der henviser til, at der er behov for en målrettet tilgang til den sociale inklusion af kvinder fra etniske minoriteter for at undgå mangesidet diskrimination, stereotype opfattelser, stigmatisering og etnisk udsondring,

K.

der henviser til, at forskelle i kultur, tradition og/eller religion ikke bør være en hindring for inklusionen af kvinder fra etniske minoritetsgrupper,

L.

der henviser til, at indsamling af kønsopdelte data er en forudsætning for at beskytte og fremme kvinders og etniske mindretals menneskerettigheder; der endvidere henviser til, at manglen på statistikker betyder, at mange problemer fortsat er umulige at identificere, hvilket betyder, at der ikke er vedtaget nogen målrettet politik,

M.

der henviser til, at der findes en lang række egnede instrumenter og politikker, der er tilgængelige med henblik på at sikre inklusionen af kvinder, der tilhører etniske mindretal, men at der er mangler ved gennemførelsen på nationalt plan og mangel på koordinering på EU-plan,

N.

der henviser til, at kvinder fra etniske minoritetsgrupper i de fleste tilfælde udsættes for mangesidet diskrimination og er mere sårbare over for social udstødelse, fattigdom og ekstreme overtrædelser af menneskerettighederne, som f.eks. menneskehandel og tvangssterilisation, end kvinder fra det traditionelle samfund og mænd fra minoritetsgrupper,

O.

der henviser til, at den lavere socioøkonomiske status, som mange kvinder fra etniske minoriteter har, i praksis resulterer i en begrænsning af udøvelsen af deres grundlæggende rettigheder og manglende adgang til midler, herunder reproduktive og seksuelle sundhedsmidler, og vanskeliggør inklusionsprocessen,

P.

der henviser til, at kvinders sundhedstilstand både påvirker deres egen og deres børns sundhed,

Q.

der henviser til, at kvinders aktive deltagelse i samfundet og deres vellykkede inklusion vil have en positiv indvirkning på deres børn og de fremtidige generationer,

R.

der henviser til, at den sociale udstødelse af kvinder fra etniske minoriteter, kan føre til vanskeligheder med hensyn til økonomisk uafhængighed, hvilket kan resultere i direkte og indirekte udgifter for fællesskabet og de offentlige budgetter,

S.

der henviser til, at kvinder fra etniske minoritetsgrupper er mere sårbare over for de forskellige former for vold og udnyttelse fra mænds side, når de er mindre integreret end kvinder, der hører til det traditionelle samfund,

T.

der henviser til, at social inklusion ville drage fordel af øgede og regelmæssige høringer af kvinder fra etniske minoritetsgrupper på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan,

1.

understreger, at der ikke findes nogen universelt accepteret juridisk definition af etniske minoritetsgrupper, og at dette begreb dækker over en bred vifte af forhold for forskellige etniske grupper i EU's medlemsstater;

2.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med ngo'er og civilsamfundsgrupper regelmæssigt at indsamle og analysere data opdelt efter køn og etnisk tilhørsforhold i overensstemmelse med medlemsstaternes regler om beskyttelse af personoplysninger om spørgsmål, der vedrører social inklusion, som f.eks. adgang til uddannelse, arbejdsmarkedet, social sikring, sundhedssystemet og boliger;

3.

mener, at det er af allerstørste vigtighed at gennemføre den eksisterende lovgivning rettidigt og dermed gennemføre direktiverne i medlemsstaterne; mener, at der er behov for en mere struktureret koordinering mellem EU's politikker, nationale samt lokale politikker vedrørende etniske minoritetsgrupper for at få en varig effekt og opnå bedre politikker på EU-plan samt på nationalt, regionalt og lokalt plan, og opfordrer politikerne på alle niveauer til at høre de kvinder, hvis rettigheder det vedrører, samt deres samfund og organisationer, der er aktive på området, om politikker og foranstaltninger, som sigter mod at forbedre den sociale inklusion af kvinder fra etniske minoriteter;

4.

Understreger betydningen af undervisning i accept af forskellige kulturer og konsekvenserne af forskelsbehandling og fordomme; bemærker, at både de etniske minoriteter og det traditionelle samfund har ansvaret for en effektiv inklusion, og at begge må bestræbe sig på at integrere sig med hinanden, hvis der skal opnås social enhed;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger, der sigter mod at undgå, at kvinder fra etniske minoriteter mister deres færdigheder, ved at sikre bedre adgang til arbejdsmarkedet, herunder adgang til børnepasning til en rimelig pris og af høj kvalitet, og ved at sikre adgang til undervisning, uddannelse, og erhvervsuddannelse; opfordrer i denne forbindelse til en effektiv iværksættelse af politikker for kvinder, der tilhører etniske minoritetsgrupper, og som indfører klare og hurtige procedurer med hensyn til anerkendelse af færdigheder og kvalifikationer;

6.

bemærker betydningen af rollemodeller for integrationen og støtter udvekslingen af bedste praksis fra de medlemsstater, der har bedre erfaring med at forhindre social udstødelse; opfordrer politikerne på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan til at høre organisationer for kvinder fra etniske minoriteter om politikker og foranstaltninger, som sigter mod social inklusion af kvinder fra etniske minoriteter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå foranstaltninger til fremme af eksistensen af interkulturelle og sociokulturelle mæglere i EU;

7.

mener, at inklusionsprocessen skal indledes på et tidligt stadium i livet for at have reel mulighed for at skabe alternativer til fattigdom og social udstødelse; fastholder derfor, at det er nødvendigt at etablere en institutionel ramme for lokalsamfundsbaserede sociale og uddannelsesmæssige ydelser for børn og familier, som opfylder regionale og personlige behov og garanterer lige adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet; opfordrer derfor Kommissionen til at yde særlig støtte til programmer for tidlig inklusion;

8.

opfordrer Kommissionen, via Den Europæiske Socialfond, og medlemsstaterne, via nationale sociale fonde, til at fremme iværksættermuligheder med særligt med fokus på kvinder fra etniske minoritetsgrupper, ved at formidle iværksætterseminarer og workshopper og reklamere for udviklingsprojekter;

9.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med ngo'er at gennemføre oplysningskampagner rettet mod kvinder fra etniske minoriteter og offentligheden og til at sikre fuld gennemførelse af de relevante bestemmelser med henblik på at bekæmpe diskriminerende kulturelle sædvaner og patriarkalske rollemodeller, undgå polarisering og tackle udbredte kønsstereotyper og social stigmatisering, der understøtter vold mod kvinder, og til at sikre, at der ikke findes nogen som helst begrundelse for vold på baggrund af sædvane, traditioner eller religiøse hensyn;

10.

understreger, at der er behov for mere tværgående forskning og flere indikatorer vedrørende indvirkningen af diskrimination og social udstødelse på kvinder, der tilhører etniske minoriteter, på EU's område for at udarbejde målrettede integrationspolitikker; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen, og særligt GD Forskning, til at finansiere sådanne forskningsprojekter;

11.

opfordrer kvinder fra etniske minoritetsgrupper til en aktiv politisk og social deltagelse på alle samfundsområder, herunder politisk lederskab, uddannelse og kultur, med henblik på at bekæmpe den nuværende underrepræsentation;

12.

påpeger, at kvinders økonomiske uafhængighed og kapacitet er centrale faktorer i forbindelse med sikringen af deres fulde deltagelse i det traditionelle samfund;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at respektere de grundlæggende rettigheder for alle kvinder, herunder kvinder fra etniske minoriteter, navnlig med hensyn til deres adgang til sundhedspleje, domstolene, retshjælp, juridisk information og boliger;

14.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne samt regionale og lokale myndigheder til at gøre en aktiv indsats for at fremme og lette adgangen til uddannelse med særligt fokus på læring af sprog, særligt opholdslandets sprog, og adgang til livslang læring og videregående uddannelse for kvinder og piger fra etniske minoriteter med henblik på at undgå en kønsskævhed i uddannelsesniveauer, der kan føre til udelukkelse fra arbejdsmarkedet og fattigdom;

15.

understreger, at kvinder fra etniske minoritetsgrupper har behov for adgang til oplysninger om sundhed på forskellige sprog, og at det er vigtigt, at udbydere af sundhedsydelser får en interkulturel uddannelse i samarbejde med grupper, der repræsenterer kvinder fra etniske minoriteter;

16.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til kønsaspektet, når den tager beslutninger om politikker og foranstaltninger, der sigter mod social inklusion;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, der skal sikre adgangen til støttetjenester, der skal forebygge kønsbestemt vold og beskytte kvinder mod denne vold, uanset deres juridiske status, race, alder, seksuelle orientering, etniske oprindelse eller religion;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den eksisterende ligestilling og lovgivningen mod forskelsbehandling gennemføres fuldt ud ved at stille ressourcer til rådighed for foranstaltninger til målrettet uddannelse i og oplysning om de rettigheder, som kvinder, der tilhører etniske minoriteter, allerede har, og om de måder, hvorpå de kan afhjælpe krænkelser af deres rettigheder;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at medtage direkte klausuler og bindende regler vedrørende mangesidet diskrimination i deres retssystemer for at sikre, at ofre for mangesidet diskrimination, hvoraf kvinder fra etniske minoriteter udgør en stor gruppe, beskyttes;

20.

fastholder, at Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder skal inddrages aktivt i indsamlingen af data og undersøgelsen af spørgsmål om integration af kvinder fra etniske minoriteter, og at princippet om integration af ligestillingsaspektet og fremme af prioriteter på området for social inklusion skal anvendes konsekvent;

21.

opfordrer EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder til at anlægge et tværgående perspektiv for ligestilling og kvinders rettigheder i forbindelse med alle aspekter af den flerårige ramme og de efterfølgende aktiviteter, herunder de aspekter, der vedrører etnisk diskrimination samt romaers grundlæggende rettigheder;

