31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/1

A.

der henviser til, at en retfærdig og realistisk migrationspolitik i EU, som indebærer oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem (CEAS), skal omfatte et effektivt, kvalitativt og bæredygtigt genbosættelsesprogram, som tilbyder en varig løsning for flygtninge, som ikke kan vende tilbage til deres oprindelsesland, og hvis beskyttelse og indkomstmuligheder ikke kan sikres i de første asyllande,

B.

der henviser til, at genbosættelse ikke kun tjener et humanitært formål over for genbosatte personer, men også befrier tredjelande for den byrde, der er forbundet med at være vært for et stort antal flygtninge, og er et meget vigtigt middel til ansvarsfordeling,

C.

der henviser til, at der i øjeblikket kun er ti medlemsstater, der genbosætter flygtninge på årsbasis, med kun lidt samarbejde mellem dem om genbosættelsesprioriteringer, hvilket resulterer i manglende strategisk anvendelse af genbosættelse som et eksternt politisk EU-instrument,

D.

der henviser til, at den strategiske anvendelse af genbosættelsesprogrammet kan medføre direkte og indirekte fordele for såvel de flygtninge, der genbosættes, som for de øvrige flygtninge, der forbliver i det første asylland, for modtagerlandet og for andre lande og også for hele det internationale system til beskyttelse af flygtninge,

E.

der henviser til, at genbosættelsesprogrammet kan bidrage til, at den illegale immigration bliver mindre tiltrækkende for de flygtninge, der forsøger at komme ind i EU,

F.

der henviser til, at nødvendigheden af, at der vises solidaritet med tredjelande, der huser et stort antal flygtninge, der har behov for international beskyttelse, er vigtig og et udtryk for nødvendigheden af, at der også vises solidaritet internt i EU,

G.

der henviser til, at EU's andel af den globale genbosættelse af flygtninge fortsat er temmelig beskeden; der henviser til, at dette har en negativ indvirkning på EU's ambition om at spille en fremtrædende rolle i globale humanitære anliggender og på den internationale scene,

H.

der henviser til, at effektiv solidaritet skal være kernen i den fælles indvandrings- og asylpolitik medlemsstaterne imellem, hvilket skulle åbne mulighed for en rimelig fordeling af ansvaret for overholdelse af internationale forpligtelser i forbindelse med beskyttelsen af flygtninge, såvel som over for tredjelande, som er stærkt tyngede af at skulle være vært for et stort antal flygtninge,

I.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i beslutningen af 7. maj 2009 også opfordrede til obligatorisk solidaritet i forbindelse med genbosættelse af flygtninge i EU, bl.a. i tilfælde hvor en medlemsstat ikke har tilstrækkelig modtagelseskapacitet, for at lette genbosættelsen af personer, der nyder international beskyttelse, i andre medlemsstater, forudsat at de pågældende giver deres samtykke dertil, og at deres grundlæggende rettigheder overholdes,

J.

der henviser til, at samarbejdet med tredjelande, som allerede har gennemført flere genbosættelsesprogrammer, bør fremmes, således at man gennem udveksling af bedste praksis kan nyde godt af deres erfaringer med modtagelses- og integrationsforanstaltninger og den almindelige kvalitet af genbosættelsesinitiativerne,

K.

der henviser til, at både lokale og internationale, statslige og ikkestatslige organisationer, især UNHCR, bør være involveret i alle stadier af EU's genbosættelsesprogram, hvor de bidrager med deres særlige oplysninger, tekniske ekspertise, logistiske prognoser og erfaring,

L.

der henviser til, at det europæiske genbosættelsesprogram ikke må gøre proceduren omkring genbosættelse mere indviklet,

M.

der henviser til, at Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) forventes at åbne i 2010; der henviser til, at det vil være i stand til at assistere medlemsstaterne i udførelsen af genbosættelsesinitiativerne, samtidig med at det sikrer koordinering af politikken i EU; der henviser til, at Det Europæiske Asylstøttekontor bør deltage aktivt i de drøftelser, der finder sted mellem medlemsstaterne, Kommissionen og UNHCR,

N.

der henviser til, at opmærksomheden ikke kun bør henledes på behovet for at involvere flere medlemsstater i genbosættelse af flygtninge, men også på kvaliteten, bæredygtigheden og effektiviteten af genbosættelsen med fokus på integrationsforanstaltninger,

O.

der henviser til, at flygtninge straks bør gives adgang til kurser i sprog og kultur og, om nødvendigt, læge- og psykologhjælp,

P.

der henviser til, at adgang til jobmuligheder for voksne og øjeblikkelig integration af mindreårige i skoler udgør et vigtigt skridt i forbindelse med et effektivt genbosættelsesinitiativ, og at de derfor bør have adgang til uddannelses- og erhvervsvejledning,

Q.

der henviser til, at der er flere enheder i den offentlige administration (som f.eks. kommuner) såvel som i det civile samfund, lige fra ngo'er til velgørende organisationer og fra skoler til socialforsorgen, der har den erfaring og ekspertise, som er nødvendig for at træffe opfølgningsforanstaltninger,

R.

der henviser til, at samarbejdet med ovennævnte enheder - især kommunerne - har været meget værdifuldt ved modtagelse og integration af flygtninge i lande med en indarbejdet praksis for genbosættelse,

S.

der henviser til, at der bør prioriteres så fleksibelt som muligt uden på noget tidspunkt at se bort fra, at de grupper af personer, som UNHCR anser for at være de mest sårbare, skal have højeste prioritet,

T.

der henviser til, at genbosættelse skal gennemføres som et supplement og under hensyn til andre holdbare løsninger for personer, der søger international beskyttelse i EU, og at indsatsen i forbindelse med genbosættelse af flygtninge ikke bør svække bestræbelserne for at sikre retfærdig og effektiv adgang til asyl inden for EU,

U.

der henviser til, at interne genbosættelsesprogrammer også spiller en vigtig rolle og bør støttes ud over de genbosættelsesaktiviteter, der er omhandlet i denne betænkning,

V.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 7. maj 2009 også krævede en plan for omfordeling af personer under international beskyttelse fra medlemsstater, der er udsat for et særligt og uforholdsmæssigt stort pres, til andre medlemsstater, i samråd med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge og med sikkerhed for, at omfordelingen finder sted efter ikke-diskriminerende, gennemsigtige og entydige regler, som også skal gennemføres på Parlamentets begæring,

W.

der henviser til, at uden adgang til information, menneskelige ressourcer, råd fra sagkyndige og permanent opfølgning på genbosættelsesbestræbelserne vil medlemsstater, der aldrig har deltaget i genbosættelsesprogrammerne, komme til at stå over for store vanskeligheder ved at deltage, mens det vil være vanskeligt at opnå målet om at involvere flere medlemsstater,

1.

hilser Kommissionens initiativ om at foreslå en ændring af Den Europæiske Flygtningefond for at indarbejde indvirkningen af EU's genbosættelsesprogram velkomment;

2.

påskønner de generelle mål, der er fastsat i meddelelsen om EU's genbosættelsesprogram som nævnt ovenfor, og den øgede opmærksomhed, der vies til genbosættelse i EU's overordnede asylpolitik;

3.

efterspørger udvikling af informationsinitiativer over for medlemsstaterne og de lokale myndigheder om de fordele, genbosættelse af flygtninge indebærer;

4.

minder imidlertid om, at en budgetpost og finansiel støtte ikke er tilstrækkeligt til at iværksætte et regulært genbosættelsesprogram i hele EU;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til indførelse af mekanismer til privat finansiering og en mere generel medvirken af offentlig-private initiativer med henblik på at styrke EU-genbosættelsesprogrammet;

6.

opfordrer til et mere ambitiøst program, der sikrer kvaliteten og effektiviteten af genbosættelsen, og som indeholder særlige retningslinjer for en ny model for prioritering, tilskyndelser til at få flere medlemsstater til at genbosætte flygtninge, overensstemmelse mellem genbosættelsespolitikken og andre EU-asylpolitikker og standarder for modtagelsesforhold og opfølgningsforanstaltninger, der skal træffes i alle genbosættelsesinitiativer;

7.

mener, at der skal fastlægges en specifik ramme for genbosættelse i de nye finansielle overslag (2013–2017); en sådan ramme kan antage form af en særlig genbosættelsesfond og bør yde finansiel støtte til et mere ambitiøst genbosættelsesprogram;

8.

hilser det nye Emergency Transit Centre (ETC) i Rumænien velkommen, idet det tilbyder midlertidig indkvartering af flygtninge, der har et akut behov for genbosættelse, og/eller flygtninge, der ikke kan blive i første asylland; opfordrer Kommissionen til at udnytte dette og desuden at fremme genbosættelse gennem ETC;

9.

hilser de ad hoc-initiativer velkommen, som visse medlemsstater har taget for at modtage flygtninge, der har et akut behov for genbosættelse, men erkender, at sådanne initiativer bør få en mere struktureret form;

10.

understreger, at et effektivt EU-genbosættelsesprogram bør sørge for beskyttelse og holdbare løsninger både i meget langvarige flygtningesituationer og hvad angår hurtige og passende reaktioner i tilfælde af nødsituationer eller uforudsete begivenheder, og at fastsættelsen af årlige prioriteter bør muliggøre en omgående reaktion på pludselige humanitære kriser, der kan forekomme i løbet af året;

11.

fastholder vigtigheden af at tillade udførelse af arbejde i marken for at forberede genbosættelse af flygtninge, evaluere deres behov og give tilladelse til hensigtsmæssig planlægning af de fremtidige faser af genbosættelsen, bortset fra de oplysninger, der måtte blive givet af UNHCR og ngo'er og andre organisationer;

12.

opfordrer til et privat-offentligt partnerskab med ngo'er og andre civilsamfundspartnere, f.eks. religiøse og etniske organisationer, for at bidrage til gennemførelsen af genbosættelsen og fremme frivilligt arbejde på dette område;

13.

mener, at kommuner, der allerede er involveret eller ved at blive involveret i genbosættelse, bør oprette partnerskaber og venskabsaftaler med andre kommuner i hjemlandet og i EU-medlemsstaterne for at udveksle erfaringer på området og fremme samarbejdet i EU;

14.

understreger behovet for en struktureret samarbejdsramme ved at samle ekspertise og gøre det muligt at indsamle og udveksle oplysninger; understreger ligeledes, at et effektivt EU-genbosættelsesprogram skal give medlemsstaterne (dem, der allerede deltager i programmet, og dem, der ønsker at deltage) adgang til menneskelige ressourcer, sagkyndig rådgivning og fælles information, der kan være til nytte i alle faser af genbosættelsesinitiativet; anerkender, at alle, der er involveret i genbosættelse, og især de genbosatte flygtninge udgør en vigtig informationskilde til evaluering af genbosættelsesinitiativerne;

15.

opfordrer til hensyntagen til og udveksling af bedst mulige fremgangsmåder, som fremmer effektiviteten mellem medlemsstaterne, og som kan omfatte fremme af fælles programmer, peerevaluering, organisering af fælles missioner, brug af fælles infrastrukturer (som f.eks. transitcentre) og organisering af missioner til medlemsstater for at evaluere igangværende genbosættelsesinitiativer;

16.

opfordrer til, at relevansen af opfølgningsforanstaltninger med hensyn til kvaliteten af modtagelse og integration i værtsmedlemsstaten ikke lades ude af betragtning; mener, at succes med genbosættelser ikke kun skal defineres i forhold til fysisk flytning af flygtninge fra et tredjeland til en medlemsstat, men også i forhold til gennemførelsen af foranstaltninger, der tillader integration af flygtninge i værtslandet;

17.

opfordrer til, at opmærksomheden særligt henledes på menneskelige ressourcer i forbindelse med alle nuværende eller kommende EU-genbosættelsesprogrammer for at sikre en procedure, der giver mulighed for gode metoder i forbindelse med tilpasning og integration af flygtninge i værtssamfundet, da erfaringer viser, at genbosættelsesbestræbelser skal udføres med kontrol af relevante funktionærer og sagkyndige;

18.

anerkender manglen på struktureret samarbejde med hensyn til genbosættelsesaktiviteter i EU, der kræver omfattende logistisk tilrettelæggelse, som f.eks. udvælgelses- og orienteringsmissioner, helbreds- og sikkerhedsundersøgelser, rejse- og visumplanlægning og modtagelses- og integrationsprogrammer som nævnt i meddelelse KOM(2009)0447;

19.

bekræfter desuden den opfattelse, at manglen på ordninger for samarbejde og koordinering mellem medlemsstaterne forhøjer omkostningerne ved aktiviteterne i forbindelse med genbosættelse, gør dem mindre tiltrækkende og reducerer deres strategiske virkning;

20.

henstiller derfor til, at der oprettes en særlig enhed med behørigt personale til at udføre den nødvendige koordinering mellem alle igangværende genbosættelsesaktiviteter i medlemsstaterne;

21.

mener, at den mest hensigtsmæssige institutionelle ramme for denne genbosættelsesenhed ville være i EASO, hvor den kunne samarbejde inden for anvendelsesområdet af EU's asyl- og migrationspolitikker;

22.

mener, at denne enhed kunne skabe tæt kontakt med UNHCR og lokale ngo'er for at opnå vigtig information, som skal sendes til medlemsstaterne og EU's institutioner med hensyn til f.eks. uopsættelige prioriteter, integrationsteknikker etc.;

23.

fastholder ligeledes, at genbosættelsesenheden kunne spille en vigtig rolle i overvågningen og evalueringen af effektiviteten og kvaliteten af genbosættelsesprogrammet på EU-plan ved at udsende årlige rapporter om alle aktiviteter baseret på information, der er indsamlet af de institutioner/myndigheder, som er involveret i genbosættelsesinitiativerne i medlemsstaterne;

24.

ønsker at understrege, at genbosættelsesenheden bør holde rede på, hvilke ngo'er, velgørende organisationer og andre enheder der kan samarbejde med offentlige myndigheder i processen med genbosættelse af flygtninge; noterer sig desuden, at ovennævnte enhed regelmæssigt bør udarbejde dokumenter, der angiver standarder og kriterier, som disse enheder skal overholde for at være berettigede til at deltage i EU's genbosættelsesordninger;

25.

fremhæver, at EASO kan yde et meget nyttigt bidrag til at sikre overensstemmelse mellem EU's genbosættelsesprogram og andre EU-asylpolitikker;

26.

anerkender, at et passende genbosættelsesprogram kræver jævnlig opdatering af, hvilke nationaliteter og grupper af flygtninge der bør prioriteres i genbosættelsesprocessen, med særligt hensyn til geografiske nødsituationer og i særdeleshed særligt udsatte personer, som har størst behov for beskyttelse;

27.

mener, at EU's årlige prioriteter bør fastslås af Kommissionen, således som det er foreslået, med stærk og effektiv medvirken af UNHCR og Europa-Parlamentet på alle stadier af identificeringen og vurderingen af genbosættelseskandidaterne;

28.

foreslår, at en delegation af medlemmer fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget deltager i det årlige møde i ekspertgruppen om genbosættelse;

29.

mener, at et EU-genbosættelsesprogram bør omfatte særlige procedurer for at involvere Europa-Parlamentet i udformningen af EU's årlige prioriteringer;

30.

tilskynder EASO til at påtage sig en vigtig rolle i forbindelse med fastlæggelsen af genbosættelsesdagsordenen i EU;

31.

forsvarer princippet om, at der i overensstemmelse med behovet for tilpasningsevne i EU's årlige prioriteringer bør være kategorier, der forbliver stabile hvert år, således at medlemsstaterne kan genbosætte særligt udsatte personer på et hvilket som helst tidspunkt af året;

32.

foreslår, at de enkelte medlemsstater skal kunne forberede foranstaltninger i nødsituationer i tilfælde af uforudsete humanitære omstændigheder - f.eks. når flygtninge er udsat for væbnede angreb, eller når naturulykker eller naturkatastrofer berører flygtningeleje i voldsom grad; mener, at disse procedurer ville muliggøre genbosættelse for en kort periode, hvor de administrative skridt udføres enten med en sammenpresset tidsplan eller i visse tilfælde, efter at genbosættelsen har fundet sted; henstiller, at disse bestræbelser anses for at være et af målene i EU's genbosættelsesprogram;

33.

beklager, at kun ti medlemsstater har aktuelle genbosættelsesprogrammer, der er fastsat uden indbyrdes koordinering;

34.

anerkender, at medlemsstaternes deltagelse fortsat skal være frivillig på grund af forskellene i modtageforhold, samarbejdspartnere og retlige kriterier, som anvendes til bestemmelse af, hvem der skal genbosættes;

35.

anerkender, at visse medlemsstater, især i det sydlige Europa, står over for særlige udfordringer på grund af deres beliggenhed ved Unionens ydre grænse;

36.

opfordrer alligevel til større incitamenter til at opmuntre flere medlemsstater til at deltage i EU's genbosættelsesprogram; anerkender, at selv om større finansiel støtte er vigtig, bør man ikke underminere det bidrag, EASO kan yde med hensyn til dette aspekt, nemlig hjælp til at udjævne situationen ved at øge kvaliteten af de tjenester, der tilbydes flygtninge i medlemsstaterne, og tilbyde bistand med de mest effektive metoder for modtagelse og integration;

37.

foreslår en mere omfattende finansiel støtte til medlemsstater, som ønsker at deltage i EU's genbosættelsesprogram, for at hjælpe dem med at oprette et bæredygtigt genbosættelsesprogram og lette de første byrder ved igangsættelsen af et sådant initiativ; foreslår, at værdien af den finansielle støtte bør afstemmes i forhold til de andre medlemsstater efter de første års deltagelse i programmet for at undgå en alt for stor indvirkning på Den Europæiske Flygtningefond;

38.

mener, at det ikke vil være muligt at øge antallet af flygtninge, der genbosættes i EU, uden en administrativ og sagkyndig ramme til at understøtte programmet og dannelsen af permanente strukturer til klargøring for genbosættelse og opfølgning på integrationsprocessen;

39.

mener, at et effektivt EU-genbosættelsesprogram skal indeholde bestemmelser om opfølgningsforanstaltninger, som klart understreger kvaliteten af genbosættelsen i alle medlemsstater, gode standarder på alle niveauer fra anerkendelse til modtagelse og integration af flygtningene;

40.

opfordrer de medlemsstater, der er involveret i genbosættelsesprogrammet, til at evaluere de foranstaltninger, som de har truffet i relation til genbosættelsesproceduren, for at sikre og fremme integrationen af flygtningene; medlemsstaterne bør endvidere jævnligt følge op på integrationen af flygtningene;

41.

er af den opfattelse, at offentlige myndigheder bør fremme maksimalt samarbejde med ikkestatslige enheder (f.eks. internationale og lokale ngo'er) og drage nytte af ekspertisen og nærheden af sidstnævnte ved at tilvejebringe de bedste og mest effektive initiativer for genbosættelse af flygtninge; civilsamfundets deltagelse i EU-genbosættelsesprogrammet vil øge støtten til medlemsstaternes og de lokale myndigheders initiativer, når det gælder støtte til og modtagelse af flygtninge;

42.

går ind for kraftige bestræbelser fra alle de involverede enheders side på at give flygtningene, især de mest udsatte, adgang til tilfredsstillende boliger, sundhedspleje, uddannelse, sprogkurser og psykologhjælp, men også til arbejdsmarkedet for at sikre en vellykket integration;

43.

opfordrer EASO, navnlig via asylstøttekontorets foreslåede genbosættelsesenhed, til at fastsætte klare kriterier for kvalitetsgenbosættelse i tæt samarbejde med UNCHR, ngo'er og lokale myndigheder og følge genbosættelsen af flygtningene for at bidrage til evalueringen og yderligere forbedring af genbosættelsesaktiviteterne i medlemsstaterne;

44.

understreger endnu en gang EASO's rolle som en enhed, der kunne øge bevidstheden om visse mangler i genbosættelsesinitiativerne, hjælpe medlemsstaterne med at finde særlige løsninger og tilskynde til bedre fremgangsmåder, hvis der oprettes en permanent genbosættelsesenhed;

45.

opfordrer til organisering af en fælles årlig drøftelse mellem Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udenrigsudvalget for at bidrage til udvikling af programmet;

46.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/8

A.

der henviser til, at en almen og erhvervsfaglig uddannelse af høj kvalitet er en nødvendighed med hensyn til den enkeltes realisering af sig selv, ligestilling, bekæmpelse af social udstødelse og fattigdom samt aktivt borgerskab og social samhørighed,

B.

der henviser til, at det er et prioriteret mål at forbedre kvaliteten af almen og erhvervsfaglig uddannelse til alle studerende for at opnå bedre resultater og kompetencer, indledningsvist ved hjælp af nye og mere målrettede politikker, der kan øge udbuddet af uddannelser,

C.

der henviser til, at de fleste af EU's benchmarks for 2010 ikke vil blive nået på trods af nogen forbedring i resultaterne inden for den almene og erhvervsfaglige uddannelse i EU, samt til, at navnlig kvalifikationsniveauet er utilstrækkeligt, og at en tredjedel af den europæiske befolkning har uddannelsesmæssige kvalifikationer på et meget lavt niveau,

D.

der henviser til, at man 10 år efter iværksættelsen af Bolognaprocessen endnu ikke har opnået den ønskede konvergens mellem medlemsstaterne vedrørende videregående uddannelse,

E.

der henviser til, at politikker for almen og erhvervsfaglig uddannelse bør gøre det muligt for alle borgere uanset alder, køn og helbred samt fysisk, mental og psykisk tilstand og sproglig, etnisk, national, religiøs og socioøkonomisk baggrund hele livet igennem at erhverve, opdatere og udvikle deres færdigheder og kompetencer,

F.

der henviser til, at almen og erhvervsfaglig uddannelse er nøgleelementer i en vellykket gennemførelse af den reviderede sociale dagsorden for muligheder, adgang og solidaritet, og at gennemførelsen af denne dagsorden vil bidrage til at skabe flere og bedre job og give flere EU-borgere mulighed for at udnytte deres fulde potentiale,

G.

der henviser til, at en kontinuerlig indsats er påkrævet for at sikre, at kvinder får lige adgang til uddannelse på alle niveauer, og at valget af uddannelse ikke forudbestemmes af fastlåste kønsrollemønstre,

H.

der henviser til, at den fulde opnåelse af nøglekompetencer kræver yderligere politisk indsats både på europæisk og nationalt plan,

I.

der henviser til, at den største udfordring i forbindelse med almen og erhvervsfaglig uddannelse i Europa er reformen af uddannelse hen imod et læringscentreret holistisk uddannelsessystem, som forbereder de unge til at være glade, aktive globale borgere, der er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet,

J.

der henviser til, at gennemførelsen og den videre udvikling af strategier for livslang læring stadig er en kritisk udfordring for mange medlemsstater, og at der bør fokuseres stærkere på hele livscyklen i stedet for på særlige sektorer eller grupper,

K.

der henviser til, at udbyttet af investeringen i uddannelse kun ses i et langtidsperspektiv, og at det er vigtigt at sikre, at det ikke forbigås, når den politiske dagorden sættes, samt til, at vi bør opfordre EU til at vejlede om kvaliteten af systemer til almen og erhvervsfaglig uddannelse og undgå budgetmæssige hindringer eller i det mindste sørge for, at de tildelte midler forhøjes og ikke nedskæres, og at EU derfor bør indføre budgetmekanismer, der ikke er bundet til årlig programmering, inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse,

L.

der henviser til, at investering i almen og erhvervsfaglig uddannelse, omskoling og ajourføring og tilpasning af alles viden og færdigheder er en vigtig forudsætning for at komme ud af krisen og tage fat på de langsigtede udfordringer, som er global økonomisk konkurrenceevne, beskæftigelse, mobilisering og social integration,

M.

der henviser til, at over 80 % af grundskolelærerne og 97 % af børnehaveklasselærerne i EU er kvinder, mens andelen af kvindelige lærere på de ældre klassetrin kun er på 60 %, og på de højere uddannelser og inden for forskning på under 40 %,

N.

der henviser til, at de udfordringer, underviserne står over for, øges, efterhånden som undervisningsmiljøerne bliver mere komplekse og heterogene, i form af f.eks. ændringer i informations- og kommunikationsteknologier (IKT), finansielle begrænsninger på grund af den økonomiske krise, ændringer i sociale strukturer og familiemønstre og udvikling af multikulturelle samfund,

O.

der henviser til, at det vil være vigtigt at gennemføre EU 2020-strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet med henblik på at tage disse afgørende udfordringer op,

P.

der henviser til, at digitale kompetencer får stigende betydning i EU's videnbaserede økonomi og arbejdsmarked, som er under udvikling, og at disse kompetencer giver mulighed for økonomisk genopretning, fremme af iværksætterkultur og øget adgang til beskæftigelse,

Q.

der henviser til, at sport er et af de mest effektive midler til bekæmpelse af misbrug (rygning, alkoholisme og doping), da elever og studerende under videregående uddannelse er en af de mest udsatte samfundsgrupper i denne forbindelse, samt til, at skoleelevers og studerendes deltagelse i sport primært afhænger af eksistensen af den nødvendige grundlæggende infrastruktur,

1.

glæder sig over ovennævnte meddelelse fra Kommissionen »Nøglekompetencer i en verden under forandring«;

2.

bemærker, at mange europæiske borgere på trods af fremgang i de seneste år stadig ikke er tilstrækkeligt uddannede; påpeger, at en ud af syv unge (18-24) forlader skolen tidligt (6 mio. i EU 27), at en ud af fire 15-årige er dårlig til at læse, og at cirka 77 mio. mennesker (næsten en tredjedel af EU's befolkning mellem 25 og 64) ikke har nogen eller kun ringe formelle kvalifikationer, og at kun en fjerdedel har kvalifikationer på højt niveau, samt at alt for mange EU-borgere mangler IKT-færdigheder; understreger, at meget ringe færdigheder er et vedvarende problem i hele EU, og er bekymret over stigningen i antallet af unge, som ikke har fuldstændige læsefærdigheder i en alder af 15 (21,3 % i 2000, 24,1 % i 2006);

3.

anmoder Kommissionen om at fortsætte debatten om »Nye kvalifikationer til nye job«; påpeger, at der i 2020 vil være 16 mio. flere job, som kræver høje kvalifikationer, og fire mio. flere job, som kræver mellemkvalifikationer, mens 12 mio. færre job vil kræve lave kvalifikationer; påpeger, at langt de fleste job inden for alle sektorer vil kræve IKT-færdigheder i 2015; opfordrer til at inddrage alle interesserede parter i denne debat, herunder lærere, studerende, kompetente faglige organisationer, relevante ngo'er og fagforeninger, aktører inden for civilsamfundet, især forældre- og elevforeninger, og forretningsfolk;

4.

mener, at det er vigtigt at indføre politikker, der har til formål at forbedre kvaliteten af almen og erhvervsmæssig uddannelse til alle studerende; understreger, at det, for at det europæiske uddannelsessystem kan tackle udfordringen med global konkurrenceevne, er nødvendigt at øge de tilgængelige uddannelsesmuligheder, som skal have et højere niveau og et bredere anvendelsesområde for at opfylde de faglige sektorers og arbejdsmarkedets presserende behov;

5.

mener, at sprogindlæring er altafgørende for at lette unges adgang til arbejdsmarkedet og for at fremme deres mobilitet og lige muligheder;

6.

opfordrer medlemsstaterne til yderligere at gennemføre den europæiske referenceramme for kvalifikationer;

7.

opfordrer indtrængende til ikke blot at lægge vægt på de såkaldte nye »grønne job«, men også på de »hvide job«; påpeger, at andelen af aldersgruppen over 65 år i forhold til aldersgruppen 15-64 år vil stige fra 26 % i 2008 til 38 % i 2030; understreger, at der derfor vil være et stigende behov for fælles politikker for aktiv aldring, navnlig foranstaltninger til fremme af læsefærdigheder og genopfriskning og ajourføring af nøglekompetencer på IKT-området for at slå bro over den digitale kløft, som er en faktor, der får stigende betydning for den sociale udstødelse af de ældre;

8.

påpeger, at Kommissionens meddelelse om EU 2020-strategien understreger, at især beskæftigelsesfrekvensen for kvinder er lav (kun 63 % af kvinderne er i arbejde sammenlignet med 76 % af mændene), og at »det vil være nødvendigt med politikker til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder for at øge erhvervsfrekvensen«; påpeger, at uddannelsespolitikkerne derfor skal målrettes, således at de kan lukke dette hul på arbejdsmarkedet og derved bidrage til at opnå bæredygtig vækst og social samhørighed; understreger betydningen af en uddannelse, som ikke er baseret på køn, fra den tidligst mulige alder;

9.

opfordrer til særlig opmærksomhed omkring behovet for at lette integrationen af mennesker med handicap, uanset deres alder, i almen og erhvervsfaglig uddannelse med særlig vægt på ægte integration af handicappede børn i uddannelsesinstitutionerne fra en tidlig alder; understreger, at det er nødvendigt med reelle investeringer og en langsigtet strategi for at fjerne eventuelle hindringer på dette område;

10.

mener, at al uddannelse bør fremme erhvervelse af demokratiske kompetencer ved at støtte elevråd og give eleverne mulighed for at påtage sig et medansvar for deres uddannelse som stadfæstet i et charter om elevers rettigheder; opfordrer i denne forbindelse til en dybtgående debat i det europæiske samfund om uddannelsens funktion og rolle og foreslår, at European Citizens Agora kunne være stedet for en sådan debat;

11.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsgiverne til at arbejde tæt sammen med udbydere af almen og erhvervsmæssig uddannelse med henblik på at fremme videreuddannelse af personer fra ringere kår;

12.

erkender, at globaliseringen har ændret de europæiske samfund gennemgribende, og opfordrer til at integrere global uddannelse/udviklingsuddannelse i al undervisning for at sætte borgerne i stand til at forholde sig til truslerne og mulighederne i en verden i forandring;

13.

anser det for væsentligt at fremme mediekendskab og digitale færdigheder på alle niveauer inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse, give en introduktion til nye teknologier og lære alle at anvende lige dele fagkundskab og kritisk dømmekraft i omgangen med moderne kommunikation og medieindhold; understreger det presserende behov for at forbedre alle EU-borgeres e-færdigheder; påpeger, at almen og erhvervsfaglig uddannelse i IKT både på nationalt plan og på EU-plan er en nødvendighed i betragtning af disse færdigheders voksende betydning på et arbejdsmarked i udvikling;

14.

understreger betydningen af tilstrækkelig støtte af høj kvalitet til udvikling af læreres kompetencer og af indførelse af nye måder at tilrettelægge undervisningen på i attraktive skolemiljøer;

15.

understreger vigtigheden af kunst, kultur og sport inden for alle uddannelser og behovet for at være særlig opmærksom på disse emner i børnehave, grundskole og gymnasium samt i forbindelse med livslang læring; mener, at kulturel og social uddannelse i lighed med udviklingen af faglige og tekniske færdigheder er en integrerende del af politikken for almen og erhvervsfaglig uddannelse, fordi disse emner bidrager til udviklingen af ikke-akademiske færdigheder og dermed fremmer selvrealisering og tilegnelse af basale færdigheder;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er tilstrækkelige midler til investering i sport i uddannelsesinstitutioner, og til at intensivere samarbejdet mellem den offentlige og den private sfære på dette område;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelige investeringer i uddannelse for at sikre adgang til arbejdsmarkedet for alle kategorier;

18.

understreger betydningen af at bruge historie og sprog som midler til at opnå en europæisk social og kulturel integration;

19.

henleder opmærksomheden på betydningen af høj kvalitet i barnets tidlige uddannelse for en tidlig erhvervelse af nøglekompetencer, herunder evnen til at kommunikere både på barnets eget modersmål og på værtslandets sprog, især med henblik på at støtte børn, der kommer fra dårlige kår og har særlige (undervisnings)behov, for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse;

20.

henleder opmærksomheden på betydningen af at fremme en læsekultur fra førskoleundervisningen og fremefter og på betydningen af, at der er adgang til læsemateriale allerede i førskolealderen;

21.

henleder opmærksomheden på betydningen af modersmålsundervisning, også når der er tale om traditionelle mindretal;

22.

understreger flersprogethedens betydning for mobiliteten; opfordrer derfor medlemsstaterne til at indføre undervisning i et andet sprog på et tidligt stadium;

23.

understreger, at det er vigtigt at gennemføre uddannelsesmæssige støtteforanstaltninger til fordel for børn af indvandrere med henblik på at lette deres integration i værtslandets uddannelsesmæssige og sociale miljø;

24.

understreger nødvendigheden af at opmuntre og støtte initiativer til fremme af børns kreativitet fra et tidligt stadium i livet for på den måde at bane vejen for en bedre innovationskultur i Europa;

25.

henleder opmærksomheden på Barcelonamålene, som gik ud på senest i 2010 at tilbyde pasningsmuligheder for mindst 90 % af alle børn i aldersgruppen fra tre år og op til den skolepligtige alder og for mindst 33 % af alle børn mellem nul og tre år og gøre børnepasning økonomisk overkommelig for flest mulig mennesker;

26.

understreger nødvendigheden af fortsat at udvikle og styrke sprogindlæringen i grundskole og gymnasium, også af hensyn til indvandrerbørn, samt vigtigheden af modersmålsundervisning for traditionelle mindretal;

27.

støtter tanken om en pædagogik, der tillader en mere regelmæssig høring af eleverne og større inddragelse af dem i styringen af undervisningsprocessen, en aktiv deltagelse af elevernes forældre i undervisningsmiljøet og udvikling af et tillidsforhold mellem elever og undervisere, som fremmer initiativ og erhvervelse af sociale og samfundsmæssige kompetencer, der er uundværlige for et aktivt medborgerskab;

28.

understreger vigtigheden af at indarbejde nye teknologier i undervisningsplanerne som et nødvendigt indlæringsredskab i et moderne uddannelsessystem; støtter tanken om, at børn i en tidlig alder under passende opsyn tilegner sig færdigheder, der sætter dem i stand til at behandle medieindhold og især internettet med ansvarlighed og kritisk dømmekraft, og anser det for vigtigt at gøre børn opmærksom på problemerne med beskyttelse af privatlivets fred og personlige data samt overholdelse af bestemmelserne om ophavsrettigheder;

29.

mener, at de fremskridt, der er gjort med hensyn til at tilpasse skolens læseplaner til nøglekompetencerne, er et positivt skridt, men at det er af afgørende betydning at fortsætte bestræbelserne, navnlig ved anerkendelse og attestering af færdigheder erhvervet igennem ikke-formel og uformel uddannelse, og at fremme tilegnelsen af nøglekompetencer hos dem, der er i risiko for dårlige resultater under uddannelsen og social udstødelse;

30.

opfordrer til handling for at fremme fysiske og sportslige aktiviteter i skoler og til afholdelse af og deltagelse i skolemesterskaber, som vil forbedre sundheden, fremme integrationen og hjælpe til at udvikle værdier, som vil bidrage til indførelsen af positive adfærdsmønstre;

31.

slår til lyd for uddannelse og erhvervsuddannelse for børn fra indvandrerfamilier, og understreger det store bidrag, som uddannelse kan yde til en vellykket integration af indvandrere i det europæiske samfund;

32.

kræver en omfattende strategi for erhvervelse af nøglekompetencer spændende fra reform af skolernes undervisningsplaner til støtte til videreuddannelse og faglig udvikling for undervisere, så vi får et højt kvalificeret uddannelsessystem; mener, at underviserne bør tilskyndes til at forbedre deres undervisning og fokusere på faglig udvikling;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre nye emnekombinationer og materialer i skoler, der formidler almen uddannelse, for at sætte unge med en af de hyppigste indlæringsvanskeligheder - ordblindhed - i stand til at fuldføre deres studier med succes på trods af deres indlæringshandicap;

34.

understreger betydningen af integreret uddannelse for at forhindre sociale fordomme og diskrimination og dermed bidrage til europæisk social solidaritet;

35.

opfordrer til større mobilitet mellem højere uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og erhvervsuddannelserne (f.eks. studerende, lærere, ansatte, undervisere) med henblik på at fremme elevcentreret læring og erhvervelsen af kompetencer som iværksætterånd, kulturel forståelse, kritisk sans og kreativitet, som der bliver stadig større behov for på arbejdsmarkedet; mener i den forbindelse, at eksisterende hindringer i EU hurtigt bør tages op med særlig vægt på finansielle hindringer og hindringer i tilknytning til anerkendelse for at øge kvaliteten af mobilitetserfaringer for alle studerende; støtter kvalitetssikring inden for højere uddannelse som et middel til at styrke mobiliteten med akademiske og forskningsmæssige formål og som en forudsætning for lige jobmuligheder for alle EU-borgere;

36.

understreger betydningen af, at alle unge får et solidt fundament af grundkompetencer, der har grundlæggende betydning for fremme af mobilitet gennem hele livet, og som sætter dem i stand til at håndtere udviklingen på arbejdsmarkedet og fremkomsten af nye økonomiske og sociale behov;

37.

opfordrer til fremme af forskningsprogrammer med henblik på at styrke »videntrekanten«, som er afgørende for at sætte skub i vækst og beskæftigelse i EU;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at ajourføre dagsordenen for videregående uddannelse og især koordinere undervisningsplanerne med arbejdsmarkedets krav;

39.

opfordrer de højere uddannelsesinstitutioner til at modernisere deres uddannelser og generelt til at fremskynde Bolognaprocessen;

40.

mener, at højre uddannelsesinstitutioner bør blive mere åbne for og forberedte på alle studerende, især utraditionelle studerende, studerende med særlige behov og dårligt stillede grupper, og at et af de mest nyttige redskaber hertil ville være velfinansierede stipendieordninger, som kan tilskynde unge fra fattige familier til at indlede et studieforløb; mener endvidere, at medlemsstaterne bør gennemføre særlige politikker med henblik på at sikre grundlæggende ret til uddannelse for alle, herunder økonomisk dårligt stillede unge, og at der i fremtiden bør findes et samlet benchmark for lighed inden for højere uddannelse som led i strategirammen på uddannelsesområdet;

41.

minder i denne forbindelse om Rådets konklusioner fra maj 2007 (6) om de indikatorer, der er udviklet til opfølgning af Beijinghandlingsplatformen inden for uddannelse og erhvervsuddannelse af kvinder, særlig højere uddannelse og forskning; beklager dog, at der ikke tages fuldt ud hensyn til disse indikatorer i forbindelse med overvågningen af gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010; opfordrer i denne henseende til, at disse indikatorer anvendes som et redskab til overvågning af fremskridtene hen imod ligestilling mellem kvinder og mænd inden for uddannelse og erhvervsuddannelse;

42.

bemærker, at der ganske vist er sket fremskridt med hensyn til kvinders adgang til videregående uddannelser, men at kvinder stadig er underrepræsenterede på områderne matematik, videnskab og teknologi (kun 32 % af kandidaterne er kvinder, mens 68 % er mænd); påpeger, at en reducering af kønsrelaterede skævheder på disse områder kan bidrage til at mindske den mangel på færdigheder, som findes i EU i disse sektorer;

43.

mener, at ikke-formel uddannelse er et uddannelsesområde, som supplerer det formelle uddannelsessystem, og anbefaler, at det behandles som sådant i forbindelse med udformning af uddannelsespolitik under ET 2020;

44.

opfordrer til øgede, mere effektive og mere vidtrækkende investeringer i videregående uddannelse;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at opmuntre til partnerskaber (på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan) mellem højere uddannelsesinstitutioner, universiteter, forskningscentre og erhvervslivet og tilskynde erhvervslivet til at investerer i højere uddannelser;

46.

opfordrer medlemsstaterne til at bevilge de nødvendige ressourcer til den videregående uddannelsessektor, så den kan reagere på globale udfordringer og blive et væsentligt redskab til økonomisk og social genopretning efter den seneste lavkonjunktur;

47.

opfordrer medlemsstaterne til med lovgivningsmæssige, administrative og finansielle tiltag at støtte modersmålsundervisning for mindretal;

48.

fastholder, at en høj kvalitet inden for erhvervsuddannelserne er grundlæggende for udbuddet af nye fagfolk og væsentlig for initiativet »Nye kvalifikationer til nye job« med særligt fokus på en videre udbredelse af arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser, også for unge kandidater på basis af aftaler mellem universiteter og virksomheder; anser det desuden for vigtigt at fremme studie- og praktikantophold i andre EU-lande for unge under erhvervsuddannelse efter de samme retningslinjer som Erasmus-programmet for universitetsstuderende; opfordrer til, at erhvervsuddannelser gives større støtte og prestige;

49.

fremhæver behovet for yderligere at modernisere erhvervsuddannelsesprogrammerne under hensyntagen til nøglekompetencer for på den ene side at forbedre deres kvalitet og gøre dem mere attraktive for unge og på den anden side gøre dem mere relevante for arbejdsmarkedets skiftende behov; mener, at programmer for erhvervsuddannelse skal forbedre de tværgående nøglekompetencer;

50.

understreger behovet for på basis af eksisterende god praksis at vedtage en model for anerkendelse af meritter med relation til borgerskabskompetencer for unge, der deltager i frivilligt arbejde og samfundstjeneste, som gennemføres af almennyttige organisationer eller i forbindelse med udviklingssamarbejde;

51.

opfordrer til forbedret overgang mellem sekundære erhvervsuddannelser og videregående uddannelser for at sikre bedre kvalifikationer;

52.

understreger den livslange læring som en dimension i anbefalingerne om nøglekompetencer og fastholder, at der er behov for større fremskridt med hensyn til erhvervsuddannelserne og voksenundervisningen for at nå den fulde gennemførelse af anbefalingerne, også via den juridiske anerkendelse af en universel ret til livslang læring;

53.

understreger vigtigheden af udveksling af oplysninger og af gode og velfungerende praksisser mellem medlemsstater på området for erhvervsuddannelse;

54.

opfordrer til hurtig indgriben for at løse problemet med det stadig stigende antal mennesker, der har vanskeligt ved at læse, med særskilt støtte til lokale myndigheder, da de er lettest tilgængelige for offentligheden; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at være opmærksom på analfabeter, som der stadig er for mange af, og til at gøre en målrettet indsats for at løse dette problem, herunder med hensyn til voksne;

55.

er særdeles foruroliget over det øgede antal arbejdsløse unge, især under den nuværende økonomiske krise; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sørge for, at arbejdsmarkederne er så fleksible som muligt for at sikre, at unge let kan finde arbejde og skifte job;

56.

understreger behovet for forbedret inddragelse af uddannelsesudbydere i udviklingen af overordnede nationale referencerammer for kvalifikationer og for større anerkendelse af tidligere uddannelse, herunder uddannelse erhvervet på et uformelt grundlag eller ad hoc-basis;

57.

bemærker, at de mål, der blev sat med hensyn til fire af de fem benchmarks, som blev vedtaget i 2003, ikke vil blive nået; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder og andre aktører til at undersøge årsagerne og træffe passende forholdsregler med henblik på at vende situationen;

58.

fremhæver vigtigheden af en løbende struktureret dialog og drøftelse mellem personer på de sidste niveauer inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse, højere uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet;

59.

støtter målet om at øge voksnes deltagelse i livslang læring fra 12,5 % til 15 % inden 2020 og opfordrer til passende initiativer; opfordrer med dette for øje universiteter til at lette en bredere adgang til at studere og til at diversificere og udvide grundlaget af studerende og ændre studieprogrammerne, så de bliver attraktive for voksne, der vender tilbage for at studere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte endnu mere målrettede foranstaltninger for at støtte og udbrede institutioner, der tilbyder livslang læring, såsom »Second Chance Schools«; opfordrer til, at kønsaspektet tages i betragtning og fremmes ved gennemførelsen af strategier for livslang læring; henleder opmærksomheden på, at universiteter for personer i den tredje alder spiller en afgørende rolle for livslang læring;

60.

bemærker, at en af de væsentligste hindringer, der møder voksne, som ønsker at deltage i almen og erhvervsmæssig uddannelse er mangelen på støttefaciliteter for deres familier; opfordrer derfor medlemsstaterne til at skabe støtteforanstaltninger som et middel til at sikre, at alle studerende og arbejdstagere med familiemæssige forpligtelser (f.eks. børnepasning eller pleje af andre pårørende) har mulighed for at opdatere og/eller øge deres færdigheder og kompetencer på basis af gode praksisser udviklet på dette område under Den Europæiske Socialfonds programmer, som involverer »service and reconciliation vouchers« (vouchers til køb af serviceydelser, der gør det muligt at forene- familie- og arbejdsliv); mener, at især mulighederne for e-læring bør undersøges, da de giver mulighed for større fleksibilitet ved at kombinere uddannelse, arbejde og børnepasning eller pleje;

61.

opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til at tage skridt til at forbedre indsamlingen og analysen af sammenlignelige data for ligestilling mellem mænd og kvinder inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse og til at sikre, at statistik for de relevante indikatorer med relation til Beijinghandlingsplanen gøres tilgængelige og opdateres regelmæssigt;

62.

anbefaler uddannelsesinstitutionerne at søge i større udstrækning at offentliggøre deres programmer, som er åbne for voksne, og at forenkle de administrative procedurer for at få adgang til disse programmer;

63.

opfordrer Kommissionen til at tage fuld højde for aktørernes ekspertise og anerkende deres rolle som iværksættere af ET 2020-strategien;

64.

opfordrer Kommissionen til at medtage ikke-formel uddannelse, erhvervsuddannelse og gymnasieelever i den kommende mobilitetsbenchmark for ET 2020 og til at overtage Bolognaprocessens benchmark for studerendes mobilitet;

65.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/16

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union og resten af verden i øjeblikket oplever den alvorligste økonomiske krise i de seneste 60 år, at realøkonomien er ude i den værste recession, der er set inden for det samme tidsrum, og at man forventer vanskelige forhold for beskæftigelsen trods et relativt genopsving i økonomien,

B.

der henviser til, at en række spørgsmål i relation til virksomhedsledelse, uanset virksomhedstype eller den sektor, virksomheden opererer i, har stor betydning i forbindelse med etisk virksomhedsdrift helt generelt, f.eks. diligenspligt, gennemsigtighed, virksomhedernes sociale ansvar, risikostyring, den økonomiske bæredygtighed af beslutninger om finansielle investeringer, bestyrelses- eller tilsynsrådspraksis og udøvelse af aktionærrettigheder; der henviser til, at finanskrisen har vist, at disse spørgsmål må behandles i lyset af behovet for at bevare den finansielle stabilitet og til stadighed analyseres med henblik på at finde løsninger, der sætter virksomhederne i stand til at tage de aktuelle udfordringer op, og med henblik på at fremme økonomisk vækst og øget beskæftigelse i EU,

C.

der henviser til, at krisen også har vist, at der er en snæver forbindelse mellem risikostyring og aflønningspolitik, og at sidstnævnte har betydning for de mekanismer, der sørger for velfungerende virksomheder; der henviser til, at risikostyring derfor skal tages behørigt i betragtning ved fastlæggelsen af aflønningspolitikker for at gøre det muligt at indarbejde effektive risikostyringssystemer i en bredere, afbalanceret tilgang til virksomhedsledelse og at sikre, at der, hvis der etableres incitamentssystemer, drages omsorg for, at der som modvægt hertil indføres hensigtsmæssige risikostyringssystemer,

D.

der henviser til, at virksomheder i alle sektorer deler en række risikoklasser, selv om nogle af risiciene er sektorspecifikke (eksempelvis risiciene for virksomheder i den finansielle sektor); der henviser til, at manglen på effektiv risikostyring som følge af mangelfuld overvågning af overholdelse af tilsynsreglerne kombineret med uheldige incitamenter i aflønningspolitikkerne har spillet en central rolle i finanskrisen,

E.

der henviser til, at risikostyring bør forstås og anvendes på overordnet virksomhedsniveau og ikke kun på virksomhedernes enkelte operationelle enheder, og at en sådan styring ligeledes bør være underkastet krav om fremlæggelse af information om den, være gennemsigtig og være omfattet af rapporteringskrav,