22.

opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til systematisk at indsamle data, der er opdelt efter køn og etnisk tilhørsforhold samt andre årsager, og fremlægge resultater opdelt efter køn og etnisk tilhørsforhold; understreger, at det er nødvendigt med passende dataindsamling og databeskyttelsesmekanismer for at undgå misbrug af data til formål som f.eks. racerelateret profilering;

23.

fremhæver de nationale ligestillingsorganers afgørende rolle med hensyn til at støtte og hjælpe ofre for diskrimination og oplyse disse om deres rettigheder og forpligtelser; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de nationale ligestillingsorganer er effektive og uafhængige, og til at give dem tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til hvert enkelt diskriminationsgrundlag samt til mangesidet diskrimination; opfordrer de nationale ligestillingsorganer til at udvikle værktøjer og uddannelse vedrørende mangesidet diskrimination, herunder vedrørende den særlige situation, der gælder for kvinder fra etniske minoriteter;

24.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/49

A.

der henviser til, at samfundets aldring alt for ofte betragtes negativt, f.eks. i form af udfordringer til arbejdsstyrkens aldersstruktur og bæredygtigheden af social sikring og sundhedspleje, selvom ældre mennesker også udgør en økonomisk ressource samt en kilde til erfaring og yder vigtig støtte til samfundet og familien som plejere af afhængige og som beskæftigelsesrådgivere i kraft af deres brede erhvervserfaring, og de bidrager også til bevarelsen af landdistrikterne,

B.

der henviser til, at køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 har sat fokus på mangler i opnåelsen af fuld ligestilling mellem kvinder og mænd og i visse tilfælde har drevet dagsordenen for ligestilling mellem kvinder og mænd fremad, men at der har været langt imellem de overordnede fremskridt,

C.

der henviser til, at den aktuelle økonomiske og sociale krise har særlig alvorlige konsekvenser for kvinder - navnlig for ældre kvinder - og for de tjenester, der ydes til dem, hvilket øger ulighederne og diskrimineringen ikke bare på grund af køn, men også alder og sundhedstilstand,

D.

der henviser til, at ældre risikerer fattigdom i højere grad end den brede befolkning, og at procentdelen i 2008 lå på omtrent 19 % af personer på 65 år og derover i EU-27, mens tallet for 2005 lå på 19 % og i 2000 på 17 %, og som henviser til, at kvinder på over 65 år har høj fattigdomsrisiko (den andel, der risikerer at blive ramt af fattigdom, er på 22 %, dvs. 5 procentpoint højere end for mænd),

E.

der henviser til, at befolkningen i EU-27 forventes at ældes, således at andelen på 65 år og derover vil vokse fra 17,1 % i 2008 til 30 % i 2060, og andelen på 80 år og derover i samme periode vil vokse fra 4,4 % til 12,1 %,

F.

der henviser til, at den erhvervsaktive del af befolkningen efter forudsigelserne bliver relativt mindre, og at integreringen af grupper, der for nuværende ikke er aktive på arbejdsmarkedet, bliver stadig vigtigere,

G.

der henviser til, at kønsaspektet er en væsentlig faktor i aldringen, da kvinders forventede levetid er ca. seks år længere end mænds, idet statistikker for EU-27 viser, at mænd gennemsnitligt bliver 76 år og kvinder 82, og der henviser til, at Eurostats tal derimod også viser, at forskellen mellem den raske levetid for henholdsvis mænd og kvinder er langt mindre: mænd kan påregne 61,6 år og kvinder 62,3 år,

H.

der henviser til, at kvinder traditionelt har højere fattigdomsrisiko og begrænsede pensioner, navnlig kvinder på over 65 år, der ofte modtager pensioner, der kun lige ligger over eksistensminimum, af forskellige årsager, såsom de store kønsbestemte lønforskelle, som direkte påvirker pensionsrettighederne, den omstændighed, at de har taget en pause fra arbejdsmarkedet eller er stoppet med at arbejde for at påtage sig familieansvar eller har arbejdet i deres mands virksomhed, navnlig inden for det private erhvervsliv og landbruget, uden aflønning og uden tilknytning til sociale sikringsordninger, og der henviser til, at risikoen for at blive offer for fattigdom i perioder med økonomisk tilbagegang er endnu højere for disse kvinder,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om konsekvenserne af befolkningsaldringen i EU, men beklager imidlertid, at de definitioner, statistikker og situationer, der behandles, ikke i tilstrækkelig grad er baseret på opmærksomhed omkring kønsbestemte uligheder i alderdommen, hvilket navnlig skyldes akkumulerede kønsbestemte skævheder gennem hele livet;

2.

støtter Kommissionens fokus på den strategi, Det Europæiske Råd vedtog i Stockholm i 2001 (5) som en langsigtet mulighed for at tage fat på de udfordringer og muligheder, aldringen skaber i samfundene; støtter ligeledes Kommissionen forslag om, at der bør indtages en sammenhængende og bred holdning til aldring og til skabelse af muligheder, navnlig inden for markeder for produkter og tjenesteydelser, der sigter mod ældre menneskers behov og behovet for uformelle plejere af plejeafhængige personer; opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på beskyttelsen af ældres forbrugerrettigheder, eftersom ældre ofte vildledes og snydes;

3.

opfordrer institutionerne til at skabe en mere positiv holdning til aldring og til at øge EU-borgernes bevidsthed om aldersspørgsmål og disses faktiske virkninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage hånd om den byrdeorienterede holdning til aldring ved f.eks. at iværksætte en undersøgelse af virkningen af og potentialet i økonomien omkring det grå guld, hvor ældre kvinder er aktive subjekter; glæder sig meget over Kommissionens initiativ til at gøre 2012 til året for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne;

4.

betragter vedtagelse af en livscyklus-tilgang, hvor der tages hensyn til sammenhængen mellem aldring og køn, som vejen fremad i aldringspolitikken; betragter også vedtagelse af en alders- og kønsbaseret tilgang, hvor integrering af alders- og kønsaspektet bliver en uundværlig metode og instrument til udformningen af politikker på alle relevante områder (økonomi, socialområdet, beskæftigelse, folkesundhed, fødevaresikkerhed, forbrugerrettigheder, den digitale dagsorden, areal- og byplanlægning osv.) som vejen frem mod skabelse af mere social integration og social samhørighed;

5.

opfordrer til, at direktivet mod forskelsbehandling vedtages snarest muligt;

6.

erkender, at aldersdiskriminering må bekæmpes med mere effektive juridiske instrumenter og mere tilgængelige procedurer, navnlig hvis der er tale om diskriminering på arbejdspladsen, hvor der findes specifik lovgivning, og hvor støtte til den enkelte og undersøgelse af omstændighederne er afgørende; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre effektiv gennemførelse af den nødvendige lovgivning til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af alder og andre former for forskelsbehandling;

7.

ønsker en mere rettighedsbaseret tilgang til aldring, således at ældre mennesker kan agere som stærke subjekter i stedet for objekter;

8.

opfordrer til øget tilførsel af midler samt øget forskning og udvikling af eksisterende overvågningsmekanismer, da aldersdiskriminering sjældent anerkendes og bekæmpes; mener, at der er behov for en øget bevidsthed i medlemsstaterne, og vil glæde sig over forslag fra Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder;

9.

understreger nødvendigheden af at anerkende den flerdobbelte diskriminering, som ældre kvinder udsættes for i samfundet, hvor de diskrimineres både på grundlag af alder, køn, sundhedstilstand og handicap;

10.

er dybt bekymret over den grad, i hvilken de mest udsatte grupper af kvinder udsættes for flerdobbelt diskriminering, herunder indvandrerkvinder, handicappede kvinder, homoseksuelle kvinder, kvinder tilhørende mindretal, kvinder med få kvalifikationer og ældre kvinder, idet de diskrimineres på grundlag af alder, køn, etnisk oprindelse og seksuel eller religiøs orientering etc., og opfordrer til positive foranstaltninger mod diskriminering;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre egentlige oplysningskampagner for at oplyse om ældres fundamentale rolle i samfundet og behovet for at give ældre kvinder mulighed for at genfinde deres rolle ved bl.a. at fremme mindre håndværk;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage særlig højde for situationen for ældre lesbiske, biseksuelle og transseksuelle kvinder;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre nye former for orlov, der gør det muligt at tage betalt orlov til plejeopgaver ud over barselsorlov og fremme mere ligelig fordeling af ubetalt plejearbejde mellem kvinder og mænd, idet uofficiel pleje i hjemmet begrænser de plejende personers muligheder for at arbejde uden for hjemmet; mener, at en metode til nedbringelse af fattigdom blandt ældre kvinder i denne forbindelse er at støtte ordninger, som f.eks. deltidsarbejde og jobdeling, der muliggør fleksibelt arbejde; understreger i denne forbindelse, at de beskæftigelsesmæssige rettigheder for fleksible arbejdstagere imidlertid skal være de samme som for fuldtidsansatte; understreger, at arbejdsløsheden blandt ældre kvinder må bekæmpes, hvis beskæftigelsesmålene i EU 2020-strategien skal opfyldes;

14.

anmoder medlemsstaterne om at udvikle mekanismer til at sikre, at akkumuleringen af pensionsrettigheder er tilstrækkelig i de perioder, hvor en persons indkomstniveau midlertidigt er lavere på grund af plejeopgaver, en situation, der navnlig berører kvinder; anmoder Kommissionen om at iværksætte en undersøgelse af de forskellige virkninger, som medlemsstaternes pensionssystemer har for kvinder og mænd;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for kønsaspektet i forbindelse med reformer af pensionssystemerne og tilpasse pensionsalderen under hensyntagen til forskellene mellem kvinder og mænd i forhold til arbejdsmønstre og ældre kvinders højere risiko for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme former for gensidig hjælp, der kan bygge bro mellem unge og ældre, og hvor unges entusiasme og ældres erfaring kan værdsættes;

17.

ønsker en rettighedsbaseret tilgang for at gøre det muligt for ældre mennesker at spille en aktiv rolle, når der træffes afgørelse om valg og udformning af deres pleje og sociale tjenester samt behandlinger, når der foreligger valgmuligheder; opfordrer også til gennemførelse af en efterspørgselsbaseret tilgang for så vidt angår alle former for plejeydelser for at sætte ældre i stand til at leve autonomt, så længe de ønsker det;

18.

opfordrer til, at der fremmes politikker vedrørende støtte inden for familien, som gør det muligt for borgerne at beslutte, hvorvidt de selv ønsker at tage sig af ældre familiemedlemmer eller benytte sig af supplerende sociale tjenester, og der bør udbetales ensartede godtgørelser for begge former for hjælp;

19.

understreger, at offentlige og private tjenester skal være let tilgængelige, af høj kvalitet og økonomisk overkommelige for ældre mennesker, og at disse tjenesters struktur skal understøtte en så lang plejeperiode i hjemmet som muligt;

20.

mener, at der er behov for en sammenhængende støttepolitik for uformelle plejere, som for de flestes vedkommende er kvinder, som omfatter deres status, sociale ydelser og sociale sikringsrettigheder, tilrådighedsstillelse af sociale tjenester og støttetjenester, tilstedeværelse af professionelle plejeydelser etc.;

21.

understreger, at frivilligt arbejde og uformel pleje, som ofte hviler på skuldrene af kvinder, ikke må gøre det ud for manglende sociale plejeydelser, og anmoder om, at der træffes ordentlige sociale foranstaltninger, der gør, at kvinder kan hellige sig selvvalgte betalte aktiviteter;

22.

opfordrer til, at der på medlemsstatsniveau etableres hjælpepakker, der omfatter programmer indeholdende foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesegnetheden, afbødning af virkningerne af arbejdsløshed og højnelse af beskæftigelsesniveauet blandt borgere på over 50 år;

23.

understreger, at plejens kvalitet bør sikres for at sikre kvalitet i alderdommen og for at hindre det fysiske, seksuelle, psykologiske og økonomiske misbrug, ældre ofte udsættes for; understreger, at beboere i offentlige eller private institutioner for ældrepleje bør have ret til at deltage i beslutningsprocessen i disse institutioner gennem bestyrelsesarbejde og administrative strukturer; mener, at medlemsstaterne bør sikre, at de personer, der plejer ældre mennesker inden for den offentlige og private sektor, løbende bliver uddannet, og at deres arbejde underkastes regelmæssig bedømmelse, og at deres arbejde tillægges større økonomisk værdi, herunder med hensyn til løn, forsikring og arbejdsforhold;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme støtten til uddannelse inden for psykologisk og fysisk hjælp til ældre samt til at etablere passende faciliteter hertil;

25.

opfordrer til, at plejehjem, der normalt fungerer som hospitaler, omdannes til indbydende steder, hvor en familiebaseret model anvendes til at undgå institutionalisering;

26.

foreslår, at EU's handlingsplan om Alzheimers sygdom på behørig vis anerkender ældre kvinders rolle i forbindelse med pleje af demensramte og gennemføres snarest; mener desuden, at der er behov for nationale programmer til at kortlægge, hvilke foranstaltninger, der kan træffes for at forbedre ældre kvinders livskvalitet; foreslår, at alzheimerforeninger høres for at kortlægge og gennemføre disse foranstaltninger;

27.

ønsker, at kønsperspektivet tages i betragtning i forbindelse med medicinske diagnoser for at sikre, at disse er nøjagtige, og at borgerne modtager den rette behandling og pleje; ønsker, at diagnoseinstrumenterne, sundhedstjenesterne og plejen ikke begrænses blot på grund af patienternes køn og alder, men at ældre kvinder f.eks. skal have mulighed for screening for bryst-, livmoderhals-, lunge- og tarmkræft og for hjerte-kar-sygdomme; anmoder ydermere om, at der ofres større opmærksomhed på forebyggelse og behandling af sygdomme, som ældre kvinder er særlig udsatte for at blive ramt af, som f.eks. osteoporose og rheumatoid arthrit;

28.

anmoder om, at køns- og aldersperspektivet anvendes i anbefalinger vedrørende ernæring; anmoder ligeledes om, at køns- og aldersperspektivet anvendes i henstillinger vedrørende fødevaresikkerhedsspørgsmål, såsom fødevaremærkning, sundhedsanprisninger, Reach-forordningen og nye levnedsmidler;

29.

understreger, at både teknologien og de tekniske fremskridt kan være vigtige i forbindelse med tilpasning af samfundet til en aldrende befolknings behov; opfordrer til, at innovationer skabt i snævert samarbejde med ældre mennesker anvendes mere omfattende, f.eks. forenklede mobiltelefoner og internetforbindelser, smarte sensorer i specifikke produkter for at sænke antallet af ulykker, træning af hunde til at hjælpe personer, der f.eks. lider af sygdomme, der påvirker hukommelsen osv., og opfordrer til, at programmer, der er særlig udformede på grundlag af livslang læring for ældre, støttes af staten;

30.

opfordrer til, at der i forbindelse med afprøvninger af medicinalprodukter, der er under udvikling, ikke blot foretages undersøgelser af deres virkning på mænds, men også på kvinders krop;

31.

stiller forslag om, at der foretages statistiske undersøgelser af stigningen i vold mod ældre med henblik på at kaste lys over dette alvorlige problem, som ældre normalt er ude af stand til at indberette, eftersom de måske accepterer dårlig behandling som del af det at blive ældre og afhængig af andre, og for at bekæmpe mishandling af ældre mere effektivt og med større indsats fra samfundet som helhed;

32.

opfordrer med henblik på at forebygge udelukkelse af ældre kvinder fra samfundet til, at der etableres målrettede kulturelle ordninger og uddannelsesordninger for ældre kvinder, så de bliver inddraget i initiativer af lokal karakter;

33.

anmoder Kommissionen om inden udgangen af 2011 at foreslå en handlingsplan, der omfatter:

34.

opfordrer Kommissionen til at ajourføre og styrke kontrolmekanismerne vedrørende gennemførelsen af intentioner i forbindelse med de grundlæggende rettigheder inden udgangen ad 2012; opfordrer desuden til øget bevidsthed om disse, ofte for lidt anvendte, mekanismer, da ældre i almindelighed, og navnlig kvinder, ikke er bevidst om deres rettigheder;

35.

bekræfter, at alle mænd og kvinder i EU skal have ret til hensigtsmæssige, passende og økonomisk overkommelige sociale og sundhedsmæssige tjenester af almen interesse alt afhængig af deres særlige behov og præferencer; opfordrer Kommissionen til at forelægge et direktivforslag om grundlæggende tjenester, der tager hensyn til de nationale forhold; understreger, at ældre kvinder er særlig sårbare og opfordrer Kommissionen til at overveje et system, hvor alle mænd og kvinder i EU får ret til en grundindtægt, der baseres på de respektive medlemsstaters levestandard;

36.

opfordrer Kommissionen til at bestræbe sig på at sikre, at der øremærkes EU-midler til projekter, der bl.a. omfatter socialt ugunstigt stillede enlige og ældre kvinder;

37.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/55

A.

der henviser til, at information til borgerne og kommunikation mellem politiske beslutningstagere og de stemmeberettigede udgør vigtige elementer i vore repræsentative demokratiske samfund og er en grundlæggende forudsætning for borgernes udøvelse af deres ret til fuldstændig og oplyst demokratisk deltagelse i det nationale og EU’s offentlige liv,

B.

der henviser til, at borgerne har ret til at blive oplyst om EU og dets konkrete projekter, give udtryk for deres tanker om EU og blive lyttet til; der henviser til, at den kommunikative udfordring netop ligger i at fremme denne dialog,

C.

der henviser til, at det sidste valg til Europa-Parlamentet ikke fik vendt udviklingen med en faldende valgdeltagelse, hvilket understreger behovet for fortsat at bestræbe sig på at få bugt med afstanden mellem EU og dets borgere,

D.

der henviser til, at der er klare beviser for, at borgerne er underinformerede om EU’s politikker og spørgsmål og samtidig har et ønske om at blive bedre informeret, hvilket afspejler sig i resultaterne fra diverse opinionsundersøgelser fra Eurobarometer; der henviser til, at det af disse opinionsundersøgelser fremgår, at denne mangel på information er en af de vigtigste årsager til, at borgere beslutter sig for ikke at stemme og tøver med at stole på EU's institutioner,

E.

der henviser til, at Lissabontraktaten har givet Parlamentet mere magt i forhold til EU's beslutningsproces, hvilket gør det endnu vigtigere, at EU-borgerne kender til de valgte repræsentanters arbejde,

F.

der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres en ny form for inddragelse af offentligheden i udformningen af EU’s politikker, nemlig det europæiske borgerinitiativ; der henviser til, at borgernes adgang til og kritiske forståelse af information er af central betydning for, at det europæiske borgerinitiativ bliver vellykket,

G.

der henviser til, at et offentligt rum kan forstås som et rum, hvori de offentlige politikker bedre kan forstås a fog deles med alle EU-borgere og alle dele af befolkningen i hele dens mangfoldighed, så de svarer bedre til disses forventninger, og at det skal være et sted for både formidling af oplysninger og for vidtrækkende høringer, der går på tværs af de nationale grænser og bidrager til udviklingen af et interessefællesskab i EU,

H.