F.

der henviser til, at enhver løsning bør sikre, at der, når der tages en risiko, er forenelighed mellem denne og forretningsformålet og virksomhedsstrategien, med behørig hensyntagen til effektiv risikostyring, og til, at effektiv risikostyring bør betragtes som et af de vigtigste elementer i god virksomhedsledelse i alle virksomheder,

G.

der henviser til, at et af de første skridt, som Kommissionen tog efter krisen, tog fat på spørgsmålet om aflønningspolitik ved at supplere Kommissionens henstilling 2004/913/EF og 2005/162/EF, hvormed formålet var at sikre en passende aflønningspolitik gennem opstilling af retningslinjer for bedste praksis for udformning af en sådan, med en ny henstilling for så vidt angår aflønning af medlemmer af ledelsen i børsnoterede virksomheder, og ved at offentliggøre en henstilling om aflønningspolitik i finanssektoren,

H.

der henviser til, at graden af henstilling varierer afhængigt af virksomhedstype, idet der tages behørigt hensyn til virksomhedernes størrelse og interne organisation samt til kompleksiteten af deres aktiviteter; der henviser til, at sådanne sondringer kan foretages mellem finansielle virksomheder (børsnoterede eller ej) og børsnoterede, ikkefinansielle virksomheder og mellem forskellige finansielle sektorer såsom bankvæsen, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning,

I.

der henviser til, at det i forbindelse med aflønning er nødvendigt at tage flere aspekter i betragtning, f.eks. i) aflønningsordninger, herunder disses opbygning, gennemsigtighed og symmetri samt forbindelsen mellem aflønning og incitamenter, ii) processen med fastlæggelse af aflønningsordningerne, herunder definition af aktører, roller og ansvar, iii) kontrol med aflønningsordningerne med særligt fokus på aktionærerne og iv) samlet aflønning, herunder lønninger og pensioner,

J.

der henviser til, at visse aspekter af de i henstillingerne indeholdte særdeles vigtige principper stadig er uklare og må gennemføres rigtigt i praksis, f.eks. tanken om resultatkriterier, som skulle bidrage til at skabe forbindelse mellem løn og resultater, tanken om mangelfulde præstationer i forbindelse med fratrædelsesgodtgørelser, fratrædelsesgodtgørelser og variable lønkomponenter i sektoren for finansielle tjenesteydelser,

K.

der henviser til, at der i betragtning af de tilbagevendende problemer med at definere forbindelsen mellem løn og resultater bør fokuseres på effektiviteten af processen med fastlæggelse af aflønningspolitikken og på gennemsigtighed, som begge bør være baseret på forsvarlig virksomhedsledelse som defineret og vurderet i forhold til en passende mellemlang og lang tidsramme for at undgå farlige, ikkebæredygtige og kortsigtede (hvis ikke ligefrem meget kortsigtede) risikostyringspolitikker og som kendetegnet ved klart definerede, adskilte roller og ansvar for de involverede parter,

L.

der henviser til, at de løsninger, der vedtages, ikke bør følge »én for alle«-princippet, og at virksomheder bør kunne bevare en vis fleksibilitet, når det gælder tilpasningen af systemer til deres egne behov,

M.

der henviser til, at det er nødvendigt med en efterfølgende vurdering af resultat- og aflønningspolitikken,

N.

der henviser til, at gennemsigtighed har vist sig at være et vigtigt element i god virksomhedsledelse og ikke bør reduceres til blot at indebære fremlæggelse af oplysninger, men bør betyde, at virksomhederne er i stand til at forklare valget af en bestemt aflønningspolitik,

O.

der henviser til, at fremlæggelse af oplysninger om politikken for aflønning af medlemmer af ledelsen på klar og let forståelig vis i princippet bør gavne processen med at træffe beslutninger om aflønningspolitik, særligt for aktionærers vedkommende; der henviser til, at en sådan fremlæggelse af oplysninger kunne omfatte fremlæggelse af detaljerede oplysninger om årsregnskaber eller om aflønningsrapporter om den samlede aflønning og andre ydelser, der tildeles de enkelte ledere,

P.

der henviser til, at virksomhedernes mål bør være aktionærernes og de ansattes konstruktive engagement; der henviser til, at dette kræver en undersøgelse af andre tiltag til effektiv inddragelse af aktionærerne i udformningen af virksomheders aflønningspolitik (som f.eks. den i Tyskland indførte mulighed for, at virksomheder via en vejledende afstemning kan søge aktionærernes godkendelse af en politik med trindelt aflønning), navnlig eftersom aktionærerne ikke altid er villige til eller forberedte på at spille en mere aktiv rolle; der henviser til, at dette også bør betyde, at det skal undersøges, hvorledes det kan sikres, at aktionærer får en mere proaktiv snarere end reaktiv adfærd over for bestyrelser,

Q.

der henviser til, at navnlig børsnoterede virksomheder oplever betydelig mangel på aktiv deltagelse fra aktionærernes side, hvorfor der bør opfordres til elektronisk afstemning på aktionærmøder,

R.

der henviser til, at gældende lovgivning om information og høring af arbejdstagerne om forvaltningen af deres virksomheder skal gennemføres korrekt for at skabe mulighed for en reel dialog med virksomhedslederne og nå frem til en klar definition af virksomhedernes aflønningspraksis og målsætninger,

S.

der henviser til, at det henhører under virksomhedsbestyrelsers retlige beføjelser at fastlægge kriterier for aflønning af ledelsen og at fastsætte størrelsen af denne aflønning,

T.

der henviser til, at frivillige standarder er særdeles vigtige for en forbedring af de resultater, det lykkes bestyrelserne at nå, og at det kan være nødvendigt at tage retningslinjerne for god praksis op til fornyet overvejelse,

U.

der henviser til, at målsætningen bør være at udnævne kompetente bestyrelser og tilsynsråd, der er i stand til at foretage objektive og uafhængige skøn; der desuden henviser til, at bestyrelsers effektivitet og arbejdspræstationer bør evalueres,

V.

der henviser til, at det som følge af de erkendte svagheder ved det nuværende system for virksomhedsledelse bør sikres, at en bestemt procentdel (f.eks. en tredjedel) af bestyrelsesmedlemmer er lønnede fagfolk, som står til ansvar over for og kun er undergivet aktionærerne; der henviser til, at deres ansvar og undergivelse bør filtreres gennem faglig ekspertise,

W.

der henviser til, at lovgivning på dette område muligvis er en mere kompliceret og tidkrævende fremgangsmåde end vedtagelse af henstillinger, men at en tilgang med anvendelse af »soft law«-instrumenter ikke er fyldestgørende,

X.

der henviser til, at Kommissionen agter at følge op på henstillingerne med lovforslag om at lade aflønningsordninger omfatte af forsigtighedstilsyn og navnlig har foreslået at revidere kapitalkravsdirektivet; der desuden henviser til, at Kommissionen agter at undersøge muligheden for yderligere foranstaltninger i forbindelse med finansielle tjenesteydelser uden for banksektoren,

Y.

der henviser til, at Kommissionens henstillinger vedrørende børsnoterede virksomheder ikke nødvendigvis udgør hensigtsmæssige generelle retningslinjer for udvikling af bedste praksis i ikkebørsnoterede virksomheder,

Z.

der henviser til, at det er særdeles vigtigt, at der i hele EU og fra alle relevante parters side sker en ensartet og sammenhængende gennemførelse af alle vedtagne instrumenter på dette område,

1.

glæder sig over tiltag, der har til formål at tage fat på de etiske aspekter ved virksomhedsledelse, idet der, som den aktuelle finanskrise klart har vist, så langt fra er fundet nogen endelig løsning på disse; glæder sig i den forbindelse over de to henstillinger fra Kommissionen;

2.

påpeger, at en tilgang med anvendelse af »soft law«-instrumenter imidlertid ikke er fyldestgørende;

3.

glæder sig derfor over Kommissionens første lovgivningsmæssige forslag - nemlig ændringen af kapitalkravsdirektivet - som gør det muligt for EU-lovgiveren at tage behørigt fat på de relevante spørgsmål;

4.

støtter de principper, som Kommissionen opstiller i sine henstillinger af 30. april 2009 vedrørende, for det første, aflønningsordninger og virksomhedsledelse for så vidt angår aflønning af medlemmer af ledelsen i børsnoterede virksomheder og, for det andet, aflønningsordninger og processen med at udforme og gennemføre aflønningspolitikker (virksomhedsledelse), aflønningspolitikkers gennemsigtighed og forsigtighedstilsyn i finanssektoren, men understreger, at medlemsstaterne ikke i praksis har gennemført disse henstillinger på tilfredsstillende vis;

5.

understreger, at EU har brug for en produktionsmodel samt en social og miljømæssig model, der er indrettet i forhold til en lang tidsramme og tilpasset såvel virksomheders, aktionærers og arbejdstageres generelle interesser som en ny finansiel struktur baseret på et sæt forsigtighedsregler og etiske regler samt på nationale og europæiske tilsynsmyndigheder med bindende beføjelser; mener desuden, at den finansielle sektor bør opfylde realøkonomiens behov, bidrage til at fremme bæredygtig vækst og udvise størst muligt socialt ansvar;

6.

henleder opmærksomheden på, at ud over foranstaltninger til støtte for realøkonomien har tiltag til beskyttelse af job, uddannelse og arbejdsvilkår stor betydning for processen med omstrukturering af økonomien, hvorfor alle aktører bør tage dem med i beregningen;

7.

understreger, at aflønningspolitikker, der tager sigte på en forsvarlig og bæredygtig virksomhedsledelse, ikke blot har en etisk, men også en rent økonomisk eksistensberettigelse, eftersom sådanne politikker indvirker direkte på virksomhedernes og den generelle økonomis aktiver og udviklingsudsigter samt på bevarelsen og skabelsen af højere beskæftigelsesniveauer;

8.

er af den opfattelse, at bestemmelser vedrørende aflønningspolitikker for ledere af banker og kreditinstitutter skal være andet og mere end blotte henstillinger og derfor må tage form af bindende foranstaltninger med en hertil knyttet tilsynsordning, idet målet er at sikre, at aflønningens variable komponent - bonusser, aktieoptioner og incitamenter - ikke presser virksomhederne til at føre for risikable investerings- og virksomledelsespolitikker, som ikke tager hensyn til konsekvenserne for realøkonomien;

9.

understreger, at virksomhedsledelse og aflønningspolitikker skal overholde og fremme de i traktaterne og EU-direktiver fastlagte principper om lige løn til og ligebehandling af kvinder og mænd;

10.

anser det for nødvendigt med yderligere EU-lovgivning med henblik på at løse problemet med forskellige nationale aflønningsregler for virksomheder i de tilfælde, hvor ledere flytter fra én medlemsstat til en anden inden for en (holding)virksomhed eller fra én virksomhed til en anden virksomhed i en anden medlemsstat, eller hvor virksomhederne gør brug af den frie bevægelighed inden for det indre marked, f.eks. gennem grænseoverskridende fusioner;

11.

finder det vigtigt at understrege, at der påhviler virksomhedsbestyrelser et generelt socialt ansvar for den bæredygtige, længeresigtede udvikling af virksomheder med sæde i EU-medlemsstaterne, og at det af sådanne bestyrelser må forventes, at de strukturerer virksomhedslederes aflønning på en måde, der afspejler dette mål og er gennemsigtig for EU-borgerne;

12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå sektorspecifikke ændringer af lovgivningen om finansielle tjenesteydelser for at sikre overensstemmelse mellem bankinstitutioners og ikkebankinstitutioners aflønningspolitikker; opfordrer endvidere Kommissionen til på det selskabsretlige område at fremsætte lovgivningsmæssige forslag, som kan bidrage til at nå frem til løsninger på spørgsmål vedrørende virksomhedsledelse og sikre overensstemmelse mellem alle typer virksomheders aflønningspolitikker;

13.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til og støtte en effektiv gennemførelse af foranstaltninger vedtaget på EU-plan og til i den forbindelse primært at fokusere på tværnationale virksomheder samt til at opfylde sit løfte om at forelægge en evalueringsrapport om medlemsstaternes anvendelse af begge henstillinger; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til i evalueringsrapportens konklusioner at inkludere en plan for passende lovgivningsmæssige og ikke lovgivningsmæssige foranstaltninger, der kunne blive nødvendige som opfølgning;

14.

anmoder om, at de regler om høring og inddragelse af arbejdstagerne, der er fastsat inden for rammerne af direktiv 2001/86/EF (5) om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE), gennemføres effektivt;

15.

betragter det europæiske selskab som en passende platform for bedste praksis med henblik på at forankre etiske principper i ledelsesformen for tværnationale virksomheder og på at gennemføre sådanne principper i praksis;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en effektiv gennemførelse af foranstaltninger såsom EU-direktivet om aktionærrettigheder for at fjerne forhindringerne for og øge aktionærernes deltagelse i afstemninger, navnlig grænseoverskridende afstemninger;

17.

opfordrer alle berørte parter til aktivt at engagere sig i en undersøgelse af forretningspraksisser og i ændringer af virksomhedskulturen;

18.

kræver fremme af kvinders mulighed for at blive udnævnt til ledende stillinger gennem vedtagelse af en henstilling fra Kommissionen om indførelse af en ordning for besættelsen af stillinger i virksomheders beslutningstagende organer, stillinger i andre organer og stillinger helt generelt;

19.

foreslår, at de nationale tilsynsmyndigheder, samtidig med at uafhængigheden for medlemmerne af en virksomheds ledelsesorganer defineres mere restriktivt, udarbejder mere effektive instrumenter til bekæmpelse af korruption, hvis indførelse vil gøre det muligt ikke kun at forbedre virksomhedernes etiske forvaltning, men også deres økonomiske resultater;

20.

støtter udarbejdelsen af ensartede og omfattende retningslinjer for risikostyring, idet risikostyring i øjeblikket synes omfattet af forskellige kodekser og standarder, der kun gennemføres på fragmentarisk vis i medlemslandene;

21.

understreger, at det i tilfælde af økonomisk kriminalitet er muligt at anlægge sag mod individuelle bestyrelsesmedlemmer, der har gjort sig skyld i en sådan kriminalitet;

22.

opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen på ikkebørsnoterede virksomheder af retningslinjer for bedste praksis, som er udformet således, at de tager hensyn til sådanne virksomheders særegenheder og forskelle;

23.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/21

A.

der henviser til, at det er af altafgørende betydning for de europæiske samfunds fremtid at investere i aktioner for unge især på tidspunkter, hvor unges andel af den samlede befolkning konstant falder,

B.

der henviser til, at alle unge er en værdifuld ressource for samfundet og skal anerkendes som sådan,

C.

der henviser til, at de nuværende generationer, når de udformer dagens politikker, har et stort ansvar over for unge og kommende generationer; der endvidere henviser til, at det er nødvendigt, at politiske beslutningstagere og forskere tager hensyn til unges synspunkter for at give dem indflydelse,

D.

der henviser til, at Den Europæiske Union råder over vigtige instrumenter vedrørende ungdomspolitik, men at det er nødvendigt, at medlemsstaterne udnytter disse instrumenter i fuld udstrækning og formidler og integrerer dem,

E.

der henviser til, at beskæftigelse betyder mere end blot lønnet arbejde: det er et socialiseringsinstrument og kan være en vigtig kilde til støtte, struktur og identitetsdannelse,

F.

der henviser til, at en usikker jobsituation kan afholde unge fra at skabe familie eller udskyde dette, hvilket har følger for den demografiske udvikling,

G.

der henviser til, at Europas unge i dag er udsat for stigende arbejdsløshed og er hårdt ramt af den økonomiske krise, og at det især er mere sandsynligt, at unge med dårlige kvalifikationer rammes af arbejdsløshed, og at det derfor er vigtigt at sikre, at unge modtager den bedst mulige uddannelse, som garanterer dem hurtig adgang til og en bæredygtig deltagelse i arbejdsmarkedet,

H.

der henviser til, at lige adgang for alle unge til uddannelse af høj kvalitet bør støttes på alle niveauer, og at mulighederne for livslang læring bør fremmes yderligere,

I.

der henviser til, at unges overgang fra uddannelse til arbejdsmarkedet bør lettes,

J.

der henviser til, at det er absolut nødvendigt at prioritere problemerne med tidligt skolefrafald og analfabetisme, især blandt teenagere og indsatte i ungdomsfængsler,

K.

der henviser til, at spørgsmål vedrørende sundhed, bolig og miljø er af stor betydning for unge og kan få alvorlige følger for deres liv og fremtid; der henviser til, at det er nødvendigt at fremme et positivt miljø med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, social inddragelse og sundhed,

L.

der henviser til, at unge samtidig med, at de skal kunne regne med et sundt familiemiljø, kræver støtte til at tilfredsstille deres behov for selvstændighed og uafhængighed,

M.

der henviser til, at de miljømæssige aspekter ikke er klart medtaget i Kommissionens meddelelse og i Rådets resolution, selv om de er altafgørende for unge og har alvorlige følger for de kommende generationers sundhed, livskvalitet og velvære; der derfor henviser til, at der i en EU-strategi for unge klart bør henvises til miljøspørgsmål under indsatsområderne,

N.

der henviser til, at aktiv deltagelse i samfundet ikke kun er et vigtigt middel til at mobilisere unge men også bidrager til deres personlige udvikling, til en bedre integration af dem i samfundet og til opnåelse af kvalifikationer og udvikling af ansvarsfølelse,

O.

der henviser til ungdomsarbejdet er vigtigt for EU-strategien for unge som en meningsfyldt fritidsaktivitet, der tilbydes og udnyttes af unge, men også for at de kan erhverve kompetencer og gennemgå en personlig udvikling,

P.

der henviser til, at læring og erfaring om, hvad det vil sige at deltage i samfundet, fremmer en forståelse for og aktiv deltagelse i demokratiet og dets processer,

Q.

der henviser til, at unge bør informeres bedre om de europæiske programmer til fordel for unge, således at de kan deltage heri i øget udstrækning,

R.

der henviser til, at en effektiv ungdomspolitik kan bidrage til udviklingen af en europæisk mentalitet,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse »En EU-strategi for unge – investering og mobilisering«;

2.

glæder sig over Rådets resolution om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018);

3.

påpeger, at definitionen på begrebet »unge« er forskellig i de enkelte medlemsstater; bemærker, at forskellige sociale omstændigheder har indflydelse på dette begreb, og at denne kendsgerning giver mulighed for forskellige strategier i hver enkelt medlemsstat;

4.

mener, at Fællesskabets programmer og fonde bør afspejle EU's ambitioner for de unge;

5.

opfordrer medlemsstaterne til i fuld udstrækning at gennemføre bestemmelserne i Lissabontraktaten inden for ungdomspolitik, som f.eks. fremme af unges deltagelse i det demokratiske liv, særlig hensyntagen til unge sportsudøvere og retlig håndhævelse af charteret om grundlæggende rettigheder;

6.

erkender, at den nye styrkede åbne koordinationsmetode (OMC) under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet er det rette samarbejdsinstrument i ungdomspolitiske spørgsmål på trods af dens svagheder, som f.eks. den begrænsede udnyttelse, brister i legitimiteten, mangel på effektivt samarbejde mellem »eksperter« og valgte politikere, mangel på hensigtsmæssig integration med nationale prioriteter og risikoen for »ansvarsforvirring« mellem de forskellige niveauer; mener, at den åbne koordinationsmetode fortsat bør styrkes, således at der kan opnås langsigtede resultater;

7.

understreger, at den åbne koordinationsmetode skal underbygges af en stærk politisk vilje hos alle aktører, hvis den skal give maksimale resultater; finder, at manglerne ved gennemførelsen er en grundlæggende hindring for opnåelse af de fastlagte mål;

8.

anerkender betydningen af samarbejde blandt institutionerne på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan med henblik på at nå målene for denne strategi og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de unges repræsentanter til at spille en aktiv rolle i gennemførelsen af strategien for unge;

9.

opfordrer indtrængende til et tættere samarbejde om ungdomsanliggender mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet og understreger, at det er nødvendigt med et mere integreret samarbejde med og blandt de nationale parlamenter som et led i den åbne koordinationsmetode;

10.

glæder sig over den klare definition på tilgangen med dobbelt spor, indførelsen af arbejdsmetoder og især den tydelige liste over gennemførelsesinstrumenter, som Rådet har opstillet; anmoder om, at Europa-Parlamentet inddrages i definitionen på prioriteterne for arbejdscyklusserne; opfordrer til et europæisk samarbejde på ungdomsområdet, som skal være videnbaseret, relevant og konkret;

11.

understreger behovet for at udvikle klare og brugervenlige indikatorer både på europæisk og nationalt plan, som gør det muligt at forbedre, udvide og ajourføre vores virkelige viden om unges vilkår og at måle og sammenligne fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de fælles målsætninger; understreger betydningen af konstant overvågning og evaluering;

12.

påpeger betydningen af en evaluering af gennemførelsen af EU-strategien for unge; understreger, at medlemsstaternes fremskridtsrapporter på ungdomsområdet bør offentliggøres for at øge offentlighedens bevågenhed; understreger behovet for at overvåge den måde, hvorpå de unges liv i Europa udvikler sig og ændres, således at der kan foretages en vurdering af det rent faktiske fremskridt;

13.

finder, at peer-læring bør udvikles mere som et middel til fremme af udvekslingen af bedste praksis og som bidrag til sammenhængende aktioner på nationalt plan;

14.

mener, at udformningen af ungdomspolitikker og EU-programmer og -aktioner, hvis der skal opnås en fuldstændig EU-strategi for unge, bør ske på korrekt og gennemskuelig vis; mener især, at resultaterne fra gennemførelsen af EU-programmerne bør tjene som feedback ved udformningen af ungdomspolitikker og EU-strategien for unge i almindelighed og omvendt;

15.

understreger endvidere behovet for en tilbundsgående analyse af de aktuelle gennemførte programmer for at muliggøre en effektiv kvalitetsstyring og på grundlag heraf udarbejde forbedringer, som der måske vil være brug for i fremtidige programmer;

16.

understreger behovet for at mobilisere og tilpasse EU-programmerne og socialfondene for unge, lette adgangen hertil og forenkle procedurerne for adgang; understreger, hvor vigtigt det er at fastlægge en praktisk, ubureaukratisk strategi på dette område med henblik på at gennemføre en integreret strategi for at forbedre unges liv; understeger betydningen af, at unge inddrages i gennemførelsen af programmerne for unge, således at der kan tages bedre hensyn til deres behov;

17.

understreger den vigtige rolle, som Comenius-, Erasmus- og Leonardo da Vinci-programmerne spiller i udviklingen af den europæiske undervisnings- og uddannelsespolitik; gentager, at det i sin politiske prioritering betragter disse programmer som en hjørnesten i udviklingen af EU's strategi for unge, især for den næste generation af flerårige programmer;

18.

mener, at der bør gøres en endnu større indsats for at fremme unges mobilitet i Europa, og at der i mobilitetsprogrammerne skal være tilstrækkeligt spillerum for og interesse omkring udveksling af unge uden for den formelle undervisning;

19.

opfordrer Kommissionen til inden for de nye mobilitetsprogrammer at lægge særlig vægt på de unge arbejdstageres mobilitet, og opfordrer i denne forbindelse til, at den særlige visumordning, som på indeværende tidspunkt findes for studerende, udvides til at omfatte ungdomsarbejdere;

20.

henleder opmærksomheden på behovet for at inddrage massemedierne i populariseringen af ungdomsprogrammer;

21.

erkender, at en forbedring af unges livssituation er en sektoroverskridende opgave, som der skal tages hensyn til på alle politikområder; tilskynder de europæiske institutioner og medlemsstaterne til at fremme oprettelsen af et område for unge i alle afdelinger og ministerier, som vil bidrage til at styrke udarbejdelsen af hensigtsmæssige ungdomspolitikker; opfordrer derfor Kommissionen til at udpege »ungdomsansvarlige« i sine generaldirektorater og videreuddanne disse; mener, at formålet bør være at vurdere Kommissionens dokumenter set ud fra et ungdomspolitisk perspektiv; glæder sig derfor meget over den tværsektorielle tilgang som en nødvendig faktor til opnåelse af den størst mulige effektivitet; mener, at integreringen af ungdomsanliggender i alle politikområder er en central faktor, hvis ungdomsstrategien skal blive en succes;

22.

understreger behovet for institutionaliseringen af retfærdighed mellem generationerne på europæisk plan og vedtagelsen af dette princip i medlemsstaterne med henblik på en bedre regulering af forbindelserne mellem generationerne;

23.

understreger kraftigt, at den globale økonomiske krise har omfattende følger for unge, og at den derfor bør have omfattende indflydelse på prioriteterne inden for indsatsområderne; mener, at dette bør ske ved at fastlægge en række foranstaltninger til støtte for den sociale exit-strategi, og mener endvidere, at der bør lægges særlig vægt på en revision af de sociale sikkerhedsnet og de sociale sikringsordninger;

24.

understreger betydningen af, at alle former for forskelsbehandling blandt unge på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religion, handicap, alder og seksuel orientering elimineres;

25.

understreger betydningen af, at unge prioriteres højt som gruppe inden for rammerne af EU’s sociale vision;

26.

understreger kraftigt behovet for, at der ydes unge handicappede effektiv, skræddersyet støtte såvel som reelle og lige muligheder inden for fysisk, sensorisk og kognitiv adgang til uddannelse, beskæftigelse, kultur, fritid, sport, sociale aktiviteter og inddragelse i varetagelsen af offentlige og civile anliggender;

27.

opfordrer til foranstaltninger til at sikre respekten for mangfoldighed og en vellykket integration af unge og børn;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at præcisere forbindelserne på tværs af sektorer mellem ungdomspolitikker og undervisnings-, uddannelses-, beskæftigelses- og kulturpolitikker samt andre politikker;

29.

understreger behovet for en stærk sammenkobling af politikker for unge og børn;

30.

tilskynder medlemsstaterne til at intensivere samspillet mellem siderne i videntrekanten (uddannelse, forskning og innovation) som et vigtigt element i vækst og jobskabelse; anbefaler stærkt, at man fremmer fælles kriterier for en større gensidig anerkendelse af ikke-formel almen og faglig uddannelse, f.eks. ved at fremskynde vedtagelsen af EQF-systemet for anerkendelse af færdigheder, gennemsigtighed og validering af færdigheder;

31.

tilskynder medlemsstaterne til at tage flere initiativer til investering i de rette kvalifikationer til efterspurgte jobs og til at sammenkoble læseplaner og arbejdsmarkedets behov, at vedtage retsakter for erhvervsuddannelse på kort sigt (hvor dette stadig er nødvendigt) og når som helst at anvende validering af færdigheder og anerkendelse af kvalifikationer;

32.

henleder opmærksomheden på problemet med skolefrafald og behovet for at træffe foranstaltninger til at sikre, at så høj en procentsats af unge som muligt afslutter det obligatoriske undervisningsforløb;

33.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til på baggrund af øget støtte at fremme uddannelses- og videreuddannelsesmobiliteten for alle unge, hvilket er en afgørende faktor for at opnå viden og arbejdserfaring; understreger betydningen af unges mobilitet også i regioner, der grænser op til EU, især ved at gøre EU-programmerne for unge bredt tilgængelige;

34.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at nå de strategiske målsætninger og de benchmarks, der er fastsat i henhold til den strategiske ramme for det europæiske samarbejde om undervisning og uddannelse (»ET 2020«), især for så vidt angår unge med ringe grundlæggende færdigheder og unge med tidligt frafald fra skolen;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe tilstrækkelige muligheder for de unge, som har forladt uddannelsessystemet, til at genindtræde deri, og at sikre, at der stilles hensigtsmæssige overgangsmuligheder til rådighed for personer, som har fulgt erhvervsuddannelseskurser, således at de kan fortsætte på et højere uddannelsesniveau, og henstiller til dem at træffe foranstaltninger og tilbyde målrettede programmer for unge, som er kommet bagud på grund af vanskelige omstændigheder eller dårlige valg;

36.

understreger betydningen af, at unge får adgang til vejledning og rådgivning om overgangen fra uddannelse til arbejdsmarkedet;

37.

henstiller til medlemsstaterne at sikre, at børn og unge, uanset familiens retlige status, har adgang til det offentlige uddannelsessystem, så de for hjælp til under behørig hensyntagen til deres egen kultur og sprog at opnå den nødvendige beherskelse af værtslandets sprog og dets kultur som et integrationsværktøj;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre lige adgang til uddannelse for unge uanset deres sociale oprindelse og økonomiske vilkår og at garantere lige adgang til uddannelse for forfordelte unge fra lavindkomstfamilier;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at omsætte FN’s konvention om handicappedes rettigheder og gennemføre inkluderende undervisning, både inden for formel og uformel undervisning;

40.

understreger betydningen af et nyt, effektivt og vedvarende uddannelsessystem for lærere for at hjælpe unge studerende, således at de bedre kan klare udfordringerne i vort hurtigt skiftende samfund;

41.

understreger betydningen af fremme af mediekompetence;

42.

påpeger, at uddannelse spiller en grundlæggende rolle i den positive udvikling af personlige holdninger;

43.

er særdeles foruroliget over det øgede antal unge, der er arbejdsløse, underbeskæftigede, eller som ikke har nogen jobsikkerhed, især under den nuværende økonomiske krise; støtter kraftigt opfordringen til Det Europæiske Råd om at sikre et ungdomsperspektiv i Lissabonstrategien efter 2010 og om at støtte fortsættelsen af de initiativer, der er i overensstemmelse med de generelle mål for den europæiske ungdomspagt; går stærkt ind for forslaget om at udvikle passende foranstaltninger med sigte på unge i de genrejsningsplaner, der er indarbejdet i de økonomiske og finansielle kriseplaner;

44.

understreger, at det er særdeles nødvendigt, at målene for Europas Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse nås, og mener, at den nye sociale dagsorden EU 2020 bør gøre det muligt for EU at overvinde krisen fuldstændigt ved at arbejde hurtigere hen imod en innovativ og jobskabende økonomi; opfordrer i denne forbindelse indtrængende til, at der i den nye sociale dagsorden lægges større vægt på unge;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger mod manglende jobsikkerhed og dårlige arbejdsvilkår, som unge udsættes for på arbejdsmarkedet, og aktivt gøre det lettere at forene arbejde og privat- og familieliv;

46.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage hensyn til dimensionen på tværs af generationerne i deres beskæftigelsesfremmende politikker;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme unges adgang til alle former for beskæftigelse med gode arbejdsvilkår for at undgå uheldige kombinationer mellem kvalifikationer og jobs, som medfører spild af talent; henstiller i denne forbindelse til en forbedring i kvaliteten af praktikophold såvel som praktikanters rettigheder ved at sikre, at størstedelen af praktikprogrammerne giver de unge kvalifikationer og fører til lønnede jobs;

48.

opfordrer endvidere medlemsstaterne til at tilbyde flere beskæftigelsesmuligheder og iværksætte sociale beskyttelsesprogrammer for forfordelte unge for at sikre lige muligheder for unge i randområder og i byområder samt yde særlig støtte til unge mødre;

49.

henviser til risikoen for hjerneflugt og de negative konsekvenser, en sådan vil have for de unges oprindelseslande; opfordrer medlemsstaterne til at udforske og udvikle strategier med henblik på at få de unge til at blive i lande og regioner, hvor der er en tendens til ud- og afvandring i form af f.eks. hjerneflugt, forsøg på at bygge bro over kvalifikationskløften og billig, fleksibel, ufaglært og ofte sæsonrelateret arbejdskraft;

50.

opfordrer medlemsstaterne til at eliminere de tilfælde, hvor der konstateres en indkomstforskel mellem unge mænd og unge kvinder på grundlag af køn;

51.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre retten til et anstændigt arbejde og til socialsikring i en globaliseringstid ved at skabe balance mellem fleksibilitet og sikkerhed;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at opnåede sociale ydelser i fuld udstrækning kan overføres, således at den sociale beskyttelse af de unge arbejdstagere, som vælger mobilitet, ikke bringes i fare;

53.

understreger betydningen af perioder med praktisk uddannelse i virksomheder og institutioner i løbet af uddannelsestiden, hvilket måske kan lette jobsøgningen senere;

54.

foreslår, at man fremmer en iværksætterkultur blandt unge ved at forbedre kommunikationen herom, ved at støtte udviklingen af europæiske strukturer og netværk i denne henseende, og ved at tilskynde unge til at blive selvstændige og til at udnytte mikrokredit- og mikrofinansieringsværktøjer; understreger endvidere betydningen af livslang læring;

55.

fastholder, at der er brug for synergi mellem undervisningssektoren og erhvervslivet og for avancerede former for integration mellem universiteter og virksomheder;

56.

tilskynder medlemsstaterne til at støtte private initiativer for unge, bl.a. gennem nationale programmer, som supplerer EU-programmerne;

57.

henleder opmærksomheden på, at der er behov for politikker, der tager sigte på at forene arbejds- og familieliv og tilskynder unge mennesker til at stifte familie; understreger endvidere, at det er nødvendigt at sikre, at unge har en tilstrækkelig indkomst, således at de kan træffe deres beslutninger uafhængigt, herunder også beslutningen om at stifte familie;

58.

understreger, at følgerne af klimaændringer og miljøforandringer og miljøødelæggelser har negative følger for unges liv, og opfordrer til bæredygtige aktioner på dette område;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at medtage relevante former for undervisning i forebyggelse af sundheds- og miljømæssige risici i deres læseplaner;

60.

beklager dybt, at der i samarbejdsrammen ikke henvises til forbrugerpolitik; mener, at visse helbredsproblemer kan sættes i forbindelse med fremstilling og markedsføring af usunde fødevarer;

61.

understreger behovet for at tage hensyn til unges og børns særlige sårbarhed ved udformningen af forbruger- og miljøpolitikker; understreger behovet for at sikre en høj grad af beskyttelse af unge forbrugere via aktioner som f.eks. informations- og udannelseskampagner;

62.

understreger betydningen af yderligere at bekæmpe narkotika, alkohol- og tobaksrelaterede skader og andre former for afhængighed, herunder hasardspil, især gennem forebyggelse og rehabilitering; opfordrer medlemsstaterne til at få det bedste ud af EU's handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug og af EU’s strategi om støtte til medlemsstater til bekæmpelse af alkoholbetingede skader og andre former for misbrug;

63.

minder også om, at børn og unge er udsat for en masse voldsscener i medierne; foreslår, at spørgsmålet undersøges yderligere, og at der træffes alle de nødvendige foranstaltninger for at forhindre, at deres mentale sundhed lider skade som følge heraf;

64.

anbefaler, at unge vejledes i brugen af nye teknologier ved hjælp af politikker vedrørende medieuddannelse og bevidstgørelse om de farer, der er forbundet med ukritisk brug af medierne;

65.

understreger, at seksualoplysning for unge spiller en vigtig rolle med henblik på at beskytte deres helbred;

66.

henleder opmærksomheden på det konstant høje niveau, som svangerskaber blandt mindreårige ligger på, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre de unge mere bevidst om denne problematik og informere dem grundigt herom;

67.

henstiller til medlemsstaterne at sikre, at børn og unge af indvandrere, uanset familiens retlige status, har adgang til grundlæggende sundhedspleje;

68.

understreger sportens rolle som en hel række aktiviteter, der fremmer en sund livsstil hos unge og støtter teamarbejde, fairness og ansvar, såvel som den betydning, det har at informere unge om bekæmpelse af fænomenet vold på sportspladser; opfordrer til særprogrammer for unge handicappede;

69.

opfordrer medlemsstaterne til dels at tage hensyn til kønsspecifikke spørgsmål i deres bestræbelser på at tilskynde unge til at dyrke sport i al almindelighed, dels til at yde støtte til mindre populære sportsgrene;

70.

understreger, at det er vigtigt at fremme informationskampagner for unge med henblik på at bekæmpe doping og støtte ren sport;

71.

fremhæver betydningen af en løbende struktureret dialog med og høring af unge; tilskynder på det kraftigste til, at unge og ungdomsorganisationer i øget grad og på alle planer (lokalt, nationalt og internationalt) deltager i udformningen af generelle politikker og i særdeleshed ungdomspolitikken og i andre former for politik gennem en vedvarende struktureret dialog;

72.

understreger, at det er vigtigt at overveje metoderne til høring af ungdommen med henblik på at sikre, at der tages hensyn til synspunkterne blandt en bred vifte af unge; går ind for udviklingen af strukturer, hvor alle aktører kan arbejde sammen og i lige høj grad øve indflydelse på politik og beslutningstagning og stille de instrumenter til rådighed, der er nødvendige for at skabe disse strukturer;

73.

tilskynder medlemsstaterne til at inddrage ungdomsorganisationer i den politiske beslutningsprocedure, herunder på lokalt plan;

74.

understreger betydningen af repræsentative ungdomsrepræsentanter i den strukturerede dialog og henstiller, at Kommissionen hører repræsentanter for nationale ungdomsråd om de prioriterede temaer for unge;

75.

bekræfter det ofte fremførte behov for at anerkende og støtte ungdomsorganisationerne og det betydelige bidrag, de yder til den ikke-formelle uddannelse; opfordrer Kommissionen og Rådet til at tilskynde medlemsstaterne til at oprette og støtte lokale ungdomsparlamenter og -råd og iværksætte de relevante programmer i den forbindelse;

76.

understreger behovet for at inddrage flere og flere forskellige unge med henblik på at øge deres medindflydelse; går ind for at fremme medindflydelse fra en tidlig alder; slår i den forbindelse til lyd for en styrkelse af relationerne mellem skoler, ungdomsorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer og henstiller på det kraftigste til at fremme en øget anerkendelse af ikke-formel uddannelse;

77.

foreslår, at der indføres prisuddelingsordninger for unge, der deltager aktivt i samfundet, med det overordnede formål at skabe såvel en rettigheds- som en pligtkultur;

78.

understreger, at det er nødvendigt at gøre en særlig indsats for at tilskynde unge, som bor i rand- og landområder og i områder præget af fattigdom, til at deltage aktivt i aktiviteterne i EU; beklager i så henseende, at der i samarbejdsrammerne ikke er fremsat forslag om en specifik indsats for at informere unge og især unge, der bor i afsidesliggende områder, og unge, der ikke er organiseret i politiske, sociale eller ikke-statslige organisationer, bedre om EU-programmerne; anmoder Kommissionen om et endeligt tilsagn på dette område;

79.

understreger, at det er nødvendigt at styrke bestræbelserne på at sikre en effektiv trevejsudveksling af synspunkter og information mellem de akademiske samfund, erhvervslivet og de politiske kredse på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan;

80.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til nye teknologier for at sætte unge i stand til at udnytte deres kreativitet og innovationskapacitet og skabe interesse for kultur, kunst og videnskab;

81.

er overrasket over, at Kommissionens meddelelse ikke indeholder nogen specifik omtale af kulturelle spørgsmål; tilføjer, at disse spørgsmål ikke kan koges ned til iværksætterkultur og nye teknologier;

82.

glæder sig over, at der i Rådets resolution er taget hensyn til den rolle, som sociale og kulturelle aktiviteter spiller som supplement til uddannelsessystemets og familiens roller; konstaterer, at sådanne aktiviteter også yder et vigtigt bidrag til bekæmpelsen af forskelsbehandling og ulighed og fremmer unges adgang til fritidsliv, kultur og sport;

83.

fremhæver vigtigheden af, at medlemsstaterne, når de øremærker bevillinger, støtter og anerkender ungdomskulturen, da dette har stor betydning for udviklingen af unge menneskers kreativitet;

84.

glæder sig over forslaget i Rådets resolution om at fremme specialuddannelse af unge arbejdstagere inden for kultur, nye medier og interkulturelle færdigheder;

85.

foreslår, at der i politikker, programmer og aktioner på kultur- og medieområdet indarbejdes et ungdomsperspektiv;

86.

er af den opfattelse, at kulturinstitutioner (f.eks. museer, biblioteker og teatre) bør tilskyndes til i højere grad at inddrage børn og unge;

87.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at udforme et europæisk ungdomspas, således at de unge kan få adgang til kulturinstitutioner i hele EU til meget lave priser;

88.

glæder sig over Rådets beslutning om at gøre 2011 til det europæiske år for frivilligt arbejde og over foranstaltningerne i Rådets henstilling om unge volontørers mobilitet i Den Europæiske Union;

89.

er af den opfattelse, at unges frivillige arbejde bør støttes, også gennem udvidelse af programmet for europæisk volontørtjeneste, og ved at hjælpe underprivilegerede unge med at påtage sig frivilligt arbejde;

90.

mener, at der alt afhængigt af resultatet af evalueringen af den forberedende foranstaltning Amicus bør iværksættes yderligere foranstaltninger af denne art;

91.

er af den opfattelse, at frivilligt arbejde ikke bør erstatte faglig, lønnet beskæftigelse, men tilføre samfundet merværdi;

92.

slår til lyd for indførelse og gensidig anerkendelse af et europæisk volontørpas som et supplement til det eksisterende europæiske ungdomspas; mener, at et sådant pas skulle indeholde oplysninger om frivilligt arbejde udført af børn og unge og ville kunne forelægges for potentielle arbejdsgivere som dokumentation for erhvervede kvalifikationer;

93.

glæder sig over, at 2010 er gjort til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, navnlig på baggrund af den økonomiske og finansielle krise, der har ramt de unge særlig hårdt;

94.

mener, at en rimelig fordeling mellem generationerne er en vigtig udfordring på baggrund af aldringen i befolkningen; opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til de unges og kommende generationers interesser ved udformningen af deres politikker, især i økonomiske og finansielle krisetider;

95.

understreger også behovet for at udvikle mere effektivt opsøgende programmer for marginalgrupper, som f.eks. unge indvandrere og alle mennesker med særlige behov (handicappede, unge, der skal reintegreres i samfundet efter et fængselsophold, hjemløse, løst beskæftigede, osv.);

96.

erkender, at der er et behov for at øge forståelsen for handicappede unge og opfordrer EU-institutionerne til at drage omsorg for, at handicappede unge fremover sikres fuld integration;

97.

slår endnu en gang til lyd for at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd fra en tidlig alder og inden for alle livets områder; glæder sig derfor især over, at Rådets resolution tager sigte på at forbedre børnepasningsmulighederne og fremme delt ansvar mellem forældre for at gøre det lettere for både unge kvinder og unge mænd at skabe balance mellem arbejde og privatliv;

98.

understreger, at det er nødvendigt at gøre det klart for børn og unge, at forskelsbehandling af enhver art og på ethvert område er uacceptabel, og opfordrer til at gribe ind over for enhver form for ekstremisme;

99.

anbefaler de enkelte medlemsstater at prioritere det højt at sørge for, at ingen unge mindreårige kommer til at befinde sig i en situation uden social omsorg;

100.

understreger betydningen af e-integration i et digitalt miljø; tilskynder medlemsstaterne til som led i deres formelle og ikke-formelle uddannelsessystemer at udvikle strukturer, som sikrer adgang til information, uddannelse og kultur og forbedrer de unges mediekompetencer;

101.

henstiller, at der ydes direkte udviklingsstøtte til foranstaltninger til fordel for unge og til bekæmpelse af narkotikamisbrug og -handel i udviklingslande;

102.

går ind for fremme af aktiviteter af almen interesse, der kan bibringe de unge ansvarsfølelse, f.eks. frivilligt arbejde i forbindelse med klimaforandringer, udvikling eller humanitær bistand; glæder sig i så henseende over de muligheder, som oprettelsen af et frivilligt europæisk humanitært hjælpekorps vil give de unge, for at deltage i EU's humanitære arbejde, og opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at de unge informeres fuldt ud om dets eksistens;

103.

tilskynder Kommissionen til yderligere at undersøge muligheden for at udbygge de internationale samarbejdsaktiviteter inden for frivilligt arbejde blandt unge;

104.

anmoder medlemsstaterne om at arbejde for udvekslings- og venskabsordninger med tredjelande og lokalsamfund for at fremme den interkulturelle dialog og tilskynde de unge til at iværksætte fællesprojekter;

105.

slår til lyd for en forbedring og mere udbredt gennemførelse af Erasmus Mundus-programmet;

106.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/32

A.

der henviser til, at al lovgivning skal stå i forhold til målet og kun bør gennemføres, efter at der er foretaget en fuldstændig konsekvensanalyse, der nøje undersøger de økonomiske byrder, som lovgivningen vil medføre, og omfatter en fuldstændig cost-benefit-analyse,

B.

der henviser til, at forenklingen først og fremmest bør være til gavn for landbrugerne og ikke kun for de nationale myndigheder og medlemsstaternes betalingsorganer, sådan som det fortrinsvis har været tilfældet,

C.

der henviser til, at en ny fælles landbrugspolitik bør give landbrugerne mulighed for at fokusere på hovedmålet, som er at levere sikre og sporbare fødevarer af høj kvalitet, og samtidig bør støtte dem i at levere ikke-markedsbaserede offentlige goder,

D.

der henviser til, at målet bør være at reducere udgifterne til gennemførelse af den fælles landbrugspolitik, samtidig med at de administrative byrder for EU’s producenter mindskes, således at landbrugerne kan tilbringe mere tid med at dyrke deres jord,

E.

der henviser til, at en ny fælles landbrugspolitik bør have en bæredygtig konkurrenceevne,

F.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre klar og forståelig lovgivning, der skaber retssikkerhed for de kompetente myndigheder og landbrugerne, og at fjerne unødvendig lovgivning,

G.

der henviser til, at fordelingen af enkeltbetalingerne til bedrifter bør være retfærdig,

H.

der henviser til, at det er nødvendigt med funktionelle lovgivningsrammer for at styre de vigtige retlige spørgsmål, som den fælles landbrugspolitik omfatter,

I.

der henviser til, at en ny fælles landbrugspolitik bør være mere markedsorienteret i overensstemmelse med de seneste reformer af den fælles landbrugspolitik og fokusere på at formindske overdreven protektionisme, samtidig med at den stiller redskaber til rådighed, der kan hjælpe landbrugerne i tider med alvorlig økonomisk volatilitet,

J.

der henviser til, at den nye fælles landbrugspolitik bør være enklere og føre til hurtigere reaktioner,

K.

der henviser til, at lovgivningen bør være mere fleksibel med henblik på at tilpasse den fælles landbrugspolitik til specifikke regioner og områder, uden at denne politiks fælles karakter bringes i fare,

L.

der henviser til, at man bør fremme udvekslingen af god praksis mellem medlemsstater og lokale myndigheder,

M.

der henviser til, at den fælles landbrugspolitik har central betydning i EU-27 ikke blot som et middel til at garantere en passende forsyning af sikre fødevarer, men også for fortsat at leve op til udfordringer som bevarelse af landdistrikterne, bjergområderne og de ugunstigt stillede områder, områderne i den yderste periferi samt det europæiske landbrugs multifunktionalitet,

1.

understreger, at den fælles landbrugspolitik bør tilstræbe en harmonisering af reglerne ved at fjerne overlapning; anmoder tillige Kommissionen om at bestræbe sig på at fjerne unødvendige byrder, når den indfører nye bestemmelser;

2.

opfordrer indtrængende Kommissionen til regelmæssigt at foretage omfattende konsultationer af de berørte parter i landbruget for bedre at kunne vurdere lovgivningens virkninger i praksis og for at finde frem til bestemmelser, der er praktiske, enkle og gennemskuelige for landbrugerne;

3.

understreger, at det er nødvendigt at forenkle den fælles landbrugspolitik yderligere for at nedbringe de dermed forbundne gennemførelsesomkostninger for EU's institutioner, medlemsstaterne og støttemodtagerne selv; fremhæver, at politikken således også bliver mere forståelig for landbrugerne og skatteyderne;

4.