der henviser til at begrebet »nye medier« anvendes til at beskrive netværksbaserede digitale informations- og kommunikationsteknologier; der henviser til, at disse nye teknologier fremmer informationsformidling og en mangfoldighed af udtryk og giver mulighed for opbygning af demokrati, der er mere baseret på meningsudvekslinger, der henviser til, at de elektroniske sociale medier skaber nye former for offentlighed, som er fysisk adskilte, men holdt sammen af en fælles interesse for samme emne, og har potentiale for at skabe transnationale offentlige rum,

I.

der henviser til, at Parlamentets vellykkede brug af sociale medieplatforme i kampagnen op til valget til Europa-Parlamentet i 2009 øgede antallet af aktive brugere, særligt blandt de unge,

J.

der henviser til, at der er sket en ændring af den måde, hvorpå unge mennesker opfatter, anvender og udnytter medierne; der henviser til, at unge i vid udstrækning anvender nye teknologier som kommunikationsmiddel,

K.

der henviser til, at skabelsen af et europæisk offentligt rum hænger tæt sammen med tilstedeværelsen af paneuropæiske eller transnationale mediestrukturer, der henviser til, at der ikke er noget overordnet europæisk offentligt rum på nuværende tidspunkt, men der henvises til, at der er meget livlige nationale offentlige rum, hvorimellem der bør udvikles synergier, f.eks. i stil med den fransk-tyske tv-kanal Arte,

L.

der henviser til, at det ifølge protokollen om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten (5) er op til medlemsstaterne at definere og tilrettelægge opgaverne for public service radio- og fjernsynsforetagender,

M.

der henviser til, at de lovbestemmelser, der regulerer mediemarkedet, er vidt forskellige i de enkelte medlemsstater og skal respekteres,

N.

der henviser til, at nationale medier og navnlig public service radio- og tv-selskaber har et særligt ansvar for at informere offentligheden udførligt om den politiske beslutningsproces og ledelse, hvilket også bør gælde for EU-anliggender,

O.

der henviser til, at man for at øge befolkningens viden om EU er nødt til at gøre EU til en del af skolernes læseplan,

P.

der henviser til, at journalistikken er en vigtig målepind for demokratiet, og at det skal give fri adgang til en mangfoldighed af meninger, der henviser til, at journalister og medierne spiller en central rolle i den europæiske integrationsproces,

Q.

der henviser til, at Unionen i sin søgen efter folkelig legitimitet i medlemsstaterne skal fremme etableringen af tværnationale medier, der kan forlene Europa med en ny demokratisk og uafhængig dimension, samtidig med at reglerne til beskyttelse af mangfoldighed og bekæmpelse af koncentration af medieejerskab strammes,

R.

der henviser til, at fremkomsten af nye kommunikationsredskaber har ændret alle dele af journalistfaget og medieindustrien og fået den til at gentænke fagets traditionelle metoder og derved gøre alle i stand til at skabe og dele indhold i blogs; der henviser til, at sociale netværk er blevet en uomgængelig del af Web 2.0 og har ændret praksis og føjet en ny dimension til nyhedsformidling, idet stadig flere journalister anvender disse netværker som kilde til information eller som middel til spredning heraf; der henviser til, at sociale medier har en vis betydning i forbindelse med research til og udarbejdelse af forskellige former for artikler, og at journalister anvender dem til at offentliggøre, dele og promovere deres artikler,

1.

går ud fra, at det må være EU-institutionernes mål sammen at skabe et europæisk offentligt rum, der karakteriseres ved alle EU-borgeres mulighed for at deltage, og hvis grundlag er fri og gratis adgang til alle offentlige informationer fra Kommissionen, Rådet og Parlamentet på alle EU-sprog;

2.

tager med glæde imod den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med titlen »Partnerskab om formidling af EU« og henstiller indtrængende EU-institutionerne til at respektere og vedstå denne erklæring;

3.

mener, at EU's nyhedsdækning skal leveres af alle former for medier, navnlig massemedier, og at den skal være upartisk, faktuel og uafhængig, hvilket er en vigtig forudsætning for at fremkalde en paneuropæisk debat og skabe et europæisk offentligt rum;

4.

bemærker, at manglen på onlinenyheder og information om EU og dens institutioner ikke er problemet, men at dette snarere ligger i en mangfoldighed af informationer uden nogen egentlig prioriteret rækkefølge, der kan fore til, at for megen information bliver til slet ingen information; bemærker, at alle institutionerne har lanceret deres egne nyhedsplatforme, som dog ikke interesserer et bredt udsnit af befolkningen, eftersom de ofte ikke er klare, attraktive og forståelige, hvilket ofte skyldes, at der anvendes for teknisk en sprogbrug, der afskrækker personer, der ikke er vidende om europæiske emner; mener, at der bør etableres en letforståelig portal til platformene, der gør EU-institutionernes mekanismer lettere at forstå;

5.

mener, at kommunikationen bør baseres på en reel dialog mellem borgerne og de politikansvarlige samt på en fredelig politisk debat mellem borgerne; ønsker at se en mere interaktiv dialog, der i mindre grad er baseret på institutionel kommunikation, der ofte er uinspirerende og for forskellig fra folks hverdag;

6.

mener, at en kommunikationen for at være effektiv skal understrege den direkte sammenhæng, der er mellem politiske beslutninger truffet på europæisk niveau og borgernes hverdag, eftersom disse er af den opfattelse, at EU stadig er for langt væk og næsten ingen indflydelse har, hvad angår løsningen af deres konkrete problemer;

7.

anmoder Kommissionen om at styrke sin kommunikationspolitik og sætte det højt på prioriteringslisten, når genforhandlingen af den flerårige finansielle ramme efter 2013 skal begynde;

8.

Minder om, at de nationale parlamenter i medfør af EU-traktatens nye artikel 12 inddrages i udformningen af EU-politikker på et tidligere tidspunkt end før, og tilskynder til denne inddragelse med henblik på at øge graden af politisk debat på nationalt niveau; understreger vigtigheden af at involvere medlemmerne af de nationale parlamenter i EU's udarbejdelse af sin politik og tager med glæde imod initiativer, som når medlemmerne af nationale parlamenter deltager live i EP-udvalgsmøder via webstreaming;

9.

understreger den vigtige rolle de politiske partier indtager i forbindelse med opinionsdannelsen vedrørende europæiske spørgsmål; påpeger, at de spiller en førende rolle i forhold til at fremme debatten og bidrage til det europæiske offentlige rum; mener, at partierne burde lade europæiske spørgsmål få mere plads i deres programmer;

10.

mener, at civilsamfundsorganisationer har en vigtig rolle at spille i den europæiske debat; er af den opfattelse, at deres rolle bør styrkes gennem målrettede samarbejdsprojekter inden for den offentlige kommunikation;

11.

understreger behovet for, at de enkelte medlemsstater har en særlig tjeneste for EU-anliggender med en person, der er ansvarlig for at forklare EU-politikkers implikationer på lokalt, regionalt og nationalt niveau, og som kan fungere som et referencegrundlag, folk kan rette deres opmærksomhed mod i EU-anliggender;

12.

understreger, hvor vigtigt det er, at pressemedarbejdere i Kommissionens repræsentationer og Parlamentets informationskontorer i medlemsstaterne er medieprofessionelle, hvis opgave det er at spille en aktiv og synlig rolle i den nationale debat om EU-spørgsmål;

13.

påpeger, at det er nødvendigt at bringe den europæiske integrationsproces tættere på unge mennesker, og opfordrer derfor medlemsstaterne og regionerne til for at give eleverne kendskab til EU-institutionerne at overveje at inkludere EU I enhver læseplan som et specifikt, obligatorisk fag, der koncentrerer sig om EU’s historiske baggrund, formal og funktionsmåde, og opfordrer dem til at udveksle bedste praksis inden for dette område på EU-plan; mener, at fuld inddragelse af skolerne er af afgørende betydning for EU's kommunikationspolitik for at nå ud til og engagere de unge;

14.

bifalder Kommissionens og Parlamentets ordninger for uddannelse i EU-spørgsmål for journalister og opfordrer til, at de udvides for at imødekomme den voksende efterspørgsel; udtrykker sin bekymring over nedskæringerne i Kommissionens budgetposter for kommunikation, navnlig budgettet for information til medierne;

15.

anerkender vigtigheden af, at Euronews udvider sit udbud af sprog til at omfatte alle EU's medlemsstater (og flere til) og fortsat er et foregangseksempel for uafhængig tv-journalistik, der fremmer objektivitet i nyhedsformidlingen, kvalitet i politikken og gennemsigtighed i reklamerne;

16.

understreger, at det er af afgørende betydning, at mediernes frihed og redaktionelle uafhængighed respekteres på både EU-plan og nationalt plan, navnlig public service radio- og tv-selskabers ret til at programlægge frit, eftersom denne ret er en grundlæggende værdi i EU og dets medielandskab og er overordentlig væsentlig for at et frit, åbent og demokratisk samfund kan blomstre;

17.

gør opmærksom på, at de sociale medier har et enormt potentiale for at nå unge mennesker, og opfordrer derfor Kommissionen og Parlamentet til at styrke redaktionelt uafhængig medieredækning, der udføres under fravær af statslig indflydelse;

18.

understreger i betragtning af mediernes særlige formidlerrolle i den demokratiske vilje- og opinionsdannelse nødvendigheden af pålidelige politiske informationer, også i de nye medier; understreger betydningen af at fremme partnerskaber mellem public service og private medier for at nå ud til et bredere udsnit af befolkningen;

19.