opfordrer Kommissionen til at harmonisere reglerne for den fælles landbrugspolitik ved at fjerne overlapning af opgaver og reducere bureaukratiet med henblik på at øge landbrugssektorens konkurrenceevne i alle medlemsstaterne;

5.

understreger, at foranstaltningerne under den fælles landbrugspolitik bør stå i forhold til målet, og at man kun bør vælge at gå lovgivningens vej, når det er virkelig begrundet, hvorved man undgår at opbygge et retligt system, som er vanskeligt at forstå for landbrugerne;

6.

anmoder om, at den fælles landbrugspolitik gøres resultatorienteret i stedet for at være fokuseret på regulering, og opfordrer alle medlemsstaterne og deres regionale myndigheder til at tilbyde mere hjælp og rådgivning til landbrugerne ved hjælp af rådgivningsredskaber og hensigtsmæssige kommunikationsmetoder;

7.

forventer, at al fremtidig lovgivning i overensstemmelse med principperne om bedre lovgivning ledsages af en fuldstændig konsekvensanalyse, der tager hensyn til lovgivningsmæssige og administrative byrder og sikrer, at al ny lovgivning står i forhold til de mål, der skal nås med den;

8.

mener, at medlemsstaterne om muligt bør tillade selvcertificering;

9.

mener, at medlemsstaterne inden for rammerne af planerne for udvikling af landdistrikter, bør have mulighed for at indføre en arealordning med faste beløb, især for mindre bedrifter, forudsat at det garanteres, at indgåede forpligtelser opfyldes;

10.

erkender værdien af princippet om krydsoverensstemmelse som et af nøglebegreberne i den fælles landbrugspolitiks direkte betalinger, men at kraftige forenklinger er ønskværdige, uden dog at forringe betalingernes effektivitet;

11.

understreger behovet for at gøre den fælles landbrugspolitik enklere, mere gennemsigtig og retfærdigere;

12.

påpeger, at forenklingen af den fælles landbrugspolitik ikke behøver at føre til mindre støtte til landbrugerne og afvikling af de traditionelle markedsstyringsinstrumenter; opfordrer til, at EU indfører effektive mekanismer, der kan begrænse prisudsving i fremtiden;

13.

understreger, at forenkling af den fælles landbrugspolitik skal gå hånd i hånd med informationsforanstaltninger for støttemodtagere, og opfordrer Kommissionen til at udvide og udvikle informationsforanstaltninger i forbindelse med den fælles landbrugspolitik;

14.

efterlyser mulighed for selvstændig korrektion af fejl, således at en støttemodtager, der utilsigtet bryder reglerne, har mulighed for at informere myndighederne uden dermed at skulle betale bøder;

15.

påpeger, at systemet med sanktioner over for landbrugere i forbindelse med fejl i betalingsanmodninger bør stå i proportion til overtrædelsens omfang, og at sanktionerne ikke bør iværksættes i tilfælde af mindre fejl og navnlig ikke i tilfælde af fejl, som landbrugerne ikke er skyld i;

16.

påpeger, at alle administrative sanktioner, herunder pligt til tilbagebetaling af enhver form for betaling, som landbrugeren har modtaget, ikke bør være baseret på omstændigheder, der objektivt ligger uden for landbrugerens kontrol;

17.

påpeger problemet med landbrugere, der har ægtefæller, som driver separate landbrugsbedrifter, og som derfor bør have separate rettigheder og forpligtelser, for så vidt angår anmodning om betalinger under den fælles landbrugspolitik;

18.

mener, at det vigtigste formål med inspektion er at rådgive landbrugerne og bringe dem på rette spor med hensyn til bedre at opfylde lovgivningskravene på en måde, der giver dem så få byrder som muligt; mener derfor, at inspektionen fortsat bør gennemføres af de offentlige myndigheder for at sikre, at den er uafhængig og upartisk;

19.

understreger, at den globale fødevareproduktion ifølge FN skal stige med 70 % inden 2050 for at kunne brødføde 9 mia. mennesker;

20.

mener, at kravene om krydsoverensstemmelse også bør fastsættes under hensyntagen til bedriftsstørrelsen for at mindske byrderne for de mindre bedrifter, hvor risikoen ikke er så stor;

21.

insisterer på, at sanktioner, som medlemsstaterne iværksætter over for landbrugere på grund af manglende overholdelse af bestemmelserne, anvendes på en gennemskuelig, enkel og forholdsmæssig måde og under hensyntagen til de faktiske forhold;

22.

mener, at de lovbestemte krav til krydsoverensstemmelseskontrol bør være letforståelige for landbrugere og kontrolmyndigheder;

23.

mener, at det grundlæggende formål med kontrol er at tilskynde landbrugerne til i højere grad at overholde loven, og at den årlige krydsoverensstemmelseskontrol i forbindelse med lovgivningsbestemte forvaltningskrav kan indskrænkes eller erstattes med stikprøver, hvis der kun har været nogle få overtrædelser i de senere år;

24.

understreger, at kravet om opfølgningstjek i forbindelse med mindre overtrædelser bør begrænses til stikprøver (minimumsgrænse);

25.

mener, at anvendelsen af lovgivningsbestemte forvaltningskrav, der ikke uden videre kan kontrolleres og ikke er målelige, bør afskaffes;

26.

mener, at medlemsstaterne eller i givet fald de regionale og lokale myndigheder bør have mulighed for at begrænse inspektionskvoten til en specifik lavere grænse, hvis deres rammer for risikoanalyse opfylder Fællesskabsrettens krav, og det kan dokumenteres, at overholdelsesgraden er høj;

27.

anmoder om, at der i de enkelte medlemsstater indføres en ramme for risikoanalyse, der opfylder fællesskabslovgivningen, med henblik på at nedbringe inspektionskvoten til et bestemt mindstemål;

28.

mener, at mere bistand og rådgivning via effektive informations- og rådgivningstilbud såsom en telefonisk hjælpetjeneste eller anvendelse af internettet vil bidrage til at forebygge overtrædelser og give medlemsstaterne mulighed for støt og roligt at nedskære deres inspektionskvoter;

29.

mener, at den kontrol, der udføres - eller skal udføres - på landbrugsbedrifter af de forskellige instanser, hvis arbejde det er at udføre, eller som er ansvarlige for kontrollen, bør koordineres med henblik på at reducere antallet af inspektionsbesøg på bedrifterne;

30.

mener, at der bør udarbejdes en kommunikationsplan om krydsoverensstemmelse med henblik på at tilvejebringe så mange oplysninger som muligt, både til landbrugere og forbrugere, om krydsoverensstemmelseskrav og om de fordele, der opnås ved den produktion af offentlige goder og tjenesteydelser, der leveres af de landbrugere, hvis virksomhed opfylder krydsoverensstemmelseskravene;

31.

mener, at mængden af krydsoverensstemmelseskrav bør formindskes og anvendelsesområdet for dem aktualiseres;

32.

efterlyser godkendelse af et praktikabelt og gennemsigtigt indikatorsystem med henblik på at forenkle vurderingsinstrumenterne til kontrol af krydsoverensstemmelse og anmoder om afskaffelse af det nuværende system og muligheden for at iværksætte dobbelte eller flerdobbelte sanktioner for én fejl; opfordrer Kommissionen til at analysere misforholdet mellem overtrædelse af reglerne om identifikation af dyr, der udgør omkring 70 % af alle overtrædelser, og af andre regler og foretage de dermed forbundne ændringer;

33.

mener, at der bør udarbejdes én samlet lovtekst om krydsoverensstemmelse; mener, at der bør ydes en rimelig kompensation for de positive eksterne virkninger, som landbrugsbedrifterne skaber med hensyn til offentlige goder og tjenesteydelser;

34.

anmoder om bibeholdelse af visse præcise og konstante krydsoverensstemmelsesregler, som medlemsstaterne er enige i og kan opfylde;

35.

mener, at landbrugerne skal have adgang til funktionsdygtige ordninger, der giver dem mulighed for let og uden unødvendigt bureaukrati at indgive ansøgninger om direkte betalinger, typisk på det sted, hvor de bor;

36.

mener, at man for at forenkle reglerne om enkeltbetalingsordningen bør afskaffe indsamlingen af de samme detaljerede oplysninger på årsbasis;

37.

mener, at der ikke er behov for at opgive så mange oplysninger sammen med ansøgningerne, fordi de nødvendige oplysninger kan findes i medlemsstaternes udbetalende organer;

38.

anmoder om godkendelse af mere fleksible betalingsmetoder, der gør det muligt at foretage udbetalinger, også inden al kontrol er endelig afsluttet;

39.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge definitionen af støtteberettiget areal og fortolkningen heraf i medlemsstaterne;

40.

mener, at den nuværende definition af landbrugsaktivitet med hensyn til enkeltbetalinger bør revideres for at sikre, at ansøgere, der ikke er aktive landbrugere, ikke er støtteberettigede;

41.

mener, at den fremtidige ordning bør tage hensyn til princippet om forenkling, og at forenkling, gennemskuelighed og retfærdighed bør være hovedpunkterne i reformen af den fælles landbrugspolitik;

42.

opfordrer Kommissionen til at revidere kontrolsystemet og regnskabsafslutningsproceduren;

43.

mener, at Kommissionen bør vælge en mere proportional og i sidste ende risikobaseret strategi for udførelse af forskriftsmæssig kontrol, kontrol af overensstemmelse og finansielle korrektioner;

44.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag, der kan forbedre revisions- og kontrolrammerne for den fælles landbrugspolitik;

45.

mener, at de betydelige forskelle i den direkte støtte, der udbetales i de forskellige medlemsstater, skal forebygges, for at sikre at landbrugerne behandles ens over hele EU, og for at undgå markeds- og konkurrenceforvridninger;

46.

anerkender, at landbrugerne har en vigtig rolle at spille i forbindelse med fastsættelsen af de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige for at klare de miljømæssige udfordringer, herunder tilpasning til og modvirkning af klimaændringer, og mener, at målene bedre nås med resultataftaler end med lovgivning;

47.

understreger, at en reduktion af de administrative byrder forbundet med overvågning og indberetning, der påhviler producentorganisationer i frugt- og grønsagssektoren, vil gøre disse organisationer mere attraktive for landbrugerne og tilskynde dem til at slutte sig sammen og optræde samlet;

48.

understreger, at det er tilstrækkeligt med kontrol én gang, når betalingerne foretages i overensstemmelse med en eksisterende certificeringsordning (f.eks. støtteordninger for organisk produktion og miljø);

49.

bemærker med bekymring den store mængde fejl i ansøgninger om direkte betalinger, der registreres i visse medlemsstater; fremhæver, at disse fejl hovedsagelig skyldes det anvendte ortofotografiske udstyr og ikke landbrugerne; anmoder om, at sådanne fejl kun straffes i tilfælde af klart forsøg på bedrageri;

50.

mener, at lovgivning, som kan komme i konflikt med anden lovgivning (f.eks. miljølovgivningen og enkeltbetalingsordningen), bør reguleres, inden den finder anvendelse på landbrugerne;

51.

mener, at definitionerne i lovgivningen om udvikling af landdistrikterne bør revideres og om nødvendigt udvides for at sikre overensstemmelse med lovgivningen om direkte betalinger;

52.

mener, at gennemsigtigheden med hensyn til sanktioner og landbrugernes forpligtelser bør øges;

53.

anmoder om indførelse af præcist definerede forpligtelser for landbrugerne for at undgå den manglende gennemsigtighed med hensyn til sanktioner;

54.

ønsker at anvende en bredere langsigtet tilgang til kontrollen med disse ordninger, hvor der lægges større vægt på de endelige virkninger og resultater i stedet for, at der fokuseres på specifikke fejlkvoter, der skyldes foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne eller miljøforanstaltninger;

55.

understreger, at der er behov for at revidere og forenkle det nuværende komplekse system af indikatorer, og at overvågningssystemet, årlige rapporter og ex-ante-, midtvejs- og ex-post-evalueringer har skabt et overdrevent komplekst system med indikatorer og rapporter;

56.

anmoder Kommissionen om at undersøge anvendelsen af resultataftaler som en enkel og mere effektiv metode til levering af offentlige goder i fremtiden;

57.

efterlyser indførelse af et forenklet og sammenhængende system med indikatorer, der er lettere at forstå og anvende, og som kan bidrage til relevante evalueringer og mindre bureaukrati;

58.

mener, at bestemmelserne om støtteberettigelse for momsudgifter, der skal finansieres under den fælles landbrugspolitiks anden søjle, navnlig for aktiviteter, der udføres af offentligretlige organer, bør harmoniseres med de bestemmelser, der finder anvendelse på strukturfondene;

59.

understreger, at forenkling af den fælles landbrugspolitik skal gå hånd i hånd med forenkling af dens gennemførelse, og opfordrer medlemsstaterne til at minimere de bureaukratiske formaliteter, der kræves af potentielle modtagere af støtte under den fælles landbrugspolitik, navnlig i forbindelse med udvikling af landdistrikter;

60.

opfordrer medlemsstaterne til i deres nationale programmer for udvikling af landdistrikter at stille systemer, der sikrer gennemsigtighed, til rådighed for potentielle støttemodtagere, og give dem den nødvendige tid til at udarbejde ansøgninger om finansiering og opfylde de forskellige kriterier i støtteordningerne; opfordrer Kommissionen til at sikre, at dette spørgsmål er et fast punkt i de bilaterale drøftelser med medlemsstaterne;

61.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge det system til identifikation af dyr, der anvendes i de enkelte medlemsstater, og til at arbejde hen imod et ensartet system til identifikation af dyr, som sikrer, at unødvendig lovgivning ophæves, navnlig bør producentnumre og bedriftsnumre, antallet af påkrævede registre og forskellen mellem producent og bedrift undersøges;

62.

forlanger en omfattende harmonisering af de i øjeblikket meget forskellige bestemmelse om dyreidentifikation;

63.

mener, at indberetning af får og geders flytning samt indberetning af oplysninger til databaser og myndigheder bør forenkles så meget som muligt, og at alle former for kommunikation, herunder nye teknologier, bør være tilladt;

64.

mener, at det for får og geder er tilstrækkeligt med identifikation af besætningen;

65.

anmoder om udsættelse af den forpligtelse til elektronisk identifikation af får og geder, der blev indført fra den 31. december 2009, i betragtning af de dermed forbundne store omkostninger i en økonomisk krisetid;

66.

kræver en treårig udsættelse af krydsoverensstemmelsessanktioner forbundet med elektronisk identifikation af får og geder, da det vil tage landbrugerne nogen tid at vænne sig til og afprøve denne nye og komplekse teknologi; opfordrer endvidere Kommissionen til at foretage en grundig revision af bestemmelsen;

67.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/38

—

af 19. april 2007 C-295/05 (Tragsa)

—

af 18. december 2007 C-532/03, Kommissionen mod Irland (Den irske ambulancetjeneste)

—

af 13. november 2008 C-324/07 (Coditel Brabant)

—

af 9. juni 2009 C-480/06, Kommissionen mod Tyskland (Stadtwerke Hamburg)

—

af 10. september 2009 C-206/08 (Eurawasser)

—

af 9. oktober 2009 C-573/07 (Sea Srl)

—

af 15. oktober 2009 C-196/08 (Acoset)

—

af 15. oktober 2009 C-275/08, Kommissionen mod Tyskland (Datenzentrale Baden-Württemberg)

—

af 25. marts 2010 C-451/08 (Helmut Müller),

—

»Evaluation of Public Procurement Directives: Markt/2004/10/D Final Report«, Europe Economics, 15. september 2006

—

»The Institutional Impacts of EU Legislation on Local and Regional Governments: A Case Study of the 1999/31/EC Landfill Waste and 2004/18/EC Public Procurement Directives«, European Institute of Public Administration (EIPA), september 2009,

A.

der henviser til, at økonomi- og finanskrisen har tydeliggjort den store økonomiske betydning af offentlige indkøb, at krisens indvirkning på de lokale myndigheder allerede ses klart, og at de offentlige forvaltninger dog kun kan udføre deres opgaver ordentligt og i overensstemmelse med almenhedens interesse, hvis de har den nødvendige retssikkerhed, og procedurerne ikke er for komplekse,

B.

der henviser til, at et velfungerende marked for offentlige indkøb er altafgørende for det indre marked for både at tilskynde til grænseoverskridende konkurrence, at stimulere innovation, at fremme en økonomi med lav CO2-udledning og at opnå optimal værdi for offentlige myndigheder,

C.

der henviser til, at lovgivningen om tildeling af offentlige kontrakter skal hjælpe med til at sikre, at offentlige midler forvaltes fornuftigt og effektivt, og til at give interesserede virksomheder mulighed for at få tildelt offentlige kontrakter som led i en fair konkurrence,

D.

der henviser til, at revisionen af direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter fra 2004 bør føre til forenkling, modernisering og større fleksibilitet samt større retssikkerhed,

E.

der henviser til, at Lissabontraktaten for første gang inden for EU's primære ret har indført en anerkendelse af regionale og lokale myndigheders ret til selvstyre, og har styrket subsidiariteten samt indført ikke blot de nationale parlamenters, men også Regionsudvalgets ret til sagsanlæg ved EU-Domstolen,

F.

der henviser til, at EU-Domstolen har undersøgt et uforholdsmæssigt stort antal overtrædelsessager på dette område, hvilket tyder på, at mange medlemsstater har kæmpet for at overholde direktiverne om offentlige indkøb,

G.

der henviser til, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde indarbejder idéen om en social markedsøkonomi, en social bestemmelse og en protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der definerer EU's fælles interesser, for at sikre, at EU's politikker udvikler sig på en måde, der svarer til det, borgerne stræber efter,

H.

der henviser til, at almindelige offentlige kontrakter ifølge ILO-konvention nr. 94 skal indeholde klausuler, der sikrer et rimeligt vederlag, samt arbejdsbetingelser, der ikke er mindre fordelagtige end de betingelser, der er aftalt i f.eks. kollektive overenskomster,

1.

beklager, at de mål, som man sigtede mod med revisionen af direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter fra 2004, ikke er nået endnu, navnlig med hensyn til at forenkle bestemmelserne om offentlige indkøb samt at skabe mere juridisk sikkerhed; håber dog, at EU-Domstolens seneste domme bidrager til at afklare de åbne retlige spørgsmål, og at antallet af klageprocedurer falder; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til og aktivt forfølge målene med at forenkle og effektivisere procedurerne for offentlige indkøb ved en eventuel revision af EU's regler;

2.

beklager desuden, at de eksisterende bestemmelser - i kombination med ufuldstændige gennemførelsesforanstaltninger på nationalt og regionalt plan, overfloden af »soft law«-initiativer fra Kommissionen samt europæiske og nationale domstoles fortolkning af de relevante juridiske bestemmelser - har medført et komplekst og uoverskueligt retsregime, som især stiller offentlige organer, private virksomheder og leverandører af tjenesteydelser af almen interesse over for vanskelige juridiske problemer, som de ikke længere kan håndtere uden øgede omkostninger eller ekstern juridisk rådgivning; opfordrer indtrængende Kommissionen til at afhjælpe dette og også undersøge konsekvenserne af »soft law«-initiativerne i forbindelse med initiativet til en bedre lovgivning og begrænse sådanne forslag til centrale aspekter og bedømme dem i henhold til subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne og at tage hensyn til de fem principper i 2001-hvidbogen om styreformer i EU (åbenhed, deltagelse, ansvarlighed, effektivitet og sammenhæng);

3.

understreger, at offentlige købere som følge af denne udvikling ofte skal prioritere juridisk sikkerhed frem for politiske behov og som følge af presset på de offentlige budgetter ofte give den pågældende kontrakt eller serviceydelse til den, der har afgivet det laveste snarere end det mest økonomisk fordelagtige tilbud; frygter, at dette vil svække EU's innovative base og globale konkurrenceevne; opfordrer indtrængende Kommissionen til at afhjælpe denne situation og udvikle strategiske foranstaltninger for at tilskynde bemyndigede offentlige købere til at tildele kontrakter til de bud, der er de mest økonomiske og af højeste kvalitet;

4.

tydeliggør, at europæiske initiativer inden for indgåelse af offentlige kontrakter skal koordineres bedre for ikke at true sammenhængen med direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter og stille brugerne over for juridiske problemer; opfordrer derfor til en bindende koordinering inden for Kommissionen under ledelse af Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelser, som har ansvaret for offentlige indkøb, og med deltagelse af de andre relevante generaldirektorater; anmoder om en fælles hjemmeside samt løbende information til de ordregivende myndigheder for at gøre lovgivningen mere gennemsigtig og brugervenlig;

5.

beklager den manglende gennemsigtighed med hensyn til sammensætningen af og arbejdet i Kommissionens interne rådgivende gruppe for indgåelse af offentlige kontrakter (ACPP) eller det rådgivende udvalg til fremme af adgangen til deltagelse i offentlige aftalers (CCO) rolle og kompetencer og opfordrer Kommissionen til at sørge for en afbalanceret sammensætning, herunder fagforeningsfolk og repræsentanter for erhvervslivet, især SMV'er, og mere gennemsigtighed både hos dette udvalg og det nyplanlagte rådgivende udvalg for offentlig-private partnerskaber; kræver, at Europa-Parlamentet holdes behørigt underrettet og modtager alle tilgængelige oplysninger i alle faser og ved processens afslutning;

6.

er af den opfattelse, at da offentlige kontrakter vedrører offentlige midler, bør de være gennemsigtige og tilgængelige for offentligheden; anmoder Kommissionen om en præcisering for at sikre, at lokale og andre offentlige myndigheder har juridisk sikkerhed og kan oplyse deres borgere om deres kontraktlige forpligtelser;

7.

understreger, at tildelingen af offentlige kontrakter skal ske under gennemskuelige forhold, hvor alle interesserede parter behandles lige, og forholdet mellem pris og projektets ydelse anses som det endelige kriterium, således at kontrakter tildeles det bedste bud og ikke blot det billigste bud;

8.

opfordrer Kommissionen til at foretage en efterfølgende evaluering af direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter og at tage hensyn til holdningerne i denne betænkning; forventer, at denne gennemgang gennemføres med bred deltagelse af alle interesserede parter og i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet; går ind for, at enhver revision tager hensyn til helheden og omfatter direktivet om klageprocedurerne ved indgåelse af offentlige kontrakter samt en analyse af de nationale lovgivninger til gennemførelse af direktivet om klageprocedurerne med henblik på at modvirke en yderligere opsplitning af lovgivningen for indgåelse af offentlige kontrakter; mener, at de praktiske konsekvenser af dette direktiv ikke kan vurderes i øjeblikket, da det endnu ikke er gennemført i alle medlemsstater;

9.

minder om, at Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, for første gang i EU's primære ret anerkender retten til regionalt og kommunalt selvstyre (artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union); fremhæver, at EF-Domstolen allerede har taget den kommunale ret til selvstyre op i flere domme og henvist til, »at en offentlig myndighed kan opfylde de opgaver, som påhviler den med hensyn til imødekommelse af almenhedens behov, enten gennem anvendelse af sine egne ressourcer eller i samarbejde med andre offentlige myndigheder« (C-324/07); henleder desuden opmærksomheden på EF-Domstolens Store Afdelings dom af 9. juni 2009 (C-480/06), der som supplement har fastslået, at fællesskabslovgivningen ikke foreskriver, at offentlige myndigheder skal have en særlig retlig form for at varetage deres offentlige opgaver i fællesskab; anser derfor partnerskaber mellem offentlige organisationer, såsom kommunalt samarbejde og former for nationalt samarbejde, for at være undtaget fra udbudslovgivningen ud fra især følgende kumulative kriterier:

10.

Påpeger, at Kommissionen har præciseret, at ikke alle foranstaltninger truffet af offentlige myndigheder er underlagt lovgivningen om offentlige indkøb, og at så længe bestemmelserne i EU-lovgivningen ikke kræver oprettelsen af et marked i et bestemt område, er det stadig op til medlemsstaterne at beslutte, hvorvidt og i hvilket omfang de ønsker at udføre offentlige opgaver selv;

11.

påpeger, at EF-Domstolens konklusioner i den pågældende afgørelse ikke kun gælder direkte for samarbejde mellem lokale myndigheder, men er almindeligt gældende, hvorfor de kan anvendes på samarbejde mellem andre offentlige ordregivende myndigheder;

12.

henviser til, at EF-Domstolen i sin dom af 10. september 2009 (C-573/07) har fastslået, at der for den rene mulighed for at åbne kapitalen i et hidtil offentligt selskab for private investorer kun skal tages hensyn til pligten ifølge udbudslovgivningen, hvis det offentlige kapitalselskabs karakter ændrer sig i løbet af kontraktens gyldighedsperiode og dermed ændrer en grundlæggende kontraktbetingelse, der gør det nødvendigt at afholde en ny udbudsprocedure; konstaterer, at der har været en voldsom udvikling i forhold til reglerne på området for samarbejde mellem offentlige organisationer som følge af Domstolens retspraksis, og glæder sig over de nylige domme afsagt af Domstolen på dette område; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre oplysninger om de juridiske konsekvenser af disse domme alment tilgængelige;

13.

henviser til, at koncessioner på tjenesteydelser i henhold til artikel 1, stk. 3b, i direktiv 2004/17/EF og artikel 4 i direktiv 2004/18/EF er kontrakter, hvor »vederlaget for den tjenesteydelse, som skal præsteres, enten udelukkende består i retten til at udnytte tjenesteydelsen eller i denne ret sammen med betaling af en pris«; understreger, at koncessioner på tjenesteydelser er undtaget fra direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter for at give ordregivere og ordremodtagere mere fleksibilitet; minder om, at Domstolen i flere domme har understreget, at koncessioner på tjenesteydelser ikke er omfattet af disse direktiver, men af de generelle principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (forbud mod diskriminering, krav om ligebehandling og gennemsigtighed), og at ordregivende myndigheder frit skal kunne lade tjenesteydelser udføre med en koncession, hvis de vurderer, at dette er den bedste måde at sikre den pågældende samfundsmæssige tjeneste på, og selv i de tilfælde, hvor risikoen, der er forbundet med anvendelsen, som følge af tjenesteydelsens offentlig-retlige udformning er væsentlig begrænset, men at denne begrænsede driftsrisiko overdrages fuldstændigt (dom C-206/08 af 10. september 2009, præmis 7275);

14.

tager Kommissionens meddelelse af 19. november 2009 om udvikling af offentlig-private partnerskaber til efterretning og imødeser den efterfølgende vurdering med stor interesse; forventer, at Kommissionen tager ved lære af mislykkede OPP'er; understreger, at der skal tages passende hensyn til både kompleksiteten af procedurerne og de store forskelle på retskulturen og retspraksis i medlemsstaterne i forbindelse med koncessioner på tjenesteydelser; mener, at processen med at definere »koncessioner på tjenesteydelser« og de juridiske rammer herfor har udviklet sig som følge af direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter fra 2004 og EF-Domstolens supplerende retspraksis; fastholder, at eventuelle forslag til en retsakt, som vedrører koncessioner på tjenesteydelser, kun er berettiget, hvis formålet er at afhjælpe forvridninger i det indre markeds funktion; påpeger, at der hidtil ikke er konstateret sådanne forvridninger, og at en retsakt om koncessioner på tjenesteydelser derfor er unødvendig, så længe målet ikke er en påviselig forbedring af det indre markeds funktion;

15.

glæder sig over den juridiske afklaring af de vilkår, som gælder for udbudslovgivningen i forbindelse med institutionelle offentlig-private partnerskaber, i betragtning af den store betydning, som Kommissionen giver dem i sin meddelelse af 19. november 2009 i forbindelse med bekæmpelsen af klimaændringer, støtten til regenerativ energi og bæredygtig transport; henviser til, at direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter altid gælder, hvis en virksomhed med en nok så lille privat andel skal tildeles kontrakten; understreger dog, at både Kommissionen i sin meddelelse af 5. februar 2008, og Domstolen i sin dom af 15. oktober 2009 i sag C-196/08, har gjort det klart, at en dobbelt udbudsprocedure ikke er nødvendig i forbindelse med tildeling af kontrakter, eller overdragelse af visse opgaver, til nyligt etablerede offentlig-private partnerskaber, men at alle følgende kriterier skal være opfyldt, før en koncession kan tildeles uden udbudsprocedure til en blandet offentlig-privat virksomhed specielt oprettet til dette formål:

anser derfor spørgsmålet om anvendelsen af udbudslovgivningen på institutionelle offentlig-private partnerskaber for at være afklaret, og beder Kommissionen og medlemsstaterne om at oplyse om dette;

16.

understreger dog, at den seneste finanskrise har kastet nyt lys på, hvordan offentlig-private partnerskaber ofte finansieres, og hvordan de finansielle risici fordeles; beder Kommissionen foretage en ordentlig vurdering af de finansielle risici, der er forbundet med dannelsen af OPP'er;

17.

glæder sig over Domstolens dom i sag C-451/08; mener, at direktivets brede og ambitiøse mål skal tages i betragtning ved fortolkningen af det, men at det ikke må formodes, at dets anvendelsesområde kan udvides uendeligt ved at appellere til formålet med foranstaltningen, da der ellers ville være en fare for, at alle byplanlægningsaktiviteter vil være omfattet af direktivet, eftersom det per definition er givet, at bestemmelser om mulig udførelse af byggearbejder i væsentlig grad ændrer værdien af de pågældende arealer; mener, at lovgivningen om indgåelse af offentlige kontrakter inden for de seneste år har gennemsyret områder, som ikke i sig selv kan klassificeres under offentlige indkøb, og foreslår derfor, at der endnu en gang lægges større vægt på kriteriet for indkøb i anvendelsen af reglerne inden for lovgivningen om indgåelse af offentlige kontrakter;

18.

minder om, at Europa-Parlamentet har tilsluttet sig sagen Tyskland mod Kommissionen, der blev anlagt ved EF-Domstolen den 14. september 2006, mod Kommissionens meddelelse af 1. august 2006 om »fortolkningsspørgsmålet om den fællesskabsret, der finder anvendelse på tildelingen af kontrakter, som ikke eller kun delvist er omfattet af udbudsdirektiverne,« og forventer en snarlig afgørelse;

19.

beder Kommissionen foretage en vurdering af, hvordan direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter påvirker mikro-, små og mellemstore virksomheder, især i deres rolle som underleverandører, og vurdere med henblik på en fremtidig revision af direktiverne, om vi har brug for yderligere regler for tildeling af underentrepriser for specifikt at forebygge, at SMV'er som underleverandører får ringere betingelser end hovedleverandøren under den offentlige kontrakt;

20.

opfordrer Kommissionen til at forenkle procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter, så både de lokale myndigheder og virksomhederne slipper for at bruge en masse tid og penge udelukkende på bureaukratiske anliggender; understreger, at en forenkling af procedurerne vil lette SMV'ernes adgang til sådanne kontrakter og give dem mulighed for at deltage på mere lige og retfærdig vis;

21.

er af den opfattelse, at brugen af underleverandører er en form for organisering af arbejde, der passer til de specialiserede aspekter ved udførelsen af bygge- og anlægsarbejder; understreger at underleverandørkontrakter skal overholde alle de krav, der stilles til hovedleverandøren, navnlig hvad angår arbejdsret og sikkerhed. anbefaler, at der med dette for øje etableres et gensidigt ansvarsforhold mellem leverandør og underleverandør;

22.

støtter systematisk brug af alternative tilbud (eller varianter); pointerer, at tilbudsbetingelserne, navnlig muligheden for alternative tilbud, er afgørende for at fremme og udbrede innovative løsninger; understreger, at specifikationer, der omhandler resultat- og funktionskrav, og den hurtige tilladelse af varianter gør det muligt for tilbudsgivere at foreslå innovative løsninger;

23.

opfordrer til, at der oprettes en fælles hjemmeside med alle de oplysninger, der vedrører offentlige kontrakter, som et samlet netværk for alle offentlige udbud; noterer sig, at målsætningen skal være at levere kursusprogrammer og information, at henvise virksomheder til kontrakter og at uddybe den relevante lovgivning, især for SMV'er (som generelt ikke har de store menneskelige og administrative ressourcer med ekspertise inden for indkøbsrelaterede termer og procedurer), samt at specialisthelpdeske også vil kunne hjælpe dem med at vurdere, om de virkelig opfylder udbudsbetingelserne, og i bekræftende fald færdiggøre deres bud;

24.

bemærker, at SMV'er har kæmpet for at få adgang til markederne for offentlige indkøb, og at der skal gøres mere for at udarbejde en »SMV-strategi«; opfordrer derfor, som del af en sådan strategi, medlemsstaterne til at samarbejde med ordregivende forvaltninger om at fremme mulighederne for underentrepriser, hvor det er muligt, til at udvikle og udbrede bedste praksis-teknikker, undgå for præskriptive prækvalificeringsprocesser, anvende standarder i tilbudsdokumenter for at sikre, at leverandører ikke skal starte helt forfra, og etablere en fælles hjemmeside til offentliggørelse af kontrakter; opfordrer også Kommissionen til at gøre status over medlemsstaters tiltag på dette område og opfordrer til en videre udbredelse af loven om små virksomheders europæiske kodeks for bedste praksis;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte et »leverandørudviklingsprogram«, hvilket allerede er udarbejdet i nogle lande; bemærker, at et sådant redskab kan bruges til at fremme dialogen mellem leverandører og indkøbere, hvorved det bliver muligt for aktørerne at mødes på et tidligt stadie af indkøbsprocessen; understreger, at en sådan mekanisme er væsentlig for at stimulere innovation og forbedre SMV'ers adgang til markederne for offentlige indkøb;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre mere for at sikre, at de europæiske små og mellemstore virksomheder kommer til at spille en større rolle i forbindelse med internationale offentlige indkøb og til at styrke indsatsen for at forhindre forskelsbehandling af europæiske små og mellemstore virksomheder ved at indføre bestemmelser, der svarer til de særlige bestemmelser, som en række GPA-medlemmer (f.eks. Canada og USA) har indført; påpeger, at foranstaltninger, der skal øge både gennemsigtigheden og adgangen til de nationale markeder for offentlige indkøb, ville medvirke til at give SMV'er adgang til sådanne markeder;

27.

opfordrer Kommissionen til i den genforhandlede WTO-aftale om offentlige indkøb (GPA) at få tilføjet en bestemmelse, der gør det muligt for EU at give SMV'er forrang ved tildelingen af offentlige indkøbskontrakter efter samme model som andre lande, der er parter i denne aftale, allerede anvender;

28.

henleder opmærksomheden på den store betydning, som indgåelsen af offentlige kontrakter har på klima- og miljøbeskyttelse, energieffektivitet, innovation og stimulering af konkurrencen, og understreger, at de offentlige forvaltninger skal opfordres og bringes i stand til at anvende miljømæssige, sociale og andre kriterier i forbindelse med indgåelsen af offentlige kontrakter; glæder sig over de praktiske arbejdsredskaber, som hjælper myndigheder og andre offentlige institutioner med de bæredygtige indkøb; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at bruge grønne offentlige indkøbsaftaler som et værktøj til fremme af bæredygtig udvikling;

29.

fremhæver sin tidligere opfordring til Kommissionen i sin rapport fra februar 2009, om at tilvejebringe en håndbog om prækommercielle indkøb, som skulle give praktiske eksempler på risiko-/resultatdeling i henhold til markedsforhold; vurderer herudover, at intellektuelle ejendomsrettigheder gives til de virksomheder, der deltager i prækommercielle indkøb, hvilket vil fremme forståelsen hos offentlige forvaltninger og opmuntre leverandører til at blive involveret i prækommercielle indkøbsprocedurer;

30.

glæder sig over oprettelsen af Kommissionens EMAS-helpdesk, der giver praktisk information og støtte til virksomheder og andre organisationer til at evaluere, rapportere og forbedre deres miljøpræstationer inden for offentlige indkøb; opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en mere generisk online-portal, der kunne give praktisk rådgivning og støtte til dem, der bruger den offentlige indkøbsproces, navnlig de aktører, der er involveret i komplekse og samarbejdsbaserede indkøbsprocedurer;

31.

fremhæver den manglende klarhed inden for den socialt ansvarlige indgåelse af offentlige kontrakter og opfordrer Kommissionen til at stille arbejdsredskaber i form af håndbøger til rådighed på dette område; henleder i den forbindelse opmærksomheden på de ændrede rammebetingelser som følge af Lissabontraktaten samt chartret om grundlæggende rettigheder, og forventer, at dette gennemføres i overensstemmelse hermed af Kommissionen; fremhæver, at den iboende problemstilling, at sociale kriterier hovedsageligt vedrører fremstillingsprocessen, at de derfor for det meste ikke er synlige i slutproduktet, og at de er svære at kontrollere i forbindelse med en global produktion og komplekse forsyningskæder; forventer derfor også, at der udvikles mere præcise og kontrollerbare kriterier for den socialt ansvarlige indgåelse af offentlige kontrakter, og at der udvikles en database med produktspecifikke kriterier; henviser til problemet med omkostningerne for offentlige indkøbsinstanser ved verificering af overholdelsen af sådanne kriterier, og opfordrer Kommissionen til at stille arbejdsredskaber til rådighed samt fremme instrumenter for at certificere pålideligheden af forsyningskæder;

32.

opfordrer Kommissionen til at gøre det klart, at de offentlige forvaltninger kan anvende sociale kriterier, såsom udbetaling af relevante standardlønninger, og andre krav i forbindelse med indgåelsen af offentlige kontrakter; opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer eller andre praktiske arbejdsredskaber, som hjælper myndigheder og andre offentlige institutioner med de bæredygtige indkøb, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre regelmæssige kurser og kampagner for at øge bevidstheden; støtter en gennemsigtig proces, hvor medlemsstaterne og de lokale forvaltninger involveres, med henblik på den videre udvikling af relevante kriterier; henviser til, at en sådan proces tegner lovende inden for netop de sociale kriterier;

33.

opfordrer Kommissionen til at opfordre offentlige forvaltninger til at anvende fair trade-kriterier i deres offentlige tilbuds- og indkøbspolitikker baseret på fair trade-definitionen fastsat af Europa-Parlamentets beslutning om fair trade og udvikling af 6. juli 2006 og den nylige meddelelse fra Kommissionen af 5. maj 2009; fremhæver sin tidligere opfordring til Kommissionen om at fremme sådanne kriterier ved f.eks. at offentliggøre konstruktive retningslinjer for fair trade-indkøb; glæder sig over den enstemmige vedtagelse af udtalelsen fra Regionsudvalget den 11. februar 2010, der opfordrer til en fælles europæisk fair trade-strategi for lokale og regionale forvaltninger;

34.

opfordrer til etablering af en hyppigt ajourført database for standarder, herunder dem, der vedrører miljømæssige og sociale kriterier, og at denne gøres tilgængelig for offentlige forvaltninger for at sikre, at indkøbere har den rette vejledning og et klart regelsæt til udarbejdelse af tilbud, så de nemt kan verificere, at de er i overensstemmelse med den relevante standard; forventer, at medlemsstaterne og alle aktører i den forbindelse involveres fuldstændigt; bemærker, at denne »bottom-up«-proces skal tage den værdifulde erfaring og viden, som ofte findes på lokalt, regionalt og internationalt plan, i betragtning; påpeger endvidere de negative konsekvenser af et fragmenteret marked som følge af adskillige forskellige regionale, nationale, europæiske og internationale certificeringer, der især findes inden for innovation og forskning;

35.

konstaterer vigtigheden af standarder for offentlige indkøbsaftaler, da de kan hjælpe offentlige indkøbere med at nå deres mål ved at gøre det muligt for dem at anvende velfungerende processer til tilvejebringelse af produkter og tjenesteydelser gennem en mere omkostningseffektiv tilbudsprocedure og sikring af, at de offentlige indkøbsaftaler opfylder andre politiske mål, som f.eks. bæredygtighed eller køb fra små virksomheder;

36.

anerkender, at uddannelse og erfaringsudveksling mellem offentlige forvaltninger og Kommissionen er væsentlige elementer til at overvinde nogle af vanskelighederne i markedet for offentlige indkøb; er imidlertid bekymret for, at i takt med at offentlige budgetter strammes, vil sådanne initiativer kunne blive undermineret; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at anvende de ressourcer og mekanismer, der på nuværende tidspunkt er til rådighed, f.eks. gensidige vurderinger (peer reviews), som omtalt i servicedirektivet, hvor små teams af indkøbsspecialister fra én EU-region opfordres til at vurdere aktiviteterne i en anden EU-region, hvorved der kan skabes tillid og bedste praksis i flere medlemsstater;

37.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at organisere kurser og kampagner for lokale forvaltninger og politiske beslutningstagere for at øge bevidstheden og at inkludere andre aktører, navnlig leverandører af sociale tjenesteydelser;

38.

understreger, at Revisionsretten i sine årsberetninger om EU-budgettets gennemførelse samt i sin seneste årsberetning for regnskabsåret 2008 regelmæssigt oplyser, at manglende overholdelse af EU's regler for indgåelse af offentlige indkøbskontrakter var den ene af de to mest almindelige årsager til fejl og uregelmæssigheder i gennemførelsen af europæiske projekter, der var samfinansieret af strukturfondene og Samhørighedsfonden; understreger i den forbindelse, at uregelmæssigheder ofte skyldes ukorrekt gennemførelse af EU's regler i national ret og det faktum, at medlemsstaterne anvender forskellige regler; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder at revidere de forskellige regelsæt, som finder anvendelse på offentlige indkøbskontrakter, for at samordne disse regler og forenkle hele den retlige ramme for offentlige indkøbskontrakter og dermed især mindske risikoen for fejl og effektivisere anvendelsen af strukturfondene;

39.

mener, at det ikke udelukkende er omkostninger og komplicerede regler, der kan være en hindring, men også den tid, der kræves for at fuldføre proceduren til indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, samt truslen om retlige foranstaltninger i form af langvarige klageprocedurer, som ofte obstrueres af forskellige aktører, og er derfor tilfreds med, at genopretningsplanen gør det muligt i 2009 og 2010 at forenkle de fremgangsmåder, der er fastsat i direktiverne om offentlige kontrakter, når det drejer sig om store offentlige projekter; opfordrer medlemsstaterne til at anvende proceduren og bistå de lokale og regionale myndigheder, når de skal gennemføre og anvende disse fremgangsmåder, hvilket altid skal ske i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser for offentlige indkøbskontrakter;

40.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for også efter 2010 at anvende forenklede procedurer i forbindelse med strukturfondene samt at forlænge den midlertidige forhøjelse af tærsklerne, hvilket specifikt har til formål at fremskynde investeringerne;

41.

påpeger, at det indre marked og de internationale markeder er stadig mere sammenkædede; mener derfor, at en sammenhængende politik skal følges af lovgiverne i EU's indre marked og at EU's forhandlere på området for international handel altid bør have som mål at fremme EU's værdier, som f.eks. gennemsigtighed, en principiel holdning mod korruption samt fremme af sociale rettigheder og menneskerettigheder, inden for udbudspolitikker og være opmærksomme på de mulige gensidige konsekvenser, når de udøver deres aktiviteter; opfordrer Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om International Handel til at afholde fælles informationsmøder med henblik på at fremme synergier;

42.

understreger, at en forsvarlig ramme for offentlige indkøb er en forudsætning for et retfærdigt og frit konkurrenceorienteret marked, og at den bidrager til at bekæmpe korruption;

43.

påpeger endvidere i forbindelse med EU's forpligtelser på området for internationale offentlige indkøb betydningen af at styrke instrumenter til bekæmpelse af korruption på dette område og understreger behovet for at koncentrere bestræbelserne om at sikre gennemsigtighed og retfærdighed i forbindelse med anvendelsen af offentlige midler;

44.

opfordrer indtrængende de 22 observatørlande i GPA-udvalget til at fremskynde processen med at tiltræde GPA'en;

45.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for i aftaler om offentlige indkøb med internationale partnere at medtage bestemmelser, der kræver overholdelse af de grundlæggende menneskerettighedsforpligtelser, der er fastsat i konventioner og internationale aftaler;

46.

er stærkt imod protektionistiske foranstaltninger på området for offentlige indkøb på globalt niveau; er imidlertid stærk tilhænger af princippet om gensidighed og proportionalitet på dette område; opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre forholdsmæssige målrettede adgangsbegrænsninger på dele af EU's markeder for offentlige indkøb for de handelspartnere, der drager fordel af EU-markedets åbenhed, men ikke synes at have til hensigt at åbne deres egne markeder for virksomheder fra EU, med det formål at tilskynde disse partnere til at tilbyde europæiske virksomheder ordninger for gensidig og forholdsmæssig markedsadgang;

47.

henviser til bestemmelserne i artikel 58 og 59 i direktiv 2004/17/EF; opfordrer medlemsstaterne til i større grad at udnytte mulighederne for at informere Kommissionen om adgangsproblemer til tredjelandenes markeder for medlemsstaternes virksomheder, opfordrer Kommissionen til at iværksætte effektive tiltag, så virksomheder fra EU sikres reel adgang til tredjelandenes markeder;

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/47

A.

der henviser til, at OECD har foreslået en definition af begrebet sammenhæng i udviklingspolitikken, som lyder: »sikring af, at en regerings udviklingspolitiske målsætninger og resultater ikke undergraves af andre af denne regerings politikker, der påvirker udviklingslandene, og at disse andre politikker om muligt understøtter udviklingsmålene« (13); der henviser til, at EU har udviklet en definition af sammenhæng i udviklingspolitikken, som tager sigte på at opbygge synergier mellem EU's politikker, og henviser til, at manglende politisk handling i denne henseende kan påvirke de forventede resultater af udviklingssamarbejdet i negativ retning,

B.

der henviser til EU's tilsagn om at træffe foranstaltninger til at fremme sammenhængen i udviklingspolitikken i henhold til Rådets konklusioner fra 2005 (14),

C.

der henviser til, at der er forskel på konsistens mellem politikker (undgåelse af modsigelser mellem forskellige udenrigspolitiske områder) og sammenhæng i udviklingspolitikken (forpligtelsen om at alle EU-politikker, der kan påvirke udviklingslandene, tager hensyn til udviklingsmålene),

D.