opfordrer Kommissionen og Parlamentet til yderligere at styrke deres forpligtelse til at uddanne og oplære personale i kommunikationsfærdigheder og dermed gøre dem i stand til at kommunikere med medierne og offentligheden for at forbedre EU-institutionernes informations- og kommunikationsindsats; betragter øget rekruttering af professionelle mediefolk med henblik på at opfylde disse krav som afgørende;

20.

opfordrer Kommissionen til at være åben over for alle kommunikationsformer, have flere kontakter til journalister og medierne og støtte alle projekter og initiativer, der er rettet mod bedre information af offentligheden om EU-spørgsmål;

21.

foreslår, at Kommissionen fremmer og finansierer udvekslinger mellem radio- og tv-selskaber og andre professionelle mediefolk fra forskellige medlemsstater i overensstemmelse med bedste praksis i forbindelse med EU-dækning, herunder kurser for public service-medier og private medier;

22.

finder det nyligt faldende antal af akkrediterede journalister i Bruxelles dybt bekymrende og mener, at denne udvikling ikke er til gavn for hverken EU-institutionernes eller den akkrediterede presse i Bruxelles; anmoder derfor EU-institutionerne om at samarbejde tættere med pressens udsendinge i Bruxelles for at støtte dem, der for øjeblikket er i Bruxelles, og udvise dem større åbenhed; foreslår i denne forbindelse, at der træffes foranstaltninger til at gøre akkrediteringen af journalister lettere;

23.

glæder sig over, at mange medier, og navnlig public service radio- og tv-virksomheder, har investeret betragteligt i nye interaktive, ikke-lineære medietilbud, navnlig i forbindelse med dækning af nyheder og aktuelle begivenheder, især på internettet, der omfatter europæisk indhold, og derved først og fremmest når ud til et yngre publikum;

24.

anerkender, at public service radio- og tv-selskaber ikke er det eneste redskab til at få EU's budskaber ud til dets borger, eftersom empiriske data viser, at private radio- og tv-selskaber også er en nøgleressource for nyhedsdækningen af EU og kan bidrage til at udvikle og fremme et europæisk offentligt rum;

25.

glæder sig over pilotprojektet om europæiske forskningslegater til grænseoverskridende undersøgende journalistik; mener, at jurydeltagernes uafhængighed er afgørende for at sikre den redaktionelle uafhængighed;

26.

tilskynder til et EU-initiativ rettet mod etablering af efteruddannelsesprogrammer om EU-spørgsmål, især for unge journalister; mener, at der bør træffes foranstaltninger, der kan opmuntre journalister til at producere regelmæssige nyheder om EU-institutionernes virke; opfordrer medlemsstaterne til at lade kurser i journalistik med anvendelse af nye medier indgå i deres læseplaner;

27.

understreger, at det ifølge den såkaldte Amsterdamprotokol henhører under medlemsstaternes kompetence at definere, tilrettelægge og finansiere public service radio- og tv-virksomhed; tilskynder derfor medlemsstaterne til at medtage dækning af EU-anliggender, når det er passende i overensstemmelse med principperne om redaktionel uafhængighed og journalistisk etik;

28.

understreger, at nationale og regionale public service radio- og tv-selskaber har et særligt ansvar for at informere offentligheden om politik og udformningen af politik på EU-plan; understreger i denne sammenhæng, at public service-selskaberne er nødt til at se kritisk og med absolut redaktionel uafhængighed på deres egen dækning af EU og sætte ambitiøse mål for denne;

29.

understreger, at medlemsstaterne bør sikre public service radio- og tv-selskabernes uafhængighed, og at sidstnævnte har et ansvar for at dække EU-stof i forbindelse med deres offentlige servicefunktion med at formidle information og understøtte borgerne og civilsamfundet;

30.

understreger behovet for, at public service-medier integrerer kommunikationspraksisser, der støtter sig til de nye medier, så de styrker deres troværdighed gennem åben, offentlig deltagelse; opfordrer f.eks. public service radio- og tv-selskaber til at skabe online-fora, der anvender webstreaming, hvor offentligheden kan følge debatterne i de nationale parlamenter og i Europa-Parlamentet og udveksle synspunkter herom;

31.

understreger betydningen af at sikre, at EU's institutioner arbejder sammen om at forbedre kommunikationen; er af den opfattelse, at EU-institutionerne bør bidrage til at decentralisere EU's kommunikation for at forlene den med en lokal og regional dimension for at bringe forskellige kommunikationsniveauer nærmere til hinanden, og at de bør opmuntre medlemsstaterne til at være mere aktive med hensyn til at give offentligheden mere information om EU-relaterede emner;

32.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte med »Going Local«-strategien med henblik på at gøre EU mere synligt på lokalt niveau;

33.

noterer sig Kommissionens arbejde med og finansiering af lokale kæder af radio- og tv-stationer; pointerer, at radio- og tv-selskaberne skal have absolut redaktionel frihed;

34.

foreslår, at der nedsættes en midlertidig arbejdsgruppe i Europa-Parlamentet, som foretager en undersøgelse af de eksisterende nye medieløsninger og kommer med forslag til, hvordan man kan skabe interparlamentariske forhold mellem nationale eller regionale parlamenter og Europa-Parlamentet;

35.

anerkender de nationale parlamenters styrkede rolle og dermed vigtigheden af Europa-Parlamentets informationskontorer i medlemsstaterne; gør dog opmærksom på, at for at blive mere synlige må de tilpasse beskrivelsen af medarbejdernes arbejdsopgaver, så disse også omfatter en styrkelse af forbindelsen til de nationale parlamenter, lokale og regionale myndigheder samt repræsentanter for civilsamfundet;

36.

understreger behovet for, at EP-informationskontorerne agerer lokalt og stiller målrettede oplysninger om Parlamentets beslutninger og aktiviteter til rådighed for offentligheden; foreslår, at man overvejer muligheden af at give informationskontorerne større uafhængighed til at beslutte, hvordan de skal kommunikere med offentligheden;

37.

er af den opfattelse, at Parlamentets informationskontorer i medlemsstaterne bør spille en mere aktiv rolle i inddragelsen af de nationale, regionale og lokale medier; foreslår en forøgning af budgetposten til Parlamentets informationskontorer med særligt henblik på forbedring af kommunikationen;

38.

mener, at der bør foretages en evaluering af den nytteværdi EuroparlTV leverer for pengene på grundlag af en omfattende analyse af seertal og seertække; mener, at EuroparlTV's effektivitet bør forbedres ved at integrere det yderligere i Parlamentets internetstrategi, idet der bør foretages passende ændringer af dets status for at sikre dets redaktionelle uafhængighed og ved i så høj grad som muligt at gøre dets indhold tilgængeligt for tv-kanaler og onlinemedier, som ønsker at benytte sig af det;

39.

bifalder, at Europa-Parlamentets Journalistpris bør omfatte kategorien nye medier;

40.

opfordrer journalister og andre professionelle mediefolk til sammen at diskutere og overveje fremtidens europæiske journalistik;

41.

understreger, at medlemsstaterne skal finde frem til egentlige principper for EU’s medier, der går ud over blot at videreformidle information, og som sætter dem i stand til fuldt ud at bidrage til EU's kulturelle og sproglige mangfoldighed;

42.

understreger, at selv om sociale netværk er en relativt effektiv metode til hurtig spredning af information, kan den troværdighed, som kan forventes af dem, ikke altid garanteres tilstrækkeligt, og de kan ikke betragtes som professionelle medier; understreger, at den måde, hvorpå informationer behandles på platforme for sociale netværk, i mange tilfælde kan være farlig og give anledning til alvorlige brud på den journalistiske etik, og at det er hensigtsmæssigt at udvise forsigtighed i omgangen med disse nye redskaber; understreger betydningen af udarbejdelsen af en etisk kodeks, der skal gælde for de nye medier;

43.

påpeger, at ændringerne i journalistfaget baner vejen for mere åbne og mere engagerede medier, som tjener stadig mere velinformerede samfund, men at der skal træffes foranstaltninger for at sikre, at dette sker i journalistikkens overordnede interesse og ikke berører journalisters status;

44.

understreger behovet for, at journalister og professionelle mediefolk forbliver årvågne over for den stadige udvikling af deres fag og drager nytte af fordelene ved de sociale netværk, der antagelig giver dem mulighed for at udvide deres vidennet og gør det muligt at gennemføre en form for overvågning af internettet; iagttager med interesse, at journalistikken, på trods af den uafvendelige fremkomst af sociale netværk, bevarer sin nøglerolle i nyhedsformidlingen, eftersom journalister i samarbejde med disse mangefacetterede netværk kan udføre dybdegående research og kontrollere fakta, hvilket giver anledning til en ny model for journalistik, der er åben for deltagelse, og fremmer informationsformidlingen;

45.

understreger journalisters afgørende rolle i det moderne samfund, der står over for en overvældende mængde informationer, eftersom kun de gennem anvendelse af deres professionalisme, etik, evner og troværdighed kan bibringe disse informationer betydelig merværdi, fordi de kan gøre nyhederne mere letforståelige; minder om, at mediernes kvalitet og uafhængighed kun kan sikres gennem høje faglige og sociale standarder;

46.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/62

A.

der henviser til, at Iran stadig har den triste rekord at være det land i verden, der henretter flest unge lovovertrædere, og at der alene i 2010 er blevet eksekveret omkring 2 000 dødsdomme,

B.

der henviser til, at over hundrede indsatte i Vahil Abad-fængslet i Mashad ifølge beretninger er blevet henrettet på grund af narkotikarelaterede anklagere alene i de sidste få uger, og at hundrede andre afventer deres henrettelse i de kommende dage, der henviser til, at disse massehenrettelser, der er blevet beordret og tilmed i dybeste hemmelighed, udgør et åbenlyst brud på de internationale bestemmelser,

C.