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der sætter bekæmpelse og på sigt udryddelse af fattigdom som hovedmålet for EU's udviklingspolitik; der henviser til, at sammenhæng i udviklingspolitikken skal sikre, at der tages hensyn til Unionens mål for udviklingssamarbejde i alle dens politikker,

E.

der henviser til, at der findes klare eksempler på inkohærens i EU's politikker på områderne for handel, landbrug, fiskeri, klima, intellektuel ejendomsret, migration, finans, våben og råvarer; der endvidere henviser til, at sammenhæng i udviklingspolitikken kan føre til nedbringelse af fattigdom ved at finde grundlæggende synergier mellem EU's politikker,

F.

der henviser til, at en manglende politisk opbakning, uklare beføjelser, utilstrækkelige ressourcer, fraværet af effektive overvågningsredskaber og -indikatorer samt en manglende prioritering af en sammenhængende udviklingspolitik frem for interessekonflikter skaber hindringer for en sammenhængende udviklingspolitik,

G.

der henviser til, at de finansielle godtgørelser, der ydes af Unionen i forbindelse med partnerskabsaftaler i fiskerisektoren, ikke har bidraget til en stabilisering af partnerlandenes fiskeripolitik, hvilket i stort omfang skyldes en manglende opfølgning på gennemførelsen af disse aftaler, den langsomme levering af bistanden, og endog nogle gange at bistanden ikke udnyttes,

H.

der henviser til, at det første millenniumudviklingsmål sigter mod at halvere antallet af sultende personer i 2015, men at næsten en mia. personer stadig mangler mad hver dag, selv om Jorden producerer nok fødevarer til at dække hele sin befolknings behov,

I.

der henviser til, at Unionens støtte til eksport af europæiske landbrugsprodukter har en katastrofal indvirkning på fødevaresikkerheden og udviklingen af en levedygtig landbrugssektor i udviklingslandene,

J.

der henviser til, at EU er forpligtet til at nå FN's mål om at give 0,7 % af bruttonationalproduktet (BNI) i officiel udviklingsbistand (ODA) inden 2015, og til at det mellemliggende mål for bistand fra et samlet EU er på 0,56 % inden 2010,

K.

der henviser til afgørelsen fra Den Europæiske Unions Domstol fra november 2008, ifølge hvilken Den Europæiske Investeringsbanks transaktioner i udviklingslandene skal prioritere udvikling frem for ethvert økonomisk eller politisk mål,

L.

der henviser til, at krisen har vist, at ODA er enestående til at målrette sig mod de fattigste lande og yde udviklingsfinansiering på en mere forudsigelig og pålidelig måde end andre finansielle strømme,

M.

der henviser til, at en lang række undersøgelser har vist, at der årligt strømmer ca. 900 mia. euro ulovlige midler ud af udviklingslandene, hvilket i alvorlig grad står i vejen for udviklingslandenes skatteindtægter og dermed deres selvudviklingsmuligheder,

1.

glæder sig over Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes øgede opmærksomhed på og forpligtelse til en sammenhængende udviklingspolitik, som kommer til udtryk i den toårige rapport;

2.

gentager sin forpligtelse til at forbedre sammenhængen i EU's udviklingspolitik og i sit parlamentariske arbejde;

3.

understreger, at EU er langt den største bistandsdonor i verden (EU's bistand steg til 49 mia. euro i 2008 svarende til 0,40 % af BNI), og at bistanden ventes at stige til 69 mia. euro i 2010 for at opfylde det kollektive løfte om 0,56 % af EU's BNI, der blev afgivet på G8-topmødet i Gleneagles i 2005; påpeger, at dette vil frigive yderligere 20 mia. euro til udviklingsmålene;

4.

erindrer om vedtagelsen i oktober 2007 af EU-strategien for handelsrelateret bistand med forpligtelsen til at øge EU's samlede handelsrelaterede bistand til 2 mia. euro årligt inden 2010 (1 mia. euro fra Fællesskabet og 1 mia. euro fra medlemsstaterne);

5.

opfordrer udviklingslandene, navnlig dem, der modtager mest EU-bistand, til at sikre en forsvarlig forvaltning i alle offentlige anliggender og navnlig ved forvaltningen af den modtagne bistand, og opfordrer Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en gennemsigtig og effektiv anvendelse af bistanden;

6.

glæder sig over arbejdsprogrammet for sammenhæng i udviklingspolitikken for 2010-2013, der kan fungere som en rettesnor for EU-institutionerne og medlemsstaterne, og erkender dets betydning som et system for tidlig varsling om fremtidige politikinitiativer; glæder sig over de indbyrdes sammenhænge mellem forskellige politikområder;

7.

minder om Den Europæiske Unions forpligtelse til at tage hensyn til udviklingslandene og deres borgeres interesser;

8.

mener, at alle EU's politikområder med virkning uden for Unionen skal udformes, så de støtter og ikke modarbejder fattigdomsbekæmpelsen og opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene såvel som overholdelsen af menneskerettighederne, herunder ligestilling mellem kønnene og de sociale, økonomiske og miljømæssige rettigheder;

9.

understreger behovet for at tage hensyn til de relevante aspekter af en sammenhængende udviklingspolitik ved bilaterale og regionale handelsaftaler samt multilaterale handelsaftaler, der er fast forankrede i det regelbaserede WTO- system, og opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå i et aktivt samarbejde med alle andre relevante WTO-partnere, der kan bidrage til et afbalanceret, ambitiøst og udviklingsorienteret resultat af Doharunden i den allernærmeste fremtid;

10.

understreger, at de såkaldte Singaporeemner, såsom liberalisering af tjenesteydelser, investeringer og offentlige indkøb, indførelsen af handelsregler og strengere håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, ikke bidrager til opfyldelsen af de otte millenniumudviklingsmål;

11.

anmoder indtrængende EU, medlemsstaterne og EIB om at påtage sig en ledende rolle i denne forbindelse og gøre investeringer via skattely mindre attraktive ved at vedtage regler om offentlige kontrakter og ydelse af offentlige midler, som forbyder alle virksomheder, banker eller andre institutioner, som er registreret i et skattely, at modtage offentlige midler; anmoder i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne om at bruge midtvejsrevisionen af EIB's eksterne låneaktiviteter til konkret at forbedre dens evne til at vurdere modtagerne af lån og sikre sig, at dens investeringer i udviklingslandene effektivt bidrager til udryddelsen af fattigdom, idet der fremlægges årsrapporter om landenes fremskridt;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give en samlet vurdering af fiskeripartnerskabsaftalerne med tredjelande med henblik på at bringe Unionens eksterne politik på fiskeriområdet i overensstemmelse med dens udviklingspolitik ved at styrke EU-partnerlandenes kapacitet til at garantere bæredygtigt fiskeri i deres egne farvande, hvilket vil øge fødevaresikkerheden og den lokale beskæftigelse i sektoren;

13.

erindrer om, at EU's adgang til fiskebestande i tredjelande under ingen omstændigheder må være en betingelse for udviklingsbistand til disse lande;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen til ud over sociale klausuler at indføre klausuler om menneskerettighederne i alle partnerskabsaftaler om fiskeri for at give EU mulighed for at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af konstaterede overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande, som har undertegnet en partnerskabsaftale om fiskeri med Unionen;

15.

minder om, at 75 % af verdens fattige lever i landdistrikterne, men at kun 4 % af den officielle udviklingsbistand (ODA) afsættes til landbruget; opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og udviklingslandene til at sætte landbrugsspørgsmålet øverst på deres udviklingsdagsorden;

16.

er bekymret over den negative indvirkning på udviklingen i tredjelande fra finansielle institutioner, som især helliger sig skatteunddragelse; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at intensivere samarbejdet om fiskal styring, især med de lande, der nævnes i bilag I til Kommissionens lovgivningsforslag af 24. april 2009 (A6-0244/2009), og som modtager europæisk udviklingsbistand;

17.

bifalder anbefalingerne i Rådets konklusioner fra mødet den 14. maj 2008, som sigter mod at indføre en klausul om god politik og forvaltning på skatteområdet i handelsaftaler, for de er et første skridt på vejen mod at bekæmpe skattebestemmelser og -praksis, som fremmer skatteunddragelse og -svig; anmoder Kommissionen om straks at indføre en klausul af denne type i sine forhandlinger om fremtidige handelsaftaler;

18.

opfordrer Kommissionen og AVS-landene til at fortsætte dialogen om migration med henblik på en styrkelse af princippet om cirkulær migration og lettelse af denne ved udstedelse af cirkulære visa; betoner, at respekten for menneskerettighederne og ligebehandling af statsborgere fra AVS-landene i alvorlig grad svækkes af de bilaterale tilbagetagelsesaftaler, der med henblik på at flytte forvaltningen af migrationsstrømmene bort fra Europa er indgået med transitlande, som ikke respekterer migranternes rettigheder og kan føre til massetilbagetagelser, som kan bringe de pågældendes liv og sikkerhed i fare;

19.

opfordrer Rådet til hurtigt at finde frem til en samlet aftale om forslaget til revision af rentebeskatningsdirektivet og især vedrørende de lande, der nævnes i bilag 1 til Kommissionens førnævnte lovgivningsforslag, og som modtager europæisk udviklingsbistand;

20.

understreger behovet for at medtage EUF, som er Unionens vigtigste finansielle instrument for udviklingsbistand, i udformningen af en sammenhængende udviklingspolitik; bekræfter sin støtte til opførelse af EUF på budgettet, hvilket vil styrke den demokratiske og parlamentariske kontrol og gennemsigtigheden i gennemførelsen, idet der især tages højde for den øgede betydning af gennemførelsen af EU's udviklingspolitikker i forbindelse med etableringen af særlige faciliteter (som i tilfældet med strategien for EU og Afrika);

21.

opfordrer Kommissionen til ikke alene at overvåge de økonomiske vækstmål, men også rette særlig opmærksomhed mod en reduktion af ulighederne i indkomstfordelingen, både internt i de enkelte udviklingslande og på globalt plan; mener, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod at skabe flere medindflydelsesprocesser for bæredygtig selvudvikling ved hjælp af kooperative foreningsformer og PRA-metoder (»Participatory Reflection and Action«), som, eftersom de er baseret på konsensus og lokalsamfundenes deltagelse, sikrer nogle mere effektive organisationsmodeller med en langvarig virkning, idet man udnytter socialøkonomiens rolle for udviklingen;

22.

opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingsbistandsforanstaltninger, som, idet der tages højde for finanskrisens konsekvenser, kan hindre øget usikkerhed og konflikter, global politisk og økonomisk ustabilitet samt en forøgelse af tvungen migration (»sultflygtninge«);

23.

opfordrer udviklingslandene til at sikre grundlæggende offentlige tjenesteydelser og adgang til jord, herunder kredit til små landbrugere, for at fremme fødevaresikkerheden og bekæmpe fattigdommen, hvilket vil bidrage til at reducere koncentrationen af store bedrifter og den intensive udnyttelse af ressourcerne til spekulation med ødelæggelse af økosystemer til følge, opfordrer desuden Kommissionen til at støtte ovennævnte politikker;

24.

opfordrer Kommissionen til at vurdere konsekvenserne af den digitale kløft mellem de rige lande og de fattige lande, med særlig fokus på de risici, der følger af informationsteknologier, som viser sig at fungere på en diskriminerende måde, eftersom de holder dem uden for, som af sociale, økonomiske og politiske årsager er udelukket fra adgangen til de nye produkter, der er drivkraften bag den nye it-revolution;

25.

anmoder om et klart mandat til at evaluere sammenhængen i udviklingspolitikken for så vidt angår klare og præcise, operationelle mål og detaljerede procedurer for gennemførelsen af opgaven;

26.

understreger det helt afgørende behov for at anskue sammenhæng i udviklingspolitikken som en langsigtet opgave med henblik på at sikre vedvarende støtte til en sammenhængende udviklingspolitik; understreger betydningen af en rettidig evaluering af politikker med henblik på at undgå negative følger for udviklingslandene; anmoder i den forbindelse om en undersøgelse af konsekvenserne af de private europæiske og ikkeeuropæiske aktørers aktiviteter, med særlig fokus på de multinationale selskaber;

27.

opfordrer til en komparativ analyse for at vurdere indfaldsvinklen, metoden og resultaterne i forbindelse med ikkeeuropæiske samarbejds- og bistandspolitikker samt de tilhørende niveauer af internationalt samarbejde, med særlig fokus på Kinas indsats i Afrika;

28.

understreger, at Rådets beslutning om at fokusere på fem brede områder for den sammenhængende udviklingspolitik i 2009 ikke bør erstatte de 12 traditionelle politikområder, som er handel, miljø, klimaforandringer, sikkerhed, landbrug, bilaterale fiskeriaftaler, socialpolitik (beskæftigelse), migration, forskning/innovation, informationsteknologi, transport og energi; opfordrer endvidere Kommissionen til at påpege usammenhængende forhold, så snart europæiske politikker viser sig at have en negativ indvirkning på udvikling, og foreslå løsninger; opfordrer Kommissionen til at skabe mekanismer til at optage yderligere politikområder, som ikke hører ind under de 12 eksisterende, som f.eks. råvarer;

29.

minder om sine ufravigelige internationale forpligtelser vedrørende ODA/BNI-målet på 0,7 % inden 2015, som udelukkende bør anvendes til fattigdomsudryddelse; giver udtryk for sin bekymring over, at »ODA-plus-konceptet« kan udvande EU's bidrag til fattigdomsbekæmpelse gennem ODA; er bekymret over, at midlerne under »ODA-plus-konceptet« ikke er juridisk bundet til fattigdomsudryddelse eller til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene;

30.

konstaterer med bekymring, at det i »ODA-plus-konceptet« ikke nævnes, at der på grund af usammenhængende politikker er sket en udstrømning af kapital fra udviklingslandene til EU, og at der ikke tages hensyn til de tab, som udviklingslandene påføres på grund af illoyal skattekonkurrence og illegal kapitalflugt;

31.

er betænkelig ved, at »ODA-plus-konceptet« kun fokuserer på finansielle strømme fra EU til Syden og overser de finansielle strømme, der går fra Syden til EU, hvilket giver et misvisende billede af de finansielle strømmes retning;

32.

anmoder Kommissionen om yderligere at klarlægge den EU-dækkende strategi og dens indvirkning på EU's udviklingspolitik; er bekymret over, hvorvidt strategien kan integreres i det næste finansielle overslag;

33.

opfordrer medlemsstaterne i OECD's DAC til at afvise ethvert forsøg på at udvide ODA-definitionen, herunder strategierne »Hele Unionen« og »ODA-plus«, som for nylig er blevet fremsat af Kommissionen, samt emner der ikke vedrører bistand, som f.eks. finansielle strømme, militære udgifter, gældseftergivelse, især eftergivelse af eksportkreditgæld, og penge anvendt i Europa på studerende og flygtninge;

34.

erkender, at opfyldelsen af ODA-forpligtelserne er absolut nødvendig, men stadig ikke tilstrækkelig for at klare udviklingssituationen, og gentager sin opfordring til Kommissionen om hurtigst muligt at finde supplerende innovative kilder til udviklingsfinansiering og fremsætte forslag om indførelse af en international skat på finansielle transaktioner for at generere yderligere ressourcer til udviklingslandene for at hjælpe dem med at overvinde de værste konsekvenser af krisen og holde dem på sporet med henblik på opfyldelse af millenniumudviklingsmålene;

35.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at ODA skal forblive rygraden i den europæiske udviklingssamarbejdspolitik med henblik på at udrydde fattigdom; understreger derfor, at hvis innovative udviklingsfinansieringskilder skal fremmes bredt, skal de være supplerende og anvendes i et initiativ til fordel for de fattige, og at de på ingen måde kan træde i stedet for ODA;

36.

nærer frygt for, at de fleste millenniumudviklingsmål i de fleste udviklingslande ikke vil blive nået inden 2015; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at nå deres kollektive mål og gennemføre bindende lovgivning og udgive årlige tidsplaner for opfyldelse af de løfter, de har givet; bifalder i denne forbindelse udkastet til et internationalt lovforslag om udvikling, som den britiske regering fremsatte i januar 2010;

37.

minder om, at Parlamentet i overensstemmelse med EU's institutionelle rammer, har foreslået, at der udpeges en fast ordfører for politisk sammenhæng i udviklingspolitikken med mandat til opfølgning og til at informere Udviklingsudvalget om mangel på sammenhæng i EU's politikker;

38.

opfordrer Kommissionen til at anvende systematiske, klare kriterier og regelmæssigt opdaterede indikatorer med henblik på at sikre en sammenhængende udviklingspolitik, f.eks. indikatorer for bæredygtig udvikling, og styrke gennemsigtigheden over for Europa-Parlamentet, bistandsmodtagende stater og civilsamfundet;

39.

opfordrer udviklingslandene til at udforme landespecifikke indikatorer for sammenhæng i udviklingspolitikken i overensstemmelse med de generelle EU-indikatorer for objektivt at vurdere landenes faktiske behov og resultater;

40.

mener, at aktiviteter og foranstaltninger under EU's udviklingspolitik, som ikke overholder de principper og mål, som er nævnt i artikel 208 i Lissabontraktaten, og EU's optræden udadtil, som omtales i artikel 21 i EU-traktaten, udgør en tilsidesættelse af forpligtelser, der kan indbringes for Den Europæiske Unions Domstol i henhold til artikel 263 og 265 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

41.

understreger betydningen af sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitikkerne for at sikre en bedre udvikling og praktisk gennemførelse, og glæder sig i denne forbindelse over EU-rapport 2009 om sammenhæng i udviklingspolitikken (KOM(2009)0461);

42.

gentager behovet for sammenhæng mellem handelspolitik og andre politikker (miljø- og socialpolitikker), navnlig i forbindelse med handelsaftaler, der indeholder incitamenter til fremstilling af biobrændsel i udviklingslandene;

43.

gentager betydningen af, at der er sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitikkerne, og understreger, at indføjelsen af afsnit om bæredygtig udvikling i handelsaftalerne bør give Kommissionen mulighed for at fremme god regeringsførelse og anvendelsen af grundlæggende europæiske værdier;

44.

anser EU's seneste beslutning om at genindføre eksportsubsidier for mælkepulver og andre mejeriprodukter, der hovedsaglig støtter landbrugsindustrien i Europa på bekostning af fattige landbrugere i udviklingslandene, for en grov krænkelse af kerneprincipperne for en konsekvent udviklingspolitik, og opfordrer Rådet og Kommissionen til at annullere denne beslutning med øjeblikkelig virkning;

45.

opfordrer til at fjerne eksportstøtten; minder i denne henseende om det tilsagn, som blev givet i Doha i 2001 af alle WTO-medlemmerne, om at afslutte en forhandlingsudviklingsrunde med det formål at rette op på den eksisterende ubalance i handelssystemet og stille handlen til tjeneste for udvikling og dermed bidrage til fattigdomsudryddelse og opnåelse af millenniumudviklingsmålene;

46.

opfordrer Kommissionen til at tage Parlamentets betingelser for at godkende indgåelsen af handelsaftaler til efterretning for at sikre, at GD Handel har et konsekvent mandat i handelsforhandlinger;

47.

opfordrer Kommissionen til at træffe alle tænkelige foranstaltninger for at sikre, at mens sukkerprotokollen ophører, og en EU-reform af sukkerordningen gennemføres, vil den beskytte de berørte partnere mod alle midlertidige markedsudsving;

48.

foreslår desuden, at de eksisterende EU-instrumenter til nedsættelse af told, som f.eks. GSP-/GSP+-systemet og afsnit i frihandelsaftalerne og de økonomiske partnerskabsaftaler, udvikles, og at overholdelsen af internationalt aftalte standarder for arbejds- og miljøvilkår indarbejdes yderligere i disse instrumenter;

49.

opfordrer på ny Kommissionen til i fuldt omfang at anvende GSP- og GSP+-mekanismer til at opbygge institutionel kapacitet i udviklingslandene med henblik på at styrke deres egen interne samhørighed ved udarbejdelsen af udviklingsstrategier;

50.

understreger, at systematisk høring af arbejdstagerorganisationer og fagforeninger om gennemførelsen af social- og arbejdsmarkedsstandarder og miljøstandarder i ikke-EU-lande, navnlig forud for indgåelse af ØPA'er eller indrømmelse af GSP+, vil sikre en bedre sammenhæng i handelspolitikkerne til gavn for en bæredygtig udvikling i udviklingslandene;

51.

konstaterer, at ifølge Kommissionens rapport om overvågning af den handelsrelaterede bistand fra 2009 (KOM(2009)0160, s. 30) faldt EU's forpligtelser vedrørende handelsrelateret bistand til Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene) fra 2 975 mio. euro i 2005 til 2 097 mio. euro i 2007, at AVS-landenes andel af EU's samlede forpligtelser vedrørende handelsrelateret bistand faldt fra 50 % til 36 % i den samme periode, og at dette ikke stemmer overens med tidligere afgivne løfter om at prioritere fattigdomsbekæmpelse og udvikling;

52.

glæder sig i denne forbindelse over de initiativer på EU- og WTO-plan over for udviklingslandene, der allerede findes på handelsområdet, navnlig alt undtagen våben-initiativet, GSP og GSP+, asymmetrien og overgangsperioderne i alle de eksisterende økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) og arbejdsprogrammet vedrørende handelsrelateret bistand for 2010-2011, og opfordrer til en revision af sidstnævnte med henblik på at give det større gennemslagskraft med hensyn til at fremme bæredygtig vækst;

53.

anerkender den vigtige rolle, som EU's GSP+-system kan spille med at tilskynde til god regeringsførelse og bæredygtig udvikling i udviklingslandene, og tilskynder Kommissionen til at sikre, at dette værktøj er effektivt, og at ILO- og FN-konventionerne anvendes korrekt i praksis;

54.

gentager, at EU bør støtte de udviklingslande, som anvender den fleksibilitet, der er indeholdt i TRIPS-aftalen, med henblik på at kunne levere lægemidler til overkommelige priser under disse landes nationale folkesundhedsprogrammer;

55.

glæder sig over beskyttelsesklausulen om fødevaresikkerhed, der er indskrevet i de økonomiske partnerskabsaftaler, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at den anvendes i praksis;

56.

tager stærkt afstand fra TRIPS+-bestemmelserne, der er indeholdt i den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforum og EF og i de aftaler, der indgås med landene i Det Andinske Fællesskab og Mellemamerika, bestemmelser som skaber hindringer for adgangen til livsvigtige lægemidler;

57.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at indstille sin aktuelle TRIPS-plus-strategi i ØPA-forhandlingerne om lægemidler og medicin for at gøre det muligt for udviklingslandene at levere lægemidler til overkommelige priser under deres offentlige sundhedsprogrammer;

58.

påpeger, at alle foranstaltninger ved ACTA-forhandlingerne, som har til formål at styrke beføjelserne for grænseoverskridende inspektion og beslaglæggelse af varer, ikke bør skade den globale adgang til lovlige, økonomisk overkommelige og sikre lægemidler;

59.

er bekymret over nylige tilfælde, hvor toldmyndighederne i EU-medlemsstater har beslaglagt generiske lægemidler i transit i europæiske havne og lufthavne, og understreger, at en sådan adfærd underminerer WTO-erklæringen om adgang til medicin; anmoder de pågældende medlemsstater om hurtigt at standse denne praksis; opfordrer Kommissionen til at garantere over for Parlamentet, at den ACTA, der forhandles for øjeblikket, ikke forhindrer udviklingslandes adgang til lægemidler;

60.

mener, at den udfordring, klimaforandringerne udgør, skal tackles gennem strukturreformer, og opfordrer til en systematisk risikovurdering af klimaforandringerne, der dækker alle aspekter af politisk planlægning og beslutningstagning, herunder inden for handel, landbrug, fødevaresikkerhed; anmoder om, at resultatet af denne vurdering anvendes til at formulere klare og sammenhængende nationale og regionale strategidokumenter samt til udviklingsprogrammer og -projekter;

61.

glæder sig over Kommissionens bemærkninger for nylig om, at den vil tage forordning (EF) nr. 1383/2003 op til fornyet overvejelse, eftersom den har haft utilsigtede konsekvenser for transit gennem EU af generiske lægemidler, der har udviklingslande som endeligt bestemmelsessted;

62.

mener, at initiativer som Unitaid-patentværktøjer til hiv-/aidsmedicin kan bidrage til at sikre sammenhæng mellem EU's politikker for sundhed og intellektuelle ejendomsrettigheder;

63.

glæder sig over Kommissionens støtte til forslag om at hjælpe indfødte samfund til at udnytte og drage nytte af deres traditionelle viden og genetiske ressourcer;

64.

glæder sig over Kommissionens bemærkninger om, at EU kan sænke toldsatserne på miljøvenlige varer over for ligesindede lande, hvis det ikke lykkes at nå frem til en aftale inden for WTO;

65.

støtter Kommissionens planer om at lette teknologioverførsel til udviklingslandene, navnlig teknologier med lave kulstofemissioner og klimaresistente teknologier, hvilket er vigtigt for tilpasning til klimaforandringerne;

66.

anerkender den økonomiske betydning af emigranters pengeoverførsler tilbage til udviklingslandene, men understreger behovet for at løse problemet med hjerneflugt i forbindelse med gennemførelsen af bilaterale handelsaftaler, navnlig inden for sundhedssektoren;

67.

fremhæver det arbejde, der udføres af mange organisationer i det civile samfund vedrørende skatteunddragelser, som multinationale selskaber fra EU begår i udviklingslandene, og anmoder Kommissionen om at tage hensyn til deres anbefalinger ved kommende forhandlinger;

68.