der henviser til, at Iran i strid med, hvad der hævdes af de mest fremtrædende medlemmer af det iranske retsvæsen, stadig anvender stening som straf for forbrydelsen »utroskab« som i tilfældet med Sakineh Mohammadi-Ashtiani, hvilket blev fremhævet i hendes tv-transmitterede »tilståelser« den 11. august 2010,

D.

der henviser til, at Sakineh Mohammadi-Ashtiani, der blev anklaget for at have haft to udenomsægteskabelige seksuelle forhold efter sin mands død, i 2006 i Iran blev idømt 99 piskeslag, der blev eksekveret samme år,

E.

der henviser til, at hun ligeledes blev anklaget for meddelagtighed i mordet på sin mand og senere frifundet, før hun blev anklaget for utroskab i sit ægteskab og dømt til døden ved stening,

F.

der henviser til, at steningen, der skulle have fundet sted den 9. juli 2010, blev udsat af de iranske myndigheder »af humanitære grunde« som reaktion på internationalt pres,

G.

der henviser til, at steningsdommen udgør et klart brud på Irans forpligtelser i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; der henviser til, at Iran for ganske nylig i forbindelse med FN's Menneskerettighedsråds generelle periodiske status accepterede i det mindste at overholde mindstenormerne og bestemmelserne om dødsstraf i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, så længe denne straf opretholdes,

H.

der henviser til, at den attenårige Ebrahim Hamidi i august blev idømt dødsstraf, anklaget for sodomi, som han hævdes at have gjort sig skyldig i i en alder af kun 16 år – en dom, der blev afsagt efter en tilståelse, der ifølge ham selv blev opnået under tortur,

I.

der henviser til, at forsvarsadvokaten i begge sager, Mohammad Mostafaei, der forsøgte at bevidstgøre offentligheden om de sigtedes situation, måtte flygte ud af landet af frygt for at blive anholdt, og at stadig flere menneskerettighedsadvokater, herunder Mohammed Ali Dadkah, Mohammad Oliyifard og Mohammad Seifzadeh og selv så prominente personligheder som nobelprisvinderen Shirin Ebadi, udsættes for statslig forfølgelse, der rækker fra ekstraordinære skattekrav til trusler på livet og imod deres familier,

J.

der henviser til, at Nasrin Sotoudeh, en fremtrædende menneskerettighedsadvokat, der er respekteret i vide kredse for sin indsats til fordel for unge, der er idømt dødsstraf, og for sit forsvar for samvittighedsfanger, den 4. september 2010 blev anholdt og anklaget for »propaganda mod staten« og »konspiration og mødeaktiviteter til skade for nationens sikkerhed«,

K.

der henviser til, at i hundredvis af protesterende, journalister og borgerrettighedsforkæmpere eller selv almindelige borgere, der nægter at have forbindelse til demonstrationerne, som den hollandske statsborger Zahra Bahrami, et år efter det svindelprægede præsidentvalg og de efterfølgende masseprotester stadig sidder fængslet,

L.

der henviser til, at Zahra Bahrami, der var rejst til Iran for at besøge sin familie, blev arresteret efter ashura-protesterne den 27. december 2009 og er blevet tvunget til at fremsætte tv-transmitterede tilståelser af anklagerne mod hende,

M.

der henviser til, at hverken internationale menneskerettighedsorganisationer eller de nederlandske myndigheder har fået tilladelse til at besøge Bahrami,

N.

der henviser til, at fremtvungne tilståelser, tortur og mishandling af fængslede, søvnberøvelse, isolationsfængsling, hemmelig tilbageholdelse, udsættelse for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, fysisk mishandling, herunder seksuel vold, samt straffrihed for statslige funktionærer fortsat er udbredt i Iran, hvilket giver anledning til alvorlig tvivl, hvad angår retfærdigheden og gennemsigtigheden i de retlige procedurer i Iran,

O.

der henviser til, at der er stadig flere tilfælde, hvor fredelige borgerrettighedsforkæmpere anklages for »moharabeh« (fjendskab mod Gud), hvilket kan føre til dødsstraf som i tilfældet med Shiva Nazar Ahari, et medlem af Committee of Human Rights Reporters (CHRR), der har været tilbageholdt siden den 20. december 2009, og hvis rettergang vil blive gennemført i nær fremtid,

P.

der henviser til, at forfølgelsen af religiøse og etniske mindretal i Iran fortsætter med uformindsket styrke; der henviser til, at de syv Baha'i-ledere, Fariba Kamalabadi, Jamaloddin Khanjani, Afif Naeimi, Saeid Rezaie, Mahvash Sabet, Behrouz Tavakkoli og Vahid Tizfahm, som har siddet fængslet siden 2008 alene som følge af deres trosoverbevisning, i august 2010 blev idømt 20 års fængsel for beskyldninger om propaganda mod staten og spionage,

Q.

der henviser til, at chikanen imod oppositionspolitikerne Mir-Hossein Mousavi og Mehdi Karrubi og andre fremtrædende medlemmer af politiske partier fortsætter, der henviser til, at den tidligere præsidentkandidat Mehdi Karrubis bopæl i begyndelsen af september blev angrebet af dusinvis af bevæbnede civilklædte styrker med graffiti, hærværk, knuste ruder og skyderi i Karrubis hus til følge, og at disse angreb fandt sted, efter at revolutionsgardens kommandør, Mohammad Ali Jafari havde udtalt, at det iranske folk ville dømme »oprørslederne«, hvormed han mente oppositionens ledere; der henviser til, at politiet ikke gjorde noget forsøg på at stoppe angrebene,

R.

der henviser til, at personer, der er under beskyldning for at have begået forbrydelser, er blevet kædet sammen med den politiske opposition i Iran, og personer, der tilhører den politiske opposition, er blevet kædet sammen med forbrydelser, så der sættes lighedstegn mellem politisk opposition og kriminalitet,

1.

hylder modet hos alle de iranske mænd og kvinder, som kæmper for at forsvare grundlæggende frihedsrettigheder, respekten for deres menneskerettigheder og de demokratiske principper, som aktivt protesterer imod stening og andre former for grusom straf, og som ønsker at leve i et samfund uden undertrykkelse og trusler;

2.

fordømmer kraftigt dommen til døden ved stening af Sakineh Mohammadi Ashtiani og mener, at en dom til døden ved stening uanset, hvad fakta består i, ikke kan retfærdiggøres eller accepteres;

3.

opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at genoverveje de domme, der er fældet imod Sakineh Mohammadi Ashtiani, og til at indlede en gennemgribende revision af hendes sag;

4.

insisterer kraftigt på, at den iranske regering genovervejer Zahra Bahramis sag, omgående giver hende adgang til en advokat og konsulær bistand, løslader hende eller giver hende en behørig rettergang; opfordrer Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, til at tage Zahra Bahramis tilbageholdelse op med de iranske myndigheder;

5.

opfordrer den iranske regering til at forhindre henrettelsen af Ebrahim Hamidi, en attenårig, der er dømt for sodomi, og opfordrer Den Islamiske Republik Iran til endelig at afskaffe brugen af dødsstraf for lovovertrædelser begået af personer under atten år og ændre sin lovgivning for at bringe den i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedskonventioner, som Iran har ratificeret, herunder konventionen om barnets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

6.

udtrykker stor bestyrtelse over, at Iran fortsat befinder sig i den gruppe af meget få lande – bestående af Afghanistan, Somalia, Saudi-Arabien, Sudan og Nigeria – der stadig praktiserer stening som straf; opfordrer det iranske parlament til at vedtage lovgivning, der forbyder den grusomme og umenneskelige praksis med stening;

7.

gentager sin modstand imod dødsstraf og opfordrer de iranske myndigheder til i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution 62/149 og 63/168 at indføre et moratorium imod henrettelser, mens afskaffelse af dødsstraffen afventes;

8.

opfordrer til fremlæggelse af en resolution på FN's næste generalforsamling med krav til alle lande, som opretholder dødsstraf, om at de skal give FN's generalsekretær og offentligheden adgang til alle oplysninger om dødsstraf og henrettelser, for at få bugt med statens hemmeligholdelse vedrørende dødsstraf, som er en faktor i et stort antal henrettelser;

9.

er imod enhver form for kriminalisering af konsensuelle seksuelle forbindelser mellem voksne og opfordrer de iranske myndigheder til at afkriminalisere »utroskab« og homoseksualitet;

10.

opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til i lovgivning og praksis at afskaffe alle former for tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende straf eller behandling, til at sikre retfærdig sagsbehandling og til at sætte en stopper for straffrihed for krænkelser af menneskerettighederne;

11.

opfordrer Den Islamiske Republik Iran til at undertegne og ratificere FN-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);

12.

udtrykker dyb beklagelse over manglen på retfærdighed og gennemsigtighed i rettergangen og opfordrer de iranske myndigheder til at sikre en retfærdig og åben ankeprocedure;

13.

anmoder de iranske myndigheder om at give Den Røde Halvmåne adgang til alle fængslede og give de internationale menneskerettighedsorganisationer tilladelse til at overvåge situationen i landet;

14.

anmoder de iranske myndigheder om omgående at løslade alle de personer, der tilbageholdes alene på grund af deres deltagelse i fredelige protester og deres ønske om at gøre brug af ytringsfriheden som en grundlæggende menneskerettighed, og gentager specielt sin anmodning om frifindelse af de syv Baha'i-ledere;

15.

understreger, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er grundlæggende og ubestridelige rettigheder, som til enhver tid skal garanteres i overensstemmelse med artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Den Islamiske Republik Iran er part i og har ratificeret;

16.

opfordrer til omgående løsladelse af alle menneskerettighedsadvokater, som er blevet arresteret;

17.

udtrykker alvorlig bekymring over, at de iranske myndigheder misbruger deres juridiske beføjelser til at forfølge medlemmer af menneskerettighedsbevægelsen og civile aktivister som bl.a. deltagere i ligestillingskampagnen »One Million Signatures« og medlemmer af centralrådet for studenterorganisationern ADVAR;

18.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at iværksætte yderligere foranstaltninger i forbindelse med Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) med henblik på aktivt at beskytte de iranske menneskerettighedsforkæmpere og opfordrer medlemsstaterne til at støtte »European Shelter City Programme«;

19.

opfordrer til, at der skabes et FN-mandat til en særlig rapportør, som skal varetage undersøgelse af krænkelser af menneskerettigheder og sørge for, at de, der begår menneskerettighedskrænkelser i Iran, drages til ansvar for deres handlinger;

20.

opfordrer til, at den eksisterende liste over personer og organisationer, der er omfattet af EU's rejseforbud og indefrysning af aktiver, udvides til at omfatte dem, der bærer ansvaret for menneskerettighedskrænkelserne, undertrykkelsen og begrænsning af friheden i landet;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformand i Kommisionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN’s generalsekretær, FN’s Sikkerhedsråd, FN’s Menneskerettighedskommission, præsidenten for den iranske Højesteret samt den Islamiske Republik Irans regering og parlament.