glæder sig over Kommissionens mekanismer til at forbedre sammenhængen i udviklingspolitikken, navnlig systemet til høring af andre tjenestegrene, konsekvensanalyseprocessen, bæredygtighedsvurderingen og kvalitetsgruppen på tværs af tjenestegrenene og, hvor det er relevant, den strategiske miljøvurdering; ønsker dog at få oplyst, hvilke kriterier GD for Udvikling anvendte, da det besluttede at tilsidesætte usammenhængende politikinitiativer, og anmoder om større gennemsigtighed for så vidt angår resultaterne af høringer af andre tjenestegrene; anmoder om, at oplysningerne fra konsekvensanalyserne gives til Europa-Parlamentet i en mere forståelig form, og om at Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og udviklingslandenes parlamenter inddrages mere i disse mekanismer;

69.

kræver, at strategien for handelsrelateret bistand er til gavn for alle udviklingslandene og ikke kun de lande, der accepterer en større liberalisering af deres markeder; opfordrer Kommissionen til under handelsforhandlinger, navnlig i forbindelse med de økonomiske partnerskabsaftaler, ikke at påtvinge et forhandlingsafsnit om Singaporeemnerne og finansielle tjenesteydelser, når udviklingslandene ikke ønsker det, og til ikke at indgå aftaler af denne art, uden at disse lande på forhånd har kunnet indføre en passende lovgivnings- og tilsynsmæssig ramme på nationalt plan;

70.

anmoder Kommissionen om systematisk at indføre sociale, arbejdsmarkedsmæssige og miljømæssige standarder, der er juridisk bindende, i de handelsaftaler, som EU forhandler om, for at styrke målet om en udviklingsfremmende samhandel;

71.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte konsekvensanalyserne tidligere, dvs. inden udarbejdelsen af politikinitiativer er langt fremskreden, og forankre dem i eksisterende eller særligt gennemførte evidensbaserede undersøgelser, og systematisk at medtage sociale, arbejdsmarkedsmæssige og miljømæssige dimensioner samt menneskerettighedsspørgsmål, da en prospektiv analyse er meget anvendelig og praktisk som følge af manglen på oplysninger og kompleksiteten i den sammenhængende udviklingspolitik; anmoder Kommissionen om at inddrage resultaterne af konsekvensanalyserne i de regionale og nationale strategidokumenter om instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde sammen med forslag til opfølgning;

72.

giver udtryk for sin bekymring over, at ud af de 82 konsekvensanalyser, som Kommissionen gennemførte i 2009, var der kun én, der vedrørte udvikling; understreger behovet for en systematisk strategi for måling af den sammenhængende udviklingspolitiks resultater; opfordrer derfor Kommissionen til at give enheden for fremtidsstudier og sammenhæng mellem politikkerne i GD for Udvikling en central rolle i forbindelse med styrkelsen af behandlingen af den sammenhængende udviklingspolitik;

73.

opfordrer Kommissionen til at inddrage Europa-Parlamentet i udarbejdelsen af Kommissionens rapport om sammenhæng i udviklingspolitikken, f.eks. i forbindelse med spørgeskemaet, en bedre tidsmæssig planlægning og under hensyntagen til Parlamentets egne initiativbetænkninger;

74.

anmoder Kommissionen om at inddrage EU-delegationerne i sit arbejde med en sammenhængende udviklingspolitik ved at udpege de ansvarlige for sammenhængen i udviklingspolitikken i hver delegation, der skal overvåge EU-politikkens indvirkning på partnerskabsniveau; anmoder om at inddrage sammenhængende udviklingspolitik i personaleuddannelsen; opfordrer Kommissionen til årligt at udsende resultaterne af feltundersøgelser, som gennemføres af EU-delegationer; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sikre, at EU-delegationerne har tilstrækkelig kapacitet til bredt at rådføre sig med lokale regeringer og parlamenter og til at garantere, at ikkestatslige og civilsamfundets aktører har mulighed for aktivt at deltage i spørgsmålet om sammenhæng i udviklingspolitikken;

75.

foreslår uddannelse af Kommissionens medarbejdere og medlemmerne af Rådets delegationer inden for sammenhængende udviklingspolitik for at opnå en større bevidsthed om dette politiske mål;

76.

opfordrer Kommissionen til at overdrage udviklingskommissæren det samlede ansvar for landebevillinger, nationale, regionale og tematiske strategidokumenter, nationale og flerårige vejledende programmer, årlige handlingsprogrammer og gennemførelsen af bistand i alle udviklingslandene i tæt samarbejde med den højtstående repræsentant og kommissæren for humanitær bistand for at undgå usammenhængende strategier inden for kollegiet og Rådet;

77.

opfordrer medlemsstaterne og deres nationale parlamenter til at fremme sammenhængende udviklingspolitik gennem et særligt arbejdsprogram med bindende tidsplaner for at forbedre det europæiske arbejdsprogram for sammenhæng i udviklingspolitikken og bistandsindsatsen, samtidig med at det sikres, at denne dagsorden ikke er i strid med partnerlandenes udviklingsstrategier;

78.

foreslår at inddrage sammenhængende udviklingspolitik i midtvejsevalueringen af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, særlig i de relevante tematiske programmer;

79.

foreslår en inddragelse af specifikke forpligtelser til sammenhængende udviklingspolitik i alle formandskabets arbejdsprogrammer;

80.

foreslår, at Rådet øger de eksisterende strukturers bidrag til forbedring af sammenhængen i udviklingspolitikken, f.eks. ved at afholde flere fælles møder for arbejdsgrupperne og gøre arbejdsprogrammerne offentligt tilgængelige;

81.

foreslår at Europa-Parlamentets betænkning om sammenhæng i udviklingspolitikken udarbejdes hvert andet år; foreslår, at alle Parlamentets udvalg udarbejder betænkninger om udviklingsperspektivet på deres respektive kompetenceområder;

82.

understreger vigtigheden af samarbejdet mellem udvalgene i Europa-Parlamentet; foreslår, at når et følsomt emne vedrørende sammenhængende udviklingspolitik drøftes af et udvalg, skal de andre relevante udvalg inddrages i omfattende grad, og når et udvalg afholder en eksperthøring om et følsomt emne vedrørende sammenhængende udviklingspolitik, skal de andre relevante udvalg deltage i organiseringen af høringen;

83.

anmoder om en institutionel præcisering vedrørende Kommissionens meddelelse om politikkohærens (KOM(2009)0458) af udvidet partnerskab og dialog med udviklingslandene om sammenhængende udviklingspolitik; spørger, om dette udvidede partnerskab også omfatter en mekanisme for at rådgive udviklingslandene om, hvad de selv kan gøre for at fremme sammenhængende udviklingspolitik og en plan for kapacitetsopbygning på landeplan med henblik på at foretage vurderinger af sammenhængen i udviklingspolitikken;

84.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/58

A.

der henviser til, at EU for at øge sikkerheden på vejene og sikre en fair konkurrence i de seneste år har skabt et system af bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport ved vedtagelsen af forordning (EØF) nr. 3821/85 og forordning (EF) nr. 561/2006 samt direktiv 2006/22/EF,

B.

der henviser til, at straffesystemerne I EU’s medlemsstater har udviklet sit historisk og derfor udviser store forskelle, med bøder, der i ekstreme tilfælde kan være helt op til ti gange højere i ét land end i et andet,

C.

der henviser til, at retstilstanden ved internationale transporter er blevet vanskelig at gennemskue for virksomheder og især også for førere, at medlemsstaterne star over for store udfordringer ved gennemførelsen af bestemmelserne, og at den nuværende situation ikke er forenelig med det indre marked,

D.

er bekymret over forlydender om mangler, der påvirker digitale fartskrivere, hvilket gør dem meget udsatte for ulovlige indgreb,

1.

glæder sig over Kommissionens rapport med en analyse af sanktionerne for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport som fastsat i medlemsstaternes lovgivning, men beklager dog, at rapporten på grund af manglende data fra enkelte medlemsstater ikke indeholder en fuldstændig analyse af den aktuelle situation i Europa; anmoder Kommissionen til at opfordre medlemsstaterne til at levere de manglende data;

2.

konstaterer, at Kommissionens rapport henviser til kategoriseringen af overtrædelser i det nye bilag III til Kommissionens direktiv 2006/22/EF uden at tage højde for gennemførelsesfristen i artikel 2, stk. 1, i Kommissionens direktiv 2009/5/EF;

3.

opfordrer derfor Kommission til allerede i 2010 at fremlægge en ajourført og fuldstændig rapport om gennemførelsen af det nye bilag III til direktiv 2006/22/EF;

4.

påpeger, at der i tidligere rapporteringsperioder har været store forsinkelser, således at f.eks. den nuværende rapport af 3. august 2009 (Kommissionens 24. rapport om en analyse af sanktionerne for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport) kun omhandler data fra 2005 og 2006 og derfor næppe kan drage konklusioner om status for harmoniseringen af reglerne på det sociale område for vejtransportbrugere;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at sikre, at målene i artikel 17 i forordning (EF) nr. 561/2006 bliver opfyldt hurtigere, således at der er nyere statistikker til rådighed i forbindelse med fremtidige harmoniseringsforanstaltninger;

6.

henviser til, at der også i bilag IV til forordning (EF) nr. 1071/2009 findes en liste over alvorlige overtrædelser i henhold til denne forordning; mener derfor, at det er særdeles nødvendigt at foretage en harmoniseret kategorisering af alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område;

7.

konstaterer, at sanktionerne for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport som fastsat i medlemsstaternes lovgivning ikke kun adskiller sig fra hinanden, hvad bødernes størrelse angår, men også med hensyn til sanktionernes art og kategorisering;

8.

henviser til, at disse forskelle kan forklares ved økonomiske og geografiske betingelser samt medlemsstaternes forskellige retssystemer vedrørende retsforfølgning af straffelovsovertrædelser og de forskellige politiske holdninger til begrebet trafiksikkerhed;

9.

konstaterer, at bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport, navnlig forordning (EØF) nr. 3821/85 og forordning (EF) nr. 561/2006 samt direktiv 2006/22/EF, giver medlemsstaterne vide rammer for fortolkning; beklager, at de talrige upræcise formuleringer i EU's bestemmelser nødvendigvis må føre til en uensartet gennemførelse i medlemsstaterne; er af den opfattelse, at en ensartet og bindende fortolkning af disse forordninger og af direktivet er nødvendig for at gennemføre en yderligere harmonisering;

10.

beklager, at nogle medlemsstater ikke graduerer sanktionerne i forhold til overtrædelsens alvor; opfordrer medlemsstaterne til at indføre nationale bestemmelser, som har en effektiv, forholdsmæssig og afskrækkende virkning og tager passende højde for overtrædelsens alvor;

11.

understreger, at et effektivt, afbalanceret og afskrækkende straffesystem kun kan være baseret på klare, gennemsigtige og sammenlignelige straffe mellem medlemsstaterne indbyrdes; opfordrer medlemsstaterne til at finde lovgivningsmæssige og praktiske løsninger til at reducere de til dels store forskelle i straffenes art og størrelse;

12.

opfordrer Kommissionen til efter at have konsulteret kontrolorganer og repræsentanter for transportsektoren at udarbejde en ensartet og bindende fortolkning af forordningen om køre- og hviletider; understreger, at kontrolorganerne bør tage højde for denne fortolkning;

13.

mener, at for at opnå en yderligere tilnærmelse mellem sanktionernes art og bødernes størrelse, er det nødvendigt med en kategorisering af bøderne forbundet med en kategorisering af straffene, og der skal fastlægges minimums- og maksimumsstraffe for de enkelte overtrædelser af bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport; understreger, at når sanktionerne strømlines, skal nødvendigheden af, at bøder for at være rimelige skal være forholdsmæssige i de forskellige medlemsstater i overensstemmelse med objektive kriterier (såsom BNP eller geografiske faktorer), afvejes af en effektiv afskrækkende virkning mod alvorlige overtrædelser;

14.

henviser til, at det nye bilag III til direktiv 2006/22/EF, som er indført med Kommissionens direktiv 2009/5/EF, skal betragtes som en hjørnesten i en fælles model for kategorisering af overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport som fastsat i medlemsstaternes lovgivning; opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at udstede de nødvendige love og administrative bestemmelser, så de hurtigt kan gennemføre Kommissionens direktiv 2009/5/EF;

15.

minder derudover om, at Lissabontraktaten i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har tilføjet en ny artikel 83, stk. 2, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på det strafferetlige område; anmoder Kommissionen til at undersøge disse nye lovgivningsmæssige midler vedrørende det retlige samarbejde i kriminalsager og inden 12 måneder fremsende en rapport til Rådet og Europa-Parlamentet en beretning om de mulige harmoniseringsforanstaltninger, herunder aspekter vedrørende trafiksikkerhed og grænseoverskridende anvendelse af bøder, hvis den ikke allerede har gjort dette;

16.

glæder sig over, at Kommissionen i henhold til artikel 22, stk. 4, i forordning (EF) nr. 561/2006 har forberedt »retningslinjer« med henblik på at støtte medlemsstaterne ved den nationale fortolkning og anvendelse af denne forordning; konstaterer dog, at disse retningslinjer ikke er juridisk bindende, og derfor ikke har opfyldt deres mål om en ensartet gennemførelse i medlemsstaterne;

17.

mener, at fortolkningen af anvendelsen af bestemmelserne på det sociale område bør harmoniseres for at gennemføre et indre marked for transport og øge førernes og vognmændenes retssikkerhed; opfordrer med dette in mente Kommissionen til sammen med Corte, Tispol og Euro Contrôle Route at fremsætte forslag, der skal gøre en ende på den diskriminerende anvendelse af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport; understreger behovet for en fælles fortolkning artikel for artikel af anvendelsen af forordning (EF) nr. 561/2006 og forordning (EØF) nr. 3821/85;

18.

anmoder medlemsstaterne om at benytte disse retningslinjer ved gennemførelsen af bestemmelserne på det sociale område, så der kan ske en harmoniseret gennemførelse;

19.

henviser udtrykkeligt til, at uretfærdig konkurrence kun kan undgås og trafiksikkerheden kun sikres, hvis den gældende lovgivning gennemføres konsekvent og på en ikke-diskriminerende måde; understreger, at der for at gennemføre bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport kræves et harmoniseret og effektivt koncept for kontroller;

20.

gør opmærksom på, at de enkelte medlemsstater har en meget forskellig trafiksituation, hvad infrastruktur, trafikmængde og trafikbelastning angår, og mener derfor, at disse faktorer bl.a. kan tages i betragtning ved fastlæggelse af kontrollernes hyppighed med tanke på, at et af disses hovedformål er at sikre overholdelse af regler om sociale ydelser;

21.

er overbevist om, at Kommissionen med henblik på at fjerne hindringerne for det europæiske indre marked og forbedre trafiksikkerheden bør udvikle og fremme sådanne harmoniserede kontrolkoncepter og foretage regulerende indgreb; opfordrer Kommissionen til for at nå disse mål at skabe et effektivt og passende koordinationsinstrument på europæisk plan;

22.

kræver, at Kommissionen udarbejder henstillinger og europæiske minimumsstandarder for uddannelse af kontrolorganer og koordinerer samarbejdet mellem kontrolorganerne; anmoder kommissionen om at forbedre indsamlingen af statistiske data med henblik på en mere informativ analyse af den effektive gennemførelse og fremme en harmoniseret fremgangsmåde fra medlemsstaternes side i spørgsmål vedrørende gennemførelsen;

23.

opfordrer medlemsstaterne til altid at uddanne deres håndhævelsespersonale i den seneste udvikling inden for dataindsamling og ved gennemførelsen af fælles standarder at samarbejde tæt med koordineringsorganet for at fremme en harmoniseret tilgang til kontroller og dermed skabe retssikkerhed;

24.

mener, at der skal være hyppigere og grundigere kontroller både på vejene og hos virksomhederne; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at medlemsstaterne overholder de kontroller, der skal gennemføres i henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 2006/22/EF; opfordrer Kommissionen til at informere Europa-Parlamentet om den videre fremgangsmåde vedrørende disse kontroller;

25.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremlægge en rapport om kontrollerne af manglerne i forbindelse med de digitale fartskrivere, og hvilke foranstaltninger der træffes for at forebygge deres sårbarhed;

26.

understreger, at den digitale fartskriver i henhold til forordning (EØF) nr. 3821/85 bør forbedres som kontrolinstrument: påpeger, at Kommissionen bør undersøge, hvordan kontrolmyndighederne kan opnå hurtigere downloading af data fra den digitale fartskriver;

27.

gør opmærksom på den klageskranke for uforholdsmæssige bøder, som Euro Contrôle Route har oprettet, og opfordrer førerne og vognmændene til at henvende sig til denne klageskranke i tilfælde af uforholdsmæssig anvendelse af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport;

28.

mener, at en letforståelig brochure på alle EU's officielle sprog ville være nyttig for virksomheder og lastbilchauffører; understreger, at denne brochure bør informere de pågældende førere og virksomheder bedre om de gældende bestemmelser på det sociale område og de dertil knyttede sanktioner i de enkelte medlemsstater; mener, at disse informationer også skal være tilgængelige for virksomheder og førere i tredjelande; gør opmærksom på værdien af at anvende intelligente transportsystemer til at give førerne sådanne informationer i realtid;

29.

er overbevist om, at der i forbindelse med anvendelse af ny informations- og kommunikationsteknologi og intelligente transportsystemer bør være mulighed for, at virksomheder og førere kan få information om de gældende bestemmelser på det sociale område og de dertil knyttede sanktioner;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke samarbejdet på grundlag af de eksisterende strukturer, som f.eks. Euro Contrôle Route, og på denne måde forbedre koordinationen af de fælles kontroller, udvekslingen af bedste praksis og den fælles tilrettelæggelse af uddannelsesprogrammer til kontrolorganerne;

31.

mener, at al tilgængelig teknologi bør anvendes til at informere lastbilchauffører i realtid om de relevante bestemmelser på det sociale område og de sanktioner, der finder anvendelse på overtrædelser i de forskellige medlemsstater, f.eks. ved hjælp af GPS eller andre tilgængelige redskaber;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for en passende infrastruktur, herunder et tilstrækkeligt antal sikre parkeringspladser og –tjenester, i det europæiske vejnet, så førerne rent faktisk kan overholde køre-hvile-tids-bestemmelserne, og der kan foretages effektive kontroller; henviser til, at sikkerhedsaspektet skal have en særlig vægt ved disse anlæg; opfordrer Kommissionen til med mellemrum og i det mest passende format at offentliggøre de forhåndenværende faciliteter, både offentlige og private, overalt i det europæiske vejnet, idet giver information om de tjenester, der tilbydes for transportbranchen;

33.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til og finansiere ordninger til oprettelse af sikre parkeringsområder, da disse er nødvendige, hvis førerne skal overholde bestemmelserne i forordning (EF) nr. 561/2006;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/62

A.

der er bekymret for, at korruption underminerer retsstaten, fører til misbrug af EU-skatteborgernes midler, forvrider markedet og har spillet en rolle i den nuværende økonomiske krise,

B.

der henviser til, at EU har ratificeret FN's konvention mod korruption, og at 78 % af EU-borgerne mener, at korruption er et stort problem i deres land (Eurobarometer, december 2009),

C.

der henviser til den vægt, som Europa-Parlamentet lægger på bekæmpelsen af korruption i sin beslutning om Stockholm-programmet vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed,

D.

der henviser til den internationale dag mod Korruption (9. december), hvorpå denne erklæring er lanceret,

1.

opfordrer indtrængende de europæiske institutioner til at vedtage en omfattende anti-korruptionspolitik og skabe en klar mekanisme til regelmæssig overvågning af situationen i medlemsstaterne;

2.

opfordrer Kommissionen til at stille alle de midler til rådighed, der er nødvendige for at gennemføre overvågningsmekanismen og for at sikre, at der bliver fulgt effektivt op på konklusionerne og resultaterne;

3.

opfordrer Kommissionen og de relevante EU-agenturer til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder tilstrækkelige ressourcer, til at sikre, at EU-midler ikke bliver genstand for korruption og til at træffe afskrækkende straffeforanstaltninger i de tilfælde, hvor korruption og svindel kan påvises;

4.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne (1) til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

31.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 161/63

A.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 31 i forordning (EF) nr. 1333/2008, indtil Fællesskabets liste over fødevaretilsætningsstoffer er fastlagt, jf. artikel 30 i nævnte forordning, kan træffe foranstaltninger til at ændre bilagene til bl.a. direktiv 95/2/EF,

B.

der henviser til, at bilag IV til direktiv 95/2/EF indeholder en liste over tilsætningsstoffer til levnedsmidler, der er tilladt i Den Europæiske Union, og foreskriver betingelserne for deres anvendelse,

C.

der desuden henviser til, at de generelle kriterier for anvendelse af tilsætningsstoffer til levnedsmidler blev fastsat i bilag II til direktiv 89/107/EØF, og da sidstnævnte er blevet ophævet og erstattet af forordning (EF) nr. 1333/2008, findes de relevante kriterier nu bl.a. i artikel 6 i nævnte forordning, som omhandler generelle betingelser for fødevaretilsætningsstoffers optagelse på fællesskabslister og for anvendelse heraf,

D.

der henviser til, at det fremgår af artikel 6 i nævnte forordning, at et fødevaretilsætningsstof kun kan tillades til brug i EU, hvis det opfylder visse betingelser, herunder at det ikke vildleder forbrugeren, jf. stk. 1, litra c), og at det skal være til gavn for forbrugeren, jf. stk. 2,

E.

der henviser til, at det også fremgår af artikel 6, stk. 1, litra a), i nævnte forordning, at et fødevaretilsætningsstof kun kan tillades til brug, hvis det ikke udgør noget sikkerhedsproblem for forbrugerens sundhed,

F.

der desuden henviser til, at det bl.a. fremgår af forordning (EF) nr. 178/2002 (der er kendt som »den generelle fødevareforordning«), særlig artikel 8, at fødevarelovgivningen skal have til formål at beskytte forbrugernes interesser og skal give forbrugerne grundlag for at træffe informerede valg med hensyn til de fødevarer, som de indtager, og at den skal tilsigte forebyggelse af praksis, som kan vildlede forbrugeren,

G.

der henviser til, at det fremgår af udkastet til Kommissionens direktiv, navnlig betragtning 25 og punkt 3, litra h), i bilaget dertil, at der i bilag IV til direktiv 95/2/EF skal tilføjes et enzympræparat baseret på thrombin med fibrinogen som et fødevaretilsætningsstof, der anvendes som bindemiddel til at samle fødevarer,

H.

der henviser til, at thrombin, der stammer fra spiselige dele af dyr, har karakter af »kødklister«, og at dets formål som fødevaretilsætningsstof er at binde separate kødstykker sammen og gøre dem til et enkelt kødprodukt,

I.

der henviser til, at formålet med anvendelse af thrombin er at præsentere stykker af kød for forbrugerne som et enkelt kødprodukt, og at risikoen for vildledning af forbrugeren derfor er indlysende,

J.

der henviser til, at det i betragtning 25 i selve udkastet til Kommissionens direktiv erkendes, at anvendelse af thrombin sammen med fibrinogen som fødevaretilsætningsstof kan vildlede forbrugerne med hensyn til det endelige fødevareprodukts beskaffenhed,

K.

der henviser til, at det fremgår af punkt 3, litra h), i bilaget til udkast til Kommissionens direktiv, at thrombin fra kvæg og/eller svin optages på listen over tilladte tilsætningsstoffer til levnedsmidler i henhold til bilag IV til direktiv 95/2/EF i færdigpakkede kødretter og færdigpakkede kødprodukter beregnet på salg til den endelige forbruger i en mængde på højst 1mg/kg, der skal anvendes sammen med fibrinogen og under forudsætning af, at produktet skal være mærket med oplysningen »sammensat kød« i nærheden af produktnavnet,

L.

der henviser til, at selv om Kommissionen i sit udkast til direktiv ikke vil tillade brugen af thrombin som tilsætningsstof i kødprodukter, der serveres i restauranter eller andre offentlige etablissementer, der serverer mad, er der alligevel en stor risiko for, at kød, der indeholder thrombin, vil havne i kødprodukter, der serveres sådanne steder, fordi der kan opnås højere priser for kødstykker serveret som et enkelt kødprodukt,