20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/66

A.

der henviser til, at den korrekte anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er afgørende for, at EU kan fungere efter hensigten, og for, at EU-institutionernes virksomhed kan opfylde forventningerne hos borgerne, hos virksomheder, der driver forretning på det indre marked, og hos nationale og lokale myndigheder, samt for at sikre, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt,

B.

der henviser til, at bedre lovgivning er blevet en forudsætning for, at EU kan fungere effektivt og yde et væsentligt bidrag til at bringe den økonomiske krise til ophør og skabe økonomisk vækst,

C.

der henviser til, at spørgsmålet om bedre lovgivning ikke blot skal behandles på baggrund af Kommissionens program for bedre lovgivning, men også, i et bredere perspektiv, på baggrund af Lissabontraktatens ikrafttrædelse,

D.

der henviser til, at Lissabontraktaten ligestiller Europa-Parlamentet med Rådet for så vidt angår lovgivning efter den almindelige lovgivningsprocedure,

E.

der henviser til, at Lissabontraktaten indeholder bestemmelser om en formel inddragelse af de nationale parlamenter i kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet,

F.

der henviser til, at bedre lovgivning var et prioriteret anliggende for den foregående Kommission og også bør være en primær opgave for den nye Kommission,

G.

der henviser til, at bedre lovgivning i Unionen omfatter en række spørgsmål såsom gennemførelse af konsekvensanalyser, begrænsning af administrative byrder samt forenkling og kodificering af eksisterende lovgivning,

H.

der henviser til, at høringer af alle berørte parter, navnlig arbejdsmarkedets parter, har afgørende betydning for udarbejdelsen af forslag til retsakter (herunder konsekvensanalyser),

I.

der henviser til, at Parlamentet i henhold til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten) kan anmode Kommissionen om at fremsætte passende forslag om spørgsmål, som efter dets opfattelse kræver udarbejdelse af en EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne,

J.

der henviser til, at der i 2005 iværksattes et program, som tager sigte på at begrænse de administrative byrder som følge af EU-lovgivningen med 25 % senest i 2012,

K.

der henviser til, at et af programmets væsentlige elementer er en basisopgørelse af de administrative omkostninger baseret på en standardomkostningsmodel,

L.

der henviser til, at anvendelsen af omarbejdning og kodificering til at forenkle og kodificere allerede eksisterende lovgivning sikrer større klarhed og konsekvens for så vidt angår de foretagne ændringer,

M.

der henviser til, at det med hensyn til EU-direktiver er særdeles vigtigt, at medlemsstaterne gennemfører dem korrekt og rettidigt, og at der findes en løsning på det vedvarende problem med overregulering, dvs. medlemsstaternes indførelse af strengere forpligtelser end krævet i EU-lovgivningen,

N.

der henviser til, at Lissabontraktaten har erstattet den tidligere komitologiordning med en ny sondring mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter,

O.

der henviser til, at Lissabontraktaten har indført det europæiske borgerinitiativ, der er et nyt instrument, som giver borgerne mulighed for at øve indflydelse på EU-lovgivningen,

P.

der henviser til, at de i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsatte borgerlige rettigheder omfatter retten til god forvaltning, som ikke kan sikres uden klare lovbestemmelser, som borgerne kan forstå,

1.

understreger den vitale betydning af at fastsætte enkle og gennemsigtige love, som EU-borgerne kan forstå.

2.

understreger, at EU-institutionerne skal overholde nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, når de udarbejder forslag, og efterleve kravene i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet til EUF-traktaten som bilag;

3.

understreger, at alle udkast til lovgivningsmæssige retsakter i overensstemmelse med ovennævnte protokol skal indeholde en begrundelse for at fastslå, at målet bedre kan nås gennem EU-aktion, og at denne begrundelse skal være underbygget af kvalitative og om muligt kvantitative indikatorer;

4.

støtter fuldt ud processen med bedre lovgivning, der har til formål at øge EU-lovgivningens gennemsigtighed, effektivitet og sammenhæng; understreger, at Kommissionen som institution med beføjelse til at tage lovgivningsmæssige initiativer spiller en central rolle for udarbejdelsen af lovgivningsmæssige forslag af høj kvalitet; forpligter sig til at gøre alt for at behandle sådanne forslag hurtigt og i overensstemmelse med den rette lovgivningsprocedure; understreger desuden betydningen af at samarbejde med medlemsstaterne for at sikre en korrekt gennemførelse af lovgivningen;

5.

noterer sig Kommissionens engagement i denne proces, således som dette er kommet til udtryk i en række dokumenter, navnlig i den tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union og i Kommissionens løbende aktiviteter; konstaterer samtidig, at programmet stadig ikke kendes af et bredere publikum, og opfordrer Kommissionen til at fremme det på mere effektiv vis;

6.

er enig i bemærkningerne i punkt 3 og 15 i Rådets konklusioner af 4. december 2009 vedrørende det fælles ansvar for bedre lovgivning og overdragelse af øget ansvar til alle de organer og personer, der er involveret i denne proces;

7.

noterer sig Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets deltagelse i drøftelserne om bedre lovgivning og begrænsning af de administrative byrder og håber at se et frugtbart samarbejde på dette område;

8.

mener, at det med henblik på at forbedre det interinstitutionelle samarbejde på dette uhyre omfattende område er nødvendigt at revidere den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra 2003; henleder med hensyn hertil opmærksomheden på de relevante punkter i sin beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, navnlig punktet om en forpligtelse for de to institutioner til at nå til enighed om centrale ændringer som forberedelse til fremtidige forhandlinger med Ministerrådet om tilpasning af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning til de nye bestemmelser i Lissabontraktaten;

9.

opfordrer indtrængende Kommissionen til med udgangspunkt i den politiske aftale, der indgås på grundlag af Europa-Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, at gøre alt for at sikre, at Parlamentet og Rådet behandles som ligeværdige i lovgivningsprocessen for på denne måde at gennemføre det i Lissabontraktaten forankrede princip om ligebehandling af Europa-Parlamentet og Rådet, navnlig ved samtidigt og udførligt at informere begge institutioner om enhver begivenhed og udvikling, der berører denne proces, og ved at give dem lige adgang til møder og til forslag eller andre oplysninger;

10.

understreger, at processen med at forenkle lovgivningen ikke må føre til en sænkning af standarderne i gældende lovgivning, hvorfor processen nødvendigvis må omfatte høringer af alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter;

11.

glæder sig over de nationale parlamenters øgede inddragelse i EU-lovgivningsprocessen, navnlig i arbejdet med at kontrollere lovgivningsmæssige forslags overensstemmelse med nærhedsprincippet; understreger behovet for, at de nationale parlamenter overholder tidsfristen på otte uger til at indgive deres udtalelser;

12.

glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at sikre en effektiv udveksling af oplysninger med de nationale parlamenter og til at holde Parlamentet og Rådet orienteret herom; opfordrer de nationale parlamenter til at skelne klart mellem udtalelser om nærhedsprincippet og udtalelser om væsensindholdet i Kommissionens forslag;

13.

fremhæver Kommissionens grundlæggende ansvar for at foretage konsekvensanalyser; kræver, at der udvikles mekanismer til sikring af de foretagne analysers uafhængighed og troværdighed; forpligter sig samtidig til fortsat at foretage konsekvensanalyser af sine egne vigtige ændringer af Kommissionens forslag;

14.

opfordrer med henblik herpå Kommissionen til i forbindelse med forelæggelsen af et lovgivningsmæssigt forslag systematisk at forelægge Parlamentet og Rådet et to til fire sider langt resumé af sin konsekvensanalyse sammen med den fuldstændige konsekvensanalyse;

15.

opfordrer alle Parlamentets udvalg til forud for enhver drøftelse af et lovgivningsmæssigt forslag fra Kommissionen først at drøfte konsekvensanalysen med Kommissionen;

16.

erkender på baggrund af de hidtidige erfaringer, at det er nødvendigt at revidere den interinstitutionelle fælles fremgangsmåde for konsekvensanalyse, og opfordrer alle institutioner til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til konsekvensanalyser; henleder i denne forbindelse opmærksomheden på konklusionerne i Udvalgsformandskonferencens arbejdsdokument om dette spørgsmål; glæder sig over, at Parlamentets udvalg har taget initiativ til at anmode Kommissionen om at forelægge alle konsekvensanalyser tidsnok til, at de relevante udvalg kan undersøge dem til bunds allerede inden den første drøftelse;

17.

minder samtidig Kommissionen om, at alle nye forslag i overensstemmelse med princippet om en integreret tilgang bør bedømmes med hensyn til det fulde omfang af deres indvirkning, hvilket betyder, at der må foretages en analyse af alle deres økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser;

18.

understreger navnlig behovet for at undersøge de sociale følger af lovgivningsmæssige forslag, herunder deres indvirkning på det europæiske arbejdsmarked og på levestandarder; understreger atter behovet for omhyggeligt at undersøge, hvilken indvirkning lovgivning har på erhvervslivet;

19.

foreslår, at Kommissionen foretager konsekvensanalyser af alle forslag om begrænsning af de administrative byrder for på denne måde at gøre det muligt at undersøge eventuelle bivirkninger ved sådanne forslag;

20.

påpeger, at Kommissionen, for at der kan være tale om objektive konsekvensanalyser, systematisk må høre alle berørte parter, herunder små og mellemstore virksomheder; erkender behovet for at sikre, at berørte parter i højere grad informeres om muligheden for at deltage i høringer, og kræver, at den otte uger lange høringsperiode forlænges; opfordrer Kommissionen til at udarbejde og offentliggøre en præcis liste over de konsekvensanalyser, den har planlagt for det kommende år, således at de berørte parter får mulighed for at forberede sig til dem;

21.

er af den opfattelse, at objektive konsekvensanalyser er et særdeles vigtigt redskab til vurdering af Kommissionens forslag, og opfordrer derfor til, at metoden til gennemførelse af konsekvensanalyser undersøges grundigt af et uafhængigt organ, som dog skal aflægge beretning til Parlamentet;

22.

understreger, at kvaliteten af konsekvensanalyser hele tiden bør kontrolleres; glæder sig over udtalelsen fra Udvalget for Konsekvensanalyse om den generelle forbedring af konsekvensanalysers kvalitet; konstaterer, at udvalget anvender skærpede bedømmelseskriterier; bemærker samtidig, at de mange konsekvensanalyser (over 30 %), der i første omgang forkastes af udvalget, vidner om behovet for, at Kommissionens relevante tjenestegrene forbedrer kvaliteten yderligere; kræver, at der afsættes mere personale til udvalget;

23.

glæder sig over Kommissionens nye retningslinjer for gennemførelse af konsekvensanalyser og navnlig over medtagelsen heri af et sæt spørgsmål om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; håber, at de nye retningslinjer vil føre til en betydelig forbedring i gennemførelsen af konsekvensanalyser og en efterfølgende kvalitetsmæssig forbedring af lovgivningsmæssige forslag;

24.

glæder sig navnlig over, at der i henhold til Kommissionens nye retningslinjer for konsekvensanalyse skal foretages en analyse af kommende lovgivningsmæssige og administrative initiativers konsekvenser for SMV’er (SMV-testen) og tages hensyn til resultaterne af sådanne analyser ved udarbejdelsen af forslag; understreger, at systematisk anvendelse af SMV-testen i Kommissionens konsekvensanalyser er et vigtigt element i gennemførelsen af »Small Business Act« og i væsentlig grad bidrager til SMV-venlige lovgivningsmæssige rammer; opfordrer medlemsstaterne til at anvende SMV-testen på nationalt plan;

25.

opfordrer Kommissionen til at gøre nærmere rede for den dagsorden vedrørende intelligent lovgivning, der er skitseret i formanden José Manuel Barrosos politiske retningslinjer, navnlig for så vidt angår intensiveringen af bestræbelserne med hensyn til ex post-evalueringer, og til i denne dagsorden også at medtage kvantitative indikatorer, navnlig sådanne, som er forbundet med hensigten om at begrænse de administrative byrder;

26.

opfordrer Kommissionen til systematisk at foretage ex post-evalueringer af vedtaget lovgivning, bl.a. med henblik på så vidt muligt at undersøge de relevante konsekvensanalysers nøjagtighed;

27.

konstaterer, at Revisionsretten er i færd med at foretage en evaluering af konsekvensanalysesystemet, og ser med interesse hen til resultaterne heraf;

28.

understreger betydningen af at begrænse omkostningerne for virksomheder, der driver forretning i Den Europæiske Union, for at sætte dem i stand til at fungere effektivt under vanskelige økonomiske forhold og konkurrere i international sammenhæng; understreger behovet for at forenkle offentlige administrative procedurer; understreger endvidere, at en begrænsning af den administrative byrde skal fokusere på unødvendige informationskrav, og støtter således fuldt ud det i »Small Business Act« fastsatte princip om, at SMV’er kun skal anmodes om de samme oplysninger én gang; påpeger, at en begrænsning af de administrative byrder for virksomheder ikke må få negative sociale eller miljømæssige følger;

29.

glæder sig over resultaterne af Kommissionens hidtidige arbejde med at udarbejde forslag, der efter vedtagelsen vil gøre det muligt at begrænse de administrative byrder med helt op til 33 % senest i 2012, hvilket er en forbedring i forhold til det tidligere tilsagn om en begrænsning på 25 %; konstaterer, at de på denne måde opnåede besparelser vil kunne beløbe sig til over 40 mia. EUR (5);

30.

henleder navnlig opmærksomheden på de fremskridt, der er gjort i arbejdet med de kommissionsforslag, der er forbundet med det største sparepotentiale (dvs. mikrovirksomheders fritagelse fra at skulle opfylde EU-kravene om regnskabsførelse og ændringen af momsdirektivet for at fremme elektronisk fakturering); opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde konstruktivt i Rådet og til at sikre en effektiv gennemførelse af vedtagne retsakter i national lovgivning;

31.

konstaterer, at basisopgørelsen af de administrative omkostninger har vist sig at være en nyttig, men dyr metode; opfordrer Kommissionen til at overveje alternative metoder til opgørelse af de administrative byrder, f.eks. høring af berørte parter, som ville muliggøre en hurtig fjernelse af byrderne i specifikke tilfælde;

32.

understreger, at standardomkostningsmodellen til opgørelse af de administrative byrder ikke har været underkastet nogen uafhængig evaluering;

33.

bemærker samtidig, at der kun opslås forholdsvis få onlineforslag (148 i 2008) på den særlige webside; mener, at Kommissionen bør gøre det offentligt kendt, at berørte parter kan henlede opmærksomheden på for høje administrative omkostninger som følge af EU-lovgivning eller national lovgivning;

34.

deler Kommissionens holdning om, at elektronisk kommunikation udgør et fortrinligt redskab til begrænsning af de administrative byrder, og opfordrer den til at virkeliggøre idéerne i rammerne for e-Kommissionen 2006-2010 og i i2010-strategien, hvormed formålet er at modernisere forvaltningen i EU;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at gennemføre sektorplanforanstaltninger til begrænsning af de administrative byrder; forpligter sig til hurtigt at behandle lovgivningsmæssige forslag herom;

36.

konstaterer, at Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder har ydet et positivt bidrag til det program til begrænsning af disse byrder, som Kommissionen er i færd med at gennemføre; understreger dog, at gruppen bør gives en mere afbalanceret sammensætning og udvides til at omfatte flere eksperter, som repræsenterer civilsamfundet, og eksperter fra andre medlemsstater; kræver, at den således udvidede gruppes kommissorium forlænges indtil 2013;

37.

påpeger, at borgerne ikke er i stand til at skelne mellem de administrative byrder, der følger af EU-lovgivning, og de administrative byrder, der er et resultat af national lovgivning, og at de nationale administrative byrder er med til at give Den Europæiske Union et negativt image;

38.

gør opmærksom på, at det for at sikre, at programmet til begrænsning af byrderne får et heldigt udfald, er nødvendigt med et aktivt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at undgå fortolkningsmæssige forskelle og overregulering;

39.

opfordrer medlemsstaterne til konsekvent at bestræbe sig på at nå deres egne nationale mål for begrænsning af de administrative byrder og håber på et frugtbart samarbejde med de nationale parlamenter på dette område;

40.

opfordrer Kommissionen til at udvide handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder i EU til at omfatte nye prioriterede områder og andre lovgivningsmæssige retsakter på grundlag af en høring af alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter, og en ex post-evaluering af eksisterende lovgivning; opfordrer Kommissionen til at videreføre dette handlingsprogram også efter 2012;

41.

glæder sig over Kommissionens hidtidige bestræbelser på at definere og udarbejde forslag til forenkling og kodificering af EU-lovgivning; understreger behovet for at bevare et godt interinstitutionelt samarbejde på dette område, navnlig for så vidt angår Kommissionens tilbagetrækning af lovgivningsmæssige forslag, der anses for unødvendige;

42.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde med at kodificere retsakter og til at forelægge den rapport, der var berammet til 2009, og som skal indeholde en detaljeret beskrivelse af resultaterne af kodificeringsprogrammet som helhed (6);

43.

understreger, at fremgangsmåden med omarbejdning altid bør anvendes ved ændring af lovgivningen; anerkender og respekterer samtidig Kommissionens rettigheder i lovgivningsproceduren;

44.

påpeger, at de øvrige initiativer til forenkling af lovgivningen er underlagt den almindelige lovgivningsprocedure og de i denne forbindelse gældende tidsfrister; forsikrer, at det gør alt for at behandle Kommissionens forslag så hurtigt som muligt;

45.

gør opmærksom på, at EUF-traktaten (7) udtrykkeligt forbyder Parlamentet og Rådet at vedtage retsakter, der ikke er omhandlet i den lovgivningsprocedure, der gælder på det pågældende område;

46.

advarer mod at give afkald på den nødvendige lovgivning til fordel for selvregulering, samregulering eller andre ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger; mener, at konsekvenserne af sådanne valg i hvert enkelt tilfælde bør undersøges omhyggeligt i overensstemmelse med traktatens bestemmelser og institutionernes forskellige roller;